Indledning: Beda blev født i ca. 673 e. Kr. i Northumberland og døde d. 25. maj 735. Hans præstetitel var "Beda den ærværdige", og han var litterær, hvilket kan ses af den ordflom han bl.a. gengiver her, selvom jeg har undlad at gengive meget af hans kristne retorik og dødemandskult. De kom bl.a. med overtroen på evig fortabelse, og Beda kunne ihvertfald skrive og genfortælle kirkeløgnene fra Rom, men det var nu ikke så underligt, fordi de kristne jo havde forkastet hele den antikke verden viden. Som de romerske vestalinder, forsøgte de sig med tydninger og forudsigelser. Teksten er et udtryk for den selvoptagenhed, som er kendt fra romerkirken, og påviser en fordømt virkelighedsflugt. Han har sandelig brugt ordet, og har næppe foretaget sig noget nyttigt og praktisk i menneskets levende verden. Beda blev opdraget i benediktinerklosteret Wearmouth og gik som ung ind i klosteret Jarrow. På den måde var han udelukket fra folkets liv. «Anglernes kirkes historie» (Historia ecclesiastica gentis Anglorum - det engelske folks kirkehistorie) er tilegnet Northumberlandkongen Ceolwulf og er nedskrevet i den kristne morals tjeneste af Beda. Bogen burde i stedet for have heddet: »Den romerske kirkes indtrængen blandt anglerne, og de angliske kongers forræderi mod traditionerne og mod folket«. Beda´s bog er hovedsagelig en kirkehistorie og en kongebeskrivelse, der består af 5 bind og er skrevet på angelsaksisk. Beda begynder sin fremstilling med Cæsars erobring af Britannia, og fortæller at landet blev befolket af anglere i nord, af saksere syd for Themsen og af jyder i Kent, og at det blev kristnet af Augustin som var udsendt af pave Gregor den Store. Men friserne fra Maas til Ems floderne, var også med på overfarten, og muligvis flere stammer fra Skandinavien. Anglerne kom jo fra Angel i Sønderjylland, og tidspunktet for deres overfart til Britannien, falder tilnærmelsesvis efter hunnernes indfald i Vesteuropa, hvor folkevandringerne tog fart. Beda fortæller, at fra begyndelsen af bogen og frem til anglernes omvendelse har han fundet stoffet på forskellige steder, og mest i tidligere forfatteres skrifter. Derfra og helt til hans tid har han sin viden om alt det St. Gregor og hans efterfølgeres disciple har udrettet i Kent, og under hvilke konger de virkede, fra den nævnte fader Albinus' flittige hånd og fra Nothelm. Når det gælder øst- og vestsakserne samt østanglerne og folkene i Northumbria, har Beda fremskaffet oplysningerne, fra de biskopper der bragte evangeliets velsignelse til disse folk. Albinus gav ham mod til at give sig i kast med denne skriftlige fremstilling, men også Daniel, vestsaksernes biskop, har fremsendt Beda breve med oplysninger om kirkens historie i hans provins og hos hans nærmeste naboer, sydsakserne, og på Isle of Wight. Beretningen om de to præster Chedd og Chad, deres liv og død og deres virke i Mercia og hos østsakserne, har Beda fra brødrene i Lastingham kloster, som de to præster har grundlagt. Meget samvittighedsfuldt har brødrene nedtegnet historien om merciernes omvendelse til kristendommen, som de ikke kendte fra før, og om hvordan østsakserne, som engang havde forkastet den kristne tro, fik den tilbage. Hvad Beda videre har skrevet om kirkens kamp i østanglernes rige, har han dels fundet i gamle skrifter og overleveringer, dels har han fået det gennem abbed Esis´ beretning. Men om troens vækst og om bisperækken i Lindsey har biskop Cyneberht fortalt Beda om i brev. Når det gælder begivenhederne i de forskellige distrikter i Northumbria fra den tid de blev kristne og frem til 731, har Beda ikke benyttet nogen bestemt forfatter, men holdt sig til det han selv ved, og til vidnesbyrd fra troende som enten har hørt om det eller selv husker det som skete. Beda har også skrevet om biskop Cuthbert i denne bog, og stoffet har han delvist fundet i Lindisfarnebrødrenes skrifter. Landbegreberne Essex, Sussex og Wessex opstår af øst-, syd- og vest-sakserne. Jyderne slog sig ned i Kent og i det sydlige Hamshire. Foruden de 7 større kendte kongeriger, var der småkonger i landskaberne Lindsey, Hwicce, Magonsaite, Wihtware, Middle Anglia, Haistings, Gewissae, Deria, Bernicia, etc..Gewisser var det gamle navn på vestsakserne. Jeg har udeladt en del pedantiske sider og breve vedrørende de kristnes overtro og deres indbyrdes konflikter og tolkninger. Som en anden mafia-organisation trænger de frem, med deres ideologi fra Rom, og så får vi i fremstillingen »svanesangen« og ordblomsterne med tillægsord om hedninge, barbarer, afgudsbillederne, dæmoner, misundelse, mysterier, etc., og de kristnes naivitet, barnlighed og vildfarelse er så tydelig, at man ikke kan forstå, at kristne i nutiden endog kalder sig for oplyste mennesker, nogle vil endda påstå de er intelligente, - men er de ikke blot udtryk for et romersk pøbelvælde?. Hvad skal vi dog med deres fortællinger om mysterier og gamle orientalske genfortællinger om de blinde som bliver seende, som de teatralsk opfører i land efter land ? De fremstiller sig selv som pokkers hellige; især når de er døde, og så er samtaleterapien og ordflommen endda ikke ophørt. Men genoplives bliver de næppe, og det er forståeligt, at ordflommen og ideologien fra Rom mødte stor modstand hos keltere, druider, briterne, germanere, m.v.. De kristne skulle ikke til de evige jagtmarker eller til Valhal. Men nu havde visse konger valgt at få kristne hofnarer og hofsnoge, for hvem det fremover lykkedes at sætte konger og folk op mod i hinanden i forfærdelige kampe og myrderier, og hvor retten, magten og dommen var fuldstændigt ukendelig mod folkenes traditioner og sædvaner. Men det gik også ud over adskillige småkonger og selvstændige folkeslag. Romerkirken blev den nye centralbank, hvortil guld og sølv skulle tilflyde. De kristne fik genoptaget og udbredt det nederdrægtige romerske samfundsliv, hvor romerske senatorer i hundrede af år havde brugt lejetropper for at underlægge sig andre folkeslag. Mafiaen fra Rom ville have monopol og ejendomsret på alt - hverken mere eller mindre, - og så kom de med deres hysterisk opdigtede motiver og alenlange forklaringer - og så regerede de udfra frygtens og skrækkens væsen, - mod folkets sande dyder! Men nogen omvæltning i produktionsmåden eller revolution i teknikken, var der ikke tale om på dét tidspunkt, da de kristne kom nordpå. De kristne kom med en ny tidsregning, og det blev nærmest forbudt at have seksuel omgang mellem kønnene. Med deres orientalske ideer kaldte de dette og hint for »synd« og lyste i ban, hvad der passede dem. Når krigene kom, delvist på deres foranledning - vaskede de atter hænder i en ordflom, og »var ganske så uskyldige«. Men de hørte jo også stemmer, selvom de næppe vil kaldes enfoldige, - og hvad der tidligere var »retmæssig«, druknede i en ordflom fra disse taskenspillere. Beda fortæller ikke om præsterne fremstillingsvirksomhed og forhold til markedspladser, landindspladser, søveje, betalingsmidler, transportmidler, etc. og vi må formode, at de overhovedet ikke har deltaget i arbejdet, sådan, at de har nasset sig gennem tilværelsen, samtidig med at de besnakkede kongerne, for derigennem at ville bestemme via ordet med »deres åndelige kapitus«, bestemme over slaver, bønder, fiskere, håndværkere, etc., som jo frembragte den virkelige verdens værdier, føden, husene, klæderne, arbejdsredskaberne, tamdyrene, etc.. Historien viser os, at ytringsfriheden, tankefriheden, den frie vilje blev alvorligt knægtet af de kristne. Beda skriver heller ikke noget om at folkene i Britannien havde et skriftsprog eller talsystem i forvejen - også dette holdes skjult for læserne -, og det er tydeligt i Beda´s historie, at fyrste og kirke er uadskillelige. Kirken er ingenting uden beskyttelse fra fyrsten. Kirkens modstanderne, dvs. barbarerne, hedningene, kætterne og déres motiver for at holde på gammel lov, retspleje, arveret, fællesskab, moralværdier, sædvane, landskabslove, kommunikation, etc. holdes også skjult for læserne, og endvidere fortælles intet om barbarernes afgudsdyrkelse, ceremonier og skikke. Den første af de love som de kristne vedtog overfor anglerne, var at fastsætter hvilken erstatning der kræves af den som stjæler noget fra kirken eller fra biskopperne eller præsteskabet. Her siges det jo tydeligt, at de kristne har tilraget sig rigdom, som andre tilsyneladende mente retsmæssig tilhører dem, dvs. anglerfolket, - men disse kaldes jo tyve, af de kristne. Og så forsætter fjendebillederne i en ordflom. Og ulykkerne fra England skulle også nå til Danmark, selvom vore nordiske forfædre - vikinger, gjorde hæderlige forsøg på at bortskaffe dette orientalske uvæsen. Heri er så optakten til vikingernes indfald i England i 793, idet Lindisfarne i Northumberland var base for de kristnes forkristning af det nordlige England. I fortællingen for vi en beskrivelse af de forskellige stammer, stednavne og herskere, som er ganske ukendte for mange i nutiden. Bemærk, at der er fejl i Beda´s kalender med hensyn til årstal. Lad da den ærværdige Beda fortælle:

Britannia er en ø som ligger langt mod nordvest i verdenshavet og engang blev kaldt Albion. Den vender mod Germanien, Gallien og Spanien, som tilsammen udgør den største del af Europa, men afstanden fra dem er stor. Øen er 800 mil lang og 200 mil bred (1 romersk mil er 1.480 meter =1.000 skridt), undtagen der hvor de mange bjergfulde næs strækker sig længere ud. Den har en omkreds på 48 x 75 mil. Syd for den ligger belgisk Gallien. Den korteste vej over dertil er fra havnebyen Rutuby Portus, som anglerne nu fejlagtig kalder Reptacæstir [Richborough]. Mellem denne og det nærmeste punkt i morinernes land, Gessoriacum [Boulogne], er der 50 mil, eller som nogen siger, 450 stadier (1 stadium= 185 meter). På den andre siden, som vender ud mod det åbne hav, ligger Orknøene. Britannia er frugtbart, har store skove og gode marker for kvæg og trækdyr; enkelte steder dyrkes også vin. Der findes mange forskellige land- og søfugle. Landet er vidt kendt for sine vandrige kilder og elve, som vrimler af fisk, særlig laks og ål. I havet fanges delfiner og sæl, ja, til og med hval, desuden skaldyr af forskellige slag. Blandt disse findes muslinger som indeholder de fineste perler med forskellige farver: røde, purpur, violette og grønne, men mest hvide. Der er også en mængde snegle som de laver skarlagenfarve af. Dens strålende røde glans falmer hverken i sol eller regn, men bliver kønnere jo ældre den er. Landet har saltholdige varme kilder, og i elvene som flyder ud af dem, er der varmtvandsbade, hvor folk bader frit, adskilt efter køn og alder. For som den hellige Basilius fortæller, render vandet gennem visse metaller, som ikke kun gør vandet varmt, men skoldende hedt. Der er også rige metalforekomster som kobber, jern, bly og sølv. Desuden jetsten i store mængder og af udmærket kvalitet. Det er en sort, glinsende sten som gløder når de bliver lagt på ilden, og når de brænder, kan de bruges til at bortjage slanger. Hvis man gnidder stenen til den bliver varm, holder den fast på de genstander den kommer i berøring med, ligesom rav gør. Øen var engang berømt for sine 28 prægtige byer og for utallige borger, som var sikret med stærke murer, tårn og boltede porter. Da Britannia ligger langt oppe mod Nordpolen, er nætterne lyse om sommeren, sådan at man ved midnat kan spørge sig selv om det er aftenskumringen som endnu varer, eller om det stadig er daggry. Det er fordi solen på sin vandring mod øst ikke holder sig længe under horisonten i disse nordlige strøg. Derfor er også dagene meget lange om sommeren. Om vinteren derimod er nætterne lange, nemlig 18 timer, fordi solen da trækker sig tilbage til syden. På samme måde er nætterne kortere om sommeren og dagene om vinteren, kun 6 jævndøgnstimer, mens den længste dag eller nat i Armenien, Makedonien, Italien og andre lande på samme breddegrad ikke er mere end 15 timer og den korteste 9. Det er 5 sprog i Britannia, ligesom Moseloven er skrevet i 5 bøger, nemlig anglernes, briternes, scoternes [irernes] og picternes sprog og desuden latin. Angler og briter, scoter og picter (picterne kan oprinde fra Thrakien) lærer og bekender den eneste sandhed og højeste visdom hver på sit sprog, men latinen har de alle fælles gennem studiet af den hellige skrift. Den oprindelige befolkning i Britannia var briter, og efter dem har øen sit navn. De skal være kommet over fra Armoricen [Bretagne] og havde slået sig ned i den sydlige del. Da de havde spredt sig fra sydover til størstedelen af øen, fortælles det, at picterne sejlede fra Scythia ud på havet i nogen få langskibe og blev ført af vinden forbi Britannias kyster. De kom til Irlands nordkyst og gik i land her. Her traf de sæterne, som da beboede Irland, og bad om lov til at slå sig ned der, men det blev nægtet dem. Irland er den næststørste af øerne og ligger vest for Britannia. Den strækker sig ikke så langt mod nord som Britannia, men i syd går den langt forbi Britannias sydgrænse, ja, helt ned mod Spaniens nordkyst, skønt et stort havområde skiller dem. Picterne kom altså til Irland og bønfaldt om at få land hvor de kunne slå sig ned. Men scoterne svarede, at øen ikke var stor nok til begge folk; «men», sagde de, «vi kan give jer et godt råd. Vi ved at der er en anden ø ikke langt mod øst, som vi på klare dage kan skimte i det fjerne. Hvis i drager dertil, vil i kunne slå jer ned der; og skulle i møde modstand, skal i få hjælp af os.» Altså drog picterne til Britannien og bosatte sig i nord, fordi briterne allerede havde taget den sydlige del. Da picterne manglede kvinder, bad de om hustruer fra scoterne, som sagde ja på en betingelse: Hvis det blev strid om styret i landet, skulle de foretrække den kvindelige linie i kongehuset fremfor den mandlige; og det er velkendt at picterne har fulgt denne regel helt til vore dage. Senere kom et tredje folk til Britannia, nemlig scoterne, i den del som picterne havde besat. De kom fra Irland under deres fører Reuda, og enten ved venskab eller med våben underlagde de sig de områder de endnu har. Sandsynligvis er det efter ham (Reuda) at de også i dag kaldes «dalreudini», for «daal» betyder «del» på deres sprog. Irland er bredere end Britannia og har et meget sundere og mildere klima. Sneen bliver sjælden liggende mere end 3 dage. De slår ikke hø om sommeren til vinterbrug og bygger ikke huse til dyrene. Der finnes ikke krybdyr, og slanger kan ikke leve der. For selv om slanger ofte bliver brakt dertil fra Britannia, tåler de ikke luften fra øen, men dør når de nærmer sig kysten. Ja, til og med kan alt som laves i Irland, bruges som middel mod gift. Vi har f.eks. set at folk som er bidt af slanger, har fået en drik som består af manuskriptblade fra Irland, smuldret og opløst i vand. Den standser giftens spredning, og hævelsen i den opsvulmede kroppen forsvandt. Øen er rig på mælk og honning og mangler hverken vin, fisk eller fugl. Der drives også jagt på vildt og hjort. Scoterne var den oprindelige befolkning i Irland, men som sagt, de udvandrede til Britannia og blev det tredje folk der ved siden af picterne og briterne. En vældig havbugt skilte oprindelig picterne fra briterne. Den stikker langt ind i landet fra vest. Her ligger endnu idag en stærkt befæstet britisk by som hedder Alcluith [Dumbarton]. På nordsiden af den samme bugt kom scoterne, som sagt, og slog sig ned. Britannia var ukendt for romerne indtil Gaius Julius Cæsar kom dertil.

I år 693 efter Roms grundlæggelse og 60 år f. Kr., året efter sit konsulat med Lucius Bibulus, var Julius Cæsar (49 f. Kr. - 44 f.Kr.) i Gallien, hvor han førte krig med germanerne og gallerne, som boede på hver sin side af Rhinen. Da han kom til morinernes land, som ligger nærmest Britannia, lod han bygge en flåde på 80 lastskibe og små hurtigtsejlende både - og satte over til Britannia. Efter et blodig slag med briterne trak han sig tilbage til flåden, men blev overfaldet af storm og modvind på havet og mistede størstedelen af flåden, samt et ikke lille antal fodsoldater og næsten hele rytteriet. Da han kom tilbage til Gallien, lagde han legionerne i vinterlejr og befalede at det skulle bygges 600 skibe af begge slags. Med denne flåde sejlede han tidlig på foråret påny til Britannia. Mens han selv gik til angreb med hæren, blev skibene som lå for anker, revet løs af stormen og enten knust mod hverandre eller slynget op på stranden og slået i stumper og stykker. 40 skibe blev helt ødelagt, resten blev repareret med stort besvær. I det første slag blev Cæsar slået af briterne, og der faldt tribunen Labienus; i næste slag, hvor soldaterne var udsat for de største farer, slog Cæsar briterne på flugt og rykkede frem til Themsen. På den modsatte bred havde fjenden med Cassobellaunus [Cassivelaunus] som fører samlet en vældig hær. Elvbredden og næsten hele vadestedet havde briterne spærret med spidse pæle, som vi den dag i dag kan se rester af. Ved nærmere undersøgelse viser det sig at de har en tykkelse som en mands lår, er indfattet i bly og står urokkelig fast i elvbunden. Men da romerne opdagede dem og forstod at undgå dem, formåede barbarerne ikke at modstå legionernes angreb. De flygtede ind i skovene, og skjulte sig og gjorde stadige udfald mod romerne, som de voldte store skader. I mellemtiden havde trinovantenes mægtige by med sin høvding Androgeus overgivet sig til Cæsar og givet ham 40 gidsler. Mange andre byer fulgte hans eksempel og sluttede forlig med romerne. Ved deres hjælp fandt Cæsar frem til Cassivelaunus' by, som lå godt befæstet mellem to sumpmarker, beskyttet af skov på de andre sider og med forsyninger af alt det, som han trængte til. Cæsar gik til angreb, og efter en hidsig kamp erobrede han til slut byen. Han vendte så tilbage fra Britannia til Gallien; men da han havde lagt legionerne i vinterlejr, mødte han pludselig opstand og ufred fra alle sider. Den næste romer som kom til Britannia, var Claudius. Han indlemmer også Orknøene i det romerske rige. Vespasian bliver sendt ud og underlægger sig Isle of Wigbt.

I år 798 efter Roms grundlæggelse var Claudius (41 e. Kr. - 54 e. Kr.) kejser som den 4de efter Augustus. Han ville gerne vise sig som romerstatens velgører og prøvede at føre krig overalt og stadig vinde nye sejre. Han foretog også en ekspedition til Britannia, som havde rejst sig mod romerne fordi disse ikke havde villet udlevere visse desertører. Han sejlede over til øen, som ingen hverken før eller efter Cæsar havde våget at angribe. Men i løbet af nogen få dage havde størsteparten af øen overgivet sig uden kamp eller blodsudgydelse. Han lagde også Orknøene, som ligger i havet udenfor Britannia, under det romerske imperium, og kun 6 måneder efter at han drog ud, var Cladius tilbage i Rom og gav sin søn tilnavnet Britannicus. Han afsluttet krigstogtet i det fjerde år af sin regeringstid, år 46 e. Kr., samme år som Syria blev rammet af hungersnød, sådan som det var forudsagt af profeten Agabus i apostlenes gerninger. Claudius sendte Vespasian, som blev kejser efter Nero, til Britannia, og Isle of Wight kom da under romersk overhøjhed. Denne ø måler fra øst til vest ca. 30 mil, fra nord til syd ca. 12 mil, og den østlige del ligger 6 mil, den vestlige 3 mil fra Britannias sydkyst. Nero, som fulgte efter Claudius, foretog ingen krigstog i det hele taget. Derfor var en af de mange ulykker som ramte Romerriget under hans kejsertid, at Britannia næsten gik tabt. To af romernes mægtigste byer blev erobret og ødelagt.

I år 156 e. Kr. blev Marcus Antoninus Verus (161 e.Kr-169) kejser sammen med sin broder Aurelius Commodus (189-192 e.Kr.). Han var den 14ende kejser efter Augustus. På deres tid var en hellig mand, Eleutherus, pave i den romerske kirke. Briternes kong Lucius, skrev til ham og bad om at blive kristnet. Hans fromme bøn blev raskt indvilget, og da briterne først var blevet kristne, holdt de fast ved sin tro fuldt og helt, og kunne bekende den i fred helt til Diocletian blev kejser.

I år 189 e. Kr. blev Severus (193-211 e.Kr.) kejser, en afrikaner født i Leptis i provinsen Tripolitania [Tripolis]. Han var den 17ende kejser efter Augustus og regerede i 17 år. Han var hård og uforsonlig, altid optaget med krig og styrede staten med fast hånd, men under store vanskeligheder. Da han havde nedslået den faretruende borgerkrig, drog han til Britannia, idet næsten alle romernes forbundsfælder havde sagt fra. Efter mange hårde og blodige slag besluttet han at skille den del af øen som han havde kontrol over, fra de endnu ubesejrede stammer, ikke med en mur, som nogen tror, men med en jordvold. For en mur bygges af sten, men en jordvold som skal styrke forsvarsværkerne, er lavet af græstørv som skæres ud af marken og rejses højt i vejret som en mur. Der hvor græstørven er fjernet, danner det sig en grav, og på tørven bliver der bygget palisader af stærke pæle, som stikkes ned i jorden. En sådan stor grav med en bred vold og med mange befæstede tårne lod Severus anlægge tværs over øen fra hav til hav. Han blev syg og døde i Eboracum [York]. Han efterlod sig to sønner, Bassianus og Geta; den sidste blev erklæret for fjende af staten og dræbt, mens Bassianus tog magten med tilnavnet Antoninus.

I år 286 e. Kr. blev Diocletian (284-305 e.Kr.) udråbt til kejser af hæren. Han var den 33ende kejser efter Augustus og regerede i 20 år. Han gjorde Maximianus med tilnavnet Herculius (286-310) til medkejser. På deres tid var en vis Carausius (Marcus Aurelius Mausaeus Carausius ) sat til at overvåge kysten, hvor frankere og saksere hærgede og plyndrede. Carausius var af lav herkomst, men en rådsnar og handlekraftig mand, som blev mere til skade end til gavn for imperiet. Han gav nemlig aldrig det bytte han tog fra røverne, tilbage til de retmæssige ejere, men beholdt det selv. Han blev til og med mistænkt for med vilje at forsømme vagtholdet, sådan at fjenderne kunne slippe ind i landet. Da Maximianus dømte ham til døden, lod han sig udråbe til kejser og tog herredømmet i Britannia. I 7 år klarede han med stor tapperhed at holde sig ved magten, men blev dræbt af sin svigefulde ven Allectus. Denne sad så med styret i 3 år, til han blev styrtet af Asclepiodotus, chefen for den kejserlige livvagt, og efter 10 år kom Britannia igen under romerne. Imidlertid befalede Diocletian i Østen og Maximianus Herculius i Vesten at kirkerne skulle ødelægges, de kristne forfølges og dræbes; dette var den 10ende kristenforfølgelse efter Nero, og den blev længere og grusommere end alle de tidligere. For i 10 år blev uophørligt kirker brændt, uskyldige erklæret fredløse og martyrer dræbt. Og det tjener Britannia til hæder og ære, at også her stod fromme martyrer frem og bekendte sin tro på gud. Under denne forfølgelse led St. Alban martyrdøden. Fortunatus skildrer i «Jomfruenes pris» de hellige martyrer som kom til gud fra alle verdens kanter. Om St. Alban hedder det: «Britannias frugtbare land har fostret den ædle Albanus.» De vantro fyrstene begyndte nu at iværksætte grusomme kristenforfølgelser. Skønt Alban endnu var hedning, tog han imod en præst på flugt fra forfølgerne og lod ham bo i sit hus. Da han så præsten bede og våge ustandselig dag og nat, kom pludselig guds nåde over ham, og han prøvede at efterligne præsten i tro og fromhed. Da præsten havde oplyst ham og lidt efter lidt lært ham om frelsen, brød Alban med den mørke afgudstro og blev kristen af hele sit hjerte. Senere fik den onde fyrste at vide, at en kristen (som endnu ikke skulle lide martyrdøden) holdt sig skjult hos Alban, og befalede straks sine soldater at ransage huset. Da de kom til Albans hus, trådte den hellige Alban dem imøde, iført sin gæst og lærers lange præstekjole. Han blev grebet og bundet og ført frem for dommeren. Netop som Alban blev ført ind, stod dommeren foran alteret og ofrede til dæmonerne. Ved synet af Alban blev han optændt af vrede, fordi denne havde overgivet sig selv til soldaterne og sat sit liv på spil for præsten. Han befalede at Alban skulle slæbes frem for afgudsbillederne, hvor han selv stod, og sagde: «I stedet for at overgive en ugudelig oprører til soldaterne, så han kunne få den straf han fortjener for blasfemi og foragt for guderne, valgte du at skjule ham. Derfor skal du lide hans straf, hvis du våger at svigte vor kultur og religion.» Men St. Alban frygtede ikke sådanne trusler og bekendte åbent for troens fjender at han var kristen. Væbnet med troens styrke erklærede han, at han ikke havde i sinde at adlyde. Så spurte dommeren: »Hvilken familie og slægt hører du til?» Alban sagde «Hvad har du med min slægt at gøre? Hvis du vil høre sandheden om min tro, så vid at jeg nu er en kristen og vil gøre min pligt som kristen.» Dommeren sagde: «Jeg vil vide dit navn, og du skal sige mig det straks.» Helgenen svarede: «Mine forældre kalder mig Alban, og jeg elsker og dyrker den sande og levende gud som har skabt alle ting.» «Hvis du vil opnå et evig livs lykke,» sagde dommeren, som nu var meget vred, «må du straks ofre til de mægtige guder!» Alban svarede: «De ofre du bringer dæmonerne, kan hverken hjælpe deres eller indfri eders ønsker og bønner. Tværtimod: de som ofrer til afguderne, vil blive lønnet med evig straf i helvede.» Rasende over disse ord befalede dommeren at den hellige Alban skulle piskes af bødlerne. Om ikke ord kunne bøje hans standhaftige hjerte, ville piskeslagene kunne gøre det. Men St. Alban bar selv de værste pinsler med tålmodighed, ja, med glæde for gud. Da dommeren indså at han hverken kunne knækkes ved pinsler eller tvinges til at afstå fra sin tro, befalede han at St. Alban skulle halshugges. På vejen til retterstedet kom Alban til en elv som løb mellem bymuren og den åbne slette hvor han skulle dø. Her så han en stor menneskemængde af begge køn, af alle aldre og mente at det var et guddommeligt instinkt, der uden tvivl havde ført dem til dette sted for at overvære den hellige bekender og martyrs død. Mængden fyldte broen til trængsel, sådan at Alban knapt ville kunne komme over den før til aften. Byen var helt forladt, kun dommeren var tilbage uden nogen af sine folk. Men St. Alban, som brændte af længsel efter at lide martyrdøden, skred frem til broen, og da han hævede øjnene mod himmelen, blev elven tør, vandet forsvandt og åbnede vejen for hans skridt. Bøddelen som skulle halshugge ham, var også vidne til dette. Drevet af guddommelig instinkt ilede han helgenen imøde, og kastede sit dragne sværd til jorden og sank ned for hans fødder. Han bad inderlig om at få nåde til at dø sammen med martyren eller i hans sted. Fra at være martyrens bøddel blev han en trosfælle, og mens soldaterne nølte med at tage sværdet op som lå på marken, steg den hellige trosbekender, fulgt af menneskemængden, op på en højde som var hævet over sletten en fem hundrede skridt borte. Den var lys og smuk, og naturen selv havde formet den med svagt hældende skråninger, dækket af markblomster, som om den forlængst var bekendt med at blive helliggjort af martyrens blod. Da St. Alban nåede toppen, bad han gud om vand, og straks sprang en sprudlende kilde frem ved hans fødder for at vise, at det var martyrens bøn som tidligere havde fået vandet i elven til at indtørre. For det er ikke trolig at martyren som havde standset vandet i elven, nu skulle bede om det på toppen af en højde, hvis han ikke havde en mening med det. Men da elven havde gjort sin tjeneste, vidnede den fromt om sin lydighed og vendte tilbage til sit naturlige leje. Her led da den tapre martyr døden og modtog livets krone, som gud har lovet dem som elsker ham. Men den mand som lagde sine vanhellige hænder på helgenens hals, fik ingen glæde af sin gerning; for hans øjne faldt til jorden sammen med martyrens hoved. Også bøddelen som på guds bud havde nægtet at henrette helgenen, blev halshugget dér. Og selv om han ikke havde modsat dåbens rensende bad, blev han visselig renset ved badet i sit eget blod og gjort værdig til at træde ind i guds rige. Forfærdet over disse himmelske mirakler stadsede dommeren forfølgelserne, og mens han tidligere havde bekæmpet de kristnes tro, viste han nu ærbødighed for martyrenes mod i døden. Den hellige Alban led martyrdøden d. 22. juni nær byen Verulam, Uerlamacæstir eller Uæclingacæstir [St. Albans]. Da de kristne igen havde fået fredelige tider, blev det rejst en herlig kirke på stedet, et værdig minde om St. Albans martyrium. Her helbredes syge også i vore dage, og det sker stadig mirakler. Samtidig led også Aaron og Julius, indbyggere af Legionenes by [Caerleon], martyrdøden, ligeså mange andre mænd og kvinder på forskellige steder. De blev dræbt under store pinsler, deres lemmer blev vredet og sønderrevet på den grusomste mate; men når lidelserne var over, gik de ind til den himmelske herlighed. Da den voldsomme forfølgelse sluttede, kom de kristne frem fra skovene og ødemarkene og de bortgemte huler hvor de havde holdt sig skjult i farens stund. De opbyggede igen kirkerne som lå i grus, og helligdomme til ære for martyrene blev opført rundt om i landet som tegn på troens sejr. Kirkens helligdage blev fejret, og med rene hjerter og rene stemmer deltog de kristne i gudstjenesten. Kirkerne i Britannia havde nu fred indtil arianismens vanvid, som besmittede hele verden med sin fordærvelige gift, der også nåede her til denne fjerne ø. Den åbnede vejen for al slags syndig kættertro. Fra den andre siden af havet strømmede den onde gift ind over briterne, som altid har tiljublet alt nyt og aldrig har kunnet holde fast ved en sikker tro.

På denne tid døde Constantius (d. 25 juli 306 e.Kr.) i Britannia. Under Diocletian havde han hersket i Gallien og Spanien og styret rigerne med mildhed og tolerance. Med sin konkubine Helena havde han sønnen Constantin (306-337), som blev gjort til kejser i Gallien. Eutropius skriver at han blev kejser i Britannia og overtog riget efter sin far. På hans tid opstod det arianske kætteri, en vranglære som blev fordømt på konsiliet i Nikæa (i 325 e.kr.). Alligevel forpestede den, som sagt, ikke kun kirkerne i den øvrige verden, men også vore egne. Da Valens døde i 377 e. kr., blev Gratian (375-384), som i længere tid havde delt magten med sin onkel Valens og sin broder Valentinian, enekejser i seks år. Han var den 40ende kejser efter Augustus. Da han så at riget var i opløsning og næsten stod for fald, gjorde han i Syrmium spanieren Theodosius til sin medkejser og håbede på den måde at få orden på riget. Theodosius skulle herske over Østen og Thrakien. På samme tid blev Maximus halv mod sin vilje udråbt til kejser af hæren i Britannia. Han var en hæderlig og energisk mand, som ville have været Augustus-titlen værdig om han ikke havde fået magten ved at bryde sin troskabsed. Han satte over til Gallien, hvor han ved list fik myrdet kejser Gratian, som i forfærdelse over den pludselige invasion ville flygte til Italien. Maximus jagede derpå broderen, kejser Valentinian, ud af Italien. Denne flygtede til Østen og søgte hjælp hos Theodosius, som tog imod ham med faderlig velvilje og straks efter genindsatte ham som kejser. Sammen angreb de Maximus i Aquileia, hvor de tog ham tilfange og lod ham henrette.

I år 394 e. Kr. blev Theodosius' søn Arcadius (395-408) kejser sammen med sin broder Honorius. Han var den 43ende efter Augustus og regerede i 13 år. På hans tid spredte briten Pelagius vidt og bredt sin onde og forkastelige lære om at menneskene ikke trængte til guds nåde. Han blev støttet af Julianus fra Campania, en biskop som higede efter at tilbagevinde sit tabte bispedømme. St. Augustin og de andre ortodokse fædre havde svaret med at anføre tusinde katolske autoriteter, men ikke klart at rive vranglærerne ud af deres vildfarelse. Tværtimod, deres vanvid og tro blev styrket af modstanden. Retoren Prosper giver udtryk for det i disse elegiske vers: »Mod Augustin, så bliver det fortalt, frem sneg sig en skribler, en hvis synd var forlængst naget af tidens tand. Hvem drev den arge slange ud fra dens natmørke hule, æggede den til at stå frem, løfte sit hoved i lys? Enten førte briterne den på havbreddens marker, eller Campanias jord næret dens svulmende trods«.

I år 407 e. Kr. var Honorius Augustus (395-423), søn af Theodosius d. I den Yngre, kejser, som den 44ende efter Augustus. Dette var 2 år før Alarik, goternes konge, rykkede ind i Rom, samme år som alanerne, sueverne( sveberne), vandalerne og mange andre folkestammer slog frankerne, og drog over Rhinen og plyndrede og hærgede over hele Gallien. Gratian, en romersk borger, var da gjort til diktator i Britannia, men han blev dræbt. I hans sted valgte man så Constantin, en soldat af laveste rang, som ikke havde andre fortjenester end sit navn. Så snart han havde fået magten, satte han over til Gallien, hvor han blev narret af barbarerne til at slutte tvivlsomme overenskomster som blev til stor skade for imperiet. Honorius sendte da en af sine generaler, Constantius, til Gallien med en hær. Han besejrede Constantin i Aries, tog ham til fange og lod ham dræbe. Constantin havde gjort sin søn Constans til kejser til trods for at han var munk. Han blev dræbt i Vienne af en af sine egne officerer, Gerontius. Rom faldt i goternes hænder år 1164 efter byens grundlæggelse. Nu var det slut med romernes herredømme over Britannia, knapt 470 år efter Julius Cæsar´s angreb på øen. Romerne havde jo okkuperet hele landet syd for Severus' vold, og byer, tårne, broer og landeveje som de havde anlagt, vidner om dette. Desuden havde de myndighed over andre dele af Britannia og over øerne udenfor. Fra nu af lå briternes del af Britannia helt åben for angreb og plyndring. Folket var fuldstændig uøvet i våbenbrug og krigskunst. De var blevet ribbet for alle deres romerske tropper og alt militært udstyr, og grumme tyranner havde bortført blomsten af landets ungdom, som aldrig vendte tilbage. I mange år blev nu briterne plyndret og hærget nådeløst af to vilde og voldsomme folk udefra, scoterne fra vest og picterne fra nord. Vi kalder dem folk udefra, ikke fordi de boede udenfor Britannia, men fordi de var skilte fra briterne ved to brede og lange fjordarme, som trængte dybt ind i landet, den ene fra vest og den andre fra øst, men uden at mødes. På midten af den østlige fjordarm ligger byen Giudi, mens byen Alcluith [Dumbarton] ligger på højre bred af den vestlige. Alcluith betyder på deres sprog «Klippen ved Cluith», fordi den ligger lige ved elven Cluith [Clyde]. Disse fjendtlige angreb fik briterne til at sende bud og brev til romerne med fortvivlede bønner om hjælp og med løfter om at være deres tro undersåtter for altid, hvis de bare ville uddrive de truende fjender. En legion blev straks sendt over til Britannia; den gik til angreb på fjenderne, slog en stor del af dem og drev resten ud af landet. Da romerne havde befriet briterne fra dette frygtelige tryk, bød de dem at bygge en mur tværs over øen mellem de to fjordarmene til værn mod fjenderne. Så vendte legionen hjem i triumf. Briterne byggede en mur som det var blevet befalet dem, men brugte fortrinsvis græsstørv, fordi de ikke vidste hvordan de skulle bygge med sten, og muren blev til ingen nytte. Men den var mange mil lang og strakte sig fra fjord til fjord. Den skulle beskytte dem, der hvor fjordene ikke hindrede fjendens indfald. Den dag i dag kan vi se tydelige spor efter en meget bred og høj vold. Den begynder to mil vest for Aebbercurning [Abercorn] kloster på det sted som picterne kalder Peanfahel, men som på anglernes sprog hedder Penneltun [Kinneil]. Den når i vest til Alcluith. Så snart fjenderne så, at de romerske soldaterne var borte, drog de ind i landet via søvejen og myrdede og hærgede og mejede alt ned, sådan som leen skærer det modne korn. Atter blev der sendt bud til Rom med ynkelige bønner om hjælp. Deres ulykkelige land ville blive ødelagt og navnet romersk provins, som så længe havde været holdt i ære af briterne, ville blive vanæret og muligvis udslettet af barbarerne. Romerne sendte en ny legion, som kom overraskende om foråret og bragte død og ødelæggelse over fjenden. De som formåede at undslippe, blev drevet ud i den samme fjord, hvor de hvert år havde sejlet over med sit bytte uden at møde modstand. Romerne meddelte nu briterne, at de ikke kunne påtage sig flere sådanne besværlige ekspeditioner for at forsvare dem. Briterne måtte nu selv gribe til våben og tvinge sig til at optage kampen med fjenderne; men deres modløshed og slaphed gav barbarerne overtaget. Men for at briterne ikke skulle være helt uden hjælp, byggede romerne en stærk stenmur fra hav til hav i ret linie mellem fæstningerne som havde været anlagt på Severus' vold. Med offentlige og private midler og med briternes hjælp lagde de den berømte mur som endnu kan ses. Da den var færdig, opmuntrede de stærkt de slappe briter til at lave våben og viste dem hvordan de skulle gøre det. Desuden byggede de vagttårne langs sydkysten hvor deres skibe lå, og hvor man kunne frygte angreb fra barbarerne. Så tog de afsked med briterne, som de aldrig skulle vende tilbage til. Da romerne var draget til sit eget land, kom øjeblikkelig scoterne og picterne tilbage. De vidste at det nu var slut med romernes hjælp, og de blev mere pågående end nogensinde, og de underlagde sig hele den nordlige og fjernere del af øen frem til muren, og drev de indfødte bort. Briterne stillede deres modløse soldater på forsvarsmuren, hvor de tilbragte dag og nat i ustandselig frygt. Snart blev de halet ned fra muren og slænget til jorden. Til slut flygtede alle fra byerne og fra muren og spredte sig rundt omkring. Men fjenden forfulgte dem og huggede dem ned med frygtelig vildskab. De arme briter blev revet i stumper og stykker som lam af vilde dyr. De blev jaget bort fra hus og hjem og prøvede at redde sig fra sult ved at røve og plyndre hverandre. Sådan øgede de den ydre fare ved indre strid, indtil der ikke fandtes anden føde i landet end det de kunne skaffe sig ved jagt.

I år 423 e. Kr. Theodosius den II (423-450) kejser efter Honorius som den 45ende efter Augustus, og havde magten i 26 år. I hans 18ende regeringsår (430 e.Kr.) blev Palladius sendt til de kristne scoter af pave Celestinus som deres første biskop. I det 23ende år af hans regering var Aetius, en højtstående patricier, konsul for tredje gang sammen med Symmachus. Den ynkelige rest som var tilbage af briterne, sendte ham et brev, som begyndte sådan: «Til Aetius, konsul for tredje gang, kommer briternes fortvivlede klager,» og i fortsættelsen lagde de ud om deres elendighed. «Barbarerne driver os ud i havet, og havet driver os tilbage. Vi kan kun vente os døden: enten bliver vi slagtet, eller vi drukner.» Men de fik ingen hjælp; for Aetius lå på den tid i dødelig kamp med Blaedla og Attila, hunnernes konger. Skønt Blaedla var blevet dræbt ved svig året før af sin egen bror, var Attila fremdeles en frygtelig fjende for riget. Han angreb og erobrede byer og borger og lagde næsten hele Europa øde. På samme tid blev Konstantinopel rammet af hungersnød, og efter den fulgte pest. Desuden styrtede det meste af bymurene sammen og med dem 57 tårne. Mange byer sank også i grus, sulten hærget, peststank fyldte luften, og mennesker og dyr døde i tusindvis. Imidlertid blev briterne hærget af en sult som senere tider mindes med gru. Mange gav sig over i fjendens vold, men andre håbede på hjælp fra gud, der hvor menneskene havde svigtet, og gjorde stadige udfald fra skovene og fjeldene. Tilsidst fik de påført fjenden som havde plyndret landet i så mange år, alvorlige tab. De skamløse røvere vendte da hjem til Irland for en tid, men mente nok, at de kunne komme tilbage senere. Picterne slog sig fra nu af ned i den fjerneste del af øen, men fortsatte at plage og plyndre briterne fra tid til anden. Da fjenderne var ude af landet, fandtes der mere korn på øen end nogensinde før. Med overfloden fulgte vellevnet og alle slags skændige ugerninger. Briterne blev grusomme, hadede sandheden og elskede løgnen. Hvis nogen viste sig milde eller sandhedskærlige, gik de andre løs på dem med skældsord og mishandlinger som om de var fjender af landet. Og det var ikke kun hedningerne som handlede sådan, men også herrens egen hjord og dens hyrder. De afkastede sig herrens milde åg og bøjede sin nakke under byrden af drukkenskab, had, vold og strid, misundelse og anden ondskab. Da rammet en frygtelig pest dette fordærvede folk, og så mange bukkede under at der ikke var nogen igen til at begrave de døde. Men hverken sorgen over de kæres død eller frygten for sin egen død kunne vække de levende op fra den åndelige død som deres synder havde ført dem ud i. Derfor skulle dette syndige folk straffes endda hårdere for deres ugerninger. De holdt råd om hvad de skulle gøre, og hvor de skulle søge hjælp for at standse og slå tilbage de stadige angreb fra folket i nord. Alle, også kongen, Vortigern, blev enige om at kalde sakserne til hjælp fra den andre siden af havet. Og dette var straffen fra gud for deres onde gerninger, som den videre udvikling skulle vise.

I år 449 e. Kr. blev Marcian kejser sammen med Valentinian, som den 46ende efter Augustus, og regerede i 7 år. På Vortigerns opfordring kom på denne tid anglerne og sakserne til Britannia i 3 krigsskibe og fik land i den østlige del af øen. Tilsyneladende kom de for at kæmpe for landet, men deres virkelige hensigt var at erobre det. Først kæmpede de mod fjenderne som angreb fra nord, og slog dem. De sendte beretning hjem om sejren og også om øens frugtbarhed og om briternes slaphed og mangel på mod. Straks derefter blev en meget større flåde sendt over med et stort antal krigere, og da disse forenede sig med dem som var i forvejen, havde angel-sakserne en uovervindelig hær. De fik slået sig ned hos briterne på den betingelse at de skulle kæmpe for landets fred og sikkerhed mod dets fjender. For dette skulle soldaterne også få betaling. De kom fra 3 mægtige germanske stammer: sakserne, anglerne og jyderne. Folkene i Kent og på Isle of Wight er af jysk oprindelse, det samme gælder indbyggerne af den del af vestsaksernes rige [Wessex] som ligger lige overfor Isle of Wight. De kaldes den dag idag for jyder. Fra saksernes land, det vil sige det område som nu er kendt som Gammel-Saksen, kom østsakser, sydsakser og vestsakser. Fra det land som hedder Angeln og som ligger mellem sakserne og jyderne, kom østanglerne, mellem-anglerne, mercierne, hele det northumbriske folk som lever nord for Humber, og også de andre angelske stammer. Det siges at alle indbyggerne drog ud fra Angeln, og at landet nu er folketomt. De første ledere skal have været to brødre, Hengist og Horsa (de var brødre til Vortigern). Horsa faldt senere i et slag mod briterne, og i østKent står stadig et monument med hans navn. De var sønner af Wihtgisl, søn af Witta, søn af Wecta, søn af Woden (Odin), og fra ham stammer kongeslægterne i mange lande. Snart strømmede flokke af disse folk ind over øen, og de indfødte som havde bedt dem komme, så med skræk at deres antal stadig øgedes. Pludselig sluttede de imidlertidig forlig med picterne som de havde drevet langt bort, og vendte våbnene mod deres allierede. Først tvang de dem til at skaffe sig større madforsyninger, og for at ægge til strid forlangte de så stadig større forsyninger og truede med at bryde aftalen og lægge landet helt øde hvis de ikke fik det. Og de nølte ikke med at gennemføre deres trusler. Kort sagt, den ild som hedningene tændte, blev guds retfærdige straf over nationen for dens synder ikke ulig den ild kaldæérne tændte, og som fortærede murene og alle bygninger i Jerusalem. På samme måde befalede den retfærdige dommer, at her i Britannia skulle de hedenske erobrere brænde og plyndre by og bygd fra hav til hav uden nogen hindring, helt til landet var redningsløst fortabt. Offentlige og private bygninger blev jævnet med jorden, præster blev slået ned foran alteret, prælater og lægfolk blev dræbt med ild og sværd uden hensyn til stilling og stand, og der var ingen igen til at begrave dem som led en så grusom død. Nogen forkomne overlevende blev fanget i fjeldene og slagtet i flæng, andre overgav sig til fjenden, drevet af sult, og var rede til at leve resten af livet som slaver, kun de fik mad og slap for at blive dræbt på stedet. Atter andre flygtede i sin fortvivlelse over havet til fremmede lande. Kun nogen få blev tilbage; de gemte sig mellem skov og fjeld og bratte klipper og henslæbte livet i stadig ængstelse og frygt. Da fjendernes hær havde knust og spredt de indfødte stammer, vendte den hjem, og briterne begyndte langsomt at komme til kræfter igen. De kom frem fra deres skjulesteder, og alle som én bad gud om at hjælpe dem fra fuldstændig udryddelse. Deres leder var på den tid Ambrosius Aurelianus, en beskeden og rolig mand, den eneste romer som havde overlevet katastrofen. Hans forældre, som var af kongeæt, var blevet dræbt i kampene. Under hans ledelse fik briterne ny styrke, udfordrede fjenden til kamp, og med guds hjælp sejrede de. Fra nu af kæmpede de med vekslende held indtil slaget ved Badonicus Mons [Mount Badon], hvor briterne fældede et stort antal fjender ca. 44 år efter at angelsakserne kom til Britannia. Men mere om dette senere. Nogen få år før angel-saksernes ankomst havde pelagianernes kættertro, som var indført af Agricola, den pelagianske biskop Severianus' søn, besmittet briternes tro med sin syndige pest. Briterne ønskede slet ikke at tage imod denne vranglære, som spottede Kristi nåde; men de kunne ikke selv finde argumenter til at gendrive pelagianernes subtile udlægninger, og fattede derfor den kloge beslutning at anmode biskopperne i Gallien om hjælp i deres åndelige kamp. Der blev da holdt et stort kirkemøde, hvor man i fællesskab drøftede hvem som skulle sendes til Britannia for at støtte folkets tro på den hellige nåde. Valget faldt på de apostolske biskopper Germanus fra Auxerre og Lupus fra Troyes, som lydig bøjede sig for den hellige kirkes bestemmelse og straks gik ombord. Skibet sejlede trygt afsted i gunstig vind; men da det havde nået halvvejs over havet mellem Britannia og Gallien, blev det pludselig mødt af rasende dæmoner. Disse tålte ikke at se fremstående mænd, der skulle komme og frelse det britiske folk. De piskede havet op til storm, de formørket himmelen og sendte sorte skyer som gjorde dag til nat. Sejlene revnede i den voldsomme vind, og søfolkene stred forgæves. Nu var der kun bøn som kunne frelse dem. Germanus var faldet i søvn af udmattelse. Da stormen mærkede at den største modstander var borte, øgede den i styrke; bølgerne skyllede over skibet, og det var nær ved at synke. I fortvivlelsen vækkede St. Lupus og de andre deres leder og tryglede ham om at standse elementenes raseri. Stærk i farens stund råbte St. Germanus på Kristus, og i den hellige treenigheds navn øste han vand over de vilde bølger. Så formanede han sin kollega og satte mod i søfolkene. Med én mund og én stemme bad de til himmelen. Da hørte gud dem og kom til hjælp. Fjenderne flygtede, havet faldt til ro, i medvind sejlede de videre og kom frem i god behold. Store folkemængder havde samlet sig for at møde biskopperne, for deres ankomst var blevet forudsagt, også af deres fjender. De onde ånder erklærede at det de havde frygtet, var hændt, og da biskopperne drev dem ud af de legemer de havde besat, tilstod de deres ugerninger: de havde lavet stormen på havet og bragt skibet i fare, og de indrømmet at biskopperne havde sejret ved sin magt og deres fortjenester. Snart gik det ry over hele øen om biskoppernes prædikener og mirakler. De forkyndte guds ord hver dag, ikke kun i kirkerne, men ude på gader og åbne marker. Overalt blev de troende katolikker styrket i sin tro, og de som var ført vild, fandt tilbage til den rette vej. Biskopperne virkede i apostlenes ånd: en ren samvittighed gjorde dem æret og respekteret, den hellige skrift gav dem lærdom, og kraft til at gøre mirakler fik de gennem deres fortjenester. Derfor godtog hele folket villigt deres lære, mens vranglærerne krøb i skjul og græmmede sig som onde ånder over de mennesker som var revet ud af deres klør. Efter lange overvejelser vågede de alligevel at tage kampen op med helgenerne, for de frygtede at folk ville tolke deres tavshed som om de indrømmede deres nederlag. Med stor pragt og kostbare klæder trådte de frem, fulgt af deres tilhængere. En mængde mennesker mænd, kvinder og børn mødte op for at høre på og for at dømme mellem de stridende parter. Forskellen var stor: på den ene siden guddommelig tro, på den anden menneskelig selvrådighed, på den ene siden ydmyg fromhed, på den anden hovmod, på den ene siden Pelagius som trosstifter, på den anden Kristus. De hellige biskopper lod modstanderne tale først. De talte længe og trak tiden ud med tomme ord. Men da de ærværdige biskopper kom til orde, øste de ud over dem en strøm af veltalenhed apostlenes sande lære. De styrkede deres egne ord med guds ord og understøttet deres argumenter med skriftsteder. Pelagianernes falske lære blev grundig gendrevet, deres hovmod fremstillet, og de fandt ikke svar på argumenterne som regnede ned over dem. Til sidst måtte de indrømme deres vildfarelse. Den ophidsede menneskemængde kunne kun med nød og næppe holde deres hænder fra vranglærerne, og tilkendegav sin dom med applaus. Umiddelbart efter dette trådte en mand med tribuns rang og hans hustru frem for biskopperne med sit blinde barn, en pige på 10 år, og bad dem helbrede henne. Biskopperne henviste dem til modstanderne, men disse var skræmt af deres onde samvittighed og forenede deres bønner med forældrenes. Da biskopperne så at modstanderne havde bøjet sig, bad de en kort bøn. Fyldt af den hellige ånd påkaldte Germanus den hellige treenighed. Han rev løs en pung han havde om halsen den indeholdt helgenrelikvier. I alles påsyn pressede han den med fast hånd mod barnets øjelåg, og hendes øjne blev straks befriet for mørket og fyldt med sandhedens lys. Forældrene frydede sig, og folket bævrede ved synet af miraklet. Fra denne dag blev den onde lære udryddet i alle sind, og folket ønskede brændende at høre biskoppernes ord. Da det fordærvelige kætteri nu var knust, dets talsmænd bragt til tavshed og folket byggede sin tro på den rette lære, drog biskopperne til St. Albans helligdom for at takke gud gennem ham. Germanus havde med sig relikvier fra alle apostlene og fra martyrer. Efter en bøn befalede han at graven skulle åbnes så han kunne placere sine dyrebare gaver i den. Han lod også de jordiske levninger af hellige mænd, samlet fra nær og fjern, lægge ned i graven. De skulle hvile på samme sted, for himmelen havde modtaget dem alle, og de havde gjort sig lige fortjent. Da han ærbødig havde lagt dem side ved side, tog han med sig en jordklump fra det sted hvor martyren havde fundet døden. Den var endnu rød af martyrens blod og viste at hans helligdom havde bevaret livets røde farve, mens forfølgernes ansigt blegnede i døden. En mængde mennesker som så miraklerne, blev omvendt til herren på denne dag. Da de skulle drage hjem, var djævelen ude med sine lumske snarer, og Germanus faldt og skadede et ben. Men djævelen vidste ikke at legemlige smerter kun ville øge den hellige mands kraft, sådan som det skete med Job. Han blev imidlertid nødt til at holde sig inde, og pludselig en dag stod nabohytten i brand. Alle hytterne omkring havde stråtag og brændte ned til grunden, og vinden blæste ilden mod Germanus' bolig. Folk ilede til for at bære ham ud og frelse ham fra den truende fare. Men Germanus bebrejdede dem deres manglende tro og nægtede at forlade hytten. Mængden foér omkring og prøvede at slukke ilden; men herren ville vise sin magt tydelig og klart, derfor blev alle ting som menneskene ville bjærge, opbrændt medens helgenen som lå syg, holdt ilden i age. Flammerne rasede hid og did, men sprang altid over Germanus' hytte. Midt i ildhavet stod den urørt, frelst af manden der inde. Folkemængden jublede over miraklet og priste gud fordi hans magt var så meget større end deres egen, og de lejrede sig omkring hytten og vågede dag og nat i håb om frelse for legeme og sjæl. Det er umulig at fortælle alt det Kristus udførte gennem sin tjener, og hvordan undere skete fra den syge mands leje. Germanus nægtede at bruge lægemidler mod sin sygdom; men en nat så han en skikkelse i snehvidt skrud stå ved sengen. Den syntes at strække hånden ud og hev ham op fra lejet og bad ham om at stå fast på foden. Fra det øjeblik var smerten over, han var lige så frisk som før, og ved daggry fortsatte han ufortrødent sin farefulde færd. Imidlertid slog sakserne og picterne sig sammen og overfaldt briterne, som blev nødt til at gribe til våben. Da de vidste at de var fjenden underlegne, bad de biskopperne om hjælp. Disse kom straks, som de havde lovet, og det ængstelige folk følte større tryghed ved at have dem hos sig, end om en hel armé var kommet til hjælp. For det var Kristus selv som førte kampen gennem de apostoliske ledere. Nu kom den hellige fastetid, og den blev holdt særlig samvittighedsfuldt fordi biskopperne prædike og tog ledelsen. Folk flokkede sig om dem hver dag for at lytte til deres ord og får modtage den hellige dåb. En mængde soldater blev døbt, og for at fejre påskedagen blev der bygget en kirke af flettede kviste i lejren som om det var en by. Endnu dryppende af dåbens vand drog soldaterne ud. Nogen sejr ved våbenmagt ventede de ikke, men glødende i sin tro stolte de på hjælp fra gud. Fjenden var underrettet om de britiske styrkers tilstand og dispositioner og stormede ivrig frem, sikker på en let sejr over de utrænede soldater. Men britiske spejdere fulgte deres bevægelser, så da påskefesten var over, og de nydøbte soldater forberedte sig til kampen, trådte Germanus frem og sagde at han selv ville tage kommandoen. Han valgte de tapreste af soldaterne og lod dem nøje undersøge terrænet. Så opstillede han hæren i en dal mellem middels høje aser, som fjenden måtte passere. Den frygtelige fjende kom nærmere og kunne alt ses fra briternes baghold. Germanus, som bar fanen, befalede sine mænd at når han råbte, skulle de gentage råbet af al sin kraft; og fjenden rykkede frem uden mistanke. Da råbte biskoppen 3 ganger «Halleluja», et enstemmig «Halleluja» fra soldaterne fulgte, og ekkoet fra bjergene omkring, mangfoldiggjorde og forstærkede lyden. Fjenden troede at fjeldene omkring dem og selve himmelen faldt ned over dem, og de blev grebet af rædsel og flygtede i fuldstændig panik. De fløj hid og did, og kastede våbnene fra sig og var glade hvis de kunne bjerge deres nøgne krop fra faren. Mange styrtede hovedkulds på vild flugt tilbage til elven de netop var gået over, og druknede. Den britiske hær fik hævn for alle tidligere ydmygelser, og soldaterne stod som passive tilskuere til en sejr de vandt uden sværdslag. De opsamlede byttet som lå spredt omkring, og frydede sig over den himmelske triumf. Sådan vandt biskopperne over fjenden uden blodsudgydelser. De sejrede ved tro og ikke ved magt. Nu blev det fred over hele øen, og synlige og usynlige fjender var slået. Efter dette vendte biskopperne hjem. Deres egne fortjenester og den hellige St. Albans forbønner skænkede dem en rolig overfart, og skibet førte dem tilbage til deres elskede folk i god behold. Ikke længe efter kom det bud fra Britannia om at nogen få mænd igen begyndte at sprede pelagianernes kætteri rundt omkring. Atter henvendte præsteskabet sig til St. Germanus og bad ham forsvare guds sag ligesom han havde gjort før. Han opfyldte straks deres bønner, og sammen med Severus, en hellig mand, gik han ombord og nåede Britannia efter en rolig rejse i gunstig vind. Severus var en discipel af St. Lupus, biskop af Troyes. Han blev sidenhen biskop i Trier og prædike guds ord for de germanske stammer vest for Rhinen. Imedens foér de onde ånder over hele øen og forudsagde mod sin vilje Germanus' ankomst. En vis Elafius, som var høvding i dette område, ilede de hellige mænd i møde, skønt han ikke havde fået noget synlig bud om deres ankomst. Han havde med sig sin søn, som midt i sin ungdom var blevet ramt af en frygtelig sygdom i benet. Knæet havde smuldret bort, og musklerne trak sig sammen så benet visnede og han kunne ikke gå. Alle folk i distriktet fulgte Elafius. Biskopperne ankom og blev mødt af den uvidende folkehob, som de straks velsignet og begyndte at undervise i guds ord. De så snart at folket stort set havde været tro mod den rette lære siden Germanus forlod dem; men de få vranglærere de hørte om, fandt de frem til og fordømte. Så kastede Elafius sig for biskoppernes fødder og viste dem sønnen. Synet af dennes elendige tilstand gjorde ord og bønner overflødige. Alle følte sorg og medlidenhed, ikke mindst biskopperne, som påkaldte guds barmhjertighed. St. Germanus sagde straks at drengen skulle sætte sig, så strøg han over det ødelagte knæ. Han førte sin legende hånd over alle de syge steder, og sygdommen forsvandt ved den helbredende berøring. Det visne knæ fik sin styrke tilbage, og musklerne blev fornyet. I alles påsyn blev drengen helbredt og overgivet til faderen. Folket stod som forstenet ved synet af dette mirakel, og den katolske tro som alt tidligere var plantet i deres hjerter, blev yderligere styrket. Derpå vendte Germanus sig til mængden og advarede dem mod vildfarelserne. Vranglærerne som var landsforvist, blev ved fælles beslutning ført frem for biskopperne. De dømte dem til at anbringes i vildmarkerne inde i landet, så folk kunne blive dem kvit og de selv kunne forbedre sig. Derfor holdt troen sig ren i lang tid på disse kanter af landet. Da alt var ordnet, vendte biskopperne tilbage, og hjemrejsen blev lige vellykket som udrejsen havde været. Siden drog Germanus til Ravenna for at opnå fred for Armoricas folk. Han blev modtaget med æresbevisninger af Valentinian og hans mor Placidia, og her vandrede han til Kristus. Liget blev ført til hans hjemby med et pragtfuldt følge, og mange mirakler skete undervejs. Ikke længe efter Marcians sjette regeringsår blev Valentinian myrdet af tilhængere af patricieren Aetius, som han tidligere havde dræbt. Med Valentinian gik Vestens imperium til grunde. Briterne var nu en tid fri for fremmede fjender, men så opstod indbyrdes krige. Fremdeles lå byerne ødelagt og forladt efter fjendens hærgninger, mens de indbyggere som havde overlevet, nu gik løs på hverandre. Så længe folk havde elendigheden og blodsudgydelserne i friskt minde, klarede kongen, præsterne, adelen og højtstående borgere at holde en vis orden. Men da de var borte, kom en ny generation som ikke vidste noget om de tidligere ulykker, men som kun havde oplevet de fredelige tilstande i sin egen tid. Nu blev det slut på alt som hed sandhed og retfærdighed; ja, i den grad blev sådanne begreber udvisket at det kun var nogen få, ganske få, som havde en svag erindring om deres eksistens. Til andre uhyrlige forbrydelser, som briternes egen historiker Gildas skildrer i sorgfulde ord, kom den synd at de aldrig forkyndte guds ord for anglerne og sakserne, som også boede i Britannia. Men i sin godhed forkastede ikke gud det folk han før havde valgt; han huskede dét og sendte værdigere herolder til det for at føre det til troen. (I år 538 e. Kr. var der solformørkelse d. 16 februar, og også d. 20 juni 540. I 547 e. Kr. kom Ida på tronen i Northumbria og regerede i 12 år, og fra ham stammer kongeslekten i Northumbria. I 565 e. Kr. kom præsten Colomba fra Scotia til Britannia for at prædike for picterne og oprettet et kloster på Iona.)

I år 582 e. Kr. blev Mauricius (582-602) kejser som den 54ende efter Augustus og regerede i 21 år. I hans 10ende regeringsår blev Gregor, en fremragende lærd og administrator, valgt til pave i den hellige romerske kirke, og styrede den i 13 år, 6 måneder og 10 dage. I det 14ende år af kejser Mauricius' regeringstid og 150 år efter at anglerne kom til Britannia, sendte Gregor, ledet af guddommelig inspiration, en guds tjener ved navn Augustin og andre gudsfrygtige munke til Britannia for at forkynde guds ord for i anglerfolket. De adlød pavens befaling og påtog sig opgaverne, men da de var kommet et stykke på vej, blev de grebet af frygt. De begyndte at overveje om de ikke heller burde stoppe end at drage til et vidt, barbarisk og hedensk folk, hvis sprog de ikke engang forstod, og de blev enige om at dette var det tryggeste. De bad derfor Gregor om tilladelse til at opgive en så farlig og usikker færd, men Gregor sendte dem et brev og opfordrede dem til at forsætte. Den ærværdige pave skrev samtidig til Etherius, ærkebiskoppen i Aries, og bad ham tage venligt imod Augustin på hans vej til Britannia. Styrket ved St. Gregors opmuntring vendte Augustin sammen med de andre guds tjenere tilbage til sin opgave og drog til Britannia for at forkynde ordet i 596/97. På den tid var kong Æthelberht af Kent en meget mægtig monark. De landområder han herskede over, strakte sig helt til Humber, den store elv som skiller nordanglerne fra sydanglerne. Udenfor østsiden af Kent ligger en stor ø som kaldes Thanet, og som efter anglernes beregning har en størrelse på 600 familier. Den skilles fra fastlandet af elven Wantsum, som er ca. 3 stadier bred og kun kan passeres på to steder. Her landede guds tjener Augustin med et følge på ca. 40 mand. På pave Gregors råd havde de medtaget sig frankiske tolke. Augustin sendte bud til kong Æthelberht for at sige at han var kommet fra Rom med det glædeligste af alle budskaber til alle som ville tage imod det, nemlig et sikkert løfte om evige glæder i himmelen og engang et evigt rige hos den levende og sande gud. Da kongen hørte dette, befalede han dem at blive på øen og gav ordre til at sørge for dem på alle måder indtil han havde bestemt hvad han ville gøre med dem. Han havde på forhånd kendskab til den kristne tro, idet hans hustru Bertha var af frankisk kongeslægt og kristen. Hendes forældre havde overladt hende til kongen på den betingelse at hun frit skulle dyrke sin tro og religion sammen med biskop Liudhardus, som de sendte med for at støtte henne i troen. Nogen dage senere kom kongen til øen, og da han havde valgt et sted under åben himmel, bød han Augustin og hans følge at komme dér og tale med ham. Af forsigtighedsgrunde ville han ikke møde dem inde i et hus, for efter gammel overtro kunne de som brugte trolddomskunster, da lure ham og få magt over ham. Men munkene kom med magt fra himmelen, ikke fra helvede, og de bar et sølvkors som fane og et billede af vor herre og frelser, malet på en træplade. De sang litanier og bad til herren om evig frelse for sig selv og for dem de var kommet for at hjælpe. På kongens befaling satte de sig ned og forkyndte livets ord for ham og hans stormænd. Kongen sagde: «Det er nok gode ord og fagre løfter i kommer med, men de er nye og underlige for os, og jeg kan ikke tage imod dem og svigte anglernes ældgamle tro. Men siden i er kommet den lange vej og, som jeg skønner, så gerne vil dele med os det i mener er godt og ret, vil vi ikke gøre jer noget ondt. Tværtimod, vi vil tage gæstfrit imod jer og sørge for alt hvad i trænger til; vi vil heller ikke forbyde jer at prædike og vinde alle dem i kan for eders tro og religion.« Han gav dem bolig i Canterbury, som var den vigtigste by i hans rige, og han holdt sit løfte og sørgede for dem med levnedsmidler og lod dem prædike frit. Da de nærmede sig byen og efter sin skik bar det hellige kors og billedet af vor store konge og herre Jesus Kristus, skal de have sunget følgende litani: «Vi beder dig, o herre, at du i din store barmhjertighed vil vende din vrede og forbitrelse fra denne by og fra dit hellige hus, for vi har syndet. Halleluja.« Så snart de havde slået sig ned i den bolig de havde fået tildelt, begyndte de at leve og virke sådan som apostlene havde gjort i kirkens første tid. De bad uafladelig, vågede og fastede. De forkyndte livets ord til alle de kunne nå; alt verdslig var dem uvedkommende, og de tog kun imod det nødvendigste til livets ophold fra dem de underviste. Liv og lære var et for dem, og de var rede til at tåle alle lidelser, ja, endog dø for den sandhed de forkyndte. Mange hedninger undrede sig over deres enkle og rene liv, og grebet af det himmelske budskabs sødme blev de troende og lod sig døbe. Lige øst for byen lå en gammel kirke som var bygget til St. Martins ære mens romerne endnu var i landet. Der plejede den kristne dronning at bede. I denne kirken begyndte de først at mødes for at synge salmer, bede, holde messe, prædike og døbe. Da så kongen gik over til den rette tro, fik de større frihed til at prædike overalt og byggede nye eller restaurere gamle kirker. Til sidst blev kongen og mange med ham troende og lod sig døbe. De hellige mænd havde overbevist dem ved sit rene liv og deres herlige løfter, som de ofte styrkede med mirakler. Hver dag strømmede mennesker til for at høre ordet, frasige sig den hedenske tro og sluttede sig til enheden i Kristi hellige kirke. Det bliver fortalt at kongen glædede sig over de troende og omvendte og elskede dem højere end andre, fordi de var hans medborgere i det himmelske rige, men at han ikke tvang nogen til at blive kristne. For han havde lært af dem som havde frelst ham, at Kristi tjeneste skulle være frivillig, og at ingen skulle tvinges. Snart efter skænkede han sine lærere en ejendom som svarede til deres rang, i hovedstaden Canterbury, og sørgede ellers for dem med alt hvad de trængte til. Imidlertid drog den guds mand Augustin til Aries, og på den hellige fader Gregors befaling blev han ordineret til ærkebiskop for anglerne af Etherius, ærkebiskoppen i Aries (601 e. Kr.). Han vendte tilbage til Britannia og sendte straks præsten Laurentius og munken Peter til Rom for at meddele paven at anglerne havde modtaget den kristne tro, og at han selv var blevet deres biskop. Samtidig bad han om råd angående visse meget vigtige spørgsmål. Han fik omgående svar, og vi mener disse bør føjes ind i vores historie. (de spørgsmål og svar er så udeladt her på hjemmesiden, men det førstespørgsmål lød: «Hvordan skal biskoppen leve sammen med præsteskabet? Hvordan skal offergaverne som de troende bringer til alteret, fordeles, og hvilke funktioner har biskoppen i kirken?  Efter at Augustin, som vi tidligere har fortalt om, havde fået sit bispesæde i kongens by, restaurerede han med kongens hjælp en kirke der, som skal ha været bygget af romerske troende i gammel tid. Han indviet den i frelserens, vor herre Jesu Kristi navn, og der etablerede han bolig for sig selv og alle deres efterfølgere. Han grundlade også et kloster lige øst for byen, hvor kong Æthelberht på hans opfordring rejste en kirke for apostlene St. Peter og St. Paulus og udstyrede den med rige gaver. I den skulle Augustin, alle biskopperne i Canterbury og kongerne af Kent hvile efter sin død. Kirken blev indviet efter Augustins død († 604/05) af hans efterfølger Laurentius. Den første abbed i dette kloster var præsten Peter. På en rejse han foretog til Gallien, druknede han i en havbugt som kaldtes Amfleat [Ambleteuse]. Indbyggerne på stedet gav ham en simpel begravelse, men for at vise hvilken hellig mand han var, lod den almægtige gud et himmelsk lys komme til syne over hans grav hver nat, indtil folk omkring lagde mærke til dét. De skønnede at det var en helgen som lå begravet der, og da de fik at vide hvem han var, og hvor han kom fra, flyttede de liget og lagde det i en kirke i Bononia [Boulogne], hvor det blev begravet med al den ære som tilkom en så fortjenstfuld mand. På denne tid herskede den meget tapre og ærelystne kong Æthelfrith over Northumbria. Ingen af anglernes konger har ødelagt mere for briterne end han. Han kan sammenlignes med Israels konge Saul, bortset fra at Æthelfrith ikke kendte den sande tro. For ingen hersker eller konge havde udslettet eller overvundet så mange af de indfødte, og ingen havde lagt så meget land under anglernes styre. For ham som for Saul passer patriarken Jakobs ord da han velsignede sin søn: «Benjamin er en glubende ulv; om morgenen skal han æde rovet, og om aftenen skal han uddele ud hærfang.» Derfor drog Aedan, scoternes konge i Britannia, med en umådelig stor og stærk hær for at standse ham, men han blev slået og flygtede med nogen få overlevende. Ja, næsten hele hæren blev hugget ned på det berømte sted Degsastan, det vil sige Degsa's sten (603 e.Kr.). I dette slag faldt Æthelfrith's bror med hele sin hær. Æthelfrith gjorde ende på krigen i år 603 e. Kr., det 11te år af hans regeringstid, som varede i 24 år. Det var også den romerske kejser Focas' første regeringsår. Fra den tid og indtil den dag idag har ingen scoterkonge i Britannia vovet at angribe anglerne. I 604 e. Kr. vedtog kong Sæberht ved biskop Mellitus' forkyndelse den kristne tro over østsakserne. I år 605 e. Kr. døde pave Gregor. Da havde han styret den romerske apostoliske kirke med hæder og ære i 13 år, 6 måneder og 10 dage og blev taget op til det himmelske rige for at styre der i al evighed. Og vi, anglerfolket, som han ved sin nidkærhed fik omvendt fra satans magt til troen på Kristus, skylder at give en fuldstændig skildring af ham i vor historie. Vi kan med sandhed kalde ham vor apostel; for skønt han var pave og overhoved for alle kirker som forlængst var blevet omvendt til den rette tro, gjorde han vort folk, som endnu var slavebundet i afgudsdyrkelsen, til en Kristi kirke. Så vi kan bruge apostelens ord om ham: «Om han ikke er apostel for andre, er han det ialtfald for os, for vi er selv seglet på hans apostel-embede i herren.» Han var af romersk æt. Faderens navn var Gordianus, og hans forfædre var ikke kun adelige, men også gejstlige. Felix, for eksempel, som en tid var biskop ved pavestolen og højt æret i Kristi kirke, var en af hans forfædre. Gregor fulgte slægtens traditioner med samme religiøse hengivenhed, og den høje position som tilkom ham i denne verden, ofrede han helt for ved guds nåde at vinde himmelsk hæder og ære. Han gav tidlig afkald på sit verdslige liv og gik i kloster. Her levede han et så fuldkomment liv at han senere ofte mindes med tårer i øjnene hvordan hans sjæl altid higede mod det høje og stod udenfor alle timelige ting, og hvordan han da var i stand til at ofre sig fuldt og helt for det åndelige liv. Alle hans tanker gjaldt det himmelske, og selvom han var fange i sit eget legeme, kunne han nå ud over kødets grænser og ind i kontemplation. Han elskede døden, som så mange regner for en straf, fordi han så den som indgangen til livet og lønnen for sit arbejde. Han plejede at fortælle dette, ikke for at skryde af sin moralske fuldkommenhed, men for at klage over det tab han havde lidt da han påtog sig de gejstlige forpligtelser. (så er der udeladt et par sider her). Imidlertid sammenkaldte Augustin med kong Æthelberhts hjælp biskopperne og de lærde mænd fra det britiske naboland til et møde på et sted som endnu i dag kaldes Augustinxs Ae på angelsk, det vil sige Augustins ek, og det ligger på grænsen mellem hwiccernes og vestsaksernes land. Han prøvede med venlige ord at overtale dem til ikke at bryde freden indenfor den katolske kirke, men i broderlig fællesskab arbejde for herren og omvende hedningene. Briterne holdt ikke påskesøndag på rette tid, men mellem den 14ende og 20ende månedag, en beregning som er baseret på en 84 års-cyklus. De gjorde også andre ting som ikke stemte med kirkens almindelige praksis. Det blev et langvarig ordskifte, men til trods for Augustins og hans ledsageres bønner, formaninger og irettesættelser nægtede briterne at give efter. De foretrak deres egne traditioner fremfor dem som var i brug i alle kristne kirker over hele verden. Augustin afslutte den trættende og frugtesløse diskussion med disse ord: «La os bede til herren, som vil at alle skal enes i hans fars hus, om at gi os et tegn som viser hvilken tradition vi bør følge, og hvilken vej vi skal gå for at komme til hans rige. Lad en syg mand føres frem, og hvis en af os kan helbrede ham med vores bønner, lad da hans tro blive den som stemmer med guds vilje, og som vi alle bør følge.» Den anden part gik modvillig med på dette, og en blind mand, en angler, blev ført frem for de britiske biskopper. Men de klarede hverken at hjælpe ham eller helbrede ham. Augustin, som vidste hvor meget det gjaldt, knælte ned for vor herre Jesu Kristi far og bønfaldt ham om at give den blinde synet tilbage og ved at skænke legemlig lys til et menneske, bringe åndens lys til de troendes hjerter. Straks blev den blinde seende, og alle indså at Augustin var den sande budbringer af det himmelske lys. Også briterne indrømmet at Augustins vej måtte være den sande og rette; men de kunne ikke forkaste deres tidligere skikke uden folkets samtykke og godkendelse. Derfor bad de om at det skulle holdes et nyt møde, hvor flere kunne være til stede. Dette blev bestemt, og det fortælles at 7 britiske biskopper kom og med dem mange lærde mænd, især fra deres mest berømte kloster, som på anglernes sprog kaldes Bancornaburg [Bangor Iscoed]. På den tid skal abbed Dinoot have været overhoved dér. Før de skulle drage til mødet, gik de til en hellig vismand som levede som eneboer blandt dem, for at spørge ham om de burde opgive deres egne traditioner på Augustins bud. Han svarede: «Hvis han er en guds mand, så følg ham.» De spurgte: «Men hvordan skal vi kunne vide det?» Han svarede: »herren siger: «Tag mit åg på eder og lær af mig. For jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.» Hvis denne Augustin er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så må man tro at han selv bærer Kristi åg og tilbyder jer det; men hvis han er stejl og hovmodig, da er han ikke af gud, og vi trænger ikke sammen om hans ord.» De spurte igen: «Men hvordan skal vi da kunne vide dette?» Han sagde: «Sørg for at han og hans følge kommer først til mødestedet, og hvis han rejser sig når i kommer, vil i vide at han er en guds tjener, og i skal lydigt lytte til ham. Men hvis han foragter jer og ikke rejser sig for jer endda jer er mange flere, så skal i til gengæld foragte ham.» De gjorde som han sagde. Nu gik det sådan at Augustin blev siddende da de kom. De blev da rasende over hans hovmod og modsagde alt som han sagde. Da sagde han til dem: «Mange af eders skikke er anderledes end vore eller den almindelige kirkes. Men hvis i vil bøje jer for os i tre ting, vil vi gladelig tolerere alt det andet i gør, selvom det strider mod vore skikke. De tre ting er: at holde påske i rette tid; at udføre dåbens sakramente, ved hvilket vi genfødes til gud, i overensstemmelse med den hellige romerske apostoliske kirke, og at forkynde herrens ord til anglernes folk sammen med os.» De svarede at de ikke ville gøre noget af dette; og heller ikke ville de tage imod ham som sin ærkebiskop. For når han ikke ville rejse sig for dem nu, mente de, ville han foragte dem endda mere om de begyndte at give efter for ham. Det fortælles at den guds mand Augustin advarede dem og truede dem og sagde, at hvis de ikke ville tage imod fred fra deres brødre, ville de få krig fra deres fjender. Og hvis de ikke ville forkynde troen på Kristus for anglerne, ville dette folk engang hævne det med døden. Og som ved en guds dom gik det nøjagtig ligesom Augustin havde forudsagt. For senere samlet anglernes mægtige konge Æthelfrith, som vi allerede har hørt om, en stor hær mod legionernes by, kaldet Legacæstir af anglerne og mere korrekt Caerlegion [Chester] af briterne, og slagtede ned dette kætterske folk. Da han skulle gå til kamp og fik se briternes præster, som stod på et trygt sted for at bede for soldaterne i slaget, spurte han hvem de var, og hvorfor de stod der. De fleste af dem var fra Bangor kloster, og der skulle det være så mange munke at hvis de blev delt op i 7 flokke med en prior over hver, ville ingen flok have mindre end 300 mand, som alle levede af deres hænders arbejde. Efter 3 dages faste var de fleste af dem kommet til slagmarken for at bede for soldaterne, og en vagt ved navn Brocmail skulle forsvare dem mod barbarene mens de bad. Da Æthelfrith fik at høre hvorfor de var der, sagde han: «Hvis de beder til deres gud mod os, så kæmper de mod os, selvom de ikke bærer våben.» Derfor angreb han dem først, og derpå knuste han resten af den onde fjende ikke uden store tap af deres egne. Det fortælles at i dette slag blev det dræbt omtrent 1200 mand som var kommet for at bede; kun 50 af dem undslap. Ved det første angreb vendte Brocmail og hans folk ryggen til fjenden og overlod dem de skulle have forsvaret, ubevæbnet og hjælpeløse til fjendens våben. Sådan gik biskop Augustins spådom i opfyldelse længe efter hans død: de kætterske briter som havde forkastet tilbudet om evig frelse, blev også her på jorden ramt af hævn for deres halsarrighed.

I år 604 e. Kr. ordinerede Augustin, ærkebiskop i Britannia, to biskopper, nemlig Mellitus og Justus. Mellitus skulle prædike i østsaksernes land, som er skilt fra Kent ved Themsen og grænser til havet i øst. Den vigtigste by, London, ligger ved Themsen og er et handelscentrum for mange folk som kommer dertil enten ad søvejen eller over land. På den tid herskede Sæberht, søn af Æthelberhts søster Ricule, over dette folk, men stod under Æthelberhts overhøjhed. Denne havde som sagt herredømmet over alle angler helt op til Humber. Da de havde modtaget sandhedens ord fra Mellitus' forkyndelse, lod kong Æthelberht bygge en kirke i London for apostelen St. Paulus, og her skulle Mellitus og hans efterfølgere have sit bispesæde. Augustin ordinerede Justus i selve Kent i byen Dorubrevis, som anglerne kalder Hrofæcæstræ [Rochester] efter en af deres tidligere høvdinge ved navn Hrof. Byen ligger 24 mil vest for Canterbury, og kong Æthelberht lod bygge en kirke dér for apostelen St. Andreas. Senere skænkede han mange gaver til begge kirkerne og til den i Canterbury. Han gav også jord og andre ejendomme til underhold for biskoppernes husholdning. Da vor fader Augustin, guds elskede søn døde, blev han begravet lige udenfor den tidligere omtalte St. Paulus' og St. Peters kirke, som endnu hverken var færdigbygget eller indviet. Men så snart den var indviet, blev hans legeme flyttet indenfor og begravet ærefuldt i kapellet på nordsiden. Her er alle senere ærkebiskopper blevet begravet undtagen to, Theodor og Berthwold, som ligger i selve kirken, fordi det ikke var mere plads i kapellet. Omtrent midt i kapellet står et alter, rejst til den hellige pave Gregors ære, og foran dette læser en af kirkens præster hver lørdag en hellig messe til minde om dem. Indskriften på Augustins grav lyder sådan: «Her hviler den ærværdige Augustin, første ærkebiskop af Canterbury, som blev sendt hertil af St. Gregor, biskoppen i Rom. Med Guds hjælp gjorde han mirakler, han vendte kong Æthelberht og hans folk bort fra afgudsdyrkelsen og førte dem til troen på Kristus. Han endte sine dage i fred, og døde d. 26 maj (616 e. Kr.) under den samme konges regering.» Augustin blev efterfulgt af Laurentius, som han havde ordineret medens han endnu levede, for at den nye og ufærdige kirke ikke skulle vakle om den et øjeblik stod uden hyrde. Her fulgte han kirkens første præst, apostelfyrsten St. Peters eksempel. Da kristi kirke blev grundlagt i Rom, skal han nemlig have velsignet Clemens og indsat ham som sin medhjælper og efterfølger. Da Laurentius var blevet ærkebiskop, satte han sig som mål at bygge videre på det grundlag som var lagt, og arbejdede utrætteligt for at give kirken den høje plads som tilkom den. Han prædikede, formanede og opmuntret de troende og var selv et mønster for alle ved sine gode gerninger. Han nøjes sig ikke med at tage sig af anglernes nye kirke, men havde også omsorg for den oprindelige befolkning i Britannia og for scoterne som lever i Irland. Han opdagede snart at både scoterne i Irland og briterne ikke fulgte Romerkirkens sædvanlige praksis i mange ting. Særlig bemærkede han, at de ikke fejret påsken i rette tid, men påstod, som vi tidligere har fortalt, at dagen for Kristi opstandelse skulle fejres mellem månens 14 og 20 dag. Sammen med sine biskopper sendte han dem et formanende brev med en indtrængende bøn om at bevare freden og enheden ved at følge den katolske skik sammen med Kristi kirke over hele jorderiget. Laurentius og hans medbiskopper sendte også et brev som var hans biskopsrang værdig, til de britiske præster for at overtale dem til at følge den katolske kirkes enhed. Men den nuværende kirkes tilstand viser hvor dårlig det lykkedes. På denne tid drog Londons biskop Mellitus til Rom for at drøfte forholdene i anglernes kirke med pave Bonifatius. Den hellige fader havde sammenkaldt Italiens biskopper til en synode for at fastsætte regler for samlivet og disciplinen i klostrene. Mellitus selv deltog i synoden i kejser Focas' 18ende regeringsår, fra d. 27. februar i den 13ende indiction, for at kunne underskrive og ved sin autoritet stadfæste de formelle bestemmelser og tage dem med sig til brug i anglernes kirker. Han havde også med sig brev til ærkebiskop Laurentius og til hele præsteskabet, til kong Æthelberht og det angelske folk. St. Bonifatius var den 4de biskop i Rom (IV. 608-15) efter St. Gregor. Han opnåede at kejser Focas skænkede kirken i Rom det tempel som fra gammel tid blev kaldt Pantheon, fordi alle guder var repræsenteret der. Han udrensede al hedensk vederstyggelighed og gjorde det til en kirke som han tilegnede guds hellige mor og alle kristne martyrer. Så da dæmonerne var drevet ud, blev templet til en helligdom for mangfoldige helgener.

I år 616 e. Kr., det 21ende år efter at Augustin og hans ledsagere var sendt ud for at prædike for anglernes folk, gik kong Æthelberht, som havde styret sit jordiske rige ærefuldt i 65 år, ind til det himmelske riges glæder. Han var den 3dje angelske konge som herskede over alle riger syd for Humber, men ingen var før ham gået ind til det himmelske rige. Sydsaksernes konge Ælle var den første af disse mægtige konger, den næste var vestsaksernes konge Cælin, som på deres sprog kaldes Cæwlin, den tredje var altså Æthelberht, konge af Kent, den fjerde var Rædwald († ca.627, han var bretwalda, dvs. overkonge), østanglernes konge, som fik magten i sit rige endnu mens Æthelberht levede, og den 5te var Edwin, konge af Northumbria, landet nord for Humber. Han havde endda større magt og herskede over alle Britannias folk, både angler og briter, undtagen indbyggerne i Kent. Han underlagde også anglerne de mevaniske øer [Anglesey og Man], som ligger mellem Irland og Britannia, der tilhørte briterne. Den 6te storkonge var Oswald, northumbrernes aller kristeligste konge, og den 7ende var hans bror Oswiu, som en tid rådede over de samme riger. Han overmandede også picternes og scoternes stammer i nordbritannia og gjorde dem skatskyldige. Kong Æthelberht døde d. 24. februar, 21 år efter at han var blevet kristen, og blev begravet i St. Martins kapel i St. Peters og St. Paulus' kirke, hvor også hans dronning Bertha ligger begravet. Blandt andre goder han skaffede sit folk, var et lovværk efter romersk mønster, som han udarbejdede sammen med sine rådgivere, og som er skrevet på anglernes sprog og som stadig er i brug. Den første af lovene fastsætter hvilken erstatning der kræves af den som stjæler noget fra kirken eller biskopperne eller præsteskabet forøvrigt. Denne lov skulle beskytte dem hvis ankomst han havde hilst med glæde, og hvis lære han havde modtaget. Æthelberht igen var søn af Eormenric, søn af Octa, søn af Oeric med tilnavnet Oisc, og kongerne af Kent er derfor kendt under betegnelsen oiscinger. Oisc's far var Hengist, som kom til Britannia med sønnen Oisc på Vortigerns opfordring, sådan som vi tidligere har fortalt. Men efter Æthelberhts død, da hans søn Eadbald havde overtaget styret, led den nyoprettede kirke et alvorlig tilbageslag. Eadbald havde ikke kun nægtet at lade sig kristne, men han havde begået en uhyrlig synd som apostelen siger ikke engang nævnes hos hedningene, nemlig at tage sin fars hustru til ægte. Disse synder fik stor virkning for kirken. For det var mange som havde taget imod tro og renhed enten af frygt for kongen eller for at vinde hans gunst, og disse vendte nu tilbage til deres egen tro. Men den frafaldne konge undgik ikke guds straffedom, for han fik hyppige anfald af galskab og blev besat af en uren ånd. Da østsaksernes kong Sæberht døde, blev modgangen endnu værre; for da han gik ind til det evige rige, efterlod han tre sønner som arvinger til sit jordiske rige, og de var alle hedninge. De hengav sig straks åbenlyst til afgudsdyrkelse, som de til en vis grad havde afholdt sig fra så længe faderen levede, og de tillod deres undersåtter at dyrke afguderne. Det fortælles at da de engang så biskop Mellitus uddele den hellige nadver under messen, skal de ha sagt i deres barbariske hovmod: «Hvorfor byder du ikke os det hvide brød som du plejede at give til vor far Saba» for det blev faderen kaldt «når du stadig giver det til folk i kirken?» Biskoppen svarede: «Hvis i vil lade jer døbe i frelserens vand, ligesom eders far gjorde, kan også i få det hellige brød. Men hvis i foragter livets vand, skal i visselig ikke få livets brød.» De svarede: «Vi vil ikke lade os døbe, for vi ved at vi ikke trænger det, men alligevel ønsker vi at få brødet.» Biskoppen formanede dem og gentog alvorlig, at dette ikke lod sig gøre, idet ingen kunne få del i den hellige nadver uden dåbens rensende bad. Da sagde de i fuldt alvor: «Hvis du ikke vil gøre som vi vil i en så ubetydelig sag, kan du ikke blive i vort land.» Så forviste de ham og befalede ham og alle hans folk at forlade riget. Da Mellitus var fordrevet, drog han til Kent for at rådslå sig med sine medbiskopper, Laurentius og Justus, om hvad de nu skulle gøre. De blev enige om at det var bedre at drage tilbage til deres eget land og tjene gud i frihed, end at arbejde forgæves blandt barbarer som havde forkastet troen. Mellitus og Justus drog da til Gallien for at afvente begivenhedernes gang. Kongerne som havde fordrevet sandhedens herolder, blev imidlertid straffet for sin djæveldyrkelse; for de omkom med hele sin hær i kamp mod gewissene [vestsakserne]. Men selv om ophavsmændene gik tilgrunde, kunne ikke folket, nu det var blevet fristet til ondskab, omvendes igen og kaldes tilbage til den enkle tro og kærlighed som er i Kristus. Da Laurentius gjorde sig færdig til at følge Mellitus og Justus og forlade Britannia, lod han gøre istand et natteleje for sig i apostlene St. Peters og St. Paulus' kirke, som vi ofte har nævnt. Han bad til gud og græd over kirkens tilstand og lagde sig så til at sove. Midt på natten, medens han sov, viste den hellige apostelfyrste sig for ham og piskede ham hårdt og længe. Med apostolisk strenghed spurte St. Peter hvorfor han ville forlade den hjord som han selv havde betroede ham, og hvem han ville overlade Kristi lam til når han rømte og lod dem være igen blandt ulve. Han tilføjede: «Har du glemt mit eksempel? Kristus betroede mig sine små som tegn på sin kærlighed, og for deres skyld udholdt jeg lænker, slag og al slags smerte. Til sidst led jeg døden, korsfæstet af de vantro og Kristi fjender, for at jeg skulle blive kronet sammen med ham.» Dybt bevæget over piskningen og St. Peters formaninger drog Kristi tjener Laurentius tidligt næste morgen til kongen, trak sin kappe til side og viste ham mærkerne efter pisken. Kongen blev forfærdet og spurte hvem havde vovet at piske en så højtstående mand. Da han fik vide at Kristi apostel havde straffet biskoppen for hans frelses skyld, blev han grebet af frygt. Han bandlyste al afgudsdyrkelse, skilte sig fra sin illegitime hustru, blev kristen og lod sig døbe, og siden støttede og fremmede han kirkens sag af al sin magt. Han sendte også bud til Gallien efter Mellitus og Justus og bød dem at vende tilbage og styre deres kirker i frihed. De kom ét år efter at de havde rejst, og Justus drog til Rochester, hvor han tidligere havde været. Men borgerne i London nægtede at tage imod Mellitus og foretrak deres egne afgudsdyrkende præster. For kong Eadbald havde mindre magt end sin far og var ikke i stand til at genindsætte biskoppen i hans kirke mod hedningenes vilje. Men da kongen og hans folk først havde vendt sig til Herren, stræbte de efter at holde hans bud, og i apostelfyrstens kloster byggede kongen en kirke til ære for guds hellige moder; den blev siden indviet af ærkebiskop Mellitus. Under den samme konges regering gik ærkebiskop Laurentius ind i det himmelske rige. Han blev begravet d. 2 februar i St. Peters klosterkirke nær sin forgænger Augustin. Mellitus, som da var blevet biskop i London, fulgte efter ham og blev den tredje biskop i Canterbury efter Augustin. Justus styrede fremdeles kirken i Rochester. Mens de ledede anglernes kirke, fik de opmuntrende breve fra pave Bonifatius i Rom, som havde efterfulgt Deusdedit i 619 e. Kr. Mellitus var legemlig svækket og led meget af gigt; men om hans legeme var svagt, var hans ånd frisk og aktiv nok. Han lod sig ikke hæmme af jordiske ting i sin stræben mod det himmelske, som han altid havde elsket, længtes efter og higet mod af hele sin sjæl. Mellitus var adelig af fødsel, men hans ånd ejede et værdifuldere adelskab ved sin høje stræben. Jeg vil her give et eksempel på hans åndelige magt. En dag opstod der brand i Canterbury, og ilden truede med at ødelægge hele byen. Vand var til ingen nytte, en stor del af byen var helt nedbrænd, og flammerne nærmede sig biskoppens hus. Da lod han sig bære ud lige mod de rasende flammer med ildtunger slikkende til alle kanter. Han stolede på guds hjælp hvor mennesker intet kunne udrette. De fire kronede martyrers kirke stod midt i flammehavet, og dertil blev biskoppen båret. Ved sine bønner klarede nu den svage mand at overvinde faren, hvor stærke mænd havde måttet give op trods alle deres kræfter. Straks drejede søndenvinden, som havde spredt ødelæggelse over byen, om til nord og hindrede først de rasende flammer fra at fortære alt som lå i deres vej; dernæst løjede den helt af, alt blev stille, og ilden sank og døde ud. Så stærkt brændte denne guds mand af den guddommelige kærligheds ild, så ofte havde han ved sine bønner og formaninger frelst sig og sit folk fra «herskerne i luftens rige», at han nu kunne betvinge jordiske vinde og flammer og hindre dem i at skade ham selv og hans folk. Da han havde styret kirken i 5 år, vandrede også han under Eadbalds regering til det himmelske rige og blev begravet med sine fædre i apostelkirkens klosterkirke, som så ofte har været nævnt før, d. 24. april, år 624 e. Kr. Justus, biskoppen i Rochester, fulgte straks efter Mellitus som ærkebiskop. Han ordinerede Romanus til biskop i Rochester i sit sted, efter at han havde fået myndighed til at ordinere biskopper af pave Bonifatius, Deusdedits ovenfor omtalte efterfølger. På denne tid modtog northumbrerne, det vil sige anglerne nord for Humber, og deres kong Edwin den kristne tro gennem den førnævnte Paulinus' forkyndelse. Kongens jordiske magt blev stadigt øget, og det var som et varsel om at han skulle blive en troende og få del i det himmelske rige. Som ingen af anglernes konger før ham havde han overherredømmet over hele Britannia, ikke kun over anglernes riger, men også over briternes. Han lagde også, som tidligere nævnt, øerne Anglesey og Man under sig. Den første af disse, som ligger længst syd, er den største og frugtbareste og rummer 960 familier for at bruge anglernes mål, og den anden ø vel 300 familier. Årsagen til dette folks omvendelse var kong Edwins forbindelse med kongerne af Kent og hans ægteskab med kong Æthelberhts datter Ethelburh, også kaldet Tata. Da Edwins udsendinger kom til Kent for at bede Eadbald, som da var konge i landet, om hans søsters hånd, fik han til svar at det ikke var lovlig for en kristen prinsesse at ægte en hedning, fordi troen på den himmelske konge og sakramenterne kunne blive vanhelliget ved foreningen med en som manglede ethvert kendskab til den sande gudsdyrkelse. Da udsendingene bragte Edwin dette svar, lovede han, at han ikke på nogen måde ville hindre prinsessen i hendes tro. Han ville tværtimod tillade hende og alle som fulgte hende, mænd og kvinder, præster og tjenere, at beholde deres kristne tro og gudsdyrkelse. Det kunne også tænkes at han selv ville omvende sig til hendes tro, hvis hans vise mænd efter nøje studium fandt at den var helligere og gud mer velbehagelig end deres egen. Derpå blev prinsessen trolovet og sendt til Edwin, og i overensstemmelse med aftalen blev guds elskede søn Paulinus ordineret til biskop for at følge med hende og ved daglig formaning og hellig messe sørge for at hverken hun eller hendes ledsagere blev besmittet ved kontakten med hedninge.

Paulinus blev ordineret af ærkebiskop Justus d. 21. juli år 625 e. Kr. og kom til Edwins hof i prinsessens følge, officielt for at bistå ved hendes verdslige giftermål. Men i virkeligheden følte han sig af hele sit hjerte kaldet til at oplyse det folk han kom til, om den sande tro, og, som apostelen siger, trolove det som en ren jomfru med kristus og ham alene. Så snart han var kommet til landet, begyndte han med stor kraft at prædike, ikke kun for prinsessens ledsagere for at hindre dem fra at glide bort fra troen, men også for nogen af hedningene som han håbet med guds hjælp at kunne omvende til nåden og den sande tro. Men skønt han stred ihærdig, gik det som apostelen siger: «Denne verdens gud har forblindet de vantros sind for at ikke lyset fra kristi herlige evangelium skulle skinne på dem.» I år 626 e. Kr. blev kong Edwins datter: Eanflæd, døbt på pinseaften. Året efter sendte vestsaksernes konge Cwihelm en morder ved navn Eomer til kong Edwins hof for at tage hans liv, så han kunne bemægtige sig hans rige. Morderen bar et kort, tveægget sværd indsmurt med gift, så hvis ikke sværdsåret dræbte kongen, ville den dødelige gift gøre værket. Han gik ind i hallen under påskud af at bringe et bud fra sin herre. Men mens den listige slyngel frembar sit fingerede budskab, trak han pludselig sværdet, som han havde holdt skjult under kappen, og styrtede mod kongen. En af kongens mest hengivne mænd, Lilla, så dette. Da han ikke havde noget skjold til at beskytte kongen med, sprang han frem foran kongen for selv at tage imod stødet. Men slyngelens sværd blev ført med en sådan kraft at det gennemborede Lilla, dræbte ham og sårede kongen. Morderen blev angrebet fra alle kanter, men i forvirringen fik han også dræbt en anden af kongens mænd ved navn Forthhere. Samme nat, den hellige påskenat, fødte dronningen en datter, som blev kaldt Eanflæd. I Paulinus' nærvær takkede kongen sine guder for datterens fødsel. Men biskoppen på sin side takkede den herre Jesus og fortalte kongen, at det var som svar på hans bønner til gud at dronningen havde haft en let forløsning, uden store smerter. Kongen glædede sig over hans ord og lovede at hvis gud ville unde ham livet og skaffe ham sejr over den konge som havde sendt morderen mod ham, ville han forsværge sine afguder og tjene Kristus. Som pant på sit løfte gav han sin datter til Paulinus for at blive viet til Kristus. Hun blev døbt på pinsedagen som den første i Northumbria sammen med elleve andre af hans hus. Da kongen omsider var blevet helbredt for sit sår, samlede han hæren og drog mod vestsakserne. Under felttoget enten dræbte han eller han undertvang alle dem som havde været med i sammensværgelsen for at dræbe ham. Han vendte hjem som sejrherre, men han var ikke villig til straks, uden nærmere eftertanke, at modtage den kristne tros mysterier, skønt han efter sit løfte om at tjene Kristus ikke længere dyrkede deres afguder. Nu bestræbte han sig først og fremmest på at læren om troens grundsætninger af den ærværdige biskop Paulinus; det næste var at rådspørge de viseste mænd ved hoffet om hvad de syntes han burde gøre. Selv var han en meget forstandig mand og blev ofte siddende tavs i lange stunder, medens han i sit indre overvejede hvad han burde gøre, og hvilken religion han skulle slutte sig til. På denne tid fik kong Edwin et brev fra Bonifatius, biskop ved den hellige stol, med indtrængende opfordring om at tage imod troen. Og derefter skriver paven skriver til dronningen og beder hende bruge al sin indflydelse for at opnå kongens frelse. Men et syn som gud i sin nåde havde sendt Edwin da han som landflygtig opholdt sig ved anglernes konge Rædwalds hof, gjorde at han så meget bedre kunne forstå sandheden om frelsen og optage den i sit hjerte. Paulinus så hvor vanskelig det var for kongen at vende sit stolte sind til frelsens vej og ydmygt tage imod det livgivende kors' mysterium. Alligevel kæmpede han videre for kongen og kastede sit spyd ind i det. Og i sin glæde over at kende den sande gudsdyrkelse gav han befaling til at sætte ild på helligdommen og afguderne og indhegningen omkring dem. Stedet hvor afguderne stod, kan endnu ses et lille stykke øst for York på den andre siden af elven Derwent. I dag kaldes det Goodmanham. Her var det den øverste præst, inspireret af den sande gud, vanhelliget og tilintetgjorde de alterne han selv havde indviet. Kong Edwin, hele adelen og en stor del af folket modtog troen og blev genfødt i den hellige dåb. Det skete i det 11te år af hans regering, det vil sige i år 627 e. Kr. og omtrent 180 år efter at anglerne kom til Britannia. Kong Edwin blev døbt i York på påskedagen d. 12. april i apostelen St. Peters kirke, som han havde ladet bygge af træ i al hast, medens han var katekumen og fik undervisning før dåben. Han oprettede et bispesæde for sin lærer, biskop Paulinus, i samme by. Straks efter sin dåb lod han opføre en større og prægtigere kirke af sten under Paulinus' vejledning, og i midten af den skulle det kapel stå som han først havde bygget. Fundamenterne blev lagt, og han begyndte at bygge en firkantet kirke omkring det tidligere kapel. Men før den var rejst i sin fylde højde, blev kongen myrdet på en skændig måde, og det blev overladt til hans efterfølger Oswald at fuldende værket. Med kongens samtykke og velvilje fortsatte Paulinus i 6 år at forkynde Herrens ord i dette rige, helt til kongens død. Alle som var forudbestemt for det evige liv, troede og blev døbt. Blandt dem var Osfrith og Eadfrith, kong Edwins sønner med Cwenburh, kong Ceorl af Mercias datter. De blev født under hans landflygtighed. Hans andre barn med Æthelburh blev døbt senere, nemlig Æthelthun og datteren Ætheltrhyth og en yngre søn, Uscfrea. De to første blev revet bort fra livet lige efter deres dåb og blev begravet i kirken i York; Osfrith's søn Yffi blev også døbt og mange andre af adelig og kongelig æt. Så brændende skal northumbrerne have været i troen, så inderlig længtes de efter frelsens bad, at da Paulinus engang besøgte kongen og dronningen på kongsgården i Yeafering, tilbragte han 36 dage der med at katekisere og døbe folk. Fra morgen til aften gjorde han intet andet end at undervise i Kristi lære de store skarer som strømmede til fra by og bygd. Når de var beredt, vaskede han dem i dåbens rensende vand i elven Glen, som render lige ved. Edwins efterfølger brugte ikke denne kongebolig, men byggede en anden på et sted som kaldes Mælmin. Alt dette hændte i provinsen Bernicia. Men også i provinsen Deira, hvor Paulinus ofte opholdt sig sammen med kongen, døbte han folk i elven Swale som render forbi byen Catterick. For i den første tid var de ikke i stand til at bygge kapeller og baptisterier. Men i Campodonum, hvor det også var en kongebolig, byggede han en kirke, som sidenhen blev brændt ned sammen med alle de andre bygninger af hedninge som dræbte kong Edwin. Senere konger byggede en ny kongebolig i det distriktet som hedder Loidis [Leeds]. Alteret, som blev sparet af flammerne fordi det var af sten, er fremdeles bevaret og står i den ærværdige abbed og præst Thrythwulfs kloster i Elmetskoven. Så nidkær var Edwin for den sande tro at han også fik overtalt Eorpwold, Rædwalds søn og konge over østanglerne, til at forkaste afgudsdyrkelsen og modtage den kristne tro og sakramenterne sammen med hele sit folk. Også hans far Rædwald var for længe siden blevet indviet i kristendommens mysterier i Kent, men uden resultat. For på hjemvejen havde hans hustru og nogen onde vranglærere overtalt ham til at forkaste den kristne tro, og det sidste blev værre end det første. For som samaritanerne i gammel tid skal han have tjent både Kristus og sine tidligere guder. I samme tempel havde han et alter for den hellige kristne gudsdyrkelse og et andet mindre alter hvor han bragte offer til dæmonerne. Ealdwulf, som styrede riget indtil vore dage, har fortalt at sådan stod templet helt til hans tid, og at han havde set det som godt. Den samme kong Rædwald var af adelig æt, men hans gerninger svarede ikke til hans høje byrd. Han var søn af Tytil, søn af Wuffa, og efter ham kaldes østanglerne wuffinger. Kort efter at han var blevet kristen, blev Eorpwulf dræbt af en hedning som hed Ricberht, og i de næste tre år sank riget tilbage i hedenskab. Men så kom Eorpwalds bror Sigeberht på tronen, og han var en oprigtig kristen og en meget lærd mand. Medens hans bror levede, havde han været i landflygtighed i Gallien, hvor han var blevet omvendt til den kristne tro, og da han blev konge, satte han sig som mål at hele hans rige skulle dele hans tro. Han fik den bedste hjælp og støtte af den ædle biskop Felix, som var født og præsteviet i Burgund. Han kom til ærkebiskop Honorius og erklærede at han ønskede at prædike for anglerne. Ærkebiskoppen sendte ham til østanglerne, og ikke forgæves; for som en god bonde gjorde han en rig høst af troende på åndens alter. Han befriede hele riget fra urgammel ondskab og ulykke, bragte det til kristen tro og kristent liv og førte det, som hans navn antyder, til evig lykke. Han fik sit bispesæde i Dommoc [Dunwich], og da han havde styret kirken i riget i 17 år, døde han der i fred. Paulinus prædikede også i kongeriget Lindsey. Det ligger lige syd for Humber og grænser til havet. Den første som blev omvendt, var præfekten i byen Lincoln, Blæcca, og sammen med ham hele hans hus. Han bygget en pragtfuld kirke af sten i byen. Taget på kirken er nu faldet sammen, enten fordi kirken har været forsømt i lang tid, eller for fjenders hånd; men murene står fremdeles, og hvert år søger troende dertil og bliver helbredt for sygdomme ved mirakler. Da Justus var gået hjem til Kristus, blev Honorius ordineret til biskop efter ham af Paulinus. En præst og abbed i Partney kloster ved navn Deda, der var en helt pålidelig mand, fortalte mig følgende om kristendommen i dette rige: Han havde hørt af en gammel mand at han selv og mange andre var blevet døbt ved middagstid i kong Edwins nærvær i elven Trent, lige ved en by som anglerne kalder Tiowulfingacæstir [Littleborough]. Han kunne også beskrive Paulinus' udseende. Han var høj og lidt krumbøjet, havde sort hår, tyndt ansigt, en lang krum næse og virkede på en gang værdig og respektindgydende. Han havde en diakon ved navn Jacobus til hjælp, en nidkær og ædel mand for Kristus og for kirken, og han levede helt op til vore dage. Det siges at overalt i Britannia hvor Edwin hersket, var der så fredelige forhold at en kvinde med et nyfødt barn kunne gå uskadt tværs gennem landet, fra hav til hav. I den grad lå folkets velfærd kongen på hjertet, at mange steder hvor han havde set vandkilder nær alfarvejen, lod han opsætte stolper med drikkekrus af kobber. Af frygt for kongen vovede ingen at tage dem med sig fordi de elskede ham. Han var agtet og æret over hele landet og optrådte med majestætisk værdighed. Banner blev båret foran ham ikke kun i krig, men også i fredstid når han red omkring til byerne og landsbyerne med deres stormænd. Og overalt hvor han gik til fods, blev der båret en slags fane foran ham, som romerne kalder tufa og anglerne thuf. På denne tid var Bonifatius' efterfølger Honorius biskop ved den hellige stol. Da han hørte at northumbrerne og deres konge var blevet omvendt til kristendommen ved Paulinus' forkyndelse, sendte han denne et pallium. Samtidig skrev han et indtrængende brev til kong Edwin, og som en kærlig far formanede han ham og hans folk til at holde fast ved og stadig blive stærkere i troen. Det fremgår af brevets begyndelse med tydelighed at kætteriet var genopstået fornylig, og at ikke hele folket, men kun visse mænd blandt dem var impliceret. Efter at have forklaret den rigtige beregning af påsketiden skrev de følgende om pelagianismen: «Vi har også fået at vide at den pelagianske kættertro med sin fordærvelige gift er genoplivet blandt jer. Vi formaner jer derfor indtrængende til at rydde kætteriet ud af eders sind. I kan ikke være uvidende om at det er bliver bandlyst, og det ikke kun gennem 200 år, men hver dag bliver det fordømt af os og begravet i evig ban. Vi beder jer derfor om ikke at rage i asken efter en strid som er udbrændt; for hvem kan lade være med at fordømme den hovmodige og pietetsløse påstand at mennesket kan leve uden synd ved sin egen vilje og ikke ved guds nåde? For det første er det tåbeligt og blasfemisk at sige at nogen menneske er uden synd. Det er kun mulig for forsoneren mellem gud og mennesker, mennesket Jesus Kristus, Han som blev aflivet og født uden synd. For alle andre mennesker er født med arvesynden, og selv om de ikke synder i dag, bærer de mærket af Adams fald. Som profeten siger: «Se, jeg var avlet i synd, og i synd har min mor født mig.» Edwin regerede briternes og anglernes riger i 17 ærerige år; i de sidste 6 år var han også, soldat i Kristi kongerige. Da rejste briternes kong Cædwalla sig mod ham. Han blev støttet af den kraftige og energiske Penda, som hørte til kongehuset i Mercia, og som fra nu af, med vekslende held, skulle komme til at herske over dette rige i 22 år.

I slaget ved Hæthfelth [Hatfield Chase] faldt kong Edwin d. 12. oktober 633 e. Kr. i sit 48ende år. Slaget var vildt og voldsomt, og hele Edwins hær blev hugget ned eller jaget på flugt. Kongens tapre søn Osfrith faldt før han selv, mens hans anden søn, Eadfrith, måtte overgive sig til kong Penda, som senere, under Oswalds regering, brød sin ed og lod ham dræbe. Nu begyndte de voldsomste myrderier i northumbrernes land. Ingen blev sparet, hverken kirkens mænd eller folket. For af de to sejrherre var den ene hedning og den andre en barbar, grusommere en nogen hedning. Penda og hele Mercias befolkning var afgudsdyrkere og uvidende om Kristi navn, mens Cædwalla var kristen i navnet, men barbar i hjerte og han sparede hverken kvinder eller uskyldige børn. Med bestialsk grusomhed lod han sine ofre pines ihjel. Han rejste i lang tid omkring i landet og ville udrydde alle angler i Britannia. For den kristne religion som nylig var indført i riget, havde han ingen respekt. Det er forøvrigt helt til vore dage briternes skik at foragte anglerne og deres tro og religion. De vil ikke have mere at gøre med dem end med hedningene. Kong Edwins hoved blev brakt til York og siden placeret i apostelen St. Peters kirke, som var påbegyndt af ham selv og, som sagt, blev fuldendt af hans efterfølger Oswald. Hovedet blev lagt i kapellet ved den hellige St. Gregor, hvis disciple havde skænket ham livets ord. Da forholdene i Northumbria var fuldstændig kaotiske og den eneste redning var flugt, tog Paulinus med sig dronning Æthelburh, som han tidligere havde ført til landet, og drog med skib til Kent, hvor han fik en ærefuld modtagelse af ærkebiskop Honorius og kong Eadbald. Han kom dertil under beskyttelse af Bassus, en af kong Edwins tapreste mænd. I deres følge var også Edwins datter Eanflæd, hans søn Uscfrea og Osfrith's søn Yffi. Æthelburh, som frygtede kongerne Eadbald og Oswald, sendte senere disse børn til Gallien for at blive opfostret hos kong Dagobert, som var hendes ven. De døde der begge to som spædbørn og blev begravet i kirken med den hæder som sømmer sig for kongebørn og uskyldige kristne. Paulinus havde også med sig mange af kong Edwins kostbarheder, blandt andet et stort guldkors og en guldkalk som var indviet til alterbrug. Disse er bevaret og kan ses i kirken i Canterbury. På den tid havde kirken i Rochester ingen hyrde, for biskop Romanus, som var sendt til pave Honorius af ærkebiskop Justus, var druknet på overfarten til Italien. Paulinus overtog da på biskop Honorius' og kong Eadbalds opfordring styret af kirken, og fortsatte i dette embede indtil hans time kom og han kunne gå ind i himlenes rige med frugten af sit herlige værk. Ved sin død overlod han det pallium han havde fået af paven i Rom, til sin kirke. Paulinus havde overladt kirken i York til en vis Jacobus. Han diakon og en sand kirkens mand, en hellig mand, som blev længe ved kirken, hvor han underviste, døbte og frelste mange sjæle fra den gamle fjende. Han boede gerne i en landsby nær Catterick, som fremdeles bærer hans navn. Jacobus havde indgående kendskab til kirkemusik, og da der var blevet fred i riget og de troendes antal øget, oplærte han mange mennesker til at synge på romersk og kentisk vis. Da han blev gammel og mæt af dage, gik han til sine fædre som skrevet står. Efter kong Edwins fald gik deirenes rige, som havde været hans slægts vugge og grundlaget for hans kongemagt, over til Osric, en søn af hans onkel Ælfric. Han var blevet kristen gennem Paulinus' forkyndelse. Men Northumbria var oprindelig delt i to, og den anden del, Bernicia, gik til Eanfrith, Æthelfrith's søn, som stammer fra kongehuset og havde retmæssig krav på tronen. Under hele Edwins regeringstid havde hans forgænger kong Æthelfriths sønner og mange andre unge adelsmænd levet i landflygtighed hos scoterne eller picterne, hvor de var blevet oplært i den kristne tro ligesom scoterne praktiserede den, og var blevet genfødt ved dåbens nåde. Da deres fjende kong Edwin var dræbt, fik de lov til at vende tilbage til deres eget land, og Eanfrith, som var den ældste, blev, som sagt, konge i Bernicia. Men da to konger havde fået magten i deres jordiske riger, afsveg og sveg de det himmelske riges sakramenter og vendte tilbage til deres tidligere modbydelige afgudsdyrkelse, som blev deres vanære og ulykke. Lige derefter dræbte briternes konge Cædwalla dem begge - en retfærdig hævn, men unødvendig grusom. Først dræbte han den følgende sommer Osric, som uforsigtigt nok havde belejret ham i en stærkt befæstet by. Cædwalla brød pludselig ud af byen med alle sine mænd, og kom overraskende ind på Osric og ødelagde ham og hele hans hær. Så okkuperede han de northumbriske riger i ét helt år. Han herskede ikke som en sejrende konge, men plyndrede dem som en vild tyran og myrdede for fode med frygtelige blodsudgydelser. Da Eanfrith til sidst ubetænksomt kom til ham for at bede om fred, og blot var havde et følge af 12 udvalgte mænd, dræbte han også ham. Lige til i dag bliver dette år regnet som et rædselsår af alle gode mænd, ikke kun fordi de angelske konger sveg sin tro, men også på grund af den britiske konges grusomme tyranni. Derfor har alle de som skriver om denne periode, besluttet at udviske erindringen om de svigefulde konger og lægge dette år til deres efterfølger Oswalds regeringstid; for han var en mand gud elskede. Da hans bror Eanfrith var dræbt, kom Oswald med en hær, som ikke var talrig, men stærk i troen på Kristus. Og til trods for Cædwallas vældige styrker, som han påstod var uovervindelige, blev både hæren og dens frygtelige leder slået og knust på et sted som på anglernes sprog kaldes Denisesburn, det vil sige Denis' bæk. Også i dag viser man med stor ærbødighed det sted hvor Oswald lige før slaget rejste det hellige korstegn, knælte ned og bad gud om at sende hjælp fra himmelen i deres dybe nød. Det bliver fortalt at da de i all hast havde lavet et kors og gravet et hul de kunne stå i, greb kongen i sin brændende tro korset, stillede det i hullet og holdt det ret med begge hænder, indtil soldaterne fik fyldte så meget jord på, at korset stod fast. Så hævede han stemmen og råbte ud over hele hæren: «Lad os alle knæle og bede den almægtige, evige og sande gud, at han i sin nåde vil forsvare os mod den hovmodige og grusomme fjende. For han ved at vor kamp er retfærdig og gælder hele vort folks frelse.» Alle gjorde som han befalede. Ved daggry rykkede de frem mod fjenden og vandt den sejr som deres tro fortjente. Utallige mirakler er sket på det sted hvor de bad, sikkert som tegn på og minde om kongens tro. Og selv i vore dage er det mange som skærer fliser af det hellige trekors, lægger dem i vand og giver vandet til de syge eller øser det over dem, og de bliver med en gang friske. Stedet kaldes på anglernes sprog Heafenfield og på latin Caelestis campus, et navn som det sikkert fik i fordums tid som et varsel om fremtidige hændelser: Et himmelsk tegn skulle rejses der, en himmelsk sejr bliver vundet, og himmelske mirakler skulle ske der lige til vore dage. På nordsiden ligger stedet nær muren som romerne bygget tværs over Britannia, fra hav til hav, for at beskytte landet mod angreb fra barbarerne. Brødrene fra Hexham kirke, som ligger i nærheden, har for skik at komme dertil hvert år om aftenen før årsdagen for Oswalds død. De holder vågenat medens de synger salmer for hans sjæl, og næste morgen fejrer de det hellige messeoffer på hans vegne. Denne gode skik har spredt sig, og der er fornylig bygget en kirke der, som gør stedet endnu helligere og ærværdigere i alles øjne. Og sådan bør det være; for så vidt vi ved, har der aldrig været rejst noget symbol for den kristne tro - hverken kirke eller alter - i hele Bernicia før den fromme hærfører, grebet af troen, rejste det hellige korsmærke før kampen mod sin frygtelige fjende. Det er her på sin plads at fortælle et af de mange mirakler som har skete ved korset. En af brødrene ved Hexham kirke han hedder Bothelm og er fremdeles i live gik for nogen år siden uforsigtig på isen om natten. Pludselig faldt han og brækkede armen. Han havde så voldsomme smerter at han ikke kunne løfte hånden til munden uden de største lidelser. Da han en morgen hørte at en anden af brødrene tænkte på at gå til det hellige kors, bad han ham tage med tilbage lidt af det dyrebare træ og sagde han troede at herren ville unde ham helbredelse på den måde. Broderen gjorde som han blev bedt om, og kom hjem om aftenen da alle sad ved bordet. Han gav den syge mand lidt af den gamle mos som dækkede trekorset. Bothelm, som sad ved bordet, havde ikke noget han kunne opbevare mos i, og puttede det ind på brystet. Da han gik til sengs, glemte han at tage det frem og lod den blive hvor det var. Ved midnat vågnede han og følte nogen kalde ved siden af sig. Da han strakte ud hånden for at finde ud af hvad det var, opdaget han at armen og hånden var så friske som om han aldrig havde haft ondt i dem. Så snart Oswald var blevet konge, ønsket han at hele hans folk skulle få del i den kristne tro som på en så vidunderlig måde havde skaffet ham sejr over barbarerne. Han sendte derfor bud til de ældste hos scoterne som han og hans ledsagere havde levet iblandt under landflygtigheden, og som havde givet dem dåbens sakramente. Han bad dem sende en biskop for at lære hans folk om troens velsignelse og uddele sakramenterne. Hans ønske blev straks opfyldt. De sendte ham biskop Aidan, en enestående mild, from og mådeholden mand, som «havde nidkærhed for gud, omend ikke med den fulde indsigt». For efter sit folks skik fejrede han påskesøndag mellem den 14ende og 20ende månedag. Scoterne i nord og alle picter fejrede fremdeles påskesøndag efter denne regel, idet de mente at følge den hellige og højt ansete fader Anatolius' skrifter. (Anatolius var biskop af Laodicea i ca. år 280 e. Kr., og efter Eusebius skal Anatolius have været den første til at opbygge et system med cykluser på 19 år. Beda´s synspunkt er, at den anatoliske kanon, tidsregning som kelterne benyttede på var et falskneri). Enhver oplyst person kan afgøre om dette er rigtig eller ej. Men scoterne i den sydlige del af Irland havde forlængst gennem pavens forordninger lært at holde påske efter katolsk skik. Da biskoppen kom, fik han efter eget ønske bispesæde på øen Lindisfarne. To gange om dagen, når det er flod, er Lindisfarne en ø, omgivet af havets bølger, og to gange, når det er ebbe, bliver øen atter en del af fastlandet. Kongen lyttede til biskoppens formaninger og hørte gerne hans råd. Med stor iver prøvede han at opbygge og udvide Kristi kirke i sit rige. Det var skønt at se kongen tolke biskoppens ord for sine mænd; for biskoppen var endnu ikke fortrolig med anglernes sprog, mens kongen havde fuldt kendskab til scoternes, som han havde lært under sin lange landflygtighed. Efter dette kom mange fra scoternes land (Iona) til Britannia og til de angelske riger som Oswald herskede over, og forkyndte troens ord. De som var præsteindviet, gav dåbens nåde til de troende. Kirker blev bygget, og folk strømmede til dem og frydede sig over at høre ordet. Oswald skænkede også med kongelig gavmildhed jord og anden ejendom for at anlægge klostre, og angelske børn og også voksne fik studere under scotiske lærere og blev undervist i klosterlivets regler og disciplin. For det var mest munke som kom. Biskop Aidan var selv munk. Han var udsendt fra klosteret på øen som kaldes Hii [Iona], og dette kloster var i lang tid det ledende blandt nordscoternes og picternes klostre og havde stor indflydelse blandt folk. Selve øen hører til Britannia og er skilt fra fastlandet ved et smalt løb; men picterne som bor i denne del af Britannia, skænkede den til de scotiske munke langt tilbage i tiden, fordi de havde fået troen på Kristus gennem deres forkyndelse. Da Justinus II i år 565 e. Kr. blev kejser efter Justinian, kom en præst ved navn Columba til Britannia fra Irland, en sand munk både i liv og vaner. Han ville forkynde guds ord i nordpicternes riger, som er adskilt fra sydpicterne ved bratte og vilde fjeld. Sydpicterne havde forlængst opgivet afgudsdyrkelsen og taget imod den sande tro ved den hellige og ærværdige biskop Ninians forkyndelse. Ninian, som var brite, var blevet oplært i Rom i den ortodokse tro og sandhedens mysterier. Hans bispesæde er berømt for sin kirke, tilegnet St. Martin, og der hviler hans legeme sammen med mange andre helgeners. Bispesædet hører nu til anglernes rige; det ligger i Bernicia og bliver kaldt Whithorn, «Det hvide hus», fordi Ninian opførte kirken i sten, en metode som var ukendt hos briterne. Da Columba kom til Britannia, havde den mægtige kong Bridius, Malcolms søn, styret over picterne i ca. 8 år. Columba omvendte dem til kristendommen ved sine ord og ved sit eksempel og fik så øen Iona af dem for at anlægge et kloster der. Øen er ikke stor, kun til 5 familier efter anglernes mål, og hans efterfølgere har den fremdeles. Han døde 77 år gammel og blev begravet der, omtrent 32 år efter at han kom til Britannia. Tidligere havde han anlagt et velkendt kloster i Irland som blev kaldt Dearmach [Durrow], det vil sige «Egenes mark», fordi det var så mange egetrær der. Munke fra begge disse klostre drog ud og anlagde nye klostre i Britannia og Irland, men klosteret på øen hvor han ligger begravet, havde forrangen. Iona bliver altid styret af en abbed som også er præst, og hele kirkeprovinsen, også biskopperne dér, er underlagt hans autoritet. Denne usædvanlige ordning skriver sig fra deres første abbed Columba, som ikke var biskop, men præst og munk. Det findes vist beretninger om hans liv og lære hos hans discipler. Hvordan han end har været selv, ved vi med sikkerhed at de som fulgte efter ham, udmærket sig ved et rent liv, gudhengivenhed og lydighed mod klosterreglerne. Rigtignok var deres beregning af datoen for påskefejringen lidt unøjagtig, men de boede så langt borte, helt ved verdens ende, at ingen kom dertil for at meddele dem synodens vedtagelser om påskefejringen. Men de studerede de profetiske, evangeliske og apostoliske skrifter og efterlevede hvad de lærte af dem, i fromhed og kyskhed. Deres beregning af påskefejringen holdt sig længe hos dem, ikke mindre 150 år, helt til år 715 e. Kr.. På den tid kom den højt agtede, hellige fader og præst Egbert til dem. Han var angler, men havde levet længe i landflygtig i Irland for Kristi skyld, og var meget lærd i skriften og viden kendt for sit fuldkomne liv. Han korrigerede deres beregninger og fik dem til at antage den sande, kanoniske påskedag. De fejrede den ikke altid den 14ende månedag, ligesom jøderne gør, som mange tror, men altid på en søndag, kun ikke i den rigtige uge. Som kristne vidste de at Kristi opstandelse skete dagen efter sabbatten og derfor altid måtte fejres en søndag. Men ulærde barbarer som de var, havde de aldrig forstået når denne søndag som vi nu kalder herrens dag, ville falde. Men fordi de aldrig svigtede i kærlighed og tro, blev de holdt værdige til at få fuld kundskab også på dette punkt, sådan som apostelen har lovet med disse ord: «Og om i er anderledes sindet i noget, vil gud også åbenbare eder disse ting.» Sådan var øen, og sådan var det samfund som sendte Aidan ud til anglernes folk for at lære dem om Kristus. Han blev ordineret til biskop da præsten og abbeden Segenus styrede klosteret. Aidan lærte præsteskabet meget om hvordan de skulle leve, men fremfor alt gav han dem selv det ypperste eksempel på afholdenhed og selvbeherskelse. Det bedste ved hans undervisning var at han og hans folk levede som de lærte. For han tragtede ikke efter verdens goder; dem brød han sig ikke om, derimod var det hans fryd at give de gaver han fik af konger eller rige, verdslige mænd, til de fattige. Kun når det var helt nødvendig, brugte han hest, ellers gik han til fods overalt, i by og bygd. For når han vandrede sådan omkring og traf mennesker fattige eller rige, kunne han straks komme i snak med dem, og hvis de ikke var troende, overtale dem til at tage imod troens mysterium, eller hvis de var troende, styrke dem i troen og formane dem ved ord og handling til at give almisser og øve gode gerninger. Aidans liv var helt modsat vor tids slappe livsførelse. Alle som fulgte ham, det være sig gejstlige eller læg, måtte forpligte sig til et eller andet studium, det vil sige studere skriften eller lære sig salmerne. Dette gjorde Aidan selv og alle som var med ham hver eneste dag, hvor de end var. Og hvis det en sjælden gang hændte at han blev indbudt til kongens bord, drog han dertil med en eller to af præsteskabet, og når han havde spist lidt, skyndte han sig bort, enten for at læse med sine folk eller for at bede. På den tid var der mange mænd og kvinder som fulgte hans eksempel og havde forlænget fasten onsdag og fredag til den niende time hele året rundt, undtagen i tiden mellem påske og pinse. Han havde ingen frygt for de rige, og havde de syndet, revsede han dem med skarpe ord. Penge ville han aldrig give til denne verdens mægtige, kun måltider når de besøgte ham. Men de penge som han fik af de rige, delte han som sagt ud til de fattige, eller han brugte dem til at løskøbe folk som uretmæssig var blevet solgt som slaver. Ja, mange af dem han løskøbte for en pengesum, gjorde han til sine disciple, og når han havde trænet dem og lært dem op, ordinerede han dem til præster. Det fortælles at da kong Oswald bad scoterne om at sende en biskop for at forkynde ordet for ham og hans folk, blev der først sendt en streng og mere fordringsfuld mand. Men da han havde prædiket en tid hos anglerne uden held og mærket at folk ikke ville høre på ham, vendte han tilbage til sit eget land. På et møde med de ældste erklærede han, at han ikke var kommet nogen vej med det folk han var sendt ud til, fordi de ikke var til at tæmme, og var hårde og barbariske af sind. Der skal have været en lang diskussion på mødet om hvad man burde gøre, for alle ønskede at give anglerne den hjælp de bad om, og beklagede at den prædikant de havde udsendt, ikke blev godtaget. Da sagde Aidan, som var tilstede på mødet: «Jeg synes, bror, det ser ud som om du har været alt for streng mod dine uvidende tilhørere; du bød dem ikke først «den enklere læres mælk», som apostelen råder til, så at de lidt efter lidt, eftersom de bliver styrket af guds ords føde, er istand til at tage imod den mere indgående lære og med større åndelig indsigt fatte guds bud og leve efter dem.» Ved disse ord vendte alles øjne sig mod Aidan, og alle tænkte nøje over hvad han havde sagt. De blev enige om at han var værdig til at blive ordineret til biskop, og at han var manden for disse uvidende vantro; for han havde vist at han i særlig grad ejede skønsomhed, som er alle dyders mor. Han blev ordineret og sendt til anglerne. Eftersom tiden gik, viste det sig at han foruden sin skønsomhed også ejede mange andre dyder. Med en sådan mand til biskop og forkynder lærte kong Oswald og hans folk at håbe på det himmelske rige, som deres forfædre ikke kendte. Men Oswald opnåede også ved hjælp af den almægtige skaber af himmelen og jorden at vinde større jordiske riger end nogen af hans forfædre havde gjort. Han herskede over alle riger i Britannia, med 4 forskellige sprog, nemlig britisk, pictisk, scotisk og angelsk. Men selv om han herskede over hele landet, var det mærkelig at se hvor ydmyg han var, og hvor venlig og gavmild mod fattige og fremmede. Det fortælles f.eks. at engang han sad og spiste middag sammen med Aidan, blev der placeret et sølvfad på bordet foran ham med de herligste retter. Idet de løftede hænderne for at velsigne brødet, kom en af kongens tjenestemænd som havde til opgave at hjælpe nødlidende, og meldte at en stor mængde fattige sad udenfor og bad kongen om almisser. Kongen bød da straks at de herlige retter som stod foran ham, skulle bringes ud til de fattige, og at sølvfadet skulle brydes op og deles mellem dem. Biskoppen blev glad over den fromme gerning, og greb kongens højre hånd og sagde: «Måtte denne hånd aldrig visne!» Hans bøn gik siden i opfyldelse; for da Oswald faldt i kamp, blev hånden og armen skåret fra hans legeme, og de har holdt sig friske til denne dag. De er opbevaret i et sølvskrin i St. Peters kirke i den kongelige by som har navn efter dronning Bebbe [Bamburgh], og bliver højt æret af alle. Kong Oswald klarede også at forene Deira og Bernicia, som stadig havde ligget i strid med hverandre, til et rige og et folk på fredelig vis. Nu var han jo nevø af kong Edwin gennem dennes søster Acha, og det var ret og rigtig at en så ædel forgænger skulle få en så værdig efterkommer til arving både af sin religion og sit rige.

Under Cynegisls regering blev vestsakserne, som før i tiden blev kaldt gewisser, kristne gennem biskop Birinus' forkyndelse. Han havde lovet pave Honorius at han ville så den hellige tros sæd i de fjerneste deler af anglernes land, hvor ingen forkynder havde været før ham. På pavens befaling blev han ordineret til biskop af Asterius, biskop i Genua, og sendt til Britannia. Han drog først til gewisserne, og da han skønnede at de alle var hedninger, mente han det ville være rigtigere at forkynde ordet her end at drage længere og opsøge andre han kunne lære om Kristi tro. Han forkyndte da troen i dette land, og da kongen var blevet undervist, blev han renset for sine synder i dåbens vand sammen med hele sit folk. Kong Oswald, northumbrernes hellige og sejrrige konge, som tilfældigvis var tilstede, optrådte som Cynegisls gudfar ved dåben. Senere blev gudfar og gudsøn knyttet nærmere sammen, idet kong Oswald ægtede kong Cynegisls datter, et ægteskab som var godt og velbehagelig for gud. De to konger gav biskop Birinus byen Dorcic [Dorchester] til bispesæde. Efter at have bygget og indviet mange kirker og ført mange mennesker til gud ved sit fromme virke, gik han selv til gud og blev begravet i den samme by. Mange år efter, mens Hædde var biskop, blev hans legeme overført til byen Winchester og lagt i apostlene St. Peters og St. Paulus' kirke. Ved Cynegisls død kom hans søn Cenwealh på tronen. Han nægtede at tage imod troen på gud og hans sakramenter, og ikke længe efter mistet han sit jordiske rige. Han havde forstødt sin hustru, kong Penda af Mercia's søster, og giftet sig med en anden. Som følge af dette blev han angrebet af Penda og tabte sit rige. Han flygtede til østanglernes kong Anna, og levet landflygtig ved hans hof i tre år. Her lærte han den sande tro at kende og tog imod den, for Anna var en god mand og velsignet med en god og gudfrygtig familie. Da Cenwealh havde fået sit rige tilbage, fik han besøg af en gallisk biskop, Agilbert, som havde levet længe i Irland for at studere de hellige skrifter. Han blev nu knyttet til kongen og påtog sig at prædike for folket. Da kongen så hvor lærd han var, og så hvor ivrig han arbejdede for troen, tilbød han Agilbert et bispesæde i sit rige. Agilbert tog imod tilbudet og blev hos vestsakserne i mange år. Men til slut blev kongen træt af biskoppens fremmede sprog - han selv kunne kun saksisk, og i al hemmelighed tilkaldte han en biskop som hed Winus, som også var ordineret i Gallien, men som talte kongens eget sprog. Han delte så sit rige i to bispedømmer og gav Winus bispesæde i byen Venta, som sakserne kalder Witancæstir [Winchester]. Agilbert var dybt såret over at kongen havde gjort dette uden at rådføre sig med ham, og vendte tilbage til Gallien, hvor han blev biskop af Paris, og døde der «gammel og mæt af dage». Ikke mange år efter hans afrejse blev også Winus fordrevet fra sit bispesæde af kongen. Han tog sin tilflugt til Wulfhere, kongen af Mercia, og købte bispesædet i London af ham, hvor han blev som biskop til sin død. Således blev vestsaksernes land længe uden biskop. Imidlertid havde den nævnte kong Cenwealh mistet store dele af sit land under stadige angreb fra fjender. Han kom da til at tænke på at det var vantro som engang havde drevet ham fra hans rige, og at det var da han modtog den kristne tro, at han havde fået det tilbage. Han indså også med rette, at et rige uden biskop manglede guddommelig beskyttelse. Han sendte derfor bud til biskop Agilbert i Gallien, og tilbød ham oprejsning og bad ham komme tilbage til sit bispedømme. Men Agilbert undskyldte sig og sagde at han ikke kunne komme fordi han var forpligtet overfor sit eget bispedømme i Paris. Men da han alligevel ville hjælpe kongen, sendte han sin nevø Leutherius i sit sted og erklærede at han var fuldt værdig til at blive biskop, hvis kongen ønskede det. Leutherius blev ærefuldt modtaget af kongen og folket, og Theodorus, ærkebiskoppen af Canterbury, blev anmodet om at ordinere ham. Efter sin ordination i Canterbury blev Leutherius med rådets samtykke indsat som eneste biskop over alle gewisser og styrede sit bispedømme energisk og samvittighedsfuldt i mange år.

I år 640 e. Kr. forlod Eadbald, kongen af Kent, dette liv og overlod styret af sit rige til sin søn Eorcenberht. Han regerede med stor dygtighed i 24 år og nogen måneder. Som den første angelske konge befalede han at alle afgudsbilleder i hele hans rige skulle ødelægges, og desuden at førtidagesfasten skulle overholdes, og han satte strenge straffer for overtrædelser. Hans datter Eorcengota, som var sin far værdig i fromhed og dyd, tjente herren i et kloster i frankernes land. Det var grundlagt af en fornem abbedisse, Fara, på et sted som kaldes Brie. På den tid var der få klostre hos anglerne, og derfor plejede mange af indbyggerne i Britannia at drage over til frankiske eller galliske klostre for at blive oplært i klosterlivet. De sendte også deres døtre til klostrene for at opdrages der og vies til den himmelske brudgom. For det meste drog de til klostrene i Brie, Chelles og Andelyssur-Seine. Blandt disse var kong Annas steddatter Sæthryth og hans egen datter Æthelburh. Skønt de var udlændinge, havde de begge gjort sig fortjent til at blive abbedisser i Brie. Kongens ældste datter var Seaxburh, kong Eorcenberht af Kents dronning, og hendes datter Eorcengota fortjener særskilt omtale. Folk på stedet fortæller fremdeles om hendes mange underfulde gerninger og mirakler, men vi skal nøjes med i korthed at fortælle om hendes bortgang fra denne verden til det himmelske rige. Da dagen for hendes kaldelse var nær, gik hun rundt i klosteret og besøgte de syge Kristi tjenerinder i deres celler, særlig de som var meget gamle, eller som var kendt for sit fromme liv. Hun anbefalede sig ydmygt til deres bønner og skjulte ikke for dem at hun havde fået bud om sin forestående død gennem en åbenbaring. Hun så en mængde mænd klædt i hvidt komme ind i klosteret. Da de blev spurgt hvad de søgte eller hvad de ønsket, svarede de at de var sendt for at tage med sig tilbage guldmynten som var bragt dertil fra Kent. Da denne nat tog slut og den gryede dag stod frem, byttede hun denne verdens mørke med himmelens lys. Mange af brødrene som boede i den andre del af klosteret, fortalte at da hun døde, havde de hørt englesang og samtidig lyden af mægtige skarer som strømmede ind i klosteret. De skyndte sig ud og så da et stort lys komme ned fra himmelen, og i dette lys blev den hellige sjæl, befriet for kødets lænker, og båret til de evige glæder i himmelen. Der skal også have sket andre guddommelige mirakler i klosteret samme nat, men det overlader vi til hendes egne folk at fortælle om, for vi må videre i vor beretning. Denne hellige jomfrus og Kristi bruds legeme blev begravet i den hellige protomartyr Stephans kirke. Tre dage efter blev det bestemt at stenen som dækket graven, skulle fjernes for at placeres højere oppe på samme sted. Under dette arbejde steg der en så herlig vellugt op fra graven at for brødrene og søstrene som stod rundt den, kendes det som om et lager af balsam var blevet åbnet for dem. Hendes tante Æthelburh havde æret gud ved et liv i selvfornægtelse og hellig jomfrudom, og da hun var død, blev hendes hellighed åbenbar for alle. Mens hun var abbedisse, havde hun begyndt at bygge en kirke i klosteret, viet alle apostlene, og i den ønskede hun at blive begravet. Men da arbejdet knapt var halvvejs, blev hun revet bort af døden. Selv om kirken ikke var fuldført, blev hun begravet i den på det sted hun selv havde bestemt. Efter hendes død var brødrene optaget med andre ting, så bygningen blev stående ufærdig. Efter syv år måtte de opgive at få den fuldført da opgaven var over deres evne. De bestemte da at føre abbedissens ben over til en anden kirke, som stod færdig og var indviet. Da de åbnede graven, fandt de hendes legeme lige uskadt af opløsning som det havde været frit for kødets lyst. De vaskede det igen, klædte det i nyt skrud og førte det over til martyren St. Stephans kirke. Hendes fødselsdag til det evige liv, d. 7. juli, fejres dér med stor højtidelighed. Oswald, den aller kristeligste konge af Northumbria, regerede i 9 år. Vi regner da med det år som den britiske konges barbariske grusomhed og de angelske kongers vanvittige frafald gjorde til et forbandelsens år. Men det blev som sagt enstemmig vedtaget at de to frafaldne kongers navn og al erindring om dem skulle udslettes fuldstændig i listen over de kristne konger, og at ikke noget år skulle regnes som deres regeringstid. Da hans tid var omme, blev Oswald dræbt i et stort slag på et sted som på anglernes sprog kaldes Maserfelth, d. 5. august, 38 år gammel. Han kæmpede da mod det samme hedenske folk og den samme hedenske konge af Mercia som havde dræbt hans forgænger Edwin. Oswalds tro på gud og hans hjertes fromhed blev også efter hans død åbenbar ved mirakler. For på det sted han blev dræbt af hedninge mens han kæmpede for sit fædreland, bliver syge mennesker og dyr helbred den dag i dag. Det hændte ofte at folk tog jord derfra, og lagde jorden i vand og skaffede syge stor lindring ved at lade dem drikke af dette vand. Denne skik blev almindelig, og lidt efter lidt blev så meget jord fjernet at der dannede sig et dybt, mandshøjt hul på stedet. Og man skal ikke undre sig over at syge bliver friske dér hvor han døde, for medens han levede, tog han sig altid af syge og fattige, gav dem almisser og hjalp dem. Mange mirakler skal have sket enten på selve stedet eller ved hjælp af jord som blev hentet dér. Men vi synes det er tilstrækkelig at berette to mirakler som vi har hørt gamle mænd fortælle. Ikke længe efter hans død kom en mand forbi stedet til hest. Pludselig begyndte hesten at blive træt, så standsede den helt, bøjede hovedet mod jorden med fråden om munden, og da smerten blev uudholdelig, faldt den overende. Rytteren steg af, tog bort sadelklædet og ventet for at se om den skulle komme sig, eller om den ville dø. Dyret havde først frygtelige smerter og vred sig rundt til alle kanter, indtil den væltede sig om og blev liggende netop på det sted hvor den berømte konge faldt. Øjeblikkelig var pinen over, de voldsomme ryk og vridninger gav sig, og hesten rullede sig rolig fra side til side, sådan som heste gør når de har hvilet. Derpå rejste den sig op, fuldstændig helbredt, og begyndte at spise grådigt af det grønne græs. Rytteren var en klog mand og forstod at stedet hvor hesten var blevet helbredet, måtte være hellig. Han opsatte et mærke dér, steg så til hest og red til værtshuset hvor han havde tænkt at tage ind. Her mødte han værtshusholderens niece, en ung pige som havde været lam i længere tid. Da han hørte folkene klage over pigens grusomme sygdom, fortalte han hvordan hesten var blevet helbredt. Behøver jeg at sige mere? De satte pigen på en vogn, kørte hende til stedet og lagde hende der. Kort efter faldt hun i søvn, og da hun vågnede, mærkede hun at lammelsen var borte. Hun bad om vand, vaskede ansigtet, glattede håret og dækket hovedet med et tørklæde. Så vendte hun hjem til fods sammen med dem som havde bragt hende dertil, fuldstændig helbredt. Det bliver også fortalt at omtrent samtidig drog en anden mand, en brite, forbi stedet hvor slaget havde stået. Han lagde mærke til en flække som var grønnere og smukkere end marken omkring, og skønnede at en mand som var helligere end de andre i hæren, måtte have fundet sin død dér. Han tog lidt af jorden i et tørklæde og tænkte, ganske rigtig, at det kunne blive til nytte for syge, og drog så videre og kom om aftenen til en landsby. Her gik han ind i et hus hvor landsbyens folk holdt test. Ejerne af huset tog imod ham, og han satte sig ned hos dem for at deltage i gildet efter at have hængt tørklædet med jorden på en af stolperne i væggen. De blev siddende længe og festede og drak omkring et brændende bål midt i rummet. Da foér nogen gnister op i taget, som var lavet af kvistværk og tækket med halm, og pludselig stod taget i brand. Gæsterne flygtede ud i skreg og forvirring, og ingen kunne redde huset fra ødelæggelsen. Det brændte ned til grunden, og kun der hvor stolpen hvorpå jorden hang i sit tørklæde, stod igen. Den var fuldstændig hel og urørt af ilden. Alle som så det, undrede sig stort over miraklet. Da de undersøgte det nøjere, fandt de ud af, at jorden var taget netop på det sted hvor Oswald udgød sit blod. Rygtet om miraklet spredte sig vidt og bredt, og derefter kom folk daglig til stedet og blev helbredt for sine sygdomme. Det er også grund til at fortælle om de mirakler og himmelske tegn som skete da Oswalds ben blev fundet og ført til kirken hvor de nu er bevaret. Den som tog sig af dette, var dronning Osthryth af Mercia, datter af Oswalds bror Oswiu, som regerede efter ham, og som vi skal høre mere om senere.

I kongeriget Lindsey er der et berømt kloster som hedder Bardney. Dronningen og hendes husbond holdt det højt i ære, og her ønskede dronningen at stede sin onkels levninger til hvile. Vognen som indeholdt de hellige ben, nåede frem til klosteret om aftenen, men munkene havde ikke lyst til at tage imod dem. De vidste at Oswald var en helgen, men fordi han hørte til et andet rige og engang havde haft magten over dem, forfulgte de ham med deres had, selv efter døden. Så skete det at Oswalds ben blev stående udenfor porten hele natten, kun med en teltdug trukket over vognen hvor de lå. Men et tegn fra himmelen viste dem hvor ærbødig de burde have været modtaget af alle troende. For hele natten igennem stod der over vognen en lyssøjle som strakte sig lige op til himmelen, og den kunne ses næsten overalt i hele kongeriget Lindsey. Om morgenen bad derfor de samme munkene som dagen før havde nægtede at tage imod helgenens relikvier, om at de endelig måtte stedes til hvile i klosteret. De blev vasket, lagt i et skrin som var lavet til dem, og båret højtideligt ind i kirken. For at den kongelige helgen skulle mindes til evig tid, og de stillede hans banner af guld og purpur over graven; vandet som benene havde været vasket i, slog de ud i et hjørne af kirkegården. Siden da har den jord som optog det hellige vand, altid haft magt til at drive onde ånder ud af de besatte og fri dem fra djævelens vold. En tid efter, da dronning Osthryth var i klosteret, fik hun besøg af en abbedisse ved navn Æthelhild, som endnu er i live. Hun er søster af to hellige mænd, Æthelwine og Eealdwine, den første biskop i Lindsey og den andre abbed i Partney kloster, som ligger i nærheden af Æthelhilds kloster. Mens abbedissen og dronningen talte sammen, kom samtalen blandt andet ind på Oswald, og Æthelhild fortalte hvordan hun selv den mindeværdige nat havde set lyset over hans relikvier, som rakte lige til himmelen. Dronningen på sin side fortalte, at vandet som de hellige relikvier blev vasket i, var spredt ud i et hjørne af kirkegården, og at jorden fra dette sted havde helbredt mange syge. Abbedissen bad da om at få lidt af denne helbredende jord, og da hun havde fået den, pakket hun den ind i et klæde og lagde den i et lille skrin som hun tog med sig hjem. Da hun en tid efter opholdt sig i sit eget kloster, kom en gæst dertil som ofte blev frygtelig plaget af en ond ånd om natten. Han blev venlig modtaget, og efter at have spist gik han til sengs. Pludselig blev han besat af djævelen og begyndte at skrige og skære tænder, medens fråden stod om munden og han vred sig i krampetrækninger. Da det var umulig at holde ham fast eller binde ham, sprang en tjener afsted, bankede på døren til abbedissen og fortalte hvad som stod på. Hun gik da sammen med en af nonnerne over til mændenes kvarter og bad en præst om at følge med til den syge. Da de kom dertil, var der mange tilstede, men ingen kunne klare at holde den besatte nede eller standse krampetrækninger. Præsten læste besværgelsesformularer og gjorde hvad han kunne for at dæmpe den ulyksageliges raseri, men trods alt sit stræben kunne han intet udrette. Da alt syntes håbløst, husket abbedissen pludselig jorden og bød en tjenestepige at gå hen og hente skrinet. Ikke før var pigen kom til indgangsporten med skrinet, så blev den besatte pludselig stille og lagde hovedet ned som for at sove med helt afslappede lemmer. Alle forstummede og så med spænding i blikket på manden, og ventede på hvordan det videre skulle gå. Lidt efter rejste manden sig op, trak pusten dybt og sagde: Nu føler jeg, at jeg er frisk og har fået min forstand igen. Da kong Oswald var ført til det himmelske rige, blev han efterfulgt i sit jordiske af broren Oswiu, en mand på omkring de 30 år, som regerede i 28 urolige år. Han blev angrebet af de hedenske mercier som havde dræbt hans bror, og dertil af sin egen søn Alhfrith og sin nevø Oethelwald, søn af hans bror og forgænger.

I 644 e. Kr. forlod den ærværdige biskop Paulinus, engang biskop i York og siden i Rochester, denne verden for at gå til herren. Det skete d. 10 oktober, da han havde virket som biskop i 19 år, 2 måneder og 21 dage. Han blev begravet i sanktuariet i den hellige apostel St. Andreas' kirke, som kong Æthelberht havde grundlagt og bygget i Rochester. I hans sted ordinerede ærkebiskop Honorius Ithamar, som var fra Kent, der var lige med sine forgængere både i lærdom og levnet. I begyndelsen af sin regeringstid delte Oswiu magten med Oswine, en slægtning af kong Edwin og søn af Osric, som tidligere er nævnt. Han var en sjældent from og troende mand og styrte Deira i 7 gode år, højt elsket af alle. Men Oswiu, som herskede over Bernicia, nord for Humber, ville ikke leve i fred med ham og gjorde alt for at skærpe striden imellem dem. Til sidst lod han ham myrde på den skændigste måde. Begge parter rejste en hær, men da Oswine indså at den andres overmagt var for stor, fandt han det klogest at opgive tanken om krig, og ventede på bedre tider. Han opløste sin hær som var samlet på et sted som kaldes Wilfaræsdun, det er «Wilfares ås», omtrent 10 mil nordvest for landsbyen Catterick. Sammen med en trofast soldat som hed Tondhere, holdt han sig skjult hos en af sine stormænd, en vis Hunwold, som han regnede blandt sine bedste venner. Men det viste sig at være helt anderledes. Hunwold sveg ham og røbede hans skjulested overfor Oswiu, som lod ham og soldaten myrde af sin befalingsmand Æthelwine. Dette hændte d. 20 august i hans 9ende regeringsår på et sted som kaldes Gilling. For at sone sin forbrydelse lod Oswiu siden bygge et kloster på stedet, hvor der daglig skulle holdes bøn til herren både for den myrdede konges sjæl og for hans egen. Kong Oswine var høj og vakker, munter i samtale, elskværdig af væsen og lige gavmild mod høj som lav. Kongelig værdighed prægede hans fremtræden, hans sind og hans gerninger. Derfor var han vellidt af alle, og adelsmænd strømmede til fra andre riger for at tjene ham. Foruden hans beskedenhed og mange andre dyder var han særskilt velsignet med en enestående ydmyghed, som vi her skal gi et eksempel på. Skønt biskop Aidan plejede at gå til fods, forærede kongen ham en hest, som han skulle bruge hvis han skulle over en elv eller skulle ud på en særlig vanskelig færd. Kort tid efter mødte biskoppen en tigger som bad om almisse. Aidan steg straks af hesten og tilbød tiggeren både den og ridetøjet; for hans barmhjertighed svigtede ham aldrig, han var de fattiges beskytter og de ulykkeliges far. Kongen hørte dette, og da han gik ind til middagen sammen med biskoppen en dag, sagde han: «Herre biskop, hvorfor gav du en tigger kongens hest som var bestemt for dig? Har vi ikke mange mindre værdifulde heste som kunne være gode nok for de fattige? Var det nødvendig at give tiggeren den hest som jeg selv havde valgt ud specielt til dit brug?» Biskoppen svarede straks: «O konge, hvad er det du siger? Skulle denne søn af en hoppe være dig kærere end guds børn?» Efter disse ord gik de ind for at spise. Biskoppen satte sig på sin egen plads, mens kongen, som lige kom fra en jagt, stod og varmede sig ved ilden sammen med sine mænd. Pludselig huskede han biskoppens ord. Straks spændte han sværdet af sig, rakte det til en af mændene, skyndte sig bort til biskoppen, kastede sig for hans fødder og bad om tilgivelse, idet han udbrød: «Aldrig mere skal jeg tale om denne sag, og jeg vil heller ikke spørge om hvad eller hvor meget du vil skænke guds børn.» Biskoppen blev forfærdet. Han rejste sig straks, løftede kongen op og sagde, at alt var godt om kongen bare ville jage bort sin sorg og deltage i gildet. Kongen fulgte biskoppens opfordring og blev atter glad til sinds, men biskoppen blev mere og mere bedrøvet, og til sidt brast han i gråd. En præst spurgte ham da på hans eget sprog, som hverken kongen eller hans mænd forstod, hvorfor han græd, og Aidan svarede: «Jeg ved at kongen ikke vil leve længe. For aldrig har jeg set en så ydmyg konge. Jeg tror han meget snart vil rives bort fra livet, for dette folk er ikke en sådan en konge værdig.» Ikke længe efter gik biskoppens uhyggelige spådom i opfyldelse, da kongen døde på en så sørgelig måde, som vi tidligere har beskrevet. Biskop Aidan levede kun 12 dage efter at kongen som han elskede, var død. Han blev taget ud fra denne verden d. 31 august, og herren skænkede ham evig løn for hans virke. Han som kender hjerterne, viste ved tegn og mirakler hvad Aidan var værd. Tre af miraklerne skal fortælles her. En præst ved navn Utta, en sandfærdig og alvorlig tænkende mand, højt æret af alle, også af verdslige fyrster, blev sendt til Kent for at hente Eanflæd, som skulle blive Oswius dronning. Efter sin far kong Edwins død var hun blevet sendt til Kent. Utta ville drage til Kent over land og vende tilbage med prinsessen ad søvejen. Han gik til Aidan og bad ham om at bede for ham selv og for dem som fulgte ham på den lange færd. Aidan velsignede dem og overgav dem i herrens varetægt. Så gav han Utta en krukke med hellig olie og sagde: «Jeg ved at når i kommer ombord på skibet, vil i møde storm og modvind. Husk da at hælde olien jeg har givet jer på vandet. Da vil vinden straks lægge sig, og i vil kunne sejle hjem i klart vær på et rolig hav.» Alt skete nøjagtig som biskoppen havde forudsagt. Først kom stormen, og sømændene prøvede forgæves at holde båden i ro ved at kaste ankeret ud. Bølgerne skyllede over dem fra alle kanter, og båden begyndte at fyldes med vand, og alle troede deres sidste time var kommet. Da huskede præsten på biskoppens ord og hældte lidt af den hellige olie på vandet. Straks lagde vinden sig, som Aidan havde forudsagt. Sådan gik det til at denne guds mand først forudsagde stormen ved sin ånds profetiske evne, og sidenhen stoppede stormen ved den samme ånds kraft uden selv at være tilstede. Historien om dette mirakel har jeg ikke fra nogen tvivlsom kilde, men fra Cynemund, en meget vederhæftig præst ved vor kirke, som har hørt den af Utta selv. Mange mennesker som selv har oplevet det, fortæller et andet mindeværdig mirakel. Mens Aidan var biskop, kom merciernes konge Penda med en hær og plyndrede og hærgede vildt og bredt i Northumbria. Til sidst nåede de frem til kongens by Bebbe [Bamburgh], opkaldt efter en tidligere dronning. Da han ikke kunne erobre den ved angreb eller ved belejring, ville han prøve at sætte den i brand. Han nedrev alle huse i nærheden af byen og lavede svære hauger af bjælker, tømmerstokke, kvistværk og halmtag og byggede dem op i vældig højde på den siden af byen som vender mod land. Da vinden blev gunstig, tændte han bål for at brænde byen. På den tid opholdt biskop Aidan sig på Farne, en ø som ligger mindre end 2 mil fra byen. Han plejede ofte at trække sig tilbage dertil for at bede i stille ensomhed. Den dag idag viser man frem hans enkle bolig på øen. Da han så ildtungerne og røgen som vinden blæste ind over bymuren, skal han have hævet blikket mod himmelen og sagt: «O herre, se alt det onde som Penda gør.» Ikke før havde han udtalt disse ord, så vendte vinden bort fra byen og førte ilden mod dem som havde tændt den. Nogen blev skadet, og alle blev så rædselslagne at de opgav ethvert forsøg på at vinde byen. De skønnede at den stod under guddommelig beskyttelse. Da Aidan havde været biskop i 17 år og døden nærmede sig, boede han på en af kongens gårde ikke langt fra den by vi har fortalt om. Her havde han sin kirke og en celle, hvor han ofte opholdt sig når han var på de kanter for at prædike. Det samme gjorde han på kongens andre ejendommer, for selv ejede han ingenting uden kirken og et lille stykke jord rundt omkring den. Da han blev syg, rejste de et telt for ham, støttet til kirkens vestvæg, og da han trak sit sidste suk, støttede han sig til en af støttepillerne på ydervæggen. Han døde d. 31 august i sit 17ende år som biskop, og hans legeme blev kort efter ført over til Lindisfarne og begravet på brødrenes kirkegård. En tid efter, da det blev der bygget en større kirke der, viet til den salige apostelfyrste, blev hans ben ført over dertil og begravet til højre for alteret med den hæder som tilkom en så stor biskop. Finan, hans efterfølger som biskop, kom også fra det scotiske kloster på Iona og levet i lang tid i sit bispedømme. Nogen få år efter kom merciernes konge Penda til denne del af landet med en stor hær og ødelagt alt hvad han kunne med ild og sværd. Landsbyen hvor biskop Aidan døde, og den nævnte kirke blev brændt. Men det mærkelige var at pillen som biskoppen lænede sig til da han døde, stod urørt af flammerne, skønt de fortærede alt omkring den. Da rygtet om dette mirakel spredte sig, blev kirken i al hast genrejst på samme sted, og pillen blev opstillet udenfor som før til støtte for kirkevæggen. Kort efter brændte både byen og kirken ned påny, denne gang på grund af utilgivelig uagtsomhed. Men pillen stod atter uskadt. Og det var et mirakel, for flammerne var til og med trængt ind i hullerne efter naglerne som fæstede pillen til kirkevæggen, uden at røre den eller skade den. Da kirken blev bygget op igen for tredje gang, stillede de ikke piller udenfor til støtte for bygningen, men inde i selve kirken som et mindesmærke over miraklet, sådan at folk som kom i kirken, kunne knæle der og bede om guds nåde på dette sted. Senere er mange blevet helbredt ved selve pillen, andre har skåret fliser af den og lagt disse i vand og opnået helbredelse for sig selv og sine kære ved det. Når jeg har skrevet alt dette om Aidans liv og personlighed, er det langt fra min hensigt at rose eller anerkende hans fejlagtige beregning af påskefejringen. For den afskyr jeg af hjertet, noget jeg også tydelig har vist i min bog De temporibus. Men som en samvittighedsfuld historiker har jeg givet en sandfærdig skildring af hans gerninger og af det som er sket gennem ham, og jeg har rost det som er rosværdig, for at bevare erindringen om det til gavn for mine læsere. Han elskede fred og levede et liv i kærlighed, forsagelse og ydmyghed. Hans sjæl rummede hverken vrede eller begær, hverken hovmod eller forfængelighed; altid stræbte han efter at overholde og forkynde guds bud. Han vågede og studerede utrættelig, og når det gjaldt om at irettesætte de hovmodige og mægtige, optrådte han med den autoritet som sømmer sig for en præst. Med ømhed og mildhed trøstede han de svage og hjalp og beskyttede de fattige. Kort sagt, han undlod aldrig at følge evangelisternes, apostlenes og profeternes bud, men handlede efter dem i al sin gerning så langt han formåede. Det bevidner alle som kendte ham. For dette beundrer og elsker jeg denne biskop og nærer ingen tvivl om at hans liv og virke har været gud velbehagelig. Men jeg kan hverken rose eller anerkende hans fejlagtige fejring af påsken, enten den skyldtes uvidenhed om den kanoniske tid, eller at han kendte den, men følte sig tvunget af opinionen i sit folk til ikke at følge den. Ikke desto mindre godkender jeg at han i sin påskefejring aldrig havde andre tanker i sit hjerte, aldrig æret eller forkyndte andre doktriner end vi gør, nemlig menneskenes genfødelse gennem Jesu Kristi korsfæstelse, opstandelse og himmelfart, han som er forsoneren mellem gud og menneskene. Og derfor fejrede han altid påskedagen, ikke som mange fejlagtig tror på månens 14ende dag, som jøderne gør uden hensyn til hvilken ugedag det er, men på den herrens dag som falder mellem den 14ende og 20ende månedag. Han gjorde dette fordi han troede at vor herres opstandelse skete på dagen efter sabbatten, og fordi han, i overensstemmelse med kirken forøvrigt, ventede at også vor opstandelse ville indtræffe på dagen efter sabbatten, den dag vi nu kalder herrens dag.

På denne tid blev Sigeberht (ca. 628-631) konge over Østanglia efter at hans broder Eorpwold, Rædwalds efterfølger, var død. Sigeberht var en god og from mand, som havde levet længe i eksil i Gallien på grund af sit fjendskab med Rædwald. Her var han blevet døbt, og da han blev konge i sit eget land, prøvede han straks at følge gallernes gode eksempel og oprettet en skole for drenge. Han fik hjælp af biskop Felix, som var kommet til ham fra Kent, og som skaffede ham lærere og ledere fra skolen i Canterbury. Så højt elskede han det himmelske rige at han til sidst nedlagde kongemagten og overgav den til sin slægtning Ecgric, som tidligere havde hersket over en del af landet. Derpå drog han til et kloster som han selv havde grundlagt. Han fik tonsur og ville fra nu af bruge al sin kraft til at vinde det himmelske rige. Da han havde været en tid i klosteret, blev østanglerne angrebet af mercierne under kong Penda. Østanglerne så at de var mercierne underlegne og bad Sigeberht komme med dem i kampen for at sætte mod i soldaterne. Da han afslog, brød de ind i klosteret og tog ham med sig mod hans vilje i håb om at soldaterne skulle blive modigere når de så deres tapre og dygtige feltherre iblandt sig. Men han svigtede ikke sit munkeløfte, og skønt han var omgivet af en veludstyret hær, nægtede han at bære våben og gik i kamp, kun med en stav i hånden. Både han og kong Ecgric blev dræbt, og hele hæren blev slået og jaget på flugt. Deres efterfølger på tronen var Anna, søn af Eni, en fremragende mand af kongelig æt. Han havde døtre som udmærkede sig ved fromhed og dyd. Som sine forgængere blev også Anna senere dræbt af merciernes hedenske konge. Medens Sigeberht fremdeles regerede, kom der fra Irland en hellig mand ved navn Fursa, som var viden kendt for sine ord og gerninger og for sit fromme liv. Hvor herren end måtte kalde ham, ville han leve som pilgrim for hans sak. Da han kom til østanglerne, blev han ærefuldt modtaget af kongen og forkyndte som sædvanlig evangeliet i hans rige. Ved sin veltalenhed og sit fromme eksempel omvendte han de vantro til Kristus og styrkede de troende i deres kærlighed og tillid til ham. Engang han var syg, blev han kendt værdig til at opleve et syn af engle som formanede ham til at fortsætte og forkynde ordet med kraft og mod. Han skulle våge og bede utrættelig, for døden var vis, men ingen kendte dens time. Så siger herren: «våg derfor, for i kender hverken dagen eller timen.» Styrket af dette syn gik han straks igang med at bygge et kloster på et område kong Sigeberht havde skænket ham, og indføre klosterregler. Klosteret lå smukt ud til i skoven og nær havet i en tidligere romersk lejr, som på angelsk kaldes Cnobheresburg, det vil sige Cnobhere by [Burgh Castle]. Anna og hans adelsmænd skænkede senere dette kloster store gaver og fornemme bygninger. Fursa var af højadelig scotisk æt, men han ejede en åndens adel som var langt mere værd. Fra drengedagene havde han brugt al sin kraft til at studere de hellige skrifter og følge klosterreglerne, og som det sømmer sig en hellig mand, stræbte han altid efter at leve som han lærte. Senere i livet byggede han et kloster for sig selv, hvor han frit kunne ofre sig for studiet af de himmelske ting. Bogen om hans liv beskriver hvordan han engang han var syg, og blev skilt fra sit legeme. Fra aftenen og til første hanegal levede han udenfor det og fik lov til at se engleskarerne og lytte til deres hellige lovsang. Han plejede at fortælle at han hørte dem synge: «helgene skal gå frem fra kraft til kraft de virtude in virtudem - og gudernes gud skal blive set i Sion.» Så vendte han tilbage til sit legeme, men to dage efter blev han igen adskilt fra det og fik da ikke kun set de saliges fryd, men også de onde ånders frygtelige hærskarer, som med ustandselige anklager prøvede at hindre hans vej til himmelen. Men det lykkedes ikke, for englene beskyttede ham. Hvis nogen ønsker at vide mere om dette, kan de læse den bogen jeg nævnte, og jeg tror de vil have et stort åndeligt udbytte af den. Der vil de se hvor listig og lumskt dæmonerne udlagde hans gerninger og ord, ja, til og med hans tanker, som om de havde noteret dem i en bog. De vil også lære om de glædelige og sørgelige ting han fik at vide, både af englene og af de gode mennesker som viste sig sammen med dem. Men jeg vil medtage en af hans oplevelser i vor historie, fordi den kan være til hjælp for mange. Da Fursa var kommet op i stor højde, sagde englene som ledede ham, at han skulle se tilbage på jorden. Da han så ned, fik han øje på en slags mørk dal lige under sig og fire flammer i luften tæt ved hverandre. Da han spurte englene hvad disse flammer var, fik han til svar at de var den ild som skulle antænde og fortære verden. «En af dem er svig, når vi ikke holder det løfte vi gav i dåben, om at forsage satan og alt hans væsen. Den næste er begær, når vi sætter kærlighed til rigdom højere end kærligheden til det himmelske. Den tredje er tvedragten, når vi ikke betænker os på at stride med vor nabo, selv om små ting. Den fjerde er uretfærdigheden, når vi synes vi er uden skyld og kan plyndre og svige de svage.» Lidt efter lidt voksede flammerne sammen og blev til en vældig brand. Da den nærmede sig ham selv, skreg Fursa i rædsel: «Se, herre, ilden nærmer sig!» Men englen svarede: «Den ild du ikke har tændt, vil ikke brænde dig. For selv om branden synes stor og frygtelig, prøver den hver mand efter hans fortjenester, og hans syndige begær vil brænde bort af denne ild. Som mennesket brænder i sit legeme af syndig lyst, må han bøde for det ved, at sjælen brænder når den er løst fra legemet.» Derpå så han en af de tre engle som havde været hans førere begge gange, gå frem og skille flammerne ad, mens de to andre fløj på hver side af ham for at beskytte ham mod den farlige ild. Han så også djævle fare gennem ilden og jage fjendtlige flammer mod de retfærdige. Så følger i bogen de onde ånders anklager mod ham selv og de gode ånders forsvar. Han fik også set de himmelske skarer på nært hold, og sit eget folks helgener som han kendte af omtale, og som havde været gode præster i svundne tider. Af dem lærte han mange ting som var vigtige, både for ham selv og for dem som ville høre om dem. Da de havde talt, vendte de tilbage til himmelen sammen med englesjælene, men de tre nævnte engler blev igen hos Fursa for at føre ham tilbage til hans legeme. Da de nærmede sig branden, skilte engelen som før flammerne ad. Men da den guds mand kom til åbningen mellem flammerne, greb de onde ånder en af dem som brændte i ilden, og slyngede ham mod Fursa så han blev brændt på skulderen og kæben. Fursa genkendte ham og huskede at han havde taget imod nogle af hans klæder da han døde. Englen greb øjeblikkelig manden og kastede ham tilbage i ilden. Den ondskabsfulde djævel sagde: «Du skal ikke støde tilbage den du engang har godtaget; har du taget imod noget fra en synder, bør du tage del i hans straf.» Englen modsagde ham med disse ord: «Han tog ikke imod dem af begær, men for at frelse hans sjæl.» Så slukkede ilden, og englen vendte sig til Fursa og sagde: «Du blev brændt af den ild du selv har tændt. For hvis du ikke havde taget imod noget af den mand som døde som en synder, var du ikke blevet brændt af hans straf.» Englen lærte derpå Fursa hvad han skulle gøre for at frelse dem som angrede i sin dødsstund. Men de sår som Fursa havde fået da han var udenfor sit legeme, bar han mærke af på skulderen og kæben resten af sit liv. Det er underlig at tænke på, at det hans sjæl led i det skjulte, skulle blive synligt for alle på hans legeme. Fursa fortsatte som før at lede menneskene ind på den rette vej ved sit eksempel og sin forkyndelse, men om sine syner talte han kun med dem som spurte ham fordi de angrede deres gerninger. En gammel munk som fremdeles lever i vort kloster, fortæller ofte at han havde kendt en meget troværdig og from mand som selv havde set Fursa i østanglernes rige, og havde hørt om hans syner fra hans egen mund. Han tilføjede, at skønt det var vinter med streng kulde og hård frost, og skønt Fursa kun bar en tynd dragt, svedte han mens han talte om dette som om det var midt på sommeren - enten af rædsel ved erindringen eller af den glæde den vakte. For at vende tilbage til min beretning om Fursas liv, så forkyndte han i mange år guds ord til sine landsmænd i Irland; men folkemassen som trængte sig omkring ham, blev til slut for meget for ham, og han gav afkald på alt hvad han ejede, og forlod sin fædrene ø. Med nogen få ledsagere drog han til Britannia og til østanglernes land, hvor han som sagt forkyndte ordet og byggede et kloster. Da dette var gennemført, besluttet han at befri sig for alt som bandt ham til denne verden, ja, til og med fra klosteret, og endte sit liv som eneboer. Han overlod klosteret og dets sjæle til sin bror Foillan og til præstene Goban og Dicuill. En anden af hans brødre, Ulttan, havde efter en lang prøvetid i klosteret forlad det, for at leve som eneboer. Fursa opsøgte ham i hans ensomhed, og i et helt år var han hos ham og levede der et strengt liv i stadig bøn, mens han ernærede sig ved sine hænders arbejde. Da så riget blev truet af hedensk invasion og også klostrene stod i fare, forlod han alt i god orden og sejlede til Gallien, hvor han blev godt modtaget af frankernes konge Clovis og patricieren Eorcenwold. På et sted som hedder Lagny, byggede han et kloster, hvor han ikke længe efter blev syg og døde. Patricieren Eorcenwold tog hans legeme og stedte det midlertidig til hvile i et af kapellerne i en kirke som han lod opføre i sin egen by, Péronne. 27 dage senere, da kirken var færdig og indviet, blev Fursas legeme ført fra kapellet og begravet ved alteret. Det var da helt uforandret og uskadt, som om han var død i samme time. Da hans legeme 4 år efter skulle flyttes til østsiden af alteret i en smuk sarkofag, som var lavet til dette formål, fandt man legemet uden mindste tegn til opløsning, og det blev ført til den nye plads under stor højtid. Det er velkendt at gud har ladet mange mirakler ske dér for at vise hans store fortjenester. Vi har her villet fortælle i korthed om Fursa og hans uopløste legeme for at læserne skal forstå hvilken enestående mand han var. Men de vil finde en mere udfyldende skildring af ham og hans kampfæller i den nævnte bog om hans liv. Imidlertid døde Felix da han havde været biskop i 17 år, og Honorius ordinerede i hans sted hans diakon Thomas fra Gyrwe. Han døde 5 år senere og blev efterfulgt af Berhtgisl fra Kent, også kaldt Bonifatius.

Ærkebiskop Honorius selv døde da hans time kom d. 30 september 653 e. Kr. Da bispestolen havde stået ledig i 18 måneder, blev Deusdedit, en vest-sakser, valgt til den sjette ærkebiskop i Canterbury og ordineret af Ithamar, biskoppen i Rochester, d. 26 marts. Han styrede kirken i 9 år, 4 måneder og 10 dage. Ved Ithamars død ordinerede Deusdedit Damian, en sydsakser, i hans sted. På denne tid modtog mellem-anglerne den kristne tro og sandhedens sakramenter under deres kong Peada, Pendas søn. Peada var en ualmindelig veludrustet ung mand, fuldt værdig både til kongenavn og kongemagt, og faderen gjorde ham til konge over mellem-anglerne. Han drog til kong Oswiu af Northumbria og bad om hans datter Alhflæds hånd. Men hans ønske kunne kun opfyldes på den betingelse, at han og hans folk lod sig kristne og døbe. Da Peada hørte om den sande tro, om himmeriget som blev lovet de troende, om opstandelsen og det evige liv, erklærede han, at han gerne ville blive en kristen, selvom han ikke fik prinsessen. Den som havde overtalt ham til at tage imod troen, var Alhfrith, kong Oswius søn, hans ven og svoger, gift med kong Pendas datter Cyneburh. Så blev da Peada døbt af biskop Finan sammen med alle de mænd som havde fulgt ham, og alle deres tjenere i en kendt landsby som tilhørte kongen, og som kaldes Ad Murum [Wallbottle]. Han medtog sig 4 lærde og fromme præster som var vel skikket til at undervise og døbe hans folk, og drog glad hjem. Præstene var Cedd, Adda, Betti og Diuma, den sidste scoter, mens de øvrige var anglere. Adda var bror af den berømte præst Udta, abbed ved klosteret som kaldes Caprae Capud [Gateshead], og som tidligere er nævnt. Da kongen kom hjem til sit rige med præstene, begyndte disse at forkynde ordet, og folk lyttede til dem med glæde. I mængdevis mødte de frem hos præsterne både høj og lav for at afsværge sin usalige afgudstro og lade sig døbe i sandhedens kilde. Kong Penda selv forbød ikke at ordet blev forkyndt i hans eget rige, hvis nogen ønskede at høre det. Men han hadede og foragtede dem som tog imod den kristne tro uden at leve efter den, og sagde at de som ikke ville lyde den gud de troede på, var usle og foragtelige. Alt dette skete to år før Pendas død. Da han faldt og den kristne kong Oswiu blev konge i Mercia - som vi skal fortælle om siden -, blev en af de fire nævnte præster, Diuma, ordineret af biskop Finan til biskop både over mellem-anglerne og mercierne, fordi mangelen på biskopper gjorde det nødvendig at sætte én biskop over begge folk. På kort tid vandt han mange sjæle for herren og døde i Mellemanglia, i et distrikt som kaldes Infeppingum. Ceollach, også en scoter, blev biskop efter ham, men vendte efter kort tid tilbage til Iona, til det scotiske kloster som var det vigtigste og det ledende blandt mange klostre. Hans efterfølger som biskop var Trumhere, en from mand, velbevandret i klosterlivet. Han var angler, men blev ordineret til biskop af scoterne. Dette hændte på kong Wulfheres tid, og om ham skal vi høre mere senere. På denne tid tog østsakserne atter imod troen som de havde forkastet da de fordrev biskop Mellitus. Det skete for en stor del ved kong Oswius indflydelse. For østsaksernes konge Sigeberht, som fulgte efter Sigeberht med tilnavnet den Lille, var en ven af kong Oswiu og besøgte ham ofte i Northumbria. Oswiu plejede at tale med ham om afguderne og prøvede at få ham til at indse at genstande som var lavet af menneskehænder, ikke kunne være guder. Ejheller ikke kunne en gud laves af træ eller sten, fordi sådanne materialer enten fortæres af ild eller laves til kopper og kar til menneskebrug, eller smides væk som affald og trampes til støv under fødder. Gud derimod var ufattelig i sin vælde, usynlig for menneskenes øjne, almægtig, evig, skaber af himmelen og jorden og menneskenes slægt. Han herskede over verden og ville dømme den med retfærdighed, og hans evige bolig var i himmelen, ikke i usselt og forgængelig metal. Og vi måtte tro at alle som fik lært om sin skaber, og som lød hans vilje, ville blive skænket evig løn af ham. I venlige og broderlige samtaler fremlagde kong Oswiu sådanne vendinger og andre argumenter, indtil kong Sigeberht og hans venner med ham blev overbeviste. Han rådførte sig med alle sine ledsagere, og de blev enige om at modtage den kristne tro. De blev døbt af biskop Finan i kongens førnævnte by, som kaldes Ad murum, fordi den ligger tæt indtil den mur som romerne byggede tværs over Britannia. Byens afstand fra østkysten er ca. 12 mil.. Som borger af det evige rige vendte Sigeberht så tilbage til sit jordiske kongerige. Han bad kong Oswiu skaffe lærere for at omvende hans folk til den kristne tro og rense dem i frelsens kilde. Oswiu sendte bud til mellem-anglernes rige og kaldte den guds mand Cedd til sig. Han gav ham en anden præst til medhjælp, og sammen drog de afsted for at forkynde Ordet for østsakserne. Da de to præster havde gennemstrejfet hele riget og opbygget et kristensamfund for herren, fik Cedd anledning til at rejse hjem, og drog da til Lindisfarne for at rådføre sig med biskop Finan. Finan forstod at det evangeliske værk var lykkedes, og indsatte Cedd som biskop for østsakserne. To andre biskopper blev tilkaldt for at assistere ved ordinationen. Da Cedd havde fået rang af biskop, drog han tilbage til østsakserne, hvor han nu kunne fortsætte sit værk med større autoritet. Han byggede kirker på forskellige steder og ordinerede præster og diakoner som skulle hjælpe ham med at forkynde troens ord og udføre dåben, særlig i byen som på saksisk kaldes Ythancæstir [BradwellonSea], og også i Tilbury. Den første ligger ved elven Penta [Blackwater], den andre ved Themsen. Her samlede Cedd store skarer af Kristi tjenere og prøvede at lære dem at leve efter klosterreglerne - såvidt det var mulig for så uciviliseret mennesker at magte det. I lange tider havde forkyndelsen om det himmelske liv og oplæringen af folket stor fremgang i riget, til glæde både for kongen og hele nationen. Men så hændte det at alle gode menneskers fjende lagde onde planer, og kongen blev myrdet af sine egne slægtninge. Det var to brødre som udførte udåden. Da de blev spurgt hvorfor de gjorde det, havde de intet andet svar end at de var rasende på kongen, og hadede ham fordi han var alt for villig til at skåne deres fjender og tilgive dem for det onde de havde gjort mod ham, såfremt de bad om nåde. At han fromt fulgte evangeliets bud, var altså den forbrydelse som voldte hans død. Men ved denne sin uskyldige død fik han sin straf for en synd han virkelig havde begået, en straf den guds mand Cedd engang havde forudsagt. For den ene af hans mordere levede i et ulovlig ægteskab, som biskoppen ikke havde formået at hindre eller sætte en stopper for. Han ekskommunicere manden og nægtede alle sine tilhørere at besøge hans hus eller afholde måltid sammen med ham. Men kongen satte sig ud over forbudet og tog imod indbydelsen til at spise med ham i hans hus. På hjemvejen mødte han biskoppen. Straks kongen så ham, sprang han af hesten og kastede sig skælvende for hans fødder og bad om tilgivelse. Biskoppen, som også var til hest, steg af. I sin vrede berørte han den knælende konge med sin stav, og med biskoppelig autoritet ytrede han disse ord: «Jeg siger dig at fordi du ikke ville holde dig borte fra denne fortabte og fordømte mands hus, vil du møde din død i det selvsamme hus.» Alligevel føler vi os overbevist om at gennem sin grusomme død sonede den troende konge sin synd og øgede sin fortjeneste. For han døde på grund af sin fromhed og lydighed mod Kristi bud. Swithelm, Seaxbalds søn, blev Sigeberhts efterfølger. Han blev døbt af Cedd i østanglernes rige i den kongelige landsby Rendlesham, det vil sige «Rendils hus». Østanglernes konge Æthelwold, kong Annas bror og efterfølger, var hans gudfar. Mens Cedd var biskop hos østsakserne, besøgte han ofte sit eget land, Northumbria, og prædikede der. Oethelwald, kong Oswalds søn, som herskede over Deira, så at Cedd var en vis, hellig og from mand og tilbød ham et stykke land hvor han kunne bygge et kloster. Der ville kongen selv komme for at bede og høre guds ord, og der ville han begraves. For han var overbevist om at han ville få stor hjælp af dem som tjente gud i klosteret og deres daglige bønner. Denne konge havde tidligere haft Cedds bror Cælin hos sig, en præst som var ligeså gudhengiven, og som plejede at prædike for ham og give ham den hellige nadver og til hans familie. Det var først og fremmest gennem ham at kongen var blevet kendt med og havde lært at sætte pris på biskoppen. Efter kongens ønske valgte Cedd selv stedet hvor klosteret skulle bygges. Det lå mellem bratte, utilgængelige fjelde og syntes at passe bedre til gemmested for røvere eller huler for vilddyr end til menneskebolig. Som Esaias siger: «På steder hvor tidligere drager lå, skal der springe siv og grønne strå frem, det vil sige frugten af gode gerninger skal modnes, der hvor engang vilddyrene holdt til, og hvor mennesker levet som dyr. Før han anlagde grunden til klosteret, ville den guds mand først rense stedet ved bøn og faste. Han bad derfor kongen om lov til at tilbringe hele fastetiden der i bøn. Hver dag undtaget søndag forlængede han fasten helt til aftenen sådan som han plejede, og da spiste han kun lidt brød, et æg og drak lidt mælk, blandet med vand. Han forklarede, at dette var en skik han havde fra dem som havde lært ham klosterreglerne. Når de havde fået jord til at bygge et kloster eller en kirke, skulle de først vie den til herren ved bøn og faste. Men 10 dage før fastetiden var omme, fik han bud sendt af kongen. For at ikke den hellige gerning skulle blive afbrudt af hans opdrag hos kongen, bad han sin broder Cynebill, som var præst, om at gennemføre det påbegyndte værk. Denne tog med glæde imod hvervet, og da tiden for bøn og faste var omme, byggede Cedd et kloster som idag kaldes Lastingham, og fastsatte de samme regler som i Lindisfarne, hvor han var blevet opdraget. Da Cedd havde været biskop i denne provins i mange år og desuden styret klosteret gennem sine stedfortrædere, kom han selv til klosteret medens pesten rasede. Her blev han syg og døde. Først blev han begravet ude; men da der siden blev bygget en stenkirke i klosteret til den hellige guds mors ære, blev hans legeme begravet der til højre for alteret. Biskoppen havde indsat sin bror Chad, som senere blev biskop, til at styre klosteret. Vi har nu nævnt de fire brødre: Cedd, Cynebill, Cælin og Chad, alle navnkundige præster for herren , noget som ikke ofte sker i én familie, og to af dem opnåede rang af biskop. Da brødrene i Cedds eget kloster i østsaksernes rige fik at høre at han var død og begravet i Northumbria, drog omtrent 30 af dem dertil for at leve i nærheden af deres faders grav, eller, om gud ville, dø og selv blive begravet der. De blev hjertelig modtaget af deres brødre og kampfæller for Kristus. Men pesten blusset op påny, og alle døde, undtaget en lille dreng som blev frelst fra døden ved sin fader Cedds forbøn. For længe efter dette opdagede den samme dreng, som med stor flid studerede skriften, at han ikke var døbt. Han blev straks renset i dåbens vand. Senere blev han ordineret til præst og blev til stor nytte for mange i kirken. Af kærlighed til sin fader Cedd havde han besøgt hans grav, og jeg er ikke i tvivl om at det var på hans elskede faders forbøn at han blev revet ud af dødens klør for at undslippe evig død, og for at han skulle undervise brødrene og lære dem livets og frelsens vej. På denne tid blev Oswiu udsat for voldsomme og nådeløse angreb fra Mercias konge Penda, som så ofte har været nævnt tidligere, og som havde dræbt Oswius bror. I sin nød lovede Oswiu ham til slut at udlevere en utrolig mængde af sine kongelige skatte mod at den anden sluttede fred og standsede sine plyndringer eller snarere ødelæggelser af landet og drog hjem. Men den hedenske konge ville ikke tage imod tilbudet, for han havde besluttet at udslette hele folket fuldstændig, fra øverst til nederst. Oswiu vendte sig da til gud og bad om at han i sin nåde ville hjælpe dem og frelse dem fra den barbariske og ugudelige fjende, og han bandt sig med et løfte: «Siden den hedenske fjende ikke vil tage imod vore gaver, vil vi skænke dem til herren vor gud.» Han lovede også at hvis han sejrede, skulle han vie sin datter til herren som en hellig jomfru og give 12 ejendommer til klostre. Da dette var gjort, gik han til kamp med sin lille hær. Det fortælles at hedningenes hær var 30 gange større. De havde 30 legioner med erfarne soldater under fremragende hærførere. Som sagt, var det meget små kræfter kong Oswiu og hans søn Alhfrith rådede over, men de mødte fjenden i tillid til sin tro på Kristus som fører. Oswius anden søn Eegfrith blev på den tid holdt som gidsel i Mercia hos dronning Cynewise. Men Oethelwald, kong Oswalds søn, som burde have hjulpet dem, stod på Pendas side og var fører for sin egen onkels og sit fædrelands fjender. Han trak sig imidlertid ud af kampen og afventede udfaldet på et trygt sted. Slaget kom igang, og hedningene blev enten jaget på flugt eller dræbt. Næsten alle de 30 vasaller som var kommet til Pendas hjælp, faldt. Blandt dem var Æthelhere, østanglernes konge, Annas bror og efterfølger, som var den egentlige ophavsmand til krigen. Men han blev hugget ned efter at have tabt sine soldater og hjælpetropper. Slaget stod ved elven Winwæd, som efter et voldsomt regnvejr var steget langt over sine bredder og oversvømmede landet omkring, sådan at der var mange flere som druknede under flugten end som faldt på slagmarken. Oswiu opfyldte det løfte han havde givet herren, og da han havde takket gud for sejren, viede han sin datter Ælfflæd, som knapt var et år gammel, til gud som evig jomfru. Han skænkede også 12 mindre ejendommer til klostre. Her skulle munke som var fritaget for jordisk militærtjeneste, kæmpe som Kristi soldater og opsende fromme bønner om evig fred for nationen. 6 af ejendommene som han gav bort, lå i Deira og seks i Bernicia. Hver af dem bestod af 10 familier, så det blev 120 familier ialt. Oswius datter som var viet gud, kom til klosteret Herudeu [Hartlepool], det vil sige »Hjortenes ø», hvor Hild var abbedisse. Senere fik Hild 10 familier på et sted som hedder Streanæshealh [Whitby], og byggede et kloster dér. Her var kongens datter først elev, siden underviste hun i reglerne for klosterlivet. Da hun var omkring 60 år, forlod den hellige jomfru dette liv for at forenes med sin himmelske brudgom. Hun ligger begravet i det samme kloster i den hellige apostel Peters kirke sammen med sin far Oswiu, sin mor Eanflæd, sin bedstefar Edwin og mange andre højtstående personer.

Kong Oswiu (612-670, han var bretwalda, dvs. overkonge) afsluttede krigen i Loidis [Leeds] d. 15 november i sit 13ende regeringsår, til stort gavn for begge folk. For han befriede sine undersåtter fra hedningenes plyndringer, og omvendte mercierne og naborigerne til den kristne tro. Den første biskop i Mercia, Lindsay og Mellem-anglia var Diuma. Som nævnt døde han og blev begravet i Mellem-anglia. Den næste var Ceollach, som nedlagde sit bispedømme før sin død og vendte tilbage til Scotia [Iona]; både han og Diuma var scoter. Den tredje biskop var Trumhere, en angler, men han var opdraget og ordineret af scoterne. Han var abbed i Gilling kloster, som lå der hvor kong Oswine blev dræbt (651 e. Kr.). I år 653 e. Kr. blev mellem-anglerne kristnet under kong Penda´s styre. Som vi tidligere har fortalt, havde dronning Eanflæd, kong Oswines slægtning, bedt kong Oswiu om at sone kong Oswines uretfærdige død ved at tillade guds tjener Trumhere, som også var en nær slægtning af den myrdede konge, at bygge et kloster der. Her blev der stadig opsendt bønner for begge konger, både for ham som havde planlagt mordet, og for hans offer. Kong Oswiu herskede over mercierne og de andre sydlige riger i tre år efter Pendas død († 655). Mercierne blev nu kristne. Kong Oswiu lagde også størstedelen af picterne under anglernes styre. På denne tid gav Oswiu Peada, Pendas søn, Sydmercia, fordi han var hans slægtning. Dette rige skal have bestået af 5.000 familier og var adskilt fra Nordmercia, som var på 7.000 familier, ved elven Trent. Men Peada blev samme forår myrdet på en skændig måde, det siges at det skete ved sin hustrus svig, under selve påskefejringen. Tre år efter kong Pendas død gjorde tre stormænd i Mercia, Immin, Eafa og Eadberht, oprør mod kong Oswiu og indsatte Wulfhere († 675 e.Kr.), Pendas yngre søn, som de havde holdt skjult, til konge af Mercia. De jagede den fremmede konges vasaller ud af landet, og på kort tid genvandt de både deres rige og deres frihed. Da de var blevet fri og havde fået sin egen konge, vendte de sig til sin sande konge Jesus Kristus og glædede sig over at tjene ham og vinde et evig kongerige i himmelen. Kong Wulfhere styrede over mercierne i 17 år, og hans første biskop var som nævnt Trumhere, den næste Jaruman, den tredje Chad og den fjerde Winfrith. Alle disse fulgte efter hverandre som biskopper i Mercia under kong Wulfhere. Biskop Aidan blev efterfulgt af Finan, som var ordineret og sendt ud af scoterne. Han byggede en kirke i sit bispedømme på øen Lindisfarne. Den var bygget efter scotisk mønster, ikke af sten, men af tilhugget eg og tækket med siv. Senere blev den indviet af den ærværdige ærkebiskop Theodorus og tilegnet apostelen Peter. Men Eadberht, senere biskop i Lindisfarne, fjernede sivtækningen og lod hele kirken, både vægge og tag, dække med blyplader. På denne tid opstod en skarp og omsiggribende strid om påskefejringen. De som var kommet fra Kent eller Gallien, erklærede at sæternes fejring af påskesøndag var i strid med den universelle kirkes skik. Den ivrigste forsvarer af den rette påskefejring var Ronan, som, skønt han var scoter, havde lært de rigtige regler i Gallien eller i Italien. I sin disput med Finan overbeviste han mange, eller han fik dem til at undersøge nøjere hvad som var ret. Men det var umuligt at få Finan til at se sandheden. Tværtimod, heftig som han var, blev han forbitret over Ronans irettesættelser og tog åbenlyst parti mod sandheden. Jacobus, tidligere diakon hos den ærværdige biskop Paulinus som tidligere nævnt, fejrede påsken efter den rette katolske skik sammen med alle dem han kunne overtale til at følge sit eksempel. Dronning Eanflæd og hendes folk fejrede påsken sådan som hun havde lært i Kent, og havde hos sig en kentisk præst ved navn Romanus, som fulgte den katolske regel. Derfor skal det have hændt at påsken blev fejret to ganger i samme år, idet kongen havde afsluttet fasten og fejret påskesøndag mens dronningen og hendes folk fremdeles befandt sig i fastetiden og fejrede palmesøndag. Denne ulighed i påskefejringen blev tolereret så længe Aidan levede; fordi alle vidste, at han ikke kunne fejre påske anderledes end de gjorde som havde oplært ham. Derfor var han også højt elsket af alle, selv af dem som så anderledes på påskefejringen. Ja, han var ikke kun respekteret af det almindelige folk, men også af biskopper som Honorius af Kent og Felix af Østanglia. Da Aidans efterfølger Finan var død, og Colman, som også var sendt ud fra Scotia, var blevet biskop, opstod en endnu alvorligere strid om påskefejringen og om andre grene af kirkedisciplinen. Striden vakte selvsagt uro i mange menneskers sind. De fik samvittighedskvaler og frygtede for at selvom de i navnet var kristne, løb de og havde de stadig løbet forgæves. Kongen selv og hans søn Alhfrith blev nu opmærksomme på forholdet. Oswiu var undervist og døbt af scoterne. Han var helt fortrolig med deres sprog og mente at intet var bedre end deres lære. Men Alhfrith havde en vis Wilfrid som sjælesørger, en meget lærd mand, som engang havde været i Rom for at studere kirkens lære og senere opholdt sig længe i Lyon hos Dalfinus, ærkebiskoppen i Gallien. Der havde han fået den kroneformede tonsur. Så Alhfrith foretrak og det med rette Wilfrids lære fremfor alle scoternes traditioner, og havde derfor givet ham et kloster på 40 familier på et sted som kaldes Ripon. Først havde han tilbudt området til dem som fulgte scoternes regler, men da disse hellere ville give afkald på gaven end forandre deres traditioner, skænkede han det til en som var stedet værdig, både ved lære og liv. På den tid kom vestsaksernes biskop, den tidligere omtalte Agilbert, til Northumbria. Han var en ven af Alhfrith og abbed Wilfrid; han blev hos dem en tid, og på Alhfrith's anmodning ordinerede han Wilfrid til præst i hans eget kloster. Agilbert havde med sig en præst som hed Agatho. Da spørgsmålene om påsken, tonsuren og forskellige andre kirkelige problemer kom op, blev det bestemt at der skulle holdes et konsil i klosteret Streanæshealh [Whitby], det vil sige «Bugten ved fyret», hvor Hild, en gudhengiven kvinde, var abbedisse. Til koncilet kom begge konger, far og søn, biskop Colman med sit scotiske præsteskab og Agilbert med præstene Agatho og Wilfrid. Jacobus og Romanus stod på deres side, mens abbedissen Hild og hendes tilhængere holdt på scoterne. Det gjorde også den ærværdige biskop Cedd, som selv var blevet ordineret af scoterne. Han var tolk for begge parter og udførte sit hverv meget samvittighedsfuldt. Kong Oswiu indledet med at erklære at det sømmede sig for dem som tjente gud, at ha én regel og ikke fejre de hellige sakramenter på forskellig vis, for de håbede jo alle på ét rige i himmelen. De burde derfor undersøge hvilken tradition der var den rette, og så følge den i fællesskab. Så bød han sin biskop, Colman, at tale først og fremlægge deres traditioner og deres oprindelse. Colman sagde da: «Den metode for beregningen af påsken jeg følger, har jeg lært af mine overordnede som ordinerede mig til biskop og sendte mig hertil. Alle vore gudfrygtige fædre fejrede påsken på samme måde. Og ikke skulle denne metode være foragtelig eller dadelværdig, når vi ved at evangelisten Johannes, den discipel herren elskede højest, skal have fejret påsken sådan sammen med alle de kirker han rådede over.» Da han havde udtalt dette og fremholdt lignende argumenter, bød kongen Agilbert at forklare sin metode, dens oprindelse og hvilken autoritet han kunne påberåbe sig. Agilbert svarede: «Jeg vil bede om at min discipel, præsten Wilfrid, får lov til tale med mig, for vi og alle de andre her som følger vor kirketradition, er enige. Han kender anglernes sprog og kan derfor bedre og klarere fremstille vort syn end jeg vil kunne gennem en tolk.» Da kongen så bød Wilfrid at tale, begyndte denne sådan: «Vor skik for påskefejringen er den samme som praktiseres i Rom, hvor apostlene St. Peter og St. Paulus levede, lærte, led døden og blev begravet. Vi så den også i brug overalt i Italien og Gallien da vi drog gennem disse land for at studere og bede. Endvidere ved vi at påsken altid bliver fejret på den selvsamme tid i Afrika, Asien, Egypten og Grækenland, ja, over hele verden hvor Kristi kirke findes, blandt forskellige nationer med forskellige sprog. Den eneste undtagelse er disse mænd og de som støtter dem i deres halsarrighed, jeg mener picterne og briterne. På disse to fjerneste øer i havet, og kun i visse dele af dem, prøver de i sin tåbelighed at kæmpe mod hele verden.» Colman svarede: «Det undrer mig at du kan kalde vort syn tåbeligt, når du ved at vi følger den discipels eksempel som blev holdt værdig til at hvile ved herrens bryst; for hans visdom er anerkendt over hele verden.» Wilfrid svarede: «Det være langt fra mig at beskylde Johannes for tåbelighed når han bogstaveligt overholdt Moselovens bud, dengang kirken fremdeles i meget måtte følge synagogens skikke....(debatten er udeladt her). Da striden var over og mødet opløst, drog Agilbert hjem. Colman indså at hans lære var forkastet og hans principper ringeagtet. Han tog dem med sig som ville følge ham, det vil sige alle som ikke accepterede den katolske påskefejring og den kroneformede tonsur, som der også havde stået strid om, og vendte tilbage til Scotia [Iona] for at diskutere med sine egne hvad han videre skulle gøre. Cedd derimod, som opgav scoternes skik og accepterede den katolske regel for påskefejringen, vendte tilbage til sit eget bispesæde.

Mødet fandt sted i 664 e. Kr. i kong Oswius 22ende regeringsår og 30 år efter at de scotiske biskopper kom til anglernes rige, idet Aidan havde været biskop i 17 år, Finan i 10 år og Colman i 3 år. Da Colman var rejst, blev Tuda biskop i Northumbria. Han var opdraget og ordineret af sydscoterne, og havde den kroneformede tonsur som var i brug hos dem, og fejrede påsken efter katolsk skik. Han var en god og from mand, men sad ikke længe i sit bispedømme. Han var kommet fra Scotia mens Colman var biskop, og var en samvittighedsfuld lærer af den sande tro både i ord og gerning. Eata, en elskelig og højt anset mand, abbed ved Melrose kloster, blev nu indsat som abbed for de brødre som foretrak at blive i Lindisfarne da scoterne rejste. Det skal have været Colman som bad kong Oswiu om en sådan ordning. For Eata var en af de 12 angelske drenge som biskop Aidan havde taget sig af og undervist om Kristus. Oswiu gik gerne med på dette, for han havde den største agtelse for biskop Colmans gode forstand og sunde sans. Den samme Eata blev snart efter biskop ved Lindisfarne kirke. Da Colman drog bort, tog han med sig nogen af den ærværdige fader Aidans ben, mens han lod en del blive i den kirken han havde forestået, og gav besked om at de skulle gravlægges i sanktuariet. Hvor nøjsom og beskeden Colman og hans forgængere havde været, kan man se af selve stedet de rådede over. Foruden kirken fandtes der kun nogen ubetydelige bygninger, til det allernødvendigste for at muliggøre et liv i fællesskab. De havde ingen penge, kun kvæg, og hvis de fik penge af rige folk, gav de dem straks til de fattige. De havde nemlig ikke brug for penge og ikke for hus til at tage imod denne verdens mægtige, for disse kom kun til kirken for at bede og høre guds ord. Kongen selv kom så ofte han havde anledning dertil, kun ifølge med en 5-6 mænd, og når han havde bedt sine bønner i kirken, plejede han at rejse bort. Hvis det hændte at de spiste der, nøjedes de med brødrenes enkle kost og forlangte ikke mere. For dengang var munkenes eneste ønske at tjene gud, ikke verden, at tilfredsstille sjælen, ikke maven. Derfor havde folk på den tid stor ærbødighed for gejstligheden, og overalt hvor en munk eller klerk færdedes, blev han modtaget med glæde som guds tjener. Mødte de ham på vejen, løb de mod ham med bøjet hoved og frydede sig over at blive signet med korstegnet af hans hånd eller over at modtage velsignelsen fra hans læber. De viste også stor interesse for hans tale og formaninger, og hver søndag drog folk i flok og følge til kirken eller klosteret, ikke for at få mad i kropen, men for at høre guds ord. Kom en præst til en landsby, så samlede indbyggerne sig omkring ham for at høre livets ord. For når præstene og klerke kom til landsbyerne, var det kun for at prædike, døbe og se til de syge, kort sagt for at være sjælesørgere. De var så blottet for havesyge at ingen af dem ville tage imod jord eller anden ejendom, ikke engang for at bygge klostre, dersom de ikke blev tvunget til det af de verdslige myndigheder. Sådan var det i alle kirker i Northumbria i mange år.

I år 664 d. 3 maj omkring kl. 16 om eftermiddagen, var der solformørkelse. Samme år blev den sydlige del af Britannia pludselig ramt af pest, og store områder blev affolket. Den nåede også Northumbria, hvor den hærgede vidt og bredt og bragte død og ødelæggelse over en mængde mennesker. Også biskop Tuda døde af pesten og blev begravet med hæder i Pænalæch kloster. Pesten kom også til Irland med samme ødelæggende virkning. På biskopperne Finans og Colmans tid var der mange anglere, både adelige og almindelige folk, som havde forladt deres eget land og som var draget til Irland, enten for at studere de hellige skrifter eller for at leve et mere asketisk liv. Derefter ofrede nogen af dem sig fuldt og helt for klosterlivet, medens andre foretrak at vandre omkring og studere under forskellige lærere. Scoterne tog venlig imod alle, sørgede for mad til dem uden at kræve betaling og skaffede dem også bøger de kunne læse og lære af. Blandt de angelske adelsmænd var Æthelhun og Egbert, begge fremragende unge mænd. Den første var bror af Æthelwine, også en gudfrygtig mand, som senere drog til Irland for at studere. Da han var udlært, vendte han tilbage til sit fædreland og blev indsat som biskop i Lindsey, hvor han styrede kirken i mange år med stor dygtighed. Æthelhun og Egbert var i et kloster som scoterne kalder Rathmelsigi. Her blev de alene da alle de andre brødrene enten døde af pesten eller tog ophold på forskellige steder. Også de blev smittet af sygdommen og lå dødssyge. En gammel ærværdig og meget sandfærdig præst fortalte mig følgende om Egbert, som han sagde han havde hørt af hans egen mund. Da Egbert følte døden nærme sig, forlod han sygestuen tidlig om morgenen og fandt et passende sted hvor han i ensomhed kunne tænke alvorligt over sit liv. Da han mindedes sine synder, angrede han og græd bitterlig og bad af hele sit hjerte til gud om at få leve sålænge at han med gode gerninger kunne sone alle de tankeløse handlinger han havde begået i sin barndom og ungdom. Han aflagde også det løfte at han skulle leve i eksil og aldrig vende tilbage til sin fædrene ø, Britannia, og at han i tillæg til de kanoniske tiders salmesang hver dag skulle læse hele psalteret til guds ære, medmindre han blev hindret af sygdom, og desuden faste en dag og en nat i ugen. Da han havde bedt sine bønner og afgivet sine løfter, tørrede han tårene bort og vendte tilbage til klosteret, hvor Æthelhun lå og sov. Han lagde sig også selv til hvile. Efter en lille stund vågnede Æthelhun; så på ham og sagde: «Bror Egbert, hvad har du gjort? Jeg havde håbet at vi to skulle gå ind til det evige liv sammen. Men du skal vide at din bøn er hørt.» I et syn var det blevet åbenbaret for ham hvad Egbert havde bedt om, og at hans bøn var hørt. Kort sagt, Æthelhun døde samme nat, men Egbert kom over sin sygdom, blev frisk og levede længe efter. Han blev en pryd for det bispeembede han fik, og som han havde gjort sig fortjent til på grund af sine gode gerninger. Efter at have levet et fromt liv, sådan som han havde ønsket, gik han for ikke længe siden over til det himmelske rige, i år 729 e. Kr., 90 år gammel. Egbert var mild og retfærdig, ydmyg og enkel i al sin færd. Han blev til stor velsignelse både for sine landsmænd og for picterne og scoterne som han levede blandt under sin landflygtighed, ved sit livs eksempel, sit alvor i forkyndelsen, sin autoritet når irettesættelser var påkrævet, og ved sin gavmildhed med de midler han fik af rige folk. I tillæg til sine øvrige løfter forpligtede han sig også til at nøje sig med ét eneste måltid om dagen i fastetiden. Det bestod af brød og mælk. Han lod den friske mælk stå i en krukke natten over; og efter at have skummet fløden væk, drak han resten sammen med lidt brød. Denne faste overholdt han i 40 dage før jul og i de 50 dage fra påske til efter pinse. Imidlertid ønskede kong Alhfrith at få præsten Wilfrid til biskop for sig og sit folk, og han sendte ham til kongen af Gallien for at ordineres dér. Kongen bød ham rejse til den førnævnte Agilbert, som var blevet biskop i Paris efter hjemkomsten fra Britannia. I den kongelige by Compiégne blev Wilfrid ordineret under stor højtidelighed i nærværelse af mange biskopper. Medens Wilfrid var i udlandet, gjorde Oswiu som sin søn og sendte den hellige mand Chad til Kent for at ordineres til biskop for kirken i York. Chad, som var bror af den førnævnte ærværdige biskop Cedd, var abbed i Lastingham kloster. Han var beskeden af fremtræden, velbevandret i skriften, og han levede efter sin lære. Kongen sendte med ham sin præst Eadhæd, som senere under Ecgfriths regering blev biskop i Ripon. Da de kom til Kent, fik de vide at Deusdedit var død, og at det ikke var udpeget nogen biskop i hans sted. Derfra drog de til vestsaksernes rige, hvor Wine var biskop. Denne ordinerede Chad, assisteret af to britiske biskopper, som begge fremdeles fejrede påskesøndag efter deres egen skik, mellem den 14ende og 20ende månedag. Wine var nu den eneste biskop i hele Britannia som var kanonisk ordineret. Som biskop ofrede Chad sig helt for at hæve kirkens sande lære, og indprente kyskhed, ydmyghed, forsagelse og stadig skriftlæsning. Han drog rundt i bygd og by, i hus og borg og forkyndte evangeliet, aldrig til hest, men til fods efter apostlenes eksempel. For han var en af Aidans disciple og prøvede altid at følge hans og sin bror Chads eksempel i sit liv og sit virke. Da Wilfrid kom tilbage til Britannia efter sin ordination, indførte han mange katolske skikke i de angelske kirker, og da disse stadig vandt terræn, gav til slut de genstridige scoter efter, eller de vendte tilbage til sit eget land. På denne tid mødtes de to ædleste angelske konger, Oswiu af Northumbria og Egbert af Kent, for at drøfte hvad som burde gøres med forholdene i den angelske kirke. For skønt Oswiu var opdraget af scoterne, indså han klart at den romerske kirke var den katolske og apostoliske. Med den hellige angelske kirkes samtykke sendte han præsten Wigheard til Rom for at blive ordineret der. Han var en god mand, velegnet for embedet som biskop, og hørte til Deusdedits præsteskab. Når han fik rang af ærkebiskop, kunne han ordinere biskopper for de angelske kirker i hele Britannia. Wigheard kom frem til Rom, men før han kunne blive ordineret, døde han. Og følgende brev blev sendt til kong Oswiu i Britannia: «Til vor søn Oswiu, saksernes berømmelige konge, fra biskop Vitalianus, guds tjeneres tjener.......osv.» Omtrent på samme tid fulgte kongerne Sigehere og Sebbi efter den førnævnte Swithelm i østsaksernes rige, men de stod begge under kong Wulfhere af Mercia. Da deres rige blev hærget af den frygtelige pest som tidligere er skildret, sveg Sigehere sammen med sin del af folket sakramenterne og den kristne tro og faldt tilbage til hedenskabet. For kongen selv og de fleste, både adelsmænd og almindelige borgere, elskede livet her på jorden og higede ikke efter noget andet. De troede ikke engang på et liv efter dette; de begyndte at genrejse de forfaldne templer og dyrke afgudsbilleder, som om de kunne værge sig mod pesten på den måde. Men Sigeheres medkonge Sebbi bevarede trofast den tro som han og hans folk havde modtaget, og som vi senere skal se, holdt han fast ved den og endte sine dage i fred. Da kong Wulfhere fik vide at en del af riget var faldet fra troen, sendte han Trumheres efterfølger biskop Jaruman dertil for at jage folket ud af vildfarelsen og kaldte det tilbage til den sande tro. En præst som fulgte biskoppen på færden og forkyndte sammen med ham, har fortalt mig at han gik frem med stor skønsomhed; for han var en god og from mand, som drog vidt og bredt om i landet. Det lykkedes ham også at lede både folket og deres konge Sigehere tilbage til den rette vej. Resultatet var at de enten opgav eller ødelagde de templer og altre de havde rejst, åbnede kirkerne igen og frydede sig ved at bekende Kristi navn, som de havde forkastet. Nu ville de hellere dø i troen på at de skulle genopstå ved ham end leve blandt deres afguder i afskyelig vantro. Da præstene og lærerne havde udført sin opgave, vendte de glade hjem igen.

I 669, da der som nævnt var solformørkelse og siden pest, vendte Colman tilbage til sit eget folk efter sit nederlag overfor det katolske partis enstemmige beslutning. Og d. 14 juli døde Deusdedit, den sjette biskop af Canterbury. Samme dag døde kong Eorcenberht af Kent og efterlod tronen til sønnen Egbert, som var konge i 9 år. Da bispesædet havde stået ledigt i lang tid, sendte kong Egbert og kong Oswiu af Northumbria præsten Wigheard til Rom for at blive ordineret til ærkebiskop i den angelske kirke. Dette er kort nævnt i forrige bog. Wigheard var angler og en meget lærd mand, velbevandret i alt som angik kirken. Samtidig sendte de gaver til paven, blandt andet mange guld og sølvkar. Da Wigheard kom til Rom, beklædte Vitalianus den apostoliske stol. Men så snart Wigheard havde fremført sit ærinde for paven, blev både han og de fleste af hans ledsagere revet bort af pesten, som brød ud på den tid. Efter at have rådført sig nøje om sagen gjorde paven store anstrengelser for at finde en mand han kunne sende ud som ærkebiskop for anglernes kirke. I Campania, ikke langt fra Neapel, ligger Hiridanum kloster. Her levede abbed Hadrian, en lærd afrikaner, velkendt i den hellige skrift, med erfaring i administration af både kloster og kirke og med store kundskaber i græsk og latin. Paven sendte bud efter ham og bød ham lade sig ordinere til biskop og drage til Britannia. Hadrian svarede, at han ikke følte sig værdig til en så høj rang, men at han kunne henvise til en anden som var langt bedre skikket, både ved alder og lærdom. Han foreslog for paven en vis munk ved navn Andreas, som var knyttet til et nonnekloster i nærheden, og som blev holdt værdig til et sådan embede af alle som kendte ham. Men det viste sig at hans helbred var så dårligt at han måtte afslå tilbudet. Hadrian blev da igen anmodet om at tage imod værdigheden som biskop, men han bad om udsættelse indtil han kunne finde en passende mand. På denne tid opholdt det sig i Rom en munk fra Tarsus i Kilikia som hed Theodorus, og som Hadrian kendte, en mand med store kundskaber i både verdslig og religiøs litteratur, som kunne græsk og latin, og som var højt agtet for sit rene liv og for sin høje alder; han var nemlig 66 år gammel. Hadrian foreslog ham for paven, som var villig til at ordinere ham, men på én betingelse: at Hadrian skulle ledsage Theodorus til Britannia, for han havde rejst gennem Gallien to gange i forskellige opdrag og var derfor bedre kendt med vejen og havde selv folk som kunne følge med. Paven bød også Hadrian at assistere Theodorus i hans arbejde og passe på at han ikke i den angelske kirke indførte græske skikke, som stod i strid med den sande tro. Theodorus blev så gjort til underdiakon og måtte vente i 4 måneder til hans hår var vokset ud, sådan at han kunne få den kroneformede tonsur. Tidligere havde han båret apostelen Paulus' tonsur efter Østens skik. Han blev ordineret af pave Vitalianus i år 668 e. Kr., søndag d. 26 marts. Sammen med Hadrian blev han sendt til Britannia d. 27 maj. Efter at have taget søvejen til Marseille og landevejen videre til Aries, overrakte de pavens anbefalingsbrev til ærkebiskoppen i byen, Johannes. Men de blev holdt tilbage i Aries indtil kongens (Clodhaire III) hushovmester Ebrinus gav dem tilladelse til at drage hvortil de ønskede. Theodorus drog til biskoppen i Paris, den førnævnte Agilbert, som tog venlig imod ham, og han opholdt sig hos ham i længere tid. Hadrian drog først til biskoppen i Sens, Emme, og så til biskoppen i Meaux, Faro, og blev længe hos dem, for vinteren nærmede sig og kulden tvang dem til at blive hvor de var. Da kong Egbert fik vide at den biskop de havde bedt paven om, opholdt sig i Gallien, sendte han straks sin befalingsmand Rædfrith for at hente Theodorus. Da Rædfrith kom, tog han med Ebrinus' tilladelse Theodorus med sig til havnen Quæntavic. Her blev de forsinket en tid fordi Theodorus blev syg, men da han begyndte at komme sig, sejlede de til Britannia. Ebrinus holdt imidlertid Hadrian tilbage, fordi han mistænkte ham for at bringe bud fra kejseren (Constans II.) til kongerne i Britannia, som kunne skade det rige han selv havde ansvaret for. Men da han havde forsikret sig om at Hadrian aldrig havde haft sådan noget i tankerne, satte han ham fri og lod ham følge efter Theodorus. Så snart han kom frem, gav Theodorus ham St. Peters kloster, hvor som sagt alle Canterburys biskopper ligger begravet. Ved afskeden havde nemlig paven pålagt Theodorus at sørge for at Hadrian fik et passende sted i hans bispedømme, hvor han kunne opholde sig sammen med sine ledsagere. Theodorus kom til sin kirke søndag d. 27 maj i det andet år efter sin ordination, og dér blev han i 21 år, 3 måneder og 27 dage. Straks efter sin ankomst drog han rundt og besøgte alle steder i landet hvor der fandtes angler, og de tog imod ham med glæde og lyttede gerne til hans ord. Hadrian fulgte ham overalt og hjalp ham med at undervise i kristen livsførelse og i den kanoniske beregning af påskefejringen. Theodorus var den første ærkebiskop som blev adlydt af hele den angelske kirke. Og da de begge to var umådelig lærde, både når det gjaldt den hellige og den verdslige litteratur, tiltrak de en mængde studerende, som daglig blev badet i deres kundskaber. Foruden at undervise dem i den hellige skrift lærte de dem også metrig, astronomi og beregningen af kirkekalenderen. Endnu lever nogen af deres elever som taler latin og græsk lige godt som sit eget sprog. Det var den lykkeligste tid anglerne havde siden de kom til Britannia; for deres kristne konger var så stærke at de var til skræk for alle barbarstammerne, og efter at have modtaget det nye budskab rettedes alles længsler sig mod det himmelske riges glæder, og de som ønsket at studere den hellige skrift, kunne få undervisning. Kirkemusikken, som hidtil kun var kendt i Kent, begyndte nu også at få indpas i alle de angelske kirker. Sammen med Jacobus som allerede er nævnt, var Æddi med tilnavnet Stephanus den første lærer i kirkesang i Northumbria. Han kom fra Kent på biskop Wilfrids opfordring. Wilfrid selv var den første biskop af angelsk blod som indførte de katolske kirkeskikke i de angelske kirker. Theodorus drog nu omkring overalt i landet og ordinerede biskopper på passende steder, og med deres hjælp korrigerede han det han fandt mindre godt. Da han forklarede for biskop Chad at dennes ordination ikke havde været efter regel, svarede Chad ham stilfærdigt: «Hvis du mener at min ordination ikke har været efter regel, trækker jeg mig gerne tilbage. Egentlig syntes jeg ikke selv at jeg var værdig til embedet. Men jeg samtykkede i at tage imod det, omend uværdigt, for at adlyde den befaling jeg fik.» Da Theodorus hørte dette ydmyge svar sagde han, at Chad ikke måtte opgive sit bispesæde; men han ordinerede ham for anden gang efter katolsk skik. Mens man ventede på den nye biskop i Canterbury efter Deusdedits død, blev også Wilfrid sendt til Gallien for at blive ordineret, og da han kom tilbage før Theodorus' ankomst, ordinerede han diakoner og præster også i Kent, indtil ærkebiskoppen kunne komme og overtage sit eget bispedømme. Da Theodorus lidt senere kom til Rochester, hvor bispesædet længe havde stået ledig efter Damianus' død, ordinerede han Pudta, en enkel mand som havde gode kundskaber om alt det kristelige, men var blottet for al verdslig stræben. Han var desuden meget kyndig i den romerske form for liturgisk sang, som han havde lært af pave Gregors disciple. På denne tid regerede Wulfhere i Mercia, og da Jaruman var død, bad han Theodorus om at skaffe sig og sit folk en biskop. Theodorus ville ikke ordinere nogen ny biskop, men bad kong Oswiu om at sende dem biskop Chad, som da havde trukket sig tilbage til sit eget kloster i Lastingham. Wilfrid var da indehaver af bispedømmet i York, som omfattet alle northumbrer og picter indenfor Oswius rige. Den ærværdige biskop Chad havde for skik at foretage sine rejser til fods, men Theodorus befalede ham at ride når han skulle ud på en længere færd. Men Chad havde ikke tænkt sig at opgive sin fromme skik, men ærkebiskoppen tog og løftede ham op på hesteryggen med egne hænder, for han vidste at Chad var en hellig mand og besluttet at tvinge ham til at ride, når det var nødvendig. Chad modtog bispesædet i Mercia og Lindsey og fulgte de tidligere fædres eksempel i helligt liv og samvittighedsfuld administration. Kong Wulfhere gav ham et stykke land på 50 familier på et sted som kaldes Adbaruae, det vil sige «Ved lunden» [Barrow], for at bygge et kloster dér, og mange af de klosterregler han indførte, har overlevet til vore dage. Han havde sit bispesæde på et sted som hedder Lichfield, hvor han også døde og blev begravet, og hvor de senere biskopper i riget har sit sæde idag. Ikke langt fra kirken byggede han et mindre hus hvor han kunne trække sig tilbage og læse og bede sammen med 7-8 brødre. Dette gjorde han så ofte han kunne, når han ikke var optaget med sine prædikener eller andre pligter. Da han havde styret kirken i dette rige med stor fremgang i 52 år, ville det guddommelige forsyn, at der skulle komme «en tid for at kaste bort sten og en tid for at samle dem sammen», sådan som det står skrevet i prædikerens bog. For himmelen sendte en pest som ved legemets død førte kirkens levende sten fra de jordiske til de himmelske boliger. Efter at mange af den ærværdige biskops præsteskab var blevet befriet for deres jordiske legeme, var den time nær da også han skulle forlade denne verden og blive hos herren. En dag var han i det nævnte hus sammen med en broder som hed Owine, medens de andre brødre udførte deres pligter i kirken. Denne Owine var en højt fortjent munk, som havde opgivet sit verdslige liv for at vinde himmelsk løn. Han var derfor fuldt værdig til at tage imod en åbenbaring fra herren, og en mand som ville blive troet når han fortalte om den. Han var kommet med dronning Æthelthryth fra østanglernes rige, havde været hendes øverste tjenestemand og stået for hendes husholdning. Han blev stadig mere brændende i troen og besluttet sig til at trække sig tilbage fra verden. Og dette var ingen halvhjertet beslutning, for han gav afkald på alt han ejede, og iført en enkel klædning, kun med en økse og en hakke i hænderne, kom han til den ærværdige Chads kloster i Lastingham. Dette gjorde han for at vise at han ikke gik i kloster for sin behageligheds skyld, sådan som enkelte gjorde, men for at arbejde hårdt. Det viste han også ved sine gerninger, for han ikke var ikke god til studier af skriften, og han gik derfor meget alvorligere ind for manuelt arbejde. Biskoppen, som så hans fromhed og ærbødighed, optog ham i fællesskabet i klosteret og i sit hus, og når de andre var optaget med læsning inde i huset, plejede Owine at arbejde ude med det som var nødvendig. For at genoptage min beretning: På en sådan dag, da han holdt på med sit arbejde udenfor huset, medens de andre brødre var i kirken og biskoppen sad alene og læste og bad i oratoriet, hørte Owine pludselig lyden af jublende sang som kom fra himmelen, ned til jorden. Han sagde at han først hørte sangen fra sydøst, der hvor vintersolen når sit højeste punkt. Derfra nærmet den sig lidt efter lidt, indtil den nåede taget på oratoriet hvor biskoppen sad. Så kom den ind i huset og fyldte oratoriet og luften omkring. Owine lyttede opmærksomt til selv eller om en anden, er uvist, men det som ikke kan være uvist, er at det en sådan mand siger, må være sandt. Chad døde d. 2 marts og blev begravet lige ved St. Marias kirke. Men da apostelfyrsten St. Peters kirke senere blev bygget, blev hans ben overført dertil. På begge steder sker stadig helbredende mirakler som tegn på hans fortjenester. Nylig hændte det at en sindssyg mand som vandrede fra sted til sted, kom dertil en aften uden at kirkevogteren vidste om det eller lagde mærke til det, og tilbragte hele natten der. Til alles forundring og glæde kom han helbredt ud derfra næste morgen og erklærede, at han takket være herren havde fået sin forstand tilbage. Chads grav er en trekiste, formet som et lille hus med en åbning på siden, og de som besøger graven for at ære biskoppen, kan stikke hånden ind gennem åbningen og hente lidt støv. Når dette lægges i vand og bliver givet til syge mennesker eller dyr, bliver de straks friske igen og kan glæde sig over sin helbredelse. Som Chads efterfølger ordinerede Theodorus Winfrith, en god og fordringsløs mand, som lige sin forgænger blev biskop for mercierne, mellem-anglerne og Lindsey. Over disse folk herskede kong Wulfhere, som fremdeles var i live. Winfrith havde hørt til sin forgængers præsteskab og i lang tid været hans diakon. Imidlertid forlod den scotiske biskop Colman Britannia og tog med sig de scoter han havde samlet på øen Lindisfarne, og desuden 30 angler, som alle var oplært i munkelivets regler. Nogen af brødrene lod han blive tilbage ved Lindisfarne kirke, medens han selv først drog til Iona, hvorfra han var sendt ud for at forkynde ordet for anglerne; dernæst til en lille ø et stykke vest for Irland, som på scoternes sprog kaldes Inisboufinde [Inshbofin], «Den hvide kviges ø». Her byggede han et kloster, og i det anbragte han de scotiske og angelske munke som havde fulgt ham. Men de kunne ikke enes; for når sommeren kom og grøden skulle høstes, forlod de scotiske munke klosteret for at vandre omkring til forskellige steder hvor de var kendt. Når så vinteren kom, vendte de tilbage og ville have del i alt det anglerne havde skaffet tilveje. Colman prøvede at få slut på uenigheden. Han rejste vidt og bredt omkring og fandt til sidst et sted i Irland som egnede sig for et kloster. Det kaldes på scoternes sprog Mag éo [Mayo]. Han fik købt et lille stykke land af høvdingen på stedet på betingelse af at munkene som slog sig ned der, skulle bede til herren for ham, siden han havde skaffet dem jorden. Både han og alle naboerne hjalp til med at bygge klosteret, og der blev så de angelske munke placeret, mens de scotiske blev tilbage på øen. Også idag bor der angelske munke der, og klosteret som begyndte i det små, er nu blevet meget stort og er kendt under navnet Muig éo [Mayo]. Munkene, som kommer fra forskellige angelske provinser, har nu fået en bedre klosterregel, deres abbed er kanonisk valgt, og som deres fædre lever de et fromt og nøjsomt liv og underholder sig ved sine hænders arbejde.

I år 670 e. Kr., året efter at Theodorus kom til Britannia, blev kong Oswiu syg og døde, 58 år gammel. Kong Oswiu følte en så stor hengivenhed for den romerske og katolske kirke, at han under sin sygdom havde planlagt at drage til Rom og ende sit liv ved de hellige steder, hvis han da skulle blive frisk igen. Han havde bedt biskop Wilfrid være med som fører og lovede ham en anselig pengesum. Kong Oswiu døde d. 15 februar 670- og efterlod sin søn Ecgfrith (Aethelfrith) som arving til sit rige. I Ecgfrith's 3dje regeringsår sammenkaldte Theodorus et møde af biskopper og mange af kirkens lærere, som alle kendte og elskede fædrenes kanoniske institutioner. Da de alle var samlet, begyndte Theodorus, som det sømmer sig en ærkebiskop, at formane dem til at fremme alt som kunne føre til enhed og fred i kirken. Synodens bestemmelser har følgende tekst: «I vor herre guds og vor frelser Jesu Kristi navn, han som i al evighed hersker over og styrer kirken. Ifølge den skik som er fastsat i den kanoniske ret, fandt vi det rigtig at samles for at drøfte vor kirkes anliggender. Vi mødtes d. 24 september i den første indictio på et sted som kaldes Hertford: Jeg, skønt uværdig, udnævnt til biskop i Canterbury af den apostoliske stol, og vor medbiskop og bror, den ærede Bisi, østanglernes biskop. Men vor bror og medbiskop Wilfrid, Northumbrias biskop, var repræsenteret ved stedfortrædere. Tilstede var også vore brødre og medpræster Pudta, biskop i Rochester i Kent, Leudherius, vestsaksernes biskop, og Winfrith, biskop i Mercia. Da vi alle var mødt og havde indtaget vore pladser, sagde jeg: «Elskede brødre, jeg beder jer i vor frelsers navn, som vi frygter og elsker, at vi i fællesskab skal overveje hvad som bedst tjener vor tro, så at vi alle skal bevare i sin renhed de lover og regler som vore hellige og ærede fædre har vedtaget.» Dette og meget mere sagde jeg om hvor vigtig det var at der herskede enhed og kærlighed i kirken. Da jeg havde afsluttet min indledende tale, spurte jeg hver enkelt efter tur om de var villige til at overholde de love som vore fædre havde fastsat i gammel tid. Alle vore medbiskopper svarede: «Vi er alle enige og vil med glæde overholde de love som vore hellige fædre har fastsat. Jeg tog da den nævnte bog med den kanoniske ret og lagde frem for dem 10 kapitler hvor jeg havde mærket mig steder som var specielt vigtige for os, og jeg bad dem lægge særlig vægt på disse. 1) At vi alle fejrer påskedagen på samme tid, nemlig søndag efter den 14ende månedag i den første måned. 2) At ingen biskop skal gribe ind i en anden biskops bispedømme, men nøje sig med at tage vare på de mennesker han er sat til at styre. 3) At ingen biskop skal blande sig i sager som angår klostre, der er tilegnet gud, og ikke med magt bringe bort noget af klosterets ejendom. 4) At munkene ikke skal vandre fra sted til sted, det vil sige fra kloster til kloster, medmindre de bringer brev fra deres egen abbed, og at de altid overholder det lydighedsløfte de har aflagt. 5) At ingen præst skal forlade sin biskop eller vandre omkring på egen hånd. Heller ikke skal han blive taget imod noget sted uden anbefalingsbrev fra sin egen biskop. Skulle en sådan person være blevet modtaget og nægter at vende tilbage når han bliver hjemkaldt, skal både den som tog imod ham, og han selv blive ekskommuniceret. 6) Når biskopper og præster er på rejse, skal de tage til takke med den gæstfrihed de bliver tilbudt. De skal ikke udføre gejstlige funktioner uden tilladelse fra biskoppen i hvis bispedømme de opholder sig. 7) At der skal holdes en synode 2 gange om året. (Men på grund af forskellige forhindringer blev det enstemmig vedtaget, at vi skulle mødes én gang om året, d. 1 august, på et sted som kaldes Clofæshoh). 8) At ingen biskop skal kræve at have forrang fremfor en anden biskop af ærgerrighed; kun tidspunktet for deres ordination skal bestemme rangen. 9) At der bør blive flere biskopper eftersom tallet på de troende stiger. Dette spørgsmål vakte stor diskussion, og det blev foreløbig ikke taget nogen bestemmelse om sagen. 10) Kun lovlige ægteskaber er tilladt. Blodskam er forbudt, og ingen må forlade sin hustru uden at hun har gjort sig skyldig i hor, sådan som det hellige evangelium siger. Den som bortsender sin hustru som han er forenet med i lovlig ægteskab, kan ikke tage en anden hustru, hvis han ønsker at være en sand kristen. Han må enten forblive alene eller forsone sig med sin hustru.- Disse sager blev drøftet i fællesskab, og de blev vedtaget. For at der ikke skulle opstå nogen uværdig strid mellem os senere og for at undgå at noget blev urigtig refereret, blev det bestemt at alle skulle bekræfte vore afgørelser ved at sætte sit navn under. Jeg formede vore bestemmelser og dikterede dem til vor sekretær Titillus. Dette skete i den måned og indictio som er nævnt ovenfor. Hvis derfor nogen vil prøve at modsætte sig eller undlade at adlyde de bestemmelser som er vedtaget enstemmig og underskrevet med vore navn i overensstemmelse med kanonisk ret, skal han vide at han er udelukket fra al præstetjeneste og fra vort fællesskab. Måtte gud i sin nåde bevare os alle som lever i hans hellige kirkes enhed.» Denne synode blev holdt i år 673 e. Kr. I juli måned samme år døde kong Egbert af Kent. Han blev efterfulgt af sin bror Hlodhere, som regerede i 11 år og 7 måneder. Østanglernes biskop Bisi, som var tilstede ved synoden, var den førnævnte Bonifatius' efterfølger og kendt som en from og hellig mand. Da Bonifatius døde efter at have været biskop i 17 år, blev Bisi ordineret til biskop i hans sted af Theodorus. Men han blev alvorlig syg og kunne ikke styre sit bispedømme. Mens han endnu var i live, blev derfor to biskopper ordineret til at udføre hans pligter, nemlig Æcci og Baduwinus, og fra den tid til idag har riget haft to biskopper. Ikke længe efter havde Winfrith, biskop i Mercia, vakt Theodorus' misnøje på grund af ulydighed og blev afsat fra sit bispedømme, som han kun havde styret nogen få år. I hans sted ordinerede Theodorus Seaxwulf, som havde grundlagt klosteret i Medeshamstede [Peterborough] i gyrwernes land og været abbed der. (Nord- og sydgyrwer, levede på vestsiden af The Fens, myrlandene i østBritannia). Winfrith trak sig tilbage til sit eget kloster, Barrow, og levet der et eksemplarisk liv til sin død. Derefter indsatte Theodorus Eorcenwold som biskop i London for østsakserne. De føromtalte konger Sebbi og Sighere styrede da i dette rige. Både før og efter sin ordination skal Eorcenwold have levet et så hellig liv at mirakler vidner om det til denne dag. Når han var syg på sine rejser, plejede han at lade sig fragte på en båre mellem to heste. Hans disciple har taget vare på båren, og ved den bliver fremdeles mennesker som lider af feber eller andre sygdomme, helbredt, ikke bare ved at lægge sig på den eller ved siden af den, men også når de får en flis som er skåret af den. Før han blev biskop, havde han grundlagt to berømte klostre, det ene for sig selv og det andre for sin søster Æthelburh, og indført udmærkede regler for munkeliv og disciplin i begge. Hans eget lå i kongeriget Surrey nær Themsen på et sted som hedder Chertsey, det vil sige «Ceorots ø». Sin søsters kloster lagde han på et sted som hedder Barking i østsaksernes rige. Her skulle hun være moder og forstanderinde for en gruppe kvinder som havde viet sit liv til gud. Hun indførte klosterreglerne og viste sig værdig, og dette vidner himmelske mirakler om. I dette kloster skete det tegn og mirakler som mange vidste om og skrev ned til minde og til opbyggelse for kommende slægter. Nogen af dem har vi taget med i vor historie. Pesten som vi så ofte har nævnt, og som hærgede vidt og bredt i landet, nåede også mændenes del af klosteret, og næsten daglig blev nogen revet bort for at være hos herren. Æthelburh tænkte med bekymring på den dag da pesten også ville ramme den del af klosteret som var skilt fra mændenes del, og hvor herrens tjenerinder havde sine boliger. Når søstrene mødes i konventet, tog hun spørgsmålet op om hvor i klosteret de mente kirkegården skulle ligge, og hvor de ønskede at blive begravet, dersom de blev revet bort fra denne verden ved den samme katastrofe. Skønt hun ofte spurte, fik hun ikke noget bestemt svar fra søstrene, men de fik alle et sikkert svar fra det guddommelige forsyn. En nat da Kristi tjenerinder havde afsluttet ottesangen, gik de fra oratoriet til sine døde brødres grave. Mens de som sædvanlig sang sine lande til herrens pris, viste der sig pludselig et lys på himmelen. Det skinnede over dem alle og skræmte dem sådan at de afbrød sangen i forfærdelse. Dette strålende lys, som kunne få middagssolen til at virke mørk, flyttede sig straks efter fra stedet og bevæget sig til klosterets sydside, det vil sige vest for oratoriet. Dér blev det liggende en stund og dækkede området. Så forsvandt det for deres øjne i det høje. De følte sig nu forvisset om at dette lys ikke bare skulle modtag og lede Kristi tjenerinder til himmelen, men at det også havde udpeget det sted hvor deres legemer skulle hvile mens de ventede på opstandelsens dag. Lysstrålen var så skinnende at en af de ældre brødrene som var i oratoriet på den tid sammen med en yngre broder, næste morgen erklærede at lysstrålerne som trængte ind gennem dør og vinduessprækkerne, syntes lysere end det klareste dagslys. I det samme kloster var det en dreng som hed Æsica. Han var kun 3 år gammel, og derfor boede han i den del af klosteret hvor guds tjenerinder holdt til. De passede på ham og lærte ham op. Han blev angrebet af pesten, og lige før han døde, råbte han på en af nonnerne og kaldte hende ved navn som om hun var til stede: «Edith, Edith, Edith!» Og så endte han sit jordiske liv og gik over i det evige. Nonnen som han kaldte på i sin dødsstund, blev samme dag ramt af sygdommen og revet bort fra denne verden for at følge drengen til det himmelske rige. En anden af disse guds tjenerinder, som havde fået den samme sygdom og lå på sit yderste, råbte pludselig ved midnat på dem som plejede hende, og bad dem slukke lampen ved sengen. Hun gentog bønnen mange ganger og sagde til slut: «Jeg ved at i tror jeg fantaserer når jeg beder om dette, men jeg forsikrer jer at det er ikke så. Jeg siger sandheden, jeg ser at huset er fyldt med et så strålende lys, og at lampen synes fuldstændig mørk.» Men da ingen svarede eller opfyldte hendes bøn, sagde hun: «Lad da lampen brænde så længe i vil, men jeg forsikrer jer, den gir mig intet lys. Ved daggry vil mit lys komme til mig.» Hun fortalte dem så, at en guds mand som var død samme år, havde åbenbart sig for hende og sagt at ved daggry skulle hun vandre over til det evige lys. Det viste sig snart at hendes syn var ægte, for nonnen døde da dagen brød frem. Da de fromme nonners moder selv skulle bortrives fra verden, havde en af søstrene, som hed Torhtgyth, et mærkelig syn. I mange år havde hun levet i klosteret og tjent gud ydmygt og oprigtig, mens hun hjalp Æthelburh med at undervise og retlede de unge. For at hendes kraft, som apostelens, skulle udfolde sig i sin fulde styrke gennem afmagt, blev hun pludselig alvorlig syg. Ved vor frelsers gode forsyn led hun hårdt i 9 år for at ethvert spor af synd, som hun trods sine store dyder havde begået af uvidenhed eller ubetænksomhed, skulle brændes bort i den langvarige lidelse. En aften i skumringen gik hun ud af sin celle, og pludselig fik hun se et menneskelig legeme, hyllet i skrud mere skinnende en solen, som blev hevet op fra huset hvor søstrene sov. Hun ville finde ud hvordan dette lysende legeme blev hævet, og så da, at det ligesom blev løftet op af skinnende guldsnore, indtil det nåede de åbne himler og hun ikke længere kunne se det. Da hun tænkte over dette syn, følte hun sig overbevist om at en af nonnerne snart skulle dø og hendes sjæl blive løftet op til himmelen af hendes gode gerninger, som af guldsnore. Og sådan gik det. Ikke mange dage efter blev nonnernes moder Æthelburh befriet fra kødets fængsel. Og hendes liv havde været sådan, at ingen som kendte hende, kunne tvivle på at når hun forlod verden, ville himmelens porte åbne sig for hende. I samme kloster var en nonne af ædel byrd i denne verden, men endda ædlere i sin kærlighed til det næste liv. I mange år havde hun været lam, uden at kunne røre sine lemmer. Da hun fik vide at den ærværdige abbedisses legeme var bragt ind i kirken før begravelsen, bad hun dem også bære hende ind og sætte hende ved siden af det i bedende stilling. Så talte hun til Æthelburh som til et levende menneske og bad hende prøve at udvirke hos den nådige og barmhjertige skaber at hun kunne blive befriet for de frygtelige lidelser som hun havde måttet tåle i så lang tid. Og det varede ikke længe før hendes bøn blev hørt. 12 dage senere blev også hun befriet for sit legeme og fik byttet sine jordiske lidelser med evig løn. Guds tjenerinde Torthgyth levede i 3 år efter abbedissens død, men var så ødelagt af den tidligere nævnte sygdom at «hendes ben knapt holdt sammen». Da til sidst hendes befrielse nærmede sig, havde hun mistet brugen ikke bare af sine lemmer, men også af tungen. Hun lå i denne tilstand i 3 dage og nætter, da hun pludselig blev vækket af et syn og hendes mund og øjne blev åbnet. Hun så op mod himmelen og begyndte at tale med synet: «Jeg glæder mig over dit komme, du er i sandhed velkommen.» Da hun havde sagt dette, tiede hun en kort stund som om hun ventede et svar fra den hun talte til. Så sagde hun, som om hun ikke var helt fornøjet: «Jeg kan ikke glæde mig over dette.» Efter en kort pause sagde hun atter: «Hvis det ikke kan ske idag, bønfalder jeg dig om at det ikke skal vare længe.» Derpå tiede hun atter en stund, så afsluttet hun samtalen med disse ord: «Hvis dette er bestemt og ikke står til at rokke, så beder jeg alligevel om at det ikke bliver udsat længere en til næste nat.» Da hun tiet, spurgte de som sad omkring, hvem hun havde talt med. Hun svarede: «Med min elskede moder, Æthelburh.» Da forstod de, at Æthelburh var kommet for at meddele hende at hendes time var nær. Efter en nat og en dag blev hun løst fra kødets bånd og sine smerter, og gik ind til den evige frelses glæde. På denne tid, fortæller bogen, var den fromme Sebbi, som tidligere nævnt, østsaksernes konge. Han ofrede sig for religionen og levede i stadig bøn og gav rigelig med almisser af sit gode hjerte. Han foretrak et stille liv i klosteret fremfor al sin magt og rigdom og ville forlængst have opgivet sin trone om ikke hans hustru bestemt havde nægtet at skilles fra ham. Derfor var det mange som tænkte og ofte sagde at en sådan mand burde heller have været biskop end konge. Da denne Kristi soldat havde regerede i 30 år, fik han en alvorlig sygdom som senere blev årsag til hans død. Han sagde da til sin hustru at siden de nu hverken kunne have glæde af eller være til nytte for denne verden, skulle de ofre sig helt for at tjene gud. Hun gav modstræbende sit samtykke, og Sebbi drog til Waldhere, Eorcenwolds efterfølger som biskop i London, fik hans velsignelse og modtog munkedragten som han havde ønsket så længe. Han gav biskoppen en anselig pengesum til de fattige og beholdt intet for sig selv af noget slag. Hans eneste ønske var at være fattig i ånden for at vinde himmelens rige. Sygdommen blev værre, og han følte at døden nærmede sig. Han frygtede da at han i ord og miner kunne komme til at optræde på en måde som var ham uværdig, hvis han fik store smerter i dødsstunden. Han tilkaldte biskoppen i London, hvor han også selv havde levet, og bad ham om at sørge for at ingen andre en biskoppen og to af hans tjenere skulle være tilstede ved hans dødsleje. Biskoen lovede at sådan skulle det ske. Men ikke længe efter havde kongen et syn i sine drømmer som trøstede ham og fjernede al hans ængstelse. Samtidig fik han vide på hvilken dag han skulle dø. Som han senere fortalte, så han 3 mænd klædt i skindende skrud. En af dem satte sig ved sengen, mens de to andre blev stående ved siden af og spørge hvordan det stod til med den syge mand de var kommet for at besøge. Den første sagde da at hans sjæl ville forlade hans legeme uden nogen smerte og i et strålende lys. Han sagde videre at kongen skulle dø om 3 dage. Alt skete sådan, som han havde fået at vide i synet. Han sov blidelig ind og trak sit sidste suk uden smerter. De havde laget en sarkofag af sten til hans begravelse, men da de skulle lægge legemet i den, viste det sig at den var for kort. De huggede da stenen ud så langt de kunne, og gjorde rummet i kisten to tommer længere, men den var stadig for kort. De begyndte da at drøfte hvordan de skulle få begravet ham, om de skulle finde en anden kiste eller bøje knæerne sådan at legemet blev kortere. Men nu hændte en mærkelig ting, sikkert ved himmelens hjælp, som gjorde alt sådant overflødig. Ved sengen stod biskoppen og kongens søn og efterfølger Sigehard, som senere delte magten med broderen Swæfred, desuden en stor skare mænd. Pludselig var sarkofagen stor nok; man kunne til og med lægge en pude bag kongens hoved, og på fodsiden var der 4 tommer mellem kisten og fødderne. Kongen blev begravet i kirken som er viet til hedningenes hellige apostel, han som havde vakt hans længsel efter det himmelske ved sin lære. Leutherius var vestsaksernes fjerde biskop. Den første var Birinus, den anden Agilbert og den tredje Wine. Leutherius blev biskop under Cenwealh's regering; men da han var død, tog flere småkonger magten og delte riget mellem sig. De styrede i omkring 10 år. Under deres regering døde Leutherius og blev efterfulgt af Hædde, som var blevet ordineret i London af Theodorus. Medens han var biskop, blev småkongerne slået og forjaget, og Cædwalla blev konge. Da han havde regerede i to år, blev hans længsel efter det himmelske rige så stærkt at han gav afkald på tronen og drog til Rom, hvor han døde.

I år 676 e. Kr. kom merciernes konge Æthelred til Kent i spidsen for en frygtelig hær. Han hærgede og plyndrede og vanærede kirker og klostre uden respekt for religionen eller frygt for gud. Han ødelagde også Rochester, hvor Putta var biskop, men som ikke var tilstede på det tidspunkt. Da Putta fik se at hans kirke var ødelagt og alt den indeholdt var ført bort, drog han til Seaxwulf, biskoppen i Mercia, som overlod ham en kirke og et lille stykke land, hvor han blev til sin død uden at gøre forsøg på at genoprette sit bispedømme. For, som vi tidligere har sagt: han var mere optaget af himmelske en jordiske ting; han tjente gud i sin kirke og drog omkring til alle som bad ham komme, og underviste i kirkemusik. Theodorus ordinerede Cwichelm til biskop i Rochester efter ham. Men da denne snart efter forlod det udarmede bispedømme og drog til et andet sted, ordinerede Theodorus Gefmund til biskop i Rochester. I år 678 e. Kr., i kong Ecgfrith's 18ende regeringsår, viste det sig i august måned en stjerne som man kalder en komét. Den var synlig i 3 måneder, kom frem tidlig om morgenen og syntes at sende ud en slags søjle af lysende ild. Samme år opstod strid mellem kong Ecgfrith og den ærværdige biskop Wilfrid, som resulterede i at biskoppen blev drevet bort fra sit bispedømme. I hans sted blev det indsat to biskopper for northumbrerne, Bosa i Deira og Eata i Bernicia. Den første havde sit bispesæde i York og den anden i Hexham eller Lindisfarne. Begge blev hentet ud af klostre for at få rang af biskop. Samtidig blev Eadhæd gjort til biskop i kongeriget Lindsey, som kong Ecgfrith fornylig havde erobret fra Wulfhere. Det var første gang dette rige havde sin egen biskop. Efter Eadhæd fulgte Æthelwine, den tredje var Edgar og den fjerde den nuværende biskop Cyneberht. Før Eadhæd havde Seaxwulf været biskop både for mercierne og mellem-anglerne, og da han blev drevet ud fra Lindsey, fortsatte han at virke i disse to land. Eadhæd, Bosa og Eata blev ordineret i York af ærkebiskop Theodorus. 3 år efter Wilfrids fordrivelsen ordinerede ærkebiskoppen endda to til, nemlig Tunberht til Hexham mens Eata blev i Lindisfarne og Trumwine til den del af picterne som stod under anglerne. Da Æthelred havde generobret kongeriget Lindsey, vendte Eadhæd tilbage og blev af Theodorus indsat som biskop ved Ripon kirke. Da Wilfrid var fordrevet fra sit bispedømme, rejste han længe vidt og bredt omkring i mange lande. Han drog til Rom og vendte derpå tilbage til Britannia. Skønt han ikke kunne komme til sit eget land og bispesædet på grund af striden med kong Ecgfrith, kunne intet hindre ham i at forkynde evangeliet. Han drog til sydsaksernes land, som strækker sig syd og vest for Kent lige til vestsaksernes rige og dækker et område på 7.000 familier. I dette land, som endnu var hedensk, forkynde han troen og gav de troende dåbens frelse. Kongen i dette rige, Æthelwealh, var tidligere blevet døbt i Mercia under påvirkning af kong Wulfhere, som selv var tilstede ved dåben som hans gudfar og skænkede ham to provinser i dåbsgave, nemlig Isle of Wight og Meonware i vestsaksernes land. Med kong Æthelwealh's samtykke, ja til hans store glæde, døbte biskoppen hans officerer og soldater, og præstene Eappa og Padda, Burghelm og Eddi døbte resten af folket på samme tid eller senere. Dronningen, som hed Eafe, var blevet døbt i sit eget land, kongeriget Hwicce (der omfattet Worcestershire, Gloucestershire og den vestlige halvdel af Warwickshire). Hun var datter af Eanfrith, Eanheres bror, som begge var kristne, og deres folk ligeså. Ellers var Kristi navn og troen på ham helt ukendt i sydsaksernes land. Rigtignok levede en scotisk munk, Dicuill, iblandt dem. Han havde et ganske lille kloster, omgivet af skov og vand, på et sted som hedder Bosham, hvor han sammen med en 5-6 brødre tjente herren i ydmyghed og fattigdom. Men ingen af befolkningen brød sig om at følge deres levevis eller lytte til deres forkyndelse. Da biskop Wilfrid bragte troen til dette folk, frelste han dem ikke bare fra evig fortabelse, men også fra død og ulykke her på jorden. For i 3 år før han kom til landet, havde det ikke regnet, og befolkningen led under en frygtelig og ødelæggende hungersnød. Som eksempel bliver det fortalt, at ofte drog et følge på 40-50 udhungrede mænd ud på et sted ved havet, og tog hverandre i hænderne, og hoppede udenfor og omkom af faldet eller de druknede i havet. Men på den dag da folket blev døbt, faldt en mildt og varig regn. Jorden fik nyt liv, markene blev atter grønne, og det fulgte en lykkelig tid, rig på grøde. Folket forkastet sin tidligere overtro, gav afkald på afguderne, og «alles hjerter og kød fryede sig ved den levende gud». For de så at han som var den sande gud, i sin himmelske nåde havde skænket dem sin velsignelse både på legeme og sjæl. Da biskoppen først kom til riget og så nøden og sulten der, lærte han dem at skaffe sig føde ved at fiske. For både havet og elvene var rige på fisk, men folket havde aldrig lært sig at fiske; det eneste de kunne, var at fange ål. Biskoppens mænd samlede alle de ålegarn de kunne komme til, og satte dem ud i havet, og i løbet af kort tid havde de ved guds hjælp fået 300 fisk af alle slags. De uddelte dem i tre: 100 blev givet til de fattige, 100 til dem som havde skaffet garnene, og resten beholdt de selv. Ved denne velgerning vandt biskoppen alles hjerter, og de fik større håb om himmelsk velsignelse når den blev forkyndt af en som havde hjulpet dem til at opnå jordiske goder. På den tid gav kong Æthelwealh den ærværdige biskop Wilfrid et stykke land på 7-8 familier til brug for hans landflygtige ledsagere. Det lå i Selsey, det vil sige «Selenes ø», et sted som er omgivet af hav på alle kanter undtaget i vest, hvor fastlandet bare er et slyngekast borte. Sådanne steder kaldes på latin peninsula og på græsk cherronesos. Da biskop Wilfrid havde fået halvøen, byggede han et kloster der, først og fremmest for de brødre som havde fulgt med ham, og han indførte en klosterregel. Som bekendt lever hans efterfølgere i klosteret den dag idag. I 5 år, det vil sige indtil kong Ecgfrith's død, udførte han her sine pligter både i ord og gerning, højt æret af alle. Kongen havde skænket dem landet og al jord med alle mennesker som boede der, og Wilfrid underviste dem i troen på Kristus og rensede dem i dåbens vand. Blandt dem var det 250 mandlige og kvindelige slaver, som han løste fra djævelens slavebånd samtidig som han befriede dem fra det jordiske slaveri ved at gi dem friheden. Det bliver fortalt at på denne tid gav himmelens nåde sig til kende ved visse tegn i klosteret. For djævelens tyranni var nylig knust, og Kristi styre var begyndt. Jeg har villet bevare erindringen om et af disse tegn, som biskop Acca har fortalt mig om, og som han selv havde hørt af troværdige brødre i klosteret. På samme tid som dette rige blev kristnet, blev mange riger i Britannia ramt af en ondartet pest. Ved forsynets styrelse nåede den også klosteret, som på den tid blev ledet af Kristi fromme tjener, præsten Eappa. Mange af brødrene som var kommet dertil med biskoppen, og mange af sydsakserne som fornylig var blevet omvendt til troen, blev revet bort fra denne verden. Brødrene besluttet da at faste i 3 dage og bad ydmygt til herren om at han i sin nåde ville forbarme sig over dem og enten befri dem for sygdom og død, eller frelse deres sjæl fra evig fortabelse dersom de blev revet bort. Cædwalla, en ung krigsmand af gewissernes kongeslægt, som var udvist fra sit eget land, kom pludselig med sin hær og besejrede kong Æthelwealh og dræbte ham. Han hærgede og plyndrede for fode, men blev snart drevet ud af to af kongens stormænd, Berhthun og Andhun, som nu tog magten. Den første blev senere dræbt af Cædwalla da han var blevet konge over gewisserne, og landet blev udsat for en endda værre undertrykkelse. Ine, som fulgte efter Cædwalla, holdt også landet nede i slavedom i mange år. I hele denne tid kunne landet derfor ikke have nogen egen biskop. Da Wilfrid, rigets første biskop, blev kaldt hjem, blev sydsakserne underlagt gewissernes, det vil sige vestsaksernes biskop, som havde sit bispesæde i Winchester. Da Cædwalla havde fået magten i gewissernes land, lagde han også under sig Isle of Wight, hvor der kun fandtes afgudsdyrkere. Han angreb de indfødte og slagtede dem nådeløst for at udrydde dem alle. Hans hensigt var at erstatte dem med indbyggere fra sit eget land, og det siges at han, skønt han endnu ikke var kristen, havde lovet at skænke en fjerdedel af øen af sit bytte til herren dersom han sejret. Han holdt sit løfte, og da biskop Wilfrid tilfældigvis opholdt sig der på den tid, overgav han ham en fjerdedel af øen, et område på 300 familier efter anglernes beregning, til biskoppen. Denne betroede sin del til sin søstersøn Beornwine, som hørte til hans præsteskab, og indsatte præsten Hiddila til at forkynde ordet og døbe alle som søgte frelse. Jeg vil ikke undlade at fortælle at blandt de første som tog imod troen og blev frelst, var to unge prinser, brødre af Arwald, kongen på øen, og gud skænkede dem i særlig grad sin nåde. Da fjenden nærmede sig øen, undkom de og flygtet over til jyderne i naboriget. De blev ført til et sted som kaldes Ad Lapidem [Stoneham?], hvor de mente de var trygge for den sejrende konge. Men de blev sveget, fanget og dømt til døden. Ikke langt derfra, på et sted som hedder Hreutford, det vil sige «Vadestedet ved sivene» [Redbridge], lå et kloster hvor Cyneberht var abbed og præst. Han drog til kongen, som i al hemmelighed opholdt sig i nærheden for at komme sig af de sår han havde fået i kampen på Isle of Wight. Abbeden bad kongen om tilladelse til at indvie prinserne i den kristne tros sakramenter før de blev dræbt. Kongen samtykkede, og Cyneberht lærte dem sandhedens ord og døbte dem i frelsens vand, sådan at det evige kongerige stod åbent for dem. Da bøddelen kom, gik de glade til sin jordiske død i den faste tro at gennem den ville deres sjæl få del i det evige liv. Som det sidste af alle Britannias riger blev nu også Isle of Wight omvendt til troen; men da øen stod under fremmed overherredømme, var den uden biskop og bispesæde indtil Daniels tid. Han er idag biskop for vestsakserne. Isle of Wight er skilt fra sydsaksernes og gewissernes riger ved et 3 mil bredt havstykke som kaldes Solent. Elven Hamble, som render gennem jydernes område i gewissernes land, munder ud her. Udenfor dens munding mødes to havstrømme som i daglig kamp bryder ind over Britannia fra det uendelige Nordhav, og når kampen er over, flyder vandmasserne tilbage til havet, som de kom fra. På denne tid fik Theodorus at høre at kirken i Konstantinopel var kommet op i store vanskeligheder på grund af Eutyches' kætterske lære. (Eutyches var klosterforstander i et kloster nær Konstantinopel i første halvdel af det femte århundrede Han nægtede at Kristus havde både guddommelig og menneskelig natur. Denne kættertro blev kaldt monophysitisme, og blev fordømt på synoden i Konstantinopel i 448 e. Kr. og af konsilet i Kaledonia i 451 e. Kr.). Da han ønskede at holde den angelske kirke ren for sådanne forvildelser, sammenkaldte han et møde af ærværdige biskopper og andre lærde mænd og spurte hver enkelt af dem nøje ud om hans tro, og dette sørgede han for at få nedskrevet i et brev om synoden til oplysning og vejledning for deres efterfølgere. Brevet begynder sådan: » I vor herre og frelser Jesu Kristi navn. Den 17. september i den 18ende indictio, under vore meget kristelige konger: Ecgfrith af Northumbria i hans 10ende regeringsår, Æthelred af Mercia i hans 6te regeringsår, Ealdwulf af Østanglia i hans 17ende regeringsår og Hlothere af Kent i hans 7ende regeringsår. Under ledelse af Theodorus, ved guds nåde ærkebiskop for Britannias ø med sæde i Canterbury, er vi, de øvrige ærværdige biskopper i Britannia, forsamlet med de hellige evangelier foran os, på et sted som på saksernes sprog kalles Hæthfelth [Hatfield]. Vi bekræfter alle den sande og ortodokse tro, sådan vor herre Jesus Kristus, iklædt kød og blod, overleverede den til disciplene, som så ham ansigt til ansigt og hørte hans ord, sådan at den er ført videre i de hellige fædres trosbekendelse og i alle de hellige og universelle synoder, og sådan samtlige lærde mænd i den katolske kirke har givet udtryk for den. Idet vi følger disse i troskap mod den rette tro, bekender vi ligeledes vor tro på den gudsinspirende lære og erklærer at faderen, sønnen og den hellige ånd i sandhed er en enhed treenighed, der er én gud i tre konsubstantielle skikkelser, eller tre personer af den samme substans.« Endvidere bekender den rette tro på den hellige synode følgende: »Vi godkender de 5 hellige synoder som var gud velbehagelige, nemlig synoden i Nikæa [325], hvor de 318 mødes for at fordømme den formastelige Arius og hans lære, synoden i Konstantinopel [381,382], hvor de 150 fordømte Macedonius´ og Eudoxius' galskab og deres lære, endvidere den 1´ synode i Ephesos [431], hvor de 200 fordømte den tåbelige Nestorius og hans lære, synoden i Kalchedon [451], hvor de 630 fordømte Eutyches og Nestorius og deres lære. Og endelig den 5 synode, som blev holdt i Konstantinopel under Justinian II [553] for at fordømme Theodorus og Theodoretus og Ibas og deres opposition mod Kyrillus' lære.« »Og vi godkender den synode som blev holdt i Rom [649] under salig pave Martin i den 18ende indictio i den meget kristelige kejser Constantins 9ende regeringsår. Vi lovpriser vor herre Jesus Kristus som de lovpriste ham, uden at lægge noget til eller trække noget fra. Vi banlyser med hjerte og læber dem som de banlyste, og vi godkender dem som de godkende, idet vi lovpriser gud faderen, som er uden begyndelse, og hans enbårne søn, avlet af faderen før verden var skabt, og den hellige ånd, opstået fra faderen og sønnen på ufattelig vis, sådan alle de ovennævnte hellige apostle og profeter og lærde mænd har lært. Og alle vi som på denne måde sammen med ærkebiskop Theodorus har bekendt den katolske tro, skriver under med vore navne.« Blandt dem som var tilstede på synoden og samtykkede i bestemmelserne om den katolske tro, var Johannes, førstekantor ved den hellige apostel Peters kirke og abbed ved den salige Martins kloster. Han var fornylig kommet fra Rom på pave Agathos befaling under lederskab af den ærværdige abbed Biscop med tilnavnet Benedict, som vi tidligere har omtalt. Da Benedict havde bygget et kloster til ære for apostelfyrsten i Britannia ved mundingen af elven Wear, drog han til Rom, som han ofte havde gjort tidligere. Denne gang var han ledsaget af Ceolfrith, som blev abbed ved det samme kloster efter ham. Benedict blev ærefuldt modtaget af pave Agatho. Han bad om og fik et privilegiebrev, som med apostolisk autoritet sikret klosterets uafhængighed. Han vidste at dette også var efter kong Ecgfrith's ønske, som selv havde givet tilladelse til at oprette klosteret og havde givet det jord. Benedict opnåede også at få den nævnte abbed Johannes med sig til Britannia for at han skulle lære munkene i hans kloster den liturgiske sang for hele året, sådan som den blev praktiseret ved St. Peters kirke i Rom. Abbed Johannes udførte sit pavelige opdrag og lærte kantorerne i klosteret i hvilken orden og på hvilken måde de skulle synge og resitere, og lod også nedskrive alt som var nødvendig for fejringen af helligdagene gennem hele året. Disse skrifter er fremdeles bevaret i klosteret, og mange andre klostre har taget afskrift af dem. Johannes underviste ikke bare brødrene i Benedicts kloster; fra næsten alle klostrene i riget kom der sangkyndige munke for at høre ham, og han blev stadig bedt om at komme og undervise andre steder. Foruden at undervise i sang og resitation havde Johannes også fået til opgave at undersøge troen i den angelske kirke og aflægge rapport når han kom tilbage til Rom. Han havde desuden med sig til Britannia de bestemmelser som var vedtaget på den synode salig pave Martin fornylig havde holdt i Rom, og hvor 150 biskopper havde været tilstede. Den var hovedsagelig rettet mod dem som holdt på at i Kristi natur er der bare én vilje. Johannes lod dokumentet kopiere i den hellige abbed Benedicts kloster. De som holdt på kætterlæren, havde vakt stor uro i Konstantinopels kirke på den tid, men ved guds hjælp blev de afsløret og besejret. Men pave Agatho ønskede også at vide hvordan tilstanden var i anglernes og andre rigers kirker, om hvorvidt de var smittede fra kætterne, og betroede opgaven til den ærværdige abbed Johannes, som allerede stod ifærd med at drage til Britannia. Synoden i Britannia, som vi har beskrevet, viste klart at alle bekendte sig til den rene katolske tro, og Johannes fik en kopi af synodens bestemmelser med sig til Rom. Lige efter at han havde krydset havet og var ankommet til sit eget land, blev han syg og døde. Johannes, som havde været abbed for St. Martins kloster og havde en særlig forkærlighed for denne helgen, blev af sine venner brakt til Tours og begravet der med hæder og ære. På vejen til Britannia var han blevet gæstfrit modtaget dér ved kirken, og brødrene havde bedt ham om at tage samme vej tilbage til Rom og blive hos dem en tid. De skaffede ham til og med ledsagere som skulle hjælpe ham i hans opgave. Skønt han døde på rejsen, nåede alligevel anglernes bekendelse af deres katolske tro frem til Rom, til stor glæde for paven og alle som hørte om den eller læste den. Kong Ecgfrith's hustru Æthelthryth var datter af østanglernes kong Anna, som ofte har været nævnt, en oprigtig kristen, ædel både i sind og gerning. Tidligere havde hun været gift med en adelsmand fra sydGyrwe ved navn Tondberht, men han døde efter kort tid, og kong Ecgfrith fik hende da til hustru. Skønt ægteskabet varede i 12 år, bevarede hun sin rene jomfrudom. Da enkelte tvivlede på dette, spurte jeg biskop Wilfrid om det var sandt, og han fortalte da, at han havde sikkert bevis for det; for kong Ecgfrith, som vidste hvor højt hun satte Wilfrid, havde tilbudt ham både gods og guld dersom han kunne formå dronningen til at fuldbyrde ægteskabet. Vi ved fra pålidelige historikere at dette ofte hændte før i tiden, så det er ingen grund til at tvivle på, at det også kan ske i vore dage, med guds hjælp; for han har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende. Det viste sig også at hendes legeme ikke gik i opløsning i graven, og dette mirakel er tegn på og bevis for at hun var ren og urørt til sin død. Hun havde længe bedt kongen om at få lov til at forlade det verdslige liv og tjene den ene og sande konge, Jesus Kristus, i et kloster. Da hun endelig fik hans tilladelse, trak hun sig tilbage til klosteret i Coldingham, hvor Ecgfrith's tante Æbbe var abbedisse, og modtog sløret og nonnedragten af biskop Wilfrid. Et år efter blev hun selv abbedisse på et sted som hedder Ely. Der byggede hun et kloster og blev, selv jomfru, moder til mange jomfruer som havde viet sig til gud, og var et eksempel for alle både i liv og lære. Det bliver fortalt om hende, at fra det øjeblik hun kom til klosteret, ville hun ikke bruge linnedtøj, men altid bar uldklæder; hun tog kun varmt bad til de store højtider som påske, pinse og helligtrekongersdag, og først efter at hun og hendes tjenestepiger havde assisteret alle de andre herrens tjenerinder ved deres bad. Hun plejede ikke at spise mere end en gang om dagen, bortset fra de store festdage eller når det var helt nødvendigt. Hun blev altid igen i kirken for at bede fra ottesangen indtil daggry, dersom hun ikke var forhindret af alvorlig sygdom. Det siges også at hun ejede en profetisk evne, for ikke bare forudsagde hun pesten som skulle blive årsag til hendes egen død, men i alles nærvær nævnte hun åbenlyst tallet på dem som skulle dø af den samme pest. Da hun havde været abbedisse i 7 år, døde hun fra sine nonner og gik til herren. Efter eget ønske blev hun begravet i en trækiste midt iblandt dem uden hensyn til rang. Hun blev efterfulgt af sin søster Seaxburh, som havde været gift med kong Eorcenberht af Kent. Da Æthelthryth havde ligget begravet i 16 år, bestemte abbedissen at hendes ben skulle tages op og flyttes over til kirken i en ny kiste. Hun bød derfor nogen af brødrene at finde stenblokke til at lave kisten af. Klosteret er på alle kanter omgivet af vand og myrland hvor der ikke findes store sten; derfor drog munkene ud i både og kom til en lille nedlagt fæstning i nærheden, som kaldes Grantacæstir [Cambridge] på angelsk. Lige ved fæstningsmuren fandt de en kiste, smukt udhugget i hvid marmor og med et tætsiddende låg af samme slags sten. De mente at herren havde ledet dem, og med tak til ham drog de hjem med kisten. Da den hellige jomfru og Kristi bruds grav blev åbnet og legemet brakt op i dagen, var det ligeså friskt som om hun var død og begravet samme dag. Det bevidner biskop Wilfrid og mange andre som kendte til det. Men endda sikrere bevis giver en læge ved navn Cynefrith, som var tilstede både ved hendes dødsleje og da de tog hende op af graven. Han fortalte at under sin sygdom fik hun en stor svulst under kæben. «Jeg fik ordre,» sagde han, «til at skære svulsten bort for at udtømme giften i den. Da jeg havde gjort det, så hun ud til at have det bedre et par dage, og mange troede hun ville blive frisk igen. Men den tredje dag kom atter de samme smerter, og lige efter blev hun taget bort fra denne verden, for at bytte smerte og død med evig sundhed og liv. Da hendes ben mange år senere skulle flyttes, blev der rejst et telt over graven, og alle i klosteret stod omkring det og sang, brødrene på den ene side og søstrene på den anden. Abbedissen selv var i teltet sammen med nogen af nonnerne for at tage benene op og vaske dem. Da hørte vi pludselig abbedissen råbe med høj røst: »herrens navn være lovet!» Straks efter åbnede de teltindgangen og kaldte mig ind, og jeg så guds hellige jomfrus legeme, løftet fra graven og lagt på en seng, og det var som om hun sov. De drog klædet tilside som dækkede ansigtet, og viste mig såret efter mit indgreb. Det var nu groet til igen. Istedet for det åbne, gabende sår hun havde haft da hun blev begravet, var der nu som ved et under, kun et mærke efter et ar. Desuden var linnedklæderne som hendes legeme var hyllet i, hele og nye som de var den dag de blev lagt om hendes kyske lemmer.» Ely, som har en udstrækning på 600 familier, ligger i østanglernes rige og ligner som sagt en ø, fordi stedet er omgivet af myrland og vand. Det har sit navn fra den store mængde ål som fanges i søerne. Denne Kristi tjenerinde ville have sit kloster her fordi hun stammede fra østanglerne.

I kong Ecgfrith's 9ende regeringsår (679) stod det et stort slag mellem ham og merciernes kong Æthelred ved elven Trent, og her faldt Ælfwine, kong Ecgfrith's bror, en ung mand på 18 år, som var højt elsket i begge lande; for kong Æthelred havde ægtet hans søster Osthryth. Skønt der var god grund til, endda voldsomme kampe og langvarigt fjendskab mellem de to konger og deres krigerriske folk, klarede ærkebiskop Theodorus, som satte sin lid til gud, at slukke denne brand fuldstændig ved sine kloge råd. Der blev sluttet fred mellem de to konger og de to folk, og der blev ikke krævet liv for kongens bror, kun de sædvanlige bøder til kongen som havde pligt til at hævne sig. Og i mange år herskede der fred mellem kongerne og deres respektive lande. I det samme slaget hvor kong Ælfwine faldt, skal der have hændt noget mærkelig, som jeg mener det er rigtig at fortælle om, fordi det kan blive til frelse for mange. Blandt dem som faldt i slaget, var en af kongens mænd, en ung mand ved navn Imma. Han lå som død mellem de faldne hele dagen og den følgende nat; men så fik han bevidsheden tilbage og satte sig op og forbandt sine sår så godt han kunne. Efter at have hvilet en kort stund rejste han sig og gik omkring for at se efter venner som kunne hjælpe ham. Men han blev fundet og taget tilfange af fjendens soldater, som bragte ham til deres fører, en af kong Æthelreds officerer. Da han blev spurgt om hvem han var, vovede han ikke at sige, at han hørte til hæren, men han svarede, at han kun var en fattig bonde som var gift, og som var kommet med mad til soldaterne. Officeren gav ordre til at tage vare på ham og pleje hans sår. Men da Imma fik det bedre, lod han ham binde om natten, for at han ikke skulle rømme. Men Imma kunne ikke bindes. Ligeså snart at de havde bundet ham, og var gået bort, så løsnede han sine lænker. Nu havde Imma en bror som hed Tunna, en præst og abbed ved et kloster i en by som stadig kaldes Tunnacæstir efter ham. Da Tunna hørte at hans bror var faldet i kampen, gik han ud for at lede efter hans døde legeme. Han fandt et lig som på alle måder lignede broderens og gik ud fra at det var hans lig. Han bar den døde til klosteret, og gav ham en ærefuld begravelse og lod der læse messer for hans sjæls frelse. På grund af disse messer kunne ingen binde Imma, uden at hans lænker straks løsnedes. Officeren som holdt ham fanget, undrede sig og spurte ham om han brugte trolddomsruner, som der fortælles om i fablerne, siden han ikke kunne bindes. Men Imma svarede, at han ikke havde noget kendskab til sådanne kunster. «Men,» sagde han, «hjemme har jeg en broder som er præst, og jeg ved, at han tror at jeg er død, og han holder messer for mig, så hvis jeg nu havde været i en anden verden, ville min sjæl være løst fra sin straf ved hans forbøn.» Da han havde været fanget en tid, skønnede vogterne af hans udseende, optræden og tale at han ikke var en almindelig bonde som han havde sagt, men af høj byrd. Officeren kaldte ham til sig og spurgte ham mere indtrængende hvem han var, og lovede ham, at der ikke skulle ske ham noget ondt, hvis han bare ville tilstå. Fangen gjorde som han bad om, og røbede sin virkelige stilling i hæren. Officeren sagde: «Jeg vurderede på alle dine svar, at du ikke var bonde, og nu fortjener du at dø, for alle mine brødre og slægtninge blev dræbt i slaget. Men jeg vil ikke lade dig dræbe, for jeg kan ikke bryde mit ord.» Så snart Imma var frisk igen, solgte officeren ham til en frisisk handelsmand i London. Men hverken på vejen dertil eller senere kunne han bindes. Da alle slags lænker var prøvet uden resultat, skønnede hans herre at han ikke lod sig binde, og tilbød ham at løskøbe sig om han kunne. Lænkerne løste sig oftest fra omkring den tredje time da der gerne blev holdt messe på det tidspunkt. Da han havde svoret enten at komme tilbage eller at sende sin herre løsepenge, drog han til kong Hlotere af Kent, som var søn af dronning Ætheltryth's førnævnte søster, for han havde engang været i Æthelthryth's tjeneste. Af ham fik han løsepenge som han sendte til sin herre, sådan som han havde lovet. Han vendte så tilbage til sit eget land, hvor han mødte sin bror og fortalte om alle sine genvordigheder, og om den hjælp han havde fået i sin nød. Efter hvad broderen sagde, indså han, at lænkerne blev løst på den tid da der blev holdt messe for ham. Og han forstod, at al anden hjælp og støtte i nødens stund var blevet skænket ham ved himmelens nåde, på grund af broderens forbøn og det frelsende messeoffer som var frembragt på hans vegne. Mange som hørte Imma fortælle om dette, følte sig styrket i troen, og i sin hengivenhed for herren opsendte de bønner til himmelen, de gav almisser og fejrede den hellige messe for at befri deres egne slægtninge som havde forladt denne verden. For de havde indset at messeofferet kunne formidle evig forløsning både for legeme og sjæl. Denne beretning har jeg fra nogen som selv havde hørt den af den mand som oplevede disse ting, og fordi jeg fik en så klar fremstilling af hændelsen, fandt jeg det rigtig at tage den med i min historie. (I 697 e. Kr. blev dronning Osthryth af Mercia myrdet af landets stormænd). Året efter, i år 680 e. Kr. d. 17 november, forlod den tidligere omtalte Hild, abbedisse i Whitby kloster, denne verden for at modtag evig løn i det himmelske rige. Hun var 66 år gammel, og som en af Kristi mest hengivne tjenerinder havde hun udført mange himmelske gerninger på jorden. Sine første 33 år levede hun et verdslig liv, optaget med verdslige gøremål som hun udførte på ædleste vis, men hun gav ligeså mange år til herren i et endda ædlere liv i kloster. Hun var af adelig fødsel, datter af Edwins nevø Hereric. Sammen med Edwin modtog hun troen og Kristi sakramenter med den hellige Paulinus, northumbrernes første biskop, som lærer, og hun holdt urokkelig fast på sin tro hele livet, for til sidst at blive fundet værdig til at skue herren. Da hun bestemte sig til at give afkald på sit verdslige liv og tjene herren alene, drog hun til østanglernes rige, for hun var i slægt med kongen der. Det var hendes ønske at rejse over til Gallien, forlade sit hjem og alt hvad hun ejede, og leve for herren i eksil i klosteret Chelles, for derved at kunne eje et evig hjem i himmelen. Hendes søster Hereswith, som var mor til østanglernes kong Ealdwulf, var på den tid i klosteret i Chelles og levede under klosterregelen, mens hun ventede på sin himmelske krone. Et helt år blev Hild hos østanglerne i håb om at kunne følge sin søsters eksempel og rejse ud af landet. Men biskop Aidan kaldte hende hjem igen, og hun fik et lille stykke jord på nordsiden af elven Wear, hvor hun i ét år levede klosterlivet sammen med nogen få nonner. Derpå blev hun gjort til abbedisse i klosteret Heruteu [Hartlepool], som fornylig var blevet grundlagt af en from Kristi tjenerinde ved navn Heiu. Hun skal have været den første kvinde i Northumbria som aflagde nonneløfte og tog sløret, indviet af biskop Aidan. Men straks efter at hun havde grundlagt klosteret, trak hun sig tilbage til byen Calcaria, som anglerne kalder Kælcacæstir [Tadcaster] og slog sig ned dér. Kristi tjenerinde Hild blev derfor udpeget til at styre klosteret. Hun gik straks igang med at fastsætte en klosterregel, bistået af biskop Aidan og andre fromme mænd som stadig besøgte hende, underviste og rådede hende og elskede hende af hjertet for hendes medfødte visdom og hendes fromme iver i guds tjeneste. Vi har da også set at 5 medlemmer af dette kloster senere blev biskopper, alle mænd af usædvanlig fortjeneste og hellighed. Deres navn er Bosa, Ætla, Otfor, Johannes og Wilfrid. Bosa blev, som vi før har nævnt, ordineret til biskop i York, Ætla i Dorchester. Jeg skal senere omtale hvordan Johannes blev biskop i Hexham og Wilfrid i York. Om Otfor kan vi fortælle at da han havde levet en tid i begge Hilds klostre, optaget med læsning og studium af den hellige skrift, følte han trang til at uddybe sine kundskaber videre, og drog til Kent, hvor han opsøgte ærkebiskop Theodorus. (her har jeg klippet klostertekst ud).

I år 684 e. Kr. sendte kong Ecgfrith af Northumbria en hær til Irland under feltherren Berhts kommando. Den hærgede og plyndrede dette harmløse folk, som altid havde vist anglerne venskab, og de fjendtlige skarer sparede hverken kirker eller klostre. Øboerne satte sig til modværge så godt de kunne, og bønfaldt gud om i sin barmhjertighed at hjælpe dem og skaffe dem hævn. Og skønt de som forbanner, ikke kan arve himmelens rige, fik deres fjender alligevel snart straffen for deres ugerninger fra guds hævnende hånd. For næste år drog kongen uforsigtigt ud med en hær for at plyndre picternes land, skønt hans venner, og da særlig biskop Cuthbert, frarådede det. Fjenderne lod som om de flygtede og narrede kongen ind i nogen trange pas mellem utilgængelige fjelde. Der blev han dræbt sammen med de fleste af sine mænd d. 20 maj, 40 år gammel og i sit 15ende regeringsår. Som jeg sagde, rådede hans venner ham fra at gøre dette felttog. Året før havde den fromme Egbert forgæves prøvet at hindre ham i at angribe scoterne, som ikke havde gjort ham noget ondt, og straffen for denne synd var, at han nu ikke ville høre på dem som prøvede på at frelse ham fra hans egen ødelæggelse. Fra denne tid begyndte det angelske riges håb og kraft «at ebbe ud og synke». For picterne vand tilbage den del af sit rige som anglerne havde haft, mens scoterne i Britannia og en del af briterne atter blev selvstændige, og det har de nu været i omtrent 46 år. Mange af anglerne faldt i kampen mod picterne, eller de blev slaver. Nogen undkom ved flugt, og blandt disse var den ærværdige guds mand Trumwine, som havde været deres biskop, og som flygtede med sine folk fra Abercorn kloster. Det lå på anglernes side, men lige ved fjorden som skiller anglernes land fra picternes. Han fik anbragt sine folk i forskellige klostre og trak sig selv tilbage til guds tjenere og tjenerinder i det kloster som kaldes Streanaeshalch [Whitby], og som ofte har været nævnt. Her levede han i flere år et strengt afholdende liv sammen med nogen få af sine folk til gavn for sig selv og mange andre. Da han døde, blev han begravet i apostelen Peters kirke med den hæder og ære som tilkom hans liv og hans rang. På den tid styrtede den kongelige jomfru Ælflæd klosteret sammen med sin mor Eanflæd. Begge har været nævnt tidligere. Da biskoppen kom, blev han til stor hjælp i klosterets administration og en god støtte for den fromme og lærde Ælflæd. Ecgfrith's efterfølger var Aldfrith, som skal have været hans bror og kong Oswius sønn. Han var meget lærd i den hellige skrift og en dygtig mand, som fik det ødelagte rige på fode igen, men indenfor mindre grænser. Den 6. februar i år 685 e. Kr. døde kong Hlothhere af Kent efter at have regeret i 12 år. Han fulgte efter sin broder Egbert, som havde regeret i 9 år. Hlothhere blev såret i et slag mod sydsaksernes hær som Egberts søn Eadric havde rejst mod ham, og mens hans sår blev forbundet, døde han. Eadric styrede i 1½ år efter ham, og da han var død, plyndrede forskellige fjendtlige og fremmede konger riget en tid, indtil den retmæssige kong Wihtred, Egberts søn, vandt tronen, og takket være sin religion og sin dygtighed befriede han sit land for fremmed invasion. (Her jeg udeladt en del tekst om Cuthbert, biskop i Lindisfarne, m.v.). I Alfrith's tredje regeringsår gav vestsaksernes konge Cædwalla, som havde styret sit folk med stor dygtighed i 2 år, afkald på tronen for herrens skyld og drog til Rom for at vinde et evig kongerige. Han kom til Rom medens Sergius var pave, og blev døbt på den hellige lørdag før påskesøndag i år 689 e. Kr. Mens han endnu var iført sin hvide kappe, blev han syg, og d. 20 april blev han befriet for kødets lænker og døde Da Cædwalla drog til Rom, blev Ine, som også hørte til kongeslægten, hans efterfølger på tronen. Han regerede over vestsakserne i 37 år; så overlod han styret til yngre mænd og drog til de salige apostlers helligdomme, medens Gregor var pave. Han ville tilbringe noget af sin tid her på jorden som pilgrim i nærheden af de hellige steder for at gøre sig mer fortjent til at møde de hellige i himmelen. På denne tid var der mange angler af høj og lav byrd, gejstlige og verdslige, kvinder og mænd som gjorde det samme. Året efter Cædwallas død i Rom, det vil sige år 690 e. Kr., døde ærkebiskop Theodorus, meget gammel og mæt af dage, i sit 89 år. Han havde ofte forudsagt at han ville leve så længe, for det var blevet åbenbaret ham i en drøm. Han var biskop i 22 år og blev begravet i St. Peters kirke, hvor alle Canterburys biskopper ligger begravet. Efter Theodorus fulgte Berhtwold, tidligere abbed ved klosteret i Reculver, som ligger nord for elven Yants munding. Han havde indgående kendskab til den hellige skrift og stor erfaring i kirkernes og klostrenes administration, men han kunne ikke sammenlignes med sin forgænger. (I 704 e. Kr. blev kong Æthelred af Mercia munk efter at have regerert i 31 år, og overlod sit rige til Cenred.)

Under Withred og Swæfheards regering blev han valgt til biskop i Kent d. 1 juli år 692 e. Kr. og blev ordineret det følgende år, søndag d. 29 juni, af Godwin, ærkebiskop i den galliske kirke. Søndag d. 31 august overtog han sit bispesæde. Blandt de mange biskopper han ordinerede, var Tobias i Rochester efter Gefmunds død. Tobias var en meget lærd mand og kyndig både i latin, græsk og angelske sprog. På den tid levede den ærværdige guds tjener og præst Egbert, som tidligere nævnt, i landflygtighed i Irland. Han mente at han ved at forlade sit fædreland engang ville få adgang til sit himmelske fædreland. Hans hensigt var at prædike evangeliet og bringe velsignelsen af guds ord til nogle af de folk som aldrig havde hørt dem. I Germanien vidste han, at der levede folkestammer som anglerne og sakserne i Britannia kom fra. Helt til vore dage bliver de af deres naboer, briterne, fejlagtigt kaldt germanere. I virkeligheden er de frisere, rugier, daner, hunner, gammel-saksere og boruhtwarer [bructerer]. Der er også mange andre folkeslag i det samme land som stadig er hedninge og dyrker afguder, og denne Kristi soldat ville nu sejle rundt om Britannia for at komme til dem og prøve at befri dem fra satans klør og føre dem til Kristus. Men hvis han ikke kunne gennemføre dette, ville han drage til Rom for at besøge de salige apostles og Kristi martyrers helligdomme og bede ved dem. Guddommelige åbenbaringer og indgriben fra det høje hindrede ham imidlertid i at udføre sine planer. Han havde allerede valgt sine ledsagere til rejsen; mænd som ved sit mod, sine kundskaber, sin livsførsel og sin veltalenhed havde vist, at de egnede sig til at forkynde guds ord. Og alt som trængtes til rejsen, var forberedt. Da kom en tidlig morgen en af brødrene til ham. Han havde engang levet i Britannia og været discipel og hjælper hos Boisil, guds elskede præst, da denne var prior i Melrose kloster under abbed Eata, som tidligere nævnt. Manden fortalte Egbert et syn han havde haft om natten. Han sagde: «Da ottesangen var slut og jeg havde lagt mig, faldt jeg i en let søvn. Da viste min tidligere kære herre og lærer Boisil sig for mig, og spurte om jeg kendte ham igen. Jeg svarede: «Ja, du er Boisil.» Han fortsatte: «Jeg er kommet for at give Egbert hans herre og frelsers svar, som du må overbringe ham. Sig til ham at han ikke kan foretage den planlagte rejse. Men det er guds vilje, at han istedet skal drage til Columbas klostre og undervise der.» Columba var den første forkynder hos nordpicterne og grundlæggeren af klosteret på Iona, som længe havde været holdt højt i ære af mange af picternes og scoternes stammer. Columba bliver nu ofte kaldt Columcill, som er en sammensætning af navnet Columba og ordet cella. Da Egbert hørte om synet, sagde han, at broderen ikke skulle fortælle det til nogen andre, om da det måske kunne være en illusion. Men han selv tænkte over sagen i stilhed og frygtede at synet var ægte. Alligevel havde han ingen lyst til at standse forberedelserne til den planlagte rejse. En af hans ledsagere, Wihtberht, som udmærkede sig både ved sin foragt for denne verdens goder og ved sin lærdom, havde i mange år levet eneboerens fuldkomne liv i Irland, og gik nu ombord og drog til Frisland. I 2 år forkyndte han frelsens budskab til dette folk og deres kong Radbod, men uden at høste nogen frugt af sin stræben blandt barbarerne. Han vendte så tilbage til det elskede sted, hvor han havde levet som eneboer, og tjente atter herren i stilhed. Og fordi han ikke havde kunnet hjælpe fremmede til troen, lagde han desto mere vægt på at hjælpe sine egne ved sit eksemplariske liv. Guds mand Egbert indså at han selv ikke fik lov til at rejse ud og prædike for hedningene, men skulle være til nytte for den hellige kirke på andet vis, sådan som det var blevet åbenbaret for ham. Og skønt Wihtberht ikke havde kunnet udrette noget i disse lande, prøvede Egbert forsat at sende hellige og handlekraftige mænd til dem, for at forkynde guds ord. Blandt disse var især Willibrord fremragende, både fordi han var præst, og fordi han var højt anerkend for sine fortjenester. Da de kom frem, 12 i tallet, opsøgte de først frankernes leder, Pippin, som tog venlig imod dem. Han havde netop drevet kong Radbod ud af det nærmest liggende Frisland og sendte dem nu dertil for at prædike. Han støttede dem også med sin autoritet, sådan at de ikke skulle lide nogen overlast medens de prædike, og favoriserede de frisere som ville modtage troen. Med guds hjælp blev mange på kort tid vendt fra afgudsdyrkelse til troen på Kristus. To angelske præster som havde levet længe i eksil i Irland for sit evige fædrelands skyld, fulgte deres eksempel og drog til gammel-saksernes rige i håb om at vinde nogen i dette land for Kristus med sin forkyndelse. De var drevet af samme tro og havde samme navn, for begge hed Hewald, kun med den forskel, at den ene, som var mørkhåret, og blev kaldt sorte Hewald, og den andre, som var lys, hvide Hewald. Begge var dybt religiøse, men sorte Hewald havde bedst kendskab til den hellige skrift. Da de kom til landet, tog de ind i gæstehuset hos en forvalter, og bad ham om at vise dem vejen til den ledende mand i distriktet, fordi de havde et vigtig budskab at bringe ham. Gammel-sakserne har ikke én, men flere småkonger som står over folket, og når der bliver krig, trækker de lod om hvem som skal være den øverste. Alle følger den konge loddet falder på, så længe krigen varer; når den er slut, har småkongerne atter lige stor magt. Forvalteren lovet at sende dem til sin herre, men beholdt dem alligevel hos sig i flere dage. Da barbarerne hørte dem bede og synge salmer i en uendelighed, og så at de hver dag frembar det hellige messeoffer; de havde nemlig med sig indviede kar og et indviet bord som gjorde tjeneste som alter, forstod de, at disse mænd havde en anden tro. De tænkte sig da at hvis de to Hewalder kom til kongen og fik talt med ham, kunne de få omvendt ham fra deres guder til en ny tro, den kristne religion, og så ville lidt efter lidt hele landet blive tvunget til at antage den nye tro. Derfor greb de dem pludselig og dræbte dem. Hvide Hewald dræbte de raskt med et sværd, men sorte Hewald blev udsat for langvarig tortur og sønderrevet lem for lem på den grusomste måde. Deres lig blev kastet i Rhinen. Da kongen som de havde villet opsøge, fik hørt om dette, blev han rasende over at de fremmede ikke havde fået opfyldt sit ønske. Han satte ild på landsbyen og lod alle beboerne dræbe. De to præster og guds tjenere led døden d. 3 oktober. Himmelske mirakler manglede ikke ved deres martyrium. Da hedningene, som sagt, havde kastet ligene i elven, blev de ført 40 mil mod strømmen, næsten frem til det sted hvor deres ledsagere opholdt sig. En vældig lysstråle, som nåede til himmelen, skinnede over dem hver nat, og selv hedningene som havde dræbt dem, så den. En af brødrene viste sig også i en drøm for en af ledsagerne, en fremtrædende mand ved navn Tilmon, en adelsmand som havde været soldat før han blev munk. I drømmen fik han at vide, at ligene kunne findes på det sted hvor de så et skindende lys fra himmelen til jorden. Og sådan gik det til. Ligene blev fundet og begravet med den ære som tilkommer martyrer. Sidenhen blev deres dødsdag og dagen da deres legemer blev fundet, tilbørligt fejret i disse egner. Ja, da frankernes store fyrste Pippin fik vide hvad som var hændt, lod han deres legemer hente og med stor pragt begrave i kirken i Cologne [Køln] ved Rhinen. Det siges, at en kilde sprang frem på det sted hvor de led døden, og den giver rigeligt med vand den dag idag. Så snart de var kommet til Frisland og Willibrord havde fået vide, at frankernes fyrste havde givet dem lov til at prædike, ilede han til Rom for at han kunne begynde sin missionsvirksomhed med pave Sergius' tilladelse og godkendelse. Samtidig håbede han, at få nogen af de hellige apostlers relikvier. For når han havde tilintetgjort hedningenes afguder, ville han bygge kirker og vie dem til forskellige helgener og placere deres relikvier i dem. Da han havde fået alt han trængte til, vendte han tilbage til Frisland. På denne tid valgte brødrene som forkyndte ordet i Frisland, en mand i sin midte til biskop. Han hed Swithberht og var en enkel og sagtmodig mand. De sendte ham til Britannia, hvor han på deres bøn blev ordineret af den ærværdige biskop Wilfrid, som var blevet fordrevet fra sit eget land og nu opholdt sig i Mercia. Efter Theodorus' død var det ingen biskop i Kent, for hans efterfølger Berhtwold havde rejst over havet for at blive ordineret og var endnu ikke kommet tilbage. Da Swithberht var bliver ordineret i Britannia, drog han til boruhtwarene [bructeri, bructerne levede i områdene mellem Lippe og Ruhr, som senere blev kaldt Borahtra] og ledede mange af dem til sandhedens vej ved sin forkyndelse. Men snart efter blev boruhtwarene slået af gammel-sakserne, og de kristne blev spredt rundt omkring. Biskoppen og nogen andre drog da til Pippin, som på sin hustru Bliththryth's bøn gav ham bosted på en ø i Rhinen. På deres sprog kaldes den «på stranden« [Kaiserswerth]. Her byggede han et kloster hvor hans arvinger nu bor, og her levede han et liv i den strengeste askese lige til sin død. Da de som var kommet fra Britannia, og havde levet og prædiket i Frisland en tid, sendte Pippin med alles samtykke den ærværdige Willibrord til Rom mens Sergius fremdeles var pave, med anmodning om at lade ham ordinere til ærkebiskop for Frisland. Ordinationen blev foretaget i år 696 e. Kr. i den hellige martyr Cecilias kirke, på hendes festdag, og paven gav ham navnet Clemens. 14 dage efter sin ankomst drog han tilbage. Pippin gav ham bispesæde i sin berømte fæstning, som på folkets gamle sprog kaldes Wiltaburg, det vil sige «wilternes by», men på gallisk Traiectum [Utrecht]. Den ærværdige biskop byggede en kirke her og forkyndte troens ord vidt og bredt og kaldte mange bort fra deres vildfarelser. Han byggede også andre kirker rundt om i egnen, oprettede klostre og indsatte flere biskopper i de samme landområder. Han valgte dem ud blandt brødrene som var kommet til landet sammen med ham, eller som havde fulgt efter dem for at forkynde ordet. Nogen af disse er nu stedt til hvile hos herren, men Willibrord lever stadig, højt agtet i sin høje alder. I 36 år har han været biskop, og efter de mange slag han har udkæmpet på sit himmelske krigstog, længtes han nu af hele sit hjerte efter sin himmelske belønning. På denne tid antog de fleste af scoterne i Irland og nogen af briterne i Britannia ved guds hjælp den rigtige af kirken fastsatte tid for påskefejringen. Da Adamnan, præst og abbed for munkene på Iona, kom som udsending fra sit folk til anglernes kong Aldfrith, opholdt han sig en tid i landet og fik selv set kirkens lovfæstede praksis. Her mødte han også mange som var mere lærde end ham selv, og som fremholdt for ham hvor urimelig det var, at nogen få mennesker i verdens fjerneste hjørne skulle gå mod den universelle kirkes praksis, når det gjaldt påskefejringen og visse andre forordninger. Han skiftede fuldstændig mening og foretrak nu hvad han så og hørte i den angelske kirke, frem for sin egen og sit folks praksis. Adamnan var en god og klog mand med indgående kendskab til skriften. Da han kom hjem, prøvede han at føre sit eget folk på Iona og dem som havde hørt ind under hans kloster, til sandheden, som han selv havde erkendt og accepteret af hele sit hjerte. Men han magtede det ikke. Så sejlede han til Irland, prædike for folket dér og fremlagde forsigtig for dem den rigtige beregning af påskefejringen. Han viste dem fejlene ved deres traditioner, og bragte næsten alle dem som ikke stod under Ionas indflydelse, over til det katolske enhedssyn og lærte dem at holde påske på den rigtige tid. Da han havde fejret påsken i Irland efter katolsk skik, vendte han tilbage til sin ø og prædikede ihærdig for at få sit eget kloster til at følge samme skik, men det mislykkes. Og før året var omme, forlod han denne verden. Ved guddommelig nåde blev denne mand, som elskede enhed og fred, kaldt bort til det evige liv før påskehelgen, for at han skulle slippe en ny og alvorligere strid med dem som ikke ville følge ham på sandhedens vej. Adamnan skrev også en bog om de hellige steder, og den har været til stor nytte for mange læsere. Værkets ophavsmand var Arculf, en biskop fra Gallien, som havde formidlet sine erfaringer til ham. Arculf havde besøgt Jerusalem for at se de hellige steder og havde vandret over hele det forjættede land; han havde desuden været i Damaskus, Konstantinopel, Alexandria og på mange øer. Men på hjemrejsen over havet blev han overfaldet af en voldsom storm og drevet i land på Britannias vestkyst. Efter mange prøvelser kom han til den førnævnte guds tjener Adamnan, som skønnede at han var velkendt både med skriften og med de hellige steder. Han tog godt imod Arculf og lyttede med stor interesse til hans beretninger, og alt det Arculf havde set af mindeværdige ting på de hellige steder, sørgede han for at få nedskrevet. Af dette lavede han en bog, og den er nyttig for mange, særlig for alle som bor fjernt fra de steder hvor patriarkerne og apostlene levede, og kun ved hvad de har læst om dem i bøger. Han gav bogen til kong Aldfrith, som sørgede for at den også kom andre tilgode.

I år 705 e. Kr. døde kong Aldfrith af Northumbria efter at have regeret i næsten 20 år. Hans søn Osred, som kun var 8 år gammel, fulgte efter ham og regerede i 11 år. I begyndelsen af hans regering gik vestsaksernes biskop Hædde over til det himmelske liv. Han var en god og retsindig mand, hvis liv og lære byggede mere på hans kærlighed til det gode, end på det han havde lært i bøger. Ja, den ærværdige biskop Pethelm, som længe havde været diakon og munk hos Hæddes efterfølger Aldhelm, fortalte, at fordi Hædde var en hellig mand, skete mange helbredelsesmirakler på det sted hvor han døde. Han fortalte også at folk dér i landet plejede at tage jord fra stedet og blande den med vand og give til syge, og både mennesker og dyr som drak det eller fik det stænket over sig, blev helbredt. Fordi så mange tog hellig jord fra stedet, dannede der sig derefter et dybt huld dér. Da Hædde døde, blev bispedømmet i riget delt mellem Daniel, som forsat havde sit embede, og Aldhelm, som styrede sit rige med kraft i 4 år. Begge var uddannet i alt som gjaldt kirkens tarv og i dens lære. Mens Aldhelm endnu var præst og abbed i Malmesbury kloster, skrev han på opfordring fra en synode som da blev holdt af hans eget folk, et bemærkelsesværdig skrift mod briternes fejlagtige beregning af påsken og mod andre forsyndelser mod den rigtige praksis og freden. Med dette skrift bragte han mange briter som var underlagt vestsakserne, til at antage den katolske fejring af herrens påske. Han skrev også et fremragende værk om jomfrudom både i hexameter og prosa efter Sedulius' mønster, desuden flere andre bøger; for han var en meget lærd mand. Han havde en elegant stil og som sagt ualmindelig gode kundskaber, både når det gjaldt gejstlige og verdslige forhold. Da han døde, blev Forthere biskop, også han meget lærd i den hellige skrift. Mens disse mænd stod for bispedømmet, bestemte synoden at sydsaksernes rige, som hidtil havde hørt til bispedømmet i Winchester under Daniel, skulle have sit eget bispedømme og sin egen biskop. Eadberht, som blev deres første biskop, havde været abbed i den hellige biskop Wilfrids kloster, som hedder Selsey. Da han døde, overtog Eolla bispedømmet. Han forlod dette liv for nogen år siden, og bispedømmet har stået ledig til denne dag. I Osreds 4de regeringsår (709) gav merciernes kong Cenred afkald på sin trone. Han havde hersket med stor hæder over mercierne, men endda større blev hans hæder da han opgav sin jordiske magt. Han kom til Rom medens Constantin (708-715) var pave, modtog tonsur og levede resten af sine dage som munk ved apostlenes helligdom, et liv i bøn og faste og barmhjertighedsgerninger. Hans efterfølger var Ceolred, søn af Æthelred, som havde været Cenreds forgænger. Sammen med ham drog også den tidligere omtalte Offa, søn af østsaksernes kong Sighere, til Rom. Offa var en sjældent smuk og elskelig mand, og hans undersåtter ønskede inderligt, at han skulle føre scepteret i riget. Men han var besjælet af et inderlig ønske og forlod hustru, ejendom, slægt og fædreland for Kristi skyld i håbet om «de hundrede fold i denne verden og evigt liv i den næste». Også han modtog tonsuren i Rom og endte sit liv i munkedragt. Således fik han tilsidst opfyldt sit brændende ønske om at skue apostlene i himmelen. Samme år som de forlod Britannia, endte den navnkundige biskop Wilfrid sine dage i distriktet Oundle efter at have været biskop i 45 år. Hans legeme blev lagt i en kiste og bragt til klosteret i Ripon, hvor det blev gravlagt i apostelen St. Peters kirke med den hæder som sømmet sig en så stor biskop. Lad os nu vende tilbage og i korthed fortælle nogen af begivenhederne i hans liv. Som dreng viste han tidlig sjældne karakteregenskaber og en livsholdning som gik langt udover hans år. Han opførte sig så beskedent og tænksomt i alt, at han med rette var elsket, æret og velset af de ældre som om han var en af dem. 14 år gammel valgte han munkelivet fremfor det verdslige liv. Da han fortalte det til sin far - hans mor var død -, samtykkede faderen i drengens valg, og glædede sig over hans fromme ønske og længsel efter de himmelske ting, og bad ham holde fast ved sin rosværdige beslutning. Så kom han til Lindisfarne, og der ofrede han sig for at tjene munkene og stræbe efter at leve munkens fromme og rene liv. Rask i opfattelsen som han var, lærte han sig hurtigt salmerne og en række andre bøger. Skønt han endnu ikke havde fået tonsur, udmærkede han sig i høj grad ved de dyder som er vigtigere en tonsuren, ydmyghed og lydighed; derfor var han elsket af de ældre munkene og af sine jævnaldrende. Med sin klare forstand indså han efter nogen år i guds tjeneste i klosteret, at de traditioner scoterne fulgte, var langtfra var fuldkomne. Derfor bestemte han sig for at rejse til Rom og selv se hvilke skikke den apostoliske stol praktiserede for kirken og klostrene. Da han meddelte brødrene sin plan, godkendte de den, og rådede ham til at gennemføre den. Han drog straks til dronning Eanflæd, fordi hun kendte ham og selv havde sørget for at få ham optaget i klosteret. Han fortalte hende, at han ønskede at besøge de salige apostles helligdomme. Hun fandt planen udmærket og sendte ham til sin fætter kong Eorcenberht af Kent og bad ham hjælpe Wilfrid til at komme til Rom. På den tid var Honorius, en af salig pave Gregors disciple, ærkebiskop i Kent. Han var en mand med sjældne kundskaber i alt som angik kirken. Wilfrid blev en tid i Kent og bestræbte sig energisk for at lære alt han så og hørte dér, indtil en anden ung mand, som også ville til Rom, kom til Kent. Det var den tidligere omtalte Biscop, også kaldt Benedict, en angler af adelig slægt. Kongen bød Wilfrid at slutte sig til Benedict og hans følge og pålagde Benedict at sørge for, at han kom trygt til Rom. I Lyons blev Wilfrid holdt tilbage af byens biskop Dalfinus, mens Benedict straks fortsatte rejsen til Rom. Biskoppen havde nemlig fæstet sig ved den unge mand og havde stor glæde af at tale med ham. Wilfrids vakre udseende, hans elskværdige væsen, hans handlekraft og modne, velovervejede tanker gjorde stærkt indtryk på ham. Han sørgede derfor rigelig for Wilfrid og hans ledsagere, og dersom Wilfrid samtykkede, ville han sætte ham over store landområder i Gallien, og give ham sin datter til ægte, og betragte ham som sin adoptivsøn. Wilfrid takkede biskoppen for al den godhed og venlighed han havde udvist ham, en fremmed, men sagde, at han havde valgt en anden livsvej ,og af den grund havde forladt sit fædreland med Rom som mål. Da biskoppen hørte dette, lod han ham fortsætte rejsen, og gav ham en fører og forsynede ham generøst med alt som trængtes til turen. Han bad ham om at lægge vejen om Lyon når han vendte hjem igen. I Rom levede Wilfrid i stadig bøn og fuldt optaget med studiet af alt som hørte kirken til, sådan han havde ønskede sig. Her opnåede han at blive nær ven med en meget lærd og hellig mand, ærkediakonen Bonifatius, som også var pavens rådgiver. Under hans vejledning studerede han alle de 4 evangelier og lærte den rigtige beregning af påskefejringen og meget andet som hørte til kirkens lære, men som var ukendt i hans eget land. Efter at have tilbragt nogen måneder i Rom med sådanne frugtbringende studier, vendte han tilbage til Dalfinus i Gallien. Her blev han i 3 år, modtog tonsuren af biskoppen selv, som blev så glad for ham, at han overvejede at gøre ham til sin arving. Disse planer blev dog ikke til noget, da biskoppen pludselig blev revet bort af en grusom død, og Wilfrid var jo desuden udset til at blive biskop for sit eget folk, det angelske. Dronning Baldhild havde sendt soldater og befalet at biskoppen skulle henrettes. Wilfrid, som hørte til hans præsteskab, fulgte sin biskop til stedet hvor han skulle halshugges, og ville også følge ham i døden, tiltrods for biskoppens protest. Men da bødlerne fik vide at han var en fremmed fra anglernes folk, nægtede de at dræbe ham. I Britannia blev han venlig modtaget af kong Alhfrith (656-664), som bifaldt og fulgte de katolske regler for kirken. Da han forstod at Wilfrid havde samme syn, skænkede han ham et stykke land på 10 familier på et sted som kaldes Stamford, og senere et kloster med et område på 30 familier i Ripon. Dette sted havde kongen tidligere overladt til munke som fulgte scoternes kirkeskik, for at de skulle bygge et kloster der. Men da de senere fik valget, foretrak de at opgive klosteret fremfor at følge den katolske påskefejring, og andre af den romerske apostoliske kirkes regler. Han gav det da til den som han vidste var velinformeret i de rette regler og skikke. Kongen ønsket at knytte denne fromme og lærde mand til sig og beholde ham som prædikant og lærer ved sit hof, og lod derfor Wilfrid ordinere til præst i Ripon af den tidligere omtalte Agilbert, gewissernes biskop. Kort efter at scoternes lære, som tidligere fortalt, var blevet gendrevet og deres præster forvist, sendte kongen på sin far Oswius råd Wilfrid til Gallien for at han kunne ordineres til biskop af den samme Agilbert, som nu var biskop i Paris. Wilfrid var da 30 år. Agilbert og 11 andre biskopper foretog ordinationen med stor højtidelighed. Mens Wilfrid opholdt sig på kontinentet, blev, som vi har fortalt, den hellige mand Chad indsat som biskop i York på kong Oswius befaling. Da han havde styret kirken med stor dygtighed i 3 år, gav han afkald på sit bispesæde og trak sig tilbage til klosteret i Lastingham, og Wilfrid blev biskop for hele Northumbria. Som tidligere fortalt blev Wilfrid fordrevet fra sit bispedømme under kong Ecgfrith's regering, og andre biskopper blev ordineret i hans sted. Han ville drage til Rom for at fremlægge sin sag for paven, men skibet han sejlede med, blev drevet af en stærk vestenvind til Frisland, hvor han blev godt modtaget af de barbariske folk og deres kong Aldgist. Han forkynde evangeliet for dem, lærte mange tusinder sandhedens ord og rensede dem for deres synd og skyld i frelsens kilde. Sådan blev det Wilfrid som begyndte at kristne friserne, et værk som senere blev fuldført med kraft af den ærværdige Kristi biskop Willibrord. Wilfrid trivedes hos dette guds nye folk og blev der vinteren over. Så fortsatte han sin rejse til Rom. Da hans sag var blevet gransket af pave Agatho og flere biskopper, erklærede de enstemmigt, at han var blevet uskyldig anklaget, og at han var værdig til at styre sit bispedømme.

På denne tid sammenkaldte pave Agatho (678-681) 125 biskopper til en synode i Rom for at bekæmpe dem som lærte, at der kun var én vilje og én handling i frelserens natur. Han ville have at Wilfrid skulle tage plads blandt biskopperne og gøre rede for sin egen og sit folks tro. Da det blev opklaret, at han og hans folk bekendte sig til den katolske tro, blev følgende erklæring indført blandt synodens øvrige akter: «Den af gud elskede Wilfrid (664-678), biskop i byen York, som bragte sin sag ind for pavestolens autoritet og af denne blev frikendt for alle beskyldninger specificeret og uspecificeret, som nu er indbudt til at deltage i synoden sammen med 125 andre biskopper, erklærer at hele den nordlige del af Britannia og Irland samt øerne, beboet af angler og briter, scoter og picter, bekender sig til den sande katolske tro, og bekræfter dette med sin underskrift.« Derpå drog Wilfrid tilbage til Britannia og omvendte sydsakserne fra deres afgudstro til troen på Kristus. Han sendte også forkyndere af ordet til Isle of Wight, og under Ecgfrith's efterfølger kong Alfrith's andet regeringsår blev han genindsat som biskop i sit tidligere bispedømme. Men 5 år senere blev han igen anklaget og fordrevet fra sit bispedømme af kongen og flere biskopper. Han drog atter til Rom og fik anledning til at forsvare sig for pave Johannes (V. 685-686)- og flere biskopper i sine anklagers nærvær. Det blev enstemmigt vedtaget at hans anklagere for en stor del havde ført falske beskyldninger mod ham, og paven skrev til de angelske konger Æthelred og Aldfrith at han skulle genindsættes i sit bispedømme, for han var uretfærdig dømt. Det gavnede hans sag i høj grad da der blev læst op, at han havde haft sæde blandt biskopperne i den synode pave Agatho havde sammenkaldt. I 4 dage lod paven synodens akter læses for en forsamling af adelige og en stor menneskemængde, som sagen jo krævede. Da man kom til stedet hvor der stod: «Den af gud elskede Wilfrid, biskop i byen York, som bragte sin sag ind for pavestolen, er af denne autoritet blevet frikendt for alle anklager specificerede og uspecificerede etc.», blev tilhørerne højligt forundret og spurgte hverandre, hvem denne biskop Wilfrid var. Pavens rådgiver Bonifatius og mange andre som havde mødt Wilfrid i Rom på pave Agathos tid sagde, at han var den biskop som var blevet anklaget af sine landsmænd og var kommet til Rom for at få sin sag afgjort ved pavestolen. «Og denne mand,» sagde de, «kom hertil også for længe siden på grund af lignende anklager. Striden mellem de to parter blev undersøgt og afgjort af salig pave Agatho, som erklærede at Wilfrid var blevet uretmæssig afsat fra sit bispedømme. Og paven værdsatte ham så højt at han bød ham sidde blandt de rådgivende biskopper i synoden som en mand af uforfalsket tro og ærlig sind.» Da dette var sagt, erklærede paven selv og hele forsamlingen at en så fremstående mand, som havde været biskop i næsten 40 år, visselig ikke skulle afsættes, men tværtimod renses for alle anklager og vende hjem til sit land med ære. På vejen hjem blev han pludselig syg, og hans sygdom forværret sig i den grad at han ikke kunne fortsætte rejsen til hest, men måtte bæres på båre af sine følgesvende. Han blev bragt til Meaux i Gallien, hvor han lå som død i 4 nætter og 4 dage; kun hans svage åndedræt viste at han levede. Han kunne hverken spise eller drikke, hverken tale eller høre; men ved daggry den femte dag rejste han sig op, som om han vågnet af en dyb søvn. Da han åbnede øjnene og fik set brødrene som stod omkring ham med gråd og salmesang, sukkede han tungt og spurgte hvor præsten Acca var. Denne kom straks, og ved synet af Wilfrid, som nu var bedre og kunne tale, faldt han på knæ og takkede gud sammen med alle brødrene. Da de havde siddet og talt sammen, nok så frygtsomt, om himmelens dom, bød biskoppen alle brødrene undtaget Acca om at forlade ham en stund. Til Acca sagde han: «Jeg har haft et sælsomt syn, som jeg vil at du skal høre og holde hemmelig indtil jeg kender guds vilje med mig. Ved min side stod en ædel skikkelse klædt i hvidt, som sagde at han var ærkeengelen Mikael. «Jeg er kommet for at kalde dig tilbage fra døden,» sagde han, og.......nå han kom tilbage til Britannia, og blev indsat igen, og døde 4 år efter. Året derefter døde abbed Hadrian i Osreds femte regeringsår (710). På denne tid var Nechtan († 732) konge over picterne i det nordlige Britannia. Efter et grundigt studium af kirkens forskrifter, opgav han den fejlagtige beregning af påsken, som han og hans folk havde brugt, og sluttede sig med alle sine til den romersk katolske tidsregning for fejringen af herrens opstandelse. For at lette overgangen og styrke sin autoritet bad kongen om anglernes hjælp, da disse jo i lang tid havde fulgt den hellige romerske og apostoliske kirkeobservans. Han sendte bud til den ærværdige Ceolfred, abbed i de hellige apostler Peters og Paulus' kloster, som han forestod så ærefuldt efter den tidligere omtalte Benedict. Den ene del af klosteret ligger ved mundingen af elven Wear, den andre ved elven Tyne på et sted som kaldes Jarrow. Kongen bad Ceolfred skrive et brev som kunne hjælpe ham til at gendrive dem som holdt på den fejlagtige påskeberegning, og desuden redegøre for hvilken tonsur de gejstlige skulle have, skønt han selv havde ganske gode kundskaber om disse ting. Videre bad han om at få tilsendt bygmestre som kunne bygge en stenkirke i romersk stil for hans folk, og han lovet at vie den til apostelfyrsten. Han lovede også at hans folk i alle ting skulle følge den hellige romersk-apostoliske kirke så godt de formåede, taget i betragtning den store afstand og sprogvanskelighederne. Den ærværdige abbed Ceolfred opfyldte hans fromme bønner og ønsker og sendte ham bygmestre. Ikke længe efter antog de scotiske munker på Iona og de klostre som stod under dem, ved guds hjælp den katolske skik både for påskefejringen og tonsuren. (I 711 e. Kr. ledede Berhtfrith kampen mod picterne). I 716 blev kong Osred af Northumbria dræbt og Cenred styrede i Northumbria, kom den af gud elskede Egbert en fader og præst, som må nævnes med dyb ærbødighed, og som jeg ofte har omtalt til Iona fra Irland og blev hjertelig og ærefuldt modtaget her. Men briterne derimod, som ikke havde villet forkynde sin kristne tro for anglerne, fortsatte stadig i sin famlen og sine vildfarelser; deres hoved er uden kroner, og de fejrer Kristi højtid på en anden måde en den katolske kirke, medens anglerne ikke bare er troende, men helt indforstået med alle regler for den katolske tro. Munkene på Iona antog den katolske kirkeskik som Egbert satte dem ind i, da Dunchad var abbed, omtrent 80 år efter at de havde sendt ud biskop Aidan til anglerne. Den guds mand Egbert blev i 13 år på øen, som han påny havde viet til Kristus ved at føre den ind i kirkens fællesskab. I år 729, da påskedagen faldt på d. 24 april, holdt han højmesse til minde om herrens opstandelse, og samme dag forlod han denne verden for at være hos herren.

I år 725 e. Kr. havde Cenreds efterfølger på Northumbrias trone Osric regeret i 6 år. D. 23 april 725 e. Kr. døde kong Withred af Kent i sit 35 regeringsår og efterlod sig tre sønner, Æthelberht, Eadberht og Alric, som arvinger til sit rige. Følgende år døde Tobias, biskoppen ved Rochester kirke, en uhyre lærd mand som tidligere havde været ærkebiskop Theodorus' og abbed Hadrians discipel. Ved siden af store kundskaber i gejstlig og verdslig litteratur havde han sat sig så grundig ind i latin og græsk. Han blev begravet i St. Andreas' kirke i et kapel viet til St. Paulus, som han havde bygget til gravplads for sig selv. Ealdwulf blev ordineret af ærkebiskop Berthwold og fulgte efter ham i bispedømmet. I 729 e. Kr. viste der sig 2 kometer rundt om solen til stor skræk for alle som så dem. Den ene kom lige før solen steg op, og den andre fulgte efter solen da den gik ned, sådan at de syntes at varsle grufulde ulykker både i øst og vest. Den ene komet var forløber for dagen og den andre for natten som tegn på at menneskenes slægt var truet af katastrofer både nat og dag. De havde flammende, fakellignende slæb efter sig, vendt mod nord, ligesom rede til at sætte alt i brand. De viste sig i januar måned i 14 dage. På denne tid kom en frygtelig sværm af saracenere og plyndrede i Gallien med grusomme blodsudgydelser, men ikke længe efter fik de sin fortjente straf i samme rige. I dette år vandrede guds hellige mand Egbert til gud på påskedagen. Straks efter påske forlod Northumbrias konge Osric denne verden efter at have regeret i 11 år. Han havde udpeget sin forgænger Cenreds bror Ceolwulf til sin efterfølger (729). I hans regeringstid har der både i begyndelsen og i de senere år været så mange opstande og uroligheder, at det foreløbig er umulig at vide hvad man skal skrive om dem, og hvordan det kommer til at gå.

I 731 e. Kr. d. 13 januar døde ærkebiskop Berhtwold af alderdom efter at have været biskop i 37 år, 6 måneder og 14 dage. Tatwine, som fulgte efter ham som ærkebiskop, kom fra Mercia og havde været præst ved Breedon kloster. Han blev ordineret i Canterbury søndag d. 10 juni af den ærværdige biskop Daniel af Winchester, Ingwold af London, Ealdwine af Lichfield og Ealdwulf af Rochester. Han var kendt for sin fromhed og visdom og sine gode kundskaber i skriften. I dag styrer biskopperne Tatwine og Ealdwulf kirkerne i Kent. Ingwold er biskop for østsakserne, Ealdberht og Hathulac for østanglerne, Daniel og Forthere for vestsakserne, Ealdwine er biskop i Mercia og Wealhstod er biskop for folket som bor vest for elven Severn. Wilfrid er biskop i kongeriget Hwicce og Cyneberht i kongeriget Lindsey. Bispedømmet på Isle of Wight ligger under Daniel, biskop i Winchester. Sydsaksernes rige, som i flere år har været uden biskop, administreres af vestsaksernes biskop. Alle disse kongeriger og de andre riger i syd som strækker sig helt op til Humber, og deres forskellige konger står under Mercias kong Æthelbalds overhøjhed. For tiden er der 4 biskoper i Northumbria, hvor Ceolwulf er konge: Wilfrid i York, Æthelwold i Lindisfarne, Acca i Hexham, Pethelm på et sted som kaldes Candida Casa [Whithorn], hvor de troendes skare har øget sådan på det sidste, at det er blevet et eget bispedømme. Picterne har nu en overenskomst med anglerne og glæder sig over at have fået del i den katolske fred og den universelle kirkes sandhed. Scoterne i Britannia er fornøjede med sine egne områder og pønsker ikke på svig eller sammensværgelser mod anglerne. Briterne derimod, som nærer et medfødt had til anglerne, er fjendtlig indstillet, og deres kirke skiller sig ud fra hele den katolske kirkes enhed ved sin fejlagtige påskefejring og andre dårlige skikke. Men de kan ikke opnå noget af det de ønsker, fordi både guds og menneskers magt står imod dem. Selv om de er sine egne herrer, står de også under anglernes overherredømme. I disse gode tider med fred og velstand er der mange i Northumbria af alle stammer som har lagt våbnene tilside og modtaget tonsuren. Fremfor at øve sig i krigskunst foretrækker de at aflægge munkeløfte både for sig selv og sine børn. Hvad resultatet bliver af dette, vil næste generation få se. Dette er hele Britanniens situation idag i år 731 e. Kr. - 250 år efter at anglerne kom til Britannien.

Webmaster