Indhold på denne side: foreningens formænd * foreningens 60 års historie af Alfred Jensen * godt forhold til Sovjetunionen * gode naboer - voksende kontakter * Hermod Lannung om 500 års fredelige forbindelse * mit Rusland af Eigil Steffensen * om Hermod Lannung * 75 års jubilæum * 3 artikler om aktuelle stridsspørgsmål i 1934 af Jørgen Jørgensen.

Skift til: Dansk Russisk forbindelser gennem 500 år ** skift til Dansk Russisk Forening i Esbjerg ** Brudstykker af Ruslands historie

1924-36 Georg Bolgan, sekretær i Hovedstadens Brugsforening

1936-38 N.K. Johansen, kommunelærer

1938-40 Ejnar Thomassen, oversætter og forfatter

1940-49 Albert Olsen, professor

1949-50 Alfred Jensen, fhv. minister fungerende formand

1950-64 Jørgen Jørgensen, professor dr.phil

1964-66 Carl Thomsen, stadsbibliotekar

1966-68 Alfred Jensen, fungerende formand

1968-74 Allan Fridericia, scenograf og ballethistoriker

1974-96 Hermod Lannung, landsretssagfører

1996-99 Bernhardt Tastesen, fhv. MF og statsrevisor

1999- Kjeld Åkjær

Alfred Jensen skriver i 1984: Sympatien for russisk kultur og det russiske folks frihedskamp havde fra århundredskiftet været levende i Danmark. Størstedelen af den klassiske, russiske litteratur var oversat til dansk, og russisk musik var velkendt og beundret. Der var knyttet stærke bånd mellem landflygtige revolutionære socialister og danske socialdemokrater. Dele af Lenins korrespondance gik således over Danmark.

I 1947 skriver Martin Andersen Nexø: Hvorfor skal vi tilstræbe et godt forhold til Sovjetunionen ? Er Spørgsmålet egentlig ikke lidt beskæmmende for os? Det kunde lige så godt lyde: Hvorfor skal vi være levende, vågne Mennesker? Vi skal tilstræbe et godt forhold til Sovjetunionen af samme Grund, som vi skal lukke vinduerne op i en Stue med beklumret Luft. Luften i Danmark er beklumret, er »muffig« for at sige det igen; alene det, at Enquetens Spørgsmål kan opstå iblandt os viser det med al tydelighed. Vi er angst for det friske Sus, der står ind fra de åbne ny Vidder, fra Fremtiden; vil helst dukke os for lukkede Vinduer, let bronkitisrallende, i den gamle Alkove, hvor alt er så hyggelig velkendt lige til Væggetøjet. Vi skal tilstræbe et godt forhold til Sovjetunionen af samme Grund, som den døsige Søvnetryne skal slå Hul på Morgendøsen og Indelukketheden, slå Vinduer op og ta sig sammen til at springe ind under den kolde Dusj. Jamen vi har jo Alkove-lemmen åben ind til Bedstefar og Bedstemor, siges der. Men der kommer ingen Morgenluft derinde fra. Lad de gamle snue på deres Fortids Laurbær; de var også unge engang og har udrettet hvad de skulde, dersom de har beredt Vejen for os. Nu er de affældige og kan kun gå i Vejen.

Gå fremad og ikke baglæns

Hvorfor skal vi tilstræbe et godt forhold til Sovjetunionen? Ja, hvorfor skal vi følge Udviklingens Vej, gå fremad og ikke baglæns? At den gamle tids Dage er talte, kan de fleste se; kun de der har Overflod og foretrækker eget Velvære fremfor Menneskehedens Fremgang klamrer sig med en vis Ret til Fortidslævningerne. Men alle de andre? Forstanderen på den gamle Ladegård på Åboulevarden fortalte mig engang, at det besværligste af alt var at få »Lemmerne« til at skifte Skjorte. Er det mon det kolde Gys og Følelsen af Renlighed de fleste er bange for? I denne Tidsættes der en Bagvaskelseskampagne ind som aldrig før for at hindre Folkeslagene i at træde i Forbindelse med Sovjetunionen; den udgives for en Renselsesproces og sker i Frisindets, Moralens, Ungdommens Navn. Og bag den står den gamle senile Tid og rasler med de grå Rester af sit Liv, sin Pengepung, og truer med at ta det hele med sig i Graven, om ikke vi bliver i det gamle Kluns. Men hvorfor lade sig forskrække; ingen er endnu død af at skifte Skjorte! Og i Sovjetunionen lærer vi måske for en Gangs Skyld en Stormagt at kende, der ikke skal mele nogen Kage på Bekostning af de små Nationer.

Vi skal træde i et godt forhold til Sovjetunionen for vor egen Skyld. Den selv klarer sig også uden, den har passeret det øde Ingenmandsland mellem to Udviklingsfaser og er nået frem til nyt frugtbart Land på den anden Side, Land som den gamle Tids tekniske Udvikling er Forudsætningen for, og hvor alle vil kunne få Del i en menneskeværdig Tilværelse.

Fej Bagvaskelsen tilside

Som den første har Sovjetunionen taget den ny Verden i Besiddelse og overfløjet ved Hjælp af den gamle Periodes Teknik parret med den nys Ideer Land efter Land i den gamle Verden. Og vi kan stoppe vore øren og lukke øjnene for denne Udvikling, den tar os lidt før eller senere. Men er der nogen Ære eller Bedrift ved at blive indlemmet i Udviklingen som dens Bagtrop, danne Haledusken på den så at sige. Skal vi bruges til at vifte Fluer bort, så lad os blive brugt til det idag, da Luften er fuld af dem og deres Spy. Lad os begynde med at feje Bagvaskelsen tilside, så Sandheden kan komme til sin Ret. Særlig attråværdigt kan det aldrig være at blive tvangsindlemmet i den Udviklingsfase, der skal afløse vor, som et andet Drog med deformt Hoved, et Væsen Udviklingen har måttet taget med Tang!

De gamle Veje er fortrådte, man kan færdes på dem i Søvne; det er ikke godt for Menneskenes Børn. Lad os ikke som Dovenlars slå til Vækkeuret eller putte det under Dynen for at kvæle dets Kalden. Det ny kræver Vågenhed; ikke mindst derfor er det en Lykkebringer! Vi bør sørge for, at vi ikke en skønne Dag vågner op omklamrede af et System, der allerede er på Vej ned i Graven og gerne vil tage os med sig.

Vi må søge Føling med det derovre. Vi kan jo nøjes med at se på det, lugte til det, stoppe ørene for Bagvaskelsen og stille os afventende. Allerede nu nyder vi på adskillige Områder godt af Sovjetunionens unge Initiativ på Teknikkens, Medicinens, Landbrugets Område - efter først at ha forsynet Fremskridtene derovre fra med Etiketter, der skal foregive, at de er opfundne af den gamle Verden. Lad os være ærlige - og objektive; små Nationer må idag ha øjnene ude til alle sider for at værne sig mod Overrumpling. Og også som enkeltmennesker vinder vi ved at tale sandt og nøgternt på Tingene Kun den er stærk, der er kræsen med Hensyn til det Materiale han bygger på. Og det kan han kun ved at holde sig vågen til alle Sider - og navnlig fremefter.

Derfor skal vi tilstræbe et godt Forhold også til Sovjetunionen!

Jurij Fokin, viceudenrigsminister skriver i 1984: Vi er naboer, vore lande er forbundet af Østersøen, som vi gerne vil omdanne til et fredens hav. Opretholdelsen af regelmæssig trafik ad jernbaner, bilveje og gennem luften har mindsket afstanden mellem Sovjetunionen og Danmark endnu mere. Gode naboer skal leve i fred og venskab med hinanden, og føre en konstruktiv og velment dialog. Man kan med tilfredshed konstatere, at forbindelsestrådene gennem de sidste årtier ikke er afbrudt og at vore relationer ikke er kommet ud af et rationelt spor. Der har været afholdt mangfoldige møder mellem danske og sovjetiske statsfolk og politikere. Udveksling af officielle besøg på statsleder-, regerings- og udenrigsminister niveau i disse år er friske i vor erindring. Der blev under disse besøg undertegnet mange vigtige dokumenter, herunder Protokollen om konsultationer fra oktober 1976, der i dag udgør et solidt aftaleretligt grundlag for udvikling af forbindelser og kontakter på de mest forskellige områder.

Nyttig dialog

Der foregår fortsat en nyttig politisk dialog mellem repræsentanter for Danmark og Sovjetunionen, hvilket er meget værdifuldt, også i den nuværende skærpede internationale situation. Vi har flere gange, først og fremmest i talerne af generalsekretæren for Sovjetunionens kommunistiske Parti og formand for Sovjetunionens Øverste Sovjet Konstantin Tjernenko, talt om kilderne til spændingen i Europa og verden, og peget på de ansvarlige for, at der opføres palisadeværk af mistillid, og at situationen udvikler sig ad modsat rettede historiske véktorer, nedrustningens og fredens véktor, og oprustningens og krigens véktor. Under samtaler med repræsentanter for Danmark har der i mange tilfælde vist sig samklang i synspunkterne vedrørende fredens bevarelse og atomnedrustning. Samtalen foregår ærligt og værdigt, uden diplomatiske krumspring, eftersom parterne ikke er interesseret i tilsyneladende, men i reelle fremskridt i vore relationer, og, som vi håber, i løsningen af de største problemer i nutiden, først og fremmest spørgsmålet om fred og krig.

Sikkerhed ikke et abstrakt begreb

På tærsklen til 40-året for sejren over Nazi-tyskland er det på sin plads at minde om, at fred og sikkerhed er alfa og omega for sovjetfolket. Vi har betalt en dyr pris for retten til sikkerhed. Vi tilbagelagde 2.000 kilometer fra Moskva til fascismens hule i Europas midte, og vi efterlod 10.000 grave for hver kilometer, en grav for ti af vore folk for hver eneste meter. For os er sikkerhed ikke noget abstrakt begreb. Måske forstår vi bedre end mange andre den symbolik, der ligger i Holger Danske-skikkelsen, ligesom vi forstår den barske mening bag Hamlets »at være eller ikke være« endnu barskere i dag på baggrund af atomtruslen.

Når vi derfor erklærer på højeste niveau, at vi forpligter os til ikke som de første at rette et atomslag, og når vi sammen med vore allierede i Warszawapagten foreslår at indgå en traktat om gensidigt afkald på magtmisbrug og opretholdelse af fredelige relationer, så lægger vi en meget dyb mening i det. Vi håber, at man i Danmark vil forstå vor bekymring, og at samarbejdet mellem vore lande i spørgsmålet om fred og sikkerhed vil blive fortsat i en konstruktiv ånd på Stockholm-konferencen, i FN og i andre internationale forsamlinger.

Voksende kontakter

En vigtig plads i de dansk-sovjetiske relationer indtager de voksende kontakter mellem repræsentanter for vore to landes lovgivningsorganer, kontakter som de benytter til at udveksle erfaringer fra deres arbejde og fortælle om midler til at løse de opgaver, som folkene i Sovjetunionen og Danmark står overfor. Som bekendt kommer deputerede fra Sovjetunionens øverste Sovjet til Danmark til efteråret for at stifte bekendtskab med danskernes tilværelse og arbejdet i det danske parlament. Fra dansk og sovjetisk side fremhæver man jævnligt den store betydning af øget handel mellem vore lande. Sidste år udgjorde den 355 millioner rubler (knap 4,5 milliarder danske kroner). Det er selvfølgelig ikke grænsen for det opnåelige. Der arbejdes gensidigt på at øge handelen. Den dansk-sovjetiske regeringskommission for økonomisk og teknisk-videnskabeligt samarbejde virker for dette mål, og undertegnelsen af en langtidsaftale for perioden 1981-1986 går i samme retning. Befordrende herfor er også en række dansk-sovjetiske traktater og aftaler samt arrangementer som den sovjetiske nationaludstillmg og de sovjetiske videnskabs- og teknologidage i København sidste efterår og de forestående danske teknologidage i vort land.

Efter vor opfattelse findes der uudnyttede muligheder for en udvikling af samarbejdet på en række områder, for eksempel inden for kulturlivet og sporten. Her er der opnået visse resultater, som bygger på de århundredlange traditioner for åndeligt samkvem mellem vore folk. I ethvert sovjetisk hjem med en bogsamling og dem er der mange millioner af - for slet ikke at tale om de offentlige biblioteker, finder man værker af Martin Andersen Nexø og andre danske forfattere. Som et kuriosum kan jeg nævne, at da generaldirektøren for det danske udenrigsministerium i sidste uge var på besøg i Moskva, fandt vi et eksemplar af »Ditte Menneskebarn« på dansk i Lenins lejlighed i Kreml. Lige inden jeg tog til København, kunne jeg med tilfredshed konstatere, at der på et af de fornemste udstillingssteder, i Sovjetunionens Kunstakademis sale, var åbnet en udstilling af Herluf Bidstrups tegninger.

I det store og hele kan man sige, at de sidste 60 års dansk-sovjetiske forbindelser kan bedømmes positivt. Meget er gjort, og meget er opnået. Imidlertid mener vi fra sovjetisk side, at vi langtfra har nået grænsen for det, der kan gøres. I guldgravernes sprog ville man sige, at vi endnu ikke har fundet hovedguldåren, men har samlet vore relationers ædle metal korn for korn.

Sovjetunionen er rede til nye anstrengelser til gavn for vore folk, til gavn for en større og dybere gensidig forståelse mellem Danmark og Sovjetunionen. Landsforeningens bidrag til at styrke og udvide venskabet og samarbejdet mellem det danske og det sovjetiske folk er velkendt. I april fyldte foreningen som bekendt 60 år. I den forbindelse blev Landsforeningen efter beslutning i Sovjetunionens øverste Sovjet tildelt Folkevenskabets orden. Fire år tidligere havde foreningens formand Hermod Lannung modtaget samme udmærkelse. Jeg vil gerne udtrykke min overbevisning om, at forbindelserne mellem Sovjetunionen og Danmark også fremover vil udvikle sig konstruktivt til gavn for vore folk, hvad der igen vil gavne samarbejdet og den gensidige forståelse på internationalt plan og genskabelsen af et klima af afspænding og tillid i Europa og resten af verden.

Hermod Lannung, daværende formand for Dansk-Russisk Forening skriver i 1993: Danmark har aldrig været i krig med Rusland. Der har i de sidste 500 år, hvor historien har registreret forholdet mellem de to lande, stort set været et godt forhold mellem dem, og i adskillige perioder har de været forbundsfæller.

Traktaten i 1493

Allerede i 1493 fandt den første diplomatiske kontakt sted imellem Danmark og Rusland - dengang storfyrstendømmet Moskva. Kong Hans af Danmark og Norge sendte det år sin første udsending til Moskva, og ved hjemrejsen fulgtes to russiske diplomater med. De afsluttede i København den første dansk-russiske traktat, dateret 8. november 1493.

En kopi af traktaten ligger i Rigsarkivet i København og er affattet på latin. "I den Hellige Treenigheds navn. Vi Hans, af Guds nåde Danmarks, Norges, Vendernes og Goternes konge, hertug af Slesvig og Holsten..., slutter venskab og evigt forbund med den meget fornemme og mægtige herre, Ivan (Ivan III), hele Ruslands overherre, storfyrste af Wolmar, Moskva, Novgorod etc....Vor kæreste broder og forbundsfælle:... Vi vil være ham til hjælp...når han får brug for Vor hjælp mod sine fjender og uvenner, og han vil være Os til hjælp...når Vi behøver hans hjælp mod Vore fjender og uvenner."

Storfyrst Ivan skulle hjælpe kong Hans med at "genvinde og fastholde Sveriges rige", og kong Hans skulle hjælpe Ivan imod "Litauens storfyrste". Det er værd at bemærke, at "købmænd og kræmmere og andre handelsfolk fra begge riger skal i begge Vore riger kunne rejse...og frit ordne forretninger..".

'Traktaten slutter: "På og ved alt dette har Vi, Hans af Guds nåde..., kysset korset for Vor kære Broder herr Ivan, hele Ruslands overherre...til opretholdelse af venskab...idet Vi ved dette Vort kraftfulde brev hænger Vort segl. Givet på Vort københavnske slot i den guddommelige inkarnations 1493. år den 8. november"

De to stater kom herefter stort set godt ud af det i venskab og forbund mod fælles fjender. Der er intet, der bedre styrker venskab end fælles fjender !

Nye traktater - og problemerne med underskrivelsen heraf

Christian II genoplivede den gamle traktat af 1493 med en traktat af 9. august 1510. Den følger temmelig nøje den gamle: russisk hjælp til Danmark mod Sverige, og dansk hjælp til Rusland mod Litauen.

Nye traktater blev afsluttet, når det skønnedes betimeligt. Det kneb dog med enigheden nogle gange, når traktaterne skulle underskrives. Der kunne opstå den uoverstigelige, men for de tider karakteristiske, vanskelighed om zarens eller kongens underskrift skulle stå øverst. Herom bevarer

historien de herligste stridigheder. Da Christian IV's søn Valdemar Christian som gesandt i Moskva i 1641 skulle slutte en aftale om evig fred og venskab strandede traktaten således på placeringen af zarens og kongens underskrift. Men freden holdt dog uden underskrifter.

Annalerne beretter også om rent praktiske aftaler, eksempelvis med Ivan den Grusomme. Den 7. august 1562, på et tidspunkt hvor flere magter var i strid om fordelingen af den såkaldte livlandske arv, kyssede Ivan den Grusomme korset på en traktat med Danmark, der fastslog, hvilke områder han var indforstået med skulle tilfalde Danmark. I parentes bemærket findes der et portræt af Ivan den Grusomme på Nationalmuseet. Maleriet bygger på ikon-maleriets tradition og anses for at være det tidligste kendte verdslige portræt i russisk kunst.

Dansk-russisk ægteskabspolitik

Der var flere gange forsøg på ægteskabelige forbindelser mellem det danske kongehus og den nye zarslægt, Romanoverne. Boris Godunov søgte en passende ægtefælle til sin datter, og ønskede prins Hans, Christian IV's yngre broder, som sin svigersøn. Han døde dog kort tid efter ankomsten til Moskva af febersyge. Senere søgte zar Michail at finde en dansk kongesøn til sin datter Irina. Den eneste mulighed var Christian IV's søn med Kirstine Munk, Valdemar Christian. Med henblik herpå ankom en russisk udsending til København i 1641, og han fandt Valdemar Christian tilfredsstillende og berettede, at han var pæn og sund, at han kunne latin, fransk, italiensk og højtysk og var dygtig i krigeriske færdigheder. Det var det samme år Valdemar Christian var blevet sendt til Moskva for at afslutte den strandede traktat.

Året efter sendte zaren et russisk gesandtskab til Danmark med henblik på at få prinsen som svigersøn, men det krævede imidlertid, at Valdemar Christian skulle lade sig omdøbe til den russisk-ortodokse tro, hvilket stødte på bestemt modstand. Et nyt gesandtskab blev herefter sendt til København med pålæg om ikke at stå urokkeligt på trosspørgsmålet. Det endte med en aftale, så Valdemar Christian i slutningen af 1643 igen tog til Rusland, og det med et følge på 329 mand og et overdådigt udstyr og rige gaver. Men straks efter ankomsten begyndte forsøgene på at få Valdemar Christian til alligevel at skifte tro, hvad der rent blev afvist. Brylluppet blev derfor ikke til noget, og Valdemar Christian havde derefter vanskeligheder med at rejse hjem, for han var nu efter aftalen "zarens søn". Det lykkedes først efter at zaren var død, og dennes søn var blevet zar, dvs. efter omtrent 1 års mere eller mindre frivilligt ophold i Moskva.

Peter den Store i Danmark

I den første del af 1700-tallet søgte Peter den Store gentagne gange at få Danmark til at genoptage krigen mod Sverige, men først efter russernes sejr over Karl XII ved Poltava turde Frederik IV begynde en krig med Sverige. Sverige havde fået mange fjender, og ved slutningen af 1715 havde det tabt alle sine besiddelser syd for Østersøen. Tanken om en landgang i Skåne syntes nu at kunne realiseres. Fra Nordtyskland skulle russiske tropper overføres til Sjælland og derfra sammen med de danske tropper under beskyttelse af danske, russiske og andre flådeenheder overføres til Skåne. Den 14. Juli 1716 steg Peter den Store uventet i land på Falster, hvor han i Nykøbing afventede den russiske flåde, og få dage senere fik zaren og flåden en stor modtagelse i København.

Der førtes nu en række forhandlinger om en landgang i Skåne og de dermed forbundne vanskeligheder, og ind imellem arrangeredes festligheder til zarens og zaritsaéns ære og fornøjelse. Således sejlture på kanaler, parforcejagt i Dyrehaven og bal på slottet. Man foreviste Rundetårn, og mens zaren red op i tårnet, kørte zaritsa'en op i en vogn. Rundetårns astronom nævner, at der var seks heste for vognen.

2. august sejlede en dansk-russisk-engelsk-hollandsk flåde på rekognoscering langs Skånes kyst, hvorfra svenske batterier beskød og ramte bl.a. det skib, der havde zaren ombord. I København fortsatte forhandlingerne under gensidig mistillid. I oktober tabte Peter den Store endelig tålmodigheden og forlod Danmark. Det forhold, at den påtænkte fælles operation var strandet, førte til et køligere forhold mellem de to lande, og bedre blev det ikke, da Frederik IV afslog et ægteskab mellem kronprins Christian og Peter den Stores datter, Anna. I stedet blev hun gift med den gottorpske hertug Karl Frederik, og dermed blev grunden lagt til de alvorlige vanskeligheder, der senere førte Rusland og Danmark til krigens rand.

Danske pionerer i Rusland

Under Peter den Store og fra hans tid drog mange danskere til Rusland. Den mest berømte var den store opdagelsesrejsende Vitus Bering. Han blev i 1724 af Peter den Store gjort til chef for en ekspedition, der skulle undersøge, om Asien og Amerika var landfaste. Det var de ikke, men han fandt og gav navn til Berings strædet mellem Sibirien og Alaska, og døde derude på øen opkaldt efter ham, Bering-øen.

Almindelig gensidig diplomatisk repræsentation mellem Danmark og Rusland har fundet sted siden 1697, og Rusland har som nævnt en stor del af tiden været Danmark-Norges forbundsfælle.

Dansk spionage mod Rusland

Kun én eneste gang var det nær kommet til en krig, nemlig da den holstensk-gottorpske hertug, som var blevet russisk tronfølger og senere zar Peter III, stillede vidtgående krav i anledning af Danmarks inddragelse af de gottorpske besiddelser i Slesvig. Hærene stod over for hinanden ved den holstenske grænse, men det kom ikke til krig. Den danske regering havde opmærksomt fulgt udviklingen i russisk politik - så opmærksomt, at man i årene 1742-61 systematisk havde åbnet og afskrevet al post mellem det russiske gesandtskab i København og hoffet i Skt. Petersborg. Altså kan man konstatere det rene Watergate i 1700-tallets København. Zaritsaén Katharina, som vi havde fået gjort til vor særlige forbundsfælle, bl.a. ved at besørge hendes korrespondance med moderen og med elskeren og ved at forstrække hende med ret store beløb, benyttede situationen til at afsætte zaren ved en paladsrevolution, og han døde få dage efter under ret mystiske omstændigheder. Denne dramatiske begivenhed fjernede den aktuelle fare for krig. Efterfølgende tog Katharina initiativet til det vigtige mageskifte mellem den hertugelige del af Gottorp på den ene side og Oldenborg-Delmenhorst på den anden, som sikrede mod nye vanskeligheder.

Under Katharina II var Ruslands indflydelse ved det danske hof så stor som hverken før eller siden. I begyndelsen af1773 gav den russiske minister Simolin over for sin regering udtryk for, at "Danmarks hengivenhed for hende ikke har grænser".

1783 viste det dansk-russiske forbund sin store værdi ved at forhindre Sveriges kong Gustav III's plan om angreb på Norge og forsøg på at opnå svensk-russisk venskab og frie hænder over for Danmark. Men Katharina II ønskede ikke en sådan ændring, så den svenske plan matte opgives. Ser vi på tiden derefter, bør det særligt bemærkes, at det var en depeche fra Skt. Petersborg til Berlin, der under tre-års krigen tvang Preussen, der var i færd med at oversvømme Jylland, til omgående at rømme, hvad de havde besat.

Tyskland dominerende - økonomiske kontakter

Fra 1864 og indtil afslutningen af 2. Verdenskrig var Tyskland en så dominerende faktor i dansk udenrigspolitik, at Danmark ikke kunne vove at søge forbundsfæller blandt andre stormagter, heller ikke Rusland.

Christian IX's datter Dagmars ægteskab med den senere zar Alexander III førte ikke til ændringer heraf, men til øget samkvem mellem de to lande. Danske deltog i anlæggelsen af de russiske jernbaner, danske landmænd og mejerister fik ansættelse hos russiske godsejere eller skabte deres egen virksomhed, ikke mindst i Sibirien. Og en mand som statsråd C.A. Koefoed spillede en ganske betydelig rolle for Stolypins landbrugsreformer. Danske handelsmænd fandt nye markeder østpå, og Store Nordiske Telegrafselskab havde stor virksomhed og en betydelig stab af funktionærer i Rusland.

Verdenskrig og Oktoberrevolution

De diplomatiske forbindelser var afbrudt 5-6 år efter Oktoberrevolutionen i 1917, men efter at der i 1923 blev afsluttet en handelsaftale mellem Danmark og den nye sovjetregering, fulgte Danmarks dejure anerkendelse af Unionen 18. juni 1924.

Der blev under 1. Verdenskrig fra dansk side ydet en betydelig humanitær indsats i Rusland. Der var et dansk lazaret i Petrograd en afdeling al Dansk Røde Kors sammesteds og en større afdeling i Moskva. Og i Danmark tog man sig af forplejningen af omkring 2.000 syge russiske krigsfanger i Horserød lejren 1917-18. Det kan også nævnes at danske Røde Kors folk deltog i Fridtjof Nansens hjælpearbejde under hungers nøden i Ukraine og Volga-distriktet 1922-24 og tillige igennem den til Nansen kommission knyttede Europæiske Studenterhjælp, European Student Relief, hvortil danske studerende bidrog og den var sammen med Nansens Intellectual Relief under dansk ledelse 1923-24. Efter 2. Verdenskrig gjorde Danmark igen en humanitær indsats for russiske krigsfanger i Horserød-lejren.

2. Verdenskrig og tiden efter

Efter Hitlers overfald på Sovjetunionen den 22. juni 1941 blev det besatte Danmark tvunget til at afbryde forbindelsen med Sovjetunionen, men vi fulgte sovjetfolkets kamp med den største interesse og sympati. I juni 1944 lykkedes det det danske Frihedsråd at sende Thomas Døssing til Moskva som dets gesandt. Og vi vil aldrig glemme, at vi skylder sovjetfolkets uhyre ofre, sammen med dets allierede, at Danmark atter blev et frit land.

Det kan til slut som en kendsgerning slås fast at Danmark ikke i de sidste 500 år har haft et så ubrudt godt forhold til noget andet land i Europa, det være sig mht. forbund, samarbejde m.v., hvilket mellem to geografisk nærtliggende lande også internationalt er et enestående forhold. Rusland har aldrig ført krig mod os, endsige besat vort land, aldrig løbet storm mod Københavns volde og plyndret vore slotte og kirker, aldrig bombet og afbrændt en større del af hovedstaden og røvet vor flåde, som nogle af vore nærmeste venner har.

Det er derfor naturligt, at Danmark og Rusland i 1993 omkring den 8. November fejrer 500 års ubrudt fred og samarbejde.

Eigil Steffensen skriver i 1993: I løbet af de snart fem årtier jeg har beskæftiget mig med Rusland og russerne, er det sket nogle gange, at jeg er blevet spurgt: Hvordan gik det til, at du fik interesse for netop Rusland ? Det spørgsmål har jeg forsøgt at besvare udførligt i erindringsbogen 'En enkelt til Rungsted', men det kan også gøres kortere.

Min baggrund er en opvækst i 1930érnes Krise-Danmark, nærmere bestemt et husmandsmiljø nær Vestervig i Thy. Udover det økonomiske tryk, der hvilede over egnen i disse år, oplevede jeg også som noget af det første, jeg husker, en religiøs strenghed, der føjede et andet og mere uhåndgribeligt tryk til det kontant økonomiske.

Barske livsvilkår skaber seje naturer, men oplevelsen af, at vilkårene ikke står til at ændre, vækker gerne forhåbninger om, at der findes en anden og højere retfærdighed. Erkendelsens byrde modvejes af en opløftende tro. Som dreng oplevede jeg ofte mennesker, der søgte styrke i troen og forsøgte at bortmane tvivl med meninger, der ikke tålte modsigelse. Deres intense forhåbninger udartede undertiden i fanatisme. Mange kender fænomenet fra Hans Kirks roman 'Fiskerne' og den TV-serie, der blev lavet om den.

Allerede som dreng følte jeg ubehag ved tvang og intolerance, og jeg søgte efter muligheder for at komme ud af det snævre og snærende miljø. Her var det, jeg opdagede russerne og deres opgør med både det økonomiske og det religiøse tryk. Af en ugudelig onkel, som var rød socialdemokrat, lånte jeg Martin Andersen Nexøs rejsebog 'Mod dagningen', som gav mig et første indblik i, hvordan russerne gik til værks med opbygningen af den nye sovjetstat. Senere læste jeg en tilsvarende rejseskildring af Halldor Laxness med den forjættende titel 'Det russiske eventyr'. Titlen på Nordahl Griegs roman 'Ung må verden' endnu være lød ikke mindre besnærende, så den slugte jeg også begejstret, da jeg fandt bogen på Vestervig bibliotek.

Under den 2. verdenskrig blev russerne vore allierede, og vi var mange unge, der gerne ville vide mere om det store, ukendte land, som Churchill så kryptisk kaldte "en gåde, pakket ind i et mysterium".

For mit eget vedkommende medførte min nysgerrighed, at jeg anskaffede mig et Linguaphone kursus. Det bestod af en lærebog i russisk sprog og et antal store, lakskinnende grammofonplader, hvorpå en dyb mandsstemme havde indtalt nogle udvalgte russiske tekster. Efter endt studentereksamen gik jeg i gang med et studium af Rusland og russerne ved Københavns Universitet, og det studium har været min beskæftigelse lige siden.

Allerede i begyndelsen af 1950érne gik det op for mig, at sovjetsystemet ikke var så ideelt, som jeg havde opfattet det ved at læse de nævnte forfattere. Siden denne erkendelse har jeg søgt længere og længere tilbage i russisk litteratur, kultur og historie for at danne mig et nuanceret og mere pålideligt billede af Rusland og russerne. Jeg er efter disse mange år med rejser og ophold og forskning i mange aspekter af emnet nået frem til den opfattelse, at Rusland historisk har fulgt sin særlige vej og skabt sin egen, helt originale kultur. Denne kultur er i mange henseender på højde med, men i sine mest værdifulde træk væsensforskellig fra de europæiske kulturtraditioner, som vi er en del af. Navne som Pusjkin, Dostojevskij og Blok er en del af verdenslitteraturen, men de er mere russere, end de er europæere. Der har været en tilbøjelighed her i Vesten, ikke mindst efter, at Gorbatjov åbnede op for perestrojka og reformer, til at betragte hele sovjetperioden som blot en parentes i den samlede russiske historie. Det har præget det billede, som vore medier har givet os, også af Jeltsins Rusland, i optimistisk forventning til, at omstillingen til en vestlig markedsøkonomi og et demokratisk politisk system ville forløbe forholdsvis hurtigt.

Vestlige politologer og andre intellektuelle systemtænkere har forestillet sig, at et konsekvent gennemført systemskifte ville være en tilstrækkelig forudsætning for Ruslands forvandling. Men systemtænkere glemmer ofte at tage hensyn til den historiske og kulturhistorie dimension, den åndelige arv, som det russiske folk lever med, og som i væsentlig grad har formet dets mentalitet.

Som slavist og kulturhistoriker har jeg gjort den erfaring, at jo mere man beskæftiger sig med de lange linjer i Ruslands historiske udvikling, desbedre forstår man den omstillingsproces, som dette store land er inde i netop i disse år. Som ung lærte jeg mig at være skeptisk, når de troende ventede sig mirakler. Historien er lang, og reformer er langsomme, og virkelig udvikling kræver tålmodighed.

Rusland begyndte for alvor at nærme sig Europa, da Peter d. Store indledte sin storstilede perestrojka i slutningen af 1600-tallet. Denne proces har sat sit præg på Ruslands udvikling lige siden, og når russerne selv fremmer den idag, bør vi i Vesten yde dem vor støtte. Men forudsætningen for, at vi kan gøre denne støtte effektiv, er at vi skaffer os indsigt i omstillingens faktiske art og omfang. Denne indsigt opnår vi kun fuldt ud, hvis vi også har tålmodighed til at sætte os ind i Ruslands særlige historiske forudsætninger. Forskning skaber klarhed og giver os mulighed for at orientere os med større sikkerhed i den daglige nyhedsstrøm.

Arne Bugge skriver i 1999: Hermod Lannung (f. 9.nov.1895) var fra sommeren 1924, efter sin tilbagekomst Fra Sovjetunionen, medlem af Dansk Russisk Samvirke, senere Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen og fra 1992 Dansk-Russisk Forening. Som denne forenings ubestridte formand og præsident har Launung virket siden 1974 og lige til sin død i oktober 1996 - få uger før han ville været fyldt 101 år!

Lannungs engagement i Dansk-Russisk Samvirke vaktes, da den unge stud. jur. i årene 1917-19 var tilknyttet det danske gesandtskab i Petrograd med den opgave at tage sig af de østrig-ungarske krigsfanger i Rusland. Han oplevede revolutionen på nærmeste hold. Dagen før sin 22 års fødselsdag - eller dagen efter stormen på Vinterpaladset - befandt han sig på Slotspladsen. Engagementet næredes i 1922-24, da han atter var i Sovjetunionen, nu som deltager i Fridtjof Nansens hjælpeaktion under den russiske hungersnød og som delegeret for European Student Relief. I Kharkov giftede han sig med Jelena Mikhajlovna Soboleva. Disse år blev for Lannung til "Min russiske ungdom" (erindringsbogen fra 1976). Han havde for altid tabt sit hjerte til Rusland og det russiske folk med dets historie, dets kunst og musik, litteratur og kultur. Et vidnesbyrd herom er bl.a. hans enestående samling af ikoner og russisk malerkunst fra første trediedel af århundredet, som han ved sin død har skænket til Museet i Sorø ved Akademiet, hvorfra han dimitteredes i 1914.

Lannung var fra sin tidligste ungdom knyttet til det radikale venstre, der skulle blive baggrunden for hans livs virke som politiker og parlamentariker. Hans indsats gjaldt især det internationale, fred og forsoning. Han havde sæde i Landstinget 1939-47 og i 1953 og i Folketinget 1957-60. Han var med ved FN's første generalforsamling i London i januar 1946 og var FN-delegeret 1947-57 og 1961-70. Han var medlem af Europarådet fra dets oprettelse i 1949 til 1967 og igennem en halv snes år formand for dets juridiske kommission og interesserede sig stærkt for konventionen om menneskerettighederne. Han var medlem af Dansk Fredsforening og formand for Een Verden 1962-70.

Fra 1977 har Lannung været præsident for World Federalist Movement (Een Verdens verdensorganisation). Til støtte for kurser og anden oplysningsvirksomhed inden for disse felter oprettede han Hermod Lannungs Fond.

Lannungs indsats for dansk-russisk samvirke tog ikke af med årene. Han var en af hovedmændene for de omfattende jubilæums-arrangementer i 1993 i forbindelse med fejringen af 500-året for dansk-russiske forbindelser (traktaten af 1493 mellem kong Hans og storfyrst Ivan), bl.a. omfattende festmøde og udstilling i Københavns rådhushal samt, støttet af Hermod Lannungs Fond, SNU's udgivelse af bogen "Danmark og Rusland i 500 år" i 1993 og russisk udgave i 1996 "Danija i Rossija 500 let". Dette jubilæum var, med Lannungs ord, en "fest for ubrudt fred igennem et halvt årtusind mellem Danmark og Rusland".

En stor glæde var det for Dansk-Russisk Forening i samarbejde med Arbejderbevægelsens Internationale Forum, FN-forbundet og Det radikale Venstre i november 1995 i anledning af Hermod Lannungs 100 års fødselsdag at kunne afholde konferencen "Danmark og Rusland set i et europæisk perspektiv" på Christiansborg, og året efter i september en måned før hans død - samme sted at holde en lignende konference om "Danmarks og Ruslands holdninger til det udvidede sikkerhedsbegreb". Ved denne lejlighed talte den gamle verdensborger og fredsforkæmper for sidste gang offentligt. Myndigt og engageret advarede han mod en udvikling hen imod et "atomart anarki" og opfordrede til, at de nordiske landes regeringer sammen med andre arbejdede for et FN-styret Internaionalt atomart overvågningssystem.

Ruslands ambassadør i Danmark Alexander Chepurin, skriver til foreningens 75 års jubilæumsdag i 1999: De mange år med foreningens aktive og frugtbare virksomhed viste, ar der hundredårige venskabsbånd mellem vore folk ikke er udsat for konjunkturpåvirkning og tjener som en pålidelig basis for leden efter nye former for russisk dansk samarbejde og gensidig forståelse. Organisationen som blev stiftet 23. april 1924 hed i starten "Forening for dansk-russisk samvirke".

Dagen tiltrækker opmærksomhed. I denne periode var diplomatiske forhold mellem de to lande midlertidigt afbrudt og blev først genoptaget to måneder efter den ovennævnte begivenhed - i juni 1924. Det faktum er ret symbolsk. Folkediplomatier overhalet tit officiel diplomati.

Bidrag til styrkelse af gensidig forståelse, tillid, alsidigt samarbejde og venskab mellem folk i de to lande, bekendtskab med historie, kultur, traditioner i Rusland og Danmark - det er formålene bag foreningens virksomhed. Med andre ord, den tjener som det nødvendige "folkelige" led i vores forbindelser, som ikke kan undværes når man vil sikre deres fasthed og levedygtighed.

Vi byder velkommen til foreningens frugtbare arbejde for organisering af rundbordskonfereneer, både for de internationale problemer og forskellige emner af forholdene mellem Rusland og Danmark, gennemførelse af udstillinger, turne af musik- og teaterkollektiver, hjælp med studiet og udbredelse af russisk sprog i Danmark. En bred genklang fik traditionen ved gennemførelse af Ruslands dage i forskellige danske byer, som blev genoptaget i 1996.

Der skal især nævnes Ruslands uge i Ålborg i november 1998. Et indholdsrigt program som inkluderede både de kulturelle og informations-politiske begivenheder tiltrak opmærksomhed. Der blev stifter interessante og perspektivfulde kontakter indenfor kultur- og uddannelsesudvekslinger og informationsvirksomhed. Udvikling af denne praktik vurderes som meget nyttig og vigtig.

Dansk-Russisk Forening tager udgangspunkt i historiske forbindelser og de nye realia, forstår nødvendigheden af forhøjelse af niveauet i de bilaterale forhold. På denne basis bidrager foreningen aktivt til udbredelsen af positive oplysninger om Rusland, dannelse af et klima af gensidig interesse og sympati, uddybelse af tillid mellem borgere i vore lande, hjælper med at skabe gunstige ydre vilkår for gennemførelse af processen med økonomiske og demokratiske omdannelser i Rusland.

Foreningen fejrer jubilæum på tærsklen til det nye årtusinde. I sådan et vigtigt øjeblik vil vi ønske Dansk-Russisk Forening et årtusind med frugtbart og mangesidet kultur - og oplysningsvirksomhed, og lykke og alt det gode til dens medlemmer - Ruslands venner.

Valentina Tereshkova, der er leder af Det Russiske Center for Internationalt Videnskabeligt og Kulturelts Samarbejde under Den Russiske Føderations regering, formand for præsidiet for Den Russiske Sammenslutning for Internationalt Samarbejde, skriver fra Moskva i 1999: Kære venner! På vegne af Det Russiske Center for Internationalt Videnskabeligt og Kulturelt Samarbejde under Den Russiske Føderations regering (Roszarubezhcenter) og Den Russiske Sammenslutning for Internationalt Samarbejde ønsker jeg alle foreningens medlemmer til lykke i anledning af det vidunderlige jubilæum.

Foreningen, som blev stiftet for 75 år siden og før diplomatiske forbindelser blev oprettet mellem vore lande, var en af de første i verden, der satte sig som mål at udvikle venskabelige forhold til Sovjetunionens folkeslag.

At Foreningen fik tildelt ordenen "Folkenes Venskab" i 1984 var en anerkendelse af den betydelige indsats, som Foreningen bidrog med til styrkelse af de kulturelle forbindelser og den gensidige forståelse mellem Sovjetunionens og Danmarks folk.

Foreningen er bredt kendt og nyder fortjent respekt i Rusland. I jeres bestræbelser rettet mod at udvikle et nabovenligt forhold mellem vore lande, som der er flere hundrede års tradition for, kan I altid regne med støtte fra Den Russiske Sammenslutning for Internationalt Samarbejde, fra Roszarubezheenter og fra Det Russiske Center for Videnskab og Kultur i København.

Jeg ønsker alle Foreningens medlemmer fortsat fremgang i deres ædle virksomhed.

Jørgen Jørgensen var tidligt med i den anti-nazistiske kulturkamp i Danmark. Jørgen Jørgensen, professor, dr.phil. blev formand for »Dansk-Russisk Samvirke« i 1950, og på kongressen i 1950 gav han »Dansk-Russisk Samvirke« det nye navn: »Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen«. Samtidig blev der under »den kolde imperialistiske krig mod Sovjetmagten« grundlagt en sovjetisk søsterorganisation i 1958 i Moskva: »Foreningen USSR-Danmark« med professor Vovtjenko fra Moskvas Statsuniversitet som formand, og samarbejdet mellem Danmark og Sovjetunionen fik derved en ny positiv udvikling. Jørgen Jørgensen afgik som formand i 1964 - †1969.

I en tid, hvor man - efter velkendte udenlandske mønstre, men i den mest nationalistiske danskheds navn - tuder folk ørene fulde af uklare og uigennemtænkte politiske betragtninger og spekulationer, der skyldes projektmagere, som mere virker ved massesuggestion og taktiske kneb, ved provokationer og åbenlys vold, end ved saglig oplysning og kritisk argumentation, vil det måske ikke være unødvendigt at give en kort og klar formulering af nogle hovedteser, som jeg i det følgende vil forsøge at begrunde nærmere.

Hvad først selve emnet angår, kan det passende benævnes »demokratiets alternativer«, hvorved jeg i denne forbindelse tænker på fascismen og dens tyske aflægger - nazismen - samt på dens polære modsætning - kommunismen -, som ganske vist med hensyn til metoder ligner de førstnævnte bevægelser meget, men som dog med hensyn til formål og teori er væsensforskellig fra dem. Og hovedindholdet af, hvad jeg vil sige, kan sammenfattes i følgende 6 teser: 1) den værste form for partiregimente er den, hvor kun eet parti regerer og alle andre er forbudte og undertrykte. 2) parlamentarismen er en genial løsning af det vanskelige politiske problem: hvorledes skal man uden vold og oprør komme af med en regering, som folkets flertal er utilfreds med? 3) trods alle sine virkelige eller formentlige mangler har demokratiet det fundamentale fortrin, at alle andre styreformer i længden er værre for folkets overvældende flertal. 4) stærke stater er stater med en stærk statsmagt, dvs. med meget militær og politi, og som følge deraf er statsborgerne i sådanne stater svage og værgeløse overfor overgreb fra statsmagtens side. 5) et demokratisk styre er i de såkaldte civiliserede stater langt at foretrække for et diktatorisk styre; men hvis man skulle komme i den pinlige situation at måtte vælge mellem et sort og et rødt diktatur, så er det røde sikkert at foretrække som det mindre onde. 6) den danske - »nationale« - reaktion er ikke et bolværk mod den udenlandske, men en banebryder for den. Dette er mine teser, og jeg går nu over til den nærmere behandling af mit emne.

En af de bagvendte tankegange, som man nu til dags ofte prøver at indpode i befolkningerne, er den, at individernes pligter overfor staten går forud for deres rettigheder. En helt urimelig idé, der kun får et skær af rigtighed, fordi den forveksles med den ubestridelige sandhed, at staten kun kan varetage individernes interesser, hvis individerne overholder visse forpligtelser, som staten må pålægge dem for at kunne varetage sin opgave overfor dem. Pligterne er betingede af rettighederne og ikke omvendt. Statsorganisationen er jo ikke et guddommeligt væsen med selvstændig eksistens og selvstændig værdi, men kun et menneskeligt magtinstrument, hvis eneste værdi beror på, at det tjener til individernes gavn. Hvad i alverden skulle man opretholde et dyrt og farligt statsapparat for, hvis det ikke først og fremmest var for at beskytte individerne mod overgreb og værne om deres anerkendte rettigheder? Og hvordan i alverden skulle man begrunde individernes pligter overfor staten på anden måde end ved at henvise til, at det er i individernes egen interesse at støtte statsapparatet i dets organisatoriske og retsbeskyttende virksomhed? Enhver forening er dog til for medlemmernes skyld, og medlemmerne ikke for foreningens skyld. Det modsatte ville være en ganske absurd antagelse, og det er det også, når talen er om den mest omfattende af alle foreninger, nemlig den, man kalder »staten«, hvori medlemskabet tilmed er tvungent. Denne tvungne sammenslutning er virkelig til for statsborgernes skyld og ikke omvendt. Eller hvad mener f.eks. »skatteborgerforeningens« medlemmer? Jeg tror, at jeg er i den sjældne situation at kunne glæde mig ved at være enig med dem, når jeg siger, at skattevæsnet er til for borgernes skyld og ikke omvendt, ligesom skolevæsnet er til for børnenes skyld, hospitalsvæsnet for patienternes skyld, trafikvæsnet for de rejsendes skyld, rigsdagen for vælgernes skyld og regeringen for samfundsmedlemmernes skyld - og ikke omvendt. Kort sagt: enhver menneskelig institution er til for menneskenes skyld og ikke menneskene for institutionernes skyld.

Denne formentligt selvindlysende sandhed bestrides imidlertid - som så mange andre sandheder - af en lille kreds af meget talende eller meget skrivende mennesker, der ynder at optræde i pluralis-majestatis-form på hele nationens vegne som eneindehavere af det eneste rigtige og vaskeægte samfundssyn og af den eneste ubesmittede fællesskabsfølelse. Hvorfra de har mandat til at lufte deres »parlamentslede« og »demokrati-foragt« på vores allesammens vegne, må jeg indrømme, at jeg ikke har skygge af anelse om; men derimod bilder jeg mig ind at vide, hvorfra de har deres hele bagvendte - såkaldte »nationale« - tankegang og terminologi. Hvis jeg ikke tager meget fejl, har de nemlig importeret den direkte fra de sydlige udlande: Italien og Tyskland, hvor den med alle diktaturernes propagandistiske hjælpemidler søges indpisket i befolkningerne som den eneste rette, på engang ældgamle og flunkende nye doktrin om samfundets væsen og bedste styreform.

Til belysning af denne opfattelse tager jeg en nylig af Mussolini skrevet afhandling, der hedder »Fascismens politiske og sociale doktrin« (tysk udgave, Leipzig 1933). Heri hævdes det, at fascismen er udtryk for en åndelig livsopfattelse med et religiøst præg. Han skriver ordret side 8: »Fascismen er en religiøs verdensanskuelse, der betragter menneskene i deres immanente forhold til en højere lov med en objektiv vilje, som rager op over enkeltvæsnet og hæver det til bevidst medlemsskab i et åndeligt fællesvæsen«. Hvad dette guddommelige fællesvæsen, - der lige er beskrevet som »en højere lov med en objektiv vilje«, - egentlig er for noget, får man at vide på side 10, hvor det hedder: »Fascismen hævder... Staten som individets eneste sande realitet«.

Begrib det, hvem der kan! Staten, dette ganske upersonlige fællesnavn for en række samfundsmæssige institutioner, funktioner og beføjelser, er »individets eneste sande realitet«. Det er den højere, romantiske filosofi, som jeg som fagmand ikke tager i betænkning at stemple som det absolutte nonsens det har været, ligefra vrøvlet formuleredes første gang - vistnok af Hegel. Som et slags forsøg på en begrundelse fremsætter Mussolini følgende mærkelige påstand: »Udenfor staten gives hverken enkeltvæsner eller grupper (politiske partier, forbund, fagforeninger eller klasser)« . Som om der ikke rundt om på jorden lever og har levet masser af menneskelige enkeltvæsner, der ikke er statsligt organiserede! Man ville med større ret kunne sige, at menneskeheden er »individets eneste sande realitet«, for så vidt man virkelig ikke kender menneskelige enkeltvæsner udenfor denne dyreart, - eller at aktieselskaber er aktionærernes eneste sande realitet, fordi der ingen aktionærer eksisterer udenfor aktieselskaberne osv., osv.. De kan selv finde hundreder af eksempler til belysning af denne meningsløse påstand, som synes at have duperet tusindvis af ellers forstandige mennesker i de fascistisk-nazistiske lande. I virkeligheden er denne anti-individualistiske kollektivisme ganske simpelt vås i højtidelige vendinger, og hensigten med den agitatoriske propaganda for dette vås synes at være den, at få naive mennesker til at tro, at de øjeblikkelige magthavere repræsenterer en højere mystisk realitet, som individerne er moralsk forpligtede til at bøje sig for. Denne påståede realitet kalder de »staten« eller »nationen« eller »folket« eller »racen« og hævder, at den har en højere indsigt, vilje og moral end noget enkeltmenneske, medens det faktiske forhold såre enkelt og uden spor af mystik er det, at det er magthavernes indsigt, vilje og moral det drejer sig om. Noget overindividuelt eller overmenneskeligt er der for en nøgtern betragtning sandelig ikke at finde ved dem, og at deres indsigt, vilje og moral er »højere« end andres, turde være en påstand, som de skylder beviset for. Kort sagt: hele denne såkaldt »organiske« statsteori (se nærmere om denne i f.eks. afsnittet „Stat og individ" i min „Aktuelle Stridsspørgsmål", Kbhvn. 1931, og hos Luigi Ferrari: „Le régime fasciste italien", Paris 1928) er teoretisk set noget højtideligt humbug, og praktisk set et forsøg for at hindre den offentlige kritik, som alle diktatorer synes at nære en sand rædsel for. Derfor dækker de sig bag det store afgudsbillede, som de kalder »staten« eller »nationen«, og foregiver, at de altid tjener statens eller nationens interesser og handler på statens og nationens vegne. Det lyder jo også uhyre imponerende og uselvisk, når man udsteder forordninger »til beskyttelse af folk og stat« i stedet for »til beskyttelse af sig selv og sit parti«, - men for enhver, der ønsker at bevare hovedet koldt og finde realiteterne bag det politiske tungetalen, kan det anbefales altid at oversætte ordene »stat«, »nation« og »folk« med den pågældende diktators og hans partis navn og altså i stedet for Italiens interesser tænke på Mussolinis eller fascistpartiets interesser og istedet for Tysklands interesser på Hitlers og nazistpartiets interesser.

Idet jeg beklager, at pladsen ikke tillader mig at gennemgå Mussolinis afhandling i enkeltheder, betænker jeg mig da ikke på som filosofisk fagmand at erklære, at den italienske fascismes teori hviler på et rent ud meningsløst grundpostulat. Helt det samme kan man næppe sige om det for den tyske nazisme ejendommelige grundpostulat om racerenheden som den kulturbestemmende hovedfaktor og specielt om den såkaldte »ariske« eller »nordiske« eller »germanske« races overlegenhed over alle andre racer. Dette postulat kan nemlig næppe karakteriseres som rent ud meningsløst, men kun som en såre usikker og ubegrundet antagelse, som de fleste moderne raceforskere udenfor den nazistiske klike betragter som en forlængst overvundet fejltagelse. Påvisningen heraf kræver imidlertid så indgående detailundersøgelser, at jeg her må nøjes med at henvise interesserede til faglitteraturen, f.eks. „Arv og race", Kbhvn. 1934, og K. Evang: „Rasepolitikk og reaksjon", Oslo 1934, og advare dem mod de populære dilettantiske fremstillinger, hvorpå nazisterne bygger der raceteori, - der iøvrigt lige så godt kan staves med s som med c. Som et kuriosum kan jeg i denne forbindelse bemærke, at Mussolini i sin førnævnte afhandling (side 12) udtrykkeligt tager afstand fra tanken om racen som nationsbestemmende og i stedet lægger vægt på den »ved en idé samlede folkemængde, som bærer viljen til liv og magt i sig«. På dette ikke uvæsentlige punkt er der altså ikke enighed mellem de italienske og de tyske fascister. Men i deres krav om, at individerne skal tjene og ofre sig for overindividuelle formål, som diktatorerne har patent på at foreskrive dem, er de - selvfølgelig - enige, og de stiller sig da også i skarp modsætning til de humane idealer, som de finder flade og matte i sammenligning med de ophøjede og strålende »nationale« ideer. For dem er der ingen tvivl om, at »orden, autoritet og ledelse« er meget bedre end »frihed, lighed og broderskab«, og at indordning, lydighed og disciplin - på dansk også kaldet »kæft, trit og retning« - er en god borgers højeste dyder. Nu ja, smag og behag er forskellige; om man foretrækker opløftelse eller nedkuelse bliver vel et personligt spørgsmål, og om de øverste idealer kan der næppe diskuteres, - navnlig ikke i de fascistiske lande. Men fra et mere alment synspunkt kan der måske protesteres mod den propagandistiske jongleren med begrebet »egoisme«, som fascister og nazister excellerer i, idet de søger at give det udseende af, at det er egoistisk ikke at ville ofre sig selv og sine medmennesker for de »nye« ideer, medens man jo ellers ved »egoisme« netop forstår tilsidesættelsen af hensynet til andre mennesker af hensyn til sine egne goder og sine egne ideer. At kræve, at andre mennesker skal ofres eller ofre sig for ens egne ideer, er en form for egoisme og hensynsløshed - »rücksichtslosigkeit«, som nazisterne skriger med fryd i stemmen, som om det var en ny urgermansk heltedyd, de havde opfundet, men - som ikke bliver mere tiltalende, fordi den optræder under en misforstået idealismes maske. Og det er jo kun en ringe trøst, at falskmøntneri forudsætter en stiltiende anerkendelse af de ægte mønters værdi. -

Et andet punkt, som alle fascister er enige om, er, at staten skal være hvad de kalder »totalitær«, dvs. at alle mennesker og menneskegrupper skal indordnes under statens - og det vil altså sige under de herrer diktatorers - formynderskab, og at den skal opbygges efter det såkaldte »førerprincip«, hvilket vil sige, at hver af de af regeringen foreskrevne grupper skal have en »fører«, der ikke vælges af gruppens medlemmer, men af en højere »fører« for en højere gruppe, der atter udpeges af en endnu højere »fører«, indtil kransekagens top nåes med diktatoren, der udpeges af ham selv eller af sig selv eller af skæbnen eller tilfældet eller gud ved hvad det nu kan være, der sørger for førerprincippets konsekvente gennemførelse i dets øverste spids, som er forudsætningen for hele systemet. Alle førerne i denne typisk militære organisationsform skal kontrolleres af og stå til ansvar overfor de overordnede førere, men ikke overfor de mennesker, som de fører. Dette hævdes at fremme ansvarsfølelsen, skønt det synes mig, at erfaringen snarere viser, at det fremmer snobberi og øjentjeneste; og i hvert fald kan det næppe siges at være en betryggende ordning for alle de mange »førte«, som ganske er afskåret fra fri kritik og indflydelse på førernes dispositioner. For så vidt ville det måske være ligeså træffende at kalde princippet »fåreprincippet« som »førerprincippet«, og for fribårne mennesker, der ønsker, så vidt det er muligt indenfor samfundslivets rammer at leve deres eget liv, synes ordningen i hvert fald snarest at være afpasset efter slave- og slaveholdersjæle; men for fascister og nazister repræsenterer den den »bedste statsforfatning«, som Hitler siger et sted i »Mein Kampf«.

Et tredje og meget omtalt træk i denne forfatning udgøres af den såkaldte korporationsordning, som Mussolini søgte at indføre ved fagforeningsloven af d. 3. april 1926, ved det såkaldte »Carta del Lavoro« eller »Arbejdets Grundlov« af d. 21. april 1927 og endelig ved loven om det nationale korporationsråd af d. 20. marts 1930. Princippet i dette temmeligt indviklede og uoverskuelige system, der synes at være lånt dels fra syndikalistiske teoretikere, dels fra Sovjetunionens forfatning, er det, at befolkningen inddeles i grupper efter den erhvervsgren, hvori de er beskæftigede, og at man i alle de erhverv -, i hvilke der kan skelnes mellem arbejdere og arbejdsgivere, indordner disse i sideordnede undergrupper. Mellem disse sideordnede undergrupper skal der forhandles om løn- og arbejdsforhold, og hvis hverken de laveste eller de mere overordnede grupper kan blive enige, skal striden afgøres af en arbejdsdomstol, hvis formand repræsenterer »statens« - det vil altså stadig sige Mussolinis eller fascistpartiets - interesser. Resultatet af denne ordning er, at det forholdsvis ringe antal arbejdsgivere i underinstanserne får ligeså megen indflydelse som det forholdsvis store antal arbejdere, og at fascisterne i overinstansen har sikret sig det afgørende ord. Ved forskellige bibestemmelser understreges dette forhold yderligere, og i forbindelse med et lovmæssigt forbud mod arbejdsstandsninger betyder det i realiteten, at arbejderne er tvungne til at tage arbejde på de vilkår, som fascisterne finder passende. Ideologisk forsvares ordningen med det argument, at hele nationen er interesseret i, at produktionsprocessen ikke standses på grund af uenighed om arbejdsforholdene, - og det er naturligvis så rigtigt, at det endogså ville gælde i et rent slavesamfund. Men den omstændighed, at det herskende parti, fascistpartiet, skal træffe afgørelsen i opståede interessestridigheder, gør naturligvis, at ordningen på forhånd er i arbejdernes disfavør, ligesom den jo ville være i arbejdsgivernes disfavør, hvis det var en repræsentant for et frit arbejderparti, der havde det sidste ord. Ordningen betyder med andre ord, at fascisterne føjer deres magt til arbejdsgivernes under kampen om arbejdsforholdene, og den smukke tanke om et »folkefællesskab« bliver naturligvis under sådanne forhold en tom frase, såvist som man ikke ved partiskhed og tvang kan skabe en virkelig fællesskabsfølelse eller ophæve de reale interessemodsætninger, som må eksistere i et privatkapitalistisk samfund, hvor arbejdsgivere og arbejdere står overfor hinanden som købet« og sælgere. Begge er nok interesserede i, at handelen overhovedet kommer i stand, men sælgerne vil altid være interesserede i at sælge så dyrt som muligt og køberne i at købe så billigt som muligt, og dette modsætningsforhold kan ikke ophæves, sålænge der overhovedet er sælgere og købere.

I praksis synes korporations-systemet da heller ikke at have haft de heldbringende virkninger, som dets tilhængere havde ventet sig. Omend det hævdes, at arbejdsstandsningerne er reduceret til et minimum, har Italiens erhvervsliv dog siden indførelsen af det fascistiske diktatur så nogenlunde været underkastet de samme svingninger som erhvervslivet i de andre privatkapitalistiske lande, og specielt synes det ikke at være sluppet bedre gennem den nuværende krise end de andre. Som vidnesbyrd herom kan - efter Folkeforbundets officielle statistik - anføres, at stålproduktionen pr. måned i 1929 var 188000 tons, i 1931: 121000 tons og i 1932: 110000 tons, - at godsbefordringen pr. måned i 1930 var 1024 kilometer-tons, i 1931: 893 kilometer-tons og de to første måneder i 1932: 721 kilometer-tons, - at antallet af fallitter pr. måned i 1929 var 1010, i 1931: 1483 og i 1932: 1682, at arbejdsløsheden i december måned i 1929 var 408000, i 1930: 642000, i 1931: 982000, i 1932: 1129654 og i sommermåneden juli 1933: 824195, - samt at reallønningerne ifølge »International Labour Review« i 1923 var 107, i 1926: 89, i 1929: 97 og i 1931: 87.

Som man ser, er der ikke noget at prale af. Og i og for sig var der vel heller ingen grund til at vente, at et forbud mod arbejdsstandsninger skulle have nogen mærkbar økonomisk virkning under en overproduktionskrise. Såvidt mig bekendt, foreligger der da heller ikke noget som helst bevis for systemets fortræffelighed. Og hertil gives der også en anden og meget god grund. Forholdet er nemlig det, at korporationssystemet endnu 7-8 år efter dets lovmæssige indførelse er såre langt fra at være gennemført, ja, så langt, at den engelske ambassade i Rom så sent som i juli måned i fjor (1933) kunne indberette til det engelske departement for oversøisk handel, at der indtil da kun var oprettet een - siger og skriver een - af de så højt priste korporationer, og denne ene var - ved et tilfælde der ser ud som en tanke - en korporation for teater og forlystelsesvæsnet! Det samme meddeler professor Lutz Richter i Leipzig i et i sommeren 1933 udkommet lille skrift om »Det italienske Organisationsvæsen«. Først i løbet af det sidste årstid synes man at ville gøre alvor af at indføre korporations-systemet på visse områder i Italien, hvilket må mane folk, der har lyst til at efterligne det ubeset, til eftertanke. Med de magtmidler, som det fascistiske diktatur råder over, ville det nemlig antageligt ikke have været uoverkommeligt at få systemet gennemført noget tidligere, hvis det virkelig var så godt, som nogle synes at tro. I modsætning til det tåbelige motto, som en højskoleforstander engang i fjor satte over en kronik i »Politiken«, nemlig: »nu er det tvivlernes tid til at tro…« kan det vist anbefales foreløbig at stille sig lidt skeptisk overfor korporadons-ideen og i hvert fald afvente dens gennemførelse i Italien og nogle pålidelige resultater derfra, før man propaganderer for at indføre den andetsteds. (Sammenlig f.eks. L. Rokomock-Franck: »L'économie corporative fasciste en doctrine et en fait«, Paris 1934, og J. Lescure: »Le Nouveau Régime corporatif italien«, Paris 1934).

Med disse bemærkninger vil jeg iøvrigt kun have givet en rent faktisk oplysning, som jeg har savnet i de hjemlige avisers omtale af italienske forhold. Derimod vil jeg ikke sige noget som helst om systemets mulige national-økonomiske virkninger, som jeg ikke er sagkyndig nok til at bedømme, - jeg vil jo nødig gribes i at tale som Kaper om Moses. Én anden sag er det, at man som almindeligt fornuftigt menneske nok kan føle trang til at advare mod den blåøjede tro på de selvbestaltede politiske kvaksalvere, der uden nærmere saglig begrundelse på møder og i aviser snakker op om, at der i disse vanskelige tider trænges til »en fast hånd« eller »en stærk mand«, som man siger, når man mener, at en diktator ville kunne klare sagerne og overvinde krisen. Hvorpå folk grunder denne i virkeligheden ganske ubegrundede formodning, véd jeg ikke, men jeg antager, at de i al stilhed går ud fra den forudsætning, at samfundet som helhed kan sammenlignes med en privatkapitalistisk drevet erhvervsvirksomhed, der, som erfaringen viser, ofte trives bedst under en »fast hånds ledelse«, hvorfor man slutter, at det samme også må gælde for samfundet som helhed. Heroverfor mener jeg imidlertid, at man for det første må gøre sig klart, at sammenligningen halter på et meget væsentligt punkt, idet en diktatorisk ledelse af hele samfundet helt vil udlevere befolkningen til diktatorens forgodtbefindende, medens de eksisterende enkeltvirksomheders ledere er underkastede statens love og kan drages til ansvar overfor statsmyndighederne, hvis de misbruger deres stilling overfor deres undergivne. Selv om det usandsynlige tilfælde skulle indtræffe, at man fandt en mand - eller hvorfor ikke kvinde? - der var tilstrækkelig dygtig til at lede hele samfundsmaskineriet på en produktions- og forretningsmæssig tilfredsstillende måde, så ville prisen for denne fordel altså være den, at man principielt opgav den samfundsmæssige retsbeskyttelse, som den demokratiske styreform dog yder en vis garanti for. Og denne pris ville under alle omstændigheder være meget høj, - så høj, at man bør erindre sig, at også guld kan købes for dyrt.

Og dertil kommer så, at selve den forventede gevinst ved et diktatur må siges at være såre tvivlsom. Når Mussolini i en bl.a. i »Politikens« kronik d. 8. september 1931 offentliggjorte artikel hævder, at samfundsudviklingen i den nyeste tid særlig på det økonomiske område har ført til en sådan krise- og nødstilstand, at det er blevet statens pligt at gribe regulerende ind på mange felter, som tidligere var overladt til »kræfternes frie spil«, og at nødvendigheden af disse statsindgreb kræver en ny statsform, hvorved han åbenbart tænker på et fascistisk diktatur, så forekommer det mig, at man heroverfor kan indvende, at hans konklusion er ligeså tvivlsom, som hans forudsætning er ubestridelig. At det privatkapitalistiske system, som det har udfoldet sig efter den økonomiske liberalismes principper, er resulteret i en kaotisk krise- og nødstilstand, vil næppe nogen bestride. Men heraf følger jo ingenlunde, at indførelsen af et fascistisk diktatur vil være den bedste vej til at komme ud af uføret, - ja, det følger ikke engang, at det er en mulig vej. Mussolini skylder os, som før bemærket, beviset for, at den fascistiske ordning skaffer erhvervslivet og befolkningen bedre kår, end de har i de andre privatkapitalistiske lande. Og at han skulle kunne levere dette bevis i fremtiden, ser jeg ingen rimelig grund til at tro. I princippet bygger det fascistiske system nemlig sin økonomi på akkurat det samme kompromis mellem »privat initiativ« og statsindgreb, som også nu til dags følges i de privatkapitalistisk-demokratiske stater. Fasciststaten giver ifølge Mussolinis egne oplysninger økonomisk støtte til privatforetagender, som den finder det hensigtsmæssigt at støtte, - den iværksætter offentlige arbejder for at bekæmpe .arbejdsløsheden, - »den griber ind i de sociale og økonomiske konflikter, og indpasser dem i et ordnet system, en koordineret aktion af alle de kræfter, som udgør staten«, - den gør kort sagt i princippet ikke andet, end hvad enhver demokratisk regering også gør, men den gør det unægtelig på en langt brutalere, hensynsløsere og mere ensidig måde, idet den, som allerede omtalt, har sørget for, at kun fascistiske partifæller har noget at skulle have sagt, når der skal træffes bestemmelse om disse statsindgreb. Det har ikke været mig muligt at finde et eneste punkt, på hvilket det fascistiske diktatur har så meget som antydet en plausibel vej ud af krisen. Hvis den endda, som f.eks. det kommunistiske diktatur i Rusland, havde forsøgt sig med en konsekvent gennemført planøkonomi, så havde der dog været en mulighed for, at det kunne arbejde sig frem til en krisefri tilstand. Men om noget sådant er der jo ikke tale: fascismen står økonomisk på det opportunistiske kompromisstandpunkt, der søger at holde balancen mellem det private initiativs anarki og statsreguleringens planmæssighed. Men på akkurat samme standpunkt står også de demokratiske lande i Vest- og Nordeuropa, så de har på det økonomiske område næppe noget at lære af fascismen, - i hvert fald ikke noget godt.

Trods den nævnte lighed mellem de fascistiske og de demokratiske stater mener jeg dog, at forskellen på alle andre områder end det økonomiske er så væsentlig og så afgjort i demokratiets favør, at jeg ingenlunde kan anerkende berettigelsen af det fra kommunistisk side gjorte forsøg på at karakterisere de eksisterende demokrater som maskerede bourgeoisi-diktaturer. Når Lenin i sine teser om »Det borgerlige demokrati og proletariatets diktatur« i tilslutning til Marx og Engels hævder, at »den demokratiske borgerlige republik ikke er andet end et apparat til bourgeoisiets undertrykkelse af arbejderklassen, til en håndfuld kapitalisters undertrykkelse af den arbejdende masse«, så synes dette mig at være en så tvivlsom generation af en ganske lille sandhedskerne, at udtalelsen snarere virker vildledende end retledende. Der er især to bemærkninger, jeg vil rette imod den: for det første, at den ikke tager hensyn til den meget væsentlige forskel, der er mellem de brutale, terroristiske undertrykkelsesmetoder, som fascisterne benytter, og den forholdsvis humant og hensynsfuldt indstillede socialpolitik i de borgerlige demokratier; og for det andet, at udtalelsen ikke rammer det demokratiske ideal som sådant, men højst visse ufuldkomne realisationer af det eller visse former for admistrationen af de demokratiske principper. Dette sidste vil kommunisterne nu næppe bestride, idet de hævder, at det mål de stræber efter, i virkeligheden er et sandt demokratisk samfund, og yderligere påstår, at det er realiseret i større udstrækning i Rusland end noget andet sted. I Åge Jørgensens bog om »Sovjetunionens forfatning« hævdes det således, at de befolkningskategorier, der i Rusland er udelukket fra valgret og valgbarhed, kun udgør 4 % af vælgerkorpset, medens til sammenligning 98 % af den russiske befolkning over 18 år var udelukket fra valgretten i det zaristiske Rusland, og 17 % af vælgerne ved de kommunale valg i København var udelukkede, væsentligt på grund af skatterestance. Om disse tal er rigtige, ved jeg ikke, men selv om de er det, forekommer det mig dog, at man er fjernet betydeligt fra et virkeligt demokrati, sålænge kun eet parti må optræde som sådant overfor vælgerne; og det er ifølge Åge Jørgensen tilfældet i Rusland. Udtrykket »proletariatets diktatur« er således ikke helt misvisende, selv om det ikke er økonomiske forhold, der betinger uligheden i den frie og lige adgang til at gøre sine meninger gældende, og selv om det russiske diktatur i andre henseender adskiller sig fra de fascistiske diktaturer. Herom siger Lenin, at proletariatets diktatur »ligner andre klassers diktatur deri, at det ligesom ethvert andet diktatur er fremkaldt af nødvendigheden af med vold at undertrykke modstanden fra den klasse, som taber sin politiske magt. Den fundamentale forskel mellem proletariatets diktatur og andre klassers, lensherrernes diktatur i middelalderen og bourgeoisiets diktatur i alle civiliserede kapitalistiske lande, består deri, at lensherrernes og bourgeoisiets diktatur var en voldsundertrykkelse af modstanden fra befolkningens overvejende flertal, de arbejdende masser, medens proletariatets diktatur derimod er en voldsundertrykkelse af modstanden fra udsugerne, dvs. befolkningens afgjorte mindretal, lensherrerne eller kapitalisterne« - foruden denne forskel mellem proletariatets diktatur og de andre diktaturformer er der imidlertid også en anden, som Lenin ikke fremhæver i denne forbindelse, men som forekommer mig af betydning for en rigtig bedømmelse af forholdet, nemlig den, at proletariatets diktatur ifølge den kommunistiske teori kun skal være et middel til at realisere det socialistiske samfund, hvor al klasseforskel skal være ophævet og selve statsmagten visnet bort. Medens de fascistiske diktaturer proklamerer sig selv som ideelle og evige styreformer, erkender kommunisterne, at proletariatets diktatur ikke er noget mål i sig selv og derfor kun bør have midlertidig varighed. Forsåvidt er der teoretisk set ikke den uforsonlige modsætning mellem demokratiet og kommunismen, som der er mellem demokratiet og fascismen, medens fascisme og demokrati i politisk henseende arbejder i modsat retning, så stræber kommunismen og demokratiet i vid udstrækning efter et fælles mål, nemlig et samfund, hvis medlemmer har den størst mulige frihed og lighed, men de er blot uenige om, hvordan man skal bære sig ad med at nå dette mål. Demokratiets tilhængere vil nå det ad fredelig vej gennem stigende folkeoplysning og stemmeretten, hvorimod kommunisterne anser denne vej for ufarbar i de privatkapitalistiske samfund, og derfor præker revolution og proletariatets diktatur som nødvendige midler til at nå målet. Om de har det i deres betragtninger, véd jeg ikke; der kan siges meget pro et contra, og forholdene ligger jo også ret forskelligt i de forskellige lande. Men givet synes det mig i hvert fald, at en revolution i et land, hvor den ikke på forhånd har et overvejende flertal af befolkningen bag sig, enten må mislykkes eller blive en så modbydelig voldsaffære, at man sandelig må have ganske uomstødelige beviser for alle andre vejes ufremkommelighed, før man kan anbefale den revolutionære. Og hertil kommer, at også proletariatets diktatur er et diktatur med alle de til en sådan styreform knyttede ubehageligheder og misgreb, hvorfor det altid må stå som en forbandet udvej, som man kun i yderste nødsfald griber til, som til en livsfarlig operation, når man ellers står overfor den visse død eller i hvert fald overfor en uophørlig forværring af sygdommen.

Spørgsmålet bliver da nu, om vi virkelig befinder os i en så desperat situation.

Herom synes meningerne som bekendt meget delte, idet såvel de fascistiske som de kommunistiske agitatorer hævder, at det bestående system ikke kan forbedres, men må væltes gennem en revolution og erstattes med en fascistisk, respektiv kommunistisk samfundsordning, medens derimod det overvejende flertal af demokratiets tilhængere synes at mene, at den nuværende krise enten vil rette sig af sig selv eller vil kunne overvindes ved visse kunstgreb, som f.eks. de af professor J. M. Keynes i »The means to prosperity«, 1933, foreslåede eller de af præsident Roosewelt forsøgte. At have en velbegrundet mening om disse spørgsmål synes mig at forudsætte et så dybtgående og alsidigt kendskab til nutidens økonomiske liv, at kun meget kyndige fagmænd kan ventes at være i besiddelse deraf. Jeg skal derfor afholde mig fra at udtale nogen formodning derom. Men een ting mener jeg, man kan fastslå: sålænge internationalt anerkendte eksperter af professor Keynes rang tydeligt og klart går ind for bestemte kunstgreb til overvindelse af krisen, sålænge skulle der ingen fornuftig grund være til at præke revolution eller til at anvende revolutionære fremgangsmåder, men man burde hellere sætte al sin kraft ind på ad den fredelige forhandlings vej at få gennemført de heldbringende foranstaltninger, som sagkundskaben anbefaler - forudsat naturligvis, at der er en rimelig udsigt til, at modstanden mod sådanne foranstaltninger kan overvindes ad fredelig vej.

Her støder man imidlertid på store vanskeligheder, som fascismen - og navnlig nazismen - kun har forværret, og blandt hvilke jeg her kun vil fremhæve en enkelt, nemlig: den nationalistiske propaganda og indstilling, som på det økonomiske område har bidraget så skæbnesvangert til den internationale omsætnings indskrænkning, og som i så høj grad hæmmer genoptagelsen af det internationale samarbejde, der synes at være en betingelse for en nogenlunde varig og omfattende sanering af det økonomiske liv. Selv Mussolini har måttet indrømme det nationalistiske evangeliums økonomiske uholdbarhed. Han skriver, at »intet har i den grad indprentet de forskellige nationer den ene nations gensidige afhængighed af den anden som den nuværende verdens depressionstilstand«. Dog kan det næppe påstås, at han har draget de praktiske konsekvenser af denne indsigt, hvad enten det nu skyldes manglende evne eller manglende vilje. Og det er vel heller ikke til at undres over, at han ikke møder ubetinget tillid, når han optræder som apostel for fred og internationalt samarbejde. Af alle politiske trosbekendelser er nemlig den fascistiske i alle dens former den mest aggressive og krigeriske, - og det er den sidste og for mig afgørende indvending, jeg vil rette mod den. Selve sagen er så alment bekendt, at jeg kan begrænse mig til som bevis at anføre et enkelt citat fra Mussolinis førnævnte afhandling. Han skriver der: »Fascismen tror hverken på muligheden eller nyttigheden af en evig fred. Den afviser derfor pacifismen, som i sig skjuler en renonceren på kampen og en nederdrægtighed - overfor de offervillige. Ja, man skulle tro, det var en vittighed, men sådan står der virkelig. Det er jo som hvis man ville sige, at kampen mod sygdomme er en nederdrægtighed - mod sygeplejerskerne, som ønsker at ofre sig for pasningen af de syge! Kun krigen bringer alle menneskelige energier til den højeste spænding og påtrykker de folk, som har mod til at se den i øjnene, en sand adels stempel«. Desværre må jeg indrømme, at jeg på dette punkt ikke kan finde noget træffende parlamentarisk udtryk til karakteristik af den fascistiske teori. Det er nemlig så forkert som overhovedet muligt at sige, at en moderne krig påtrykker de kæmpende noget som helst adelsmærke, og efter verdenskrigen kan ingen fornuftig statsmand være uvidende derom. Det stempel, krigen faktisk påtrykte de implicerede befolkninger var fattigdommens, sultens, sygdommens, umoralitetens, råhedens og kriminalitetens stempel! Og hvad man fornuftigvis må antage om det stempel, som den næste storkrig vil præge deltagerne med, det kan de læse om bl.a. i det på engelsk udgivne samleværk »What would be the character of a new war«, hvori bl.a. 8 højtstående officerer fra forskellige lande skildrer deres sagkyndige forventninger om den næste krigs hidtil ukendte rædsler og modbydeligheder.

Stillet overfor dette perspektiv må jeg sige, at selv om det ikke var forkert, at fascismen i alle andre henseender var den ideelle styreform, der gjorde befolkningerne sunde og lykkelige og landene rige og frugtbare, så ville dens selvmorderiske stilen mod krigen som midlet til magtforøgelse og storhed berettige til de alleralvorligste betænkeligheder overfor systemet. Og da forholdet nu faktisk synes at være det, at fascismen ikke alene styrer mod udenrigspolitiske katastrofer, men tillige indenrigspolitisk er udtryk for et partiregimente, der i brutalitet og tvangsanvendelse mindst står på højde med det bolsjevikiske i dets værste år, så forekommer det mig indlysende, at ethvert normalt menneske med afsky må vende sig fra det og af al magt bekæmpe dets fremtrængen i de lande, hvor det endnu ikke har fået fodfæste. Omend demokratiet i dets nuværende former desværre ikke har vist sig at være nogen garanti for freden, så modarbejder eller forbyder det dog ikke fredsarbejdet, sådan som fascismen og nazismen gør. Og omend demokratiet kun indenfor visse grænser har kunnet realisere de demokratiske frihedsidealer, så har de dog ikke hånet og afskaffet dem, sådan som fascismen og nazismen har gjort. Trods deres mangler og svagheder har demokratierne blandt deres mange andre fortrin frem for diktaturerne også det, at de er perfektible, at de ikke udelukker kritik og derpå baserede forbedringsforsøg. Den værste fare, der truer dem, er vist den, at det ikke skulle lykkes dem at blive enige om at træffe effektive foranstaltninger mod den økonomiske krise. For hvis den forværres, vokser risikoen for, at et stigende antal mennesker i fortvivlelse og desperation taber hovedet og det rolige omdømme, og bliver ukritiske ofre for den upålidelige og fanatiske agitation, der drives såvel fra fascistisk som fra kommunistisk side. Overfor denne må demokratiet selvfølgelig forsvare sig, hvis det vil bestå, og det bliver derfor en vigtig opgave for det at finde ud af, hvilke metoder det kan anvende uden at komme i strid med sine egne principper og derved kompromittere sig overfor sine egne tilhængere, således at disse taber tilliden til det. Men dette er et spørgsmål, som falder udenfor dette foredrags rammer, og som jeg må overlade til justitsministerens overvejelser. Min hensigt har kun været at give et beskedent bidrag til belysning af spørgsmålet om, hvorvidt demokratiet er et forsvar værd. Og det mener jeg absolut, at det er, selv om det har sine mangler, og selv om dets største ros måske er den, at alle andre regeringsformer er meget værre. Man skal jo som bekendt passe på ikke at komme fra asken i ilden. -

Det er nu mere end halvandet år siden de tyske rigsdagsvalg, der beseglede Hitlers og nazistpartiets overtagelse af den hele politiske magt i Tyskland, fandt sted. Hvorvidt denne tildragelse bedst kan karakteriseres som det tyske demokratis selvmord eller som nazisternes mord af de andre partier, kan måske diskuteres, men at det ikke har været til gavn for det tyske folk og den tyske kultur, synes for hver dag der går, mere og mere indlysende. Og fra et almenmenneskeligt synspunkt tjener det i hvert fald til belysning af det nye styre, at mange jøder og pacifister, der intet ondt har gjort, i det forløbne år har haft det værre som »fri mænd« i Det tredje Rige, end dømte tyve eller mordere i det danske politis varetægt. Glem ikke det, når de stiller deres modtager ind på de tyske stationer, eller når de lytter til den hjemlige reaktions tungetalere. Lad dem ikke besnakke af de antidemokratiske sortseere eller bedåre af de ungkonservative frasemagere, men brug deres øjne og forstand, medens de har lov til det,- og »pas på, pas på, pas på!« som Bernhard Shaw engang i foråret i den engelske radio sagde til sine landsmænd.. reaktionen optræder jo næsten altid maskeret - som »værner af folkets højeste værdier«, som »udtryk for menneskets dybeste instinkter«, som »arvtager af forfædrenes tusindårige erfaringer«, til en afveksling også som »talsmand for den nye tid« eller som »ungdommens røst«, men altid med nationale symboler i knaphullet og nationalistiske fraser hængende ud af halsen. Lad dem ikke vildlede af denne camouflage. Glem aldrig, at vi danske ikke direkte kan bekæmpe reaktionen i Tyskland eller andre udlande, men at vor opgave er af alle kræfter at arbejde for, at den ikke under nogen forklædning får lov til at brede sig her i landet, den danske reaktion er ikke en modvægt mod den udenlandske, men en banebryder for dem. Og selv om den store, stygge ulv - på en ofte meget illuderende måde optræder i fåreklæder, mangler den ikke appetit. Den savler allerede.

Hvadenten vi betragter det som sørgeligt eller ej, så er det et faktum, at vi lever i en tid, hvor mange værdier må omvurderes - og de fleste nedskrives, hvis samfundslivet ikke skal udsættes for alvorlige katastrofer. På det materielle område har den bitre erfaring tvunget os til at indrømme det og - nødtvungent - indrette os efter det. Men på det såkaldte åndelige område er de fleste endnu temmelig blinde og tror, at de fra fædrene nedarvede værdier endnu står i pari, - ja, mange synes endogså at mene, at meget af nutidens elendighed ville kunne afbødes ved en opskruning af disse værdier, som endnu den dag i dag på mange måder søges opretholdte, og som i skolerne indpodes i den næste generation i blind tillid til, at »den gode gamle tid« med såkaldte »normale« forhold inden alt for længe vil indfinde sig påny. Mere konkret udtrykt vil det sige, at en mængde mennesker går omkring i den tro, at det fjortende århundredes kulturelle forhold på socialt, økonomisk, politisk, moralsk, religiøst og retsligt område kan opfattes som normer også for fremtiden, tiltrods for de fundamentale ændringer, der er indtrådt i samfundenes struktur i den sidste snes år. At denne gængse opfattelse imidlertid ikke alene er fejlagtig, men også yderst skadelig, skal jeg forsøge at vise dem ved en mere detailleret gennemgang af et enkelt af de fænomener, der særprægede det fjortende århundrede og vurderedes højere og højere i århundredets løb, men hvis værdi nu er blevet højst tvivlsom og i flere henseender direkte negativ, nemlig: nationalismen.

Her melder der sig nu straks tre hovedspørgsmål, nemlig: 1) hvad er nationalisme, dvs. hvad betyder ordet »nationalisme« ? 2) hvad er årsagerne til nationalismens opståen og udvikling? - og 3) hvilke virkninger har nationalismen haft, og hvilke virkninger har den?

Det er om disse tre spørgsmål, jeg i det følgende vil gøre nogle bemærkninger, og jeg begynder med det første, fordi det er umuligt at tale sagligt om de to andre, for man har sagt, hvad man forstår ved ordet »nationalisme«.

Til en begyndelse vil det måske være hensigtsmæssigt at bemærke, at ordet »nationalisme« bl.a. betegner en bestemt lære, teori eller doktrin om de dannelser, som man kalder nationer. Spørger man imidlertid videre, hvad denne nationalistiske lære om nationerne går ud på, vil man finde, at det ikke er så ligetil at gøre rede herfor. Dels er nationalismen nemlig ikke en almen anerkendt lærebygning som f.eks. matematikken eller sprogvidenskaben. Dens indhold skifter i virkeligheden fra land til land og fra mand til mand. Og dels tager den sig helt forskellig ud i dens tilhængeres og i dens modstanderes øjne. Allerede heraf fremgår det, at nationalismen er mere beslægtet med religion end med videnskab, dvs. den er snarere udtryk for en tro, et håb og en kærlighed end for en nøgtern og saglig redegørelse for fakta, som alle må bøje sig for. Den giver sig da også på mangfoldige måder emotionelle udslag, der i så påfaldende grad minder om de religiøse følelsers, at den som sociologisk fænomen betragtet sikkert må opfattes som en art religion eller quasi-religion (sammenlign Carlton J. H. Hayes: »Essays on Nationalism«, New York 1928). Som de andre religioner indeholder den et dogmatisk læresystem, en teologi, der er konstrueret som en retfærdiggørelse af og en redegørelse for en række følelsesmæssigt betonede overbevisninger, der er udsprungne af en mystisk følelse af afhængighed og samhørighed med en højere overindividuel magt, overfor hvilken man føler sig forpligtet til at bringe ofre og vise ærbødighed, dels i sine tanker, dels i en række handlinger, som oftest antager et ceremonielt og rituelt præg, og som tjener dels til at vise, dels til at styrke det sindelag eller følelseskompleks, hvoraf hele fænomenet udspringer. For så vidt er det altfor snævert at definere nationalismen som en lære om nationen, thi den er tillige et kompleks af følelser og handlinger, som i sine mest udprægede former har en afgjort kollektiv karakter, men iøvrigt - ligesom de andre udslag af religiøsitet - kan varieres og individualiseres på utallige måder og findes i alle intensitetsgrader fra den mest glødende lidenskabelighed til den mildeste resignation. I det følgende skal jeg nu forsøge at belyse dette nærmere ved en mere detailleret gennemgang af nationalismens former.

Hvad først den nationalistiske teologi angår, så bygger den på en tre-fire grunddogmer, som synes fælles for de fleste nationalistiske systemer. Det første af disse siger, at nationen eksisterer som et selvstændigt væsen, der består af land og folk, dvs. ikke alene de på et givet tidspunkt levende medlemmer, men tillige alle deres forfædre og alle deres efterkommere opfattede som en slags organisk helhed, et overindividuelt levende væsen. Som kendetegn på en nation har man forsøgt at opstille race, religion, sprog, historie, kongehus, naturlig geografisk afgrænsning, interessefællesskab, samhørighedsfølelse, folkeånd og beslutning om samhørighed. Men da disse kendetegn hverken hver for sig, eller tilsammen findes hos alle faktisk eksisterende menneskegrupper, der betragtes som nationer, og da den betydning, der tillægges dem, synes væsentligt afhængig af den nations, regents eller dominerende befolkningsklasses interesse, gives der intet sikkert kendetegn på en nation, hvilket - i parentes bemærket - fra et nationalistisk synspunkt er meget hensigtsmæsssigt, idet man så har større mulighed for at mobilisere og dirigere nationalfølelsen efter øjeblikkets behov. Dog kan man i den nyere tid parallelt med udviklingen og konsolideringen af folkestyret spore en tydelig tendens til at lægge hovedvægten på sprogfællesskabet og - navnlig - på »folkeviljen«, som den kan konstateres ved folkeafstemninger, medens derimod religionens og kongehusenes betydning som nationsbestemmende faktorer synes aftagende.

Tidligere tiders forsøg på at begrunde de monarkiske statsforfatningers nødvendighed og berettigelse ved teorien om »kongernes guddommelige ret«, afløstes efterhånden af læren om individernes menneskerettigheder og havnede sluttelig i den filosofisk-spekulative teori om, at folk, nation og stat udgør en ideel organisk enhed, som det er menneskenes pligt at søge at realisere i den empiriske verden. Nationalitets-ideen blev hermed hævet op i en højere, metafysisk sfære, som gav den en egen mystisk glans, i hvilken menneskene solede sig og fandt deres egentlige eksistensberettigelse. Samtidig blev det imidlertid også mere og mere almindeligt at give den en mere konkret og håndgribelig karakter ved at personificere den i en gudindes skikkelse, således at digtere og kunstnere kunne kappes om at lovsynge og afbilde Germania, Italia, Svea, Helvetia, la France og de andre nationale guddomme og genopfriske eller opdigte en mængde myter og legender om nationernes opståen og bedrifter i en fjern og derfor ærværdig fortid samt tilskrive dem en eller anden ophøjet mission i nutiden eller fremtiden. For blot at tage et par eksempler blandt tusinder kan jeg nævne, at en af Saint Simons elever indtrængende tilskyndede »Frankrig, det ædle Frankrig« til endnu engang at høste »gloire« ved at kæmpe for civilisationen; at lord Rosebery bød englænderne stedse at være sig bevidste, at deres nationale ansvar og deres nationale arvelod pålagde dem den forpligtelse, at verden engang skal bære den engelske nations særmærke og ikke nogen andens; at Geibel fortrøstningsfuldt skrev de kendte linier:»Und es mag an deutschem wesen - einmal noch die welt genesen«, samt at tyskerne med begejstring gik ind i verdenskrigen i bevidstheden om at opfylde en verdenshistorisk mission ved i kulturens og demokratiets navn at bekæmpe det russiske tyranni, medens englænderne og franskmændene med ikke mindre tillid så deres mission i at bekæmpe det tyske tyranni og det tyske barbari, og amerikanerne tillige havde sat sig den ædle opgave at bringe deres allierede den amerikanske kulturs velsignelser, såsom kønslig sædelighed, renlighed, anstændig spisemåde og i det hele taget kultiveret »home life« som de mente, det skortede på i det gamle, noget degenererede Europa. Som et korollarium til dogmet om nationens eksistens som en selvstændig og overindividuel realitet kan altså føjes troen på dens særlige fortræffelighed, dens enestående værdi i verdenshusholdningen og dens ophøjede mission i verdenshistorien.

I nær forbindelse hermed står det andet nationalistiske granddogme, som går ud på, at alle nationens medlemmer skylder nationen (men hvem er det i virkeligheden?) der ofte betegnes som -»hellig« og -»guddommelig«, ubetinget ærbødighed og lydighed, samt at de er forpligtede til at arbejde for nationens trivsel og fremgang og om fornødent at ofre liv og blod, hvis den trues eller hånes af ydre eller indre fjender. Her har det i første række været landegrænserne eller økonomiske interesser eller endelig den udefinerbare »nationale ære« man har haft for øje. Men i anden række omfatter dogmet også alt, hvad man kalder »national kultur« : »»Sit fædreland skylder man alt, hvad man  kan udrette«, sagde den store, danske sprogforsker, husmandssønnen Rasmus Rask« - for at citere en moderne katekismus. Alle nationale ejendommeligheder bør bevares og plejes, og man bør værge sig mod fremmed sæd og skik, idet man aldrig må glemme, at de hjemlige traditioner og vaner dog altid er de bedste, - om ikke af anden grund, så i hvert fald fordi de er tilvante, hjemlige og fra fædrene nedarvede. Af sådanne nationale værdier, som enhver har pligt til at anerkende, kan nævnes: 1) nationens suverænitet eller uindskrænkede selvbestemmelsesret i alle indre anliggender og dens herredømme over sit hele landområde; 2) det landskabelige udseende, som ikke må vandaliseres ved opstilling af moderne tekniske uhyrer; 3) litteraturen og sproget, som ikke bør forurenes med fremmedord og udenlandske vendinger; 4) kunsten, som bør have et nationalt særpræg; 5) levesæt, sæder og skikke, der bør bevares uforandrede, respektiv drages frem af glemselens dyb; 6) samfundsorden og love, eventuelt religion, konge og kongehus; 7) folkets tænke- og følemåde, som altid »dybest set« stemmer med den enkelte nationalists, - og 8) nationens historie, minder, helte og foregangsmænd på den nationale kulturs område, som ikke må gøres til genstand for nogen anden opfattelse end den fastslåede panegyriske.

Det tredje grunddogme lyder, at af alle nationer er ens egen den værdifuldeste. I nationer, der har følt sig stærke nok til at gennemtvinge denne opfattelse hos nabonationerne, har den i reglen været hævdet som absolut, medens svagere nationer har hævdet dens relativitet, dvs. at enhver nation er den værdifuldeste for dens egne medlemmer, hvoraf naturligvis følger, at for ethvert andet folk er dets nation den værdifuldeste. På visse områder synes dette dogme velbegrundet: f.eks. vil det vel gælde for de allerfleste mennesker, at deres modersmål er det udtryksmiddel, som de lettest kan bruge og bedst forstår, ligesom de også lettest finder sig tilrette i de hjemlige og tilvante folder; men i sin almindelighed lader det sig næppe opretholde: en musikalsk græker vil næppe kunne hævde, at den græske kammermusik er værdifuldere end den tyske, og en litteraturkyndig schweizer vil næppe kunne anse den schweiziske litteratur for værdifuldere end den russiske. Men for den brede befolkning, der altid kender sin egen nationale kultur langt bedre end andre nationers, som den i reglen gennem undervisning og opdragelse har lært at undervurdere, vil dogmet synes selvindlysende, og det forbindes meget ofte med den følgesætning, at man bør holde mere af an egen nations kultur end af andres, selvom man dog ingenlunde behøver at foragte dem.

Foruden disse tre nationalistiske grunddogmer er der grund til at nævne endnu et enkelt, som tjener til at forbinde og forlige den nationalistiske religion med den ret udbredte verdensreligion, som kaldes kristendommen, og som efterhånden har gjort det muligt for nationalismen i vid udstrækning at assimilere denne - navnlig i de protestantiske lande. Dette national-kristelige dogme kan kort formuleres sådan: den kristne gud er nok en fader for alle mennesker, uanset hvilke nationer de tilhører, men han har alligevel en ganske særlig forkærlighed for ens egen nation - han kan f.eks. ikke undvære »sit lille Danmark« - ligesom han egentlig kun kan dyrkes helt fyldestgørende, når det sker på nationalt særpræget måde. Ifølge dette dogme er der ingen modsætning mellem de nationale religioner og kristendommen, og det nationale arbejde er i virkeligheden også et kristeligt arbejde, ligesom kampen for nationens og de nationale værdiers beståen, udvikling og anerkendelse udmærket kan være præget af kristendommens ånd og tjene til dens gavn og fremme. Naturligvis kan guds navn misbruges i en magtsyg og erobringslysten nations interesse, men hvor man kæmper for en retfærdig sag, - og det gør man jo praktisk talt altid, når man kæmper for sin egen nation, - kan man trygt stole på guds hjælp og velsignelse.

Så vidt den nationale teologi. Jeg vender mig nu til de andre sider af den nationale religion, dens rituelle og kultiske udformning og dens følelsesgrundlag.

Hvad kulten angår, er det interessant at se, at den i vid udstrækning udviser de for al kult almindelige træk: først og fremmest en række nationale fester, ved hvilke nationen, dens regent eller levende og døde helgener eller »store mænd« hyldes og lovprises i taler og sange under udfoldelse af et mere eller mindre strengt overholdt ceremoniel, hvis væsentligste træk består i, at man under afsyngelsen af visse særligt hellighedsbetonede sange eller vers rejser sig op med blottet hoved, og at man i visse sammenhæng udstøder rituelle råb eller brøl efter bestemte forskrifter: alala, heil, lange eller korte hurraer, 1, 2, 3, 4 eller 3 x 3 gange, eftersom skikken er i de forskellige lande. På de vigtigste højtidsdage - f.eks. den amerikanske Constitution-Day, den engelske Empire-Day, den franske Bastilledag, den norske d. 17. maj-dag, regentens fødselsdag etc. - fejres disse fester på en særlig pragtfuld måde, idet der foranstaltes store processioner, parader af militæret eller af de forskellige nationalistiske sekter, som er organiserede i stormtropper, skytteforeninger, rigsværn, Ku Kluks-Klaner, fascistforbund og andre sammenslutninger, og der afholdes store massemøder, hvor den kollektive nationalfølelse stimuleres ved patriotiske taler, afsyngelse af fædrelandssange, udstødelse af de førnævnte rituelle råb og udøvelse af forskellige ceremonielle handlinger, ved hvilke de såkaldte nationale symboler også spiller en vigtig rolle. Sådanne symboler er f.eks. hagekors, risknipper, halvmåner, rigsvåben og først og fremmest de forskelligt farvede, i reglen rektangulære stykker tøj, der kaldes nationalflag, og som ved offentlige og private festlige lejligheder bæres omkring af fanebærere eller hejses på høje faststående stænger under udfoldelse af et højtideligt ceremoniel. Dette indøves omhyggeligt i skoler og ungdomsforeninger, og manglende ærbødighed overfor dette symbol såvel som overfor nationalsangene betragtes som et utilbørligt kætteri og en forhånelse af nationen, der som regel fremkalder voldsomme reaktioner fra de nationalt grebne folkemassers eller individers side. At dette psykologisk set er fuldt forståeligt og naturligt vil en ganske elementær analyse af nationalismens psykologiske grundlag, som jeg nu vender mig til vise.

Meget ofte betragtes et nationalistisk sindelag som identisk med fædrelandskærlighed, og da der næppe er tvivl om at fædrelandskærlighed i hvert fald indgår som et vigtigt led i nationalismen, vil det være hensigtsmæssigt at kaste et blik på denne meget sammensatte følelse. De væsentligste komponenter i den forekommer mig at være følgende tre: 1) en følelse af glæde ved sit fødelands jord og landskabelige udseende; 2) en følelse af samhørighed med sit folk, dets kultur og historie; 3) en følelse af interesse for de nationale værdiers beståen og udvikling og en deraf udspringende vilje til at bevare og forsvare dem. Disse tre komponenter har alle et uvilkårligt og dybtliggende grundlag i den omstændighed, at menneskene er sådan indrettede, at de føler sig mest trygge og veltilpasse i omgivelser, som de kender, og at de derfor reagerer mod uforudsete eller uønskede forandringer, der skaber utryghed og kræver ny tilpasning, hvis livet skal kunne opretholdes. Den uvilkårlige reaktion mod ændring af de bestående livsforhold er derfor stærkest hos de mindst tilpasningsdygtige individer, og det vil igen sige hos dem, der lever under de enkleste og stabileste forhold, hvorunder der kun i ringe grad bliver anledning og lejlighed til at gennemgå den højst ubehagelige udviklingsproces, som kaldes »opøvelse af tilpasningsevnen«. Derfor er landboer stort set mere konservative end byboer og gamle mere end unge. Og derfor opstår der hos alle naturligt en følelse af glæde ved tilvante, hjemlige forhold og ved omgang med mennesker, som man kender, og hvis tænke- og handlemåde man er så fortrolig med, at man med nogenlunde sikkerhed kan forudse deres opførsel og kan klare sig mellem dem. Denne følelse, som mere har karakter af et sindelag end af en sindsbevægelse, mærkes ikke meget, sålænge alt går sin rolige gang: den fornemmes da nærmest som en selvfølgelig tryghed. Men når der indtræder forandringer, kan den give sig mere eller mindre heftige udslag. Selv hvor forandringerne ikke er påtvungne, som tilfældet er hos befolkningerne i erobrede egne, men f.eks. består i en frivillig rejse, vil de ofte resultere i en levende følelse af hjemve, af længsel efter sit fødested, sin barndoms have, sine venner og bekendte, sit hus og sin jord, sin landsby eller by, efter det gamle træ, den kendte udsigt og kirkeklokkeklang, lærkens sang og alle de svundne lyde og dufte. Under indflydelse af denne sentimentale længsel kommer dens svundne eller fjerne genstande til at stå som endnu dejligere end de føltes, sålænge man levede mellem dem, og man får indtrykket af, at først adskillelsen har lært én at skønne rigtig på dem. For så vidt adskillelsen nu ikke har været så lang, at man har tilpasset sig for meget til andre forhold, vil tilbagekomsten til de hjemlige forhold føles som en befrielse og lykke, der ofte kan give sig stærke affektive udslag ledsaget af såvel interne som eksterne sekretioner. Og hvad der her gælder hjemmet i snævrere forstand kan også finde anvendelse på mere vidtstrakte områder, hvoriblandt navnlig fædrelandet som helhed, dets landskaber, som er blødere eller stoltere eller friskere eller venligere end alle de fremmede, dets klima, som er behageligere, dets sprog, som »falder bedre på tungen« og »taler mere til hjertet«, dets kvinder, som er skønnere eller blidere eller ukvindeligere« end andre landes, dets kost, som er mere velsmagende og »rigtigere tillavet«, dets sæder og skikke, som er »naturligere«, og dets institutioner, som er enklere og »fornuftigere«, osv., osv.. Alt det, hvorved udlandet adskiller sig fra fædrelandet virker fremmed, og som modsætning dertil kommer alt det, som man kender fra fædrelandet, til at virke hjemligt, således at fædrelandet ikke blot bliver det land, hvori man er født og har sit hjem, men også det land, hvori man føler sig hjemme, og hvis flag, jernbanevogne, toldbetjente, bondekoner, kirketårne osv., osv. bevæger den ikke altfor rejsevante udenlandsrejsende i hans inderste, når han ved hjemkomsten genser dem (se herom nærmere i Roberto Michels: Der Patriotismus, München u. Leipzig 1929).

På denne ganske uvilkårligt opståede hjemfølelse, som synes at styrkes ved få og sjældne, men at svækkes ved mange og hyppige udenlandsrejser, beror sikkert den ganske urefleksterede høje værdsættelse af det hjemlige i modsætning til det fremmede: men ligeså naturlig denne følelses og disse vurderingers opståen er, ligeså naturligt er det, at den ikke alene giver sig udtryk i den umiddelbare glæde ved hjemlandet, men også i et uvilkårligt krav om, at andre skal have samme følelser, og at der fremkaldes en overbevisning om, at der ligger objektive værdier, som har krav på almindelig anerkendelse, bag dem. Og hermed kommer der et propagandistisk og aggressivt moment ind, som spiller en væsentlig rolle i nationalismen. De fleste mennesker nøjes ikke med at kræve ret til selv at nære kærlighed til fædrelandet og at give denne følelse udslag indenfor deres private områder, men de kræver også, at alle andre, som hører til samme nation, skal have den, og de søger derfor med alle midler at fremkalde og stimulere den hos sig selv og andre. De taler i tide og utide om de nationale værdier og propaganderer så heftigt for den nationalistiske religion, at mindre emotionelt anlagte medmennesker bliver overmætte og let får bibragt det indtryk, at disse værdier ikke i sig selv er så værdifulde, at de kan hævde sig ved deres egen kraft, men må opreklameres på alle mulige måder for at blive anerkendte. Og herved får hele sagen et overspændt og kunstigt præg, som gør, at den på en hel del mennesker kommer til at virke uægte og derfor frastødende. I sin begejstring for fædrelandet glemmer man, at fædrelandskærligheden så lidt som nogen anden form for kærlighed kan påtvinges, og at den kompromitteres ved bevidst at stilles til skue. Altfor højlydte og hyppige forsikringer om kærlighed vækker let, - ligesom altfor højlydte og hyppigt forsikringer om ærlighed, - en mistanke om, at sådanne forsikringer føles som nødvendige, og det er de jo kun, hvis man ikke er helt overbevist om, at deres umiddelbare udslag udelukker al tvivl om deres rodfæstethed. Og herved kommer man ind i en skæbnesvanger svikmølle: propagandaen medfører nemlig uundgåeligt overdrivelser, som vækker tvivl om dens pålidelighed, og for at døve denne tvivl må man propagandere endnu ivrigere, hvorved overdrivelserne og dermed tvivlen potenseres i det ubegrænsede, og hele bulderet får en mere og mere hul klang i deres øren, som ikke er blevet tilstrækkeligt grebet af bevægelsen. I almindelighed er det ikke vanskeligt at fornemme dette, når det drejer sig om den nationalistiske propaganda i andre lande. Men når talen er om ens egen nation, hindrer begejstringen selvkritikken i at gøre sig gældende: man ser så let skæven i næstens øje, men bjælken i sit eget bliver man ikke vár. Og dette er også psykologisk set meget naturligt, idet det hænger sammen med menneskets uvilkårlige egocentriske indstilling. Man generer jo ikke sig selv ved at handle, føle og mene, som man har lyst til, men så snart andres handlinger, følelser og meninger går på tværs af ens egne, virker det straks ubehageligt og tiltrækker opmærksomheden. Først gennem en lang og besværlig opdragelsesproces lærer man i det daglige liv at sætte sig i andres sted og tage samme hensyn til dem, som man ønsker, de skal tage til en selv. Man lærer, at det ikke virker behageligt på ens medmennesker, hvis man viser altfor megen selvfølelse, stolthed, stridbarhed eller magtudfoldelse, og man opøves derfor i at beherske disse såre naturlige menneskelige tilbøjeligheder. Men - »naturam furca pellas ex, hun kommer dog igen, den heks«. - med nationalismens fremtrængen blev alle disse »onde« og »syndige« karaktertræk og handlinger, som var blevet fortrængt nogenlunde fra kulturens overflade, pludseligt retfærdiggjorte som dyder, - når de blot ikke udøvedes i individets, men i nationens eller fædrelandets tjeneste. »Hvilke slyngler ville vi ikke være, hvis vi for vor egen skyld gjorde det, som vi gør for vort lands skyld«, sagde Cavour med en for en nationalist forbløffende forståelse af modsætningen mellem den almenmenneskelige og den nationalistiske moral. Al den selvfølelse, stolthed, stridbarhed og magtudfoldelse, som kristendommen havde stemplet som noget, ethvert kristent menneske måtte stræbe efter at nedkæmpe og overvinde hos sig selv, fik i den nye nationalistiske religion omvendt fortegn, når blot ordet »national« kunne anbringes foran, og fra alle patriotiske talerstole forkyndtes nødvendigheden og ønskeligheden af at fremme den nationale selvfølelse, den nationale stolthed, den nationale selvhævdelse og den nationale kraftudfoldelse. I stedet for den tidligere ret udbredte kristne lære, at alle mennesker er børn af en og samme guddommelig fader, og at de derfor skulle omgås hinanden og hjælpe hinanden som brødre, trådte den opfattelse mere og mere frem, at brødreforholdet kun betød lighed for gud, men at brodersindet indtil videre højst burde udstrækkes til landsmænd, børn af samme moder: fædrelandet, som havde krav på alle sine børns kræfter og al deres offervilje i sin kamp for at hævde sig overfor andre fædrelande og nationer. Den nationalistiske teologi blev nu udformet som teoretisk grundlag for den nationalistiske moral, og gennem skoler og kirker, bøger og blade, digte og kunstværker, ved møder og fester blev den nye moral og religion indpodet i befolkningerne, til de til sidst var så gennemsuggererede, at de var parate til, så snart trylleordet »national« blev udtalt, at glemme alle almenmenneskelige hensyn og pligter, at forlade hjem og familie og at ofre ikke blot deres eget, men også andres liv og blod for den ny gudinde: nationen.

Man kan nu spørge: hvordan er det egentlig gået til, at denne nye religion er opstået og har kunnet fænge så stærkt i menneskenes sind, som den har gjort? Skønt hjemfølelsen rimeligvis går så langt tilbage som til det kulturstadium, da menneskene gav sig til at dyrke jorden og tog fast bopæl, så er nationalismen nemlig i sin nuværende form et temmeligt nyt fænomen - i alt væsentligt et barn af det nittende århundrede. Dens rødder går ganske vist tilbage til middelalderens slutning, da feudalsystemet med dets loyalitetskrav overfor de mange større eller mindre lensherrer afløstes af loyalitetskravet overfor de enevældige konger, som under de priviligerede stænders herredømme kom til at repræsentere hele nationen og senere under enevælden ligefrem identificerede sig med den statslige organisation. »Staten, det er mig«, sagde som bekendt Ludvig XIV og afslørede derved ufrivilligt, hvilke interesser der i virkeligheden var kommet til at ligge bagved ordene »stat«, »land«, »folk« og »nation«, som brugtes så temmelig i flæng og tjente dels som symboler på de nationale enheder, dels som udtryk for de forestillinger, befolkningerne gjorde sig om dem.

Men denne den moderne nationalismes første opblussen, som styrkedes betydeligt under de store krige i det sekstende og syttende århundrede, holdt sig ikke. I løbet af det attende århundrede flovede den betydeligt af i forbindelse med den hele kritiske bevægelse, som man kalder oplysningstiden. Ja, henimod det attende århundredes slutning synes tendensen endog snarere at være gået i modsat retning, hen mod en jordomspændende kosmopolitisme. »Det jeg mindst af alt ønsker«, skrev Lessing, »er at blive rost som en nidkær patriot, dvs. en patriot, som ville få mig til at glemme, at jeg bør være en verdensborger«. Og den unge Goethe erklærede: »Hvis vi kan finde et sted, hvor vi kan hvile med vore pårørende, en mark til at ernære os og et hus til at give os ly, har vi så ikke et fædreland? Ubi bene, ibi patria«, medens det som et ekko lød fra den unge Schiller: »Jeg skriver som en verdensborger, der ikke tjener nogen fyrste. Jeg mistede mit fædreland, for at ombytte det med den store verden. Hvad er selv den største nation andet end et fragment?« Og lignende synspunkter var de almindeligt herskende i datidens intellektuelle overklasse, hvem nationalistisk tænke- og følemåde var ligeså fjerntliggende som snæversind og barbari. Det kan derfor synes mærkeligt, at det netop var af denne kosmopolitiske jordbund nationalismen med altovervældende kraft skød frem. Men forklaringen er alligevel ikke så vanskelig, når man erindrer de store historiske begivenheder, der fandt sted i Europa i tiden omkring år 1800. Først og fremmest må her nævnes Den Store Franske Revolution i 1789, hvorved den brede befolkning befriede sig fra adelens og kougens underkuelse og udsugelse og forsøgte at indrette et nyt og bedre samfund på grundlag af folkesuverænitetens og menneskerettighedernes principper. Hermed var »folkelig selvbevidsthed« blevet vakt; men den havde endnu intet nationalistisk præg. Det fik den først, da den nye statsordning i 1792 blev truet af ydre fjender, som trængte ind over landets grænser i den hensigt at slå den republikanske regering ned og påny indføre enevoldsregimentet. Overfor denne trussel om at se revolutionens resultater tilintetgjorte rejste hele befolkningen sig og opfattede sig som en national enhed i modsætning til de indtrængende fremmede, som det jo også lykkedes at drive tilbage over grænserne. Og da man således havde fået blod på tanden og var blevet klar over sin styrke, lod man det ikke blive derved, men fortsatte krigen i fjendens land med det officielle formål at »hjælpe alle folk, som ønskede at genvinde deres frihed«. Resultatet af disse ædle befrielsesbestræbelser blev imidlertid som bekendt Napoleons erobring og undertrykkelse af det meste af Europa, og som reaktion herimod var det, de nationalistiske bevægelser opstod rundt omkring, først og fremmest i Tyskland, hvor navnlig filosoffen Fichte ved sine »taler til den tyske nation« fastlagde rammerne for den nationalisme, som siden da har behersket det tyske folk. Og denne årsagssammenhæng er typisk. Overalt i Europa, hvor befolkningen levede under trykkende fremmedherredømme, opstod revolutionære bevægelser, der fik et afgjort nationalt præg, fordi de var rettede netop mod fremmede undertrykkere. Derfor fik oprørsbevægelserne karakter af nationale befrielseskrige, og nationalismen fik sit karakteristiske dobbeltpræg af kærlighed til hjemland og folk og had til udland og fremmede, - naturligvis navnlig de naboer, som øvede eller havde øvet undertrykkelsen. Og da had avler had, blev hadet gensidigt og bidrog mægtigt til at skærpe de allerede bestående modsætninger, således at der overalt opstod spændinger, der var så meget farligere, som de greb så at sige hvert eneste menneske i hele verdensdelen. For befolkningerne selv havde de imidlertid den store positive værdi, at de vakte menneskenes interesse for politisk frihed og nationalt kulturarbejde, og i løbet af århundredet indførtes konstitutionelle forfatninger i en hel række stater, ligesom den nationale konkurrence også blev en såre virksom spore for det kulturelle fremskridt.

Hvert menneske, der blev nationalt grebet, følte sig som led af et enigt hele, som kæmpede og arbejdede for en ædel sag, der forpligtede til den yderste anstrengelse og selvopofrelse, og en mægtig løftelse gik gennem landene, overalt hvor de nationale opgaver fangede interessen og ophævede sløvhed og mindreværdsfølelse. Skyggesiderne ved denne befrielsesproces viste sig først efterhånden som den nationalistiske selvforherligelse hos de store nationer førte til den overbevisning, at de havde ret og pligt til at styrke og udvide deres magt ved med åben eller skjult vold at varetage deres nationale interesser ved at sikre sig naturlige grænser, kolonier, afsætningsmarkeder, råstoflejer og de andre herligheder, som den samtidigt stigende befolkningstilvækst og industrialisering gjorde ønskelige

Herved gled nationalismen over i den fase, der almindeligt betegnes som imperialisme. Mange vil ganske vist hævde, at imperialisme er noget helt andet end nationalisme. Men hvad er egentlig forskellen ? Teoretisk skulle den vel bestå i, at nationalismen kun tager sigte på det egne folks beståen og velfærd samt de nationale værdiers bevarelse, medens imperialismen søger at udvide den egne nations indflydelse på kommercielt, politisk og kulturelt område - og på andre nationers bekostning. Men denne afgrænsning, som overfladisk set kan lyde ret bestikkende, er i virkeligheden flydende, fordi nationalister bl.a. næsten altid vil hævde, at landområder, som engang i tidens løb enten er erobrede fra den egne nation eller erobrede af den egne nation, bør vedblive at tilhøre den, hvad der naturligvis aldrig kan opnås enighed med de andre nationers nationalister om. Kun hvis det nøjagtigt var angivet, hvilke kriterier der skal afgøre, hvad der med rette hører til en given nation, ville distinktionen mellem nationalisme og imperialisme være skarp, - og kun hvis alle de forskellige nationers nationalister var enige om, at kriterierne var rimelige og fornuftige, ville distinktionen have nogen praktisk betydning. I øjeblikket bruges den kun til at narre naive sjæle ind i den nationalistiske bevægelse med, idet man først skyder alt det onde og utiltalende ved nationalismen ind under betegnelsen »imperialisme« og derpå hævder, at denne er noget helt andet end nationalismen, som kun er ædel og god. Men i virkeligheden flyder de to ting i praksis ganske over i hinanden. Dette ses måske tydeligst hos de store nationer, som føler sig stærke nok til ikke at ville nøjes med at forsvare det de har, men som tillige højlydt proklamerer deres ret og pligt til at udvide deres indflydelse og magtområder, dels fordi det er af vital interesse for dem, og dels fordi det jo kun er en fortsættelse af forfædrenes glorværdige og heltemodige bestræbelser for at styrke nationen. Tænk blot på Japans smukke nationale forsvar for dets erobring af Manchuriet eller på Mussolinis forsvar for Italiens afrikanske kolonialpolitik eller på Tysklands nationalsocialistiske krav om »udvidelser mod øst«. Og selv i de mest fredelige små lande ser man det samme. Tænk blot på de norske aktivisters krav på Østgrønland, hvis okkupation står for dem som en såre vigtig national opgave, eller på de danskes afvisning deraf under påberåbelse af, at koloniseringen og beskyttelsen af Grønland selvfølgelig er en dansk national opgave. Sådanne eksempler, som jo kan suppleres med hundreder af andre, vi ser, at distinktionen mellem nationalisme og imperialisme i praksis slet ikke lader sig gennemføre. De to ting - den ædle nationalisme og den slemme imperialisme - er i virkeligheden to alen af eet stykke og flyder fuldstændig over i hinanden. Man bør derfor ikke lade sig forvirre af, at nationalisterne bruger de to ord til at manøvrere udenom den kritik, der kan rettes mod nationalismen. I virkeligheden er det kun ordene der er forskellige. Sagen er akkurat den samme, og derfor finder man også i alle lande, som har imperialistiske tendenser, at nationalisterne i det store og hele er ivrige forsvarere for de imperialistiske tendenser og formål.

Midlet til at fremme disse formål havde staterne fået gennem den almindelige værnepligt, der næsten overalt var indført som en naturlig konsekvens af folkestyret: Når folket havde fået ret til at styre sine fællesanliggender, var det kun rimeligt, at det også påtog sig forpligtelsen til at forsvare sine rettigheder og interesser. Og da disse som følge af den økonomiske konkurrence og de nationale modsætninger føltes mere og mere truede, ansås det overalt for nødvendigt at øge det militære forsvar, hvorved de nationale kaprustninger tog stærkere og stærkere fart. Jo større og dyrere rustningerne blev, des nødvendigere blev det naturligvis at påvise deres uundværlighed, og det blev derfor skik på alle mulige måder at vække mistillid til de andre nationers fredelige hensigter, som også virkelig blev kompromitterede gang på gang ved sabelraslen og diplomatiske konflikter. På denne måde kom man ind i den svikmølle, som består i, at man opruster af hensyn til sin nationale sikkerhed, hvorefter naboen føler sig truet og ruster af hensyn til sin nationale sikkerhed, hvorfor man selv må ruste yderligere af hensyn til sin nationale sikkerhed, indtil den efterhånden overspændte sikkerhedsballon revnede med et mægtigt knald i 1914. Hvad der senere fulgte, véd vi alle, - dvs. visse grove træk af den senere udvikling kender vi alle, hvorimod kun få eller vel snarere ingen kan trænge tilbunds i det såre indfiltrede væv af tråde og underjordiske forbindelser, der sammenknytter de på overfladen skarpt adskilte nationale stater, og som synes at dirigeres af kræfter, der har interesse i at forhindre en radikal ændring af de bestående tilstande, som alle anser for uholdbare, men som næppe kan ændres uden gennem en international organisation, der kan nedbryde de økonomiske skranker, ophæve de uopfyldelige betalingsforpligtelser og afskaffe de nationale hære og flåder, således at den af disse betingede usikkerhed kan afløses af den relativt så meget større sikkerhed som en almindelig afrustning selvfølgelig vil medføre, hvis ikke den internationale mistænksomhed kunstigt opretholdes. Men, som erfaringen viser, er det desværre lettere at skitsere en sådan ordning end at gennemføre den. Gang på gang gøres der tilløb, men hver gang løber de ud i lapperier, som giver en øjeblikkelig lindring, men ingen varig bedring. Og een af de faktorer, der modvirker en sådan, forekommer mig at være den nationalistiske indstilling, som snarere er styrket end svækket ved de sidste års udvikling, og som naturligt må styrkes ved den voksende spænding og usikkerhed. Denne indstilling hindrer nemlig befolkningerne i villigt at opgive den selvrådige selvstændighed, der gør, at hver nation i sin egen interesse kan indføre foranstaltninger, som gavner den selv, men skader andre, hvorfor disse hurtigst muligt indfører modforanstaltninger, der ophæver de utilsigtede gavnlige virkninger af de første foranstaltninger. Også her går den skæbnesvangre svikmølle sin gang, og den nationalistiske tendens til kun at se på sine egne nationale interesser er een af de strømme, hvorfra den får sin drivkraft. I hvilken grad den er en primær kraft, og i hvilken grad den blot er et middel for andre og mere skjulte interesser, (blandt hvilke rustningsindustriens nu er blevet så temmeligt afslørede), tør jeg ikke afgøre, men jeg vil advare de blåøjede nationalister mod at stole altfor trygt på, at nationalismen kun tjener ophøjede og berettigede formål, ligesom jeg også vil advare de hårdkogte marxister mod at betragte den alene som en ideologisk overbygning og camouflage uden selvstændig betydning. Den er i hvert fald en psykologisk realitet, som både har gode og dårlige sider, ligesom den kan have både gavnlige og skadelige virkninger. Men det forekommer mig unægtelig, at dens gavnlige virkninger mest hører fortiden til, og at dens skadelige virkninger bliver tydeligere og tydeligere for hver dag der går. Den væsentligste grund hertil er vel nok den, at den økonomiske, tekniske og sociale udvikling i det sidste halvhundredår har gjort nationerne mere og mere afhængige af hverandre, således at de kun kan trives og udvikle sig gennem et udstrakt internationalt samarbejde, som kræver forståelse og fordragelighed hos alle deltagerne og vilje til at lade særinteresser træde tilbage for det almene bedste. Men den mentalitet, som er en betingelse herfor, modvirkes af den nationalistiske indstilling, og derfor er denne til skade for alle parter. Hvis man virkelig ønsker sit fædrelands beståen og sit folks velfærd, er det værste, man kan gøre, derfor at drive nationalistisk propaganda i en tid, hvor samarbejde og fordragelighed mellem nationerne er ligeså vigtig som mellem hver enkelt nations medlemmer. Under sådanne forhold er det i bedste fald dumt og i værste fald dødbringende at opelske nationalisme under ensidig fremhæven af dens fortrin og undervurdering eller fortielse af dens mangler. Man må huske, at nationale selvbiografier - ligesom personlige - ofte er fulde af »cant«, og at det altid er farligt at lade en nation eller person være dommer i sin egen sag. Når man ofte hævder, at der ingen modsætning behøver at være mellem nationalisme og internationalisme, så er det vel teoretisk rigtigt; thi internationalismen forudsætter efter sit begreb eksistensen af forskellige nationer. Men i praksis modarbejder nationalismen faktisk det internationale samarbejde, som udviklingen på så mange måder har gjort ønskeligt, - og derfor er det vigtigt at gøre sig klart, at de ideer, der var god latin for hundrede år siden, da de nationalistiske bevægelser tog fart, ikke mere har samme gyldighed under de nuværende forhold. Og hertil kommer, at den nationalistiske propaganda nu til dags er langt mindre påkrævet end den internationalistiske; thi de nationale værdier er nu så almindelig anerkendte, at de kun bestrides af mennesker, der er så grebne af nationalegoisme, at de føler sig berettigede til at tilsidesætte de simpleste gensidighedsregler. Derimod har den internationalistiske indstilling og tankegang slet ikke holdt trit med den internationale udvikling på alle kulturens områder, og der er derfor langt mere grund til at søge den fremmet end til at stimulere den allerede overophedede nationalfølelse. I stedet for først og fremmest at propagandere for anerkendelsen af de nationale værdier, hvis betydning og ægthed netop afhænger af, at de ingen propaganda behøver, men uvilkårligt melder sig hos ethvert menneske, sålænge de virkelig har betydning for dets liv, burde man fremhæve, hvor uhyre meget enhver nation i nutiden skylder andre nationer, og hvor nødvendigt for hver enkelt nations udvikling og trivsel det er, at det internationale samarbejde bliver så omfattende og livligt som muligt, og at det snarest muligt bliver organiseret sådan, at det kan foregå uden overflødige gnidninger og hæmninger. Man siger somme tider, at dette forudsætter, at menneskene er engle. Men lige det modsatte er jo tilfældet: Hvis menneskene var engle, ville en sådan international organisation måske være unødvendig. Men netop fordi menneskene er så egoistiske, rovbegærlige og kortsynede som de er, er det nu blevet ligeså påkrævet at begrænse nationernes selvstændighed og egenrådighed, som det forlængst har været at begrænse individernes handlefrihed indenfor de enkelte nationale statsdannelser (se herom f.eks. sir Norman Angel: The unseen Assassins, London 1932). Hvad der tiltrænges i øjeblikket er hverken mere national selvbevidsthed eller stærkere nationale interesser, men derimod mere forståelse af alle nationers gensidige afhængighed og af, at enhver nations sikkerhed, velfærd og trivsel er betinget af, at der skabes den samfølelse, forståelse og resignationsvilje mellem dem, som er en forudsætning for det tillidsfulde fredelige samarbejde, der er i alles interesse. Vi synes nu at være nået til det punkt i verdensudviklingen, hvor det ikke alene er indlysende, at internationalismen forudsætter eksistensen af forskellige nationer, men hvor også hver enkelt nations eksistens eller velfærd er betinget af en international organisation, der omfatter alle de punkter, hvor nationerne kommer i forbindelse med hverandre. At skabe en sådan organisation er det tyvende århundredes udenrigspolitiske hovedopgave ligesom det var det nittende århundredes at skabe de nationale enheder, og jeg vil slutte med at udtale håbet om, at det må lykkes det tyvende århundrede at løse sin opgave med samme effektivitet som det nittende århundrede løste sin. For hvordan skal det hele ellers ende?

Ordene »tvivl« og »tro« er i de fleste menneskers bevidsthed blevet så fast forbundne med hinanden, at man næsten ikke kan lade være at tænke på det ene af dem, når man hører det andet. Og det skyldes ikke alene bogstavrimet, men dels den omstændighed, at der virkelig er en vis forbindelse mellem de to begreber, og dels - og måske navnlig - de bestræbelser, som præster og andre teologer har udfoldet for at forvirre begreberne ved at stille de to ord op som absolutte modsætninger, der udelukker hinanden, og af hvilke den ene roses og lovprises, medens den anden dadles og misbilliges, således at naive sjæle får det indtryk, at »troen« er noget det gælder om at have så meget som muligt af, medens »tvivlen« for enhver pris bør bekæmpes og undertrykkes. I sprogbrugen er de derfor kommet til at forholde sig som lys til mørke eller dag til nat, - ja, man kan måske tilføje: som hund til kat. Og så er forholdet dog, når man ser nærmere til, det, at tro og tvivl ikke alene optræder side om side i bevidstheden, men tillige, at de gensidigt støtter hinanden i erkendelsesprocessen, og at det ville være til mindst lige så stor skade for menneskets og kulturens udvikling, hvis tvivlen blev udryddet, som hvis den helt fortrængte troen.

At spørge om troen eller tvivlen har størst værdi - taget i al almindelighed - er derfor ligeså tåbeligt som at spørge, om arbejde eller hvile har størst værdi. Begge dele hører med til et sundt menneskeliv; ingen af dem kan undværes, og det er til skade, hvis den ene af dem overdrives på den andens bekostning. - dette skal jeg nu forsøge at begrunde nærmere. Men først må jeg for klarhedens skyld prøve at tydeliggøre meningen med de to ord »tro« og »tvivl« lidt nærmere, for de er - som de fleste af dagliglivets halvfilosofiske og psykologiske udtryk - meget uklare og flertydige. - Navneordet »tro« bruges i almindelighed i betydning af »noget der troes«, som når man taler om »den rette tro« eller »en falsk tro«, eller når man taler om, at et menneske »har en eller anden tro«. I denne betydning vil jeg for at undgå forvekslinger gennemgående erstatte ordet »tro« med »troesobjekt« eller »troesgenstand«, som altså betyder: det der troes. Men ofte bruges det også i betydningen »den tilstand, som et menneske er i, når det tror noget«; således når man taler om »en stærk tro«, »en levende tro«, eller når man siger, at et menneske er »lidenskabeligt grebet af troen«. I denne betydning vil jeg erstatte ordet »tro« med ordet »troestilstand«. Og endelig vil jeg kalde den virksomhed eller proces, der betegnes med udsagnsordet »at tro«, for »troesvirksomhed« eller »troesproces«. Jeg skelner altså mellem »troesobjektet«, som også ofte kaldes »troeslære«, og om hvilket man med mening kan spørge, om det er sandt eller falsk, og »troesvirksomheden«, som hverken kan være sand eller falsk, men derimod mere eller mindre »stærk«, »levende« eller »lidenskabelig«. At forveksle disse to begreber, som det ustandseligt gøres både i præsternes prækener og i dagliglivets tale, er i virkeligheden ligeså forkert og misvisende, som det er at forveksle en arbejdsproces med det produkt, der kommer ud af den, og som også betegnes med ordet »arbejde«, således at dette ord er befængt med den samme tvetydighed som ordet »tro«.

Og på lignende måde går det med ordet »tvivl«. Også det kan enten betyde »noget der tvivles om«, som når man siger: »Jeg har mine tvivl«, eller det kan betyde den virksomhed eller proces, der betegnes med udsagnsordet »at tvivle«, som når man siger: »Jeg er i tvivl om det og det« eller: »Tvivlen nager mig« eller lignede. I den første betydning vil jeg erstatte ordet »tvivl« med ordet »tvivlsobjekt« eller »tvivlsgenstande, og i den sidste betydning med ordet »tvivlsproces« eller »tvivlsvirksomhed«, ligesom jeg også for den tilstand, man er i, når man tvivler, vil bruge betegnelsen »tvivlstilstand«.

Ved indførelsen af disse betegnelser håber jeg at kunne undgå de fejltagelser, som den sædvanlige ubetænksomme og tvetydige brug af ordene »tro« og »tvivl« ofte har givet anledning til. Men hermed er jeg endnu ikke helt færdig med disse kedsommelige betragtninger over sprogbrugen. Jeg skal jo tale om tvivlens betydning for erkendelsen, og jeg må derfor også fastslå, hvad jeg mener med ordet »erkendelse«. Og det vil jeg gøre ganske kort ved at sige, at jeg ved »erkendelsen vil forstå »en del eller hele indbegrebet af de sande udsagn, antagelser, påstande eller domme, som et eller flere mennesker har begrundet med større eller mindre sikkerhed«. At have erkendelse af noget vil altså sige at kende en eller flere sande domme om det og at have grunde til at tro, at disse domme er sande. - Og nu kan de allerede se, at spørgsmålet om troens og tvivlens betydning for opnåelse af erkendelse ikke kan afgøres med et simpelt: »Leve troen« eller: »Ned med tvivlen«. For om troestilstanden er gavnlig eller ej vil jo ganske afhænge af, om det, man tror, er sandt eller ej. Det er akkurat ligeså farligt eller skadeligt at tro noget forkert, som det er gavnligt at tro noget rigtigt, således at troestilstandens værdi for erkendelsen ikke afhænger af, hvor stærkt man tror, eller hvor rart det er at hvile i en tryg tro, men derimod af, hvad det er, man tror. Og det samme gælder til en vis grad, - men også kun til en vis grad, - om tvivlstilstanden. Medens det nemlig altid fører til vildfarelse at tro noget forkert, er det ikke altid så skæbnesvangert at tvivle om noget rigtigt. Dette afhænger af, om situationen er en sådan, at den kræver hurtig handling; hvis f.eks. et menneske er sygt, og dets helbredelse beror på, at det hurtigst muligt kommer under kyndig lægebehandling, så kan det være ligeså skæbnesvangert at tvivle om, hvad man skal gøre, som at tro, at man skal læse trylleformler eller bønner over det. Men hvis det kun drejer sig om en rigtig erkendelse af et eller andet, - og det er jo om tvivlens betydning for erkendelsen, jeg her skal gøre nogle bemærkninger, - så er den ubegrundede tvivl ikke så farlig som den ubegrundede tro. Dette ligger i, at tvivlen tenderer henimod at korrigere sig selv, medens troen tenderer i retning af at afvise en sådan korrektion. Troestilstanden er en slags hviletilstand, en tilstand, hvor der ikke mere rejses spørgsmål med henhold til det, der troes, og hvor erkendelsesprocessen derfor er gået i stå på det pågældende område. Tvivlstilstanden derimod er en af uro præget tilstand: man véd ikke, hvad man skal tro, og hvis man overhovedet interesserer sig for at indhøste kundskab, vil tvivlstilstanden derfor sætte erkendelsesprocessen i gang ved at fremkalde spørgsmålet om, hvad man nu i det givne tilfælde bør tro, dvs. hvad det i det givne tilfælde er rigtigst at tro. Tvivlstilstanden kan derfor - blot som tvivlstilstand - få en til at undersøge sagen nærmere, og kan derved føre til en »sand tro«, dvs. til en troestilstand, der er rettet mod et sandt troesobjekt, medens troestilstanden som sådan aldrig får en til at tvivle om troesobjektets sandhed, selvom det faktisk er et falskt troesobjekt, det drejer sig om. Tvivlstilstanden har med andre ord det fortrin fremfor troestilstanden, at den fører udover sig selv og virker som en drivkraft, der fremkalder en undersøgelse eller erkendelsesproces, der kan føre til sand erkendelse.

Et simpelt eksempel, som jeg låner fra J. B. S. Haldanes »Possible Worlds« (London 1927), vil tjene til nærmere belysning af dette. Kristne mennesker tror næsten alle, at deres bønner sommetider bliver opfyldte. Hvis deres tro nu er klippefast, hvad præsterne jo siger, at den helst skal være, så falder det dem ikke ind at undersøge, om deres tro er sand eller ej, - ja, de vil ofte med forargelse afvise selve tanken om en sådan undersøgelse. Det er f.eks. i England blevet foreslået, at man skulle undersøge bønnens kraft ved at lade en gruppe troende i løbet af et vist tidsrum bede om helbredelse for patienterne på en bestemt hospitalsafdeling, hvorefter man så skulle sammenligne antallet af helbredelser og dødsfald på denne afdeling med antallet af helbredelser og dødsfald på hospitalets andre afdelinger. Men forslaget er bestandig blevet afvist, - hvadenten det nu har været af frygt for at »friste gud« eller af frygt for et negativt resultat af eksperimentet.

Da en eksperimental afgørelse således ikke har kunnet opnås, forsøgte Darwins fætter Francis Galton, som var en stor statistiker, at få et svar ved hjælp af en statistisk undersøgelse. Han ræsonnerede som så, at af alle englændere var kongehusets medlemmer samt præstebørnene dem, for hvis liv der blev bedt mest i England, og hvis bønnerne virkelig er virkningsfulde, skulle man derfor vente, at konger og præstebørn ville leve mærkbart længere end andre mennesker, som var udsat for samme risiko for at dø i en bestemt alder. Derefter sammenlignede han kongernes levetid med de engelske lorders og præstebørnenes med andre embedsmænds og ligestilledes børn, og resultatet var det forbløffende, at kongernes og præstebørnenes gennemsnitlige levetid var en lille smule kortere end de andres. Herefter måtte altså troen på bønnens gavnlige virkning anses for grundløs, selvom det til trøst for de troende må indrømmes, at forskellen i levetid ikke var stor nok til at sandsynliggøre en direkte skadelig virkning af den.

Her er det nu ikke dette specielle resultat, der interesserer mig så meget, som det er forskellen mellem indstillingen hos de troende, der afslog at prøve rigtigheden af deres tro, og hos Galton, der forsøgte at få fremkaldt en fornuftig afgørelse af spørgsmålet, om troen var rigtig eller ej. De første har i virkeligheden afskåret sig fra at få en begrundet viden om bønnens objektive kraft (subjektivt kan den naturligvis have virket både beroligende på sindene og stimulerende på troen, men det er et andet spørgsmål), hvorimod Galton har gjort et første skridt til at opnå en sådan viden. Og eksemplet er typisk. Overalt, hvor mennesker tror så fast på et eller andet, at de anser det for overflødigt eller forargeligt at prøve, om det, de tror, er sandt, dér afskærer de sig fra at nå til erkendelse, og må nøjes med en overbevisning på lykke og fromme, der ligeså godt kan vise sig forkert som rigtig. Hvis man ikke på forhånd har god grund til at tro, at menneskene næsten altid kun tror, hvad der er sandt, så må det altså siges, at den blinde, urokkelige forhåndstro eller troestilstand er en meget betænkelig ting, som der må advares kraftigt imod. Og spørgsmålet om disse tilstandes ufejlbarlighed behøver jo kun at nævnes, for at man straks er klar over, at det må besvares benægtende. Det hører til vore sikreste - og ofte smerteligste - erfaringer, at vi kan tro forkert. Dette gælder, hvadenten det drejer sig om den i august i 1914 af næsten alle mennesker nærede tro, at verdenskrigen kun ville vare nogle måneder, eller om den i 1918 såre almindelige og af alle konservative aviser stimulerede tro, at bolsjevismen ville bryde sammen i løbet af nogle få år, blot om vore dydige forældres tro på, at vi i vor barndom troede, at storken havde fisket os op af Nilens vande, eller - ja, de kan jo selv forlænge listen over eksempler på falsk tro, sålænge de har lyst.

Troestilstandens upålidelighed anser jeg derfor for så ubestridelig og almenkendt - omend langtfra tilstrækkeligt anerkendt - at det ikke er nødvendigt at spilde mange flere ord på den, og jeg vil derfor nøjes med at fremhæve, at dens upålidelighed beror på, at den kan fremkaldes af mange forskellige årsager, som ingenlunde indeholder nogen garanti for troesobjektets sandhed. Man kan f.eks. komme til at tro, at en dom er sand, blot fordi den gentages et vist antal gange (»N. N´s margarine er den bedste«, »Danskerne er det mest oplyste folk i verden«, etc.) ; eller fordi en autoritet hævder den (»far har selv sagt det«, »det står i biblen - eller i Salmonsens Konversationsleksikon - eller i »Berlingske« - eller i »Social-Demokraten« - eller hvilken avis man nu tror mest på«) ; eller fordi man gerne vil tro den (»sjælen er udødelig«, »krisen vil snart ophøre«, »kommunismen er en skrækkelig og uholdbar politisk teori«, etc. etc.). Men man lærer hurtigt gennem skuffelser - og en sjælden gang gennem glædelige overraskelser - at gentagelse ikke kan gøre en falsk dom sand; at autoriteter kan fejle; og at der gives ubehagelige sandheder. Og herved føres man - eller burde man fornuftigvis føres - til den indsigt, at troestilstanden som sådan ikke yder nogensomhelst garanti for sandheden af det, der troes. Om den har nogen værdi for erkendelsen af sandheden afhænger derfor ikke af selve troestilstanden, men udelukkende af, hvor gode grunde, der kan gives for troesobjektets sandhed, og det er altså på disse grunde, man må lægge hovedvægten, hvis man er interesseret i ikke blot at leve i en rolig og tryg forvisning, men også i at bygge på et fast og holdbart grundlag, der ikke svigter for den første den bedste indvending.

I hvilken udstrækning man kræver gode grunde for sin tro, beror imidlertid på ens psykologiske beskaffenhed, nemlig på, hvor lettroende man er, hvilket igen til en vis grad afhænger af ens erfaringer om pålideligheden eller upålideligheden af ens tro. Jo flere skuffelser man har hørt, des mere skeptisk bliver man, og i des større udstrækning kræver man en overbevisende begrundelse af dommene, før man tror på dem. Umiddelbart synes man dog at være indstillet på at tro alt, hvad der bliver en fortalt eller hvad man læser, samt alle domme, som man selv fælder på grundlag af sin erfaring. Og for de fleste mennesker synes denne tendens til lettroenhed at lære den fremherskende på alle områder, hvor de ikke har haft lejlighed til at blive skuffede, - hvilket omtrent vil sige det samme som på alle områder, som de kun har et overfladisk kendskab til. Derfor er børn, - skønt de ingenlunde behøver at være så ukritiske, som de pædagoger, der ikke ønsker, at de skal lære at blive kritiske, mener, - i almindelighed mere lettroende end voksne (hvis voksne stadig er altfor lettroende, plejer man at anvende det mere nedsættende udtryk »godtroende« om dem), og derfor kan troestilstanden lettest opretholdes urokket på de områder, hvor man ikke har lejlighed til direkte at kontrollere dens pålidelighed, som f.eks. det religiøse, hvor kun få for alvor prøver at kontrollere deres tro på guds eksistens eller sjælens udødelighed. I al almindelighed tror folk nemlig - som sagt - på alt, hvad de gerne vil tro, hvis det blot ikke strider altfor skrigende mod deres erfaringer eller direkte er modbevist. (Ja, allerede dette er for stor en indrømmelse at give til folks kritiske sans, for de tror også sommetider på rene selvmodsigelser som f.eks. Treenighedsdogmet, - skønt: her er det dog måske snarere blot en tro på, at de tror på det, det drejer sig om). Men at eftergivenhed overfor en sådan tilbøjelighed til at tro alt, hvad man ikke kan finde afgørende indvendinger imod, ikke alene er lettroende, men også letsindigt, fremgår jo tydeligt af selve den kendsgerning, at troen i sig selv aldrig er nogen garanti for troesobjektets sandhed, og man bør derfor, - hvis man da virkelig interesserer sig for sandheden og ikke blot for et gøglebillede, som man kalder »sandhed«, fordi det passer i ens kram, - aldrig slå sig til ro med, at en dom ikke strider mod andre domme, hvis sandhed er godtgjort med større eller mindre sikkerhed, men altid spørge efter, hvilke positive grunde, der taler for den dom, man er i færd med at fæste lid til. Men det vil jo sige, at man aldrig, hvis man virkelig ønsker at nå den størst mulige sikkerhed mod at tro forkert, bør lade sig overtale eller rive med af en blind tro, dvs. en ubegrundet - og måske grundløs - tro; eller med andre ord: at man altid bør tvivle, for man tror; for kun de troesobjekter, der har kunnet bestå ildprøven i tvivlsprocessens skærsild, har erhvervet adgangsret til sandhedens himmerig.

Og hermed er jeg nu nået til tvivlen og til det berømte princip, hvorpå den nyere filosofis fader, franskmanden René Descartes, opbyggede sin filosofi, som for en stor del præger den gængse verdensopfattelse den dag i dag. Dette princip lyder på latin: »De omnibus dubitandum est«, eller på dansk: »Der bør tvivles om alt«. Hvis man nu tager denne forskrift ganske bogstaveligt, og som følge deraf ville fastholde tvivlstilstanden ganske urokkeligt som en pendent til den blinde, urokkelige tro, så er det klart, at man ligeså lidt vil nå til erkendelse, som hvis man stædigt ville tro på alt,

Dog at det må bemærkes, at det uundgåeligt ville føre en ud i selvmodsigelser at tro på alt, medens en tvivl på alt ikke er selvmodsigende, men kun ganske ufrugtbar. Men det var nu heller ikke Descartes' mening, at man skulle tvivle og blive ved at tvivle om det. Hvad han mente var, at man skulle begynde med at tvivle for derved at få afgjort, om alt kunne betvivles, eller om der måske gives noget, som det er umuligt at tvivle om, og som derfor må anses for ganske ufrugtbart. Han tvivler med andre ord for ikke at komme til at tro noget forkert og for at styrke troen på det utvivlsomme. »For at undersøge sandheden, må man«, sagde han, »en gang i sit liv rejse så megen tvivl som muligt om alle ting«,

Ellers véd man jo ikke, om man har fast grund under fødderne eller ej. Tvivlen er altså for ham både erkendelsesprocessens igangsætter og den bedste garant mod fejltagelser, idet tvivlens grænse er vishedens og dermed den velbegrundede troes begyndelse. Og hermed har han jo opdaget det umådeligt vigtige sammenspil mellem tvivl og tro, som betinger selve fremskridtet i den menneskelige erkendelse. Ganske kort kan det udtrykkes sådan: uden tvivlsprocessen kan man aldrig nå til pålidelige troestilstande eller utvivlsomme troesobjekter, og uden utvivlsomme troesobjekter har man ingen utvivlsom erkendelse. For så vidt er tvivl og tro (dvs. tvivlsprocesser og troesobjekter) begge nødvendige ingredienser i erkendelsesprocessen, og det er urimeligt at ville give den ene hele æren på den andens bekostning. Ligeså tåbeligt som det er alene at ville tro, ligeså sterilt er det alene at ville tvivle. Hvad det gælder om, er hverken at tro eller at tvivle om alt, men at lade troen og tvivlen sætte ind på de rigtige steder, sådan at erkendelsesprocessen holdes i fremadskridende bevægelse. Den farlige tvivl er den ubetingede tvivl, som virker lammende og selvopgivende. Og den farlige tro er dels den ubetingede forhåndstro, som hindrer erkendelsesprocessen i at komme i gang, fordi man allerede tror at være i besiddelse af den fuldstændige og sikre viden, dels dens urokkelige baghåndstro, som hindrer den fornyede kontrol med og korrektion af de i et givet øjeblik opnåede resultater. Derimod er den betingede, prøvende, forbeholdne og kritiske blanding af tro og tvivl, som på den ene side er bygget på den hidtil foretagne kontrol af erfaringerne og på den anden side er forbundet med bevidstheden om, at kontrollen og erfaringen aldrig kan betragtes som definitivt afsluttet, et nødvendigt led i selve erkendelsesprocessen. Denne art af tro - den kritiske baghåndstro -, som ingenlunde er uforenelig med tvivlen, men netop forudsætter den kritiske tvivlen, er det, det kommer an på at fremkalde, opdyrke og forfine, således at tro og tvivl blandes på den for erkendelsens fremadskriden hensigtsmæssigste måde.

Men hvorledes kan dette nu gøres? Hvordan kan man vide, hvornår det er fornuftigt at tro, og hvornår det er fornuftigt at tvivle?

Ja, et udtømmende svar herpå er jeg desværre ikke i stand til at give. Descartes mente ganske vist at have fundet en metode, ved hjælp af hvilken han kunne opbygge et helt og utvivlsomt verdenssystem, og hvis han havde haft ret heri, ville jeg jo kun behøve at skildre hans metode for at vise den ufejlbarhge vej til sandheden. Men videnskabernes fremskridt har vist, at han tog fejl, og jeg skal derfor ikke spilde tiden med at referere og kritisere hans filosofi for dem. Derimod kan jeg jo nok gøre nogle få bemærkninger om, hvordan sagen stiller sig set ud fra nutidens viden, og dette vil jeg da nu prøve på at give dem et indtryk af.

Hvis man spørger om, hvor man finder nutidens mest pålidelige viden, så må svaret sikkert blive: i de moderne videnskaber. Dette er imidlertid ikke sådan at forstå, at alt, hvad der står i de videnskabelig lærebøger, er lige utvivlsomt, ja, ikke engang sådan, at der overhovedet findes nogen helt utvivlsom sætning i nogen af dem. Jeg vil tilmed ikke være uvillig til at indrømme, at der i alle videnskabelige bøger og afhandlinger tilsammen ikke findes en eneste sætning, som en tilstrækkelig skarpsindig skeptiker ikke kan finde en mulig grund til at tvivle på; og jeg tror heller ikke, at der gives en eneste sætning, som ikke faktisk er blevet draget i tvivl. Men heraf kan man selvfølgelig ikke slutte, som nogle synes tilbøjelige til, at der udenfor videnskaberne skulle findes mere troværdige sætninger eller antagelser end indenfor det videnskabelige område. Tværtimod forekommer det mig overordentligt sikkert, at videnskaberne indeholder den mest omfattende, mest sammenhængende, mest detaillerede, bedst kontrollerede og derfor sikreste viden, vi mennesker er i besiddelse af, og at alle andre meninger og antagelser er mindre omfattende, mindre sammenhængende, mindre detaillerede, mindre kontrollerede og derfor mindre sikre end de videnskabelige påstande. Og denne opfattelse støtter jeg på en undersøgelse af de grunde, som vi i det hele taget kan beråbe os på, når en eller anden af vore antagelser eller domme drages i tvivl. Disse grunde kan vist alle henføres til en eller anden af følgende fem grupper: 1.) Man kan påberåbe sig sine egne direkte oplevelser af de kendsgerninger, dommen handler om; f.eks. »Dér er en dør« eller »universitetet ligger på Frue Plads« eller lignende. - 2.)Man kan henvise til, at den betvivlede dom er en logisk følge af andre domme, hvis sandhed på forhånd er godtgjort ; f.eks. »hvis alle mennesker er dødelige, og hvis jeg er et menneske, så er jeg dødelig«. - 3.) Man kan påberåbe sig sine egne erindringer om at, have oplevet de kendsgerninger, dommen handler om; f.eks. kan jeg huske, at jeg i sin tid i »Politiken« så det frygtelige hundemord i Dyrehaven omtalt ikke mindre end fire steder i bladet, medens mordet på de 3000 kinesere i Shanhaikwan kun var omtalt et enkelt sted. - 4.) Man kan henvise til kilder, som man anser for pålidelige; f.eks. kan jeg angående atomteoriens nyeste former henvise til Niels Bohrs skrifter og angående sprogvidenskabens udvikling i det nittende århundrede til Holger Pedersens fremstilling deraf. - Og endelig - 5.) kan man henvise til erfaringer om, at dommens logiske konsekvenser viser sig at holde stik; f.eks. at relativitetsteoriens følger stemmer med erfaringen, eller at forhøjelsen af toldmurene ikke har hjulpet på verdenskrisen.

Imidlertid er det ikke svært at se, at ingen af disse fem begrundelsesinstanser giver fuld sikkerhed. 1) jeg kan iagttage forkert, være genstand for en illusion eller hallucination - eller drømme, hvad jeg tror at opleve. 2) jeg kan slutte forkert, eller de forudsætninger, som jeg slutter korrekt ud fra, kan vise sig at være gale. 3) jeg kan huske forkert. 4) mine kilder kan være fejlagtige eller ligefrem bedrageriske, og 5) den omstændighed, at en hypotese fører til rigtige konsekvenser er ikke noget fuldtud sikkert bevis for dens sandhed, for jeg kan aldrig vide, om de samme konsekvenser ikke ville kunne følge af en anden hypotese, som jeg har været for dum til at tænke på. Altså: fuld sikkerhed kan ikke opnås ad nogen af de fem veje, - og jeg kender ingen bedre. Men dette ved første øjekast nedslående resultat er jo ikke ensbetydende med, at alt er lige fedt og lige usikkert, sådan at man ligeså godt kan tro det ene som det andet af, hvad der bliver påstået. Hvad ens egne oplevelser angår, så afhænger deres større eller mindre pålidelighed jo i høj grad af de omstændigheder, hvorunder man har haft dem. Synlige ting iagttager man bedre i fuldt dagslys end i halvmørke og i halvmørke bedre end i fuldstændigt mørke, medens det omvendte måske gælder for lyde, - hvis man da ikke er nervøs eller mørkeræd, for så er der jo ingen grænser for, hvad man kan tro at høre i mørket. Dernæst gives der for enhver ting en vis afstand, som giver det bedste overblik over den, og som derfor er gunstigst for iagttagelsen såvel ved syn som ved hørelse. Endvidere spiller ens træthed eller friskhed en betydelig rolle, såvel som ens hele indstilling og tilstand: er man ophidset eller spændt eller angst, iagttager man dårligere, end hvis man er rolig og kølig, -- og specielt kan ens forventninger om, hvad man vil komme til at opleve, spille en stor rolle for, hvad man overser og hvad man lægger mærke til, og hvordan man i det hele taget opfatter tingene. Alt dette må man tage i betragtning, når man vil vurdere pålideligheden af sine iagttagelser. Men det er langtfra tilstrækkeligt. Af stor betydning er det også, om det drejer sig om et flygtigt fænomen, som man kun kan iagttage een gang i forbifarten, eller om det er noget varigt, som man kan iagttage så tit og så længe man vil. Og ofte kan det også være af vigtighed, om man er alene om at gøre iagttagelsen eller flere samtidig har gjort den, således at man kan sammenligne sin opfattelse med de andres. Alt dette er noget, som enhver kender fra dagliglivet, men som man ofte tager altfor lidt hensyn til i det daglige på grund af den før omtalte almindelige lettroenhed. Ved domstolene, hvor det drejer sig om menneskers ve og vel, er man dog i den nyeste tid kommet ind på en mere kritisk bedømmelse af vidnernes udsagn, hvis værdi jo ikke alene afhænger af de momenter, jeg hidtil har nævnt, men også i høj grad af erindringernes pålidelighed, som har vist sig at være langt ringere, end man almindeligvis tror. Derfor er man nu gået bort fra den gamle regel om, at to overensstemmende og af hinanden uafhængige vidnesbyrd kan anses for bevis for det bevidnede, ligesom man er begyndt at få øjnene op for, at selve forhørsmetoden let kan føre på vildspor, idet dommerens spørgsmål ofte suggererer vidnerne til at afgive bestemte svar, som de så bagefter virkelig tror på, skønt de ved nærmere undersøgelse viser sig at være forkerte. Også ved læreres eller forældres afhøring af børn, der har lavet gale streger, kan dette selvfølgelig spille en betydelig rolle, fordi man ofte er mere interesseret i at få en tilståelse frem, end i at få opklaret sagens fulde og virkelige sammenhæng og forstå barnets opfattelse af den.

Alt dette viser, dels at det er meget letsindigt uden videre at stole på sin iagttagelse eller erindring, dels at der ikke er nogen grund til at betragte alle iagttagelser og vidnesbyrd som lige upålidelige. Hvad det gælder om er at skønne fornuftigt over pålidelighedsgraden udfra alle de relevante omstændigheder. Og det gør man netop i videnskaberne mere end på noget andet område. Man stoler f.eks. her aldrig på en enkelt iagttagelse, men gentager den så vidt muligt hundreder af gange. Og man betragter aldrig et resultat som fastslået, før det er kontrolleret af andre forskere, som man har grund til at anse for velegnede og pålidelige. Desuden accepterer man ikke en iagttagelse, hvis den ikke stemmer med alt, hvad man ellers véd, medmindre den er godtgjort ganske særligt kraftigt. Og man noterer den straks ned, for at den ikke skal forvanskes ved erindringsforskydninger. Kort sagt: man kontrollerer den så godt som på nogen måde muligt, og kun derfor kan man tillægge de videnskabelige iagttagelser større sikkerhed og sandhedsværdi end andre mindre godt kontrollerede iagttagelser. Men betingelsen herfor er jo, at man ikke stoler blindt på sine oplevelser og sin opfattelse af dem, men principielt betvivler dem sålænge og såmeget, som man kan, dvs. indtil der ikke mere er nogen sandsynlighed for, at de er forkerte. Kun derved kan man også få rettet flere og flere af de fejl, som næsten alle iagttagelser erfaringsmæssigt er behæftede med, og for en stor del beror videnskabernes fremskridt netop herpå. Fuldstændig vished og nøjagtighed nås som sagt aldrig; men den højeste grad af sikkerhed og nøjagtighed nås kun gennem den systematiske tvivlen og kritik. »Kritikken er videnskabens liv,« skrev den franske filosof Victor Cousin, og den berømte matematiker Henri Poincaré bekræftede det ved at gentage det i et af sine skrifter.

Og dette gælder ikke alene for iagttagelserne, som er grundlaget for al virkelighedserkendelse, men også for de fire andre begrundelsesinstanser, som jeg nævnte før. For erindringens vedkommende har jeg allerede antydet det, og for de tre resterende vil en nærmere undersøgelse vise det samme. Når man bygger sin viden på andres vidnesbyrd, - og det er man jo i stort omfang nødt til, - så er det klart, at det er meget vigtigt at skelne mellem gode, mindre gode, temmelig dårlige og helt dårlige kilder, for der gives jo alle mulige grader af pålidelighed og følgelig alle mulige grader af sikkerhed eller usikkerhed. Skarpe grænser kan her ikke drages, og det er heller ikke muligt i korthed at gøre rede for, hvilke momenter der er afgørende for vurderingen af en kildes pålidelighed. Jeg må derfor overlade det til deres egne overvejelser at prøve at finde ud af det, ligesom de også selv må prøve at gennemtænke de to sidste begrundelsesinstansers rækkevidde og værdi. I denne sammenhæng vil jeg blot fremhæve, at disse undersøgelser, som alle tilsigter at opnå den størst mulige garanti for sandheden af de troesobjekter, meninger, anskuelser og antagelser, som man interesserer sig for, er baserede på den systematiske tvivlen, hvis begrundelse og berettigelse ligger i, at man ikke kender nogen som helst anden vej til sandhedens erkendelse end den, der går gennem tvivlens skærsild, og som i virkeligheden ingen ende har, og netop derfor tillader en bestandig fremadskriden. Principielt foregår denne fremadskriden på den måde, at man prøver sig frem, og gennem stadig fornyet korrektion af de fejltagelser, man begår, når til bedre og bedre resultater. En absolut eller ufejlbarlig garanti for sandheden af det man tror, er uopnåelig for os mennesker: Ingen autoritet kan give os den, for det er jo os selv, der gør autoriteterne til autoriteter, og vi kan aldrig få nogen overmenneskelig garanti for, at de virkelig fortjener at blive taget for autoriteter; dertil ville jo kræves, at vi kunne frigøre os for den menneskelige fejlbarlighed. Og ingen videnskab eller religion kan give os den, for det er jo også os selv med al vor fejlbarlighed, der tillægger videnskaben eller religionen troværdighed, og vor egen tro på, at det vi tror, er sandt, er naturligvis aldrig nogen garanti for dets sandhed. Nogle synes måske, at det er trist, ja, uudholdeligt at svæve i denne principielle uvisheds tråd, og de klamrer sig derfor med fortvivlelsens styrke til deres overbevisning og suggererer sig selv til at tro, at den er usvigelig; men hvor heftigt de end gør det, så kan de dog derved aldrig opnå at vise, at deres tro er sand, men kun, at de tror, at den er det, - og deri ligger jo ingen som helst garanti. Dette er nu engang menneskets vilkår, at dets egen fejlbarlighed umuliggør opnåelsen af en objektivt garanteret vished; og ethvert menneske, som ikke ønsker at bedrage sig selv - og måske andre -, må se at affinde sig dermed.

Og her kan jeg til slut tilføje, at situationen ingenlunde synes mig trøstesløs, når man blot tænker den roligt igennem. At vi aldrig når den absolutte sikkerhed betyder jo blot, at vi aldrig kan slå os til ro i tryg forvisning om at sidde inde med løsningen på tilværelsens og menneskelivets gåder. Det kan synes behageligt at have en sådan tryghed, - men ville det i virkeligheden ikke være temmelig kedsommeligt og fordummende for os mennesker? Beror ikke alt fremskridt netop på, at vi ikke er helt tilfredse med de bestående forhold ? Og beror ikke al forsken på, at vi ikke slår os til tåls med, hvad vi har set eller hørt eller læst, men stadig bliver plagede af den tvivl og den nysgerrighed, som får os til at tabe interessen for en opgave, som er løst, og i stedet tage fat på arbejdet med nye? Jeg mener, at forholdet er sådan, og at den høje værdsættelse af troen i forhold til tvivlen i virkeligheden skyldes de mindre heldige sider af menneskenaturen : trægheden - eller trætheden - eller angsten for det ubekendte - eller hvad det nu kan være, der får et menneske til at ønske sig ro og tryghed, hvorimod tvivlen er et inciterende, urovækkende element, der hindrer os i at falde i søvn eller at opgive ævred og styrte os i en eller anden foregiven autoritets favn, og som stadig får os til at rejse de spørgsmål, hvis besvarelse tvinger os til anstrengelse, opmærksomhed, omtanke og kritik. Kort sagt: troen og tvivlen forholder sig til hinanden som hvile til arbejde, og skønt hvilen er sød, så er den kun velfortjent og sund, når arbejdet er gjort, eller når den tjener som nødvendig forberedelse til nyt arbejde. Derfor må man hverken overvurdere eller overdrive troen eller tvivlen: begge er nødvendige for erkendelsens fremadskriden. Men hvis man alligevel kan spørge, hvilken der er vigtigt, så stemmer jeg for tvivlen, for det er den, der sætter hele erkendelsesprocessen i gang og holder den gående, og det er også den, der til syvende og sidst er garanten for selve troens sandhed eller erkendelsesværdi. Eller med andre ord: medens troen aldrig kan begrunde sandheden af det, der troes, kan tvivlen ikke alene begrunde sin egen berettigelse, men også føre til tro i de tilfælde, hvor det er fornuftigt og forsvarligt at tro.

Og hermed beder jeg dem om at tvivle af alle deres kræfter om det, jeg her har skrevet, for ellers kan de jo ikke vide, om det ikke er helt - forkert - eller rigtigt.

Webmaster