Brudstykker af arbejderbevægelsens historie i USA (II)

Indhold på denne side: Arbejderbevægelsen i 1900-tallet * * USA's politik og Europa (1947) * * Den økonomiske baggrund for USA's ekspantionspolitik * * Amerikas Sønner (1949) * * Det andet Amerika (1951).

Skift til: Brudstykker af arbejderbevægelsens historie i USA (I). * * De nordamerikanske fristater

Arbejderbevægelsen i 1900-tallet

Der findes i USA (1919) to større landsomspændende, skruebrækker-fri producent-sammenslutninger. Dels den store moderate American Federation of Labor (AFL), hvis præsident var den gamle Samuel Gompers. The American Federation of Labor (AFL) har været på arenaen siden 1881 og opgiver at det begyndende medlemsantal var på ca. 50.000. The Industrial Workers of the World (IWW) stiftedes i Chicago 1905 af socialister og misfornøjede AFL medlemmer, der tilsammen repræsenterende ca. 50.000 arbejdere. IWW svarer tilnærmelsesvis til de europæiske »Faglige Foreninger i Forbund« dvs. syndikalistiske organisationer. Principielt er de to amerikanske sammenslutninger bitre uforsonlige modstandere, men adskillige Arbejdere under AFL står som medlemmer af IWW, - åbenbart med det formål at »radikalisere« deres stedlige fagforening (AFL) indefra. I visse tilfælde sker dette i åben klassestrid - navnlig på Stillehavskysten - og der er ingen som helst forbundstråde mellem hovedbestyrelserne, der sidder henholdsvis i Washington og i Chicago.

I 1900 var der i USA 1.839 strejker, der omfattede 567.000 arbejdere. I 1901 oversteg antallet af fagforeningsmedlemmer i USA 1. million mennesker, hvoraf 730.000 var medlem i American Federation of Labor (AFL). Trods denne vækst samlede trade-union-bevægelsen ikke over 10 % af arbejderne indenfor industri og transport. Det var San Franciscos lokalmyndigheder og arbejdsgiverne, der med deres terror gav stødet til, at 69 fagforeninger på den amerikanske vestkyst i efteråret 1901 på en kongres stiftede Trade-Union Labor Party of the State and County of San Francisco. Allerede det første valg bragte organisationen sejr; den fik sin kandidat valgt til borgmester. Den aktive politiske indsats betød medlemstilgang til byens fagforeninger. I 1902 fandt USA's højesteret, at arbejderne ved firmaet D. E. Dows i Dunbury havde krænket Sherman-loven ved at strejke for anerkendelse af fagforeningen. Strejken var blevet fulgt op af en landsomfattende boycot af firmaets varer. Følgen var, at fagforeningen kom til at betale en kolossal bøde. Med disse stadige forfølgelser ville kapitalisterne bryde fagforeningernes kampgejst og gøre dem til et redskab for »klassesamarbejde«. Som svar på myndighedernes repressalier mod fagforeningerne kom det til strejker, hvor arbejderne forsvarede deres fagforeninger mod klassefjendens anslag og kæmpede for anerkendelse af deres rettigheder som arbejderklassens lovlige sammenslutninger. Disse strejker havde politisk karakter; de var med til at give fagforeningsmedlemmerne bevidsthed om, at årsagerne til deres materielle elendighed og savn bundede i systemet med lønslaveri og i borgerskabets politiske herredømme. Men det spillede en væsentlig rolle, at fagforeningerne blev »institutionaliserede« og fik officiel status, og at der sammenhængende hermed skete en bureaukratisering og borgerliggørelse af det voksende faglige apparat. Særlig kraftig var degenerationen inden for den faglige top i USA, hvor massearbejderbevægelsen lige fra begyndelsen havde udviklet sig uden forbindelse med, hvad de socialistiske organisationer foretog sig. AFL-lederne sad side om side med storkapitalens repræsentanter i den Nationale Borgerføderation. Der blev her indgået en hemmelig aftale, ifølge hvilken Gompers og hans kolleger til gengæld for anerkendelse af fagforeningerne og visse andre indrømmelser forpligtede sig til at medvirke til at bekæmpe den revolutionære tendens i USA's arbejderbevægelse og afstå fra at organisere de ufaglærte arbejdere, der på det tidspunkt udgjorde fabriksproletariatets flertal. I 1902 udbrød der strejke på United States Steel Co.'s virksomheder, fordi selskabets ledelse havde afvist at lade en tidligere indgået overenskomst gælde også på virksomheder med uorganiserede arbejdere. Den Nationale Borgerføderation blandede sig i konflikten. AFL's præsident Samuel Gompers og minearbejderforbundets (United Mine Workers of America) formand John Mitchell forhindrede en solidaritetsstrejke, og dermed var et nederlag for stålværksarbejderne uundgåeligt. De strejkendes ledere blev tvunget til at underskrive en aftale, der beskyttede strejkebryderes »rettigheder«. Dette nederlag vanskeliggjorde en yderligere organisering af arbejderne i stålindustrien. I Pennsylvania og andre nordøstlige stater viste minearbejderne stor udholdenhed. I maj 1902 gik 144.000 minearbejdere i kamp trods den Nationale Borgerføderations og John Mitchells forsøg på at bilægge konflikten med et kompromis. De strejkende stod fast, og da efteråret kom var brændselsmangelen i landet akut. Præsident Theodore Roosevelt beordrede så en forligskommission nedsat. De forslag, forligskommissionen lagde frem, opfyldte kun delvis de strejkendes krav, hvorfor sejren ikke var fuldstændig. I det store og hele viste de statslige myndigheder under klassekonflikter en stadig mere åbenlys tendens til at gribe ind i begivenhedernes gang til fordel for virksomhedsejerne. At denne tendens ikke var et rent amerikansk fænomen, viste den tilsvarende holdning, som den franske regering indtog i efteråret 1902, da en generel minearbejderstrejke brød ud, omfattende 10 departementer og 108.000 mennesker (overvejende kulminearbejdere). At statsorganer således direkte blandede sig i arbejdskonflikter viste, hvorledes den borgerlige stats sociale aktivitetssfære var voksende. I 1902 var der 3.240 strejker, der omfattede 691.00 arbejdere; i 1903 3.648 strejker, der omfattede 788.000 arbejdere; i 1904 2.219 strejker, der omfattede 573.000 arbejdere. Strejker til forsvar for organisationsretten forekom også i USA. Særlig hårdt blev der kæmpet for det Vestlige Minearbejderforbund (Western Federation of Miners), mod hvilket bjergværksejerforeningen brugte ikke blot lockout, men også provokationer, snigmord og beskydninger. Efter langvarige kampe tippede vægtskålen sidst på året 1904 over til fagforeningernes fordel. Ud over at nedslagte strejkende, der krævede organisationsretten anerkendt, tog man også mere raffinerede metoder i anvendelse. I 1904 var der 2.073.000 organiserede arbejdere i USA. I USA måtte arbejderne, konfronteret med virksomhedsejernes og de lokale og statslige myndigheders forenede kræfter, udkæmpe hårde kampe for deres rettigheder og bedre levevilkår. Fra 1903 til 1907 fortsatte minearbejderne i Colorado med at kæmpe for garanteret mindsteløn og en 8 timers arbejdsdag, skønt strejken på grund af de faglige lederes forræderi reelt allerede sluttede sidst i 1904. Virksomhedsejerne søgte at knuse de faglige organisationer og fratage de organiserede proletarer muligheden for at få arbejde. De arbejdende massers bestræbelser på at forsvare deres ret til at organisere sig antog derfor en særlig betydning. Også faglige aktivister blev dybt involveret i denne kamp. Under en konflikt på fabrikken Buck Stove and Range Co. i Saint Louis, hvor ejerne ønskede at knække den faglige organisation, var ledere af the American Federation of Labor (AFL) nødt til at yde aktiv støtte til strejken. Kampen blev yderligere skærpet efter oprettelsen af Industrial Workers of the World (IWW), så meget desto mere som kapitalisterne og myndighederne gik over til primært at gøre front imod denne nye faglige kamporganisation. Et karakteristisk tilfælde i så henseende var minearbejderstrejken i Gold Fields, Nevada, mod mineejernes forsøg på at få opløst IWW's organisationer og tvinge deres medlemmer over i AFL, der var mere acceptabel for arbejdsgiverne. Under ledelse af IWW og the Western Federation of Miners (WFM), som var i opposition til AFL, kæmpede arbejderne for retten til at organisere sig frit. Den vold, mineejernes lejede bander udøvede, blev håndfast tilbagevist. Selv om der blev kaldt forbundstropper til området, lykkedes det ikke at bringe strejken til ophør. Arbejderne opretholdt deres organisationer og fik sikret en garanteret mindsteløn og en 8 timers arbejdsdag. Inden længe blev der gjort endnu et forsø på at få knust de proletariske kamporganisationer. I begyndelsen af 1906 blev der på falsk grundlag rejst tiltale mod to af WFM's ledere, Charles Moyer og Bill Haywood, for at have dræbt staten Idahos tidligere guvernør. Denne provokation blev støttet af USA's præsident Theodore Roosevelt, som kaldte arbejderlederne »uønskede borgere«. De blev imidlertid enstemmigt forsvaret af IWW, venstrefagforeningerne og socialisterne ledet af Debs og De Leon. Den progressive offentlighed i USA og udlandet støttede på alle måder de anklagede. Processen endte i sommeren 1907 med, at Haywood og Moyer blev frifundet. II Internationales kongres i Stuttgart sendte i den forbindelse en hilsen til Haywood, hvori det blev understreget, at det amerikanske bourgeoisi var totalt blottet for ære, så snart det følte sin magt og sine profitter truet. Kongressen hilste også USA's socialister, der havde afvist reaktionens forsøg på at få dømt en uskyldig, og fremhævede Haywoods store indsats til fordel for det organiserede proletariat. I 1905 var der i USA 2.186 strejker, der omfattede 302.000 arbejdere; i 1906 var der 3.655 strejker, der omfattede 383.000 arbejdere; i 1907 var der 3.724 strejker, der omfattede 502.000 arbejdere. I december 1907 gennemførte 3.000 arbejdere i Schenectady i USA en sitdownstrejke på initiativ af IWW. Krisen i 1907-08 blev ledsaget af en direkte offensiv fra monopolernes side mod arbejderklassen. United States Steel Corporation afskedigede i 1908 45.000 arbejdere, og samtidig blev lønnen sat ned med 22 %. Mange andre selskaber handlede tilsvarende. I 1908 nåede arbejdsløshedstallet i USA et uset niveau på ca. 3.000.000. Over 700.000 fortvivlede mennesker var nødt til at vende tilbage til Europa. Kun fagforeningernes energiske modstand hindrede en yderligere forringelse af lønnen i 1910-11. I 1908 var der 1.957 strejker, der omfattede 209.000 arbejdere. Virksomhedsejerne udnyttede situationen og pressede på, så i løbet af 1907-14 steg arbejdstiden med 11 %. Men den tilvækst som arbejderne forventede i kraft af den øgede arbejdstid blev næsten opslugt af de voldsomme prisstigninger på madvarer og andre primære livsfornødenheder. Ifølge forskønnede officielle statistikker steg priserne fra 1896/99 til 1910 med 32 % i USA, og reallønnen faldt til niveauet i 1900, men i perioden 1905-09 var den gennemsnitlige realløn målt pr. time alligevel 70 % højere i USA end i Storbritannien. I 1909-14 dækkede arbejdernes løn i USA mindre end to tredjedele af det officielle »Minimale Sundheds- og Anstændighedsbudget«; situationen var således værre end i 1904. Den procentdel af børn i den skolepligtige alder, der faktisk gik i folkeskolen var faldende i USA. I perioden 1900-13 steg skatterne pr. indbygger gennemsnitligt med 250 % i USA. Det samlede antal strejkende og lockoutede arbejdere faldt ganske vist i 1908 med 60 % i forhold til 1907 og var 54,6 % lavere end gennemsnittet for perioden 1904-07. Men i 1910-13 nåede antallet af strejkende og lockoutede arbejdere op på fra 800.000 til 1.000.000 om året. Dette må ses på baggrund af de betydelige hindringer, som arbejderne stod overfor. USA's borgerlige retsvæsen betragtede så godt som enhver kollektiv arbejdsnedlæggelse som en ulovlig handling til skade for arbejdsgiverens ejendom. Lovforskrifterne forbød strejker og boykot-aktioner og forlangte, at deltagerne enten indstillede kampen eller søgte andet arbejde. Sådanne domme blev specielt hyppige efter en højesteretskendelse fra 1908. De borgerlige domstole forsvarede ligeledes »arbejdsgivernes ret« til at påtvinge hver jobsøgende en individuel kontrakt med et punkt om hans »frivillige« afkald på at melde sig i fagforening; samtidig var det ulovlig at boykotte de arbejdsgivere, der hindrede deres arbejdere i at organisere sig fagligt. Voldgiftskommissioner og arbejdsgiverorganisationer blev anvendt mod arbejderbevægelsen. Statsorganerne kom til at spille en øget rolle som »forligsinstanser«. I 1908 var kun 8.000 af de 118.000 ansatte i US Steel Corporation medlem af Jern- og Stålarbejdernes Fagforening (i 1901 var medlemstallet 60.000). De strejker, der fandt sted i USA i 1909-14, blev betegnet som »dybtgående sociale revolter« og var tegn på arbejdernes skærpede kamp mod bourgeoisiet. I 1909 udløste US Steel Corporation's en offensiv mod fagforeningerne og angreb på lønniveauet en strejke, der varede 14 måneder, der endte med nederlag for arbejderne. Følgen var, at selskabet fortsatte med at krænke arbejdernes ret til at danne fagforeninger i over 25 år. Strejker på andre stålværker slog også fejl. Arbejderne i beklædningsindustrien vendte sig også skarpt mod »open shops« og de hårde arbejdsvilkår. Strejker ledet af IWW fandt sted blandt de lavtlønnede skov- og landarbejdere, blandt minearbejdere i det vestlige og tekstilarbejdere i det østlige USA. De var eksempler på en målbevidst kamp, der nogle gange ligefrem udviklede sig til en art »borgerkrige«. Under IWW's ledelse var uorganiserede lavtlønnede arbejdere i stand til at starte strejker mod de største truster, navnlig i stål- og bilindustrien. I den forbindelse måtte IWW's lokalafdelinger ofte anvende magt for at forsvare sig mod væbnede banditter i arbejdsgivernes eller myndighedernes tjeneste. Typisk i denne henseende var strejken i 1909 blandt 5.000 ufaglærte metalarbejdere i McKees Rocks mod den lokal filial af US Steel Corporation, der blev støttet af myndighederne i Pennsylvania. Under denne strejke optrådte arbejdere af 16 nationaliteter som en samlet kraft under IWW's ledelse. Strejken varede 45 stormfulde dage; 13 mennesker blev dræbt og over 50 såret, men de strejkende vandt. Næsten alle deres krav blev opfyldt, og 3.000 mennesker meldte sig ind i den nye afdeling af IWW, der var blevet oprettet under strejken - Waggonbyggernes Branchefagforening. I 1909 var der 2.425 strejker, der omfattede 452.000 arbejdere. I 1910 gennemførte de i New York en strejke, der blev kaldt en masseopstand mod opskruningen af arbejdstempoet. Det lykkedes arbejderne at opnå væsentlige indrømmelser fra arbejdsgiverne. Uanset myndighedernes provokationer førte også bygningsarbejderne og andre dele af de amerikanske arbejdere en utrættelig kamp. Den gennemsnitlige arbejdsuge i industrien var på 54 timer i USA og 60 timer i Europa i 1910, og i 1910 var der 3.334 strejker, der omfattede 824.000 arbejdere. I 1911 var der 2.565 strejker, der omfattede 373.000 arbejdere, bl.a. strejkede jernbanearbejderne i Chicago og syd og vest for Illinois. I 1912 var der 3.053 strejker, der omfattede 972.000 arbejdere. I 1912-13 gennemførte minearbejderne i West Virginia langvarige strejker for at få anerkendt fagforeningen og indført samme arbejdsvilkår, som det Forenede Minearbejderforbund havde opnået i USA's centrale del. De amerikanske arbejderes hårdnakkede kamp for sine rettigheder tilskyndede AFL's ledelse til anti-monopolistiske aktioner. American Federation of Labor (AFL) havde i 1910-14 mellem 1,5 og 2 millioner medlemmer. AFL deltog aktivt i arbejdernes kamp mod US Steel Corporation og støttede aktionerne til forsvar for de ledere af Jern- og Stålarbejdernes Fagforening, der var blevet ofre for en politisammensværgelse. AFL sikrede sine medlemmer visse indrømmelser på det økonomiske område, men nægtede fortsat at optage ufaglærte arbejdere i sine rækker; desuden forholdt den sig chauvinistisk til immigranter og navnlig til den sorte befolkning. AFL's ledere brød enheden i den amerikanske arbejderbevægelse, hindrede dens organisering og praktiserede klassesamarbejdets »forretningspolitik«. I politiske spørgsmål og valgkampe anvendte AFL's ledere deres medlemmer til at støtte det af de borgerlige partier, de satte størst forhåbninger til på det givne tidspunkt, helt efter topartisystemets »spilleregler«. Desto større betydning fik de aktiviteter, der blev iværksat af IWW. De amerikanske arbejderes internationalistiske kamporganisation. IWW bekæmpede AFL's opportunisme og tog udgangspunkt i, at de udbyttede og udbytterne ikke kunne forsones. Den i 1912 oprettede Kommission for Industrielle Relationer analyserede arbejdskonflikter og foreslog hvordan de kunne løses. Arbejdsministeriet, der blev dannet i 1913, fik til opgave at mægle og forsone. Samtidig søgte regeringen at dæmme op for massebevægelsen ved at gennemføre en række foranstaltninger på sociallovgivningsområdet. I mange stater blev der vedtaget love, som begrænsede anvendelsen af børne- og kvindearbejde og man nedsatte arbejdstiden inden for sundhedsfarlige industrigrene, love om 8 timers arbejdsdag for statsansatte, om lønforhold og lignende. Theodore Roosevelts valgkampagne som leder af det nye Progressive Parti, der fik over 4 millioner stemmer ved valget i 1912, var et klart eksempel på borgerlig-reformistisk tilpasning til massernes skiftende stemninger. Den samme borgerlige reformisme kendetegnede den politik og især den sociallovgivning, præsident Woodrow Wilson, en demokrat, stod for efter at være kommet til magten i 1912. Samtidig var årene før 1 Verdenskrig præget af brutale repressalier mod arbejderklassen i strid med de mest elementære normer for lov og orden. Forbundstropper og enkelte staters nationalgarder blev med præsident Wilsons velsignelse sat ind for at undertrykke strejker og tilintetgøre i strejkelejre, hvilket førte til dødsfald selv blandt kvinder og børn. I en række byer var fængslerne fyldt med deltagere i arbejdskampen, som Industrial Workers of the World stod i spidsen for. Arbejdsgiverne fortsatte også offensiven mod arbejderorganisationernes rettigheder i form af kampen for »open shops« eller »den amerikanske plan«. Reelt var der tale om forsøg på at nægte at indgå nogen form for overenskomster med fagforeningerne for således at undergrave deres stilling. Specielt aktive var de største amerikanske monopoler såsom United States Steel Corporation og det af John D. Rockefeller Jr. ledede Colorado Coal Company. I 1912-13 foranstaltede IWW en række store strejker - i Paterso (New Jersey), centret for USA's silkeindustri, på gummifabrikker i Akron (Ohio), osv.. Men hvad der især rystede USA, var den kolossale strejke blandt tekstilarbejderne i Lawrence i 1912, da uorganiserede arbejdere af 20 nationaliteter krævede højere løn. 25.000 mennesker strejkede i over to måneder; strejken bredte sig fra virksomhed til virksomhed. IWW's ledere formåede at sikre koordineret optræden fra de strejkendes side. Strejken blev støttet økonomisk af arbejdere på andre virksomheder i Lawrence og andetsteds, både IWW-medlemmer og medlemmer af AFL og forskellige socialistiske organisationer. Trods repressalier, alskens provokationer og hindringer udviste de strejkende en imponerende beslutsomhed og enhed, der til sidst førte til sejr over det Amerikanske Uldkompagni. Den lønforhøjelse, strejken bragte 30.000 arbejdere i Lawrence, blev udstrakt til også at gælde for 250.000 tekstilarbejdere i New England: Arbejdsgiverne ønskede med indrømmelserne at forhindre nye strejker og en styrkelse af arbejdernes organisationer. Strejken havde vist, at selve kampen styrker arbejdernes solidaritet, sammenhold og organisation. Den slags arbejdersejre stimulerede også aktioner mod monopolernes undertrykkelse på andre virksomheder. Den sympati, aktionerne ledet af IWW vakte blandt mange amerikanske arbejdere, bidrog til at skærpe klassekampen. I.W.W ofrede megen opmærksomhed på oplysningsarbejde. De grundlagde oplysningsforeninger og arbejderklubber, udgav pjecer og afholdt massemøder, åbne debatter, gæsteforedrag og lignende. Takket være de af IWW oprettede biblioteker stiftede mange arbejdere bekendtskab med værker af Marx og Engels, Darwin og Spencer, Voltaire og Jack London. Den hårde kamp under IWW's ledelse førte til både sejre og nederlag. Et af de tungeste tab var det i Paterson-strejken (1913), der varede 22 uger. Alle byens arbejdere (omkring 25.000) deltog i den. Ligesom i Lawrence blev der dannet en fælles strejkekomité med 250-300 medlemmer og en eksekutivkomité med 15-20 medlemmer. Under strejken opstod der en alliance mellem arbejderne og progressive intellektuelle, heriblandt John Reed. Imidlertid begik lederne en række fejl, og de strejkende, der havde holdt stand under en bølge arrestationer uden fortilfælde, måtte give over for nød og sult. Arbejdernes nederlag skadede IWW's prestige. Politiske kampagner lanceret af IWW - kampen for retten til at bruge gaden som forsamlingssted og retten til at organisere sig« - fik særlig betydning i førkrigsårene. Allerede i 1908 kæmpede IWW sammen med repræsentanter for socialistiske partier for ytringsfrihed i Los Angeles og derefter i Missoula, Montana. Den første store kampagne »for retten til gaden« og for ytringsfrihed blev gennemført i Spokane, Washington, i 1909 som svar på byrådets forbud mod gadeforsamlinger. Da IWW overtrådte forbudet og afholdt møder til forsvar for ytringsfriheden, skred myndighederne ind med repressalier. Men hverken arrestationerne af hundredvis af IWW-agitatorer (inklusive den nittenårige Elizabeth Gurley Flynn, der senere blev en fremtrædende skikkelse i den amerikanske arbejderbevægelse) eller den brutale behandling af dem i fængslet kunne knække frihedskæmperne. I sidste instans gik arbejderne af med sejren. I perioden 1909-13 gennemførte IWW tilsvarende aktioner i Montana, Pennsylvania, Californien, Washington og South Dakota. Trods myndighedernes grove forfølgelse bar kampagnerne for ytringsfrihed og »retten til gaden« præg af stor selvopofrelse og beslutsomhed. De førte ofte til sejr og befæstede i så tilfælde retten til at agitere åbenlyst på gader og torve. Den kendsgerning, at IWW's aktioner var politisk orienteret, havde stor betydning. De sammenstød med det borgerlige samfunds magtorganer, der fandt sted under kampagner og strejker organiseret af IWW, fremskyndede udviklingen af en klassebevidsthed blandt både IWW's medlemmer og andre arbejdere, inklusive medlemmer af AFL. I AFL var minearbejdernes, malernes, mekanikernes og visse andre fagforeninger ledet af socialister. På AFL's kongres i 1912 blev socialisternes formandskandidat ganske vist ikke valgt, men han fik 5.000 stemmer. Udviklingen af sådanne tendenser blev også bekræftet af de socialistiske ideers og USA's Socialistiske Partis (S.P.) øgede indflydelse. Partiets medlemsskare voksede fra 41.000 i 1909 til 150.000 i maj 1912. Mens socialisterne havde ca. 40 aviser og tidsskrifter i 1904, havde de i 1912 ikke mindre end 323 på engelsk og andre sprog. Sidst i 1912 nåede avisen Appeal to Reason op på at udkomme i 984.000 eksemplarer; trods retsforfølgelse blev den socialistiske presse større og stærkere. De socialistiske ideer vandt indpas i landets politiske liv. De blev angrebet i kongressen. USA's postvæsen hindrede udbredelsen af blade, der gik ind for disse anskuelser. Alligevel var det ikke længere muligt at ignorere de socialistiske ideer. Det Socialistiske Parti fik stadig større vælgertilslutning, navnlig i de områder, hvor det var aktivt i massebevægelsens opsving. I efteråret 1911 valgtes over 1.000 af partiets kandidater til lokalråd i 337 byer og arbejderkolonier. Ved præsidentvalget i 1912 stemte over 900.000 mennesker på den socialistiske kandidat Eugene Debs, sammenlignet med lidt over 420.000 i 1908. Det er betegnende, at en tredjedel af AFL's medlemmer stemte på Debs i stedet for på den kandidat, som lederne støttede. Det skal imidlertid ikke glemmes, at de ideer, det Socialistiske Parti udbredte, lå marxismen temmelig fjernt. De højreorienterede og centristerne i partiets ledelse afviste den revolutionære kamps nødvendighed og indtog et chauvinistisk standpunkt. På kongressen i 1910 blev der vedtaget en resolution, som bifaldt skridt til at forbyde immigration fra udlandet. Partiets ledelse ignorerede de sortes bevægelse, der på den tid oprettede den Nationale Sammenslutning for den Farvede Befolknings fremgang. I S.P. gik Charles Ruthenberg og Eugene Debs energisk ind for, at kampen skulle have socialistisk karakter, og William Haywood viste fremragende evner som leder af de kæmpemæssige strejker. Det Socialistiske Partis højrecentristiske ledere mistænkeliggjorde Haywood ved med urette at beskylde ham for at afvise politisk virksomhed til fordel for vold og »direkte aktion«. Denne kampagne gjorde det umuligt for Haywood at forblive medlem af partiet, og da han gik, fulgte 40.000 medlemmer hans eksempel, så i sommeren 1913 var det Socialistiske Partis medlemsskare næsten halveret. Haywoods tilhængere begyndte at arbejde i branchefagforeningerne. Skønt de formelt stod uden for det Socialistiske Parti, udbredte de socialistiske ideer blandt masserne. Alligevel forblev de fleste fagligt organiserede arbejdere tro mod Gompers' linje i retning af at afvise socialismen og samtidig »søge at gøre arbejderklassen respektabel i hele det amerikanske samfunds øjne«. Men AFL-ledelsens politik til fordel for samarbejde mellem arbejdere arbejdsgivere i det »industrielle demokrati«s navn, begrænsede de faglærte arbejderes snævre økonomiske interesser. På den tid ejede Rockefeller og Morgan omkring en tredjedel af landets national formue. Arbejderklassens situation blev også forværret på grund af den ekstreme skærpelse af modsigelserne inden for det imperialistiske system og de dermed forbundne internationale kriser: Bosnienkrisen i 1908, Marokkokrisen i 1911, den italiensk-tyrkiske krig 1911-12 og Balkankrigene 1912-13. Militarismen og de voksende militærudgifter blev en af hovedformerne for udplyndring af den arbejdende befolkning. I 1912 blev den første arbejdersammenslutning dannet i Mexico: Verdens Arbejderes Hus, men også her blev fagforeningerne forbudt af myndighederne. I 1913 var der 3.574 strejker, der omfattede 997.000 arbejdere. Men visse fagforeningsledere gik i samarbejde med arbejdsgiverne og myndighederne. For eksempel blev det opklaret i 1913, at det amerikanske AFL's ledere havde modtaget flere hundrede tusinde dollars fra National Association of Manufacturers og det republikanske parti. Den slags »kontakter« var ikke tilfældige og kunne ikke forklares ved, at nogle enkelte faglige ledere var korrupte, eller lignende undskyldninger. AFL-fagforeningerne var med deres ca. 1,5 millioner medlemmer domineret af den »rene og simple« trade-unionisme, som Samuel Gompers var fortaler for. Hans grundlæggende princip var klassesamarbejde mellem arbejde og kapital. Fagforeningerne under AFL rejste kun krav på vegne af et lille antal faglærte arbejdere, mens de ignorerede de uorganiserede proletariske massers behov. Handel med arbejdsgiverne og den heraf følgende korruption var ganske almindelige fænomener blandt AFL's ledere. Selve føderationens struktur (dens 120 fagforeninger var opbygget efter lavsprincippet) medvirkede at opsplitte kræfterne. AFL´s ledere indgik ofte aftaler med fabrikanterne om ikke at lade ufaglærte arbejdere organisere sig. AFL's kompromispolitik var en ren forsoningspolitik overfor de aggressive pengemænd. De revolutionære nordamerikanske arbejdere, der dannede den faglige kamporganisation IWW, forsvarede til gengæld ikke blot en anden linje i det praktiske arbejde, men opbyggede også fagforeningerne efter brancheprincippet, der gav mulighed for at organisere de brede masser af ufaglærte arbejdere. Kampen mellem de to strømninger i fagbevægelsen afspejlede sig også i holdningen til arbejdernes festdag 1. maj, der var blevet en fast tradition hos IWW.  I 1914 var der 2.736 strejker, der omfattede 527.000 arbejdere. Minearbejderaktionen i Colorado i 1913/14, blev en af de bedst kendte strejker. Omkring 9.000 arbejdere strejkede i 15 måneder. Jernværket Colorado Fuel & Iron Compagny styrede en række miner i Rocky Mountains, og i sommeren 1913 udsendte arbejderne forslag om en række ændringer i løn- og arbejdsvilkår og da de ikke fik noget svar fra ledelsen, begyndte de at strejke i september måned. Ca. 300 strejkevagter og det lokale politi rykkede ind for at varetage firmaets ejendom, og de strejkende måtte slå sig ned udenfor selskabets område i en på et sted som kaldes Ludlow. Der fandt et sammenstød sted mellem de strejkende på den ene side og selskabets bevæbnede vagter og Colorados milits og nationalgarde på den anden. De strejkende var blevet jaget bort fra deres hjem, som tilhørte selskabet, og levede i teltlejre i bjergene. Fængslerne blev fyldt op med strejkende. Mor Jones fra Haymarked-massakren røg også i fængsel, og vinteren gik. Den 20. april satte militsen ild til en af arbejdernes bebyggelser, den såkaldte Ludlow Camp. Mange blev dræbt af ilden og militsfolkenes kugler. 2 kvinder og 11 børn var indebrændt. Arbejderne greb til våben. De besatte flere landsbyer, nedbrændte mineinstallationer og endte med at have kontrol over et betragteligt område. Minearbejdernes væbnede kamp mod de tilkaldte tropper, senere kendt som »Ludlowmassakren«, strakte sig over 10 dage. 11 af arbejdsgivernes vagter blev skudt. Men nyankomne tropper fik ro i området. Snart anvendte præsident Wilson tropper mod de strejkende, snart søgte han at optræde som mægler mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Sidstnævnte, ledet af Rockefeller, afviste imidlertid præsidentens forslag om at finde en kompromisløsning. Udmattede af den ulige kamp måtte arbejderne overgive sig. Men situationen i landet var fortsat anspændt. Selv myndighederne indrømmede, at Ludlow-begivenhederne havde bragt landet på randen af borgerkrig og revolution. Udviklingen i Colorado tvang arbejdsgiverne til at ændre politik. Rockefeller blev foranlediget til at udarbejde en »plan for industriel repræsentation«, der i kimform indeholdt »firma«fagforeningen, der havde sit grundlag i arbejdsgivernes politik. I USA forstærkede verdenskrigen fra 1914 anti-krigsstemningerne, men var af overvejende pacifistisk karakter, som undertiden bundede i religiøse fordomme mod krig. Den udbredte krigsmodstand i den amerikanske arbejderklassen hvor USA var neutral medførte blot, at AFL stod på et pacifistisk standpunkt, men efterhånden, som forberedelserne til USA's indtræden i krigen skred frem, skiftede AFL´s ledelse kurs fra moderat borgerlig pacifisme til aktivt samarbejde med borgerskabet for at udbygge USA´s militære potentiel. Til gengæld for hjælpen til borgerskabet krævede Samuel Gompers og de øvrige AFL-ledere indrømmelser til arbejderne, bl.a. bedre arbejdsvilkår og højere løn. De glemte imidlertid heller ikke at tænke på sig selv og sikrede sig stillinger i statsapparatet m.m.. Fagforeningsledernes omsving fra pacifisme til socialchauvinisme stødte på betydelig modstand i de lokale AFL-organisationer. Under pres fra størstedelen af AFL-lederne godkendte føderationens kongres i 1915 den militaristiske kampagne, der førtes af de herskende kredse. Efter krav fra en stor gruppe delegerede vedtog kongressen dog samtidig en resolution, der gik imod indførelse af værnepligt og militærundervisning i skolerne. I Amerikas Socialistiske Parti (ASP) satte lederne deres lid til regeringernes fredsbestræbelser og gik gradvist over til socialchauvinistiske standpunkter. Det Socialistiske Arbejderparti (SLP) fordømte militarismen, og opfordrede til generalstrejke mod krigen og drev anti-krigspropaganda. Anti-krigsbevægelsen i USA blev anført af SPL's venstrefløj under ledelse af Eugene Debs og Charles Ruthenberg og af IWW og Ligaen for Socialistisk Propaganda. Disse organisationer agiterede energisk mod USA's indtræden i krigen og mod de herskende kredses kampagne om »nationalt beredskab« som forberedelse til krigen. De arrangerede massemøder og demonstrationer og opfordrede arbejderne til at sabotere militærleverancer. Myndighederne forfulgte brutalt IWW-aktivister og andre ledere af strejkebevægelsen og anti-krigsbevægelsen. I 1915 blev flere tusinde af organisationens medlemmer arresteret og mange idømt langvarige fængselsstraffe: Joe Hill (Joel Haagglund), en utrættelig forkæmper og propagandist for arbejderklassens sag og en af dens populæreste skikkelser i USA, blev henrettet efter en falsk mordanklage. I sit afskedsbrev til Bill Haywood skrev han: »Farvel, Bill. Jeg vil dø som en sand rebel. Spild ikke tiden med at sørge. Organiser.« Forfølgelserne fortsatte også i de følgende år. Strejkebevægelsen i USA antog et betydeligt omfang under krigen og det hermed sammenhængende militære boom. Produktionsstigningen skabte gunstige betingelser for arbejdernes kamp for at forbedre deres situation. I USA var forværringen af arbejderklassens situation i 1914-15 først og fremmest sammenhængende med væksten i arbejdsløsheden. Nedgangen i handelen med de europæiske lande bevirkede, at 6,5 millioner mennesker var arbejdsløse i januar 1915. Blandt de arbejdsløse var der særlig mange ufaglærte immigranter og negre samt ældre arbejdere. Beskæftigelsen steg først kraftigt i begyndelsen af 1917, da man aktivt begyndte at forberede USA's indtræden i verdenskrigen. I USA var der i 1915 1420 strejker med i alt 504.000 deltagere.

I 1916 var antallet af strejker steget til 3.157 og antallet af strejkende til 1.600.000. Staterne New York, New Jersey, Pensylvania, Massachusetts og Connecticut var centrum for strejkebevægelsen. Arbejdernes offensiv tvang bourgeoisiet til at acceptere kortere arbejdsdag og højere løn og give andre indrømmelser. Strejkekampen blev fulgt op af demonstrationer mod krigen, sammenstød mellem arbejdere og deltagere i »beredskabsparader«, arbejdernes nægtelse af frivillig militærtjeneste og modstand mod indførelse af almindelig værnepligt. Strejkebevægelsen og de anti-militaristiske aktioner bremsede USA's krigsforberedelser og undergravede fristerne for opbygningen af det »nationale beredskab«. Retten til frit at tale, blev ofte knust af politiet eller arbejdsgiverne. Når de strejkende stillede sig op på en sæbekasse blev de slæbt væk af politiet eller fik knippelslag af arbejdsgivernes lakajer. Der blev skabt en bevægelse »for retten til frit at tale«. Kapitalistpressen fyldte jo folk med løgn. Tækkemændenes fagforening var dannet i 1901 under de tarveligste og fattigste arbejdsforhold og arbejdsvilkår, man kan tænke sig, og d. 1 maj 1916 var en række tækkemænd gået i strejke i Everett, Washington for at få mere i løn. Mark- og mølleejerne lovede dem mere i løn, men d. 19 august satte ejerne strejkebrydere ind, der angreb de strejkende med køller. Et par dage efter stod et IWW-medlem på en sæbekasse og ville holde en tale til fordel for de strejkende, men han blev øjeblikkeligt arresteret af politiet, og IWW kontor blev lukket, medens mange andre IWW medlemmer blev arresteret. Det skulle stå helt klart, at fagforeningen IWW ikke var velkommen i Everett. 41 medlemmer af IWW i Seattle tog til Everett for at hylde det frie ord, men politiet sørgede for at de fik ret mange klø med køller, så blodet flød. Så skete der det, at en række medlemmer af Industrial Workers of the Wold (IWW) tog en sejltur med to dampskibe, Verona og Calista fra Seattle til Everest. Da Verona ankom til Everett, blev de modtaget af sheriffen, der fortalte dem, at de ikke måtte gå fra borde. Et skyd blev affyret og pludselig var ildkampen i gang. IWW mistede 5 personer og havde 27 sårede, men uofficielt var 12 medlemmer af IWW blev dræbt af politiets kugler. Som resultat af episoden blev 74 IWWér arresteret og sat i fængsel i 2 måneder, samt IWW leder, Thomas H Tracy, som blev sigtet for mord på 2 officielle personer, som havde befundet sig mellem det skydeglade politi. Everett Massakren er kendt i USA som den blodige søndag, d. 5 november 1916. I slutningen af 1916 og begyndelsen af 1917 blev anti-krigsbevægelsen betydeligt mere aktiv i USA. Bevægelsen fik en ny kraftig impuls fra Februarrevolutionen i Rusland, men reaktionens og krigens kræfter fik imidlertid gennemtrumfet, at USA d. 6. april indtrådte i krigen på Ententens side. De progressive demokratiske kræfter i USA fordømte den imperialistiske krig. Loven om indførelse af almindelig værnepligt fremkaldte en bølge af protester, og over 330.000 nægtede at møde frem på indkaldelsesstederne. I mange byer afholdtes demonstrationer og møder i protest mod krigen og værnepligten, og der uddeltes anti-krigsflyveblade. Mange pacifistiske organisationer modsatte sig krigsdeltagelsen. Disse organisationer var yderst broget sammensat, omfattede arbejdere, farmere, intellektuelle og andre. De var fjernt fra en forståelse af de virkelige årsager til imperialistiske krige og midlerne til at bringe dem til ophør, men de fremsatte paroler, der var i overensstemmelse med massernes krigsmodstand. Dette var årsagen til, at en del af den socialistiske venstrefløj deltog i den pacifistiske bevægelse. Den så det som sin pligt at støtte og udvide enhver folkelig bevægelse mod krigen. Efter USA's indtræden i krigen tilspidsedes modsætningerne i det Amerikanske Socialistiske Parti mellem venstrefløjen, der uforbeholdent gik imod krigen, og socialchauvinisterne, der støttede de herskende kredses aggressive politik. ASP's ekstraordinær kongres d. 7. april 1917 vedtog med overvældende stemmeflertal (140 mod 31) en resolution, der fordømte den imperialistiske krig og regeringens militaristiske propaganda. ASP bekræftede i resolutionen »sin troskab mod internationalismens princip og verdensomspændende arbejderklassesolidaritet« og afviste kategorisk »forslaget om, at arbejderne i krigstid skal opgive deres kamp for bedre forhold«. »Tværtimod,« hed det i resolutionen, »kræver den nuværende situation, forårsaget af krigen, en endnu mere energisk fortsættelse af klassekampen. . .« Ved en afstemning, som gennemførtes i juni, gik et overvældende flertal af partiets medlemmer ind for denne resolution. ASP's højreledere stemte på kongressen imod denne resolution. Kort tid efter dannede en del af dem sammen med Samuel Gompers den Amerikanske Alliance for Fred og Demokrati, der støttede regeringens krigspolitik. Alliancen blev i realiteten et instrument, der hjalp regeringen med at mobilisere menneskelige og økonomiske ressourcer til den imperialistiske krig. Centristernes ledere med Morris Hillquit i spidsen vejrede stemningen blandt kongresdeltageme og blev nødt til at støtte anti-krigsresolutionen. De gjorde dog i praksis meget lidt for at mobilisere masserne til kamp mod krigen. Kun venstresocialisterne, Eugene Debs, Charles Ruthenberg, Charles Baker og andre, iværksatte en aktiv kampagne på grundlag af resolutionen fra den ekstraordinære kongres. De arrangerede demonstrationer og møder i protest mod krigen og den amerikanske regerings imperialistiske politik og drev aktiv propaganda mod krigen. Under ledelse af venstresocialisterne gennemførtes i Boston den 1. juni en anti-krigsdemonstration med 40.000 deltagere. En repræsentativ konference af krigsmodstandere i New York d. 30.-31. maj viste, i hvor stort omfang anti-krigsbevægelsen i USA havde grebet om sig, og demonstrerede, hvorledes de revolutionære begivenheder i Rusland havde en positiv indvirkning på den. Konferencedeltagerne støttede kravet om øjeblikkeligt at indgå en demokratisk fred uden anneksioner og erstatninger på grundlag af anerkendelse af nationernes selvbestemmelsesret. I den resolution, de vedtog, hed det: »Vi ønskede at demonstrere, at vi støttede de russiske demokrater og var klar til at kæmpe sammen med dem, indtil autokratiet er afskaffet overalt i verden.« Konferencen fulgte det revolutionære Ruslands eksempel og oprettede Folkets Råd for Demokrati og Fredsbetingelser. Skønt konferencens deltagere lå under for mange illusioner, der var affødt af præsident Wilsons taler om fred, ydede de et betydeligt bidrag til udbredelsen af anti-krigsbevægelsen i USA. Efter den landsdækkende konference afholdtes lokale anti-krigskonferencer i mange byer, Chicago, Philadelphia, San Francisco, Los Angeles m.fl.. Rundt omkring i landet blev der oprettet i hundredvis af lokale komiteer, hvad der skabte gunstige betingelser for at oprette en organisation i national målestok. Den blev grundlagt i begyndelsen af september 1917 og kom til at spille en betydelig rolle i landets politik og samfundsliv. Organisationen blev støttet af omkring to millioner amerikanere. Efter at USA var kommet med i krigen, optrappede IWW- medlemmerne deres anti-krigsaktiviteter. Deres presse gik modigt imod krigen og fordømte AFL-ledelsens og højresocialisternes forræderi. IWW- medlemmerne deltog aktivt i forberedelsen af strejker og aktioner mod krigen og blev udsat for en brutal forfølgelse fra myndighedernes side. Midt på året blev 250 af organisationens medlemmer idømt langvarige fængselsstraffe. Dette var et alvorligt slag mod IWW, men organisationen spillede dog også fremover en aktiv rolle i USA's arbejderbevægelse. På trods af de hårde krigstidsforhold holdt strejkeaktiviteten sig på et højt niveau i USA i 1917, hvor der blev registreret 4.233 strejker med i alt 1.194.000 deltagere. Den største strejke i 1917 fandt sted om foråret, hvor 50.000 skovarbejdere i staterne Ohio, Montana og Washington strejkede. Strejken blev ført an af IWW- medlemmer. Regeringen sendte tropper mod de strejkende, hundredvis af arbejdere blev fængslet, og efter flere måneders heltemodig kamp måtte de strejkende genoptage arbejdet. I juni strejkede minearbejderne i Butte, Montana, og fik kort efter følgeskab af 24.000 arbejdere i Arizona. Også denne strejke blev undertrykt med våbenmagt. De strejkende kæmpede hovedsagelig for højere løn, 8 timers arbejdsdag og anerkendelse af fagforeningernes rettigheder. USA's herskende kredse forfulgte brutalt deltagerne i arbejderbevægelsen og den demokratiske bevægelse. De fik hertil aktiv hjælp af den Amerikanske Arbejdsføderations ekstremt chauvinistiske ledere med Samuel Gompers i spidsen. Den aktive kamp mod den imperialistiske krig, der førtes af venstresocialister, IWW- medlemmer og enkelte fagforeninger, gav dog resultater. Bevægelsen for at få afsluttet krigen og indgået en demokratisk fred styrkedes betydeligt i USA i 1917. USA's Socialistiske Parti modtog den russiske Oktoberrevolution i 1917 med entusiasme. Tidsskriftet Class Struggle (Klassekampen), der var organ for partiets venstrefløj, skrev, at med den var »drømmen om den socialistiske revolution blevet forvandlet til en kendsgerning af umiddelbar, håndgribelig betydning for hele verden«. Hen over USA gik nu en bølge af demonstrationer, hvor arbejderne udtrykte deres solidaritet med Sovjetrusland. På et møde i industribyen Seattle i staten Washington i december 1917 hilste arbejderne det russiske proletariat som det første, der havde sejret over kapitalen. De gav udtryk for deres varme sympati og lovede at vise proletarisk solidaritet i handling. Ikke længe efter sendte amerikanske arbejdere Sovjetregeringen et brev: »Jeres kamp er i bund og grund vor kamp og jeres sejr vor sejr, og ethvert nederlag, I måtte lide, er et slag i ansigtet på os. Stol trygt på, arbejderbrødre, at jeres sejr, der baner vej for den første sande republik af producenter af rigdomme, ikke kommer til at stå ene mod resten af verden. De andre landes proletariat vil gøre sig de yderste anstrengelser for at ryste snylterne af sig og oprette en lignende samfundsorden i deres eget landI USA var arbejdernes kamp mod krigen begyndt på et tidspunkt, hvor landet gradvis var ved at skifte rolle fra Ententens leverandør til umiddelbar deltager i krigshandlingerne. Som modvægt til præsident Wilsons linje, der ønskede at USA skulle gå ind i krigen med det mål »at gøre verden sikker for demokratiet«, satte alle sunde kræfter i amerikansk arbejderbevægelse, i første række IWW og venstrefløjen i Amerikas Socialistiske Parti (Socialist Party of America, SPA), ind med en aktiv internationalistisk propaganda mod krigen. Denne indsats fandt bred genklang i masserne trods rasende modstand fra topledelsen i den Amerikanske Arbejderføderation (AFL) og dens formand Samuel Gompers, der søgte at påtvinge arbejderbevægelsen en klassesamarbejdsideologi og gøre den til et redskab for den amerikanske monopolkapitals imperialistiske interesser og USA's åbent udtalte krav på internationalt førerskab. Krigen var umådelig berigende for de amerikanske monopoler og fremskyndede kapitalens koncentration. Da den var slut, var der i USA 42.554 millionærer; 1 % af befolkningen ejede mere end halvdelen af alle formueværdier. Den arbejdende befolknings og især de ufaglærte arbejderes situation var forværret, om end ikke i samme grad som i Europa. Arbejdsugen var på over 50 timer. Mens den nominelle arbejdsløn var blevet forhøjet med 55 %, steg leveomkostningerne med 104 %. Det amerikanske Borgerskab benyttede sig af svagheden i arbejderklassens politiske organisation og søgte at forhindre en radikalisering ved med usædvanlig brutalitet at kvæle alle revolutionære tilløb og væksten i strejkekampen. Massearrestationer blev en almindelig foreteelse. I krigsårene var proletardigteren Joe Hill blevet henrettet, og fagforeningsaktivisterne Tom Mooney og Warren Billings, der ud fra et klassestandpunkt gik imod krigen, var blevet dømt til døden på falske anklager. I efteråret 1917 blev IWW-foreningerne, der havde taget til orde mod krigen og anført en række strejker, knust. Retssagen mod de 101 IWW-ledere med William Haywood i spidsen indledtes i Chicago d. 1. april 1918 og varede næsten fem måneder. De anklagede stod tiltalt for sammensværgelse, for sabotage af krigsindsatsen og for at have modsat sig udskrivning. De »hovedansvarlige«, blandt dem William Haywood, fik 20 års fængsel hver. Arbejderbevægelsesveteranen Eugene Debs, der holdt flammende taler mod krigen, blev truet med vold, endda med lynchning. D. 16. juni 1918 talte Debs på et møde i Canton, Ohio, i stærke vendinger mod krigen og for Sovjetrusland og de politiske fanger, der vansmægtede i amerikanske fængsler. »Ja, når tiden er inde, så er det en dag os, der kommer til magten her i landet og over hele verden,« sagde han. »Vi vil knuse alle trælbindende og nedværdigende kapialististiske institutioner og genskabe dem som frie og menneskeliggørende institutioner. Hver dag forandrer verden sig for vore øjne. Kapitalismens sol er for nedadgående; socialismens sol er på vej op.« Den tale kom til at koste Debs en forræderianklage og en dom på ti års fængsel. Efter krigsafslutningen forstærkede arbejderklassen deres kamp for bedre leve- og arbejdsvilkår betydeligt. Skærpede sociale kontraster, forstærket udbytning, arbejdsløshed og dyrtid blev i forbindelse med påvirkninger fra de revolutionære begivenheder i Rusland og Vesteuropa kilde til nye klassesammenstød. Trods modstand fra det faglige bureaukrati voksede strejkebevægelsen eksplosivt. I 1919 var der 3.630 arbejdsnedlæggelser med et deltagerantal på 4.160.000, dvs. 20,8 % af samtlige beskæftigede (mod omkring 6 % i 1917 og 1918). Ikke sjældent fremsatte de strejkende krav og paroler, der gik ud over de traditionelle rammer: arbejdermedbestemmelse i spørgsmål vedrørende arbejdsforhold og arbejdstilrettelæggelse, ansættelser og afskedigelser, mesterudnævnelser og rationaliseringer. Som regel blev sådanne krav om arbejderkontrol med produktionen fremsat af de arbejdspladskomiteer {shop committees), der opstod spontant mange steder. I begyndelsen af 1919 skyllede en bølge af store strejker hen over landet. I januar nedlagde skibsværftsarbejderne i Seattle i staten Washington arbejdet med krav om højere løn, 8 timers arbejdsdag og 44 timers arbejdsuge. De blev støttet af arbejdere inden for andre fag. Strejken omfattede 60.000 mennesker, og fra den 6. februar lå hele byen stille. Den blev ledet af en strejkekomité, der til tider kaldtes »sovjet«. Den havde den faktiske magt i byen; den måtte afgøre spørgsmål om vandforsyning, gadebelysning, forsyninger til sygehusene, indrettelse af folkekøkkener, opretholdelse af almindelig ro og orden osv. Seattle-arbejdernes kampånd blev holdt oppe af bevidstheden om, at en samlet indsats mod kapitalen var nødvendig. En stor rolle i kampens organisering spillede bladet Union Record (Faglig Journal), organ for Seattles Centrale Arbejderråd, der skrev meget om det russiske proletariats revolutionære bedrifter. Op til strejken distribueredes 20.000 eksemplarer af opråbet Russia Did It, hvori skibsværftsarbejderne blev opfordret til at »overlade ledelsen af skibsværfterne« og »kontrollen med jeres arbejdspladser«. Seattle-arbejdernes kamp fik politisk betydning takket være sit masseomfang og en høj grad af organisation, og fordi de, der var med, var indstillede på at gå ud over de økonomiske kravs rammer. Det foruroligede regeringen, Kongressen og AFL-lederne, og de lagde kraftigt pres på strejkeledelsen. D. 11. februar afblæstes strejken, selv om 35.000 værftsarbejdere strejkede endnu næsten en måned. Mange arbejdere og fagforeningsaktivister blev arresteret. Allerede i februar 1919 bragte pressen i Detroit breve fra soldater i Arkhangelsk. »Vi kæmper nu mod bolsjevikkerne,« skrev en af dem, »men det russiske folk hjælper os ikke. Alle intrigerer mod os og modarbejder os med undtagelse af kapitalisterne, der er de eneste, som ønsker de allieredes hjælp. Det russiske folk mener, det er op til dem selv at tage sig af problemet, og vi har ingen ret til at myrde nogen af disse russere.« Arbejderne i Chicago og Seattle truede med strejke, hvis USA's regering ikke indstillede hjælpen til Polen. Fællesorganisationen i Chicago opfordrede AFL til at indkalde en national solidaritetskonference med det russiske proletariat for at få regeringen fra at intervenere direkte og give udtryk for harme over forsøgene på at hindre det russiske folk i selv at løse sine egne problemer. Aviserne var fulde af meddelelser om møder og demonstrationer, af protestresolutioner mod imperialismens forbryderiske handlinger og af løfter om aktiv modstand mod overførsel af tropper og militære forsyninger til Pilsudskis hær. Stålværksarbejderne førte en hårdnakket kamp mod et af USA's magtfuldeste monopoler, Ståltrusten (US Steel Corporation), der i mange år havde forhindret oprettelse af fagforeninger. Blandt kampens organisatorer var den unge arbejder William Z. Foster, der tidligere havde været med til at danne faglige organisationer i kødkonserves- og stålindustrien. Stålstrejken, der blev ledet af en nationalkomité i Chicago med repræsentanter for en hel række forbund, blandt dem stålarbejdere, minearbejdere, brandmænd og maskinarbejdere, begyndte sidst i september 1919 og kom til at omfatte 70 af landets industricentrer. 365.000 arbejdere deltog - næsten 90 % af de beskæftigede i branchen. Hovedkravene var højere løn og anerkendelse af fagforeningerne. Pressen begyndte at råbe op om, at revolutionen stod for døren, og at strejken var »udenlandskarbejde«. Regeringen forsøgte at slå strejken ned med magt. I staten Pennsylvania var der blodige sammenstød mellem arbejderne og politi bistået af banditter, som selskaberne havde hyret. En konference, som nationalkomiteen sammenkaldte i januar 1920, så sig nødsaget til at afblæse strejken, da AFL's leder Samuel Gompers og de lokale faglige ledere nægtede de strejkende hjælp. Heller ikke mine- og jernbanearbejderforbundene viste de strejkende tilstrækkelig solidaritet. Skønt også denne strejke endte resultatløst, blev den en vigtig begivenhed i amerikansk arbejderbevægelses udvikling. Under en minearbejderstrejke i sommeren og efteråret 1919 rejste arbejderne krav om nationalisering af kulindustrien. En resolution om at bringe mineejernes besiddelser under »demokratisk kontrol« fik enig støtte af det forenede minearbejderforbunds konvent. En storstrejke i november 1919 havde deltagelse af 400.000 minearbejdere. De strejkende krævede en lønforhøjelse på 60 %, 30 timers arbejdsuge og indførelse af overtidsbetaling. Skønt en forbundsdomstol erklærede strejken ulovlig, og skønt Gompers og de andre faglige ledere prøvede at få den afblæst, sluttede den først den 7. januar 1920 med et forlig om en lønforhøjelse på 14 %. Jernbanearbejdernes fagforeninger eller brotherhoods med deres tilsammen 1,5 millioner medlemmer stillede krav om nationalisering af jernbanerne, et krav, som senere blev forelagt Kongressen som »Plumb-plannen«. Planen fik uanset Gompers protest støtte af andre fagforeninger inden for AFL. 90 % af jernbanernes arbejdere udtalte sig for en generalstrejke til støtte for nationaliseringskravet. Agitationen for nationalisering fortsatte også efter, at Kongressen havde forkastet Plumb-planen. Proletariatets skuffelse over de borgerlige partiers politik samt »politiseringen« af den økonomiske kamp gjorde, at der i fagforeningerne opstod en bevægelse for en selvstændig politisk optræden og for oprettelse af et uafhængigt arbejderparti. Tanken om et sådant parti var sidst på året 1918 blevet fremsat af Chicagos Arbejderføderation, en underorganisation under AFL, der havde opstillet et 14-punktsprogram, som var anti-monopolistisk af karakter og forudså vigtige sociale og økonomiske reformer: nationalisering af jernbaner, telegrafselskaber, kommunale virksomheder, kornsiloer og naturressourcer; indførelse af »demokratisk kontrol« med alle øvrige industrigrene og med handelen; fastsættelse af 8 timers arbejdsdag og mindsteløn; anerkendelse af arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger og indgå kollektive aftaler; oprettelse af et statsligt socialforsikringssystem; iværksættelse af offentlige arbejder til bekæmpelse af arbejdsløsheden; genindførelse af ytrings-, forsamlings- og pressefrihed og frigivelse af politiske fanger. Chicago-føderationens ledelse stillede denne demokratiske platform for den progressive arbejderbevægelse op som modstykke til det demagogiske »fredsprogram«, præsident Wilson havde fremlagt i sine 14 punkter, og foreslog oprettet en Liga af Alle Nationers Arbejdere {League of Workers of All Nations), der skulle virke for afskaffelse af autokrati og militarisme og for gennemførelse af almindelig nedrustning. Selv om nogle af programmets punkter afspejlede arbejdernes naive tro på muligheden af at løse akutte sociale problemer ved hjælp af parlamentsbeslutninger, blev programmet den platform, hvorpå et amerikansk Arbejderparti (Labor Party) med centrum i Chicago stiftedes i efteråret 1919; partiet blev året efter omdannet til et Landmands- og Arbejderparti (Farmer-Labot Party). Under det almindelige opsving i arbejderbevægelsen i foråret 1919 gik venstrefløjen i Amerikas Socialistiske Parti i gang med at oprette en selvstændig organisation. John Reed, Charles Ruthenberg, Alfred Wagenknecht og andre venstresocialister udsendte et manifest og begyndte snart efter i New York at udgive bladet Communist. Manifestet og et program, der fremholdt ideen om arbejderråd og arbejderkontrol med produktionen, blev spredt i Philadelphia, Cleveland og andre centrer. I en række storbyer foretog venstrefløjen på egen hånd en afstemning blandt partiets medlemmer, der gav dem flertal. Hovedbestyrelsens svar var at ekskludere 7 ud af 12 nationale sektioner, blandt dem den russiske, den ukrainske og den ungarske, samt en række kredsorganisationer - over halvdelen af partiets medlemmer. Dette satte venstrefløjen, der i juni 1919 mødtes til konference i New York, over for et dilemma: Skulle man oprette sig eget parti eller forsøge at overtage ledelsen i SPA? På SPA's konvent i Chicago d. 30. august 1919 lykkedes det ikke venstrefløjen at få partiets flertal med sig. Højre og centrum smed med politiets hjælp venstrefløjens repræsentanter ud. Netop på det tidspunkt spidsede de taktiske stridigheder på selve venstrefløjen til, og følgen var, at der i begyndelsen af september blev stiftet to partier i USA: Amerikas Kommunistiske Parti {Communist Party of America - CPA), ledet af Ruthenberg og hovedsagelig bestående af nationale føderationer, og Amerikas Kommunistiske Arbejderparti (Communist Labor Party of America - GLPA), ledet af John Reed og Alfred Wagenknecht og domineret af indfødte amerikanere. Myndighederne satte ind med brutal undertrykkelse over for begge partier og tvang dem til at gå under jorden. Reaktionære kredses hysteriske kampagne mod »røde« og radikale indsnævrede agitationsmulighederne for arbejderbevægelsens fremskredne kræfter og svækkede dens faglige organisationer. Regeringen forcerede i al hast en arbejderfjendsk og anti-demokratisk lovgivning gennem Kongressen. Det var alt sammen, med William Fosters ord, et resultat af, at »ved første verdenskrigs afslutning havde de store monopolister et fastere greb om de Forenede Stater end nogen sinde, både industrielt og politisk«. En del arbejdere strejkede videre til d. 31. marts og opnåede en lønforhøjelse på 27 %.

The American Federation of Labor (AFL) har været på arenaen siden 1881, og opgiver at det begyndende medlemsantal var på ca. 50.000 og sidenhen op til 1900 havde AFL under 300.000 medlemmer; i 1902: ca. 1.000.000 medlemmer; i 1903-1910 ca. 1.500.000; i 1914 ca. 2.000.000; i 1917 ca. 2.350.000; i 1918 ca. 2.750.000; i 1919 ca. 3.250.000 medlemmer og i 1920 5 millioner.. Den stærke stigning i de seneste år, sker fordi det samlede antal lønarbejdere i USA stiger voldsomt og Arbejderklassen var indtil for ganske nylig væsentlig uorganiseret (1919). Men AFL er ikke et kampforbund i lighed med de tyske Gewerkschaften og de skandinaviske fagforeninger. AFL er en Føderation, en løs sammenslutning af en mængde større og mindre fagforeninger, der nyder udstrakt selvstyre og som ikke er synderlig interesserede i hverandres affærer. Kerneforeningerne er nogle gamle faglige »broderskaber« eller »loger« eller »lav« af småborgerlig ånd og er oprindelig dannede som et slags bolværk mod de ikke-faglærte, dvs. mod de frisk importerede arbejdermasser. Forsøg på at erstatte de »faglige« former med mere »industrielle« er hidtil blevet bremsede hårdt. Føderationens »grundlov (preamble og constitution) fastsætter dens opgaver som rent defensive og reformatoriske, og dens hovedbestyrelse (1 præsident, 8 vicepræsidenter, 1 sekretær og 1 kasserer) har bestandig været åbent anti-socialistiske. Samual Gompers har i mange år været dens ledende ånd. Selvom hans præsidentstilling ikke officielt giver ham indgrebsret i de forskellige fagforeningers ledelse, har han i forening med sine åndsbeslægtede »spidser« haft en dominerende indflydelse på hele deres mangel på strategi. Dels i kraft af sine personlige forbindelser i Washington, og dels i kraft af sit nøje kendskab til, hvordan de årlige fagforeningskongresser skal ordnes og ledes for at fabrikere de rette valgresultater og resolutioner. Det er først i de seneste måneder i 1919, at det gamle Gompers-system er begyndt at slå alvorlige revner. Og det er ikke så meget pga. et pres indefra i Føderationen. Det er såmændt et pludseligt bombardement fra Kapitalisterne under Ståltrustens kommando, der bærer skylden for at Gompers system er ved at revne. På AFL kongressen i Atlantic City i juni 1919, var ialt 367 organisationer repræsenterede. Af disse var ca. 100 nationale eller internationale fagforeninger, dvs. fælles for USA og Kanada eller et andet amerikansk samfund. De tre største var Grubearbejdernes, Bygningssnedkernes og Maskinisternes. Resten var lokale organisationer, f.eks. Nashville, Tennessee, Central Trades and Labor Council eller Egg Inspector's Union Nr. 14934, Los Angelos, California (dvs. små foreninger, der savnede et nationalt fagforbund og kom på egne ben til Føderationens kongres). Det er ved at skrabe alle disse spredte og i reglen nydannede grupper sammen, at AFL når sit høje medlemstal, men det er snarere at betragte som en stor broget hob, end som en arbejderhær. At AFL slet ikke er ment som en kamporganisation, fremgår tydelig af dens årsregnskab, der er yderst beskedent. For 1918-19 balancerede indtægter og udgifter med 778.000 dollars, og kassebeholdningen udgjorde kun ca. 200.000 dollars eller ca. 7 cent pr. medlem. Under strejker og lockouts sørger de enkelte kæmpende organisationer væsentlig for sig selv. Hjælp fra de stedlige søsterforeninger sættes kun sjældent i system, som vi har det i Skandinavien, og ofte kan disse ved rolig at fortsætte deres arbejde drive indirekte skruebrækkeri (scabbing) mod deres klassefæller. Fra Føderationen modtager de kæmpende arbejdere blot sympatierklæringer, forsåvidt deres kamp da ikke misbilliges af Samuel Gompers, hvilket let kan hænde. De fire store »broderskaber«, hvori USA´s faglærte jernbanemænd, konduktører etc. er samlede, og hvis medlemsantal nu anslås til over 300.000, skønt de ikke omfatter arbejdsmændenes masser, er ikke knyttet til AFL, men udgør et venligsindet forbund af ganske samme type. Det er ved at medregne dem, vi når det smukke tal: »op imod 4 millioner, organiserede arbejdere i USA«, som AFLs' delegerede til fremmede lande nu ynder at slå om sig med. Lad os være glade over, der ikke er færre, men lad os erkende, at selvom der var 5 eller 6 millioner af dette kæmpelands arbejdende masser indrullerede under en Føderation som AFL, kunne deres virkelige magt og vægt i Klassekampen ikke sammenlignes med den, et forbund på blot 1 eller 2 millioner ville udøve, hvis det rådede over en sund teori, en bevidst strategi, en mobil og kampberedt organisationsform og en virkelig ansvarlig centralledelse. Er det ikke kvaliteten, der overalt i denne rodede verden er den afgørende? Lige siden 1892, da den blodige strejke på Carnegie's stålværker i Homestéad, Pa., blussede op, og 1894, da Eugene V. Debs tabte sin store Pullman-strejke i Chicago-distriktet, har USA været valpladsen for mange såkaldte AFL strejker, der ofte udkæmpedes med stor forbitrelse. Men selvom resultatet af disse spredte kampe i visse tilfælde blev opnåelsen af nogle goder og afskaffelsen af visse grove onder for de strejkende, har ingen af strejkerne resulteret i nogen virkelig sejr, og har flertallet af strejkerne har været bitre nederlag. Kapitalisternes hovedvåben var bestandig den industrielle »reservearmé«, der lå og flød rundt i landet, og som savnede al virkelig klassefølelse, - elendig som den jo var og er. Den rekruteredes ved indvandring og muliggjorde, at industrien kunne holdes gående efter princippet open shops. Lige indtil 1. Verdenskrig i 1914 havde de amerikanske Kapitalister ikke endnu været stillet overfor noget virkeligt arbejderproblem i vesteuropæisk forstand. De var grundigt forvænte og forkælede, og dette forklarer bedst det raseri, der greb Kapitalisterne, så snart de efter krigens store dage fandt, at noget nyt var dukket frem herovre, - at selve Kapitalismens modning og centralisation også begyndte at modne Arbejderklassen, - at en slange var gledet ind i deres private paradis, og at immigranthjælpen ikke slog til mere, dels fordi immigrationen var gået i stå, og dels fordi Europa ikke længere var en ubetinget farefri kilde at øse af. Under krigen havde der været stærk efterspørgsel efter arbejdskraft. Mangfoldige løn- og organisationsbevægelser var sat i gang, og de resulterede som regel i lutter indrømmelser fra Kapitalisternes side, medens regeringens forsatte sit intime samarbejde med ledelsen i AFL Når man gennemlæser AFL kongressens rapport for 1918-19, finder man en lang række af vundne »forbedringer« snart hér, snart dér. Dem gøres der naturligvis meget væsen af. Men hvad lønforhøjelserne angår, afhænger deres værdi af deres relation til de samtidige prisstigninger; og det viser sig snart, at AFL ikke alene ikke har kunnet forhøje det reelle lønningsniveau for sine medlemmer, men heller ikke har kunnet forhindre det fra at synke. Ifølge officielle tal var fra 1907 til 1918 det reelle lønfald i USA omtrent fra 100 til 70, og siden 1918 er prisstigningen steget uafbrudt. De såkaldte bradstreet indekstal, der omhandler 13 forskellige grupper af livsfornødenheder, ser således ud: Hvad der i december 1907 kunne købes for en pris af ca. 8.525 kostede i december 1918 ca. 19.015, i august 1919 ca. 20.000 og i december 1919 ca. 20.175. Nedsættelsen af arbejdstiden henimod 8 timer daglig som det normale, har sikkert været af større betydning. Men man må tænke på, at det er en international 8-timers bevægelse, der er opmuntret fra Versailles, og dels er en »normal« 8 timers dag i USA ikke det samme som en »virkelig« 8 timers dag. Den udtrykker blot, at hvad der er over de 8 timer, er »ekstra« arbejde, hvor der kræves en timeløn på 1 l/2 eller 1 1/4 gange den normale timeløn; og noget forbud mod ekstraarbejde findes selvsagt ikke i en tid, hvor Kapitalens og regeringens stadige råb er: stærkere produktion! Men selvom man indrømmer, at AFL har været et redskab iblandt andre til at værne Arbejderne mod al for grove udbytningsformer og til at presse arbejdstiden noget ned, er der endnu ingensomhelst grund til at betragte AFL som en fare for Kapitalismen i USA. I sin nuværende form er AFL blot defensiv, - og knap nok det, thi AFL har ikke bremset det reelle lønfald i USA, eller har hindret Overklassen fra at drive sin profitprocent af nationalindtægternes sum højere op end nogensinde før. Vil Samul Gompers' AFL pege på konkrete resultater af sin virksomhed, kan den derfor kun sige: uden AFL var det gået Arbejderne endnu værre! Trods alt maskepi med de lovgivende forsamlinger i Washington (der jo ikke rummer en eneste organiseret arbejder) og med mr. Wilsons regering, har AFL næppe andre »reformlove« af nogen kraft at pege på end Sømandsloven af 1915 (der nok navnlig skyldtes senator La Follette). Denne lov, som er en god reformlov, vedtoges på et tidspunkt, da USA ingen videre handelsflåde havde og ingen regnede med at få; og det er meget betegnende, at der, såsnart dette forhold ændrede sig og søens arbejdsfelt begyndte at interessere Kapitalen for alvor, stilledes forslag om at få den ændret i Senatet. Mod disse forslag har AFL vedtaget højtidelige resolutioner, i stil med AFL´s gentagne protester i menneskehedens og nationens navn mod børnearbejdet, som stadig tolereres herovre; navnlig i Syden. Men noget hold i Kapitalens strube har AFL jo ligeså lidt, som de gamle patriotiske fagforeninger i England havde det, der plejede at sende højtidelige deputationer op til parlamentet i London. AFLs storhed er en stor fiktion. Den spilder en svær masse tid, penge og papir på at udsende resolutioner til alle verdenshjørner »i næsten 4 millioner organiserede arbejderes navn«. Dens ledere inviteres rundt til en mængde møder i indlandet og udlandet, som »rådgivere« for de kapitalistiske myndigheder eller som »det amerikanske folks« talsmænd. Hvad der ikke er en fiksion, er de enkelte datter-foreningers vækst og dette, at selve organisationstanken har fæstnet sig i brede arbejderkredse, der tidligere blot slog sig igennem på bedste beskub. Men til at udnytte disse utvivlsomme chancer kræves en virkelig organisation, en virkelig hærordning og en strategi. Som magtfaktor vejer selve AFL organisationsapparatet ingenting. Det arbejderrøre, Kapitalisterne herovre frygter, rejser sig enten udenfor AFL´s rammer eller nede fra Føderationens bund på trods af hele Gompers-traditionen. Men nye kræfter har i 1919 dannet et selvstændigt Labor Party (i engelsk stil) under ledelse af John Fitzpatrick, Chicago, stålstrejkens organisator. Men det kolossale kapitalistiske vælde i USA trues ikke af nogetsomhelst organiseret amerikansk Arbejderklasse i året 1919. Den »trussel« som kapitalvældet har i USA fra Arbejderne er at regne for en skystribe i horisonten, selvom der har været dramatiske klassefejder. Lige så længe som Arbejderklassen vedbliver at producere merværdier til »sine Kapitalister« på de tusinde arbejdspladser, lige så længe vil Kapitalens kræfter og undertrykkelse råde over befolkningens skæbne, og USA vil være en kapitalistisk stormagt.

IWW - The Industrial Workers of the World stiftedes i Chicago i 1905 af socialister og misfornøjede AFL medlemmer, der tilsammen repræsenterende ca. 50.000 arbejdere, bl.a.. Daniel De Leon, Eugene Debs og William Haywood. Den mand, der havde størst indflydelse på formuleringen af deres første program, var marxisten Daniel De Leon. De var trætte af det reformistiske AFL, og erklærede at IWW byggede på klassekampens principper. Oprindelig erklærede IWW sig for tilhængere af politisk aktion i landet ved siden af deres egen rent industrielle aktion, men dét standpunkt har de siden forladt. De rensede også efter nogle års forløb deres organisation for visse »urene« bestanddele og tabte derved flere tusinde medlemmer (mest grubearbejdere) for »princippets« skyld. På trods af den seneste tids bitre forfølgelser anslås deres medlemstal i 1919 til mellem 70 og 100.000. Hovedkvarteret er i Chicago, hvorfra en systematisk og åbenlys propaganda drives; også alle regnskaberne offentliggøres månedlig i et af deres blade; en betydelig udgiftpost udgør bidragene til forsvars- og kautionsfondet for alle de fængslede medlemmer; de beløb sig for september 1919 til ca. 18.000 dollars. Indmeldelsesgebyret i en IWW afdeling er 2 dollars, månedsgebyret er på 50 cent pr. medlem. Følgende ugeblade udgives i 1919: det engelske New Solidarity, det tyske Der Klassenkampf og desuden blade på Russisk, Ungarsk, Spansk, Italiensk, Svensk, Bulgarsk, Jiddisk, Litauisk, Polsk, Kroatisk og Finsk. Af disse synes kun det bulgarske, jiddiske og russiske at bære sig, men der stilles store forventninger til det tyske blad, som er nyt i 1919. Hertil kommer det næsten lærde månedsskrift One Big Union, redigeret af den svenskfødte John Sandgren, der er en veteran i bevægelsen. One Big Union - én stor organisation -, udtrykker hele IWW programmet. Planen er denne, at samle alle USA's lønarbejdere i 13 store industriforbund, ganske svarende til hovedgrenene i det bestående erhvervssamfund og atter forgrenede i mangfoldige underforbund eller departementer, der ender på »arbejdspladsen«, »værkstedet« eller »the plant som den naturlige celleenhed i den store nationale kube. En kontorist på en skofabrik f.eks. vil ikke blive indrulleret i nogen »kontoristernes fagforening«, men der imod først i fabriksorganisationen, dernæst i skoindustriens underdepartement, dernæst i læderindustriens departement (en af fabriksindustriens hovedgrupper) og tilsidst i den ène store organisation. I The Industrial Workers of the World møder vi den bevidste og den revolutionære arbejderbevægelse. IWW første femtenårige historie har været en saga om voldsomheder, forfølgelser, fængsling og brat død. I.W.W væsentlige valpladser har ligget ude i veststaterne, hvor de af AFL forsømte nomadearbejdere i hundredtusindvis drives rundt fra gruberne til tømmerlejrene og fra jernbanelegemerne til hvedemarkerne. Forfølgelsen af IWW har medført, at der i 1919 sidder ca. 2.000 medlemmer fængslet, og flere medlemmer går kun løse mod en høj kaution, bl.a. deres leder William Haywood. Det borgerlige samfunds straf mod arbejderne er enorm. I Canada er IWW erklæret lovløst, og i USA nøjes man med at gøre IWW fredløs og med domstolenes mere end villige hjælp søger man at slå ned på lederne under alle mulige påskud. Det er simpelthen et stykke rå, brutal og umenneskelig klassekamp, som Borgerskabet fører. I den populære presse bruges »IWW« som et rent skældsord ved siden af: bombeanarkist, bandit, voldsmand, mordbrænder osv.. Men IWW er ikke tilhængere af voldshandlinger; der er ikke anarkister og heller ikke bolsjevikker. De er dog erklærede marxister, anti-parlamentarikere og industrialister. »Klassebevidsthedens« princip dyrker de næsten blindt og optager naturligvis kun lønarbejdere i deres afdelinger. Medens de andre socialister herovre tiltaler hinanden med »kære kammerat« (dear comrade), og AFL folkene siger: »kære herre og broder«, er IWW tiltalen: fellow worker!. Hadet til IWW er stort og man frygter dens medlemmer - disse furede ansigter med de vejrfaste, ubestikkelige øjne, der gør deres land stor ære.

Socialismen i De forenede Stater kan bedst studeres i Morris Hillquits' udførlige historiske værk, der er født i tyske immigrantkredse i Atlanterhavsbyerne i tiden mellem revolutionsåret 1848 og begyndelsen af 1870érne. Det var først efter 1872, at den unge socialistiske bevægelse antog et amerikansk og samtidig et marxistisk præg. I det år fik som bekendt Karl Marx forlagt Den første Internationales Styrelse til New York (hvor den snart døde); og samtidig begyndte Karl Marx´s anarkistiske modstandere at agitere i USA, hvilket fremmede en kontraagitation, der naturlig modnede den stedlige marxismes udvikling. En mand, der indlagde sig store fortjenester ved at propagandere for socialismens ideer, arbejde for fagforeninger opbygget efter produktionsprincippet og organisere kampen mod AFL-ledernes reformisme, var Daniel De Leon. Han fødtes i Sydamerika i 1852 af højborgerlig spansk afstamning og var i nogle år universitetslærer i USA. Hans småskrifter og artikler fra The People og trykte foredrag er interessante. Daniel De Leon var en meget lærd og meget myndig mand. Han mente, at et proletarparti skulle være en disciplineret organisation. »Den moderne revolutionære, dvs. socialist,« sagde Daniel De Leon i 1896, »må for det første. .. nødvendigvis arbejde som del af en organisation med alt, hvad det indebærer. Her har man det første træk, der adskiller den revolutionære fra reformpolitikeren... Hvis der pilles ved disciplinen, hvis det ene medlem får lov til at gøre, som det vil, det andet til at blæse partiets forfatning en lang march, hint til at indgå forbindelse med reformpolitikere, dette andet til at glemme klassekampens natur og handle i overensstemmelse med sin glemsomhed - hvis det får lov til at passere, hvis den slags reformpolitikere får lov at blive i partiet, så har bevægelsen fået sit ulivssår.« Daniel De Leon ofrede mange kræfter på en klassemæssig skoling af det amerikanske proletariat. Han blev aldrig træt af at pege på, at arbejdernes interesser ikke kan forenes med bourgeoisiets, og forklare nødvendigheden af en selvstændig politisk optræden fra arbejderklassens side. De Leons afvise konsekvent at arbejde i reformistiske fagforeninger. Resultatet heraf blev stiftelsen i 1877 af Socialist Labor Party (SLP), hvis indflydelse har været stærk, selvom det aldrig selv er blevet til noget stort. Det Socialistiske Arbejderparti (Socialist Labor Party, SLP) koncentrerede sig om parlamentarisk arbejde og afviste at bruge andre kampformer til at forbedre de arbejdendes økonomiske og politiske situation. Medlemstallet i SLP oversteg på intet tidspunkt 15.000. I 1895 oprettedes på De Leons initiativ en Socialistisk Arbejderalliance af faglærte og ufaglærte arbejdere (Socialist Traade and Labor Alliance), der blev en slags aflægger af SLP. Dette skridt var med til at isolere partiet fra de organiserede arbejderes hovedmasse. Inden for SLP steg utilfredsheden. Højest nåede partiet i 1898, da det mønstrede ca. 82.000 stemmer i hele landet. I 1899 vendte en betydelig del af partiet sig med Morris Hillquit i spidsen mod De Leons politik og vedtog på en konference, de havde sammenkaldt i Rochester, en ny platform samt en resolution om sammenslutning med det Socialdemokratiske Parti, hvis ledere var Victor Berger og Eugene Debs. Socialist Labor Party var en krast marxistisk og ukompromitterende hveps, der har sporet, irriteret, forstyrret eller revset nær sagt alle de arbejderorganisationer, der i dens levetid har formet sig i USA. Partiets ledende skikkelse var Daniel De Leon, der døde i 1914. Hans begreb om en virkelig revolutionær arbejderbevægelse var dobbelt-kolonnen: industrielle forbund (stilende mod One Big Union, om hvilken han sagde, at dér, hvor dens centralbestyrelse sad, ville De forenede Staters regering sidde), og politiske organisationer (hvis formål skulde være rent agitatoriske og folkeoplysende; ikke tilstræbende politiske mandater indenfor det bestående samfund for disses egen skyld, nej, drivende den revolutionære massepropaganda, industribevægelsen selv ikke kunne magte, men som dog var en nødvendig betingelse for dens egen sejr, medmindre den ville sætte hele sin lid til korporlig vold rundt på alle arbejdspladserne). Daniel De Leon lagde sig derved ud med både IWW og de »praktiske« politiske marxister. Ved præsidentvalget i 1916 udgjorde dets stemmetal kun 13.400. Det udgiver fra New York et Ugeblad The People (der tidligere var et dagblad), redigeret af partisekretæren Arnold Petersen. Marxismen står stærkest i Milwaukee, Wisconsin, der har navn for at være USA´s »tyskeste« distrikt, og derefter kommer New York City og Chicago.

The Socialist Party of America (S.P.) stiftedes i Chicago i 1901 og er et datterparti af Socialist Labor Parti (S.L.P.). S.P. dannedes under pres ved præsidentvalget i år 1900 ved sammenslutningen af to grupper, hvoraf den ene fløj kom fra S.L.P. og den anden fløj kom fra et i 1898 formet Social Demokratic Party of America, hvis fædre var Eugene V. Debs og Victor Berger. De fik tilslutning fra andre socialistiske grupper, der tidligere kun havde haft ringe indbyrdes forbindelse. Partiets medlemsmasse var stærkt blandet; ud over arbejdere var der mange andre sociale elementer. »Hundreder af protestantiske præster meldte sig ind i partiet med det mål at arbejde for et virkelig religiøst samfund. Akademikere og andre højtuddannede meldte sig ind som udtryk for deres oprør mod den amerikanske livsforms snæverhed og hykleri. Små erhvervsdrivende meldte sig ind for at ramme deres større konkurrenter. Politikere meldte sig ind for at blive valgt. Arbejderførere meldte sig ind for at gavne deres karrieremuligheder i fagforeningerne.«.. Resultatet var, at det blev yderst vanskeligt at føre en fælles principiel linje i politiske og organisatoriske spørgsmål. SP's lokalorganisationer nød lige fra starten vidtgående autonomi. I en halvårsrapport fra partiets nationalråd påpegedes det: »I stedet for et samlet parti er vi stærkt på vej til at blive en simpel 'føderation af socialistiske partier', der hvert har sine territoriale grænser og skinsygt er på vagt over for al indblanding udefra.« De toneangivende i SP var centrister som Hillquit, men de adskilte sig i ideologiske spørgsmål knap nok fra højrefløjen, hvis anfører var Victor Berger. Begge parter var tilhængere af en gradvis, under alle omstændigheder fredelig overgang til socialismen og betragtede arbejdet i kommunale og parlamentariske organer som partiets hovedvirkefelt. Hvad venstrefløjen angår, havde den ikke helt været i stand til at frigøre sig fra De Leons synspunkter og taktik. Venstrefløjslederne i SP, Eugene Debs og William D. Haywood, var arbejderklassens sag stærkt hengivne, og de nød en vældig popularitet blandt arbejderne. De organiserede og ledede de meget store strejker blandt jernbanearbejdere, minearbejdere og andre dele af arbejderklassen i 1890'erne og begyndelsen af det 20. århundrede. Men både Debs og Haywood var langt stærkere i den daglige kamp end på den socialistiske teoris område, og det kunne ikke undgå at smitte af på deres virksomhed. De resultater, de opnåede, var beskedne, og de bragte ikke det amerikanske proletariat nærmere til de afgørende klasseslag. I stedet for at sætte partiet og arbejderklassen revolutionære mål søgte S.P.'s ledelse at beskytte partiet mod indflydelse fra venstre, og de gik derfor imod organisatorisk enhed i den socialistiske bevægelse. Ikke nok med det: S.P. forbød under trussel om eksklusion sine medlemmer og lokalorganisationer at deltage, om også kun indirekte, i andre venstreorganisationers aktiviteter. Partiet havde i 1904 omkring 20.000 medlemmer. Ved præsidentvalget år 1900 fik SP's kandidat Eugene Debs omkring 98.000 stemmer, og i 1904 stemte 402.000 vælgere på ham. The Socialist Party of America´s medlemstal steg jævnt fra ca. 16.000 i 1903 til ca. 42.000 i 1908 og ca. 85.000 i 1911 samt til over 118.000 i 1912. I partiet kæmpede Eugene Debs, William Haywood og Charles Ruthenberg aktivt mod partiledelsens reformisme og chauvinisme; de forsvarede en revolutionær kurs og søgte nye veje til at føre den ud i livet. Tilslutningen til S.P. dalede og i 1919 er partiet blevet splittet i tre stykker. Det nuværende medlemstal i 1919 anslås til ca. 50.000 i hele USA. S.P. har mindretalsrepræsentationer siddende i adskillige byer, f.eks. New York City, og har flertallet i Milwaukee-distriktet. En tid kontrollerede det også byen Minneapolis, men dreves snart ud. I adskillige statsrigsdage sidder der et par socialister i 1919, uden at deres indflydelse dog spores det mindste. Partiet har ingen officiel presse, men dets politik repræsenteres af forskellige blade i de større byer. Af disse er kun fire dagblade, dvs. ét på tysk og ét på jiddisk (begge i New York) og de to engelsk-skrevne New York Call og Milwaukee Leader. I Chicago og andre steder findes der ugeblade. Indlemmet i S.P. var indtil 1919 elleve føderationer af »fremmedtalende« afdelinger, blandt hvilke den finske står stærkest, og som hver har sit lille organ. I sommeren 1919 brød nogle af disse ud af partiet, f.eks. den russiske og den skandinaviske føderation, der i Chicago udgiver to ugeblade »Svenska Socialisten« og »Socialdemokraten« (redigeret af N. Juel Christensen fra Horsens). S.P.'s »praktiske« ledelse har efterhånden fået lempet partiet ud i en position, der hverken er revolutionær nok eller moderat nok. Programmæssig er S.P. godt marxistisk, men i praksis gav det sig efterhånden til at drive lokalpolitik med en vis essighed eller optimisme, der smagte for stærkt af den borgerlige folkepolitik, amerikanerne kender så godt. Hovedbestyrelsen præges af kongresmand Berger, sagfører Stedman fra Chicago og borgmesterkandidaten i New York Morris Hillquit (bevægelsens historiker). For ligesom at gøre sig bedre end den »golde« og »upraktiske« Daniel De Leon i S.L.P. slog de sommetider for stærkt om sig med løfter om praktiske resultater og interesserede sig ivrig for lokale småreformer. For ligesom at tage luven fra S.L.P. bar de samtidig store røde sejl og »revolutionære« programvimpler i toppen. Nu hedder det: »vælg Smith ind i 17de byrådskreds; han vil skaffe bedre græsplæner i parkerne eller dog gøre sit bedste hertil!« og i samme åndedræt hedder det: »Kapitalismen har aldrig været så truet som nu; kom og styrt den med Eders stemmesedler!« Industrielle problemer forsømtes; det hele blev så at sige »politik« ledet af folk uden videre proletarisk præg. Men formelt havde de deres marxistiske redegørelser parate og førte sikkert deres kampagner med ærlig iver. Imidlertid kunne enhver se, at den borgerlige overmagt i Staterne forblev overvældende og at ingensomhelst socialistiske resultater opnåedes. Følgen blev, at de mere moderate tilhængere af S.P. begyndte at kaste blikkene til højre, og at de »rødere« elementer begyndte at kigge til venstre. Denne tendens forstærkedes særlig ved 1. Verdenskrig og Oktoberrevolutionen i 1917 i Rusland, som begge må siges at være komne helt bag på S.P.'s ledelse. Og enden blev en splittelse, der har sat partiet ud af spillet i USA's klassekamp. I 1919 kunne partiet dog opnå 13 % af de afgivne stemmer i New York. Eugene V. Debs og Victor Berger var i 1919 de bedst kendte socialister i USA. Eugene V. Debs var jernbanearbejder af profession og har flere gange været partiets præsidentkandidat og han aftjener i 1919 (63 år gammel) en 10-årig tugthusdom i Sydstaternes: Atlanta for sin modstand mod Wilson-regeringen under 1. Verdenskrig. Hans fangenummer var nr. 2253. Victor Berger er den eneste valgte socialistiske kongresmand. Men hans 435 borgerlige kolleger i Washington har nægtet at give ham adgang til Kapitolet, fordi han går med en 20 års fængselsdom over nakken for højforræderi. Dommen har han appelleret. På trods af dette har hans valgkreds i Wisconsin i 1919 genvalgt ham med stort flertal. Berger var nok oprindelig sagfører og af tysk afstamning. Under disse to dygtige mænds førerskab har Socialist Labor Parti gjort et kraftigt forsøg på at vinde en urokkelig plads som et slags »Socialdemokrati« i nordisk-tysk forstand, der gradvis kunne sætte de to borgerlige kæmpepartier ud af spillet. Men dette er desværre ikke lykkedes. Op imod 1912 steg stemmetallet springvis, men siden er det faldet igen, og dette skete, førend USA greb ind i 1. Verdenskrig.

Tallene for præsidentvalg:

 

Socialistiske stemmer:

% af afgivne stemmer:

1900

87.814

0,6

1904

402.283

2,9

1908

420.713

2,9

1912

897.011

5,9

1916

590.294

3,2

For udenforstående må den splittelse, der i 1919 satte ind i S.P., synes så meget mærkeligere, som partiet under hele 1. Verdenskrig indtog et godt »radikalt« standpunkt og led megen forfølgelse fra præsident Wilson og hans mægtige krigsfæller. I de april-dage i 1917, da det brød løs i USA, afholdt partiet en begejstret kongres i St. Louis, hvor man vedtog - ikke blot at fordømme den kapitalistiske krig, men også at fortsætte sin kamp mod militarismen, efter at Wilson havde proklameret krigen og suspenderet de normale retstilstande i landet. De par medlemmer der modsatte sig (f.eks. mr. Spargo), mistede derved alt socialistisk renommé. Det var for andel i denne St. Louis resolution at flere partifæller senere blev hapsede. Og det var for udtalelser i denne resolutions ånd, at mange andre blev grebne og de fleste partiblade stoppede eller forment befordring med postvæsnet, eftersom krigsstemningen voksede. Imidlertid lod hovedstyrelsen sig ikke rive med af revolutionerne i Europa. Den fordømte nok Scheidemann-taktiken og udtalte sympati med både Karl Liebknecht og med Bolsjevikkerne, men den vægrede sig bestemt ved at ændre partiets gamle strategi i retning af »Proletariatets Diktatur« i USA. Dette tilligemed personlige stridigheder ledte da til bruddet i sommeren 1919 i Chicago. Først meldte flere slavisk-talende afdelinger sig fra og dannede det amerikanske Communist Party (C.P.). Dernæst brød en engelsk-talende fløj ud af partiet og dannede et Communist Labor Party (C.L.P.), navnlig under ledelse af Louis C. Fraina, John Reed og Max Eastman (der redigerer det kunstnerisk-litterære månedsskrift i New York The Liberator, som i 1918 hed The Masses). Endelig meldte andre afdelinger sig fra og blev så at sige hængende i luften. Dette gælder Skandinavernes Føderation. Alle disse grupper må kaldes »bolsjevikiske« og de protesterer mod den foreliggende slags »Socialisme« og gør tilnærmelser til IWW, der imidlertid holder igen. Alle virkelig »røde« organisationer er i 1919 hårdt forfulgte og forpinte af de store, at de slet ikke har stunder til at lægge vidtløftige planer. Hovedresultat er at der findes ikke mindre end fire socialistiske partier i USA: S.L.P.; S.P.; C.P.; og C.L.P.. I New York findes en socialistisk oplysningsanstalt: The Rand School (oprindelig stiftet af en velhavende Miss Rand), der afholder en mængde gode kursus og trykker en del meget lødigt stof, f.eks. den næsten uundværlige Labor Year Book. Dens ledende mænd er Algernon Lee og Alexander Trachtenberg. I Chicago har forlaget C. H. Ken & Co. gjort en god gerning ved at trykke billige udgaver på engelsk af en mængde »klassiske« socialistværker. Blandt amerikanske forfattere af socialistisk litteratur er bl.a.: Louis B. Boudin, Ernest Untermann (begge strenge marxister) og den lærd-originale Thorstein Veblen. I Skønlitteraturen finder vi den gamle uforlignelige Walt Whitman, og både Jack London og Upton Sinclair i den »røde« eller dog »blegrøde« lejr. To store halv-socialistiske formationer havde dannet sig til højre for Socialist Party: den ene af disse er opstået i fagforeningerne i Midtstaterne, den anden blandt de arbejdende præriefarmere i det nordvestlige. De vedtog et samarbejde under næste præsidentvalg, og deres formål er at tilføje de gamle partier i USA et nederlag. Det er ikke første gang i USA´s historie, at en sådan protestbølge har rejst sig ude i landet mod de af Overklassen kontrollerede partimaskiner. Der har været Georgeist-, Populist-, Progressiv- og flere andre bevægelser, men de er alle blevet overvundne eller opsugede, - og det republikansk-demokratiske system har holdt sig gående. Men i 1919 er den amerikanske Kapitalisme blevet moden og de storpolitiske stridsemner er blevet skarpere end nogensinde før. »Klassekampen´s« linie er blevet afsløret som det altdominerende skel i politik, og det er på Klassekampens program, disse to nye, halvsocialistiske partier har åbnet deres hvervning. Der havde i flere år været en del misfornøjelse indenfor The American Federation of Labor med Gompers-systemet. Men 1. Verdenskrig har givet misfornøjelsen kløer. AFL forbundet i Chicago under John Fitzpatrick's ledelse i 1918 organiserede et lokalt arbejderparti, som med et vist held deltog i byvalgene det år med ham selv som borgmesterkandidat. Denne idé slog an i brede fagforeningskredse i Midtstaterne, sådan at partiet i 1919 udvidedes til en national organisation under navnet: The American Labor Party (L.P.). Dets hovedkontor er i Chicago, hvorfra det udgiver ugebladet The New Majority. Under indflydelse af regeringens arbejderfjendske fredspolitik er det efterhånden blevet et helt »blegrødt« parti og arbejder nøje sammen med de mænd indenfor AFL og de store jernbaneforbund, der har fået mod på storindustriens »nationalisering«. Dets stilling minder stærkt om visse engelske fagforbunds. Men det afgørende er, at Gompers altid har bekæmpet enhver slags politisk virksomhed fra sin Føderations side, og nu er hans modstand brudt. Der er gået Klassepolitik i AFL

I 1914-15 begyndte en yngre falleret hvedefarmer i Nord Dakota A. C. Townley at agitere blandt sine naboer og klassefæller for at få rejst en stærk bevægelse mod de store jernbane- og mølle interesser, der hidtil havde flået farmerne og tvunget dem ind under et kreditsystem, som gjorde dem ganske afhængige af Kapitalen. Han fik da stiftet en National Non-partisan League, der snart slog an og bredte sig som en præriebrand. Navnet »Nonpartisan« skulle betegne, at Ligaen hverken var bundet til det republikanske eller det demokratiske parti. Den var en selvstændig politisk organisation, der modtog alle der ville slutte sig til dens program; men den optog kun arbejdende Farmere som medlemmer, og den krævede et årligt bidrag på 16 dollars. Ligaens fremgangsmåde var at indvælge så mange som muligt i Nordveststaternes rigsdage, regeringer og domstole etc. - under navn af »republikanere« eller »demokrater«, som forholdene nu lå i hver enkelt stat. Og efter erobringen af den politiske magt ville Ligaen gennemføre en slags »statssocialisme« for Farmerklassen, således at de store private Kapitalisters magt over dem blev brudt eller svækket. Hvad det særlig gjaldt om at bryde ned, var Kapitalens kontrol over korntransporten, kornmagasineringen og kornvejningen, hvorved priserne for en stor del blev kontrolleret (og oppustede med spekulationsprofit) er samt de større privatbankers kontrol over hele distriktets kreditvæsen, hvorved Farmerne i reglen blev tvungne til at belåne deres ejendomme til en svær rentefod (oftest 8 % for 1´ste prioritetslån). Ligaens hovedfjende var »Handelskammeret« i Minneapolis, men naturligvis stødte den også sammen med kapitalen fra Wall Street, såsnart Farmerne rejste opposition mod jernbaneselskaberne. Under mr. Townleys energiske og forretningsmæssige ledelse gjorde Ligaen på nogle få år så store fremskridt, at den i 1918 erobrede den politiske magt i hele staten Nord Dakota, hvor den indsatte et af sine medlemmer: Lynn J. Frazier som guvernør. Men kampen var bitter. Ligaen angrebes hårdt og overdængedes, som man let kan tænke sig, med anklager - først for tyskvenlighed, fordi Ligaen ikke viste nogen begejstring for mr. Wilsons krig, selvopm Ligaen dog troligt agiterede for de forskellige »frihedslån«, som regeringen behøvede. Sidenhen blev Ligaen beskyldt for Bolsjevisme og andet. Adskillige af Ligaens udsendinge, der gennemkrydsede Nordveststaterne i deres små Fordvogne, blev indrullet i tjære og fjer og jaget af byen - ingen blev dog dræbt, som flere IWW agitatorer er blevet det i de senere år op til 1919. Det er væsentlig mænd af tysk og skandinavisk afstamning, som avler USA's »Nordvesthvede«, og de viste sig lærenemme i organisationens kunst og stædige overfor Bykapitalen. Hele stemningen kom til at minde om de Danske Venstrebønders i 1880érne. Ligaen sluttede overalt forlig med de socialistiske organisationer de stødte på, både IWW og de politiske. Mange eks-socialister sidder i dens styrelse og af disse er adskillige Nordboere f.eks. hovedsekretæren L. D. E. Teigan. Naturligvis har Socialist Party slet ingen chancer i de egne, hvor National Non-partisan League blomstrer. Ligaens hovedkontor ligger i St. Paul, Minnesota. Ifølge mr. Teigans har Ligaen ca. 210.000 betalende medlemmer, fordelt på 13 landbrugsstater. Af disse findes ca. 40.000 i Nord Dakota, ca. 25.000 i Syd Dakota, ca. 50.000 i Minnesota og ca. 20.000 i Montana. I syv staters lovgivende forsamlinger har N.P.L. repræsentationer (i de 6 stater mindretal, i én stat flertal). Ligaen driver en udstrakt skriftlig propaganda og udgiver flere blade, også et på Norsk. Blandt de »statssocialistiske« reformer, den i sin korte regeringstid har gennemført i Nord Dakota er bl.a. oprettelsen af en offentlig bank, hvor Farmerne kan få kredit på tilfredsstillende vilkår; af en række møller, kornmagasiner etc., ejede og drevne af staten selv; og af et statskontrolleret måler- og vejvæsen for landprodukter. Endvidere er love vedtagne om nedsættelse af jernbanefragttakster og om offentlig haglskadeforsikring og endelig om en række arbejdervenlige og i almindelighed frisindet-radikale reformer af forskellig art. Ligaledernes tanke er, at selvejerfarmerne og industriarbejderne skal gå hånd i hånd, og derved tilføje det gamle, groft kapitalistiske partisystem i USA banesåret. Ligalederne mødtes i 1919 med det nye Labor Partys ledelse i Chicago: Fitzpatrick og andre, og vedtog fællesaktion allerede under næste præsidentvalg. Både de selv og mange vågne socialister venter, at et sådant »frisindet« bonde- og arbejderforbund vil vinde et meget højt stemmetal. Men samarbejde med de rigtigt »røde« partier bliver der sikkert ikke tale om. Non Partisan League bevægelsen er for udpræget politisk, og kan ikke sammenlignes med »Kooperationen« i nordisk-tysk forstand. USA har intet at lære verden med hensyn til kooperative foretagender, for der findes ingen af nogen betydning i USA. De eneste tilløb er de såkaldte Equity (»retfærds«) selskaber i det nordvestlige USA, hvis formål er at få Farmerne til at sælge deres råprodukter direkte til de store private fabrikanter eller eksportører - altså blot uden små mellemmænd. De er stærkest i Wisconsin og i Montana og har bygget deres eget kornmagasin og åbnet deres egen »børs« i St. Paul. Deres ledere er mest Skandinaver. I Californien har frugtfarmerne også dannet forholdsvis stærke salgsorganisationer. Men ingen af disse selskaber har (skønt .Rochdale-systemet siges at være deres Ledestjerne) formået at gøre mindste afbræk i det privatkontrollerede butikssystem i USA, og heller ikke har de (sålidt som N. P. L.) har knyttet nogen forbindelse med udenlandske forbrugere af deres varer.

Men imperialismen fremfærd medførte også, at de befriede negre og indianernes rettigheder blev krænket på alle måder, og både negre og indianere blev udsat for raceadskillelse. Den politiske situation i USA i 1919 domineres mest af indre problemer - end af Versailles problemerne. Anledningen hertil er en række bevægelser i Arbejderklassen, der både er sat ind i Europa og i USA, og som fuldstændig har bragt Overklassen fra koncepterne. Navnlig siden præsident Wilson blev syg, har Wall Street under mr. Gary's ledelse kastet sig ud i en grum, arbejderfjendtlig politik, som man passende har døbt: »Gary´ismen«. Under 1. Verdenskrig var parolen ellers fra Kapitalisterne den: at de »skikkelige« arbejderorganisationer skulle klappes, - de »uskikkelige« tugtes, - og Samuel Gompers gik derfor ud og ind i Det hvide Hus og i regeringens kontorer i Europa som en af kapitalistsamfundets værdigste sønner. Efter krigen blev parolen for Kapitalisterne i USA en ganske anden - nemlig simpelthen: »Rid hele rosset ned!«. Alle de skikkelige elementer i arbejderbevægelsen brød da også snart ud i klager om hvorvidt dét var betalingen og hele lønnen for deres patriotisme under 1. Verdenskrig, - og at sådan noget havde de rigtignok ikke tænkt sig muligt i USA. De klagende Arbejdere pegede på England som et mønster på en liberal Kapitalisme, thi i England havde der netop været store strejker i både politiet og på jernbanerne, og disse strejker blev bilagt ved forstandige indrømmelser fra Kapitalisternes side. Men »England! - lød mr. Gary's svar: det er jo netop den slags udvikling, vi ikke vil tåle i USA! Ingen indrømmelser mere«. Og mr. Gary og hans meningsfæller, der populært kaldes Bourbon'erne, tvang så efterhånden hele Borgerskabet over på deres ride-politik mod Arbejderne. Bevægelsen i 1919 blandt Arbejderne i USA kan dels tilskrives prisstigningerne og dels det, at de under krigen var blevet vænnede til indrømmelser fra oven, som en følge af, at »masseproduktionen« havde det dominerende hensyn og industrien måtte holdes gående for nærsagt enhver pris. mr. Wilsons administration blandede sig i alle mulige næringsgrene, og parolen fra toppen var bestandig »demokrati«, »patriotisk samarbejde« og lignende. Alle vidste dog at Kapitalisterne indhøstede en uhyre profit, men det vakte ingen videre uro, sålænge der ikke var en rigtig dyrtidssituation i USA. Anledningen til bevægelsen skulle man således ikke søge i de hjemvendte soldaters stemning eller i nogen videre begejstring for de europæiske revolutioner, thi USA påvirkes væsentlig kun af rent amerikanske problemer. Og det vigtigste problem blev: hvorledes skal produktionen skiftes om fra krigs- til fredsfod. Kapitalisternes svar herpå var ganske simpelt: Washington skal blot give landets tøjler tilbage til Wall Street, og så skal alt fortsættes på den gode gamle amerikanske manér, men nu kun sådan at produktionen nu ikke længere skal forceres for at befri Onkel Sam fra kejser Wilhelms angreb, men derimod for at hjælpe det ulykkelige Europa på fode igen. Men så blev der uro i masserne, thi de havde under indflydelse af mr. Wilsons korstogsagitation vænnet sig til et dunkelt håb om noget nyt, - og de protesterede. Kapitalisternes svar på disse protester blev da: » I er ikke gode amerikanere, i er røde udlændinge, i skal få at føle, hvem der er Herrer i dette land. USA har kun brug for 100 % amerikanere«. Dette primitive råb: Americanism! er efterhånden blevet rejst fra så mange organer og med en sådan energi, at man knap kan høre sin egen stemme og derfor i reglen foretrækker at tie stille. D. 22de september 1919 begyndte den store stålstrejke, der omfattede ca. 250.000 arbejdere og af disse var ca. 150.000 mand endnu ude ved nyårstid i 1920, skønt den store presse allerede i oktober måned havde meddelt, at det hele var ovre og knap nok omtalte strejken med et ord. Dette var en AFL strejke, der længe var forberedt af organisationerne i Pennsylvanien og i det såkaldte Calumet-distrikt syd for Chicago. Det var endvidere en »industriel« strejke, omfattende alle arbejdsmændene, der mest er Italienere og Østeuropæere, og strejkens ledere blev John Fitzpatrick og W. Z. Foster (et tidligere medlem af IWW). Strejkens formål var at tvinge United States Steel Corporation til at anerkende stålarbejdernes organisation, hvilket mr. Gary lige fra først af plat nægtede at gøre. Han ville ikke så meget som mødes med deres tillidsmænd og han var principielt bestemt på at hævde the open shop i stålindustrien. Der indførtes et almindeligt kosakstyre i strejkebyerne, hvor alle møder og forsamlinger forbødes, og visse steder indkaldtes regulære tropper under general Leonard Wood til beskyttelse af alle »arbejdsvillige«, - mest negre. Der var ingen kønne talémåder hér! Det interessante ved denne situation var at Samuel Gompers blev sat helt ud af spillet. Strejken var ham sikkert meget uvelkommen, men protestere mod den kunne han ikke, siden selve organisationsretten stod på spil. Også mr. Wilsons hjælp blev afvist, på en endnu mere lærerig måde. Mr. Wilsons medicin for den industrielle uro var en privat kommission, valgt af ham selv i september 1919. Den bestod af tre lige store grupper, én for Kapitalen, én for AFL med Samual Gompers i spidsen, én for »samfundet« (the public), og som et medlem af denne sidste gruppe fandt man ingen ringere end mr. Gary selv. Meningen var da, at de tre grupper skulle forhandle og stemme sig tilrette om en fælles betænkning, der da skulle slå bom for den fremtidige Klassekamp i USA. Men mr. Gary lod sig ikke i mindste grad rokke af præsidentens forligsbønner, og førend det kom til afstemning, meldte arbejdergruppen sig klogelig fra, og dermed brast den boble. Med forbavsende energi indkaldte mr. Wilson da en ny tilfældig kommission af samme art, men siddende for lukkede døre. Hvis den ikke er gået hjem, sidder den der endnu, thi alle har glemt den. Omtrent samtidig med stålstrejken udbrød politistrejken i Boston (også under AFL), som vakte betydelig sensation. Politistrejken sloges ned ved indkaldelse af militær af guvernøren mr. Coolidge, som derved pludselig blev en slags national avishelt og som blev republikansk vicepræsidentkandidat i 1920, i kappestrid med general Wood som »forsvareren af lov og orden«. Den 1. november 1919 udbrød den store mislykkede strejke i den såkaldte »bløde« kulgrubeindustri, omfattende ca. 330.000 mand eller mere, tilstræbende lønforbedringer og indførelsen af en 36 timers arbejdsuge. Nu blev Overklassen blevet vakt. Det ejendommelige ved kulstrejken var at den sloges ned ved direkte indgreb fra Justitsministeren i Washington mr. Palmer, - denne alle »rødes« revser. Han erklærede nemlig kulstrejken ulovlig i kraft af visse anordninger, der forbød standsninger i landets produktion under krigen, og der var jo »krig« endnu, siden fredstraktaten ikke var ratificeret. Han fik dernæst en dommer til at udstede injunctions mod AFL lederne i strejkens hovedkontor i Indianapolis. Ved en injunction forstår man en retslig kendelse, hvorved det befales eller forbydes bestemte personer at gøre bestemte ting. Og strejkeledelsen hvis præsident hed J. L. Lewis fik altså befaling til først at undlade enhver slags opmuntring af deres kæmpende medlemmer og dernæst offentlig at erklære strejken for afsluttet. Man kan tænke sig følgerne af sådant et indgreb i en engelsk industriby! Men i USA havde sådant et indgreb den effekt, at J. L. Lewis og hans kampfæller bøjede sig fuldstændig, og sagde til avisreporterne: »Vi er amerikanere; vi kan ikke gå imod USA´s regering.« Resultatet af denne holdning var selvfølgelig et nederlag for Arbejderne og en sejr til grubeejerne. I april 1919 iværksattes af et par »udløbere-organisationer blandt »switchment og »yardment, dvs. sporskiftere, jernbanearbejdere og lignende i Chicagos jernbanedistrikt en strejke, der efterhånden bredte sig til alle landets egne og i 3 uger lammede trafikken på mange jernbanelinier, særligt Øststaterne. Til sidst skred de føderale myndigheder ind og lod en halv snes af strejkelederne i Chicago fængsle, og arbejdet genoptoges så efterhånden, uden at Arbejderne havde fået deres lønkrav gennemført. Under krigen overtog regeringen banedriften i alle staterne, og spørgsmålet bliver nu: skal det hele uden videre gives tilbage til Wall Street igen, eller skal det offentlige på en eller anden måde sikre sig kontrol ? Forskellige pæne mennesker havde udarbejdet lange mæglingsforslag; men love er allerede blevet udarbejdede i Washington, ifølge hvilke hele den gamle privatdrift skal genindføres. Som et skarpt modtræk herimod er det, at jernbanearbejdernes forbund gennem deres sagfører mr. Plumb har rejst krav om nationalisering af trafikvæsenet herovre og indførelsen af helt nye driftsformer. Denne såkaldte Plumb-plan går ud på, at de private ejere og obligationsholdere skal købes ud - og, vel at mærke, ikke betales med, hvad jernbanevæsenet er værd på papiret (godt 20 milliarder dollars), men derimod med hvad domstolene finder har været den virkelige kapitalanbringelse (måske 15 eller 10 milliarder); endvidere, at driftsbestyrelsen for fremtiden skal være tredelt således, at jævnbyrdige repræsentanter for »cheferne«, for regeringen og for de organiserede lønarbejdere tilsammen skal udgøre det nationale trafikråd, der bestemmer; endelig, at driftsoverskuddet normalt skal fordeles således, at en del går til statskassen, en del bruges til nedsættelse af taksterne, og en del fordeles som bonus mellem Arbejderne, der altså derved bliver interesserede i en glat og god drift. Plumb-planen har vakt megen opmærksomhed, men den ligner den engelske Guild Socialism der endnu er så godt som ukendt i USA. Plumb-plan er på forhånd blevet afvist af Wall Street's talsmænd som fantastisk, og planen forventes ikke at blive ført ud i livet, idet planen også forudsætter industri-, modsat fagorganisationen som noget selvfølgeligt, og den ignorerer helt de gamle synsmåder, som endnu behersker Kongressen i Washington og alle de større blade. Men terningerne er kastet. Kapitalisterne har givet sig ud i en reaktionær strategi med vold og mr. Gary's rasen og »Gary'ismen«, fremskynder Samuel Gompers-systemets fald, - hvor længe vil lammene i AFL æde skikkeligt af de stores hånd i Washington ? Anti-socialisme i USA og voldsomheder hører som bekendt til dagens orden i USA, og landets historie er rig på alskens svindel, bestikkelser, misbrug af magten, fordrejelser af lovene o.s.v.. Da det jo er lutter folk fra Europa, som har begået dem, er der ingen grund for os nulevende Europæere til at forarges over amerikanernes »barbarisme« eller lignende. Alle disse misgerninger er naturlige, sociale resultater. Vi kan ikke forvente at finde engelske eller danske tilstande i et samfund som USA. Vi bør derfor heller ikke måle de amerikanske Overklassefolk - med eller uden Embedsdragt, med eller uden Opdragelse - og de gammel-europæiske med samme målestok. Det sociale klima i USA gør hvide mennesker mere tyndhudede, intolerante, impulsive, end vort eget gør, og tillige mere hårdhændede.

Myndigheder ser let igennem fingre med lovbrud fra Borgerklassernes side når de misbruger og omfortolker de foreliggende love i »nationens« interesse. Enten »myndigheden« er en lovgiver, en jury, en dommer, en statsanklager, en guvernør, en politichef, en officer eller et medlem af præsidentens kabinet føler de sig ikke ansvarlige overfor nogen lov eller Grundloven. Det eneste der har interesse, er hvad den offentlige mening siger i nærmiljøet. Den offentlige mening i USA er et klaver, som »kapitalinteresserne« uforstyrret sidder véd og spiller på, og myndighederne kan komme rask op at danse, når de skal forklare deres forskellige »overgreb« når almindelig bestikkelse ikke slår til. Lovovertrædelserne begår de med ivrighed og med god samvittighed, fordi de nu føler den offentlige mening i deres sfære eller miljø er blevet en slags dansemus. I USA er stemningen i folket derfor udsat for raskere og voldsommere svingninger, end den er i de fleste gamle europæiske samfund. De skifter i styrke, eftersom vedkommende »interesser« nu trakterer klaviaturet; men først må folks sind naturligvis være grebne af noget i spillet de har interesse for selv. I Sydstaterne f.eks. har al offentlig mening, der betyder noget, fra gammel tid sagt: de sorte skal holdes nede! Dette ledemotiv kan imidlertid snart spilles piano, snart forte eller fortissimo; i sidste tilfælde bryder snart lynchinger ud dernede, og de stedlige »myndigheder« tolererer dem, selv ivrig besjælede af dagens stemning. »Konstitutionen« , lovene eller lignende betyder da ikke noget videre for dem. Heller ikke formaninger fra Washington får nogen vægt. Mr. Wilson har f.eks. nogle gange protesteret mod dette fæle uvæsen i »budskaber« skrevne på det kraftigste nydeligste engelsk. Men det årlige lynchingstal er i hans regeringstid gået op, - ikke ned. Fakta om negerproblemet bliver udsendt fra The National Association for the Advancement of Colored People. Dette selskab har hovedsæde i New York, og har i 1919 ca. 50.000 medlemmer, fordelte over alle Staterne, og virker for negerbefolkningens politiske og juridiske frigørelse - navnlig i Syden; og selskabet er ganske usocialistisk. Praktisk talt, kun hvide borgere har politiske rettigheder i Bomuldsstaterne. Negerne behandles som en slags slaver, og tør ikke stemme, beklæder ingen embeder, sidder ikke i nogen jury og får ingen ordentlig skolegang. Sydstaten Georgia, f.eks. har omtrent lige så mange indbyggere som nordstaten Minnesota, men ved præsidentvalget i 1916 mønstrede den sidste ca. 387.000 stemmer, den første kun ca. 159.000. Den farvede befolkning havde ikke valgret. Men mr. Wilson, der har sin hovedstyrke i Syden er jo alligevel »Demokratiets« talsmand. Med hensyn til lynchinger er der siden 1889 og til 1919 bogført 3.304 tilfælde, blandt hvilke de 2.596 gjaldt farvede mennesker (heraf ca. 50 kvinder); hertil må lægges forskellige såkaldte raceriots fra de seneste par år, hvis ofre løber op i hundreder. Af egentlige lynchinger var her 58 i 1916, 50 i 1917, 67 i 1918 og 80 i 1919. De undskyldes i reglen med, at negrene truer de hvide kvinder. Men det viser sig at kun i ca. 25 % af alle tilfældene var det anledningen eller påskuddet. Som en regel hænges ofrene og gennemhulles af revolverkugler. Men ofte udøves der tortur først, dels med benzinbål, dels med glødende jern, dels med kniven. Det karakteristiske er, at disse scener ofte overværes i det åbne af store forsamlinger, indbefattet hvide kvinder og børn. Myndighederne, og det lige op til statens guvernør, erklærer sig »magtesløse«, fordi den offentlige hvide mening kræver disse ting! I Vicksburg i Mississippi, d. 14. maj 1919 skete der det, at en hvid kvinde, miss Hudson, overfaldes af en neger, der undløber uden at få sin vilje med hende. Der sendes blodhunde ud, som leder politiet til en ung farvet mand Lloyd Clay, men frøkenen erklærer, at han ikke var manden. Alligevel fængsles han, og en hob af bevæbnede borgere bryder da ind i fængselet og slæber ham atter for hende, og så erklærer hun, at det var ham. Under umådelig begejstring - gaden er nu fuld af mennesker - river de tøjet af Clay, slår ham og hænger ham op ved halsen under et træ; men han vil ikke dø, hans hoved er blot vredet til siden. De overhælder da hans nøgne ben og underliv med benzin og tænder et bål under hans fødder, som snart begynder at syde. Clay udstøder ikke en lyd, løfter blot sine hænder som i bøn. Så begynder en vild revolverskydning, der gør en ende på hans lidelser (to tilskuere såres af kuglerne). Det halvstegte lig bliver hængende ca. halvanden time i måneskinnet; folk stimler frem og tilbage om det, også kvinder og børn. Da Clay endelig skæres ned og kastes i rendestenene, styrter folk til for at få stumper af rebet som souvenirs. Ingen af morderne anklages eller straffes. Vox populi, vox dei. I Nordstaternes presse fordømmes disse ting stadig og energisk, men stoppe dem kan den ikke. Den bredere, nationale stimmungsmache i USA sættes i gang på ganske tilsvarende måde. Først vænnes folk gradvis til et vist ledemotiv som »ned med tyskerne!« eller siden: »ned med de røde!«; og da er det ikke så vanskeligt for de interesser, der slår tonen an, stødvis at hidse dem op med det og få alle »myndighederne« til at danse. Enhver større »offentlig mening« skabes af en tusindtallig hær af agenter, agitatorer, sagførere, snushaner, lokkespioner, »håndfaste drenge« osv., der lever af at skabe panik og meninger, og som er direkte interesserede i dens opretholdelse på samme måde som en professionel hær af krigsforbrydere, der blomstrer sammen med dem der har interesser i krigen. De seneste års anti-socialistiske »panik« i USA er en følge af 1. Verdenskrig, men er efter våbenstilstandens erklæring blevet holdt gående af Overklassens politik - Garyismen. »Den offentlig mening« ytrer sig som en sand udryddelseskrig mod alle »røde« elementer i USA, og giver sig udslag i dels »lovlige« og dels »ulovlige« udslag. Af disse er de »lovlige«, ledet af myndighederne, og de skyldes enten vedtagelsen af nye undtagelseslove eller manipulation og panikfortolkning af allerede eksisterende, elastiske love - noget som den amerikanske Overklasse og dens agenter og sagførere har megen øvelse i. I alle krigsførende lande har der siden 1914 været indført visse særlove rettede mod spionering, forrædderi, rygtesmeden etc., og enhver der véd, hvad krig er for noget, vil vide at détte i og for sig er ganske naturligt følgevirkning af Overklassens krigsgalskab. I England fik de »Dora« (Defense of the Realm Act), i USA The Espionage Act (Spionloven); og andre lande vedtog lignende love med andre navne. Overalt gav dette anledning til et vitterligt »misbrug« fra Herskerklassens side. Men medens disse dog f.eks. i England begikkes med en vis nølen og sindighed, skred mr. Wilsons USA til værks med opsmøgede ærmer. Al slags modstand mod regeringen fortolkedes snart som »forrædderi«. Regeringen og Overklassen fik i virkeligheden carte blanche, og gennemførte dels tvangsudskrivningen, dels indsamlingen af de fem krigslån (der ofte artede sig som en veritabel tvangsindsamling) og dels alkoholforbudet uden nævneværdige hindringer. De spredte tilfælde af pro-germanism sloges ned og den tysktalende befolkning tog krigen ganske passivt og »loyalt«. Men spionlovs-stemningen ledtes over til først at ramme alle »røde« elementer, dernæst alle »blegrøde« og i begyndelsen af 1920, nær sagt enhver slags arbejderorganisation med en smule fagforeningsblod i årerne. Der finder i New York et National Civil Liberties Bureau, som har sat sig til opgave at føre bog over alle såkaldte indgreb i de borgerlige rettigheder, der er garanteret alle amerikanere i deres grundlov forfatning), men som de seneste års panik har spillet bold med. Disse indgreb har enten været »lovlige« eller »ulovlige«, men grænsen er flydende, og kun en behændig sagfører ville kunne ordne dem efter rent juridiske hensyn. I en foreløbig liste over disse ulovlige hændelser fra 1. april 1917 til 1. marts 1919, som dette bureau har udsendt, er der omtalt 713 tilfælde, og de anslås til kun at udgøre blot en femtedel af det virkelige antal ulovlige hændelser. Det er ofte »tyskvenligheden« der overskygger den såkaldte »radikalisme«, der giver anledning eller påskud til forfølgelse. Dette gælder f.eks. forfølgelsen af Nonpartisan League mændene i det nordvestlige. Kun IWW jagten er blevet systematisk og lovmæssig, og bliver ledet fra Justitsministeriet i Washington, - og ellers er det mest lokale myndigheder »som udmærker sig«. Der meldes om mob violence, hvor synderne enkeltvis jages af byen og rulles i tjære og fjer, males gule, prygles, dukkes, tvinges til at kysse det amerikanske flag eller i et par tilfælde dræbes. Møder og forsamlinger splittes op, mødesale hamres i stumper og stykker og lignende. Endvidere meldes der om de første større »lovlige« forfølgelser af visse organisationer (navnlig IWW), hvor først det stedlige politi bryder ind i kontorerne, slår møblerne i stykker og bortfører tryksager og skrivelser; hvor dernæst tillidsmændene arresteres, holdes fangne som forbrydere, indtil en passende »anklage« er formet mod dem (ofte efter mange måneder), og så slæbes de for »Retten« og idømmes straffe, der ofte beløber sig til 10 år og 20 års tugthus. Anklagen lyder i næsten alle tilfælde på krænkelse af et eller andet i spionloven. Endelig melder denne liste om de såkaldte conscientious objectors (militærnægtere ud af overbevisning, ofte kristelige); af disse fandtes mindst 179 i fængsel den 1. marts 1919, og straffetiden beløb sig for 22 mand til 10 år, for 1 mand til 12 år, for 40 mand til 15 år, for 18 mand til 20 år, for 17 til 25 år, for 4 til 30 år og for 1 mand til 35 år. Alle disse mænd er navngivne, og mindst 14 mænd bærer nordiske navne. Der har været offentliggjort grumme beretninger om, hvorledes militærnægterne er blevet mishandlede i træningslejrene og fængslerne. De amerikanske magthavere har ved siden af domstolene og den væbnede magt et stærkt våben mod deres modstandere i deres kontrol over postvæsnet. Ikke blot kan de åbne og censurere brevposten efter forgodtbefindende, men de kan nægte befordringsret for alle misliebige (men ikke forbudte) tryksager og derved tilføje den anti-kapitalistiske presse svær fortræd. Hvis et sådant blad da søges omdelt pr. ekspres eller pr. fragt, får vedkommende private transportkompagni snart forbud mod at modtage bundterne - enten fra politiet eller ved en injunction fra en dommer. Og selv om befordringsretten ikke er nægtet bladet, kan dets bundter holdes tilbage i ugevis på postkontorerne, efter at være censureret i korrekturen også efter at være forsynet med frimærker. Alle disse ting florerede, mens skydningen i Europa endnu stod på, og sådanne elementer som AFL lederne i Washington fandt dem all right. De mente, skønt det ikke manglede på advarsler til dem, at deres stilling slet ikke truedes af de kræfter, der hér fik lov at udfolde sig. Navnlig hadede de IWW forfølgelsen ude i landet af IWW antog nemlig efterhånden former, som ingen jævne arbejdere, der overværede dem, kunne undgå at stejle over. Foruden de større retssager i Chicago, i Kansas og i Sacramento, Californien, hvor de anklagede nægtede at forsvare sig med et ord, kom det til en række vilde udbrud ledsagede af lynchinger og anden rædsel. Der var Bisbee-affæren i Arizona juli 1917, hvor 1.200 strejkende grubearbejdere, »mistænkte« for at sympatisere med IWW, blev drevet sammen af bevæbnede »Borgere« og kørtes med jernbanen ud i ørkenen, hvor de overloddes til deres skæbne. Der var IWW sekretæren Frank Littles' mord i Butte, Montana, 1917, hvor maskerede »Borgere« brød ind i hans logi om natten, og slæbte ham ud og hængte ham, efterladende en advarende seddel på liget. Og disse »Borgere« gik fri. Siden fulgte Everett-Affæren, Centralia-Affæren og flere andre. De »skikkelige« arbejderførere indgik kun tøvende i den såkaldte Tom Mooney-sag (fra juli 1916), fordi den drejede sig om et af deres egne medlemmer, der blev dømt i San Francisco for et bombeattentat, han ifølge nærmere undersøgelse ikke kunne have begået, men som de stedlige Kapitalister ønskede at bruge til at bremse hans agitation med. Og Tom Mooney sidder endnu i fængsel i 1920. Den store og første generalstrejke i USA´s historie fandt sted med 60.000 strejkende i Seattle, hvor nationalgarden og ridende politi blev sat ind mod arbejderne. Anna Louise Strong var en af lederne af strejken i 1919 i Seattle - hun var i Sovjetstaten, hvor arbejderlederne, Bill Haywood og journalisten John Reed så fremtidens samfund. Men i løbet af 1919, da den tyske fare jo var forbi, voksede forfølgelserne og antog et mere åbenlyst anti-socialistisk præg. Ledemotivet blev nu i lighed med Europa) »ned med alle røde!« og istemtes gladelig af de gammeldags arbejderførere, som intet ondt frygtede for dem selv. Karakteristisk nok voksede agitationen nogenlunde proportionelt med den stigende dyrtid. Først syntes den blot rettet mod de »udenlandske«, tysk- eller russervenlige og regeringsfjendtlige eller »anti-amerikanske« elementer. Men såsnart mr. Gary, så at sige, rev tøjlerne ud af den syge mr. Wilsons hænder, kom de rigtige »amerikaneres« tur, - Gompers-broderskabet indbefattet. De store strejker blev bekæmpede - navnlig i Pennsylvanien - under henvisning til de »konstitutionelle« rettigheder. Dvs. arbejdernes »konstitutionelle« rettigheder blev fejet til siden med vold. Ståltrustens agenter gjorde i hver i sin lokalitet, omtrent hvad de lystede, og pressen tordnede eller tiede på kommando. Men Kapitalens felttog antog snart bredere former. Dels satte Kapitalen Kongressen i Washington til at forme nye straffelove og dels gav man sig til at bruge visse paragrafer i den foreliggende indvandringslov og i spionloven. I mange år har det været de amerikanske Kapitalisters politik at indføre så megen billig arbejdskraft fra Europa som bare muligt. Dette nødvendiggjorde imidlertid visse forsigtighedsregler og indvandringsloven udelukker sygelige, forkrøblede, sindssyge og andre immigranter fra landet, samt erklærede anarkister. I denne sidste bestemmelse fandt magthaverne et nyttigt våben, - tilmed med en tilbagevirkende kraft. Al virksomhed med et teoretisk eller praktisk revolutionært skær over sig, lod sig let fortolke som »anarkisme«. Misfornøjelse med USA's forfatning blev let gjort til et angreb på en person. Kritikerne kaldtes »forræddere« - treason, eller mildere: sedition. Blev en fremmedfødt ikke-naturaliseret person grebet i denne forbrydelse, var han leveret. Thi selv om han havde levet i USA i mange år, var han juridisk talt en »fremmed« (alien) og lod sig i kraft heraf deportere. Den 22. december 1919 foretoges den første politiske deportation. Damperen »Buford« passerede den dag Frihedsgudindens statue i New Yorks havn med 249 russisk-fødte Arbejdere om bord, der var anklaget for »anarkisme« og de blev revet bort fra deres familier uden varsel. Ingen af disse deporterede var anklagede eller dømte for nogen bestemt strafbar handling. De ramtes på grund af deres forbindelser, sympatier eller anskuelser, der sagdes at være samfundsfarlige. Samtidig satte forfølgelsen ind af de indfødte eller naturaliserede »røde«, medens Borgerpressen larmede af fuldeste kraft. Først ramtes venstrefløjsgrupperne i det socialistiske Parti (Communist Party og Communist Labor Party, begge født i sommeren 1919). Deres revolutionære programmer erklæredes for højforrædderske, og det blev gjort strafbart at være medlem af dem, i hvert fald aktivt medlem eller principielt overbevist medlem. En dag i december brød politiet, på signal af mr. Palmer i Washington, ind i alle deres afdelingskontorer, og slog møbler, glas etc. i stykker og bortførte alle tryksager samt regnskabsbøgerne og medlemslisterne. Derefter indfangedes alle de på listerne opførte personer (ved politibesøg før daggry) og kørtes til forhør, efter hvilke de mistænkelige af dem sattes fast på ubestemt tid. Disse metoder har længe været anvendte hist og hér overfor IWW, men nu kom også turen til de politiske socialister - og ifølge en national-politisk strategi, undfanget i Wall Street eller Washington. I New York staten, der følger så godt med som nogen, fremmes disse kampagner af en vis Lusk-kommitté (komiteen har navn efter formanden), som under krigen fik bevilling på at opspore, skygge, indstævne og krydsforhøre ethvertsomhelst »mistænkeligt« individ i staten, samt at bryde ind i hans hjem og fjerne, hvad den dér fandt af interesse. En »anden nyttig organisation«, der dækker alle staterne, er den såkaldte American Legion, bestående af aftjente soldater og marinesoldater og ledet af patriotiske Bourgeoisi-Herrer. Men denne Legions virksomhed er mindre officiel og den bruges til angreb eller til trusler for at forhindre afholdelsen af »radikale« møder rundt om i landet. De private detektivbureauer herovre trives naturligvis som vistnok ingensinde før. Nogle er specialister i strejker, andre i politiske bevægelser, og de arbejder hånd i hånd med det officielle politi. Over det hele svæver regeringens egen vidtforgrenede Secret Service, hvis hovedopgave er at passe på »Bolsjevikkerne« ude og hjemme. Den seneste anti-socialistiske handling er at også højre fløj af Socialist Party søges erklæret lovløs. Ganske vist har Debs længe siddet i sit fængsel i West Virginia, og samtidig har Victor Berger fra Milwaukee i nogen tid været under anklage og derved udelukket fra Kapitolet, hvortil han to gange er blevet valgt. Men nu har det Borgerlige flertal i »rigsdagen« for staten New York nægtet Socialistpartiets fem valgte repræsentanter adgang, med den motivering, at deres partiprogram truer USA´s konstitution. Men de høj-konservative aviser gør dog opmærksom på, at sådanne aktioner opmuntrer syndikalisterne og sovjet-tilhængerne, der har påvist at parlamentarisk kapitalisme er lutter humbug. I 1919 var der 3.630 strejker, der omfattede 4.160.00 arbejdere.

I USA begyndte krisen i 1920 med produktionsindskrænkning og faldende udenrigshandel. Arbejdsløsheden steg yderligere, da 2 millioner soldater blev hjemsendt fra hæren. I 1920 var der 3.411 strejker, der omfattede 1.460.000 arbejdere. I september 1920 140.000 minearbejdere i utilfredshed med den afgørelse, en voldgiftsdomstol havde truffet omkring deres løn. Men efter tre uger måtte de give op. I Alabama var 20.000 involveret i en brunkulsarbejderstrejke mod open shop-princippet. Den stod på et halvt år og endte med en voldgiftsafgørelse til arbejdsgivernes fordel. I 1921 nåede arbejdsløsheden den hidtil uhørte højde af 11,7 % af den samlede lønarbejderstyrke. Mange virksomheder gik fallit. Industriproduktionen gik tilbage. Reallønnen faldt betydeligt. Krisen ramte også landbruget, ruinerede mange farmere og forstærkede befolkningsvandringen fra land til by. I denne situation iværksatte monopolerne en offensiv mod arbejderklassen; arbejdsgiverne satte i en række tilfælde lønnen ned med 30-45 % i forhold til 1920. De største grupper inden for arbejderklassen, først og fremmest kulminearbejderne og jernbanernes personale, svarede igen med organiserede aktioner. Strejkerne bar i det væsentlige forsvarspræg og blev i mange tilfælde gennemført trods regeringsforbud og mod de faglige lederes beslutninger. I 1921 var der 2.385 strejker, der omfattede 1.100.000 arbejdere. I USA førte forsatte monopolerne deres offensiv mod arbejderklassen, hvor de først og fremmest benyttede sig af økonomiske instrumenter til at forstærke udbytningen: Arbejdet blev intensiveret, lønnen sat ned, arbejdstiden op. Under parolen »open shop« lanceredes en kampagne mod fagforeningerne. William Z. Foster, der i 1921 meldte sig ind i det kommunistiske parti, skrev, at kapitalistklassen var blevet specielt aggressiv og var »besluttet på at udrydde ethvert spor af en organiseret arbejderbevægelse. Open shop arbejdsgiverne har slået hårdt til mod fagforeningerne i praktisk taget samtlige brancher.« En retsforfølgelseskampagne, der antog omfattende dimensioner og en permanent karakter, gik ud på at forbyde eller begrænse forskellige former for faglig virksomhed gennem retslige tilhold. Politisk undertrykkelse rettet mod arbejdere, progressive intellektuelle, immigranter og sorte amerikanere blev pakket ind i propaganda for »the American way of life«. Arbejderklassens modstandsvilje var imidlertid ikke brudt. De største grupper - minearbejdere og jernbanearbejdere - fortsatte den organiserede kamp. I 1922 var der 1.112 strejker, der omfattede 1.610.000 arbejdere. D. 1. april 1922 nedlagde 600.000 minearbejdere arbejdet. De protesterede mod en lønsænkning og krævede 6 timers arbejdsdag og 5 dages arbejdsuge. Selskaberne og regeringen gjorde brug af tusinder af skruebrækkere, indførte undtagelsestilstand flere steder og fremprovokerede væbnede sammenstød. I sidste ende måtte mineejerne underskrive en kompromisaftale med fagforeningerne. En jernbanestrejke, der indledtes samme sommer af 400.000 mand på én gang, gav stor genlyd i landet, selv om den svækkedes af modsigelser mellem de enkelte fags brotherhoods. Da minearbejderstrejken sluttede, forstærkedes presset mod jernbanepersonalet. Justitsministeren beskyldte dem for at føre borgerkrig. Kampen endte uden resultat for arbejderne. De amerikanske arbejdere måtte kæmpe under komplicerede vilkår. AFL-lederne saboterede åbenlyst de vigtigste strejker, splittede sympatiaktionerne og affejede alle forslag om sammenslutning af fagforeninger. Det var, som William Foster udtrykte det, en tilbagetogspolitik under devisen: »Enhver for sig selv, og Fanden tage den, der kommer sidst.« De reaktionære fagforeningslederes totale kapitulation besegledes med deres accept af den berygtede Baltimore-Ohio-plan, der blandt andet indebar, at jernbaneforbundene skulle »renses« for arbejdere, der ikke ville samarbejde med selskaberne. Hurtigt skød såkaldte company unions op overalt. Deres medlemstal havde ved udgangen af 1922 nået en halv million. Ved hjælp af propaganda om medbestemmelse og overskudsdeling gennem udstedelse af småaktier osv. søgte man at motivere arbejderne for at være med til at rationalisere produktjonen og hæve arbejdsproduktiviteten. De faglige lederes kapitulationsholdning over for kapitalens offensiv kom til at koste fagbevægelsen dyrt. Jernbanebroderskaberne og AFL mistede medlemmer. AFL's medlemstal faldt således fra 4 millioner i 1920 til mindre end 3 millioner i 1923; under 15 % af industriarbejderne stod fortsat i AFL. Det gjorde sig negativt gældende, at den amerikanske arbejderklasse politisk var uorganiseret og ideologisk stod svagt. I en atmosfære af ustandselige politiraids mod »de røde«, racekonflikter og negerlynchninger, arbejderfjendsk og anti-socialistisk hysteri, retsvilkårlighed og brutal behandling af politiske fanger - Eugene Debs, Tom Mooney, Warren Billings, Bill Haywood og mange andre - var det ekstremt vanskeligt at skabe et revolutionært proletarparti med kontakt til masserne. Under et raid i staten Michigan blev William Foster og 19 arbejdere kastet i, fængsel. Arbejdernes Forsvarsråd (Workers Defense Council) skrev i en henvendelse til fagforeningernes venner og til alle liberale: »Dette sidste raid er en uadskillelig del af en al-amerikansk sammensværgelse, der har, til formål at knuse fagforeningerne, en sammensværgelse, der har ført Tom Mooney til skafottets fod, og som i dette øjeblik truer Sacco og Vanzetti med den elektriske stol for slet ikke at tale om de hundreder af andre, som den i mange stater holder indespærret i skidne fængsler... Nationens frihed er i alvorlig fare.« Demokratiske kredse i den amerikanske offentlighed gjorde gentagne gange forsøg på at skabe deres egne politiske organisationer, der kunne udtrykke deres interesser, som de to store borgerlige partier kun huskede på i deres valgprogrammer. Allerede under krigen var der opstået et Partiløst Arbejderforbund (Labor Non-Partisan League), der byggede på farmerne og tog kontakt til jernbanebroderskaberne. Af det Nationale Arbejderparti (National Workers' Party) udviklede sig i 1920 Landmands- og Arbejderpartiet. Det havde nogen succes ved valgene, men gik snart i forfald. Befolkningens utilfredshed med de borgerlige partiers politik skabte udvidet grundlag for en progressiv anti-monopolistisk bevægelse. I begyndelsen af 1922 blev der gjort et forsøg på at samle alle demokratiske kræfter i landmålestok: På initiativ af jernbanearbejdernes fagforeninger stiftedes et Selskab for Progressiv Politisk Aktion (Corporation for Progressive Political Action) - en landsdækkende føderation af fagforeninger, landboforeninger og andre masseorganisationer med omkring 3 millioner medlemmer. Selskabet holdt konventer i februar og december 1922 og opstillede et reformprogram, der tog sigte på en begrænsning af monopolernes magt og en demokratisering af landets politiske system. Men den enhed, der var nået, viste sig uholdbar og gik reelt i opløsning allerede året efter. Også Amerikas Kommunistiske Parti, der var blevet jaget under jorden, søgte at nå de arbejdende masser. I 1921 blev der lagt en plan for skabelse af et parallelt legalt parti. Trods modstand fra et mindretal fik Selskab for Progressiv Politisk Aktion centrale eksekutivkomité en sammenslutning i stand mellem det legale Amerikanske Arbejderforbund og Arbejderrådet, en udbrydergruppe fra det socialistiske parti. Sidst på året 1921 dannedes på en kongres i New York det Amerikanske Arbejderparti {American Workers' Party). Dets organ blev avisen The Worker, og til sekretær valgtes Charles E. Ruthenberg - der sad i fængsel. Partiprogrammet talte om nødvendigheden af at lede arbejdernes kamp for deres daglige behov, forsvarede arbejderorganisationerne, strejke- og blokaderetten og negrenes rettigheder, opfordrede fagforeningerne til at gå ind i Profintern, fordømte »dobbeltunionismen« (oprettelse af parallelle fagforeninger i samme branche) og gik ind for aktionsenhed mellem industriarbejdere, arbejdende farmere og landarbejdere. Det Amerikanske Arbejderpartis samarbejde med det Faglige Oplysningsforbund (Trade Union Educational League), grundlagt af William Foster i 1920, spillede en stor rolle for udbygningen af partiets praktiske forbindelser til massearbejderbevægelsen. Forbundets agitatoriske og propagandistiske virksomhed som en organiseret blok af progressive kræfter inden for de traditionelle fagforeninger gik ud på at samle de uorganiserede arbejdere og få dem ind i fagforeningerne (både dem, der indgik i AFL, og de uafhængige), konsolidere fagbevægelsen gennem oprettelse af industriforbund ved sammenlægning af eksisterende faglige organisationer og nedbrydning af de faglige barrierer mellem dem, skabe et uafhængigt farmer- og arbejdermasseparti og arbejde for USA´s anerkendelse af Sovjetrusland. Et tegn på forbundets voksende indflydelse var, at princippet om fagforeningssammenlægninger blev anerkendt af 16 internationale og nationale fagforbund, 17 delstatsføderationer og mange lokale fagforeningsafdelinger repræsenterende over 2 millioner organiserede arbejdere, dvs. omkring halvdelen af alle fagforeningsmedlemmer. For første gang opstod der i USA blandt menige arbejdere en organiseret opposition mod det reaktionære faglige bureaukratis dominans. I USA og Canada var der allerede i 1919, først og fremmest af russiske udvandrere, blevet grundlagt et Selskab for Teknisk Hjælp til Sovjetrusland (Society for Techncal Aid to Soviet Russia). I juli 1921 besluttede selskabets lokalafdelinger på en kongres i New York at oprette en stærk teknisk arbejdsorganisation af mennesker, der var rede til at tage til Rusland for at arbejde. I november 1920 stiftede repræsentanter for New Yorks fagforeninger den Amerikanske Arbejderalliance til Fremme af Handel med Rusland (American Labor Alliance to Promote Trade with Russia), der havde 800.000 organiserede arbejdere bag sig. Alliancen henvendte sig til udenrigsministeriet med krav om oprettelse af handelsforbindelser med Sovjetrusland og påpegede, at disse forbindelsers normalisering også ville medvirke til en mindskelse af arbejdsløsheden i USA. Alliancen fik opbakning af 12 internationale og nationale forbund under AFL, mange delstatslige fagforeningsføderationer og 72 byers fællesorganisationer, repræsenterende over 2 millioner arbejdere. Det amerikanske Selskab for Teknisk Hjælp arrangerede kollektiv afrejse til Rusland for en gruppe elektroteknikere, der tog over for at hjælpe med elektrificeringen. Fra sidst i 1921 til oktober 1922 sendte selskabet syv landbrugs-»kommuner«, to byggekommuner og en minearbejderkommune til Sovjetrusland foruden en række grupper. De kom til Rusland med maskiner, såsæd, levnedsmidler og udstyr til en samlet værdi af omkring en halv million dollar. De landbrugskommuner, som selskabet oprettede, gjorde god fyldest i guvernementerne Tambov og Odessa, og en gruppe amerikanske minearbejdere arbejdede i Donbass. I sommeren 1922 kom et traktorsjak til Rusland under ledelse af den kommunistiske agronom Harold Ware og udsendt af Selskabet Sovjetlandets Venner. Sjakket medførte 21 traktorer og blev sat ind på statsbruget Tojkino i guvernementet Perm, hvor det med held demonstrerede det mekaniserede agebrugs fordele for bønderne. Da imperialisternes angreb på Sovjetunionen skærpedes i 1923, forstærkede mange landes arbejdere deres aktioner for anerkendelse og indstilling af provokationerne. En i USA stiftet Arbejderalliance for Propaganda for Anerkendelse af Rusland (Labor Alliance for Propaganda for Recognition of Russia) samlede den 19. marts 6.000 mennesker til et møde i New York, hvor senator Borah erklærede, at »sovjetregeringen lever op til alle krav... og er den eneste regering i Europa, der for tiden er i stand til at føre en helt selvstændig politik«. I 1923 var der 1.553 strejker, der omfattede 757.000 arbejdere.

Krisen efter 1929 medførte 15-20 millioner arbejdsløse i USA. Under den økonomiske krise i 1930érne havde fagbevægelsen i USA kun 3 millioner medlemmer i 1933. Under Roosevelts New Deal-love sikredes arbejderne frihed og ret til at organisere sig i egne organisationer og til at slutte kollektive aftaler med arbejdsgiverne. Nye fagforeninger blev stiftet og medlemmer strømmede til. Der kom en vældig tilstrømning af ikke-faglærte arbejdere fra de store industrier, og spørgsmålet om organisation efter faglige linjer eller industriforbund medførte i 1935 at 10 fagforbund skilte sig ud fra AFL og dannede en ny landsorganisation, som i 1938 fik navnet: Gongress of Industrial Organization (GLO), ledet af grubearbejderen John L. Lewis. I 1943 havde GLO 6.435.000 medlemmer. AFL blev ledet af grubearbejder: William Green og i 1943 havde AFL 6.631.000 medlemmer. Udenfor de to landsorganisationer stod fagforbund med godt 1,5 millioner medlemmer, så det samlede antal organiserede arbejdere var på ca. 15 millioner.

USA havde i 1940 131.409.881 indbyggere. Hertil skal tillægges befolkningerne i Alaska, på Hawaii, Puerto Rico, Virgin Islands i Vestindien, Panama Canal zone, Guam, Wake, Baker, Howland, Jarvis og Samoaøerne i Stillehavet samt Philippinerne (dominion). Desuden havde USA flere forskellige støttepunkter i Mellemamerika. USA´s vigtigste afgrøder i 1939 var 66,5 millioner ton majs, 20,5 millioner ton hvede, 13,6 millioner ton havre, 6,0 millioner ton byg, desuden 2.562.000 ton bomuld og 803.000 ton tobak. Mineralproduktionen viste i 1939 en stærk stigning efter det store fald i 1938. Stenkul: 399 millioner ton, olie: 171 millioner ton, kobbermalm: 656.000 ton, zinkmalm: 522.000 ton, blymalm: 372.000 ton, svovl: 2.125.000 ton, råjern: 32.366.000 ton og stål: 47.898.000 ton. Den havgående handelsflåde var i 1939 på godt 8 millioner tons. Produktionsindekset var 115 i maj 1940, 151 i maj 1941 og ved årets slutning ca på 170. Fremgangen faldt på rustningsproduktionen, idet produktionsindeks var på 130 i oktober 1940, hvoraf rustningsproduktionen udgjorde 15 % heraf; i oktober 1941 var produktionsindekset på tal 164 og rustningsproduktionen udgjorde 39 % heraf. Produktionens stigning var særlig stor for disse produktionsgrene (1935-39 = 100): stål 111 i august 1939, 157 i august 1940, 185 i august 1941. Flyvemaskiner 191 i august 1939; 463 i august 1940, 1179 i august 1941. Skibe 133 i august 1939; 213 i august 1940, 463 i august 1941. I absolutte tal regnes der med, at stålproduktionens kapacitet ved slutningen af 1941 var 89 millioner ton. Den månedlige produktion af flyvemaskiner blev samtidig anslået til 2.500 stk., og i årets løb blev der bygget handelsskibe med en samlet tonnage på ca. 1 million bruttoton. Produktionsstigningen var ledsaget af stigende velstand, idet arbejdsløsheden dalede til et minimum og nationalindkomsten steg alene i første halvår af 1941 med ca. 14 %. Franklin D. Roosevelt´s blev genvalg som præsident i november 1940. I sit budskab til Kongressen d. 6 januar 1941 sagde Roosevelt, at USA for at holde krigen borte fra Amerika burde støtte alle de folk, som gjorde modstand mod Aksemagternes angreb, og at USA måtte blive demokratiernes arsenal og forsyne demokratierne med alle krigsfornødenheder uden hensyn til betalingsspørgsmålet. USA havde tidligere fulgt princippet om at ethvert krigsførende stat kunne købe krigsmateriel i USA, men således at varerne skulle betales kontant og hentes på egne skibe, i overensstemmelse med amerikansk neutralitetslovgivning. Til at fremskynde produktionen i rustningsindustrien, blev der i januar måned oprettet et overdirektorium for forsvarsprogrammet, og der blev i maj påbudt døgndrift og helugesdrift i rustningsfabrikkerne. Fra d. 11 marts gav Låne- og lejeloven (»Lend and Lease Act«) præsidenten ret til at tilvirke eller anskaffe alle slags krigsmateriel og andre varer, og ved lån, bytte, salg eller leje eller som gave stille krigsmateriel til rådighed for lande eller regeringer, hvis forsvar præsidenten anså for at være af betydning for USA. Den oprindelige lov fastsatte en værdigrænse på 1,3 milliarder $, men beløbet blev forhøjet med 7 milliarder $ og yderligere i oktober med endnu 5,985 milliarder $. Foruden denne hjælp til England og dets allierede vedtoges stadig mægtigere bevillinger til Amerikas eget forsvar, ligesom rustningsindustriens produktion sattes kraftigt i vejret. Fra juli 1940 til juli 1941 bevilgedes i alt 30 milliarder $ til forsvarsformål. Af dette kæmpemæssige beløb, der ikke indgik i låne- og lejebevillingerne, skulle USA nu anskaffe sig en flåde. Fra september 1939 til juli 1941 blev bestilt 2.831 krigsfartøjer af alle slags, hvoraf 775 skibe var blevet fuldført inden juli 1941. I sommeren 1941 var 17 slagskibe under bygning, 14 tunge og 43 lette krydsere, 18 hangarskibe, 196 jagere og 73 ubåde foruden mangfoldige patrulje- og hjælpeskibe. Samtidig blev landstyrken i løbet af to år sat op fra 174.000 til 1.477.000. For de værnepligtige af nationalgarden og reserven forlængedes tjenestetiden fra 1 år til 2½ år. Produktionen af flyvemaskiner i USA var i årets første 9 måneder på 12.651 stk.. USA indgik en række aftaler om anlæggelse af luftbaser i flere lande, og d. 9 april indgik USA en overenskomst med den daværende danske minister i Washington: Kauffmann, om at USA kunne anlægge baser på Grønland. Gyldigheden af denne overenskomst bestred den danske regering straks, og USA besatte d. 7 juli Island. Samtidig tog USA´s regering en række forholdsregler der berørte Aksemagternes interesser, idet USA d. 31 marts satte tyske og italienske (såvel som danske og franske) handelsskibe i amerikanske havne under bevogtning. Allerede længe havde amerikanske krigsskibe foretaget patruljetjeneste i Atlanterhavet i anselig afstand fra USA, og givet englænderne meddelelse om tilstedeværelsen af tyske krigsskibe. Roosevelt erklærede imidlertid d. 29 april at denne patruljering nu ville blive foretaget så langt ud i Oceanet, som det var nødvendigt af hensyn til forsvaret af den vestlige halvkugle, ja om fornødent endog ind i krigszonerne. I en tale d. 27 maj forkyndte Roosevelt sin vilje til med alle midler at modsætte sig ethvert forsøg fra Aksemagternes side på at udbrede deres vælde til den nye verden og proklamerede samtidig ubegrænset undtagelsestilstand. En lov fra d. 6 juni bemyndigede Roosevelt til at beslaglægge og anvende ca. 80 oplagte udenlandske skibe i USA´s havne. Efterhånden skærpedes forholdsreglerne idet alle tilgodehavender i USA, der tilhørte Aksemagterne og de af dem okkuperede lande blev indefrosset d. 14 juni. D. 16 juni beordredes alle tyske konsulater og agenturer lukket, og d. 18 juni blev det forbudt tyske statsborgere at forlade USA. D 26 juni meddelte Roosevelt, at en tysk ubåd d. 21 maj havde torpederet den amerikanske damper »Robin Moor« midt ude i Atlanterhavet. Den følgende dag lukkedes alle italienske konsulater. Da den tysk-russiske krig udbrød d. 22 juni 1941 lovede Roosevelt d. 24 juni Sovjetunionen al mulig materiel støtte. Megen opsigt vakte det, da det neutrale USA´s præsident mødtes med det krigsførende Englands premierminister og undertegnede Atlanterhavserklæringen, hvis 8 punkter blev offentliggjort d. 14 august. Da flere amerikanske handelsskibe var blevet angrebet af tyske ubåde og flyvere, erklærede Roosevelt d.12 september, at tilførslerne til Aksemagternes modstandere og amerikanske skibes ret til uhindret at færdes på havene var to så vigtige bolværker for USA´s sikkerhed, at det for fremtiden ville betragte tilstedeværelsen af Aksemagts-krigsskibe i de have, som USA anså for vigtige for sin sikkerhed, som et angreb på USA. Tyske og italienske skibe måtte derfor færdes på eget ansvar i disse af USA´s have, idet amerikanske krigsskibe ville skyde på dem uden varsel. Denne erklæring suppleredes d. 16 september med en ændring i neutralitetsloven, som tillod USA´s handelsskibe at sejle til alle havne i det britiske imperium. Samtidig blev der givet amerikanske krigsskibe ordre til at konvojere alle »lend and lease«-transporter fra USA indtil Island. Dette lettede den engelske flådes arbejde i høj grad. D. 17 november gav Roosevelt tilladelse til armering af de amerikanske handelsskibe og gav dem ret til at sejle ind i krigszonerne. Hermed ophørte faktisk neutralitetsloven at eksistere. Spændingen mellem USA og Japan voksede efterhånden som japanerne udvidede deres virksomhed i Sydøstasien. Da japanerne ved overenskomst med den franske regering fik ret til støttepunkter i Indochine Franqaisé, svarede USA d. 25 juli med at indefryse alle japanske tilgodehavender i USA, og d. 2 august at standse enhver eksport af olie og benzin til alle lande udenfor den vestlige halvkugle,- undtagen det britiske rige og dets allierede, samt d. 15 august at stoppe al eksport til Japan eller lande, som Japan havde besat eller beherskede. Fra løbet af september måned forhandlede Japan og USA i Washington. Men endnu før forhandlingerne var bragt til afslutning, angreb japanerne d. 7 december Hawaii, Philippinerne og andre amerikanske stillehavsbesiddelser. Japanernes og Manchukuos krigserklæring fulgte d. 8 december og besvaredes samme dag af USA, hvor Senatet med 82 stemmer mod 0, og repræsentanternes hus, med 388 stemmer mod én erklærede krigstilstand for indtrådt. Samme dag stillede England og dets allierede sig ved USA´s side og erklærede Japan krig. Tyskland og Italien erklærede d. 11 december USA krig og flere krigserklæringer mod USA fremkom de følgende dage fra medlemmerne af Tremagtspagten, dvs. fra Rumænien, Slovakiet, Bulgarien, Ungarn og Kroatien. I overensstemmelse med den panamerikanske solidaritet tog de fleste latinsk-amerikanske stater på den ene eller anden måde parti for USA. Nogle lande trådte endog ind i krigen. Det japanske angreb på USA slog fuldstændig fødderne bort under isolationisterne i USA under oberst Lindberghs og senator Wheelers førerskab. Alle strejker blev afblæst d. 8 december og begge de store fagforeninger, AFL og CIO sluttede d. 13 december op om regeringen. Alt militært personel mobiliseredes Roosevelt fik d. 16 december overdraget ekstraordinære fuldmagter for krigens varighed. En lov ophævede forbudet mod at sende amerikanske tropper uden for den vestlige halvkugle, medens en anden lov indførte registrering af alle mænd fra 18 år til 64 år, og tvungen værnepligt for alle fra 20 år til 44 år.

I løbet af 1943 nåede USA´s væbnede styrker op på over 10 millioner mand, af hvilke 3,8 millioner var ført over havene. Hæren alene var steget til ca. 7,4 millioner i december 1943. Fra december 1941 til december 1943 beløb de samlede tab sig til 129.422 mand, hvoraf 281.87 var faldne, 39.974 sårede, 32.833 savnede og 28.428 fangne. Krigsproduktionen nåede i 1943 sin hidtil højeste udfoldelse og USA´s produktionsindeks (1935-39 = 100) var i juni 1943 på 201. Trods indkaldelserne steg det samlede antal beskæftigede 1940-43 fra 47,6 millioner til 53,4 millioner. Arbejdsløshedstallet gik ned fra 8,6 til 1,2 millioner, og flere millioner kvinder blev inddraget i produktionen. Alene i november måned 1943 produceredes 8.979 fly, deraf over 1.000 firemotorede bombefly. Mellem januar og november voksede produktionen af krigsskibe pr. måned fra ca. 100.000 ton til over 260.000 ton, så at 3.500 nye fartøjer kunne gå i marinens tjeneste i årets løb. De egentlige kampskibes tal var fra begyndelsen af december 1941 på 330, men var steget til over 419 i januar 1943 og helt op til 830 skibe i december 1943. Flådens personel talte i 1943 2.388.000 mand, og i de første 10 måneder af 1943 byggedes 1.524 handelsskibe med en tonnage på 15,5 millioner ton dødvægt. Medens man tidligere havde lagt hovedvægten på »Liberty«-skibene med en fart på 11 knob, lagdes nu hovedvægten på »Victory«-skibe med 17 ½ knob. Begge typer var på ca. 10.500 ton dødvægt. Gennemførelsen af det vældige rustningsprogram og af leverancerne til de allierede var betinget af en dramatisk reduktion af det civile forbrug. I 1943 indførtes således rationering af fodtøj, kød, smør, spiseolie, ost, fisk samt fiskekonserves. Skønt produktionen af råstål var steget fra knap 53 millioner ton i 1939 til ca. 93 millioner ton i 1943, var der alligevel knaphed på stål. Derimod var manglen på aluminium, magnesium og gummi i udstrakt grad blevet ophævet. Der var en meget stærk stigning i fremstillingen af kunstgummi. Fra september 1939 til september 1943 voksede produktionen af olie med 96 %, af kul med 40 %, af kemiske artikler med 300 % og af jernmalm med 125 %. Finansieringen af krigsudgifterne krævede uhyre beløb. For finansåret juli 1943 til juli 1944 budgetteredes med 97 milliarder $, hvortil kom yderligere 7,1 milliarder til forrentning af statsgælden og til de civile udgifter. Heroverfor budgetteredes kun med indtægter på 33,1 milliarder $, og regeringens anstrengelser for at udskrive yderligere betydelige skattebeløb strandede gang på gang på modstand fra Kongressen. Følgen blev, at Unionens statsgæld i juli 1943 nåede 137 milliarder $, og ved udgangen af finansåret 1944 var statsgælden slået til over 210 milliarder $. Den stærkt stigende nationalindkomst (1929 82 milliarder $, 1942 ca. 117 milliarder $, og i 1943 ca. 133 milliarder $ ) i forbindelse med den stadig mindre mængde varer til civilt forbrug førte til betydelige prisstigninger. Trods regeringens priskontrol steg engrospriserne siden USA´s indtræden i krigen med ca. 37 % og leveomkostningerne med 26 %. D 8 april 1943 indførtes derfor lønstop, og det blev forbudt arbejderne uden tilladelse at forlade deres nuværende stillinger. Derimod fik direktøren for den økonomiske stabilisering ret til at omflytte arbejdskraft efter produktionens behov. Samtidig blev der påbudt maksimalpriser på levnedsmidler. De voksende leveomkostninger voldte uro blandt arbejderne, som gennem »American Federation of Labour« (AFL) og »Congress of Industrial Organizations« (CIO) i december 1941 og april 1942 havde afgivet løfte om ikke at strejke under krigen, men til gengæld havde fået tilsagn om, at leveomkostningerne højst måtte stige 15 % over niveauet fra januar 1941. Da regeringen var utilbøjelig til at tilstå arbejderne højere løn, blev følgen en lang række strejker i årets løb, navnlig indenfor kulindustrien, hvis ledende fagforeningsfører, formanden for »United Mine Workers« og tidligere præsident for CIO John L. Lewis, der var modstander af Roosevelt. I april og maj var ved flere lejligheder adskillige hundrede tusinder kulminearbejdere i strejke. D. 12 juni svarede Kongressen med en lov, der forbød strejker og lockouter ved statsejede fabrikker, miner med videre, og gav regler for statens overtagelse af private virksomheder under arbejdskonflikter. Fagforeningerne opfordrere Roosevelt til at nedlægge veto mod loven, og det gjorde han d. 25 juni, men Roosevelt blev overstemt i Kongressen d. 4 juli. I oktober begyndte en ny strejkebølge i kulminerne i Alabama, Kentucky og Indiana, hvor op mod 500.000 arbejdere havde nedlagt arbejdet. Roosevelt befalede d. 1 november, at minerne skulle beslaglægges af staten, og d. 3 november befalede han minearbejderne at genoptage arbejdet, samtidig med, at de fik løfte om lønforhøjelse, så længe staten drev minerne. Minearbejdernes ledelse godkendte samme dag enstemmigt denne løsning. Endelig undertegnede John L. Lewis på kulminearbejdernes vegne d. 17 december en aftale om, at kulminearbejderne ikke vilde strejke de første to år. Men i december erklærede jernbanefagforeningerne arbejdsstandsning fra d. 30 december, og overfor denne trussel mod USA´s transportvæsen befalede Roosevelt d. 27 december, at Krigsministeren skulle overtage jernbanerne, hvorefter strejken under udsigten hertil blev aflyst d. 29 december. Låne- og lejeloven, som spillede en central rolle for USA´s krigsanstrengelser blev i marts forlænget for 1 år. I perioden d. 11 marts 1941 og d. 31 juli 1943 var der under Låne- og lejeloven´s bestemmelser eksporteret varer eller ydet tjenester til en værdi af 13.97 milliarder $. I årets løb blev et antal nye lande inddraget under lovens regler. D. 28 maj oprettedes et organ for mobilisering af USA´s krigsanstrengelser, som under ledelse af den tidligere direktør for den økonomiske stabilisering, James F. Byrnes, fik meget vidtgående bemyndigelser på den indre front. De af japanerne støttede regeringer i Kina og i Burma erklærede henholdsvis d. 9 januar og d. 1 august USA krig. USA trak sine militærattacheer tilbage fra Finland i slutningen af juli. D. 27 august meddeltes, at USA havde anerkendt »den franske befrielseskomite« som forvalter af de oversøiske franske områder under dets myndighed. Badoglios italienske regering anerkendtes d. 13 oktober som medkrigsførende. Ved en aftale med Kina d. 11 oktober gav USA afkald på sine eksterritorialrettigheder. D. 24 marts meddeltes, at den amerikanske marine havde erklæret Casablanca i Maroc-Franqais for støttepunkt. I 1943 deltog flere amerikanske statsmænd i en række betydningsfulde storpolitiske konferencer udenfor landets grænser, således Roosevelt i januar i Casablanca. Senatets vedtog d. 30 juni med 59 stemmer mod 24 en resolution, som i to år forlængede præsidentens fuldmagter til på egen hånd og på gensidighedens grund at afslutte handelsaftaler med andre lande og yde disse indtil 50 % toldreduktion. D 21 september vedtog Repræsentanthuset med 360 stemmer mod 29 en udtalelse til gunst for USA´s tilslutning til et internationalt apparat med de nødvendige magtbeføjelser for at skabe og sikre en varig fred. I årets løb havde der været valg i enkeltstaterne, sådan at der efter valgene sa 25 republikanske og 23 demokratiske guvernører.

Spørgsmålene om arbejdslønnen og priserne dominerede den indre politik i USA i første halvdel af 1946. Aldrig tidligere havde der været så mange og omfattende strejker. Præsident Truman fremlagde d. 21 januar forslag til et reformprogram til Kongressen på 21 punkter, herunder »factfinding boards« til at fastslå kendsgerninger i arbejdskonflikter; obligatoriske »afkølingsperioder« før arbejdsstandsninger sattes i værk; højere lønninger, men ingen skattenedsættelser; tvungen værnepligt; fortsat priskontrol og levnedsmiddelsubsidier for at undgå inflation og almindelig sygeforsikring. Fra januar til oktober 1946 tabtes 102½ millioner arbejdsdage. Automobilindustrien var gået i strejke fra d. 21 november 1945 til d. 13 marts 1946, telefon og telegraf i januar måned, elektroindustrien med 200.000 arbejdere fra d. 15 januar til d.13 marts og igen d. 9 maj, slagterierne med 250.000 mand i januar, stålindustrien med 800.000 arbejdere fra d. 20 januar til d. 15 februar, bugserbådstrafikken i New Yorks havn, hvoraf byens forsyninger afhænger fra d. 4 februar til d. 13 februar, og forskellige andre virksomheder med 900.000 arbejdere. På slagterierne, bugserbådene og blødkulsminerne overtog regeringen midlertidigt virksomhederne for at fremtvinge strejkens ophør, ligesom der blev gjort andre indgreb. Men arbejderne opnåede dog betydningsfulde lønforhøjelser. I disse strejkekampe blev indgået en overenskomst d. 15 februar mellem US Steel Corporation og stålarbejderne om 18½ cts mere i løn pr. time samtidig med, at priskontrollen tillod en forhøjelse af stålprisen med $ 5 pr. tons. Denne overenskomst blev normgivende for andre fagforeningers krav. Strejkebevægelsen, som navnlig CIO gik ind for, var en kamp om lønstigninger, idet arbejdernes totale indtægter var dalet, og fordi overarbejdet var ophørt efter krigen. Minearbejderne (United Mine Workers-U.M.W.) under ledelse af John L. Lewis, som d. 25. januar efter 12 års brud med sin organisation vendte tilbage til AFL krævede endvidere, at kulmineejerne skulle betale en vis afgift pr. tons produceret kul til en sundheds- og pensionsfond styret af Arbejderne selv. D. 1 april påbegyndte 400.000 arbejdere i blødkulsminerne en strejke, som skabte store vanskeligheder for jernbanetrafikken, gas og elektricitetsforbruget samt for industrien. Unionsregeringen opfyldte de fleste af minearbejdernes krav d. 22 maj, da Unionsregeringen foreløbigt overtog minerne, og d. 29 maj afsluttedes en overenskomst med U.M.W., som imødekom arbejdernes ønske om løntillæg på 18½ cts og pålagde mineejerne en afgift på 5 cts pr. tons produceret kul til sundheds- og pensionsfonden. Strejken havde nedsat produktionen af kul med 90 mill. ton, af stål med 18 mill. ton. Endnu før minearbejdernes strejke var afsluttet, udbrød d. 23 maj en vældig jernbanestrejke, hvorfor regeringen samme dag overtog jernbanerne. På dette tidspunkt strejkede 960.000 arbejdere rundt omkring i USA. Hele det økonomiske liv lammedes. Men d. 25 maj afblæstes strejken, efter at præsidentens mæglingsforslag om 18½ cts løntillæg var accepteret. Fra d. 5 september til d. 21 september var der sømandsstrejker. Alt søfart standsedes, fordi »Wage Stabilization Board« havde annulleret lønforhøjelser, som rederierne var gået med til. Men sømændenes krav blev opfyldt. D. 1 oktober nedlagde skibsofficererne arbejdet og standsede al søfart igen. De forskellige grupper af skibsofficererne indgik forlig d. 26 oktober, d. 17 november og d. 23 november. Men for forskellige grupper af arbejdere opsagde John L. Lewis d. 18 november overenskomsten med staten fra d. 29 maj. Men justitsministeren fik dommerkendelse for, at John L. Lewis ikke måtte iværksætte den bebudede strejke. Både AFL og CIO fordømte dette forbud d. 20 november, og straks gik 400.000 blødkularbejdere i strejke sammen med mange tusinde antracit arbejdere, der sympatistrejkede. Myndighederne indførte straks d. 22 november samme indskrænkning i belysningen som under krigen. Fabrikkerne standsede og skoler lukkedes. Der blev proklameret nødstilstand i New York d. 24 november. Regeringen anlagde sag for domstolene, og John L. Lewis dømtes d. 4 december til at betale en bøde på 10.000 $ for foragt for retten og U.M.W. en bøde på 3,5 millioner $. D. 7 december afblæste John L. Lewis uventet strejken, som havde haft alvorlig kulmangel til følge i talrige lande. De mange store strejker fremkaldte en stærk uvilje i de dele af befolkningen, som ikke var omfattet af strejkerne. Disse stemninger fik politisk udtryk i et lovforslag »Case Strike Control Bill«, der indeholdt bestemmelser om mægling og frivillig voldgift i arbejdskonflikter, om sagsanlæg mod fagforeninger for aftalebrud, straffebestemmelser for voldelig boykot, 60 dages »afkølingsperiode«, før arbejdskampe kunne påbegyndtes, etc.. Under indtryk af jernbanestrejken forelagde præsidenten d. 25 maj et forslag om ekstraordinær fuldmagt for regeringen til at bryde strejker i industrier, som den havde overtaget, og bl.a. til at indkalde de strejkende i sådanne industrier til militærtjeneste og indføre straf for tilskyndelse til strejker. Repræsentanthuset vedtog 25 maj forslaget, men Senatet forkastede det 29 maj. Truman's initiativ vakte stor forbitrelse i arbejderkredse. I mellemtiden vedtog kongressen 29 maj med visse ændringer »The Case Strike Control Bill«,, der var det første lovforslag om indskrænkning af fagforeningernes magt, som det var lykkedes at føre igennem i USA siden 1930, men Truman nedlagde veto d. 11 juni mod Case Bill loven, og loven tilhængere opnåede ikke den 2/3 majoritet, som var nødvendig for at ophæve præsidentens veto. Loven som under krigen skulle forlige lønstridighederne »National War Labor Board«, blev ophævet d. 31 januar. Arbejdskonflikter skulle derefter søges løst af Labor Department med støtte af »Factfinding Boards«, National Labor Relations Board og National Wage Stabilization Board. Frygten for at kommunisterne i USA medførte, at der d. 18 november blev nedsat en kommission til at undersøge tjenestemændenes loyalitet. D. 13 februar havde USA´s kommunistiske parti i øvrigt udstødt sin tidligere præsidentkandidat: Earl Browder. D. 2 oktober dannede 34 CIO ledere en komité for at bekæmpe den kommunistiske indflydelse, og blev fulgt op af formanden for AFL d. 7 oktober, der manede til kamp mod kommunismen i USA. Samme år opstod en stigende uvilje mod negrene - især i sydstaterne. Ku Klux Klanens virksomhed blussede op og en række lynchninger fandt sted. Højesteretten fastslog d. 1 april negrenes ret til at stemme i »prøvevalgene« i Georgia og erklærede d. 3 juni raceadskillelse af buspassagerer ulovlig i busser, som passerer enkeltstaternes grænser, ligesom en række enkeltstater greb ind mod Ku Klux Klanen. Præsident Truman´s forslag om, »fair employment practice commission«, der oprindelig var fra juni 1941 blev ikke vedtaget. Forslaget skulle sikre, at ingen arbejdere stilledes ringere på grund af farve, race eller tro. Sydstatssenatorerne standsede således forslaget om at afskaffe de »valgskatter«, som stadig fandtes i 7 sydstater med det formål at holde negrene borte fra valgurnerne. Hensynet til kongresvalgene d. 5 november påvirkede lang tid i forvejen de politiske beslutninger inden for begge partier. I juli 1946 var godt 58 millioner beskæftiget i produktionen, medens 2,3 millioner var arbejdsløse. I juli 1940 havde der været 49 millioner beskæftigede og ca. 9 millioner arbejdsløse. Skønt de væbnede styrkers antal var reduceret fra 12,3 mill. i juli 1945 til 3,8 mill. i 1946, var der på intet tidspunkt mere end 2,7 mill. uden arbejde. Dette hang sammen med, at 6 mill., deraf 4 mill. kvinder, som havde arbejdet under krigen, nu forlod arbejdsmarkedet, foruden at mange demobiliserede soldater fortsatte afbrudte studier eller ferierede. Den samlede industriproduktion, der i 1945 var på 203 (1935-39 = 100), var i 1946, især på grund af strejkerne kun på 170. Også materialemangel hæmmede produktionen af automobiler og boliger. I 1946 opførtes dog dobbelt så mange huse som det årlige gennemsnit fra 1935-39. Man anslår, at nationens bruttoproduktion sank fra 208 milliarder $ i 1945 til 185 milliarder i 1946, tilmed under stigende priser, da USA´s store produktionsapparat havde en kolossal efterspørgsel - både hjemme og i udlandet. Skønt regeringens udgifter næsten halveredes, steg de private investeringer til det firedobbelte og det private forbrug af varer og tjenester med over 1/5. Sammen med efterspørgslen fra udlandet bevirkede dette et voldsomt pres på prisniveauet. Regeringen søgte gennem Wage Stabilization Board og gennem Office of Price Administration at holde igen på henholdsvis løn- og prisstigninger, men måtte gang på gang give efter for forholdene. Præsidenten forkyndte således d. 14 februar en ny løn- og prispolitik, som gjorde det lettere at ændre priserne. Priskontrollen blev et centralt politisk problem, idet de næringsdrivende ønskede dens bortfald, og forbrugerne og især arbejderne ønskede priskontrollen bevaret. Et regeringsforslag om forlængelsen af Office of Price i ét år vedtoges d. 28 juni, men præsidenten nedlagde veto mod loven d. 29 juni, idet han erklærede at den var uden værdi og ville føre til inflation. Da den fornødne 2/3 majoritet mod vetoet ikke opnåedes, var loven dermed bortfaldet, og USA stod for første gang i 4½ år uden kontrol med priserne på forbrugsvarer. Priserne, især på mad og klæder, gik øjeblikkelig op, stærkest på engrosmarkederne. Husmødrene reagerede ved omfattende købestrejker. Kongressen vedtog d. 25 juli en ny og noget forbedret lov om priskontrol, og præsidenten accepterede lovforslagets gyldighed indtil d. 30 juni 1947, hvorved priskontrolapparatet omgående blev sat i gang påny under andre former. Indtil d. 20 august 1946 fritoges kvæg, korn, mejeriprodukter, tobak, petroleum med mere fra priskontrollen, og for alle andre genindførtes maksimalpriserne af d. 30 juni 1946, dog med en margen for stigningen i produktionsomkostningerne siden 1940. Af megen politisk betydning blev den af maksimalprisen forvoldte knaphed på kød. Under stærkt politisk pres fra sit eget parti og under hensyn til forestående valg ophævede Truman d. 14 oktober maksimalprisen på kød, og i løbet af måneden ophævedes de fleste andre maksimalpriser. D. 31 oktober blev der givet ordre til at ophæve 1642 lokale priskontorer og d. 9 november, umiddelbart efter kongresvalgene, ophævedes al regeringskontrol med priser og lønninger på nær ris, sukker og husleje. Præsident Truman formåede ikke at gennemføre den stabiliseringspolitik, han anså for nødvendig for at undgå inflation. På de fleste andre områder kæmpede han også med hård modstand fra et flertal i kongressen, bestående af det republikanske mindretal og den konservative sydstatsfløj fra hans eget demokratiske parti. Truman's stilling svækkedes i stigende grad året igennem. De sidste ministre fra Roosevelt's tid trak sig tilbage eller blev fjernet (på nær marineminister James Forrestal), og da disse fortrinsvis repræsenterede de liberale elementer, blev disse personskift udlagt som en konservativ retning i det demokratiske parti. Stærk genlyd gav en konflikt om handelsminister Henry A. Wallace, der i en tale i New York d. 12 september, medens fredskonferencen arbejdede i Paris, advarede mod en hårdhændet udenrigspolitik mod Sovjetunionen og kritiserede, at USA´s udenrigspolitik i for høj grad fulgte i den britiske politiks fodspor. Udenrigsminister Byrnes følte sig dermed desavoueret. Henry A. Wallace offentliggjorde d. 17 september et brev, hvor han kritiserede Baruch's atompolitik og USA´s holdning overfor Sovjetunionen, og Truman bad d. 20 september Henry A. Wallace om at træde tilbage, hvilket skete. Kongresvalgene d. 5. november blev en overraskende stor sejr for republikanerne, som for første gang i 14 år fik flertal i kongressens kamre. Regeringspartiets mægtige nederlag skyldtes bl.a. misfornøjelse med den vaklende behandling af priskontrollen, de stigende leveomkostninger, vareknapheden samt irritation over de mange strejker og troen på, at en republikansk kongres ville skride hårdere ind over for disse. Hertil kom arbejdernes vrede over regeringens holdning til strejkerne. Endelig var der en almindelig trang til at slippe af med statsindgreb og restriktioner, og den opsparede uvilje mod det parti, som havde siddet ved magten i 14 år. Truman manglede også Roosevelt's evne til at holde sammen på det brogede vælgerkorps og de mange tilhængere, som »The New Deal« havde fået blandt tidligere republikanere og partiløse. Truman fik politiske vanskeligheder som præsident, når nu kongressen fik republikansk flertal. Udenrigsminister Byrnes erklærede d. 28 februar, at USA ikke kunne tillade aggression ved vold, pres eller politisk infiltration. Udenrigspolitisk opstod der gnidninger mellem USA og Sovjetunionen om Korea. Da forhandlingerne brød sammen d. 8 maj erklærede USA, at de amerikanske tropper ville blive i Korea, og USA protesterede, idet man i USA formodede, at Sovjetunionen berøve det besatte Manchuriet alt industrielt udstyr. D. 3 november etablerede USA og Kina en venskabs-, handels- og søfartstraktat. Truman fremførte, at regeringerne i Rumænien, Bulgarien og Ungarn ikke opfyldte de indrepolitiske betingelser, som vestmagterne havde stillet ved Moskvamødet i december 1945. USA kom i skarp konflikt med Jugoslavien, fordi flere USA fly i august 1946 blev bragt ned over Jugoslavien. USA accepterede dog en undskyldning fra Jugoslavien, men krævede skadeserstatning, som blev betalt. Da Sverige og Sovjetunionen forhandlede om deres handelsaftale, gjorde USA indsigelse mod arrangementer, som ville svække genopbygningen af den internationale handel. De to lande afviste dog kritikken. I en noteudveksling om Sovjetunionens krav om fælles Tyrkisk-Sovjetisk forsvar af Dardanellerne støttede USA Tyrkiet, som ønskede at være éne om forsvaret. USA´s interesse i Middelhavsproblemerne demonstreredes ved flådebesøg i Istanbul og Pirærus. Spændingen mellem USA og Argentina skærpedes, da USA i februar beskyldte Argentina for at have støttet Aksemagterne under krigen og for at tillade nazistisk og fascistisk indflydelse. Men USA skiftede hurtigt indstilling og i juni meddelte USA, at man ville frigive mere end 600 mill. $ Argentinsk guld, som havde været indefrosset i New York siden august 1944. Da der i USA boede 4,7 millioner jøder (3,7 % af den samlede befolkning), viste Truman palæstinaspørgsmålet stor opmærksomhed, navnlig forud for valgene, hvor de jødiske stemmer ikke var uden interesse. Truman kritiserede Storbritanniens palæstinapolitik og gik ind for, at man snarest skulle overføre 100.000 jøder til Palæstina. USA ville yde teknisk og finansiel hjælp til transporten. Siden 1917 havde der været indvandringsforbud i USA mod asiater, men en lov i juli måned tillod 100 indere og 100 borgere fra Philippinerne årligt at indvandre i USA. D. 4 juli proklamerede USA den Philippinske republik som uafhængig. Finansielt og økonomisk øvede USA en overordentlig indflydelse, idet det var det eneste land, der i stort omfang havde varer at eksportere og kapital til at finansiere eksporten. Lend-lease transaktionerne fortsatte og nåede d. 31 juli 1946 op på 50,9 milliarder $. Ca. 65 % var gået til det britiske imperium (31,5 milliarder) og 23 % (11,2 milliarder) til Sovjetunionen. Til gengæld fik USA Reverse lend-lease til en værdi af 7,8 milliarder, deraf 6,3 milliarder fra det britiske imperium. Under den 2. Verdenskrig sendtes fra USA under lend-leaseloven 44.810 fly (til Sovjetunionen 14.505 fly). 33 349 tanks (til Sovjetunionen 7.537 tanks) og 916.183 biler (til Sovjetunionen 478.899 biler). Efterhånden blev der truffet endelige ordninger om 70 % af lend-lease forpligtelserne. Med Frankrig sluttedes d. 28 maj en overenskomst, som annullerede gæld på 1.780 millioner $, og ydede 650 millioner $ gennem export-import bank og 720 millioner $ til at købe amerikanske overskudslagre og 75 liberty-skibe. Tilsvarende aftaler sluttedes med andre lande. Sovjetunionen havde modtaget 11.297 milliarder $ lend and lease. Mellem USA og Storbritannien godkendes ordningen af lend-lease aftalen fra d. 15 juli 1945, og ydelsen af et nyt lån på 3.75 milliarder $. Før årets udgang havde Storbritannien trukket 600 millioner $ på lånet. USA ydede også en lang række andre lån. Italien fik i alt 100 millioner $ til køb af amerikansk krigsforråd og af råbomuld, Nederlandene lånte 320 millioner $, med Polen sluttedes aftale om i alt 90 millioner $ til køb af amerikansk krigsforråd, på betingelse af frie og uhindrede valg i Polen og fri adgang for handelen og for pressefolk; Tjekkoslovakiet fik 70 millioner $ til køb af krigsforråd; Saudi Arabia lånte 10 millioner $; D. 1 september skænkede USA for 800 millioner $ civilt krigsforråd til Kina, mod at Kina eftergav USA dets gæld fra krigen og gav 20 millioner $ til fond til fremme af kinesisk-amerikanske kulturforbindelser. Grækenland fik et lån på 25 millioner $ til køb af krigsforråd; og i oktober meddelte USA, at man ville betale Italien 50 millioner $ til dækning af italienske pengesedler, som var stillet til den amerikanske hærs rådighed under krigen; Tyrkiet fik et lån på 25 millioner $ til modernisering af jernbaner og industri. Krigstidens »sorte lister« var første gang offentliggjort d. 7 juli 1941 og efterhånden rummende de 15.446 navne på firmaer og personer, hvem det var forbudt at handle med i USA. Denne liste ophævedes d. 8 juli efter at der var sluttet aftale med Schweiz og med Sverige om likvidering af tysk eller tysk-kontrolleret kapital. Den amerikanske hær var i maj 1945 nået op på 8,3 millioner mand. I Tyskland var ved årets begyndelse i 1946 616.000 mand og i juli måned 300.000 mand. Den amerikanske hær var i juli 1946 reduceret til 1.7 millioner mand. Flåden rådede over 23 slagskibe, 26 svære krydsere, 41 lettere krydsere, 32 hangarskibe, 75 eskortehangarskibe, 353 destroyere og 206 ubåde. Disse styrker organiseredes i en Stillehavs- og en Atlanterhavsflåde. I september havde flåden 67.000 officerer og 515.000 mand. De samlede militærudgifter for alle våbenarter var 1946 49 milliarder $. I 1945 var udgifterne på 90 milliarder $. I årets begyndelse demonstrerede mange soldater i Østasien, Indien og Tyskland mod den langsomme hjemsendelse, og det vakte opsigt da USA gennemførte to atombombeforsøg ved Stillehavskoraløen Bikini i juli måned. Den kolde krig var påbegyndt med én enorm magtdemonstration.

Tirsdag d. 20. december 2005 strejkede de offentlige transportarbejdere i New York http://www.twu.org/, der dagligt transporterer 7 millioner passagerer. De strejkende havde forlangt 8 % lønstigning, men de offentlige myndigheder kun give langt mindre i løntilllæg, ligesom de ville ændre pensionsalderen for nyansatte fra 55 til 62 år. Transportarbejderstrejken er den første siden 1980, hvor myndighederne gennemførte en lov, hvorefter transportarbejderne ikke må strejke. En dommer erklærede straks strejken for ulovlig, og byrådet fik dommeren til at give de strejkende en kraftig økonomisk øretæve, sådan at arbejdernes fagforening dagligt skal betale 1 million $ om dagen i bod.

USA's politik og Europa

d. 14. August 1947 af Ib Nørlund.

Det Problem, man her har taget op til Drøftelse, er af ganske afgørende Betydning også for vor Fremtid. Samtidig er det så omfattende, at der her kun kan være Tale om at trække nogle Hovedlinjer op. I vor Tid gælder det mere end nogensinde, at et Lands Udenrigspolitik er en Funktion af dets indre Magtforhold. Lad os derfor se på, hvilken Udvikling der er foregået med USA.

Udviklingen i USA under 2. Verdenskrig

USA blev som bekendt ikke ødelagt under Krigen og mistede ikke flere Menneskeliv end der normalt dræbes Folk ved civile Ulykkestilfælde. Produktionsapparatet udvidedes derimod med 40-50 %, så at USA nu råder over 2/3 af Produktionsevnen og 3/4 af Investeringsevnen i Verden udenfor Sovjetunionen. Krigen har altså bevirket større Rigdom og Magt i USA, men hvem er dette kommet til Gode? Ikke de Soldater, hvis Lig hviler under Trækorsene i Italien, Frankrig eller Tyskland, ikke det jævne amerikanske Folk, men hvem da? Statens enorme Krigsleverancer blev givet i Kommission til Trusterne. Målt efter Værdi gik 67 % til 100 Storforetagender. De fik Førsteret til Råmaterialer og Arbejdskraft. De udvidede og fornyede på Regeringsbestilling deres Produktionsapparat. De fik Prioritet på tekniske Fornyelser. Derfor foregik der en voldsom Koncentration af den økonomiske Magt på nogle få Trustherrers Hænder, så at nu de 250 største Foretagender råder over 66,5 % af Produktionsmidlerne med en Værdi på 39 Milliarder dollars. Før Krigen måtte man tage de 75.000 største Foretagender, før de rådede over samme Kapitalværdi i Produktionsmidler. 31 af de 250 Foretagender kontrolleres af 5 Finansgrupper (Morgan, Mellon, Rockefeller, Dupont og Cleveland gruppen) og råder alene over 30 % af Produktionsmidlerne. Eller for at sige det på en anden Måde: 25 % af alle Aktier ejes af mindre end 0,008 % af Befolkningen. Og samtidig ruineredes 2 Millioner små Fabrikanter og Forretningsdrivende under Krigen, mens 17 Millioner flere tog Arbejde som Lønarbejdere.

Det karakteristiske for USA's Stilling efter Krigen var således, at Landet stod med et væsentligt udvidet Produktionsapparat overvejende dirigeret af eller under Indflydelse af et lille Antal mægtige Monopolkapitalister. Den voldsomme Udvidelse af Produktionskapaciteten og dens ensidige Anlæg på Produktionsmidler og varige Forbrugsvarer sprængte alle Rammer for Afsætningens hidtidige væsentlige Beroende på det amerikanske Marked. Hidtil havde den amerikanske Kapitalisme i stor Udstrækning udviklet sig gennem en Art »indre Ekspansion« eller »indre Kolonialisering«, men dette er nu umuligt. Der er opstået en voldsom Ekspansionstrang, en Trang til Eksport både af Varer og af Kapital. Det er de fundamentale Ændringer i USA's Stilling, som Krigen medførte. De bliver kun endnu mere betydningsfulde på Baggrund af den Udvikling, der blev andre Lande til Del. Det er klart, at dette måtte have politiske Følger Enhver, der ikke »tror på Storken« i verdenspolitiske Sager, vil netop i disse yderst reelle Forskydninger søge Årsagen til Ændringerne i USA's Politik, som de store Monopoler har Muligheder som aldrig før til at dirigere og anvende til deres Formål.

Roosevelts Politik

Under Krigen gennemførte Præsident Roosevelt - ikke uden Vanskeligheder med visse reaktionære, monopolistiske Kredse - en Politik, som vel svarede til det kapitalistiske USA's Interesser, men som byggede på det antifascistiske Samarbejde uden Hensyn til samfundsøkonomiske Systemer. Roosevelt-Administrationens Ekspansionsplaner holdtes stort set inden for de Grænser, Monroe havde afstukket i 1823. Roosevelts Linje var at fortsætte den samme internationale Samarbejdspolitik i Efterkrigstiden. Han formulerede selv den Enstemmighedsregel, der skulle ligge til Grund for UN som Samarbejdsorgan, men som nu af hans Efterfølgere udskriges som en bolsjevikisk-totalitær Nederdrægtighed uden Lige. Også hans økonomiske Efterkrigsplaner fulgte tilsvarende Linjer. UNRRA skulle være Efterkrigstidens Låne-og-Leje-Ordning. Gennem økonomisk Samarbejde med de Allierede - socialistiske eller ikke-socialistiske - skulle Fascismens Ofre lettes i deres Genopbygningsarbejde, hvorved en vis Stabilitet kunne sikres for USA's Afsætning. Roosevelt så og var indstillet på, at Gennemførelsen af denne Politik ville kræve en skærpet New Deal-Politik i USA selv.

Trusterne beslutter en anden Politik

Men Roosevelt døde, og hans Medarbejdere blev kastet på Porten. Hans Efterfølger blev den berømmelige Mr. Truman. Betegnende nok var han på det demokratiske Partis Konvent før Præsidentvalget 1944 ved Dupont-familiens Aktivitet blevet sat igennem som Vicepræsident i voldsom Kamp mod Wallace og hans Tilhængere. Dupont'erne er Lederne af den Kæmpekoncern, der er kendt for at gøre både i Nylonstrømper, Atombomber og andre Lækkerier, og de har indenfor det demokratiske Parti fra gammel Tid været Anførere for Oppositionen mod Roosevelt. Dette Systemskifte, som strakte sig over et Års Tid - til Wallace som sidste Mand blev sparket ud af Regeringen - gik Hånd i Hånd med en total Omstilling i den amerikanske Administrations politiske Planer og, svarende dertil, i dens Ideologi. Det viste sig i stort og småt. Udrensningen af Nazi-Kollaboratører blev standset, og i Stedet begyndte Hekseforfølgelserne på Kommunister. Som et enkelt karakteristisk Eksempel kan nævnes Forfatteren Howard Fast. Under Krigen var hans Bøger om amerikansk, demokratisk Tradition (»Citizen Tom Paine« og andre) blevet specielt anbefalet som Læsning for Soldaterne til Styrkelse af deres Moral i Kampen for Demokratiet, men nu har han først fået sine Bøger inddraget fra en Del Skolebiblioteker og har for ganske nylig måttet vandre i Fængsel som »uamerikansk«. Det var samme Udvikling, der viste sig i Atombombe-Storhedsvanvidet, i de stadig mere åbenlyse Krav på Verdensherredømmet. Man ydede dollarlån til europæiske Lande under Betingelser, der tydeligt banede Vej for økonomisk Ekspansionisme. Parolen »Get friends with Russia« (Bliv Venner med Rusland) blev til »Get tough with Russia« (Slå i Bordet overfor Rusland). Fra det nye År gjordes der klar til en mere planmæssig Offensiv. Generalen blev Udenrigsminister, og - hvad der ikke var mindre vigtigt - man gjorde klar til fuld Udnyttelse af Krigens Hærgen i Ekspansionismens Tjeneste ved fra 1. Januar at standse UNRRA-Hjælpen trods indtrængende og velbegrundede Appeller fra de sagkyndige UNRRA-Funktionærer og trods Modstand fra alle UN-Medlemmer, undtagen England. Der er Grund til at erindre om denne kolde Kendsgerning i en Tid, hvor den dertil indrettede Presse er ved at gå til i drivende Sentimentalitet over de ledende amerikanske Kredses grænseløse Hjælpsomhed og Offervilje.

Truman-Doktrinen

Dette politiske Program for den nye Ekspansionisme proklamerede Truman i sin Tale i Waco den 6. Marts. Efter i al Beskedenhed at have bemærket: »Vi er Verdens Giganter. Det er os, der skal tage Beslutningen« proklamerede han den såkaldte Truman-Doktrin, hvis Navn åbenbart skal sikre den nuværende Præsident en Plads i Historiebøgerne ved Siden af Præsident Monroe. Det er dog tvivlsomt, om Berømmelsen kommer til at hvile på et lige så varigt Grundlag. Mens Monroe-Doktrinen sammenfattes i »Amerika for Amerikanerne« og således indeholder en tydelig Begrænsning af USA's »Interessesfære«, proklamerede Truman USA's Vilje til Indblanding overalt i Verden. Mens selv de villeste amerikanske Ekspansionister under Krigen så en eller anden Begrænsning for deres Bestræbelser - Atlanterhavsblok el. lign. - erklærede Truman Ekspansion uden Grænser. Og med truende Toneføring tilføjede han: »Der er noget, vi sætter højere end Freden. Det er Friheden« - og til denne regner han udtrykkelig free enterprise - det velkendte »frie økonomiske Initiativ«.

Den første Følge af Truman-Doktrinen var, at USA etablerede sig som Middelhavsmagt. Det skete naturligvis under megen antikommunistisk Larm, som i forskellige af sine Påstande måtte virke noget humoristisk på den selvstændigt tænkende Læser: Dardaneller-Området, hvis geografiske Placering er bekendt, erklæredes for »amerikansk Sikkerhedszone« (man forestille sig, hvilket Forargelsens Brøl en lignende Erklæring fra en Sortehavsmagt ville fremkalde - endsige hvis der var Tale om Panamakanal-Området!). Og vidste man ikke bedre, måtte man tro, at en Satyr var faret i den amerikanske Præsident, da han motiverede sin Støtte til de græske Fascister og til Tyrkiets militaristiske Kollaboratører med, at det var »Kamp for Demokratiet«. Hvad man ikke sagde var, at USA nu havde erobret endnu en af det britiske Imperiums Magtpositioner, endda i Verdens vigtigste Olieområde. I Europa var der i Folkene under Krigen vågnet Kræfter til Live, som med Styrke satte ind for at genopbygge og udvikle deres Lande - ikke under Hensyn til Trumans Krav om »free enterprise«, men under Hensyn til hvad der gavner Folkene mest. Nogle Steder har disse Kræfter været de ledende og med gode Resultater. Andre Steder har de været så stærke, især i Arbejderklassen, at det har vist sig vanskeligt - måske endda umuligt - at komme udenom dem og deres Krav. Disse Kræfter er den største Hindring for Oprettelse af USA-Monopolernes økonomiske Herredømme under det »frie Initiativ«s Faner. De kalder dem »kommunistiske« eller »totalitære«. Under Truman-Doktrinen erklærede man ubegrænset Vilje til Indblanding i Lande, hvor man proklamerede, at »totalitære« Kræfter var på Spil. Viceudenrigsminister Acheson udtalte: »En Regering, der er under Indflydelse af Kommunister, er en Trussel mod USA's Sikkerhed« (21. Marts), og han lovede Hjælp til Regeringer, som er udsat for »indre eller ydre totalitært Pres« (8. Maj). I Praksis har dette betydet, at Frankrigs Socialdemokrater og Reaktionære for at få et dollarlån på 250 Mill. dollars først satte Kommunisterne - Landets største Parti - ud af Regeringen. I Italien blev Kommunister og Socialister uden indre politiske Årsager udskilt af Regeringen den 30. Maj. Den nye Regering blev hilst velkommen af Marshall med Ordene: »Vi skal vedblive at give Hjælp til det italienske Folk, som (nu) har demonstreret sin alvorlige og blivende Tro på demokratiske Fremgangsmåder ...« Det var Vidnesbyrdet! Samtidig blev også Sverige tvunget til at ophæve sine Begrænsninger af den amerikanske Luksusimport. - Det stred mod det frie Initiativ. Linjen i dette er, at man vil bane Vejene for en Ekspansion, som vil udnytte USA's fremskredne Stilling til at bringe de europæiske Lande i et kolonialt Afhængighedsforhold, økonomisk, politisk og militært. Dette foretages under Antikommunismens Banner, som er tilsmudset af tidligere Anvendelse til lignende Forehavender. Kan man standse på denne farlige Vej, spørges der rundt omkring, ikke mindst når man oplever sådanne Ting som, at en amerikansk Radiostation i sin Harme over, at Danmark ikke formelt har overleveret Grønland til USA, men kun affinder sig med Eksistensen af Baser, fandt Forklaringen i, at der sad et Par ondsindede »Røde« i Regeringen Knud Kristensen. Jeg kan forsikre evt. Tvivlere om, at dette er ganske urigtigt. Mens Trumans brutale Krav på Verdensherredømmet vakte Tilslutning og Begejstring hos tidligere Isolationister og Nazi-sympatisører som Lindbergh, vakte det Bekymring i demokratiske Kredse. »Det truer med at forene Verden imod os og spalte os selv,« sagde Wallace.

Marshall-Planen

Så var det Marshall den 5. Juni holdt sin meget omtalte Tale på Harvard-Universitetet. Den var egentlig ret fordringsløs i sit Ordvalg, men en velvillig Kolossalpropaganda har døbt den Marshall-»Planen«. Han lovede Hjælp »so far as it may be practical« (for så vidt det lader sig praktisere) til europæiske Lande - »a number if not all«, (til nogle, hvis ikke til alle). Det var ikke meget oplysende, men Mr. Bevin syntes, det var den mest pragtfulde Tale, han nogensinde havde hørt, og han optrådte i det følgende som Sprechstallmeister for »Planen«. Han og de ham følgagtige fortalte, at Truman-Doktrinen var blevet begravet, og at man var vendt tilbage til Rooseveltpolitiken. Dette var egnet til at vække Opmærksomhed. Hvis USA ville opgive sin Stræben efter Verdensherredømmet og gå ind i et økonomisk Samarbejde på lige Fod og dermed til lige Gavn for begge Parter, så måtte man hilse det med Glæde. Men turde man tro det? Der var unægtelig ikke stor Baggrund derfor. Det var ikke et halvt År siden, UNRRA var blevet lukket. Der var mange Træk i hele Planens Annoncering, som ikke var mindre foruroligende. Først og fremmest den absolutte Tavshed om Betingelserne for Kreditterne, som måtte være afgørende for hele Planens Karakter. Var det en ny taktisk Manøvre for at få Truman-Politiken til at glide ned? Selv Folk, der fuldt ud var Tilhængere af Trumans politiske Hensigter, havde kritiseret hans »Kluntethed« i Måden, hvorpå han proklamerede den. Der var meget, der bestyrkede, at det var en Manøvre. Mens Bevin foregav absolut Uvidenhed om »Planen«, kunne »Times« meddele, at der inden Talen havde været britisk-amerikanske Forhandlinger, og »ud af disse Samtaler kom et Udkast til den Fremgangsmåde, som skulle anvendes for at give dette Tilbud om finansiel Hjælp Effekt«. Som Tiden er gået, er det mest denne Effekt, der er blevet stå-ende af hele den hysteriske Propaganda om »Planen«. Fuld af »Effekter« var også det sælsomme Mellemspil med Sovjetunionen. På en engelsk Henvendelse gav Marshall på en Pressekonference den Fodnote til Planen, at han med Europa mente »alting Vest for Asien«. Bevin kvitterede. Nu var alting klart for hans taktiske Spil: Sovjetunionen var »inviteret« formelt, mens han åbenlyst tilrettelagde den videre Fremgangsmåde for at gennemtvinge »Planen« ved eksklusive Forhandlinger med Amerikaneren Clayton og den franske Udenrigsminister Bideault, som han kaldte »denne kære lille Mand«. Han holdt sin Embedsperiodes mest hadske Taler mod Sovjetunionen, hvorefter Molotov blev inviteret til Paris. Dennes Forslag om at foretage Undersøgelsen af de europæiske Landes Behov på Grundlag af fuld Ligeberettigelse mellem Landene afvistes som stridende mod USA's Ønske, samtidig med at Bevin foregav »ikke at kende mere til USA's Hensigter end Mr. Molotov«! Konferencen brød sammen - til almindelig Tilfredshed i vestlige Regeringskredse, for det var netop Hensigten. »Daily Mail« skrev: »Krediter til England, til Frankrig, til hele Europa - ja, hvis Pengene bruges til at holde den kommunistiske Bølge tilbage. Men hjælpe Rusland - ikke denne Kongres: ikke en Nikkel, ikke en Cent!«

Også den anden Pariserkonference (16 Magts-Konferencen) var rig på Effekter, men fattig på Oplysninger om, hvad det hele egentlig gik ud på. De skandinaviske Delegerede dristede sig til at spørge, om det ikke var muligt at få at vide, hvad Marshall-Planen egentlig var, men fik at vide, at den Slags havde man ikke Tid til. Man havde så travlt, så travlt. Alle de planløse europæiske Økonomier skulle underordnes en fælles Plan inden 1. September - og så sendte USA Kongressen hjem indtil Januar 1948, og man stod i en noget latterlig og mildest talt meget svag Forhandlingssituation overfor USA. Samtidig begyndte USA udenfor Konferencesalene at klargøre sine Hensigter, mest brutalt som sædvanlig af Acheson, som i en Tale, der blev holdt den 30. Juni, men ikke offentliggjort før 19. Juli - da 16 Magtskonferencen var sat i Gang - sagde, at det drejede sig om en Plan for »Genopbygning gennem Investering«, altså til at sikre den amerikanske Kapital Forrentningsmuligheder i Europa, som den ikke kan finde i USA. Og hvordan det skulle gå til, sagde han også noget om: »Det er fuldstændig klart, at der ikke kan ske nogen virkelig Genrejsning af Europa uden Genrejsning af Tysklands Produktion. Den har været et grundlæggende Element i Europa siden den industrielle Revolution, og det må den vedblive at være.« Det betyder, at Hensigten er en Genskabelse af Europas gamle, skæve økonomiske Struktur, der bygger på et overindustrialiseret Tyskland; som altså nu skulle dirigeres af amerikansk Kapital. Frankrig skulle f.eks. vedvarende sende sin Jernmalm til den tyske Stålproduktion, i Stedet for at få Kul fra Ruhr til at udvikle en fransk Stålproduktion. Denne økonomiske Struktur svarer til, hvad Hitler forestillede sig med sin »nye Orden«, og den strider mod den Skabelse af Sikkerhed gennem Omlægning af den europæiske Produktion, som Roosevelt-Administrationen var inde for, og som lå til Grund for Aftalerne i Potsdam.

Hitlers Nyordning byggede endvidere på, at Produktivkræfterne i de mindre europæiske Lande kun skulle udvikles i det Omfang og i de Retninger det tjente tyske Kapitalinteresser. Også dette Moment går igen i de amerikanske Kommentarer til Marshall-Planen. Ved deres »Genopbygning gennem Investering« ønsker de via den tyske Sværindustri at beherske europæisk Produktion, bringe de europæiske Lande i fuldstændig økonomisk og dermed også politisk Afhængighed. Man kalder det »at overvinde de nationale Barrierers Begrænsning«, men kunne lige så vel kalde det »Storrum«. Man holder Antikommunismen klar som Undskyldning for direkte politisk Indblanding. Selv om man en Overgang smækkede lidt mindre voldsomt med Dørene end i Truman-Offensivens Tid, er der dog ikke skot større Ændringer, end at der i den omdelte Tekst til Marshalls Tale til Guvernørerne den 14. Juli stod, at »Planene var Midlet til at forhindre, at »de krigshærgede Nationer kaster sig i Armene på Kommunismen«, hvilket han dog strøg i selve Talen. I Augusts Diskussioner i Sikkerhedsrådet har USA's Repræsentant påny taget den åbenlyse antikommunistiske Agitation op. De amerikanske Kommentarer til Marshall-Planen vidner således ingenlunde om en Tilbagevenden til Rooseveltpolitiken, men om et nyt Fremstød efter Truman-Doktrinens Linjer for at oprette et økonomisk Hierarki i Europa svarende til Hitlers Nyorden. At dette også vil få politiske Følger er indlysende. Det får den britiske Arbejderpartiregering for Tiden at føle. Det store dollarlån, der i 5 År skulle sikre Genopbygningen, er spist op på 1 1/4 år - uden at have sikret nogen Genopbygning, men med en alvorlig Forringelse af Englands Stilling på Verdensmarkedet som Resultat. Selv den trofaste Bevin må nu tale om Nødvendigheden af at komme ud af »dollarens Greb«. Imens gør USA sig klar til at give Tommelskruerne endnu en Omgang: Der fremkommer heftige Angreb på Labour-Regeringen, der beskyldes for Socialisme og det, der er værre. Man kræver Indstilling af Nationaliseringerne, engelsk Abdikation fra Ruhr. Man øver Pres for at afbryde Englands Handelsforhandlinger med Sovjetunionen, som kunne bidrage til en væsentlig Lettelse af Englands Vanskeligheder. Den engelske Krise er en manende Advarsel mod viljeløst at lade sin Skæbne bero på dollarlån.

Sammenfatning

Jeg skal sammenfatte de Problemer, der opstår for de europæiske Folks Fremtid i Forbindelse med den amerikanske Ekspansionspolitik. Den sejrrige Krig mod den tyske Nazisme endte med Folkene trætte og udslidte, men de bar i sig Sejrens Optimisme og besad Mod og Tro på, at de kunne bygge en ny Fremtid for deres genvundne Lande. De havde lært deres egen Kraft at kende og følte sig bedre i Stand til at styre deres egne Sager, både politiske og økonomiske, end de Magthavere, som havde ledt dem ud i Ulykken eller åbent gik over på Fjendens Parti i Nødens Stund. De var besjælet af Viljen til at udnytte alle deres Lands Kræfter og Muligheder til Folkets Bedste, og ønskede en Genopbygning og Genrejsning, som først tog Hensyn til den »jævne Mand«, der havde vundet Krigen. En ny og sund Patriotisme ville føre Landene fra Krig til Fred. Den stred ikke mod, men indbefattede Viljen til Venskab mellem Folkene, til internationalt Samarbejde. Det var denne Grundindstilling, som - mere eller mindre aktivt farvet - prægede Folkenes brede Lag på tværs af mange traditionelle Partirammer. Men netop denne Indstilling må de Kræfter, der er blevet drivende i USA's Udenrigspolitik, anse for det ondeste onde. De, som havde det i deres Magt og Mulighed at hæve deres eget Folks Levestandard enormt, sender deres Varer og Kapital andre Steder hen, fordi de derved venter større Profiter. Ligesom de holder det amerikanske Folks Købekraft nede - Reallønnen er faldende i USA - og forbereder endnu voldsommere Nedskæringer gennem »Slavelovgivningen« mod Fagbevægelsen, sådan vil de også på dollarens nye Ynglepladser af deres Profitinteresser drives ind i et Felttog mod den brede Befolknings Leveniveau, mod de folkelige Organisationer og de Bevægelser, som vil sikre folkelig Kontrol over det økonomiske Liv i Stedet for Monopolernes. For at sikre Monopolinteresserne gør de derfor de største Anstrengelser for at tvinge Folkene bort fra den Vej, som Krigens Erfaringer havde ført dem ind på. Denne Politik forfølger de med Nykomlingens Hensynløshed og Overvurdering af egne Kræfter. Derfor sætter de hele »Informations«-Industriens Propagandaapparat ind i en hæmningsløs Kampagne, hvis Formål er at sprede Nederlagsstemning og Pessimisme i Folket, beskrive dollarens og Atombombens Almagt, som kræver Underkastelse, bruge Krigsfrygten som Middel til at udvikle Militarismen og som politisk Redskab. Dette har altid været blandt den politiske og økonomiske Reaktions Virkemidler - det har enhver erfaret. Det er kun et Tegn på Bagstræbets åndelige Fattigdom, at dette ideologiske Felttog endnu engang tager Skikkelse af et antikommunistisk Korstog med de gammelkendte Virkemidler, med de samme Fordrejelser, som ikke er blevet mere sandfærdige, fordi de nu ikke længere kommer fra en Goebbels' Mund - og ham reddede de jo ikke fra at dø alene, forladt af alle.

Antikommunismen retter sig ikke mod Kommunisterne alene. Den anvendes som Råbet »Stop Tyven«, mens en Hånd sagte glider ned i »Vennens« Lomme og bestjæler ham. Under dens Maske søger dollarmonopolerne i Dag at gøre det relativt tilbagestående Europa til en Koloni, hvor det betaler sig at investere. I europæisk Politik søger man tilbage til Münchenpolitikens Skema, at spalte Europa i antagonistiske Blokke ved Dannelse af en Vestblok omkring Ruhrs dollarbeherskede Sværindustri. Hvad blev Følgen for Europas Folk, hvis en sådan Politik triumferede? Det ville blive alle Kolonifolks Skæbne, det ville blive Latinamerikas Skæbne. De ville berøves alle Muligheder for at forme deres egen Fremtid. De ville komma til at svare deres dyre Tributter til alle Trin af Magthavernes Hierarki, og Leveniveauet ville blivende være sænket. Europas svagere industrialiserede Lande ville være henvist til samme agrariske Tilbageståenhed som i Tysklands Storhedstid. Det gælder i første Række Østeuropas Lande, men da de nu afgjort er slået ind på en Vej, der vil medføre en hurtig Udvikling af en selvstændig Industri, bliver Spørgsmålet brændende aktuelt for Danmark, som med sin nuværende Kurs vil blive et af de svagest udviklede dollarlande. Samtidig vil Europa være værgeløst underkastet den amerikanske Økonomis fremtidige Kriser og vil som den svagere Part få deres Byrder at føle med deres fulde Vægt. Med alt dette vil Grundlaget for nye Konflikter, måske endda nye Krige være lagt. Gennem al Propagandalarm vil Folkene få det virkelige Indhold af denne Politik at føle. Ifølge Sagens Natur må de nye Prætendenter på Verdensherredømmet i stigende Grad, mere åbenlyst støtte Gennemførelsen af deres Planer på den samme politiske Reaktion, som var Nazismens Kollaboratører. Det er det, der så utilsløret sker i Grækenland og Franco-Spanien. Og deres politiske Virkemidler vil mere og mere blive dem, der er kendt og hadet fra de fascistiske Bevægelser: Racehad, Fagforeningsforfølgelser, Indskrænkning af de demokratiske Rettigheder, Undergravelse af den nationale Selvstændighed.

Denne Politik har een Gang ført til Katastrofen for sine Ophavsmænd. Jeg ser ingen Grund til, at den ikke også vil gøre det for dem, der påny vil løfte det samme Sværd. Der er ingen Grund til at bøje Nakken for dem, der nu praler med at være »Verdens Giganter«. Monopolerne har Penge til at købe Skribenter og Agenter for deres Sag. De er rige, og de er mægtige, men det er ikke nok. Deres Bestræbelser bærer i sig Kimen til nye Ulykker for Folkene i alle Lande. Derfor vil de også støde på alle folkelige og demokratiske Kræfters Modstand. Derfor ser man i USA selv en voksende Modstand mod Trusternes Ekspansionisme, som ikke bringer Folket hverken Velstand eller Lykke, og som strider mod de demokratiske Traditioner, hvis Styrke i det amerikanske Folk man ofte er tilbøjelig til at undervurdere. Derfor ser man i de europæiske Folk en stadig klarere og skarpere Afvisning af de amerikanske Monopolers Planer. Det er denne, der har bevirket, at Truman-Doktrinens åbne Brutalitet blev erstattet med Marshall-Planens Uigennemsigtighed, hvilket dog efter det foreliggende kun har været en Ændring i Fraseologi, ikke i Målsætning. Derfor skabes der Tvivl selv i de herskende Kredse i USA, sådan som den toneangivende Skribent Walter Lippmann kommer til at give Udtryk for det, når han skriver: »Hvis vi fører Trumanpolitiken på Grundlag af det Princip, at enhver, der på det voldsomste vender sig mod Sovjetunionen, er vor Ven og Allierede, vil vi skille os fra folkenes Masser næsten overalt .. Hvor rige vi end er, og, hvor mægtige vi end er, så er vi dog hverken rige nok til at finansiere Reaktionen hele Verden over eller stærke nok til at holde den ved Magten.« Men desværre fører man stadig sin Politik på Grundlag af det nævnte Princip. På denne Baggrund vil man forstå, at afgørende for, om det skal lykkes at komme en ny europæisk Katastrofe i Forkøbet, er, om man får gjort Folkene klar over Faren, der truer, og får samlet dem i fornyet Tillid til egne Kræfter, så de tager deres Skæbne i egne Hænder. Derfor er det så dårlig en Gerning de gør, der strør Palmer på dollarens Indtogsvej. Jeg tænker her ikke mindst på, hvad vi har været Vidne til i Forbindelse med Marshall-Planen. I Presse og Statsradiofoni oprettedes en formelig Marshall'sk Bekendelseskirke. Dens første Bud var, at amerikansk Investering var ubetinget nødvendig for Europas Genopbygning og under alle Omstændigheder måtte sikres. Dette Knæfald for dollaren foregik under Udfoldelse af et afsindigt Hysteri, der drog Mindelsen hen på »Politiken«s Hosianna-Råb til München-Overenskomsten, da det prangede hen over Forsiden: »Den lykkeligste Dag i 20 År!«. Rene Kætterforfølgelser foranstaltedes på de Vantro, som forlangte Ret til at lægge Hånden i Såret. - Det eneste forståelige Formål med dette næsten religiøse Hysteri er en bevidst Forberedelse af Antagelsen af enhver Betingelse, der måtte blive stillet. Dette er selvsagt ikke en Varetagelse af danske Interesser. Mest udbredt i Propagandaen herhjemme - i hvert Fald i Tider, hvor de hårde Kendsgerninger har tyndslidt Hysteriet - er måske Talen om den såkaldte »tredje Udvej«. Den føres af Folk, der af velforståelige Grunde ikke kan eller ikke vover at påtage sig Forsvaret for USA's Politik, men som alligevel giver sig den i Vold. Det er Folk, som lever på eller af den Illusion, at det er muligt at sikre en Fremskridtspolitik, samtidig med at man med alle Tegn på Begejstring slutter op i det ideologiske Korstog mod Kommunismen, som foregår i dollarens Tegn og under dens Ledelse. Det giver sig Udtryk i Fjendskab mod og Nægtelse af Samarbejde med dels Sovjetunionen, dels de Kræfter der skarer sig om de forskellige Landes kommunistiske Partier - ja, ofte med alle, der ikke tager direkte Afstand fra dem. Hvad Forholdet til Sovjetunionen angår, er det tilstrækkeligt at henvise til det anførte Citat af Lippmann. Og hvad de kommunistiske Partier angår, er de en vigtig Faktor i alle europæiske Landes politiske Liv, mange Steder er de det eneste Parti, som Arbejderklassen har Tillid til, og overalt repræsenterer de Arbejderbevægelsens mest aktive og beslutsomme Kræfter. Og ikke blot fra Arbejderklassen får de deres Kraft. Mange af de bedste Intellektuelle findes også i deres Rækker. - Et Korstog mod sådanne Kræfter kan intet godt bære i sig. Alternativet til Deltagelse i dette Korstog består i og for sig ikke i at blive Kommunist. Det består i at anerkende, at disse Kræfter ikke kan undværes, hvis Folkesuveræniteten skal bevares og udvikles. Det består i at drage den Lære, som Kampens Gang i Frihedskrigen gjorde uundgåelig. Gør man ikke det i Dag, går man med i det nye Korstog, så vil dette ikke blot ramme Kommunisterne, men måske langt mere mange af Korsridderne selv, for så vidt de mener noget med de Idealer, de samtidig gør sig til Talsmand for. Bevinismens Skæbne på det internationale Plan taler herom sit tydelige Sprog. Dette Spørgsmål har så overordentlig Betydning, fordi det er Reaktionens eneste Chance, at den kan slå betragtelige Lag med Blindhed, tude deres Øren døve for deres egne grundlæggende Interesser. Trods alt tror jeg imidlertid ikke på, at dette lader sig gøre. Sår, der endnu smerter, holder vågen. Vi Kommunister har altid ladet os lede af Tillid til Folket. Det gør vi også videre frem.

Den økonomiske baggrund for USA's ekspantionspolitik.

Oversat fra Novoje vremja (Ny Tid) Nr. 29-30, Juli 1947 - af A. Leontjev.

USA´s rolle i verdensøkonomien

I Begyndelsen af Tresserne i forrige Århundrede stod De Forenede Stater med Hensyn til Industriproduktion endnu kun på Fjerdepladsen efter England, Frankrig og Tyskland. I Halvfemserne rykkede de imidlertid op på Førstepladsen og blev Verdens største Industriland, som allerede dengang rådede over et System af moderne Fabrikker. Den første Verdenskrig, som svækkede de europæiske Lande stærkt, bidrog kun til at gøre USA endnu rigere. Guldregnen fra de fordelagtige Våbenordrer fik Industrien til at vokse i voldsomt Tempo. Som Følge heraf producerede USA allerede i 1925 lige så mange Industrivarer som Storbritannien, Frankrig og Tyskland tilsammen.

Kort før den anden Verdenskrig, i 1937, producerede De Forenede Stater 48,6 % af alle Industrivarer fra de kapitalistiske Lande. Følgende Tal giver en Forestilling om deres specifikke Betydning i Verdensøkonomien. De Forenede Staters Befolkning udgør ca. 6 % af Jordens samlede Befolkningstal, deres Landområde dækker 7 % af Jordens Overflade; før den anden Verdenskrigs Udbrud producerede de imidlertid 60 % af den samlede Verdensproduktion af Olie, 29 % af Kullene, 30 % af Jernmalmet, 12 % af Guldet, 92 % af Molybdæn, 35 % af Støbejernet, 32 % af Kobberet, 22 % af Aluminium, 71 % af Automobilerne og 31 % af Elektriciteten. Hvad Landbrugsproduktionen angår, frembragte USA 17 % af den samlede Hvedeproduktion, næsten 30 % af Havren, 55 % af Majsen og 41 % af Bomulden. USA's Guldbeholdning udgjorde to Trediedele af Verdensguldbeholdningen (Sovjetunionen ikke medregnet).

I Året 1929 producerede USA's Industri Varer til en samlet Værdi af 68 Milliarder dollars. Men selv i denne Højkonjunkturtid var USA's Industrikapacitet kun udnyttet med 70 eller 80 %. Med fuld Udnyttelse af Industrikapaciteten kunne USA altså allerede i 1929 have produceret Varer for 85-100 Milliarder dollars. Den hurtige økonomiske Opgang i De Forenede Stater kunne føres tilbage til et Kompleks af bestemte Årsager. Efter Borgerkrigen mellem Nordstaterne og Sydstaterne begyndte der en Periode af stormende Udvikling for USA. Den økonomiske Vækst begunstigedes ikke alene af Landets store Naturrigdomme, men også af flere ydre Omstændigheder. Den store transatlantiske Republik er i Øst og Vest beskyttet af to Verdenshave. Mod Nord og Syd grænser svage Lande - Kanada og Mexiko - op til USA. Med Undtagelse af Uafhængighedskrigen og Borgerkrigen fra 1861-1865 har Amerikanerne ikke ført nogen nævneværdig ensidige udmattende Krige. De har ikke, som mange af Europas Folk, behøvet at ofre en stor Del af deres Arbejdsudbytte, uhyre Mængder af Materiel og Menneskeliv til Krigens Molok, men har kunnet vie den fredelige Produktion alle deres Kræfter. USA's Befolkning var Mennesker, der forlængst havde befriet sig for Kongernes og Jordaristokratiets Åg. Dette Land kendte intet til de feudale Lænker, som lagde Hindringer i Vejen for den økonomiske Udvikling i en Række andre Storstater.

USA's hurtige økonomiske Udvikling giver altså ikke nogen som helst Anledning til Følgeslutninger i Retning af den såkaldte »Teori om Amerikas Undtagelsesstilling«. Denne Teori, der efter den første Verdenskrig vandt Udbredelse i visse Kredse, går ud på, at de almene Love for det moderne kapitalistiske System ikke skulle gælde for USA; dette Land skulle opleve en evig »prosperity« og hverken komme ud for Kriser eller Nedgangsperioder. Hvor uholdbar denne »Undtagelsesteori« er, afslørede den økonomiske Verdenskrise fra 1929 til 1933. De Forenede Stater viste sig for det første som Krisens Hovedarnested, det var herfra dens blygrå Bølger rullede frem og oversvømmede hele den øvrige kapitalistiske Verden. For det andet havde Krisen netop for USA de allermest ødelæggende Følger. Det var her, Produktionen sank ned til det allerlaveste Stade, og det var her, Arbejdsløsheden fik sit frygteligste Omfang. Denne »Teori om Amerikas Undtagelsesstilling«, der svigtede så forsmædeligt, bliver nu igen sat i Omløb af en Masse Mennesker. Som Grundlag for »Undtagelsesstillingen« anfører man gerne den højt berømmede »amerikanske Leveform«, men ofte forsøger man også, omend i fordækt Form, at indsmugle den hovne Teori om Amerikanernes racemæssige Overlegenhed over andre Nationer. Bankerotte Anskuelser bliver ikke mere overbevisende, fordi man kombinerer dem.

Den anden Verdenskrig berigede USA endnu mere end den første. Industrien fik et kæmpemæssigt Afsætningsmarked for sine Produkter. Statskassen ydede rundhåndet Midler til Opbygning af nye Virksomheder, som derefter blev overladt Mammutfirmaerne til Udbytning. Industrien optog Millioner nye Arbejdere. Også De Forenede Stater havde naturligvis visse Tab på Grund af Krigen. Men for det første gik der færre Menneskeliv tabt ved Krigshandlingerne end ved almindelige Ulykkestilfælde i den samme Periode; for det andet udspilledes Krigen 3000 km fra USA's Kyster, så Landet ikke blev udsat for nogen som helst Ødelæggelse. Man må naturligvis også holde sig for Øje, at Omkostningerne ved Udrustningen af Stridskræfterne og ved Rustningsproduktionen blev båret af Regeringen, altså i den sidste Ende af Skatteyderne, medens Kæmpefordelene og Profitten tilfaldt Driftsherrerne. Krigen bevirkede en betydelig Stigning af Industriproduktionen og førte til en Udvidelse af USA-Industriens Produktionskapacitet. Indextallet for Industriproduktionen nåede, hvis man ansætter Stadet i 1939 til 100, sit Højdepunkt i November 1943 med 237; med andre Ord, Produktionen var blevet mere end fordoblet. Hvor meget rigere De Forenede Stater er blevet under Krigen, fremgår klarest og mest almengyldigt af følgende Opgivelser angående Nationalindkomsten. Denne androg 1929 81,1 Milliarder dollars, 1938 64 Milliarder, 1944 160 Milliarder. Det vil altså sige, at den var fordoblet i Sammenligning med det sidste År før Verdenskrisen, og to og en halv Gang så stor som umiddelbart før Krigen. Man kunne mene, at en sådan Vækst af de økonomiske Ressourcer kun skulle glæde de ledende Politikere og Finansmænd og inspirere dem til at sætte al deres Erfaring og alle deres Kræfter ind på i Overensstemmelse med den sunde Fornuft at stille de ophobede Rigdomme i fredelige Formåls Tjeneste og konsekvent træde i Skranken for Fred og Sikkerhed. Og det ville i Virkeligheden sikkert også være sket, hvis USA's økonomi lå i det amerikanske Folks egne Hænder og tjente dets Krav og Behov. I så Fald havde Landets voksende Rigdom ikke kunnet ophidse til imperialistisk Ekspansion. Men nu er USA's Økonomi underordnet Profit- og Businessinteresser, og hele Magten er i Hænderne på Monopolkapitalen. Under Industri- og Finansmonopolets Herredømme finder Landets forøgede økonomiske Muligheder politisk Udtryk i en tøjlesløs Ekspansion, i en skæbnesvanger Stræben efter Verdensherredømmet. Medens Europas krigs- og okkupationshærgede Lande anspænder alle Kræfter for at genopbygge den ødelagte Økonomi, medens deres Folk bringer de største Ofre for at udslette Følgerne efter Krigskatastrofen, har de Folk, som hemmeligt sidder og trækker i Trådene i Wall Street, og som i stadig højere Grad bestemmer Washingtons uden- og indenrigspolitiske Kurs, andre Bekymringer. De er feberagtigt optaget af at udspekulere nye Kilder til Overprofit, nu da Krigen er forbi, for Krigen var en Guldgrube for Monopolkapitalisterne; den åbnede dem mægtige nye Afsætningsmarkeder, hvor de kunne opnå fordelagtige Priser for deres Varer. Erstatning for Krigen finder man i Magtpolitik og Kaprustning, i ugenert økonomisk og politisk Ekspansion, i Planer, der går ud på Undertrykkelse af Europa og andre Kontinenter.

Produktionskoncentrationen og Monopolkapitalismens Vækst

Den anden Verdenskrig lagde ikke alene ingen Hindringer i Vejen for Monopolernes Beherskelse af USA's økonomiske Liv, den styrkede yderligere deres økonomiske Positioner og deres politiske Indflydelse. Det har længe været Skik og Brug at betegne USA som Trusternes Land. Denne Betegnelse er i Dag mere træffende end nogensinde. En lille Gruppe af Mammutforetagender har allerede i mange År været udslaggivende for USA's nationale Økonomi. Den stigende Koncentration af Produktionen er blevet væsentlig fremskyndet af Krigen. Oplysninger vedrørende denne Koncentration fandtes i en Beretning om »den økonomiske Koncentration og den anden Verdenskrig«, som i Juni 1946 blev forelagt Senatet af den »specielle Senatskommission til Undersøgelse af de små Virksomheders Problemer i Amerika«. Den indeholder følgende Tal, som giver en udmærket Illustration til Situationen: Fra 1939 til 1944 er følgende Forandringer indtrådt i Forarbejdningsindustrien, som målt med Produktionsværdien udgør ca. ni Tiendedele af den samlede USA-Industri. Små Virksomheder med 50 Arbejdere og derunder udgjorde i 1939 85 % og i 1944 83 % af det samlede Antal Foretagender. Skønt det absolutte Antal af beskæftigede i disse Virksomheder er steget med en kvart Million, faldt %tallet af de der beskæftigede Arbejdere fra 17 til 12. Med andre Ord: over fire Femtedele af alle Virksomheder beskæftigede kun en Ottendedel af alle Arbejdere.

På den anden Side er Antallet af beskæftigede i store Virksomheder (med 500 Arbejdere og derover) steget fra 3,8 Millioner til 5,2 Millioner. Der findes omkring 2.000 sådanne Virksomheder. Af Gigantindustrier med 10.000 Arbejdere og derover var der før Krigen kun 49, i 1944 var Tallet steget til 344. Antallet af de i disse Industrier beskæftigede Arbejdere er steget fra 1.400.000 til 5.100.000 eller fra 13,1 til 30,4 %. Tager man to af de ovennævnte Grupper af Virksomheder, Storbedrifterne og Gigantindustrierne, altså Virksomheder med 500 Arbejdere og derover, under eet, viser det sig, at de før Krigen beskæftigede 48 % af det samlede Antal Arbejdere i Forarbejdningsindustrien, medens %tallet i 1944 var 62. Med andre Ord: to Trediedele af alle amerikanske Arbejdere er i Dag ansat i større og helt store Virksomheder, hvoraf der i det hele kun findes 2.500. Disse Tal har allerede været citeret i Pressen. Billedet bliver imidlertid langtfra fuldstændigt, hvis man ikke tager med i Betragtning, hvorledes USA's Andel i den kapitalistiske Verdens samlede Industriproduktion er blevet ændret. Som man ved, har USA mere end fordoblet sin Produktion under Krigen. Også Kanada, Australien, den Sydafrikanske Union og Indien har kunnet notere en vis Produktionsfremgang, men disse Landes specifikke Betydning i den kapitalistiske Verdens samlede Økonomi er ringe. Også i England kunne man konstatere en vis Produktionsstigning i nogle Industrigrene, nemlig i dem, der arbejdede for Krigsformål. Men samtidig er Industriproduktionen gået stærkt tilbage i de fleste kapitalistiske Lande i Europa, frem for alt i Tyskland, som tidligere havde Andenpladsen i den kapitalistiske Verden. Når man erindrer sig, at USA før Krigen ydede lidt under Halvdelen af de kapitalistiske Landes samlede Industriproduktion, regner man sikkert ikke for højt, hvis man antager, at de i Dag sidder inde med ikke mindre end to Trediedele af den kapitalistiske Verdens Produktionsapparat. Heraf følger, at de 2.500 Stor- og Gigantvirksomheder i USA fremstiller (eller i alt Fald var i Stand til at fremstille) mindst to Femtedele af alle de kapitalistiske Landes Industriprodukter. En sådan Produktionskoncentration er et hidtil enestående Fænomen i Historien og må naturligvis have de alvorligste Følger. Produktionskoncentrationen er nært forbundet med Monopolernes voksende økonomiske Magt. Stor- og Gigantvirksomhederne i USA ejes af nogle få Monopolgrupper eller står under deres Kontrol. I den ovennævnte Senatkommissionsberetning om de små Virksomheder anføres der otte kæmpemæssige Finansgrupper, som behersker USA's Industri og Bankvæsen. Hertil hører »Familiegrupperne« Morgan, Rockefeller, Du Pont, Mellon, Bankgruppen Kuhn-Loeb samt Chicago-, Cleveland og Bostongruppen. De otte førende Finansgrupper er nær forbundet med hinanden gennem fælles Besiddelse af og Kontrol over Banker og Industriforetagender. Det er i Virkeligheden dem, der behersker hele USA's økonomiske Liv og holder alle »big business«s Tråde i deres Hænder.

Den amerikanske Industris stadig voksende Produktionsapparat blev under Krigen taget i Brug i et hidtil uset Omfang. Ordrer til Hæren gav Monopolerne eksempelløse Profitter. Det bekræftede endnu engang, at Krigen er den store Rædsel for Folkene, men for Storkapitalen først og fremmest en Bombeforretning. I Løbet af Krigsårene 1940-1945 fik de amerikanske Korporationer (sådan kalder man som bekendt Aktieselskaberne i USA) 53 Milliarder dollars ind i ren Fortjeneste efter Fradrag af Skatter. I Året 1942 androg fem Selskabers Bruttofortjeneste mere end Hundrede Gange deres årlige Gennemsnitsfortjeneste i Årene 1936- 1939, 34 Selskaber tjente det tidobbelte, 48 Selskaber det tredobbelte af deres tidligere årlige Gennemsnitsfortjeneste. Disse usædvanlige Profitstigninger og Monopolherrernes hårdnakkede Bestræbelser for at forhindre en Nedgang efter Krigen, tiltrækker sig den brede Offentligheds Opmærksomhed. Krigen gav Storkapitalen Kæmpeindtægter, men samtidig blev Varepriserne - og følgelig også Priserne på Forbrugsvarer - kontrolleret af Regeringen. Da Krigen var forbi, indledede Monopolerne en målbevidst Kampagne mod Priskontrollen. Under Pres fra dem blev der i Juni 1946 vedtaget en Lov, som slappede Priskontrollen, og i Begyndelsen af November samme år blev den fuldstændig ophævet. Siden har Monopolerne ført en ufravigelig Prisstigningspolitik, som bidrager til at sænke Befolkningens Levestandard og fremkalder voksende Uro i Landet. Efter Ophævelsen af Priskontrollen bedyrede Repræsentanter for Industrikredsene, at en hurtig Stigning i Fredsproduktionen af Forbrugsvarer ville medføre en Prissænkning. I Virkeligheden er Priserne imidlertid ikke sunket, de stiger tværtimod uophørligt og har, ifølge Meddelelser fra Bureauet for Arbejdsstatistik i Washington, nået det hidtil højeste Stade i 27 År.

USA's Handelsdepartement meddeler, at Kødpriserne siden Juni 1946 er steget med 83 %, Priserne for Lædervarer med 63 %, og Olie- og Fedtpriserne til mere end det dobbelte. Sammenlignet med 1945 er Priserne for Tekstilvarer steget 39 %, for Byggematerialer 51 %. På Grund af Ophævelsen af Priskontrollen og den samtidige Ophævelse af Krigsskatter på Merfortjeneste har Monopolerne efter Krigens Afslutning ikke alene kunnet holde deres Fortjeneste på det tidligere Niveau, men oven i Købet kunnet forøge den. Denne Kendsgerning springer så kraftigt i Øjnene, at den tvinger selv Mennesker, som ellers ikke er særlig tilbøjelige til at betragte Monopolkapitalens Forehavender med kritiske Øjne, til Eftertanke. En fuldstændig loyal Organisation, der kalder sig »Amerikanere for demokratisk Aktion« (Americans for democratic action), og som er Deltager i USA-Reaktionens almindelige antikommunistiske Felttog, har dannet en Komite for økonomisk Stabilisering. Den består af en Række Personligheder, som under Krigen stod i Spidsen for de vigtigste Korporationer, til Udøvelse af Statskontrol med det økonomiske Liv. Den Beretning, som denne Komite den 15. Maj 1947 forelagde Præsident Truman, indeholder en Række interessante Tal til Belysning af USA-Monopolernes Profitter. Beretningen anfører først Fortjenesterne uden Fradrag af Skatter, idet Forfatterne er af den Anskuelse, at disse Tal har Interesse, forsåvidt som de »angiver Forholdet mellem Priser og Omkostninger og viser, om der var en rimelig Ligevægt mellem disse to Faktorer, om de hverken lå så nær ind på hinanden, at Fortjenesten ikke kunne blive tilfredsstillende, eller så langt fra hinanden, at det øvrige Erhvervsliv kom til at mange på Købekraft«. Det viser sig, at Korporationerne i 1943, hvor den af Krigen betingede Produktionsstigning havde nået sit Højdepunkt, kunne bogføre en Fortjeneste på 25 Milliarder dollars uden Fradrag af Skatter, d.v.s. toogenhalv Gang så meget som den samlede Fortjeneste i 1929 og næsten fem Gange så meget som Gennemsnitsfortjenesten i Årene 1936-1939. Gennem denne Profitstigning er deres Andel i Landets samlede Nationalindkomst blevet fordoblet under Krigen.

Efter Krigens Afslutning skulle disse Profitter uvægerligt være gået ned. Men selv i første Kvartal af 1946, altså før Priskontrollens Afskaffelse, da Fortjenesterne nåede ned på det laveste Niveau, androg de, uden Skattefradrag, et Beløb svarende til en Årsfortjeneste på 15 Milliarder dollars, altså tre Gange så meget som Gennemsnitsfortjenesten i 1936-1939. I tredie Kvartal 1946, da Priskontrollen faktisk var ophævet, steg Fortjenesten igen til et Beløb svarende til en Årsfortjeneste på 22 Milliarder. I fjerde Kvartal samme år. steg den yderligere og nåede Maksimalhøjden fra 1943. I første Kvartal 1947 bevægede den sig ligeledes efter en opadgående Linie. Oplysningerne om Korporationernes Fortjenester efter Fradrag af Skatter frembyder et endnu krassere Billede. I Året 1943 tjente de, efter Fradrag af Skatter, ti Milliarder dollars, altså mere end i den største Højkonjunkturtid (1929), og, trods de betydelige Skattestigninger under Krigen, toogenhalv Gang så meget som Årsgennemsnittet for Årene 1936-1939. Efter Afskaffelsen af Merindkomstskatten steg den samlede Profit i 1946 til 12 Milliarder dollars, efter Fradrag af Skatter. I fjerde Kvartal samme År nåede den op på et Beløb svarende til en Årsfortjeneste på 15 Milliarder, dvs. 5 Milliarder mere end Gennemsnitstallet for 1943. I første Kvartal af 1947 steg Fortjenesten endnu mere. Det er betegnende, at disse Tal giver Beretningens Ophavsmænd Anledning til følgende pessimistiske Udtalelse: »... denne iøjnefaldende Stigning i Fortjenesterne - en Stigning, der er betydelig kraftigere end nødvendigt til Opretholdelse af de pågældende Virksomheders Sundhed og Levedygtighed - er sket på Bekostning af Massernes Købekraft, som dog er den Faktor, hvoraf Erhvervslivets og hele Landets varige Velstand i sidste Ende afhænger.« Denne Pessimisme er særdeles velbegrundet. Under Krigen stammede Merfortjenesterne fra de fordelagtige Våbenordrer. Efter Krigsafslutningen stammer de fra de opskruede Priser. Spørgsmålet er nu, hvor længe denne Metode lader sig anvende med Held. Den indebærer som bekendt farlige Følger: en Indskrænkning af Hjemmemarkedet, som uvægerligt må trække en Indskrænkning af Produktionen eller et voldsomt Prisfald eller begge Dele i Forening efter sig.

»Big business´s« efterkrigsbekymringer

Allerede under Krigen blev der opstillet Beregninger, som viste lidet lystelige Udsigter. Således hævdede Professor ved Harvard-universitetet John H. Williams i et af en Gruppe amerikanske Nationaløkonomer forfattet og 1945 udkommet Skrift »Finansieringen af den amerikanske Velstand«, at man, hvis man vendte tilbage til Nationalindkomsten fra 1939, måtte forudse en Arbejdsløshed på 15-20 Millioner Mennesker. Det Tal, Professor Williams anfører, overstiger endog Arbejdsløshedsniveauet under den »store Depression«, som man i USA kalder Kriseperioden fra 1929 til 1933. Hvorfor trues da USA ved en Tilbagevenden til Førkrigsproduktionen af en så uhyre Arbejdsløshed? Gådens Løsning ligger på den ene Side i den forhøjede Produktionskapacitet, en Følge af tekniske Forbedringer og Omlægninger, som blev foretaget under Krigen, på den anden Side i det Faktum, at den i Erhvervene beskæftigede Befolkningsmasse er vokset. I den tidligere nævnte Beretning fra Komiteen for økonomisk Stabilisering karakteriseres Situationen på følgende Måde: »Den eksempelløse Højde, som Kapitalanlæggene i Fabrikker og Industrier har nået, de tekniske Fremskridt, som fandt Sted under Krigen, og som nu kommer Fredsindustrien til Gode, Overvindelsen af den hidtidige Materialemangel efter Japans Kapitulation - alle disse Forhold bevirker en hurtig Stigning i Produktionskapaciteten og Arbejdsydelsen beregnet pr. Timeenhed.« Beretningens Forfattere henviser til, at lignende Faktorer også efter forrige Krig førte til en Stigning i Produktionskapaciteten, beløbende sig til ti % om Året i tre på hinanden følgende År. Samtidig udtrykker de deres Frygt for, at Stigningen i Produktionskapaciteten i Forening med den ventelige Nedgang i Efterspørgslen vil skabe Vanskeligheder for Udnyttelsen af Produktionskapaciteten og den til Rådighed stående Arbejdskraft. Hvad Monopolherrerne i USA angår, så giver Udsigten til, at en stor Del af Arbejderklassen løber Risiko for at miste Levebrødet, naturligvis ikke dem nogen Hovedpine. De overlader Snakken om »fuld Beskæftigelse« til Nationaløkonomerne, og er tilmed ikke særlig kede af Udsigten til at få en stor Hær af Arbejdsløse. De regner nemlig med, at en voksende Arbejdsløshed vil bidrage væsentligt til en Svækkelse af Arbejderbevægelsen og gøre det muligt at trykke Lønnen for de beskæftigede Arbejdere.

Selv i Øjeblikket, hvor Følgerne af Prisstigningen fremkalder så megen Uro i Landet, lægger toneangivende Repræsentanter for Monopolkapitalen på ingen Måde Skjul på, at de vil gøre alt, hvad der står i deres Magt, for at forhindre en Prissænkning. Således udtalte Vicepræsidenten for Handelskammeret Shreve på en Kongres den 29. April i År, at Priserne vil blive reguleret »gennem den kapitalistiske Økonomis normale Processer, ledsaget af et moderat Tilbagetog«. Dette vil, ligefremt udtrykt, sige, at man stiler mod en »moderat« Produktionsindskrænkning, som efter mange Monopolherrers Mening oven i Købet ville være fordelagtig. Den ville rense Forretningsverdenen for de uafhængige Virksomheder, som opstod under Krigen, og den ville give Finansmagnaterne en Mulighed for at »beklippe« de Fortjenester, det brede Lag af middelstore og mindre Forretningsfolk har skaffet sig under Krigen, og for at svække Arbejderbevægelsen ved Skabelsen af en mægtig Hær af Arbejdsløse. Hverken Udsigten til en truende Arbejdsløshed eller det forudsete »moderate Tilbagetog« sætter altså Monopolherrerne grå Hår i Hovedet. Derimod er der noget andet, der foruroliger dem stærkt: den Fare, der truer deres høje Profitter. Opretholdelsen af Profitten kræver nemlig, at også Produktionen opretholdes på et vist Niveau. Man kan nok en Tid lang holde sig skadesløs for Produktionsindskrænkningen ved at sætte Priserne op. Men denne Metode er kun anvendelig inden for visse Grænser; udover dem vil Produktionsindskrænkninger være forbundet med en Stigning af Produktionsomkostningerne, som ikke kan skaffes ind ved Hævning af Priserne. Prisjobberiet fører til en uvelkommen Indskrænkning af Hjemmemarkedet. Derfor står Monopolerne i USA med deres stærkt udbyggede og eksempelløst koncentrerede Produktionsapparat over for det stadig mere påtrængende Spørgsmål: Hvor skal de finde Marked for deres Varer?

Allerede under Krigen regnede Nationaløkonomer og Statistikere ud, at De Forenede Stater, hvis de skulle garantere Befolkningen lige så stor Beskæftigelse som under Krigen, måtte forøge deres Årseksport til 25 Milliarder dollars. Dette Tal blev f.eks. nævnt af Senator Kilgore. Til Sammenligning er det tilstrækkeligt at henvise til, at den samlede Verdenseksport i 1937 kun udgjorde en Værdi af 15,3 Milliarder dollars. Fra 1921-1939 udførte USA gennemsnitlig Varer for 4,6 Milliarder dollars. Den kendte Labour-Repræsentant Zilliacus sagde fornylig i en Tale, at afdøde Præsident Roosevelt havde haft i Sinde at udarbejde en Plan, hvorefter Størstedelen af Produktionsoverskuddet skulle afsættes på Hjemmemarkedet. Efter hans Død har Truman og Nationalsammenslutningen af Stålproducenter imidlertid indledet en anden Politik. Efter deres Mening vil USA kun kunne sikre sig økonomiske Perspektiver ved en Eksportforøgelse. Som Bevis anførte Zilliacus, at USA, selvom Landet nu anvender elleve til tolv Gange så mange Finanser og Materialer til Rustningsformål som i 1938, alligevel udfører flere Gange sin Førkrigseksport. Ifølge officielle Opgivelser beløb USA's Eksport sig sidste År til 15 Milliarder dollars. Opgivelserne for første Kvartal 1947 lader forudse, at Eksportværdien for dette År vil stige yderligere til 20 Milliarder dollars. Det er betegnende, at velinformerede USA-iagttagere frem for alt sætter Marshall-Planen i Forbindelse med den Fare, som truer den amerikanske Eksport på Grund af »dollarmangelen« i Europa. Herom skriver f.eks. Walter Lippmann, som forudser, at USA må formindske sin Eksport til de europæiske Lande betydeligt til Vinter. Med den Kurs, som Washington i Øjeblikket følger i sin Inden- og Udenrigspolitik, står »big bussiness« foran den Opgave stadig at forøge Udlandsmarkedet for sine Varer. Dette er den ene Side af Problemet. Den anden er imidlertid ikke mindre betydningsfuld.

USA-Monopolerne manipulerer med kæmpemæssige Kapitalmidler. I 1917 fandtes der seks Selskaber med Aktiver på 1 Milliard dollars og derover, 1942 var der 32, og deres samlede Aktiver var steget fra 10 Milliarder til 67 Milliarder. I 1939 var der i det hele kun tre industrikorporationer med Aktiver på over 1 Milliard dollars hver: Standard Oil of New Jersey, General Motors og den amerikanske Ståltrust. Under Krigen kom der yderligere fem Korporationer til, nemlig Curtiss-Wright, Du Pont, Bethlehem Steel, Socony Vacuum og Ford. Monopolernes Vækst, deres stigende Kapitalmidler og Fortjenester, betyder også en Stigning af den årlige Kapitalakkumulation. De akkumulerede Kapitaler måtte anbringes fordelagtigt. Således opstod Problemet: Hvorhen kunne man udføre Kapital? Den kendte Nationaløkonom, Professor ved Harvarduniversitetet og økonomisk Rådgiver for det føderative Reservesystem Alvin H. Hansen skrev i sin 1945 udkomne Bog »Amerikas Rolle i Verdensøkonomien«: »I gode År andrager vore Kapitalopsparinger ca. 20 % af vor Nationalindkomst - dvs. af en Nationalindkomst på 140 Milliarder dollars ca. 28 Milliarder. Det bliver ikke let at finde tilfredsstillende og fordelagtige Anbringelsesmuligheder for en sådan Kæmpesum inden for USA's Grænser.« Allerede i Tiden mellem de to Verdenskrige lagde den amerikanske Storkapital en uhyre Driftighed for Dagen i sin Søgen efter fordelagtige Investeringsmuligheder i Udlandet. USA Diplomaterne var dem behjælpelig efter bedste Evne. Nu har man Brug for endnu flere Investeringsmuligheder i Udlandet for at kunne anvende den akkumulerede Kapital på fordelagtigste Måde. De Rigdomme, USA-Monopolerne samlede under Krigen, har altså rejst en Række nye akutte Problemer. I første Række står her det voldsomt stigende Behov for nye Markeder og for Investeringsområder for amerikansk Kapital.

Vareoverskuddets relative Karakter

Når man taler om USA's Vare- og Kapitaloverskud, må man stadig holde sig for Øje, at dette Overskud må betragtes som højst relativt. Hvis de herskende Kredse i USA anså det for deres Opgave at hæve Befolkningens Leveniveau, at sikre Millioner af Menneskers Eksistens og fjerne de Bekymringer, hvormed de imødeser Morgendagen, og at indlemme de Arbejdsløses Millioner i Produktionsprocessen, så ville der naturligvis hverken være Tale om Kapital- eller Vareoverskud. Der ville heller ikke være Tale om noget sådant, hvis USA havde været rede til at støtte de forarmede europæiske Landes Genopbygning ved Kreditter og Lån på normale økonomiske Betingelser, uden at blande sig i deres indre Anliggender, dvs. uden at pålægge dem økonomiske Betingelser, der gør dem til Slaver af USA, og uden at påtvinge dem en bestemt inden- og udenrigspolitisk Kurs - en Fremgangsmåde, der drives så vidt, at man giver Anvisning på, hvem der skal være Ministerpræsidenter, og hvem der skal sidde i de forskellige Ministerier. Men Monopolkapitalisterne i USA er ikke interesseret i nogen af disse to Muligheder. Den første Mulighed afviser de, fordi de betragter den arbejdende Befolknings lave Levestandard som den grundlæggende Forudsætning for deres egen Overprofit. Ifølge Beregninger foretaget af Nationaløkonomer på Grundlag af officielle statistiske Oplysninger, lå den amerikanske Arbejders Gennemsnitsindkomst før Krigen på 40-60 % af Eksistensminimummet. J. Kuczinsky, der har foretaget en Række Undersøgelser over den amerikanske Arbejderklasses Stilling og offentliggjort Resultaterne, hævder, at kun ca. en Sjettedel af alle amerikanske Arbejderfamilier i 1935-36 havde en Levestandard over Eksistensminimummet. Eventyret om de amerikanske Arbejderes høje Levestandard under Krigen hører til de Løgne, som så behændigt bliver udspredt af Propagandisterne for den »amerikanske Leveform«. En ubestridelig Kendsgerning er derimod den betydelige Forværring af Arbejderklassens materielle Situation efter Krigens Afslutning. Denne Kendsgerning blev særlig trukket frem på Industrifagenes Kongres, som i Februar i År udsendte en særlig Erklæring, hvori det hedder: »De høje og stadig stigende Leveomkostninger bidrager til gradvis at nedsætte Nationens Levestandard og Sundhedstilstand ...«

Næsten daglig indløber der Telegrammer om nye Strejker, som i Reglen er rettet mod Arbejdsgivernes og Myndighedernes stadig nye Angreb mod Arbejdernes Realløn og elementære Rettigheder. Efter krigsstrejkerne i USA omfatter Hundredtusinder af Arbejdere og varer i Ugevis. Det er kommet til omfangsrige Arbejdskonflikter i så livsvigtige Erhvervsgrene som Kulindustrien, Jernværkerne, Byggeindustrien, Jernbanerne og Skibsfarten. Selv Arbejdernes beskedneste økonomiske Fordringer støder på hårdnakket Modstand hos Storkapitalen, der betragter Sænkningen af Arbejdernes Levestandard som den vigtigste Forudsætning for en yderligere Berigelse af sig selv. Dette er Forklaringen på det tilsyneladende Paradoks, at det overvejende Flertal af den arbejdende Befolknings Eksistensgrundlag i det rigeste af alle kapitalistiske Lande, som oven i Købet under Krigen blev endnu rigere, efter Krigen bliver stadig mere usikkert. Det er betegnende, at det ikke alene er Arbejderne, der rammes af den truende Nød, men også andre Grupper af den arbejdende Befolkning, som kun har deres Løn at leve af. Ugebladet »Newsweek«, der som bekendt er langt fra at hylde progressive Anskuelser, bringer Beretninger om den amerikanske Lærerstands katastrofale Situation. I en Artikel med den veltalende Overskrift »Sultende Lærere i USA« hedder det: »Hvis hele Skolevæsenet i det rigeste Land i Verden skulle gå hen og bryde sammen, kunne kun de ti Millioner, der ikke kan læse, påberåbe sig, at de ikke havde haft nogen Anelse om, hvad der foregik. Aviserne har i Årevis bragt Beretninger om, hvad der sker med Nationens 900.000 Folke- og Mellemskolelærere- og Lærerinder. De bliver, selv i Betragtning af, at de kun har et Arbejdsår ni Måneder, så dårligt betalt, at mange må tage ékstrarbejde som Hotelstuepiger, Bartendere og Bogholdere. Siden 1939 er 350.000 af de dårligst betalte gået over til andet, mindre »frit Erhverv«, men mere indbringende Arbejde. Af de øvrige stod hver niende ikke et tilfredsstillende Niveau med Hensyn til Uddannelse og Erfaring.« Tidsskriftet fortæller om Lærernes Kamp for Lønstigning og om Lærerstrejker. Men Strejkerne gør åbenbart ikke noget dybere Indtryk på den enkelte Stats reaktionære Myndigheder, som lader Lærerne sulte. De sørgelige Kendsgerninger, som meddeles i Tidsskriftet, bekymrer ikke de værdige Efterfølgere af Initiativtagerne til Dayton-Processen. »Newsweek« fortsætter: »60.000 Skoleklasser stod uden Lærere. Ungdomskriminaliteten var foruroligende høj; 350.000 Rekrutter underskrev sig med et Kryds.«

Hjemmemarkedet for amerikanske Varer ville naturligvis kunne udvides betydeligt ved en Hævelse af den arbejdende Befolknings Realløn. Men Monopolerne har ikke til Hensigt at give Afkald på deres kæmpemæssige Overprofitter. - Tværtimod fører de konsekvent en Politik, der går ud på for enhver Pris at opretholde de høje Profitter. Derfor gennemtvang de i Juni 1946 den faktiske Afskaffelse af Priskontrollen, skønt det var let at forudse, at denne Forholdsregel ville undergrave Landet økonomisk. Prisstigninger må jo, hvis ikke den arbejdende Befolknings Indtægter samtidig stiger tilsvarende, uvægerligt føre til, at Krigstidens ubrugte Opsparinger - det, Nationaløkonomerne kalder »ophobet Købekrafts - udtømmes i Løbet af kort Tid, hvilket igen vil fremskynde Vanskelighederne ved at finde Afsætning for Varerne. At disse Vanskeligheder og i det hele taget en Konjunkturnedgang ikke mere er langt borte, lader sig aflæse af de gentagne »Jordskælv« på New Yorks Børs. Også andre Varsler taler om en stadig nærmere Krise: den ellers sædvanlige Opsving i Handelen i Forårsmånederne er i År udeblevet, og i en Række Industrigrene har der vist sig en fortsat månedlig Tilbagegang i Produktionen. I en Tale den 21. April i År, dvs. efter Begivenhederne på New Yorker Børsen, gik Præsident Truman stærkt ind for en frivillig Prissænkning fra de industridrivendes Side. Han indrømmede, at den uafbrudte Prisstigning havde forårsaget en Nedgang i Levestandarden for Millioner af amerikanske Familier, som »havde opbrugt deres små Opsparinger ... De har stiftet 50 % mere Gæld end for et År siden«. Talen er også forsåvidt bemærkelsesværdig, som Præsidenten ved denne Lejlighed for første Gang advarede mod den Risiko, at en Opretholdelse af det høje Prisniveau kunne føre til »Tilbagegang eller Depression«. Erindrer man sig, at det i officielle USA-kredse er almindeligt at kalde Kriserne for »Depressioner« (Krisen 1929-1933 betegnes, som nævnt, sædvanligvis som den »store Depression«), så må disse Ord vel opfattes symptomatisk. Endnu for kort Tid siden hed det sig, at Krisen kun var et Spøgelse, som ildesindede Agitatorer fremmanede for at forskrække de brave Amerikanere. Nu hører man allerede fra officielle Talerstole om den truende Krise. Således forholder det sig med Vareoverskuddets relative Karakter. Ligeså relativt er Kapitaloverskuddet.

Den amerikanske Kapital og Verdenspolitikken

USA's dollaroverskud ville være let at anbringe, hvis de amerikanske Finanskredse viste sig tilbøjelige til at yde andre Lande Lån på rimelige Betingelser. Uden Tvivl ville ordentlige Kreditforhold også stimulere Vareudvekslingen mellem USA og den øvrige Verden betydeligt. Europas og Asiens krigshærgede Lande ville ikke alene gerne optage amerikanske Kreditter, men utvivlsomt også strengt opfylde deres finansielle Forpligtelser i Forbindelse med Lån, som kunne lette dem Genopbygningen. De Lande, som er slået ind på Demokratiets og Fremskridtets Vej, er rede til at betale deres oversøiske Kreditorer normale Renter for dollarlån og indløse Lånene på normal Måde. Men de vægrer sig på det bestemteste mod at tage dollarpolitikkens, dollardemokratiets og dollardiplomatiets tvivlsomme Fordele med i Købet som gratis Tilgift til dollarlånene. Folkene har ikke under de største Ofre tilkæmpet sig deres Frihed og Sikkerhed, for bagefter at give dem til Pris for en Ret Linser - dollarløfter eller Almisser. - Den Slags Lån kan friste Grækenlands monarkistiske Fascister, de tyrkiske Bakschischdyrkere, den folkefjendtlige Kuomintangklike eller Hitlers og Mussolinis spanske Kreatur - de demokratiske Lande vil harmfuldt tilbagevise ethvert Forsøg på at afkøbe dem deres Selvbestemmelsesret med dollars. Ikke alene fremskridtsvenlige Kredse inden for den amerikanske Offentlighed, men også vidsynede Repræsentanter for Forretningsverdenen har gentagne Gange åbenlyst gjort sig til Talsmand for, at der skulle ydes Sovjetunionen et større Lån. Og hvad ville vel være mere naturligt end et sådant Lån fra et Medlem af Anti-hitlerkoalitionen, som ikke selv har været udsat for fjendtlig Besættelse eller Krigshandlinger på egen Jord, til et andet Medlem af samme Koalition, som har båret Hovedbyrden i Kampen mod den fælles Fjende? Så meget mere, som den Punktlighed og Nøjagtighed, hvormed Sovjetunionen opfylder sine Forpligtelser, ikke engang kan drages i Tvivl af dens værste Fjender. De imperialistiske Kredse i USA fører imidlertid en hårdnakket og hidtil succesrig Kamp mod Ydelsen af Kreditter til Sovjetunionen. Og de lægger på ingen Måde Skjul på deres Motiver. Under Krigen regnede de med, at Hitler ville tvinge Sovjetunionen i Knæ. Nu sætter de deres Lid til en politisk og økonomisk Isolering af vort Land, som skal lægge en Hemsko på dets økonomiske Fremgang.

Naturligvis kan Sovjetunionens Folk også klare sig uden Hjælp fra den rare Onkel i Amerika. De er ikke just forvænt af Skæbnen, og Fortidens tunge Prøvelser har stålsat deres Vilje og deres Ånd. De har i et eksempelløst Tempo rådet Bod på de Ødelæggelser, som anrettedes i Landet under den første Verdenskrig og den derpå følgende røveriske Intervention af Imperialister fra 14 Lande, hvorimellem også USA, og ydermere har Sovjetfolket, som overtog et forarmet, ruineret Land fra Zarregimet, på kort Tid forvandlet det til en førsteklasses Industrimagt, til et kollektivt Landbrugsland og til et uovervindeligt Bolværk for Socialismen. Forsøgene på at storme dette Bolværk har allerede kostet de tyske og japanske Spekulanter i Verdensherredømme Livet, og en ligeså krank Skæbne venter enhver, der skulle falde på at følge deres Eksempel. Bitter Skuffelse venter også de stærblinde Reaktionære, som for Alvor håber på, at det ikke skal lykkes Sovjetunionens Befolkning uden fremmed Hjælp at hele Krigens Sår og føre vort Fædreland mod et endnu større økonomisk Opsving. Kreditter på retfærdige, købmandsmæssige Betingelser, uden Krænkelse af Parternes Ligeberettigelse, indgår ikke i Wall-Street-Bankiernes Beregninger. De er interesseret i andre Ting. Også for dem er Kapitaludførslen det vigtigste Ekspansionsredskab. Ydelsen af Kreditter bringer dem i umiddelbar Forbindelse med den Verdensherredømmepolitik, som er uforenelig med Respekten for andre Nationers Suverænitet. Allerede under Krigen blev det ofte sagt ligeud, at dollars ville blive brugt som det vigtigste Middel til at lægge Pres på de internationale Forhandlinger. Allerede dengang regnede de Folk, der spekulerede i USA's Verdensherredømme, med, at Tilståelse eller Nægtelse af Kreditter skulle bruges som en solid Løftestang for deres udenrigspolitiske Planer. Efter Krigsafslutningen er Wall Streets Ytringer i denne Retning blevet endnu mere utvetydige. Således udtalte Formanden for det amerikanske Handelskammer Jackson den 13. November 1946 på Nationalrådet for Udenrigshandels Kongres i New York: »Vi må lægge den fulde Vægt af vor økonomiske Magt i Verdenspolitikkens Vægtskål.« Jackson opfordrede åbenlyst til at udnytte den amerikanske Vare -og Kapitaleksport til Styrkelse af Kapitalismen overalt i Verden og til Bekæmpelse af alle socialistiske Tendenser. Han udtalte sig rosende om Udenrigsministeriets Politik og krævede, at man til det ovennævnte Formål skulle benytte sig af USA's »økonomiske Påvirkningsfaktor«.

Det er ikke alene fra enkelte Personer, men også fra officiel Side, man hører Udtalelser af denne Art. Den Komité, Repræsentanternes Hus har nedsat angående Efterkrigstidens økonomiske Politik, erklærede i sin Beretning for November 1945, at Kreditter til andre Stater skulle benyttes til at gennemtvinge såvel økonomiske som politiske Indrømmelser. Det hedder i denne Beretning: »I Betragtning af, at Fordelene ved amerikanske Lån og andre Aftaler med os er det bedste Argument, vi kan føre i Marken under Forhandlinger for at opnå politiske og økonomiske Koncessioner i Verdensstabiliseringens Interesse, foreslår Komiteen, at hele den økonomiske Politik indrettes med dette Formål for Øje. Særlig må der lægges Vægt på, at amerikanske Firmaers Ejendomsrettigheder bliver tilbørligt varetaget.« Praksis viser, at dollaren er ophørt med blot at være en bestemt Nations Betalingsmiddel. Den er blevet Redskab for en ganske bestemt Politik. Og hvilken Politik det drejer sig om, er åbenbart. Marshall-Planens korte, men lærerige Historie taler sit tydelige Sprog. Det skal dog hertil siges, at dollaren i denne Sammenhæng i Folkenes Øjne i stadig højere Grad er blevet et Symbol på Verdensreaktionen, et Vartegn for de mørkeste og mest korrupte Elementer i vor Tid. For Profithajerne gælder naturligvis som altid Grundsætningen: Penge lugter ikke. Men den stadig stærkere Stank, der står omkring dollaren og dollarspolitikken volder alle hæderlige Mennesker over hele Verden Ubehag.

Den amerikanske Kapitaleksports Ejendommeligheder

På hvilke Betingelser vil USA-Monopolerne være villige til at placere deres Kapitaloverskud i Udlandet? For at f å et Svar på dette Spørgsmål skal man naturligvis ikke høre efter de vage Forsikringer om, at De Forenede Stater er rede til at »hjælpe« Europas krigshærgede Lande. Men man skal lade de ubedragelige Kendsgerninger tale, de giver nemlig det klareste Svar. USA-Monopolerne er ikke længere Novicer i Kapitaleksport. De Forenede Stater er ganske vist begyndt betydelig senere end England, Frankrig og andre europæiske Lande, men på dette som på en Række andre Områder har de hurtigt indhentet det forsømte. Kort før den første Verdenskrig androg USA´s Investeringer i Udlandet mindre end den i USA placerede udenlandske Kapital, med andre Ord: USA var dengang Skyldner, ikke Kreditor. I Perioden mellem de to Verdenskrige, eller rettere sagt i Løbet af det Årti, som afsluttedes med Krisen 1929, rykkede Landet imidlertid meget hurtigt op til at blive en af Verdens største Kreditor-nationer.

I 1914 var USA's Investeringer i Udlandet kun en Smule større end Storbritanniens i 1855, men 1929 var Storbritannien allerede indhentet. USA's Kapitaleksport udviser en Række Ejendommeligheder. Frem for alt står de såkaldte direkte Investeringer i Forgrunden. Herunder regnes: Opkøb af Kontrolaktieposter i udenlandske Virksomheder og Grundlæggelse af Industriforetagender eller andre Firmaer og af Filialer og Datterselskaber af USA-Monopolerne i andre Lande. De direkte Investeringer adskiller sig på afgørende Måde fra Udlån og andre Former for Kredit. De garanterer USA-Monopolerne en umiddelbar økonomisk Magtudøvelse. Dette blev sagt ganske åbenhjertigt af den amerikanske Bankier-sammenslutning i et Memorandum, som offentliggjordes i Februar 1945 i Forbindelse med Finansaftalerne i Bretton Woods. Det fremhæves heri, at de direkte Investeringer har den Fordel at være forbundet med »Kontrol« (care) og »Forvaltning« (management). Men når man taler om, at de direkte Investeringer spiller. en førende Rolle i USA's Kapitaleksport, må man ikke lade ude af Betragtning, at de på ingen Måde repræsenterer den eneste og værdimæssigt ikke engang den overvejende Form for Placering af amerikansk Kapital i Udlandet. Betydningen af de Lån, der ydes af USA's Banker og Regering er almindelig bekendt. Disse Låns Karakter og de Retningslinier, hvorefter de ydes, bestemmes imidlertid ligeledes af de Monopolers Interesser, som har Foretagender og Filialer i Udlandet. Og Washingtons Udenrigspolitik, som skal omtales om lidt, tjener for en stor Del de samme Interesser. USA-Kapitalen vender sig i første Række til de Industrier, der fremdrager Naturrigdomme, d.v.s. den grundlægger eller opkøber fortrinsvis Bedrifter, der leverer Råvarer. Herom vidner f.eks. følgende Tal: I Følge Opgivelser pr. ultimo 1940 androg USA's udenlandske Investeringer i denne Art af Industrier over 2 Milliarder dollars, medens Tallene for Fabriksindustrien lå under 2 Milliarder. Inden for Landets Grænser var Forholdet et ganske andet. Fabriksindustriens samlede Aktiver oversteg her 47 Milliarder dollars, medens Råvareindustriens Aktiver udgjorde 7,27 Milliarder, altså ikke meget mere end en Syvendedel af den førstnævnte Sum. Disse Tal er højst lærerige. De viser en Tendens, der er karakteristisk ikke alene for USA, men også for andre store kapitalistiske Magter i den nyere Tid: nemlig Tendensen til at pålægge Befolkningen i tilbagestående, fattige og afhængige Lande det tunge Arbejde med udvindelsen af Råstoffer. Billige Råstofkilder og billig Arbejdskraft er hvad vore Dages Monopolherrer ser i de økonomisk svagt udviklede Lande og deres Befolkninger.

De tyske Imperialister har to Gange forsøgt ved Hjælp af Våbenmagt at forvandle en Række Nabolande til et Vedhæng til det tyske Rige, til Andenklasseslande, der kun skulle beskæftige sig med Landbrug og levere Råstoffer. Andre Magters Imperialister forsøger med adskilligt mere Held at' nå det samme Mål ved Hjælp af Guld, uden dog på nogen Måde at give Afkald på at bruge Vold, når det gælder om at holde og udbygge deres Positioner. I vore Dages kapitalistiske Verden hedder det overalt: »Lad Negrene gøre det beskidte Arbejde!« Men det er naturligvis ikke bare Negrene, der sigtes til - det er også alle andre Folk, som de moderne Imperialister stræber efter at pålægge det tungeste fysiske Arbejde med Udvindelsen af de Råstoffer, Monopolerne har Brug for i stadig stigende Mængder. At disse Tendenser findes i USA er ikke særlig mærkværdigt. Det er gammel Tradition i dette Land »at lade Negrene gøre det beskidte Arbejde«. Denne Tradition går tilbage til Negerslaveriets Tid, som har sat dybe Spor i den herskende Klasses Ideologi i den transatlantiske Republik. Der udvikledes og befæstedes dengang et helt System af sociale og politiske Anskuelser, og det ville være yderst naivt at tro, at dettes System med eet Slag skulle være forsvundet fra Jordens Overflade efter Nordstaternes Sejr over Sydstaterne. Det har tværtimod vist sig overordentlig sejlivet og er indgået som fast Bestanddel i den amerikanske Ekspansionspolitiks ideologiske Forråd.

Udenrigspolitikken i Monopolernes Tjeneste

Vi har set, at Kapitaludførslen er et vigtigt Våben for USA til Erobring af Råstofkilder. Det er karakteristisk, at denne Kendsgerning ikke alene indrømmes af Repræsentanter for Monopolkredse, men også af USA's førende Udenrigspolitikere. Således erklærede den amerikanske Viceudenrigsminister for økonomiske Anliggender Clayton i Oktober sidste År, at Investeringerne af amerikansk Kapital i Råvareindustrier havde Krav på Washingtons særlige Opmærksomhed. Han udtalte, at »... da de vigtigste amerikanske Industrier er afhængige af oversøiske Råstof tilførsler, er det indlysende ... at Leveringerne er af den største Betydning for vor nationale Sikkerhed.«: Den Slags Udtalelser med Henvisninger til den nationale Sikkerhed er uhyre symptomatiske. Den kaster Lys over det gådefulde Forhold, at USA's nationale Sikkerhed pludselig skal sættes i Forbindelse med Situationen i Jordklodens fjernæstliggende Egne. Ser man lidt nøjere på de Punktér på Kortet, der her er Tale om, vil man snart finde ud af, at det drejer sig om Steder og Områder, der direkte har noget at gøre med Udvinding af Olie, sjældne Metaller og i det hele taget Metaller, af Uran (Råstoffet til Atombomber) og andre vigtige Industriråvarer. Wall Street-Kapitalen lægger altså frem for alt an på Råstofkilder. De gennemtrængende Oliedunster, der ombølger Washingtons Politik i Dag, mærkes af enhver, der ikke netop holder sig for Næsen. Under Kongresdebatten om det såkaldte Hjælpeprogram for Grækenland og Tyrkiet blev der både i selve Kongressen og i Pressen nævnt en Række Kendsgerninger, som viser, at dette Program i ganske særlig Grad er skåret til med Henblik på Erhvervelsen af Olieforekomster. F.eks. erklærede Senator Johnson, at fem store amerikanske Olieselskaber i de sidste tre Årtier havde benyttet Udenrigsministeriet som »Stik-i-Rend-Dreng« for sig under deres Forsøg på at skaffe sig Oliekoncessioner i den mellemste og nære Orient.

Med hvilke Midler man skaffer sig Råstofkilder, især Olieforekomster, er almindelig bekendt. Skandaløse Afsløringer af de forskellige Transaktioner på dette Område hører næsten til Dagens Orden i USA. For ganske nylig fremkom f.eks. en vis Hr. Moffet, der var Aktionær i et Olieselskab og følte sig forfordelt ved Udbetalingen af Dividender, med en ny Afsløring. Han røbede, at Kong Ibn Saud havde fået 7 Mill. dollars for at overdrage en Koncession til et USA-Firma. Hr. Moffet kunne ved samme Lejlighed fortælle en hel Del andre delikate Enkeltheder om de amerikanske Oliemonopolers lyssky Transaktioner. Ved Siden af Bestikkelse, Afpresning og Korruption af enhver Art bruges der under Erobringen af Råstofkilder endnu et Middel, der ikke mere alene kommer ind under Begrebet politisk Moral, men under Begrebet Voldspolitik. I Reglen holder Flaget sit Indtog i dollarens Følge, og især da når det drejer sig om de dollars, der investeres i Råstof erhvervelse. Allerede i 1944 skrev »Harper's Magazine« i en Artikel med Titlen »Arabisk Olie og amerikansk Imperialisme«: »En amerikansk Olieledning i det mellemste Østen uden Protektion af Amerikas politiske Magt, uden Garnisoner, Krigshavne og Luftflådestøttepunkter, og uden Vilje og Evne til at møde en hvilken som helst Udfordring med Magt, ville være det rene Don Quichoteri.« Denne programmatiske Udtalelse har sikkert de amerikanske Monopolkredses fulde Billigelse. Den kaster også klart Lys over de amerikanske Oliekredses Påstand om, at Verdenscentret for Olieudvinding er ved at blive forlagt fra det Karibiske Hav og den Mexikanske Havbugt til Middelhavet og den persiske Havbugt. Flaget følger hurtigt Olieinteresserne på deres Fremmarch. Et Bevis herpå er hele den græsk-tyrkiske Affære, som Washingtons Udenrigspolitik i Dag er fuldstændig opslugt af.

Den amerikanske Politik, der er Olieselskabernes lydige Redskab, begynder for Alvor at betragte Middelhavet som en Slags nyt Karibisk Hav. Den samme geografiske Fejltagelse begår USA´s Flåde, der promenerer omkring på Middelhavet, som om det var det Karibiske Hav. Geografiske Fejltagelser kan aldrig føre til noget godt, og særlig ikke i dette Tilfælde, for rundt omkring Middelhavet bor Folk, som ikke er til Sinds at glemme deres Historie, deres Kultur og deres nationale Interesser på Grund af nybagte oversøiske Kolumbussers tvivlsomme geografiske Opdagelser. Disse Folk er udmærket godt klare over, at de ikke bor ved den mexikanske Havbugt ...

Dollarslaveriet

USA-Monopolernes Skalten og Valten i Udlandet har allerede antaget ganske bestemte Former og nået et ganske bestemt Stade. De forsøger at forvandle de udvalgte Lande til et råstofleverende Vedhæng til den højt udviklede amerikanske Industri. Disse Landes Befolkning skal levere billige Råstoffer, men samtidig skal de aftage USA-Industriens Vareoverskud. Resultatet er en forkrøblet, økonomisk ensidig Udvikling i de Lande, som er blevet Trælle af dollaren. Og denne Afhængighed har en Tendens til at blive stadig større og mere omfattende. Netop denne Skæbne er overgået en Række latin-amerikanske Republikker. Deres ensidige Udvikling til Råstofproducenter har haft de mest ødelæggende Følger for dem. Den elendige Tilstand i disse Lande, Demoralisationen og Rovdriften på Naturrigdommene, er blevet særdeles levende skildret både i Litteratur og Presse; men Forhold af den Art er uadskilleligt forbundne med den amerikanske Finansherredømme, som forvandler hele Lande til Producenter af Kaffe, Sukker, Bananer, Metaller, Olie o.s.v...

Når Wall-Street-Monopolerne først har fået et fast Greb om de afgørende Positioner i fremmede Landes vigtigste Erhvervsgrene, kan de uden videre diktere disse Lande deres Vilje. De styrter Regeringer og indsætter nye, de forbyder eller tillader Bygning af Jernbaner, de bestemmer ugenert over de pågældende Folks vigtige Livsspørgsmål. Men frem for alt lægger de Hindringer i Vejen for de afhængige Landes økonomiske Udvikling, f.eks. for Skabelsen af en Sværindustri, og modvirker ethvert Forsøg hos dem på at nærme sig økonomisk Selvstændighed og Uafhængighed. Det er med god Grund, den i Havanna (Kuba) udkommende Avis »Hoy« i en omfangsrig Artikel om De Forenede Staters Ekspansionspolitik erklærer: »De Forenede Stater forsøger at forvandle de latin-amerikanske Republikker til een stor Koloni.«. Det er alment bekendt, at Washington støtter reaktionære og profascistiske Regeringer i en Række latin-amerikanske Lande som Brasilien, Paraguay, Nicaragua, San Salvador, Ecuador og den dominikanske Republik. I et hvilket som helst latin-amerikansk Land arbejder et USA-Agentur, som blindt lystrer Direktiverne. Dette Agenturs Virksomhed går overalt ud på at undertrykke enhver Bevægelse af progressive Kræfter for Uafhængighed og Befrielse fra dollarsslaveriet. I denne Sammenhæng spiller Forsøgene på at knuse den organiserede Arbejderbevægelse, der optræder mod Imperialismen, en ikke ringe Rolle. dollaren suger Saften ud af de afhængige Lande. De Forenede Staters Indtægter af udenlandske Investeringer overstiger selve Investeringernes Værdi. Endvidere tager USA's Import fra Latin-Amerika i stadig højere Grad Form af Renter af lånt USA-Kapital. I Løbet af ni År, fra 1930 til 1938, indførte USA Værdier for et Beløb af 4.253.000.000 dollars fra Latin-Amerika. Heraf var de 1.313.000.000 dollars Renter af Værdipapirer og Indtægter af USA-Kapitalanlæg.

En chilensk Nationaløkonom fremstiller Situationen i Chile på følgende Måde: »Det er et interessant Faktum, at 95 % af det Kobber, der leveres fra Chile, udvindes af Selskaber, der ejes af Amerikanerne og drives af dem ... 60 % af Chilesalpeteret produceres af amerikanske Selskaber. Af hver dollar, vi her sælger Salpeter for, bliver de 85 Cents i USA, til Dækning af Gælden til Salpeterselskaberne, Dividender, Fragt, Forsikringspræmier, Transportomkostninger, Lagerafgifter og Afsætningskommissioner.« Chile er imidlertid ingen undtagelse. De øvrige latin-amerikanske Republikker er ikke mindre afhængige af Wall Street. Vi vil slet ikke tale om de små mellemamerikanske Republikker, som fuldstændig beherskes af den amerikanske Frugttrust United Fruit Compagny. Lad os tage et Land som Venezuela. Bladet »Hoy« bragte 25 Juni 1947 en Artikel af den kendte venezuelske Nationaløkonom Victor Guerere, som skriver: »Det er en Kendsgerning, at vor Eksport og Import bliver kontrolleret af et bestemt Land, eller rettere sagt, af et bestemt Lands Monopolkoncerner. Vor Betalings- og Handelsbalance er fuldstændig afhængig af Olieudbyttet. Hertil kommer vor Handelsaftale med De Forenede Stater, hvis enkelte Paragraffer kun består i Indrømmelser fra vor Side. Landets Forsvar og Suverænitet er blevet til tomme fraser.« Dette er det mønster, hvorefter de politiske skræddere i Wall Street har i sinde at tilklippe deres fremtidige relationer med de europæiske Lande. De har selvfølgelig ikke noget som helst imod at optræde i et hvilket som helst Land i Europa, som de optræder i Chile eller Venezuela. Det er den virkelige baggrund for »USA-hjælpen« til Europa, når man ser bort fra fiktive Løfter fra de politiske Kommis'er i Wall Street og holder sig deres Principalers, Bankiernes, virkelige Hensigter for Øje.

Wall Streets Efterkrigsappetit

Appetitten kommer, mens man spiser, plejer man at sige. Det passer udmærket på USA-Monopolerne, som er vant til at skalte og valte fuldstændig egenrådigt på den vestlige Halvkugle, og som nu har fået Lyst til at gøre det samme over hele Verden. En stor Rolle i deres Kalkulationer spiller også den Omstændighed, at USA i Øjeblikket har en gunstig Stilling på Verdenskapitalmarkedet. I Tiden mellem de to Krige måtte USA-Bankiererne regne med engelsk Konkurrence til deres Kapitaleksport; dette er ikke mere Tilfældet. Som bekendt har England lige efter Krigen optaget et Lån i Amerika, oven i købet på temmelig hårde Betingelser. I de sidste Måneder har der allerede været Tale om et nyt USA-Lån. Kredse i England, der er imod dette Lån, har udtalt Frygt for, at Landet faktisk var på Vej til at blive gjort til en 49. Stat i USA. Wall Street indtager altså i Øjeblikket næsten en Monopolstilling på Verdenskapitalmarkedet og søger at udnytte denne Stilling til Fordel for deres Ekspansionsbestræbelser. Man plejede tidligere at tale om, at de imperialistiske Magter i Europa drev en Balkaniseringspolitik. I Dag kunne man tale om en Latinamerikaniseringspolitik, nemlig den som USA-Monopolerne og Washington-Diplomaterne forsøger at drive i Europa. Det er dette, som er Formålet med Truman-Doktrinen og den nye Udgave af den, der kaldes Marshall-Planen.

Siden Forkyndelsen af Truman-Doktrinen er det blevet særdeles iøjnefaldende, at denne Doktrin i Virkeligheden er et Program for uhæmmet amerikansk økonomisk og politisk Ekspansion. Det er ganske vist blevet besmykket med pseudodemokratiske Fraser, men Truman-Doktrinens Forkæmpere lader selv ved enhver Lejlighed dens virkelige Indhold skinne igennem, når de mere eller mindre åbentlyst indrømmer, at det er Folkenes Stræben efter national Uafhængighed og økonomisk Selvstændighed, som er Hovedhindringen for dens Gennemførelse. »Business Week«, et indflydelsesrigt Organ for amerikanske Forretningskredse, skrev allerede i Marts Måned i År, at de amerikanske Civil- og Militærmissioner, som skulle overvåge Anvendelsen af Lånene til Grækenland og Tyrkiet, ville skræve en fornuftig Industrialisering, som uundgåeligt vil gøre disse Lande til bedre Markeder for amerikanske Varer.«

Hvad en »fornuftig Industrialisering« vil sige, fremgår af Meddelelser fra et af de begunstigede Lande. Der er kun gået et Par Uger siden den amerikanske »Hjælps« Ankomst, men den tyrkiske Industri står allerede over for umådelige Vanskeligheder. Billige oversøiske Varer, som den tyrkiske Industri ikke er i Stand til at konkurrere med, er strømmet ind i Landet. Når det samme Fænomen ikke også har tilføjet den græske Industri alvorlig Skade, er det kun fordi de monarkistisk-fascistiske Myndigheder, som endnu eksisterer takket være Londons og Washingtons Understøttelse, i Forvejen har kørt den i Sænk. Den nylig undertegnede Overenskomst mellem Grækenland og USA er kun en juridisk Bekræftelse på de folkefjendtlige græske Myndigheders fuldstændige Opgivelse af deres Fædrelands nationale Suverænitet og åbenlyse Anerkendelse af de amerikanske Missioners og Udsendinges Formynderskab. Der er derfor ikke Grund til at undre sig over, at demokratiske Kredse i deres første Kommentarer til den såkaldte Marshall-Plan fremhæver, at man først og fremmest må spørge, på hvilke Betingelser USA vil yde de europæiske Lande Kreditter. De Betingelser, der blev stillet Grækenland og Tyrkiet, er fuldstændig uantagelige for Nationer, der ønsker at bevare deres Uafhængighed og Suverænitet. På den anden Side har de Kredse i Europa, som ønsker at være Mæglere ved Marshall-Planens Realisering, straks indledet en Kampagne mod de såkaldt »forældede« og »utidssvarende« Forestillinger om den nationale Suverænitet. De Englændere og Franskmænd, som vil være Amerikanernes Ridefogder i Europa, er naturligvis straks parat, når det drejer sig om at ofre - andre Nationers Suverænitet. For sig selv gør de derimod Krav på en førende Rolle i den planlagte Vestblok.

Det er interessant at iagttage den ejendommelige Udvikling, Vestblok-Planerne har gennemløbet i Tiden efter Krigens Afslutning. Til at begynde med blev de opstillet af de engelske Reaktionære. De Begrundelser, der blev anført for disse Planer, lod ingen Tvivl tilbage om, at en sådan Blok dels skulle være rettet mod Sovjetunionen, dels mod USA. Som Følge heraf forholdt man sig i USA yderst køligt til Projekterne. Reaktionære Kredse i USA var rede til at se med den største Sympati på en Vestblok, for så vidt den skulle tjene til at isolere Sovjetunionen og de nye demokratiske Lande i Østeuropa. På den anden Side så de samme Kredse med den yderste Skepsis på Vestblokpropagandaen, når den rettedes direkte eller indirekte mod USA. Nu har Situationen ændret sig. Vestblokprojekterne er om man så må sige trådt ind i en ny Udviklingsfase. England og Frankrig har nu USA-Reaktionens Velsignelse til deres Forsøg på at spalte Europa. Disse Forsøg er en Del af USA's almindelige økonomiske og politiske Ekspansionsprogram, som er beregnet på at spænde Europa eller i alt Fald en Del af Europa for den amerikanske Imperialismes Vogn. Marshall-Bevin-Bidault-Planen kan med fuld Ret karakteriseres som en ny Udgave af Dawes-Planen. Lighederne er iøjnefaldende. De er begge opstået af de økonomiske Vanskeligheder, USA så sig stillet overfor efter en Krig, som ikke havde ødelagt Landet, men tværtimod gjort det rigere. Begge Planer går ud på at sælge de europæiske Lande til Slaveri for den amerikanske Monopolkapital. Begge Planer tilsigter en Krænkelse af de europæiske Landes økonomiske Selvstændighed og politiske Suverænitet. Og endelig arbejder begge Planer med det Formål for Øje at skaffe dollaren fast Borgerret i den europæiske Økonomi ved de europæiske Landes egen Formidling. I Dawes-Planen var Formidlerrollen tiltænkt det slagne Tyskland. I den nye Udgave af samme Plan er den overdraget til England og Frankrig. En ikke ubetydelig Plads anvises dog også Vesttysklands Sværindustrimonopoler, som i amerikanske Hænder skal gøres til et Støttepunkt, hvorfra dollaren kan trænge i alle den europæiske Økonomis Porer, og til et Opmarchområde, hvorfra nye Eventyr kan startes i Fremtiden. Wall Streets Appetit er vokset ud over alle Grænser. Den retter sig nu mod hele Verden. Men Verden er en Mundfuld, som ikke er så let at få ned. Det er mere sandsynligt, at man kvæles i den.

Amerikas Sønner

af Richard O. Boyer (1949)

Forord

Denne tekst er skrevet i anledning af processen i New York mod 12 ledende medlemmer af De forenede Staters kommunistiske parti - »kætterprocessen«, som Martin Andersen Nexø har kaldt den. Gennem alle tider har reaktionen søgt at slå fremskridtet ned ad »rettens« vej. I de sidste hundrede år har disse bestræbelser navnlig været rettet mod arbejderbevægelsens folk og da i første række mod kommunisterne. Den ene proces har afløst den anden. Den nuværende kætterproces i New York var da også ventet. Men den adskiller sig fra alle sine forgængere på et ganske afgørende punkt. Mens man f.eks. ved rigsdagsbrandprocessen i Leipzig og ved sagen mod Sacco og Vanzetti i USA søgte at ramme arbejderbevægelsen gennem falske sigtelser for konkrete, faktisk begåede forbrydelser - i det ene tilfælde for brandstiftelse, i det andet for mord - forsøger den amerikanske »justits« nu for første gang i historien at få kommunisterne dømt alene for deres overbevisning. De 12 amerikanske kommunister sigtes ikke for bestemte lovovertrædelser, men for at hylde og udbrede den marxistisk-leninistiske lære, der ifølge den amerikanske anklagemyndigheds påstand går ud på »at omstyrte De forenede Staters regering ved vold og magt«, og derfor er »forræderisk«. Hensigten med denne tekst er at vise, hvor meningsløs og ubegrundet denne påstand er. Også i Danmark svirrer det jo med beskyldninger mod kommunisterne for »forræderi« og »5. kolonne-virksomhed«. Derfor har denne pjece også en mission herhjemme. Forfatteren: Richard 0. Boyer, er født i Chicago. Han har arbejdet som journalist ved flere progressive blade, Post Dispatch i St. Louis, Herald i Boston, Item i New Orleans og Times Herald i Dallas. Han er medstifter af journalistforbundet i Boston, har været udenlandsk korrespondent i Tyskland, Frankrig, Italien og Mellemamerika til det nu indgåede frisindede New York-dagblad PM og redaktør af ugebladet U. S. Week. I de sidste ti år har han skrevet en del for det berømte vittighedsblad New Yorker og har i 1947 udgivet en bog, The Dark Ship. Han er i 1949 medredaktør af det ansete kulturelle månedsskrift Masses & Mainstream. Richard 0. Boyer er selv kommunist, og han fortæller i denne tekst, om hvorledes han blev det, og hvorfor han er kommunist i dag - mere end nogensinde. Hans tekst er ikke blot et strålende forsvarsskrift for kommunismen, men også en flammende anklage mod de kræfter, der i dag både i og udenfor De forenede Stater bruger kommunistforskrækkelsen til at bane vej for fascisme og en ny verdenskrig.

….forfølgelsens proces går altid videre. Det er kun nogle dage siden, at den tapre Lovejoy lagde bryst til en pøbels kugler, i kampen for ytrings-og meningsfrihed, og døde, da det var bedre ikke at leve.« Ralph Waldo Emerson.

Den fattige mands patriotisme har altid været den rige mands forræderi. Ved enhver undersøgelse af historien påtvinges man den opfattelse, at beskyldningen for forræderi er reaktionens historiske svar til fremskridtet. Ja, for den sags skyld har enhver fundamental uoverensstemmelse hvorsomhelst og nårsomhelst altid ført til råbet om forræderi. Sokrates blev henrettet som en fjende af staten. Jesus Kristus, der sagde, at det ville være lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig mand at komme i himlen, blev naturligvis også henrettet af den samme mennesketype, som i dag ærer ham - under forsøg på at lynche andre. Tusinder af den første tids kristne, der drømte om en verden, hvor de fattige kom i første række, om det så kun var i himlens kongerige, blev martret og myrdet som forrædere mod datidens romerske kejserrige. Tusinder af protestanter, der under reformationen kæmpede mod kirkens totalitære tyranni, blev spændt på pinebænken, brændt på bålet, lagt på hjul og stejle og døde under hujende tilråb om, at de var Guds og menneskets fjender. I dag er tusinder af kommunister, - der ser hen til en verden, som tilhører hele menneskeheden og ikke blot de få velhavende, en verden uden raceforfølgelse, fattigdom og krig, - blevet henrettet, fra Grækenland til Brasilien og Kina, af dem, der stadig tror, at vold og magt er svaret på fremskridt. Det har aldrig været og vil aldrig blive det. Menneskets råb om retfærdighed er aldrig blevet kvalt med blod. Hverken legaliseret eller anden vold, der er rettet mod historiens fremskridt, kan forhindre dets virkeliggørelse. Amerikas historie viser tydeligere end noget andet, at beskyldningen om forræderi er reaktionens svar til fremskridtet. Det er måske naturligt i en nation, der er grundlagt på en revolution. Det er måske uundgåeligt i et land, hvis udgangspunkt er et dokument, som erklærede, at når en regering ikke tager hensyn til menneskets tarv, »er det folkets ret og pligt at ændre eller afskaffe den«. Denne nation blev grundlagt på forræderi - efter alle »respektable« menneskers mening. Når man nu ser tilbage over det falske råb, »forræderiets« lange historie, er det skik og brug at trøste sig med, at det var noget andet dengang, at de, som fremsatte beskyldningen, ikke mente det for alvor, og at mens der i dag findes virkelige, levende, ægte forrædere over det hele, var råbet i fortiden ikke meget andet end et vælgermødefif. Men tag ikke fejl af det - når de konservative i fordums tider skreg »forræder!«, havde deres øjne den samme blodtørstige glans, som man kan se i øjnene på deres efterkommere i dag. Da Patrick Henry talte for en amerikansk revolution i Virginias lovgivende forsamling i 1765 og blev afbrudt med råb om »forræderi! forræderi!«, havde han ikke nogen fornemmelse af, at de, der råbte dette, blot spillede komedie. Benjamin Franklin spillede heller ikke komedie, da han efter undertegnelsen af den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 sagde til sine kolleger, at hvis de ikke alle hang sammen, ville de alle komme til at hænge hver for sig. Han mente hænge. Selvom den moderne historie har glemt det, vidste han, at tusinder af datidens rigeste og mægtigste amerikanere var konservative, som før deres ejendom blev beslaglagt uden erstatning, og de selv blev fordrevet fra landet, fyldte himmelrummet med deres råb om »forræderi!«, forræderi mod Gud, forræderi mod kongernes guddommelige ret, forræderi mod landet, og først og sidst forræderi mod den private ejendomsret. Men, som det så ofte er gået, er gårsdagens forræderi blevet morgendagens dyd - efter at det er blevet pyntet en smule op. Reaktionens råb om forræderi runger altid højest, når ejendomsretten trues. Det amerikanske demokrati blev født under sådanne råb. De begyndte, da revolutionen satte den voksende amerikanske handel i stand til at ryste sig fri af det britiske monopols snærende restriktioner. Råbet om forræderi lød igen, da præsident Jeffersons tilhængere gik i aktion for at udstrække de fordele, der var vundet ved revolutionen, til hele det folk, der havde vundet den, nemlig ved at udvide valgretten, eliminere de kæmpemæssige landejendomme ved at ophæve stamgodserne og førstefødselsretten, og endelig ved at mobilisere alle deres kræfter, således at ryggen for en tid blev knækket på den tidligere finansminister Hamiltons lære om, at staten er og bør være de velhavendes lydige kreatur. Beskyldningen for forræderi steg støt til et crescendo i løbet af de 30 år før den amerikanske borgerkrig, da tilhængerne af negerslaveriets ophævelse stræbte efter og sluttelig fik held til at ekspropriere nationens mægtigste klasse med tre milliarder dollars privat ejendom i form af tre millioner mennesker, som denne klasse ejede som slaver. Og nu genoplives det gamle skældsord endnu en gang for at beskytte Wall Street, dens uhyrlige profitter og dens krigsplaner mod det amerikanske folks harme - ved at bortlede dets opmærksomhed fra dets virkelige fjender og dets virkelige klagepunkter gennem det ældgamle kneb påny at sigte patrioter for forræderi. Der var engang, da amerikanerne vidste, at ordet »forræder« var et ridderslag, når det var en konservativ, der sagde det. Der var også engang, da ordet opstand havde en dristig, behagelig klang i amerikanske øren, men det var, før det blev verboten for amerikanere af den uamerikanske komité, og før uafhængighedserklæringen og menneskerettighedernes erklæring var blevet til et par generende lapper papir, som blot skulle bortforklares. Som følge af hele denne udvikling vil et lille repetitionskursus i de begreber, som de reaktionære har betegnet som forræderi, maske være til gavn for visse amerikanere. De vil kun have nytte af at blive mindet om den lange æresliste, hvis medlemmer reaktionen udråbte som forrædere med lige så stor giftighed og lige så ringe sandhed, som den nu retter mod amerikanske kommunister. Det er en ubestridelig historisk kendsgerning, at de allerstørste amerikanske patrioter altid og uvægerligt er blevet udråbt til forrædere af deres konservative opponenter. Fra første til sidste øjeblik af vor nationale historie har dette været en kendsgerning. Som det i sin tid var almindelig bekendt, anså denne verdens mægtige George Washington for at være forræder, og selvom hans efterkommere har glemt det, vidste han, at han stod i fare for at lide en vanærende død med en strikke om halsen, dersom det var de konservative, der sejrede i stedet for folket. Thomas Jefferson, der muntert anbefalede en rask lille opstand fra tid til anden og sagde, at frihedens træ trængte til hyppig vanding med blodet af patrioter, blev kaldt forræder og endog stemplet formelt som sådan med hele den majestæt og autoritet, som verdens fornemste regering, den britiske, kunne mønstre. I henhold til fremmed- og oprørsloven blev snese af hans tilhængere senere fanget i en fælde og fængslet som forrædere, som repræsentanter for et ikke-eksisterende internationalt komplot under ledelse af det revolutionære Frankrig og købt med fransk guld. William Lloyd Garrison, denne tapre forkæmper for negerslaveriets ophævelse, som sagde: »Mit land er verden. Mine landsmænd er hele menneskeheden« denne Garrison blev kastet i fængsel to gange, slæbt gennem Bostons gader med et reb om halsen og i 30 år beskrevet næsten dagligt i nationens presse som en forræder mod sit land, som en mand, der var ivrig efter at splitte og styrte det. Under præsidentkampagnen i 1828 blev Daniel Webster af den senere borgmester i Boston, Theodore Lyman, beskyldt for at være en britisk agent, hvis mål var at få New England annekteret af Storbritannien. Webster lagde sag an for at beskytte sit navn. Under den samme kampagne blev det sagt om John Quincy Adams, der var genopstillet for at efterfølge sig selv som præsident, at han var en venskabelig forbundsfælle af dem, der forræderisk gik ind for genoprettelsen af Storbritanniens magt over De forenede Stater. Under præsidentkampagnen i 1844 beskyldte lederen af slavemagten, John C. Calhoun, de tusinder af amerikanere, som kæmpede for negerslaveriets ophævelse og derfor var modstandere af at annektere Texas som en slavestat, for at være deltagere i et forræderisk britisk komplot om at anvende Texas som base for at tilintetgøre slaveriet og De forenede Stater. Lederen af den nyere unitariske skole, Theodore Parker; reformatoren Wendell Phillips, der allerede i midten af forrige århundrede opfordrede til dannelse af fagforeninger, skønt han ikke selv tilhørte arbejderklassen; den presbyterianske præst Elijah Lovejoy, der blev myrdet i 1837, fordi han havde betegnet slaveriet som en synd mod gud; præsten Samuel May, der kæmpede for kvindernes og negrenes rettigheder; mulatjournalisten Frederick Douglass, der virkede som taler for slaveriets ophævelse; den tidligere formand for den nationale forening for kvindernes valgret i slutningen af forrige århundrede, Susan B. Anthony; Samuel G. Howe, der startede en berømt blindeskole, kæmpede for offentlig invalideforsorg og redigerede et blad mod slaveriet; den tidligere slaveejer James G. Birney, der i 1844 blev opstillet som præsidentkandidat for abolitionisternes (abolitionist = forkæmper for negerslaveriets ophævelse) frihedsparti; filantropen og abolitionisten Arthur Tappan; frimenighedspræsten Theodore Weld, den ypperste af alle forkæmpere for negerslaveriets afskaffelse; søstrene Grimké, der førte et sandt korstog mod slaveriet og for kvindernes rettigheder; abolitionisten George Luther Stearns; filantropen Gerrit Smith, der arbejdede for fængselsreformer og mod dødsstraf; forfatteren, journalisten og filantropen Franklin Benjamin Sanborn, der satte sit liv i fare i kamyen mod negerslaveriet; frimenighedspræsten Thomas Wentworth Higginson, der under et forsøg på at befri nogle fængslede negerslaver blev såret i et sammenstød med politiet; abolitionisten Joshua R. Giddings; senator Ben Wade, der fordømte krigen mod Mexico og optrådte som en af negrenes mest uforfærdede forkæmpere; kvækeren J. G. Whittier, der som digter og journalist virkede for slaveriets ophævelse; senator Charles Sumner, der lå syg i tre år efter et voldeligt overfald som følge af sin frygtløse kritik af negerslaveriet; Hannibal Hamlin, der var vicepræsident under den amerikanske borgerkrig, og mange andre af de ædleste amerikanere i hele vor historie blev systematisk, konsekvent og konstant udskældt som forrædere i de 30 år, da de kæmpede for negrenes befrielse på en måde, som deres fjender betegnede som gavnlig for England, en trussel mod ejendomsretten og en undergravning af forfatningen. Mange blev slæbt for retten, flere blev mishandlet af pøblen, nogle blev forfulgt af kongreskomiteer, f.eks. Mason-komiteen, hvis medlemmer sagde, at de undersøgte forræderi, og i det mindste en blev skudt af en opfanatiseret pøbel. Alt dette blev gjort i kraft af påstanden om, at abolitionister var forrædere. Og de var jo faktisk også forrædere overfor den private ejendomsret, som slaveriet var. Den berømte forfatter Ralph Waldo Emerson blev hylet ud og forhindret i at tale mod slaveriet af en pøbel, der råbte »forræder!«. Digteren Henry David Thoreau, der tilbragte nogle timer i fængslet som protest mod at betale skatter til en regering, der opretholdt den private ejendomsret over mennesker, blev betegnet som forræder, da han forsvarede John Brown, som blev hængt for forræderi i 1859 på grund af sit forsøg ved Harper’s Ferry på at rejse negrene til opstand. Alt for mange glemmer, at også Abraham Lincoln blev beskrevet som forræder af halvdelen af landets presse, indtil han blev skudt af en, som troede, at han var det, men ikke før han havde proklameret det amerikanske folks »revolutionære ret« til at »opløse eller styrte« en uretfærdig regering. Efter borgerkrigen arvede de, der kæmpede for fagforeningsfrihed, forrædernavnet efter abolitionisterne. Medlemmer af Molly Maguires, en organisation af minearbejdere i Pennsylvania, blev hængt som fjender af samfundet, da de bad om højere lønninger. Parsons og hans forbundsfællers kamp for en kortere arbejdsdag blev angrebet som en international anarkistisk sammensværgelse. Parsons og hans medanklagede blev hængt i Chicago for mord, de ikke havde begået, hvilket selv anklagemyndigheden fastslog officielt. Da den socialdemokratiske præsidentkandidat Eugene Debs talte for fred under den første verdenskrig, blev han kastet i fængsel som forræder. Da den amerikanske fagbevægelse efter krigen forlangte lønforhøjelser, blev dens krav, f.eks. i Boston og Seattle, betegnet som revolution. Under razziaerne i Palmer blev 6.000 fængslet med vold og magt med den motivering, at de troede på vold og magt. Under bolsjevikforskrækkelsens røgtæppe blev strejker brudt ved retskendelser, fagforeninger opløst ved terror, og det amerikanske folks levestandard skåret ned som et resultat af den af regeringen ledede offensiv til beskyttelse af uorganiseret arbejdskraft. Arbejderbevægelsen blev sat en halv snes år tilbage. Som et led i dette fremstød blev Sacco og Vanzetti, der begge var uskyldige, myrdet legalt, fordi de havde den dristighed at drømme om en verden, hvor fornuften herskede i stedet for vold og profit. Og nu idag kaldes andre stemmer, der taler for freden, igen forræderiske. Ligesom de franske Bourbon-konger glemmer den amerikanske reaktion intet og lærer intet. Fra første til sidste øjeblik af vor historie bliver reaktionens råb om forræderi stående som et dystert refræn. Moderne stemmer, der taler mod krig og raceforfølgelse, og som siger, at folket bør eje dette land, som er blevet bygget med dets arbejde - om disse stemmer påstår man, at de fører forræderisk tale. Men denne beskyldning fra reaktionens mund er en advarsel til de kloge og en ære for dem, som den rettes imod. Den betyder nu i alt væsentligt det samme, som den betød, da Washington, Jefferson, abolitionisterne og Lincoln blev kaldt forrædere. Den betyder specielt, at de tolv kommunistiske ledere, der står for retten, kæmper for det amerikanske folk, kæmper for, at millioner af dette folk ikke skal dø i en ny forbryderisk krig, kæmper til det sidste for, at det amerikanske folk skal kontrollere sin egen tilværelse uden indblanding af et monopol, som hidser til krig, drives af profit og avler fascister. Den betyder, at kommunisterne i hvert fald ikke vil svigte menneskerettighedernes erklæring, at de vil fortsætte kampen for ytrings- og meningsfrihed, og at de aldrig vil opgive det amerikanske folks fundamentale, traditionelle ret til at bestemme over sin egen skæbne. De vil blive ved med at hævde, som de altid har hævdet, de vil blive ved med at tro, som det hedder i uafhængighedserklæringen, at det amerikanske folk har den suveræne, ubestridelige og umistelige ret til at bestemme sin egen skæbne og til at indføre ethvert samfundssystem, som folket er overbevist om vil tjene det bedst. Hvis dette er forræderi, så er det kun forræderi mod monopolerne. Hvis dette skal være forræderi, så er det kun forræderi mod de få velhavende, der sætter profit og dividender over menneskehedens velfærd. Det er patriotisme, hvis dette ord kan defineres som handling til gavn for det amerikanske folks store flertal, som tapper, uselvisk kamp på de manges vegne.

»Slaget mellem patricier og plebejer.. . mellem rig og fattig, gentager sig i alle lande og til alle tider.« Ralph Waldo Emerson.

Ønsket om socialisme er lige så internationalt som den kapitalisme, det udspringer af. Kapitalismen er socialismens udklækningsanstalt. Hvor man end finder kapitalisme, vil man også finde den bevægelse, der kræver befrielse fra lønslaveri, fra profitter, kriser, raceforfølgelse og krig. Ønsket om socialisme opstod næsten samtidigt med selve det kapitalistiske systems oprindelse. Her i USA var Jefferson endnu i live, da Robert Owen talte på et fællesmøde af kongressen (det amerikanske parlament) og skitserede sin plan om et samfund baseret på produktion med henblik på forbrug og ikke for profittens skyld. Så tidligt som i 1828 fremsatte amerikanske arbejdere planer om afskaffelse af profitsystemet og om at lade industrien drive af folket som helhed og til gavn for folket som helhed. Ja, sådan set var den amerikanske revolution næppe ovre, før der var amerikanere, der spurgte, hvorfor - hvis alle mennesker var skabt lige - de, der arbejdede mindst, havde mest, og de, der arbejdede mest, havde mindst. Dorrs opstand for udvidet valgret på Rhode Island i 1842 og Shays sociale opstand. i Massachusetts i 1786 var udtryk for dette spørgsmål. Fabrikssystemet var næppe opstået i New England, før Emerson fordømte de moralbegreber, hvorunder det fungerede, og i rosende vendinger omtalte det, han kaldte »venskabets socialisme«. Den utopiske socialist Albert Brisbane, redaktør Dana fra New York Sun, redaktøren og grundlæggeren af The New Yorker og New York Tribune, Horace Greeley, journalisten og kritikeren Margaret Fuller, redaktør George Ripley, som i 1841 startede USA’s første eksperiment i kollektivt landbrug sammen med den berømte forfatter Nathaniel Hawthorne, og den lige så berømte forfatter Herman Melville var kun nogle få af de ledende amerikanere, som på et eller andet tidspunkt betragtede sig selv som socialister i 1840’erne, da nationen var oversået med socialistiske kollektive eksperimenter, hvis mål var at erstatte profitsystemet, og som strakte sig fra New Harmony i Indiana til Brook Farm i Massachusetts og Icaria i New York. ønsket om socialisme er lige så hjemmehørende i vor jord som majs og lige så amerikansk som Grand Canyon. Vore dages kommunister er lige så uigendriveligt, lige så uforanderligt amerikanske, som Jeffersons tilhængere var det, da de beskyldtes for at være franske agenter, og som abolitionisterne var det, da det løgnagtigt blev sagt, at deres virkelige mål ikke var negrenes befrielse, men landets søndenlemmelse. De amerikanske kommunister ønsker, hvad det uhyre flertal af amerikanere ønsker. De ønsker, som alle fremskridtsvenlige amerikanere, at driften mod en ny krig, at de urimelige, overdrevne profitter og de vedholdende forsøg på at snigmyrde menneskerettighedernes erklæring og forfatningen skal bringes til ophør. De kæmper, som så mange andre, for priskontrol, for fagbevægelsens rettigheder, for offentligt boligbyggeri, for bedre skoler, for sygeforsikring og aldersrente og for tilbagekaldelse af Taft-Hartley-loven mod fagforeningerne, som i sig selv er et langt skridt henimod politistaten. Det blev sagt for længe siden, at »du skal kende dem på deres gerninger«. Hvad har kommunisterne faktisk gjort for at blive så forhadte af monopolerne? De har spillet en rolle ved organiseringen af de arbejdsløse, ved opnåelsen af arbejdsløshedsunderstøttelse, ved kampen for at få fagforeningerne anerkendt i industrien, ved organiseringen af de uorganiserede, ved at hjælpe med til at opbygge det store industrielle fagforbund CIO, ved kampen for at forhindre den anden verdenskrig gennem kollektiv sikkerhed og ved kampen for at standse den fascistiske trussel, da den strammede sit greb om Spanien. De har altid og bestandigt kæmpet for negerbefolkningens politiske, økonomiske og sociale rettigheder, for at gøre ende på alle former for forskelsbehandling overfor negrene, for at gøre ende på lynchningerne og for at gøre ende på kopskatten. Det er i disse kampe mod monopolerne, at vi finder den egentlige oprindelse til de falske historier om, at kommunisterne tror på vold og magt. Hele den marxistiske litteratur i de sidste hundrede år fremhæver, at kommunisterne altid og alle steder kæmper for bedre kår for folkets flertal. De marxistiske klassikere er altid gået strengt i rette med eventyrlige aktioner fra et mindretals side og med anvendelsen af vold, snigmord og politisk terror, og har altid understreget, at den kommunistiske bevægelse er en politisk massebevægelse, der kun anvender politiske metoder. Lige fra begyndelsen har de amerikanske kommunister bevæget sig i den amerikanske histories hovedstrømninger og arbejdet sammen med alle og enhver, der kæmpede for fremskridt. Under borgerkrigen kæmpede amerikanske kommunister på nordstaternes side mod negerslaveriet, og amerikanske marxister har deltaget i hver eneste fremskridtsvenlig bevægelse her i landet i de sidste 100 år. Hvorledes bliver amerikanere kommunister ? Det var ikke Moskva, men Chicagos kommuneskoler, der gjorde mig til kommunist. Der lærte jeg, at amerikanere altid og uvægerligt kæmper tappert for det offentlige vel, uden hensyn til omkostningerne eller straffen, og jeg troede det. Der lærte jeg, at en amerikaner, som satte dollars over sit lands velfærd, var en forræder, og jeg troede også det. Der lærte jeg, at mange lider under den endeløse kamp for at give den jævne mand andel i privilegierne, og jeg troede det og tror det stadig. Det var ikke Kreml, men min bedstefar, der lagde kommunismens sæd i mig. Det skete på bredden af Wabashfloden i Indiana, hvor han fortalte mig, hvorledes hans far, en abolitionist, var blevet mishandlet på grund af sin overbevisning, og hvorledes hans bedstefar havde kæmpet i alle den amerikanske revolutions syv lange år - og hvorledes han selv havde kæmpet i det niende Pennsylvanske kavalleriregiment under hele borgerkrigen, da mænd døde, for at andre mænd, som var privat ejendom, kunne blive frie. Den første antydning af kommunisme kom ikke til mig fra en eller anden udenlandsk konspirant, men på 12. og Olive gaderne i St. Louis, da jeg arbejdede for St. Louis Post Dispatch og gennem den ildhu, der besjælede dette blad, fandt ud af, at de fleste politikere ikke var folkets, men aktieselskabernes tjenere. Jeg kom til kommunismen under elmene og egene i Fælledparken foran regeringsbygningen med de gyldne kupler, hvor billedhuggeren St. Gaudens har foreviget negertroppernes tapperhed under borgerkrigen, og foran statuen af reformatoren Wendell Phillips i den offentlige park. »I lænker eller laurbær, friheden kender intet andet end sejr«, - står der på statuen. Jeg kom til kommunismen gennem et studium af Amerikas historie. Længe før jeg trådte ind i det kommunistiske parti, forekom det mig selvindlysende, at økonomisk demokrati var et uomgængeligt supplement til det politiske demokrati, at folk, som havde vundet en del af det politiske demokrati, aldrig ville blive tilfredse, før de også havde fået det økonomiske. Trods sine hensigter har historikeren Charles Beard bidraget til at gøre mig til kommunist med sin udtalelse om, at økonomi er grundlaget for politik. Borgmester Brand Whitlock, der kæmpede for en human retspraksis og for fængselsreformer, den frisindede journalist Lincoln Steffens og Roosevelts ambassadør hos den spanske regering under borgerkrigen, Claude Bowers, var blandt dem, som lærte mig, at patrioter altid angribes som forrædere, og at hele det kapitalistiske samfundsmagt ofte kombineres for at straffe dem, der vover at kæmpe mod profit og for fremskridt. Det lærte jeg af den tragiske skæbne, der ramte folk som revolutionstidens store agitator, Tom Paine, abolitionisten John Brown, den revolutionære patriot Parsons, den georgistiske borgmester i Cleveland, Tom Johnson, og den demokratiske guvernør i Illinois, John Peter Altgeld, der lagde sig for had gennem sin uforfærdede kamp mod retsvæsnets politiske korruption. Jeg blev ikke kommunist på den Røde Plads i Moskva, men på Maines røde klinten, da jeg stod og så ud over havet og tænkte så ærligt, jeg kunne, over den kurs, som en amerikaner, der elskede sit land, måtte slå ind på. Fhv. præsident Hoover gjorde mere end Stalin for at gøre mig til kommunist. Minearbejderføreren John Lewis hjalp også til, og det amerikanske journalistforbund og CIO. Amerikanske brødkøer og papirhytter, MacArthurs overfald på krigsveteranerne, der demonstrerede for understøttelse, de 15 millioner arbejdsløse, de lukkede banker, de tavse fabrikker, de sultende bønder, den brutale, primitive forfølgelse af 14 millioner amerikanere, som tilfældigvis er negre, den kendsgerning, at 10 millioner fattige amerikanere i otte sydstater ikke kunne stemme, medmindre de kunne skrabe pengene sammen til at betale for dette privilegium og så endda ikke kunne gøre det, hvis de var negre - alle disse ting gjorde mere end Marx for at gøre mig til kommunist. Den koldsindige og almindeligt anerkendte krænkelse af den 14. og 15. tilføjelse (den 14. og 15. tilføjelse til den amerikanske forfatning garanterer alle borgere i USA lighed for loven og stemmeret uden hensyn til race eller farve) til forfatningen; den fulde anvendelse af forfatningen, når det var til fordel for de rige, og dens ophævelse under organiserede former, når den gjaldt for negrene, en tiendedel af nationens befolkning; dommene over arbejderførerne Mooney, MacNainara, Ramsay, Connor, Sacco og Vanzetti, der alle blev afsagt på basis af bevisligt falske anklager; ytringsfrihed for bankdirektører og lynchning for negre og forfølgelse af kommunister; anvendelsen af domstolene mod fagbevægelsen, og som et våben mod strejker; den almindelige anvendelse af spioner i fagbevægelsen; udkommandering af tropper til at skyde amerikanere og bryde strejker - alt dette belærte mig om klassekampen uden Moskvas bistand. De britiske og amerikanske kapitalisters finansielle og anden støtte til Hitler; den stadige anvendelse af bolsjevikforskrækkelsen til at forpurre ethvert fremskridt; pressens og radioens hårdnakkede og vedvarende fjendtlighed mod den første socialistiske folkestat i historien; vægringen ved at forhindre en anden verdenskrig gennem kollektiv sikkerhed, fordi dette var ensbetydende med samarbejde med Rusland; mordet på den spanske republik; kapitalens støtte til Mussolini og fascisten Franco - disse begivenheder gjorde millioner til kommunister over hele verden. Men det er, hvad kapitalismen gør. Uophørligt og uafladeligt, og i stigende tempo, når undertrykkelsen er hårdest, frembringer kapitalismen overalt og altid kommunister.

»Læg din tro i din handling, Tal ejheller med dobbelt tunge«. Ralph Waldo Emerson.

I naive og flygtige øjeblikke tænker jeg undertiden over, hvad vi egentlig lægger i de følelser, vi foregiver at nære. Vi ærer menneskerettighedernes erklæring, men siger, at den ikke gælder for kommunister og negre. Vi lovpriser uafhængighedserklæringen og forfølger kommunisterne for at tro på den. Vi højagter Emerson, hvis ene budskab, der er blevet gentaget hundrede af gange, er en omskrivning af Polonius’ ord i »Hamlet.i: «Vær sanddru mod dig selv, da følger vist, som natten følger dag, at du kan ikke være falsk mod nogen«. Og dog forsøger vi at tilintetgøre dem, der følger hans råd og er tro mod deres overbevisning. Vi hylder professor Holmes og hans ord om, at ytringsfrihed er frihed for den tanke, vi hader, og dog går vi gladelig ind for aktioner, der forhindrer ytringsfriheden for alle ideer bortset fra dem, som de mægtige er enige om. Uoverensstemmelsen mellem de tanker, vi bekender os til, og de faktiske handlinger, vi begår, bekymrer os ikke det mindste. Undertiden tænker jeg også på, om der er noget særligt ved at håbe på, at man selv vil kunne yde et eller andet lille bidrag til landets og verdens velfærd. Når man er omgivet af mellemklassen, af de frygtsommes og spytslikkernes suverænitet, af pedanternes og forsigtigpeternes styre, af læren om at passe på, hvad du gør, at bukke for chefen og ikke have en tanke, før den har stået i Times; når man er sunket ned i en mudderpøl, hvor journalisten Lippmann betegnes som frisindet og hans kolleger, brødrene Alsop, som fremskridtsvenlige, kan det af og til se ud som givet, at man må være moden til psykoanalytisk behandling, dersom man er så interesseret i verden, at man er beredt til at skride til handling for at ændre den. Og dog kan måske netop klassekampen kaste en smule lys over denne bundfalske problemstilling. For det er til fordel for monopolerne - og ikke for dem, der efterplaprer deres slagord - at status quo forbliver uændret. Og det er også sandt, at den nuværende mode blandt de intellektuelle, som går ud på kun at være uenig med monopolernes mening med hensyn til mindre variationer eller nuancer i formuleringen, men aldrig i handling, er et fænomen af forholdsvis ny dato. Det er ikke så længe siden, at de fleste amerikanere var enige med den bramfri Shakespeare: …»hvad er et menneske, hvis største gode og hvis tids udbytte er søvn og æde? Kun et dyr«. For jeg må indrømme, at også Shakespeare er delvis ansvarlig for min kommunisme. Alt, der er gennemsyret af ædelmodighed, er i krig med et system, som forsøger at guddommeliggøre princippet om at lave penge. I hvert fald, om det nu var Shakespeare eller Thoreau eller Whitman eller den gamle amerikanske vane at tale om frihed samtidig med, at man nægtede 14.000.000 landsmænd enhver frihed, eller den ene eller ingen af disse ting, så begyndte det i de sidste dage af Hoovers regeringstid at forekomme mig, at en amerikaner godt kunne stræbe efter mere end søvn og æde, efter nogle af de dristige og storslåede drømmebilleder, som havde fyldt hans fædres øjne. Når tiderne var mørke og brødkøerne lange, var det så ikke delvis, fordi der var et bredt svælg mellem det, amerikanerne sagde, de troede på, og den måde, de i virkeligheden optrådte på? Var de fleste amerikanere ikke forbandede med en skæbnesvanger splittelse mellem tanke og handling, var de ikke generede af en frisindet overlevering, hvis ideologi monopolerne daglig tvang dem til at fornægte, indtil de blev rasende, når nogen antydede, at selv kommunister havde krav på ytringsfrihed - indtil de følte, at selve ytringsfriheden kun var et kommunistisk fif, der skulle hjælpe revolutionen? Var ikke de fleste amerikanere, bevidst eller på anden måde, kommet til den slutning, at mens man nok engang imellem uden større risiko kunne tillade sig at stille sig i »frisindet« positur ligesom den »radikale« kritiker H. L. Mencken, så var direkte handling med det mål at ændre verden ikke blot meningsløs og farlig, men også en lille smule vulgær? Man kunne aldrig være sikker på noget. Enhver sag havde to sider, deriblandt sult, og undertiden tre eller fire. Hvor kunne man være sikker på, hvorledes man skulle handle, og var det ikke lidt billigt og dogmatisk at foregive vished - for kunne vished ikke føre til handling? Desuden var det overlegne menneske kun tilskuer - tilskuer til fascisme og krig, til menneskelig tåbelighed, som havde ført os til ødelæggelse i fortiden og ville føre os til katastrofe i fremtiden. Og der var intet, som et enkelt individ kunne gøre. Sådan var den stuelærdes livsopfattelse på Coolidges og Hoovers tid. Men da depressionen kom, begyndte den at blive noget tyndslidt. Men alligevel blev denne livsopfattelse støttet, underbygget og opretholdt - og bliver det stadig - af den kommercielle radios salvelsesfulde banalitet, af bladenes dybsindige lederartikler, der fremstiller aktieselskabernes interesser som det offentliges vel, af bankdirektører, der omdannet menneskerettighedernes erklæring til en garanti for profit, af liberale, som erklærer, at konkurrencesystemet faktisk er det bedste, ja, det højeste i menneskehedens udvikling, og endelig af Hollywoods billige skidt, der ved selve sin allestedsnærværelse erstatter en ædlere amerikansk drøm. Der var professoren, som erklærede, at objektive, videnskabelige studier havde overbevist ham om, at hans gage og menneskehedens velfærd stemte nøje overens, og præsten, som erklærede, at Gud fandt sit mest fuldkomne udtryk i det republikanske partis mænd og program. Det forekom mig, at en amerikaner blev snydt for sin fødselsret, dersom han akcepterede denne magre kost som sin næring for livet. Midt i smuglerspritten, som jeg også fik min del af, tænkte jeg undertiden, når jeg tog et overblik over mig selv og den sammenfiltrede trængsel af højrøstede gæster, som fik væggene til at ryste ved selskabelige sammenkomster dengang, over grunden til, at vi var så forskellige fra vore forfædre, som havde drømt og kæmpet og udgydt deres blod for en bedre verden. I disse dage kom jeg ofte som reporter ud til brødkøerne og skrev om det mærkelige, malériske præg, der er fælles for sultne mænd, når de langsomt trasket fremad i en hvirvel af sne for at få lidt mad. Og jeg husker, at jeg, da depressionen var på sit højdepunkt, og arbejdsgiverne fyrede millioner af mænd, deltog i en glimrende middag, som blev givet af kommunekassen, og hvor de lønnedskærende arbejdsgivere i den by, jeg arbejdede i, blev hyldet af præst og guvernør, professor og borgmester for deres ædelmodige gaver og for ædelmodigheden i det samfundssystem, de repræsenterede. Da tallerkenerne var taget ud, og røgen fra havanacigarerne fyldte rummet med vellugt, og mens tjenerne skænkede lidt cognac, sang en kødfuld tenor: »Når jeg bliver for gammel til at drømme, vil jeg stadig have dig at tænke på«. Guvernøren blev ganske overvældet. Han tørrede en tåre bort med servietten, - og udenfor var der sultne mennesker. Det var omtrent på det tidspunkt, at det amerikanske journalistforbund blev dannet, og jeg var aktiv i det. Livet selv som vi kommunister ynder at sige - beviste klassekampens virkelighed. Man lærte det af politikniplen, når man var på strejkevagt. Man lærte det under kollektive forhandlinger, når det viste sig, at abstrakte rettigheder ikke havde mere gyldighed eller magt end en knappenål, og forbundets styrke altid viste sig at være den eneste afgørende faktor, når misligheder skulle rettes. Med tiden lærte man også, at de, der arbejdede mest uselvisk for forbundet, de, der sled i det til langt ud på natten uden løn og påskønnelse, for det meste var kommunister. Man lærte, at de mænd og kvinder, som ikke løb deres vej under ild, var kommunister. Man lærte, at de, der altid og konstant forsøgte at få flere og flere af medlemmerne til at deltage i mere og mere af forbundets virksomhed, som regel var kommunister. Ja, de talte så meget om demokrati, at de reaktionære til slut begyndte at betegne ordet som et kommunistisk kneb og selv foretrak ordet »republik«, når de talte om vor regering. Man lærte, at de, der vidste, at verden var et hele, at hvad der sker hvorsomhelst berører alle mennesker alle steder, altid var kommunister eller folk, som ikke var bange for at omgås kommunister. Man lærte, at de, som vidste, at økonomiske interesser er uadskillelige fra politiske interesser, var kommunister. Man fandt ud af, at kommunister ikke kunne købes, smigres eller skræmmes. Og denne viden åbnede øjnene på en amerikaner, som forsøgte at få balance i tingene, at sammensvejse tanke og handling og være ærlig overfor sig selv og sit land. Kunne man sige, at man troede på socialismen, som jeg gjorde det dengang, og så nægte at slutte sig til den eneste amerikanske gruppe, der konsekvent kæmpede for socialismen? Ikke uden at indrømme, at man var svindler. Det ville måske have været mere net at slutte sig til den »socialistiske« præsidentkandidat Norman Thomas, som alle republikanske lederskribenter stadig sætter meget højt. Det ville i hvert fald have være sikrere. Men hvis der overhovedet kan drages nogen lære af Amerikas historie, så viser den, at sociale fremskridt ikke gennemføres af de respektable, men af dem, som de respektable kalder forrædere. Den dag, jeg trådte ind i det kommunistiske parti - og det er en stolt dag - rejste 20 amerikanske kommunister fra den by i New England, hvor jeg boede, til Spanien og til fronten ved Madrid. Seks af dem faldt. Jeg mente dengang, og jeg mener nu, at oprigtighed kan siges at være bevist, når et menneske giver sit liv som beviset. Siden da er der gået over ti år. Siden da har 15.000 amerikanske kommunister anvendt vold og magt mod deres lands fascistiske fjender, mens de gjorde tjeneste i de væbnede styrker under den sidste krig. Siden. da har jeg naturligvis mødt en mængde kommunister, men aldrig en, som ikke lod sig beherske af principet om det amerikanske folks velfærd. Selvfølgelig er vi internationalister. Der er ikke meget i tilværelsen, der er så godt til at stive sig af med som bevidstheden om, at mens man selv arbejder for fred og for en ny og bedre verden, er der mænd og kvinder i millionvis over hele jorden, i Frankrig og Kina og Grækenland, i Indien, på Philippinerne og Puerto Rico, i Brasilien, Italien og Argentina, i Polen, Israel og Mexico, i Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Chile, Indokina, Hollandsk Indien og Ecuador, i Australien, Sydafrika, New Zealand, England, Syrien, Irland, Japan og Tyskland, at der alle disse steder og flere endnu er mænd og kvinder, som også kæmper - og dør - i den uovervindelige tro på, at menneskets anstrengelser kan skabe en verden, der er mennesket værdig. For de amerikanske kommunister ved, at deres land ikke kan nyde fordele, medmindre hele verden nyder fordele, at deres landsmænd ikke kan være sikre, medmindre alle folk er det. De hører ikke til de vildledte patrioter, som er rede og villige til at ofre 10 millioner amerikanske liv, hvis blot der også kan blive dræbt 20 millioner russere. De ved, at fred for Amerika må indbefatte fred for Sovjetunionen, og de mener, at det næppe kan være klogt at hetze mod kommunisterne i sådan grad, at vi ligesom Hitler og hans nazister ender med udslettelse. Den, der hader Rusland så meget, at han er villig til at ofre Amerika, svarer ikke til vor forestilling om patriot.

»Intet menneske er en ø, en verden for sig;... ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er eet med den ganske menneskehed; så derfor skal du ikke gå for at spørge, hvem klokkerne ringer for. De ringer for dig.« John Donne.

Kapitalismen er et verdenssystem og må derfor dømmes efter verdens tilstand. Den ejer, blandt en mængde andre ting, kolonilandene og kontrollerer tilværelsen for kolonifolkene, der udgør flertallet af verdens to milliarder indbyggere. Og mindst de to trediedele af denne jordiske befolkning er og har længe befundet sig i en kronisk tilstand af sult. Det betyder måske ikke så meget for visse amerikanere, men for en araber eller kineser, for en peruviansk minearbejder eller en af Puerto Ricos fattige er det en kendsgerning, som ikke er til at komme udenom. Kapitalismen sulter menneskeheden. Den kan ikke engang udføre det elementære arbejde at give mennesket tilstrækkelig føde. Ti gange i det sidste århundrede er den gået op i sømmene, har indstillet sine funktioner og er gået fuldstændig i stå, mens millioner er blevet kastet på gaden og berøvet deres sparepenge, deres mad, deres sundhed, deres undervisning og deres værdighed. Med periodiske mellemrum lægger den livet øde i hele landskaber fra Madagasçar og Europa til Dakotas prærier. Den arbejder ikke,-undtagen for kapitalisten. I supermonopolernes og imperialismens tidsalder hælder den moderne kapital uvægerligt mod fascismen, det kapitalistiske mindretals terroristiske diktatur, som anvendes, når det bliver farligt at lefle yderligere for de borgerlige friheder og den forfatningsmæssige regering. Hitler var verdensmonopolernes kreatur, og det var kapitalismen, der i sidste ende havde ansvaret for de krematorier, hvori seks millioner mennesker blev brændt til døde. Kapitalen myrder. To gange i den sidste generation har kapitalismens verdenssystem styrtet verden ud i en uhørt anvendelse af vold og magt, der medførte nedslagtningen af godt 50 millioner mennesker. De, der er bekymrede for russiske skolelærere, kunne godt have lidt tilovers for de millioner, som kapitalismen dræber som et uundgåeligt led i sin væremåde. Det er kun den blinde, som ikke kan se, at kapitalismen i De forenede Stater vil bevæge sig henimod en amerikansk udgave af fascismen, medmindre dens planer forpurres af folkets årvågenhed og styrke. Arbejderbevægelsen er allerede blevet overleveret til domstolenes og retskendelsernes nåde, til de sorte listers og de gule fagforeningers forbandelse. Priserne er allerede steget så meget, at lønnen føles som en hån, mens profitterne svulmer op og stiger til højder uden sidestykke i hele historien - og netop dette har altid været fascismens mål: at trykke lønningerne, likvidere de fagforeninger, der beskytter dem, og fjerne alle hindringer for stadig større profitter. Det er allerede blevet regeringens officielle politik at afskedige folk på grund af deres meninger og tro, mens deres rygte er prisgivet enhver neurotisk skryder, som vil sige de ord, der er godkendt af forfatningens snigmordere - medlemmerne af den uamerikanske komité. Menneskerettighedernes erklæring er blevet et dokument, som skal omgås, og forfatningen anvendes af dens fjender som et kneb og et bondefangertrick til at narre folket. I øjeblikket har vi noget, der er meget nær ved at være fascisme, men endnu er folket som helhed ikke klar over det. Det vil først gå op for det, når det har fået erfaring for det, gennem maven og på kroppen. Det er en historisk sandhed, at når en nation står overfor en sådan situation, bliver kommunisterne altid angrebet med råbet om forræderi. Sådan gik det i Tyskland under nazisterne. Sådan gik det i Italien og i Spanien og i Frankrig og i Japan og i Kina. Sådan går det her. Men at reaktionen anvender forræderråbet for at slå fremskridtet, betyder ikke, at der ikke findes nogen forrædere. Washington havde sin Benedict Arnold, Jefferson sin Aaron Burr, Lincoln sin Booth. Ligesom tyven råber »Stop tyven«, udslynger forræderen beskyldningen om forræderi. For det er en kendsgerning, at monopolkapitalen træffer forberedelser til at føre det amerikanske folk ind på den samme vej, som Hitler tog. I dag lægges amerikanske kommunister for had, forfølges og kastes i fængsel, fordi de fortæller folket den simple sandhed. Det er en kendsgerning, at kommunisterne, der kæmper for det amerikanske folks bedste interesser, yder en livsvigtig indsats ved at afsløre forræderne og ved at organisere folket til kamp for fred, for lavere profitter, for højere lønninger, for lavere priser. Det er årsagen til, at reaktionen forsøger at bringe dem til tavshed. De beskyldes ikke for nogen åbenlys handling. De beskyldes blot for at tro på, og for at opfordre andre til at slutte sig til denne tro, at den videnskabelige marxisme-leninisme, som afslører den sociale og historiske udviklings love, kan tjene menneskeheden. Det er også en historisk kendsgerning, at når en nations kommunister er i fare, er denne nation i fare. Kommunisterne blev fængslet for forræderi i Tyskland. Se på Tyskland i dag. Kommunisterne blev fængslet i Frankrig som et led i forræderiet fra München. Det franske folk betalte for det med et ydmygende nederlag og nazistisk besættelse. Kommunisterne i Spanien er i fængsel. Det er landet også. Spørg ikke, hvem klokkerne ringer for. De ringer for dig. Men det behøver ikke at være sådan. Det vil ikke blive sådan, hvis folket organiserer sig for fred og overflod bag fremskridtspartiet og Henry Wallace. Det vil ikke blive sådan, dersom folket mobilisérer og tvinger præsident Truman til at opfylde sine valgløfter: at arbejde for international fred, likvidere Taft-Hartley-loven, der lagde fagforeningerne i lænker, afslutte den kolde krig og gøre menneskerettighedernes erklæring gældende for alle amerikanere og ikke blot for de amerikanere, som Wall Street er enig med. Det vil ikke blive sådan, dersom folket forstår, at det er umuligt at forsvare en hvilken som helst amerikaners rettigheder, at kæmpe for alle amerikaneres rettigheder, uden at forsvare rettighederne for de amerikanere, der tilfældigvis er kommunister. Klokkerne vil ikke ringe for det amerikanske demokrati, hvis kommunistiske og ikke-kommunistiske amerikanere vil kæmpe sammen for menneskerettighedernes erklæring, for fred, for at gøre ende på de overdrevne rustninger og på den politik, der insisterer på krig, for offentligt boligbyggeri, for negrenes rettigheder, for prisnedsættelser, for at indskrænke monopolérnes magt, for at gøre ende på angrebene på fagbevægelsen, for at gøre ende på det super-bondefangertrick, som man narrer det amerikanske folk med gennem det demagogiske anti-kommunistiske korstog. Disse ting er indbyrdes forbundet og udgør et hele. Lad mig slutte med at sige, at vi kommunister ikke har tabt modet. Vi ved, at kun folket er uovervindeligt og udødeligt. Konger og kroner, tyranner og de samfundssystemer, de repræsenterer, havner i historiens skarnbøtte, men folket marcherer støt fremad. Hvor er Hitler og Göring i dag og den frygtindgydende magt, som skulle vare i tusinde år? Hvor er sydstaternes slaveholdere? Det tog 30 år at slå dem, lange år for dem, der led og svedte og døde i kampen, men kun et øjeblik i historiens march. Og lige til det sidste minut så det ud til, at slaveholderne var uimodståelige i deres stolthed og magt. Kommunisterne ved, at når klokkerne ringer for et tilsyneladende nederlag, indvarsler de begyndelsen til sejr og begyndelsen til nederlagets afslutning. Før eller siden, men lige så sikkert som tidevandet, vil det amerikanske folk lære af erfaring, den eneste bestandige lærer, at monopolkapitalen er vejen til fascisme. Før eller siden vil det lære, at kommunismen ikke er en sammensværgelse i den kulørte romans stil, men en politisk massebevægelse, hvis eneste herre er det amerikanske folks suveræne vilje. En skønne dag vil dét amerikanske folk lære, at det værste, man kan sige om kommunisterne, og dog sige sandheden, er, at de går ind for socialismen. Det vil ikke kunne undgå at lære, at det værste, man kan sige om socialismen, og dog holde sig indenfor nøjagtighedens grænser, er, at den vil indføre demokratisk ejendomsret over nationens rigdomme til gavn for alle og ikke til profit for de få. Så sikkert, som solen vil stå op over en bedre dag, vil den samtidig skinne på William Z. Fosters, Gene Dennis’, Ben Davies’, John Gates’ og Bob Thomsons navne med glans og ære. De andre anklagede kommunistiske ledere, Henry Winston, John Williamson, Jack Stachel, Irving Potash, Gil Green, Carl Winter og Gus Hall, vil føje deres navne til listen over dem, som reaktionen i den berømmelige fortid har hædret med det falske råb, »forræder«! For disse tolv er det amerikanske folks forsvarere, dets fjenders fjender. Deres kamp er folkets kamp. Deres kamp er kampen for folket. Deres forsvar er forsvaret for den frie tanke, frie tale, frie sjæle. Deres forsvar et forsvaret for freden. Deres forsvar er forsvaret for millioner af amerikanske liv, som vil være i stigende fare, dersom de tolv kendes skyldige, for en sådan dom ville være et stort skridt hen imod en ny krig. Ved at forsvare de tolv kommunistiske ledere, ved at forsvare det kommunistiske partis legale eksistens, forsvarer det amerikanske folk sig selv.

 DET ANDET AMERIKA

af Anders M. Overgaard (1951)

Anders M. Overgaard kom til De forenede Stater så langt tilbage som i 1915 og arbejdede der i 35 år. Hans levnedsløb er en bestanddel af amerikansk fagbevægelses historie. I 1915 indmeldte Overgaard sig i Maskinarbejdernes Forbund og blev i løbet af den næste halve snes år efterhånden valgt til ansvarlige tillidsposter i organisationen. Overgaard var kendt som talsmand for de klassebevidste arbejderes modstand mod den »harmoni mellem arbejdsgivere og arbejdere«, som var den ældre faglige ledelses parole, og han blev formand for den faglige samlingskomité i metalindustrien, et organ, der virkede for at samle fagorganisationerne i metalindustrien til fælles kamp. Da Amerikas ældste faglige landsorganisation, American Federation of Labor (AFL), i 1928 begyndte at udelukke klassebevidste arbejdere af organisationerne, deltog Anders Overgaaard i opbygningen af nye fagorganisationer og blev således den første landssekretær for Metalarbejdernes Liga, en forløber for Stålarbejdernes Forbund i den senere dannede, anden landsorganisation, Congress of Industrial Organizations (CIO), hvor Anders Overgaard i en årrække har været funktionær. A. Overgaard har uafladelig virket som faglig organisationsmand og deltaget i utallige faglige kampe. Derfor nægtede de amerikanske regeringsmyndigheder år efter år at give ham amerikansk statsborgerskab og fratog ham i 1950 opholdstilladelsen og udviste ham. Anders M. Overgaard har fra sine 35 års virke i den amerikanske arbejderklasses tjeneste et kendskab til amerikanske forhold som kun få andre. Det er denne indsigt han i denne tekst fra 1951 delagtiggør læseren i.

Den danske befolkning har i de senere år hørt meget om præsident Truman, udenrigsminister Acheson, Mac Arthur, Eisenhower og ambassadør fru Eugenie Anderson. Talsmænd for Marshallplanen og Atlantpagten fortæller dagligt i den danske presse om den amerikanske velstand. Danmark har haft besøg af en gruppe amerikanske millionærer, og myndigheder i by og på land med overborgmester H. P. Sørensen i spidsen har opvartet dem. For tiden undersøges den danske industri af »eksperter«, som skal give arbejdsgiverne gode råd med hensyn til produktionens forcering. De har allerede givet tekstilfabrikanterne anvisning på, hvorledes den enkelte arbejders og enkelte virksomheds produktion kan sættes i vejret, samtidig med arbejdsløshedstallet i denne industri vokser med stærke skridt. Amerikanske arbejderfamilier gæster derimod ikke så ofte Danmark, dertil er deres midler i regelen for små. Også den amerikanske arbejder skal betale dyrt til oprustning og krige som i Korea. Hvorledes den amerikanske arbejder lever, hvad indflydelse han har i samfundet, og hvilke perspektiver han står overfor, skal der her redegøres for. Det bliver samtidig et billede af, hvordan den almindelige amerikanske befolkning er stillet.

Lønningerne og priserne

Fru Eugenie Anderson fortæller, at den amerikanske fabrikarbejders realløn er fordoblet siden 1900, og at hans pengeløn er på over 57 dollars om ugen. Fruen glemmer bl.a. at fortælle, at den amerikanske arbejder ikke betalte direkte skatter af ugelønnen før den anden verdenskrig. Nu derimod skal f.eks. en ikke-forsørger, som tjener 2000 dollars om året betale 315 dollars i skat, en gift mand uden børn med 3000 dollars i indtægt skal endda betale 405 dollars. Og i 1952 vil skatterne stige meget stærkt ! De sidste års vældige skatteforhøjelser bæres ikke af de velhavende. Det amerikanske systems karakter ytrer sig bl.a. i, at indkomster på 50.000 dollars kun skal betale 2 % mere i skat i 1952, men en almindelig indkomst på 3000 dollars skal betale - 138 % mere! På denne indkomst bliver skatten mere end fordoblet. Denne udregning er foretaget af elektrikernes fagforbund. Dette fagforbund har også bevist med tørre tal, at leveomkostningerne i den sidste halve snes år er mere end fordoblede. Naturligvis fremgår dette ikke af det amerikanske pristal. Regeringens statistiske departement har da også måttet indrømme, at »en del af kritiken er rigtig«. Fagforeningens statistik viser, at der så langt fra er tale om større velstand for almindelige familier i USA, og at reallønnen i de sidste 12 år er faldet, i særlig hurtigt tempo siden Koreakrigens begyndelse.

Eksistensminimum i Amerika

Med ovenstående er ikke sagt, at de amerikanske arbejdere lever dårligere end deres kammerater i Europa. Man må blot huske at se på hele den almindelige befolknings levevilkår. Bekvemmeligheder i USA købes i stor stil på afbetaling. Man må her minde om det amerikanske skuespil »En sælgers død«, som gik på Det kongelige Teater. Det havde en rammende replik: »Jeg ville ønske, at jeg ejede et stykke møbel, der var betalt, før det må kasseres«. Roosevelt udtalte i 1936, at »en trediedel af nationen er dårligt klædt, får ikke nok at spise og har ikke nødvendig husly«. Dette er endnu sandere i dag. Ifølge den sidste folketælling i 1950 konstateredes det, at 39 % af de amerikanske arbejdere tjener mindre end 2000 dollars om året, og det er ganske utilstrækkeligt til at opretholde en ordentlig tilværelse for. En million farmere har en årlig indtægt på mindre end 500 dollars. Halvanden million farmere må nøjes med en årlig nettoindtægt på 1031 dollars. Disse tal er hentet fra det amerikanske senats landbrugskommissions beretning. Regeringens eget tal for en to-børns families eksistensminimum er 3600 dollars om året - men det har halvdelen af familierne ikke, og så er dette tal for »eksistensminimum« endda fra 1949. Siden dengang er leveomkostningerne steget enormt. For den store part af befolkningen er der ingen velstand.

Boliger kontra kaserner

Det giver ikke så stor profit at bygge boliger som at producere til krig. Derfor går der flere og flere materialer til kaserner og våbenfabrikker. Ifølge en officiel rapport fra Housing and Finance Agency i 1950 er boligforholdene »forværret i en uhyggelig grad«. En anden officiel rapport viser, at lejerne måtte betale 67 % mere i 1950 end i 1940. Lejen for negrenes boliger var endda steget med 150 % i samme periode. 5,5 millioner boliger er ikke forsynet med toiletter. 2,5 millioner boliger »er ude af stand til at yde nødvendig beskyttelse mod vind og vejr og er en fare for beboernes helbred«, siger den sidstnævnte rapport.

Sundhedsvæsenet er en jammer

Den 22. juni 1951 talte Truman i staten Maryland. Han talte bl.a. om stigningen i antallet af syge - »25 millioner amerikanere lider af forskellige kroniske sygdomme«, mere end 600.000 hospitalssenge, omtrent halvdelen af alle hospitalssenge i landet, er optaget af sindslidende. I den megen sygdom åbenbarer sig tilværelsens utryghed, frygten for morgendagen hos den store del af befolkningen. Et kompetent vidnesbyrd herom har dr. Charles Sweet, den nylig afgåede cheflæge for New Yorks Sing Sing fængsel, afgivet. Han udtalte sig i juli 1951 til Liberty Magazine, der refererer ham således: »Ifølge dr. Charles Sweet er fangerne bedre stillet i disse tider end de fleste mennesker udenfor. Dr. Sweet fortalte, at de psykiatriske prøver viste, at fangerne var i udmærket sindsligevægt. Deres velordnede tilværelse beskytter dem mod psykiske spændinger. Føde, klæder, husly og hvile er sikret, og de har hverken lejlighed til eller ønske om at afrakke sig i konkurrencen om penge og prestige, som så mange amerikanere udenfor gør«. Præsident Truman fortsatte i Maryland: »De fleste mennesker i Amerika har meget vanskeligt ved at betale for medicin og lægehjælp. 75 millioner har overhovedet ingen forsikring. Skyhøje medicinpriser beviser, at millioner af amerikanere mangler nødvendig medicin. Man skulle tro, at Truman efter en sådan tale ville stille forslag om flere midler til uddannelse af læger, til bygning af hospitaler, til sundhedspleje i almindelighed - men i stedet foreslog han yderligere 6 milliarder dollars til krigspolitikken. På samme tid behandler flertallet i Trumans regering og i det amerikanske parlament (»kongressen«) alle forslag om statsstøtte til offentligt sundhedsvæsen som et »bolsjevikisk« komplot. Men det er langt fra det mørkeste punkt i det opreklamerede Amerika. 

Kampen for negrenes ligeberettigelse

Der er 15 millioner negre i USA, og de har altid fået det dårligste arbejde. Denne racepolitik bruges bevidst til at splitte arbejdernes kræfter og holde gennemsnitslønnen nede. Den amerikanske arbejderbevægelses erfaringer er en bekræftelse af Karl Marx’ udtalelse: »Arbejdere med hvid hud kan ikke gøre sig fri, uden at arbejdere med sort hud også befries.« Mens Truman og hans europæiske eftersnakkere taler om negrenes »ligeberettigelse« forværres situationen uafladeligt. En AP-meddelelse fra Florida den 14. august 1951 taler sit alt for tydelige sprog. I staten Florida er omtrent halvdelen af befolkningen negre. Pressebureauet AP telegraferer ganske udeltagende: »Næsten halvdelen af børnene i Floridas rigeste frugtegne lider af mangel på c-vitamin, indberetter sundhedsmyndighederne. En appelsin om dagen ville afhjælpe mangelen, viser en Oversigt«. Den yderste fattigdom i millioner af familier taler ud af disse korte linier ! I Washington, lige ved Det hvide Hus, bor negrene i faldefærdige rønner, hvor der ikke engang er elektrisk lys. Selv Ralph Bunche FN’s repræsentant i Palæstina, måtte afslå en stilling udenrigsministeriet, fordi han på alle måder blev forhånet i landets hovedstad. Også i det amerikanske parlaments restauration er negre uvelkomne i Washington har negre ikke adgang til teatrene som tilskuere. Det var dette forhold, som for et par år siden foranledigede Ingrid Bergman til at afslå at optræde i den by. Det taler til hendes ære, at hun personligt vendte sig mod den skammelige amerikanske forfølgelse af negerbefolkningen. I mange stater er det forbundet med livsfare for negre at forsøge at stemme ved valgene - også hvor negrene udgør flertallet ! Det mest uhyggelige eksempel på, at stanken fra negerslaveriet stadig gennemsiver det amerikanske system, er begivenhederne i Cicero, en forstad til Chicago hvor en pøbel af underverden og uvidende mennesker i sommeren 1951 nedbrændte negeren Harvey Clarks hus og ejendele, mens politiet grinende så til. Clarks »forbrydelse« bestod i, at han havde vovet at købe et hus i et såkaldt hvidt kvarter. I fire nætter holdt pøblen Clarks hus omringet, og under orgierne blev også 20 nabohuse ødelagt med stenkast. Det er en åben hemmelighed, at politiet i Cicero kontrolleres af underverdenen. Byen har været hovedkvarter for Al Capones bande i årevis. Herimod hjælper det ikke, at det blev en række amerikanske aviser for groft, og at de beklagede politiets optræden. Og det hjælper endnu mindre, at det tjenstvillige blad i København, Berlingske Tidende, ugenert skrev, at »politiet gjorde alt for at forhindre pøbelens angreb«. Tjeneren er endnu mere nidkær end sin herre ! Terroren mod negrene hærger også gennem domstolene. Mens Truman tillod, at negeren Willy MacGhee, som vitterligt var uskyldig i anklagen for voldtægt, blev henrettet, så kunne man kort tid efter læse følgende kyniske efterretning fra pressebureauet AP: »Vicksburg, Mo. (den stat, Truman kommer fra). En nævningedomstol på i 2 hvide mænd frifandt i dag Lonnie Bevell, en farmer for anklagen for voldtægt mod frk. Slater, en negerkvinde, efter at have rådslået siden i går. Statsembedsmænd udtalte, at det var første gang, en hvid mands liv var blevet forlangt for voldtægt mod en negerkvinde.« Den forfølgelse af negerbefolkningen, som de reaktionære kredse i USA udfolder uden at møde effektive modforanstaltninger fra regeringens side, minder i uhyggelig grad om Hitlers pogromer mod jøderne. Vi kan heldigvis konstatere, at ikke alene negerbefolkningen, men også store dele af den øvrige befolkning og især fagforeninger under ledelse af fremskridtsfolk og kommunister bekæmper disse tilstande på det skarpeste. Trumans virkelige sindelag kommer frem i sådanne ting, som at han udnævnte den fhv. statsadvokat Tom Clark til højesteretsdommer. Tom Clark er kendt for sin sympati for den notoriske terrororganisation Ku-Klux-Klan. Så meget om vilkårene for meget store dele af den amerikanske befolkning i dag. Men hvordan kan det være, at f.eks. reallønnen i de sidste 10 år ikke er forbedret, men på grund af skatter og prisstigninger er faldet ? Er produktionen faldet ? Tværtimod.

Forceret produktion trods faldende realløn

Ifølge statistikken er produktionen forøget hvert år med mindst 3 %. I kunstsilke-industrien forøgedes produktionen med 56 % på eet år, fra 1949 til 1950. I mange tilfælde er der sket 70-100 % forøgelse ved hjælp af såkaldte bonus-systemer. De højere »ledere« af fagforbundene snakker uafladeligt om »højere produktionseffektivitet«. Men det faktiske resultat er blevet, at der er blevet mindre til den arbejdende befolkning. Masser af strejker har fundet sted i de sidste to år imod den vanvittige forcering af tempoet. Både på Ford, General Electric og i andre stortruster er mænd og kvinder i flere tilfælde besvimet ved samlebåndene. Denne amerikanske hastighed synes at have imponeret danske fagforeningsledere. Eiler Jensen skriver således i sin beretning »Amerika er anderledes«, i afsnittet »Vi har meget at lære« - »For at Europa skal kunne forøge sin eksport til den vestlige halvkugle er det af afgørende betydning, at den europæiske industri bliver mest muligt konkurrencedygtig. Det er nødvendigt, at vor produktionseffektivitet sættes i vejret, således at vi så vidt muligt indhenter det forspring, som Amerika har på dette område.« Det er en køn mundfuld af arbejdsgivernes sprog. Produktionseffektiviteten er jo steget efter krigen, og resultatet er blevet nedskæring, arbejdsløshed og mere krigsproduktion. Udviklingen både i Amerika og Danmark viser, at det er lønnen og levevilkårene, fagforeningerne skal interessere sig for, hvis arbejdernes levestandard skal forsvares!

De amerikanske fagorganisationer

Et par ord om de amerikanske arbejderes fagorganisationer er her nødvendige. Der findes to landsorganisationer, som hver repræsenterer en mængde fagforbund, og der findes uden for disse landsorganisationer store forbund, der tæller hundredtusinder af arbejdere. Hovedparten af de 60 millioner amerikanske arbejdere er endnu ikke fagligt organiserede. Den ældste landsorganisation, American Federation of Labor (AFL), dannedes før århundredskiftet og omfattede en række håndværksfag, men forsømte de ufaglærte og en stor del af arbejderne i sværindustrien. AFL’s ledere praktiserede parolen »Ingen politik i fagforeningen« på den måde, at sammenslutningen støtter et af de store kapitalistiske partier, det »republikanske« eller det »demokratiske«, eller dem begge. Disse to politiske partier har for resten i sin tid fået en rammende karakteristik af Eugene Debs, som var det socialistiske partis førstemand, dengang det endnu var revolutionært. Han sagde: »Forskellen mellem det demokratiske parti og det republikanske parti er, at det ene er en hestetyv og det andet en hønsetyv.« De amerikanske arbejderes klassebevidsthed kunne imidlertid ikke udslettes. Især metalminearbejderne, tekstilarbejderne, landarbejderne og andre ufaglærte organiseredes efterhånden i faglige kamporganisationer, hvis bedste mænd senere dannede grundstammen i Amerikas kommunistiske parti, efter den første verdenskrig. I meget hårde faglige kampe organiseredes således stålarbejderne i 1919, under førerskab af William Z. Foster, der nu er det kommunistiske partis formand.

Denne kampbevægelses program efter den første verdenskrig var omdannelse af fagforbundene til industriforbund (således at alle arbejdere inden for en industri står i samme forbund), organisering af de hidtil uorganiserede, med koncentration i sværindustrien, et uafhængigt arbejderparti, optagelse af normale forbindelser med Sovjetunionen. Dette program fik tilslutning af 30.000 lokale fagforeninger og 10 landsomfattende forbund. Disse forbund blev ekskluderet af AFL, hvis medlemstal i slutningen af 1920´erne gik ned til under 3 millioner. Under strejkerne og demonstrationerne, som især fik et opsving efter den store krise i 1929, udviste de amerikanske arbejdere et enestående heltemod i kampen mod politi og militær, som på statsmagtens tilskyndelse udfoldede en terror uden lige. Disse kampe under kommunistisk ledelse resulterede i 1933 i, at der indførtes en arbejdsløshedsunderstøttelse, skønt dette forslag var blevet bekæmpet af AFL’s ledere. Under indflydelse af bevægelsen blandt millioner af arbejdere begyndte selv de konservative fagforeningsledere at røre på sig. 10 ledere af fagforbund med minearbejderforbundets formand John L. Lewis i spidsen fremsatte forslag i AFL om at stille midler til rådighed for at organisere sværindustrien (stål, bilfabrikker, olie) i industriforbund De to blev ekskluderet. Det førte til grundlæggelsen af Amerikas anden faglige landsorganisation, Congress of Industrial Organizattons (CIO). CIO fik så stor fremgang, at også AFL’s ledere måtte foretage sig noget for at skaffe tilslutning. Under fagbevægelsens udfoldelse under og efter den store krise i 30´erne voksede medlemstallet i fagforeningerne til 14 millioner. Hundredtusinder af negre, kvinder og ungdom kom ind i fagbevægelsen og bragte nyt liv og kamplyst. Mange af de såkaldte »prøvede ledere« blev tvunget ud af fagbevægelsen og erstattet af kampvillige tillidsmænd. Det beredne politi huggede ind på et strejkende ved General Electric i Philadelphia.

Faglig ledelse og faglige resultater

Under den stærke og lovende faglige udvikling i 1930´erne eksisterede der enhedsfront mellem kommunisterne og CIO’s kæmpende elementer såvel som ledelsen. Phillip Murray, James Carey og Walther Reuther har imidlertid efter den anden verdenskrig ført en forbitret splittelsespolitik og støtter fuldt ud det antikommunistiske hysteri i forbindelse med den amerikanske regerings krigspolitik. Lad os tage et par eksempler på forskellen mellem ledelser, der går i arbejdsgivernes ledebånd, og ledelser, der ufortrødent forfægter arbejdernes interesser. Walther Reuther, som fru Eugenie Anderson berømmer, er formand for automobilarbejderne, der hos det rige General Motors har en gennemsnitsløn på 1,80 dollars i timen og 40 timers arbejdsuge. Pels- og lædervarearbejderne vælger derimod mange kommunister til deres ledelse. Pelsvarearbejderne har tilkæmpet sig en gennemsnitsløn på 3,95 dollars i timen med en 35 timers uge. Under ledelse af den venstreorienterede Harry Bridges har Vestkystens havnearbejdere forbedret deres kår, så der ikke er nogen sammenligning med New Yorks havnearbejdere, hvis formand er »demokraten« og gangsterpolitikeren Joe Ryan. Lønningerne ligger 10-15 % højere på vestkysten, og arbejdsgiverne må udrede aldersrente. Arbejderne antages gennem fagforeningen efter tur, mens New Yorks arbejdsgivere udpeger, hvem de ønsker. En havnearbejder på Vestkysten kan ikke vilkårligt fyres uden fagforeningens undersøgelse, mens han i New York kan afskediges, hvis Joe Ryan eller arbejdsgiveren ikke kan lide ham.

Den amerikanske kapitals udsigter

De store finansgrupper, som er ved roret i Washington, forøgede under den anden verdenskrig deres profitter i en sådan grad, at Roosevelt kaldte det »fantastisk«. Antallet af arbejdere i industrien steg fra 39 millioner til over 60 millioner. Profitterne er siden dengang vokset endnu mere hårrejsende. General Motors tjente 656 millioner dollars i 1949, men i 1950 tjente denne polyp 834 millioner dollars, og så var skatterne endda betalt. I General Motors virksomheder arbejder der 337.000 timelønnede arbejdere. Det betyder, at udbytningen af hver arbejder var ca. 2.500 dollars. Denne utrolige udplyndring af nationens arbejde finder sted i alle de store selskaber. Der er et gammelt ord der siger, at appetitten kommer, mens man spiser. Bladet Financial World skrev den 7. marts 1951 til sine kapitalistiske læsere: »De fleste aktieselskabers regnskaber vil blive fornøjelig læsning for aktionærerne. De, der kommer til at tjene mest, er maskin-, værktøjs-, skibsbygnings- og flyveindustrierne«. Det skal nok passe. New York Herald Tribune for 5. august 1951 meddeler, at aktieselskabernes profitter i de første 6 måneder af året var 17,3 % højere end for et år siden. Det er en god forretning for højfinansen at lave krigsvåben.

Derfor vil de ikke have fred i Korea

Wall Street Journal behandlede profitudsigterne i en artikel den 23. marts 1951 og skrev: »Fred i Korea er en stor mulighed. Det vil blive vanskeligt at undgå et tilbageslag, hvis skydningen standses. I Washington stiller de en stor agitationskampagne i udsigt for at udvikle mobiliseringsfeberen.« Det er faldet i profitterne, krisen, dødens købmænd frygter. Og den frygt har forfulgt dem lige siden den anden verdenskrigs slutning. Derfor bevilgede de 6 milliarder af de amerikanske skatteyderes penge for at holde liv i Chiang Kai-sheks faldefærdige styre i Kina og skaffe sig rigdom på våbenleverancer, som kostede millioner af kinesere livet. Derfor fik de deres stråmand Syngman Rhee anbragt i Syd-Korea, efter han i 25 år havde tjent olieinteresser i Amerika. Måske kunne han skaffe dem afsætning i Korea ! Frygten for fald i profitterne rider dødens købmænd som en mare, og det var derfor, de fik Marshallplanen sat i værk.

Milliardærerne har tjent på Marshallplanen

Marshallplanen var i første omgang baseret på at dommere den europæiske økonomi til fordel for den amerikanske højfinans. Det gav sig bl.a. udslag i, at Amerikas regering tvang de europæiske marshall-lande til at nedskære deres valuta. Danmark skal derefter betale over 40 % mere for amerikanske varer end før kronenedskæringen og får tilsvarende mindre for sine varer i Amerika. Samtidig med at USA pressede sine varer ind på de europæiske markeder lukkede den amerikanske regering mere og mere for varer som smør og ost. Et andet udslag af Marshallplanen var den amerikanske regerings krav om, at Danmarks handel med Sovjetunionen og andre lande i Østeuropa skulle standses eller skæres ned til betydningsløshed Den danske regering har lydigt fulgt disse krav, til ubodelig skade for dansk erhvervsliv og for beskæftigelsen i Danmark.

Den brede befolkning har betalt regningen

Det gælder både de amerikanske skatteydere og de europæiske befolkninger at de har måttet nedskære deres forbrug for at de amerikanske milliardærer og millionærer kunne forøge deres profitter Danske tekstilarbejdere tobaksarbejdere, bryggeriarbejdere, skotøjsarbejderne og mange andre er sat på gaden efter Marshallplanens udfoldelse. Selv den konservative amerikanske fagforeningsdelegation der under ledelse af Livingston fra automobilarbejdernes forbund har berejst Europa, måtte efter hjemkomsten til Amerika berette: »Kun arbejdsgiverne i Europa havde vundet fordele gennem Marshallplanen, mens den europæiske arbejder er blevet endnu fattigere.«

Fagorganisationerne og Marshallplanen

AFL’s ledere har altid støttet en hvilken som helst udenrigspolitik den amerikanske regering fører, men de nye industriforbund i CIO måtte først overtales og manøvreres til at støtte den. Det tjener til ære for de klarsynede blandt amerikanske arbejdere, at de ikke undlod at gøre modstand. General Marshall blev sat i sving og holdt en tale på CIO’s kongres i 1949, hvor han græd salte tårer af medlidenhed med den sultende europæiske arbejder. Vel stemte kongresflertallet for Marshallplanen, fordi dette flertals personer ofte var udpeget af forbundsledelsen. Men 10 forbundsrepræsentanter afslørede Marshallplanens skadelige virkninger på arbejdernes levestandard og stemte imod. Derpå fulgte eksklusioner af de pågældende forbund, og resultatet er, at CIO idag er halveret, og at 3 millioner organiserede arbejdere endnu står uden for begge landsorganisationer.

Efter Marshallplanen - Atlantpagten

Marshallplanen var ikke tilstrækkelig til at holde de svimlende profitter oppe. Der måtte stærkere midler til: krig og forberedelse til nye krige. Derfor påtvang den amerikanske regering og dens håndlangere os Atlantpagten. Nu forødes milliardværdier til atombomber, kanoner, flyvemaskiner og tanks, kul og stål forsvinder til ødelæggelsesformål og olien brændes op i jetmotorer. Derfor sprænger den amerikanske regering alle forsøg på forhandlinger, der kan føre til afspænding. Fornylig har hr. Truman hånligt afvist et forslag fra Sovjetunionens præsident, Sjvernik, som gik ud på, at en femmagtskonference af Sovjetunionen, USA, Frankrig, England og Kina skulle søge at finde en fredelig løsning for at forhindre en tredie verdenskrig.

Det amerikanske folk under diktatur

Milliardærerne og millionærerne ved af bitter erfaring, at det amerikanske folk ikke vil finde sig i en sådan krigskurs for profittens skyld. Krigsforberedelser kræver, at den traditionelle frihed begrænses. Ved hjælp af bagvaskelse, falske beskyldninger imod fagforeningsledere, kommunister og andre fremskridtsfolk satte den berygtede »uamerikanske« komité ind for at forberede de ønskede organisatoriske foranstaltninger. Enhver strejke for forbedring af arbejds- og lønforhold fik stemplet »en kommunistisk sammensværgelse«. »Organisationernes magt er for stor og må begrænses«, sang arbejdsgiverne i kor. Under jernbanearbejdernes strejke hetzede Truman mod arbejderne og forlangte nye love til at begrænse retten til strejke. Den såkaldte Wagner-lov, der var blevet vedtaget under Roosevelts regering for at skaffe arbejderne forhandlingsret, blev omdannet til at beskytte arbejdsgiverne ved vedtagelse af Taft-Hartley loven.

Den arbejderfjendtlige Taft -Hartley lov

Denne lov forbyder fagforeningerne at fastsætte, at alle arbejdere i en virksomhed skal tilhøre organisationen. Dersom 99 arbejdere i en fabrik er organiserede og en enkelt ikke, så er det denne énes og ikke de 99’s opfattelse, der gælder. Demonstrationer og strejkevagters antal reguleres af politiet. Ifølge denne lov er alle fagforeninger tvunget til at indsende deres regnskaber til regeringen. Loven forbyder fagforeningerne at yde finansiel støtte til politiske partier. Alle fagforeningsfunktionærer og tillidsmænd må sværge på, at de aldrig har været og ikke er kommunister. Naturligvis benytter arbejdsgiverne sig af en sådan lov til at svække fagbevægelsens slagkraft. Enhver tillidsmand og tillidskvinde, som de ikke kan vikle om lillefingeren, beskyldes for at være kommunist og kan da let fjernes fra arbejdspladsen. Fru Eugenie Anderson har i en pjece forsøgt at lægge skylden for lovens vedtagelse på republikanerne, men kendsgerningen er, at flertallet af det »demokratiske« partis medlemmer i det amerikanske parlament stemte for loven. Dette lille eksempel kaster i sig selv et afslørende lys over fru ambassadørens sandhedskærlighed.

Regeringen undertrykker ytringsfriheden

Milliardærerne var imidlertid ikke tilfredse med forsøget på at lamme fagbevægelsen og gik straks i gang med at undertrykke de sidste rester af ytringsfriheden. Den 13. september 1950, da det amerikanske parlament vedtog den såkaldte Mac Carran lov, er en skændselsdag i Amerikas historie. Efter denne lov har statsadvokaten ret til at arrestere alle udenlandske kommunister og sympatiserende. Regeringen har ret til at fratage alle udenlandsk-fødte amerikanske borgere deres statsborgerskab. Alle amerikansk-fødte kommunister nægtes pas. Alle amerikanske kommunister skal ifølge loven lade sig indregistrere og erklære, at de er sovjetagenter. Hvis de afslår det, kan de idømmes 10 års fængsel og 10.000 dollars i bøde. Alle udlændinge, som ikke kan udvises til deres hjemland, kan kastes i koncentrationslejr. Den amerikanske politichef, Edgar Hoover, meddeler, at 4.300 mennesker står overfor deportation. Allé organisationer, som statsadvokaten sætter på den sorte liste, falder ind under denne lovs bestemmelser. Navnet »kommunistisk« hæftes på alle progressive organisationer uanset om de er kommunistiske. Statsadvokatens liste omfatter 138 organisationer, og deriblandt er f.eks. en arbejdersygekasse på 169.000 medlemmer. Han har forlangt den opløst ! Fremtrædende læger, skuespillere, skolefolk, fhv. statsmænd og præster er blevet bagvasket og afskediget, fordi de bestred regeringens ret til at kontrollere deres politiske overbevisning. Det amerikanske system opviser mange træk, som Europa kender fra fascisme og nazisme. Det kommer skærende grelt frem i domstolenes fremfærd.

Retsvilkårlighed

Det er i den senere tid sket, at sagførere, der har mod til at forsvare fredsvenner, progressive, kommunister og klassebevidste fagforeningsfolk, simpelthen arresteres for »foragt for retten« eller endog som »medskyldige«. Derved vil regeringen lukke munden på forsvaret. I stedet udnævner regeringen så »forsvarere« for de anklagede. Derved mister en anklaget faktisk retten til forsvar. Den amerikanske retsplejes bestemmelse om, at en anholdt borger skal kunne løslades mod kaution, indtil dommen er faldet, har været betragtet som en vis sikkerhed mod vilkårlig fængsling. Nu praktiseres denne bestemmelse på en oprørende måde. Gangsterkongen Frank Costello blev løsladt mod en kaution på 5.000 dollars. Men fremstående kommunistiske ledere, som var anklaget for at »propagandere for marxismen«, skulle derimod stille indtil 100.000 dollars i kaution! En køn lighed for loven ! Ikke nok med det. Da nogle retskafne mænd og kvinder i harme over retsvilkårligheden stiftede et kautionsfond for at bistå de arresterede i sådanne tilfælde, blev også de arresteret, fordi de ikke ville fortælle Trumans politi og dommere, hvem der havde ydet bidrag til fondet. De ville ikke være stikkere. Og de blev virkelig dømt til flere måneders fængsel for deres rankryggethed !

Gangsterne regerer i USA

Magasinet »Time« skrev maj 1950: »I Kansas City er motivet til mordet på gangsteren Gargotta blevet lidt klarere. Gargottá havde sladret. Han blev skudt ned sammen med sin partner, den politiske »boss« Charles Binaggio, i det demokratiske partis kontorer på Truman Road«. Vi har allerede omtalt Eugene Debs’ mindeværdige karakteristik af det »republikanske« og det »demokratiske« parti. Den nylige beretning fra Kefauver-kommissionen, som det amerikanske parlament nedsatte til undersøgelse af korruptionen i det politiske liv, har bragt nye bekræftelser på hestetyvens og hønsetyvens politiske færden. Ifølge kommissionens beretning har gangsterne i New York, Chicago og andre storbyer en »alt for stor« indflydelse, som kommissionen med et noget tvetydigt udtryk siger. Disse edderkopper har penge og forbindelser. De taler gerne i radioen, som f.eks. mr. Willie Moretti, der driver illegal bookmakervirksomhed. Over det store radioselskab CBS’s stationer udtalte han efter Kefauver-kommissionens afhøringer: »Tag nu kommunisterne. De fyre skulle hen, hvor de hører til. Men at smide bookmakere i fængsel er latterligt.« Alting på sin rette plads ! Den tidligere omtalte bandeleder Frank Costello og andre lyssky rigmænd kontrollerer en række politiske embeder i New York. Borgmester O’Dwyer blev så tydeligt impliceret, at han måtte tage sin afsked, men Truman havde allerede sørget for at udpege ham som ambassadør til Mexico. USA’s ambassadører er åbenbart af en særlig type. Hele det demokratiske partis ledelse i staten Missisippi er ifølge United Press den 22. juli blevet anklaget for at sælge politiske stillinger til de højestbydende. Trumans egen lærer i politik var chefen for den politiske underverden i Missouri, mr. Pendergast, som var ekspert i valgsvindel og under Roosevelts regering tilbragte et par år i fængsel for skattesvig. Det demokratiske partis leder, borgmester Curley i Boston, drev ulovligt lotteri gennem postvæsenet, men efter halvandet år i fængsel kom han tilbage og overtog embedet, som om intet var hændt. Begge partier, det republikanske som det demokratiske, beskylder hinanden for korruption i største stil, og begge har ret.

De største gangstere er finansfyrsterne

Den amerikanske regering vil gerne gå for at være en institution, der varetager alle klassers interesser. Det kan man ikke bilde folk ind, der i årevis har deltaget i amerikansk politisk liv. Lad først en mand tale, som har været regeringens redskab, nemlig generalmajor Smedley Butler, som i 33 år har gjort tjeneste i de amerikanske marinetropper, dvs. landtropper, der opererer i forbindelse med flåden. Overfor det amerikanske parlament udtalte han: »Og gennem denne periode af 33 år tilbragte jeg det meste af min tid med at være en højt betroet »stærk mand« for big business, for Wall Street, for bankmændene. Jeg var kort sagt pengeafpresser for kapitalismen.….. f.eks. hjalp jeg med til at gøre Mexico og specielt Tampico til et sikkert sted for amerikanske olieinteresser i 1914. Jeg hjalp med til at gøre Haiti og Cuba til behagelige steder, hvor National City Banks boys kunne skaffe sig udbytte... jeg hjalp med til at rense Nicaragua til gavn for det internationale bankhus Brown Bros, i 1909-12. Jeg bragte lys til den Dominikanske republik i 1916, således at amerikanske sukkerinteresser kunne plejes. . . I Kina sørgede jeg i 1927 for, at Standard Oil kunne fortsætte uantastet. . . Når jeg ser tilbage, har jeg en fornemmelse af, at jeg kunne have givet Al Capone et par nyttige vink. Han drev det ikke til mere end at virke som pengeafpresser i 3 bydistrikter. Vi marinetropper virkede på tre kontinenter«. Hvad generalmajor Butler fortæller om fortidens militære bedrifter til Standard Oils og Morgangruppens ære, det fortæller en anden general os om nutidens eventyr i Korea, endog før det begyndte. I 1947 udtalte general Wedemeyer sig til en parlamentskommission om Kina og Det fjerne østen: »Vi må tænke i blod såvel som i penge. Vi må have militær støtte og beskyttelse af vore pengeanbringelser, hvor som helst kræfter truer alt hvad vi har kært.« Moralen er ligetil: Gå på verdens landeveje ud og slå ihjel ! For de hellige pengeanbringelser«.

Finansinteresserne bag regeringen

De to generaler har hver på sin vis betonet, hvordan den amerikanske stats militær er en stødtrop for finansinteresser. Lad os se på den virkelige regering bag de officielle kulisser. Denne virkelige regering er skildret overordentlig klart i T. Welsh’ artikel i det amerikanske blad Compass for nogen tid siden. Han skriver: »Den lille mand i Det hvide Hus har aldrig haft en selvstændig udenrigspolitik. Den har sit udspring i Standard Oils kontorer. Derfra passerer den gennem krigsministeriet i Washington, hvor den får godkendelsesstempel af guldprydede krigsherrer. Når den kommer frem til udenrigsministeriets kontor, er den Trumans politik og må prompte og ubeskåret vedtages af Kongressen. Når Rockefeller dynastiet sender besked om nye love og traktater til beskyttelse af sine udenlandske profitkilder, står både høj og lav i Senatet og Kongressen ret og udfører mesterens ordre.« Udenrigsminister Acheson var sagfører for Ethyl Corporation, som ejes af Standard Oil. Hans firma har repræsenteret Rockefellers Arabian Oil Co., som kontrolleres af Standard Oil. Viceudenrigsminister George MacGhee har tjent en formue ved spekulation med olieparceller i Louisiana, og hans felt er naturligvis sagerne vedrørende Det nære Østen, Sydasien og Afrika, hvor olieselskaberne har deres største udenlandske interesser. En anden viceudenrigsminister Nelson Rockefeller hører, som navnet siger, til selve oliefamilien. John Foster Dulles er præsident for International Nickel og hans sagførerfirma er direkte i Rockefellerdynastiets tjeneste. Mens Rockefellerinteresserne har det største ord i de udenrigspolitiske institutioner, kontrollerer Morgangruppen de regeringskontorer, der har med krigsproduktionen at gøre. Den fhv. præsident for Morgantrusten General Electric, Charles Wilson, er øverste chef i økonomiske sager, og den amerikanske presse kalder ham for Trumans næstkommanderende. Lederen af Amerikas »sikkerhedskommission« for råstoffer er W. Stuart Symington, en stor industrimand og fhv. præsident for Emerson Electric Mfg. Co. Den nylig afgåede forsvarsminister Georges C. Marshall er direktør for Panamerican luftfartsselskab, som ejes af Morgan. Hans efterfølger Robert Lovett er medindehaver af bankfirmaet Brown Brothers, Harriman & Co. Den amerikanske arbejderklasse er ingen steder i regeringen. 

Kræfterne modnes i det amerikanske folk

De amerikanske arbejdere og andre rettænkende amerikanere sidder ikke med hænderne i skødet og ser til. En rejsning mod nedskæringen, mod diktaturet, mod korruptionen og den sanseløse krigspolitik er undervejs. Denne rejsning foregår under hårde vilkår, som vi dagligt kan iagttage, men den har i en vis henseende bedre muligheder end i flere andre kapitalistiske lande. Selv om der også blandt amerikanske arbejdere råder illusioner om kapitalismen og uklarheder om vejen fremad, har de amerikanske arbejdere f.eks. aldrig bundet sig til et forældet septemberforlig, og de har gennem egne erfaringer organiseret industriforbund, som er gode udgangspunktet for kampen mod kapitalen. De amerikanske arbejdere har lært at kæmpe på det økonomiske område til trods for, at de i fortiden har været stærkt hæmmet på grund af deres mangelfulde politiske positioner. Da Taft-Hartley loven var vedtaget, strejkede minearbejderne halvtredie måned mod denne lov og mod Trumanregeringen. Minearbejderne har gennem årtier fulgt parolen »Uden overenskomst intet arbejde«. Til trods for, at der blev smalhans i minearbejdernes hjem og forbundet blev idømt en bøde på 800.000 dollars, vandt de strejkende. En klækkelig lønforhøjelse og forbedringer af aldersrentebetalingen var kampens resultat. Havnearbejderne på vestkysten strejkede ligeledes på trods af Taft-Hartleyloven og vandt 18 1/2 % lønforhøjelse. Jernbanearbejderne strejkede i 3 uger, men her svigtede forbundets ledere, og arbejderne vandt derfor ikke de påkrævede forbedringer. En række strejker i elektricitets- og maskinindustrien fandt sted i samme periode. De konservative ledere i fagbevægelsen var nødt til at gå i opposition mod Taft-Hartleyloven, fordi arbejderne gjorde det. Alligevel forsøgte disse konservative ledere at splitte de fagforbund, der stod under ledelse af kommunister og tilhængere af det progressive parti. Efter at de konservative ledere ved tilslutningen til Marshallplanen og Atlantpagten havde bragt splittelse ind i den nye fagbevægelse, forsøgte de under Taft-Hartley loven at arrangere afstemninger på arbejdspladser og i fagforeninger for at få medlemmerne derfra til at overgå til reaktionært ledede forbund. I stedet for at organisere store masser af arbejdere, som endnu ikke er tilsluttet nogen fagorganisation, gik deres taktik ud på at stjæle medlemmerne fra forbund, hvis ledelser var AFL’s og CIO’s spidser imod. Blot et enkelt eksempel viser, hvilken fiasko de har lidt. Elektricitets- og maskinarbejderforbundet var blevet ekskluderet af CIO, men beretningen for februar, marts og april 1951 viser, at 13.000 nye medlemmer er indtrådt i dette forbund, og at der er undertegnet nye overenskomster i 89 fabrikker med ialt 30.800 arbejdere. I de konservativt ledede fagforeninger gør medlemmerne sig mere og mere gældende. I Amerikas største lokale fagforening, nemlig automobilarbejdernes fagforening i Fordfabrikken i River Rouge i Detroit, hvis medlemstal er 65.000, fik den konservative kandidat Stellato 17.111 stemmer til formandsposten, mens Joe Hogan fik 16.682 stemmer. Joe Hogan gik ind for fred og imod Koreakrigen, og desuden gik han imod at slutte 5-årige overenskomster; som skulle bindes til regeringens pristal. Endnu værre for de reaktionære gik det ved valget til bestyrelse og tillidsmænd. Til den 26 mands bestyrelse valgtes der 10 højreledere, 11 progressive og kommunister og 5 uafhængige. Da automobilarbejderforbundets leder Walther Reuther senere forsøgte at få afdelingen til at stemme for, at regeringen direkte skulle forbyde det kommunistiske parti, blev han nedstemt med stor majoritet. Selv to af hans tilhængere stemte imod forslaget. Senere har den progressive udvikling ført til, at Stellato har brudt med Reuther og støtter senator Johnsons resolution om våbenhvile og fred i Korea. En enhedsfront omfattende alle politiske anskuelser indenfor afdelingen er nu etableret. September 1951 har bragt nye fremskridt i fagbevægelsen. F.eks. gav afstemningen blandt 20.000 arbejdere i General Electric i Shenectady 11.542 stemmer for de progressive ledere og 4.851 til de konservative. For et år siden vandt de progressive med kun 7.761 mod 5.847. En af grundene til dette udfald er utvivlsomt, at de konservative ledere anbefalede arbejderne at forhandle med arbejdsgiverne på basis af en 2½ % lønforhøjelse, mens de progressive afviste dette som en hån. Under valget forsøgte arbejdsgiverne at operere med det antikommunistiske spøgelse, og landsforbundets kasserer og dets organisationssekretær blev stillet under anklage for »foragt for retten«. Men det hjalp ikke arbejdsgiverne !

Oppositionen mod Trumans politik

Hvad der her er sagt om fagbevægelsen gælder langt bredere lag i Amerika. Harmen over den menneskefjendske politik, som de store truster og deres regering fører, er i hastig vækst. Til trods for hetzen mod Fredens Tilhængere indsamledes der 2,5 millioner underskrifter på Stockholm-appellen om forbud mod atomvåben. I et fredstog til Washington deltog der 3.000 delegerede fra alle samfundslag og alle politiske anskuelser. Utilfredsheden med Koreakrigen gjorde sig især gældende efter Mac Arthurs »Hjem til jul« fiasko. Tusinder af amerikanere giver udtryk for deres modstand i breve til pressen. Radiokommentatoren Frank Edwards har over den kendte W.O.R. station oplyst, at han ved en afstemning den 30. april 1951, hvor 96.000 mennesker skriftligt besvarede spørgsmålet »Skal vi invadere Kina ?«, konstaterede et flertal i forholdet 30-1, der svarede nej. En undersøgelse, foretaget af »Binghamton, N.Y. Press Opinion Polk«, gav resultatet 5-1 for at trække tropperne tilbage fra Korea. Selv Gallupinstituttet hævder, at 66 % går ind for en tilbagetrækning fra Korea. Disse stemninger er så meget mere betydningsfulde, som de er opstået helt på tværs af den officielle påvirkning. Hvor raffineret denne udøves, viser følgende udtalelse i New York Times, af dr. George James fra staten New Yorks sundhedsdepartement: »Civilforsvarsmyndighedernes psykologiske formål er at skabe en kontrolleret frygt, en følelse midt imellem ligegladhed og panikstemning.« Fagforbundene, som i begyndelsen af aggressionen mod Korea enten støttede Truman eller afholdt sig fra udtalelser, er nu på deres kongresser begyndt at gå kraftigt ind for freden. Dette gælder bl.a. skovarbejdernes kongres i Tacoma, staten Washington, selv om denne organisation i det store og hele ikke er venstreorienteret, og havnearbejderne på vestkysten. Det samme finder udtryk i en mængde fabriksafstemninger og i fagbladene, bl.a. minearbejdernes. 504 præster fra Detroit af forskellig trosbekendelse opfordrer regeringen til at trække tropperne bort fra Korea. North Dakotas lovgivende forsamling er med 36 stemmer mod 5 gået ind for det samme. De borgerlige blade i hele USA offentliggør breve fra harmfulde læsere, som forlanger fred i Korea. Chicago Tribune, St. Louis Post Dispatch og især bladene i de mindre byer offentliggør hver dag protestbreve fra borgere, som endnu ikke støtter nogen fredsorganisation. Oppositionen mod den amerikanske regerings krigspolitik har bredt sig selv til finanskredse. 23 fremtrædende bankmænd i Boston har opfordret regeringen til at trække tropperne bort fra Korea. Det hedder bl.a. i deres brev, at det er »en dårlig anvendelse af nationens midler«. Hvor stærk folkebevægelsen er blevet viser fhv. forsvarsminister Marshalls forbitrede ord den 27. juli 1951, efter at den sovjetiske viceudenrigsminister Malik havde anbefalet våbenhvile og fred i Korea. Marshall var rystet i sit inderste: »Jeg er blevet mere chokeret over, hvad der er sket i de sidste dage, end jeg nogensinde før er blevet i Washington. En udtalelse af en repræsentant for Sovjetunionen har på det alvorligste indvirket på det amerikanske forsvarsprogram. Det forekommer mig helt utroligt, at det amerikanske folk har reageret overfor en sovjetrussisk erklæring, som det har. Det er meget kedeligt, at befolkningen har reageret, som den har.«

Røret i hæren

Også i amerikanske officerskredse gærer det. Løjtnant Galle C. Buuck skrev således til The News Sentinel den 13. marts: »Vil De være så venlig at sende følgende spørgsmål til mr. Truman: Hvor mange år endnu vil De vedblive at kaste mænd, penge og materiel i den koreanske mudderpøl ? Hvor mange flere af mine mænd skal dø på grund af Deres stædige modstand mod at trække os ud af Korea ? Undertegnede vover at forlange, at De stiller følgende spørgsmål til det amerikanske folk: Skal vi trække tropperne ud af Korea ? En dag må De stå til regnskab for dette spild af amerikanske mænd og materiel. Uheldigvis vil de fleste af drengene herovre på grund af Dem og Deres regering ikke være i live, så at de kan give udtryk for deres retfærdige harme over dette spild af menneskeliv. Endnu engang mr. Truman, hvor længe skal vi blive i dette guds forladte hul Korea?« I en efterskrift tilføjede løjtnant Buuck blandt andet: »For to dage siden mistede jeg over 50 % af mine mænd for at tage en høj, og hvorfor ?... Aldrig har amerikanske mænd kæmpet i en mere unyttig krig. (Sådan føler de i det mindste).« Det var en røst fra Korea. Det store blad Baltimore Sun kunne i en ledende artikel »Mr. Maliks indflydelse« berette om lignende stemninger blandt soldaterne i øvelseslejrene i USA. Artiklen blev endog gengivet af New York Herald Tribune den 3. juli. Her hedder det bl.a.: »I Fort Knox er der en øvelseslejr for hæren. Nyheder derfra viser reaktionen blandt mandskabet med hensyn til våbenhvile i Korea. Officererne siger, at den øjeblikkelige reaktion vil blive, at det store øvelsesprogram vil blive forsinket, moralen ødelagt, og den store forvirring, som allerede eksisterer blandt soldaterne, vil blive forøget.« Bladet tilføjer, at de amerikanske unge, som er tvunget ind i hæren, kun vil tænke på at »pakke sammen og gå hjem«, så snart våbenhvilen kommer.

Stigende rejsning i negerbefolkningen

Peekskill-koncerten d. 4. september 1949 hvor Paul Robeson sang, blev overfaldet af tusinder af politifolk og pøbel på fascistisk vis. Forbrydelsen slog fejl, fordi New Yorks fagforeningsmedlemmer personligt forsvarede tilhørerne, men hundrede kom hårdt såret på hospitalerne. De blade, som udgives blandt de 15 millioner negre, er fulde af protester mod krigen. De offentliggør talrige breve fra fronten i Korea, som viser, at de menige soldater ikke ønsker at blive brugt som kanonføde til fordel for Wall Street. Et af dem var formet som et digt, skrevet af korporal Joe Couns og de menige Thomas Adams, James Keeton og B. Jay. De fire negre kan risikere at komme for en krigsret, men de talte alligevel. Det amerikanske folk har fået mæle.

En bred og voksende fredsbevægelse

Store dele af den amerikanske befolkning viste ved fredskongressen i Chicago den 1. juli, at folk af alle samfundslag og politiske overbevisninger kæmper sammen for freden. Her var der blandt de 5000 delegerede i 500 fagforeningsledere, 1500 negre, 1000 repræsentanter for ungdommen. En trediedel af de delegerede var kvinder, og oppositionen mod Korea-krigen fik udtryk gennem personligheder som fhv. guvernør i Vestindien Robert Morse Lovett, videnskabsmanden, dr. Duflois, farmerlederen Fred Stover. Endda var mange, som havde set hen til at deltage i kongressen, forhindrede på grund af regeringens massearrestationer. F.eks. var på det tidspunkt hele det kommunistiske partis centralkomité i fængsel. Farmerne forelagde kongressen resultaterne af krigspolitikken, som den virker på landet. De viste således, hvor stærk skatterne er forøget: 1945 - 554 millioner dollars, men i 1950 - 864 millioner dollars. De dokumenterede ligeledes, hvor mange farmere der må gå fra jorden - ca. en halv million farmere havde forladt landbruget fra 1950 til 1951 ! Storfarmerne har slugt dem, eller jorden ligger simpelthen brak, fordi udplyndringen ruinerer ejeren og hans familie. Faldet i farmernes indtægt fremgår af en rapport fra det amerikanske landbrugsministerium, der siger, at »året 1950 var et velstandsår af uhørte højder for forretningsmænd i byerne, men for farmerne betød året, at nettoindkomsten faldt 8 % under indtægten i 1949.« I kongressen deltog mange amerikanske videnskabsmænd, forfattere, skuespillere og præster. Paul Robeson var der sammen med mange andre talsmænd for negrene. Fagforeningsrepræsentanterne redegjorde for, at arbejderne til trods for regeringens fjendtlige holdning strejker for lønforhøjelse. I den store strejke i kobberindustrien deltog der 58.000 arbejdere, og mange strejker har grebet om sig i elektricitetsindustrien, i Bethlehem stålværkerne og i mange automobilfabrikker, ikke alene for lønforhøjelse, men også mod intensiveringen af produktionen. Automobilarbejderne i Detroit er tidligere omtalt. I forbindelse med fredskongressen foranstaltede de en stor demonstration imod Koreakrigens fortsættelse og protesterede samtidig imod den 5-årige overenskomst, som binder dem til regeringens pristal. Den amerikanske arbejderklasse og det øvrige amerikanske folk er begyndt at marchere. Der findes store kræfter i Amerika, som kæmper for en ny politik. Den amerikanske højfinans og dens stat ser stærk ud på overfladen, men indvendig er den hul. I udfoldelsen af den amerikanske fredsbevægelse og den amerikanske arbejderklasses kamp kan det danske folk finde opløftende eksempler for sin egen kamp. Det er dette Amerika, det andet Amerika, vi kan lære noget af, så sandt som freden og fremtiden er os lige dyrebar.

AFL-CIO * AFL-CIO, New York * AFL-CIO, Chicago * AFL-CIO Massachusetts * AFL-CIO Texas * International Association of Machinist and Aerospace Workers * Illinois links * Labor Net * Samuel Gomper * IWW * IWW * Sacco og Vanzetti * Labour Net * Laney College * Labour History * American Labor History * US Labor History * Voice of Action * Anti Communism * Native Indians * Etnologi og sproggrupper i USA * Canadian Labour History * Labour/Le Travail * International Labor History * ILO * Social History * British Labor History * Working Class Movement Library * Trade Unions * Folkets Historie * Lejernes Historie (Tenant) * Scottish Labour History *

Webmaster