Hvem hjalp Hitler ? (1)

af Sovjetunionen ambassadør i London fra 1932: Ivan M Majskij.

Forord

Sovjetunionens uvenner har i udlandet skabt og i vid udstrækning populariseret en fejlagtig legende om den sovjetiske regerings optræden i tiden lige før den anden verdenskrig. Indholdet af denne legende går ud på følgende: »Det hævdes, at Sovjetunionen i foråret og sommeren 1939 (fra marts til august) skulle have spillet et dobbeltspil: På den ene side førte den åbne forhandlinger med England og Frankrig om afslutning af en tremagtspagt om gensidig hjælp til kamp mod Hitler-Tyskland, og på den anden side, parallelt, førte den bag Englands og Frankrigs ryg hemmelige forhandlinger med Hitler-Tyskland for at afslutte en overenskomst rettet mod de »vestlige demokratier«. Videre skulle Sovjetunionen have klamret sig til forskellige uvæsentlige bagateller og således kunstigt trukket forhandlingerne med England og Frankrig i langdrag, medens den afventede afslutningen på sine forhandlinger med Tyskland, og da tidspunktet for underskrivelsen af tremagtspagten trods alt indtrådte, ændrede den pludselig fuldstændig sin holdning, brød med England og Frankrig og sluttede en overenskomst med Tyskland, en overenskomst, der (men herom tales der sædvanligvis med vilje i tågede vendinger) skulle være noget nær en militær alliance rettet mod England og Frankrig. Vore fjender erklærer endelig, at Sovjetunionens underskrivelse af overenskomsten med Tyskland skulle have åbnet portene for Hitlers angreb på Polen, England og Frankrig, og at der dermed hviler et ansvar for den anden verdenskrigs udbrud på USSR.«

Denne ondsindede legende, hvis oprindelse går tilbage til årene er i efterkrigsperioden systematisk blevet bearbejdet og suppleret med alle mulige enkeltheder, har fået udvækster i form af talrige varianter og er blevet vidt og bredt populariseret af politikere, journalister og historikere i Vesten. Denne skadelige legende har endog banet sig vej til de kapitalistiske regeringers højeste diplomatiske dokumenter, lige til den tidligere amerikanske præsident Eisenhowers noter. Og dog er den nævnte legende et klassisk eksempel på borgerlig historieforfalskning, der regner med de brede massers glemsomhed og ringe kendskab til de virkelige kendsgerninger inden for de internationale forbindelser. Forfalskningen har her været af dobbelt art. For det første er selve begivenhederne i foråret og sommeren 1939 groft forvansket. For det andet er de taget isoleret, adskilt fra den fortid, de er vokset ud af, men netop en sådan fremstilling af begivenhederne gør det jo umuligt at forstå og vurdere dem rigtigt. Og for lettere at kunne - som amerikanerne siger - »sælge- denne forfalskning til den brede offentlighed har dens ophavsmænd sædvanligvis undveget en indgående beskrivelse af tremagtsforhandlingernes historie og foretrukket at tale om dem »i almindelighed«, kort, summarisk, uden detaljer og lade som om de udgik fra noget »almindeligt kendt«, der ikke krævede noget bevis for påstanden om, at Sovjetunionen var skyld i forhandlingernes sammenbrud.

På de følgende sider skal jeg fortælle den virkelige sandhed om det, der faktisk foregik i Sovjetunionens forhold til England, Frankrig og Tyskland i foråret og sommeren 1939. Jeg har særlige forudsætninger for at løse denne opgave. På den ene side var jeg som sovjetisk ambassadør i London i de dage vidne til og deltager i tremagtsforhandlingerne i 1939 mellem USSR, England og Frankrig, og på den anden side har jeg som historiker haft mulighed for i efterkrigsperioden at studere hele den litteratur (dokumenter, memoirer, monografier osv.) om perioden lige for den anden verdenskrig, der er offentliggjort efter dens afslutning. For at den sandhed, som jeg vil fortælle, imidlertid kan være den fulde sandhed, må jeg begynde min udredning med et betydeligt tidligere tidspunkt end 1939. Dette tidspunkt bestemmes naturligt nok af den begivenhed, der danner skel i epoken mellem de to krige - Hitlers magtovertagelse i Tyskland. Dette tidspunkt for begyndelsen af beretningen er også meget bekvemt for mig personlig. Jeg har besluttet at give min fortælling form af erindringer, fordi denne form lettere bibringer læseren atmosfæren og begivenhederne i disse år, der allerede ligger forholdsvis langt tilbage i tiden. Jeg kom netop til London i min egenskab af USSRs ambassadør i efteråret 1932, det vil sige kun tre måneder for den nazistiske omvæltning i Berlin.

Således gør såvel det almenpolitiske som det personlige moment det særlig bekvemt at begynde min fortælling med de første indtryk, jeg fik straks efter ankomsten til England. Skønt de begivenheder, der kommer på tale på de efterfølgende sider, er mere end 10 år gamle, giver de tydeligt ekko i begivenhederne i dag. Faktisk var den internationale politiske horisont dengang som nu dækket af tunge tordenskyer. Dengang som nu var det hovedproblem, menneskeheden stod overfor, om der skulle komme en verdenskrig eller ikke. Dengang som nu forsvarede socialismens lejr, der i de dage kun var repræsenteret af Sovjetunionen, af alle kræfter freden, og kapitalismens lejr, der i de dage omfattede alle øvrige lande og stater, drev blindt og forbryderisk mod krigen og førte til syvende og sidst menneskeheden ud i den forfærdende katastrofe. Når man i dag hører taler af de nuværende ledere af kapitalismen, tænker man ofte: Det samme sagde Chamberlain og Daladier i trediverne - åbenbart har sønnerne intet lært af fædrenes erfaringer.

Betyder det nu, at det hele igen må ende med en ny og endnu mere forfærdende verdenskrig ? Nej, ingenlunde, for i de forløbne mere end 20 år er styrkeforholdet skarpt forandret på den internationale arena. Dengang var USSR den eneste socialistiske stat på vor planet, men nu findes der et helt stjernebillede af sådanne stater, deriblandt så mægtig en stat som den Kinesiske Folkerepublik. Mere end en tredjedel af hele menneskeheden står i vore dage under socialismens røde faner; en anden tredjedel falder på de neutrale lande, der ligeledes er forkæmpere for freden og modstandere af krigen. I den krigslystne kapitalismes lejr er der i dag kun omkring en tredjedel af menneskeheden tilbage, og inden for denne tredjedel findes der endda mange venner af freden. Netop dette styrkeforhold på den internationale arena giver os grundlag for at regne med, at en tredje verdenskrig aldeles ikke er uundgåelig, og at den kan forhindres ved den fornødne aktivitet og energi fra fredskræfternes side.

I denne situation er det nyttigt at huske det, der foregik forud for den anden verdenskrig. Især er det vigtigt at påpege den fænomenale historiske blindhed hos vestmagternes daværende legeringer, der ikke så og ikke ønskede at se den afgrund, som de drog menneskeheden ind i, en blindhed, der udsprang af deres had til kommunismen, til sovjetstaten. Det klare billede af denne blindhed og de skæbnesvangre følger, den medførte, kan hjælpe de fornuftigere elementer i den moderne kapitalistiske lejr til at drage lære af den fortid, der ikke er så fjern endda og dermed lette fredskræfternes sejr over krigens kræfter. ((De fem år (1912-17), jeg tilbragte i emigration i London, har jeg skildret i min erindringsbog »Rejse til fortiden« (akademimedlem I. M. Majskij: Rejse til fortiden. Erindringer om den russiske politiske emigration i London. 1912-17, USSRs Videnskabsakademis forlag, 1960, russisk )).

Før 1939

Sovjetregeringens instruktion

I efteråret 1932 blev jeg udnævnt til USSRs ambassadør i England, og i slutningen af oktober samme år rejste jeg til England efter at have fået »agrement« fra den britiske regerings side. Hvilke opgaver stillede sovjetregeringen mig? Med hvilke hensigter, planet og i hvilke stemninger drog jeg af sted til min nye arbejdsplads? Jeg kan dristigt sige: Sovjetregeringen sendte mig som budbringer af fred og venskab mellem USSR og Storbritannien, og selv gav jeg mig med glæde og beredvillighed i kast med at opfylde denne mission. Uden på nogen måde at overvurdere mine kræfter besluttede jeg på forhånd at gøre det mest mulige for at forbedre forholdet mellem Moskva og London. Årsagerne, der lå til grund for den sovjetiske regerings anførte bestræbelser, var både af en mere almen og en mere specifik karakter.

Årsagerne af mere almen karakter kunne føres tilbage til selve den sovjetiske stats natur som en fredsstat, hvor der ikke findes de klasser og grupperinger, der måtte kunne vinde noget som helst af en krig. Arbejderne, bønderne og de intellektuelle - de sociale elementer, det sovjetiske samfund består af - kan kun tabe ved krig. Dette betyder naturligvis ikke, at de er for fred for enhver pris - nej, nej ! Bolsjevikkerne er ikke blåøjede. Som det hedder i en kendt sovjetisk sang - vort »pansertog« står altid på vigesporet, det holdes på højde med den nyeste krigsteknik, og i tilfælde af fare for sovjetstaten sættes det øjeblikkelig i gang; og det vil blive sat i gang. Men af natur ønsker vi ikke krig, vi hader krig, og så vidt de menneskelige muligheder rækker, stræber vi efter at undgå krig. Med legeme og sjæl har vi kastet os ud i opbygningen af socialismen og kommunismen, her er vor forstand og vort hjerte, og vi ønsker intet, der kunne aflede os fra dette dybt elskede arbejde, og langt mindre noget, der alvorligt kan hindre det. Dette har altid været og er fortsat den sovjetiske stats generallinje. Når USSR alligevel i løbet af sin 47 års historie har måttet slås så meget, så forklares det ved, at krigen er blevet os påtvunget af fjendtlige ydre kræfter, der stræbte efter at udslette verdens første socialistiske stat fra Jordens overflade. Sådan var det i borgerkrigens og den udenlandske interventions år. Sådan var det under Den store Fædrelandskrig 1941-45.

Årsagerne af mere specifik karakter til en yderligere uddybning af sovjetregeringens bestræbelse for at leve i fred og venskab med England på det tidspunkt, jeg blev udnævnt til ambassadør i London, kunne på den ene side føres tilbage til visse træk i landets indre stilling og på den anden side til den hurtigt voksende fare for en fascisering af Tyskland.

Lad mig først opholde mig ved den indre situation i USSR. Da jeg rejste til England, var den første femårsplan ved at være fuldført. Fundamentet til vor nye industri var lagt, men frugterne af de heroiske anstrengelser, som dette havde kostet, måtte ventes i fremtiden. Kollektivbrugenes system var først lige opstået, men kampen mod det fra storbøndernes side var endnu ikke indstillet. Landet led under levnedsmiddelvanskeligheder. Der var ikke tilstrækkeligt med forbrugsvarer. Uden for USSRs grænser hærgede en hård økonomisk krise (den velkendte krise 1929-33). Verdenspriserne på råstoffer og levnedsmiddelprodukter, med hvis eksport vi i de år hovedsagelig betalte de fra udlandet indførte maskiner, faldt forfærdende. Valutaindtægterne var små. Den sovjetiske guldindustri var endnu i de første etaper af sin genopståen efter ødelæggelserne, der var fremkaldt af borgerkrigen og interventionen og tillige af den rovdrift, der blev bedrevet af koncessionsindehaverne fra »Lena Goldfields« i tyverne. Resultatet var, at det var overordentlig vanskeligt præcist at overholde betalingen for det fra udlandet importerede udstyr til industrien. Jeg husker, hvordan der i vinteren 1932-33, efter at jeg var begyndt at arbejde i London, indtrådte ligefrem kritiske tidspunkter. Imidlertid betalte den sovjetiske regering altid præcist på dagen og til den aftalte time. Vi satte meget høj pris på det ry, USSR havde vundet sig på verdensmarkedet som et land, der upåklageligt betalte i henhold til sine forpligtelser, og vi skyede ingen kræfter for at bevare dette ry. Alt dette bevægede naturligvis sovjetregeringen yderligere til at undgå enhver form for udenrigspolitiske forviklinger, der ville kunne skabe vanskeligheder for vor handel og nødvendiggøre uforudsete udgifter. Dette var ikke blot en ædel, men også en yderst forstandig politik, men hvor var det dog vanskeligt at fastholde den i de år.

Og nu til Tyskland. I slutningen af 1932 var det tydeligt, at Weimar-republikken befandt sig i en tilstand af fuldstændig opløsning. Nazisterne banede sig hurtigt vej og erobrede den ene stilling efter den anden. Splittelsen i proletariatets rækker var dyb, og socialdemokraterne afslog stædigt fælles aktioner med kommunisterne mod fascismen. I denne situation blev Hitlers magtovertagelse højst sandsynlig, og hvis dette skulle ske, hvilken virkning ville dette så have på hele den europæiske situation? Hvordan ville det specielt vise sig i de tysk-sovjetiske forbindelser? Naturligvis havde man ikke noget som helst godt at vente sig her. Før min afrejse til London havde jeg en lang samtale med den daværende folkekommissær for udenrigsanliggender M. M. Litvinov, der i samtalens løb gav mig de almene direktiver vedrørende det arbejde, der forestod mig i England.

De forstår naturligvis - forklarede Maksim Litvinov - at dette ikke er mine personlige direktiver, men direktiver fra højere organer. Jeg erindrer mig udmærket denne samtale og anser det ikke for overflødigt at gengive dens vigtigste dele her. Den sovjetiske udenrigspolitik - sagde M. M. Litvinov - er en fredspolitik. Dette udspringer af vore principper, af selve sovjetstatens grundlag. Basis for vor udenrigspolitik ændrer sig aldrig; imidlertid er det ved den praktiske gennemførelse af denne politik nødvendigt at tage den konkrete internationale situation i betragtning. Hidtil har vi haft de bedste forbindelser med Tyskland, og i vore handlinger har vi bestræbt os for, så vidt det var muligt, at opretholde en enig front med Tyskland eller i hvert tilfælde tage dets stilling og interesser i betragtning. Men det Tyskland, vi har haft med at gøre, var Weimar-Tyskland. Det befinder sig nu tydeligvis i sine sidste krampetrækninger. Hvad det angår, må man ikke gøre sig nogen som helst illusioner. I nærmeste fremtid kommer Hitler til magten, og situationen vil straks forandre sig. Fra at være vor »ven« forvandles Tyskland til vor fjende. Hvis dette er perspektivet, hvilken konklusion må vi så drage heraf? Åbenbart at vi nu i fredspolitikkens interesse må prøve at forbedre forholdet til England og Frankrig, især til England som den førende magt i det kapitalistiske Europa. Ganske vist har begge disse stater hidtil indtaget en fjendtlig holdning til os ..

Til bekræftelse af sine tanker opregnede Litvinov her flere yderst vigtige kendsgerninger (Englands og Frankrigs førende deltagelse i interventionen 1918-20, Curzons ultimatum i 1923, razziaen mod ARCOS ((ARCOS - forbogstaverne til All-Russian Cooperative Society - det alrussiske kooperative selskab - var i de år det centrale organ for den sovjetiske handel i England, juridisk udformet som et engelsk handelsselskab. )) og afbrydelsen af de engelsk-sovjetiske diplomatiske forbindelser i 1927, de rasende antisovjetiske kampagner i 1930-31, og så fortsatte han: Men i dag ændres den objektive verdenssituation: naturligvis vil nazisterne, når de er kommet til magten, opløfte et forfærdeligt revanchistisk ramaskrig, de vil gå i gang med at opruste, kræve kolonierne tilbage osv. Dette må i hvert fald til en vis grad bringe de regerende kredse i England og Frankrig til fornuft og tvinge dem til at se sig om efter forbundsfæller mod Tyskland. De vil da blive nødt til at huske på Ententen fra verdenskrigens tid og følgelig på vort land. Dette skaber en gunstigere situation for Deres arbejde i London. Men alligevel kan man ikke regne med, at det hele går af sig selv. Det er Deres opgave til det yderste at udnytte den situation, der opstår i England, til gavn for en engelsk-sovjetisk tilnærmelse.

Jeg er enig med Deres vurdering af situationen og Deres konklusioner - sagde jeg - men hvordan forestiller De Dem de nærmeste konkrete handlinger? Jeg vil nu kun tale om England, som De rejser til - svarede M. M. Litvinov. - Hvad må man i første omgang til stræbe her? En størst mulig udvidelse af vore forbindelser med de konservative. I det politiske liv i Storbritannien er der to dominerende kræfter - de konservative og oppositionen mod dem, bestående af de liberale og labourfolkene. Der var engang, da de liberale spillede førsteviolin i oppositionen, men den tid er forbi: i vore dage er de liberale på vej nedad, de smuldrer hen og svækkes. Hovedrollen i oppositionen overgår mere og mere til labourfolkene. Læg mærke til, at alle positive handlinger, når det gælder de engelsk sovjetiske forbindelser, hidtil er udgået fra de liberale eller labour. Således blev for eksempel den første og meget vigtige handelsaftale mellem England og Sovjetrusland i 1921 sluttet af en regering, som Lloyd George stod i spidsen for den diplomatiske anerkendelse af USSR i 1924 gennemførtes af den første labourregering; genoprettelsen af de i 1927 afbrudte diplomatiske forbindelser mellem de to lande blev gennemført af den anden labourregering i 1929. Derimod har vi hidtil kun set dårligt fra de konservatives side. Det er beklageligt, fordi de konservative var og fortsat er Englands »herrer« trods alt. Og så længe de konservative ikke ændrer deres holdning, vil vore forbindelser med England forblive upålidelige og udsat for alle hånde tilfældigheder.

Maksim Litvinov rettede på en stabel papirer, der lå foran ham på bordet, og sluttede så: I London har vi haft og har stadig et godt forhold til labourfolkene - dette forhold må dyrkes på enhver måde, det er meget vigtigt, især i betragtning af perspektiverne for fremtiden. Vi har her også et ganske godt forhold til bestemte grupper liberale - gør alt for at styrke og udvide det. Men til gengæld har vi næsten ingen forbindelser blandt de konservative. Og de er jo - gentager jeg endnu en gang - de virkelige »herrer« i England! Det er derfor Deres første og vigtigste opgave at slå hul i den ismur, der skiller vor London-ambassade fra de konservative og oprette så omfattende og pålidelige kontakter som muligt netop med konservative. Hvis dette lykkes, vil der være gjort et nyttigt skridt i kampen mod den tyske aggression. Overvej Deres nærmeste skridt efter ankomsten til London og meddel mig dem, så vil vi fortsætte samtalen. To dage senere var jeg igen hos folkekommissæren og meddelte ham det program, jeg havde lagt for mine første handlinger i England. Det omfattede tre hovedpunkter: 1) Straks efter overdragelsen af mine akkreditiver giver jeg den engelske presse et interview. 2) Jeg udvider mest muligt den kæde af visitter, som den diplomatiske etikette foreskriver en nyudnævnt ambassadør, og medtager her ikke blot den snævre kredse af personer, som er forbundet med udenrigsministeriet, men også en række medlemmer af regeringen, fremtrædende politikere, folk fra City og repræsentanter for kulturlivet. 3) Jeg lægger særlig vægt på problemet om en udvidelse af den engelsk-sovjetiske samhandel.

M. M. Litvinov godkendte mine planer og spurgte, om jeg havde forberedt teksten til min forestående presseudtalelse. Jeg rakte straks folkekommissæren mit udkast til den. Han gennemlæste dette udkast, gjorde nogle mindre redaktionelle rettelser og bekræftede det derpå i dets endelige form. Erklæringen til pressen lød: »Idet jeg tiltræder min post som USSRs ambassadør i Deres land, anser jeg det for nødvendigt fremfor alt at understrege, at Sovjetunionens regering og folk, der ikke nærer nogen som helst aggressive hensigter, ønsker at leve i fred og god forståelse med Storbritannien såvel som med alle dele af det britiske imperium. USSRs politik er en fredspolitik. Dette er blevet illustreret gentagne gange i fortiden, det kommer også i dag yderst klart til udtryk.«

Til bevis for denne sidste påstand foretog jeg en opregning af de ikke-angrebspagter, der var sluttet eller befandt sig i forberedelsesstadiet til afslutning mellem USSR og andre lande og tillige den sovjetiske delegations holdning på afrustningskonferencen, der åbnedes i februar 1932 i Geneve, og jeg fortsatte: »Med så meget større beredvillighed stræber USSR efter at udvikle de venskabelige forbindelser med Storbritannien, med hvilket det har så mange forskelligartede berøringspunkter på det økonomiske område. Den heldige gennemførelse af den første femårsplan, der har givet en uhyre vækst i USSRs produktivkræfter, og den forestående gennemførelse af den anden femårsplan, hvis resultat vil blive en stærk stigning i de arbejdende massers velstand i vort land, udgør et godt fundament for udvikling og befæstelse af de sovjetisk-britiske økonomiske forbindelser og dermed også de politiske.

Jeg håber, at den sunde fornuft, der er så karakteristisk for det engelske folk og dets af ingen overgåede evne til at regne med kendsgerningerne (og USSRs 15 års eksistens og udvikling er en ubestridelig kendsgerning, som ingen kan komme udenom) kraftigt vil lette gennemførelsen af denne opgave. Samtidig med at en forbedring af forholdet mellem de to lande vil være det største gode for dem begge, vil det også være en overordentlig stor faktor for den internationale fred, hvilket ville være af særlig vigtighed i vore urolige og vanskelige dage.« Jeg sluttede presseudtalelsen med nogle ord af personlig karakter: »Personlig har jeg - hed det i udtalelsen - mødt min udnævnelse til USSRs ambassadør i Storbritannien med stor tlifredshed. Igennem de sidste 20 år har jeg mere end én gang haft lejlighed til at leve og arbejde i Deres land, og jeg har haft mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med det engelske folk og sætte bedre pris på engelsk kultur. Jeg nærer også en følelse af taknemmelighed over for England, der i årene forud for revolutionen gav mig asylret som politisk flygtning. Jeg vil derfor betragte mig som særlig lykkelig, hvis jeg skulle have held til at bidrage til en tilnærmelse mellem USSR og Storbritannien.« Den ånd, som gennemtrængte den presseerklæring, jeg havde forberedt, er så tydelig, at den ikke kræver kommentarer. Begge mine samtaler med M. M. Litvinov foregik i første halvdel af oktober 1932. Men den 17. oktober indløb der fra vor ambassade i London et telegram, hvori det meddeltes, at den britiske udenrigsminister, sir John Simon, dagen før i en speciel note havde opsagt den engelsk-sovjetiske handelsaftale af 1930, som vi havde afsluttet med den anden labour-regering. Det var en uventet og klar antisovjetisk handling, som jeg kommer til at tale mere indgående om senere hen. To dage efter kaldte M. M. Litvinov mig til sig og sagde: De har indstillet Dem på at begynde Deres virksomhed 1 England med en erklæring til pressen, hvis tekst jeg har godkendt... I almindelighed ville det være en rigtig erklæring, hvis der eksisterede normale forbindelser mellem USSR og Storbritannien. Men nu er situationen ændret efter den ensidige opsigelse af den engelsk-sovjetiske handelsaftale: London har åbent demonstreret sin uvenlighed over for os. I denne situation er det bedst at afholde sig fra en presseudtalelse af en så venskabelig karakter som Deres.

Resultatet var, at den netop citerede udtalelse til pressen døde, inden den nåede at blive født. Jeg har imidlertid anført teksten af den ikke-afgivne presseerklæring for tydeligt at vise, hvilke stemninger, der rådede i Moskva, da jeg satte mig i toget for at rejse til mit arbejdssted som USSRs ambassadør i England. Jeg gentager endnu en gang med fuld overbevisning: Sovjetregeringen og sovjetfolket ønskede oprigtigt og alvorligt oprettelse af de bedste forbindelser mellem Sovjetunionen og Storbritannien. Men som bekendt er venskab en tosidig affære, Det var ikke nok, at man fra sovjetisk side ønskede de bedste forbindelser med Storbritannien - det samme ønske måtte også findes på engelsk side. Men fandtes det ?. . . Lad kendsgerningerne selv besvare dette spørgsmål.

Hvad jeg fandt i England

Der er visse tydelige erindringer, der melder sig i min hukommelse, når jeg tænker på, hvordan det officielle England mødte mig i det fjerne efterår 1932. Det drejede sig naturligvis ikke om mig som person, men om mig som Sovjetunionens ambassadør og i videre forstand om Sovjetunionen som folk og stat. Disse erindringer viser bedre end lange udredninger, hvordan de herskende klasser i England besvarede det absolut oprigtige ønske om venskab og samarbejde, som sovjetregeringen og sovjetfolket var gennemtrængt af.

Den første erindring vedrører den engelsk-sovjetiske samhandels område. Jeg har allerede sagt, at da jeg forberedte mig til rejsen til London, agtede jeg i min virksomhed som ambassadør at lægge særlig vægt på en alsidig udvidelse af de kommercielle operationer mellem de to lande. Og nu ville tilfældet, at jeg tydeligt fik at vide, hvilke vanskeligheder, jeg måtte møde netop på denne vej. Lige før min ankomst til England »opdagede« søndagsavisen »Sunday Chronicle« pludselig en frygtelig tildragelse: det viste sig, at »Moskva« ad kontrabandeveje, »i ligkister af udenlandsk herkomst«, indførte russiske tændstikker til England, og på tændstikæskerne var der som varemærke afbildet »et helligt hjerte, gennemboret af en dolk«! Bladet rasede og krævede af regeringen, at den traf de mest energiske foranstaltninger mod en sådan »helligbrøde«. »Sunday Chronicle«s sensation blev straks grebet af en hel række andre presseorganer. I politiske kredse og parlamentskredse rejste der sig hurtigt en antisovjetisk bølge. Der indledtes en rasende kampagne mod handel med USSR. Atmosfæren blev dag for dag mere glødende. Det var forgæves, at direktøren for ARCOS afviste de stupide anklager og fastslog, at der aldrig nogen sinde havde været nogen anti-religiøse emblemer på sovjetiske tændstikæsker, - man ville ikke høre på ham. Det er uvist, hvad hele denne larm ville være endt med, hvis det ikke lykkeligvis hurtigt afsløredes, at de berygtede tændstikæsker ikke var leveret fra USSR, men fra Indien, og ikke i nogen slags »ligkister«, men i yderst prosaiske trækasser, og at de indiske fabrikanter mindst af alt havde tænkt på helligbrøde, da et hjerte gennemboret af en dolk i indisk opfattelse er et ædelt og smukt symbol.

En anden erindring er af en noget anden karakter. Den 8. november 1932 overrakte jeg den engelske konge mine akkreditiver og havde således juridisk fastslået min stilling som USSRs ambassadør i Storbritannien. Den næste dag, den 9. november, måtte jeg allerede i min egenskab af sovjetisk repræsentant deltage i den årlige banket, der arrangeres af London Citys lord mayor i anledning af, at han indtræder i sine funktioner. Denne banket er en overordentlig farverig ceremoni i middelalderlig stil, til hvilken der samles 5-600 mennesker, der repræsenterer den virkelige »fløde« af det kapitalistiske England. Hvor fed denne fløde er, kan man bl.a. dømme af, at af det diplomatiske korps i London indbydes kun ambassadørerne til lord mayors banket. Der vises ikke gesandter denne ære. Lord mayors banket er også en stor politisk begivenhed: ifølge traditionen holder ved denne lejlighed premierministeren eller en anden fremtrædende kabinetsminister en stor tale, i hvilken han berører et eller andet vigtigt politisk spørgsmål, der har aktuel betydning. Jeg havnede altså på denne banket den 9. november 1932, og her er, hvad der skete (jeg gengiver notater, som jeg gjorde dengang, da det stod frisk i erindringen): »Ceremonien ved præsentationen af de gæster, der ankommer til banketten, består i følgende: i den fjerne ende af den lange sal, hvor biblioteket er anbragt, står den nyvalgte lord mayor med sin kone på en lille forhøjning. Fra indgangen til salen frem til forhøjningen går en bred mørkerød løber, ad hvilken hver nyankommen gæst skrider højtideligt frem. En herold i en dragt fra Tudor'ernes tid opråber hans navn med høj røst. Gæsten går langsomt frem til enden af løberen, stiger op på forhøjningen og trykker lord mayor og hans kone i hånden. Mens gæsten går, lyder der applaus fra de tidligere ankomne gæster til hans ære. Applausens dosis varieres afhængigt af gæstens stilling og popularitet. Resultatet er et særpræget plebiscit, og af mængden af applaus, der tilfalder gæsten, kan man ufejlbarligt bedømme forholdet til ham fra det regerende Englands side.

Tilfældet ville, at jeg kom til at gå hen ad den røde løber i biblioteket lige efter den japanske ambassadør Matsudaira. Matsudaira fik en mere end god modtagelse. Det var en sand ovation: man applauderede ham larmende, længe, med begejstring. Det var tydeligt, at hans land og han selv var meget populære i det engelske society, - og dette til trods for »det manchuriske incident«! (( Sådan kaldte de regerende i England på den tid Japans erobring af det nordøstlige Kina, der foretoges i 1931. )) Derpå udråbte herolden: Hans excellence, den sovjetiske ambassadør Ivan Majskij ! Det var præcis, som en iskold vind gik gennem salen. Alle blev pludselig stille. Jeg begyndte at gå hen ad den røde løber. Ikke en lyd! Ikke et eneste klap! . . . Rundt omkring mig hersker en dødens, en vagtsomt fjendtlig tavshed. Den glansfulde mængde, der trænges på begge sider af løberen, følger mig med nysgerrigt-stikkende blikke. Fornemt pyntede damer peger på mig med lorgnetterne, hvisker giftigt til hinanden, ler. I denne skrigende stilheds atmosfære gik jeg langsomt og fast, med højt hævet hoved hen ad løberen og trykkede, som ritualet foreskriver, lord mayor og hans kone i hånden.«

Jo, demonstrationen af det officielle Englands følelser over for Sovjetunionen var tydelig og gennemført!... Og nu en anden episode. To uger efter lord mayors banket foregik åbningen af den nye parlamentssamling. Det er også en prunkfuld og farverig ceremoni, i hvilken man hører århundredernes røst. Åbningen af parlamentet foregår i overhusets mødesal. Den overværes af lorderne i deres røde hermelinsbesatte kåber, deres koner i kostbare toiletter med dyre smykker, statens notabiliteter og det diplomatiske korps. Kongen og dronningen sidder på en forhøjning ved væggen. Underhusets medlemmer har - efter ældgammel tradition - ikke adgang til salen. En lille gruppe af deres repræsentanter står (netop står og ikke sidder!) bag en særlig barriere, der spærrer af for udgangen til overhusets mødesal. »Lord Chamberlain« overrækker med en dyb bøjning kongen teksten til trontalen. Kongen rejser sig og læser den. Derefter gør kongen og dronningen en bøjning mod alle tilstedeværende, fjerner sig, og parlamentets samling anses for åbnet.

Min kone og jeg var med til åbningen af parlamentets nye samling 1932-33, en samling, der skulle blive så dramatisk i de engelsk-sovjetiske forbindelsers historie (nærmere herom senere). Jeg sad, som det var foreskrevet af etiketten, sammen med de andre ambassadører til højre for tronen, og min kone sammen med de øvrige ambassadørfruer til venstre for tronen. Ifølge etiketten foreskrives det, at den mest ærefulde plads her forbeholdes ambassadørernes fruer, og først efter dem kommer hofdamerne af højeste rang. Min kone var på det tidspunkt den yngste af ambassadørfruerne, og derfor kom den fornemste af de kvindelige repræsentanter for det engelske aristokrati til at sidde ved siden af hende. Det var hertuginden af Somerset. Hun var gammel som Metusalem og grim som arvesynden, men hun strålede af silke og brillanter. Før åbningen af ceremonien begyndte hertuginden at tale med min kone, og da hun så, hun havde en udlænding for sig, spurgte hun: Hvilket land repræsenterer De så? Min kone svarede roligt: Jeg repræsenterer Sovjetunionen. Virkningen af disse ord var rystende. Hertuginden ændrede øjeblikkeligt ansigtsudtryk, som om hun havde trådt på en giftslange. Hun blev hæsligt rød i hovedet, blodårerne trådte frem på den magre hals og i øjnene tændtes stikkende gnister. Hertuginden vendte sig med et ryk bort fra min kone og udbrød ondt: Ved De hvad . .. Jeg hader Sovjet! Hvad var der blevet af den engelske selvbeherskelse, den simpleste selskabelige høflighed! . . .Min kone lod sig ikke bringe ud af fatning, men svarede skarpt igen: I det tilfælde beklager jeg meget, at De er kommet til at sidde ved siden af mig. Denne lille, men så karakteristiske episode blev et glimrende supplement til det, der var foregået på lord mayors banket. Og endelig endnu en sidste erindring fra de første uger ar mit arbejde i London som sovjetisk ambassadør.

Blandt de officielle visitter, jeg aflagde efter at have overrakt mine akkreditiver til kongen, var også et besøg hos den daværende finansminister og faktiske leder af det konservative parti, Neville Chamberlain. Under vor samtale begyndte Chamberlain at beklage sig over, at USSR solgte meget i England, men købte lidt dér og brugte den i London indhentede gevinst til at anbringe store ordrer i Tyskland. Det var tydeligt, at finansministerens hjerte smertedes og jamrede til himlen over en sådan »uretfærdighed«. Jeg indvendte roligt: Hvad er det, De undrer Dem over, hr. minister? Den sovjetiske regering optræder, som enhver god handlende ville optræde: sælger, hvor det er gunstigst og køber, hvor det er gunstigst. Men hvorfor mener De, at det er gunstigere for Dem at af give ordrer i Tyskland end i England? - spurgte Chamberlain. Af en meget simpel grund, - svarede jeg. - Tyskerne giver os kreditter på op til fem år, men det gør De ikke . . .Jeg havde knapt nået at udtale disse ord, før Chamberlains ansigt antog et iskoldt udtryk, han vendte sig med et ryk om i sin lænestol og sagde med en dyster røst og med eftertryk: Vil det sige, at De ønsker, at vi skulle give vore fjender langtfristede kreditter? Nej, så er det bedre, vi udnytter vore penge i andre retninger. Ja, i disse ord var den egentlige Chamberlain, den virkelige, uden al sminke. I Chamberlains tone svarede jeg: Jeg ønsker overhovedet ikke noget, mister Chamberlain, jeg er slet ikke kommet til Dem for at få kreditter.. .De spurgte mig, hvorfor Sovjetunionen fortrinsvis anbringer sine bestillinger i Tyskland. Jeg har forklaret Dem det og ikke andet. Alt andet må så blive Deres sag. Hvilken slutning kunne jeg nu drage af disse første og flygtige kontakter, jeg havde med den tids officielle England? Der kunne kun være én slutning: det officielle England søgte ikke blot at undgå oprettelse af venskabelige forhold til og samarbejde med sovjetlandet, men udtrykte tværtimod åbent sit fjendskab mod det, hvorved det undertiden endog glemte de mest elementære regler for høflighed og diplomatisk takt.

Kampen for en handelsaftale

De efterfølgende og dybere kontakter med det officielle England uddybede endnu mere denne opfattelse hos mig. Min første store »diplomatiske operation« i London var forhandlinger om en ny handelsaftale, der skulle erstatte aftalen af 1930, der var opsagt af den konservative regering. Jeg kalder uden vaklen den regering, der stod ved magten i 1932, for konservativ, til trods for at den officielt kaldtes »national« og indbefattede konservative, national-liberale med Simon i spidsen og national-labourister med MacDonald i spidsen. Jeg siger det uden vaklen, for af de 520 parlamentsmedlemmer, der indgik i regeringskoalitionen, var 471 konservative. Formelt var MacDonald denne regerings premierminister, men den faktiske premierminister var hans stedfortræder Baldwin. De forhandlinger om en ny handelsaftale, som jeg og vor daværende handelsrepræsentant i England, A. V. Ozerskii, en forstandig og smidig mand, måtte føre i London, viste sig meget vanskelige og strakte sig over hele femten måneder. Hvorfor? Måske fordi selve genstanden for forhandlingerne var alt for kompliceret? Måske fordi modsætningerne mellem USSR og England på handelens område var usædvanlig skarpe? Nej, ikke af disse grunde. Forhandlingerne viste sig vanskelige og krævede megen tid, fordi den britiske regering hele tiden søgte at gennemføre en fjendtlig diskriminationspolitik over for sovjetlandet. Det var den virkelige årsag. Netop heraf udsprang alle de vigtigste diskussioner og konflikter, der undertiden antog endog dramatisk karakter. Hvordan var begivenhedernes faktiske forløb? Jeg skal ikke her fremstille dem i enkeltheder (det har jeg gjort i en anden bog), men jeg må dog i korte træk minde om hovedmomenterne i forhandlingerne.

Jeg vil begynde med den første begyndelse. Den sovjetiske regering forstod udmærket, at efter imperium-konférencen i Ottawa (efteråret 1932) og Englands overgang fra frihandel til protektionisme var det uundgåeligt at revidere de tidligere handelsaftaler mellem Storbritannien og andre lande. En sådan revision blev da faktisk også gennemført skridt for skridt. Men hvordan foregik dette sædvanligvis? Sædvanligvis opsagde den britiske regering ikke den gamle aftale, men foreslog den pågældende regering at indlede forhandlinger for i denne aftale at indføre den ene eller den anden slags forandringer, der var blevet nødvendige i forbindelse med den gennemgribende omvæltning i Englands handelspolitik. Denne handlingsmetode var fuldt ud forstandig og berettiget, idet den reducerede de vanskeligheder, der var forbundet med en tilpasning af den engelske handel med det givne land til de nye betingelser, til et minimum. Men hvordan optrådte den britiske regering over for USSR ? På en helt anden måde!

Den 16. oktober 1932 sendte den britiske udenrigsminister John Simon fuldstændig uventet den sovjetiske ambassade i London en ikke særlig høflig note, hvori han meddelte, at den britiske regering ved en ensidig akt opsagde den engelsk-sovjetiske handelsaftale af 1930. For os kom dette som et lyn fra en klar himmel. Den sovjetiske regering blev stillet over for en fuldbyrdet kendsgerning endda af en højst uvenskabelig karakter. Denne karakter understregedes endnu mere af, at Simon i sin note ikke engang foreslog os at indlede forhandlinger med henblik på at afslutte en ny handelsaftale, men kun udtrykte beredvillighed til at »indlede en drøftelse af den situation, der er skabt ved opsigelsen« af den tidligere handelsaftale. Her stod man over for en klar diskrimination i forholdet til USSR, diskrimination nr. 1. Hvilke krav fremsatte endvidere den britiske regering, da handelsforhandlingerne endelig begyndte? Disse krav faldt hovedsagelig i to punkter: Udligning af handelsbalancen mellem USSR og England (hidtil havde England haft en passiv balance i samhandelen med os). Men ... England havde også en yderst passiv balance i samhandelen med USA, Tyskland, Argentina, Danmark og en række andre lande og krævede alligevel aldrig af dem, at denne situation skulle ændres. På ny gjordes der kun en undtagelse i forholdet til USSR. Dette var diskrimination nr. 2.

Den britiske regerings ret til når som helst ensidigt at begrænse eller endog forbyde importen til England af hvilke som helst sovjetiske varer, hvis en sådan import efter dets mening truede med at undergrave Canadas stilling på det engelske marked. Tilsvarende krav stillede den britiske regering aldrig over for noget andet land. Kun i forholdet til USSR blev der endnu en gang gjort en undtagelse. Det var diskrimination nr. 3. Den britiske regering nøjedes ikke med de to allerede nævnte krav, men komplicerede forhandlingerne overordentligt ved at inddrage visse fuldstændigt uvedkommende spørgsmål i dem. I forbindelse med den første femårsplans vanskeligheder var der på den tid i den kapitalistiske verden en vidt udbredt overbevisning om, at forsøgene på at industrialisere Sovjetunionen var brudt sammen, at grunden vaklede under fødderne på den sovjetiske regering, og at man i den allernærmeste fremtid kunne forvente hele det sovjetiske systems endelige sammenbrud. Den daværende britiske ambassadør i Moskva, sir Esmond Ovey, bidrog i betydelig grad til at bestyrke sådanne synspunkter i England. I vinteren 1932-33 sendte han den ene mere dystre beretning om den indre situation i USSR end den anden til London. Den britiske regering, specielt udenrigsminister Simon, slugte med glæde de informationer. Ovey sendte (de ønskede jo så gerne, at det skulle være sandheden!) og besluttede at udnytte de, som det syntes dem, gunstige konjunkturer til at gøre deres regnskab med »Moskva« op.

Resultatet var, at London-politikerne stillede sig som mål at »sælge« den nye handelsaftale til USSR så dyrt som muligt. Udover de to allerede nævnte krav stillede de derfor som betingelse for undertegnelse af en ny aftale, at USSR yderligere gjorde indrømmelser på følgende tre punkter: erstatning til de engelske kapitalister, der havde lidt tab ved Oktoberrevolutionen,- betaling af det engelsk-amerikanske selskab »Lena Goldfields« tab (( Det engelske selskab -Lena Goldfields« fik allerede i 1908 koncession af tsarregeringen på driften af Lena guldminerne. Oktoberrevolutionen gjorde ende på denne koncession, men i 1925 sluttede »Lena Goldfields« på basis af det sovjetiske dekret af 1920 om koncessioner en ny koncessionsaftale (naturligvis på andre betingelser end tidligere) og organiserede en udstrakt guldudvinding. I 1929 arbejdede der omkring 15.000 mennesker på dets virksomheder. Men eftersom »Lena Goldfields«, der nu var omdannet fra en engelsk til en engelsk-amerikansk koncern, systematisk forsøgte at drive bedriften efter kapitalistiske retningslinjer og til stadighed krænkede de sovjetiske love, var der ustandselig gnidninger og konflikter mellem selskabet og sovjetregeringen. I overensstemmelse med koncessionsaftalen besluttedes det i 1930 at regulere alle stridsspørgsmål ved mægling, og der var endda opnået enighed mellem parterne om den personlige sammensætning af mæglingsdomstolen. Men en uge før den fastsatte dato for behandling af sagen erklærede »Lena Goldfields« lockout og lukkede endog sit kontor i Moskva. Med disse handlinger havde selskabet tydeligt krænket koncessionsaftalen, juridisk og faktisk ophørte aftalen med at eksistere, og naturligvis fandt den sovjetiske regering det ikke muligt at deltage i mæglingen, der var forudset i den koncessionsaftale, der havde mistet sin gyldighed. Ikke desto mindre fastholdt »Lena Gold-fields«, at de to tilbageværende medlemmer af mæglingsdomstolen (formanden og selskabets repræsentant) i den sovjetiske repræsentants fravær alligevel skulle behandle sagen. Denne pseudo-mæglingsdomstol afsagde kendelsen: Den sovjetiske regering skulle betale selskabet 3,5 millioner pund sterling for den kapital, selskabet havde investeret, og yderligere 9,5 millioner pund som erstatning for de profitter, selskabet regnede med at få i løbet af de tilbageværende 25 år til afslutningen af koncessions-tiden. Naturligvis afviste den sovjetiske regering energisk Lena Goldfields helt ubegrundede krav, og nu i begyndelsen af 1933 gjorde den britiske regering (især sir John Simon) forsøg på at skaffe selskabet dets -pund kød« under forhandlingerne om afslutningen af en ny engelsk-sovjetisk handelsaftale. )) og endelig (dette kan forekomme anekdotisk, men beklageligvis var det en diplomatisk realitet) fastsættelse af verdensmarkedspriser på de varer, der solgtes i »Torgsin«s butikker. (( »Torgsin« (det fulde navn på denne forkortning var »Torgovlja c inostrantsami« - handel med udlændinge) blev oprettet i USSR i slutningen af 1932. Det var forretninger, der var særlig godt forsynet med levnedsmiddelprodukter og forbrugsvarer, og salget af varer skete her mod betaling i guld, smykker og udenlandsk valuta. Formålet med »Torgsin« var at koncentrere det guld og andre værdier, der fandtes i befolkningen, i regeringens hænder med det formål at styrke de statslige ressourcer, der var nødvendige til betaling af importen af maskiner og udstyr fra udlandet. Samtidig lukkedes »Insnabs« salgssteder, hvorfra de udenlandske diplomater i Moskva hidtil i ubegrænset mængde havde fået levnedsmidler og andre varer for sovjetiske penge (i de år solgtes levnedsmidler og andre varer på kort til befolkningen). I praksis førte systemet med forsyning gennem »Insnab« til talrige misbrug fra de udenlandske diplomaters side og tjente som middel til ulovlig berigelse af mange af dem. Med åbningen af »Torgsin«s forretninger blev det herefter tilbudt de udenlandske diplomater at tilfredsstille deres behov for levnedsmidler og andre varer gennem »Torgsin«, det vil sige at betale for de varer, de havde brug for, med guld eller udenlandsk valuta. Dette fratog de diplomatiske spekulanter store indtægter, og mange af dem udtrykte voldsomme protester mod sovjetregeringens foranstaltning. I spidsen for disse »utilfredse« diplomater stod den britiske ambassadør i Moskva, sir Esmond Ovey. Derfor stillede den engelske part under handelsforhandlingerne et så tåbeligt og fornærmeligt krav til den sovjetiske regering. )) Så vidt gik den britiske regering dengang i sin hensynsløshed! Det var diskrimination nr. 4.

Det er indlysende, at den holdning, den engelske part indtog i handelsforhandlingerne, allerede i sig selv gjorde opnåelsen af en overenskomst yderst vanskelig. Imidlertid forværredes situationen endnu mere, da en ny og yderst sprængfarlig faktor kom ind i spillet i marts 1933. I den første femårsplan havde den sovjetiske regering aftaler om teknisk hjælp med en række store firmaer i de kapitalistiske lande. Blandt disse firmaer var den kendte engelske koncern »Metropolitan Vickers«, der opretholdt et særligt kontor i Moskva, og hvis ingeniører arbejdede på forskellige sovjetiske anlægsarbejder. Den 12. marts 1933 blev omkring 25 funktionærer ved »Metropolitan Vickers« i USSR, deriblandt 6 engelske ingeniører, arresteret, anklaget for spionage og skadegørervirksomhed. Denne begivenhed fremkaldte i England en rasende reaktion, der på enhver måde støttedes og pustedes op af regeringen selv. I alt dette spillede den britiske ambassadør i Moskva, Ovey, på ny en yderst ondsindet rolle. Hvis Ovey straks efter de engelske ingeniørers arrestation havde indskrænket sig til en forespørgsel til den Sovjetiske regering om årsagerne til arrestationen og samtidig havde bekymret sig om, at de arresterede befandt sig under gode forhold, undersøgelsen blev ført uden forhaling, og at der sikredes de anklagede et passende forsvar, ville ingen have haft noget at indvende mod hans handlinger. Det er enhver ambassadørs ' direkte pligt at udvise interesse og omsorg for borgere fra hans land, der underkastes arrestation i det land, i hvilket han. er akkrediteret. Men Ovey gik langt videre. Opdraget som han var i de britiske stormagtstraditioner, bildte han sig ind, at han kunne diktere sovjetstaten sine betingelser. Det var diskrimination nr. 5.

Faktisk forsikrede Ovey allerede om dagen den 12. marts, nogle få timer efter arrestationen, da forundersøgelsen end ikke var begyndt, Simon om, at de engelske ingeniører absolut ikke var skyldige i noget som helst, og han anbefalede den britiske regering at kræve deres øjeblikkelige frigivelse uden undersøgelse og retssag. Den britiske regering fulgte sin ambassadørs anbefaling og udøvede et voldsomt pres på den sovjetiske regering, idet den krævede indstilling af sagen, der var påbegyndt mod seks britiske undersåtter. I tilfælde af, at vi afslog, truede Ovey med sprængning af de engelsk-sovjetiske forbindelser. M. M. Litvinov i Moskva og jeg i London måtte energisk afvise disse krav som en utilladelig indblanding i vore indre anliggender. Englænderne fik præcist at vide, at de engelske ingeniører ville komme for en sovjetisk domstol, hvordan end den britiske regering reagerede herpå.

Så besluttede London-politikerne at foretage mere omgående manøvrer. Lullet i søvn af Oveys fejlagtige informationer om den indre situation i USSR og samtidig af hans alt for subjektivt-farvede beretninger om samtalerne med Litvinov om »Metropolitan Vickers«-sagen, regnede de med, at de på denne måde som minimum ville opnå øjeblikkelig løsladelse af de engelske ingeniører og som maksimum kunne hjælpe den sovjetiske regering til hurtigst muligt at gå i graven. London-politikerne begyndte med, at de den 20. marts demonstrativt afbrød handelsforhandlingerne. Eftersom vi indtog en fuldstændig koldblodig holdning til dette skridt, gik de over til andre foranstaltninger af repressiv karakter, som det ikke er nødvendigt at gå nærmere ind på her. Det er tilstrækkeligt at nævne, at til trods for alle den britiske regerings anstrengelser fandt retssagen alligevel sted i Moskva, hvorved en af de engelske ingeniører blev frikendt, tre blev udvist af USSR og to idømt to og tre års fængsel. Da London-politikerne imidlertid nu engang var slået ind på udpresningsvejen, kunne de ikke mere holde sig tilbage, og de gled, længere og længere ned ad bakken og drev det så vidt som til at føre en tre måneders handelskrig mod USSR. Den britiske regering nedlagde forbud mod import af sovjetiske varer til England, hvilket den sovjetiske regering besvarede med forbud mod engelsk import til Sovjetunionen. Denne handelskrig sluttede først den 1. juli 1933 i form af en gensidig ophævelse af forbudet mod indførsel af den anden parts varer og ved udvisning fra USSR af de to engelske ingeniører efter benådning for den idømte fængselsstraf. Den 3. Juli genoptoges ligeledes handelsforhandlingerne.

Jo, der var overordentlig mange vanskeligheder i disse forhandlinger, udsprunget af diskrimineringspolitikken over for USSR fra den britiske regerings side (disse vanskeligheder forsvandt heller ikke efter likvideringen af handelskrigen), men den sovjetiske regering førte trods alt forhandlingerne frem til en heldig afslutning ved at forene fasthed og smidighed i sin taktik. Den 16. februar 1934 undertegnedes en ny handelsaftale. Ganske vist bar den betegnelsen »midlertidig«, men der er siden da gået mere end et kvart århundrede, og denne »midlertidige« aftale er stadig i kraft og regulerer den dag i dag udviklingen af den engelsk-sovjetiske samhandel.

Hvilket spor efterlod denne taktik, den britiske regering anvendte for at gennemføre en alsidig diskriminering under kampen for en handelsaftale i min bevidsthed? Hvilken konklusion drog jeg uvilkårligt af erfaringerne fra min første alvorlige »diplomatiske operation« i London ? Det adskilte sig ikke på nogen måde fra de indtryk, jeg fik straks ved ankomsten til England. Tværtimod bekræftede det kun rigtigheden af dem. Nu så jeg endnu tydeligere, at de regerende i landet var absolut fjendtlige over for USSR og kun gik med til imødekommenhed over for os, når omstændigheder, som de ikke var herre over, tvang dem til at gøre det. Resultatet var, at min følelse af mistillid til det officielle England så langt fra at mindskes, tværtimod voksede endnu mere. Med særlig skarphed nærede jeg denne følelse over for en bestemt gruppe britiske politikere, som jeg i det følgende kommer til at tale nærmere om, og som Simon var den udprægede repræsentant for.

Officielt forestodes forhandlingerne fra britisk side af udenrigsminister Simon og handelsminister Runciman. Imidlertid deltog Runciman faktisk ikke på nogen måde i forhandlingerne. Han viste sig i alle disse femten måneder kun to gange: på det første møde, ved åbningen af forhandlingerne, og på det sidste, ved undertegnelsen af handelsaftalen. I øvrigt mærkede man overhovedet intet til Runciman, men de personer fra hans apparat i handelsministeriet, der virkelig førte forhandlinger, var i de fleste tilfælde fornuftigt indstillet. De ønskede oprigtigt en udvikling af den engelsk-sovjetiske samhandel, og i den udstrækning den britiske regerings almene direktiver tillod dem det, bestræbte de sig for ikke at komplicere, men tværtimod lette afslutningen af en handelsaftale.

Det var noget andet med Simon og hans apparat. Til trods for sin liberale fortid var Simon i trediverne en af de mest uforsonlige fjender af sovjetlandet. Under hele forhandlingernes forløb bestræbte han sig ikke for at forkorte, men for at forlænge vejen til opnåelse af en aftale. Det var netop ham, der udsøgte alle mulige påskud til at komplicere forhandlingerne med diverse uvedkommende spørgsmål - lige til noget så latterligt som priserne på varerne i »Torgsin«s forretninger. Simons hjerte slog i takt med interesserne hos de værste repræsentanter for den kapitalistiske verden som selskabet »Lena Goldfields«, og for deres interesser var han rede til endog at ofre den britiske handels interesser. Til alt dette kom, at Simon var en mand, der ikke var tilbageholdende i valget af midler for at opnå sine mål, og som i vid udstrækning betjente sig af sådanne våben som løgn og bagvaskelse i kampen. På den tid var hele det britiske udenrigsministeriums apparat (bortset fra nogle få behagelige undtagelser) gennemsyret af Simons ånd.

Jeg husker følgende tilfælde. Handelsforhandlingerne stod lige over for deres afslutning. Alt var bragt i orden med undtagelse af spørgsmålet om »Torgsin«. Men på grund af dette trak Simon underskrivelsen af handelsaftalen i langdrag. Så indbød jeg den kendte liberale journalist A. Cummings hjem til mig. På det tidspunkt havde jeg gode forbindelser med ham, og jeg fortalte ham åbent, hvorfor sagen ikke var afsluttet endnu. Næste dag, den 2. februar 1934, offentliggjordes på første side af »News Chronicle« under en stor overskrift »Den britiske ambassadørs kort« en svidende artikel af Cummings, der forklarede den virkelige årsag til udsættelsen at underskrivelsen af handelsaftalen. Denne artikel fremkaldte stor forvirring i politiske kredse i London. Labour-medlem af underhuset Grenfell stillede i parlamentet en forespørgsel om, hvilken forbindelse der eksisterede mellem underskrivelsen af handelsaftalen og den britiske ambassadørs madvarer i Moskva. Simon selv gav det officielle svar. Og hvad sagde han så? Simon sagde bogstaveligt følgende: »Der er ikke et ords sandhed i påstanden om, at de engelsk-sovjetiske handelsforhandlinger skulle trække i langdrag på grund af dette spørgsmål.« Så vidt gik altså Simons løgnagtighed ! Kan man så undre sig over, at denne kendsgerning kun kunne forstærke den sovjetiske parts mistillid til det officielle England?

Kortvarigt tøbrud og dets årsag

Omkring midten af 1934 begyndte der et midlertidigt eller rettere kortvarigt tøbrud i de engelsk-sovjetiske forbindelser. Der var to hovedårsager hertil.

Den første årsag var, at Hitler kom til magten i Tyskland i januar 1933. Til at begynde med tog de regerende i England ikke »der Führer« alt for alvorligt. Jeg husker godt, hvorledes britiske politikere af forskellige retninger - konservative, liberale og labourfolk - gennem hele 1933 stadig stredes om spørgsmålet, hvorvidt det ville lykkes Hitler at holde sig ved magten. Selv en så erfaren statsmand som Vansittart, der på den tid indtog en nøglestilling som permanent viceunderstatssekretær i udenrigsministeriet, sagde en dag i sommeren 1933 i en samtale med mig: Hitler har overordentlig mange vanskeligheder og fjender - indre som ydre ... Franskmænd, belgiere, tjekker, polakker indtager en yderst mistænksom holdning til ham. . . Der er uro inden for det nazistiske parti. . . Der er folk, der prætenderer til førstepladsen i dets rækker, og som Hitler ikke har let ved at klare . . . Det er ikke udelukket, at indre slagsmål fører det nazistiske parti ud i opløsning. . . Man må vente og se. Hvad labourlederne angår, var de fleste af dem overbevist om, at det nazistiske herredømme i Tyskland ikke ville blive af lang varighed.

Imidlertid begyndte stemningen i de regerende kredse i England at ændre sig fra 1934, især da fra midten af dette år, efter at Hitler havde tilintetgjort Röhm-gruppen og i det hele taget knust den indre opposition i sit parti. De begyndte at forstå, at nazismen befæstede sig, og at det var nødvendigt at regne alvorligt med den, i hvert fald i en hel række år. Dette fremkaldte uro og bekymring i de regerende kredse. I deres erindring genopstod straks begivenheder og omstændigheder i den første verdenskrig, da Storbritannien med den største anstrengelse måtte forsvare sine verdenspositioner mod de farlige anslag fra den tyske imperialismes side. Hitlers bestræbelser, paroler og krav bebudede tydeligt en genopståen af de gamle planer om tysk hegemoni, der spillede en så stor rolle ved den første verdenskrigs udbrud - måske endda i en endnu mere truende form end dengang. De regerende kredse i England stilledes med stadig større eftertryk det spørgsmål: Hvad må der nu gøres? Deres allerførste reaktion førte til tanken: Man må genrejse Ententen fra den første verdenskrigs tid, det vil sige et militærforbund mellem England, Frankrig og Rusland mod Tyskland. Ganske vist eksisterede nu i stedet for det tsaristiske Rusland Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, det var ubehageligt, meget ubehageligt, men til syvende og sidst lader man sig i international politik ikke lede af følelser, men af praktiske interesser. Hvis interesserne kræver det, må man finde sig i at sluge den bitre medicin. Således gik det til, at i den beskrevne tid begyndt ikke blot labourfolk og liberale, men endda mange konservative at tænke alvorligt på en forbedring af forholdet til sovjetlandet.

Den anden årsag til tøbruddets indtræden var, at efter konflikten omkring »Metropolitan Vickers«-sagen havde de regerende i England for alvor overbevist sig om USSRs styrke og fasthed og draget den konklusion, at fra nu af var den »sovjetiske faktor« blevet et permanent element i verdenssituationen. Uafhængigt af sympati eller antipati måtte man tage den i betragtning ved alle politiske beregninger og konstruktioner. Og eftersom de britiske politikere altid har udmærket sig ved evnen til at regne med kendsgerningerne (selv de ubehagelige), begyndte de da efter undertegnelsen af handelsaftalen i 1934 at spekulere over, hvordan de bedst kunne udnytte USSRs for dem så uventet afslørede magt i deres interesse. Og som jeg netop har sagt, begyndte deres tanker mere og mere at kredse omkring Ententens traditionelle veje i den første verdenskrig.

Der var en enkelt tilfældig omstændighed, der kraftigt bidrog til denne omvæltning i de regerende kredses indstilling i England. I februar-april 1934 udspilledes det berømmelige »Tjeljuskin-drama«. Hundreder af sovjetiske mennesker, deriblandt kvinder og børn, med Otto Julius Schmidt i spidsen, befandt sig efter »Tjeljuskin«s forlis på en polarisflage langt fra den faste jord. Den vestlige verden, dens presse, politikere, videnskabsmænd og polarforskere anså »Tjeljuskin«-folkene for fortabte. De sang deres begravelsessang. Men den sovjetiske verden tænkte og følte anderledes. »Tjeljuskin«-folkene selv gerådede ikke i panik og tabte ikke modet, men de skabte tværtimod på isflagen et fremragende organiseret kollektiv, der holdt sovjetlandets fane højt, fortsatte det videnskabelige arbejde og tog sig af sine medlemmers sundhed og velbefindende. Lederen af lejren i isen, O. J. Schmidt, holdt endda forelæsninger for sine kammerater om den historiske materialisme. På samme tid mobiliserede sovjetregeringen og sovjetfolket alle muligheder for at redde de landsmænd, der var kommet i nød. Mennesker, penge, teknik, radio og luftflåde - alt blev stillet i det ædle måls tjeneste, og til syvende og sidst blev alle »Tjeljuskin«-folkene reddet. Selv de otte hunde, der fandtes i lejren, blev transporteret bort i fly.

Polardramaer har altid tiltrukket sig de videste kredse af menneskers medfølende opmærksomhed. »Tjeljuskin«-dramaet tiltrak sig en sådan opmærksomhed med særlig styrke, fordi dets ofre var hele hundrede mænd, kvinder og børn, og tillige fordi radioens eksistens gjorde det muligt at følge med i alt, selv de mindste begivenheder i livet i lejren på isflagen. »Tjeljuskin«-folkenes modige optræden fremkaldte beundring overalt, i alle kredse, uafhængigt af de pågældendes politiske synspunkter og indstilling. Samtidig hermed forbavsede den kolossale energi og de uhyre ofre, sovjetstaten udfoldede for at redde »Tjeljuskin«-folkene, simpelt hen den borgerlige verden. Jeg husker, hvordan Lloyd George i de dage sagde til mig: Det er forbløffende! Ikke nogen anden regering ville gøre sig så store anstrengelser for at redde arktiske forskere. Det er meget ædelt og ... og meget fornuftigt ! I den liberale leders øjne tændtes pludselig nogle skalkagtige glimt, og han sluttede uventet: Jeg ønsker Dem til lykke! De har vundet en stor diplomatisk sejr. Lloyd George havde ret. Ja, dette »Tjeljuskin«-drama bekræftede ikke blot endnu en gang sovjetstatens styrke og livskraft, men viste også tydeligt - viste det for hele den vide verden - dens ædelhed, dens humanisme, dens dybe forstandighed. Med ét slag løftedes USSRs popularitet så højt, især blandt de arbejdende i alle egne af verden, som mange års ihærdigt propagandaarbejde ikke kunne have gjort. Det ydre tegn på dette var den kendsgerning, at billedet af O. J. Schmidt i mange måneder ikke forsvandt fra de borgerlige avisers spalter.

»Tjeljuskin«-dramaet spillede også en væsentlig rolle i udviklingen af det tøbrud i de engelsk-sovjetiske forbindelser, der begyndte i midten af 1934. Psykologisk lettede det mange uvenner af USSR overgangen til nye politiske positioner. Det endelige resultat af alle de nævnte omstændigheder blev, at de elementer blandt de regerende kredse i England, der stod på det standpunkt, at Ententen burde genskabes, midlertidigt vandt overhånd. Her bør det siges, at i perioden mellem de to verdenskrige splittedes den britiske herskende klasse på spørgsmålet om forholdet til USSR i to hovedgrupper. I den ene var statsinteressens princip det fremherskende - denne gruppering så, at England og USSR som magter ikke havde nogen som helst alvorlige modsætninger og på det økonomiske område endda kunne være til stor nytte for hinanden. Denne gruppering gik ind for en tilnærmelsespolitik over for USSR. Dens mest fremtrædende repræsentanter var folk som Lloyd George, Beaverbrook, Eden, Vansittart og andre. Efter Hitlers magtovertagelse sluttede også Churchill sig til denne gruppering.

I den anden gruppering derimod var det den blinde følelse af klassehad til USSR som socialismens land, der var den fremherskende. Denne gruppering anså det for nødvendigt ved enhver lejlighed at angribe Sovjetunionen, selv når det var til skade for Englands nationale interesser som stat. Dens mest fremtrædende repræsentanter var Curzon, brødrene Austen og Neville Chamberlain, Birkenhead, Joyson-Hicks, Simon, Halifax og andre. Indtil 1934 tilhørte også Churchill denne gruppering. Hvordan var styrkeforholdet mellem de to nævnte grupperinger ? Naturligvis var dette forhold ikke nogen konstant størrelse; afhængigt af forskellige begivenheder og omstændigheder ændredes det fra år til år. Men alligevel var det i det store og hele »klassehadets gruppering« (som jeg i det følgende vil kalde for »Chamberlain-folkene«) langt mægtigere end »statsinteressens gruppering« (som jeg i det følgende vil kalde for »Churchill-folkene«). I midten og sidste halvdel af trediverne var styrkefordelingen inden for den herskende klasse i Storbritannien (idet konservative og liberale her hører sammen) nogenlunde følgende: i det konservative parti fulgte tre fjerdedele Chamberlain, og kun omkring en fjerdedel stod på Churchills standpunkt; de liberale fordelte sig tilnærmelsesvis i to lige store dele mellem de to grupperinger, men i disse år var de allerede tydeligt i tilbagegang og havde mistet største delen af deres tidligere politiske indflydelse. Heraf fremgår det, at i den omhandlede periode spillede Chamberlain-folkene den afgørende rolle i den herskende klasses rækker, især hvis man tager i betragtning, at de i epoken mellem to verdenskrige havde været ved magten alt for længe og havde forstået at fylde største delen af statsapparatet med deres tilhængere. Naturligvis måtte Chamberlain-folkene regne med labour´isterne, der i midten af trediverne allerede var blevet Englands næststørste parti og havde fordrevet de liberale fra denne stilling. ((Udfaldet af parlamentsvalgene i november 1935 kan give en vis forestilling om det daværende styrkeforhold mellem de forskellige partier. Valgresultatet var følgende: Antal stemmer i 1000: Konservative 10.489 stemmer-387 mandater; National-liberale (Simons gruppe) 867-33 mandater; National-labourister, MacDonalds gruppe 340-8 mandater; Andre 97-3 mandater; Regeringskoalitionen i alt: 11.793-431 mandater;; Labour 8.465-158 mandater; De liberale (oppositionen) 1.382-21 mandater; Kommunisterne 27-1 mandater; Andre 275-4 mandater; Oppositionen i alt: 10.209-184 mandater. De anførte tal viser uomtvisteligt, at i midten af 1930'rne var de konservative og labour de to hovedpartier i landet, at de liberale var dalet ned ikke til andet, men til tredje plan, og at MacDonalds »national-labourister« næsten helt var udraderet. Dette betød, at de tre fjerdedele konservative plus halvdelen af de liberale ved en vis passivitet i labour ledelsen havde mulighed for effektivt at sabotere en engelsk-sovjetisk tilnærmelse. )) To gange, i 1924 og 1929-31 havde labour endog dannet regering, selv om det var en mindretalsregering. Labour-folkene stod officielt i opposition til Chamberlain-folkene og gik ind for samarbejde med USSR. I 1924 oprettede den første MacDonald-regering diplomatiske forbindelser med vort land, og i 1929 genoprettede den anden MacDonald-regering disse forbindelser, der var sprængt af de konservative to år tidligere; den anden MacDonald-regering sluttede også en for begge parter fordelagtig handelsaftale med Sovjetunionen i 1930. Den engelske arbejderklasse ønskede uden al tvivl opretholdelse af de venskabelige forbindelser med sovjetstaten (den viste det særlig tydeligt i 1920, da den sprængte forsøget på militær engelsk intervention mod Sovjetrusland under den sovjetisk-polske krig), men i sin virksomhed genspejlede labourpartiet langtfra i fuld udstrækning disse stemninger i masserne. Værst stod det til i dets øverste ledelse; indtil 1931 bestræbte Ramsay MacDonold, Philip Snowden, James Thomas og flere andre sig næsten åbent for at orientere partiet imod USSR, og efter at de i 1931 var blevet udelukket af dets rækker og havde dannet døgnfluepartiet det »nationale labour« og var løbet over i de konservatives lejr, mærkedes der altid blandt de ortodokse labourfolk, der var blevet i partiet, en vis retning, der i deres indre sympatiserede med de ekskluderede ledere, men undlod at tale åbent om det. Resultatet var, at labouroppositionens modstandere mod Chamberlain-folkene viste sig betydeligt svagere, end tilfældet kunne have været, og dette åbnede et tilstrækkeligt udstrakt virkefelt for Chamberlain-folkene til at sabotere en engelsk-sovjetisk tilnærmelse.

Under alle omstændigheder gik de to nævnte grupperingers eksistens i den herskende klasses rækker og den stadige kamp mellem dem som en rød tråd gennem hele de engelsk-sovjetiske forbindelsers historie mellem de to verdenskrige, og snart den ene, snart den anden gruppering (naturligvis under hensyntagen til labouroppositionens specifikke vægt) satte sit præg på den britiske regerings praktiske skridt i forholdet til USSR. I midten af 1934 fik Churchill-folkene i kraft af de nævnte årsager midlertidigt overvægt, og dette kom til udtryk i en hel række klare kendsgerninger.

Skridt til tilnærmelse

Tidsmæssigt var de første af disse kendsgerninger nogle lange samtaler mellem Vansittart og mig som sovjetisk ambassadør. De foregik i juli-august 1934. Samtalerne indledtes på Vansittarts initiativ. I denne forbindelse er den form, som han iklædte dette initiativ, meget interessant. Den 21. juni 1934 var min kone og jeg til frokost hos Vansittart-familien. Der var ti mennesker til stede, blandt dem sir John Simon. Imidlertid var frokosten ikke arrangeret til ære for ham. men til ære for min kone og mig. Dette fremgik af, at jeg, som den engelske etikette foreskriver, blev anbragt til højre for fruen i huset, og min kone til højre for værten - det vil sige, vi var hædersgæster. Simon blev anbragt til venstre for værtsfruen - det vil sige, han var gæst nr. 2. Under frokosten, da gæsternes samtaler gik livligt frem og tilbage over bordet, bøjede lady Vansittart sig let imod mig og spurgte: Og hvad synes De så om tilværelsen i London? Der var noget i lady Vansittarts tonefald og ansigtsudtryk, der lod mig forstå, at hendes spørgsmål ikke bare var simpel høflighedssnak, men jeg svarede forsigtigt: London er en god by, men jeg støder på store vanskeligheder her. Lady Vansittart bøjede sig endnu nærmere imod mig og spurgte halvt hviskende: Er det min nabo til venstre, der skaber disse vanskeligheder? Hun havde Simon i tankerne. Jeg nikkede bekræftende. Men hvorfor snakker De ikke åbenhjertigt med Van om det hele? - sådan kaldte lady Vansittart familiært sin mand. Jeg vidste, at Simon og Vansittart politisk ikke kom godt ud af det med hinanden, da de var repræsentanter for to forskellige politiske linjer, men alligevel havde jeg ikke ventet, at lady Vansittart så åbent ville lade mig forstå, at der eksisterede meningsuoverensstemmelser mellem udenrigsministeren og hans permanente stedfortræder.

I betragtning af den atmosfære, der er skabt omkring den sovjetiske ambassade i London, svarede jeg, forekom det mig ilde anbragt at udvise initiativ i denne henseende. Åh, sådan? udbrød lady Vansittart. - Hvis det kun drejer sig om, hvem der først skal begynde samtalen, da er det let at overvinde denne vanskelighed . . . Jeg vil påtage mig det. Det stod mig klart, at det var selve den faste viceunderstatssekretær, der talte gennem lady Vansittarts mund. Imidlertid forlod en vis dosis skepsis mig ikke: kvinder er følelsesvæsener, og jeg var bange for, at denne lille elegante kvinde 1 sin samtale med mig kunne være gået længere end de »instrukser«, hun havde fået af sin mand. Men jeg tog fejl ! Lady Vansittarts mellemkomst fik et praktisk resultat: to dage senere ringede Vansittart mig op og indbød mig til at komme til ministeriet for at drøfte de engelsk-sovjetiske forbindelser. Den 3. juli fandt min første store samtale med Vansittart sted. Den 12. og 18. juli fulgte endnu to. De havde alle virkelig en meget åbenhjertig karakter og var præget af en konstruktiv ånd. Vi gennemgik alle de spørgsmål, der dengang var USSR og England imellem og kom til den slutning, at skønt der i visse tilfælde fandtes meningsuoverensstemmelser mellem de to regeringer, kunne dette ikke forhindre en alvorlig forbedring af forholdet mellem dem.

En særlig stor plads i vore samtaler indtog spørgsmålet om det såkaldte østlige Locarno. På det tidspunkt propaganderede den franske udenrigsminister Barthou energisk for et udkast til en pagt om gensidig hjælp mellem USSR, Polen, Letland, Estland, Litauen, Finland og Tjekkoslovakiet med det mål for øje at styrke den europæiske sikkerhed. Frankrig skulle optræde som garant for det østlige Locarno, og USSR som garant for det vestlige Locarno. USSR havde sympati for Barthous plan. England indtog en uklar holdning. I min første samtale med Vansittart bestræbte jeg mig for at overbevise ham om nødvendigheden af, at Barthous projekt blev støttet fra britisk side. Den 8. juli besøgte Barthou selv London og førte forhandlinger med den britiske regering om det samme. Under den anden samtale, den 12. juli, meddelte Vansittart, at England ville gå ind for det østlige Locarno, hvis Tyskland fik adgang til det. Sovjetunionen og Frankrig gik med til denne betingelse. Derpå udtrykte regeringen i London sig til støtte for det østlige Locarno. Imidlertid afslog Tyskland og derefter også Polen at tiltræde den planlagte sammenslutning. Dermed tilføjedes der hele projektet et dødsstød. Men i mine samtaler med Vansittart spillede historien med det østlige Locarno en meget positiv rolle, og den sovjetiske regerings beredvillighed til at give Tyskland adgang til denne sammenslutning overbeviste Vansittart om oprigtigheden i USSRs fredsbestræbelser.

USSRs daværende folkekommissær for udenrigsanliggender, M. M. Litvinov, var meget tilfreds med mine samtaler med Vansittart og så i dem et første skridt til en mindskelse af spændingen i de engelsk-sovjetiske forbindelser. Som de senere begivenheder viste, banede denne åbne meningsudveksling i London faktisk også vejen til den britiske regerings støtte til USSRs indtræden i Folkeforbundet, som skal blive omtalt senere. Nu vil jeg gerne sige et par ord om Vansittart. Det var en klog og dannet mand, en dygtig diplomat og politiker, en talentfuld digter og forfatter, men naturligvis var han kød og blod af den herskende klasse i England. Hans guddom var det britiske imperium. Bevarelsen af dets udelelighed og ukrænkelighed og forsvaret af den britiske imperialismes verdenspositioner var symbolerne på Vansittarts tro. Med udgangspunkt i dette hovedmoment manøvrerede han og drejede sig snart til højre, snart til venstre og forandrede bl.a. også indstilling til USSR. Det er velkendt, at Vansittart efter den anden verdenskrig ligesom så mange andre engelske statsmænd sluttede sig til rækkerne af vort lands modstandere. Årsagen lå i, at krigen ikke sluttede, sådan som lederne i den herskende klasse i Storbritannien havde ønsket det. De ventede, at USSR ville gå stærkt svækket ud af krigen, at det i en lang periode ikke ville kunne føre nogen som helst aktiv udenrigspolitik, at det i hvert fald i en hel generation om ikke endnu længere ville ophøre med at forstyrre de londonske politikeres søvn. Da det i virkeligheden kom til at gå helt anderledes, da det opklaredes, at efterkrigstidens USSR var langt stærkere end førkrigstidens, og at der ydermere omkring det dannede sig en mægtig socialistisk lejr, rejste ikke blot Chamberlain-folkene, men også Churchill-folkene, begyndende med Churchill selv, børster mod USSR. Det har forekommet mig simpelt hen besynderligt, at læse visse af Vansittarts efterkrigsudtalelser rettet mod vort land - i den grad var de talentløst-banale. Hvor var hans forstand, dannelse, tankespil, litterære kunst blevet af? Sådan er det altså at gå imod det historiske fremskridts kræfter, imod menneskehedens morgendag ! Imidlertid var Vansittart dengang, i midten af 1930'rne, straks efter befæstelsen af Hitler-styret i Tyskland, en varm tilhænger af Ententens genoplivelse, og under udnyttelse af sin stilling i det engelske regeringsapparat gjorde han faktisk meget i denne retning. Når Ententen trods alt ikke blev skabt, før den anden verdenskrig begyndte, da hviler skylden herfor i hvert fald ikke på Vansittart.

Den tidsmæssigt anden faktor, der vidnede om indtræden af et tøbrud i de engelsk-sovjetiske forbindelser, var forløbet af USSRs indtræden i Folkeforbundet. Som bekendt blev Sovjetrusland ved Folkeforbundets opståen i 1919 ikke inviteret til at være medlem. Dengang og i løbet af de efterfølgende 15 år var Folkeforbundet arnested for fjendskab og alle slags rænker og intriger mod den sovjetiske stat. I tiden frem til 1934 ændredes verdenssituationen stærkt sammenlignet med 1919, og dette fandt sin genspejling i Folkeforbundets skæbne. I 1920 forkastede det amerikanske senat ratificeringen af Versailles-traktaten med det resultat, at USA ikke indtrådte i Folkeforbundet. I 1933 trådte Japan og Tyskland, som slog ind på den aktive aggressions vej, ud af Folkeforbundet. Tilbage i rollen som Folkeforbundets »herrer« var England og Frankrig, der tydeligvis ikke var i stand til at styre dets skib under det stadig mere mærkbart voksende internationale uvejr. Dette tvang lederne af den engelsk-franske blok til at overveje at inddrage USSR i Folkeforbundet. På sin side kom den sovjetiske regering hen mod slutningen af 1933 til den slutning, at det under de opståede betingelser var formålstjenligt for USSR at gå ind i Folkeforbundet: det stillede den tids vigtigste internationale tribune til USSRs rådighed til forsvar for freden og modvirkning af faren for en anden verdenskrig; det åbnede også mulighed for at rejse visse barrierer mod en ny verdenskrigs udbrud (selv om den sovjetiske regering aldrig overvurderede dets betydning). Resultatet var, at USSR i 1934 blev medlem af Folkeforbundet med en permanent plads i dets råd.

Naturligvis måtte dette forberedes. En meget stor rolle i denne forberedelse spillede den daværende franske udenrigsminister Barthou. I de første år. efter Oktoberrevolutionen var han en af de skarpeste fjender af Sovjetrusland, og i virkeligheden var det netop ham, der sprængte Genova-konferencen i 1922. Da han imidlertid var en oprigtig (omend konservativ) patriot, forstod Barthou senere, at med nazismens magtovertagelse i Tyskland afhang Frankrigs sikkerhed i højeste grad af samarbejdet med USSR. Han kastede sig med varme ud i gennemførelsen af denne opgave og udfoldede specielt en propaganda for at drage sovjetlandet ind i Folkeforbundet. Barthou stødte her på mange hindringer, men var til syvende og sidst i stand til at overvinde dem. I England var hans forbundsfælle på den tid Vansittart. De to opnåede, at 30 magter, der var medlemmer af Folkeforbundet, i september 1934 henvendte sig til den sovjetiske regering og foreslog den at gå ind i Folkeforbundet. M. M. Litvinov førte på den sovjetiske regerings vegne overordentlig smidigt alle de forudgående forhandlinger og udformningen af selve USSRs indtræden i Folkeforbundet. Da dette skete, sagde Vansittart i en samtale med mig: Nå, så er vi da nu blevet medlemmer af én og samme klub; jeg håber, at vore forbindelser fra nu af vil blive sådan, som forholdet mellem venner af én og samme klub bør være. Den modtagelse, der vistes mig som sovjetisk ambassadør på Citys lord mayors næste banket den 9. november 1934/ var som en slags bekræftelse på disse ord af Vansittart. Denne gang var der ikke denne skrigende tavshed i biblioteket, hvormed jeg blev mødt to år tidligere. Denne gang applauderede statens notabiliteter mig. De applauderede med mådehold, uden begejstring og varme, men i hvert fald tilstrækkelig lydeligt til, at man kunne konstatere en betydelig omvæltning i de herskende kredses indstilling til USSR. Den tidsmæssigt tredje faktor, der vidnede om tøbruddets indtræden, var Edens besøg i Moskva, der fandt sted i marts 1935. Samme Vansittart spillede en meget stor rolle ved forberedelsen og gennemførelsen af denne diplomatiske aktion.

Eden begyndte dengang først lige at stige til vejrs. Han stammede fra middelstore godsejerkredse, var kultiveret og dannet og besad en stor portion sund fornuft og et sikkert politisk instinkt. Med Hitlers magtovertagelse begyndte han at hælde til den mening, at kun »Ententens genfødelse« kunne redde det britiske imperium, og derfor sluttede han sig til den gruppering i det konservative parti, der gik ind for en tilnærmelse mellem England og USSR. Han begrundede endda sit standpunkt med alvorlige historiske betragtninger. Jeg husker, hvordan Eden ved en afskedsfrokost, der arrangeredes for mig i 1943, allerede under krigen, da jeg forlod London for at overtage posten som vicefolkekommissær for udenrigsanliggender i Moskva, holdt en stor tale, i hvilken han sagde: Igennem det sidste halvandet hundrede år har England og Rusland altid stået i samme lejr, når der opstod en eller anden alvorlig krise i Europa. Sådan var det i Napoleons epoke, sådan var det i den første verdenskrigs år, sådan er det også nu, i den anden verdenskrigs dage. Hvordan kan man forklare det? Det forklares ved, at England og Rusland er to store og mægtige stater i hver sin kant af Europa, der ikke kan finde sig i, at nogen som helst tredje magt opretter et ubetinget hegemoni i Europa. En sådan alt for mægtig tredje magt bliver farlig såvel for England som for Rusland - resultatet er, at de to forener sig til kamp mod den og til syvende og sidst opnår dens fald. Det triste er blot, at så snart krisen var overstået, er England og Rusland hidtil gået hver sine veje og endog begyndt at skændes indbyrdes. Dette åbnede mulighed for, at en ny prætendent til herredømmet over hele Europa eller endog verden dukkede op. Den største opgave for vor tids diplomati - det britiske og sovjetiske - er at forhindre en gentagelse af det samme efter afslutningen af den nuværende krig. Desværre var Eden ikke i stand til at fastholde dette standpunkt i efterkrigsperioden og sluttede sig efterhånden til ridderne af den »kolde krig«, der blev proklameret af lederne af den amerikanske og støttet af lederne af den britiske imperialisme.

Imidlertid forsvarede Eden dengang i 1930'rne, energisk en politik for tilnærmelse til USSR, og faktisk var det på dette, han gjorde sin karriere. Da jeg i slutningen af 1932 kom til London, var Eden udenrigsministerens parlamentariske talsmand i underhuset, og da Simon også selv var medlem af underhuset og her talte om alle de vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål, måtte Eden spille en anden rangs rolle. Men siden foregik Edens forfremmelse med hastige skridt. Dette forklaredes delvis ved hans forbindelser med den konservative ledelse, men endnu større betydning havde den kamp mellem de to grupperinger i de britiske regerende kredse, som jeg tidligere har omtalt. Tilhængerne af »Ententens genfødelse« så i Eden en for dem egnet person og begyndte at løfte ham opad. I 1934 blev Eden udnævnt til lordsegl-bevarer (en rent repræsentativ post), dvs. faktisk minister uden portefølje, i Baldwins kabinet. Han fik en særlig opgave - at passe Folkeforbundet. Resultatet var, at i en vis periode var der to udenrigsministre i England - en »senior« i Simons skikkelse, og en »junior« i Edens skikkelse. De repræsenterede to forskellige og i en række spørgsmål endog modsatte linjer i Englands udenrigspolitik. Forholdet mellem dem var spændt. Vansittart, der heller ikke kunne komme ud af det med Simon, understøttede Eden. Som følge heraf førtes der i det britiske udenrigsministerium hele tiden en indre kamp, der kun genspejlede den kamp, der foregik blandt de herskende kredse i landet i almindelighed om udenrigspolitiske spørgsmål.

I begyndelsen af 1935 skulle Simon og Eden aflægge besøg i Berlin for at forhandle med Hitler. Alt var aftalt, og de britiske ministre forberedte sig allerede til afrejsen, da Hitler pludselig i februar åbent sønderrev Versailles-traktatens militære artikler og erklærede, at fra nu af ville Tyskland opruste uden at tage hensyn til nogen som helst begrænsninger. Dette den nazistiske »Führer«s nye »spring« fremkaldte den alvorligste ophidselse i England og Frankrig. De britiske ministres besøg i Berlin svævede i luften. I de britiske regerende kredse begyndte en skarp kamp mellem tilhængerne af Ententen og tilhængerne af en »fredeliggørelse« af aggressorerne. Ententens tilhængere påpegede, at i den opståede situation var de britiske ministres rejse til Berlin den største fornedrelse for England, og at den kun ville skærpe Hitlers appetit endnu mere. Tilhængerne af »fredeliggørelsen« svarede, at jo mere reel aggressionsfaren blev, jo mere nødvendigt var det at benytte sig af alle, selv de mest ubetydelige foranstaltninger og midler for at bevare freden. Til sidst nåede man til et kompromis: Simon og Eden skulle rejse til Berlin, og herfra skulle Eden fortsætte rejsen til Moskva til forhandlinger med den sovjetiske regering. Sådan kom Edens besøg i Moskva i stand. Nu, i vore dage, er Moskva blevet et tiltrækningspunkt for statschefer og ministre fra forskellige nationer og verdenshjørner. Vi har vænnet os til det og anser det for noget selvfølgeligt. Dengang var situationen en ganske anden. Gennem 18 år efter Oktoberrevolutionen var Moskva »tabu« for lederne af den kapitalistiske verden. Moskva var under politisk boykot - ikke formelt, men faktisk. Ingen af ministrene fra de vestlige stormagter anså det for muligt at sætte foden på Moskvas jord. Og så pludselig i marts 1935 dukkede Eden, medlem af regeringen i det dengang endnu yderst mægtige Storbritannien, op i Moskva! Det var en begivenhed af stor politisk betydning og fremkaldte talrige kommentarer i verdenspressen.

Efter beslutning af sovjetregeringen ledsagede jeg Eden på hans rejse fra Berlin til Moskva. Jeg overværede alle samtaler, som Eden havde med USSRs ledere og optrådte undertiden som tolk. Blandt andet var jeg med ved mødet mellem J. V. Stalin og Eden, og jeg ledsagede Eden, når han beså den sovjetiske hovedstads seværdigheder. Jeg husker, at Eden især interesserede sig for vore samlinger af fransk malerkunst (Gauguin, Cézanne, Renoir og andre), og allerede i London indførte han i sit Moskva-program, at han ville se dem. Eden kørte også en tur med Moskva-metroens første linje.

Forhandlingerne, der stod på i tre dage, afslørede, at de to parter i stor udstrækning nærede samfaldende synspunkter på internationale spørgsmål. M. M. Litvinov pålagde mig at redigere et udkast til communiqué, der skulle offentliggøres ved afslutningen af besøget. Det gjorde jeg. Til udarbejdelsen af communiqueet udpegede Eden på sin side en embedsmand fra det britiske udenrigsministerium, specialist i Folkeforbundets anliggender, W. Strang, der var rejst sammen med ham og tidligere havde arbejdet som ambassaderåd ved den britiske ambassade i Moskva. Vi mødtes i den britiske ambassades bygning på Sofija-promenaden og blev meget hurtigt enige: Strang foretog kun ubetydelige forandringer af redaktionel karakter i den af os foreslåede tekst. Derefter blev det således udarbejdede communiqué endeligt bekræftet af de to parter, og den 1. april 1935 offentliggjordes det i pressen. Den vigtigste del af communiqueet lød: »Som resultat er en udtømmende og åbenhjertig meningsudveksling har repræsentanter for de to regeringer konstateret, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen som helst interessemodsætninger mellem de to regeringer på noget hovedspørgsmål i den internationale politik, og at denne kendsgerning skaber et solidt fundament for udvikling af et frugtbart samarbejde mellem dem for fred. De er overbevist om, at begge lande i bevidstheden om, at det enes integritet og velfærd modsvarer det andets interesser, i deres gensidige forhold vil lade sig lede af den samarbejdsånd og loyale opfyldelse af de forpligtelser, de har påtaget sig, som udspringer af deres fælles deltagelse i Folkeforbundet.« Den sovjetiske part var tilfreds med besøget og communiqueet. Eden også. I en samtale med mig erklærede han, at han var tilfreds med sin rejse til Moskva og fandt communiqueet udmærket. Tilstedeværelsen af et tøbrud bekræftedes ydermere af to andre begivenheder, der fulgte umiddelbart efter Edens besøg i Moskva. Den 2. maj 1935 undertegnedes i Paris en pagt om gensidig hjælp mellem Frankrig og USSR, og derefter foretog den franske udenrigsminister, Pierre Laval, en rejse til den sovjetiske hovedstad. Den 16. maj 1935 undertegnedes i Praha en pagt om gensidig hjælp mellem USSR og Tjekkoslovakiet, og kort tid efter dette aflagde også den tjekkoslovakiske udenrigsminister E. Benes besøg i Sovjetunionen.

Det er overflødigt at sige, at jeg personligt var yderst tilfreds med det, der var sket. Jeg begyndte endda at formode, at der var åbnet en ny side i de engelsk-sovjetiske forbindelser med en langvarig og systematisk forbedring af dem. I hvert fald nærede jeg et brændende ønske om, at sådan var det netop. Imidlertid foruroligedes jeg af en tanke: forhandlingerne i Moskva blev ført og communiqueet underskrevet af Eden, tilhænger af en tilnærmelse til USSR, og naturligvis kunne han ikke gøre dette uden den britiske regerings bifald, men alligevel - hvordan ville folk som Simon, Neville Chamberlain og andre reagere på den fuldbyrdede kendsgerning? Ville de ikke begynde at hælde isvand på de endnu svage, netop fremdukkede spirer til en engelsk-sovjetisk tilnærmelse? Ville ikke under sådanne betingelser Moskva-communiqueet blive forvandlet til et intetsigende stykke papir ? Da jeg ledsagede Eden, som fra Moskva begav sig til Praha og Warszawa, bestræbte jeg mig for at overbevise mig selv om, at mine tvivl var ubegrundede. Men et sted i sjælens dyb var der stadig en lille orm, der ikke ville lade mig i fred . . . Ak! - mine tvivl viste sig mere end begrundede. De efterfølgende begivenheder viste det med al tydelighed.

Churchill og Beaverbrook

Inden jeg går over til at redegøre for de nævnte begivenheder, mener jeg det imidlertid nødvendigt, at opholde mig ved en stor succes, som det kortvarige tøbrud i de engelsksovjetiske forbindelser bragte os. Jeg har allerede sagt, at da M. M. Litvinov sendte mig til London, stillede han mig på sovjetregeringens anvisning som den vigtigste opgave at oprette forbindelser og kontakter med konservative kredse. Jeg begyndte at virke i denne retning lige fra de første dage af mit arbejde i England. Men indtil tøbruddets indtræden havde mine bestræbelser yderst beskeden succes. Det lykkedes mig at »erobre« nogle liberale, deriblandt så fremtrædende folk som Lloyd George, Herbert Samuel, Archibald Sinclair og andre; de liberale udgjorde naturligvis en del af den herskende klasse, men som jeg allerede har bemærket, øvede de ingen stor indflydelse på regeringen i 30'rne. Hvad nu de konservative angår, så var jeg her i stand til at stifte bekendtskab med nogle personligheder af anden og tredje rang, men første klasses skikkelser holdt sig fortsat borte fra den sovjetiske ambassade.

Den eneste undtagelse var huset Astor, men dette havde sin forklaring i særlige omstændigheder. Lady Nancy Astor foretog i 1931 sammen med Bernard Shaw og lord Lothian en rejse til Moskva, blev modtaget af sovjetlandets ledere og spillede rollen som »veninde« af USSR. Senere skal jeg fortælle, hvordan den samme Nancy Astor nogle år senere forvandledes til den værste fjende af Sovjetunionen. Imidlertid var lady Astors status ikke særlig høj i de konservative kredse: man betragtede hende som en rig og kulret amerikanerinde, i stand til en hvilken som helst ekstravagance, noget i retning af et politisk »enfant terrible«. Derfor åbnede den kendsgerning, at den sovjetiske ambassadør opretholdt bekendtskab med lady Astor, ikke døren for ham til andre konservative citadeller. Tøbruddets indtræden ændrede alt dette. Ledende politikere fra den konservative lejr begyndte at søge bekendtskab med os. Naturligvis bestræbte jeg mig for at udnytte de skabte konjunkturer til det yderste, og det lykkedes faktisk at oprette stabile kontakter med en hel række meget fremtrædende repræsentanter for den britiske konservatisme, kontakter der var så solide, at de endog bevaredes senere, da det kortvarige tøbrud veg pladsen først for en afkøling og derefter for en virkelig frost. De vigtigste og interessanteste af disse nye bekendte var uden al tvivl W. Churchill og lord Beaverbrook.

I slutningen af juli 1934, en måneds tid efter den tidligere beskrevne frokost med Simon, inviterede Vansittarts min kone og mig hjem til middag. Desuden var også Churchill og frue til stede. Den position, Churchill indtog på dette tidspunkt, var meget særpræget. Churchill, efterkommer efter hertug Marlborough og en af de fornemste aristokrater i England, gjorde en strålende politisk karriere og havde skiftevis haft en lang række ministertaburetter lige til den i det britiske ministerhierarki så høje post som finansminister (1924-29). Men så indtrådte pludselig et stop. På det tidspunkt, da jeg mødtes med Churchill i Vansittarts hjem, havde han allerede været uden nogen ministerværdighed i fem år og var nu formelt blot et menigt medlem af parlamentet. Churchill blev stående på dette »lave niveau« lige til begyndelsen af den anden verdenskrig. Det konservative regeringsparti ville tydeligvis ikke lade ham komme til magtens tinder. Hvad var grunden?

Min hypotese går ud på følgende: tiåret 1929-39 var en periode med en forholdsvis rolig udvikling i det engelske politiske liv, og statsvirksomhedens arena var fyldt af folk af mellem og endog lille kaliber, sådanne som for eksempel Neville Chamberlain, Samuel Hoare, Halifax, Simon og andre. Der er ingen grund til at overvurdere Churchills politiske evner, sådan som det så ofte gøres i den vestlige litteratur; Churchill tog ofte fejl i vurderingen af mennesker og begivenheder (det skal jeg yderligere vende tilbage til senere); under krigen indtog han en urigtig linje, urigtig set ud fra de britiske interesser på længere sigt, men alligevel var Churchill langt klogere end alle de netop nævnte personligheder, og i tilgift udmærkede han sig ved en stærk autoritativ karakter. Derfor var de daværende ministre simpelt hen bange for ham, frygtede, at han i kraft af sine egenskaber og sin autoritet i konservative kredse og i landet ville presse dem ned, føre dem i bånd og gøre dem til sine brikker. Så hellere lade en sådan stor politisk bulldog stå ved siden af vejen, ad hvilken magtens vogn rullede så forholdsvis jævnt! Kun den anden verdenskrigs alvorlige krise bragte Churchill tilbage til regeringen - i begyndelsen som marineminister og senere som premierminister. Men her trådte sådanne faktorer ind i spillet, som en Chamberlain og en Simon ikke var i stand til at beherske.

I øvrigt var Winston Churchill, selv berøvet en ministertaburet, en af de største politiske skikkelser i England i de år, og han nød utvivlsomt en stor indflydelse i vide parlamentskredse. Denne indflydelse voksede endnu mere, da Churchill fra midten af trediverne blev leder af den indre opposition i det konservative parti, som betragtede en genskabelse af Ententen fra den første verdenskrigs epoke som nøglen til det britiske imperiums sikkerhed. Jeg véd ikke, hvem der tog initiativet til mødet mellem Churchill og mig (Churchill selv eller Vansittart), men en kendsgerning er det, at denne lune juliaften 1934 sad vi seks personer ved samme bord og talte sammen om forskellige løbende emner. Da damerne ifølge engelsk skik efter kaffen trak sig tilbage til dagligstuen, og kun mændene var tilbage i spisestuen, begyndte en mere alvorlig samtale. Under denne samtale forklarede Churchill mig åbent sit standpunkt. Det britiske imperium, sagde Churchill, er for mig ét og alt. Hvad der er godt for det britiske imperium er også godt for mig; hvad der er dårligt for det britiske imperium er også dårligt for mig... I 1919 mente jeg, at den største fare for det britiske imperium var Deres land, derfor var jeg dengang modstander af Deres land. I dag mener jeg, at den største fare for det britiske imperium er Tyskland, derfor er jeg nu modstander af Tyskland.. . Samtidig formoder jeg, at Hitler ikke blot forbereder sig til en ekspansion mod os, men også mod øst, mod Dem. Hvorfor skulle vi så ikke forene os i kampen mod den fælles fjende? Jeg var modstander af kommunismen og bliver ved med at være modstander af den, men af hensyn til det britiske imperiums udelelighed er jeg rede til at samarbejde med Sovjet.

Jeg måtte konstatere, at Churchill talte oprigtigt, og at den motivering, han gav for sit standpunktskifte, var logisk og tillidsvækkende. I samme ånd af åbenhjertighed svarede jeg Churchill: - Sovjetfolket er principiel modstander af kapitalismen, men det ønsker inderligt fred, og i kampen for freden er det rede til at samarbejde med et hvilket som helst statssystem, hvis det virkelig stræber efter at forhindre krig. Og jeg henviste i denne forbindelse til en række konkrete kendsgerninger og historiske begivenheder. Churchill var fuldt tilfreds med mine ord, og fra denne aften begyndte et bekendtskab mellem os, der bevaredes, lige til mit arbejde i England afsluttedes. Forholdet mellem os var usædvanligt og til en vis grad endda paradoksalt. Vi var folk; der tilhørte to modstående lejre, og vi glemte det aldrig. Jeg huskede også på, at Churchill var den vigtigste leder af interventionen i 1918-20. Ideologisk var der en afgrund imellem os. Men på det udenrigspolitiske område er det undertiden nødvendigt at gå sammen med gårsdagens fjender mod fjenden af i dag, hvis interesserne kræver det. Netop derfor opretholdt jeg i trediverne med fuld opmuntring fra Moskva permanente forbindelser med Churchill med det formål for øje at forberede en fælles kamp sammen med England mod Hitler-truslen. Naturligvis mærkedes hele tiden, at Churchill i hovedet regnede ud, hvorledes han bedst kunne udnytte den »sovjetiske faktor« til bevarelse af Storbritanniens positioner i verden. Derfor måtte jeg altid være på vagt. Ikke desto mindre var bekendtskabet med Churchill af stor værdi. Det spillede sin rolle i de efterfølgende begivenheder, især i den anden verdenskrigs periode.

Noget anderledes formede forholdet sig mellem lord Beaverbrook og mig. I sommeren 1935, et års tid efter mit første møde med Churchill, kom den venstreindstillede labourfører Aneurin Bevan til mig. Vi var gode bekendte, og han gav sig straks til at tale »ligefremt« med mig. Jeg er kommet til Dem i en delikat sag, begyndte Bevan. - Jeg har en ven - lord Beaverbrook ... De har naturligvis hørt om ham. Jeg nikkede bekræftende. Nuvel - fortsatte Bevan - lord Beaverbrook vil gerne gøre Deres bekendtskab . . . Han har allerede forberedt en indbydelse til Dem til frokost, men han bad mig forinden finde ud af, hvordan De ville forholde Dem til en sådan indbydelse . . . Det ville være ubehageligt for Beaverbrook at få et afslag . . . Og desuden er han virkelig interesseret i at mødes med Dem af politiske grunde . . . Nå, hvad siger De? Gennem mit hoved for på et øjeblik alt det vigtigste, jeg vidste om Beaverbrook: canadier, begyndte sin karriere som en beskeden advokat; gik derefter over til pressefaget; kom til England under den første verdenskrig og erobrede sig hurtigt en stilling som aviskonge her; var en overgang minister i Lloyd Georges kabinet; nu en af de mest indflydelsesrige skikkelser i britiske politiske kredse og indehaver af en hel »buket« af presseorganer, blandt hvilke »Daily Express« havde et oplag på to millioner; havde i de sidste år indtaget en antisovjetisk holdning og under den engelsk-sovjetiske krise omkring »Metropolitan Vickers«-sagen havde han ført en rasende kampagne mod USSR, deriblandt mod mig personligt. Og nu indbød altså denne samme Beaverbrook mig til frokost hos sig ! Men hvilken indstilling og hvilke hensigter har Beaverbrook nu? spurgte jeg Bevan. Åh, de bedste - udbrød Bevan. - Beaverbrook mener, at i den nuværende situation må England og USSR gå samme vej. Nå, hvorfor ikke? sluttede jeg. - Jeg tager mod Beaverbrooks indbydelse . . . Det er ingen nytte til at grave op i fortiden, hvis vi nu kan gå sammen mod Hitler-Tyskland.

Nogle dage efter (hvis jeg ikke tager meget fejl, var det den 4. juni) sad jeg ved bordet hos Beaverbrook. Vi var alene to, og jeg havde mulighed for at betragte ham nærmere. Det var en mand, der var ret lille af vækst, ualmindelig levende og hele tiden i bevægelse, med et rundt udtryksfuldt ansigt og skarpe, stikkende øjne. Fra hans mund sprang et helt fyrværkeri af aforismer, sentenser, vurderinger, karakteristikker af folk og begivenheder. Han var alt andet end mådeholden i sine udtryk. Samtalen med Beaverbrook var overordentlig interessant og lærerig, og jeg tilbragt mere end to timer sammen med ham. Flere gange forsøgte jeg at rejse mig og tage afsked, men værten lod mig ikke gå. I samtalens løb anså Beaverbrook det ligesom Churchill for nødvendigt at forklare mig grundene til sin vending i forholdet til USSR. - Jo, ja - sagde Beaverbrook og var ved at snuble over ordene - vi må gå sammen ... Jeg siger åbent, jeg holder ikke meget af Deres land, men jeg holder meget af det britiske imperium... Af hensyn til det britiske imperiums sundhed er jeg parat til alt... Og Tyskland i dag - det er hovedproblemet ikke blot for Europa, men også for det britiske imperium. Derfor lad os være venner!

Dette var også åbenhjertigt, og hvad der var særlig vigtigt absolut oprigtigt. Jeg var meget tilfreds. Jeg har altid fået kvalme af de salvelsesfulde ord om sympati for »Rusland og det russiske folk«, hvormed visse engelske politikere dækkede over deres følelsers tomhed eller endog antisovjetiske intriger. Beaverbrooks grove realisme gjorde et forfriskende indtryk på mig. Jo, han lod sig lede af sin stats egoistiske interesser og appellerede til sovjetstatens (efter hans mening) »egoistiske interesse«, men på et sådant grundlag var det muligt at bygge en alvorlig politik med fælles handlinger mod den fælles fare fra den tyske aggressors side. Faktisk befæstedes mit bekendtskab med Beaverbrook stærkt i den kommende tid, og det bragte Sovjetunionen ikke så lidt gavn. I den anden verdenskrigs år ydede Beaverbrook som medlem af Churchills krigskabinet vort land betydelige tjenester på forsyningens område. Lige fra Sovjetunionens inddragen i krigen optrådte han også som en varm tilhænger af at åbne en anden front i Frankrig. Det var ikke for ingenting, den sovjetiske regering udmærkede Beaverbrook med en af vore højeste ordener.

Afkøling

Tøbruddet i det engelsk-sovjetiske forhold varede ikke ret længe - kun omkring ét år. Dets højdepunkt var Edens rejse til Moskva. Umiddelbart derefter begyndte en afkøling af atmosfæren i det engelsk-sovjetiske forhold, idet Chamberlain-folkene af frygt for muligheden af en stabil forbedring i forholdet mellem London og Moskva på ny rejste hovedet og benyttede deres politiske magt til på enhver måde at sabotere denne mulighed.

Netop i denne periode fremsatte Chamberlain-folkene en ny plan til afparering af den tyske trussel, en plan, der på den tid fik betegnelsen »vestlig sikkerhed«. Mens de regerende kredse af alle opfattelser og retninger i England i 1934 hældede mod en genskabelse af Ententen fra den første verdenskrigs epoke og netop i denne så en garanti for at bevare det britiske imperium, så fremtrådte med stadig større tydelighed nu, i 1935, en opdeling af de herskende kredse i England i tilhængere af »statsinteressen« og tilhængerne af »klassehadet«. De første tilstræbte fortsat Ententens genoprettelse og følgelig en tilnærmelse mellem England og USSR. De sidste lod sig mere og mere lokke til at satse på en anden hest. De ræsonnerede omtrent sådan: »Både Hitler-Tyskland og Sovjetrusland er farlige for det britiske imperium: man må få dem til at slås indbyrdes (så meget mere som fascister og kommunister hader hinanden) og selv stå udenfor; når Tyskland og USSR ordentlig har åreladet hinanden og er blevet stærkt svækket som resultat af krigen, kommer tidspunktet for »Vesten´s«, fremfor alt Englands optræden på scenen, da vil »Vesten« diktere Tyskland og USSR en fred, der for lange tider, måske endda for altid, garanterer det britiske imperiums sikkerhed og muligvis dets verdenshegemoni.« Ud fra denne opfattelse udsprang naturligvis en kamp mod en tilnærmelse mellem London og Moskva og tillige en alsidig opmuntring for Hitler til at slippe krigen løs mod øst.

Netop i betragtning af denne opfattelse fremsatte M. M. Litvinov under gennemførelsen af den sovjetiske regerings politik i vinteren 1934-35 parolen »Freden er udelelig« og påpegede på overbevisende måde, at i vore dage vil enhver alvorlig krig i det østlige Europa uundgåeligt blive forvandlet til en verdenskrig. Litvinov udtalte sig i denne ånd i en hel række taler i Folkeforbundets møder og på forskellige internationale konferencer og møder. Han forsøgte ustandselig at overbevise europæiske statsmænd og diplomater om rigtigheden af denne opfattelse ved officielle og private sammenkomster med dem. Undertiden gjorde han dette også i småting, når han mente, at en sådan bagatel kunne tjene den sovjetiske politiks interesser. Jeg husker, hvordan Maksim Litvinov under Edens besøg i Moskva arrangerede en officiel frokost for ham, og på den lagkage, der serveredes ved bordet havde han fået skrevet med sukkercreme på engelsk: »Peace is indivisible« (freden er udelelig). Det var tydeligt, at denne detalje gjorde indtryk på Eden.

Også de mere fremsynede engelske politikere forstod udmærket, at freden var udelelig. En dag i foråret 1935 spiste jeg frokost med Churchill. På ny talte han meget om Hitlerfaren og lagde ikke fingrene imellem i sine udtryk. Hvad er Hitler-Tyskland? udbrød Churchill. - Det er en frygtelig og farlig kraft! . . . Hitler-Tyskland - det er en uhyre videnskabeligt organiseret krigsmaskine med en halv snes amerikanske gangstere i spidsen. Man kan vente sig alt af dem. Ingen véd nøjagtigt, hvad de ønsker, og hvad de vil gøre i morgen . . . Hvad er deres udenrigspolitik? Ingen véd det. .. Jeg skulle ikke blive det mindste forbavset, hvis Hitlers første slag ikke rettes mod USSR, fordi det er temmelig farligt, men mod helt andre lande.

Churchill gik derefter over til at tale om tilhængere af den »vestlige sikkerhed« og fortsatte: Disse folk ræsonnerer som så: under alle omstændigheder må Tyskland slås et eller andet sted, udvide sit herredømme i en eller anden retning - så lad der hellere åbne sig et imperium på bekostning af stater, der er beliggende i det østlige og sydøstlige Europa! Lad det more sig med Balkan eller Ukraine, men lade England og Frankrig i ro. Sådanne ræsonnementer er naturligvis det rene idioti, men desværre nyder de stadig en betydelig popularitet i visse kredse af det konservative parti. Imidlertid er jeg fast overbevist om, at sejren til syvende og sidst ikke tilfalder tilhængerne af den vestlige sikkerhed«, men de folk, der ligesom jeg selv eller Vansittart mener, at freden er udelelig, og at England, Frankrig og USSR bør være rygraden i det forsvarsforbund, der skal holde Tyskland i en passende skræk. Der må ikke gøres nogen som helst indrømmelser til Hitler. Enhver indrømmelse fra vor side vil blive udlagt som tegn på svaghed og kun opmuntre Hitler til at stille endnu højere krav.

Churchills betragtninger glædede mig dengang meget, og jeg støttede dem af hele mit hjerte. Jeg ville gerne tro, at en mand som han måtte være god til at bedømme den britiske herskende klasses skarpsynethed og handlekraft. . . Men ak! De efterfølgende begivenheder viste, at Winston Churchill havde lagt alt for stor optimisme for dagen i sin spådom. Chamberlain-folkene viste sig at være betydeligt stærkere og mere snæversynede, end han troede. Blandt andet begyndte de straks efter Edens tilbagevenden fra Moskva at udfolde enorme og langtfra frugtesløse anstrengelser for at genoprette deres indflydelse.

Det første skridt i denne retning var konferencen i Stresa, der fandt sted i midten af april 1935. Den drøftede Tysklands krænkelse af Versailles-traktatens militære bestemmelser. Fra engelsk side deltog i konferencen MacDonald og Simon, fra fransk side Flandin (ministerpræsident) og Laval (udenrigsminister) og fra italiensk side Mussolini og Suvich (viceudenrigsminister). Det var ganske naturligt, at Mussolini saboterede enhver skarp udtalelse mod Hitler, men heller ikke englænderne og franskmændene viste noget ønske om at komme i klammeri med den nazistiske diktator. Stresa-konferencens resultat blev da, at man begrænsede sig til akademiske fordømmelser af Hitlers handling og afstod fra at tage nogen som helst effektive foranstaltninger mod hans aggressive skridt. Herved opmuntrede den kun »der Führer« til fortsat at ile i denne retning. Ydermere lod konferencen i Stresa (især MacDonald og Simon) Mussolini forstå, at England ikke ville hindre Mussolini i at erobre Etiopien, som denne netop forberedte sig til på dette tidspunkt.

Det næste skridt til genoprettelse af Chamberlain-folkenes position var en rekonstruktion af den engelske regering. I maj 1935 fejredes 25 års dagen for kong George V.'s tronbestigelse. I forbindelse med dette jubilæum arrangeredes mange festligheder, og der foretoges mange udnævnelser. Chamberlain-folkene udnyttede denne lejlighed til at bestræbe sig for at styrke deres positioner. Den britiske regering bevarede sin hidtidige »nationale« karakter, men i spidsen for den sattes nu den faktiske premierminister i den foregående regering, den konservative Baldwin, der hidtil havde indtaget posten som vicepremierminister, og den tidligere formelle premierminister MacDonald blev hans stedfortræder. Endnu vigtigere var de forandringer, der skete i udenrigsministeriet. På dette tidspunkt var man selv i de regerende kredse begyndt at forstå, at Simons fire års ledelse af udenrigsministeriet ikke havde gavnet den britiske stat (en ikke uvæsentlig rolle spillede her Simons optræden under de engelsk-sovjetiske handelsforhandlinger), og nu blev han forflyttet til den mere »neutrale« post som indenrigsminister. Hvem trådte da i stedet for Simon på udenrigsministerposten? Der foregik en svær kamp omkring denne udnævnelse. Vansittart håbede stærkt, at Eden ville blive den nye udenrigsminister, og han arbejdede endda kraftigt bag kulisserne i denne retning, men Chamberlain-folkene gjorde energisk modstand og vandt til sidst sejr. Til ny udenrigsminister blev udnævnt Samuel Hoare, en typisk repræsentant for den engelske herskende overklasse: han havde studeret i Oxford, 25 år gammel blev han »privatsekretær« for koloniminister Littleton, 42, år gammel luftfartsminister, 51 år gammel minister for Indien og endelig 55 år gammel udenrigsminister. I den første verdenskrigs epoke var han militær agent for England i tsar-generalstaben og en begejstret beundrer af den russiske ortodokse kirkes påskegudstjenester, som han beskrev overordentlig farverigt i sin noget tågede bog »Det fjerde segl« (»Fourth Seal«, 1930). I det hele taget var der noget mysticisme i Hoares karakter. Således stod der i dagligstuen i hans bolig en mærkelig pyntegenstand, der så ud som en forsølvet ligkiste, hvilket ofte fremkaldte en let gysen hos dem, der kom og besøgte ham. I midten af 1930'rne var Hoare en af Chamberlains nærmeste tilhængere og en varm tilhænger af den »vestlige sikkerhed«.

Imidlertid måtte Chamberlain-folkene tage hensyn til de på denne tid meget populære fredsbevægelser i England, der især fandt deres klare udtryk i de brede massers stræben efter at sikre fred i hele verden gennem Folkeforbundet. I slutningen af 1934 arrangerede det britiske »Forbund af . Folkeforbundets venner« under ledelse af lord Robert Cecil en frivillig »afstemning for fred« i landet med deltagelse af 11,5 millioner mennesker. Af disse udtalte omkring 10,5 millioner sig for anvendelse af magt over for angriberne. Dette tvang Chamberlain-folkene til en vis forsigtighed og gjorde det nødvendigt for dem at manøvrere. Da de derfor gjorde Samuel Hoare til udenrigsminister, beholdt de Eden som minister uden portefølje, men med det særlige hverv at tage sig af Folkeforbundets anliggender.

Det tredje skridt i samme retning var den engelsk-tyske flådeaftale, der blev underskrevet i juni 1935. Som bekendt fastsatte Versailles-traktaten meget hårde begrænsninger for Tysklands flåderustninger. I februar 1935 sønderrev Hitler ved en ensidig beslutning alle de militære bestemmelser i denne traktat og indledte en tysk rustningsbølge til lands og til søs. Konferencen i Stresa fordømte (om end i mild form) disse handlinger af »der Führer«. Men nu kun to måneder efter Stresa anerkendte England officielt Tysklands ret til flåderustninger, der gik langt ud over Versailles-traktatens rammer! Det var en så udfordrende handling til »fredeliggørelse« af aggressoren, at selv Frankrig nedlagde protest over for England lige før aftalens underskrivelse. Imidlertid negligerede Baldwin-regeringen sin forbundsfælles utilfredshed og underskrev den næste dag, den 18. juni, den nævnte overenskomst. Den forudså et almindeligt forhold mellem de to landes krigsflådetonnager som 100:35, men samtidig fik Tyskland ret til at have en ubådsflåde, der var lige så stor som hele det britiske imperiums ubådsflåde. De officiøse kommentarer lod ingen tvivl tilbage om, at det vigtigste motiv til afslutning af denne overenskomst var Englands bestræbelse for at sikre Tyskland herredømmet i Østersøen mod USSR. Vejen for Hitlers rasende oprustning var ikke blot åbnet, men endog juridisk legaliseret.

Da der imidlertid i efteråret 1935 skulle finde parlamentsvalg sted, og de brede befolkningsmasser fortsat vendte sig skarpt mod de fascistiske aggressorer, holdt Samuel Hoare, for at fiske stemmer, i september 1935 på Folkeforbundets møde i Geneve en tordentale mod aggressorerne, for at give det indtryk af, at England skulle være rede til at anvende sanktioner over for Italien, der forberedte sig til at starte krigen mod Etiopien. Det var ikke andet end et slyngeltrick. For da Mussolini alligevel den 3. oktober åbnede krigsoperationerne i Afrika, rørte det officielle England ikke en finger. Og da valgene havde fundet sted den 14. november og var endt med en sejr for de konservative (ikke så strålende som i 1931, men alligevel så stor, at den sikrede deres forbliven ved magten), prøvede Chamberlain-folkene at tage revanche for Samuel Hoares tale i september.

Krigen i Afrika stillede skarpt spørgsmålet om Folkeforbundets sanktioner mod Italien. Eden udfoldede en ikke ringe aktivitet i Geneve for at kræve gennemførelse af sanktioner, men på samme tid kaldte Chamberlain i London sanktioner for »vanvid«. Laval, der nu stod i spidsen for den franske regering, saboterede simpelt hen indførelsen af sanktioner. Eftersom USSR energisk holdt fast ved sanktionspolitikken, og eftersom en række stater af anden og tredje rang støttede denne politik, lykkedes det ikke helt for Chamberlain og Laval at fritage Italien for sanktioner. Imidlertid opnåede de, at det endelige kompromis, der vedtoges af Folkeforbundet, havde en tilstrækkelig tandløs karakter: sanktionerne omfattede for eksempel ikke et ud fra et militært synspunkt så vigtigt produkt som olie.

I december 1935 gjorde Chamberlain-folkene et yderligere skridt fremad: Samuel Hoare udarbejdede sammen med den franske ministerpræsident Laval en plan for likvidering af den italiensk-abessinske krig ved overdragelse af halvdelen af Etiopiens territorium til Mussolinis kontrol. Dette var en utilsløret gave til aggressoren, fordi han havde begået en aggressionshandling! Det var en opmuntring for andre potentielle aggressorer til at følge Mussolinis eksempel! ... Den umiddelbare reaktion i England og Frankrig på Hoare- Laval-planen var sådan, at Laval kun med nød og næppe kunne holde sig ved magten, og Samuel Hoare blev tvunget til øjeblikkelig at gå af. ((I øvrigt kom Hoare ikke til at være uden portefølje ret længe: han var jo fuldt ud den regerende lederklikes »mand«! Ganske vist havde han trådt ved siden af i Etiopien-spørgsmålet, men man kunne da ikke ret længe være vred på en så pålidelig kollega! I 1936, da lidenskaberne i offentligheden havde lagt sig noget, blev Hoare udnævnt til marineminister og senere til indenrigsminister. )) Nu blev da endelig Eden udnævnt til udenrigsminister, hvilket kunne betragtes som succes for »Entente-tilhængerne«. Bag kulisserne stillede Chamberlain-folkene imidlertid straks en hel række spærringer omkring den nye udenrigsminister, så han forvandledes til en fange for »klassehadets« riddere. Resultatet er forståeligt.

Da Hitler den 7. marts 1936 erklærede Locarno-traktaten for sprængt og genokkuperede Rhinområdet, og da USSR foreslog at træffe energiske foranstaltninger mod denne nye aggressionshandling, begrænsede England og Frankrig sig med USAs støtte alene til protester i ord, der havde samme virkning på Hitler som at slå vand på en gås. Og dog havde de Hitler-generaler, der rykkede ind i Rhin-området, som det senere viste sig, i deres lommer en ordre til øjeblikkelig at retirere, såfremt franskmændene skulle yde dem nogen som helst modstand. Endvidere - da Franco den 18. juli 1936 med aktiv støtte af Hitler og Mussolini rejste oprøret mod den spanske republiks lovlige regering, blev England og Frankrig, igen med USAs støtte, initiativtagerne til »ikke-indblandings«-komedien, der faktisk forvandledes til en indirekte støtte til Franco og hans udenlandske bagmænd.

Naturligvis var alle de netop nævnte handlinger fra den britiske regerings side klart i modstrid med Moskva-communiqueet af 1. april 1935, og havde til syvende og sidst en antisovjetisk karakter. Men trods alt bestræbte England i vinteren 1936-37, mens Baldwin var premierminister og Eden udenrigsminister, sig for at iagttage i hvert fald de ydre former for neutralitet og upartiskhed i det spanske spørgsmål. Det lykkedes mig også at reducere de skadelige følger af vore uoverensstemmelser i det spanske spørgsmål til et minimum for de engelsk-sovjetiske forbindelser som helhed. Jeg husker min samtale med Eden om dette spørgsmål i selve begyndelsen af den spanske krig.

Det står klart for mig, sagde jeg, at den sovjetiske og den britiske regering indtager forskellige standpunkter til de spanske begivenheder .. . Her findes der uoverensstemmelser, der fremefter endda kan vokse, men alligevel er Spanien kun et af problemerne i de to landes udenrigspolitik. Der er mange andre problemer, endda mere vigtige end dette, om hvilke der ikke er modsætningerne mellem USSR og England . . . Lad os da lokalisere vore uoverensstemmelser til det spanske spørgsmål og bestræbe os for at så lidt som muligt genspejler sig i de engelsk-sovjetiske forbindelser som helhed . . . Det ville være højst uønskeligt, om Moskva-communiqueet skulle blive forvandlet til en lap papir. Eden tænkte sig om et øjeblik og svarede så: Jeg er fuldstændig enig med Dem, og jeg vil på min side gøre alt muligt, for at vor politik skal følge de principper, der er nedfældet i Moskva-communiqueet . . . Det er meget vigtigt ikke blot for England og USSR, det er også vigtigt af hensyn til verdensfreden. Eden standsede igen op et øjeblik og tilføjede så lidt sagtere: Men De forstår, at her afhænger ikke alt af mig. Jo, det forstod jeg udmærket, men jeg må alligevel konstatere, at frem til midten af 1937 stod det engelsk-sovjetiske forholds temperatur betydeligt over nulpunktet.

Under nulpunktet

Den 28. maj 1937 trak premierminister Baldwin sig tilbage, og i stedet for ham blev Neville Chamberlain regeringschef. Da jeg fik denne nyhed, tænkte jeg uvilkårligt: »Churchill tog fejl i sin spådom - ikke han, men Chamberlain kom til roret. Nu kan vi vente en aftale mellem Chamberlain og Hitler og hvad så . . .?« Neville Chamberlain var ganske givet den værste skikkelse af alle i Englands daværende politiske kredse. Den værste i kraft af hans organisk reaktionære synspunkter, den værste i kraft af den indflydelse, han nød i det konservative parti. Den kendsgerning, at Neville Chamberlain var en snæversynet mand med små evner, og at hans politiske synskreds med et udtryk af Lloyd George ikke hævede sig over synskredsen »hos en provinsfabrikant af jernsenge«, uddybede kun faren ved hans magtbesiddelse. Nevilles far, den berømte Joseph Chamberlain, anså ikke denne søn (til forskel fra den anden søn Austen) egnet til politik og uddannede ham fra hans ungdom til handelsfaget. Imidlertid høstede Neville heller ikke særlige laurbær på den kommercielle platform. Så blev han ført ind på den »kommunale linje«. Efter at have været igennem en række mellemtrin blev han her til sidst borgmester i Birmingham. I 1917 fik Neville Chamberlain som en konservativ af berømt herkomst posten som minister for rekruttering til hæren i Lloyd Georges koalitionskabinet, men han viste sig skammeligt uduelig, og premierministeren smed ham ud af regeringen. Og nu var denne samme Neville Chamberlain blevet chef for det britiske kabinet, og endda i en så kompliceret og vanskelig verdenssituation! Uvilkårligt løb den tanke gennem hovedet: »Så dyb en opløsning er den engelske herskende klasse altså havnet i!«

For mig, som Sovjetunionens ambassadør, havde Neville Chamberlains magtovertagelse en ganske særlig betydning. Jeg havde ikke glemt den samtale, jeg havde med ham i november 1932 (som jeg allerede tidligere har omtalt). De efterfølgende fem år bekræftede fuldt ud med talrige kendsgerninger og eksempler, at Neville Chamberlain var en konsekvent fjende af vort land. En sådan premierminister ville kun kunne skærpe det engelsk-sovjetiske forhold. En sådan premierminister ville netop på grund af sit fjendskab mod sovjetstaten kun kunne forstærke en politik for »fredeliggørelse« af aggressorerne. Vi kunne ikke vente os noget som helst godt af ham!

Hvor dystre mine tanker end var, besluttede jeg alligevel at mødes med den nye premierminister og sondere hans indstilling. Han modtog mig i sit parlamentskabinet den 29. juli. Denne gang var Chamberlain roligere og mere behersket end ved vort første møde fem år tidligere. Jeg spurgte ham ud om de almene linjer for den politik, som den britiske regering havde til hensigt at føre på de internationale forbindelsers område. Chamberlain forklarede mig længe og indgående, at tidens hovedproblem efter hans mening var Tyskland. Man måtte først og fremmest regulere dette spørgsmål, og så ville alt det øvrige ikke længere byde på særlige vanskeligheder. Men hvorledes regulere det tyske problem? Dette forekom premierministeren absolut muligt, hvis man anvendte den rigtige metode til reguleringen.

Hvis vi, sagde han, kunne sætte os til forhandlingsbordet med tyskerne og med en blyant i hånden gennemgå alle deres klager og krav, så ville dette i høj grad opklare forholdet. Altså, det hele drejede sig blot om at sætte sig til samme bord med en blyant i hånden! Hvor nemt! Jeg mindes uvilkårligt Lloyd Georges ord: -. . en provinsfabrikant af jernsenge. Faktisk forestillede han åbenbart Hitler og sig selv som to prangere, der skændes, larmer op, slår en handel af og så til syvende og sidst giver hinanden håndslag. Så primitive var premierministerens politiske begreber ! Af alt det, Chamberlain sagde mig den 29. juli, fremgik uden al tvivl, at målet for hans bestræbelser var en Firemagtspagt, og vejen til den var - en alsidig »fredeliggørelse« af Hitler og Mussolini.

Denne pessimistiske spådom blev endnu mere sandsynlig i kraft af, at netop på dette tidspunkt udformedes endeligt i London den såkaldte »Cliveden-klike«, der spillede en så skadelig rolle i årene, der gik forud for den anden verdenskrig. Lady Nancy Astor, den samme lady Nancy Astor, som i 1933-33 koketterede med sit »venskab« til sovjetlandet, afslørede i løbet af de efterfølgende år sit sande ansigt og blev til sidst »frue« i den politiske salon, hvor de mest ærkereaktionære repræsentanter for det konservative parti samledes. Sædvanligvis mødtes i weekenderne folk som Neville Chamberlain, lord Halifax, Samuel Hoare, Kingsley Wood og andre på hendes luksuøse gods Cliveden uden for London, hvor hun forsøgte at efterligne Versailles. Her drak de, spiste, morede sig, udvekslede meninger og opridsede planer for de næste aktioner. Ofte afgjordes de vigtigste statsanliggender mellem to partier golf. Jo nærmere krigen rykkede, des mere aktiv blev Cliveden-kliken. Lady Astors salon forvandledes til en hovedfæstning for Sovjetunionens fjender og for venner af en engelsk-tysk tilnærmelse. Herfra udgik den mest energiske propaganda for begrebet »den vestlige sikkerhed«; her udmaledes med særlig vellyst billeder af den gensidige sovjetisk-tyske udryddelse, på hvis virkeliggørelse Clivedens stamgæster gjorde deres indsats. Lady Astors salon havde den stærkeste indflydelse på udnævnelsen af den politiske linje for disse regeringer. Neville Chamberlains magtovertagelse betegnede en sådan almagt for »Cliveden-kliken«, at det kun kunne vække de mest foruroligende anelser i Sovjetunionens ledende kredse. I øvrigt skulle man ikke komme til at vente længe.

Chamberlains hovedmål var at »fredeliggøre« de fascistiske diktatorer i den hensigt at oprette den »vestlige sikkerhed«. Dette var naturligvis, som Churchill udtrykte sig, idioti, men klassehadet til socialismens stat var hos Neville Chamberlain (og ikke blot hos Chamberlain) så stort, at det fuldstændig formørkede hans normale fornuft. Churchill bemærker i sine krigsmemoirer i en omtale af Chamberlain og hans forhold til Hitler ironisk: »Han besjæledes af håbet om at kunne fredeliggøre og reformere ham, og gøre ham rar.« Her iagttager Churchill sømmelige litterære manerer. I private samtaler udtrykte han sig langt stærkere. Jeg husker, hvordan han engang sagde til mig: Neville - han er et fjols . . . Han tror, at han kan ride på tigeren. Desværre tænkte Chamberlain netop på denne måde og blev derfor den konsekvente apostel for en politik, der gik ud på at »fredeliggøre« aggressorerne. For at kunne gennemføre en sådan politik i praksis, havde han brug for en regering af en sådan sammensætning, at den var i harmoni med denne idé og fremfor alt en »egnet« udenrigsminister. Eden duede ikke til dette formål, så meget mindre som han var højst upopulær i Rom og Berlin. Chamberlains udvalgte til denne nøglepost blev lord Halifax, men i betragtning af den daværende offentlige stemning i England besluttede premierministeren sig til ikke med det samme at skille sig af med Eden. Først måtte jordbunden gødes, og bedst af alt var det at tvinge Eden til selv at træde tilbage. Derfor udnævnte Chamberlain »foreløbig« lord Halifax til den ærefulde, men rent repræsentative post som vicepremierminister, det vil sige minister uden portefølje, hvem der fra tid til anden blev overdraget specielle hverv. Og som vi skal se senere, havde det vigtigste specielle hverv, der overdroges Halifax, en udenrigspolitisk karakter. Chamberlains første tydelige skridt for at »fredeliggøre« diktatorerne var afsendelsen af et venskabeligt brev til Mussolini, og naturligvis tøvede Mussolini ikke med at besvare det med et lige så venskabeligt brev. Derefter førte Chamberlain energiske forhandlinger med ham for at opnå afslutning af en omfattende aftale om venskab og samarbejde mellem England og Italien. Eden og flere andre fremtrædende politikere var modstandere af disse forhandlinger. Slet ikke fordi de sympatiserede med den spanske republik - nej, nej! Hverken Eden eller de fleste af hans meningsfæller nærede nogen som helst sympatier for den spanske republik. Imidlertid kendte de til de fascistiske diktatorers falske ord, stolede ikke på deres løfter og krævede derfor, at Mussolini som tegn på, at hans hensigter var alvorlige, forinden skulle trække sine tropper, der kæmpede på Francos side, ud af Spanien. Imidlertid ønskede Chamberlain ikke at lytte til noget som helst og førte stædigt sin linje videre for den hurtigst mulige underskrivelse af den engelsk-italienske pagt. På dette grundlag udspandt sig mellem Chamberlain og Eden en konflikt (som muligvis blev pustet op af premierministeren), og resultatet af den blev, at Eden demissionerede den 20. februar 1938. Sammen med Eden demissionerede også dennes parlamentariske stedfortræder, lord Cranborne, der i disse år også var tilhænger af en tilnærmelse til USSR. Kort forinden, den 1. januar 1938, var Vansittart blevet fjernet fra aktiv deltagelse i udenrigsministeriets anliggender og udnævnt til den ærefulde, men lidet operative post som »den britiske regerings diplomatiske chefrådgiver«. Da han fortalte mig om sin nye udnævnelse, bemærkede Vansittart med et trist smil: Diplomatisk chef rådgiver ... Men man kan jo også lade være med at rådføre sig med ham . . . Alt afhænger af premierministerens ønske . . .Vansittart forudså udmærket sin fremtid: Chamberlain henvendte sig faktisk ikke til ham om råd. Nu begyndte sir Horace Wilson hurtigt at rykke op på pladsen som premierministerens virkelige og stadig mere indflydelsesrige rådgiver i udenrigspolitiske anliggender. Jeg kendte ham udmærket fra den tid, vi førte handelsforhandlinger med England. Dengang var Horace Wilson i sin egenskab af »den britiske regerings chefrådgiver i industrianliggender« hovedfiguren fra engelsk side ved forberedelsen af den midlertidige handelsaftale af 1934. Det var en snu rad, kyniker lige til marven, og han mente, at verden bestod af dumrianer og slyngler. Wilson var velbevandret i alle handels- og industrianliggender, men hans udenrigspolitiske horisont løftede sig ikke op over en jævn spidsborgers niveau. Og nu trak Chamberlain altså en sådan mand frem som sin mest betroede ekspert ved løsningen af de vigtigste internationale problemer! Det lignede forrykthed . . . Men var ikke også hele Chamberlains udenrigspolitik totalt forrykt, opelsket på en af klassehad, dumhed og uvidenhed gødet grund?

Efter at have renset udenrigsministeriet for personer, der var ham ubekvemme, udnævnte Chamberlain lord Halifax til udenrigsminister. Han var den fødte engelske aristokrat, der havde tilbagelagt en lang politisk og administrativ karriere lige til posten som Indiens vicekonge. Han var høj, mager, sendrægtig, bar en sort handske på sin invaliderede venstre hånd, han talte roligt, med en dump stemme, mens han hele tiden bevarede et behageligt smil i ansigtet. Udadtil viste han selvbeherskelse og gjorde indtryk af at være en dybsindig mand, eller i hvert fald en mand, der interesserer sig for store problemer. Halifax var filosofisk indstillet, men det var en filosofi, der passede til hans ånd, det var en religiøs-mystisk filosofi. Han tilhørte den såkaldte »højkirke«, det vil sige den strømning i den anglikanske kirke, som adskiller sig meget lidt fra katolicismen, og han yndede at føre samtaler om moralsk-religiøse emner. Man fortalte, at da Halifax var vicekonge af Indien, lå der et mindre kapel bag hans tjenestekontor. Før alle alvorlige konferencer eller drøftelser trak han sig for nogle minutter tilbage hertil og bad gud om at oplyse hans forstand. Halifax besad utvivlsomt en høj uddannelse, hvilket imidlertid ikke (og vi skal se eksempler herpå) hindrede ham i ofte at afsløre en komplet mangel på forståelse for nutiden og de kræfter, der drev den. Men her var det hans klasseverdensanskuelses indskrænkethed, der gjorde sig gældende. Som medlem af Chamberlains regering understøttede Halifax med liv og sjæl »fredeliggørelses«-politikken, og var en af hovedstøtterne for »Cliveden-kliken«. Af karakter var Halifax en føjelig mand og han fandt sig let i, at premierministeren (i fællesskab med Horace Wilson) tog Storbritanniens udenrigspolitik i sine hænder og reducerede udenrigsministeriet til et simpelt diplomatisk kancelli under ham. For at undgå enhver forvikling blev den vigtige post som fast understatssekretær i udenrigsministeriet efter Vansittart overdraget Alexander Cadogan, af hvem man ikke kunne vente nogen som helst pludselige overraskelser. Efter på denne måde at have sikret sig et beskedent og lydigt apparat, gik Chamberlain nu i gang med en konsekvent gennemførelse af sin »egen« udenrigspolitik.

Man begyndte med Tyskland. Allerede i slutningen af 1937 havde Halifax af Chamberlain fået til opgave at foretage en pilgrimsfærd til Berlin og træde i forhandlinger med Hitler om en almen regulering af det engelsk-tyske forhold. Dengang kendte vi endnu ikke alle enkeltheder i disse forhandlinger, men den almindelige hensigt med dem var klar for os, og desuden lykkedes det ét og andet af det, der foregik i Berlin, at sive igennem til politiske kredse i England, og det blev os bekendt. Resultatet var, at den sovjetiske parts mistillid til Chamberlains regering voksede stærkt. I dag ved man fra det tyske udenrigsministeriums materialer, der blev erobret af den sovjetiske hær i Berlin, at der var mere end rigelig grund til vor mistillid.

Faktisk fremgår det med al tydelighed af nedskrivningen af samtalerne mellem Hitler og Halifax den 17. november 1937, offentliggjort af USSRs udenrigsministerium i 1948, at Halifax på den britiske regerings vegne foreslog Hitler en art alliance på grundlag af en »firemagtspagt« mod at give ham »frie hænder« i det centrale og østlige Europa. Blandt andet erklærede Halifax, at man »ikke skulle udelukke nogen mulighed for ændring af den eksisterende situation« i Europa, og han præciserede videre, at »til disse spørgsmål hører Danzig, Østrig og Tjekkoslovakiet«. Naturligvis anså Halifax, da han anviste Hitler retningerne for de aggressioner, der ville møde mindst modstand fra Chamberlain-regeringens side, det for nødvendigt at gøre et fromt forbehold: »England er blot interesseret i, at disse forandringer gennemføres ad den fredelige evolutions vej, og at man må undgå metoder, der kan forårsage yderligere rystelser, som hverken der Führer eller andre lande måtte ønske.«

Imidlertid forstod Hitler udmærket værdien af dette forbehold, og han kunne derfor betragte sin samtale med Halifax som Londons velsignelse til voldelig erobring af »livsrum« i de nævnte områder. Og da Eden demissionerede, og Halifax blev britisk udenrigsminister, mente Hitler ikke uden grund, at øjeblikket var kommet til realisering af det aggressionsprogram, der var opridset under samtalerne mellem dem i november 1937. Han spildte ingen tid, og den 12. marts 1938, 12, dage efter Halifax' udnævnelse til udenrigsminister, gjorde han sit første store »spring« - med et lynfremstød erobrede han Østrig. Præcist som for at spotte »fredeliggørerne« i London, fastsatte »der Führer« sin erobring lige bestemt til den dag, da Chamberlain hjemme højtideligt tog mod den tyske udenrigsminister Ribbentrop, der var kommet til England. Og hvad så? England og Frankrig reagerede på denne skrigende aggressionshandling alene med protester i ord, som hverken de selv eller langt mindre Hitler tog alvorligt.

Hvor stor og hvor berettiget den sovjetiske regerings mistillid til Chamberlain-regeringen end var efter alt det, der var sket, gjorde USSRs ledere alligevel i dette kritiske øjeblik et forsøg på at appellere til de britiske lederes sunde fornuft. Den 17. marts 1938, fem dage efter Østrigs erobring, gav folkekommissæren for udenrigsanliggender, M. M. Litvinov i Moskva på den sovjetiske regerings vegne et interview til pressens repræsentanter, hvori han blandt andet sagde: »Mens der tidligere har fundet tilfælde af aggression sted på kontinenter, der var mere eller mindre fjernt fra Europa eller i Europas udkant, ... så er voldshandlingen denne gang foretaget i Europas hjerte og har skabt en åbenlys fare ikke blot for de 11 lande, der fra nu af grænser op til angriberen, men for alle europæiske stater, og ikke blot for de europæiske . . . I første række opstår der en trussel mod Tjekkoslovakiet.

Den nuværende internationale situation stiller alle fredselskende stater og i særdeleshed stormagterne over for spørgsmålet om deres ansvar for folkenes skæbne i Europa, og ikke blot i Europa. Idet den sovjetiske regering er sig sin andel af dette ansvar bevidst og ligeledes er sig sine forpligtelser bevidst, der udspringer af folkeforbundspagten, af Briand-Kellogg-pagten og af pagterne om gensidig hjælp, som den har sluttet med Frankrig og Tjekkoslovakiet, kan jeg på dens vegne erklære, at den på sin side fortsat er rede til at deltage i kollektive aktioner, der måtte blive besluttet i fællesskab med den, og som matte have til formål at standse aggressionens videre udvikling og at fjerne den voksende fare for en ny verdenskrig. Den er villig til øjeblikkeligt at indlede drøftelser sammen med andre magter i Folkeforbundet eller uden for dette om praktiske foranstaltninger, der er dikteret af omstændighederne.«

Samtidig fik jeg fra Moskva anvisning på at overrække den britiske regering teksten til M. M. Litvinovs interview med en ledsagende note om, at det givne interview var det officielle udtryk for den sovjetiske regerings synspunkt. Det gjorde jeg. Det samme gjorde ligeledes efter instruktion fra Moskva de sovjetiske ambassadører i Paris og Washington. Således kundgjorde USSR åbent sin beredvillighed til at tage energiske foranstaltninger mod aggressionen og appellerede til England, Frankrig og USA om at gøre det samme. Sovjetunionen opfyldte sin pligt . . . Men hvad med dens partnere?

Den 24. marts sendte det britiske udenrigsministerium den sovjetiske ambassade en lang note, underskrevet af lord Halifax. Heri hed det, at den britiske regering »varmt ville hilse afholdelsen af en international konference, i hvilken det kunne forventes, at alle europæiske magter ville deltage« (dvs. aggressorer og ikke-aggressorer. - I. M.), men vender sig mod indkaldelse af »en konference, i hvilken kun nogle europæiske magter deltog og som skulle have til opgave at .. . organisere en koordineret aktion mod aggressionen«, da en sådan konference efter den britiske regerings mening ikke ville fremme den europæiske fred. Altså i stedet for kamp mod aggressorerne, formålsløse samtaler med aggressorerne! Endnu en »komité for ikke-indblanding«, men ikke længere blot i Spaniens, men i hele Europas anliggender! Med andre ord: sovepiller til de brede masser for at give aggressorerne tid til at forberede sig til nye »spring«. Det var altså det, den britiske regering ønskede! Sådan udlagde den altså i praksis Halifax' ord om det ønskelige i, at ændringer i den europæiske situation skulle ske ad den »fredelige evolutions vej«!

Reaktionen på den sovjetiske henvendelse var ikke bedre i Paris og Washington end i London. Man skulle synes, at erobringen af Østrig måtte have indgivet Chamberlain i hvert fald en lille smule fornuft og gjort ham mere forsigtig i omgangen med de fascistiske diktatorer - men nej! Blind af hadet til Sovjetunionen ønskede Chamberlain ikke at se noget. Han fortsatte stædigt sin katastrofale (for England selv katastrofale) politik og underskrev den 16. april den pagt om venskab og samarbejde med Italien, som han med så stor lidenskab havde tilstræbt. Denne pagt indbefattede blandt andet den britiske regerings anerkendelse af Italiens erobring af Etiopien. Da han imidlertid ønskede at berolige de demokratiske masser i England noget, idet de betragtede afslutningen af den engelsk-italienske pagt på et sådant tidspunkt som forræderi mod den spanske republik, gjorde Chamberlain et vigtigt forbehold: han forpligtede sig til først at ratificere pagten, efter at Italien havde evakueret sine tropper fra Spanien i overensstemmelse med den plan, der da udarbejdedes af »komiteen for ikke-indblanding i Spaniens anliggender«. Nedenfor skal jeg fortælle, hvordan Chamberlain opfyldte denne forpligtelse.

Jeg husker, hvordan jeg i foråret 1938 engang mødte lady Vansittart ved en diplomatisk reception. Hun befandt sig i en tilstand af dyb depression. Fjernelsen af hendes mand fra aktiv deltagelse i gennemførelsen af den engelske udenrigspolitik, Halifax udnævnelse til udenrigsminister, »Cliveden-kliken«s almagt i regeringen og meget andet stemte lady Vansittart yderst pessimistisk. Van er, sagde hun, overbevist om, at krigen er meget nær, lige om hjørnet .. . Hvilken ulykke, at vi i en så vanskelig tid har en så uheldig premierminister ! Derpå begyndte lady Vansittart at udspørge mig om de engelsk-sovjetiske forbindelsers tilstand. Jeg fortalte hende absolut åbent, hvordan sagerne stod. Hun slog bedrøvet hænderne sammen og udbrød: Og kan De huske, hvordan det for fire år siden lykkedes Van at hidføre en mildnelse i forholdet mellem vore to lande? ... Men nu er alt det ødelagt. Jeg svarede: - Ja, i 1934-35 indtrådte der med Deres mands bistand et tøbrud i de engelsk-sovjetiske forbindelser, men nu ...Hvad nu? afbrød lady Vansittart utålmodigt. Nu, sluttede jeg, er temperaturen i det engelsk-sovjetiske forhold under nul. Lady Vansittart slog igen hænderne sammen og tilføjede med dyb følelse: I hvert fald gjorde Van alt, hvad han kunne.

München

Men mens Chamberlain ikke forstod at drage nogen som helst lære af Østrigs undergang, viste Hitler sig at være en langt mere begavet elev. For ham var »springet« til Wien en vigtig prøve: den nazistiske diktator ønskede at kontrollere, hvordan de »demokratiske magter« ville reagere mod hans aggression. Kontrollen viste, at England og Frankrig ikke rørte en finger. Der var ikke noget mærkeligt i, at Hitler fortolkede dette som: vejen fri! Og to måneder efter erobringen af Østrig åbnede han en ny og endnu alvorligere »operation«. Der skete det, som M. M. Litvinov forudsagde i sit interview den 17. marts: uvejrsskyer hang over Tjekkoslovakiet. Fra maj måned 1938 startede Hitler en rasende kampagne mod dette land - ikke blot i presse og radio, han begyndte at trække tyske tropper frem til dets grænser, og i landet selv indledte de südetertyske nazister, efter ordre fra Berlin, de frækkeste provokationer mod den tjekkoslovakiske regering. Den politiske atmosfære glødede mere og mere i Tjekkoslovakiet, Centraleuropa, England og Frankrig. Det lugtede af krudt i luften. Frankrig havde jo en pagt om gensidig hjælp med Tjekkoslovakiet, og hvis Tyskland skulle overfalde Tjekkoslovakiet, var Frankrig forpligtet til at forsvare det. England havde ikke en sådan formel pagt med Tjekkoslovakiet, men som en nær allieret af Frankrig kunne det heller ikke holde sig udenfor. I august blev situationen så truende, og de franske og engelske massers uro og bevægelse så stærk, at den britiske regering blev tvunget til at gøre et eller andet for at fjerne den skabte spænding. Hvad gjorde den da? Jo, det var helt i Chamberlains ånd!

I stedet for med fasthed at erklære, at England sammen med Frankrig ikke ville tillade Hitler at opsluge Tjekkoslovakiet (og et sådant skridt havde endnu chancer for at standse angriberens hånd), besluttede Chamberlains regering at sende en mission med lord Runciman i spidsen til Tjekkoslovakiet. Hvem var denne lord Runciman? Det var en ældre embedsmand, der aldrig havde beskæftiget sig med internationale anliggender, sløv og langsommelig, og som end ikke havde anelse om, hvor Tjekkoslovakiet lå (hvilket jeg overbeviste mig om under en samtale med ham i sommeren 1932). Hvilket mål stilledes der Runcimans mission? Officielt skulle missionen »udforske« situationen på stedet og stille mæglingsforslag med det formål at regulere den tysk-tjekkiske konflikt. Som begivenhederne imidlertid viste, bestod missionens »arbejde« faktisk i at bane vej for en sønderlemmelse af Tjekkoslovakiet. Skønt den modtagelse, man i London og Paris havde givet den sovjetiske demarche af 17. marts 1938 i forbindelse med erobringen af Østrig, på ingen måde opmuntrede til yderligere forsøg af denne art, besluttede den sovjetiske regering i det for Tjekkoslovakiet faretruende øjeblik endnu en gang at appellere til den sunde fornuft hos de fransk-britiske ledere. Vi tænkte: »Måske har de siden da forløbne måneders bitre erfaring lært dem et og andet. . . Måske de i hvert fald nu er rede til mere energiske handlinger mod aggressorerne . . . Man må ikke lade nogen, selv ikke den mindste mulighed gå fra sig for at afværge katastrofen.«

Ud fra sådanne betragtninger erklærede M. M. Litvinov den 2. september 1938 over for den franske chargé d'affaires i Moskva Payart (ambassadør Naggiar var fraværende), at USSRs regering i tilfælde af Tysklands overfald på Tjekkoslovakiet ville opfylde sine forpligtelser i henhold til den sovjetisk-tjekkoslovakiske pagt om gensidig hjælp af 1935 og ville yde Tjekkoslovakiet væbnet hjælp, og han bad Payart om hurtigst muligt at meddele den franske regering dette. Men eftersom pligten til sovjetisk hjælp ifølge denne pagts bestemmelser kun trådte i kraft i det tilfælde, at Frankrig, der ligeledes var forbundet med Tjekkoslovakiet med en gensidig bistandspagt, samtidig optrådte med våben i hånd mod Tyskland, ønskede USSRs regering at kende den franske regerings hensigter i den skabte situation. USSRs regering på sin side foreslog den franske regering øjeblikkeligt at arrangere en konference af repræsentanter for den sovjetiske, den franske og den tjekkoslovakiske generalstab for at udarbejde de nødvendige foranstaltninger. Litvinov formodede, at Rumænien ville lade sovjetiske tropper og fly passere gennem sit territorium, men mente, at det ville være meget ønskeligt så hurtigt som muligt at stille spørgsmålet om eventuel hjælp til Tjekkoslovakiet i Folkeforbundet med det formål at øve indflydelse på Rumænien i denne retning. Hvis der i Folkeforbundsrådet opnåedes blot et flertal for denne hjælp (strengt taget krævedes der i henhold til statutterne enstemmighed), da ville Rumænien uden tvivl tilslutte sig den og ikke modsætte sig de sovjetiske troppers gennemmarch gennem landet.

Som Gottwald (der blev Tjekkoslovakiets præsident efter krigen) senere erklærede, lod J. V. Stalin omtrent på samme tid gennem ham den tjekkoslovakiske republiks præsident Benes vide, at Sovjetunionen var rede til at yde Tjekkoslovakiet væbnet hjælp, endda selv om Frankrig ikke gjorde det. Den 3. september om morgenen fik jeg et telegram fra Moskva med indholdet af Litvinovs erklæring til Payart. I den daværende situation var det et dokument af den største politiske betydning. Det var vigtigt, at det blev kendt så vidt omkring som muligt, for i hele august måned førte »Cliveden-kliken« en hviskekampagne i politiske kredse. Dens indhold var følgende: »Vi ville hellere end gerne redde Tjekkoslovakiet, men uden Rusland er det vanskeligt at gøre det, og Rusland tier og undslår sig tydeligvis for at opfylde sine forpligtelser i henhold til den sovjetisk-tjekkoslovakiske pagt om gensidig hjælp.«

Samme dag, den 3. september, besøgte jeg Churchill i hans landsted Chartwell og fortalte ham indgående om indholdet af Litvinovs erklæring til Payart. Churchill forstod straks dens betydning og sagde med det samme, at han øjeblikkelig ville informere Halifax om min meddelelse. Churchill opfyldte sit løfte. Straks den 3. september sendte han Halifax et brev med en detaljeret meddelelse om Litvinovs demarche. Han bekræfter også dette i sine krigsmemoirer. ((Churchill skriver: »Om eftermiddagen den 2. september mod tog jeg en besked fra den sovjetiske ambassadør om, at han ønskede at besøge mig i Chartwell i en sag, der ikke tålte opsættelse ... Derpå modtog jeg ambassadøren, og efter nogle indledende bemærkninger fortalte han mig i præcise og formelle detaljer den historie, som er skildret nedenfor. Før han var kommet ret langt, forstod jeg, at han afgav en erklæring over for mig, en privatperson, fordi sovjetregeringen foretrak denne kanal fremfor et direkte tilbud til udenrigsministeriet, hvor det kunne være stødt på en afvisning. Det var tydeligt beregnet på, at jeg skulle rapportere, hvad der var blevet fortalt mig, til hans majestæts regering. Dette blev ikke udtrykkeligt udtalt af ambassadøren, men det fremgik af den kendsgerning, at der ikke blev stillet nogen anmodning om at holde det hemmeligt. Da det straks slog mig, at sagen var af den største vigtighed, var jeg omhyggelig med ikke at skade Halifax' og Chamberlains overvejelse af den ved at give mig til at binde mig selv eller bruge et sprog, der ville fremkalde strid mellem os.« )) Jeg nøjedes ikke med min samtale med Churchill, jeg mødtes også med Lloyd George og næstformanden for arbejderpartiet Arthur Greenwood, og over for dem gentog jeg, hvad jeg havde sagt til Churchill.

Min beregning hermed var følgende: de tre oppositionsledere ville uden tvivl fortælle deres partifæller om Litvinovs demarche (så meget mere, som jeg ikke anmodede dem om at holde mine ord hemmelige, da jeg gav dem meddelelsen), og således ville man i Londons politiske kredse få kendskab til USSRs virkelige standpunkt i et så aktuelt spørgsmål; og hvis et eller andet af regeringens medlemmer i parlamentet skulle begynde at klandre USSR for »passivitet« i det tjekkoslovakiske spørgsmål, da kunne der fra oppositionens side følge et svar, som ville fastslå sandheden. Min formodning viste sig senere fuldt ud berettiget. Jeg tvivlede dengang ikke om, og jeg tvivler heller ikke i dag om, at hvis den franske regering havde taget mod den hånd, Sovjetunionen rakte den den 2. september, og hvis England og Frankrig i hvert fald i denne sene time oprigtigt var gået med til fælles aktioner med USSR, da ville Tjekkoslovakiet have været reddet, og hele det efterfølgende forløb af begivenhederne i Europa og i verden ville have taget en anden retning. Imidlertid ville en sådan fremgangsmåde have betydet, at man lagde sig ud med Hitler, måtte slå en streg over planerne om en »vestlig sikkerhed« og opgive håbet om at drive Tyskland mod USSR... Nej, nej! Hverken Chamberlain eller Daladier ønskede at gå med til det! De foretrak at hylle sig i deres blindt fanatiske hjernespind, der var dikteret af klassehad til socialismens land! Af hensyn hertil var de rede til at ofre Tjekkoslovakiet, og ikke blot Tjekkoslovakiet...

W. Churchill fortæller i sine krigsmemoirer, at han den 5. september fik svar fra Halifax på sit brev, som er omtalt ovenfor, og udenrigsministeren erklærede heri, at fremlæggelse af spørgsmålet om Tjekkoslovakiet i Folkeforbundet »nu ville være til ringe nytte, men at han ville have det i tankerne«. To dage efter Halifax' svar til Churchill, den 7. september, bragte bladet »Times« en ildevarslende lederartikel, hvori det tydeligt blev gjort forståeligt, at den bedste udvej af situationen var, at Tjekkoslovakiet overdrog Tyskland Sudeter-området. Det britiske udenrigsministerium skyndte sig at erklære, at det ikke havde nogen som helst forbindelse med den nævnte lederartikel, men ingen troede det. Jeg husker, at Halifax den 8. september, dagen efter den nævnte standpunkttagen i »Times«, inviterede mig til sig og i løbet af samtalen, der berørte forskellige spørgsmål, erklærede, at den britiske regering ikke havde nogen som helst forbindelse med den nævnte tilkendegivelse i bladet, men jeg troede ham heller ikke. Naturligvis anså jeg det for muligt, at hverken udenrigsministeriet eller regeringen som helhed direkte og formelt havde givet »Times« noget påbud om at trykke den ulyksalige lederartikel. Men har de højeste myndigheder ikke rigeligt med skjulte og uofficielle veje til at få meninger og synspunkter, de finder ønskelige, udtrykt i pressens spalter? Sådan forholdt det sig også i det givne tilfælde, idet hele indholdet og tonen i »Times« leder på fremragende måde genspejlede ånden i »Cliveden-kliken«s tanker og handlinger. Hvilken grund skulle jeg have til at tro på Halifax' dementi?

Så kom de skændige München-dage. Den britiske regeringschef, denne »mand med paraplyen«, som avisernes slagfærdige hoveder døbte ham i de dage, sank med energisk støtte af Daladier ned til rollen som en uheldig politisk handelsrejsende, der krampagtigt væltede rundt mellem Hitler og den tjekkoslovakiske regering. Det var endda endnu værre : Chamberlain nedværdigede sig til at lade sig forvandle til den nazistiske »Führer«s »store kølle«, der krævede Tjekkoslovakiets kapitulation for den tyske aggressor. Inden disse bestræbelser kronedes af den endelige succes gjorde USSR imidlertid endnu et forsøg på at redde situationen. I september 1938 samledes Folkeforbundet til sin ordinære samling. Litvinov rejste til Geneve. Han kaldte mig til Geneve fra London for at deltage i den sovjetiske delegations arbejde. Atmosfæren i Geneve var glødende. De mest alarmerende rygter og historier fortaltes i Folkeforbundets korridorer. Fra den ene dag til den anden ventede man Tysklands overfald på Tjekkoslovakiet. Selv de fredelige svejtsere gennemførte luftforsvarsøvelser og organiserede prøvemørklægning.

I Geneve erfarede vi, at den franske udenrigsminister Bonnet, en af de værste fjender af USSR, havde holdt Litvinovs erklæring til Payart hemmelig for de fleste medlemmer af den franske regering. Bonnet forklarede hele tiden Frankrigs forræderiske rolle over for Tjekkoslovakiet med »Ruslands passivitet« i det tjekkoslovakiske spørgsmål, og den sovjetiske folkekommissærs erklæring af i. september kom ham fuldstændig ubelejligt. Nu viste det sig, at overhovedet ingen i Frankrig, end ikke medlemmer af landets regering kendte noget til den sovjetiske regerings vilje til at gå i aktion for at forsvare Tjekkoslovakiet. Man måtte for enhver pris vise Frankrig og hele verden, hvordan USSRs virkelige holdning var. Netop derfor gentog Litvinov i sin tale den 21. september 1938, og nu fra Folkeforbundets talerstol, åbent det, han nitten dage tidligere ad diplomatisk vej havde meddelt den franske regering gennem Payart. Bonnets intrige brød sammen, og afsløringen af den for hele verden bidrog til at styrke USSRs internationale autoritet.

To dage senere, den 23. september, indbød de britiske repræsentanter i Geneve, Butler og lord de la Warr, Litvinov og mig til samtaler om den opståede situation. Englænderne ønskede at vide, hvordan den sovjetiske part forestillede sig de konkrete skridt, der udsprang af Litvinovs erklæring to dage tidligere på mødet i Folkeforbundet. Som svar herpå foreslog Litvinov øjeblikkelig indkaldelse af en konference af repræsentanter for England, Frankrig og USSR i Paris eller et hvilket som helst andet sted (ikke i Geneve) for at udarbejde foranstaltninger til forsvar af Tjekkoslovakiet. Han tilføjede, at den sovjetisk-tjekkoslovakiske bistandspagt ville blive sat i funktion uafhængigt af, hvilken stilling Folkeforbundet måtte indtage (en sådan erklæring var tre dage forinden blevet afgivet over for den tjekkoslovakiske regering som svar på dennes forespørgsel om den sovjetiske regerings holdning). Videre meddelte Litvinov, at den sovjetiske regering havde givet Polens regering en vigtig advarsel: Hvis Warszawa pønsede på at angribe Tjekkoslovakiet for at fratage det Tesin-området (som der gik megen snak om på det tidspunkt), da ville USSR betragte den sovjetisk-polske ikke-angrebspagt som automatisk annulleret.

Butler og de la Warr syntes meget interesseret i Litvinovs erklæringer og viste endda en slags halv sympati med USSRs handlinger. De lovede øjeblikkeligt at give meddelelse om indholdet af vor samtale til London og på ny at mødes med os efter at have fået instrukser derfra... Men ak! - dette andet møde fandt overhovedet ikke sted (naturligvis var det ikke vor skyld). Og hvordan kunne det også være anderledes? Netop i disse sidste dage af september 1938 fuldførte jo Chamberlain og Daladier deres »operation forræderi« mod Tjekkoslovakiet.

Den 27. september foreslog Litvinov mig øjeblikkeligt at vende tilbage til London. Deres tilstedeværelse dér er nu langt vigtigere end her i Svejts, erklærede han. Samme dag rejste jeg fra Geneve. På banegården var der bælgmørke, fordi de lokale myndigheder denne aften organiserede prøvemørklægning i byen. Tidligt om morgenen den 28. september var jeg i Paris. Det regnede, og den franske hovedstads kendte gader var øde og triste. Jeg ankom til London samme dag omkring kl. 16 og begav mig lige fra banegården til parlamentet. Jeg nåede frem lige til det mest dramatiske tidspunkt.

Som bekendt fandt Chamberlains første pilgrimsfærd til Hitler sted den 15. september. Hitler modtog den britiske premierminister i Berchtesgaden og fremsatte sine krav til Tjekkoslovakiet, idet han truede med magtanvendelse, hvis dette land skulle afslå dem. Chamberlain vendte tilbage til London. Der holdtes en hastekonference af de britisk-franske ministre, der antog Hitlers krav. Den 19. september antog også den tjekkoslovakiske regering under pres fra London og Paris disse krav. ((Det herskende lag af det tjekkoslovakiske bourgeoisi, der iblandt Benes og en række medlemmer af regeringen, var indstillet på kapitulation, hvilket i betydelig grad lettede opgaven for Chamberlain og Daladier. )) Så fløj Chamberlain til sit andet møde med Hitler. Det fandt sted den 22.-23. september i Godesberg. Chamberlain regnede med, at når han nu lagde Tjekkoslovakiets samtykke på bordet, fortjente han »der Führer«s anerkendelse, men han tog blodigt fejl. Da Hitler i Berchtesgaden så, at det ikke var en stålsat ridder, der stod for ham, men en pjalteklædt »mand med paraplyen«, fandt han, at der ikke var nogen grund til at holde sig tilbage. På det andet møde med Chamberlain i Godesberg stillede han nye krav, der var langt hårdere end i Berchtesgaden. Den britiske premierminister var dybt nedslået, men påtog sig alligevel at »overbevise« Tjekkoslovakiet endnu en gang. Han vendte på ny tilbage til London, og sammen med Daladier søgte han for anden gang at øve pres mod Praha. Men det gik ikke: den tjekkoslovakiske regering afslog Hitlers »Godesberg-program«. For denne tjekkoslovakiske beslutning spillede den nogle dage tidligere modtagne forsikring fra sovjetisk side om dens vilje til at yde Tjekkoslovakiet hjælp under alle betingelser, selv i tilfælde af forræderi fra Frankrigs side, sin rolle. Hitler var rasende og erklærede den 26. september, at hvis Tjekkoslovakiet ikke havde kapituleret til kl. 14 den 28. september, ville han åbne krigshandlingerne. Chamberlain og Daladier blev grebet af panik, og den britiske premierminister henvendte sig til Hitler og Mussolini med den mest underdanige anmodning om at arrangere et firemagtsmøde til endelig løsning af det tjekkoslovakiske spørgsmål. I den hensigt at skabe en passende stemning i de brede befolkningsmasser gav den franske regering ordre til indkaldelse af nogle årgange reservister, og den britiske regering mobiliserede flåden og traf visse luftforsvarsforanstaltninger. Alle ventede i en frygtelig spænding: går Hitler med til et nyt møde eller ikke?

Da jeg den 28. september satte mig på min plads i parlamentets diplomatloge, stod Chamberlain, tilsyneladende helt forvirret og ude af sindsligevægt foran regeringsbænken og vinkede nervøst med højre hånd, idet han viste alle et stykke hvidt papir, som han holdt presset mellem fingrene. Det var et brev fra Hitler, netop modtaget under mødet som svar på Chamberlains bønskrift om et firemagtsmøde. Hitler gik med til en sådan konference. Chamberlain skjulte ikke sin begejstring. Det uhyre flertal af de konservative beredte ham en sand ovation. Labourfolkene og de liberale var mere tilbageholdende, men skjulte heller ikke deres glæde. I denne situation forlod Chamberlain parlamentsbygningen for straks at begynde sin pilgrimsfærd til München. Hele denne scene gjorde et dybt nedslående indtryk på mig. Jeg havde nøjagtig en fornemmelse, som om jeg så en tung bil overfyldt med folk på vej ned ad en skrænt til en afgrund, og at der ikke var noget, man kunne gøre for at holde den tilbage. Da jeg gik fra ambassadørlogen ud i parlamentets korridorer, stødte jeg på et labourmedlem, jeg kendte, og som jeg havde set applaudere Chamberlain. Hvad applauderede De for? spurgte jeg ham. Hvorfor dog ikke, svarede labourmedlemmet overrasket, Tjekkoslovakiet får dog lov at leve, og der bliver jo da nok heller ikke krig. Jeg svarede: Jeg ønsker ikke at være nogen Kassander, men husk mine ord: Tjekkoslovakiet gik til grunde, og krigen blev uundgåelig. Labourmedlemmet så forbavset på mig. Mener De det alvorligt? spurgte han forundret. Fuldstændig alvorligt. . . Tiden skal nok vise det.

De videre begivenheder er kendt. Den 29. og d. 30. september fandt München-mødet sted. Hitler optrådte yderst uforskammet. Mussolini støttede ham. Chamberlain og Daladier vred sig som ål. Udfaldet var, at bag Tjekkoslovakiets ryg blev München-aftalen underskrevet med følgende hovedindhold: Sudeter-området overdroges Tyskland med al ejendom, der fandtes her, og desuden skulle Tjekkoslovakiet tilfredsstille de territoriale krav, der stilledes det fra Polens og Ungarns side. Det tilbageværende Tjekkoslovaki, forsvarsløst og nedværdiget, skulle have en garanti af de »fire stormagter«, en garanti, hvis værdi efter alt det skete ikke var meget mere end nul. For dog i nogen grad at svække det nedslående indtryk, som München-forræderiet måtte gøre på den brede engelske offentlighed, overtalte Chamberlain Hitler til sammen med ham at underskrive et papir om, at fra nu af skulle der aldrig være krig mellem England og Tyskland. Et værdiløst papir, der, som de efterfølgende begivenheder viste, var lige til papirkurven! . . . Chamberlain viftede demonstrativt med dette stykke papir, da han vendte tilbage til Londons lufthavn fra München, og han proklamerede højt, at nu var »freden sikret i vor tid«!. . .

Udenrigsminister Halifax stod ikke tilbage for sin premierminister. Den tyske ambassadør i England, von Dirksen, fortæller i en beskrivelse af sin samtale med ham den 9. august 1939, blandt andet: »I samtalens videre forløb fortalte lord Halifax mig, at han ønskede indgående at forklare mig sine tanker og synspunkter, der udformede sig hos ham efter München .. . Efter München var han overbevist om, at en 50-årig fred i hele verden var sikret omtrent på følgende grundlag: Tyskland - den herskende magt på kontinentet med fortrinsrettigheder i det sydøstlige Europa, især af handelsmæssig og politisk karakter; England vil her kun drive handel i beskedent omfang; England og Frankrig, forsvaret i Vesteuropa mod en konflikt med Tyskland ved tosidede befæstningslinjer, vil med forsvarsforanstaltninger bestræbe sig for at bevare deres besiddelser og udvikle disses (naturlige) ressourcer; venskab med Amerika; venskab med Portugal; Spanien - foreløbig endnu en ubestemt faktor, der i hvert fald nødvendigvis i de nærmeste år må falde uden for alle magtkombinationer. (( Spanien var der endnu krig på dette tidspunkt i München-dagene)).Rusland - beliggende i udkanten, et stort og vanskeligt overskueligt land; Englands stræben efter at sikre sin vej gennem Middelhavet over Aden, Colombo, Singapore til sine dominions og til det Fjerne Østen.« Når man læser disse linjer, er det vanskeligt at afgøre, hvad der er størst her - den imperialistiske ondskab eller den fænomenale historiske blindhed. Ét er klart: Halifax forstod ikke et ord af det, der foregik i verden. Hvor karakteristisk er således ikke hans bemærkning - »Rusland - beliggende i udkanten, et stort og vanskeligt overskueligt land«. Noget mere intelligent kunne Halifax ikke finde på at sige om et folk, der beboede en sjettedel af verden og var blevet fanebærer for menneskehedens fremtid.

Reaktionen på München-overenskomsten var meget stormfuld i England. De brede masser af folket, der bedre end Halifax forstod tingenes væsen, var harmfulde over forræderiet mod Tjekkoslovakiet og foruroligede over den stadig voksende krigsfare, der rykkede nærmere og nærmere. De mere vidtskuende kredse af den herskende klasse forstod, i hvilken afgrund premierministeren drev landet, og nærede en følelse af dyb nedværdigelse over den ynkelige rolle, som han spillede i hele denne tragiske historie. Der var endda et medlem af selve regeringen - marineminister Duff Cooper, der ikke kunne bære det skete, og han demissionerede demonstrativt den i. oktober 1938. Imidlertid sluttede »Cliveden-kliken« blot sine rækker endnu tættere og gjorde forsøg på at vælte ansvaret for sit historiske forræderi over på ... Sovjetunionens skuldre! I lys af det allerede sagte kan dette forekomme noget fantastisk nonsens, men sådan var det alligevel.

Den 11. oktober 1938, ti dage efter München-forræderiet, holdt et af regeringens medlemmer, lord Winterton, en stor tale på et offentligt møde, og heri forklarede han, at det havde været umuligt for englænderne og franskmændene ikke at gøre indrømmelser til Hitler.. ., og kan De tænke Dem hvorfor? ... på grund af Sovjetunionens militære svaghed og dens deraf følgende manglende evne og manglende vilje til at opfylde sine forpligtelser i henhold til bistandspagten med Tjekkoslovakiet. Da jeg læste i avisen om Wintertons tale, blev jeg dybt forarget og anmodede straks om en sammenkomst med Halifax, over for hvem jeg nedlagde protest mod Wintertons bagvaskende opspind. Samtidig gav jeg på den sovjetiske ambassades vegne pressen en meddelelse, hvori det hed: »Wintertons erklæring forvrænger i bund og grund den sovjetiske regerings virkelige holdning i det tjekkoslovakiske spørgsmål. USSRs standpunkt i dette spørgsmål var tydeligt og bestemt og lod ingen plads åben for nogen som helst uklarhed, sådan som det blev formuleret af folkekommissær for udenrigsanliggender, M. M. Litvinov, i Geneve den 21. september i hans tale på Folkeforbundets plenarmøde. I sin tale resumerede Litvinov sin samtale med den franske chargé d'affaires i Moskva den 2. september 1938 og sagde, at USSR har til hensigt at opfylde alle forpligtelser, der udspringer af den sovjetisk-tjekkoslovakiske pagt, og sammen med Frankrig vil yde Tjekkoslovakiet den nødvendige hjælp ad alle tilgængelige veje.

Litvinov tilføjede endvidere, at USSRs militære myndigheder er rede til øjeblikkelig at indlede forhandlinger med Frankrigs og Tjekkoslovakiets generalstabe for at fastlægge konkrete foranstaltninger til fælles aktioner.« Jeg troede, at hermed var sagen afsluttet. Men nej! Næste morgen, den 12. oktober, så jeg i aviserne et referat af en ny tale af Winterton på et offentligt møde, hvor han endnu en gang gentog sin løgnagtige påstand. Dette gjorde mig for alvor oprørt, og jeg gav pressen en ny, denne gang skarpere erklæring fra ambassaden, hvori det hed, at det var unyttigt at diskutere med en mand, der bevidst lukkede øjnene for sandheden, men at ingen gentagelse af løgnen kunne gøre den til sandhed. Polemikken mellem den sovjetiske ambassade og et medlem af den britiske regering i de dages ophidsede atmosfære vakte almindelig opmærksomhed. Labourmedlemmerne stillede en forespørgsel i parlamentet. Det var premierministeren selv, der måtte svare. Man kan let forstå, hvor pinligt det var for ham, og hvor stærkt han søgte at beskytte sin regeringskollega. Men trods alt blev Chamberlain nødt til at desavouere Winterton. Vi kunne føle en lille tilfredsstillelse.

Ja, en lille! For det virkeligt store, vigtige af førsterangs betydning, som da rejste sig med hele sin vægt for os, for den sovjetiske stat og regering, nemlig Englands stilling på den internationale arena, måtte fremkalde og fremkaldte naturligvis kun dyb uro og harme hos os. I München udformedes den berygtede »firemagtspagt«, der med sin brod var rettet mod USSR og tilmed i dens mest nederdrægtige, afskyelige variant - en »firemagtspagt«, i hvilken de fascistiske diktatorer var enerådende herrer, og Englands og Frankrigs repræsentanter rendte kujonagtigt bag efter dem på listefødder. Hvor karakteristisk var ikke i virkeligheden den britiske regerings optræden i de kritiske dage i september! Ikke en eneste gang gjorde den blot det mindste forsøg på at rådføre sig med USSRs regering om det tjekkoslovakiske spørgsmål og om freden i Europa. Alle Chamberlains forhandlinger med Mussolini, alle hans rejser til møde med de fascistiske diktatorer, alle hans overenskomster med dem, indbefattet München-aftalen - alt dette blev gjort bag den sovjetiske regerings ryg og endog uden at informere den om det, der foregik. Den eneste gang, Halifax optog kontakt med mig i anledning af de begivenheder, der udspillede sig i september, var min samtale med ham den 29. september, det vil sige på det tidspunkt, da Chamberlain befandt sig i München, og Tjekkoslovakiets skæbne allerede var afgjort. Men hvad drejede samtalen sig om i dette tilfælde? Om Englands stilling til det tjekkoslovakiske spørgsmål? Om perspektiverne og linjerne for overenskomsten med Tyskland og Italien? På ingen måde! I samtalen den 29. september ønskede Halifax at forklare mig, hvorfor England og Frankrig var gået med til en konference med de fascistiske diktatorer uden USSR, men Halifax' retfærdiggørelse var i sig selv allerede en barsk anklage mod Chamberlains politik. Her er Halifax' autentiske ord fra hans egne notater om vor samtale: »Vi måtte alle tage hensyn til kendsgerningerne, og en af disse kendsgerninger bestod i, som det var ham (dvs. mig - I. M.) vel bekendt, at den tyske og italienske regeringschef under de givne omstændigheder ikke ønskede at sidde til konference sammen med sovjetiske repræsentanter. Det forekom os livsvigtigt, og jeg mente, det var det samme for ham, at hvis man skulle undgå krig, måtte vi på den ene eller den anden måde bringe sagerne ind på et forhandlingsgrundlag. Det var denne konklusion, der havde fået premierministeren til i går at rette sin appel til herr Hitler om en konference, til hvilken andre kunne indbydes, hvis herr Hitler måtte ønske det.«

Det var en ren attest om elendighed, som her udstedtes den britiske regering af dens udenrigsminister. Hvordan tegnede den opståede situation sig faktisk for Halifax ? I centrum for alt stod Hitler. Det var til ham, Storbritanniens premierminister havde sendt sit bønskrift om at arrangere en konference, det var også af ham, sammensætningen af denne konference afhang. Chamberlain selv kunne ikke gøre noget som helst. Han stillede ikke nogen som helst betingelser, ja han udtrykte ikke engang nogen som helst ønsker. Han tog simpelt hen med taknemmelighed af den nazistiske diktators hånd det, som det behagede denne at tilkaste ham fra bordet. Det er vanskeligt at forestille sig et billede af en : større fornedrelse for regeringschefen for en af de største verdensmagter, hvis besiddelser dengang endnu fandtes i, alle egne af Jorden.

Jeg skjulte ikke for Halifax, hvordan mine oprigtige følelser var, og jeg udtrykte i fuld åbenhed, hvad jeg tænkte om hans ord og om Chamberlains politik i internationale spørgsmål. Jeg understregede især, at den svaghed, den britiske regering udviste i forbindelse med begivenhederne i 1932, så langt fra at fjerne tværtimod nærmede faren for en anden verdenskrig. Desværre »glemte« Halifax imidlertid at gengive disse mine indvendinger i sine notater om denne samtale. I øvrigt noget, der i det hele taget forekommer hyppigt i de engelske diplomatiske dokumenter. Hvilke konklusioner drog jeg og måtte jeg drage af den tjekkoslovakiske tragedies tunge erfaring ? De var meget ligetil, men lidet opmuntrende. Jeg sagde til mig selv: »Sådan opfylder altså Daladiers Frankrig sine forpligtelser i henhold til pagter, det har sluttet! Sådan overholder altså Chamberlains England kravene i Folkeforbundets pagt!«

Chamberlains bedrageriske trick

I november 1938, da ophidselsen, der var fremkaldt af München, havde lagt sig noget, forefaldt endnu en alvorlig begivenhed. Jeg har allerede sagt, at Chamberlain og Mussolini den 16. april 1938 havde underskrevet en venskabs- og samarbejdspagt, men at Chamberlain, der søgte i hvert fald i nogen grad at berolige den engelske offentlige mening, havde givet det løfte: pagten ville ikke blive ratificeret, før end de italienske tropper var trukket ud af Spanien i overensstemmelse med »ikke-indblandingskomiteen«s plan. En sådan plan blev efter lange diskussioner og skændsmål endelig vedtaget den 5. juli 1938. I spørgsmålet om evakuering af de udenlandske kombattanter fra Spanien forudså den, at evakueringen af kombattanter fra den part, der havde færrest, skulle udgøre 10.000, og at den part, der havde flest, skulle evakuere en tilsvarende procentdel af det samlede antal udlændinge, der kæmpede på dens side. Konkret betød det følgende: på den republikanske regerings side var der i sommeren 1938 omkring 12.000 mand, soldater i de berømte internationale brigader - det ville sige, at 10.000 udenlandske kombattanter på republikansk side svarede til 80 procent af deres samlede antal; derimod var der på det tidspunkt på Francos side omkring 130.000 mand udenlandske kombattanter, af hvilke italienske udgjorde mindst 100.000 - med andre ord for at opfylde betingelserne i komiteens plan skulle Franco hjemsende mindst 80.000 italienere. Naturligvis faldt det ikke i Franco's smag, og derfor begyndte han i efteråret 1938 et henholdende spil. Heri fik han energisk støtte af tyskerne og italienerne.

I september 1938 gav den republikanske regering uden at afvente afslutningen af forhandlingerne i »ikke-indblandingskomiteen« om den proportionelle evakuering af udenlandske kombattanter fra begge sider, ved en ensidig handling afkald på de internationale brigaders hjælp, og en særlig kommission fra Folkeforbundet besøgte på dens anmodning det republikanske Spanien og konstaterede den samvittighedsfulde opfyldelse af denne beslutning fra republikanernes side. Franco kom i en vanskelig situation og besluttede at gøre en »god gestus«. Han erklærede, at han var rede til at evakuere 10.000 udenlandske kombattanter. Selv om endda alle disse 10.000 kun bestod af italienere, udgjorde de alligevel kun 10 procent af det samlede antal italienere, der kæmpede på Francos side. Men »ikke-indblandigskomiteen«s plan krævede evakuering af mindst 80 procent, eller 80.000 italienere. Francos forslag var et stort bedrageri, og det var tydeligt for enhver, at det ikke på nogen måde var en opfyldelse af »komiteen«s plan. Og eftersom denne plan ikke var opfyldt, havde Chamberlain ifølge sit eget løfte, afgivet i april 1938, ingen ret til at ratificere den engelsk-italienske pagt.

Men det var før München. Nu, efter München, var den britiske premierminister blevet »klogere«. Jeg husker, hvordan jeg i en samtale med Halifax den 11. oktober direkte stillede ham det spørgsmål: Mener den britiske regering, at evakueringen af 10.000 italienere fra Spanien er tilstrækkeligt til at ratificere den engelsk-italienske pagt? Halifax' svar var tvetydigt og uklart. Han udbredte sig længe om temaet, at man måtte behandle spørgsmålet om evakueringen ud fra mere almene problemers synspunkt og specielt med henblik på hurtigst muligt overhovedet at likvidere det »spanske problem«, der var kilde til en »skarp international uro«. Og til slut sagde Halifax, at »denne betragtning (dvs. den hurtigst mulige likvidering af det »spanske problem« - I. M.) var betydeligt mere vigtigt end det nøjagtige omfang af den tilbagetrækning, Italien eller nogen anden magt måtte påtænke.«

Alt var klart. Chamberlains regering ønskede hurtigst muligt at kvæle den spanske republik og var derfor rede til at lukke øjnene for Francos bedrageri. Og sådan optrådte den da også til sidst. Tilbagetrækningen af 10.000 italienere blev af Chamberlain anerkendt som opfyldelse af »komiteen«s plan fra Francos side, og efter dette bedrageriske trick ratificerede den britiske regering den 16. november 1938 den engelsk-italienske pagt. Jeg måtte endnu en gang gentage for mig selv: »Sådan er det altså, at Chamberlains England holder sit ord!«

På tærskelen til 1939

Da vi gik ind i det nye år, 1939, gjorde jeg uvilkårligt resultaterne op af mit seksårige arbejde i London som USSRs ambassadør. Det var ikke muntre resultater. Jeg rejste hertil i 1932 med de bedste hensigter, og igennem seks år havde jeg opfyldt den sovjetiske regerings anvisning og udfoldet uhyre bestræbelser for at forbedre forholdet mellem England og USSR. Dette modsvarede også mine personlige følelser og stræben: lige fra min barndom havde jeg næret sympati og respekt for det engelske folk, dets høje kultur, dets pragtfulde litteratur. Jeg nærede et inderligt ønske om at medvirke til at skabe et fast samarbejde mellem de to lande. Jeg vidste udmærket, at det, som den sovjetiske regering ønskede, også ønskedes af millioner og atter millioner af sovjetborgere. Men nu, i det syvende år af mit arbejde i London, måtte jeg med bitterhed konstatere, at alle disse bestræbelser og anstrengelser bragte mindre end beskedne frugter.

Jo, der var (efter en hård kamp!) sluttet en midlertidig handelsaftale mellem Sovjetunionen og England. Nok havde de engelsk-sovjetiske forbindelser i det år, der fulgte efter denne aftale haft en karakter, der kunne regnes for »venskabelig«. Og nok var det lykkedes mig i England at finde ikke så få forstandige, fremsynede og indflydelsesrige folk i den herskende klasse og oprette et godt bekendtskab med dem . . . Det var altsammen godt og nyttigt for USSR, for England, for verdensfreden.

Men alligevel lå magten i dette land fast i hænderne på de mest reaktionære elementer i det konservative parti. Alligevel var det Chamberlain, der var Storbritanniens premierminister og Halifax, der var dets udenrigsminister. Alligevel var det »Cliveden-kliken«, der bestemte hovedlinjerne i regeringens politik. Alligevel var denne officielle politik skarpt rettet mod USSR og den kollektive sikkerheds principper og satsede på at hidse Tyskland og Sovjetunionen op mod hinanden, og for at opnå dette mål ofrede den forskellige lande og folk. Her var Østrigs, Tjekkoslovakiets og Spaniens eksempler særlig illustrerende . . .Og hvad indebar fremtiden?

Den europæiske horisont var hyllet i mørke uvejrsskyer. Det ville kun være muligt at forhindre en anden verdenskrig ved fælles solidariske anstrengelser fra USSRs, Englands, Frankrigs og USAs side. I praksis var et samarbejde mellem London og Moskva særlig vigtigt. På et offentligt møde i vinteren 1938-39 erklærede jeg åbent, at spørgsmålet om krig eller fred i sidste ende afhang af karakteren af forholdet mellem England og USSR. Men det, jeg havde set og iagttaget i løbet af mine seks års arbejde i London, det, der foregik i Europa i 1938, gjorde et snævert samarbejde mellem de magter, der ikke var interesseret i krigens udbrud lidet sandsynligt. Mindst af alt kunne man regne med, at Chamberlain ville gå med til et sådant samarbejde . . .

Naturligvis ville jeg selv under så ugunstige betingelser gøre alt, hvad der var menneskeligt muligt for en tilnærmelse mellem London og Moskva, for det var min pligt som sovjetisk ambassadør; heri lå håbet om måske ikke at kunne forhindre, så dog i en vis grad at forhale den anden verdenskrig . . .Men alligevel gik vi ind i året 1939 med mørke anelser og med en tung byrde af dyb mistillid til den daværende britiske regering, og fremfor alt til dens chef, Neville Chamberlain. Det var den psykologiske baggrund, på hvilken jeg opridsede mit mønster af begivenhederne i dette år fuldt af ulyksalige minder . . .

Jeg har slet ikke opholdt mig så indgående ved mine daværende stemninger, tanker og følelser, fordi jeg tillægger dem nogen særlig personlig betydning. Jeg har kun opholdt mig ved dem, fordi de nøjagtigt genspejlede det, som det sovjetiske folk, den sovjetiske stat og den sovjetiske regering tænkte og følte. Min psykologi var et fotografisk miniaturebillede af hele det sovjetiske samfunds psykologi, og kun som sådan fortjener den læserens opmærksomhed.

I året 1939

Alt det, der er redegjort for på de forudgående sider, er kun forhistorien til tremagtsforhandlingerne om en gensidig bistandspagt mellem USSR, England og Frankrig. Derfor har jeg kun talt kort om begivenhederne 1932-38 og har udeladt mange detaljer (skønt undertiden yderst karakteristiske), idet jeg har tegnet et billede, der dækker måneder og endda år. Jeg går nu over til erindringerne om selve tremagtsforhandlingerne, og her er jeg nødt til at ændre den målestok, i hvilken kendsgerninger og begivenheder skildres. Herefter bliver det ikke år og ikke måneder, men uger, dage og i nogle tilfælde timer. Dette vil gøre billedet rigtigere, tydeligere og mere overbevisende.

Tjekkoslovakiets erobring og Chamberlains manøvrer

Den 10. marts 1939 holdt indenrigsminister og en af de mest forhærdede »Cliveden-folk«, Samuel Hoare, en stor tale i London. Heri udmalede han den europæiske situation, der var skabt efter München, i de mest optimistiske farver og erklærede, at England og Frankrig ikke ønskede at angribe nogen, og han understregede, at Tyskland og Italien gentagne gange havde forsikret om deres hengivenhed over for fredens sag. Derpå fortsatte han: Sæt, der i denne situation med voksende tillid gennemførtes en femårsplan umådelig meget større end nogen femårsplan, som noget enkelt land har forsøgt at realisere i de senere år! Sæt, at der i løbet af fem år ikke var nogen krige og ingen krigsrygter. Sæt, at folkene i Europa var i stand til at frigøre sig fra et mareridt, der jager dem, og fra rustningsudgifter, der forarmer dem! Kunne vi så ikke hellige de næsten utrolige opfindelser og opdagelser i vor tid til at skabe en guldalder, i hvilken fattigdom kunne blive reduceret til en ubetydelighed, og levestandarden kunne bringes op på højder, som vi aldrig har været i stand til at prøve før ?

Her er sandelig den største lejlighed, der nogen sinde har været budt verdens ledere. Fem mænd i Europa (Hoare tænkte på regeringscheferne i England, Frankrig, Tyskland, Italien og USSR - I. M.) kunne, hvis de arbejdede for det samme formål og i enig handling med dette for øje, på utrolig kort tid ændre hele verdenshistorien... Vor egen premierminister har vist vilje til med hjerte og sjæl at arbejde for et sådant mål. Jeg kan ikke tro, at de øvrige ledere af Europa ikke vil slutte sig til ham i den høje stræben, der er hans.19 Når man i dag igen læser Samuel Hoares tale, er det vanskeligt at forestille sig et tydeligere eksempel på hykleri, stupiditet og komplet mangel på forståelse af det, der virkelig foregik i verden (skønt naturligvis Halifax efter München talte om, at 50 års fred var indtrådt i Europa!). Men også dengang, i marts 1939, forekom Hoares tale alle mere nøgterne og tænksomme politikere stupid og endog farlig, da den var egnet til at lulle brede befolkningskredse i søvn og psykologisk afruste dem over for den umådelige krigsfare. Virkeligheden afslørede meget hurtigt den virkelige værdi af dette forgyldte flitterstads, som indenrigsministeren så gavmildt havde strøet om sig med.

Nøjagtig fem dage efter Samuel Hoares tale, den 15. marts, kastede Hitler sig med lynets hast over Tjekkoslovakiet, okkuperede Praha og erklærede Bøhmen og Mähren for et tysk protektorat og gjorde Slovakiet til en »selvstændig stat«. Europa skælvede under det politiske jordskælvs stød. München-aftalen blev revet i stumper. Og hvad med Chamberlain?

Samme dag, den 15. marts, måtte premierministeren tale i underhuset om spørgsmålet om Tjekkoslovakiets erobring. Naturligvis var han nødt til i ord at fordømme Hitlers optræden, men han anså det ikke for nødvendigt at anbefale parlamentet nogen som helst praktiske handlinger. Chamberlain vedblev hårdnakket at forsikre, at han fortsat ville bestræbe sig for at genskabe en atmosfære af gensidig forståelse og god vilje mellem alle magter og for at løse de internationale stridigheder ad forhandlingsvejen. Chamberlain hævdede ligeledes, at trods alt, hvad der var sket, anså han sin München-politik for rigtig og var overbevist om, at den havde verdensoffentlighedens tilslutning.

Chamberlains holdning fremkaldte en stormende reaktion ikke blot fra labourtolkenes og de liberales opposition, men endog også blandt visse elementer i det konservative parti. Blandt andet fremsatte Eden en skarp kritik af regeringens udenrigspolitik og advarede om, at nye aggressionshandlinger fra de fascistiske aggressorers side ville følge på erobringen af Tjekkoslovakiet. Eden krævede energisk dannelse af en koalitionsregering af alle partier, og at den skulle stille sig som opgave at føre en effektiv kamp mod aggressionen og med dette mål for øje skulle gå ind i et snævert samarbejde med andre stater, der ønskede fred.

Næste dag, den 16. marts, angreb den engelske presse enstemmigt Tyskland og erklærede åbent, at man ikke kunne stole på Hitler. The Times kaldte Tjekkoslovakiets erobring for en »grusom og brutal undertrykkelseshandling«; Daily Telegraph karakteriserede den som en »uhyrlig forbrydelse«; Daily Herald kaldte Hitlers aggression for en »efterskrift til München« og opfordrede landet til at organisere modstanden mod de fascistiske diktatorer sammen med Frankrig, USSR og USA; Yorkshire Post (et blad, der stod Eden nær) erklærede, at man ikke kunne betragte de nazistiske løfter med den tillid, som den britiske regering i den senere tid havde vist dem. De øvrige avisers erklæringer var holdt i samme ånd.

Det var klart, at vide offentlige og politiske kredse i England, i særdeleshed arbejdermasserne, var dybt harmfulde ikke blot over Hitlers aggression, men også over deres egen regerings optræden. I denne situation fandt Chamberlain sig nødsaget til at manøvrere. Han omstillede sig meget hurtigt. Allerede den 17. marts, det vil sige to dage efter sin tale i parlamentet, holdt premierministeren en stor tale på et møde af konservative i Birmingham. Chamberlains »sjæl« havde, som de efterfølgende begivenheder viste, på ingen måde ændret sig, men til gengæld var hele tonen i talen en ganske anden end to dage tidligere. Denne gang gjorde premierministeren undskyldning for sin overdrevne mådeholdenhed i parlamentet og forklarede den med, at de oplysninger, der på det tidspunkt forelå om begivenhederne i Tjekkoslovakiet, havde været ufuldstændige. Han fordømte skarpt Hitlers aggressionshandlinger og svor, at England til det yderste ville modsætte sig alle Tysklands forsøg på at oprette et tysk verdensherredømme. Men med hensyn til spørgsmålet om, hvad der måtte gøres for at afværge denne fare, var premierministeren meget tåget og endog tvetydig. Han undlod blandt andet ikke at erklære, at han ikke ville gå med til at påtage sig ubestemte forpligtelser, der skulle opfyldes under betingelser, som man ikke kunne forudse på daværende tidspunkt. Oversat til et mere forståeligt sprog betød dette, at Chamberlain var modstander af at slutte pagter om gensidig hjælp af mere almen karakter med andre lande (han tænkte naturligvis i første række på USSR - I. M.).

Næste dag, den 18. marts, foretog Chamberlain endnu en manøvre, hvis fulde konsekvens han formodentlig ikke forudså dengang. Straks efter Hitlers erobring af Tjekkoslovakiet løb vedholdende rygter (muligvis inspireret fra Berlin) gennem Europa om, at nu ville Rumænien blive Tysklands næste offer. I London var den rumænske gesandt Tiles særlig aktiv i udbredelsen af disse rygter. I den elektrisk ladede atmosfære i de dage troede man let på sådanne rygter, fordi et nyt »spring«, denne gang i retning af Rumænien med dets olie, fuldt ud ville modsvare »der Führer«s aggressive begær. Alle anså det for muligt og endog for sandsynligt. De nævnte rygter nåede frem til den britiske regering og gjorde den stærkt urolig. Resultatet var, at den britiske ambassadør i Moskva, sir William Seeds, den 18. marts besøgte folkekommissæren for udenrigsanliggender, M. M. Litvinov, og efter instruks fra sin regering stillede ham spørgsmålet: Hvad vil USSR foretage sig i tilfælde af et Hitler-angreb på Rumænien? Samme dags aften svarede Litvinov efter instruks af den sovjetiske regering, at den bedste måde, på hvilken man kunne bekæmpe den fare, der hang over Rumænien, ville være øjeblikkelig indkaldelse af en konference af repræsentanter for England, Frankrig, USSR, Tyrkiet, Polen og Rumænien. Den sovjetiske regering anså, tilføjede Litvinov, at det ud fra et psykologisk synspunkt var bedst at holde en sådan konference i Bukarest, men at den var rede til at gå med til et hvilket som helst andet sted, der måtte blive anset for bekvemt for alle deltagerne i konferencen.

Således begyndte tremagtsforhandlingerne i 1939 mellem USSR, England og Frankrig, der skulle komme til at spille en så stor rolle i de begivenheder, der gik umiddelbart forud for den anden verdenskrigs udbrud. Her vil det være på sin plads for et øjeblik at standse op og se på, hvad hver part bragte med til disse forhandlinger.

Den sovjetiske part stræbte mere end nogen sinde efter at bevare freden. Den forstod udmærket, hvor tæt faren for en anden verdenskrig var rykket på, og var rede til at benytte ethvert egnet middel til at forhindre den eller i hvert fald udsætte den. Den sovjetiske part hengav sig ikke til nogen som helst illusioner. Den nærmeste fortids erfaringer havde kun efterladt en dyb mistillid og irritation over for den britiske regering og specielt Chamberlain personlig, men den sovjetiske part var af den mening, at man på det internationale område måtte føre en fornuftens politik og ikke en følelsens politik. Derfor mente den sovjetiske part selv nu efter alle de foregående års skuffelser, at det var nødvendigt at forsøge på at skabe et samarbejde med England og Frankrig til kamp mod aggressorerne. Repræsentanterne for den sovjetiske part nærede et svagt håb om, at Tjekkoslovakiets tragedie måske havde åbnet selv »Cliveden-kliken«s øjne for faren ved »fredeliggørelsen« af Hitler, en fare, der hang over England selv, og at Chamberlains regering i kraft heraf endelig ville gå med til et effektivt samarbejde med USSR for at afværge den anden verdenskrig. Og selv om et sådant håb til syvende og sidst skulle vise sig illusorisk, måtte man alligevel prøve at komme til en aftale med Chamberlain og Dala-dier. Det var derfor, den sovjetiske regering med en så fænomenal hast (samme dag!) gav svar på den britiske regerings forespørgsel af 18. marts og stillede den dette forslag, der vidnede om dens beredvillighed til at træffe virkeligt effektive foranstaltninger mod den fare, der svævede over Rumænien.

Den britiske part, det vil konkret sige Chamberlains regering, optrådte på en ganske anden måde. Som de efterfølgende begivenheder viste, havde Tjekkoslovakiets tragedie absolut ikke lært »Cliveden-kliken« noget som helst. Chamberlain-regeringens generallinje ændredes ikke det mindste. Denne regering gjorde fortsat sin hovedindsats for at få en tysk-sovjetisk krig i stand og ville derfor mindst af alt lægge sig ud med Hitler. Chamberlain (og jeg tager ham her og fremover ikke blot som enkeltperson, men også som en legemliggørelse af det konservative partis flertal) fortsatte stadig væk sin politik, baseret på klassehad over for USSR-1 og var så forblindet af denne lidenskab, at han ikke så, ikke ønskede at se den afgrund, der netop på dette tidspunkt mere og mere tydeligt begyndte at åbne sig for Storbritannien. Heraf udsprang også hans optræden under forhandlingerne i 1939. Hvis den britiske premierminister virkelig bekymrede sig om at bevare freden, sådan som han gang på gang erklærede, da ville han med glæde have taget det forslag op, som Sovjetunionen stillede ham den 18. marts. Og hvis det var sket, ville hele forløbet af de påfølgende begivenheder have taget en anden retning. Det er muligt og endda sandsynligt, at der i dette tilfælde ikke var kommet nogen anden verdenskrig overhovedet. Men som en spætte blev Chamberlain ved med at hakke på ét og samme punkt (en sovjetisk-tysk krig!). Derfor greb han ikke den 18. Marts med glæde USSRs udstrakte hånd, men han begyndte tværtimod den systematiske sabotage af ethvert forsøg på et ærligt samarbejde med den sovjetiske regering, som gik som en rød tråd gennem den britiske parts optræden lige til afslutningen af forhandlingerne. Chamberlain var så dybt overbevist om sine politiske beregningers ufejlbarlighed og om uundgåeligheden af et tysk-sovjetisk sammenstød, at han end ikke bemærkede, hvorledes krigen krøb frem til hans eget land langt tidligere end til Sovjetunionen. Men det skal vi komme nærmere ind på senere.

Ja, sabotagen af forhandlingerne med USSR (man kan ikke forestille sig anden betegnelse herfor) indledtes den 18. marts 1939. Den 19. marts fik jeg om morgenen et telegram fra Moskva, der underrettede mig om de samtaler, der var foregået dagen før mellem Seeds og Litvinov. Jeg huskede på sir Esmond Oveys tendentiøse »subjektivitet« under den britisk-sovjetiske konflikt omkring Metropolitan Vickers (1933), da han tilsendte London yderst unøjagtige beretninger om sine samtaler med Litvinov, og jeg besluttede denne gang parallelt med de britisk-sovjetiske forhandlinger i Moskva også på min post at informere Halifax om alt, hvad der foregik dér. Sådan ville det blive lettere at komme enhver falsk information fra Seeds' side i forkøbet, hvis han skulle ønske at følge Oveys eksempel. I retfærdighedens interesse skal det imidlertid siges, at vi under hele forløbet af tremagtsforhandlingerne ikke havde nogen grund til at mistænke Seeds for nogen som helst upålidelighed. ((Keith Feiling, der har skrevet Neville Chamberlains biografi, anfører følgende uddrag af et brev fra Chamberlain til hans søster den 26. marts 1939: »Jeg må tilstå, at jeg nærer den dybeste mistillid til Rusland. Jeg har ikke nogen som helst tro på dets evne til at føre en effektiv offensiv, selv om det måtte ønske det. Og jeg har mistillid til dets motiver, som forekommer mig at have liden forbindelse med vore frihedsidealer og kun bestræbt på at sætte alle andre op mod hinanden« (Keith Feiling: The Life of Neville Chamberlain, London, 1946, p. 403). Som det ses, var vor daværende mistillid til Neville Chamberlain velbegrundet. ))

Da jeg således om morgenen den 19. marts havde fået meddelelse fra Moskva om samtalerne Seeds-Litvinov, anmodede jeg straks om et møde med Halifax og gentog over for ham, hvad Litvinov havde sagt Seeds. Halifax takkede mig for meddelelsen og erklærede straks på stedet, at den britiske regering om morgenen den 19. marts allerede havde drøftet det sovjetiske forslag om øjeblikkelig indkaldelse af en seksmagtskonference og var kommet til den slutning, at en sådan konference ikke var formålstjenlig. Jeg spurgte hvorfor. Halifax' svar var meget betegnende. Den britiske udenrigsminister fremførte to argumenter: for det første kunne den britiske regering ikke i øjeblikket finde en tilstrækkelig ansvarlig person at sende til en sådan konference; for det andet var det risikabelt at indkalde en konference uden at vide, hvordan den ville ende. Jeg så overrasket på Halifax og skjulte ikke, at disse argumenter forekom mig yderst lidt overbevisende. Specielt udtrykte jeg den mening, at hvis USSR, England og Frankrig stod enige, kunne konferencen ikke ende uden resultat. Halifax erklærede sig imidlertid ikke enig med mig, og jeg kunne heraf kun uddrage den eneste mulige konklusion: det var åbenbart, at han ikke troede på muligheden af enstemmighed mellem USSR på den ene side og England og Frankrig på den anden. Dette var allerede i sig selv symptomatisk. Til slut sagde Halifax, at den britiske og franske regering i fuld erkendelse af nødvendigheden af at handle hurtigt nu overvejede en anden foranstaltning, der kunne træde i stedet for det sovjetiske forslag. Han nægtede imidlertid at give et mere præcist svar på spørgsmålet om, hvilken foranstaltning man da havde for øje.

To dage senere, den 21. marts, opklaredes det. Englænderne og franskmændene fremsatte en plan om øjeblikkelig offentliggørelse af en erklæring, underskrevet af fire magter - England, Frankrig, USSR og Polen. I erklæringen hed det, at i tilfælde af en ny aggressionshandling ville de nævnte magter øjeblikkelig iværksatte en konsultation for at drøfte de foranstaltninger, det var nødvendigt at træffe.

Den sovjetiske regering svarede på ny meget hurtigt: den 22. marts meddelte Litvinov Seeds og den 23. marts meddelte jeg Cadogan (permanent understatssekretær i udenrigsministeriet), at skønt USSR finder den givne foranstaltning utilstrækkeligt effektiv, var man alligevel rede til at underskrive den foreslåede erklæring, så snart Frankrig og Polen underskrev den. Samme dag, den 23. marts, erklærede Chamberlain i en tale i parlamentet, at han var modstander af oprettelse af magtblokke, der stod mod hinanden i Europa. Dette sænkede endnu mere den i forvejen ringe værdi af den af englænderne og franskmændene foreslåede firemagtserklæring. Men det skulle endnu ikke forundes den politisk blodfattige erklæring at se dagens lys: Polen nægtede at underskrive den sammen med USSR, og Chamberlain og Daladier anså det ikke for nødvendigt at øve den påkrævede indflydelse på det. I en samtale med mig den 23. marts forklarede Cadogan den polske regerings optræden med dens angst for gennem en så åben associering med USSR at fremkalde vrede fra Tysklands side. Jeg kan gå med til, at dette motiv kan have spillet en vis rolle i polakkernes afvisning af at underskrive erklæringen, men hovedårsagen lå naturligvis et andet sted. Hovedårsagen var det dybe fjendskab, den daværende polske regering (den berygtede »oberstregering«) nærede til Sovjetunionen. Som det skal ses senere, slog dette fjendskab det sidste søm i tremagtsforhandlingernes kiste i 1939.

Sådan brød planen om en firemagtserklæring sammen. Hvad kunne »Cliveden-folkene« nu gøre? Mest af alt havde de lyst til ikke at gøre noget, men dette viste sig vanskeligt. Den offentlige harmes bølger, fremkaldt i England ved okkupationen af Tjekkoslovakiet, gik stadig meget højt. Den 22. marts okkuperede Hitler Memel, og Mussolini holdt en tordentale til støtte for hans aktion. Dette højnede endnu mere den antifascistiske stemning i landet. Chamberlain måtte på ny søge tilflugt til manøvrer, der i hvert fald i nogen grad var egnet til at berolige den ophidsede offentlige mening. Og han udtænkte da en plan, der tydeligt vidnede om hans fuldstændige hjælpeløshed.

Den 31. marts tilkaldte premierministeren mig uventet til et møde kl. 12 middag. Da jeg kom ind i hans kabinet, rakte han mig et blad papir og sagde: Jeg beder Dem læse dette igennem. Jeg gav mig hurtigt til at løbe de trykte linjer igennem. Det var en officiel erklæring fra den britiske regering om, at indtil afslutningen af de forhandlinger, der for tiden førtes med andre magter, ville den britiske regering komme Polen til hjælp med alle midler, der stod til dens rådighed, såfremt der i denne periode forekom »nogen som helst aktion, der tydeligt truede polsk uafhængighed, og som den polske regering følgelig betragtede det som vitalt at modsætte sig med sine nationale styrker«. England krævede ingen gensidighed fra Polens side.

Jeg vil oplæse denne erklæring i dag kl. 14 i underhuset meddelte Chamberlain, da jeg havde afsluttet læsningen. Jeg håber ikke, at dens indhold vil fremkalde nogen indvendinger fra Deres side. Hr. Stalin har jo også i sin erklæring for nylig på Deres partis kongres lovet Sovjetunionens støtte til ethvert land, der måtte blive offer for aggression og måtte yde modstand mod aggressoren . . . Kan jeg i dag i parlamentet sige, at vor garanti til Polen finder anerkendelse fra Sovjetunionens side. Jeg var harmfuld over Chamberlains formløshed, men bevarede den ydre ro og svarede: Jeg forstår ikke Deres anmodning. Uden nogen som helst forudgående konsultation med den sovjetiske regering, fuldstændig selvstændigt, har den britiske regering besluttet at give Polen garanti. Jeg får først kendskab til denne beslutning nu, to timer før dens offentliggørelse i underhuset Jeg har ingen fysisk mulighed for på så kort tid at sætte mig i forbindelse med min regering og erfare dens mening om Deres erklæring; hvordan skulle jeg så kunne give Dem tilladelse til at erklære, at den sovjetiske regering bifalder erklæringen? Nej, hvordan end indholdet måtte være af erklæringen, kan jeg ikke på eget ansvar give Dem en sådan tilladelse.

Chamberlain udtrykte beklagelse over mit svar, og vi skiltes. Samme dag gav premierministeren parlamentet meddelelse om den beslutning, regeringen havde taget. Underhuset godkendte den. I sin forklarende udtalelse vovede Chamberlain ikke at erklære, at den engelske garanti til Polen var godkendt af Sovjetunionen, men sagde dog: »Jeg nærer ingen tvivl om, at de principper, på hvis grund vi handler, finder forståelse og sympati hos den sovjetiske regering.« Premierministeren havde brug for denne hentydning for at skabe indtryk af, at den britiske regering (muligvis ville den almene offentlighed ikke gå for meget i detaljer!) opretholdt kontakt med den sovjetiske regering med henblik på fælles udarbejdelse af foranstaltninger til kamp mod den fascistiske aggression. Det var en sådan kontakt så snæver som muligt, de demokratiske masser i landet krævede på det tidspunkt. Samtidig gav Frankrig Polen en tilsvarende garanti.

Tre dage senere ankom Beck, den polske udenrigsminister og faktiske leder af »oberstregeringen«, til London. Han tilbragte tre dage her og førte forhandlinger med Chamberlain og Halifax. Som resultat af disse forhandlinger forvandledes den ensidige engelske garanti til Polen til en tosidet, således at i tilfælde af, at »nogen som helst aktion« skulle true den britiske uafhængighed, ville Polen også komme England til hjælp. Desuden blev det besluttet at indlede forhandlinger om afslutning af en formel pagt om gensidig hjælp mellem de to lande. Jeg skal her foregribe begivenhedernes gang og bemærke, at disse forhandlinger af forskellige grunde trak stærkt i langdrag, og den engelsk-polske pagt om gensidig bistand blev først underskrevet i London nogle få dage før den anden verdenskrig begyndte.

Den engelske garanti til Polen blev erklæret, der blev også givet løfte om en gensidig bistand med Polen, men der var ikke mindste klarhed i spørgsmålet om, hvad dette betød i praksis. I en samtale med Halifax den 6. april spurgte jeg, om garantien ville blive befæstet ved militære forhandlinger mellem de to landes generalstabe. Udenrigsministerens svar var meget karakteristisk: Forhandlinger mellem stabene er naturligvis ikke udelukket. Måske vil man finde sådanne bekvemme. Men foreløbig er der ikke besluttet noget bestemt herom. På et yderligere spørgsmål fra min side om, hvordan man skulle forstå et udtryk, premierministeren brugte i sin redegørelse for forhandlingerne med Beck, om, at hver af parterne ville komme den anden til hjælp i tilfælde af »direkte« eller »indirekte« trussel mod dens uafhængighed, trak Halifax på skuldrene og svarede: Ja, dette er utvivlsomt et spørgsmål, som det er vitalt at være klar over, men den polske regering og vi vil have yderligere forhandlinger herom. Det var åbenbart, at garantien til Polen foreløbig kun var en lap papir. Dens fremtidige betydning var tåget og gådefuld.

Den 7. april okkuperede Mussolini ligeledes ved et lynhurtigt slag Albanien. Der gik stædige rygter om, at han ikke ville begrænse sig til dette, men at han også ville have fingre i den græske ø Corfu. Der begyndte at opstå panik i »Cliveden-kredsen«. I løbet af kun tre uger var der blevet foretaget tre uomtvistelige aggressionshandlinger: den 15. marts mod Tjekkoslovakiet, den 22. marts mod Litauen og nu den 7. april mod Albanien. Opmuntret af »fredeliggørerne« i Paris, London og Washington havde Hitler og Mussolini fuldstændig kastet alle hæmninger over bord. Skulle »Cliveden«-politikken for en sammensværgelse med aggressorerne mod USSR virkelig være brudt sammen? Skulle modstanderne af denne politik virkelig få overhånd? Nej! Nej! Det kunne »Cliveden-folkene« ikke finde sig i.

Og så udfoldedes der en febrilsk aktivitet i politiske kredse i hovedstaden. Netop dagen før var premierministeren taget på ferie for at fiske foreller i Skotland (Chamberlain var en passioneret lystfisker) - han vendte øjeblikkelig tilbage til London. Der holdtes et ekstraordinært kabinetsmøde med deltagelse af lederne for den liberale opposition og labour-oppositionen. Der blev indkaldt en særlig konference i imperieforsvarsrådet. Storbritannien begyndte at koncentrere søstridskræfter i Gibraltar og Malta. Over for den italienske chargé d'affaires nedlagde Halifax protest mod okkupationen af Albanien, og han søgte at skræmme med de »stærke følelser«, som Mussolinis aggression havde fremkaldt i England. Der foregik uafbrudt konferencer mellem London og Paris om, hvad der måtte gøres.

Alarmen bredte sig også til det kontinentale Europa. Frankrig, Belgien og Holland kaldte bestemte årgange af reservister under fanerne,- Scheldes og Maas' udmundinger blev minebelagt. Italien bragte sin hær op på 1.200.000 mand. Washington erklærede, at aggressorernes handlinger ødelagde tilliden på det internationale område, og at dette var en trussel mod USAs sikkerhed. I denne situation var den britiske regering nødsaget til at foretage sig et eller andet, og det måtte være noget, der kunne se ud som udtryk for hurtighed, beslutsomhed og energi. Resultatet var, at Chamberlain den 13. april erklærede i parlamentet, at England gav Rumænien og Grækenland en ensidig garanti magen til den, der var blevet givet Polen den 31. marts. Frankrig afgav samme dag en tilsvarende erklæring.

Først nu, da England over hals og hoved havde påtaget sig forpligtelse til at forsvare tre landes uafhængighed, fandt Chamberlain det på tide at huske på USSR. Den 14. april rettede den britiske regering et officielt forslag til den sovjetiske regering om at give Polen og Rumænien den samme ensidige garanti, som England og Frankrig havde givet Polen den 31. marts og Rumænien og Grækenland den 13. april. På sin side forelagde den franske regering et udkast til en følles sovjetisk-fransk erklæring, baseret på princippet om forpligtelsernes gensidighed.

Samtidig, den 14. april, rettede Roosevelt en appel til Tyskland og Italien om at bevare freden og afholde sig fra aggression. I Berlin blev denne appel mødt med grove skældsord; Mussolini på sin side svarede, at han, tænk engang, ikke havde andet i tankerne, end hvordan freden og samarbejdet mellem folkene kunne styrkes! ... I England og Frankrig fandt Roosevelts appel varm støtte. USSR viste den også sympati, og M. I. Kalinin (den daværende sovjetiske præsident) sendte Roosevelt et telegram, der udtrykte denne sympati. Imidlertid var den praktiske betydning af den amerikanske præsidents optræden mere end beskeden.

Gennem de år, der er gået siden disse begivenheder, er der gjort mange forsøg på at give en tilfredsstillende forklaring på de ensidige »garantier«s politik, som den britiske regering førte i marts-april 1939. Det har ikke været let, for ud fra den sunde fornufts standpunkt, som englænderne så energisk hælder til, mindede Chamberlains optræden i disse kritiske uger om vanvid. Jeg husker, hvordan Lloyd George i en samtale med mig straks efter afgivelsen af »garantien« til Rumænien og Grækenland sagde: De véd, jeg har aldrig haft nogen høj mening om Chamberlain, men det, han gør nu, slår alle rekorder for dumhed ... Vi giver garantier til Polen og Rumænien, men hvad kan vi gøre for dem i tilfælde af et Hitler-angreb? Næsten ingenting! Geografisk er disse to lande sådan beliggende, at man ikke kan nå frem til dem. Selv deres forsyning med våben og ammunition er kun mulig gennem sovjetisk territorium. Nøglen til at redde disse lande ligger i Deres hænder. Uden Rusland kommer der ikke noget ud af det. . . Følgelig måtte man først og fremmest slutte overenskomst med Moskva. Men hvordan opfører Chamberlain sig? Uden at komme overens med Sovjetunionen og faktisk bag dens ryg uddeler han »garantier« til højre og venstre til lande, der ligger i Østeuropa. Hvilken skrigende galskab! Så vidt er det altså kommet for britisk diplomati!

Der var megen sandhed i Lloyd Georges ord. Det var ingen hemmelighed for nogen politisk kyndig, at selv om England og Frankrig også måtte ønske samvittighedsfuldt at opfylde de forpligtelser, de havde taget på sig, ville deres hjælp til Polen og Rumænien ikke kunne være særlig effektiv. I bedste tilfælde ville den hjælp kun kunne tage form af operationer, der bandt en del af den tyske hær ved den fransk-tyske grænse, i organisering af en flådeblokade mod Tyskland og i det engelsk-franske luftvåbens angreb på Tyskland. Under alle omstændigheder ville Hitler have tilstrækkelige væbnede styrker tilbage til i et hastigt tempo at knuse den polske og rumænske hær. Hvilken reel værdi havde da i dette tilfælde de engelsk-franske »garantier«? Og i hvilken situation ville England og Frankrig ikke falde, hvis disse »garantier«s militære værdiløshed skulle vise sig, når de skulle prøves i praksis!

Jo, Chamberlains optræden var i diametral modsætning til britisk udenrigspolitiks sædvanlige forsigtighed og beregnende karakter. Det så ud som et brud med fortidens diplomatiske traditioner, og der var et øjeblik, da det forekom mig, at der på trods af Chamberlains egen vilje heraf kunne udspringe store følger til gavn for freden. Men »Cliveden-kliken«s magt og dens tykpandethed, når det gjaldt udenrigspolitik, bortvejrede hurtigt sådanne tanker hos mig. Det blev meget hurtigt klart, at Chamberlain var uforbederlig, at hans politiske hovedlinje - at fremkalde en konflikt mellem Tyskland og USSR - fortsat stod ved magt i fuld udstrækning. Men hvordan kan man da så forklare »garantipolitikken«s opståen?

Når jeg nu mange år senere opsummerer alt det, jeg så og iagttog i 1939, og alt det, jeg siden har erfaret af de efter krigen offentliggjorte bøger, memoirer og dokumenter, er jeg tilbøjelig til at give følgende svar på dette spørgsmål: I marts-april 1939 var Chamberlain lige så tro mod sin politiske linje som tidligere. For dens skyld fandt han sig let i Østrigs, Tjekkoslovakiets, Memels og Albaniens undergang, der allerede var sket, og lige så let ville han finde sig i Rumæniens og Polens undergang, der endnu kunne ske. Chamberlain var, som vi véd, en yderst snæversynet og stædig mand, og han gik direkte mod sit mål uden at skele til siderne. Desuden havde han jo bag sig den magtfulde støtte i »Cliveden-kliken«, hvis leder han var på det tidspunkt. Men premierministeren blev overvældet af en syndflod af begivenheder, som han ikke var herre over. Den fascistiske aggressions uforskammede handlinger fremkaldte dyb uro i Frankrig og en hel række små lande (Belgien, Holland, Svejts, Danmark, Norge, Sverige og andre), der var knyttet til England af politiske eller økonomiske interesser. Uafhængigt af, om disse lande havde nogen som helst traktater med England eller ej, blev de uvilkårligt draget mod London og søgte nu forsvar her mod den pludseligt opståede fare.

De samme uforskammede fascistiske aggressionshandlinger rejste i Storbritannien selv en mægtig bølge af offentlig harme og uro. Folk af de mest forskelligartede synspunkter og i alle samfundsklasser (indbefattet betydelige kredse af bourgeoisiet) stillede sig uvilkårligt det spørgsmål: Hvor driver England hen? Hvor driver Europa hen? Skulle verden virkelig drive mod fascistisk diktatur? Mon dog regeringens politik, der kun skærper Hitlers og Mussolinis appetit på aggressioner, er rigtig? Og mange, mange mennesker (og da fremfor alt de brede arbejdermasser) svarede: »Nej, regeringens politik er ikke rigtig, den er endda forbryderisk. Der er tilstrækkelig med kræfter i verden til at knuse de fascistiske aggressorer og til i hvert fald at standse deres aggression. Man må blot forene og organisere disse kræfter. Og i første række må man sammen med Sovjetunionen skabe en magtfuld koalition for freden og for modstanden mod de fascistiske diktatorer.«

Til de netop nævnte indre og ydre kræfter, der modvirkede Chamberlains generallinje, kom yderligere et mægtigt pres fra USSR, der krævede energisk kamp mod de tysk-italienske aggressorer som det eneste middel til at afværge den anden verdenskrig. Alle disse indflydelser, der var flettet ind i hinanden og i stadig vekselvirkning, skabte en sådan politisk atmosfære i England, at »Cliveden-kliken« uvilkårligt så sig stillet over for spørgsmålet: Ville den være i stand til at holde sig ved magten? For at afparere faren for Chamberlains tvungne demission måtte »Cliveden-kliken« manøvrere. Som Samuel Hoare udtrykte sig ved en af lørdagssammenkomsterne i lady Astors hus, måtte man tilkaste hunden et ben, så den i hvert fald for en tid holdt op med at gø ... Der måtte handles hurtigt, i største hast. Der var ikke tid til at gennemtænke alle mulige følger af de trufne foranstaltninger. De bedste specialister i udenrigspolitik som Vansittart eller Eden var blevet fjernet, Halifax, der selv var et af medlemmerne af »Cliveden-kliken«, drev mere end villigt med strømmen og gav premierministeren handlefrihed. Hele Storbritanniens udenrigspolitik formedes i de dage af Chamberlain i fællesskab med hans onde ånd, Horace Wilson. Følgelig havde den britiske regerings handlinger i marts-april 1939 ofte en tilfældig, forhastet og snæversynet karakter. Selv om den også rummede et vist element af statsmandskløgt, var den i det væsentlige samlet om to betragtninger: ved at give »garantier« til Polen, Rumænien og Grækenland at »berolige« den indre opposition og bevare magten i hænderne på »Cliveden-kliken«; at øve en vis psykologisk indflydelse på Hitler og Mussolini og udskyde deres gennemførelse af nye aggressionshandlinger, der var ufordelagtige for England, i håbet om, at der imidlertid skulle ske ændringer i de internationale konjunkturer, der ville gøre det muligt for «Cliveden-folkene« at vende tilbage til en åben og konsekvent gennemførelse af deres generallinje.

Den første betragtning spillede naturligvis hovedrollen, men også den anden var af betydning, for dermed ville »Cliveden-folkene« vinde tid til at undslippe nødvendigheden af at indlede et samarbejde med USSR. Desuden nærede »Cliveden-folkene«, som forslaget til den sovjetiske regering om at give ensidigt garanti til Polen og Rumænien viste, et fuldstændigt ubegrundet håb om på den ene eller anden måde med djævelens vold og magt at tvinge USSR til at tjene deres interesser uden selv at påtage sig nogen som helst forpligtelser over for vort land. Og endelig, hvis alt det øvrige ikke skulle give det ønskede resultat, havde »Cliveden-folkene« endnu en »udvej« i reserve: forråde Polen, Rumænien og Grækenland, som de netop havde forrådt Tjekkoslovakiet, Østrig og Spanien. Naturligvis var »Cliveden-folkene«s politik, der så ivrigt gennemførtes af Chamberlain, en blind og stupid politik. Forløbet af de efterfølgende begivenheder viste dette i fuld udstrækning. Men sådan er det altid, når magten i et vendepunkt i historien ligger i hænderne på reaktionens og obskurantismens repræsentanter.

USSR foreslår en pagt om gensidig bistand Den britiske regerings forslag om at give en ensidig garanti til Polen og Rumænien rejste i fuld udstrækning for den sovjetiske regering spørgsmålet, hvilke foranstaltninger der ville være virkeligt effektive for at forhindre yderligere fascistiske aggressioner. Det, som Chamberlain søgte at få os til, var uantageligt for sovjetregeringen af to hovedgrunde: det kunne ikke forhindre udbruddet af en anden verdenskrig, hvilket var vort hovedmål; det ville bringe USSR i en ulige stilling i forholdet til England og Frankrig og ville stærkt forøge faren for et tysk angreb på vort land.

I virkeligheden var der kun ét argument, som Hitler og Mussolini kunne forstå - magt. Følgelig måtte man for at forhindre yderligere fascistiske aggressioner og den uundgåelige følge af dem, en anden verdenskrig, skabe en så mægtig koalition af magter, der ikke var interesseret i krig, at Hitler og Mussolini skulle miste lysten til at få dens styrke at føle. Vi mente, at England, Frankrig og USSR tilsammen rådede over den hertil nødvendige magt, men for at denne magt kunne holde de fascistiske diktatorers hånd tilbage, var det nødvendigt, at de ikke skulle kunne nære nogen som helst tvivl om, at den virkelig ville ramme dem ved ethvert nyt forsøg på aggression. Og dette krævede på sin side, at de nævnte tre magters forening var tydelig og ubestridelig, at dens virkeområde var hele Europa og ikke enkelte hjørner af Europa, og at betingelserne for denne forening forudså det simplest mulige og automatiske system for sanktioner mod aggressoren.

Imidlertid modsvarede det engelske forslag aldeles ikke disse krav. Fremfor alt oprettede det ikke nogen almindelig sammenslutning af USSR, England og Frankrig til kamp mod aggressionen i Europa, men begrænsede de tre magters fælles handlinger til det ene tilfælde af tysk angreb af Polen og Rumænien. Det engelske forslag kunne således overhovedet ikke forhindre krig, det kunne kun »kanalisere« aggressionen i de retninger, der ikke var forsvaret af »garantier«, blandt andet til en for USSR så vigtig retning som de baltiske stater. Endvidere forudså det engelske forslag ikke nogen som helst militær konvention mellem de tre stormagter med nøje fastsættelse af omfang, tidsfrister, betingelser osv. for den væbnede hjælp, de skulle yde hinanden og aggressionens offer. Og dette havde en første rangs betydning. Sovjetunionen havde allerede i dette spørgsmål en højst ubehagelig erfaring med Frankrig. Som allerede omtalt sluttedes i maj 1935 en gensidig bistandspagt mellem USSR og Frankrig, men udarbejdelsen og underskrivelsen af en militær konvention til at befæste den blev udskudt til et senere tidspunkt. Imidlertid saboterede de hurtigt skiftende franske regeringer systematisk afslutningen af en sådan konvention, og endnu i 1939 eksisterede den stadig ikke. Det er naturligt, at det engelske forslags undladelse af at hentyde til selv den mindste mulighed for at slutte en militær konvention, af sovjetregeringen blev betragtet som en meget alvorlig mangel. Enhver overenskomst for kamp mod aggressorerne måtte have skarpe tænder. Uden sådanne tænder ville det blive et papsværd, som man kunne vifte med, men som man ikke kunne slå med.

Når strukturen af »garantierne« i almindelighed var så ubestemt, måtte der uvægerligt blive uoverensstemmelser mellem deltagerne i aftalen om fortolkningen af de forpligtelser, man havde påtaget sig, vanskeligheder ved udarbejdelsen af en fælles strategi og taktik, langsommelighed i handling og mange andre uklarheder. I det lange løb kunne det engelske forslag ikke bidrage til at skabe den magtkoncentration på de fredsforsvarende magter side, som alene kunne afholde de fascistiske diktatorer fra nye aggressionshandlinger. Og endnu mindre kunne det sikre hurtighed og enhed i Englands, Frankrigs og USSRs straffeaktioner mod dem, der måtte ønske at starte den anden verdenskrig. Men det engelske forslag var ikke blot nytteløst til forhindring af en ny verdenskrig, det var også en fornærmelse mod USSR, fordi det anbragte det i en ulige stilling i sammenligning med England og Frankrig. Naturligvis interesserede sovjetregeringen sig her ikke for den juridiske, men den faktiske side af spørgsmålet. Den faktiske situation var den, at England, Frankrig og Polen var indbyrdes forbundet af aftaler om gensidig hjælp, og i tilfælde af et tysk angreb på en af dem, skulle de to andre magter øjeblikkelig komme det til hjælp med alle til rådighed stående midler (indbefattet militære). Sovjetunionen derimod havde kun en gensidig bistandspagt med Frankrig. Hverken England eller Polen var forpligtet til at hjælpe det i tilfælde af et tysk overfald på det. Og dog ville Sovjetunionens ydelse af »garanti« til Polen og Rumænien utvivlsomt forværre dets forhold til Tyskland og forøge faren for et Hitler-angreb mod sovjetlandet, specielt gennem de baltiske stater. Resultatet var en tydelig mangel på ligeret mellem USSR og England-Frankrig i et så vigtigt spørgsmål som den nationale og statslige sikkerhed. Dette var af den største betydning.

Det var de hovedbetragtninger, der fik den sovjetiske regering til at se sig nødsaget til at afvise det engelske forslag. Men den lod sig ikke nøje med dette. Skønt erfaringerne med Tjekkoslovakiet og Spanien alvorligt havde undergravet dens tro på Englands og Frankrigs vilje til ærligt at opfylde de forpligtelser, de påtog sig, og skønt deres optræden i forbindelse med de fascistiske magters erobring af Memel og Albanien ikke lovede noget godt, anså den sovjetiske regering sig alligevel ikke berettiget til at vaske sine hænder og se til. Øjeblikket var alt for alvorligt, faren for en anden verdenskrig var alt for stor, til at man under indflydelse af endog fuldt berettigede følelser kunne bortkaste blot den mindste chance for at redde verden fra en ny forfærdelig katastrofe. I denne skæbnesvangre time besluttede sovjetregeringen at lade sig lede alene af den sunde fornufts bud og gøre endnu et forsøg på at komme overens med England og Frankrig om fælles aktioner mod de fascistiske aggressorer. Men det måtte være et virkeligt alvorligt forsøg med fremsættelse af alvorlige forslag og anvendelse af alvorlige midler for at nå frem til det stillede mål - forhindring af en anden verdenskrig.

Under hensyntagen til både det engelske og det franske standpunkt fremsatte USSRs regering den 17. april 1939, dvs. tre dage efter, at den britiske regering havde stillet os forslag om at yde ensidig garanti til Polen og Rumænien, sit eget forslag. Det bestod i alt væsentligt af tre hovedpunkter: Afslutning af en tremagtspagt om gensidig hjælp mellem USSR, England og Frankrig. Afslutning af en militærkonvention til underbygning af denne pagt. Ydelse af uafhængighedsgarantier til alle stater, der grænsede til USSR, fra Østersøen til Sortehavet. Da jeg overrakte Halifax vore modforslag, sagde jeg: Hvis England og Frankrig virkelig for alvor ønsker at kæmpe mod aggressorerne og forhindre en anden verdenskrig, må de vedtage de sovjetiske forslag. Og hvis de ikke godtager dem . . .Her gjorde jeg en talende bevægelse, hvis betydning det ikke var vanskeligt at forstå. Halifax begyndte at forsikre mig om englændernes og franskmændenes absolut alvorlige bestræbelser, men i tankerne sagde jeg til mig selv: »Kendsgerningerne vil vise det.«

Samtidig med afsendelsen af vore modforslag kaldte M. M. Litvinov mig til Moskva for at deltage i en regeringsdrøftelse af spørgsmålet om en tremagtspagt om gensidig hjælp og perspektiverne for afslutning af en sådan. Den 19. april forlod jeg London, og den 28. april vendte jeg tilbage til London. Det var mig imod at skulle se det nazistiske Tyskland med dets hagekors og dets soldater »i strækmarch«, så jeg besluttede at rejse til Moskva ad en omvej. Jeg kom med fly fra London til Stockholm og herfra til Helsinki. Her satte jeg mig i toget og ankom til Moskva over Leningrad. På rejsen standsede jeg op og overnattede i Stockholm, hvor jeg havde en lang og interessant samtale om løbende politiske emner med min gamle veninde, som jeg kendte helt tilbage fra emigrationstiden, A. M. Kollontaj, USSRs daværende ambassadør i Sverige. Er det da muligt, at Chamberlain ikke forstår, at hans politik fører England lige ud i katastrofen? sagde Aleksandra Kollontaj tvivlende. Jeg fortalte hende indgående om situationen, der var skabt i London og resumerede til slut: Klassehadet er i stand til at forblinde folk i den grad, at de ikke mere er i stand til at se de mest almindelige ting. Det iagttager jeg nu i Chamberlains og hele »Cliveden-kliken«s eksempel. Naturligvis vil historien straffe dem strengt, men det bliver desværre sandsynligvis først, når kanonerne begynder at skyde.

I Moskva var jeg til stede ved regeringskonferencen, hvor man yderst omhyggeligt drøftede spørgsmålet om en tremagtspagt. Jeg måtte give de mest detaljerede oplysninger og forklaringer om stemningerne i England, om styrkeforholdet mellem tilhængerne og modstanderne af pagten, om regeringens holdning som helhed og om de enkelte regeringsmedlemmers holdning til pagten, om perspektiverne for den nærmeste politiske udvikling på de britiske øer og om mange andre anliggender, der på den ene eller anden måde var forbundet med de sovjetiske modforslags sandsynlige skæbne. I min information til regeringen bestræbte jeg mig for at være ærlig og objektiv til det yderste. Jeg har altid ment, at en ambassadør åbent må fortælle sin regering sandheden og ikke skabe nogen som helst illusioner hos regeringen, hverken optimistiske eller pessimistiske. Baseret på ambassadørens meddelelser kan regeringen foretage disse eller hine praktiske handlinger, og hvis ambassadørens informationer er kunstigt farvet i en alt for rosenrød eller alt for sort farve, kan regeringen komme i en vanskelig eller pinlig situation. Da jeg strengt iagttog dette princip, havde jeg endda af denne grund undertiden ubehageligheder, men alligevel vedblev jeg at gøre det, som jeg anså for rigtigt. På denne mindeværdige konference i Kreml fortalte jeg altså sandheden og kun sandheden, og følgelig var billedet ikke særlig trøsterigt. Ikke desto mindre besluttede regeringen alligevel at fortsætte forhandlingerne og gøre sig alle mulige anstrengelser for at få englænderne og franskmændene til at ændre standpunkt. For såvel på denne konference som i private samtaler med regeringsmedlemmer, jeg kendte, følte jeg altid en bestemt tone, der gik gennem det hele: »Vi må for enhver pris undgå en ny verdenskrig! Vi må hurtigst muligt komme overens med England og Frankrig!«

Jeg vendte tilbage ad samme vej, men jeg fløj ikke direkte fra Stockholm til London, men tog over Paris for bedre at sætte mig ind i den franske regerings indstilling til pagten. Vor ambassadør i Frankrig, J. Z. Surits, en mand med en høj kultur og en vid politisk horisont, satte mig beredvilligt ind i alle detaljer i den parisiske situation. Med alle sine mangler (og dem har han mange af) - sluttede Surits - ville Daladier alligevel lettere end Chamberlain imødekomme vore modforslag. Desuden har Frankrig jo allerede en gensidig bistandspagt med USSR ... I hvert fald på papiret... I øjeblikket, for eksempel, presser den franske regering på over for den britiske for at få den til at antage vore forslag af 17. april om en tremagtspagt om gensidig bistand som grundlag . . . Leger (generalsekretær for det franske udenrigsministerium) har endda udarbejdet et modprojekt til en tremagtspagt til forelæggelse for den sovjetiske regering . . . Den er snævrere end vor, men opbygget på samme grundlag . . . Imidlertid ønsker London ikke at antage den og vedbliver at støtte sit eget forslag, som det stillede den 14. april om en ensidig sovjetisk garanti til Polen og Rumænien . . . Jeg véd ikke, hvad den engelsk-franske diskussion ender med, men jeg er pessimistisk indstillet. Surits slog opgivende ud med hånden og fortsatte så: - Hele ulykken er, at Frankrig i vore dage ikke har nogen selvstændig udenrigspolitik, alt afhænger af London. Vore dages Frankrig er en stormagt af anden rang, der snarest regnes for en stormagt på grund af traditionen . . . Og mærkeligt nok har franskmændene på en måde forsonet sig med dette. De hager sig fast i Englands hale ... I den engelsk-franske blok betragter de sig selv som magt nr. 1 og harmes ikke over det.

Og hvordan optræder så amerikanerne her? spurgte jeg. Amerikanerne? svarede Surits. - Det siges tydeligt nok af navnet på deres herværende ambassadør: William Bullitt. Uvilkårligt løb det mig gennem hovedet: Bullitt - præsident Wilsons befuldmægtigede, der i marts 1919 rejste til Moskva med fredsforslag; aktiv deltager i de sovjetisk-amerikanske forhandlinger i 1933 i Washington om gensidig diplomatisk anerkendelse; derpå den første amerikanske ambassadør i Moskva, der her gjorde sig bekendt ved at arrangere ekstravagante diplomatiske receptioner ((Engang arrangerede Bullitt for eksempel i sin ambassade en diplomatisk reception, der snarere mindede om en heksesabbat på Bloksbjerg. Under denne reception var der ikke blot tale om, at champagne flød som floder, og at forskellige retter blev båret frem i homeriske dimensioner, men endog selve ambassadebygningen blev forvandlet til noget i retning af en zoologisk have: Fugle fløj rundt i værelserne, geder løb mellem bordene, og i et særligt »hædershjørne« stod en levende bjørn og brummede arrigt blandt planter. Naturligvis var en sådan reception en enestående »sensation« i Hollywood-stil, men den bidrog ikke til at højne den amerikanske ambassadørs autoritet. )) og (hvad der var langt vigtigere) ved under et ydre venskabs maske at forsøge at kommandere den sovjetiske regering; der forvandlede sig fra »ven« til fjende efter at være blevet sat på plads af den sovjetiske regering . . . Og nu repræsenterede altså denne samme Bullitt USA i Frankrig!

Imidlertid fortsatte Surits: Bullitt interesserer sig meget for forløbet af forhandlingerne, giver råd, somme tider også forelæsninger med henvisning til sit kendskab til USSR og dets regering . . . Naturligvis betyder hans mening uhyre meget for Daladier og Bonnet . . . Bullitt støttede dem jo energisk i München-dagene, han tog endda imod Daladier med en buket blomster, da denne vendte hjem efter München-forræderiet. Senere, da forhandlingerne var i gang, bestræbte Bullitt sig mere end én gang for at bremse dem med sine »råd« til Bonnet og Daladier. Dette forstærkede naturligvis kun den sabotageånd, som den britiske og den franske regering også uden hans hjælp var gennemsyret af.

Dagen efter min tilbagevenden fra Moskva, den 29. april, besøgte jeg Halifax. Endnu helt optaget af de friske indtryk fra Moskva påpegede jeg længe og varmt over for udenrigsministeren vigtigheden af så hurtigt som muligt at slutte en tremagtspagt om gensidig hjælp og forsikrede ham indtrængende om den sovjetiske regerings oprigtigste ønske om at samarbejde med England og Frankrig i kampen mod aggressionen. Halifax lyttede til mig med et skeptisk smil på læberne, og da jeg spurgte, om den britiske regering ville antage vore modforslag, svarede han højst ubestemt, at den endnu ikke havde afsluttet sine konsultationer med Frankrig. Det virkede på mig som en stråle koldt vand. Derefter talte jeg med Halifax om andre løbende sager - om Englands forhandlinger med Rumænien, om udkastene til en engelsk-tyrkisk overenskomst osv. Jeg tog afsked med udenrigsministeren, stærkt irriteret over »Cliveden-kliken«s stædige blindhed.

Under min rejse til Moskva var der indtruffet to begivenheder, som klart viste, at aggressorerne havde taget bidslet på og styrede mod deres forbryderiske mål: den 28. april havde Hitler samtidig sønderrevet ikke-angrebspagten med Polen og den engelsk-tyske aftale af 1935 om begrænsning af flådestyrkerne. Men »Cliveden-folkene« så ikke, ønskede ikke at se disse truende tidens tegn og fortsatte stædigt deres skæbnesvangre løb mod afgrunden. Hvor karakteristisk var for eksempel ikke den begivenhed, der fandt sted under mit fravær fra London: Straks efter okkupationen af Tjekkoslovakiet havde den britiske regering kaldt sin ambassadør i Berlin, Henderson, hjem »til konsultation« - det var en symbolsk gestus for at udtrykke dens utilfredshed; nu, den 24. april, tillod den britiske regering Henderson at vende tilbage til Berlin. Det var også en symbolsk gestus, men af lige den modsatte betydning.

Den 3. maj blev M. M. Litvinov fritaget for sine pligter som folkekommissær for udenrigsanliggender, og i hans sted udnævntes V. M. Molotov. Dette fremkaldte dengang stor sensation i Europa og fortolkedes som en ændring af USSRs udenrigspolitiske kurs. Tre dage senere, den 6. maj, kaldte Halifax mig til sig, og efter at have meddelt, at England endnu ikke havde afsluttet sine konsultationer med andre hovedstæder om det sovjetiske forslag om en gensidig bistandspagt, stillede han mig direkte det spørgsmål, hvad de personskifter, der netop var sket i Moskva, betød. Før jeg giver vort svar på det sovjetiske forslag - sagde Halifax - ville jeg gerne vide, om disse forandringer også betyder en ændret politik. Står de forslag, der er stillet fra Deres side, fortsat ved magt? I modsætning til det, der ofte iagttages i vesten - svarede jeg - fører de enkelte ministre i Sovjetunionen ikke deres egen politik. Enhver minister fører den samlede regerings almene politik. Derfor forbliver Sovjetunionens udenrigspolitiske kurs uforandret, selv om folkekommissær for udenrigsanliggender, M. M. Litvinov, er demissioneret. Det vil sige, at de af os stillede forslag af 17. april fortsat står ved magt.

Den 8. maj, efter tre ugers konsultation og overvejelse, overrakte den britiske regering os endelig sit svar (det var samtidig også Frankrigs svar) på vore forslag om afslutning af en tremagtspagt om gensidig bistand. Men hvad var det for et svar? I en let modificeret form gentog den britiske regering sit tidligere forslag af 14. april, det vil sige søgte ligesom tidligere at få Sovjetunionen til at udstede en ensidig garanti til Polen og Rumænien. Åbenbart havde Frankrigs modstand ikke hjulpet, og Surits' pessimistiske forventninger havde vist sig berettigede.

Det var tydeligt, at »Cliveden-folkene«, og især Chamberlain vedblev at satse på et sammenstød mellem Tyskland og USSR og derfor ikke ønskede at lægge sig ud med Hitler. Det var også klart, at alle forhandlinger om samarbejde mellem England og USSR til kamp mod aggressorerne kun var en hyklerisk manøvre, som regeringen foretog for at vildlede det engelske folk, et røgtæppe for at vinde tid af hensyn til gennemførelsen af premierministerens stadig uændrede generallinje. Der var intet overraskende i, at den sovjetiske regering reagerede fast og energisk på det engelske svar. Den 15. maj blev der i Moskva overrakt Seeds en skriftlig erklæring, hvori det sort på hvidt blev sagt, at afgivelse af en ensidig garanti til Polen og Rumænien var uantagelig for sovjetregeringen, og at den eneste reelle og virkelig effektive form for kamp mod aggressionen alene var en tremagtspagt om gensidig hjælp på basis af de betingelser, der var anført i det sovjetiske forslag af 17. april. Hele tonen i vort svar var en sådan, at englænderne (og franskmændene) blev stillet over for valget: enten en pagt om gensidig hjælp eller forhandlingernes sammenbrud.

Der opstod en blindgyde, der var så meget mere mærkelig, som England og Frankrig netop på dette tidspunkt sluttede en gensidig bistandspagt med Tyrkiet. Der opstod voldsomme dønninger i pressen og i politiske kredse i London. Uvejrsskyerne blev stadig tættere på den internationale horisont. Opmuntret af Chamberlains og Daladiers optræden optrådte Hitler mere og mere frækt. Nu åbnede han en rasende kampagne omkring Danzig og krævede, at Polen skulle levere denne by tilbage til Tyskland og tillige give Tyskland transitfrihed gennem den polske korridor. Den polske regering afviste disse krav. Atmosfæren i forholdet mellem Polen og Tyskland blev tættere og tættere, og man kunne når som helst vente en eksplosion. Og alligevel, trods alt dette, ville Chamberlain ikke for nogen pris antage det sovjetiske forslag om en tremagtspagt om gensidig bistand. Intet under, at stadig flere fornuftige mennesker blandt de engelske politikere (for slet ikke at tale om de brede masser) var højst foruroligede og søgte udvej for at øve pres på regeringen. Den 18. maj ringede Churchill til mig. - I morgen vil der finde en udenrigspolitisk debat sted i parlamentet - sagde han. - Jeg agter at tale og henlede opmærksomheden på den utilfredsstillende måde, hvorpå forhandlingerne med Rusland føres .. . Inden jeg taler offentligt om dette emne, ville jeg imidlertid gerne af Deres mund høre præcist, hvori den sovjetiske regerings forslag, som Chamberlain ikke ønsker at gå ind på, består. Der cirkulerer mange forskellige rygter i byen om dette forslag. Jeg svarede straks i telefonen indgående på Churchills spørgsmål. Han lyttede meget opmærksomt, og da jeg sluttede, sagde han overrasket: Jeg forstår ikke, hvad det er for noget dårligt, Chamberlain har fundet i Deres forslag. Efter min mening er de alle antagelige. De véd bedst selv, hvordan premierministerens optræden skal fortolkes - svarede jeg leende Churchill.

Den næste dag, den 19. maj, udfoldede der sig virkelig i underhuset en stor debat om Storbritanniens udenrigspolitik. Churchill holdt herunder, som han havde lovet, en stor tale, hvori han blandt andet sagde følgende: Der er ingen tvivl om, at de af den russiske regering fremsatte forslag forudser oprettelse af en tremagtsalliance mod aggression mellem England, Frankrig og Rusland, hvilken alliance kan udstrække sine goder til andre lande, hvis og når disse goder ønskes. Alliancen har alene til formål at modstå yderligere aggressionshandlinger og at beskytte aggressionens ofre. Jeg kan ikke se, hvad der er forkert ved det. Man siger: »Kan man stole på den sovjetrussiske regering?« Jeg formoder, man i Moskva siger: »Kan vi stole på Chamberlain?« ... I sådanne spørgsmål må man lade sig lede ikke af følelser, men af en analyse af de implicerede interesser. Personligt tror jeg, at Ruslands vigtige og vitale interesser dikterer det samarbejde med Storbritannien og Frankrig for at forhindre yderligere aggressionshandlinger.

Efter at have berørt »Cliveden-folkene«s påstand, at en tremagtspagt var umulig, fordi Polen, Rumænien og de baltiske stater var bange for at blive »garanteret« af en alliance, i hvilken USSR deltog, latterliggjorde Churchill disse argumenter og tilføjede henvendt til regeringens medlemmer: Hvis De er rede til at være Ruslands allierede i krigs tid ... hvis De er rede til at gå hånd i hånd med Rusland i forsvaret af Polen, som De har garanteret, og af Rumænien, hvorfor skulle De så vige tilbage fra at blive Ruslands allierede nu, hvor De netop herigennem måske han forhindre et krigsudbrud ? Lige så fast talte Lloyd George mod regeringen i det samme møde. Under en henvisning til Tysklands og Italiens oprustning sagde han: De forbereder sig ikke til forsvar ... De opruster ikke mod et angreb fra enten Frankrig, Storbritannien eller Rusland. Derfra er de aldrig blevet truet. . . De forbereder sig til et påtænkt offensivt anslag mod en eller anden, som vi er interesseret i... Diktatorernes vigtigste militære formål og plan er at fremkalde hurtige resultater, at undgå en langvarig krig. En langvarig krig passer aldrig diktatorer. Og for ikke at tillade diktatorerne at vinde en hurtig sejr anså Lloyd George det for yderst nødvendigt hurtigst muligt at skabe en tremagtsaftale mod dem.

Uden Ruslands hjælp - sagde Lloyd George - vil det være umuligt at opfylde vore (dvs. de engelske - I. M.) forpligtelser over for Polen og Rumænien. De liberales fører erklærede videre, at USSR rådede over det bedste luftvåben i verden og overordentlig mægtige tankstyrker. Hvorfor havde regeringen ikke allerede sluttet en gensidig bistandspagt med USSR? Åbenbart fordi den ikke har tillid til den sovjetiske regering. »Men har ikke Rusland grund til ikke at stole på os?« udbrød Lloyd George. »Siden 1930 har vi krænket alle de pagter, vi har underskrevet med henblik på en situation som den nuværende.« Til slut krævede Lloyd George af regeringen, at den hurtigst muligt skulle fuldføre tremagtsforhandlingerne. Eden holdt ligeledes en varm tale til gunst for den hurtigst mulige oprettelse af en »fredsfront«, og som et første skridt i denne retning foreslog han øjeblikkelig afslutning af en tremagtspagt mellem England, Frankrig og USSR på grundlag af fuld gensidighed og ligeret. USSRs faste holdning på den ene side og parlamentsdebatten den 19. maj på den anden side overbeviste Chamberlain om, at det var nødvendigt for ham at foretage en ny hyklerisk manøvre. Ellers ville regeringen kunne komme til at sidde mellem to stole. Og Chamberlain gjorde denne manøvre, men denne gang i Geneve.

Den 22. maj åbnede i Geneve Folkeforbundsrådets ordinære samling. Ifølge forretningsordenen var det en repræsentant for USSR, der skulle præsidere. Den sovjetiske regering overdrog mig at overtage dette hverv. Følgelig rejste jeg den 20. maj fra London til Svejts. Undervejs tilbragte jeg nogle timer i Paris, og Surits fortalte mig, at den franske regering i den senere tid havde udtrykt stor utilfredshed med englændernes langsommelighed og stædighed i forhandlingerne med USSR. Selv Bonnet, den daværende udenrigsminister i Frankrig og fra gammel tid en fjende af »Moskva«, mente, at der var ved at udvikle sig en kritisk situation, og at man hurtigst muligt måtte komme overens med den sovjetiske regering.

Halifax og Bonnet tog også til Geneve, og jeg skulle i en hel uge mødes med dem ved Folkeforbundets bord. Allerede i London havde Halifax elskværdigt bebudet over for mig, at han håbede på at fortsætte forhandlingerne med mig i Svejts. Faktisk mødtes vi om morgenen den 22. maj i Geneve, og vi havde her en lang og i en vis henseende »afgørende« samtale om pagten. Halifax begyndte med at bede mig om at forklare, hvorfor den sovjetiske regering afviste de seneste britiske forslag af 8. maj (dvs. det let omarbejdede oprindelige forslag om, at Sovjetunionen skulle give Polen og Rumænien en ensidig garanti). Jeg svarede, at vi afviste det britiske forslag af to hovedårsager: a) vi tilstræber at forhindre en krig i det hele taget, dette er kun muligt ved hjælp af en tremagtspagt om gensidig bistand; det britiske forslag ser fuldstændig bort fra dette yderst vigtigste moment, og b) det britiske forslag anbringer USSR i en i forhold til England og Frankrig uligeberettiget stilling, hvilket vi ikke på nogen måde kan gå med til. Og jeg forklarede i korthed, hvori vi så denne uligeret (som jeg allerede indgående har talt om). Halifax gav sig til at påvise, at sandsynligheden for et tysk angreb på USSR gennem Baltikum var meget ringe, og at, såfremt et sådant angreb alligevel skulle finde sted, da ville Polen og Rumænien uden tvivl også blive inddraget, og i dette tilfælde ville de engelsk-franske garantier til de to nævnte lande træde i kraft. På denne måde ville England og Frankrig faktisk komme USSR til hjælp.

Jeg kunne ikke erklære mig enig med Halifax og sagde, at de engelsk-franske garantier til Polen og Rumænien heller ikke kunne berolige mig. Forestil Dem følgende tilfælde - fortsatte jeg. - Tyskland opnår ved hjælp af skræmmemidler eller ved hjælp af bestikkelse eller ved hjælp af en kombination af knutten og honningkagen, at Polen og Rumænien træder i forbund med det mod USSR eller i hvert fald tillader Tyskland at føre sine tropper gennem deres territorium. I dette tilfælde træder de engelsk-franske garantier ikke i funktion, da de først træder i kraft under betingelser, hvor Polen og Rumænien selv yder modstand mod Tyskland. Det vil sige, at i et sådant hypotetisk tilfælde, der aldeles ikke er usandsynligt, måtte USSR kæmpe alene mod Tyskland uden at få hjælp fra vestmagterne.

Halifax forsøgte at afparere mine indvendinger med henvisning til, at der var afsluttet en gensidig bistandspagt mellem Frankrig og USSR. Fuldstændig rigtigt - svarede jeg - men mellem England og USSR er der ikke sådan en pagt, og det har en meget stor betydning. Da bemærkede Halifax: Men måske kunne man i vort forslag indføje en artikel, der forpligtede de stater, der grænser til USSR, til ikke at stille deres territorium til rådighed for tyske troppers gennemmarch eller til anlæg af tyske baser med det formål at angribe Deres land ?

Jeg udtrykte den mening, at de tilgrænsende stater næppe ville gå med til at påtage sig en sådan forpligtelse, og selv om de endda skulle gå med til det, ville de simpelt hen ikke være i stand til at overholde den. Alle disse komplicerede og snørklede kombinationer, som den engelske part havde slidt så meget for at få udarbejdet, havde en nølende og primitiv karakter. De afgjorde ikke noget som helst. Den eneste virkelig effektive vej til kamp mod aggressionen var den af den sovjetiske regering foreslåede tremagtspagt om gensidig bistand.

Pludselig fandt Halifax på at forsøge at skræmme mig: En sådan pagt kunne bringe Hitler i raseri, han ville begynde at råbe op om »omringelse« af Tyskland, ville forene hele det tyske folk om sig med denne parole og starte en krig. Dermed ville vi selv fremkalde netop det, som vi ønskede at afværge med vore handlinger. Jeg indvendte, at Halifax åbenbart havde en forkert forestilling om psykologien hos folk som Hitler. På sin vis var han slet ikke nogen dumrian. Han ville aldrig kaste sig ud i en krig, hvis han regnede med, at han kunne tabe den. Selv de forhandlinger, vi netop førte, tvang ham til at udvise en vis forsigtighed: han havde jo ikke hidtil angrebet Polen. Og hvis der blev sluttet en tremagtspagt, ville Hitler blive tvunget til tilbagetog. Folk som han anerkendte kun ét argument - magt. Den sovjetiske regering kendte dette udmærket fra sin erfaring med Japan. Og en tremagtspagt om gensidig bistand ville skabe en sådan magtkoncentration på fredskræfternes side, at der ikke var andet for aggressorerne at gøre end at trække halen ind.

Til slut spurgte Halifax, om den sovjetiske regering var rede til i en tremagtspagt om gensidig bistand at forudse garantier for ikke blot de små østeuropæiske staters, men også for de små vesteuropæiske staters sikkerhed (Halifax lod forstå, at han her tænkte på Belgien, Holland og Svejts). Jeg svarede, at jeg ikke på stedet kunne sige noget som helst herom på den sovjetiske regerings vegne, da dette spørgsmål ikke tidligere var blevet rejst og drøftet, men jeg formodede, at det kunne tages i betragtning, og det forekom mig, at det ikke ville være særlig vanskeligt at nå til enighed herom.

Vor samtale varede halvanden time, og da jeg tog afsked, forekom det mig, at den havde gjort et betydeligt indtryk på den britiske udenrigsminister. I hvert tilfælde lod jeg ham fuldstændig klart forstå, at sovjetregeringen var rede til at gå med til indrømmelser i underordnede spørgsmål for at opnå en overenskomst, men at den ikke ville gå med til noget som helst kompromis om de tre hovedpunkter, der har været nævnt her (tremagtspagt om gensidig bistand, en militær konvention, sikkerhedsgarantier til alle de små lande fra Østersøen til Sortehavet).

I dag ser jeg af de dokumenter, der er offentliggjort af det britiske udenrigsministerium, at min daværende fornemmelse var rigtig. Halifax slutter sine notater om samtalen med mig den 22. maj med følgende ord: »Jeg er bange for, at jeg i løbet af den lange samtale ikke var i stand til at rokke mr. Majskij det mindste fra hans hovedpunkter i det absolutte krav om en gensidig tremagts-garanti mod direkte aggression ... Jeg tror, at det valg, vi står overfor, er ubehageligt klart: det er forhandlingernes sammenbrud eller en overenskomst efter linjerne i paragraf 4 i telegram nr. 165 til Warszawa« (det vil sige en tremagtspagt om gensidig bistand - I. M.).

Den samme dag, den 22. maj, havde jeg en samtale om samme hovedemne med Bonnet. Den franske udenrigsminister var langt bedre indstillet end Halifax, og han og jeg kom hurtigt overens. Han beklagede sig endda let over englænderne på grund af deres langsommelighed og stædighed. Nu var den britiske regering blevet stillet over for det klare valg: enten - eller. Chamberlain forstod, at på det givne udviklingsstadium måtte hans nye manøvre (og han tænkte kun på manøvre) uundgåeligt indbefatte en tremagtspagt om gensidig bistand. Men som det viste sig senere hen, var premierministerens troskab mod den hidtidige generallinje uændret. To dage senere, den 24. maj, afgav premierministeren i parlamentet en kort erklæring, i hvilken han vurderede perspektiverne yderst optimistisk: »Jeg har al grund til at håbe, at som et resultat af forslag, hans majestæts regering nu er i stand til at stille om de opståede hovedspørgsmål, vil man finde det muligt at nå fuld forståelse på et tidligt tidspunkt.« Chamberlain havde brug for denne hykleriske optimisme på det tidspunkt for at berolige den britiske »offentlige mening«. Den 25. maj overrakte den britiske ambassadør i Moskva, Seeds, den sovjetiske regering de nye forslag fra den britiske regering, som Chamberlain havde omtalt i sin parlamentstale.

To udkast til en pagt

Og sådan syntes da hovedvanskeligheden i forhandlingerne at være blevet overvundet. Englands og Frankrigs regering havde endelig anerkendt nødvendigheden af at slutte en tre-magtspagt om gensidig bistand. Ganske vist var der på grund af deres modstand, manøvrer og vaklen til ingen nytte blevet spildt ti ugers værdifuld tid, men det var alligevel ikke for sent endnu at standse aggressorens hånd, der var løftet til slag, hvis blot man handlede hurtigt og energisk. Den sovjetiske part beredte sig netop til at handle på denne måde. Vi tænkte omtrent sådan: »Tremagtspagten om gensidig bistand er nu principielt anerkendt af begge parter,- englænderne og franskmændene véd, at vi insisterer på garantier til de baltiske stater; vi véd, at englænderne og franskmændene insisterer på garantier til en række lande, som de er særlig interesseret i (Belgien, Grækenland, Tyrkiet osv.); principielt har hverken de eller vi nogen indvendinger mod sådanne garantier - altså vil det ikke blive vanskeligt at komme overens på dette punkt; det ønskelige i, at den politiske pagt og den militære konvention, som underbygger den, træder i kraft samtidig, kan ikke fremkalde nogen som helst tvivl - det vil sige, at også på dette punkt vil det blive let at komme til en overenskomst. Heraf fremgår det tydeligt, at der åbner sig gunstige perspektiver for parterne, hvis. . ., naturligvis, begge parter virkelig ønsker en overenskomst. Vi ønsker den, vi ønsker den meget - men hvordan med englænderne og franskmændene?. . .«

Vi håbede på, eller rettere ønskede at håbe på, at Englands og Frankrigs regeringer i hvert fald nu, i begyndelsen af juni, havde lært et og andet og forstod nødvendigheden (selv om det så ikke var en helt behagelig nødvendighed, så dog en nødvendighed) af sammen med USSR at skabe en enhedsfront mod aggressionen. I hvert fald anså vi det for vor politiske og historiske pligt til trods for alle tidligere skuffelser at gøre endnu et forsøg på at finde et fælles sprog med englænderne og franskmændene. Og det var, hvad vi faktisk gjorde, overbevist om, at en pagt om gensidig bistand kunne afsluttes på ganske kort tid, i hvert fald i løbet af juni, hvis der udvistes god vilje på begge sider. Desværre tog vi fuldstændig fejl. Chamberlain og Daladier (jeg tager også her og fremefter Daladiers navn ikke blot som person, men også som legemliggørelse af de berygtede »200 familier«) vedblev af al kraft at hage sig fast til deres urokkelige politiske linje at drive Tyskland og USSR mod hinanden. Selv på dette tidspunkt, da den anden verdenskrigs frygtelige spøgelse allerede tegnede sig tydeligt i horisonten, tænkte de mindst af alt på, hvordan man hurtigst muligt kunne slutte en tremagtspagt, men tværtimod på, hvorledes de kunne undgå nødvendigheden af at undertegne den.

Erkendte englænderne og franskmændene overhovedet det nært forestående nye »spring« fra Hitlers side? Ja, de erkendte det, og jeg kan anføre et slående vidnesbyrd herom. Den 12. juni havde jeg en vigtig samtale med Halifax (som jeg skal vende tilbage til senere), hvorunder jeg spurgte ham, hvorledes den kommende sommer ville forløbe efter hans mening. Den britiske udenrigsminister svarede mig bogstaveligt følgende (jeg citerer hans egne notater): »Det forekom mig, at hr. Hitler ville finde det vanskeligt at stå ansigt til ansigt med Nürnbergkonferencen uden først at have gjort et forsøg på at løse Danzig-problemet, og at hvis dette var rigtigt, vi da måtte vente, at juli og august ville blive urolige måneder« (understreget af mig - I. M.).

Som det ses, forstod den britiske regering udmærket, at der lå torden i luften, og at denne gang ville Polens skæbne blive afgjort, et land, hvis udelelighed og uafhængighed, Chamberlain og Daladier lige havde garanteret. Den britiske regering kunne ikke være uvidende om, at uden en overenskomst med USSR kunne den ikke redde Polen. Og alligevel - i stedet for hurtigst muligt at slutte en tremagtspagt om gensidig bistand slog den fra begyndelsen af juni på en stædig sabotage af netop den pagt, hvis nødvendighed den lige officielt havde anerkendt. Den bitre skildring af denne sabotage vil blive givet på de følgende sider. Men først ønsker jeg at sige, at i de diplomatiske annaler er det vanskeligt at finde et andet eksempel på en sådan falskhed og et sådant hykleri som Chamberlains og Daladiers optræden i tremagtsforhandlingerne i 1939. Det er også vanskeligt at finde et mere tydeligt eksempel på politisk blindhed, dikteret af klassehad! Samtidig viser den engelske og franske regerings holdning i de kritiske måneder under tremagtsforhandlingerne, uden at efterlade nogen tvivl, at de mindst af alt bekymrede sig om at redde Polen, at Polen ligesom Tjekkoslovakiet året før for dem kun var en skillemønt i det store spil med Hitler-Tyskland.

Når jeg mindes de dage, kan jeg ikke undgå at opholde mig ved endnu en skikkelse, der spillede en ikke ringe rolle i den engelsk-franske sabotage af tremagtsforhandlingerne - den daværende amerikanske ambassadør i London, Joseph Kennedy, far til den senere præsident i USA. Udgået af en velhavende familie gjorde Joseph Kennedy en hurtig karriere som finansmand og businessman, og 50 år gammel var han en meget rig mand. For de tjenester, han havde ydet Franklin Roosevelt under valgkampen, fik han, som det er skik i Amerika, sin »belønning« og kom i 1938 til England som USAs ambassadør. Her blev Kennedy straks sæsonens »sensation«. Først og fremmest som far til ni børn! Noget sådant sker ikke ofte blandt medlemmer af det diplomatiske korps. I flere måneder prydede den amerikanske ambassadørs smilende ansigt ustandselig avisers og tidsskrifters spalter - så i spidsen for hele familien, så sammen med sønnerne, som han havde fire af, så sammen med døtrene, af hvilke der var fem. Så begyndte kampagnen for at tildele Kennedy æresdoktortitler: Seks(!) universiteter - i Dublin, Edin-burgh, Manchester, Birmingham, Bristol og Cambridge - viste den amerikanske ambassadør denne ære. Hver gang ved disse lejligheder lød der endeløse lovprisninger af Kennedy, og fotograferne forevigede ham så i doktorkappe, så uden, så med professorhue og så barhovedet. Imidlertid interesserede den amerikanske ambassadør sig ikke blot for selskabslivet og sine repræsentative funktioner - han beskæftigede sig også med politik. Og her blev han hurtigt en afgud for »Cliveden-kliken«. Der var to hovedideer, der dominerede Kennedys sind: troen på Hitler-Tysklands almagt og mistilliden til Storbritanniens levedygtighed. Eftersom den amerikanske ambassadør samtidig var alt andet end velvillig over for USSR, blev han naturligt nok en apostel for »fredeliggørelsen« af aggressorerne. Han støttede Chamberlains politik under den tjekkoslovakiske krise, og efter München udtalte han, at det engelske folk burde rejse en statue for sin premierminister, fordi han havde reddet England og Europa fra krig.

Jeg mindes, hvorledes Kennedy noget senere, i juni 1940, efter at Frankrig havde kapituleret, og spørgsmålet rejste sig for England - om det skulle slutte fred med Tyskland eller fortsætte krigen, kom til mig i ambassaden og spurgte, hvad jeg mente om dette spørgsmål. Kennedy selv befandt sig nærmest i en tilstand af panik. Han mente, at England var magtesløs over for Tyskland, at det håbløst havde tabt krigen, og at jo hurtigere det sluttede fred med Hitler des bedre. Den amerikanske ambassadør var meget forbavset, da jeg gav mig til at modsige ham og påpegede, at intet endnu var tabt for England, at det havde store muligheder for med held at modsætte sig og tilbageslå den tyske trussel, hvis det naturligvis bevarede modet og kampviljen. Jeg understregede, at ifølge mine iagttagelser var de brede folkemassers ånd fast, og at der endda blandt de herskende var folk, der ikke ønskede at række hænderne i vejret over for de fascistiske aggressorers frækhed. Heraf drog jeg den slutning, at det ville være urigtigt at tegne de perspektiver, der åbnede sig, i alt for sorte farver. Da jeg sluttede, udbrød Kennedy, idet han slog ud med hænderne: Véd De hvad, De er simpelt hen optimist. . . Ikke engang af englænderne har jeg hørt noget tilsvarende! Naturligvis ikke! De englændere, Kennedy kom sammen med, var jo englændere af mærket »Cliveden«, og de troede hverken på sig selv eller på deres lands fremtid.

Imidlertid var det en regering, ledet af Churchill, der var ved magten i Storbritannien på det tidspunkt. Den havde sine mangler, men den genspejlede dog bedre massernes indstilling, og resultatet var, at England ikke kapitulerede for Hitler-Tyskland. Den amerikanske ambassadør og hans venner vred deres hænder i fortvivlelse, men historien har fuldt ud retfærdiggjort den daværende britiske regerings beslutning. Det er let at forstå, hvordan en mand som Kennedy kunne influere og faktisk influerede på englændernes optræden under tremagtsforhandlingerne i 1939. Han var en trofast støtte for Chamberlain i alle de komplicerede rotationer i denne ulyksalige historie.

Den 25. maj blev der sendt Seeds nye instruktioner. I overensstemmelse hermed forelagde den britiske ambassadør i Moskva (ligesom hans franske kollega Naggiar) den sovjetiske regering sit udkast til en tremagtspagt om gensidig bistand. Dens hovedindhold var følgende: 1). England, Frankrig og USSR, der handler i overensstemmelse med principperne i artikel 16, paragrafferne 1 og 2, i Folkeforbundets pagt«, yder hinanden enhver støtte og hjælp i tre tilfælde: a) hvis nogen af dem udsættes for aggression fra en europæisk magts side,- b) hvis nogen af dem inddrages i krigshandlinger som resultat af garantitilsagn til nogen europæisk stat, og c) hvis nogen af dem inddrages i krigshandlinger som resultat af hjælp til nogen europæisk stat, der, uden at have garantier fra deltagerne i pagten, alligevel måtte henvende sig til dem om hjælp i kampen mod aggression (artikel 1 og 2). De tre regeringer skal i fællesskab drøfte metoder, med hvis hjælp deres gensidige støtte og hjælp i fornødent fald kan give de mest effektive resultater. 3). Pagten sluttes for et tidsrum af fem år. Det er indlysende, at dette udkast ikke kunne tilfredsstille USSR, da det havde en række mangler, af hvilke de vigtigste var: For det første knyttede den tremagtspagten til Folkeforbundet. Dette betød faktisk, at under de i den givne organisation herskende regler og skikke ville pagten aldrig kunne føre til hurtige og effektive handlinger. Alt ville blive indskrænket til smukke ord og papirresolutioner.

For det andet anbragte de USSR i en ulige position i forhold til dets partnere, idet det forpligtede USSR til at komme England og Frankrig til hjælp, hvis de blev inddraget i en krig som resultat af deres garantier til Polen, Rumænien og Grækenland og visse andre stater, men det forpligtede ikke England og Frankrig til at komme USSR til hjælp, hvis dette blev inddraget i en krig som følge af et tysk angreb på de baltiske stater, idet England og Frankrig ikke havde givet dem garantier. Imidlertid kunne USSR fra denne side altid vente forskellige ubehagelige overraskelser.

Endelig, for det tredje, var punktet om underbygning af pagten med en militær konvention formuleret i sådanne almindeligheder og så ubestemt, at det var vanskeligt at sige, hvornår militærkonventionen ville blive underskrevet, og om den i det hele taget ville blive underskrevet. Uvilkårligt fik man det indtryk, at englænderne og franskmændene forestillede sig en pagt som endnu et »stykke papir«, hvormed de kunne spekulere i forhandlingerne med Tyskland, men ikke som et virkeligt kampinstrument mod aggressionen og forsynet med skarpe tænder. Nej, indholdet af det engelsk-franske pagtudkast vakte triste tanker og lovede intet godt, men alligevel besluttede den sovjetiske part at foreslå forhandlinger i håbet om gradvis at rette situationen op. Derfor forelagde den sovjetiske regering den 2. juni sine forhandlingspartnere et modforslag, der i det væsentlige gik ud på følgende: Frankrig, England og USSR yder hinanden øjeblikkelig effektiv hjælp, hvis nogen af dem skulle blive inddraget i krigshandlinger med en europæisk magt i tilfælde af denne magts aggression mod en af deltagerne i pagten,- denne magts aggression mod Belgien, Grækenland, Tyrkiet, Rumænien, Polen, Letland, Estland og Finland, som England, Frankrig og USSR har forpligtet sig til at forsvare mod angreb, og hjælpeydelse fra en af deltagerne i pagten til nogen som helst europæisk magt (uden for de garanteredes kreds), der måtte anmode om en sådan hjælp til kamp mod krænkelse af dens neutralitet. I tilfælde af, at der opstår fælles krigsoperationer som resultat af anvendelse af pagten, forpligter de tre magter, der har underskrevet den, sig til kun at slutte våbenhvile eller fred efter fælles overenskomst. I tilfælde af, at der opstår aggressionstrussel fra en europæisk magts side, vil de tre deltagere i pagten øjeblikkelig konsultere hinanden og, om det bliver nødvendigt, i fællesskab afgøre, hvornår og hvorledes den gensidige bistands maskineri skal sættes i funktion, uafhængigt af enhver procedure, der er fastsat af Folkeforbundet for undersøgelse af det pågældende spørgsmål. De tre deltagere i pagten afslutter på kortest mulig tid en overenskomst om .metoder, former og omfang af den gensidige bistand til hinanden. Pagten træder i kraft samtidig med denne overenskomst. Pagten afsluttes for et tidsrum af fem år.

Som det ses, fjernede det sovjetiske udkast til en pagt, der bar en rent forsvarsmæssig karakter, manglerne i det engelsk-franske udkast: det afbrød dets forbindelse med Folkeforbundet, gav en præcis opremsning af de stater, der garanteredes af de tre stormagter, indbefattet de baltiske lande, det vil sige skabte ligeret mellem USSR og dets vestlige partnere, og endelig fastslog det udtrykkeligt, at pagten og militærkonventionen skulle træde i kraft samtidig. Desuden forpligtede det sovjetiske udkast alle pagtens deltagere til i tilfælde af et krigsudbrud kun at slutte våbenhvile eller fred efter fælles overenskomst (i øvrigt spillede denne sidste bestemmelse i pagten ikke nogen som helst væsentlig rolle i forhandlingerne). Hvis Englands og Frankrigs regering oprigtigt bestræbte sig for at skabe en alvorlig barriere mod den fascistiske aggression, måtte de hilse det sovjetiske projekt velkommen og på kortest mulig tid antage det: det garanterede jo i fuld udstrækning alle de lande, som de hidtil havde nævnt som værende af særlig interesse for dem; det skabte jo i virkeligheden et effektivt, hurtigt virkende maskineri for gensidig bistand til kamp mod aggressionen.

Ja, hvis de gjorde det.. . Men det var netop denne hovedbetingelse, der ikke fandtes! Chamberlain og Daladier erklærede hyklerisk, at de ønskede pagten og endda hurtigst muligt, men i virkeligheden forbandede de den dag og time, da den bitre nødvendighed tvang dem til at indlede tremagtsforhandlingerne. Netop derfor kastrerede de så ubarmhjertigt selve pagtens »sjæl« i deres udkast af 25. maj. Netop derfor slog de, da de stødte på det sovjetiske modforslag af 2. juni, ind på en trættende og langvarig sabotage af det ved hjælp af uendelige korrektioner, reservationer, tilføjelser og ændringer. Når de her havde måttet opgive en position, hagede de sig fast til en anden, når de måtte opgive den anden, greb de fat i en tredje osv. i det uendelige. De mest indlysende ting gjordes pludselig til genstand for modsigelse og tvivl. Under vort pres blev englænderne og franskmændene hele tiden tvunget til tilbagetog, men de gjorde det langsomt, uvilligt, tænderskærende og samtidig krævede de »kompensation« for hver »indrømmelse«, de gjorde.

Når jeg mindes denne lumre, udmattende sommer i 1939, der var tung af tordenelektricitet, alle de diskussioner, samtaler, møder, drøftelser, konflikter og kompromis'er, i hvis atmosfære jeg måtte tilbringe denne sommer, kan jeg med hånden på hjertet sige, at der ikke har været nogen hårdere periode i mit liv. Jeg følte, at verden hurtigt gled hen mod katastrofen, at der måtte giganters kræfter til for at forhindre en ny verdenskrig, og her, for mine øjne, ved Themsens og Seinens bredder, kravlede der dværge omkring, der ikke ønskede at forstå, og ikke forstod, hvad der foregik på Jorden, og som levede fra dag til dag, helt hensunket i små træk og modtræk i en traditionel diplomatisk rutine.

Nævne eller ikke nævnet

Retfærdigvis må det siges, at englænderne og franskmændene hurtigt gik med til indrømmelser i spørgsmålet om Folkeforbundet, og de forsøgte endda at fremstille sagen, som om der til grund for de opståede uoverensstemmelser lå en ren misforståelse, de havde slet ikke haft for øje at anvende Folkeforbundets procedure i forbindelse med tremagtspagten; det skulle blot have drejet sig om en akademisk konstatering af, at tremagtspagten var i overensstemmelse med Folkeforbundets principper. Jeg nærede alvorlig tvivl om oprigtigheden i denne forklaring; langt større rolle spillede her sandsynligvis, at Folkeforbundet på dette tidspunkt var kommet i absolut miskredit som et instrument i kampen mod aggressionen, men en kendsgerning var det: allerede i de første dage af juni blev dette punkt i uoverensstemmelserne taget af dagsordenen. Den sovjetiske part hilste dette skridt fremad i forhandlingerne, men afholdt sig foreløbig fra ethvert gætteri om fremtiden.

Den 8. juni meddelte Halifax i en samtale med mig, at han i den hensigt at fremskynde forhandlingerne havde besluttet at sende en fremtrædende funktionær i udenrigsministeriet, William Strang, til Moskva. Dette skabte et dobbelt indtryk. På den ene side vidnede afsendelsen af Strang, en fornuftig mand, der var godt kendt med Sovjetunionen fra sit tidligere arbejde dér, tilsyneladende om et ønske hos den britiske regering om hurtigere at komme til en overenskomst. På den anden side forekom det imidlertid noget mærkeligt, at man til udsending for opnåelse af et så vigtigt mål ikke havde valgt en eller anden stor politiker, men en embedsmand (lad ham så være en begavet embedsmand, men alligevel en embedsmand) fra den diplomatiske tjeneste. Halifax' meddelelse fik mig i nogen grad til at være på vagt, men jeg ønskede ikke at drage nogen forhastede konklusioner. Derfor tog jeg blot til efterretning, at Strang den 12. juni fløj fra London og den 14. juni ankom til Moskva. Her tog han aktivt del i forhandlingerne lige til begyndelsen af august.

For virkelig hurtigt at afslutte tremagtspagten, hvilket var vort hovedmål, og samtidig føle sig frem til vore britiske partneres virkelige hensigter besluttede den sovjetiske regering at invitere Halifax til Moskva. Da den imidlertid ikke var sikker på hans indstilling til et sådant skridt, gav den sin demarche en mere forsigtig form. Om morgenen den 12. juni, netop samme dag som Strang fløj til USSR, fik jeg instruks om øjeblikkeligt at opsøge Halifax og »på egne, personlige vegne« venskabeligt og indtrængende at anbefale ham hurtigst muligt at rejse til Moskva for at fuldende forhandlingerne og underskrive pagten. Samme dag var jeg hos den britiske udenrigsminister og opfyldte det hverv, der var pålagt mig fra Moskva. Nu, da parterne er kommet overens om det vigtigste spørgsmål - sagde jeg - og der vil blive sluttet en gensidig bistandspagt mellem de tre stater, er det meget vigtigt, at denne nødvendige diplomatiske akt fuldføres uden nogen forsinkelse. Den internationale situation er yderst spændt, i Danzig kan der fra den ene dag til den anden forekomme begivenheder, svangre med farer . . . Fredens kræfter må skynde sig ... Hvis tremagtspagten undertegnes i de nærmeste dage, kan dette afkøle Hitler stærkt. . . Jeg tror, vi alle er interesseret i dette . . . Jeg har tænkt over, hvad der kunne begunstige den hurtigst mulige oprettelse af tremagtskoalitionen mod aggressorerne og er kommet til den slutning, at meget afhænger af Dem personligt, lord Halifax. Hvis De ville gå med til nu med det samme, i denne uge eller i hvert tilfælde i næste uge at besøge Moskva, dér føre forhandlingerne til ende og underskrive pagten, ville freden i Europa kunne bevares. Ville dette ikke være en værdig opgave for en stor statsmand? Burde man ikke til opnåelse heraf udnytte alle mulige kræfter? Jeg kan med absolut bestemthed forsikre Dem, at den sovjetiske regering ville hilse en sådan beslutning fra Deres side velkommen, og De ville få den varmeste og hjerteligste modtagelse i Moskva.

Jeg iagttog opmærkksomt Halifax. Hans aflange lidenskabsløse ansigt bevarede i begyndelsen sit sædvanlige skeptiske smil. Efterhånden som jeg talte, antog det et stadig mere alvorligt udtryk. Halifax var en tilstrækkelig erfaren diplomat til at forstå, at den sovjetiske ambassadør ikke kunne råde ham med en sådan indtrængenhed, hvor meget det så var i »personlig form«, til at foretage en rejse til Moskva, hvis han ikke havde sin regerings sanktion hertil. Hvis De lord Halifax - sluttede jeg - fandt det muligt straks at begive Dem til Moskva, ville jeg anmode min regering om at sende Dem en officiel indbydelse. Halifax' ansigtsudtryk blev alvorligt og uudgrundeligt. Han så opmærksomt op mod loftet, strøg sig derpå hen over næseryggen og sagde endelig meget betydningsfuldt: Jeg skal have det i tankerne. Jeg forstod naturligvis, at Halifax ikke kunne afgøre spørgsmålet om en rejse til Moskva uden at have drøftet det i kabinettet. Jeg ventede nogle dage - der kom intet svar på min indbydelse. Der gik en uge - Halifax blev ved at bevare tavshed. Da var det åbenbart: Halifax ønskede ikke at rejse til Moskva, den britiske regering tænkte ikke på den hurtigst mulige afslutning af pagten. Dens samtykke i at underskrive en tremagtsoverenskomst om gensidig bistand, hvorom den havde givet os meddelelse den 25. maj, var ikke nogen oprigtig ændring af synspunkter, men en simpel manøvre, der var påtvunget den af omstændighederne. Man kunne ikke på nogen måde stole på dens tilsagn. På denne måde fik sovjetregeringen svar på det spørgsmål, der interesserede den: Halifax' passivitet (lige til afslutningen af forhandlingerne vendte han da heller ikke tilbage til det af mig rejste spørgsmål) var mere talende end de mest udsøgte diplomatiske erklæringer.

Nu, mange år senere, kan jeg gøre en meget vigtig efterskrift til den netop refererede samtale med Halifax den 12. juni 1939. I de af den britiske regering offentliggjorte dokumenter om britisk udenrigspolitik (Documents on British Foreign Policy) findes en beretning om denne samtale, sammenstillet allerede dengang af Halifax. Hvordan fremstilles nu her min indbydelse til hans rejse til Moskva? Jeg anfører det autentiske citat fra den netop nævnte beretning: ». . . 7. Til slut bemærkede Majskij, at det ville være godt, hvis jeg, når sagerne var roligere, selv ville rejse til Moskva, hvortil jeg svarede, at, mens intet naturligvis ville være mig en større fornøjelse, følte jeg ikke, at det var muligt for mig at være fraværende fra London på nuværende tidspunkt.« Bortset fra den kendsgerning, at vor temmelig lange samtale vedrørende rejsen her er reduceret til nogle få yderst strømlinjede ord, findes der i hvert fald to direkte usandheder i den anførte fremstilling af Halifax. For det første anbefalede jeg Halifax indtrængende at begive sig til Moskva øjeblikkelig, i midten af juni 1939, for hurtigst muligt at underskrive pagten og dermed skabe »roligere sager« i Europa, men Halifax siger lige det modsatte: som om jeg havde rådet ham til først at rejse til Moskva, efter at »sagerne var blevet roligere«, det vil åbenbart sige, først efter undertegnelsen af pagten. Rigtigheden af min version bekræftes faktisk af Halifax selv, eftersom han i sit notat, hvor han gengiver sit svar på mit forsvar, siger: »... følte jeg ikke, at det var muligt for mig at være fraværende fra London på nuværende tidspunkt« - med andre ord: vor samtale drejede sig om hans rejse »på nuværende tidspunkt« og ikke engang i fremtiden.

For det andet hævder Halifax i sit notat, at han straks havde erklæret over for mig, at det var umuligt for ham straks at rejse til Moskva; i virkeligheden sagde udenrigsministeren intet i denne retning til mig, men han svarede blot, at han ville have mit forslag i tankerne. Mens den anden usandhed ikke har nogen særlig alvorlig betydning, er den første en virkelig og ondsindet forfalskning, fordi den fuldstændigt forvrænger sandheden. Jeg véd ikke, om Halifax rådførte sig med vorherre, da han gjorde sit notat om vor samtale, men der er ikke nogen som helst tvivl om, at den ædle lord her har handlet absolut uværdigt. Uvilkårligt rejser det spørgsmål sig, hvorfor han havde brug for dette. Min forklaring er: Eftersom beretningerne om samtaler med ambassadører sædvanligvis rundsendtes til alle kabinettets medlemmer, ønskede Halifax at skjule mit forslag endda for sine ministerkolleger af frygt for, at det skulle fremkalde indre forviklinger blandt regeringens medlemmer. På det tidspunkt koncentreredes hele Englands udenrigspolitik jo i hænderne på tre mænd - Chamberlain, Horace Wilson og Halifax, og Wilsons rolle var desuden langt vigtigere end Halifax' rolle.

Rigtigheden af min formodning bekræftes af endnu en slående kendsgerning. Omtrent på samme tidspunkt henvendte Eden, der havde hørt om Halifax' uvilje mod at rejse til Moskva, sig på eget initiativ til den britiske regering og tilbød den sine tjenester. Jeg har grund til at tro - erklærede han - at russerne ikke vil være uvenligt indstillet til mig . . . Hvis det af en eller anden grund er ubelejligt for lord Halifax at tage til Moskva på nuværende tidspunkt, så send mig og overlad mig at fuldføre forhandlingerne. Imidlertid afslog Chamberlains regering Edens forslag. Således havde vi nu erfaret, at der ikke var sket nogen som helst ændring i sindet på den britiske regering, at den fortsat holdt fast ved »Cliveden-folkene«s politiske linje. Ikke desto mindre besluttede den sovjetiske regering at fortsætte forhandlingerne; trods alt måtte forsøget på at sikre freden ved at oprette en tremagtskoalition føres igennem til det sidste. Det bød os sovjetfolkets og hele menneskehedens interesser. Det bød os ansvaret over for historien.

Jeg har ikke mulighed for i alle enkeltheder at beskrive (og det er næppe heller nødvendigt) den lusken omkring tremagtspagten som katten om den varme grød, hvormed englænderne og franskmændene i sommeren 1939 saboterede den heldige gennemførelse af forhandlingerne. Jeg skal blot sige, at jeg hele tiden følte det, som om vi, den sovjetiske part, masede os gennem en tæt krattykning, hvor vi for hvert skridt stødte på grøfter og huller. Vort tøj blev revet i laser, ansigt, hænder og ben var dækket af dybe rifter og endog sår, fra hvilke blodet løb, men alligevel gik vi stædigt frem for at nå det opstillede mål. . . Men ak! - vi kom alligevel ikke frem til det, og hvorfor - det vil ses af det følgende. Her vil jeg blot opholde mig ved hovedfaserne af forhandlingerne dengang.

Hele juni gik med en kamp (tænk blot!) om spørgsmålet - hvorvidt man skulle nævne eller ikke nævne ved navn i pagtens tekst de lande, som de tre stormagter skulle garantere. Som allerede tidligere påpeget, fandtes der i det engelsk-franske udkast af 25. maj et punkt, der forpligtede England, Frankrig og USSR til at komme hinanden til hjælp i tilfælde af, at de blev inddraget i en krig som garanter for nogen europæisk stat. Det var en alt for almen og utilstrækkelig formulering, som i praksis tillod forskellige fortolkninger. Havde forholdet mellem den sovjetiske regering på den ene side og den franske og engelske regering på den anden side været bygget på basis af venskab og gensidig tillid, kunne man vel affinde sig med det. Men det faktiske forhold mellem disse regeringer var gennemsyret af gensidig mistillid og mistænksomhed, hvortil der, som vi véd, var mere end rigelig grund for sovjetregeringens vedkommende. Derfor havde USSR i sit modprojekt af 2. juni præcist nævnt de otte lande ved navn, som de tre stormagter påtog sig at garantere. Det var, gentager jeg, Belgien, Grækenland, Tyrkiet, Rumænien, Polen, Letland, Estland og Finland. Her toges hensyn såvel til USSRs som til Englands og Frankrigs interesser. Man skulle tro, Chamberlain og Daladier måtte være tilfredsstillet - men nej! De var utilfredse! Og med hvad da?

Til at begynde med var det det, at de tre Østersøstater var indføjet i antallet af garanterede lande - hvad skulle det til? Det var en overflødig byrde! Englænderne og Franskmændene forsøgte på forskellige måder at overbevise os om, at en sådan garanti ikke var nødvendig, og de hagede sig især fast ved, at de baltiske staters territorium var alt for snævert til her at oprette en effektiv krigsfront. Følgelig kunne de ikke udnyttes af tyskerne mod USSR uden samtidig udbredelse af fronten til Polens territorium. Og hvis Polen blev inddraget i krigen, trådte den garanti i kraft, som England og Frankrig havde givet det. Naturligvis kunne sovjetregeringen ikke erklære sig enig i disse argumenter, og i den samme samtale med Halifax den 12. juni, der er omtalt tidligere, erklærede jeg fast, at uden garantier til de tre Østersøstater ville der ikke blive nogen pagt.

Da englænderne og franskmændene herefter måtte trække deres indvendinger mod garantier til de baltiske stater tilbage, erklærede de pludselig, at de anså det for uønskeligt at nævne alle de i pagtens tekst opregnede garanterede stater ved navn. Hvorfor? Til begrundelse anførtes forskellige betragtninger: Den åbne erklæring af garantier skulle krænke de garanterede landes nationale stolthed; den åbne garantierklæring ville skræmme de garanterede stater, fordi det skabte indtryk af, at de havde tilsluttet sig den anti-nazistiske front; den åbne garantierklæring uden direkte samtykke hertil fra de garanterede staters side skulle angiveligt være i strid med folkerettens principper. Da den sovjetiske part som svar foreslog England og Frankrig at øve indflydelse på de garanterede stater og bevæge deres regeringer til i hvert fald ikke at gøre indvendinger mod garantien, indtog Chamberlain og Daladier øjeblikkelig en højtidelig positur og erklærede, at hver stat jo var suveræn, og det derfor ville være syndigt at søge at overtale den til at deltage i anti-Hitlerfronten. Ydermere opmuntrede vore forhandlingspartnere, især englænderne (om ikke officielt, så dog halvofficielt) de reaktionære regeringer i Østersø-staterne til åbne erklæringer om, at de ikke ønskede at få nogen som helst garantier overhovedet af de tre stormagter. Faktisk afgav Finlands, Estlands og Letlands udenrigsministre erklæringer i denne ånd, hvorved Estlands repræsentant viste sig særlig krigerisk. Så drog den sovjetiske regering den logiske slutning af den opståede situation: Den 16. juni foreslog folkekommissæren for udenrigsanliggender den engelske ambassadør Seeds og den franske ambassadør Naggiar i Moskva overhovedet at opgive at indføre garantier til andre europæiske magter i pagten og simpelt hen undertegne en gensidig bistandspagt mellem England, Frankrig og USSR i tilfælde af et tysk angreb direkte på en af de nævnte magter.

Dette fremkaldte stor bestyrtelse i London og Paris. Her ræsonnerede man som så: »Hvis man antog det sovjetiske forslag, hvad ville der så blive af de garantier til Polen og Rumænien, som England og Frankrig havde givet dem i marts og april 1939? De ville hænge i luften og blive forvandlet til værdiløse lapper papir, der imidlertid var i stand til at tilføje de magter, der havde udstedt dem, betydeligt prestigetab.« Derfor skyndte den britiske og franske regering sig at afvise afslutning af en simpel tremagtspagt om gensidig bistand og vendte på ny tilbage til en tremagtspagt med garantier til andre lande. Under en række møder i Moskva prøvede de på forskellig måde at undgå nødvendigheden af at nævne de garanterede lande i pagten, og da de havde overbevist sig om muligheden heraf, fremsatte de den 21. juni et forslag (konkret blev det stillet af den franske ambassadør Naggiar om at overføre listen over garanterede lande fra artikel 1 i pagtens hovedtekst til en hemmelig protokol, der skulle bilægges pagten. Det var ikke helt forståeligt, hvorfor dette var mere antageligt for englænderne og franskmændene, da indholdet af ethvert hemmeligt dokument i vore dage meget hurtigt bliver almindeligt kendt, men eftersom vore partnere insisterede på en sådan protokol, anså den sovjetiske regering det ikke for nødigt at modsætte sig det.

I denne forbindelse anser jeg det for nødvendigt at gøre en bemærkning vedrørende det gensidige forhold mellem englænderne og franskmændene under tremagtsforhandlingerne. Jeg har allerede med vor ambassadør i Paris, J. Z. Surits' ord mindet om, at trods al sin reaktionære karakter indtog Daladiers regering alligevel en mere velvillig stilling til pagten end Chamberlains regering. Dette forklaredes naturligvis ikke ved nogen særlig veldædighed eller fremsynethed hos de franske München-folk, men ved den kendsgerning, at Tyskland langt mere umiddelbart truede Frankrig end England. Hvordan det nu end var, så fremtrådte der trods alt fællesskab i Londons og Paris' linje under forhandlingerne visse små forskelle mellem dem, der viste sig i flere tilfælde. Dette afsløredes blandt andet i spørgsmålet om at opregne de garanterede lande i pagten, da Naggiar stillede sit forslag om at overføre en sådan opregning til en hemmelig protokol. Som vi senere skal se, gentoges dette mere end én gang i det følgende forhandlingsforløb.

Imidlertid sluttede sagen med anførelsen af de garanterede lande ikke med det allerede anførte. Da man var blevet enig i spørgsmålet om den hemmelige protokol, erklærede englænderne og franskmændene pludselig, at de ønskede at udvide garantien til endnu tre lande, der interesserede dem: Holland, Luxembourg og Svejts. Således viste det sig, at de tre stormagter skulle garantere ikke otte lande, på hvilket grundlag alle forhandlingerne hidtil havde været ført, men elleve lande, deriblandt to (Holland og Svejts), som end ikke opretholdt diplomatiske forbindelser med USSR. Dette måtte naturligvis forøge den byrde, der hvilede på garantigivernes skuldre, især USSRs skuldre, da netop USSR i krigstilfælde kom til at bære hovedbyrden af garantien til seks stater - Polen, Rumænien, Tyrkiet og de tre Østersølande. Den sovjetiske part erklærede på et af møderne, at de forpligtelser, man påtog sig allerede over for de oprindeligt nævnte otte stater, overført til militært sprog i tilfælde af deres realisering ville kræve, at USSR stillede hundrede divisioner i marken, og med udvidelsen af antallet af garanterede lande ville der krævedes endnu mere. I betragtning heraf erklærede den sovjetiske regering sig beredt til at tage de ekstra tre stater under de tre stormagters beskyttelse, men kun i tilfælde af, at den fik en vis »kompensation« i form af for eksempel pagter om gensidig bistand med Polen og Tyrkiet i stedet for de tidligere planlagte ensidige garantier til Polen og Tyrkiet fra Sovjetunionens side. Eftersom England og Frankrig igen krøb i skjul bag Polens og Tyrkiets suverænitet, og eftersom det var klart, at afslutning af gensidige bistandspagter med de nævnte lande var en højst tvivlsom sag, når de indtog denne holdning, besluttedes det til syvende og sidst, at Holland, Luxembourg og Svejts ikke skulle indføjes i listen over garanterede lande, men det skulle fastslås i den hemmelige protokol (som allerede er omtalt), at i tilfælde af, at der opstod fare for de tre netop nævnte staters uafhængighed, skulle de tre store konsultere hinanden om foranstaltninger, det var nødvendigt at tage.

Men englænderne og franskmændene trak ikke blot forhandlingerne ud i det uendelige, de krævede også »kompensation« af os for hver eneste »indrømmelse«, de gjorde. I denne anledning fandt der et skarpt sammenstød sted mellem mig og Halifax den 23. juni. Halifax inviterede mig op i udenrigsministeriet og begyndte at beklage sig bittert over den sovjetiske »stædighed« og »uvilje til indrømmelser«, og derefter tog han sin barske, gådefulde mine på og spurgte lige ud, om den sovjetiske regering virkelig ønskede en tremagtspagt. Hvorfor stiller De et sådant spørgsmål? - svarede jeg. - De véd jo udmærket, at den sovjetiske regering er en over bevist tilhænger af en tremagtspagt. Det kan jeg ikke se, erklærede Halifax. - Under forhandlinger gør begge parter altid indrømmelser og enes til slut om et kompromis. Vi, den engelske part, har under disse forhandlinger gjort Dem ikke så få indrømmelser, men De har ikke rokket Dem en tøddel fra Deres oprindelige positioner ... Åbenbart er den sovjetiske regering ikke interesseret i en pagt. Undskyld, lord Halifax - indvendte jeg - men åbenbart har den sovjetiske og engelske part forskellige forestillinger om, hvad diplomatiske forhandlinger er. Den engelske part tænker sig dem åbenbart som en slags basar, på hvilken to prangere købslår; til at begynde med skruer prangerne priserne utroligt i vejret, derpå begynder de gradvis at slå af på dem, og endelig når de til enighed; herunder kræver hver pranger for hver indrømmelse, han gør, en tilsvarende indrømmelse af sin modpart. Men vi, den sovjetiske part, ser altså noget anderledes på diplomatiske forhandlinger. Vi søger ikke i begyndelsen at stille overdrevne krav for derefter at have mulighed for at have noget »at slå af på«. Vi siger straks det, som efter vor mening kræves for at nå det stillede mål. Sådan er vi også gået frem i de nuværende forhandlinger. Det, der er fremstillet i det sovjetiske udkast af 2. juni, er det »jernminimum«, som kan sikre freden i Europa. De derimod begyndte med noget, der på ingen måde kunne sikre denne fred, og derfor måtte De ganske naturligt gradvis bevæge Dem i vor retning, for også De må være interesseret i at bevare freden i Europa. Vi kan ikke fravige vort »jernminimum« uden at forråde fredens sag. De derimod må nærme Dem endnu noget til os, for at vi med fælles kræfter skal være i stand til at sætte en grænse for aggressionen. Derfor må De hellere gemme Deres katalog over de af Dem gjorte indrømmelser og ikke kræve nogen kompensationer af os for dem. Det går vi ikke med til. Vi er realistiske. De må forstå, at vi ikke er interesseret i juridiske formler, i ligevægt i forholdet mellem indrømmelser fra den ene eller anden side, vi er interesseret i sagens væsen, det vil sige en virkelig forhindring af aggression og sikring af freden i Europa. Til at nå dette mål er der kun én vej - det er den vej, den sovjetiske part følger. Lad os følges ad denne vej.

Halifax lyttede opmærksomt til mig, men erklærede sig ikke enig med mig. Han begyndte nu at påvise, at i alle forhandlinger er det »menneskelige element« meget vigtigt, og dette »element« forudså pligten til gensidige indrømmelser. Uden sådanne gensidige indrømmelser kunne der ikke skabes en »atmosfære«, der bidrog til forhandlingernes heldige forløb og udfald. Vi gør en fejl, hvis vi ignorerer spørgsmålet om »atmosfæren«. Efter at have hørt Deres synspunkter - resumerede Jeg - er jeg måske rede til at erkende, at den sovjetiske regering virkelig har gjort en fejl: den har ikke taget det engelske diplomatis hesteprangermetoder i betragtning og har derfor alt for tidligt og alt for åbent afsløret sit »jernminimum«. Men der er virkelig ingen grund for os til at give undskyldning for denne fejl. Jo længere forhandlingerne skred frem, des tydeligere blev det, at englænderne og franskmændene simpelt hen drev en sabotagetaktik. Den europæiske situation blev mere og mere spændt for hver dag, der gik. Uvejrsskyerne samledes klart nok over Danzig. Den 12. juni kom Goebbels dertil og holdt en rasende tale, i hvilken han direkte erklærede, at den tid nærmede sig, da Danzig blev en del af Hitler-Tyskland. I de følgende dage oversvømmedes byen af tusinder af tyske »turister«; i enorme mængder smugledes forskellige våben, endda svært artilleri, til Danzig; den nazistiske leder i byen, Forster, rettede en appel til befolkningen om ikke at sky nogen anstrengelser for på ny at gøre den til en tysk by. Under indflydelse af disse begivenheder steg spændingen i det tyskpolske forhold endnu mere, og ophidselsen i London og Paris øgedes stadig. I en tale i nationalforsamlingen den 27. juni erklærede Daladier, at »Europa aldrig tidligere har været i en sådan tilstand af forvirring og uro som nu«, og fem dage senere konstaterede den franske ministerpræsident, at den »almene situation i Europa er overordentlig alvorlig«. I en tale, der blev holdt i London den 28. juni, sagde Churchill: Jeg er meget bekymret over den situation, hvori vi befinder os på nuværende tidspunkt. Den minder meget om situationen sidste år, men med den forskel, at i år har vi ingen mulighed for tilbagetog. Vi var ikke knyttet til Tjekkoslovakiet af en aftale om forpligtelser. Nu har vi givet Polen absolut garanti. Alt taler for, at nazisterne har gjort de nødvendige forberedelser til at tvinge Polen til indrømmelser. Hvis Polen ikke viger, vil det blive angrebet af store styrker fra vest og syd. Selv Halifax opridsede i en tale den 29. juni i meget mørke farver de perspektiver, der åbnede sig for Europa.

Og dog, til trods for alt dette vedblev englænderne og franskmændene at trække deres trættende og kunstigt oppustede bryderier ind i forhandlingerne om tremagtspagten. En af deres yndede metoder hertil var at trække deres svar på vore forslag eller ændringer i langdrag. Netop i de dage gjorde jeg en statistisk beregning af, hvor megen tid af forhandlingernes samlede varighed, der var blevet optaget til forberedelse af svar på henholdsvis den sovjetiske og den engelsk-franske side. Det var ganske interessante tal, der kom ud af det. Det viste sig, at af de 75 dage, som forhandlingerne indtil da havde varet, havde USSR kun brugt 16 dage til forberedelse af sine svar, og England og Frankrig 59. Det er ikke mærkeligt, at disse tal blev udnyttet i den sovjetiske presse. I en artikel, der offentliggjordes i »Pravda« den 29. juni 1939, hed det: »De engelsk-fransk-sovjetiske forhandlinger om afslutning af en effektiv pagt om gensidig bistand mod aggressionen er kommet ind i en blindgyde ...

De utilstedelige forsinkelser og endeløse tovtrækkeri i forhandlingerne med USSR giver grund til at tvivle på oprigtigheden i Englands og Frankrigs sande hensigter og tvinger os til at stille spørgsmålet, hvad der ligger til grund for en sådan politik: alvorlige bestræbelser for at sikre fredsfronten eller ønsket om at udnytte forhandlingerne og forhalingen af selve forhandlingerne til visse andre mål, der intet har tilfælles med det mål at skabe en front af fredsmagter. Dette spørgsmål melder sig med så meget større kraft, som den engelske og franske regering i forhandlingernes løb ophober kunstige vanskeligheder, skaber udseende af alvorlige uoverensstemmelser mellem England og Frankrig på den ene side og USSR på den anden om spørgsmål, der ved god vilje og oprigtige hensigter hos England og Frankrig kunne løses uden forsinkelse og vanskeligheder.«

»Pravda« påpegede videre en af »disse kunstige vanskeligheder« (spørgsmålet om garantier til de baltiske stater) og understregede, at i andre tilfælde, hvor England følte sig virkelig interesseret (spørgsmålet om garantier til Holland og andre), tog det ringe hensyn til disse landes ønsker, når det påtog sig at garantere dem, og bladet fortsatte: »... englænderne og franskmændene ønsker ikke en sådan pagt med USSR, der er baseret på lighedens og gensidighedens princip, skønt de daglig sværger på, at de også er for »lighed«, men de ønsker en overenskomst, i hvilken USSR skal spille rollen som deres daglejer, der skal bære alle forpligtelsernes byrde på sine skuldre.« Efter at have erklæret, at der ikke kunne blive tale om en pagt af denne art, sluttede »Pravda« sin artikel med følgende betydningsfulde ord: »... det ser ud, som om englænderne og franskmændene ikke ønsker en virkelig overenskomst, der er antagelig for USSR, men kun snak om en overenskomst for ved spekulation i USSRs opdigtede halsstarrighed over for den offentlige mening i deres lande at lette sig vejen til en kohandel med aggressorerne.« Det ramte lige i øjet.

Pagt og militær konvention

Hvordan det nu end var, så havde man i begyndelsen af juli reguleret spørgsmålet om opregningen af de stater, der skulle garanteres af de tre stormagter, og nu kom turen til løsningen af andre vanskeligheder, der stod i vejen for undertegnelse af pagten. Den vigtigste af disse var spørgsmålet om forbindelsen mellem pagten og den militærkonvention, der skulle underbygge den. Man kan ikke sige, at dette spørgsmål ikke var blevet berørt tidligere - slet ikke! Allerede i løbet af juni var det blevet rejst mere end én gang under forhandlingerne mellem de sovjetiske og engelsk-franske repræsentanter i Moskva og tillige mellem mig og Halifax i London. Men alligevel var parternes hovedanstrengelser i juni blevet koncentreret om spørgsmålet: Skulle man nævne eller undlade at nævne de stater, der skulle garanteres af de tre store?

I juli trådte spørgsmålet om forbindelsen mellem pagten og militærkonventionen frem i første plan. Der var særlige grunde hertil: Atmosfæren i Europa var blevet frygtelig ophedet, krigen kunne udbryde hvert øjeblik, og man måtte så hurtigt som muligt og så præcist som muligt fastslå, hvilken bistand de tre stormagter ville yde hinanden, hvis en af dem skulle blive inddraget i krig med Tyskland. Under forhandlingerne med de engelsk-franske repræsentanter i Moskva var det adskillige gange blevet understreget, at en pagt uden en militær konvention ville være »et tomt stykke papir«, og at militærkonventionen i den opståede situation var vigtigere end pagten. Imidlertid fortsatte vore partnere også i dette spørgsmål med stædig blindhed den samme sabotageteknik, skønt jorden begyndte at brænde under deres egne fødder.

Parternes standpunkter til spørgsmålet om pagten og militærkonventionen var i det væsentlige følgende: Den sovjetiske regering mente, at pagten og militærkonventionen måtte udgøre et samlet hele, være to dele af én og samme overenskomst og træde i kraft samtidig. Med andre ord, uden en rnilitærkonvention kunne der heller ikke være tale om nogen politisk pagt. Dette synspunkt blev klart udtrykt allerede i vore første forslag af 17. april, og vi førte det konsekvent frem i alle vore forhandlinger med englænderne og franskmændene såvel i Moskva, som i London og Paris. Der er allerede tidligere blevet talt om grundene, der tvang os til strengt at fastholde dette synspunkt.

Den engelske og franske regering derimod mente, at pagten og militærkonventionen var to forskellige dokumenter, og at det ikke var formålstjenligt at knytte dem for tæt sammen. Hvorfor ? Da jeg i en samtale med Halifax den 8. juni første gang berørte dette spørgsmål, sagde den britiske udenrigsminister: Men at kræve, at pagten og militærkonventionen skal træde i kraft samtidig, ville jo betyde, at underskrivelsen af overenskomsten ville blive stærkt forsinket... En militærkonvention udarbejdes ikke så hurtigt. . . Enhver udsættelse ville være farlig for fredens sag ... Vi må skynde os!

Og Halifax foreslog først at slutte en pagt og bagefter beskæftige sig med militærkonventionen. Jeg var ikke enig heri, men eftersom det på dette tidspunkt var vigtigst af alt for os at blive enige i spørgsmålet om opregningen af de garanterede stater i pagten, blev problemet om pagten og militærkonventionen udskudt til et mere passende tidspunkt. I det følgende støttede englænderne og franskmændene begge uforanderligt det synspunkt, der var fremsat af Halifax i den netop nævnte samtale, idet man ustandselig gentog: En militærkonvention vil kun udskyde afslutningen af pagten, og vi må kynde os, skynde os mest muligt.. . Den internationale situation antager en så truende karakter ! Det er vanskeligt at forestille et tydeligere eksempel på dobbeltspil og hykleri ! Hvor lå den virkelige grund til en sådan optræden fra englændernes og franskmændenes side ? Den lå stadig i ét og det samme - i deres uforanderlige fastholden af »Cliveden-folkene«s generallinje og den heraf udspringende modvilje mod en tremagtspagt om gensidig bistand. Netop i de dage fik jeg meddelelse om, at der i begyndelsen af juli var foregået følgende meningsudveksling mellem Chamberlain og hans nærmeste ven, luftfartsminister Kingsley Wood: Hvad nyt er der fra forhandlingerne om pagten? Spurgte Kingsley Wood. Chamberlain slog irriteret ud med hånden og svarede: Jeg har stadig ikke mistet håbet om, at det skal lykkes mig at undgå undertegnelsen af denne ulyksalige pagt. Med en sådan indstilling hos den britiske regeringschef er der næppe grund til at undre sig over Halifax' og Daladiers uvilje mod at betragte pagten og militærkonventionen som en uadskillelig helhed.

Da imidlertid den sovjetiske regering fra begyndelsen af juli kategorisk stillede spørgsmålet om enhed mellem pagt og militærkonvention, måtte englænderne og franskmændene, om de ønskede det eller ej, beskæftige sig med dette spørgsmål. Den 12. juli tilkaldte Halifax mig og begyndte på ny at forsøge at påvise, at det ikke var formålstjenligt at sætte pagten og militærkonventionen i kraft samtidig. Imidlertid afbrød jeg ham straks og erklærede, at det var unyttigt at skændes om dette tema, eftersom den sovjetiske regering ikke under nogen omstændigheder ville underskrive pagten uden en militær konvention. Halifax spurgte, hvordan man skulle forklare vor stædighed på dette punkt. Som svar fortalte jeg ham i korthed om vor uheldige erfaring med den fransk-sovjetiske pagt om gensidig bistand. Den sovjetiske regering var fast besluttet på, at noget lignende ikke skulle gentage sig nu, så meget mere som tiderne nu var langt farligere end i 1935. Halifax forblev tavs nogle sekunder, optaget af sine overvejelser, og så sagde han betydningsfuldt, idet han kastede et blik på mig fra siden. Det betyder, at De ikke har tillid til os ? Jeg trak på skuldrene og svarede: Tre store stater er ved at slutte en overenskomst om meget vigtige anliggender, her må alt være præcist og klart, ellers kan der opstå de mest uønskede misforståelser og konflikter.

I Moskva forsvarede den sovjetiske regering standhaftigt ideen om en enhedsoverenskomst med to dele, og for at vinde tid foreslog den at indlede forhandlinger om en militær konvention straks uden at afvente den endelige udformning af pagten. De politiske forhandlinger kunne fortsættes parallelt. Halifax syntes slet ikke om dette forslag, men den sovjetiske part stod fast på det standpunkt: Enten en pagt og en militærkonvention samtidig eller slet ingen pagt. Resultatet var, at Halifax allerede i midten af juli gav Seeds direktiv om at gå med til, at pagten og militærkonventionen blev en enhed, og til en tidlig påbegyndelse af forhandlingerne om konventionen, idet han gav ambassadøren ret til selv at afgøre, hvornår den sovjetiske part skulle informeres herom. På sin side trak Seeds sagen ud i endnu en uge, og først på mødet den 24. juli underrettede han den sovjetiske folkekommissær om, at den britiske regering ikke gjorde indvendinger mod øjeblikkelig åbning af forhandlingerne om en militær konvention. Den sovjetiske regering foreslog Moskva som stedet for disse forhandlinger.

I kraft af vore partneres sabotage krævedes der således yderligere tre uger for at løse spørgsmålet om forbindelsen mellem pagten og militærkonventionen. Men dette var endnu ikke alt. Nu, da spørgsmålene om opregningen af de garanterede stater og om enheden mellem pagten og militærkonventionen var løst, måtte man overvinde endnu en vanskelighed: Give en meget præcis definition af begrebet aggression. De tre stormagter forpligtede sig til at komme otte andre lande til hjælp i tilfælde af, at de blev ofre for aggression, men hvordan skulle man forstå ordet »aggression« ? Og nu indledtes endeløse ordkløverier! Den sovjetiske regering indtog et meget smidigt standpunkt til dette forhold. Den tog i vid udstrækning hensyn til vore partneres indvendinger og kom dem ofte i møde ved at omarbejde og ændre sine forslag, men alt var forgæves. I en hvilken som helst sovjetisk formulering opdagede Halifax' mistænksomme øje ufravigeligt et eller andet ord, et eller andet komma, der fremkaldte en negativ reaktion hos ham. Diskussionerne om bestemmelsen af aggression stod på i hele juli måned, fortsattes i august og førte ikke til nogen overenskomst. De var ikke afsluttet, før tremagtsforhandlingerne som helhed brød sammen. Her må jeg igen omtale de uoverensstemmelser, der opstod mellem englænderne og franskmændene under forhandlingerne. Et telegram fra Seeds af 22. juni indeholder følgende punkt: »Den franske ambassadørs personlige synspunkt er, at mr. Molotovs definition af indirekte aggression (mit telegram nr. 157) kan antages, og ville privat lade os forstå, at dette i virkeligheden er den franske regerings synspunkt, skønt den modvilligt er gået med til at støtte hans majestæts regering i dens indsigelse imod den.« Samtidig, også den 22. juli, telegraferede Halifax til Seeds: »Der har været pressemeddelelser i Paris og London, hvorefter den franske regering er rede til at imødekomme mr. Molotov på alle punkter og forgæves har opfordret hans majestæts regering til at slutte op. Hvis sagen skulle blive rejst, kan De meddele Deres franske kollega, at vi har al grund til at tro, at lækagen er fra franske kilder.« Spørgsmålet om kilden til lækagen havde anden rangs betydning; langt vigtigere var det, at jo længere forhandlingerne blev trukket ud ved Chamberlains påfund, des tydeligere afsløredes meningsforskellene mellem London og Paris. Ved dag for dag at betragte den engelske parts opførsel under diskussionen orh bestemmelsen af aggression, måtte vi uvilkårligt stille os det spørgsmål: »Kan en regering, der virkelig ønsker så hurtigt som muligt at slutte en tremagtspagt, da optræde på den måde?« Og gang på gang blev vi nødt til at svare: »Nej, det kan den ikke; det er åbenbart, at Englands regering fortsat ikke ønsker at slutte en pagt.«

I juli forefaldt en vigtig begivenhed, der endnu mere uddybede vore tvivl om vore britiske partneres oprigtighed. Omkring den 20. i denne måned mødtes den britiske minister for udenrigshandel, Hudson, med Görings rådgiver i økonomiske spørgsmål, Wohltat. Officielt kom Wohltat til London for at deltage i den internationale konference om hvalfangst, men faktisk var hans opgave at foretage en sondering af mulighederne for en bred regulering af forholdet mellem England og Tyskland. På det tidspunkt kendte vi ikke alle enkeltheder i Wohltats forhandlinger med de engelske statsmænd. Vi kendte blandt andet ikke noget til de samtaler, som Wohltat førte med Horace Wilson (det kom først frem efter krigens slutning). I den daværende tyske ambassadør i London, von Dirksens optegnelser for 21. juli 1939 finder vi følgende oplysninger om Wohltats samtaler med Hudson og Horace Wilson. Gennem det norske medlem af hvalfangstkommissionen anmodede Hudson Wohltat om at komme til sig; under samtalen med Wohltat udviklede Hudson vidtgående planer for et engelsk-tysk samarbejde med det mål for øje at åbne nye og udnytte eksisterende verdensmarkeder,- blandt andet erklærede han, at England og Tyskland kunne finde udstrakt anvendelse for deres kræfter i Kina, Rusland og det britiske imperium; Hudson anså det for nødvendigt at afgrænse de engelske og tyske interessesfærer.

Derefter besøgte Wohltat på Horace Wilsons initiativ også denne. Wohltats to samtaler med Chamberlains vigtigste udenrigspolitiske rådgiver, Wilson, havde en mere alsidig karakter. Wilson erklærede, at hans mål var den »bredeste engelsk-tyske overenskomst om alle vigtige spørgsmål«, herunder: a) afslutning af en engelsk-tysk ikke-angrebspagt; b) afslutning af en pagt om ikke-indblanding og fordeling af indflydelsessfærer; c) begrænsning af rustningerne til lands, til vands og i luften; d) at give Tyskland mulighed for at blive inddraget i udnyttelsen af kolonierne og e) gensidig finansiel bistand og den internationale handels problemer. Da Wohltat spurgte, om den tyske regering også kunne indføje andre spørgsmål på dagsordenen, svarede Wilson, at »føreren blot behøvede at tage et ark rent papir og herpå opregne de spørgsmål, der interesserede ham; den britiske regering ville være rede til at drøfte dem«. Wilson anmodede om, at Hitler udpegede en eller anden befuldmægtiget person til at føre forhandlinger om alle spørgsmål, der vedrørte det engelsk-tyske samarbejde. Dirksen refererer også: »Sir Horace Wilson sagde også udtrykkeligt til hr. Wohltat, at afslutningen af en ikke-angrebspagt (med Tyskland - I. M.) ville give England mulighed for at frigøre sig for forpligtelserne over for Polen.« Wilson foreslog Wohltat øjeblikkeligt at tage en drøftelse med Chamberlain for at overbevise sig om hans bifald til det program, som han havde udviklet for Wohltat, men denne afslog at mødes med den britiske premierminister. Det var sådanne samtaler, Chamberlain i sommeren 1939 førte bag USSRs ryg med Tyskland! Når der i sidste ende ikke kom noget ud af dem så skyldtes dette faktorer, som den britiske premierminister ikke var herre over. Og efter dette vover historikere og politikere i Vesten at kaste sten på den sovjetiske regering og beskylde den for sammensværgelse, ja næsten alliance med Tyskland bag Englands og Frankrigs ryg! Om sovjetregeringen endda skulle have optrådt sådan, da ville den kun have betalt de vestlige »demokratier« tilbage med samme mønt. I virkeligheden skete der intet som helst i den retning, som det skal blive påvist senere (se kapitlet »Sovjetregeringens dilemma«). Lad mig gentage: I sommeren 1939 kendte vi ikke til nogen detaljer i de hemmelige forhandlinger mellem England og Hitler-Tyskland. Imidlertid var det, der i juli 1939 sivede ud til pressen og politiske kredse, fuldt tilstrækkeligt til at fremkalde alvorlig uro. Sam aviserne skrev dengang, og som Chamberlain indrømmede i sin erklæring i parlamentet den 24. juli, havde Hudson og Woriltat talt om en udvidelse af de engelsk-tyske handelsmæssige og finansielle forbindelser og om ydelse af et engelsk lån til Tyskland på bestemte betingelser til den uhyre sum af mellem 500 og 1000 millioner pund sterling. En kommerciel transaktion i en sådan målestok havde en første rangs politisk betydning. Når et medlem af den britiske regering anså det for muligt at drøfte et sådant projekt med en høj embedsmand i Hitler-staten, betød det... Vi drog ikke alt for vidtrækkende konklusioner heraf, men naturligvis voksede blot vor mistillid til den britiske regerings virkelige hensigter. Den var allerede vokset stærkt under hele den foregående erfaring, specielt erfaringen fra tremagtsforhandlingerne.

Forberedelse til de militære forhandlinger

Den 25. juli indbød Halifax mig til at komme til sig og meddelte mig, at der var opnået enighed i Moskva om at begynde de militære forhandlinger straks. Jeg kendte allerede til det fra telegrammer, som jeg havde modtaget dagen før fra folkekommissariatet for udenrigsanliggender, men gav alligevel udtryk for stor tilfredshed i anledning af udenrigsministerens ord. Jeg var imidlertid foruroliget af nogen tvivl, og jeg forsøgte straks at finde ud af, hvor berettiget det var. Sig mig, lord Halifax - spurgte jeg - hvornår kan man efter Deres mening påbegynde disse forhandlinger? Halifax tænkte sig om, så op i loftet, som om han søgte at erindre sig noget, og svarede så: Vi behøver syv til ti dage for at færdiggøre alt det nødvendige forarbejde. Dette betød, at forhandlingerne faktisk næppe ville begynde før to uger senere. Halifax agtede således ikke at skynde sig. Er sammensætningen af Deres delegation til at føre de militære forhandlinger allerede fastsat? spurgte jeg igen. Nej, ikke endnu ... Vi gør det i de nærmeste dage - sagde Halifax, og så tilføjede han: Vi mener, at det bekvemmeste sted for de militære forhandlinger ville være Paris, men eftersom den sovjetiske regering har ønsket at føre forhandlingerne i Moskva, er vi rede til at mødes i Moskva. Jeg forlod Halifax med en følelse af stærk uro: Det gamle spil fortsattes, og i mellemtiden blev den internationale situation mere og mere spændt. Militariseringen af Danzig foregik i forstærket tempo, og spændingen i det polsk-tyske forhold blev næsten uudholdelig. Den 21. juli erklærede det tyske udenrigsministerium, at Danzig måtte tilbagegives Tyskland »uden nogen slags betingelser«. Herpå svarede den polske hærchef Rydz-Smigly, at hvis Tyskland tænkte på at afgøre Danzigs skæbne ensidigt, ville Polen gribe til våben. Omtrent på samme tid besøgte den engelske general Iron-side Warszawa og førte her forhandlinger med den polske generalstab. I det Fjerne Østen var alvorlige begivenheder i gang: Den kinesisk-japanske krig havde allerede varet i to år, og der var ikke til at se nogen ende på den; ved Halhin-Gol var der kampe i gang mellem de japanske aggressorer og de sovjetiske og mongolske tropper,- de japanske imperialister førte en rasende kampagne mod England i Kina, bombede dets skibe på Yangtze, organiserede engelsk-fjendtlige demonstrationer i de kinesiske byer og truede de britiske borgere, der levede her, med døden. Alt dette fremkaldte uhyre uro i England, og de brede masser, især arbejderne, angreb med stadig større energi regeringen for dens sabotage af tremagtsforhandlingerne. Over hele landet, fra den ene ende til den anden, lød det stærke krav - »Pagt med Sovjetunionen øjeblikkeligt!«

Chamberlain måtte på ny sno sig, og den 31. juli fandt der en stormfuld debat sted i parlamentet om udenrigspolitiske spørgsmål. De liberales ordfører Archibald Sinclair kritiserede skarpt Chamberlains politik og krævede afsendelse af »en mand af højeste politiske rang« til Moskva for at slutføre forhandlingerne om pagten. Labours repræsentant Dalton foreslog Halifax selv at rejse til Moskva, eller at man indbød et medlem af den sovjetiske regering til London. Eden krævede øjeblikkelig afsendelse af en politisk mission til USSR, under ledelse af en person af en sådan rang, at han kunne forhandle direkte med den sovjetiske regering. I samme ånd udtalte også mange andre talere sig. I et forsøg på at afslå angrebene for sabotage af forhandlingerne fandt Chamberlain på at støtte sig til præcedenser fra fortiden. Han sagde, at forhandlingerne om den engelsk-japanske alliance i 1903 varede i et halvt år, forhandlingerne om den engelske-franske entente i 1904 stod på i ni måneder, forhandlingerne om den engelsk-russiske entente i 1907 optog femten måneder. . . Konklusionen var klar: de nuværende forhandlinger med USSR havde i alt kun varet i fire en halv måned, hvad vil I så have af mig? Det er vanskeligt at forestille sig et tydeligere eksempel på politisk tykhovedethed end disse den britiske premierministers argumenter i en situation, hvor det historiske uvejr næsten allerede var begyndt. Til trods for den brede engelske offentligheds harme vedblev Chamberlain at være tro mod sin generallinje. Han havde stadig ikke mistet håbet om drive Tyskland og USSR mod hinanden. Alle den britiske regerings handlinger selv i denne sene time viste det tydeligt. Efter samtalen med Halifax den 25. juli gjorde jeg forsøg på at øve indflydelse på sammensætningen af den militærdelegation, som England forberedte sig til at sende til USSR. Jeg tænkte: »Når nu Halifax ikke rejste til Moskva i juni, så må da i hvert fald nu Englands hovedrepræsentant være en eller anden virkelig højtstillet og aktiv militær skikkelse. Dette ville være nyttigt for forhandlingerne selv; det ville i nogen grad kunne kølne Hitlers aggressive iver; det ville være et vidnesbyrd om Englands alvorlige indstilling til tremagtspagten, hvis der i hvert fald nu, på selve krigens tærskel skete en ændring til det bedre i dets regerings holdning.« Jeg henvendte mig til Arthur Greenwood, viceordføreren for labourpartiet i parlamentet, til hvem jeg havde et godt forhold, og anmodede ham om uofficielt at underrette den britiske regering om, at den sovjetiske part håbede at se en meget fremtrædende militærperson, helst af alt general Gort, den daværende chef for den britiske generalstab, i spidsen for den engelske delegation. Jeg véd med bestemthed, at Greenwood opfyldte min anmodning. Som svar fik han et brev fra Chamberlain (jeg læste det selv), hvori premierministeren meddelte, at regeringen desværre ikke kunne sende Gort til Moskva, da han angiveligt for øjeblikket var alt for uundværlig i London, men i stedet for Gort ville en mand, der ville fremkalde den nødvendige »respekt« fra den sovjetiske regerings side, stå i spidsen for delegationen.

Og hvad skete så? Den 31. juli erklærede Chamberlain i parlamentet, at kabinettet havde overdraget sir Reginald Plunkett Ernle-Erle Drax ledelsen af den britiske militærmission. Jeg indrømmer, at jeg indtil da ikke en eneste gang havde hørt hans navn nævne i alle de syv år, jeg havde arbejdet som sovjetisk ambassadør i London. Det var der intet mærkeligt i: Det viste sig, at sir Reginald Plunkett Drax ikke havde nogen som helst operativ tilknytning til de britiske væbnede styrker på det tidspunkt, men til gengæld stod hoffet nær og var indstillet som Chamberlain. Selv med den bedste vilje var det vanskeligt at finde nogen kandidat, der kunne være mindre egnet til at føre forhandlingerne med USSR end denne bedagede admiral fra den britiske flåde. De andre medlemmer af delegationen (luftmarskal Charles Burnett og generalmajor Heywood) ragede ikke op over middelniveauet for det ledende personel i de britiske landstyrker. Da jeg hørte om sammensætningen af den britiske delegation, kunne jeg kun drage én slutning: »Alt bliver ved det gamle, sabotagen af tremagtspagten fortsætter.« Den franske regering fulgte den vej, der var lagt den af dens kolleger i London: til chef for den franske delegation udnævntes armégeneral Doumenc og til medlemmer general i luftvåbenet Valin og kaptajn i flåden Willaume. Heller ikke her var der nogen mand, der med autoritet kunne tale på alle de væbnede styrkers vegne i sit land. I de første dage af august ankom den franske delegation til London. Herfra skulle begge delegationer sammen begive sig til Moskva. Jeg besluttede at arrangere en frokost for dem. Hvor skuffet jeg end var over sammensætningen af delegationerne, krævede den diplomatiske høfligheds pligt en sådan gestus af mig. Desuden ville jeg gerne personlig samtale med medlemmerne af delegationerne. Frokosten fandt sted i ambassadens vinterhave. Foruden den engelske og franske delegation var også vore militære funktionærer til stede (militær-, luftvåben- og marineattacheen) sammen med lederne af handelsrepræsentationen. Til højre for mig sad som seniorgæst admiral Drax, en høj, mager, gråhåret englænder med rolige bevægelser og langsommelig tale. Da man var færdig med at spise, og der blev serveret kaffe, udspandt der sig følgende samtale mellem mig og Drax: Jeg: Sig mig, hr. admiral, hvornår begiver De Dem til Moskva? Drax: Det er ikke endeligt afgjort endnu, men i de nærmeste dage. Jeg: De vil naturligvis flyve?. . . Det haster: Atmosfæren i Europa er spændt!. ..Drax: Nej, nej! I de to delegationer tilsammen med det tekniske personale er vi omkring 40 personer, vi har en stor bagage . .. Det er ubekvemt at tage med fly! Jeg: Hvis flyet ikke egner sig, tager De måske til .Sovjetunionen i en af Deres hurtiggående krydsere? Det ville være meget stilfuldt og gøre indtryk: Militærdelegationer på et krigsskib . .. Og så ville der ikke kræves ret lang tid til rejsen fra London til Leningrad. Drax (med en syrlig mine): Nej, heller ikke en krydser dur. Hvis vi skulle rejse med en krydser, ville det jo betyde, at vi skulle sætte en snes af dens officerer ud af deres kahytter og tage deres plads . . . Hvorfor gøre folk ulejlighed? . . . Nej, nej! Vi rejser ikke i en krydser . . .Jeg: Men i det tilfælde tager De måske en af Deres hurtiggående handelsskibe?. . . Jeg gentager, tiden er spændt, De må være så hurtigt som muligt i Moskva! Drax (med tydelig uvilje mod at fortsætte denne samtale videre): Faktisk kan jeg ikke sige Dem noget som helst. . . Det er handelsministeriet, der beskæftiger sig med organiseringen af transporten . . . Alt ligger i dets hænder . . . Jeg véd ikke, hvad der kommer ud af det. Jo, der kom følgende ud af det: Den 5. august afsejlede militærdelegationerne fra London på det blandede fragt- og passagerskib »City of Exeter«, der gjorde 13 knob i timen, og først den 10. august ankom de endelig til Leningrad. Hele fem dage gik med sejlads på et tidspunkt, da det var timer og endog minutter, der taltes på historiens vægt! . . .Jeg tænkte dengang, at den fænomenale langsommelighed ved arrangementet og ved delegationernes rejse til USSR var et af udtrykkene for den ånd af sabotage af forhandlingerne, som vi var alt for godt bekendt med. Der er ingen tvivl om, at jeg i det store og hele havde ret. På nuværende tidspunkt kan man imidlertid af de af den engelske regering offentliggjorte diplomatiske dokumenter se, at der desuden var en særlig hensigt med den langsommelighed, hvormed Drax og hans kolleger drog til Moskva. Jeg har allerede sagt, at da der opnåedes enighed om øjeblikkelig åbning af de militære forhandlinger, var udarbejdelsen af den politiske pagt ikke helt afsluttet: man måtte endnu løse spørgsmålet om en definition af begrebet »aggression«. Man gik ud fra, at de politiske og militære forhandlinger skulle foregå parallelt. Og nu hed det i den skriftlige instruktion, udenrigsministeriet gav sin delegation som ledetråd under Moskva-forhandlingerne, i punkt 8: »Indtil det tidspunkt, da den politiske overenskomst er sluttet, bør delegationen gå meget langsomt frem med samtalerne, iagttage fremskridtet i de politiske forhandlinger og holde sig i meget snæver kontakt med hans majestæts ambassadør« (i Moskva - I. M.).

Eftersom definitionen af aggression stadig hang i luften på det tidspunkt, hvor de militære delegationer afsendtes fra London, mente den britiske regering, at der ikke var nogen grund til at haste med deres rejse. Her afsløredes endnu en gang uoverensstemmelsen mellem London og Paris. I et telegram af 13. august anmodede Seeds Halifax om at hjælpe ham ud af hans rådvildhed. »Admiral Drax´ skriftlige instrukser - meddelte Seeds fra Moskva - er åbenbart beregnet på, at de militære forhandlinger skal gå langsomt, indtil der er opnået enighed om de endnu tilbageværende politiske spørgsmål... På den anden side har den franske general instruktioner om at gøre sit yderste for at slutte en militær overenskomst på så tidligt et tidspunkt som muligt, og sådanne instruktioner falder ikke sammen med dem, der er givet admiral Drax.« Ja, her var der naturligvis en tydelig forskel mellem London og Paris. Og ikke blot mellem London og Paris, men tillige (og dette var særlig bemærkelsesværdigt) mellem den britiske regering i London og dens egen ambassadør i Moskva. Hvor veltrænet Seeds end var, så kunne end ikke han til slut udholde den britiske regerings forhånelse af den europæiske sikkerheds interesser og selve den elementære sunde fornuft. I samme telegram skrev Seeds videre: »Jeg ville være Dem taknemmelig for den hurtigst mulige information om, hvorvidt hans majestæts regering virkelig ønsker, at fremskridt i de militære drøftelser, udover vage almindeligheder, skal gøres afhængig af en forudgående løsning af problemet »indirekte aggression«. Jeg skulle dybt beklage, hvis dette var hans majestæts regerings faktiske beslutning, da alle tegn hidtil viser, at de sovjetiske militære forhandlere virkelig er indstillet på at gå til sagen.« Så vidt gik altså den politiske snæversynethed hos det engelske bourgeoisis daværende ledere! Så vidt førte altså deres klasseforblindelse dem!

Her slutter i det væsentlige mine personlige erindringer om tremagtsforhandlingeme i 1939, idet forhandlingerne i London i det hele taget indstilledes efter militærdelegationernes afrejse til USSR. Tyngdepunktet for forhandlingerne, der nu var iklædt militær uniform, blev flyttet til Moskva, og jeg tog ikke umiddelbart del i dem. Men jeg kan ikke simpelt hen sætte punktum her. Hele beretningens logik driver mig til at fortælle, i hvert fald kortfattet, om det, der foregik i Moskva, og hvordan tremagtsforhandlingernes ulyksalige historie endte. I denne del af min fremstilling kommer jeg til ikke mere at benytte mine egne erindringer, men det, jeg har erfaret af andre pålidelige øjenvidner til Moskva-begivenhederne, og det, som jeg senere har haft held til at erfare af forskellige trykte og dokumentariske kilder.

Militærforhandlingerne i Moskva

I modsætning til den britiske og franske regering udviste den sovjetiske regering al den alvor til de forestående militære forhandlinger, som de fortjente. Den sovjetiske mission til forhandlingerne bestod af folk af første rang. Til chef for missionen udnævntes marskal K. E. Vorosjilov, på det tidspunkt folkekommissær for USSRs forsvar, og til medlemmer generalstabschefen, arméchef af første rang, B. M. Sjaposjnikov, folkekommissær for krigsflåden, flådekommandør af anden rang, N. G. Kuznetsov, chefen for luftstridskræfterne, arméchef af anden rang, A. D. Loktionov og vicechef for generalstaben, armékorpschef I. V. Smorodinov.

Ved ankomsten til Leningrad blev den engelske og franske mission budt velkommen af de højeste hær- og flådemyndigheder i denne by. De fik forevist Leningrads og dens omegns seværdigheder. Den engelske ambassadør i USSR, Seeds, understregede i sin beretning til udenrigsministeriet, at de sovjetiske myndigheder hermed tydeligt var ivrige efter at stille enhver facilitet til deres rådighed.« Også i Moskva fik den engelske og franske mission en »første klasses« modtagelse, og samme dag, som de ankom, blev de modtaget af folkekommissæren for udenrigsanliggender og folkekommissæren for forsvaret, og om aftenen var de til stede ved en middag til ære for dem, arrangeret af den sovjetiske militærmission i det officielle receptionshus Spiridinovka. I en beskrivelse af missionernes besøg hos K. E. Vorosjilov, konstaterede Seeds i samme beretning: »Marskal Vorosjilov, som jeg ikke tidligere havde haft lejlighed til at se, var klædt i en meget smuk hvid sommeruniform og gjorde det gunstigste indtryk ved sin venskabelighed og energi. Han syntes virkelig glad ved at mødes med missionen.« Middagen i Spiridinovka gjorde et stærkt indtryk på den britiske ambassadør. »Modtagelsen varede til sent ud på aftenen - idet middagen efterfulgtes af en fremragende koncert - skrev han i sin beretning. - Der herskede en hjertelig atmosfære, selv om sprogvanskeligheder i nogen grad var en hindring for samtale. I en officiel meddelelse, der offentliggjordes i »Izvestija« den 12. august omtaltes de »venlige skåler«, der blev udvekslet ved middagen.«

Således blev der fra sovjetisk side gjort alt muligt for at vise sin alvorlige holdning til forhandlingerne om en militær konvention og sin oprigtighed i bestræbelsen efter at skabe en effektiv barriere mod en gentagelse af aggressionen. Englænderne selv bevidnede dette. Men hvordan lå det med den engelsk-franske part?. . . Desværre var alt her ved det gamle: sabotagen af tremagtsforhandlingerne fortsatte. Dette afsløredes allerede på det første officielle møde mellem de tre missioner den 12. august. Efter at alle formaliteter var overstået, foreslog den sovjetiske delegationsleder, at man gjorde sig bekendt med hver enkelt delegations fuldmagter. Han opregnede med det samme den sovjetiske delegations fuldmagter, der lød, at vor delegation var befuldmægtiget til at »føre forhandlinger med den engelske og franske militærmission og underskrive en militær konvention om organiseringen af Englands, Frankrigs og USSRs militære forsvar mod aggression i Europa.« Chefen for den franske delegation, general Doumenc, oplæste sine fuldmagter, der overdrog ham at »nå frem til en overenskomst med overkommandoen for de sovjetiske væbnede styrker om alle spørgsmål vedrørende samarbejde mellem de to landes væbnede styrker«. Det var betydeligt mindre end den sovjetiske delegations fuldmagter, men trods alt havde general Doumenc mulighed for at føre alvorlige forhandlinger med den sovjetiske part.

Hos admiral Drax var situationen langt værre. Det viste sig, at han slet ikke havde nogen skriftlige fuldmagter! Behøvedes der noget bedre bevis for den mangel på alvor, hvormed den britiske regering forholdt sig til de militære forhandlinger? Det var klart, at den engelske mission ikke var sendt til Moskva for en hurtig afslutning af en militær konvention, men for uansvarlige samtaler om en militær konvention. Admiral Drax forsøgte at komme ud af den vanskelige stilling ved at erklære, at hvis konferencen blev flyttet til London, ville han have alle de nødvendige fuldmagter, men chefen for den sovjetiske delegation indvendte under almindelig latter, at »det ville være lettere at bringe papirerne fra London til Moskva end at rejse til London i et så stort selskab«.49 Til slut lovede admiralen at anmode sin regering om skriftlige fuldmagter, som han først fik den 21. august, da der, som vi senere skal se, ikke mere var brug for dem overhovedet.

Således var de manglende skriftlige fuldmagter til admiral Drax den dråbe, der fik bægeret til at flyde over for den sovjetiske regerings månedlange tålmodighed. Den overbeviste sig endeligt og afgørende om, at Chamberlain var uforbederlig, og at håbet om en pagt var reduceret til en uendelig lille størrelse. Det blev nødvendigt at afgøre spørgsmålet om forsvar af de sovjetiske interesser ad andre veje. Men det ville være politisk uforstandigt brat at afbryde forhandlingerne, så længe den anden part ikke havde afstået fra dem. Til trods for, at admiral Drax ikke havde fuldmagter, der var behørigt udformet, erklærede den sovjetiske delegation, at den ikke modsatte sig en fortsættelse af konferencens arbejde. Og faktisk fandt der den 13., 14., 15., 16. og 17. august syv møder sted, på hvilke parterne udvekslede oplysninger om deres væbnede styrker og deres planer i tilfælde af et Hitler-angreb. For England talte admiral Drax, luftmarskal Burnett og general Heywood; på Frankrigs vegne generalerne Doumenc, Valin og kaptajn Willaume,- på USSR´s vegne generalstabschefen, arméchef af første rang B. M. Sjaposjnikov, chefen for luftvåbenet, arméchef af anden rang A. D. Loktionov og folkekommissæren for krigsflåden, flådekommandør af anden rang N. G. Kuznetsov. Der tegnede sig følgende almene billede af de tre magters væbnede styrker.

Frankrig rådede over 110 divisioner, ikke iberegnet luftforsvaret, kystforsvaret og de tropper, der var stationeret i Afrika; herudover fandtes der op mod 200.000 mand tropper fra det republikanske Spanien, der havde trukket sig tilbage til Frankrig efter Francos sejr og havde anmodet om at blive optaget i den franske hær. Til udrustning af de franske styrker havde man 4000 moderne tanks og 3000 kanoner af svær kaliber fra 150 mm og opefter (divisionsartilleri ikke medregnet). Frankrigs luftvåben bestod af 2000 fly i første linje, hvoraf efter datidens begreber omkring to tredjedele var moderne fly med en hastighed for jagerne på 450-500 og for bombemaskinerne på 400-450 kilometer i timen.

England rådede over 6 kampklare divisioner, kunne »på kortest mulig tid« overføre endnu 10 divisioner til kontinentet og »i anden troppetransport« yderligere føje 16 divisioner til - altså i alt 32 divisioner. Selve Englands luftvåbenstyrker omfattede mere end 3000 fly i første linje.

Sovjetunionen rådede til kamp mod aggressionen i Europa over 120 infanteridivisioner og 16 kavaleridivisioner, 5000 svære kanoner, 9000-10.000 tanks og 5000-5500 kampfly. Desuden havde de tre stormagter krigsflåden til deres rådighed, af hvilke den britiske flåde var særlig magtfuld. Som det ses, havde de forventede medlemmer af tremagtspagten meget imponerende styrker, der langt overgik Tysklands og Italiens daværende styrker. Disse styrker var givetvis tilstrækkelige til at forhindre fascistisk aggression, men under en ufravigelig betingelse - at alle de tre regeringer virkelig ønskede at skabe en enig effektiv front mod Hitler og Mussolini. Den sovjetiske regering ønskede det stærkt, men det samme kunne man aldeles ikke sige om Frankrigs og - især - Englands regering. Her skal anføres to karakteristiske kendsgerninger.

På mødet den 14. august foregik der følgende meningsudveksling mellem marskal Vorosjilov og general Doumenc: »Marskal K. E. Vorosjilov: Jeg stillede i går general Doumenc følgende spørgsmål: Hvordan forestiller Frankrigs og Englands militærmissioner eller generalstabe sig Sovjetunionens deltagelse i en krig mod aggressoren, hvis han angriber Frankrig og England, hvis aggressoren angriber Polen eller Rumænien, eller Polen og Rumænien tilsammen, og hvis aggressoren angriber Tyrkiet? General Doumenc: General Gamelin mener, og jeg som hans underordnede mener ligeledes, at vor første opgave er hver for sig at bide sig kraftigt fast i sin egen front og gruppere sine styrker på denne front. Hvad angår de tidligere nævnte lande, da mener vi, at det er deres sag at forsvare deres territorium . . . Men vi vil yde dem hjælp, når de forlanger det. Marskal K. E. Vorosjilov: Og hvis de ikke forlanger hjælp? General Doumenc: Vi véd, at de har brug for denne hjælp. Marskal K. E. Vorosjilov: ... men hvis de nu ikke anmoder om denne hjælp i tide, vil det betyde, at de rækker hænderne i vejret, at de overgiver sig. General Doumenc: Det ville være yderst ubehageligt. Marskal K. E. Vorosjilov: Hvad vil den franske hær så foretage sig? General Doumenc: Frankrig vil da holde så mange styrker på sin front, som det anser for nødvendigt.« Den franske generalstab led således tydeligvis af et passivitetskompeks. I tilfælde af, at Hitler foretog et nyt »spring«, anbefalede den de kommende deltagere i pagten »at bide sig kraftigt fast i sin egen front« og vente, til ofret for aggressionen kaldte dem til hjælp. Anvendt på USSR betød dette, at hvis Hitler angreb Polen eller Rumænien, skulle den sovjetiske regering koncentrere styrker ved sin vestgrænse og koldblodigt se til, hvad der foregik på den anden side grænsen. Kun hvis den polske eller rumænske regering henvendte sig til den, kunne den komme dem til hjælp . . . Men hvis de ikke gjorde det? Eller hvis de gjorde det for sent? Hvad så? Der var ingen tvivl om, at den strategi, der var anbefalet af den franske generalstab, kun kunne føre til aggressorens triumf. Der afsløredes en endnu skarp uoverensstemmelse mellem den sovjetiske part og den engelsk-franske part om et andet spørgsmål. Den sovjetiske part mente, at hvis man alvorligt skulle overveje planer for kamp mod aggressorerne, da var det nødvendigt på forhånd præcist at blive enige om de praktiske aktioner i farens minut og ikke overlade dette til den kritiske times indtræffen. Det var netop derfor, at den sovjetiske delegationschef på samme møde den 14. august med henblik på, at USSR og Tyskland ikke havde fælles grænse, stillede cheferne for den engelske og franske mission det direkte spørgsmål: »Mener Storbritanniens og Frankrigs generalstabe, at de sovjetiske landstyrker vil få adgang til polsk territorium for at få umiddelbar kontakt med fjenden, hvis han angriber Polen? . . . Forudses der gennemmarch af de sovjetiske tropper gennem rumænsk territorium, hvis aggressoren angriber Rumænien?«

Efter yderligere at have præciseret, at det i første række drejede sig om de sovjetiske troppers passage gennem Vilnius-korridoren og gennem Galicien, understregede den sovjetiske repræsentant, at »hvis dette spørgsmål ikke får en positiv løsning, da tvivler jeg i det hele taget på formålstjenligheden af vore forhandlinger«. Hvad svarede så den engelske og franske mission ? Til at begynde med gav de sig til at hævde, at der overhovedet ikke eksisterede noget problem for de sovjetiske troppers gennemmarch, for, som general Doumenc sagde, i tilfælde af et tysk angreb »vil Polen og Rumænien trygle Dem, hr. marskal, om at komme dem til hjælp«. Da nu marskal Klement E. Vorosjilov indvendte: ».. . men måske de ikke gør det«, lod Drax og Doumenc forstå, at det spørgsmål der var stillet af den sovjetiske part, var et politisk spørgsmål, der ikke faldt ind under militærkommissionernes kompetence. Da den sovjetiske delegationschef imidlertid erklærede, at spørgsmålet om de sovjetiske troppers passage havde »kardinal betydning«, og at der ikke uden en tilfredsstillende løsning af dette kunne være tale om at slutte en militær konvention, konstaterede cheferne for de to vestlige delegationer i en skriftlig meddelelse, at det var nødvendigt at henvende sig til Polens og Rumæniens regering for at få svar på det af den sovjetiske part stillede spørgsmål. De anbefalede USSRs regering at gøre dette og stillede samtidig i udsigt, at også London og Paris kunne stille en sådan forespørgsel. Den sovjetiske regering havde naturligvis ikke nogen som helst grund til at gøre en demarche i Warszawa og Bukarest; resultatet var, at Drax og Doumenc påtog sig den forpligtelse at anmode den engelske og franske regering om at opnå et polsk og rumænsk svar på en forespørgsel om de sovjetiske troppers passage.

I slutningen af samme møde den 14. august oplæste den sovjetiske part sin skriftlige erklæring, i hvilken det blandt andet hed: »Den sovjetiske militærkommission udtrykker beklagelse af, at Englands og Frankrigs militærmission ikke kan give et præcist svar på det stillede spørgsmål om de sovjetiske væbnede styrkers passage gennem Polen og Rumæniens territorium. Den sovjetiske militærmission mener, at uden en positiv løsning af dette spørgsmål er hele det påbegyndte foretagende om afslutning af en militær konvention mellem England, Frankrig og USSR efter dens mening på forhånd dømt til fiasko.«

Næste dag, den 15. august, meddelte Drax, at de to missioner havde sendt en anmodning til London og Paris vedrørende det spørgsmål, der interesserede den sovjetiske delegation. Da der imidlertid hverken den 16. eller den 17. august indløb noget svar fra London og Paris, erklærede den sovjetiske part, at hvis »der ikke i løbet af i dag eller i morgen er opnået noget svar fra Englands og Frankrigs regering, bliver vi beklageligvis nødt til at afbryde vore møder i nogen tid i afventning af dette svar«. Resultatet var, at man enedes om at fastsætte det næste møde mellem delegationerne til den 21. august. Imidlertid var det tydeligt, at folkene i London og Paris i fortsættelse af deres sabotagetaktik ikke havde noget hastværk. Hverken den 18., 19., 20. eller 21. august fik den engelske og franske mission noget svar på deres forespørgsel. I betragtning heraf sendte Drax og Doumenc dagen før den fastsatte mødedag et brev til K. E. Vorosjilov med anmodning om yderligere at udsætte mødet tre-fire dage. Chefen for den sovjetiske delegation gik ikke med til dette forslag og arrangerede alligevel et møde om morgenen den 21. august. Her erklærede han bestemt, at i betragtning af forsinkelsen med svarene på kardinalspørgsmålet under forhandlingerne var det nødvendigt at holde en længere pause, da medlemmerne af den sovjetiske delegation nu ville være optaget af efterårsmanøvrerne. I forståelse af, at det hele lugtede af forhandlingernes sammenbrud, forsøgte Drax på begge delegationers vegne at kaste ansvaret for denne fiasko over på den sovjetiske regerings skuldre. I den skriftlige erklæring, han oplæste, hed det: «... vi blev indbudt hertil for at forhandle om en konvention om militær aktion. Vi finder det derfor vanskeligt at forstå den sovjetiske missions handling, idet dens hensigt  åbenbart var at starte med at rejse vanskelige og vigtige politiske spørgsmål. . . Den franske og britiske mission er således ikke i stand til at acceptere noget ansvar for de forsinkelser, der er opstået.« På aftenmødet samme dag oplæste den sovjetiske part ligeledes et skriftligt svar fra den sovjetiske mission, og jeg skal her anføre følgende uddrag af det: »Ganske som de engelske og amerikanske tropper i den sidste verdenskrig ikke ville have kunnet deltage i det militære samarbejde med Frankrigs væbnede styrker, hvis de ikke havde haft mulighed for at operere på Frankrigs territorium, således vil de sovjetiske væbnede styrker heller ikke kunne deltage i et militært samarbejde med Frankrigs og Englands væbnede styrker, hvis de ikke får passage gennem Polens og Rumæniens territorium. Det er et militært aksiom. Den sovjetiske militærmission kan ikke forestille sig, hvorledes Englands og Frankrigs regeringer og generalstabe har kunnet undlade at give præcise og positive anvisninger om et så elementært spørgsmål, da de sendte deres missioner til USSR for at forhandle om afslutning af en militær konvention . . .Hvis imidlertid franskmændene og englænderne forvandler dette aksiomatiske spørgsmål til et stort problem, der kræver langvarig undersøgelse, da betyder dette, at der er al grund til at tvivle på deres ønske om et virkeligt og alvorligt militært samarbejde med USSR. I betragtning af dette falder ansvaret for, at de militære forhandlinger trækkes i langdrag, såvel som for pausen i disse forhandlinger naturligvis på den franske og engelske part.« Således var også de militære forhandlinger på grund af Englands og Frankrigs sabotage kommet ind i en blindgyde.

Den sovjetiske regerings dilemma

Hvad var der at gøre? Med al skarphed rejste der sig følgende dilemma for den sovjetiske regering: Skulle den fortsætte tremagtsforhandlingerne med Englands og Frankrigs regeringer, der så tydeligt ikke ønskede nogen pagt, eller skulle den søge andre veje til at befæste sin sikkerhed? Her dukkede uvilkårligt en slående episode fra Sovjetunionens tidligste historie op i erindringen. Straks efter Oktoberrevolutionen blev den unge og endnu ikke befæstede sovjetiske stat stillet over for afgørelsen af et vigtigt og vanskeligt spørgsmål: Hvorledes kunne man afslutte den krig, under hvilken den var født? Af løsningen af denne opgave afhang hele fremtiden for revolutionen og sovjetlandet, ja hele menneskehedens fremtid. Hvordan var den faktiske situation? Der var netop foregået en stor revolution i Rusland. Den stødte på rasende modstand hos Ruslands gamle herskende klasser, der blev støttet af hele den kapitalistiske verden. Fra det tsaristiske regime havde den arvet frygtelige økonomiske ødelæggelser og analfabetisme og uvidenhed i de brede folkemasser. For at kunne holde ud og overleve havde den unge og endnu svage sovjetrepublik mest af alt brug for fred eller i hvert fald en midlertidig »åndepause«.

Hvordan handlede da den sovjetiske regering under ledelse af V. I. Lenin? I det berømte Dekret om freden af 8. november 1917 og efterfølgende noter, adresseret til de forskellige regeringer, appellerede den fremfor alt til alle krigsførende lande og foreslog dem øjeblikkeligt at indstille krigshandlingerne og afslutte en almindelig, retfærdig og demokratisk fred uden anneksioner og skadeserstatninger. Den sovjetiske regering mente, at denne form for en likvidering af krigen var den mest ønskelige, der svarede bedst til arbejderklassens og hele menneskehedens interesser. Det er velkendt, at sovjetregeringens initiativ dengang faldt på stengrund. Hverken Tyskland og Østrig-Ungarn eller England, Frankrig og USA besvarede den sovjetiske stats appel. Bundet i et dødeligt livtag fortsatte de krigen i mere end et år til. Hvordan optrådte den sovjetiske regering i denne situation? Hvordan optrådte Lenin ? Den sovjetiske regering slog hverken ind på den »revolutionære krig«, som de såkaldte »venstrekommunister« søgte at drive den til, eller på »hverken fred eller krig«, som Trotskij anbefalede den. Den sovjetiske regering valgte en anden vej. Overvejelserne fulgte denne bane: Når den af grunde, der ikke afhang af den, ikke kunne opnå en almindelig demokratisk fred nu, hvilket naturligvis ville have været det bedste, måtte den i hvert fald sørge for, at dens eget land hurtigst muligt kom ud af krigen. Dette var overordentlig vigtigt for at redde revolutionen og for at bevare socialismens fædreland. Hvis man ikke kunne opnå en »åndepause« gennem afslutning af en almindelig fred, måtte man have den endog gennem en separatfred med Tyskland. Ja, naturligvis var Tyskland en aggressiv imperialistisk magt, men hvad så? Sovjetrusland eksisterede ikke i et tomrum, men i en konkret omgivelse af den kapitalistiske verden, der var fjendtlig mod den. Eftersom en almindelig demokratisk fred på trods af den sovjetiske regerings vilje ikke var realisabel på det givne tidspunkt, måtte man tilstræbe i hvert fald en midlertidig »åndepause« gennem en overenskomst med den tyske imperialisme (naturligvis på den ufravigelige betingelse, at den ikke blandede sig i Sovjetruslands indre anliggender). Og Lenin gjorde det afgørende skridt, der dengang forekom nogle at være et tilbagetog fra Oktoberrevolutionens principper, men som i virkeligheden var en genial manøvrering netop for disse princippers triumf. Heraf udsprang freden i Brest-Litovsk - en meget tung fred, en fred med anneksioner og erstatningsydelser på sovjetlandets bekostning, en dårlig fred, en »sjofel« fred, som Lenin kaldte den. Imidlertid gav denne fred den sovjetiske republik det, som den dengang mest af alt havde brug for, den gav en »åndepause«, der, som den følgende tid viste, var den nødvendige forudsætning for USSRs mægtige udvikling i det følgende årti. Historien har fuldt ud retfærdiggjort Lenins handling i de vanskelige dage dengang. Lenin viste sig her som den revolutionære handlings største mester, der ikke ofrede dens væsen for en revolutionær frase.

I 1939, 22 år efter Brest-Litovsk, stod den sovjetiske regering på ny over for et vanskeligt og vigtigt spørgsmål. Naturligvis var der mangt og meget, der var forandret i verden i den siden da forløbne tid, og fremfor alt var Sovjetunionens magt vokset i uhyre grad. Men alligevel var der i situationen i 1939 mange elementer, der lignede dem, som var dominerende i 1917. I 1939 truedes Sovjetunionen på ny af en stor fare - faren for aggression fra de fascistiske magters side, hovedsagelig fra Tysklands og Japans side; der var endda fare for oprettelse af en enig kapitalistisk front mod den sovjetiske stat, idet Chamberlain og Daladier, som tremagtsforhandlingernes historie havde vist, når som helst kunne svinge over på de fascistiske magters side og i den ene eller anden form støtte deres angreb på USSR. Man måtte for enhver pris afparere denne fare, men hvordan? Den bedste udvej, som den sovjetiske regering dengang stræbte efter af alle kræfter og med alle midler, ville være oprettelse af en magtfuld forsvarskoalition af de magter, der ikke var interesseret i en anden verdenskrigs udbrud. Konkret drejede det sig i første række om en tremagtspagt om gensidig bistand mellem England, Frankrig og USSR. På de foregående sider er det tilstrækkeligt overbevisende påvist, at den sovjetiske regering til at begynde med netop slog ind på denne vej: Det var netop den, der foreslog England og Frankrig at slutte en tremagtspagt om gensidig bistand, netop den, der i hele fire måneder utrætteligt førte forhandlinger om en sådan pagt med London og Paris og herunder udviste en næsten englelig tålmodighed.

Men i kraft af Chamberlains og Daladiers konsekvente sabotage, da de havde satset på udbruddet af en tysk-sovjetisk krig, som der allerede gentagne gange er talt om i det foregående, kom tremagtsforhandlingerne i august 1939 for alvor ind i en blindgyde, og diskussionen om de sovjetiske troppers gennemmarchret gennem Polens og Rumæniens territorium var kun det sidste og afgørende led i en lang kæde af forudgående skuffelser. Det blev nu fuldstændig klart, at en tremagtspagt for kamp mod aggressorerne ikke var gennemførlig, og det var ikke vor skyld. Selv om vi endda virkelig skulle antage, at en sådan pagt ville blive underskrevet til sidst, så opstod først og fremmest det spørgsmål: Hvor megen tid behøvedes der endnu for at opnå et sådant resultat? Og ville den ikke komme alt for sent til at standse aggressorernes løftede hånd? Jorden brændte jo allerede i Europa! Og videre rejste der sig et endnu vigtigere spørgsmål: Hvordan vil England og Frankrig overholde en underskrevet pagt? Vi havde netop været vidne til de triste eksempler med Østrig, Tjekkoslovakiet og Spanien. England og Frankrig havde simpelt hen forrådt disse lande. Hvor var garantien for, at de ville opføre sig bedre ved opfyldelsen af deres forpligtelser over for USSR? Ville det ikke være langt mere sandsynligt, at Chamberlain og Daladier i det kritiske øjeblik ville vende os ryggen under det ene eller andet påskud? Hvor begrundede disse tvivl var, bekræftedes tre uger senere, da Tyskland overfaldt Polen.

Nej, i august 1939 kunne man ikke regne med en effektiv tremagtspagt! Havde det i dette tilfælde nogen værdi at fortsætte tremagtsforhandlingerne? Havde det nogen værdi at støtte illusioner i masserne om muligheden af en forsvarsalliance mellem England, Frankrig og USSR mod de fascistiske aggressorer? Naturligvis havde det ingen værdi. Man måtte udtænke noget andet. Og her gav Lenins geniale manøvrering i Brest-dagene svar på spørgsmålet om, hvad der måtte gøres. I tilfælde af indstilling af forhandlingerne med England og Frankrig opridsede der sig to mulige perspektiver for den sovjetiske regering: en isolationspolitik eller en overenskomst med Tyskland. Men en isolationspolitik ville være yderst farlig i den daværende situation, da kanonerne allerede skød ved vore fjernøstlige grænser (Hassan-søen og Halhin-Gol), da Chamberlain og Daladier udfoldede de største anstrengelser for at drive Tyskland mod USSR, da der i Tyskland herskede tvivl om, i hvilken retning man skulle føre det første stød; og i denne situation forkastede den sovjetiske regering med fuld ret isolationspolitikken. Tilbage var kun én udvej - en overenskomst med Tyskland. Var den mulig? Ja, den var mulig, for lige fra begyndelsen af tremagtsforhandlingerne havde Berlin været stærkt nervøs og opmærksomt fulgt alle deres indviklede faser.

Som det allerede tidligere er påpeget, har politikere og historikere i Vesten skabt en legende om, at USSR i foråret og sommeren 1939 skulle have bedrevet et dobbeltspil. Således skrev for eksempel Daladier i april 1946: »Siden maj måned (1939 - I M.) havde USSR ført to forhandlinger, den ene med Frankrig, den anden med Tyskland.« Churchill er mindre bestemt, men også han bemærker i sine krigsmemoirer: »Det er ikke engang muligt nu at fastslå tidspunktet, da Stalin definitivt opgav al hensigt om at arbejde med de vestlige demokratier og at komme overens med Hitler.«- Heraf følger, at Churchill også godtager muligheden af dobbeltspil fra den sovjetiske regerings side. Til bevis for eksistensen af et sådant dobbeltspil offentliggjorde den amerikanske regering i 1948 et særligt bind om de sovjetisk-tyske forbindelser 1939-41, der indeholder et yderst tendentiøst udvalg af dokumenter fra det tyske udenrigsministerium, erobret af vestmagterne som krigsbytte ved afslutningen af den anden verdenskrig. Efter alt, hvad der er blevet sagt her tidligere, er det næppe nødvendigt at påvise, at alle disse påstande er bagvaskelse og ondsindet opdigt. Imidlertid er det af interesse at se lidt nærmere på den netop nævnte dokumentsamling og undersøge, hvad de heri indeholdte dokumenter egentlig fortæller. Herunder må man have to forhold for øje: 1. De, der har sammenstillet udvalget, har utvivlsomt bestræbt sig for at udvælge de for dem mest gunstige og altså for USSR mest ugunstige materialer. 2. De i samlingen indeholdte dokumenter: korrespondancen mellem det tyske udenrigsministerium og dens ambassade i Moskva, beretninger om samtaler mellem de tyske diplomater og de sovjetiske, betragtninger om USSRs udenrigspolitik osv. - alt dette er kun en genspejling af den ene - den tyske - parts synspunkter. Det er naturligt, at de nævnte materialer er gennemsyret af en antisovjetisk tendens og undertiden simpelt hen endda er en for Tyskland gunstig forvrænget sandhed. Når lord Halifax, som det tidligere er blevet påvist, fuldstændig kunne forvrænge indholdet af min samtale med ham den 12. juni 1939 i sine optegnelser, hvorfor skulle vi så vise større tillid til de tyske diplomaters dokumenter ? Således rummer den omtalte dokumentsamling kvintessensen af alt det, der kan siges mod Sovjetunionen. På dens sider kan man i hvert tilfælde ikke finde nogen som helst afsvækkelser og ikke nogen som helst rabat til gunst for USSR. Desto mere interessant er det at gøre sig bekendt med de dokumenter, der findes i dette »anklageskrift« mod den sovjetiske regering. Hvad fortæller de da? Hele dokumentsamlingen er delt op i otte afsnit, af hvilke kun det første er af interesse for vort formål. Den omfatter næsten fuldstændigt tremagtsforhandlingernes periode (fra 17. april til 14. august 1939). I det første afsnit er der anført 32 dokumenter, der fordeler sig højst ulige på månederne: I april -1, i maj - 12, i juni - 7, i juli - 5, i august (indtil 14. august) - 7. Imidlertid er indholdet af de offentliggjorte dokumenter langt vigtigere end den kronologiske fordeling.

I april, maj og juni vedrører de anførte dokumenter hovedsagelig økonomiske spørgsmål af løbende karakter. Politiske spørgsmål berøres også undertiden, men kun sjældent og i forbigående, og de har karakter af en gensidig sondering, der er ganske uforpligtende. Sædvanligvis drejer det sig om muligheden for at forbedre forholdet mellem USSR og Tyskland, der på dette tidspunkt var overordentlig spændt. Sådanne samtaler er daglig rutine mellem diplomatiske repræsentanter for hvilke som helst to lande, mellem hvilke forholdet lader noget tilbage at ønske. Der er intet som helst »ildevarslende«, rettet mod Englands og Frankrigs interesser, i de sovjetisk-tyske samtaler i den nævnte periode. Det er umuligt at tale om noget som helst dobbeltspil i den sovjetiske politik. Jeg skal anføre nogle konkrete enkeltheder. Fra april foreligger som netop sagt kun et enkelt dokument. Det er en rapport om forhandlingerne mellem tyske cg sovjetiske repræsentanter i Berlin om den sovjetiske handelsrepræsentations status i Praha og om opfyldelse af sovjetiske ordrer til Skoda-fabrikkerne, afgivet endnu før den tyske okkupation af Tjekkoslovakiet. Dette spørgsmål henhører, som det ses, til området: løbende økonomiske forbindelser mellem de to lande og havde ikke nogen som helst brod mod vestmagterne.

Den 5. maj tilkaldte den fremtrædende repræsentant for det tyske udenrigsministerium, Schnurre, der i hovedsagen beskæftigede sig med økonomiske spørgsmål, den sovjetiske chargé d'affaires i Berlin, Astahov, og meddelte ham, at Skoda-fabrikkerne havde fået pålagt at udføre de sovjetiske ordrer. Astahov udtrykte naturligvis tilfredshed over denne meddelelse og spurgte, om der ikke i nær fremtid kunne blive tale om at genoptage de i februar 1939 afbrudte sovjetisk-tyske forhandlinger (ligeledes vedrørende økonomiske spørgsmål), hvorpå Schnurre gav et undvigende svar. Videre siger Schnurre i sin rapport om denne samtale: »Astahov berørte Litvinovs demission (der var foregået to dage forinden - I. M.) og forsøgte uden at spørge direkte at finde ud af, om denne begivenhed ikke førte til en ændring af vor stilling i forholdet til Sovjetunionen.«

Hvis Schnurre gengiver det, som Astahov sagde i den givne forbindelse, rigtigt (hvilket man naturligvis på ingen måde kan være sikker på), da må man formode, at han ønskede at gøre en vis sondring: Litvinovs demission fortolkedes dengang i Vesten som USSRs overgang fra samarbejde med England og Frankrig til en isolationspolitik eller endog til samarbejde med Tyskland. Som jeg allerede har omtalt, stillede Halifax mig den 6. maj det direkte spørgsmål, hvordan man skulle forstå Litvinovs fritagelse for sine pligter som folkekommissær for udenrigsanliggender, og om de forslag, vi stillede den 17. april om en tremagtspagt om gensidig bistand, fortsat stod ved magt. Det kunne være til nytte for den sovjetiske regering at få information om, hvordan de herskende kredse i Tyskland reagerede på de forandringer, der var foregået i Moskva. Men det er højst sandsynligt, at spørgsmålet om virkningen af Litvinovs demission i virkeligheden blev stillet af Schnurre selv, og at han blot i sine notater om samtalen har fremstillet sagen, som om dette spørgsmål udgik fra Astahov (den slags fiduser støder man på i det borgerlige diplomatis praksis), for da samme Astahov fire dage senere, den 9. maj, præsenterede den nyankomne TASS-kor-respondent Filippov for embedsmand i det tyske udenrigsministerium, Braun von Stumm, stillede Stumm spørgsmålet, hvilken indflydelse forandringen, der var sket på posten som folkekommissær for udenrigsanliggender, ville få på den sovjetiske udenrigspolitik, og Astahov sagde da, at Litvinov ikke havde ført sin egen politik, men en politik, »der udspringer af den sovjetiske stats almene principper«. Hvilken af versionerne af den nævnte samtale, der end måtte være den rigtige, så er der i hvert tilfælde ikke nogen som helst tvivl om, at sonderingen af virkningen af Litvinovs demission aldeles ikke betød noget, der havde blot mindste lighed med forhandlinger om en overenskomst med Tyskland.

Den 17. maj besøgte Astahov på ny Schnurre og førte forhandlinger med ham om den sovjetiske handelsrepræsentations status i Praha. Derefter skriver Schnurre i sin beretning: »Under den samtale, der videre fulgte, berørte Astahov på ny indgående udviklingen af det tysk-sovjetiske forhold.« Det fremgår ikke tydeligt af Schnurres formulering, hvem der var initiativtager til dette emne, men selv om det har været Astahov, så var - selv efter Schnurres notater - alt, hvad han sagde herom gennemtrængt af stor mistro til Tyskland. Astahov udtrykte tilfredshed i forbindelse med en vis tilbageholdenhed overfor USSR, der var blevet udvist af den tyske presse i de foregående uger, men tilføjede straks, at »Sovjet foreløbig ikke kan afgøre, om denne tilbageholdenhed er en kortvarig pause, der forfølger taktiske formål«. Astahov henviste til det italiensk-sovjetiske forholds eksempel som et mønster på, hvad der var muligt også i forholdet mellem USSR og Tyskland. I alle samtalerne mellem sovjetiske repræsentanter i Berlin og tyske diplomater var der afgjort intet, der gik ud over rammerne af en naturlig dagligdags omsorg for en forbedring af forholdet mellem de to lande, der befandt sig i en tilstand af stor spænding indbyrdes. Selv under mikroskop kan man ikke finde noget som helst tegn i dem på mindste ondsindede »sammensværgelse« mod England og Frankrig.

Den 20. maj forekom en langt vigtigere begivenhed: Denne dag opsøgte den tyske ambassadør i Moskva Schulenburg USSRs folkekommissær for udenrigsanliggender og gjorde forsøg på at genoptage de i februar afbrudte tysk-sovjetiske handelsforhandlinger. Det var et klart tilnærmelsesskridt, som Tyskland gjorde over for USSR. Hvad fik han så til svar? Så langt fra at udtrykke nogen som helst begejstring herover erklærede den sovjetiske folkekommissær tværtimod temmelig skarpt, at hele forløbet af de foregående forhandlinger mellem de to lande om handelsspørgsmål gav den sovjetiske regering indtryk af et overfladisk spil fra Tysklands side, et spil, der åbenbart havde visse politiske formål. Heraf drog folkekommissæren den naturlige slutning, at før end man kunne genoptage disse forhandlinger, måtte man skabe det nødvendige »politiske grundlag« for dem, det vil sige forbedre det politiske forhold mellem de to lande. Schulenburgs rapport om denne samtale havde en meget nedslående virkning på Berlin, og den 21. maj telegraferer statssekretær Weizsacker til den tyske ambassadør i Moskva: »På basis af resultaterne af Deres diskussion med Molotov må vi drage den slutning: Vi må sidde i tavshed og afvente, om russerne ikke viser ønske om at tale mere tydeligt.« Dette er det virkelige billede af de tysk-sovjetiske forbindelser i maj 1939, som det fremgår endda af det tyske udenrigsministeriums dokumenter, der på bestilling af vore modstandere i USA er udvalgt i tendentiøs hensigt. Og Daladier vover uden mindste bevis at hævde, at USSR »siden maj måned havde ført to forhandlinger, den ene med Frankrig, den anden med Tyskland«! Imidlertid foruroligede tremagtsforhandlingerne alvorligt Hitler-Tyskland, og den »tavse afventen« rakte ikke længe til. Den 27. maj skrev Weizsacker til Schulenburg: »Vi her (dvs. i Berlin - I. M.) er af den mening, at det ikke bliver let at forhindre den engelsk-russiske kombination,« og den 30. maj indbyder han på særlig anvisning fra Hitler Astahov til sig, og efter at have erklæret, at den sovjetiske handelsrepræsentations status i Praha berørte store principielle problemer, stillede han ham over for spørgsmålet om det politiske forhold mellem Tyskland og USSR i hele sin udstrækning. Weizsacker udviklede herunder følgende opfattelse: I Berlin holder man ikke af kommunismen og har gjort ende på den inden for landets grænser,- i Berlin forventer man ikke, at man i Moskva skal holde af nationalsocialismen,- imidlertid bør de ideologiske uoverensstemmelser ikke hindre opretholdelsen af normale forretningsforbindelser mellem de to lande.

Dette var en ny tysk tilnærmelse til USSR, men Astahov reagerede yderst forsigtigt på den. Af Weizsackers optegnelser fremgår det, at Astahov mindede ham om den mistro til Hitler-Tyskland, der havde rodfæstet sig i Moskva, men at han naturligvis var enig i Weizsackers synspunkt, at de to lande kunne normalisere deres forbindelser på trods af de ideologiske forskelle. Det var jo et af hovedprincipperne for den sovjetiske udenrigspolitik i det hele taget. Endnu vigtigere var det, at Moskva overhovedet ikke reagerede på denne nye aktion i den tyske diplomatiske offensiv. I løbet af juni foregik der meget livlige handelsforhandlinger mellem Tyskland og USSR, men i slutningen af måneden indstilledes de på grund af umuligheden af at regulere de uoverensstemmelser, der fandtes mellem parterne. USSR anså den tyske holdning for utilstrækkeligt gunstig for sig. Til trods for denne fiasko, til trods for, at den sovjetiske regering ikke gav noget svar på Weizsackers samtale med Astahov den 30. maj, men tav, opsøgte Schulenburg den 28. juni den sovjetiske folkekommissær for udenrigsanliggender og erklærede på ny officielt på sin regerings vegne, at Tyskland ønskede at normalisere forholdet mellem de to lande. Schulenburg påpegede herunder en række kendsgerninger (Tysklands afslutning af ikke-angrebspagter med de baltiske stater, ændringen i den tyske presses tone over for USSR osv.), der efter hans mening vidnede om Berlins beredvillighed til at komme Sovjetunionen i møde. Dette var i overensstemmelse med de sovjetiske ønsker og betød en ændring i den tyske politik til gavn for os. Imidlertid udviste den sovjetiske folkekommissær heller ikke nu nogen særlig begejstring, og at dømme efter Schulenburgs egne notater svarede han roligt, at han modtog Schulenburgs ord »med tilfredshed og anser det for nødvendigt at understrege, at USSRs udenrigspolitik i overensstemmelse med dets lederes erklæringer stræber efter at opretholde gode forbindelser med alle lande, og at dette også gælder Tyskland, naturligvis på betingelse af gensidighed«.

Så gik der en hel måned, den ulyksalige juli måned, da englænderne og franskmændene stædigt saboterede enheden mellem pagten og militærkonventionen, men den citerede dokumentsamling gengiver ikke et eneste dokument, der vidner om en fremadskridende tilnærmelse mellem USSR og Tyskland på det politiske område. Til trods for denne sabotage, til trods for den sovjetiske regerings voksende tvivl om muligheden af at sluttet en tremagtspagt fortsatte den ufortrødent sine forhandlinger med England og Frankrig, idet den afholdt sig fra enhver tilnærmelse til Tyskland. Helt anderledes opførte Berlin sig. Tremagtsforhandlingerne og især overenskomsten om at sende de engelske og franske militærmissioner til Moskva fremkaldte stadig voksende uro i Hitler-regeringens kredse. Febrilsk drøftede den og forsøgte at træffe forskellige foranstaltninger, der efter dens mening kunne sprænge eller i det mindste forsinke underskrivelsen af tremagtspagten. I sidste halvdel af juli genoptoges de tre uger tidligere afbrudte handelsforhandlinger med Tyskland og USSR, og denne gang kom den tyske part beredvilligt de sovjetiske ønsker i møde.

Den 26. juli foranstaltede Schnurre efter direkte anvisning ovenfra i Berlin en middag for Astahov og den sovjetiske handelsrepræsentant i Tyskland, Babarin. Ved denne middag søgte Schnurre ivrigt at påvise, at det var fuldt ud muligt at have gode forbindelser mellem Tyskland og USSR, og han opridsede endda konkret successive stadier for deres forbedring. Schnurre forsikrede endvidere, at Tyskland var rede til at slutte en vidtrækkende overenskomst med USSR om alle problemer »fra Østersøen til Sortehavet«.

Hvilket svar giver da de sovjetiske gæster Schnurre? Jeg citerer Schnurres egne notater: »Astahov, der fuldt ud støttedes af Babarin, fandt den (af Schnurre - I. M.) angivne vej til tilnærmelse med Tyskland i overensstemmelse med de to landes livsinteresser. Imidlertid understregede han, at udviklingstempoet herunder sandsynligvis måtte være meget langsomt og gradvist. Den nationalsocialistiske udenrigspolitik truede Sovjetunionen. Astahov mindede om »Antikominternpagten«, vore forbindelser med Japan, Mtinchen og den handlefrihed, vi her fik i Østeuropa. De politiske følger af alt dette er uundgåeligt rettet mod USSR. Det var ikke let for Moskva at tro på, at Tysklands politik over for Sovjetunionen havde taget en anden kurs. Ændringer i dets indstilling kunne kun foregå gradvis. Som det ses, indtog de sovjetiske repræsentanter i Berlin en yderst forsigtig holdning til den nazistiske sirenes sang og i hvert fald gik de i deres udtalelser slet ikke ud over rammerne af en fuldt berettiget stræben - at bidrage til en forbedring af forholdet mellem de to lande. Og her en interessant vurdering af den sovjetiske regerings almindelige holdning til de tyske tilnærmelser, som vi finder i Weizsackers telegram til Schulenburg den 29. juli: »Det ville være vigtigt at få opklaret, om de erklæringer, der blev afgivet over for Astahov og Babarin (ved middagen den 28. juli - I. M.) har fremkaldt nogen reaktion i Moskva. Hvis De skulle få lejlighed til på ny at tale med Molotov, beder jeg Dem sondere hans indstilling hertil. . . Og hvis det skulle vise sig, at Molotov opgiver sin tilbageholdenhed, som han hidtil hat udvist, da kan De gøre et yderligere skridt fremad« (understreget af mig - I. M.). Altså efter den tyske parts mening havde den sovjetiske regering i løbet af april-juli ikke reageret på den tyske diplomatiske offensiv.

En uge senere blev der gjort et nyt og meget vigtigt skridt fra Tysklands side over for USSR. Den 3. august, netop i de dage, da den engelske og franske militærmission i ro og mag forberedte sig til at rejse til Moskva, indbød Ribbentrop Astahov til sig og afgav en yderst vigtigt erklæring. Den kendsgerning, at udenrigsministeren »selv« modtog en »chargé d'affaires«, betød i det diplomatiske sprog, at denne demarche var yderst presserende og vigtig. Ribbentrop erklærede, at en radikal omlægning af de tysk-sovjetiske forbindelser var mulig på grundlag af to hovedbetingelser: a) ikke-indblanding i hinandens indre anliggender og b) opgivelse (for USSRs vedkommende - I. M.) af en politik, rettet mod de tyske interesser. Ribbentrop forsikrede Astahov om den tyske regerings velvillige indstilling til »Moskva« og tilføjede her, at hvis »Moskva« kom den tyske regering i møde, da »ville der ikke være noget problem mellem dem.« Astahov vedblev, endog ifølge Ribentrops optegnelser, at iagttage stor forsigtighed i sine svar, engagerede sig ikke på nogen måde og erklærede blot, at »efter hans mening ønsker den sovjetiske regering at føre en politik af gensidig forståelse med Tyskland.« Dette stod naturligvis ikke i nogen som helst modsætning til muligheden af at slutte en tremagtspagt. Da han meddelte Schulenburg om sin samtale med Astahov, tilføjede Ribbentrop til oplysning for ambassadøren selv: »Chargé d'affaires'en der syntes interesseret, forsøgte nogle gange at føre samtalen over på mere konkrete spørgsmål, men jeg lod ham forstå, at jeg først vil være rede til at blive mere konkret i det tilfælde, at den sovjetiske regering officielt anerkender det ønskelige i den nye karakter af forbindelserne. Hvis Astahov får instruktioner i denne ånd, da vil vi på vor side være interesseret i den hurtigst mulige afslutning af en fredelig overenskomst.«

Den næste dag, den 4. august, fremstillede Schulenburg efter Ribbentrops anvisning over for den sovjetiske folkekommisær for udenrigsanliggender alt det, Ribbentrop dagen før havde sagt til Astahov. Hvordan reagerede nu den sovjetiske folkekommissær på den tyske ambassadørs ord ? Schulenburg meddelte til Berlin, at folkekommissæreri havde erklæret, at den sovjetiske regering var positivt indstillet til afslutning af en økonomisk overenskomst mellem de to lande, havde udtrykt den mening, at de to landes presse burde afholde sig fra tilkendegivelser, der kunne skærpe forholdet mellem dem, og havde anset det for ønskeligt gradvis at oprette kontakter på det kulturelle felt. Videre skrev Schulenburg: »Idet han gik over til spørgsmålet om de politiske forbindelser, sagde folkekommissæren, at den sovjetiske regering også ønskede en normalisering og forbedring af de gensidige forbindelser. Det var ikke den, der var skyld i, at forholdet var blevet ødelagt. Han (folkekommissæren - I. M.) ser først og fremmest årsagen til forværringen i afslutningen af »Anti-komintern-pagten« og i alt det, der er blevet sagt og gjort i forbindelse hermed.«

Schulenburg berørte spørgsmålet om Polen. Han sagde, at Tyskland bestræbte sig for at regulere sine uoverensstemmelser med Polen ad fredelig vej. Hvis det imidlertid blev tvunget til at handle anderledes, ville det tage hensyn til de sovjetiske interesser. Folkekommissæren svarede, at den fredelige regulering mellem Polen og Tyskland fremfor alt afhang af Tyskland. Som det ses af Schulenburgs videre notater, var han ikke særlig glad for dette svar. Den tyske ambassadør undlod ikke at berøre tremagtsforhandlingerne, hvortil den sovjetiske folkekommissær svarede, at de havde rent defensive formål for øje. I en kommentar til den anførte samtale skriver Schulenburg til Berlin, at efter alt at dømme »er den sovjetiske regering nu mere tilbøjelig til en forbedring af de sovjetisk-tyske forbindelser, men den gamle mistillid til Tyskland er stadig meget stærk«.

Som det ses, iagttog den sovjetiske regering gennem hele foråret og sommeren 1939 fuld loyalitet over for sine vestlige forhandlingspartnere. Der var ikke nogen som helst hemmelige sammensværgelser med Tyskland, rettet imod dem. Fra sovjetisk side var der ikke noget som helst forsøg på bag Englands og Frankrigs ryg at indtræde i en fælles blok med Berlin og »forråde« London og Paris. Der var intet, der i mindste måde mindede om samtalerne mellem Horace Wilson og Wohltat. De tysk-sovjetiske forbindelser havde lige til august måned karakter af sædvanlige diplomatiske forbindelser, der endda ikke var holdt i alt for »venskabelige« farver. Og samtalerne mellem repræsentanterne for de to regeringer var sædvanlige samtaler, der daglig føres mellem ministre og ambassadører om forskellige løbende spørgsmål overalt på Jorden. Dette bevises med al tydelighed af netop de dokumenter, som vore modstandere i USA har samlet med det udtrykkelige formål at bringe den sovjetiske regering i miskredit. (( Den amerikanske ambassadør i Paris, William Bullitt skriver den 28 juni 1939 i sin rapport om en samtale med den franske ministerpræsident Daladier blandt andet: Daladier sagde, at han naturligvis ikke kunne have tillid til nogen russiske forsikringer (vedrørende loyalitet over for englænderne og franskmændene - I. M.), men at hverken den franske eller den britiske ambassade eller de hemmelige efterretningsvæsener havde været i stand til at skaffe nogen information, der antydede, at russerne forhandlede med tyskerne« (»Foreign Relations of the United States«, 1939, vol. I, Washington, 1956, p. 278). Det havde sin simple forklaring: der var faktisk ingen sådanne forhandlinger. Hvordan kan disse Daladiers erklæringer bringes i samklang med de tidligere citerede påstande af samme Daladier om, at USSR skulle have forhandlet med Tyskland »siden maj 1939«?))

Først i august, da tremagtsforhandlingerne på grund af den engelsk-franske sabotage for alvor kom ind i en blindgyde, da håbet om afslutning af en effektiv pagt om gensidig bistand mellem USSR, England og Frankrig fuldstændig svandt hen, var den sovjetiske regering tvunget til at gennemføre en almen ændring af sin politik - noget, der er fuldt naturligt og retmæssigt, når regeringen finder, at omstændigheder, der ikke afhænger af dens vilje, tvinger den til at gøre det. Således drev den sovjetiske regering i foråret og sommeren 1939 ikke noget som helst dobbeltspil, sådan som de udenlandske modstandere beskylder den for, men den bestræbte sig klart, fast og fuldt loyalt over for England og Frankrig for at slutte en tremagtspagt med dem mod aggressorerne. Når det i sidste ende ikke lykkedes at opnå dette, så ligger skylden herfor i hvert fald ikke på USSR.

Men selv nu ønskede den sovjetiske regering ikke straks at brænde broerne af efter sig. Den 3. august stillede Tyskland (netop Tyskland og ikke Sovjetunionen) officielt den sovjetiske regering vidtgående forslag om en radikal omlægning af forholdet mellem de to lande. Denne omlægning skulle til at begynde med normalisere det og derefter gradvis føre til det, der på diplomatisk sprog kaldes »venskab«. Dette perspektiv modsvarede fuldt ud den sovjetiske regerings fredsbestræbelser, og dets realisering kunne i betydelig grad styrke sovjetlandets sikkerhed. Men heller ikke her lå »Moskva« under for det fristende billede, Berlin tegnede for det. »Moskva« vedblev at tænke på tremagtspagten og ønskede at gøre endnu en sidste anstrengelse for at virkeliggøre denne optimale variant af kampen mod aggressionen. På trods af alle de tvivl, der var vakt af tremagtsforhandlingernes hidtidige forløb, havde »Moskva« endnu ikke opgivet håbet om, at Englands og Frankrigs regering i hvert fald nu fem minutter før katastrofen måske ville betænke sig og slå ind på den rette vej. Derfor ventede »Moskva« endnu ti dage. Men Berlin havde ikke tålmodighed til at vente, og det bestræbte sig for at fremskynde begivenhedernes gang på en eller anden måde. En uge efter Ribbentrops samtale med Astahov, den 10. august, insisterede Schnurre i en samtale med Astahov på den hurtigst mulige klarlæggelse af USSRs holdning til de forslag, der var stillet ham fra tysk side.

Men »Moskva« fortsatte også her med at afholde sig fra at tage en endelig beslutning, som den havde gjort hele tiden siden Ribbentrops samtale med Astahov den 3. august. »Moskva« ventede, medens den britiske og franske militærmission sejlede med deres fragtpassagerskib fra London til Leningrad. Den ventede, mens de, første møder med militærmissionerne stod på i den sovjetiske hovedstad. Men da spørgsmålet om de sovjetiske troppers gennemmarch gennem Polens og Rumæniens territorium (det centrale spørgsmål i hele militæroverenskomsten) kom op på disse møder, da det viste sig, at hverken den britiske og franske militærmission ellei den britiske og franske regering havde noget svar på dette spørgsmål, da de telegrammer, der var sendt til London og Paris i denne anledning, kun blev besvaret med langvarig tavshed - da tog den sovjetiske langmodighed slut. Det blev fuldstændig klart, at Chamberlain og Daladier var uforbederlige, og at man ikke kunne skabe nogen kollektiv sikkerhed for fredsmagterne med dem.

Den bedste metode til kamp mod den fascistiske aggression brød sammen udelukkende på grund af Chamberlain og Daladier. Tiden var inde til at gå over til den eneste udvej, der endnu stod tilbage. Man kunne sammenligne den sovjetiske regerings stilling under tremagtsforhandlingerne med et menneskes stilling, når det overraskes af det indtrædende tidevand: Nu når vandet ham til knæene, nu når det ham til midjen, nu til brystet og nu til halsen . . . Endnu et øjeblik, og vandet lukker sig over hans hoved, hvis mennesket ikke gør et eller andet hurtigt og beslutsomt spring, der bringer ham op på en klippe, der ikke kan nås af højvandet. Faktisk rykkede faren for den anden verdenskrig stadig nærmere: I marts-april kunne den først lige spores, i majjuni begyndte den at antage mere konkrete omrids, i juli begyndte dens ånde at forgifte Europas atmosfære, og i midten af august var der ingen mere, der tvivlede på, at om nogle dage ville kanonerne begynde at tale, og bomberne ville begynde at falde fra flyene. Det var umuligt at vente længere. Først nu, i midten af august, var den sovjetiske regering tvunget til endeligt at afgøre, hvad den nu måtte gøre. Det dilemma, den tidligere havde stået overfor, forvandledes til en bitter nødvendighed af at slutte overenskomst med Tyskland. Den britiske og franske regerings fem måneders sabotage af tremagtsforhandlingerne, med USAs støtte, efterlod ikke USSR nogen anden udvej.

Tremagtsforhandlingernes sammenbrud og den nødtvungne overenskomst med Tyskland

Den 14. august telegraferede Schnurre til Schulenburg, at Astahov havde opsøgt ham og meddelt, at den sovjetiske regering var rede til en »drøftelse af enkelte grupper spørgsmål« vedrørende de tysk-sovjetiske forbindelser. Den sovjetiske regering foreslog at føre forhandlingerne i Moskva. Samme dag, den 14. august, straks efter Astahovs meddelelse, sendte Ribbentrop Schulenburg et presserende direktiv om straks at opsøge den sovjetiske folkekommissær for udenrigsanliggender og på den tyske regerings vegne erklære, at der »ikke er nogen interessemodsætninger mellem Tyskland og USSR«, at »der ikke er nogen som helst grund til en aggressiv holdning hos det ene land mod det andet«, og at der efter den tyske regerings mening »ikke er noget spørgsmål mellem Østersøen og Sortehavet, som ikke kan løses til fuld tilfredshed for begge lande«. Ribbentrop understregede muligheden for at udvide de tysk-sovjetiske økonomiske forbindelser i alle retninger. Ribbentrop erklærede videre, at han »af hensyn til den hurtigst mulige regulering af de tysk-sovjetiske forbindelser var rede til selv at komme til Moskva, men på den betingelse, at han blev modtaget af Stalin«.

Således udviste den tyske .regering endnu en gang et initiativ og gjorde nu helt officielt et afgørende skridt. Den 15. august udførte Schulenburg det hverv, der var pålagt ham af Berlin. Den sovjetiske folkekommissær hilste, efter hvad den tyske ambassadør berettede til Berlin, »de tyske hensigter at forbedre forholdet til Sovjetunionen« velkommen, men gav udtryk for den mening, at Ribbentrops besøg i Moskva »krævede en passende forberedelse«, og han spurgte også, om den tyske regering var villig til at slutte en ikke-angrebspagt med USSR, underskrive en fælles garanti sammen med USSR til Østersø-staterne og øve indflydelse på Japan med det formål at forbedre de sovjetisk-japanske forbindelser.

Den næste dag, den 16. august, anmodede Ribbentrop i et telegram Schulenburg om hurtigst muligt at meddele den sovjetiske folkekommisær, at Tyskland var villig til at slutte en ikke-angrebspagt med USSR, sammen med USSR at garantere de baltiske stater og at øve indflydelse på Japan med det formål at forbedre det japansk-sovjetiske forhold. Samtidig gentog han indtrængende nødvendigheden af sin rejse til Moskva og meddelte, at han var rede til at foretage en sådan rejse på »ethvert tidspunkt efter fredag den 18. august«. Den 18. august bragte Schulenburg alt dette til den sovjetiske regerings kundskab og fik samtidig af denne svar på de tyske forslag af 14. august. Hvordan så så dette svar ud?

Det havde en strengt forretningsmæssig karakter og opregnede de grunde, der hidtil havde tvunget den sovjetiske regering til at indtage en mistænksom holdning over for Tysklands hensigter, til at træffe foranstaltninger til styrkelsen af USSRs forsvar og tillige til at deltage i dannelsen af en forenet front mod aggressionen. I den sovjetiske regerings svar hed det videre, at hvis den tyske regering oprigtigt havde til hensigt at forbedre sine politiske forbindelser med USSR, kunne den sovjetiske regering kun hilse en sådan ændring velkommen, og den var på sin side rede til at ændre den sovjetiske politik i retning af en alvorlig forbedring af forholdet til Tyskland. Svaret erklærede, at sovjetregeringen anså en forbedring af det sovjetisk-tyske forhold for fuldt ud mulig, idet princippet for fredelig sameksistens mellem forskellige politiske systemer side om side var et for længst stadfæstet princip for USSRs udenrigspolitik. Svaret gik endelig over til de praktiske foranstaltningers område og foreslog fremfor alt at slutte en handels- og finansaftale og derpå efter et kortere tidsrum at underskrive en ikke-angrebspagt. Hvad angår den tyske udenrigsministers rejse til Moskva, erklærede svaret, at den sovjetiske regering ville betragte den som et vidnesbyrd om alvoren i den tyske regerings hensigter, men mente, at en sådan rejse krævede en god forudgående forberedelse, og at den burde foregå med et minimum af offentlig larm og avissensation.

Som det ses, gik den sovjetiske regering, tvunget af Chamberlain og Daladier til at ændre sin udenrigspolitiske kurs, i gang med den uundgåelige omstilling, roligt, nøgternt koldblodigt og uden overdreven hast. Den tyske regering derimod var yderst nervøs og havde det største hastværk. I et telegram til Schulenburg af 18. august gav Ribbentrop sin ambassadør følgende anvisninger: »Før denne gang samtalen (med den sovjetiske folkekommissær for udenrigsanliggender - I. M.) . .., idet De energisk insisterer på ... den hurtigst mulige gennemførelse af min rejse (til Moskva - I. M.) og i en passende form tilbageviser alle yderligere indvendinger fra russernes side.« Schulenburg udførte sin ministers ordre, men måtte den 19. august meddele Ribbentrop, at den sovjetiske regering først ville gå med til Ribbentrops rejse en uge efter offentliggørelsen af meddelelsen om undertegnelsen af en handels- og finansaftale. Nu kørte Tyskland sit sværeste skyts frem. Den 20. august sendte Hitler et budskab til Stalin. Han meddelte heri, at en handels- og finansaftale var underskrevet dagen før, ((Den 19. august var der i Berlin undertegnet en handels- og kreditaftale mellem USSR og Tyskland, der forudså tyske kreditter til USSR på 200 millioner mark for et tidsrum af syv år til en årlig rente af 5 procent. Indkøbet af de tyske varer for denne kredit var beregnet på to år. I samme tidsrum skulle USSR levere varer til en værdi af 180 millioner mark (»Izvestija«, 21. August 1939). Som det ses var omfanget af aftalen ret beskedent og stod ikke i noget forhold til de summer (500-1000 millioner pund sterling), der figurerede som et eventuelt lån under forhandlingerne i London mellem Wohltat, Hudson og Horace Wilson.)) og han anmodede indtrængende om at tage imod Ribbentrop i Moskva ikke senere end den 22.-23. august.

Tiden var inde, da den sovjetiske regering måtte tage en vigtig beslutning. Hidtil var der kun foregået en meningsudveksling mellem Moskva og Berlin, en gensidig sondering og en undersøgelse af indstillingen hos hinanden, nu stod spørgsmålet om afslutningen af selve ikke-angrebspagten på dagsordenen. Det var nødvendigt endnu en gang at vurdere den situation, der var opstået på tremagtsforhandlingernes område. Her var alt fortsat meget sørgeligt. Den 16. august erklærede K. E. Vorosjilov kategorisk som svar på et forslag fra general Doumenc om at gå i gang med at udforme udkastet til en militærkonvention: »... tiden er endnu ikke inde til at redigere noget som helst dokument. Vi har ikke løst kardinalspørgsmålet for den sovjetiske part, nemlig - spørgsmålet om Sovjetunionens væbnede styrkers gennemmarch gennem Polens og Rumæniens territorium til fælles aktioner mellem signatarmagternes væbnede styrker mod den fælles fjende.«

Militærmissionernes forespørgsel i London og Paris vedrørende de sovjetiske troppers gennemmarch gennem Polen cg Rumænien blev stillet den 14. august. Man var nu nået til den 21. august. Der var gået syv dage, men der var ikke noget som helst svar fra den britiske og franske regering. I den feberagtige atmosfære, der herskede på dette tidspunkt, var denne langvarige tavshed allerede i sig selv et svar. Samtidig indløb de mest nedslående meddelelser fra Warszawa: »Oberstregeringen« ville ikke for nogen pris tillade de sovjetiske troppers gennemmarch gennem sit territorium. I denne situation havde den sovjetiske regering ikke andet at gøre end at tage det sidste afgørende skridt.

Samme dag, den 21. august, da det var konstateret, at London og Paris allerede i en hel uge havde undladt at svare på militærmissionernes forespørgsel om de sovjetiske troppers gennemmarch gennem Polen og Rumænien, og da K. E. Vorosjilov som følge heraf stillede forslag om en pause i militærmissionernes møder, gav J. V. Stalin svar på Hitlers budskab: Han gav udtryk for håbet om, at den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt ville blive et vendepunkt til det bedre i de politiske forbindelser mellem de to lande og gik med til Ribbentrops ankomst til Moskva den 23. august. Som det ses af de dokumenter, der er offentliggjort af den britiske regering efter krigen, var dette skridt fra den sovjetiske regerings side mere end begrundet, for af de nævnte dokumenter fremgår det, at London end ikke havde til hensigt at give svar på forespørgselen fra sin militærmission om de sovjetiske troppers gennemmarch gennem Polen og Rumænien. Sabotagen af forhandlingerne om tremagtspagten fortsatte endog i dette stadium.

På den fastsatte dag fløj Ribbentrop ledsaget af et passende følge til Moskva. I USSRs hovedstad havde han to sammenkomster med Stalin. Samme dags aften underskrev USSR og Tyskland en ikke-angrebspagt for et tidsrum af ti år. Den trådte i kraft øjeblikkeligt ved underskrivelsen, skønt der forudsås en senere ratificering. Pagtens indhold adskilte sig ikke meget fra tilsvarende pagter, som USSR havde sluttet de foregående år med mange andre magter. Det var Sovjetunionens traditionelle politik, der bestræbte sig for at føre det leninske fredelige sameksistensprincip ud i praksis. De to parter forpligtede sig til at afholde sig fra enhver aggression mod hinanden (artikel 1), kun at løse stridsspørgsmål, der opstod dem imellem, med fredelige midler (artikel 5), ikke at deltage i nogen som helst grupperinger, der var fjendtlige mod den anden part (artikel 4), og ikke støtte en tredjemagt, hvis en af parterne skulle blive genstand for militære operationer fra denne tredjemagts side (artikel 2). Artikel 3 forudså, at Tyskland og USSR »i fremtiden vil stå i kontakt med hinanden med henblik på konsultationer, for at informere hinanden om spørgsmål, der berører deres fælles interesser«.

Jeg henleder opmærksomheden på de ord, jeg har understreget »konsultationer« og »informere«. Ligesom hele det øvrige indhold af pagten viser de uden al tvivl, at det dokument, der blev underskrevet den 23. august 1939, kun var en pagt om ikke-angreb. Ikke på nogen måde var den noget i retning af et militærforbund mellem de to lande, som vestlige politikere og journalister gentagne gange har søgt at give det udseende af; den forpligtede ikke USSR til at yde Tyskland nogen som helst hjælp. Da den sovjetiske regering underskrev pagten, hengav den sig ikke til nogen som helst illusioner, men mente, at før eller senere ville Hitler krænke de forpligtelser, der var nedfældet i pagten, men den regnede med, at pagten ville give USSR en vis frist, der ville åbne det mulighed for bedre at forberede sig til den fremtidige krig. Som bekendt sikrede denne udskydelse sovjetlandet endnu næsten to års fred.

Men det lykkedes ikke blot den sovjetiske regering at opnå en udskydelse. Den fik tillige af den tyske regering forsikring om, at militæroperationerne ikke ville blive overført til de baltiske stater. I den situation, der skabtes som følge af sabotagen, der blev bedrevet på den ene side af Chamberlain og Daladier og på den anden af »oberstregeringen« i Warszawa, ville den sovjetiske regering ikke have været i stand til at yde hjælp til Polen, en hjælp, der så kategorisk afvistes af »obersterne«. Det eneste, der endnu kunne gøres, var at redde Vestukraine og Vesthviderusland fra tysk invasion. Den sovjetiske regering handlede i overensstemmelse hermed.

Endelig fik USSR følgende fordele af overenskomsten med Tyskland. For det første forhindredes muligheden for at skabe en enig kapitalistisk front mod sovjetlandet; ydermere skabtes der forudsætninger for senere hen at danne den anti-Hitler-front, som vestmagterne på daværende tidspunkt end ikke drømte om. Det eneste, som Chamberlain og Daladier dengang pønsede på, var at drive Hitler-Tyskland i krig mod Sovjetunionen for enhver pris. Ikke-angrebspagten gjorde det umuligt at starte den anden verdenskrig med et angreb på Sovjetunionen. Afslutningen af pagten betød fuldstændigt sammenbrud for denne skændige München-strategi. Denne kendsgerning spillede utvivlsomt en vigtig rolle for sovjetlandets skæbne og dermed for hele menneskehedens skæbne.

For det andet bortfaldt takket være aftalen med Tyskland truslen om et angreb på USSR fra Japans side som Tysklands allierede i den antisovjetiske blok. Uden ikke-angrebspagten med Tyskland ville Sovjetunionen kunne befinde sig i en vanskelig situation, da den havde måttet føre krig på to fronter: Et tysk angreb på USSR fra vest på det tidspunkt ville have betydet et japansk angreb fra øst. Netop i august 1939 nåede kampene ved HalhinGol floden deres højeste spænding, og Hiranuma-regeringen afslog stædigt at regulere konflikten på fredelig måde. Tværtimod trak den tropper til den sovjetiske grænse, afventende Tysklands offensiv. Men næppe var den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt underskrevet (den 23. august), før Hiranuma-regeringen faldt (den 28. august), og Abe-regeringen, der fulgte efter den, skyndte sig at gå med til en fredelig løsning af den militære konflikt. Således var den øjeblikkelige følge af underskrivelsen af aftalen med Tyskland en likvidering af krigsflammen, der var blusset op ' ved USSRs fjernøstlige grænser.

Naturligvis måtte den sovjetiske regering tage i betragtning, at dens overenskomst med Tyskland kunne blive udnyttet (og faktisk blev udnyttet) til at optænde antisovjetiske følelser i de »demokratiske lande«; at der i udlandet ville være folk, selv folk, der ikke var fjendtligtsindede mod USSR, som ikke ville forstå dens handling rigtigt (det skete da også faktisk). Og alligevel kom den sovjetiske regering ved at afveje plus'er og minus'er til den slutning, at minus'erne ubetinget blev opvejet af plus'erne. Resultatet var, at aftalen med Tyskland blev sluttet. Det var den eneste vej, der blev os påtvunget af Chamberlains og Daladiers blinde og forbryderiske politik.

Der er endnu en anklage, som USSRs modstandere i udlandet ynder at rejse mod det: »Med overenskomsten med Tyskland - siger de - har I sluppet den anden verdenskrig løs.« Det er en sølle og blind bagvaskelse! Som det ses af hele den foregående fremstilling, hviler det virkelige ansvar for den anden verdenskrigs udbrud på den ene side på Hitler, på den anden side - på Chamberlain og Daladier (jeg tager disse navne som symbolske). Jo, der hviler et tungt ansvar for alle de ulykker, den anden verdenskrig førte med sig, på de politiske grupperinger, der sad ved magten i England og Frankrig i sidste halvdel af 1930'rne; på de grupperinger, der i deres snævre klasseforblindelse gennemførte en politik for at »fredeliggøre« aggressorerne og håbede på udbruddet af en gensidigt ødelæggende krig mellem Tyskland og USSR. Det var netop disse grupperinger, der stillede en fælde for Sovjetunionen, som de imidlertid selv faldt i, da Hitler-aggressionens første slag i den anden verdenskrig vendte sig ikke mod Moskva, men mod London og Paris. Det kom dertil, fordi det sovjetiske diplomati viste sig forstandigere end det britisk-franske. Men vi har ingen grund til at give undskyldning herfor.

For at fuldføre min beretning må jeg endnu i korthed fortælle om den bedrøvelige afslutning på de ulyksalige tremagtsforhandlinger i 1939. Den 22. august, dagen efter den sovjetiske regerings endelige beslutning om at gå med til en overenskomst med Tyskland, fik general Doumenc en ilmeddelelse fra Paris: Den franske regering mener, at i det øjeblik, der opstår krig mellem Polen og Tyskland, må der gives de sovjetiske tropper ret til at rykke ind på polsk territorium. Den franske regering mener... Men hvad mente den polske regering herom? Paris bevarede fuldstændig tavshed om dette, så vigtige spørgsmål. Fra Warszawa derimod vedblev der at indløbe yderst ugunstige meddelelser. Nu véd vi af de dokumenter, der er offentliggjort af den britiske regering, at Seeds under henvisning til de instrukser, general Doumenc havde fået den 22. august, forespurgte London: »Er De enig?« Men London svarede intet på sin Moskva-ambassadørs forespørgsel. I stedet var der på Seeds' telegram med Strangs skrift (han var vendt hjem i begyndelsen af august) skrevet: »Det var ikke muligt at sende noget svar på dette telegram, da der ikke var taget nogen beslutning.« Så vidt gik altså den britiske regerings sabotage. Dengang kendte vi ikke alle enkeltheder, men vi kendte den vigtigste kendsgerning, nemlig at London ikke ønskede at give svar på kardinalspørgsmålet under militærforhandlingerne. Det betød overmåde meget. I denne situation sammenkaldte den sovjetiske delegationsleder den 21. august alle de tre militærmissioner og foreslog, som det allerede er påpeget tidligere, at afbryde møderne. Dette var simpelt hen en diplomatisk form for at sige: Tremagtsforhandlingerne er brudt sammen.

Englands og Frankrigs militærmissioner og Seeds og Naggiar forstod udmærket meningen med den sovjetiske delegations erklæring. Og selv om Englands og Frankrigs missionschefer og ambassadører i de efterfølgende tre-fire dage endnu mødtes med og førte samtaler med de sovjetiske folkekommissærer for forsvaret og for udenrigsanliggender, så kunne dette ikke længere ændre situationen. Der var ikke andet at gøre for missionerne nu end hurtigst muligt at rejse hjem. I et interview, offentliggjort i sovjetpressen den 27. august 1939 fremstillede chefen for den sovjetiske militærdelegation årsagerne til militærforhandlingernes sammenbrud på følgende måde: »Den sovjetiske militærmission mente, at USSR, der ikke har fælles grænse med aggressoren, kun kunne yde Frankrig, England og Polen hjælp på betingelse af, at dets tropper fik gennemmarchret gennem polsk territorium, da der ikke eksisterer andre veje, ad hvilke de sovjetiske tropper kan komme i berøring med aggressorens tropper ... Til trods for hele den indlysende rigtighed af dette standpunkt gik den engelske og den franske militærmission ikke med til dette den sovjetiske missions standpunkt, og den polske regering erklærede åbent, at den ikke har brug for og ikke vil tage mod militær hjælp fra USSR ...Heri ligger grunden til uoverensstemmelserne. Og det var på dette, forhandlingerne brød sammen.« Som svar på et yderligere spørgsmål fra journalisten, om meddelelsen fra Reuters Bureau om, at den sovjetiske regering havde indstillet tremagtsforhandlingerne af hensyn til sin afslutning af en overenskomst med Tyskland, var rigtig, sagde den sovjetiske delegationschef : »Forhandlingerne med England og Frankrig er ikke blevet, afbrudt, fordi USSR har sluttet en ikke-angrebspagt med Tyskland, men tværtimod har USSR sluttet ikke-angrebspagt med Tyskland som resultat af blandt andet den omstændighed, at militærforhandlingerne med Frankrig og England var kommet ind i en blindgyde i kraft af de uovervindelige uoverensstemmelser.« Her sattes tingene på plads.

Slutning

Af alt det, der er sagt i det foregående, udspringer en hel række konklusioner, hvoraf de vigtigste er:

1. I de førkrigsår, som disse erindringer omfatter (1932-39], bestræbte Sovjetunionen sig oprigtigt og vedholdende for at opnå de bedste forbindelser med England. Dette dikteredes på den ene side af dens almene fredspolitik og ønske om fredelig sameksistens med stater med andre statssystemer end USSRs, og på den anden side af den sovjetiske regerings konkrete politiske beregning sammen med England og Frankrig at skabe en pålidelig barriere mod de fascistiske magters aggression - Tyskland og Italien i Europa.

2. Desværre fandt Sovjetunionens gode stræben imidlertid ikke nogen sympatisk genklang i England. Ganske vist fandtes der i landet mange elementer (arbejdere, betydelige grupper af intellektuelle, mere vidtskuende repræsentanter for bourgeoisiet), der sympatiserede med dannelsen af en tremagtsbarriere mod den fascistiske aggression, der også truede England og dets verdenspositioner, men statsmagten lå i den skildrede periode fast i hænderne på de mest reaktionære lag af bourgeoisiet, der var forblindet af klassehad til USSR som socialismens land. Det førende politiske center for disse yderliggående reaktionære lag var den såkaldte »Cliveden-klike«, der samledes i lady Astors salon, og deres anerkendte fører var Neville Chamberlain. På grund af sit indædte fjendskab mod Sovjetunionen var »Cliveden-kliken« absolut imod oprettelse af en tremagtsbarriere til forsvar for de britiske positioner mod de fascistiske aggressorer, og den fandt på en efter dens egen mening »lykkelig« idé - at drive Tyskland og USSR mod hinanden, og når begge de to magter var åreladet i en svær krig, da at diktere Europa en fred, der var til fordel for Storbritannien. Denne tåbelige og forbryderiske opfattelse vandt efterhånden styrke og nåede sit højdepunkt efter 1937, da Neville Chamberlain blev Englands premierminister og lord Halifax udenrigsminister. Af denne opfattelse, som inspirerede »Cliveden-kliken«, udsprang politikken for »fredeliggørelse« af aggressorerne, i første række Hitler, og af hensyn til denne politiks triumf (en triumf, der aldrig blev nået trods alt) ofrede England og Frankrig, med støtte af visse kredse i USA, i 1938-39 Østrig, Spanien og Tjekkoslovakiet.

3. Til trods for så ugunstige betingelser fortsatte Sovjetunionen alligevel sine bestræbelser for at styrke forholdet til England og i 1939 for at skabe en barriere mod Tyskland og Italien i form af en tremagtspagt om gensidig hjælp, idet den heri så den bedste garanti mod fascistisk aggression. I virkeligheden var det netop USSR, der tog initiativet til en sådan pagt. »Cliveden-kliken«, der indtog en skarpt negativ holdning til disse planer, var under tryk af de brede masser i den britiske offentlighed og af visse andre stater, der særlig frygtede Hitler og Mussolini, tvunget til at manøvrere og fra tid til anden lade, som om den var villig til at gå med til oprettelsen af en tremagtsbarriere mod aggressorerne. Denne manøvrering fik sin bredeste karakter i 1939, efter at Hitler havde revet München-overenskomsten itu. Heraf udsprang Englands (og Frankrigs) ensidige garantiydelser til Polen, Rumænien og Grækenland i marts-april 1939 i tilfælde af et angreb mod dem fra de fascistiske staters side. Heraf udsprang også nødvendigheden af, at Chamberlains regering (og samtidig også Daladiers regering) deltog i tremagtsforhandlingeme om afslutning af en pagt om gensidig bistand med USSR. Men det var forhandlinger, der kom i gang imod deres vilje, under pisken, for at bedrage masserne, og derfor reduceredes de faktisk til ren sabotage af forhandlingerne, og der er i det foregående anført en overflod af eksempler herpå. Chamberlains (og Daladiers) hovedbekymring var ikke at søge så hurtigt som muligt at slutte en tremagtspagt, men at søge veje til at undgå den. Den uundgåelige følge af denne linje i den britiske (og franske) regerings optræden var, at tremagtsforhandlingerne i august 1939 for alvor kom ind i en blindgyde. Det blev fuldstændig klart, at oprettelsen af en virkelig effektiv tremagtsbarriere mod de fascistiske aggressorer var blevet umulig på grund af Chamberlains og Daladiers sabotage (og kun takket være den!).

4. Eftersom den bedste form for kamp mod de fascistiske magters aggression på trods af vor vilje viste sig uigennemførlig, måtte Sovjetunionen tænke på andre veje til at styrke sin sikkerhed (om det så blot var midlertidigt og upålideligt). Den store Lenin gav i de første måneder efter Oktoberrevolutionen et genialt eksempel på manøvrering på den internationale arena. I en bestræbelse for at sikre det netop fødte Sovjetrusland en »åndepause«, som det dengang mest af alt havde brug for, foreslog Lenin først alle krigsførende magter at slutte en almindelig demokratisk fred uden anneksioner og skadeserstatninger. Dette anså Lenin for den mest ønskelige måde til at skaffe sovjetlandet en »åndepause«, der endda kunne forvandle sig til en lang fredsperiode. Da det imidlertid viste sig, at sovjetregeringens appel faldt på stengrund, besluttede Lenin at slutte separatfred med den tyske koalition. Det var, som Lenin kaldte den, en »sjofel« fred, der var højst ugunstig for Sovjetrusland, men den gav det alligevel en midlertidig »åndepause«, og som de senere begivenheder viste, var den historisk fuldt berettiget. I 1939 huskede den sovjetiske regering på dette fremragende politiske eksempel og besluttede at følge det. Naturligvis var situationen og betingelserne nu noget anderledes end 22 år tidligere (og først og fremmest var sovjetlandets magt vokset i uhyre grad siden da), men alligevel var der i verdenssituationen i 1939 ikke så få elementer, der gjorde den beslægtet med situationen i 1917-18. Man måtte for enhver pris forhindre dannelsen af en enig kapitalistisk front mod USSR; man måtte om ikke helt forhindre, så dog i hvert fald udskyde et angreb af de fascistiske magter mod vort land mest muligt. Dette dikteredes af den elementære selvopholdelsesdrift, der er enhver stat iboende uanset dens natur. Dette dikteredes også af overvejelser af mere almen karakter. Sovjetunionen var jo i det pågældende tidsrum ikke blot en af stormagterne, der fandtes på vor planet. Sovjetunionen var noget langt mere vigtigt: Den var dengang det eneste land på Jorden, der var socialismens fædreland, og det bar i sig kimen til hele menneskehedens kommunistiske fremtid. På det sovjetiske folks skuldre og i særdeleshed på den sovjetiske regerings skuldre hvilede på dette tidspunkt det største ansvar for bevarelsen af udeleligheden og uafhængigheden for et land af en så ekstraordinær historisk betydning. Det enorme ansvar krævede også en enorm dristighed, smidighed og beslutsomhed.

5. I midten af august 1939 kom den sovjetiske regering til den endelige konklusion, at Chamberlains og Daladiers politik udelukkede muligheden for at underskrive en effektiv tremagtspagt, og den besluttede at ændre kursen for sin politik: at indstille forhandlingerne med England og Frankrig, der var blevet formålsløse, og slutte en overenskomst med Tyskland. Vore modstandere i udlandet har bragt en bagvaskende legende i omløb om, at den sovjetiske regering i foråret og sommeren 1939 drev et dobbeltspil: at den førte åbne forhandlinger med England og Frankrig om en tremagtspagt om gensidig bistand mod aggressorerne, bag deres ryg hemmeligt drøftede en venskabsoverenskomst med Tyskland og til syvende og sidst foretrak Tyskland for de »vestlige demokratier«. Til bevis for disse ondsindede påfund udgav USAs udenrigsministerium endda i 1948 et højst tendentiøst udvalg af tyske diplomatiske dokumenter, som amerikanerne havde erobret i Tyskland. Imidlertid viser en mere indgående analyse af de nævnte dokumenter, der berører tremagtsforhandlingernes periode, sådan som vi har gjort det på de foregående sider, uden al tvivl, at sådanne påstande er helt igennem løgnagtige. Tværtimod forblev USSR lige til midten af august og på trods af den britiske og franske regerings skrigende sabotage af tremagtsforhandlingerne fuldt loyal over for sine forhandlingspartnere og afviste alle Tysklands forsøg (og dem var der mange af) på at slå en kile ind mellem USSR og de »vestlige demokratier«. Da så den sovjetiske regering i midten af august 1939 kom til den slutning, at det var helt håbløst at føre tremagtsforhandlinger, traf den beslutningen om at ændre kurs i sin politik og ændrede den faktisk. Den sovjetiske regering benyttede sig her af enhver regerings lovlige ret til at skifte en politisk linje ud med en anden, hvis omstændighederne tvinger den til det. I det givne konkrete tilfælde var kursskiftet endda så meget mere berettiget, som det blev påtvunget den sovjetiske regering af Chamberlains og Daladiers blinde, forbryderiske optræden.

6. Den sovjetisk-tyske overenskomst af 23. august 1939 var naturligvis ikke noget fuldkomment dokument (og den sovjetiske regering betragtede den heller ikke nogensinde som sådan), men den hindrede i hvert fald muligheden for at skabe en enig kapitalistisk front mod USSR, frigjorde 13 millioner vestukrainere og vesthviderussere fra den frygtelige skæbne at blive Hitlers slaver, sikrede den nationale genforening af alle ukrainere og hviderussere i et samlet hele, der hurtigt gik ad den socialistiske udviklings vej, og rykkede de sovjetiske grænser nogle hundrede kilometer frem mod vest, hvilket havde stor strategisk betydning. Som de senere begivenheder viste forsinkede den nævnte overenskomst det tyske angreb på USSR i næsten to år, lettede i høj grad forsvaret af landets vigtigste centre og de sovjetiske væbnede styrkers overgang til en sejrrig modoffensiv, gjorde det muligt at knuse Hitler-Tyskland og skabte forudsætningerne for en hurtigere genrejsning af USSR inden for dets nuværende grænser.

Som en slags efterskrift skulle jeg have lyst til her at anføre to citater af udtalelser af to personer, der tilhører to modsatte lejre. Den 27. november 1958 oversendte N. S. Hrustjov en stor note til USAs daværende præsident, D. Eisenhower, og heri berørte han blandt andet verdenssituationen, som den havde udformet sig lige før den anden verdenskrig: »Det er velkendt, at USA ligesom Storbritannien og Frankrig - hed det i denne note fra den sovjetiske regeringschef - langtfra med det samme kom til den slutning, at det var nødvendigt at oprette et samarbejde med Sovjetunionen med det formål for øje at modvirke Hitler-aggressionen, skønt der fra den sovjetiske regerings side til stadighed vistes vilje hertil. I de vestlige staters hovedstæder var det i lang tid de modsatte bestræbelser, der vandt overhånd . .

Først da det fascistiske Tyskland efter at have omstyrtet München-inspiratorernes kortsynede beregninger, vendte sig mod vestmagterne, da Hitler-hæren begyndte sin march mod vest og knuste Danmark, Norge, Belgien og Holland og knækkede Frankrig, var der intet andet tilbage at gøre for regeringerne i USA og Storbritannien end at indrømme de fejlregninger, de havde gjort og give sig til sammen med Sovjetunionen at organisere tilbagevisningen af det fascistiske Tyskland, Italien og Japan. Ved en mere vidtskuende politik hos vestmagterne kunne et sådant samarbejde mellem Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig være oprettet langt tidligere, allerede i de første år efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland, og da ville der ikke have været nogen okkupation af Frankrig, intet Dunkeique, intet Pead Harbor (understreget af mig - I. M.). Da ville det have været muligt at spare de millioner af menneskeliv, der ofredes af folkene i Sovjetunionen, Polen, Jugoslavien, Frankrig, England, Tjekkoslovakiet, USA, Grækenland, Norge og andre lande for at tæmme aggressoren.«

Winston Churchill skriver i sine krigserindringer vedrørende tremagtsforhandlingerne i 1939: »Der kan ikke være nogen tvivl om, selv i eftertidens lys, at Storbritannien og Frankrig skulle have accepteret det russiske tilbud . . . Men mr. Chamberlain og udenrigsministeriet blev narret af denne sphinxens gåde. Når begivenhederne bevæger sig med en sådan fart og i en så uhyre masse som på dette tidspunkt, er det klogt at tage ét skridt ad gangen Alliancen mellem Storbritannien, Frankrig og Rusland ville have fremkaldt dyb uro i Tysklands hjerte, og ingen kan bevise, at krig ikke kunne have været undgået selv da (understreget af mig - I. M.). Det næste skridt kunne have været taget med overlegen magt på de allieredes side. Deres diplomati ville have genvundet initiativet. Hitler kunne hverken tillade sig at kaste sig ud i en krig på to fronter, som han selv så dybt havde fordømt, eller at lide en fiasko. Det var en skam, at han ikke blev bragt i denne ubehagelige stilling, der godt kunne have kostet ham hans liv. Hvis for eksempel mr. Chamberlain ved modtagelsen af det russiske tilbud havde svaret: »Ja, lad os tre slå os sammen og knække halsen på Hitler« eller nogle andre ord af samme indhold, ville parlamentet have godkendt det, Stalin ville have forstået det, og historien kunne have taget et andet forløb ... I stedet var der en langvarig tavshed, mens halve foranstaltninger og spidsfindige kompromis'er forberedtes.«91

På trods af alle forskelle mellem forfatterne til de to anførte citater (og det er næppe nødvendigt for mig at bevise, at de er meget store) er de enige i deres vurdering, at den anden verdenskrig kunne have været forhindret, hvis USSR, England, Frankrig og USA (og som minimum - USSR, England og Frankrig) hurtigt, fast og beslutsomt havde dannet en effektiv barriere mod de fascistiske magters aggression.

Hvem hindrede dannelsen af en sådan barriere? Sovjetunionen? Nej, Sovjetunionen er ikke skyld i dette! Tværtimod gjorde Sovjetunionen alt, hvad der var menneskeligt muligt for at danne en barriere mod aggressionen. Det, der er sagt i det foregående, lader ikke ringeste tvivl tilbage herom. Det var i virkeligheden »Cliveden-kliken« i England og de »200 familier« i Frankrig, der forhindrede dannelsen af tremagtsbarrieren. Og skal man tale om de personer, der hjalp Hitler, og som mest fuldkomment personificerede disse reaktionære kræfter og mest aktivt førte den politik, der passede disse kræfter, da må man i første række nævne Neville Chamberlain og Daladier. Det er vanskeligt at overvurdere hele dybden af deres historiske ansvar for den anden verdenskrigs udbrud og for de talløse ofre, tab og lidelser, som den førte med sig for menneskeheden.

Skift til: Hvem hjalp Hitler ? (II)

Webmaster