Første Verdenskrig 1914-18 blev et meget større blodbad, end nogen havde forudset. Omkring 65 millioner mennesker blev sendt i krig, og op mod 10 millioner døde, og et tilsvarende antal blev lemlæstet. Krigen førte til fire imperiers sammenbrud - nemlig det tyske kejserrige, Østrig-Ungarn, Rusland og Osmannerriget. Til gengæld blev der dannet en række nye stater: Polen, Finland, Tjekkoslovakiet, Østrig, Ungarn, Estland, Letland, Litauen og Den irske Fristat, mens den kommunistiske magtovertagelse i Rusland i 1917 (Oktoberrevolutionen) også var et direkte resultat af 1´ Verdenskrig. De sociale konsekvenser var også store. Under krigen overtog kvinder mange af mændenes jobs, og det førte til, at kravet om ligestilling voksede i kraft. Det er ingen tilfældighed, at kvinder i mange lande fik valgret umiddelbart efter 1. Verdenskrig. Men grundlaget for den næste imperialistiske verdenskrig med ufattelige forbrydelser mod menneskeheden skulle snart blive skabt af pengemændene i Vesten. I Tyskland blev arbejderrevolutionen slået ned. I 1919 blev Den ungarske Rådsrepublik med Bela Kun knust af admiral Miklos Horthys´ hvide tropper, der fik hjælp fra rumænske interventionsstyrker. De fascistiske diktaturer opstod allerede i Ungarn og Italien i 1922, i Bulgarien 1923, i Polen gennemførte Pilsudski i 1926 et statskup, Portugal var fascistisk fra 1926, i Rumænien var styret halvdiktatorisk og kommunistpartiet blev forbud i 1924, og i 1938 tog kongen magten ved et personligt diktatur, Tyskland blev fascistisk i 1933, Spanien 1939…….

I Vesten forsøger kapitalistklassen at give Stalin et medansvar for udbruddet af 2 Verdenskrig. Men de kan bare ikke dokumenterer dét. Hele det vesterlandske slæng af politikere, journalister, medier og læreanstalter, præster og skolelærere, der mætter sig på arbejderklassen, bønderne, fiskerne, m.v. glemmer også at fortælle, at nok så mange politiske partier, deres presse og offentlige kontorer i Vesteuropa dengang var halvfascistiske og racistiske, under de klassekampene der var brudt ud i 1920érne og under 1930érnes arbejdsløshed. På baggrund af den økonomiske krise og sammenbrud, der var opstået i den vestlige økonomi og i det imperialistiske handelssystem, fik monopolkapitalen og bankierne etableret fascistiske styre i flere europæiske lande. Arbejderklassen var trængt og blev forfulgt og Arbejderklassen i Vesten så et flammende lyspunkt i Sovjetunionen, hvor bønderne og arbejderklassen havde taget den reelle magt. Kriserne i Frankrig og England kunne når som helst slå om i synlig fascisme. Frankrig havde en officiel racistisk holdning; j.fr. koloniseringen af Algeriet op til 1962. Folkeforbundet var et af centrene for de imperialistiske magter (Frankrig og England), der udarbejdelse anti-sovjetiske aktioner. Men den internationale situation ændredes radikalt i 1933, da Frankrig og England blev mødt med et stigende krav fra Japan og Tyskland, - og nu ønskede Frankrig Sovjetunionen med i Folkeforbundet. D. 18. september 1934 blev Sovjetunionen medlem af Folkeforbundet (Holland, Portugal og Schweiz stemte imod), og i Folkeforbundet blev Sovjetunionen den mest aktive part i det fredsskabende arbejde for en kollektiv sikkerhedspolitik. Mange troede, at nu sluttede Frankrig og England´s politiske enevælde i den globale og europæiske politik. Men de herskende klasser i Frankrig og England gav ikke sådan op. Forsøget på at skabe Østpagten, regionalpagten, etc. der skulle betrygge sikkerheden i Øst- og Centraleuropa, kunne ikke gennemføres, fordi de britiske imperialister var modstandere af Pagten, og fordi de drømte om en virkeliggørelse af en fascistisk ekspansion østpå mod bolsjevikkerne, som også var beskrevet i Hitlers »Mein Kamp«. I begyndelsen af 1935 gjorde den britiske regering et nyt forsøg på at komme overens med det fascistiske Tyskland. Gang på gang lod Frankrig og England Hitler få sin vilje, fordi de regnede med, at Hitler ville være brohovedet mod arbejderklassen og bøndernes nationaliseringer i Sovjetunionen. Spanien blev fascistisk i 1936 med hjælp fra Italien og Tyskland, - Østrig røg med i 1938. Den Anti-kommunistiske pagt blev etableret i 1936 af Tyskland og Japan, underskrevet af Italien i 1937, af Ungarn, Spanien, Manchukuo i 1939, og af 7 andre lande i 1941 incl. Danmark. I 1937 angreb Japan Kina, og »verdensbalancen - styrkeforholdet« blev lynhurtigt forrykket. Men man glemmer i Vesten også at fortælle, at Polen og Ungarn også blev betragtet som halvfascistiske regimer. Stalin måtte truede Polen, hvis de gjorde fælles sag med Tyskland mod tjekkerne. Efter Tyskland´s anneksion af Tjekkoslovakiet i marts 1939 var England og Frankrig tvunget til at gå bort fra deres direkte støtte til fascismen. Thi også dengang spillede man kortene »over og under bordet«, og havde to sæt ekstra mærkede kort med lommerne, når der skulle forhandles. Og lige indtil sidste øjeblik forhandlede vestmagterne under bordet med Hitler, for at få ham igang med aggression mod øst. Og da Stalin var orienteret om dette, måtte han skyndsomt underskrive Ikke-angrebspagten med Tyskland d. 23. august 1939, som man fordømmer i Vesten. Men det er jo naturligt, at under de givne forhold havde Sovjetunionen også nationale interesser. Men i Vesten respekterer man kun, at de imperialistiske magter har »nationale interesser«. Og når alt går galt for de imperialistiske pengemagter, dækker de sig ind bag ordblomster som »fædrelandskærlighed, national suverænitet og uafhængighed«. De britiske og franske garantier for Polen viste sig også at være rent bluf. Hitler kunne indtage Polen med et snuptag. Med Ikke-angrebspagten med Tyskland vandt Sovjetunionen halvanden år inden tyskerne angreb dem, og i løbet af den tid blev der uddannet nye officerer; militærproduktionen blev sat i serieproduktion; 125 nye sovjetiske divisioner opstod og strategisk blev grænsen skubbet 250-300 km. frem. Hitler fordoblede sin hær i 1940 til 1941. Og årsagen til 2. Verdenskrig skal findes hos de vestlige bankier, der lånte Hitler´s kompagnoner penge til opbygning af Tysklands krigsindustri. I begyndelsen af 1930érne skete der afgørende ændringer i styrkeforholdet mellem de vigtigste imperialistiske magter. Tyskland, Japan og Italien begyndte åbent at stille spørgsmål om en revision af verdenskortet. De udfordrede den britisk-fransk-amerikanske magtblok der besat verdensherredømmet og indledte et stormløb mod disse staters dominerende stilling i verden. Det var tyske, japanske og italienske aggressorers kamp om verdensherredømmet, der førte til 2´ Verdenskrig. Tyskland, Japan og Italien blev ledet af yderst reaktionære monopolistiske kredse af fascister og militarister, og disse staters erobringsplaner udgjorde en kolossal fare for mange lande. De kunne jo ikke klare sig økonomisk, hvis landenes kapitalister ikke fik kolonier og slavearbejdskraft, og derfor var forspillet til krigen en intern kamp mellem kapitalistiske stater med det samme økonomiske pengesystem (privat ejendomsret, etc.).

Teksten omtaler bl.a. følgende traktater, aftaler, pagter, overenskomster: a) Aftalesystemet i Folkeforbundet, der blev ført af sejrherrene fra 1.Verdenskrig. Folkeforbundet var et redskab for kolonimagterne Frankrig og England; b) Versailles-Washington fredsaftalesystemet, der var skabt Entende-magterne; c) Rapallo-traktaten fra 1922: d) Locarno-traktaten af 1925, der skulle garantere sikkerheden i Vesteuropa, kaldes også Vestpagten, og aftalen omfattede Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien og Belgien. Sovjetunionens forslag om en regional overenskomst til sikring af freden i Østeuropa blev i Vesten i begyndelsen kaldt Øst-Locarno, men senere slog betegnelsen Østpagt igennem; e) i 1932 blev der etableret ikke-angrebspagter mellem USSR og Frankrig, Polen, Letland, Estland og Finland; f) d. 15. juli 1933 vedtog Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien i Rom Firemagtspagten, der var en »forståelses- og samarbejdspagt« som også havde retning af en anti-sovjetisk sammensværgelse med nazisterne; g) I 1933/1934 blev Stillehavspagten ikke til noget, men den skulle være var en ikke-angrebspagt mellem USSR, USA, Japan og Kina; h) d. 26. januar 1934 etableres en tysk-polsk venskabs- og ikke-angrebsdeklaration; i) d. 21. august 1937 blev der etableret en ikke-angrebspagt mellem USSR og Kina; j) En sovjetisk-tjekkoslovakiske pagt - aftale om gensidig hjælp - dato for etablering af aftalen er ubekendt: k) d. 29. og d. 30. september 1938 München aftalen med deltagelse af Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, hvor et bredt bælte langs hele den tysk-tjekkoslovakiske grænse blev berøvet Tjekkoslovakiet og lagt sammen med Hitler-Tyskland; l) d. 23. august 1939 blev der etableret en ikke-angrebspagt mellem Tyskland og Sovjetunionen.

PBP.

Hvem var skyld i Anden Verdenskrig og hvorfor var det ikke muligt at forhindre krigen ? Årsagerne til Anden Verdenskrig forfalskes med flid i den borgerlige historieskrivning. I mange bøger, som er udgivet kan der iagttages en bestræbelse på at rehabilitere de tyske finans- og industrimagnater, ja endog den militære elite, idet hele skylden for forberedelsen og udløsningen af krigen udelukkende tillægges Hitler. De tyske finans- og industrimagnater og den militære elite forsøger på at lægge afstand mellem dem og fascismen, for skjule den kendsgerning, at det netop var dem, der i 1933 bragte det nazistiske parti til regeringsmagten, fordi de fandt partiets reaktionære indenrigspolitik og aggressive udenrigspolitik i fuld overensstemmelse med deres egne bestræbelser. I Storbritannien, Frankrig og USA er der udgivet en række skrifter, hvis forfattere anstrenger sig for i et vist omfang at retfærdiggøre den politik, der gik ud på at opmuntre den tyske, japanske og italienske aggression, og at tilskynde aggressorerne til krig mod Sovjetunionen. Samtidig forsøger man at frikende disse tre magter for deres ikke uvæsentlige ansvar for Anden Verdenskrig. Endelig bestræber de borgerlige historikere sig på gennem grov forfalskning af den sovjetiske udenrigspolitik og dens motiver, ved at fortie væsentlige faktorer, der vidner om USSR's beslutsomme kamp for fred og kollektiv sikkerhed mod den fascistiske aggression. Forhistorien til Anden Verdenskrig er således et af områderne for en skarp ideologisk kamp om kendsgerninger og fortielser. De økonomisk og militært stærke imperialistiske magter og deres herskende klasser stræbte i deres profitbegær uophørligt efter at erobre fremmede landområder, afsætningsmarkeder og råstofkilder og anså krigen som et naturligt middel til at opnå disse mål. Ligesom 1´ Verdenskrig er 2´ Verdenskrig fremkaldt, modnet og udløst i den vestlige imperialismes verdenssystem. Anstiftere var tyske, japanske og italienske imperialister. Efter de indenfor økonomien og de væbnede styrker at have iværksat en feberagtig krigsforberedelse og i deres lande etableret fascistiske terrordiktaturer, påbegyndte de i midten af 1930érne åbent en kamp om verdensherredømmet. Blokken af fascistiske aggressorer stod over for den britisk-fransk-amerikanske gruppe af imperialistiske magter, der stræbte efter at bevare sin dominerende stilling i verden, som den havde opnået efter sejren i 1´ Verdenskrig. Den britisk-fransk-amerikanske gruppes fælles potentielle kræfter sammen med de mange andre lande i den kapitalistiske verden, der var tilknyttet den, oversteg aggressorernes kræfter. De herskende kredse i Storbritannien, Frankrig og USA forstod imidlertid, at en ny imperialistisk verdenskrig ikke kunne være til deres fordel. De var derfor interesseret i at bevare og om muligt styrke deres positioner i verden uden krig. Til trods for de stadigt mere spændte relationer mellem de imperialistiske lande om opdelingen af jordkloden var hovedmodsætningen i verden: modsætningen mellem den imperialistiske lejr og verdens første socialistiske arbejderstat. De herskende kredse i alle de kapitalistiske lande anså det for deres hellige klassepligt at tilintetgøre dette nye samfundssystem, der var etableret i Sovjetunionen. Den fascistiske aggressorblok lagde endog ikke skjul på, at den gik forrest i kampen mod kommunismen, arbejderklassens organisationer og tilintetgørelse af Sovjetstaten. Den britisk-fransk-amerikanske gruppe besluttede blot at gøre alt, hvad der var muligt, for at regulere modsætningerne til den fascistiske aggressorblok på Sovjetunionens bekostning. Det britiske diplomati udfoldede særlig stor aktivitet i den henseende. De reaktionære herskende kredse i Storbritannien anstrengte sig til det yderste for at få en imperialistisk overenskomst i stand med Hitler-Tyskland med det formål at vende den fascistiske aggression bort fra det britiske imperium og mod øst, mod Sovjetunionen. Sovjetunionens styrke var den væsentlige faktor, aggressorerne måtte tage i betragtning, når de skulle afgøre spørgsmålet om, hvornår de skulle angribe Sovjetunionen. Den sovjetiske regering var besluttet på at udnytte alle muligheder for at stille aggressorerne over for en fælles front af stater, som ønskede at forhindre krigen, og det drejede sig jo i virkeligheden om at etablere et samarbejde med en gruppe imperialistiske magter, der under de daværende omstændigheder ikke var interesseret i krig, mod en anden gruppe imperialistiske magter, der var slået ind på aggressionens vej. Det sovjetiske diplomati arbejde konstruktivt på fredens bevarelse.

Det første arnested for den nye imperialistiske krig blev antændt af de japanske militarister. Japan, der hørte til de sejrende magter i 1´ Verdenskrig, havde i ikke ringe grad skaffet sig fordele på andre landes bekostning i Det fjerne Østen og i Stillehavsområdet. Denne succes, som man desuden havde nået uden synderlige anstrengelser, nærede de ekspansionistiske ambitioner hos landets herskende elite og samuraiånden i den japanske militærklike. De drømte om nye erobringer og om at etablere deres herredømme over Asien og Stillehavet. Den økonomiske krise af hidtil ukendt dybde, som dengang brød ud i den kapitalistiske verden, skærpede i høj grad modsætningerne mellem de imperialistiske magter. De japansk-amerikanske relationer var yderst tilspidsede. Da Lenin så tidligt som i 1918 omtalte de japansk-amerikanske imperialistiske modsætninger, påpegede han, at »disse to landes økonomiske udvikling har igennem nogle årtier forberedt en mængde brændbart materiale, som gør et desperat sammenstød mellem disse to magter om herredømmet over Stillehavet og dets kyster uundgåeligt«. De herskende kredse i USA fandt det af afgørende betydning at udvide og styrke det amerikanske »usynlige imperium«. Hjemmemarkedet i USA kunne ikke absorbere hele den amerikanske industriproduktion, der var vokset eksplosivt på grund af militærleverancerne under første verdenskrig. De amerikanske monopoler søgte nye markeder og nye investeringsområder. Washingtons system med hensyn til de traktater, man havde indgået efter første verdenskrig, befæstede det amerikanske princip om »åbne døre« og »lige muligheder« i. Kina. Repræsentanterne for big business regnede med, at USA's økonomiske magt ville gøre det muligt for dem at trænge ind på det enorme kinesiske marked og erobre den dominerende stilling. Krisen skærpede i endnu højere grad de amerikanske monopolers appetit.

Japans stadigt forstærkede økonomiske ekspansion i Kina og perspektivet for de amerikanske monopoler om helt at blive fordrevet fra det kinesiske marked, hvis Kina blev erobret af Japan, var en enorm udfordring for USA. De forenede Stater stræbte imidlertid på daværende tidspunkt efter at undgå en militær konfrontation med Japan. I slutningen af 1933 oplyste den velinformerede amerikanske journalist Hubert Knickerboker i en samtale med lederen af pressetjenesten ved den sovjetiske ambassade i Berlin, at man i amerikanske regeringskredse anså en japansk-amerikansk krig for uundgåelig. USA forberedte sig intenst til denne krig og opbyggede en slagkraftig flåde og luftvåben. For at vinde tid bestod USA's politik over for Japan dog indtil videre i pacifistiske gestus. Desuden var den amerikanske regering overbevist om, at Japan først ville angribe USSR med det formål at erobre sovjetisk Fjernøsten og således styrke sit bagland og først derefter indlede det forberedte gigantiske slag mod USA om Stillehavet. Japans aggressive bestræbelser førte også til en skærpelse af de britisk-japanske modsætninger. Den britiske imperialisme var trængt frem i Det fjerne Østen, heri indbefattet Kina, på et tidspunkt, hvor Japan endnu ikke udgjorde nogen alvorlig konkurrence. Storbritannien besad i Østen så vigtige militære og økonomiske støttepunkter som Hong Kong, Singapore og flere andre. I Kina skaltede og valtede mange store britiske handels-, finans- og industriforetagener, hvis kapitaler udgjorde næsten 1,5 milliarder amerikanske dollars. I begyndelsen af 1930'rne begyndte de japanske imperialister imidlertid at træde de britiske kolonisatorer i hælene. Japan rådede i Det fjerne Østen over et større potentiel end det britiske imperium, hvis besiddelser og væbnede styrker var spredt over alle kontinenter.

Den britiske udenrigstjeneste kunne ikke regne med fremgang i en åben konfrontation og stræbte efter at indgå et imperialistisk komplot med Japan, idet man gav udtryk for, at man var rede til visse revisioner med hensyn til indflydelsessfærer i Det fjerne Østen til Japans fordel. Såfremt Storbritannien og de andre lande havde forenet deres kræfter, kunne de ganske givet have imødegået den japanske ekspansion i dette område. Dette spørgsmål blev rejst i Folkeforbundet, men den britiske regering mente ikke at kunne deltage i økonomiske og andre sanktioner mod Japan. (I en samtale d. 13. december 1933 med Boris Stomonjakov, der var medlem af udenrigskommissariatets ledelse, skjulte den amerikanske ambassadør i USSR William Bullitt ikke, at »briterne har i virkeligheden ingen indvendinger mod, at Japan besætter Manchuriet, de har ligeledes heller ingen indvendinger mod Japans besættelse af Primorje (de sovjetiske kystområder ud til Japanske Hav), det eneste, der bekymrer dem, er muligheden for japansk fremtrængen i området syd for Den kinesiske Mur, hvor den britiske interessesfære begynder« ). I en henseende herskede der dog fuldstændig enighed mellem USA's og Storbritanniens regeringer. Det ville passe dem allerbedst, hvis begivenhederne udviklede sig således, at den japanske aggression ikke blev rettet mod Kina, men mod USSR. Om dette spørgsmål skrev den sovjetiske ambassadør i Storbritannien Ivan Majskij d. 10. marts 1933, at de britiske konservative kredse var af den opfattelse, at såfremt japanerne besatte Manchuriet kunne det føre til krig mellem USSR og Japan, og efter deres mening ville dette være en »sand velgerning af historien«.

Efter at de britiske hemmelige arkiver fra førkrigsårene nu er blevet tilgængelige for historikerne, kan Storbritanniens politiske kurs bekræftes af totalt indiskutable dokumenter. De to mest fremtrædende medlemmer af den britiske regering Neville Chamberlain og John Simon fremlagde for regeringen et memorandum, hvori man gik ind for forbedrede relationer til Japan, i særdeleshed indgåelse af en ikke-angrebspagt. Deres hovedargument gik ud på følgende: »Hvad angår Rusland, så vil alt, der får Japan til at føle sig mere sikker, tjene til at anspore dets aggressive holdning over for Rusland.« Indflydelsesrige reaktionære kredse i USA satte ligeledes deres håb til en konflikt mellem Japan og USSR. Den amerikanske imperialisme var interesseret i en krig mellem USSR og Japan, som ikke ville bringe nogen sejrherre, eftersom USA drømte om en svækkelse af såvel USSR som Japan. Storbritanniens og USA's herskende kredses beregninger om et væbnet sammenstød mellem Japan og USSR var ikke ubegrundede. De japanske imperialister var allerede i 1931 slået ind på en aggressiv kurs og havde besat Nordøstkina (Manchuriet), hvor de oprettede marionetstaten Manchukuo. Samtidig med planerne om at fortsætte de aggressive aktioner i Kina rettede de japanske samuraier også deres grådige blik mod sovjetisk Fjernøsten og Den mongolske Folkerepublik. Japan afviste adskillige gange sovjetiske forslag om indgåelse af en ikke-angrebspagt.

Japans krigsminister general Sadao Araki gik meget energisk ind for et angreb mod USSR. I 1933 erklærede han under et møde for guvernører, at »Japan under gennemførelsen af sin statspolitik uundgåeligt måtte støde sammen med Sovjetunionen« og at »det er nødvendigt for Japan gennem krig at bemægtige sig Primorje, Trans-Bajkai og Sibirien«. Den britiske militærattaché i Tokio E. A. H. James konstaterede, at de kredse, som Araki repræsenterede, gik ud fra, at »det er nødvendigt at gå i krig mod Rusland hellere før end siden«. I en skrivelse af maj 1933 fra Foreign Office til den britiske regering blev det ligeledes fremhævet at »den japanske hær koncentrerer hele sin opmærksomhed om en kommende krig mod Rusland». D. 2. juni fik Araki og hans tilhængere den japanske kejser Hirohito til at træffe beslutning om, at Sovjetunionen var Japans »fjende nummer et«, dvs. at allé krigsforberedelser først og fremmest skulle rettes mod USSR. Den tyske militærattaché i USSR Otto Hartmann formidlede underretninger af et lignende indhold til Berlin på grundlag af udtalelser fra den japanske militærattaché i Moskva Torashiro Kawabe. Han skrev, at »Sovjetunionen vil ikke krig og gør alt for at undgå den,« og tilføjede at japanerne kunne påbegynde krigshandlingerne allerede i foråret 1934. Japan forberedte sig intenst til krig mod Sovjetunionen. Manchuriet og Korea, som det havde erobret, blev omdannet til et enormt militært brohoved. Antallet af tropper i den i Manchuriet stationerede Kwangtungarmé blev forøget, og man byggede militære installationer, veje, depoter, kaserner og lufthavne. Efter erobringen af Manchuriet og en del af Nordkina præciserede og specificerede den japanske hærs generalstab i 1933 sin krigsforberedelsesplan (plan »Otsu«): af de 30 divisioner, man planlagde at opstille, var de 24 afsat til krigshandlinger mod Sovjetunionen. I krigen mod USSR planlagde man først at erobre Primorje og havde derefter til hensigt at sætte sig i besiddelse af området ved Bajkal-søen. Den sovjetiske regering var helt klar over faren, der truede ved USSR's fjernøstlige grænse. I en meddelelse til Washington om en samtale med Josef Stalin og Kliment Vorosjilov d. 20. december 1933 skrev William Bullitt, at de sovjetiske ledere under drøftelsen af situationen i Det fjerne Østen havde udtrykt alvorlig bekymring over muligheden af et angreb fra Japans side det følgende forår. Folkekommissæren for udenrigsanliggender Maksim Litvinov erklærede på et møde d. 29. december 1933, at Japans politik »er nu den mest truende tordensky på den internationale politiske horisont«.

Et endnu farligere arnested for en ny imperialistisk verdenskrig opstod kort efter i Centraleuropa med fremkomsten af det fascistiske Tyskland. De tyske imperialister havde på trods af nederlaget i første verdenskrig ikke opgivet deres aggressive planer. Tyskland havde allerede i slutningen af 1920'rne overhalet sine gamle rivaler Storbritannien og Frankrig med hensyn til omfanget af industriproduktionen og gik i gang med at genetablere sin militære magt ikke alene med det formål at tage revanche for det tidligere nederlag, men også for at revidere Europakortet til egen fordel. I Tyskland var det nationalsocialistiske parti kommet ti] magten. Partiet proklamerede åbent, at dets mål var at gennemføre en »nyordning« i Europa og hele verden. Den progressive presse har med rette betegnet den 30. januar 1933, da Hitler blev Tysklands kansler, som Europas »sorte dag». De tyske monopoler støttede fascisterne, der lovede at genetablere Tysklands magt, kvæle den revolutionære bevægelse i landet og rydde vejen for den tyske imperialisme til erobring af fremmede landområder. Nazisterne agtede at påbegynde gennemførelsen af deres aggressive planer med at oprette et fascistisk rige med en befolkning på 80-100 millioner mennesker af såkaldt arisk afstamning i Centraleuropa. »Til denne kerne«, hævdede Hitler i 1932, »hører Østrig. Det er en selvfølge. Men også Böhmen og Mähren hører med og ligeledes de vestlige dele af Polen... Hertil hører også... de baltiske stater.« Befolkningen i Polen, Tjekkoslovakiet og de baltiske stater med undtagelse af de tyskere, der levede her og »elementer, der var værdige til germanisering«, skulle udryddes eller deporteres. Naturen er grusom, proklamerede Hitler, og hvis nazisterne uden den mindste medlidenhed kan sende blomsten af den tyske nation ud i krigens helvede, så kan de med så meget større ret »tilintetgøre millioner af mennesker af en mindreværdig race«.

Nazisterne stilede efter at underlægge dette fascistiske rige et helt system af vasalstater og skabe et »tusindårsrige« (Det tredje Rige), som skulle omfatte hele Europa og ledes af den tyske »herrerace«. Ifølge nazisternes planer skulle den tyske fascistiske ekspansion derefter udstrækkes til andre kontinenter. Deres endemål var at opnå verdensherredømme. Da den nazistiske kansler d. 3. februar 1933 fremlagde sit program for de tyske hær- og flådechefer, meddelte han sine planer om at styrke værnemagten til det yderste med det formål at opnå »politisk magt«. Som svar på spørgsmålet om, hvorledes han havde i sinde at benytte denne »politiske magt«, erklærede Hitler: »Vinde nyt livsrum mod øst og gennemføre en skånselsløs germanisering.« De tyske fascister så en grusom og skånselsløs totalkrig som middel til at etablere verdensherredømmet. »Krig«, sagde Hitler, »er det naturligste, mest almindelige fænomen. Krig er altid, krig er overalt. Der er ingen begyndelse, der er ingen fredsslutning. Krig er liv... Jeg vil krigen.« På baggrund af den for Tyskland bitre erfaring fra første verdenskrig besluttede nazisterne at nærme sig deres mål etapevis, skridt for skridt, at ødelægge modstanderne en for en og begynde med de svagere. Muligheden af en ny tofrontskrig, mod øst og mod vest, stod for dem som et uhyggeligt mareridt. »At træde op mod Storbritannien, Frankrig og mod Rusland, den fejl skal under ingen omstændigheder blive gentaget,« sagde von Ribbentrop. Nazisterne benyttede sig aktivt af deres udenrigstjeneste til at splitte mulige modstandere og indgik aftaler med nogle mod andre. Disse traktater og overenskomster havde de imidlertid kun i sinde at overholde, så længe det var fordelagtigt for dem selv. »Hvorfor skal jeg ikke i god tro indgå en traktat i dag, for så iskoldt at bryde den i morgen.. .?« - udtalte Hitler. Som et andet middel til at splitte de europæiske lande udbredte nazisterne energisk myten om den »bolsjevikiske trussel«. Fascisterne forestillede sig, at fjendskabet over for USSR skulle være det grundlag, der sikrede dem sympati fra de reaktionære kræfter i alle de kapitalistiske lande. De tyske fascister mente, at tilintetgørelse af USSR og erobring af sovjetiske landområder var deres vigtigste opgave, men forstod, hvor vanskeligt dette ville være. »Sovjet-Rusland er en svær opgave. Jeg ville næppe kunne begynde dermed.« Der indledtes en forceret oprustning af Tyskland. De tyske fascisters motto var; »Kanoner i stedet for smør«. Denne politik fik de tyske industrimagnaters velsignelse i april 1933 præsenterede det tyske rigsindustriforbund Hitler for en plan til reorganisering af industrien som forberedelse til krig. I oktober 1933 forlod Tyskland demonstrativt nedrustningskonferencen i Genéve og klargjorde for hele verden, at man åbenlyst styrede mod krig. Samtidig erklærede nazisterne, at de udtrådte af Folkeforbundet, som kunne vise sig at være en hindring for gennemførelsen af de nazistiske planer om den totale aggression. Gradvist begyndte der at dannes en alliance mellem aggressorerne, som rejste spørgsmålet om en nyopdeling af verden og etablering af deres verdensherredømme. Deres ideologiske våben var fascismen - »et åbenlyst terrordiktatur af finanskapitalens mest reaktionære, mest chauvinistiske og mest imperialistiske elementer.

Verdenssituationen blev detaljeret analyseret på Sovjetunionens kommunistiske partis 17. kongres i januar februar 1934. I centralkomiteens beretning til kongressen hed det, at Japan og Tyskland, der blev styret af ekstremt reaktionære kredse, af fascister og militarister, førte en politik, som klart vidnede om, at »der foregår en feberagtig forberedelse til en ny krig med det formål at nyopdele verden og indflydelsessfærer«, til en ny verdenskrig. »Endnu en gang, ligesom i 1914«, blev det fremhævet på kongressen, i»er det den krigeriske imperialismes partier, der vinder frem.« I særdeleshed understregede man den fare, som fascismen frembød. I centralkomitéberetningen blev det påpeget: »Chauvinisme og krigsforberedelse som de væsentligste elementer i udenrigspolitikken, undertrykkelse af arbejderklassen og terror på det indenrigspolitiske område som et nødvendigt middel til at styrke baglandet for de kommende krigsfronter - det er hvad dér nu i særlig grad optager vore dages imperialistiske politikere.« Dette angik først og fremmest den tyske imperialisme. Det blev således på kongressen påvist, at det er imperialismen som social-økonomisk system, der afføder en ny verdenskrig, og at fascismen spiller en særlig rolle med hensyn til at udløse krigen. »Fascisme er krig« - det var den konklusion, kommunisterne udledte af den konkrete situation. Hitler-Tysklands erobringsplaner udgjorde en enorm fare for folkene i alle europæiske stater. De havde derfor vital interesse i at tøjle de fascistiske aggressorer og hindre realiseringen af deres menneskefjendske planer. Vestmagternes herskende kredse så imidlertid anderledes på sagen.

Udviklingen i Europa og hele verden var i høj grad bestemt af Storbritanniens holdning. Truslen om et angreb fra det nazistiske Tyskland hang ligesom over mange andre lande også over det britiske imperium. Såfremt Storbritannien sammen med Sovjetunionen, Frankrig og andre lande beslutsomt ville bekæmpe aggressionen, kunne de fascistiske magters aggressive aktioner afværges, og det ville være muligt at sikre freden. De reaktionære herskende kredse i Storbritannien tænkte imidlertid ikke i første række på at bevare freden, men fulgte deres egne vidtrækkende imperialistiske planer. Fascismen i sig selv foruroligede ikke magnaterne i City. Tværtimod hilste den britiske reaktion de fascistiske diktaturer i Italien og Tyskland velkommen. Reaktionen betragtede disse regimer som en styrkelse af kapitalismens position, en barriere imod et revolutionært opsving for arbejderklassens kamp i Europa. Samtidig håbede de herskende kredse i Storbritannien at kunne benytte Hitler-Tyskland som et redskab i kampen mod USSR. De tog udgangspunkt i følgende princip: »Hvis Storbritannien skal leve, må bolsjevismen dø!« Storbritanniens herskende kredse betragtede således ikke først og fremmest Hitler-Tyskland som en farlig imperialistisk konkurrent, men som en potentiel klasseforbundsfælle i kampen mod Sovjetunionen. Den britiske regering søgte at nå frem til en overenskomst med det fascistiske Tyskland, idet man håbede gennem visse indrømmelser at stabilisere situationen i Vesteuropa og kanalisere den tyske aggression mod øst, mod USSR. De reaktionære herskende kredse i Storbritannien tænkte derfor ikke i første række på at bekæmpe den fascistiske aggression, men på, hvorledes de kunne få stoppet kapitalismens stadigt forstærkede almene krise, hindre en progressiv social udvikling i verden og - det allervigtigste - tilintetgøre den første socialistiske stat i verden.

Den britiske imperialismes politik med hensyn til »krigenes legalitet« adskilte sig således ikke fra Hitlers og Mussolinis synspunkter. Når man i den britiske historiske litteratur beskæftiger sig med dette spørgsmål, henvises sædvanligvis til Maurice Hankey, der uafbrudt gennem tyve år (1919-1938) var sekretær for den britiske regering og således personificerer kontinuiteten i dens politik. Hankey mente, at krig er »den rigtige og naturlige proces, hvorved tingene i verden bevæger sig«. Det ville være naivt, bemærkede han, at regne med, at imperialismen skulle tilstræbe en ikke-imperialistisk politik. I en redegørelse for Storbritanniens herskende kredses position meddelte den sovjetiske ambassade i London d. 25. april 1933 til Moskva, at de i de seneste måneder har forstærket »tendenserne i retning af at aktivisere ideen om at skabe en anti-sovjetisk front. Disse tendenser fremmes. .. på grundlag af nazismens triumf i Tyskland og Japans voksende aggressivitet i Det fjerne Østen.« Storbritanniens politik gik ud på at »svinge knytnæven i det russiske spørgsmål«. Denne kurs sigtede mod at sammensvejse en »hellig alliance« med det formål at tilintetgøre den sovjetiske stat.

I centralkomitéberetningen på Sovjetunionens kommunistiske partis 17. kongres i januar 1934 blev det med fuld ret påpeget, at angrebene i Storbritannien mod USSR ikke kunne betragtes som tilfældigheder. Man vidste, at en del af de konservative ikke kunne leve uden sådanne angreb. Netop fordi de ikke er tilfældige »skal vi regne med, at de også fremover vil angribe USSR«. Nazisterne, der var interesseret i at fjerne hindringerne for Tysklands genoprustning og krigsforberedelser, nærede den britiske reaktions forhåbninger om, at deres aggressive bestræbelser kun var rettet mod øst. En af den tyske fascismes hovedmænd Alfred Rosenberg erklærede i maj 1933 over for den britiske regering, at Tyskland skulle være villig til at afstå fra fordringer mod vest, men til gengæld krævede ret til at opruste, til at indlemme Østrig, »korrigere« grænserne til Tjekkoslovakiet og Polen til Tysklands fordel og til at annektere de baltiske lande. Rosenberg påpegede, at i sidste ende ville Tyskland rette sine kræfter mod USSR. Tysklands økonomiminister Alfred Hugenberg fremlagde i juni 1933 på den økonomiske konference i London et memorandum, som åbent indeholdt kravet om at give Tyskland »Lebensraum« mod øst, bl.a. på bekostning af USSR. I et brev fra folkekommissæren for udenrigsanliggender af d. 27. juni 1933 i anledning af dette uhørte dokument blev det fremhævet, at »den tyske regering er rede til at deltage i en militær koalition mod os... og kræver kun to ting herfor - frihed til at opruste og kompensation på bekostning af USSR. Den tyske regering har vurderet, at det givne øjeblik, hvor muligheden af et japansk angreb mod os endnu ikke kan udelukkes, hvor relationerne til Storbritannien stadig er meget spændte... er tilstrækkeligt til åbent at tilbyde sine tjenester i kampen mod os.« Af det foregående fremgår, at Tysklands planer »indebærer krig mod os, og at den nuværende situation blot er et midlertidigt pusterum«.

Forhandlingerne mellem Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien om indgåelse af en »forståelses- og samarbejdspagt« (Firemagtspagten) afslørede klart de britiske herskende kredses kurs i retning af en anti-sovjetisk sammensværgelse med nazisterne. Forslaget om indgåelse af Firemagtspagten var blevet fremsat af den italienske fascistleder Mussolini med det formål at gøre Italien - på linje med Storbritannien, Frankrig og Tyskland - til fuldgyldigt medlem af et europæisk firemagtsdirektorat. Samtidig regnede de italienske fascister med at få gennemført en revision af Versailles-traktatsystemet, der havde betydet afslutningen på første verdenskrig, undergrave Frankrigs stilling i Europa, i særdeleshed dets forbindelser med landene i Sydøsteuropa, og få gjort Donau og Balkanlandene til italiensk indflydelsessfære. Mussolini koordinerede i første omgang sit forslag med nazisterne. D. 14. marts 1933 videregav han sit pagtudkast til Berlin og allerede den følgende dag modtog han godkendelse fra den tyske udenrigsminister Constantin von Neurath, der betegnede forslaget som en »genial konception«. Tysklands holdning var fuldt forståelig. En sådan pagt ville stille det »besejrede og fornedrede« Tyskland på lige fod med Storbritannien og Frankrig. Mussolinis forslag sigtede efter eventuelle aftalerevisioner og indrømmede Tyskland ret til genoprustning. I et mere langsigtet perspektiv håbede Tyskland at kunne udnytte Firemagtspagten til at gennemføre sine aggressive planer mod øst. Mussolini overgav herefter det med Hitler koordinerede udkast til Firemagtspagten til Storbritanniens premierminister Ramsay MacDonald, der d. 18. marts var kommet til Rom for at føre forhandlinger med den italienske regering. Den britiske regering støttede energisk forslaget. D. 15. juli 1933 sluttede forhandlingerne mellem de fire magter med, at Firemagtspagten blev underskrevet i Rom.

I Sovjetunionen var man helt klar over den fare, som indgåelsen af Firemagtspagten frembød. D. 30. marts 1933 skrev Isvestija, at USSR ikke kunne forholde sig ligegyldig til »forsøgene på at skabe en såkaldt firemagts-koncert, der forbeholdt sig retten til at afgøre folkenes skæbne«. Under et møde i Moskva den 3. april med den tyske ambassadør Herbert von Dirksen bemærkede USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender Maksim Litvinov, at det var helt naturligt, at de stater, der stod uden for pagten, forholdt sig negativt til den. USA's regering støttede planerne om en Firemagtspagt. Den italienske ambassadør i Moskva Bernardo Attolico udtalte under en samtale med Maksim Litvinov, at State Department over for den italienske ambassadør havde erklæret, at »den amerikanske regering overhovedet ikke havde noget at indvende mod Firemagtspagten, men tværtimod fulgte forhandlingerne med sympati«. D. 4. juni 1933 erklærede vicefolkekommissær for udenrigsanliggender Nikolaj Krestinskij under en samtale med den italienske ambassadør Bernardo Attolico, at »da der eksisterer umådeligt mange divergenser mellem de fire magter, som indgår denne pagt, forekommer det påfaldende, at det eneste punkt, hvorom der ikke eksisterer divergenser, er deres fjendtlighed over for kommunismen. At vi ikke er indbudt til at deltage i drøftelsen af pagten bekræfter, at den objektivt er rettet mod os.« Den britiske imperialismes planer i forbindelse med indgåelsen af Firemagtspagten demonstreredes tydeligt af en vanlig anti-sovjetisk hetz, som iværksattes i Storbritannien, mens man forhandlede om pagten. Så tidligt som i oktober 1932 havde den britiske regering opsagt handelsaftalen med USSR, og d. 19. april 1933 erklærede man embargo mod indførelse af alle de vigtigste sovjetiske eksportvarer til Storbritannien. Dette betød i realiteten, at man erklærede Sovjetunionen handelskrig. Samtidig meddelte Storbritanniens udenrigsminister John Simon, at den sovjetiske handelsdelegation i London havde mistet retten til diplomatisk immunitet. Den sovjetiske ambassade i London betragtede med fuld ret disse foranstaltninger fra den britiske regerings side som et forsøg på at føre den »store knippels« politik over for USSR. Underskrivelsen af Firemagtspagten vakte alvorlig bekymring ikke blot i USSR, men også i en række andre lande, der kunne blive handelsobjekt mellem de fire magter. Dette angik i særdeleshed landene i Østeuropa, heri indbefattet Frankrigs allierede. Også i selve Frankrig stødte pagten på kraftig modstand. F.eks. blev der i et memorandum fra det franske udenrigsministerium af d.18. marts 1933 udtrykt bekymring for, at pagten kunne torpedere Folkeforbundet, ødelægge hele Frankrigs alliancesystem med en række mindre lande og ligeledes føre til, at Frankrig mistede sin ledende rolle i Europa, eftersom de fire magters »europæiske direktorat« oftest ville være rettet mod Frankrigs interesser, da »Storbritannien, Italien og Tyskland er interesseret i at begrænse Frankrigs rolle i Europa». Planerne om Firemagtspagten fremkaldte den allerstørste bekymring i de små europæiske lande. De er klar over, bemærkede Anatolij Lunatjarskij, der var medlem af den sovjetiske delegation ved nedrustningskonferencen, at de i tilfælde af et komplot mellem de fire magter »som en flok får vil blive delt mellem grusomme hyrder«. Selv den franske presse bemærkede, at indgåelsen af pagten ville betyde, at Frankrig negligerede sine østeuropæiske allieredes interesser. Det franske blad Le Journal gik imod denne »hellige alliance« mellem stormagterne og skrev, at før man huggede venstre ben af Polen, højre hånd af Tjekkoslovakiet, begge ben af Rumænien og ligeledes berøvede Jugoslavien lemmerne, skulle man i det mindste, som skik og brug krævede, indhente patienternes samtykke. Med fuld ret begyndte man at betegne Firemagtspagten som »slagternes pagt«. Den alvorlige ængstelse i en række lande over Firemagtspagten medførte, at den ikke blev realiseret. Den franske regering fandt det ikke muligt at fremlægge pagten til ratifikation i parlamentet.

Tilnærmelsen mellem det reaktionære godsejerstyre i Polen og det nazistiske Tyskland var en anden faktor, der øvede afgørende indflydelse på styrkeforholdet i Europa. Den (tyske propagandaminister Joseph Goebbels, der opholdt sig i Genéve i april 1933 i forbindelse med afrustningskonferencen, foreslog under en samtale med Polens udenrigsminister Jozef Beck at regulere de tysk-polske relationer på følgende grundlag: Polen skulle overlade Tyskland den såkaldte korridor, dvs. området gennem hvilket Polen havde adgang til Østersøen, og selv få adgang til havet på bekostning af Litauen og Letland. Derefter skulle begge lande gå mod USSR, og som resultat af erobringen af Ukraine skulle Polen også få adgang til Sortehavet, indbefattet Odessa. Forhandlinger om disse spørgsmål fortsattes i september under et nyt møde mellem Goebbels og Beck. Nazisterne, der var godt informeret om Pilsudski-tilhængernes aggressive planer, besluttede at udnytte dem til at fremme egne interesser ved for en tid at gøre Polen til deres »forbundsfælle«. Ved at skærpe de polske imperialistiske kredses appetit overbeviste nazisterne dem om, at man i fællesskab ville være i stand til at besejre USSR. Skønt Polen selv var truet af faren fra de fascistiske aggressorer, der drømte om at erobre landet og udrydde befolkningen, opgav de polske herskende kredse ikke deres hasarderede planer om at erobre fremmede landområder. Kominterns 7. kongres konstaterede: »Den tyske imperialisme har i Europa fundet en forbundsfælle i den polske fascisme, der ligeledes stræber efter at udvide sit territorium på bekostning af Tjekkoslovakiet, de baltiske lande og Sovjetunionen.« De herskende kredse i Polen ønskede at koordinere tidspunktet for gennemførelsen af deres planer om at erobre nye sovjetiske landområder med et japansk angreb på USSR. Chefen for det polske udenrigsministeriums østdepartement Tadeusz Schaetzel sagde under en samtale med den bulgarske chargé d'affaires i juli 1934, at Polen »regner med, såfremt der udbryder krig i Det fjerne Østen, at Rusland vil blive slået, og så vil Polen indlemme Kiev og en del af Ukraine bag sine grænser«. Den polske ambassadør i Japan fandt det endog ikke nødvendigt at skjule, at han modtog store summer fra sin regering til arbejdet med at anspore Japan til krig mod USSR og denne krig »ville blive udnyttet af Polen og Tyskland til et angreb på Ukraine«. I det britiske udenrigsministerium havde man underretninger om, at Polens politik gik ud på »at dele Rusland op i en gruppe separate, af Moskva uafhængige stater«. Mellem Polens og Japans regeringer og i særdeleshed mellem de militære kredse i de to lande etableredes et meget snævert samarbejde, rettet mod Sovjetunionen.

USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender Maksim Litvinov redegjorde i en samtale med den amerikanske diplomat William Bullitt d. 21. december 1933 i detaljer for Sovjetunionens bekymringer angående dette spørgsmål. Folkekommissæren bemærkede, at den sovjetiske regering anså »et angreb fra Japans side i så høj grad sandsynligt«, at den var alvorligt optaget af spørgsmålet om dets mulige allierede. I sin rapport om samtalen med folkekommissæren skrev Bullitt til Washington, at Litvinov »vidste, at der var ført samtaler mellem Tyskland og Polen angående et angreb på Sovjetunionen, hvis Sovjetunionen skulle blive inddraget i en langvarig krig med Japan; at han frygtede, at en krig med Japan kunne trække ud i årevis, og at Tyskland og Polen efter et par år i fællesskab kunne angribe Sovjetunionen.« Endog den britiske ambassade i Tokio fandt det nødvendigt at meddele til London, at polske og rumænske diplomater i Japan »udtaler åbent. . . at de ville byde et sammenstød mellem Rusland og Japan velkommen«. Muligheden af at den nazistiske indflydelse skulle brede sig til de baltiske lande og faren for at disse lande skulle blive forvandlet til et opmarchområde for et angreb mod USSR udgjorde ligeledes en alvorlig trussel for Sovjetunionen. Folkekommissæren for udenrigsanliggender udtalte d. 10. april 1933, at den sovjetiske regering ikke kunne forholde sig passivt til en »krænkelse af de baltiske stater. En polsk ekspansion i de baltiske stater er lige så lidt ønskelig for os som en tysk«, udtalte han i en samtale med den franske ambassadør Frangois Dejean. I tilfælde af krig mod Tyskland, Polen og Japan måtte Sovjetunionen ligeledes frygte aggressive handlinger fra Finlands side. Maksim Litvinov skrev, at muligvis »vil Tyskland søge at udløse den akkumulerede militære energi i retning af de baltiske lande, USSR. . . Det kan i den forbindelse fuldt ud regne med støtte fra i det mindste Japan, Polen og Finland.«

De herskende kredse i Finland indtog en yderst fjendtlig og aggressiv holdning til USSR. De gik med planer om at erobre sovjetisk Karelen. Dette var ingen hemmelighed for udenlandske diplomater med snævre kontakter til Finlands herskende kredse. Den polske gesandt i Helsinki Franciszek Charwat meddelte d. 29. december 1933 til Warszawa, at Finlands politik var karakteriseret af »aggressivitet mod Rusland«. Charwat betegnede Finland som »den mest krigeriske stat i Europa«. Den lettiske gesandt i Finland meddelte d. 16. juni 1934 til Riga: »Det karelske spørgsmål er dybt rodfæstet. . . i hovederne på de finske aktivister. Disse kredse venter utålmodigt en konflikt mellem Rusland og en hvilken som helst stormagt, tidligere med Polen, og nu med Tyskland eller Japan, for at realisere deres program. Denne bevægelse.. . kan engang blive gnisten, der antænder krudttønden.« Finlands tidligere præsident Pehr Evind Svinhufvud udtalte, at »en fjende af russerne vil altid være Finlands ven«. De finske herskende kredse fortsatte med at lade sig lede af dette princip. Den såkaldte aktivistfløj i det finske borgerskab (Lappo-bevægelsen og andre) håbede, at gennemførelsen af Japans og Tysklands aggressive planer mod USSR ville skabe betingelser for realiseringen af programmet om et »Stor-Finland«. Angående dette spørgsmål skrev Maksim Litvinov d. 11. januar 1934, at »Lappo-medlemmerne vil have udstrakt Finland helt til Ural..,; de mest vanvittige af dem fører endog grænserne for de finske landområder frem til Altai. Lappo-medlemmerne og aktivisterne Stiller store forhåbninger (til Japan... Finland er den mest anti-sovjetiske af alle de baltiske stater.« Den tidligere premierminister Vaaino Tanner indrømmede ligeledes i en samtale med den sovjetiske ambassadør Boris Stein, at USSR i tilfælde af krig i Det fjerne Østen skulle regne med »en gentagelse af det karelske eventyr fra 1922«. Det er derfor ikke så overraskende, at de japanske aggressorer fulgte Finland med stor interesse. Den japanske chargé d'affairs i Finland udtalte således under et møde med Stein, at den japanske mission i Finland eksisterede efter krav fra landets militære kredse »i tilfælde af en japansk-sovjetisk krig«. I betragtning af at Finlands holdning over for USSR blev mere og mere fjendtlig, fandt den sovjetiske regering det nødvendigt at gøre den finske regering opmærksom på den unormale situation. D. 15. januar meddelte Boris Stomonjakov, der var medlem af folkekommissariatet for udenrigsanliggender, den finske gesandt i Moskva Aarno S. Yrjo-Koskinen, at der i Finland fandtes brede kredse og indflydelsesrige organisationer, som var meget aggressive mod USSR. Disse kredse, sagde han, går ind for at skabe et »Stor-Finland« ved at bemægtige sig sovjetiske landområder. Nogle »ønsker at annektere Østkarelen og Ingermanland til Finland«, andre distribuerer kort over »Stor-Finland« med grænser helt til Ural. Da han i december var i Helsinki, kunne Yrjo-Koskinen under en samtale med Stein ikke undlade at indrømme, at bestræbelsen på at indlemme Karelen og Ingermanland i Finland »var blevet den almindelige opfattelse i Finland«. På trods af den finske regerings forsikringer om fredelige hensigter svækkedes de aggressive tendenser over for USSR ikke blandt Finlands herskende kredse, men manifesterede sig tværtimod på stadigt nye måder. Under disse omstændigheder konstaterede Maksim Litvinov i en samtale med den finske gesandt: »I intet andet land fører pressen en så systematisk kampagne mod os som i Finland. I intet andet naboland føres en så åben propaganda for et angreb på USSR og anneksion af sovjetisk land som i Finland.« I en karakteristik af de sovjetisk-finske relationer bemærkede den britiske gesandt i Helsinki G. Grant-Watson, at Sovjetunionen frivilligt havde anerkendt Finlands uafhængighed og ydermere overladt det et omfattende territorium mod nord, som aldrig tidligere var indgået i storfyrstendømmet Finland. »Ved at handle på denne gavmilde måde har de uden tvivl forventet at opnå et godt naboskabsforhold til Finland, men heri er de blevet skuffet.«

Krigens skyer trak således sammen ved Sovjetunionens østlige og vestlige grænser. De japanske og tyske imperialister, der var slået ind på aggressionens og krigens vej, havde blikket rettet mod sovjetiske landområder. I andre imperialistiske magter fandtes en hel del mennesker, som var rede til at velsigne dem for den »hellige krig« mod sovjetstaten. I nogle af USSR's mindre nabolande var der indflydelsesrige kræfter, som i tilfælde af krig var rede til at gå sammen med de tyske og japanske aggressorer med det formål at mele deres egen kage på bekostning af USSR. Sovjetunionen, dengang det eneste socialistiske land i verden, var indkredset af fjendtlige kapitalistiske stater. For at forsvare de socialistiske landvindinger og landets frihed og uafhængighed måtte det først, og fremmest stole på egne kræfter. Den sovjetiske regering førte en konsekvent fredspolitik. Dette udspringer af selve grundlaget for den socialistiske stat, der stræber efter at skåne folkemasserne for de rædsler og ulykker, som de af imperialismen udløste krige fører med sig. Det sovjetiske folk var også vitalt interesseret i at bevare og styrke freden, fordi en krig under forhold, hvor landet fortsat var omringet af fjendtlige kapitalistiske magter, frembød en stor fare for selve dets eksistens. Fredens bevarelse var ligeledes en nødvendig forudsætning for den videre fremgangsrige opbygning af det nye samfund i Sovjetunionen. Det sovjetiske folk kunne kun under fredelige forhold koncentrere kræfterne om udviklingen af økonomi, videnskab og kultur. Den vigtigste opgave for den sovjetiske udenrigspolitik var derfor at sikre gunstige internationale forhold til opbygningen af kommunismen. USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender udtalte, idet han sammenlignede den sovjetiske udenrigspolitik med de imperialistiske magters politik og afslørede det bagtaleriske opspind, som den borgerlige propaganda udbredte om den sovjetiske politik: »Den sovjetiske stat, som står fremmed over for chauvinisme, nationalisme, racemæssige og nationale fordomme, ser ikke sine nationale opgaver i erobringer, ikke i ekspansion, ikke i territorialudvidelse, ser det ikke som folkets hæder at opdrage det i militarismens og blodtørstens ånd, men udelukkende i realiseringen af det ideal, for hvis skyld den opstod, og hvori den ser hele meningen med sin eksistens, netop i opbygningen af det socialistiske samfund. Såfremt den ikke hindres heri, har den til hensigt at anvende alle nationale kræfter til dette arbejde, og dette er den uudtømmelige kilde til dens fredspolitik.« Folkekommissæren understregede, at USSR heller ikke ønskede sejrrige krige. I forholdet til andre lande lod den sovjetiske regering sig lede af Lenins princip om fredelig sameksistens mellem stater med forskellige social-økonomiske systemer. Vi skal opbygge socialismen, sagde Maksim Litvinov, i et land omringet af kapitalistiske lande, som optager fem sjettedele af jordklodens areal. Vi kan ikke ignorere og ignorerer ikke denne kendsgerning og »derfor stræber vi efter at finde og realisere midler til fredelig sameksistens mellem de to samfundssystemer«. Den sovjetiske regering traf forholdsregler til at sikre freden ved USSR's grænser, men arbejdede samtidig på at bevare verdensfreden. USSR's politik svarede derfor til såvel det sovjetiske folks interesser som til folkemassernes interesser i alle lande. I bagtalelsen af kommunisterne og forsøgene på at retfærdiggøre vestmagternes herskende kredses uvilje mod at samarbejde med USSR jonglerede den borgerlige propaganda bestandigt med påstande om, at man i Moskva kun skulle drømme om at fremprovokere krig mellem de kapitalistiske lande. Propagandaen hævdede, at kommunisterne var interesseret i en ny verdenskrig, eftersom de mente, at en revolutionær situation kun kunne opstå som resultat af krig. Dette havde imidlertid intet tilfælles med Sovjetunionens virkelige politik. Lenin understregede gentagne gange, at »hele vores politik og propaganda sigter overhovedet ikke på at inddrage folkene i krig, men på at gøre en ende på krig«. Det er kommunisternes erfaring, at de arbejdende masser altid må bære de største ofre i tilfælde af krig.

Kommunisternes holdning til krig blev detaljeret drøftet på Kominterns 6. kongres i 1928. Det blev påvist, at beskyldningerne mod kommunisterne om, at de skulle anspore imperialistiske krige med det formål at fremskynde revolutionen, var grov bagvaskelse. På kongressen blev det fremhævet) at kommunisterne »fører.. . til gavn for arbejdermasserne og alle arbejdende, af hvem en sådan krig vil kræve de frygteligste ofre, under opbydelsen af alle kræfter en hårdnakket kamp mod den imperialistiske krig. .. .« Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland blev dette spørgsmål i lyset af den nye situation diskuteret på Kommunistisk Internationales 13. plenarmøde i december 1933. Sovjetunionens kommunistiske partis repræsentant i EKKI Dmitrij Manuilskij understregede i sin tale på plenarmødet, at det ville være fejlagtigt at tage udgangspunkt i den tese, »at man ikke kan forhindre udbruddet af den imperialistiske krig, at en sand revolution først vil indtræde som resultat af en ny imperialistisk krig«. Han påpegede, at det var nødvendigt at gøre alt for at afværge en ny krig. Dette var en hel tydelig afvisning af de bagtaleriske påstande, den imperialistiske propaganda udbredte om, at Sovjetunionen kun drømte om at fremprovokere krig mellem de imperialistiske stater. Komintern vendte tilbage til dette spørgsmål på sin 7. kongres i 1935. De sovjetiske kommunisters holdning hertil blev fremlagt i Vilhelm Knorins tale. »Skønt krigen i sidste ende vil føre til en revolutionær krise i de kapitalistiske lande,« understregede han, »vil den nedkalde utrolige kvaler, død, sult og lidelser over arbejdende menneskers hoveder, ødelægge produktivkræfterne i alle lande og ødelægge arbejderorganisationerne. Krigen vil true millioner af proletarers liv og resterne af demokratiet, som dog i en række lande giver de arbejdende nogle muligheder for at forsvare deres interesser under kapitalismen. Krigen truer små og svage folkeslags uafhængighed. Det er den største ulykke for alle folkeslag. Ved at forsvare folkenes interesser forsvarer kommunisterne samtidig freden og skal forhindre krigen.« Denne holdning fra kommunisternes side kom også til udtryk i kongressens beslutninger: »Kommunistisk Internationales 7. verdenskongres tilbageviser med al beslutsomhed .de bagtaleriske påstande om, at kommunisterne ønsker krig, fordi de forventer, den fører til revolution.«. De principper angående spørgsmålet om krig og fred, der var udarbejdet på Kominterns kongresser, var også ledetråd for de sovjetiske kommunister. USSR's kamp for at tøjle aggressorerne og sikre freden, som folkemasserne i alle lande havde interesse i, svarede fuldt og helt til den sovjetiske udenrigspolitiks vigtigste princip - den proletariske internationalisme. I resolutionen fra Kommunistisk Internationales 7. kongres blev det fastslået, at USSR's fredspolitik ikke kun sigter mod at forsvare Sovjetunionen, »den forsvarer alle landes arbejderes liv, alle undertrykte og udbyttedes liv; den tjener menneskehedens livsinteresser. . .« Derfor var den sovjetiske udenrigspolitik klar og forståelig og blev støttet af brede folkemasser og progressive kræfter i mange lande. Dette gav den nye muligheder i kampen for at bevare og styrke freden. Dog rejstes spørgsmålet om, i hvor høj grad perspektivet om at forhindre krigen var reelt. I lyset af erfaringen fra første verdenskrig var fatalistiske forestillinger om krigens uundgåelighed temmelig udbredte i den kommunistiske bevægelse. Efterhånden som der opstod et nyt styrkeforhold i verden, begyndte der imidlertid at udvikles en ny tilgang til problemet om kampen mod krigsfaren, og man drog den konklusion, at kampen for fred ikke var håbløs under de nye betingelser. Henimod midten af 1930'rne havde USSR udviklet sig til en stormagt og dens udenrigspolitik begyndte i stigende grad at øve indflydelse på begivenhederne. Fredskræfterne fik mulighed for at støtte sig til Sovjetunionens konsekvente fredspolitik. Derfor påpegede Dmitrij Manuilskij i sin tale på Kominterns 7. kongres, at »kommunisterne. . . skal overvinde den fatalistiske indstilling, at krigen ikke kan forhindres, at kampen mod krigsforberedelserne er udsigtsløs.. « I Manuilskijs beretning om kongressens resultater blev det understreget, at den nye situation krævede, at man reviderede perspektivet for de arbejdendes kamp mod krigen. Det er ubestrideligt, at krige er uundgåelige så længe kapitalismen eksisterer. Men der er nu større muligheder for fremgang i kampen mod imperialistiske krige end før første verdenskrig. Dette hænger sammen med eksistensen af Sovjetunionen, der værner om freden. De små folkeslag, hvis uafhængighed trues af krigen, kan også tilslutte sig den front, der forsvarer freden, og de større stater, der af forskellige årsager ikke ønsker krig, kan ligeledes tage del i kampen mod krigen. USSR's konsekvente kamp for fred og fredelig sameksistenspolitik havde ikke noget tilfælles med en tandløs pacifisme. Den sovjetiske regering var i sin fredspolitik fuldt og helt besluttet på at afvise en hvilken som helst af de imperialistiske kræfters aggressive handlinger.

Sovjetunionen traf alle forholdsregler for at berøve aggressorerne lysten til at indlade sig på militære eventyr ved sine grænser. Samtidig tog man hensyn til, at faren ikke alene truede USSR, men også andre stater og tillagde det meget stor betydning at forene det størst mulige antal lande til at imødegå aggressorerne. Den største trussel hang over nogle små eller i militær henseende relativt svage lande. Sovjetunionen var rede til at yde dem hjælp og støtte og samarbejde med dem i kampen mod aggressionen. Den sovjetiske regering tog hensyn til de principielle modsætninger, der fandtes mellem de to vigtigste grupper af kapitalistiske magter. Planerne om en nyopdeling af verden, som blev fremført af aggressorblokken med det fascistiske Tyskland og det militaristiske Japan i spidsen udgjorde en trussel for den anden gruppe af kapitalistiske magter - Frankrig, Storbritannien og USA, der havde sejret i den imperialistiske krig 1914-1918 og som resultat heraf opdelt verden til deres fordel. Disse lande stræbte efter at bevare deres positioner i verden. Den sovjetiske regering fandt på ingen måde, at betingelserne i Versailles-Washington fredsaftalesystemet, der var skabt af disse magter som resultat af sejren i krigen, var retfærdige. Omvendt betød dette selvfølgelig ikke, at den mente en ny verdenskrig var nødvendig for at ændre dem. Den sovjetiske regering var modstander af en sådan krig, og dette havde til følge, at man, såfremt viljen var til stede, kunne finde grundlag for koordinerede aktioner mellem Sovjetunionen og denne gruppe magter med det formål at forhindre krigen. En række mellemstore og små lande kunne have tilsluttet sig denne fredsfront. Den sovjetiske regering fandt ikke alene et samarbejde mellem alle disse lande for at bevare freden fuldt ud muligt, men også nødvendigt. Dette var grundlaget for de sovjetiske forslag om at organisere et kollektivt sikkerhedssystem i Europa til forsvar mod aggression. Under disse forhold mente den sovjetiske regering, at den vigtigste opgave bestod i at forhindre krigen gennem kollektive anstrengelser fra alle de lande, der havde interesse i at bevare freden. I centralkomiteens beretning på den 17. partikongres blev det påpeget, at i en situation, hvor »en førkrigspsykose har grebet en hel række lande, står USSR fortsat... fast og ubøjelig på sine fredsprincipper, kæmper mod krigstruslen, kæmper for at bevare freden, rækker hånden frem til de lande, der på den ene eller anden måde går ind for at bevare freden, afslører og demaskerer dem, som forbereder og fremprovokerer krigen«. På den 17. partikongres opregnede man følgende faktorer, som USSR støttede sig på i den vanskelige og komplicerede kamp for freden: 1) på landets voksende økonomiske og politiske styrke; 2) på den moralske støtte fra arbejderklassens millioner i alle lande, som er vitalt interesseret i at bevare freden; 3) på den sunde fornuft i de lande, som ud fra forskellige motiver ikke har interesse i at bryde freden; 4) på de sovjetiske væbnede styrker, der er rede til at forsvare landet mod angreb udefra. I den sovjetiske udenrigspolitik forenedes en sand stræben efter at bevare freden med beredvilligheden til resolut imødegåelse af aggression. Den lod sig lede af det urokkelige princip om »ikke at forvente freden, men kæmpe for den«. Alt dette var bestemmende for den sovjetiske udenrigspolitiks store internationale autoritet. Den videre styrkelse af USSR's internationale stilling og indflydelse på udviklingen af de internationale begivenheder var umiddelbart sammenhængende med Sovjetunionens voksende styrke. Efter at have genopbygget økonomien, der var blevet ødelagt som følge af første verdenskrig, borgerkrig og fremmed intervention, opfyldte Sovjetunionen i 1933 før tiden den første femårsplan for den økonomiske udvikling. Det var et gigantisk skridt fremad. Fra et landbrugsland var Sovjetunionen forvandlet til et land med en stor moderne industri. Som resultat af det sovjetiske folks heroiske arbejdsindsats havde man kunnet tage 1500 nye industrianlæg i brug. For fremtiden kunne Sovjetunionen fremstille størstedelen af de nødvendige industriprodukter på sine egne fabrikker. Man indledte gennemførelsen af den anden femårsplan (1933-1937), der var af et endnu mere imponerende omfang. Hermed var også skabt de nødvendige betingelser for styrkelsen af landets forsvarsevne. Som det påpeges i USSR's nye forfatning fra 1977 er det de væbnede styrkers opgave at forsvare det socialistiske fædreland, de socialistiske landvindinger, det sovjetiske folks fredelige arbejde, statens suverænitet og territoriale integritet og dens sikkerhed. Under de daværende meget komplicerede forhold da Sovjetunionen var indkredset af fjendtlige kapitalistiske stater, da de imperialistiske magter fortsat udklækkede planer om at ødelægge den første socialistiske stat i verden, og nogle af disse magter åbent var slået ind på aggressionens vej, udførte de sovjetiske væbnede styrker effektivt deres funktioner. Der blev i tide truffet forholdsregler til at styrke sovjetisk Fjernøsten i forbindelse med den umiddelbare trussel om et militært angreb fra Japans side. I 1932 påbegyndtes opbygningen af den sovjetiske Stillehavsflåde. Styrkelsen af det sovjetiske luftvåben i Det fjerne Østen begyndte ligeledes at virke afkølende på de japanske aggressorer.

Den sovjetiske regering udførte et enormt arbejde for at styrke USSR's internationale stilling. Ved at indgå forskellige former for traktater fik Sovjetunionen allerede i 1920'rne normaliseret relationerne med næsten alle nabostaterne. Der blev etableret diplomatisk forbindelse med alle stormagterne med undtagelse af USA. Ændringerne i det indbyrdes styrkeforhold mellem de imperialistiske magter, der fandt sted i begyndelsen af 1930'rne, åbnede nye muligheder for at aktivisere det sovjetiske diplomati. Forvandlingen af Sovjetunionen til en af verdens mægtigste stater medførte, at en række kapitalistiske lande i betydelig grad reviderede deres politik over for USSR. Havde de imperialistiske magter tidligere, i 1920'rne, ofte forsøgt at løse forskellige internationale spørgsmål uden Sovjetunionen og imod dens interesser, så begyndte nu flere og flere stater, som ligeledes var truet af aggressorerne, at betragte Sovjetunionen som et land, der kunne yde et vægtigt bidrag til at styrke freden og den internationale sikkerhed.

Genoplivningen af den aggressive tyske imperialisme og dens planer om at revidere Europa- og verdenskortet kunne ikke undgå at vække alvorlig bekymring i Frankrig og bevirkede samtidig betydelige ændringer i dets udenrigspolitik. Det mest iøjnefaldende vidnesbyrd om disse ændringer var omvurderingen af Frankrigs holdning til spørgsmålet om at indgå en ikke-angrebspagt med USSR. Mens Frankrig i de foregående år gentagne gange havde afvist den sovjetiske regerings forslag herom, så erklærede det i 1931, at det var parat til at indgå en ikke-angrebspagt med USSR. I 1932 lykkedes det den sovjetiske regering at afslutte ikke-angrebspagter med såvel Frankrig som Polen, Letland, Estland og Finland, der i dette spørgsmål orienterede sig efter Frankrig. Den sovjetisk-franske ikke-angrebspagt skabte grundlag for en yderligere forbedring af relationerne mellem de to lande. Genoplivningen af faren for aggression fra Tysklands side skabte objektive forudsætninger for et samarbejde mellem USSR og Frankrig i kampen for at bevare freden i Europa. Den sovjetiske regering var helt på det rene med den fare, der hang over Europa fra det nazistiske Tysklands side. Det fascistiske Tyskland, der rådede over ganske betydelige økonomiske og menneskelige ressourcer, kunne i løbet af nogle få år skabe meget store væbnede styrker og påbegynde realiseringen af dets udenrigspolitiske ekspansionsprogram. Krigsfaren ville blive særlig stor, såfremt de aggressive magter forenede kræfterne. Den sovjetiske regering arbejdede konsekvent og utrætteligt for, at der blev truffet effektive forholdsregler mod aggressorerne. Den fandt det nødvendigt at rejse en solid barriere på aggressorernes vej ved at alle stater, der havde interesse i at afværge krigen, forenede kræfterne. Der eksisterede visse muligheder for at danne en kollektiv front i Europa til forsvar for freden. Det gjaldt nu om at realisere disse muligheder.

Den sovjetiske regering, der mente, det var nødvendigt at imødegå aggressorerne helt fra begyndelsen, fremførte princippet om »fredens udelelighed«. Dens udgangspunkt var, at det er lettere at forebygge krigens brand end at slukke den, i særdeleshed når den allerede hærger mange lande, ja, hele kontinenter. Netop bevarelse af verdensfreden var den bedste måde at sikre freden for de enkelte lande, og dette gjaldt også for Sovjetunionens vedkommende. Såfremt det var lykkedes at afvende krigstruslerne i Europa og Det fjerne Østen i opløbet og at tøjle de tyske og japanske aggressorer, ville det heller ikke have været nødvendigt for Sovjetunionen at frygte et angreb fra deres side. Det ville have været den gunstigste udvikling af begivenhederne for USSR, den bedste garanti for landets sikkerhed. Det ville være noget ganske andet, hvis aggressorerne benyttede sig af det manglende samarbejde mellem de ikke-aggressive lande til at annektere dem én efter én og således øge deres egen styrke. En sådan udvikling af begivenhederne ville være i modstrid med folkenes vitale interesser i alle lande, heri indbefattet USSR. Princippet om, at freden er udelelig, var således til fordel for alle stater, der var truet af angreb fra aggressorerne. Det sovjetiske diplomati fremlagde en række konkrete forslag, der sigtede på at styrke freden og sikkerheden. Det var af afgørende betydning at få fastlagt præcise og klare kriterier for, hvad man skulle forstå ved aggression. Den sovjetiske regering fremlagde derfor d. 6. februar 1933 for afrustningskonferencen i Genéve et deklarationsudkast, hvori man definerede den angribende part. Udarbejdelse af alment acceptable nonner for definition af aggression var i første række af stor betydning for de stater, der umiddelbart var truet af et angreb. Aggressorlandene søgte forskellige påskud til at retfærdiggøre deres angreb på andre stater. Vedtagelse af det sovjetiske forslag om definition af aggression ville have gjort det umuligt under nogen som helst påskud at retfærdiggøre angreb på andre lande, det ville i tilfælde af en væbnet konflikt have gjort det lettere hurtigt og korrekt at definere den skyldige part og samtidig at iværksætte de nødvendige kollektive forholdsregler mod aggression. Det sovjetiske udkast blev behandlet i afrustningskonferencens sikkerhedskomité, hvor det med visse ændringer blev vedtaget. Da det sovjetiske deklarationsudkast blev forelagt konferencens generalkommission, blev det imidlertid klart, at vedtagelsen ville trække ud. Visse imperialistiske magter lagde ikke skjul på, at de fandt en sådan aggressionsdefinition »ubekvem« og »besværlig«. Da USSR's repræsentant på konferencen Valerian Dovgalevskij d. 11. marts 1933 meddelte til Moskva om forløbet af behandlingen af det sovjetiske forslag, skrev han, at det blev støttet af de delegerede fra Frankrig, fra landene i den lille Entente, fra de skandinaviske lande og andre. En anden holdning  indtog imperialistiske magter som Tyskland, Italien, Japan, USA og Storbritannien. I særdeleshed Storbritannien, der var repræsenteret ved Anthony Eden, gav udtryk for en negativ holdning. Under disse forhold besluttede den sovjetiske regering at forsøge at realisere sit forslag på en anden måde. D. 19. april overbragte Maksim Litvinov på den sovjetiske regerings vegne den polske gesandt i Moskva Juliusz Lukasiewicz et forslag om at indkalde en konference for at få undertegnet en protokol om definition af aggression mellem USSR og de lande i Østeuropa, der havde indgået ikke-angrebspagter med Sovjetunionen. Folkekommissæren gav udtryk for, at en sådan protokol ville styrke den gensidige tillid mellem landene i Østeuropa. Den ville have en afdæmpende indvirkning på den »komplicerede internationale situation« og ligeledes anspore andre stater til at godkende aggressionsdefinitionen. Den polske regering forholdt Sig imidlertid negativt til dette spørgsmål og hindrede dermed indkaldelsen af den foreslåede konference.

Maksim Litvinov benyttede sig af den omstændighed, at repræsentanter for alle USSR's nabostater i juni 1933 opholdt sig i London (i forbindelse med den økonomiske verdenskongres), og foreslog dem, at man i London undertegnede en konvention om aggressionsdefinition. Folkekommissariatet for udenrigsanliggender telegraferede i den anledning til Litvinov, at »vi er først og fremmest interesseret i en pagt med de tilgrænsende lande, indbefattet Polen og Finland«. Polen fastholdt imidlertid under disse forhandlinger sin tidligere negative holdning. Polens repræsentanter stræbte på alle måder efter at underkende betydningen af en sådan overenskomst og bl.a. at begrænse antallet af deltagere. Den polske gesandt i Storbritannien Edward Raczynski erklærede på sin regerings vegne, at Polen kun kunne gå med til at undertegne en konvention om aggressionsdefinition, som udelukkende ville få deltagelse af USSR's naboer, og desuden skulle andre lande ikke have ret til at tilslutte sig konventionen. Hermed udelukkede man muligheden for, at Litauen, Tjekkoslovakiet og andre lande kunne deltage i konventionen, skønt de havde erklæret sig rede til at undertegne den. Dette resulterede i, at forhandlingerne om at undertegne konventionen trak i langdrag. Den polske regering modsatte sig ligeledes, at konventionen åbnede mulighed for, at Kina og Japan kunne tilslutte sig, skønt de også var naboer til USSR. Endog den rumænske repræsentant ved disse forhandlinger Nicolae Titulescu konstaterede, at »Polen kundgør gennem sin opførsel for hele verden, at det ikke ønsker fred mellem USSR og Japan«. Finlands regering forhalede ligeledes at klargøre sin holding til det sovjetiske forslag, idet man fremførte forskellige forbehold, bl.a. retten til på et hvilket som helst tidspunkt at opsige konventionen. Også Tyskland og Storbritannien modsatte sig underskrivelse af konventionen. Den sovjetiske regerings anstrengelser gav alligevel resultater. D. 3. juli 1933 undertegnede USSR, Estland, Letland, Polen, Rumænien, Tyrkiet, Iran og Afghanistan konventionen om definition af aggression. D. 4. juli undertegnede USSR, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Tyrkiet og Jugoslavien en analog konvention, som alle lande havde mulighed for at tilslutte sig og d. 5. juli blev der undertegnet en konvention mellem USSR og Litauen; d. 22. juli tilsluttede også Finland sig konventionen. Indgåelsen af konventionen var et betydeligt bidrag i kampen mod aggression, til udarbejdelsen af internationale retsregler, som havde til formål at forhindre aggression. Konventionens aggressionsdefinition har siden fundet udbredt anvendelse i international ret. Konventionen, der var underskrevet af en række lande i Østeuropa, udgjorde samtidig en slags modvægt mod Firemagtspagten, som vestmagternes herskende kredse på daværende tidspunkt forsøgte at realisere.

På den økonomiske verdenskongres i London erklærede Maksim Litvinov, at USSR konsekvent støttede sig på princippet om fredelig sameksistens og var parat til på dette grundlag at udvikle sine relationer med alle stater. Det britiske blad The Spectator konstaterede med fuld ret d. 14. juli 1933, at skabelsen af et aftalesystem om aggressionsdefinition var en stor triumf for det sovjetiske diplomati, et logisk resultat af Sovjetunionens fredelige sameksistenspolitik. Den sovjetiske regering fremlagde på den økonomiske verdenskongres et i detaljer gennemarbejdet forslag om undertegnelse af en protokol om økonomisk ikke-aggression. Ifølge det sovjetiske forslag skulle alle lande, som undertegnede protokollen, bygge deres politik på princippet om fredelig sameksistens mellem landene, uafhængigt af deres sociale og politiske systemer. De skulle i økonomisk henseende afstå fra alle former for diskrimination mod hinanden. Repræsentanterne for en række lande, der var gået imod det sovjetiske forslag om aggressionsdefinition, ønske imidlertid heller ikke at vedtage forslaget om økonomisk ikke-aggression. Et af de væsentligste problemer i den sovjetiske udenrigspolitik var spørgsmålet om normalisering af de sovjetisk-amerikanske relationer. På et møde i USSR's centrale eksekutivkomité karakteriserede Maksim Litvinov USA's politik og udtalte, at Amerika igennem mange år »havde fortsat den kamp, som var blevet proklameret af hele den kapitalistiske verden efter oktoberrevolutionen, mod det nye sovjetiske statssystem, der havde stillet sig det mål al skabe et socialistisk samfund. Det var en kamp mod de to systemers fredelige sameksistens.« De stadigt mere tilspidsede amerikansk-japanske modsætninger i Asien og Stillehavet og den forstærkede fare for en væbnet konflikt mellem Japan og USA tvang imidlertid de amerikanske herskende kredse til at revidere deres holdning til USSR. Overbevisende argumenter for oprettelse af diplomatisk forbindelse med USSR blev fremført af det amerikanske tidsskrift The Nation d. 28. december 1932: »Det russiske spørgsmål er meget reelt i dag og kræver øjeblikkelig løsning... anerkendelse betyder allerede mere for De forenede Stater end for Sovjetunionen... Mr. Hoover's holdning til Rusland har bragt De forenede Staters position i fare i Stillehavsområdet, hvor nationernes skæbne kan blive afgjort i løbet af det næste tiår. Hvis ikke hans politik bliver ændret hurtigt, kan skaderne vise sig uoprettelige. . . Amerika har nu brug for Ruslands hjælp i Stillehavsområdet.«

De manglende kontakter med USSR angående internationale spørgsmål svækkede kun USA's position over for Japan. Dette spørgsmål vakte en del diskussion blandt de herskende kredse i USA. Sagens kerne blev meget præcist formuleret af Washington Post, der d. 30. december 1933 skrev, at det vigtigste argument for anerkendelse bestod i, at et stærkt Rusland ville være en effektiv modvægt mod Japan i Østasien og således mindske faren for en krig mellem Japan og USA. Det stærkeste argument mod anerkendelse bestod i, at det ville styrke Rusland og dermed hjælpe det til at propagandere kommunismen, hvis fædreland det var. Brede lag i den amerikanske offentlighed, heriblandt indflydelsesrige handels- og industrikredse, der var interesseret i at udvide det økonomiske samarbejde med Sovjetunionen, gik aktivt ind for, at der blev oprettet diplomatiske forbindelser med USSR. Samtidig havde som hidtil kræfter, der modsatte sig at anerkende USSR, betydelig indflydelse i USA. Da man i 1932 rådede USA's udenrigsminister Henry Stimson til under afrustningskonferencen at mødes med den sovjetiske delegerede, udbrød han, idet han hævede hænderne mod himlen: »Aldrig, Aldrig! Der kan gå århundreder, men Amerika anerkender ikke Sovjetunionen.« Franklin D. Roosevelt, der i begyndelsen af 1933 blev USA's præsident, fandt det nødvendigt at tage initiativ til at normalisere relationerne med Sovjetunionen. Den væsentligste faktor, der meget presserende, og i ganske særlig grad netop på daværende tidspunkt, dikterede De forenede Stater nødvendigheden af at revidere deres holdning til spørgsmålet om at etablere relationer med USSR, var truslen mod USA's interesser fra de japanske aggressorer. (USSR's første ambassadør i Washington Aleksandr Trojanovskij bemærkede senere i et af sine breve til Moskva, at hovedårsagen, som bevægede Roosevelt til at anerkende USSR, var at finde i skærpelsen af relationerne mellem USA og Japan. Den amerikanske ambassadør i USSR William Bullitt, der i 1933 var Roosevelts nærmeste rådgiver angående relationerne med USSR, udtalte ligeledes, at USA anerkendte USSR ud fra politiske overvejelser i forbindelse med situationen i Det fjerne Østen. De efterfølgende begivenheder bekræftede, hvor afgørende denne faktor var for USA: Kun otte år senere (i december 1941) blev USA udsat for et direkte angreb fra Japans side, og der indledtes et forbitret militært slag mellem dem om herredømmet over Stillehavet, som fik stor betydning for anden verdenskrig.)

Den sovjetiske udenrigspolitiks konsekvente fredskurs, Sovjetunionens stadigt mere aktive deltagelse i løsningen af aktuelle internationale problemer, bl.a. dens beredvillighed til at yde et vægtigt bidrag i kampen mod aggressorerne og den kraftige styrkelse af Sovjetunionen og dens internationale autoritet havde stor betydning for USA's herskende kredses beslutning om, at det var nødvendigt at samarbejde med USSR. Oplysninger om den betydning USA tillagde relationerne med USSR, dukkede også op i den amerikanske presse. New York Times konstaterede i januar 1933, at relationerne mellem USA og Japan var meget spændte, og at ikke-anerkendelsespolitikken over for USSR kraftigt svækkede USA's stilling i Det fjerne Østen. Folkeforbundet og USA ville ikke være i stand til at etablere passende relationer med Japan, hvis de indtog en fjendtlig holdning over for Sovjetunionen, der udgjorde den tredje side i Stillehavstrekanten. D. 16. maj 1933, to måneder efter den var tiltrådt, etablerede den nye amerikanske regering den første direkte kontakt med USSR. Denne dag sendte Franklin D. Roosevelt meddelelser til lederne af 53 stater, der havde deltaget i den økonomiske verdenskongres i London og afrustningskonferencen i Genéve, heriblandt til formanden for den alrussiske centrale eksekutivkomité Mikhail Kalinin. Den amerikanske præsident gav udtryk for ønsket om, at der blev truffet konkrete foranstaltninger til at styrke freden, og foreslog, at alle landene indgik en ikke-angrebspagt. Tre dage efter fulgte Kalinins svarskrivelse til Roosevelt, hvori man kort karakteriserede den kampUSSR konsekvent førte for fred og afrustning. »Den sovjetiske regering«, hed det i svaret, »har indgået ikke-angrebspagter med størstedelen af de lande, den har officielle forbindelser med, og den kan derfor kun byde Deres forslag om indgåelse af en ikke-angrebspagt mellem alle landene velkommen.« Eftersom visse magter, først og fremmest Japan og Tyskland, planlagde erobringer, kunne man imidlertid ikke regne med at få gennemført Roosevelts forslag. Roosevelts skrivelse gav ingen konkrete resultater, hverken med hensyn til at indgå en generel ikke-angrebspagt med deltagelse af både USSR og USA, eller med hensyn til at etablere direkte kontakter mellem de to lande angående udenrigspolitiske spørgsmål. D. 10. oktober sendte Roosevelt en ny skrivelse til Kalinin, hvori han meddelte, at han fandt det ønskeligt at bringe de »nuværende unormale relationer« mellem USA og USSR til ophør. Han gav udtryk for, at han var villig til at diskutere spørgsmålet med en repræsentant for den sovjetiske regering. Kalinin bemærkede i sit svar, at den unormale situation i forholdet mellem de to lande havde en ugunstig virkning på den generelle internationale situation, idet den vanskeliggjorde en konsolidering af freden og opmuntrede aggressorerne. I svaret meddelte man, at Maksim Litvinov var udpeget som den sovjetiske regerings repræsentant under forhandlingerne med Roosevelt. Udvekslingen af meddelelser mellem Roosevelt og Kalinin vakte stor opmærksomhed. Den sovjetiske presse bemærkede med tilfredshed, at 16 års ikke-anerkendelse af USSR fra De forenede Staters side var ved at blive bragt til ophør. Pravda skrev d. 21. oktober i en ledende artikel, at Sovjetunionen indtog en sådan stilling i verden, at man ikke længere kunne ignorere den »uden at skade sig selv«. I den amerikanske presse var man i særdeleshed optaget af den positive virkning, som en normalisering af de sovjetisk-amerikanske relationer kunne få på situationen i Det fjerne Østen. F.eks. skrev New York American d. 27. september, at såfremt Japan nu eller i fremtiden havde til hensigt at etablere sit herredømme over Stillehavet, krænke amerikanske rettigheder eller true amerikansk territorium på øerne eller kontinentet, så skulle Rusland nu blive Amerikas allierede. San Francisco Chronicle bemærkede d. 21. oktober, at det først og fremmest var situationen i Det fjerne Østen, der havde fået Roosevelt til at tage det pågældende skridt. Enkelte stemmer fra amerikanske modstandere af oprettelse af forbindelser med USSR druknede i det store kor af tilhængere, som ønskede ændringer i USA's åbenlyst fallerede politik over for Sovjetunionen. Som resultat af Litvinovs forhandlinger med Roosevelt blev der d. 16. november 1933 i Washington udvekslet noter, som officielt formaliserede oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem USSR og USA. I disse noter udtrykte man håb om, at relationerne mellem de to lande altid ville forblive normale og venskabelige, og at de to lande »for fremtiden må samarbejde til fælles gavn og for at værne verdensfreden«.

Den kendsgerning, at De forenede Stater oprettede diplomatiske forbindelser med USSR, betød, at man nødtvungent havde måttet erkende, at politikken med at ignorere den første socialistiske stat i verden havde lidt fiasko. En så fremsynet politiker som Roosevelt kunne ikke undlade at tage initiativer til at bringe den eksisterende unormale situation til ophør og revidere USA's hidtidige politik over for Sovjetunionen. »Det er nødvendigt at yde præsident Roosevelts fremsynethed retfærdighed«, sagde Maksim Litvinov, »fordi han straks efter sin tiltræden, og muligvis endnu tidligere, erkendte det frugtesløse i en fortsat kamp mod os for kapitalismens skyld og nytten af forbindelser med os for de amerikanske nationale interessers og verdensfredens skyld.« I centralkomitéberetningen på den 17. partikongres blev oprettelsen af diplomatiske forbindelser med USA karakteriseret som et af de mest afgørende resultater af den sovjetiske fredspolitik. »Der kan ikke være tvivl om,« hed det i Stalins beretning, »at denne akt har den mest fundamentale betydning for hele systemet af internationale relationer. Det drejer sig ikke kun om, at den øger chancerne for at bevare freden, forbedrer relationerne mellem de to lande, styrker handelsforbindelserne mellem dem og skaber basis for et gensidigt samarbejde. Det drejer sig også om, at den danner skillelinje mellem de gamle tider, da USA i de forskellige lande blev betragtet som et støttepunkt for alle slags anti-sovjetiske tendenser, og de nye tider, da man frivilligt ryddede dette støttepunkt af vejen til gensidig fordel for begge lande.« Med etableringen af sovjetisk-amerikanske diplomatiske forbindelser bestræbte USSR sig på at inddrage USA i stabiliseringen af situationen i Det fjerne Østen. Den sovjetiske regering var af den opfattelse, at det var nødvendigt, at man afsluttede en Stillehavspagt. Den tog hensyn til, at konsolidering af freden i Det fjerne Østen ville skabe de gunstigste betingelser for at opretholde freden i Europa. Omvendt ville krig i Det fjerne Østen kunne inspirere andre aggressive magter til aktioner. USSR's udenrigskommissær understregede i en samtale med franske politikere d. 6. juli 1933, at »såfremt man ønsker fred i Europa, kan man ikke forholde sig ligegyldig til begivenhederne i Asien«, eftersom en hvilken som helst konflikt i Det fjerne Østen kan blive udnyttet af Tyskland og visse andre lande »til at skabe vanskeligheder i Europa«. Sovjetunionen indtog for sit vedkommende en fast holdning til de japanske militaristers planer og ambitioner. Den sovjetiske regering tog i betragtning, at de japanske militærkredse stadig tydeligere orienterede sig efter »perspektivet for en præventiv krig mod Sovjetunionen«. »Ansigt til ansigt med en sådan situation«, skrev udenrigskommissariatet d. 17. september 1933 til den sovjetiske ambassadør i Japan Konstantin Jurenev, »kan vores politik ikke, samtidig med at vi opretholder vores grundlæggende orientering mod fred, sigte mod indrømmelser og overbærenhed over for de japanske militarister og tilsløring af de provokationer og frækheder, den japanske regering tillader sig. Vi udfærdiger og følger en fast linje for at afvise den japanske pression. ..« En sådan linje tager udgangspunkt i, blev det påpeget i brevet, at »vi i værste fald, såfremt de japanske militarister virkelig skulle iværksætte et forsøg på at angribe Sovjetunionen, kan levere et fuldt ud effektivt svar. Som resultat af de forholdsregler, der er truffet inden for de sidste halvandet til to år, føler vi os langtfra forsvarsløse i tilfælde af, at modstanderen skulle forsøge at føle os på tænderne.« Som tidligere nævnt truede Japan i Det fjerne Østen ikke alene Sovjetunionen, men også USA's interesser. Under samtalerne i Washington med Litvinov om etablering af diplomatiske forbindelser lagde Roosevelt ikke skjul på, at Amerika var alvorligt bekymret over de japanske militaristers aggressivitet. Den sovjetiske repræsentant fremhævede i den forbindelse, at det ville være formålstjenligt at indgå en ikke-angrebspagt for Stillehavsområdet med deltagelse af USSR, USA, Kina og Japan. Roosevelt indskrænkede sig imidlertid til at overdrage William Bullitt at beskæftige sig med spørgsmålet og sørge for at holde ham underrettet. Under forhandlingerne med USA's præsident foreslog folkekommissæren, at USSR og USA indgik en overenskomst om fælles aktioner, hvis freden skulle blive truet. Præsident Roosevelt erklærede imidlertid, at han, såfremt det skulle blive nødvendigt, foretrak at fremsætte erklæringer på egne vegne. USA støttede således ikke dette vidtrækkende forslag fra USSR, der i tilfælde af USA's positive holdning kunne have ændret den forværrede internationale situation til det bedre. Alle disse kendsgerninger viser, at den sovjetiske regering var parat til aktivt at samarbejde med USA i kampen mod den japanske aggression. Derimod var USA's regering ikke indstillet på at tage virkeligt effektive forholdsregler mod aggressorerne, idet man håbede, at Japan i første række ville begynde krig mod USSR, og at dette ville lette situationen for USA. Den tidligere omtalte amerikanske journalist Nickerboker, der havde gode kontakter til Bullitt og andre indflydelsesrige amerikanere, fortalte i november 1933 en sovjetisk diplomat i Berlin, at USA ikke havde tænkt sig et effektivt samarbejde med USSR i kampen mod den japanske aggression. Dette var til dels bestemt af frygten for USSR's fuldstændige sejr over Japan og et revolutionært udbrud i Japan og Kina.

I den allerførste samtale i Moskva med den amerikanske ambassadør i USSR William Bullitt (d. 11. december 1933) mindede USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender på den sovjetiske regerings vegne om de sovjetiske forslag angående Stillehavspagten og et eventuelt samarbejde mellem USSR og USA i tilfælde af krigsfare. Bullitt havde imidlertid ingen kommentarer. To dage senere blev disse spørgsmål drøftet mellem viceudenrigskommissær Lev Karakhan og Bullitt. I sit notat om den amerikanske ambassadørs udtalelser under denne samtale bemærkede Karakhan, at det af Bullitts ord fremgik, at overvejelserne i Washington om Stillehavspagten havde ført til »negative konklusioner«. Nogle dage senere bemærkede Bullitt under en samtale med folkekommissæren, at han forudså »store vanskeligheder« angående dette spørgsmål. Den sovjetiske regering mente alligevel, at det var nødvendigt fortsat at arbejde for indgåelse af en Den sovjetiske ambassadør gav udtryk for ønsket om, at USSR og USA samarbejdede i kampen mod den japanske aggression. Han bemærkede, at »det vil ikke være let at tøjle Japan og formindske dets appetit. Japan vil hverken høre på Amerika eller USSR enkeltvis, men det vil høre på de to tilsammen, derfor er det nødvendigt for os at have kontakt.« Roosevelt undveg dog at drøfte dette problem. Maksim Litvinov præsenterede på ny spørgsmålet om Stillehavspagten for William Bullitt i marts 1934, efter at den amerikanske ambassadør var vendt tilbage fra USA. Imidlertid gav Bullitt »ikke noget entydigt svar«.

I løbet af foråret 1934 blev det klart, at Japan endnu ikke mente at være tilstrækkelig forberedt til krig mod Sovjetunionen. Herom vidnede f.eks. den kendsgerning, at den japanske regering betragtede Kina som hovedmålet for videre aggression. D. 17. april 1934 offentliggjorde den en erklæring, der utvetydigt afslørede dens stræben efter at få kontrol over hele Kina, og således trænge Storbritannien, Frankrig og USA ud derfra. I denne forbindelse bemærkede den sovjetiske ambassade i London i en indberetning af d. 11. maj 1934 til udenrigskommissariatet, at britiske politiske kredse mente, det var den generelle styrkelse af USSR, dens internationale resultater, forsvarsmæssige forholdsregler i Det fjerne Østen og i særdeleshed dens slagkraftige luftvåben, der i løbet af nogle få timer var i stand til at tilintetgøre Japans vigtigste centre, som havde bibragt den herskende japanske klike den opfattelse, at et angreb på Sovjetunionen i den givne objektive situation ville være et yderst risikabelt forehavende. Skønt den umiddelbare fare for et japansk angreb mod USSR var drevet over, arbejdede den sovjetiske regering fortsat for indgåelse af en Stillehavspagt. D. 13. maj 1934 konstaterede Litvinov i en samtale med Bullitt, at så længe USA og Storbritannien fortsatte deres hidtidige politik i Det fjerne Østen, kunne Japan foretage sig, hvad det lystede. »Det er stadig min opfattelse, at den eneste effektive metode til at holde japanerne tilbage består i øjeblikkeligt at aftale fælles aktioner fra alle de magter, som har interesser i Stillehavsområdet.« USA's regering støttede imidlertid ikke de sovjetiske forslag, der sigtede mod at styrke freden i Det fjerne Østen, og fortsatte eftergivenhedspolitikken over for den japanske aggression.

Hvad angik den britiske regering, så begyndte den at sondere terrænet for at indgå en tosidig ikke-angrebspagt med Japan for, efter således at have sikret sine egennyttige interesser i Det fjerne Østen, at opmuntre Japan til militære aktioner mod USSR. Initiativet hertil udgik d. 1. september 1934 fra Neville Chamberlain, der på daværende tidspunkt vikarierede for premierminister Stanley Baldwin under dennes ferie. Endog i Foreign Office blev der givet udtryk for alvorlig tvivl om det formålstjenlige i et sådant skridt. Chefen for den fjernøstlige sektion Charles Orde bemærkede i sit memorandum om dette spørgsmål, at en sådan pagt »vil ubetvivleligt bringe den dag nærmere, da det (Japan) vil angribe Rusland«. Japans aggression var imidlertid ikke kun rettet mod Rusland, hvad der havde til følge, at det var »efter en succesfuld afregning med Rusland og en rekreationspause, at Japan kan blive en virkelig fare for vore egne besiddelser i Det fjerne Østen«. Den britiske ambassadør i Japan fik instrukser om at få klarhed over, hvilken pris Japan var villig til at betale for Storbritanniens samtykke til at indgå en for Japan så fordelagtig pagt. Neville Chamberlain og John Simon gik energisk ind for en pagt med Japan. I forbindelse med de forestående forhandlinger med Japan om dets vægring ved at forlænge den eksisterende overenskomst angående balancen mellem de imperialistiske magters flådestyrker blev forhandlingerne om det pågældende spørgsmål imidlertid skrinlagt.

Det sovjetiske diplomati var i særlig grad optaget af problemerne i Nordøst-Europa, af at opretholde freden og sikkerheden i dette område. Såfremt det fascistiske Tyskland erobrede de baltiske stater eller på anden måde etablerede tysk overherredømme, ville det udgøre en yderst alvorlig fare for Sovjetunionen. Sovjetunionen fremlagde en række væsentlige konkrete forslag, hvis realisering kunne have sikret freden i Østeuropa, heri indbefattet Baltikum. Hovedideen bestod i at forene kræfterne fra alle østeuropæiske lande, der var truet af aggression fra Hitler-Tyskland. »Organisatorerne af den anti-sovjetiske intervention«, bemærkede Isvestija d. 15. oktober 1933, »har altid betragtet Baltikum som opmarchområde for et angreb på Sovjetunionen. Præcis sådan ser også den tyske fascismes nuværende agitatorer på sagen. .. Derfor kan Sovjetunionen naturligvis ikke forholde sig ligegyldig, når det drejer sig om fascismens intensiverede aktivitet i Baltikum.« I en samtale d. 11. december med den lettiske gesandt i Moskva understregede USSR's udenrigskommissær, at USSR med stor opmærksomhed fulgte begivenhedernes udvikling i Baltikum, at sovjetiske diplomater under alle internationale forhandlinger aldrig glemte de baltiske lande, og at Sovjetunionen vil »bestræbe sig på altid at optræde i fællesskab med dem«. Gesandten gav udtryk for taknemmelighed over USSR's holdning. USSR tillagde det ikke mindre betydning at bevare Polens uafhængighed og integritet og forhindre en tysk aggression mod landet. Såfremt Hitler-Tysklands aggressionsplaner over for de baltiske lande og Polen var blevet forpurret og disse lande havde tiltrådt et kollektivt sikkerhedssystem mod den tyske aggression, ville de tyske fascistiske tropper heller ikke have kunnet få adgang til den sovjetiske grænse. Under hensyntagen til den fare, der i så høj grad blev forstærket ved Polens vestgrænse i forbindelse med den fascistiske magtovertagelse i Tyskland, begyndte også den polske regering i 1933 at vise interesse for en vis forbedring af relationerne til USSR. Henimod slutningen af 1933 begyndte der imidlertid at fremkomme underretninger om, at nazisterne søgte tilnærmelse til Polens reaktionære herskende kredse under Józef Pilsudski for således at vanskeliggøre en samlet og forenet optræden fra alle europæiske lande, som var truet af aggression fra det fascistiske rige. D. 14. december 1933 foreslog USSR Polen at offentliggøre en fælles sovjetisk-polsk deklaration, hvori man gav udtryk for, at begge lande var fast besluttet på at opretholde og forsvare freden i Østeuropa. Ifølge deklarationsudkastet forpligtede USSR og Polen sig i tilfælde af trusler mod de baltiske stater til at drøfte den opståede situation. Eftersom USSR og Polen var de to største stater i Østeuropa, ville offentliggørelsen af en sådan deklaration have umådelig positiv betydning for sikring af freden i dette område. Ideen bag det sovjetiske forslag bestod i at give de baltiske stater, der var truet af tysk aggression, en følelse af tillid til egne kræfter, styrke deres modstand mod tysk ekspansion, svække Tysklands pression mod de baltiske lande og skabe en konkret basis for samtaler mellem repræsentanter for Polen og USSR om samarbejde for at styrke freden. Skønt Tyskland ikke blev nævnt ved navn i det sovjetiske forslag, var der her netop underforstået, at man skulle bekæmpe truslen mod de baltiske stater fra det fascistiske riges side. Polens accept af det sovjetiske forslag ville have været en advarsel til Tyskland og kunne have bremset dets aggressive aktioner mod de baltiske stater. Den polske regering meddelte, at den principielt ikke havde noget imod at drøfte det sovjetiske forslag. Det var dog klart, at den ikke havde i sinde at få det ført ud i livet. De polske reaktionære herskende kredse ønskede ikke at samarbejde med USSR. De gik med planer om at skabe et »StorPolen« og valgte at samarbejde med det fascistiske Tyskland og andre aggressorer, idet de regnede med ad den vej at realisere deres erobringsplaner, der først og fremmest var rettet mod sovjetiske landområder.

Nazisterne besluttede at udnytte stemningen blandt de polske herskende kredse til deres egen fordel. De stræbte i første række efter at hindre den begyndende samling af alle Europas lande til kamp mod den tyske imperialismes erobringsplaner. Nazisterne meddelte polakkerne, at de var villige til at forpligte sig til ikke at angribe Polen, og rejste spørgsmålet om et samarbejde mellem Tyskland og Polen med det formål at erobre sovjetiske landområder og dele Baltikum imellem sig. De polske ledere hilste disse forslag med begejstring. Under en samtale med Hitlers udsending Hermann Rauschning d. 11. december 1933 rejste Pilsudski spørgsmålet om at indgå en alliance mellem Tyskland og Polen, idet han henviste til, at det uundgåeligt måtte komme til krig mellem dem og USSR. D. 26. januar 1934 blev der offentliggjort en tysk-polsk venskabs- og ikke-angrebsdeklaration. Med Pilsudski-tilhængernes hjælp skabte nazisterne med denne deklaration alvorlige vanskeligheder for dannelsen af en fredsfront i Europa, slog en breche i rækken af stater, der objektivt havde interesse i at modstå den tyske fascistiske aggression. Polen havde i realiteten brudt med den blok af lande, Frankrig havde skabt i 1920'rne, og var ved at blive et integreret led i de fascistiske magters aggressive blok. På grundlag af denne deklaration indledtes det hidtil snævreste samarbejde mellem Polen og Tyskland. Alle nazisternes forsikringer om, at de ikke nærede nogen aggressionsplaner over for Polen, var naturligvis upålidelige. Polen indgik stadig i nazisternes planer som et af de første lande, man agtede at inddrage i det tyske »Lebensraum«. Netop derfor, som det fremgår af offentliggjorte dokumenter fra det tyske udenrigsministerium, indskrænkede nazisterne sig til at underskrive en fælles tysk-polsk deklaration og ikke en ikke-angrebspagt, hvad der var det sædvanlige i den slags tilfælde. Nazisterne gik ud fra, at det senere ville være lettere at bryde en deklaration end en pagt. Ydermere undveg deklarationen spørgsmålet om Tysklands anerkendelse af den eksisterende tysk-polske grænse og indeholdt kun en forpligtelse til at løse alle stridsspørgsmål uden magtanvendelse. Kort efter at deklarationen var underskrevet erklærede Hitler i inderkredsen, at »alle ordninger med Polen har kun forbigående værdi«. Angående erfaringerne med hensyn til de tysk-polske relationer udtalte Rumæniens udenrigsminister Grigore Gafencu senere med fuld ret, at Hitlers »fredsforsikringer«, såfremt han gav dem, »bandt dem, de skulle sikre, og ikke ham selv«. Det var ligeledes påfaldende, at der i deklarationen ikke som sædvanligvis i den slags overenskomster var indeholdt betingelser om, at den ene part i tilfælde af den anden parts angreb på en tredje stat havde ret til at betragte deklarationen som ophævet. Dette betød bl.a., at Polen, såfremt Tyskland angreb Østrig, skulle forholde sig passiv. Efter offentliggørelse af den polsk-tyske ikke-angrebsdeklaration fandt den polske regering det ikke længere nødvendigt at føre forhandlinger med USSR om at samarbejde mod tysk aggression. D. 3. februar gav den meddelelse til den sovjetiske regering om, at anså spørgsmålet om en sovjetisk-polsk deklaration for at være bortfaldet. Repræsentanter for den polske regering påpegede i deres udenrigspolitiske erklæringer, at de fulgte en »ligevægts«-politik i forhold til Polens to store naboer: Tyskland og USSR. I virkeligheden var disse erklæringer blot et diplomatisk røgslør over den polske udenrigspolitiks sande kurs, dvs. en kurs, der sigtede på tilnærmelse til Hitler-Tyskland på en anti-sovjetisk grundlag.

Afrustningskonference genoptog arbejdet i maj 1934. Efter at Tyskland allerede i oktober 1933 havde erklæret, at det ikke ville deltage i konferencen, og indledt en feberagtig oprustning, var forsøgene på at udarbejde en afrustningskonvention imidlertid definitivt forpurret. »Afrustningskonferencen«, skrev Lloyd George, »vil snart blive overført fra hospitalssengen til katafalken.« På et møde i afrustningskonferencens generalkommission d. 29. maj rejste Maksim Litvinov spørgsmålet, om ikke konferencen burde søge andre fredsgarantier (ud over nedrustning). Folkekommissæren påpegede i den forbindelse muligheden af at anvende sanktioner mod dem, der brød freden, af at indgå såvel en fælleseuropæisk som regionale pagter om gensidig bistand mod aggression. Han fremlagde endvidere den sovjetiske regerings forslag om at omdanne afrustningskonferencen til en permanent fredskonference, som skulle forebygge krigsudbrud, arbejde for betryggelse af alle staters sikkerhed og opretholde verdensfreden, udarbejde, udbrede og videreudvikle metoder til at styrke sikkerheden, i tide reagere på advarsler om krigsfare, på opfordringer om hjælp fra truede stater og »rettidigt yde dem hjælp efter bedste evne, det være sig moralsk, økonomisk, finansiel eller anden«. Den britiske udenrigsminister John Simon gik imod det sovjetiske forslag og erklærede, at i Storbritannien ønskede man ikke, at afrustningskonferencen skulle omdannes til en sikkerhedskonference. Det sovjetiske forslag blev imidlertid støttet af Frankrig og en række andre stater. D. 8. juni blev det besluttet at overlade det til drøftelse i alle landenes regeringer. I denne sammenhæng sendte folkekommissariatet for udenrigsanliggender en skrivelse til den sovjetiske ambassade i USA, hvori man detaljeret begrundede det sovjetiske forslag og et udkast til statutter for den permanente fredskonference. Ambassaden fik instrukser om at præcisere for amerikanerne, hvilke mål den sovjetiske regering havde med sit forslag. I skrivelsen blev det specielt fremhævet, at såfremt afrustningskonferencen blev opløst og dette fjernede grundlaget for samarbejde mellem Folkeforbundets medlemmer og USA angående fredens bevarelse, så ville den permanente fredskonference atter »skabe mulighed for et sådant permanent samarbejde.. .« Det siger sig selv, hed det videre i skrivelsen, at i tilfælde af en absolut negativ indstilling til hele ideen fra USA's side, vil Sovjetunionen næppe fremlægge sit udkast i Folkeforbundet, »eftersom samarbejde med Amerika er et af de hovedmål, vi stræber efter«. Efter at have modtaget denne skrivelse havde den sovjetiske chargé d'affaires Boris Skvirskij en samtale om dette spørgsmål med USA's udenrigsminister Cordell Hull, der erklærede, at han »ikke kan binde sig til en bestemt holdning for eller imod udkastet«. Dette blev motiveret med, at USA var meget forsigtig med hensyn til muligheden af at blive inddraget i en international politisk organisation. Hulls svar betød i realiteten, at De forenede Stater afviste det sovjetiske forslag, og det viste sig under disse betingelser umuligt at realisere det.

Om den rolle, USA, såfremt det havde ønsket, kunne have spillet for at sikre freden, udtalte Winston Churchill, at De forenede Staters vægtige ord også ville have kunnet påvirke både Storbritanniens og Frankrigs holdning. Skønt Folkeforbundet havde været udsat for mange angreb, var det alligevel det mest effektive organ, der med støtte i international ret, kunne sanktionere enhver forholdsregel mod den nye fascistiske militære trussel. »Under presset trak amerikanerne blot på skuldrene.. .« De forenede Stater, der sammen med Storbritannien og Frankrig støttede eftergivenhedspolitikken over for aggressionen, umuliggjorde en samling af de kræfter, som kunne have spærret vejen for aggressionen. De forhandlinger om indgåelse af en regionalpagt til betryggelse af sikkerheden for landene i Øst- og Centraleuropa, der på den sovjetiske regerings initiativ indledtes i slutningen af 1933, indtager en særlig plads i USSR's kamp for fred og mod aggression. »Sovjetunionen«, skrev Isvestija d. 29. januar 1934, »er interesseret i at styrke freden overalt, eftersom et væbnet sammenstød mellem stormagterne i den nuværende spændte situation, hvor det så end måtte bryde ud, vil tendere mod at udvikle sig til en verdenskrig. Så meget desto mere er USSR interesseret i at opretholde freden i Østeuropa.« Den sovjetiske regering havde ydet en stor indsats for at styrke freden ved USSR's grænser. Der var indgået ikke-angrebspagter med mange stater. Det betød, at de anerkendte fredelig sameksistens som grundlag for relationerne med USSR. Et betydeligt bidrag til freden var underskrivelsen af overenskomster om aggressionsdefinition og en række andre foranstaltninger. I en situation, hvor visse magter åbenlyst var beredt på aggression, var sådanne forholdsregler imidlertid ikke længere tilstrækkelige til at sikre freden. Aggressorerne agtede ikke at tage hensyn til nogen som helst overenskomster eller normer for de internationale relationer. De byggede deres planer på magtanvendelse og forberedte sig på krig. Det var omsonst at påvirke dem med fredsforslag eller appeller om fredelig sameksistens. Der var behov for forholdsregler af en anden art, dvs. forholdsregler, der kunne opretholde freden og sikkerheden på trods af aggressorernes planer. Aggressorerne baserede deres politik på magt, og tog kun hensyn til andre landes interesser i den udstrækning, de ligeledes var understøttet af den nødvendige magt. Det fascistiske Tyskland, der på baggrund af landets økonomiske formåen også hastigt udbyggede sit militærapparat, udviklede sig til den mægtigste stat i det kapitalistiske Europa. Med sin ekspansionistiske udenrigspolitik udgjorde det en enorm fare for mange europæiske lande. Da der begyndte at opstå en blok af aggressorer, hvori indgik Tyskland, Japan, Italien og visse andre lande, forværredes situationen i endnu højere grad.

Den eneste mulighed for at bevare freden i Europa bestod i at forene kræfterne fra alle de lande, der var truet af aggression, for på denne måde at konfrontere aggressorerne med en endnu større og mægtigere styrke. Dette kunne opnås ved, at de stater, der var truet af angreb, indgik to- eller flersidede aftaler om gensidig hjælp, ved at skabe et effektivt kollektivt sikkerhedssystem i Europa. Det var en kurs, der sigtede mod at forhindre krig. Det sovjetiske forslag om indgåelse af en regionalpagt svarede i lige grad til folkenes interesser i USSR og andre lande i Europa. Netop derfor vandt det på den tid udbredt genklang og var igennem en lang periode i centrum for det europæiske diplomatis og den europæiske offentligheds opmærksomhed. I en situation, hvor den tyske imperialisme atter sigtede mod krig, mente den sovjetiske regering, at etablering af et snævert samarbejde mellem USSR og Frankrig ville være af særlig betydning for at bevare freden. Under et besøg i Paris d. 7. juli 1933 påpegede Maksim Litvinov i en erklæring til repræsentanter for den franske presse: »Hverken vore politiske eller vore økonomiske interesser støder sammen med Frankrigs interesser et eneste sted på jordkloden, og derfor er der efter vores opfattelse ingen hindringer for en videre såvel politisk som økonomisk tilnærmelse.« Med tilfredshed konstaterede folkekommissæren, at Sovjetunionens fredspolitik fandt større og større forståelse i Frankrig. I en samtale med den fremtrædende franske politiker Edouard Herriot, der i august-september 1933 opholdt sig i Sovjetunionen, gav Litvinov udtryk for USSR's faste beslutning og ønske om »at søge fortsat tilnærmelse til Frankrig«. Den sovjetiske regering foreslog som et skridt i den retning den franske regering, at man afsluttede en overenskomst om informationsudveksling. Det franske folk nærede dyb bekymring for sin skæbne. Også de mest fremsynede politikere indså klart den alvorlige fare, der hang over Frankrig. Ydermere mistede det franske alliancesystem med Polen og andre stater i Central- og Østeuropa efterhånden sin tidligere betydning, da der i forbindelse med det ændrede styrkeforhold i Europa også begyndte at vise sig ændringer i disse staters udenrigspolitiske orientering. Den franske regerings forsøg på at komme til forståelse med det fascistiske Tyskland, bl.a. på bekostning af de små lande i Central- og Østeuropa, undergravede ligeledes i høj grad disse landes relationer med Frankrig og deres tillid til det. Samtidig medførte USSR's hurtige økonomiske vækst og styrkelsen af landets forsvarsevne, at man i Frankrig begyndte at betragte Sovjetunionen som en mulig partner i kampen mod den fascistiske aggressionsfare. I en situation med en dyb økonomisk krise var det ligeledes af ikke uvæsentlig betydning, at forretningskredse i Frankrig var interesseret i en udvidelse af handelen med USSR.

Blandt Frankrigs herskende kredse fandtes dog en del mennesker, der gik ind for et samarbejde med det fascistiske Tyskland. Udenrigsminister Joseph Paul-Boncour indrømmede under en samtale med den sovjetiske ambassadør Valerian Dovgalevskij (d. 22. november 1933), at i Frankrig »er der indflydelsesrige politiske og industri- og handelskredse, som søger en overenskomst med Tyskland«. Han bemærkede, at havde det ikke været for modstand fra hans side »ville Daladier allerede have ført direkte forhandlinger med Tyskland«. Efter at have overvundet betænkelighederne, som var fremkaldt af indædt modstand fra reaktionære kredse, der ikke ønskede at have noget at gøre med Sovjetunionen, nåede den franske regering dog i sidste ende frem til den beslutning, at det var nødvendigt at samarbejde med USSR mod den fascistiske aggression. I sammenhæng med at Tyskland udtrådte af Folkeforbundet og forlod afrustningskonferencen, bemærkede Paul-Boncour under en samtale med den sovjetiske ambassadør i Paris Dovgalevskij, idet han henviste til tilsvarende udtalelser fra sovjetiske diplomater, at man med tiden kunne rejse spørgsmålet om at supplere den sovjetisk-franske ikke-angrebspagt fra 1932 med en pagt om gensidig bistand. Under en samtale med Litvinov d. 31. oktober (i Paris) mindede Paul-Boncour »nogle gange om gensidig bistand som supplement til ikke-angrebspagten«. Han rejste ligeledes spørgsmålet om det ønskelige i, at USSR indtrådte i Folkeforbundet. Folkekommissariatet for udenrigsanliggender meddelte d. 29. november 1933 den franske regering, at USSR var villig til at drøfte spørgsmålet om indgåelse af en aftale med Frankrig om gensidig bistand og om USSR's indtræden i Folkeforbundet. Udenrigskommissariatet gav ambassadøren i Frankrig følgende instrukser: »De kan på grundlag af disse direktiver indlede samtale med Paul-Boncour. Meddel resultaterne.« Den følgende dag informerede Dovgalevskij Paul-Boncour. Litvinov udtalte i disse dage: »Vi valgte at arbejde energisk for at opnå en tilnærmelse til Frankrig.« Kort efter blev Dovgalevskij kaldt til Moskva for at få udførlige instrukser om de videre forhandlinger med den franske regering. Den sovjetiske regering bød i princippet det franske forslag velkommen, men mente alligevel, at det til sikring af freden i Europa ville være mere formålstjenligt ikke at indgå en tosidet sovjetisk-fransk aftale, men derimod en flersidet overenskomst om kollektiv sikkerhed med deltagelse også af andre interesserede stater. Den sovjetiske regering udarbejdede d. 19.-20. december 1933 følgende forslag, som skulle videregives til den franske regering. 1) USSR er rede til under bestemte forudsætninger at indtræde i Folkeforbundet. 2) USSR har ingen indvendinger mod inden for Folkeforbundets rammer at indgå en regional overenskomst om gensidigt forsvar mod aggression fra Tysklands side. 3) USSR er rede til, at Belgien, Frankrig, Tjekkoslovakiet, Litauen, Letland, Estland og Finland eller nogle af disse lande deltager i denne overenskomst, men Frankrigs og Polens deltagelse er obligatorisk. 4) Forhandlinger om præcisering af forpligtelserne i en fremtidig konvention om gensidigt forsvar kan påbegyndes, når Frankrig har fremlagt. .. et overenskomstudkast. 5) Uafhængigt af forpligtelserne i overenskomsten om gensidigt forsvar skal overenskomstdeltagerne forpligte sig til at yde hinanden diplomatisk, moralsk og om muligt materiel hjælp også i tilfælde af et militært angreb, der ikke er forudset i selve overenskomsten.. .« ….I det citerede dokument er der kort og koncist fremlagt de vigtigste principper, som lå til grund for den sovjetiske regerings kamp mod den voksende trussel om en ny verdenskrig. Det er derfor nødvendigt at betragte nogle af disse principper mere detaljeret. For det første. Til forskel fra det franske forslag om at indgå en tosidet sovjetisk-fransk pagt gik Sovjetunionen ind for en bredere aftale. Den sovjetiske regering fandt, at hovedopgaven bestod i at forhindre krigen og tøjle aggressorerne. En sovjetisk-fransk aftale om gensidig hjælp mod aggression kunne spille en enorm rolle i denne sammenhæng. Imidlertid ville indgåelse af en flersidet overenskomst om kollektiv sikkerhed have endnu større betydning for at sikre en holdbar fred i Europa. Indlod Tyskland sig alligevel på krig, ville det være nødt til samtidigt at føre den mod alle pagtens deltagere, dvs. under yderst ugunstige omstændigheder. For det andet må man se på listen over de lande, man planlagde at inddrage i den regionale overenskomst, der i historien er blevet kendt som Østpagten. (Locarno-traktaten af 1925, der skulle garantere sikkerheden i Vesteuropa, benævntes sædvanligvis Vestpagten. Sovjetunionens forslag om en regional overenskomst til sikring af freden i Østeuropa blev i Vesten i begyndelsen kaldt Øst-Locarno, men senere slog betegnelsen Østpagt igennem.) Den i det sovjetiske forslag indeholdte betingelse om, at både Frankrig og Polen skulle være obligatoriske deltagere i denne pagt, var af særlig betydning. Med hensyn til Frankrigs deltagelse forholdt det sig på følgende måde. USSR kunne kun påtage sig traktatlige forpligtelser til at yde hjælp til de i forslaget omtalte lande, såfremt Frankrig også påtog sig sådanne forpligtelser. Ellers kunne det udvikle sig således, at USSR, hvis det kom i krig med Tyskland som resultat af et tysk angreb på de baltiske lande og Frankrig forholdt sig passiv, i realiteten alene ville befinde sig i krigstilstand med det fascistiske rige. Hovedopgaven for den sovjetiske udenrigspolitik bestod på daværende tidspunkt netop i at undgå en sådan krig.

Vestmagternes reaktionære kredse, specielt Storbritanniens, anstrengte sig i disse år energisk på at fremprovokere krig mellem USSR og Tyskland, og mellem USSR og Japan. Sovjetunionen udviste forsigtighed og lod sig ikke påvirke af disse provokationer. Sovjetunionen kunne naturligvis komme et aggressionsoffer til hjælp uden at have en aftale med det om gensidig hjælp. Denne hjælp blev altid ydet med hensyntagen til den konkrete situation og med passende midler og metoder for ikke at inddrage USSR i krig med aggressorerne under yderst farlige og ugunstige betingelser, uden forbundsfæller. Sagen forholdt sig anderledes, hvis Frankrig sammen med USSR kom aggressionsofferet til hjælp, sådan som det var forudset i det sovjetiske forslag. I en sådan situation kunne man seriøst regne med, at Hitler-Tyskland ansigt til ansigt med faren for samtidig at skulle føre krig mod USSR og Frankrig, ikke ville risikere aggressive aktioner mod pagtens øvrige deltagere. Desuden skulle Tyskland tage hensyn til, at efter Frankrig kunne også Storbritannien, dets allierede ifølge Locarno-traktaten, indtræde i krigen. Skulle det alligevel komme til et angreb, ville aggressorerne kunne have været bremset af fælles anstrengelser fra USSR, Frankrig og de øvrige deltagere i Østpagten. Polens deltagelse i pagten havde ligeledes stor principiel betydning for USSR. Det ville i første række betyde, at Polen fra at være et land, der altid aktivt havde taget del i alle den imperialistiske lejrs anti-sovjetiske aktioner, ville blive USSR's allierede. Desuden kunne netop Polens deltagelse i pagten gøre USSR's deltagelse virkelig effektiv, da Sovjetunionen ikke havde grænse fælles med det fascistiske rige og kun kunne tage alvorligt del i en krig mod Tyskland under forudsætning af et snævert samarbejde med Polen, som ville give USSR mulighed for at føre tropper gennem bestemte områder af Polen til den tyske grænse. Det vigtigste var imidlertid, at en koalition med deltagelse af USSR, Frankrig og Polen i realiteten ville have været en effektiv garanti for, at det fascistiske rige ikke ville indlade sig på krig. Garanti for bevarelsen af Polens uafhængighed havde ligeledes stor principiel betydning for USSR's sikkerhed, da Tyskland, så længe der eksisterede et uafhængigt Polen, ikke ville have bekvem adgang til den sovjetiske grænse. Derfor var USSR rede til at gøre sit yderste for at sikre Polens uafhængighed og integritet. Med allierede som Frankrig og Polen kunne Sovjetunionen påtage sig forpligtelser til at yde de baltiske og andre mindre lande hjælp. USSR ville heller ikke, efter at være blevet allieret med Frankrig, have haft indvendinger mod at udstrække allianceforpligtelserne til Frankrigs allierede, Tjekkoslovakiet og Belgien (også Polen var i alliance med Frankrig). Samtidigt var Sovjetunionen vitalt interesseret i at Østpagt-deltagernes gensidige forpligtelser udstraktes til de baltiske stater. Dette skyldtes, at det fascistiske Tyskland efter at have erobret Baltikum ville besidde et yderst gunstigt opmarchområde for et efterfølgende angreb mod USSR.

For det tredje var der spørgsmålet om Folkeforbundet. Folkeforbundsinstitutionen var en integrerende bestanddel af Versaillers-fredstraktatsystemet, der var skabt af Entente-magterne og USA som resultat af sejren i første verdenskrig. Den var et instrument i hænderne på disse lande, som skulle sikre sejrens territoriale og politiske resultater, dvs. den britisk-fransk-amerikanske imperialistiske gruppes dominerende stilling i verden. Samtidig havde Folkeforbundet helt fra sin grundlæggelse været et af centrene for organisering af den udenlandske intervention mod sovjetstaten og andre anti-sovjetiske aktioner. Henimod 1933 ændredes Folkeforbundets rolle i de internationale relationers system. Folkeforbundet var ikke længere et instrument for Frankrig og Storbritannien. Det kunne spille en vis positiv rolle som et af midlerne til at opretholde den kollektive sikkerhed, yde sit bidrag i kampen mod aggression, for at styrke freden og den internationale sikkerhed. I artikel 16 i Folkeforbundets vedtægter var det forudset, at i tilfælde af et medlemslands aggression mod et andet var alle de øvrige forpligtet til at iværksætte økonomiske og militære sanktioner mod aggressoren. (Ifølge artikel 17 i Folkeforbundets vedtægter skulle de samme sanktioner tages i anvendelse over for en aggressor, der ikke var medlem af forbundet. Ved udarbejdelsen af Folkeforbundets vedtægter var det forudset, at disse bistandsgarantier var kollektive (og ikke individuelle). Dette betød, at hjælp til et aggressionsoffer skulle ydes kollektivt, af alle Folkeforbundets medlemmer. Ingen enkelt stat var forpligtet til at iværksætte sanktioner mod en aggressor, hvis der ikke af Folkeforbundsrådet var truffet beslutning om at anvende sanktioner, der i lige grad forpligtede alle medlemmer.) Men sin indtræden i Folkeforbundet var Sovjetunionen interesseret i at omdanne det til et effektivt organ til styrkelse af freden og sikkerheden. I tilfælde af angreb mod USSR fra en hvilken som helst stat var alle andre Folkeforbundsmedlemmer forpligtet til at komme til hjælp. Det var dog ikke muligt at nære nogen særlige forhåbninger til, at de andre medlemmer virkeligt ville yde USSR hjælp. Samtidig blev USSR pålagt forpligtelser til at yde hjælp til de andre af Folkeforbundets medlemmer, der blev ofre for aggression. Den sovjetiske regering var på sin side rede til at deltage i Folkeforbundets kollektive aktioner for at yde hjælp til et aggressionsoffer. Alt dette gjorde det hensigtsmæssigt og muligt, at USSR blev medlem af Folkeforbundet. Organisationens manglende evne til at iværksætte effektive foranstaltninger mod de japanske aggressorer, der i 1931 havde invaderet Nordøstkina (Manchuriet), undergravede dens autoritet. Indtrådte USSR, der var rede til at yde et vægtigt bidrag til kampen mod aggression, kunne det tilføre organisationen nye kræfter. Mange af Folkeforbundets medlemmer var derfor interesseret i, at USSR deltog i denne internationale organisations arbejde. USSR's medlemskab af Folkeforbundet var særlig aktuelt i sammenhæng med, at alle Frankrigs allianceaftaler, heri indbefattet Locarno-traktaten, var baseret på Folkeforbundets vedtægter. Ifølge disse aftaler kunne Frankrig ikke, uden at bryde f.eks. Locarno-traktaten, yde Sovjetunionen hjælp, medmindre Folkeforbundsrådet havde truffet beslutning om, at USSR var offer for aggression. USSR's medlemskab af Folkeforbundet var derfor en nødvendig forudsætning for såvel indgåelse af en aftale om gensidig bistand mellem USSR og Frankrig som for Sovjetunionens forslag om en pagt om kollektiv sikkerhed i Europa. Alle disse omstændigheder er baggrunden for, at Sovjetunionen det følgende efterår fra et flertal af Folkeforbundets medlemmer modtog en indbydelse til at indtræde i organisationen. Efter at være indtrådt i Folkeforbundet blev Sovjetunionen det medlem, der mest konsekvent kæmpede mod aggressionen, for opretholdelse af freden.

For det fjerde var der endnu et vigtigt moment i forbindelse med det sovjetiske forslag. I forslaget hed det, at deltagerne i overenskomsten skulle yde hinanden støtte, hvis de blev udsat for et angreb fra en stat, der ikke deltog i overenskomsten. Dette punkt sigtede helt klart på den fare, der på daværende tidspunkt truede Sovjetunionen fra Japans side. Da Frankrig fremsatte forslaget om at indgå en aftale med USSR om gensidig bistand, rejste den sovjetiske regering straks spørgsmålet, om Frankrig også tænkte på gensidig bistand i Det fjerne Østen. Den franske regering erklærede sig imidlertid kun parat til at indgå en aftale med USSR, som sigtede mod tysk aggression. Den sovjetiske regering var interesseret i, at der blev ydet om ikke direkte militær hjælp, så dog en vis form for støtte i tilfælde af en konflikt i Det fjerne Østen. Det må her bemærkes, at selve den kendsgerning, at man indgik en sådan pagt, endog uden det pågældende punkt, ville være ganske betydningsfuldt for Sovjetunionen i tilfælde af en konflikt med Japan. Da pagten ville være en yderligere garanti for fred ved den sovjetiske vestgrænse, kunne den sovjetiske regering tillade sig at koncentrere flere kræfter og større opmærksomhed om kampen mod den fjernøstlige aggressor. På USSR's centrale eksekutivkomites møde d. 29. december 1933 understregede Maksim Litvinov, at »fredens sikring kan ikke alene afhænge af vore anstrengelser og kræver samarbejde og samvirke med andre stater«. USSR stræbte derfor efter at etablere og vedligeholde venskabelige forbindelser med alle stater, men var i særlig grad optaget af at styrke forbindelserne og søge tættest mulig tilnærmelse til de stater, der ligesom Sovjetunionen var interesseret i at bevare freden og rede til at yde modstand mod dem, der brød freden. »USSR er på sin side rede til at virkeliggøre denne opgave, eftersom arbejdet i denne retning dikteres af alle arbejdende menneskers interesser i hele verden, af alle folks sikkerhed, herunder naturligvis også folkene i Sovjetunionen. Et folk, der som vort har givet de største beviser på sin fredsvilje og respekt for andres sikkerhed, har også ret til størst mulig sikkerhed for sig selv.« Med sit forslag om at afslutte en regional overenskomst om gensidigt forsvar mod den fascistiske aggression indførte den sovjetiske regering en ny etape i den aktive kamp for fred og sikkerhed i Europa. USSR's principielle og resolutte kamp mod aggression vandt udbredt anerkendelse og tilslutning fra folkemasserne i alle europæiske lande. Den sovjetiske ambassadør i Paris Valerian Dovgalevskij overbragte d. 28. december 1933 den sovjetiske regerings forslag til den franske udenrigsminister Joseph Paul-Boncour. Efter at være gjort bekendt med disse forslag kunne den franske minister ikke undlade at anerkende, at de var af helt afgørende betydning for fredens opretholdelse. »Vi går sammen med Dem i gang med en opgave af den største vigtighed, vi begynder i dag sammen at skabe historie,« udtalte han til den sovjetiske ambassadør.

Den sovjetiske regerings forslag blev dog ikke uden vaklen accepteret af den franske regering. Landets reaktionære kredse, der nærede et uforsonligt had til Sovjetunionen, ville på trods af truslen, der hang over Frankrig, endog ikke høre tale om samarbejde med USSR. De håbede på at komme til forståelse med nazisterne. Først d. 20. april 1934 meddelte Louis Barthou (afløste i februar Paul-Boncour på posten som Frankrigs udenrigsminister) den sovjetiske regering, at han var bemyndiget til at fortsætte forhandlingerne. Med den for ham karakteristiske energi begyndte Barthou at arbejde for en vellykket afslutning på forhandlingerne. Han forstod ganske klart, hvilken fare der truede Frankrig fra det fascistiske Tysklands side, og så i Sovjetunionen den vigtigste allierede i kampen mod denne fare. Samtidig mente han, at såfremt Frankrig afviste det sovjetiske forslag, kunne USSR blive tvunget til at træffe foranstaltninger, der kunne genetablere lignende relationer, med Tyskland, som eksisterede mellem de to lande på grundlag af Rapallo-traktaten fra 1922. I så fald ville Tyskland benytte sig af de fordele, Frankrig havde afvist. I slutningen af april 1934 informerede det franske udenrigsministeriums generalsekretær Alexis Léger den sovjetiske ambassade i Paris om et af den franske part udarbejdet skema (skitse) til traktatlig udformning af Sovjetunionens pagtforslag. Ifølge dette skema forudsattes, at der blev indgået en flersidet regionalpagt om gensidig bistand (Østpagten) med deltagelse af USSR, Tyskland, Tjekkoslovakiet, Polen og de baltiske stater (men uden Frankrigs deltagelse). Pagtens deltagere skulle påtage sig forpligtelser om ikke-angreb og gensidig hjælp i tilfælde af aggression. Ifølge det franske skema var det dog kun nabostater, der skulle yde hinanden hjælp. Det var ligeledes forudset, at USSR og Frankrig skulle indgå en tosidet aftale om gensidig bistand, der skulle sammenkædes med såvel Østpagten som Locarno-traktaten af 1925. Ifølge denne aftale skulle Frankrig yde Sovjetunionen hjælp i tilfælde af angreb fra én eller flere af Østpagt-deltagerne. Sovjetunionen skulle komme Frankrig til hjælp, hvis det blev angrebet af et af landene, som havde undertegnet Locarno-traktaten. (Ud over Frankrig deltog Tyskland, Storbritannien, Italien og Belgien i Locarno-traktaten). Det af det franske udenrigsministerium udarbejdede skema indsnævrede de forpligtelser, Frankrig ifølge det sovjetiske forslag skulle påtage sig: det forpligtedes kun til at yde hjælp til USSR, og ikke til alle Østpagt-deltagerne. Frankrig var dog på grundlag af tidligere indgåede aftaler allianceforpligtet over for Polen og Tjekkoslovakiet. Men i tilfælde af, at Tyskland angreb de baltiske lande, kunne Frankrig forholde sig passiv. Den sovjetiske chargé d'affairs i Frankrig Marsel Rosenberg henledte straks Légers opmærksomhed på denne mangel ved det foreslåede skema. Det franske udenrigsministeriums generalsekretær svarede, at den franske regering ikke kunne påtage sig forpligtelser til at yde de baltiske lande hjælp.

Den franske aftaleskitse adskilte sig også fra det sovjetiske forslag ved, at den forudså Tysklands deltagelse i pagten. En sådan ændring ville naturligvis straks komplicere forhandlingerne om pagten. Under hensyntagen til den betydning den franske regering (delvis under indflydelse af Storbritannien og Polen) tillagde den omstændighed, at Tyskland blev tilbudt at deltage i pagten, havde den sovjetiske regering ingen indvendinger mod, at en sådan ændring blev indføjet i dens forslag. I en samtale med Louis Barthou d. 4. juni 1934 vendte Maksim Litvinov tilbage til spørgsmålet om hjælp til de baltiske lande. Den franske minister anerkendte det overbevisende i den sovjetiske parts argumenter, men gav ikke noget definitivt svar. Østpagt-udkastet blev drøftet på et fransk regeringsmøde d. 5. juni 1934. Den franske regering var imidlertid ikke indstillet på at stille garantier for de baltiske lande. Den følgende dag meddelte Barthou folkekommissæren denne beslutning. Den sovjetiske regering fastholdt dog fortsat, at de franske garantier skulle udstrækkes til Baltikum, og afviste at opdele pagtens deltagere i naboer og ikke-naboer, eftersom det ikke forudsattes, at der skulle ydes hjælp til sidstnævnte. I sidste ende opgav den franske regering denne opdeling, men kunne som hidtil ikke acceptere at påtage sig forpligtelser til at yde de baltiske stater hjælp. Efter at de sovjetiske og franske repræsentanter var nået til enighed om hovedspørgsmålene i forbindelse med indgåelsen af Østpagten, blev det besluttet at indlede forhandlinger med regeringerne i de øvrige lande, der skulle deltage i pagten. Den forberedte skitse til pagtens tekst indeholdt en regionalaftale om gensidig hjælp - en aftale mellem USSR og Frankrig og en generalakt. Det forudsattes, at Polen, USSR, Tyskland, Tjekkoslovakiet, Finland, Estland, Letland og Litauen skulle deltage i den regionale aftale om gensidig hjælp. Sammen med forpligtelserne til at yde hjælp i tilfælde af aggression forudsås konsultationer mellem pagtdeltagerne med det formål at forebygge krig eller genoprette freden. Ifølge den sovjetisk-franske aftale blev USSR på linje med Storbritannien og Italien garant for Locarno-traktaten af 1925. Frankrig forpligtede sig til at yde USSR hjælp i tilfælde af et angreb fra en af Østpagt-deltagerne. Ifølge generalakten skulle Østpagten træde i kraft efter at USSR var blevet medlem af Folkeforbundet.

Da USSR's udenrigskommissær informerede de sovjetiske ambassadører i de berørte lande om skitsen til pagtteksten, understregede han, at der ikke var tale om et udkast, men kun en skitse, han havde fået overbragt af franskmændene i Genéve. I skrivelsen blev det bl.a. påpeget, at det ville være hensigtsmæssigt at indføje en aggressionsdefinition i regionalpagten. Folkekommissæren gav udtryk for den opfattelse, at Tjekkoslovakiet, Polen og de baltiske lande, der havde underskrevet konventionen om aggressionsdefinition, »vel næppe kan indvende noget mod denne ændring. Sandsynligvis vil heller ikke Frankrig modsætte sig dette, men der må forventes modstand fra Tysklands side.« Frankrig informerede i første række Tjekkoslovakiet og Polen om Østpagt-planerne. D. 6. juni 1934 redegjorde de sovjetiske ambassadører for forløbet af forhandlingerne over for regeringerne i de baltiske lande. Den følgende dag videregav den franske ambassadør forslaget om at indgå en Østpagt til den tyske regering. USSR's aktive kamp for fred og sikkerhed i Europa førte på daværende tidspunkt til en generel forbedring i både de sovjetisk-tjekkoslovakiske og sovjetisk-rumænske relationer. I de foregående år havde regeringerne i Tjekkoslovakiet og Rumænien, bl.a. så indflydelsesrige politikere som Eduard Benes og Nicolas Titulescu, indtaget en ekstremt anti-sovjetisk holdning. Under truslen mod begge landes uafhængighed fra det fascistiske rige blev de tvunget til at revidere deres politik over for USSR, der mest resolut bekæmpede den nazistiske aggression. D. 9. juni 1934 blev der udvekslet noter angående oprettelse af diplomatisk forbindelse mellem USSR og Tjekkoslovakiet og USSR og Rumænien. Da den tjekkoslovakiske regering havde modtaget forslaget om at indgå en Østpagt, meddelte den straks, at den accepterede forslaget og var parat til at deltage i pagten, endog i tilfælde af en negativ holdning fra Tysklands side. Polens holdning var en ganske anden. Under en samtale med Louis Barthou i Genéve d. 4. juni 1934 erklærede Jozef Beck, at han ikke ville skjule sin skepsis med hensyn til chancerne for at føre planen ud i livet. Maksim Litvinov telegraferede samme dag fra Berlin, at Beck går »imod de af os foreslåede pagter«. D. 27. juni konstaterede folkekommissæren, at »Polen er den væsentligste hindring for realiseringen af regionalpagten.«

Det sovjetiske diplomati gjorde alt, hvad det formåede, for at klargøre for den polske regering, hvilken enorm betydning Østpagten kunne have til sikring af landets uafhængighed. Isvestija skrev d. 16. juli 1934, at Østpagten gav Polen reelle garantier for dets grænser, der ikke kunne anses for at være i tilstrækkelig grad sikret ved den polsk-tyske venskabs- og ikke-angrebsdeklaration. Bladet udtrykte håb om, at den polske regering »efter at have tænkt sig om, vil finde denne pagt nyttig både for den polske republik og verdensfreden.« Også Finland var negativt indstillet til Østpagten. Den tyske gesandt i Finland Wipert von Blücher bemærkede, at Finland forholdt sig yderst negativt til Østpagten og omvendt søgte tilnærmelse til de lande, der indtog en fjendtlig holdning til Sovjetunionen. Hitler-Tyskland stillede sig straks fra starten det mål at sabotere Østpagt-forhandlingerne. Den tyske udenrigsminister von Neurath erklærede (ganske vist som en foreløbig opfattelse) d. 13. juni over for Maksim Litvinov, der gjorde ophold i Berlin, at »pagtskemaet er uantageligt for Tyskland«. Det tyske diplomati udfoldede en feberagtig aktivitet mod pagten, da den kunne blive en hindring for realiseringen af rigets aggressionsplaner. Repræsentanter for de lande, der efter planen skulle deltage i pagten, kaldtes den ene efter den anden til det tyske udenrigsministerium. Også de tyske diplomater i disse landes hovedstæder udførte et aktivt undergravende arbejde. Louis Barthou besluttede ligeledes at forelægge planer om at indgå en pagt for Storbritannien. Holdningen i et på den tid så indflydelsesrigt land i Europa som Storbritannien havde stor betydning for forhandlingerne om pagten. Støttede Storbritannien ideen om Østpagten, og i endnu højere grad hvis det selv blev deltager i pagten, kunne det fremme en vellykket udgang på forhandlingerne. I instrukser til den sovjetiske ambassade om samtalerne med de britiske politikere skrev Litvinov d. 29. juni 1934, at »der findes intet andet middel til at holde det krigeriske Tyskland i tømme end indgåelse af en pagt om gensidig bistand«. Østpagt-planerne harmonerede imidlertid ikke med den grundlæggende udenrigspolitiske konception hos Storbritanniens herskende kredse, der drømte om at dirigere den fascistiske ekspansion østpå. Den britiske regering viste sig derfor straks at være modstander af pagten. Deri tyske ambassadør i London Leopold von Hoesch skrev d. 13. juni 1934 om resultater af samtaler, han havde ført med Storbritanniens udenrigsminister John Simon, at »det er ganske klart lidet sympatisk for ham overhovedet at inddrage Rusland i den europæiske sikkerhedskombination«.

I en karakteristik af Storbritanniens holdning kunne den sovjetiske ambassade i London helt berettiget meddele til Moskva, at Storbritannien var »modvilligt« indstillet til Østpagten. »Østpagten ville kraftigt styrke vores internationale position, sikre vores vestgrænse og lette situationen for os i Det fjerne Østen. Et sådant resultat kan næppe i særlig grad henrykke den britiske regering.« Det amerikanske blad Baltimore Sun skrev d. 13. februar 1935, at der i Storbritannien var folk, som hader USSR stærkere, end de elsker freden. Ingen af disse folk kunne begejstres over Østpagten, der i det mindste for ti år ville love det kommunistiske Rusland fred. Ingen af dem ville beklage, hvis Tyskland, Polen og Japan sammen angreb USSR. De ville med glæde sælge dem krigsmateriel til dette formål. Den britiske regering brød sig endog ikke om, at indgåelsen af Østpagten skulle medføre en styrket position for dens allierede - Frankrig. Den foretrak, at Frankrig var afhængig af Storbritannien, hvad der gav den britiske regering et effektivt instrument til at påvirke hele den franske udenrigspolitik og derved i realiteten sikre, at Storbritannien kunne spille hovedrollen ved løsningen af mange europæiske problemer.

I begyndelsen af juli 1934 rejste Louis Barthou til London med det formål at få ændret Storbritanniens modvillige holdning til Østpagten. Det britiske diplomati besluttede i sidste ende formelt at imødekomme dets franske allierede, men i virkeligheden var den britiske »støtte« kun et skalkeskjul. Kernen i den britiske politik bestod i følgende: At offentliggøre en erklæring om Storbritanniens støtte til ideen om Østpagten med det formål at forhindre en eventuel tosidet fransk-sovjetisk aftale om gensidig bistand (det britiske diplomati var i særlig grad negativt indstillet til en sådan aftale), men i virkeligheden gennem forskellige intriger umuliggøre en vellykket afslutning på Østpagt-forhandlingerne. Det britiske diplomati stillede først og fremmest krav om, at Tyskland skulle deltage i overenskomsten mellem USSR og Frankrig om gensidig bistand, skønt det var uden for enhver tvivl (eller rettere sagt, netop derfor), at Tyskland ikke ville acceptere et sådant forslag. Den britiske udenrigsminister John Simon erklærede d. 13. juli i parlamentet, at Storbritannien støttede Østpagten. Samtidig lod de britiske politikere i personlige samtaler den tyske regering forstå, at de i virkeligheden på ingen måde sympatiserede med Østpagten. D.19. juli erklærede Simon over for den tyske ambassadør von Hoesch, at »den britiske regering havde besluttet at ., støtte pagtforslagene i lyset af det truende alternativ om en formel fransk-russisk alliance, som Storbritannien ønskede at undgå under alle omstændigheder. .« USA's regering indtog ligeledes en negativ holdning til Østpagt-planerne. Den amerikanske historiker Foster Rhea Dulles påpegede i den forbindelse, at i Amerikas forenede Stater »håbede man, hvis der udbrød krig i Europa, at det på en eller anden måde ville blive kanaliseret over i et korstog mod kommunismen og realisere de mål, som det ikke var lykkedes den allierede intervention at nå i 1918«. Tyskland gav indtil videre ikke noget officielt svar på forslaget om dets deltagelse i Østpagten, men lagde som hidtil ikke skjul på dets negative holdning og arbejdede på at sabotere pagtens indgåelse. Med henvisning til at det ikke var muligt at indgå en pagt uden Tyskland fastholdt også den polske regering en negativ indstilling. Indgåelse af Østpagten var i overensstemmelse med de baltiske landes nationale interesser. Det fremgik imidlertid, at hverken Frankrig eller Storbritannien ønskede at komme dem til hjælp i tilfælde af tysk aggression. F.eks. erklærede Robert Vansittart fra det britiske udenrigsministerium over for generalsekretæren i Letlands udenrigsministerium Vilhelms Munters, at han ikke så det fjerneste perspektiv i, at den britiske og franske regering påtog sig nogen som helst forpligtelser til at garantere opretholdelsen af status quo i Baltikum.

Under disse betingelser indtog Letland og Estland i realiteten en afventende holdning. Litauen, der var mere direkte truet af det fascistiske Tyskland, var det eneste af de baltiske lande, som ubetinget støttede Østpagten. En ny fase i Østpagt-forhandlingerne indtrådte efteråret 1934. Hitler og von Neurath foreslog under en samtale d. 27. august 1934 med den polske ambassadør i Berlin Józef Lipski, at man skulle etablere et hemmeligt polsk-tysk samarbejde med det formål at sabotere Østpagten. Samtidigt lod fascisterne forstå, på hvilket grundlag det var muligt at bygge et vidtrækkende polsk-tysk samarbejde. Hitler erklærede, at hvis man i Versailles i 1919 havde placeret Polens adgang til havet øst for Østpreussen, så ville Polen og Tyskland for længst have været allierede, og Polen ville have kunnet rette blikket mod øst. Nogle dage senere meddelte Lipski, at Polen accepterede det »uofficielle« samarbejde med det fascistiske rige med det formål at sabotere pagten. D. 8. september 1934 tilsendte Tyskland de øvrige planlagte Østpagt-deltagere et officielt memorandum om, at det ikke agtede at deltage i en flersidet aftale, der forudsatte gensidig hjælp. Den tyske regering henviste til, at den foretrak tosidede aftaler. Da den fandt det politisk set uklogt totalt at afvise ideen om at indgå en flersidet aftale, erklærede den, at den kun var villig til at undertegne en aftale, der indeholdt forpligtelser om ikke-angreb og konsultationer. Den polske regering fulgte den kurs, der var afstukket af det fascistiske rige. D. 27. september erklærede den officielt, at den ikke kunne acceptere at deltage i Østpagten, såfremt Tyskland stod udenfor. Polen erklærede ligeledes, at det afslog at deltage i en pagt med Tjekkoslovakiet og Litauen. Dette bekræftede ganske klart de polske lederes fjendtlige hensigter over for disse to stater.

Folkeforbundet var helt fra sin oprettelse et af centrene, hvor man planlagde og udarbejdede de imperialistiske magters anti-sovjetiske aktioner. Frem til begyndelsen af 1930'rne forholdt Sovjetunionen sig derfor ganske naturligt negativt til Folkeforbundet. Henimod 1933 ændredes den internationale situation imidlertid radikalt. Den britisk-franske imperialistiske gruppe var udsat for et stadigt stigende pres fra Japans og Tysklands side. I London og Paris var man tvunget til radikalt at revidere sin politik over for Sovjetunionen. Dette kom også til udtryk i Folkeforbundet. Mange af forbundets medlemmer var desuden af den opfattelse, at det var ønskeligt, at USSR deltog i organisationen, da den i så fald mere effektivt ville kunne yde aggressorerne modstand. Spørgsmålet om USSR's indtræden i Folkeforbundet blev første gang rejst af den franske regering, da den i slutningen af oktober 1933 begyndte at vise interesse for at samarbejde med USSR i kampen mod aggressionen fra Tysklands side. Den sovjetiske regering fandt det i endnu højere grad muligt, at USSR blev medlem af Folkeforbundet, eftersom de aggressive magter, Japan og Tyskland, på daværende tidspunkt havde forladt forbundet. Den sovjetiske ambassadør Valerian Dovgalevskij overlod d. 28. december 1933 Paul-Boncour forslaget om at indgå en Østpagt og informerede ham samtidig om USSR's principielle accept af at indtræde i Folkeforbundet. I en samtale med den amerikanske journalist Walter Duranty fremlagde Stalin Sovjetunionens holdning til Folkeforbundet og udtalte i den forbindelse: »På trods af Tysklands og Japans udtræden af Folkeforbundet - eller måske, netop derfor - kan forbundet i nogen grad blive en bremse, der forhaler krigshandlingernes udbrud eller hindrer dem. Hvis det forholder sig således, hvis forbundet kan blive en slags vejspærring og således, om end i begrænset udstrækning, vanskeliggøre krigen og i nogen grad lette fredens sag, så er vi ikke mod forbundet. Ja, hvis de historiske begivenheder udvikler sig således, er det ikke udelukket, at vi vil støtte Folkeforbundet på trods af dets kolossale mangler.«

Den franske regering genoptog spørgsmålet om USSR's indtræden i Folkeforbundet i juni 1934. Sovjetunionen reagerede positivt. Frankrigs udenrigsminister blev overdraget en erklæring fra den sovjetiske regering om, at USSR tidligere havde sammenkædet sin indtræden i Folkeforbundet med indgåelsen af Østpagten, men nu alligevel var parat til at indtræde i forbundet i tilfælde af en tilsvarende indbydelse og sikring af en permanent plads til Sovjetunionen i Folkeforbundsrådet. USSR er af den opfattelse, hed det i erklæringen, at dette skridt »vil lette indgåelsen af pagter til styrkelse af freden«. Størstedelen af Folkeforbundets medlemmer var positivt indstillet til USSR's indtræden i denne internationale organisation. Også den britiske regering erklærede, dog ikke uden tøven, at den var rede til at støtte Sovjetunionens indtræden i Folkeforbundet. De regeringer, der indtog en yderst fjendtlig holdning til USSR, betragtede imidlertid dette skridt fra Sovjetunionens side med modvilje. Polens holdning kunne kun give anledning til agtpågivenhed. De herskende kredse i Polen havde altid stræbt efter at isolere USSR internationalt for at skabe gunstige betingelser for realiseringen af deres anti-sovjetiske planer. Som resultat af USSR's indtræden i Folkeforbundet (og ligeledes indgåelsen af Østpagten) ville Sovjetunionens stilling ændres radikalt. Det ville have saboteret planerne om at isolere USSR internationalt. I Warszawa var man også yderst utilfreds med, at USSR efter sin indtræden i Folkeforbundet skulle blive permanent medlem af forbundsrådet. De reaktionære polske ledere havde igennem mange år energisk arbejdet på at få Polen anerkendt som stormagt og dominerende kraft i Østeuropa. Med dette for øje stræbte de i særdeleshed efter at opnå en permanent plads i Folkeforbundsrådet. At USSR indtrådte i organisationen og fik tildelt permanent plads i forbundsrådet, dvs. anerkendelse af Sovjetunionens enorme rolle i internationale anliggender, ville altsammen undergrave den polske regerings stormagtsambitoner. USSR's udenrigskommissær meddelte d. 4. juli fra Genéve, at Polens udenrigsminister Józef Beck udfolder bag kulisserne »en rasende agitation mod vores indtræden i forbundet«. Finlands holdning viste sig ligeledes uvenlig i forbindelse med Sovjetunionens indtræden i Folkeforbundet. Spørgsmålet gav anledning til endnu en anti-sovjetisk kampagne i den borgerlige finske presse. En negativ holdning indtog også visse lande, hvis herskende kredse ud fra deres klassebetingede had til sovjetstaten endog ikke fandt det muligt at oprette diplomatiske forbindelser med USSR (Portugal, Schweiz og andre).

Efter sin ankomst til Genéve drøftede USSR's udenrigskommissær d. 14. september 1934 med de franske repræsentanter et udkast til en indbydelse til USSR om at indtræde i Folkeforbundet og ligeledes den sovjetiske regerings svar på indbydelsen. Den følgende dag sendte repræsentanter for 30 lande et telegram til den sovjetiske regering, hvori det blev påpeget, at de »idet de finder, at opretholdelse og styrkelse af freden, der er Folkeforbundets hovedmål, kræver samarbejde mellem alle stater, hermed indbydes Unionen at Socialistiske Sovjetrepublikker til at indtræde i Folkeforbundet og tilføre det dens værdifulde samarbejde«. Spørgsmålet om USSR's indtræden i Folkeforbundet blev behandlet på et møde i delegeretforsamlingen d. 18. september. Indtræden krævede to tredjedeles stemmeflertal og valg til forbundsrådet enstemmighed. For USSR's indtræden i Folkeforbundet stemte 39, imod 3 (Holland, Portugal og Schweiz), mens 7 undlod at stemme. Der blev ikke afgivet stemmer imod USSR's medlemskab af Folkeforbundsrådet, men ti lande undlod at stemme. USSR var således optaget i Folkeforbundet og permanent medlem af forbundsrådet. I sin tale i delegeretforsamlingen i forbindelse med Sovjetunionens indtræden i forbundet erklærede USSR's udenrigskommissær, at Folkeforbundet desværre ikke rådede over midler til totalt at afskaffe krig. Gennem alle medlemmers faste vilje og venskabelige samarbejde kan der imidlertid gøres meget for at forhindre krig. »Den sovjetiske regering«, erklærede han, »har gennem hele sin eksistensperiode uophørligt arbejdet på den opgave. Fra nu af ønsker den at forene sine bestræbelser med bestræbelserne fra alle andre stater, der er repræsenteret i forbundet.« Den sovjetiske repræsentant erklærede, at det for at opretholde freden ikke var tilstrækkeligt med deklarationer alene, men at der krævedes mere effektive midler. Sovjetunionens indtræden i Folkeforbundet styrkede afgørende denne internationale organisation og dens muligheder for at opretholde freden. USSR's forsvarsmæssige styrke og økonomiske ressourcer forøgede ganske betydeligt forbundets potentielle kræfter og muligheder, som var nødvendige til kampen imod aggression. Den sovjetiske regerings beslutsomhed på at gøre alt, hvad den formåede, for at tøjle aggressorerne og styrke freden kunne øge Folkeforbundets effektivitet og dets rolle i løsningen af spørgsmålet om krig og fred. Folkeforbundets vicegeneralsekretær, englænderen Francis Paul Walters, anerkendte, at USSR's deltagelse i denne internationale organisations arbejde var »en begivenhed af allerstørste betydning i efterkrigsverdenens politiske udvikling«. Selv borgerlige politikere og historikere måtte indrømme, at Sovjetunionen blev Folkeforbundets mest aktive tilhænger af den kollektive sikkerhedspolitik.

Efter sin indtræden i Folkeforbundet blev Sovjetunionen ligeberettiget deltager i disse års vigtigste internationale organisation, hvor det på linje med Storbritannien, Frankrig og andre lande aktivt kunne tage del i løsningen af internationale problemer, herunder problemerne om fred og sikkerhed. Dette åbnede nye muligheder for den sovjetiske regering til en yderligere aktivisering af kampen for fred og mod aggression. I lyset af det fascistiske riges og Polens negative holdning besluttede den sovjetiske regering at arbejde for indgåelse af Østpagten uden dem, dvs. med de lande, der udtrykte ønske om at deltage. Frankrigs udenrigsminister Louis Barthou gik fortsat aktivt ind for pagtens indgåelse. Det var ikke tilfældigt, at hans navn stod på listen over de europæiske statsmænd, som nazisternes hemmelige efterretningsvæsen besluttede at »fjerne«. Organiseringen af mordet på Barthou blev overdraget en vis Hans Speidel, der var medhjælper hos den tyske militærattaché i Paris. Under kodebetegnelsen »Teutonenschwert« blev der udarbejdet en detaljeret attentatplan. Mordet i Marseille d. 9. oktober 1934 var et alvorligt slag for planerne om at indgå en Østpagt. Ny fransk udenrigsminister blev Pierre Laval, der indførte radikale ændringer i landets udenrigspolitiske kurs, eftersom han anså det for sin hovedopgave at komme til forståelse med Tyskland. Allerede ved Louis Barthous begravelse meddelte Laval Tjekkoslovakiets udenrigsminister Edward Benes, at der ikke var nogen grund til at^; forcere en tilnærmelse til USSR, da det var vigtigere at opnå en overenskomst med Tyskland. Den franske minister erklærede, at »af alle franske politikere var det ham, Laval, der havde gjort mest for en tilnærmelse til Tyskland«, og at han var, »rede til at få en aftale i stand med Tyskland«. Alt dette betød afslutningen på den proces til styrkelse af de sovjetisk-franske relationer, som havde fundet sted indtil dette tidspunkt. Laval indstillede sig efter de i Frankrig herskende stemninger og erklærede gentagne gange, at han ville fortsætte Barthous politik, men i al hemmelighed arbejdede han frem mod en »fastfrysning« af relationerne mellem USSR og Frankrig. Det var ingen tilfældighed, at den franske minister bar tilnavnet »den laverende Laval«.

Den vigtigste opgave for det sovjetiske diplomati bestod i at forhindre en tysk-fransk handel, hvis kerne kunne reduceres til, at nazisterne til gengæld for, at Tyskland forpligtede sig til ikke at angribe Frankrig, fik frie hænder til aktioner mod øst. USSR's folkekommissariat for udenrigsanliggender var af den opfattelse, at indgåelse af Østpagten ville være en form for garanti mod en anti-sovjetisk aftale mellem Frankrig og Tyskland. Da man ikke kunne forvente en snarlig undertegnelse af pagten, blev det besluttet at foreslå den franske regering at undertegne en overenskomst om »USSR's og Frankrigs reciprokke forpligtelse til ikke at afslutte nogen politiske overenskomster med Tyskland uden forudgående gensidig varsling og ligeledes om gensidig information om enhver form for politiske forhandlinger med Tyskland«. Det lykkedes for den sovjetiske regering d. 5. december 1934 at få undertegnet en sovjetisk-fransk protokol, ifølge hvilken de to regeringer forpligtede sig til ikke at indlede forhandlinger, som kunne have til formål at underskrive overenskomster, der kunne være til skade for forberedelsen og indgåelsen af Østpagten. Nogle dage senere tilsluttede Tjekkoslovakiet sig den sovjetisk-franske protokol. Da det efter Hitlers erklæringer i marts 1934 blev endegyldigt fastslået, at Tyskland og Polen indtog en negativ holdning til Østpagt-planerne, rejste den sovjetiske regering d. 29. marts spørgsmålet om indgåelse af en tresidet sovjetisk-fransk-tjekkoslovakisk aftale om gensidig bistand. I Paris udtalte man sig imidlertid til fordel for indgåelse af tosidede sovjetisk-franske og sovjetisk-tjekkoslovakiske aftaler. Divergenserne mellem disse forslag bestod i, at det franske forslag forudsatte, at Frankrig og USSR hver for sig påtog sig forpligtelser over for Tjekkoslovakiet, mens det sovjetiske forslag indebar, at de to magter forpligtede sig i fællesskab. For Tjekkoslovakiet ville en sådan fælles garanti fra to af Europas stærkeste magter have været mere substantiel. En tresidet aftale ville for Tjekkoslovakiet også betyde, at det ikke var forpligtet til alene at yde USSR hjælp, hvis ikke Frankrig ydede Sovjetunionen denne hjælp, og at indgå en aftale med USSR uden dette forbehold fandt Tjekkoslovakiet ikke mulig. For USSR gjorde lignende overvejelser sig gældende. Sovjetunionen var heller ikke interesseret i at komme i en situation, hvor landet ville være traktatligt forpligtet til at yde Tjekkoslovakiet hjælp uden at have garantier for, at også Frankrig ville komme til hjælp. Den franske regering ville imidlertid ikke forpligte sig til at drøfte sin holdning til spørgsmålet om at yde hjælp til Tjekkoslovakiet med Sovjetunionen. Den stræbte efter at bevare sin fulde frihed til at afgøre, om den skulle komme Tjekkoslovakiet til hjælp eller ej.

Den sovjetiske regering fandt det mest hensigtsmæssigt alligevel under en eller anden form at afslutte en Østpagt. Folkekommissariatet for udenrigsanliggender informerede d. 2. april 1935 ambassaden i Frankrig om, at USSR's holdning »består i at have en gensidig pagt om hjælp i Øst med deltagelse af Tyskland og Polen, og hvis Tyskland afslår, så dog med deltagelse af Polen, i tilfælde af, at Polen heller ikke accepterer, så med Frankrig, Tjekkoslovakiet og de baltiske lande. Hvad angår Lavals nye forslag om tosidede pagter om gensidig bistand, så er det os uklart, 'hvad det kan give os. . .« Sovjetunionen tillagde det som hidtil den allerstørste betydning, at Østpagten også garanterede de baltiske stater mod tysk aggression. Angående dette spørgsmål skrev udenrigskommissariatet, at »Tysklands okkupation af disse lande ville være optakten til et angreb mod USSR«. Derfor skal Frankrig yde Sovjetunionen hjælp i det øjeblik, de tyske væbnede styrker overskrider deres østgrænse. Såfremt de baltiske lande er uden garantier fra Frankrig og de øvrige Østpagt-deltagere, og Sovjetunionen ville komme »disse lande til hjælp« - påpegede udenrigskommissariatet - »så ville vi komme til at mangle fransk hjælp allerede under den videre udvikling af krigsoperationerne og ved Tysklands angreb mod vore grænser, eftersom vi selv ville have indledt krigen med Tyskland for at forsvare Baltikum. På dette område forestår der os øjensynlig en større diskussion med Frankrig og Storbritannien.« D. 6. april tilstillede den sovjetiske ambassadør i Paris Vladimir Potjomkin den franske udenrigsminister en tilsvarende erklæring. Den franske regering støttede dog ikke det sovjetiske forslag om at indgå Østpagten uden Tyskland og Polen. Ydermere erklærede Pierre Laval i samtalen med den sovjetiske ambassadør, at Frankrig aldrig ville gå med til at garantere de baltiske stater hjælp. Det var derfor kun muligt at indgå tosidede overenskomster. D. 9. april meddelte den franske regering officielt, at den var parat til at afslutte en gensidig bistandsaftale med USSR. I lyset af den fortsatte skærpelse af den internationale situation og umuligheden af at indgå en bredere overenskomst besluttede den sovjetiske regering at undertegne en tosidet sovjetisk-fransk aftale om gensidig bistand. D. 10. april modtog den sovjetiske ambassadør i Frankrig Vladimir Potjomkin de behørige instruktioner fra Moskva. Det blev heri i særdeleshed påpeget, at det i aftalen var nødvendigt at indføje betingelser om, at USSR og Frankrig i tilfælde af aggression skulle yde hinanden øjeblikkelig hjælp uden at afvente en beslutning i Folkeforbundsrådet.

I midten af april førtes der i Genéve forhandlinger mellem Maksim Litvinov og Pierre Laval, hvorunder der blev udarbejdet et aftaleudkast. Forhandlingerne viste imidlertid, at man ikke kunne forlade sig på Laval. Hans bestræbelse på at komme overens med nazisterne var åbenlys. Litvinov bemærkede, at det ville glæde Laval, hvis den sovjetisk-franske pagt »blev forpurret, uden at man personligt kunne bebrejde ham det«. »Men Laval selv ville heller ikke afbryde forhandlingerne og opgive pagten, så længe der ikke skimtedes konturerne af nogen som helst aftale med Tyskland. Det bedste for Laval ville være at trække forhandlingerne i langdrag i håbet om, at det med Storbritanniens hjælp ville lykkes at få Tyskland til at forelægge Frankrig nogle attraktive tilbud.« Af forhandlingerne med Laval uddrog Litvinov den konklusion, at »man ikke kan stille seriøse forhåbninger til pagten, hvad angår virkelig militær hjælp i tilfælde af krig. Vor sikkerhed ligger som hidtil udelukkende i hænderne på den røde hær. Pagten har for os i overvejende grad politisk betydning, da den mindsker chancerne for krig fra såvel Tysklands som Polens og Japans side.« Aftalen om gensidig hjælp mellem USSR og Frankrig blev underskrevet d. 2. maj 1935. I aftalens præambel blev det påpeget, at den var indgået med det formål at styrke freden i Europa, og at de to parter ville stræbe efter at underskrive en tilsvarende fælleseuropæisk overenskomst. I tilfælde af fare for aggression mod USSR eller Frankrig var de forpligtet til at konsultere hinanden, og i tilfælde af et angreb fra en europæisk stat - at yde hinanden øjeblikkelig hjælp. I aftalens protokol blev det præciseret, at aftaleparterne var forpligtet til at yde hinanden hjælp efter vedtagelse af behørig rekommandation i Folkeforbundsrådet, hvis rådet alligevel ikke vedtog nogen rekommandation, skulle forpligtelsen til at yde hjælp ikke desto mindre opfyldes. Aftalen blev indgået for en periode på fem år. De to regeringer erklærede i protokollen, at de fandt det ønskeligt at indgå en regionalpagt om gensidig hjælp, der skulle erstatte den sovjetisk-franske aftale. Tjekkoslovakiets regering meddelte, at den ønskede at indgå en tilsvarende aftale med USSR. Underskrivelsen af aftalen om gensidig hjælp mellem USSR og Tjekkoslovakiet fandt sted d. 16. maj 1935. På den tjekkoslovakiske regerings initiativ blev der i aftalen indføjet det forbehold, at USSR's og Tjekkoslovakiets forpligtelser til at yde hinanden hjælp kun skulle træde i kraft, såfremt de i tilfælde af aggression mod dem også fik hjælp fra Frankrig. Aftalerne om gensidig hjælp med Frankrig og Tjekkoslovakiet var resultatet af Sovjetunionens konsekvente kamp for fred og mod aggression. Den sovjetisk-franske hjælp kunne blive en overordentlig betydningsfuld faktor til opretholdelse af fred og sikkerhed i Europa. Hertil krævedes imidlertid, at alle aftaledeltagere forholdt sig samvittighedsfuldt til de forpligtelser, de havde påtaget sig. Aftalerne kunne også blive et centrum, hvorom andre europæiske lande, der var truet af den nazistiske aggression, kunne samles omkring USSR, Frankrig og Tjekkoslovakiet. Den daværende franske regering under Laval tænkte imidlertid ikke på et virkeligt samarbejde med USSR. Lavals hovedmål bestod som hidtil i at komme overens med Tyskland. Aftalen med Sovjetunionen, der var krævet af de bredeste lag i det franske folk, kunne Laval ikke løbe fra, men han betragtede den først og fremmest som et middel til at påvirke Tyskland til at indgå en venskabelig overenskomst med Frankrig. Laval udtalte, at han underskrev pagten med USSR for at have flere trumfer, når han skulle komme til forståelse med Berlin.

Samtidig frygtede Laval, at også USSR, der var vidende om de britiske og franske reaktionære kredses stræben efter at nå til gensidig forståelse med det fascistiske rige, skulle finde det nødvendigt at træffe foranstaltninger til at normalisere forbindelserne med Tyskland. Bestræbelsen på at forhindre en tilbagevenden til »Rapallo« var en af de vigtigste grunde til, at Laval besluttede ikke at sabotere forhandlingerne med USSR, og at han accepterede at underskrive aftalen. Laval erklærede gentagne gange, at han ikke agtede at gøre pagten med USSR til en virkelig effektiv overenskomst, dvs. han ville ikke arbejde på at supplere den med en militærkonvention. Han erklærede f.eks. over for tyske diplomater, at han ikke sigtede efter at forvandle pagten med USSR til »et tættere forbund«. Under et møde med Göring i sidste halvdel af maj 1935 forsikrede Laval ham om, at han gjorde alt for at mindske betydningen af aftalen med USSR. Skønt Tjekkoslovakiet befandt sig i en særlig udsat situation, tillagde landets herskende kredse også kun aftalen begrænset betydning. I en informationsskrivelse til de tjekkoslovakiske gesandter i udlandet præciserede Eduard Benes regeringens holdning til spørgsmålet om en aftale med Sovjetunionen og skrev, at hvis Rusland igen blev udelukket fra deltagelse i europæiske anliggender, sådan som det skete på Genua-konferencen i 1922, så ville det automatisk medføre en tysk-russisk tilnærmelse. Det var derfor nødvendigt at opretholde samarbejdet med Rusland og ikke holde det udenfor. Dagen før underskrivelsen af aftalen hævdede Benes over for den britiske gesandt i Prag, at aftalen intet ændrede ved situationen i Europa, men at den ville holde Tyskland og Rusland længere borte fra hinanden.

Efter indgåelsen af den sovjetisk-franske og den sovjetisk-tjekkoslovakiske aftale antog spørgsmålet om Østpagten nu en anden karakter. Den sovjetiske regering var af den opfattelse, at også en af indhold mere begrænset flersidet aftale, som Tyskland accepterede at deltage i, ville være af en vis betydning som supplement til de to aftaler. D. 16. maj 1935 fremlagde USSR's og Frankrigs regeringer forslag om at indgå en Østpagt, der indeholdt forpligtelser om ikke-angreb, konsultationer og afvisning af at yde hjælp til en aggressor. Den sovjetiske regering meddelte den franske, at den fandt det hensigtsmæssigt, at USSR, Frankrig, Polen, Tyskland, Tjekkoslovakiet og de af de baltiske lande, der ønskede det, deltog i aftalen. Den franske regering tilsendte Tysklands regering et memorandum, hvori den foreslog at indgå en Østpagt på de nævnte betingelser. Men atter en gang kom Lavals bedrageri for dagen. Under et møde d. 25. juni 1935 erklærede den franske ambassadør i Berlin André Francois-Poncet over for statssekretær i det tyske udenrigsministerium Bernhard von Bülow, at i tilfælde af at der blev undertegnet en Østpagt, endog uden betingelser om gensidig hjælp, så ville den sovjetisk-franske aftale »træde ud af kraft«. For sit vedkommende erklærede Laval d. 27. juli under en samtale med den tyske ambassadør i Paris Roland von Koster, at han tillagde det den allerstørste betydning at nå til fransk-tysk forståelse, og at han derfor var villig til visse indrømmelser. I særdeleshed understregede han de to landes identiske synspunkter med hensyn til kampen mod bolsjevismen. Laval bemærkede, at den fransk-sovjetiske aftale kun var indgået for fem år, og påpegede, at alene dette viste, at Frankrig ikke ønskede at binde sig til USSR for en længere periode. Han erklærede, at hvis Tyskland indvilligede i at samarbejde og ved at indgå en flersidet pagt forpligtede sig til ikke at angribe de deltagende lande, så ville Frankrig »levere sit papir tilbage til Rusland«, dvs. annullere aftalen med USSR. Bogstavelig talt dagen efter underskrivelsen af den sovjetisk-franske aftale indledte det franske diplomati således forhandlinger med nazisterne, hvis væsentligste indhold bestod i, at Frankrig, såfremt man nåede til enighed med Tyskland, var parat til at forråde sin allierede og frasige sig den netop indgåede aftale med USSR.

Den tyske regering besluttede dog at afvise Østpagten også i dens nye form. Den erklærede hyklerisk, at som resultat af den fransk-sovjetiske aftale om gensidig hjælp var dens tidligere erklæringer om dette spørgsmål ikke længere gældende. Det er ubestrideligt, at Hitler-Tyskland spillede hovedrollen i sabotagen af Østpagt-planerne. Det ønskede ikke blot ikke at deltage, men øvede også pression mod pagtens øvrige mulige deltagere. Og dog, havde regeringerne i alle de andre lande, der var foreslået at deltage i pagten, vist virkelig fremsyn og omsorg for deres landes sikkerhed, så skulle de have kunnet underskrive pagten uden Tysklands deltagelse. Polens reaktionære herskende kredse bærer ret stort ansvar for sammenbruddet af Østpagt-forhandlingerne. Også Storbritanniens regering, hvis politik undergravede bestræbelserne på at styrke sikkerheden i Europa, må påtage sig et ikke ubetydeligt ansvar for sabotagen f af Østpagten. Selv det polske diplomati omtalte »Storbritanniens dobbeltspil«. Storbritannien støttede verbalt ideen om Østpagten, men godkendte i virkeligheden helt og fuldt Polens negative holdning i dette spørgsmål. Skønt den sovjetisk-franske aftale blev underskrevet, saboterede Laval, der i juni 1935 var blevet leder af den franske regering (han forblev ligeledes udenrigsminister), med forsæt aftalen. Ifølge den franske forfatning kunne aftalen bekræftes og øjeblikkelig sættes i kraft af Frankrigs præsident, men Laval sendte den til ratificering i parlamentet med dets langstrakte og omstændelige procedure. Den gensidige bistandsaftale mellem USSR og Frankrig trådte ikke i kraft i Lavals tid som regeringsleder. Sagen kom først ud af dødvandet, efter at der i januar 1936 var blevet dannet en ny regering i Frankrig (under ledelse af den socialradikale Albert Sarraut) og situationen i Vesteuropa atter var skærpet i forbindelse med nazisternes forberedelse til at sende tyske tropper ind i den demilitariserede Rhinzone. Endelig d. 27. februar 1936 ratificerede det franske parlaments deputeretkammer aftalen. For ratificering stemte 353 deputerede, imod 164. Af talen trådte i kraft d. 27. marts 1936.

Sædvanligvis medfører indgåelse af aftaler om gensidig hjælp, at der etableres snævre kontakter mellem de pågældende landes generalstabe. Dette havde altid gjort sig gældende for Frankrigs vedkommende. Da man d. 1. april 1936 udvekslede noter med den britiske regering, hvori bekræftedes Storbritanniens forpligtelse til at yde Frankrig hjælp i tilfælde af et tysk angreb, lykkedes det for det franske diplomati at få indføjet et punkt om, at der øjeblikkelig skulle indledes forhandlinger mellem de to landes generalstabe. Til spørgsmålet om militærsamarbejde med USSR indtog Frankrig imidlertid en anden holdning. Straks efter underskrivelsen af den sovjetisk-franske aftale om gensidig hjælp benyttede den sovjetiske regering sig af Lavals ankomst til Moskva og præsenterede ham for spørgsmålet om militærsamarbejde. Laval telegraferede d. 16. maj fra Moskva, at den sovjetiske regering i den nuværende situation foreslår »at undersøge de tekniske betingelser og give pagten dens fulde effekt«. Den sovjetiske militærattaché i Frankrig informerede i slutningen af maj den franske generalstab om, at man fra sovjetisk side var »parat til at etablere kontakter mellem den franske og sovjetiske generalstab«. De sovjetiske væbnede styrkers generalstab begyndte at udarbejde en operationsplan for at kunne yde Frankrig militærhjælp, i tilfælde af at det blev angrebet af Tyskland. I juni 1935 rejste den sovjetiske ambassadør i Frankrig Vladimir Potjomkin dette spørgsmål over for den franske krigsminister Jean Fabry. Men som sidstnævnte indrømmede fandt Laval ikke smag i »en militærkonventions brutale automatik«. Efter indbydelse fra den røde hærs generalstab overværede vicechefen for den franske generalstab general Loizeau i efteråret 1935 militærøvelser i Ukraine. Loizeau kom til den konklusion, at de sovjetiske soldater udmærkede sig ved høj moral og stor udholdenhed, og at de sovjetiske tropper i tilfælde af en konflikt også i krigens indledende fase, ville være i stand til at modstå de fjendtlige styrker, sådan som den russiske hær havde gjort det i 1914. På trods af Loizeaus positive vurderinger betragtede man i den franske generalstab den sovjetisk-franske aftale som et rent diplomatisk dokument og fandt det ikke nødvendigt eller betimeligt at supplere den med en militærkonvention. Som den franske historiker Maxime Mourin har påpeget tog den franske generalstab derfor udgangspunkt i følgende overvejelser: »Hvis de franske styrker ud fra regeringens generelle politiske linje skal orienteres mod udelukkende defensive opgaver bag Maginot-linjen, så vil en militær overenskomst med Sovjetunionen ikke være til stor nytte, når man tager i betragtning, at Rusland og Tyskland ikke har fælles grænse, og at Rumænien og Polen i september 1935 bekræftede deres afvisning af at tillade sovjetiske tropper at passere gennem deres territorium.« I stedet for at tage skridt til at få en aftale i stand med den polske og rumænske regering besluttede de franske myndigheder at skrinlægge planerne om et militært samarbejde med USSR. Den franske generalstabschef general Maurice-Gustave Gamelin aftalte med det franske udenrigsministerium, at formerne for det fransk-russiske militær samarbejde »vil ikke blive drøftet«.

Eftersom Sovjetunionen ikke havde fælles grænse med Tyskland, burde Frankrig objektivt have haft større interesse end USSR i at gøre aftalen virkelig effektiv ved at følge den op med et arrangement om militærsamarbejde. Man måtte regne med, at det var mere sandsynligt, at den sovjetisk-franske aftale ville komme til at fungere i praksis, efter at det fascistiske rige havde angrebet Frankrig (Tyskland havde fælles grænse med Frankrig og tidligere gentagne gange invaderet dets territorium) eller et af de svagere europæiske lande, som Frankrig havde allianceforpligtelser overfor, dvs. Tjekkoslovakiet og Polen. Var Frankrig som resultat heraf kommet i krig med Tyskland, ville det naturligvis være interesseret i at modtage hjælp fra USSR. Ligesom et tysk angreb på USSR ikke var muligt medmindre de tyske tropper passerede gennem de østeuropæiske landes territorier, således ville en effektiv sovjetisk hjælp til Frankrig heller ikke være mulig, uden at de sovjetiske tropper passerede gennem nogle østeuropæiske lande. Spørgsmålet om, hvorledes USSR kunne yde Frankrig hjælp, blev derfor alligevel rejst ved gentagne lejligheder. I begyndelsen af 1937 modtog den sovjetiske militærattaché i Frankrig en forespørgsel fra den franske generalstab om formerne og omfanget af den hjælp, USSR ville kunne yde i tilfælde af et tysk angreb på Frankrig og Tjekkoslovakiet. D. 17. februar meddelte USSR's ambassadør og militærattaché i Paris den franske generalstabschef og derefter også Frankrigs premierminister svaret fra USSR's generalstab: »USSR's militær hjælp kan have to versioner. 1) Hvis Polen, der er i alliance med Frankrig, og Rumænien, der er i alliance med Frankrig og Tjekkoslovakiet, gør deres pligt og på baggrund af en beslutning, som de selvstændigt har truffet, eller i overensstemmelse med Folkeforbundsrådets beslutning giver tilladelse til, at sovjetiske tropper kan passere gennem deres territorium, i så tilfælde vil USSR have mulighed for at komme til hjælp med alle troppetyper...2) Såfremt Polen og Rumænien af uforståelige årsager skulle modsætte sig, at USSR ydede Frankrig og Tjekkoslovakiet hjælp, og hvis de ikke ønskede at tillade sovjetiske troppers passage gennem deres territorium, i så tilfælde bliver USSR's hjælp uundgåeligt begrænset. USSR vil kunne dirigere sine tropper ad søvejen til Frankrigs territorium og sine luftstyrker til Tjekkoslovakiet og Frankrig. Omfanget af denne hjælp skal fastsættes ifølge en særlig overenskomst mellem de berørte stater. I begge disse tilfælde vil USSR komme til hjælp med flådestyrker. USSR vil kunne levere Frankrig og Tjekkoslovakiet benzin, brændselsolie, smøreolie, mangan, levnedsmidler, rustninger, motorer, tanks, fly og andet.« På sin side bad USSR's generalstab om svar på følgende spørgsmål: 1). Hvilken hjælp vil Frankrig kunne yde, hvis USSR bliver udsat for et angreb fra Tysklands side ? 2) Hvorledes skal omfanget af denne hjælp fastsættes? 3) Hvilke våben vil Frankrig kunne levere USSR?« Man modtog imidlertid aldrig svar på disse modspørgsmål. Dette dokument viser, at den sovjetiske regering var helt og fuldt besluttet på at realisere det tættest mulige samarbejde med Frankrig i kampen mod en eventuel aggression fra Hitler-Tysklands side. I særdeleshed var Sovjetunionen rede til at føre forhandlinger med Frankrig om fastlæggelse af konkrete betingelser for at yde gensidig hjælp. På trods af landets vitale interesser støttede den franske regering desværre ikke dette initiativ.

Gennem overdragelsen af dette dokument fremhævede den sovjetiske regering allerede i 1937 officielt det »kardinalspørgsmål« om et effektivt sovjetisk-fransk militærsamarbejde, der senere (i august 1939) blev rejst under de sovjetisk-britisk-franske militærforhandlinger i Moskva. En virkelig effektiv deltagelse fra USSR's side i krigen mod de nazistiske aggressorer var kun mulig under forudsætning af en positiv løsning på problemet om de sovjetiske troppers passage gennem de lande, der var beliggende mellem USSR og Tyskland. (I Storbritannien og Frankrig var man ganske klar over den afgørende betydning af Polens og Rumæniens holdning. Herom vidner et memorandum af d. 12. november 1937 udarbejdet for den britiske regering af stabscheferne for Storbritanniens flåde-, luft- og hærstyrker. Det konstateres heri, at Ruslands inddragelse på Frankrigs og Storbritanniens side kan kun hurtigt blive en reel fare for Tyskland, hvis Polen vil indtage en venskabelig holdning og vise ønske om at samarbejde.) Det var derfor åbenlyst hykleri, når Storbritanniens og Frankrigs militære repræsentanter i 1939 på det nærmeste forsøgte at lade som om det af de sovjetiske militære repræsentanter rejste spørgsmål var noget ganske uforudset for dem, som de ikke på forhånd havde haft mulighed for at tage stilling til. Under de sovjetisk-franske forhandlinger om Østpagten og aftalen om gensidig hjælp mellem USSR og Frankrig havde regeringerne i alle de berørte lande omhyggeligt gennemanalyseret alle spørgsmål, hvis positive løsning var bestemmende for at man kunne tøjle aggressorerne, og som på ny opstod i 1939, umiddelbart før krigen. Det ville naturligvis have været betydeligt gunstigere for freden i Europa, hvis vestmagternes herskende kredse i god tid, helt tilbage i midten af 1930'rne, havde indset hele alvoren i den fare, som aggressorerne frembød for alle lande i Europa. I deres landes nationale interesser skulle de ikke have givet sig af med at lægge fordækte planer om en aftale med Tyskland for at anspore det til at gå mod USSR, men i stedet have arbejdet for sammen med Sovjetunionen at skabe en solid kollektiv front til forsvar for freden. Sovjetunionen var fast besluttet på at yde det maksimale bidrag til forsvar for fredens sag.

I begyndelsen af 1935 gjorde den britiske regering et nyt forsøg på at komme overens med det fascistiske rige og genoplive Firemagtspagten. Den var ganske klar over, at begivenhedernes udvikling i Tyskland, og først og fremmest dets genoprustning, i en ikke alt for fjern fremtid ville medføre, at det rejste spørgsmålet om en revision af grænserne i Europa og andre steder. I London var man alvorligt optaget af, hvorledes man skulle sikre det britiske imperium mod denne fare. Den britiske politiks generallinje gik, som tidligere nævnt, ud på gennem en imperialistisk handel med det fascistiske rige at vende truslen væk fra det britiske imperium og dirigere nazisternes aggressive ambitioner mod øst, mod Sovjetunionen. I London besluttede man at drøfte hovedspørgsmålene med Frankrig og derefter indlede forhandlinger med Tyskland. I midten af december 1934 inviterede den britiske regering den franske regeringsleder Pierre Flandin og udenrigsminister Pierre Laval til London til forhandlinger om de to landes fremtidige politiske kurs. Spørgsmålet om den britiske regerings holdning til de forestående britisk-franske forhandlinger blev behandlet på et regeringsmøde den 14. januar 1935. De britiske ministres udgangspunkt var, at hovedmålet for Storbritannien og Frankrig bestod i at komme til forståelse med Tyskland, herunder at få det til at genindtræde i Folkeforbundet. For at opnå dette var de rede til at anerkende Tysklands ligeret på rustningsområdet. I London vidste man, at Frankrig ikke ville acceptere, at Tyskland rystede, uden at det selv fik ekstra sikkerhedsgarantier, hvilket gjorde det vanskeligt at få en aftale i stand med det, så meget desto mere som den britiske regering var negativt indstillet til dette spørgsmål. Det blev besluttet, at Storbritannien ikke skulle bekræfte de forpligtelser, det var pålagt ifølge Locarno-traktaten af 1925, og at der var endnu mindre grund til at acceptere konsultationer mellem repræsentanter for Storbritanniens og Frankrigs generalstabe. Man skulle undgå at anerkende, at Tysklands demilitarisering af Rhinzonen var af »vital interesse for Storbritannien«. I London var man parat til at acceptere tyske landstyrker på alt i alt 300.000 mand (21 infanteri- og 3 kavaleridivisioner) og et luftvåben på linje med det britiske og franske, dvs. 1.000 fly. For at få den franske regering til at acceptere disse planer besluttede London at foreslå, at man indgik en supplerende pagt til Locarno-traktaten af 1925 mellem de heri deltagende lande om øjeblikkelig hjælp i tilfælde af et luftangreb (den såkaldte luftpagt). Storbritannien havde først og fremmest selv interesse i en sådan aftale. Men den var også af en vis betydning for Frankrig, eftersom hjælp til et aggressionsoffer ifølge Locarno-traktaten var kædet sammen med Folkeforbundets omstændelige procedure, mens luftpagtsudkastet forudsatte øjeblikkelig hjælp. De britisk-franske forhandlinger fandt sted i London d. 1. til d. 3. februar 1935. Den britiske regering foreslog, at man nåede til enighed på et grundlag, så de to lande kunne indlede forhandlinger med Tyskland. I London mente man ikke, at dette var muligt uden at ændre Versailles-traktatens militære afsnit, der begrænsede Tysklands rustninger. London var parat til at give det fascistiske rige ret til at øge sine væbnede styrker. Til »beroligelse« for Frankrig erklærede den britiske regering sig villig til at indgå en luftpagt mellem Locarno-traktatens deltagere. Den britisk-franske konference afsluttedes med offentliggørelsen af et fælles kommuniké. Med henvisning til forhandlingerne mellem Frankrig og Italien i begyndelsen af januar 1935 og forhandlingerne mellem Storbritanniens og Frankrigs repræsentanter gik de britiske og franske ministre ind for, at dét derigennem opnåede »fremskridt« blev videreudviklet »gennem et direkte og effektivt samarbejde med Tyskland«. De udtalte sig til fordel for »en generel ordning« (general settlement), som skulle inkludere en Østpagt, en Donaupagt (om ikke-indblanding i Østrigs anliggender), en rustningsoverenskomst til erstatning for Versailles-traktatens militære afsnit, der begrænsede Tysklands væbnede styrker, og en aftale om Tysklands tilbagevenden til Folkeforbundet. Forslaget om at indgå en luftpagt vår specielt fremhævet.

I London var man klar over, at de på den britisk-franske konference trufne beslutninger ikke kunne undgå at vække bekymring i Sovjetunionen. I Foreign Office udfærdigede man endog d. 7. februar angående dette spørgsmål et specielt memorandum, der klart demonstrerede de britiske herskende kredses udenrigspolitiske intentioner. Det hed heri: »Rusland er virkelig bekymret for, at Tyskland sammen med Polen planlægger at ekspandere i øst,« og derfor er det interesseret i samarbejde med Frankrig. Da Frankrig ligeledes er foruroliget med hensyn til sin sikkerhed, er det parat til at samarbejde med Rusland. Den foreslåede »generelle ordning« med Tyskland og luftpagten sigter mod at give Frankrig den nødvendige sikkerhed. Memorandumets forfattere gik ud fra, at alt dette ville undergrave det sovjetisk-franske samarbejde, og at man derfor med hensyn til den videre udvikling af begivenhederne kunne tage udgangspunkt i følgende betragtninger: »Hvis Tyskland og Polen ikke havde planer om videre fremtrængen mod øst, ville de ikke i den grad have modsat sig Østpagten. Behovet for ekspansion vil tvinge Tyskland mod øst, som er det eneste område, der er åbent for det, og sålænge bolsjevikregimet eksisterer i Rusland, er det umuligt, at denne ekspansion kan tage form af en blot fredelig fremtrængen.« Dette dokument vidner ganske klart om indholdet i den »generelle ordning« med Tyskland, som de britiske og franske herskende kredse havde aftalt under deres forhandlinger i London. Det var den gamle Firemagtspagt blot i ny emballage. I den britiske regerings politik fremtrådte helt tydeligt bestræbelsen på at opretholde »Vestens sikkerhed« gennem en overenskomst med Tyskland og dirigere den fascistiske aggression mod Sovjetunionen. London-kommunikéet kunne ikke undgå at gøre den sovjetiske regering betænkelig. Den sovjetiske ambassadør i London Ivan Majskij bemærkede, at Londons holdning bundede i, at »håbet om, at det skulle være muligt at finde et fælles sprog med Hitler, i de sidste uger atter var vakt til live i britiske regeringskredse«. Nogle artikler af Lord Lothian og andre britiske tilhængere af eftergivenhedspolitikken, der i disse dage fremkom i den britiske presse, kunne heller ikke undgå at påkalde sig opmærksomhed. USSR's udenrigskommissariat konstaterede i den forbindelse, at »briterne bekymrer sig udelukkende om sikkerheden i Vesten og interesserer sig ikke for Øst- og Sydøsteuropa, hvor de er parat til at give Hitler frit spillerum«.

Drevet af deres klassehad til USSR var Storbritanniens reaktionære kredse rede til at sætte deres egne interesser på spil alene for ikke at tillade en styrkelse af USSR's internationale position, for at opretholde landets internationale isolation og derved lette de fascistiske aggressorers angreb på det. Hitler, der var klar over den britiske regerings beredvillighed til at imødekomme Tysklands krav på rustningsområdet, besluttede at stille den over for en fuldbyrdet kendsgerning kort før de planlagte britisk-tyske forhandlinger. D. 13. marts 1935 blev der i Berlin givet meddelelse om opbygningen af et luftvåben i Tyskland og d. 16. marts om indførelse af almindelig værnepligt. Det fascistiske rige havde således groft krænket de vigtigste bestemmelser i Versailles-fredstraktaten og indledt en forceret krigsforberedelse. Ikke desto mindre var den britiske regering som hidtil rede til forhandlinger med det fascistiske riges ledere. D. 18. marts blev dette spørgsmål behandlet på et britisk regeringsmøde. Man traf den beslutning, at der på trods af den tyske regerings ovenfor nævnte handlinger ikke var grund til at aflyse de britiske repræsentanters planlagte besøg i Berlin. Den sovjetiske regering fandt det nødvendigt at gøre alt, hvad den formåede, for at forhindre Tysklands genoprustning og forberedelsen og udløsningen af en ny verdenskrig. Dette kunne alene opnås som resultat af fælles aktioner fra alle stater, der var truet af aggression. USSR var af den opfattelse, at man burde indkalde til en konference med deltagelse af de stater, der havde underskrevet Versailles-traktaten og andre fredstraktater, som også USSR kunne tage del i.

I London foretrak man imidlertid forhandlinger med aggressorerne fremfor kamp mod aggressionen. D. 25.-26. marts aflagde Storbritanniens udenrigsminister John Simon og Lord Privy Seal Anthony Eden besøg i Berlin, hvor de førte forhandlinger med Hitler, Neurath og Ribbentrop. Forhandlingerne viste, at fascistførerne ikke havde til hensigt at acceptere størstedelen af de forslag, Storbritannien og Frankrig havde udarbejdet d. 3. februar, dvs. de ønskede ikke at lade sig binde af nogen som helst forpligtelser, der fremover kunne være en hindring for gennemførelsen af deres aggressive planer. Hitler meddelte, at han agtede at skabe en hær på 550.000 mand, at hans luftvåben allerede var på niveau med Storbritanniens, og at han forlangte ret til en flåde på 35 % af den britiske tonnage. Føreren var positivt indstillet til forslaget om at indgå en luftpagt og gav udtryk for, at han var parat til videre forhandlinger om dette spørgsmål med den britiske regering. Man nåede også til enighed om i den nærmeste fremtid at indlede britisk-tyske forhandlinger om flådestyrkerne.

Berlin-forhandlingerne demonstrerede ganske tydeligt nazisternes aggressive hensigter. Storbritanniens herskende kredses håb om gennem disse forhandlinger at lægge grunden til en overenskomst mellem de fire vestmagter om alle stridsspørgsmål blev ikke indfriet. På trods af at de tyske fascisters politik blev mere og mere aggressiv, fortsatte den britiske regering som førhen sin forhandlingspolitik over for aggressorerne i håbet om at dirigere deres aggression mod øst. John Simons og Anthony Edens Berlin-besøg gav anledning til, at man rejste spørgsmålet, om de britiske ministre også skulle aflægge besøg i Warszawa og Moskva. Den sovjetiske regering var positivt indstillet til ideen om et sådant besøg. I London opstod der imidlertid vanskeligheder i forbindelse med, hvem af de britiske ministre der skulle rejse til Moskva. Spørgsmålet blev behandlet på et britisk regeringsmøde d. 6. marts, og det blev besluttet, at ikke udenrigsministeren, men kun Lord Privy Seal Anthony Eden skulle tage til Moskva. Da John Simon drøftede spørgsmålet med den sovjetiske ambassadør, lagde han ikke skjul på, at langtfra alle i Storbritannien sympatiserede med tanken om en britisk ministers rejse til Moskva, idet der var indflydelsesrige kredse, som forholdt sig negativt til et sådant skridt. Forhandlingerne mellem Josef Stalin, Vjatjeslav Molotov, Maksim Litvinov og Anthony Eden fandt sted d. 28.-29. marts. De sovjetiske repræsentanter erklærede, at de i lyset af det fascistiske riges aggressive bestræbelser fandt det nødvendigt fortsat at arbejde for indgåelse af en Østpagt. Samtidig gjorde man Eden opmærksom på, at den britiske regerings så gennem fingre med Tysklands genoprustning kunne få de alvorligste konsekvenser for Storbritannien selv. Sovjetunionen, erklærede de sovjetiske repræsentanter, nærer ikke den fjerneste tvivl om det fascistiske riges aggressivitet, eftersom dets udenrigspolitik er inspireret af to fundamentale ideer - tørsten efter revanche og etablering af herredømmet over Europa. Det ville imidlertid endnu være for tidligt at udtale sig om, i hvilken retning Tyskland i første række ville levere sit slag. »Hitler, der for nærværende drager den østlige ekspansion i forgrunden, ønsker at stikke de vestlige stater blår i øjnene og opnå deres sanktioner til rustningerne. Når disse rustninger har nået et for Hitler tilfredsstillende niveau, kan kanonerne begynde at skyde i en helt anden retning.«

Samtidig forberedte man sig i London intenst til den britisk-fransk-italienske konference i Stresa, som det var besluttet at indkalde efter Tysklands krænkelse af Versailles-traktatens militære afsnit. Den britiske regerings holdning til konferencen blev i detaljer drøftet på dens møde d. 8. april 1935. Den almindelige opfattelse hos kabinetsmedlemmerne gik, som det fremgår af mødeprotokollen, ud på, at såfremt Frankrig og Italien skulle foreslå, at man afbrød forhandlingerne med Tyskland, og at de tre lande anlagde en hård politisk linje over for det, så skulle Storbritannien »ikke indvillige heri«. Storbritanniens holdning gik derfor ud på følgende: ».. .vi kunne ikke gå med til et totalt brud med Tyskland og ikke andre aktioner end at true det. .. Vi skulle gøre det klart, at vi ønskede at stille flere forslag til Tyskland.« Man måtte ikke acceptere, at konferencen resulterede i, at der blev offentliggjort en deklaration om, at Storbritannien »ikke vil lade det komme til et fredsbrud nogetsteds... vi skulle ikke acceptere yderligere forpligtelser... Efter at have etableret kontakt med Tyskland burde vi opretholde den.« At afbryde den »ville være en åbenlys fejltagelse«. På Stresa-konferencen rejstes spørgsmålet om at tage sanktioner i anvendelse over for Tyskland, men de britiske repræsentanter gik imod. De i konferencen deltagende stater begrænsede sig til at udtrykke beklagelse over Tysklands krænkelse af Versailles-traktatens betingelser: John Simon erklærede, at de britiske repræsentanter »ikke kunne påtage sig nye forpligtelser i Stresa«. I Vesten begyndte man efter konferencen at henvise til »Stresa-fronten«. Det var imidlertid blot et røgslør over Storbritanniens og Frankrigs retræte over for den tyske imperialisme, der genetablerede sin styrke. Straks efter konferencen trådte Folkeforbundsrådet sammen. Da det var Stresa-konferencedeltagerne, der gav tonen an i rådet, kan det ikke undre, at konferencens beslutninger lå til grund for rådets resolution. De britiske repræsentanter bestræbte sig imidlertid på i endnu højere grad at udvande deres indhold. Med tilfredshed bemærkede John Simon i sit telegram fra Genéve: »Det lykkedes mig i betydelig grad at svække termerne fra resolutionen, vi vedtog i Stresa.« Først og fremmest på grund af den britiske regeringsbestræbelser blev Folkeforbundsrådets resolution indskrænket til at fordømme enhver ensidig krænkelse af internationale forpligtelser, idet den påpegede, at dette kunne betyde fare for selve Folkeforbundets eksistens. En sådan beslutning i Folkeforbundsrådet var naturligvis ikke tilstrækkelig til at rejse en solid barriere mod det fascistiske riges aggressionspolitik.

Samtidig intensiverede man i London forhandlingerne om balancen mellem Storbritanniens og Tysklands flådestyrker. En overenskomst herom ville betyde, at Storbritannien legaliserede det nazistiske Tysklands krænkelse af de tilsvarende afsnit i Versailles-traktaten. En forøgelse af de tyske flådestyrker ville være en trussel mod mange lande, der ikke havde en så mægtig flåde som det britiske verdensrige. Det gjaldt bl.a. Frankrig, USSR og andre. Da von Neurath begrundede, hvorfor det var nødvendigt, at Tyskland havde en flåde på 35 procent af den britiske tonnage, henviste han direkte til, at kun hvis det var tilfældet, ville Tyskland have mulighed for at dominere i Østersøen, dvs. sigtede umiskendeligt til den planlagte aftales anti-sovjetiske karakter. Storbritannien var parat til ensidigt at give Tyskland ret til en kraftig forøgelse af dets flåde og dermed negligere mange landes legitime interesser. En tysk delegation ledet af von Ribbentrop ankom til London for at føre forhandlinger. Den optrådte yderst udfordrende. Forhandlingernes hovedspørgsmål skulle dreje sig om omfanget af den fremtidige tyske flåde. Ribbentrop indledte imidlertid det første møde med at erklære, at Hitler agtede at opbygge en flåde på 35 % af den britiske tonnage. Han var kun rede til at påbegynde forhandlingerne, såfremt briterne på forhånd ville acceptere at imødekomme dette krav. Repræsentanterne for det stolte britiske imperium, tidligere havenes hersker, tabte fuldstændig modet. Deres protester blev fejet af bordet, og London kapitulerede. Nazisternes forhåndsbetingelser blev godkendt. John Simon erklærede d. 6. juni: »Hans Majestæts regering anerkender rigskanslerens beslutning som grundlag for de forestående flådeforhandlinger. . « I realiteten var der således ikke noget at forhandle om.

Den britisk-tyske flådeoverenskomst blev underskrevet d. 18. juni 1935. Tyskland fik ret til at forøge sin flåde til mere end det femdobbelte. Det fascistiske rige havde nu mulighed for at udvide sin flåde til en størrelse, hvor den, om end ikke i stand til at konkurrere med Storbritannien på havene, så dog, som Winston Churchill bemærkede, kunne blive »Østersøens herre«. Hvilken indflydelse denne overenskomst havde på den videre udvikling af begivenhederne i Baltikum, herunder på de baltiske staters politik, fremgår af årsberetningen for 1935 fra det tyske gesandtskab i Estland: »Overenskomsten blev derfor betragtet som en anerkendelse af det tyske hegemoni i Østersøen og førte derved til en opvurdering af Tyskland som magtfaktor. Siden den tid kan iagttages en mærkbar ændring fra forskellige ledende personer med hensyn til deres indstilling til Tyskland.« Den tyske gesandt i Helsinki Wipert von Blücher vurderede på lignende måde aftalens indvirkning på Finland. Den britiske regerings politik, der ansporede den fascistiske aggression mod øst, udgjorde en enorm fare for verdensfreden, og således også for Storbritannien selv. Winston Churchill, en af de få konservative, der mere nøgternt vurderede tendensen i begivenhedernes udvikling, bemærkede i en samtale med den sovjetiske ambassadør i Storbritannien den 12. juni 1935, at Tyskland var en enorm krigsmaskine med et halvt dusin gangstere i spidsen. Ingen ved, hvad de vil foretage sig i morgen, og hvorhen de vil rette deres slag. Han indrømmede, at det første slag nok ikke ville blive rettet mod USSR, da det ville være temmelig farligt for Tyskland selv. »Andre retninger«, sagde han, »er mere sandsynlige.« Churchill kritiserede de britiske politikere, der håbede på at sikre Storbritanniens interesser ved at give Tyskland frit spillerum mod øst, og hævdede, at deres overvejelser kunne sammenfattes i følgende: »Tyskland må kæmpe et eller andet sted, udvide sine besiddelser i en eller anden retning, så lad det hellere skaffe sig et imperium på bekostning af staterne i Øst-, Sydøst- og Centraleuropa! Lad det forlyste sig med Balkanlandene eller Ukraine, men Storbritannien og Frankrig have fred og ro.« (Under anden verdenskrig mistede Storbritannien over 4.000 fartøjer, der hovedsagelig blev sænket af tyske krydsere og undervandsbåde.)

I Storbritanniens udenrigspolitik dominerede netop de tendenser, som Churchill så skarpt kritiserede. Den britiske journalist og historiker Ian Colvin har i et af sine værker påpeget, at de mænd, der tegnede den britiske udenrigspolitik, stræbte efter at nå til gensidig forståelse med Tyskland, og at dette var landets fundamentale udenrigspolitiske kurs. Bestræbelserne på at opmuntre den fascistiske aggression mod øst for at opretholde »Vestens sikkerhed« blev af Storbritanniens herskende kredse fremstillet som en politik, der skulle »berolige« Tyskland. Som Ian Colvin konstaterer, var denne opfattelse vidt udbredt i Storbritannien i 1935. Senere måtte Storbritannien betale dyrt for denne laden stå til over for genoprettelsen af den tyske flådestyrke. Samtidig med forhandlingerne om flådeoverenskomsten indledte Storbritannien forhandlinger med det fascistiske rige om at indgå en luftpagt mellem Locarno-magterne. John Simon gav d. 24. maj 1935 ambassadøren i Berlin Eric Phipps instrukser om at få klarhed over, hvorvidt Hitler var rede til at indlede forhandlinger om denne pagt. Eftersom de tyske luftstyrker på daværende tidspunkt stadig væk var betydeligt svagere end Storbritanniens, Frankrigs og deres allieredes, og da indgåelse af en sådan overenskomst desuden ville betyde, at Storbritannien og Frankrig anerkendte Tysklands ret til at opbygge et luftvåben (hvilket var forbudt ifølge Versailles-traktaten), fandt det fascistiske rige det yderst fordelagtigt at undertegne en luftpagt. Tyskland svarede straks positivt og fremlagde sine forslag. Storbritanniens interesse i at indgå en vestlig luftpagt skyldtes, at de underretninger, man havde, om den hastige vækst i de tyske luftstyrker fremkaldte frygt for, at landet i løbet af nogle år kunne blive udsat for truslen om et tysk flyangreb. Ifølge luftpagten skulle Frankrig, Italien og Belgien i så tilfælde være på Storbritanniens side. Desuden håbede man i London, at undertegnelsen af luftpagten ville være et nyt stort skridt fremad med hensyn til at få en »generel overenskomst« i stand med Tyskland.

For Frankrig havde luftpagten i militær henseende først og fremmest den betydning, at den i tilfælde af et tysk angreb garanterede det øjeblikkelig hjælp fra Storbritannien, mens ifølge Locarno-traktaten Storbritannien først var forpligtet til at yde hjælp, efter at der var truffet behørig beslutning i Folkeforbundet. Men i Paris nærede man stadig store betænkeligheder. Det var de tyske land- og ikke luftstyrker, der udgjorde den største fare for Frankrig. Frankrig var også interesseret i at indgå en Øst- og en Donaupagt. I Paris mente man ikke uden grund, at hvis man sammen med den britisk-tyske flådeoverenskomst også undertegnede en vestlig luftpagt, så ville Storbritannien miste enhver interesse for andre problemer, der havde førsterangs betydning for Frankrigs sikkerhed. Alt dette komplicerede og forhalede forhandlingerne. De fremførte kendsgerninger demonstrerer helt tydeligt den aktivitet, det britiske diplomati udfoldede, for at nå til bred enighed med Tyskland. Modsætningerne i Vesteuropa var imidlertid i den grad tilspidsede, at opnåelse af enighed mellem dem var et yderst vanskeligt og, som de videre begivenheder viste, umuligt forehavende.

I midten af 1930'rne var også det fascistiske Italien ligesom Tyskland og Japan slået ind på aggressionens vej. Potentielt disponerede det over mindre styrker end de to hovedaggressorer. I sit væsen var den italienske fascisme ikke mindre aggressiv. Den italienske fascismes fører Mussolini berømmede åbent krigen som menneskehedens naturlige tilstand. Italien havde på daværende tidspunkt udvalgt Abessinien, en selvstændig, men i militær henseende svag afrikansk stat, som objekt for sine erobringsplaner. Mussolini havde stillet sig det mål at tilintetgøre de abessinske væbnede styrker og fuldstændigt erobre Abessinien. I december 1934 fremprovokerede italienerne i området ved fortet Walwal i Abessinien et væbnet sammenstød mellem italienske og abessinske tropper. Det var forvarselet om den kommende storm. Som forberedelse til angrebet på Abessinien besluttede Mussolini at opnå Frankrigs neutralitet ved at indgå en imperialistisk aftale om opdeling af interessesfærer i Afrika. Denne handel mellem Laval og Mussolini afsluttedes i Rom d. 7. januar 1935. Laval indvilligede i at overlade Italien nogle franske koloniterritorier, der grænsede op til de italienske kolonier i Afrika, til gengæld for de italienske fascisters løfte om at opretholde venskabelige forbindelser med Frankrig og konsultere det i internationale anliggender. (Laval håbede, at Frankrig som resultat af overenskomsten med Italien kunne overføre 18 divisioner fra den italienske til den tyske grænse, og at denne ekstra styrkedemonstration ved Rhinen skulle fratage Hitler lysten til at foretage aktioner i vest og få ham til at koncentrere opmærksomheden om »Drang nach Osten«. Teksten til Lavals hemmelige overenskomst med Mussolini er offentliggjort i The Origins of the Second World War.) Han lovede ligeledes Mussolini ikke at lægge hindringer i vejen for gennemførelsen af hans planer med Abessinien. Ifølge underretninger, som den sovjetiske ambassadør i Frankrig Vladimir Potjomkin modtog fra den franske ambassadør i Italien Charles Chambrun, havde Laval over for Mussolini erklæret, at Frankrig ikke havde politiske interesser i Abessinien, og at det ikke havde noget at indvende imod en overenskomst mellem italienerne og Abessinien, der i realiteten gjorde dette land til et italiensk protektorat. Under Stresa-konferencen i april 1935 lod også de britiske repræsentanter ganske tydeligt italienerne forstå, at de ikke ville lægge hindringer i vejen for deres erobring af Abessinien, og det til trods for, at den britiske regering havde tilstrækkelig styrke og midler til ikke at tillade den italienske aggression. F.eks. kunne den hindre overførslen af italienske tropper gennem Suez-kanalen. Alene dette ville have saboteret gennemførelsen af Italiens aggressionsplaner.

Til fastlæggelse af den britiske regerings kurs blev der nedsat en interdepartemental kommission. I dens memorandum af d.18. juni 1935 blev det påpeget, at Italiens handlinger ikke berører vitale britiske interesser i eller omkring Abessinien af en sådan karakter, at »det ville være væsentligt for Hans Majestæts regering at modsætte sig Italiens erobring af Abessinien«. Ud fra en sådan konklusion var også den britiske regering klar til at se igennem fingre med den italienske aggression. Den italienske efterretningstjeneste modtog alle hemmelige informationer om den britiske regerings politik, der tilgik den britiske ambassade i Rom. I de fem førkrigsår var den britiske ambassade i Rom »en si, hvorigennem statshemmeligheder sivede videre til Mussolini og Hitler«. Mussolini var derfor udmærket klar over, at den britiske regering ikke følte sig særlig foruroliget over hans planer om at etablere italiensk herredømme over Abessinien. Efter i realiteten at have sikret sig Frankrigs og Storbritanniens accept begyndte Italien at koncentrere sine tropper ved den abessinske grænse. Abessinien appellerede til Folkeforbundet om hjælp. Skønt Sovjetunionen på daværende tidspunkt endog ikke havde diplomatiske forbindelser med Abessinien, gik den sovjetiske delegation i Folkeforbundet konsekvent ind for, at man strengt skulle efterleve vedtægtsbestemmelserne om at yde hjælp til et aggressionsoffer. USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender Maksim Litvinov erklærede d. 5. september under et møde i Folkeforbundsrådet, at rådet ikke havde ret til at forholde sig ligegyldig til konflikten og således give Italien »frit spillerum«. Dette ville betyde, at Folkeforbundsmedlemmerne krænkede deres forpligtelser, en krænkelse af denne internationale organisations vedtægter, hvis strenge overholdelse i ikke ubetydelig grad var bestemmende for et solidt fundament for verdensfreden og folkenes sikkerhed. Folkekommissæren anbefalede rådet ikke at sky nogen anstrengelser eller midler for at afværge en væbnet konflikt og opfylde forpligtelserne, hvilket var »meningen med Folkeforbundets eksistens«.

Da folkekommissæren talte i Folkeforbundets deputeretforsamling d. 14. september, fremlagde han Sovjetunionens generelle holdning til de imperialistiske magters kolonipolitik. Den sovjetiske regering, erklærede han, var principielt negativt indstillet til kolonisystemet, til den imperialistiske indflydelsessfærepolitik. USSR's udenrigskommissær understregede, at den sovjetiske regering tillagde det helt afgørende betydning, om Folkeforbundet virkeligt kunne blive et instrument i fredens tjeneste. Dette fredsinstrument, påpegede han, kunne der også blive behov for i fremtiden. Maksim Litvinov opfordrede Folkeforbundets medlemmer til aldrig mere at tillade nye anslag mod dets vedtægter som et instrument i fredens tjeneste, men bringe dem i anvendelse over for alle tilfælde af aggression, hvorfra de end udgik. I et telegram til udenrigskommissariatet understregede folkekommissæren, at »selve den kendsgerning, at Folkeforbundet tager effektive sanktioner i anvendelse over for Italien, vil også være en alvorlig advarsel til Tyskland«.

De øvrige Folkeforbundsmedlemmer, bl.a. Storbritannien og Frankrig, støttede imidlertid ikke den sovjetiske regerings opfordring til at træffe effektive foranstaltninger til at umuliggøre det fascistiske Italiens aggression mod Abessinien. De italienske aggressorers bedste forbundsfælle var Frankrigs udenrigsminister Pierre Laval. Litvinov påpegede, at Laval forsvarede Italiens interesser i Folkeforbundet bedre end italienerne selv. Lavals holdning, meddelte folkekommissæren til Moskva, vil resultere i en »svækkelse af Folkeforbundets prestige og anspore Mussolinis aggressivitet«. Da det blev klart, at Frankrig og en række andre kapitalistiske lande næppe ville tage effektiv del i kampen mod de italienske aggressorer, begyndte der i Vesten at lyde røster om, at Sovjetunionen alene skulle træde op mod Italien. USSR kunne naturligvis ikke indlade sig på et sådant eventyr. Sovjetunionen var rede til samvittighedsfuldt at deltage i kollektive sanktioner. Såfremt USSR isoleret havde taget kampen op mod de italienske aggressorer, kunne landet være kommet i en yderst farlig situation. Straks efter at mødet i Folkeforbundets deputeretforsamling var afsluttet, gennemførte Italien d. 3. oktober et angreb på Abessinien. Sovjetunionen gik øjeblikkelig ind for støtte til aggressionsofferet, for at standse aggressionen gennem kollektive bestræbelser fra Folkeforbundsmedlemmernes side. Pravda understregede i en ledende artikel »Krig i Øst-Afrika« d. 5. oktober den enorme fare for et nyt »verdensomspændende imperialistisk blodbad«. Efter at have fordømt Italiens bestræbelser på gennem krig at gøre Abessinien til dets koloni fremhævede Pravda: »Sovjetunionens holdning er velkendt - den går ud på konsekvent at forsvare freden og folkenes frihed. Vor proletariske stat har en negativ indstilling til den italienske fascismes imperialistiske ambitioner.« Folkeforbundsrådet blev omgående indkaldt til en ekstraordinær samling. D. 7. oktober fastslog rådet, at Italien var aggressor. Der blev ligeledes truffet beslutning om at tage økonomiske og finansielle sanktioner i anvendelse over for Italien, bl.a. om embargo mod eksport af krigsmateriel til Italien. Storbritanniens og Frankrigs udenrigsministre Samuel Hoare og Pierre Laval havde aftalt, at de ville modsætte sig militære sanktioner.

Det sovjetiske diplomati forsvarede i Folkeforbundet energisk nødvendigheden af konsekvent at efterleve bestemmelserne i forbundets vedtægter om kamp mod aggression. På Folkeforbundsrådets ekstraordinære samling d. 10. oktober erklærede den sovjetiske repræsentant Vladimir Potjomkin, at »USSR betragter det som en pligt at bekræfte sin beredvillighed til sammen med Folkeforbundets øvrige medlemmer at opfylde alle forpligtelser, som forbundets vedtægter uden undtagelse pålægger dem alle«. Han understregede, at samlet aktion fra Folkeforbundsmedlemmerne var det pålideligste middel til at standse den italienske aggression mod Abessinien. En sådan aktionsenhed, påpegede Potjomkin, kunne være garanti for den hurtigst mulige gennemførelse af kollektiv sikkerhed, der ville kunne afværge »yderligere forsøg, hvorfra de end måtte udgå, på at bryde verdensfreden«. Han opfordrede til »kollektiv og fast« optræden. USSR efterlevede konsekvent alle Folkeforbundets sanktionsbeslutninger. Den sovjetiske regerings officielle holdning blev ligeledes fremlagt i en note fra udenrigskommissariatet af d. 22. november som svar på en note fra den italienske ambassade i Moskva, hvori den fremførte sine indvendinger mod de af Folkeforbundet vedtagne beslutninger. Den sovjetiske regering påpegede, at den ud fra sin konsekvente fredspolitik fandt det nødvendigt strengt at efterleve de forpligtelser, den havde påtaget sig ifølge Folkeforbundets vedtægter. Den kunne ikke være enig i, hed det i noten, at Abessinien »skulle være et undtagelsestilfælde og ikke nyde godt af alle de rettigheder, som Folkeforbundet anviste sine øvrige medlemmer... At handle anderledes ville betyde, at man fornægtede Folkeforbundets principper, fornægtede den kollektive organisering af sikkerheden, ansporede aggression i fremtiden, benægtede muligheden af at udvise international solidaritet for at bevare og styrke verdensfreden, hvilket var grundlaget for den sovjetiske regerings politik.« Spørgsmålet om at tage de såkaldte oliesanktioner i anvendelse over for Italien havde særlig betydning i bekæmpelsen af den italienske aggression. Italien havde ikke selv olieressourcer, og en afbrydelse af olieleverancerne ville i realiteten have gjort en fortsættelse af den italienske aggression umulig. USSR og en række andre olie-eksporterende lande var parat til at stoppe eksporten af olieprodukter til Italien. For at oliesanktionerne skulle blive effektive var det imidlertid nødvendigt, at de fik tilslutning fra alle olie-eksporterende lande. USA's holdning var i den sammenhæng af særlig betydning. Den amerikanske regering nægtede dog at stoppe olieeksporten til Italien. Det samme gjaldt for Frankrigs vedkommende.(Pierre Laval påpegede ligeledes »den store fare for, at kommunismen kan omstyrte regimet i Italien, og at Europa næppe vil overleve denne storm«.)

Da Storbritannien kunne spille en kolossal rolle i kampen mod den italienske aggression, forsøgte den sovjetiske regering at nå til enighed med den britiske regering om dette spørgsmål. I overensstemmelse med instruktioner han havde modtaget fra Moskva, havde den sovjetiske ambassadør i London Ivan Majskij d. 6. november 1935 et møde med Storbritanniens udenrigsminister Samuel Hoare. Ambassadøren gav udtryk for, at Italien var en relativt svag aggressor. Der var andre, stærkere og farligere aggressorkandidater. »Vi finder det af den yderste vigtighed,« understregede han, »at der med Italien som eksempel bliver givet en lektion til alle tænkelige aggressorer overhovedet.« Dette spørgsmål blev detaljeret behandlet på et britisk regeringsmøde d. 2. december. Der blev udtrykt bekymring for, at iværksættelse af effektive sanktioner (olie- og andre) kunne føre til et fuldstændigt sammenbrud for det fascistiske regime i Italien i forbindelse med, at Mussolini »sandsynligvis ville forsvinde fra italiensk politik og der kunne komme en kommunistisk regering i Italien og en total ændring i hele den europæiske situation«. Den britiske udenrigsminister Samuel Hoare gjorde sig derfor store anstrengelser for at bevise, at det var nødvendigt at udskyde iværksættelsen af oliesanktioner, og på linje med Laval arbejdede han på hurtigst muligt at få indledt »fredelige forhandlinger«. Samuel Hoares forslag blev godkendt af kabinettet. D. 8. december 1935 var den såkaldte Hoare-Laval-plan klar. Ifølge den accepterede Storbritannien og Frankrig, at Italien annekterede en tredjedel af Abessiniens territorium. Da planen samme dag blev behandlet på et britisk regeringsmøde, blev det påpeget, at den var yderst gunstig for aggressoren, Italien, og i realiteten uantagelig for aggressionsofferet, Abessinien. Planen blev ikke desto mindre enstemmigt godkendt af den britiske regering, og det blev besluttet at lægge »kraftigt pres« på Abessinien for at få det til at acceptere Hoare-Laval-planens krav. Abessiniens kejser Haile Selassie I sendte d. 19. februar 1936 gennem den britiske militærattaché i Abessinien en strengt fortrolig meddelelse til den britiske regering. Han erklærede sig heri villig til, for det første, at indlede forhandlinger med den italienske regering og, for det andet, at »binde det (Abessinien) til England enten i form af et protektorat eller i form af et mandat«. Sidstnævnte tilbud var dog uantageligt for Storbritannien, da Abessiniens tilslutning til det britiske imperium under de daværende omstændigheder automatisk ville have bragt Storbritannien i krig med Italien. Hoare-Laval-planen var i den grad odiøs, at den blev holdt strengt hemmelig. Ikke desto mindre sivede indholdet ud til pressen og fremkaldte en storm af indignation både i og uden for Storbritannien. Samuel Hoare blev tvunget til at træde tilbage som udenrigsminister, hvilket dog ikke førte til ændringer i den britiske regeringspolitik. Storbritannien og Frankrig begunstigede fortsat de italienske aggressorer.

De forenede Stater så ligeledes, om end i en anden form, igennem fingre med aggressionen. D. 31. august 1935 vedtog repræsentanternes hus og senatet en fælles resolution, der forbød salg af våben fra De forenede Stater til krigsførende stater. Hermed var grunden lagt til USA's berygtede neutralitetslovgivning, der spillede en så negativ rolle i tiden op til krigen. USA's holdning var i realiteten en gave til aggressoren. Italien producerede selv alle slags våben. Aggressionsofferet, Abessinien, havde ingen våbenindustri og var nødt til at købe våben og ammunition i udlandet, men det amerikanske marked var nu lukket for det. De af Folkeforbundet proklamerede halvhjertede sanktioner kunne ikke standse aggressorerne. På trods af Abessiniens hårdnakkede modstand var de italienske tropper, der greb til de mest barbariske krigsførelsesmetoder, herunder anvendelse af giftgasser, i stand til at besejre abessinierne. I forbindelse med anneksionen af Abessinien proklamerede Mussolini i maj 1936 pompøst det italienske imperium. I en indberetning til udenrigskommissariatet om sin samtale angående Abessinien-spørgsmålet med David Lloyd George skrev Ivan Majskij, at Lloyd George uden at genere sig i de heftigste vendinger skældte ud over Baldwin og hans ministre, idet han påpegede, at såfremt sanktionspolitikken over for Italien var blevet gennemført konsekvent lige fra starten, så ville Abessinien have været intakt og »der ville være skabt en afskrækkende præcedens for enhver fremtidig aggressor, herunder også for Tyskland«. Abessiniens nederlag til Italien var en direkte følge af Storbritanniens, Frankrigs og USA's eftergivenhed over for aggressionen, et resultat af deres bestræbelser på at få en imperialistisk aftale i stand med de italienske aggressorer. I tilfælde af en venskabelig overenskomst med Italien på Abessiniens bekostning håbede man i London og Paris at kunne genoptage forsøget på at indgå en Firemagtspagt. Af alle stormagterne var det alene Sovjetunionen, der konsekvent støttede Abessiniens retfærdige nationale befrielseskrig. Ved ikke at forsvare Abessinien forberedte Storbritannien og Frankrig også selve Folkeforbundets sørgelige skæbne. Fra daværende tidspunkt at regne spillede organisationen ikke længere nogen afgørende rolle i internationale anliggender. De mindre europæiske lande, der i tilfælde af aggression mod dem havde sat deres lid til Folkeforbundet, nåede efterhånden frem til den konklusion, at de ikke kunne forlade sig på det. Der var rettet et alvorligt anslag mod planerne om at omdanne Folkeforbundet til et effektivt instrument for den kollektive sikkerhed. Samtidig drog de aggressive magter den konklusion, at de ikke behøvede at frygte organisationen. Alt dette var til uoprettelig skade for fredens sag.

Efter Italien rettede det fascistiske Tyskland et nyt slag mod freden og sikkerheden. Tyskland besluttede at gøre op med bestemmelserne i Locarno-traktaten af 1925, ifølge hvilke det var forpligtet til ikke at have tropper på den venstre Rhinbred og ligeledes i et 50 kilometer bredt bælte på den højre Rhinbred (disse begrænsninger var fastlagt allerede i Versailles-fredstraktaten). Hensigten med denne aktion bestod for Tyskland først og fremmest i, at det ved at opføre militære fæstningsanlæg i dette område ville gøre franske troppers indtrængen yderst vanskelig, såfremt Frankrig skulle beslutte at komme sine allierede i Central- og Østeuropa til hjælp i tilfælde af tysk aggression mod dem. Den franske ambassadør i Berlin André Francois-Poncet konstaterede d. 4. februar 1936, at nazisternes tonefald blev stadigt heftigere og deres fordringer mere pågående. Deres fanatisme, herskermentalitet, hårdnakkede stræben efter revanche, deres teorier om raceoverlegenhed trådte stadig tydeligere i forgrunden. I fuld alvor fostredes planer om etablering af tysk hegemoni over Donauområdet, ligesom der blev fremsat krav om kolonier. Også den britiske regering havde indset, hvor kompliceret situationen var. D. 17. januar 1936 præsenterede den nye udenrigsminister Anthony Eden regeringen for et udførligt memorandum Den tyske fare, hvori der blev fremlagt talrige uigendrivelige beviser på det fascistiske riges aggressive ambitioner. Eden rejste imidlertid ikke spørgsmålet om kamp mod faren for aggression fra Tysklands side, men foreslog at »overveje, om det stadigt var muligt at nå frem til en slags modus vivendi... med Hitlers Tyskland.. .« En af afdelingslederne i Foreign Office William Strang gik i en af ham udfærdiget rapport om dette spørgsmål ind for, at man skulle gøre Tyskland vidtgående indrømmelser for at »berøve det anledningen« til at gribe til voldelige midler. Han mente, man skulle acceptere, at Tyskland etablerede sit økonomiske herredømme i Central- og Sydøsteuropa. Med samme formål anbefalede Frank Ashton-Gwatkin, der var økonomisk rådgiver i Foreign Office, at yde Tyskland økonomisk støtte, give det adgang til råstofkilder og eventuelt endog tilbagegive det dets tidligere kolonier, give Tyskland frie hænder til at udvikle de økonomiske relationer med landene i Central- og Sydøsteuropa og at udvikle det økonomiske samarbejde mellem Storbritannien og Tyskland, f.eks. med hensyn til udnyttelsen af Ruslands råstofressourcer.

På daværende tidspunkt var spørgsmålet om de tyske troppers eventuelle okkupation af den demilitariserede Rhinzone særlig aktuelt. Spørgsmålet var blevet behandlet af den britiske regering allerede i januar 1935, da man besluttede, at »demilitariseringen af Rhinlandet ikke var af vital interesse for Storbritannien«. Samtidig var man i London, som det fremgår af dokumenter fra Foreign Office, udmærket klar over, at denne aktion i russernes, tjekkoslovakernes og polakkernes øjne i betydelig grad ville forringe værdien af deres alliance med Frankrig. Dette kunne dog ikke forurolige Storbritanniens herskende kredse. De var åbenlyst interesseret i at likvidere disse alliancer for at lette nazisternes ekspansion i østlig retning. Da den britiske regering d. 5. marts havde erfaret, at nazisterne inden for de nærmeste dage havde planlagt at okkupere Rhinzonen, blev dette spørgsmål endnu en gang omhyggeligt drøftet. Om nogen som helst modforholdsregler var der ikke tale. Anthony Eden gik ind for øjeblikkelig genoptagelse af forhandlingerne med Tyskland. Han foreslog, at man indledte forhandlinger om luftpagten, men derefter ligeledes drøfte ophævelsen af demilitarisering af Rhinzonen og andre problemer. Den følgende dag tilkaldte Anthony Eden den tyske ambassadør Leopold von Hoesch og foreslog, at man indledte et britisk-fransk-tysk samarbejde med at indgå en luftpagt. Dette forslag overbeviste en gang for alle nazisterne om, at de ikke behøvede at frygte nogen modforanstaltninger fra London og Paris mod rigets planer med hensyn til Rhinzonen. Det fascistiske rige havde allerede forberedt »svaret« på dette forslag. D. 7. marts 1936 okkuperede Tyskland den demilitariserede Rhinzone. Den tyske regering erklærede demagogisk, at den som følge af Frankrigs ratifikation af aftalen med USSR om gensidig hjælp ikke skulle være forpligtet til at overholde bestemmelserne i Locarno-traktaten af 1925. For at svække reaktionen fra de øvrige stater forsikrede nazisterne samtidig om deres »fredsvilje«. De erklærede sig rede til i stedet for Locarno-traktaten at indgå en ikke-angrebspagt med Frankrig og Belgien og ligeledes at drøfte spørgsmålet om Tysklands tilbagevenden til Folkeforbundet.

Det fascistiske riges krænkelse af eksisterende aftaler og styrkelsen af dets strategiske positioner udgjorde en kolossal fare for freden og sikkerheden i Europa. Sovjetunionen, der i sin udenrigspolitik konsekvent varetog fredens interesser, gav straks udtryk for en skarp fordømmelse af de fascistiske føreres aggressive aktion. I en ledende artikel d. 14. marts 1936 understregede Isvestija i denne forbindelse, at USSR »modsætter sig Tysklands brud på Locarno-traktaten, et brud, der kun kan øge krigsfaren«. De tyske troppers indmarch i den demilitariserede Rhinzone var et alvorligt slag for Frankrig. Skønt de havde alle muligheder herfor, ville de herskende kredse i Frankrig ikke yde modstand mod Hitlers eventyr. Frankrig var på daværende tidspunkt den i militær henseende stærkeste magt i Vesteuropa. Tyskland havde kun netop indledt opbygningen af sine militære styrker. Det var derfor ikke tilfældigt, at de tyske enheder, der trængte ind i Rhinzonen, havde ordre til øjeblikkeligt at trække sig tilbage til udgangspositionerne i tilfælde af modforanstaltninger fra Frankrigs side. Den franske regering kunne ligeledes bringe kollektive sanktioner i anvendelse, herunder støtte sig til aftalen med USSR om gensidig hjælp. Frankrigs udenrigsminister meddelte d. 7. marts 1936 den sovjetiske ambassadør Vladimir Potjomkin, at den franske regering foranlediget af de tyske troppers indmarch i Rhinzonen krævede Folkeforbundsrådet indkaldt og regnede med USSR's aktive støtte i rådet. D. 9. marts meddelte ambassadøren efter instrukser fra den sovjetiske regering, at Frankrig helt og fuldt kunne forlade sig på Sovjetunionens støtte i Folkeforbundet. Det franske diplomati tillagde denne solidaritet stor betydning. Flere af Frankrigs allierede blandt de mindre europæiske lande (Belgien, Tjekkoslovakiet og andre) erklærede ligeledes, at de var rede til at komme det til hjælp, idet de var klar over, at i realiteten var det også et spørgsmål om deres skæbne. De herskende kredse i Frankrig var udmærket klar over, at Frankrigs holdning i denne situation var bestemmende for de øvrige landes fremtidige udenrigspolitiske orientering. I tilfælde af tysk sejr i denne konflikt kunne man forvente, at de ville svinge over på sejrherrens side. »Det spørgsmål, der afgøres i dette øjeblik,« hed det i disse dage i et dokument fra Quai d'Orsay, »er, om Europa skal være tysk eller ej.« Skønt repræsentanterne for de franske herskende kredse fremsatte verbale trusler, var de i virkeligheden tvivlrådige og vovede ikke at yde aggressoren beslutsom modstand.

Den britiske regering fandt det nødvendigt under alle omstændigheder at forhindre, at Frankrig traf nogen som helst militære foranstaltninger mod Tyskland. Den insisterede på, at Frankrig ikke tog nogen skridt, før der havde været afholdt et møde mellem Locarno-magterne, og spørgsmålet havde været drøftet i Folkeforbundsrådet. Fremfor kamp mod Tysklands aggressionspolitik tænkte man i London udelukkende på, hvordan man hurtigst muligt igen kunne få sat sig til bords med nazisterne. Forsøgene på at nå til forståelse med Det tredje Rige blev varetaget af en af den britiske regering nedsat udenrigspolitisk komité, bestående af premierministeren og de mest indflydelsesrige ministre. Briterne rejste spørgsmålet om at indgå en ny Locarno-traktat, men uden punktet om Rhin-zonens demilitarisering. Komiteens medlemmer udviste også spørgsmålet om Tysklands tilbagevenden til Folkeforbundet stor interesse. Problemet om at tilbagegive Tyskland dets tidligere kolonier blev omhyggeligt studeret. Storbritanniens parlamentariske udenrigsunderstatssekretær Robert Cranborne berørte dette spørgsmål under et møde med den sovjetiske ambassadør. Han påpegede, at den britiske regering »ønskede at genoprette det gamle Locarno uden den demilitariserede Rhinzone«. Ivan Majskij kritiserede Londons intentioner og erklærede, at »det eneste værdige svar til Hitler ville være en generel styrkelse af den kollektive sikkerhed, herunder iværksættelse af de repressalier over for Tyskland, som Folkeforbundet fandt mulige«. En af hovedårsagerne til de britiske herskende kredses holdning var, at modstand mod nazisterne kunne føre til sammenbrud for fascismen i Tyskland, og at bolsjevismen ville sejre.

D. 10. marts 1936 indledtes Locarno-magternes konference i Paris med deltagelse af Storbritannien, Frankrig, Italien og Belgien, men uden Tyskland. Konferencen bragte ingen positive resultater. Man besluttede at overlade spørgsmålet til drøftelse i Folkeforbundsrådet. De britiske repræsentanter fik gennemtrumfet, at mødet denne gang skulle afholdes i London og ikke i Genéve, og at der blev indbudt repræsentanter for Tyskland. Dette var et åbenlyst forsøg på at komme til forståelse med det fascistiske rige og ikke kamp mod dets krænkelse af eksisterende aftaler. D. 11. marts drøftede den britiske regering den opståede situation og efter forslag fra Anthony Eden modsatte den sig enhver form for sanktioner mod Tyskland og gik ind for genoptagelse af forhandlingerne med det formål at nå frem til gensidig forståelse. På Folkeforbundsrådets møde, der indledtes d. 14. marts, gjorde den britiske regering alt, hvad der stod i dens magt, for at forhindre, at der blev vedtaget nogen som helst sanktioner mod det fascistiske rige. De britiske diplomater påpegede, at krænkelse af aftaler det var dog ikke det samme som aggression. USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender, der var i London for at deltage i rådets møder, telegraferede til Moskva angående stemningen i den britiske hovedstad. Han meddelte, at »briterne stræber efter at inddrage franskmændene i forhandlinger med Hitler så hurtigt som muligt«. På rådets møde d. 17. marts bekræftede folkekommissæren Sovjetunionens beredvillighed til sammen med rådets øvrige medlemslande at udtrykke forbitrelse over Tysklands krænkelse af internationale forpligtelser, fordømme dets handlinger og slutte op om »de mest effektive midler for at forhindre lignende krænkelser i fremtiden«. Samtidig med fordømmelsen af Hitler-Tysklands krænkelse af aftaler, det havde underskrevet, kritiserede folkekommissæren eftergivenhedspolitikken over for sådanne handlinger. Han modsatte sig kollektiv kapitulation over for aggressoren, kollektiv belønning af aggressoren ved at vedtage beslutninger, der var ønskelige og fordelagtige for Tyskland, beslutninger, der under påskud af at undgå en tilsyneladende krigsfare i dag, ville skabe forudsætninger for en virkelig krig i morgen.

Formanden for folkekommissærernes råd Vjatjeslav Molotov bekræftede ligeledes, at »al den hjælp, Frankrig havde behov for i forbindelse med et eventuelt angreb... ville blive ydet af Sovjetunionen. USSR's beslutsomme holdning til dette spørgsmål var en konsekvens af den vedholdende kamp for fred og kollektiv sikkerhed. I Sovjetunionen forstod man ganske udmærket, at man ikke kunne kæmpe for fred uden at forsvare internationale forpligtelsers ukrænkelighed. Det var ikke muligt at opretholde den kollektive sikkerhed uden at iværksætte kollektive foranstaltninger mod brud på eksisterende aftaler. Alligevel lykkedes det for det britiske diplomati at få gennemført, at Folkeforbundsrådet blot konstaterede den kendsgerning, at Tyskland havde brudt sine traktatlige forpligtelser. Der blev ikke vedtaget sanktioner mod Tyskland, hvilket passede nazisterne udmærket, da deres handlinger således forblev ustraffede. I en indberetning til folkekommissariatet for udenrigsanliggender om synspunkter og stemninger i britiske regeringskredse påpegede den sovjetiske ambassade i London, at de kunne sammenfattes i forsøgene på at begrænse Storbritanniens militære forpligtelser, at disse forpligtelser kun skulle omfatte Frankrig og Belgien og, i sidste ende, til forsøgene på at komme til forståelse med Tyskland. Planerne om at indgå en ny pagt med Tyskland, der skulle garantere »Vestens sikkerhed«, betød, at den britiske regering var parat til at overlade landene og folkene i Øst- og Centraleuropa til nazisternes vilkårlighed. Det var den politik der, som vi senere skal se, førte til München og derefter til krig. Frankrig fulgte i hælene på Storbritannien samme for freden farlige kurs. Da Frankrigs udenrigsminister Pierre Flandin fremlagde hovedprincipperne i landets udenrigspolitik i den situation, der var opstået efter d. 7. marts, erklærede han, at »vi skal have den bedste ordning med Tyskland, vi kan opnå, og overlade resten af Europa til dets skæbne«. Kun fire år senere førte denne politik til Frankrigs nederlag og forsmædelige kapitulation. Bestræbelserne på at nå til enighed mellem vestmagterne, og oven i købet på et anti-sovjetisk grundlag, blev også støttet af de reaktionære kredse i USA. Den amerikanske ambassadør i Paris William Bullitt udtalte sig til fordel for »forsoning mellem Frankrig og Tyskland« i opposition til USSR.

Med remilitariseringen af Rhinzonen styrkede det fascistiske rige sine strategiske positioner til nye aggressionshandlinger. Nazisterne indledte i al hast opførelsen af den såkaldte Siegfriedlinje langs den tysk-franske grænse. Det fascistiske rige stræbte efter at sikre sit bagland i tilfælde af aggressionshandlinger i Central- og Sydøsteuropa. Samtidig skulle Siegfriedlinjen være udgangspunkt for et fremtidigt angreb på Frankrig. Frankrigs stilling i Europa var alvorligt svækket. Også dets allieredes tillid til det var undergravet. Remilitariseringen af Rhinzonen betød, at det nu ville være betydeligt vanskeligere for Frankrig gennem iværksættelse af aktioner på vestfronten at komme dets allierede i Central- og Sydøsteuropa til hjælp, i tilfælde af at de skulle blive udsat for et angreb fra det fascistiske rige. Blandt de herskende kredse i Frankrig slog netop på daværende tidspunkt følgende opfattelse endegyldigt igennem: såfremt Frankrigs allierede blev angrebet af Det tredje Rige, skulle den franske hær følge en defensiv strategi, dvs. holde sig bag Maginot-linjen. D. 19. marts 1936 påpegede formanden for folkekommissærernes råd Vjatjeslav Molotov i en samtale med chefredaktøren for Le Temps Jacques Chastenet: »Remilitariseringen af Rhinzonen forstærker ubetvivleligt truslen mod de lande, der er beliggende øst for Tyskland, og i særdeleshed mod USSR. Det ville være fejlagtigt ikke at indse dette.« Den sovjetisk-franske aftale om gensidig hjælp, der endnu ikke var trådt i kraft, havde i væsentlig grad mistet sin betydning som militærstrategisk faktor. For at få den franske regering til at forlige sig med det fascistiske riges aktioner gav Storbritannien udtryk for, at det var villig til at påtage sig visse forpligtelser over for Frankrig. D. 1. april udvekslede Storbritanniens og Frankrigs regeringer officielle skrivelser om dette spørgsmål. Den britiske regering erklærede, at såfremt forsøgene på i stedet for Locarno-traktaten at afslutte en ny overenskomst med deltagelse af Tyskland skulle ende uden resultat, ville Storbritannien komme Frankrig til hjælp i tilfælde af et tysk angreb. De britisk-franske militærforhandlinger, der blev indledt kort efter, viste imidlertid, at den britiske regering alligevel ikke havde alvorlige hensigter om at yde Frankrig effektiv militærhjælp. Storbritanniens forpligtelser skabte blot det indtryk, at Frankrig kunne forlade sig på dets støtte. I realiteten kunne Frankrig ikke regne med nogen form for hjælp fra Storbritanniens side.

I lyset af den øgede krigsfare fandt den sovjetiske regering det nødvendigt at gøre nye forsøg på at forene kræfterne fra de stater, der var mål for den tyske og italienske aggression. Sovjetunionen søgte at styrke Folkeforbundet og gøre det til et mere effektivt instrument til afværgelse af krig og opretholdelse af fred. Sovjetunionens forslag tog udgangspunkt i, at den samlede militære og økonomiske styrke og ligeledes de menneskelige ressourcer hos de ikke-aggressive stater på daværende tidspunkt var betydeligt større end hos en hvilken som helst tænkelig kombination af aggressive magter. For at afværge krigstruslen og styrke alle landes sikkerhed var det tilstrækkeligt, at alle ikke-aggressive stater optrådte samlet og demonstrerede muligheden af fælles aktion til forsvar for freden. Den sovjetiske regering tillagde samarbejdet med Frankrig og Storbritannien, bl.a. i Folkeforbundet, afgørende betydning. Det er i denne sammenhæng værd at erindre om de forhandlinger, der fandt sted i begyndelsen af 1936, først og fremmest under Maksim Litvinovs og Mikhail Tukhatjevskijs ophold i London (i forbindelse med kong Georg 5's begravelse), men ligeledes samtaler mellem den sovjetiske ambassadør i London og britiske regeringsrepræsentanter. D. 11. januar 1936 havde den sovjetiske ambassadør Ivan Majskij en samtale om dette spørgsmål med Storbritanniens udenrigsminister Anthony Eden. I meddelelsen herom til den britiske ambassadør i Moskva skrev Eden: »Med hensyn til den generelle politik påpegede Mr. Majskij, at det vigtigste var, at Hans Majestæts regering, den sovjetiske regering og Frankrigs regering skulle samarbejde om ledelsen af Folkeforbundet. Hvis de gjorde det, hvis de benyttede enhver lejlighed til at styrke Folkeforbundet, og hvis de stod fast, mente han, at den tyske fare kunne afværges uden krig... Det var grunden til, at hans regering tillagde vort nære samarbejde så stor betydning.«

Af endnu større betydning var Maksim Litvinovs samtale med Anthony Eden d. 30. januar. Den britiske minister skrev herom: »Mr. Litvinov understregede sit ønske om at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at forbedre relationerne mellem vore lande. Kunne der ikke tages videre skridt i den retning? Hvis det var tilfældet, ville han hilse det velkommen. Jeg svarede, at jeg ikke kunne tænke mig noget nyt... Mr. Litvinov... spurgte... om det f.eks. ikke var muligt at tænke sig en slags overenskomst mellem Sovjet-Rusland, Frankrig og United Kingdom. Jeg svarede, at jeg ikke kunne forestille mig, hvordan dette skulle være muligt.. .« D. 5. februar talte Ivan Majskij ligeledes om dette spørgsmål med Storbritanniens krigsminister Alfred Duff Cooper.

D. 2. april 1936 underrettede den sovjetiske ambassadør Foreign Office om, at »det i kampen for fred var tvingende nødvendigt med den tættest mulige tilnærmelse mellem USSR, Frankrig og Storbritannien« for at redde Europa. Han påpegede, at »kun en omgående styrkelse af den kollektive sikkerhed, der er parat til at besvare enhver ny aggression fra Tysklands side med beslutsomme aktioner, kan bringe Hitler til at indse, at fred alligevel er fordelagtigere end krig«. Den sovjetiske regerings initiativ blev ikke støttet af Storbritanniens herskende kredse. De stræbte ikke efter at komme til forståelse med Sovjetunionen, men med det fascistiske rige. I Foreign Office var man af den opfattelse, at man for ikke at komplicere forhandlingerne med Tyskland under ingen omstændigheder skulle drøfte spørgsmålet om britisk-fransk-sovjetisk samarbejde med Majskij. Endog den vesttyske historiker Axel Kuhn påpeger: »De britiske bestræbelser på at nå frem til en overenskomst med de anti-kommunistiske stater forhindrede enhver styrkelse af de britisk-sovjetiske forbindelser.« De overvejelser, der bibragte Storbritanniens herskende elite den opfattelse, at man ikke kunne samarbejde med Sovjetunionen, kan sammenfattes i følgende: Var der blevet stillet uoverstigelige hindringer i vejen for de tyske aggressorer, ville man herved have sikret ikke alene Storbritannien, men også Sovjetunionen fred. Mens de britiske konservative ønskede fred for Storbritannien, så ønskede de ud fra deres klasseforestillinger under ingen omstændigheder at medvirke til, at også Sovjetunionen kunne leve i fred og fortsætte opbygningen af det nye, socialistiske samfund. Havde der eksisteret en alliance mellem Storbritannien, Frankrig og USSR, og det alligevel var kommet til krig, ville det fascistiske Tyskland uundgåeligt have lidt nederlag. Ud fra samme klasseforestillinger kunne de britiske konservative ikke forlige sig med en sådan sejr, eftersom Sovjetunionen ville være blandt sejrherrerne, dvs. USSR ville ikke alene fortsat eksistere, men kunne endog have styrket sin position i verden. Desuden tog man i London hensyn til, at krig kunne føre til socialistisk revolution i en række kapitalistiske lande. Ovenstående fremgår ganske tydeligt af en erklæring fremsat af den britiske premierminister Stanley Baldwin i 1936. Han udtalte, at i tilfælde af en væbnet konflikt ville Storbritannien »kunne knuse Tyskland med Ruslands hjælp, men det ville sandsynligvis resultere i, at Tyskland blev bolsjevikisk«.

Det britiske imperiums ledere havde udarbejdet deres egen strategiske generalplan, der forudsatte en imperialistisk aftale mellem Storbritannien og det fascistiske rige. Til gengæld for, at nazisterne forpligtede sig til ikke at angribe det britiske imperium, var London parat til at give det fascistiske Tyskland »ret« til aggression mod øst i forventningen om i sidste ende at anspore det til krig mod Sovjetunionen. I London regnede man med, at det britiske imperiums sikkerhed ville være opretholdt på denne måde, at Sovjetunionen ville blive tilintetgjort eller i hvert fald svækket og ligeledes, at det fascistiske Tyskland - Storbritanniens største imperialistiske konkurrent - ville blive tappet for kræfter. I 1936 udtalte Stanley Baldwin om dette spørgsmål: »Vi ved alle at Tyskland ønsker, og han (Hitler) har givet udtryk for det i sin bog, at gå mod øst, og såfremt han skulle gå mod øst, ville det ikke få mit hjerte til at briste. .. Skal der være kamp i Europa, ville jeg foretrække, at det var bolsjevikkerne og nazisterne, der kæmpede.«² De britiske konservatives kurs var i modstrid med Storbritanniens og det britiske folks nationale interesser. Den indeholdt spirerne til de mest alvorlige konsekvenser for Storbritannien (den var en af de fundamentale årsager til anden verdenskrig). Den britiske ambassadør i Moskva Lord Chilston fandt det nødvendigt at advare Foreign Office om, at til trods for USSR's gode vilje og stræben efter samarbejde med Storbritannien, så kunne Londons politik i sidste ende få ubehagelige konsekvenser for Storbritannien selv. Han skrev, at den sovjetiske regerings politik gik ud på at holde Tyskland tilbage ved hjælp af kollektive midler, men hvis den blev overbevist om, at alle dens forsøg på ad denne vej at opretholde sin sikkerhed var forgæves, kunne den revidere sin politik og søge at normalisere relationerne til Tyskland. Skønt bestræbelserne på at styrke sikkerheden i Europa som resultat af de britiske herskende kredses politik stødte på alvorlige vanskeligheder, gjorde Sovjetunionen fortsat alt, hvad den formåede, for at samle alle de lande, der objektivt havde interesse i at bevare freden.

Den sovjetiske regering mente som hidtil, at også Amerikas forenede Staters deltagelse i bestræbelserne på at styrke freden var af afgørende betydning. I en redegørelse af d. 11. januar 1936 til State Department kommenterede USA's chargé d'affairs i USSR Loy Henderson Vjatjeslav Molotovs beretning på et møde i USSR's centrale eksekutivkomité og gjorde specielt opmærksom på den passage i beretningen, hvor der taltes om nødvendigheden af tilnærmelse mellem Sovjetunionen og De forenede Stater, der, som Molotov bemærkede, »har kolossal betydning ud fra synspunktet om verdensfredens bevarelse«. På grundlag af denne erklæring og en samtale med den sovjetiske ambassadør i Washington Aleksandr Trojanovskij, der opholdt sig i Moskva, meddelte Henderson State Department, at den sovjetiske regering regnede med USA's støtte til skabelse af et kollektivt sikkerhedssystem. D. 17. april underrettede William Bullitt Washington om sin samtale med Maksim Litvinov, der havde understreget betydningen af at forene USA's og USSR's anstrengelser »til gavn for freden«. Ifølge Bullitt hældede Litvinov til den opfattelse, at såfremt der blev krig i Europa, ville det blive mellem Tyskland og Frankrig, og at Japan kun ville angribe USSR sammen med Tyskland. Den sovjetiske regering drog således ikke kun omsorg for sit eget land, men også for verdensfreden og foreslog derfor De forenede Stater at medvirke til en kollektiv styrkelse af folkenes sikkerhed. Washington viste imidlertid ingen interesse for disse forslag.

I taler i Folkeforbundets delegeretforsamling d. 1. juli og d. 28. september 1936 om foranstaltninger til styrkelse af freden erklærede Maksim Litvinov på den sovjetiske regerings vegne, at man kun kunne forsvare freden ved at skabe et kollektivt sikkerhedssystem. Han opfordrede til at omdanne Folkeforbundet til en blok af stater, der var interesseret i at opretholde freden, og som sluttede sig sammen med det formål gensidigt at forsvare og hjælpe hinanden. Vi kræver, sagde han, »at denne blok virkeligt organiserer gensidig hjælp, at den i god tid udarbejder en aktionsplan far ikke at blive overrumplet, og at krigsforberedelser, der finder sted uden for blokken, bliver besvaret med effektive aktioner til organisering af kollektiv modstand«. Ikke alle Folkeforbundets medlemmer ville acceptere at deltage i militære sanktioner, og den sovjetiske regering opfordrede derfor til, at forbundets medlemmer indgik regionale eller tosidede pagter om gensidig hjælp. Skulle det blive nødvendigt at anvende militære sanktioner, skulle de gennemføres af deltagerne i de berørte regionale overenskomster, og, såfremt de selv ønskede det, af andre Folkeforbundsmedlemmer. Den sovjetiske regerings forslag til styrkelse af Folkeforbundet blev overrakt forbundets generalsekretær d. 30. august 1936. Fra visse andre lande var der fremsat forslag om at annullere artikel 16 i Folkeforbundets vedtægter om anvendelse af sanktioner over for en aggressor. Den sovjetiske regering modsatte sig energisk disse forslag.

USSR's ihærdige kamp for fred og kollektiv sikkerhed bevirkede en yderligere styrkelse af Sovjetunionens internationale autoritet. Ganske betegnende er i denne sammenhæng nogle udtalelser fremsat af Storbritanniens tidligere premierminister David Lloyd George i en samtale med den sovjetiske ambassadør d. 1. juli 1936. USSR's internationale rolle, udtalte Lloyd George, bliver stadig større. Storbritanniens og Frankrigs politik bliver mere og mere uklar, svingende, ubestemt. Dette undergraver naturligvis tilliden til London og Paris, især i de mellemstore og mindre lande. »Samtidig fører USSR hele tiden en klar, tydelig og bestemt politik - fredens politik.« Der er altså intet overraskende i, udtalte han, »at de mellemstore og mindre lande nu i stadig stigende grad begynder at orientere sig efter USSR, at de i stadig stigende grad betragter USSR som deres leder«. ) (USSR havde på daværende tidspunkt indgået ikke-angrebspagter med alle sine vestlige nabostater med undtagelse af Rumænien.) En af de ledende medarbejdere i Folkeforbundets sekretariat Francis Paul Walters bemærker i sit tobindsværk om forbundets virksomhed, at USSR fra det øjeblik landet blev medlem af Folkeforbundet og igennem alle de efterfølgende år var »overbevist tilhænger« af Folkeforbundet. USSR's holdning til aggressorerne var mere i overensstemmelse med Folkeforbundets vedtægter »end nogen som helst af de andre stormagters«, og i spørgsmålene om sikkerhed spillede Sovjetunionen »den ledende rolle«. De diskussioner, der blussede op i Folkeforbundet angående vedtægtsændringer, viste imidlertid, at Folkeforbundet var på vej ned ad skråplanet, mod total magtesløshed og sammenbrud. Vestmagternes eftergivenhedspolitik over for aggressionen satte sine spor. Ivan Majskij rapporterede til Moskva, at hovedtendensen, der kunne iagttages blandt størstedelen af de konservative, og som blev støttet af den britiske regering, bestod i Storbritanniens »semi-isolation« i internationale anliggender. Den gik ud på at reformere Folkeforbundet (»trække tænderne ud på det«), dvs. formelt eller reelt at annullere artikel 16 i Folkeforbundets vedtægter. Storbritanniens og Frankrigs kortsynede politik lammede Folkeforbundet og gjorde det ude af stand til at forsvare freden.

De aggressive stater rettede deres undergravende arbejde mod Folkeforbundet. I december 1937 fulgte Italien Japans og Tysklands eksempel og forlod Folkeforbundet. Det fascistiske Tyskland øvede pression mod de mindre europæiske lande for at få dem til at afstå fra at deltage i Folkeforbundets foranstaltninger mod aggressorer. Nazisterne forstod udmærket, at en styrkelse af Folkeforbundet og indgåelse af regionale pagter om gensidig bistand kunne vanskeliggøre realiseringen af deres erobringsplaner. Den tyske regering arbejdede derfor på, at så mange europæiske lande som muligt på forhånd skulle erklære sig neutrale i tilfælde af en militær konflikt i Europa og afstå fra at deltage i de sanktioner, der var forudset i Folkeforbundets vedtægter. Det fascistiske rige håbede ad den vej at få mulighed for at annektere det ene efter det andet af Europas mindre lande uden at støde på organiseret og kollektiv modstand fra de øvrige stater. Det polske diplomati med Józef Beck i spidsen hjalp aktivt nazisterne med at undergrave Folkeforbundet og splitte de østeuropæiske lande. I 1936 fostrede Beck ideen om at skabe et »bælte« af neutrale stater fra Østersøen til Sortehavet (omfattende de baltiske lande, Polen og Rumænien). Dette forslag var en gave til Berlin, da det ville bremse oprettelsen af et virkeligt kollektivt sikkerhedssystem. Også den britiske regering udpønsede planer, der var farlige for freden. På et møde i den britiske regerings udenrigspolitiske komité d. 10. marts 1937 rejste Neville Chamberlain spørgsmålet, om det ikke kunne tænkes, at Tyskland ville indgå ikke-angrebspagter med alle sine østlige naboer. USSR kunne så indgå tilsvarende pagter med disse lande. Kernen i Chamberlains forslag bestod i følgende: »Dette skema skulle erstatte den fransk-sovjetiske pagt.« Lord Privy Seal Edward Halifax bemærkede straks, at han allerede d. 11. februar 1937 havde foreslået den tyske ambassadør i London von Ribbentrop et sådant skema. Samtidig med at den saboterede Folkeforbundet, var den britiske regering som hidtil stærkt optaget af spørgsmålet om, hvorledes den kunne få likvideret den sovjetisk-franske gensidige bistandsaftale, som den fandt yderst generende. Dette havde naturligvis ikke til formål at styrke freden og sikkerheden i Europa. Om ikke formelt så reelt lykkedes det Storbritanniens herskende kredse at nå deres mål. Dette bekræftes af en indberetning fra den amerikanske ambassadør i Paris William Bullitt til Washington om hans samtale med den franske regeringsleder Camille Chautemps d. 4. december 1937. Chautemps udtalte, at »han ville være parat til at give Tyskland alle mulige forsikringer om, at Frankrig aldrig ville indgå i en militæralliance med Sovjetunionen, rettet mod Tyskland, eller indlade sig på militære forhandlinger med Sovjetunionen. . .«

Den sovjetiske regering var af den opfattelse, af offentliggørelse af en fælles deklaration fra en række europæiske lande, der havde interesse i at bevare freden, kunne være en af de mulige gavnlige foranstaltninger, som havde til formål at skabe en bred front til kamp mod aggression. Under en samtale med den amerikanske ambassadør i USSR Joseph E. Davis d. 26. marts 1937 understregede folkekommissæren for udenrigsanliggender, at det endnu ikke var for sent at standse aggressorerne, men at det krævede faste og beslutsomme foranstaltninger fra de fredsvenlige staters side. Offentliggørelse af en deklaration fra Europas ikke-aggressive lande om, at de stod sammen i kampen for fred, kunne spille en væsentlig rolle for fredens opretholdelse, påpegede folkekommissæren. Tilsluttede Amerikas forenede Stater sig en sådan deklaration, kunne det medvirke til at bevare freden ikke alene i Europa, men også i Det fjerne Østen. Også under forhandlinger med andre landes repræsentanter rejste folkekommissæren gentagne gange spørgsmålet om offentliggørelse af en sådan deklaration. USA støttede ikke det sovjetiske forslag. Samtidig er det værd at notere, at den amerikanske ambassadør i Moskva Joseph E. Davis gav udtryk for en meget positiv vurdering af det bidrag Sovjetunionen kunne yde og ydede til styrkelse af freden. I en rapport til Washington om den rolle USSR's militære potentiel spillede for begivenhedernes udvikling i Europa skrev han d. 28. juni 1937: »Ruslands magt og styrke... er af indiskutabel værdi med hensyn til at holde Hitler tilbage... Den russiske røde hær er en af de stærkeste faktorer til styrkelse af freden i Europa.«

»Skyfri himmel over hele Spanien« - lød det i æteren fra radio Ceuta (Spansk Marokko) natten til d. 18. juli 1936. Disse ord var signal til et omfattende kontrarevolutionært oprør mod folkefrontsregeringen i Spanien. Forberedelserne til oprøret begyndte straks efter valget d. 16. februar 1936, der var en stor sejr for folkefrontspartierne. De opnåede 269 pladser i det nye parlament, højrepartierne kun 157 og centrumpartierne 48 pladser. Efter valgnederlaget besluttede den spanske reaktion gennem vold og med støtte af tyske og italienske fascister at erobre den politiske magt. Ud fra både politiske, strategiske og økonomiske overvejelser var de fascistiske magter, Tyskland og Italien, rede til at støtte den spanske reaktion. Styrkelsen af de demokratiske kræfters stilling i Spanien og landets stærke anti-fascistiske bevægelse faldt på ingen måde i Hitlers og Mussolinis smag. De frygtede, at folkefrontsejren i Spanien kunne føre til styrkelse af demokratiets og fremskridtets kræfter også i andre europæiske lande. Tyskland og Italien sammenkædede også sejr for de reaktionære kræfter i Spanien med forventninger om at styrke deres militær strategiske stilling til en fortsat udvidelse af aggressionen. Det fascistiske riges planer med en intervention i Spanien fremgår af et memorandum fra det tyske udenrigsministerium. Det påpeges heri, at Frankrigs stilling ville blive ændret fundamentalt, da dets iberiske grænse og forbindelseslinjer til koloniriget ville være truet. »Gibraltar ville være værdiløs, den britiske flådes frie passage gennem stræderne komme til at afhænge af Spanien, for ikke at tale om muligheden af at kunne operere med undervandsbåde, lette søstridskræfter såvel som luftvåbenet fra Pyrenæerhalvøen i alle kompassets retninger. En europæisk konflikt, hvor Rom-Berlin-aksen stod over for England og Frankrig, ville tage sig ganske anderledes ud, hvis et stærkt Spanien gik sammen med Rom-Berlin-aksen.« Mussolini regnede med, at han efter at have styrket sin stilling på Pyrenæerhalvøen ville have taget et stort skridt frem mod genoprettelsen af det romerske imperium og omdannelsen af Middelhavet til en »italiensk indsø«. Han drømte allerede om tidligere tiders romerske kejseres laurbær. Spaniens naturrigdomme, kul, jernmalm, kviksølv, wolfram, bly med mere virkede ligeledes dragende på Italien og Tyskland.

Straks efter at oprøret var brudt ud blev der sendt store mængder krigsmateriel fra Tyskland og Italien til Spanien. Dette skyldtes bl.a., som statssekretær i det tyske udenrigsministerium Ernst von Weizsäcker noterede i sin dagbog, at Francisco Franco, lederen af det fascistiske oprør i Spanien, ikke var i stand til »ved egne kræfter at tilkæmpe sig herredømmet over Spanien«¹. Der blev sendt omkring 50.000 tyske militærfolk til Spanien (bl.a. piloter og tankførere). Hjælpen fra Hitler til de spanske oprørere opgøres ifølge tyske kilder til 500 millioner mark (200 millioner dollars). Italien sendte 1.930 kanoner til Spanien, 7,5 millioner artillerigranater, 240.000 geværer, 325 millioner patroner, 7.633 motorkøretøjer, 950 tanks og panserkøretøjer. I krigen i Spanien deltog omkring 1.000 italienske fly, som gennemførte over 86.000 togter og kastede 11.584 tons bomber. Mod den spanske republik kæmpede ca. 150.000 italienske soldater. I en samtale med Hitler oplyste den italienske udenrigsminister Galeazzo Ciano, at udgifterne til den italienske intervention i Spanien beløb sig til 14 milliarder lire (700 millioner dollars). De britiske konservatives sympati var ligeledes helt og holdent på den spanske reaktions side. Det klassehad, Storbritanniens herskende kredse nærede til folkefrontsregeringen, var stærkere end deres frygt for, at Spanien i tilfælde af oprørernes sejr kunne vise sig at høre hjemme blandt Storbritanniens fremtidige militære modstandere. En af de britiske »die hards« Sir Henry Channon noterede d. 27. juli i sin dagbog: »I nogle dage har vi håbet, at de (oprørerne) ville vinde, men her til aften ser det desværre ud til, at den røde regering vil triumfere.« De britiske herskende kredses klassebetingede følelser var i særlig grad i oprør, fordi venstrekræfternes sejr ved valget i foråret 1936 havde resulteret i, at der også var dannet en folkefrontsregering i Frankrig. Det konservative Daily Mail skrev, at hvis den kommunistiske smitte, der nu bredte sig i Spanien og Frankrig, overførtes til andre lande, så ville de to regeringer - den tyske og den italienske - der havde udryddet denne smitte på deres egen jord, vise sig at være Storbritanniens mest nyttige venner. Den britiske regering fandt det ikke ønskeligt at yde den mindste støtte til Spaniens lovlige regering eller på nogen måde lægge hindringer i vejen for de spanske oprøreres aktioner. Storbritanniens udenrigsminister Anthony Eden påpegede i en samtale med den sovjetiske ambassadør, at sejr for Franco ikke ville udgøre nogen trussel for britiske interesser. Heller ikke Winston Churchill lagde over for den sovjetiske ambassadør skjul på, at ifølge hans mening var Franco tilhængernes sejr et »mindre onde« end sejr for Spaniens republikanske regering. I Paris pralede den britiske ambassadør uden anfægtelser med, at Storbritannien sympatiserede med oprørerne. Léon Blum, der hørte til på det franske socialistpartis højrefløj, var på daværende tidspunkt fransk regeringsleder. I realiteten fulgte han samme politik i forholdet til Spanien som de britiske tories. D. 25. juli nedlagde Blum-regeringen forbud mod våbeneksport til Spanien og lukkede den fransk-spanske grænse. På linje med de britiske »die-hards« bestræbte Léon Blum sig på at »berolige« Tyskland og fremme en fransk-tysk tilnærmelse. D. 12. september 1936 meddelte ambassadøren i Frankrig Vladimir Potjomkin til udenrigskommissariatet, at den tilspidsede indre situation i landet, de spanske begivenheder, Storbritanniens ubeslutsomhed og Tysklands voksende magt har i Frankrig styrket »tendensen til at nå til forståelse med Tyskland... Der kan iagttages en skærpelse af de anti-sovjetiske stemninger.« De franske politikere Georges Bonnet og Georges Mandel indrømmede under en samtale med Potjomkin, at Blum-regeringen fulgte i briternes kølvand og stræbte efter en overenskomst med Tyskland.

Kun et halvt år efter, at den sovjetisk-franske aftale om gensidig bistand var trådt i kraft, begyndte den franske regering allerede at drøfte, hvorledes man kunne frigøre sig fra aftalen. Frankrigs udenrigsminister Yvon Delbos udtalte i november 1936, at »hovedformålet med den fransk-russiske overenskomst var at trække Tyskland bort fra Sovjet-Rusland, dvs. modarbejde en eventuel genoptagelse af Rapallo-politikken«. I øjeblikket har Tysklands og Japans undertegnelse af Anti-kominternpagten »udelukket en sådan mulighed. Derfor kan den franske regerings holdning til en overenskomst med Rusland også undergå visse ændringer.« Delbos hævdede, at et flertal i Frankrig gik ind for gensidig forståelse med Tyskland. USA's politik i det spanske spørgsmål adskilte sig kun i det ydre fra Storbritanniens og Frankrigs. Førte den britiske, og franske regering »ikke-indblandingspolitik«, så kan den amerikanske regerings politik betegnes som isolationistisk. D. 7. januar 1937 blev USA's neutralitetslovgivning udstrakt til også at omfatte Spanien. Dette forværrede den republikanske regerings stilling ganske alvorligt, da den nu ikke havde mulighed for at købe militærudstyr i USA. Det bedste vidnedsbyrd herom er en erklæring fra Franco: »Neutralitetslovgivningen... den hurtighed, hvormed den blev vedtaget og ført ud i livet, er en gestus vi nationalister aldrig vil glemme.« Den fascistiske presse istemte jublende, »at amerikansk neutralitet betyder tysk-italiensk herredømme over Spanien,« konstaterede den amerikanske ambassadør i Berlin William E. Dodd. Som resultat af Storbritanniens og Frankrigs anstrengelser blev der i august 1936 mellem 27 europæiske stater indgået en overenskomst om ikke-indblanding i Spaniens anliggender. I overensstemmelse med denne aftale blev der i London nedsat en ikke-indblandingskomité. Efter anmodning fra Frankrig accepterede Sovjetunionen at deltage i komiteens arbejde. Den sovjetiske regerings bestræbelser gik i denne forbindelse ud på at holde borgerkrigen inden for Spaniens grænser, således at den ikke eskalerede til verdenskrig. Samtidig var Sovjetunionen af den opfattelse, at uden udenlandsk indblanding ville det spanske folk, hvis flertal, som det fremgik af valget, var på den lovlige republikanske regerings side, være i stand til at forsvare sine demokratiske landvindinger og spærre vejen for reaktion og obskurantisme. Den sovjetiske repræsentant i London-komiteen om ikke-indblanding i Spaniens anliggender havde instrukser om i første række at arbejde på at vanskeliggøre våbenleverancer til de spanske oprørere og få gennemført en streng kontrol med Tysklands, Italiens og Portugals handlinger.

Deltagelse i ikke-indblandingskomiteen gav den sovjetiske regering mulighed for at forsvare den spanske republiks interesser i komiteen, forhindre at man vedtog beslutninger, der krænkede dens lovlige rettigheder og interesser, og afsløre de tyske og italienske interventer. Den sovjetiske regering efterlevede loyalt ikke-indblandingsaftalen. Da det imidlertid blev klart, at Italien og Tyskland ydede al tænkelig militærhjælp til de spanske oprørere, fremsatte Sovjetunionen den 7. oktober en advarsel om, at såfremt krænkelserne af ikke-indblandingsaftalen ikke øjeblikkeligt blev bragt til ophør, ville USSR betragte sig som fritaget for de forpligtelser, der var indeholdt i aftalen. Leverancerne af krigsmateriel til oprørerne blev ikke indstillet, men tværtimod fortsat udvidet. Under disse omstændigheder fremsatte den sovjetiske regering d. 23. oktober en ny erklæring. Den henviste til, at ikke-indblandingsaftalen var blevet et betydningsløst stykke papir og i realiteten var ophørt at eksistere. I erklæringen hed det, at den sovjetiske regering ikke ønskede at medvirke til denne uretfærdige sag og derfor kun så én udvej i den foreliggende situation: at tilbagegive den spanske regering retten til og muligheden for at købe våben. Sovjetunionen påpegede, at den »ikke kan betragte sig som bundet af ikke-indblandingsaftalen i højere grad end en hvilken som helst af de øvrige deltagere i denne aftale«. USSR's principielle holdning til den spanske republik blev fremlagt d. 21. december 1936 i et brev fra Stalin, Molotov og Vorosjilov til den spanske regeringsleder Francisco Largo Caballero. »Vi har anset og anser det stadig for vores pligt,« hed det i brevet, »inden for vore muligheders grænser at yde hjælp til den spanske regering, der leder hele den arbejdende befolknings, hele det spanske demokratis kamp mod den fascistiske militærklike, der er et instrument for internationale fascistiske kræfter..«

Eftersom ikke-indblandingen i Spaniens anliggender som resultat af Det tredje Riges og det fascistiske Italiens aktioner havde udviklet sig til en farce, anså den sovjetiske regering det for sin pligt at genoptage salget af militærudstyr til den lovlige spanske regering. Da de fascistiske tropper d. 7. november 1936 indledte angrebet for at erobre Madrid, var den lovlige spanske regering allerede i besiddelse af de første sovjetiske tanks og fly. De spanske patrioters parole »No pasaran!« rungede i disse dage i mange lande verden over. 20-25.000 frivillige, der var kommet til det republikanske Spanien fra alle verdensdele, kæmpede under denne parole heroisk for demokrati og mod fascisme. Også sovjetborgere kæmpede som frivillige i Spanien. Da den spanske reaktion indledte oprøret, håbede den på en hurtig og let sejr over de spanske republikanere. Deres forventninger holdt imidlertid ikke stik. Spaniens folkemasser rejste sig mod oprørerne, og deres heroisme var stærkere end de fascistiske våben. Med deres liv blokerede de interventerne vejen til den spanske hovedstad og væltede fascisternes beregninger om hurtigt at gøre op med republikken. Det var det første alvorlige væbnede slag, hvor aggressionens og fascismens kræfter i Europa stod over for fredens og fremskridtets kræfter. Kampen fortsatte igennem mere end to år. Borgerkrigen og den udenlandske intervention i Spanien medførte fundamentale ændringer i styrkeforholdet i Europa. Problemerne i Middelhavet havde kolossal betydning for Storbritannien, Frankrig og Italien, hvilket koncentrerede deres opmærksomhed om Spanien, således at begivenhederne i Centraleuropa trådte i baggrunden. Det fascistiske rige udnyttede dette til forøget aktivitet og begyndte direkte at forberede erobringen af Østrig og Tjekkoslovakiet. Dette blev lettet af den kendsgerning, at Frankrig i stigende grad distancerede sig fra dét påtænkte samarbejde med Sovjetunionen og ligesom Storbritannien sigtede mod en imperialistisk aftale med Tyskland og Italien, dvs. en politik der lod stå til over for deres aggressive ambitioner.

De italienske og tyske fascisters snævre samarbejde i forbindelse med interventionen i Spanien fremskyndede konsolideringen af aggressorblokken. »Vi skal indtage en aktiv rolle. Vi skal gå til angreb. ..,« erklærede Hitler i en samtale med Italiens udenrigsminister Galeazzo Ciano. Den nazistiske kansler påpegede, at Tysklands og Italiens interesser ikke stødte sammen: Tyskland skulle have frit spillerum i det østlige Europa og i Baltikum, og enhver ændring af styrkeforholdet i Middelhavsområdet skulle være til Italiens fordel. Han bemærkede, at den tyske regering førte vellykkede forhandlinger om samarbejde med Japan og Polen. Det taktiske instrument i forholdet til vestmagterne, som skulle gøre det muligt for Tyskland og Italien at realisere deres mål, understregede Hitler, skulle være anti-bolsjevismen. D. 25. oktober 1936, dagen efter denne samtale, underskrev man en tysk-italiensk aftale, der lagde grunden til den såkaldte Berlin-Rom-akse. De to aggressorer enedes om foranstaltninger til støtte for de spanske oprørere. Nazisterne anerkendte Italiens erobring af Abessinien, og italienerne lovede ikke at blande sig i forholdet mellem Tyskland og Østrig. For det fascistiske rige var det ligeledes af enorm betydning at styrke forbindelserne med Japan, som kunne blive dets vigtigste allierede såvel i krigen mod USSR som i krigen mod vestmagterne. Allerede i 1935 var der på Tysklands initiativ indledt tysk- japanske forhandlinger. Japan, der planlagde en omfattende ekspansion i Det fjerne Østen og andre dele af Asien, var også interesseret i at skaffe sig allierede. Den japanske militærattaché i USSR Yukio Kasahara understregede i en indberetning til krigsministeriet nødvendigheden af at inddrage de vestlige naboer og andre stater i krigen mod USSR«. Fjendtligheden mod USSR var lige stor i det fascistiske Tyskland og det militaristiske Japan. D. 12. januar 1936 indberettede den sovjetiske ambassadør i Tyskland Jakov Surits på grundlag af en omfattende analyse, at Tyskland og Japan »med eller uden overenskomst... vil optræde solidarisk i en konflikt med USSR. I forholdet til os er Japan og Tyskland forbundet med blodets bånd, af et interessefællesskab og gensidigt 'dækningsprincip'.« Tysklands og Japans ledere var imidlertid klar over, at indgåelse af en åbenlys militæralliance ville fremkalde utilfredshed blandt vestmagterne. For at skjule den tysk-japanske aftales virkelige mål foreslog nazisterne, at man kaldte den Anti-kominternpagten. Pagten blev underskrevet d. 25. oktober 1936.

Navnet på pagten kunne naturligvis ikke føre nogen i Sovjetunionen bag lyset. I realiteten dannede denne pagt grundlag for aggressorernes militæralliance i den kommende krig. Samtidig med pagten underskrev Tyskland og Japan en hemmelig overenskomst om, at de i tilfælde af konflikt mellem en af pagtdeltagerne og USSR »øjeblikkeligt skulle drøfte, hvilke foranstaltninger der var nødvendige for at forsvare deres fælles interesser«. Gestapochefen Heinrich Himmler informerede d. 31. januar 1937 Hitler om forhandlinger med den japanske militærattaché i Berlin general Hiroshi Oshima og påpegede, at de tyske og japanske repræsentanter havde planlagt foranstaltninger, som sigtede mod en opsplitning af Rusland, der skulle begynde med Kaukasus og Ukraine. D. 2. december 1936 blev der indgået en tosidet italiensk-japansk aftale. Der var dannet en blok bestående af tre aggressive magter. »Aksen« var blevet til en »trekant«. USSR's viceudenrigskommissær Boris Stomonjakov bemærkede i en skrivelse til den sovjetiske ambassadør i Tokio Mikhail Slavutskij, at Japan i stigende grand styrkede sine forbindelser med Tyskland og Italien, og at den japanske regering ifølge fuldt ud pålidelige underretninger gik ud fra, at disse forbindelser »allerede havde antaget karakter af en alliance«. Der var således opstået en alliance mellem tre aggressorer, der havde sat sig det mål at revidere verdenskortet gennem krig. Denne alliance udgjorde en enorm fare for USSR. Samtidig var den rettet mod mange andre stater, små såvel som store. Aggressorerne havde besluttet indtil videre ikke at angribe USSR og benyttede alliancen til at koordinere deres aktioner mod de stater, de regnede med hurtigere at kunne besejre. I ly af Storbritanniens, Frankrigs og USA's »ikke-indblanding« optrådte de fascistiske magter mere og mere udfordrende. Det gjaldt også i Spanien. De besluttede at afskære det republikanske Spanien fra havet. Fascistiske ubåde gennemførte piratangreb på fartøjer, der sejlede til de spanske havne. Handelsskibe fra USSR, Storbritannien, Frankrig, Grækenland, de skandinaviske og andre lande blev udsat for angreb fra »uidentificerede« ubåde. Det var imidlertid ingen hemmelighed, at disse »uidentificerede« ubåde var italienske, at de kom fra Appenniner-halvøen. Det bekræftes nu af offentliggjorte dokumenter. Således meddelte Mussolini d. 16. december 1936 i en samtale med den tyske ambassadør Ulrich von Hassel, at der deltog syv italienske ubåde i operationerne. Den sovjetiske damper Timirjasev blev sænket i Middelhavet d. 30. august 1937, og Blagoev d. 1. september. Den sovjetiske regering rettede i den forbindelse en skarp protest til den italienske regering. Piraternes stadigt mere udfordrende aktioner mod Storbritanniens og Frankrigs forbindelsesveje til deres kolonier kunne heller ikke undgå at skabe utilfredshed blandt de herskende kredse i disse lande. Efter at en »uidentificeret« ubåd havde torpederet den britiske destroyer Havoc (31. august) kunne Storbritannien, havenes tidligere hersker, ikke længere finde sig i slige ydmygelser. Da den franske regering i begyndelsen af september foreslog at indkalde en konference til bekæmpelse af pirataktiviteten i Middelhavet, støttede Storbritannien initiativet.

I perioden d. 10. til d. 14. september 1937 afholdtes i Nyon en international konference med det formål at aftale konkrete og effektive midler til bekæmpelse af pirataktiviteten i Middelhavet. På konferencen erklærede Maksim Litvinov, at Sovjetunionen var interesseret i de pågældende spørgsmål, ikke alene fordi USSR besad havområder med direkte adgang til Middelhavet, der igen forbandt såvel sovjetiske havne med den øvrige verden som sovjetiske havne indbyrdes, men også fordi »Sovjetunionen som stormagt, der kendte sine rettigheder og forpligtelser, var interesseret i opretholdelse af international orden og fred og i bekæmpelse af alle former for aggression og international vilkårlighed«. På konferencen blev det besluttet at tilintetgøre ubåde, der forsøgte at angribe handelsskibe, og aftalt forholdsregler hertil. Nyon-konferencens beslutninger medførte straks, at den fascistiske pirataktivitet i Middelhavet blev indstillet. Nyon-konferencen havde også stor betydning i den forstand, at den viste muligheden og effektiviteten at kollektive foranstaltninger i kampen mod aggression. Den var et overbevisende vidnesbyrd om, at de fascistiske aggressorer ville blive tvunget til at give op over for samlet resolut aktion fra USSR's, Storbritanniens og Frankrigs side. Konferencens beslutninger var et stort fremskridt, som i ikke ubetydelig grad skyldtes det sovjetiske diplomati. Med fuld ret skrev Washington Star d. 12. september 1937 i en artikel med overskriften »Sejr for det røde diplomati«, at man måtte indrømme, at resultatet af anti-piratkonferencen i Nyon i høj grad lignede en sejr for det sovjetiske diplomati. Konferencen blev organiseret af Storbritannien og Frankrig, men kun takket være Rusland blev den tvunget til at træffe hurtige og effektive beslutninger.

Storbritanniens og Frankrigs herskende kredse tog desværre i den efterfølgende endnu mere komplicerede situation ikke ved lære af denne positive erfaring med hensyn til kollektive aktioner mod en aggressor. De fascistiske magter ydede fortsat enorm hjælp til Franco. Efter at have samlet kræfter gik interventerne og oprørerne i begyndelsen af 1938 i offensiven. Den 15. april lykkedes det dem at trænge frem til Middelhavet nord for Valencia. Hermed var det republikanske Spaniens territorium skåret over i to dele. Dette forværrede den spanske republiks stilling ganske alvorligt. Republikken blev udsat for et bagholdsangreb fra den britiske premierminister Neville Chamberlain. Under et besøg i Rom underskrev han d. 16. april 1938 en venskabs- og samarbejdsaftale med Mussolini. Ifølge aftalen accepterede den britiske regering efter en delvis evakuering af de udenlandske tropper fra Spanien at anerkende Franco som krigsførende part. Samtidig anerkendte Storbritannien Italiens erobring af Abessinien.

Den franske regerings politik adskilte sig kun ubetydeligt fra Storbritanniens. Daladier-regeringen, der var kommet til magten i Frankrig i april 1938, foretog en skarp højredrejning. Den sovjetiske ambassadør i Paris Jakov Surits påpegede d. 26. juni 1938, at Frankrigs udenrigsminister Georges Bonnet ».har taget det faste standpunkt at strangulere Barcelona og oprette 'normale' relationer med Franco«. Med støtte fra progressive kræfter i hele verden fortsatte det spanske folk den heroiske modstand mod den fascistiske invasion. Aftalen mellem vestmagternes herskende reaktionære kredse og de tyske og italienske fascister resulterede dog i, at republikkens stilling blev mere og mere kritisk.

Den 27. februar 1939 anerkendte Storbritannien og Frankrig Franco-regeringen og afbrød de diplomatiske forbindelser med den spanske republik. Under disse omstændigheder fandt den sovjetiske regering det ikke længere muligt at deltage i ikke-indblandingskomiteens arbejde. D. 1. marts besluttede den at hjemkalde sin repræsentant i komiteen. Det lykkedes hurtigt for de fascistiske tropper at erobre Madrid og i slutningen af marts at opnå herredømmet over hele landet. De italiensk-tyske interventers og oprørernes sejr over den spanske republik ændrede fundamentalt situationen i Europa. De britiske herskende kredses forventninger om gennem økonomiske midler at kunne opretholde kontrollen over Spanien viste sig illusoriske. D. 27. marts tilsluttede Franco sig Anti-kominternpagten. Med undermineringen af Frankrigs bagland havde Tyskland og Italien skaffet sig gunstige betingelser for at intensivere deres aggressionshandlinger i Central- og Sydeuropa.

D. 7. juli 1937 fremprovokerede japanske tropper en episode med kinesiske enheder ved Lugoutjiau-broen i nærheden af Peking. Det var optakten til japanske troppers invasion af Nord- og derefter Central-Kina. Den japanske regering havde udarbejdet en plan for etablering af Japans herredømme over Østasien »Den nationale politiks grundprincipper«. De japanske militarister havde til hensigt at erobre først og fremmest det nordlige og derefter hele den øvrige del af Kina. Japan sigtede mod en betydelig forøgelse af sine militære styrker i Korea og Manchuriet for derpå at angribe USSR og »tilføje russerne det afgørende slag i krigens begyndelse«. Man planlagde ligeledes at trænge frem til områderne ved Det sydkinesiske Hav. Med henblik på realiseringen af disse planer anså man det for nødvendigt hurtigst muligt at afslutte de japanske væbnede styrkers krigsforberedelse. De japanske herskende kredse fandt, at Tysklands og Italiens intervention i Spanien skabte en gunstig situation for realiseringen af deres aggressive planer. USA's viceudenrigsminister Sumner Welles påpegede i den forbindelse, at »banditstaterne« i stigende grad synkroniserede deres politik. Efter at forberedelserne var afsluttet gik Japan i juli 1937 i gang med at realisere sine vidtrækkende erobringsplaner. Dette var starten på den japansk-kinesiske krig. Det var en af de krigsbrande, som senere blev en bestanddel af anden verdenskrig.

Den sovjetiske regering forstod ganske klart hele alvoren i situationen som den udviklede sig både i Det fjerne Østen og i Europa. I en ledende artikel »Mod krig, mod fascisme« stillede Isvestija direkte spørgsmålet »Krig eller fred?«. Dette spørgsmål, påpegede bladet, lyder i dag så ildevarslende som ingen sinde før, idet det optager millioner og atter millioner af mennesker, der er grebet af bekymring for morgendagen. Japans aggressionshandlinger medførte en endnu mere tilspidset international situation. Den japanske aggression var et alvorligt slag mod de amerikanske, britiske og franske monopolers interesser. Potentielt var den britisk-fransk-amerikanske gruppering betydeligt stærkere end Japan. Samlet optræden fra disse tre magters side kunne have standset aggressorerne. Ydermere kunne Japans krigsplaner været kvalt i opløbet, hvis USA, Storbritannien og Frankrig ville have samarbejdet med Sovjetunionen. Regeringerne i de tre vestmagter ønskede imidlertid ikke at have noget at gøre med USSR, på trods af at de derved undergravede deres egne positioner.

Vestmagternes reaktionære kredse håbede stadig på, at det før eller siden ville komme til krig mellem Japan og USSR. Skulle det ske, formodede de, at Japan ville blive tvunget til at indstille ekspansionen i de områder, hvor det truede USA's, Storbritanniens og Frankrigs interesser. Desuden regnede vestmagterne med, at en sådan krig ville svække både USSR og Japan, hvilket ville give De forenede Stater, Storbritannien og Frankrig mulighed for ikke blot at bevare, men endog styrke deres positioner i Det fjerne Østen. De britiske imperialister gennemførte eftergivenhedspolitikken over for aggressionen både i Det fjerne Østen og i Europa. De stræbte helt klart efter et kompromis med Japan på Kinas bekostning. De havde dog intet imod at andre forsvarede deres interesser. En krig mellem Japan og USSR ville, som allerede nævnt, komme Storbritannien meget tilpas. Japans aktioner i Kina vurderede man i De forenede Stater som langt mere truende for amerikanske interesser end den italienske aggression i Abessinien, den tysk-italienske intervention i Spanien eller andre begivenheder i Europa. Netop Japan var USA's vigtigste imperialistiske konkurrent. Ikke desto mindre indtog også USA en yderst passiv holdning til de japanske troppers invasion i Kina. USA's herskende kredse frygtede i første række, at såfremt man indtrådte i krigen mod Japan, ville Storbritannien og Frankrig lægge krigens tungeste byrder på De forenede Stater. Resultatet af denne kurs var, at USA sammen med Storbritannien og Frankrig lod stå til over for den japanske aggression. De foranstaltninger, USA, Storbritannien og Frankrig traf i forbindelse med den japanske aggression, indskrænkede sig til forsøget på delvis at beskytte deres vigtigste interesser gennem en imperialistisk aftale med Japan. De herskende kredse i disse lande tænkte ikke på at forsvare Kinas interesser eller yde det hjælp mod de japanske erobrere. Tværtimod frygtede de imperialistiske magter, at kineserne, såfremt de magtede at slå de japanske imperialisters invasion tilbage, også kunne smide andre kolonisatorer ud af deres land.

Kun Sovjetunionen var parat til at yde Kina hjælp i kampen mod de japanske aggressorer. Den sovjetiske regering havde ingen særlige traktatlige forpligtelser over for Kina. Tro mod sin politik om at yde hjælp til ofre for imperialistisk aggression var den ikke desto mindre rede til at komme det kinesiske folk til hjælp i kampen mod den udenlandske intervention. Den sovjetiske regering benyttede i 1935 Anthony Edens besøg i Moskva til at drøfte spørgsmålet om en Stillehavspagt med ham. Sovjetunionens forslag gik ikke længere ud på at indgå en ikke-angrebspagt, men en pagt om gensidig hjælp. USSR's folkekommissariat for udenrigsanliggender udtrykte forud for Edens besøg: »Vi er rede til at samarbejde både med Storbritannien og andre lande for at opretholde freden i Det fjerne Østen.« »Konkret forestiller vi os en regional Stillehavspagt om gensidig hjælp med deltagelse af USSR, Kina, Japan, Storbritannien, USA, Frankrig, Holland. ..« Formålet med pagten var, at »Japans videre aggression ville blive imødegået med alle de øvrige pagtdeltageres forenede kræfter«. D. 28. marts 1935 understregede USSR's udenrigskommissær i en samtale med Eden, at der til sikring af en holdbar fred i Stillehavet var »behov for alle de interesserede staters kollektive anstrengelser«. Eden støttede imidlertid ikke dette forslag. Han gav udtryk for tvivl om USA's beredvillighed til aktivt at samarbejde for at opretholde freden og sikkerheden i Det fjerne Østen. Den britiske regering var ikke indstillet på at medvirke til skabelsen af et kollektivt sikkerhedssystem i Det fjerne Østen, men søgte at lægge skylden for eftergivenheden over for den japanske aggression på Amerikas forenede Stater.

Den amerikanske regering foretrak som hidtil at sikre sine interesser i Det fjerne Østen på en anden måde. USA's viceudenrigsminister Walton R. Moore gav helt åbenlyst udtryk for dette i en samtale med USSR's chargé d'affaires i USA A. Neuman. Det vil kræve nogle år, sagde han, for USA at opnå overlegenhed over Japan. »De håbede,« kommenterede Neuman Moores udtalelser, »at USSR ville lette situationen for dem gennem krig med Japan.« Formanden for Kinas eksekutivyuan (regeringsleder) Kung Hsiang-hsi spurgte i oktober 1935 den sovjetiske ambassadør Dmitrij Bogomolov om, Kina, såfremt det skulle blive nødvendigt at yde militær modstand mod Japan, kunne regne med at modtage krigsmateriel fra USSR. D. 20. november 1935 meddelte den sovjetiske ambassadør Kung Hsdang-hsi, at USSR accepterede at levere krigsmateriel til Kina. Chiang Kai-shek-regeringen, der håbede gennem indrømmelser at undgå en åben væbnet konflikt med Japan, begyndte imidlertid selv at forhale forhandlingerne om gennemførelsen af denne aftale. Samtidig blev de japanske militarister mere og mere aggressive. Japans erobringsplaner var som hidtil også rettet mod USSR. Den tyske ambassadør i Japan Herbert von Dirksen rapporterede d. 28. december 1935 til Berlin, at Japan var fjendtligt indstillet til USSR og fuldt ud besluttet på at løse sine modsætninger til Sovjetunionen »gennem våbenmagt, så snart det følte sig militært stærk nok dertil«.

Den japanske blæksprutte begyndte ligeledes at strække sine fangarme ud i retning af Den mongolske Folkerepublik. Japan betragtede erobringen af Mongoliet som et led i forberedelsen af krigen mod USSR. D. 28. marts 1936 fremsatte Kwangtung-armeens stabschef general Seishiro Itagaki under en samtale med udenrigsminister Hachiro Arita følgende vurdering angående betydningen af erobringen af Den mongolske Folkerepublik: »Hvis Det ydre Mongoli bliver sluttet sammen med Japan og Manchuriet, så vil sikkerheden for sovjetisk Fjernøsten være tilføjet et alvorligt slag... Derfor planlægger armeen at udstrække Japans og Manchuriets indflydelse til Det ydre Mongoli med alle til rådighed stående midler.« I lyset af truslen om japansk aggression havde den sovjetiske regering allerede d. 27. november 1934 på den mongolske regerings anmodning indgået en gentlemanaftale (mundtlig) med Mongoliet, som forudså »gensidig assistance med alle midler for at afværge og forebygge truslen om et militært angreb, og ligeledes gensidig hjælp og assistance i tilfælde af et angreb fra en hvilken som helst tredjepart på USSR eller den mongolske Folkerepublik«. Da faren fra Japans side fortsat forstærkedes (det kom til regulære kampe ved Den mongolske Folkerepubliks grænse), undertegnede USSR og Den mongolske Folkerepublik d. 12. marts 1936 en protokol om gensidig hjælp. Angående protokollens betydning bemærkede udenrigskommissariatet i en skrivelse til den sovjetiske ambassadør i Japan, at den »er et nyt led i den kæde af konsekvente aktioner, hvormed vi tøjler aggressionen mod Den mongolske Folkerepublik. Nu kan Japan dog ikke længere være i tvivl om, at dets erobring af Mongoliet vil føre til krig mod Sovjetunionen.« Denne protokol og gentlemanaftalen havde enorm betydning for sikringen af Den mongolske Folkerepubliks uafhængighed og styrkelsen af freden i Det fjerne Østen. Under en samtale med den kinesiske ambassadør i USSR Jiang Ting-fu d. 11. marts 1937 rejste Maksim Litvinov spørgsmålet om en Stillehavspagt om gensidig hjælp. »Jeg er af den overbevisning«, sagde han, »at kun en sådan pagt definitivt kan bringe Japans aggression til ophør og sikre freden i Det fjerne Østen.« Videre bemærkede han, at det var nødvendigt at overbevise de øvrige magter om dette, i særdeleshed Storbritannien og USA, og at både det kinesiske og sovjetiske diplomati skulle anstrenge sig i den retning. Den sovjetiske ambassadør i Kina (Nanking) Dmitrij Bogomolov modtog i midten af marts detaljerede direktiver angående forhandlingerne med den kinesiske regering. De omfattede et forslag om at indgå en venskabspagt med Nanking-regeringen, som forudsatte »begge parters forpligtelse til ikke at træffe foranstaltninger og ikke indgå overenskomster, som ville kunne skabe en gunstig stilling for en tredje stat, hvorfra der udgår trussel om angreb mod den anden aftalepart«. Videre var det forudset, at begge parter traf foranstaltninger »med det formål at beskytte deres fælles interesser«. Den sovjetiske regering erklærede sig parat til at indgå en militær teknisk aftale med Nanking-regeringen om salg af fly, tanks og andet krigsmateriel til den, bevilling af kreditter til en sum af 50 millioner dollars til dette formål og om uddannelse af kinesiske piloter og tankførere i USSR.

Sovjetunionen foreslog, at der i venskabspagten blev indføjet en forpligtelse om, at begge parter skulle gøre deres yderste for hurtigst muligt at få afsluttet en Stillehavspagt om gensidig hjælp. D. 1. april overbragte Dmitrij Bogomolov Kung Hsiang-hsi disse forslag. Den kinesiske regering nølede stadig. D. 16. juni 1937 rapporterede ambassadøren i Kina til udenrigskommissariatet, at den kinesiske regering i øjeblikket var negativt indstillet til Stillehavspagten, da den frygtede at fremkalde Japans utilfredshed og »definitivt lukke døren for en tosidet overenskomst med Japan, som Chiang Kai-shek tilsyneladende endnu stiller forhåbninger til«. Kineserne svarede hverken på forslaget om at indgå en ikke-angrebspagt eller forslaget om at hjælpe Kina med krigsmateriel. D. 14. maj fremsatte Australiens premierminister Joseph Lyons forslag om at indgå en Stillehavspagt. Der var dog tale om en ikke-angrebspagt, og ikke en pagt om gensidig bistand. Den sovjetiske regering besluttede derfor at gøre et nyt forsøg på at få indgået en pagt. I sidste halvdel af maj førte Maksim Litvinov, der var i Genéve i forbindelse med Folkeforbundsrådets samling, forhandlinger om Stillehavspagten med Storbritanniens udenrigsminister Anthony Eden og formanden for Kinas eksekutivyuan Kung Hsiang-hsi. Den sovjetiske ambassadør i London Ivan Majskij fik instrukser om at drøfte spørgsmålet med Joseph Lyons. Ambassadøren blev bedt om at meddele Australiens premierminister, at USSR var positivt indstillet til hans forslag, men tillige fremføre argumenter til fordel for en gensidig bistandspagt. D. 15. juni havde Majskij en samtale om spørgsmålet med Lyons. Sidstnævnte reagerede positivt på ideen om at indgå en gensidig bistandspagt, men gav udtryk for den opfattelse, at hverken Storbritannien eller USA var parat til at indgå en sådan overenskomst. Ambassadøren i Washington Aleksandr Trojanovskij blev overdraget at få klarhed over USA's holdning. »Sandt nok«, skrev folkekommissariatet for udenrigsanliggender, »(tænkte vi på en Stillehavspagt om gensidig hjælp, mens Lyons reducerer det til en forpligtelse om ikke-angreb.« Roosevelt ønskede imidlertid ikke at deltage i en sådan pagt. Han erklærede over for Trojanovskij d. 28. juni, at USA ikke kunne indtræde i alliancer eller indgå tilsvarende overenskomster. Med hensyn til Lyons' forslag om en Stillehavspagt om ikke-angreb henviste Roosevelt til, at det ikke havde nogen mening at indgå en pagt medmindre Japan ville deltage, og støttede derfor heller ikke dette forslag. Da de japanske tropper d. 7. juli 1937 begyndte invasionen i Kina, fordømte den sovjetiske presse resolut de japanske aggressorers aktion. »Det drejer sig om en ny vigtig etape i den imperialistiske kamp i Østasien, i Stillehavet«, skrev Isvestija, »om en ny afgørende etape i aggressionen fra den japanske imperialisme, der stræber efter at slavebinde det kinesiske folk.«  D. 19. juli 1937 besluttede den kinesiske regering endelig at modtage sovjetisk hjælp. Gennem den sovjetiske ambassadør rettede den henvendelse til USSR med anmodning om at få leveret krigsmateriel og bevilget de nødvendige kreditter. Den sovjetiske regering reagerede positivt på Kinas anmodning om hjælp. D. 29. juli fik ambassadøren i Kina instrukser om at meddele den kinesiske regering, at USSR havde accepteret at imødekomme dens anmodning. Samtidig med at den erklærede sig rede til at levere Kina krigsmateriel, fandt den sovjetiske regering det nødvendigt at indgå en foreløbig venskabs- og ikke-angrebspagt mellem USSR og Kina, da man måtte have garantier for, at »vore egne våben ikke vil blive brugt mod os«. Den sovjetiske ambassadør rejste gentagne gange dette spørgsmål over for kinesiske regeringsrepræsentanter. I mellemtiden pressede Kina hårdt på for at få indgået en sovjetisk-kinesisk aftale om gensidig hjælp. Formanden for Kinas lovgivende Yuan Sun Fo bragte spørgsmålet på bane over for den sovjetiske ambassadør d. 16. juli. I en samtale med ambassadøren tre dage senere gik Chen Li-fu, der forhandlede på vegne af Chiang Kai-shek, energisk ind for, at man undertegnede en sådan aftale. Angående kernen i forslagene skrev den sovjetiske ambassadør til Moskva: »Satsning på en japansk-sovjetisk krig er stadig væk en fiks idé hos Chiang Kai-shek.«

I en situation, hvor der reelt allerede herskede krigstilstand mellem Kina og Japan, fandt den sovjetiske regering det naturligvis ikke muligt at indgå en tosidet aftale om gensidig hjælp med Kina. Maksim Litvinov skrev til den sovjetiske ambassadør, at »kinesernes forcering af dette spørgsmål på nuværende tidspunkt går udelukkende ud på, at vi skal blive inddraget i krig mod Japan«. D. 21. august 1937 blev der undertegnet en ikke-angrebspagt mellem USSR og Kina, hvilket under de daværende omstændigheder havde stor betydning for styrkelsen af Kinas internationale stilling. I Pravdas ledende artikel om aftalen blev det understreget, at den var et nyt eksempel på det sovjetiske folks venskabelige følelser over for det kinesiske folk, der kæmpede for frihed og uafhængighed. Den sovjetisk-kinesiske aftale, hed det i artiklen, bekræfter og styrker i praksis princippet om fredens udelelighed, nødvendigheden af at forsvare freden både i Øst og Vest. »Den sovjetisk-kinesiske aftale viser alle lande vejen til kamp mod krigstruslen... Den er et nyt fredsinstrument.. .« USSR's ambassadør i Japan Mikhail Slavutskij påpegede, at indgåelsen af den sovjetisk-kinesiske ikke-angrebspagt havde gjort »et enormt indtryk« i Japan. I Tokio betragtede man aftalen som et diplomatisk nederlag for Japan. Bevilling af en langfristet sovjetisk kredit bevirkede, at man allerede d. 14. september var nået til enighed om konkrete leverancer af krigsmateriel til Kina. Efter anmodning fra den kinesiske delegation blev leveringsfristen for det første parti flyvemaskiner indskrænket mest muligt. Den sovjetiske part forpligtede sig til at sende de første 225 fly, heriblandt 62 mellemsvære bombemaskiner og 155 jagerfly, til Kina inden d. 25. oktober 1937. Den kinesiske ambassadør i USSR Jiang Ting-fu erklærede i en samtale med vicefolkekommissær Boris Stomonjakov, at kineserne var overmåde tilfredse med ånd og bogstav i forhandlingerne, der havde givet Kina mere end man havde forventet. Henimod midten af 1938 havde Sovjetunionen leveret. Kina 297 fly, 82 tanks, 425 kanoner og haubitsere, 1.825 maskingeværer, 400 køretøjer, 360.000 granater, 10 millioner patroner og andet krigsmateriel. Sovjetunionens hjælp gjorde det muligt for Kina at holde ud, undgå nederlag og kapitulation og fortsætte modstanden mod de japanske aggressorer.

Den sovjetiske hjælp til Kina forstærkede faren for et japansk angreb mod USSR. Frankrigs udenrigsminister Yvon Delbos meddelte d. 26. august 1937 den amerikanske ambassadør i Paris William Bullitt, at han fra ambassaden i Japan havde modtaget et telegram om, at »Japan tilsyneladende ville erklære Sovjetunionen krig...« Den britiske ambassadør i Japan Robert Craigie påpegede ligeledes, at japanerne fandt det nødvendigt at gøre regnskabet op med USSR. En medarbejder hos den amerikanske militærattaché i Japan Weckerling skrev til Washington, at »den japanske hær betragter Sovjet-Rusland som sin hovedfjende«, og at man var temmelig sikker på, at »intet kan forhindre en ny russisk-japansk krig«. USSR's ambassadør i Japan Mikhail Slavutskij konstaterede, at de japanske militarister af alle kræfter forsøgte at indpode det japanske folk den opfattelse, at »én snarlig krig mod Sovjetunionen er uundgåelig«. Sovjetunionens internationale stilling forværredes også af den omstændighed, at man i tilfælde af krig i Det fjerne Østen også måtte tage hensyn til de alvorlige komplikationer ved landets vestlige grænse. Den japanske ambassadør i Berlin meddelte den franske ambassadør Francois-Poncet, at den tyske og italienske regering havde lovet Japan »aktiv militærhjælp, hvis USSR skulle blive involveret i en fjernøstlig konflikt på Kinas side«.

Polens holdning gav ligeledes anledning til alvorlig bekymring. Den japanske militærattaché i Polen general Sawada rettede d. 24. august 1937 en anmodning til den polske regering om at støtte japanerne under drøftelsen af den japansk-kinesiske konflikt i Folkeforbundet og understregede i særdeleshed, at Kina samarbejdede med USSR, og at Japan og Polen havde »fælles interesser« i forhold til Sovjetunionen. Den polske regering reagerede yderst velvilligt på denne anmodning, idet den fandt, at »Japan er Polens naturlige allierede«. Japan vovede dog ikke at indlade sig på krig mod Sovjetunionen. I takt med Sovjetunionens hurtige økonomiske udvikling voksede også landets forsvarsevne. Ydermere var den sovjetiske regering konstant alvorligt optaget af at styrke forsvaret ved den fjernøstlige grænse. Alt dette kunne ikke undgå at virke afkølende på de japanske aggressorer.

I midten af september 1937 rettede den kinesiske regering en officiel henvendelse til Folkeforbundet med anmodning om, at de sanktioner, der var forudset i organisationens vedtægter, måtte bringes i anvendelse over for Japan. Den sovjetiske regering meddelte Kina, at man ville støtte dets anmodning. Storbritanniens og Frankrigs regeringer fandt det ikke ønskeligt at drøfte spørgsmålet om den japanske aggression i Folkeforbundet, i første række fordi de ikke havde til hensigt at træffe nogen som helst forholdsregler over for Japan. Skulle det imidlertid vise sig umuligt at undgå en drøftelse af spørgsmålet, var man i London og Paris interesseret i, at Amerikas forenede Stater deltog i drøftelserne. Storbritannien og Frankrig foretrak derfor, at den japansk-kinesiske konflikt blev behandlet i et forum, hvor også USA var repræsenteret, og ikke i Folkeforbundet. D. 21. september understregede USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender Maksim Litvinov i Folkeforbundets delegeretforsamling, at aggressionen antog stadigt nyere og skarpere fremtrædelsesformer. Folkeforbundet reagerede ikke på disse begivenheder. Folkekommissæren opfordrede alle lande til at stå sammen i kampen for fred og mod aggression. Han påpegede, at »en beslutsom politik fra forbundets side i ét tilfælde, ville have skånet os for alle de øvrige tilfælde. Da, og først da, ville alle stater være blevet overbevist om, at aggression ikke betalte sig, at man ikke skulle gribe til aggression.« Sovjetunionen er gået over i Folkeforbundets historie som den mest konsekvente forsvarer af ofrene for den tyske, italienske og japanske aggression, som bannerfører for de kræfter, der gik ind for en kompromisløs overholdelse af bestemmelserne i Folkeforbundets vedtægter.

Forud for Folkeforbundets drøftelse af spørgsmålet om den japanske aggression, der var fastsat til d. 27. september, modtog folkekommissæren følgende direktiver: »Det er ønskeligt for os, både at Japan betegnes som aggressor, og at der tages de mest effektive sanktioner i anvendelse over for det. I betragtning af de øvrige staters åbenlyse passivitet.. . finder vi det ikke politisk hensigtsmæssigt, at den sovjetiske delegation påtager sig rollen som banebryder, idet vi herved risikerer en yderligere skærpelse af forholdet mellem USSR og Japan og giver næring til beskyldningerne om, at vi skulle være ophidsere. Skulle der imidlertid fra andre Folkeforbundsmedlemmers side vise sig alvorlige hensigter om at rejse spørgsmålet om Japans skyld og få det betegnet som aggressor, skal De aktivt støtte dette forsøg. Da der kræves enstemmighed for at betegne et land som aggressor, er det tvivlsomt, om det vil lykkes at få en sådan beslutning igennem. Skulle der mod forventning blive truffet en sådan beslutning og dermed automatisk rejse sig spørgsmålet om sanktioner, skal intet forhindre Dem i at gå ind for. .. at der tages de mest effektive sanktioner i anvendelse over for Japan.« Storbritanniens og Frankrigs repræsentanter i Folkeforbundet lagde ikke skjul på, at de to magter ikke agtede at træffe nogen som helst forholdsregler mod den japanske aggressor. De henviste i den forbindelse til, at de ikke kendte USA's holdning.

Efter instrukser fra Moskva rettede den sovjetiske chargé d'affaires i USA Konstantin Umanskij d. 2. oktober en forespørgsel til viceudenrigsminister Sumner Welles angående De forenede Staters holdning. Sidstnævnte svarede, at den amerikanske regering ikke var i stand til at skelne mellem aggressor og aggressionsoffer, og »derfor ikke havde nogen begrundelse for at sympatisere med offeret«. Umanskij karakteriserede efter at have påhørt Welles' udtalelser USA's politik som »meget nedslående«. Under disse omstændigheder vedtog Folkeforbundet d. 6. oktober en meget vag beslutning om den japanske aggression. Folkeforbundet indskrænkede sig til at konstatere, at Japan havde krænket sine forpligtelser ifølge gældende aftale, og give udtryk for »moralsk støtte« til Kina. Forbundet anbefalede de interesserede stater at indkalde til en særlig konference om dette spørgsmål. I overensstemmelse med Folkeforbundets beslutning indledte man forberedelserne til en international konference med deltagelse af de lande, der havde interesse i situationen i Det fjerne Østen. Det blev besluttet at afholde konferencen i Bruxelles. Straks rejste sig spørgsmålet om, hvilke lande der skulle deltage i konferencen. I særdeleshed var USA, Storbritannien og andre af konferences organisatorer ivrige efter, at de japanske aggressorer skulle deltage. Maksim Litvinov skrev i denne sammenhæng til ambassadøren i USA Aleksandr Trojanovskij, at man ved at anspore japanerne til at deltage i konferencen på enhver måde forsikrede dem om, at »der udelukkende ville blive tale om forsoning, og overhovedet ikke om nogen som helst foranstaltninger over for Japan«. Den japanske regering afslog imidlertid at deltage i konferencen. Den amerikanske regering var af den opfattelse, at konferencen skulle forsøge at forlige Japan og Kina. Roosevelt meddelte den amerikanske delegationsleder Norman H. Davis, at ordet »sanktion« var »strengt forbudt«. Den britiske regering gik ligeledes ud fra, at konferencen ikke var trådt sammen »for at overveje om der skulle iværksættes sanktioner mod Japan«, men for at genoprette freden gennem forhandling.

Som hidtil var det kun USSR, der forsvarede Kina og gik ind for iværksættelse af effektive foranstaltninger mod de japanske aggressorer. Den sovjetiske delegation i Bruxelles havde instrukser om at arbejde for, at konferencens deklaration eller resolution skulle opfordre alle deltagere til »såvel individuelt som kollektivt at yde Kina den maksimale hjælp«, Maksim Litvinov skrev d. 20. oktober 1937, at USSR fandt det ønskeligt at bringe effektive sanktioner i anvendelse over for den japanske aggressor. D. 29. oktober erklærede folkekommissæren i en samtale med den amerikanske ambassadør i USSR endnu en gang, at USSR var interesseret i at få bragt aggressionen til ophør og genoprettet freden og den kollektive sikkerhed. USSR var parat til i samarbejde med De forenede Stater, Frankrig og Storbritannien at indtage en fast holdning, erklærede han. På Bruxelles-konferencen, der blev indledt d. 3. november 1937, var det straks den amerikanske delegation, der slog tonen an med sit program om »forsonlighed« over for de japanske aggressorer. Norman H. Davis fandt det i sin tale endog ikke muligt at præcisere, hvem der var aggressor, og hvem der var offer. Japan og Kina, sagde han, »var blevet inddraget i en konflikt og havde indledt fjendtligheder«. Han foreslog at bilægge konflikten »på et for begge parter retfærdigt og acceptabelt grundlag«. Dette kunne kun betyde én ting, nemlig at USA var rede til at tilfredsstille Japans aggressive ambitioner på Kinas bekostning, og at det kinesiske folk underdanigt skulle forlige sig med dette. Briterne og franskmændene fulgte samme kurs. Anthony Eden og Yvon Delbos erklærede, at de fuldt ud kunne tilslutte sig Davis' udtalelser. Kun den sovjetiske delegation indtog en principfast holdning på konferencen. Lederen af den sovjetiske delegation i Bruxelles Maksim Litvinov gav i sin tale d. 3. november udtryk for, at han var uenig i USA's, Storbritanniens og Frankrigs politik om »en for begge parter acceptabel« fred. Han påpegede, at det var den letteste sag af verden at sige til aggressoren: »Tag dit rov, tag det, du har erobret med magt, og fred være med dig«, og til aggressionsofferet: »Elsk aggressoren, gør ikke modstand mod det onde«. Men dette ville, understregede han, kun fremkalde nye aggressionsakter. I så fald ville konferencen i stedet for at bekæmpe aggressionen vise sig at være »et instrument for aggressionen«. Maksim Litvinov mindede om USSR's ofte fremlagte holdning til kamp mod aggression og fremhævede nødvendigheden af at forene de lande, som gik ind for fredens opretholdelse. Det er værd at lægge mærke til Norman H. Davis' vurdering af den sovjetiske delegations holdning: »Litvinov«, skrev han til Washington, »argumenterer over for mig til fordel for et snævert samarbejde og forståelse mellem Storbritannien, De forenede Stater og Rusland på baggrund af, at Japan, såfremt det blev konfronteret med en sådan kombination, ville indvillige i at stoppe fjendtlighederne. .« D. 6. november udarbejdede konferencen en tekst indeholdende endnu en invitation til Japan om at deltage i dens arbejde. Konferencen indstillede arbejdet, mens man afventede svar.

I mellemtiden fortsatte Japan med at intensivere og udvide militæroperationerne i Kina. D. 12. november erobrede japanske tropper Shanghai og styrkede i betydelig grad deres stilling i Central-Kina. Samme dag afviste den japanske regering Bruxelles-konferencens henvendelse. D. 13. november genoptog Bruxelles-konferencen arbejdet. Den kinesiske repræsentant rejste spørgsmålet om økonomiske sanktioner mod Japan og hjælp til Kina. USA's, Storbritanniens og Frankrigs repræsentanter vendte det døve øre til. Kernen i Davis' efterfølgende tale bestod i, at han stadig håbede på muligheden af, at Japan ville samarbejde med konferencen. Den sovjetiske delegation støttede igen det kinesiske forslag. Vladimir Potjomkin, der ledede den sovjetiske delegation efter at konferencen havde genoptaget arbejdet, erklærede, at der for at bringe aggressionen til ophør krævedes »solidariske og effektive anstrengelser fra de stater, der var interesseret i at bevare freden i Det fjerne Østen. Ethvert konkret initiativ i den retning vil blive støttet af Sovjetunionen.« Davis meddelte til Washington, at Potjomkin »var meget ihærdig for at få os til at anbefale konkrete foranstaltninger mod Japan«, eftersom det ikke var muligt at få stoppet konflikten på anden måde. Potjomkin erklærede gentagne gange, at USSR »ville deltage i alt, hvad briterne og vi selv var indstillet på at gøre«. D. 24. november vedtog konferencen en deklaration om, at den midlertidigt suspenderede arbejdet for at give de deltagende regeringer tid til »videre undersøgelse af alle fredelige metoder, hvorved der kan opnås en retfærdig bilæggelse af stridigheden.. .« Det blev konferencens sidste samling. Bruxelles-konferencens sammenbrud var et direkte resultat af USA's, Storbritanniens og Frankrigs eftergivenhedspolitik over for den japanske aggression. Mens det var de britiske og franske »fredsstiftere«, der måtte påtage sig den største del af skylden for »ikke-indblandingen« i forbindelse med den tysk-italienske invasion i Spanien, så var Amerikas forenede Stater den hovedansvarlige for eftergivenhedspolitikken over for den japanske aggression.

De herskende kredse i USA, Storbritannien og Frankrig mente, at den bedste udvej i den opståede situation gik over en imperialistisk aftale med Japan om de fire magters »fredelige« plyndring af Kina, og derigennem rette den japanske aggression mod Sovjetunionen. Eftersom de japanske imperialister fortsatte deres aggressionshandlinger i Kina til skade for USA's, Storbritanniens og Frankrigs interesser og ikke for øjeblikket havde i sinde at angribe USSR, forsøgte vestmagternes herskende kredse at presse USSR til at iværksætte aktioner mod Japan. Dette kom ganske klart for dagen under Bruxelles-konferencens sidste arbejdsdage. Vladimir Potjomkin rapporterede fra Bruxelles om sin samtale med konferencens formand, Belgiens udenrigsminister Paul Spaak, at sidstnævnte provokatorisk havde erklæret, at »det bedste middel til at gøre Japan mere forhandlingsvillig ville bestå i at afsende nogle hundrede sovjetiske fly, som kunne virke afskrækkende på Tokio«. Potjomkin svarede herpå, at der i Bruxelles tilsyneladende fandtes folk, som var meget ivrige efter, »at andre skulle rage kastanierne ud af ilden for dem«. Den sovjetiske regering vurderede nøgternt den opståede situation. Den var parat til at iværksætte de mest effektive foranstaltninger for at hjælpe Kina i kampen mod de japanske aggressorer, men sammen med USA, Storbritannien og Frankrig. Sovjetunionen kunne først og fremmest ikke undlade at tage hensyn til, at man i tilfælde af krig mod Japan kunne risikere et angreb fra Tysklands side, og ligeledes fra visse af USSR's vestlige naboer, der igennem lang tid havde samarbejdet med Japan på et anti-sovjetisk grundlag.

Efter konferencen bemærkede Maksim Litvinov i et brev til ambassadøren i USA Aleksandr Trojanovskij, at USSR lige fra begyndelsen havde været skeptisk indstillet til et eventuelt resultat af Bruxelles-konferencen og derfor havde indtaget »en meget afventende holdning«, men konferencen sluttede »endnu skændigere, end man kunne have forventet«. Bruxelles-konferencens totale fiasko, der skyldtes vestmagternes holdning, fik konsekvenser i form af en yderligere eskalering af den japanske aggression i Kina. D. 27. november, dvs. tre dage efter at konferencen var afsluttet, indledte japanske tropper angrebet på Nanking, der på daværende tidspunkt var sæde for den kinesiske regering. D. 13. december var byen i japanernes hænder.

De begivenheder, der fandt sted i juli-august i Det fjerne Østen, i området omkring Khasan-søen, var et utvetydigt vidnesbyrd om, at Sovjetunionen var fast besluttet på og parat til at yde mods/tand mod aggressionen. I krigen mod Kina udstrakte de japanske imperialister efterhånden deres aggression til at omfatte hele Det fjerne Østen, heri indbefattet sovjetiske grænseområder. Den sovjetiske regering måtte i denne sammenhæng gentagne gange gøre indsigelse over for de japanske myndigheder. Viceudenrigskommissær Boris Stomonjakov gjorde den japanske ambassadør i Moskva Shigemitsu opmærksom på, at der i Japan under medvirken af officielle institutioner og personer blev ført en systematisk bagtalelses- og krigspropagandakampagne mod Sovjetunionen. Japanske militærpersoner veg ikke tilbage for direkte at opfordre til krig mod USSR. De japanske væbnede styrker krænkede systematisk den sovjetiske grænse. D. 11. april trængte en halv snes japanske militærfly ind i sovjetisk luftrum. D. 8. juni forsøgte japanerne på bredden af Amur-floden på sovjetisk territorium at landsætte en 29 mand stor bevæbnet bande, der skulle foretage sabotageaktioner. Uden mindste begrundelse tilbageholdt de japanske myndigheder gentagne gange sovjetiske skibe. D. 19. februar opbragte man i japansk havn det sovjetiske fragtskib Kusnetskstroj med en besætning på 35 mand og 37 passagerer. Den sovjetiske presse betegnede med fuld ret denne handling som »endnu en bevidst provokation« fra japanernes side. Samtidig oppiskede de japanske herskende kredse, der forberedte landets befolkning på en angrebskrig mod USSR, det anti-sovjetiske hysteri i Japan. »Japans holdning til USSR«, skrev udenrigskommissariatet, »er blevet endnu mere aggressiv og udfordrende.« De japanske militarister »stræber systematisk efter at skærpe relationerne og lader i den forbindelse ingen lejlighed eller anledning gå fra sig. Til deres tjeneste står det japanske diplomati med Hirota og Shigemitsu i spidsen.«

Midt på året nåede japanernes provokationer nye højder. Den japanske presse (Asahi, Yomiuri og andre dagblade) opfordrede åbenlyst til krig mod Sovjetunionen, til erobring af sovjetisk Fjernøsten. Japanske tropper, der var stationeret i Korea, indledte overlagte provokationer mod sovjetiske grænsevagter i området ved Khasan-søen. Den japanske chargé d'affaires i Moskva henvendte sig i midten af juli i udenrigskommissariatet med en grundløs beskyldning om at sovjetiske tropper uretmæssigt skulle holde Klhasan-søens vestlige bred besat. Den japanske diplomat fik forelagt Hunchung-overenskomsten af 1869 og et medfølgende kort, som ikke lod nogen tvivl om, at søens vestbred var sovjetisk territorium. På trods heraf krævede den japanske ambassadør Mamoru Shigemitsu den 20. juli endnu en gang over for folkekommissæren for udenrigsanliggender, at de sovjetiske tropper skulle rømme det pågældende område, »i modsat fald«, truede ambassadøren, »vil Japan komme til den konklusion, at det er nødvendigt at anvende magt.« Maksim Litvinov mindede ambassadøren om, at den japanske chargé d'affaires havde fået forelagt officielle dokumenter, som ganske klart markerede grænselinjen gennem bjergene vest for Khasan-søen. De sovjetiske enheder i området, udtalte folkekommissæren, havde ikke andet formål end at forsvare den sovjetiske grænse. »Ved grænsen hersker der fuldkommen ro, og den kan kun blive forstyrret af den japansk-manchuriske part, der i så tilfælde også må påtage sig ansvaret for følgerne.« »Med hensyn til magtanvendelse«, understregede folkekommissæren, »hvis Hr. ambassadøren mener, at sådanne trusler, som visse stater ganske vist lader sig påvirke af, er et velegnet diplomatisk middel, så bør han vide, at dette middel ikke fungerer i Moskva.«

Den 29. juli indledte japanske tropper krigshandlinger mod sovjetiske grænseenheder, der var stationeret på Khasan-søens vestbred. I dommen over de største japanske krigsforbrydere anførte det internationale militærtribunal for Det fjerne Østen på baggrund af talrige kendsgerninger, at de japanske troppers angreb ved Khasan-søen var en af japanerne bevidst planlagt aktion. Tribunalet konstaterede, at de japanske troppers operation havde en åbenlys aggressiv karakter. I begyndelsen af august traf de sovjetiske tropper effektive modforholdsregler mod de japanske aggressorer, der d. 9. august var fordrevet fra sovjetisk territorium. D. 10. august nåede man til enighed om at indstille krigshandlingerne. De japanske okkupanters nederlag ved Khasan-søen var et alvorligt slag for det militaristiske Japans aggressive planer mod bl.a. Sovjetunionen. I sin beretning d. 6. november 1938 til Moskvas bysovjet om begivenhederne ved Khasan-søen konstaterede Vjatjeslav Molotov: »Kan der herske tvivl om, at det japanske angreb i Primorje-området var et forsøg på at udløse krig i Det fjerne Østen? Havde Sovjetunionen ikke i praksis bevist sin faste udenrigspolitik og sin ubøjelige vilje til at forsvare sine grænser med den røde hærs våben, ville det uundgåeligt have givet anledning til nye militære eventyr. Vor faste holdning under disse begivenheder fik de aggressive eventyrere i både Tokio og Berlin til at tage mod fornuft, tvang dem til retræte. Det er ubestrideligt, at Sovjetunionen hermed i allerhøjeste grad har tjent fredens sag.« Nederlaget for de japanske tropper ved Khasan-søen var en betydelig hjælp for det kinesiske folk, der fortsatte kampen mod de japanske aggressorer. Disse begivenheder demonstrerede, at de japanske okkupanter på ingen måde var overmægtige, og medvirkede i høj grad til at styrke det kinesiske folks vilje til modstand mod de japanske aggressorer. Spørgsmålet om køb af krigsmateriel i udlandet var fortsat et presserende problem for Kina. I januar 1938 sendte den kinesiske regering en særlig mission under ledelse af formanden for den lovgivende Yuan Sun Fo til USSR, Storbritannien og Frankrig med det formål at anmode disse landes regeringer om at yde Kina hjælp i kampen mod aggressionen. Under opholdet i Moskva erklærede Sun Fo i en samtale med viceudenrigskommissær Boris Stomonjakov, at »i krigen mod interventerne, dvs. i kamp for sin befrielse, henter det kinesiske folk styrke i sympatien og støtten fra USSR's side«. Fra Moskva rejste Sun Fo videre til London og Paris, men vendte nogle måneder senere tomhændet tilbage. I en samtale med vicefolkekommissær Vladimir Potjomkin d. 19. maj 1938 indrømmede han, at resultaterne af hans rejse havde været nedslående, og at Storbritannien og Frankrig undveg at yde hjælp til Kina. »Det eneste land, der yder Kina reel hjælp, er stadig væk USSR,« erklærede Sun Fo.

Storbritanniens holdning til Kina fremgår klart af et memorandum, som Foreign Office d. 31. maj tilstillede den britiske regerings udenrigspolitiske komité. Kina, hedder det i memorandumet, »udkæmper vores egen kamp i Det fjerne Østen, for hvis Japan vinder er vore interesser dømt til undergang. Den japanske hær og andre højtstående myndigheder har ikke ladt nogen tvivl tilbage i den retning. Vore enorme kapitalinvesteringer i Nordkina og Shanghai vil blive det første, der går tabt, og den japanske hær og flåde sætter ingen grænser for deres appetit på kontinentet og i Sydhavet. Hvis Kina kan modstå Japan vil vi og amerikanerne være i stand til at intervenere med effektive resultater og sikre vores position endnu en generation.« Da dette spørgsmål den følgende dag blev drøftet i den udenrigspolitiske komité, erklærede finansminister John Simon kategorisk, at der ikke kunne være tale om et britisk regeringslån til Kina. Han udtrykte meget alvorlig bekymring for, at hjælp til Kina, endog ganske ubetydelig, kunne få de mest negative konsekvenser for de britisk-japanske relationer. Kina modtog fortsat kun hjælp fra Sovjetunionen. D. 1. juli 1938 blev der i Moskva underskrevet en ny aftale mellem USSR og Kina. Ifølge aftalen skulle Sovjetunionen levere Kina 300 fly, 300 kanoner, 1500 lette og 500 svære maskingeværer, 300 lastbiler og andet krigsmateriel. I et brev fra formanden for Kinas eksekutivyuan Kung Hsiang-thsi til den sovjetiske regering blev der udtrykt »dyb taknemmelighed« for »den virkningsfulde sympati og det sande venskab«. Kung Hsiang-hsi påpegede, at som resultat af »den storslåede og værdifulde hjælp« i form af fly og andet krigsmateriel havde Kina fået mulighed for »at udmatte modstanderens aggressive styrker og fortsætte en langvarig kamp«. Den borgerlige britiske historiker Keith Middlemas bemærkede, at USSR ved at forsyne Kina med militærudstyr fremtrådte som »den frie verdens leder mod aggressionen«. Erfarne sovjetiske militærrådgivere (Vasilij Tjujkov, Pavel Rybalko, Pavel Batitskij, Aleksandr Tjerepanov og andre) ankom til Kina for at tage del i planlægningen af krigsførelsen mod de japanske okkupanter og uddanne kinesiske officerer og soldater. Over 90.000 mand fik deres uddannelse under ledelse af sovjetiske instruktører ved forskellige uddannelsesinstitutioner og enheder af den kinesiske hær. Ligeledes deltog frivillige sovjetiske piloter i kampen mod aggressorerne i Kina.

I lyset af Sovjetunionens beslutsomme holdning under konflikten i området ved Khasan-søen arbejdede den kinesiske regering i sommeren 1938 endnu en gang energisk på at få indgået en kinesisk-sovjetisk alliance og inddraget USSR i krigen mod Japan. Den sovjetiske regering udviste imidlertid den fornødne forsigtighed. Sovjetunionen ydede fortsat Kina hjælp i form af stadigt stigende mængder krigsmateriel, men fandt det ikke muligt at indtræde i krigen mod Japan. Under en samtale med Sun Fo understregede den sovjetiske ambassadør i Kina Ivan Luganets-Orelskij, at Sovjetunionen allerede gennem sine militære, diplomatiske og økonomiske foranstaltninger havde skabt et gunstigt grundlag for udviklingen af de sovjetisk-kinesiske relationer, men at indgåelse af den af Kina foreslåede pagt også kunne få visse negative konsekvenser. D. 8. september modtog den sovjetiske ambassadør følgende instrukser angående det svar, han skulle viderebringe til den kinesiske regering: 1). USSR finder det ikke for øjeblikket hensigtsmæssigt, isoleret fra Storbritannien og USA, at gå i krig med Japan..2) USSR vil kun gå i krig mod Japan under følgende tre betingelser a) hvis Japan angriber USSR; b) hvis Storbritannien eller USA tilslutter sig krigen mod Japan; c) hvis Folkeforbundet forpligter Stillehavsmagterne til at gå mod Japan.3) USSR er parat til under alle omstændigheder at hjælpe Kina med forsvarsmæssige foranstaltninger i overensstemmelse med den mellem Kina og USSR indgåede aftale.« Samme dag overbragte Luganets-Orelskij dette svar til Sun Fo. De japanske aggressorers nederlag ved Khasan-søen og Sovjetunionens effektive hjælp til Kina demonstrerede ganske klart USSR's potentielle muligheder, og at man var besluttet på at træffe de nødvendige foranstaltninger for at tøjle aggressorerne.

I takt med at Tysklands fascistiske førere gennemførte deres krigsforberedelser, voksede også deres appetit. Da de gennem okkupationen af den demilitariserede Rhinzone havde styrket rigets vestlige grænse og samtidig udnyttede den generelle skærpelse af den internationale situation, begyndte nazisterne gradvist at skride til realisering af deres aggressive planer i Central- og Østeuropa. De stræbte i første række efter at erobre Østrig. Det var Sovjetunionens udgangspunkt, at opretholdelsen af Østrigs uafhængighed havde stor principiel betydning for sikring af freden i Europa. Østrigs tilslutning ville give Tyskland yderst gunstige strategiske udgangspositioner for aggression mod Tjekkoslovakiet. USSR var parat til at samarbejde med andre lande for at forsvare Østrig. Så tidligt som i 1935 skrev Maksim Litvinov, at Østrigs skæbne i alvorlig grad berørte Sovjetunionens sikkerhedsinteresser. »Vi kan ikke være ligegyldige,« påpegede han, »over for en styrkelse af Hitler-Tyskland, hvordan den så end vid blive realiseret.« I februar 1936 bekræftede den sovjetiske ambassadør i Paris Vladimir Potjomkin i en samtale med Frankrigs udenrigsminister Pierre Flandin, at USSR i tilfælde af et angreb mod Østrig var parat til sammen med de øvrige Folkeforbundsmedlemmer at deltage i kollektive sanktioner mod aggressoren. D. 11. juli 1936 påtvang nazisterne den østrigske regering en overenskomst, der forpligtede den til at samordne udenrigspolitikken med Tyskland. I en karakteristik af denne overenskomst og dens konsekvenser for Østrig skrev den sovjetiske ambassadør i Wien Ivan Lorents i maj 1937, at Berlin fortsat udøvede grov pression mod Østrig. »Der er her en voksende forståelse for at overenskomsten af 11. juli 1936 i Berlins øjne skal være et instrument til at gennemføre Anschluss.« D. 24. juni 1937 bekræftede Tysklands krigsminister Werner von Blomberg et direktiv om forberedelsen af indmarchen i Østrig. Planen havde kodebetegnelsen »Operation Otto«. D. 5. november 1937 fremlagde Hitler sit udenrigspolitiske program for generalstabens ledere og understregede, at der til realisering af de mål, Tyskland stod overfor, kun gaves »én vej - voldens vej«. Den første opgave, mente han, gik ud på at erobre Østrig og Tjekkoslovakiet. D. 7. december 1937 underskrev von Blomberg en plan angående forberedelsen af okkupationen af Tjekkoslovakiet (»Operation Grøn«). Italiens tilslutning til Anti-kominternpagten i november 1937, de påbegyndte forhandlinger om at omdanne denne pagt til en militær-politisk alliance mellem de tre aggressorer og Italiens udtræden af Folkeforbundet en måned senere var altsammen tegn på den voksende krigsfare.

Det var Sovjetunionens overbevisning, at det for at opretholde freden var nødvendigt at konfrontere aggressorblokken med en enhedsfront af de stater, der var interesseret i at bevare freden. I USSR mente man, at jo hurtigere de herskende kredse i Storbritannien, Frankrig og USA fik forståelse for nødvendigheden af kollektive bestræbelser til forsvar for freden, jo lettere ville det være at få stoppet aggressionshandlingerne fra de fascistiske stater, der forberedte en ny verdenskrig. Fredskræfterne var stærkere end aggressionens og krigens kræfter. Derfor kunne aggressorernes handlinger have været imødegået, så meget desto mere som de greb til bluff og afpresning. Den sovjetiske regering gik konsekvent ind for, at der øjeblikkeligt blev truffet foranstaltninger til at binde aggressorerne på hænder og fødder gennem forenede anstrengelser fra de lande og folk, der havde interesse i at bevare freden. Folkeforbundet kunne stadig spille en stor rolle i forebyggelsen af aggression. Aggressorerne forsøgte på deres side stadigt mere energisk at undergrave Folkeforbundet, bl.a. ved at få revideret dets vedtægter. I særdeleshed insisterede de på at få fjernet vedtægternes artikel 16, der omhandlede sanktioner mod en aggressor. »Hovedmotivet til de intriger mod Folkeforbundet, som iværksættes af Beck og de øvrige agenter for Tyskland, Italien og Japan,« understregede USSR's udenrigskommissær d. 4. januar 1938, »består i ønsket om at tilintetgøre den fransk-sovjetiske og den sovjetisk-tjekkoslovakiske pagt, som baseres på artikel 16 i Folkeforbundets vedtægter.« I redegørelsen for USSR's holdning til Folkeforbundet påpegede folkekommissæren, at det i den nuværende situation kunne være af kolossal politisk betydning at offentliggøre den fælles britisk-fransk-sovjetiske deklaration til forsvar for Folkeforbundet, som USSR nu i over et år var gået ind for. Storbritannien ville dog som hidtil ikke have noget at gøre med en sådan deklaration.

Sovjetunionen var i allerhøjeste grad foruroliget over de uvejrsskyer, der trak sammen over Østrig. Den sovjetiske regering var klar over, at nazisternes erobring af Østrig kun ville være et led i den kæde af begivenheder, som i sidste ende kunne føre til en ny verdenskrig, og rejste derfor spørgsmålet om at iværksætte kollektive foranstaltninger til forsvar for freden i Centraleuropa. I forberedelsen af erobringen af andre lande tillagde Hitler de diplomatiske midler den allerstørste betydning. Den nazistiske udenrigstjeneste havde fået til opgave at forhindre en eventuel samling af USSR's, Frankrigs og Storbritanniens kræfter, da det i realiteten ville have umuliggjort den tyske aggression. Joachim von Ribbentrop, der i 1936 blev tysk ambassadør i London, gik straks i gang med at bearbejde de britiske herskende kredse, idet han i den forbindelse først og fremmest betjente sig af anti-kommunismen og anti-sovjetismen. I en samtale med Winston Churchill forsøgte han således at bevise, at Tyskland skulle stræbe efter venskab med Storbritannien. Det ville endog »stå vagt om det britiske imperium i hele dets storhed og udstrækning«, men det var nødvendigt, at Storbritannien gav Tyskland »frie hænder i Østeuropa«. Ribbentrops forsikringer om, at Tyskland stræbte efter at nå til gensidig forståelse med Storbritannien var naturligvis groft bedrag. I et hemmeligt dokument skrev Ribbentrop, at det tyske diplomatis opgaver med hensyn til de tysk-britiske relationer gik ud på at styrke briterne »i den opfattelse, at et forlig og forståelse mellem Tyskland og England dog i sidste ende skulle være mulig«, men samtidig »i al stilhed og med stor beslutsomhed etablere en alliancekonstellation mod England«. Ribbentrop mødte fuld forståelse og tillid blandt mange medlemmer af den daværende britiske regering, eftersom hans forsikringer faldt sammen med deres forhåbninger om, at de fascistiske aggressorer i første række ville rette blikket mod øst.

Neville Chamberlain, der i slutningen af maj 1937 blev britisk regeringsleder, var den mest konsekvente fortaler i Storbritannien for forståelse med Tyskland. Chamberlain nærede et indgroet had til alt progressivt. Kommunismen var for ham »fjende No. 1«. Sovjetunionen hadede han forbitret. Det er indrømmet af britiske historikere, der har studeret Chamberlains politik. Robert Sencourt konstaterede, at Rusland var Chamberlains »hovedfjende«. Chamberlains sympati var på de ekstremt reaktionære kræfters side, både i Storbritannien og i andre lande. Hitler og Mussolini betragtede han først og fremmest som sine klasseallierede. Chamberlain mente, han var kaldet til at realisere en plan med et dobbelt sigte: med nazisternes hænder strangulere Sovjetunionen og samtidig tappe Tyskland, Storbritanniens imperialistiske konkurrent, for kræfter. »Neville tror han er en mand, der er blevet pålagt den mission at komme overens med diktatorerne,« bemærkede Anthony Eden i sin dagbog. Han var af den opfattelse, at man kunne komme til forståelse med aggressorerne på betingelser, der ikke anfægtede det britiske imperiums fundamentale interesser. Chamberlain troede, som Churchill rammende bemærkede om ham, at »man kan ride på en tiger«. Anthony Edens holdning som Storbritanniens udenrigsminister adskilte sig fra Neville Chamberlains mere med hensyn til metoder i udenrigspolitikken end med hensyn til indhold. Józef Beck skrev angående en samtale med den britiske udenrigsminister, at Eden stræbte efter »at komme til forståelse med Tyskland«, og at han i forhold til Rusland lagde »den karakteristiske tilbageholdenhed« for dagen.

Frankrigs politik var ikke mindre kortsynet. Der kan ikke herske tvivl om, at den franske regering havde en ganske klar forestilling om hele alvoren i den orkan, der var i anmarch. Dette indebar, at Frankrig ikke skulle tillade, at det fascistiske rige okkuperede andre lande, og derved blev styrket. Frankrig kunne i den henseende støtte sig til aftalen om gensidig hjælp med USSR, men de franske herskende kredse ønskede ikke at samarbejde med Sovjetunionen.

Efter at folkefrontregeringen i 1936 var kommet til magten i Frankrig, begyndte indenrigspolitiske overvejelser at spille en stadig større rolle for fastlæggelsen af de borgerlige partiers udenrigspolitiske kurs. Tidligere var mange politikere gået ind for, at man førte en fast, selvstændig udenrigspolitik, at man styrkede landets sikkerhed og herunder samarbejdede med USSR, men efter folkefrontens valgsejr fik frygten for »den røde fare« størstedelen af disse politikere til at sigte efter »for enhver pris« at opnå en aftale med aggressorerne, dvs. forråde landets nationale interesser. Disse overvejelser øvede også stadig stigende indflydelse på højrefløjen i det socialradikale parti, der indgik i folkefronten. Dette gjaldt i særdeleshed for Edouard Daladier, Georges Bonnet og andre, der spillede en vigtig rolle for fastlæggelsen af Frankrigs udenrigspolitiske kurs. I en samtale med den franske ambassadør i USSR Robert Coulondre afdækkede Maksim Litvinov det klassemæssige grundlag for såvel Storbritanniens som Frankrigs politik. Folkekommissæren påpegede, at Storbritannien ville have stræbt efter en tilnærmelse til USSR, hvis det ikke var blevet forhindret af det sociale fjendskab, Storbritanniens herskende klasser nærede til Sovjetunionen. Det samme kunne siges om Frankrig, hvor en række indflydelsesrige personer (Pierre Flandin og andre) åbenlyst gik ind for Firemagtspagten.

Den sovjetiske ambassadør i Paris Jakov Surits skrev, at man i Frankrig i stadig mindre grad stræbte efter at bibringe den sovjetisk-franske aftale om gensidig hjælp en virkelig effektiv karakter og betragte den ud fra dens »oprindelige bestemmelse«. Denne aftale og i det hele taget relationerne til USSR betragtes i Frankrig »ikke ud fra den generelle kamp mod den tyske trussel, ikke i positiv betydning, men snarere i negativ: den fremherskende bestræbelse går ud på at holde USSR så langt væk fra Tyskland som muligt, at forhindre og modarbejde en tysk-sovjetisk tilnærmelse«. Den franske regerings opgivelse af den fransk-sovjetiske pagt var ifølge David Lloyd George et udslag af det rene vanvid. Angående spørgsmålet om, hvem der kunne redde Frankrig i tilfælde af krig, påpegede han helt korrekt: »Ikke Storbritannien, men kun USSR... sejr over Tyskland kan kun opnås af en stor landhær. En sådan hær er det kun USSR der har.« Frankrigs herskende kredse gik ikke desto mindre ud fra, at Storbritannien var Frankrigs vigtigste allierede. Det var dog en illusion. Særlig karakteristisk i så henseende er følgende notat dateret d. 6. februar 1938 fra den britiske general William E. Ironsides dagbog: »Vores regering begynder nu at forstå,« skrev han, »at hvis vi igen landsætter en hær i Frankrig, kan det blive en gentagelse af kampen i 1914-1918 under vanskeligere omstændigheder. .. Den nuværende regering har helt korrekt besluttet ikke at gøre dette, selv i tilfælde af fare for at Frankrig vil blive besejret..« Franskmændenes egen militærdoktrin var principielt i overensstemmelse med den britiske. Den franske vicepremierminister Edouard Daladier mente, at Frankrig skulle tage vare på forbindelseslinjerne til sine nordafrikanske kolonier, hvad det øvrige angik »ville det være i stand til at leve i sikkerhed bag Maginot-linjen, uanset hvad der ville ske i Central- og Østeuropa«.

Den amerikanske regering var ligeledes informeret om nazisternes aggressive planer. George Messersmith fra det amerikanske udenrigsministerium skrev d. 11. oktober 1937, at de tyske fascisters planer kunne sammenfattes i følgende: erobring af Østrig og Tjekkoslovakiet, etablering af Tysklands herredømme i Sydøsteuropa, erobring af Ukraine, isolation af Rusland, svækkelse af Frankrig gennem ophævelse af dets alliance med Rusland, gradvis sønderdeling af det britiske imperium og til slut aktioner mod USA. De forenede Stater agtede ikke at træffe nogen som helst foranstaltninger mod aggressorerne, men opmuntrede den »forsoningspolitik«, som førtes af Storbritanniens og Frankrigs herskende kredse. Under et møde med Maksim Litvinov d. 6. november 1937 gjorde Frankrigs udenrigsminister Yvon Delbos ikke nogen hemmelighed ud af, at USA lagde pres på Frankrig for, at det skulle komme til forståelse med Tyskland. USA's viceudenrigsminister Sumner Welles indrømmer i sine erindringer, at USA's holdning skyldtes, at den fremherskende opfattelse i De forenede Stater i efteråret 1937 gik ud på, at Hitler ikke ville begynde krig mod vestmagterne, før han havde tilintetgjort sin sande fjende - USSR. Den amerikanske historiker Frederick L. Schuman har under omtalen af Storbritanniens, Frankrigs og USA's politik skrevet, at vestmagternes besiddende klasser »beundrede fascismen og mente, at deres egne interesser ville være tjent med, at fascismen, blev opretholdt og udvidet«. Desuden håbede og troede mange politikere i disse lande, at »frie hænder for de fascistiske magter... ville resultere i et tysk-japansk angreb på Sovjetunionen, at 'civilisationen' derigennem ville blive 'reddet fra bolsjevismen', og at Frankrig, Storbritannien og Amerika kunne forblive neutrale, mens fascismen og kommunismen ødelagde hinanden«.

I bestræbelserne på at nå til forståelse med nazisterne besluttede den britiske regering at sende et af de mest indflydelsesrige regeringsmedlemmer, Lord President of the Council, Lord Halifax (tidligere vicekonge over Indien) til Tyskland. D. 19. november 1937 havde Lord Halifax en samtale med Hitler. Halifax påpegede Hitlers fortjenester med hensyn til »tilintetgørelsen af kommunismen« i Tyskland, der i denne forbindelse med rette kunne betragtes som »Vestens bolværk mod bolsjevismen«. Han lod forstå, at såfremt man indgik en »generel overenskomst«, ifølge hvilken Tyskland forpligtede sig til at respektere det britiske imperiums integritet, ville den britiske regering være parat til at give Tyskland frie hænder i Central- og Østeuropa. Halifax udtalte, at dette angik Tysklands planer med hensyn til Østrig, Tjekkoslovakiet og Danzig. Han tog kun det forbehold, at Tyskland skulle gennemføre sin ekspansion uden at gribe til væbnet magt. Dette forbehold var sammenhængende med den eksisterende militæralliance mellem Frankrig og Tjekkoslovakiet. Den britiske regering frygtede, at tyske troppers indmarch i Tjekkoslovakiet kunne føre til en væbnet konflikt, hvor også Storbritannien næst efter Frankrig ville blive inddraget. En sådan krig ville have væltet de britiske herskende kredses beregninger om en krig mellem Tyskland og USSR. D. 24. november redegjorde Halifax på et britisk regeringsmøde for sin rejse. Efter at have påhørt beretningen påpegede Chamberlain, at formålet med rejsen havde været at få klarhed over tyskernes holdning til muligheden af at nå frem til en britisk-tysk overenskomst, og gav udtryk for dyb tilfredshed med resultaterne af besøget.

I slutningen af november 1937 blev Frankrigs premierminister Camille Chautemps og udenrigsminister Yvon Delbos indbudt til at aflægge besøg i London for at drøfte de to magters videre planer med hensyn til forhandlingerne med det fascistiske rige. I den forbindelse præciserede man i særdeleshed deres holdning i tilfælde af tysk aggression mod Tjekkoslovakiet. Chamberlain erklærede kategorisk, at Storbritannien ikke ville involveres i krig på grund at Tjekkoslovakiet. Delbos fremlagde Frankrigs holdning og påpegede, at alliancen med Tjekkoslovakiet ville træde i kraft, hvis der fra Tysklands side blev foretaget væbnet indblanding, men såfremt Tyskland gennemførte anneksionen af Südeterlandet uden direkte »aggressionsakt« ville alliancen »ikke komme i funktion«.

Delbos' erklæring viste, at Frankrig var parat til at acceptere sønderdelingen af dets allierede, blot visse »spilleregler« blev overholdt. Som vi skal se i det følgende, anstrengte Chamberlain sig af alle kræfter på, at Tysklands aggressive handlinger blev gennemført uden at der skete grove brud på disse »regler«. Under uofficielle møder drøftede de britiske og franske repræsentanter deres politik endnu mere åbent. Da Delbos efter besøget i London ankom til Warszawa, berettede han om de herskende stemninger i Storbritannien: »Chamberlain er overbevist om, at det er den eneste vej, og at man må komme til forståelse angående et samarbejde med Tyskland og Italien.« Af forhandlingerne med briterne fremgik det, udtalte den franske minister, »at i London er holdningen til USSR blevet forværret,« og at »Storbritannien ikke har noget imod, at USSR stod uden for pagten, og endnu mindre, at der opstod en konflikt mellem Tyskland og USSR«. London-forhandlingerne vidnede om, at hverken Storbritannien eller Frankrig ville yde hjælp eller støtte til Tjekkoslovakiet, hvis Tyskland ville realisere sine planer uden at gribe til åben aggression. Endnu mindre havde de til hensigt at modsætte sig Tysklands erobring af Østrig. Da man på et britisk regeringsmøde drøftede resultaterne af de britisk-franske forhandlinger, meddelte Chamberlain, at man var nået til enighed om at »fortsætte bestræbelserne på at opnå en generel ordning med Tyskland«. På møder i den britiske regerings udenrigspolitiske komité den 24. januar og 3. februar 1938 behandlede man detaljeret de spørgsmål, som skulle reguleres i en britisk-tysk overenskomst. Man rejste ligeledes spørgsmålet om den sovjetisk-franske og sovjetisk-tjekkoslovakiske aftale om gensidig hjælp. Mødedeltagerne lagde ikke skjul på, at de fandt, at disse aftaler var en hindring for, at man kunne nå til forståelse med Tyskland. Den britiske ambassadør i Berlin Neville Henderson, der deltog i diskussionen, erklærede direkte, at »det for Tjekkoslovakiet først ville være nødvendigt at undslippe det arrangement, det har lavet med Sovjet-Rusland«.

Hitler behøvede heller ikke at blive foruroliget over holdningen blandt de herskende kredse i De forenede Stater. Den sovjetiske ambassadør i USA Aleksandr Trojanovskij konstaterede d. 2. marts 1938, at »Østrigs skæbne vækker ikke større uro her. Isolationister af alle afskygninger er stort set parat til at forlige sig med alle fascisternes erobringer.« I begyndelsen af marts 1938 begyndte Hitler at forcere erobringen af Østrig. For alle eventualiteters skyld ankom den tidlige tyske ambassadør i London Joachim von Ribbentrop, der nu var udnævnt til Tysklands udenrigsminister, d. 10. marts til London for at »aflægge afskedsbesøg«. Chamberlain og Halifax benyttede Ribbentrops ankomst til at tilbyde Hitler sjæl og hjerte. Samme dag afholdtes: et andet, mindre officielt, men ikke mindre betydningsfuldt møde. Det drejer sig om et møde mellem Horace Wilson og en medarbejder fra Ribbentrops stab Erich Kordt. Wilson, der var Neville Chamberlains nærmeste rådgiver, havde helt klart instrukser fra sin chef om mere åbenlyst at fremlægge den britiske regerings dulgte planer for nazisterne. Wilson erklærede, at Chamberlain af al magt stræbte efter at fortsætte sin kurs for at nå til forståelse med Tyskland og Italien. Angående samarbejdet mellem de vesteuropæiske magter og den britiske regerings endemål understregede Wilson: »Rusland skal man for øjeblikket ganske udelukke. Det derværende system... må en dag gå i opløsning.« Ribbentrop meddelte straks Hitler de første resultater med hensyn til klarlæggelsen af Storbritanniens holdning i tilfælde af, »at det østrigske spørgsmål ikke kan løses fredeligt«. Han gav udtryk for den faste overbevisning;, at Storbritannien ikke ville yde modstand. Chamberlain og Halifax, skrev Ribbentrop, »vil forsøge at tilvejebringe en venskabelig forståelse mellem Europas fire stormagter med udelukkelse af Sovjetunionen«.

Hitler var endnu en gang blevet overbevist om, at han kunne gå i aktion uden at frygte indblanding fra vestmagterne. D. 11. marts udstedte han et direktiv om invasionen af Østrig. »Jeg har til hensigt, hvis andre midler ikke fører til målet, at rykke ind i Østrig med væbnet magt.. .,« skrev han i dette direktiv. Efter ordre fra Berlin stillede de østrigske nazister ultimatum om, at Østrigs kansler Kurt von Schuschnigg skulle træde tilbage og efterfølges på posten af de lokale nazisters fører Arthur Seyss-Inquart. Natten til den 12. marts trængte Hitler-tropperne ind i Østrig og indlemmede det i Tyskland. Nazisternes aktion stødte ikke på modstand fra Storbritannien, Frankrig og USA. Som det fremgår af et notat i Neville Chamberlains dagbog fra d. 13. marts, regnede han med på trods af Anschluss en skønne dag at kunne genoptage de britisk-tyske forhandlinger. Det bør bemærkes, at man i London, Paris og Washington ikke kunne undgå at forstå, at Anschluss var begyndelsen til enden for Versailles-Washington-traktatsystemet, der var grundlaget for disse staters dominerende stilling i såvel Europa som hele den øvrige verden. Ivan Majskij skrev d. 12. marts 1938, at der i forbindelse med nazisternes erobring af Østrig kunne iagttages en »åbenlys rådvildhed« i britiske regeringskredse. »Premierministerens prestige er blevet tildelt et alvorligt slag, og chancerne for en snarlig realisering af Firemagtspagten er straks blevet forringet.«

Hitler-Tysklands erobring af Østrig betød en alvorlig skærpelse af situationen i Europa. Det sovjetiske udenrigskommissariat fastslog d. 14. marts, at det var den vigtigste begivenhed efter 1´ Verdenskrig og »udgjorde den allerstørste fare for ikke mindst Sovjetunionen«. Angående Tysklands erobring af Østrig konstaterede USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender Maksim Litvinov i et presseinterview, at Sovjetunionen i de senere år gentagne gange havde givet udtryk for sin fordømmelse af internationale forbrydelser og erklæret sig parat til »aktivt at deltage i alle foranstaltninger, der sigter mod organisering af kollektiv modstand mod aggressoren«. Den sovjetiske regering fordømte den militære invasion af Østrig og voldelige aktion, der berøvede det østrigske folk dets uafhængighed. Samtidig afslørede Sovjetunionen dem, der gennem deres kompromispolitik over for aggressorerne gjorde det muligt for de tyske fascister at erobre Østrig og banede Hitler vejen til Wien. Det er ganske sikkert, påpegede Pravda, at den tøjlesløse fascistiske aggression er en direkte følge af Chamberlains politiske kurs. »Den af ham førte politik med sigte på en åbenlys aftale med aggressorerne og afvisning af det kollektive sikkerhedssystem«, fremhævede bladet, »har givet krigsanstifterne frie hænder.« Efter Østrigs indlemmelse i det fascistiske rige hang en direkte trussel over Tjekkoslovakiet.

Polens reaktionære herskende kredse, der drømte om erobring af nye, fremmede landområder, i første række sovjetiske, sad heller ikke med hænderne i skødet. USA's ambassadør i Warszawa A. J. Drexel Biddie kom på grundlag af sine samtaler med den polske udenrigsminister Jozef Beck til den konklusion, at Polen stræbte efter at etablere snævre relationer med Tyskland og billigede det tysk-italienske samarbejde imod det kommunistiske Rusland, der blev betragtet som Polens hovedfjende. Nazisterne mente, at Polens udenrigs- og indenrigspolitik var helt i overensstemmelse med Tysklands, Italiens og Japans politik, og at det derfor burde inddrages i Anti-kominternpagten. De fremsatte ved flere lejligheder forslag herom. Polen fandt det ikke opportunt åbent at tilslutte sig Anti-kominternpagten (i hvert fald ikke på daværende tidspunkt), men solidariserede sig med pagtens deltagere, bl.a. med hensyn til politikken over for USSR. D. 13. januar 1938 erklærede Beck over for den tyske udenrigsminister von Neurath, at han anså bekæmpelsen af bolsjevismen for at være »det vigtigste mål med hans politik«. Tysklands nye udenrigsminister Joachim von Ribbentrop undlod ikke i en samtale med den polske ambassadør i Berlin Józef Lipski at gøre opmærksom på den påtrængende idé om et bredt anti-kommunistisk samarbejde. Den polske ambassadør svarede, at han var overbevist om det formålstjenlige i et samarbejde mellem Tyskland og Polen »i kampen mod kommunismen«. Nazisterne skærpede de polske herskende kredses appetit og understregede, at det ikke var tilstrækkeligt for Polen at have adgang til Østersøen og det derfor også skulle have »adgang til Sortehavet«.

De polske herskende kredses ambitioner var også rettet mod Litauen. Natten til d. 11. marts fremprovokerede polske grænsevagter en episode ved den polsk-litauiske grænse for at få en anledning til, at polske tropper kunne rykke ind i Litauen. De daværende polske ledere betragtede erobringen af Litauen som »kompensation« for deres støtte til Tysklands aggressionsplaner over for Østrig. Det polske tidsskrift Przeglad Powszéchny skrev: »I forbindelse med Anschluss må vi have en form for kompensation. .. Kvalitativt, på grund af sin geopolitiske stilling er Litauen meget værdifuld.« D. 12. marts blev der i Warszawa afholdt et specielt møde, hvori deltog generalinspektøren for de væbnede styrker Edward Rydz-Smigly, premierminister Felicjan Skladowski-Slawoj og Jan Szembek, der vikarierede for den bortrejste udenrigsminister Jozef Beck. Det blev besluttet at arbejde for, at Lituaen politisk blev underordnet Polen. Ved den litauiske grænse blev der koncentreret store polske troppestyrker, og man kunne hvert øjeblik forvente, at de invaderede Litauen. Polen og det fascistiske Tyskland handlede i snæver kontakt med hinanden. Under Jozef Becks ophold i Berlin i januar 1938 meddelte Hermann Göring ham, at Tyskland mente, Anschluss var den næste opgave, der skulle løses. Hitler understregede, at han var parat til at anvende magt for at nå dette mål. Beck erklærede over for nazisterne, at Polen ikke havde nogen indvendinger mod Anschluss: »Polen har kun økonomiske interesser i Østrig, vi har ingen politiske interesser der.« Under samtaler med Göring d. 23. januar og d. 12. marts bekræftede Beck og Lipski atter deres erklæringer om, at Polen ikke havde noget at indvende mod Tysklands erobring af Østrig. Göring svarede, at Hitler »vil være Polen meget forbunden for dette standpunkt«.

Nazisterne »afregnede« med de polske herskende kredse allerede d. 16. marts. Göring indbød denne dag Lipski til en samtale om det videre tysk-polske samarbejde. Den polske ambassadør gjorde Göring bekendt med Polens aggressionsplaner over for Litauen. I samme vendinger som polakkerne havde givet deres samtykke til Tysklands erobring af Østrig meddelte Göring, at Tyskland accepterede Polens erobring af Litauen, og tog kun forbehold med hensyn til Klajpeda. Lipski skrev, at Göring »udviste forståelse for vort synspunkt. Han understregede Tysklands interesse i Klajpeda (Memel) og gav samtidig udtryk for desintéressement med hensyn til Litauen.« Göring udtrykte imidlertid bekymring for, at Polens aktioner kunne medføre komplikationer i dets forhold til USSR. Han fremsatte i den forbindelse »et direkte tilbud om polsk-tysk militærsamarbejde mod Rusland«. Lipski underrettede straks Warszawa om den tyske regerings holdning til Polens »eventuelle aktioner mod Litauen«, dvs. til polske troppers invasion af Litauen. Samtidig forberedtes også tyske troppers indrykning i Litauen. D. 17. marts modtog Lipski fra Beck instrukser om hemmeligt at informere Göring om, at de skærpede relationer til Litauen ikke kun skyldtes grænseepisoden. Lipski skulle meddele, at såfremt Litauen afviste et polsk ultimatum, og polske tropper derefter invaderede Litauen, så ville »de tyske interesser i Klajpeda blive respekteret fra polsk side«. Lispski udførte øjeblikkelig denne ordre og forsikrede Göring om, at han ville holde den tyske regering underrettet om de videre begivenheder. Lipski fandt denne samtale overordentlig vigtig, da han som resultat heraf kunne informere Warszawa om Tysklands holdning til »vores eventuelle aktion mod Litauen«. Polen havde således til hensigt at erobre Litauen med undtagelse af Klajpeda, som man var rede til at »afstå« til Tyskland. Tysklands intentioner fremgår af et notat fra Ribbentrop af d. 17. marts: »I tilfælde af en polsk-litauisk konflikt finder jeg en besættelse af Memelområdet i de første timer fornøden. De nødvendige forberedelser er truffet.« Chefen for den tyske værnemagts overkommando Wilhelm Keitel havde ladet udarbejde et specielt kort, som viste den tysk-polske demarkationslinje på Litauens territorium, og hvoraf det fremgik, at tyske tropper ud over Klajpeda-området også skulle besætte visse andre områder i Litauen. Litauen stod over for en dødelig fare, som samtidig udgik fra to aggressorer, Tyskland og Polen, der handlede i nær kontakt med hinanden.

Det var udelukkende støtten fra Sovjetunionen, der reddede det litauiske folk fra at blive slavebundet af de udenlandske erobrere. USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender tilkaldte d. 16. marts 1938 den polske ambassadør i Moskva Waclaw Grzybowski og meddelte ham, at den alvorlige situation tvang den sovjetiske regering til at henlede den polske regerings opmærksomhed på den omstændighed, at Sovjetunionen ikke kunne forholde sig passiv, hvis Litauen var truet. Samtidig traf den sovjetiske regering foranstaltninger til at påvirke Polen gennem dets allierede - Frankrig. Folkekommissæren gav den sovjetiske ambassadør i Paris instrukser om øjeblikkeligt at opsøge den franske udenrigsminister Joseph Paul-Boncour og gøre ham opmærksom på nødvendigheden af at træffe forholdsregler til at »afholde Warszawa fra et vanvittigt eventyr, der truer med at sætte hele Østeuropa i brand«. Ambassadøren skulle ligeledes informere den franske minister om den erklæring, der var tilstillet Grzybowski. På grund af den fortsatte skærpelse af situationen rettede den sovjetiske regering d. 18. marts endnu en alvorlig advarsel til den polske ambassadør. Den sovjetiske regerings indgriben forhindrede, at Litauen blev erobret af Polen og Tyskland. Ydermere var disse begivenheder det bedste bevis på, at aggressorerne ikke ville kunne regne med fremgang i andre dele af Europa, hvis vestmagterne ville handle sammen med Sovjetunionen i stedet for at give op over for aggressorerne. De polske ledere havde imidlertid ikke opgivet deres aggressive ambitioner. Den polske gesandt i Bukarest Miroslaw Arciszewski søgte over for den rumænske konge at bevise, at Hitler-Tyskland var stærkere end Sovjetunionen, og at Polen i tilfælde af, at det trak op til krig, ville indgå i en blok bestående af Tyskland, Italien, Finland, Letland, Estland, Ungarn, Østrig og Bulgarien. Polen ville hilse det velkommen, hvis Rumænien, og sammen med det Jugoslavien og Grækenland, tilsluttede sig denne blok. I juli 1937 indgik Polens og Rumæniens generalstabschefer en overenskomst, hvorefter Polen i tilfælde af krig mod USSR var forpligtet til at stille med 350.000 soldater og Rumænien 250.000. Det blev besluttet, at såfremt erobrede territorier faldt i deres hænder, skulle de deles mellem dem: områderne syd for linjen Vinnitsa-Kiev-Desna-floden, indbefattet Odessa, skulle tilfalde Rumænien, og områderne nord for denne linje, indbefattet Leningrad, skulle tilfalde Polen. Som det vil fremgå af det følgende, arbejdede Polen også tæt sammen med det fascistiske rige i aggressionen mod Tjekkoslovakiet.

Efter anneksionen af Østrig gik den tyske generalstab ifølge instrukser fra Hitler i gang med at forberede erobringen af Tjekkoslovakiet (»Operation Grøn«). I militær henseende var erobringen af Tjekkoslovakiet ikke nogen let opgave. Tyskland havde endnu ikke afsluttet forberedelserne til en storkrig. Samtidig blev den tjekkoslovakiske hær med hensyn til udrustning og kampberedthed med dette betragtet som en af de bedste i det kapitalistiske Europa, og i de tjekkoslovakiske grænseområder til Tyskland var der med Maginot-linjen som forbillede opført en række fæstningsanlæg. Ydermere havde Tjekkoslovakiet aftaler om gensidig hjælp med Europas to største magter USSR og Frankrig. Det nazistiske diplomati betragtede det derfor som sin hovedopgave at arbejde for Tjekkoslovakiets internationale isolation (neutralisering). Eftersom Tjekkoslovakiet var bindeled mellem de forskellige alliancer (Den lille Entente og andre), som Frankrig havde skabt efter 1´ Verdenskrig, regnede nazisterne ligeledes med gennem neutraliseringen af Tjekkoslovakiet at kunne likvidere disse alliancer. Med det formål at få realiseret »Operation Grøn« og få lettet gennemførelsen af deres øvrige aggressionsplaner søgte nazisterne som hidtil at få isoleret Sovjetunionen internationalt. Nazisternes femte kolonne i Tjekkoslovakiet, deres .agenter blandt südetertyskerne, fik til opgave at undergrave landet indefra og derigennem svække dets modstandsevne. D. 28. marts 1938 gav Hitler instrukser til Konrad Henlein, de fascistiske südetertyskeres »fører«, om at intensivere aktiviteten og stille Tjekkoslovakiets regering over for krav, som man på forhånd vidste ville være uacceptable for den.

Den sovjetiske regering mente fuldt berettiget, at man stadig kunne standse de tyske aggressorer, hvis man konfronterede dem med en enhedsfront af ikke-aggressive lande. Den fandt det i særlig grad nødvendigt at forhindre nazisternes erobring af Tjekkoslovakiet. Sovjetunionen var parat til at yde et vægtigt bidrag til forsvar for freden og havde muligheder og tilstrækkelig styrke hertil. Som resultat af den vellykkede gennemførelse af den anden femårsplan indtog Sovjetunionen med hensyn til industriproduktion førstepladsen i Europa og andenpladsen i verden (efter USA). USSR var fast besluttet på at træffe alle foranstaltninger til at forhindre en videre udvidelse af den tyske aggression, herunder at opfylde sine forpligtelser ifølge aftalen om gensidig hjælp med Tjekkoslovakiet. D. 15. marts 1938 forsikrede viceudenrigskommissær Vladimir Potjomkin den tjekkoslovakiske gesandt i Moskva Zdenek Fierlinger om, at den sovjetiske regering i tilfælde af et angreb på Tjekkoslovakiet fuldt ud ville opfylde sine allianceforpligtelser. Samtidig blev en tilsvarende erklæring tilstillet Frankrigs og Storbritanniens regeringer. D. 17. marts udsendte USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender en officiel erklæring i forbindelse med den skærpede situation i Europa. Han konstaterede, at Tysklands anneksion af Østrig, der var beliggende i det centrale Europa, ubetinget udgjorde en fare for alle europæiske stater. Angående de forpligtelser, der påhvilede USSR ifølge Folkeforbundets vedtægter og aftalerne om gensidig hjælp med Frankrig og Tjekkoslovakiet erklærede folkekommissæren, at den sovjetiske regering »stadig er rede til at deltage i kollektive aktioner, som måtte blive besluttet sammen med den, og som havde til formål at standse den videre udvikling af aggressionen og fjerne den voksende fare for en ny verdenskrig. Den er villig til øjeblikkeligt at indlede drøftelser med de andre stater, i eller uden for Folkeforbundet, angående de praktiske foranstaltninger, som dikteres af omstændighederne. I morgen er det måske allerede for sent, men i dag er tiden hertil endnu ikke forpasset, hvis alle stater, og i særdeleshed stormagterne, indtager en fast og entydig holdning til problemet om den kollektive sikring af freden.« Denne erklæring blev tilsendt regeringerne i Storbritannien, Frankrig, USA, Tjekkoslovakiet, Balkanlandene, de baltiske lande, de skandinaviske lande, Polen, Belgien og Tyrkiet. Den britiske ambassadør i Moskva Lord Chilston indrømmede under et møde med Maksim Litvinov d. 19. marts 1938, at den sovjetiske regerings erklæring »havde fremkaldt stort røre blandt britiske regeringsmedlemmer«. Folkekommissæren uddybede erklæringen og bemærkede, at den skulle forstås som en indbydelse til at påbegynde forhandlinger, og at man afhængig af vestmagternes reaktion kunne diskutere tid og sted for disse forhandlinger. Det var, påpegede han, nødvendigt på forhånd at få klarhed over de berørte landes holdning, før man kunne udsende indbydelser til en konference. Dette forslag fra Sovjetunionen om kollektive foranstaltninger til forsvar for freden fandt imidlertid ingen støtte hos vestmagterne.

Som det klart fremgår af Neville Chamberlains udtalelser på et møde i regeringens udenrigspolitiske komité d. 15. marts fortsatte den britiske regering sin hidtidige politiske kurs. Premierministeren »troede ikke«, hedder det i mødeprotokollen, »at noget af det der var sket skulle foranledige regeringen til at ændre dens nuværende politik, tværtimod, de nylige begivenheder havde bekræftet ham i hans opfattelse af, at denne politik var rigtig, og han beklagede kun, at den ikke var blevet fulgt tidligere«. Lord Halifax delte denne opfattelse. Under en samtale med den tjekkoslovakiske gesandt i London Jan Masaryk udtalte han: ».. .jeg vil ikke uden videre opgive ethvert håb om dog en gang at komme til forståelse med Tyskland«. D. 18. marts præsenterede Foreign Office den britiske regerings udenrigspolitiske komité for et detaljeret memorandum om det tjekkoslovakiske spørgsmål, hvori det blev påpeget, at den britiske regering skulle træffe et valg mellem tre muligheder: 1) Indgå en »grand alliance« med deltagelse af Frankrig og andre lande mod aggressionen (Winston Churchills forslag i Underhuset d. 14. marts). 2) Påtage sig forpligtelser til at yde Frankrig hjælp i tilfælde af, at det opfyldte sine traktatlige forpligtelser over for Tjekkoslovakiet. 3) Ikke påtage sig nye forpligtelser over for Frankrig. Samme dag blev spørgsmålet underkastet en grundig drøftelse på et møde i regeringens udenrigspolitiske komité. Tonen blev slået an af Chamberlain, Halifax og forsvarskoordineringsminister Thomas Inskip, der gik imod de to første valgmuligheder for britisk politik. Udenrigsminister Halifax antydede i sin tale, at man ikke skulle lægge hindringer i vejen for at få en overenskomst i stand med Tyskland. Desto tættere »vi knytter os til Frankrig og Rusland... desto vanskeligere vil det blive, at opnå en virkelig overenskomst med Tyskland,« hævdede han. Ved mødets slutning opsummerede Halifax resultaterne og konstaterede, at den generelle opfattelse gik ud på, at Storbritannien ikke skulle påtage sig nye forpligtelser, men overbevise tjekkoslovakkerne og franskmændene om, at den bedste udvej bestod i et kompromis mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet. De beslutninger, der blev taget på dette møde, dannede grundlag for det britiske diplomatis videre aktiviteter. Det så det som sin hovedopgave at forhindre, at Frankrig ydede Tjekkoslovakiet hjælp, hvad der kunne involvere Storbritannien i krig mod Det tredje Rige. Dette ville have betydet et sammenbrud for Chamberlains udenrigspolitiske linje, der sigtede mod at nå til forståelse med Tyskland. Den britiske regering mente, at den væsentligste forudsætning for at tilvejebringe denne forståelse under de daværende omstændigheder bestod i en »løsning af südeterproblemet«, dvs. en »fredelig« sammenslutning af Südeterlandet med Tyskland. Det var den kurs, der »fejrede triumfer« i München.

D. 22. marts blev den franske regering tilstillet en note, hvori det blev meddelt, at Storbritannien ikke fandt det muligt at påtage sig nogen som helst nye forpligtelser i Europa, og at Frankrig ikke skulle regne med Storbritanniens hjælp, hvis det blev inddraget i en krig med det formål at yde Tjekkoslovakiet hjælp. I London fandt man det dog nødvendigt at gøre Berlin opmærksom på, at Storbritannien mod sin vilje kunne blive involveret i krig, hvis Tyskland under sin ekspansion i Centraleuropa greb til direkte væbnet aggression. D. 24. marts fremsatte Neville Chamberlain i Underhuset en officiel erklæring om, at Storbritannien ikke agtede at påtage sig nye forpligtelser i Europa. Men udbryder der krig, hedder det i erklæringen, »vil det være inden for sandsynlighedens grænse, at andre lande, ud over dem, der er part i den oprindelige konflikt, næsten øjeblikkelig vil blive involveret. Det gælder i særdeleshed; for to lande, der som Storbritannien og Frankrig igennem mange år har været knyttet sammen af venskabsbånd, og hvis interesser er snævert sammenvævede.. .« Chamberlain-regeringen søgte således at »overtale« Berlin til ikke at udløse en væbnet konflikt og forsikrede derved i realiteten det nazistiske Tyskland om, at det kunne virkeliggøre sine mål med andre midler. Baggrunden for denne holdning blandt de britiske herskende kredse var håbet om, at de tyske aggressorer efter at have realiseret deres planer over for Tjekkoslovakiet ville fortsætte mod øst. Den britiske reaktion stillede ved at bygge sin politik på sådanne falske forhåbninger det britiske folks vitale interesser over for en dødelig fare, eftersom nazisterne planlagde at påbegynde krig mod Storbritannien og først derefter mod USSR. Havde Storbritannien samarbejdet med USSR, ville det derved i første række have taget vare på landets egen sikkerhed. De britiske politikeres kortsynethed fremgår særlig klart af følgende direktiv af d. 19. april 1938 fra Ribbentrop til statssekretæren i det tyske udenrigsministerium: »Officielt må man betegne Rusland som fjenden, men i virkeligheden orientere alt mod England«.

Det sovjetiske forslag af d. 17. marts om at vedtage øjeblikkelige foranstaltninger i kampen mod aggressionen blev endog ikke nævnt på et eneste af de møder, der i disse dage blev afholdt i den britiske regering og den udenrigspolitiske komité. Den negative holdning til forslaget var givet på forhånd ud fra de britiske herskende kredses generelle udenrigspolitiske kurs. Det sovjetiske forslag vandt imidlertid genklang i mange lande, og Chamberlain blev derfor tvunget til at komme ind på det i sin udenrigspolitiske tale i parlamentet d. 24. marts. Han gav udtryk for utilfredshed med, at forslaget havde til formål »på forhånd at forhandle om forpligtelser til at imødegå aggression«, og erklærede, at det var uacceptabelt for den britiske regering. Skønt Anschluss udgjorde en direkte fare for dets allierede - Tjekkoslovakiet, støttede heller ikke Frankrig det sovjetiske forslag af d. 17. marts. Det tjekkoslovakiske spørgsmål blev drøftet den 15. marts i den permanente komité for det nationale forsvar under forsæde af Edouard Daladier. Under debatten var det defaitisternes synspunkt, der triumferede. Daladier hævdede, at Frankrig ikke skulle være i stand til at yde Tjekkoslovakiet »nogen direkte hjælp«, men kun efter at have mobiliseret binde tyske tropper ved den fransk-tyske grænse. Deltagerne i mødet indtog en negativ holdning til spørgsmålet om gennem et eventuelt samarbejde med USSR at yde hjælp til Tjekkoslovakiet. Man kom til den konklusion, at Frankrig »ikke kunne forhindre en aktion mod Tjekkoslovakiet«. Ved at afvise samarbejde med Sovjetunionen overlod de franske politikere i realiteten landets allierede Tjekkoslovakiet til nazisternes vilkårlighed.

USSR's folkekommissariat for udenrigsanliggender bemærkede i en skrivelse af d. 4. april til ambassaden i Paris, hvori man karakteriserede Frankrigs politik, at den franske regering på trods af den yderst spændte internationale situation ikke ændrede sin ubeslutsomme, passive og letsindige holdning til begivenheder, der umiddelbart truede verdensfreden og udgjorde en direkte fare for Frankrig selv. Hverken Tysklands anneksion af Østrig eller Tjekkoslovakiets kritiske situation, det polske ultimatum til Litauen, tilstedeværelsen af tyske og italienske tropper ved den spansk-franske grænse og endelig heller ikke de udfordrende erklæringer fra Mussolini, der truede Europa med krig »kunne få franskmændene til at vågne op og komme til fornuft og foretage sig noget, om ikke andet så i selvforsvar«. USA's holdning var ligeledes under de daværende omstændigheder af afgørende betydning. Hvad angik det. sovjetiske forslag af d. 17. marts lod også den amerikanske regering det ubesvaret. USA's udenrigsminister Cordell Hull, der i sine erindringer beskæftiger sig med spørgsmålet, skriver, at det amerikanske svar »ifølge de begrænsninger, der fulgte af vores politik om ikke at blive forpligtet,« måtte blive negativt, og for ikke at forurolige Rusland fandt man, at det var bedre overhovedet ikke at afsende noget svar. I en instruktionsskrivelse fra USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender til den sovjetiske ambassadør i Washington angående USA's holdning hedder det: »Roosevelt og Hull fortsætter med at skænke verden deres prædikener, men rører samtidig ikke en finger for freden. På baggrund af opretholdelsen af neutralitetslovgivningen og de ubegrænsede våbenleverancer til Japan virker de bemeldte prædikener kvalmende.«

I Washington håbede man, at det fascistiske rige, der var optaget af sin aggression mod øst, ikke ville udgøre nogen fare for De forenede Stater. De amerikanske historikere William L. Langer og S. Everett Gleason påpeger, at Franklin Roosevelt ikke var »synderlig bekymret« over Anschluss. »Han var overbevist om, at Hitler ville gå i gang med sit østlige vovestykke.. « Den sovjetiske regering fandt, at det var af den allerstørste betydning at forhindre Tysklands erobring af Tjekkoslovakiet. Den tjekkoslovakiske gesandt i Moskva Zdenék Fierlinger meddelte d. 23. april 1938 til Prag, at han af den sovjetiske ambassadør i Tjekkoslovakiet Sergej Aleksandrovskij, der på daværende tidspunkt opholdt sig i Moskva, havde modtaget følgende meddelelse til den tjekkoslovakiske regering: »USSR er, hvis den bliver anmodet om det, parat til sammen med Frankrig og Tjekkoslovakiet at træffe alle foranstaltninger til at værne Tjekkoslovakiets sikkerhed. Den råder over alle nødvendige midler hertil. Hærens og flyvevåbenets tilstand tillader, at man kan gøre dette.« D. 27. april understregede den tjekkoslovakiske gesandt i en samtale med Vladimir Potjomkin, at den sovjetiske regerings holdning »i høj grad opmuntrer tjekkoslovakkerne«.

Folkekommissæren for forsvaret Kliment Vorosjilov meddelte d. 2. maj 1938 den britiske militærattaché i Moskva R. G. Firebrace, at Sovjetunionen loyalt ville opfylde sine forpligtelser, som var indeholdt i aftalen med Tjekkoslovakiet. Ifølge aftalen var Sovjetunionen forpligtet til at yde hjælp, hvis Frankrig også gjorde det. Dette betød ikke, at den sovjetiske regering ikke kunne yde Tjekkoslovakiet hjælp uden først at afvente Frankrigs indtræden i krigen, såfremt Tjekkoslovakiet ydede modstand mod den tyske aggressor og bad USSR om hjælp. Skønt nazisternes erobring af Østrig alvorligt havde forværret situationen i Europa, var Tjekkoslovakiets stilling ikke håbløs. Hvis Tjekkoslovakiet i et kritisk øjeblik ydede beslutsom modstand mod aggressorerne, kunne der stadig væk dannes en kollektiv front i kampen mod de fascistiske erobrere. Præsidenten for den Øverste Sovjets præsidium Mikhail Kalinin behandlede spørgsmålet i sin beretning d. 26. april 1938. Efter at have redegjort for betingelserne i den sovjetisk-tjekkoslovakiske pagt tilføjede han: »Naturligvis forbyder pagten ikke nogen af parterne at komme den anden til hjælp uden først at vente på Frankrig.« Også Stalin berørte spørgsmålet under en samtale i midten af maj med generalsekretæren for Tjekkoslovakiets kommunistiske parti Klement Gottwald. Angående den sovjetiske holdning skrev den franske ambassadør i Moskva Robert Coulondre til Paris, at Sovjetunionen oprigtigt ønskede at samarbejde med vestmagterne i spørgsmålet om Tjekkoslovakiet.

I mellemtiden fortsatte Storbritanniens, Frankrigs og USA's regeringer eftergivenhedspolitikken over for de tyske fascisters aggression. Den britiske regerings udenrigspolitiske kurs kom endnu en gang klart for dagen under de britisk-franske forhandlinger. D. 27. april afholdtes et britisk regeringsmøde med det formål at udarbejde den holdning, briterne skulle indtage under disse forhandlinger. Udenrigsminister Lord Halifax foreslog, at man meddelte franskmændene, at Storbritannien var »ivrig efter at genoptage de afbrudte forhandlinger« med Tyskland. På samme møde fremlagde man ganske klart Storbritanniens holdning til spørgsmålet om militære forpligtelser over for Frankrig. I det følgende vil vi se, hvor hårdnakket Storbritannien unddrog sig forpligtelser over for USSR under de britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger i sommeren 1939. På det pågældende møde blev det atter én gang bekræftet, at Chamberlain-régeringen heller ikke ville påtage sig nogen forpligtelser over for Frankrig. Da Lord Halifax sammenfattede resultaterne af de stedfundne diskussioner, erklærede han, at den generelle holdning blandt kabinetsmedlemmerne gik ud på, at Storbritannien ikke kunne påtage sig forpligtelser til at sende tropper til kontinentet. Halifax mente, det var nødvendigt at holde Frankrig i ave, og erklærede, at det ikke var værd at informere franskmændene om, at briterne under ingen omstændigheder ville afsende tropper. Det blev ligeledes besluttet, at såfremt briterne alligevel fandt det nødvendigt at sende tropper til Frankrig, så skulle det antal, der blev afsendt i begyndelsen af krigen, ikke overstige to divisioner, skønt dette i allerhøjeste grad ville chokere franskmændene. Med hensyn til Tjekkoslovakiet blev det 'besluttet endnu en gang at meddele franskmændene, at Storbritannien ikke kunne påtage sig nogen militære forpligtelser.

D. 10. april 1938 blev der dannet en ny fransk regering, hvis vigtigste poster blev besat af fortalere for en overenskomst med Tyskland. Edouard Daladier blev regeringsleder og Georges Bonnet udenrigsminister. Frankrigs holdning blev mere og mere defaitistisk. De britisk-franske forhandlinger i London d. 28.-29. april viste, at begge lande i det tjekkoslovakiske spørgsmål agtede at fortsætte deres hidtidige politik. Neville Chamberlain erklærede beslutsomt over for franskmændene, at såfremt Frankrig ydede Tjekkoslovakiet hjælp, ville Storbritannien holde sig udenfor. De britiske ministre arbejdede også på, at franskmændene skulle »distancere sig fra russerne«. Daladier og Bonnet meddelte, at de var fast besluttet på at påtvinge Tjekkoslovakiet »en hvilken som helst løsning«, indbefattet landets neutralisering, hvis man derved kunne undgå krig. Man nåede til enighed om, at briterne skulle intensivere »mæglingen« mellem Berlin og Prag for at få »løst« det tjekkoslovakiske spørgsmål uden krig. Essensen i den opnåede aftale blev formuleret af den permanente udenrigsunderstatssekretær Alexander Cadogan på følgende måde: »Det blev aftalt, at vi begge skulle tilskynde Benes til at gøre sit yderste, og at vi skulle spørge Berlin, hvad de ønskede.« Den britiske regering intensiverede virkeligt sin »mægling«. Efter instrukser fra regeringen henvendte den britiske gesandt i Prag Basil C. Newton sig til Tjekkoslovakiets udenrigsminister med en erklæring om, at det var »absolut nødvendigt« at gøre nazisterne indrømmelser. Den britiske ambassade informerede d. 9. maj det tyske udenrigsministerium om, at såfremt tyskerne fortroligt ville meddele, hvilken løsning på südeterspørgsmålet, de stræbte efter, så ville »den engelske regering udøve en sådan pression i Prag, at den tjekkoslovakiske regering blev tvunget til at opfylde de tyske ønsker«.

På trods af at Frankrig havde en aftale om gensidig hjælp med Tjekkoslovakiet, mente den franske regering kun at kunne opfylde sine forpligtelser, hvis også Storbritannien erklærede, at man var rede til at komme Tjekkoslovakiet til hjælp. Da man ikke i London havde planer om at yde Tjekkoslovakiet hjælp, agtede heller ikke Frankrig at støtte landet. Den franske regering havde på daværende tidspunkt totalt opgivet at føre en selvstændig udenrigspolitik og fulgte underdanigt i kølvandet på Storbritannien, der sigtede mod en aftale med Tyskland. De franske herskende kredse vovede dog ikke offentligt at frasige sig aftalen med Tjekkoslovakiet. Frankrigs udenrigsminister Georges Bonnet indrømmede i en samtale med den amerikanske chargé d'affaires, at Frankrig ikke agtede at yde Tjekkoslovakiet hjælp, medmindre også Storbritannien gjorde det, men udtalte, at offentligt »måtte han hævde det modsatte«, sådan som den franske regering også gjorde.

De tjekkoslovakiske herskende kredse hældede ligeledes mere og mere til en defaitistisk holdning. D. 17. maj erklærede Tjekkoslovakiets præsident Eduard Benes i en samtale med den britiske gesandt Basil C. Newton, at »Tjekkoslovakiets relationer med Rusland har altid været og vil forblive af sekundær betydning, afhængig af Frankrigs og Storbritanniens holdning.. .«, og hvis »Vesteuropa mistede interessen for Rusland, så gjorde Tjekkoslovakiet det også«. I forbindelse med Folkeforbundsrådets samling mødtes USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender Maksim Litvinov i midten af maj 1938 i Genéve med Frankrigs og Storbritanniens udenrigsministre Georges Bonnet og Edward Halifax. Bonnet var bl.a. interesseret i at få klarhed over USSR's holdning i tilfælde af tysk aggression mod Tjekkoslovakiet. Folkekommissæren meddelte til Moskva, at den franske minister stillede spørgsmålet på en sådan måde, at man fornemmede hans ønske om at få et svar, der ville være ensbetydende med, at USSR afslog at yde Tjekkoslovakiet hjælp. Han ville helt klart udnytte dette svar til at gøre det lettere for Frankrig at unddrage sig sine forpligtelser over for Tjekkoslovakiet. I sit svar påpegede folkekommissæren det ønskelige i, at repræsentanter for henholdsvis den franske, sovjetiske og tjekkoslovakiske generalstab drøftede, hvilke konkrete militære forholdsregler de tre lande skulle tage. Bonnet reagerede imidlertid ikke på dette væsentlige initiativ. Heller ikke Halifax udviste interesse for at samarbejde med USSR. Da Maksim Litvinov mindede ham om den sovjetiske erklæring af d. 17. marts 1938 angående USSR's beredvillighed til at medvirke i kollektive aktioner mod aggression og deltage i en konference af interesserede stater med det formål at aftale de nødvendige foranstaltninger, vendte Halifax det døve øre til. Folkekommissæren kritiserede Storbritanniens politik over for Tyskland og fremholdt den sovjetiske »konception om kollektiv sikkerhed, der såfremt den var blevet ført ud i livet, ville have reddet Abessinien, Østrig, Tjekkoslovakiet og Kina«.

I mellemtiden fremskyndede nazisterne begivenhedernes gang. D. 22. maj skulle der afholdes lokalvalg i Tjekkoslovakiet. Efterhånden som valget nærmede sig, intensiverede südetertyskernes fascistiske organisationer deres aktioner. De forsøgte at få valget til at fremstå som en folkeafstemning om Südederlandets fremtid. Samtidig begyndte man i al hemmelighed at koncentrere tyske tropper ved Tjekkoslovakiets grænse. Der var alvorlig grund til at frygte, at südetertyskerne kunne fremprovokere uroligheder, og at tyske tropper samtidig ville invadere Tjekkoslovakiet. Dette medførte helt naturligt en delvis mobilisering i Tjekkoslovakiet. Mobiliseringen blev gennemført hurtigt og planmæssigt, og den tjekkoslovakiske hær var fast besluttet på at yde aggressorerne modstand. De britiske og franske herskende kredse, der frygtede én væbnet konflikt, blev yderst bestyrtede. Den franske regering fandt det nødvendigt endnu en gang offentligt at erklære, at den ville støtte Tjekkoslovakiet. Med eller mod sin vilje måtte også den britiske regering på en eller anden måde reagere på begivenhederne. Den besluttede sig dog til ikke at gå videre end til erklæringen af d. 24. marts, som gik ud på, at Tyskland skulle »fortabe sig i gætterier« om Storbritanniens holdning, hvis der udbrød krig. Storbritanniens permanente udenrigsunderstatssekretær Alexander Cadogan skrev i sin dagbog, at drøftelserne mellem ham og Halifax angående Storbritanniens holdning havde ført til følgende konklusion: »Det blev besluttet, at vi ikke skulle gå i krig.« Derefter, bemærker Cadogan videre, sendte han den britiske ambassadør i Berlin Neville Henderson ordlyden til en erklæring til den tyske regering, som imidlertid var ganske indholdsløs.

Den britiske regering analyserede således i realiteten ikke den opståede situation. Der blev ikke truffet beslutning om at ændre den hidtidige kurs. Det 'britiske diplomati havde ikke til hensigt at advare nazisterne og langt mindre at true dem med Storbritanniens eventuelle indtræden i krigen. Cadogan var udmærket klar over, at endnu en britisk erklæring ville være helt uden betydning. D. 21. maj fik den tyske regering overrakt en britisk erklæring, hvori det hed, at Frankrig i tilfælde af en tysk-tjekkoslovakisk konflikt var forpligtet til at intervenere, og at Storbritannien ikke kunne garantere, at »omstændighederne ikke også tvang det til at blive involveret. Dette standpunkt blev ganske klart udtrykt af premierministeren i Underhuset d. 24. marts.« Samtidig forsikrede den britiske regering Hitler om, at den gjorde alt for at »fremme en fredelig løsning« på südeterproblemet, og opfordrede ham derfor til at »udvise tålmodighed«. Briterne forsikrede således i realiteten nazisterne om, at de ville hjælpe dem med at nå deres mål uden krig. Hitlers adjudant kaptajn Fritz Wiedemann bemærkede, at briterne lod tyskerne forstå: »Bomber mod Prag betyder krig. Taktikken over for tjekkerne: ikke skyde, men strangulere.« Samtidig gjorde Storbritanniens herskende elite alt for at forhindre eventuel hjælp til Tjekkoslovakiet fra Frankrig. Efter at have fået kendskab til den franske regeringserklæring af d. 21. maj om, at den var rede til at opfylde sine forpligtelser over for Tjekkoslovakiet, besluttede briterne at kalde deres franske allierede til orden. Halifax gav den britiske ambassadør i Paris Eric Phipps instrukser om at meddele franskmændene, at Storbritannien for sit vedkommende ikke ville gå længere end til den erklæring, der var fremsat af premierministeren i parlamentet d. 24. marts. D. 22. maj meddelte Phipps officielt Georges Bonnet, at den britiske regering ikke var forpligtet til og ikke havde i sinde at hjælpe Frankrig, hvis det gik i krig for at forsvare Tjekkoslovakiet mod tysk aggression. Desuden krævede den britiske regering, at franskmændene, før de traf nogen foranstaltninger, der kunne skærpe situationen eller føre til krig, skulle konsultere den britiske regering.

Chamberlain-regeringen rettede ligeledes endnu en henvendelse til Prag, hvori man lagde pres på Tjekkoslovakiet for at få det til at kapitulere. Om resultaterne af de møder, der i disse dage fandt sted i Foreign Office, bemærkede Alexander Cadogan: »Det blev besluttet at bruge den store knippel over for Benes.. .« Også den franske regering forstærkede pressionen mod Tjekkoslovakiet. Nazisterne blev omgående informeret om disse skridt og tog dem som et vidnesbyrd om, at Tjekkoslovakiet ville blive tvunget til at kapitulere selv uden krig. Sovjetunionen var som hidtil det eneste land, der i overensstemmelse med sine traktatlige forpligtelser var parat til i praksis at yde Tjekkoslovakiet hjælp i disse for landet så faretruende tider. I en samtale med den tjekkoslovakiske gesandt i USSR Zdenék Fierlinger hilste Maksim Litvinov de af Tjekkoslovakiet trufne foranstaltninger velkommen. Folkekommissæren for forsvaret Kliment Vorosjilov udtalte sig under et møde med den tjekkoslovakiske general Otakar Husák »oprigtigt om USSR's beredvillighed til at samarbejde«. Tjekkoslovakiets regering erklærede gentagne gange, at den værdsatte den sovjetiske støtte til Tjekkoslovakiet under de daværende yderst vanskelige og farlige forhold. Den sovjetiske ambassadør i Prag Sergej Aleksandrovskij bemærkede i sine notater om en samtale med Tjekkoslovakiets udenrigsminister d. 30. maj 1938: »Krofta gav flere gange i temmelig varme vendinger udtryk for direkte taknemmelighed for den besindige og faste støtte, som han følte fra USSR's side igennem den seneste kritiske tid. Visheden om, at USSR helt alvorligt og uden nogen som helst tøven har til hensigt og forbereder sig på at yde hjælp til Tjekkoslovakiet, hvis der virkelig skulle blive behov herfor, virker meget beroligende og opmuntrende på Tjekkoslovakiet.«

Majkrisen demonstrerede endnu en gang ganske tydeligt, at de britiske herskende kredse ikke havde til hensigt at yde modstand mod de fascistiske aggressorer. De havde i realiteten skaffet sig kontrol med den franske og den tjekkoslovakiske regerings handlinger. Chamberlain og hans meningsfæller regnede således med at have bragt sig i en situation, hvor de som en almægtig dommer kunne tvinge et aggressionsoffer til at kapitulere uden nogen som helst modstand. Som det fremgår af de anførte materialer, udøvede den britiske regering under majkrisen ingen indflydelse, der kunne virke bremsende på Tyskland. Alligevel udbredte den britiske propaganda efter krisen energisk den opfattelse, at Tyskland skulle have holdt sig tilbage som resultat af Storbritanniens beslutsomme holdning. Selv britiske historikere har indrømmet: »De britiske ministre havde ikke noget imod at tage æren for en fasthed, de i virkeligheden ikke havde lagt for dagen.« Majkrisen bekræftede således, at Storbritannien og Frankrig ikke alene undlod at yde modstand mod den tyske aggression over for Tjekkoslovakiet, men endog begunstigede den. Det var blevet indlysende, at den franske regering på trods af sine offentlige erklæringer rent faktisk havde frasagt sig alliancen med såvel Tjekkoslovakiet som Sovjetunionen. Det fascistiske rige fortsatte under hensyntagen til Storbritanniens og Frankrigs holdning forberedelsen af aggressionen mod Tjekkoslovakiet. D. 28. maj 1938 erklærede Hitler under et møde med Göring, Ribbentrop, Keitel, Brauchitsch og andre, at han var fast besluttet på, at »Tjekkoslovakiet forsvinder fra landkortet«. Dette skulle sikre, udtalte han, at Tyskland havde ryggen fri »til at træde an mod Vesten, mod England og Frankrig«. To dage senere, d. 30. maj, tiltrådte Hitler en ny variant af planen for Tjekkoslovakiets erobring. Heri hed det: »Det er min ufravigelige beslutning inden for et overskueligt tidsrum at knuse Tjekkoslovakiet gennem en militær aktion.« Efter udstedelsen af disse direktiver påbegyndtes i det fascistiske rige en feberagtig forberedelse til angrebet på Tjekkoslovakiet. Der blev fastsat en præcis dato for afslutningen af disse forberedelser (X-dag), således at Hitler på et hvilket som helst tidspunkt efter denne dato, afhængig af den generelle situation, kunne træffe beslutning om invasion. Den oprindelige dato var d. 1. oktober, senere blev X-dag endeligt fastsat til d. 28. september 1938.

Det britiske diplomati gjorde alt, hvad det formåede, for at hjælpe nazisterne med at gennemføre planen om Tjekkoslovakiets internationale isolation. De britiske konservative fandt, at det bedste middel til at opnå dette mål bestod i på enhver måde at afholde Frankrig fra at yde

hjælp til Tjekkoslovakiet. De var så meget desto mere interesseret heri, som Frankrigs indtræden i krigen også kunne involvere Storbritannien. Storbritanniens politik over for Tjekkoslovakiet blev fremlagt i den ovenfor omtalte erklæring, som den britiske ambassadør i Paris Eric Phipps d. 22. maj overbragte franskmændene. Georges Bonnet forsikrede i sit svar herpå, at Frankrig ikke ville gribe til militære forholdsregler uden at konsultere den britiske regering. Han understregede, at såfremt Tjekkoslovakiet skulle vise sig »urimeligt«, »kan den franske regering erklære, at Frankrig betragter sig som løst fra sine forpligtelser«. Halifax rejste spørgsmålet om Storbritanniens fremtidige politiske kurs på et britisk kabinetsmøde d. 25. maj. Halifax påpegede, at den franske regering konstant udtrykte frygt for at blive tvunget til at foretage et valg mellem vanære og krig, og fandt det nødvendigt at »nå frem til, at Frankrig blev fritaget for sine forpligtelser«. Han gik ind for, at Tjekkoslovakiet blev en neutral stat. Det var ubekvemt for Storbritannien at rejse spørgsmålet om annulering af Tjekkoslovakiets allianceaftaler med Frankrig og Rusland, men hvis Tjekkoslovakiet blev neutraliseret »ville alliancerne automatisk forsvinde«. Neville Chamberlain og kabinettet som helhed godkendte den af Halifax foreslåede kurs.

Den amerikanske ambassadør i Storbritannien Joseph Kennedy, der var vendt tilbage til London efter en rejse til USA, forsikrede den tyske ambassadør von Dirksen, at USA støttede Chamberlain-kabinettet »i dets ønske om at nå til forståelse med Tyskland«. Paris, der fulgte i hælene på London, var i stigende grad tilbøjelig til at forsøge at nå til enighed med Tyskland, eller rettere sagt kapitulere over for det. Quai d'Orsay tænkte ikke på at samarbejde med USSR om at yde hjælp til Tjekkoslovakiet. Georges Bonnet udtalte underen samtale med den polske ambassadør Juliusz Lukasiewicz, at den fransk-sovjetiske pagt er meget »vag«, og den franske regering »stræber på ingen måde efter at støtte sig til den«. »Minister Bonnet er personligt ingen tilhænger af et samarbejde med kommunismen.« Bonnet påpegede, at han ville være yderst tilfreds, hvis han som resultat af et udvidet samarbejde med Polen kunne meddele Sovjetunionen, »at han ikke behøvede dens hjælp«. Da den tjekkoslovakiske gesandt i Frankrig Stefan Osuský over for Georges Bonnet rejste spørgsmålet om militærforhandlinger med USSR, fik han det svar, at »sådanne forhandlinger som følge af det vellykkede samarbejde mellem Storbritannien og Frankrig for øjeblikket ikke er aktuelle«.

I begyndelsen af august fungerede en repræsentant for den britiske regering Lord Runciman som »mægler« under forhandlingerne i Prag mellem den tjekkoslovakiske regering og de Südetertyske fascister. Fra det tidspunkt forstærkedes den britisk-franske pression mod Tjekkoslovakiet. Oliver Harvey, der var rådgiver for den britiske udenrigsminister, bemærkede : »Runciman kommer i funktion for at hjælpe regeringen med dens beskidte arbejde.« Den britiske regering kunne naturligvis ikke regne med, at det ville lykkes for Runciman at bilægge konflikten. Dens hensigter var imidlertid, at han i et kritisk øjeblik kunne udarbejde forslag, der kunne støttes af den britiske regering, og som ville være acceptable for Tyskland. Disse forslag kunne derefter forelægges Tjekkoslovakiet som en »konstruktiv« løsning. Afviste den tjekkoslovakiske regering disse forslag, ville hele skylden blive væltet over på den, og det ville give Storbritannien og Frankrig en anledning til at afslå at yde Tjekkoslovakiet hjælp. Næsten samtidig med Lord Runciman opholdt også den amerikanske ambassadør i Berlin Hugh R. Wilson sig i Prag. Meningen med de udtalelser, han fremsatte i Prag, gik ud på, at Tjekkoslovakiet kun kunne håbe på en normalisering af relationerne til Tyskland, hvis det ville opgive pagten med USSR. Det amerikanske diplomati støttede således Londons planer.

Det britiske og franske diplomati lagde i stigende grad pres på Tjekkoslovakiets regering for at få den til at imødekomme nazisternes krav med hensyn til Südeterlandet. »Fredsstifterne« i London og Paris bestræbte sig på, at få Tjekkoslovakiet til »at begå selvmord for at undgå at blive myrdet«. I en rapport om udtalelser af den tjekkoslovakiske gesandt i London Jan Masaryk meddelte Ivan Majskij til Moskva, at »den britiske regering har på alle måder lagt pres på Tjekkoslovakiet og anbefalet det maksimale indrømmelser til Südetertyskerne. Halifax har næsten hver uge kaldt Masaryk til sig og rådet ham, henledt hans opmærksomhed på, påpeget, advaret og endog truet, idet han krævede stadig nye indrømmelser« til de tjekkoslovakiske tyskere. Endnu mere føleligt for Tjekkoslovakiet var det slag, dets franske allierede rettede mod det. Georges Bonnet meddelte den 20. juli den tjekkoslovakiske gesandt Stefan Osuský, at »Frankrig ikke ville gå i krig på grund af südeterproblemet... Den tjekkoslovakiske regering skal under ingen omstændigheder tro, at vi vil være på dens side, hvis der udbryder krig.« For første gang advarede den franske regering direkte tjekkoslovakkerne om, at den ikke agtede at opfylde sine allianceforpligtelser.

USSR's folkekommissariat for udenrigsanliggender fandt, at Storbritanniens og Frankrigs politik var yderst farlig for freden i Europa, og skrev i den forbindelse d. 11. august 1938 til USSR's diplomatiske repræsentationer i Prag, Berlin, London og Paris: »Vi er umådeligt interesseret i, at Tjekkoslovakiets uafhængighed bliver opretholdt, og at nazisternes stræben mod sydøst bliver bremset.« Imidlertid finder vestmagterne »det ikke nødvendigt at søge vores medvirken, ignorerer os, og afgør indbyrdes alt, hvad der angår den tysk-tjekkoslovakiske konflikt«. Efter instrukser fra den sovjetiske regering meddelte ambassadøren i London Ivan Majskij d. 17. august 1938 Storbritanniens udenrigsminister Lord Halifax, at »USSR bliver mere og mere skuffet over Storbritanniens og Frankrigs politik«, finder den »svag og kortsynet« og kun egnet til at opmuntre aggressoren til videre »spring«. Derfor, sagde Majskij, er vestmagterne »ansvarlige for at en ny verdenskrig rykker nærmere og bliver udløst«. Storbritanniens og Frankrigs politik over for Tjekkoslovakiet blev af ambassadøren karakteriseret som »et forsøg på at tøjle aggressionsofferet og ikke aggressoren«. I Prag taler de britiske og franske repræsentanter »så højrøstet, at det ikke uden grund at tjekkerne bliver opfattet som en åbenlys uretfærdighed, og i Berlin taler de så lavmælt, at Hitler ignorerer alle deres henvendelser. Vi kan ikke sympatisere med en sådan politik og mener, at Tjekkoslovakiets skæbne i første række afhænger af, om Storbritannien og Frankrig i denne kritiske time vil være i stand til at indtage en fast holdning over for aggressoren.« I modsætning til vestmagterne var Sovjetunionen parat til at opfylde sine forpligtelser ifølge aftalen med Tjekkoslovakiet. Ivan Majskij meddelte d. 16. august den tjekkoslovakiske gesandt i London, at USSR i tilfælde af et angreb på Tjekkoslovakiet »vil opfylde sine forpligtelser«. D. 17. august tilstillede den sovjetiske ambassadør Halifax en tilsvarende erklæring. Samme dag mødtes ambassadøren med den amerikanske chargé d'affaires i Storbritannien Hershel Johnson. Ambassadøren bekræftede endnu en gang, at den sovjetiske regering var parat til at opfylde sine traktatlige forpligtelser, og påpegede i den forbindelse, at Tjekkoslovakiets stilling var af afgørende betydning for situationen i Centraleuropa, at Hitler derfor »ikke skulle have lov til at tilintetgøre Tjekkoslovakiet, og at tiden til at forhindre tilintetgørelsen var nu«.

Zdenék Fierlinger meddelte til Prag, at den britiske ambassadør i Moskva Lord Chilston havde informeret ham om, at han på ny havde forespurgt, hvilke forholdsregler USSR ville tage i tilfælde af en konflikt, og modtaget det »meget positive svar, at USSR ville opfylde sine forpligtelser«. Under en samtale med vicefolkekommissær Vladimir Potjomkin d. 1. september 1938 henviste den franske chargé d'affaires i USSR Jean Payart til faren for en væbnet konflikt og spurgte om USSR's holding i tilfælde af et tysk angreb på Tjekkoslovakiet. Han understregede i den forbindelse udtrykkeligt, at Polen og Rumænien ikke ville tillade sovjetiske tropper at passere deres territorium. I en redegørelse for denne samtale til den sovjetiske ambassadør i Prag bemærkede Potjomkin, at det var påfaldende, at Bonnet lagde særlig vægt på de vanskeligheder, Sovjetunionens militær hjælp ville støde på fra Polens og Rumæniens side. Tilsyneladende regnede Bonnet med ved at understrege disse vanskeligheder at modtage et svar fra USSR, som den franske regering kunne udnytte til at retfærdiggøre sin egen vægring ved at yde hjælp til Tjekkoslovakiet. D. 2. september 1938 rejste Jean Payart officielt spørgsmålet om USSR's holdning over for Maksim Litvinov. USSR's udenrigskommissær bemærkede i den forbindelse, at »Frankrig er forpligtet til at hjælpe Tjekkoslovakiet, uafhængigt af vores holdning, mens vores hjælp er betinget af den franske, hvorfor vi har større ret til at interessere os for Frankrigs hjælp«.

På et spørgsmål fra den franske diplomat svarede folkekommissæren derefter: »Under forudsætning af at Frankrig yder hjælp, er vi fast besluttet på at opfylde alle vore forpligtelser i overensstemmelse med den sovjetisk-tjekkoslovakiske pagt og herunder benytte alle for os tilgængelige veje.« »Hvad angår fastsættelsen af den konkrete hjælp,« erklærede folkekommissæren videre, »finder vi det nødvendigt at indkalde en konference med deltagelse af repræsentanter for den sovjetiske, den franske og den tjekkoslovakiske hær.« Litvinov understregede ligeledes nødvendigheden af at »benytte alle midler til at forebygge et militært sammenstød«. Han mindede om, at USSR straks efter Østrigs Anschluss havde opfordret til indkaldelse af en konference med deltagelse af repræsentanter for de stater, der var interesseret i at opretholde freden. »Vi mener, at en sådan konference med deltagelse af Storbritannien, Frankrig og USSR samt vedtagelse af en fælles deklaration for øjeblikket. .. har større chancer for at afholde Hitler fra et militært eventyr end alle andre foranstaltninger.« Angående de omtalte vanskeligheder spurgte Zdenék Fierlinger folkekommissæren om USSR i tilfælde af sovjetiske troppers passage gennem Polens og Rumæniens territorium kunne give garantier for disse landes territoriale integritet. USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender svarede, at »det er en selvfølge«.

Dag for dag blev situationen i Europa mere og mere truende. D. 3. september 1938 traf nazisterne beslutning om at sætte de tyske tropper i alarmberedskab til d. 28. september. Tre dage senere blev den britiske regering informeret herom. I forbindelse med at en ny krise hastigt nærmede sig holdt Chamberlain d. 8. og d. 9. september samråd i »indekredsen« og d. 12. september afholdtes et regeringsmøde, hvor man drøftede den skærpede situation. På intet af disse møder blev det sovjetiske forslag så meget som nævnt. Den britiske historiker Keith Middlemas påpeger, at det britiske kabinet ignorerede forslagene. Den britiske udenrigsunderstatssekretær Richard A. Butler, der opholdt sig i Genéve i forbindelse med Folkeforbundets ordinære samling, meddelte d. 11. september Georges Bonnet, at den britiske regering formentlig ikke ville acceptere en fælles britisk-fransk-sovjetisk note. Da USSR's udenrigskommissær samme dag mødtes med Bonnet, indskrænkede sidstnævnte sig til at erklære, at han havde videregivet de sovjetiske forslag til briterne, men at de havde afvist dem. Om den franske regerings egen holdning havde Bonnet intet at sige. »Bonnet slog ud med armene, som om det var umuligt at gøre noget,« meddelte folkekommissæren til Moskva. De sovjetiske forslag af d. 2. september blev således ikke støttet af Storbritanniens og Frankrigs regeringer. Gennemførelsen af disse forslag, der forudså såvel politiske og, såfremt det skulle blive nødvendigt, også militære foranstaltninger, kunne have spillet en væsentlig rolle med hensyn til at afværge aggressionen og styrke freden. Dette betød imidlertid ikke, at Storbritanniens og Frankrigs herskende kredse ikke var grebet af dyb bekymring, fremkaldt både af det reelle styrkeforhold og, i ikke ubetydelig grad, af klassemæssige overvejelser. Tyske troppers invasion af Tjekkoslovakiet kunne føre til krig mellem Europas kapitalistiske lande og dermed have væltet deres forhåbninger om at bruge det fascistiske Tyskland som stødtrop i kampen mod USSR. Samtidig frygtede vestmagternes reaktionære kredse, at en sådan krig kunne medføre revolutionære rystelser i de implicerede lande. Sagen udviklede sig så langt, at franske regeringsrepræsentanter begyndte at appellere til nazisterne om først og fremmest at tage hensyn til de fælles klasseinteresser. Således understregede den franske premierminister Edouard Daladier under et møde med den tyske chargé d'affaires d. 7. september: »Efter en krigsafslutning er udbruddet af revolution, uafhængigt af hvem der er sejrherre, og hvem der er besejrede, lige så sikkert i Frankrig som i Tyskland og Italien.« Den britiske journalist og historiker Leonard Mosley påpeger helt berettiget, at de franske herskende kredse nærede en panisk frygt for den tyske trussel på trods af, at den franske hær var stærkere end den tyske. »I Frankrig«, skriver han, »var denne klike gennemsyret af korruption og defaitisme; plaget af mareridtet om truslen fra Nazi-Tyskland udefra og den kommunistiske trussel indefra var mange af dem i stigende grad parat til et kompromis med Tyskland i håbet om at ordningen med nationalsocialismen kunne kvæle truslen om rød revolution.«

Det ville være fejlagtigt at tro, at man i Paris undervurderede alvoren i den tyske fare og Tjekkoslovakiets betydning som militær faktor. Herom vidner et notat af d. 9. september af chefen for den franske generalstab Maurice-Gustave Gamelin. Den tjekkoslovakiske stat, skrev han, er fra Frankrigs synspunkt af en ganske bestemt interesse i tilfælde af militære operationer i Europa. Alene ved sin geografiske placering er Tjekkoslovakiet en hindring for de tyske planer om ekspansion mod øst. Desuden er den tjekkoslovakiske hær stærk nok til i tilfælde af krig at binde et betydeligt antal af tyskernes tropper og derved svække dem på vestfronten. Tjekkoslovakiet råder over 17 infanteridivisioner, et antal der hurtigt kan fordobles, og 4 motoriserede divisioner. Endelig truer Tjekkoslovakiet Tyskland fra sine flyvepladser, især hvis det modtager flyforstærkninger. Tysklands okkupation af Tjekkoslovakiet ville medføre en meget betydelig forøgelse af det tyske militære potentiel (Skodafabrikkerne m.m.), medvirke til at Tyskland kunne erobre Ungarns og Rumæniens nationale rigdomme og åbne det adgang til Sortehavshavnene. På trods af disse overvejelser var den franske regering rede til at ofre Tjekkoslovakiet til fascisterne.

Også Storbritanniens herskende kredse lod sig lede, ikke af landets nationale interesser, men snævre klassebetingede betragtninger. Offentligt er der naturligvis ingen, der har givet udtryk for dette. Men eksempelvis i deres dagbogsoptegnelser har visse indflydelsesrige briter nu og da opholdt sig ved dette problem. Således nedfældede den britiske politiker Harold Nicolson i sin dagbog d. 11. september følgende notat om en samtale med regeringsmedlemmet Oliver Stanley: »Oliver er således enig i, at konflikten i virkeligheden ikke har noget at gøre med Tjekkoslovakiet. .. Samtidig bringer enhver hentydning til russisk assistance ham ud af fatning, og på et tidspunkt sukkede han dybt og sagde: 'Ser du, hvad enten vi vinder eller taber, vil det være afslutningen på alt, hvad vi står for'. Med 'vi' mener han tydeligt nok kapitalistklasserne.« Et tilsvarende notat finder vi lidt senere i en dagbog af den britiske udenrigsministers rådgiver Oliver Harvey, der skriver, at »enhver krig, hvad enten vi vinder eller ej, vil ødelægge de rige, unyttige klasser, der for enhver pris går ind for fred«. Storbritanniens herskende elite var i stigende grad indstillet på at overlade Südeterlandet til Hitler-Tyskland, idet de herved håbede at kunne etablere en gensidig forståelse mellem det britiske imperium og det fascistiske rige. I en ledende artikel d. 7. september stillede Times direkte spørgsmålet, om det ikke var værd for den tjekkoslovakiske regering at overveje at overdrage Südeterlandet til Tyskland. En af det konservative partis fremtrædende skikkelser Henry Channon bemærkede i sin dagbog, at denne ledende artikel fremkom som resultat af en aftale mellem Halifax og Times' udgiver Geoffrey Dawson og var en prøveballon, der havde til formål at få klarhed over offentlighedens reaktion og forberede den på Ruciman-rapporten, der indeholdt tilsvarende forslag. Halifax udtalte d. 11. september 1938, at Südeterlandets indlemmelse i Tyskland var det eneste håb om at undgå krig. Han fandt det ønskeligt, at man indkaldte en konference med deltagelse af fire magter, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, for at løse dette spørgsmål.

Samme dag blev spørgsmålet om at indkalde en konference drøftet mellem den britiske ambassadør i Paris Eric Phipps og generalsekretæren i det franske udenrigsministerium Alexis Léger. Den franske diplomat gav udtryk for fuld tilslutning til ideen om at indkalde en sådan konference og påpegede udtrykkeligt, at det ikke var ønskeligt at indbyde Sovjetunionen til at deltage i konferencen. D. 13. september traf man på et fransk regeringsmøde beslutning om, at det var hensigtsmæssigt at indkalde en international konference. Dette blev straks meddelt til London. Georges Bonnet mente, at formålet med konferencen skulle være at træffe beslutning om overdragelse af Südeterlandet til Tyskland, og at de fire vestmagter skulle deltage i konferencen. Dette betød, at Daladier-Bonnet regeringen totalt havde opgivet kampen mod aggressionen, frasagt sig allianceaftalerne med USSR og Tjekkoslovakiet og kapituleret over for det fascistiske rige. (I forbindelse med planerne om at indkalde konferencen tilstillede udenrigsministeriets diplomatiske chefrådgiver Robert Vansittart, der var modstander af konferencen, Halifax et notat, hvori han påpegede, at konferencens hovedformål ville være at »drive Rusland ud af Europa«, hvilket »ville være at spille tyskernes spil i enhver henseende«.) I forbindelse med den skærpede internationale situation, fremkaldt af at de fascistiske agenter overalt i Südeterlandet havde indledt provokationer, blev der på et møde i den britiske premierministers »inderkreds« på Chamberlains initiativ truffet beslutning om, at han straks skulle rejse til Tyskland. Samme dag sendte den britiske premierminister et brev til kong Georg 6, hvori han meddelte at formålet med rejsen var »opnåelse af britisk-fransk forståelse« og løsning af det tjekkoslovakiske spørgsmål. Han understregede, at han havde til hensigt at foreslå Hitler, at Tyskland og Storbritannien skulle være »den europæiske freds to grundpiller og bolværk mod kommunismen«.

I Berlin var man naturligvis klar over, at Chamberlains besøg under disse omstændigheder kun kunne betyde én ting: at Storbritannien var parat til betydelige indrømmelser. Ydermere var det lykkedes nazisterne at dechifrere nogle hemmelige koder og de var informeret om forhandlingerne mellem London og Paris og mellem London og Prag. Südetertyskerne begyndte derfor åbent (naturligvis efter ordre fra Hitler) at stille krav om, at Südeterlandet skulle sluttes sammen med Tyskland, mens Hitler blot »legede« med Chamberlain. D. 15. september ankom Neville Chamberlain, ledsaget af Horace Wilson og William Strang, til Berchtesgaden. Den britiske premierminister indledte samtalen med Hitler med at erklære, at han stræbte efter en britisk-tysk tilnærmelse, og gav udtryk for ønsket om at udveksle generelle synspunkter angående de to landes politik. Hitler demonstrerede imidlertid åbenlyst, at han ikke ønskede at drøfte den slags problemer. Han fik alle forhandlingerne til at dreje sig om det konkrete spørgsmål, der interesserede ham. Med kendskab til Chamberlains holdning krævede Hitler ubetinget af ham, at Tyskland skulle overdrages Südeterlandet, og truede i modsat fald med verdenskrig. Han krævede ligeledes ophævelse af Tjekkoslovakiets aftaler om gensidig hjælp med andre lande. Chamberlain gav udtryk for, at han var rede til at imødekomme disse krav, men at han skulle have officiel godkendelse hertil af regeringen og ligeledes drøfte spørgsmålet med den franske regering. Af Berchtesgaden-mødet kunne Hitler uddrage den konklusion, at han ikke behøvede at frygte modstand fra Storbritanniens side i forbindelse med planerne om at erobre Südeterlandet. Ydermere fik det tyske udenrigsministeriums repræsentant ved Hitlers hovedkvarter Walter Hewel underretning om, at »Hitler videre tænkte på erobringen af hele Tjekkoslovakiet. Han er nu ganske sikker på at opnå dette mål med den britiske regerings stiltiende samtykke.« Under et samråd med Lord Halifax, John Simon og Samuel Hoare fremlagde Chamberlain resultaterne af sine forhandlinger med Hitler og erklærede, at han fandt det muligt at imødekomme Hitlers krav om, at Südeterlandet blev sluttet sammen med Tyskland. Han understregede kun, at det var vigtigt, det blev på »en ordentlig måde«, dvs. ikke fremkaldte en væbnet konflikt. Chamberlain var overbevist om, at en løsning af Südeterspørgsmålet ville bane vejen for britisk-tysk forståelse.

På et møde i London d. 18. september mellem Storbritanniens og Frankrigs regeringschefer blev det besluttet at imødekomme Hitlers krav om Tjekkoslovakiets sønderdeling. Denne beslutning bragte selv visse repræsentanter for Storbritanniens herskende kredse i forlegenhed. »En af de besynderlige ting for mig er, hvordan vi med overlagt kynisme prisgiver 9.000.000 menneskers frihed.. .,« bemærkede general William Ironside i sin dagbog. Den franske chargé d'affaires i London Roger Cambon indrømmede, at briternes og franskmændenes beslutning var den »pinligste« handling fra den franske regerings side gennem mange år. Den følgende dag overbragte de fascistiske aggressorers britisk-franske håndlangere den tjekkoslovakiske regering en note, der indeholdt Tysklands, Storbritanniens og Frankrigs i realiteten i fællesskab udarbejdede ultimative krav om Südeterlandets overdragelse til Tyskland. Samtidig krævede den britiske og franske regering Tjekkoslovakiets accept af, at dets aftaler om gensidig hjælp med andre lande blev erstattet med en generel garanti mod uprovokeret aggression, og gav udtryk for, at de var rede til at deltage i denne garanti. Franklin Roosevelt, der d. 20. september havde indbudt den britiske ambassadør til en strengt fortrolig samtale, kunne ikke undlade at indrømme, at Storbritanniens og Frankrigs krav til Tjekkoslovakiet var »det mest grusomme og ubarmhjertige offer, der nogen sinde er blevet forlangt af en stat«. Samtidig erklærede Roosevelt, at hvis den af briterne fulgte kurs viste sig farbar, ville han være den første til at »hilse det velkommen«. Da den tjekkoslovakiske chargé d'affaires samme dag henvendte sig til den amerikanske regering og bad den offentliggøre en form for erklæring til støtte for Tjekkoslovakiet, blev denne anmodning ignoreret.

USSR's holdning var en helt anden. D.19. september 1938 anmodede den tjekkoslovakiske regering den sovjetiske regering om så hurtigt som muligt at besvare spørgsmålene: a) vil USSR i overensstemmelse med aftalen yde øjeblikkelig, effektiv hjælp, hvis Frankrig er loyal og også yder hjælp; b) vil USSR hjælpe Tjekkoslovakiet som medlem af Folkeforbundet. D. 20. september modtog den sovjetiske ambassadør i Prag følgende instrukser: 1)»På Benes' spørgsmål, om USSR i overensstemmelse med aftalen vil yde øjeblikkelig og effektiv hjælp til Tjekkoslovakiet, hvis Frankrig er loyal og også yder hjælp, kan De på Sovjetunionens regerings vegne svare bekræftende. 2) De kan ligeledes svare bekræftende på det andet spørgsmål.. .«.Ambassadøren i Prag Sergej Aleksandrovskij overbragte øjeblikkelig dette svar til den tjekkoslovakiske regering. Også Frankrig blev gjort bekendt med svaret. Den sovjetiske regering bekræftede således endnu en gang i denne for Tjekkoslovakiet så vanskelige og farlige situation, at USSR ville opfylde sine forpligtelser ifølge pagten om at yde det hjælp i tilfælde af et angreb fra Tyskland. I overensstemmelse med denne beslutning fremlagde Maksim Litvinov i Folkeforbundets delegeretforsamling d. 21. september 1938 på ny udførligt den sovjetiske regerings holdning til spørgsmålet om kamp mod aggression. Han understregede, at man beslutsomt, konsekvent og uden tøven skulle tage de foranstaltninger i anvendelse over for aggressoren, som var fastlagt i Folkeforbundets vedtægter. I så fald vil aggressoren ikke blive fristet og »freden vil blive opretholdt med fredelige midler«. Maksim Litvinov afslørede i sin tale den skændige eftergivenhedspolitik over for aggressionen, hvor man strækker sig så vidt som til at rejse til aggressoren »for at modtage diktater og ultimatumer på bekostning af den ene eller anden stats vitale interesser«. Den sovjetiske delegationsleder fremlagde offentligt de erklæringer, den sovjetiske regering d. 2. september havde tilstillet Frankrigs og d. 20. september Tjekkoslovakiets regering. London og Paris forblev dog som hidtil døve over for de sovjetiske forslag. Hvor absurd en sådan holdning var, er meget klart blevet udtrykt af Winston Churchill: »De sovjetiske forslag blev i realiteten ignorerert.. De... blev behandlet med ligegyldighed - for ikke at sige foragt... Begivenhederne udviklede sig i en retning, som om Sovjet-Rusland ikke eksisterede. Det måtte vi senere betale dyrt for.«

Efter presserende instrukser fra deres regeringer erklærede den britiske og franske gesandt i Tjekkoslovakiet natten til d. 21. september meget beslutsomt over for den tjekkoslovakiske regering, at såfremt den ikke accepterede de britisk-franske forslag, ville den franske regering -»ikke opfylde aftalen« med Tjekkoslovakiet. Hvis tjekkerne går sammen med russerne, understregede de, kan krigen antage karakter af et korstog mod bolsjevikkerne. Så kan det blive meget vanskeligt for Storbritanniens og Fankrigs regeringer at holde sig udenfor. Selv et af de mest indflydelsesrige britiske regeringsmedlemmer Samuel Hoare har senere måttet indrømme, at det var et af de mest skamløse kapitler i det britiske diplomatis historie. Under den britisk-franske pression kapitulerede den tjekkoslovakiske regering og accepterede at opfylde Hitlers Berchtesgaden krav. Maksim Litvinov bekræftede ligeledes gentagne gange i samtaler med udenlandske diplomater og politikere, at USSR var rede til at yde Tjekkoslovakiet hjælp. Således havde Litvinov i Genéve en samtale med de britiske repræsentanter ved Folkeforbundet Lord Privey Seal Herbrand Edward de la Warr og udenrigsunderstatssekretær Richard A. Butler. Om denne samtale telegraferede Butler til Foreign Office: Litvinov erklærede, at »hvis Frankrig kom tjekkerne til hjælp, ville russerne handle. Han havde længe håbet på forhandlinger mellem Storbritannien, Frankrig og Rusland, og under denne uofficielle samtale ville han gerne foreslå en konference med deltagelse af de tre ovenfor nævnte magter og Rumænien og andre mindre stater... helst i Paris for således at vise tyskerne, at vi vil handle.« Da Chamberlain under en samtale med de la Warr og Butler blev gjort bekendt med folkekommissærens udtalelser, blev han på det nærmeste panikslagen. Han så en »stor fare« (!?) heri, eftersom realiseringen af dette forslag ifølge hans mening »kunne styrke bolsjevismen i hele verden.

I de følgende dage holdt den britiske regering næsten konstant møder for at drøfte den stadigt mere komplicerede situation. Chamberlain og Halifax ikke så meget som nævnte Litvinovs forslag, men holdt det skjult for kabinetsmedlemmerne. Også de la Warr, der var til stede under alle møderne, forholdt sig tavs. Skønt den sovjetiske regering ikke kunne vide noget om Chamberlains reaktion på folkekommissærens forslag, vurderede den helt korrekt den opståede situation og de fremtidige muligheder. Som svar på folkekommissærens rapport om samtalen med de la Warr og Butler skrev udenrigskommissariatet d. 23. september, at det var tvivlsomt, om Storbritannien og Frankrig ville acceptere at indkalde en konference med deltagelse af USSR, eftersom man hidtil havde ignoreret Sovjetunionen. Selv mange borgerlige politikere og historikere har været tvunget til at indrømme, at USSR's holdning angående hjælp til Tjekkoslovakiet var uangribelig. Den fremtrædende britiske konservative politiker Leopold Amery har påpeget, at »Ruslands holdning gennem hele krisen var fuldstændig klar«. Sovjetunionen, skrev han, »forsvarede konsekvent konceptionen om kollektiv sikkerhed«. Den amerikanske historiker Arthur H. Furnia anerkender ligeledes i The Diplomacy of Appeasement, at til forskel fra Storbritannien og Frankrig »udviste Sovjetunionen virkelig beredvillighed... til at yde Tjekkoslovakiet militærhjælp«.

Den sovjetiske regering indtog ligeledes en fast og beslutsom holdning i forbindelse med det forhold, at de polske aggressorer optrådte hånd i hånd med nazisterne mod Tjekkoslovakiet. Så tidligt som d. 17. april 1938 fastslog Boris Stomonjakov, at »Polen mere og mere åbenlyst fremtræder som reel deltager i aggressorblokken. For ikke at komme for sent præsenterede det straks efter Anschluss Litauen for et ultimatum og gennemtvang oprettelse af diplomatiske og andre forbindelser med Litauen, som det... kun betragter som indledningen til gradvist at bemægtige sig Litauen. Polen spiller en aktiv rolle i de tyske planer om at løse det tjekkoslovakiske spørgsmål. Det fremprovokerer åbenlyst en skærpelse af Tésin-spørgsmålet... Som det nu er indlysende for alle, er Polen snævert forbundet med Tyskland og vil også fremover følge i dets fodspor.« Edouard Daladier informerede d. 25. maj 1938 den sovjetiske ambassadør i Paris Jakov Surits om, at hans sonderinger angående Polens holdning i tilfælde af tysk aggression mod Tjekkoslovakiet havde givet et yderst negativt resultat. Man kan ikke regne med støtte fra Polens side, udtalte Daladier, og »der er ingen sikkerhed for, at Polen ikke vil falde i ryggen«. Jozef Beck meddelte d. 19. september 1938 den polske ambassadør i Berlin Jozef Lipski, at Polen i løbet af to dage ville have ført betydelige militære styrker frem til den tjekkoslovakiske grænse, og at han var rede til personligt at tage kontakt med Hitler eller Göring for at drøfte aktioner fra Tysklands og Polens side mod Tjekkoslovakiet. (Samtidig fremlagde Jozef Beck de forholdsregler, han havde truffet for at vanskeliggøre Sovjetunionens hjælp til Tjekkoslovakiet, og påpegede, at Polen var modstander af USSR's deltagelse i europæiske anliggender.) Den følgende dag overbragte Lipski Hitler en tilsvarende erklæring og understregede, at Polen ikke ville gå af vejen »for magtanvendelse for at få opfyldt sine krav. Hitler forsikrede Lipski om, at Det tredje Rige i så fald ville være på Polens side. D. 21. september præsenterede de polske ledere den tjekkoslovakiske regering for et ultimativt krav om, at Polen skulle have overdraget visse områder af Tjekkoslovakiet, og opsagde den polsk-tjekkoslovakiske voldgiftsoverenskomst af 1925. Den franske ambassadør i Berlin André Francois-Poncet skrev d. 22. september ikke uden harme, at Polen og Ungarn havde sluttet sig sammen med Tyskland i jagten på Tjekkoslovakiet. Der var opstået en enhedsfront af de tre stater, som krævede en deling af dette land).Samtidig fortsatte man med at koncentrere polske tropper ved den tjekkoslovakiske grænse. Den polske militærattaché i Paris informerede den franske generalstab om, at såfremt tyske tropper rykkede ind i Südeterlandet, ville polakkerne okkupere Slovakiet, der derefter ville blive delt mellem Polen og Ungarn. D. 22. september henvendte den tjekkoslovakiske regering sig til USSR og anmodede om støtte, idet man meddelte, at der var umiddelbar fare for et angreb fra Polens side. Den sovjetiske regering reagerede på denne henvendelse og overbragte den følgende dag den polske regering en erklæring om, at USSR, såfremt polske tropper trængte ind i Tjekkoslovakiet, ville betragte dette som en aggressionshandling og opsige ikke-angrebspagten med Polen. Den tjekkoslovakiske gesandt i Moskva Zdenék Fierlinger blev straks gjort bekendt med denne erklæring. Sovjetunionen forsvarede således endnu en gang beslutsomt Tjekkoslovakiet.

Angående Sovjetunionens politik skrev den britiske historiker John W. Wheeler-Bennett: »Den (Sovjetunionen) benyttede enhver lejlighed til at vise sin beredvillighed til at opfylde sine forpligtelser over for Frankrig og Tjekkoslovakiet; til stor forvirring for den britiske og franske regering blev dette atter og atter understreget i London, Paris, Prag, Genéve og ligeledes i Berlin. Ud fra alle tilgængelige oplysninger var Ruslands handlemåde eksemplarisk gennem hele den tjekkiske krise. Det gik endog videre end sine traktatlige forpligtelser, idet det truede med at opsige sin ikke-angrebspagt med Polen, hvis denne stat deltog i et angreb på Tjekkoslovakiet.« Alt dette fandt sted i en situation, der var yderst farlig for Sovjetunionen selv, eftersom den polske regering gik med planer om, at tyske og polske tropper i fællesskab skulle angribe USSR. Den polske ambassadør i Paris Juliusz Lukasiewicz meddelte d. 25. september William Bullitt, at »der var ved at begynde en religionskrig mellem fascisme og bolsjevisme«, og at Polen, såfremt Sovjetunionen ydede hjælp til Tjekkoslovakiet, var parat til skulder ved skulder med Tyskland at gå i krig mod USSR. Den polske regering var overbevist om, erklærede Lukasiewicz, at »de russiske hære inden for tre måneder ville være på vild flugt, og Rusland ville ikke en gang længere minde om en stat«.

Rumænien indtog ligeledes en for aggressorerne fordelagtig holdning. Da den rumænske gesandt i Rom Alexandro Zamfirescu informerede den italienske regering om Rumæniens holdning, erklærede han over for Italiens udenrigsminister Galeazzo Ciano, at Rumænien havde modsat sig, modsætter sig og fortsat vil modsætte sig, at sovjetiske tropper passerer dets territorium for at komme Tjekkoslovakiet til hjælp. Angående det spændte forhold mellem Polen og USSR på grund af Tjekkoslovakiet udtalte den rumænske gesandt, at »Rumænien vil være på Warszawas side, og alliancen med Polen vil under alle omstændigheder gå forud for en hvilken som helst forpligtelse over for Prag«. Dette betød, at hvis der som resultat af tysk og polsk aggression mod Tjekkoslovakiet opstod en væbnet konflikt, hvori Sovjetunionen var involveret, kunne Rumænien på trods af alliancen med Tjekkoslovakiet befinde sig på aggressorernes side.

Japan indtog fortsat en truende holdning til USSR. Den 26. september meddelte Hermann Göring den britiske ambassadør i Berlin Neville Henderson, at Japan i tilfælde af en tysk-sovjetisk konflikt havde forpligtet sig til at angribe USSR. Den sovjetiske ambassade indberettede d. 21. september til udenrigskommissariatet, at de japanske dagblade helt og holdent solidariserede sig med. nazisterne i det tjekkoslovakiske spørgsmål. Der lød opfordringer til at omdanne Anti-kominternpagten til en militæroverenskomst mellem Tyskland, Italien og Japan. Sovjetunionen var ikke desto mindre som hidtil parat til at opfylde sine traktatlige forpligtelser over for Tjekkoslovakiet. Der blev i tide truffet de nødvendige militære forholdsregler hertil. D. 21. september blev der i den yderst kritiske situation givet ordre til at sætte en række militære enheder i alarmberedskab. Samtidig gennemførte man også andre foranstaltninger for at styrke tropperne i militærdistrikterne i de vestlige grænseområder og højne deres kampberedskab. Alt i alt omfattede alarmberedskabet 1 panserkorps, 30 infanteri- og 10 kavaleridivisioner, 7 panser-, 1 motoriseret infanteri- og 12 flybrigader m.m. 548 militærfly var gjort klar til at blive sendt til Tjekkoslovakiet.

D. 25. september meddelte folkekommissariatet for forsvaret den sovjetiske luftvåbenattaché i Frankrig Nikolaj Vasiltjenko, at han skulle videregive følgende besked til den franske generalstabschef Marurice-Gustave Gamelin: »Vores kommando har indtil videre truffet følgende præventive forholdsregler: 1) 30 infanteridivisioner er overført til områder i umiddelbar nærhed af vestgrænsen. Det samme gælder for kavaleridivisionernes vedkommende. 2) Enhederne er behørigt blevet forstærket med reservister. 3) Med hensyn til vore tekniske tropper - flyvevåben og panserenheder - er de i fuldt beredskab.« Den følgende dag blev disse oplysninger videregivet til den franske generalstab. Under de britisk-franske forhandlinger, der fandt sted i disse dage, blev også den britiske regering informeret herom. Den franske regeringsleder Edouard Daladier udtalte sig i den forbindelse specielt positivt om det sovjetiske luftvåben, der ikke stod tilbage for det tyske. Rusland rådede over 5.000 fly, sagde han, og i Spanien havde de russiske fly med gode resultater kæmpet mod de tyske. I de sidste dage af september blev yderligere 17 infanteridivisioner, 22 panser- og 3 motoriserede infanteribrigader m.m. i USSR's vestlige områder sat i alarmberedskab. Til USSR's væbnede styrker blev der ekstra indkaldt alt i alt 330.000 mand. De anførte kendsgerninger bevidner klart, at holdningen hos begivenhedernes hovedaktører blev helt entydig. De fascistiske aggressorer optrådte for hver dag mere udfordrende. De polske herskende kredse handlede i forbund med dem. Storbritanniens og Frankrigs holdning gik mere og mere i retning af kapitulation. Ikke blot ydede de ingen støtte til Tjekkoslovakiet, men hjalp tværtimod det fascistiske rige med anneksionen af Südeterlandet, således at den kunne gennemføres uden at fremkalde en storkrig i Europa, som vestmagterne ville være blevet involveret i. Kun Sovjetunionen indtog fortsat en fast og konsekvent holdning, idet man beslutsomt erklærede at være rede til at opfylde sine traktatlige forpligtelser over for Tjekkoslovakiet og yde det effektiv hjælp.

D. 22. september ankom Neville Chamberlain, ledsaget af Horace Wilson og William Strang, til Bad-Godesberg til et nyt møde med Hitler. Den britiske premierminister kunne med tilfredshed meddele Hitler, at det var lykkedes ham at få ikke blot den britiske, men også den franske og tjekkoslovakiske regerings accept af at Südeterlandet blev overdraget til Tyskland. Hitler havde imidlertid besluttet at stramme sine krav for at tage endnu et skridt frem mod tilintetgørelsen af den tjekkoslovakiske stat. Totalt uventet for Chamberlain rettede Hitler et velforberedt slag mod ham. Han udtalte spottende: »Jeg beklager meget, men nu er det ikke længere tilstrækkeligt for os.« Han krævede ultimativt, at overdragelsen af Südeterlandet til Tyskland blev påbegyndt øjeblikkelig, dvs. d. 26. september, og afsluttet d. 28. september. Ydermere insisterede han nu på, at visse områder af Tjekkoslovakiet skulle overlades til Polen og Ungarn. Sluttelig erklærede han, at der ikke længere fandtes betingelser for den tjekkoslovakiske stats eksistens. Såfremt hans krav blev afvist, truede Hitler med krig. Chamberlain måtte på et britisk regeringsmøde, hvor han redegjorde for rejsen til Bad-Godesberg, indrømme, at Hitlers nye krav havde været et betydeligt chok for ham. På trods af nazisternes stadigt mere udfordrende krav opgav den britiske premierminister ikke sine forsøg på at komme til forståelse med dem, således at Tysklands anneksion af Südeterlandet kunne foregå på »en ordentlig måde« uden at fremkalde krig. Før afrejsen fra Bad-Godesberg forsikrede Chamberlain Hitler om, at han ville gøre alt, hvad der var muligt, for at opfylde hans krav.

I Storbritannien og Frankrig begyndte man på ny at drøfte spørgsmålet om at indkalde en konference med deltagelse af vestmagterne og det fascistiske rige for sammen med det at løse spørgsmålet om Süderterlandets »fredelige overdragelse« til Tyskland, dvs. sønderdelingen af Tjekkoslovakiet. På et fransk regeringsmøde d. 27. september erklærede Georges Bonnet, at man »for enhver pris« måtte stræbe efter en ordning med Tyskland. D. 28. september informerede Chamberlain Hitler om, at han var parat til for tredje gang at komme til Tyskland for at drøfte betingelserne for Südeterlandets overdragelse til Tyskland. Han påpegede, at såfremt kansleren ønskede, kunne også repræsentanter for Frankrig og Italien deltage i forhandlingerne. Desuden gav den britiske premierminister udtryk for den overbevisning, dvs. i realiteten forsikrede Hitler om, at det fascistiske rige på denne måde øjeblikkeligt kunne få gennemført sine krav uden krig. Efter fra den amerikanske ambassadør i London Joseph Kennedy at have modtaget et telegram om Chamberlains forslag, sendte USA's præsident d. 28. september følgende budskab til den britiske premierminister: »Good man!«. Kennedy erklærede over for Halifax, »at han selv var uhyre sympatisk indstillet til og en varm beundrer af alt, hvad premierministeren havde gjort«. Storbritannien og USA handlede således i fuld gensidig forståelse. Efter at man var nået til enighed om at indkalde en konference med deltagelse af de fire magter, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, meddelte Halifax dette til den tjekkoslovakiske gesandt i London, som meget naturligt ikke kunne skjule sin forundring. »Men det er en konference, hvor man skal diskutere mit lands skæbne?... Bliver vi ikke indbudt til at deltage?« Han fik derefter meget bestemt at vide, at det kun var en konference for stormagterne. »Så regner jeg med,« sagde han, »at også Sovjetunionen bliver indbudt. Når alt kommer til alt, har også Rusland en traktat med mit land.« Derefter afbrød den britiske Lord irriteret samtalen, idet han hævdede, at man ikke havde haft tid til at invitere russerne. Under en samtale med den sovjetiske ambassadør i London har Winston Churchill meget rammende karakteriseret USSR's og Storbritanniens holdning. »Churchill har i dag i en samtale med mig,« skrev Ivan Majskij, »med stor respekt og tilfredshed udtalt sig om USSR's holdning under den nuværende krise. I særdeleshed har han en meget høj mening om Litvinovs tale i delegeretforsamlingen og vores note til Polen. Med Churchills ord opfylder USSR sin internationale pligt, mens Storbritannien og Frankrig kapitulerer over for aggressorerne. I forbindelse hermed vokser sympatien for USSR hurtigt. . .« Med hensyn til den britiske regerings politik underkastede Churchill den en meget skarp kritik og påpegede, at den uundgåeligt ville føre til, at der udbrød krig. Chamberlains bestræbelse på at »ignorere og støde USSR fra sig« var ifølge Churchill »ikke kun absurd, men forbryderisk«, og den britisk-franske plan om at sønderdele Tjekkoslovakiet oprørende. Den vesttyske historiker Gottfried Niedhardt, der meget indgående har studeret dokumenterne i de britiske arkiver om Chamberlain-regeringens politik over for USSR, konstaterer, at den kan betegnes som »en utilsløret ignorering og isolation af Sovjetunionen«.

D. 29. og d. 30. september 1938 afholdtes i München en konference med deltagelse af Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien. Konferencen sluttede med en overenskomst om, at et bredt bælte langs hele den tysk-tjekkoslovakiske grænse blev berøvet Tjekkoslovakiet og lagt sammen med Tyskland. Neville Chamberlain og Edouard Daladier indfandt sig i München i kapitulationsstemning. De ikke så meget som forsøgte at kæmpe imod Hitlers krav (formelt blev de fremlagt på vegne af Mussolini). Tværtimod kappedes Chamberlain og Daladier om at lovprise ædelmodigheden i disse forslag. Hitler pralede senere med, at i München blev Tjekkoslovakiet serveret på et fad for ham af dets venner. Tjekkoslovakiets repræsentanter fik forkyndt resultatet af de fire magters München-komplot som en inappellabel dom. Den første der gjorde dette var Horace Wilson allerede inden konferencen var afsluttet. Da han trådte ind i »venteværelset«, hvor de tjekkoslovakiske repræsentanter, der var kaldt til München, nogle timer igennem i stor sindsbevægelse havde afventet dommen, besluttede han at opmuntre dem. »Det er næsten overstået... De vil blive glad over at erfare, at vi er nået frem til en ordning på næsten alle punkter. »Og hvordan er vores skæbne?« »Den er ikke så slem, som den kunne have været.« Og Wilson viste på kortet et bælte overmalet med rødt blæk, omfattende fra nord, vest og syd så godt som halvdelen af Tjekkoslovakiets territorium, indbefattet næsten hele landets forsvarslinje. »Men dette er oprørende! Det er grusomt og forbryderisk dumt.. .« »Jeg beklager, men det nytter ikke at diskutere.« Chamberlain og Daladier indgik således i München et komplot med aggressorerne, forrådte på det skammeligste Tjekkoslovakiet og hjalp de fascistiske aggressorer med at sønderdele det. De fire magter havde ikke den fjerneste lovlige begrundelse for at tiltage sig ret til at træffe beslutning om Tjekkoslovakiets deling. Denne overenskomst var et groft brud på den tjekkoslovakiske stats suveræne rettigheder, den var påtvunget Tjekkoslovakiet under trussel om magtanvendelse og derfor illegal. Franklin Roosevelt opfattede det som en ære at slutte sig til »München-fredsstifternes« selskab. Gennem ambassadøren i London Joseph Kennedy sendte han et lykønskningstelegram til Chamberlain. Skønt Kennedy helt og holdent havde støttet eftergivenhedspolitikken over for den tyske aggression, forstod han dog, at denne politik ikke ville bringe sine ophavsmænd hæder. Han udviste derfor en vis forudseenhed. Efter at have modtaget telegrammet begav han sig til Downing Street 10, men i stedet for at overbringe Chamberlain telegrammet læste han det blot op for ham. »Jeg havde en fornemmelse af,« skrev han senere, »at dette telegram på et eller andet tidspunkt ville komme til at plage Roosevelt, så jeg beholdt det.«

Efter at de egentlige forhandlinger i München var afsluttet ytrede Chamberlain ønske om at forhandle med Hitler under fire øjne. Hitler accepterede. Den britiske premierminister tillagde denne samtale helt afgørende betydning. For ham var München-aftalen om Tjekkoslovakiets deling snarere et middel end et mål. Målet bestod i at udarbejde en overenskomst mellem det britiske imperium og det fascistiske rige om alle problemer, som interesserede de to parter, med det formål at vende den tyske aggression bort fra vestmagterne og dirigere den mod øst. Storbritanniens herskende kredse håbede, at der nu efter opfyldelsen af de krav med hensyn til Südeterlandet, som Hitler havde insisteret så hårdt på, var opstået en yderst gunstig situation for påbegyndelse af en saglig samtale om en sådan overenskomst. Under samtalen med Hitler fremlagde Chamberlain tilstrækkeligt klart sit udenrigspolitiske program. Den britiske premierminister fandt det nødvendigt at demonstrere sin negative holdning til USSR og påpegede, at Hitler nu ikke mere skulle frygte, at Tjekkoslovakiet blev benyttet som brohoved for »russisk aggression«. Han understregede videre, at Hitler heller ikke skulle nære ængstelse for, at Storbritannien i Sydøsteuropa ville føre en militær og økonomisk inddæmningspolitik over for Tyskland. Det vigtigste var en forbedring af det britisk-tyske forhold. Til gengæld for alt, hvad Storbritannien allerede havde gjort for de fascistiske aggressorer og lovet at gøre for fremtiden, foreslog han Hitler at undertegne en britisk-tysk ikke-angrebsdeklaration. Hitler gjorde sig ikke kostbar, og deklarationen blev underskrevet. I realiteten var det en overenskomst om ikke-angreb og konsultationer mellem Storbritannien og Tyskland, da det var vigtigt for Hitler at styrke Chamberlains position, fandt han det muligt at forsøde München-kapitulationen en smule for den britiske premierminister. »Man nægter ikke en tørstig mand et glas vand,« bemærkede Mussolini i den anledning. Underskrivelsen af denne deklaration betød imidlertid overhovedet ikke, at det fascistiske Tyskland havde til hensigt at holde sig til den. Tværtimod, nazisterne fortsatte samme sted, i München, forhandlingerne med Mussolini om at indgå en tysk-italiensk-japansk alliance med det formål at forberede krig mod Storbritannien og Frankrig. Det fortælles, at Ribbentrop straks efter at konferencen var afsluttet erklærede, at Chamberlain »har i dag underskrevet det britiske imperiums dødsdom og overladt det til os at indføje datoen«.

Ved indgåelsen af München-overenskomsten tillagde Storbritanniens og Frankrigs herskende kredse det særlig stor betydning at få den gjort så anti-sovjetisk som muligt. Dette bevidnes helt klart af de ovenfor anførte dokumenter om drøftelserne af de væsentligste udenrigspolitiske spørgsmål i den britiske regering. Det samme fremgår af USA's, Frankrigs, Tysklands, Italiens, Polens og andre landes diplomatiske dokumenter fra den tid. D. 4. oktober 1938 bemærkede den franske ambassadør i Moskva Robert Coulondre, at München-overenskomsten udgør »i særdeleshed en stor trussel for Sovjetunionen«. Lord Lothian, der kort efter blev udnævnt til britisk ambassadør i USA, påpegede, at i forbindelse med München mente man blandt Londons politiske kredse, at Hitler efter erobringen af Tjekkoslovakiet ville gå mod Ukraine. Alle i Europa forventede det, understregede han. Visse vestlige historikere lægger heller ikke skjul på det anti-sovjetiske grundlag for de fire magters München-komplot. Den britiske historiker John W. Wheeler-Bennett har påpeget, at der blandt Storbritanniens herskende kredse i München-perioden »var et hemmeligt håb om, at hvis den tyske ekspansion kunne vendes mod øst, ville den forøde sin kraft på Ruslands stepper i en kamp, som ville udmatte begge parter«. Den fremtrædende amerikanske publicist og kommentator Walter Lippmann er på samme linje. Han har skrevet, at Storbritanniens München-politik grundede sig på »et forgæves håb om at Tyskland og Rusland ville kæmpe og afkræfte hinanden«. Den vesttyske historiker Boris Celovsky anerkender, at den sovjetiske regering i hele perioden frem til München stræbte efter at få ændret »eftergivenhedspolitikken« for at skabe en enhedsfront mod aggressorerne. »Chamberlain og Bonnet gjorde alt, hvad de formåede, for at holde den sovjetiske indflydelse ude. De var af ideologiske og magtpolitiske grunde imod et samarbejde med Sovjetunionen.« Frankrigs og Storbritanniens regeringer lod sig i deres udenrigspolitik ikke lede af demokratiske, men anti-sovjetske principper. Endog Lord Halifax' biograf Frederick Birkenhead har været nødt til at indrømme, at det ville have været umådeligt vigtigt åbent at have USSR som allieret, og at »det må betragtes som en utilgivelig fejl, at der ikke blev udfoldet mere realistiske anstrengelser for at sikre dette«.

I Sovjetunionen så man ganske klart den fare, der var forbundet med de fire imperialistiske magters München-komplot. I den sovjetiske presse blev det påpeget, at Abessinien, Spanien, Kina, Østrig og Tjekkoslovakiet inden for en kort periode var blevet ofre for de fascistiske erobrere. Samtidig med at pressen fordømte aggressorernes handlinger, rettedes kritikken også mod Londons og Paris' eftergivenhedspolitik, der førte til München-komplottet om Tjekkoslovakiets sønderdeling. »De såkaldte demokratiske landes kapitulation over for aggressionen, der skaber indtryk af at have fjernet faren for krig, har i virkeligheden rykket den nærmere,« skrev Isvestija. I en redegørelse for begivenhedernes udvikling fastslog Vjatjeslav Molotov d. 6. november, at »den tyske imperialisme har tilranet sig mere af Tjekkoslovakiet, end den selv kunne regne med. En del af rovet tilfaldt Polen som den tyske fascismes forbundsfælle i sønderdelingen af Tjekkoslovakiet.« Kun Sovjetunionen, udtalte han, har demonstreret sin troskab mod indgåede aftaler og internationale forpligtelser og sin beredvillighed til kamp mod aggressionen. München-overenskomsten ændrede radikalt situationen i Centraleuropa. Med erobringen af Østrig og dernæst en del af Tjekkoslovakiet havde Hitler-Tyskland i betydelig grad styrket sine positioner. I München blev Tjekkoslovakiet ofret til nazisterne. Det blev påtvunget en illegal afgørelse, der resulterede i, at det mistede en betydelig del af sin befolkning og sit territorium, herunder de i økonomisk henseende vigtigste områder. Der levede forskellige folkeslag i de områder, som blev indlemmet i Tyskland, hvilket medførte at 1.161.161 tjekker og slovakker kom under det fascistiske riges overherredømme. (Den britiske kabinetssekretær Maurice Hankey erklærede i marts 1938 under et regeringsmøde, at man siden 1919 altid havde anset det for en ubestridelig kendsgerning, at Tjekkoslovakiet kun kunne fortsætte med at eksistere, hvis hele dets territorium for blev en enhed.). De nye grænser overskår og ødelagde landets vigtigste transportveje. Tjekkoslovakiet blev berøvet sine naturlige grænser og sine grænsefæstningsanlæg og var totalt forsvarsløs over for de fascistiske aggressorer. Et halvt år senere blev dette udnyttet af det fascistiske rige til fuldstændigt at tilintetgøre den tjekkoslovakiske stat. Som resultat af München var også Frankrigs og Storbritanniens strategiske og politiske positioner alvorligt svækket. Det britisk-franske hegemoni i Europa, der byggede på Versailles-traktaten, blev definitivt tilintetgjort. I München faldt i virkeligheden også Frankrigs militæralliancesystem med andre europæiske stater fra hinanden. Folkeforbundet blev begravet, og i realiteten ophørte også den sovjetisk-franske aftale om gensidig hjælp mod aggression at eksistere som et middel til at opretholde freden og sikkerheden i Europa. Det fascistiske Tyskland fik de bedste muligheder for videre ekspansion og ligeledes for aggression mod Storbritannien og Frankrig. Den daværende franske ambassadør i Warszawa Leon Noel indrømmer i sine erindringer, at München-overenskomstens forræderi mod Tjekkoslovakiet er en af de mest ynkelige, skamfulde og ydmygende episoder i den politik, som førtes i Frankrigs navn i perioden mellem de to verdenskrige, og som førte til den mest ødelæggende katastrofe i Frankrigs historie. München-komplottet bragte udbruddet af anden verdenskrig nærmere.

Storbritanniens og Frankrigs reaktionære herskende kredse regnede med, at München-komplottet ville rette Tysklands aggressive ambitioner mod øst, og i sidste ende mod Sovjetunionen. Sovjetunionen befandt sig virkelig i en yderst farlig situation. Chamberlains, Daladiers, Hitlers og Mussolinis fælles anstrengelser havde bragt USSR i en stilling af næsten fuldstændig international isolation. Storbritanniens og Frankrigs regeringer, der håbede at anspore Tyskland til at gå i krig mod Sovjetunionen, understregede åbenlyst, at de ikke ønskede at have noget at gøre med USSR. Efter München afbrød Foreign Office enhver form for kontakt med den sovjetiske ambassade i London. I Storbritannien overvejede man alvorligt at ophæve handelsaftalen med Sovjetunionen. I oktober 1938 blev den franske ambassadør Robert Coulondre og i november den britiske Aretas Chilston hjemkaldt fra Moskva. Derefter blev både den franske og britiske ambassade i adskillige måneder ledet af chargé d'affaires. Som påpeget af den sovjetiske ambassade i London begyndte man straks efter München i politiske kredse i Storbritannien og ligeledes i pressen at diskutere muligheden af, at »nu går Hitler mod øst, og hans første store mål er Ukraine«. Der kan ikke herske tvivl om, fremhævede ambassaden, at en række indflydelsesrige personer (heriblandt visse kabinetsmedlemmer) »direkte har hvisket Hitler dette østlige eventyr i øret og i det mindste lovet ham velvillig neutralitet.. .« Det britiske dagblad News Chronicle skrev, at »the diehards« forsøgte at få Rusland og Tyskland til at fare i struben på hinanden.

Den britiske historiker Keith Middlemas, der indgående har studeret de for nylig frigivne britiske regeringsdokumenter fra førkrigsårene, har måttet indrømme, at »der er her vidnesbyrd til at retfærdiggøre den sovjetiske påstand om, at Storbritannien planlagde at få Tyskland i krig med Rusland.. .« Tilsvarende synspunkter var fremherskende i Paris. Den sovjetiske ambassadør i Frankrig Jakov Surits meddelte d. 11. november til Moskva, at blandt topfolkene i franske regeringskredse er »Drang nach Osten-varianten særlig populær, dvs. den opfattelse, at Tyskland skal have frit spillerum og frie hænder mod øst. I sidste ende menes der naturligvis hermed, at Tyskland skal have frit spillerum over for USSR.« Angående Storbritanniens og Frankrigs politik efter München udtalte den amerikanske ambassadør i Paris William Bullitt, at de ønskede, »det ville komme til krig i øst mellem det tyske rige og Rusland«, en langvarig og udmarvende krig. Derefter kunne vestmagterne »angribe Tyskland og tvinge det til kapitulation«. Da man som resultat af den tyske udenrigsminister von Ribbentrops besøg i Paris havde underskrevet en fransk-tysk ikke-angrebsdeklaration, var Daladier og Bonnet i endnu højere grad overbevist om, at aggressorernes grådige blikke fremover kun ville være rettet mod øst. Tilbage i Berlin kunne Ribbentrop erklære, at den i Paris underskrevne deklaration endegyldigt »havde løsrevet Frankrig fra Rusland og fjernet den sidste rest af risiko for russisk-fransk samarbejde«.

Indgåelsen af overenskomsten med Tyskland fremkaldte åbenlys jubel blandt Frankrigs herskende kredse. Georges Bonnet skrev i en redegørelse til de franske ambassadører om sine forhandlinger med Ribbentrop, at »den tyske politik er fra nu af orienteret efter kampen mod bolsjevismen. Riget har vist sin vilje til ekspansion mod øst.« De britiske og franske herskende kredse var for at løskøbe sig selv og anspore Tyskland til et korstog mod USSR parat til at overlade alle landene i Østeuropa til den tyske fascismes vilkårlighed. Viceudenrigskommissær Vladimir Potjomkin bemærkede under en samtale d. 9. februar 1939 med den franske ambassadør i USSR Paul-Emile Naggiar, at alliancen med Polen, samarbejdet med Den lille Entente, og den fransk-sovjetiske pagt »betragtes allerede som en tilbagelagt etape i Frankrigs udenrigspolitik, som noget der hører historien til«. Foreign Office sad ligeledes inde med oplysninger om, at Frankrig havde til hensigt at slippe fri for forpligtelserne ifølge aftalerne med Polen og i særdeleshed USSR. De britiske og franske herskende kredses politiske kurs efter München var bestemt af deres had til kommunismen enten i skikkelse af sovjetstaten eller den revolutionære bevægelse i deres egne lande. »England kryber i støvet for Hitler, fordi det frygter kommunismen,« noterede USA's indenrigsminister Harold L. Ickes i sin hemmelige dagbog. Den britiske regering rejste endda spørgsmålet om britisk-tysk militærsamarbejde mod Sovjetunionen.

München-politikerne blev helt og holdent bakket op af de mest reaktionære repræsentanter for USA's herskende kredse. I en tale d. 26. oktober 1938 hævdede De forenede Starters tidligere præsident Herbert Hoover, at de vesteuropæiske lande ikke havde nogen grund til at frygte Tyskland, eftersom det kun var ekspansion mod øst, der frembød gunstige muligheder for diktatorregimerne ; man skulle blot ikke lægge en sådan ekspansion hindringer i vejen. Den sovjetiske ambassade i USA bemærkede i den forbindelse, at republikanernes reaktionære fløj stadig væk »drømmer om en tilnærmelse til de fascistiske stater og gør sig illusioner og forhåbninger om, at de europæiske aggressorer går mod os«. Helt tilbage fra sommeren 1938 var De forenede Stater kun repræsenteret ved en chargé d'affaires i Moskva og havde ingen hastværk med at udnævne en ny ambassadør. Den britisk-fransk-amerikanske reaktion ansporede på enhver måde de tyske, japanske og andre aggressorer. Den vestlige presse skrev spalte op og spalte ned om Sovjetunionens »svaghed« i såvel militær som økonomisk henseende. London modtog underretninger om, at man i Tyskland på daværende tidspunkt indgående begyndte at studere mulighederne for en »løsning på det ukrainske spørgsmål«, og at Hitler havde givet den tyske generalstab ordre til at indlede forberedelsen til et angreb på USSR. Oprettelsen af et »Stor-Ukraine«, der skulle omfatte de områder af USSR og Polen, som var beboet af ukrainere, og ligeledes det transkarpatiske Ukraine, betragtede nazisterne som det væsentligste element i den tyske østpolitik. Dette »Stor-Ukraine« kunne efter deres mening kun eksistere, »hvis det betingelsesløst støtter sig til Tyskland, hvorved det i virkeligheden må være en tysk vasalstat. . «

Nazisterne indledte bl.a. forhandlinger med Polen om det »ukrainske spørgsmål«. Deres forhåbninger om, at det ville lykkes dem at nå til enighed med den daværende polske regering om fælles aktion mod USSR, var ikke ubegrundede. Ovenfor er allerede omtalt det tysk-polske samarbejde i marts 1938, da Polen i forbindelse med Østrigs Anschluss særlig energisk stræbte efter at erobre Litauen. Så tidligt som i midten af juni forhandlede den polske ambassadør Jozef Lipski og Hermann Göring om etablering af et samarbejde, herunder også militært, med det formål fuldstændigt at sønderdele Tjekkoslovakiet, dvs. likvidere det som stat. D. 27. september gav Jozef Beck Lipski instrukser om at aftale med Göring, at Polen i forvejen blev informeret om, hvornår Tyskland ville påbegynde militæraktionen mod Tjekkoslovakiet. Beck skrev: »Til fortrolig information for Dem tilføjer jeg, at vi disponerer over væbnede styrker klar til aktion. Afhængig af situationens udvikling kunne vi straks skride til handling efter udbruddet af en tysk-tjekkoslovakisk konflikt.« Med statssekretæren i det tyske udenrigsministerium Ernst von Weizsäcker drøftede Lipski konkrete aktioner fra de to lande, herunder »en militær demarkationslinje i tilfælde af en polsk-tjekkisk krig«. Straks efter de fire magters München-komplot, ved midnatstid natten mellem d. 30. september og d. 1. oktober, overbragte Polen Tjekkoslovakiet et ultimatum angående Tésin-områdets øjeblikkelige overdragelse til Polen og begyndte den følgende dag at føre sine tropper ind i området. De tyske og polske aggressorer havde i realiteten indgået en anti-sovjetisk militæralliance, såfremt de skulle befinde sig i krigstilstand med USSR, som resultat af at Sovjetunionen kom Tjekkoslovakiet til hjælp mod et angreb fra det fascistiske Tyskland og Polen. D. 30. september rejste den polske regering over for nazisterne spørgsmålet, om den kunne regne med en velvillig holdning fra Tysklands side, hvis de polske troppers forestående indmarch i Tjekkoslovakiet skulle resultere i en væbnet konflikt mellem Polen og USSR. Næste dag skrev Lipski til Warszawa angående det svar, han havde modtaget af Ribbentrop: »I tilfælde af en polsk-sovjetisk konflikt vil Tysklands regering over for Polen indtage en holdning, der er mere end velvillig.« Ribbentrop havde således klart ladet forstå, at den tyske regering ville yde hjælp. D. 1. oktober forsikrede også Göring Lipski om, at »Polen i tilfælde af komplikationer med Rusland kan regne med den mest effektive hjælp fra Tysklands side«.

Straks efter München begyndte man i Polen intenst at beskæftige sig med det »(ukrainske spørgsmål«. I Biuletyn Polsko-Ukrainski, der blev udgivet af Beck nærtstående polske kredse i det område af Vest-Ukraine, som Polen havde erobret i 1920, fremkom der d. 2. oktober 1938 en artikel om de polske imperialisters planer. Der forudsattes heri en opdeling af Sovjetunionen i en række uafhængige statsdannelser med hovedstæder i Kiev, Tbilisi og Samarkand. Snart efter rejstes spørgsmålet, om Tyskland og Polen i fællesskab skulle påbegynde en aggressionskrig mod USSR. I en samtale med Lipski d. 24. oktober 1938 stillede Ribbentrop forslag om »en generel løsning på stridsspørgsmålene, som eksisterer mellem Polen og Tyskland«. Disse forslag forudså Danzigs tilslutning til Det tredje Rige (med bevarelse af økonomiske privilegier for Polen i Danzig), bygning af en eksterritorial motorvej og en jernbanelinje gennem Den polske Korridor, forlængelse af den polsk-tyske venskabsdeklaration for 25 år og tyske garantier for den polsk-tyske grænse. Til styrkelse af det polsk-tyske venskab foreslog Ribbentrop, at de to lande »førte en fælles politik i forholdet til Rusland på baggrund af Anti-kominternpagten«. Også de japanske imperialister var yderst interesseret i det tysk-polske samarbejde eftersom de havde planer om, at de tre lande i fællesskab skulle gå i krig mod Sovjetunionen. Den polske ambassadør i Moskva Wiaclaw Grzybowski hævdede under en samtale med Polens viceudenrigsminister Jan Szembek, at »Sovjet-Rusland bliver stadig svagere« og »det russiske problem mere aktuelt«. Grzybowski erklærede, at Polen »skal have indflydelse på dette problems skæbne« og mindede om, at der havde været et tidspunkt i historien, da Polen førte »det afgørende ord i russiske anliggender«. Han citerede ligeledes Jozef Pilsudskis ord: »Mod Rusland går jeg selv.« Grzybowski udtalte sig for en genoprettelse af den polske grænse fra 1772. Det var ikke uden grund, at det nazistiske Tyskland regnede med, at »i en kommende tysk-russisk konflikt vil Polen være Tysklands naturlige allierede« på linje med Italien og Japan.

Det var imidlertid ikke nogen enkel sag at få bilagt de tysk-polske imperialistiske modsætninger på grundlag af et komplot mod USSR. Når Hitler-Tyskland rejste spørgsmålet om en yderligere styrkelse af det tysk-polske »venskab«, -mente det Polens fuldstændige underordning under den tyske stat. Var Tysklands anneksion af Südeterlandet det første skridt mod nazisternes erobring af hele Tjekkoslovakiet, så betragtede de Danzigs tilslutning til riget som generalprøve på, om Polen var rede til et samarbejde med Tyskland, der ville være ensbetydende med frivillig kapitulation. Den sovjetiske efterretningsofficer Richard Sorge meddelte d. 3. oktober til Moskva, at »det polske spørgsmål« var det næste aktuelle problem i Tysklands udenrigspolitik, men at Tyskland og Polen regnede med at »løse det i venskabelighed i forbindelse med deres krig mod USSR«. Folkeforbundets højkommissær i Danzig Carl Jacob Burckhardt skrev ligeledes d. 20. oktober efter et besøg i Tyskland, at man der vidt og bredt talte om Ukraine. »I en vis udstrækning forbinder man Polen med disse planer, naturligvis under den betingelse, at Warszawa betaler, at man underordner sig, at man vil være 'fornuftig', at man følger tjekkernes vej.« Betegnende er udtalelser af den tyske militærattache i USSR general Kostring i en samtale med den litauiske militærattaché : »Polen er en krikke, som Tyskland kun midlertidigt har spændt for... Hvis Polen regner med Tysklands hjælp i krigen mod USSR, så skal det vide, at hvis tyske tropper først befinder sig i 'korridoren' og Schlesien, så rykker de aldrig ud igen.«

Polens herskende kredse var parat til at samarbejde med Tyskland om et imperialistisk røveri af fremmede landområder, i særdeleshed i kampen mod Sovjetunionen. Samtidig var de ikke begejstrede ved udsigten til, at Polen blev Hitler-Tysklands retsløse vasal, og at nazisterne erobrede polske landområder. Dette ville fremkalde en storm af harme i det polske folk. Den polske regering lod sig overhovedet heller ikke imponere af ideen om at skabe en tysk kontrolleret »Ukrainsk stat«, da den frygtede, at nazisterne ligeledes ville inddrage de ukrainske landområder, der hørte under Polen (dvs. de landområder Polen frarøvede den sovjetiske stat i 1920). Således understregede vicedirektøren i dét polske udenrigsministeriums politiske departement Tadeusz Kobylanski d. 18. november i en samtale med en rådgiver ved den tyske ambassade i Polen Rudolph von Scheliah, at såfremt tyskerne afstod fra ideen om at skabe et »Stor-Ukraine«, så »vil Polen senere være rede til at gå med på Tysklands side i et felttog mod Sovjet-Ukraine«. I modsat fald vil en sådan aktion være umulig, påpegede han. (Den polske ambassadør i Moskva Waclaw Grzybowski mente, at Polen alene kunne dominere USSR, og at der ikke var grund til at »give Tyskland adgang til Rusland« (Dokumenter og materialer om de sovjetisk-polske relationers historie).

Gradvist kom således medaljens bagside for dagen, det blev opklaret, hvilken pris det fascistiske rige krævede af Polen for at give det lov til at deltage i røveriet af fremmede landområder. Blandt Polens herskende kredse fandtes imidlertid en hel del personer, der var parat til at samarbejde med nazisterne næsten på alle betingelser. Eksempelvis erklærede Jozef Beck over for den amerikanske ambassadør A. J. Drexel Biddie, at Polen »kunne blive nødt til« at samarbejde med Tyskland om oprettelse af en ukrainsk stat på bekostning af Polens, USSR's og Rumæniens territorier. (Karszo-Siedlewski understregede, at han ville underordne sin virksomhed som polsk gesandt i Teheran realiseringen af denne store østkonception, eftersom det i sidste ende var nødvendigt at overbevise og anspore både perserne og afghanerne til at spille »en aktiv rolle i den fremtidige krig mod Sovjetunionen«.) Karakteristisk er i denne forbindelse også udtalelser af J. Karszo-Siedlewski, en tidligere rådgiver ved den polske ambassade i Moskva, der i december blev udnævnt til Polens gesandt i Teheran. Karszo-Siedlewski udtalte i en samtale med von Scheliah d. 28. december 1938, at Tyskland om nogle år ville kæmpe med Sovjetunionen, og »Polen støtter... i denne krig Tyskland. For Polen er det bedre før konflikten helt klart at stå på Tysklands side, eftersom Polens territoriale interesser mod vest og Polens politiske mål mod øst, først og fremmest i Ukraine, kun kan blive sikret gennem en i forvejen etableret polsk-tysk forståelse.« Også fremover rejste nazisterne under ethvert møde med polske diplomater uundgåeligt spørgsmålet om et anti-sovjetisk samarbejde mellem de to lande. Således bemærkede Hitler i en samtale med Beck d. 5. januar 1939, at Tysklands og Polens interesser i forhold til Rusland var fuldstændig sammenfaldende. Næste dag bekræftede Beck i et svar på Ribbentrops spørgsmål, om ikke den polske regering ville afstå fra Pilsudskis stræben efter Ukraine, Polens aggressive planer og understregede, at polakkerne »allerede havde været i Kiev, og at denne stræben ubetvivleligt også er til stede i dag«.

D. 26. januar 1939 under et besøg i Polen rejste Ribbentrop endnu en gang dette spørgsmål. Hitlers minister foreslog igen Beck at etablere et samarbejde mellem Tyskland og Polen i forhold til Sovjetunionen og ligeledes angående oprettelsen af et »Stor-Ukraine«. »Hr. Beck lagde ikke skjul på,« hedder det videre i notatet om samtalen, »at Polen stræber efter Sovjet-Ukraine og adgang til Sortehavet.« Efter at have påhørt disse udtalelser fra den polske minister foreslog Ribbentrop, at Polen tilsluttede sig Anti-kominternpagten for at være i »samme båd« som Tyskland. Beck stillede ham »videre grundige overvejelser" angående dette spørgsmål i udsigt. Efter afslutningen på besøget erklærede den tyske ambassadør i Warszawa Hans Adolf von Moltke i et svar på et spørgsmål angående Polens holdning i tilfælde af et sammenstød mellem Tyskland og Rusland: »Situationen er fuldstændig klar. Vi ved, at Polen i tilfælde af en tysk-russisk konflikt vil være på vores side. Det ligger helt fast.« Såfremt Polen sammen med Tyskland gik i krig mod USSR, foretrak de polske herskende kredse, at de tyske tropper passerede andre landes og ikke Polens territorium, når de rykkede frem mod Sovjetunionen. USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender påpegede d. 19. februar 1939, at Polen drømte om at inddrage Sovjet-Ukraine i sin egen indflydelsessfære. »Det vil imidlertid, såfremt det skulle blive nødvendigt, være rede til at opgive sine drømme og ikke have noget at indvende imod, at Hitler passerer gennem Rumænien... Polen ville heller ikke have noget at indvende imod, at Hitler passerer gennem Baltikum og Finland, og at det selv gik i aktion mod Ukraine, idet man koordinerer alt dette med Japans politik.« Såfremt nazisterne i de første måneder efter München alvorligt overvejede spørgsmålet om sammen med Polen at gå i aktion mod Sovjetunionen, så forhindrede det dem ikke i indgående at udarbejde en anden variant, dvs. krig mod såvel Polen som Frankrig og Storbritannien: Henimod slutningen af december 1938 var nazisternes videre aggressionsplaner i realiteten endegyldigt færdigudarbejdede. Det var besluttet at »likvidere« Tjekkoslovakiet i foråret 1939 og dernæst Polen for efter at have samlet de nødvendige kræfter og styrket baglandet at gå i aktion mod Frankrig og Storbritannien det følgende år.

I den tyske presse debatterede man ganske vist endnu et stykke tid vidt og bredt det »ukrainske spørgsmål«, men det var udelukkende misinformation med det formål at skjule nazisternes virkelige planer. I mellemtiden traf nazisterne konkrete foranstaltninger til angrebet på Polen. Under et samråd, Ribbentrop havde med de tyske generaler d. 22. januar, blev det direkte sagt, at den tysk-polske deklaration af 1934 kun ville blive respekteret, så længe det var formålstjenligt. Det blev forudsat, at man traf forholdsregler til at »skærpe relationerne til Polen i et sådant omfang, at kun en militær løsning er mulig.. .« Som de senere begivenheder skulle vise, var Storbritanniens, Frankrigs og USA's herskende kredses beregninger, om at dirigere aggressorerne i retning af de sovjetiske grænser bygget på kviksand. Aggressorerne var tilstrækkeligt godt underrettet om den røde hærs styrke og kunne derfor ikke beslutte sig til anti-sovjetiske eventyr. Hertil kom, at Japan hang fast i krigen i Kina. Før afslutningen på denne krig kunne det kun for alvor overvej eet angreb på USSR i forbindelse med en sovjetisk-tysk konflikt, og Tyskland fandt sig endnu ikke tilstrækkeligt forberedt i militær henseende til at vove en krig mod USSR. Under et møde med Wilhelm Keitel og Walter von Brauchitsch d. 16. november fremlagde Hitler sine planer om at undertegne en militæralliance med Italien for. at føre krig mod Frankrig og Storbritannien. Italien skulle gå i aktion mod dem i Middelhavet og Nordafrika, mens de tyske tropper skulle angribe Frankrig.

En af de fascistiske »Østeuropa-eksperter« Werner Markert sad inde med oplysninger om, at nazisterne forud for november-december 1938 havde til hensigt at fremskynde et sammenstød med Moskva og med dette for øje sikre sig Polen som allieret mod Sovjetunionen. Ribbentrop og Rosenberg gik ind for krig mod Sovjetunionen med henvisning til det ukrainske spørgsmål. Den afgørende vending i vurderingen af den politiske situation og chancerne i en krig i Østeuropa indtrådte efter Markerts mening omkring juletid. Efter et længere ophold i Obersalzberg erklærede Hitler, at der krævedes endnu nogen tid til en grundig forberedelse af krigen mod Sovjetunionen. Styrkeforholdet i Europa, der i stigende grad udviklede sig til fordel for de aggressive magter, og i særdeleshed den forstærkede strøm af efterretninger om, at Tyskland havde til hensigt at rette sit næste slag mod Polen, Frankrig og Storbritannien og ikke mod USSR, begyndte i sidste ende at forurolige vestmagterne. Så tidligt som d. 13. november finder vi i en dagbog af Oliver Harvey, privatsekretær for Storbritanniens udenrigsminister, følgende ængstelige notat: »Hver stump oplysning, hemmelig eller offentlig, som vi modtager fra Tyskland, viser nu, at den tyske regering ler ad os, foragter os og har i sinde moralsk og materielt at fjerne os fra vores verdensposition.« Den følgende dag fremlagde Lord Halifax på et møde i regeringens udenrigspolitiske komité et resumé af de hemmelige oplysninger, han havde modtaget, og som viste, at det fascistiske rige »blev mere og mere anti-britisk og havde til hensigt at arbejde for det britiske imperiums opløsning og, hvis det var muligt, for den tyske nations verdensherredømme.

I midten af december ankom førstesekretæren ved den britiske ambassade i Berlin Iven Kirkpatrick til London, medbringende materialer om, at nazisterne ikke kun planlagde aggression mod øst, men også mod vest. Neville Chamberlain håbede imidlertid stadig på et positivt resultat af den kurs, han havde afstukket. Angående forslag om forholdsregler til styrkelse af Storbritanniens evne til at yde modstand mod den tyske aggression erklærede han på et regeringsmøde, at disse forslag var i modstrid med hans »opfattelse af Hitlers næste skridt, der ville blive mod øst, hvorved vi muligvis kan undgå at blive inddraget overhovedet«. D. 19. januar 1939 fik den britiske regering forelagt et memorandum fra Foreign Office, hvori man sammenfattede de oplysninger om nazisternes planer, man havde modtaget fra forskellige efterretningskilder. I en introduktion til dette memorandum påpegede Halifax, at »det hidtil havde været den gængse opfattelse, at Hitlers intentioner ville føre ham mod øst, og i særdeleshed, at han planlagde et eller andet i Ukraine. For ganske nylig har vi modtaget rapporter, der viser, at han har besluttet, at tidspunktet er gunstigt for at rette et knusende slag mod vestmagterne.« Foreign Office havde på daværende tidspunkt underretninger om, at nazisterne agtede at indlede de store militæraktioner med at tilintetgøre Polen. Den franske generalstab kom ligeledes til den konklusion, at Tyskland snarere ville indlede et angreb mod vest end krig mod USSR. Ikke desto mindre erklærede den britiske ambassadør i Berlin Neville Henderson d. 2. marts 1939 over for Hitler (efter at være vendt tilbage fra London), at Chamberlain og Halifax »stadig tænker i München baner«. Henderson gav udtryk for, at han var parat til at forhandle med »føreren« på dette grundlag. Den nazistiske kansler værdigede dog ikke ambassadøren svar på dette forslag. Han ønskede ikke længere nogen nye overenskomster med Storbritannien og agtede ikke at drøfte sine aktioner med det. Desuden vidnede Hendersons forslag ganske klart om, at den britiske regering ikke havde til hensigt at yde modstand mod det fascistiske riges aggression. I begyndelsen af 1939 havde det fascistiske rige således ved at udnytte Storbritanniens, Frankrigs og USA's eftergivenhedspolitik over for den tyske aggression indtaget den dominerende stilling i Europas centrum. Chamberlains og hans meningsfællers forhåbninger om, at det ville lykkes dem at indgå et komplot med nazisterne og dirigere deres aggression mod øst, mod USSR, viste sig uholdbare. Angående deres videre erobringsplaner foretrak de tyske fascister indtil videre at koncentrere sig om svagere modstandere. Til en konfrontation med USSR havde de endnu ikke besluttet sig.

Foråret 1939 viste sig at blive det sidste før krigen. En vis stilstand, der kunne iagttages i vintermånederne, nærmede sig afslutningen. Det var stilheden før stormen. Det fascistiske rige styrede mod krig. Henimod midten af marts havde nazisternes videre aggressionsplaner allerede antaget konkret form. D. 13. marts blev planerne fremlagt af Ribbentrops rådgiver Peter Kleist, der havde medvirket ved udarbejdelsen. Der var truffet beslutning om at okkupere hele Tjekkoslovakiet, hvorefter Tyskland ville have hånd i hanke med Ungarn, Rumænien og Jugoslavien og ligeledes skabe en militær trussel mod Polen. Anneksionen af Memel ville give Tyskland »fast fodfæste« i Baltikum. Mens man tidligere tænkte på at inddrage Polen i krig mod USSR, så havde Tyskland nu andre hensigter. Det er indlysende, udtalte Kleist, at Polen først vil blive territorialt opdelt (de områder, der tidligere har tilhørt Tyskland, vil blive skilt ud, der vil blive oprettet en Vest-Ukrainsk stat under tysk protektorat), og politisk organiseret (udnævnelse af ledere for den polske stat, som var acceptable fra et tysk synspunkt). Alle disse foranstaltninger skulle styrke Tysklands bagland, hvorefter man havde i sinde at indlede »aktioner mod Vesten«. Lidt senere præciserede han, at efter at Polen var knust fulgte den »vestlige etape«, som ville slutte med Frankrigs og Storbritanniens nederlag. Dette muliggjorde »den store og afgørende konfrontation med Sovjetunionen, og sovjetsystemet ville blive tilintetgjort«. 

D. 15. marts rykkede Hitlers tropper ind i Prag. De tyske fascister likviderede Tjekkoslovakiet som selvstændig stat. Skønt Storbritannien og Frankrig, da de påtvang Tjekkoslovakiet München-overenskomstens betingelser, havde lovet det garantier, ydede de ingen hjælp i disse tragiske dage. Den britiske regering havde modtaget præcise underretninger om de forestående begivenheder allerede fire dage i forvejen. Den lod imidlertid som om den intet så og intet hørte. Først d. 14. marts, da der til London var indløbet stadig mere alarmerende informationer, indkaldte Halifax til et møde for at drøfte Storbritanniens holdning. Om dette møde skrev hans sekretær Oliver Harvey: »Det blev besluttet, at vi ikke skulle fremsætte tomme trusler, da vi ikke ville kæmpe for Tjekkoslovakiet... Vi skulle imidlertid på ingen måde opfatte det, som om vi garanterede for Tjekkoslovakiet.« Chamberlain informerede uofficielt »føreren« om, at han sympatiserede med Tysklands erobring af Tjekkoslovakiet, skønt han ikke offentligt kunne give udtryk herfor. Samme holdning indtog De forenede Stater. Rådgiver for USA's udenrigsminister Adolf Berle noterede d. 17. marts i sin dagbog, at Roosevelt »ikke var synderlig foruroliget« over Tysklands anneksion af Tjekkoslovakiet. I lighed med mange briter håbede han tilsyneladende på, at den tyske aggression mod øst ville lette situationen for Storbritannien og Frankrig. Kun den sovjetiske regering indtog en principiel holdning til nazisternes erobring af Tjekkoslovakiet. En indgående karakteristik af USSR's udenrigspolitik i den daværende situation blev givet i centralkomitéberetningen på den 18. partikongres, som blev fremlagt af Josef Stalin d.10. marts 1939. Han kritiserede såvel aggressorerne som vestmagternes eftergivenhedspolitik over for aggressionen. I beretningen er indeholdt en alvorlig advarsel om, at det store og farlige politiske spil, som var påbegyndt af ikke-indblandingspolitikkens tilhængere, kunne ende med en total fiasko for dem selv. Det påpeges heri, at det er nødvendigt »at udvise forsigtighed og ikke tillade, at vort land bliver inddraget i konflikter af krigsprovokatører, der har vænnet sig til at få andre til at rage kastanierne ud af ilden for sig«. I beretningen blev der givet en præcis og klar fremstilling af principperne for den sovjetiske udenrigspolitik: »1). Vi går ind for fred og styrkelse af saglige forbindelser med alle lande, vi fastholder og vil fortsat fastholde denne opfattelse, så længe disse lande vil holde sig til den samme type relationer i forhold til Sovjetunionen, så længe de ikke forsøger at krænke vort lands interesser. 2.) Vi går ind for fredelige, tætte og gode naboskabsrelationer med alle lande, der har fælles grænse med USSR. 3) Vi går ind for at støtte de folk, der er blevet ofre for aggression og kæmper for deres fædrelands uafhængighed.« USSR fordømte beslutsomt nazisternes nye skændige aggressionsakt mod Tjekkoslovakiet. D. 18. marts sendte den sovjetiske regering en note til Tysklands regering, hvori det blev påpeget, at Tysklands handlinger »kun kan betegnes som vilkårlige, voldelige og aggressive«. Den sovjetiske regering erklærede, at den ikke kunne anerkende Tjekkoslovakiets indlemmelse i det tyske rige.

Med okkupationen af Tjekkoslovakiet havde det fascistiske rige sikret sig gunstige udgangspositioner for videre aggression og indledte forberedelser til angrebet på Polen. En umiddelbar fare for tysk aggression hang ligeledes over Rumænien og mange andre europæiske lande. Samtidig havde aggressorernes undergravende virksomhed og München-»fredsstifternes« »laden-stå-til«-politik resulteret i, at de europæiske lande, der var truet af aggression, ikke magtede at forene kræfterne. London og Paris gjorde alt, hvad de formåede, for internationalt at isolere og dirigere den tyske aggression mod USSR. Da det i foråret 1939 blev klart, at det fascistiske rige indtil videre foretrak ikke at vende sig mod USSR, men mod svagere modstandere, viste det sig imidlertid, at Storbritannien, Frankrig, Polen og visse andre lande, der havde forsøgt at isolere Sovjetunionen, havde bragt sig selv i en endnu farligere situation. Storbritanniens og Frankrigs herskende kredse blev langt om længe tvunget til at indrømme, at det ikke ville lykkes dem at få en »generel ordning« i stand med Tyskland ved hjælp af deres tidligere indrømmelser og almisser. Uden at opgive de hidtidige mål for deres politik besluttede den britiske og den franske regering at træffe visse forholdsregler for at styrke deres internationale stilling. Dette resulterede i britisk-franske garantier til Polen og enkelte andre lande. For at tvinge Hitler til at ændre sine planer og i sidste ende gå med til en »generel ordning«, dvs. et imperialistisk komplot sammen med Storbritannien og Frankrig, besluttede den britiske og franske regering ligeledes at skræmme nazisterne med muligheden af britisk-fransk-sovjetisk tilnærmelse. Hverken Neville Chamberlain eller Edouard Daladier tænkte imidlertid på virkelig tilnærmelse til og samarbejde med USSR i kampen mod aggressionen. Der var blot tale om deres vante politiske manøvrer, hvorved de håbede at undgå den farlige orkan, det trak op til i Europas centrum, og dirigere den mod øst. London og Paris betragtede forbindelserne med landene i Østeuropa og kontakterne med USSR som en slags gardering, hvis vestmagternes forsøg på at komme overens med nazisterne alligevel skulle ende uden resultat, og de derfor ville befinde sig i krigstilstand med Tyskland. Ydermere frygtede den britiske og franske regering, at Sovjetunionen, såfremt den definitivt drog den konklusion, at det på grund af Storbritanniens og Frankrigs holdning var umuligt at skabe en kollektiv front til forsvar for freden, ville blive tvunget til at søge andre udveje for at opretholde sin sikkerhed. I særdeleshed var de ængstelige for, at USSR i sin isolerede situation kunne gå med til under en eller anden form at normalisere relationerne til Tyskland, f.eks., at underskrive en ikke-angrebspagt med det. Tysklands bestræbelser på i en vis grad at formindske spændingen i forholdet til Sovjetunionen var på daværende tidspunkt ingen større hemmelighed blandt vestmagternes diplomatiske kredse. Storbritanniens og Frankrigs herskende kredse var også nødt til at tage hensyn til folkemassernes forstærkede krav om at træffe forholdsregler mod aggressionsfaren og i den forbindelse etablere et snævert samarbejde med USSR.

Det var ubestrideligt, at Tysklands, Japans og Italiens aggressionsplaner udgjorde en enorm fare for USSR. De tyske fascisters og de japanske militaristers ofte gentagne erklæringer om, at de betragtede tilintetgørelsen af sovjetstaten som deres vigtigste mål, var velkendte. I lyset af den forstærkede krigsfare traf den sovjetiske regering yderligere foranstaltninger til at styrke landets forsvar. Netop sovjetstatens og de sovjetiske væbnede styrkers voksende forsvarsevne var ubetinget den væsentligste faktor, som berøvede aggressorerne lysten til at prøve kræfter med USSR. Samtidig var Sovjetunionen rede til at yde det maksimale bidrag i kampen mod aggressionen og for at opretholde freden. Hvis Storbritannien og Frankrig virkeligt havde ønsket at samarbejde med USSR, ville de fra den sovjetiske regerings side have mødt en ganske tilsvarende stræben, hvilket kunne have umuliggjort den tyske aggression. Den sovjetiske regering kunne naturligvis ikke undlade at tage hensyn til tidligere års bitre erfaringer, i særdeleshed begivenhederne fra den seneste periode, hvor Storbritanniens og Frankrigs regeringer, både i München og siden hen, åbenlyst havde sigtet mod et imperialistisk komplot med Hitler og Mussolini. Storbritanniens og Frankrigs udenrigspolitiske kurs i de foregående år viste, at de ikke ønskede at samarbejde med USSR i kampen mod aggressionen. Det var klart, at de ikke havde noget imod den tyske og japanske aggression, blot den var rettet mod Sovjetunionen og ikke mod dem. Ikke desto mindre forsøgte den sovjetiske regering i foråret og sommeren 1939 oprigtigt at nå til enighed med Storbritannien og Frankrig om at skabe en kollektiv fredsfront for gennem forenede anstrengelser at tøjle den nazistiske aggression og hindre, at krigen brød ud. Der var håb om, at nazisternes stadig mere aggressive politik og det voksende pres fra folkemasserne i Storbritannien og Frankrig dog i sidste ende kunne føre til, at den britiske og franske regering ændrede holdning. Men som det senere vil fremgå, ledte de britiske og franske herskende kredse de med USSR påbegyndte forhandlinger ind i en blindgyde og banede derved vejen for det fascistiske rige til at udløse krigen. Dette blev demonstreret allerede ved indledningen til de sovjetisk-britiske kontakter i marts 1939.

To dage efter, at de tyske tropper var rykket ind i Tjekkoslovakiet, blev man i London klar over, at nazisterne energisk arbejdede på at etablere deres økonomiske og politiske herredømme over Rumænien. D. 18. marts blev dette spørgsmål behandlet som hastesag af den britiske regering. Man nærede frygt for, at dette kunne føre til tysk overherredømme i Europa, og at tyske tropper kunne nå frem til Middelhavsområdet, med det resultat at Storbritannien blev reduceret til en andenrangsmagt. Hvis de rumænske landbrugsprodukter og olie faldt i hænderne på Tyskland, ville Storbritanniens forsøg på i tilfælde af krig at etablere blokade mod det fascistiske rige vise sig virkningsløse. Forsvarskoordineringsminister Alfred Chatfield indrømmede, at Storbritannien ikke selv var i stand til at forhindre tysk dominans over Rumænien. Med Polens og USSR's accept af at medvirke hertil ville situationen have været en ganske anden. I så fald skulle Storbritannien have sluttet sig sammen med dem for at yde modstand mod den tyske aggression. Regeringen indskrænkede sig imidlertid til en beslutning om at spørge USSR's, Polens, Jugoslaviens, Tyrkiets, Grækenlands og Rumæniens regeringer om deres holdning og ligeledes drøfte eventuelle foranstaltninger med Frankrig. Samme dag henvendte den britiske ambassadør i Moskva William Seeds sig til USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender Maksim Litvinov og forespurgte, hvilken holdning Sovjetunionen ville indtage i tilfælde af tysk aggression mod Rumænien. Den sovjetiske regering besluttede at benytte lejligheden til endnu en gang meget indtrængende at rejse spørgsmålet om kollektive foranstaltninger i kampen mod aggressionen. Allerede nogle få timer senere fik William Seeds overbragt den sovjetiske regerings forslag om øjeblikkeligt at indkalde en konference med deltagelse af USSR, Storbritannien, Frankrig, Polen, Rumænien og Tyrkiet.

Chamberlain og Halifax besluttede at afvise forslaget som værende i modstrid med den generelle linje i deres udenrigspolitik og fandt det endog ikke nødvendigt at overlade det til drøftelse i regeringen. D. 19. marts meddelte Halifax den sovjetiske ambassadør i London, at det ville være »forhastet« at indkalde den af den sovjetiske regering foreslåede konference. Det omtalte sovjetiske forslag blev ligeledes tilstillet den franske regering. Fra Frankrig modtog man dog overhovedet intet svar. Den sovjetiske regering kunne heraf kun drage én konklusion: Storbritannien og Frankrig fortsatte i realiteten deres hidtidige politik. Eftersom det ikke var muligt helt at undlade at reagere på det fascistiske Tysklands aggressionshandlinger, fremlagde Halifax på et britisk regeringsmøde et i forvejen sammen med Chamberlain udarbejdet forslag om, at Storbritanniens, Frankrigs, USSR's og Polens regeringer skulle offentliggøre en deklaration, ifølge hvilken de ville »konsultere hinanden« i tilfælde af trussel mod en hvilken som helst europæisk stats politiske uafhængighed. Selv Halifax måtte i den forbindelse indrømme, at offentliggørelsen af en sådan deklaration om konsultationer »ikke var nogen synderlig heroisk beslutning«. Omvendt mente Chamberlain, at dette udkast netop havde den fordel, at det ikke indeholdt »specifikke forpligtelser« og anvisninger på, hvad der udgjorde en »trussel« og hvilke skridt, der skulle tages. Udkastet blev godkendt af regeringsmedlemmerne. Efter mødet informerede Halifax den franske ambassadør i London Charles Corbin om deklarationsudkastet. Sidstnævnte fastslog helt berettiget, at en sådan deklaration af de øvrige lande ville blive tolket derhen, at de fire magter ikke ville tage nogen som helst forholdsregler i tilfælde af ny aggression, men netop havde i sinde at begrænse sig til samtaler. Halifax måtte nødtvungent indføje visse korrektioner i deklarationsudkastet.

D. 21. marts fremsatte den britiske regering forslag om, at Storbritannien, Frankrig, USSR og Polen offentliggjorde en deklaration om, at de i tilfælde af aktioner, der udgjorde en trussel mod en hvilken som helst europæisk stats politiske uafhængighed, var forpligtet til at konsultere hinanden om de skridt, der skulle tages for i fællesskab at imødegå disse aktioner. Offentliggørelsen af denne deklaration kunne ikke betragtes som et alvorligt forsøg på at yde modstand mod aggressionen. Da deklarationen dog kunne være et om end beskedent skridt i retning af at skabe en fredsfront, meddelte den sovjetiske regering næste dag, at den indvilligede i offentliggørelsen. Nogle dage senere meddelte Storbritanniens udenrigsunderstatssekretær Alexander Cadogan imidlertid den sovjetiske ambassadør, at »polakkerne absolut kategorisk og rumænerne i mindre beslutsom form havde erklæret, at de ikke ville tilslutte sig nogen kombination (det være sig i form af en deklaration eller på anden måde), hvis også USSR skulle være deltager«. De polske herskende kredse ønskede ud fra deres klassebetingede fjendskab til USSR endog ikke at samarbejde under omstændigheder, hvor Polen var truet af en dødelig fare. I håbet om alligevel på en eller anden måde at nå til enighed med nazisterne ville de ikke tilslutte sig deklarationen og forhindrede dens offentliggørelse. D. 25. marts gav Jozef Beck den polske ambassadør i Berlin Jozef Lipski instrukser om over for Ribbentrop at forsikre, at Polen altid havde modsat sig og fortsat modsætter sig USSR's deltagelse i europæiske anliggender. Polens ledere havde således valgt en kurs, der direkte forrådte landets nationale interesser og det polske folk.

Under Neville Chamberlain og Edward Halifax' forhandlinger i London d. 21. og d. 22. marts med Frankrigs præsident Albert Lebrun og Georges Bonnet blev det besluttet at intensivere samarbejdet mellem de to landes generalstabe. Det vigtigste, som disse forhandlinger viste, var, at Storbritannien ikke ønskede at yde virkelig hjælp selv til franskmændene. Man agtede kun at sende nogle få divisioner til Frankrig, og endog ikke straks efter at krigshandlingerne var indledt. Desuden blev det besluttet, at Storbritanniens og Frankrigs strategi under alle omstændigheder, selv i tilfælde af et angreb fra det fascistiske Tyskland på Polen, skulle være defensiv og ikke offensiv. Det fascistiske rige optrådte stadig mere udfordrende og arrogant. Allerede d. 21. marts indledte Ribbentrop den diplomatiske forberedelse til krigen mod Polen. I ultimativ form krævede han den polske regerings accept af Danzigs tilslutning til Tyskland og anlæggelsen af en eksterritorial motorvej gennem polsk territorium til Østpreussen. Med det formål at skabe en »konfliktsituation« mellem Tyskland og Polen blev disse forslag udformet på en sådan måde, at de under ingen omstændigheder kunne accepteres af den polske regering. D. 22. marts okkuperede nazisterne Klajpeda, hvis status var garanteret af Storbritannien og Frankrig, der imidlertid ikke rørte en finger for at komme Litauen til hjælp. D. 23. marts fulgte nazisternes næste slag. Tyskland påtvang Rumænien en slavebindende økonomisk aftale.

Den erklæring, USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender på vegne af den sovjetiske regering d. 23. marts 1939 tilstillede Storbritanniens udenrigshandelsminister Robert Hudson, der aflagde besøg i Moskva, kunne under disse omstændigheder have været af stor betydning. Med udgangspunkt i den kendsgerning at der eksisterede en aggressiv blok, kunne det ikke nytte at benægte nødvendigheden af møder, konferencer og overenskomster mellem de ikke-aggressive stater, understregede folkekommissæren. Den sovjetiske regering havde bl.a. altid været og var fortsat parat til at samarbejde med Storbritannien, til at studere og drøfte ethvert konkret forslag. Hudson ikke så meget som nævnte denne erklæring i sin redegørelse til den britiske regering om rejsen til Moskva. Han gik imod en udvidelse af forbindelserne med USSR. Med det formål at bekæmpe aggressionen fandt den sovjetiske regering det samtidig med henvendelsen til Storbritannien nødvendigt at træde i kontakt med landets vestlige nabostater, der var truet af et tysk angreb. D. 28. marts 1939 tilstillede den Letlands og Estlands regeringer erklæringer om, at USSR tillagde det stor betydning at forhindre, at aggressorerne etablerede deres herredømme over de baltiske stater, eftersom dette var i modstrid med både disse landes og den sovjetiske stats vitale interesser. Den sovjetiske regering erklærede, at den ikke kunne være passiv tilskuer til, at Tyskland oprettede sit herredømme i Baltikum og såfremt det skulle blive nødvendigt var parat til at bevise dette i praksis.

Den sovjetiske regering havde ligeledes afgørende interesse i at bevare Polens og Rumæniens uafhængighed, bl.a. fordi Tysklands erobring af disse lande ville give de nazistiske tropper mulighed for at rykke frem til USSR's vestgrænse. I kampen mod aggressionen fandt den sovjetiske regering det ønskeligt at etablere direkte kontakt og samarbejde med disse lande. Maksim Litvinov erklærede den 29. marts over for den rumænske gesandt i Moskva Nicolas Dianu, at USSR ikke kunne »forholde sig ligegyldig til et aggressivt lands herredømme i Rumænien eller til dets mulighed for at få støttepunkter nær ved vores grænse eller i Sortehavshavnene«. På et spørgsmål fra den franske chargé d'affaires i Moskva Jean Payart, om USSR var parat til at samarbejde med Polen, svarede Litvinov samme dag: »Vi finder det meget vigtigt at samarbejde med Polen, hvilket vi altid har tilbudt det.« (I betragtning af Polens tidligere meget snævre samarbejde med Tyskland, i særdeleshed i tiden omkring München-overenskomsten, var den britiske regering klar over, at dette ikke ville blive nogen enkel sag, så meget desto mere som man i London havde underretninger om forhandlinger angående Polens tilslutning til Antikominternpagten.)

Da Polen afslog at samarbejde med USSR, stod den britiske og franske regering over for spørgsmålet om, hvem de skulle betragte som den vigtigste allierede i Østeuropa - Polen eller USSR. Chamberlain og Halifax var af den opfattelse, at Polen og Rumænien, der hadede Sovjetunionen, skulle have større betydning som allierede end USSR. Den britiske historiker Sidney Aster har udtrykt det således: »Sovjetunionen blev efter en kortvarig diplomatisk opdukken stødt tilbage i sin diplomatiske isolation.« På et møde Halifax havde med de ledende medarbejdere i Foreign Office d. 25. marts blev det anerkendt, at eftersom Tysklands akilleshæl var en tofrontskrig, måtte man få trukket Polen væk fra Tyskland og inddraget det i et samarbejde med Storbritannien og Frankrig. Halifax påpegede, at såfremt Polen forblev neutralt, kunne Tyskland angribe Rumænien eller vestmagterne. Han fandt det derfor nødvendigt at nå til enighed med Polen om gensidig hjælp og få det til at forpligte sig til at komme Rumænien til hjælp i tilfælde af et angreb fra Tysklands side. Chamberlain godkendte denne plan, og på et møde i den britiske regerings udenrigspolitiske komité d. 27. marts foreslog han, at man søgte at få et samarbejde i stand med Polen. Den britiske premierminister kunne i den forbindelse ikke undlade at påpege, at den nye plan »lod Sovjet-Rusland ude af billedet«. Selv Samuel Hoare, der henviste til, at ingen kunne bebrejde ham sympatier for Sovjetunionen, understregede, at det var nødvendigt at inddrage flest mulige lande i den fælles front, herunder også Sovjetunionen. Halifax støttede resolut Chamberlain. »Hvis vi skal træffe et valg mellem Polen og Sovjet-Rusland,« understregede han, »synes det klart, at Polen vil være at foretrække.« Han henviste i denne sammenhæng til, at Frankrigs udenrigsminister Georges Bonnet heller ikke »nærede nogen kærlighed til Sovjet-Rusland«, og »Frankrig synes kun lidt interesseret i Rusland«. Halifax påpegede, at Polen rådede over 50 divisioner, der kunne yde et »nyttigt bidrag«, og med hensyn til den sovjetiske hær, så var »dens offensive værdi begrænset«. To dage senere blev spørgsmålet drøftet på et britisk regeringsmøde. Halifax henviste til, at Polen var »nøglen til situationen«. På trods af alvorlige betænkeligheder fra indenrigsminister Samuel Hoare og sundhedsminister Walter Elliot med hensyn til det ønskelige i at undtage Sovjetunionen fra de lande, der skulle inddrages i samarbejdet, godkendte kabinettet Chamberlains og Halifax' kurs.

D. 29. marts modtog man i London underretninger om de forslag angående en »regulering« af det tysk-polske forhold, som Ribbentrop havde gentaget for Lipski d. 21. marts. Disse underretninger foruroligede den britiske regering, da den frygtede, at et tysk-polsk komplot kunne blive yderst farligt for vestmagterne. Den britiske regering havde allerede i begyndelsen af marts indbudt Jozéf Beck til at aflægge besøg i London. D. 18. marts modtog man fra generalsekretæren i det franske udenrigsministerium Alexis Leger »absolut pålidelige« oplysninger om, at Beck i London ville foreslå en alliance, men gå ud fra, at dette forslag ville blive betragtet som uacceptabelt (1920'rne og 1930'rne igennem havde den britiske regering kategorisk afvist at påtage sig nogen som helst forpligtelser til at hjælpe landene i Østeuropa). Beck ville så, når han vendte tilbage til Polen, give meddelelse om dette forslag, at det var blevet afvist, og derefter erklære, at »der havde været to muligheder for Polen, enten støtte sig til Storbritannien eller Tyskland, og at det nu var klart, at det skulle støtte sig til Tyskland«. Beck var parat til at finde en udvej af den opståede situation »selv om prisen var at blive vasal (eventuelt overvasal) for den nye Napoleon«. Briterne var ligeledes opskræmte over oplysninger om, at nazisterne inden for de nærmeste dage havde til hensigt at bringe visse pressionsmidler i anvendelse over for Polen. I London frygtede man, at dette kunne fremskynde, at den polske politik blev styret fra Berlin, og Polen således i realiteten befinde sig i den modsatte lejr. Under drøftelsen af dette spørgsmål på et britisk regeringsmøde den 30. marts foreslog Halifax at offentliggøre en erklæring om, at Storbritannien, i tilfælde af at Tyskland angreb Polen, ville komme sidstnævnte til hjælp. Chamberlain støttede ham. Han påpegede, at Tyskland allerede udnyttede Tjekkoslovakiets ressourcer, og hvis også Polens ressourcer gik til riget, ville det få meget alvorlige konsekvenser for Storbritannien. Forsvarskoordineringsministeren indrømmede, at i tilfælde af fascistisk aggression ville Polen ikke holde ud mere end to-tre måneder. Dog, fortsatte han, ville også Tyskland lide alvorlige tab. På mødet blev det fremhævet, at såfremt den britiske regering ikke i tide indtog en fast holdning, ville Storbritanniens autoritet være alvorligt svækket i hele verden. (Efter at Tyskland havde knust Polen) henvendte Jozef Beck sig rent faktisk til nazisterne og foreslog, at han blev deres øverste befuldmægtigede i Polen. Forslaget blev dog afvist.) De britiske herskende kredse tænkte således kun på i nogen tid at benytte polsk kanonføde. Om virkeligt at hjælpe Polen og redde det fra undergang var der ikke tale. Og Tysklands erobring af Polen kunne have været forhindret! Sovjetunionen, der til forskel fra Storbritannien var vitalt interesseret i, at Polen ikke blev tilintetgjort, var for sit vedkommende rede til at sætte hele sin styrke ind for at værne dets uafhængighed og ukrænkelighed. På det britiske regeringsmøde berørte man overhovedet ikke spørgsmålet om samarbejde mellem Storbritannien og USSR.

D. 31. marts offentliggjorde den britiske regering en erklæring om, at den var rede til at yde Polen hjælp i tilfælde af aggression mod det. Som resultat af Jozef Becks besøg i London blev der d. 6. april offentliggjort et britisk-polsk kommuniqué, hvori det hed, at der mellem Storbritannien og Polen var opnået enighed om gensidig hjælp »i tilfælde af enhver trussel, direkte eller indirekte, mod den ene af de to parters uafhængighed«. (Angående spørgsmålet om garantier til Polen i tilfælde af »indirekte aggression« skrev Frankrigs daværende udenrigsminister Georges Bonnet senere, at disse garantier var fuldt forståelige, hvis man erindrede sig, at den tjekkoslovakiske præsident Emil Hácha havde måttet vælge mellem de to betingelser, Hitler havde stillet ham overfor: »enten at de tjekkiske byer blev ødelagt af rigets luftvåben, eller accept af at blive et tysk protektorat«). Briterne forelagde Beck deres plan om indgåelse af en overenskomst mellem Storbritannien, Frankrig, Polen og Rumænien. Den polske regering afviste imidlertid dette forslag. Polen havde helt tilbage fra 1921 været i alliance med Rumænien, rettet mod USSR, og at udvide sine forpligtelser til at omfatte en konflikt mellem Tyskland og Rumænien ønskede det ikke. Efter at have informeret Berlin indtog også Rumæniens regering en negativ holdning til dette spørgsmål. Kort efter blev der ligeledes givet britisk-franske garantier til Rumænien og Grækenland, og lidt senere til Tyrkiet. Den britiske og franske regering fremstillede disse garantier til Polen og de øvrige berørte lande som udslag af en uselvisk omsorg for deres skæbne. Det er i denne forbindelse værd at erindre sig drøftelsen af spørgsmålet om disse garantier på mødet i den britiske regerings udenrigspolitiske komité. »Premierministeren mindede om,« hedder det i mødeprotokollen, »at vores generelle politik over for Tyskland ikke sigtede mod at beskytte individuelle stater, som kunne blive truet af Tyskland, men at forhindre tysk herredømme på kontinentet, der kunne resultere i, at Tyskland blev så magtfuld, at det var i stand til at true vores sikkerhed. Tysklands herredømme over Polen og Rumænien ville forøge dets militære styrke, og det var grunden til, at vi havde givet garantier til disse lande. Tysklands herredømme over Danmark ville ikke forøge Tysklands militære styrke, og det var derfor ikke et tilfælde, hvor vi skulle være forpligtet til at intervenere militært for at genoprette status quo.«

Dette vil sige, at Storbritannien varetog sine egne, og kun sine egne interesser. Polen, Rumænien, Danmark og andre lande havde udelukkende interesse for Storbritannien i den udstrækning, de kunne have militær, strategisk eller økonomisk betydning for den britiske imperialisme. Selv borgerlige britiske historikere må nu indrømme, at det britiske kabinet var lige så lidt bekymret for Polens som tidligere for Tjekkoslovakiets skæbne. Den franske regering indtog en tilsvarende holdning. Den tyske ambassade i Paris meddelte d. 20. april 1939 til Berlin, at Frankrigs holdning ikke var bestemt af sympatier for Polen (de var forsvundet på grund af de polske herskende kredses samarbejde med nazisterne i de forudgående år), men udelukkende af bestræbelserne på at dæmme op for det tyske stormløb. Den franske generalstab var ligeledes af den opfattelse, at det var nødvendigt at yde modstand mod Tysklands aggressive bestræbelser over for landene i Østeuropa, da Frankrigs position i modsat fald ville blive undergravet. I kraft af sin hær og geografiske placering var Polen »alt for vigtig til at Frankrig kunne negligere det«. Med hensyn til Rumænien fandt man det i Frankrig yderst farligt, hvis Tyskland erobrede dets olieressourcer. Man drog den konklusion, at Tyskland efter erobringen af Polen og Rumænien ville vende sin krigsmaskine mod Frankrig, og at det ville være nødt til at kæmpe alene, i realiteten uden forbundsfæller. For Polen, Rumænien og de øvrige lande var betydningen af de britisk-franske garantier dog yderst relativ. Allerede d. 30. marts påpegede Storbritanniens tidligere premierminister David Lloyd George dette over for Chamberlain. Han udtalte, at der kun kunne organiseres effektiv modstand mod Tyskland i øst, hvis USSR deltog. Ensidige britiske garantier til Polen var et »uansvarligt hasardspil«. Lloyd George udtalte sig i samme retning under debatterne i Underhuset d. 3. april, hvor lignende synspunkter også blev fremført af en række andre parlamentsmedlemmer. Angående dette spørgsmål skrev den sovjetiske ambassade i Storbritannien: »Hvad kan Storbritannien (eller endog Storbritannien sammen med Frankrig) egentligt gøre for Polen og Rumænien i tilfælde af et angreb fra Tyskland? Meget lidt. Før den britiske blokade mod Tyskland bliver en alvorlig trussel for sidstnævnte, er Polen og Rumænien ophørt at eksistere.«

Den 3. april ankom Polens udenrigsminister Jozef Beck til London. Briterne foreslog at erstatte deres ensidige forpligtelser med en tosidet aftale om gensidig hjælp, hvilket blev accepteret. D. 6. april underskrev man den tidligere nævnte foreløbige britisk-polske aftale om gensidig hjælp. Polen accepterede imidlertid ikke at yde Rumænien hjælp, hvis det blev udsat for et angreb fra Tysklands side. Beck afviste ligeledes et forslag om at nå til enighed med USSR om materiel hjælp til Polen i tilfælde af krig. Han lagde i den forbindelse ikke skjul på sin ekstremt fjendtlige indstilling til Sovjetunionen. De britisk-franske garantier var dog ikke et tilstrækkeligt effektivt instrument til at lægge pres på Tyskland. Dette fremgår af den kendsgerning, at Hitler d. 3. april udstedte et direktiv angående de tyske troppers forberedelse til angrebet på Polen d. 1. september 1939. D. 11. april underskrev han den berygtede »Operation Hvid«, dvs. en plan til militær tilintetgørelse af Polen. I sammenhæng med den fortsatte skærpelse af situationen i Storbritannien og Frankrig forstærkedes aktionerne mod fallitspillerne fra München med krav om en radikal omlægning af de to landes udenrigspolitiske kurs. En opinionsundersøgelse i Storbritannien i slutningen af april og begyndelsen af maj viste, at 87 % af landets befolkning gik ind for en alliance mellem Storbritannien, Frankrig og USSR. I Frankrig skred opvågningsprocessen endnu hurtigere frem end i Storbritannien. Dette var forståeligt, da landet befandt sig under en endnu mere direkte trussel.

I Paris skønnede man, at Tyskland sammen med Italien kunne stille med 250 divisioner, og Frankrig og Storbritannien tilsammen kun 120. Derfor fandt man det i Paris mere påtrængende alvorligt at overveje spørgsmålet om samarbejde med USSR. Formanden for deputeretkammeret Edouard Herriot tilbød Edouard Daladier at rejse til Moskva for at indgå en aftale. Chamberlain-regeringen fandt det fortsat ikke ønskeligt at påtage sig nogen som helst forpligtelser sammen med USSR. Efter at have givet garantier til Rumænien begyndte den imidlertid at arbejde for, at den sovjetiske regering skulle påtage sig ensidige forpligtelser til at yde hjælp til de østeuropæiske lande i tilfælde af et angreb på dem. D. 11. april berørte Halifax i en samtale med den sovjetiske ambassadør i London spørgsmålet om, »i hvilken form USSR kunne yde hjælp til Rumænien, såfremt det blev angrebet af Tyskland«. Efter instrukser fra den sovjetiske regering meddelte Ivan Majskij d. 14. april Halifax, at USSR ikke forholdt sig udeltagende til Rumæniens skæbne og ville medvirke til at yde det hjælp, men ønskede at vide under hvilke former den britiske regering forestillede sig hjælpen til Rumænien fra Storbritannien og de øvrige involverede magter. Chefen for Storbritanniens udenrigstjeneste lod imidlertid den sovjetiske regerings helt naturlige og logiske modspørgsmål ubesvaret. Det britiske diplomati fortsatte bestræbelserne på at få USSR til, på trods af konsekvenserne, at påtage sig ensidige forpligtelser. D. 15. april rettede den britiske ambassadør i Moskva William Seeds efter instrukser fra Halifax en officiel forespørgsel til den sovjetiske regering, om den ikke ville indvillige i at offentliggøre en deklaration, hvori den gav udtryk for, at ethvert af Sovjetunionens europæiske nabolande i tilfælde af aggression kunne regne med sovjetisk hjælp, hvis det pågældende land skulle finde denne hjælp ønskelig. Dette forslag indebar, at Sovjetunionen skulle yde hjælp til både Polen og Rumænien, der havde britisk-franske garantier, og til USSR's øvrige europæiske nabolande Letland, Estland og Finland, der ikke havde sådanne garantier. Såfremt den sovjetiske regering offentliggjorde en sådan erklæring, kunne dette medføre, at Sovjetunionen i tilfælde af tysk aggression i Baltikum kunne blive tvunget til at gå i krig mod Tyskland, mens Storbritannien og Frankrig bevidst holdt sig udenfor.

For USSR ville der endda opstå en yderst farlig situation i tilfælde af en tysk-polsk eller tysk-rumænsk konflikt. På trods af deres garantier til Polen og Rumænien kunne Storbritannien og Frankrig i realiteten holde sig uden for krigen (sådan som det også skete i september 1939). Sovjetunionen kunne under disse omstændigheder efter at være kommet Polen eller Rumænien til hjælp befinde sig i krigstilstand med Tyskland uden allierede, som det var værd at regne med. Ydermere var forpligtelserne mellem Storbritannien og Frankrig på den ene side, og Polen på den anden, gensidige. Hvis Polen blev angrebet, skulle Storbritannien og Frankrig yde hjælp, og i tilfælde af et angreb fra en aggressor på Storbritannien eller Frankrig skulle Polen komme dem til hjælp. Ifølge det britiske forslag skulle de sovjetiske garantier til Polen være ensidige. Eksempelvis skulle Polen ikke i tilfælde af et tysk angreb på USSR være forpligtet til at komme Sovjetunionen til hjælp. Den sovjetiske regering havde endog ikke garantier for, at Polen i så fald ikke ville gå sammen med Tyskland i krigen mod USSR. I fortrolige samtaler indrømmede selv vestlige diplomater, at Storbritanniens holdning over for USSR var yderst kritisabel. Den amerikanske ambassadør i Paris William Bullitt påpegede således, at den britiske regering førte en »på det nærmeste fornærmende politik« over for Sovjetunionen. Også William Seeds måtte i et telegram til Foreign Office indrømme, at den britiske forespørgsel skabte indtryk af, at Storbritannien ikke havde seriøse hensigter om at nå til enighed med USSR. De kontakter, der i marts-april 1939 blev etableret mellem den sovjetiske regering og Storbritanniens og Frankrigs regeringer angående opretholdelsen af freden i Europa, demonstrerede endnu en gang Sovjetunionens oprigtige bestræbelser på at yde kollektiv modstand mod den fascistiske aggression. Imidlertid fortsatte Storbritanniens og Frankrigs herskende kredse i realiteten deres München-politik og ønskede ikke at samarbejde med USSR.

D. 17. april 1939 henvendte Sovjetunionen sig til Storbritannien og Frankrig med vidtrækkende konkrete forslag, som indebar: indgåelse af en overenskomst mellem Storbritannien, Frankrig og USSR om gensidig hjælp; hjælp fra de tre magter til USSR's nabolande i Østeuropa i tilfælde af aggression mod dem. Ifølge de sovjetiske forslag skulle de tre magter hurtigst muligt drøfte og fastsætte omfanget og formerne for den militærthjælp, hver af dem skulle yde et aggressionsoffer, dvs. indgå en militærkonvention. Aftalen om gensidig hjælp og militærkonventionen skulle underskrives samtidigt og have en løbetid på 5-10 år. I tilfælde af en væbnet konflikt var det forbudt at indgå separatfred med aggressoren.¹ Da USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender overbragte William Seeds disse forslag, understregede han specielt betydningen af, at begge overenskomster, den politiske og den militære, blev underskrevet samtidigt. Disse forslag udgjorde et klart program for skabelse af en effektiv front i Europa til forsvar for freden, grundet på et snævert samarbejde mellem USSR, Storbritannien og Frankrig. Det var disse forslag den sovjetiske regering søgte at få realiseret under de efterfølgende britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger. Gennemførelsen af forslagene ville have rejst en solid barriere på aggressorernes vej. De sovjetiske forslag blev imidlertid ikke støttet af den britiske og franske regering. Hvor paradoksalt det end kan forekomme i dag, fandt de forslagene uacceptable. Storbritanniens permanente udenrigsunderstatssekretær Alexander Cadogan udfærdigede omgående et memorandum om de sovjetiske forslag til regeringens udenrigspolitiske komité. Dette dokument afspejler ganske klart det had, den britiske regerende elite nærede til USSR. Det sovjetiske forslag, skrev Cadogan, »ev yderst ubelejligt«, eftersom »vi skal afveje fordelen ved Ruslands papirforpligtelse [!] til at gå i krig på vores side mod ulempen [!] ved åbent at slutte os sammen med Rusland«. Cadogan hævdede, at fra et praktisk synspunkt talte alt imod at acceptere det russiske forslag. Han påpegede imidlertid, at venstrefløjen ville bestræbe sig på at udnytte afvisningen af forslaget i kampen mod regeringen. Desuden var der fare for, at Sovjetunionen, såfremt Storbritannien forkastede det sovjetiske forslag, kunne indgå en slags »ikke-indblandingsoverenskomst« med Tyskland.

Drøftelsen af de sovjetiske forslag på et møde i den britiske regerings udenrigspolitiske komité d. 19. april gav til resultat, at Storbritannien udelukkende var interesseret i, at Sovjetunionen leverede krigsmateriel til Polen og Rumænien i tilfælde af et angreb mod dem fra Tyskland. Neville Chamberlain understregede, da han redegjorde for sin holdning til spørgsmålet, at det ikke var nødvendigt at indgå en britisk-sovjetisk militæralliance for at Sovjetunionen skulle levere krigsmateriel til disse lande. Ved mødets slutning fastslog forsvarskoordineringsminister Lord Chatfield, at komitémedlemmernes generelle synspunkt gik ud på, at de politiske argumenter mod en militæralliance mellem Storbritannien, Frankrig og USSR var så afgørende, at de »opvejede« alle militære fordele. I mødeprotokollen hedder det, at komiteen ikke var »indstillet på at acceptere det sovjetiske forslag.« D. 24. april fremlagde stabscheferne for Storbritanniens tre værn et dokument Ruslands militære værdi. Ud fra deres klassebetingede had til USSR forvanskede Storbritanniens militære topledere bevidst situationens rette sammenhæng. Man indrømmede, at Sovjetunionen i begyndelsen af krigen kunne mobilisere og opstille 130 divisioner ved sin vestgrænse, men hævdede samtidig, at landets økonomiske tilstand skulle bevirke, at det kun kunne levere krigsmateriel i et sådant omfang, at USSR ikke var i stand til permanent at holde mere end 30 divisioner ved fronten. Stabscheferne forsøgte at bevise, at visse lande på grund af deres »dybt rodfæstede fjendskab til kommunismen« ikke ville give tilladelse til, at sovjetiske tropper passerede deres territorium, og at dette ville gøre værdien af militært samarbejde med USSR »lig nul«. Stabscheferne udtrykte tvivl om de sovjetiske troppers offensive muligheder og de sovjetiske jernbaners tilstand og drog den konklusion, at »det var udelukket«, at Rusland kunne yde nogen som helst effektiv militær hjælp til Polen. I dokumentet blev det hævdet, at USSR i realiteten heller ikke ville være i stand til at levere krigsmateriel til Polen, Rumænien og Tyrkiet.

Dog blev det i dokumentet påpeget, at samarbejde mellem USSR og Storbritannien kunne have betydning i den forstand, at Tyskland ikke ville kunne udnytte de sovjetiske levnedsmiddel- og råstofressourcer. Stabscheferne skrev, at afvisning af de sovjetiske forslag kunne få de konsekvenser, at der blev indgået en overenskomst mellem Tyskland og Rusland. Om denne konklusion skal det straks påpeges, at den var så udpræget tendentiøs, at stabscheferne selv, som det vil fremgå af det følgende, senere blev tvunget til at tage afstand fra den, for slet ikke at tale om, at USSR's virkelige muligheder, som blev demonstreret under krigen, modbeviste denne påstand. I redegørelsen for stabschefernes konklusioner på et møde den følgende dag i den britiske regerings udenrigspolitiske komité sammenfattede Lord Chatfield dem på følgende måde: »Skønt Rusland i andre henseender er en stormagt er det i militær henseende kun en magt af middelstor betydning.« Under behandlingen af de sovjetiske forslag den 26. april på et britisk regeringsmøde gik Lord Halifax imod en »generel overenskomst« med USSR. Den britiske udenrigsministers hovedargument gik ud på, at undertegnelsen af en alliance mellem Storbritannien, Frankrig og USSR ville have en negativ indvirkning på det britisk-tyske forhold, dvs. gøre det umuligt at nå frem til en ny britisk-tysk aftale, hvilket den britiske regering betragtede som sit vigtigste mål. På mødet fandt man de sovjetiske forslag uacceptable.

En af det britiske udenrigsministeriums ledende medarbejdere Laurence Collier fastslog i en karakteristik af den britiske regerings politik, at den ikke ønsker at knytte sig til USSR, men vil give Tyskland mulighed for at »ekspandere mod øst på Ruslands bekostning.. .« Neville Chamberlain baserede fortsat sin politik på beregningerne om en sovjetisk-tysk konflikt. Såfremt Storbritannien indgik en overenskomst med USSR, ville det derimod til en vis grad afholde Tyskland fra aggression mod Sovjetunionen. Indgåelse af en samarbejdsaftale med USSR var derfor i modstrid med den britiske regerings hele udenrigspolitiske kurs. Skønt de bredeste kredse i den franske offentlighed var dybt foruroligede over begivenhedernes udvikling, udfoldede heller ikke den franske regering virkelige bestræbelser på at få et samarbejde i stand med USSR. Efter en samtale med den franske koloniminister Georges Mandel meddelte den sovjetiske ambassadør Jakov Surits d. 24. april fra Paris, at kabinetsministrene endnu ikke var gjort bekendt med teksten til det sovjetiske forslag. Ingen af ministrene, bortset fra Bonnet og Daladier, havde set udkastet. To dage senere skrev Surits, at tilsyneladende ville al snak om »samarbejde« med USSR »ende med det sædvanlige bluff«, eftersom Bonnet og Chamberlain aldrig alvorligt havde ønsket dette samarbejde.

I mellemtiden forværredes den internationale situation fortsat. D. 28. april gav Hitler meddelelse om ophævelsen af den tysk-polske ikke-angrebsdeklaration af 1934 og ligeledes den britisk-tyske flådeoverenskomst af 1935. Ivan Majskij meddelte i disse dage til Moskva, at stemningen blandt befolkningen i Storbritannien var stærkt anti-tysk, og at det var ved at blive den almindelige opfattelse, at det var nødvendigt at yde modstand mod aggressionen. »Deraf udspringer den enorme popularitet blandt masserne for ideen om en alliance med USSR. Enhver hentydning til en sådan alliance fremkalder sande ovationer ved politiske møder og forsamlinger overalt i landet.« Ikke desto mindre mente den britiske regering som hidtil, at alene den kendsgerning, at der førtes en form for forhandlinger mellem Storbritannien, Frankrig og USSR, var tilstrækkeligt til at udøve en vis pression mod Hitler med det formål at få ham til at acceptere en britisk-tysk overenskomst. Spørgsmålet om at besvare det sovjetiske forslag blev drøftet på et britisk regeringsmøde d. 3. maj. Halifax og andre regeringsmedlemmer udtrykte håb om, at det dog alligevel ville lykkes at komme overens med Hitler ved at give ham frie hænder mod øst og mente ikke, der var nogen grund til at ændre den britiske politik. Der blev blot givet udtryk for betænkeligheder i forbindelse med, at den sovjetiske regering eventuelt som resultat af Storbritanniens holdning kunne blive tvunget til at gå med til en normalisering af relationerne med Tyskland. Det blev ganske vist anset for lidet sandsynligt, men for at forhindre en normalisering af de sovjetisk-tyske relationer fandt man det hensigtsmæssigt at »holde forhandlingerne (med USSR] gående en vis tid.. .« Henry Channon noterede samme dag i sin dagbog, at der i regeringen var en hovmodig indstilling til Rusland, og at Storbritannien havde i sinde at lade sagen køre i tomgang.

D. 8. maj henvendte den britiske regering sig på ny til USSR med »forslag« om, at den sovjetiske regering påtog sig ensidige forpligtelser til at yde hjælp til Storbritannien og Frankrig, hvis de under opfyldelsen af de forpligtelser, de havde påtaget sig i forhold til nogle østeuropæiske lande, skulle blive inddraget i krig. Sovjetunionen fandt det naturligvis ikke muligt at påtage sig sådanne ensidige forpligtelser. Spørgsmålet om forholdet til USSR blev den 16. maj endnu en gang fremlagt til drøftelse i den britiske regerings udenrigspolitiske komité. Stabscheferne for Storbritanniens tre værn fremkom med et nyt dokument. Heri blev der nu allerede fastslået, at en overenskomst mellem Storbritannien, Frankrig og USSR »indebar visse fordele. Den ville udgøre en solid front af frygtindgydende omfang mod aggression.« Hvis en sådan overenskomst ikke blev indgået, ville det omvendt være »et diplomatisk nederlag, som kunne få alvorlige militære konsekvenser«. Såfremt Storbritannien ved at afvise en alliance med Rusland skulle anspore det til en overenskomst med Tyskland, »ville vi have begået en fejltagelse af vital og vidtrækkende betydning«. På baggrund af den åbenlyst forstærkede fare for tysk aggression og i særdeleshed de af Tyskland og Italien d. 7. maj annoncerede intentioner om at indgå en militæralliance begyndte Storbritanniens stabschefer efterhånden at indtage en mere realistisk holdning. Chamberlain modsatte sig imidlertid stadig væk beslutsomt, at Storbritannien påtog sig nogen som helst forpligtelser over for USSR. Han udtalte, at det foruden de militære og strategiske overvejelser, som stabscheferne lod sig lede af, også var nødvendigt at tage politiske overvejelser i betragtning, og de tilskyndede til en »anden kurs«. Han blev støttet af Halifax, der gentog den gamle tese om, at dé politiske argumenter var mere afgørende end de militære bevæggrunde til fordel for en pagt. I en samtale med sin sekretær Oliver Harvey påpegede Halifax i disse dage, at Chamberlain under ingen omstændigheder ønskede at gå med til en fuldstændig tremagtsalliance. William Strang bemærkede for sit vedkommende, at premierministeren og hans nærmeste rådgiver Horace Wilson lod sig lede af den opfattelse, at indgåelse af en aftale med USSR ville gøre det umuligt at fortsætte forsoningspolitikken, dvs. at nå frem til en overenskomst med Tyskland. Strang udtalte, »at alle i Downing Street nr. 10 er anti-sovjetiske«. Dette bekræftes ligeledes af et notat i Alexander Cadogans dagbøger: »Premierministeren siger, at han hellere træder tilbage end underskriver en alliance med Sovjet.« En af tilhængerne af et britisk-tysk komplot, Henry Channon, bemærkede, at Chamberlain og Halifax resolut gik imod en britisk-sovjetisk alliance. De er uvillige til at omfavne den russiske bjørn; det er blevet besluttet »at række en hånd frem og varsomt tage imod dens lab. Ikke mere. Det værste man kan tænke sig i verden.«

I mellemtiden blev den britiske offentlighed mere og mere foruroliget. D. 19. maj var der i Underhuset meget heftige debatter om Storbritanniens udenrigspolitiske kurs. Chamberlains politik blev underkastet en skarp kritik af David Lloyd George, Winston Churchill, Clement Attlee og andre parlamentsmedlemmer, der gik ind for hurtigst muligt at indgå en britisk-fransk-sovjetisk overenskomst. Churchill udtalte, at Storbritannien skulle acceptere de sovjetiske forslag og understregede, at uden Sovjetunionen var en effektiv østfront ikke mulig, og uden en effektiv østfront var det ikke muligt at forsvare Storbritanniens interesser i vest. Hvis Chamberlain-regeringen, advarede han, »har bortkastet Tjekkoslovakiet med alt, hvad Tjekkoslovakiet betød af millitær styrke, og har forpligtet os til uden at studere de tekniske aspekter at forsvare Polen og Rumænien, nu afviser og bortkaster Ruslands uerstattelige hjælp,« vil den således involvere Storbritannien »i den værste af alle krige«.

Det britiske og franske diplomati var ligeledes en del opskræmt over meddelelser i pressen d. 21. maj 1939 om, at en tysk handelsdelegation skulle rejse til Moskva (den tyske regering havde ganske rigtigt d. 20. maj rejst spørgsmålet om en handelsdelegations rejse til Moskva, men den sovjetiske regering havde afvist forslaget). Underskrivelsen den 22. maj 1939 af en tysk-italiensk allianceaftale (Stålpagten) var et alvorligt slag for Storbritannien og Frankrig. Den britiske og franske regering havde virkeligt noget at være bekymret for. Dagen efter, d. 23. maj, sammenkaldte Hitler værnemagtens ledende stab og beordrede en effektiv krigsforberedelse. »Videre resultater kan ikke længere opnås uden blodsudgydelse,« erklærede han. Af Hitlers udtalelser fremgik det atter, at han forberedte sig til krig mod Storbritannien og Frankrig, men for at sikre baglandet fandt han det nødvendigt »ved første passende lejlighed at angribe Polen«. Chamberlainr-regeringen blev omsider mod sin vilje tvunget til at acceptere at indgå en britisk-fransk-sovjetisk overenskomst (beklageligvis, som de videre begivenheder vil vise, var der kun tale om en verbal accept). På den britiske regerings møde d. 24. maj indrømmede Lord Halifax, at afbrydelse af forhandlingerne mellem Storbritannien, Frankrig og USSR kunne få Hitler til at begynde krig, og at han derfor i sidste ende gik ind for at acceptere det sovjetiske forslag om en britisk-fransk-sov-jetisk overenskomst. Det blev imidlertid straks ved denne lejlighed besluttet at tage en mængde forbehold, der i realiteten gjorde aftalen helt betydningsløs. Neville Chamberlain, der understregede, at han havde en dyb følelse af forudindtagethed mod alt, hvad der havde karakter af en alliance med USSR, foreslog at sammenkæde aftalen med artikel 16 i Folkeforbundets vedtægter. Denne artikel, sagde han, bliver muligvis senere ændret, og en henvisning hertil vil derfor bibringe aftalen en midlertidig karakter. Han modsatte sig også, at aftalen blev indgået for en periode på mere end fem år (skønt det på mødet blev påpeget, at den tysk-italienske alliance var indgået for ti år). Halifax fandt det formålstjenligt at indføje en betingelse i aftalen om, at parterne skulle gennemføre konsultationer, før de greb til militære foranstaltninger. (I begyndelsen af maj 1939 var formanden for folkekommissærernes råd Vjatjeslav Molotov ligeledes blevet udnævnt til folkekommissær for udenrigsanliggender.). Dette ville give Storbritannien mulighed for under et eller andet »plausibelt« påskud at afvise at opfylde sine forpligtelser i overensstemmelse med aftalen. Henry Channon noterede denne dag i sin dagbog, at regeringen havde udvist snedighed ved at kæde aftalen sammen med Folkeforbundet, hvilket bevirkede, at den nye forpligtelse i virkeligheden var fuldstændig indholdsløs. Den pågældende overenskomst »er så intetsigende, så urealistisk og så upraktisk, at den blot vil få nazisterne til at gøre nar af os«. D. 27. maj meddelte den britiske ambassadør William Seeds og den franske chargé d'affaires Jean Payart Vjatjeslav Molotov, at deres regeringer »accepterede« det sovjetiske forslag om at indgå en britisk-fransk-sovjetisk aftale om gensidig hjælp, men tog de nævnte forbehold. Den sovjetiske regering var udmærket klar over, at disse forbehold forvandlede aftalen til et tomt stykke papir, hvilket også direkte blev erklæret over for den britiske og franske diplomat.

Fra dette tidspunkt holdt den franske regering helt op med at fremsætte selvstændige forslag under forhandlingerne, men indskrænkede sig til at støtte Storbritannien. I Frankrig var der heftige diskussioner om, hvorvidt man skulle indgå en aftale med USSR eller ej. Den mest indædte modstander af en aftale var udenrigsminister Georges Bonnet, og den britiske sabotagepolitik mod en britisk-fransk-sovjetisk aftale om gensidig hjælp mod aggression kom ham yderst tilpas. For at fremskynde forhandlingerne og eliminere manglerne i de britisk-franske forslag overbragte den sovjetiske regering den 2. juni Storbritanniens og Frankrigs regeringer et udkast til en aftale om gensidig hjælp. Det forudsatte øjeblikkelig og alsidig effektiv gensidig hjælp mellem de tre magter i tilfælde af et angreb mod en af dem, og ligeledes at de skulle yde hjælp til Belgien, Tyrkiet, Rumænien, Polen, Finland og de baltiske lande. Aftalen om gensidig hjælp skulle træde i kraft samtidig med militærkonventionen. D. 5. og d. 9. juni blev det sovjetiske udkast behandlet på møder i den britiske regerings udenrigspolitiske komité. Debatten mundede ud i, at Storbritannien skulle unddrage sig konkrete forpligtelser, bl.a. at yde hjælp til de baltiske lande. Allerede d. 10. juni fik den sovjetiske ambassadør i London instrukser om at meddele Halifax, at uden tilfredsstillende løsning på spørgsmålet om garantier til de baltiske stater var det ikke muligt at fuldføre forhandlingerne mellem USSR, Storbritannien og Frankrig. Ivan Majskij meddelte til Moskva, at Halifax under samtalen med ham havde måttet anerkende det berettigede i det sovjetiske ønske om at få tremagtsgarantier mod direkte eller indirekte aggression over for Letland, Estland og Finland. Dette betød imidlertid ikke, at den britiske regering var parat til at imødekomme Sovjetunionen i det pågældende spørgsmål. Den gik tværtimod ud fra, at tysk aggression i Baltikum og modstand herimod fra USSR's side var en ganske passende variant til at udløse en væbnet konflikt mellem Sovjetunionen og det fascistiske rige. William Seeds påpegede i et telegram til Halifax, at det britiske forslag ikke indebar en betingelsesløs garanti til de baltiske lande, og at det pågældende punkt i forslagene »var et smuthul, gennem hvilket Storbritannien og Frankrig kunne undslippe deres forpligtelser til at hjælpe Sovjetunionen«. Den britiske og franske regering ville fortsat heller ikke acceptere en samtidig underskrivelse af den politiske og den militære konvention.

Sekretær i Sovjetunionens kommunistiske partis centralkomité Andrej Sjdanov fastslog fuldt berettiget i en artikel i Pravda, at den britiske og franske regering ikke ønskede en ligeberettiget aftale med USSR, at de forhalede forhandlingerne og skabte kunstige komplikationer i spørgsmål, der med god vilje og oprigtige hensigter fra Storbritanniens og Frankrigs side kunne være løst uden tovtrækkeri og hindringer. »Det forekommer mig,« understregede Sjdanov, »at briterne og franskmændene ikke ønsker en virkelig aftale, der er acceptabel for USSR, men kun samtaler om en aftale for, ved at udnytte USSR's påståede ubøjelighed til at påvirke den offentlige mening i deres respektive lande, at bane vejen for en handel med aggressorerne.« Dette var en skarp, men som kendsgerningerne viser retfærdig kritik af den britiske og franske regering, en fuldt ud dækkende karakteristik af deres holdning. D. 1. juli accepterede Storbritannien og Frankrig omsider at udstrække tremagtsgarantierne til de baltiske lande. De foreslog imidlertid, at de lande, der fik garantier, ikke blev opregnet i selve aftalen, men i en protokol, som ikke skulle offentliggøres. Efter deres mening skulle listen over de berørte lande omfatte Estland, Finland, Letland, Polen, Rumænien, Tyrkiet, Grækenland, Belgien, Luxemburg, Holland og Schweiz. (Selv Neville Chamberlain måtte indrømme, at »russerne er helt og fuldt besluttet på at nå frem til en overenskomst« med Storbritannien og Frankrig ). Mens de britisk-franske garantier til Polen og Rumænien gjaldt for såvel direkte som indirekte aggression, så accepterede Storbritannien og Frankrig kun hjælp til de baltiske lande ved et direkte væbnet angreb mod dem. I tilfælde af indirekte aggression ville de som hidtil kun gå med til konsultationer, dvs. forbeholdt sig muligheden af at unddrage sig at yde hjælp. I bestræbelserne på at skabe nye vanskeligheder for forhandlingerne begyndte de britiske og franske herskende kredse desuden nu en endeløs diskussion omkring definition af begrebet »indirekte aggression«.

Af protokollerne fra den britiske regerings udenrigspolitiske komites møder i disse dage fremgår det helt tydeligt, at de britiske herskende kredse fortsat ikke ønskede en effektiv overenskomst mod aggression sammen med USSR. Mens den sovjetiske regering stræbte efter hurtigst muligt at få underskrevet en konkret og effektiv overenskomst, så fremsatte Halifax på mødet i den udenrigspolitiske komité d. 4. juli 1939 et forslag af en helt anden karakter. Han fremlagde to muligheder: 1) afbryde forhandlingerne eller 2) indgå en begrænset pagt. Halifax gik ind for, at forhandlingerne ikke skulle afbrydes, men han fandt det ikke tilrådeligt at indgå en virkelig effektiv pagt med USSR. Han begrundede sin holdning med, at Storbritanniens hovedformål med forhandlingerne med USSR bestod i at forhindre, at Rusland etablerede nogen som helst forbindelser med Tyskland. Halifax' forslag afslørede straks hele den afgrund, der skilte USSR's og Storbritanniens holdninger. Mens Sovjetunionen gik ind for en omfattende, effektiv overenskomst, fandt den britiske udenrigsminister det ikke muligt at gå videre end til en »begrænset pagt«, eller rettere, som tidligere nævnt, et »tomt stykke papir«. Med hensyn til Halifax' erklæring om, hvad der på daværende tidspunkt var den britiske regerings »hovedmål« under forhandlingerne med USSR, så kræver den en vis forklaring. Vi må foretage en lille ekskurs i historien og erindre begivenhederne i 1920'rne. Det britiske og franske diplomati gjorde i disse år alt, hvad det formåede, for at skabe en enhedsblok af kapitalistiske lande med det formål at bekæmpe, herunder med væbnet magt, den første socialistiske stat i verden. Alle disse anstrengelser viste sig frugtesløse, i betydelig grad fordi det lykkedes den sovjetiske regering at indgå Rapallo-traktaten med Tyskland i 1922. Denne traktat gjorde det umuligt at skabe den omtalte blok og dannede helt frem til 1932 grundlag for, at de to lande udviklede et omfattende og gensidigt fordelagtigt samarbejde. Det sovjetisk-tyske samarbejde, der fortsatte et helt tiår igennem, var ikke glemt af de britiske og franske imperialistiske kredse.

Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland skete der en radikal ændring af styrkeforholdet i Europa. Det fjendskab, Storbritanniens og Frankrigs herskende kredse nærede til den første socialistiske stat i verden, svækkedes dog på ingen måde. I 1920'rne havde de bestræbt sig på at inddrage Tyskland i den af dem selv ledede sovjetfjendtlige blok, og nu tildelte de den tyske fascisme rollen som stødtrop i den imperialistiske lejrs kamp mod Sovjetunionen. Sommeren 1939 var der dog en omstændighed, der i høj grad foruroligede de britiske og franske statsmænd: den tyske imperialisme baserede sine aggressive krigsplaner på først at knuse sin hovedmodstander mod vest, dvs. Frankrig, og først derefter vende sin krigsmaskine mod øst, mod Rusland, som det var betydeligt vanskeligere at besejre. I begyndelsen af juli var den britiske og franske regering i besiddelse af mere end tilstrækkelige oplysninger om, at Tyskland efter at have knust Polen ville sende sine tropper mod Frankrig og ikke mod USSR. I London kunne man heller ikke undlade at drage ganske bestemte konklusioner af den kendsgerning, at nazisterne på trods af alle den britiske regerings forsøg på at nå til enighed med Tyskland afviste dette. Samtidig fik den britiske regering stadigt flere oplysninger om, at Berlin var interesseret i forsoning med USSR. Den britiske og franske regering kunne derfor ikke længere være i tvivl om, at de ved at sabotere aftalen med USSR løb en kolossal risiko. De forstod ligeledes, at såfremt den sovjetiske regering definitivt blev overbevist om, at alle dens forsøg på at nå til enighed med Storbritannien og Frankrig ville lide fiasko, så havde den ingen anden fornuftig udvej end at reagere på Tysklands sonderinger og acceptere en form for normalisering af relationerne, dvs. vende tilbage til den såkaldte Rapallo-politik.

Neville Chamberlain var imidlertid i den grad besat af ideen om at nå til enighed med det fascistiske Tyskland, at han var parat til at løbe en hvilken som helst risiko. Når man i den britiske regering formulerede det sædvanlige negative svar på sovjetiske forslag, rejste sig uundgåeligt spørgsmålet: var mon ikke dette svar dråben, der fik bægeret til at flyde over og gjorde ende på de sovjetiske lederes tålmodighed, ville det ikke føre til en genoplivning af Rapallo-traktaten? Den britiske regering, som ikke ønskede at indgå en effektiv overenskomst med USSR, fandt det derfor nødvendigt at »holde forhandlingerne gående« for derigennem at forhindre en eventuel normalisering af forholdet mellem Tyskland og USSR. På et britisk kabinetsmøde påpegede Halifax, at afvisning af Ruslands forslag kunne kaste det i armene på Tyskland. Krigsminister Leslie Hore-Belisha delte hans ængstelse og mente, at »skønt ideen for øjeblikket kan synes fantastisk, foreskriver elementær logik en overenskomst« mellem Tyskland og Rusland. Koloniminister Malcolm MacDonald tilføjede, at der ville opstå en alvorlig situation, hvis Rusland var neutral og forsynede Tyskland med levnedsmidler og råstoffer. For at forhindre et sammenbrud i forhandlingerne, som i realiteten var havnet i en blindgyde, foreslog Halifax på et møde i den britiske regerings udenrigspolitiske komité at give tilsagn om, at den politiske og militære overenskomst skulle underskrives samtidigt, og at man skulle påbegynde forhandlinger om indholdet i militæroverenskomsten. Halifax lod forstå, at han kun sigtede mod at skabe betingelser for at fortsætte »forhandlingerne for forhandlingernes skyld«, og bemærkede, at militærforhandlingerne ville strække sig over en meget lang periode. Desuden behøvede militæroverenskomsten nødvendigvis ikke at blive særlig betydningsfuld. Chamberlain var af samme mening. Forsvarskoordineringsminister Lord Chatfield måtte dog indrømme, at den sovjetiske regering tillagde militærforhandlingerne den allerstørste betydning, og at den ønskede en overenskomst, hvor deltagerne var bundet af konkrete forpligtelser. Halifax rundede diskussionen af med at gentage, at »når militærforhandlingerne var begyndt, ville der ikke ske store fremskridt. Samtalerne ville trække ud... På denne måde ville vi have vundet tid og fået det bedste ud af situationen.« Komiteen godkendte det af Halifax skitserede diplomatiske skridt. Den franske regering kunne imidlertid ikke tilslutte sig den kurs, London havde afstukket. Den erklærede over for briterne, at der ville opstå alvorlige vanskeligheder under militærforhandlingerne, da det ville blive nødvendigt at få Polens og Rumæniens accept af, at sovjetiske tropper passerede deres territorium. Den britiske regering drøftede fortsat muligheden af at afbryde forhandlingerne med USSR. Så tidligt som den 8. juni indrømmede Chamberlain i en samtale med den amerikanske ambassadør Joseph Kennedy, at det ikke var udelukket, at han »ville afblæse« forhandlingerne med USSR. Selv i en samtale med den japanske ambassadør Mamoru Shigemitsu i slutningen af juni lagde Chamberlain ikke skjul på sit »inderste ønske om at afbryde forhandlingerne med USSR«.

Fra begyndelsen af juli blev spørgsmålet om at afbryde forhandlingerne gentagne gange behandlet på møder i den britiske regerings udenrigspolitiske komité. Den 19. juli erklærede Halifax kynisk, at hvis forhandlingerne brød sammen, »ville det ikke gøre ham synderlig bekymret«. Den britiske og den franske regerings holdning dømte uundgåeligt forhandlingerne i Moskva til at ende uden resultat. Den sovjetiske regering blev i stigende grad overbevist om, at de britiske og franske ledere ikke foralvor stræbte efter en vellykket afslutning på Moskvaforhandlingerne. Vjatjeslav Molotov skrev d. 17. juli til ambassadørerne i Storbritannien og Frankrig, at de britiske politikere »tager deres tilflugt til alle former for bedrageri og uværdige kneb«. I et brev til Foreign Office af d. 20. juli, hvori han vurderede situationen, påpegede den britiske diplomat William Strang, der var kommet til Moskva for at assistere William Seeds under forhandlingerne, at den sovjetiske regerings manglende tiltro og dens mistillid med hensyn til briternes planer ikke var forsvundet. Den kendsgerning, skrev han, at Storbritannien har skabt den ene vanskelighed efter den anden for forhandlingerne, skaber hos den sovjetiske regering det indtryk, at det britiske diplomati ikke har alvorlige hensigter om at indgå en overenskomst. Angående spørgsmålet om at afbryde forhandlingerne mente Strang, at det ville være bedre at opretholde en »ubestemt situation« end »et definitivt forhandlingssammenbrud nu«. Han påpegede, at Tyskland kunne udnytte en afbrydelse af forhandlingerne til at påbegynde aggression. Desuden kunne et forhandlingsbrud »tvinge Sovjetunionen ud i isolation eller til en ordning med Tyskland«. Strang gik derfor ind for militærforhandlinger, der ikke førte til »øjeblikkelige konkrete resultater«. I Moskva blev der d. 21. juli offentliggjort en meddelelse om, at der var indledt forhandlinger mellem handelsdelegationer fra USSR og Tyskland, hvilket tilskyndede briterne og franskmændene til den 23. juli at give tilsagn om, at den politiske og militære overenskomst skulle træde i kraft samtidigt. To dage senere meddelte de ligeledes, at de accepterede at indlede forhandlinger med det formål at nå til enighed om militæroverenskomstens tekst. Dette betød dog overhovedet ikke, at man i London omsider havde besluttet at tage et skridt fremad. Det britiske og franske diplomati førte som hidtil »forhandlinger for forhandlingernes skyld« med USSR. De skulle bl.a. tjene som et pressionsmiddel over for Tyskland for i sidste ende at få nazisterne til at acceptere at indgå et britisk-tysk imperialistisk komplot.

Efter at have styrket forbindelserne til Polen og visse andre lande i Østeuropa og indledt forhandlinger med USSR mente den britiske regering i tilstrækkelig grad at have styrket sin stilling, og at tiden var inde til på ny at forsøge at få en venskabelig overenskomst i stand med det fascistiske rige. Efter en samtale med Neville Chamberlain skrev den polske ambassadør i London Edward Raczynski d. 8. juni 1939, at »premierministeren sigter nu på at nå frem til en overenskomst med Tyskland på grundlag af 'styrke og ikke svaghed'. Definitivt at smække døren i for en overenskomst med Tyskland ville han betragte som en katastrofe.« Allerede d. 3. maj rejste Chamberlain på et regeringsmøde spørgsmålet om det ønskelige i at genoptage de britisk-tyske økonomiske forhandlinger, der havde været suspenderet i forbindelse med Tysklands anneksion af Tjekkoslovakiet. Han gav fortsat udtryk for den overbevisning, at »Hr. Hitlers hjerte var i Østeuropa«. Ligesom Chamberlain mente Halifax, at det eneste Hitler ville kræve af Storbritannien, det var »frie hænder i Østeuropa«. Halifax rejste i den forbindelse spørgsmålet, om den britiske regering havde mulighed for at undgå at opfylde sine garantiforpligtelser over for Polen. Han påpegede, at garantierne kun var givet, hvis »Polens uafhængighed var åbenlyst truet«, hvad der gav Storbritannien en vis mulighed for efter egen vurdering at afgøre spørgsmålet om hjælp til Polen. Chamberlain delte Halifax' opfattelse. Den britiske politiker Harold Nicolson har i sine erindringer gengivet en ganske karakteristisk samtale om dette spørgsmål mellem to konservative parlamentsmedlemmer: »Jeg formoder vi vil være i stand til at redde os ud af denne forskrækkelige garantihistorie?« »Uden tvivl. Gud ske tak og lov, har vi Neville.«

Storbritanniens og Frankrigs samarbejde med det fascistiske Tyskland forestillede man sig nu etableret på Polens bekostning. Den amerikanske chargé d'affaires i Frankrig skrev d. 24. juni til udenrigsministeriet, at han havde indtryk af, at »et München nummer to, denne gang på bekostning af Polen, var ved at blive forberedt«. De kræfter, skrev han, der var virksomme i Frankrig og Storbritannien i september sidste år er ved at »blive vakt til live igen«. De britiske herskende kredses forsøg på at nå til enighed med nazisterne blev i særdeleshed intensiveret i sidste halvdel af juli 1939. I London besluttede man at benytte sig af Helmuth Wohlthats besøg (Wohlthat var ministerialdirektør i det af Göring ledede departement, som gennem en fireårsplan skulle forberede Tysklands økonomi til krig). D. 18. og d. 21. juli forhandlede Chamberlains nærmeste rådgiver Horace Wilson og Helmuth Wohlthat om britisk-tysk samarbejde. Wilson fremladge de britiske herskende kredses udenrigspolitiske planer. Han understregede, at det var særdeles vigtigt, at begivenhedernes udvikling ikke førte til »et militært sammenstød, der fra anledningen i Østeuropa kunne brede sig til« krig mellem de af henholdsvis Tyskland og Storbritannien ledede grupper. Dette var en utvetydig henvisning til, at Storbritannien ikke havde indvendinger imod tysk aggression i Østeuropa, hvis blot Tyskland ville give forsikringer om, at det ikke ville forgribe sig på det britiske imperiums interesser. Derefter foreslog Wilson et konkret program for britisk-tysk samarbejde (generel overenskomst), som han i forvejen havde formuleret i et specielt memorandum og fået Chamberlains godkendelse af. Dette program indebar: indgåelse af en britisk-tysk overenskomst om at afstå fra magtanvendelse; offentliggørelse af en erklæring om Tysklands ikke-indblanding i det britiske imperiums anliggender og omvendt heller ikke Storbritanniens i »Stor-Tysklands«; revision af Versailles-traktatens bestemmelser om kolonier og mandatområder. Robert Hudson erklærede for sit vedkommende, at London betragtede Sydøst-Europa som »Tysklands naturlige økonomiske sfære«, og i øvrigt »var der også betydeligt større muligheder«. Han nævnte i den forbindelse Rusland, Kina og forskellige af de europæiske landes kolonibesiddelser.

D. 3. august fremlagde Horace Wilson ligeledes de britiske planer for den tyske ambassadør i London. Herbert von Dirksen skrev efter denne samtale til Berlin, at den britiske regerings »inderste hensigt«, med Wilsons ord, var, at en britisk-tysk overenskomst »helt og holdent vil fritage den britiske regering for de garantiforpligtelser, den havde påtaget sig over for Polen, Tyrket osv.«. Mange af de britiske régeringsdokumenter fra år 1939 er blevet frigivet. De vigtigste materialer om den britiske politik i forhold til Tyskland har man imidlertid i London besluttet at hemmeligholde indtil år 2000 eller endog 2039. Tilsyneladende findes der forhold, det er nødvendigt at holde skjult for offentligheden. Frankrigs udenrigsminister Georges Bonnet var som hidtil lidenskabelig tilhænger af en overenskomst med Tyskland. Han erklærede over for den tyske ambassadør i Paris Johannes von Welczeck, at han på trods af alt fastholdt »tanken om at genoptage et med tiden stadigt snævrere samarbejde med Tyskland«, og at han aldrig ville afvige fra de store linjer i sin politik.

De amerikanske diplomater i mange af de europæiske landes hovedstæder støttede helt og holdent disse planer. Den amerikanske ambassadør i London Joseph Kennedy mente, man burde overlade polakkerne til skæbnens vilkårlighed, således at de blev tvunget til at komme overens med Hitler, hvad der ville give nazisterne »mulighed for at realisere deres mål mod øst«. Dette ville resultere i, at der udbrød en væbnet konflikt mellem USSR og Tyskland, og dette ville være »til stor gavn for hele den vestlige verden«. Også den amerikanske ambassadør i Berlin Hugh R. Wilson fandt, at det var den bedste udvej, hvis Tyskland besluttede sig til at angribe Rusland med vestmagternes »stiltiende samtykke eller endog deres bifald«. I Storbritanniens og Frankrigs holdning til Polen var der sket et betydeligt omsving i forhold til foråret 1939, hvor de gav deres garantier ud fra den betragtning, at Tysklands erobring af Polen afgørende ville svække deres egne positioner. Nu grundede de i realiteten alle deres forhåbninger på et komplot med det fascistiske rige og regnede med, at de tyske tropper efter at have knust Polen ikke ville vende sig mod vest, dvs. mod dem, men fortsætte fremrykningen mod øst, mod USSR. Den amerikanske chargé d'affaires i Paris skrev den 24. juni, at man i indflydelsesrige franske kredse mente, at Frankrig i sidste ende »skulle overlade Central- og Østeuropa til Tyskland i håbet om, at det ville komme i konflikt med Sovjetunionen.

Den kendsgerning, at Polen rangerede på førstepladsen i de tyske aggressionsplaner for sommeren 1939, var ingen hemmelighed for andre lande. Det er nu dokumenteret, at også de polske herskende kredse var klar over, at værnemagten forberedte sig til angreb på Polen. Eksempelvis informerede J6zef Lipski efter sin ankomst til Warszawa d. 8. august Jozef Beck og Edward Rydz-Smigly om, at i Tyskland »er krigsforberedelserne i fuld sving« og Polen »skulle være forberedt på alle eventualiteter« ) Hvis de i deres politik havde ladet sig lede af Polens sande nationale interesser, skulle de have gjort alt, hvad de på nogen måde formåede, for at skabe en stærk enhedsfront af de lande, der havde interesse i at forhindre krigen og tøjle de tyske aggressorer. Der kan ikke herske tvivl om, at Polen, såfremt den gode vilje havde været til stede, kunne have spillet en ikke uvæsentlig rolle med hensyn til at forene anstrengelserne fra de implicerede lande, så meget desto mere som det allerede var i alliance med Frankrig, Storbritannien og Rumænien. Sovjetunionen foreslog gentagne gange Polen samarbejde og hjælp mod aggression. Det er i denne sammenhæng specielt vigtigt at fremhæve Vladimir Potjomkins mission til Warszawa i maj 1939. Han erklærede d. 10. maj over for Jozef Beck, at »USSR ikke ville afvise  hjælp til Polen, hvis det ønskede en sådan«. Den følgende dag opsøgte den polske ambassadør i Moskva Waclaw Grzybowski imidlertid Vjatjeslav Molotov og meddelte, at Polen ikke ønskede britisk-fransk-sovjetiske garantier og »ikke finder det muligt at indgå en pagt om gensidig hjælp med USSR«.

D. 25. maj erklærede den sovjetiske ambassadør i Polen Nikolaj Sjaronov under en samtale med Jozef Beck: »Vi ville naturligvis være rede til hjælp, men for at hjælpe i morgen, er det nødvendigt at være parat i dag, dvs. på forhånd vide, om det er nødvendigt at hjælpe.« (Også Rumæniens holdning forblev antisovjetisk og protysk. I en samtale med den franske gesandt Andrien Thierry erklærede den rumænske konge Carol II, at Rumænien ikke ville tage del i nogen foranstaltninger, som Tyskland kunne anse for at være rettet mod det. Han understregede sin antisovjetiske og negative indstilling til de britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger). Beck havde ingen kommentarer til denne erklæring. De polske ledere nærede stadig håb om, at det under en eller anden form ville lykkes dem at nå til enighed med det fascistiske rige, og at den tyske aggression ville gå uden om Polen og rette sig mod USSR. Disse beregninger forklarer, at Polen, selv sådan som situationen så ud i 1939, fortsatte sin yderst uvenlige politik over for USSR. Den polske regering afviste ikke blot at modtage hjælp fra Sovjetunionen i tilfælde af et angreb fra Tysklands side, men gjorde alt, hvad der stod i dens magt, for at forhindre en vellykket udgang på de britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger. De regnede med, at såfremt Polen opretholdt alliancen med Storbritannien og Frankrig, og USSR ikke havde nogen overenskomst med dem, så ville dette anspore nazisterne til at angribe Sovjetunionen og ikke Polen. Jozef Beck lod ved flere lejligheder nazisterne forstå, at han ønskede at få bilagt de tysk-polske uoverensstemmelser så hurtigt som muligt, og at Polen i den forbindelse var rede til betydelige indrømmelser. Polens viceudenrigsminister Miroslaw Arciszewski meddelte i maj den tyske ambassadør i Polen Hans-Adolf von Moltke, at »Beck var parat til at nå til enighed med Tyskland, hvis det kunne lykkes at finde en eller anden form, der ikke så ud som kapitulation«. Beck tillagde dette stor betydning, fortsatte Arciszewski, herom vidnede »den tilbageholdenhed, Polen udviser med hensyn til forhandlingerne om en pagt mellem Vesten og Sovjetunionen«¹.

De polske ledere gik ud fra, at Tyskland først og fremmest havde i sinde at annektere Danzig, og var rede til at imødekomme Tysklands krav i dette spørgsmål. Den tyske regering stræbte ikke efter at normalisere, men skærpe relationerne til Polen og tog ingen hensyn til den slags henvendelser. Briternes bestandigt gentagne forslag om samarbejde overbeviste den om, at den i tilfælde af et angreb på Polen ikke behøvede at frygte indblanding fra Storbritannien og Frankrig. Det er nu dokumenteret, at Hitler ud fra Helmuth Wohlthats indberetning om samtalerne i London og andre tilsvarende oplysninger netop drog sådanne konklusioner. F.eks. udtalte den tyske luftvåbenattaché i Polen Hans Gerstenberg under et ophold i Berlin i begyndelsen af august 1939, at Tyskland allerede samme år ville være i krig med Polen. Fra helt pålidelige kilder vidste han, at Hitler havde truffet en sådan beslutning. Ifølge Gerstenberg havde Wohlthats besøg i London overbevist Hitler om, at Storbritannien ville forholde sig neutral under en konflikt. Over for værnemagtens generaler erklærede Hitler, at Daladier og Chamberlain var for store kujoner til at angribe, og at de ikke ville strække sig længere end en blokade. »Vores modstandere er små orm. Jeg så dem i München,« udtalte han. Den britisk-franske politik havde overbevist nazisterne om, at de kunne angribe Polen uden at frygte aktive militæraktioner fra Storbritanniens og Frankrigs side.

Krigen nærmede sig med hastige skridt. I London og Paris vidste man, at Hitler havde truffet beslutning om angrebet på Polen, at Tyskland var i gang med at mobilisere, og at alt var klar til at begynde krigshandlingerne i slutningen af august. Også den sovjetiske regering havde tilstrækkelige og præcise oplysninger om nazisternes planer og krigsforberedelser. Skønt den britiske regering endelig d. 25. juli 1939 accepterede det sovjetiske forslag om at påbegynde forhandlinger mellem militærrepræsentanter for USSR, Storbritannien og Frankrig, betød dette dog, som ovenfor nævnt, overhovedet ikke, at Chamberlain havde besluttet sig til at samarbejde med USSR. Det er betegnende, at de britiske og franske militærrepræsentanter var hele 17 dage om at nå frem til Moskva. Militærforhandlingerne kunne først påbegyndes den 12. august. Sammensætningen af den britiske og franske militærmission viser også, at Storbritannien og Frankrig ikke forholdt sig seriøst til militærforhandlingerne. På mødet i den britiske regerings udenrigspolitiske komité d. 10. juli gav forsvarskoordineringsminister Lord Chatfield udtryk for den opfattelse, at militærforhandlingerne pågrund af deres komplicerede natur burde foregå på vicestabschefniveau. Senere sendte man imidlertid militærrepræsentanter med betydelig lavere rang til Moskva. Leder af den britiske delegation var admiral Reginald Drax. Selv William Strang måtte i sine erindringer indrømme, at den britiske regering ikke ønskede at indgå en militæroverenskomst med USSR. Dette havde til følge, at man sendte en militærdelegation »af utilstrækkelig rang« med instrukser »af begrænset karakter« til Moskva. Den franske militærdelegation, ledet af general Joseph Doumenc, gjorde ikke noget bedre indtryk. I en indberetning til Moskva om missionens sammensætning bemærkede den sovjetiske ambassadør i Frankrig Jakov Surits, at den franske regering tilsyneladende havde udstyret den med »et beskedent program«. Oplysninger om direktiverne til den britiske og franske delegation, som nu er blevet tilgængelige for offentligheden, bekræfter denne vurdering.

Direktiverne til den britiske delegation blev drøftet på et britisk regeringsmøde d. 26. juli. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at der i mødeprotokollen ikke står et eneste ord om, at Storbritannien var interesseret i en vellykket afslutning på forhandlingerne og underskrivelse af en effektiv militærkonvention. Dette er et utvetydigt vidnesbyrd om, at den britiske regering ikke havde stillet sig en sådan opgave. Halifax understregede i sit indlæg blot den kendsgerning, at påbegyndelsen af militærforhandlingerne ville gøre et gunstigt indtryk på verdensopinionen. Det drejede sig således udelukkende om at føre den sovjetiske regering og offentligheden i Storbritannien bag lyset og samtidig forsøge at nå til enighed med det fascistiske rige (netop på samme tid forelagde Horace Wilson den nazistiske udsending Helmuth Wohlthat de ovenfor omtalte forslag). Drøftelserne af dette spørgsmål på regeringsmådet forudbestemte karakteren af direktiverne til militærkommissionen. Heri hedder det: »Den britiske regering ønsker ikke at påtage sig nogen detaljerede forpligtelser, som vil kunne binde vore hænder i alle andre situationer.« Skønt de politiske forhandlinger blev suspenderet allerede d. 2. august (William Strang vendte tilbage til London) og den britiske regering ikke agtede at tage initiativ til at få dem genoptaget, blev den britiske militærdelegation instrueret om at »gå meget langsomt frem« med militærforhandlingerne, så længe de politiske forhandlinger endnu ikke var afsluttet.

Det britiske diplomati ledte forhandlingerne ind i en ond cirkel. Den britiske regering havde som hidtil kun til hensigt at føre »forhandlinger for forhandlingernes skyld« med USSR. Angående formålet med disse »forhandlinger« udtalte Halifax, at så længe der førtes militærforhandlinger, havde man forhindret en tilnærmelse mellem Tyskland og USSR. Da William Seeds blev gjort bekendt med direktiverne til Reginald Drax, kunne han ikke drage anden konklusion, end at de ville bringe forhandlingerne ind i et håbløst dødvande, og at dette øjeblikkeligt ville være indlysende for den sovjetiske regering. Det er ubetvivleligt, skrev han til London d. 13. august, at militærforhandlingerne under disse omstændigheder ikke vil bringe positive resultater, men endnu en gang vække russernes »frygt for at vi ikke spiller ærligt spil og ikke arbejder for at indgå en konkret og definitiv overenskomst«. Den britiske militærmissions væsentligste opgave bestod i at fortsætte med at give forhandlingerne et skær af sandsynlighed, indtil efterårsregnen gjorde vejene ufremkommelige, hvad der ifølge britiske militærkredse i realiteten ville umuliggøre et tysk angreb på Polen. Derefter agtede man at afbryde forhandlingerne med USSR i håbet om det følgende forår i en vis udstrækning at have indhentet det fascistiske rige i rustningskapløbet og ligeledes være nået til enighed med det angående opdeling af interessesfærer. Chefen for den britiske hjemmekommando general Walter Kirke erklærede, at Storbritannien næste år i militær henseende ville være så styrket, at »det ikke længere havde brug for russisk hjælp«. William Seeds påpegede ligeledes i et af sine breve til London, at militærforhandlingerne »kunne forlænges i tilstrækkelig grad« til at få den nærmeste farlige periode overstået. Foreign Office meddelte endog den amerikanske ambassade i London, at den britiske militærmission havde fået instrukser om at gøre alt, hvad den formåede, for at forlænge sine forhandlinger til d. 1. oktober. (Også nazisterne havde kendskab til briternes planer. Den tyske ambassadør i Moskva Werner von Schulenburg telegraferede til Berlin, at han fra britiske militærkredse havde underretning om, at »militærmissionen fra begyndelsen havde haft til opgave at udføre arbejdet i Moskva i et langsommeligt tempo, og hvis det var muligt trække det ud til oktober«). André Beaufre, der var medlem af den franske militærmission i Moskva, og den franske ambassadør i Warszawa påpeger begge i deres erindringer, at den britiske regering under militærforhandlingerne først og fremmest bestræbte sig på at vinde tid. Heller ikke i instrukserne til den franske militærmission var det forudset, at man skulle indgå en effektiv militærkonvention. Det drejede sig her udelukkende om spørgsmål af sekundær betydning, så som forbindelseslinjerne til USSR, aktioner i Østersøen mod de tyske søforbindelsesveje osv. Sådanne direktiver var naturligvis fuldstændig utilstrækkelige til gennemførelse af vellykkede forhandlinger og indgåelse af en militærkonvention. Den britiske general Hastings Lionel Ismay skrev efter at have fået kendskab til disse instrukser: »Dokumentet slår mig som værende affattet i så generelle vendinger, at det nærmest er ubrugeligt som instruktion: det handler udelukkende om, hvad franskmændene ønsker, russerne skal gøre, og kaster ikke lys over, hvad franskmændene vil gøre.« Da Ismay under en samtale med de franske generaler Jamet og Doumenc havde spurgt, hvad franskmændene agtede at meddele om Frankrigs og Storbritanniens bidrag, havde Jamet »smilet og trukket på skuldrene«, mens Doumenc havde sagt: »Meget lidt. Jeg skal bare lytte.«

I London og Paris forstod man udmærket, at det centrale problem under forhandlingerne ville blive spørgsmålet om sovjetiske troppers passage gennem Polens territorium, således at de kunne komme i kontakt med de tyske tropper. Som tidligere omtalt, rejste den sovjetiske regering dette spørgsmål allerede i 1937 og ligeledes i 1938 i forbindelse med eventuel hjælp fra Sovjetunionen til Tjekkoslovakiet. Spørgsmålet blev også fremdraget af franskmændene i deres note til briterne af d. 11. juli 1939. William Strang mindede Halifax om dette problem d. 20. juli, netop på det tidspunkt, da den britiske regering udarbejdede direktiverne til sin delegation til militærforhandlingerne. »Militærforhandlingerne«, skrev Strang, »vil sandsynligvis ikke blive ført til ende, før der, f.eks. mellem Sovjetunionen og Polen, kan opnås enighed om, at Sovjetunionen får mulighed for at passere i det mindste en del af polsk territorium i tilfælde af en krig, hvor Polen er involveret på vores side.« Hverken den britiske eller den franske regering havde imidlertid taget skridt til at løse dette spørgsmål. Gennem sin holdning til spørgsmålet om garantier til andre lande i tilfælde af indirekte aggression havde den britiske regering i realiteten ført de politiske forhandlinger ind på et blindspor. Med hensyn til militærforhandlingerne ønskede den helt åbenlyst, at de skulle gå i hårdknude på spørgsmålet om sovjetiske troppers passage gennem Polens territorium. London stræbte efter at lægge skylden for sammenbruddet i forhandlingerne over på den polske regering, hvis obstruktionsholdning gav den tilstrækkelig begrundelse hertil. Man kan i den forbindelse ikke undlade at påpege, at alle britiske ministre (dvs. den britiske regering som helhed) efter at have sendt militærmissionen til Moskva med instrukser, der dømte forhandlingerne til sammenbrud, i de første dage af august ifølge traditionen tog på ferie. Og det i en situation, hvor man i London vidste, at det fascistiske Tyskland havde planlagt et angreb på Polen, før denne ferie var slut! I historien kendes begrebet »diplomatsyge«. Man kan som en parallel hertil med fuld ret tale om den britiske regerings »diplomatferie«. Tanken med dette skridt var følgende: hvordan skulle man kunne rette bebrejdelser mod den britiske regering for, at den ikke havde ydet modstand mod den tyske aggression, hvis den holdt sin lovbestemte ferie? Dette betød altsammen, at den britiske regering ikke havde til hensigt at indføje ændringer i direktiverne til sin militærmission, selv hvis det fascistiske Tyskland i slutningen af august, sådan som det var planlagt (og det vidste man i London), virkeligt skulle beslutte sig til at angribe Polen. Sovjetunionen havde en ganske anden holdning til militærforhandlingerne. D. 2. august 1939 sammensatte man den sovjetiske militærdelegation med folkekommissæren for forsvaret Kliment Vorosjilov som leder. Generalstaben for USSR's væbnede styrker havde til forhandlingerne forberedt en detaljeret plan om militærsamarbejde mellem de tre magter. Alt dette vidnede om, at den sovjetiske regering var vitalt interesseret i at få afsluttet forhandlingerne så hurtigt som muligt og derigennem forhindre, at nazisterne udløste krigen. Samtidig måtte den sovjetiske part nødvendigvis være på vagt over for den britiske og franske regerings virkelige hensigter. Den sovjetiske militærdelegation havde derfor for ikke at blive ført bag lyset bl.a. til opgave at få klarhed over den britiske og franske missions instrukser.

De sovjetisk-britisk-franske forhandlinger påbegyndtes i Moskva d. 12. august 1939. Lederen af den sovjetiske militærmission Kliment Vorosjilov foreslog, at man indledte med at bekendtgøre delegationernes beføjelser. De sovjetiske repræsentanters beføjelser var fuldstændige og udtømmende. Imidlertid viste det sig, at lederen af den franske delegation Joseph Doumenc kun havde mandat til at føre forhandlinger, men ikke til at undertegne en overenskomst. Reginald Drax var kommet til Moskva uden noget som helst mandat overhovedet (han blev nødt til at erklære, at han ville anmode om beføjelser og fremlægge dem senere). Da de egentlige forhandlinger kom i gang, bad lederen af den sovjetiske militærdelegation briterne og franskmændene om at fremlægge deres forslag angående de foranstaltninger, der efter deres mening skulle sikre en fælles organisering af de implicerede landes forsvar, dvs. Storbritanniens, Frankrigs og Sovjetunionens. »Er Storbritanniens og Frankrigs missioner i besiddelse af behørige militærplaner?« spurgte Vorosjilov. Lederen af den sovjetiske militærdelegation understregede, at de tre magter skulle udarbejde en fælles militærplan i tilfælde af aggression. »Det er nødvendigt at drøfte denne plan i detaljer,« sagde han, »blive enige, underskrive en militærkonvention, drage hjem og afvente begivenhedernes gang i rolig forvisning om vores styrke.« Som det blev klart, var den britiske og franske delegation ankommet til Moskva uden på forhånd udarbejdede konkrete planer om militærsamarbejde mellem de tre magter. Det fik naturligvis den sovjetiske delegation til at være særlig agtpågivende, at den britiske og franske delegation hverken var i besiddelse af sådanne planer eller de nødvendige beføjelser. D. 13. august påhørte man under forhandlingerne en erklæring fra den franske delegationsleder general Joseph Doumenc, men hans udtalelser havde intet at gøre med Frankrigs virkelige planer og hensigter. Som tidligere nævnt var vestmagterne for længst blevet enige om, at de i krigstilfælde ville holde sig til en rent forsvarsmæssig taktik og sætte deres største forhåbninger til en blokade. Doumenc hævdede, at den franske hær, bestående af 110 divisioner, efter at have standset fjendens offensiv ved sin fæstningslinje, vil »koncentrere sine tropper på gunstige steder for panser- og artillerioperationer og gå til modangreb«. Hvis de fascistiske troppers hovedstyrker bliver rettet mod øst, så vil Frankrig »med alle sine styrker gå imod tyskerne«. Dette indlæg var et bevidst forsøg på at føre den sovjetiske regering bag lyset. Den britiske general Heywood meddelte, at Storbritannien på daværende tidspunkt kun rådede over fem infanteri- og en motoriseret division. En sådan erklæring betød, at Storbritannien i tilfælde af krig i realiteten havde til hensigt at forholde sig passiv.

På mødet d. 13. august rejste Kliment Vorosjilov spørgsmålet om, hvorledes Storbritanniens og Frankrigs militærmissioner og generalstabe forestillede sig Sovjetunionens deltagelse i en krig mod en aggressor, hvis angrebet var rettet mod Frankrig, Storbritannien, Polen, Rumænien eller Tyrkiet. Han forklarede, at spørgsmålet hang sammen med, at USSR's krigsdeltagelse på grund j af landets geografiske placering kun var mulig på nabostaternes territorium, i første række Polens og Rumæniens. Det samme spørgsmål forhandlede man om d. 14. august. Lederen af den sovjetiske militærdelegation understregede, at det var forhandlingernes »kardinalspørgsmål«. Han præciserede, at han sigtede til sovjetiske troppers passage gennem begrænsede områder af Polen: Vilna-korridoren i nord og Galicien i syd. Den sovjetiske militærmission erklærede, at »uden en positiv løsning på dette spørgsmål er de påbegyndte forhandlinger med hensyn til at indgå en militærkonvention mellem Storbritannien, Frankrig og USSR på forhånd dømt til fiasko«. Kliment Vorosjilov redegjorde for og viste på kortet, hvorledes USSR med sine væbnede styrker kunne deltage i en fælles kamp mod aggressoren. Efter at have påhørt denne redegørelse udbrød Joseph Doumenc: »Det vil blive den endegyldige sejr.« Doumenc undveg et direkte svar på det af den sovjetiske delegation rejste spørgsmål og fremførte, at Polen, Rumænien og Tyrkiet selv skulle forsvare deres territorium, og at de tre magter skulle være rede til at komme dem til hjælp, »når de anmoder herom«. Den sovjetiske delegationsleder påpegede i denne sammenhæng, at Polen og Rumænien kunne forpasse tiden til at bede om hjælp og kapitulere. Det var imidlertid ikke i Storbritanniens, Frankrigs og Sovjetunionens interesse, at »Polens og Rumæniens væbnede styrker bliver tilintetgjort«. Derfor var det nødvendigt på forhånd at blive enige om sovjetiske troppers deltagelse i forsvaret af disse lande mod aggression. Den sovjetiske delegation havde således rejst det væsentligste spørgsmål, hvis løsning var bestemmende for USSR's aktive deltagelse i kampen mod den fælles fjende. Skønt Storbritannien og Frankrig var helt på det rene hermed, tog de ingen skridt til at løse spørgsmålet. Storbritanniens og Frankrigs holdning vidnede om, at der i virkeligheden ikke var grundlag for en overenskomst mellem de tre magter. »Jeg tror, vores mission er afsluttet«, bemærkede Reginald Drax efter dette møde. Den franske militærmission fastslog ligeledes i sin rapportbog, at mødet denne dag »havde en yderst dramatisk karakter og markerede afslutningen på de nuværende forhandlinger«. Den sovjetiske regering kunne naturligvis ikke undlade at drage tilsvarende konklusioner, og derfor kan man med fuld ret gå ud fra, at den efter mødet den 14. august var nået frem til, at der i realiteten ikke var noget håb om at nå til enighed.

Ved mødets begyndelse d. 15. august meddelte Reginald Drax, at den britiske og franske militærmission havde overbragt deres regeringer den sovjetiske erklæring og nu afventede svar. Den sovjetiske regering accepterede derfor at fortsætte forhandlingerne. I militærkredse i Storbritannien og Frankrig var man klar over faren ved et forhandlingssammenbrud. De havde udmærkede informationer om, at dagene til nazisternes planlagte angreb mod Polen var talte. D. 16. august udbad Foreign Office sig en redegørelse fra vicestabscheferne for Storbritanniens tre værn. Svaret indløb samme dag. Mens de tidligere i deres konklusioner forsætligt havde nedvurderet betydningen af samarbejde med USSR, så hed det i det nu udfærdigede dokument: »Vi føler, at det ikke er tiden for halve foranstaltninger, og at alle anstrengelser må blive gjort for at overtale Polen og Rumænien til at acceptere, at russiske tropper gør brug af deres territorium... Det er helt indlysende, at uden tidlig og effektiv russisk hjælp, kan polakkerne ikke gøre sig håb om at modstå et tysk angreb på land og i luften i mere end en begrænset periode... Indgåelse af en traktat med Rusland forekommer os at være den bedste måde til at forhindre en krig.,. Hvis forhandlingerne med Rusland bryder sammen, Jean det i værste fald resultere, i en russisk-tysk tilnærmelse. ..« Denne konklusion blev overhovedet ikke drøftet af den britiske regering, og der blev ikke i den forbindelse truffet nogen foranstaltninger. D. 15. august fremlagde den. røde hærs generalstabschef Boris Sjaposjnikov under de britisk-fransk-sovjetiske militærforhandlinger en af den sovjetiske part i detaljer udarbejdet plan om militærsamarbejde mellem de tre magter. Han oplyste, at USSR i Europa var parat til at opstille 136 divisioner, 5.000 svære våben, 9.000-10.000« tanks og 5.000-5.500 kampfly mod en aggressor. I Sjaposjnikoys redegørelse indgik tre varianter af samlet aktion fra USSR's, Storbritanniens og Frankrigs; væbnede styrker, som skulle bringes i anvendelse i følgende tilfælde af aggressionshandlinger fra Tysklands sir de: angreb på Storbritannien og Frankrig, angreb på Polen og Rumænien, angreb på USSR gennem Baltikum. Efter dette møde telegraferede Joseph Doumenc til Paris, at de sovjetiske repræsentanter havde fremlagt planer om »meget effektiv hjælp, som de er fuldt besluttet på at yde os«, I et andet telegram meddelte han, at Sovjetunionen havde erklæret sig villig til at indlede offensive aktioner til støtte, for Frankrig, hvis hovedslaget skulle blive rettet mod det. »Kort sagt«, skrev han, »erfarer vi et klart udtrykt ønske om ikke at holde sig udenfor, men tværtimod gå i alvorlig aktion.« André Beaufre, der var medlem af den franske delegation, bemærkede angående de sovjetiske forslag: »Det ville være vanskeligt at være mere konkret og mere klar... Kontrasten mellem dette program og de forvirrede abstraktioner i det britisk-franske projekt er slående og viser den afgrund, der skiller de to konceptioner.., deres argumenter var vægtige... vores holdning forblev falsk.. .« Den af Sjaposjnikov fremlagte plan om militærsamarbejde vidnede om den sovjetiske regerings alvorlige hensigter. Såfremt de fascistiske aggressorer begyndte krig, var Sovjetunionen parat til sammen med Storbritannien og Frankrig at iværksætte resolutte aktioner og derigennem tilføje aggressorerne nederlag inden for kortest muligt tid og med minimale tab. Det vigtigste var imidlertid, at såfremt man havde indgået den af Sovjetunionen foreslåede overenskomst, ville aggressorerne ikke have vovet at udløse krigen.

Den sovjetiske regerings forslag gendriver helt klart de i Vesten udbredte påstande om, at man i Moskva skulle drømme om krig mellem de to imperialistiske magtgrupper. Disse påstande havde intet hold i virkeligheden. Den sovjetiske regering forstod udmærket, at hverken Polen eller Frankrig eller de to tilsammen ville være i stand til at modstå et angreb fra det fascistiske Tyskland uden hjælp fra USSR. Den var heller ikke i tvivl om, at nazisterne efter at have knust disse lande ville vende alle styrker mod USSR, Som ovenfor omtalt, var den sovjetiske regering i foråret 1939 informeret om, at nazisterne planlagde at angribe Polen allerede samme år, Frankrig i 1940 og derefter at gå i krig mod USSR. Alene ud fra dette er det klart, at Sovjetunionen for sin egen sikkerheds skyld både skulle og også virkeligt stræbte efter at forhindre et tysk angreb på Polen og Frankrig. At disse to lande blev knust kunne på ingen måde forhindre, at det fascistiske rige derefter angreb USSR. Tværtimod, hvis det ikke lykkedes nazisterne at besejre Polen og Frankrig, ville det mindske faren for et angreb fra det fascistiske Tyskland mod Sovjetunionen. Hverken d. 15., d. 16. eller d. 17. august modtog man svar på den sovjetiske delegations spørgsmål om sovjetiske troppers passage gennem Polens og Rumæniens territorium. Derefter blev forhandlingerne efter forslag fra Reginald Drax suspenderet til d. 21. august. Dette kunne kun betyde én ting. Storbritanniens og Frankrigs regeringer havde intet hastværk, men trak bevidst forhandlingerne i langdrag. Den sovjetiske regering kunne kun betragte den opståede situation som et vidnesbyrd om det fuldstændige illusoriske i forhandlingerne.

Havde Storbritanniens og Frankrigs regeringer virkeligt ønsket at nå til enighed med USSR, skulle de endnu inden, man påbegyndte forhandlingerne i Moskva, sammen med den polske regering have løst spørgsmålet om sovjetisk-polsk militærsamarbejde. Da spørgsmålet blev brændende aktuelt i Moskva, skulle briterne og franskmændene rent logisk have iværksat de mest presserende foranstaltninger for at få det løst. Da Storbritanniens og Frankrigs regeringer imidlertid ikke tænkte på at indgå en overenskomst med USSR, men kun på at forhale forhandlingerne længst muligt, havde de ikke hastværk med at henvende sig til den polske regering, og endnu mindre med at få dens accept af militærsamarbejde med USSR. Mens den britiske og franske regering dog satte sig i forbindelse med Polens regering, henvendte man sig overhovedet ikke til Rumæniens regering. De kontakter, Storbritannien og Frankrig i disse dage etablerede med den polske regering, var af en ganske særegen karakter. Eksempelvis forsøgte de franske repræsentanter i Warszawa overhovedet ikke at få den polske regerings accept af samarbejde med USSR, men ønskede kun at få ret til at fremsætte en eller anden form for erklæring i Moskva om Polens holdning, der ville gøre det muligt at fortsætte forhandlingerne mellem de tre magters militærmissioner, men samtidigt overhovedet ikke forpligtede Polen til noget som helst. Medlem af den franske delegation i Moskva André Beaufre påpegede senere, at problemet ikke bestod i at opnå polakkernes svar på, om de ville eller ikke ville acceptere sovjetiske troppers passage gennem deres territorium, men at »finde et påskud til at fortsætte forhandlingerne«. Det fascistiske riges angreb på Polen lå kun nogle dage ud i fremtiden, men Polens herskende kredse afviste på grund af deres ekstremt anti-sovjetiske holdning fortsat kategorisk enhver form for samarbejde med USSR. Frankrigs krigsministerium påpegede i et memorandum om forhandlingerne i Moskva, at den sovjetiske delegation i den hensigt at gøre det lettere for Polen at beslutte sig til militærsamarbejde med USSR meget præcist havde afgrænset de sovjetiske troppers gennemgangszoner over polsk territorium og fastlagt dem ud fra vurderinger af »rent strategisk karakter«. Imidlertid udviser Jozef Beck og den polske generalstabschef Waclaw Stachiewicz en »uforsonlig fjendtlighed. D. 20. august erklærede Stachiewicz over for den britiske militærattaché, at »der aldrig kunne blive tale om, at sovjetiske tropper fik tilladelse til at overskride den polske grænse«. De polske herskende kredse kunne kun gå med til det omtalte »påskud«, der var foreslået af det franske diplomati.

De polske lederes holdning bliver mere forståelig, hvis man tager i betragtning, at de, sådan som det nu er blevet kendt fra den polske ambassadør i Berlin Jozef Lipskis erindringer, stadig væk i disse afgørende dage gik med planer om at komme overens med det fascistiske rige. D. 18. august fremførte Lipski over for Beck, at det var formålstjenligt, at han aflagde besøg i Berlin for at forhandle med de nazistiske ledere. Den følgende dag godkendte Beck forslaget, og straks d. 20. august fløj Lipski til Warszawa for at drøfte emnet for de forestående forhandlinger med Beck. De polske ledere kunne næppe være i tvivl om, hvilken karakter disse »forhandlinger« ville få, og hvordan de ville ende. Alle havde endnu i frisk erindring de tilsvarende forhandlinger, der fandt sted i Berlin i midten af marts 1939 mellem Hitler og Tjekkoslovakiets præsident Emil Hácha. Ved at true med at jævne Prag med jorden fik Hitler som bekendt »accept« på sønderdelingen af Tjekkoslovakiet og forvandlingen af resterne til det fascistiske riges protektorat. I en situation, hvor det fascistiske rige havde tilendebragt opmarchen af sine tropper ved Polens grænse for at rette et tilintetgørende slag mod landet, måtte de polske ledere nødvendigvis forstå, at Polen under forhandlinger i Berlin ville blive påtvunget noget tilsvarende. De var dog tilsyneladende rede til at kapitulere i håbet om som resultat af forræderiet mod deres folk at blive Hitlers håndlangere i det slavebundne Polen. Hitler havde dog overhovedet ikke til hensigt at føre nogen forhandlinger med de polske repræsentanter. En frivillig kapitulation var ham ikke nok. Han havde afsluttet alle forberedelser til at knuse Polen militært og ønskede ingen anden løsning på spørgsmålet.

Den britiske regering, der ikke ønskede en overenskomst med USSR og var interesseret i at få lagt skylden for sammenbruddet i militærforhandlingerne over på Polen, forsøgte overhovedet ikke at overbevise de polske ledere om noget som helst. De tyske tropper forberedte deres næste fremstød mod øst, så de britiske herskende kredse mente ikke, der var grund til særlig bekymring. Skønt en alliance med USSR, som André Beaufre påpegede, for Frankrig »var uomgængelig fra et militært synspunkt«, da den var »den eneste chance« for at undgå krig, så var forhandlingerne med Sovjetunionen for den britiske og franske regering kun et middel til at opnå deres sande diplomatiske og strategiske mål. Beaufre skrev med henblik på disse mål, at Storbritannien og Frankrig under forhandlingerne først og fremmest tænkte på »et eventuelt tysk-sovjetisk sammenstød«. Hvorledes man i London forestillede sig dette sammenstød fremgår af udtalelser fra den britiske militærattaché i Moskva R. Firebrace angående de synspunkter, der var rettesnor for den britiske militærmission under forhandlingerne. »I en kommende krig vil Tyskland... angribe Polen med overlegne styrker og rimeligvis løbe det over ende i løbet af en måned eller to. De tyske tropper vil så kort efter krigsudbruddet stå ved den sovjetiske grænse. Det er ikke udelukket, at Tyskland så vil tilbyde vestmagterne separatfred under den betingelse, at det får frie hænder til fremrykning i øst.«

Frem til d. 21. august, dvs. den dato, der på forhånd var fastsat til det næste møde mellem de tre magters militærdelegationer, havde man ikke modtaget noget svar på det af den sovjetiske regering stillede kardinalspørgsmål. Desuden forsøgte den britiske og franske mission på ny at få mødet udsat. Alt dette fandt sted under omstændigheder, hvor Hitler-Tysklands angreb på Polen var fastsat til d. 26. august, hvorom den britiske regering var ganske godt informeret. Den sovjetiske militærmission gik ikke med til en udsættelse, og mødet afholdtes. Kliment Vorosjilov fremsatte på mødet en erklæring om, at da der ikke var modtaget svar fra Storbritannien og Frankrig på det af ham stillede principielle spørgsmål, »er der al mulig grund til at betvivle, at de stræber efter et reelt og seriøst militærsamarbejde med USSR. Heraf fremgår, at ansvaret for forhalingen af militærforhandlingerne såvel som suspenderingen af disse forhandlinger naturligvis påhviler den britiske og franske part.« Under hensyntagen til den situation, der var opstået i forhandlingerne, måtte den sovjetiske delegationsleder indrømme, at der i virkeligheden ikke var nogen tvingende grund til at samles til nye møder, før der var indløbet svar fra den britiske og franske regering. I tilfælde af positive svar, erklærede han, »skal vores konference indkaldes hurtigst muligt. Det blev det sidste møde, eftersom den britiske og franske mission ikke modtog positivt svar fra deres regeringer på den sovjetiske parts spørgsmål. I forbindelse med det tidligere omtalte »påskud« angående Polens holdning udspilledes der dog d. 22. august en lille epilog til disse forhandlinger. Lederen af den franske militærmission Joseph Doumenc sendte et brev til Kliment Vorosjilov, hvori han meddelte, at han af den franske regering havde fået »tilladelse til at give et positivt svar på den sovjetiske regerings spørgsmål«. Doumenc, der samme dag opsøgte Vorosjilov, var dog ikke i stand til at sige noget fornuftigt, hverken angående Frankrigs eller Poleris og Rumæniens holdning. Han kunne endog ikke svare på spørgsmålet om, hvorvidt den polske regering var indforstået med hans meddelelse. Vorosjilov påpegede i den forbindelse, at såfremt den polske regering havde accepteret sovjetiske troppers passage gennem Polens territorium, måtte den også øjeblikkeligt have ønsket at deltage i forhandlingerne. Han understregede, at der var behov for svar fra Storbritannien og Frankrig, som var i overensstemmelse med Polens og Rumæniens regeringer. »Når alt er blevet fuldstændigt klart, og alle svar er modtaget, så vil vi arbejde,« sagde Vorosjilov til slut. (I 1941, da begivenhedernes udvikling havde bragt Storbritannien i koalition med USSR, hvad der var dets eneste håb om redning, indrømmede Halifax med henvisning til Storbritanniens afvisning af at indgå en alliance med USSR i 1939: »Det var en fejltagelse, vi må ikke gentage den.«)

Storbritanniens og Frankrigs regeringer og ligeledes Polens regering bærer således ansvaret for de mislykkede militærforhandlinger i Moskva. Både selve handlingsforløbet og de vestlige regeringers holdning til forhandlingerne bevidner ganske tydeligt, at Storbritannien og Frankrig selv nogle få dage før krigsudbruddet stadig væk nærede håb om, at det ville lykkes dem at blive enige med Berlin. Angående Storbritanniens politiske kurs i den pågældende periode noterede USA's indenrigsminister Harold L. Ickes i sin dagbog, at Storbritannien for længst kunne være kommet overens med USSR, men »klyngede sig til håbet om, at det kunne få Rusland og Tyskland til at tørne sammen og således selv slippe tørskoet«. Vestmagterne kunne imidlertid ikke dreje begivenhederne i den ønskede retning. De aggressive magter, Tyskland, Japan og Italien, havde tilkastet dem handsken og rejst spørgsmålet om en revision af verdenskortet i deres favør. Storbritanniens og Frankrigs samarbejde med USSR kunne have standset aggressorerne. Vesten afviste de sovjetiske forslag om samarbejde. Vestmagternes herskende kredses politik var bygget på gyngende grund. Folkene måtte betale en dyr pris for denne politik.

Også i Det fjerne Østen blev situationen mere og mere kompliceret. De japanske imperialister erobrede flere og flere områder af Kina og forsøgte at udstrække deres herredømme over hele landet. Ud over militære greb de også til diplomatiske foranstaltninger for at tvinge Kinas herskende kredse til kapitulation. Under pres fra folkemasserne, der beslutsomt gik ind for at tilbagevise aggressoren, fortsatte den kinesiske regering, om end ikke uden tøven, sin modstand mod japanerne. Alle Kinas henvendelser til vestmagterne om hjælp gav stadig væk ingen resultater. Under disse omstændigheder var det kinesiske folk i særlig grad interesseret i at modtage hjælp fra Sovjetunionen. Den sovjetiske regering støttede konsekvent Kina, når spørgsmålet om den japanske aggression blev drøftet i Folkeforbundet. I forbindelse med den forestående behandling af dette spørgsmål skrev Maksim Litvinov d. 11. januar 1939 til ambassadøren i Frankrig Jakov Surits, der var udnævnt til USSR's repræsentant under Folkeforbundsrådets samling, at den kinesiske repræsentant Wellington Koo ville udfolde »en vis aktivitet«. »De skal naturligvis,« hed det i brevet, »støtte Koos forslag... forsøg at opmuntre ham, og lov ham al mulig assistance. Det er nødvendigt på forhånd at få klarhed over briternes og franskmændenes holdning, og hvis de virkeligt udviser beredvillighed til at iværksætte mere beslutsomme foranstaltninger mod Japan, så skal man ikke behøve vente på os.« Da Folkeforbundsrådets samling kort efter indledtes, gik den sovjetiske delegation på ny energisk ind for at yde effektiv hjælp til Kina. D. 13. juni 1939 bevilgede Sovjetunionen Kina en ny stor kredit (150 millioner dollars) til indkøb af krigsmateriel. Denne kredit bevirkede, at der blev sendt 300 fly, 500 kanoner, 5.700 maskingeværer, 50.000 geværer, 850 lastbiler og traktorer og ligeledes et stort antal bomber, granater, patroner, brændstof, smøreolie og andet krigsmateriel fra USSR til Kina.

Straks efter de japanske troppers nederlag ved Khasan-søen i august 1938 traf man i Tokio beslutning om i foråret 1939 at iværksætte en velforberedt invasion i de østlige områder af Den mongolske Folkerepublik. I de første dage af maj fik den japanske generalstab af kejseren ordre til at indlede militæroperationer mod Mongoliet i området ved Khalkhin-Gol floden. Straks efter trængte de første japanske troppeafdelinger ind på Mongoliets territorium, men blev slået tilbage. Den sovjetiske regering støttede Mongoliet. D. 19. maj tilkaldte Vjatjeslav Molotov den japanske ambassadør Mamoru Shigemitsu og gav ham en alvorlig advarsel. Han mindede om, at der mellem USSR og Den mongolske Folkerepublik var indgået en pagt om gensidig hjælp. På USSR's Øverste Sovjets samling erklærede Vjatjeslav Molotov d. 31. maj 1939, at »vi vil på grund af den indgåede aftale om gensidig hjælp forsvare Den mongolske Folkerepubliks grænse lige så beslutsomt som vores egen grænse«. Det blev snart klart, at japanerne havde til hensigt at erobre en del af Mongoliets territorium. Sovjetunionen kom ufortøvet sin allierede til hjælp, og der blev sendt store sovjetiske troppestyrker til Den mongolske Folkerepublik. Igennem nogle måneder udkæmpedes der heftige kampe mellem sovjetisk-mongolske og japansk-manchuriske tropper. Om omfanget af disse kampe vidner den kendsgerning, at det japanske luftvåben fra maj til september mistede 646 fly i luftkampe og på flyvepladser. I perioden fra juli til august beløb modstanderens tab sig til 18.868 dræbte og 25. 900 sårede. De sovjetiske væbnede styrker indledte d. 20. august i samarbejde med de mongolske tropper en beslutsom modoffensiv og tilføjede aggressorerne et tilintetgørende slag. I slutningen af august var hele Den mongolske Folkerepubliks territorium renset for de japansk-manchuriske erobrere. USSR havde opfyldt sine allianceforpligtelser. De japansk-manchuriske troppers nederlag ved Khal-khin-Gol floden betød imidlertid ikke afslutningen på den væbnede konflikt. De japanske aggressorer ville ikke forlige sig med nederlaget og indstille krigshandlingerne. Den japanske regering havde truffet beslutning om i tilfælde af krig mellem USSR og Tyskland automatisk at tage del deri. Situationen ved Sovjetunionens fjernøstlige grænse var stadig væk yderst spændt og USSR var således truet af alvorlig fare for samtidig at blive involveret i krig ved sin vestlige og østlige grænse.

Det sovjetiske diplomati gjorde alt, hvad det formåede, for at skabe en kollektiv fredsfront mod aggressionen. Sovjetunionen var af den opfattelse, at freden i Europa på daværende tidspunkt kunne være opretholdt gennem forenede anstrengelser fra alle stater, der havde interesse i at forhindre den tyske aggression. På grund af Storbritanniens og Frankrigs politik kronedes den sovjetiske regerings anstrengelser beklageligvis ikke med held. USSR befandt sig i realiteten fortsat i den situation af international isolation, som landet kom ud i efteråret 1938 som resultat af Storbritanniens og Frankrigs München-komplot med de tyske og italienske aggressorer. Ydermere måtte Sovjetunionen tage hensyn til, at landet i tilfælde af et tysk angreb både kunne blive angrebet af visse af sine vestlige nabolande og af Japan. Sovjetstaten var således truet af krig på to fronter. Desuden eksisterede faren for et anti-sovjetisk komplot, omfattende hele den imperialistiske lejr. Det sovjetiske diplomatis vigtigste opgave bestod i at forhindre en sådan krig. Hvis det på grund af Storbritannien, Frankrig, USA og visse andre lande ikke lykkedes at opretholde freden og sikkerheden i verden, skulle det sovjetiske diplomati gøre alt, hvad der stod i dets magt, for at begrænse omfanget af den tyske aggression, og så vidt det var muligt udskyde USSR's inddragelse i krigen. Det var forpligtet til at træffe forholdsregler, således at Sovjetunionen ikke på samme tid blev involveret i krig i Vesten og Østen under yderst ugunstige internationale forhold. Allerede i begyndelsen af 1939 begyndte den tyske regering at vise interesse for en vis normalisering af forholdet til USSR. Som det fremgår af udtalelser fra Hitler og tyske militærkredse, var Sovjetunionen den eneste magt, som det nazistiske Tyskland virkeligt frygtede at komme i konflikt med, og hvis holdning det tog hensyn til.

I den hensigt at rette den tyske aggression mod USSR himlede vestmagternes propagandaapparat i en uendelighed op om den røde hærs svaghed og det sovjetiske baglands ustabilitet. Dagligt kunne man i de borgerlige blades spalter støde på påstanden om, at USSR var en kolos på lerfødder. Man forsøgte at overbevise Hitler om, at han med lethed kunne gøre op med Sovjetunionen. Det er i den forbindelse nødvendigt at påpege, at det ikke lykkedes vestmagternes herskende kredse at overbevise Hitler, men at de selv blev fanget af disse illusioner. På et møde i den britiske regerings udenrigspolitiske komité d. 4. juli hævdede Lord Halifax, at »Hr. Hitler vurderede Rusland lavt fra et militært synspunkt«. (I den tyske generalstabs beretning fra d. 28. januar 1939 hedder det bl.a.: »De russiske væbnede styrker udgør i krigstid i kvantitativ henseende et gigantisk krigsinstrument. Deres udrustning er i det store og hele moderne. De operative principper klare og præcise. Landets rige ressources og dybe operationsrum er gode forbundsfæller.« ) Heraf drog man den naturlige konklusion: det fascistiske Tyskland går mod øst. Senere måtte det britiske folk med sit blod betale for, at Chamberlain og hans tilhængere forvekslede det ønskelige med virkeligheden. Nazisterne havde selv i de foregående år skrevet meget om USSR's svaghed for at få vestmagternes herskende kredse til at tro, at man i det fascistiske rige ene og alene tænkte på, hvorledes man skulle gøre op med sovjetstaten. Da det ikke længere drejede sig om ord, men i praksis at afgøre spørgsmålet om, hvilke modstandere der var svagest, hvem det var mindst risikabelt at gå i krig mod, viste det sig, at Tyskland i 1939 var parat til en styrkeprøve med hvem som helst, blot ikke med Sovjetunionen.

Ud fra vurderingerne af den røde hærs styrke fandt den tyske militærledelse, at kampen mod sovjetstaten krævede en forudgående forøgelse af Tysklands militære potentiel på de vesteuropæiske landes bekostning, »sikring af baglandet«, skabelse af den nødvendige koalition og forberedelse af et bredt opmarchområde. Dette bekræftes klart af konklusioner, som de tyske generaler Keitel og Brauchitsch nåede frem til. På Hitlers spørgsmål om, hvorledes det ville gå, hvis riget angreb Polen, og Frankrig og Storbritannien kom det til hjælp, svarede begge generaler, at Tyskland ville have klaret Polen i løbet et af en måned. Keitel mente, at Tyskland derefter også ville knuse Frankrig og Storbritannien. Så stillede Hitler endnu et spørgsmål: hvad ville der. ske, hvis også USSR gik mod Tyskland? Brauchitsch svarede, at i så fald ville »Tyskland blive slået«. Nazisterne var klar over, at hvis der blev etableret et snævert samarbejde mellem USSR, Storbritannien og Frankrig, ville Tyskland komme i en yderst vanskelig situation. Med henvisning til udtalelser af Hitler i en samtale med værnemagtscheferne bemærkede generalstabschefen for Tysklands landstyrker Franz Halder: »Det er svært at sluge en pagt mellem briterne og russerne. På den anden side er det det eneste, der kan stoppe Hitler nu.« Også Ribbentrops befuldmægtigede ved Hitlers stab Walter Hewel citerer den nazistiske kansler for at have udtalt, at han var tvunget til at opgive angrebet på Polen, hvis forhandlingerne i Moskva sluttede med en alliance mellem vestmagterne og USSR. Såfremt vestmagterne ikke undertegner en alliance med USSR, erklærede Hitler, »så kan jeg knuse Polen uden, fare for en konflikt med Vesten«. Dette bekræftes ligeledes af statssekretær i det tyske udenrigsministerium Ernst von Weizsäckers dagbøger. Han skrev d. 30. juli, at spørgsmålet om der blev krig eller ej den sommer, var afhængigt af udfaldet af de britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger i Moskva.

En gruppering inden for Tysklands herskende kredse, der var af den opfattelse, at Tyskland endnu ikke var rede til en storkrig, og frygtede, at Hitlers nye krigseventyr kunne ende med Tysklands nederlag, sendte en repræsentant til London for at advare briterne om Hitlers planer. Valget faldt på en medarbejder i det tyske udenrigsministerium, Erich Kordt, hvis broder Teodor Kordt var rådgiver ved den tyske ambassade i London. Påskuddet til rejsen var meget plausibelt: Erich havde besluttet at besøge sin broder. Under opholdet i London i sidste halvdel af maj havde Erich Kordt et hemmeligt møde med Robert Vansittart. Han advarede om, at Hitler indtil videre var overbevist om, at Storbritannien og Frankrig ikke havde til hensigt at yde Polen effektiv hjælp. »Hvad han frygter, er Sovjet-Rusland,« erklærede Erich Kordt. I begyndelsen af august erklærede Hitler ved flere lejligheder, at han ikke ville indlede militæroperationer mod Polen, så længe han ikke var sikker på, om Rusland eventuelt ville komme det til hjælp. Da Hitler endnu ikke mente, at Tyskland var tilstrækkeligt forberedt til et angreb på USSR, meddelte han Ribbentrop, at det var nødvendigt at indføre en ny »Rapallo-etape« i det tysk-russiske forhold og over for Moskva en vis tid føre en politik, baseret på ligevægt og økonomisk samarbejde. Som Weizsäcker skrev, »begyndte vores bejlen til russerne«. Dette fremgik snart af tonen i den tyske presse. Efterhånden forsvandt kommentarer om de tyske planer med hensyn til Ukraine fra de tyske blade, såvel som de så typiske anti-sovjetiske insinuationer. Ved nytårsreceptionen d. 12. januar talte Hitler nogle minutter med den sovjetiske ambassadør Aleksej Merekalov, hvad der aldrig tidligere var hændt ved den slags lejligheder. Hitler indrømmede senere, at han allerede på dette tidspunkt sigtede mod at nå til forståelse med USSR. D. 12. maj 1939 meddelte den sovjetiske chargé d'affaires i Tyskland Georgij Astakhov til Moskva, at »tyskerne bestræber sig på at skabe indtryk af en forestående eller allerede indtruffet opblødning af det tysk-sovjetiske forhold. Ser man bort fra alle tåbelige rygter, der her brygges sammen af tyskerne eller udenlandske korrespondentdriverter, kan man kun slå en ting fast som en ubestridelig kendsgerning, og det er en mærkbar ændring i den tyske presse over for os... dog, samtidig med at vi påpeger disse forhold, kan vi naturligvis ikke lukke øjnene for deres usædvanlige overfladiskhed eller deres karakter, der ikke forpligter tyskerne til noget som helst... Motiverne, der tvinger tyskerne til at ændre tonen over for os, er alt for gennemskuelige til, at man kan tage dem synderligt alvorligt.«

Tyske regeringsrepræsentanter begyndte også i samtaler med sovjetiske diplomater forsigtigt at sondere terrænet med henblik på en forbedring af det tysk-sovjetiske forhold. D. 17. maj havde Georgij Astakhov en samtale med en højtstående økonomisk ekspert i det tyske udenrigsministerium Julius Schnurre angående spørgsmålet om den sovjetiske handelsrepræsentation i Prag. Under denne samtale forsøgte Schnurre også at komme ind på »problemet om en forbedring af de sovjetisk-tyske relationer«. Den tyske repræsentant begyndte at »forsikre, at Tyskland ikke havde nogen som helst aggressive hensigter over for USSR,« og spurgte, hvad der burde gøres for at fjerne den sovjetiske parts mistillid. Astakhov erklærede imidlertid, at den sovjetiske regering ikke havde »oplysninger om radikale ændringer i den tyske politik«. Han bemærkede køligt, at en forbedring af atmosfæren i forholdet mellem de to lande afhang af den tyske regering. D. 20. maj rejste den tyske ambassadør i Moskva Werner von Schulenburg over for Vjatjeslav Molotov spørgsmålet om en genoptagelse af de økonomiske forhandlinger. Han foreslog i den forbindelse, at Julius Schnurre skulle rejse til Moskva. På grund af den spændte politiske atmosfære mellem USSR og Tyskland mente den sovjetiske regering dog ikke, det var muligt at forhandle om en udvidelse af de handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem de to lande. Folkekommissæren for udenrigsanliggender fremhævede denne omstændighed over for den tyske ambassadør. Han påpegede, at man i den senere tid adskillige gange havde indledt økonomiske forhandlinger med Tyskland, men at de altid var endt uden resultat. Dette gav ligeledes den sovjetiske regering begrundelse for at meddele den tyske part, at den havde fået det indtryk, at den tyske regering i stedet for saglige forhandlinger om handelsmæssige og økonomiske spørgsmål spillede en slags spil. Folkekommissæren gav i samtalen med Schulenburg udtryk for, at Tyskland til dette spil burde finde en anden makker end USSR, som ikke agtede at deltage. Mismodig over svaret opsøgte von Schulenburg straks derefter vicefolkekommissær Vladimir Potjomkin og »beklagede« sig rådvild over, at han nu ikke vidste, hvad han skulle meddele sin regering. Heller ikke Potjomkin kunne dog »trøste« ambassadøren.

Skønt tyskerne måtte have forventet det, kunne det negative svar ikke undgå at virke nedslående på dem. I Berlin begyndte man i nogen forvirring at planlægge de følgende skridt, men af frygt for en ny fiasko kunne man ikke beslutte sig til at føre dem ud i livet. I et af Weizsäcker udfærdiget udkast til et brev til Schulenburg næres der bekymring for, at en ny henvendelse er forbundet med »fare for endnu et afslag«. I det færdigredigerede brev, der blev sendt til Moskva den 27. maj påpegede Weizsäcker, at en ny tysk henvendelse kunne fremkalde homerisk latter i Moskva. Schulenburg blev derfor informeret om at forholde sig »fuldstændig afventende«. Med Hitlers godkendelse blev det besluttet at foretage den næste sondering i Berlin. Den 30. maj oplyste Weizsäcker i en samtale med Astakhov, at Tyskland havde taget det »ukrainske spørgsmål« af dagsordenen og dermed fjernet denne anledning til krig mellem de to lande. Han gav udtryk for, at det var muligt at forbedre det sovjetisk-tyske forhold. »Hvis den sovjetiske regering«, fortsatte Weizsäcker, »kan gå ind på dette tema, så er en sådan mulighed til stede. Hvis den derimod sammen med England og Frankrig sigter efter at 'indkredse' Tyskland og vil gå mod Tyskland, så forbereder vi os derpå.« Efter denne samtale skrev Weizsäcker i sin dagbog, at den tyske regering »gør fremskridt«, men at »russerne stadig væk er stærkt mistroiske«. Schulenburg, der var kommet til Berlin for at få nye instrukser, udtalte sig den 17. juni 1939 endnu mere bestemt herom over for Astakhov. Med henvisning til Astakhovs samtale med Weizsäcker spurgte Schulenburg, hvorfor den sovjetiske regering ikke havde reageret på Weizsäckers spørgsmål. På sit eget spørgsmål modtog han imidlertid heller ikke noget svar. Den sovjetiske regering lod alle henvendelser fra de fascistiske diplomater ubesvarede og fortsatte på daværende tidspunkt bestræbelserne på at indgå en overenskomst med Storbritannien og Frankrig. Schulenburg måtte i sin rapport om denne samtale konstatere, at Astakhov på ny understregede den store mistro, der herskede i Moskva til Tysklands politik.

Tilbage i Moskva opsøgte Schulenburg d. 29. juni USSR's folkekommissær for udenrigsanliggender. Han forsikrede, at »den tyske regering ønsker ikke alene en normalisering, men en forbedring af sine relationer til USSR«. Schulenburg understregede, at denne erklæring, som han fremsatte efter instrukser fra Ribbentrop, havde Hitlers godkendelse. I løbet af samtalen mindede han bl.a. om den sovjetisk-tyske neutralitetspagt af 1926. Folkekommissæren gjorde ironisk opmærksom på, at det forundrede ham, at den tyske regering stadig huskede denne pagt. Den sovjetiske regering nærede betydelig tvivl om, at det forholdt sig således. Ud fra de hidtidige erfaringer, understregede folkekommissæren, kunne man betvivle sådanne aftalers værdi. Den følgende dag sendte det tyske udenrigsministerium Schulenburg en hastemeddelelse om, at »der indtil modtagelse af videre instrukser på det politiske område er sagt tilstrækkeligt«, og at den tyske part for øjeblikket ikke skulle tage initiativ til nye samtaler. Igennem en hel måned fastholdt tyskerne beslutningen om ikke at rette henvendelse til den sovjetiske regering om dette spørgsmål. Sonderingerne blev først genoptaget i slutningen af juli, da man i Berlin havde fået underretning om Storbritanniens accept af at indlede militærforhandlinger med USSR. D. 24. juli erklærede Julius Schnurre med henvisning til Ribbentrop over for Astakhov, at »det var nødvendigt at forbedre relationerne mellem USSR og Tyskland«. Han udtrykte skuffelse over, at »folkekommissariatet for udenrigsanliggender lod alle den tyske parts forsøg på at berøre dette emne ubesvarede«. Under den følgende samtale med Astakhov d. 26. juli gentog Schnurre disse erklæringer.

D. 3. august blev Astakhov indbudt til at aflægge besøg hos Ribbentrop. Den tyske minister erklærede, at der »i hele området fra Sortehavet til Østersøen« ikke fandtes uløselige spørgsmål mellem USSR og Tyskland. »Hvis den sovjetiske regering var indforstået med dette udgangspunkt, kunne man blive enige om alle disse spørgsmål.« I et forsøg på at udøve pression lagde Ribbentrop ikke skjul på, at Tyskland førte hemmelige forhandlinger med Storbritannien og Frankrig, og tog på ny sin tilflugt til utvetydige trusler. »Hvis De har andre perspektiver,« sagde han, »hvis De f.eks. mener, at den bedste metode til regulering af vore relationer består i at invitere britisk og franske militærmissioner til Moskva, så er det naturligvis Deres sag. Hvad os angår, så tager vi os ikke af det skrigeri, der rettes mod os fra det såkaldte vesteuropæiske demokratis lejr. Vi er stærke nok og møder deres trusler med foragt og spot. Vi er os vores styrke bevidst; der findes ikke den krig, som vi ikke vil kunne vinde.« Samme dag rejste den tyske ambassadør Werner von Schulenburg også disse spørgsmål over for Vjatjeslav Molotov. Folkekommissæren påpegede, at en normalisering af det sovjetisk-tyske forhold også var i overensstemmelse med den sovjetiske regerings ønske, men erklærede samtidig, at forværringen i forholdet ikke skyldtes den sovjetiske regering, og henviste direkte til Anti-kominternpagten som hovedårsag hertil. Folkekommissæren fremførte yderligere eksempler på Det tredje Riges anti-sovjetiske udenrigspolitik: ansporing og støtte til Japans aggression mod USSR og München-overenskomsten.

Hvorledes harmonerede dette med ambassadørens forsikringer om, at Tyskland ikke nærede fjendtlige hensigter over for USSR? Han lod derefter forstå, at den sovjetiske regering ikke troede på nazisternes fredsforsikringer angående Polen. En fredelig løsning på det polske spørgsmål afhang først og fremmest af den tyske part, udtalte han. Schulenburgs konklusioner angående denne samtale måtte ligeledes give udtryk for skuffelse. Han fastslog d. 4. august i sin indberetning til Berlin, at »den sovjetiske regering for øjeblikket er besluttet på at nå til enighed med England og Frankrig«. Tre dage senere skrev Schulenburg: »Af hvert ord og hvert skridt mærker man den meget store mistro til os. At det forholder sig sådan, har vi vidst længe. Ulykken består i, .. .at mistroen meget let flammer op og kun langsomt og med besvær igen kan fjernes.« Weizsäcker konstaterede d. 6. august, at tyskerne udfoldede stadig mere ihærdige anstrengelser for at nå til enighed, men at Moskva ikke reagerede på disse sonderinger. Dokumenterne bekræfter, at den sovjetiske regering var helt på det rene med nazisternes fordægtige hensigter. D. 8. august 1939 indberettede Georgij Astakhov til Moskva, at de fascistiske ledere naturligvis ikke havde til hensigt at »respektere de eventuelle behørige forpligtelser alvorligt og i en længere periode. Jeg tror blot, at de finder det muligt at etablere en vis enighed i den nærmeste fremtid. .. med hensyn til den videre udvikling vil sagen naturligvis ikke afhænge af disse forpligtelser, men af den nye situation, der vil være opstået.« Astakhov påpegede, at tyskerne »er åbenlyst foruroliget over vore forhandlinger med de britisk-franske militærdelegationer og sparer ikke på de mest vidtrækkende argumenter og Lafter for at forhindre en eventuel militæroverenskomst. I den forbindelse er de efter min mening nu rede til deklarationer og gestus, som for et halvt år siden ville have været fuldstændig udelukket.«

Selv vestlige forskere har måttet anerkende, at Sovjetunionen befandt sig i en umådelig vanskelig situation, fordi vestmagterne ikke ønskede at samarbejde med USSR i forsvaret af freden i Europa. Den britiske historiker Leonard Mosley belyser i sin bog om den anden verdenskrigs indledende stadier dette spørgsmål på følgende måde. Med henblik på USSR's ganske naturligt tiltagende mistro til Storbritanniens og Frankrigs politiske motiver skriver han, at de sovjetiske ledere forstod, at »de hverken kunne stole på den ene eller anden side. De frygtede, at demokratiernes sendrægtige repræsentanter og de lokkende snakkehoveder i Berlin hvert øjeblik kunne afsløre sig som svindlere og endnu en gang finde sammen, som de havde gjort det i München, og efterlade russerne mere isolerede end nogen sinde. Det var tiden til at udvise forsigtighed.« Den sovjetiske regering reagerede som hidtil ikke på sonderingerne fra de tyske diplomater og arbejdede fortsat ihærdigt på at føre de britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger til en vellykket afslutning. I midten af august var det imidlertid fuldstændig indlysende for den sovjetiske regering, at det ikke var muligt at nå til enighed med Storbritanniens og Frankrigs regeringer om at indgå en effektiv aftale om gensidig hjælp. Situationen var som følger: Storbritannien og Frankrig arbejdede på at få en overenskomst i stand med Tyskland, der ikke ønskede en sådan overenskomst; Tyskland stræbte efter at få undertegnet en ikke-angrebspagt med USSR, men den sovjetiske regering afviste de tyske forslag; USSR ville indgå en aftale om gensidig hjælp med Storbritannien og Frankrig, som afviste at undertegne en sådan aftale. De britiske regeringsdokumenter om de britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger, der nu (om end ikke i fuldt omfang) er blevet tilgængelige for forskerne, bevidner uigendriveligt, at Storbritannien og Frankrig ikke ønskede et samarbejde med Sovjetunionen. Hverken blandt Chamberlains, Halifax' og andre britiske regeringsmedlemmers udtalelser under møder i regeringen eller den udenrigspolitiske komité eller blandt de memorandumer, de fik forelagt, er der en eneste erklæring eller et eneste dokument, som viser, at den britiske regering skulle stræbe efter at indgå en effektiv aftale med USSR om gensidig hjælp mod den fascistiske aggression. Som ovenfor omtalt beviser de tværtimod ubestrideligt, at de britiske herskende kredse under forhandlingerne med USSR fulgte helt andre mål.

Helt frem til midten af august 1939, så længe der endnu eksisterede et vist håb om at indgå en britisk-fransk-sovjetisk overenskomst, lod den sovjetiske regering alle tyskernes sonderinger ubesvarede. Da tremagts-forhandlingerne brød sammen, var det imidlertid ikke længere muligt at ignorere de tyske henvendelser. I forbindelse med de resultatløse britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger stod den sovjetiske regering i realiteten over for følgende alternativ: enten passivt se til, hvorledes Tyskland erobrede eller på anden måde etablerede sit herredømme over USSR's nabolande i Østeuropa og indtog gunstige strategiske positioner til et efterfølgende angreb på USSR under omstændigheder, hvor enhver væbnet konflikt nær ved den sovjetiske grænse kunne udvikle sig til direkte krigshandlinger eller benytte sig af, at Tyskland på det pågældende tidspunkt ikke havde til hensigt at begynde krig mod USSR, og gøre alt, hvad der under de daværende omstændigheder var muligt, for at begrænse omfanget af den tyske aggression og således til det yderste beskytte såvel USSR's som de øvrige østeuropæiske landes og folks interesser og ligeledes forhindre muligheden af, at der udbrød spontane, uoverlagte krigshandlinger mellem Tyskland og USSR.

I mellemtiden udfoldede det tyske diplomati en stærkt stigende aktivitet. D. 14. august 1939 modtog Schulenburg instrukser fra Ribbentrop om øjeblikkeligt at opsøge folkekommissæren for udenrigsanliggender. Han var blevet pålagt at fremsætte en erklæring om, at Storbritannien og Frankrig på ny forsøgte at involvere Sovjetunionen i krig mod Tyskland. I 1914 havde denne politik haft alvorlige konsekvenser for Rusland. Tysklands og USSR's interesser krævede, at de ikke sønderrev hinanden til fordel for vestmagterne. Efter således at have opstillet perspektiverne for en krig mellem Tyskland og USSR erklærede den tyske regering, at den var rede til at indgå en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen. Næste dag oplæste den tyske ambassadør denne erklæring for Vjatjeslav Molotov. I rapporten til Berlin herom påpegede Schulenburg, at skønt folkekommissæren bød Tysklands hensigter om at forbedre forholdet til USSR velkommen, havde han dog ikke givet noget konkret svar på de stillede spørgsmål, herunder på muligheden af, at Ribbentrop aflagde besøg i Moskva. I Berlin var man ganske åbenlyst utålmodige. D. 17. august opsøgte Schulenburg på ny folkekommissæren for udenrigsanliggender. Han bekræftede, at Tyskland var villig til at indgå en ikke-angrebspagt med USSR og samtidig garantere de baltiske staters suverænitet. Den tyske regering lovede ligeledes at øve indflydelse på Japan med det formål at få normaliseret de japansk-sovjetiske relationer. Schulenburg meddelte, at Tysklands udenrigsminister Joachim von Ribbentrop var parat til at komme til Moskva d. 18. august eller en af de følgende dage. Hitler havde i denne forbindelse erklæret, at såfremt det var nødvendigt, ville han selv rejse til Moskva. Den tyske ambassadør modtog et svar, der gik ud på, at en forbedring af det sovjetisk-tyske forhold måtte ske gradvist gennem en række praktiske skridt, og at den tyske ministers besøg ikke var muligt uden en forudgående omhyggelig forberedelse. Folkekommissæren mindede desuden om den tyske politiks mangeårige anti-sovjetiske orientering. Efter instrukser fra Ribbentrop insisterede Schulenburg i en samtale med Molotov d. 19. august endnu en gang på, at den tyske minister øjeblikkeligt skulle rejse til Moskva, men modtog et nyt afslag.

D. 20. august sendte Hitler et telegram til Stalin. Det påpeges heri, at der hvad dag det skulle være kunne »udbryde en krise«, som Sovjetunionen eventuelt kunne blive inddraget i, hvis man ikke accepterede at undertegne en ikke-angrebspagt med Tyskland. »Jeg foreslår Dem derfor endnu en gang,« hedder det i telegrammet, »at modtage min udenrigsminister tirsdag d. 22. august eller senest onsdag d. 23. august. Rigsudenrigsministeren har den mest omfattende generalfuldmagt til at udfærdige og underskrive ikke-angrebspagten.« Det var ikke længere muligt for USSR at afvise de tyske forslag. Det var nødvendigt at undgå krig ved den sovjetiske vestgrænse, eftersom sovjetiske tropper allerede var involveret i de heftigste kampe med de japanske aggressorer i Det fjerne Østen ved Khalkhin-Gol floden, og der således var alvorlig fare for på samme tid at skulle føre krig både i Vest og Øst uden at have nogen allierede. Den sovjetiske regering fandt det nødvendigt, uden at overvurdere betydningen af aftaler, undertegnet af Tyskland, at acceptere det tyske forslag. D. 21. august om aftenen efter det sidste resultatløse møde mellem den britiske, franske og sovjetiske militærmission indvilligede den sovjetiske regering omsider i, at den tyske udenrigsminister kom til Moskva d. 23. august. Dette betød imidlertid ikke, at den sovjetiske regering havde opgivet videre forsøg på at få en overenskomst i stand med Storbritannien og Frankrig. Næste morgen blev repræsentanter for de udenlandske telegrambureauer i Moskva informeret om, at Ribbentrops ankomst for at underskrive en ikke-angrebspagt ikke var uforeneligt med en fortsættelse af forhandlingerne mellem den britiske, franske og sovjetiske militærdelegation med det formål at organisere modstand mod aggression. Ikke-angrebspagten var tværtimod helt i overensstemmelse med en tresidet aftale mellem Frankrig, Storbritannien og USSR. Disse skridt udelukkede på ingen måde hinanden. En britisk-fransk-sovjetisk pagt, suppleret med en militæroverenskomst, havde til formål at tøjle Tyskland, hvis det fortsatte sine aggressionsbestræbelser. Indgåelse af ikke-angrebspagten mellem USSR og Tyskland ville mindske spændingen mellem de to lande. D. 23. august ankom Ribbentrop til Moskva for at undertegne ikke-angrebspagten.

Man kan i den forbindelse ikke undlade at påpege den principielle forskel i holdningen til forhandlinger med USSR mellem Storbritanniens og Frankrigs regeringer og Tysklands regering. Den tyske regering meddelte gennem sin ambassadør i Moskva helt konkret, at den ønskede at indgå en ikke-angrebspagt med USSR. Lederen af den tyske regering sendte et særligt budskab angående dette spørgsmål til Stalin. Tysklands udenrigsminister ankom til Moskva. Disse kendsgerninger kunne kun betyde, at Tyskland uden nogen form for forhaling ønskede at afslutte en aftale med USSR. Alt dette stod i skarp kontrast til, hvorledes man i London og Paris forholdt sig til forhandlingerne med USSR. Mens Storbritannien og Frankrig igennem mange måneder førte resultatløse forhandlinger, krævedes der kun én dag for at affatte og underskrive den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt. Pagten, der blev underskrevet natten mellem d. 23. og d. 24. august indeholder forpligtelser om ikke-angreb (artikel I) og afvisning af at yde assistance til en magt, som angreb en af de to aftaleparter (artikel II). De to parter forpligtede sig til at informere hinanden om spørgsmål, der angik deres fælles interesser (artikel III) og ikke indgå i nogen magtkonstellation, der direkte eller indirekte var rettet mod den anden part. Pagten blev indgået for en periode på ti år. Da Tyskland. var yderst interesseret i at indgå ikke-angrebspagten med USSR, påtog Ribbentrop sig under forhandlingerne visse supplerende (ensidige) forpligtelser. Ribbentrop var ganske udmærket klar over, at Sovjetunionen for at opretholde sin sikkerhed fandt det i særlig grad nødvendigt at beskytte de områder, der stødte op til landets vestgrænse, mod aggression (Baltikum, Vest-Ukraine, Bessarabien og andre). Han forpligtede derfor Tyskland til at respektere disse områders integritet. Ligeledes lovede han at etablere kontakt til den japanske regering for at anspore den til at normalisere relationerne til USSR.

Den sovjetiske regerings beslutning om at indgå denne pagt var nødtvungen, men den eneste rigtige under de daværende omstændigheder, hvor det ikke var lykkedes at skabe en britisk-fransk-sovjetisk koalition. Vjatjeslav Molotov understregede i en samtale med den franske ambassadør d. 23. august 1939, at den sovjetiske regering først havde truffet beslutning om at indgå pagten med Tyskland, da den definitivt var blevet overbevist om, at der ikke kunne komme noget positivt ud af de britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger. I et interview, som folkekommissæren for forsvaret Kliment Vorosjilov gav til en korrespondent fra Isvestija, blev det ligeledes påpeget, at USSR havde indgået ikke-angrebspagten med Tyskland som resultat af, at »militærforhandlingerne med Frankrig og Storbritannien var gået i hårdknude på grund af uovervindelige uoverensstemmelser«. Selv den franske militærattaché i USSR Auguste Palasse indrømmede, at den sovjetiske regering under hele forløbet af de britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger havde udvist oprigtig interesse for at indgå en tremagtsoverenskomst, og at underskrivelsen af pagten med Tyskland under disse omstændigheder var det eneste rigtige skridt. D. 27. august skrev han angående den sovjetiske regerings holdning: »Jeg mener stadig, at den af frygt for den overordentlige styrkelse af Tyskland ville have foretrukket en overenskomst med Frankrig og Storbritannien, hvis blot dette havde været muligt.. .« Formanden. for folkekommissærernes råd og folkekommissær for udenrigsanliggender Vjatjeslav Molotov erklærede nogle dage senere under USSR's Øverste Sovjets samling, at den sovjetiske regering, da forhandlingerne med Storbritannien og Frankrig havde vist, at der ikke var begrundet håb om at indgå en pagt om gensidig hjælp, uundgåeligt måtte stille sig spørgsmålet om, hvilke andre muligheder der eksisterede for at fjerne truslen om krig mellem Tyskland og USSR. »Det er vores forpligtelse,« understregede han, »at tage vare på det sovjetiske folks interesser, på Unionen af socialistiske Sovjetrepublikkers interesser. Så meget desto mere som vi er overbevist om, at USSR's interesser er sammenfaldende med andre landes folks fundamentale interesser.« Ved at indgå ikke-angrebspagten med USSR forpligtede den tyske regering sig til ikke at krænke sovjetiske landområder. Samtidig skulle den opgive sine planer om at annektere Sovjet-Ukraine og oprette en ukrainsk vasalstat såvel som planerne om at etablere sit herredømme over de baltiske lande, herunder at forvandle dem til opmarchornråder for et angreb mod USSR.

Den sovjetiske regering medvirkede gennem undertegnelsen af ikke-angrebspagten også til opretholdelse af freden ved USSR's fjernøstlige grænse. Indgåelsen af pagten skabte panik blandt Japans herskende kredse, der havde regnet med Tyskland som den vigtigste allierede i krigen mod USSR. »Meddelelsen om indgåelsen af ikke-angrebspagten mellem USSR og Tyskland har fremkaldt et forbløffende indtryk her og medført åbenlys forvirring, i særdeleshed blandt militaristerne og i den fascistiske lejr,« skrev den sovjetiske ambassade i Japan. Hiranuma-regeringen, der havde baseret sin politik på et anti-sovjetisk samarbejde med Tyskland, måtte gå af. Japan blev tvunget til at revidere sine planer, og indtil videre opgive at invadere sovjetisk Fjernøsten. Japans stilling i forhold til Kina var ligeledes svækket. Den kinesiske ambassadør i Moskva Yang Chieh erklærede d. 26. august i en samtale med viceudenrigskommissær Solomon Losovskij, at han fra sin regering havde modtaget meddelelse om, at den hilste den tysksovjetiske ikke-angrebspagt velkommen, da den »ubetvivleligt er et slag for Japan«. (f.eks. udtalte Stalin en måned senere d. 2. oktober 1939 under en samtale med Letlands udenrigsminister Vilhelms Munters, at man ikke kunne udelukke muligheden af et tysk angreb mod USSR. Igennem seks år havde nazisterne optrådt fjendtligt over for USSR. Der var nu sket et uventet omsving. Den slags ting hændte undertiden i historien. Men man kunne ikke forlade sig derpå. Det var nødvendigt at forberede sig i tide). Den sovjetiske regering forstod naturligvis udmærket, at man ikke kunne forlade sig på, at ikke-angrebspagten med Tyskland ville være en garanti mod aggression. Det var klart, at nazisterne, så snart de følte sig tilstrækkeligt stærke, ville vende alle deres styrker mod USSR. Ved ratificeringen af pagten på USSR's Øverste Sovjets samling blev det understreget, at »den ikke må svække vores årvågenhed«.

Den sovjetiske regering var også efter underskrivelsen af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt interesseret i at samarbejde med Storbritannien og Frankrig. Den franske ambassadør i Moskva Paul-Emile Naggiar meddelte d. 23. august den amerikanske ambassadør Laurence Steinhardt, at Vjatjeslav Molotov i en samtale med ham havde udtalt, at »ikke-angrebspagten med Tyskland ikke var uforenelig med en gensidig defensiv alliance mellem Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen«. Formanden for folkekommissærernes råd havde imidlertid påpeget vanskelighederne i forbindelse med Polens afvisning af at modtage sovjetisk hjælp. (Den sovjetiske regering var vitalt interesseret i, at Polen ikke blev tilintetgjort af det fascistiske rige, og var fortsat rede til at yde det hjælp. Særlig bemærkelses værdig er følgende hændelse, der fandt sted d. 2. september, dagen efter det fascistiske riges angreb på Polen, hvor Storbritannien og Frankrig på trods af deres alliance med Polen fortsat opretholdt tavshed angående deres holdning. Den sovjetiske ambassadør i Warszawa Nikolaj Sjaronov aflagde besøg hos Polens udenrigsminister Jozef Beck og med henvisning til et interview med Kliment Vorosjilov d. 27. august, hvori der var omtalt eventuelle leverancer af militærudstyr fra Sovjetunionen til Polen, spurgte han, hvorfor Polen ikke rettede henvendelse til Sovjetunionen om hjælp. Det tog imidlertid den polske regering en hel uge at give ambassadøren i Moskva Waclaw Grzybowski instrukser om at tage kontakt med den sovjetiske regering om dette spørgsmål. Tiden var imidlertid forpasset, da udfaldet af krigen mellem Tyskland og Polen allerede var en afgjort sag.) Molotov understregede ligeledes, at den sovjetisk-franske aftale var gældende i fuldt omfang.

Samme dag meddelte den franske militærattaché i Moskva Auguste Palasse til Paris: »Jeg mener fortsat, at løsningen på problemet i form af en overenskomst med Tyskland for USSR kun er en nødudvej i den værst tænkelige situation og muligvis et pressionsmiddel for hurtigere at få skabt en solid og i alle dens dele godt sammensvejset koalition, som altid har forekommet mig at være objekt for de sovjetiske lederes ønsker.« (D. 27. august overgav den britiske ambassade i Washington et referat af det pågældende Foreign Office-telegram til USA's udenrigsministerium) D. 24. august informerede Foreign Office den britiske ambassade i Washington om Vjatjeslav Molotovs erklæring, hvori det hed, at om nogen tid, muligvis en uge, kunne forhandlingerne med Frankrig og Storbritannien eventuelt genoptages. Den britiske og franske militærmission fik imidlertid ordre til at vende tilbage til henholdsvis London og Paris. Ved afskedsbesøget hos Kliment Vorosjilov udtalte denne: »Desværre lykkedes det os ikke denne gang at nå til enighed. Lad os håbe, at vores arbejde ved en anden lejlighed må blive mere vellykket.« Dette emne blev ligeledes taget op under en samtale d. 26. august mellem viceudenrigskommissær Solomon Losovskij og den kinesiske ambassadør Yang Chieh. På ambassadørens spørgsmål, om de britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger ville fortsætte, svarede vicefolkekommissæren, at »der var ført forhandlinger med Storbritannien og Frankrig igennem fem måneder, og delegationernes afrejse er en episode i disse forhandlinger. Delegationer kommer og går, men spørgsmålet om kampen for freden består. Afrejsen er ikke et resultat af indgåelsen af ikke-angrebspagten mellem USSR og Tyskland, men af manglende enighed angående en række spørgsmål. Hvis Storbritannien og Frankrig accepterer den sovjetiske regerings forslag, er muligheden af at indgå en aftale med dem ikke udelukket... For øjeblikket er forhandlingerne afbrudt, om de bliver genoptaget afhænger af Storbritannien og Frankrig.«

På et fransk regeringsmøde d. 24. august drøftede man, hvad der videre skulle ske. Edouard Daladier gav udtryk for den opfattelse, at man skulle genoptage forhandlingerne med russerne. Næste dag foreslog en af hans rådgivere Roger Genebrier, at man skulle sende Frankrigs tidligere luftfartsminister Pierre Cot til Moskva (han var helt tilbage fra 1933 konsekvent gået ind for samarbejde med USSR) og udtrykte håb om, at han kunne udvirke, at man fik undertegnet en overenskomst. Også Doumenc gav udtryk for den opfattelse, at det stadig væk var muligt at indgå en alliance med USSR. Den franske regering traf imidlertid ingen konkrete beslutninger i den retning. Chamberlain-regeringen udfoldede på daværende tidspunkt feberagtige forsøg på i sidste øjeblik at nå til enighed med de fascistiske ledere og havde mistet enhver interesse for forhandlingerne med Sovjetunionen. Begivenhederne i den sidste uge af august 1939 bekræftede således definitivt, at man i London og Paris ikke stræbte efter en overenskomst med USSR, men efter et nyt imperialistisk komplot med det fascistiske rige: Begivenhedernes udvikling viste helt tydeligt, hvor fremsynet og korrekt den sovjetiske regerings politik var. Som den havde frygtet, ydede Storbritannien og Frankrig ikke Polen den mindste hjælp efter det fascistiske riges angreb. Mens der var krig i Østeuropa krøb de franske tropper sammen bag Maginot-linien. Det var indledningen til den »besynderlige« krig (the phoney war). Havde USSR under de britisk-fransk-sovjetiske forhandlinger på grund af manglende forsigtighed påtaget sig bestemte ensidige forpligtelser, samtidig med at den britiske og franske regering havde afvist konkrete forpligtelser til med tilstrækkeligt store styrker at iværksætte aktioner mod aggressoren i vest, ville Sovjetunionen kunne have befundet sig i krigstilstand med Tyskland uden virkelige allierede.

D. 22. august 1939 sammenkaldte Hitler værnemagtens ledende stab og meddelte den, at han fandt det nødvendigt øjeblikkeligt at begynde krig. Han hævdede, ikke uden grund, at skønt Storbritannien og Frankrig havde påtaget sig bestemte forpligtelser over for Polen, havde de i realiteten ikke i sinde at opfylde dem. De tyske fascister ønskede ikke længere sejre uden blodsudgydelse. De forberedte sig til verdenskrig og ville have deres soldater prøvet i ildkamp i en lokal konflikt, dvs. i krig mod Polen. Da Italiens udenrigsminister Galeazzo Ciano spurgte Joachim von Ribbentrop: »Hvad ønsker De? Korridoren eller Danzig?« - svarede den tyske minister kynisk: »Hverken det ene eller det andet... Vi vil krigen.« Hitler informerede italienerne om, at der ifølge den tyske generalstabs mening krævedes fra fire til seks uger for at knuse Polen. Da efterårsregnen gjorde vejene i Polen ufremkommelige omkring midten af oktober, var sidste frist for påbegyndelsen af operationen i slutningen af august. Nazisterne planlagde i løbet af krigen mod Polen at forøve en vandalisme uden sidestykke i menneskehedens historie for også at skræmme øvrige eventuelle modstandere, i særdeleshed de mindre europæiske lande, således at de ville kapitulere uden modstand. Med det formål at skabe »Lebensraum« for den tyske »herrerace« havde fascisterne til hensigt at iværksætte en brutal udryddelse af den polske befolkning. Hitler erklærede over for Ribbentrop, at hvis det kom til en væbnet konflikt mellem Tyskland og Polen, skulle den tyske hær optræde grusomt og nådesløst. Tyskerne var kendt i hele verden som hunnerne, men det, der ville ske i tilfælde af en krig med Polen, ville overgå alle hunnernes gerninger.

I en situation, hvor krigen hastigt nærmede sig, gjorde den britiske og franske regering et nyt forsøg på at få et komplot i stand med nazisterne. Den britiske ambassadør i Berlin Neville Henderson kom til den konklusion, at Neville Chamberlain ligesom forud for München selv skulle tage affære. På Hendersons initiativ sendte den britiske premierminister d. 22. august et budskab til Hitler, der helt åbenlyst afslører Chamberlain-diplomatiets hykleri. Samtidig med at Chamberlain gav udseende af, at den britiske regering skulle have i sinde at opfylde sine forpligtelser over for Polen, påpegede han, at han var rede til at føre forhandlinger og drøfte stridsspørgsmålene mellem Tyskland og Polen såvel som mere omfattende problemer angående de internationale relationers fremtid, herunder spørgsmål, der var af interesse for Storbritannien og Tyskland. Den britiske regerings handling er et utvetydigt vidnesbyrd om, at den var parat til et nyt München, denne gang på Polens bekostning, med det formål at nå frem til en »generel overenskomst« med Tyskland. Da William Bullitt var blevet gjort bekendt med Chamberlains budskab, kom han ikke helt tilfældigt til den konklusion, at »det synes at være forberedelsen til et nyt München«. Da Chamberlain næste dag informerede den amerikanske ambassadør i London Joseph Kennedy om budskabets indhold, indrømmede han selv, at Storbritanniens politik over for Polen var den samme som over for Tjekkoslovakiet i München-perioden.

I stedet for sammen med USSR at yde hjælp lagde den britiske regering et meget kraftigt pres på Polen for at tvinge det til at kapitulere over for Tyskland uden at det kom til krig. USA besluttede ligeledes at yde sit bidrag til at bringe et nyt München i stand, da man ikke gjorde sig håb om at Storbritannien og Frankrig kunne holde stand i tilfælde af krig. D. 23. august anbefalede Joseph Kennedy i et telegram til den amerikanske regering, at den øjeblikkeligt forsøgte at påvirke Polen. »Jeg ser ikke andre muligheder,« konkluderede han. I en telefonsamtale til udenrigsministeriet erklærede han, at briterne kun ønskede en ting af USA: at det lagde pres på polakkerne. Joseph Kennedy ikke så meget som antydede, at Storbritannien, Frankrig og USA skulle øve pression mod Tyskland, dvs. mod aggressoren, og fandt, at den eneste »udvej« var Polens kapitulation. D. 23. august rettede Franklin Roosevelt en henvendelse til den italienske konge, og d. 24. august til den nazistiske kansler og Polens præsident og anbefalede dem at medvirke til en fredelig bilæggelse af de opståede uoverensstemmelser. I forbindelse med, at den britiske ambassadør i Berlin Neville Henderson, der på linje med Chamberlain var konsekvent tilhænger af en overenskomst med Tyskland, ankom til London, forstærkedes spekulationerne om, at der forestod et nyt skændigt komplot med »der Führer«. Eksempelvis telegraferede William Bullitt til udenrigsministeriet, at ifølge oplysninger, han var i besiddelse af, var den britiske premierminister blevet enig med sin Berlinambassadør om omhyggeligt at forberede »et forræderi mod Polen under anvendelse af en variant af den teknik, de med så stor succes havde gjort brug af over for Tjekkoslovakiet«.

Med henblik på situationen, som den på daværende tidspunkt tog sig ud, bemærkede Ivan Majskij d. 26. august, at »der fornemmes helt klart en stemning af München i luften«. Den britiske regering, Roosevelt, den romerske pave, den belgiske konge og flere andre, skrev han, famler febrilsk efter et eller andet påskud til et kompromis« i det polske spørgsmål. Halifax' sekretær Oliver Harvey noterede d. 27. august i sin dagbog, at der forberedtes »et nyt München og forræderi mod polakkerne«. »Horace Wilson og R. A. Butler arbejder som bævere herpå,« skrev han. Af protokollerne fra de britiske kabinetsmøder, der nu er blevet tilgængelige for historikerne, fremgår, at Halifax på et møde erklærede, at anneksionen af Danzig ikke i sig selv ville være casus belli (krigsårsag) for Storbritannien. Dette betød, at Storbritannien ikke havde til hensigt at komme Polen til hjælp, hvis krigen blev indledt på grund af Danzig. Så sent som den 26. august mente Chamberlain stadig væk, det var muligt at komme overens med Hitler. Den britiske premierminister erklærede på det britiske kabinetsmøde angående »der Führer«s holdning, sådan som han forstod den: »Den fundamentale idé var, at hvis vi ville lade Hr. Hitler have fred og ro i hans sfære (Østeuropa), så ville han lade os have fred og ro.« London var klar til et nyt komplot med »der Führer« på dette grundlag.

Næste dag d. 27. august, meddelte Chamberlain og Halifax gennem deres uofficielle sendebud den svenske industrimand Johan Birger Dahlerus, der rejste i pendulfart mellem London og Paris, endnu en gang Hitler, at de »ønskede en overenskomst med Tyskland«. I mellemtiden var nazisterne ved at have afsluttet krigsforberedelserne. D. 23. august havde Danzig-nazisterne udråbt deres »fører« Albert Forster til byens overhoved. Dette var en bevidst provokation for at fremkalde modaktioner fra den polske regering, der skulle tjene som påskud til Tysklands »forsvarsforanstaltninger« mod Polen, dvs. til at indlede krigshandlingerne. I denne situation underskrev den britiske regering d. 25. august en overenskomst om gensidig hjælp med Polen. Den forestillede sig imidlertid overhovedet ikke, at en overenskomst på et så sent tidspunkt kunne redde Polen fra at blive knust. Allerede dagen efter fastslog Henderson på et britisk kabinetsmøde, at »den virkelige værdi af vores garanti til Polen gik ud på at gøre det muligt for Polen at komme til forståelse med Tyskland«. Selv denne vurdering viste sig for optimistisk. Den britiske regering fortsatte forsøgene på at nå til enighed med nazisterne. D. 28. august sendte Chamberlain endnu et budskab til Hitler med opfordring til at få bilagt den tysk-polske konflikt, hvorefter man skulle gå i gang med at udarbejde en »generel« britisk-tysk overenskomst. Han understregede specielt, at han nærede »et oprigtigt ønske om at nå til enighed«. Den dybereliggende mening i dette budskab afsløres krystalklart gennem en meddelelse til Hitler fra Mussolini, der i disse dage stod i snæver kontakt med den britiske regering for sammen med den at arrangere et nyt München. »Il Duce« skrev, at Chamberlains budskab indeholdt »forudsætninger og elementer til en for Tyskland favorabel løsning på alle problemer, som interesserede det«. (D. 31. august fremkom Mussolini selv med et initiativ: han foreslog, at man d. 5. september indkaldte en konference med det formål at revidere de artikler i Versailles-traktaten, der var årsag til konflikten. Chamberlain og Daladier accepterede forslaget). Skønt man på daværende tidspunkt i London var vidende om, at det fascistiske rige havde koncentreret en stor del af sine divisioner nær ved den polske grænse og havde i sinde at rette slaget mod Polen en af de nærmeste dage, mente man på det britiske kabinetsmøde d. 30. august, at »disse militærkoncentrationer ikke var et gyldigt argument mod videre forhandlinger med den tyske regering«. Samme dag indrømmede Chamberlain i en samtale med Joseph Kennedy, at han »var mere bekymret med hensyn til at få polakkerne end tyskerne til at tage mod fornuft«, og mente, at polakkerne skulle gå med til indrømmelser. Den britiske premierminister erklærede, at spørgsmålet bestod i at »udrede hele det europæiske økonomisk-politiske problem«, og at han var »villig til at gøre dette sammen med Hitler«. Den franske regering trak i samme retning. I et budskab til »der Führer« mindede Daladier om: »Ingen franskmand har nogen sinde gjort mere end jeg har gjort for ikke blot at styrke freden, men et oprigtigt samarbejde mellem vore to folk.« Hitler havde dog ikke til hensigt at ændre sine planer. Han opretholdt kontakterne til den britiske regering og foreslog endog en britisk-tysk alliance, men kun for at få den forestående væbnede konflikt mellem Tyskland og Polen geografisk afgrænset. Han agtede ikke at indgå nogen overenskomst med Storbritannien. Så tidligt som den 22. august havde den tyske regering udstedt en forordning om, hvorledes man skulle forholde sig til de forskellige sonderinger om at indlede forhandlinger: det var på det strengeste forbudt at deltage i nogen form for forhandlinger.

Forberedelserne til angrebet på Polen var i fuld gang. Tyskland havde til angrebet på Polen opstillet 57 divisioner og 2 brigader (heri indbefattet 6 panser- og 8 motoriserede divisioner), som alt i alt omfattede 1,5 million mand, over 2500 tanks og ca. 2000 fly. Ved daggry d. 1. september 1939 trængte tyske tropper fra tre sider ind over Polens grænser. Alle den britiske og den franske regerings forsøg på at komme overens med det fascistiske Tyskland led ynkelig fiasko. De stod over for en yderst vanskelig opgave. De havde selv bragt Storbritannien og Frankrig ud i en ekstremt farlig situation. Den britiske og franske regering kunne ikke regne med, at de ville være i stand til at besejre Tyskland. De mente dog, det ville være den værste udvej, hvis de undlod at opfylde deres allianceforpligtelser over for Polen, da dette ville medføre, at Tyskland efter tur opslugte Polen, Rumænien, Ungarn, Jugoslavien, Grækenland og Tyrkiet. Med rådighed over alle disse landes supplerende ressourcer ville aggressorerne derefter vende sig mod Storbritannien og Frankrig. Storbritannien og Frankrig måtte erklære Tyskland krig. Krigen udviklede sig til 2 verdenskrig.

Teksten er fremstillet af Vilnis Sipols. Udeladt i teksten er overskrifter og utallige henvisninger til kilder, til officielle statsdokumenter, diplomaters erindringer, vurderinger fra historikere og andet historisk kildemateriale på et videnskabeligt grundlag.

Skift til: Hvem hjalp Hitler (I).

Webmaster