Den danske bonde og friheden - Bondestandens fortid.

Johannes C.H.R. Steenstrup

Forord. 

Teksten er fremstillet i 1888 og er redigeret i 1912. Som enhver straks vil se, har denne tekst ikke til formål at skildre bondestandens historie fra de ældste tider indtil frigørelsen på nogen udtømmende måde, skriver Johannes C.H.R. Steenstrup. Teksterne har til hensigt at give hovedsynspunkter og at fremdrage forsømte betragtninger over bondens fortid, og de sigter alle mod ét mål: at komme bort fra en vis, klynkende anskuelse af fortiden og især af vor indre udvikling, hvorefter danske mænd ikke ret tør se landets fortid omtrent på noget tidspunkt i ansigtet, og det især fordi der formentlig møder os synet af forsætlig undertrykkelse og uheldige love. Danmark fortjener ingenlunde således at udpeges som urettens eller den ukloge styrelses land, og om det end er vitterligt, at bonden har oplevet en underkuelsestid, har man ikke ret til at antage, at denne varede gennem århundreder. Hovedgrunden til, at en sådan anskuelse er blevet rådende, er den, at vi alt for ofte har lagt en nutidsmålestok til grund, uden at bemærke forskellen mellem før og nu; man har alt for lidt spurgt, om da vore tilstande stod tilbage for den almindelige udvikling i Europa, om vi ikke snarere fulgte dennes veje eller måske endog gik forud for den. Og således kom da til sidst den anskuelse til at være rådende, at Danmark særligt var landet med de brodne kar. Johannes C.H.R. Steenstrup (1844-1935).

Teksten er redigeret til nudansk, og mange noter og henvisninger til kilder er udeladt af Webmaster. Johannes Steenstrup var modstander af historiemesteren: Kristian Erslevs (1852-1930) kildekritik, og Johannes Steenstrup stod i religiøs og politisk henseende på et national-romantisk grundlag og var skribent i den konservative presse. Det er som om, at man i nedennævnte tekst ser, at klasseherredømmet og klasseundertrykkelsen tilnærmelsesvis skal være legalt og fornuftigt - og dog…. Men når man sammenligner teksten med andre historiske fremstillinger, vil man ganske tydeligt se, at historikerne har tolkninger og beskrivelse - for eller imod - adelsmagt, kirkemagt- og kongemagt, og at samfundsklasserne nødvendigvis må have en forskellig måde at fremstille historiske begivenheder på; tilvælge eller fravælge informationer, og på at søge og referere »sandheden«. Man skal jo også kunne vurdere ejendomsforholdene, bytterelationer, værdisystemet, adgangen til markedet, produktionsmidlernes udvikling, den juridiske overbygning, og ikke mindst de ufrugtbare snyttende klasser og mellemlag, som jo gerne vil opretholde troen på deres ret og rettighed til deres klasseherredømme, og som jo må render ud og ind i deres kirker hveranden dag for at få syndsforladelse. Godsejere og herremænd fik hjælp af de nye »oplyste og studerede samfundsklasser«, som kan fortælle, at bønderne tankeløst har misforstået, at de var trælle, ufrie, slaver, tyendefolk eller livegne. Så »sprogkundskaberne« blev sandelig også brugt mod bønderne.

Første indlæg er vendt mod C. F. Allens »Lærebog i Danmarks historie til skolebrug«. Paludan-Müller skriver tillige: »Heller ikke kan jeg anse det for ønskeligt, at det bliver denne bog, hvoraf den opvoksende ungdom herefter kommer til at hente sin kundskab til fædrelandets skæbne, eller at dens anskuelse skal gå over i folkets bevidsthed som den herskende. Den er hverken mere upartisk i sine domme eller lysere i sin grundfarve end håndbogen, så at det ikke er let at begribe, hvorledes den opvoksende ungdom efter forfatterens hensigt ved dens fremstilling skal kunne vokse i kærlighed og agtelse for fædrelandet; thi når det forkerte og bedrøvelige har haft så megen overvægt i det danske folks liv, som C. F. Allen skildrer det, kan betragtningen deraf hos den tænksomme ungdom kun alt for let vække mismod og uvilje, der ikke vil opvejes af de enkelte lysere partier, bogen fremhæver….«.

Demokratiske højsletter og lavlande.

I skal om kort tid fejre en fest, som i bedste forstand må kaldes en folkefest, i anledning af den frigørelse, som for hundrede år siden blev hele vort danske borgersamfund til del. Ganske vist udgør bondestanden kun en del af samfundet, omend den største, men de andre stænder havde kæmpet for at skaffe bønderne friheden, og alle samfundsklasser har følt det som en uendelig lykke, at jordens dyrkere vandt selvstændighed og uafhængighed. Det ligger da nær at kaste blikket tilbage på tiden inden frigørelsen. Vi ønsker jo dog ikke tankeløst at deltage i festen, men vil vide, hvilke lænker det var, som brast i 1788, og hvor stærkt og hvor længe de havde snæret og bundet. Ved bondefrigørelsen i det nævnte år eller rettere ved den store række af lovbud og befalinger, som kronprins Frederik efter modent overlæg med indsigtsfulde og ædle mænd i løbet af en snes år lod udgå, omskabtes vort samfund fuldstændigt. En ordning af jorddyrkningen, som havde varet meget mere end ét årtusinde, en driftsmåde for de store godser, som havde bestået i flere århundreder, pligter og byrder, som var rester af middelalderens statsordning, ikke mindre end tvang og bånd, som først enevælden eller endog de allerseneste åringer havde skabt - alt dette omstyrtedes ved hine love, som i lige grad fældede den gamle og den nye ufrihed. For en betragtning af bondens ældre historie vil det åbenbart være særlig vigtigt at forfølge, hvorledes ufriheden er vokset frem gennem langsom vækst, for til sidst at brede sig over alle forhold - og dette vil derfor være genstand for de foredrag, som jeg i dag begynder.

Når talen er om bøndernes historie og om frihedens historie, står vi imidlertid ved et emne, som hidtil har været genstand for en højst urigtig og uretfærdig behandling. Der er heller ikke mindste grund til at lægge skjul på, at hovedmanden for, at en sådan fejlfuld opfattelse af fortiden har været rådende, er en af vor historieskrivnings mest fortjente mænd, C. F. Allen. Hans berømte håndbog i Danmarks historie og hans lærebog er kommet til at understøtte tendenser, som ganske sikkert var hans natur meget imod. Allerede hurtigt efter, at han havde skrevet sin håndbog, gjorde C. Paludan-Müller ligesom også en tysk historiker opmærksom på forfatterens både urigtige og uheldige synspunkter af betragtningen af de indre forhold, ja, man kan sige hans fejlagtige grundsyn på nationens udvikling, og de udpegede, hvorledes dette blandt andet skrev sig fra den mangel på verdenshistorisk ånd, som var et særmærke for hans iøvrigt så grundige og pålidelige skildring af vort lands historie. Men C. F. Allen, hos hvem lyst til at fastholde tagne standpunkter næppe lader sig bestride, rettede intet i de mange følgende udgaver; tværtimod vedblev det tilbageblik på Danmarks fortid, som han har føjet til sin bog, stadig at hævde hans betragtningsmåde.

Og dette tilbagebliks hovedtanke er den, at vi, siden stænderforsamlingerne blev oprettet i 1834, og især siden den frie forfatning blev os tilstået i 1848, har vundet den folkefrihed tilbage, som bestod i oldtiden, og som da var så at sige landets grundlov. De fribårne bønder, dengang den eneste stand i landet, var lovgivere på tinge, og de afgjorde selv som dommere deres retstrætter. I middelalderen trængte imidlertid gejstlighed og adel sig frem på de frie bønders bekostning, og »fortidens hæderlige bondestand, svækket og ødelagt ved blodige indvortes og udvortes krige, var blevet vorned og træl«. Kong Kristian 2. vover vel en dyst for de undertrykte bønder og borgere, men uden held, og adelen fremstår efter kampen kun med så langt større vælde. Denne magt blev vel ved borgerstandens og gejstlighedens tilslutning til kongen brudt i 1660, men derved var borgerlig lighed ikke nået. »Bonden forblev træl, som før; kun at han senere blev kaldt stavnsbunden i stedet for vorned«. Først den stigende oplysning i det 18 århundrede fremkaldte en levende deltagelse for bondens stilling, hvad der i 1788 satte sin store frugt i bondestandens frigørelse. I de rådgivende og lovgivende forsamlinger sidder han nu ved de andre stænders side.

Denne skildring kan man gerne kalde sand - for hvert enkelt udtryk deri kan måske gives et vist forsvar -, og dog må man betegne den som fejlagtig i sit hovedsyn. Forfatteren, som føler så varmt for de lavere stænder, er uden selv at mærke det kommet til at vælge et vidt forskelligt standpunkt for sin betragtning af oldtiden og af nutiden, således som vi straks skal se. Mine tilhørere vil fremdeles lægge mærke til, hvorledes C. F. Allen allerede i middelalderen har trukket bonden ned til den ulykkelige trællestilling, så at man skulle synes, at længere kunne han dog vel ikke synke. Også på mange andre punkter råder der hos Allen en højst uretfærdig betragtningsmåde, således som der oftere vil blive påvist i det følgende.

Det er mod denne opfattelse, som er gentagen af forfattere i hundredtal, og som i mange historiske skildringer er blevet belyst i enkeltheder med end stærkere farver, at jeg retter mit angreb - og jeg vil i denne time beskæftige mig med bondens stilling i oldtiden.

Ligesom man i geografien skelner mellem de lave slettelande og højsletterne, således forekommer det mig uundgåelig nødvendigt i statsretlig forstand at udskille det demokratiske sletteland fra den demokratiske højslette. Ja, det tør siges, at når vi, som jo jævnlig sker, påberåber os oldtidens demokratier til bedste for vor moderne demokratiske udvikling, da gør vi os skyldig i at forveksle to vidt forskellige forhold. Der er ganske vist ofte mindet herom, men dog gentages denne urigtighed bestandig. Når det er meget ukorrekt at kalde Tibet eller en anden asiatisk højslette, hvor umådelige dens flader end er, for et lavt sletteland, eftersom disse højsletter ligger en halv snes tusind fod over havets overflade og derfor har et helt andet klima, andre vækster og en anden kultur end sletterne omkring flodernes nedre løb, så er det også urigtigt at tale om fortidens demokrati i samme forstand som om nutidens. Oldtidens demokrati havde sine udstrakte flader og sin ensartede jævnhed tusinder af fod over det højdetrin, som nu om stunder gøres til udgangspunkt for betragtningen -, idet vi i det anvendte billede åbenbart må tildele den almindelige stemmeret rollen som havets overflade. En formation, som kunne kaldes et demokratisk sletteland, forekommer kun i dannelser fra de allernyeste tidsperioder.

Den fejl, som man begår ved at betragte oldtidens demokrati som noget, der kan sammenstilles med moderne udviklingstrin, grunder sig, hvis jeg da ser ret, især på to misforståelser. For det første har man urigtigt opfattet betydningen af »demos«, dvs. folket, der var kaldt til magten i oldtiden. Benævnelsen demokrati eller folkevælde blev nemlig dannet som modsætning til den enkeltes herredømme, monarki, og til de bedstes eller adeliges vælde, aristokrati. Men intet kunne være fjernere fra oldtidens tankegang, end at folkets magt skulle være enstydig med alles magt, og man ville ved at oversætte grundlovens § 30 på græsk ikke i fjerneste måde nå til en bestemmelse af det græske folk. Til »demos«, der fik indflydelse på regeringen, hørte sandelig ikke enhver uberygtet mand, som ikke stod i privat tjenesteforhold uden at have egen husstand. Lad os en gang i tankerne hensætte os på den retfærdige og demokratiske Aristides's tid, og lad os tage plads udenfor folkeforsamlingen på torvet med det formål at anstille betragtninger ikke over dem, som går ind i den atheniensiske folkeforsamling, men over dem, som må blive udenfor. Til vor store forbavselse vil vi herude træffe den største part af dem, som vi nu kalder det almindelige vælgerfolk.

I alle demokratiske stater indenfor den græske verden - således skriver en i den græske fortid særdeles kyndig forfatter - manglede netop den bestanddel, som for de moderne tilstandes vedkommende spiller Sfinxens rolle. Man havde ikke hint masseagtige proletariat af såkaldte arbejdere. Ved siden af de lidet talrige frie arbejdere på landet var der vel uhyre arbejdskræfter tilstede, men disse var købte slaver fra fremmede lande, som stod helt udenfor den sociale og politiske bevægelse hos »demos«. De antikke stater var slavestater, og netop i desto højere grad, jo betydningsfuldere de udviklede sig. Alle de politiske bevægelser i Athen angik kun de store slægter, borgerne og bønderne. Herved undgik staten de store vanskeligheder, som de moderne stater har at overvinde, efter at de har indført den almindelige valgret. - Således var altså det græske folk et fornemt, et til yderste mål privilegeret lag af det hele samfund, og man slap ud over alle vanskeligheder ved at lukke øjet for, at der var berettigede individer nedenfor borgerstanden.

Men vi kan ved en fortsat betragtning af det atheniensiske samfund finde i det mindste noget af den anden hovedforskel, der udmærker nutidens demokrati fra fortidens. Lad os ikke nøjes med at stå udenfor det græske folketing, lad os gå ind og se, hvem der herskede her. Det vil under vort besøg snart åbenbare sig, at der er stor forskel mellem, at forfatningsloven giver en ret, og at samfundets sociale forhold er sådanne, at de kan tillade den berettigede at anvende sin ret. Den forfatter, som jeg nylig nævnte, skriver således om tilstanden, kort efter at Athens forfatning ved Solon var blevet omdannet i demokratisk ånd: »Virkningen heraf viste sig endnu en god stund derefter kun temmelig ufuldkomment. Det var foreløbig alene forfatningens former og dens mekanisme, til hvilke athenienserne vænnede sig. Det varede længe, førend »demos« - i Attika altså hovedsagelig bønderne, da den borger, som ikke ejede jord, kun havde daglejernes temmelig begrænsede ret - lærte rigtig at sætte pris på de ham tildelte rettigheder, og endnu meget længere, førend de overhovedet lærte ret at bruge dem. Ligesom i England lige ned til Cobdens og Brights tidsalder, således hævdede i Athen endnu på det rene eller radikale demokratis tid adelen den ledende stilling i det offentlige liv lige til udgangen af den Peloponnesiske Krig. De store adelsslægter beherskede vitterligt valgene«.

Dette kunne belyses endnu skarpere, om vi tager andre af sydens folk for os, men vi vil hellere fortsætte disse betragtninger ved at vende os mod nord. Så meget turde stå fast, at det atheniensiske demokrati ikke kan kaldes et demokrati i moderne forstand; dertil var alt for mange udelukkede fra deltagelse i statsmagten eller socialt hindrede i at udøve deres rettigheder for ej at tale om den forskel, at i de moderne stater forpligtelsen til at skulle deltage i styrelsen savnes lige så vel som den nødvendige fritid til at kunne gøre det. »Hos et dannet folk - siger Bluntschi - er det rene demokrati, øvet af alle, altid en usandhed, da forudsætningen for dets tilværelse er en tjenende, ufri befolkning«. At der er en tredje forskel mellem de gamles demokrati og nutidens, ved at hint øvedes umiddelbart, og dette gennem valgte repræsentanter, derved behøver jeg ikke at dvæle i denne sammenhæng.

Men for at gå over til folkeslag, som står os nærmere, da har heller intet blandt de germanske folk fremvist en forfatning af den karakter, at den lod sig betegne som et demokratisk sletteland; jeg ser bort fra de små folkemenigheder, der i afsides egne under ganske særlige naturforhold sjælden eller aldrig har noget af de vigtige statsanliggender at afgøre, der hos enhver større nation netop volder de vanskeligere opgaver og søndrer samfundet. Det er almindelig erkendt, at i de gamle germanske riger var et monarkisk, et aristokratisk og et demokratisk element på den mærkeligste måde blandet til hobe. Man kan påvise folk, som ikke havde konger, men man har endnu ikke kunnet påvise en forfatning, som kunne kaldes rent demokratisk, og hos de fleste germanske folk var det de rige og stormændene, der herskede. I hvert fald var der altid en umådelig afstand mellem tallet på dem, som havde indflydelse på tinge og ved statsstyrelsen, og dem, som uden at have nogen politisk betydning måtte bøje sig for de mægtige.

Det falder os som bekendt så let i munden herhjemme at kalde til vidne de gode, gamle dage, da hver fri mand mødte på tinge og fattede beslutninger om landets almindelige anliggender. Men dersom man ved hjælp af vore kilder ville følge folkets tilstande tilbage til den historiske tidsalders begyndelse, vikle man langt snarere finde oplysninger om, at samfundets øverste lag eller de store slægter spillede hovedrollen. Når høvdingerne eller storbønderne samledes på tinge, havde de vel en stor skare mænd af bondestanden med sig, men sådanne, som var mere eller mindre afhængige af dem, og som skulle give deres egen optræden anseelse og deres udtalelser vægt. Når vi læser de islandske sagaer, ser vi de mindre bønder følge storbønderne til tinge for at stå dem bi og stride for dem, men ikke for at ytre nogen selvstændig mening, i alt fald ingen, som kunne være deres beskyttere til skade. Landets magthavere var altså storbønderne, som ejede anselige hovedgårde eller besad flere mindre gårde og huse, hvis beboere var deres undergivne; ligesom de nærmest var herrer over en stor skare af trælle, der forrettede alt det personlige arbejde på marken, hos kvæghjorden, ved kværnen eller i huset. En sådan bonde krigede og sejlede til fremmede lande; han havde næsten altid med våben at gøre, smedede dem vel også undertiden selv, deltog vel også i agerdyrkningen, men begge dele da kun for lyst, og ikke fordi han behøvede det; han digtede sange, og han lagde sig efter lovkyndighed for at kunne have indflydelse; han var kort sagt en af de såkaldte storættede mænd; han hørte til de rigeste, mægtigste, til de mest dannede slægter i landet. »Der hører da kun liden eftertanke til at indse, at disse oldtidens bønder ikke har andet end det tilfældige i navnet til fælles med vor nuværende bondestand, at en sådan bonde var for sin tid endog en langt mere anselig og betydelig mand, end herremanden nu er hos os. En forblanding af tvende så væsentlig forskellige forhold røber en så overfladisk betragtning af fortid og nutid, som det vel er muligt at tænke sig.« Denne sandfærdige skildring af de gamle tilstande skyldes Niels Matthias Petersen, en mand, der besad den varmeste følelse for alle lidende og undertrykte, og hans opfattelses rigtighed vil ingen virkelig kyndig kunne bestride.

I Danmark var forholdet omtrent det samme som på Island og i Norge, i alt fald indtil den tid, da hedenskabets sidste rester døde. I det tidsrum, som vi betegner som Valdemarernes, havde allerede tilstandene antaget en noget anden karakter, for så vidt som de tidligere storbønder i høj grad havde fået en optræden som sydens adel. Karakteren af at være bonde var trængt tilbage, og de rige besiddere deltog vel også mindre i bondens gerning. Navnet bonde var heller ikke længere et sådant hædersmærke som tidligere. Herremænd og riddere, svende og væbnere var blevet betegnelsen for de store bønder fra de gamle dage; de mindre selvejere mødte vel på tinge, men deres stemme havde kun liden vægt ved siden af de stores.

Det er derfor en misforståelse, når enkelte forfattere, til eksempel tyskeren Dahlmann, har sagt, at Danmarks forfatning i oldtiden var en blanding af kongedømme og folkeregering, at »den højeste statsmagt var hos folket, og at dette folk repræsenteredes ved en eneste stand, den fribårne bosiddende bonde«, samt at der først efterhånden opstod et alt underkuende aristokrati. Det er ingenlunde tilfældet, at der kun var en eneste stand, allerede hos Sakse (Saxo) ser vi mange standstrin nævnte; lige så lidt var indflydelsen ligelig fordelt på mange. Oldtiden var netop i høj grad aristokratisk, og som alt sagt havde hin tids bønder ikke andet end navnet tilfælles med den nuværende bondestand. N. M. Petersen har da også svaret herpå med det djærve ord: hvad enten man kalder aristokraterne bønder, eller hvad navn man giver dem, det gør intet til sagen; statens forfatning var altid sådan, at kongen, kongens mænd og de store jordegodsejere og ikke almuen gjorde udslaget.

Imidlertid dukker stadig tanken om den almindelige bondefrihed, om et demokratisk regimente, frem både i folkelige historiske bøger og i politiske arbejder, vel især på grund af, at der virkelig var et demokratisk element tilstede i den ellers aristokratiske forfatning. Det var måske derfor værd at komme spørgsmålet lidt nærmere på livet og f.eks. ved lidt statistik at belyse, hvorledes forholdet vel kan have været på et tidspunkt, fra hvilket vi har nøjere oplysninger om folkets politiske rettigheder, og som dernæst ligger før den egentlige adelsperiode.

Danmark har for øjeblikket hen imod 500,000 vælgere til Folketinget, hvad der er omtrent 20 procent af den hele befolkning i landet. Fra valgret er udelukkede alle kvinder og dernæst mænd under 30 år. De valgberettigede udgør i forhold til den hele mandlige befolkning over 30 år 90 procent, således at 10 procent af forskellige grunde er udelukket. Det spørgsmål, som vi retter til dem, der gransker i de gamle pergamenter og kilder, lyder nu således: kan man antage, at i Danmark i oldtiden eller i den tidlige middelalder 90 procent af den mandlige befolkning deltog i eller havde indflydelse på landets styrelse, kongevalg, lovgivning, rettergang o.s.v.? Svaret vil lyde: nej; en statistik fra de tider ville bringe helt andre oplysninger.

I et skema over ikke-berettigede ville straks en rubrik vække vor opmærksomhed ved et umådelig stort tal: nemlig det store antal af trælle og frigivne. Allerede herved viser det sig, til hvilket højland vi må stige op for at finde den demokratiske lighed, og hvor usikker den sandhed er, at nordboerne var et frit folk, indtil der i middelalderens senere århundreder udviklede sig et alt underkuende aristokrati. »Ja vel, et frit folk! - udbryder N. M. Petersen - dog således at henved halvdelen af landets befolkning, næsten hele den arbejdende klasse, var livegne trælle«.

Efter kristendommens indførelse var trældommen aftagende, og på Valdemar Sejrs sønners tid træffes vel de sidste trælle. Men samtidig med, at kristendommen bragte de lavere lag af folket til at stige i social betydning, medførte den katolske kirkes ordning, at store dele af befolkningen udelukkedes fra politiske rettigheder. Med andre ord, nu vokser tallet indenfor en anden rubrik: gejstlighedens. I vore dage er ingen gejstlig som sådan udelukket fra at være vælger, men i middelalderen er der en bestemt bestræbelse for at fjerne gejstligheden fra de verdslige domstole og ting, hvorfor det f.eks. hedder i Jydske Lov I. 31, at klostermænd og lærde mænd, det er præst, degn og underdegn, ikke må være værge på lægmænds ting. Munke måtte nu aldeles ikke komme på tinge eller deltage i retslivet der; de havde i klostrets abbed en talsmand for deres rettigheder. Men dernæst indtog landsbypræsterne en så beskeden stilling, at deres politiske betydning var så godt som ingen, foruden at den gejstlige disciplin holdt deres selvstændighed bunden i kraft af ordningen indenfor selve den gejstlige stat, hvilken var i højeste grad aristokratisk.

Vi finder dernæst i vore valglister en klasse vælgere under betegnelsen jordløse husmænd og arbejdsmænd; de udgør på landet hen imod 15 procent. Derom kan man nu vel let blive enig, at det ville være at tegne et aldeles forvrænget billede af fortiden, dersom man troede, at arbejdere eller daglejere på tinge havde en stemme af nogen som helst betydning enten enkeltvis eller ved at slutte sig sammen.

Det anførte må kunne tjene til en belysning af trende rubrikker i en statistik over politisk berettigede og uberettigede i hin fjerne fortid.

Men vi kan meget vel gå videre ind på enkeltheder for at vise, hvilke forskellige tanker nutiden og oldtiden har om de samfundsbestanddele, hvilke det kan tillades at virke på tinge i offentlige anliggender. I vor valgstatistik finder vi aftægtsmænd opført med 3-4 procent. I gamle dage var en stilling af den art som en aftægtsmands ganske sikkert almindeligere end nu om stunder, eftersom der fandtes langt færre midler, hvorved man som ved nutidens livrenter og alderdomsforsikring kunne hygge om de gamle, og ingen sparekasser, som let kunne bevare arbejdets overskud. Men aftægten tog en anden form. De gamle, fattige og svagelige indtoges i en andens fled eller husstand som fledføringe imod at få underhold af denne husbond. Men en fledføring var i juridisk og politisk henseende en meget forladt skabning. Han stod under sin husbondes værgemål, kunne ikke arve eller gå i rettergang, ikke fordre ed aflagt af andre eller selv være mededsmand, ligesom også husbonden var den, der svarede for hans gerninger, gav og modtog bøder for ham. Således indtog han en stilling, der mindst var lige så ringe som de umyndiggjortes i vore dage, og der tilkom ham naturligvis ingen politiske rettigheder af de samme grunde som dem, hvorfor vor grundlov hindrer den umyndiggjorte i at være vælger. Men i nutiden bliver man ikke umyndig, fordi man nyder aftægt eller alderdomsforsørgelse. Således får vi også her en prøve på, med hvor langt større gunst og skånsel samfundet i nutiden søger at bevare den enkeltes frihed og uafhængighed og derved tillige hans politiske rettigheder.

Resultatet af disse betragtninger, hvis rigtighed næppe nogen vil kunne bestride, er derfor dette, at antallet af dem, der i hine tider var kaldet til deltagelse i landets styrelse, var overordentlig ringe i forhold til det hele folketal. Man regner, at der for øjeblikket i Danmark blandt hvert 100 mennesker findes 15 vælgere til Folketinget; men om de gamle dage, da de »frie mænd mødte til tinge«, kan man skønsvis måske sige, at der mellem 100 mennesker ikke har været mere end én med en nogenlunde tilsvarende politisk rettighed.

Den anden betragtning, som jeg foran fremsatte, var den, at selv om det lavere folk havde ret til at have del i statsmagten, kunne det på grund af afhængigheden i de sociale forhold ikke stemme frit, men var bundet til at slutte trop om de enkelte store. Dette forhold lader sig ikke statistisk belyse, men fremgår som bekendt af utallige afgørelser og beretninger om forhandlinger på de gamle ting. Når et samfund i den grad som middelalderens hviler på beskyttelse fra oven nedad og på tilslutning fra de svageres side til en mægtigere herre, bliver det såre vanskeligt for den enkelte at bevæge sig frit og uafhængigt, især når som på hine tider al forhandling foregår åbenlyst, og det aldrig kan være skjult, hvilke ideer og hvilke ledere man understøtter. Når en arbejder nu om stunder til valgurnen afgiver sin lukkede stemmeseddel, på hvilken han i skjul har tegnet sit kryds ved den foretrukne kandidats navn, og når endvidere ethvert ulovligt pres på hans frie bestemmelse er strafbart, er der herved sikret ham en sådan uafhængighed og handlefrihed, som der ingen sinde har været givet en fortidens vælger og stemmeberettiget endog i de mest demokratiske lande.

Man kunne imidlertid sige, at vore forfædre i Danmark dog havde en større deltagelse i den dømmende magt end vi nu har om stunder. Herved er nu for det første at bemærke, at en egentlig dom forefaldt sjældnere end i vore dage. Man kan sige, at retten gjorde sig selv på en måde, som vi ikke nu kender til. Når alle fordringer til et formelt bevis var fyldestgjort, f.eks. ved at en af parterne gik frem på tinge med sine elleve mededsmænd og svor »tylvtered«, da var også sagen til ende. Det er dernæst alt foran bemærket, at på tinge var det dog sædvanligvis de store, hvis afgørelse gjorde udslaget. For nu at komme en sammenligning med nutiden nærmere på sporet, da er det bekendt, at de bestemmelser, som vor grundlovs §§ 71, 73 og 74 indeholder om, at dommere skal være en egen og uafsættelig stand, og at i misgerningssager og i sager, der rejser sig af politiske overtrædelser, nævninger skal indføres, endnu ikke er blevet gennemført. Men i det lovudkast om domsmagtens ordning, som er udarbejdet af den i 1868 nedsatte proceskommission og har været forelagt i Rigsdagen, hedder det, at enhver, som har valgret til Folketinget, kan kaldes til at være nævning, med mindre han på grund af legemlige mangler er ude af stand til at fyldestgøre en nævnings pligter. Selv den, som udelukkende eller væsentligst ernærer sig ved sine egne hænders gerning, kan blive nævning.

Nu spørger vi, om vort gamle juryvæsen - thi vi havde jo nævninger i gamle dage, og englænderne har jo muligvis endog fået deres jury fra de danske erobrere11 - var i en lignende grad folkeligt i sine fordringer til nævningernes almindelige egenskaber. Men atter i dette punkt må vi nægte, at vore forfædre var sande demokrater. Således kunne bryden - det vil sige avlsbestyreren, forvalteren eller ladefogeden - ikke være nævning og ikke sandemand, medens efter hint lovudkast disse personer kun ville være hindrede i at være nævninger eller i at være vælgere, når de ikke havde egen husstand. Fæsteren, hvad enten han havde gård eller hus, kunne ikke tages til sandemand og i de fleste tilfælde heller ikke blive nævning; ja, selv en selvejerbonde kunne ikke som nævning afgøre rans- eller tyverisager, med mindre han havde en vis formue. Det var i det hele næsten gennemgående regel, at den, som skulle deltage i et sådant hverv, måtte være selvejer. De vil således se, at de gamle lovgivere var langt mere fordomsfulde i deres betragtning af, hvad der kan formodes at give den tilstrækkelige uafhængighed og pålidelighed. Sådant kommer da også frem i mange andre lovbud, til f.eks. i den ofte forekommende regel, at kun de, som ejede jord, kunne som mededsmænd aflægge vidnesbyrd om jord. Man var inde på den engelske rets tanke om at en vis formue eller indtægt bør være betingelse for at blive jurymand; men man gik langt videre end de engelske love, og man gav bestemmelser, som står yderst fjernt fra den demokratiske ånd, som udmærker det ovennævnte lovudkast, hvad enten man nu vil kalde dets regler heldige eller ikke. Således turde det også på dette punkt være tvivl underkastet, om at vi skal gå til fortiden for at finde det sande demokrati.

De vil således se, hvorledes vi igen kommer til det samme resultat. Den demokratiske tanke om, at så få som muligt bør være udelukkede fra deltagelse i den offentlige magt eller fra udførelsen af offentlige tillidshverv, kommer langtfra frem; man var i allerhøjeste grad streng i sin fordring om personlig selvstændighed, og man tillagde besiddelse af jord en stor betydning. Danmark var altså, fra et samfundsstandpunkt set, på ingen måde et demokratisk sletteland, hvor alt lå i samme højde; langt snarere må det kaldes en demokratisk højslette med overordentlige afstande mellem de begunstigede højdepartier og de lavt og afsides liggende dele.

Når nu C.F. Allen begynder sit tilbageblik på Danmarks historie med de stolte ord: »I Danmark herskede i oldtiden folkefrihed i dette ords videste betydning«, da er der her efter det foran påviste fremsat en så bundurigtig opfattelse, at den fortjener at mødes med den bestemteste protest. At tale om folkefrihed i et samfund, der end ikke i fjerneste måde anerkender de almindelige menneskerettigheder, hvilke jo nu anses som ethvert menneskes medfødte eje, kan jo kun betegnes som en stor vildfarelse. Ikke een af samtlige nulevende danske ville ved at hensættes til hine tider kunne andet end harmes over, i hvilken overvættes grad uret og tyranni var rådende. Enhver virkelig frisindet mand ville føle sig såret over, hvorledes den selvstændighed og uafhængighed, som en statsborger måtte være berettiget til at forlange, blev krænket, og ved at se, hvor lidt virkelig frie rørelser da var mulige. Og for blot at nævne eet, hvor mange af os betænker mon ret, hvad det vil sige at leve i et beskyttet samfund, hvor enhver frit kan varetage sin gerning uden at ligge væbnet imod fjender og forstyrrere og uden at behøve, når forstyrrelse har fundet sted, selv at forfølge sin sag og tale sig til rette? Rolig lader vi det offentlige politi, anklagemyndigheden og domstolene forfølge sagen; vi lader dem tiltale og dømme forbryderen, og ingen af os er ulejliget med selv at iværksætte dommens eksekution. Ingen af os behøver at frygte for, at den hele forfølgelse skal blive frugtesløs på grund af den dømtes høje stilling og det beskyttede samfundstrin, som han indtager.

Således var altså karakteren af den almindelige bondefrihed, som skulle have været rådende i oldtiden og middelalderens ældste del. Men vi bør endnu til vejledning kaste et blik over til vore nabolande. Det har således været sagt, at i sammenligning med Norge har vort danske samfund været demokratisk. På en vis måde er denne betragtning rigtig. I de ældre norske love har vi endnu den ved tal betegnede standsstige, som vi kender så godt fra andre germanske folk. Boden for manddrab eller bøderne for en retskrænkelse var stigende i en bestemt trinfølge efter det sociale standpunkt, som den krænkede indtog. Til sligt kendte vort samfund ikke. At vi oprindelig har haft lignende forhold, derom er der ingen tvivl; men i alt fald så langt vore love rækker tilbage, har en lighed for loven i så henseende været rådende.

Desværre er denne fordel, at der mangler standstrin, jo af temmelig negativ natur, og fordi enkelte klasser ikke er privilegerede i den henseende, at der skal betales en større bøde til dem, kan de alligevel indtage en overmægtig stilling i samfundet. Men især bliver en stand eller klasse let underkuet, når den mangler naturlige talsmænd for sine interesser og forhold, når der for f.eks. ikke er organer for bøndernes anskuelser, ikke folkevalgte ombudsmænd. Og netop sådanne manglede de danske bønder på Valdemarernes tid. Kun i styrismanden - befalingsmanden på det af et lægd af bønder (skipæn) udrustede skib og den mand, som var ansvarlig for dets bygning, vedligeholdelse og bemanding - har vi endnu et af de gamle folkehverv. Styrismandens udrustning med hest og brynje, hans embedes arvelighed på sværdsiden og de andre regler, som Jydske Lov indeholder derom, bringer os en egen luftning fra oldtiden. Vi hører desværre ikke meget om styrismændene efter Valdemar Sejrs tid; den nye herremandsstand havde bragt stor forstyrrelse ind i den gamle fordeling af ledingsbyrden. Flere og flere skipæn gik ind under kongens eller bispens myndighed; derved tabtes stillingens hele selvstændige karakter. De andre hverv, som bønder havde inde, var kun få. De af kongen på livstid valgte sandemænd og de af bønderne på et år valgte ransnævninger tilhørte vel bondestanden, men deres embede angik kun meget begrænsede formål. Kongens ombudsmand var kun at betragte som en kongelig embedsmand, om det end var pålagt ham at hjælpe de svagere. Således havde bondemenigheden kun i ringe grad naturlige repræsentanter for dens ret og anskuelser, og kun sjælden lod man den kalde til deltagelse i politiske anliggender.

Et henblik på Sverige kan vise os en betydelig forskel. Her var indenfor hver lagsaga lagmanden talsmand for bønder og odelsmænd lige over for jarl og konge, og han var den, der indehavde kundskaben om bondens ret. På samme måde var i Norge i ældre tid lagmændene, der gerne var flere i tal inden for hvert lagområde, bondestandens repræsentanter; de var forfarne i, hvad der var lov, og afgav en slags officiel erklæring derom; ligeledes var det dem, der indkrævede de bønderne tilfaldne bøder. En særstilling, som den her nævnte, har måske også engang været til i Danmark, men på Valdemarernes tid er hvert spor deraf tabt.

Men jeg vil her også henlede opmærksomheden på et overset, karakteristisk kendemærke på forskellen mellem forholdene i Danmark og de to andre nordiske lande. Jeg nævnede nys, at lagmændene i Norge opkrævede de bøder, som tilfaldt bondemenigheden. Sådanne var enkelte bøder for drab, ran og større sår, for brud på tingorden og tingfred, og for visse embedsforsømmelser. I Sverige var det en hovedregel, at hver gang freden var blevet brudt ved misgerning eller lovovertrædelse, skulle den idømte bøde tredeles således, at den krænkede, herredet eller alle mænd og dernæst kongen hver fik en tredjedel". For Danmarks vedkommende kan vi derimod ikke påvise, at bondemenigheden har nogen andel i bøderne. De tilfaldt kongen eller også herremanden i sådanne sager, i hvilke han havde ret til at oppebære dem af sine bønder, men der fandtes ikke nogen del af bøderne, som tilfaldt alle mænd. Kun i købstæderne var der tillagt menighederne en vis andel i alle bøder.

Således ser vi, at allerede på hine tider var selvstyret og menighedslivet lidet udviklet. Man mærker allerede da denne mangel på evne til at danne sig udtryk for lokalt selvstyre, som er så karakteristisk for dansk indre historie. Kun på eet punkt udviklede sig et frodigt og selvvoksent selvstyre, nemlig i landsbykommunen. Markfællesskabet, hvorefter alle var tvunget til at følge bestemte regler i dyrkningen, som måtte foregå på ensartet måde for den hele landsby eller for flere landsbyer tilsammen, var her kilden til en selvvirksomhed og fællesskabsånd, som man savnede på de større områder. De samboende bønder var tvunget til sammenhold i deres hele virken, hvad der førte til mange prisværdige foretagender indenfor den enkelte kommune og til gensidig hjælp og understøttelse. Dette fremmede det kommunale liv og hjalp til gensidigt sammenhold mod ydre tryk på en måde, som har været betydningsfuld under kampen i de følgende århundreder.

Den uselige bonde.

Jeg har i den forrige tekst talt om bondens tilstand på vor ældste tid og indtil Valdemarernes dage, og jeg har navnlig søgt at vise, at den frihed og selvstændighed, som man har tillagt hin tids bonde, i virkeligheden ikke fandtes, ja lad os hellere sige, at denne frihed aldrig har været tilstede på noget som helst tidspunkt af vor historie - førend i vore dage. Vi havde endnu på Valdemar Sejrs tid en bondestand, som besad friskhed og djærvhed, selvom den ikke havde synderlig indflydelse på landets styrelse. Selvejerne udgjorde dog endnu i antal en betydelig del af bondestanden, dagsværket eller som det senere hed hovgerningen (først på Kristian 4.'s tid opkom navnet hoveri) havde endnu ikke nedtynget fæstebønderne, og bonden kunne bevæge sig frit, hvorhen han ville, efter at han havde svaret sine afgifter og efterkommet sin kontrakt. Skatterne var endnu overkommelige, og den gamle fordeling af ledingen, som direkte kaldte bonden til krigens gerning, holdt folkeånden vedlige i alt fald i de landskaber og egne, hvor denne indretning endnu bestod. Men har man malet hine tider med alt for lyse farver og fremstillet dem, som om nutidens dag skinnede klart over dem, har man på den anden side givet en skildring af den middelalders bonde, der viser ham som et sørgeligt skumpelskud og fortrykt væsen. Også i dette punkt turde en alvorlig berigtigelse være fornøden.

Jeg skal her dvæle ved et udtryk, som må siges at være blevet betegnende for bonden i middelalderens senere århundreder og på reformationstiden, et udtryk, der omtrent er blevet landgængs i litteraturen, især efter at vore digtere har vist godhed for det.

På det stemningsfulde billede, som professor Bache for nogle år siden malede til det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, og som skildrede de sidste scener af begivenhederne i hin skæbnesvangre St. Cæcilie nat i 1286, så man foruden Marsk Stig, grev Jakob og de andre sammensvorne over bakkeryggen i forgrunden tillige en sammenkrøben stakkels bonde kigge frem og stirre forfærdet efter ridderskaren. På en åndfuld måde havde kunstneren foruden ved den større fortælling i billedet tillige ved denne bifigur villet give tilskueren det fulde indtryk af, hvilken sørgelig begivenhed der var foregået, og hvilke hårde tider der forestod land og folk: nu stander landet udi våde. Da dette maleri i sin tid omtaltes i dagspressen, blev hin figur betegnet som den uselige, grå bonde, og der var her anvendt et udtryk, som må siges i det mindste i vort århundrede at være blevet slået fast som en art karakteristik for bonden i middelalderen og særlig for den, som omtales i kæmpeviserne. I vore litteraturhistorier hedder det stadig, at folkevisen fornemt lader bønderne uomtalte eller dog kun viser os bonden som arm og fattig, boende i en tarvelig hytte. Således udtaler N. M. Petersen i sin litteraturhistorie, at, »når bonden omtales, hvilket sjælden sker, finder vi hos ham kun armod og trange kår, ikke gårde, men bol, ikke huse, men hytter; fra hytten med dens vendredør (dør flettet af vid ier) og flagreled kan man slutte sig til, hvorledes det indvendige har været. Den arme, fattige, uselige bonde i grå vadmels kofte finder vi ifærd med at pløje ageren med sin okse (hest havde han ikke) eller med andet markarbejde, hans kærling endog med stav i hånd og pose på bag, »der stundom er lige så paltug, som hun selv er skiden og sort«. »De jordegne bønder eller selvejerne var for få, til at de kunne overtage nogen betydelig rolle, som de heller ikke gør. Men fra denne side, hos bonden, opstår heller ikke endnu nogen tanke om klage, udgår ingen ytring af tryk. Det er, som det skal være. Det er adelen i sin magt og pragt, som fører ordet, den eneste verdslige stand i Danmark, som har dannelse«. På denne måde tegnes billedet også af dr. Winkel Horn i hans litteraturhistorie, da talen er om visernes oprindelse: »Borgeren kommer slet ikke til syne i viserne, og bonden viser sig, når han en sjælden gang træder frem i dem, således som han i virkeligheden var, som den »uselige bonde«, hvis kår var alt andet end blide og navnlig ikke skikkede til at danne forudsætningerne for en sådan digtnings tilblivelse«. Det er min overbevisning, at her foreligger en gammel misforståelse af kæmpevisernes ord; men allermest uheldig har man været, når man på grundlag af viserne vil tegne et billede af bondens stilling i middelalderen.

Jeg vil her tage til udgangspunkt den benyttelse af det nævnte udtryk, som vi støder på i kammerherre M. H. Rosenørns bog om Niels Ebbesøn, da den vil føre os ind på sagens kerne. Her omtales den af den fredløse Marsk Stig byggede borg på øen Hjelm, og forfatteren gør opmærksom på, hvorledes »de tvende spidser, som dannedes af hovedborgen og det vestlige kastel, måtte, set fra landet i nordvest, fremtræde som hjelmsmykket, og den »usle« bondes angst for den »strenge« ridder er bevaret i de bekendte ord: »Gud nåde arme bondemand, nu får hjælmen horn«. Således bliver usselheden netop anvendt på bønderne i Erik Menveds dage, da landet stod i våde. Her må jeg nu minde om, hvorledes fortællingen lyder i kæmpevisen. Der er berettet om, at Marsk Stig er faret fredløs af lande til de norske skær; derpå indtager han Hjelm og lader bygge en borg.

Marsk Stig lader bygge et hus af ny

Med mure og højen tinde;

Der lå fore både tysk og dansk,

De kunne hannem intet af vinde.

Den bonde, han ganger på marken ud

og sår han der sit korn:

»Hjælp os gud fader i himmerig!

Og haver nu Hjelm fået horn!

Gud nåde os arme bønder grå,

at Glipping skulle regere!

At han til verden ufødder var,

da havde det gået os bedre.

De store ege, i skoven stå

Når de udi storm omfalde,

Da slå de neder både hassel og birk

Og andre små ymper med alle.

Hvad konger og høvdinger sig forse,

det går ud over de arme,

thi nåde os gud, vi fattige bønder,

og sig over os forbarme.«

 

Hvor meget smukt der end er også i de tre sidst anførte vers, tror jeg dog ikke, at de kan gøre krav på at blive betragtet som ægte vers fra middelalderen. De findes ikke i de gamle former af visen, men kun i Anders Sørensen Vedels udgave, og det er bekendt nok, at han næsten ikke har gengivet nogen eneste vise i den rette gamle form, at han meget tit tildigtede vers i den hensigt at afrunde, og især ofte for at sætte den moralske slutning til en vise. Hvad det sidste vers så forekommer det mig desuden utvivlsomt, at Vedel her har efterdigtet et gammelt bekendt udsagn af Horats: »Quidquid delirant reges, plectuntur achivi«, eller at folket gerne må betale for kongernes rasen. Om det næstsidste af versene udtaler Svend Grundtvig, at det dog vist er et ægte folkeligt vers fra en anden vise, som Vedel her har givet en passende anvendelse, medens det foregående og efterfølgende ganske sikkert er hans eget arbejde. Således synes man roligt at kunne fjerne disse tre vers fra den ægte tekst. Det forekommer mig da også, at den ypperlige vise kommer til at ende på en nok så gribende måde, når det vers bliver det sidste, som tolker bondens sorg og forfærdelse over, at øen Hjelm har fået horn. Da to eller vistnok tre former netop slutter med dette vers, synes heri at ligge et yderligere bevis for, at denne antagelse er rigtig. Men dermed bortfalder da også enhver slutning om bondens fattige tilstande, der kunne bygges på disse vers. Ja, selv om versene ikke skulle kunne fjernes, ville man have uret i at benytte dem til udgangspunkt for en almindelig karakteristik af bonden, da et sligt hjertesuk vistnok fuldt så vel kunne undslippe den velstående bonde, der har meget at miste, som den fattige. At A. S. Vedel, der skrev på Frederik 2. og Kristian 4´s tid, har kunnet digte ud af en helt anden opfattelse end den, som fremtræder i folkevisen, er så naturligt; på hans tid var bonden sunken betydelig i anseelse fra hin gamle tid i Valdemarsønnernes dage, da den frie bonde endnu kunne blive herremand ved at tilbyde kongen at gøre ryttertjeneste, og da herremanden, om han forsømte rostjenesten, atter blev bonde.

Af samme grunde betyder det intet, at det i visen om Erik Menveds bryllup med dronning Ingeborg hedder: »Skatte du ikke den fattige bonde forinden sin kjortel grå!«

Hvor ordet »bonde« vel findes i Vedels tekst og i et enkelt håndskrift, men hvor den bedre tekst i Karen Brahes håndskrift ikke kun har: »den fattige«. Denne vise er desuden kun en omdigtning efter visen om dronning Dagmars bryllup, hvor det hedder helt anderledes: »Du lade ikke skatten over bonden skrive! Så haver han dig så kjær.«

Men den iagttagelse, som er fremsat i disse linier, kunne en forfatter jo tænkes at gøre til alle tider, hvorledes så bondens tilstand end var. Også kong Hans's dronning har fået et sådant godt råd af sin fader, da hun drager fra Meiszenland (Sachsen): »Skatte du ikke den fattige! Du tør det ikke ved. Fattes dig enten guld eller sølv, du sende hid bud til mig!«

Her har Vedel med sin stadige tanke på bonden forandret det til »den fattige bonde«, hvad der vist atter er en vilkårlighed, eftersom de to andre former, bevaret i syv gamle håndskrifter, ikke nævner det. Således findes der ikke noget i de historiske viser og især i viserne om Erik Klippings tid, der kunne berettige til at betegne bonden i almindelighed som ussel og ubetydelig.

Betegnelsen ussel stammer imidlertid sikkert fra en anden folkevise, nemlig visen om trolden og bondens hustru. Det er til denne, Vedel Simonsen henviser i sin iøvrigt så smukke skildring af livet i middelalderen, således som det fremgår af kæmpeviserne, og han har mest skyld i, at bonden har fået hint tillægsord med som stadig ledsager, idet der er indløbet mange slemme fejl for ham i fremstillingen af bøndernes tilstande. Ved at gennemgå visens indhold vil fejltagelsen let kunne ses. Digtet begynder således:

Der ligger en vold i Vesterhav,

der agter en bonde at bygge,

han fører did både høg og hund

og bygger op hus så trygge.

Han hugger ned eg, han fælder ned bøg,

Han bygger op husen så faste;

Det mælte den trold, i bjærget var:

»hvi monne den bonde så braske?«

 Troldene ville naturligvis ikke tillade denne forstyrrelse af deres enemærker, og en dag trådte den ledeste trold ind og fordrede af ham, at han skulle afgive det bedste, han ejede, sin hustru Eline. Bonden, som netop havde skikket sine folk til bords, svarede så godt, han kunne, men trolden truede så gruelig, at bonden måtte følge sine »gode folks« råd, hellere at give den ene fortabt, end at alle skulle være forødt.

Op da stod den uselig bonde,

herre gud løse vel hans vånde!

Gav han Eline, hustru sin,

den lede trold udi hånde.

Trolden blev fro og sprang omkring; han »minded« (dvs. kyssede) Eline for hendes mund, men i samme øjeblik omskabtes han til den gæveste ridder. Eline havde løst den fortryllelse, som hans onde stedmoder havde voldt: »Hav tak, du ædle bondens viv!«

Af fortællingen turde fremgå, hvorledes denne bonde netop er et helt modbillede til den af nutidens forfattere skildrede trælbonde. Det er en djærv og dristig nybygger, som vil skabe sig selv en gård på ny grund, som har hund og hane og falk - den, som ellers altid findes på ridderens hånd -, som har mange tjenestefolk og dernæst den væneste hustru. Betegnelserne god og ædelig anvendes på bonden og hans hustru, og det er egentlig først den yngre form af visen, der jævnlig betegner ham som »den usle bonde«. Men derved sigtes nok så meget til usæl i betydningen af den hårdt prøvede eller, som der tillige står i en tekstform, »den vildrådige bonde«, og selv den gæveste ridder ville sikkert føle sig usæl over for så led en trold. For at der ikke skal være tvivl om, at denne tolkning er den rette, vil jeg hidsætte et lovsted af kong Valdemars Sjællandske Lov (II, 28): end er noger den usæl mand, der sin kone haver med hoerdom taget (dvs. er nogen så ulykkelig, at han griber sin kone i utroskab). Forholdet er her netop det selv samme som i folkevisen, hvor trolden vil tvinge hustruen, og hvor Eline siger:

Jeg haver mig så god en mand,

Som gange kan på jord;

Det forbyde vor herre,

Jeg driver med trolden hor.

Jeg bør tilføje, at usæl og usælig gennem hele middelalderen brugtes både om den ulykkelige og den fattige.

Efter det således udviklede kan jeg vist have god grund til at udtale, at man bør opgive at tale om middelalderens eller kæmpevisernes uselige bonde. Ussel betyder i denne sammenhæng kun, at der er hændt bonden noget ulykkeligt. Det findes næppe brugt om bonden i nogen anden vise, i alt fald henvises der kun til denne, men selv om det skulle findes, bør det atter undersøges, om ordet har hensyn til noget øjeblikkeligt og personligt eller udgør en karakteristik af standen. Når Oehlenschlæger benytter betegnelsen i et bekendt vers i »Nordens Guder«: »Nejed den uselig bonde sig dybt for Asathor,« er det ikke helt sikkert, om det går på denne bondes almindelige stilling eller på hans store angst for Thors vrede, da det opdages, at den ene af hans bukke ved drengens forseelse er blevet halt. Oehlenschlæger bruger det iøvrigt andensteds om en stand, således i digtningen om Regnar Lodbrog: »Skjønt født af en uselig trællestand, har dåden ham gjort til den bolde.« Hvis virkelig en enkelt forekomst af slig en betegnelse skulle berettige til dermed at døbe standen, så kunne usselhed ligesåvel tilkomme munkene. I en kostelig nidvise fra den senere middelalder synges der om, hvorledes munken var så forelsket i bondens kønne hustru, at han for alteret løb helt vildt i messen. Silde om aftenen sneg han sig i en grå kåbe til bondens gård, hvor bondekonen slap ham ind og beværtede ham vel. Men hun havde skjult sin mand under sengen, og snart sprang bonden frem og trakterede munken helt ilde ved hjælp af fire vognkæppe:

Bonden slog og hustruen lo,

og munken sprang omkring. →

Munken ud af vinduet sprang

over de dybe grave;

aldrig såe jeg en usler munk

en værre nat monne have. →

Det var den uselig munk,

han kom til klosterets led;

ude da stod den gardiau

og hvilede sig derved. →

»Hør du det, du skallede munk!

Hvor haver du været så længe?

Hvi haver du ikke i kloster været

og sunget dine ottesange?« →

»Jeg haver mig været op ad land

og skriftet den bondes viv;

det vil jeg for sandingen sige.

Det koste så nær mit liv. →

Jeg haver drukket Sancte Bentes skål,

det værker i min mave;

jeg snakker aldrig mer med bondens hustru

i alle mine levedage«.

At den her besungne munk var ussel, er lige så vist, som at det ville være urigtigt derfor at betegne den hele stand således.

Vender vi os nu fra det ofte nævnte tillægsord til skildringen af bønderne i kæmpeviserne, så lader det sig straks let indrømme, at disse i det hele ikke beskæftiger sig synderlig med bonden. Det er Danerkongen og hofmændene, dronningen og ternerne, riddere og fruer, herrer og svende, som spiller hovedrollerne. Ikke kun en gang imellem træder bonden frem; men har man nu ret til at sige, at det kun er den fattige, værgeløse og forkuede bonde? Dronning Bengerd forlanger ganske vist af kong Valdemar (i visen om deres bryllup), at han lader aldrig bondesøn god hest ride, og at kongen derimod skal lægge bønderne i tung skat: hun siger fremdeles:

Hvad tør bonde mere ved

end vendredør og fløjeled ?

Hvad skal bonden med mere i bo

end to øxen og en ko?

 

Men dette skildrer alene Bengerds ondskab, og kong Valdemar afslår hendes bøn: hvorfor skulle ikke den bondesøn ride, som formår det?

Jeg skal fremdeles nævne to viser, som fortæller, hvorledes bønderne ikke er bange for at rejse sig mod undertrykkere. Hr. Tidemand var redet til Sønderherreds ting og havde krævet syv skæpper rug af hver mands plov og hvert fjerde svin af oldenskov. Da stod »den gamle mand« op og erklærede, at den skat kunne man ikke udgive, og førend man skulle svare den, før skulle hver mand på tinge blive. De Sønderho bønder stod sammen i ring og slog hr. Tidemand ned til jord; »endnu går ploven i sorten jord, og end går svin på oldenskov«. Som man ser, er det en fra den selvbevidste bondes standpunkt skrevet hoverende vise. Fremdeles kunne man jo nævne visen om bøndernes rejsning under Kristoffer af Bajern og kampen ved St. Jørgens bjerg, hvor oprøret skildres helt lidenskabsløst og upartisk, og hvor de Vendelbo bønder endog betegnes som »ædle« (rigtignok kun i Vedels tekst). Men jeg vil dog især henlede opmærksomheden på flere viser, hvor bonden fremtræder som mærkelig velstående og selvstændig og dernæst som den, der altid har kunnet få sin ret på tinge, noget, der jo lige fra vor oldtid, igennem fortrykkelsens tider, under adelsvælden, under absolutismen, selv da, når kongerne var mest selvrådige, har stået som et eget særmærke for vort lands forfatning og indre tilstande. Netop som et fremtrædende eksempel herpå kan nævnes visen om hr. Ebbe Galt. Da denne unge ridder red gennem rosenlunden, mødte han i en ond stund bondens væne hustru, som var gået ud for at flytte folerne i engen. Han øver vold imod hende, og kun den gunst tilstår han hende på hendes bøn, at hun får hans navn at vide. Da hendes husbond, som var draget til tinge, kom hjem, gik hun ham grædende i møde og fortalte ham sin sørgelige skæbne; »thi må i mig ikke eders hustru kalde, jeg er det ikke værd«. Den gode bonde tog hende i arm og klappede hendes kind: hun skulle være hans kære hustru, imedens det dog skete mod hendes minde. Bonden rider med sine 7 sønner, alle klædte i brynje, til tinge for at klage over den vold, som en hofmand således havde øvet. Kongen spurgte goden Bonde, hvad den ungersvend hed, og forfærdedes, da han hørte, at hans egen søstersøn og hofmand havde begået denne udåd. Ebbe Galt dømmes til døden, og hans sidste hånende ord er: » Ikke ville jeg vurde) at lade mit liv, havde hun ikke været så sort.«

Kongen udbryder da, at hvad enten hun var hvid eller sort, burde han have ladet hende i fred. Der er aldeles intet i visen, som røber os en forkuet bonde. En forbrydelse begås mod bondens hustru, og den får sin retfærdige straf efter sandemænds dom. At hustruen af Ebbe Galt betegnes som den sorte bondekvinde, sigter vel til hendes af den grove gerning prægede farve; men heri vil dog vel ikke nogen se noget beskæmmende?

I den udtalelse af N. M. Petersen i hans litteraturhistorie, som jeg nylig anførte, hørte vi også om bondens kærling med stav og pose. Efter at have gennemgået den hele samling af kæmpeviser og deriblandt også de utrykte, tør jeg vist sige, at herved kun kan sigtes til visen om dansk kongetal (hos Grundtvig nr. 115), hvor den »gamle kærling«, som spår hertugen, siger: »Ikke da er jeg kærling, for jeg haver stav og pose!«Men den slags »gamle kærlinge« eller hekse, som giver sig af med at spå, har der vel levet til alle tider, og man kan da vel ikke godt tage dem som prøver på bøndernes hustruer.

Vi finder et lignende emne som det, visen om Ebbe Galt besynger, behandlet i »Røverne fra Nordenskov«, som kommer til bondens gård for at drikke god jul af hans juletønde og får både vin og øl på bordet, hvorover endog silkeduge var slaget. De vil vold mod Åselille, bondens hustru, men under påskud af at skulle rede gæstesengene undløber hun, og i sin blå kjole triner hun dristig ind i højeloft for drost Peder Hoseøl. Han og hans mænd drager ud og fanger røverne - endelig er der en lignende vise, som dog næppe er ældre end det syttende århundrede, om bondens Mads Burmand »udi sin kjortel grå«, der gæstes af Oluf Pant; han får hjælp af prioren Oluf Mortensen, der spørger, med hvilken ret ridderen gæster klosterets »trofaste bønder«. Oluf Pant udslog lyset i Kronen og skjulte sig, men prioren fandt og dræbte ham. Her har vi åbenbart igen velstående bønder for os. Og jeg behøver vel næppe at tilføje, at hele standen naturligvis ikke bør bedømmes efter den overlast, som sker den enkelte. Hvor overvættes megen uret tilføjes der ikke i viserne adelige mænd og kvinder?

I denne sammenhæng finder jeg også grund til at minde om, at landbrug og bondegerning oftere omtales med megen ære, således i den tiltalende vise om jomfruen på tinge. Hr. Ove Stigsen havde undslået sig for at ægte liden jomfru Inger, der ene havde måttet råde for sin gårds drift, og som på tinge bad kongen om en ægtefælle. Hr. Ove påstod, at han ikke forstod sig på landbrug, men den dygtige unge kvinde, der nok ønsker at have ham til husbond, svarer, at, om intet andet var til hinder, da skulle hun vel hjælpe:

»Thi sid i karm og ag med mig!

Så god en bondesæd da lærer jeg dig.

Tag plov i hånd, lad pløje vel dybt!

Tag korn i hånd, så mådeligt tykt!

Og lad så harven efter gå,

Så må du vel jomfruens fæderne nå«.

Det var stor lyst at høre den bo,

Hr. Ove gav den jomfru sin tro.

 

Men dette må være modstykker nok til de eksempler, som ellers tages af kæmpeviserne. Det vil ses, at der er også lyse og djærve bondeskikkelser at fremdrage af de gamle sange, og at man med stor ensidighed har fremhævet enkelte udsagn, eller at man har misforstået dem. Lad være, at bonden er grå, derfor bliver han ikke mindre betydelig. Bonden var grå allerede på Valdemar den Stores tid, som vi ser af beretningen hos Sakse om kampen på Grathe Hede, da kong Svend havde stillet sin hovedstyrke lige overfor kong Valdemars højre fløj, fordi han troede, at de her stående grå skikkelser var stålklædte riddere, medens det i virkeligheden var kofteklædte bønder. Den dragt har bonden båret - og vel med ære - lige til nutiden, og det er et spørgsmål, om han har vundet noget ved i den sidste menneskealder at gøre sig delagtig i den i form og farve lige grimme dragt, som de andre stænder nu i tre fjerdedel århundrede har godkendt som herreklædning. Desuden lød det jo endnu i fjorerne om bonden: » Hvis tider vorde onde, kald, konge, på din bonde! Han er kun grå og ringe, dog er han hård at tvinge,«

Og dengang var dog bonden kommen langt frem fra ufrihedstiden. Men den hele betragtning af middelalderens bonde har været præget af en sådan lyst til at se alt gråt i gråt, at man tog dragten med, skønt det vel snarest var bondens hæder, at han klædte sig efter stand og dont. Og her vil det være rimeligt at minde om, hvor forsigtig man må være med at drage slutninger af den art stående udtryk, som når ordet fattig klæbes til en eller anden stand eller stilling. Vi har et godt eksempel derpå fra Sveriges historie. I den Svenske Rimkrønike meldes der om, hvorledes tyske lejekrigere på kong Albrekts tid huserer i bøndernes huse og ved trusler skaffer sig en behagelig tilværelse på bøndernes bekostning: » Han rijder i gardh ok gar i stuffua, sidan wil han fatiga bondan truffua: »hustru, hvar ar tin unga höna?……..thet monde tue edela bönder söria, at legodrängia skola tolkin leck upböria).«

Her kaldes bonden fattig som den, der må tåle sådant overmod fra tyske lejesvendes side, men digteren eller beretteren har ingenlunde villet give en almindeligere karakteristik af bonden som uanset og elendig, hvad der allerbedst fremgår af, at han et øjeblik efter kalder bønderne de ædelige. Men naturligvis, lige over for de mægtige og voldsmændene må bønderne betegnes som fattige, og under beretningen om, hvorledes Jøsse Eriksen plagede og pinte dalkarlene, vender betegnelsen idelig tilbage: » the fatige bonder, i Dalana boo, there fogda gjorde them swa mykin oro……the fatiga bondere gingo tha samman.«

Var nu de frejdige og djærve, de friske og stærke dalabønder fattige og usle? Hvor kan man tro, at der herved sigtes til noget i lighed med, hvad vi kalder fattigdom og armod, forskudthed og modløshed? En sådan betegnelse sigter til modsætningen med de rige og overmægtige adelsmænd. Reformatoren Olaus Petri udbryder derfor i anledning af kampen ved Upsala på langfredag i 1520, da den svenske bondehær i begyndelsen fuldkommen slog de danske krigere, at »når gud drager sin hånd fra krigsmanden, er en fattig bonde lige så god som han«.

I Tyskland var det på den samme tid almindelig brug, at bonden betegnede sig som »der arme mann«, og i Danmark er gennem lange tider vi fattige bønder det stående udtryk i ansøgninger og bønskrifter. Det er jo også særdeles egnet til sådan brug. Morsomt nok ser vi da også, at købstadborgerne i deres skinsyge på bønderne tilraner sig denne fordelagtige betegnelsesmåde. I et klage -og bønskrift til kong Kristian 3. fremsætter øvrighed og borgere i Næstved, »hvorledes eders nådes fattige undersåtte her i eders nådes købstad Næstved ere såre undertrykte fra deres næring og bjerging«, »den fattige købstadsmands næring og bjerging er ham fratagen af rige bønders forprang, sammeledes af rige præster og rige præstesønner, som på landsbyerne opkøbe korn, øxen, fedesvin, smør, talg, huder, skind, honning og andet sådant mere«. Brevet er underskrevet: »Eders kong. majestæts fattige undersåtte, borgemester og rådmænd i Næstved og menige borgere«. Med udgangspunkt fra dette brev ville man kunne drage mærkelige slutninger om, at de rige mænd i landet på Kristian 3.'s tid var bønder og præster. Selv adelsmænd kunne i andragender lejlighedsvis betegne sig som »vi fattige folk«. Men hvem af os nulevende, som får breve, der underskrives »ærbødigst« eller »med højagtelse« eller endog »allraodmjukaste tjenare«, ville deraf drage slutninger om den dybe agtelse og ærbødighed, som samtiden og særlig brevskriveren nærer for os?

Og hermed har jeg sluttet, hvad jeg har at sige om bonden i vore viser fra middelalderen. Der findes ikke en eneste vise, som taler et foragteligt ord om bonden eller nævner ham med et skældsord. Naturligvis kender man grant forskellen i stand og social stilling mellem adelsmand og bonde, men der hviler ingen ringeagt på den sidste. Således bør det vel nu være på tide at opgive tanken om, at der i det billede, som kæmpeviserne giver os af middelalderens liv, skulle ses undertrykte eller forkuede bønder. Mange af disse viser er digtet endnu så sent som i det 16 århundrede, og end ikke på denne tid fremtræder altså en lidende klasse i vor folkepoesi.

Yndlingsideer lader sig imidlertid ikke så let kvæle. De har tidslernes favnelange rødder, og skærer man dem af på een ager, vokser de frem i nabomarken. Dersom vi forlægger synspunktet frem til reformationsårhundredet, vil vi hos moderne forfattere kunne læse en bedømmelse af bondens stilling på dette tidspunkt, der er uretfærdig på endnu mere håndgribelig måde.

Nu lyder det ikke længer, at bonden er uselig - nej, han omtales med et af de værste navne, hvormed man kan betegne et menneske som samfundsmedlem: bonden er træl. Man antager virkelig, at samfundet i de tider havde så liden agtelse for jorddyrkeren og hans arbejde, at man kaldte ham en trællende slave, en livegen, uværdig undergiven. Vi kan slå op i Allens håndbog og her læse, at bondestanden fra det 16 århundredes begyndelse »ved den forenede indflydelse af vornedskab og hoveri nedsank i en sådan usselhed og foragt, at bønder og trælle, som det hedder i Frederik 1.'s håndfæstning, blev enstydige udtryk«. Her sigtes til nogle udtryk, som læses i kong Frederik 1.'s håndfæstning; men, vel at mærke, Allen lægger noget ind i ordene, som er fjern fra deres hensigt og mening. Det udsiges her, at den afsatte kong Kristian 2. havde beskattet hans nådes råd, riddere, adelen, godemænd, fruer og jomfruer »som andre bønder og træller« og taget dennem fra deres egne privilegier, som deres forældre af Arilds tid før dem haver haft. I den brugte sammenstilling ligger der hverken fra sprogets eller tankens side nogen som helst nødvendighed for, at bønder var det samme som trælle, og skulle der virkelig ved trælle forstås folk i trællestand, var det næsten for stor ære, man viste dem ved at nævne dem som dem, der kunne lægges i skat. Her menes med trælle ikke andet end afgiftspligtige og arbejde ydende bønder. Vi kan se det af Kristian 2.'s håndfæstning, i hvis artikel 7 kongen forbyder sine fogeder at befatte sig med kirkens, klostrenes og ridderskabets tjenere …enten med ægt, skydsfærd (dvs. befordringer), gæsteri, i at sætte eller af at sætte (dsv. bortfæste eller opsige af fæste) eller med anden tynge eller trældom.

Det gælder naturligvis overalt ved historiske granskninger og bedømmelser, at man må kende tidens sprogbrug. Men på Frederik l.'s tid som også senere vil at trælle kun sige at gøre hårdt arbejde eller hoveri. Således sagde i 1695 forvalteren på Mariager kloster til en bonde: »Nu skal du være en trælbonde til Mariager kloster og gøre hoveri såvel som en af de andre bønder!«, og selv borgerne i Mariager købstad gjorde »arbejde og trældom« til klosteret af byens markjorder ligesom fæstebønderne. Trællestien hedder den smukke sti, som løber langs Susåens ene side, men sandelig ikke fordi trællene gik ad denne sti; derimod trampede her de trællende heste, som trak prammen op ad åen. I det 17 århundrede sang man om en herremand på Mors: »Han plejer at gjenne hans bønder til bås, han slider dem udi arbejd og træl, så kjedes de ved deres fattige sjæl.« Ja, endnu i vore bedstefædres dage sagde man på Mors trælbonde om den bonde, som gjorde hoveri, og man kendte i Københavns amt trældage for husmænd, der ydede arbejde.

Men ligesom Allen har misforstået denne betegnelse for bønder på reformationstiden, således har han gjort sig skyldig i et betydeligere fejlsyn, når han omtaler den skæbne, som på den samme tid skal være overgået selvejerbønderne. Allen beretter om, hvorledes det nu kom så vidt, at »begrebet om fri jordegen bondeejendom aldeles forsvandt af lovene, som derefter kun omtaler sådanne selvejerbønder, som besad deres gårde med ufuldkommen ejendomsret. Denne indskrænkning i ejendomsretten bestod fornemmelig deri, at selvejerbonden ikke måtte sælge sin gård, til hvem han ville, ikke afhænde nogen enkelt del af den, ikke benytte skovene på sin grund efter eget tykke, og at han i overtrædelsestilfælde kunne sættes fra gården, som da overdroges til en af medarvingerne«. Dette kan jo nok klinge hårdt og slemt - men endelig dom bør man dog ikke fælde, forinden man ret har gransket sagens sammenhæng. Lad os derfor se, om disse indgreb i bondens frihed virkelig var så betydelige, at man bør rejse denne skamstøtte i historien over datidens landestyrelse. Vi vil altså tage de enkelte bestemmelser for os.

Det var forbudt selvejerbonden at sælge sin gård, til hvem han ville. Ja - thi bønder måtte ikke sælge til de privilegerede stænder, til adelige og gejstlige. Denne regel var dog ikke opstået i det 16 århundrede, men skriver sig mindst fra Valdemar Atterdags eller dronning Margretes tid, og, hvad der især bør mærkes, er, at den netop var blevet til for at skærme selvejerbønderne. Hvis der ikke var blevet rejst denne bom, ville efterhånden under de to privilegerede stænders stigende magt alt frit selvejergods være forsvundet. Det måtte være kongen i allerhøjeste grad magtpåliggende, at denne stand bevaredes. Kongens »indgæld« ved de af bonden præsterede skatter eller afgifter ville i modsat fald blive mindsket på en højst farlig måde, og kongen ville synke i magt og indflydelse i lige så høj grad, som de privilegerede, gejstlige og verdslige, stormænd ville stige i magt derved, at de inddrog bondegodset under deres indflydelse. I det 16 århundrede havde lovreglen netop det selv samme øjemed. Og lad os huske på, at også vor tid kender begrænsninger i henseende til de personer, til hvem selvejere kan overdrage deres jordejendomme. Således kan bøndergårde ikke sælges til herremænd for at indlægges under hovedgårdsjorden; en selvejer kan som regel ikke sammenlægge sin jord med en anden selvejergårds jord, såfremt en gård derved nedlægges, og ingen kan omdanne sit selvejergods til len, stamhus eller fideikommis.

Fremdeles kunne en selvejer ikke sælge sin grund til fremmede bønder, uden at han først havde på tinge tilbudt den til sine nærmeste frænder. Men denne regel burde vi sandelig ikke laste. Det er en retssætning, der går så langt tilbage, som vi overhovedet har kundskab om dansk lov, og hensigten dermed var at sikre den enkelte familie, at ejendommen blev bevaret hos den; den var udgået af en bestræbelse for at knytte jorden til slægten og således tillige bevare den stand, hvortil slægten og ejeren regnede sig. Det er så smuk og god en regel, som man kan ønske sig; den er given og opretholdt til gunst for selvejerbonden; det var en retsregel af lignende stolt natur som den højt besungne norske odelsret.

Den anden indskrænkning var den, at selvejerbonden ikke måtte afhænde nogen enkelt del af sin gård. Ingen gård måtte udstykkes mellem arvingerne; en enkelt af disse besad ejendommen, af hvilken han intet kunne afhænde uden kongens tilladelse. Der er ikke tvivl om, at denne lovregel har tilsigtet at hindre, at Kronen skulle gå glip af sine skatter eller andre rettigheder af ejendommene, idet besidderen, efterhånden som dele solgtes bort, ville kunne miste sin evne til at efterkomme pligterne mod det offentlige. Men disse hensyn står så nøje i forbindelse med bondens eget tarv og hans slægts bedste, at det er højst urigtigt kun at betone Kronens fordel derved. Den nyere lovgivning om udstykning fremhæver bestemt begge hensyn, således når det i plakat af d. 2. august 1786 hedder, at en gård ej må svækkes således, at den ej kan ernære en gårdmands familie, eller når indledningen til forordning af d. 3. december 1819 udtaler, at stor udparcellering bringer forvirring i matriklen og uforholdsmæssig fordeling af de offentlige byrder, foruden at den forringer ejendommenes kraft til at ernære deres besiddere. Nutiden har finere midler at virke med på grund af sin mangfoldige, vidt forgrenede administration og sin gennemførte protokollering. Lovreglerne kom dengang til at lyde skarpere og ubøjeligere. Men også vor tid lægger jo betydelige hindringer i vejen for udstykning. Til enhver udstykning må landbrugsministeriets tilladelse erhverves; ved en bondegård skal der ordentligvis blive tilbage en hovedparcel på mindst 1 eller 2 tønder hartkorn, eftersom forholdet er mellem gårdens areal og dens hartkorn; en parcel, der ved udstykningen udlægges som hovedparcel, skal inden halvandet år bebygges, jorderne skal opmåles, boniteres, og hartkorn og gammelskat fordeles; omkostningerne ved enhver udstykning er temmelig betydelige o.s.v..

Allermest uretfærdigt er det dog, når man bebrejder regeringen de bestemmelser, som den traf med hensyn til skovene. Hovedreglen var den, at selvejerbonden ikke måtte forhugge skovene til upligt. Stundom forstodes det således, at han kun måtte hugge til eget brug og ej til salg, og stundom således, at udvisning ved lensmanden eller hans betjent skulle finde sted forinden; i enkelte landsdele så kongen helt gennem fingre med tilsynet. Men vi, som lever i de oplyste århundreder, i tider, der i høj grad lægger vægt på også at varetage fremtidens interesser, skulle dog virkelig ikke dadle retsregler af denne natur, men snarere prise regeringen for den kloge forsynlighed, hvormed den tog sig af landets skovvækst. Netop på de tider tog sandflugten overhånd i en foruroligende grad. Det fygende sand begyndte på mange steder en krig på liv og død med markjorder og enge; hvor var det da ikke lykkeligt og godt, at man standsede udrydningen af skovene! Når man opfatter lovbud som de nævnte som indskrænkninger i ejendomsretten og dadler dem herfor, da overser man jo desuden, hvorledes i nutiden ved forordning af d. 27. september 1805 så godt som alle landets skove forvandledes til fredskov, som hverken kan helt omhugges eller forhugges således, at ung skov ikke kan opelskes i den ved naturlig besåning, og fremdeles at det i denne lov er påbudt, at enhver skov ti år efter et ejerskifte skal stå under statens tilsyn, hvorhos der i den tid kun må hugges i skoven til ejerens og godsets fornødenhed.

Således kan man vistnok uden overdrivelse sige, at Allens betragtning - og den går jo rundt i så godt som alle vore håndbøger og historiske skildringer - aldeles har misforstået betydningen af disse indskrænkninger i selvejerbondens ret, idet reglerne dels ikke var nye, men ældgamle, dels slet ikke til bondens skade, men tværtimod fastslået for at beskytte ham, og endelig at den danske selvejerbonde nu om stunder, på hundredårstiden efter frigørelsen, »trykkes« af aldeles tilsvarende regler og forbud, uden at man tager ordet for at få dem ændrede.

Mon jeg har uret i at sige, at der næsten er kommet en sygelig lyst til at skildre de gamle bønders liv og levned under de kulsorteste farver? En ny mark for denne slags tegning har professor Troels Lund åbnet i sin bekendte bog over Nordens Historie i det 16 århundrede, nemlig ved at omtale bøndernes huse, værelsernes indretning og beboernes renlighed på det nævnte tidspunkt. Bøndergårdene skal mere have lignet et gåse- eller hønsehus end en menneskebolig, idet der ikke fandtes vinduer på dem; lyset kom ind fra en åbning i taget. Hele husets indre var overtrukket med et lag af sod, gulvet var den bare jord, bjælkevæggene tættet med mos eller kogødning. I husene færdedes side om side med mennesket ikke blot allehånde fjerkræ, men om vinteren tillige kalve, lam, kid og grise! Enhver kan sige sig selv, at sådan har det aldrig nogen sinde set ud. En sådan levevis kan måske findes hos fjerne landes vilde, men sandelig ikke hos danske avisbrugere på noget historisk tidspunkt i oldtid, middelalder eller nyere tid, eftersom et sådant liv ville hindre enhver ordentlig husholdning, enhver friere åndsdannelse og stride aldeles mod den kulturudvikling, som vi træffer herhjemme selv i historiens morgengry. Særlig ville en bonde i sådanne våninger aldrig have kunnet præstere det, som den danske bonde i Frederik 2.'s tid ydede i økonomisk, social og human henseende - for så vidt man naturligvis går ud fra, at her er tale om et gennemsnitsbillede af bondens husvæsen, og for så vidt man da antager, at ikke de tarveligste rønner, som kan findes i landet, skal være eksempler på bondens boliger i almindelighed. Vi ville jo dog vel nu om stunder ikke anføre de jordhuse, hvori tørvegravere tager bopæl i sommertiden, som eksempel på vore dages bondeboliger?

Professor Troels Lunds skildring er da også blevet skarpt kritiseret, og de kyndigste granskere har påvist dens fuldstændige urigtighed. Gulvene i bønderhusene var af sten, ler eller træ; det store husrum eller den egentlige stue var oplyst ovenfra, men også af vinduer i væggene; træværket gav anledning til udskæring og maltes med livlige farver; renlighed var agtet så vel som vasken og badning. Mindre kreaturer kunne måske findes i husets forreste rum, men ikke hvor det daglige ophold var; gode møbler og smukke tæpper kunne pryde huset o.s.v. - det er karakteristisk, at netop denne art skildringer er sikre på at blive beundrede og længe at skulle vandre om i andre bøger. Ingen kan fordre, at mænd, som ikke er historikere af fag, altid skal kunne skelne mellem det gode og det mislykkede, men man kan dog undre sig over, at sådanne fremstillinger især viser sig så tillokkende. Således vil man finde professor Troels Lunds skildring af bondehusene optaget i skolelærer Carstensens bog om Vigsø sogn (1884) og i skolelærer Ferd. Petersens bog om Grevinge sogn (1887).

Tider veksler, og anskuelser skifter med dem - hver tid har sin tro på de midler og veje, som skal bringe os lykken i skødet. Friheden er et gode, som må vurderes blandt de højeste; men lad dem, som taler om nutidens frihed, passe vel på, om ikke fortiden havde arter af frihed, som vi har ofret, og som netop for den tids mennesker lyste med en mærkelig glans. Jeg skal pege på tvende sider, som i så henseende er betegnende.

Ejendomsret til jord var i middelalderen en formuedel af særegen ukrænkelig natur. Ganske vist var penge og rørlige kapitaler efterhånden kommet til at spille en større rolle, men endnu var dog besiddelse af jord anset som en hovedbestanddel af al formue. Vi har alt set, hvorledes man søgte at bevare familierne ved at bevare jorden for dem. Lovene og retsanskuelsen vågede med andre ord med skinsyge over, at ejendomsretten over jord nød ukrænkelighed. Såfremt vi nu tænkte os, at en bonde fra reformationstiden vågnede af graven og blev bekendt med nutidens lære om ejendomsret, tror jeg, at der i alt fald er een side af denne, som ville forbavse ham, ja endog krænke hans retsfølelse, således som denne efter hans tids anskuelser var udviklet - og det er vor lovgivning om ekspropriation. Ifølge den må den privates ejendomsret vige, når statens tarv eller det almene vel kræver det, dog naturligvis mod fuldkommen erstatning. Allerede ved afgørelsen af, om et sådant alment krav forlanger det, kan der naturligvis opstå tvivl, som næsten kun et magtbud kan løse. Men i hvert fald ville en sådan bonde med stor forbavselse se alle de mange tilfælde, i hvilke vor lovgivning giver ret til ekspropriation. En sådan bonde ville korse sig over, at veje skulle kunne lægges tværs over hans ejendom og mulig skære den i ubekvemme stykker, medens de tidligere smukt skulle følge hans markers grænser. Han ville ikke undre sig over, at man er pligtig til at afgive grund til skanser og fæstninger, men derimod ville han studse noget over, at kanaler til fredelig fart uden videre kunne graves gennem hans mark og jernbaner overskære den, at gas- og vandværker kunne aftvinge ham grund til anlæg af deres bygninger og beholdninger, og at de stadig kunne gennemgrave hans jordsmon og nedlægge deres ledninger og rør. Og han ville erklære, at han boede i et ufrit land, når han hørte, at han kunne tvinges til at afgive jord til underhold for skolelærere, til anlæg af fattighuse, ja endog skulle være forpligtet til at afgive grund til husvilde personer, som ikke ellers kunne få boliger i sognet.

Således skifter i tiderne anskuelsen om, hvad der er frihed og ufrihed. Og at jeg har ret i, hvad jeg her siger, tror jeg, ingen vil nægte, som kender noget til, hvorledes læren om ekspropriation i tidernes løb har uddannet sig. Det er egentlig først i de sidste århundreder, efter at læren om, at staten har pligt og følgelig også myndighed til at skulle fremskaffe betingelserne for det almene vels fremme, er blevet rådende, og først efter at staten har brudt spidsen af den skarpt udprægede enkeltret, af læren om opgivelsen af den privates ret til bedste for det almene vel uddanner sig. Og samtidig med, at sætningen om, at »ejendomsretten er hellig og ukrænkelig«, bliver et hovedbud, når de almene menneskerettigheder erklæres, og en stående bestemmelse i forfatningslovene, hævder man den retsregel, at den enkeltes ejendomsret må vige til bedste for almenvellet. Dette kendtes i fordums dage på ingen måde i sådan udstrækning.

Vi vender os til en anden side af menneskelivet. Politiske interesser er for tiden de alt opslugende; de spiller en rolle i alle forhold og er den hyppigste genstand for samtale og debat; de sætter stemninger og lidenskaber i idelig bevægelse. I det 16 århundrede var det kirkens stilling og religiøse spørgsmål, der havde en tilsvarende rolle. Det var trosspørgsmål og dogmespørgsmål, der især var genstand for samtale og debat. Livet i menigheden og sammen med sognepræsten havde en betydning for den enkelte, som man nu sjældnere ser mage til. Men ligesom det sidste århundredes demokratiske bevægelse fra den Franske Revolutions tid har skaffet Europa de frie forfatninger og de folkevalgte repræsentanter, således havde i det 16 århundrede den demokratiske ånd, som den lutherske bevægelse og rejsningen mod katolicismen indeholdt, erobret en ret for den protestantiske menighed til at råde med i kirken. Folket valgte dengang ikke repræsentanter til den lovgivende rigsdag, men det havde ved Reformationen vundet en ret for menigheden til selv at vælge præst og sjælesørger.

Ved Kirkeordinansen af 1539 og de lovregler, der sluttede sig til den, blev der tillagt de menige sognemænd ret til at udnævne syv af de ældste og mest agtede mænd i sognet, hvilke da med provstens råd og samtykke kunne vælge stedets præst; dog skulle ikke herved den kaldsret være afskåren, som adelsmænd eller prælater kunne have til enkelte kirker. Vi finder rundt omkring i landet menighederne stærkt interesserede i denne valgret. Vi ser dem anvende den både retfærdigt og utilbørligt og kan i mange aktstykker læse om både de fordele og de ulemper, som en sådan valgret fører med sig. Men hvad der i denne sammenhæng interesserer os mest, er at se, med hvilken skinsyge bønderne holder deres ret i hævd lige over for indgreb og fører processer mod dem, der krænker den. Selv den stærke tilbagegang i bøndernes stilling, som indtræder i løbet af Kristian 4.'s regering, svækker ikke deres mod, og endnu ved begyndelsen af enevælden, som iøvrigt fratog dem valgretten, hævder de deres frihed i så henseende. Som et eksempel skal jeg blot nævne, hvorledes endnu på Frederik 3.s tid bønderne i Nørre Jernløse ved Holbæk - altså vornede mænd - fører sag mod fru Karen Krabbe. De ville ikke anerkende, at hun, som havde patronatet til Kvandløse sogn, derfor skulle kunne indsætte den fælles præst for dette og hovedsognet Nørre Jernløse; ja, selv sognemændene i Kvandløse ville ikke anerkende hendes kaldsret. Resultatet blev, at lodtrækning måtte afgøre, hvem af de to valgte præster der skulle have kaldet í 1665. Nogle år efter blev kaldet igen ledigt, og da indgav »vi fattige bønder, både kaldsmænd og menige sognemænd i Nørre Jernløse« andragende til kongen om at få deres kandidat anerkendt; de henvises til at søge spørgsmålet afgjort ved rettergang, hvad også skete.

Man finder så ofte anført, hvor farlig den bestemmelse i recesserne var, som pålagde fæstebonden at være sit herskab »hørig og lydig«; det er derfor ganske morsomt at se, hvorledes sjællandske vornede bønder optrådte i herskabets rolle lige overfor deres sognepræst hr. Jens Nielsen blev, på Kristian 3.`s tid, annammet og samtykt til præst i Kundby sogn, først af ærlig og velbyrdig mand Peder Rud til Vognserup, dernæst af menige sognemænd med sådant vilkår, at han »skulle være sine sognefolk hørig og lydig, tjenstagtig fore til al skjellighed både i kirken og uden fore, som en guds tjenere sine sognefolk det pligtig er«. Da det viste sig, at præsten ikke efterkom disse bestemmelser, stævnede sognemændene ham til tinge i 1558 og førte proces imod ham, idet de for sådant falds skyld havde betinget sig opsigelsesret, hvad der i det hele var et ofte forekommende vilkår i kaldsbrevene.

Resultatet af disse overvejelser turde vel være, at bonden i reformationsårhundredet besad friheder og rettigheder, som han nu ikke længere besidder, og at han ikke undså sig for at udøve sin ret, selvom han derved kom til at optræde lige overfor de mægtigere i landet, ja over for sin egen husbonde. Men netop dette billede er det jo også, som tingsvidner og procesakter fra underretten til rigets øverste domstol åbenbarer for os. Vi finder, at lensmænd og husbonder ofte står frem på herredstinget eller sognestævnet og spørger den menige mand, om de havde haft noget at klage over dem, eller de æsker et vidnesbyrd om, hvorledes de har opført sig. Således stod Lauge Brok i 1547 frem mellem de vornede bønder på Stevns herreds ting og spurgte, om der var nogen, enten liden eller stor, ung eller gammel, inden tinge eller tinge nær, der havde noget at klage på ham enten ved ord eller gerning; han spurgte om, hvorledes han havde regeret sig her til Stevns ting, om der var nogen, som ikke kunne komme til sin ret, da han så ville skaffe ham fyldest. Dertil svarede menigmand, at de takkede ham godt i alle måder, for at han havde handlet og haft sig hos dem som en ærlig junker. Og som adelsmændene beder om skudsmål ved herredstingene, således må de også her stå til ansvar for søgsmål fra deres bønders side. Med hvor liden frygt bønderne så på deres herskab, når de mente, at deres ret blev krænket, ser vi af de mangfoldige processer, hvor herskab og bonde står lige over for hinanden, og hvor bonden uforsagt forfølger sin påståede ret fra herredsting til landsting og fra landsting til retterting.

Hvorledes blev bonden vorned?

Blandt alle tryk, der har hvilet på bondestanden, er der eet, som i vore øjne særlig har mærket den. Det er ikke pligten til at arbejde på husbondens jord, selvom denne gerning kan være nok så hård og til stor plage for bonden. Det er ikke pligten til at modtage husbonden eller hans jæger, til at beværte dem nogle dage og fodre deres heste (gæsteriet). Ikke heller er det bondens forpligtelse til at skulle søge sin ret eller møde som indklaget på et eget ting, birketinget. Det hårdeste bånd, som påhvilede bonden - det vil dog kun sige bonden på Danmarks hovedø (dvs. Sjælland) og de tre sydlige øer -, var dette, at han ikke kunne gå, hvorhen han ville; han skulle blive på sin grund eller overtage hus og gård og jord, hvor husbonden anviste ham. Dette var, i alt fald for vor opfattelse, det mest nedværdigende i bondens stilling; der var noget deri, som mindede om trællens pligter. Ved frivillig overenskomst kunne en bonde jo forpligte sig til arbejde og hoveri; men alene ved fødslen kunne man tænke opstået et sådant livsvarigt bånd mellem dyrkeren af jorden og dennes ejer. I den styggeste skikkelse fremtræder vornedskabet dog, når husbonden uden videre har berettigelse til at overføre sin ret til en anden husbonde, og bonden således som et stykke af besætningen går fra hånd til hånd.

Vi må undersøge, hvorledes en sådan ret kan være opstået. Vi må se, om den i sin anvendelse var så hård, som selve retsreglen lyder; vi må kende nærmere dens væsen og omfang.

Der har alt i gamle dage, alt for flere århundreder siden, været undersøgere, som med forundring har spurgt om, hvordan vornedskabet var opstået, eftersom man jo slet ikke ved at lede i bøger eller håndskrifter kunne finde de lovbud, som indførte det. Man måtte gætte sig frem, og man fremførte da mange forklaringer. Det skulle være rester af den gamle trældom, som havde holdt sig - eller det skulle være pålagt sjællændere, lolliker og falstringer som en straf - ja, gætninger har det ikke manglet på; men ingen af de søgte forklaringer vinder dog længer tiltro. Det kan anses for bevist, at trældommen ophørte kort efter Valdemar Sejrs tid. Det fjortende århundrede er i mange henseender en tung og mørk tid; men der bestod dog dengang for bonden lige så lidt trældom som nogen anden ufrihed, og en fæster kunne på Valdemar Atterdags og dronning Margrethes tid frit opsige sin gård og drage, hvorhen han ville. Først i det femtende århundrede træffer vi bestemte spor af en forpligtelse til at blive ved grunden.

Når det nu ikke kan nytte at lede i bøgerne eller pergamentbrevene om det lovbud, som påbød et vornedskab for beboerne af øerne i midt-Danmark, må vi stræbe efter at finde forklaringen ad andre og mere langsomme veje. Lad os tage for os nogle af de ældste breve, som synes at pege hen på en forpligtelse for bonden til at blive på en bestemt grund. Der findes til eksempel et brev, udstedt af Erik af Pommern, som nok har krav på vor opmærksomhed. Det lyder således: »Vi Erik, af guds nåde konge over rigerne Danmark, Sverige, Norge og over slaver og goter, hertug af Pommern, sende vor hilsen og nåde til alle, som bo i Sjælland. Vi befale - skønt til overflod, nu for fjerde gang - Hans Jakobsen, som ulovligen har forladt Bent Billes ejendom i Høng, og Povl, som har forladt hans ejendom i Æblæthueth, at de, så såre de få kundskab om dette brev, straks begive sig med deres redskaber tilbage dertil og fuldkommen gøre ham fyldest efter hans ret, således som de gennem tre lavdage ere blevne opfordrede til efter loven«.

Bent Bille lader altså ved kongens hjælp to bønder forfølge, som har forladt hans gårde, der er beliggende i Sjælland. Det ligger så nær at forstå det om en flugt af to vornede bønder, som eftersøges ved en slags stikbreve. Vi har ikke så få tilbage af denne art breve. Ikke desto mindre er slutningen ikke helt sikker. Vi finder nemlig en sådan forfølgelse ofte anvendt imod bønder, der stod i et lige så frit forhold til husbonden, som fæstebonden nu til dags står i til godsejeren. Og hvis nu om stunder en fæstebonde en skønne dag pludselig forsvandt, ville godsejeren på samme måde henvende sig til øvrigheden eller politiet for at få ham anholdt som en skyldner, der ved rømning af landet vil unddrage sig sine forpligtelser (se Konkursloven af d. 25. marts 1872 § 164, om skyldnere, som står i begreb med at forlade landet på ubestemt tid eller for bestandig).

Vi træffer da også eksempler på udtalelser om, at denne art anholdelse og søgen tilbage af fæstebønder ikke behøvede at have det mindste med vornedskabet at gøre. Jeg skal således anføre et eksempel fra en langt senere tid. Frederik v. Arenstorf, Griffenfeldts bekendte fjende, havde den tort, at under hans fraværelse henved 40 af hans bønder, både bosiddende og unge karle, rømmede fra hans gods Svanholm i Horns herred (ved Frederikssund) og medtog adskilligt, som han havde forstrakt dem med til deres avl. Kristian 5. udstedte da i 1681 et brev, som vi kan sammenligne med det anførte fra Erik af Pommerns tid, og bød bønderne såvel de vornede som de fri fæstebønder, som godvilligt havde fæstet på hans gods, straks at vende tilbage og føre med sig, hvad de havde medtaget; gjorde de det ikke med det gode, måtte Arenstorf lade dem tiltale, hvor de kunne antræffes, pågribe dem og dem til deres fødested og fæsteboliger henføre »der at pleje fæstebønders og vornedes ret efter loven og recessen«. Vi ser, at forpligtelsen påhviler såvel de vornede som de fri fæstebønder, og at den således ikke udsprang af fødsel på en bestemt grund, men beroede på, at fæstekontrakten ikke blev efterkommet, og at bønderne var uredelige med hensyn til betroet gods.

Under så urolige tilstande, som middelalderen frembød, og under de mange krige, som senere hærgede vort land, kunne imidlertid tit forviklede forhold indtræde. Og her må man nu ved betragtningen af den senere middelalder først og fremmest huske på eet: - landet manglede arbejdere. Der fandtes meget mere dyrkelig jord og meget mere tidligere dyrket jord end det, der da var under ploven. Endnu på Valdemarernes tid var Danmark beboet af en tæt befolkning. Man har tidligere overdrevet tallet af indbyggere på Valdemar Sejrs berømte tid, men vist er det, at man da endnu kun sjælden hørte tale om øde og ubesat gods. Allerede i det følgende slægtled mærkes imidlertid nogen forandring, og den første danske håndfæstning viser os regeringens frygt for, at bønder skulle forlade deres jord; det bliver ved Erik Klippings brev af 1282 slået fast, at selvejere vel må overtage fæste hos andre herrer, men kun på betingelse af, at de vedbliver at svare Kronen skat af deres egen jord. Og i det 14 århundrede begynder den klagesang, som varer i 400 år, og som klinger så forunderlig forskellig fra den, som nu når vore øren, så at vi næsten ikke kan forstå den - nemlig klagen over, at man har jord og gårde, men mangler dyrkere og fæstere; overalt møder os betegnelsen »øde gods«, de tidligere dyrkede jordejendomme, som nu var uden avl og drift. Især har den sorte død bortmejet landets befolkning og på mange steder efterladt en ørken. Det hedder om Attila, at, hvor hans hest havde sat sin hov, kunne der ikke vokse græs, men om mangfoldige steder, hvor den sorte død havde raset, kan man sige, at her syntes for fremtiden kun at skulle vokse græs og aldrig korn. De krige, som rasede, skulle ikke heller hjælpe til at fremme dyrkningens opkomst - ja, hver krig syntes at skabe nyt øde gods og nye ønsker om at holde på de flygtende.

Et sådant tidspunkt var det, da Valdemar Atterdag i 1368 flygtede ud af riget, og lybekkerne sendte hær og flåde op mod Danmark, medens de jydske herremænd rettede deres våben mod kongen. Da var det ikke godt at være jorddyrker og allermindst at sidde på Kronens gods, eftersom både indenlandsk mand og fremmede vendte sig mod kongen. Da gik mange ejendomme tabt for kongedømmet, og mangfoldige bønder flygtede fra Kronens gods ind på adelens. Omsider kom der dog ro i landet, og da kong Valdemars datter senere stræbte at bringe orden igen i forholdene, søgte hun også at få den omvæltning bødet, som var foregået med hensyn til jordegodset. Hun fik da vedtaget ved en almindelig forordning af 1396, at »de bønder, som var farne fra Kronen siden den tid, da vor herre kong Valdemar, vor fader, hvis sjæl gud have, udfoer af Danmark til Tyskland, skulle give deres landgilde ud i år og fare igen under Kronen, som de før vare«.

Sligt giver os et billede af, hvilke virkninger en krig indenfor landets grænser kan have, og man kan være temmelig vis på, at således var krigens gang altid. De idelige krige var en sand plage for landbefolkningen, som rømmede derhen, hvor der var sikrest, og når freden vendte tilbage, måtte herrerne igen samle de bortflygtede bønder tilbage til stavnen. Vi finder det selv samme i Sverige, hvor man dog aldrig har kendt et stavnsbånd. Da bevægelsen i anledning af opstanden under Engelbrekt Engelbrektsen havde lagt sig noget i året 1437, samledes de svenske rådsherrer i Strengnæs og vedtog en bestemmelse om, at alle de bønder og landboer, som i denne tvedragt var rømte ind i købstæder, skulle drage bort og ud på godset eller tage tjeneste på landet og ikke holdes tilbage i købstæderne. Altså, fordi landets velfærd og agerdyrkningen kræver det, vil regeringen fremtvinge, at bønderne skal genoptage deres boliger og deres dont på landet. Men vi kan nævne et eksempel, som måske er det mest karakteristiske.

Tiden er Frederik 3.´s regering; Svenskekrigen 1657-1660 er lige til ende. Fjenderne havde raset og plyndret, og brandtomter og bygfældige gårde aflagde i de fleste egne af landet et sørgeligt vidnesbyrd om den store ødelæggelse, som landet havde undergået. Da nu herremændene og de andre husbonder efter fredens komme igen ville have deres gods på fode, fandt de, at mange bønder var flygtet og havde taget plads og fæstet gård på andre ejeres gods. Det spørgsmål måtte da opstå, om bonden således uden videre kunne flygte fra sin gård og lade jord og brug i stikken? Naturligvis er der en gammel lov, som siger, at nød bryder alle love, og krig kan være den højeste nød. Men denne tilstand kan dog fornuftigvis ikke vare længere end den tid, da fjender og våben truer; når freden atter kommer, er bonden dog vel forpligtet til igen at overtage den gård, som han oprindelig havde fæstet? Han havde jo forladt den uden at opfylde sin kontrakt, som lød på, at han skal svare afgifter og arbejde snart på en, snart på en anden tid af året og dernæst holde ejendommen vedlige, ligesom han jo også måtte tilsvare forstrækninger, der var ydet ham. Vi ser af en del tingbøger fra herrederne omkring Nyborg, altså i en landsdel, hvor der aldrig har gældt noget vornedskab, hvorledes de flygtende bønder en efter anden sagsøges til at skulle vende tilbage. Således lader fru Karen Bille til Hvidkilde Niels Pedersen i Krarup tiltale, fordi han ulovlig var dragen af hendes gods. Det hjalp ikke, at han svarede, at han med de andre bønder måtte undvige fjendernes gevalt og overfald, og at han nu havde fæstet bo på en anden husbonds stavn; han troede desuden ikke, at man på Fyn brugte den stil som udi Sjælland og Lolland, at bonden skulle være skattehøne. ((note: Jeg véd ikke, at ordet skattehøne forekommer andensteds i danske kilder, og forklaringen af det er usikker. I alt fald til sammenligning kan her nævnes, at de livegne i Tyskland flere steder årlig svarede en høne til deres herskab som en art anerkendelse af dette)). Dommeren dømte, at, da han uden fru Karens minde og tilladelse var dragen bort og tilmed en del landgilde resterede, måtte han indfinde sig på hendes stavn igen. Og således blev der dømt i flere tilfælde, vistnok fuldkommen rigtigt; thi bonden havde ikke efterkommet sin fæstekontrakt.

At tolke denne art fremgangsmåde mod bønderne som følger af vornedskab er naturligvis ganske urigtigt. Enhver mand, selv en adelsmand eller en købstadmand, som på lignende måde overtrådte, hvad han havde lovet, ville kunne behandles på samme måde og få en lignende forfølgelse mod sig. Men man kan tænke sig tider og tilstande, da en sådan tilbagesøgning bliver såre hyppig, og da det vil kunne synes besynderligt, at man efter lange tiders forløb - under tilbagevendte fredelige tilstande - kan fremtvinge, at en dyrker skal vende tilbage til sit gods; således var der jo gået en hel menneskealder, da dronning Margrethe gennemførte sin tvang. Alle disse oplysninger lærer os fremdeles, at denne tvang især indtræder, efter at megen jord er kommen til at henligge udyrket, efter en krig eller anden stor ulykke. Hvor stor må da ikke fristelsen have været til, efter at den sorte død i årene 1349-50 havde hærget Danmark, at tvinge bønderne til at overtage dyrkningen af det meget udyrkede gods?

Lad os en gang se, hvilke følger den sorte død havde for landbefolkningen i England. Her havde denne sygdom hærget så stærkt som nogensteds, og landet var så folketomt, at det mange steder skulle synes at måtte blive en ørken. Det var uhyre vanskeligt at opdrive arbejdskraft, og arbejderne, som så, at de var herrer over den dagløn, de kunne fordre, skruede betalingen overordentlig op. Den indtægt, som de erhvervede på en så let måde, satte de hurtigt over styr ved letsindighed, vellevned og dovenskab. En landeulykke med hungersnød og indre uroligheder kunne ventes som følge heraf, og regering og parlament måtte gribe alvorlig ind. Det befaledes derfor i 1349, at ude på landet skulle enhver arbejdsdygtig mand eller kvinde, som ikke selv havde jord at dyrke og ikke var tyende, på forlangende tjene folden løn, som var sædvanlig, forinden pesten kom. I det følgende år forbød parlamentet, at en arbejder måtte forlade det sogn, hvori han boede, og hvis han gjorde det, skulle han anholdes af øvrigheden som flygtning. Endnu fyrretyve år efter indskærpedes det, at en arbejder ikke måtte forlade sin plads eller skifte opholdssted, uden at han havde øvrighedens vidnesbyrd om, at der var god grund dertil. Heraf lærer altså vi, som søger efter forhold, der kan have medført et vornedskab på de danske øer, at i England opstod der et slags stavnsbånd på bonden som eftervirkning af den sorte døds rasen.

Mon ikke vornedskabet skulle have sin grund i de samme forhold? Mon det ikke skulle være den af den sorte død og de mange borgerkrige tilvejebragte ubebyggethed, som tvang regeringen til at holde bønderne tilbage ved jorden? Vornedskabet opstod ganske vist ikke her hjemme lige umiddelbart efter den sorte død. Først da nye kampe og borgerkrige yderligere havde hindret det rolige agerbrug, og, vi kan vist tilføje, først efter at de store besiddere var begyndt på en mere planmæssig og ihærdig drift og et jordbrug i det store, først da begynder man at hævde forpligtelsen til at blive ved grunden. Vi savner det almindelige lovbud, som indfører denne regel; men det behøvedes så at sige ikke, især på sådanne mindre områder som Sjælland eller Lolland, Falster og Møn - og udenfor disse landsdele opstod jo ikke noget vornedskab. Her var det jo tilstrækkeligt, at de større besiddere indgik foreninger (»vilkår«) om, at den ene ikke ville modtage bønder, som var fødte på den andens gods. Derved var allerede en god begyndelse gjort til at holde bønderne til et bestemt gods. I en forordning fra Kristoffer af Bajerns tid har vi i hvert fald et bud om, at man ikke må tage folk i tjeneste, som er skilt fra deres tidligere herskab med uminde.

Men endnu længere frem på sporet efter vornedskabets oprindelse kan vi måske komme ved at klare os spørgsmålet: hvad var dets formål?

Ja, man vil forgæves finde dette belyst i de tidligere fremstillinger af vornedskabet og i vore almindelige håndbøger. Det er ikke desto mindre en utvivlsom kendsgerning, at vornedskabets formål er at skaffe jorden dyrket og at formindske mængden af det øde gods. I den almindelige opfattelse har vornedskabet et helt andet indhold; man tænker sig det som en ret til frit at råde over bonden fra hans fødsel til hans død, en ret til at fordre arbejde af ham af hvilken som helst art, en ret til at fremtvinge eller hindre hans ægteskab eller lignende. Nej, over den vornede havde husbonden kun en eneste fordring, og det var den, at han, når han havde opnået skels år og alder, skulle overtage en gård, som var fæsteledig, og blive ved denne. Til denne positive side af vornedpligten knyttede sig den mere negative, at den vornede skulle blive på sin husbonds grund, indtil han havde opfyldt denne forpligtelse, eller dog have samtykke til at begive sig bort - hvilken del af vornedpligten, som vi senere skal se, i praksis sjælden blev efterkommet. Derimod er der aldrig tale om, at husbonden kunne tvinge den vornede til at tage tjeneste som tyende, eller til at gøre håndværksgerning, eller til at drive handel; han kunne ikke forlange noget som helst arbejde af ham; selv efter at han var blevet fæster, havde husbonden kun ret til at fordre det hoveri, som ifølge gammel brug og skik ydedes af hans gård, og han kunne ikke kræve større afgift af gården, end der var svaret fra gammel tid.

Denne ejendommelighed ved vornedskabet er som sagt blevet aldeles overset, og dog lader de historiske oplysninger ikke mindste tvivl om, at det forholder sig således. Tag en eller anden dom over en vorned bonde for dem, og de skal finde, at den altid angiver, at bonden søges til at vende tilbage for at overtage en ødegård. Kong Kristian 5.'s danske lov giver heller ikke vornedretten et større omfang, og da gehejmeråd Otto Krabbe i 1701 skal udtale sig om forslaget til vornedskabets ophævelse, siger han: »En økonomus må være ond eller god, så kan han ikke poussere (dvs. drive frem, udstrække) sin vornedret videre, end loven tillader, nemlig at få dem til sine gårders og boligers besætning«. Meget karakteristisk er det også, at, når universitetet, som jo besad betydeligt jordegods, frigav en vorned bondesøn, blev den pengesum, som han betalte herfor, stadig anvendt på »ødegårde at bringe på fode«. Den samme praksis optager og følger regeringen.

Således har åbenbart hensynet til at skaffe øde gods bebygget været det bestemmende for indførelsen af hint stavnsbånd, og dette hensyn vedbliver at gå som en rød tråd gennem rettens indhold. Derfor er det danske stavnsbånd aldrig kommet til at omfatte kvinderne, i modsætning til livegenskabet. Bondesønner, vornede sønner - det er den stadige betegnelse for de vornede, og man kan end ikke nævne noget forsøg i praksis på at gøre kvinder til vornede. De kunne tjene, hvor de ville, og gifte sig, med hvem de ville. Også på en anden måde bliver vi belært om, at det ikke er ildesindet tvang fra en husbonds side, men derimod økonomiske hensyn, der har fremkaldt denne retsregel - således som da parlamentet i England indførte en lignende ret.

Vi træffer nemlig på det højst mærkelige forhold, at endog selvejerbønder var stavnsbundne, ialtfald i det femtende og sekstende århundrede. Hvor højst besynderligt lyder dette ikke? Når jeg ejer en ting, skulle jeg så ikke have ret til at slå den i stykker eller kaste den bort; og når jeg ejer en jord, har jeg så ikke ret til at give slip på den og udtale: jeg opgiver al min ret over den. Og dog var selvejeren ikke således stillet lige overfor sin jord. Regeringen fordrede, at den, som ejede jord, også skulle lade den dyrke. Det var en betingelse for landets beståen, at der svaredes skatter, og den væsentligste del af skatterne hvilede på jorden - derfor fordrede staten, at dens selvejere enten selv skulle dyrke deres jord eller lade den dyrke ved andre, eller også at de skulle sælge den til bønder, som kunne dyrke den. Endog så langt tilbage som under dronning Margrethes regering møder os eksempler på, at man tvang selvejere, som var draget ind til købstæderne, til at vende tilbage til deres jord. Ja, vi finder denne art tvang anvendt i Jylland, hvor ellers aldrig vornedskab har været brugt. Og i de såkaldte Lollands vilkår af 1446 udtales det, at kongens foged kan gribe og fange den, som ejer bondegods, men har bosat sig andensteds end på dette og ikke vil vende tilbage til sin jord. I forskellige breve givne af Frederik 1., Kristian 3. og Frederik 2. for bønder og almue i Lolland bestemmes selvejerens forpligtelse nærmere således, at den ældste eller den dueligste søn altid måtte være fri for stavnsbånd og kunne blive hjemme; de andre sønner skulle også være fri; men hvis de drog andensteds hen, skulle de bygge på Kronens gods, og de måtte stille kaution til sikkerhed for, at denne forpligtelse opfyldtes.

Hvad der i lande, hvor livegenskab er rådende, ville synes ganske utroligt, nemlig at en stavnspligt også påhvilede den fri, jordejende bonde, er således her hævdet. Regeringen måtte kræve, at landets jorder blev dyrkede; det var den ligegyldigt, af hvem det skete; ejeren kunne fæste dem bort og sælge jorden, men en dyrker, som svarede skat, skulle der være. Atter her ser vi, hvorledes frygten for ubebyggede og øde jorder har været afgørende. Vi behøver desuden slet ikke at gå langt tilbage i tiden for at træffe på love, der forbyder, at man slipper eller opgiver sin ret til bøndergods. På kong Frederik 4.'s tid var det ikke usædvanligt, at proprietærer, som ejede strøgods, der lå fjernt fra deres hovedgårde, i det tilfælde, at de fik øde bøndergårde, lod disse tildømme kongen for skatterestancer. Således blev Kronen ejer af en del gods, især på Mors og i Thy, som var aldeles uden værdi, da gårdenes bygninger var nedfaldne og brøstfældige, besætning og plovredskaber manglede, og jorderne var ude af drift. Ved en forordning og nærmere forklaring om øde gods af d. 4. august 1728 forbød regeringen denne praksis; proprietærerne skulle sørge for at få gårdene besatte og måtte i manglende fald med hele deres formue svare til skatterne af dem.

Med dette i tanken vil man også forstå det ældste lovbud, som siges at omtale vornedskab. Det er de foran nævnte Lollands vilkår af 1446, og det er ikke helt sikkert, at de forudsætter vornedskab. I hvert fald lyder reglen her således: ingen, som karsk og før er, skal bo til huse hos andre, men selv holde bolig; den jorddrot, som har en indsidder boende på sin grund, skal skaffe ham bolig eller grund at besidde, og gør han det ikke, vil kongens foged skaffe ham bolig på kongens grund. Således opstilles her den fordring, at enhver arbejdsdygtig mand skal have sin egen bedrift og sin egen jord at dyrke. Landet trænger så meget til agerdyrkere, at, såfremt vedkommendes husbond ikke selv vil sætte ham i vej, påtager kongen sig det. Atter her møder os et landøkonomisk og statsøkonomisk hensyn som det rådende, ikke en tvang, der åbenbarer sig som frugt af en voldsom herskesyge hos tyranniske herremænd eller prælater. Lovbudet passer fortrinligt sammen med alle de andre regler i hine vilkår, hvilke siges vedtagne for landsens bestandelse skyld: det lader sig stille fuldkommen på lige fod med sådanne landøkonomiske bestemmelser som den, at enhver bonde på Lolland skal have 30 humlekuler og 6 ymper pære og æble inden næste St. Valborgs dag, at ingen bonde må holde geder på grund af den store skade, de forvolder, og at ingen må holde mere end en hund. ((note: forbudet imod, at personer på landet ernærer sig som daglejere, går igen indtil sene tider, ….det hæves først ved Tyendeloven af d. 10. maj 1854 § 8. I kraft af en lignende bestemmelse blev der indført et slags stavnsbånd i Norge ved forordning af d. 9. august 1754. Alle af bondestanden, mands og kvindes personer, som ei bruge gårde eller husmandspladser, skulle være forbundne at fæste sig i årlig tjeneste og ej være tilladte at arbejde for dagløn. Enhver var forbundet at tjene i det sogn, hvori han var født, sålænge de der nogen tjeneste kunne bekomme.)) Vi bør fremdeles lægge mærke til, at den mod bønderne så venlig sindede Kristian 2. forordnede, at der på landet ikke måtte findes daglejere uden jord. Hvis daglejeren ikke ville tage tjeneste som tyende, skulle han overtage jord i brug.

Således synes alting at pege hen på, at årsagen til vornedskabet er at søge i den store mængde af forladt agerjord, og at de styrende og rådende i landet har af hensyn hertil bestemt, at den enkelte husbond kan fordre, at bondesønner, som fødtes på hans grund, skal overtage ledige gårde.

Imidlertid vil jeg kunne forstå, om der blev spurgt mig: men er det ikke besynderligt, at en sådan ufrihed opstår så sent i middelalderen? Skred tiderne tværtimod ikke frem imod løsning af gamle bånd, og finder man andensteds, at ufriheden opstod på så sene tider og blev hidført af hensyn til landets opdyrkning? Her skal vi nu se, hvorledes en sammenligning med andre lande netop viser os tilsvarende forhold, kun ikke dette, at man har standset på et trin, der er forholdsvis så mildt som vort vornedskab.

I så henseende er en sammenligning med forholdene i Meklenborg meget lærerig. Endnu på reformationstiden var den meklenborgske bonde fuldkommen fri. Han skulle yde sin husbond landgilde og hoveri, og til landets herre skulle han svare afgifter og enkelte arbejder; men derfor var han naturligvis ikke livegen eller vorned - de samme pligter påhvilede den danske bonde endnu efter 1788. Imidlertid begyndte i løbet af det 16 århundrede de store godser at danne sig, og da samtidig mangfoldige landboer søgte ind til byerne Wismar og Rostock, var der en højst betænkelig mangel på arbejdskraft på landet. Der blev da i 1572 truffet bestemmelser imod, at bonden frit valgte sit opholdssted, »for at agerbruget ikke i længden skulle komme helt i forfald«. I begyndelsen havde forbudet mod den frie flytning en temmelig mild karakter; men snart gik det over til en fuldkommen rådighed over bonden, og efter Trediveårskrigen står bonden spændt i livegenskabets trøje.

I Brandenburg møder os det samme billede. Vi træffer ved middelalderens slutning et stort antal af fortidens landsbyer uden en eneste beboer, og mangen ager er forvandlet til skov; bønderne flygtede i masser til købstæderne, hvis næringsveje syntes at love dem mindre anstrengelse og mere udbytte end arbejdet med ploven og leen. De bønder, som var forblevne ved markarbejdet, var dog endnu personlig frie. Men i løbet af det 16 århundrede udkom der påbud om, at bøndernes børn skulle tage tjeneste hos deres herskab fremfor hos andre personer, og man fordrede, at bonden ikke måtte forlade sin ejendom, førend han havde skaffet en anden dygtig bonde, som ville overtage den. På mange måder lagdes således spirer til et fuldkomment livegenskab, og så kom Trediveårskrigen med dens forfærdelige ødelæggelser. Efter dens ende ser vi livegenskabet i sikkert sæde i mange egne af Brandenburg.

Hvis vi under vor vandring for at finde sammenligninger med de sjællandske tilstande skrider længere mod øst, vil vi i Kurland og i Livland støde på en lignende udvikling, kun at her bondens forpligtelse til at blive ved stavnen skriver sig allerede fra det 15 århundrede. Men allermærkeligst er dog forholdet i Rusland. Endnu i det 15 århundrede var trældom her ukendt, og i det af Iwan Wasiliewitsch samlede store rige kunne bønderne drage, hvorhen de ville. Dette havde dog store ulemper til følge, idet bønderne, som følte, at agerbruget blev dem for besværligt eller alt for lidt lønnende på et sted, drog hen til mere frugtbare egne og bosatte sig der. Derved kom store landstrækninger, som ikke var synderlig eller kun middelmådig frugtbare, til at ligge øde hen, medens på den anden side frugtbare egne næsten overbefolkedes. Adelen fremkom med klager herover, og selvherskeren lyttede gerne hertil, da disse forhold havde forvoldt skatteudskrivningen og forvaltningen megen besvær. Således udgik da på St. Georgsdagen i 1597 en ukas (forordning) om, at bønderne skulle forblive på det sted, hvor de opholdt sig netop den dag, og ikke uden særlig tilladelse af herskabet fjerne sig til andre steder. Tilsyneladende ser denne ukas så uskyldig ud; den giver jo kun en administrativ regel af forvaltningshensyn - men det russiske folk jamrer sig i sine folkesange over St. Georgsdagen som den dag, da friheden tabtes. Og dette er ikke uden grund: thi fra den dag sank bonden ustandselig ned i undertrykkelse. Det hed sig vel, at bonden beholdt sin personlige frihed; men han var nu omtrent overgivet til  vilkårlighed. Adelsmanden eller zarens lensmand og embedsmand var næsten enerådig over, hvor meget han kunne fordre i afgift, og hvor hårdt et arbejde han kunne pålægge bonden. Der går nogle menneskealdre, inden bonden bliver solgt, uden at jorden solgtes; det første eksempel herpå forekomster i året 1675; men snart blev det almindelig brug. Under Peter den Store blev bonden end hårdere trykket. Vel udtaler zar Peter i en ukas, hvor skammeligt del er at sælge bønder »ligesom kvæg«; men han når dog ikke videre end til at tilråde, at hvis salg skal finde sted, man da sælger hele familien; kun i den yderste nød måtte det være tilladt at sælge enkelte medlemmer af en familie. ((note: Det er også lærerigt at se, hvorledes livegenskabet i sene tider udbreder sig til lande under russisk scepter, hvor der tidligere var bondefrihed. Således i Lillerusland, hvis særrettigheder man ville til livs. »Hvad det fremfor alting gjaldt om, var, at spalte folkets enhed og at drage de adelige over på regeringens side for at gøre enhver opposition umulig. Det skete på den simpleste måde af verden, man gav dem deres bønder til livegne; dermed var hvert bånd mellem adelen og folket revet over, adelen stod fra nu af på regeringens side. D. 3. maj 1783, netop i det år i hvilket man for tredje gang havde givet tilsagn om frihedens umistelighed, blev livegenskabet indført i Lillerusland (landskaber i det sydvestlige Rusland). Der tales om skatter, om at de må indkomme sikkert og i rette tid, og om at man må undgå, at godsejere og bønder bebyrdes med de undvegnes skatter. »For at Kronens indtægter kunne være visse og utvivlsomme, og for at man kan hindre bøndernes flugt, hvad der tynger godsejerne og de tilbageblivende indbyggere, skal hver borger blive på det sted og i den plads, hvor han blev skreven ved den sidste optælling, med undtagelse af dem, der er flygtede inden denne lov udkom. Men den, som løber efter denne lov, skal behandles efter rigets almindelige love«. Altså ganske som for 200 år siden i hin ukas af 1597. Den, som benytter sig af den ham tilkommende ret til at drage, hvorhen han vil, bliver uden videre betegnet som flygtning….Netop som for 200 år siden: de samme årsager, den samme begrundelse, den samme udtryksmåde, den samme lukken øje for, hvad der er gældende ret, de samme følger«. I . Engelmann)). - Således er endogså i Rusland, hvis livegenskab vi er så tilbøjelige til at betragte som en levning fra oldtidens tilstande og som nøje knyttet til folkets etnografiske karakter. Ufriheden kun et par århundreder gammel og har netop udviklet sig desto stærkere, jo mere europæisk ånd efterhånden blev rådende i landet.

Disse skildringer af, hvorledes bonden i andre lande lidt efter lidt lænkedes til grunden, må dog vist siges at være overordentlig lærerige til vejledning om, hvorledes lænken blev lagt også blev lagt i Danmark. Vi ser jo således, at i alle disse lande syd og øst for os ufriheden vokser en langsom vækst og begynder med forbud mod, at bonden drager, hvorhen han vil; vi ser den foranlediget ved den store trang til arbejdskraft på landet, som pest, krig og borgerlige uroligheder havde ført med sig, og som blev end føleligere, da de store godser dannede sig og agerbruget dreves mere planmæssigt i det store. Vort danske vornedskab har netop udseende af at være opstået under lignende forhold; det har ikke gjort det skæbnesvangre skridt hen til det fuldstændige livegenskab, som ellers møder os overalt; det har netop beholdt sit oprindelige karaktermærke ubeskåret - at tilsigte jordens bebyggelse og standse udbredelsen af det »øde gods« ((note: heller ikke i købstæderne, hvor jo intet vornedskab fandtes, måtte der være »øde jord«. Af konge og rigsråd blev der i det 16 århundrede givet en lang række bestemmelser for de forskellige købstæder om at øde jord inden en vis frist skulle bebygges eller sælges til bebyggelse; skete det ikke, ville jorden være forbrudt dels til kongen, dels til byen.))

Kampen om retten mellem herskab og bonde.

Bøndernes historie i Danmark er blevet i høj grad forsømt. Jeg vil ikke dermed sige, at andre lande er så grumme meget videre fremme end vi, men vist er det, at vi har meget at indhente, og at det savnes stærkere hos os på grund af den betydning, som agerbruget har og altid har haft i vort land. Således forekommer det mig, at det i en undersøgelse over bondestandens historie ville være interessant at forfølge den tanke - den er oftere opstået hos mig ved at studere bøndernes og herskabernes stilling til hinanden fra middelalderens slutning indtil frigørelsestiden -, om der ikke snarere end et ensidigt og stigende tryk ovenfra har bestået en kamp mellem de tvende om magten og om rettighederne. Herved menes naturligvis ikke en kamp om, hvem der skulle have den øverste magt, men et gensidigt forlangende om, at der for hver rettighed, som tabes af den ene part, skal gives erstatning ved tilståelse af en anden rettighed. Hver gang herskabet vinder en større ret over bonden, vinder bonden til vederlag en anden ret over sin husbonde; derpå kommer denne atter i forhånden, og bonden får godtgørelse på et andet punkt. Men hvad jeg således har set eller måske snarere følt, vil alene blive forståeligt ved en nærmere udvikling. Og det er ved denne kamp, jeg i mit foredrag i dag vil dvæle.

Hvad jeg altså kunne ønske at udfritte de historiske kilder om, er dette, om ikke bonden efterhånden vandt flere nye rettigheder over husbonden, om ikke enkelte af de bånd, som var lagt på bonden, kan vikles så langt tilbage, at vi kommer til en snørende bestemmelse, som man har lagt på husbonden. Da sligt i en påfaldende grad overses, skal jeg her nøjere vise, hvorledes bonden efterhånden vinder en større ret over jorden.

Når vi tager vore ældste lovbøger for os og undersøger landboernes (fæstebøndernes) stilling, træffer vi et fæsteforhold af langt simplere karakter end nu om stunder. Det drejede sig kun om brugen af jord, eftersom fæsteren selv medbragte husene og tog dem med sig, når han drog bort. Kvæget skaffede han ligeledes selv, og lejemålet af jorden lød kun på eet år med tre fjerdingsårs opsigelsesfrist; straks efter påskeugen skulle gerne fraflytning og tiltrædelse finde sted. Først kong Kristian 2. - bondens ven - påbyder, at man skal fæste på et større antal år (10-12 år, længere eller kortere, som man kunne forenes om), medens Frederik 1., der bejlede til bondens yndest, gav den bestemmelse, at ingen bonde, som bygger og forbedrer sin gård og redelig udgiver skyld, landgilde, gæsteri o.s.v., skal kunne udvises af sit fæste. Ikke udvises af sit fæste -, ja, her vil de se, hvorledes med eet slag det såkaldte livsfæste bliver indført. Der foregår derved en hovedforandring i bondens stilling. Og fra nutidens standpunkt kan det næppe betegnes anderledes end som et indgreb i de privates ejendomsret. Det kan være nødvendigt for landets opkomst; men husbondens tidligere fri rådighed er blevet stærkt angrebet. Selv om fæsteren sædvanlig beholdt gården til sin død, var husbonden berettiget til at opsige ham og tage en ny fæster, medens bonden nu vandt en ret til at vedblive besiddelsen for livstid.

På krongodset havde kongen helt frie hænder, og her får fæstebonden endnu større ret. Frederik 2. tillader, at enken efter en fæster på Kronens eller på kapitlers og domkirkers gods, så længe hun forbliver ugift, kan forblive i fæstet, en regel, som på enevældetiden, ved Kristian 5. danske lov, bliver gældende for alt fæstegods. Og her må vi lægge vel mærke til følgende. Samtidig med, at bonden havde vundet disse nye rettigheder, havde han fuldkommen bevaret sin frihed til at opsige og drage bort, når han ville, såfremt han da ikke var vorned. Kun husbonden var bunden; han kunne ikke forjage den fæster, der efterkom sin fæstepligt. Men denne side af sagen er dog vel så vigtig, at den fortjener at erindres, og man kan forstå, at der lige overfor så stor en ret må gives vederlag på en anden vægtskål - som for eksempel, at husbonden da også fordrer, at bønderne på hans ejendomme skal sørge for, at der altid er fæstere tilstede, så at han i manglende fald kan tvinge dem til at overtage fæstet.

Men vi skal se, at bonden havde erhvervet andre privilegier, hvilke ganske vist ikke nu om stunder på den måde drages frem som hine velbekendte, hvilke de »privilegerede« stænder besad, og som vi har lært udenad i vore skoledage. En sådan af bonden erhvervet rettighed var den, at der ikke kunne affordres ham højere landgilde (fæsteafgift) eller mere hoveri eller gæsteri end det, der fra gammel tid var svaret af denne ejendom. Med andre ord: al kontraktsfrihed mellem parterne er blevet hævet. Husbonden havde kun frie hænder med hensyn til eet beløb, nemlig den indfæstning, som bonden een gang for alle skulle give for sit fæste, når han tiltrådte det, men som der iøvrigt ikke kunne være frygt for, at husbonden skulle skrue alt for højt op, så længe der var så mange ødegårde. Dette er en så mærkelig sætning, at vi bør dvæle ved den og forsøge at se den i hele dens omfang. Thi hvor overordentlig stor er ikke forskellen fra nutidens standpunk!! Enhver ejer kan jo nu af sin fæstegård betinge sig en afgift af hvilken som helst størrelse, og han bindes kun af de hensyn, der råder i alle økonomiske forhold, nemlig frygten for og hensynet til, at alt for store krav ville bringe fæsteren i et økonomisk tryk, som husbonden dog selv i længden ville tabe ved, så at han endog ikke ville kunne få nogen til at overtage gården.

Dengang var det helt anderledes. For al Danmarks jord, som blev dreven ved fæstere, var det en fastslået regel, at der ikke kunne fordres større landgilde, end der var givet deraf i fordums dage, eller større end den, der var skik og brug i egnen, eller som uvillige mænd blandt bønderne selv fandt var en rimelig afgift. De vil sikkert indrømme mig, at det fra statsøkonomisk standpunkt er en så mærkelig sætning, at den fortjener at ses i dens hele rækkevidde. Afgiften er altså blevet en uforanderlig på jorden hvilende grundbyrde, og der skal intet hensyn tages til de faldende eller stigende priser på jord eller på sæd og afgrøde. Ligeledes skal det ikke have nogen betydning, at jorden er arbejdet i vejret, at ugunstige vandforhold er hævede, eller at jorden er dragen mere ind i omsætningen ved, at egnen er blevet stærkere bebygget og mere beboet. Der er måske opstået en købstad eller havn i nærheden, så at der kan være sikkerhed for at få produkterne afsat til den højst mulige pris; eller den sædart, som dyrkes, har måske fået en ny værdi, eller den nye kultur, som man har begyndt på denne jord, er helt lykkedes - og dog bliver ejeren ikke berettiget til at få ud over sin gamle landgilde.

Atter her møder os vekselspillet - kampen mellem fordringerne. Vi ser ikke det blotte tryk alene, men krav og modkrav. Og når det nu således efterhånden er blevet slået fast, at ejeren ikke kan fordre, hvad han vil, og måske ikke fordre, hvad der må kaldes en rimelig ydelse af lejeren af hans jord,så vil han let fristes til at arbejde på, at der altid findes en bruger: det vil sige, husbonden vil stræbe efter at tilvejebringe et vornedskab.

Det lader sig fuldkomment bevise, at bonden havde en sådan ret som den her udpegede. I mange domme ser vi således hævdet, at landgilden af en gård skal være den, som fra gammel tid er svaret deraf, og derfor gør parterne sig flid for at skaffe gamle jordebøger tilstede; de er ofte et par hundrede år gamle. Hvis vi dernæst vil give os til at sammenligne jordebøger fra meget forskellige tider, vil vi finde, at afgiften aldrig er stigende, og når man stundom finder den forøget, vil man næsten altid kunne påvise en særlig grund hertil, såsom at fæsterens gård har fået et forøget jordtilliggende, eller at han har fået en ret til at hugge i herskabets skove eller lignende. Jeg har foretaget et stort antal sådanne sammenligninger og overalt fundet reglen bekræftet.

Man vil til eksempel kunne tage de årlig til Kristian 4.'s Rentekammer indsendte jordebøger for sig, og her iagttage, hvorledes år efter år den selvsamme landgilde uforandret svares, når der da ikke, som det overordentlig hyppigt var tilfældet, på grund af krig, dyrtid og onde tider måtte gives bønderne afslag på afgiften. Eksempelvis vil jeg hidsætte, hvad der efter jordebogen for Krogen (Kronborg) len blev svaret i året 1610: Penge: 608 mark. 5 sk. 1 alb. 1 penning; Rug og mel: 47½ læster ½ pd. 4 skp.; Byg: 36 ½ læster 1 pd. 11 skp; Havre: 743 ½ tønde.; Smør: 6 læster 5 ½ td. 1 fdg.; Øxne 3.; Køer: 3 ½.; Svin: 1.; Lam: 622.; Gæs 624.; Høns: 2202.; Æg: 105 ½ ol 15 æg.: Torsk: 11 læster ½ tønde.; Sild: 9 tønder.; Kuller: 1640.; Flyndere: 400. Ørreder: 1 st.; Sække: 2.; Garn: 34 tene. Hø: 32½ læs.

Fyrretyve år efter, i jordebogen fra 1650, finder vi afgiften helt uforandret, kun 12 mark og 1 svin er kommet til; alle de andre 19 afgiftssorter fremviser de samme tal; ikke en skæppe rug eller en høne, en gås, en flynder eller et æg er blevet lagt på.

Landgilden var altså i hele landet blevet en slags hartkornsansættelse, som angav ejendommens størrelse og værdi i handel og vandel, og efter hvilken til f.eks. adelens rostjeneste svaredes; derfor bliver også ved den første matrikel, som Danmark får, jordebøgerne lagt til grund som bestemmende for skyldsætningen.

Denne retssætning om landgildens uforanderlighed må således siges at stå fast, og at den må kaldes et privilegium for bonden, lader sig vel ikke bestride. Men det er iøvrigt ikke mig, som foreslår denne betegnelse. Efter at vi havde afstået de skånske provinser, blev der på den svenske regerings befaling udarbejdet et aktstykke til vejledning for den fremtidige administration, og her hedder det i artikel 5:» Hvad danske bønder i gemen anbelanger, har det været deres største privilegium, at hverken kongen, adelsmanden eller de gejstlige have kunnet belagt en bonde med større skat, end i gamle jordebøger er fundet.«

Også i Kristian 5.'s danske lov hævdes landgildens uforanderlighed: »ingen bonde skal være pligtig til at levere andet enten i vare eller i penge, end som han står for i jordbogen«. Reglen gjaldt endnu et helt århundrede senere; men iøvrigt var der på de tider sjælden opfordring til at forlange mere af en bonde, hvorimod der tit nok var grund til at gøre afslag. Først efter at bondefrigørelsen havde fundet sted og jordbruget helt var omordnet, nemlig ved forordning af d. 15. juni 1792 § 10, tillodes det ejere af fæstegårde, når de var udskiftet af fællesskabet, at betinge sig en så stor afgift af fæsteren, som man kunne enes om, hvad der jo også i vore dage er gældende lov.

Vi skal nu kaste et blik på de andre ydelser. De vil vide, at man plejer at sige: hoveriet var ubestemt. Ja, det var jo en af de store ulykker ved bondens stilling i det 18 århundrede, at der ikke var nøje fastsat et antal af dage og den årstid, da arbejdet kunne kræves. Imidlertid må man ikke tro, at der i ældre tider var nogen så stor ubestemthed eller i det hele synderlig vilkårlighed i den måde, hvorpå hoveriet fordredes. Naturligvis følger det af forholdets natur, at sådanne ydelser som ægter, dagsværk og hovarbejde altid må have noget ubestemt ved sig. Man kan se det så klart af de tvistemål, der kunne opkomme om hoveriet, idet man til eksempel stredes om, hvorvidt bønderne til hovarbejdet skulle medbringe redskaber eller ikke, og dernæst om de under arbejdet skulle have kost; derefter opstod spørgsmålet, om de skulle have øl, ja til sidst om øllet skulle være dansk eller tysk. Men ikke desto mindre var hoveriet på en anden måde bestemt, idet det vidstes, hvor mange dage man skulle arbejde, hvor mange langægter og korte ægter man skulle gøre o.s.v.. Og når herskab og bonde ikke kunne blive enige, og sagen kom til proces, da havde man under denne en rettesnor at gå efter, nemlig ved påvisningen af, hvad der tidligere havde været ydet af denne ejendom, eller hvad der var skik og brug i egnen eller på det enkelte gods - således som det ses af mange retssager fra det 16 århundrede. På lignende måde gik det med hensyn til gæsteriet; flere anordninger havde desuden givet vejledende regler om, hvad der kunne kræves, og hvorledes det skulle ydes.

Imidlertid medførte de i økonomisk henseende trykkede tider i det 17 århundrede, da bonden på forskellig måde modtog hjælp af sin husbond, at han måtte yde vederlag herfor ved forøget arbejde, og i det hele kom der en tid, da de gamle juridisk skarpe grænser for parternes rettigheder begyndte at udvidskes. En forøgelse af bondens hovarbejde blev en følge heraf, og det voksede, efterhånden som de enkelte godser voksede - men herom skal jeg tale i et følgende foredrag.

Det foran nævnte vekselspil ville vi nu kunne forfølge på andre måder. Således havde ejeren, om han end var bunden i henseende til kontraktens indhold, på den anden side derimod noget friere hænder med hensyn til, om han ville lade stedet bortfæste eller ikke. Lovbud og praksis havde kun fastslået, at når fæste blev indgået, skulle kontrakten have et vist bestemt indhold, og at en fæsters forpligtelser altid skulle tolkes efter lovgivningens regler herom, men loven havde ikke udtrykkelig sagt, at jorden skulle bortfæstes. I det tilfælde, at ejeren selv ville bebo en bondegård, kunne han endog opsige en fæster til fraflytning. Var gården fæsteledig, kunne ejeren meget vel sammenlægge gården med en anden bondegård; thi sammenlægning af jord var ikke forbudt, og han kunne selv tage jorden i brug ved at indlægge den under sin hovedgård. Men i denne henseende blev der dog sat grænser ved forordningen af d. 28. januar 1682, som forbød at udvide hovedgårde ved nedlæggelse af bøndergårde. Og i tidens løb skulle man rykke ejeren endnu et skridt nærmere på livet, idet man pålagde ham altid at overlade fæstegårdene i fæste, når han da ikke selv ville drive gården og der holde dug og disk (forordning af d. 15. juni 1792 § 11).

Jeg har i det foregående fremstillet fæsteren og husbonden i en stilling til hinanden, som om de kæmpede om rettigheder og da således, at når den ene part vandt i en vis henseende en rettighed over den anden, kunne man være sikker på, at der samtidig eller snart efter lagdes en rettighed til på den anden parts side. Imidlertid er det jo klart, at denne kamp foregik aldeles tyst og snarere udviklede sig med indre nødvendighed af selve forholdenes natur eller efter almindelige økonomiske regler, end at det nogensinde kom til ydre udtalelse, eller at bonden trådte væbnet i marken lige overfor husbonden. Sagen er jo den, at husbondforholdet endnu meget mere end til en kamp mellem de to parter førte disse til gensidig at støtte hinanden. Husbonden kunne ikke uden stor fare for sig selv undertrykke bonden. En ødegård var den truende udsigt, som måtte stå ejeren for øje, såfremt han gik for vidt, og en ødegård betød ikke blot en formindsket indtægt i landgilde og andre ydelser, men tillige manglende hjælp ved driften af hovedgården. Omvendt vidste fæsteren meget godt, at en unådig husbonde ville for ham betyde det samme som hård indkræven af det skyldige, ingen lempelse i arten af, hvad der fordredes, ingen forstrækning med såkorn - hvad der var blevet gængs i største målestok -, ingen hjælp med brændsel fra husbondens skov, ingen bistand med bygningstømmer og på anden måde i tilfælde af ildebrand, ingen støtte i tilfælde af hungersnød, kvægsyge o.s.v.. Heri ligger, at der var mangfoldige grunde for bonden til at søge ly under herskabet og holde venskab med dette. Det var ingenlunde altid de værst stillede bønder, der boede i herskabets nærhed. I de grundige undersøgelser over Fyns tilstande i det nærmeste tidsrum før Svenskekrigen 1657-60, som skolelærer S. Jørgensen har foretaget, meddeler forfatteren da også, at vi sjælden finder de nedfaldne gårde med de lange skyldregistre i herregårdens nærhed: det er så godt som altid blandt strøgodset.

Med andre ord - fæsteforholdet medførte så megen stolen på gensidig hjælp og især fra fæsterens side så stærke fordringer om at støttes, at han kunne være betænkelig ved at krænke sin husbonds ret eller ved at løse sig af den. Ja, endog den vornede, som endnu ikke var blevet fæster, havde en fordel af selve sin stavnspligt ved det fortrin, som det gav ham frem for dem, som ikke havde samme husbond.

Lad os en gang se, hvorledes det gik dem, som ingen husbonde havde - selvejerne.

Det vil være dem bekendt, at selvejerbønderne lige fra reformationens tidsalder var i stærk aftagen. Oprøret under Skipper Klement havde haft den sørgelige følge, at grumme mange jydske bønder havde måttet afstå jord og gård for at få det tilbage som fæste. På kong Frederik 2.´s tid havde en række mageskifter mellem kongen og adelen overført regeringens ret over jordegne bønder til andre herskaber. Disse fik derved en adgang til at kunne erhverve sig fæstegårde, når ejeren kom i trang, og mange solgte deres ejendomsret til adelsmanden. Senere kom de trange økonomiske tider under Kristian IV´s krige, for hvis tryk mangen selvejer måtte bøje sit hoved. Men allerværst virkede dog krigen mod kong Karl Gustav og de svenske og polske troppers hærgen. Efter den nød og elendighed, som da påførtes landet, siges således de fleste jordegne gårde i Nyborg len at være forsvundne. En sørgelig illustration til disse tiders tryk vil man få af den oplysning, som gaves i en proces ved Salling herredsting i 1675. Da der i denne var brug for sandemænd, hvilke jo skulle være selvejere, oplystes det, at »den ene af disse var død, de to jordegne bønder Kristoffer Hansen og Kristoffer Markvardsen vare gåede fra gårdene og gerådede i elendighed, så de gik omkring og tiggede, og om Hans Jensen i Ulbølle vidste ingen rede«. Endnu et senere nederlag bibragtes der selvejerne ved den i forordningen d. 16. december 1682 givne regel om, at hovedgårdstaksten, når godserne var på 200 tønder hartkorn bøndergods og derover, skulle være skattefri; thi herved måtte godsejerne tilskyndes til at købe selvejergårde og lægge dem under godset

Således kan man vistnok med fuld føje sige, at de bønder, som intet herskab havde, er skredet hurtigt nedad, og at hos dem økonomisk vanskelige tider har haft åbenbare følger. Når de ikke, uhjulpne som de var af et herskab, nødsagedes til at gå fra gård og grund, måtte de i hvert fald tit afstå deres ejendomsret.

Men her bør vi nu iøvrigt rejse det spørgsmål: er det så ubetinget et tegn på tilbagegang, at en selvejer bliver fæster? Betyder selveje uafhængighed, selvstændighed og velstand, og er tilbagegang i selvejernes tal et ufejlbarligt vidnesbyrd om bondestandens forfald? Lad os dog endelig forsigtig prøve, om sådanne almindelige teorier er anvendelige ved hver en lejlighed og passer på alle tider. Tror man da, at revolutionen i Frankrig tændtes og luede så højt i vejret, fordi landet manglede selvejere? Ja, det var jo en af de klingende talemåder, som idelig genlød i Nationalforsamlingen og Konventet, men hvis urigtighed senere er blevet godtgjort ved de mest håndgribelige beviser. Nej, ulykken var tværtimod det store tal af enestående, hjælpeløse selvejere, frygtelig trykkede af skatter og pålæg. Ulykken var den, at Frankrigs jord i det 18 århundrede var blevet i høj grad udstykket, idet enhver bonde, tilskyndet af en meget rosværdig drift og med en lidenskabelig kærlighed til jord, ønskede at blive selvejer. Ministeren Necker betegnede derfor også de små ejendommes tal som umådeligt. Da den berømte rejsende, englænderen Arthur Young, foretog sin grundige treårige undersøgelse af tilstandene i Frankrig umiddelbart før revolutionens udbrud, var det en af de ting, som mest forbavsede ham, at jorden var i den grad udstykket mellem bønderne. Han siger, at de besad tredjedelen af al Frankrigs jord til eje, og vi har grund til at tro, at dette tal er rigtigt. »Jeg havde ingen anelse om dette forhold«, siger Young, og i virkeligheden ville man udenfor Frankrig kun i nogle naboegne kunne finde lignende tilstande. I England var antallet af selvejere langt mindre, i Tyskland ligeså, og, mærkeligt nok, det var i dette land især i de egne, hvor bonden ejede sin jord og i det hele var lige så fri som i Frankrig, nemlig i Rhinlandskaberne, at de revolutionære lidenskaber fra Frankrig udbredte sig stærkest, medens omvendt hine lidenskaber aldeles ikke trængte ind i egne, hvor selvejendom så godt som ikke var tilstede. Revolutionen forøgede i Frankrig vel udstrækningen af den frie jord, men ikke antallet af selvejerbønder.

I hvert fald er det sikkert, at man vel må vogte sig for at opstille selveje som ligt med velstand og lykke. Vi kan rådspørge iagttagere over ældre tilstande og her høre udtalt: »I reglen var det de jordegne bønder, der havde den hårdeste nød i trange tider, fordi de ingen havde at støtte sig til«, siger Rasmussen Søkilde. Endnu langt ned i det 18 århundrede møder os vidnesbyrd om samme betragtning, således når Morten Madsen i Mosegård i 1767 skøder sin ejendom til Erik Skeel v. Holsten på Arreskov mod at få den igen som fæste, idet han herved ville få »forbedring og lettelse i sine vilkår«.

Det siges os på selve frigørelsestiden, at bønderne er ængstelige for at blive selvejere, fordi de derved tabte den støtte, som havdes i husbonden. Jeg skal til slutning anføre et eksempel, som ikke alene belyser dette, men hvori vi tillige hører netop de andre foran fremhævede privilegier eller fordele for bønderne nævnte. Ved forordning af d. 13. maj 1769 pålagdes det universitetet ligesom de andre offentlige institutioner, der besad jordegods, at skaffe deres fæstebønder ejendomsret til deres gårde på en måde, som både stiftelsen og bonden kunne være tjent med. Universitetets bønder viste sig imidlertid ganske uvillige hertil, og da de skulle redegøre for deres grunde, svarede de, at de ikke troede at kunne forbedre deres kår ved at erhverve ejendomsret, idet l) deres børn altid plejede at få gården efter dem mod tåleligt fæste; 2) landgilden aldrig blev forhøjet, men hos de fleste efter omstændighederne modereret; 3) hovedgårdshoveri eller penge i stedet for ikke fordredes af dem, og 4) deres stilling endog ville forværres, da de som selvejere ville gå glip af den hjælp, de som fæstere nød fra deres husbond i tilfælde af ildebrand, kvægsyge og deslige.

Jeg har således på forskellig måde søgt at belyse det tvesidige i husbondforholdet. Jeg har påvist en vis stille kamp mellem herskab og fæster, og alene det, at en sådan kunne finde sted, viser jo, at der endnu var kraft og mod hos bonden. Vi har fremdeles set, hvorledes selvejeren kunne ønske hellere end at være ene på marken, at deltage i en sådan kamp. I et senere foredrag vil jeg belyse, når de onde tider opstod, da bonden ubetinget lå under i kampen.

Dommen over vornedskab og stavnsbånd.

De vil vist, mine tilhørere, ved at høre det spørgsmål fremsættes: hvorledes skal vornedskabet bedømmes? Herpå svare med at rette det undrende spørgsmål til mig, om da svaret kan være tvivl underkastet. Er det ikke forfærdeligt at binde en mand til at skulle blive for livstid på en bestemt grund, at være født til den bestemmelse at skulle leve indenfor et område, der ikke er synderligt større end det, som et af vore trækdyr sædvanligvis bliver bekendt med fra dets fødsel til dets død?

Jeg er naturligvis fuldkommen enig med dem i, at et stavnsbånd som en stående retsordning er ulykkeligt og uheldigt. Men ved bedømmelsen af alle fortidens forhold gælder det om, at man ikke blot ser med nutidens øjne og sin samtids opfattelse, og deler så meget mere grund til at være opmærksom derpå, som vi jo ser, at så godt som alle lande og tilmed i tider, som vore forældre eller bedsteforældre har oplevet, har haft love, som bandt bønderne til jorden. Lad os derfor søge at løsrive os fra et nutidsstandpunkt og skride til en undersøgelse af, hvad vornedskabet i virkeligheden var, og hvordan det virkede.

Lad os da for det første se, hvad det indeholdt. Ja, det er jo alt sagt tidligere. Bonden var pligtig til at overtage en ledig gård, til hvilken ellers ikke fæstere kunne findes, og som i modsat fald ville blive »øde«. Inden den tid var han pligtig til at forblive på sin husbonds grund for i påkommende fald at kunne benyttes som fæster. Og dog - mon det virkelig var tilfældet? Lad os tænke os, at en mand besidder een fæstegård, og at fæsteren har syv sønner, skal han så være berettiget til at tvinge disse syv sønner til at opholde sig på denne fæstegård for livstid? Ikke på nogen måde. Det er jo klart, at det i mangfoldige tilfælde ikke vil være husbonden muligt at forlange, at hans vornede bønder skal forblive indenfor hans ejendoms grænser. Selv på de største godser, selv på lenene, der kunne omfatte flere herreder, vil man ikke have fordring derpå, fordi det tværtimod at være til husbondens gavn, ville være til hans største skade at have de mange bondesønner således gående i bur. Der vides end ikke at have eksisteret et lovbud, som tillagde husbonden sådan ret. Det eneste, som han kunne fordre, var, at bondesønnen, når han drog andensteds hen, som et tegn på sin forpligtelse overfor en bestemt husbond erlagde en årlig afgift, det såkaldte »hold« eller husbondhold, hvilket dog på ingen måde var en sædvanlig afgift.

Og man må ingenlunde tro, at bonden tog noget hensyn til den forpligtelse, som i sin tid kunne vågne imod ham. Bønderkarle færdedes, hvorhen de ville, som om de slet ikke var stavnsbundne. Den vornede efterkom måske i det hyppigste tilfælde aldeles ikke forpligtelsen til at blive på herskabets grund. Hvis virkelig pligten til at forblive på stavnen var blevet respekteret af bondesønnerne, ville man ikke i tingbøger og aktstykker træffe så stort et antal af processer, hvorved vornede kaldtes tilbage til deres fødested. Ofte lader et herskab udgå forfølgning mod bønder, endog i halvhundredtal. Vi ville heller ikke så ofte høre om vornede, der er optagne i købstæder som borgere og nu enten søges tilbage eller er uangribelige i deres ny stilling. Dernæst lempede de enkelte herskaber sig efter hinanden. Vi har fra kong Hans´s, Kristian 2.'s og Frederik 1.'s tid en hel række kontrakter mellem godsejere, ved hvilke de gensidig opgiver fødestavnstiltale for de bønder, som måtte bo på eet gods, men var barnefødte på et andet. I den følgende tid ser vi også idelig bønder boende i flæng på fremmed grund, og på trussel om at ville søge tilbage svares med trussel om gengæld fra modpartens side.

Imidlertid åbnede der sig en udvej for husbonden til at gøre sig fordel af den stavnsbundne bondesøn - nemlig ved at overlade ham til en anden herre. Man solgte bonden. Det er den sørgeligste side af vornedskabet. Vi kan godt forstå, hvorledes den var opkommen. Under den stadige bestræbelse for at sikre sig, at ens gods var besat, vedtog de forskellige herskaber gensidig ikke at tage nogen anden mands tjener i tjeneste, og således kunne bonden, som ønskede tjeneste eller fæste, være nødt til at blive indenfor et bestemt område. Imidlertid lå det så nær at give hin kontrakt med det negative indhold en mere positiv karakter, idet man overlod en anden husbond sin ret, som denne modtog. Herfra var der kun et lille skridt til, at bonden virkelig solgtes. Den praksis at sælge de vornede bønder er næppe opkommen før kong Hans's tid. Kong Kristian 2. stempler den som ond og ukristelig, men hans forbud får kun kort varighed, og først ved Kristian 5.'s danske lov bliver denne ret udryddet.

Ved bedømmelsen af denne sædvane bør man dog lægge vel mærke til to ting, som sædvanlig aldeles ikke ænses, nemlig at her kun er tale om ledige bønderkarle, aldrig om dem, som havde fæstet gårde, thi disse kunne ikke fordrives, så længe de opfyldte deres forpligtelser. En bonde kunne altså sælges, men kun under forudsætning af, at han ikke var bosat, og kun een gang, og fremdeles bør man ikke drage for stærke slutninger af dette såkaldte salg. Thi sæt, at en bondesøn kan få en gård i fæste på et andet gods og både han og gårdens ejer gerne vil have, at kontrakten kommer i stand, hvor vil det da ikke ligge nær, at den ene husbond køber bonden af den anden! I denne kontrakt vil der intet komme til at stå om, at det sker efter bondens ønske. Vi kan med andre ord næsten aldrig bevise, at de solgte bønder afhændedes mod deres vilje, skønt det naturligvis ikke skal nægtes, at sådant fandt sted. Iøvrigt var salg efter reformationstiden ingenlunde sædvanlig, og på et stort område var sådant salg helt afskaffet, idet det var forbudt kongens lensmænd at afhænde bondesønner.

Alle disse forhold bør naturligvis den, som vil afsige en retfærdig dom over vornedskabet, tage i betragtning. Men desværre har man aldrig søgt at klare sig vornedskabets indhold og omfang, så lidt som man har nærmere beset, hvorledes det tog sig ud i praksis. Man har ikke bemærket, i hvor mangfoldige tilfælde den vornede bondesøn aldeles ikke efterkom sin pligt og havde let ved at forstikke sig, ligesom han ved at indtræde i bestemte stillinger blev skudfri, hvorhos jo omvendt husbondens forpligtelser mod bonden var mange. Året efter at vornedskabet var hævet, eller dets videre udbredelse standset, lader digteren Vilhelm Helt en sjællandsk bonde i samtale med en skånsk bonde synge følgende, hvor man netop vil se flere af de foran fremdragne punkter nævnte: 

Sandt nok er det, en vorned ej

Fra fødestavn må vige;

Men går han kun den rette vej,

Den stavn har lidt at sige.

Går han i skole først afsted

Og lærer brav at læse,

Fra stavnen er han fri dermed,

Hans husbond får en næse;

Og om han ej i skole går,

Han kan et håndværk lære

Og i en by i visse år

En borger først må være,

Hans husbond må ham lade gå,

Han i hans lives dage

Den magt kan aldrig mere få

Til vorned ham at tage.

En karl, som ellers penge har,

Vel fri for stavnen bliver,

En halv snes daler gjør ham klar

Hos foged og hos skriver,

Han kan de gode mænd dermed

Så øjnene forblinde,

Så at han ej i noget sted

I verden er at finde.

Ja andre tusend kunster fler,

Som jeg ej alle minder,

Til frihed hver på sin maner

Herfor en vorned finder.

Men at man ellers er så hård,

Som skåningen beretter,

At man en vorned til en gård

På fødestavnen sætter,

Det kan vel også hænde sig,

Men om den gård er øde,

Hans husbond ham så sandelig

Forskaffe må sin føde.

Han må ham skaffe ko og so,

Om han den gård skal fæste,

Og hvad der hører til et bo,

Plov, harve, stude, heste.

Skal bonden pløje eller så,

Alt, hvad dertil kan høre,

Hans husbond først ham skaffe må

Og selv det forskud gjøre.

Han må ham skaffe husely,

Med stue, stald og stænge

°s bygge gården op af ny

Alt for hans egne penge.

Imidlertid en vorned kan,

Om han vil flittig være,

Sig sætte i så god en stand,

Som bonden kan begjære;

Men om han gider ej gjort gavn,

Den da, som lod ham binde

Og føre til den vornedstavn,

I pungen det skal finde;

Thi tænk, når bonden intet har,

Det til hans husbond svier,

Han selv må gjøre skatten klar,

Om han for længe bier,

Han exekverer vente må

Og dobbelt at betale:

Lad da den bondeplager gå

Med vornedret at prale.

 

 

 

Ved bedømmelsen af vornedskabet kan man anlægge et rent humant og et økonomisk synspunkt. Fra et menneskeligt standpunkt set må det kaldes et hårdt bånd for en mand at vide, at han fra fødslen af er bestemt til at skulle leve sit liv på et enkelt gods eller len. Men end mere nedtrykkende må det være at vide, at man som en viljeløs genstand kan flyttes hen under et fremmed herskab, til hvilket husbonden for penge har overladt sin ret. Dernæst kan en sådan ret komme til at indgribe i bondens familieforhold på en sørgelig måde, når f.eks. en mand, der er stavnsbunden til eet gods, har indgået ægteskab på et andet og nu kaldes tilbage til sin fødestavn, medens hans sønner, når de vokser til, alle må følge stavnen på hint andet gods.

Hvis man anlægger en rent økonomisk målestok, vil vel i nutiden dommen med stor ufejlbarhed lyde på, at intet kunne være urimeligere end at antage, at man ved en tvangsregel som denne skulle kunne få landets jorder dyrkede, ligesom også at de mænd skulle blive gode agerbrugere, som således holdtes til jorden. Imidlertid er der dog noget eget i således helt at fordømme en retsordning, som har været tålt gennem århundreder, og mod hvis ubetimelighed og uheldighed der er blevet rejst klager i et par hundrede år, uden at man dog formåede at afkræfte tanken om dens nytte og nødvendighed. Og mærkeligt nok - næppe er den hævet, førend den afløses af et endnu hårdere bånd på bondens frihed.

I hvert fald håber jeg, at det foran påviste vil have åbnet øjet for, at det ingenlunde var vold og undertrykkelseslyst, som havde skabt vornedpligten, men at flere forskellige forhold gradvis havde ladet denne tynge opstå, og at dens hensigt hovedsagelig var at få landet bygget og dyrket, hvorfor også forpligtelsen har en ejendommelig begrænset karakter. Man må være stærkt forvisset om egen klogskab og se dybt ned på de tvundne århundreders statsvisdom, når man kan antage, at den tvang, som man i alle lande lagde på landbefolkningen for at holde den til at dyrke jorden, skulle helt savne grund i en virkelig landefare. Selv den sjællandske herredsfoged Osterssøn Weylle, der i sit juridiske glossarium udtaler hårde ord om vornedskabet, tilstår, at på de steder, hvor sådan frihed mildelig og ret bruges, kan den ikke nægtes jo at give fordel og at holde bønderne alligevel ved magt.

Og i en anden henseende skal og må man betænke forskellen mellem nu og før. Vi véd alle, med hvilken iver og nøjagtighed det offentlige - politiet, rodemesteren og allehånde myndigheder - følger vort levnedsløb fra fødsel til graven. Ved vor fødsel antegnes vi i kirkebogen, som også oplyser om vor dåb; med vor skolegang fører øvrigheden kontrol i sine lister, i lægdsrullen indskrives vi for krigstjenestens skyld, og til den må vi melde os, når vi flytter. Indtræder vi i tyendeforhold eller skifter vi husbond, indtegnes det i en bog. Hvert år må vi mindst een gang opgive for politiet alder, stilling og bopæl; underkaster vi os prøver, fører man det til protokols, og ved indretningen af vor næringsdrift og indgåelse af retshandler er der i mangfoldige tilfælde forlangt som betingelse for gyldigheden dels en læsning til tinge, dels en optegnelse i protokoller. Hvor meget fandtes der vel af alt dette i middelalderen? Så godt som intet, og især fandtes der ingen protokoller, næsten ingen lister, aldrig i alt fald til brug for almenheden. Men det følger da også af denne forskel, at det nu om stunder er så godt som umuligt for en af statens borgere at skjule sig lige overfor det offentliges eller lige overfor andre borgeres krav; man må da så vige udenfor landets grænser. Med andre ord, de krav, som staten stiller til os med hensyn til ydelse af skatter, deltagelse i borgerlige ombud og værnepligt, vil være sikrede ved stadig kontrol med enhver mands opholdssted og handlinger. Denne sikkerhed har vi imidlertid købt ved at have en hel stand af embedsmænd og bestillingsmænd, hvortil fortiden ikke kendte mage, og som den ville have anset det for en utrolig ødselhed at underholde, ligesom statens finanser ikke i allerfjerneste grad ville have været i stand dertil.

I middelalderen var det langt lettere at være hensynsløs i sine pligter over for stat og samfund. En øvrighedsperson ville have haft stor vanskelighed ved at skaffe en flygtende tilstede, som unddrog sig sine borgerpligter. Lad os nu tænke os, at der i kritiske tider, f.eks. under den sorte død eller under borgerkrige eller ved indfald af fjender, sker en unaturlig forrykkelse af befolkningen og opstår en vandrelyst, der medfører de allervanskeligste tilstande for landets almindelige økonomi. Det første skridt vil da være, at man fordrer det almindelig påset, at ingen ankommer i en ny menighed eller indtræder i en ny samfundsstilling, uden at han har skilt sig med minde fra den tidligere. Forslår dette imidlertid ikke, da vil man uvilkårlig komme til at påbyde, at bønderne, den store arbejderklasse, bliver på deres plads. ((note: Kr. Erslev har udtalt, at den afgift førlov, som bonden i alt fald fra tiden år 1400 måtte betale, når han efter opsigelse flyttede bort fra en gård, synes at være et tvangsmiddel for at holde bønderne ved stavnen, tilmed da den var ret stor, nemlig 3 mark, hvad der i det 14 århundredes slutning ville svare til det halve af landgildet for et år af en almindelig bondegård. Der er vist ikke tvivl om, at regeringen ved afgifter søgte at lægge bånd på bondens lyst til at flytte.)) Men førlov, der bevarede den samme størrelse gennem flere århundreder, betaltes af mange andre end fæstere, således også i købstæderne og meget almindelig ved bortflytning af arv.

Dette i vore øjne så voldsomme skridt forklares ved regeringens følelse af en nærliggende fare, nemlig den, at jorden vil komme til at ligge hen uden dyrkere, og at land og regering hverken vil få skatter eller det nødvendige tal af forsvarere. At regeringen har opskrevet tallet på sine herremænd og antallet af krigere, som enhver af disse skal føre med sig, nytter til eksempel kun lidet, når det på grund af, at jordegodset ligger øde, er umuligt for hine at skaffe soldater. Med øjet åbent herfor kan vi også forstå, at der nogle årtier efter, at vornedskabet er hævet, fremvokser af militære hensyn en ny art forpligtelse til at i blive ved fødestavnen. Ikke heller kan det bestrides, at der har været tider, da en tvang på bondestandens vandrelyst har været nyttig; men ganske sikkert burde vornedskabet ikke have udviklet sig til at blive en stående retsordning. De betydelige onder, som det medførte, ligesom også betragtningen af, hvorledes de andre landsdele har kunnet undvære sådan tvang, burde have ladet tankerne om dets ophævelse langt tidligere blive til virkelighed.

Èt forhold er dog værd at lægge mærke til. Hvis en bonde fra Kristian 4.'s eller Frederik 3.'s tid blev adspurgt om, hvilken af de pligter, der påhvilede ham, helst ville befries for, da tror jeg sikkert, at han ikke ville svare vornedpligten. Det er naturligvis kun et skøn, men jeg tror ikke, at denne byrde føltes hårdest. Nej, han ville ønske sig fritagen for hoveri, ægter og offentlige arbejder.

De vil kunne sige, at det beviser intet om, at alligevel ikke vornedskabet var det tungeste åg på bonden. De vil kunne påberåbe dem, hvorledes man har mangfoldige eksempler på, at negerslaver ikke har ønsket sig den frihed, som staten påbød, og på, at i det attende århundrede de livegne ikke forstod frihedens gave, så at man mange gange måtte se, at frigivne frivilligt trådte tilbage i ufriheden alt dette er sandt og rigtigt, og det er en af ufrihedens almindelige og sørgelige følger, at den ufrie selv ikke føler, hvor bunden han er.

Imidlertid må man huske på, at ikke sløvhed alene, men også klog overvejelse kan være anledning til en sådan opfattelse. Den kan derfor meget vel være et vidnesbyrd om, at stavnspligten ingenlunde krævedes gennemført med den hårdhed, som det almindelig fremstilles. Men dernæst overser man, at vornedskabet også medførte, at bonden fra fødslen af var knyttet til et herskab, som havde et naturligt kald og en moralsk pligt til at tage sig af ham, foruden at klare fornuftslutninger måtte opfordre herskabet til at understøtte og anvende de vornede. Åbenbart måtte en herremand i tilfælde af fæsteledighed helst søge at anbringe en af sine vornede på denne gård, da de ledige bønder ellers ville fristes til at unddrage sig deres pligt ved flugt; husbonden ville ikke heller have grund til at vælge en frifødt, der, hvad øjeblik han ville, kunne opsige fæstet og drage bort.

Denne side af sagen synes også at komme frem, da Kristian 4. i 1646 åbnede de vornede på alt Kronens gods en adgang til for en sum af i det mindste 60 rigsdaler at købe sig frihed. Der var i alt kun tredive karle, der benyttede sig deraf. Rundt om på tinge svarede bønderne lensmændene, at de ikke havde midler til at betale en sådan sum; men tillige angives det, således fra Dragsholm len, »at bønderne hellere ville blive på kongens gods end andensteds sig nedsætte«, fra flere herreder under Vordingborg len, at de aldrig kan bekomme en bedre og nådigere herre end kongen, og lensmanden på Holbæk slot melder, at bønderne samtlig svarede, at de var frie nok, thi de tjente en god herre og konning.

Det er således klart, at den bonde, som havde et godt herskab, vidste, at han, ved at købe sig frihed, tabte udsigten til at få anvendelse på sit tidligere herskabs gods. Og een ting er ganske betegnende. I det bevægede efterår 1660 fremkom der fra borgerskabets side et forslag, skrevet d. 7. september, om at lade vornede få deres frihed for en lidelig penge, mellem 20 og 5 rigsdaler efter enhvers middel, hvad der ville være til fordel for både herskab og tjener, for landet og det gemene bedste. Efter at kongen i den følgende måned er blevet suveræn, foreslår borgerskabet d. 24. oktober, at de vornede sønner skulle frigives uden betaling. Også andre gør forslag om de vornedes frigivelse, men fra bønderne selv hører vi intet. Ja, de fremkommer d. 15. november med et karakteristisk andragende, der i de bitreste udtryk omtaler adelen, og hvori dens formentlige bedragerier lige overfor kongen fremhæves; der ankes over, hvorledes adelen kan købe bondens okse eller andet for halv værdi eller endog slet intet, og at skovene forhugges, medens bonden besværes med ægter og hoveri, men om vornedskabet siges intet.

Jeg fremhæver kun dette for at gøre opmærksom på, at vornedskabet uagtet sin forkastelighed dog havde sider, som medførte fordele for bonden. På Kronens ejendomme medførte det desuden de færreste ulemper. Her var områderne, indenfor hvilke bønderne var bundne, store, og man var kun sjældnere nødt til at fremtvinge pligtens opfyldelse. Den juridiske forfatter Arent Berntsen betragter derfor også i »Danmarks og Norges frugtbare herlighed« (1656) vornedskabet nærmest som en adelig forret.

Kristian 4. havde ønsket at ophæve vornedskabet, men denne tanke strandede som bekendt på adelens modstand; dog gav kongen flere gunstige bestemmelser for de vornede. Kristian 5. fortsatte i samme ånd, og hans danske lov hindrede, at vornede kunne sælges; ligeledes søgte han at begrænse vornedskabets geografiske område og havde vist endog videre gående planer. Men først Frederik 4. hævede bøndernes stavnsbånd. Kraftig og bestemt sønderhuggede han de gamle bånd, og under hans regering var bønder, som var fødte efter hans tronbestigelse, frit rådige over, hvor de ville slå sig ned. Vi har tidligere lært noget helt andet af vore historiebøger. Vi har af dem, således også af Allens håndbog, fået at vide, at kong Frederik 4. vel i 1702 ophævede vornedskabet, men at han ved forskellige lovbud havde taget med den ene hånd, hvad han her havde ladet den anden hånd give. Ved den i året 1701 indførte landmilits og den rådighed, som herremanden fik over, hvem der kunne udskrives som soldat, især dog ved en forordning af d. 8. februar 1724, som pålagde bønderkarlene stavnspligt fra det fjortende til det fem og tredivte år, var i virkeligheden vornedskabet blevet hævdet og havde kun fået nye former; det var tilmed blevet udvidet til at gælde det hele land. Urigtigheden af denne opfattelse er først for nogle år siden blevet påvist af professor Edvard Holm. Vi skal kort gennemgå, hvad det var for pligter, landmilitsen medførte.

Der indførtes en landmilits, og denne medførte en stavnspligt for soldaten selv, så længe han var i tjenesten, hvad vel ingen vil undre sig over. Hvor lidt tyngende var ikke i det hele den pligt, som pålagdes bonden, men hvilken skræk indjog den alligevel ikke! Hvad der fordredes var, at de til soldater udtagne bønder skulle om sommeren eksercere hver søndag 2 timer og om vinteren hver anden søndag 1 time, og at de skulle deltage i kompagni, bataillons og regimentsøvelser 12 dage om året. Denne krigstjeneste skulle vare i 6 år. Når man sammenregner dagene og timerne for tjenesten i samtlige 6 år, får man alt i alt en tjenestetid på 3 måneder. Enhver vil indse, hvor overordentlig lille denne værnepligtsbyrde var imod, hvad der nu kræves af landets borgere, og hvorved 1 års tjeneste (delt i forskellige tidsafsnit) måske kan kaldes det sædvanlige krav, medens man dog i 8 år står i linien og i 8 år i forstærkningen. Endelig påhviler denne pligt nu hver bonde i landet, medens efter forordningen af 1701 kun en mindre del af bønderne gjorde tjeneste; bondekarlen kunne desuden uhindret fortsætte sin hjemlige gerning, medens han nu om stunder rives ud af den. Han var bunden til at forblive i det sogn eller det lægd, hvori han udskreves, men der var til gengæld tildelt ham visse fortrin. Der var sørget for, at bondekarlen kunne få tjeneste og få en vis løn i denne tid: han havde fortrinsret til at erholde gård, i hvilket tilfælde han straks blev given fri, og han kunne endog få sådant fæste på et fremmed gods. Han fik en vis nedsættelse i skat og skulle agtes og æres fremfor andre unge karle.

Ikke desto mindre blev det anset for en tvang og ulykke at blive soldat. Tjeneste i armeen var nu engang ilde set, og i alle lande var bønder højst uvillige til at gribe musketten. Der skete bonden visselig ingen uret, men den uoplyste mand havde ingen forstand på, hvad en stat nødvendigvis måtte fordre af sine undersåtter. Derfor fandt der jævnlig flugt sted for at undgå tjenesten, og så meget frihedssind var der endnu tilbage i bonden, at han dreves til hellere at forlade sin fædrene jord end at være under denne tvang. Således er det gået indtil vore dage med alle nye påbud; bonden har tit haft ondt ved at forstå dem, selvom de er til hans gunst, eller de dog må kaldes lempelige og retfærdige i deres pålæg. Når selv indførelsen af konfirmationsundervisning og tvungen skolegang bragte Norges ungdom til at vandre ud - hvorledes kan man da undre sig over, at udskrivning til soldat gav fødderne vinger?

Imidlertid blev desværre ikke de løfter holdt, som kongen i 1701 havde givet. Da året 1707 kom, og det hele mandskab var uddannet, udkom en ny forordning, hvorefter kun en syvendedel af det udtagne mandskab frigaves, medens resten skulle løsgives med en sjettedel i løbet af seks år. I disse seks år skulle de kun hver fjerde søndag deltage i øvelser og i det hele have visse begunstigelser. Den af soldaterne fordrede tjeneste var altså meget lille, men de var bundet til at blive i sognet eller egnen. Ved en forordning af d. 8. februar 1724 blev tjenestetiden igen sat til 6 år, og regeringen indskærpede, at alt det udskrivningspligtige mandskab fra det 14 år blev indført i en reserverulle, uden at dette dog medførte nogen pligt for bønderne til at forblive på den plet, hvor de var. Frederik 4.'s gamle hæder som bondens velgører er kun med urette blevet fordunklet ved den nyere tids fejlagtige opfattelse af, hvad han anordnede; thi han har hverken lagt det i proprietærernes hånd at vælge, hvem de ville udtage til soldater, eller indført nogen stavnspligt. Og hvor mange fejl der end var begået ved indretningen af landmilitsen, kan man ikke nægte, at det var en ordning, der havde sine fortjenester. Det var blevet nødvendigt, at staten havde en fast hær, og den nu dannede gav vort land styrke; ved Gadebusch kæmpede den tappert, og den var som reserve og landeværn til stor betryggelse for vort land under den langvarige Nordiske Krig. (Slaget ved Gadebusch var Sveriges store triumf i Den Store Nordiske Krig (1700-1721). Gadebusch ligger sydvest for Wismar, og der var 16.000 danske soldater og 3.500 saksere i forbund mod svenske styrker ved slaget d. 20 december 1712.)

Men Frederik 4.'s søn var allerede inden sin tronbestigelse stemt for at ville ophæve militsen, og 18 dage efter at han havde besteget tronen, faldt den, fordi det havde vist sig, at den var blevet landet i almindelighed og det unge mandskab i særdeleshed til stor besværlighed og byrde. Sjælden har man dog set en regering, der i den grad var til sinds at handle imod sine egne bestemmelser og at give ordrer, der lød stik modsatte, som Kristian 6.'s.. Thi i eet punkt havde landmilitsen vist sig at virke heldigt, nemlig ved at bevare bønderne ved jorden. Således blev da ved forordning af d. 4. februar 1733 landmilitsen genoprettet, og hele udskrivningen lagt i godsejernes hænder; de skulle føre en liste over alt ungt mandskab mellem 14 og 36 år og kunne afgive til soldat, hvem af deres bønderkarle mellem 18 og 36 år de ville. Lægderne var dog nu gjort langt større, nemlig 60 tønder hartkorn (tidligere 20 tdr. og fra 1724 32 tdr.), og når en karl i militsen overtog en gård, blev han straks fri. Øvelserne var endnu lettere end på Frederik 4.'s tid. Tjenestetiden var 8 år. Samtidig blev det imidlertid forbudt, at nogen indrulleret bondekarl måtte begive sig bort af godset: dermed begynder stavnsbåndets tid, der varede i Danmark i 55 år - og under stigende byrde; thi fra 1742 begyndte stavnspligten med bondens niende år, og mere og mere kom hensyn til godsejerne og jordbruget til at gøre sig gældende. I 1739 fik husbonderne ret til at afgive sådanne karle til garderegimenterne, som ikke ville overtage gård, når de havde udtjent, og i 1746 bestemtes, at de udtjente karle skulle tage bopæl på det gods, hvor de var udskrevne, og der overtage gård. Endnu Frederik 5. vidste at stramme båndet til stavnen ved at lade det indtræde med drengens fyldte fjerde år (1764).

Man vil lægge mærke til, hvorledes militære og økonomiske hensyn går hånd i hånd ved alle disse bestemmelser. Dog kan det ikke skjules, at godsejernes interesser var mest varetagne. De var rådige over udskrivningen; når soldaten kunne blive fæster, ophørte hans militærtjeneste, og når tjenestetiden var forbi, blev endda forpligtelsen til at overtage en gård eller til at blive på godset tilbage.

Man kunne mene, at stavnsbåndet var en mildere pligt end det gamle vornedskab. Så vidt jeg kan se, er dette den almindelige opfattelse. Men i virkeligheden indeholdt den nye pligt en langt større ulykke for bonden.

Jeg vil ikke tale om, at regeringen havde lagt stavnsbåndet på det hele land med undtagelse af Bornholm og sølægderne, medens tidligere kun de sjællandske bønder, lollændere og falstringer havde følt vornedskabets åg. Derved var vundet en sørgelig lighed for loven, og for en lov, som indeholdt strengere bud end den gamle ret. Ganske vist var bondedrengen under 9 år (eller under 4 år) ikke pligtig til at forblive på stavnen, og bondens forpligtelse ophørte i alt fald før 1746 med det 40 år; men i tiden 1746-1788 var der i virkeligheden ikke nogen forskel på stavnsbåndet og det tidligere vornedskab undtagen den, at den vornedes pligt i ældre tid i det hyppigste antal af tilfælde slumrede lige indtil det øjeblik, da en gård blev ledig, og ingen anden bondekarl fandtes, som ville overtage den. Indtil dette tidspunkt opholdt han sig oftest ikke på sin husbonds stavn, men færdedes, hvor han ville, idet han højst betalte en lille afgift til husbonden som vidnesbyrd om dennes ret. Dernæst må det huskes, at det i det 18 århundrede var langt byrdefuldere at skulle overtage en gård end på vornedtiden, fordi hoveriet var steget og krævedes på en langt hensynsløsere måde, fordi herskaberne ofte manglede vilje og evne til at kunne hjælpe deres bønder, og fordi tiderne i økonomisk henseende var langt slettere.

Der er endnu en hovedside ved stavnsbåndet, som må haves for øje, når dommen over det skal fældes. Vornedskabet var et pligtforhold mellem husbond og bonde; stavnsbåndet rakte videre. Øjemedet var nu blevet dobbelt. Regeringen havde bundet bønderne til stavnen, for at hæren kunne få soldater, og godsejerne fæstere; men vornedskabet tilsigtede alene, at det øde gods kunne få fæstere. Medens det da var en privat sag mellem herremanden og bønderne, om han ville fritage dem for deres forpligtelser til at overtage en ledig gård, således at han altså kunne give dem fri eller lade dem købe sig frihed, når de ville, var forholdet derimod anderledes lige overfor de stavnsbundne bønder. Herremanden skulle på sessionen skaffe soldater, og regeringen kunne ikke tage mod det påskud, at han ingen længere kunne finde i sine lægder. Sessionen ville i så fald ikke godkende hans frigivelse. Med andre ord - herremanden havde ikke længer nogen egenrådig beføjelse over bonden, så længe han ikke havde udtjent. Bondens stavnspligt var blevet en pligt mod staten. Vi ser, at godsejerne stundom indgår kontrakter med bondemenigheden, f.eks. på enkelte småøer, om, at den imod en vis årlig afgift skulle være fri for at stille karle til militærtjeneste. Det er imidlertid klart, at herskabet i dette tilfælde på anden måde måtte skaffe regeringen soldater i forhold til godsets antal af lægder, og at, såfremt dette forsømtes, regeringen selvfølgelig ikke ville tage hensyn til den nævnte kontrakt.

Men de vil atter heraf se, at bøndernes frigørelse nu må ske på en anden måde end den, på hvilken den kunne opnås, da vornedskabet rådede. I hine ældre dage kunne man meget vel tænke sig, at indsigtsfulde og humane herskaber frivilligt opgav deres ret over bønderne. Vi ser da også, hvorledes Kristian 5. og Frederik 4. efterhånden søgte at begrænse vornedskabets geografiske råderum indenfor krongodset. Men fra stavnsbåndet kunne en frigørelse ikke således finde sted. Johan Hartvig Ernst Bernstorff kunne gøre bønderne på Bernstorf gods til arvefæstere, give dem hoverifrihed og tiendefrihed, og enkedronning Sofie Magdalene kunne ligeledes forvandle sine bønder på Hørsholm gods til arvefæstere, men ingen af disse herskaber kunne fritage bønderne for stavnsbåndet. ((note: C. Christensen, Hørsholms historie, udtaler, at »efter at godset i 1761 var overgået til selvejendom, skulle man tro, at vornedskabet af sig selv måtte ophøre, men dette var ingenlunde tilfældet«, og han anfører bl.a. en udtalelse fra amtsforvalteren om, at »selvejerfriheden ikke fritager nogen af dem, der er forbundne at pleje fødestavns ret, fra denne pligt.« Herved overser forfatteren forskellen mellem en statspligt (værnepligten) og en godspligt (vornedskabet).))

Således vil de se, at fra nu af kommer regeringen til at stå umiddelbart og enemægtig overfor spørgsmålet om frigørelsen. Kong Kristian 4. var blevet hindret i at ophæve vornedskabet, fordi så mange adelsmænd modsatte sig det. Enevoldsmagten havde givet kongerne frie hænder, og Frederik 4. havde frigjort bonden. Kristian 6. og hans søn lagde med egne hænder nye bånd, og de følgende konger var enerådige over, om disse bånd skulle bevares. Vi skal i en følgende time undersøge, hvorledes regeringen stillede sig til tanken om en frigørelse. 

Endnu kunne jeg dog ønske at berøre eet punkt til belysning af ufriheden blandt bønderne. Jeg gjorde i et tidligere foredrag opmærksom på, hvorledes bønderne selv i det 19 århundrede har kaldt sig trælbønder til en eller anden gård. »Hoveribønderne betegnede sig selv med tankeløs ligegyldighed som trælle«, siger Lavrids Engelstoft. Jeg véd dog ikke ret, om det kan kaldes tankeløst at anvende på sig en betegnelse, som har århundreders hævd, og som almuesmandens sprogbrug fuldkommen hjemler, medens derimod alene de udenforstående, de oplyste og studerede samfundsklasser tankeløst har misforstået bondens sprog, som om træl var det samme som ufri eller slave. Derimod kan man med grund tale om tankeløshed, når bønderne i senere århundreder stundom betegnede sig som livegne. For det første benyttede de her et udtryk, som ikke er dansk, men oversat fra tysk, og aldrig har slået rod i almindelig dansk tale, og dernæst overførte de på dansk grund et begreb, som aldrig har eksisteret i Danmark. Langt hyppigere end hos bønderne vil man dog finde livegenskab brugt af andre stænder, som på den mest tankeløse måde derved gav den opfattelse næring, at en vorned eller en stavnsbunden bonde kunne stilles på lige fod med en livegen. Ved denne misforståelse skal jeg til slutning dvæle.

Livegenskab er i Tyskland og nogle andre lande betegnelsen for en retstilstand af meget forskellig art, idet man nemlig tager ordet i en strengere og en snævrere betydning. Jeg skal nu ved denne sammenligning alene tage hensyn til den mildere grad af livegenskabet, hvis sædvanlige navn er hörigkeit. Man vil da let se, at dette griber ganske anderledes ind i bondens levevis og virkemåde. For det første gør fødslen både mænd og kvinder til livegne, og ægteskab med en livegen mand medfører, at også hustruen bliver livegen - medens i Danmark hverken vornedskab eller stavnsbånd angik kvinder, og ægteskabet ikke medførte nogen forandring i kvindens stilling. Når ægteskabets pligter ophørte med mandens død, bandt intet bånd hustruen til stavnen, og hun kunne flytte, hvorhen hun ville. En livegen bonde kunne ikke uden sin husbonds tilladelse forlade dennes stavn, men den danske vornede havde kun den pligt at skulle overtage en ledig gård på godset; inden den tid var han ofte uden sin husbonds tilladelse dragen andensteds hen. Med stavnsbåndets indførelse i 1733 opstod dette bånd påny og i en langt strammere skikkelse. Foreløbig varede det dog kun 20-30 år af bondens liv, men fra året 1746 blev pligten omtrent livsvarig og indeholdt de to bud: i en vis tid at skulle tjene som soldat og derefter i påkommende tilfælde at skulle overtage en gård.

De livegnes børn kunne fremdeles ikke vælge nogen anden levevej end den, hvortil de var fødte - men i Danmark gik i alt fald fra Kristian 5.'s tid enhver ret over den bonde, som studerede, tabt, og købstæderne havde i det mindste i enkelte tidsrum en ret til at beholde bønder, som var blevet borgere. Ingen livegen, mand eller kvinde, kunne indgå ægteskab uden sin herres tilladelse, og de måtte betale en afgift for at få denne, medens en sådan beføjelse for herskabet aldeles ikke kendtes her i landet. Den livegne kunne tugtes og revses på sin krop, hvorimod den vornedes eller stavnsbundnes herre ingen ret havde i så henseende. Kun ved forsømmelse ved hovarbejdet kunne legemlig tugtelse anvendes, men det er dog først i ufrihedens sidste hundredår, at vi her hører tale om legemlig straf. Den livegne var forpligtet til at yde forskellige slags afgifter og tjenester, hvad der hos os alene kunne være medført af besiddelse og brug af jord eller huse. Livegne kunne have jord i brug, flere steder endog i arvefæste, men de var næppe nogen sinde jordejere, medens hos os vornede og stavnsbundne meget vel kunne være selvejere. Jeg skal endnu kun tilføje, at i de lande, hvor livegenskabet antog noget strengere karakter, kunne den livegne end ikke erhverve formue for sig selv, og ikke heller tage bestemmelse om sine efterladenskaber, da i alt fald en del deraf var hans herres.

Således vil det ses, at livegenskabet indeholder et langt strengere, langt mere snærende bånd end den danske ufrihed, at det gør bonden fuldkommen umyndig og lænker ham om hånd og fod, medens bondekarlen i Danmark, uagtet al den tvang, som pålagdes ham, havde handlefrihed og selvbestemmelse i en mængde af livets forhold. Det volder derfor kun vildfarelse og uretfærdig bedømmelse, når man betegner den danske bonde som livegen.

De tunge tider.

Jeg skal i dag tale om de sørgelige tider. Jeg vil fuldt vel kunne forstå, om mine tilhørere efter alt, hvad jeg har udviklet i de tidligere foredrag, ville spørge: men hvornår begynder da egentlig bøndernes underkuelsestid? Vi har set, hvor uheldigt mange retsforhold har udviklet sig, men på den anden side har vi haft lejlighed til at iagttage, hvorledes bønderne også på deres side har vundet rettigheder og fordele over husbonden, og hvorledes de ældre skildringer af bondestandens forhold og vilkår i tidsrummet inden enevælden var malede med overdreven anvendelse af mørke skygger og med forglemmelse af mange lyse sider. Flere af de forhold, som man havde peget på, viste kun, at der i samfundet fandtes rige og fattige, i hvilken henseende udviklingen lige til vore dage ikke er skreden mange skridt frem.

Middelalderen var gået til ende, uden at bonden var blevet underkuet; selv vornedskabet over bønderne indenfor det sjællandske lovområde skabte på ingen måde ulykkelige, nedbøjede eller trællesindede bønder, således som vi på mange måder har haft lejlighed til at se. ((note: Erslev: Intet ville være urigtigere end at betragte disse bønder som underkuede og fortrykte. De har tværtimod været seje og ofte uregerlige; de har ingenlunde frygtet at fremkomme med klager, når en lensmand eller godsherre søgte at få dem til noget, hvortil de ikke mente sig pligtige. En sådan klage kunne de forfølge helt op til konge og rigsråd, og bevarede domme viser, at klagerne her fandt en meget omhyggelig prøvelse og ofte førte til en kendelse, der var bønderne gunstig…Talrige retssager viser, hvor tilbøjelige bønderne var til selvtægt, og undertiden begyndte der også at røre sig større bondebevægelser.))

Bondestanden besad endnu på Kristian 3.'s og Frederik 2.'s tid djærvhed og stærk selvbevidsthed, og dens økonomiske stilling var forholdsvis god. ((note: Mollerup udtaler om Frederik 2's tid: den danske bondestand var således ikke uden værn mod overgreb, og endnu havde den heller ikke selv tabt lysten til at gøre modstand imod uret og tilsidesættelser. Hertil kom, at bøndernes økonomiske stilling utvivlsomt var god; man hører kun sjældent tale om skatterestanser.))

En vis velstand udmærkede endnu standen, og disse gode kår holdt sig i alt fald indtil Danmarks deltagelse i Trediveårskrigen. Krigen i årene 1625-29 førte en del tilbagegang i de økonomiske forhold med sig, og ligeså krigsårene 1643-45, i hvilke Jylland hårdt måtte lide under de fjendtlige hæres hærgen og brænden. De øde gårdes tal havde stadig været betydeligt, og kvæget vandrede på mangfoldige marker, som burde have ydet korn; men herremanden vovede ikke at sætte en kapital ind på at genopbygge gården og at udruste fæsteren med det fornødne. Hovedgårdens drift var for ham det nødvendigste, og fæstegårdenes avl måtte passe sig selv. ((note: Jul. Fridericia giver i Danmarks Riges Historie IV. en noget mørkere skildring af tilstandene på Kristian 4's tid. »Bondestanden havde kun på eet punkt haft en virkelig fordel af det 16. århundredes ejendommeligheder: kornprisernes stigning, uden at landgilden samtidig var blevet forhøjet, måtte forøge indtægterne af dens bedrift«. Dette modvirkedes dog ved, at arbejdslønnen også var steget, ved nedgangen i de jordegne bønders tal og især ved de forøgede pligter, som kom til at påhvile bønderne derved, at stadig flere herregårde opstod og hoveriet betydeligt forøgedes. Dog var denne udvikling i tiden før deltagelsen i Trediveårskrigen kun i sin begyndelse.»Der var i materiel henseende en ikke ringe velstand hos mange bønder, i åndelig en ikke ringe kraft. Men som politisk stand havde denne underklasse udspillet sin rolle; dens samtykke krævedes ikke til skattebevilling, den var Kronens eller adelens tjener, intet mere«. Om den sidste halvdel af Kristian 4's regering udtaler Fridericia ….at den begyndte nedgang fortsattes, hvortil kom som den øjeblikkeligt stærkest virkende årsag »det vældige skattetryk og krigenes ødelæggelser med det deraf følgende stigende tal på de gårde, der enten blev helt øde eller ikke kunne forsørge deres besiddere. Men desuagtet ville det være urigtigt at forestille sig den danske bondestand på dette tidspunkt som helt sunken ned i armod og elendighed. Endnu i 1638-39 ses i de forskellige len formuende bønder med penge på rente, hist og her fandtes ret anselige bøndergårde, husdyrholdet var ikke så lidt større end tilfældet var et århundrede senere, og selv husmændene havde ikke få køer, svin og får. Den moralske kraft var endnu heller ikke svunden«. Dette viste sig således i de jydske bønders og skånske snaphaners selvstændige kampe mod fjenderne, ligesom også i bøndernes modstand mod hjemlige undertrykkere. Landsbyernes bystævne var et fristed, hvor samfølelsen kunne bevares, og til herredstingene kaldtes endnu bønderne som selvstændige mænd i egenskab af tingsvidner og bisiddere eller af nævninge og sandemænd.))

Imidlertid blev ved de nævnte krige antallet af ubesatte ejendomme i betydelig grad forøget. Da kom den letsindigen begyndte krig med Karl Gustav, hvorved alvorlig nød strømmede ind over landet; så godt som alle provinser lå under fjendehånd, og de hjælpende venner viste sig ikke på nogen måde skånsommere mod bonden. Hvor slemt svenskerne end havde pint, var de tyske og polske hjælpetropper dog værre. Fra den tid af begynder stjernerne at slukkes over bondestanden. ((note: Rasmussen Søkilde og S. Jørgensen (Kistrup), Hillerslev og Østerhæsinge sogne: næsten alle synsforretninger og tingsvidner i Salling herreds tingbøger samstemmer i, at de tyske og polske hjælpetropper var langt værre end svenskerne. Holstenshus og Nakkebølle: når det siges, at tiden før enevoldsmagten var bondens trængselstid, så tager man storlig fejl. Den blev endnu kun forberedt. Tiden og sæderne var rå, og der forefaldt ganske vist scener, som ikke vidnede om andet; men man har lige så mange beviser for, at alle de ulykker, der hidtil havde ramt bondestanden, endnu ikke havde lagt åget hårdere, end at bonden ofte nægtede sin husbonde lydighed og trodsede hans befalinger. Han var end ikke bange for at vise sine skarpe kløer, når ridefogden eller en anden af herremandens »myndige« kom ham for nær. Også uden særlig anledning viste bonden ofte trods og opsætsighed mod sit herskab og sin lovlige øvrighed, hvilket vi i vor tid næppe ville tro, dersom ikke de gamle tingbøger og domsakter vidnede derom. Indtraf misvækst eller dårlige oldenår, udeblev bonden med sit landgilde. Han brød sig ej heller synderlig om at gemme sædekorn til det følgende forår; thi han vidste, at fra herregården måtte man yde ham sådant, om det end måtte tilbagebetales med renter. Det var på denne måde ofte umuligt for godsejerne at yde sædekorn til alle deres fæstebønder; thi der var måde med adelens rigdom……landboforholdene var bedre før end efter 1660, da det udvidede hoveri næsten overalt var indført. Holm, Danmark-Norges indre historie 1660-1720)).

Imidlertid er vort lands jordbund så rig og frugtbar, at den mærkelig hurtigt læger og fjerner finansiel nød og bøder på økonomisk forfald. Årene 1680-90 var vel endnu trange, men i de 10 år før og de 10 år efter 1700 var landets økonomiske tilstand i det hele god og bondestanden også på fode. Vi har flere beretninger af fremmede, som på disse tider rejser her i landet, og som omtaler dets frugtbarhed og bøndernes gode vilkår. Således skriver en pålidelig skildrer, de Vrigny, 1702: »Jeg blev overrasket ved på vejen mellem Helsingør og København at træffe velmøblerede bondehuse. Jeg gik ind i nogle af dem, og for ikke at tale om gode senge og fjerdyner, som findes alle vegne i Danmark, ser man i slige huse tapeter, bænke, dækkede med gode puder eller madrasser, smukke skabe, malerier, fajance i mængde og undertiden endog ure. De franske bønder er rene tiggere i sammenligning med dem«. Sjælland forekommer ham veldyrket og frugtbart, men især er han henrykt over Fyns smilende og rige natur og jordbund.

Vi træffer den samme lyse skildring i andre beretninger, og statistiske oplysninger og danske forfatteres meddelelser stemmer tit overens dermed. Imidlertid må billedet i det hele tegnes noget mørkere, og der var ingen ret fasthed i formuevilkårene. Det må imidlertid bemærkes, at her lige så meget er tale om proprietærerne og godsejerne som om bønderne. Mangfoldige familier måtte opgive deres gamle slægtejendomme på grund af »øde gods« og de store skatterestancer. Regeringen havde på en ejendommelig måde knyttet proprietærernes velfærd sammen med bøndernes, idet Kristian 5. pålagde besiddere af adelige sædegårde, senere alle ejere af bøndergods, ansvaret for deres bønders skatter. Den fordel, som han til gengæld tillagde herskabet, at det skulle være skattefrit for hovedgårdstaksten, blev i virkeligheden gjort tvivlsom ved den alvorlige kautionsforpligtelse, som det således til gengæld påtog sig. Regeringen havde tilsigtet at knytte herskab og bønder så nøje sammen som muligt, vel også for at tvinge proprietærerne til at gøre alt for at holde bønderne ved magt. Den simple følge af, at der kom ødegårde på godset, ville nemlig blive en afgang i godsejerens indtægt og i det hoveri, som kunne ydes, medens han lige fuldt måtte betale skatterne af de forladte gårde.

Der foreligger mange vidnesbyrd om, hvor hårdt de store besiddere ofte kæmpede for at holde sig oven vande. Da spørgsmålet om vornedskabets ophævelse er fremme i 1701, udtaler således gehejmeråd Otto Krabbe sig meget mørkt om de sjællandske godsejeres forhold, og han påstår, at egentlig kun sådanne, som tillige havde embedsstillinger og derved betydelige indtægter til rygstød, kunne slå sig igennem. Han værger sig imod, at slet økonomi skulle være den grund, som satte de andre proprietærer tilbage. Nej, »de kan for fattigdom ikke forstrække heller hjælpe selv deres gods som vi andre. Jeg vil tage mig selv til eksempel, at, gud straffe mig, om jeg ikke haver i nogle og hvert år ladet ligge usolgt over 1000 tønder korn til mine bønders sæd og sommerføde, item udlagt det meste af april og juli kvartal skatter. Hvorledes kan en fattig proprietær heller enke gøre det?« - Så meget er vist, at det på Frederik 4.'s tid er vanskelige tider også for de store besiddere, og at jorderne var sunkne i værdi under den pris, som de havde haft før suverænitetens indførelse. Den fejlagtige ordning af det hele godsforhold og af alt landbrug hævnede sig på alle de agerdyrkende klasser og skabte ingenlunde en rig godsejerstand, samtidig med at bønderne blev fattige.

Og dog blev tilstanden værre på Kristian 6.'s og Frederik 5.'s tid. Jeg har tidligere påvist, i hvilken grad lovbudene på disse tider er prægede af at sørge for godsejernes interesser, således bl.a. ved deres bestræbelser for at skaffe den fornødne arbejdskraft til at drive store godser og ved at tvinge bønderne til at fæste gårde. Men dette var en følge af, at proprietærerne var blevet de mellemmænd, gennem hvilke regeringen fik sine vigtigste indkomster, og dem måtte den derfor på alle måder begunstige. Ingen fandt på gennem opgivelse af hele denne kunstige ordning og gennem løsning af de uendelig mange, men helt indfiltrede bånd at komme ind på nye veje. Når til den øvrige ulykke endvidere kom, at kvægpesten i et par årtier hærgede landet og bortrev nogle millioner stykker kvæg, vil man kunne forstå, hvor hårde tider landbruget havde at kæmpe med. Den midterste tredjedel af det 18 århundrede er især de sorte tiders centrum, lige uheldig for herskaberne som ulykkelig for bønderne. -

Hellere end at fortsætte videre i denne skildring af, hvor mørkt og hvor tungt alting var blevet, vil jeg gå over til en undersøgelse af, hvilke forskellige forhold det da var, der havde frembragt det store tryk, som forvoldte bondens nedgang i velstand som også i frihed, og som bragte slette formuevilkår for ham som for hans herskab og landet.

Det er en almindeligere kendsgerning, at ondt sjælden er ondt fra fødslen af, hvorimod en god spire oftest er vokset vrangt. Hvad der i de gamle omgivelser var godt, kan meget vel i de nye blive fordærveligt. Således siger Tocqueville også om tilstanden i Frankrig i det attende århundrede inden Revolutionen, at man ved at afskaffe en del af middelalderens retsordning kun havde gjort den tilbageblivende hundrede gange mere byrdefuld.

Det gamle godsforhold havde en patriarkalsk karakter. Jeg véd meget vel, i hvilken grad ordet patriarkalsk i nutiden er ilde set, fordi det minder om tider, da man endnu gik i ledebånd. Men ihvertfald er det let at vise, hvorledes oplivningen af det gamle forhold mellem herskab og bønder, således som det foregik i løbet af det 17 århundrede, var en af årsagerne til forværringen.

Der, hvor de gamle familier endnu besad det gods, som deres forfædre havde ejet, havde det sædvanlig endnu ikke nød. Et samliv gennem flere slægtled skaber en naturlig sammenhøren. Minderne om, hvad herskab og bønder i fællesskab havde gennemgået i vanskelige tider, eller om, hvad gode tider havde bragt begge i hænderne, sammenknyttede naturligt herregårdenes og bondehusenes befolkning. »Vel sandt, at adelen trykker bønderne noget - skriver den svenske resident Magnus Durell i begyndelsen af Frederik 3.'s regering - men den forsvarer dem også i andre fald

Det lyder da også som et almindeligt ord, at sålænge den gamle adel endnu havde sine ejendomme, var forholdet endnu godt - således var det i hertugdømmerne og således i kongeriget. Men den gamle danske adel forspildte sit gode rygte på Kristian 4.'s og hans søns tid, og straffen var blevet hård i 1660. Adelen havde båret sig både egennyttigt og uklogt ad, men end mere uforstandigt var det, at den ikke, efter at arveregeringen var indført, bøjede sig for de nye tiders krav og søgte at hævde sig en social stilling i lighed med den, som den tidligere havde haft. Adelsmændene havde lidt frygteligt under svenskekrigen, mange måtte gå fra gård og gods, og andre var på fallittens rand. Regeringen kunne have hjulpet og ville sikkert også have gjort det, såfremt adelen havde tyet til den. Vi har vidnesbyrd om, at Frederik 3. og Kristian 5. ikke var utilbøjelige til at anvende folk af den gamle adel i høje civile embedsstillinger, men der viste sig stadig hos denne en vis uvilje mod det nye regimente, og adelens kølighed blev da tagen for en skjult hang til opposition.

Da Kristian 5. oprettede en ny adel, holdt de gamle slægter sig tilbage for at søge optagelse deri, og nogle afslog endog ligefrem at lade sig gøre til grever, hvilket yderligere ansporede kongerne til at lade den gamle adel i stikken og til at anse den for mistænkelig. Netop på en tid, da økonomisk og social støtte var så højst fornøden, kom de gamle slægters adel til at savne den; derfor tabte disse stadig mere og mere fodfæste og forsvandt umærkelig. I 1704 skriver biskop Bircherod i sin dagbog, at i Vendsyssel, der fordum fremfor nogen anden lige stor provins havde været opfyldt med den gamle, danske noblesse, fandtes nu næsten ikke en eneste herregård mere besat med sine forrige arvesidderes afkom.

Således kom i løbet af det 17 århundrede mange nye herrer til at stå overfor bonden. Det skal ingenlunde påstås, at den gamle adel ubetinget repræsenterede det milde godsregimente, thi også blandt dens medlemmer fandtes hårde herskaber, ligesom der på den anden side kunne være fortrinlige og velvillige godsejere blandt de nye erhververe. Imidlertid var allerede den hyppige skift af ejer betænkelig for bonden, og eet forhold medførte desuden en forandring af betydning, nemlig at den nye adels mænd tit ikke tog sæde på godset, men holdt sig nærmere ved nådens skinnende sol. Vel bliver tilstandene ikke som i Frankrig, hvor hoffet og hovedstaden magnetisk havde trukket landadelen til sig, men også i Danmark mærkedes vigtigheden af at skulle deltage i hoflivet og virkningen af, at landet havde fået en stor hovedstad.

Under de for landbruget dårlige tider var også mangen borgerlig, der havde lagt en del skillinger til side, blevet godsejer. ((note: S. Jørgensen: »De fleste godser gik da over i hænderne på købstadborgere eller embedsmænd til liden glæde for den fattige bonde, der i den danske adel - på meget få undtagelser nær - havde haft et mildt og nådigt herskab«.)) Men en sådan til det højere stade opsvungen mand havde ikke de gamle adeliges rygstød af en formuende og indflydelsesfuld familie, hos hvilken han kunne få den hjælp, som særlig trykkende tider gjorde fornøden. Når bøndernes afgifter var udeblevne, og skatterne skulle udredes, nødsagedes han til mod sin vilje at kræve ubøjeligt, hvad der tilkom ham som ret, og bonden måtte yde så meget, som han på nogen måde formåede og tit ud over dette.

Endelig gik godserne meget ofte over i forpagteres hænder - i det sydlige Fyn gaves således i begyndelsen af det 18 århundrede godserne stadig i forpagtning -, hvad der bragte en ny mand tilstede på godset, som også skulle leve eller skaffe sig fordele deraf, men hvis besiddelse måske var kortvarig, og hvis håb om vinding derfor hurtig måtte gøres til virkelighed.

Når vi her taler om de forskellige personer, der stillede sig mellem herskab og bonde, da møder os en skikkelse, som de ældre tiders godsforhold ikke kendte - hin plageånd, der er blevet som et symbol for undertrykkelsestiden, ridefogden. Han var en blanding af privat politimester, avlsbestyrer og godsforvalter; han var den, som tilsagde bønderne til at pløje og så, at harve og at age, som holdt orden under hoveriet, og som modtog bøndernes klager; han skaffede dem såkorn og byggehjælp, og han var i det hele deres talsmand hos herskabet. Der lyder ingen sinde så bitre klager over herskaberne som dem, der udråbes over ridefogden. Frænde er frænde værst, siger ordsproget, og ridefogden var af bondeæt; i sin iver for herskabets fordel har han tit været en hårdere herre end selve godsejeren. Ridefogdens stilling var ingenlunde let, eftersom han både måtte vise sit nådige herskab ydmyg ærbødighed og tillige sætte sig i respekt hos bønderne; han var fristet til for gave og håndpenge at skaffe bonden et gunstigt øre hos herskabet, og omvendt måtte herskabet på grund af hans stillings vigtighed og ansvar vise ham tillid. De mange og betydelige beløb, som gik igennem hans hænder, gav ham lejlighed til pengespekulationer på egen hånd, til at optræde som giver af lån og forskud, således at snart bonden, snart herskabet blev afhængigt af ham. Der fandtes vist ærlige ridefogder, men i det hele besad stillingen et ilde ry.

Ridefogden var desuden ligesom det levende minde om den hårdeste, den ubehageligste byrde for bonden - hoveriet og ægterne. Thi hovedtyngen på bonden var dog hovgerningen. Jeg har allerede betonet det i mit forrige foredrag. Omtrent hver eneste bonde var pligtig til hoveri og til meget hoveri og til et hoveri, hvis tid og udstrækning var ubestemt. Dernæst var måden, hvorpå hoveriet krævedes, nedtrykkende og uværdig. Hoveriets voksen i tidernes løb var foranlediget ved den stigende fordring om sådant arbejde, det vil sige i forøgelsen af de store ejendomme.

Middelalderen havde ikke kendt godser; det var i alt fald først i dennes allersidste periode, at de opstod. Hovedgårde var betegnelsen for middelalderens største ejendomme, og de nåede dog næppe synderligt over det dobbelte af en almindelig bondegård. Rige herremænd kunne eje utalligt meget bondegods, men det var som regel strøgods, der enten ikke svarede noget dagsværk eller kun et meget mådeholdent til den nærmeste hovedgård. Imidlertid foregik der i løbet af middelalderens senere århundreder en vis forandring heri, idet man søgte at få bondegodset samlet stærkere sammen omkring et centrum, ja endog overtog andres her beliggende bøndergods i leje, åbenbart især for at kunne benytte det dagsværk, som bønderne kunne yde, ved driften af hovedgården. Samtidig begyndte nemlig adelen med større iver og interesse at drive sin jord, så at der opstår en klasse af ivrige avlsbrugere indenfor de højeste stænder. Krigsvæsenet ophører at interessere adelen i samme grad som førhen, og kongen får sin hær på andre måder end ved udbud (lejetropper) af adelsmændene med deres følge. Denne udvikling af forholdene går rask fremad i de følgende århundreder, og det således, at selve den mark, som dreves under hovedgården, stedse voksede.

Ifølge den ret, som herskabet havde til at inddrage jord, som det selv ville dyrke, under sin hovedgård - således som det tidligere er fortalt -, søgte adelen at udvide herregårdenes jord ikke blot ved at lægge jord til den fra fæstegårde, som var »øde«, men også ved at opsige fæstere til fraflytning og indtage jorden under gården. I England var man begyndt med denne art inddragninger for at kunne danne en stordrift, men især var fremgangsmåden i rigt mål blevet anvendt i vore tyske nabolande og havde herfra udbredt sig til Danmark, hvor regeringen var ligeså ivrig i at anvende den som herremændene. Bevægelsen begyndte på Frederik 2.'s tid, men mærkedes især i det 17 århundrede; der er således i løbet af 80 år før 1657 på Sjælland blevet nedlagt 200 gårde. Selv om en del af det inddragne var »ødegårde«, gik det dog også i høj grad ud over »besat gods«, og vel kunne der være tilstået den fraflyttende bonde lettelser, men for bondestanden som helhed var det i hvert fald et tab. ((note: Forholdene på Langeland er meget oplysende. En tiendedel af de gårde, som øen besad ved middelalderens slutning, forsvandt ved mageskifterne i det 16 og 17 århundrede og ved oprettelse af mejerigårde i ca. 1700. 8 landsbyer eller mellem 70-80 gamle bondegårde gik på den måde op i større ejendomme. På grund af udstykning og deling svarer dog nutidens tal af gårde og bol til hvad der fandtes for 400 år siden. Men de mindre brug er stegne betydeligt, endog til det seksdobbelte af, hvad der fandtes i matriklen af 1688, og disse brug har i den korte tid, der er gået siden øens fæstere blev selvejere, vundet mere fra bøndergårdene end disse tabte til stordriften i de forudgående tre århundreder.))

Bestræbelsen gik altså ud på at blive jordbruger i stor målestok, og da samtidig fordringen om en kraftig dyrkning af jorden stadig steg, tiltog stedse kravet om hoveri. Når nu hertil kommer, at staten under det tiltagende forlangende, der stilledes til det offentlige om at fremhjælpe allehånde næringsveje, idelig måtte fordre mere arbejde af bonden til veje, kørsler, havne, bygninger, forsendelser o.s.v., vil det forstås, at bønderne måtte yde arbejde i en hidtil ukendt udstrækning.

I udviklingen og den videre udbredelse af adelens storbrug er der næppe nogen som helst standsning lige til frigørelsestiden, og Stampe udtaler således i 1759, at der endnu i de hundrede år efter enevældens indførelse var opstået mindst nogle snese nye herregårde. Samtidig steg fæstegodsets udstrækning, som også antallet af de bønder, af hvilke der krævedes hoveri.

De vil erindre, at jeg i et tidligere foredrag har omtalt, at ligesom landgilden således var også hoveriet af bestemt omfang; nu derimod forudsætter jeg, at det voksede med godset. Her står vi ved den store forandring, som efterhånden foregår med bøndernes stilling, især i Kristian 4.'s tidsalder. Det er ofte vanskeligt at sige for det enkelte gods, når hoveri i ubestemt grad til godsets behov er blevet indført; men man kan let anføre lærerige eksempler på, hvor forandret opfattelsen er blevet.

Karakteristisk er således en forhandling og retstvist, som bønderne under Hindsgavl len i årene 1648-49 havde med deres herskab, og som de får afgjort ved kommissariers og ved kong Frederiks dom. Bønderne følte sig besværede af lensmanden Klavs Sehested med arbejde, ægt og hugning langt videre end i tidligere lensmænds tid. På deres klage svarer lensmanden meget frejdig, at avlen er blevet forbedret, og derfor har hoveriet måttet forøges. Han oplyser, at allerede på Gregers Krabbes tid (1627-1639) havde bønderne vist sig modvillige og ikke villet age mere møg, end jordebogen formelder, hvorfor de blev tiltalte ved retten og dømte fra deres fæste og jordegne bønder fra deres husbondhold. Da på samme lensmands tid ugedagstjenerne havde beklaget sig over, at avlen skulle være meget forbedret, så at de ikke kunne overkomme det, uden at deres medtjenere i lenet hjalp dem med høbjergning, pløjning, harvning eller i andre måder, erhvervede lensmanden i 1632 af kongen et brev, hvorved det pålagdes ham at fordele arbejdet ligeligt mellem alle, og denne befaling fornyede Frederik 3. i 1648. Dommen kommer da således til at gå bønderne imod, og de må gøre afbigt for deres ugrundede klage. Regeringen forstår det som noget selvfølgeligt, at det arbejde, for hvilket slottet har behov, skal bønderne yde.

Man kan netop for det samme len belyse modsætningen til, hvad der var ret i tidligere tider, ved at henvise til, hvorledes bønderne nogle menneskealdere førend denne afgørelse havde værget sig imod, at en del til Hindsgavl ydet arbejde skulle skrive sig fra andet end frivillig overenskomst. Kronens tjenere lod nemlig i 1564 optage et tingsvidne om, at alle de nye drøfter og gærder, som lensmanden Kristoffer Lindenov havde ladet oprense, havde bønderne efter hans egen forklaring gjort »efter hans bøn som en hjælp«. »Nogle af dem lånte ham et høstbud, og somme ville ikke, fordi de ikke ville gå fra deres sædvanlige arbejde, som de havde gjort af Arilds tid, og bekendte, at de ej var ham det pligtige«.

Fra mange andre ejendomme får vi samme oplysning om, at hoveriet er blevet ubestemt i sin art som i sit omfang.

Var nu ikke dette en håndgribelig uret, som således efterhånden havde indsneget sig? Jo, ganske sikkert. Såfremt det virkelig i det 16 århundrede var gældende ret, således som jo flere domme havde udtalt, at bonden kun skulle yde det arbejde, som var brug af Arilds tid eller sædvanligt på godset eller der i egnen, da kan det ikke ses, hvad der senere skulle have forandret bøndernes stilling. Men desværre var det vist ikke i ældre tider netop altid nøje fastslået, hvor meget arbejde der skulle ydes, eller der fandtes ved siden af den bestemt afmålte hovgerning også arbejder af mere ubestemt omfang, hvorhos arbejde, som jeg tidligere har omtalt, ofte med vanskelighed lader sig sikkert afmåle - alt dette kunne bevirke tvivl. Ligeså har det været et farligt forhold for bonden, at arbejder og ægter for statens tarv var ubegrænsede og måtte svares efter, hvad der var trang til, idet en sammenblanding af, hvad avlen på lensmandens gård, og hvad staten havde fornøden, let kunne indtræde. Endelig var ulykken den, at forholdet mellem herskab og bonde i mange henseender havde tabt sine skarpt udprægede juridiske grænser.

Det var blandt andet en følge af, at husbonden på eet punkt idelig måtte gøre afslag i sin ret, nemlig med hensyn til landgilden. Uagtet en gård kunne være ude af stand til at yde en så stor landgilde som den, den stod for i jordebogen, blandt andet fordi der nu påhvilede bonden et fortærende hoveri, ville herskabet dog ikke skride til en endelig nedsættelse af afgiften i jordebogen, fordi ejendommens værd i handel og vandel ville synke derved. Således lod man sig da nøje med et afslag for det enkelte år, hvilket imidlertid kunne gentage sig en hel årrække igennem. På hoveriet gjorde man derimod ikke afslag. Bondens loft og lade kunne være lige så tomme som hans pengepung, men hans arbejdskraft var en uudtømmelig kapitalbeholdning, som herskabet ikke undlod at lense til sidste mulighed. Man havde ikke øje for, i hvilken grad man tærede på bondens egen avl og standsede al mulig fremgang i hans gårds bedrift. Når han til ubestemt tid skulle være rede til at tjene herskabet, kunne det aldrig lykkes ham selv at benytte det gode øjeblik til høst eller engslæt, og om han skulle få lønnen for sit slid på egen ager, måtte blive et lykketræf. I dagevis kunne han eller hans karl være borte fra gården på de uendelige ægter, som udpinte hans heste og gav anledning til drik og svir. Englænderen Molesworth, der på Kristian 5.'s tid giver et så mørkt billede af de sjællandske bønders forfatning, nævner da også ægterne som den tungeste af de byrder, der påhvilede bonden.

Vi læser i anden Mosebogs første kapitel: »Og egypterne kom Israels børn til at trælle strengeligen, og de gjorde dem deres levned besk med hård trældom i ler og tegl og med allehånde trældom på marken; i al deres trældom, i hvilken de tjente, måtte de trælle strengeligen«. Det er over denne ægyptiske tynge, at bønderne i 1660 udstødte det dybe suk om, hvorledes »de og deres formænd så hårdelig med hoveri og trældom var af adelen belastede, fast lige som Israels børn under Ægyptens trældom«. Og dette betegnende udtryk møder os også andensteds; således befales det i Prøjsen på Frederik 2.'s tid, at godsejerne ikke må besvære bønderne med ægyptisk hoveri og så at sige suge blodet af dem.

Men dernæst var det sørgelige den uværdige måde, hvorpå bondens arbejde blev krævet og fremtvunget. Det er forunderligt, hvilken forskel der kan være i den måde og tone, hvormed et arbejde udrettes. Fordomsfrie iagttagere af hoveriets sidste tider ved bebudelsen af det nittende århundrede, da alle de værste sider af hoveriet var skårne bort, og da der ved frivillige kontrakter var gjort bestemt forening om dets størrelse, har udtalt, at hoveriet da ingenlunde var nogen trykkende byrde, men tværtimod skabte en lige så rask og vakker arbejdsklasse, som det for et hundredår siden under ridefogdens pisk havde uddannet en doven og drikfældig bondestand. Men nu krævedes jo også kun arbejdet gjort, hvorefter hovfolket havde frihed til at more sig, synge, danse eller, hvad det ville; og under arbejdet havde man ikke ridefogdens pisk eller træhest og personlig revselse at frygte. I forrige tider var derimod unge såvel som ældre og sædvanligvis mænd, som havde egen familie og egen husstand, blevet undergivne en myndighed og behandling, som højst kunne forsvares lige overfor et tyende eller en tjenestedreng.

Og det var netop sagen. Bonden var efter den ældre ordning efterhånden bleven et tyende ((note: jeg har ikke taget dette udtryk af en betænkning af 1810, afgiven til det prøjsiske ministerium, i hvilken fæstebønderne ligefrem betegnes som »bosat tyende«, men dette udtryk er åbenbart rigtigt, og G. F. Knapp skriver herom: »Dermed har man netop sagt det betegnende ord: fæstebonden står allerede ikke alene for godsejeren, men også for den dannede embedsmand som et med land forsynet tyende«. Bauern-Befreiung)). Man vogte sig nu vel for at tro, at jeg skulle udtale, at tyendestanden ikke skulle være en hæderlig og endog lykkelig stand. Her tales imidlertid om tyendet, som dets stilling var på de tider, stærkt undergivet husbondens myndighed, hørigt og lydigt, bøjet under hans magt til personlig at revse det. Tyendestillingen er dernæst jo nærmest beregnet på ugifte, og den vil i sjældnere tilfælde kunne bestå med egen husholdning, egen tjenerstand og egen gerning. Den hoveripligtige bonde - det vil sige den største del af landets bønder - var derimod, samtidig med at han havde egen husstand og egen drift, kun et tyende i forhold til sin husbonde. Ligesom tyendet altid må stå til dets herres tjeneste, således skulle bonden så at sige stadig være til rådighed for herskabet. Tyendet er dernæst umyndigt, det handler kun efter ordre. Derved er nu angivet et forhold, som netop er så betegnende for bondens stilling, den umyndighed, hvori han var hensunken, og som ikke kunne andet end sløve hans tidligere virkelyst. Jeg har omtalt det smukke selvstyre, som herskede i landsbykommunen, og som vedblev at bestå helt op i enevældetiden, indtil udskiftningen af bymarken borttog det væsentligste grundlag derfor, nemlig fællesskabet om byens jorder. Men regeringens og myndighedernes lyst til at være formynder kom dog efter 1660 også på dette område til at vise sig stærkere, således at på fortrykkelsestiden stadfæstelse af vedtægterne og regulering af deres indhold blev gjort mere fornøden, og overholdelsen af dem blev nøjere påset, samtidig med at der naturligvis ikke blev givet opfordring til ny uddannelse af sådant selvstyre.

Et tyende var dernæst hustugt undergivet; det kunne straffes på kroppen og uden rettergang efter husbondens bud. Med hovbønderne forholdt det sig på samme måde, ialtfald fra enevældens tid. Efter husbondens eller hans ridefogeds bestemmelse kunne den ulydige eller forsømmelige hovbonde sættes i halsjern, i fængsel eller på træhesten - hvilken sidste strafart holdt sit indtog her i landet som militært tugtemiddel, men efter 1660 også anvendtes på herregårdene -, og det almindelige tilsyn med fæstebønder og deres opførsel, som lovgivningen nu påbød herskaberne, gav dem på mange måder adgang og ret til at straffe bonden vilkårligt. Således kunne husbonden afgive den dovne og til fylderi hengivne bonde til arbejde på Bremerholm på et år; dog skulle amtmanden først bevidne, at bonden havde de angivne mangler. De såkaldte tugthuse - hvorved der dog kun menes, hvad vi nu kalder arbejdsanstalter - gjorde på samme måde tjeneste som hjælpemidler ved herskabernes politimyndighed; uden lovmål eller dom kunne husbonden heri indsætte forsømmelige bønder og tjenestefolk, ligesom også de karle, der ikke var skikkede til at overtage en gård eller til at være soldater. Endelig var bonden et tyende uden ret til at opsige sin tjeneste og til at forlade et ondt herskab, idet stavnsbånd og fæstekontrakt i reglen ville tvinge ham til at forblive på samme sted.

Men der var mange andre ulemper og ulykkelige regler, som nedtyngede bonden. Således skulle bonden jo holde sin gård ved hævd og bygning, men forudsætningen måtte da også være, at han havde modtaget gården i forsvarlig stand. Dette var i mangfoldige tilfælde ikke sket, og bønderne var uforsigtige nok til ikke ved optaget syn at sikre sig vidnesbyrdet herom, således at der kunne komme til at påhvile dem byrdefulde pligter, bl.a. når gården igen skulle afleveres. Da nu tillige den praksis havde indsneget sig, skønt ikke billiget af loven, at en proprietær, som mente, at bonden havde overtrådt sin fæstepligt, kunne uden lovmål og dom skride ind imod ham, lade hans løsøre vurdere for heraf at få erstatning for det forsømte og endelig udsætte bonden af gården, vil man se, at megen vilkårlighed således kunne komme til at råde. På skiftet efter bonden optrådte endvidere proprietæren som skifteforvalter, skønt han jo også var fordringshaver i boet og således ikke kunne formenes at ville give en retfærdig kendelse. Skatterne var trykkende, og tiendens ydelse i kærven gjorde bondens høsttid tit afhængig af tiendetagerens forgodtbefindende; også foranledigede den hyppige tvistigheder og pålagde bonden en besværlig førsel af tiendekornet. Kongens og adelens jagtprivilegier indgav idelig bonden bekymring for hans afgrøde, som dyrene afåd, og hvis beskyttende hegn de nedbrød.

Hvad selve avlingen angår, indeholdt som bekendt det bestående markfællesskab en hovedskranke for ethvert fremskridt. Der er ikke mindste tvivl om, at det i sin tid har været en rimelig og fornuftig ordning af agerbruget, men efter at man havde vundet en dybere indsigt i driften af jord, lagde det den alvorligste hindring i vejen for, at den enkelte forbedrede sin lod. Bonden måtte pløje og høste som de andre byfæller, og arten af hans avl og antallet af hans kvæghøveder var så godt som givet ved, hvad der ellers var brug i landsbyen. Dernæst besværliggjorde jordernes stærkt splittede beliggenhed ham alt arbejde.

Der kan tegnes grumme mørke billeder af, hvor langt bonden i det attende århundredes midte var trykket ned, men man bør dog hovedsagelig give disse billeder en sjællandsk baggrund. Selv på Sjælland fandtes der godser, hvor forholdene var lysere, og rundt om i landet var der både godser og egne, hvor bønderne stod sig vel og var friere og selvstændigere i deres færd. Dernæst gælder den foran givne skildring især gårdmændene. Man skulle tro, at forholdet med hensyn til husmændene måtte være endnu værre, hvilket imidlertid er en stor fejltagelse. Thi den tungeste byrde på bonden som avlsbruger kom mindst til at falde på husmanden. Denne skulle nu engang bjærge sig ved at gøre arbejde for løn, og han havde ikke en avl af betydning, som kunne lide ved hans fraværelse på hovmarken. Gårdmanden derimod måtte med sine heste og vogne drage afsted til hovning og kørsler og lade sine egne marker skøtte sig selv. Vi ser derfor tit husmænd vægre sig ved at overtage gårde, som tilbødes dem, idet de derved kun ville vinde en tvivlsom fordel og udsætte sig for stor risiko.

Man kan iøvrigt tage selv de mørkeste skildringer for sig, som man kan finde i kilderne, og billederne fra nogle af de mest plagede sjællandske amter er bekendte nok, så vil man ikke finde noget sidestykke til den fortrykthed, under hvilken bønderne levede i andre lande. Ved at gå ned mod Danmarks sydgrænse mærker vi straks forskellen. Allerede i de nærmeste egne nord for Ejderen møder vi livegenskabet; men selv holstenske godsejere, som kom til Sønderjylland, forundredes ved at se, hvilken forskel der var på de slesvigske livegne og dem, der levede på godserne i Holsten. De første kunne træde værdig og statelig op, de drev deres jorder så vel, at de ofte erhvervede sig en lille kapital, de havde kun et mådeholdent hoveri at udføre, og herskaberne omgikkes dem med velvilje. På godserne i Holsten var derimod de livegne dårlig klædte, slet nærede og boede i tarvelige hytter. På grund af de overdrevne fordringer om arbejde for herregården blev deres egne jorder kun slet dyrkede. Tugt og legemlig revselse havde sammen med det strenge arbejde og den uvillige stemning hos herskaberne gjort dem til modløse, træge, upålidelige væsner, hvis hele holdning og optræden bar præg af deres ufri stilling, og ligesom deres ægteskaber var lidet frugtbare, var dødeligheden blandt børnene stor. Hvor mørk end denne skildring lyder, er det dog vist, at når vi går ud over rigets grænse, kan vi i mange lande og egne træffe en bondestand, der behandledes end hårdere og i eet og alt havde trællesind og trællelader.

Jeg nævnede, at en rejsende på Frederik 4´s tid ved at besøge vore bønders boliger erklærede, at i sammenligning med de danske bønder var de franske »rene tiggere«. En halv snes år tidligere opholdt englænderen Molesworth sig her i landet og gav en meget mørk skildring af bondestandens forhold, men han udtaler dog, at selv de fattigste bønder lå med fjerdyne, var renlige i deres klædedragt og temmelig ofte skiftede linned. Vi kan ved mange indenlandske efterretninger bekræfte den iagttagelse, som her er gjort, nemlig at bøndernes materielle levemåde altid har været forholdsvis god her i Danmark i sammenligning med udlandets bønder. Der var ikke tale om, at de danske bønder boede i så tarvelige rønner som dem, med hvilke til eksempel bønder i flere egne af Prøjsen måtte tage til takke, eller at de gik så elendig klædte eller levede af så ussel føde.

Og selv på de tider, da trykket blev hårdest, kan det ikke siges, at livsmodet knækkedes. Jens Rostgaard, en af de kommissarier, der havde at gøre med udskrivningen til landmilitsen på Frederik 4.'s tid, erklærer, at de udskrevne soldater var »et deres frihed meget agtende folk«, og kom end denne frihedsfølelse stærkest frem i Jylland, er det vist, at også på øerne bonden viste trods og gjorde indsigelse både mod sit herskab og mod statens embedsmænd. Lige overfor offentlige påbud lagde bønderne tit overordentlig stædighed for dagen, eller de vægrede sig ved at efterkomme forlangender af herskabet, som var fuldt lovmedholdelige, ja lod det komme til proces. En levende protest imod trykket var dog endnu tilstede hos befolkningen: ved flugt, ved klage, ved knur, ved trods viste bonden, at han endnu havde modstandslyst.

Borgerlig frihed i Danmark og England i det attende århundrede.

Bonde og borger - hvor mange tanker knytter sig ikke til disse ord, der har haft en vekslende betydning, og som afspejler de forskellige tiders anskuelser! Medens i vore dage enhver af Danmarks indbyggere, selv bonden, kalder sig borger indenfor samfundet, var i de ældste tider enhver, selv købstadmanden, bonde i egenskab af retsbeskyttet personlighed. Denne tiltalende sprogbrug finder vi i vore gamle love: »Man skal bøde 3 mark bonden og 3 mark kongen«, hedder det i Jydske Lov om de bøder, der udredes til den skadelidte og til »det offentlige« (som vi nu siger). I den ældste skånske købstadret bruges bonde som betegnelse for købstadmanden (art. 2-4), og i Eriks Sjællandske Lov læser vi: »Alle vegne, hvor bønder få 40 mark, skal kongen have 40 mark; men kongen skal hjælpe bonden først til sin ret, fordi det var gjort imod ham«. Denne betegnelsesmåde flyttede med de danske erobrere over til England og genfindes i Knud den Stores engelske love. Men det synes at være en særlig dansk talebrug; de norske love kender den næppe, så lidt som de islandske eller svenske

Hvor forandrede er ikke tiderne blevet! Købstederne var på Valdemar Sejrs tid ingenlunde få og ikke synderlig færre i tal end nu om stunder, men hvor mange indbyggere fandtes der vel bag deres mure? For øjeblikket bor omtrent halvdelen af Danmarks befolkning i egentlige købstæder eller på ganske bymæssige områder, medens på Valdemar Sejrs tid måske ikke en tyvendedel af indbyggerne var købstadsborgere. Vi kan forstå, at »borger« efterhånden kunne blive betegnelsen for statsborgeren. Iøvrigt er Danmark jo i denne henseende ikke gået på egen hånd; det er fulgt i trit med sydligere lande.

Forresten er det interessant at se, hvorledes bonde, hvor meget end tiderne skifter, stadig i en særlig udpræget betydning benyttes som navn på den mest ansete jordens dyrker. Vi træffer således i rækken af vidner under et gavebrev på latin af ærkebisp Eskil af 1145 fyrsterne Svend Erriksson og Knud Magnussøn, derpå jarlen Erik, gift med Knud den Helliges datter Cæcilie, og hans sønner Karl og Knud, dernæst bønderne Toke Signesøn, Magnus Saksesøn, Siunde Svendsøn, Karl Aagesøn og flere andre. Disse bønder (bondones) er åbenbart store herremænd, således som vi ville sige, eller rigmænd - nogle kender vi andensteds fra -, medens de dog bærer bondens navn. Noget senere, på Valdemar Sejrs eller hans sønners tid, kunne vel endnu en sådan jordbesidder betegnes som bonde, men man tænkte da derved nærmest på hans stilling som undersåt eller retssubjekt i almindelighed (Jydske Lov II. 103, 104: bondens landbo eller bryde). Derimod blev bonde den almindelige betegnelse for selvejeren, som når det hedder i den såkaldte Fyns Vedtægt i 1492, at en bonde og en bryde (fæster) skal i hver skov være åsynsmænd. Bonde var altså da den uafhængige, selvstændige jorddyrker, hvor lidt eller hvor meget jord han end havde; vi har jo set, hvor megen vægt der ved tildeling af offentlige hverv lagdes på, at man ejede jord. Og hvorledes forholder det sig i vore dage med benævnelsen bonde? Ja, på øerne har man endnu betegnelsen bonde med en særlig udpræget betydning, idet gårdmanden og han alene er bonde. Man taler således om bønder, husmænd og inderster. Det vil altså ses, at man nu lægger vægt på driftens størrelse og på dyrkerens økonomiske stade. Nu er det ligegyldigt, om han er fæster, arvefæster eller selvejer; når han blot er gårdmand, er han bonde (i særlig forstand).

Jeg er blevet ledet ind på disse bemærkninger ved den titel, som jeg har givet mit foredrag. Jeg har som emne valgt at tale om almindelig borgerlig frihed i England og Danmark, og De vil se, at det ingenlunde er at forlade bøndernes historie. Såfremt vi endnu havde den sprogbrug, som vi kender fra Valdemartidens love, da ville jeg kunne have talt om den almindelige bondefrihed, og enhver ville have set, at jeg derved kun mente det almindelige mål af frihed, som tilkom en dansk undersåt. For at finde en vægtskål, på hvilken vi kan se, hvor megen frihed den danske undersåt besad, vil jeg opfordre dem til for en gangs skyld ikke at stirre ud gennem bondegårdens ruder eller hensynke i griller over, hvor ufri luften dog er her i Danmark; jeg vil bede dem med mig drage afsted til et andet land for her at anstille iagttagelser og sammenligninger. Vor rejses mål bør utvivlsomt være England, eftersom det jo dengang var frihedens lovpriste fædreland.

I det 18 århundredes første halvdel vågner den beundring for Englands folk, for dets frihed og forfatning, som skulle sætte så store og mærkelige frugter i de store politiske bevægelser, der endte århundredet. Det er gennem nogle af verdenslitteraturens største ånder, at bekendtskabet gøres. Holberg kom derover i sine omflakkende ungdomsår og påvirkedes stærkt af den engelske ånd; han er en ivrig beundrer af det engelske folk og bringer ofte den engelske ytringsfrihed på bane under sin store forfattervirksomhed. Voltaire flygtede til England efter sit uheldige sammenstød med Chevalier de Rohan, og omtrent tre år opholdt han sig der i sin landflygtighed. Han bliver betagen af den engelske litteratur, som han søger at gøre bekendt på fastlandet; i sine skrifter roser han sig ofte af, at han er den første, der har gjort Shakespeare, Milton og Pope bekendte i Frankrig. Sidst kom Montesquieu derover og begyndte sine studier af de engelske love og tilstande, men ikke før 1748 udkom hans berømte værk om lovenes ånd, hvis 11te bog indeholdt den epokegørende skildring af den engelske forfatning, foruden at engelske tilstande på så mange andre steder af skriftet får en beundrende omtale. I praktisk henseende havde vistnok dette skrift den betydeligste virkning af de værker, som her er nævnte, idet det gav et stød til reformer, som satte frugt i den hele verden.

Når jeg nu i det følgende vil søge at belyse den engelske frihed i forrige århundrede, sammenlignet med den danske og norske, da tænker jeg særlig på århundredets første halvdel, på tiden indtil Holbergs død i 1754 og Montesquieus død i 1755, eller jeg kunne sige næsten til Voltaires død i 1778. I England begynder en ny og reformerende tid at dukke frem i den sidste fjerdedel af århundredet, og i Danmark skifter tingene også udseende på forskellig måde i slutningen af århundredet, især da bondestandens frigørelse indtræder. Dog er de engelske reformer endnu kun få, og først et godt stykke ind i det nittende århundrede træffer vi de epokegørende omdannelser. Det har forekommet mig oplysende i denne sammenhæng at gå ud fra de foran nævnte tre store ånders betragtninger over England, og jeg vil derfor begynde med at fortælle om disse mænds besøg derovre.

Det var i begyndelsen af 1706, at huslæreren i Kristianssand Ludvig Holberg i forening med sin ven Chr. Brix besluttede at foretage en rejse til England. Efter at være landede i Gravesend gik de to venner til Oxford, ved hvis universitet de lod sig indskrive. Men det kneb svært med pengene, og navnlig blev Brix mager og smal ved den tarvelige levemåde, som de økonomiske hensyn gjorde nødvendig. Holbergs natur var mere egnet for afholdenhed, så at hans gode humør stadig holdt sig oppe; men da til sidst Brix næsten blev menneskesky af mangel på næring, drog de to ynglinge til London, hvor det lykkedes Brix at rejse penge. Efter hjemkomsten til Oxford levede vennerne endnu en stund sammen i herlighed og glæde, men så blev Brix's moder ængstelig, og han fik ordre om at gå til London for at stille sig under tilsyn af den danske præst. Holberg stod således ene uden sin norske ven; men på engelske venner manglede det ham ikke. Hans gode humør og dernæst hans fløjtespil drog mange til ham, og han fik elever i sprog og musik; den tid, der var tilovers, anvendte han på historiske studier i bibliotekerne. Holberg følte sig meget tiltalt af de oxfordske studerendes ærbare og kristelige levned; han fremhæver også deres store ærbødighed for øvrigheden og for lovene. Det gode forhold vedblev lige til afrejsen. En student af Marie Magdalene Kollegiet tilbød ham anselige rejsepenge på sine kammeraters vegne på den mest beskedne måde. Holberg troede at burde afslå det, da han formentlig havde nok; han drog til London, og efter 5 dages fart var han med et svensk skib i Helsingør i foråret 1708.

Holbergs opfattelse af det engelske folk har måske svinget noget; i det hele beundrer han det dog og siger i sin Danmarkshistorie, at landet nu om stunder er fast det eneste, der er frugtbart på heroiske dyder. Han misunder stadig englænderne deres ytringsfrihed og siger, at de engelske historikere har kun at bekæmpe deres egne lidenskaber, når de vil undgå at forvanske sandheden. Med en frimodighed, som dog senere bliver Holberg for stærk, kan de skrive endog lige mod troens artikler. Mest har dog den frihed forbavset ham, hvormed private folk taler og skriver mod regeringen og kritiserer i bitre udtryk anordninger og foranstaltninger af regering og parlament. Men hvad nytter det og at bruge magt; de fleste englændere vil i ingenting lade sig tvinge. »Erfarenhed lærer også, at tvang tjener til intet uden at forøge deres frækhed«.

Derimod er Holberg ingenlunde en beundrer af den engelske forfatning. Han har et skarpt blik for, at der er meget tvetydigt ved den såkaldte politiske frihed i England. Forskellen mellem en fuldkommen enevoldsherre og en ved love indskrænket konge er, som han siger, fast alene denne, at hvad den første erholder ved befaling, erholder den sidste ved forestilling, så at begge får deres vilje frem, skønt ikke på een måde. En konge i England kan altid forsikre sig flerhed i parlamenterne og således få, hvad han forlanger. Som forholdene nu er, kan hoffet, som vil gøre sig ret umage, få valgene til at falde ud, som det ønsker. En konge i England kan, endskønt han kun besidder mådelige kvaliteter, ved visse reglers iagttagelse erhverve sig fast en uindskrænket myndighed.

Først og sidst er dog England for Holberg modsigelsernes og modsætningernes land. »Englænderne er enten engle eller djævle; thi det er en nation, som aldrig holder måde i nogen ting: de, som er gode, er overmåde gode, og de, som er onde, er overmåde onde, så at både dyder og laster er hos dem i den allerhøjeste grad. Thi der er intet rige, som kan vise eksempler både på så mange heroiske dyder og tillige på så mange forræderier. Undertiden ser man, at rigets stænder vover alle ting for fædrenelandet, og undertiden, at de forråde alle ting«. Således fortjener den engelske nation »billigen at kaldes både den bedste og tillige den værste af alle nationer«. ((note: Det er bekendt, hvorledes Holberg i modsætning hertil i sine skrifter idelig kommer tilbage til, at det hører til den danske nations karakter, at den søger middelvejen, hvad der også fremgår af landets og dets kongers historie. Det kan derfor have interesse at læse en ganske lignende dom i Lawrence Sterne´s berømte roman »Tristram Shandy« (1769). Sterne skal på en kort rejse have besøgt Danmark. »Jeg havde netop tid, siger jeg, og det var alt, at få bekræftet sandheden af en iagttagelse, en der længe har opholdt sig i landet har gjort; nemlig »at naturen havde hverken været meget ødsel eller meget karrig i sine gaver af geni og duelighed mod dets indbyggere, men lig en fornuftig moder tålelig godgørende mod dem alle og havde iagttaget en sådan nøjagtig orden i uddelelsen af sine gaver, der satte dem i lighed med hinanden. De vil altså i dette kongerige træffe meget få eksempler på store genier, men en stor del af godt jævnt husholdnings vid blandt alle stænder, hvoraf og enhver har sin del«, hvilket jeg synes er meget ret. Hos os er tingen….ganske anderledes. Vi er alle enten højt oppe eller lavt nede i dette tilfælde. Enten er de et stort geni, min herre!…. eller de er en stor dosmer og et kødhoved….Men disse to yderligheder er i en stor grad og mere almindelige på denne ustadige ø«. Pædagogen Basedow udtalte på samme måde, at »han ikke kendte noget land, hvor folket mere søgte middelvejen, end Danmark«.(1787)).

Men netop som modsætningernes land bliver England også skildret af den berømte franske forfatter, der 18 år efter kom som flygtning herover. Voltaire har selv givet en beskrivelse af den første dag, som han tilbringer i England, og den er både interessant og oplysende. »Da jeg gik i land tæt ved London, var det midt i våren; himlen var uden skyer, som på en af de skønneste dage i Sydfrankrig; luften forfriskedes af en mild vestenvind, som forøgede klarheden i naturen og stemte sindet til glæde….Jeg standsede nær ved Greenwich ved Themsens bred. Denne skønne flod, som aldrig går over sine bredder, og hvis strande prydes med grønt hele året igennem, var i en strækning af 6 mil bedækket med to rækker handelsskibe; de havde alle udfoldet deres sejl for at hædre kongen og dronningen, som foretog en lystfart i en forgyldt båd. Både med musik drog foran dem, og tusinde af små robåde fulgte efter; hver havde to rorkarle, der bar en dragt som fordum vore pager, med vide benklæder og små kapper prydede med en stor sølvplade på skulderen. Der var ikke een af disse sømænd, uden at hans ansigtstræk, hans dragt og hans gode huld bar vidne om, at han var en fri mand og levede i velstand!« På den nærliggende store slette tumlede unge mænd sig til hest; selv ridende damer foer yndefuldt hen over det grønne, og skønne kvinder i indiske sjaler gik i mængde ved siden af; der var noget rent i deres hele fremtræden, ligesom også livlighed og tilfredshed gjorde dem alle smukke. Hist henne er der vædderidt og der henne væddeløb til fods, endogså et løb for kvinder. Voltaire traf straks på nogle handlende, til hvilke han havde anbefaling, og de sørgede for, at han fik alt at se. »Jeg troede mig hensat til de olympiske lege; men Themsens stilhed, denne mængde af skibe, Londons uhyre udstrækning, alt dette lod mig rødme over, at jeg havde vovet at sammenligne Elis med England (Elis er et landskab i Grækenland, i hvilket Olympia lå, og hvor de olympiske lege holdes). En dansk kurer, som var ankommen samme morgen, og som lykkeligvis vendte hjem derfra samme aften, stod ved min side under væddeløbene. Jeg så, hvorledes han følte sig betagen af glæde og forbavselse: han troede, at hele nationen altid var lystig, at alle kvinder var skønne og fulde af liv, og at Englands himmel altid var ren og klar, at man ingen sinde tænkte på andet end fornøjelse, at hver dag var som den, han nu så; og han rejste bort uden at blive skuffet«.

Voltaire selv gik det derimod anderledes. Endnu samme aften kom han i selskab med damer, der var alt andet end livlige og elskværdige. Af dem fik han at vide, at det slet ikke var den fine verden, der deltog i den art forlystelser; de ryttere, han havde beundret, var butikssvende og skoledrenge, damerne i de indiske sjaler var tjenestepiger eller kvinder fra landet. Og næste morgen træffer han disse købmænd og aldermænd (rådmænd) fra gårsdagen i et halvt smudsigt kaffehus, som var dårlig belyst og dårlig betjent; de kendte ham næppe igen, så at han knap nok fik ja og nej til svar på sine spørgsmål. Voltaire måtte næsten antage, at han havde fornærmet dem den foregående dag; på hans spørgsmål om grunden til, at de var så triste, svarede de, at det var østenvinden. Han skyndte sig ud af kafeen og gik til hove, fyldt af den smukke franske fordom, at et hof altid er muntert. Men her var alle sørgmodige lige til hofdamerne. Man talte melankolsk om østenvinden. »Jeg kom da til at tænke på min dansker fra i går. Jeg fristedes til at le ved tanken om de falske forestillinger om England, som han bragte med sig hjem. Men klimaet havde allerede virket på mig; til forbavselse for mig selv var jeg ikke i stand til at le«. En berømt læge ved hoffet lovede ham langt værre ting i november og marts, når østenvinden blæste mest udholdende; så hængte man sig i dusinvis. Da var alt humør borte, og selv dyrene blev syge og hang med hovederne. Man fatter de mest fortvivlede beslutninger, og det var fuldkommen vitterligt, at der havde blæst en østenvind, da man halshuggede Karl I., og da man afsatte Jakob 2.

Foruden disse modsætninger, som naturen har skabt, har englænderne andre, som fødes af partiernes lidenskabelighed, og det er dem, som mest vildleder den fremmede. »Og alt synes her at modsige sig selv. Hvad der er sandhed til een tid, er løgn til en anden. Spanierne siger om en mand: »Det var en brav mand i går«. Det er omtrent på den måde, at man bør bedømme folkene og især englænderne. Man burde sige: de var således i det år og den måned«.

Som det ses, er det modsætningerne, der især forbavser Voltaire. Sin endelige dom tør han ikke udtale; først og fremmest ser han, at godt og ondt her er tilstede i blanding. Naturligvis måtte den store ytrings- og skrivefrihed tiltale ham, og han skriver i et brev 1726: »Det er et land, hvor man tænker frit og ædelt og ikke lader sig indsnævre af nogen trælagtig frygt. Hvis jeg fulgte min tilbøjelighed, ville jeg slå mig ned her alene i det øjemed at lære at tænke«. Dertil har han dog ikke formue nok og ikke sundhed nok. Imidlertid bliver han under sit ophold ikke lidt af en engelskmand, og da en dag på Londons gader pøblen sit franskerhad forfulgte ham med skældsord og kast, steg han op på en afviser og råbte på engelsk: »Tapre englændere! Er det ikke ulykke nok for mig, at jeg ikke er født hos eder!«, hvad der vakte en sådan begejstring, at man ville bære ham på skuldrene. Hans beundring for England holder sig i hans senere skrifter; dog er han i nogle strofer til friheden, som han skrev i 1755, kommen under vejr med, at man i London stundom sælger friheden.((note: H. J. Garde, efterretninger om den danske og norske sømagt historie 1535-1700; 1700- 1814 brev fra Engelstoft, d. 14. marts 1798: en dansk officer, løjtnant Nidaros fra Ålborg, ligger her i Mühlhausen på hverving. Han afskikker jævnlig transporter. Den klasse af væsener, der således sælge sig, skal fortrinlig søge den danske krigstjeneste, dels fordi der gives større håndpenge, dels fordi man holder kapitulationen (overenskomsten)).

I marts 1729 forlader Voltaire England. Den sidste oktober samme år begiver Montesquieu, som da var på en stor europatur, sig over til England, og han opholder sig indtil april 1731 derovre i huset hos lord Chesterfield. På denne tur har Montesquieu nedskrevet en hel række Notes sur l´Angleterre (optegnelser om England), der udgør som et slags modstykke til hans senere udtalelser om England i De l'esprit des lois (om lovenes ånd); istedetfor en lovtale finder man en skarpt kritiserende satire. Det hedder således: »Englænderne er ikke længere værdige til deres frihed. De sælger den til kongen, og dersom kongen gav dem friheden tilbage, ville de sælge ham den endnu engang«. »En minister har kun den ene tanke at sejre over sin modstander i underhuset, og for at det kan lykkes, ville han sælge England og alverdens riger«. »Der er skotske medlemmer, som kun får 200 pund sterling for deres stemme, og for den betaling sælger de den«. »For penge har man her en umådelig agtelse, for ære og dyd kun lidt«. »Der er ingen religion i England. Når nogen taler om religion, giver de sig alle til at le«. Først da Montesquieu er kommen i den tilbørlige afstand fra landet i rum og tid, først 17 år efter får England den overordentlig varme omtale, som udmærker skriftet om lovenes ånd.

Med udgangspunkt fra fremstillingen hos disse berømte rejsende vil jeg nu søge at vise, hvorledes det da egentlig forholder sig med den engelske frihed på de tider, og særlig vil jeg stræbe efter at sammenligne de engelske tilstande med vore hjemlige i Danmark og Norge. Jeg vil på forhånd bede bemærket, at skildringen af de indre forhold i England er bygget på de bedste og pålideligste forfatteres meddelelser og på deres overensstemmende bedømmelse af, hvorledes tilstanden i virkeligheden var.

Jeg vil tage mit udgangspunkt fra en skildring i Voltaires brev, som jeg hidtil ikke har omtalt. »En dag, da jeg lod mig ro en tur på Themsen, gav en af mine rorkarle, som så, at jeg var franskmand, sig til med stolt mine at lovprise sit lands frihed og svor på, at han hellere ville være bådfører på Themsen end ærkebisp i Frankrig. Den næste dag så jeg den samme mand i et fængsel, jeg gik forbi; han havde lænker om foden og strakte hånden ud gennem gitret mod de forbigående. Jeg spurgte ham, om han endnu fremdeles holdt en ærkebisp i Frankrig i så lav pris. Han genkendte mig: »Ak! Herre, det er en afskylig regering. De har presset mig til at gøre tjeneste på et af kongens skibe, som skal til Norge. De har revet mig bort fra min kone og mine børn og kastet mig i et fængsel med lænker om benene lige til den dag, da de sejler bort, af frygt for at jeg skal undfly«. Denne mands ulykke og den begåede, skrigende uretfærdighed berørte mig på det mest levende. En franskmand, som var med mig, tilstod, at han følte en ondskabsfuld glæde over at se, at englænderne, som i så høje toner bebrejdede os vor trældom, var slaver så godt som vi. Jeg havde en mere menneskelig følelse; jeg sørgede over, at der ikke mere fandtes frihed på jorden«.

Det må vel anses for givet, at et land i yderste fare kan have lov til at presse til krigstjeneste; thi landets tilværelse står over den enkelte borgers.

I England har der imidlertid aldrig været gjort så streng en fordring for at kunne anvende presning, tværtimod har det fra gammel tid, mindst fra Richard 2.'s dage i ca. år 1400, været en gængs måde at skaffe sig det fornødne mandskab på til flåden (og stundom også til hæren). Ikke kun flådens behov afgjorde, om presning skulle anvendes; i krigstid var der altid trang, og England med alle dets kolonier havde jo i det attende århundrede så godt som ingen fredsperiode. Der pressedes endvidere med den største hensynsløshed og råhed. Foruden at man fangede og røvede, brugte man også at lokke og at narre; man overlistede folk på kroer, og man rev dem bort fra hjemmet i nattens mørke. Folk opsnappedes, så såre de steg i land på kysten, eller man greb dem forinden ombord på ankommende koffardiskibe, der måske knap beholdt så mange folk tilbage, at de kunne nå sikkert i havn. Soldaterne måtte hjælpe ved presgangen; de kunne pludselig afspærre hele landsbyer eller have belejret en kirke under gudstjenesten for at udtage sig sømænd til flåden. Ganske vist måtte man kun presse søfolk, men man så ikke nøje efter. Disse landmænd eller disse læredrenge var vist skulkende sømænd i forklædning, og først ombord på flåden ville deres rette karakter komme frem. Ikke blot borgerne og læredrengene i London og de store byer ved kysten, men selv håndværkerne i de fjerneste byer inde i landet og arbejdere i landsbyerne levede i den største rædsel for presgangen. Man væbnede sig mod den som mod en fjende, der faldt ind i landet, man slog løs og dræbte for at forsvare sig, man flyede fra hus og hjem -, men flåden var landets stolthed og skulle forsynes med mandskab. Endnu i 1770 kunne lord Chatham udtale: »Jeg tror, at enhver mand, som kender noget til den engelske flåde, vil erkende, at uden presning er det umuligt at udruste en ordentlig flåde indenfor den tid, da sådan udrustning sædvanlig behøves«.

Det skete i samme år, at en brudevielse i St. Olufs kirke i Southwark afbrødes ved, at presgangen trængte ind, slog præsten til jorden og trak afsted med brudgommen. Da en krig i 1777 syntes at skulle bryde ud med Spanien om besiddelsen af Falklandsøerne, blev en matros presset, som i sit hjem efterlod en hustru på 19 år og to små børn. Medens nu forsørgeren var borte, blev der gjort eksekution i hans ejendele for en gammel gæld, og hans hustru måtte gå på gaden og tigge. Til sidst drev nød og fortvivlelse hende til at stjæle et tarveligt stykke lærred fra en butik. Under retssagen mod hende blev det bevist, at hun havde levet ærligt og intet manglet, lige til presgangen kom og rev hendes mand bort; fra det øjeblik havde hun ikke en seng at ligge på, ingen mad at give sine børn, som var næsten nøgne. I sin fortvivlelse havde hun næppe vidst, hvad hun gjorde. Men dommerne dømte, at butikstyveri straffes med døden, og hun førtes til galgen med et diende barn ved brystet.

Under den amerikanske frihedskrig blev alle tidligere undtagelser fra presning hævede, ja, det kunne hænde, at en sådan ny ophævelse blev foreslået i et sparsomt besøgt parlamentsmøde sent på aftenen, og at man endnu samme aften havde indfanget mange, hvem der nægtedes retsmidler efter Habeascorpus Loven til at føre deres klage frem. (Habeascorpus Loven er en lov Karl 2. i 1679 udstedte, og som værnede borgernes personlige frihed). Under Napoleonskrigene, pressedes til en tjeneste, som kunne vare for livstid, og først efter 1815 begyndte man at tænke på søruller. Disse er dog ikke blevet indførte, og presning ikke heller blevet afskaffet, men regeringen vil sikkert ikke oftere lade presse. Under Krimkrigen opnåede man således at få det tilstrækkelige antal frivillige ved at give høj løn og gode tjenestevilkår. Alle forfattere, som har omtalt presningen, har erkendt, at den indeholder en blodig uretfærdighed, en voldsom indskrænkning i den personlige frihed og en sådan, som er ganske uforståelig for nutidens standpunkt.

Hvorledes så det nu i denne henseende ud i Danmark og Norge? Har vi ufrie nordboer kendt sådanne grumheder? Ja, når vi går så langt tilbage som til den Skånske Krig i 1675-79, da finder vi eksempler på, at der er blevet presset, og ligeså et par gange på et enkelt sted under den Store Nordiske Krig, når høj nød var tilstede, således i 1715, uden at det fornødne mandskab dog blev bragt tilveje, så at man måtte benytte norske soldater som matroser. Måske er presning blevet anvendt endnu en enkelt gang, som jeg måtte have overset; vist er det i alt fald, at disse tilfælde er i det 18 århundrede rene undtagelser, og at der ellers anvendtes hverving og indrullering. Ved hverving blev der naturligvis mangen en gang begået en urigtighed ved list eller vold, men sligt var tilfældet i alle lande og da også i England, hvor der hvervedes både til hær og flåde. Hvad indrulleringen angår, da havde vi allerede under Niels Juels bestyrelse af flåden fået et indrulleringssystem, som dog gik til grunde under Frederik 4.. I årene 1739-41 skabtes imidlertid det indrulleringsværk i Danmark og Norge, der har holdt sig lige til vore dage. Og i det hele kom der snart på den dansk-norske flåde det smukkeste forhold tilveje mellem officerer og mandskab, så at man i den britiske marine har kunnet undre sig over, at vi så trygt kunne give vore matroser landlov.

Hvorfor ville man nu ikke i England indrette sig på samme måde, og hvorfor ville man beholde det uretfærdige og hårde system? Der gjordes virkelig under kong Vilhelm III. et forsøg på at skabe en stok af 30,000 indrullerede, med store privilegier for disse; men da systemet ikke syntes at svare til formålet, og da det ansås for at indeholde en slags trældom, blev det hævet under dronning Anna. Altså holder man i England på den abstrakte regel om frihed med disse uhyre undtagelser, medens vi danske og norske har foretrukket den virkelige, billige frihed, hvis grænser står at læse i udskrivningsloven. Eet er vist, at de moderne staters forfatningslove ikke har godkendt den engelske abstrakte frihed; de har hindret en sådan voldsgerning som presning, men de har pålagt almindelig værnepligt.

Således har vi på eet punkt truffet en ganske alvorlig begrænsning af den personlige frihed i England. Det kunne hænde den frie mand, at han pludselig gjordes til fange for senere at sendes ud på havet på hans majestæts flåde. Og var han endda sigtet for en forbrydelse, så kunne han jo påkalde den berømte Habeascorpus Lov til sin beskyttelse; men derom var alle jurister enige, at denne lov ikke gjaldt de skyldfri. Den værnede alene dem, som var skyldige i en forbrydelse eller dog sigtedes for at have begået en sådan. Det er nu værd at undersøge, om ikke fængslerne i det hele spillede en stor rolle i England.

Når man gik i Londons gader, kunne det let hænde, at man hørte en lignende bøn som den, der nåede Voltaires øren, nemlig den ensformige, klagende anmodning fra et fængselsvindue: »Herre, husk de stakkels, fattige skyldnere!« Det var gældsfanger, der henvendte sig til godgørenheden, idet de raslede med en bøsse på en stang, som blev stukken ud af gitret. Lad os engang gå indenfor i et sådant fængsel, f.eks. til de afdelinger i Newgate i London, hvor kun skyldnere hensattes. Hvilken besynderlig samling af mennesker findes ikke her? Alle klasser, alle pengeulykkens trin, alle skyldgrader har her deres repræsentanter. Her ligger ærlige, men forgældede debitorer ved siden af de såkaldte thieving debtors (forbryderske skyldnere), hvis mærkede pande eller hudflettede ryg vidner om, at de har afsonet en begået forbrydelse lige overfor øvrigheden, medens de endnu ikke har set sig i stand til at erstatte den bestjålne, hvad han har mistet, hvorfor de på hans forlangende holdes indespærrede. Således fyldestgør fængslet ikke den fordring, som Kristian 5.'s lov stiller til et gældsfængsel, at det skal være et ærligt sted. - men lad os først undersøge det spørgsmål, hvor let det var i England at komme i gældsfængsel.

Man vil hos engelske jurister og historikere finde den mærkeligste enighed derom, at der vanskelig skal kunne nævnes noget mere skandaløst end den ældre engelske lovgivning om kreditors stilling til debitor. Dette viser sig allerede ved skyldnerens stilling, forinden der er fældet dom over ham. Når gælden var forfalden, måtte debitor vogte på sin person; kreditor kunne lade ham arrestere endog for den ubetydeligste fordring. Debitor kunne rives bort fra sin familie, på hvilken som helst tid af dagen eller natten, og holdes i forvaring, indtil der stilledes borgen, og kunne han ikke stille nogen, vedblev han at være fængslet, indtil gælden betaltes. Noget bevis for fordringens rigtighed eller sandsynlighed var ikke nødvendigt, og når fordringshaveren svor på, at han troede, at fordringen var rigtig, kunne den mest hæderlige og solvente mand kastes i fængsel. Mangen gang skete disse arrestationer kun af letsindighed og forfølgelseslyst; i måneder kunne så den ulykkelige debitor ligge i fængsel, førend hans sag kom for, og selv om fordringens rigtighed modbevistes, kunne den fangne ikke få sin frihed uden rettergang, der ofte var bekostelig for en fattig mand, hvem fængselstiden allerede havde sat tilbage. I 1726 fastsattes det ved lov, at arrest uden dom kun kunne finde sted for summer over 10 pund, når sagen forfulgtes ved de højere retter; først i 1779 udvidedes denne regel til alle domstole, og endelig afskaffedes i 1839 helt arrest før dom

Den danske og norske ret kendte naturligvis også arrest på person før dom, men den tillod ordentligvis kun at arrestere debitor, når han var uvederhæftig eller foragtede arresten på godset; desuden var der ved iagttagelse af mange former og forsigtighedsregler, såsom ved kaution fra kreditors eller afværgende kaution fra debitors side og dernæst ved den foreløbige procedure for fogeden, sat bom for al letsindig fremfærd af en fordringshaver.

Den forfatter, som har skrevet den engelske forfatnings historie i nyere tid på en sådan måde, at hans værk af begge de engelske partier er erkendt for at indeholde en retfærdig bedømmelse, har betegnet den ældre engelske lovgivning om arrest efter dom eller det egentlige gældsfængsel som et vildt barbari. »I oldtiden tillodes det en kreditor at gribe sin debitor og holde ham i trældom. Det var en grusom fremgangsmåde, som de mest oplyste lovgivere har fordømt, men den var fornuftigere og mere menneskelig end Englands lov. Ved trældom kunne en mand arbejde sin gæld dækket; ved fangenskab blev en tilbagebetaling umulig. En mand reves bort fra sin handel og sit håndværk og begravedes i et fangehul: skyldneren gik til grunde, men kreditor blev ikke betalt. Straffen for en ubetalt gæld, hvor lille den end var, var fangenskab for livstid«. Og der kunne anføres eksempler i tusindvis på, hvor sørgelige og uretfærdige de engelske tilstande var. I året 1729 foranledigede en menneskeven James Oglethorpe en parlamentarisk undersøgelse over Fleet -og Marshalsea fængslerne, hvad der senere udstraktes til de andre fængsler. Det viste sig da, at guvernørposten i Fleet i London købtes; lord Clarendon havde solgt den for 5000 pund, og køberen havde senere i 1728 afstået den for samme sum til en anden. Indtægterne bestod i sportler fra de indespærrede, og når de ikke betaltes, hævnede guvernøren sig ved at behandle fangerne med forfærdelig grumhed. De kastedes med lænker i stinkende huller, eller de spærredes inde med syge, f.eks. koppepatienter, eller de pintes med tommeskruer. Mangen gældsfange var visnet ind til en benrad under disse lidelser; en fange var blevet lam og havde mistet hukommelsen, flere var døde o.s.v..

På grund af overfyldthed, smuds, utilstrækkelig ernæring og mangel på bevægelse rasede fængselsfeberen i de fleste fængsler og bredte sig herfra ud over befolkningen, således under det skotske oprør i 1745, da nogle fra fængslerne undvegne smittede over 200 mand af soldaterne, og fem år senere, da den rasede så voldsomt i Newgate fængslet, at ved retssessionerne to dommere, lordmayoren, en alderman og flere underordnede embedsmænd døde. Det oplystes i 1741, at to fanger i Marshalsea fængslet i Dublin var omkomne af mangel på alt, og at andre var hungersnøden nær. Da en stakkels kvinde engang døde i fængslet i Devonshire, fik man at vide, at hun havde siddet 45 år i fangenskab for en gæld på 19 pund (dvs. 342 kroner. Det var intet under, at mange fanger foretrak at lade sig sælge til arbejde på plantagerne i Amerika. Iøvrigt er ved den engelske skønlitteratur de engelske fængslers sørgelige udseende blevet lige så velbekendte som den engelske lovgivnings letsindighed i retning af at tillade borgere at berøve andre borgere friheden. Læsere af Goldsmiths fortælling »Præsten i Wakefield« - og den er vel en af verdens mest læste bøger - vil erindre forfatterens mærkelige skildring af den skikkelige præsts fængsling, hans fangetid og de omgivelser, hvori han her befandt sig. I begyndelseskapitlerne af Fieldings roman »Amelia« kan vi stifte et endnu nøjere bekendtskab med det brogede liv indenfor fangemurene og med de besynderlige fængslinger, og om anden nød og uret for de stakkels fanger kan man læse i Smollets »Roderick Random«. Fængslernes kval er også besunget af Thomson og malet af Hogarth.

Så det nu således ud i Danmark og Norge? Visselig ikke. De beskrivelser, vi har af vore fængsler på de tider, vidner vel om, hvor lidt de krav fyldestgjordes, som nu stilles til fængsler, men iøvrigt er billedet aldeles afvigende fra det engelske. Og jeg skal med hensyn til arrest for gæld her nævne den ene uanselige lille lovbestemmelse, som gjorde den store forskel, nemlig at kreditor efter danske lov 1-24- 44, norske lov 1-22-46 og især efter fredag d. 18. marts 1693 skulle give den fangne underhold og tillige betale fangevogteren. Gik der 6 uger hen, i hvilke denne betaling ikke var ydet, åbnedes arrestens døre, og skyldneren kunne aldrig mere fængsles for samme gæld. I England var det helt anderledes. Kreditor havde kun at foranstalte sin skyldner fængslet; hvorledes denne kunne få underhold i fangetiden, kom ham ikke ved. Først i året 1759 blev det lov, at man skulle betale underholdningspenge (4 pence eller 30 øre om dagen!), når fordringen var under 100 pund. Man kan derfor godt forstå, at mange fanger ligefrem omkom af mangel, fordi de savnede de første livsfornødenheder. Der dannede sig i 1772 et selskab for løskøbelse af gældsfanger, og dette udløste i 20 år 12,590 hæderlige og ulykkelige debitorer. Så urimelig lille var den gæld, for hvilken de sad, at gennemsnitsprisen for deres løsgivelse var 45 shillings, dvs. 41 kroner var altså gennemsnitsværdien af en engelsk borgers frihed!

Således var tilstanden i det land, som havde Habeascorpus Loven af 1679, og hvor den sætning gælder: my house is my castle! Man har en berømt udtalelse af lord Chatham, som lyder således: »Den fattigste mand kan i sin hytte byde Kronens hele magt trods. Hytten kan være forfalden, taget forrevet, vinden kan trænge ind deri, stormen kan ryste den, ikke desmindre er det Englands konge forbudt at gå derind«. Og ganske vist kan i reglen ikke den i civile sager forfølgende lade en yderdør bryde op. Men hvad nytter det, når døren dog tilfældig står åben, eller når man ikke tør bevæge sig udenfor hytten, fordi alle veje er usikre, og man ikke er værnet imod pressende officerer eller mod falske eller ublu fordringshavere, der har statens fængsler til fri rådighed. Nej, så meget er vist, at var England frihedens land, så var det også fængslernes.

Medens vi endnu opholder os i de engelske fængsler, er det værd at lægge mærke til en virksomhed, som foregår derinde; den vil umiddelbart også kaste lys over den engelske frihed. Vi er i et sådant fængsel, f.eks. Fleet, og der træder ind i stor skyndsomhed en ung mand, der tilsyneladende lige er kommen fra skolebænken, og en pige, der næppe kan kaldes voksen; de forlanger at vies af en præst, der sidder her som gældsfange. Vielsen sker på en studs, og de går kort efter ud som ægtefolk - for at afløses af andre, måske endnu yngre par, eller af personer, der synes endnu mindre egnede til at indlade sig i ægteskab. Sagen er den, at i England kunne et retskraftigt ægteskab afsluttes på ethvert sted, til enhver tid, af enhver ordineret præst, uden at det nogensteds førtes til bogs, og uden forældres eller formynderes tilladelse, når blot brudgommen var 14 år og pigen 12 år gammel. Ganske vist skulle man have en stemplet tilladelse til at lade sig vie i stilhed, men det blev ikke påset, og manglen af en licence (bevilling) opfattedes kun som en overtrædelse af loven om stemplet papir. Enhver kan sige sig selv, til hvilke misbrug sligt måtte føre. En mængde gejstlige og især gældsfanger i Fleet-fængslet eller gejstlige af slet ry, der havde opslået deres bopæl i nærheden, levede af at vie folk på denne måde. Næsten hver vinbod havde en Fleet-gejstlig i sin sold, og plakater i vinduerne gav underretning derom, ligesom også forbigående kunne blive overraskede ved det spørgsmål: »Sir, kunne de ikke have lyst til at blive gift?«

En sådan præst, Alexander Keith, havde drevet det vidt: han havde et eget kapel, hvori han skal have viet 6000 par om året, og han opgav selv, at han havde viet tusinder, der kun havde kendt hinanden en uge, en dag eller en halv dag. Når skibe kom i havn, og matroser strømmede i land, fik allehånde løse kvinder fat på dem, og der afsluttedes ægteskaber i hundredvis. Det hændte, at folk, når de vågnede op af en rus, erfarede, at de var blevet gifte, og ungdommelig galskab eller en pludselig vakt lidenskab kunne tit have de letsindigste forbindelser til følge. Frugterne af disse uheldige tilstande var mange ulykkelige ægteskaber og mange forladte hustruer, megen utroskab, hyppige tilfælde af bigami og af opdigtede eller falske ægteskaber. Det oplystes engang for parlamentet, at der i løbet af 4 måneder var indgået 3000 Fleet-ægteskaber, og at en Fleet-præst havde på een dag viet 173 par. Endelig lykkedes det kansleren lord Harwicke i 1753 at gennemføre en lov om, at der skulle lyses 3 gange i sognekirken før vielsen, og at der vel kunne fås fritagelse herfor, men at denne dog i tilfælde af umyndighed kun gaves med forældres eller formynderes indvilligelse. Loven gennemførtes ikke uden modstand i parlamentet, hvor man blandt andet ytrede, at den lagde alt for stor magt i forældrenes hånd, og at det desuden ofte kunne være gavnligt, at yngre, ikke arveberettigede sønner vidste at skaffe sig rige piger til ægte. Det er bekendt, at Kristian 5.'s lov både for Danmark og for Norge bestemmer, at der skal lyses 3 gange fra prædikestolen før vielsen, at umyndige skal have forældres og værgers samtykke, og at vielsen ordentligvis skal foregå i brudens sognekirke.

Jeg håber, at der allerede af det påviste vil være fremgået et noget klarere billede af, hvad engelsk frihed på de tider vil sige. Et stort princip er opstillet, men i enkeltheder og i praksis ser det noget anderledes ud. Undtagelserne fra reglen spiller en overordentlig rolle, og lovene har glemt at beskytte. Fængslerne modtager langt lettere end her i Norden; de holder bedre på dem, der kommer; de er rummeligere end vore, og livet der er ulykkeligere. - Men det er nu på tide at komme ud i den frie luft for at se, om måske de, hvem ikke mure eller lænker holdt tilbage, kunne bevæge sig lige så ubundent eller end mere frit, end det var tilfældet i Danmark.

I Danmark led bonden under stavnsbåndet, der i et halvt hundrede år (1733-1788) hårdt tyngede på denne stand; i hertugdømmerne så det end værre ud, forsåvidt bønderne på de adeliges godser, men kun på disse, var undergivne livegenskab. Vi skal nu undersøge, om England også kendte sådanne jordbundne, eller om den engelske borger nød den væsentlige bestanddel af al frihed, at kunne bevæge sig frit og at kunne uhindret vælge sit opholdssted. Hvis man nu derovre vil søge frie mennesker, råder jeg i hvert fald til ikke at gå til de skotske arbejdere i kulgruber og saltværker, thi med intet andet navn end hvide slaver og livegne kan de kaldes og bliver ikke heller betegnede af engelske forfattere. Regeringen vidste godt, hvorledes det forholdt sig med dem, og da Habeascorpus Loven blev udvidet til Skotland i 1701, undtog man udtrykkelig disse mennesker fra den beskyttelse, som hin lov hjemlede den engelske borger. De kunne ikke forlade den tjeneste, hvori de stod, men skulle arbejde i deres gerning for livstid, og de solgtes sammen med værkerne. Denne ufrihed var ikke en rest af middelalderens trældom, men tværtimod nyopstået, og man ville ikke give slip på den, fordi man trængte til disse folks arbejde. Først i 1775 erkendte en parlamentsakt, at »mange colliers og salters lever i en slags slaveri og trældom«, og at man ved at skaffe dem frigørelse »ville fjerne den bebrejdelse, at man tillod en slig trældom at bestå i et frit land«. Men den frihed, som man da tilstod dem, gaves på en så karrig og uheldig måde, at loven i virkeligheden så godt som ikke hidførte nogen forbedring i deres stilling, og først i 1799 vovede man endelig at frigøre dem helt ved lov.

Fra denne mindre samfundsdel vender vi blikket mod den store befolkning, idet vi spørger, om den engelske borger kunne bevæge sig, hvorhen han ville, søge sit arbejde, hvor han kunne få det, og gifte sig, hvor arbejdet var. Herpå må svaret være et bestemt nej! Når vi i Danmark havde et stavnsbånd for bondekarlen, så havde man i England et lige så stærkt og strammende for hele den store arbejderstand. Under Karl 2. var den berygtede Law of Settlement, lov om bosættelse, blevet given, og uden egentlig at have det til hensigt bragte den trældommens ånd og væsen ind i landet. Loven gav en ret til at fjerne fra et sogn enhver, som ikke havde været bosat dér i 40 dage, og som kunne falde sognet til byrde. En af den engelske Poor law Board, overtilsynet med fattigvæsnet, i året 1851 udgiven betænkning har i anledning af denne lov udtalt, at i 6 slægtled, efter at den blev given, »havde ingen nogensinde set en fri arbejder«, og at det var »den mest bindende, den mest tyranniske og udspejdende lov, som nogensinde havde ført tilsyn med en nations huslige vilkår og livsvirksomhed«. Lovens hensigt var at hindre den da almindelige omflakken, men den havde alt for stærkt hævdet sognets magt til at afværge indvandring af trængende. Det var tilstrækkeligt, at der forelå en sandsynlighed for, at en person kunne falde fattigvæsnet til byrde, idet i så fald to fredsdommere kunne fjerne ham og sende ham til det sogn, hvor han sidst havde været lovlig bosat som indfødt familiefader, som indsidder, lærling eller tyende i et tidsrum af mindst 40 dage. Denne sandsynlighed var derhos tilstede med hensyn til enhver, der ikke betalte 10 pund i årlig husleje. »Den store masse af englændere - hedder det i den nævnte betænkning - blev indespærret hver i 1/15.000 af sit fødeland og gjordes til en landflygtig fredløs i de andre 14,999 dele«.

Et stort antal forfattere har før og senere udtalt sig med lige så hårde udtryk om denne lovgivning, der gav anledning til utallige misbrug, som vel søgtes fjernede ved nye lovregler, men uden at dette på nogen måde lykkedes. De enkelte kommuner havde ingen følelse af ære eller skam, og sognerådene måtte gøre det til en hovedopgave at fjerne enhver, som kunne tænkes at ville falde sognet til byrde, ja, man kunne gå så vidt, at man købte og nedrev hele husrækker og byer, som kunne formodes at ville blive et tilhold for fattige. Som jagede dyr måtte disse ulykkelige flakke fra sogn til sogn eller skjule deres tilværelse for at undgå forfølgelse. Og hvilken uendelighed af processer førte ikke dette system med sig! I årene 1783-85 var udgifterne ved de fattiges beskæftigelse 15,892 pd. sterling, men udgifterne ved udvisningsordrer, forhør og rettergang 55,791 pd. sterling, altså langt over det tredobbelte, og disse udgifter var stadig stigende, således at de i tiden nærmest før 1834 sjælden udgjorde mindre end 300,000 til 350,000 pd. sterling om året.

Jeg skal anføre en udtalelse om denne lovgivning af en mand, hvis stemmes vægt man vanskeligt kan bestride, nemlig grundlæggeren af den nationaløkonomiske videnskab, Adam Smith. Han påviser, i hvilken grad loven standser cirkulation af arbejdskraften, så at tilbudet ikke kommer dér, hvor behovet er. Disse pludselige og uberegnelige forskelle i arbejdslønnen på nabosteder finder man intet andet sted end i England, hvor det ofte er vanskeligere for en fattig mand at overstige sognets kunstige grænse end at gå over en bugt af havet eller en bjergkæde. »At fjerne en mand, som ikke har begået nogen lovovertrædelse, fra det sogn, hvor han vælger at bo, er en åbenbar krænkelse af naturlig frihed og retfærdighed. Almuesmanden i England, der med så megen skinsyge våger over sin frihed, men som på samme måde som almuesmanden i de fleste andre lande aldrig har ret forstand på, hvori den består, har nu i mere end et århundrede fundet sig i at være underlagt en sådan ubodelig undertrykkelse. Jeg tør påstå, at der knap er en fattig mand i England på over 40 år, som ikke på det ene eller andet tidspunkt af sit liv har følt sig undertrykt på den grusomste måde af denne slette lov om bosættelse«. ((note: Gehejmeråd F. C. Rosenkrantz anførte d. 30. maj 1788 i statsrådet følgende: England tilbyder almuen alle optænkelige næringsveje og der iblandt agerbrug. Fabrikker, søfart, kul, kobber, tin, bly og andre miner; der mangler altså ikke belønning for arbejdsomhed eller overflødig lejlighed derved at erhverve sig velstand. Mens dog er der så stor fattigdom iblandt almuen, at i 1777 blev forelagt parlamentet en rapport, hvoraf jeg ejer et eksemplar; deraf ses, at 1776 var hævet i grevskaberne i England og Wales og anvendt til de fattige, som underholdes af sognene, den summa af 1,556,804 pd. sterling, hvilken udgør henimod 9 mill. Rd.. Almuen holder jeg derefter for, er fattigere i England end i Danmark. Misbrug af frihed er visselig årsag til den store mængde røvere, mordere, som gør huse, gader, veje og floder usikre))

Det sagte må være nok for at vise, at man kendte i England et stavnsbånd, der ikke hørte op med det 36-40 år og ikke angik bondestanden alene, men befolkningens store masse, og som også i den henseende rakte videre end det danske, at det også omfattede kvinderne, der i Danmark ingen sinde har været under stavnsbånd eller vornedskab. Vor fattiglovgivning har aldrig medført nogen sådan indskrænkning i befolkningens almindelige frihed, og i det hele står vore fattiglove såre højt over de engelske, hvis storartede fejlsyn på, hvad de fattige egentlig trængte til, er berømt.

At al denne undertrykkelse og tvang, som især gik ud over de fattige i samfundet og den lavere befolkning, kunne undgå tilfældige rejsendes opmærksomhed, kan jo nok forstås. Holberg, der jo iøvrigt havde et godt blik for småfolks stilling, undtager helt den engelske almue fra sine lovtaler; det er »en hoffærdig almue, der anser fremmede som varulve eller halve mennesker«. Dernæst var der et forhold tilstede, som måtte virke blændende på udlændinge, nemlig landets gæstfri åbenhed for alle indvandrere. England havde ord for at være et asyl for fremmede; man har her aldrig fordret nogen Droit d'aubaine, afgift af de fremmede, som døde i landet, og der var en let adgang til at deltage i det almindelige erhverv, om man end ikke kunne købe faste ejendomme. Dog skal man ikke rose denne gæstmildhed, hvad kysterne angår, thi skibbrudne var uheldigt stillede. Robinson Crusoes forfatter, Defoe, fortæller, at et skib, hvori han var parthaver, sank på kysten af Biscaya uden at kunne få hjælp af et spansk skib, som lå i nærheden, idet kaptajnen erklærede, at han selv engang havde lidt skibbrud på den engelske kyst, hvor man i stedet for at hjælpe ham med at bjærge havde udplyndret ham, sønderslået skibet og overladt det til ham at frelse sig ved at svømme i land. Derfor havde han og hans mandskab svoret aldrig at ville hjælpe en englænder, i hvad nød han end var, på land eller sø. Forbrydelser af den nævnte art tog til i en mærkelig grad, så at under Anna og Georg I. måtte lovene ofte skærpes, uden at dog ondet helt bekæmpedes. Især var kysterne af Cornwall og Irland i et slet ry, hvad strandinger angår. Endnu i 1760, da et svensk skib var sprunget læk og lagde ind i en irsk havn, ilede irlænderne til for at plyndre det, indtil en nærboende godsejer fik det hindret, hvorpå han forlangte i henhold til loven en fjerdedel af ladningen. - Holberg har i Peder Paars gjort sig lystig over anholternes stilling til vrag og til sølidte; men foruden at handlingen jo foregår »tre år før Kalmarkrig«, er det vitterligt nok, at han ikke har villet give en virkelighedsskildring. Den danske forordning af d. 21. marts 1705 er det bedste vidnesbyrd om, hvilke humane principper regeringen fulgte, og Stampe udtaler i 1766 i en af sine »erklæringer«, at det netop er »en af de ting, hvorudi de danske foranstaltninger i almindelighed roses, at skibbrudne folk her blive bedre behandlede og deres gods bedre bevaret for dem end på adskillige andre steder«.

I det her berørte punkt var det dog mere lovenes overholdelse, der var slet, end det var retten selv, som var mangelfuld. Det senere så berømte engelske politi fandtes ikke, og den danske landefred var uendelig større, hvorfor også englænderen Molesworth med al sin dadel over de danske tilstande dog ikke kunne undlade at rose den. Hvad der øvedes i England i retning af røveri og plyndring på landeveje og i Londons gader, er så storartet, at beretningen derom langt mere ligner en roman end en historisk virkelighed. Romanforfattere som Smollet og Fielding har jo også vidst at benytte disse tilstande i deres skildringer; den sidste var selv politidommer i London og virkede heldigt for reformer, der kunne sætte grænser for lovløsheden. Det ville føre mig for vidt i det hele at skildre den offentlige sikkerhed på de tider, men nogle sider af den må dog her berøres.

London var i begyndelsen og midten af århundredet i den grad hjemsøgt af tyve og røvere, at den næppe kunne kaldes en civiliseret by. »Tyve og Røvere - hedder det i Smollets Englands historie ved året 1730 - var nu blevet mere forvovne og ville, end de vist nogen sinde har været, så længe der har været civilisation i menneskeheden«. Der manglede alle midler til at holde forbryderne i ave; politidommerne var sløve og ukyndige eller lod sig bestikke, og politibetjentene var gamle affældige folk, der var dårligt væbnede. »Straffelovgivningen - siger Lecky - var ikke alene frygtelig blodig og blev ved tilføjelse af nye arter af forbrydelser endnu hårdere; den blev også bragt i anvendelse på en måde, som ret var egnet til at indgyde folket råhed. I enkelte henseender falder ganske vist en sammenligning med straffeprocessen på fastlandet gunstig ud. Den engelske lov kendte ikke noget til tortur eller vilkårlig indespærring, ikke heller til den barbariske radbrækning, men det er også alt, hvad der kan anføres. Henrettelser har indtil fornylig været et meget yndet offentligt skuespil - man kunne næsten sige en offentlig underholdning -, og i det 18 århundrede syntes alt anlagt på at gøre folket fortroligt med dette skue i dets skrækkeligste skikkelse. En græsselig række hoveder af oprørerne fra 1745 rådnede på tinderne af Temple Bar (Temple Bar var en gammel port i London ved indgangen til City). Galger var rejste i hvert vigtigere kvarter af staden, og på mange af dem lod man ligene rådne i lænker. Da Blackstone skrev (ca. 1765), fandtes der ikke mindre end 160 forbrydelser, for hvilke der var foreskrevet dødsstraf, og det var noget helt sædvanligt, at 10 eller 12 skyldige blev hængte på een gang, eller at 50 anklagede dømtes i een retssamling«. Alt dette var jo kun istand til at sløve og afstumpe den almindelige retsbevidsthed; derfor vedblev da også hint onde gennem hele århundredet. Landevejene var fremdeles usikre, og ved nattetid rejste man helst med bevæbnet ledsagelse.

Enhver véd, at den danske og norske øvrighed havde skabt en ganske anden sikkerhed og tryghed for borgerne. Den engelske lovløshed stod imidlertid for en stor del i forbindelse med den såkaldte og falske engelske frihed. Jeg kan her atter føre Smollet som vidne. »Disse lovløse tilstande skrev sig for en stor del fra en urimelig formening om, at love, som er nødvendige for at hindre sådanne grusomme handlinger og sådan vold og rov, ville være uforenelige med de britiske undersåtters frihed, en formening, som ophæver al forskel mellem frihed og rå tøjlesløshed, som om den frihed var værd at eftertragte, under hvilken folk ikke kan være trygge for deres liv og for deres gods«.

Hvad den religiøse frihed angår, kunne man ganske sikkert nære tvivl, om en sådan fandtes, eller dog om dens grænser. Jeg bortser gerne fra de skrækkelige tilstande på Irland, hvilken del af Englands rige jeg i det hele giver afkald på at inddrage i denne undersøgelse. Skulle dernæst dommen fældes efter de dengang bestående love, ville der jo ikke være nogen religiøs frihed tilstede i England. Heldigvis blev disse love ikke efterkomne eller dog kun delvis, når da ikke en eller anden begivenhed pludselig påny antændte den utålsomhed, der havde udmærket tidligere tider. I sådanne øjeblikke kunne lidenskaben føre til voldsom uret, ligesom da i det hele den daglige tilstand var såre usikker, eftersom det alene var den da rådende sløvhed og religiøse ligegyldighed, der havde dulmet gemytterne. Også i denne henseende har Holberg givet en træffende karakteristik: »De engelske er meget milde imod dem, som vildfare udi religionen, sky alene dem, som ikke kun fare vild i småting; thi de, som tåle både jøder, tyrker og hedninger, er deres allerstørste fjender, som alene har en anden mening i henseende til ceremonier eller andre ligegyldige ting. Hvorudover, dersom man vil have fred, må man enten være ganske rettroende eller fuldkommen kætter; thi en mådelig vildfarelse kan skaffe en både had og forfølgelse på halsen, og derimod kan man have fred, når man enten tror alt eller slet intet«.

Men så er der den engelske trykkefrihed, som Holberg, Voltaire og Montesquieu foruden så mange andre beundrer. Vi står her ved et af de store lyspunkter i den engelske frihed, at sandheden og kritikken kunne komme frem. I Danmark havde vi derimod censur, og først under Frederik 5. opnåede vi skrivefrihed for en vis art skrifter. Den engelske ytringsfrihed forekom Holberg dog næsten for ubegrænset, og modsigelserne i den har Voltaire berørt. »Jeg har set fire meget lærde afhandlinger mod sandheden af Kristi undere; de trykkes her ganske ustraffet på samme tid, som man sætter en stakkels boghandler i gabestokken, fordi han har offentliggjort en oversættelse af »Nonnen i Særken«. Straffene kunne dernæst være alvorlige nok og overgå udmærkede forfattere. Underhuset var tit meget ivrigt i at påtale forseelser mod det selv, idet snart en prædiken skulle fordømmes eller et skrift brændes og en journalist straffes. Og dette giver mig anledning til en slutningsbetragtning.

I Danmark-Norge havde vi enevoldsmagt, og fyrsten kunne for så vidt uhindret begå mangen undertrykkende og uretfærdig handling, fordi han ikke var bunden ved lovene, men stod over dem. Vi véd alle, at det skete sjælden, og at den private i domstolene havde de rette talsmænd og hævdere af hans lovmæssige ret. I England stod kongen under loven, som hindrede ham i at begå nogen uret, og derfor siger Montesquieu også i en af de foran nævnte optegnelser om England, som skriver sig fra hans første ophold herovre: »England er for øjeblikket det frieste land på jorden; jeg undtager end ingen republik; jeg kalder det frit, fordi fyrsten ikke har magt til at gøre nogen som helst tænkelig uret imod, hvem det så skal være, af den grund, at hans magt kontrolleres og begrænses ved loven«. Men så føjer han til, at det er godt, at underhuset ikke er herre; thi om det fik den udøvende magt, som nu er hos kongen, ville dets myndighed være uden grænser og farlig. »En god englænder bør derfor søge at forsvare friheden i lige så høj grad mod Kronens, som mod kamrets angreb«. Man må beklage, at Montesquieu ikke har nøjere undersøgt underhusets forsøg på at tilrive sig en despotisk magt.

Den skarpsindige forfatter kommer dog et sted i »Om Lovenes Ånd« til at røre ved dette punkt, nemlig ved omtalen af de såkaldte Bills of attainder (beskæmmelsesdomme i lovform). De bestod i, at parlamentet ved en akt, altså ved en lov, lod en straffedom overgå en privatmand, som ikke kunne straffes efter de bestående love, og uden at han havde haft lejlighed til at forsvare sig, eller dog uden at der var ført bevis for hans forseelse. Gneist har givet den fuldkommen rigtige betegnelse for denne fremgangsmåde; det er parlamentarisk kabinetsjustits. Som eksempler herpå kan nævnes, at direktørerne for det bekendte Sydhavskompagni til straf for den pekuniære ødelæggelse, som de havde bragt over staten som over borgerne, da de ikke kunne rammes efter en bestående lov, ved en såkaldet Bill of pain and penalty (lov om afstraffelse), der fik tilbagevirkende kraft, dømtes til tab af formuen og til høje bøder, uden at der gaves dem lejlighed til at forsvare sig. Et andet eksempel er dette, at det højkirkelige partis mest glimrende taler og forfatter, bisp Atterbury, som var indviklet i jakobitisk sammensværgelse, i 1723 ved lov dømtes for højforræderi til afsættelse og landsforvisning. (note: Jakobitterne var tilhængere af den fordrevne kong Jacob 2. eller hans familie). Montesquieu sammenligner meget træffende denne adfærd med grækernes ostrakisme, hvorefter 6000 borgeres forlangende var nok til at jage en mand i landflygtighed, ligesom også med romernes privilegiet, love rettede mod enkelte borgere. (note: Ostrakisme var en dom med potteskår, idet borgerne i Athen på sådanne potteskår nedskrev den mands navn, som de ønskede forvist). Men den slutning, som Montesquieu drager af disse paralleller, er højst mærkelig. Da han ser, at en sådan fremfærd altså findes hos de tre frieste folk på jorden, antager han, at der virkelig gives tilfælde, da man med rette bør drage et slør for friheden, som når man i oldtiden tilhyllede gudernes statuer. Dette er naturligvis kun at drage et slør for sandheden, således som hans fortolkere også har erkendt. Parlamentet har ligefrem ved en sådan akt tillagt sig en despotisk magt; det har krænket friheden og de gældende love; det har ikke ladet retten gå sin gang.

Og det lader sig nu vise på mange måder, at parlamentet er den magt i England, som står over lovene. Parlamentet føler sig således ikke bundet til procesformerne. Underhuset erklærede udtrykkelig i 1751, at det ikke så sig bundet ved rettergangsmåden efter de almindelige borgerlige love. Det handler fuldkomment som en domstol; det lader døre bryde op, og den civile og militære øvrighed må gå det til hånde dermed. De, som forfølges af underhuset, er endog langt værre stillede end efter almindelig rettergang, idet man nægter dem alle de beskyttende former, som ellers omgiver den anklagede i England. Ingen, der fængsles for forseelse mod parlamentet, kan frigives mod kaution, og i fængslingsordren behøves der ikke at angives nogen grund til fængslingen. Domstolene havde intet at sige lige overfor en sådan fængslet, som måtte forblive indespærret til parlamentssamlingens slutning.

Lige så lidt agtede parlamentet ytringsfriheden. Det kunne herhjemme være farligt at kritisere regeringen, men underhuset i England gav det næppe noget efter: »Det fordrede - som Lecky udtaler - for sig som helhed og for ethvert af dets medlemmer som sådant fuldstændig uangribelighed af fjendtlig kritik«. »Under Georg 2.'s regering blev næsten enhver fornærmelse, der i ord eller gerning var tilføjet et parlamentsmedlem, erklæret for et brud på parlamentets privilegier og derved stillet under husets umiddelbare og ikke sjælden hævngerrige domsmyndighed«. Thi disse parlamentsmedlemmer var blevet en art privilegeret stand, som stod over lovene. De kunne, så længe parlamentet var samlet, ikke søges for gæld, ja, endogså deres tjenerskab havde de vidst at få beskyttet ved det samme privilegium, der i det hele blev misbrugt på den skændigste måde. Også den arrestfrihed, som fra de ældste tider tilkom parlamentets medlemmer, var blevet udvidet til at gælde tjenerne. Som en prøve på, hvad man forstod ved en krænkelse af parlamentets rettigheder, skal endnu kun nævnes, at det som et sådant brud er blevet påtalt, at en mand havde skudt et medlems kaniner, at man havde taget fisk ud af en dam, stjålet kul eller beskadiget træer, som tilhørte parlamentsmedlemmer.

Det vil heraf fremgå, at når man spørger, om der i England fandtes en enevældig og over loven stående myndighed som i den dansk-norske stat, nytter det kun lidt, at man henviser til, at den engelske konge var bunden og indskrænket på alle måder. Det engelske samfund havde på de tider en despot i sit parlament og især i sit underhus. Heri indtrådte først nogen forandring på Georg 3.'s tid, især efter parlamentets sammenstød med den bekendte Wilkes.-

Det ville føre mig for langt, om jeg skulle omtale alt, hvad der kunne oplyse om, hvor megen ufrihed der var i England, og hvor megen frihed i Danmark og Norge. Tiden vil her ikke tillade mig at gå videre. Jeg må desuden udtrykkelig bemærke, at jeg ikke har stillet mig den opgave at afveje, om den engelske lovgivning i sin helhed var bedre end den danske og norske, eller om det omvendte var tilfældet. Det ville være en så overordentlig opgave, at man vanskelig ville komme til ende dermed, og desuden ville ethvert fast udgangspunkt mangle, da hvert land jo har sin opgave og ofte må følge ejendommelige veje. Jeg har begrænset spørgsmålet til at omhandle friheden i almindelige borgerlige retsforhold. Af den frihed, som består i selvstyre, havde vi jo så godt som intet herhjemme, noget mere på landet, hvor det bestående markfællesskab førte det med sig, men ikkun lidet i købstæderne. Det må iøvrigt erindres, at det engelske selvstyre og i det hele deltagelsen i det offentlige liv så godt som udelukkende var i hænderne på de højeste eller dog de højere klasser. Af demokrati fandtes der intet i det engelske rige. Og her er netop en ejendommelighed ved den engelske frihed, sammenlignet med den danske og norske, at vor frihed i langt højere grad er hvermands. Dermed står i forbindelse, at den engelske frihed mangler beskyttelse. Man havde glemt, at loven ikke blot skal løse og frigøre; den skal også værne. Vi har set, hvorledes de fattige bindes og forfølges, og at de umyndige lades ubeskyttede; det er bekendt, hvorledes i det attende århundrede de små selvejere forsvinder til bedste for godsejerne, og dengang som også senere har der i England bestået patronats- (beskyttelses) og afhængighedsforhold i et omfang, der er ganske ukendt i Norden.

Spørges der derfor om, i hvilket af de riger, som her er genstand for sammenligning, der var mindst barbari, mest humanitet, mest retfærdighed, så må svaret ubetinget lyde: her i vort dansk-norske rige. Og opstiller man det spørgsmål, hvor der var mest frihed, i England eller i det af de danske konger regerede Norge, så må svaret ganske sikkert også være, at der i Norge ubetinget var mere frihed end i England. Skal sammenligningen derimod finde sted mellem England og Danmark, så bør man sikkert skelne mellem den egentlig politiske og den øvrige borgerlige frihed. Vi havde jo ingen politisk frihed, og vel var den, som fandtes i England på de tider, i mange henseender et skin; men selv om man betragter det engelske parlament som værende i regeringens vold, og selv om man kun vil stille det i rang med et rådgivende kammer, ville det jo dog have været godt, om vi havde haft et sted, hvor nationens meninger kom frem. Således er der ikke tvivl om, at England i dette punkt har fortrinnet. Derimod bør man naturligvis ikke lukke øjnene for, at et sådant parlament som det engelske med dets lejede, og i alle måder bestukne medlemmer, med dets lave moral og dets despotiske adfærd ikke har særligt krav på at misundes, selvom man bag det slette, der var, kunne se omridset af et ideal, som var værd at eftertragte.

Hvad den almindelige borgerlige frihed angår, hvorved jeg forstår en retfærdig og rimelig beskyttelse for person og ejendom, således som den er udtalt i store sætninger i alle nutidens forfatningslove og også i vor grundlov, så var der langt mere heraf i Danmark end i England. Vi har i kong Kristian 5.'s danske og norske lov haft i mange henseender et skjold og et værn, som kan stilles ved siden af englændernes store frihedsbrev. Og det ligger i, at vort land langt mere erkendte den borgerlige lighed. I fortalen til Kristian 5.'s lov står udtalt, at »loven bør være skikket efter hver mands tarv, lige billig og lige tålig for alle, så at ingen ved loven enten nyder nogen fordel eller tager skade fremfor andre«, og dette fortrin har netop loven i allerhøjeste grad. Af de gamle tiders uligheder er kun få blevet tilbage. Stampe dømmer på samme måde om loven, idet han siger, at det er den mildeste og for den menige mand mest fordelagtige i hele Europa. Dertil kommer, at den er affattet i et så jævnt og almenforståeligt sprog, at enhver kan tage den i hånd og finde sig til rette deri, medens den engelske lovgivning og ret som bekendt var og endnu er et virvar, hvis tydning helst overlades til indviede og til juristerne.

Hvad rettergangen angår, da nævner Stampe »den store fordel, vi have frem for adskillige andre nationer, at ligesom vor lov og forordninger så er og vor hele rettergang på vort modersmål, som alle forstå, så at enhver kan gå til tinge i hans egen sag og begribe, hvad der handles, skrives og tales«. Vi havde ikke de folkevalgte dommere, som i mange sager anvendtes i England; men der var på den anden side i dette land tillagt domstolene i flere henseender en fuldkommen tyrannisk og despotisk magt, som var ukendt hos os. ((note: Jeg sigter herved til den vilkårlige magt, hvormed rigsdomstolene var udrustede, og ved hvilken de kunne pålægge private, ligesom også underordnede embedsmænd, straffe, uden at rettergang havde fundet sted, og uden at der gaves retsmidler derimod - nemlig for overtrædelse af rettens dekreter eller foragt for disse og fremdeles for forsømmelser af embeds og bestillingsmænd, af eksekutorer, sagførere, vidner osv. Alle forfattere er enige om at fordømme denne fremgangsmåde som i høj grad tyrannisk og uretfærdig. May skriver herom således: »En brøde afsones ellers ved fængsel i en vis tid; man lider straf og bliver fri igen. Men ingen sådan nåde blev vist dem, der undlod at lyde rettens kendelse i en processag. Deres fangenskab var på ubestemt tid, om ikke for bestandig. Deres brøde kunne kun afsones ved at adlyde - hvad der måske lå ganske uden for deres magt. Der var for sådanne fanger kun een befrielse, nemlig døden. Nogle fremturede i deres foragt af hårdnakkethed, vrangvilje og trættekærhed; men mange led ikke på grund af nogen forseelse, men kun af uvidenhed og fattigdom«)). Vi har i det hele ikke haft grund til at klage over vor dommerstand, og det er sikkert, at vor rettergang i simpelhed, formløshed, billighed og hjælp for de fattige og de ukyndige - det vil altså sige i demokratisk ånd - langt overgik den engelske«.

Det bedste vidnesbyrd om, at vi ikke har været nedsunkne i en sådan ufrihed som det engelske folk, er vel også det, at vi ikke har behøvet alle de reformer, som England har tilkæmpet sig i det 19 århundrede; thi det meste af den ret, som de stredes for, har vi haft gennem århundreder. Derfor har også så mange udlændinge, som så vore tilstande eller hørte om dem, udtalt sig gunstig om vor lovgivning og vor styrelse, og i denne ros har Voltaire ofte istemmet, såsom når han omtaler, at Frederik 3. er den eneste konge i verden, som ved alle stænders erklæring er blevet absolut hersker: »Man gav ham på lovformelig måde disse skrækkelige våben, mod hvilke der ikke findes noget skjold; hans efterfølgere har kun sjælden misbrugt dem; de har følt, at deres storhed bestod i at gøre deres folk lykkelige«. ((note: Voltaire gentager dette oftere i sine Idées Républicaines i 1762 tilføjer han: »Stænderne syntes at forudse, at Danmark ville få vise og retfærdige konger i mere end eet århundrede. Måske vil det i århundredernes gang blive fornødent at ændre denne lov.«)). Og på den anden side kan man forstå, at Montesquieu dog uvilkårlig har følt, at der var overvættes mange brodne kar i England, og at de gode principper, som den engelske samfundsret indeholdt, dog slet ikke var komne til at sætte blomst og frugt i det praktiske liv, hvorfor det mærkelige jo også hændte, at han i sin bog om »Lovenes Ånd«, der så højt lovpriser den engelske stat, dog har så overordentlig meget tilovers for en lensstat som den franske og kan takke gud for, at han er født under den styrelse, hvorunder han lever. Af de samme grunde var det sikkert også, at Holberg, om man blot ville tilstå ham religionsfrihed og ytringsfrihed, så ubetinget snarere søgte sine statsidealer i en human og oplyst enevælde end i en fri forfatning efter engelsk mønster.

Endnu en bemærkning tør måske her være på rette plads. Som bekendt har man i den sidste tid lagt en stor opfindsomhed for dagen for at finde den jordbund eller den grundvold, på hvilken den norske frihed af 1814 tilsyneladende så uforberedt voksede frem. Man har fremsat yderst urimelige påstande, og man har samtidig søgt at stille de oldenborgske konger og deres styrelse i det sorteste lys; man har med andre ord gjort sig opgaven så besværlig som vel muligt, idet man har lukket øjet for netop eet af de hovedpunkter, der gjorde det så overordentlig let for Norge at gå over fra enevælde til fri forfatning. Et land, som gennem et århundrede har haft en så human og så demokratisk retsordning som den, der fandtes i Norge og i Danmark, har derved fået den bedste grundvold lagt til, at der kan rejse sig en frihed i hele dens udstrækning. Når så dertil kommer, at sådanne uheldige udvækster på samfundslivet som vornedskab og stavnsbånd var ukendte i Norge, og at man i det fra hovedstaden fjernere land i en mangfoldighed af henseender langt mindre følte regeringens styrende hånd, er det intet under, at der deroppe kunne vokse frem et frihedssind, som var i stand til at kæmpe for og senere vokse sig fast sammen med den norske grundlov og dens friheder. Men måske er intet så godt i stand til at åbne blikket for, hvad der havdes af frihed i de dansk-norske lande, som en sammenligning med den ofte nok påberåbte engelske frihed, der i så talrige henseender var et skin og ingen virkelighed.

Frigørelsen.

Hvem af os, mine tilhørere, har ikke fra barndommen af hørt om, hvorledes Danmark var den første stat i Europa, som forbød negerhandelen og derved gav de andre lande et følgeværdigt eksempel? Heraf kan vort land være stolt, og det er derfor rimeligt, at det indprentes skoleungdommen. Vore betragtere af Danmarks fortid har på denne lille plet følt, at de trygt kunne opgive deres forknythed, ånde frit og lade Dannebrog vaje. Men hvem af os har hørt noget om, hvorledes Danmark stillede sig til de øvrige store bevægelser for frihed og frigørelse, som i det attende århundrede gennemstrømmede alle folk, og hvor har vi læst noget om, hvorvidt vi danske med djærve trin gik i spidsen for at frigøre bonden og landbruget, eller om vi måske kun mandigt fulgte med i anden række, eller om vi haltede bagefter mellem efternølerne? Det er til en undersøgelse heraf, jeg nu til slutning skrider i fuld overensstemmelse med det mål, som jeg i det hele har fulgt ved disse foredrag.

Når der spørges om, på hvilken tid Danmark begyndte at frigøre sine bønder, bør vi naturligvis med hæder nævne kong Frederik 4., der uagtet alvorlige indsigelser lod vornedskabet ophøre. Hans regering gav en lettelse og et frisk pust over bondestanden, selvom mange andre byrder endnu trykkede, og selvom de økonomiske tilstande under den lange Nordiske Krig ikke var gode. Men mere end et forbigående lysglimt var det ikke. Hans søn nærede ganske vist varme følelser for alle stænder, også for bonden, og den pietistiske bevægelse havde en såre heldig indflydelse på livet i bondegårdene og husene, idet den forjog fylderi, usædelighed og råhed og spredte en begyndende dannelse ud mellem bønderne, som gennem undervisning i almueskolen og af præsterne og ved de mangfoldige opbyggelige bøger lærte betydeligt mere end en mørk kristendom. Men Kristian 6. og hans ministre manglede blikket for, at en lettelse af bondens byrder også ville lette godsejernes vilkår; at disse stod sig godt, gjaldt som en betingelse for landets vel, og således måtte bonden lægges end hårdere i tvang for helt at kunne gøres til tjener for herremændene. Ved Frederik 5.'s lovgivning og administration skete ialtfald ingen synderlig forandring heri, selvom regeringen søgte at få indsigt i forholdene, og derfor er disse kongers regeringstid netop den uheldigste for bondestanden.

Imidlertid begyndte der samtidig at opdukke tanker om reformer, og den offentlige mening tog disse spørgsmål under drøftelse, samtidig med at der andensteds indenfor rigets grænser gjordes heldige praktiske forsøg på at finde en løsning. Vi skal nu betragte denne lille krusning af vandene; den vokser efterhånden til den store havbølge, som overskyller og renser landet.

»Al vor fortræd er tysk«, hedder det jo, og dette passer forsåvidt også på vor bondestands historie og skæbne. Vi læser jo således i vore historiebøger, hvorledes hals- og håndsretten og i det hele godsejernes stærke fordringer lige overfor bønderne er komne ind i landet fra Frederik l.'s tid gennem slesvigske og holstenske godsejere og rigsråder. I disse sydlige landsdele udviklede sig også et livegenskab, en grad af ufrihed, som ingensinde nåede Norden for Kongeåen. Dette livegenskab var opstået i Holsten på en lignende måde som den, jeg har skildret for en hel række østligere landes vedkommende. Da ved middelalderens slutning de adelige godser med deres drift i det store dannede sig, begyndte herremændene at frygte for, at der ikke skulle være arbejdskraft nok tilstede på godserne, hvorfor de i det 16 århundrede bandt bønderne til stavnen, en forpligtelse, der let lod sig udvikle af den herskabet tilkommende øvrighedsmagt. I Slesvig trængte livegenskabet dog ikke ind før i det 17 århundrede; det fandtes kun på de adelige godser i Dänischwold, Svansø og Angel og her tillige i en mildere form. Men når vi i denne henseende har modtaget en uheldig påvirkning fra Slesvigs og Holstens adel, da er det en retfærdig fordring også at være opmærksom på, hvad godt der senere kom fra herremændene i de samme landsdele.

I Holsten var der allerede tidligt på enkelte godser gjort forsøg på at hæve livegenskabet. Kristoffer Rantzau - en mand, der tidligere havde gjort sig bekendt ved uretfærdig behandling af bønderne og grusom anvendelse af sin birkeret, hvorfor hals- og håndsretten overfor bønderne var blevet ham fratagen - hævede således i 1688, vistnok dreven af samvittighedsnag, livegenskabet på sine tre godser i det østlige Holsten. Da imidlertid hans ejendomme syv år efter solgtes, og bønderne hurtigt faldt tilbage i den gamle livegne stilling, havde dette skridt ingen synderlig virkning. På godset Caden blev livegenskabet hævet i 1704; men vi savner oplysning om de nærmere omstændigheder derved. Det første skridt af større betydning gjorde Hans Rantzau på Ascheberg ved Pløner sø i 1739. På de yderste dele af sit gods lod han bygge boliger med tilhørende jord, hvilke han overdrog til unge, dygtige livegne i arvefæste, samtidig med at han gjorde dem personlig frie. Senere anvendte han samme fremgangsmåde på nærmere liggende jord, og foruden at han derved skabte frie og selvstændige bønder, formindskede han samtidig herregårdsmarken, så at trangen til hovarbejde blev mindre. Dette afløstes efterhånden imod en pengeafgift, og de følgende besiddere kunne endelig helt hæve livegenskabet i 1794. Denne med planmæssige skridt foretagne, langsomme og sikre frigørelse kom til at virke stærkt som et eksempel, også fordi grev Rantzau ved et udsendt skrift henledte opmærksomheden på sit held.

I »en gammel patriots svar på en ung patriots spørgsmål om, hvorledes bondestanden og landhusholdningen på de adelige godser i Holsten kan forbedres« i 1766, skildrer Rantzau det sørgelige tryk, som hvilede på Aschebergs bønder og kvalte al god livslyst og virkeglæde, medens indtægterne kun var små. Hans fremgangsmåde havde i løbet af de fra den første prøve hengåede 27 år vist sig at have en udmærket virkning, idet ikke blot befolkningens tal på Ascheberg var steget overordentlig, men bønderne var også blevet helt andre mennesker, hvad flid, sædelighed og velstand angik. For ham selv havde reformen medført, at godset nu indbragte betydelig mere end førhen, og at mange forbedringer af jorderne og af driftsmåden havde kunnet indføres.

Dette skrift fandt udbredelse i mange lande og vakte megen opmærksomhed. I Danmark blev det oversat i samme år, det udkom, endog tvende gange, og eksemplet virkede. Flere godsejere i Holsten var desuden alt gåede i samme spor med lignende held. Ved resolution af d. 15. august 1763 bestemte regeringen, at de kongelige domæner i hertugdømmerne skulle sælges til bønderne, hvad der med bistand af en særegen kommission skete i årene 1765-1787 med 52 af disse. Hovedgårdene udparcelleredes, og parcellerne overgaves uden købesum, men mod en vis årlig afgift, i arvefæste til bønder, der løstes af livegenskabet og fritoges for hoveri. De bønder, som allerede besad bondegårde, der tilhørte Kronen, fik ejendomsret til disse. I den storfyrstelige del af Holsten var man allerede noget tidligere gået til værks på denne måde, og salget var til ende i 1784.

I kongeriget havde den almindelige interesse for bøndernes opkomst, grev Chr. Reventlows kraftige arbejden på reformer og kronprins Frederiks menneskekærlige sind ført til oprettelsen af den store landbokommission i 1786.

Et af de spørgsmål, som snart kom til at foreligge denne, var bondens personlige frigørelse. Reventlow fremsatte sin betænkning over sagen, på grundlag af hvilken Chr. Colbjørnsen affattede den yderligere forestilling, som kommissionen efter en grundig forhandling tiltrådte. Sagen blev drøftet i statsrådet, og den herlige forordning af d. 20 juni 1788 udkom. Ved den blev ikke pludselig alle Danmarks bønder erklærede frie; der blev lykkeligvis dannet en mellemtid, hvori bondestanden kunne lære at bruge den givne frihed, og hvori godsejerne kunne forberede sig på savnet af den begunstigelse, som stavnsbåndet hidtil formentlig havde bragt dem. Kun for bønder under 14 år og over 36 år, grænserne for det tidsrum, i hvilket militære hensyn bandt bonden, indtrådte friheden straks, ligesom også når bonden havde udtjent. For de øvrige bønders vedkommende skulle stavnsbåndet ophøre d. 1. januar 1800. Samtidig blev jorddrotterne fritagne for deres forpligtelse til at skulle stille folk til krigstjeneste, hvad der fra nu af blev en almindelig, umiddelbart på landbefolkningen hvilende pligt på samme måde som vor tids værnepligt. En mands alder blev det bestemmende for, når han skulle udskrives, således at først de, som havde fyldt det 20 år, skulle indrulleres, dernæst karlene på 21 år o.s.v., de yngre bestandig fremfor de ældre. Endvidere blev antallet af udskrevne bestemt efter hvert distrikts folkemængde, ikke efter hartkornet. Tjenestetiden nedsattes til 8 år, og ingen kunne udskrives, der var over det 36te år. Således blev soldatertidens byrder lettede, samtidig med at de fordeltes ligeligere og retfærdigere på landets befolkning.

Men hovedsagen var dog, at bonden ikke længer skulle være forpligtet til at henleve sit liv på den samme snævre plet og under det samme herskab.

Havde nu Danmark ved dette uendelig vigtige skridt lært af andre folk og regeringer, eller gik det sin egen frimodige vej? Vi har set, hvorledes indenfor det danske rige tyske herremænd havde givet skønne og lærerige eksempler på frigørelsens virkninger indenfor det enkelte gods. Dernæst havde den storfyrstelige regering begyndt at sælge domænerne og give bønderne fri for livegenskab, og i de samme år, men lidt senere, fulgte regeringen en lignende vej i den kongelige del af hertugdømmerne, imidlertid var disse skridt jo endnu forholdsvis lette at gøre fremfor det store, at påbyde stavnspligtens ophør også på de privates ejendomme, altså at forandre et helt lands bondestand fra stavnsbundne til frie.

Dette skete i 1788 for kongerigets vedkommende, og efter at en række af love havde mildnet livegenskabet i hertugdømmerne, blev det her i 1804 fuldkomment hævet fra d. 1. januar 1805. Hvorledes var det nu gået i andre lande?

Prøjsens konger var som bekendt i det attende århundrede ivrige fremmere af landets materielle opkomst. Selv den stive soldaterkonge Frederik Vilhelm I. udviste en priselig omsorg for landbrug, handel og industri, og tanker om en begrænsning af livegenskabet rørte sig tidlig og silde hos ham. Han ville ikke have livegne på sine ejendomme, erklærede han, og han gjorde allerede i 1719 de livegne bønder på de kongelige godser i Pommern personlig fri, idet han tillige gav dem arveret til den jord, de besad; endnu samme år og i 1724 løste han de livegnes bånd på krongodserne i Østprøjsen, hvor de ligeledes fik arveret; dog skulle de kongelige bønder i begge disse landsdele fremdeles være bundne til stavnen. Ud over de kongelige godsers grænser rakte friheden dog ikke, og selv indenfor disse havde den vanskelighed med at gøre sig gældende, dels på grund af bøndernes uformuenhed, dels fordi embedsmændene var ganske uvillige til at gennemføre befalingen. Således blev resultatet i virkeligheden kun en delvis lettelse af livegenskabets hårdeste sider. »Kongen havde så godt som intet nået. Han havde virket stærkt tilskyndende og lagt grunden for en overlevering for hans herskerhus. Det uindskrænkede monarki så sig lænket på hånd og fod af de kollegier, til hvilke forvaltningen var betroet«. Til en fuldkommen ophævelse af ufriheden turde kongen ikke skride, da det var umuligt for de store landejendomme at bestå uden hovbøndernes arbejde; således måtte en afløsning ved offentlige midler have fundet sted, men det var ganske umuligt for statens finanser at bestride en sådan, så længe landet endnu led efter Trediveårskrigens efterveer.

Frederik 2. (1740-86) havde en uvilkårlig følelse af, at bøndernes ufrihed var et stort onde for landet. »Det er den ulykkeligste tilstand af alle, skriver han, og den, der mest oprører den menneskelige følelse. Ganske sikkert fødes intet menneske for at være træl for sine medmennesker«. Det var under tilskyndelse af denne følelse og af dette syn på forholdene, at han i 1763 i Kolberg gav følgende befaling for Pommern: »Man skal straks på stedet ubetinget og uden mindste ræsonneren hæve al slags livegenskab fuldkommen, både på de kongelige, de adelige og købstædernes landejendomme, og alle dem, der vil modsætte sig det, skal man så vidt muligt med det gode, men i tilfælde af, at de fremturer i modstand, med magt formå til, at denne hans majestæts tanke nettes i værk til bedste for den hele provins«. Men landstænderne i Forpommern (adelen) søgte at vise, at her slet ikke bestod noget livegenskab - jeg omtalte i afsnittet »Dommen over vornedskab og stavsbånd«, hvorledes ordet livegen kunne have en meget forskellig betydning -, og i Bagpommern indrømmede stænderne vel, at der fandtes livegenskab, og erklærede sig villige til at give afkald på enkelte sider af det; men i ingen af landsdelene kunne man dog tænke sig muligheden af, at bønderne blev løste fra stavnspligt eller i det hele frigjordes.

Den på grundlag af disse betænkninger givne kongelige anordning af 1764 skaber derfor heller ikke synderlige lettelser for bønderne; de skulle fremdeles blive på godset og til herskabets tjeneste, således at det kunne anvende dem efter ejendommens behov til enten at overtage gårde eller på anden måde; kun hvor der var overflod af folk på godset, kunne en enkelt søn få lov af herskabet til at lære et håndværk eller anden profession. Gård, have og mark skulle fremdeles tilhøre herskabet, og bonden kunne udsættes af besiddelsen, såfremt han på nogen måde var forsømmelig, dog kunne han ved klage til øvrigheden få dennes kendelse i sagen. Tillige udgav Frederik 2. en anordning om, at på Kronens gods skulle bøndernes børn have ret til at få gård og jord i arv, hvorved iøvrigt kun lovhjemmel opnåedes, for hvad der i virkeligheden så godt som altid havde været tilfældet. Langt vigtigere var det, at man på krongodserne i Østprøjsen bestræbte sig for ikke at gøre nogen stavnspligt gældende.

Således var man i virkeligheden kun nået få skridt fremad. Frederik 2. havde ligesom kronprins Frederik haft en indskydelse, der bragte ham til en varm udtalelse som hin berømte, da kronprinsen udbrød, at »i en så vigtig sag, hvorpå landets vel beror, bør man ikke tabe nogen dag; kan man ikke begynde derpå lige så godt i morgen som i overmorgen?« Frederik, den prøjsiske konge, havde fået at mærke, hvor uvillig adelen var til at slippe lænkerne, og han havde bøjet sig. Frederik, den danske kronprins, havde følt den samme modstand hos danske herremænd og proprietærer. Han havde ladet også uvillige og modstræbende godsejere få sæde i landbokommissionen, men han havde ikke tilladt deres vilje at være den bestemmende. Forordningen af 1788, med en ypperlig række af andre lovbud, viste hans dristige mod og fortrøstning til den gode sag.

Og Prøjsen fik heller ikke under Frederik Vilhelm 2. († 1797) nogen lov om bondebefrielse, hvorimod de bønder på kongelige godser, som endnu ikke havde fået fritagelse for stavnspligt, frigjordes i årene 1799-1807; i de samme åringer og senest i 1808 fik alle fæstere på krongodserne ejendomsret til den jord, de besad. Allerede året forinden var ved almindelig anordning af d. 9. oktober 1807 al personlig ufrihed blevet hævet i de prøjsiske lande, også for bønderne på de private godser.

Prøjsen var altså i denne henseende en snes år senere fremme end vi. Og lad os nu kaste et hurtigt blik på andre tyske lande for at belæres om, når de nåede til at frigive de livegne. Intet land var kommen så vidt i det attende århundrede, at det løste bønderne fra stavnen. Den Franske Revolutions rædsler og de følgende krige skulle ikke give anledning til at fremme frigørelsen eller skaffe ro til at varetage indre reformer. Derfor bliver det først efter Napoleons fald, at vi hører om forsøg i så henseende, og mærkeligt nok, først efter den frihedsrørelse, som gav sig udtryk i Julirevolutionen i 1830, brister omsider alle bånd. I 1817 hævedes således i Würtemberg livegenskabet uden erstatning til godsejerne, i 1808 i Bajern og i 1818 i Baden - hvor iøvrigt markgrev Karl Frederik i 1783 havde overordentlig lettet den bestående ufrihed -, her dog mod en vis løsesum. I det hele er det indtil 1830 det sædvanlige, at lovene vel gav bønderne ret til at købe sig frihed, men ikke videre. Således bestod i Sachsen på flere steder livegenskab indtil 1830, og det samme var tilfældet i Kurhessen, hvor det lige indtil dette år var en bondes søn forbudt at gå den studerende vej! I Hannover kom den fuldstændige ophævelse først i 1830, og det uagtet det agerrige land var i en så uheldig forfatning, at en eneste mislykket høst kunne skabe de største farer for det. I Meklenborg kom befrielsen endnu senere. Således ser vi, at de tyske lande var mindst en menneskealder, men snarere et halvt århundrede bag efter os.

For Frankrigs vedkommende véd vi, at hin berømte nat d. 4. august 1789 også bortblæste livegenskabet - fjorten måneder efter, at vi havde løst spørgsmålet herhjemme uden blod! Og det vil sige uendelig meget, at revolutioner af samfundenes indre tilstande foregår uden blod, således som vi netop lærer ved at blade i Frankrigs historiebøger. I de nærmeste 10 år efter d. 4. august - siger en åndfuld forfatter - blev istedetfor de hin nat forkyndte sætninger om mådehold og retfærdighed kun den revolutionære statsomvæltning øvet, og derved tilintetgjordes alle de fordele for landmanden og agerbruget, som man ellers havde kunnet vente. Uagtet befrielsen fra alle lenstidens lænker og uagtet så mange godsers overgang på borgeres og bønders hænder, blev hverken bøndernes stilling lettet eller landets dyrkning fremmet. Først da Napoleon havde skabt orden i landet og dernæst var blevet grundsætningerne af 1789 tro, mærker man en opblomstren, som er så meget mere lærerig, som der jo ellers stilledes uhyre fordringer til landets befolkning under de uendelige krige.

Derfor forbavsedes også de forenede hære, som i 1814 rykkede ind i landet, over at træffe en velklædt og velfødt bondestand i gode gårde. »Dette er vel en af de mest talende stadfæstelser på den gamle sandhed, at en stat før kan tåle alt andet end indre forvirring, opløsning og lovløshed, og at, når alt kommer til alt, er orden i højere grad nødvendig for det store hele som også for den enkelte end frihed. Men også en anden gammel sandhed - nemlig at en fornuftig frihed, gældende for jorden som for dens dyrkere, en sådan, som i erfaringens skole er renset og lutret fra ødelæggende udvækster, hører til de alleruundværligste for staternes indre blomstring og for den derved begrundede magtudfoldning, og at den alene formår at lade en uudtømmelig livskraft gennemstrømme staterne - også denne sandhed ser vi på den mest overbevisende måde bekræftet ved Frankrigs udvikling i det 19 århundrede«.

Disse samme sætninger om en utidig og umoden frigørelse og om frihedens senere lykkelige følger kan stadfæstes ved at betragte det østrigske monarki. Man må tillægge Maria Theresia store fortjenester af den måde, hvorpå hun tog bønderne i beskyttelse imod godsejernes vilkårlighed og søgte at afhjælpe deres værste nød, om hun end havde stærk modstand at bekæmpe og kun på Kronens godser fik gennemført, hvad hun ville; men dybt kunne hendes forsøg ikke gribe ind. Især i Ungarn hvilede et hårdt livegenskab på bonden. Hendes søn, den varmt følende, for frihed og reformer begejstrede Joseph 2., tog ikke i betænkning at hæve livegenskabet i alle sine lande, hvad der dog nærmest vil sige at afkaste dets værste sider og forvandle det til en mildere hørigkeit med skarpt begrænsede ydelser. Det dristige, ikke ret planlagte forsøg vakte en gærende misfornøjelse hos de privilegerede stænder. Det er bekendt, at Joseph 2. kort før sin død i 1790 måtte ophæve så godt som alle sine foranstaltninger, og vel undtog han budet om livegenskabets ophør, men hans broder Leopold 2. så sig nødsaget til, for at sikre sig sin stilling lige overfor adelen, igen at ofre bondens frihed. Imidlertid skal det naturligvis ikke glemmes, at Joseph 2. havde været mellem bondestandens tidligste talsmænd, og at hans love havde bidraget meget til at skabe gode økonomiske tilstande for jordens dyrkere

Jeg har tidligere omtalt, af hvilken ejendommelig art den personlige ufrihed var i England. Den lader sig aldeles ikke sammenligne med livegenskabet og ufriheden i andre lande, men dens åg var ikke lettere at bære, det tal af mænd og kvinder, som den omfattede, var overordentlig stort, og vist er det, at den for samfundets lykke og trivsel var den argeste fjende. Og når skred da så englænderne til at ophæve disse bånd? Ja, de til stavnen bundne arbejdere i bjergværkerne frigaves først i 1799, og vel havde man i løbet af det 18 århundrede ved enkelte hjælperegler søgt at bøde på de urimelige love om fattiges forsørgelsesret, men først en lov af 1795 gennemførte den vigtige regel, at ingen skulle udvises af et sogn, blot fordi han sandsynligvis kunne blive byrdefuld for det, men at dette alene kunne ske, når han virkelig var falden det til byrde ved modtagelse af understøttelse eller ved anmodning derom. Endelig omordnedes den hele fattiglovgivning og reglerne om hjemstedsret i året 1834

En betragtning af endnu andre lande i Europa ville ikke forandre det resultat, hvortil vi er kommet. Det er klart, at vi for fremtiden ikke blot bør skrive i vore fædrelandshistorier, at Danmark var det første land i Europa, som forbød negerhandelen - vi bør tillige skrive, at blandt alle de riger, i hvilke bondestandens personlige stilling havde en befrielse behov, var Danmark det første, som fuldkommen og straks skaffede friheden til veje, medens de andre lande først senere og langsomt fulgte efter, mange lande endog efter een menneskealders eller et par menneskealdres forløb eller et århundrede senere. ((note: Den deputerede i det tyske kancelli C. U. D. v. Eggers skriver i Skandinavisk Litteraturselskabs skrifter i 1805 …I en afhandling om forberedelsen til livegenskabets ophævelse på de adelige godser i Slesvig og Holsten: kronprinsen har med lige så megen fasthed som eftertænksomhed drevet igennem, hvad endnu ikke er sket i noget land, hvor germaniske sæder herske. Han er den første, der afskaffede livegenskabet fuldkommen og hævede alle dets væsentlige bestemmelser…»jeg glædes hjertelig«, sagde han, da forordningen for hertugdømmerne af d. 19. december 1804 blev underskreven, »at jeg nu endelig ser fuldført et ønske, der næsten i 20 år har været mig så magtpåliggende«. Hvad jeg her fortæller, siger jeg af egen kundskab.))

Men der står på Frihedsstøtten ikke blot: »Kongen bød: Stavnsbåndet skal ophøre« - der føjes til: »Landbolovene gives orden og kraft«, og derfor skal vi nu undersøge, i hvilken grad Danmark iøvrigt var med til at foretage reformer i bondens stilling.

Hoveribyrden måtte afhjælpes. Indsigtsfulde godsejere havde tidligt indset dette, og på Hørsholms gods var det i 1761 blevet afløst mod en pengesum, ligesom J. H. E. Bernstorf tre år efter lod det bortfalde på sit gods i Gentofte mod rimeligt vederlag. En halv snes andre godsejere fulgte med held det givne eksempel. Da Kristian 7. i 1766 gav bønderne på Kronens gods i Københavns amt arvefæste, søgte man også at få disses hoveri omordnet og lettet, og da Struensee var blevet rådende, udkom den fortjenstfulde anordning d. 20. februar 1771 om, at alt hoveri skulle være bestemt og fastsættes til 8 spanddage og 16 gangdage årlig for hver tønde hartkorn. Men det Guldbergske ministerium lod dette bud falde i 1773, og hoveriets omfang blev istedetfor gjort afhængig af hver egns gamle skik og brug. I virkeligheden var man nu kommen tilbage til den gamle vilkårlighed.

De forsøg, som man i 1785 og i de følgende år lod foretage med at udskifte og udflytte Kronens bønder på Krongodset i Frederiksborg og Kronborg amter, tilvejebragte tillige hoverifrihed for bønderne imod en mindre pengeafgift. Regeringen ville dog endnu ikke påbyde, at hoveriet overalt skulle ophøre eller afløses, men der blev ved forordning af d. 25. marts 1791 om god ordens overholdelse ved hoveriet sat grænser for anvendelse af legemlig revselse mod hovbonden, og kort efter udstedtes en opfordring til jorddrotter og fæstere om at indgå mindelige foreninger om at ændre det ubestemte hoveri til bestemt. Dette, som også frygten for, at regeringen skulle komme med et tvangsbud, havde til følge, at der i de følgende år på de fleste godser blev indgået faste kontrakter om arbejdets ydelse. Da regeringen tillige indrettede hoverikommissioner, der skulle mægle mellem godsejer og fæster og, såfremt forlig ikke kom i stand, ved kendelse fastsætte den fremtidige ydelse, blev i kort tid alt hoveri fastslået ved kontrakt eller afløst, og regeringen kunne ved en ny hoveriforordning i 1799 påbyde, at alt hoveri for fremtiden skulle være bestemt.

Således var allerede inden udgangen af det 18 århundrede den store byrde blevet tagen fra bonden, at han til ubestemt tid og i ubestemt mål skulle være til herskabets tjeneste og derved forsømme sin egen avl. Senere er vor lovgivning gået videre i samme retning, især ved at tillade, at hoveriet kan fordres afløst, således at nu hoveri er så godt som forsvundet.

Jeg behøver ikke her nærmere at belyse, om vi i dette punkt har været forud for udlandet eller er gåede bag efter det. Arbejdspligten er på det nøjeste sammenknyttet med stillingen som livegen, hvor denne findes, og derfor gælder, hvad der i det foregående er sagt om livegenskabets ophør, også hoveripligten, dog således, at denne som oftest først er forsvunden en god stund efter, at den personlige ufrihed var hævet.

Et område i landbruget, på hvilket der nødvendigvis måtte træffes reformer, og hvor man lykkeligvis ikke kunne påstå, at den bestående ordning var følge af et misbrug eller en undertrykkelse, var markfællesskabet. I dette lå den største hæmsko for en forbedring og forandring af jordernes drift. Dette føltes i Danmark, men ikke mindre i andre lande, hvor man havde de samme dyrkningsforhold. Derfor havde man i eet land allerede tidligt haft tanken henvendt på en ændring - nemlig Skotland. Allerede i 1665 udkom her en lov, som gav enhver, der havde andel i et fællesskab, ret til at fordre sin lod udlagt ved hjælp af en kommission, og som tillige fastslog, at enhvers lod skulle bestemmes i forhold til hans hidtilværende ejendom. Denne lov hidførte den virkning, at ved det 18 århundredes ende alle markfællesskaber var forsvundne i Skotland. Det eksempel, som her var givet, fandt efterligning i England allerede i det 18 århundrede, således at en stor del landsbyfællesskaber ved frivillig overenskomst blev hævede. Derimod var der ikke ved lov pålagt nogen pligt til at skulle finde sig i en deling, og den enkelte besidder kunne altså modsætte sig den; ligeså var omkostningerne ved udskiftningen meget store. Således gik fællesskabets ophør temmelig langsomt for sig, og lovgivningen støttede den ikke særlig. I det følgende århundrede er udskiftningen i England væsentlig foregået efter de samme grundsætninger.

I Tyskland havde man haft opmærksomheden fuldt henvendt på, hvad der foregik hinsides Kanalen. Derfor ser vi allerede Frederik den Store af Prøjsen opmuntre til udskiftning og uddele præmier herfor. Samme plan følger Bajern, Baden og Brunsvig, og i Østrig påbydes udskiftning af græsgangene. Alle disse foranstaltninger havde dog det samme mål, især at skulle fremme opdyrkningen af det hidtil udyrkede land. Tanken om, at selve det dyrkede agerland fortjente at udskiftes af hensyn til en rigtig og fornuftig drift, kom kun lidet frem. Derfor kommer man endnu i det 18 århundrede ikke ud over det standpunkt at anbefale og tilskynde til en udskiftning; om en tvang hertil er der ikke tale. Først i 1821 gav Prøjsen en anordning, som tillader hver enkelt andelshaver at fordre en deling; såfremt en omfordeling af jorden skulle finde sted, måtte dog forlangendet stilles af besiddere af en fjerdedel af den jord, som skulle deles. Omtrent lignende regler opstiller de øvrige tyske landes lovgivning.

Vi skal nu se, når Danmark træder frem i rækken af de lande, som påbyder eller fremmer ophævelsen af markfællesskabet. Ja, så tidlig som Skotland har vi ikke været inde på denne vej, men næst efter det må vi dog nævnes. Allerede i årene 1758-61 udkom forordninger, der søgte at rydde hindringerne bort for en udskiftning. Mere umiddelbart stræbte tvende forordninger af 1769 og i 1776 at virke og endelig den Guldbergske forordning af d. 23. april 1781. Den kommission, som var nedsat til at fremme landboforholdene på Frederiksborg og Kronborg amter, havde endvidere her ladet alle landsbyer udskifte til stor nytte og tilfredsstillelse for bønderne.

Udskiftningsforordningen af 1781 gav enhver lodsejer i en by ret til at forlange sin andel særskilt udlagt og således, at den lå samlet på eet eller to steder; de andre lodsejere kunne ikke modsætte sig og var endog pligtige til at deltage i omkostningerne derved. Fæstebønderne kunne derimod ikke påstå udskiftning, og da omkostningerne var betydelige og alene kom til at påhvile herskaberne, var disse ikke ret tilbøjelige til at lade dem foretage. Selv om fæsterens avl derved forbedredes, var godsejerne jo ikke berettigede til at forlange en højere afgift. På disse ulemper måtte der rådes bod, og derfor udgav regeringen forordningen af d. 15. juni 1792, hvorved det tillodes at fordele renten af omkostningerne ved udskiftningen på fæstebønderne under forudsætning af, at virkelig udflytning havde fundet sted, og at markerne var vel skiftede; dog skulle denne forhøjede afgift først kunne fordres efter en vis tids forløb.

Fra nu af fik sagen fuld fart, og i mindre end 10 år var halvdelen af Danmarks jordejendomme udskiftede; inden Reventlow døde i 1827, var fællesskabet så godt som fuldkommen ophørt (i 1837 var kun 1 procent af landets hartkorn endnu ikke udskiftet).

Således ser vi, at Danmark var det første land, som efter Skotlands eksempel påbød eller dog således lettede en udskiftning, at denne blev mulig, og at det var det første land efter Skotland, som fik gennemført, at dets jorder udskiftedes. Regeringen havde givet så kraftige regler, at en udskiftning let kunne fordres, og om dens fordelagtighed havde bønderne forholdsvis hurtigt overbevist sig ((note: Som eksempel på, hvor overordentlig vanskeligt det er at oprykke troen på, at jord bedst dyrkes og besiddes i fællesskab, hidsætter jeg følgende oplysning fra senere år om, hvor lidt den russiske regerings påbud om, at udskiftningen kan fordres, hidtil har frugtet: »Ifølge loven af d. 19. februar 1861 om bøndernes befrielse fra livegenskabet tillades det bønderne efter at have betalt afløsningssummen at opløse byfællesskabet til privateje, når der inden for bymenigheden er et flertal på tre fjerdedele for en sådan bestemmelse. Efter hvad embedsmænd og adelige godsejere på regeringens forespørgsel har ytret, er der ikke tale om, at bønderne med deres fri vilje skulle benytte denne ret. Et ønske om at forandre det kommunale byfællesskab til privatbesiddelse, siger een, har jeg aldrig hørt en bonde ytre; tværtimod fremkalder ethvert forsøg på at hidføre en sådan reform klager, også modstand. Det er mærkværdigt, siger en anden, at skønt bondemenighederne meget godt kender den ret, der er givet dem til at opløse markfællesskabet, har ikke en eneste fattet beslutning derom. Ligeledes har embedsmændenes bestræbelser for at skaffe tanken om særeje indgang heller ikke haft nogen fremgang. En tredje bekræfter den samme kendsgerning og påstår, at denne reform ikke lader sig gennemføre uden tvangsmidler«.)) Imidlertid måtte vi også betale lærepenge. Udskiftningerne blev i den første tid ingenlunde altid heldig udførte, det vil sige ikke grundigt nok. Man tog alt for mange hensyn til den enkeltes vilje og fordomme, og således kunne en gård alligevel få sin jord liggende på en halv snes steder eller mere; eller lodderne kom til at danne langsidede trekanter med spidserne ind imod landsbyen, så at de tilsammen dannede en stjerneform, eller de udgjorde lange smalle strimler. I flere, især af Jyllands amter, var derfor udskiftningen ofte utilfredsstillende og måtte senere omgøres.

Den kongelige regering gik i hertugdømmerne frem på samme måde som nord for Kongeåen. Ved udskiftningsforordninger af d. 10. februar 1766 og d. 26. januar 1770 for Slesvig og d. 19. november 1771 for den kongelige del af Holsten gav den et vist antal af andelshavere i et fællesskab ret til at forlange udskiftning, og den bestemte nærmere, hvorledes denne skulle gå for sig. Disse regler gjaldt dog ikke godsområderne, men godsejerne indså hurtigt fordelen ved at følge eksemplet, således at i begyndelsen af det 19 århundrede de sidste fællesskaber forsvandt.

Georg Hanssen, den højt ansete statsøkonom, som har skrevet frigørelsens historie i hertugdømmerne, udtaler derfor: »Det er hertugdømmernes som Danmarks hæder, at de vandt den første rang mellem alle Europas lande ved at have et velordnet landbovæsen«.

Ved den øvrige række af lovbud skal jeg ikke her dvæle. De sluttede sig nøje til de alt nævnte love og var til dels betingelserne for, at de kunne virke. To forordninger af d. 8. juni 1787 fastslog jorddrottens og fæsterens pligter lige overfor hinanden. Ingen bortfæstning måtte finde sted uden efter foregående synsforretning over gården og dens besætning. Bonden kunne alene sættes fra gården ved rettens hjælp, og de almindelige dommere skulle påkende godsejerens fordringer i bondens dødsbo; det forbødes aldeles på egen hånd at lade bonden straffe med træhest, halsjern, fængsel eller lignende. I juni 1788 blev kornhandelen frigiven, og enhver fik ret til at fede og udføre øksne. I 1793 omordnedes vejvæsenet og vejarbejdet. D. 29. oktober 1794 udkom forordningen om hegn og fred; ved andre love sørgedes for skadeligt vands afledning o.s.v. - men især bør nævnes de foranstaltninger, som gjordes for at fremme selveje. Allerede under Frederik 5., i 1760erne, blev bøndergårdene på Kronens gods på Fyn og i Koldinghus amt solgte enkeltvis ved auktion, og næsten alle bønder købte her selv deres gårde. Fra 1769 af blev det tilladt ejere af komplette sædegårde at bortsælge gårde af det tilliggende fæstegods til selvejendom eller arvefæste, uden at sædegårdene derved mistede deres skattefrihed; en i året 1786 oprettet kreditkasse skaffede bønderne lån til at kunne købe deres gårde og blev i høj grad benyttet, og virkningen af disse forskellige foranstaltninger var så stor, at inden 1806 var omtrent en fjerdedel af alle danske bønder var blevet selvejere eller arvefæstere.

Således var Danmark i alt, hvad der vedrører bondens frigørelse gået foran de fleste lande i Europa. ((note: Det er værd at høre følgende ord fra en anden, omend en lille del af befolkningen. Købmand M. D. Nathanson udtalte på den jødiske menigheds vegne i sin lykønskning ved Frederik VI's tronbestigelse i 1808 om Kristian VII.: han var den første blandt Europas regenter, der bortryddede så mange mod os herskende fordomme, der forskaffede os borgerlig agtelse blandt vore medborgere, der gjorde, at vi kaldtes landets børn, kaldtes danske.)) Med rolige, bestemte skridt havde regeringen stadig arbejdet videre; den lod sig ikke forlede til overilelser eller fuldkomne brud med fortiden; - retfærdighed mod alle, billighed mod de store som mod de små var dens mål, og derfor kom den lykkeligt ud over forandringernes vanskelige tidsrum.

Og hvorledes blev dette held muligt? Den forfatter, som i et stort værk har skrevet bondefrigørelsens historie i Europa, siger: »Den største hindring for fredelige, lovmæssige reformer er altid - revolutionen«. Om revolutionære bevægelser var der ikke tale i vort land; så stærkt havde buen aldrig været spændt, og til at sende pilen mod brødre har den danske mand aldrig haft særligt hang. Men dernæst blev den anden store betingelse for en rolig omformning af uheldige tilstande fyldestgjort, nemlig at vi i omtrent 80 år ingen krige havde. Efter de uophørlige krigstilstande i det syttende århundrede trængte vi overordentlig til fred. Et land må have sådanne fredelige tidsrum, hvori løsningen af den indre politiks opgaver kan beskæftige sindene, og hvor besvarelsen kan afgære uden at hindres ved, at statsmændene kaldes til vagttjeneste udadtil, og borgerne sendes i våben til grænsen, medens finanserne er beslaglagte for lange tider. Selv de konger i det 18 århundrede, som ikke fremhjalp bonden, har derfor stor fortjeneste ved gennem så langt et tidsrum at have fjernet krigens farer og lidelser fra vore lande.

Men dernæst kræver så store opgaver store mænd. Den ædle franskmand Turgot udbryder i begejstringen over hans samtids fremskridt i viden og erkendelse, at det attende århundrede var de store mænds århundrede. Og Danmark kan være stolt af at have haft virkelig store mænd i sin tjeneste, indfødte og fremmede, men også disse sidste grebne af national og patriotisk ånd. Sådanne statsmænd og lovgivere som Johan Hartvig Ernst Bernstorff og Andreas Peter Bernstorff, som Christian Reventlow, Henrik Stampe og Christian Colbjørnsen kunne ethvert land misunde os, og hårdt måtte vi i den nærmest følgende periode savne, at vi ikke havde deres lige. Den humanitetsfølelse, der betegner dansk ånd, og som uagtet alle forvildelser dog endnu på enevældens tid lod lighedsfølelsen - som tidligere påvist - have et langt større råderum her end i andre lande, var ligesom levendegjort i disse varmtfølende mænd, hvis brændende hjerter gav deres tanker genialitet. Men dernæst havde vi en regent, som med den dybeste følelse, den redeligste vilje og den skønneste tillid til sine rådgivere og til den sag, om hvis godhed han havde overbevist sig, gennemførte den store omvæltning i samfundets indre bygning. Ikke alene slap vi bort fra de kuende bånd, som havde holdt så mange kræfter nede, men vi gjorde ved den forandrede økonomiske ordning ligesom en ny opdagelse, nemlig i hvilken grad ved naturens gunst rigdommens kilder springer i Danmark, og hvilke uudtømmelige muligheder for fremtiden de indeholder. Bondefrigørelsen i det attende århundrede er en af vor histories mest hæderfulde begivenheder, som det har været en af de mest velsignelsesrige. 

* * * * *

Træk af bondestandens historie.

Artiklen »Træk af bondestandens historie«er fremstilet af Arthur Petersen før april 1938, og teksten er justeret til nutidsdansk af webmaster. Artiklen indeholder flere steder forfatterens personlige holdninger og vurderinger, og forekommer utidssvarende, - men alligevel forekommer der informationer i teksten, som kan være nyttige. Yderligere information finder du på: Brudstykker af Danmark historie.

Landbrug er en gammel næringsvej i vort land. Det opstod i den yngre stenalders begyndelse for ca. 5000 år siden. Der vides kun lidt om dets første metoder og vilkår. Det er sandsynligt, at agerbruget har udviklet sig af kvindernes samlen rødder, løg og frugter til husholdningen, mens kvægavlen er fremgået af mandens jagtliv. Så længe jorden blot bearbejdes med simple håndredskaber, er agerbruget kvindearbejde. Først da okserne eller hestene rykkede ind på ageren som trækdyr, blev det mandsarbejde.

Ved vor histories begyndelse ved ca. 800 efter Kristus, var landbruget nået frem til de fire kornsorter (hvede, rug, byg, havre) og de fire husdyrarter (hest, ko, får, svin), som er de almindelige den dag i dag. Der var to slags mennesker i oldtidens samfund: bønder og trælle. Bønderne udgjorde folket. De ejede jorden og trællene, de havde politiske rettigheder og pligter, såsom lovgivningsmyndighed, ret til at vælge konge, pleje ret og vedtage leding samt pligt til at møde i leding, betale nathold (underhold til kongen og hans følge, når han overnattede i herredet) og gøre eller lade »gøre inne« (dvs. offentligt arbejde, Dannevirke f.eks.). Trællene hørte til bondens kvikfæ (levende gods) og omtales i lovene kun som anden ejendom. Hvordan talforholdet mellem fribønder og trælle har været, vides ikke. Men skal der have været mening i at holde trælle, må man regne med, at der til hver fribondefamilie har svaret een trællefamilie. Rige og mægtige bønder har sikkert haft mange flere. Man kommer da let til det resultat, at ordet bonde i oldtiden betegnede en godsejer, der ejede ikke blot jord, men også mennesker. I middelalderen opstod stændersamfundet.

Efter kristendommens indførelse udskilte præsterne sig ved deres lærdom og organisation som en særlig stand, hvis opgave var at varetage det åndelige livs tarv. De blev førende også på mange andre af livets områder. Kirken fritoges for skatter og fik tiende af al landets grøde. Tienden skulle deles i tre lige store dele, een til kirkens vedligeholdelse, een til præstens underhold og een til biskoppen. Der måtte tages hårde tag med bønderne, før de gik ind på at betale denne evigtvarende skat. Den gamle ledingsordning, ifølge hvilken hver fribonde var pligtig at møde med de tre folkevåben: sværd, spyd og jernhat samt kost for 14 dage, var ikke blot tung at arbejde med, men kunne heller ikke holde trit med udviklingen indenfor den militære teknik. I 1169 indførtes da den ordning, at en del af bønderne forpligtede sig til krigstjeneste hele året med fulde våben: hjelm, panser og hest, hvilket var bekosteligt og krævede lang og streng øvelse. Krigerbønderne fritoges for alle andre pligter og fik løn (maale), som måtte betales af dem, som blev hjemme (kværsædemændene eller arbejdsbønderne). Krigerbøndernes stilling blev snart arvelig og de udviklede sig til en stand, hvis pligt det var i panser og plade at vove deres hals for rigets fred. De kaldtes hirdmænd, hærmænd, herremænd, senere rigets ædlinge eller adel.

Rundt om ved gamle markedspladser, overfartspladser, tingpladser, kystborge eller klostre voksede købstæder frem. Akselkøbinger inde i landet og sejlkøbinger ude ved vandet. Deres gennemsnitlige indbyrdes afstand er ca. 4 mil (30 km.), hvilket med datidens befordringsmidler gav en passende dagsrejse (2 mil hen og 2 mil hjem) for de yderste oplandsbeboere. Købstaden var det naturlige sted for omsætning og håndværk.

Ingen af disse 3 stænder vejede særlig stærkt til i tal. Hovedmassen af befolkningen var stadig arbejdsbønderne og trællene. Hver stand står under sin særlige lov. Kirkemændene står under den internationale kirkelov, krigerbønderne under hirdloven, der er givet af kongen, og købstadmændene under købstadloven og arbejdsbønderne under den af dem selv vedtagne landslov, hvoraf man kender 3: Jydske Lov for Jylland og Fyen, Sjællandske Lov for Sjælland, Lolland-Falster og Møen og Skånske Lov for provinserne hinsides Sundet. Alle 3 love er bårne af det fællesnordiske samfundssyn og retsopfattelse, omend de er noget forskellige i enkelthederne. Deres oprindelse går langt tilbage i den grå oldtid. De nedskrives i slutningen af den ældre middelalder og tryktes på reformationstiden og sammenarbejdedes i enevældens første periode til en fælles rigslov: Kristian V.s Danske Lov af 1683.

De tre løst forbundne lovlande var samlet i eet rige, hvis repræsentant var kongen. Man kom tidlig ind på at vælge kongen af en bestemt slægt, men som det synes, uden bestemt arvefølge, idet man valgte den af slægtens mænd, som bedst kunne varetage kongegerningen, der bestod i at vogte den indre og ydre fred. Kongen var anfører for ledingshæren i krig og overdommer i fred. Ved valget på tinge lovede kongen at holde rigets gamle love og bruge sin kongelige magt til at holde andre til det samme. Dette kongeløfte i skreven form var det, man senere kaldte en håndfæstning. Ved forholdenes udvikling blev det kirkemænd og krigerbønder, som blev nogenlunde ene om at bestemme, hvad der skulle stå i håndfæstningerne. Derfor blev disse ikke i Danmark den spire til en fri forfatning, som fandt sted i England, men vedblev at være et udtryk for stormandsvælde og standsulighed.

I middelalderen udbredtes fæstevæsenet i vort samfund. Den store flok af fæstebønder flød oprindelig sammen af to kilder. Kirken modarbejdede trældommen. Hvordan det i virkeligheden gik til, at det så forholdsvis hurtigt lykkedes at komme dette sociale onde til livs, vides ikke. Men måske nogle træk fra vore nabolande kan være oplysende også for vort lands vedkommende. I Sverige fik præsterne bønderne til at vedtage, at trællebørn skulle døbes, da Kristus havde forløst også dem. Da dette så var indarbejdet, vedtog man et forbud imod at holde døbte i trældom. I Snorres Kongekrønike fortælles om den underlige trafik, den norske storbonde Erling Skalgsson fra Sole drev med sine trælle. Han gav dem bestemte arbejder for, som de skulle gøre for ham. Hvad de kunne nå der ud over, var deres eget og brugtes til at løskøbe trællen for. Det således indvundne købte Erling nye trælle for, som han gav samme vilkår. De løskøbte gav han jord og fiskevand, som de måtte udnytte til egen fordel mod at betale en årligt afgift. De blev altså hans fæstere. Set fra denne side er fæstevæsenet et af de største sociale fremskridt, vort folk har oplevet. En træl har ikke skam i livet. Han arbejder kun under tilsyn og pisk. En fæster er interesseret i arbejdet, han har mulighed for at opnå forholdsvis menneskeværdige kår og arbejder uden tilsyn. Det er således ikke præsternes prædiken alene, som afskaffede dette sørgelige onde. I valdemarstidens højkonjunktur begyndte det danske landbrug at arbejde med eksport for øje (korn og heste, senere også stude). Landbruget udvides både ekstensivt (anlæggelse af torper) og intensivt (indførelse af trevangsbruget).

De gamle landskabslove kender to slags landsbyer: adelbyer og torper. De første stammer fra tiden før kristendommens indførelse. De er endnu kendelige på deres navneendelser, hvoraf de vigtigste er: -lev, -løse, -inge, -by, -sted og -um. Det er som regel store byer på gode eller mellem gode jorder, ofte kirkebyer. Spredt imellem adelbyerne ligger ca. eet par tusinde torper, kendelige på, at deres navne ender på: -stnip, -trup, -nip eller -drup, mens navnets forled al tid er et personnavn. Ret ofte af kristen oprindelse. En middelalderlig forfatter siger: om torp véd man, at den fra adel. Det ligger da nær at tænke, at disse torper er anlagt af de frigivne trælle, da de opstår netop i den tid, trældommen er stærkt på retur. Dette forbyder ikke, at også fribondesønner kunne tage øksen på nakken og rydde sig boplads i de store skove. Personnavnet i torpets navn kunne måske også betegne den mand, som først anlagde torpet eller lod det anlægge, og at dets dyrkere har været fæstere under deres tidligere herrer. Trældommens afskaffelse bevirkede jo, at der opstod en social nydannelse, nemlig en fri mand uden jord.

Det andet bidrag til fæsternes flok betyder derimod et socialt tilbageskridt. I middelalderen var jord den eneste rentegivende ejendom. Kirken forbyder at tage rente af penge, ja, betegner det som åger. Derfor var kirkemænd, krigerbønder og købstadsmænd lige ivrige efter at erhverve sig jord og besidde den med så stor frihed som mulig. Efter valdemarstiden, da kongens magt svækkedes i kampen med den mægtige kirke, da samfundsordenen forfaldt. Stormændene tog styret, og hvor retten ofte sad i spydstagen, da var det svært for arbejdsbønderne at klare sig uden at have en mægtigere mand til beskytter. Retsløshed, svigtende priser og vilkårlige skatter forringede herligheden ved at være selvejer. Han måtte bære den fulde vægt af al livets hårdhed, hvorimod fæsterne sad i læ under deres godsherre, som betegnende nok sagdes at have dem i forsvar og var interesseret i at holde dem oppe. Som fæster slap man for de ordinære skatter og skulle kun betale de årlige fæsteafgifter til godsejeren. Fæstet fik altså en vis tillokkelse ved den sikkerhed, det gav.

Mange bønder opgav derfor selvejet og krøb i læ som fæstere under sværdet eller krumstaven. En gang begyndt, synes denne bevægelse ikke til at standse igen. I det urolige århundrede efter Valdemar Sejrs død svandt selvejerbøndernes tal ind til det halve. Enhver krig, misvækst, farsot, bondeopstand eller prisfald formindskede selvejernes tal og formerede fæsternes. Det uheldige forløb af Grevefejden ryddede svært op blandt selvejerne i de 49 oprørske jydske herreder. Kronens senere mageskifter med adelen bragte ligeledes adskillige selvejerbønder om hals, idet kongen for at få handelen til at glide overgav sin herlighedsret over selvejerbønderne til adelen med ret til at købe bønderne, hvilket sagtens også blev gjort. Kristian IV's ulykkelige krige, der medførte, at store dele af landet besattes af fjenden, tyndede yderlig ud i selvejernes rækker. Den store svenskekrig 1657-60 satte kronen på ødelæggelsens værk. Da enevælden indførtes i 1660 var næppe 5 pct. af rigets bønder selvejere. Typen på den danske bonde var fæsteren. Med enevælden ophører også alle forsøg på at værne selvejerne. Tidligere konger havde dog haft en vis interesse i at opretholde dem som skattebønder. Nu havde det ingen interesse mere.

Dette at bonden frivillig, lokket af udsigten til større sikkerhed eller tvunget af forholdenes magt, opgav selvejendommen, fik de mest betydningsfulde følger. En af de første var, at han mistede sin politiske myndighed, der fra gammel tid var knyttet til besiddelsen af jord. Rigets styre og ledelsen af hele udviklingen gled dermed over til stormændene. Et af de første udslag af denne aristokratiske tendens var den reviderede Jydske Lovs vedtagelse på Danehoffet i Vordingborg i 1241. Også retten til at vælge konge og være medbestemmende om, hvad der skulle stå i rigets håndfæstninger, gik bondens næse forbi. Dog holdt man lige op til enevældens tid på, at bonden burde hylde den nye konge.

Den mest betydningsfulde virkning var dog, at bonden som fæster ikke havde mulighed for at udvikle sin landbrugsteknik. Dels var han ifølge fæstebrev pligtig til at drive gården efter egnens gamle skik, og dels var han som kun livsvarig dyrker af anden mands jord ikke interesseret i grundforbedringer af den art, der krævede stort udlæg af arbejde og udgifter her og nu, medens frugterne først viser sig langt senere. Han vidste jo ikke, hvem der fik gården efter ham. Dermed sank bonden ned i en vanetrældom, som skulle få de uhyggeligste følger, ja, som måske uden overdrivelse kan siges at være roden til de værste af hans senere ulykker, da den lammede alle forsøg på at afbøde tidens tryk ved at finde nye veje.

Det er en bemærkelsesværdig kendsgerning, at den danske bonde lige fra valdemarstiden og op til de store reformers dage, altså i 500 år, dyrkede sin jord på nøjagtig den samme måde. De få og små ændringer, der i dette lange tidsrum skete i jorddyrkningen, var, som vi skal se, næsten altid til det værre og ikke til det bedre. Noget ejendommeligt for middelalderens stændersamfund var ikke blot det, at hver stand dømtes efter hver sin lov, men også, at hver af dem i tidens løb oparbejdede et sæt privilegier eller friheder, der opretholdt standen og satte den i stand til at udføre sin samfundsmæssige funktion. Om de 3 stænders privilegier har der ofte været skrevet, mens man lige så ofte har overset den kendsgerning, at også fæstebonden fik sig et sæt privilegier, der fik den allerstørste betydning for vort land, da det er dem, vi kan takke for, at vi overhovedet har en bondestand den dag i dag. Man må jo vel huske, at jorden kunne dyrkes uden bønder, hvad man kan se i England og andre steder; men et højt udviklet landbrug, som det, vi har nu, kunne man ikke have tænkt sig fremkomme uden en stand med særlig tilknytning til jorden. Bondeprivilegierne oparbejdedes lige som de andre stænderprivilegier som sædvaner grundede på ret og billighed. Tid efter anden blev de så lovfæstede, sidst i Kristian V's Danske Lov af 1683.

Der er fire privilegier, man især skal mærke sig. 1) Den bestemte landgilde. Som dyrker af anden mands jord skal bonden betale leje. Den kaldtes landgilde (landpenge). Oprindelig fastsattes den muligvis efter fælles skøn; men den stivner hurtig til en bestemt årlig ydelse af gården, og ifølge loven måtte den ikke forhøjes. En eventuel konjunkturstigning efter fæstets indgåelse kom således fæsteren og ikke godsejeren til gode. Man kender fæstegårde, om hvilket det kan påvises, at der siden middelalderen og op til nutiden har været betalt meget nøje de samme årlige afgifter af dem. Middelalderen var en pengeknap tid. Derfor ansattes landgilden i naturalier: et vist antal tønder korn eller smør, nogle sider flæsk, snese æg eller hvad andet gården kunne frembringe. Bonden kunne forpligte sig til at tage et vist antal af godsejerens fedestude på foder en tid (fodernød) eller gøre et vist antal dages arbejde på hovedgården (dagsgerning, senere kaldet hoveri). Det afgørende var, at fæsteafgifterne var rimelige og bestemte, så bonden vidste, hvad han var pligtig til at yde, og godsejeren, hvad han havde ret til at forlange. Af andre afgifter var der indfæstningen (stedmålet), som bonden betalte een gang for alle ved fæstets indgåelse for at få gården. Indfæstningen bestemtes af konjunkturerne, og gennem den skulle godsejeren have sin fordel af de gode tider. Man har i indfæstningernes stigen og fald et vist mål for landbrugets vekslende rentabilitet gennem tiderne. 2) Livsfæstet. Man har spor af, at man hist og her kom ind på at leje jord ud til bønder på åremål. Dette blev dog anset for et misbrug og derfor bremset. Den ordning, som vandt overhånd og blev lovfæstet, gik ud på, at fæstebrevet skulle lyde på bondens og hans hustrus levetid. Dette betød, at bonden eller hans hustru efter ham, til hun døde eller giftede sig igen, ikke kunne drives ud af gården, så længe de svarede, hvad de skulle og drev gården forsvarligt efter fæstebrevs lydelse. Derimod havde fæsteren ret til at opsige sit fæste og flytte, om han ville og kunne se sin fordel derved. Dette gav dansk landboliv en stabilitet, som man ikke kender i lande, hvor man kom ind på korte lejemål og den deraf følgende udpining af jord og mennesker. På Kronens og enkelte andre større godser fulgte man desuden gennem århundreder den humane skik fortrinsvis at lade den afgåede fæsters søn eller svigersøn komme i betragtning, når gården skulle fæstes ud påny. 3) Fæstetvangen bestod i påbudet om, at en godsejer, der ville overlade anden mand gammel bondejord til brug, skulle gøre det på de for livsfæstet gældende betingelser. Bondejord måtte ikke lejes eller forpagtes ud, men skulle bortfæstes. 4) Bondejordens urørlighed. Den oprindelige enhed var et bol, hvis størrelse ikke kendes, men må antages at have været et stykke jord så stort, at en fribonde med familie og trælle kunne leve standsmæssigt derpå. Man begyndte tidligt at dele bolene, så man fik halvbol, tredingsbol, fjerdingsbol osv., eller lægge dem sammen til større ejendomme. Men man fik hurtigt øjnene op for det hensigtsmæssige i at opretholde bondebrugene i det antal og omfang, de fra gammel tid havde haft. Derfor forbyder gammel lov at dele, nedlægge eller sammenlægge bøndergårde. Deres tal holdt sig da også uforandret gennem århundreder (ca. 80,000). Disse fire lovregler sikrede den danske bonde retten til at dyrke ca. tre fjerdedele af rigets jord på bestemte rimelige betingelser. Men privilegiernes opretholdelse var betinget af, at bonden kunne svare, hvad han skulle, hvilket heller ikke synes at have voldt nogen vanskelighed, når forholdene ellers ville forme sig nogenlunde manerligt.

Iøvrigt var den danske bonde som fæster en fri mand for sin egen bordende. Han havde fuld rådighed over sit bo og sine børn. Der fandtes ingen lov, som hjemlede godsejeren nogen ret til at blande sig i hans private forhold. Det tyske livegenskab, hvorefter godsejeren ejede ikke blot jorden, men også de mennesker, der boede på den, har ikke været kendt i kongeriget Danmark. Det siger sig selv, at bondens privilegier ligesom alle andres har været udsat for krænkelse mange gange. Godsejeren ejede jo nok bondejorden, men hans rådighed over den var stærkt indskrænket til fordel for fæsteren. Dette kunne jo nok komme et jern af en kongelig foged eller godsejer på tværs og friste ham til at gå over stregen. Men som helhed holdt bondens privilegieværn trods alle anløb, uden at det kom til alvorligt brud. Middelalderens bonde var desuden en mand, som kunne svare enhver sit og ikke behøvede at lade nogen sidde låret af sig. Havde godsejer eller foged ondt ved at holde lov og ikke kunne bringes til det ved fredeligt kæremål, så var bonden mand for at gribe til økse eller armbrøst. Sammenløb af vrede bønder var ikke ualmindelige og ret frygtede som en meget alvorlig historie.

Bondestandens dødsfjende er ikke godsejeren, men stordriften, som vil drive folket fra jorden og gøre det til en hob rodløse lønarbejdere. Storgodserne opstod i middelalderen. De bestod hovedsagelig af strøgods spredt ud over hele landsdele. Roskilde Bispestol ejede således i slutningen af middelalderen 2600 bøndergårde ud over hele stiftet. Også adelsmænd kunne eje hundreder af bøndergårde spredt på samme måde, ligesom også det store Krongods stedvis var meget spredt. Men det var storgodser med smådrift. På hver gård sad en fæster og hans familie. Herregårde eller storgårde i moderne forstand kendtes næppe. Adelsmandens eller bispens sædegård overgik i størrelse sjældent en almindelig fuldgård (et bol?). Den havde fuld besætning af folk, redskaber og trækdyr, eftersom hoveriet på grund af fæstegodsets spredte beliggenhed ikke kunne få større betydning. Som regel var hovedgården befæstet og udskilt af fællesskabet. Et gods af denne beskaffenhed var ret vanskeligt at styre og holde opsyn med.

Enhver fæster var vorned (værnet), idet hans godsherre havde ham i forsvar. Men når man taler om vornedskabet, tænker man i almindelighed kun på det uheldige forhold, som fæstnede sig på Sjællandske Lovs område, at godsejeren kunne fordre, at en mand, som var født på hans gods, også skulle tage gård der, hvis der var en sådan ledig. De første spor af dette fremkommer i tiden efter den sorte død, en farsot, der siges at have udryddet halvdelen af menneskene i den gamle verden. Efter denne hjemsøgelse begynder klagesangen om de øde gårde, man ikke kan finde fæstere til, og den fortsætter gennem århundreder. Vornedskabet havde øjensynlig sin rod i folkemangel, og dets hensigt var at få jorden dyrket. På tider, da der var folk nok, spillede det ingen rolle. Når alle godsets gårde var besatte, havde godsejeren ingen ret over det overskydende mandskab, der frit kunne drage, hvorhen det ville. Det er blot vanskeligt at forstå, hvorfor en sådan ordning fæstner sig i en del af riget, skønt man skulle synes, at der måtte have rådet den samme trang overalt. Det er muligt, at man skal søge forklaringen i øboernes særlige psykologi.

Flere konger søgte forgæves at få dette vornedskab afskaffet; men enten turde godsejerne ikke gå med til det, eller også ville bønderne ikke, enten fordi de ingen interesse havde deri eller, fordi prisen var for høj. Kristian IV forlangte f.eks. 30 rigsdaler for at fritage en karl for vornedpligt. Desuden var der flere veje, ad hvilken man kunne frigøre sig, når det endelig skulle være. Vornedskabet synes i det hele taget at være noget, der var opnået i nød og trang, og som man senere fandt sig i, fordi man var slemme til at gro hen i gamle vaner og lade tingene gå, som de kunne. En række købstæder fik det privilegium, at deres borgere ikke kunne deles til stavns.

Det værste ved vornedskabet var de misbrug, det kunne give anledning til, f.eks. handel med bønder. Det er vel sket, at en godsejer har solgt en vorned bonde til en anden, som man sælger en hund eller vogn. Noget sådant har dog aldrig været anset for tilladeligt. Noget andet er det, at en bonde, som med fordel kunne fæste gård uden for sit fødegods og ikke ville risikere nogle år efter at blive delt til stavns med al sin formue, kunne løses fra sin vornedpligt ved, at den godsejer, som modtog ham, betalte den godsejer, hvis gods han forlod, for at frafalde sin vornedret. En sådan ordning, hvorved alle parter blev hjulpet, formede sig juridisk som en handel mellem de to godsejere. Danske Lov tillader sådanne handeler, men kræver dem stadfæstet af kongen. Det ser slemt ud i vore øjne, men er i virkeligheden ikke så galt, som det lader.

Den driftsmåde, man kom ind på i middelalderen og holdt ved op til de store reformers dage, var trevangsbruget, der menes indført af cisterciensermunkene, der kom her ind i valdemarstiden og blev taget kraftigt under armene af vore kirkelige førere. Disse munke måtte ikke drive præstelig virksomhed, men havde af paven fået tiendefrihed for den jord, de dyrkede. De skulle gennem deres virksomhed som agerdyrkere præke den lære, at det var en gud velbehagelig gerning at skabe livnærende agerjord af skov og ødemark. Cistercienserne fik klostre i alle rigets stifter undtagen Børglum (Vendelbo) stift. Deres ladegårde var datidens landbrugsskoler. I egne som Nord- og Vestjylland, hvor kvægavl var en lige så vigtig gren af landbruget som kornavl, holdt ældgamle driftsformer sig langt op i tiden; men i alle rigets kornegne sejrede trevangsbruget, der sikkert også var et stort fremskridt for sin tid, idet det fordelte arbejdet nogenlunde ligeligt over hele året og tvang det ind i en støt og vanefast gænge. Hvor trevangsbruget rådede, boede befolkningen i tæt sammenbyggede landsbyer. Gårdene lå i en mere eller mindre regelmæssig kreds omkring landsbyens fortov (fæplads). Gårdens tilliggende var delt i tre dele: toft, agerjord og overdrev. Toftens (eller bopladsens) størrelse var bestemmende for gårdens andel i jorden og dens ydelser, dens beliggenhed i forhold til solen (syd) bestemte gårdens nummer og agrenes beliggenhed i bymarken. Toften lå uden for det rådende fællesskab.

Agerjorden (bymarken eller den rebdragne jord) deltes i tre vange til vintersæd, sommersæd og græs. Driftsomgangen var altså treårig. Da jordens beskaffenhed er meget forskellig, og hver gård skulle have lige meget forholdsvis af de forskellige boniteter, var hver af de tre vange delt i lige så mange holme, som der var forskellige jordboniteter i den. Hver gård fik da efter sin størrelse en forholdsvis andel af hver holm. Var byen på otte bol, fik hver gård på et bol 1/8 af hver holm, en gård på et halvt bol fik 1/16 osv.. Bymarken var indhegnet, og hver gård havde sit stykke gærde at lukke. Da hver gård havde sit tilliggende spredt mange steder i bymarken, og der ikke gik særskilt vej ud til hver ager, var arbejdet i sæd og høst nødt til at foregå samtidigt for alle byens gårde, hvorved der opstod et vist fællesskab, der tvang alle til at holde trop med hverandre. Da jorden hvert tredje år skulle springe i græs af sig selv, måtte man frede kvikrødderne. Dette var redskaberne også indrettede på. Det var hjulploven, krogen, harven og tromlen. Følgen var, at kornmarkerne også var dygtig grønne i bunden, men det gjorde ikke noget, det gav halmen større næringsværdi og gjorde den blødere for studens tand en anden følge var knapt så heldig, nemlig, at man var så temmelig værgeløs overfor ukrudtet. Overdrevet udnyttedes i fællesskab som græsning for byens heste køer og får den længst mulige tid af året. Svinene dreves til skovs.

Alt hvad der havde interesse for det lille samfund, afgjordes på bystævnet, hvor samtlige gårdmænd havde sæde og stemme. Husmændene, som ikke havde del i bymarken, men kun i overdrevsgræsningen, var udelukkede. Upåvirket af begivenhederne i den store verden gik landsbyens årlige liv sin støtte gang gennem århundreder, stabiliseret af den fra fædrene nedarvede praksis, der med tiden fik en næsten religiøs uangribelighed og derfor var uforstyrret af teoretiske urostiftere. Således som det af Arilds tid været haver, således bør det forblive til dagenes ende. Som i de andre stænder var også blandt bønderne standen mere end manden. Alt skulle gå efter gammel hævd ret om i by efter sol, noget i retning af det moderne „kæft, trit og retning."

Efter reformationens indførelse i 1536 skete der store forskydninger i ejendomsforholdene, idet det store kirkegods inddroges under Kronen for at gøre denne mere formuende. Bispetienden gik samme vej og kaldes fremtidig for kongetiende. Det var en tredjedel af rigets hartkorn, som med et pennestrøg skiftede ejer. Vel nok den største ekspropriationsforretning i vor historie. Præsterne blev gjort til syndebukke og fik skyld for al tidens elendighed. Kirken mistede sin politiske og økonomiske magtstilling, men fik fornyet sin åndelige myndighed. Adelen, som havde lidt svære tab i Grevefejden, reddede sig igennem med alle privilegier frelst og føjede nye til. De nyopdagede oversøiske landes ædelmetal strømmede ind over Europa, gjorde pengene billige og skabte en højkonjunktur, der lettede opbygningsarbejdet. Som ene hane i kurven forvandt rigets gamle adel snart sine tab og gik ind i sin mest strålende periode, der her som så ofte kun var begyndelsen til enden.

Af de adelige privilegier fra middelalderen, som har interesse i denne forbindelse, skal nævnes: 1) eneret til at vælge konge og bestemme håndfæstningens indhold, samt til at beklæde rigets velaflagte embeder. 2) skattefrihed for personer, hovedgårde og de under disse liggende ugedagstjenere mod at stille 900 pansrede ryttere i tilfælde af krig. 3) sagefaldsret på godserne, det vil sige retten til at oppebære de bøder, dens fæstere blev idømt ved retten. 4) birkeret havde kun en del af adelen. Den bestod i retten til at indsætte underdommere på godset. Der var ca. 50 adelige birk.5) jagtret på hovedgårdenes og fæsternes jord. Jagtordningen var grundet på det bekvemme princip, at bønderne skulle føde og fede vildtet, og godsejeren skyde og nyde det. De barbarisk strenge jagtlove, man nu vedtager, har sikkert den bihensigt at vænne bønderne af med at omgås alt for fortrolig med lod og krudt. Adelen havde set væbnede bønder under Grevefejden, men ønskede ikke at se det syn så snart igen. 6) øksneprivilegiet tillod en adelsmand frit at købe og sælge så mange stude, han ville, og opstalde dem, hvor han ville, mens andre, som ville føde stude op, skulle købe dem på markederne og kun så mange, de kunne stalde på deres eget indavlede foder. Af nye privilegier skal fremføres, at adelen nu får fuld anerkendelse af hals- og håndsretten (politimyndigheden) over sine bønder samt tiendefrihed for sine hovedgårde.

Adelens rigdom suppleret med disse og endnu flere privilegier og friheder gav denne ret fåtallige stand (højst ca. 4000 personer) en meget stærk overvægt. Håndfæstningerne omtaler nu kun bønderne som „adelens tjenere" og giver tilsagn om, at kongen og hans fogeder ikke skal befatte sig med adelens gods, hvilket vil sige, at kongen i praksis kun var konge for Krongodset og købstæderne. I denne periode var der kun to slags godsejere i landet: kongen, der ejede ca. 50 pct. af rigets jordegods, og adelen, der ejede ca. 47 pct. (750 hovedgårde og 33,000 fæstegårde), resten indehavdes af de fåtallige selvejerbønder. Købstadjorderne er ikke medregnet her. Der skete i denne periode to for bønderne betydningsfulde ting: godsernes arrondering og stordriftens indførelse.

Som før fortalt bestod storgodserne mest af strøgods, og de forskellige godser var derfor i høj grad indfiltrede i hverandre. Hver gård i byen kunne tilhøre hver sin godsejer. Der opstår nu af ganske praktiske grunde en bestræbelse efter at få det spredte gods samlet i et sammenhængende kompleks omkring hovedgårdene. Dette kunne kun ske ved et utal af mageskifter, hvorved man afhændede fjerne, ubekvemt liggende og tilbyttede sig nærmere, mere bekvemt liggende bøndergårde. Idealet var at få hovedgårdens sogn og de nærmest omliggende sogne under sit herskab. Det lod sig vel næppe helt gennemføre, men man nåede ret vidt i den retning. Med de flydende grænser under fællesskabet kunne det ikke undgås, at al denne bytten gårde avlede et utal af skelstridigheder og andre tvistepunkter, der igen mundede ud i en mængde processer, hvor de menneskelige egenskaber trods svogerskab og fornem byrd træder ret utilsløret frem. Ikke mindst var kongerne ivrige efter at få Krongodserne arronderede og ved mageskifter få det generende adelsgods fjernet, hvorved, som før omtalt, en del jordegne bønder strøg med. Adskillige tusinder af rigets fæstere skiftede på denne måde godsherre.

Den eneste måde, hvorpå godsejeren ret kunne udnytte de gode tider, var ved at drive deres hovedgårde. De høje priser på landbrugsprodukter og den nye tiendefrihed fristede til at udvide hovedgårdene; men her var bondeprivilegierne en væsentlig hindring, som dog kunne omgås på mange måder, når man havde magten og dermed retten til at fortolke loven. Hvor der er vilje, er der også en vej. Adskillige herregårde opstod på ruinerne af nedlagte bønderbyer, hvad man endnu kan se af deres gamle navne. Dog nåede stordriften ikke noget kolossalt omfang, og da samtidig en del gamle hovedgårde udstykkedes til bøndergårde, særlig sådanne adelsgårde, som ved mageskifterne var komne under Kronen, så holdt bøndergårdenes tal sig nogenlunde ved det samme.

Derimod fik det yderst uheldige følger, at den nye stordrift grundlagdes på hoveri. Det lå så lige for at udnytte iveren efter at få gårde og fæstegårdenes nærhed ved hovedgården til at lægge en større del af landgilden over på arbejdsydelsen. Hoveriet synes dog ikke endnu at være blevet nogen særlig trykkende ydelse. Hovedgårdene dreves på samme traditionsmæssige måde som bøndergårdene. Det var de samme arbejder, som skulle udføres hvert år. Hoveriet omfattede kun pasningen af hovedgårdens marker, mens gårdens andet arbejde udførtes af faste folk eller ugedagstjenerne, mindre fæstere eller husmænd, som var forpligtede til at arbejde på gården nogle dage hver uge året om. Men det er et tidens tegn, at ugedagstjenernes tal stiger. Til sidst udgør de 1/5 af samtlige fæstere.

Hovfolkene fik kosten på gården, men arbejdede iøvrigt med egne redskaber og trækdyr. Der spores selvfølgelig en vis tendens til at forlange andet og mere arbejde udført end det almindelige markarbejde, samt til at knappe af på hovfolkenes kost. Der var en del spektakler i den anledning særlig på Kronens bortforlenede godser, hvor lensmanden ville udnytte mulighederne særlig hårdt. Når der var fæstere nok under gården, kunne hoveriet ikke blive den trykkende byrde, det senere blev. En kongelig rettertingsdom fra Kristian IVs sidste år går ud fra som givet, at fæsterne skal bestride herregårdens avl, så hvis denne bliver større, skal der gøres mere hoveri.

Mange gør Mortensaften så fed, at de til julen ikke har en bid. Det gik Kronen og adelen på samme måde. I de gode tider levede man højt og byggede flot (hovedparten af vore gamle slotte og herreborge er opført i det 16. århundrede) og glemte at opspare reserver. Da konjunkturerne omkring 1630 begyndte at gå nedad, havde man ikke noget at stå imod med. Adelen, der havde ondt ved at ændre levevis, sank ned i gæld og fattigfinhed. Den blev mere tilbøjelig til at udsuge sine bønder og misbruge sine privilegier, særlig dem, der gav en skilling. De ulykkelige krige gav bøndernes arvesølv ben at gå på, dels som skatter dels som lovligt bytte for fjendtlige soldater. En del gravedes vel i jorden, men ikke alle levede den dag, de kunne grave det op igen, hvad de mange fund fra disse tider viser.

Så længe adelen var den flotte betaler, bukkede man for den; men nu da det kneb, begyndte ærgerrige borgerlige at spørge sig selv, hvad nytte den egentlig gjorde, og hvorfor den skulle regnes for højere og bedre end andre. Adelen havde ikke så lidt skyld selv. I sin højhed og velmagt havde den ikke behandlet de andre stænder særlig hensynsfuldt. Ved sin jord og ægteskabspolitik, hvormed den klogt mente at sikre sig i al fremtid, skar den sine trævlerødder i den danske folkemuld over og skabte socialt tomrum omkring sig. Yderligere havde den begyndt at spalte sig i forskellige lag, der indbyrdes betragtede hverandre med en vis skinsyge. Altsammen omstændigheder, der af en klog konge kunne udnyttes til standens endelige fordærv.

Enevældens landbrugssystem.

Af den gamle danske adels historie kan man blandt andet lære, hvor farligt det er for et parti ikke at have en jævnbyrdig modstander, der kan sætte en grænser. Det havde adelen ikke. Den foråd sig på rigets herligheder, forsøgte at gro ind i himlen, men endte i muddergrøften. Det føltes derfor som en lettelse, da den blev styrtet, og kongen fik magten. Man følte, at folkets frihed og lighed var bedre betrygget under een mægtig konge end under mange små. Vore enevoldskonger var derfor genstand for en hyldest og smiger, der falder os en del for brystet i dag. Deres enestående magtfylde rummede vel en vis fare for despoti. Tilfælde af despotiske handlinger mangler da heller ikke; men som helhed var det ikke kongeligt luner, men lov og ret, som kom til at bestemme sagernes gang.

I alt menneskeligt samarbejde, ikke mindst i samfundets, gør der sig to principper gældende, og det er frihedsprincippet og ordensprincippet. Det første er individets interesse, af det fremspringer alt initiativ, det andet er statens sag, dens væsen er orden. Hver for sig vil de to principper føre menneskene ud i barbari, samarbejdende på rette måde skaber de kultur. Grænsen mellem dem er ikke mur og nagelfast, men yderst forskydelig. Til en tid hviler udviklingen mest på det ene princip, til en anden tid mest på det andet efter tidens behov.

Enevælden varede i 189 år. Denne tid kan deles i to omtrent lige store perioder, hvori enevælden løser sine to historiske opgaver, som bestod i først at omskabe det gamle rige, bestående af forholdsvis løst forbundne lande til en stat med et myndigt centralstyre og dernæst at grundlægge den borgerlige frihed. Løsningen af disse to opgaver var den nødvendige forudsætning for, at den politiske frihed kunne blive til virkelighed.

Regeringens arbejde i første periode går ud på at opbygge og befæste staten. Statens (man sagde kongens) lykke er ellers alles lykke. Den enkelte må bøje sig under det hele. Man har ingen sans for individualiteter eller provinsielle ejendommeligheder. Tanken om menneskerettighederne er lige som ikke til. Kongen har ubetinget ret til at byde, og undersåtterne har en lige så ubetinget pligt til at lyde. Centralisering og ensretning er tidens løsen. Ordensprincippet i renkultur.

Enevælden fuldbyrder alle tidligere kongers forgæves tilløb i den retning. Oprettelsen af kollegiestyret, opdragelsen af en pligttro og loyal embedsstand, Forfatnings- og Arveloven, den såkaldte Kongelov af 1665, Kristian Vs Danske Lov af 1683, den første fælles rigslov, den ensartet gennemførte hartkornsbeskatning af 1688, indførelsen af ens mål og vægt i 1698, oprettelsen af den nationale hær, ordningen af landboforholdene med stavnsbåndets indførelse som tvangstankens kronskud, alt sammen vidner det ikke blot om, hvilket vældigt arbejde, der fra regeringens side gjordes for at skabe orden i det kaos, der rådede, men også om, at det er tvangen, som er den ledende tanke.

Skellet mellem denne og den næste periode kan sættes omkrig ved år 1750. Nu begynder man lidt efter lidt at interessere sig for frihedsprincippet. Den enkeltes lykke er kongens lykke (statens lykke begynder man nu at sige). Man taler om kongens pligt og undersåtternes ret og søger i overensstemmelse hermed at svække bureaukratiet til fordel for det mere frie initiativ, ligesom man søger at lokke det gode frem ved præmier i stedet for ved prygl. De store landboreformers forberedelse og gennemførelse, folkeskolens oprettelse, lavstvangens lempelse, jødernes ligeberettigelse, negerhandelens afskaffelse, trykkefriheden, de rådgivende stænderforsamlinger i 1835, det kommunale selvstyre i 1841 og endelig frihedens og lighedens sejr i 1849, da enevælden træder tilbage for den unge folkevælde, som let og hurtigt finder sig til rette i den velforberedte jordbund.

Enevælden overtog i 1660 et lemlæstet, ødelagt og forgældet rige. Der må godskrives vore enevoldskonger en god del på den konto. De skånske provinser, ca. af riget, var skåret fra. Købstæderne var afbrændte, brandskattede og forarmede. Slotte og adelsborge plyndrede for deres klenodier, fæstningerne ødelagte. Skovene forhuggede, 1/3 af rigets bøndergårde var øde, de øvrige manglede ofte både sædekorn, besætning og redskaber, befolkningen var forrået og formindsket i tal, ja, i somme egne helt udryddet af sult, sygdom eller ved udskrivninger. Rigets gæld var vokset til den svimlende højde af 5 millioner rigsdaler, dels lån, dels ubetalte lønninger og leverancer. Danmark så efter 3 års fjendtlig besættelse ud som Belgien i 1918, men havde ingen krigsskadeserstatning eller moderne teknik at falde tilbage på.

For at befri sig for den generende gæld, besluttede regeringen i 1663 at sælge Krongods. Ca. 100,000 tdr. hartkorn af Kronens gods overlodes til statskreditorerne for en pris af 50 rdlr. pr. td. hartkorn, mens prisen i fri handel var langt ringere. Staten forbeholdt sig dog en indløsningsret. Kreditorerne var ilde tjent med for deres udlagte penge eller udførte tjenester at blive påtvunget dette jordegods til overpris. De mange øde gårde og de forarmede demoraliserede bønder ville kræve et stort udlæg for at blive indtægtsgivende. Men de havde intet andet valg. Adskillige af dem gik omgående fallit. Andre solgte hurtigst muligt for en slik; men de, der holdt pinen ud, lagde grunden til deres familiers fremtidige velfærd. Der kom jo en tid, da dette jordegods fik værdi; men den glæde ligger foreløbig over 100 år ude i fremtiden.

Berøvet sine to vigtigste flydebøjer: 1) skattefriheden og 2) eneretten til rigets embeder måtte den gamle adel uhjælpelig synke. Den var mistroet ved hoffet og havde selv hjertet fuldt af bitterhed over den ny tingenes orden. Dens i forvejen stærkt rystede økonomi brød nu helt sammen. Mange adelsmænd gik fallit eller deres arvinger gik fra arv og gæld, og godset gik over på borgerlige kreditorers hænder. Nogle adelsmænd, som var kommen på kant med kongehuset, fik deres godser konfiskeret. I løbet af enevældens første periode forsvandt da den gamle adel næsten helt fra skuepladsen. Kun de slægter, der forstod at ændre signaler i tide og gik over på enevældens parti, reddede sig igennem og fik lov at leve. Det mægtige udbud af billigt jordegods skabte en spekulation, der var næsten lige så fordærvelig for de arme bønder som selve krigen. Spekulanterne købte billigt jordegods, drev deres penge ind igen med renter ved at hugge skovene og udpine fæsterne til sidste trævl for så til sidst at lade godset drive af for højeste bud. Resultatet af alt dette var, at der i løbet af forholdsvis kort tid opstod en ny godsejerstand af yderst blandet beskaffenhed: udlændinge og indfødte, adelige og borgerlige. Folk fra alle mulige livsstillinger: købmænd, officerer, professorer, embedsmænd og bønder. De sidste var mange gange de skrappeste. Det var dygtige folk, som svang sig op, og de var ikke nemme for fæsterne at løbe om hjørnet med. Deraf måske ordet: »Ej skarpere sværd du finde kan, end bonden, som blev herremand.«

Følgen af, at staten skilte sig af med så stor en del af sit jordegods, var at den for fremtiden i højere grad måtte grundlægge sin finanspolitik på skatterne alene, og enevælden skulle af gode grunde bruge mange skatter. Det koster at bygge op. Men skatteevnen kunne under de givne forhold ikke være stor. Forholdet til Sverige, der også i denne periode slog ud i to svære krige, tvang regeringen til også at ruste på kraft i fredstid. Den unge enevældes syn på samfundsøkonomien var dét, som var groet op i Europa efter opdagelsen af søvejen til Indien og Amerika. Det var disse landes ædelmetal, som havde bedåret sindene. Rigets velstand måltes ved mængden af ædelmetal. Derfor gik alle bestræbelser ud på at øge mængden af guld og sølvbeholdningen, hvilket hos os lettest lod sig gøre ved handel, grundlagt på industri. Dette medførte en planøkonomi med tilhørende regereri og indgreb i næringsvejene, der rigtig passede med enevældens væsen, og som den hellere end gerne påtog sig. Man sammenfatter disse bestræbelser under navnet merkantilisme. Nu er det aldrig blevet rigtig opklaret, om pengene er flade, fordi man skal stable dem, eller de er runde, for at de skal rulle. Merkantilisterne holdt på det sidste. Pengene er som blodet i legemet, de må ikke ligge stille. De overså blot den omstændighed, at det har en vis betydning i hvilke baner de går. Derfor kunne de hævde, at en stor hær og et ødselt hof var samfundsgoder. De sætter unægtelig penge i omløb. Jo sløjere tider det er, des hurtigere skal pengene cirkulere. Det må være forklaringen på, at Kristian VI i den for landet allersløjeste tid skabte enevælden et værdigt hjem ved at bygge vort største og dyreste slot, Kristiansborg. Det kostede 27 tdr. guld (2,700,000 rdlr), hvilket var værdien af al jordejendom på Sjælland på det tidspunkt. Det er et nødhjælpsarbejde af format.

Merkantilismen gjorde skade på to måder. Først ved at sætte byerhvervene i første række og give landbruget en mere tilbagetrængt stilling, dernæst ved at tillade kongerne at tilfredsstille deres hang til hofpragt og militærpomp med en god samvittighed. Imidlertid kunne ingen teorier tilsløre den kendsgerning, at landbruget var den vigtigste skattekilde, man rådede over. Det var fra landbruget pengene til at sætte industri og handel i sving med skulle komme. Hesten trækker bedst, når selen er godt tilpasset. Beskatningssystemet var derfor noget af det første regeringen måtte sysselsætte sig alvorligt med. Kort efter statsforandringen i 1660 fik godserne befaling til at indsende jordebøger med redegørelse for den tilstand godset var i, og hvilke ydelser, hver gård var ansat til. På grundlag heraf udarbejdede man så den såkaldte Landgildematrikkel af 1664. Hver gård sattes i skat efter sin landgilde. De hidtil skattefri hovedgårde sattes i skat efter skøn. Man var klar over, at denne ansættelse ikke var retfærdig. Dels var landgilden som en traditionsmæssig tilblevet ydelse langt fra ens for lige gårde i de forskellige egne af landet, og dels var der i tidens løb sket forskydninger, som yderligere forkludrede sagen. Man traf derfor forberedelser til en mere retfærdig ansættelse. Samtlige landbrug opmåltes, boniteredes og sattes i hartkorn.

Hartkorn (hårdt korn, rug eller byg, i modsætning til blødt korn, havre) var en regneenhed, man fra gammel tid havde brugt på godserne, når man skulle opgøre en gårds landgildeydelser, der jo blev betalt i forskellige produkter. 1 td. rug eller byg, to tdr. havre, to fodernød, 6 lam, 12 gæs, 24 høns, 24 snese æg, 32 læs hø f.eks. kunne hver for sig sættes lig en tønde hartkorn. Agerjorden deltes på øerne i fire, i Jylland i seks klasser efter boniteten. Jord, som ansås for helt ubrugelig, ansattes ikke. På øerne sattes til eksempel 2 tdr. land (a 14,000 kvadratalen) af bedste klasse lig med 1 td. hartkorn, mens der af fjerde klasse skulle 6 tdr. land til een td. hartkorn. Af dårligste jydske klasse medgik op til 20 tdr. land til en td. hartkorn. Græslandet vurderedes efter det antal høveder, det kunne føde. 16 høveders græsning var lig en td. hartkorn. Engene ansattes efter mængden og beskaffenheden af det hø, de kunne yde. 16 læs godt hø var lig en td. hk.. Skoven sattes i hartkorn efter det antal svin, den kunne fede. Et skovstykke, som kunne fede 24 stykker treårssvin, sattes lig en td. hk. Foruden det alt nævnte omfattede matriklen også indtægt af tørvemoser, tiender, mølleri, fiskestader og færgerettigheder. Denne såkaldte gammelmatrikkel, der godkendtes af kongen i 1688, omfattede ialt 459,000 tdr. hartkorn, hvoraf de 375,000 var ager og engshartkorn, og 5000 skovskyldshartkorn. Dette skattegrundlag var ikke dårligt, hvad man kan se deraf, at det i princippet holdt sig lige til 1903 med en mindre regulering i 1802 og en større i 1844. Men med den ringe ydeevne, landbruget havde, blev selv de mest minimale skatter let for tunge.

En sag af største vigtighed var det at få landbruget igang påny efter krigens ødelæggelser. Men dertil krævedes kapital eller dog kredit, og det havde hverken bønder eller regering ret meget af. Der var da ingen vej uden om godsejerne. 10 år efter, at regeringen havde afskaffet den godsejerlige skattefrihed, så den sig nødsaget til at indføre den igen. Ved reskript af d. 23. juli 1670 fik alle ejere af gamle adelige sædegårde skattefrihed for hovedgårdenes tilliggende mod til gengæld at overtage garantien for, at skatterne af de underliggende fæstegårde, også ødegårde blev rigtig betalt. I 1682 bestemtes det, at kun de hovedgårde, som havde mindst 200 tdr. bondehartkorn under sig inden for 2 mils afstand fra hovedgården, skulle nyde skattefrihed, dog fik de godsejere, som således mistede skattefriheden, lov til at komplettere deres hovedgårde ved at købe bondejord, så de kunne nye skattefriheden igen. Som man ser det af Danske Lov, godkendte enevælden hele den gamle landbrugsordning, ikke blot de gamle bondeprivilegier, men desværre også vornedskabet, ligesom godsejeren beholdt sin gamle hals-, hånds- og sagefaldsret. Med bøndernes forarmelse in mente var der næppe meget på det ben, og regeringen var sikkert glad ved at kunne lade godsejerne beholde den med disse rettigheder følgende bekostning og ulejlighed. Men samtidig med, at den opretholder det gamle, tager den sig også århundreders klart udtalte lære til efterretning, nemlig, at bondeselveje er en skrøbelig ting, der har ondt ved at holde til onde tiders belastningsprøve. Desuden var de meget få selvejerbønder, der endnu med utrolig sejhed hang ved deres gårde en kedelig undtagelse, man helst måtte være foruden. Ville man sikre stat og bonde i fremtiden mod alle eventualiteter, var det bedst, at bønderne stod under en godsejers faderlige forsyn.

Ved ordningen af 1670 opnåede staten flere gode ting. Den opgav en større usikker skatteindtægt for at få en mindre, den sikkert kunne regne med. Det skattefri hartkorn sammen med det Krongods, der udlagdes som ryttergods, udgjorde ca. 15 pct. af det hartkorn, som var optaget i matriklen af 1688. Endvidere væltede den hele det ulidelige kval med ødegårde over på godsejerne og gjorde dem ivrige efter at få dem besat og opdyrkede, ligesom disse nu blev interesserede i deres bønders velfærd, for kunne de ikke betale, så skulle godsejeren selv gøre det. Godsejerstanden gjordes således til et svampet økonomisk mellemlag mellem bønderne og regeringen, bestemt til i gode tider at opsuge velstanden og i dårlige give den fra sig igen i form af skatter til staten og henstand og forstrækninger til bønderne. Hele denne sindrige ordning, der sikkert var tænkt som et værn for bønderne, kom dog af flere grunde til at virke ganske mod sin hensigt. Godsejerne, som ikke havde mere velstand end til husbehov, fik foreløbig ingen velstand at opsuge, hvilket regeringen selv bidrog til ved sine skattepålæg. Dernæst ødelagde den bønderne moralsk ved at tage ansvaret fra dem og lægge det over på godsejerne, som nu blev den tap, det gjaldt om at holde godt smurt. Giver man ansvar, må man også give myndighed. Og endelig hvilede ordningen på den forudsætning, at landbruget ikke lod sig forbedre teknisk. Man fortsatte i den henseende med det fra fædrene nedarvede trods dalende udbytte og svigtende priser. Systemet ejede ingen kræfter til virkelig oprejsning.

Når denne og den nærmest følgende tid er præget af et ondartet bondeplageri, har man villet forklare det ved, at de nye godsejere, som ofte var udlændinge, havde en anden opfattelse af, hvordan bønder burde behandles eller de stod landbruget fjernere og derfor i mere udstrakt grad lod deres godser styre af ridefogder. Men da man blandt tidens bondeplagere hyppigt også træffer folk af gammel dansk adel, så ligger det nærmere at søge årsagen i selve systemet, der tvang mangen ellers human godsejer til at tage hårdt på sine bønder for at redde sig selv og dem fra et økonomisk sammenbrud. Der er således årsager nok til bondens ulykke; men den egentlige årsag var den usle landbrugsteknik, der udelukkede alle fremskridt. Høstudbyttet var yderlig ringe, højst fire fold, ofte meget mindre. Med dette lave foldudbytte var man meget udsat for vejrligets luner, der let føjede sig således, at afgrøden helt mislykkedes. Det ene misvækstår følger derfor det andet. Et år mislykkes rugen, et andet byggen, og somme tider mislykkes de begge to. Sker det så tilmed et år, da skoven ikke giver olden, så er der hungersnød i landet. Således går det langt ind i det 18. århundrede.

Man stod uforstående overfor dette. Vi dyrker jorden, som vore fædre har lært os. De levede godt deraf. Vi dør af sult. Det må være naturen, som har forandret sig og nægter at yde mere. Faktisk var forholdene således, at en bondegård selv i rigets bedre egne næppe kunne føde sine egne beboere, skatter til staten, afgifter til herremanden og tiende til præsten var det yderst skralt med. På de fleste godser svulmede restancelisterne uhyggeligt op. Flertallet af fæsterne sad i håbløs gæld til deres godsherre, og dermed var deres ret forspildt. Det nyttede ikke, at godsejeren, hvad han jo havde juridisk ret til, jog den uefterrettelige fæster ud af gården. Hvor skulle han få en anden og bedre fra? Der synes at have hersket en alvorlig folkemangel, og desuden søgte hver, der kunne det, med alle kneb at undgå stillingen som hovpligtig fæster. Under sådanne omstændigheder var der ikke meget at hente fra landbruget. Hartkornsskatterne udgjorde ikke mere, end hvad hoffet kunne fortære uden endda at overanstrenge sig. Regeringen måtte købe smør, ost og heste til hærens brug i udlandet, fordi vort eget landbrug ikke orkede at få det frem.

Godsejeren, der var i vinden for skatterne, fik intet af bondejorden. Han så da ingen anden udvej end at udvide og dyrke sin hovedgård noget bedre for af dens tiendefri og skattefri jord at tage de skatter, han skulle have haft af bondejorden. Et tidens træk er det da, at hovedgårdene udvides og hoveriet forøges. Bønderne, der nu hverken betaler landgilde eller indfæstning, må betale med arbejde. Da de fleste af dem skylder herskabet langt mere, end de nogen sinde kan håbe at betale tilbage, og de er ude af stand til at gøre modstand mod denne udvikling. Hoveriet flyder ud i det ubestemte. Det omfatter nu alle gårdens arbejder, der udføres på kort tilsigelse med egne heste og redskaber og på egen kost. Hoveriet nærmede sig til at blive den eneste reelle indtægt, godsejeren kunne påregne af sin bondejord, og den var skral nok endda. Hoveriet var jo den mest plagsomme og hadede af alle bøndernes ydelser, hvorfor de saboterede arbejdet ved systematisk driveri, mod hvilket man ikke kendte andet middel end prygl. Nu er det, at tyremejen og træmæren bliver landbrugets vigtigste redskaber. »Jeg slår på bonden, bonden slår på sin hest, hesten trækker ploven, og jorden bærer frugt; men uden prygl ville det hele falde sammen« sagde en herremand, og det var så sandt, som det var sagt. Men det var også sandt, hvad en ridefoged sagde til nogle hovbønder, der klagede over, at de for hoveriet ikke kunne få tid til at passe deres eget: »sørg blot for at få hovkornet ind, det er det, vi lever af !«

Et andet ikke mindre uhyggeligt træk i tidens hårde ansigt er vornedprocesserne. Mangelen på folk og godsejerens pligt til at svare skatterne også af ødegårdene, gjorde vornedretten til en ram virkelighed. En godsejer, som havde ødegårde, - og hvem havde ikke det, - så kirkebøgerne efter for at finde mænd, der var født på godset, og som havde bosat sig andre steder. Når en sådan mand var fundet, var det næste skridt at dele ham til stavns. Dette skulle ske ved, at sagsøgeren for retten skulle bevise, at den pågældende mand virkelig var født på godset og var vornedpligtig. Den godsejer, som havde manden, var ivrig for at beholde ham, da han ellers risikerede at få en ødegård mere. Han søgte ved alle kneb at afsvække sagsøgerens bevisførelse. To ridefogder kunne stanges for retten i uger og måneder for at redde den arme bonde, der hverken vidste, om han var købt eller solgt, for deres gods. Det 17. århundredes godsejere førte processer om mennesker, som de det foregående århundrede havde ført dem om jord. Lykkedes det så at få dom for, at bonden tilhørte det påståede fødegods, var der kun tilbage med denne dom i hånden at hjemføre ham til den ødegård, som var bestemt for ham. Men gevinsten var i mange tilfælde kun ringe. Den således behandlede bonde tabte lysten og blev sløv og ligegyldig, han forsad sin gård og var ligeglad, enten han kunne betale skatter og afgifter eller ej.

Et stigende tal af ødegårde og voksende sværme af arbejdsføre tiggere langs alle rigets landeveje vidner om, hvor hjælpeløst man stod overfor den egentlige vanskelighed i sagen. Det var lige så sørgeligt og urimeligt som det forhold, vi nu kender, at landbruget råber på arbejdskraft, mens byernes gader vrimler af arbejdsløs ungdom. Den danske bonde er en retsindig og fornuftig mand. Men ingen kæmper længere, end han har håb om held. Mister han håbet, opgiver han kampen. Meget tyder på, at det var gået store dele af den danske bondestand på den måde. Med den indstilling, man dengang havde, kendte man intet andet middel derimod end tvang, der kun øgede modviljen og håbløsheden. Et tegn, der peger i denne retning, er de rømninger, der stadig klages over. Tvært imod deres natur foretrak danske bønder at leve som vagabonder fremfor at være hovpligtige fæstere. Det var heller ikke videre hyggeligt for en herremand at erfare, at en flok af hans fæstere i nattens løb var brudt op med alle rørlige ejendele, hvoraf de fleste tilhørte ham selv. De solgte dem på nærmeste markedsplads, drak pengene op og drev af som rodløse, desperate eksistenser. Man kunne sætte efter dem og straffe dem som rømningsmænd, hvis man fik fat på dem. Men hvor var de at finde, og hvad havde man ud af det?

Ved udstrakt brug af rangforordninger, titler og ordener søgte enevælden ikke uden held at spænde den menneskelige forfængelighed for sin triumfvogn. Ved forordning af 1671 oprettedes en ny adel af grever og friherrer. Hensigten hermed var mangesidig. Dels ønskede man at sprænge og dele den gamle adel, der var ilde set ved hoffet, fordi den mistænktes for at have sympatier for de gamle tilstande, og fordi dens adelskab afhang af fødsel og ikke af kongelig nåde, dels ønskede man at omgive tronen med paladiner (dvs. omvandrende riddere), der kunne give kongemagten relief og glans, og endelig havde man til hensigt at skabe en vist fasthed i forholdet mellem de slægter, som ejede jorden, og dem som dyrkede den. Der gaves nu adgang til for godsejerne at få deres godser gjort til en slags len af staten og dermed bevarede i deres slægt. Det bestemtes, at et grevskab skulle være på mindst 2500 tdr. hartkorn, et baroni på 1000 og et stamhus på 600. Disse godser skulle samlet og udelt gå i arv i opretterens slægt efter de regler, som fastsattes i oprettelsesdokumentet og skulle for de flestes vedkommende tilfalde staten, hvis slægten uddøde (den såkaldte hjemfaldsret). Majoratsgodserne udstyredes med skønne privilegier. Besidderen fik fulde amtmandsrettigheder og var at betragte som en særlig stillet embedsmand. Godserne kunne ikke deles eller pantes for gæld. Endvidere fik de skattefrihed for hovedgårdene på samme betingelser som alle andre godsejere, grevskaber tillige for 300 tdr. hartkorn bondejord, baronier kun for 100. Der synes ikke at have været stor iver efter at få oprettet sådanne godser, hvilket heller ikke var hver mands sag. I tiden 1671 til 1699 oprettedes kun 11 virkelige grevskaber og 13 baronier. Ialt oprettedes der ca. 100 majoratsgodser, hvoraf de 80 bestod til vore dage. I 1910 var der 21 grevskaber, 14 baronier og 33 stamhuse, samt 10 fideicommisgodser, til hvilke hørte 14,000 tdr. land hovedgårdsjord; 16,000 tdr. land fæstejord (meget var da solgt fra); 110,000 tdr. land skov; 14,000 tdr. tiendehartkorn og 115 millioner kroner fideicommisskapitaler. Godserne regnedes da for at være ca. 400 millioner kr. værd i 1910. Hensigten med dem nåedes ikke helt. En del af dem, der oprettedes af udlændinge, kom ved arv over på udenlandske slægtninges hænder, hvorved båndet mellem herskab og fæstere kun synliggjordes af ridefoged eller godsforvalter men det må indrømmes, at der mange steder mellem de to parter opstod et hengivenhedsforhold, som satte sig smukke frugter både i med og modgangstider. 

Stavnsbåndet.

Der ville ikke være grund til i en fremstilling som denne at omtale rigets militærordning, dersom den ikke havde grebet så dybt ind i bondens liv og tillige blev forbundet med stavnsbåndet. Som omtalt stammede den gamle adels skattefrihed fra, at den påtog sig pligten til i panser og plade at vove sin hals for rigets fred. Den personlige rytteritjeneste omdannedes i middelalderens løb til en afgift, adelsmanden svarede af sit gods efter dettes størrelse. Efterhånden, som ildvåben blev mere og mere almindelige i krig, blev panserrytteriet af liden eller ingen nytte. Kongerne måtte have lejetropper til hjælp. Kristian IV, som var en af de første feltherrer, der i overvejende grad forsynede sine hære med ildvåben, søgte at få den adelige rytteritjeneste afløst og en militsordning indført. Men planerne modarbejdedes af adelen og løb derfor ud i sandet. De hvervede soldater var dyre og dårlige. En ting er jo at værge sit land i påkommende tilfælde, noget andet er at lade sig leje til den sjofle gerning at slå folk ihjel. Det var derfor sjældent vorherres bedste børn, som drev ind i lejehærenes geledder, men mest skrabsammen af alle mulige nationaliteter. De underkastedes i tjenesten en hundsk disciplin med rigelig anvendelse af de mest barbariske straffemidler. Udenfor tjenesten lod de efter bedste evne ondskaben gå ud over den civile befolkning, de var indkvarteret hos. Det var mest købstadsborgere, som måtte bære dette kors. Befolkningen betragtede soldaterne med en blanding af frygt og afsky. Hæren udgjorde da også en slags stat i staten. Lige til 1771 foregik kommandoen i denne »danske hær« på tysk. Naturligvis kan man ikke fortænke lejesoldaterne i, at de ikke var særlig ivrige efter at komme galt af sted eller i, at de helst ville have deres penge, inden de gik i slag;, de var lunkne og upålidelige i krig og en ulidelig plage i fred, og det var ikke sært, at konger og andre fædrelandssindede faldt på den tanke, at landest værn burde varetages af landets egne børn; der hørte hele den gamle adels standsegoisme til for at modsætte sig denne naturlige tanke.

Med enevældens indførelse var alle hindringer af den art slået over ende. Under Kristian V skabtes det nationale rytteri, der fik sin ilddåb i den Skånske Krig. 30,000 tdr. hartkorn af Kronens gods udlagdes som ryttergods. Hver fæster på ca. 8 tdr. hartkorn fik frihed for alle skatter og afgifter (undtagende tienden) mod til gengæld at holde een rytter eller selv ride for sin gård. Man fik således ca. 4000 nationale ryttere i kongeriget og 500 til fra den kongelige del af Sønderjylland. Da den adelige ryttertjeneste samtidig genoprettedes, fik man yderligere 1000 ryttere. En ulempe var ryttergodsets spredte beliggenhed. Under Frederik IV foretoges derfor en sammendragning og udvidelse af ryttergodserne, således at det samledes i sammenhængende distrikter, hvoraf der blev 12 ialt. De tre jydske rytterdistrikter lå omkring Randers, Skanderborg og Kolding. Det fynske samledes omkring Odense, vest og sydvest for byen 3 mil ude. På Sjælland udgjorde hele Nordsjælland og det halve af Københavns amt tre sammenhængende distrikter, desuden var der Tryggevælde-distriktet på Stevnshalvøen, Antvorskov-distriktet omkring Slagelse og Vordingborg-distriktet i Sydsjælland. Hele Falster og den østlige halvdel af Lolland udgjorde to distrikter. Tilsammen var de alle på ca. 67,000 tdr. hartkorn.

Rytterbønderne ansås at være noget bedre stillede end andre bønder. Omkostningen ved at holde een rustet rytter regnedes at være ca. 32 rdlr. om året, hvilket altså var, hvad en nogenlunde velstillet bondegård skulle kunne yde i skat og landgilde. Iøvrigt var rytterordningen tid efter anden underkastet så mange ændringer, at det ikke lader sig gøre at omtale dem her. Ved forordning af d. 22. februar 1701 oprettede Frederik IV sin landmilits, der fik ilddåben i den Store Nordiske Krig. Tordenskjolds berømte soldater skal have været sjællandske militskarle. Alt hartkorn, undtagen ryttergodset, hovedgårds, præstegårds og købstadjord skal nu deles i lægder på 20 tdr. hartkorn, hvoraf hvert skal stille en karl, som skal springe soldat i 6 år, med mindre han frivillig vil tjene 6 år til, når han er færdig med første omgang. I den tid, karlen er soldat, skal han tjene hos en bonde i lægdet eller dog i sognet og have 20 daler i årlig løn plus forplejning. Øvelserne foregår nogle timer hver søndag eftermiddag uden gudstjenestens forsømmelse. Øvelsespladserne skulle lægges således, at ingen havde mere end 3/4 mil at gå til dem. Karlen skulle selv anskaffe sig en uniformskjole af gråt vadmel med opslag og rabatter i regimentets farve. Sidevåben og gevær får han udleveret af kongen. De skulle efter øvelsen opbevares i skabe, der opstilledes i nærmeste kirkes våbenhus. Fire gange årlig samles kompagniet og een gang regimentet til større samlede øvelser. Landet blev nu oversået med ekscerserpladser som i vore dage med fodboldbaner. Militsen inddeltes i 7 regimenter, ialt ca. 12-14,000 mand. Til befalingsmænd tog man de dygtigste folk i den hvervede hær. De førte dennes ånd og tone med sig, så skønt det var befalet, at mandskabet skulle behandles således, at ingen ved hug og slag tog skade på liv eller lemmer, og at kommandoen skulle foregå på dansk, så kom det hele dog til at gå på tysk, da de hvervede ikke kendte nogen anden måde at ave rekrutter på. Korporalerne bar ikke stokken bare til pynt. Ville en udskreven karl fæste gård, blev han fritaget fra tjenesten og en anden udskrevet. Ville han fæste et hus, måtte han gerne det, men skulle tjene sin tid ud. Alt det unge mandskab på godset i alderen 14-35 år skulle opføres på reserveruller, og godsejeren blev gjort ansvarlig for, at de var tilstede ved den årlige session, der bestod af regimentsobersten, amtmanden og en kongelig kommissær. Var der ikke karle nok til lægderne, skulle godsejeren leje de manglende, hvilket ikke var videre morsomt, da prisen lå omkring ved 150 til 200 rigsdalere. Hverken bønder eller godsejere var glade ved militsen. De første hadede militærtjenesten og brugte alle kneb for at undgå den, og godsejerne betragtede den som det, den da også var, en ny hartkornsskat, for hvilken de skulle kavere som for alle de øvrige. De karle, som havde udsigt til at komme i trøjen, fik ofte henimod sessionens afholdelse bisselæder i støvlerne og forstak sig. De tog tjeneste på ryttergodset, rejste til købstæderne eller helt ud af landet, så godsejerne så sig nødsaget til at hefte dem en tid, til sessionen var overstået.

For at modvirke den overhåndtagende hang til vagabondering og løsgængeri blandt landbefolkningen var der d. 19. februar 1701, altså få dage før militsens oprettelse, udgivet en forordning, som gik ud på, at ingen personer af landbefolkningen måtte forlade sit fødegods uden pas fra godsejeren og skudsmål fra præsten, ligesom der blev sat straf for dem, der tog karle i tjeneste, selv om de ingen pas havde. Da der ikke står noget i forordningen om, at man havde lov til at nægte en karl pas, når han forlangte det, minder ordningen noget om vore dages folkeregister; men godsejerne benyttede pasforordningen til at indføre et ulovligt stavnsbånd, idet de nægtede de militærdygtige karle pas under henvisning til, at de stod opført på reserverullen og derfor skulle blive på godset. Frederik IV var klar over, at militærtjenesten var en byrde for landbefolkningen, og han var rede til at gøre noget for den til gengæld. Endnu hvilede det middelalderlige vornedskab over befolkningen på den sjællandske øgruppe, yderst trykkende under den herskende folkemangel. Flere tilløb til at få den gamle godstvang afskaffet var gjort. Kristian V fritog bønderne på Møn og Bogø for vornedpligten. Frederik IV gav ved sin tronbestigelse bønderne på Jægerspris vornedfrihed. Ved forordningen af d. 21. februar 1702 hævede han vornedsskabet for alle dem, som var født efter hans tronbestigelse og fødtes i fremtiden. Denne frihedsforanstaltning, som er den første i sin art i Europa, talte vel til gunst for kongens hjertelag og forståelse af folkets tarv, men desværre var tiderne så hårde, at denne zirat i hans historie ikke fik nogen videre betydning i praksis. Teoretisk derimod fik forordningen senere, som vi skal se, en vis betydning.

Et andet vidnesbyrd om Frederiks IVs iver efter at fremme folkelykken, er de 241 skoler, han efter den Store Nordiske Krigs afslutning lod opføre på ryttergodserne. Grundmurede og teglhængte var disse bygninger næst efter selve kirken de flotteste bygninger i sognet. Hver af dem havde da også kostet sine 600 rdlr.. Også denne velgerning fik på grund af tidernes ugunst kun ringe betydning. Til et godt skolevæsen hører ikke blot gode bygninger, mere vigtigt er det, at der er forstående hjem og gode lærere. Begge disse ting skortede det i høj grad på. Bønderne begreb ikke, hvad de skulle med de skoler. Deres knægte skulle jo ikke være degne, og hvad lærerne angår, måtte man tage til takke med allehånde udrangerede personer fra andre livsstillinger, blot de kunne svinge en tamp og læse og skrive til nødtørft. Kongen havde håbet, at hans gode eksempel skulle virke hen til, at også de private godsejere skulle begynde at opføre skoler. Men det blev ikke til ret meget. Tiderne var sådan, at en godsejer hellere end at sende en pågreben tyveknægt til Bremerholm, eftergav ham straffen mod at han „unødt og utvungen" overtog en ødegård. Under sådanne omstændigheder er man ikke oplagt til at bygge skoler.

Regeringen modtog en mængde klager over de fordærvelige følger af landmilitsen. Der er næppe det onde, landbruget og de betrængte godsejere lider under, uden at det stammer fra landmilitsen. Men Frederik IV var glad ved sin milits og sine ryttere. Han vendte det døve øre til og anbefalede godsejerne at styre deres godser noget bedre, så ville de altid kunne få deres gårde besat. Han kunne sagtens snakke! Men hvem kunne med stedse stigende byrder og dalende indtægter, med demoraliserende, ligeglade bønder og en hadet militsordning styre sit gods sådan, at bønderne ikke fandt anledning til misfornøjelse og rømning.

Kristian VI var opfyldt af den alvorligste stræben efter at gøre vel imod sine undersåtter, ikke mindst de ringe iblandt dem. Da han besteg tronen i 1730, modtog han fra det ganske folk en enstemmig bøn om at blive befriet for landmilitsen, der sagdes at være skyld i broderparten af tidens elendighed. En af hans første regeringshandlinger var da også at ophæve den forhadte indretning. Både fra bønder og godsejere hørtes megen lovsang i den anledning. Kun i de militære kollegier rystede man på hovedet af denne svækkelse af forsvarsmagten. Men de forventede paradisiske tilstande udeblev. Man havde overvurderet landmilitsens skadelighed. Det synkende høstudbytte og de synkende priser stimuleredes ikke ved landmilitsens fjernelse. Det gjorde derimod mandskabets tilbøjelighed til at rømme fra de godser, hvoraf en eller anden grund forholdene var mindre ideelle, og det var de sandt at sige de fleste steder. Godsejerne havde selv en ikke ringe del af skylden. De havde ved deres misbrug fået pasforordning og militsforordning blandet sammen i bøndernes enfoldige bevidsthed. Nu da militsen var afskaffet, mente bønderne, at pasforordningen også var det, hvorfor de ganske ugenert stak hænderne i lommen, lod ploven stå og gik deres vej uden at have den mindste medlidenhed med de stakkels godsejere, der så sig ladt i stikken. En ridefoged på Sjælland fortæller, at bønder overfor ham havde erklæret, at de heller ville sidde i Kastellet end være hovpligtige fæstere. Havde det ikke været galt før, så blev det det nu. Godsejerne jamrede højt og påstod, at de umuligt kunne påtage sig garantien for skatterne, når bønderne havde lov til at løbe deres vej. Det var en tale, »regeringen« ikke kunne overhøre. Den søgte at trøste godsejerne ved at give tilladelse til at lægge bøndergårde ind under hovedgårdene, hvis det var umuligt at finde fæstere til bøndergårdene. Den indskærpede pasforordningens fortsatte gyldighed og udstedte generalpardon for alle dem, der var rømmet, hvis de ville vende tilbage inden en vis tids forløb. Alt med meget lidt frugt. Intet af alt dette kunne lindre de betrængte godsejeres nød. I deres kvide var de begyndt at se med andre øjne på landmilitsen. Så længe de havde den, havde de dog haft et vist hold på de mere lovlydige af bønderne. Det endte med, at de råbte på at få landmilitsen igen.

I den triste situation, hvori riget befandt sig, syntes intet at kunne hjælpe. Man byggede slotte for at sætte penge i omløb og tvangshuse for at fylde dem med alle de desperate røvere, som drev om lande. Det hjalp ikke. Høstudbyttet vedblev at være lige dårligt, og priserne vedblev at falde, og tiggerne formerede sig værre end jøderne i Gosenland. Ingen fjendtlig hær kunne være mere fordærvelig i krig end denne pjaltede skare af arbejdsløse bønder var det i den dybeste fred. I 1733 samlede Kristian VI sit høje råd af bestjernede ekscellencer for at overlægge, hvad der kunne gøres for det nødstedte landbrug. De fandt en udvej, som de har måttet høre meget ondt for sidenhen. Ja, selve kongen, den fromme og velmenende mand, fik sit rygte spoleret for alle tider, skønt han var en bedre skæbne værdig, og så er det dog ikke godt at vide, hvad de skulle have gjort uden netop det, de gjorde. De kunne let have fundet noget meget værre; men det gjorde de nu ikke. Set fra de høje stole så sagen således ud: skatterne var for høje, priserne for lave, og så var landbrugets to grundkræfter ved at falde fra hinanden. Den første ulempe, de alt for høje skatter, er der jo et gammelt og nærliggende husråd imod. Man kan sætte dem ned! Det lyder så let, men er i virkeligheden svært nok at gøre. Hoffet skal leve og de Kgl. Hof-tallerkenslikkere skal have løn for deres møje. Hæren skal opretholdes og videnskaben skal florere. Embedsmændene skal have brød, og industri og handel understøttes. Hvorledes skal det lade sig gøre med mindre skatter end dem, der kom ind. Men der var ingen vej udenom. Hartkornsskatterne nedsattes med 11 pct.. Dette affødte højstemte lovsange ud over landet. Det var især de nødstedte godsejere, som takkede. Bønderne var forlængst kommet ud over vanskelighederne med skatterne.

De lave priser på landbrugsprodukter lod sig vel ikke hæve selv af en enevældig konge; men han kunne måske forhindre, at den sølle danske høst blev helt værdiløs ved at forbyde al indførsel af fremmed korn til Danmark og det søndenfjældske Norge. Så gjorde man det. Det danske og norske folk sattes på nedsat brød og grødration. Det smagte ikke nordmændene, der måtte blande bark og andre sager i melet for at drøje på det. De har senere med pinlig omhu sat denne foranstaltning på listen over de mange misgerninger, danskerstyret forøvede mod det norske folk, men har med lige så pinlig storladenhed overset, at der i Danmark blev truffet lignende foranstaltninger til fordel for den norske salt og glasindustri. Priserne var også meget lave. I 1730 kostede een td. rug lidt under 5 kr., een td. byg 3,50 kr., og een td. havre 1,62 kr., mens man kunne købe oksekød, flæsk og smør på Københavns Torv for henholdsvis 17, 12 og 18 øre pr. pund. Når man tager det yderlig lave foldudbytte og de forholdsvis høje afgifter på jorden i betragtning, vil man indse, at der ikke har været meget ved at drive landbrug.

Men den tredje ulempe, at landbrugets to grundkræfter var ved at skilles, var ikke blot den værste, men tillige også den vanskeligste at finde råd for. De to grundkræfter er bonden og jorden. Tilsammen skulle de, når ellers forholdene vil arte sig, kunne udrette en del, - hver for sig er de intet værd. I Grevefejden havde bonden villet omstyrte det bestående samfund med brøl, brand og leer på stage. Det lykkedes ikke. Nu var han lige ved at nå det samme mål med hænderne i lommen. Mangelen på bondesved var lige ved i kort tid at udrette det, som end ikke svensken med al sin vælde havde kunnet gøre i 20 krige, nemlig ødelægge Danmarks gamle rige. Hvad skulle man gøre? Landbruget kunne ikke forandres, det måtte til dagenes ende forblive og foregå som det havde været fra Arilds tid. Det var naturen, der nægtede at yde, og hvad kan vi gøre ved naturen og dens love. Ganske vist var der en professor i København, Ludvig Holberg, hed han, som påstod, at det ikke var naturen, der var noget i vejen med, men dyrkningsmåden. Han havde opdaget, at bondesved er den bedste gødning af alle, og at det var den, man savnede. Nu var det kun ride- og ladefogeder, som svedte med at prygle bønder, men det gav ingen arbejdslyst hos dem, som fik pryglene. »Slå bare, det er ikke min ryg!« sagde karlen til ridefogden. Der var kun tvangens gamle, velkendte vej at gå. Vil bønderne og jorden ikke godvillig blive sammen, så må de i, alle gode magters navn tvinges til det. Hvis ikke går al god orden og ret regimente ad Hedehusene til. »Indfør livegenskabet, som man kender det i Holsten«, sagde nogle. Det vil sige: gør bønderne til godsejerens ejendom ligesom jorden. Det skal siges til Kristian VIs ære, at det nægtede han bestemt at gå med til. »Forbyd ganske simpelt bønderne at rejse fra deres fødestavn!« sagde nogle. Men heller ikke dette ville kongen gå med til. Men da både godsejere og krigskollegier ønskede landmilits; de første af frygt for flere ødegårde og de sidste af frygt for Sverige, så valgte kongen at slå to fluer med et smæk ved at genoprette landmilitsen, forenet med et tidsbegrænset stavnsbånd. Dette skete ved forordning af d. 4. februar 1733. Lægderne skulle nu være på 60 tdr. hartkorn. Alt det på godserne værende mandskab i alderen 14-36 år skulle opføres på reserverullerne og måtte i den tid ikke forlade deres fødegods. Iøvrigt ordnedes selve militærtjenesten som før. Dog var der en lille uskyldigt udseende, men meget vigtig ændring i udskrivningsreglerne. Tidligere var udskrivningsmyndigheden tillagt en årlig session, fremtidig bliver den lagt i godsejerens hånd.

Således var der da indført et lovligt stavnsbånd for alle rigets landdistrikter. Man kan fordømme denne foranstaltning så meget, man vil, men det er en kendsgerning, at den hjalp, eller rettere den indgav godsejerne den tro, at den hjalp. Når en syg får medicin og mærker, den linder, vil han have mere. Regering og godsejere havde en befriende fornemmelse af, at de nu havde fået fat i den rigtige ende. Godsejerne fik bedre hold på deres folk. Men alle onder var dog ikke besværget med det, man havde fået. Syge dyr får som bekendt utøj. Det danske landbrug var sygt og plagedes af alle de onder, som tænkes kunne, deres vægt forøgedes ved den ringe modstandskraft, misvækst, hestedød, kvægpest, fåre- og svinedød, folkemangel og ødegårde. Det var til at fortvivle over. De arme godsejere rev sig i håret og vidste ikke andet råd end at råbe på mere stavnsbånd. De 22 år af sit liv som bonden var heftet til godset, var for lidt. De slemme bønder, der ikke havde spor af medlidenhed med deres betrængte godsejere, rømte, før de blev 14 år eller efter, at de var fyldt 36 år. Regeringen, der klart indså godsejernes vanskeligheder og var forhekset af den vigtige rolle, de spillede som skattegaranter, lånte dem villigt øre. De indberetninger, amtmændene efter samråd med godsejerne sendte til regeringen, ånder almindelig glæde over stavnsbåndets velsignelsesrige virkninger og indeholder adskillige vink om, hvordan man tænkte sig, at denne nyttige foranstaltning yderlig kunne udvides til gavn for alle, ikke mindst for bonden selv. Forordningen af d. 30. juni 1741 forlænger den militære tjenestetid til 8, 10 eller 12 år efter den alder, karlen har, når han bliver udskrevet. De yngste skulle tjene længst. I en supplerende plakat til denne forordning bekendtgøres det, at godsejerens ret til det unge mandskab skal begynde med det fyldte 9. år og først ophøre med det 40 år. Således udvides stavnsbåndet til at omfatte 31 år af bondens liv. Den karl, som ikke efter endt tjenestetid vil tage gård, får godsejeren ret til at afgive til et af de hvervede regimenter, hvor han skal springe i yderligere 10 år til.

I 1745 rasede kvægpesten med stor voldsomhed. Det var et mægtigt tab for landbruget, i første række naturligvis for godsejerne. Alle, store og små, kloge og dumme, spekulerede på midler mod denne plage, men intet syntes at hjælpe. Så måtte man prøve med noget mere stavnsbånd. Jammeren steg op til den enevældige trone, hvis beklæder havde den bedste vilje til at lindre folkets nød, hvis nogen bare kunne sige ham, hvad han skulle gøre. Kommissioner, bestående af amtmænd og godsejere, blev nedsat for at undersøge forholdene og finde udveje. Deres overvejelser mundede ud i, at bønderne havde for megen frihed. Særlig syntes den omstændighed, at de udtjente soldater havde lov til at nedsætte sig, hvor de ville i landet, at have været disse af trældomsånd forblindede godsejere en torn i øjet. Kristian VI var som sædvanlig rede til at række dem en hjælpende hånd. I forordning af d. 1. juli 1746 „adskillige poster landgodset fornemmelig vedrørende" står den paragraf 2, hvori Kristian VI sætter kronen på sit sørgelige værk, idet han nu allernådigst vil, „at ingen landsoldat skal have tilladelse andensteds sig at nedsætte end på det gods, hvor han er udskrevet fra, og hvor han skal være pligtig gård at antage!" Stavnsbåndet varede da for den udskrevne karl fra det 9. år til døden. Så kunne man jo ikke godt komme længere til den side. Men den formaledidede kvægsyge lod sig ikke standse ved dette eller noget andet middel. Den rasede videre også i Frederik Vs tid. Udviklingen på godserne tog atter en katastrofal vending, og det var nødvendigt at komme dem til hjælp. Regeringen rådspurgte sine amtmænd, disse igen de stedlige godsejere, der trøstig kvad videre på den gamle vise: mere stavnsbånd! Bønderne havde den mulighed, at de kunne sende børnene væk fra godset, før de fyldte 9 år. De har rimeligvis også af og til benyttet den. Den trafik måtte stoppes for at redde landbruget. Forordningen af d. 13. april 1764 bestemmer, at godsejerens ret til mandskabet herefterdags skal begynde med det 4. år, og at alt mandskab i alderen 4-40 år skal indføres i rullerne. Så vidt nåede man da. Stavnsbåndet gjaldt da i 36 år af bondens liv, og for de udskrevne soldater fra det 4. år til døden. Der gaves velforstokkede godsejere, som gerne havde stemt for, at bøndernes børn skulle have tilhørt godset lige fra moders liv og til de blev gravet ned på landsbyens kirkegård; men med den sidste udvidelse af stavnsbåndet er vi kommet så langt frem i tiden, at modsatte anskuelser kan få ordet.

Stavnsbåndet hjalp landbruget ved at holde bonde og jord sammen; men det ødelagde bønderne endnu mere, end de var det i forvejen. Deres interesse i at holde systemet oppe forsvandt nu ganske. Man havde kastet barnet ud med badevandet. Før stavnsbåndet gav godserne underskud på grund af dårlige priser. I slutningen af Kristian VIs levetid begyndte priserne at gå op; men godserne gav stadig underskud, nu på grund af dårlige bønder. Stavnsbåndet var således set en dyr medicin. Stavnsbåndet omfattede kun mænd. Kvinderne var ikke stavnsbundne ifølge loven; men når fædre og sønner er stavnsbundne, bliver hustruer, mødre og kærester det også i praksis. For det egentlige landbrugsarbejde var kvinderne dengang af større betydning, end de er nu. Pigen styrede det forreste spænd heste, når man pløjede, hun spredte møg og malkede, hun vendte hø og bandt korn op efter sin mejer og meget mere. Desforuden var der de mange huslige arbejder, som industrien nu har overtaget. Brygning, bagning, lysestøbning, sæbekogning, smørkærning foruden tilberedning af klædemon. Kort sagt, kvinderne var af mindst lige så stor betydning for godsets trivsel som mændene. Ganske vist kunne de ikke udskrives som rekrutter, men de var, som en ridefoged bemærker, nødvendige for frembringelsen af rekrutter, hvad godset jo også var interesseret i. Der var således ikke megen mening i, at kvinderne skulle have lov til at løbe fra godset, som de ville, når mændene ikke måtte. Det mangler da heller ikke på ønsker om, at kvinderne også burde stavnsbindes. Men på det punkt holdt regeringen ørerne stive. Man fik ingen lov for dét. At enkelte godsejere gav deres ridefoged ordre til at nægte pigerne rejsepas, når de forlangte det, ud fra den betragtning, at piger var godset lige så nyttige som karle, forekom der tilfælde af. Men da det kom til regeringens kundskab, blev kvindernes ret til at flytte, tydelig nok indskærpet i 1742. Det fik, som vi siden skal se, den heldigste indflydelse på tingenes gang senere hen, at kvinderne ikke blev bundne til godserne også. Hvis det var sket, havde det ikke været så let at gennemføre den betragtning, at stavnsbåndet var en militær indretning, som staten kunne ændre uden at krænke godsejerne i deres velerhvervede rettigheder.

Når man skal undersøge, hvori stavnsbåndets fordærvelige indflydelse bestod, kommer man til det resultat, at det ikke i og for sig var det, at bonden ikke måtte flytte fra godset. Den danske bonde har ingen drift til at flytte rundt, når han bare kan finde tålelige forhold at leve under i sin hjemegn. Det fordærvelige lå i, at godsejerens ret til mandskabet var forbundet med retten til at bestemme, hvilke karle, der skulle springe soldat. Dermed fik han et tvangsmiddel, hvormed han kunne gribe ind i bondens private liv, hvad han ellers ikke have ret til. Landbrugshistorikeren C. C. Larsen fik af en ældre bonde at vide, hvordan hans forældre var blevet gift. Faderen havde været soldat og stavnsbunden i 41 år, da stavnsbåndet endelig løstes i 1788. En dag kom greven til ham og spurgte, hvor gammel han var. 36 år, hr. greve - så er det nok snart på tiden, du får foden under eget bord! - tak, jeg ønsker ikke at få det bedre, end jeg har det nu! - nå, nej, men der er nu enken ovre i den gård. Hun sidder med fem børn, og hende skulle jeg have forsørget! - nu forstod karlen, hvad det drejede sig om. Han bad for sig og undskyldte sig med, at han ikke kendte enken. - Nej, det kan godt være; men du kan vel bedre gifte dig end springe soldat endnu engang. - karlen sadlede en hest, red over og talte med enken. Hun græd og sagde: jeg kender dig jo slet ikke, men når greven vil have det, så skal det vel sådan være!

Hvor der er anledning til at udøve brutalitet, vil den jo sjælden få lov til at ligge unyttet hen. Der var på den måde ingen grænser for, hvad ildesindede godsejere kunne få sig selv til at gøre. Den bekendte godsejer, Brigader von Halling på Dronninggård, havde tjent under lord Clive i Indien og vistnok raget sig lidt tropekuller til. Han fandt menneskene på sine godser for små og grimme, hvorfor han befalede de største karle at gifte sig med de smukkeste piger for at forbedre racen. Med fæstevæsenet almindelige forfald var bonden så temmelig trods lovene givet i godsejerens hånd. Den del af den danske befolkning, som lå under stavnsbåndet, kan rundt regnet sættes til 75 pct.. Ifølge folketællingen fra 1769 var der i kongeriget ca. 800,000 indbyggere, hvoraf de 20 pct. boede i købstæderne og København og 80 pct. på landet. Fra dem må så trækkes godsejere, embedsmænd og andre uden for bondestanden.

Under stavnsbåndet.

Om man vil se af det foregående, var stavnsbåndet ikke årsagen til, men følgen af bondens elendighed. Mange faktorer havde medvirket til at knytte det. Først den, at bondens politiske og sociale stilling forringedes ved, at han blev fæster, dernæst det samfundssyn, som lå til grund for stændersamfundet, og som skærpedes ved enevældens merkantilisme og overtro på, hvad der lod sig udrette ved kongelige forordninger, og endelig, at hans traditionsbundne landbrugsteknik ikke formåede at forny sig og derved afbøde de onder, landbruget led under. Forholdene var ikke lige slemme alle steder, selvom de vel ingen steder var således, at de var tålelige for nutidsmennesker. Gennemgående var de bedst i Jylland, hvor gammel nøjsomhed og frihedsånd holdt til huse. Værst var de på Sjælland, Lolland og Falster, hvor godssystemet var mest udviklet og vornedskabet havde hærget sjælene. Desuden kunne forholdene veksle ikke så lidt fra gods til gods. At styre et gods, bestod ikke blot i at kunne handle med stude og korn, men nok så meget i at kunne behandle mennesker. Det var også en af systemets mange ulemper, at befolkningens velfærd var så afhængig af godsets tilfældige administration.

Vi støder her på en person, hvis portræt oftest males med de mørkeste farver, nemlig ridefogden (skulle egentlig være ridefoged, ham, som modtager, hvad bønderne skal udrede). Mange godsejere måtte styre deres gods ved hjælp af en ridefoged, der var en mellemting mellem en godsforvalter og en politimester. Stillingen var vanskelig. På den ene side havde han herskabet, som gjorde sure miner, når godset ikke gav nok, eller, hvad der som oftest var tilfældet, gav for stort underskud. På den anden side havde han bønderne, der langt fra var engle og ofte gjorde ham alle de knuder, de kunne hitte på. Blød i filten kunne en ridefoged ikke være, hvis han skulle udfylde sin plads. Dertil kom, at stillingen var så betroet, at fristelsen til at misbruge den til egen fordel ved at forurette både herskabet og bønderne ofte var for stærk. Samtiden påstår, at en ærlig foged var så sjælden som en hvid ravn. Iøvrigt havde fogden ligesom fanden nok at bestille. Hans virksomhed strakte sig lige fra godsets øverste styrelse og regnskab og ned til småting som at forlige stridige ægtefæller, føre de processer, bønderne ragede sig ind i, påse, at de kørte gødningen ud på jorden i stedet for at brænde den, at de unge på godset kom rettidig og regelmæssig til alters, at karlene ikke røg tobak i laden og en mængde andre ting, der i en sørgelig grad vidner om, hvilken sløv ligegladhed, fæstebønderne var nedsunkne i.

Man undres ikke over, at han til tider kunne løbe varm og give en umedgørlig bonde et livfuld tærsk, men heller ikke over, at bønder undertiden rottede sig sammen og gav ham en godt banket trøje til gengæld. Ridefogden som den onde ånd på godset var imidlertid kun en udvækst af hele den ulykkelige situation, landbruget var kommet ud i. Da tiderne bedredes, forsvandt de onde fogder af sig selv. Det er ejendommeligt, at bonden under stavnsbåndet er fredelig og politisk ganske ufarlig. Der er ikke under hele stavnsbåndsperioden det mindste tilløb til nogen social opposition blandt bønderne, således som man jævnlig ser det i middelalderen, skønt man skulle synes, forholdene måtte tilskynde til den slags. Selvfølgelig var der jævnlig mukkeri i geledderne, også strejker forekom, det skete, at bønderne lejede en forrendt tater til at stikke ild på herremandens lade, en enkelt særlig ondartet bondeplager af en godsejer blev slået ihjel af sine hoveribønder. Den slags ordnedes med de sædvanlige midler og bekom sjældent ophavsmændene godt. Sammenløb af hele landsdeles befolkning er der ikke tale om.

Denne fredsommelighed kom næppe af, at bonden, som Jeppe på Bjerget siger om sig selv, var et ejegodt gemyt og en god kristen eller af, at han manglede courage. De mange slagsmål, volds- og drabssager, begået i hidsighed eller drukkenskab, som tidens retsprotokoller vrimler af, tyder ikke på, at den stavnsbundne bonde var mere ejegod og fredelig end ligetil. Fredeligheden stammer fra, at fæstebonden ingen ret havde at pukke på overfor godsejeren, som han næsten altid stod i en sådan gæld til, at han aldrig kunne håbe at få den betalt. Jeppes forundring over ikke at træffe sin bedstefader i himlen, skønt han var en så skikkelig mand, at han døde uden at efterlade sig en skillings restance hos herskabet, giver os situationen i en nøddeskal. Bonden vidste, at han var en gældbunden prakker uden ret, og hvad værre var, han havde opgivet at hjælpe på det, og foretrak derfor at sove sig arm hellere end slide sig arm. Deraf kom den utrolige ligegladhed og hjælpeløshed, godsplakaterne bærer vidne om, og som gav ridefogden så meget at bestille. Det kunne gå så vidt, at den ene bonde fik det pålagt som hoveri at gøre den anden bondes tag istand. Det herskende system var af den art, at ingen kunne være glade ved det. Når man alligevel klamrede sig til det, var det kun, fordi man ikke havde andet og ikke anede, hvorfra eller hvordan man skulle få noget bedre.

I sammenhæng hermed står den almindelige foragt, bønder og landbrug var genstand for fra de øvrige samfundsklassers side. Den stammede fra tidens dannelsesideal, der satte det fremmede og kunstlede i højsædet og betragtede det hjemlige og naturlige som plumpt og råt. Stavnsbånd og parykvæsen falder nogenlunde sammen i tid. Fremmed sprog, fremmed mode og fremmed lærdom var tegn på fornemhed og dannelse. Bonden var den eneste i landet, som ikke snakkede et eller andet fremmed sprog eller gik med paryk. Han var pæredansk lige fra tophuen og ned til træskoene, og hans simple, grove håndtering var den naturligste af alle. Alene af den grund var han en halvt latterlig og halvt foragtelig figur, næppe et menneske. Alle kunne se ham, som det han var, en fordrukken, sløv og doven og vankundig person, der kun ved prygl kunne drives til sin pligt. Bønder skal elskes, men må ikke vide, at man elsker dem! skriver en godsejer. Man skulle tro, det var hundedressur, han talte om. Sådan måtte bønder være, dét var nu deres natur. Var folk af stand hovne og overlegne overfor bønderne, så var disse til gengæld mutte og mistænksomme overfor dem. Der var en uoverstigelig kløft mellem det, man dengang forstod ved dannelse, og så det jævne, arbejdende folk, som kun mange års skruphøvling i en latinskole nogenlunde kunne hjælpe en over.

I sine klager indsendt til amtmænd eller regering i anledning af overhændigt hoveri eller andre overgreb, ført i pennen af en eller anden lejet vinkelskriver, sammenligner bønderne sig ofte med jøderne under Ægyptens trældom. Lad os da blive i billedet og fremføre en kort oversigt over tidens mange alvorlige brøst under overskriften: de 10 ægyptiske plager. 1) stavnsbåndet og militærtjenesten. Bønder var stavnsbundne og militærpligtige, mens alle andre var fri. Allerede dette kastede et foragteligt skær over standen og uddybede kløften mellem bønderne og de øvrige samfundsklasser. Stavnsbåndet gjorde bøndernes gamle lovværn illusorisk, idet bonden ikke kunne fri sig for en urimelig godsherres tryk ved at opsige sit fæste og flytte fra godset, ligesom landboungdommen var afskåret fra at søge sin lykke andre steder end netop på fødegodset og ved den samme gerning som deres fædre. Drengene fødtes til landbruget og dreves til det, ikke af indre drift, men ved ydre tvang. 2) fæstevæsenet var gået i forfald. Bonden var gældbunden til sit herskab og havde følgelig ingen ret. Da hans lovværn faldt, brød en for ham skadelig praksis ind i stedet. Som skyldner var han værgeløs prisgivet sin kreditors forgodtbefindende. Bonden betalte sjældent sine afgifter. Landgilde og skatterestancer hobede sig op. Indfæstningen for gårde var ganske minimal, hvis der overhovedet betaltes nogen. Godsejeren måtte lokke eller true efter omstændighederne for at få folk til at overtage gårdene. Men havde en bonde taget gård i fæste, var han næsten uden retsbeskyttelse. Der blev ikke taget syn over gården ved fæstets indgåelse. Der var ingen bestemmelse af, hvad det ville sige at forsidde sin gård, hvorfor det lå i herremandens hånd at kaste ham ud af den igen, hvis han så udvej til at skaffe en bedre mand til den. Godsejeren var i de dage tillige en slags statsembedsmand, skatteopkræver, rekrut-udskriver, politimester, skifteforvalter og kreditor på en gang, hvorved han blev dommer og retter i sin egen sag, hvilket sjældent var til bondens fordel. Alle vidnesbyrd går da også ud på, at usselig fattigdom var det almindelige blandt fæstebønder på øerne. Da godsejerne ikke var forpligtet til at sørge for udslidte fæstere, var disse henvist til fattighjælpen, tiggeriet eller til at ligge slægtninge til byrde, når de måtte gå af. 3) Hoveriet var for bonden at se den værste plage. Det var vokset umådelig og blevet ganske ubestemt, hvad tid og mængde angik. Årsagerne hertil er tidligere omtalt. Da bøndergårdene med det usle landbrug næppe kunne føde deres beboere, og der sjældent eller aldrig blev noget til skatter og afgifter, så var hoveriet det eneste, der gav fæstegodset nogen værdi for godsejeren. Man taler nu om det store hoveri, som er det egentlige fra gammel tid kendte avlshoveri, og så småhoveriet, der bestod i alle mulige arbejder, hovedgården måtte trænge til at få gjort, lige ned til at slå aske ud og bære brændsel ind, ride efter post eller passe børn. Denne ubegrænsede ret til at råde over bonden eller hans folks tid og kraft affødte den forestilling hos visse godsejere, at de ejede bondens arbejdskraft på samme måde, som de ejede jorden. I virkeligheden var fæsteren kun en slags bosat tyende for hovedgården. Hoveriet udrettedes nu med egne trækdyr, redskaber og vogne og på egen kost. Hovfolkene kunne tilsiges kl. 03 om morgenen og skulle så møde samme dag efter befaling. Arbejdsdagens regnedes fra solens opgang til dens nedgang. På de store hovmarker trommede man så hele kirkesognes befolkning sammen, hvor de arbejdede under opsyn af rodemestre og ladefogder. De unge var ikke kede af at komme til hove. Der er altid nogen morskab, hvor så mange kommer sammen, desuden fik man bedre mad sådanne dage, da husmoderen havde sin ære at vogte på. Her på hovmarken blev nemlig mad og øl fra de forskellige gårde sammenlignede, og endelig er der jo det, som ligger i det gamle ord, at den, som slider sig ihjel på hovmarken, skal begraves under galgen. Det er en opmuntrende historisk erfaring, som man dog har haft svært ved at nemme, at alt trællearbejde er dyrt i det lange løb, skønt det ser så billigt ud. Hoveriet var billigt arbejde, troede man da, og det var nødvendigt med billigt arbejde, hvis driften af hovedgården skulle holde godset oppe økonomisk; men det blev dyrt på mange måder. Hoveriet ødelagde bonden moralsk og økonomisk endnu mere, end han var i forvejen, ved at befordre hang til driveri og øjentjeneri. Man drev den af efter noder, snød sig fra alt, hvad man kunne slippe godt fra. Til sidst var der ingen i hele landet, som vidste, hvor meget en mand virkelig kunne bestille, når han rigtig tog ved. Bondesved var en sjælden og kostelig væske. Og så tvang det fæsteren til at holde flere heste og folk, end det var nødvendigt for hans egen drift. Det sled på hans redskaber, og hovkosten var ham for dyr. Hvis det arbejde, bonden gjorde på hovmarken, skulle være ordentlig betalt selv efter tidens lønkrav, ville det måske overstige fæsteafgifterne og skatterne driveriet til trods. Hoveriet bandt både godsejer og bonde til den gamle driftsmåde. Den første kunne ikke, selv om han ville, fritage en bonde for hoveri, uden at der blev mere til de andre. Hovbønderne holdt selvsagt stejlt på, at de ikke ville gøre andet og mere, end de var vant til fra gammel tid. Driveriet på hovmarken var bondens eneste virkningsfulde middel til at værne sig mod en alt for hensynsløs udbytning. Al anden slags opsætsighed kunne rammes, driveriet ikke. Man arbejdede, men udrettede bare ikke noget. Imidlertid var man kommen langt bort fra den tilstand, som skildres i de gamle landskabslove, hvorefter det var værre at røre en fri mand med en kæp end at gøre ham til livsvarig invalid med et sværd. Bønder stod under hustugten og kunne prygles af sine overordnede, uden at de måtte tage igen. 4) Trevangsbruget var blevet forældet efter at have været brugt i ca. 500 år! Der var ikke sket ændringer uden i jordfordelingen. Den gamle lovparagraf, som berettigede en bymand til at fordre ny rebdragning, hvis han følte sig forfordelt ved den gamle, havde medført, at man mange steder fik sit tilliggende fordelt i et urimeligt stort antal stykker. Det var meget almindeligt, at gårdene havde deres jord på 70, 90, ja over 100 steder rundt omkring i bymarken. Stykkerne lå da som lange smalle agre kun med en græsbalk imellem. Med denne jordfordeling kunne der ske to ting, som nu er ret uforståelige. Man kunne tælle forkert og komme for skade at behandle naboens jord i stedet for sin egen. Danske Lov giver udførlige regler for, hvorledes man skal forholde sig, når det sker. En af de værste forbrydelser var at pløje over skel. Hvis en mand, som havde sin jord i så mange stykker, planmæssig tog en fure for meget på hver side af sine agre, blev det til en meget betydelig forøgelse af hans areal på naboernes bekostning. Sådanne folk kunne da heller ikke finde fred i graven; men måtte gå igen efter døden med hovedet under armen.

Manglerne ved enhver dyrkningsmåde kan jo i nogen grad afbødes ved en omhyggelig jordbehandling. Men det var ikke at vente, at noget sådant skulle ske under stavnsbåndet, hvor det at forsidde sin gård hørte til dagens orden. Jorden var sur og kalkfattig, hvad man kan se af, at såtiden faldt meget senere end nu, og at det værste ukrudt, man kendte, var gul okseøje (den onde urt). Jordforbedringer som mergling og dræning var vanskelige for ikke at sige umulige at gennemføre under fæstevæsenet og fællesskabet. Redskaberne var de gammelkendte: hjulploven, krogen eller arden, træharven og tromlen. De var ikke onde ved kvikrødderne, som skulle fredes for græssets skyld. Ukrudtet lykkedes dog som regel hvert år, hvordan det så gik med kornet. Hejre og klinte er bedre end intet, sagde sjællænderen. Høsten på bondejorden var kummerlig lille. Misvæksten snarere regel end undtagelse. Det udstrakte hoveri tillod heller ikke, at man ofrede alt for megen tid på egen jord, der måtte tilsås og høstes i regn eller måneskin, som det kunne falde sig.

Alt i bondens bedrift gik til agters. Hans sædarter var af en dårlig kvalitet og blev dårlig rensede. Heste og kreaturer gik tilbage i kvalitet og ydeevne. Parringen foregik frit på overdrevet. Prangeren tog det bedste. Skravlet fortsatte man så avlen med. Bønderhestene var i almindelighed ikke større end islandske heste i vore dage. Der skulle 6 á 8 af den slags helmisser til for at trække en hjulplov. Dyrene gik på overdrevet den længst mulige tid af året, og når de var inde, sultefodredes de. Det blev da kun en lille og let mødding, man fik at køre ud. Det var da også nemmere at stikke ild på den en dag, vinden bar fra huset. Den dårlige pleje, der blev dyrene til del, og den forkrøblethed, der var følgen deraf, gjorde dem til et let bytte for alle slags syger og plager, som man stod så temmelig hjælpeløse overfor. Kvægpesten i det 18. århundrede, der udryddede tusinder af stykker kvæg, var en af de værste hjemsøgelser af den art. Med de ringe forråd, bonden formåede at samle, havde heste og kreaturer ofte en drøj tid henad foråret. Det skete hyppigt, at man måtte rive stråtaget af husene og give kræet det at gumle på for at frelse det over tiden, til de kunne lukkes ud på overdrevet. Sjællandske godser måtte have hundreder af læs hø i beredskab for at redde godsets besætninger fra sultedøden. Det var jo godsejeren, det i første række gik ud over, når bønderne hverken havde heste eller køer. Ofte måtte ridefogden sørge både for sæde og fødekorn til bønderne også. Atter et udslag af den utrolige ligegyldighed, man nu dårlig fatter, men som viser, at bonden havde opdaget, at godsejeren trængte mere til ham end han til godsejeren, hvorfor han ganske rolig overlod denne ansvaret også her. Overalt havde man flere heste end køer på grund af hoveriet.

5) Fællesskabet kunne selvfølgelig lægge et skær af fest og glæde over det daglige arbejde som f.eks. om foråret, når samtlige bymænd rykkede ud til forårsarbejdet med smykkede heste og musik i spidsen. De mægtige vange, stribede af de tusinde agre, kunne frembyde en vis storladenhed. Fællesskabsreglerne, som nu ofte var nedskrevet i byens vide-, vedtægts- eller grandebog, hvoraf en del er udgivne i trykken af Povl Bjerge og Søegård, fremviser mange smukke træk af gensidig hjælp mellem bymændene i tilfælde af ildsvåde, sygdom og andre tilskikkelser. Men når alt dette er sagt, er der kun lidet godt at melde om fællesskabet, som det havde udviklet sig og påvirket bondens sind i de mange århundreder, det havde været opretholdt. Det satte gammel hævd som norm for hele bondens liv og var en uoverstigelig bom for alle fremskridt. Det ødslede med naturgoderne og var en hindring for, at de kunne blive ophjulpne og erstattede, når det var nødvendigt. På overdrev, hvor flere byer havde andel, ville alle have græsning for så mange dyr som muligt, men når der skulle graves vandingssteder, var der ingen, som ville være med. Fællesskabet kunne antage så barokke former, at der var skovstykker, hvor en by´s mænd havde ret til at tage hustømmer af overskoven, en anden by´s mænd havde ret til at tage gærdsel af underskoven, mens en tredje part havde ret til at drive deres svin ind i den. Hvis hver part tog sit, var skoven ødelagt, men hvem skulle plante og vedligeholde skoven ? Ingen gjorde det godvilligt. Dette fællesskab, som mere end noget andet gjorde bonden til træl af gamle vaner som uvaner og måske var den egentlige grundulykke i hans historie, måtte nødvendigvis brydes, før noget nyt og bedre kunne komme frem.

6) Skatterne var vel ikke så store som nutidens, men i forhold til jordens ydeevne i de tider var de alt for høje. Desuden var opkrævningen uhensigtsmæssigt ordnet for nogles vedkommende. Kvægtienden afløstes omkring midten af det 18. århundrede med en pengeafgift. Korntienden opkrævedes de fleste steder i „i kærven", dvs. på marken. Bonden måtte ikke køre sit korn hjem, før tiendetælleren havde været der og kastet hvert tiende neg ud. Yderlig var tiendeyderen pligtig til at køre een mil med tiendekornet, inden han måtte begynde på sit eget. Dette kunne give anledning til en bunke trakasserier og fortrædeligheder for begge parter, både yder og modtager, især i somre med vanskeligt vejrlig. Foruden skatterne påhvilede der også bondehartkornet pligt til at forrette offentlige kørsler og ægter, vejarbejde, kørsler for militæret og ved de kongelige jagter, fribefordring for embedsmænd på tjenesterejser og meget mere. Med datidens veje- og befordringsmidler kørte man kun langsomt og bittelig små læs, så det tog en urimelig tid, der kunne være bedre anvendt. Da godsejerne hellere så bønderne på hovmarken end på vejene, var disse som regel i en elendig forfatning, der gjorde det til en tvivlsom nydelse at færdes omkring i landet. Tilsammen taget blev de offentlige byrder, der påhvilede bondehartkornet, større, end bonden vel kunne bære, når han tillige skulle holde sjæl og krop sammen på sig og sine. Ja, du kan sagtens synge, sagde bonden til lærken, du skal ikke betale skat.

7) Husmændene må også henregnes til plagerne, hvis man da kan tro godsejerne. Sagen var jo den, at landbrugssystemet egentlig ikke havde plads til ret mange andre husmænd end de håndværkere, hvis gerning var så nær knyttet til landbruget, at de havde lov til at udøve deres erhverv på landet (smeden, bødkeren, vadmelsvæveren), herregårdene dreves ved hoveri, og bøndergårdene ved faste tjenestefolk; men der var mange flere husmænd, idet alle, som på nogen måde kunne, undgik at blive gårdfæstere og foretrak et hus. Man ser det bl.a. deraf, at mens der sjældent blev betalt nævneværdigt i indfæstning af en gård, var der altid forholdsvis høj indfæstning af huse. Da de mange husmænd ikke kunne finde berettiget anvendelse ved landbruget, måtte de snylte på gårdmændene, hvorved de blev en slags konkurrenter til godsejerne. Det må ligefrem opfattes som brødnid, når godsejerne betegner husmændene som rotter og mus i bondens lade" eller „vandbier udi kuben". Bonden selv kunne være ligeglad, hvadenten ravnene eller kragerne tog profitten. Der blev lige lidt til ham i alle tilfælde; men når galt skulle være, undte han dog husmanden bedst, - de var jo beslægtede. Husmændene havde ikke andel i bymarken, men i overdrevsgræsningen. De kunne derfor til tider eje en overraskende mængde af heste, køer, får og svin. Forøvrigt gik de på arbejde, når nogen havde brug for dem, og var forresten henvist til at drive på alle lovlige og ulovlige kiler for at eksistere. De drev ågerforretning, smugkro, ulovligt kalve- og griseprang, professionelt tiggeri, skovtyveri og krybskytteri. En husmand måtte pakke kortene godt i spillet for at holde sig oppe, så det har næppe været de dummeste, der klarede sig igennem som husmænd. Efter godsejernes enstemmige vidnesbyrd er der heller ikke det onde på et gods, uden det jo flyder af for mange husmænd. Der har sikkert været noget om det.

8) Jagtordningen stod endnu ved det tidligere omtalte. Det falder nutidsmennesker for brystet at se, med hvilken omhu konger og herremænd plejede vildtets velfærd på menneskenes bekostning. Bonden måtte se sin sæd ædt og baldret ned af vildtet, uden at han havde lov til så meget som at jage det af vangen. Hans hund skulle være bunden eller benhuggen, for at den ikke skulle skræmme det kære vildt eller ødelægge dets yngel. De yndede parforcejagter gik svært ud over hans hegn og led, klapjagterne spildte en mængde af hans tid. Landgildenedsættelser på grund af vildtets ødelæggelser hørte til dagens orden. Krybskytteri var noget nær den værste forbrydelse, man kunne begå. Den fromme Kristian VI satte livsstraf for den gemene mand, som skød en hjort eller hare på Kronens grund. Var det en mand af stand, skulle han betale 1000 rdlr. i bøde og desuden i den højeste unåde være forfalden. Omstrejfere, som blev pågreben med bøsse, skulle hensættes på livstid i Bremerholms jern. Heldigvis gik det heller ikke dengang så strengt til, som præsten prædikede. Krybskytteriet var ret almindeligt lige som skovtyveri. Trods alle barbariske bestemmelser lykkedes det aldrig at banke det ind i bøndernes enfoldige hoveder, at gud havde skabt vildtet udelukkende til fornøjelse for de store.

9) Usædeligheden kan jo være stor nok til enhver tid; men de grelleste udslag giver den sig vel nok, når menneskene ligesom slipper taget i sig selv og ligeglad lader stå til. Her er ikke blot tænkt på forsyndelserne mod det sjette bud, men på hele den umoralitet, der avledes af de sørgelige tilstande. De unge opdroges hverken i hjemmet eller på hovmarken til ranke personligheder, men til slavisk at følge skik i godt som i ondt. Alt tyder på, at drikkeriet var en alvorlig kræftskade. Bønderne vænnedes til brændevinen fra små af. Hvor sløjt det end stod til med høsten. Korn til øl og brændevin skulle skaffes. Karlene svirede hellere lønnen op, efterhånden som de tjente den, end de lagde til side, da de vidste, at den karl, som havde et par skilling, ville blive tvunget til at betale dem i indfæstning for en gård. At bønderne styrede deres sager sindssvagt, er der næppe tvivl om. Det mangler da heller ikke på opfordringer fra godsejernes side til regeringen om at få lov til at gribe ind i bøndernes private liv for at forebygge de værste misbrug, indskrænke drik og krogang, tobaksrygning, forhastede giftermål og meget andet, hvilket sikkert kunne være betimeligt nok og ville have stået i god stil med alt det øvrige tvangsvæsen; men der blev aldrig lov for det, heldigvis. Der var for mange kroer og for få skoler i landet. Mens der var en kro for hver mil langs alle rigets landeveje, foruden de mange smugkroer og hjemmebrænderier, så var der i Kristian VIs dage ikke mere end ca. 600 skoler på landet. De fleste af dem var tilmed yderst mådelige. Der var heller ingen, som savnede dem. Bønderne havde ikke megen sans for kundskabers betydning, og godsejerne var bange for, at drengene skulle miste lysten til ploven ved at få en bog i hånden. Der var kun gjort lidt for folkeundervisningen ud over den degneundervisning i den kristne børnelærdom, som blev påbudt ved reformationen. Al undervisning derudover var en privatsag. Hjemmeundervisning kan råde bod på mangelen af offentlige skoler. Men efterhånden, som armod og sløvhed bredte sig i bondehjemmet, mistede man også interessen for ungdommens oplysning. Frederik IVs skoler på ryttergodset og enkelte velmenende godsejeres bestræbelser i lignende retning udrettede kun lidt. Kristian VI, hvem folkets salighedssag lå stærkt på hjerte, fandt oplysningen mere end mådelig selv på ryttergodset. Han tilskrev det pligtforsømmelse fra deres side, som skulle tage sig af sagen; thi „anstalterne er gode nok". Han arbejdede med at få indført en skoleordning for hele landet som den, man havde på ryttergodset. Den ville kræve mindst 1000 skoler til. I 1739 påbød han en sådan skoleordning, at alle sognes unge kunne blive undervist mindst 3 måneder af året. Hvor degnen ikke kunne påtage sig undervisningen, skulle der antages en skoleholder, der skal være godt hjemme i sin kristendomskundskab, skal kunne læse og regne godt og kunne skrive „ortografice" dansk. Han må ikke bande, lyve eller være tilgenegen til drukkenskab, liderlighed eller ufredelighed. Der blev ikke noget deraf, og 1739 var et dårligt år. Landbrugets jammer steg mod himmelen. Tiden var ikke gunstig for skoler. Kongen solgte titler og ordener for at bruge pengene til skoler. Året efter måtte han ændre sit påbud derhen, at det stilledes til godsejernes eget forgodtbefindende, om de ville bygge skoler eller ej. Landet åndede befriet op, og sagen blev foreløbig henlagt. Det var da ikke at undres over, at vankundigheden bredte sig, at gammel og tyk overtro på hekse, spøgelser, varulve og gengangere holdt sig blandt folket. Men under det altsammen bevaredes et gammelt folkeligt åndsliv. I bondens tale holdt sig en skat af gamle viser, ordsprog, eventyr og skæmt, som det blev senere tiders opgave at udnytte og glædes ved.

10) »Kong Arild«. Dette udtryk kan tages som en fællesbetegnelse for hele tilstanden. Den hyppige brug af ordet »Arilds tid« i bondens historiske dokumenter antyder en egenhed ved datidens tankegang, som heldigvis nu er forsvundet, bag den evindelige påberåbelse af Arilds tid ligger jo den tanke, at det er tingenes sande natur at forblive evig de samme, hvorfor alt nyt er af det onde og må bekæmpes. Det var 500 års vaneliv under gammel hævd, som havde forbenet hjernerne. Således som det af Arilds tid været haver, således skal det forblive til dagenes ende. Bønder, godsejere og regering henholdt sig alle til Arilds tid. Godsets bønder er misfornøjet med et eller andet krav fra godsejerens side. De klager til regeringen. De vil yde, hvad de har ydet fra Arilds tid, men intet derudover. Godsejeren forsvarer sig med, at han ikke har forlangt andet, end hvad hans forgængere fra Arilds tid har kunnet fordre. Regeringen tygger på penneskaftet for at dømme parterne imellem og kommer omsider til det resultat, at forholdene skal forblive, som de har været fra Arilds tid. Man får indtryk af, at Arild var en konge, som i gammel tid havde hersket i landet, og hvis regeringstid var en guldalder, alle så op til som den, man atter skulle tilbage til. Fællesskabets kvikrødder og vanetrældommens ahlunderlag i bondens sind måtte brydes. Det vil blive den vanskeligste af alle frigørelsens mange opgaver. Således var landets vigtigste stand og dens næringsvej blevet en sand augiasstald af indgroede uvaner, som det vil kræve herkuleskræfter at muge ud i.

Det dages.

Natten er sortest, før daggryet bryder frem. Fremskridtet, frelsen ud af det uføre, man lå i, er betinget af, at menneskene får nye tanker. Som banebryder for nye og frugtbare tanker må nævnes Ludvig Holberg, repræsentanten for natur og fornuft. Han kendte danske bønder fra sin ungdomsvandringer og fra sin senere virksomhed som godsejer. Hans skrifter vrimler af iagttagelser vedrørende bønder og landbrug. Hvad levetid angår, tilhører Holberg helt enevældens første periode (han dør i 1754); men forud for sin tid, som han er, virker hans ord først i næste. Holbergs arbejde for et andet syn på bønder og landbrug kan sammenfattes i de tre punkter: 1) at det ikke er naturen, men dyrkningen, der er noget i vejen med, når man får så lidt ud af det, 2) at det ikke er bondens sande natur at være doven, drikfældig, uvidende og ligeglad, men at disse udyder er avlet af det dårlige system, og fordi man havde forsømt sin pligt imod ham, 3) at det er dumt og tåbeligt at foragte den mest, som gør det for landet nyttigste arbejde, hvilket ubestridelig er jordens dyrkning. To ting bidrog foruden Holberg til at ændre synet. Den ene var den prisstigning, som begyndte i Kristian VIs sidste åringer og fortsatte med svingninger et stykke ind i det næste århundrede. Den gav de modløse godsejere ny tro til fremtiden og mod til at slå ind på nye veje, ligesom den gjorde de uundgåelige uheld mindre følelige og lettere at komme over. Denne prisstigning, der ligger under hele det mægtige reformarbejde, man nu kommer ind på, må endelig ikke undervurderes. Det er et stort spørgsmål, om landbrugets forbedring og bondens frigørelse havde ladet sig udføre uden den. Nye ideer er gode nok, men de skal jo gennemføres i en virkelighed, som hårdhændet kræver sig respekteret. Reformarbejdet havde en alvorlig økonomisk side. Det krævede et ikke ringe pengeudlæg at sætte et gods i god skik. Fik man nogensinde de penge hjem igen? Ingen kunne garantere det, med mindre de havde en usædvanlig god tro til bøndernes udviklingsmuligheder.

Heldigvis fik man samtidig et nyt syn på mennesker og arbejde, det var fysiokratismen. I modsætning til merkantilisterne holder fysiokraterne på, at det ikke er penge, men veldrevne næringsveje, der er landets egentlige rigdom, og af disse er det ikke byerhvervene, men landbruget, som er den vigtigste. De gør skel mellem produktive og uproduktive arbejder og udgifter. Kun agerdyrkning (også fiskeri og bjergværksdrift) er produktive, idet det går ud på at drage de stoffer ud af naturen, som mennesker skal bruge. Dette skel mellem det produktive og uproduktive medførte, at man nu for alvor begynder at spare på hof- og hærudgifter. Merkantilisterne gik ud fra, at mennesket af naturen er ondt og kun ved tvang lader sig bringe til at gøre det gode. Fysiokraterne holdt omvendt på, at mennesket af naturen var godt og derfor kun i frihed udfoldede sine bedste egenskaber. Ingen af de to opfattelser er vel helt rigtige; men fysiokraternes måtte virke mest overbevisende, efter man havde erfaret, hvad merkantilismen havde ført til. Ifølge sagens natur måtte reformarbejdet begynde med hovedgårdene. Godsejerne måtte derved vinde kræfter til at gå videre ud også til bøndergårdene. Efter at grev Adam Gotlob Moltke på Bregentved i årene efter 1746 havde begyndt at indføre det holstenske kobbelbrug på godsets hovedgårde med godt resultat (foldudbyttet steg i løbet af nogle år til 10) tog godsejerne hurtig ved lære. Man kan regne med, at omkring ved 1770 havde de allerfleste af landets hovedgårde forladt trevangsbruget. Kobbelbruget deler jorden i 9-11 kobler eller skifter. Det bruger brak og kløver. Det har altså en længere driftsomgang, er ikke så værgeløst overfor ukrudtet og betinger en bedre høhøst og dermed en større besætning. Driftsændringen gik ikke alle steder lige glat. Gamle skel skulle sløjfes, nye rejses, nye arbejder som jordens brakbehandling kom til. Der blev en overgang brug for godsets ellers overflødige husmænd, men det kunne ikke undgås, at også hoveriet måtte ændres og øges til bøndernes store misnøje. Alene det, at afgrøden blev større, gav jo mere at høste og køre ind. Mange godsejere havde den opfattelse, at de ejede bøndernes arbejdskraft og kunne disponere over den, som de ville, hvilket bønderne selvsagt havde en helt anden opfattelse af. Hovbønderne holdt forståeligt nok stejlt på, at de ikke ville yde mere og andet end det, de var vant til fra Arilds tid, og det nye skulle jo frem. Hovedgårdenes overgang til bedre drift kunne da ikke foregå uden en bunke kvalm med hovbønderne. Det er hoveriprocessernes tid. Bønderne tabte som oftest, fordi de manglede kyndig og myndig ledelse, forløb sig og forspildte den ret, de kunne have. Men intet viser det gamle systems urimelighed bedre end disse brydninger. En dygtig, og måske også noget hensynsløs godsejer, som ville have noget ud af det til eget og bøndernes vel, blev udskreget over det ganske land som bondeplager, hvorimod den, som lod alt gå i den gamle skure, betragtedes som en mild og god husbond.

Hovedgårdsjorden udgjorde kun 1/4 af det dyrkede areal. En virkelig forbedring af landbruget måtte også omfatte bøndergårdene; men her var to alvorlige hindringer, nemlig bekostningen og fællesskabet, som fik adskillige godsejere til tabe modet. At røre ved fællesskabet var som at stikke hånden i en hvepserede. Det var mange århundreders sejt indarbejdede vaner, som skulle brydes, ja, hele grundlaget for bondens liv. Fællesskabet var den første skavank ved bondelandbruget, man fik øje for, og den første, man søgte at komme til livs. I 1757 fik Moltke nedsat den første Landbokommission, hvis opgave skulle være at udfinde hvilke vanskeligheder, der mest hindrede landbrugets opkomst, og anvise midler til deres overvindelse. Kommissionen bestod af en række høje ekscellencer og godsejere, og den var følgelig indrettet på at se det hele ovenfra. Den sad i 10 år og pillede ved fællesskabet. Nogle uheldige lovparagraffer fjernedes. Tre forordninger med bestemmelser om udskiftning af overdrev, oprensning af vandløb og lignende fik den udarbejdet. Med sin uhyre respekt for godsejernes velerhvervede rettigheder turde den ikke anbefale regeringen at ordne sagerne efter en snor, hvilket sagtens heller ikke havde ladet sig gøre, men den lod det, som skulle ske, bero på frivillige overenskomster mellem de i sagen interesserede parter. Der skete derfor heller ikke ret meget; men der blev dog nogle overdrev udskiftede. På Bregentved gods udskiftedes overdrev, i hvilke indtil 54 byer havde andel. Meningen var, at først skulle overdrevene udskiftes, så hver by fik sin bestemte del af dem, siden skulle så hver by have sin jord udskiftet. Nogle af de første byer i landet, som blev udskiftede og fik indført kobbelbrug, var Haastrup og Høsten byer under Bregentved.

En ulempe ved det samlede landbrug var, at det savnede al teori og helt hvilede på den fra fædrene nedarvede praksis. Alle ledetråde var forældede. I 1755 kom regeringen folket til hjælp, idet den første gang gjorde folket til sin rådgiver ved at opfordre alle undersåtter uden stands anseelse til at skrive økonomiske afhandlinger og indsende dem. De bedste ville blive præmierede og trykt uden censur på kongens bekostning. Opfordringen virkede som et elektrisk stød og opfattedes som en almindelig tilladelse til frit at skrive løs, hvad enhver, som kunne føre en pen og havde patriotiske råd at give, da også benyttede sig af. Enhver, der søger at skaffe sig et overblik over dette hav af samfundsøkonomisk litteratur, der fremkommer i hele sidste halvdel af det 18. århundrede, og som af nærliggende grunde overvejende angår landbruget og dets forhold, vil føle sig slået af forskellige ting. Først dette, at alle er fremskridtmænd, alle kan de lige som collegium politicum hos Holberg se hundrede fejl ved det gamle og give råd for dem. Dernæst, at de, som udtaler sig, er folk af alle mulige livsstillinger undtagen bønder, og endelig, at man nu omtaler bonden på en helt anden måde end før. Tidligere var bonden på prent en lav og foragtelig figur, nu hedder det: „den kære bonde", „den stakkels bonde", „den uskyldige bonde", „rigets vigtigste stand" osv.. Det myldrer frem med idealbønder, gode, retsindige, flittige, ædruelige og ufordærvede. Disse skildringer går ud på at vise, at bønder ved rigtig behandling kan blive lige så skikkelige som de bedste i landet, hvilket der endnu var en del, som tvivlede om. Man henviste til bønder i England, Schweiz og Norge. Det heldigste greb gjorde man dog, da man i pagt med den vågnende nationalitetsånd opfandt den frie oldtidsbonde, som var rigets marv, og som kun fremmed feudalvælde havde bragt i nedværdigende trældom.

Denne drøftelse på prent af landbrugets tekniske og sociale problemer havde sin store betydning for reformernes hele forløb. Den er et tegn på, at der under enevælden var ved at danne sig en oplyst, offentlig mening. I 30 år vendte og drejede man sagen for øjnene af den oplyste del af nationen. Ikke en fold af det indviklede problem fik lov til at ligge i mørke, og tiden stod ikke stille imens. Da tidens fylde oprandt, havde reformerne fuldbyrdet sig i sind og praksis, inden regeringen lagde sin lovgiverhånd på værket. Imidlertid er de mange reformmænd langt fra enige om hvilke veje, man skulle gå. Der er hovedsagelig to partier, som står skarpt overfor hinanden. Det store spørgsmål havde jo to sider, nemlig landbrugets tekniske forbedring og bondens sociale frigørelse. Det kom så an på hvilken af dem, man ville lægge mest vægt på.

De konservative og merkantilisterne, sagde: »Begynd med jorden! Al vor fortræd stammer fra, at jorden giver for lidt«. Derfor kan bonden ikke svare sin skyldighed, og derfor må godsejeren være hård ved ham. Derfor er både bonde, godsejer og stat fattige. Vi må altså have et bedre landbrug. De talte for udskiftning, kobbelbrug, bedre tiendeordning, nye sædarter, redskaber og avlsdyr. Hvad den sociale ordning angår, da fandt de den god nok. De regnede med, at der var stor forskel på mennesker. Bønder var nu ikke som andre mennesker. De kunne ikke tænkes nogensinde at stå på egne ben og tænke for sig selv. Derfor måtte de bestandig i egen og hele rigets interesse stå under en godsejers faderlige forsyn. Skulle der ændres noget her, måtte det være i retning af at give godsejeren mere myndighed til at gribe ind i bøndernes privatliv, hvor det ganske vist også tit nok gik broget til. Dette standpunkt kunne godt forliges med humane foranstaltninger som udsættelse af præmier for godt udført arbejde, oprettelse af hospitaler og milde stiftelser på godserne til fordel for gamle, veltjente fæstere og mådeholden oplysning, der gav bonden til nødtørft, hvad han trængte til af den slags.

Det andet parti, de virkelig fremskridtsvenlige, fysiokraterne, sagde: »Begynd med bonden! Alle ulykker kommer af, at bonden ikke er interesseret i systemets opretholdelse. Gør ham fri, retsbeskyttet og oplyst, så skal jorden nok blive bedret dyrket. Når bonden får rådighed over sin tid og garanti for, at han selv får frugten af sit slid, så vil den dovne bonde forvandles til en flittig bonde«. De ivrede for sociale forbedringer som afskaffelse af stavnsbånd, fæstevæsen og hoveri. Frihed og selveje skaber sand om til guld! Fysiokraterne gik ud fra, at der ikke var anden forskel på mennesker end den, som bevirkedes af samfundsforholdene. Enhver anden ville have været som bonden, hvis han havde levet under bondens forhold. De havde en til overtro grænsende forestilling om, hvad man kunne opnå ved skoler, ikke mindre end en helt ny mennesketype. Skønt de to parter så vidt forskelligt på tingene og da også anvendte i høj grad uparlamentariske udtryk mod hinanden, så udfyldte de dog hinanden på det bedste. Vi kan ikke her gå ind på den store og langvarige debats enkeltheder, men må nøjes med at fremhæve nogle sider af de vigtigste spørgsmåls behandling og de løsninger, man kom til.

Med hensyn til stavsbåndet var meningerne delte. Visse godsejere havde bevidst eller ubevidst en tilbøjelighed til at blande det sammen med det gamle vornedskab, som var ophævet i 1702, hvad de snart blev gjort opmærksom på af modparten. Men i hvert fald regnede de det for en af godsejernes velerhvervede rettigheder, man ikke kunne tage fra dem uden at give dem erstatning derfor. Det var, sagde de, indført for at hjælpe landbruget, fordi godsejerne ikke kunne påtage sig deres forpligtelser, når bønderne havde lov til at løbe fra godset. Herimod hævdede modstanderne, at stavnsbåndet var en ren militær indretning, pålagt, fordi staten skulle have soldater, som godsejerne skulle stille af hartkornet. Hvis staten ændrede udskrivningsgrundlaget og befriede godsejerne for pligten til at stille rekrutter, så kunne den ophæve stavnsbåndet uden at gå godsejernes ret for nær.

Hoveriet var der også stærkt delte meninger om. Visse gammeldags tænkende godsejere holdt på det som en „vindskibelighedens skole" for bønderne, der kun under opsyn på hovmarken lærte at bestille noget. Desuden trængte herregårdene til hoveriet, som måtte være ubestemt, da vejrliget var så uberegneligt, som det var. Denne klamren sig til hoveriet som en nødvendighed for hovedgårdsdriften havde sin rod i, at det havde vænnet bonden til at drive og herremanden til at ødsle med arbejdskraft. Ingen anede, hvad et voksent menneske kunne bestille, og man troede, at hoveriet var billigt arbejde. Derfor var man klar over på forhånd, at en hovedgård, som dreves ved faste, lønnede arbejdere, måtte æde sig selv op. Heller ikke fremskridtsmændene var helt frigjort fra disse fordomme, og de vidste derfor ingen anden udvej til at befri bønderne fra denne plage end at udstykke hovedgårdene. På dette punkt havde begge parter en del at lære, thi det viste sig jo, da det kom til stykket, at herregårde og bondereformer godt kunne trives jævnsides langt ud i fremtiden. Det viste sig nemlig, at faste, lønnede folk bestilte 10 gange mere end hovbønderne, og at det følgelig ikke var absolut nødvendigt at ødelægge herregårdene for at hjælpe bønderne.

Spørgsmålet selveje eller fæste står som bekendt på dagsordenen endnu i vore dage. Fæsteren er betrygget i onde tider, men ikke så lidt hindret i at udnytte de gode. Selvejeren har alle muligheder i opgangen, men både skatternes og prioriteternes stærkt øgede vægt at trækkes med i nedgangen. Resultatet synes da at være, at selveje er at foretrække i opgangstider og fæstet i nedgangstider. En ordning, der forener alle fordele uden at have nogle af ulemperne synes vanskelig at finde. Man må gøre et valg og tage følgerne. Merkantilisterne foretrak fæstet, fysiokraterne holdt på selvejet, fordi det øgede velstanden, idet en mand hellere lægger sin sved i egen end i andres jord, fordelte den bedre, da der ikke var nogen godsejer til at tage risikopræmie, og endelig højnede det bonden moralsk at være sin egen mand og bære sit eget ansvar. Dette sidste er sikkert ubestrideligt rigtigt og bør ikke glemmes i nogen overvejelse af dette vigtige spørgsmål. Det var en stor og skæbnesvanger fejl ved enevældens landbrugsordning, at den havde taget ansvaret fra bønderne og lagt det over på godsejeren. Man kan ikke være en fri mand uden ansvar. Hvis der er noget, man har lov til at kalde sjælen i de store landboreformer, så må det være dette, at de lagde ansvaret tilbage på bondens egne skuldre.

Jorden var godsejernes. Skulle bonden blive selvejer, måtte han købe jorden, men han havde hverken penge eller kredit. Denne vanskelighed overvandt man ved at foreslå arvefæste med ret til at sælge og pantsætte. Godsejeren overlod bonden jorden og lod købesummen stå som en uopsigelig prioritet i gården. Arvefæstet har så meget af selvejendommens karakter, at arvefæsteren er garanteret, at han selv eller hans børn får frugten af det slid, han lægger i jorden. Det var med arvefæstet som gennemgangsled, at bonden blev ejer af sin jord. Tiendens opkrævning i kærven var man fra alle sider enige om at fordømme, ikke blot fordi denne opkrævningsmåde var uhensigtsmæssig for arbejdet, men også fordi den, som fysiokraterne sagde, var en bruttoskat, der toges også at næste års udsæd og satte præmie på bagstræveri. Men det viste sig så vanskeligt at forene yders og modtagers interesser i en ny og bedre ordning, at tiendens omordning var en af de mest langtrukne reformer at få gennemført. Om de andre landbrugstekniske forbedringer var der ingen særlig uenighed. Striden stod faktisk kun om de sociale forandringer, fremskridtsmændene ville have gennemført. Parterne nøjedes dog ikke med at diskutere, men gjorde også forsøg hver ud fra sit syn på sagen. Som et forsøg gjort ud fra gammeldags tænkemåde kan nævnes A. G. Moltkes arbejde på at bedre forholdene på Bregentved gods. Da Moltke i 1746 overtog godset, gav det et stort årligt underskud, men alt gik da også, som det havde gjort fra Arilds tid med trevangsbrug, overhændigt hoveri, sløve, ligeglade, forarmede bønder, forkrøblede og udtyndede besætninger og svulmende restancelister. Selv den mest stokkonservative måtte få radikale fornemmelser ved en sådan tingenes tilstand. Moltke indførte kobbelbruget på godsets hovedgårde, senere, da overdrevene og bymarkerne var udskiftede, også på bøndergårdene. Bøndergårdenes hartkorn udjævnedes, så hoveriet blev lettere at påligne. Overgangsbesværlighederne pålagdes fæsterne, mod at de fik strøget restancerne, desuden toges godsets husmænd i brug som daglejere. Der var da heller intet vrøvl på Bregentved gods. Hovedgårdenes foldudbytte steg til 10. Tyve år efter reformens iværksættelse avledes der på godset 12,000 tdr. korn mere end ved begyndelsen. Der er ikke tvivl om, at både godsejer og bønder kunne mærke det. I 1746 kostede en td. rug 7 kr., i 1766 var den steget til 9 kr.. Der blev nu bedre råd til humane foranstaltninger på godset, skoler, præmier for humle, frugt og biavl samt veldædige indretninger til gavn for gamle, veltjente fæstere.

Forsøg i fysiokratisk ånd foretoges først på Hørsholm gods i Nordsjælland. Tilstanden var yderst elendig. Bønderne var stærkt mishandlede af slotsbyggeri og parkanlæg, underskud, restancer, hoveri, slendrian og et storartet skovtyveri, idet bønderne stjal træet i skoven og solgte det i hovedstaden. Godsets høje ejerinde, enkedronning Sophia Magdalene, havde mange onde timer i anledning af dette gods. I 1759 begyndte man at forbedre. Hovedgården udstykkedes, hvorved hoveriet kunne afløses og ophørte fra d. 1. maj 1760, mod at bønderne istedet betalte 14 mark årlig pr. td. hartkorn. Fæsterne fik arvefæstebreve på deres gårde. Landgilde og indfæstning skulle fremtidig forblive ved det sædvanlige. Ved den nye ordning fik bønderne rådighed over deres tid og garanti for frugten af deres flid. I 1768 skriver ridefogden: hvor nyttigt det er, at bonden befries for slaveri og tvang, har de 8 år, der er forløbne, siden den nye indretning indførtes, noksom vist. Afgrøderne er 2/3 større end tidligere, da jorden dyrkedes ved hoveri. Siden dette ophævedes, har ingen bonde fået nogen understøttelse, og der er ingen restancer. Gårdene holdes nu i bedre stand. Tvang kan spares for at få dem besatte. Ingen bonde fratræder nu sin gård uden erstatning. Der er endog betalt 700, ja, 850 rdlr. for een gård. Bønderne stjæler nu ikke hundrededelen i skoven mod tilforn, og dog fortjener de fleste ikke en skilling ved kørsler eller arbejde for herskabet. - Ridefogeden mener ikke, at der i landet findes 1000 tdr. hartkorn, der som Hørsholm gods foruden indtægterne af hovedgårdsjorden indbringer 9 á 10,000 rdlr. uden restancer foruden 3300 rdlr. i kgl. skatter. Og så fik bønderne endda intet til givendes, idet de måtte overtage deres jord med alle de byrder, som hvilede på bondehartkornet. Bondesveden var begyndt at pible frem, og ridefogeden fik bedre dage.

I 1764 overtog statsmanden Johan Hartvig Ernst Bernstorf 3 af Jægersborg hovmarker med byerne Ordrup, Gentofte og Vangede, ialt 42 hoveripligtige gårde på tilsammen 352 tdr. hartkorn. Samme år, der var et middelår, ses det af tiendelisterne, at bønderne avlede 3 fold rug, 4 fold byg og 2 2/3 fold havre. Af de tyve gårde i Gentofte by havde de fem ikke et høved, de andre femten tilsammen kun 24 stykker. På godset fandtes ialt kun 74 stykker hornkvæg. Derimod var der 425 heste og 380 får. Her var noget at tage fat på. Hovmarkerne udstykkedes, og hoveriet afløstes med en sum af 15 mark pr. td. hartkorn. Bondejorden udskiftedes i regelrette figurer og tildeltes fæsterne ved lodtrækning. Der sattes en præmie på 100 rdlr. for hver gård, der flyttedes ud. De fleste blev det, og det fortaltes i landet som noget mærkeligt, at en bonde på Bernstorf gods kunne stå i sin husdør og overse hele sit areal. Tienden afløstes med en fast, årlig pengeafgift. Kobbelbrug indførtes. I 1767 fik samtlige bønder arvefæstebreve på deres gårde. Reformen kostede Bernstorf 7000 rdlr., men de gav gode renter. I løbet af en snes år steg foldudbyttet til over det dobbelte. Gårdenes værdi steg langt mere. I stedet for en skare håbløse og demoraliserede prakkere var godset befolket med flittige og ædruelige bønder, som samlede sig velstand. To af de Bernstorf arvefæstere blev fremskridtsmændene gode forbundsfæller i deres kamp for bedre og mere retfærdige tilstande. Den ene var Jens Lauritsen, der ludfattig trak sig til en overdrevsgård og tyve år efter testamentarisk kunne bestemme over 13,000 rdlr.. Dette testamente blev skrevet af og gik viden om lande som et bevis på, hvad de nye forhold kunne føre til. Den anden var den berømte Hans Jensen, Bjerregård, Danmarks første udflytter, eneste bonde blandt det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs 200 stiftende medlemmer (det stiftedes i 1769 og består som bekendt endnu), og så vidt vides den eneste bonde, som på prent deltog i debatten om landbrugsreformerne, idet han skrev en lille bog om udflytningens nytte og fordel. Efter at have drevet landbrug i 14 år under de gamle forhold, flyttede han i 1766 ind i den lige udflyttede Bjerregård, hvor han 3 år efter holdt 21 køer. I 1772 købte han herregården Løvegård ved Slagelse (Bernstorf havde fået kongen til at hæve stavnsbåndsforpligtelsen for ham og hans sønner) for 4000 rdlr. og solgte den igen seks år efter for 9000 rdlr. Han døde i København i 1781.

Alle disse forsøg lykkedes; de måtte virke overbevisende på mange velsindede godsejere og fristede dem til at gå ind på lignende veje. Det prøvede man da også adskillige steder, men desværre ikke overalt med samme held, mest vel fordi man ikke førte forbedringerne til bunds, men blev stående på halvvejen. Nogle steder måtte man gå tilbage til det gamle. Blandt de mislykkede forsøg må også regnes statens forsøg på at reformere det antvorskovske og vordingborgske ryttergods. Under Frederik V steg finansnøden til en sådan højde, at man besluttede sig til at sælge Krongods, ialt ca. 60,000 tdr. hartkorn. Rytterordningen blev ophævet. I 1764 solgtes godset på Fyn, året efter det ved Kolding og Randers, i 1766 kom turen til Falster, og i 1768 gik det løs på Sjælland. Man havde foreslået at give kronfæsterne lejlighed til at købe deres jorder, men det ville ikke give penge i kassen, hvilket var det, man trængte til. Det besluttedes da at sælge godset i komplette godser (en hovedgård med så mange fæstegårde, at dens hoveri kunne bestrides og hovedgården nyde skattefrihed). Det gods, som ikke lå bekvemt for denne ordning kunne sælges i enkelte gårde, og der kunne så bønderne få lejlighed til at byde. Resultatet var da, at der opstod en række nye, private hoverigodser (på Falster 7, på Møn 5, ved Randers 10); men der blev da også adskillige selvejerbønder, der ganske vist kom til at sidde temmelig hårdt, eftersom at priserne på jorden var ret høje. I 1767 skulle ryttergodset omkring Slagelse og Vordingborg have været solgt, men i sidste øjeblik kom der modordre fra regeringen. Man havde besluttet at beholde dem til at drive praktiske forsøg med. Man arbejdede nu nogen tid med at forbedre dem efter Moltkes recept. Så vendte vinden sig på højere steder, - det gjorde den hyppigt under Kristian VII. Det, man hidtil havde udrettet, blev nu kasseret, og man begyndte efter den bernstorfske opskrift; da det havde varet et stykke tid, prøvede man igen efter en tredje metode med det resultat, at de arme bønder, der var blevet statsforsøgskaniner, blev helt ødelagte. Da det var opnået, tabte staten lysten til flere forsørg og solgte i 1773 godset, udstykket i komplette hoverigodser.

Det battede bedre, da de jydske bønder selv tog fat. Det almindelige var jo ellers, at bønderne forholdt sig mistænksomme og passive til hele reformrøret. Velvillige godsejere havde deres kval med at få bønderne ind på det nye, selvom det var til deres mest øjensynlige fordel. Så meget mere glædeligt er det da at kunne fastslå, at der var bønder, som viste både lyst og evne til at hjælpe sig selv. I 1760 skulle herregården Grubbesholm i Ringkøbing amt sælges. Godset bestod af 286 tdr. hartkorn foruden tienden. Godsets bønder slog sig sammen og købte hele herligheden for 18,000 rdlr.. De udstykkede hovedgården, lagde 2/3 ind under deres egne gårde og solgte resten. De klarede på den måde både fæste, hoveri og tiendespørgsmålet med et slag. Dette „herregårdsslagteri" bredte sig over hele halvøen og sprang også over på Fyn, hvor 24 godser blev slagtede på den måde. Det var ikke alle, der med lige begejstring så, hvordan herregårdene forsvandt. Man ser det på en forøget iver efter at oprette stamhuse. Regeringens holdning overfor røret i landbruget var i det hele velvillig, men forbeholden, den havde jo statskassens interesser at varetage, og endnu kunne ingen sige, hvad der skulle komme ud af hele postyret.

I 1767 gaves der ordre til, at en ny Landbokommission skulle træde sammen. Den gamle Landbokommission af 1757 blev ophævet. Året efter ophøjedes den ny Landbokommission til et Generallandvæsenskollegium, sidestillet med de andre kollegier. Det er altså vort første Landbrugsministerium. Gennem amtmændenes indberetninger og de mange klager, der strømmede ind, fik det høje kollegium følelsen af, at forbedringer var påkrævet; men det glemte ikke, at forsigtighed er den fornemste statsmandsdyd. Kollegiets overvejelser resulterede i tre forordninger: 1) En af d. 6. maj 1769 om hoveriet, der påbyder, at godsejeren selv skal udarbejde et hoverireglement for hver bonde på godset, så han kan vide, hvad han er pligtig at yde, og indsende det til kollegiets godkendelse. 2) En af d. 13. maj samme år om fremme af selveje blandt bønder. Det indskærpes amtmændene, at de skal tage de alt bestående selvejerbønder kraftig i forsvar, hvis de generes af mægtigere naboer (den gamle historie gentager sig åbenbart). Bøndernes lyst til at købe og godsejernes til at sælge fæstejord søges opmuntret ved bestemmelser som, at de bønder, der bliver selvejere, ikke derfor skal betale mere i folke- og familieskat, at gården kun måtte sælges således, at den nye ejer fik fuld rådighed over den, og at fæstegårdene også efter deres bortsalg måtte regnes med til de 200 tdr. hartkorn, som var en betingelse for hovedgårdens skattefrihed. Det pålagdes bestyrelserne for offentlige godser at arbejde hen til, at fæsterne kunne blive selvejere. 3) En af d. 28. juli samme år om fællesskabet, der gav enhver lodsejer, som havde jord i fællesskab med andre, ret til på egen bekostning at udfinde sin del og lade den fralukke og indhegne for sig selv. Der gaves nogle bestemmelser om udskiftning af overdrev, idet det udtaltes som kongens vilje, at samtlige overdrev skulle være udskiftede senest i løbet af 4 år, så de kunne tages under plov. Det var altsammen værdige og forsigtige skridt i den rigtige retning. Imidlertid var der spørgsmålet om bøndernes frihed. Kristian VII var som bekendt sindssyg den længste del af sin regeringstid; men så længe hans flakkende forstand kunne fastholde en tanke, var det bøndernes sag, der lå ham på hjerte. Der er på den måde nogen mening i, at hans navn står under nogle af de vigtigste love, enevælden har udgivet. D. 27. februar 1769 gav han Danske Kancelli til kende, at han ønskede stavnsbåndet indskrænket til dets oprindelige åremål, 14-36 år, og gav kancelliet ordre til at betænke, hvorledes dette kunne ske. Næppe havde man fået sundet sig på denne skrivelse, før der indløb en ny, som meddelte, at nu ville kongen have stavnsbåndet helt afskaffet.

Samtlige kollegier og myndigheder, som fik med sagen at gøre, stejlede og besluttede at trække sagen i langdrag ved at gøre modforestillinger. Der er ikke ende på alle de onde følger, en stavnsbåndsløsning vil få. Hæren vil svækkes, landbruget forfalde, godsejerne ruineres, landet affolkes og byerne overfyldes, - den ganske bondestand ville forvandles til en hoben dagtyve og døgenigte. Kort sagt: riget vil komme ud for så alvorlige rystelser, at ingen kan overse ulykkens omfang. Kongen var for svag til at bryde embedsmændenes modstand, hvilket sikkert var heldigt nok. Tiden var åbenbart ikke moden. Den danske bonde måtte hellere være stavnsbunden nogle år længere og så blive fri for alvor, frem for at blive fri på en forhastet måde og så risikere, at det hele faldt tilbage i den gamle skure. I 1770 ophævedes Generallandvæsenskollegiet og afløstes af en Generallandvæsenskommission, overvejende af mådeholdne fremskridtsvenner. De fik ordre til at arbejde på hoveriets fastsættelse, selvejets fremme og stavnsbåndets løsning. Det sidste var det vigtigste, men da en alt for pludselig frigørelse ville være farlig, skulle de begynde med de to første sager. Arbejdet satte snart frugt. D. 20. februar 1771 kom forordningen om hoveriets fastsættelse. Dens grundtanke var, at hoveriet skulle fastsættes efter fæstegårdens størrelse og afstand fra hovedgården. Af hver td. hartkorn måtte der højest forlanges 48 spanddage og 96 gangdage, ligesom der gaves regler for, hvor mange dage om ugen, der til de forskellige årstider måtte forlanges hoveri. Der måtte ikke som hoveri forlanges kørsler ud over 6 mil hen og lige så langt hjem.

Da man godt vidste, at een td. hartkorn i tidens løb var blevet af højst ulige værdi, var man også klar over, at grundlaget for hoveriets fastsættelse ikke var ganske retfærdigt; men da det var hensigten at begynde på stavnsbåndets gradvise afskaffelse, fandt man hoverispørgsmålet af mindre betydning. D. 17. august havde kommissionen sit forslag færdigt til en forordning om stavnsbåndets indskrænkning. Der foreslås som en overgang til dets endelige afskaffelse, at det foreløbig skal indskrænkes til sit oprindelige åremål, til alderen 14-36, og at udskrivningsmyndigheden skal fratages godsejeren, hvorved hans magt over mandskabet vil lide et betydeligt afbræk. På et ret tidligt tidspunkt i debatten fremtrådte en kreds af jydske godsejere med krav om at få ikke blot stavnsbåndet, men også de gamle bondeprivilegier afskaffede. Når bonden havde fri rådighed over sin person og herremanden det samme over sin jord, så var sagen i orden, mente de. Det var de engelske landboforhold med frie forpagtninger, som foresvævede dem. Ikke blot en stor del af de så sørgelig berømte 103 „jydske proprietærer", der klagede over den måde, hvorpå regeringen løste landbospørgsmålene, men også en så erklæret bondeven som Johan L. Reventlow på Brahetrolleborg delte denne anskuelse, hvorimod hans broder, statsminister Chr. D. F. Reventlow, støttet af Chr. Colbjørnsen, holdt på, at bonden skulle være fri, men de gamle beskyttelseslove for fæsterne skulle fortsat opretholdes. Denne opfattelse sejrede ved de fæstelove, som den store Landbokommission foreslog og fik gennemført.

Regeringen tøvede af en eller anden grund med udførelsen, og imens forefaldt der igen en af de under Kristian VII almindelige paladsrevolutioner. Den radikale Struensee afløstes af den stokkonservative Guldberg som regerings sjæl. Guldberg var en mand fra enevældens første periode, der ved en hel fejltagelse fik magten i den anden. Tanken om stavnsbåndets afskaffelse blev opgivet. Godsejerne jamrede højlydt over alle de bryderier, som de i anledning af den ny hoveriforordning havde med bønderne. Det fastsatte hoveri var ganske utilstrækkelig til at få hovmarkerne dyrkede, hvilket voldte svære tab, godsejernes ret var blevet grovelig krænket, bønderne var blevet studsige og vrangvillige, og godsejeren mindre tilbøjelig til at ville hjælpe dem, det gamle „tillidsforhold", der havde hersket mellem godsejer og fæster, stod i fare for at blive fuldstændig ødelagt. D. 12. august 1773 kom der da en ny hoveriforordning, som ophæver den tidligere og bestemmer, at hoveriet skal forrettes efter hver egns gamle skik. Dog skal småhoveriet fremtidig være forbudt. Med denne undtagelse var man altså igen havnet i det ubegrænsede hoveri. Der faldt ro over godsejerne, det gamle „tillidsforhold" var genoprettet, og agerbruget kunne igen drives med „lyst".

Imidlertid var kommissionen gået i gang med fællesskabet. Dette vanskelige arbejde resulterede i Udskiftningsforordningen af d. 23. april 1781, der med rette må regnes med til de store landboreformer, idet den var ligeså vigtig for landbrugets tekniske forbedring som stavnsbåndsløsningen for bondens sociale højnelse. I løbet af et kvart århundrede omskabte den landets udseende, så man skulle have ondt ved at kende det igen. Forordningen bryder det flertalsvælde, som hidtil havde formået at kvæle ethvert fremskridt i fødslen. Det påbydes nemlig, at enhver lodsejer skal have ret til at forlange sit tilliggende udlagt samlet på et, allerhøjst to eller tre steder, uden at de andre lodsejere har ret til at modsætte sig det. De skulle tværtimod tage del i bekostning og indhegning efter deres hartkorn. Så vidt mulig skulle der i sådanne tilfælde lægges en samlet udskiftningsplan for hele byen. Hvad hegn angår, slås den regel fast, at by mod by og mand mod mand tager halvt hegn. Husmændene skal have passende arealer udlagt som erstatning for den overdrevsgræsning, de mister ved overdrevets udskiftning og opdyrkning. Ligeledes sørgedes der for jord til degne og skoleholdere. Der loves en byggehjælp på 50 a 100 rdlr. til dem, som vil flytte deres gårde ud.

De store reformer.

I april 1784 satte den sekstenårige kronprins Frederik sig ved et statskup i besiddelse af den enevældige magt i sin sindssyge faders navn. Med ham kom en række fremskridtsvenlige mænd frem i første række, hvoriblandt er grund til at nævne grev Kristian Ditlev Frederik Reventlow til Kristianssæde på Lolland, som blev første deputeret, senere præsident for rentekammeret, under hvilket landbrugets sager sorterede. Reventlow er den drivende kraft i det, som sker i den følgende tid. Frihedsvennerne jublede i følelsen af, at tidens fylde nærmede sig. De konservative forstod, at hjemsøgelsernes dage var forhånden og samlede sig til forsvar for alter og arne. Det så fra et fremskridtsvenligt standpunkt ikke videre godt ud i landet endnu. Misvækstårene var hyppige. Hoveriet mange steder overhændigt, alskens kneb måtte bringes i anvendelse for at få fæstegårdene besat; men priserne var stadig opadgående, de heldigt gennemførte reformer var begyndt at vise deres frugter, og der var i befolkningen en vis utålmodighed efter fremskridt efter det guldbergske dødvande.

Det havde ofte været foreslået, at kongen som landets største godsejer skulle gå foran med forbedringer på krongodserne. I juli 1784 nedsattes en kommission med det formål at forbedre tilstandene på krongodset i Kronborg og Frederiksborg amter. Kommissionen fik 30,000 rdlr. årlig i 6 år at virke med. Godset omfattede 8281 tdr. ager- og engs hartkorn og beboedes af 1327 gårdmands og 2036 husmandsfamilier. Jorden udskiftedes, kobbelbrug indførtes, og det nødvendige antal gårde udflyttedes. Hoveri og tiende afløstes. Bønderne opmuntredes til at rejse stengærder omkring deres marker og plante frugthaver. Med disse foranstaltninger skabtes der mulighed for, at befolkningen kunne nå frem til menneskeværdige kår. Endemålet var at give fæsterne arvefæste på jorden, hvilket kunne ske, når gårdens tilliggende var indhegnet, bygningerne i forsvarlig stand, besætning og redskaber fuldstændige og gården fri for restancer. I august 1788 fik de første 15 bønder arvefæsteskøder overrakt ved en fest på Frederiksborg Slot. Reformerne kostede kongen 580,000 rdlr., men indbragte foruden renter af denne sum en årlig indtægt af 16,000 rdlr. Gårdenes værdi steg til det flerdobbelte, og befolkningen syntes omskabt. Derefter tog kommissionen fat på at forbedre Krongods og andre offentlige godser i andre egne af landet.

Men Reventlow havde ikke i sinde at blive stående ved sådanne reformer, der jo på en måde kun var noget, kongen privat lod indføre på sine godser. Han ønskede at få hele bondestandens retsstilling taget op til drøftelse og forbedring, men var også klar over, at noget sådant ville møde stærk modstand fra indflydelsesrige, konservative kredse, hvorfor han var stemt for at vente en tid med at tage fat på opgaven. En samtale, han i juli 1786 havde med kronprinsen, overbeviste ham om, at denne hellere så sagen begyndt i morgen end i overmorgen, hvorfor han da skred til sit store værk. Reventlow skrev en indstilling til regeringen, hvori han gjorde rede for hvilke sider af det store landbospørgsmål, man især trængte til at få undersøgt og nøjere lovbestemt, fordi de bestående love enten intet sagde eller var forældede, så en for bonden skadelig praksis havde fået indpas. Reventlow fremhæver følgende punkter, hvor forholdet mellem godsejer og fæster er flydende. Det er således uvist: 1) hvor meget hoveri, der kan fordres. 2) om godsejeren kan tvinge en karl til at tage gård, og på hvilke betingelser, han kan gøre det. 3) om stavnsbåndspligten strækker sig også til dem, som har aftjent deres værnepligt, er fyldt 40 år eller er utjenstdygtige. 4) om godsejeren kan tvinge bønder til at flytte deres gårde ud. 5) hvor stor erstatning fæsteren kan kræve for den jord, godsejeren ifølge danske lov har ret til at tage fra fæstegården. 6) Hvor langt den hørigheds- og lydighedspligt, fæsteren efter loven er sin husbonde skyldig, strækker sig. 7) om godsejeren i sin egenskab af skifteforvalter har lov til at tilkende sig selv sine fodringer i bondens bo, hvorved han bliver dommer i sin egen sag, hvad loven jo ellers forbyder. 8) om fæsteren kan tvinges til at betale erstatning for gårdens forringelse (bygfæld), når han har modtaget den uden syn over dens tilstand. 9)om en godsejer kan sætte en fæster ud af gården, inden han tager dom over ham, hvorved dommen altså udføres, inden den er falden.

For at opklare disse og mange flere punkter, foreslår Reventlow nedsættelsen af en kommission. Det lykkedes at få beslutningen vedtaget i Statsrådet. Da genstanden for denne kommissions virksomhed var af særlig betydning for store dele af folket, bestemtes det yderligere, at kommissionens forhandlinger skulle offentliggøres på tryk. Den store Landbokommission af d. 25. august 1786 kom til at bestå af 16 medlemmer og var så omsorgsfuldt sammensat, at alle synspunkter kunne komme til orde, uden at der dog var fare for, at sagen skulle blive forpurret. Et af medlemmerne, kammeradvokat Kristian Colbjørnsen, var tillige dens sekretær. Kommissionens nedsættelse satte fornyet liv i den offentlige debat om landbrugsspørgsmålene. Det første møde holdtes d. 18. september. På dette fremlagde Colbjørnsen en redegørelse for hvilke punkter i fæstelovgivningen, der efter hans mening trængte til at ses efter og nøjere bestemmes. Med dette udgangspunkt begyndte man at drøfte fæstespørgsmålet og fik udarbejdet et lovforslag, der næsten ordret gik over i de 2 forordninger af d. 8. juni 1787 om fæsteforholdet. 1) Den ene forordning påbyder, at der fremtidig skal afholdes et uvildigt syn over gården ved fæstets begyndelse og dets ophør og på grundlag heraf skal spørgsmålet om bygfæld afgøres. Der gives regler for, i hvilken tilstand en fæstegård skal være ved overtagelsen, for at godsejeren kan forlange fuld landgilde og hoveri af den. Det forbydes godsejeren at udsætte en uefterrettelig fæster, før dom er falden i sagen, og hvis det er nødvendigt at gøre det, skal godsejeren underholde fæsteren og hans familie, til dommen foreligger. Udsættelsen skal foretages af rettens folk, ligesom godsejerens fordringer i bondens bo fremtidig skal påkendes af domstolene. Godsejerens vilkårlige anvendelse af straffemidler som pisk, halsjern, træhest og fængsel forbydes. 2) Den anden forordning giver regler for, under hvilke omstændigheder godsejeren må tage jord fra fæsteren mod en forholdsvis afkortning i skatter, hoveri og landgilde samt forholdsvis tilbagebetaling af indfæstningssummen. Fæsteren må ikke modsætte sig gårdens udflytning, men skal være villig til at køre det materiale, godsejeren skal levere. Med disse klare bestemmelser var fæsteforholdet befriet for de vilkårligheder, som hidtil havde gået i svang til bondens store skade. Forholdet mellem godsejer og fæster var nu et kontraktforhold med gensidige rettigheder og forpligtelser. Men for at det også kunne blive et frit forhold, måtte stavnsbåndet løses. Kommissionens instruks havde ganske vist ikke direkte nævnt stavnsbåndet, men indirekte fordømt det ved at henvise til tilstanden efter vornedskabets ophævelse i 1702, da der endnu ikke var indført stavnsbånd.

Kommissionen gav sig da i kast med denne vigtige opgave. Debatten var ret varm, men nærmest en gentagelse af den offentlige debat, som i længere tid havde været ført i pressen. Forhandlingerne førte til en betænkning, som vedtoges med alle stemmer undtagen 3 og som gik over i den berømte Stavnsbåndsforordning af d. 20. juni 1788, hvori det hedder:….så ville vi allernådigst fritage jordegodsejerne for at levere folk til krigstjenesten, hvilken herefter skal fordres umiddelbart som en almindelig og personlig pligt mod os og fædrelandet….iøvrigt erklærer vi på det højtideligste og ved vort kongelige ord, at den frihed, som herved tilsiges bondestanden i vort rige Danmark, ikke alene skal have sin virkning til de i denne lovgivning fastsatte tidspunkter, men endog stedse være uigenkaldelig og på ingen måde kunne svækkes eller indskrænkes….Stavnsbåndet hæves straks for alle under 14 år og over 40 år og for utjenstdygtige. De således frigjorte skal blive indenfor amtet, hvorunder de hører, men kan dog af amtmanden få tilladelse til at opholde sig andre steder, når en bosiddende mand vil gå i borgen for dem (denne bestemmelse ophævedes i 1849). De, som er i alderen mellem 14 og 40 år skal forblive heftet til godserne til år 1800, da alt stavnsbånd ophører. Alt mandskab skal fra fødselen optages på reserverullerne og udtages til tjeneste af en session i forhold til folketallet. Karle og piger, som ikke ejer gård eller hus, skal tage fast plads og må ikke gå på løst arbejde (bestemmelsen ophævedes ved den nye Tyendelov af 1854). Som man ser, var det ikke fuld frihed, der gaves. Men der er jo en vis forskel på at være bundet til eet eller flere amter, frem for at være det til en privat mands gods. Efter dette indstillede Landbokommissionen foreløbig sine møder for at se, hvordan tingene ville arte sig, og optog dem først igen i februar 1790.

Så fløj da frihedsbudskabet ud over landet, det blev læst op fra alle prædikestole, og vakte jubel eller harme, som man nu var sindet til. Godsejernes stemning var blandet. Der var vel ikke mange af dem, som havde noget imod friheden i og for sig, men der var mange af dem, som fandt, at man var gået dem for nær ved den måde, hvorpå man havde gennemført den. Bønderne, som sagen dog også vedrørte ikke så lidt, hører man ikke meget til. D. 2. maj 1787 nedsattes den ekstraordinære finanskommission, et sidestykke til Landbokommissionen. Dens opgave var at undersøge, om en friere handel end den, som efter det hidtil vedtagne system finder sted, måtte være fordelagtig for kongens stater. Som følge af dens arbejde ophævedes forbudet fra Kristian VI.s dage mod indførsel af fremmed korn til Danmark og det søndenfjældske norge (d. 6. juli 1788). Få dage efter ophævedes godsejernes gamle øksneprivilegium, idet det tillodes enhver frit at købe, fede og sælge sit kvæg, som han bedst vidste og kunne. Dens største og mærkeligste arbejde var dog den store Toldlov af d. 1. februar 1797. Den gamle toldordning hvilede på merkantilistiske principper og havde følgelig en bunke indførsels- og udførselsforbud samt urimelig høje toldsatser, der gjorde smugleriet til en indbringende levevej. Nu ophævede man alle udførselsforbudene og opretholdt kun 7 indførselsforbud. Toldsatserne sattes ned i et rimeligt forhold til varernes virkelige værdi. Man gik ud fra, at man hellere måtte have en lav told, der virkelig blev betalt, end en høj, som ikke blev det. Med denne forordning trådte Danmark over i de frihandelsvenlige staters række. Reformvennerne var klar over, at der var en vekselvirkning mellem de praktiske reformer og oplysningen. Uden en vis velstand og trang til kundskab kunne en bedre folkeskole ikke skabes, og uden en bedre oplysning kunne den nye frihed ikke bære de rette frugter. At frigøre hånden og forædle ånden blev da to sider af samme sag. Mændene af 1784 satte da også folkeoplysningen på deres program og vedkendte sig den anskuelse, at ungdommens oplysning ikke var en privatsag, men en samfundssag. D. 27. marts 1789 vedtog Statsrådet at nedsætte en kommission til at overveje skolernes bedre indretning. Dens arbejde kom til at strække sig over næsten et kvart århundrede og resulterede i Skoleloven af 1814.

Med hensyn til skolens mål gjorde der sig to opfattelser gældende, en merkantilistisk, der vel indså oplysningens nytte for bonden indenfor en vis begrænsning. Han skulle orienteres i sin saligheds sag og dygtiggøres til sin daglige gerning. Alt hvad der var derudover, var af det onde, også en fysiokratisk, der troede og ønskede, at skolen skulle være det plantebed, hvorfra den nye mennesketype, man drømte om, skulle udgå. Sigtede de første for lavt, så stilede de andre ganske sikkert for højt. De to retninger repræsenteredes henholdsvis af mænd som Sjællands biskop Nikolaj Edinger Balle, der ivrigt arbejdede på at bedre lærernes kår, og Johan Ludvig Reventlow til Brahetrolleborg, der havde indrettet et mønsterskolevæsen på sit gods og særlig tog sig af deres uddannelse. Kommissionen begyndte med at tage sig af læreruddannelsen. Den fik oprettet seminariet på Blågård udenfor København og et lignende på Brahetrolleborg. Begge var dyre indretninger, og undervisningen var lagt i et noget for højt plan. Det ville blive dyrt at forsyne landet med lærere på den måde. Pastor P. O. Bojsen i Vesterborg på Lolland fremkom da med planen til sit præstegårdsseminarium, der gik ud på, at præster rundt om i landet, som havde lyst og evne dertil, skulle uddanne lærere. Præstegården kunne for en ringe sum udvides med de fornødne skolelokaler, og seminaristerne kunne så bo til leje hos sognets bønder. Læreren, der skulle være „en fornuftig bonde blandt bønder", var da til at få for en ret billig penge. Skolekommissionen syntes ikke om Bojsens plan, der jo indeholdt en kritik af dens kælebarn, Blågård; men Kancelliet fandt den storartet og anbefalede den. Seminariet i Vesterborg, der kostede 1000 rdlr. at oprette og 600 rdlr. årlig at drive, beregnet for 15 elever, begyndte sin virksomhed i 1801. I de følgende år fik de øvrige stifter hver sit af samme slags. Præstegårdsseminarierne virkede ind på forholdene på Blågård, hvor man i 1804 indskrænkede fagene til dem, som var anvendelige i folkeskolen. Balle fremkom med det forslag, at man skulle nedlægge de gamle degneembeder, efterhånden som indehaverne døde, og henlægge indtægterne til skolen. Læreren kunne så om søndagen forrette degnens pligter.

I februar 1789 indsendte kommissionen sit forslag til regeringen, der lod det gennemgå en rensende skærsild i retning af at gøre det billigere i gennemførelsen, og d. 10. oktober 1806 udkom det som provisorisk anordning for almueskolevæsenet i østifterne. I de følgende år samlede man erfaringer angående dets virkemåde i praksis og undersøgte, hvilke ændringer, det måtte underkastes for også at passe i Jylland. Først derefter udkom det d. 28. juli 1814 som anordning for almueskolen på landet. Samme dag udkom en lignende for købstæderne. Den danske folkeskole var skabt. Ved undervisningen skal der ifølge anordningen stræbes efter at danne børnene til gode, retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangeliske kristelige religion samt bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der er nødvendige for, at de kan blive gode borgere i staten. Hermed træder så den uddannede skolelærer ind på skuepladsen. Samtiden havde lidt ondt ved at placere ham. De gamle degne var jo præster, som af en eller anden grund ikke var blevet gjort færdige. Skoleholder var enhver stodder, som kunne stave og lægge sammen og ikke havde anden redningsplanke. Seminaristerne var hverken akademikere eller stoddere. De havde i lommen et stykke papir, som viste, at de kunne, hvad de skulle, og ikke behøvede at stikke op for nogen. Deres arbejde vil mærkes i den kommende udvikling.

Den mægtige udluftning, hvorved det danske folk på fredelig vis virkeliggjorde Den Franske Revolutions principper, der andre steder kostede så meget blod og brand, skulle dog ikke forløbe uden protest. I efteråret 1790 fandt en del misfornøjede godsejere hinanden på Viborg Snapsting, hvor de plejede at afgøre deres økonomiske mellemværender. De kom under anførsel af godsejer Tønne Lüittichau til Tjele, en dristig og noget hedhovedet mand, som før havde været på kant med regeringen. Overfor sine bønder skal han have været en brav og retsindig mand. De „jydske proprietærer" var misfornøjede med, at regeringen berøvede godsejerne det ene af deres privilegier efter det andet uden at yde dem erstatning. Man besluttede besynderligt nok at overrække kronprinsens svigerfader, prins Carl af Hessen, et tysk bønskrift, som Lüttichau havde skrevet, og som indeholdt en skildring af godsejernes forurettelser og de befrygtede følger, det måtte få for riget. 103 jydske godsejere satte deres navne under det. Da kronprinsen netop tilbragte sine hvedebrødsdage hos sin svigerfader, som var statholder i hertugdømmerne, besluttede man i sidste øjeblik at overrække ham „tillidsskriftet" oversat på dansk og overføre underskrifterne fra det tyske skrift. Kronprinsen modtog skriftet, idet han sagde: »Jeg vil, at folket skal være frit; men ingen godsejer skal fornærmes i sine rettigheder! Alle skal nyde ret uden persons anseelse!«. - Colbjørnsen, der var personlig angrebet i skriftet, fik lov at udgive det i trykken med kommentarer, hvilket han gjorde uden at lægge fingrene imellem. Han tilegnede sit arbejde den oplyste menneskehed, den borgerlige frihed og det danske folk og indankede det skete for alle tænkende og retskafne mænds domstol. Sagen mod de „jydske proprietærer" fik atter bogtrykkerne til at svede i anledning af bondesagen. Lüttichau gav Colbjørnsen råt for usødet, og Colbjørnsen, der heller ikke var fri for at være hidsig, anlagde sag mod Lüttichau. Den kom straks for Højesteret. Lüttichaus forsvarer sagde betegnende for situationen: publikum er således delt i to partier, at tvedragten ytrer sig i alle samkvem, at man næppe har lov til at være neutral. Den, som tør lade sig mærke med, ... at der dog vel var noget i de jydske jorddrotters ansøgning, som kunne undskyldes, betitles med navn af aristokrat, og den, som undskylder etatsråd Colbjørnsen med ... hans iver for den gode sag og hans situation, får navn af demokrat. - Det var netop sagen. Det var ikke to hidsige mænd, men to samfundsopfattelser, merkantilismen og fysiokratismen, som tørnede sammen. Lüttichau fik sine beskyldninger mod Colbjørnsen kendt døde og magtesløse og måtte betale en bøde på 1000 rdlr. som yderligere tegn på unåde fratog man ham hans kammerherrenøgle. Lüttichau solgte sine godser og rejste til Tyskland, hvor der endnu var plads til en godsejer af den gamle skole. Med ham jog man symbolsk ufrihedens ånd ud af landet.

Hvis der imidlertid var gjort godsejerne uret på nogen måde, så fik de rigelig erstatning ved den glædelige vending, sagerne tog som følge af reformerne. Det viste sig hurtigt, at stavnsbåndet ligesom var det bånd, der holdt det gamle system sammen. Da det faldt bort, faldt systemet i staver. Selv de mest konservative blev af forholdene tvunget ind på fremskridtets vej. Den snes år, der fulgte efter stavnsbåndsløsningen, blev den mest bevægede, den danske bonde har oplevet. Godsejerne kunne nu ikke holde bønderne ved godset med lovens magt, men måtte beflitte sig på at byde deres fæstere sådanne kår, at de kunne føle sig tilfredse dermed. Dette betød i første række, at der måtte gøres noget ved hoveriet. Ved plakat af d. 24. juni 1791 indbød regeringen godsejere og fæstere til at fastsætte hoveriet ved frivillige overenskomster (hoveriforeninger). I løbet af tre-fire år oprettedes hoveriforeninger på ca. 600 godser. Kun på 37 godser - 4 i Jylland og 33 på øerne - kunne parterne ikke komme til enighed, og regeringen måtte skille dem imellem. Da således alt hoveri var blevet fastsat, kom forordningen af d. 1. december 1799, som forbyder alt ubestemt hoveri for fremtiden.

Dette fastsatte hoveri, der mindedes helt op til nutiden, kunne ikke blive den plage, som det ubestemte havde været. Alligevel var det en ydelse, som både godsejer og bonde var interesseret i at komme bort fra. Hovarbejderen beholdt sin gamle tilbøjelighed til at arbejde langsomt og sløsevornt. Man opdagede snart at faste, lønnede arbejdere gjorde langt mere og bedre arbejde. Desuden fordredes hoveriet særlig på tider, da bonden havde nok at gøre med sin egen jord. Hoveriet var et bånd på begge parter. Mange steder afløste man derfor hoveriet. Før 1788 gjordes hoveri af ca. 200,000 tdr. bondehartkorn, men i 1807 kun af 80,000 tdr.. Den første følge af hoveriets fastsættelse eller afløsning var, at hovedgårdens drift måtte lægges om på en eller anden måde. For første gang i mange århundreder går udviklingen i retning af at gøre herregårdene mindre. En del herregårde udskilte parcelgårde, andre slog ind på en drift, der krævede mindre arbejde, og næsten overalt oprettede man husmandssteder for at sikre sig arbejdskraft. Husmændene, denne før af godsejerne så ildesete stand, kommer nu om ikke til ære og værdighed, så dog til en berettiget plads inden for landbrugssystemet ved at gå ind i hovarbejderens sted. I løbet af 13 år fra 1807 at regne, steg husmandsklassen i tal med ikke mindre end 130,000 personer.

Bonden, der nu var en selvstændig mand, måtte lære at klare sig selv; men det betød, at han måtte ændre sin drift for at kunne udnytte konjunkturerne, hans jord måtte udskiftes, gården eventuelt udflyttes og kobbelbrug indføres. En forordning af d. 15. juni 1792 tillader godsejeren at fordele udgifterne ved udskiftningen på de fæstere, som nød godt af den. Dermed kom der fart i tingene. I løbet af en snes år blev praktisk talt al dansk jord udskiftet. Der var en vis uoverensstemmelse mellem regeringens og bøndernes opfattelse af, hvordan udskiftningen burde foretages. Regeringen mente, at hver gård burde have sin jord samlet på et sted i en nogenlunde regelret figur og gården liggende på lodden. Bønderne var af den formening, at hver gård burde have forholdsvis lige meget af den velgødede nærjord, den mere forsømte udjord og den aldrig dyrkede overdrevsjord. På den måde ville gården få sit tilliggende på mindst tre forskellige steder, hvilket naturligvis også var et fremskridt, når det hidtil havde ligget på op til 70 forskellige steder. Bønderne var af mange grunde ikke meget ivrige på at flytte ud. I umindelige tider havde man været vant til at bo i tæt sammenbyggede byer, den ensomme beliggenhed huede dem ikke. Denne reform er da heller ikke helt gennemført endnu. Regeringen lod folk gøre, som de ville. Hvor bønderne selv skulle forestå sagen, gik det noget hulter til bulter. Adskillige byer måtte udskiftes både to og tre gange, før alle var nogenlunde tilfredse. Bedst gik det, hvor det var en myndig og kyndig herremand, som forestod sagen. Man fik dog forholdsvis hurtig nogen erfaring for, hvordan man skulle bære sig ad. Det hedder derfor: jo ældre udstykning, des dårligere! Mange steder hjalp man sig med den såkaldte stjerneudstykning, der forenede bøndernes og regeringens krav. Skellene droges da fra byens midte ud til overdrevsgrænsen. Gårdenes tilliggender formedes derved som store trekanter, hvis topvinkler lå i byen, hvor gårdene lå. Systemet var ret snedigt udtænkt; men man fik bare så langt ud til den brede ende, hvor det meste arbejde var.

Og så måtte bonden, enten han var hoverifri fæster og havde hoveripenge at betale, eller han var selvejer og havde prioriteter og skatter at svare til, ind på en ny og bedre drift. Kobbelbruget i forskellige former breder sig derfor over landet. Også her gik det ofte ret broget til i overgangstiden, men forholdene trak sig dog tid efter anden nogenlunde i lave. Landet skiftede udseende. De store, stribede vange afløstes af firkanter med stengærder eller levende hegn omkring, spredte bopæle breder sig ud over de gamle bymarker og overdrev. Der kommer mange flere veje. Selveje hørte til de ting, reformmændene særlig ønskede bonden. Også mange godsejere var inde på det. Fæstegårdene havde mindre interesse nu, da hoveriet var formindsket eller afskaffet. Bønderne selv var ikke så modige ved selvejet, der på mange egne var ganske ukendt, og desuden vidste bonden ganske godt, hvad nytte en herremand var til i onde tider. Men fæsterne var ikke så godt i stand til at udnytte konjunkturerne, da de ikke vidste, hvor længe de skulle beholde gårdene eller hvem, der fik dem efter dem. I 1784 gav regeringen tilladelse til, at bortsolgte fæstegårde fremdeles måtte regnes med til det gods, som gav herregården skattefrihed. I 1786 oprettede den en kreditkasse til ophjælpning af landbruget. Den gav billige lån til bønder, som ønskede at købe deres gårde. I årene 1786-98 udlåntes ialt 250,000 rdlr. til dette formål. En mængde bønder købte deres gårde. I 1818 var halvdelen af bøndergårdene på øerne gået over til selveje, og i Jylland udgjorde fæstegårdene kun få procent af samtlige gårde.

Under hele dette røre sad Reventlow i Rentekammeret og vogtede på tingenes gang. Hvergang en hindring eller en udvækst truede med at hindre den glædelige fremgang på alle kanter, kom der en forordning, som lettede sagen i at finde den rigtige vej fremad. Vi kan ikke her komme ind på det vidt forgrenede lovkompleks, reformerne affødte, men må nøjes med at fremføre nogle enkelte træk af udviklingen i landbruget. Kornavlen gik mægtigt frem, dels ved den bedre drift, der gav højere foldudbytte, og dels ved, at overdrevene toges under plov. Da priserne stadig var opadgående, gav det lyst og evne til flere fremskridt. Med det højere foldudbytte hørte misvækstårene op. Gårdene var mere velholdte og vidnede om bedre kår, ligesom man hist og her kunne se smukke haveanlæg omkring dem. Mange godsejere og præster var ivrige for frugtavl og søgte at få bønderne ind på det. Besætningerne gik frem i tal og ydeevne. Overalt kom man ind på at holde flere køer end heste, mens det før havde været omvendt. Svingploven begyndte så småt at afløse den gamle hjulplov. Den mærkeligste følge af reformerne var dog, at befolkningen, som i århundreder havde stået næsten stille i tal, under tiden vel også gået tilbage, nu begyndte at stige ret stærkt. I de 20 år før 1788 steg befolkningstallet kun med 27,000 personer, men i de 20 år efter var forøgelsen oppe på 136,000 personer, altså 5 gange så meget, et vidnesbyrd om, hvordan gamle tiders vantrivsel og håbløshed havde vendt sig til sundhed og tro på fremtiden.

Naturligvis var det ikke lyse sider altsammen. Reformerne regnes at have kostet det danske samfund rundt regnet 20 millioner rdlr.. Landbrugets prioritetsgæld steg mægtigt. Også skatterne gik i vejret, dog ikke i forhold til landbrugets forøgede ydeevne. Under alt dette steg priserne jævnt; men efter 1807 begyndte de at springe opefter i store sæt. Dette år kostede een td. rug 20 kr., men i 1813 kostede den 420 kr., mens een td. hvede kostede mere, end en underofficer havde i årsløn. Den almindelige prisstigning i sidste halvdel af det 18. århundrede havde sin årsag i den bestandige krigstilstand, verden befandt sig i. Den voldsomme stigning efter 1807 derimod var tegn på, at der var noget galt ved landets pengevæsen. Af frygt for at belaste det arbejdende landbrug for stærkt i de usikre overgangsår, foretrak regeringen at gøre gæld fremfor at forhøje skatterne for meget. Den nationale ulykke, som ramte os i 1807 med hovedstadens brand, flådens tab, handelens standsning og krigen med England kostede mange penge, som staten for en del dækkede ved at udstede sedler. I 1806 havde man sedler i omløb til et beløb af 26 millioner rdlr. I 1814 var dette beløb 6 doblet. Følgen var, at sedlernes kurs sank. Parikursen var: 125 seddeldaler lig 100 sølvdaler. På et vist tidspunkt i 1813 var 140 seddeldaler kun en sølvdaler værd.

Landbruget, som fik sine varer betalt efter kurs, men betalte sine skatter, afgifter og forrentninger efter sedlernes pålydende, måtte således give et mægtigt pengeoverskud. I århundreder havde den danske bonde slidt sin tid i nød og trang, nu så han sig pludselig i en velstand, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre med. Intet under, at man derfor i udstrakt grad i opgangens dage begik synder, som slog igen i nedgangen. Mange selvejere betalte deres gård med disse forholdsvis værdiløse sedler til stort tab for den godsejer, som havde solgt jorden. En bonde betalte sin gård med et par heste. Man producerede korn, men glemte at forbedre kvaliteten. Man satte sig i stor gæld for at få jord eller for at indføre driftsforbedringer, man byggede gårdene om og levede på en stor fod. Man nævnede med alle tegn på forbavselse, at der var bønder, som havde fjællegulv og gipslofter i deres stuehuse.

Ved „Bankerotforordningen" af d. 5. januar 1813 reducerede staten sin seddelgæld til 1/10 af pålydendet og erklærede sig ude af stand til at indløse de 9/10. Der optoges en prioritet i al fast ejendom på 6 pct. (bankhæftelsen), som blev brugt til at fundere den ny rigsbankmønt med, idet staten oprettede en Rigsbank, der i 1818 blev gjort til Nationalbank, uafhængig af regeringen og med ret til at udstede sedler. Folk kunne nu få deres gamle sedler ombyttede med ny i forholdet 6 for 1. Den nye rigsbankmønt fik også kurs og sank til 1/10 af dens pålydende værdi. På det tidspunkt var een rigsdaler næppe een skilling værd. De usunde pengeforhold skabte et godt virkefelt for alle slags spekulanter og lurendrejere. I de følgende år gøres der fra Nationalbanken og regeringens side et stort arbejde for at hæve kurserne, hvilket da også efterhånden lykkedes. Samtidig faldt priserne voldsomt. 1815 var de store fredsslutningers år. Europas lande var udtærede og forgældede, de måtte spare og spærrede sig af for varer, de kunne undvære og da særlig de dårlige, som de hidtil havde måttet betale med store priser. Følgen var, at det danske kornmarked blev totalt ødelagt, da vort korn var under al kritik i kvalitet. De stigende kurser og faldende priser skabte en voldsom krise for landbruget. I 1824 kostede en td. rug næppe 4 kr., altså omtrent det samme som i 1733, da Kristian VI måtte gribe til de før omtalte midler for at redde landbruget.

Prisfaldet og kursstigningen bragte mangen landmand til fald. Et eksempel vil vise, hvordan de virkede. En mand, som i 1817 havde en prioritetsgæld på 10,000 rdlr., kunne med de høje priser og lave kurser betale den med 500 tdr. rug og forrente den med 20 tdr. rug. I 1822 var prisen faldet og kursen steget. Gælden skulle nu betales med 3500 tdr. rug og forrentes med 140 tdr. rug. Gælden var altså syvdoblet. Med dette undrer det ikke, at fallitter og tvangsauktioner hørte til dagens orden, og at mange, som troede, at de sad nogenlunde i det, pludselig blev kastet ud af deres hjem og måtte gå på landevejen. Særlig hårdt gik det ud over de godsejere, som ikke havde solgt fæstegods og derfor hæftede for bøndernes skatter, og de selvejere, som havde købt dyrt eller lagt mange penge i driftsforbedringer. Fæsterne sad nu som før i læ og klarede sig. Regeringen, der 1784 var gået ind for den anskuelse, at friheden kan regulere sig selv, gjorde kun lidt for at rette på forholdene. Den havde intet gjort for dem, der led under den usunde opgang, nu gjorde den retfærdigvis heller intet for dem, der led under nedgangen. Den lod falde, hvad ikke kunne stå. I løbet af 13 år inddrog den 1/30 af landets samlede hartkorn for skatterestancer og blev således endnu engang storgodsejer.

Krisen havde dog også sine gode sider. Jorden blev afvurderet, så fattige og dygtige folk fik mulighed for at få noget at arbejde med. Strengt arbejde og nøjsomt liv, der i pengerigelighedens dage var kommet noget ud af kurs, kom atter til ære og værdighed. Man blev tvunget til at tænke på at forbedre kornets kvalitet, for at den danske kornhøst ikke skulle blive helt værdiløs. Stavnsbåndsløsningen frigjorde bondens kræfter, men det var krisen, som lærte ham at bruge dem. Men det var en drøj kur. Under disse omstændigheder gik det store reformværk i stå, ja, gik nogle steder endog tilbage, idet nogle nybagte selvejere atter blev fæstere og priste deres gode lykke derved. I denne trange tid var det, at Skoleloven af 1814 skulle føres ud i livet. Det skete vel ikke uden jammer og klage over bekostningen, men regeringen var hård og drev på. Også tienden pillede man lidt ved. I 1796 havde regeringen søgt at få den afløst gennem frivillige overenskomster mellem nydere og ydere ligesom hoveriet, men det viste sig yderst vanskeligt for parterne at finde hinanden. D. 8. januar 1810 kom en ny Tiendeforordning. Det bestemtes, at der kun skulle betales tiende af de fra gammel tid sædvanlige kornafgrøder, ikke af bønner, ærter, roer, kartofler, humle, tobak eller korn, som blev slået af, før det var modent. Inddæmmede og udtørrede arealer skulle være tiendefri 20 år efter, at de første gang bar sæd. Ydedes tienden i kærven, skulle tiendetælleren komme senest to timer efter, at han havde fået bud, i modsat fald havde yderen lov til i to uvildige vidners påsyn selv at tælle tiendenegene fra, stille dem op på marken og køre sit eget hjem. Enhver yder fik ret til at kræve naturaltienden afløst med en bestemt pengeafgift; men denne skulle sættes 10 pct. højere, end tienden var vurderet til. Denne bestemmelse gjorde mange ydere betænkelige ved at få tienden afløst. I 1834 betaltes endnu 1/3 af landets tiender i kærven. Henimod 1830 var de onde tider overvundne, og man kunne atter begynde at skimte dag forude.

Frihed og lighed.

Den frihed, man talte så meget om i det 18. århundrede, var den borgerlige frihed. Den politiske frihed var endnu ikke dukket op i bevidsthederne. Men har man først den borgerlige frihed, vil det ikke vare længe, inden den ganske naturligt søger at supplere sig med den politiske. De bønder, som omkring 1830 dyrkede Danmarks jord, var anderledes indstillede end den slægt, som et halvt hundrede år før modvilligt og tvært havde ladet sig reformere af godsejere og regering. Mændene af 1830 havde gået ikke blot i almueskolen, men tillige i frihedens barske og karske skole. De vidste, hvad oplysning og fremskridt var værd. Den reformperiode, vi nu skal skildre, er da forskellig fra den foregående derved, at kravene nu kommer fra bonden, mens det er godsejernes og regeringens tur til at holde tilbage. Med herremændene som foregangsmænd tog bønderne nu for alvor fat på at mergle deres jord og rense den for kvikrødder. Svingploven, som nu er blevet afpasset efter vore heste, vinder almindelig udbredelse, senere hen får man svenskharven til hjælp. Mergelen satte foldudbyttet mægtigt i vejret. Nogle steder gav kornet 20 fold efter mergel. Men da man ikke gødede ordentligt, gik foldudbyttet snart ned igen. Mergel gør rig fader, men fattig søn, hed det. Den kvikfrie halm havde ikke den næringsværdi, som den gamle havde haft, og da man vedblev at sultefodre om vinteren, var køerne henad foråret så slappe i haserne, at de ikke mægtede at rejse sig, når de blev lagt ned. At rejse køer hørte med til morgengerningen på en bondegård i de dage.

Ingen forstod, hvad det var for en sygdom, kvæget blev angrebet af. Kloge mænd og koner fik travlt ligesom i kvægpestens dage. På Fyn brugte en klog mand at skære nogle indsnit ved dyrenes halerod, putte bygkærner derind og læse over dem. Men, siger en lun bonde, det hjalp først, da vi opdagede, at det var i den anden ende, køerne skulle have kærnerne. En herremand fandt ud af, at man kunne gøre mere ud af een tønde korn ved at fodre den op end ved at sælge den. Kraftfodring og staldfodring hjalp på sagerne. Køerne kom på benene ved egen hjælp, og den større og bedre mødding hjalp på marken.

Ud af dagens travle færd fødes så kravet om at få det standsede reformværk ført igennem til bunds. Indenfor de akademiske kredse i byerhvervene (særlig hovedstaden), hvor man var begyndt at tage naturkræfterne i sin tjeneste (dampmaskinen), opstod ønsket om, at undersåtterne måtte få en noget større indflydelse på statshusholdningens førelse. Man ønskede lovgivnings- og skattebevillingsmyndighed i hvert fald for de velhavende og intelligente klasser af befolkningen. Denne politiske liberalisme blev, efter at have antaget sig ordningen af grænsespørgsmålet mod syd, til national-liberalisme med programmet: en fri forfatning og Danmark til Ejderen! Man ønskede frihed, men havde knap så meget tilovers for ligheden. Dog skal det siges, at mange national-liberale var villige til at tage mod en del lighed, når de derved kunne redde friheden. Lighedskravet kom udefra bøndernes stand, som i begyndelsen ikke var interesserede i en fri forfatning. De stolede på kongen, som havde hjulpet dem før, og troede, at han også nok ville gøre det igen. De nedlagde deres indholdsrige ønskeseddel for den enevældige trones fod, og først da det fra den høje narhvalstrone var hentydet overfor bønderne, at enevælden ikke kunne, ikke turde og ikke ville hjælpe dem, forstod de, at de måtte hjælpe sig selv gennem en fri forfatning. Det var det, den national-liberale fører Orla Lehmann fik 3 måneders fængsel for at fortælle bønderne på Lolland-Falster i 1841.

Frederik VI søgte at imødekomme det politiske røre ved i 1835 at indføre rådgivende stænderforsamlinger, een for Jylland (i Viborg), een for østifterne (i Roskilde) og een for hvert af de to hertugdømmer. Til disse havde også bønder med mindst 4 tdr. hartkorn i eje eller 5 i fæste stemmeret (til valgbarhed hørte det dobbelte). Denne indretning er i vore øjne uhyre konservativ og forsigtig. Stænderne var kun rådgivende, så enevælden gav ikke noget væk af sin gamle magtfuldkommenhed, men den gjorde for anden gang folket til sin rådgiver. Repræsentanterne valgtes stændervis, men forhandlede samlet. Der skulle kun 8 godsejere, men ca. 600 bønder til at vælge een mand, og den udelukkede husmænd, arbejdere og småhåndværkere, ligesom de intelligente embedsmænd ikke var betroet til at vælge selv, men måtte lade kongen gøre det for dem. Alligevel var glæden stor, og den politiske debat, stænderforsamlingerne gav anledning til, var en værdifuld forskole for vort folk. I stændersalene frembar da bønderne deres ønsker.

Selvejendoms fremme var det første punkt på programmet. Bønderne ønskede, og godsejerne frygtede, at regeringen skulle fremtvinge salg af fæstejord ved en lov. Det var blandt bønderne en udbredt mening, at da der var fæstetvang på bondejorden, så betød det, at fæsterne havde en vis medejendomsret til jorden, hvorfor det ville være forsvarligt, om regeringen tvang godsejerne til at sælge jord til fæsterne til en pris, der lå noget under den, man kunne opnå i fri handel. Belært af dyrekøbt erfaring var godsejerne ikke nær så ivrige efter at sælge fæstejord, som de før havde været. Velvillige godsejere, som hellere ville sælge frivilligt end under tvang, tilbød bønderne deres jord på rimelige vilkår; men mange bønder holdt sig tilbage i håb om, at den kommende tvangslov skulle give dem endnu bedre betingelser. De narrede sig selv, da den lov aldrig kom. Så længe frygten for tvangsloven lå i luften, opmuntrede den godsejerne til at opstille modkrav om at få en mere fri dispositionsret over noget af fæstejorden. Jagtretten var flere gange genstand for hede debatter i stændersalene. Ved forordning af d. 20. maj 1840 fastsloges dog den regel, at jagtretten skulle følge ejendomsretten. Dermed var da selvejerne befriede for de godsejerlige jægere. Afløsningen af hoveriet gik sin jævne gang. I 1834 gjordes endnu hoveri af 78,000 tdr. hartkorn bondejord. I 1849 var det svundet ind til 34,000 tdr.. Nogen lov, som satte yderligere skub i sagen, kom ikke i denne periode. Heller ikke tiendeordningen fik stænderne gjort noget ved. Værnepligten hvilede kun på bondestanden. Bønderne ønskede almindelig værnepligt. De hidtil militærfrie klasser var dog ikke videre varme på at komme til at springe soldat, så heller ikke på dette område kom man fremad. Beskatningen var lempeligere for herregårdsjord end for bondejord, ikke blot de egentlige hartkornsskatter, men også de offentlige byrder som vejægter og frikørsler hvilede kun på bondejorden. Her ønskede bønderne en udligning efter idealet: lige skat på lige jord! Dette krav blev fra enevældens side imødekommet noget ved hartkornsreguleringen af 1844.

Husmændenes stilling krævedes forbedret, hvilket også kunne tiltrænges. De store landboreformer havde vel givet husmændene en berettiget plads i landbrugssystemet, men havde glemt at give dem en stærk retsbeskyttelse. Husmændene var ifølge Husmandsforordningen af 1807 givet lige så værgeløse i godsejerens vold, som gårdfæsterne var det før 1788. Mens det allerede i 1791 blev forbudt at prygle gårdfæsteren under hoveriarbejdet, måtte husmændene endnu finde sig i at få deres rygstykker varmede, når forvalteren ikke syntes, de makkede ret hurtigt nok. Husmandens kår var usle, hans sag blev flere gange båret frem af bønderne i stændersalene. Debatten derom var i mindre format en gentagelse af den, som i sin tid havde fundet sted om gårdfæsterne, men noget nævneværdigt til forbedring af forholdene skete ikke i denne periode. Endelig var der i vide kredse, dog særlig i de gudelig kredse vakt en stemning for at få noget mere frihed i den forbenede statskirkeordning, man havde arvet fra Reformationen. Grundtvig udtrykte det således, at der burde være mindst lige så megen frihed til at samles om bibel og salmebog, som der længe havde været til at samles om kortspil og brændevin. Man krævede skoletvangen ophævet og en friere og videregående undervisning indført. Kravet kunne sammenfattes i Grundtvigs tale om sognebåndets løsning og højskolen i Soer.

Som man vil se, var ledemotivet i disse bondekrav ønsket om at komme på lige fod med de andre stænder. Trods al bondevenlighed og reformrøre var der endnu en dyb kløft mellem bønderne og de andre, de fine, mellem „de kofteklædte" og „de kjoleklædte". Gamle tiders uvaner er onde at bryde. Det var nu engang skik, at bønder var høflige og beskedne, stod med hat i hånd og sagde De til alle udenstandsfolk, mens disse til gengæld var hovne eller nedladende og sagde du. Endnu i 1847 blev en husmand på Sjælland idømt mulkt, fordi han havde sagt du til forvalteren og derved tilsidesat den ærbødighed, som man er sin foresatte skyldig. Bøndernes førere gjorde, hvad de kunne, for at indprente deres tilhængere, at de selv måtte holde på deres værdighed og selvstændighed, hvis de ønskede at blive respekterede som frie mænd. I 1842 fik bondebevægelsen sit eget organ i Almuevennen. Ved forordning af d. 13. august 1841 lagdes grunden til et nyt kommunalt selvstyre. Landboreformerne havde taget grunden væk under den gamle landsbykommunale ordning

Ved en række forordninger i løbet af Frederik VIs tid havde man arbejdet hen imod at gøre sognet til kommunal enhed. Kommunernes skole, fattig- og vejvæsen lagdes ind under forskellige direktioner. Nu samledes det hele i et sogneforstanderskab bestående af præsten, den eller de lodsejere, som ejede mindst 32 tdr. hartkorn af sognets jord, samt 4-9 uberygtede sognemænd, som skulle eje mindst 1 td. hartkorn eller have mindst 6 tdr. hartkorn i forpagtning eller fæste. Sogneforstanderskaberne underlagdes amtsrådet, der foruden af amtmanden som formand bestod af en af amtets provster, valgt af kancelliet, to af amtets lensbesiddere, forudsat at de besad mindst 500 tdr. hartkorn af amtets jord, tre sædegårdsejere, hvis disse ejede mindst halvdelen af amtets hartkorn, ellers kun to. Samt seks mænd, valgt af amtets sogneforstanderskaber. De hermed skabte institutioner var ret aristokratiske, idet præster og godsejere var fødte medlemmer, mens som sædvanlig den talrigeste klasse, arbejdere og husmænd på under 1 td. hartkorn var udelukkede. For bønderne var der nu åbnet en hel lille trappestige til deltagelse i det offentlige liv: sogneforstanderskab, amtsråd- og stænderforsamling, hvad der ikke var uden betydning for standens politiske udvikling.

Bondespørgsmålet var mest brændende på øerne, hvor gamle dages misbrug og overgreb havde fæstnet sig dybest i sindene. Her var da den bedste jordbund for agitation. Røret afstedkom nogen uro blandt husmændene på et par sjællandske godser. Der skete ikke noget af betydning; men regeringen synes at være blevet nervøs derover. At daglejere og husmænd begyndte at stille krav, var et så alvorligt tidernes tegn, at der måtte tages kraftigt fat for at bremse bevægelsen i opløbet. D 8. november 1845 udkom det såkaldte Bondecirkulære, rettet mod bondestandens „ophidsere og forledere". Det går ud på, at ingen forsamling måtte finde sted på landet, når den gik ud på at drøfte bondestandens retsstilling, medmindre den først var anmeldt for stedets politimester og tilladt af ham. Denne tilladelse måtte ikke gives, når det var hensigten at tilstede udensogns folk adgang. Cirkulæret vakte en voldsom harme blandt bønderne, og den blev ikke mindre ved den smålige nidkærhed, hvormed en del politimestre efterlevede det i praksis. En husmand skrev med blodig hån i Almuevennen, at der var en slags forsamlinger, regeringen havde glemt at forbyde, og der dreves dog den værste agitation, det var hoveriforsamlingerne, der begyndte om mandagen og varede ugen ud. De begyndte med året og varede til dets ende. Jyderne, som egentlig intet havde gjort, blev straffet med øboerne, da cirkulæret gjaldt for hele landet. Kort efter dette cirkulæres fremkomst rejste en deputation af bønder fra alle landets amter til København for at overrække kongen en adresse med over 9000 underskrifter, og hvori de med sømmelig underdanighed bad landsfaderen låne øre til deres berettigede ønsker. Kristian VIII nægtede at tage imod dem personlig og lod sin kabinetssekretær affærdige dem. Enevældens fjender jublede i deres hjerter over regeringens blindhed. De national-liberale havde tidlig været ude efter bønderne; men deres kærlighed til folket var ganske vist mere dikteret af deres had til enevælden end just ønsket om lighed. Nu indbød man den skuffede deputation til fest på Skydebanen. Københavns politimester havde vel gerne forbudt den, men han nøjedes med at gøre indbyderne ansvarlige for dens forløb. Her talte da Orla Lehmann om selvejets betydning, Anton Frederik Tscherning om almindelig værnepligt, den sønderjydske bonde Laurids Skau om den magt, som ligger i god oplysning; men den tale, som særmærkede situationen, var Asmund Gleerups. Den var bygget over teksten: »Nu kommer bonden!« Man kunne også have vendt ordene om og sagt: »Nu går bonden!« Med fuld musik gik den vågne del af bondestanden bort fra enevælden og over i forfatningskrævernes lejr.

Bondecirkulæret blev vel snart ophævet igen; men det havde gjort sin gerning. Sammenslutningen mellem de national-liberale og bønderne var til gavn for begge parter. De førstes akademiske og teoretiske politisering fik en god, praktisk og folkelig ballast, og de sidstes sag kom i hænderne på folk med større udsyn og politisk udvikling. Forbundet bevirkede, at de national-liberale, enten de ville eller ej, var nødt til at optage den almindelige valgret på deres program. I 1846 oprettedes Bondevennernes Selskab med national-liberale spidser på førerbænken og bøndernes ønsker på programmet. Det er den første politiske organisation i vort land. Så langt var man da kommet, da det „mærkværdige" år 1848 oprandt. Forholdene ved sydgrænsen bragtes til bristepunktet, og folket gik 15-20,000 mand stærk d. 21. marts til kongen og bad ham vælge nye rådgivere, mænd, som kunne „redde Danmarks ære og grundlægge landets frihed". Da man endelig efter noget besvær havde fundet disse mænd (Martsministeriet), sagde Frederik VII: »Nu kan jeg vel sove, så længe jeg gider!« Med disse bramfrie ord forlod enevælden skuepladsen og gav rum for den unge folkevælde.

Afvikling.

De to opgaver: at redde Danmarks ære og grundlægge landets frihed, bestod først i at svare den slesvig-holstenske deputation i overensstemmelse med programmet: Danmark til Ejderen, ruste hæren til den deraf følgende krig og endelig at udarbejde et forslag til en grundlov og indkalde en rigsforsamling til at drøfte og vedtage den. Begge dele blev gjort. Danmarks Riges Grundlov vedtoges d. 5. juni 1849. De to bondekrav: almindelig valgret og almindelig værnepligt var indoptaget, men for at den førstes udskejelser ikke skulle blive for store, indførte man et Landsting som bremseklods. Det blev grundlovens pæl i kødet. Med hensyn til frihed og lighed kunne den grundlovgivende rigsforsamling og de første rigsdage passende deles i 3 partier. Et højre, der helst var fri for begge dele og gerne havde set enevælden fortsætte, måske i en noget modereret form. Dette parti viste sig, da det kom til stykket, stærkere end man i martsdagenes begejstringsrus havde regnet med; et centrum (de national-liberale), hvis hjerte var delt i to, de elskede friheden, men havde mindre tilovers for ligheden, dog var de villige til at tage den med, hvis ikke andet kunne være, når de blot blev tilstrækkelig garanteret, at den ikke fik lov til at gå over skrævet; og et venstre (bondevennerne), der først og fremmest kæmpede for ligheden, men var klar over, at den kun lod sig gennemføre på en fri forfatnings grund. De fik almindelig valgret og værnepligt gennemført, men måtte til gengæld slå af på en hel del andet, som de også kunne have ønsket. Inden Grundloven vedtoges, havde man dog gjort nogle forberedende skridt. D. 10. februar 1849 havde man nedsat en ny stor Landbokommission, der fik en række vigtige spørgsmål at drøfte til forberedelse for de kommende rigsdage, såsom: 1) udjævning af priviligeret og upriviligeret hartkorn i henseende til beskatning. 2) Afløsning af gårdmands- og husmandshoveriet. 3) Fæstes overgang til selveje. 4) Jorders udstykning og sammenlægning. 5) Afløsning af arvefæsteafgifter, tiender osv.. 6) Ændringer i jagtretten. D. 17. maj 1848 forbødes det at oprette flere majoratsgodser. 10 dage senere kom en forordning om forbedring i husmænds og indersters kår. Det forbødes fremtidig at forlange huslejen betalt i andet end penge eller varer. For de bestående kontrakters vedkommende, hvor lejen var forlangt i arbejde, gaves en række bestemmelser, som begrænsede arbejdspligten til visse dage og timer, ligesom det forbødes at prygle voksne personer under arbejdet. D. 23. september 1848 gjordes de indledende skridt til indførelsen af almindelig værnepligt. Næst efter at udarbejde den ny forfatningspraksis og ordne monarkiets forhold efter krigen var vore første ordentlige rigsdage optaget af bondespørgsmålene.

Allerede 1850 tog man fat på udligningen af hartkornsskatterne. Landbokommissionens forslag gik ud på, at de kommunale byrder: frikørsler, vejarbejde osv. skulle udlignes på alt hartkorn uden erstatning til de hidtil fritagne besiddere. Det grevelige og friherrelige skatteprivilegium for henholdsvis 300 og 100 tdr. hartkorn antoges ophævet ved Grundloven, der siger, at alle til adel, titel og rang knyttede forrettigheder er ophævede. Det bortfaldt ligeledes uden erstatning. For hovedgårdene, hvis skattefrihed beroede på de 200 tdr. hartkorn bondejord, foresloges en erstatning på det 15dobbelte af den årlige skatteforhøjelse. Besidderne af andet priviligeret hartkorn (købstads- og præstegårdsjorder) skulle have det 20dobbelte. Alt udbetalt i 4 pct. kgl. obligationer. De beregnede erstatninger nåede ikke det fulde beløb af privilegiernes kapitaliserede værdi. Rigsdagens højre kæmpede for fuld erstatning, mens venstre bekæmpede al erstatning, men måtte bøje sig. Forslaget vedtoges og blev til lov af d. 20. juni 1850. Den fordelte ikke blot skattebyrderne mere retfærdigt, gjorde hele apparatet mere simpelt, men bragte også 76,000 rdlr. mere om året i statens kasse. D. 4. juli 1850 kom loven om afløsning af gårdmands- og husmandshoveriet. I 1849 gjordes der endnu hoveri på 282 af landets godser, fuldt hoveri af ca. 13,000 tdr. og delvis hoveri af ca. 24,000 tdr. bondehartkorn. Loven giver såvel yder som modtager ret til at kræve det afløst. Det skal beregnes efter den værdi, hoveriet har for modtageren, ikke efter den byrde, det var for yderen. Tvivlsspørgsmål skal afgøres af særlige dertil oprettede kommissioner, een i hver landstingskreds. Husmandshoveriet skal afløses for hver yder, som forlangte det. Der var nogen uenighed om kommissionernes sammensætning, men loven virkede efter hensigten. Hoveriafløsningen gik rask fra hånden, da ingen af parterne var særlig glade ved det. I 1888 gjordes kun hoveri af 2300 tdr. hartkorn ialt, og denne lille rest svandt med århundredet. Med hoveriet forsvandt et mørkt stykke fortid af vor bondehistorie.

Af langt større betydning var dog fæstesagen. Da Grundloven vedtoges, var der endnu under livsfæste 21,583 gårde med 113,512 tdr. hartkorn. Hovedvanskeligheden ved dette spørgsmål lå ikke blot deri, at man ved at ordne det ved en lov kunne risikere at komme i strid med Grundlovens bestemmelser om ejendomsrettens ukrænkelighed, men nok så meget deri, at det aldrig til fulde var blevet godtgjort, at selveje under alle omstændigheder var det, som virkede bedst for alle parter. De to store reformtider, der begyndte i 1784 og i 1830, havde jo det tilfælles, at de blev båret oppe af stigende konjunkturer, og under sådanne omstændigheder fremstiller selvejet sig som det bedste; men når onde tider oprinder, forringes herligheden ved at være selvejer, og fæstet virker som en tryg havn, således i 1660 og i 1818. Alligevel holdt man på selvejet, fordi der i dette med dets risiko og ansvar ligger en opdragende magt af største betydning. Bondevenner og national-liberale var i begyndelsen enige om, at fæstevæsenet burde afskaffes ved en lov, der tvang godsejerne til at sælge jorden til fæsterne til en pris, der lå noget under den, man kunne købe jord til i fri handel, ud fra den førnævnte betragtning af fæstetvangen, en opfattelse, som deltes af ansete jurister. Højre hævdede, at fæsteforholdet var af privat natur, og at staten følgelig var uberettiget til at blande sig i det, og hvis den gjorde det på en for godsejerne ufordelagtig måde, ville den krænke ejendomsretten. Desuden påstod højre, at fæsteforholdet ikke var den hæmsko på landbruget, som man hævdede fra anden side. Men skulle de sælge jorden, så burde godsejerne have mere rådighed over noget af fæstejorden, end de havde. Når højre idelig beskyldte bondevennerne for kommunistiske tendenser, så var det deres holdning i fæstesagen, de hentydede til.

Man kunne ganske sikkert let have samlet et flertal i begge ting for en mådeholden tvangslov, men vanskeligheden lå i at finde en regering, som ville gennemføre den. Enhver regering var nemlig under en vis udenrigspolitisk tvang. Danmark havde jo med sine landboreformer og sin grundlov på fredelig vis gennemført Den Franske Revolutions principper om frihed og lighed, hvilket i høj grad havde gjort landet til en torn i øjet på de konservative stormagtshoffer i Wien, Berlin og St. Petersborg. Vort forhold til hertugdømmerne efter krigen var i høj grad ømtåleligt og krævede europæisk sympati. Nu turde man ikke sætte den overstyr ved at tvinge godsejerne til at sælge deres jord også. Bondevennerne søgte i 1855-56 og i 1858 at få vedtaget en tvangslov, men regeringen afviste forsøgene. Bondevennernes modstandere sammenlignede spotvis tvangsafløsningen med den skuffe havre, en mand holdt hen foran sin forsultne krikke for at få den til at gå. Tanken om tvangsafløsning døde trods alle forsøg på at holde liv i den. National-liberale førere som Orla Lehmann og D. G. Monrad holdt ligtalen over den. I juni 1856 havde et antal godsejere på tilsammen over 100,000 tdr. hartkorn tilstillet kongen en „protest og retsforvaring", hvori tanken om tvangsafløsning kaldtes „et af despotisk vilkårlighed udgået magtsprog" og gjorde kongen og staten ansvarlig for „al skade og tab, som deraf måtte opstå for os, vore familier og efterkommere". Den national-liberale og den bondevenlige presse lod vel ikke disse ,,jydske proprietærer i anden udgave" dø i synden, men regeringen lod, som om den blev forskrækket. Man slog nu ind på den vej at fremme salg af fæstegods ved at forbedre fæsternes retsstilling og præmiere godsejernes salgsvilje.

For det gods, som lå under statens styrelse, var sagen let at ordne. Ved en række love i 1850erne og 1860erne overgik fæstegodset på statens domæner, universitetets, kommunitetets, Sorø Akademis godser, kolonierne på Alheden og Randbøl Hede (kartoffeltyskernes ejendomme) til brugerne som selveje på rimelige betingelser. Således kom man et stykke hen ad vejen. Men tilbage stod det private fæstegods, som var langt det meste. Alene under len- og stamhuse lå 50,000 tdr. hartkorn, foruden hvad der lå under de andre hovedgårde. Ved udligningen af hartkornsskatterne faldt en skranke for salg af fæstegods. Love af 1851 og 1854 gav besidderne af len- og stamhuse og fideicommisgodser ret til at sælge fæstejord til fæsterne eller deres nærmeste slægtninge uden særlig bevilling, og for at opmuntre til salg, fik sælgerne lov til frit at råde med indtil 12 pct. af salgssummen, mens resten skulle hensættes som fideicommiskapital.

Trods dette gik salget ikke med den ønskelige fart. D. 19. februar 1861 kom da den lov, som fik skred i sagen. Tvangssalget er helt opgivet. Fæstetvangen ophæves for de gårde, som i 20 år har været selveje eller arvefæste med ret til at sælge og pantsætte. Dermed havde dette gamle bånd på bondejorden en mulighed for med tiden helt at forsvinde. Men idet vi tager afsked med det, er det kun rimeligt at minde om, at det var et af de gamle bondeprivilegier, som gennem mange århundreder har været med til at holde bondestanden oppe. Det bestemtes yderligere, at når en godsejer havde solgt 9 fæstegårde til fæsterne, havde han lov til at tage den 10. til egen fri rådighed eller så meget hartkorn, at det udgjorde 1/9 af det bortsolgte. Hvis fæsteren eller hans enke døde, inden der var gået 30 år efter fæstets indgåelse, skulle boet have tilbagebetalt lige så mange tredivtedele af indfæstningen, som der var år tilbage af de tredive. Fæsterens ret til at få erstatning for de forbedringer, han havde indført på jord og bygninger, udvidedes. Samtlige bestemmelser gjaldt dog kun de kontrakter, der skreves efter lovens vedtagelse. Fæsteloven af d. 9. marts 1872 byggede videre på den således lagte grund. Den opmuntrer yderlig til salg samtidig med, at den efter en vis skala betinger godsejerens ret til at inddrage til fri rådighed 1/9 af det solgte hartkorn af, at der fra hans side er gjort tilbud om at sælge. Som følge af disse love svandt fæstejorden så meget ind, at man i 1919 uden særlig opsigt kunne påbyde tvangssalg. Lov af d. 30. juni 1919 om fæstegodsets overgang til selveje og brug af huse på landet bestemmer, at enhver ejer af fæstegods er pligtig til at sælge det til fæsterne på betingelser, der fastsættes af særlige kommissioner, en indenfor hver amtsrådskreds, og at eksisterende husmandsbrug med mindst 1/2 ha. ikke må nedlægges eller gives i brug anderledes end som livsfæste eller i lejemål på mindst 8 år.

I 1905 fandtes 3695 fæstegårde (deri medregnet arvefæste uden ret til at sælge og pantsætte), kun 5 pct. af samtlige gårde på 1-12 tdr. hartkorn. I 1910 var der kun 3204 tilbage, deraf 1480 på Sjælland, 218 på Lolland-Falster, 1203 på Fyn og 303 i Jylland. En anden fortidslevning, der forsvandt på samme tid, var de majoratsgodser, som enevælden havde fået oprettet. Grundloven forbød at oprette flere og lovede, at det ved lov skulle bestemmes, hvordan de bestående kunne overgå til fri ejendom, hvilket løfte gik ordret over i de to reviderede grundlove af 1866 og 1915. Men så nærmede sig også tiden til løftets opfyldelse og til, at folket kunne tage den jordreserve i brug, som lå under majoratsbåndet. I 1911 nedsattes en kommission til at overveje spørgsmålet, og d. 4. oktober 1919 kom en lov, som bestemmer, at majoratsgodserne kan overgå til fri ejendom, når henholdsvis 25 eller 20 pct. af værdien afgives til staten, eftersom det er godser med hjemfaldsret eller ej, samt at der mod erstatning afgives 1/3 af den frigivne agerjord, som skal bruges til oprettelsen af mindre landbrug (statshuse). Pengeafgiften indgår i et særligt jordfond, som skal anvendes til lån for mindre landbrugere. Med majoratsgodserne forsvandt det sidste bånd fra fortiden, som hindrede, at fri jord kunne komme i sin frie dyrkers hånd.

Tienden var jo en afgift til kirken oprindelig. I tidens løb havde den ganske vist mistet en god del af sit gejstlige tilsnit og blev en ret verdslig skat, som man kun af rent politiske grunde kunne finde på at nægte at opfatte som sådan. Det havde kostet anstrengelse at få den indført, men det kostede endnu mere møje at få den afskaffet igen. Tiendeforordningen af 1810 fik ikke den ønskede virkning. Med den stærkt øgede værdi af høsten var tiendende lige så stor som hartkornets tre grundskatter tilsammen. Tiendeloven af d. 14. april 1852 satte bom for tiendepligtens videre udbredelse, idet den bestemte, at jord, som ikke inden d. 1. januar 1856 er blevet tiendepligtig, ikke senere kunne belægges med tiende. Den uheldige bestemmelse i forordningen af 1810, at tiendevederlaget skulle sættes 10 pct. højere end tiendens øjeblikkelige værdi, ophævedes, og det bestemtes, at al naturaltiende inden d. 1. januar 1856 skulle være afløst af faste, årlige pengeafgifter. En række love søgte yderligere at hjælpe sagen på gled, men bestræbelserne måtte dog gå ud på helt at afskaffe denne lidet elskede afgift. Lov af d. 8. maj 1894 bestemmer, at tiendevederlaget kan fordres omsat til en fast kapital, når tiendeejeren og 2/3 af yderne er enige derom. Denne lov, der bygger på frivillighed, fik dog ikke nogen særlig virkning. D. 15. maj 1903 kom en tvangsafløsningslov, som påbød, at alle tiender i et sogn skulle afløses samtidig, hvilket lettede arbejdet. Tiendeejeren får et beløb, der er 25 gange så stort som et års tiendevederlag med fradrag af de skatter og afgifter, der hvilede på tienden tiendeyderen betalte 18/25 af afløsningssummen, staten resten. Tiendeejeren får erstatningen kontant eller i 4 pct.s obligationer, udstedt af en i dette øjemed oprettet tiendebank. Afløsningen fuldførtes først 1918, og da af dragningen varer i 55 1/2 år, er tienden først ude af verden i året 1974.

Også godsejernes gamle politi- og domsmyndighed (hals, hånds og birkeret) samt sagefaldsret måtte falde for den ny tids åndepust. Disse rettigheder var i middelalderen aftvunget kongemagten og havde sikkert da en vis økonomisk betydning, så længe bønderne kunne betale deres bøder. Senere mistede de evnen dertil, og rettigheden blev til en byrde, som enevælden var glad ved at lade godsejerne beholde, og som den idelig måtte indskærpe godsejerne at opfylde. Med rettigheden fulgte nemlig pligt til at fuldbyrde dommene. Grundloven bestemmer, at den til visse ejendomme knyttede domsmagt skulle ophæves. Den gamle ordning opretholdtes dog så længe, de gamle indehavere af birkedommerembederne levede. Derefter kunne det så afgøres, om birket fremdeles skulle bestå som selvstændig retskreds eller lægges ind under andre. Når det så er nævnt, at man ved loven af 1903 om ejendomsskyld gik bort fra den gamle hartkornsbeskatning, så er det i det væsentligste fortalt, hvordan man langsomt har afviklet det gamle landbrugssystem i alle dets mange forgreninger.

Nyt fællesskab.

De store reformer slog grunden bort under det gamle fællesskab, som var blevet en af de vigtigste hindringer for fremskridt i landbruget. Men et hensigtsmæssigt ordnet fællesskab er på den anden side en af de vigtigste betingelser for alt fremskridt. Den mægtige udvikling, dansk landbrug har været ude for i den nyere tid, muliggjordes da også kun ved, at danske bønder forstod at bygge et nyt fællesskab op af en art, som er noget af et særsyn i verden. Det gamle fællesskab bandt alle til den samme måde at dyrke jorden på, den savnede al teori og hvilede helt på den fra fædrene nedarvede praksis, og overlod forædlingen af produkterne til den enkelte. Følgen var, at jorden kun gav en kummerlig afgrøde, og at der var lige så mange slags smør, som der var husholdninger. Det nye fællesskab overlader jorddyrkningen til den enkeltes frie initiativ og dygtighed, hvorimod forædlingen af produkterne foregår i fællesskab med anvendelsen af den mest fremskredne videnskabelige og industrielle teknik med det resultat, at jorden giver rig afgrøde, og der fremstilles et ensartet, standardiseret produkt, som kan afsættes på verdensmarkedet.

En af reformtidens vigtigste sociale bestræbelser var at gøre bonden til selvejer, da selvejet ansås for den i alle måder heldigste brugsform. Men som skyggen følger genstanden, således følges selvejet af gæld, der ligesom sygdom springer på og kryber af. Med den større ydeevne, de bedre bygninger, besætninger og redskaber steg landejendommenes værdi i sig selv, hvortil kom de stigende priser på landbrugsprodukter. Følgelig steg også den gæld, en ung landmand måtte sætte sig i for at få egen bedrift og fod under eget bord. I almindelighed kan man sige, at et par unge folk ikke har nogen skade af en moderat gæld. Den stiller dem opgaver, øver deres evner og virker stimulerende på fremskridtsviljen; men foruden at fremme og lette omsætningen af landejendomme rummer den unægtelig også en vis risiko. Hvis konjunkturerne går nedad, inden en væsentlig del af gælden er betalt, så kan den virke både pinagtig og ødelæggende. Under urolige og usikre konjunkturforhold kan selvejet føre til knald eller fald.

Efterhånden, som selvejet bredte sig, blev det stedse mere nødvendigt at få ordnet landbrugets kreditforhold på så god og sund en måde som muligt. I 1839 udsendte nationaløkonomen A. F. Bergsøe et lille skrift om kreditforeninger, som vakte en del opmærksomhed. Ideen var hentet fra Tyskland, hvor den var praktiseret med held allerede i det 18. århundrede. Vore første ordentlige rigsdage tog sagen op, og allerede i 1850 forelå der en lov om oprettelsen af kreditforeninger og lånekasser for grundejere. En kreditforening er altså en sammenslutning af grundejere med det formål at skaffe lån mod pant (prioritet) i deres ejendomme og under solidarisk hæftelse. En ejendomsbesidder, som ønsker lån, lader sin ejendom vurdere af kreditforeningens vurderingsmænd, hvorefter bestyrelsen afgør hvor stort lån, der kan ydes mod 1. prioritet i ejendommen. Ifølge loven må dette lån ikke overskride 60 % af ejendommens vurderingssum. Låntageren betaler omkostningerne, underskriver en panteobligation for beløbet og modtager en kasseobligation lydende på ihændehaver. Den må han så enten sælge på det åbne pengemarked til dagspris (kurs) eller belåne i en bank. Låntageren forpligter sig yderligere til ved en halvårlig ydelse at forrente og afdrage lånet, bestride de med administrationen forbundne omkostninger og bidrage til dannelsen af en reservefond. Så længe de indgåede forpligtelser overholdes af låntageren, er lånet uopsigeligt fra kreditforeningens side, hvorimod låntageren kan indløse sin panteobligation, når han vil. For de halvårlig indgåede rentebeløb indløser kreditforeningen et vist antal kasseobligationer.

Kreditforeningerne har i det store og hele virket heldigt både for låntagere og långivere. Ved den forholdsvis store sikkerhed, de yder, har de skaffet landbruget billige penge at arbejde med og har fået gældsforholdene ind i et roligt og stabilt leje. Risikoen ved den solidariske hæftelse formindskes ved de besindige styreprincipper, loven foreskriver, de betydelige opsparede reservefonds og derved, at lov af 1861 giver kreditforeningerne ret til at inddele deres obligationer i serier, således at låntagerens solidariske hæftelse kun gælder indenfor den serie, han står i. De danske kreditforeningsobligationer er eftertragtede papirer af de kapitalejere, for hvem sikkerheden har større betydning end stor gevinst. Ved hjælp af disse papirer kan kapitaler af næsten enhver størrelse let anbringes, og da obligationerne altid kan sælges, kan de også let frigøres til anden anvendelse. Noget lotterispil er der i obligationerne, da kurserne kan svinge, eller obligationen kan blive udtrukket til indløsning. I sidste tilfælde tjener den obligationsejer, som har købt til lav kurs og nu får udbetalt dens fulde pålydende. For låntageren er den lave kurs ikke så heldig. Han skal jo sælge papiret for at få penge og lider da et kurstab, da han skal forrente og afdrage det fulde pålydende. Som regel er dog afdragstiden lang (op til 60 år), en vis del af lånet kan gøres helt afdragsfrit, og så byder ordningen ham den fordel, at han er fri for at rende rundt og opsøge private långivere. Det er jo et kedeligt ærinde at være ude i.

For tiden er der 9 kreditforeninger særlig for landbruget med ialt 400,000 lån på tilsammen 4 milliarder kr.. To af dem er husmandskreditforeninger, hvis obligationer ydermere er statsgaranterede. Lov af 1897 tillader oprettelsen af hypotekforeninger, der yder lån mod 2. prioritet i fast ejendom op til 75 % af ejendommens værdi. Da risikoen ved at yde disse lån er noget større, vil renten også være højere. Sammenlignet med andre lande er det danske landbrugs kreditforhold mønstergyldigt ordnet, og i alle fald er de et vidnesbyrd af det solidariske samvirke, som det snart skulle vise sig nødvendigt at indføre på mange andre områder.

Det store reformværk, der som før fortalt faldt i to perioder, var båret af stigende kornpriser, der var begrundet særlig i de vesteuropæiske bybefolkningers kolossale vækst, efter at industrien var kommet i sving. Samtidig foregik der en betydelig udvandring fra Europa til de oversøiske lande, særlig USA, hvis jomfruelige prærier i vid udstrækning toges under plov. Udviklingen af samfærdselsmidlerne gjorde transporten billig, og således oprandt da den tid, da Europa fik kornmarker i Amerika. I årene 1872-78 4doblede USA sin kornudførsel til Europa. Billigt amerikansk korn oversvømmede alle vesteuropæiske havne. Her i Danmark gik kornprisen selvfølgelig også ned. Hveden sank fra 14,42 kr. pr. td. til 9,08 kr. pr. td., rugen fra 10,25 til 7,10 og byggen fra 8,97 til 6,87. Det virkede katastrofalt for de danske bønder, hvis væsentligste indtægt var salg af korn. De kunne umuligt konkurrere med de nye landes ekstensive kornproduktion. I denne nød var det, at de danske bønder fandt vej til et nyt og frugtbart samarbejde, der gjorde hindringen til en betingelse for fremskridt og gjorde dansk landbrug til en sammensvejset produktionsmaskine, verden ikke har set mage til. Lysningen, som viste vejen ud, var den omstændighed, at prisen på fedevarer, smør og flæsk, holdt sig nogenlunde, ja, viste endog en svag tendens til stigning.

Imidlertid var der sket ting indenfor vort folk, som viste sig at have den største betydning for den heldige omlægning af landets vigtigste erhverv. Den almindelige oplysning var gået frem. Folkeskolen af 1814 føltes snart som utilstrækkelig. En mere vidtgående oplysning stod allerede i stændertiden på bøndernes program. Den grundtvigske folkehøjskole i sin ældre form lagde vel ikke så megen vægt på direkte kundskabsmeddelelse, som det senere er blevet tilfældet; men den udvidede sine elevers åndelige horisont, gav dem et ideelt grundlag for deres liv og en del kundskaber, der kunne arbejdes videre på. Mange af den kommende tids foregangsmænd var udgået fra folkehøjskolen, der med lidt poetisk overdrivelse får skyld for, at den har lært bønderne at lave deres berømte lurmærkesmør ved at fortælle dem græske myter. Hvor stor eller lille betydning højskolen har haft for den danske andelsbonde lader sig ikke måle ved statistik; men det synes givet, at det nye fællesskab ikke lod sig gennemføre i den udstrækning, det blev, uden netop i en befolkning, der var i besiddelse af en mere end almindelig åndelig og folkelig udvikling og evne til at se ud over dagen og vejen.

En anden betydningsfuld faktor var udviklingen af mejeribruget. Ved år 1800 kunne Danmark kun med nød og næppe forsyne sig selv med smør og ost, og kvaliteten af det, som frembragtes, er ikke værd at tale om. I 1830erne opdagede enkelte fremskredne herremænd, at man kunne udbringe een tønde byg i mere ved at fodre den op, end ved at sælge den. Herregårdsmejeriet oparbejdedes ved hjælp af indkaldte holstenske mejersker og hollandske mejerister. Bøndergårdenes mejeribrug hindredes af deres alt for ringe daglige mælkemængde. Helt op i 1880erne bestod der et skarpt skel mellem herregårdssmørret, der var nogenlunde spiseligt og derfor betaltes med en højere pris, og det ofte mere end tvivlsomme bøndersmør. Professor Th. R. Segelcke og docent N. J. Fjord grundlagde mejeribrugets videnskabelige teori og gav herregårdsmejerierne anvisning på tekniske forbedringer i mælkens behandling. Det hidtil benyttede store slumpemål erstattedes af vægt, termometer og andre instrumenter, man lærte at forstå betydningen af mælkens afkøling under opbevaringen, centrifugen indførtes.

I bøndergårdens ringe mælkemængde lå en spire til samvirke. Mejerister med nogen kapital slog sig på at oprette fællesmejerier. De opkøbte mælken hos omegnens bønder og kunne konkurrere med herregårdsmejerierne. Det første mejeri af denne art oprettedes i 1863 i Marslev på Fyn. Hist og her slog bønderne sig sammen i en slags interessentskaber for at udnytte deres mælk i fællesskab. Et af de første, som kom den fremtidige form for mejerier nær, var Kaslund mejeri på Vestfyn, der oprettedes i 1875. Således var alt da lagt til rette og ventede blot på den rigtige form. Den fik man i andelssystemet efter rochdaleprincipperne, der viste sig lige anvendelige, enten det gjaldt indkøb og fordeling eller fremstilling og salg af forbrugsartikler. Mange forsøg har været gjort på at afbøde den uheldige sociale virkning af den kapitalistiske udbytning. De fleste led dog af sådanne skavanker, at de hurtigt brød sammen. I 1844 oprettede 28 fattige vævere i Rochdale, en lille by i det nordlige Mellemengland, den første brugsforening efter principper, der viste sig levedygtige. De 28 navnløse småmænd satte en verdensbevægelse igang og blev uden at vide det vejledere for danske bønder, som var ved at blive skaldede af fortvivlelse over møjen med at klare deres terminer.

Rochedale-programmets vigtigste punkter er: 1) oprettelse af frivillige sammenslutninger til fælles indkøb og fordeling eller fælles frembringelse og salg af forbrugsartikler. 2) udbyttefordeling i forhold til det enkelte medlems forbrug eller levering af råstoffer.3) demokratisk styrelse af foretagendet (een mand, een stemme). 4) solidarisk ansvar (alle for een og een for alle). 5) religiøs og politisk neutralitet (den religiøse neutralitet betød dog ikke så meget her, hvor praktisk talt alle tilhørte den samme folkekirke; derimod betød den politiske en del på en tid, da højre og venstremænd ikke kunne enes om at benytte det samme forsamlingshus selv på forskellig tid). I 1866 fik provst H. C. Sonne i Thisted oprettet den første brugsforening. Den fulgtes snart af flere, særlig på landet slog ideen an. Nu er der op imod 2000 brugsforeninger, alle tilsluttet den i 1896 oprettede Fællesforening for Danmarks Brugsforeninger, som foruden at lede de mægtige fællesindkøb tillige driver en vidtforgrenet industriel virksomhed. Den havde i 1932 en omsætning på 135 millioner kr..

I en heldig stund fik den danske bonde øjet op for princippets anvendelighed på hans særlige felt. I 1882 fik mejerist Stilling Andersen bønderne i Hjedding ved Varde til at oprette det første andelsmejeri. Bevægelsen tog fart. I løbet af en snes år havde praktisk talt hvert sogn i landet sit andelsmejeri. Mejeriskorstenens røgfane i den tidlige morgenstund blev lige så typisk for det danske landskab som oldtidens dysser, valdemarstidens stenkirker og renæssancens adelsborge. I dag leverer 85 pct. af landets køer deres mælk til andelsmejerierne, hvis tal er rundt regnet 1400. Til hvert mejeri hører gennemsnitligt 1000 køer, som hver leverer 3000 kg mælk årlig. Af hver 24 kg. sødmælk fremstilles 1 kg. lurmærket smør af en kvalitet og prishøjde, som gør, at mange må nøjes med at slikke sig om munden efter det. I 1887 oprettedes det første andelssvineslagteri i Horsens. I 1932 var der 60 af den slags, hvorpå slagtedes 84 pct. af samtlige svin, nemlig over 6 millioner. På lignende måde organiseredes produktion og salg af landbrugets tredje store udførselsartikel, nemlig æggene.

Danmark omdannedes i løbet af få år til et af verdens betydeligste produktionssteder for højforædlede landbrugsprodukter. Ikke blot gjorde man et vældigt arbejde for at forøge mængden; men man glemte heller ikke at sætte de bedste kræfter ind på at forøge kvaliteten. Inden 1914 bestod 89 pct. af landets hele udførsel af landbrugsprodukter. Under og efter verdenskrigen (1814-18) har industrien taget sig noget op, så i 1936 udgjorde landbrugsprodukterne kun godt 73 pct.. Ialt udførtes dette år landbrugsprodukter for 964 millioner kr., deraf var de 793 millioner for flæsk, smør, ost og æg. Altsammen foruden at hjemmeforbruget var dækket. Landbrugsteknisk virkede den ny drift fortræffeligt. Det billige korn, som før var en fæl trussel, omskabtes nu til en økonomisk fordel, idet Danmark blev et kornindførende land. Den bedre fodring gav bedre gødning og forøgede landbrugets intensitet. Dog må der årlig indføres en mængde fremmede gødningsstoffer. Affaldsstofferne fra mejeriet (kerne og skummetmælk) kom til god anvendelse i hønsegård og svinestald.

De mange mejerier og slagterier samledes i store samvirksomheder, ligesom andelstanken overførtes på det ene beslægtede felt af landbruget efter det andet. I dag har man andelsorganisationer såvel til eksport af landbrugsprodukterne som til indkøb og salg af gødning, brændsel, maskiner, foderstoffer, frø og meget mere. En række pengeinstitutter er tilknyttet landbruget, og arbejder til dels efter andelssystemet, på samme måde med en del forsikringsselskaber. Der gives jo ikke den form for forretning, uden at den kan indordnes under de 28 væveres principper. Når man betænker, hvilke kolossale værdier og forgrenede virksomheder det drejer sig om, må man undres over, at gennemførelsen af dette mægtige andelsfællesskab foregik med så få eller næsten ingen større uheld. Et af rochdalefolkenes formål var at gøre sig uafhængig af de privatkapitalistiske banker. Vore andelsfolk forstod også betydningen heraf, også de ønskede oprettet et pengeinstitut, som var helt tjener for andelsforetagenderne. I 1909 besluttede man at oprette en andelsbank, og i 1914 åbnede den. Men det var et uheldigt tidspunkt. Verdenskrigens vilde konjunkturforhold hvirvlede den med sig, og i 1925 måtte den lukke. Uheldet var dog ikke mere afskrækkende, end at man kort tid efter oprettede en ny bank med 10 mill. kr. i garantikapital. Den fik navnet Andelsbanken, og har til huse i København (Akselborg), men med filialer spredt ud over hele landet. I 1935 havde den en omsætning på 5829 millioner kr..

Foruden disse strengt økonomiske organisationer findes der en mængde andre, som forener de faglige og økonomiske interesser med kulturelle og selskabelige formål, der naturligvis ikke heller er det store fællesmål ligegyldige. I 1769 stiftede en kreds af patriotiske mænd Det Danske Landhusholdningsselskab, der fik tilladelse til at kalde sig kongeligt. Det er til den dag i dag. En lang række af landets betydeligste mænd har været præsidenter for det i tidens løb. Det virkede for næringslivets fremme ved indførelsen af nye redskaber (f.eks. svingploven) og mange andre praktiske forbedringer, det virkede ved foredrag, ved udgivelse af oplysende skrifter, ved oprettelse af et landbrugsinstitut og ved uddeling af præmier for udmærket landboflid. Det er ikke få bondehjem, som med pietet værner om en medalje eller et sølvbæger, som en af slægten er blevet tilkendt som flids og vindskibeligheds belønning. Med dette selskab som mønster oprettedes lignende rundt om i de forskellige landsdele. De fleste er vistnok opløste igen, men har fået mere bredt anlagte arvtagere i de mange landbo- og husmandsforeninger, hvoraf hvert sogn har sin afdeling som led i de store landsomspændende sammenslutninger. De virker ved møder, ved konsulenter, ved at anstille dyrskuer og udstillinger, opretholde fagblade, skoler og kursus. Kronen på hele landbrugets mægtige organisationsvæsen er landbrugsrådet, der består af 26 medlemmer, hvoraf de 10 er valgt af de samvirkende andelsselskaber, 8 af de samvirkende landboforeninger og 8 af de samvirkende husmandsforeninger.

Det mægtige opbygningsarbejde indenfor landbruget, udført for en stor del af jævne, praktiske mænd, kunne kun gennemføres med held ved et nøje samarbejde med en dygtigt arbejdende videnskab. Det er særegent for den danske bonde, at han udfører sit praktiske arbejde efter veltilpassede teorier. Det videnskabelige midtpunkt for arbejdet på stadig at forbedre metoder, jordbund, dyr og planter er Landbohøjskolen i København, hvis undervisning omfatter landbrug, havebrug, skovbrug, landmåler og dyrlægevidenskab. Herfra udgår den skare af veludrustede mænd, som leder arbejdet i laboratorier og på forsøgsmarker eller virker som konsulenter og lærere i foreninger, skoler eller på kursus, hvorved de stadig holder fagets praktiske udøvere i nær føling med videnskabens fremskridt på de mange områder, landbruget er delt op i. Dette arbejde støttes af en mængde kontrolforeninger, heste, kvæg, fåre-, svine- og planteavlsforeninger ud over landet. Dansk landbrug i dag kræver en ganske anden grundig teoretisk forberedelse af sin udøver end i gamle dage. Alsidig og lysvågen må den moderne bonde være, hvis han vil hævde sit fag med ære.

Det er en fortryllende tanke at forestille sig, hvad en hovbonde fra ca. 1738 vel ville sige, hvis han kunne få lejlighed til i dag at besøge den gård, hvor han sled sin tid hen i nød og prakkerskab. Han ville ikke kende noget af det igen. Alt, hvad der hører hans tid til, findes nu kun på museerne som brøstfældige brudstykker. Da andelsvæsenet forudsætter frivillig tilslutning, er dermed udelukket, at alle går med. Man ser da også, at der overalt er plads for det private initiativ ved siden af andelsvirksomhederne. De virker dog som regulatorer på den private foretagsomhed, der ellers har en vis tilbøjelighed til at blive for egennyttig. De danske andelsbønder har løst det vanskelige fordelingsspørgsmål, som industrien endnu døjer så hårdt med. I andelsvirksomhederne viser tallene klart og tydeligt, hvad der tilkommer hver andelshaver, så der er ikke noget at skændes om. Det var at ønske, at den danske arbejderstand, som ved siden af bondestanden er vort lands vigtigste bærepille, ville tage noget mere ved lære på dette punkt. Kan man ved hjælp af andelssystemet fremstille verdens fineste standardsmør, så kunne man vel på samme måde bygge verdens fineste motorskibe eller lave støvler med anerkendt god gang. Men vore arbejdere har desværre ikke fået den opdragelse i frihed under selvansvar, som de store reformer lod bønderne blive til del.

Den danske bondes andelsvæsen har ført beviset for, at den enkeltes frihed på ingen måde er en hindring for det fællesskab, som giver styrke til at løse de opgaver, der ligger over den enkeltes kræfter. Dets heldige gennemførelse er det kraftigste indlæg for friheden og det værdigste svar til de teoretiske socialister, der hævder, at fællesskab kun er muligt ved statslig eller organisatorisk tvang. Man skal have ondt ved at finde en bonde eller husmand i Danmark, som ikke er medlem af en eller flere andelsvirksomheder. Denne udstrakte tilslutning er opnået uden at anvende anden tvang end den, som lå i hver mands egen velforståede interesse, og ingen forbyder manden, hvad dag han ser sin fordel derved, at træde ud igen. Værket lod sig ikke gennemføre uden beslutsom enighed; men årsagen til denne enighed må søges ikke blot i de økonomiske forhold, der vel var sådanne, at de tvang selv den værste nøler til at slutte op, men også i de politiske og sociale. Historisk set er andelsbevægelsen kun en fortsættelse af den kamp, bonden allerede i stændertiden førte for at frigøre sig for herremænds og bymatadorers overherredømme. I 1866 var grundloven af 1849 blevet ændret i reaktionær retning, og bonden måtte samtidig med, at han omlagde sin bedrift, gå ud i en langvarig og hård kamp for politisk frihed og lighed. Når de estrupske provisorier virkede så irriterende på bønderne, var det netop, fordi de var opstød af den gamle formyndertanke. Den politiske kamp virkede tilbage på bøndernes egne foretagender. Man kunne jo ikke så godt kæmpe for lighed i samfundet og samtidig holde hånd over uligheden i styrelsen af sine egne sammenslutninger. Tendensen til „at stemme efter køer" stak op både her og der, men blev forholdsvis let kæmpet ned igen.

Verdenskrig, Versaillesfred, oprustnings- og selvforsyningspolitik har ført nationerne ud i en krise, der rammer dansk landbrug særlig hårdt, fordi det i så høj grad er anlagt på udførsel til andre lande. Ganske naturligt spejder danske bønder efter nye veje, der kan føre ud af uføret. Men vejret er grumset og usigtbart for tiden. Alligevel må man alvorlig håbe, at bønderne ikke taber hovedet, men står fast på deres prøvede principper uden at lade sig smitte af de tvangsevangelier, der lyder til dem fra fagforeninger og diktaturlande, selvom de aldrig så højlydt proklamerer sig selv som fremtidens rette løsning. Det er jo ikke andelsvæsenet, som har ført landbruget ud i nød og trang, tværtimod må man vel med sandhed kunne sige. Hvilke produkter, vort landbrug end i fremtiden skal frembringe, og hvilke meninger, der end kan skille, så er og bliver andelstanken det eneste ideelle redskab til at løse de økonomiske og sociale spørgsmål på frihedens og selvansvarets grund og derfor den eneste vej, ad hvilken man på en gang kan fordele goderne retfærdigt og holde fremskridtsviljen vågen. Det vil derfor være en yderst alvorlig sag, om man trængt af øjeblikkets vanskeligheder lod sig forvirre af tidens røster og lod sig lokke bort fra den gamle fremgangslinie. Det ville føre os for vidt at skildre alle de forandringer, der er sket ikke blot i landbruget, men også i bondens økonomiske, sociale og politiske forhold. I stavnsbåndets dage var endnu 3/4 af befolkningen direkte knyttet til jordens dyrkning. I dag er det næppe 1/3. Alligevel har landet bevaret præget af at være et afgjort landbrugsland, ca. 3/4 af de penge, vi tager hjem fra udlandet, er betaling for landbrugsprodukter. Landbruget er endnu som før det svinghjul, der sætter gang i værket. Bymanden har nu som før årsag til at glæde sig, når der kommer bønder til staden, vel at mærke, hvis de da har noget i lommen.

Der er dog endnu en side af udviklingen, som er værd at dvæle lidt ved, og det er den skæbne, husmandsklassen har været ude for. Vi har fulgt husmanden, denne tro slider, fra oldtiden, da han som træl stangede møg og vogtede svin for fribonden, gennem middelalderen, da han som ugedagstjener boede „for vore gode mænds porte" og hoveritiden, da han trængtes ud i en halv snyltetilværelse, fordi den hovpligtige gårdfæster tog hans plads, gennem den store reformtid, der vel gengav ham en berettiget plads i landbrugssystemet, men tillige overgav ham med hud og hår til herremandens forgodtbefindende og tildelte ham tre tdr. land og een ko, som han kunne passe efter den sene fyraften eller på de hellige dage, ret som om man var bange for, at han ikke skulle få nok at bestille, og vi har set, hvordan han længere end alle andre måtte finde sig i at blive pryglet under arbejdet, hvis han ikke makkede ret. Friheds- og lighedsånden fra 1848 friede ham vel fra den værste afhængighed og anerkendte hans menneskeværd; men af livets goder blev der kun en ringe del tilovers til ham. Slid og slæb, smalhans til kok, fattiggård og fattigjord til sidst, det var som oftest hans lod. Så længe kornavl var landbrugets vigtigste indtægt, var der ikke stort at gøre for den lille mand med de tre tdr. land. Han kunne ikke, og skulle da heller ikke efter bestemmelsen, leve af sin jord, men måtte søge sin væsentligste næring ved at arbejde for andre. Overgangen til andelssystem og forædlingsdrift gav den lille jordbruger en række hidtil ukendte muligheder. Opfattelsen af husmanden svinger nu om i retning af, at han skal være en mindre, men selvstændig jordbruger, der helt kan leve af sin egen bedrift. Den første husmandslov af 1899 er dog helt præget af den gamle opfattelse. Den går kun ud på at skaffe jord til landarbejdere, der skulle arbejde for andre. De i henhold til denne lov oprettede brug måtte kun have en låneværdi på 4000 kr., hvoraf brugeren selv skulle præstere 10 pct..

Afløsningen af majoratsgodserne og udstykningen af præstegårdsjorderne var et krav fra husmændenes side, som opfyldtes i 1919 og frigav ca. 70,000 tdr. land til oprettelsen af mindre landbrug. Den nye Husmandslov af ovennævnte år forudsætter, at de efter den oprettede brug skal være selvstændige. 8-12 tdr. land er den almindelige størrelse. Jorden overlades uden udbetaling til brugeren, mod at han forrenter jordværdien efter en bevægelig skala. Desuden får han et byggelån så stort, at det udgør 9/10 af de nødvendige bygningers værdi. Af disse penge forrentes de første 8000 kr. med 4 1/4 pct. årlig, mens resten er rentefri. Hele lånet er afdragsfrit i 5 år, hvorefter det afdrages med 1 pct. årlig. Pengene til oprettelsen af disse ,,statshuse" tages af jordfondens midler. I 1936 var der oprettet over 16,000 brug i henhold til de forskellige love med et samlet lån på ca. 150 millioner kr.. Således er der da skabt mulighed for, at landbrugets ungdom med forholdsvis små midler kan komme til selvstændig bedrift, noget, som ikke er uden betydning nu, da de oversøiske lande næsten overalt er lukkede for indvandring, og vore egne byer synes overfyldte.

Tiden vender sig underligt omkring. Bondebyer, som for 300 år siden nedlagdes og fik deres jord lagt ind under de adelige hovedgårde, opstår nu igen som husmandskolonier, og der kommer mere ud af jorden, end selv den skrappeste foged turde drømme om. Det har også her vist sig, at frihed og selveje skaber sand om til guld. Nu som før bor husmanden for herregårdens port, dog ikke længere som en forkuet slider på anden mands jord, men som fri og selvstændig jordbruger, hævdende en betydningsfuld plads i vort samfund ved sin dygtighed, sin kulturelle højnelse og sin organisation. En stand, der som husmændenes alle dage har været den underlegne og afhængige, vil efter at være blevet frigjort, være tilbøjelig til at betragte uafhængigheden som et dyrebart klenodie og vogte den med nidkær iver. Vore husmænd sætter overalt pris på at have deres eget, egne bevillinger, egne konsulenter, udstillinger, skoler, blade, foreninger osv., Men det er antagelig ligesom for gårdmændene et overgangsfænomen, der vil fortage sig.

Vort landbrugs historie kan opfattes som et drama, hvor de 3 hovedpersoner: godsejer, gårdmand og husmand, hver på sin måde deltager i handlingen. Som følge af bondevenlig agitation og historieskrivning står godsejeren ofte i den almindelige bevidsthed som den, der spiller skurkens rolle, og de to andre den forfulgte uskyldigheds. Denne opfattelse er dog næppe helt retfærdig. Der er ikke mere grund til at klappe ad bonden og husmanden end der er til at pibe ad godsejeren. De er alle lige skyldige eller uskyldige ofre for almenmenneskelige fejlgreb og kortsyn. Intet menneske er i stand til helt at overskue følgerne af sine handlinger. Kun såre få indser den sande årsag til tidens vanskeligheder og endnu færre formår at vise vej ud af dem. Gammel tradition og fordom slører synet og indstiller sindet. Egennytten undlader sjældent at gøre sig stærkt gældende, hvor den ser sit snit. Vore fædre var ligesom vi ude for vanskeligheder, de ikke forstod årsagen til, og som de gennem fejltagelser måtte kæmpe sig igennem. Udviklingen hjalp trællen til at blive forholdsvis fri fæster. Det var det første og største sociale fremskridt i vort samfund, vi véd om. Den fortsatte udvikling bragte en stor del af fribønderne til at foretrække den trygge stilling som fæster frem for at være udsat selvejer. Det var et tilbageskridt, hvis rækkevidde dengang ingen kunne ane.

Fæsteren var værnet og vogtet mod tidernes konjunkturstorme. Det forringede hans ansvarsbevidsthed og stækkede hans fremskridtsvilje. Landbruget stagnerede. Gennem 500 år dyrkedes jorden på nøjagtig samme måde. Bonden blev træl under gammel vane og hævd. Det aftagende udbytte, som var følgen, gjorde ham økonomisk afhængig af godsejeren, som nu blev kreditor i stedet for forsvarer. Kreditorer bliver sjældent elskede. Det usle landbrug gjorde i alt for høj grad befolkningens økonomiske velfærd afhængig af naturens luner. Folkets fysiske og moralske modstandskraft svækkedes, så det værgeløst lå under for tidernes tryk uden at forstå den egentlige årsag til sin elendighed. Ethvert uheld, enhver fejl i systemet fik derved dobbelt vægt. Alt, hvad man ud fra systemets egne forudsætninger foretog sig for at hjælpe på forholdene, gjorde kun ondt værre, indtil det langt om længe gik op først for de styrende, senere også for de styrede, at man måtte ind på helt nye veje. Besværlighederne her i verden hidrører jo ikke blot fra dårlige mennesker, men i nok så høj grad fra dårlige ordninger. Men på den anden side kan ikke den bedste ordning hjælpe menneskene, hvis de ikke véd, hvad der er sandhed og ret og vil handle derefter.

Hvor mørke partier der end kan påvises i vor bondehistorie, så er billedet som helhed dog ikke så dystert som i så mange andre lande. Vor bondestand stod alle prøvelser igennem. Standens gamle privilegier holdt sejt igen mod alle de kræfter, som ville ødelægge den. Det lykkedes aldrig her stordriften at drive bonden fra jorden og gøre ham til en rodløs lønarbejder som f.eks. i England. Derfor havde vi en bondestand med alle gode bondeinstinkter i behold at reformere på, da synet omsider ændredes. Det er en af de lykkeligste omstændigheder i vor historie, men hidtil kun lidet har påskønnet. Det er også værd at lægge mærke til, at af alle lande i Europa, som trænger til den slags reformer - og det gjorde de alle - er vort land det første, der gennemførte disse sociale grundforbedringer fra oven på fredelig vis og med et sådant held, at det er en stor sjældenhed i verdenshistorien.

Der er sket en udligning. Godsejeren har mistet sine forrettigheder, bonden danner nu som før hovedstokken af landbrugets udøvere, og husmanden er blevet selvstændig jordbruger. Enten manden dyrker 1000 tdr. land eller kun 10 tdr., så mødes de i fælles interesse for gerningens tekniske forbedring, og de lider alle under de samme besværligheder. Hvis ikke gammel fordom sad dem alle i kroppen, så stod de nu ved spillets slutning - 150 år efter stavnsbåndsløsningen - med hverandre i hænderne som forligte brødre, besluttet på at fortsætte sådan ud i fremtiden og frem for alt ikke gøre fortidens fejlgreb om igen. Så vidt er de ikke nået endnu. Trods al frigjorthed løber man jo ikke så let fra fortiden. Men hvem véd? Måske er det sket, når vi om 50 år skal holde 200 års fest for stavnsbåndsløsningen.

Webmaster