Skift til: * * Sovjetunionens udenrigspolitik (III) * *

Fra den 20. til den 29. august gennemførte sovjethæren Iasi-Kisjinov-operationen, en af 2. verdenskrigs største offensive operationer. Den sovjetiske angrebsstyrke talte 92 divisioner med tilsammen 930.000 mand kampklart personel, og medregnet enhederne i baglandet og institutionerne talte de 1.250.000 mand. De rådede over ca. 16.000 kanoner og morterer, over 1.870 tanks og stormkanoner og 1.760 fly (2.200 hvis man medregner flådens fly). Overfor de sovjetiske styrker stod fjendens armégruppe Sydukraine, som havde 47 divisioner (25 tyske og 22 rumænske) og 5 infanteribrigader på tilsammen 900.000 mand, hvoraf over 565.000 var tyske soldater og officerer. De rådede over 7.618 kanoner og morterer, 404 tanks og stormkanoner samt 810 fly. Desuden befandt der sig omkring 60.000 tyske soldater og officerer i baglandet i Rumænien. På blot 4 dage nedkæmpede sovjethæren fjendens hovedstyrker. De sovjetiske styrkers sejr i Iasi-Kisjinjov-operationen var et afgørende slag mod hele den tyske strategiske sydfront, og den banede vej for sovjethærens hastige fremrykning i Rumænien og for de øvrige sydøsteuropæiske landes befrielse fra det fascistiske åg. Den snævre forbindelse mellem politik og strategi kom meget klart til udtryk i Iasi-Kisjinjov-operationen. Ved at løse den strategiske opgave, som gik ud på at nedkæmpe en stor fjendtlig hærgruppe, nåede man et vigtigt politisk mål, nemlig at Hitler-Tyskland mistede sine forbundsfæller på Balkan. Ved at nedkæmpe den fjendtlige hærgruppe på næsten l mio. mand havde sovjethæren frataget tyskerne og Antonescus fascistiske regime deres militære holdepunkt i landet. Det skabte gunstige betingelser for den antifascistiske opstand, som fandt sted den 23. august under de rumænske kommunisters ledelse, den dag, da de sovjetiske styrker lukkede ringen omkring den fjendtlige hærgruppe. Opstanden medførte, at det fascistiske regime blev styrtet. Rumænien trak sig ud af den fascistiske blok og indtrådte i krigen på de allieredes side. Sovjethærens offensiv kombineret med den antifascistiske folkeopstand den 23. august 1944 blev den hovedfaktor, som gjorde det muligt at fjerne det fascistiske regime i Rumænien og at skabe betingelser for en demokratisk udvikling i landet. Opstanden blev begyndelsen til den folkedemokratiske revolution. De sovjetiske styrkers fremrykning til området omkring Bukarest befæstede endeligt den antifascistiske opstands sejr. Fascisternes forsøg på at erobre hovedstaden tilbage blev forpurret af de sovjetiske styrker, som nåede Bukarest den 31. august. De sovjetiske styrkers tilstedeværelse hæmmede de reaktionære kræfter, hindrede dem i at starte en borgerkrig og indlede repressalier mod de demokratiske kræfter og gjorde det umuligt at opretholde det reaktionære regime i landet. Den 12. september 1944 blev der i Moskva underskrevet en sovjetisk-rumænsk våbenhvileaftale, som fastsatte betingelserne for indstilling af krigen mod Rumænien. Med indgåelsen af denne våbenhvileaftale indtog Sovjetunionen en principiel ny holdning til et land, som havde deltaget i aggressionen mod det. Sovjetunionens holdning byggede ikke på ønsket om hævn, men på principperne om venskab og samarbejde med det befriede lands folk. Aftalen var et slag mod de resterende fascistiske kræfter i landet og en vigtig milepæl i Rumæniens demokratiske udvikling. Ved de sovjetiske og rumænske styrkers fælles indsats blev de sidste tyske tropper fordrevet fra rumænsk territorium den 25. oktober 1944. 69.000 sovjetiske soldater faldt i kampen for Rumæniens frihed, og 217.000 blev såret. Iasi-Kisjinjov-operationen skabte også gunstige betingelser for at befri Bulgarien, Jugoslavien, Ungarn samt Albanien og Grækenland. De sovjetiske styrkers fremrykning til Bulgariens grænse fik stor indflydelse på den indenrigspolitiske situation i landet. Det bulgarske folks utilfredshed med det monarkistisk-fascistiske regime, som fortsat samarbejdede med tyskerne, voksede. Bulgariens kommunistiske partis centralkomité opfordrede befolkningen til den 1. september 1944 at arrangere strejker og møder overalt i landet. Og spørgsmålet om direkte forberedelser til en opstand blev rejst. Partisanbevægelsen omfattede praktisk taget alle dele af landet. I begyndelsen af september 1944 omfattede folkebefrielseshæren en partisandivision, 13 brigader, 40 afdelinger, 6 soldaterbataljoner og hundredvis af kampgrupper. De talte tilsammen omkring 30.000 mand. Kommandoen for 3. ukrainske front fik kontakt med den bulgarske folkebefrielseshær og med de lokale partiorganisationer i grænseområderne op til Rumænien. Folkebefrielseshærens hovedstab sendte den 5. september følgende hilsen til sovjethæren: »Velkommen! ... Vi venter på jer, rødgardistiske brødre. I vore hjerter lyder alle salutterne for jeres sejre. Og vi sidder ikke med hænderne i skødet, mens vi venter på jer... Jeres nærhed og vores kampvilje, støttet af folket, er en garanti for, at Bulgarien bliver frit, uafhængigt og demokratisk.« Den 8. september 1944 indledte sovjethæren befrielsen af Bulgarien, hvor der endnu befandt sig op mod 30.000 tyske tropper. Før de sovjetiske styrkers fremrykning blev der over de største bulgarske byer nedkastet over l mio. flyveblade med teksten til den sovjetiske regerings note af 5. september, som afslørede det monarkistisk-fascistiske regimes protyske politik, og mere end 1,3 mio. flyveblade med den sovjetiske marskal Tolbuhins henvendelse til det bulgarske folk. I henvendelsen hed det: »Bulgarere! Den Røde Hær har ikke i sinde at kæmpe mod det bulgarske folk og dets hær, da den betragter det bulgarske folk som sit broderfolk. Den Røde Hær har én opgave - at nedkæmpe tyskerne og fremskynde freden.« Kommandoen for 3. ukrainske front rettede følgende appel til de sovjetiske soldater og officerer: »Sovjetiske soldater ! Sovjetunionens navn, Ruslands navn er for bulgarerne. . . et helligt navn. Titlen soldat i den Røde Hær er en ærestitel. . . Værn om folkets kærlighed og agtelse, det folk, som du har bragt befrielse, respekter dets skikke, love og familie. Husk altid på, at vi ikke er kommet til Bulgarien for at påtvinge det vore love og tilstande, men for at jage tyskerne og deres agenter ud af Bulgarien. . .Soldat i den Røde Hær! Hold vort fædrelands fane højt uden for vort lands grænser! Lad altid millioner af mennesker, hvor den Røde Hær end kommer for at tilintetgøre menneskehedens fjender - nazisterne - og for at befri de slavebundne folk, i deres hjerte bevare dyb taknemmeligbed, kærlighed og agtelse for dig, kammerat soldat, sergent og officer !'' De sovjetiske styrkers fremrykning på bulgarsk jord formede sig som et triumftog. Det forenede sig med de bulgarske patrioters antifascistiske kamp og blev signal til opstanden den 9. september 1944, hvor folkemasserne under kommunisternes ledelse styrtede det monarkistisk-fascistiske regime. Magten overgik til folket, og Fædrelandsfronten dannede regering. Bulgarien erklærede Hitler-Tyskland krig, og den bulgarske hær rejste sig sammen med de sovjetiske væbnede styrker til forsvar for landets nationale uafhængighed. Den tyske overkommando var bekymret over, at Rumænien og Bulgarien havde trukket sig ud af den fascistiske blok, og søgte at styrke sin stilling i Grækenland og Jugoslavien. Også Tyrkiet øgede sin aktivitet og koncentrerede op mod 20 divisioner og 4 brigader ved den tyrkisk-bulgarske grænse. Alt dette gjorde det nødvendigt for den bulgarske folkeregering og den sovjetiske overkommando at træffe foranstaltninger til at forsvare Bulgariens sikkerhed. Til dette formål blev der oprettet en specialgruppe af sovjetiske styrker under kommando af general Birjuzov. Lige fra begyndelsen opstod der et venskabeligt forhold mellem de sovjetiske soldater og det bulgarske folk. Den 28. oktober 1944 blev der i Moskva underskrevet en sovjetisk-bulgarsk våbenstilstandsaftale, som indebar afvæbning og internering af alle tyske tropper, opløsning af alle fascistiske organisationer og Bulgariens udvikling ad demokratisk vej. Sovjetunionen ydede hjælp til reorganisering og bevæbning af den bulgarske hær, som deltog i krigen mod Nazi-Tyskland. Det bulgarske folk bevarer for altid mindet om den sovjetiske soldat og befrier. »Uden sovjethærens hjælp, uden dens tilstedeværelse i vort land en vis tid ville Bulgarien på ny være havnet i slaveri,« understregede Georgi Dimitrov. Den 6. september 1944 nåede sovjethæren den jugoslaviske grænse i området omkring byen Turnu-Severin ved Donau. Den dag havde Jugoslaviens patrioter ventet på igennem tre et halvt års hårde kampe. Partisanen Miloslav Otovic fra den montenegrinske stødbrigade udtrykte deres følelser med følgende ord: »Vi havde ventet den (sovjethæren), som udtørret jord venter vand, som en far, vi ikke havde set i lang tid. Og nu var den kommet, mægtig, uovervindelig - netop sådan som vi havde forestillet os den og troet på den... Sovjetmenneskene var kommet, soldater, blodige og støvede efter at have tilbagelagt tusinder af kilometer for at hjælpe os med at knække fjenden og med at vinde vor frihed.« På det tidspunkt kontrollerede Jugoslaviens folkebefrielseshær en betydelig del af landet, men over halvdelen af al jugoslavisk jord var stadig besat. Her befandt sig 270.000 tyske soldaler og officerer samt ca. 300.000 lokale kollaboratører. Den tyske overkommando håbede at kunne holde stillingen ved hjælp af disse styrker. Churchill havde særlige planer med Balkan. Han lagde pres på den jugoslaviske folkebefrielseshærs ledere i et forsøg på at forsone dem med eksilregeringen og Draza Mihajlovic. Draza Mihajlovic (1893-1946) var serbisk general, ledede 1941-1945 serbernes kontrarevolutionære profascistiske organisation, blev i januar 1942 udnævnt til krigsminister i eksilregeringen i London. I 1940 blev han dømt til døden som krigsforbryder af den Føderative Folkerepublik Jugoslaviens folkedomstol og henrettet. Churchill søgte også at få gennemtrumfet landsætning af engelske styrker på halvøen Istrien til støtte for de reaktionære kræfter i Jugoslavien. Det var på denne baggrund, marskal Tito under et ophold i Moskva i september 1944 anmodede den sovjetiske regering om, at sovjetiske styrker rykkede ind i Jugoslavien for at hjælpe folkebefrielseshæren med at jage tyskerne ud af landet. På et møde den 8. august 1945 i Jugoslaviens folkebefrielses antifascistiske forsamling (dengang landets højeste lovgivende organ) fortalte marskal Tito om forhandlingerne i Moskva: »I september 1944 rejste jeg til Moskva for at bede om hjælp til så hurtigt som muligt at jage okkupanterne ud af vort land. Eftersom den Røde Hær næsten havde nået vort lands grænse, måtte vi nå til enighed om at koordinere kamphandlingerne, og desuden anmodede jeg den sovjetiske regering om, at den Røde Hær ville overskride grænsen i det østlige Serbien og bistå vore styrker med at befri Serbien og Beograd. Tyskerne havde på det tidspunkt mægtige styrker i Jugoslavien, både deres egne og quislingstyrker, med hvem vi uafladeligt udkæmpede hårde kampe. Desuden rådede de endnu over store styrker i Grækenland og på øerne. .. Vi blev enige om, at store enheder af den Røde Hær skulle forcere Donau for sammen med vore tropper at befri Beograd. Sovjetunionen leverede vor hær store mængder af forskellig slags udrustning, fra geværer til tanks og fly, som vi kunne bevæbne mange divisioner med.« I forbindelse med passeringen af den jugoslaviske grænse udsendte 3. ukrainske fronts politiske ledelse følgende henvendelse til soldaterne: »Kammerat soldat, sergent og officer! Du er rykket ind på Jugoslaviens territorium, et ånds- og blodsbeslægtet land, for at indhente og gøre det endeligt af med det fascistiske vilddyr, som vil undslippe dine angreb og søger hjem i sin hule. Sovjetunionens uudtømmelige potentiel og det sovjetiske folks åndsstyrke har været bestemmende for det endelige udfald af krigen mod Hitler-Tyskland. Sejren er allerede nær. Men det fascistiske vilddyr gør endnu modstand. Og det vil bide fra sig, indtil vi gør det endeligt af med det. Din opgave, kammerat, går ud på at standse de fascistiske tyske tropper, som du slog i Rumænien og Bulgarien, og som nu trækker sig tilbage ad de jugoslaviske veje, og også dem, som forsøger at slå sig igennem til Tyskland fra Grækenland, Albanien og selve Jugoslavien. . . Husk altid og overalt på, at du ikke er kommet til Jugoslavien for at påtvinge Jugoslavien dine love og tilstande, men tor al indhente og tilintetgøre de tyske røvere, som flygter for dine angreb.Yd den jugoslaviske befolkning, soldater og officerer i Jugoslaviens folkebefrielseshær bistand og hjælp til alt, hvad der hjælper vor kamp mod den fælles fjende - de fascistiske tyske erobrere. Soldat i den Røde Hær ! Dagen for Hitler-Tysklands endelige nederlag er ikke fjern, men der forestår endnu en hårdnakket og vanskelig kamp...Hold dit fædrelands fane højt. Lad overalt, hvor du kommer for at knuse menneskehedens fjender - nazisterne - og for at befri de slavebundne folk, lad overalt millioner af mennesker i deres hjerte for evigt bevare dyb taknemmelighed, kærlighed og agtelse for dig, soldat i den Røde Hær!« I oktober 1944 gennemførtes Beograd-operationen, hvor der foruden sovjetiske styrker deltog 4 armékorps fra Jugoslaviens folkebefrielseshær med 17 divisioner samt 13 divisioner og brigader fra den bulgarske hær. De rådede over 2.200 kanoner og morterer, 149 raketartilleripjecer, 358 tanks og stormkanoner, omkring 1.300 fly og 80 krigsskibe. Under Beograd-operationen nedkæmpede sovjethæren og dens allierede jugoslaviske og bulgarske styrker den fjendtlige armégruppe Serbien, og den 20. oktober blev Beograd befriet. Operationen spillede en vigtig rolle for befrielsen af den øvrige del af landet. Det jugoslaviske folk vurderede sovjethærens afgørende bidrag til Jugoslaviens befrielse efter fortjeneste. Over 2.200 sovjetiske soldater og officerer blev udmærket med jugoslaviske ordener og medaljer, og 13 fik tildelt titlen Jugoslaviens Folkehelt. Sovjetunionen ydede fortsat omfattende hjælp til det jugoslaviske folk. På Titos anmodning fik han stillet en flyvergruppe til rådighed på 2 divisioner (350 fly). Under krigen leverede Sovjetunionen ialt den jugoslaviske folkebefrielseshær ca. 155.300 geværer og karabiner, over 38.000 maskinpistoler, mere end 15.500 maskingeværer, 5.800 kanoner og morterer, 65 tanks og 491 fly. Ligeledes leverede det 7 evakueringslazaretter og 4 kirurgiske feltlazaretter med medicinsk personale, udstyr, medikamenter, beklædningsgenstande og alt, hvad der er nødvendigt for at yde lægehjælp. Og sovjetiske militære læreanstalter uddannede jugoslaviske officerer. Efter befrielsen af Beograd befriede sovjetiske styrker i november 1944 store jugoslaviske områder mellem floderne Donau og Drava. Befolkningen i dette område rejste efter krigen et mindesmærke for de sovjetiske soldater. I sin tale ved afsløringen af mindesmærket sagde general Koca Popovic: »Vore folk ved og forstår aldeles udmærket, at uden Sovjetunionen, uden den Røde Hær havde vor befrielseskamp ikke kunnet få en heldig afslutning. ..« Omkring 8.000 sovjetiske soldater faldt i kampen for at befri Jugoslavien. Den 11. april 1945 indgik Sovjetunionen og Jugoslavien en aftale om venskab, gensidig bistand og samarbejde efter krigen, hvilket fik stor betydning for styrkelsen af Jugoslaviens internationale position og for dets udvikling ad demokratisk vej. De sovjetiske styrkers indmarch i Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien ændrede radikalt den militær-politiske og strategiske situation på Balkan. Der var skabt en reel mulighed for at nedkæmpe hele den tyske armégruppe her, som var truet af omringning. Det tvang den tyske overkommando til allerede i september 1944 at indlede tilbagetrækning af deres tropper fra Grækenland og Albanien. Det benyttede de antifascistiske kræfter i disse lande sig af, og henimod slutningen af november havde de befriet Grækenland og Albanien fra de resterende tyske tropper. I en forordning fra Albaniens nationale befrielsesråd hed det:»Vi anser den Røde Hær for at være den hovedkraft, der knuste menneskehedens svorne fjende, og den er ydermere for os et symbol på den antifascistiske frihedskamp, den største garanti for vore rettigheder. Vi er Sovjetunionen taknemmelige herfor, og vort folk vil aldrig glemme den Røde Hærs store hjælp og heltemodige kamp, som reddede os fra katastrofen.« I over et halvt år kæmpede sovjethæren forbitret for at befri Ungarn, som i 15 år havde haft et fascistisk styre. 2. ukrainske fronts krigsråd udsendte et opråb til den ungarske befolkning, hvori det forklarede formålet med sovjethærens indmarch på ungarsk territorium og påpegede, at den Røde Hær »ikke var kommet til Ungarn som erobrer, men som det ungarske folks befrier fra det fascistiske tyske åg«. Kampene i Ungarn var særlig forbitrede. Den tyske overkommando lagde særdeles stor vægt på at holde Ungarn, som dækkede adgangen til Østrig og den sydlige del af Tyskland. Efter tabet af den rumænske olie var de ungarske og østrigske forekomster Tysklands sidste olieforsyningskilder. Derfor havde den tyske overkommando koncentreret store troppestyrker i dette område, og de ydede forbitret modstand mod de sovjetiske styrker. Ungarns befrielse krævede flere store strategiske operationer på ungarsk jord. I dem deltog over l mio. sovjetiske soldater, som rådede over mere end 1.000 tanks, omkring 2.000 fly og mange tusinde kanoner, morterer og maskingeværer. Sovjethæren nedkæmpede 50 fjendtlige divisioner på ungarsk territorium. Sammen med de sovjetiske styrker kæmpede bulgarske og rumænske styrker for at befri Ungarn, og i kampene om Budapest deltog også en ungarsk enhed. Den 4. april 1945 var Ungarn endeligt befriet fra fascismen. Over 140.000 sovjetiske soldater faldt i kampen for det ungarske folks frihed. János Kádár, førstesekretær i Ungarns socialistiske arbejderparti, har udtalt: »Overalt, hvor man kommer i Ungarn, kan man se grave... Her hviler helte, sovjetiske soldater, som gav deres liv for vort folks frihed. Vi ærer pietetsfuldt deres minde og lover, at vejen til deres grave aldrig vil gro til.« Kong Håkon den 7. af Norge sagde i en Radiotale d. 26. Oktober: »Vi har fået talrige vidnesbyrd om den sovjetrussiske regerings og det russiske folks venskab og sympati for vort land. Og vi har med beundring og begejstring fulgt Sovjetunionens heroiske og sejrrige kamp mod vor fælles fjende.« Hitler-Tyskland tillagde de skandinaviske lande stor betydning. De var et pålideligt skjold for tyskernes nordflanke og et fordelagtigt brohoved for krigshandlinger mod Sovjetunionen og England, ligesom de var baseområde for den tyske krigsflåde i Nordatlanten og Arktis. Desuden havde de skandinaviske lande stor økonomisk betydning for Tyskland som nogle af de vigtigste leverandører af jernmalm, kobber, aluminium, molybdæn og svovl. Hitler-Tyskland besatte Danmark og Norge i april 1940, og i sommeren 1941 fik det Finland draget ind i krigen på sin side. Men den Røde Hærs store sejre, bl.a. ved Moskva og Stalingrad, var årsag til en krise mellem Tyskland på den ene side og de skandinaviske lande og Finland på den anden. Værnemagtens nederlag blev åbenlyst. Ledende kredse i landene i den fascistiske blok, herunder også Finland, erkendte, at krigen var tabt, og at, man måtte søge at trække sig ud af den. Det neutrale Sverige var det eneste skandinaviske land, som formelt forblev frit. Men de svenske myndigheder førte en eftergivenhedspolitik over for Hitler-Tysklands krav. Det vakte utilfredshed i landets befolkning. Den svenske presse bragte artikler, som afslørede nazisternes grusomheder i de besatte lande, og den svenske offentlighed krævede med stadig større vægt, at Sverige skulle forholde sig strengt neutralt. I begyndelsen af marts 1943 udarbejdede den tyske overkommando en plan med kodebetegnelsen Operationsøvelse »Sverige«, hvis formål var at besætte Sverige. Hertil skulle anvendes 13 af de tyske divisioner i Norge, en del af 20. tyske armés styrker, som var stationeret i Finland, og til hjælp for dem 3-4 infanteri- eller bjergskyttedivisioner samt marinestyrker. Realiseringen af planen for Sveriges besættelse blev gjort afhængig af kampens udfald på den sovjetisk-tyske front, specielt af slaget i Kursk-buen. Sovjethærens store sejr her forpurrede nazisternes planer med Sverige. De tyske styrkers trængte situation på østfronten betød, at værnemagtens overkommando ikke kunne afse de nødvendige midler til kamphandlinger i Skandinavien. I en samtale med den sovjetiske viceudenrigsminister understregede den svenske gesandt i Moskva, at Sveriges skæbne var afhængig af kampens forløb på den sovjetisk-tyske front. Han udtalte, at Sverige udmærket forstod, at når det endnu ikke var blevet inddraget i krigen, så var det kun takket være Sovjetunionens militære sejre. Sverige var Sovjetunionen taknemmelig herfor og gav åbent udtryk for det. Sovjetunionen spillede en vigtig rolle for Finlands befrielse fra det fascistiske åg. Finlands reaktionære ledende kredse havde trods de traditionelt venskabelige relationer mellem det finske og det russiske folk draget landet ind i krigen mod Sovjetunionen. De håbede med Hitler-Tysklands hjælp at erobre sovjetisk territorium og skabe et »Storfinland« til Ural. Men disse hasarderede planer blev en fiasko. De finske lederes politik kom til at koste Finlands folk dyrt. Omkring 90.000 finner mistede livet, og landets økonomi var ødelagt. Finlands statsgæld var således vokset til 70 mia. finske mark omkring september 1944. Landbruget var i forfald, levnedsmiddelkrisen blev skærpet, og priserne steg. Den finske befolkning krævede, at landet trak sig ud af krigen, men den reaktionære regering med præsident Risto Ryti i spidsen afviste at slutte våbenstilstand og indstille krigshandlingerne. Den sovjetiske offensiv i sommeren 1944, hvor den Røde Hær besejrede en stor finsk troppestyrke på det Karelske Næs og i Karelen og nåede frem til den sovjetisk-finske grænse, tvang Ryti til at trække sig tilbage. Da den tyske regering havde modtaget oplysninger om, at Finland havde i sinde at trække sig ud af krigen, sendte den d.17. august overkommandoens stabschef, feltmarskal Keitel, til Helsinki for at overtale den nye finske regering til at fortsætte krigen mod Sovjetunionen. Den finske regering afviste imidlertid dette krav og erklærede, at den ikke længere følte sig bundet af de forpligtelser, den tidligere præsident Risto Ryti havde påtaget sig over for Tyskland. Den 4. september 1944 krævede Finlands nye regering af Tyskland, at det skulle trække sine tropper tilbage fra finsk territorium senest den 15. september. Fire dage senere blev der underskrevet en våbenstilstandsaftale mellem Sovjetunionen og Finland. Ved indgåelsen af denne aftale var den sovjetiske regerings bevæggrunde ønsket om at hjælpe det finske folk med at befri sig fra de nazistiske tropper og etablere gode naborelationer til Sovjetunionen. Under tilbagetrækningen fra finsk territorium tog nazisterne en grusom hævn over deres tidligere forbundsfælle. De brændte omkring 16.000 huse, 125 skoler, 105 kirker og ødelagde 700 store broer i det nordlige Finland. De anrettede skader beløb sig til over 120 mio. dollars. Sovjetiske styrker bistod den finske hær med at jage nazisterne ud af landet. Den 17. september forfulgte sovjethæren de retirerende tyske tropper på Kestenga-frontafsnittet over grænsen til Finland. Under deres fremrykning i retning af Kuusamo nedkæmpede de sovjetiske styrker flere enheder og afdelinger af 6. SS-division og befriede en række finske bebyggelser. I begyndelsen af oktober, da de tyske hærgrupper var endeligt nedkæmpet, blev de sovjetiske styrker trukket tilbage fra Finland. Flere tusinde sovjetiske soldater og officerer faldt i kampen for at befri Finland. Finlands brud med Tyskland og ophævelsen af dets vasalforhold til dette land førte til genoprettelse af det finske folks nationale uafhængighed og suverænitet. Mellem Sovjetunionen og Finland opstod der venskabelige, gode naboforhold og en fred, som ifølge Urho Kekkonens udtalelse tegner til at vare ved, og som man roligt kan give de kommende generationer i arv. Den 18. oktober 1944 rykkede sovjetiske styrker ind på norsk territorium i overensstemmelse med den aftale, som var indgået den 16. maj samme år mellem den sovjetiske, den amerikanske og den engelske regering på den ene side og Norges regering på den anden side. Avisen Friheten skrev, at de sovjetiske styrkers komme havde vakt uhørt begejstring i det norske folk. Landets befolkning havde givet sovjethærens soldater en glædestrålende modtagelse. Trods de barske klimaforhold og trods hårdnakket modstand fra en stor tysk hærgruppe var de sovjetiske styrker i stand til på blot 8 dage at befri Nordnorge, bl.a. byen Kirkenes. 19. tyske bjergskyttekorps havde et tab på 30.000 dræbte og trak sig tilbage mod vest, ind i det indre af landet. Den sovjetiske marine sænkede 156 fjendtlige skibe. Under tilbagetrækningen ødelagde og brændte nazisterne alle huse i Kirkenes, Sør-Varanger og Vadsø. Kun 28 ud af 1.000 huse i Kirkenes var uskadte. Mere end 3.500 af byens indbyggere skjulte sig i en grubegang ved stationen Bjørnevatn ikke langt fra Kirkenes. Grubegangens hvælvinger rystede af kraftige eksplosioner. I selve byen og i dens omegn blev der udkæmpet hårde kampe. Den tyske kommando havde i sinde at sprænge grubegangen i luften, før den trak sig tilbage. Den sovjetiske kommando blev underrettet herom af nordmanden Hugo Jensen og sendte i hast en afdeling af 65. skyttedivision under kommando af løjtnant Bakhtejev til gruben. Ved daggry den 25. oktober angreb de sovjetiske soldater uventet tyskerne, erobrede stationen og nåede frem til gruben. Nordmændene i grubegangen, hvoraf mange var kvinder og børn, hilste med tårer i øjnene deres befriere velkommen. Avisen Siste Nytt skrev: »Livet er begyndt på ny i Kirkenes... Befrierne blev modtaget med enorm glæde. Der opstod et glimrende forhold mellem russere og nordmænd«. Den sovjetiske kommando ydede stor hjælp til at få de kommunale værker i gang igen i de befriede byer, forsynede befolkningen med levnedsmidler og stillede læger til rådighed til udryddelse af epidemier. Da det blev vinter, blev de uskadte bygninger stillet til rådighed for dem, der stod uden tag over hovedet, mens de sovjetiske soldater blev indkvarteret i teltlejre. Det bevidner den norske justitsminister Terje Wold, som besøgte de befriede områder dengang. På kort tid genopbyggede sovjetiske pioner- og ingeniørtropper de ødelagte kajer i Kirkenes, Tårnet, Jakobsnes, Vadsø og Båtsfjord. I Kirkenes blev vandledningen repareret og telefonstationen genopbygget. Under minerydning af beboelseshuse, kajer og virksomheder uskadeliggjorde sovjetiske pionertropper over 15.000 miner. I marts 1945 bragte svenske aviser et interview med den norske biskop Arne Fjellbu, som vendte tilbage efter en rejse til de befriede områder i Nordnorge. Mange spørger, om russerne stiller hindringer i vejen for kirkens virksomhed, udtalte biskop Fjellbu. Hertil kan jeg svare, at russerne ikke blot var korrekte, men også elskværdige, og de hjalp os gerne. .. Da der et sted ikke var noget lokale, hvor jeg kunne holde min prædiken, stillede russerne et lokale til rådighed for mig. Sådan var det også de andre steder. Der blev også ydet hjælp til genopbygningen af den norske hær. Den sovjetiske kommando gav den 685 maskinpistoler, 40 maskingeværer og ammunition til dem, køretøjer, hestetransport, medicinsk udstyr osv. I Petsamo-Kirkenes-operationen havde de sovjetiske styrker et tab på 15.773 dræbte og sårede; heraf blev over 2.000 dræbt på norsk jord. Kong Håkon den 7. sagde i juni 1945, at det norske folk med begejstring havde fulgt den Røde Hærs heltemod og tapperhed og de kraftige angreb, den rettede mod tyskerne. Krigen blev vundet af den Røde Hær på østfronten. Det var denne sejr, som førte til den Røde Hærs befrielse af Nordnorge. Det norske folk modtog den Røde Hær som befrier. Da de sovjetiske styrker havde fuldført deres befrielsesmission, forlod de i september 1945 Nordnorges territorium. Russerne var de første, der kom til os, og er de første, der forlader os, skrev den norske avis Aftenposten. Nordmændene vil aldrig glemme, hvad russerne har gjort for dem og for den fælles sejr over fjenden. I de første dage af maj 1945 befriede sovjetiske styrker sammen med Østersøflåden Bornholm fra tyskerne. Politiken skrev dengang, at de russiske soldater havde efterladt det bedste indtryk. Deres disciplin var eksemplarisk. De kom som venner og bragte befrielsen med sig, og det ville danskerne aldrig glemme. The Manchester Guardian skriver d. 18. januar 1945:» Den store russiske offensiv, som startede den 12. januar, har allerede ændret krigens ansigt... Alene kampenes omfang tager vejret fra en - antallet af divisioner, frontens længde. Det er måske den største opvisning af militær magt nogen sinde... Man nærer ingen illusioner i Berlin. Pressen og militære talsmænd er enige om, at dette er afgørelsen, den sidste prøve.« I sommeren 1944 befriede sovjetiske styrker Hviderusland og Ukraine endeligt, og den 17. juli passerede de den polske grænse. Igennem 5 år havde det polske folk været udsat for grov fascistisk terror. Nazisterne havde sat sig det mål at udrydde den polske nation og at forvandle landet til en ruindynge. Hele Polen blev gjort til én stor koncentrationslejr med berygtede »dødsfabrikker« som Auschwitz, Maidanek og Treblinka. I årene under besættelsen havde nazisterne myrdet over 6 mio. polakker (22 % af hele landets befolkning), men det polske folk lod sig ikke kue og førte en tapper kamp mod besættelsestropperne. Den 26. juli 1944 offentliggjordes følgende erklæring fra den sovjetiske regering: »De sovjetiske styrker er rykket ind i Polen opfyldt af det ene ønske at nedkæmpe de fjendtlige tyske hære og hjælpe det polske folk med at befri sig fra de tyske erobreres åg og med at genopbygge et uafhængigt, stærkt og demokratisk Polen.« Befalingsmænd og hærens politiske organer, parti- og komsomolorganisalioner udførte på grundlag af dette dokument et omfattende politisk arbejde med at forklare sovjethærens internationalistiske mission i Polen. I byen Chelm i den befriede del af landet oprettede polske demokratiske kræfter den 21. juli Polens nationale befrielseskomité, landets demokratiske magtorgan. Den nye polske stat slog straks ind på en politik, som tog sigte på forbund med Sovjetunionen. Frem til efteråret 1944 befriede 1. hviderussiske og 1. ukrainske front hele den østlige del af Polen med en befolkning på 5,6 mio. mennesker. I 1. hviderussiske front indgik 1. polske armé, som var oprettet på sovjetisk territorium. I henved 9 måneder udkæmpede sovjethæren hårde kampe for at befri Polen. På polsk territorium blev der gennemført så store militæroperationer som Lvov-Sandomierz-operationen, Weichsel-Oder-operationen, Østpommern-operationen, Øvre-og Nedreschlesien-operationerne samt delvis Berlin-operationen, Østpreussen-operationen og Prag-operationen. I disse kampe deltog tropper fra 5 fronter, 29 blandede armeer, 5 tankarmeer og 6 luftarmeer på tilsammen over 2,2 mio. mand. Sovjethæren nedkæmpede i snævert samvirke med Wojsko Polskie (den polske hær) store fjendtlige styrker - armégrupperne A, Mitte, Nordukraine, Nord og Weichsel. Mere end 170 tyske divisioner blev sat ud af spillet, og ca. 100 af dem blev tilintetgjort. Takket være Sovjetunionen og dets hær fik Polen sine oprindelige vestlige områder tilbage. 600.000 sovjetiske soldater faldt i kampen for Polens befrielse. 1.460 soldater og officerer fik tildelt titlen Sovjetunionens Helt for det heltemod og den tapperhed, de havde udvist i kampene på polsk jord, og flere hundrede tusinde blev udmærket med ordener og medaljer. Næsten 800 enheder og formeringer fik som æresbevisning navn efter de byer, de havde befriet. 36.000 sovjetiske soldaler og officerer blev af Polens folkeregering belønnet for deres heltemod med polske ordener og medaljer. Talrige breve fra don polske befolkning gav udtryk for taknemmelighed over for de sovjetiske befriere. I et budskab af 20. januar 1945 fra Krajowa Rada Narodowa (Lublin-komiteen) til den sovjetiske regering hed det: »Det polske folk vil aldrig glemme, at det fik sin frihed og mulighed for at genoprette sin statslige uafhængighed takket være sovjethærens strålende sejre og takket være de heltemodige sovjetiske soldaters i rigeligt mål udgydte blod. De glade dage, vort folk oplever nu over befrielsen fra det tyske åg, vil befæste det ubrydelige venskab mellem vore folk endnu stærkere.« Mange sovjetiske hærførere og soldater blev udnævnt til æresborgere i de befriede byer. Gader og skoler blev opkaldt efter dem. Polakkerne bevarer omhyggeligt mindet om deres befriere. Indbyggerne i landsbyen Herasimowicze i Bialy-stok-provinsen, hvor den sovjetiske underkorporal Grigorij Kunavin led heltedøden, da han med sin krop dækkede for en fjendtlig maskingeværredes skydeskår, besluttede på et fællesmøde: »Grigorij Kunavin kom til os fra det fjerne Ural som befrier. Fjendens kugler gennemborede hans hjerte. Men han banede vejen til sejren for sine lige så tapre kammerater i den Røde Hær. Han kæmpede for vores lykke, for at fjenden aldrig skulle træde over tærskelen til vort hus. Den russiske soldat Grigorij Kunavins navn hæver vi som det russiske og det polske folks broderskabs fane. Som et udtryk for vores taknemmelighed over for vores russiske bror og befrier beslutter landsbyen Herasimowiczes fællesmøde følgende: For evigt at optage den russiske soldat Grigorij Kunavins navn på listen over den polske landsby Herasimowiczes æresborgere. Indhugge hans navn i en marmorplade, som skal opsættes midt i landsbyen. Anmode om, at skolen, hvor vore børn går, bliver opkaldt efter Grigorij Kunavin. Lærerne skal hvert år starte den første time i 1. klasse med at fortælle om den heltemodige russiske soldat og hans kampfæller, hvis blod blev udgydt for polske børns ret til frihed og lykke. Børnene skal påhøre beretningen stående. Deres hjerte skal fyldes af stolthed over deres russiske bror. Deres forståelse af livet skal begynde med tanken om broderskabet mellem det polske og det russiske folk.« Grigorij Kunavin fik posthumt tildelt titlen Sovjetunionens Helt. Det sovjetisk-polske venskab, som opstod under krigen mod fascismen, blev befæstet med aftalen af 21. april 1945 om venskab, gensidig bistand og samarbejde efter krigen. Begge lande gav udtryk for, at de var fast besluttet på ved fælles kræfter at føre krigen til en sejrrig afslutning, efter krigen at træffe alle forholdsregler mod en gentagelse af aggressionen og ikke deltage i koalitioner, rettet mod en af parterne. Aftalen indebar også økonomisk og kulturelt samarbejde samt gensidig bistand til genopbygning af samfundsøkonomien. Aftalen befæstede forbundet og venskabet mellem de to slaviske folk. Den internationale reaktions planer om på ny at udnytte Polen i sin antisovjetiske politik strandede. Og endelig havde denne aftale stor betydning for den unge polske folkestats internationale prestige. Det kostede også sovjethæren hård kamp at befri Tjekkoslovakiet, hvis folk igennem næsten 7 år havde kæmpet mod de nazistiske okkupanter. I august 1944 brød den slovakiske folkeopstand ud. Sovjethæren hjalp oprørerne med våben, organiserede overførsel af sovjetiske partisangrupper til Slovakiet og gennemførte en operation i Østkarpaterne. Den 6. oktober erobrede sovjetiske styrker sammen med 1. tjekkoslovakiske armékorps Dukla-passet og rykkede ind i Tjekkoslovakiet. Under kampene om Dukla-passet opstod parolen »Med Sovjetunionen til evig tid! Med Sovjetunionen og aldrig anderledes!« Kampene for at befri Tjekkoslovakiet varede over 7 måneder. Der deltog over 2 mio. sovjetiske soldater. Sammen med dem kæmpede 2 rumænske armeer, et tjekkoslovakisk armékorps, og i Pragoperationen desuden polske styrker. På tjekkoslovakisk territorium blev der gennemført 5 store angrebsoperationer: Karpaterne-Dukla-operationen, Moravska-Ostrava-operationen, Bratislava-Brno-operationen, Wien-operationen og Prag-operationen. 122 fjendtlige divisioner blev nedkæmpet i disse 5 operationer. Den 5. maj indledtes Prag-opstanden mod de tyske besættelsestropper. Nazisterne søgte at slå opstanden ned og havde i sinde at tilintetgøre byen. På oprørernes anmodning blev store sovjetiske styrker sendt til hjælp. Den 9. maj blev Prag befriet. Det tjekkoslovakiske folk gav befrierne en begejstret modtagelse. I Prags centrum har man på en sokkel opstillet en sovjetisk T-34 tank som et symbol på det evige minde om de sovjetiske soldater. Denne tank, som blev kommanderet af sekondløjtnant I. G. Gontjarenko, var den første, der trængte ind i den belejrede by. Pilnndt de første var også V. Krjukovs lank fra 10. frivillige specialkorts. Krjukov mindes, at nazisterne i deres dødskamp klamrede sig til hver eneste gade, hvert eneste hus. Der foregik stadig heftige kampe i byen, men Prags indbyggere ignorerede faren og kom frem for at modtage de sovjetiske soldater. »Pludselig begyndte kugler at tromme mod panseret på min tank, og på pladsen foran eksploderede en granat,« skriver Krjukov. »I periskopet søgte jeg febrilsk efter den fjendtlige kanon, som lå skjult et eller andet sted i parkens grønt. Pludselig fik jeg øje på en lille pige, som med en stor buket syrener i hånden løb over pladsen hen mod vores tank. Hun havde ingen anelse om besætningens dødbringende duel med den fjentlige artilleribesætning. Hun løb af alle kræfter for at overrække sin buket til mændene i det truende køretøj med den røde stjerne på panseret. En lang maskingeværsalve afskar hende vejen som en ildstribe. Pigen forstod ikke faren og løb. I hendes ansigt så vi hele det taknemmelige Prag, hele Tjekkoslovakiet. Vores tank skød frem fra sit skjul, væltede en eller anden kiosk, for ud på pladsen og dækkede pigen med sin panserkrop. Kugler hamrede ind på metallet, og ved siden af eksploderede en granat. Om få sekunder ville den tyske kanonbesætning affyre et nyt skud, som måske ville blive skæbnesvangert for pigen og vores besætning. Solen var ved at gå op over Prag. Jeg så den fjendtlige kanon og nogle mørkegrønne skikkelser, som vimsede rundt omkring den, i sigtets kryds. .. Vi kom fjenden i forkøbet. På det sted, hvor den tyske kanon havde stået, lyste der et granathul. Jeg sprang ud af tanken og trak pigen op i vognen. Den kolde sved strømmede os ned ad panden under hjelmen, men det femte besætningsmedlem - den lille pige fra Prag - omfavnede os ømt, som om ingenting var sket, og rable ind i vore døve urer »Nazdar!« (Hej !). En tæt skare af Prags indbyggere omringede os. Pigen sad på min skulder med syrenbuketten i hånden, hun var denne sidste krigsmorgens helt. Og nu, når jeg ser på min medalje »For Prags befrielse«, kommer jeg til at tænke på den lille lyshårede Ilonka, som under tysk ild løber hen mod vognen med den røde stjerne, med en buket syrener i hånden.« I byen Kosice, som var blevet befriet af sovjethæren, oprettede tjekkernes og slovakkernes nationalfront en regering i begyndelsen af 1945, og den 5. april vedtoges her det historiske Kosice-program, som var udarbejdet af de tjekkoslovakiske kommunister. Dette program indebar en demokratisk udvikling i landet og styrkelse af venskabet med Sovjetunionen. Over 140.000 sovjetiske soldater faldt i kampene for Tjekkoslovakiets befrielse. Tjekkoslovakiets præsident, general Ludvik Svoboda, udtrykker det tjekkiske og det slovakiske folks taknemmelighed over for Sovjetunionen med følgende ord: »Det er frygteligt at tænke på, hvad der ville være sket med os, hvis ikke sovjethæren havde nedkæmpet de nazistiske tropper og bragt os frihed.« I foråret 1945 befriede sovjethæren den østlige del af Østrig og landets hovedstad, Wien. 32 tyske divisioner blev nedkæmpet på Østrigs territorium, og 130.000 tyske soldater og officerer blev taget til fange. Sovjetiske styrker befriede 36.551 km² Østrigsk jord med en befolkning på 4,5 mio. mennesker ud af landets samlede befolkning på 6.8 mio. Med Østrigs befrielse mistede Hitler Tyskland »Alpefæstningen«, det sidste strategiske område, som dækkede Tyskland fra syd. Med deres hurtige og modige indsats hindrede de sovjetiske styrker nazisterne i at ødelægge Wien, en af Europas smukkeste byer, ligesom de reddede mange tusinde wieneres liv. Mange værdifulde arkitektoniske bygningsværker, som nazisterne havde gjort klar til at sprænge i luften eller stukket i brand ved deres tilbagetrækning, bl.a. Stephansdom, rådhuset og en række andre historiske bygninger blev reddet af de sovjetiske styrker. Næsten 26.000 sovjetiske soldater faldt i kampen for det østrigske folks frihed. I april 1945 indledtes Berlin-operationen, 2. verdenskrigs mest storslåede operation. I den deltog 2,5 mio. sovjetiske soldater, som rådede over 41.600 kanoner og morterer, mere end 6.000 tanks og 7.500 fly. De hårde kampe om Berlin varede i 17 dage. De sovjetiske styrker nedkæmpede her 93 tyske divisioner, og næsten en halv million tyske soldater og officerer blev taget til fange. Efter nedkæmpelsen af de tyske tropper i Berlin kapitulerede Hitler-Tyskland den 8. maj. Hermed var det slut med fascismens herredømme også på tysk jord. Krigen sluttede der, hvorfra den var startet. Berlin-operationen kostede sovjethæren over 102.000 dræbte. De sovjetiske soldater identificerede ikke det tyske folk med de nazistiske umennesker. I en appel til soldaterne fra krigsrådet ved 1. hviderussiske front, som stod under marskal Zjukovs kommando, hed det: »Sådan er vor lov, at en soldat i den Røde Hær aldrig vil blive ligesom de fascistiske menneskeædere, aldrig vil miste sin værdighed som sovjetborger, men vil optræde på en sådan måde, så verden endnu tidligere hører det glædelige budskab om den Røde Hær som en befrielseshær, som det mægtige sovjetfolks hær, det folk, der har reddet verden fra det nazistiske slaveri.« De sovjetiske soldater gjorde deres pligt. Marskal Krylov, tidligere øverstkommanderende for 1. fjernøstlige fronts 5. Armé skrev:» Det samlede militærpolitiske resultat af de sovjetiske væbnede styrkers operationer i det Fjerne Østen var de japanske troppers totale nederlag og kapitulation i det nordøstlige Kina, Nordkorea, på Sahalin og Kurilerne. Historien havde ikke tidligere oplevet en militær sejr af så stort omfang, vundet på så kort tid.« Med Hitler-Tysklands nederlag og de europæiske landes befrielse sluttede krigshandlingerne i Europa. Men i Sydøstasien, i det Fjerne Østen og i Stillehavet rasede krigen endnu. Japanske tropper holdt Korea, Indokina, Indonesien, Malaya, en del af Kina samt Burma og Filippinerne besat. Og selv om USA og Storbritannien havde ført krig mod Japan i over 3 år, havde de ikke opnået afgørende militære resultater. Disse to landes regeringer og militære ledere erkendte i 1945, at hvis ikke Sovjetunionen indtrådte i krigen mod Japan, skulle de bruge en hær på omkring 7 mio. mand til en invasion på de japanske øer, og krigen mod Japan ville trække ud i yderligere 18 måneder efter afslutningen af krigshandlingerne mod Tyskland. Derfor søgte den amerikanske præsident og den britiske premierminister ihærdigt at opnå den sovjetiske regerings tilsagn om, at Sovjetunionen ville indtræde i krigen mod Japan. Dette tilsagn fik de allierede med Jalta-aftalen af 11. februar 1945. Og i overensstemmelse med den indledte Sovjetunionen den 9. august kamphandlinger mod Japan. I krigen mod Japan havde Sovjetunionen følgende mål: al eliminere krigsarnestedet i Øst og den konstante fare for et japansk angreb på sovjetisk Fjernøsten, at medvirke til at genoprette verdensfreden så hurligt som muligt og sammen med de allierede al fordrive de japanske erobrere fra de lande, de havde besat. Under hele krigen havde Japan haft store troppestyrker stationeret ved grænsen til Sovjetunionen. Det betød, at Sovjetunionen selv i de vanskeligste krigsår 1941-1943 var nødt til at have et stort antal divisioner slående i del Fjerne Østen, divisioner, der var hårdt brug for på den sovjetisk-tyske front. I sommeren 1945 havde Japan over l mio. tropper ved den sovjetiske grænse, 1.215 tanks, mere end 1.900 fly samt 6.640 kanoner og morterer. I nedkæmpelsen af denne hærgruppe deltog over 1,5 mio. sovjetiske soldaler, som rådede over 5.300 tanks og stormkanoner, 26.000 kanoner og morterer samt 5.200 fly. I forbindelse med kamphandlingernes start sendte den øverstkommanderende for de sovjetiske styrker i det Fjerne Østen, marskal Vasilevskij, et opråb til det kinesiske folk, hvor det blev understreget: »Den Røde Hær, det store sovjetiske folks hær, kommer forbundsfællen Kina og det kinesiske folk til hjælp! Den hæver også her i Østen sine kampfaner som Kinas, Manchuriets og Koreas folks befrier fra det japanske åg og slaveri.« På kort tid nedkæmpede sovjethæren den store japanske hærgruppe i Manchuriet og Korea, som udgjorde rygraden i den japanske landhær. Japan var tvunget til at kapitulere. Den 2. september underskrev den japanske regering på den ene side og repræsentanter for Sovjetunionen, USA og Storbritannien på den anden side erklæringen om Japans betingelsesløse kapitulation. Hermed var 2. verdenskrig slut. Sovjetiske styrker befriede hele det nordøstlige Kina, et areal på 1.312.000 km² med en befolkning på over 40 mio. mennesker, samt Nordkorea på 127.000 km² og en befolkning på over 12 mio. mennesker. Fra sovjetisk side blev der ydet befolkningen i de befriede områder af Kina og den kinesiske folkebefrielseshær stor materiel hjælp. Folkebefrielseshæren fik overladt alle de våben, de sovjetiske styrker havde erobret fra de japanske tropper i Manchuriet. Desuden blev der leveret betydelige mængder levnedsmidler og ydet hjælp til istandsættelse af jernbaner, havne osv. Den midlertidige tilstedeværelse af sovjetiske styrker i Manchuriet bidrog til at styrke de revolutionære kræfters position og til folkerevolutionens sejr. Det koreanske folk har i talrige breve, henvendelser og udtalelser givet udtryk for dets taknemmelighed over for dets befriere. På et møde på stationen Ungok sagde den koreanske arbejder Yomg Yong Kir: »Glædens dag er kommet for det koreanske folk. Vi vil aldrig glemme den Røde Hærs bedrifter. Vi har kun ét ønske - at leve og arbejde skulder ved skulder med det store russiske folk.« Den betydning, de sovjetiske væbnede styrkers befrielsesmission har haft for Korea, er klart udtrykt i følgende udtalelse af Nordkoreas præsident, marskal Kim Il Sung: »Kun hæren fra den første stat i verden, hvor socialismen havde sejret, kunne bringe frihed og uafhængighed, som det koreanske folk havde ventet. Den dag, da Korea blev befriet af sovjethæren - den 15. august 1945 - betød et afgørende vendepunkt i Koreas historie. Sovjethæren befriede ikke blot Korea, den forsvarede også det koreanske folks interesser, så befrielsens frugter virkelig blev dets eje.« Den historiske betydning af Sovjetunionens og dets væbnede styrkers befrielsesmission er ikke begrænset blot til de lande, de har befriet. Sovjetunionens sejre ændrede hele den internationale situation. De skabte gunstige betingelser for at befri alle de besatte lande i Europa og Asien fra fascisterne og inspirerede de undertrykte folk i Asien, Afrika og Latinamerika til at forstærke befrielseskampen mod kolonisatorerne. Efter 2. verdenskrigs afslutning gav amerikanske og engelske politiske og militære ledere udtryk for deres anerkendelse af den store rolle, Sovjetunionens væbnede styrker havde spillet i krigen mod Japan med nedkæmpelsen af Kwantung-hæren. F.eks. udtalte den øverstkommanderende for USA's luftvåben i Kina, general C. Chennault, i august 1945: »Sovjetunionens indtræden i krigen mod Japan var den afgørende faktor, som fremskyndede afslutningen på krigen i Stillehavet... Det hurtige angreb, som sovjethæren rettede mod Japan, fuldførte omringningen, der førte til, at Japan blev tvunget i knæ«. Imidlertid gik der blot nogle få år, før regeringskredse i vestmagterne indledte forsøg på at nedvurdere Sovjetunionens rolle i nedkæmpelsen af Japan. Det kom særlig klart til udtryk i det udkast til en fredsaftale med Japan, som det amerikanske udenrigsministerium udarbejdede i 1951. I en note af 10. juli 1951 til USA's ledelse protesterede den sovjetiske regering mod dette dokuments påstand om, at Sovjetunionen kun skulle have deltaget i krigen mod Japan i 6 dage. Det hed i noten: »For det første indtrådte Sovjetunionen i krigen mod Japan nøjagtigt på det tidspunkt, der var blevet aftalt på Jalta-konferencen, uden nogen som helst forsinkelse. For det andet udkæmpede sovjethæren blodige kampe mod de japanske tropper ikke i 6 dage, men i en måned, da Kwantung-hæren længe fortsatte med at yde modstand til trods for kejserens kapitulationsdeklaration. For det tredje nedkæmpede sovjethæren i Manchuriet 22 japanske divisioner - den japanske Kwantung-hærs hovedstyrker - og tog omkring 600.000 japanske soldater og officerer til fange. For det fjerde gik Japan først med til kapitulation efter de sovjetiske styrkers første afgørende angreb på Kwantung-hæren. Og for det femte havde Sovjetunionen allerede før dets indtræden i krigen mod Japan, i årene 1941-1945 stationeret op til 40 divisioner ved grænsen til Manchuriet og fastholdt hele Kwantung-hæren, hvorved det lettede Kinas og USA's operationer i krigen mod de japanske militarister. Med sin beslutsomme indsats reddede Sovjetunionen livet for hundreder tusinder af soldater i de allieredes hære. Krigens afslutning før de tidsfrister, de allierede havde fastsat, hindrede også do japanske erobreres fortsatte udryddelse af folkene i Øst- og Sydøstasien. Disses tab i krigen var i forvejen meget store. Kina havde således mistet 10 mio. mennesker, Indonesien over 2 mio. og Filippinerne mere end 1,1 mio. mennesker. Alene af sult døde der i Vietnam over 2 mio. mennesker under den japanske besættelse, i Indien mere end 3,5 mio. Den japanske aggressors nederlag skabte nye betingelser for det japanske folks kamp for nye tilstande i landet. Avisen Avgi (Grækenland), skriver d. 23. februar 1963:»Europas folk... har ikke glemt og vil aldrig glemme, at sovjethærens heltemodige soldater uden at spare deres liv ydede et afgørende bidrag til kampen for at give det nazistisk besatte Europa retten til frihed og menneskeværdighed tilbage.« Den sovjetiske soldat besejrede fascismen og bragte millioner af mennesker den længe ventede fred og mulighed for at vende tilbage til deres fredelige, kreative arbejde, han fremstod for menneskeheden som sit folks og sit socialistiske fædrelands trofaste søn og forsvarer, som en flammende patriot og en pålidelig ven af de arbejdende i alle lande, som befrier. Under krigen kom den socialistiske humanismes karakter rigtig til udtryk. Dens mål er at skabe en retfærdig tilværelse på jorden, at opbygge en verden, hvor der hverken findes krige, slaveri, vold eller nøgles herredømme over andre. Krigen viste klart, at der kun er én vej til at beskytte menneskehedens interesser og verdenscivilisationens værdier, nemlig uforsonlig kamp mod krig og aggressorer. Kampen mod fascismen for folkenes befrielse var helt igennem en humanitær kamp, en kamp for menneskeværdigheden. Og den sovjetiske forfatterinde Vera Inber har ret, når hun skriver: »At befri verden og vor planet fra pest - det er humanisme! Og det er os, der er humanister.« »Vi sovjetiske forfattere mener ud fra vor kommunistiske overbevisning, at hvis en morder, en røver har løftet hånden mod sit offer, så er den ikke humanist, som blot nøjes med at have ondt af det stakkels offer og sørge over, at der eksisterer en morder på jorden,« skrev Mihail Sjolohov. »Humanist er den, som hjælper med at trække morderens hånd bort fra offeret og uskadeliggøre hans onde vilje.« Det var netop sådan, de sovjetiske soldaler op trådte under krigen. De ofrede deres liv for at redde civilbefolkningen, materielle værdier og kulturskatte. Det er der mange eksempler på. Under kampene for at befri Polen reddede de sovjetiske soldater det schlesiske industriområde og Polens gamle hovedstad, Krakow, med dens enestående gamle bygningsværker fra at blive ødelagt af nazisterne. »Man siger, at soldaten i løbet af en langvarig krig vænner sig til synet af ødelæggelser. Men hvor meget han end vænner sig til dem, så kan han ikke affinde sig med ruinerne. Og det var en enorm glæde for os, at det lykkedes os at befri en by som Krakow intakt,« skriver marskal Konev i sine erindringer. Under befrielsen af Beograd søgte den sovjetiske kommando at bevare byens arkitektoniske værdier og gav derfor ordre til, at kamphandlingerne hovedsagelig skulle føres med håndvåben. Tidsskriftet Jugoslavien-Sovjetunionen skrev: »Brændte russiske tanks i Beograds gader vidner om kampvognssoldaternes heltemod; de sparede ikke deres liv for at befri Beograd med mindst mulige ødelæggelser. De russiske helte udgød også deres blod, for at så få kvinder og børn som muligt blev dræbt under kampen for at befri byen. Alle Beograds indbyggere forstod dette og takkede deres befriere.« De 7 sovjetiske ingeniørbataljoner, der fik til opgave at minerydde byen, reddede 845 objekter, heraf 85 administrationsbygninger, fra at blive ødelagt. Nazisternes plan om at forvandle Beograd til en ruindynge blev forpurret. Den ungarske historiker S. Toth fortæller i sine erindringer om de sovjetiske soldaters egenskaber: »I de vanskelige dage i begyndelsen af 1945 hjalp en seniorsergent ved navn Pavel fra Rostov ved Don mig med at finde min forlovede, som var blevet borte for mig under krigen. I snart 20 år har jeg nu levet sammen med det menneske, jeg holder af. I løbet af disse år har jeg lært mange fortræffelige sovjetmennesker at kende. Men seniorsergent Pavel vil for mig altid stå som personificeringen af det sovjetiske folks fortræffelige egenskaber. Under min indsamling af materiale om de sovjetiske soldater besøgte jeg de steder, hvor de afgørende kampe havde fundet sted under befrielsen af Ungarn. I samtaler med folk hørte jeg ikke så få historier mage til min egen. Jeg har været så heldig at lære mange af de sovjetiske befalingsmænd og hærførere, som deltog i befrielsen af Ungarn, at kende personligt. . . Dengang fik jeg også meget at vide om mennesker, som jeg til min store beklagelse aldrig mere vil få at se. Det er de soldater, som faldt under befrielsen af mit land. Under tyske tanks' modangreb sydvest for Budapest den 8. januar 1945 blev befalingshavende for en antitankdeling, sekondløjtnant Sergej Jermolajev, hårdt såret. Med et granatbundt i hånden kastede han sig ind under en tysk tank og sprængte den i luften.Denne episode rystede mig i min sjæls inderste. Hvor meget mon Jermolajev egentlig vidste om Ungarn, tænkte jeg. Hvorfor gav en sovjetisk ung mand sit liv for et andet folks frihed 4 måneder før sejrsdagen ? Hvad gav ham styrke til at udføre sin heltedåd ? Han udførte den på fremmed jord og gav sit liv for et andet folks lykke. Da jeg lærte Pavel fra Rostov at kende, forstod jeg for første gang, hvad sand humanisme er, mens jeg i sekondløjtnant Jermolajevs dåd så sand internationalisme.« Blindt had og sanseløs vrede lå de sovjetiske soldater fjernt, og ved stormen på Berlin udviste de enestående menneskelighed. Et par eksempler herpå. Soldaterne i en sovjetisk stormgruppe bad artilleristerne og kampvognssoldaterne, som støttede dem, om ikke at ødelægge et beboelseshus, hvor tyske soldater havde skjult sig, da der befandt sig kvinder og børn i husets nederste etager og kældre. Under kraftig fjendtlig beskydning og med fare for sit liv reddede soldaten Nikolaj Masalov en tysk pige, som sad og hulkede ved sin mors lig. Den unge Nastja Olehova fra signaltjenesten hørte barnegråd fra et brændende hus, styrtede ind i bygningen, trak barnet væk fra flammerne og kastede det fra et vindue på 1. sal ned i et regnslag, som Tosja Grigorjeva og Tamara Rzjenovskaja holdt ud som springlagen. Olehova vendte tilbage til det brændende hus efter endnu et barn og forsøgte at bringe det ud, men hun var ved at blive kvalt af røg og faldt om. Med fare for sit liv reddede seniorsergent Maltsev dem begge. Sovjetunionen og de sovjetiske soldater ydede også befolkningen i de befriede lande materiel hjælp. I Polens østlige områder var der stor mangel på levnedsmidler, og den sovjetiske regering gav vederlagsfrit polakkerne 25.000 ton mel, 50 ton ris, 40.000 dåser kondenseret mælk og andre fødevarer. Sovjetiske læger ydede civilbefolkningen lægehjælp. Straks efter Warszawas befrielse traf den sovjetiske kommando foranstaltninger til at redde de uskadte bygninger og til at få iværksat bespisning af byens befolkning. Bl.a. blev der uddelt 60.000 ton brød fra sovjethærens lagre. Alerede i månederne februar-april 1945 tildelte den sovjetiske regering polakkerne 8.000 ton kød, 1.000 ton fedtstoffer, 6.000 ton salt, 45.000 ton kul, 280.000 ton olie, 3.000 ton petroleum, 2.000 biler og store mængder medikamenter. De polske bønder modtog flere tusinde stykker hornkvæg og får. Den polske regering udtrykte sin taknemmelighed for denne hjælp. I et brev af 6. februar 1945 til den sovjetiske regering skrev den, at takket være Sovjetunionens hjælp var Warszawas befolkning sikret levnedsmidler lige til den nye høst, og over l mio. mennesker i de områder af Polen, hvor tyskerne havde anrettet de største ødelæggelser, var reddet fra at sulte. Det polske folk ville aldrig glemme, at det i den vanskeligste og tungeste periode af sin historie havde fået broderlig hjælp fra sovjetfolkene, ikke blot i form af soldater og våben, men også i form af brød. I efteråret 1944 blev der uddelt 50.000 ton korn fra de sovjetiske styrkers lagre til indbyggerne i de befriede områder i Jugoslavien. I marts 1945 sendte den sovjetiske regering 15.000 ton brød, 1.000 ton fedtstoffer og 2.000 ton sukker til Ungarns sultende befolkning. 45.000 ton korn, 4.000 ton kødprodukter, 1.000 ton fedtstoffer og 2.700 ton sukker blev overdraget til det befriede Wien. Prags befolkning modtog 8.800 ton korn og andre levnedsmidler. Denne hjælp blev ydet på et tidspunkt, da den sovjetiske befolkning selv led under alvorlig fødevaremangel. Den sovjetiske hjælp til Tysklands befolkning fortjener særlig omtale. Den sovjetiske kommando traf foranstaltninger til at lette den tyske civilbefolknings yderst alvorlige situation. Børn, kvinder, gamle og invalider blev forsynet med løj og fodtøj. Befolkningen modtog malkekvæg og andet kvæg, hvilket var med til at løse problemet med bespisning at flygtningene. Bønderne fik udleveret såsæd. Berlinernes situation var særlig alvorlig. Byens fødevareforsyning var helt gået i stå. Før de sovjetiske styrker rykkede ind i Berlin, havde nazisterne sprængt alle resterende fødevarelagre i luften. El- og vandforsyningen var afbrudt, og byens kommunikationslinier, hospitaler og klinikker var ødelagt. Befolkningen sultede, og infektionssygdomme bredte sig. De sovjetiske styrker fik hurtigt organiseret bespisning af Berlins befolkning med levnedsmidler fra hærens lagre, de afmonterede miner i byens bygninger, begravede ligene og søgte at få byens kommunale værker i gang igen. D. l maj 1945 vedtog frontens krigsråd en række bestemmelser med henblik på at normalisere livet i Berlin, bl.a.: d. 11. maj: forordning om fødevareforsyning til Berlins tyske befolkning; d.12. maj: forordning om sikring af de kommunale værkers normale funktion i Berlin; d. 31. maj: forordning om forsyning af mælk til de berlinske børn. Der blev også vedtaget andre bestemmelser til normalisering af forsyningen af fødevarer og andre daglige fornødenheder, først og fremmest for den arbejdende befolkning, som var beskæftiget med genopbygningsarbejde. Med den sovjetiske kommandos hjælp havde man i juni stort set fået de kommunale værker i gang igen. Der var genåbnet 96 hospitaler, 246 apoteker og 146 ambulatorier, og 580 skoler med tilsammen 233.000 elever var genåbnet. Ligeledes blev der åbnet 86 børnehjem og 210 biblioteker. Marskal Zjukov beretter i sine erindringer: »Udenfor en butik, hvor tyske borgere allerede fik brød, når de afleverede russiske mærker, stod Mikojan ud, af bilen og gav sig i snak med nogle kvinder, der stod i kø og så temmelig elendige ud. »Hvordan går det, efter at sovjettropperne har taget Berlin?« spurgte Mikojan. »De kan tale ganske frit. Det er marskal Zjukov, han lægger mærke til, hvad De siger til ham, og han vil gøre alt, hvad han kan, for Dem.« »Det er kammerat Mikojan« sagde jeg, »som repræsenterer formanden for Folkekommissariatet. Han er kommet på regeringens vegne for at se, hvordan De lever, hvad De har brug for, og for at hjælpe berlinerne efter bedste evne.« Da tolken havde oversat vore ord, omringede kvinderne os og snakkede alle sammen i munden på hinanden. »Det havde vi sandelig ikke troet. En så stor russisk mand står her i køen og spørger os om, hvad vi simple folk har brug for. Man har altid fremstillet russerne som bussemænd for os.. .« Indtil 1. september 1945 havde den tyske befolkning modtaget over 72.000 ton mel, 11.000 ton gryn, 9.500 ton kød, 1.300 ton kaffe og andre fødevarer. Det sikrede regelmæssig fødevareforsyning til indbyggerne i Berlin og de øvrige tyske byer, som sovjethæren havde befriet. »Millioner af tyskere kan takke sovjetregeringens og sovjethærens storstilede foranstaltninger for, at de ikke gik til grunde efter kamphandlingernes ophør,« skriver Walter Ulbricht. »Mange berlinere mindes med taknemmelighed rødarmisterne, som uddelte brød og suppe til befolkningen, mens kampene mod den tyske hær endnu varede ved. Med levnedsmidler fra de sovjetiske lagre klarede man de første, allersværeste uger i storbyer som Berlin og Dresden.« I juli 1945 indledtes der en sammenslutning af Berlins demokratiske kræfter, og den 8. august oprettedes »Kulturbund zur demokratischen Erneuerung Deutschlands«, hvis præsident var forfatteren Johannes Becher. I arbejdet med at genoplive tysk kultur, kunst og videnskab deltog aktivt mange videnskabsmænd, komponister, forfattere, teater- og filmfolk, billedhuggere og malere. Berlins indbyggere gav udtryk for deres taknemmelighed for sovjethærens venskabelige hjælp og støtte. »Igennem flere år har vi med gru set på ruinerne af vores by og i tavshed ventet på, hvornår det blev vores tur til at blive begravet under dem,« sagde den berlinske håndværker Saacke i maj 1945. »Nu tror jeg på, at vi vil leve videre. . . Men hvis jeg skal være ærlig, så ventede vi med angst på de sovjetiske troppers komme, da vi jo troede på Goebbels' opdigtede »rædsler«, men samtidig sagde vi: »Det kan ikke blive værre.« Nu ser vi, at man hele tiden har løjet for os om Sovjetunionen. Det er vi blevet overbevist om nu, hvor den Røde Hær allerede befinder sig i Berlin.. .« Det sovjetiske folk og sovjethæren spillede under 2. verdenskrig ikke blot den afgørende rolle i folkenes befrielse fra det fascistiske åg, men hjalp også mange af dem med at befæste den vundne frihed og slå ind på en demokratisk udviklings vej. Ved at nedkæmpe den tyske fascismes og den japanske militarismes hovedstyrker og med udførelsen af sin befrielsesmission bidrog sovjethæren i afgørende grad til de folkedemokratiske revolutioners sejr i en række lande i Europa og Asien. Det folkedemokratiske system opstod som følge af den indre udvikling i disse lande under de gunstige ydre betingelser, som blev skabt med sovjethærens og de andre antifascistiske kræfters sejre over verdensimperialismens mest aggressive styrker. I en række lande i Central- og Sydøsteuropa og i Asien var forudsætningerne for revolutionen skabt af hele deres økonomiske, sociale og politiske udvikling - af det kapitalistiske systems krise, der havde ført verden ud i krig og ulykker; af den politiske fallit for de borgerlige kredse og godsejerkredsene, der havde samarbejdet med okkupanterne; af væksten i arbejderklassen og dens avantgarde - de marxistisk-leninistiske partier, der havde ledet folkenes antifascistiske nationale befrielseskamp. Disse betingelser for revolutionen var modnet i det kapitalistiske samfund som resultat af dets uløselige modsætninger. »Revolutioner laves ikke på bestilling,« skriver Lenin, »de berammes ikke til et eller andet tidspunkt, men modner under den historiske udviklingsproces og bryder ud på et tidspunkt, som er betinget af en hel række indre og ydre årsager.« De arbejdende masser i de lande, sovjethæren befriede, havde kæmpet en tapper kamp mod fascismen og tilføjet den en del hårde slag. Men ikke et eneste af de tysk besatte eller afhængige lande havde tilstrækkelige kræfter til at knuse Hitler-Tysklands krigsmaskine og tilkæmpe sig national befrielse, og uden den ville det have været umuligt at gå i gang med at løse den sociale befrielses opgaver. Denne opgave blev løst vod fælles kræfter af Sovjetunionen og de folkeslag, der kæmpede mod fascismen. Sovjetunionen var her den part, der spillede den afgørende rolle. De ydre betingelser for de folkedemokratiske revolutioners sejr blev skabt med sovjethærens befrielse af landene i Central- og Sydøsteuropa og Asien fra fascismen og med Hitler-Tysklands og Japans nederlag. Sovjethæren udførte, som Klement Gottwald (Klement Gottwald (1896-1953) var fremtrædende leder i Tjekkoslovakiets og den internationale kommunistiske bevægelse; generalsekretær for Tjekkoslovakiets kommunistiske parti i årene 1929-1945, dets formand fra 1945; Tjekkoslovakiets præsident fra 1948.) billedligt udtrykte det, »det tungeste arbejde - nedkæmpelsen af okkupanterne«. Den knuste ligeledes hele besættelsesmagtens voldsapparat samt de fascistiske og profascistiske kræfter, der samarbejdede med tyskerne i disse lande. Alt dette medførte grundlæggende ændringer i den internationale situation, det svækkede den indre og den ydre reaktion og skabte gunstige betingelser, så folkemasserne i en række lande blev i stand til at overtage magten. »For landene i Central- og Sydøsteuropa betød sovjethærens sejr over de nazistiske erobrere ikke blot deres befrielse fra det fascistiske tyske åg, men også fra det imperialistiske åg«, skrev Gheorghe Gheorghiu-Dej (Gheorghe Gheorghiu-Dej (1901-1965), generalsekretær for Rumæniens kommunistiske parti i årene 1945-1954, partiets førstesekretær fra 1955, Rumæniens ministerpræsident 1952 1955, formand for Rumæniens Statsråd fra 1961.) Derfor betragter den arbejdende befolkning i Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Ungarn og Albanien med rette Sovjetunionens befrielse af deres lande som den afgørende faktor for opståelsen og udviklingen af deres folkedemokratiske system. Samtidig viser kendsgerningerne, at i de lande, hvor der ikke eksisterede de nødvendige indre betingelser for en revolution, og i hvis befrielse sovjethæren deltog (Danmark, Norge, Finland, Østrig), opstod der ikke noget folkedemokratisk system. I lande som Albanien og Nordvietnam, hvor der slet ikke havde været sovjetiske styrker, samt i Jugoslavien og Kina, hvor de kun havde ført kamphandlinger i en del af landet og kort tid efter blev trukket tilbage, sejrede den folkedemokratiske revolution, fordi de indre betingelser var til stede. I en situation, hvor de imperialistiske magters regeringskredse og den indre reaktion i de lande, der var befriet fra fascismen, med alle midler søgte at hindre folkerevolutionens sejr, var det af stor betydning, at Sovjetunionen kæmpede for at beskytte de befriede folk mod eksport af imperialistisk kontrarevolution. De antifascistiske folkeopstande var starten til de folkedemokratiske revolutioner, hvis heldige udvikling lovmæssigt ville føre til, at de udenlandske monopolers herredømme og udbyttersystemet blev styrtet. Det foruroligede den indre og den internationale reaktion, som sluttede sig sammen i kampen mod de befriede landes demokratiske kræfter. USA's og Englands imperialister støttede på alle måder de ultrareaktionære kræfter i disse lande, herunder de profascistiske elementer, som havde samarbejdet med nazisterne, tilskyndede dem til aktioner mod de demokratiske kræfter og støttede deres forsøg på at gennemføre kontrarevolutionære omvæltninger (i Rumænien, Bulgarien og andre lande), på at starte en borgerkrig og på at foretage sabotage- og terrorhandlinger. Det udgjorde en reel trussel mod folkenes frihed, uafhængighed og demokratiske landvindinger i de lande, der var befriet fra fascismen. Sovjetunionen havde lige fra krigens start erklæret det som sit mål at befri de besatte lande, og i overensstemmelse hermed var det indstillet, på at anvende alle de politiske, økonomiske og militære midler, der stod til dets rådighed, for at give folkene i de befriede lande ret til selv at vælge deres styreform og for at hindre de imperialistiske kræfters indblanding i disse staters indre anliggender med det formål at kvæle folkerevolutionen. Sovjetunionens udenrigspolitik, de sovjetiske væbnede styrkers militærkunst og deres hastige fremrykning hindrede realisering af Churchills og hans amerikanske protektorers »Balkan-strategi«. Denne strategi gik ud på, at man ved at landsætte allierede tropper på Balkan og lade dem rykke ind i landene i Centraleuropa skulle hindre de sovjetiske styrkers indrykning i disse lande og ved hjælp af en allieret besættelse opretholde det reaktionære borgerlige styre her. Sovjetunionens faste holdning i spørgsmålet om stedet for åbningen af den anden front var årsag til, at det ikke lykkedes Churchill at få godkendt planen om invasion på Balkan. Også de reaktionære kræfters planer i Rumænien, Bulgarien og Ungarn om separatfred med USA og England og om engelske og amerikanske troppers besættelse af disse lande blev forpurret. Sovjethærens indrykning i Rumænien, nedkæmpelsen af de tyske og rumænske tropper i Iasi-Kisjinjov-operationen, de sovjetiske enheders hastige fremrykning og deres indtog i Bukarest forpurrede også den rumænske og den engelsk-amerikanske reaktions planer om at landsætte faldskærmstropper i området omkring den rumænske hovedstad og besætte den, før de sovjetiske styrker nåede frem. Sovjetiske enheders indrykning i Bulgarien hindrede, at dette land blev besat af engelske tropper. På anmodning fra den bulgarske Fædrelandsfronts regering pålagde den sovjetiske overkommando den 37. armé at dække landets grænse mod syd og sydøst. Ved udarbejdelsen af våbenhvileaftalen med Bulgarien modsatte Sovjetunionen sig på det bestemteste de allieredes forslag om engelske og amerikanske troppers deltagelse i besættelsen af Bulgarien. Den omstændighed, at sovjetiske og jugoslaviske styrker ved fælles kræfter befriede Beograd, havde stor betydning for styrkelsen af folkemagten i Jugoslavien. Det forpurrede reaktionens planer om den reaktionære kongelige eksilregerings tilbagevenden til hovedstaden. De sovjetiske styrker, som midlertidigt befandt sig i en række af de lande, den Røde Hær havde befriet, og de sovjetiske repræsentanter i de allierede kontrolkommissioner ydede stor hjælp fil de demokratiske kræfter. De sovjetiske styrkers tilstedeværelse hæmmede den indre reaktions handlinger, de hindrede den i at starte en borgerkrig og de imperialistiske stater i at gribe til militær intervention. Sovjetunionen ydede afgørende støtte til Rumæniens demokratiske kræfter i nedkæmpelsen af den rumænske reaktions sammensværgelse under ledelse af general Radescu, som forsøgte at gennemføre et statskup med det formål at etablere et profascistisk militærdiktatur. Da gendarmeri og tropper den 24. februar 1945 på hans ordre åbnede ild mod deltagerne i en folkedemonstration i Bukarest, hvor der deltog over 800.000 mennesker, krævede de sovjetiske repræsentanter i den allierede kontrolkommission, at ilden mod demonstranterne øjeblikkelig blev indstillet. Beskydningen af demonstrationen fremkaldte harmdirrende protest i den rumænske befolkning. En omfattende protestbølge gik hen over hele landet. N. Radescu var nødt til at gå af som premierminister, og af frygt for at komme til at stå til ansvar for sine ugerninger søgte han tilflugt i den engelsk-amerikanske mission, hvorfra han senere blev bragt til USA. Den 6. marts 1945 blev der i Bukarest under det kommunistiske partis ledelse arrangeret en demonstration, hvori der deltog over 800.000 mennesker. Den gjorde det af med reaktionens sammensværgelse og fejede dens engelsk-amerikanske marionetter bort, og den tvang kongen til at udnævne en ny, folkedemokratisk regering under ledelse af Petre Groza. Den sovjetiske avis Pravda skrev i forbindelse med begivenhederne i Rumænien:» Fjernelsen af Radescus profascistiske regime stemmer helt overens med Jalta-konferencens beslutninger om at likvidere alle levn af det fascistiske styre og om ved folkets kræfter at skabe et demokratisk styre i de lande, hvor de tyske fascister havde hersket.« Som allerede nævnt blandede Sovjetunionen sig ikke i de befriede landes indre anliggender, og de forholdsregler, det traf, var kun svar på handlinger fra den indre og den internationale reaktions side, som forsøgte at påtvinge disse lande reaktionære, folkefjendske regimer mod deres folks vilje. Det måtte man også indrømme i Vesten. F.eks. bemærkede det engelske blad Tribune vedrørende begivenhederne i Rumænien, at russerne ikke havde blandet sig i landets indre anliggender, før de engelske og de amerikanske repræsentanter i den allierede kontrolkommission begyndte at blande sig og støtte de borgerlige partiers aktioner mod venstrekræfterne. Den sovjetiske marskal Sergej Birjuzov skriver i sine erindringer: »Vi tillod os ikke at blande os i Bulgariens indre anliggender, for slet ikke at tale om at øve nogen form for pres på dets regering. Men når reaktionen blev mere og mere fræk, og dens fjendtlige handlinger stod i skærende kontrast til våbenhvileaftalerne, var det vor pligt ufortøvet at yde Bulgariens arbejdende befolkning hjælp på alle måder.« Sovjetunionen ydede en uvurderlig politisk støtte til de befriede landes demokratiske kræfter. Det støttede konsekvent de demokratiske kræfter i beskyttelsen af deres landes suverænitet og uafhængighed og i løsningen af spørgsmål vedrørende en fredsordning efter krigen. Sovjetunionen var det første land, der anerkendte Polens nationale befrielseskomité, der havde ledet det polske folks kamp mod de nazistiske okkupanter, som landets lovlige regering. Sovjetunionen hindrede USA's og Englands forsøg på at påtvinge Polens arbejdende befolkning den folkefjendske eksilregering. Sovjetunionens principielle holdning, som var i overensstemmelse med folkemassernes interesser i landene i Central- og Sydøsteuropa, og dets ihærdige diplomatiske aktivitet, som byggede på Sovjetunionens store internationale autoritet og støtte fra disse landes arbejdende befolkning, tvang USA og England til at anerkende de folkedemokratiske regeringer. Sovjetunionen spillede også en afgørende rolle ved udarbejdelsen af retfærdige fredsaftaler med Rumænien, Bulgarien, Ungarn og Finland, i løsningen af spørgsmålet om retfærdige grænser for folkerepublikken Polen og støttede folkerepublikken Jugoslaviens krav med hensyn til Istrien og Trieste. Det beskyttede Bulgariens territoriale integritet mod overgreb fra Grækenlands reaktionære kredse, som blev støttet af engelske og amerikanske regeringskredse. Den sovjetiske regering afviste de af vestmagterne foreslåede planer om en sønderdeling af Tyskland og opnåede, at der på Potsdam-konferencen blev truffet en vigtig beslutning om Tysklands afmilitarisering og afnazificering. Sovjetunionens økonomiske hjælp havde umådelig betydning for styrkelsen af det folkedemokratiske system i staterne i Central- og Sydøsteuropa. Disse stater, som under krigen var blevet hærget og udplyndret af de nazistiske okkupanter, var på randen af en økonomisk katastrofe. Det udnyttede imperialismens reaktionære kræfter i et forsøg på at påtvinge dem deres vilje. Allerede under krigen begyndte amerikanerne at udarbejde en strategi for deres økonomiske ekspansion. I deres forsøg på at tvinge do befriede lande i Central- og Sydøsteuropa til at opgive den demokratiske udviklingsvej greb vestmagternes regeringskredse til økonomisk blokade mod disse lande. I den vanskelige situation efter krigen ydede Sovjetunionen, der selv havde store økonomiske vanskeligheder, broderlig økonomisk hjælp til de befriede folk og reddede dem fra økonomisk ruin og sult. Uden Sovjetunionens hjælp, uden dets erfaringer ville det have været umuligt at opbygge socialismen i de folkedemokratiske lande, skrev Gheorghe Gheorghiu-Dej i 1951. Sovjetunionens opfyldelse af sin befrielsesmission og dets alsidige hjælp til de demokratiske kræfter spillede således en umådelig stor rolle i befrielsen af landene i Central- og Sydøsteuropa fra det fascistiske åg, for tilvejebringelse af gunstige ydre betingelser for den folkedemokratiske revolutions sejr og dens befæstelse. Befolkningen i en række lande i Europa og Asien afviste kapitalismen og valgte socialismen. Med folkerevolutionens sejr i disse lande blev socialismen forvandlet til et verdenssystem. I 1945 sluttede 2. verdenskrig, den største, den blodigste og mest forbitrede' krig i menneskehedens historie. Og den sluttede ikke, sådan som Hitlers generaler havde planlagt. Det Tredje Rige, som gjorde krav på verdensherredømmet, var knust, og der var sat en stopper for dets barbariske planer. Alt dette er allerede historie. Og meget er glemt. Men der er begivenheder, som altid vil blive husket, og som intet er i stand til at slette af vor hukommelse. Folk har ikke glemt de hårde krigsår. De husker dem, fordi det for mange folkeslag dengang var et spørgsmål om at være eller ikke være. Folkene forsvarede deres ret til livet og friheden i hård kamp mod fascismen. Verden kom til at se anderledes ud efter krigen. Med det socialistiske verdenssystems tilblivelse og det imperialistiske kolonisystems sammenbrud er der opstået et nyt styrkeforhold på den internationale arena. Men reaktionære kredse i Vesten ønsker ikke at affinde sig med, at socialismens position er blevet styrket, og søger at dreje tidens hjul tilbage. Under et røgslør af opdigtede påstande om en sovjetisk militær trussel gør de alt for at aktivisere de aggressive blokke, de skærper kaprustningen, forstærker den undergravende ideologiske aktivitet mod verdenssocialismen og søger at indpode antisovjetismens og antikommunismens gift i folkenes bevidsthed og at forberede dem psykologisk på en krig mod Sovjetunionen og hele den socialistiske lejr. Myten om russernes aggressivitet opstod for mange år siden og søges ihærdigt holdt i live. Allerede i marts 1946 fremsatte Churchill i sin berygtede Fulton-tale den rystende løgn, at Sovjetunionen traf forberedelser til en ny verdenskrig. Churchills hasarderede planer blev som bekendt en fiasko, og hans provokatoriske opfordringer bragte ham ingen hæder. Hans forsøg på at få startet en ny krig blev afsløret for hele verden. Men også i dag findes der sådanne provokatoriske politikere. De kaldes ofte for »høge«. Selv ved en overfladisk, kritisk gennemgang af Churchills Fulton-tale kan man snart se, hvor de metoder stammer fra, som visse vestlige ledere i dag gør udstrakt brug af til at oppiske en fjendtlig stemning mod Sovjetunionen og de andre socialistiske lande og til at forberede en ny verdenskrig. De internationale begivenheders forløb i efterkrigsårene og specielt i de seneste år viser, at de reaktionære imperialistiske kredse lader hånt om 2. verdenskrigs lære og i relationerne mellem staterne og i løsningen af internationale stridsspørgsmål hovedsagelig satser på militær magt. USA's og dets NATO-allieredes aggressive kredse har ikke opgivet deres planer om at svække og fortrænge verdenssocialismen og om at bremse den nationale befrielsesbevægelse og fredsbevægelsen. De ignorerer totalt folkenes rettigheder og håb, blander sig groft i suveræne staters indre anliggender, og folkenes befrielseskamp fremstiller de som et udslag af international terrorisme. De søger på enhver måde at skabe et krigshysteri og at skubbe verden ud i en atomkrigs malstrøm. De afviser Sovjetunionens og de andre socialistiske landes fredsforslag, som tager sigte på at afværge en ny verdenskrig og på at nedskære og helt destruere atomvåben, biologiske våben, kemiske våben og andre former for masseødelæggelsesvåben. Det skaber en yderst farlig situation i verden. Sovjetunionen og de andre socialistiske lande går i deres udenrigspolitik ud fra den principielle forudsætning, som er i hele menneskehedens interesse, at man ikke må lade det komme til en atomkrig, hverken en lille eller en stor, hverken en begrænset eller en total.

I februar holdtes et nyt topmøde, denne gang i Jalta på Krim. Her blev hovedlinjerne trukket op for efterkrigstidens verden. De tre regeringsledere - Stalin, Roosevelt og Churchill - erklærede, at de agtede at aftvinge Tyskland betingelsesløs kapitulation. Det blev besluttet, at Tyskland efter krigen skulle deles i fire zoner, besat af tropper fra henholdsvis Sovjetunionen, USA, England og Frankrig. Ligeledes skulle der i Berlin oprettes et fællesallieret kontrolråd til samordning af Tysklandspolitikken. Af særdeles vigtig betydning var Jaltakonferencens resolution om at rive nazismen og den tyske militarisme op med rode. De tre regeringschefer enedes om, at alle nazipartiets institutioner skulle forbydes og opløses, at de ansvarlige for krigsforbrydelserne skulle retsforfølges, og at ethvert spor af nazistisk og militaristisk indflydelse skulle fjernes fra det tyske folks hverdag. Videre skulle Tyskland erstatte de tab, det havde påført de lande, som det havde tvunget i krig. Den samlede erstatningssum blev fastsat til 20 milliarder dollars. Konferencen behandlede ligeledes spørgsmålet om oprettelsen af en international fredsbevarende organisation. Det blev besluttet, at et sikkerhedsråd, som skulle være et af den nye organisations vigtigste organer, kun kunne træffe afgørelser, dersom alle dets permanente medlemmer - Sovjetunionen, USA, England, Frankrig og Kina - var enige. Af stor betydning var også konferencens beslutninger om det polske spørgsmål. Der skulle oprettes en uafhængig, demokratisk polsk stat, hvis areal det for øvrigt besluttedes at udvide mod nord og mod vest. For snarest muligt at gøre ende på verdenskrigen gav Sovjetunionen på Jaltakonferencen tilsagn om at erklære Japan krig senest tre til fire måneder efter Hitler-Tysklands fald. USA og England forpligtede sig til at bistå Sovjetunionen med at genvinde den sydlige del af Sakhalin og Kurilerne. Jaltakonferencens beslutninger var et stort skridt henimod en demokratisk indretning af verden. At de herskende kredse i USA og England gik ind på sådanne betingelser, fortæller noget om, hvilken international prestige og autoritet Sovjetunionen nød. I begyndelsen af 1945 foretog sovjetiske tropper en stribe offensive operationer, som sluttede med indtagelsen af Berlin den 2. maj. Den 8. maj 1945 måtte repræsentanter for den tyske overkommando underskrive dokumentet om Tysklands betingelsesløse kapitulation. Den tyske fascismes krigsmaskine var tilintetgjort. I juni samme år offentliggjorde Sovjetunionen, USA, England og Frankrig i henhold til tidligere trufne beslutninger en erklæring »Om Tysklands nederlag« og overtog den øverste magt i landet. I dagene 17. Juli - 2. august 1945 blev der afholdt en ny konference mellem regeringslederne for USA, England og Sovjetunionen. Konferencen fandt sted i Potsdam uden for Berlin og behandlede en række konkrete spørgsmål vedrørende fremtidens verden. Øverste punkt på dagsordenen var naturligvis Tyskland. Trods de ufattelige ofre og lidelser, Sovjetunionen var blevet påført i krigen, nærede den sovjetiske befolkning ingen hævntørst over for det tyske folk. I alle spørgsmål, der angik det tyske problem, tog sovjetregeringen til stadighed udgangspunkt i det, der tjente freden, folkenes sikkerhed og den demokratiske udvikling i selve Tyskland. Modsat den sovjetiske regerings standpunkt i Tysklandsproblemet præsenterede indflydelsesrige kredse i Vesten et program, der udslettede Tyskland som industrimagt og omdannede det til landbrugsvedhæng til USA og England. Desuden foreslog de at opdele Tyskland i fem zoner. Sovjetregeringen afviste kategorisk disse planer, og i det tyske såvel som i andre spørgsmål fik den vedtaget demokratiske beslutninger, som var acceptable for de progressive kræfter. Blandt andet hed det i Potsdamkonferencens communiqué, at Tyskland skulle demilitariseres og afnazificeres, og at de allierede ville træffe alle nødvendige foranstaltninger til, at »Tyskland aldrig mere bliver en trussel for nabolandene og verdensfreden«. Ifølge Potsdamaftalen skulle Tyskland i besættelsesperioden betragtes som en økonomisk helhed. For at gennemtvinge fuldstændig afrustning og demokratisering af Tyskland og udrydde alle levn af fascisme i menneskenes bevidsthed måtte man i første række fjerne grobunden og det materielle grundlag for reaktion: de kapitalistiske monopoler. Derfor blev det nedfældet i aftalen, at »den tyske økonomi skal decentraliseres med henblik på at eliminere den nuværende overdrevne koncentration af økonomisk magt, specielt i form af karteller, syndikater, truster og andre monopolistiske arrangementer«. En række kontrolorganer blev pålagt at frem hjælpe udviklingen af tysk landbrug og en udelukkende fredelig industri. Den sovjetiske regering understregede gang på gang, at det tyske folk og navnlig de tyske antifascister skulle spille en fremtrædende rolle i demokratiseringen af Tyskland. De allierede bestemte, at de demokratiske partier og fagforeningerne skulle legaliseres og opmuntres. På sovjetisk initiativ besluttede konferencen, at rettergangen mod de største krigsforbrydere skulle indledes i nærmeste fremtid. Tyskland blev sat under firemagtskontrol, af Sovjetunionen, USA, England og Frankrig, og der nedsattes et fællesallieret kontrolorgan. Potsdamkonferencen besluttede også at skabe departementer for henholdsvis finanser, udenrigshandel og industri, gældende for hele Tyskland og under kontrolrådets ledelse. Også om Polens vestgrænse blev der opnået enighed. Dernæst vedtoges det at nedsætte et udenrigsministerråd, bestående af udenrigsministrene for Sovjetunionen, Storbritannien, Kina, Frankrig og USA. Rådets opgave var at forberede fredsaftaler med Tysklands tidligere allierede og en fredsordning for selve Tyskland. Konferencens beslutninger havde selvsagt stor international betydning. Sammen med beslutningerne fra Jaltakonferencen udgjorde de et program til demokratisk indretning af efterkrigstidens verden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at resultatet i første række skyldtes Sovjetunionens vedholdende og grundige arbejde. Toneangivende konservative kredse i de vestlige lande gjorde talrige forsøg på at spænde ben for en demokratisk løsning på problemerne efter krigen, men vovede ikke at gøre det åbenlyst. Folkemasserne var i bevægelse, og Sovjetunionens prestige var i stadig vækst. Men kort efter Potsdam begyndte USA, England og Frankrig imidlertid at fravige først den ene så den anden af de allieredes beslutninger. Den 9. august 1945 trådte Sovjetunionen ind i krigen mod Japan, sådan som det var besluttet på Jaltakonferencen. Sovjetarmeen og de øvrige allierede styrker knuste japanernes stærke hær, og den 2. september kapitulerede Japan betingelsesløst til de allierede. Anden verdenskrig, der havde kostet menneskeheden så enorme tab, var slut. Den fascistiske blok var knust, fredskræfterne havde sejret. Den vigtigste, udslaggivende rolle tilfaldt Sovjetunionen, som efter krigen lagde alle kræfter i for at sikre varig og stabil fred.

Anden verdenskrig var den blodigste og hårdeste krig i historien. 61 lande blev trukket ind i dens inferno. 110 millioner mennesker havde kæmpet på slagmarken, over 50 millioner blev dræbt, heraf millioner af sagesløse civile. Tusinder af byer lå i ruiner. Men krigen, der sluttede med den antifascistiske koalitions totale sejr, bragte også vældige sociale forandringer ind i menneskenes liv. Ved krigens slutning var Sovjetunionens rolle i internationale anliggender større end nogen sinde. Årsagerne hertil var både objektive, dvs., hang sammen med krigens forløb og udfald, og psykologiske. For det første havde den sovjetiske befolkning spillet en førende rolle i krigen. 20 millioner dræbte og millioner af krigsinvalider var den pris, den havde betalt, foruden 1710 byer, 70.000 landsbyer og knap 32.000 fabrikker og el-kraftværker, som lå i ruiner. Og selv om de tyske fascister i år og måneder hærgede og plyndrede et areal med mange millioner indbyggere, havde befolkningen ikke bøjet nakken og ikke kapituleret, men tværtimod rejst en stærk hær. Befolkningen i baglandet sled for at producere våben, og med disse våben befriede de først deres eget land og derefter en række andre lande i Europa. Alt dette måtte naturligvis sætte sig spor i Sovjetunionens omdømme og indflydelse på internationale anliggender. Nu stod landene formelig i kø for at åbne ambassader i Moskva. Før krigsudbruddet havde der været 23, kort efter krigen var tallet oppe på 50. Regeringerne havde indset, at Sovjetunionen var en uomgængelig faktor i internationale spørgsmål. Lige så vigtig var Sovjetunionens store prestige blandt millioner af almindelige mennesker overalt i verden. Verdensopinionen hoppede ikke længere på de antisovjetiske myter - som nazipropagandaen for øvrigt ikke var eneansvarlig for - myter om Sovjetunionen som et tilbagestående, ludfattigt land, befolket af forkuede, undertrykte mennesker uden mod og meninger, myter om »kolossen på lerfødder« osv., osv. Den fabelagtige, stædige modstand i krigens første tid, da hver eneste by og landsby forvandlede sig til rene fæstningsværker, og den stærke modoffensiv fra Volga til Berlin og Wien fremkaldte jubel og dyb respekt. Man begyndte at forstå, at sådanne bedrifter kun kunne udføres af et folk, der havde noget at slås for, og dette noget var selve socialismen, som revolutionen i 1917 havde lagt grunden til. I Sovjetunionens stilling på verdensarenaen var der indtrådt endnu en afgørende ændring. Lige siden sin oprettelse havde Sovjetrusland og senere Sovjetunionen været omgivet af fjendtligsindede magter. De vestlige regeringer anså det dengang for deres opgave at omringe Sovjetunionen med en af dem styret cordon sanitaire. Denne rolle blev tildelt Finland, de baltiske lande samt Polen og Rumænien. I 1945 var ringen blevet brudt. I Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Ungarn, Bulgarien, Jugoslavien og Albanien havde venstrekræfterne taget magten. Befrielsen blev her fulgt op af en social omvæltning, og man havde taget de første skridt til en socialistisk omlægning af samfundet. Også andre steder i Europa var de demokratiske venstrekræfter rykket i forgrunden af det politiske liv. Antallet af marxistiske partier var i hastig vækst. Fra 61 kommunistiske partier i 1939 var bevægelsen vokset til 76 i 1947, og medlemstallet fra 1,5 million i 1939 til 4,8 millioner i 1947. Ved parlamentsvalget i 1946 opnåede de franske kommunister .5,5 millioner stemmer (28,6 pct.) og de italienske kommunister 4,4 millioner (ca. 20 pct.). I Finland stemte 24 pct. af de aktive vælgere på kommunisterne ved det første valg efter krigen. I ni europæiske lande (Frankrig, Italien, Belgien, Danmark, Norge, Island, Østrig, Finland og Luxembourg) og i to latinamerikanske stater (Chile og Cuba) samt i Iran og Indonesien fik kommunisterne regeringsindflydelse. I England måtte de konservative vige til fordel for labourpartiet. I 1945 gjorde man de første skridt til at samle arbejderbevægelsen på tværs af landegrænser. Fagforeninger fra alle verdensdele mødtes i september 1945 til en international kongres i Paris, hvor det besluttedes at oprette Fagligt Verdensforbund. Det kom da til at tælle forbund i 56 lande, bl.a. USA, England, Sovjetunionen. Frankrig, Italien, Kina. Polen, Indien og Indonesien. I 1948, da den kolde krig var på sit højeste, forlod de amerikanske og engelske fagforeninger Fagligt Verdensforbund. Det politiske verdenskort så nu helt anderledes tid. Tre store stater - Tyskland, Italien og Japan - var for lang tid ude af stormagternes rækker. Frankrig var alvorligt svækket af krigen og de fire års besættelse. Under krigen havde England gradvis øget sin militære styrke, hvorimod dets finansielle ressourcer blev færre og færre og i 1945 var de næsten udtømte. Desuden var det vældige britiske imperium (ligesom det franske og hollandske) begyndt at gå op i sømmene. Uafhængighedsbevægelserne greb om sig og vandt stadig større bredde. Opstanden i den indiske flåde og revolutionerne i Indokina og Indonesien i 1945 markerede starten på en ny fase i kolonibefolkningernes kamp for national frigørelse. I Kinas nordøstlige provinser, som sovjetarmeen havde befriet, overtog kommunisterne magten på et område med 100 millioner indbyggere. Folkets befrielseshær kunne klare den hurtige fremrykning, blandt andet takket være japanske våben, som sovjetarmeen havde erobret fra besættelsestropperne og overdraget befrielseshæren.

Kun ét vestligt land, USA, gik ud af krigen langt stærkere end ved dets indtræden. Tabene i menneskeliv var »små« (cirka én procent af Sovjetunionens). Amerika havde ikke lidt under kamphandlinger på egen jord, til gengæld var dets rustningsindustri sprunget fremad og opad i produktionstal og profitter. Næsten to tredjedele af den vestlige verdens industriproduktion i 1945 stammede fra USA, og det samme gjorde næsten en tredjedel af verdens samlede vareeksport. Over halvdelen af den kapitalistiske verdens guldreserver var under lås og slå i amerikanske banker. De amerikanske ledere følte sig sikre i sadlen og dermed berettigede til at fremsætte mere og mere vidtgående politiske krav til omverdenen. I USA begyndte der at lyde røster om, at Amerika skulle overtage »ledelsen af verden.« Da krigen sluttede i Europa, anede offentligheden ikke, og for den sags skyld heller ikke mange politikere, at visse amerikanske kredses fordring på »verdensherredømmet« ville blive underbygget med et særdeles stærkt middel: atombomben. De sovjetiske ledere blev underrettet om dens eksistens, mens Potsdamkonferencen stod på. Dengang var det endnu ikke kommet til åben uoverensstemmelse mellem de allierede; vestmagterne havde jo brug for sovjetarmeen til det endelige opgør med Japan. Det nye våben blev taget i brug straks efter Potsdam, den 2. og den 6. august. Det bragte død og forfærdende lidelser til befolkningen i to japanske byer. Atombombningen af Hiroshima og Nagasaki markerede starten på en ny international situation. Her er det nok værd at erindre sig, at fra et rent militært synspunkt var bombningerne af de to byer nogle få dage før Sovjetunionen trådte ind i krigen mod Japan - fuldstændig meningsløse. Nu véd man da også, at visse politikere i USA (bl.a. udenrigsministeren James Byrnes) insisterede på, at bomberne skulle kastes, ikke for at slå Japan, men snarere »for at gøre Rusland mere medgørlig i Europa«. I vore dage er det ikke uinteressant at kaste et blik på den tids politiske situation for at få et dækkende billede af, hvordan forholdet mellem de førhen allierede lande udviklede sig. Så tidligt som i 1945 begyndte man at høre slagord om at »trænge Rusland tilbage« og »befri« Østeuropa fra sovjetisk indflydelse. Amerikansk radio gjorde meget ud af, at Truman, Churchill og andre indflydelsesrige politikere offentligt var begyndt at advare russerne om, at hvis de ikke opførte sig passende, ville Rusland blive udslettet. Og dét kun få uger efter verdenskrigens ophør! Under sit USA-besøg i marts 1946 var Winston Churchill, de engelske konservatives leder, hovedtaler på et møde i Fulton, hvor han i præsident Trumans nærvær opfordrede til »at vise russerne styrke« og »forene den engelsktalende verden« mod »østkommunismen«. Året efter stod Truman frem og meddelte, at USA nu ville slå ind på en fjendtlig kurs over for Sovjetunionen og i øvrigt mente sig berettiget til at skride ind mod andre lande, dvs., blande sig i deres indre anliggender. Truman-doktrinen fandt første gang praktisk anvendelse i Grækenland, hvor de reaktionære på grundlag af denne doktrin modtog rundhåndet amerikansk hjælp i deres krig mod folket. Næste land blev Tyrkiet. I begge tilfælde fik amerikanerne store militære flybaser som tak for maskingeværer og kampvogne. I april 1947 skrev Walter Lippmann: »Vi har ikke valgt Grækenland og Tyrkiet, fordi de. . . er strålende eksempler på demokrati..., men fordi de udgør den strategiske port til Sortehavet og Sovjetunionens hjerte.« I sommeren 1947 fremlagde USA’s udenrigsminister George D. Marshall sin plan for økonomisk bistand til Europa. Hjælpen var knyttet til bestemte betingelser, der indskrænkede modtagerlandets suverænitet. Det rige Amerika ville opnå kontrol med modtagerlandets udenrigshandel og på visse områder med dets finanser og industri. Et af Marshallhjælpens første resultater var en begrænsning af handelssamkvemmet med Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande. Der fandtes tegn på, at mændene bag Marshallplanen ville udnytte efterkrigstidens økonomiske vanskeligheder i de østeuropæiske lande (f.eks. i Tjekkoslovakiet) - levnedsmiddelmanglen og i det hele taget manglen på forbrugsvarer - til at skabe splittelse mellem de unge folkedemokratiske lande og atter få dem ind under amerikansk indflydelse. Desuden var det blevet tydeligt, at man - i strid med Potsdamaftalen - satsede hårdt på at genopbygge Vesttysklands militær-økonomiske potentiel. I maj 1947 havde Churchill opfordret til atter at indlemme Tyskland i den vestlige verden. Formålet med den vidt og bredt opreklamerede Marshallhjælp, som angiveligt blot skulle hjælpe Europa med at komme på fode, var altså at sammentømre de borgerlige lande på et antisocialistisk og antisovjetisk grundlag. I realiteten blev Marshallplanen igangsætteren af militær-politiske alliancer. I marts måned 1948 oprettedes den Vesteuropæiske Alliance bestående af England, Frankrig, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. I begyndelsen af 1949 gik disse lande samt Canada, Italien, Norge, Danmark, Island og Portugal ind i den af USA ledede Nordatlantiske Alliance. Vesttysklands deltagelse i alliancen var tydeligvis kun et spørgsmål om tid. Verden var hærget at kold krig. Men spørgsmålet om en »varm«, præventiv krig mod Sovjetunionen blev drøftet åbent og rigelig detaljeret. I vinteren 1948 skrev amerikansk presse, at USA rådede over tilstrækkeligt avancerede atomvåben til at lamme Rusland, og at hovedparten af befolkningen i de sovjetiske storbyer ville blive dræbt eller forkrøblet under det allerførste bombetogt. Ved samme lejlighed gjorde de amerikanske, engelske, franske og vesttyske ledere sig ihærdige anstrengelser for at skræmme befolkningerne og hinanden med »den røde fare« og med et uundgåeligt og nært forestående sovjetisk angreb på Vesteuropa. Men netop i disse år foretog Sovjetunionen en storstilet demobilisering fra 11.365.000 mand under våben i 1945 til 2.874.000 i 1948. Allerede i sommeren 1946 havde Clark Clifford, en af præsidentens nærmeste medarbejdere, udarbejdet en panikrapport til præsidenten, ifølge hvilken Sovjetunionen var klar til at begynde en krig når som helst. I tophemmelige britiske regeringsdokumenter, som blev frigivet til offentligheden nogle år tilbage, kan man læse, hvad udenrigsminister Ernest Bevin i 1948 havde at fortælle sine ministerkolleger angående Sovjetunionens hensigter inden for de næste måneder, ja måske, kun uger. Bevin vidste med sikkerhed, at »Sovjetunionen vil udvide sit greb til den resterende del af det kontinentale Europa og derpå til Mellemøsten og utvivlsomt også til størstedelen af det Fjerne Østen«. Det var, hvad man sagde om et land, der for nylig var gået ud af en altødelæggende krig med 20 millioner dræbte og gigantiske materielle tab.

Sovjetunionen befandt sig i en såre vanskelig stilling. Sovjetiske forskere og teknikere med akademimedlem Igor Kurtjatov i spidsen arbejdede i døgndrift på at skabe en atombombe, som kunne eliminere den for Sovjetunionen så farlige situation. Men det ønskede resultat kostede betydelige summer og forskningsindsats, og fremfor alt krævede det tid, flere år. Krigens afslutning stillede sovjetisk diplomati over for nogle konkrete opgaver. Sovjetregeringen skulle medvirke til at løse efterkrigstidens problemer i Europa og det Fjerne Østen. Sovjetunionen skulle nu ikke kun sørge for sin egen sikkerhed, men også beskytte hele den gruppe af lande, som var slået ind på en socialistisk udviklingsvej. Disse lande havde allerede under krigen eller umiddelbart efter sluttet venskabs- og samarbejdstraktater med Sovjetunionen. Sovjetunionen deltog i oprettelsen af en ny international, fredsbevarende organisation, de Forenede Nationer, og var fra første færd et af dens mest energiske medlemmer. Det tyske spørgsmål viste sig at blive efterkrigsårenes sværeste problem i forholdet mellem de tidligere allierede. I forbindelse med den nødvendige fredsordning der skulle sluttes fredsaftaler med Italien, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Finland - afholdt de allierede landes udenrigsministre en række forberedende møder for sluttelig at gennemføre fredskonferencen i Paris. Allerede her afsløredes det, at stormagterne skiltes i de principielle spørgsmål om, hvordan verden skulle indrettes fremover. USA, England og Frankrig stillede fredsbetingelser, som passede deres stormagtsegoistiske interesser. For eksempel ønskede England alle italienske kolonier sat under engelsk kontrol, og at en del af Etiopien skulle lægges ind under det engelske Somaliland (den såkaldte Storsomali-plan). Det afgørende for vestmagterne var, at de fastholdt deres greb om besejrede staters økonomi. Under forhandlingerne udmøntedes denne holdning i smukke ord om »lige muligheder« og »økonomisk frihed«. Men under datidens forhold, hvor Europa var præget af ruin, ville sådanne betingelser blot knæsætte de besejrede landes og alle små staters økonomisk forsvarsløse stilling over for de vestlige stormagters økonomiske offensiv. USA’s og Englands diplomati anlagde diametralt forskellige holdninger til de forskellige grupper af besejrede lande. Over for Italien og Finland optrådte man »forstående« og stillede »mildere« krav til en fredsaftale. For eksempel havde USA og England allerede da hentet fire milliarder dollars fra den italienske statskasse til opretholdelse af deres styrker i Italien, mens det sovjetiske krav om, at der blev fastsat en sum på 100 millioner dollars til udbedring af krigsskader i Sovjetunionen, længe blev afvist af både USA og England. En helt anden taktik blev sat i værk over for lande, hvor venstrekræfterne havde taget magten efter krigen. Det angik for eksempel Bulgarien, Ungarn og Rumænien. Fra London og Washington sendtes truende noter til regeringerne i Østeuropa omkring deres indenrigspolitiske linje. England bakkede op om Grækenlands krav på betydelige bulgarske territorier. Ganske uden hensyn til, at Albanien selv havde været offer for aggression, foreslog vestmagterne uofficielt at dele Albanien mellem nabostaterne og ophæve landet som selvstændig stat. USA’s repræsentanter foreslog endvidere at internationalisere Donau: det ville ramme lande som Ungarn, Rumænien og Bulgarien. For sovjetregeringen drejede det sig om, at fredsaftalerne i deres helhed bidrog til at underbygge freden i Europa og ikke stred mod Sovjetunionens sikkerhedsinteresser. Derfor var det vigtigt at sikre en demokratisk, antifascistisk udvikling i de førhen fjendtlige lande. Deres suverænitet skulle garanteres, og de skulle beskyttes mod vestmagternes indblanding i deres indre anliggender. De langtrukne diplomatiske kampe på udenrigsministerrådets møder og under fredskonferencen i Paris førte ikke til enighed i alle spørgsmål. Den kom i stand noget senere, i november-december 1946, på et ekstraordinært ministerrådsmøde i New York. I alle faser af forhandlingerne havde det sovjetiske diplomati udvist vilje til fornuftige kompromisløsninger og lagt stor ihærdighed for dagen for at finde berøringsflader med modforhandlerne. I februar 1947 kunne fredsaftalerne underskrives. De sikrede en demokratisk udvikling af fem lande. Også i det Fjerne Østen måtte sovjetregeringen slås for en retfærdig fredsordning. Sovjetunionen mente, at den vigtigste forudsætning for at sikre freden i denne del af verden var, at Japan fremover udviklede sig som en fredsvenlig demokratisk stat. Da Sovjetunionen erklærede Japan krig den 8. august 1945, tilsluttede den sig samtidig USA’s, Englands og Kinas Potsdamdeklaration. Deklarationen forudsatte en total udryddelse af militarismen i Japan, retsforfølgelse af krigsforbryderne, medvirken til at styrke de demokratiske tendenser i landet, udvikling af en fredelig industri osv. Inden deklarationens ikrafttræden skulle en række japanske øer besættes og en ansvarlig, fredsvenlig regering være på plads. Ved udgangen af 1945 blev der efter hård diplomatisk kamp opnået et kompromis om nedsættelse af en fjernøstlig kommission med deltagelse af 11 stater og et allieret råd med repræsentanter for de fire stormagter. USA’s regering lovede, at dens direktiver til den øverstbefalende i Japan ville være i overensstemmelse med den politiske linje, som den fjernøstlige kommission lagde. Flere vigtige beslutninger om en demokratisering og demilitarisering af Japan blev vedtaget i 1947 under den mest aktive medvirken fra sovjetisk side. Sovjetunionens målrettede politik var på mange måder katalysator for en række dybtgående reformer i efterkrigstidens Japan. Men også på denne tid og især i 1948 begyndte de amerikanske besættelsesmyndigheder at tilsidesætte den fjernøstlige kommissions og de allieredes råds beslutninger, og til sidst blev deres rolle nedskåret til ingenting.

Endnu vanskeligere forholdt det sig med Tysklandsspørgsmålet. Mange år frem skulle dette, det største problem og tungeste arvegods fra krigen, stå i centrum for internationale stridigheder og forhandlinger. Hvilke mål havde sovjetregeringen sat sig i Tyskland ? Først og fremmest at udrydde ethvert levn af fascisme, demokratisere landet, sikre dets udvikling som fredsvenlig stat og gøre en fornyet tysk aggression umulig. Denne målsætning var i fuld overensstemmelse med de allieredes beslutninger i Jalta og Potsdam. I Østtyskland begyndte alle demokratiske partier og organisationer at tage fat på arbejdet i samme øjeblik krigen var slut. Karteller, syndikater og truster blev opløst og krigsforbrydernes ejendom konfiskeret og overdraget til folkelig administration. Da foråret 1948 kom, var så godt som alle mineindustrier nationaliseret; det samme var 60 pct. af virksomhederne inden for energisektoren, halvdelen af maskinfabrikkerne osv. De, der tidligere havde besiddet den økonomiske magt, var sat ud af spillet. Hundredtusinder af det nu forbudte nazipartis medlemmer fik kontrolleret deres forhold. En halv million aktive nazister blev fjernet fra deres poster. I Østtyskland gennemførtes også en jordreform; den overdrog 2,2 millioner hektar godsejerjord til bønderne, og blev til glæde for knap 560.000 bondefamilier. Den traditionelt militaristiske klasse i det tyske samfund, junkerstanden, var hermed forsvundet i den ene del af Tyskland. Den nye generation af tyskere skulle opdrages i en antinazistisk ånd. I samarbejde med den sovjetiske besættelsesmagt gennemførte de østtyske selvstyreorganer en skolereform. 30.000 lærere, alle tidligere medlemmer af nazipartiet, blev afskediget og afløst af progressive, demokratisksindede intellektuelle og tidligere modstandskæmpere i den tyske antifascistiske bevægelse. De skulle være med til at bygge et nyt skolevæsen, der opdrog børnene til venskab og respekt for andre nationer. Alle disse foranstaltninger, der gennemførtes i de første år efter krigen, lå inden for rammerne af Jalta- og Potsdambestemmelserne. Det er værd at huske, at i den tidligste periode, dvs., inden den kolde krig brød ud i lys lue, kunne de allierede komme overens i adskillige sager. Men efterhånden som forholdet mellem Sovjetunionen og dens nylige allierede forværredes, ændredes også vestmagternes politik i det tyske spørgsmål. Allerede i maj 1946 havde general Lucius Clay, stedfortræder for den amerikanske militærguvernør i Tyskland, sendt USA’s forsvarsminister en rapport, som blandt andet indeholdt en plan til opsplitning af Tyskland. Hovedindholdet i vestmagternes politik gik i korthed ud på at indsluse de af dem besatte områder i Tyskland i deres samlede styrkebalance over for Sovjetunionen. Vendepunktet i vestmagternes Tysklandspolitik indtrådte med en tale, USA’s udenrigsminister Byrnes holdt i Stuttgart i september 1946. Talen var en amerikansk revision af Potsdam-aftalerne angående Tysklands østgrænse. Desuden meddelte Byrnes, at USA agtede at indstille de traktatligt forpligtede leverancer af produktion fra Tysklands vestzoner til genopbygningen af Sovjetunionen. Allerede i december 1946 besluttedes det at oprette en økonomisk union mellem den amerikanske og den engelske zone. Dette var det første store skridt til at spalte landet og afskaffe firemagtskontrollen. Sovjetregeringen gik imod en spaltning af Tyskland. De sovjetiske forslag forudsatte, at Tyskland blev genrejst som demokratisk republik med et fællestysk parlament og en fællestysk regering. I den akutte situation foreslog Sovjetunionen, at der med øjeblikkelig virkning oprettedes tyske centraladministrationsdepartementer for finanser, industri, transport, kommunikation og udenrigshandel. Vestmagterne afviste forslaget. Næste skridt i spaltningen af Tyskland blev taget på Londonkonferencen mellem USA, England og Frankrig i perioden 23. januar - 1. juni 1948 (med afbrydelser). Her blev planerne lagt for oprettelsen af en separat vesttysk stat, og de første forberedelser gjort til indkaldelse af en vesttysk forfatningsgivende forsamling. Det var betegnende for stormagternes indbyrdes relationer på den tid, at Sovjetunionen ikke blev underrettet om trepartsforhandlingerne angående det tyske spørgsmål, men først hørte om dem fra pressen. Selv i kontrolrådet afviste USA’s, Englands og Frankrigs repræsentanter at informere deres sovjetiske kollega om udfaldet af Londonkonferencen. Blandt andet havde man besluttet at gennemføre en pengereform i vestzonerne. Pengereforrnen blev forberedt i hemmelighed. Dens gennemførelse (som tilmed også gjaldt Vestberlin) kom bag på de sovjetiske myndigheder og fremprovokerede en farlig krise. De værdiløse gamle mark strømmede ind i den sovjetiske besættelseszone. Den sovjetiske militæradministration måtte gribe til ekspresforanstaltninger for at beskytte Østtysklands økonomi og pengesystem. For at sætte en stopper for vesttyske valutaspekulanters transaktioner blev der foretaget kontrol af rejsende fra Vesttyskland og indført indskrænkninger i samfærdselsvejene mellem Berlin og vestzonerne. De sovjetiske myndigheder erklærede sig rede til at holde hele Berlins befolkning forsynet med levnedsmidler og brændsel. Den engelske, amerikanske og franske besættelsesmagt forbød imidlertid vestberlinerne at benytte sig af nogen som helst bistand fra Østtyskland. USA iværksatte en såkaldt luftbro med forsyninger til Vestberlin. 380 amerikanske transportfly foretog op til flere ture i døgnet. Luftbroen tjente ene og alene propagandaforrnål og var et godt påskud til at skærpe den kolde krig. USA’s senere udenrigsminister John Foster Dulles indrømmede i en tale, han holdt i Paris januar 1949: »Situationen i Berlin vil kunne afspændes når som helst.. . Men den nuværende tilstand er meget fordelagtig for USA set fra et propagandamæssigt synspunkt. Vi hyldes nu som dem, der har reddet Berlins befolkning fra sultedøden, og russerne får hele skylden.« Berlinkrisen bragte Tysklands deling meget, meget nærmere.

Et af de vigtigste områder i sovjetisk udenrigspolitik var forholdet til og samarbejdet med de unge folkedemokratiske lande i det østlige og sydøstlige Europa. Disse stater havde de samme mål som Sovjetunionen i indenrigspolitisk henseende og en fælles interesse i at bevare freden. Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Jugoslavien og Albanien så Sovjetunionen som et værn mod sandsynlig indblanding fra de vestlige stormagters side. Venskabs- og bistandsaftalerne, som blev indgået i årene 1943-1948, var rettet mod en fornyet tysk aggression og militarisme. Desuden var aftalerne et skjold mod forsøg udefra på at rulle socialismen tilbage og »fortrænge« den fra Østeuropa. De folkedemokratiske lande fik betydelig sovjetisk bistand. Indtil 1949 havde Polen for eksempel modtaget investeringskreditter på 2,2 milliarder rubler til industrialiseringsformål. Tyske aktiver, som i 1944-1945 kom i sovjetisk besiddelse, blev returneret til de lande, de stammede fra. I 1948 gav Sovjetunionen afkald på genopbygningsleverancerne fra Rumænien og Ungarn. De økonomiske forbindelser mellem Sovjetunionen og folkedemokratierne var i hurtig vækst. Allerede i 1948 var vareomsætningen mellem Sovjetunionen og Ungarn mere end 20-doblet i forhold til 1938. En særlig plads i Sovjetunionens udenrigspolitik indtog Jugoslavien. Under kampen mod den fælles fjende, de tyske og de italienske fascister, og i den første efterkrigstid var de sovjetisk-jugoslaviske relationer tætte og venskabelige. I 1948 rettede Sovjetunionens kommunistiske parti og partierne i andre lande en kritik af de jugoslaviske lederes virksomhed på visse områder. Kritikken var ikke altid retfærdig og ofte utilladelig skarp. Denne konflikt berørte også de mellemstatslige relationer og varede flere år. I vestmagternes fremtidsplaner spillede Tjekkoslovakiet en fremtrædende rolle. Det skyldtes både dets geografiske beliggenhed og det forhold, at Tjekkoslovakiet ved årsskiftet 1947-1948 endnu ikke havde gennemført helt så radikale omdannelser som andre af de østeuropæiske lande. Privat kapital havde fortsat stærke økonomiske og politiske positioner i Tjekkoslovakiet; borgerlige kredse havde udvalgte folk placeret på regeringsniveau og besatte adskillige ministerposter. Den 20. februar 1948 indgav 12 ministre deres afskedsbegæring til den kommunistiske premierminister Klement Gottwald som led i en større provokation. Derved håbede de, at hele regeringen ville falde. Den stærke kommunistiske regeringsdeltagelse var dem en anstødssten. De ønskede et højreskred. Det kommunistiske parti lod sig imidlertid ikke rokke, men appellerede til den arbejdende befolkning om støtte. Resultatet var et skred til venstre. Den 25. februar blev regeringen omdannet på et nyt grundlag. Den socialistiske udviklingskurs i Tjekkoslovakiet var definitivt slået igennem. I denne tid nåede angrebene på de unge folkedemokratier et uhyrligt omfang. I FN og de vestlige hovedstæder førtes et storstilet felttog. Den internationale genopbygnings- og udviklingsbank nægtede Tjekkoslovakiet lån til udvikling af økonomien. Den amerikanske regering nægtede Tjekkoslovakiet lån til indkøb af bomuld. Den 1. marts 1948 nedlagde den amerikanske kongres forbud mod enhver form for eksport til de socialistiske lande. Den engelske regering afbrød demonstrativt forhandlingerne om en engelsk-tjekkoslovakisk handelsaftale. Sovjetunionens uforbeholdne støtte til Tjekkoslovakiet blev den faktor, som afholdt USA og dets allierede fra at intervenere militært i Tjekkoslovakiet, sådan som det for eksempel var sket i Grækenland 1947. I begyndelsen af 1949 oprettede Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand (COMECON), som blev en afgørende faktor i samarbejdet mellem de socialistiske lande. Rådets hovedopgave var - og er - at tilrettelægge og udvikle de socialistiske landes økonomiske samarbejde. Lidt efter lidt udvikledes der en fælles linje i folkedemokratiernes og Sovjetunionens optræden på den internationale arena. At man nåede frem til fælles principper og en fælles linje i udenrigspolitikken skyldtes tilnærmelsen mellem de forskellige landes sociale og økonomiske systemer, deres fælles interesse i at bevare freden og udviklingen af tætte økonomiske kontakter (og til en vis grad for at stå imod den grove afpresning fra amerikansk hold).

Sovjetregeringen havde håbet, at samarbejdet med de vestlige lande kunne føres videre i fredstid. Navnlig gjaldt det i kampen for freden, som Sovjetunionen havde vital interesse i. Sidst i 1945 skrev Stalin til præsident Truman: »Allerede nu anser jeg det for muligt at sige, at jeg i det store og hele ser optimistisk på resultaterne af vor meningsudveksling om aktuelle internationale spørgsmål og håber, at dette åbner videre muligheder for en samordning af vore landes politik i en række andre spørgsmål. Brevet blev aldrig besvaret. USA’s regering var ved at slå ind på en ny kurs, der ikke levnede plads for et samarbejde med Sovjetunionen. Men grundprincipperne i sovjetisk udenrigspolitik lod sig ikke rokke af de Forenede Staters fjendtlige kurs. Det sovjetiske diplomati arbejdede utrætteligt på at bevare freden. I FN protesterede Sovjetunionen mod den ideologiske forberedelse til en ny krig. På sovjetisk initiativ vedtog FN i 1947 en resolution, som fordømte enhver propaganda, der kunne forstærke truslen om krig. Det var i samme periode, at Sovjetunionen fremsatte forslaget om at forbyde og tilintetgøre atomvåbenet. Herunder gik man ind for den strengest tænkelige internationale kontrol med, at forbuddet blev overholdt. Den 11. juni 1947 stillede de sovjetiske repræsentanter i FN’s Atomenergikommission flere specielle forslag om vidtgående kontrolforanstaltninger i forbindelse med en international konvention om forbud mod atomvåben. Ved mistanke om, at forbuddet ikke blev fulgt. skulle en international kontrolkommission i påkommende tilfælde foretage særlige undersøgelser. Kommissionen skulle have adgang til enhver atomar virksomhed, ret til at analysere atområstoffet osv. Den amerikanske delegation afviste Sovjetunionens forslag. Men på hvert nyt møde i FN, i Sikkerhedsrådet og Atomenergikommissionen havde den sovjetiske delegation nye forslag at fremsætte - alle med henblik på det ene: at tilintetgøre det nye masseudryddelsesvåben. Samtidig modarbejdede sovjetregeringen den amerikanske Baruch-plan (1946) og blev mere end én gang kritiseret herfor i verdenspressen. En nærmere analyse af planen viste imidlertid, at det ikke var en nedrustningsplan. Den havde til formål at sikre USA monopolet på atomvåben. For eksempel udstyrede Baruch-planen et international kontrolorgan med mægtige beføjelser. Men dette organ skulle sammensættes på grundlag af »bevislig kompetence«. Og i midten af 1940erne var det stort set kun amerikanere som kunne opfylde denne betingelse. For andre lande lå der desuden en stor fare i Baruchs forslag til kontrollens stadier og etaper. Først skulle der indføres kontrol med atområstoffet, derefter med den videnskabelige forskning og så fremdeles. Kontrollen med selve fremstillingen af atombomber blev henvist til sidste fase. Meningen var, at alle atomare foretagender jo stadig ville befinde sig i de Forenede Stater. At følge Baruch-planen var ensbetydende med at overlade Sovjetunionens skæbne til den amerikanske regerings velvilje. Men det var præcis denne »velvilje«, som ganske manglede i USA’s holdning til Sovjetunionen i hvert eneste internationale spørgsmål af betydning. Det gjaldt også spørgsmålet om konventionelle våben, hvor USA påførte Sovjetunionen et tyngende våhenkapløb og ikke ville gå ind på et eneste forslag desangående, ikke engang et begrænset »moratorium«. Det samme var tilfældet med spørgsmålet om de amerikanske baser, der lå som en jernring rundt om Sovjetunionen. Også i andre spørgsmål opstod der uoverensstemmelser og skarpe gnidninger mellem USA og Sovjetunionen. Det siger sig selv, at sovjetregeringen var dybt foruroliget over de kapitalistiske landes militære blokdannelsespolitik, en meget farlig politik. I Moskva havde man allerede betragtet Bruxellespagten af marts 1948 mellem England, Frankrig, Belgien, Holland og Luxembourg som en alvorlig trussel mod Sovjetunionens sikkerhed. Ydermere var det blevet klart, at der i USA fandtes et stærkt ønske om en endnu bredere militærblok. Det amerikanske udenrigsministerium havde gennem hele 1948 ført forhandlinger med vesteuropæiske lande og Canada om oprettelse af en stærk militær alliance. På samme tid blev spaltningen af Tyskland en kendsgerning. Den 23. maj 1949 ratificerede de vesttyske landdage den nye stats grundlov. Den 7. september forsamledes den første vesttyske forbundsdag, som udråbte Forbundsrepublikken Tyskland. USA med allierede havde brudt deres forpligtelser over hele linjen uden hensyn til Sovjetunionens og de folkedemokratiske landes lovlige interesser. Spaltningen af Tyskland var således snævert kædet sammen med de vestlige stormagters bestræbelser på uhindret at udnytte landets industrielle del i vest som base og brohoved mod Sovjetunionen. Sovjetunionen prøvede alt for at undgå en opdeling af verden i militære blokke. Den rettede henvendelse til potentielle deltagere i den planlagte organisation med opfordring til at holde sig uden for den antisovjetiske alliance. Blandt andet foreslog man Norge, som havde fælles grænse med Sovjetunionen, at indgå en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen. Sidst i januar 1949 udsendte Sovjetunionen en særlig erklæring, hvori man indgående analyserede de barske følger for den internationale situation, dersom den påtænkte militære alliance blev en realitet. Heller ikke disse advarsler virkede efter hensigten. Den Nordatlantiske Pagt (NATO) var ved at være en kendsgerning. I april 1949 blev pagten undertegnet. Den havde en dybt negativ indflydelse på de internationale relationer i tiden derefter. Ingen nok så stærke militærblokke kunne imidlertid bryde historiens fremadskridende, progressive udvikling og dæmme op for massebevægelserne, som drog hundredmillioner af mennesker til sig.

De fascistiske magters og Japans knusende nederlag havde virket som katalysator for befrielsesbevægelserne i kolonilandene og de afhængige stater. Kampen mod den japanske besættelsesmagt i Indonesien, Indokina og Burma voksede over i en kamp for fuldstændig national befrielse. USA var ikke sen til at udnytte de gamle koloniimperiers fald til forsøg på at erhverve sig afgørende positioner i denne del af verden. Sovjetunionen støttede kolonibefolkningernes kamp. I august 1945 havde Indonesien under ledelse af Sukarno udråbt sig som uafhængig republik. Den hollandske regering gik til brutalt modangreb støttet af USA og England i håb om at tvinge det indonesiske folk i knæ med militær magt. Sovjetunionen gik i brechen for den unge republik. Fra FN’s talerstol afslørede den sovjetiske delegation, hvad der reelt lå bag det hollandske bourgeoisis aggressive politik og hvem der var dets beskyttere, de herskende kredse i USA og England. Sovjetunionens aktive opbakning spillede en væsentlig rolle for at Indonesien kunne hævde sin uafhængighed. Også det nye, uafhængige Indien var sikker på moralsk og politisk støtte fra Sovjetunionen. I FN gik Sovjetunionen aktivt ind for en tilbagetrækning af de engelske og franske tropper fra Syrien og Libanon. Den heftige debat om spørgsmålet sluttede med sejr for de arabiske lande støttet af Sovjetunionen. De fremmede tropper blev trukket ud af Syrien og Libanon, som reelt først fra dette tidspunkt begyndte en selvstændig eksistens. I 949 var året for begivenheder, som ændrede det internationale styrkeforhold radikalt. Det kinesiske folks mangeårige kamp mod udenlandsk undertrykkelse og indre reaktion kronedes med sejr. Den 1. oktober 1949 udråbtes Folkerepublikken Kina. Sammen med de sidste Kuomintangsstyrker flygtede også de store »værnemagerkapitalister« og bureaukrater til Taiwan. Også i Centraleuropa skete der store forandringer. Den 7. oktober 1949 proklamerede det Tyske Folkeråd oprettelsen af DDR, den Tyske Demokratiske Republik. På tysk jord var der for første gang opstået en fredsvenlig stat, en barriere mod revanchisme og aggression. I 1949 fødtes også en fredsbevægelse, som hurtigt kom til at tælle hundredmillioner af mennesker i alle verdensdele. Forrest i kampen for fred gik nogle af den tids største personligheder: Frédéric Joliot-Curie, Yves Farge, Pablo Picasso, John Bernal, William Dubois og mange, mange flere. Ikke mindst de bidrog til at give bevægelsen tiltrækningskraft og autoritet. På uhyre kort tid var bevægelsen blevet en moralsk og politisk faktor, som ikke kunne tilsidesættes. På den første verdensfredskongres i Paris, april 1949 udtalte Frédéric Joliot-Curie: »Vi er ikke forsamlet her for at bede om fred hos krigens tilhængere, men for at tvinge dem til fred.« Sluttelig var 1949 det år, da det amerikanske monopol på atomvåben blev brudt. Sovjetunionen havde fremstillet en atombombe og dét langt tidligere, end nogen vestlige politikere havde regnet med. Det var en realitet af verdenshistorisk betydning.

For Sovjetunionen var det livsnødvendigt at fremstille sin egen atombombe. USA havde omringet landet med et net af militærbaser og truede med atomkrig. Fra første færd erklærede Sovjetunionen sig rede til at afskaffe dette masseudryddelsesmiddel, hvis USA indvilligede i at gøre det samme. Sovjetregeringens fredsudspil til fordel for international afspænding og fredelig bilæggelse af konflikter mødte ingen støtte hos de kapitalistiske landes regeringer. De var skræmte over det socialistiske systems hurtigt tiltagende indflydelse og arbejdede febrilsk på at udføre deres planer om at »rulle kommunismen tilbage«. Amerikansk forretningsverden var ikke bekymret for ingenting. I 1949 havde industriproduktionen i USA indledt et foruroligende dyk. Erhvervslivets top krævede større ordrer til rustningsindustrien og iværksatte en bredt anlagt pressekampagne, der skulle overbevise den menige amerikaner om, at den økonomiske krise kun kunne overvindes med krig eller storstilede krigsforberedelser. I sin seksårige regeringsperiode brugte præsident Truman mere på militære formål end samtlige amerikanske regeringer tilsammen i 150 år før anden verdenskrig. Den amerikanske administration begyndte at forstærke anlæggelsen af militærbase rundt om på kloden og klargøre dem til installation af atomvåben. Det forhold, at Sovjetunionen nu også havde atomvåben, fik ikke den amerikanske regering til at lægge politikken om. Tværtimod lød der røster i kongressen om, at nu måtte USA producere flere bomber og stærkere bomber og hurtigere end hidtil. Det var startskuddet til atomkaprustningen. I USA antog krigshysteriet dimensioner, der var uden fortilfælde. De menige amerikanere blev indprentet, at et sovjetisk angreb på USA og Vesteuropa kun var et spørgsmål om tid. Den hysteriske antikommunistiske stemning skabte grobund for forfølgelser og terror i USA såvel som andre lande. I årene 1949-1951 blev flere arbejderledere ofre for regulære forbrydelser. Højreterrorister forøvede attentat på de italienske kommunisters leder, Palmiro Togliatti, og sårede ham hårdt, de myrdede Buenos Aires-formanden for Argentinas kommunistiske Parti, Jorge Calvo, og formanden for Belgiens kommunister Julien Lahaut. I disse år vedtog den amerikanske kongres en beslutning, som ophøjede undergravende virksomhed i selve de socialistiske lande til officiel politik. 100 millioner dollars blev afsat til finansiering af reaktionære emigrantorganisationer, regeringsfjendtlig propaganda, sabotage og undergravende aktivitet i disse lande. Det var den såkaldt frie verdens bidrag til deres udvikling. Verdensfreden hang i en tynd tråd, da USA med flere under FN-flag i 1950 gennemførte deres intervention i Korea. De havde troet på en let og hurtig sejr. En højtstående amerikansk officer erklærede, at hvis USA’s luftvåben blev sat ind i krigen, ville der ikke være en eneste indbygger tilbage i Nordkorea. Krigen udviklede sig til en skarp international konflikt. Samtidig fortsatte den blodige krig mod den Demokratiske Republik Vietnam, som de franske myndigheder havde udløst allerede i 1947. Dertil kom, at vestmagterne - ulovligt, uden om Sovjetunionen - underskrev en fredsaftale med Japan i 1951. Ved samme lejlighed sluttedes en japansk-amerikansk »sikkerhedsaftale«, hvorefter de amerikanske tropper skulle forblive i Japan. I Europa arbejdedes der under højtryk på at få Vesttyskland ind i NATO. Eisenhower, dengang præsidentkandidat, erklærede den 4. september 1952: »Det er i vor interesse, og det er vor opgave at bringe det dertil, at den tyske hær kan angribe i alle retninger, hvor vi amerikanere skønner det nødvendigt.3 Samtidig forstærkedes presset på DDR, hvor vestmagterne nu i flere år havde arbejdet på at forene de antisocialistiske elementer og rejse dem mod DDR’s regering. Et grelt udslag af denne politik var subsidieringen af alle hånde kontrarevolutionære emigrantgrupper og -organisationer på grundlag af loven »Om gensidig varetagelse af sikkerheden«, som den amerikanske kongres havde vedtaget i september 1951. Kongressen godkendte bevillinger (først på 100 millioner dollars) til bestikkelse af »udvalgte personer« bosat i Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Albanien eller flygtet fra et af disse lande. Dette var det første tilfælde i historien, hvor undergravende virksomhed blev gjort til officiel international adfærdsnorm. Den kolde krig mod Sovjetunionen og de andre socialistiske lande nåede et omfang uden sidestykke. I november 1951 talte Eisenhower til ugemagasinet Paris Match om muligheden af en forestående »løsning«. Nyhedsmagasinet Collier’s udkom med et helt nummer, der indgående beskrev forløbet af en atomkrig mod Sovjetunionen. Denne atomkrig ville i forfatternes fantasi slutte med en besættelse af Sovjetunionen. I september 1951 annullerede den amerikanske regering den sovjetisk-amerikanske handelsaftale af 1937. I Sydøstasien herskede der fortsat en spændt situation. Den franske hær førte blodige kolonikrige mod folkene i Vietnam, Laos og Cambodja, og USA havde planer om at blande sig i konflikten. I 1952 blev den Nordatlantiske Pagt udvidet med Tyrkiet og Grækenland, som begge havde det tilfælles, at de lå langt fra Atlanten, men tæt ved Sovjetunionen.

Sovjetunionen havde en hård tid på den internationale arena, som var gennemsyret af kold krig. Ikke desto mindre fortsatte den sovjetiske regering forsøgene på at bedre forholdet til nabolandene. I maj 1953 meddelte den Tyrkiets regering, at den afstod fra alle territorialkrav (de stammede fra krigsafslutningens tid) og tilbød forhandlinger til fremme af godt naboskab. Et lignende forslag blev tilstillet Iran. Sidst i 1953 sluttedes den første handelsaftale med det uafhængige Indien. I begyndelsen af 1954 sluttedes aftale med Afghanistan om sovjetisk finansiel og materiel bistand til udvikling af den afghanske levnedsmiddelindustri. I 1955 besøgte en sovjetisk parti- og regeringsdelegation Jugoslavien, hvor der førtes positive forhandlinger med den jugoslaviske ledelse. Styrkelsen af det socialistiske verdenssystem og dets sikkerhed blev en af hovedopgaverne for sovjetisk udenrigspolitik i de år. Relationerne mellem de socialistiske lande var fra første dag baseret på internationalismens principper. I 1952 var Sovjetunionens leverancer af maskiner og udrustning til de socialistiske lande mere end tidoblet i forhold til I 946. En vigtig faktor var koordineringen af de socialistiske landes økonomiske udviklingsplaner (via COMECON) og mange andre former for økonomisk og kulturelt samarbejde. Sovjetunionen blev en hovedstøtte for de socialistiske lande i deres økonomiske og kulturelle udvikling såvel som i forsvaret af deres rettigheder og interesser på internationalt plan. Straks efter det kinesiske folks sejr anerkendte sovjetregeringen den Kinesiske Folkerepublik. Allerede i februar 1950 undertegnede de to lande en aftale om venskab, forbund og gensidig bistand. Begge parter forpligtede sig til at gøre alt, hvad der stod i deres magt for at hindre en gentagelse af den japanske aggression; dersom Japan eller nogen anden stat, som på den ene eller den anden måde var allieret med Japan, angreb Sovjetunionen eller Kina, var parterne pligtige til at yde hinanden ufortøvet hjælp, også militær. Sovjetunionen og Kina erklærede sig rede til at deltage i alle internationale fredsbevarende foranstaltninger. Aftalen forudsatte en alsidig udvikling af de økonomiske og kulturelle forbindelser mellem de to lande. År for år voksede samhandelen mellem Sovjetunionen og Kina. Det kulturelle samkvem blomstrede. Man lærte hinandens litteratur, drama og filmkunst at kende. I alt bistod Sovjetunionen ved byggeriet af 256 virksomheder i Kina. I 1953 sluttedes en ny aftale, ifølge hvilken Sovjetunionen skulle bistå den Kinesiske Folkerepublik i den økonomiske udvikling af landet, bl.a. ved byggeri og modernisering af 141 store virksomheder. Sovjetunionen ydede Kina kreditter på gunstige vilkår, leverede know-how og uddannede kinesiske specialister og fagfolk. Sovjetunionen og de andre socialistiske lande gav materiel, moralsk og politisk støtte til det koreanske folk, som blev offer for amerikansk aggression. Da krigen i Korea var en kendsgerning, havde Sovjetunionen forsøgt at begrænse den og ikke lade den brede sig, men få indstillet krigshandlingerne og sluttet fred. Den 4. juli 1950 offentliggjorde sovjetregeringen en erklæring om begivenhederne i Korea. Deri forlangte man, at fremmede stater standsede deres militære indblanding og trak deres tropper ud af Korea. Den 23. juni 1951 holdt Sovjetunionens FN-ambassadør Jakov Malik en tale i amerikansk tv, og så kom der skred i tingene. Talen indeholdt nemlig forslag om at indlede forhandlinger mellem de krigsførende parter om standsning af krigshandlingerne og våbenhvile med efterfølgende gensidig tilbagetrækning af tropperne fra begge sider af 38. breddegrad. Det sovjetiske forslag kom til at danne grundlag for de forhandlinger, som omsider påbegyndtes i juli 1951. De stod på i to år med flere afbrydelser på grund af modstand fra den amerikanske regering. Men Sovjetunionens, Polens og andre landes diplomati holdt ud, og resultatet var da også, at en fredsordning omsider kom i stand. FN’s generalforsamling godkendte i april 1953 en resolution, på grundlag af hvilken der samme år blev undertegnet en våbenhvileaftale. På samme hårdnakkede måde kæmpede Sovjetunionen for den Kinesiske Folkerepubliks interesser. Sovjetregeringen forlangte gentagne gange, at Taiwans repræsentanter, Kuomintang-folkene, blev fjernet fra FN’s organer, bl.a. Sikkerhedsrådet, og at FN anerkendte den Kinesiske Folkerepublik som eneste retmæssige repræsentant for det kinesiske folk, ligesom Sovjetunionen energisk støttede Kinas krav om tilbagetrækning af de amerikanske styrker fra Taiwan. Alt imens fortsatte Frankrig sin krig i Indokina. Verdensfreden var truet. Sovjetregeringen foreslog indkaldelse af en særlig udenrigsministerkonference mellem de fem stormagter Sovjetunionen, den Kinesiske Folkerepublik, (le Forenede Stater, England og Frankrig. Den 26. april 1954 mødtes udenrigsministrene for disse og andre berørte lande i Geneve. De alvorlige nederlag i Vietnam og verdensopinionen tvang Frankrig til indrømmelser, og den 20. juli blev der sluttet aftale om våbenhvile i Indokina. I henhold til sluterklæringen, som alle konferencens deltagerlande på nær USA havde underskrevet, skulle der afholdes frie valg i de tre indokinesiske lande. I Vietnam oprettedes en midlertidig demarkationslinje lidt syd for 17. breddegrad.

I Europa var sovjetregeringen fortsat stærkt optaget af det tyske spørgsmål. Der blev iværksat flere foranstaltninger til styrkelse af DDR. I maj 1950 besluttede den sovjetiske regering således at nedsætte den resterende erstatningssum til genopbygning med 50 pct., svarende til mere end tre milliarder dollars, for helt at afstå fra DDR’s erstatningsbetalinger i august 1953. Den Tyske Demokratiske Republik blev overdraget sovjetiske virksomheder på østtysk jord og bevilget store kreditter. Sovjetunionen arbejdede på at fremskynde en fredsaftale med Tyskland og genforene landet. I forbindelse med beslutningerne fra en konference i New York i september 1950 mellem USA, England og Frankrig om at genopruste Tyskland blev der på sovjetisk initiativ i oktober samme år afholdt et møde i Prag mellem udenrigsministrene for de otte socialistiske lande i Europa. Konferencen stillede forslag om, at sejrherrelandene fra anden verdenskrig afgav erklæring om ikke at tillade tysk genoprustning og nøje overholde Potsdamkonferencens beslutninger om Tyskland. Endvidere foreslog konferencen at fjerne alle begrænsninger for udvikling af en fredelig tysk økonomi. Men vigtigst var forslaget om at genforene Tyskland og indgå fredsaftale med landet. I årene 1951-1953 kom Sovjetunionen med flere vigtige udspil i det tyske spørgsmål. Den 10. marts 1952 afleverede Sovjetunionen en note til de tre vestlige stormagter med udkast til en fredsaftale med Tyskland. Udkastet indeholdt en genforening af Tyskland, tilbagetrækning af besættelsesmagternes væbnede styrker senest et år efter fredsaftalens ikrafttræden, ophævelse af alle indskrænkninger i udviklingen af en fredelig tysk økonomi samt oprettelse af nationale væbnede styrker i det omfang, landets forsvar nødvendiggjorde det. Tyskland skulle forpligte sig til aldrig at indtræde i nogen militære alliancer, rettet mod noget land, som militært havde deltaget i krigen mod Hitler-Tyskland. Først to måneder senere, den 13. maj 1952, modtog man en svarnote fra USA. Den amerikanske regering insisterede på, at Tyskland efter en genforening bevarede retten til at indtræde i NATO; noten talte ligeud om en revision af Potsdambeslutningerne i territoriale spørgsmål. Det var i realiteten et nej til Tysklands genforening. Det sovjetiske forslag stod i vejen for USA’s planer om at trække Vesttyskland ind i den antisovjetiske militær-politiske alliance. Lederne af Forbundsrepublikken Tyskland ønskede heller ingen aftale, som satte spørgsmålstegn ved vesttysk deltagelse i en sådan alliance. Forbundskansler Konrad Adenauers indstilling i disse år gik i al korthed ud på, at bare man genoprustede Tyskland, så ville Sovjetunionen før eller siden vise sig forhandlingsvillig. Og for øvrigt kunne man kun forhandle med Rusland, når det vidste, at modparten var virkelig stærk... Den faktiske historiske mulighed for at gøre ende på Tysklands spaltning blev forspildt på grund af vestmagternes vrangvillige holdning. I januar-februar 1954 blev der på sovjetisk initiativ afholdt konference mellem Sovjetunionens, USA’s, Englands og Frankrigs udenrigsministre. Her rejste Sovjetunionen det første forslag efter krigsafslutningen om indgåelse af en fælleseuropæisk traktat om kollektiv sikkerhed, gerne med deltagelse af de Forenede Stater. I drøftelsen af det tyske spørgsmål foreslog Sovjetunionen, at der på et grundlag, de to Tysklande kunne nå til enighed om, sammensattes en midlertidig fællestysk regering, bestående af parlamentarikere fra DDR og Forbundsrepublikken. Dette fællestyske organ kunne da forberede og siden afholde frie valg og ligeledes repræsentere Tyskland under forberedelserne af en fredsaftale. På samme konference fremsatte Sovjetunionen desuden udkast til en sådan fredsaftale. Heri blev det foreslået, at et genforenet Tyskland forblev neutral stat og ikke deltog i militære alliancer. Kernen i vestmagternes plan, som også blev forelagt på konferencen, var omvendt at et genforenet Tyskland trådte ind i de militære grupperinger, som fandtes i Europa under USA’s beskyttende vinger. At nå til aftale på et sådant grundlag var selvsagt ikke muligt, da tysk genoprustning i militært forbund med Vesten ville være den allerstørste trussel mod Sovjetunionen. Vestlige publikationer plejer at lægge skylden for Tysklands spaltning på Sovjetunionen. De historiske kendsgerninger viser imidlertid noget ganske andet. I Berlin foreslog den sovjetiske delegation, at Østrig forpligtede sig til aldrig at tilslutte sig nogen militær alliance eller tillade udenlandske militærbaser på sin jord. Heller ikke dette forslag blev mødt med velvilje hos vestmagterne. I Østrig derimod vandt det hurtig genklang i befolkningen. I forbindelse med forberedelserne til de såkaldte Parisaftaler om Vesttysklands medlemskab af NATO foreslog de socialistiske lande i november 1954, at man i stedet for disse aftaler undertegnede en pagt om kollektiv sikkerhed i Europa, hvorfor man foreslog indkaldt en konference mellem alle europæiske lande samt USA og Kina som permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. De vestlige landes regeringer afviste at deltage i en sådan konference. Herefter afholdt de otte europæiske socialistiske lande, der var dybt foruroliget over udviklingen, deres egen konference i Moskva i dagene 29. november - 2. december 1954. Som observatør deltog også en repræsentant for den Kinesiske Folkerepublik. Konferencen advarede mod den tyske militarismes genkomst og erklærede, at dersom Parisaftalerne blev ratificeret, ville de træffe skridt til at befæste deres sikkerhed, herunder indgåelse af en pagt og oprettelse af en fælles militærkommando. Regeringerne i de vestlige lande sad advarslerne overhørig. Ej heller lyttede de til protesterne fra deres egne befolkninger. Parisaftalerne blev underskrevet. Den 5. maj 1955 trådte de i kraft, og Forbundsrepublikken Tyskland, som ikke lagde skjul på sine hensigter om at få revideret resultaterne af anden verdenskrig, blev fuldgyldigt medlem af NATO.

Den nye situation i Europa forlangte resolut handling. Deltagerne i Moskvakonferencen forsamledes på ny, denne gang i Warszawa, den 11. maj 1955. Herfra erklærede de, at de også nu, efter Parisaftalernes ratificering, fandt, at den bedste garanti for fred i Europa var en kollektiv sikkerhedsaftale mellem de europæiske lande på tværs af landegrænser og samfundssystemer, men at de i betragtning af den alvorlige situation ville træffe øjeblikkelige skridt til styrkelse af deres forsvar og dermed af freden. Den 14. maj indgik otte europæiske lande - Albanien, Bulgarien, DDR, Polen, Rumænien, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Ungarn - en pagt om venskab, samarbejde og gensidig bistand med en løbetid på 20 år. Deltagerne i Warszawapagten besluttede at nedsætte en politisk konsultativ komité og en fælleskommando for de væbnede styrker, som skulle sortere herunder. Warszawapagten betød en konsolidering af de socialistiske lande. Fredskræfterne i Europa havde styrket deres positioner og kunne fortsætte kampen mod en ny krig med endnu større energi og ildhu. Dagen efter føjedes endnu et led til kæden af sovjetiske fredsbevarende skridt. På sovjetisk initiativ blev der undertegnet en statsaftale med Østrig i forbindelse med tilbagetrækningen af alle udenlandske tropper fra østrigsk territorium, herunder de sovjetiske enheder, der befandt sig i den østlige del af landet. Ved at afstå fra betydelige strategiske positioner i Centraleuropa demonstrerede Sovjetunionen endnu en gang sin fredsvilje og beviste, at ethvert omstridt spørgsmål udmærket kunne løses ved forhandlingsbordet. Straks efter aftalens underskrivelse erklærede Østrig sig ved lov for neutralt land og forpligtede sig til ikke at indtræde i militærblokke, uanset hvilke, og ikke at tillade fremmede militærbaser inden for sine grænser. Det var en stor begivenhed, som medvirkede til at sanere det politiske klima i Europa. Virkelig international afspænding lykkedes det dog ikke at få i stand. Den kolde krig kørte videre. Allerede i september 1954 var der blevet oprettet endnu en militær blok (SEATO) med deltagelse af USA, England, Frankrig, Australien, New Zealand, Pakistan, Thailand og Filippinerne. I 1955 havde England, Iran og Pakistan tilsluttet sig Baghdadpagten (CENTO), som tidligere på året var indgået mellem Irak og Tyrkiet på vestmagternes foranledning. USA deltog ikke formelt i denne militærblok, men praktisk spillede Amerika hovedrollen. Alt dette var udslag af Washingtons bestræbelser på at lægge en halvmåne af militærbaser og fjendtlige stater omkring Sovjetunionen. Sovjetregeringen erkendte, at nye skridt var nødvendige, hvis den internationale situation skulle forbedres, og at de herskende kredse i Vesten måtte bringes til forståelse af, at den kolde krig og konfrontationslinjen, som havde domineret deres politik i snart ti år, måtte tages af bordet. Moskva reagerede positivt på verdensopinionens krav om en genoptagelse af de kontakter på højeste niveau, som havde været afbrudt siden krigen. I alle disse år havde de vestlige regeringer ikke taget et eneste initiativ i vigtige internationale spørgsmål, men nu så de sig ikke længere i stand til at ignorere verdensopinionens pres og Sovjetunionens vedholdende forslag om et topmøde. Den 18. juli 1955 mødtes regeringscheferne for USA, Sovjetunionen, England og Frankrig i Geneve. Topmødet behandlede det tyske spørgsmål samt spørgsmål om afrustning og europæisk sikkerhed og udvidelse af samkvemmet mellem de to verdenssystemer. På dette topmøde fremsatte Sovjetunionen et vidtgående fredsprogram, bl.a. indeholdende forslag om en fælleseuropæisk kollektiv sikkerhedstraktat med deltagelse af begge de tyske stater, og senere af det genforenede Tyskland. Desuden foreslog programmet en aftale om ikke-magtanvendelse mellem NATO og Warszawapagten, reduktion af alle staters væbnede styrker samt forbud mod og tilintetgørelse af atom- og brintvåben. Regeringscheferne nåede ikke til enighed i disse sager, men vedtog et sæt retningslinjer til udenrigsministrene, som skulle føre forhandlingerne videre. Heller ikke de nåede imidlertid til enighed på deres møde kort efter.

Ved midten af 1950’erne havde verden ændret sig betydeligt. Socialismen havde holdt sit indtog i flere lande, og der fandtes nu et socialistisk verdenssystem med en befolkning på over en milliard indbyggere. De socialistiske lande udviklede sig økonomisk hurtigere end de kapitalistiske, og deres andel i verdens samlede industriproduktion blev langsomt større og større. De socialistiske lande høstede resultater inden for forskning og industri, der vakte beundring verden over, og deres aktive, fredsvenlige udenrigspolitik vandt opbakning blandt millioner af mennesker i alle verdensdele. Efter anden verdenskrig var kolonisystemet brudt sammen. Nye uafhængige stater så dagens lys og de var interesseret i fredens bevarelse. Fredsforkæmpernes aktioner sidst i 1940erne var nu vokset til en verdensomspændende bevægelse. Alt dette satte Sovjetunionens kommunistiske parti i stand til at angribe spørgsmålet om krig og fred fra en ny vinkel. Ud fra en grundig analyse af den internationale situation opstillede den 20. partikongres i februar 1956 et sæt teser omkring den internationale udvikling. En af disse teser lød på, at der nu herskede reel mulighed for at forebygge verdenskrig. Det var en konklusion af uhyre stor teoretisk og praktisk betydning, fordi det hermed for første gang blev sagt, at en ny krig ikke var fatalt uundgåelig. Nu drejede det sig ikke længere om et fredeligt pusterum af større eller mindre varighed, men om helt at eliminere verdenskrige fra samfundets liv. Lenins tanke om fredelig sameksistens mellem stater af forskelligt samfundssystem kunne nu realiseres i hele dens dybde. Fredelig sameksistens under vore dages betingelser er kappestrid inden for økonomi og kultur mellem lande af forskelligt samfundssystem. Derimod er det både uundgåeligt og lovmæssigt, at de to systemer fortsat bekæmper hinanden ideologisk. Men ideologiske tvister mellem landene skal ikke afgøres med krig. I sidste instans vil socialismen sejre i alle lande, blot ikke gennem »revolutionens eksport«. Teserne fra SUKP’s 20. kongres blev bekræftet af de kommunistiske partier og arbejderpartierne på disses konferencer i Moskva i 1957 og 1960. Her blev det endnu en gang fremhævet, at socialisme ikke kan indføres udefra, og at de socialistiske lande ikke agtede at påtvinge andre deres system med magt. Det hører med i billedet, at det socialistiske system i 1950’erne og 1960’erne måtte kæmpe sig ud af store vanskeligheder. De hang sammen med begivenhederne i Ungarn 1956 og med omslaget i den Kinesiske Folkerepubliks politik på tærsklen til 1960’erne. Opbygningen af et socialistisk samfund i de østeuropæiske lande havde fra første færd været en tom i øjet på vestmagterne. De gik ikke af vejen for indre indblanding af groveste karakter. Indblandingen bar frugt dér, hvor den indre og ydre reaktion kunne udnytte de lokale lederes alvorlige fejltagelser. Det var netop tilfældet i Ungarn. Ungarns daværende ledelse med Rákosi i spidsen havde igennem flere år gjort sig skyldige i en række graverende fejl og- misgreb på stort set alle områder af det politiske og økonomiske liv: tilsidesættelse af lovgivningen, krænkelse af de nationale traditioner, forkert og dårlig økonomisk ledelse osv. Alt dette kunne det socialistiske Ungarns modstandere bruge; de reaktionære i landet såvel som udenlandske radiosendere opfordrede åbenlyst ungarerne til oprør. Den 23. oktober 1956 udgik opfordring til demonstrationer i Budapest. Mange folk gik på gaden i den gode hensigt at manifestere deres retfærdige harme med ledelsens politik. Demonstrationerne blev imidlertid ledet af kontrarevolutionære elementer, som havde held til at styre dem ind i forlods planlagte baner. Hvad man nu blev vidne til, var en brutal og blodig klapjagt på kommunister og i det hele taget folk, som var gået aktivt ind i opbygningen af et socialistisk Ungarn. Budapest og andre større byer hærgedes af kontrarevolutionær terror. Mange modige og ærlige mennesker blev myrdet. Begivenhederne havde taget et forløb, som indebar reel fare for det socialistiske systems beståen og for internationale komplikationer af uoverskuelig rækkevidde. Det var på dette tidspunkt, at den nydannede revolutionære arbejder- og bonderegering med Jànos Kàdár i spidsen bad Sovjetunionen om hjælp. Sovjetregeringen imødekom øjeblikkeligt anmodningen og hjalp de sunde, socialistiske kræfter i Ungarn med at nedkæmpe oprøret. Ved indgangen til 1960’erne var forholdet mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik begyndt at blive stadig dårligere. Den kinesiske ledelse forlod sin tidligere udenrigspolitiske holdning skridt for skridt, navnlig i spørgsmålet om krig kontra fredelig sameksistens med stater af andet samfundssystem, og fremsatte en stribe krav til Sovjetunionen, bl.a. om grænseændringer langt op i Sibirien. På tærsklen til 1960’erne havde de undertrykte folks nationale befrielsesbevægelser taget et omfang, der var uden fortilfælde i historien. I flere lande blev lederne sat fra bestillingen på grund af deres åbenlyse tilknytning til de vestlige lande. I begyndelsen af 1959 sejrede den folkelige revolution på Cuba. Efter Asien havde den antikolonialistiske revolution grebet Afrika. Snesevis af lande, som indgik i Englands, Frankrigs og Belgiens koloniimperier, tilkæmpede sig uafhængighed inden for en kort årrække. Sovjetisk videnskab og økonomi viste sit høje stade, da Sovjetunionen i 1956 kunne afprøve en interkontinental raket og i oktober året efter opsende historiens første kunstige jorddrabant, sputnikken. I efteråret 1959 nåede den første, sovjetiske rumraket Månen. Og i april 1961 blev russeren Jurij Gagarin, det første menneske, der begav sig ud i rummet. I en erklæring fra Sovjetunionens kommunistiske parti, den Øverste Sovjets præsidium og ministerrådet hed det: »De sejre, der er vundet i erobringen af det ydre rum, betragter vi ikke blot som vort folks, men som hele menneskehedens sejre. Det er med glæde, vi sætter dem i alle nationers tjeneste i fremskridtets navn, for alle menneskers lykke og velfærd på Jorden. Vore resultater og opdagelser sætter vi ikke i krigens, men i fredens og sikkerhedens tjeneste.« 

Også de unge socialistiske stater var inde i en rivende økonomisk og videnskabelig udvikling. Den alsidige udbygning af de økonomiske forbindelser mellem Sovjetunionen og de andre socialistiske lande spillede en fremtrædende rolle. COMECON, Rådet for gensidig økonomisk bistand, lagde et stort arbejde i udviklingen af socialistisk integration. På en konference i juni 1962 for COMECON-landenes parti- og regeringsledere vedtoges et betydningsfuldt dokument »Grundprincipper i den internationale socialistiske arbejdsdeling«. Det blev senere fulgt op af beslutninger om kollektiv samordning af landenes økonomiske udviklingsplaner, oprettelse af en international bank for økonomisk samarbejde og større beføjelser til COMECON’s eksekutivkomité. Specialiseringen af det enkelte lands produktion (dér, hvor de bedst mulige betingelser fandtes) og den økonomiske samordning gjorde det muligt at bygge og producere i endnu hurtigere tempo. Det var netop den gensidige hjælp, der fremskyndede udviklingen af lande, som førhen havde været økonomisk tilbagestående. Historisk var det første gang, en mere udviklet stat havde hjulpet et økonomisk svagere land med at opbygge hele industrigrene. I 1960’erne tegnede de socialistiske lande sig for cirka 80 pct. af Sovjetunionens omsætning i udenrigshandelen. Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande begyndte at udveksle videnskabelig og teknisk information. Sovjetunionen ydede stor hjælp ved indførelse og anvendelse af atomenergien til fredelige formål i disse lande. Ved fælles indsats kunne en række socialistiske lande i 1964 indvie olierørledningen Drusjba (Venskab), som transporterede sovjetisk olie fra Volga til olieraffinaderier i Ungarn, Tjekkoslovakiet, Polen og DDR. Sovjetunionen, Rumænien, Ungarn, Tjekkoslovakiet, DDR og Polen anlagde et fælles energiforsyningssystem Mir (Fred); COMECON-landene samlede en god del af deres jernbanewaggoner i fælles pulje, de oprettede en særlig samarbejdsorganisation inden for jern- og stålindustnien (Intermetall) osv. I mange COMECON-organisationer var også Jugoslavien repræsenteret. Senere er Mongoliet, Cuba og den Socialistiske Republik Vietnam indtrådt i COMECON. I dag har den Koreanske Folkedemokratiske Republik, Laos, Angola og Etiopien observatørstatus i COMECON. Endvidere har COMECON indgået samarbejdsaftaler med Finland, Irak og Mexico. Koordineringen og koopereringen af de socialistiske landes udviklingsplaner har været særdeles frugtbar. Den hurtige industrielle udvikling hænger ikke mindst sammen med Sovjetunionens hjælp til andre socialistiske lande inden for maskinbygning og som leverandør af billig olie og naturgas. En af hovedopgaverne for sovjetisk udenrigspolitik i de første efterkrigsår var med andre ord at beskytte de socialistiske lande mod anslag udefra. USA mødte det cubanske folks sejr over Batistas blodige diktatur i 1959 særdeles fjendtligt. Dets hensigt var at kvæle det revolutionære Cuba ved at indstille salget af olie og opkøbet af sukker, Cubas vigtigste eksportartikel. Sovjetunionen og de andre socialistiske lande kom Cuba til hjælp. De købte alt det sukker, USA skulle have aftaget, og Sovjetunionen dirigerede snesevis af olietankere til den revolutionære ø. Sovjetunionen bistod cubanerne med at udvikle deres egen jern- og stålindustni, maskinbygningsindustni, bygge el-kraftværker og læreanstalter, foretage geologiske undersøgelser osv. Tusinder af unge cubanere blev - og bliver - uddannet på læreanstalter i de socialistiske lande i Europa, og sovjetiske eksperter stiller deres sagkundskab til cubanernes rådighed direkte på stedet. Det cubanske folk måtte kæmpe med våben i hånd mod de herskende kredse i USA, som tog alle midler i brug for at gøre det af med revolutionen: sukkerplantager blev sat i brand, ammunitionslagre sprang i luften, cubanske byer blev beskudt fra havet og bombet fra luften. Velforsynet med amerikanske våben og penge gik cubanske kontrarevolutionære i april 1961 i land på Cuba. Efter tre døgn havde de revolutionære cubanske tropper under Fidel Castros ledelse knust de amerikanske lejesvende. I de samme kritiske dage erklærede Cubas ledere, at revolutionen var socialistisk, og at det cubanske folk havde sat sig for at bygge et socialistisk samfund. I efteråret 1962 havde USA’s regering planlagt en endnu mere omfattende invasion af Cuba, og nu skulle USA’s egne styrker klare sagerne. På denne tid blev der efter aftale mellem USSR’s og Cubas regeringer i forsvarsøjemed sendt sovjetiske mellemdistanceraketter til Cuba. I oktober lagde en flåde af amerikanske krigsskibe ring omkring øen. Sovjetregeningen advarede de Forenede Stater om, at den i tilfælde af invasion ville komme det revolutionære Cuba til hjælp. Den amerikanske blokade af Cuba og trussel om invasion skabte i efteråret 1962 en af de farligste internationale kriser. I denne dramatiske udvikling udviste Sovjetunionen standhaftighed og smidighed. Resultatet var en aftale, hvorefter Sovjetunionen nedtog de raketter, som var under opstilling på Cuba for at beskytte øen mod en gentagelse af Svinebugtinvasionen, mens USA’s præsident Kennedy på sin side forpligtede sig til ikke at invadere Cuba med egne eller andres væbnede styrker. Begivenhedsforløbet i det Caraibiske Hav viste, at de historiske processer var uafvendelige, og at »kontrarevolutionens eksport« stødte på uovervindelige hindringer. Et klart eksempel herpå var også det vietnamesiske folks mangeårige, heroiske kamp, støttet af Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande. Sovjetregeringen sendte den Demokratiske Republik Vietnam (DRV) store mængder militært udstyr og erklærede i april 1965, at såfremt DRV’s regering ønskede sovjetiske frivillige, ville Sovjetunionen imødekomme ønsket. I 1967 sluttede Sovjetunionens og DRV’s regeringer aftale om sovjetiske leverancer af kampfly, luftværnsraketter, artilleriudrustning, ammunition og andet militærudstyr. Også de andre socialistiske lande medvirkede aktivt i forsvaret af det vietnamesiske folk. På sit møde i Sofia, marts 1968, vedtog Warszawapagt-landenes politiske konsultative komité en erklæring om den trussel mod freden, som var opstået med eskaleringen af den amerikanske aggression i Vietnam. Mødedeltagerne gav løfte om, at deres hjælp til det vietnamesiske folk ville fortsætte lige så længe, DRV og det vietnamesiske folk behøvede den for at drive de amerikanske styrker ud af landet. De socialistiske lande viste også deres fasttømrede sammenhold i forbindelse med begivenhederne i Tjekkoslovakiet 1968. Dette land blev skueplads for en styrkeprøve mellem indenlandske kontrarevolutionære, der nød støtte udefra, og socialistiske kræfter. En af de afgørende årsager til den politiske krise i Tjekkoslovakiet var svaghed og manglende enhed i ledelsen af det kommunistiske parti, som havde et stærkt islæt af højreopportunisme og revisionisme, også i ledelsen. Højrekræfterne havde opnået betydelig indflydelse i massemedierne; de arbejdede på at bringe det kommunistiske parti i miskredit og fortrænge det fra ledelsen af landet. Der begyndte at lyde opfordringer til, at Tjekkoslovakiet skulle bryde med de andre socialistiske lande. Det, der skete i Tjekkoslovakiet, var i realiteten et kontrarevolutionært forsøg på at trænge socialismen i Europa »tilbage« og bringe situationen derhen, hvor en genindførelse af kapitalismen kunne komme på tale. Skønt de menige partimedlemmer og en del af partiets ledere satte ind for at stoppe den for socialismen så farlige udvikling, befandt Tjekkoslovakiet sig efterhånden på randen af kontrarevolution og broderkrig. De andre socialistiske lande kunne ikke passivt se på, hvordan den indre kontrarevolution støttet af reaktionære kræfter udefra var ved at slå en breche i de socialistiske statens alliance og forrykke det europæiske styrkeforhold i NATO’s favør. I perioden marts-august 1968 fandt en række møder sted i henholdsvis Dresden, Warszawa og Bratislava mellem ledere af de socialistiske lande i Europa. På dagsordenen var blandt andet situationen i Tjekkoslovakiet. I udtalelsen fra Bratislava-mødet (først i august 1968) bekræftede mødedeltagerne, at »de aldrig vil tillade nogen at slå en kile ind mellem de socialistiske stater eller undergrave det socialistiske samfundssystems grundlag«. Videre hed det, at »støtte til og konsolidering og forsvar af landvindinger, som er hentet i hus af det enkelte folk efter heroiske anstrengelser og selvforsagende arbejde er alle socialistiske landes fælles internationalistiske pligt«. Men forholdene i Tjekkoslovakiet spidsede til. Den 21. august førte fem Warszawapagt-lande - Sovjetunionen, Polen, Ungarn, Bulgarien og DDR deres tropper ind i Tjekkoslovakiet med det ene formål - at sætte en grænse for høj rekræfternes kontrarevolutionære anslag. Nogle måneder senere, i oktober 1968, blev det besluttet, at alle Warszawapagt-tropperne, på nær et nærmere fastsat sovjetisk troppekontingent, skulle trækkes hjem inden for to måneder. I juli 1970 sluttede Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet en venskabs- og bistandsaftale, som blev en ny garanti for Tjekkoslovakiets socialistiske udvikling. I samme periode arbejdede de socialistiske lande intenst på at få indkaldt en fælleseuropæisk sikkerheds- og samarbejdskonference, som skulle konsolidere freden og styrke det økonomiske og kulturelle samkvem på tværs af landegrænserne. Op gennem 1960’erne blev der indgået aftaler om venskab, samarbejde og gensidig hjælp mellem Sovjetunionen og Polen (1965), Mongoliet (1966), Bulgarien (1967), Ungarn (1967) og Rumænien (1969). 

USSR og bevægelserne i den tredje verden 

Den antikolonialjstiske revolution, der bredte sig i efterkrigsårene, mødte en sand ven og forbundsfælle i Sovjetunionen. Støtten til folkene i de afhængige lande og kolonilandene var i overensstemmelse med Sovjetunionens både inden- og udenrigspolitiske linje. Den havde selv befriet snesevis af tilbagestående folkeslag i det tsaristiske Rusland. På historisk kort tid var de underudviklede områder ved Volga, i Centralasien og andre steder blevet økonomisk blomstrende industriområder; folk, som før 1917 ikke havde haft eget skriftsprog, skabte nu deres egen litteratur og teaterkunst, uddannede deres lærere, teknikere og læger. Denne praksis - at yde uselvisk hjælp til svagt udviklede områder og trække dem op på de økonomisk stærke områders niveau - overførte Sovjetunionen og de andre socialistiske lande på de mellemstatslige relationer. I de undertrykte folks kamp for frigørelse og selvstændig statsdannelse ydede sovjetregeringen dem moralsk og politisk støtte. Eksempelvis skal blot nævnes hjælpen til Ægypten i 1956 under den engelsk-fransk-israelske aggression og bistanden til Trak, Jordan og andre mellemøstlige lande, som gang på gang blev udsat for vestmagternes kanonbådsdiplomati. Den indonesiske republiks kamp for Vest-Irians befrielse, det algeriske folks nationale befrielseskamp og de afrikanske folks friheds- og uafhængighedsbevægelse mødte sympati og solidaritet i den sovjetiske befolkning. Sovjetunionen var på den unge republik Congos side i kampen mod belgiske og andre koloniherrer. På FN’s generalforsamling i 1960 blev der på sovjetisk initiativ vedtaget en deklaration om uafhængighed til alle kolonier og deres befolkning. I årene 1961-1970 opnåede mere end 30 kolonilande uafhængighed. I denne periode optrådte Sovjetunionen energisk for definitiv afskaffelse af de resterende koloniregimer, fordrivelse af de portugisiske koloniherrer fra Afrika og bremsning af de sydafrikanske og rhodesiske racister. Det nok alvorligste problem, de unge nationalstater kom til at stå overfor, var at omlægge økonomien og afskaffe dens ensidige agrarstruktur, som var overtaget fra kolonitiden. Kun ad den vej kunne de nye, uafhængige stater sikre sig fuldstændig frigørelse fra enhver undertrykkelse, især den økonomiske. Opbygningen af en selvstændig industri sætter folkene i Asien, Afrika og Latinamenika i stand til at højne levefoden. De nye statens endnu korte, men begivenhedsmættede selvstændige eksistens har lært dem meget. De kapitalistiske landes regeringer forlanger en høj pris for deres såkaldte u-landshjælpkontrol med modtagerlandets indre udvikling og udenrigspolitik. I USA og enkelte lande i Vesteuropa findes politikere, der især betragter de små udviklingslande som velegnede brohoveder i bekæmpelsen af de socialistiske lande. De socialistiske lande stiller ingen betingelser, hverken politiske eller militære, for deres hjælp til svagt udviklede lande. Lande som Indien, Ægypten, Trak, Guinea, Mali og Somalia har modtaget store sovjetiske kreditter. Det var alene hjælpen fra Sovjetunionen, som satte Ægypten i stand til at begynde byggeriet af Aswandæmningen, fem jern- og stålværker, seks maskinfabrikker og andre virksomheder. Til opførelsen af Aswandæmningen leverede Sovjetunionen maskiner, teknisk dokumentation og ikke mindst sagkyndige. Sri Lanka drog fordel af sovjetiske kreditter til byggeri af et jern- og stålværk og en bildækfabrik, Indien til opførelse af store svænindustnielle foretagender og el-kraftanlæg, Indonesien til byggeri af to store jern- og stålværker. Sovjetunionen og andre socialistiske lande har bistået en række udviklingslande med at opbygge hele økonomiske brancher, som de pågældende lande behøvede for at sikre deres økonomiske selvstændighed. Foruden kreditgivning har Sovjetunionen ydet direkte teknisk bistand til lande i Asien, Afrika og Latinamerika. Alene i 1968 medvirkede Sovjetunionen ved opførelsen af mere end 600 industriobjekter i udviklingslandene. Et mønstereksempel på godt samarbejde i så henseende er opførelsen af to kæmpemæssige metalværker i Bhilai og Bokharo i Indien. Sovjetiske fagfolk har både bygget og lært fra sig. Et enkelt eksempel: da belgierne forlod Congo, fandtes der siger og skriver 15 lokale folk med højere uddannelse. Siden har tusinder fået uddannelse i Moskva, Leningrad, Kiev og andre byer, ikke mindst på Venskabsuniversjtetet i Moskva, opkaldt efter Congos store frihedshelt Patrice Lumumba. Og Sovjetunionen har bygget laboratorier og læreanstalter i Bombay, Addis-Abeba, Damaskus og flere andre byer i Asien og Afrika. Da sovjetiske ingeniører og teknikere byggede de store brødfabrikker i Afghanistan, uddannede de samtidig over 500 afghanere til at drive fabrikkerne. Under arbejdet på Aswandæmningen uddannedes mere end 11.000 ægyptiske faglærte arbejdere og arbejdsledere. I 1950’erne og 1960’erne skete der en kraftig stigning i handelsudvekslingen mellem Sovjetunionen og de unge uafhængige stater. Det satte de nye lande i stand til at føre en selvstændig udennigspolitik og ikke give efter for skræmmekampagner og trusler. Den amerikanske regering lod da forstå, at fredelig sameksistens kun var en politik, der gjaldt for de stærkeste lande, USA og Sovjetunionen, og deres indbyrdes forhold. Over for de svagt udviklede lande mente USA’s regering stadig at have ret til at blande sig og om fornødent indsætte nye regeringer med magt. Næsten samtidig med overfaldet på Vietnam intervenerede USA militært i den Dominikanske Republik (1965), som blev ledet af en demokratisk regering. I 1970 gennemførtes der med CIA’s hjælp statskup i Kampuchea, hvor proamenikanske reaktionære havde infiltreret regeringen. Sovjetunionen fordømte på det skarpeste USA’s aggressionshandlinger i såvel Indokina som Latinamerika. Ved Israels angreb på Ægypten og Jordan i juni 1967 stillede Sovjetunionen sig fuldt og helt på de arabiske landes side. Ligesom regeringerne i de andre socialistiske lande afbrød sovjetregeningen de diplomatiske forbindelser med Israel. Den søgte vedholdende at få standset aggressionen og opnå en politisk ordning på grundlag af FN’s resolution af 22. november 1967, som først og fremmest forlangte befrielse af de besatte arabiske områder. Sovjetunionens solidaritet med udviklingslandene og dens bestræbelser for at hjælpe dem op på et ordentligt økonomisk og socialt udviklingsniveau genspejler denne politiks internationalistiske væsen.

Det tyske spørgsmål indtog fortsat en central plads i Sovjetunionens udenrigspolitik. Efter Forbundsrepublikkens optagelse i NATO var en genforening af Tyskland blevet langt mere problematisk og kompliceret end før 1954-1955. De to dele af Tyskland udviklede sig i vidt forskellig retning. Den vestlige havde borgerligt demokrati, hvor monopolkapitalen herskede, den østlige havde folkedemokrati og byggede et socialistisk samfund. På udenrigsministerkonferencen i maj-august 1959 i Genève mellem Sovjetunionen, USA, England, Frankrig, DDR og Forbundsrepublikken foreslog Sovjetunionen nedsat en fællestysk komité med lige mange repræsentanter fra DDR og Forbundsrepublikken - til udvikling af samkvemmet mellem de to stater og til forberedelse af en fredsaftale. Forslaget blev nedstemt af vestmagterne. I januar 1959 havde Sovjetunionen i samråd med de øvrige socialistiske lande fremlagt udkast til fredsaftale med Tyskland. Denne gang havde Sovjetunionen ikke bare foreslået en række grundprincipper for en sådan aftale, men hele ordlyden, bestående af 48 paragraffer. Hensigten var at sikre Tyskland en fredelig og demokratisk udvikling. Den anerkendte det forhold, at Tyskland var delt i to suveræne stater, og at begge disse stater skulle repræsentere Tyskland internationalt. En særlig paragraf bestemte, at Tyskland (dvs. DDR og Forbundsrepublikken) ikke kunne tilslutte sig militære alliancer, i fald disse ikke samtidig talte både USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig som medlemmer. Med aftalens ikrafttræden skulle de to Tysklande udtræde af henholdsvis NATO og Warszawapagten. Til grund for det sovjetiske udkasts territoriale bestemmelser lå begge de tyske staters de facto grænser med andre lande; bl.a. var det nedfældet, at Tyskland afstod fra alle territoriale krav på områder øst for Oder-Neisse, på Elsass og Lotbringen og det såkaldte Sudeterland i Tjekkoslovakiet. Endvidere forbød udkastet en indlemmelse af Østrig i Tyskland eller nogen form for politisk eller militær blokdannelse mellem Tyskland og Østrig. En del paragraffer indeholdt bestemmelser, der skulle sikre Tysklands demokratiske udvikling, herunder forbud mod fascistiske og revanchistiske organisationer. Udkastet gav Tyskland ret til at holde egne land-, fly- og flådestyrker i det omfang landets forsvar nødvendiggjorde det. Samtidig blev det pålagt visse militære begrænsninger, f.eks. forbud mod at fremstille og erhverve kernevåben under enhver form og andre masseudryddelsesmidler. Alle udenlandske tropper skulle i henhold til udkastet trækkes væk fra Tyskland snarest muligt og alle udenlandske baser nedlægges. Tyskland skulle tildeles ubegrænsede muligheder for at udvikle sin økonomi, udenrigshandel og adgang til verdensmarkederne. Spørgsmålet om Vestberlin, der forpestede den internationale atmosfære, skulle afgøres samtidig med indgåelsen af en sådan fredsaftale. Sovjetregeringen stillede ikke på noget tidspunkt krav om, at Vestberlin skulle indlemmes i DDR. Men sovjetregeringen var fast besluttet på, at Vestberlin heller ikke skulle gøres til en del af Forbundsrepublikken. Den bedste løsning, som også skulle nedfældes i fredsaftalen, var efter sovjetisk opfattelse at gøre Vestberlin til fristad, til en by uden fremmede besættelsestropper og økonomisk forbundet med både Øst og Vest. Denne løsning, som alle berørte parter skulle give garantier for, ville eliminere dette arnested for spænding i Europas hjerte og ydermere betyde økonomisk blomstring for Vestberlin. Samtlige forslag blev forkastet. Sovjetunionen og de andre socialistiske lande bakkede op om DDR, som i disse år var skydeskive for fjendtlige aktioner fra Forbundsrepublikken og andre vestlige lande. Sådanne aktioner blev sædvanligvis udført via Vestberlin. En regulær økonomisk krig (ulovlige valuta- og varetransaktioner, økonomisk spionage, lokkende tilbud til højtuddannede osv.) blev dirigeret fra Vestberlin med det formål at afspore DDR’s økonomi. Den 13. august 1961 svarede DDR igen. For at styrke sin grænse til Vestberlin byggede den en mur. Sovjetunionen støttede DDR’s skridt. Regeringerne i USA, England og Frankrig reagerede på DDR’s legitime forholdsregler med en magtdemonstration. Militære forstærkninger blev sendt til Vestberlin fra USA og England. I Vesten forstærkedes krigshysteriet, der lød opfordringer om »at løbe den yderste risiko«, dvs., indlede krig mod de socialistiske lande. Den internationale situation var i en slem forfatning. Efter lederskiftet i Bonn i 1963, da Adenauer blev afløst af Ludwig Erhard, spåede pressen større smidighed og en mere realistisk politik hos den nye regering. Men tiden gik uden mærkbare ændringer i den retning. Af officielle og uofficielle udtalelser fra vesttyske politikere kunne man derimod udlede, at den nye kanslers og hans udenrigsministers »smidighed« bestod i at isolere DDR fra dets allierede. De mest højreorienterede politikere byggede stadig deres forhåbninger på den noksom bekendte »X-dag«, hvor det skulle lykkes dem at genforene DDR med Forbundsrepublikken. Den 12. juni 1964, da Sovjetunionen og DDR sluttede aftale om venskab, gensidig hjælp og samarbejde, måtte disse politikere se deres håb briste. Aftalen fastslog nemlig, at ukrænkeligheden af DDR’s grænser var afgørende for europæisk sikkerhed. Dersom en af parterne udsættes for væbnet angreb i Europa af en eller flere stater, hed det i aftalen, vil den anden part yde øjeblikkelig hjælp i henhold til Warszawapagtens bestemmelser. Aftalen af 12. juni tog udgangspunkt i den uomstødelige kendsgerning, at der på tysk jord fandtes to tyske stater samt en selvstændig politisk enhed, Vestberlin. Indsættelsen i december 1966 af den såkaldte store koalitions regering med Kurt Georg Kiesinger og Willy Brandt i spidsen skabte fornyet håb om mere betydelige ændringer i Forbundsrepublikkens udenrigspolitik. Det skete imidlertid ikke. Den tidligere regerings linje, også kaldet brobygningspolitikken, fortsatte. Sigtet med den var at »opbløde« den socialistiske lejr indefra ved at oprette snævre kontakter med Rumænien, Tjekkoslovakiet, Polen og andre socialistiske lande, undtagen Sovjetunionen og DDR. Især nærede man store forhåbninger til alskens lokkemad af økonomisk art. Sovjetregeringen arbejdede energisk på at bedre forholdet til Vesttyskland og modvirke militariseringen og nazismens genkomst. I februar 1967 sendte Sovjetunionen en note til Forbundsrepublikkens regering, hvori begge spørgsmål blev taget op. Den protesterede også mod den vesttyske regerings krav på »at tale for hele det tyske folk«. Men heller ikke i denne periode skete der mærkbare ændringer i Vesttysklands udenrigspolitik.

Et eksempel på. at det i praksis var muligt at anvende Lenins tanke om fredelig sameksistens i 1950’erne og 1960’erne såvel som i vore dage, har man i forholdet mellem Sovjetunionen og navnlig dens nabolande, Finland og Afghanistan. Relationerne mellem disse lande udviklede sig på forbilledlig måde, hvor ethvert politisk spørgsmål blev afgjort med gensidig imødekommenhed og respekt for hinandens interesser, og hvor de økonomiske og kulturelle kontakter udvidedes år for år. De politiske relationer og det tekniske og videnskabelige samarbejde med Frankrig var inde i en positiv udvikling. Det samme var det tekniske samarbejde med Italien. Frankrig blev det første store land i Vesten, som slog ind på en alvorlig forbedring af forholdet til Sovjetunionen. I 1966 tog præsident de Gaulle to vigtige udenrigspolitiske skridt: han meldte Frankrig ud af NATO’s militære organisation og aflagde officielt besøg i Sovjetunionen. Her undertegnedes en fælleserklæring, hvori det hed, at afspænding var »den første og nødvendige fase for en ønskværdig udvikling af forholdet mellem de europæiske lande, uanset disses samfundssystem«. For at styrke den gensidige tillid og udvide enigheden og samarbejdet mellem Frankrig og Sovjetunionen besluttedes det at gennemføre regelmæssige konsultationer. Men det var og blev forholdet mellem de to stærkeste magter, USA og Sovjetunionen, som havde størst betydning for de internationale relationers almentilstand. Flere faktorer indvirkede på disse relationer i 1950’erne og 1960’erne. På den ene side var det ekspansionismen og den aggressive optræden hos det militærindustrielle kompleks, som stod bag USA’s regering, og det var antikommunismen, sammenstykningen af aggressive militærblokke rundt om i verden og bekæmpelsen af enhver national befrielsesbevægelse. På den anden side måtte de herskende kredse i USA erkende, at Sovjetunionens og det socialistiske samvirkes militære og økonomiske styrke var vokset så meget og de antikolonialistiske bevægelser havde vundet så store sejre, at det internationale styrkeforhold havde forskubbet sig. Relationerne mellem USA og Sovjetunionen var således problematiske og modsigelsesfyldte. Verden blev vidne til flere alvorlige skærpelser af forholdet mellem de to lande i den periode: nedskydningen af U-2 spionsflyet over sovjetisk territorium i 1960, Cubakrisen i 1962 og eskaleringen af USA’s aggression i Indokina. Samtidig lykkedes det dog også i disse år, fortrinsvis på grund af sovjetdiplomatiets hårdnakkede arbejde, at indgå aftaler, som i høj grad styrkede verdensfreden. Dengang som nu var sovjetregeringen af den opfattelse, at den vigtigste og mest påtrængende opgave hed nedrustning. I 1960’erne var mere end 100 millioner mennesker verden over under våben eller beskæftiget i krigsindustrien. 100-120 milliarder dollars blev årligt brugt på militære formål. For disse midler kunne man have sikret en teknisk og økonomisk opbygning af hele Afrika og skaffet mad til hundredmillioner af sultende i ét år. For bare én procent af disse midler kunne man have bygget og udstyret hundrede universiteter i lande, som led under akut mangel på højtuddannede. Omkostningerne ved at bygge én amerikansk atomdrevet undervandsbåd kunne have dækket opførelsen af 50 boligkomplekser å 100 lejligheder. Men ikke nok med det kolossale ressourceforbrug; rustningskapløbet i sig selv rummede den største fare for menneskehedens eksistens. Ophobningen af våben med enorm ødelæggelseskraft og de nye, avancerede fremføringsmidler var en fristelse for militaristiske kredse til at »prøve lykken« og få afgjort alle konflikter og modsætninger én gang for alle gennem et knusende førsteslag mod de socialistiske lande. Allerede i 1956 indkaldte det amerikanske senats luftvåbenskommission en gruppe eksperter til drøftelse af mulighederne for og konsekvenserne af et kernevåbenangreb på Sovjetunionen. På et spørgsmål om følgerne svarede general Gavin: »Den nuværende planlægning anslår antallet af døde til flere hundrede millioner under alle omstændigheder. Hvis vinden blæser mod sydøst, vil de største tab være i USSR, om end radioaktivt nedfald også vil nå Japan og muligvis også området ved Filippinerne. Hvis vinden blæser den anden vej, vil det radioaktive nedfald nå et godt stykke ind i Vesteuropa.« Hertil replicerede kommissionens formand, senator Symington: »Det jeg mente var kun, hvad der ville ske her i landet, det havde ikke noget at gøre med resten af verden.« Replikken var betegnende for indstillingen hos ikke så få indflydelsesrige politikere i USA. Der var tale om bevidst, overlagt forberedelse af en atomkrig mod Sovjetunionen og de andre socialistiske lande, en krig som de indrømmede kunne føre til udslettelse af hele kontinenter. Tidligt i 1960’erne begyndte man i officielle kredse at tale om, at USA under visse omstændigheder kunne tage initiativet til en atomkrig. Sagen havde også en anden, ikke mindre farlig side. Jo flere kernevåben der hobedes op, jo større blev også faren, for at en atomkrig kan bryde ud ved en tilfældighed eller en fejlberegning. Den amerikanske professor John B. Phelps berettede om adskillige situationer, hvor fejlsignaler i det amerikanske varslingssystem kunne have ført til en verdenskatastrofe. Som følge af tvivlsomme alarmsignaler havde overkommandoen for USA’s strategiske luftvåben mere end én gang erklæret delvist alarmberedskab. Radarskærmene viste ofte falske signaler, bl.a. på bombefly, som angiveligt var på vej over Atlanten med 2000 miles i timen. Engang eksploderede en amerikansk interkontinental raket på affyringsrampen. Flere gange blev luftværnsraketter affyret ved en fejltagelse. Eksplosioner har fundet sted på militærbasen i New Jersey, hvor der også findes raketter med atomsprængladninger, og engang »talte« man en atombombe i Palomaresområdet i Spanien. I tider med kaprustning og international spænding kunne en krig bryde løs på grund af menneskelige fejl, på grund af overanstrengelse, nervøsitet eller psykisk uligevægt hos en pilot eller raketartillerist. Problemet blev ikke mindre af. at en spredning af kernevåbenet, eller »udvidelse af atomklubben« som det også kaldtes i vestlig presseterminologi, ville forstærke krigsfaren. Hvis spredningstendensen fortsatte, var antallet af atommagter snart flerdoblet. Tilsvarende ville risikoen for atomkrig vokse, hvad enten den udbrød tilfældigt eller med koldt overlæg.

At standse våbenkapløbet og skride til nedrustning var den eneste sikre måde at fjerne truslen på. Ud fra ønsket om at sætte gang i rustningsreduktioner gik den sovjetiske regering i 1958 ind på et forslag fra USA, England og Frankrig om at sætte loft over de væbnede styrker på 2,5 millioner mand for henholdsvis Sovjetunionen, USA og Kina, og ikke på 1,5 million som Sovjetunionen havde foreslået. Sovjetunionens samtykke kom bag på forslagsstillerne, og de begyndte at trække i land. Deres begrundelse var, at man overhovedet ikke burde nedruste, så længe der stadig fandtes uløste politiske problemer rundt om i verden, og det gjaldt navnlig Tysklandsproblemet. De såkaldt fredsbevarende udspil, som vestmagterne præsenterede fra tid til anden, havde tydeligvis kun ét formål, at vildlede verdensopinionen. De håbede på, at sovjetregeringen ikke lod sig nøje med snævre, kortsigtede forslag og derfor kunne fremstilles som modstander af nedrustning. Men Sovjetunionen fortsatte desuagtet sin nedrustningslinje. Under hensyntagen til vestmagternes ønske om »partielle løsninger« stillede sovjetregeringen konkrete forslag om forbud mod kernevåbenforsøg, om ikke-anvendelse af kernevåben, reduktion af de udenlandske tropper i NATO- og Warszawapagt-lande osv., osv. Sovjetunionen gav desuden samtykke til, at der blev oprettet en bred luftfotograferingszone i Europa og Asien. Ydermere gennemførte Sovjetunionen en række ensidige nedrustningsforanstaltninger. I årene 1955-1958 foretoges tre betydelige troppereduktioner på i alt 2.140.000 mand. I januar 1960 traf den Øverste Sovjet beslutning om en ny reduktion, denne gang på 1,2 million, således at den sovjetiske hær kom ned på 2.423.000 mand, hvilket ikke blot var lavere end det af vestmagterne foreslåede loft, men også mindre end USA’s væbnede styrker i den periode. Endvidere besluttede den Øverste Sovjet at indstille atomvåbenforsøgene og opfordrede de øvrige atommagter til at følge eksemplet. Men vestmagterne fortsatte stædigt deres sabotage af nedrustningssagen. Når sovjetregeringen stillede forslag, der først og fremmest sigtede efter at forbyde kernevåben, lød det prompte fra vestlige politikere og medier, at de ikke turde anbefale en afskaffelse af »afskrækkelsesmidlet« eller af våben »til massiv gengældelse «. Når Sovjetunionen foreslog reduktioner af de konventionelle styrker, svarede de samme politikere og medier, at forslaget var værdiløst, da de konventionelle styrker overhovedet havde udspillet deres rolle. Vestmagternes holdning betød, at der i 1959 var opstået et dødvande. Atter var det et sovjetisk udspil, som satte gang i sagerne. Den 18. september stillede den sovjetiske regering et forslag på FN’s generalforsamling om almindelig og total afrustning, der skulle gennemføres i tre faser over fire år. I første fase skulle Sovjetunionens, USA’s og Kinas konventionelle styrker reduceres til 1,7 million, og Englands og Frankrigs til 650.000. I anden fase skulle de konventionelle styrker helt afskaffes og alle militærbaser på fremmed territorium nedlægges. I tredje fase skulle kerne- og raketvåbnene tilintetgøres, luftvåbenet opløses, generalstabene nedlægges, værnepligten ophæves osv. Alt skulle gennemføres under streng international kontrol. Som følge af den almindelige og fuldstændige afrustning ville ingen stater være andre overlegne; faren for et overraskelsesangreb ville bortfalde; ingen kontrol ville have karakter af militær spionage, og der kunne oprettes den mest udstrakte og altomfattende internationale kontrol. De socialistiske lande erklærede straks deres fulde støtte til Sovjetunionens forslag. I de kapitalistiske lande blev forslagene mødt med velvilje hos en stor gruppe borgerlige politikere og dagblade, og naturligvis i den arbejdende befolkning. FN’s generalforsamling godkendte forslaget og vedtog enstemmigt en resolution om almindelig og fuldstændig afrustning. Også USA stemte for. I 1960 indarbejdede Sovjetunionen de ønsker, der var fremsat af en række regeringer, i forslaget. FN’s generalforsamling nedsatte en komité bestående af ti lande, der skulle forberede afrustningstraktaten. Her ytrede den franske delegation ønske om, at processen indledtes med en afskaffelse af fremføringsmidler til kernevåben, dvs. ballistiske raketter, satellitter, overlydsfly o. lign. Sovjetunionen accepterede de franske ønsker og underrettede regeringerne i alle lande herom. Den franske repræsentant Jules Moch erkendte, at »Sovjetunionens nye forslag i betydelig grad stemmer overens med Frankrigs og Englands konceptioner«. Ikke desto mindre var de ti’s komité ikke rykket en aftale ét skridt nærmere. Den fremtrædende engelske forsker John Bernal betegnede vestmagternes opførsel under disse forhandlinger som rystende uærlig. Sovjetregeringen foreslog en drøftelse af spørgsmålet på FN’s generalforsamling og opfordrede regeringscheferne til personligt at deltage i debatten. I september indledtes generalforsamlingen med deltagelse af et stort antal regeringsledere. Her forelagde den sovjetiske delegation et udkast til »Grundsætninger til traktat om almindelig og fuldstændig afrustning«; det indeholdt sovjetregeringens vigtigste forslag fra juni 1960 tillige med visse tilføjelser, som andre regeringer havde ytret ønske om. Første fase tog nu sigte på helt at stoppe produktionen af kernevåbenfremføringsmidler og tilintetgøre eksisterende lagre samt nedlægge alle udenlandske militærbaser på fremmed territorium. Endvidere skulle USA’s og Sovjetunionens væbnede styrker reduceres til 1,7 million. I anden fase skulle forbuddet mod kernevåben og andre masseudryddelsesmidler træde i kraft. Fremstillingen af kernevåben skulle indstilles, de eksisterende lagre tilintetgøres og de konventionelle rustninger og væbnede styrker reduceres endnu mere. Og sluttelig, i tredje fase, skulle alle staters væbnede styrker afskaffes, de militære institutioner lukkes og bevillingerne til militære formål annulleres. Under hele forløbet forudsættes effektiv international kontrol. De sovjetiske forslag blev støttet af organisationer, forskere og indflydelsesrige politikere i mange lande. En overenskomst om almindelig og fuldstændig afrustning var blevet endnu mere presserende på grund af den hurtige teknologiske udvikling, ikke mindst inden for rumforskningen. I juni 1961 afholdtes et sovjetisk-amerikansk topmøde i Wien. Her blev det på ny fremhævet fra sovjetisk side, at såfremt vestmagterne antog forslaget om almindelig og fuldstændig afrustning, var sovjetregeringen indstillet på at acceptere ethvert vestligt forslag om kontrol. Men den amerikanske part tog ingen konkrete skridt i den retning. Tværtimod gjorde USA foranstaltninger den selv samme sommer til at forstærke sin militære magt. Nye styrker blev stationeret i Europa, militærbudgettet for 1961/62, der blev forelagt kongressen, udgjorde over 53 milliarder dollars, og de væbnede styrker blev forøget med yderligere 200.000 mand. Situationen i verden var temmelig kritisk. Under disse forhold måtte Sovjetunionen for en tid indstille sine troppereduktioner og øge militærudgifterne. Da det endelig stod helt klart, at USA og dets NATO-allierede fortsatte med at opruste, besluttede Sovjetunionen at gennemføre prøvesprængningerne. I en erklæring fra den sovjetiske regering af 31. august 1961 hed det, at »Sovjetunionen var tvunget til at gøre det, men det var med sorg og beklagelse og kun sket efter den mest indgående og alsidige analyse af spørgsmålet... I december samme år vedtog FN’s generalforsamling at nedsætte en nedrustningskomité på 18 medlemmer: fem socialistiske lande (Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet, Polen, Rumænien og Bulgarien), fem NATO-lande (USA, England, Frankrig, Italien og Canada) samt otte neutrale lande (Indien, Burma, den Forenede Arabiske Republik, Etiopien, Nigeria, Brasilien, Mexico og Sverige). Komiteen tiltrådte i marts 1962. Et af de første forslag, den skulle behandle, var et sovjetisk udkast til aftale om almindelig og fuldstændig afrustning under streng international kontrol. Udkastet opererede med en periode på fire år til gennemførelse af fuldstændig afrustning. I april 1962 fremlagde de otte neutrale lande forslag om at indstille kernevåbenforsøgene og oprette permanent kontrol baseret på de allerede eksisterende nationale net af observationsposter. Sovjetregeringen erklærede sig ufortøvet enig i forslaget og meddelte, at den som et første skridt frivilligt afstod fra nye prøvesprængninger, mens forhandlingerne stod på, i fald vestmagterne gjorde ligeså. Vestmagterne besvarede de otte landes forslag og Sovjetunionens erklæring med en stribe prøvesprængninger ved Juleøen, foretaget af USA med Englands medvirken, samt en række amerikanske prøvesprængninger i rummet. Kerneeksplosioner i det ydre rum forårsager alvorlig skade for livet på Jorden; de kan bevirke langvarige afbrydelser af radiokommunikationen over store afstande; de kan indvirke på vejrforholdene, og de kan skabe store forhindringer for rumflyvningen. For at sætte gang i forhandlingerne og nå frem til en aftale om standsning af kernevåbenforsøgene gjorde Sovjetunionen en betydelig indrømmelse. Den indvilligede i, at der gennemførtes to til tre inspektioner årligt på sovjetisk territorium. Det var det, vestmagterne i sin tid havde forlangt. En sådan indrømmelse måtte uvægerlig have den tilsigtede virkning: at få en aftale i stand hurtigt. Aldrig så snart havde den sovjetiske delegation givet tilbuddet i de 18 landes komité, for den amerikanske regering erklærede, at den fandt det nødvendigt med syv eller otte inspektioner om året. Denne episode i komiteens arbejde gjorde det endnu engang klart, hvem der i realiteten blokerede for en løsning på nedrustningsproblemet. Den sovjetiske regering stillede et nyt forslag, hvori den udtrykte vilje til at slutte aftale om en standsning af prøvesprængningerne i atmosfæren, det ydre rum og under vandet. Under forhandlingerne i Moskva mellem USA, England og Sovjetunionen lykkedes det at nå til enighed, og den 5. august 1963 blev aftalen underskrevet. Heri forpligtede de tre lande sig til at forbyde, forhindre og ikke selv foretage nogen form for prøvesprængninger med kernevåben, eller overhovedet nogen kernesprængninger i atmosfæren, det ydre rum og under vandet. Aftalen stod åben for underskrivelse af alle stater; mere end 100 lande skrev under. Af stormagterne var det kun to - Kina og Frankrig - som indtog en negativ holdning til aftalen. Samme år nåede Sovjetunionen og USA til enighed om ikke at sætte kernevåben i kredsløb omkring Jorden. De to aftaler viste, at der var indtrådt en vis bedring i forholdet mellem USA og Sovjetunionen. Efter mordet på præsident Kennedy i november 1963 blev der lukket for yderligere afspænding i de sovjetisk-amerikanske relationer. Sovjetunionen indstillede imidlertid ikke arbejdet for afspænding og afrustning, og allerede sidst i 1963 fremsatte sovjetregeringen en række nye udspil. Et af dem var et forslag om ikke-angrebspagt mellem NATO og Warszawapagten. Sovjetunionen foreslog skridt til forebyggelse af et overraskelsesangreb, bl.a. gensidig oprettelse af landbaserede kontrolposter - i lufthavne, ved jernbaneknudepunkter, på motorveje og i de store havne. I begyndelsen af 1964 stillede Sovjetunionen forslag til en international traktat om ikke-magtanvendelse ved bilæggelse af territoriale og grænsestridigheder. Forslaget blev velvilligt mødt af verdensopinionen og en lang række regeringer. USA’s præsident Johnson gav det sin principielle tilslutning. Imidlertid lykkedes det ikke at realisere forslaget i 1960’erne. På FN’s generalforsamling i 1963 stillede Sovjetunionen nye nedrustningsforslag. Det fik vestmagterne til at udtrykke frygt for, at en stat kunne blive fristet til under afrustningsprocessen at anvende skjulte lagre af kernevåben og raketter mod et andet land. For at fjerne enhver sådan ængstelse hos vestmagterne foreslog Sovjetunionen, at USA og Sovjetunionen hver kunne opretholde et begrænset antal interkontinentale raketter og luftværnsraketter helt frem til allersidste fase i afrustningsprocessen. Dette forslag døbte udenlandsk presse »raketparaplyen«. På den følgende FN-generalforsamling foreslog Sovjetunionen et memorandum om skridt til videre opblødning af den internationale spænding og begrænsning af våbenkapløbet. Disse skridt omfattede en reduktion på 10-15 procent af bestemte landes militærbudgetter, tilbagetrækning eller reduktion af udenlandske tropper på fremmed territorium, nedlæggelse af udenlandske militærbaser, ikke-spredning af kernevåben og forbud mod anvendelse af kernevåben, oprettelse af atomfrie zoner, indgåelse af en ikke-angrebspagt mellem NATO og Warszawapagten, osv. De militaristiske kredse i Vesten arbejdede med forskellige planer, som alle tog sigte på at sprænge de begyndende tendenser til afspænding. En af disse farlige planer var fostret i Washington og gik ud på oprettelse af en multilateral atomslagstyrke. Meningen var at placere de interkontinentale Polarisraketter på krigsskibe, hvis mandskab skulle sammensættes af amerikansk, engelsk, vesttysk og andet NATO-personel. Planen indebar, at også Vesttyskland fik adgang til atomvåben, og Vesttyskland gik i de år åbenlyst ind for en revision af krigens resultater. En gennemførelse af planen om en multilateral atomslagstyrke ville mangedoble faren for en verdensomspændende kernevåbenkrig. Det var i lyset af denne situation, at Warszawapagtens politiske konsultative komité forsamledes i januar 1965 i Warszawa. Komiteen advarede USA om, at såfremt den stod fast på etableringen af en sådan slagstyrke, måtte Warszawapagt-landene træffe modforanstaltninger for at beskytte deres sikkerhed. I efteråret 1965 fandt FN’s 20. generalforsamling sted. Jubilæumssamlingen blev åbnet i en problemfyldt situation som følge af USA’s krig mod det vietnamesiske folk og den forværrede konflikt mellem Indien og Pakistan. I Europa bredte nervøsiteten sig over planerne om at give Vesttyskland adgang til kernevåben. Sovjetregeringen benyttede jubilæet til at fremsætte et vidtgående fredsprogram og stille forslag om indgåelse af en ikke-spredningsaftale. På sin regerings vegne krævede den sovjetiske delegation, at USA’s intervention i Vietnam blev bragt til ophør. Med det formål at bilægge den indisk-pakistanske konflikt tilbød Sovjetunionen sin assistance, herunder afholdelse af et møde mellem Indiens og Pakistans ledere på sovjetisk jord. Parterne tog imod tilbuddet, og det foreslåede møde fandt sted i Tasjkent. Mødedeltagerne - Pakistans præsident Ayub-khan og Indiens premierminister Shastri - nåede til enighed om at indstille kamphandlingerne og fremover afstå fra magtanvendelse ved afgørelse af stridsspørgsmål. I de følgende år koncentrerede Sovjetunionen sine bestræbelser omkring en mindskning af faren for kernevåbenkonflikt. I de 18 landes komité i Genève og i forhandlinger med USA og andre lande søgte Sovjetunionen at opnå tilslutning til en international aftale, der kunne hindre kernevåbnene i at brede sig over hele kloden. Efter intense diplomatiske forhandlinger blev udkastet til en ikke-spredningsaftale omsider godkendt i 1968. Aftalen er senere undertegnet af over 100 lande. Den var en sejr for sovjetisk diplomati i dets indsats for at begrænse og standse oprustningen.

Sidst i 1960’erne var betydelige dele af de toneangivende kredse i vesteuropæisk borgerlig politik begyndt at indtage mere realistiske standpunkter. Således var præsident de Gaulles politik over for NATO, hans negative holdning til USA’s aggression i Indokina og mere afslappede forhold til Sovjetunionen tegn på, at der var ved at ske væsentlige ændringer i international politik. Efter det vesttyske forbundsdagsvalg i september 1969 dannede socialdemokraterne og de frie demokrater koalitionsregering. Den havde lært af forgængernes resultatløse »østpolitik«. Den nye kansler Willy Brandt anså det for en vigtig politisk opgave at forbedre relationerne med Sovjetunionen. Den nye tendens i vesttysk udenrigspolitik mødte fuld støtte fra sovjetisk side. Efter mange, lange og problemfyldte forhandlinger blev der i Moskva den 12. august 1970 undertegnet en aftale, som lukkede op for en ny epoke i forholdet mellem Sovjetunionen og Forbundsrepublikken. De to lande forpligtede sig til at løse deres indbyrdes stridsspørgsmål med udelukkende fredelige midler og afholde sig fra magtanvendelse eller trusler herom. Af særdeles stor betydning var aftalens tredje artikel, ifølge hvilken parterne forpligtede sig til at respektere ethvert europæisk lands territoriale integritet inden for dets nuværende grænser; de erklærede, at de også fremover anså alle statsgrænser i Europa for ukrænkelige, indbefattet Oder-Neisse linjen, som er den Polske Folkerepubliks vestgrænse, og grænsen mellem DDR og Forbundsrepublikken. Aftalen var et godt skridt fremad i Sovjetunionens kamp for en fredelig udvikling af Vesttyskland og for at styrke freden i Europa. Den banede vej for flere andre væsentlige aftaler mellem Forbundsrepublikken og henholdsvis Polen og Tjekkoslovakiet, firemagtsaftalen om Vestberlin mellem Sovjetunionen, USA, England og Frankrig samt traktaten om de grundlæggende relationer mellem Forbundsrepublikken og DDR. Disse aftaler var også med til at berede vejen for en fælleseuropæisk konference, som de socialistiske lande siden midten af l960erne havde foreslået indkaldt. Hovedretningerne for sovjetisk udenrigspolitik i første halvdel af 1970’erne var udstukket på Sovjetunionens kommunistiske partis 24. kongres (1971). Denne kongres opstillede fredsprogrammet, der var blevet til efter en grundig, alsidig og videnskabeligt underbygget analyse af tingenes tilstand på verdensarenaen. Det var et handlingsprogram i overensstemrnelse med det menneskehedens overvældende flertal stod for. Programmet indeholdt følgende hovedpunkter: At eliminere krigens arnesteder i Sydøstasien.

Sidst i 1960’erne var betydelige dele af de toneangivende kredse i vesteuropæisk borgerlig politik begyndt at indtage mere realistiske standpunkter. Således var præsident de Gaulles politik over for NATO, hans negative holdning til USA’s aggression i Indokina og mere afslappede forhold til Sovjetunionen tegn på, at der var ved at ske væsentlige ændringer i international politik. Efter det vesttyske forbundsdagsvalg i september 1969 dannede socialdemokraterne og de frie demokrater koalitionsregering. Den havde lært af forgængernes resultatløse »østpolitik«. Den nye kansler Willy Brandt anså det for en vigtig politisk opgave at forbedre relationerne med Sovjetunionen. Den nye tendens i vesttysk udenrigspolitik mødte fuld støtte fra sovjetisk side. Efter mange, lange og problemfyldte forhandlinger blev der i Moskva den 12. august 1970 undertegnet en aftale, som lukkede op for en ny epoke i forholdet mellem Sovjetunionen og Forbundsrepublikken. De to lande forpligtede sig til at løse deres indbyrdes stridsspørgsmål med udelukkende fredelige midler og afholde sig fra magtanvendelse eller trusler herom. Af særdeles stor betydning var aftalens tredje artikel, ifølge hvilken parterne forpligtede sig til at respektere ethvert europæisk lands territoriale integritet inden for dets nuværende grænser; de erklærede, at de også fremover anså alle statsgrænser i Europa for ukrænkelige, indbefattet Oder-Neisse linjen, som er den Polske Folkerepubliks vestgrænse, og grænsen mellem DDR og Forbundsrepublikken. Aftalen var et godt skridt fremad i Sovjetunionens kamp for en fredelig udvikling af Vesttyskland og for at styrke freden i Europa. Den banede vej for flere andre væsentlige aftaler - mellem Forbundsrepublikken og henholdsvis Polen og Tjekkoslovakiet, firemagtsaftalen om Vestberlin mellem Sovjetunionen, USA, England og Frankrig samt traktaten om de grundlæggende relationer mellem Forbundsrepublikken og DDR. Disse aftaler var også med til at berede vejen for en fælleseuropæisk konference, som de socialistiske lande siden midten af 1960’erne havde foreslået indkaldt. Hovedretningerne for sovjetisk udenrigspolitik i første halvdel af 1970’erne var udstukket på Sovjetunionens kommunistiske partis 24. kongres (1971). Denne kongres opstillede fredsprogrammet, der var blevet til efter en grundig, alsidig og videnskabeligt underbygget analyse af tingenes tilstand på verdensarenaen. Det var et handlingsprogram i overensstemmelse med det menneskehedens overvældende flertal stod for. Programmet indeholdt følgende hovedpunkter: 1: At eliminere krigens arnesteder i Sydøstasien og Mellemøsten og bidrage til en politisk ordning i disse områder på basis af respekt for aggressionsramte staters og folks legitime rettigheder; at gøre ikke-magtanvendelse til international lov i mellemstatslige relationer. 2: at hidføre en fundamental vending til afspænding og fred i Europa på grundlag af en definitiv anerkendelse af de eksisterende grænser; at sikre en fælleseuropæisk konferences afholdelse og succes samt kollektiv sikkerhed i Europa. 3: At slutte traktat om forbud mod kernevåben, kemiske våben og bakteriologiske våben; at standse alle kernevåbenforsøg; at etablere kernevåbenfrie zoner; at arbejde for kernevåbenafrustning på grundlag af en konference mellem de fem kernevåbenmagter. 4: At arbejde for afholdelse af en verdenskonference til behandling af rustningsproblemerne i deres fulde omfang; at nedlægge alle udenlandske militærbaser; at træffe skridt til forebyggelse af militære episoder og konflikter; at reducere de væbnede styrker, især i Centraleuropa. 5: At virkeliggøre FN’s resolutioner om afvikling af de resterende koloniregimer; at fordømme og boykotte racisme og apartheid. 6: At bringe orden i det internationale samarbejde inden for miljøbeskyttelsen, erobringen af verdensrummet og udforskningen af verdenshavene. Årene efter 24. partikongres var præget af en storstilet, målrettet politisk og diplomatisk sovjetisk offensiv i fredens tjeneste, udført med kolossal energi.

Det vietnamesiske folks heroiske kamp og sejr satte sig dybe spor i den internationale udvikling. Efter nederlaget i Vietnam og under indflydelse af verdensopinionen og masseprotesterne i og uden for Amerika, som forlangte de amerikanske tropper ud af Indokina, så USA’s regering sig tvunget til at slutte aftale med den Demokratiske Republik Vietnam. Parisforhandlingerne, der påbegyndtes i 1972 mellem USA og DRV, var USA’s accept af, at den amerikanske aggression havde lidt nederlag. I januar 1973 blev aftalen om standsning af krigen og genindførelse af fred i Vietnam underskrevet i Paris. Den amerikanske regerings nødtvungne beslutning om at indstille krigshandlingerne i Vietnam var til gunst for det internationale klima. I 1972-1974 blev der indgået flere vigtige aftaler mellem Sovjetunionen og USA, bl.a. om reduktion af de strategiske angrebsvåben (SALT-1) og om foranstaltninger til forebyggelse af en atomkrig. ABM-aftalen af 1972 om begrænsning af antiraketsystemerne, hvorefter antallet af affyringsramper til ABM-raketter blev begrænset til 200 på hver side, blev yderligere forbedret i 1974, hvor antallet reduceredes yderligere til 100. Samme år blev der i Vladivostok sluttet en foreløbig overenskomst mellem USA og Sovjetunionen om begrænsning af fremføringsmidlerne for strategiske kernevåben. Med adskillige andre kapitalistiske lande, bl.a. England, Frankrig, Italien, Belgien og Finland sluttedes aftaler om et vidtgående samarbejde på flere områder. Princippet om fredelig sameksistens, som Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande havde kæmpet for i årtier, begyndte at vinde formel anerkendelse i starten af 1970’erne og blev nedfældet i internationale aftaler mellem kapitalistiske og socialistiske lande. Det var det øgede samkvem og den voksende indbyrdes forståelse landene imellem, som banede vej for den fælleseuropæiske sikkerheds- og samarbejdskonference i Helsinki. Konferencen tog sin begyndelse i 1973 og fortsatte frem til sommeren 1975, da statslederne for 33 europæiske lande samt USA og Canada mødtes i Helsinki og den 1. august satte deres underskrift på konferencens slutdokument. Helsinki-konferencen opsummerede resultaterne af afspændingsprocessen og udstak perspektiverne for det opfølgende arbejde i samme konstruktive ånd. For første gang i historien var deltagerne i sådan en international konference nået til enighed på basis af princippet om fredelig sameksistens. Slutdokumentet kan betegnes som en kodeks for de mellemstatslige og mellemfolkelige relationer i Europa. Dokumentet opridsede grundlaget og rammerne ikke bare for den fredelige sameksistens, men også for samarbejdet i Europa. Af størst betydning er givetvis den del af slutakten, som direkte knytter an til sikkerheden og de tillidsskabende foranstaltninger. Afkald på magtanvendelse eller trusler herom, suveræn ligeberettigelse, grænsernes ukrænkelighed, staternes territoriale integritet, fredelig bilæggelse af stridigheder, folkenes ligestilling og ret til selv at afgøre deres skæbne, mellemstatsligt samarbejde og overholdelse af indgåede forpligtelser er nogle af de grundprincipper, der er indeholdt i dokumentet, og som staterne har skrevet under på. For at styrke tilliden landene imellem indeholder slutakten bestemmelser om tillidsskabende foranstaltninger, herunder gensidig forhåndsunderretning om større militærøvelser og indbydelse af observatører fra andre lande til at overvære disse øvelser. Desuden forpligter underskriverne sig til at fremme de fler- og tosidede forbindelser inden for økonomi, kultur, teknik og videnskab, udviklingen af kontakter mellem mennesker, udvekslingen af informationer, osv. Den fælleseuropæiske konferences udfald var en triumf for alle de deltagende stater og en sejr ikke mindst for Sovjetunionens og de andre socialistiske landes udenrigspolitik. Da Sovjetunionens kommunistiske parti åbnede sin 25. kongres i begyndelsen af 1976, kunne den konstatere, at to vigtige punkter i fredsprogrammet var opfyldt. Krigsarnestedet i Indokina var afskaffet, og den fælleseuropæiske konference var blevet gennemført med succes. I sin beretning til kongressen havde centralkomiteen foreslået et udvidet fredsprogram til vedtagelse. Dette program opridsede nye opgaver i fredskampen, herunder styrkelse af de socialistiske landes enhed, forstærket indsats mod rustningskapløbet, afskaffelse af krigsarnestederne, navnlig i Mellemøsten, udvikling af det internationale samarbejde i overensstemmelse med Helsinkiaftalen, etablering af et sikkerhedssystem i Asien, indgåelse af en verdensomfattende traktat om ikke-magtanvendelse i internationale relationer, udryddelse af alle rester af kolonialisme og sluttelig afskaffelse af enhver diskrimination og alle kunstige barrierer i det internationale handelssamkvem.

De grundlæggende målsætninger og hovedopgaverne for sovjetisk udenrigspolitik er nedfældet i Sovjetunionens nye forfatning (1977). Heri slås det fast, at sovjetstaten fører en konsekvent leninsk fredspolitik og virker for styrkelse af folkenes sikkerhed og for bredt internationalt samarbejde (artikel 28). Forfatningen understreger, at Sovjetunionens udenrigspolitik sigter efter at tilvejebringe de bedst mulige betingelser for opbygningen af kommunismen i USSR, styrke verdenssocialismens positioner, støtte folkenes kamp for national befrielse og socialt fremskridt, forebygge aggressionskrige og konsekvent gennemføre princippet om fredelig sameksistens mellem stater af forskelligt samfundssystem. Til sidst i artikel 28 pointeres det »I Sovjetunionen er krigspropaganda forbudt.« Den følgende artikel slår fast, at Sovjetunionens forhold til andre stater er baseret på principperne om gensidig ikke-magtanvendelse eller trusler herom, suveræn lighed, grænsernes ukrænkelighed, staternes territoriale integritet, fredelig bilæggelse af stridigheder, ikke-indblanding i andre staters indre anliggender, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende friheder, folkenes ligeret og ret til selv at afgøre deres skæbne, samarbejde mellem staterne og samvittighedsfuld opfyldelse af forpligtelser, som hidrører fra alment anerkendte principper og normer i international ret og fra de af Sovjetunionen indgåede internationale aftaler. Sovjetunionen har med andre ord indarbejdet Helsinki-konferencens bestemmelser i sin forfatning.

Skift til: * * Sovjetunionens udenrigspolitik (III)

Webmaster