Brudstykker af Sovjetunionens udenrigspolitik (III)
Skift til: Slutdokumentet fra Helsingki-konferencen 1975 * * Det 20 århundrede * *
De socialistiske landes samvirke
Sovjetregeringen har altid set det som en af sine vigtigste opgaver at bidrage til udviklingen og konsolideringen af det socialistiske verdenssystem og forsvare det mod anslag udefra. Helt tilbage i folkedemokratiernes første, svære år spillede Sovjetunionen den afgørende rolle, når det gjaldt om at forsvare dem mod ydre indblanding. Sovjetunionen og alle de socialistiske lande støttede Vietnams folk på enhver tænkelig måde og hjalp det frem til sej ren over den stærke modstander. I 1976 kunne de 50 millioner vietnamesere omsider blive genforenet, hvorefter hele landet slog ind på en socialistisk udviklingsvej. På Vietnams Arbejdets Partis 4. kongres i december 1976 blev det konstateret, at kampsolidariteten, støtten og den kolossale, effektive bistand fra de socialistiske lande havde givet det vietnamesiske folks modstand nye kræfter og dannet grundlag for den brede støtte, alverdens folk havde vist det vietnamesiske folk i kampen mod USA’s aggression. Hjælpen til Vietnam er fortsat efter sejren og genforeningen. Med sovjetisk ekspertbistand genrejses den ødelagte økonomi, landbruget mekaniseres og en moderne industri er ved at tage form. På samme måde hjælper Sovjetunionen det demokratiske Kampuchea og befolkningen i Laos, der også har valgt en socialistisk udviklingsvej. Forholdet mellem Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande kendetegnes i første række ved, at det tosidede samarbejde konsolideres og uddybes på basis af traktaterne om venskab, samarbejde og gensidig hjælp; det flersidede forsvarsmæssige og økonomiske samarbejde udbygges, ligesom der sker en samordning og koordinering af de socialistiske landes udenrigspolitiske virksomhed. De tosidede traktater om venskab, samarbejde og gensidig hjælp, som Sovjetunionen har indgået med lande som Bulgarien, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Polen, DDR, Rumænien og Mongoliet, er i de senere år enten fornyet eller forlænget, og sammen med tosidede aftaler mellem andre socialistiske lande udgør de et helt sæt af indbyrdes forpligtelser. Sovjetregeringen gør sit til, at den socialistiske internationalisme slår igennem stærkest muligt på alle områder af samarbejdet med disse lande. De socialistiske landes parti- og regeringsledere mødes jævnligt til saglige og kammeratlige drøftelser af den internationale situation. De koordinerer deres virksomhed på den internationale arena, i særdeleshed hvad angår fælles fredsbevarende initiativer. I fællesskab drøfter, opstiller, formulerer og gennemfører de den udenrigspolitiske linje først og fremmest med henblik på en styrkelse af den internationale afspænding og afskaffelse af arnesteder til militære konflikter, specielt i Mellemøsten. Praktisk, politisk og moralsk støtter de ofrene for aggression og modvirker USA’s forsøg på at eksportere kontrarevolution (som det for eksempel var tilfældet i den sidste fase af det angolanske folks uafhængighedskamp i 1974-1975, og som det fortsat sker over for lande som Angola, Cuba og Nicaragua). Stor betydning for den udenrigspolitiske samordning har også Warszawapagt-landenes politiske konsultative komité, hvor medlemslandenes stats- og partiledere og udenrigsministrene jævnligt mødes til konsultationer og rådslagninger. Sovjetunionen er som de andre socialistiske lande stærkt optaget af at udbygge og videreudvikle den socialistiske økonomiske integration i COMECON-regi. COMECON er blevet verdens stærkeste sammenslutning, hvad industriproduktion angår. COMECON-landene tegner sig for en betydelig del af Sovjetunionens udenrigshandelsomsætning. Overhovedet får samtlige COMECON’s medlemslande en stor del af deres behov for maskiner, udrustning, jern, stål og metaller, brændsel og forbrugsvarer dækket gennem deres indbyrdes arbejdsdeling. I 1971 vedtoges kompleksprogrammet for socialistisk økonomisk integration, og det har siden dannet grundlag for de socialistiske landes økonomiske samarbejde. Ud fra dette program gik man i gang med en række store fællesprojekter, ligesom produktionen blev yderligere specialiseret og koopereret landene imellem. Længe inden da var COMECON-landene begyndt at koordinere deres økonomiske planlægning. Sidenhen opstillede man en plan for flersidede integrationsforanstaltninger. Denne plan omfatter bl.a. fællesprojekter som opførelsen af cellulosefabrikker i Ust-Ilimsk (Østsibirien), anlæggelsen af gasrørledningen fra Orenburg til Sovjetunionens vestgrænse, virksomheder til nikkelproduktion på Cuba og andre. Endvidere er de socialistiske lande langt fremme i forberedelserne til en koopereret produktion af udrustning til atomkraftværker, og der er planer om en specialisering af sukker, frugt, og grøntsagsproduktionen ved at udnytte de gunstige klimaforhold i bestemte lande. Sovjetunionen er af den opfattelse, at fortsat økonomisk tilnærmelse mellem de socialistiske lande har mere end blot økonomiske fordele. Lige så vigtigt er det politiske aspekt - at styrke det socialistiske samvirkes materielle grundlag. Den sovjetiske regering arbejder aktivt for at bedre forholdet til de socialistiske lande, til hvem de normale relationer af forskellige årsager er blevet brudt. Det gælder i første række den Kinesiske Folkerepublik.
Koloniimperiernes endelige sammenbrud. Sovjetisk bistand til de unge nationalstater
Støtte til folkenes kamp mod kolonialisme, for national og social frigørelse, er en af de vigtigste retninger i sovjetisk udenrigspolitik. Igennem hele Sovjetunionens eksistens er der ydet hjælp, som spænder fra moralsk, diplomatisk og økonomisk støtte til militær bistand. Et folk, der fører en retfærdig kamp for uafhængighed er aldrig blevet svigtet af Sovjetunionen. Sovjetunionens holdning til de komplicerede processer i udviklingslandene er klar og veldefineret. Sovjetunionen blander sig ikke i andre landes og folks indre anliggender. Respekten for ethvert folks, ethvert lands ukrænkelige ret til at vælge sin egen udviklingsvej er et ufravigeligt princip i den leninske udenrigspolitik. Men vi lægger ikke skjul på vore meninger. I udviklingslandene som overalt er vi på de progressive, de demokratiske og den nationale uafhængigheds kræfters side og forholder os til dem som til venner og kampfæller.« Sådan faldt ordene på SUKP’s 25. kongres i 1976, og de har stadig gyldighed. Sovjetunionens hjælp til de folk, som slås for deres uafhængighed, er uegennyttig og betingelsesløs, for Sovjetunionen er ikke ude efter fordele i Asien og Afrika og ønsker ikke økonomiske privilegier og koncessioner, ligesom Sovjetunionen heller ikke anlægger militærbaser i udlandet. Et væld af kendsgerninger vidner om, at folkene i Asien og Afrika har tilkæmpet sig og konsolideret deres statslige uafhængighed ikke mindst takket være støtten fra Sovjetunionen. I FN har Sovjetunionen konsekvent forsvaret de undertrykte landes rettigheder og selvstændighed. Gentagne gange har den sovjetiske FN-delegation fremsat forslag, som kunne gøre ende på kolonialismen i alle dens former, og altid har den konsekvent arbejdet for at få omsat allerede vedtagne resolutioner i handling. Også politisk bakker Sovjetunionen op om landene i Asien og Afrika. Den støtter deres bestræbelser for at befæste uafhængigheden, den vender sig mod indblanding i deres indre anliggender og slår til lyd for, at de opnår fuld diplomatisk anerkendelse uden nogen form for diskrimination og på lige fod med andre lande inddrages i de brede internationale forbindelser og internationale organisationer, herunder FN. Sovjetunionen har etableret normale relationer med hovedparten af de tidligere kolonilande, som nu er blevet selvstændige, og har indgået langsigtede aftaler med adskillige af disse lande om samarbejde inden for handel, økonomi, teknik, videnskab og kultur. Et sådant samarbejde, hvor parterne er fuldstændig ligeberettigede, gør det mindre vanskeligt for landene at omstille deres økonomi og samfundsliv efter progressive principper. Her er det på sin plads at omtale den »adfærdskodeks«, som sovjetregeringen opstillede i april 1981. Den indeholder en række principper for forholdet til de unge nationalstater, principper som Sovjetunionen opfordrer alle lande til at følge. I korthed går de ud på følgende:- at anerkende ethvert folks ret til selv, uden indblanding udefra, - at afgøre dets indre anliggender, afstå fra forsøg på under nogen form at opnå herredømme over dem eller inddrage dem i nogen magts »interessesfære«;- at respektere disse landes territoriale integritet og deres grænsers ukrænkelighed; afstå fra at yde støtte udefra til separatistiske bevægelser, som søger at splitte et land; - uforbeholden anerkendelse af ethvert asiatisk, afrikansk og latinamerikansk lands ret til at deltage i det internationale liv;- fuld og betingelsesløs anerkendelse af disse staters suveræne råderet over deres naturressourcer samt anerkendelse af deres fulde ligestilling i internationale økonomiske forhold; - støtte til deres bestræbelser på at afskaffe kolonialismens levn og udrydde racisme og apartheid i overensstemmelse med FN’s resolutioner herom; - respekt for den alliancefrie status, som flertallet af disse stater har valgt; afstå fra forsøg på at indlemme dem i militær-politiske blokdannelser. Denne »adfærdskodeks« levner ingen plads for afpresning og tvang over for landene i den tredje verden. I 1970’erne sluttede Sovjetunionen venskabs- og samarbejdsaftaler med bl.a. Indien (1971), Irak (1972), den Folkedemokratiske Republik Yemen (1977), Afghanistan (1978) og Syrien (1980). Sovjetunionen betragter samarbejdet med udviklingslandene som en af de former, hvori socialismen allierer sig med de nationale befrielsesbevægelser. Sovjetregeringen arbejder energisk for en retfærdig fredsordning i Mellemøsten. Den yder politisk og materiel støtte til de arabiske folk, der er tvunget til at forsvare sig mod Israels aggression, støttet af USA og visse vesteuropæiske lande. Sovjetunionens bud på en altomfattende løsning af den langtrukne og farlige internationale konflikt tager som udgangspunkt, at de arabiske lande tilbagegives alle de af Israel besatte områder, at palæstinenserne indrømmes ret til at danne deres egen suveræne stat, at krigstilstanden i dette område bringes til ophør, at alle stater i området sikres suveræn eksistens og gives internationale garantier, der kan tilvejebringe en varig fred. Dette er en principiel holdning, som Sovjetunionen ikke fraviger, uanset forskellige konservative arabiske kræfters forsøg på at frembringe antisovjetiske stemninger og undergrave de venskabelige forbindelser med Sovjetunionen. Forsøgene på at sætte Sovjetunionen uden for en løsning af Mellemøst-problemerne og med USA som mellemmand konstruere separatordninger mellem Israel og enkelte arabiske lande vil ikke bringe fred til denne del af verden. Dette blev endnu engang bevist af de tragiske begivenheder i sommeren 1982, da Israels ekspansionistiske ledelse sendte tropper ind i Libanon med USA’s stiltiende samtykke og støtte. Under aggressionen blev titusinder af libanesere og palæstinensere dræbt, store dele af Beirut blev lagt i ruiner, ligesom flere byer og småbyer led svære tab. Sovjetregeringen fordømte Israels aggression på det skarpeste og krævede øjeblikkelig tilbagetrækning af de israelske styrker fra Libanon og standsning af folkedrabet på libanesere og palæstinensere. I september 1982 fremlagde den sovjetiske regering sit forslag til, hvilke principper der skulle iagttages for at nå frem til en retfærdig og varig fred i Mellemøsten. For det første fastslås det utilladelige i at erobre fremmed jord med magtanvendelse; dernæst at araberne skal tilbagegives alle de områder, Israel besatte i 1967, og at grænserne mellem Israel og dets arabiske naboer skal erklæres ukrænkelige. For det andet må det arabiske Palæstinafolk sikres reel ret til selvbestemmelse og til selvstændig, uafhængig statsdannelse på palæstinensisk jord, som skal rømmes af israelske besættelsestropper. For det tredje skal Østjerusalem, som Israel besatte i 1967, gives tilbage til araberne og blive en uadskillelig del af den palæstinensiske stat; i hele Jerusalem sikres fri adgang til de hellige steder for troende af alle tre religioner. For det fjerde skal alle stater i regionen tilstilles garantier for deres sikkerhed og uafhængige eksistens og udvikling. For det femte skal krigstilstanden bringes til ophør og en fredsaftale indgås mellem Israel og de arabiske lande. For det sjette skal der udarbejdes og derpå vedtages et sæt internationale fredsordningsgarantier; de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd eller Sikkerhedsrådet som sådan kunne påtage sig rollen som garant. Sovjetregeringen lod endvidere forstå, at en sådan, holdbar fredsordning kun kunne bringes i stand ved en kollektiv indsats af alle berørte parter, herunder ubetinget PLO som den eneste retmæssige repræsentant for det palæstinensiske folk. Som allerede nævnt støtter Sovjetunionen og de socialistiske lande fortsat Angola, Mocambique og Guinea Bissau, hvis folk opnåede national uafhængighed i 1970’erne efter årtiers kamp. I FN har den sovjetiske delegation gentagne gange slået til lyd for udryddelse af alle kolonialismens levn i det sydlige Afrika og navnlig for Namibias uafhængighed. Sovjetunionen har altid været at finde på de unge nationalstaters side i deres legitime kamp for selv at bestemme over deres nationale rigdomme og ressourcer. Især lægger Sovjetunionen vægt på at uddybe venskabet og samarbejdet med de lande, der går i spidsen for den nationale befrielseskamp og som fører en progressiv uden- og indenrigspolitik. Samarbejdet med disse lande fremmer deres økonomiske udvikling og letter gennemførelsen af væsentlige sociale og økonomiske omdannelser, specielt med henblik på at styrke den statslige sektor, langtidsplanlægningen og landbrugsreformerne. Sovjetunionens udenrigspolitik er således indrettet efter i videst muligt omfang at tilgodese de unge nationalstaters interesser. Herunder lægges hovedvægten på at fremme deres industrielle udvikling, for kun ved at skabe et solidt samfundsøkonomisk grundlag kan disse lande overvinde kolonialismens følger og opnå virkelig uafhængighed. Cirka tre fjerdedele af Sovjetunionens samlede ulandshjælp frem til 1976 blev givet til udvikling af en national industri. I sidste halvdel af 1970’erne blev der med sovjetisk bistand opført knap 1000 større industriforetagender og uddannet titusinder af faglærte arbejdere og eksperter. På det tidspunkt havde Sovjetunionen økonomiske samarbejdsaftaler med 56 udviklingslande (21 i Asien, 30 i Afrika og 5 i Latinamerika). Gensidig fordel var - og er - nøgleordene i dette samarbejde. Blandt nogle af de foretagender, Sovjetunionen har bistået med at projektere, finansiere og opføre, er de tidligere omtalte jern- og stålværker i Indien, Aswandæmningen og Heluan-stålværket i Ægypten og vandkraftværket ved Eufrat i Syrien. Olieraffinaderiet i Assabe (Etiopien) er ligeledes bygget med sovjetisk bistand og har gjort landet selvforsynende med olieprodukter. I Guinea har Sovjetunionen bidraget med udrustning og eksperthjælp til opførelsen af et bauxitudvindingsanlæg, en af de største virksomheder i landet; samme sted er der med sovjetisk hjælp opført en konservesfabrik og et savværk. Sovjetunionen har ligeledes hjulpet en række lande i Afrika med landbrugsmaskiner og oprettelse af maskinstationer. Sovjetunionens samhandel med udviklingslandene blev næsten femdoblet i årene 1965-1980 og beløb sig da til knap ni milliarder rubler. Store dele af bistanden går som nævnt til udvikling af den statslige sektor. Derved bliver udviklingslandene i stand til at nationalisere de økonomiske nøglebrancher og ikke mindst modvirke udenlandske monopolers ekspansionsbestræbelser. De socialistiske staters afspændingspolitik virker som en hæmsko for kontrarevolutionær intervention i disse lande og sætter dem i stand til at hævde deres nationale suverænitet, bl.a. over naturressourcerne, og blive herre i eget hus. Udviklingslandene erkender, at kun afspænding kan føre til en praktisk virkeliggørelse af Sovjetunionens forslag om, at de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet reducerer deres militærbudgetter med ti procent, hvorefter en del af de frigjorte midler bruges til ulandsbistand. Beregninger viser, at 22 milliarder dollars om året (dvs., en ubetydelig del af de nuværende rustningsudgifter) er nok til at komme sulten til livs og udrydde analfabetisme og sygdomme, som især den tredje verdens befolkning lider af. Den politik, Sovjetunionen slår til lyd for og selv fører på den internationale arena, og dens direkte hjælp til lande, der kæmper for frigørelse, har kolossal betydning for millioner af menneskers fremtid.
Forhandlinger om rustningsbegrænsning sidst i 1970erne
Den vending i de internationale relationer, som satte ind først i 1970’erne, fra dødsensfarlig kold krig og raslen med atomvåben til erkendelse af det nødvendige i at samarbejde og finde fredelige løsninger på stridsspørgsmål, var først og fremmest et resultat af Sovjetunionens og de socialistiske landes indsats. Sovjetunionen gjorde alt, hvad der stod i dens magt, for at resultaterne fra Helsinki ikke kun blev på papiret, men omsattes i praktisk politik. Afrustningsproblematikken indtager en særlig plads i Sovjetunionens udenrigspolitik. Som opfølgning af den internationale konvention om forbud mod og tilintetgørelse af de bakteriologiske våben og traktaten om ikke-spredning af kernevåben foreslog sovjetregeringen i 1976, at der blev sluttet en verdensaftale om ikke-anvendelse af magt i internationale relationer. Medunderskriverne skulle forpligte sig til at afstå fra brugen af våben under enhver form, herunder kernevåben, ved bilæggelse af stridigheder. Endnu et vigtigt udspil kom fra Warszawapagtlandenes politiske konsultative komité i november 1976. Det gik i korthed ud på, at ethvert af Helsinki-konferencens deltagerlande afgav løfte om ikke at være den første til at bruge kernevåben. På FN’s generalforsamling i 1976 fremsatte den sovjetiske delegation udkast til en deklaration om »At forebygge en kernevåbenkatastrofe« og et memorandum om standsning af rustningskapløbet og nedrustning. Dokumentet indeholdt forslag til en aftale om standsning af kernevåbenproduktionen, af de væbnede styrkers kernevåbenforsyninger, af opstillingen og udviklingen af nye kernevåbenmodeller og -typer samt reduktion af kernevåbenlagrene og -fremføringsmidlerne. Sovjetregeringen går ligeledes ind for fælles internationale skridt mod yderligere spredning af kernevåben eller andre kernesprængladninger. På sovjetisk initiativ vedtog samme generalforsamling i FN et udkast til konvention om forbud mod påvirkning af det naturlige miljø i militært eller andet fjendtligt øjemed og anbefalede den til underskrivelse og ratifikation. Takket være Sovjetunionens indsats støttet af flere lande, herunder de socialistiske, traf FN beslutning om at gennemføre en særlig nedrustningssamling som led i forberedelserne til en verdenskonference om nedrustning. I 1978 og 1982 afholdtes to særlige FN-nedrustningssamlinger. I arbejdet for at nå frem til rustningsbegrænsning og reduktion har forhandlingerne herom mellem USA og Sovjetunionen den største betydning. Det turde være kendt, at den endelige udformning af den sovjetisk-amerikanske aftale om begrænsning af de offensive strategiske rustninger (SALT-2) blev trukket i langdrag af de amerikanske forhandlere. Allerede i 1974 var udkastet til en sådan aftale blevet paraferet i Vladivostok af lederne for henholdsvis USA og Sovjetunionen. Under forhandlingerne i Moskva i marts 1977 satte den amerikanske part spørgsmålstegn ved Vladivostok-aftalen og stillede nye betingelser, der betød ensidige fordele til USA. For eksempel foreslog amerikanerne, at antallet af store sovjetiske raketter skulle reduceres med 50 procent, men uden at ville røre ved det amerikanske militærsystems farligste rustningstyper og - led, f.eks. de atombevæbnede baser nær Sovjetunionens grænser eller de såkaldte krydsermissiler. Det siger sig selv, at på dette grundlag kunne en aftale ikke komme i stand. Efter intensive forhandlinger, som stod på i over et år, kunne SALT-2 aftalen omsider undertegnes. Det skete den 18. juni 1979 i Wien. I USA satte afrustningsmodstanderne imidlertid ind med en række frontalangreb på aftalen, som er en af de vigtigste i vor tid. Gennem propagandatrick og løgne om Sovjetunionen og de socialistiske lande skræmte man folk med »truslen fra Sovjetunionen«, »det uundgåelige og nært forestående angreb fra Sovjetunionen« - og mere af samme skuffe. Ingen af de vestlige regeringer brugte deres autoritet og viden om tingenes egentlige tilstand til at berolige offentligheden, snarere tværtimod. Stabil fred og afspænding er noget, visse kredse i Vesten, især USA, ikke bryder sig om. Den kolde krigs mangeårige stilstand og det militær-industrielle kompleks’ helt håndgribelige interesser havde tilsammen ført til, at der i USA var opstået nye, indflydelsesrige grupperinger som »Komiteen mod den eksisterende fare« eller »Koalitionen for fred fra styrkens position«. De bragte konfrontations- og antiafspændingspolitikken helt ind i det Hvide Hus. Senator McGovern sagde engang i et interview, at »opkomsten af et nyt anti-kommunistisk hysteri i USA bevidst blev tilskyndet af en velorganiseret højrefløjsindstats.« Han føjede til, at de virkelige problemer, USA stod overfor, såsom inflation, arbejdsløshed og byernes energitilførsel var så vanskelige og indviklede, at det var »lettere at angribe russerne og cubanerne«. Dette målrettede, antisovjetiske propagandaboom var en af de faktorer, som forpestede det internationale klima. Afspændingsmodstanderne rettede hovedskytset mod forhandlingerne om rustningsbegrænsning. Målet var, at USA skulle forlade princippet om parternes lige sikkerhed og opnå militær overlegenhed over Sovjetunionen. Warszawapagten og herunder også Sovjetunionen er af den opfattelse, at der såvel i Europa som på globalt plan nu generelt hersker en balance mellem de to militærblokke. Denne balance er en afgørende forudsætning for at bevare international stabilitet. Men for at styrke og sikre freden er det nødvendigt, at balancen sænkes til et lavere niveau. Dette synspunkt fremføres nu også af adskillige nøgternt tænkende politikere i Vest. En fremtrædende vesttysk socialdemokrat Alfons Pawelezyk har således udtalt: »Det må være formålet med en ansvarsbevidst sikkerhedspolitik, at den bestående styrkebalance på det strategiske område stabiliseres på et lavere niveau.« Forsøgene på at opnå militær overlegenhed over Sovjetunionen vil aldrig resultere i noget godt. Høgene i Pentagon og den amerikanske kongres anspores af et vist »teknologisk hovmod« i deres forvisning om, at modparten ikke kan hamle op med de nye militær-teknologiske udfordringer. Det amerikanske magasin Fortune skrev i en artikel under overskriften »Krydsermissilet kan det hele - næsten«, at den militære tekniks nye vidunder vil kunne »forandre den strategiske styrkebalance mellem USA og Sovjetunionen«. Forhåbningen er grundløs. Hele efterkrigstidens historie har vist, at ethvert vestligt skridt på rustningsområdet er blevet mødt med modforholdsregler fra Sovjetunionen og dennes allierede. Intet nyt våben i NATO’s arsenaler har nogen sinde givet Vesten andet end kortvarig overlegenhed. En af USA’s mere kompetente folk på området, professor Georg Kistiakowsky, som i sin tid var præsident Eisenhowers rådgiver i spørgsmål vedrørende videnskab og teknik, måtte erkende følgende: »I kernevåbenkapløbets historie har de Forenede Stater været først med hovedparten af de teknologiske nyskabelser og nye våbensystemer... De amerikanske nyskabelser - såsom svære bombefly, raketter på fast brændstof (hvad enten de er baserede på land eller om bord på ubåde), med inertistyrede eller individuelt styrbare sprænghoveder, blev alle fulgt af de sovjetiske udgaver nogle år senere«. Men er det overhovedet nødvendigt at fortsætte denne meningsløse kappestrid ? Der er i dag ophobet så mange våben, at de mere end én gang kan udslette alt levende på Jorden. Hvem har gavn af dette meningsløse og farlige spild af menneskehedens ressourcer? Amerikanske politikere styres af en gruppe storentreprenører, generaler og admiraler og disses tidligere kolleger, som har skiftet kontoret i Pentagon ud med en chefstol i de militær-industrielle koncerner. De gigantiske profitter, som koncernerne rundhåndet bevilger summer af til politisk lobbyarbejde i ind- og udland, befordrer givetvis entusiasmen hos visse politikere og ministre. Foruden disse mennesker, for hvem fred og international afspænding er mindre væsentlige anliggender, findes imidlertid også en enorm menneskemasse, der blot ønsker fred og som instinktivt eller bevidst presser på magthaverne med krav om at genoptage den positive kurs, der blev lagt med aftalerne først i 1970’erne.
Løgnen om den sovjetiske trussel
Det er først og fremmest denne menneskemasse, de amerikanske og vesteuropæiske høges propagandaarbejde er rettet ind mod. Folk får tudet ørerne fulde om, at begrænsning af de strategiske rustninger kun er til Sovjetunionens fordel, og at Sovjetunionens underskrift end ikke er det stykke papir værd, den er skrevet på. Samtidig véd man glimrende, at Sovjetunionen siden sin oprettelse har været en stabil partner og nøje iagttaget alle bestemmelser i såvel to- som flersidede aftaler. Her kan det være på sin plads at citere en af kommunismens og sovjetstatens mest forhærdede modstandere, nemlig Winston Churchill, som i 1940’rne skrev: »Ud fra mine erfaringer har Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker aldrig brudt en forpligtelse eller en traktat.« Det véd de rustningsgale politikere i USA og Vesteuropa altsammen udmærket. For dem er det imidlertid vigtigere at sinke en bedring i de internationale relationer og ikke lade den udmønte sig i aftaler om rustningsbegrænsning og -reduktion. Og endnu vigtigere er det at så mistillid hos folk til de socialistiske landes politik og lederskikkelser. De, der spiller på og spreder frygt, er ikke bange selv, for deres informationer fejler som regel intet, og de véd, hvad der er grund til og ikke er grund til at frygte. Angsten hos menigmand, der holdes hen i uvidenhed, skal fremkalde utryghed og had til Sovjetunionen og de socialistiske lande; bedst kan det beskrives som en slags »politisk racisme«, dvs. en irrationel modvilje, der ikke behøver yderligere argumentation. Når det lykkes, får militaristerne frit spil. Hertil har USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger gjort, hvad han kunne. I efteråret 1979 ville han vide, at begyndelsen af 1980erne lukkede op for en farlig blottelse, fordi Sovjetunionen på det tidspunkt ville få mulighed for at slå til mod USA’s landbaserede strategiske raketter. Kissingers udsagn var et skamløst misbrug af folks uvidenhed om tingenes faktiske tilstand. De borgerlige massemedier skænker det end ikke en tanke, at Sovjetunionen ikke har og aldrig har haft planer om at angribe USA eller noget andet land for den sags skyld, hverken med kernevåben eller konventionelle våben. »Truslen fra Sovjetunionen« og »den sovjetiske aggressionslyst« udledes af stort set alt. Af den marxistiske ideologi, som naturligvis søges udbredt med magt. Af Sovjetunionens økonomiske problemer og fortrædeligheder, som naturligvis ikke giver Moskva anden udvej end territorial ekspansion. Af de sovjetiske generalers udspekulerede indflydelse på den politiske ledelse. Og så fremdeles. Først sørger de militaristiske kredse for at oppiske en atmosfære af mistillid og frygt for derefter at udnytte den efter hensigten.
NATO’s dobbeltbeslutning.
Militaristisk hysteri i USA
Den 11. december 1979 accepterede NATO USA’s forslag om at stationere 572 mellemdistanceatomraketter i Vesteuropa. Dette skridt betød en drastisk forværring af den internationale situation. Rakettilhængerne begrunder deres tilslutning med, at de nye raketter er tvingende nødvendige for at imødegå den sovjetiske kernevåbenoprustning, især i den europæiske del af landet, hvor russerne har anbragt deres »splinternye« SS-20 raketter. Men SS-20’rne er ikke splinternye; de er forbedrede udgaver af de gamle SS-4 og SS-5 mellemdistanceraketter fra sidst i 1950’erne. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at gøre opmærksom på, at disse raketter anvender flydende brændstof og derfor kræver nogle timers forberedelse, før de kan affyres. Forskellen mellem det splinternye og det forbedrede er ikke uvæsentlig. Splinternye våben er derimod de amerikanske Pershing-2 raketter og krydsermissiler, som NATO gav tilslutning til skulle placeres i Vesteuropa. I stedet for de hidtidige amerikanske raketter, der »kun« når Sovjetunionens vestgrænse, vil man nu overgå til Pershing-2 raketter, som rammer udvalgte mål dybt inde i den europæiske del af Sovjetunionen på 5-7 minutter. Dertil kommer krydsermissilet, som flyver i en højde af 50-100 meter og derfor er umuligt at spore med de eksisterende sporingssystemer. En gennemførelse af NATO’s raketbeslutning ville ændre den strategiske situation i hele verden og ikke kun i Europa. Argumentationen bag beslutningen er falsk. SS-20 kan ikke nå USA, mens Pershing-2 og krydsermissilet kan udslette så godt som hele den europæiske del af Sovjetunionen. Da Sovjetunionen først i 1960’erne gik i gang med at opstille et yderst begrænset antal mellemdistanceraketter på Cuba efter den cubanske regerings ønske (for at undgå en gentagelse af Svinebugtinvasionen), fandt den amerikanske regering, at de udgjorde en dødelig fare mod USA, og den truede med at bombe Cuba sønder og sammen. Den sovjetiske part indvilligede da i et kompromis: Sovjetunionen fjernede raketterne fra Cuba, og USA forpligtede sig til at respektere Cubas suverænitet og territoriale integritet, og ligeledes fjerne mellemdistanceraketter fra nogle europæiske lande. De raketter, USA agter at opstille i Vesteuropa, bedømmes med rette som førsteslagsvåben. Vurderingen underbygges af de mange militær-strategiske doktriner, som er fostret i USA, om »begrænset« atomkrig, »langvarig« atomkrig, »præventivt« førsteslag osv. mod Sovjetunionen, jævnfør det famøse Washington direktiv nr. 59 af august 1980. Ophavsmændene til den nye strategi udlægger den som den »bedste måde« til at forebygge en storkonflikt med Rusland. I praksis vil ethvert atomangreb - om man så kalder det »begrænset« eller ej uundgåeligt føre til millioner af menneskers død. Præsident Carters direktiv nr. 59 skulle bringe folk til at se atomkrigen som noget acceptabelt. Den amerikanske topledelse havde beregnet, at en atomkrig »kun« ville udrydde cirka ti procent af Jordens befolkning eller 400 millioner mennesker! Den amerikanske regering nægtede herefter at ratificere SALT-2 aftalen. Krigshysteriet i USA forstærkedes voldsomt, da Ronald Reagan havde tiltrådt præsidentembedet. Omsvinget i USA’s politik søges undertiden forklaret med, at det var Sovjetunionens militære hjælp til det revolutionære Afghanistan, som angiveligt skabte en trussel mod vestlige interesser i den del af verden, der er rig på energi- og råstof ressourcer. Sidst i 1979 var store bander af lejesoldater med tilknytning til afghanske jorddrotter og feudalherrer, som modtog militær og finansiel støtte fra CIA, Pakistan og enkelte andre lande, begyndt at rykke frem mod Afghanistans hovedstad Kabul. Formålet med offensiven var at kvæle de progressive landvindinger, som var opnået efter aprilrevolutionen 1978. På afghansk anmodning rykkede Sovjetunionen til undsætning med et begrænset troppekontingent og efterlevede således sin internationalistiske pligt i henhold til den afghansk-sovjetiske venskabs- og bistandstraktat af december 1978. Dette skridt hang ligeledes sammen med nødvendigheden af at eliminere den trussel, der var opstået mod Sovjetunionens sydlige områder. Vestlige militaristiske kredse brugte det som påskud til at forværre den i forvejen alvorlige situation og sætte yderligere fart på oprustningen. En af årsagerne til optrapningen af våbenkapløbet var, at de ledende kredse i USA overhovedet ikke ville forlige sig med en så afgørende international faktor som paritet mellem NATO og Warszawapagten og mellem USA og Sovjetunionen på det militær-strategiske område. Enhver bare nogenlunde betydelig aftale, som satte loft over de to landes rustninger, blev opfattet som uacceptabel. Den nærmest forbitrede modarbejdelse af enhver aftale om nedrustning afslørede deres håb om at ændre begivenhederne5 forløb og opnå militær overlegenhed over Sovjetunionen ved at igangsætte en ny kaprustningsrunde. Præsident Reagans afvisning af SALT-2 aftalen i begyndelsen af 1981, den amerikanske regerings beslutning om at realisere det strategiske MX-raketsystem og om at serieproducere neutronvåben, bevillingerne til Pentagon til produktion af en ny generation af kemiske våben fra og med 1981, udviklingen af det ubådsbaserede raketsystem Trident-1, den forcerede udvikling af laservåben, den øgede militære tilstedeværelse i det Indiske Ocean, ved Irans kyster og i Mellemøsten - alt dette illustrerer den yderst farlige kurs i amerikansk politik. I realiteten prøver man atter at »rulle« socialismen tilbage, en strategi der led fiasko allerede i de første efterkrigsår. USA’s genoptagelse af tilbagerulningspolitikken over for de socialistiske lande slog igennem med særlig styrke i forbindelse med begivenhederne i Polen. Skærpelsen af den indenrigspolitiske situation i sommeren og efteråret 1980 - på grund af den fejlagtige politik, ledelsen af Polens Forenede Arbejderparti havde ført i årene forinden, såvel som af vestlige massemediers hadske propaganda i selve Polen - blev udnyttet af USA og de øvrige NATO-landes regeringer til at udfolde en politisk hetz mod Sovjetunionen. Sovjetunionen fik ansvaret for de foranstaltninger, de polske myndigheder havde iværksat til en normalisering af situationen, for Polens økonomiske fortrædeligheder osv. Vestlige politikere, som i stil med den amerikanske præsident ikke holder sig tilbage for at gribe groft ind mod deres eget lands fagforeninger, begyndte pludselig at forlange bedre arbejdsforhold og levevilkår for den polske arbejderklasse og større beføjelser til den polske fagbevægelse. Sovjetunionen og de øvrige Warszawapagt-lande kan ikke på nogen mulig måde gøres ansvarlig for udviklingen i Polen. Det er et rent polsk anliggende. Derimod gør Sovjetunionen og dens allierede alt, hvad der står i deres magt, for at hjælpe det polske folk ud over følgerne af den svære tid. Begivenhederne i Polen ansporede de herskende kredse i USA til endnu en gang at forsøge at knække Sovjetunionens og de socialistiske landes økonomi gennem en uhyrlig oprustning. Hvis »russerne« virkelig er så farlige og så overlegne, som de borgerlige massemedier gør dem til, hvad tøver de så for ? Plejer en rigtig angriber da at vente, indtil modstanderen er blevet stærk nok ? Folk skræmmes med risikoen for et sovjetisk konventionelt angreb, da Sovjetunionen jo ikke har opgivet »at erobre Vesteuropa«. Ophavsmændene til denne fabelagtige løgn er blottet for enhver logik. Tør man spørge, af hvilken grund Sovjetunionen skulle starte et felttog mod Vesteuropa? Måske fordi den mangler naturressourcer ? I Sovjetunionen findes forekomster af stort set alle de kendte metaller, materialer og energikilder. Men så fordi landet er beboet af et særlig aggressivt, krigstørstende folkefærd ? En befolkning, som alene i vort århundrede har mistet omkring 30 millioner mennesker i krig, et land, hvor millioner og atter millioner af enker og faderløse børn har prøvet krigens rædsler på deres egen krop, kan vel næppe mistænkes for at ønske nye krige.
Pravda i 1979: Hvordan vurderer De den internationale situation specielt på baggrund af den amerikanske regerings seneste skridt ?
L. I. Bresjnev: Vort partis konsekvente og konstruktive kurs for fred, afspænding og nedrustning, for realisering af fredsprogrammet, som opstilledes på partiets 24. og 25. kongres, her gjort det muligt at nå langt. Bredt taget er det vigtigste, det er lykkedes at udrette, at bryde den tragiske cyklus: Verdenskrig - kort fredeligt pusterum - påny verdenskrig. Dette historiske resultat kan vi i Sovjetunionen, vore venner - folkene i de socialistiske broderlande, og alle, der har kæmpet og kæmper for fred, afspænding og fredelig sameksistens mellem lande med forskelligt samfundssystem med rette være stolte af. Men ved overgangen fra 1970’erne til 80’erne er den internationale situation desværre blevet forværret mærkbart. Og folkene bør have sandheden at vide om, hvem der er ansvarlig herfor. Lad mig svare uden omsvøb - skylden falder på de imperialistiske kræfter, først og fremmest visse USA-kredse. Den falder på dem, der ser afspændingen som en hindring for deres aggressive hensigter, opflamningen af militaristisk psykose og indblanding i andre folks indre forhold. Den falder på dem, for hvem det er en indgroet vane at optræde hensynsløst over for andre lande og at optræde, som om alt er dem tilladt på den internationale arena. Det har allerede i nogen tid været tydeligt, at USA’s og andre NATO-landes regeringskredse har lagt sig på en kurs, der er fjendtlig over for afspændingen, en kurs med sigte på at skrue oprustningen yderligere op med forøget krigsfare til følge. Begyndelsen hertil blev gjort allerede i 1978 på NATO-mødet i Washington i maj måned, hvor der besluttedes automatisk forøgelse af medlemslandenes militærbudgetter frem til det århundredes slutning. De militaristiske tendenser i USA’s politik finder i den senere tid udtryk i fremskyndelsen af nye langsigtede rustningsprogrammer, etableringen af nye militærbaser uden for USA, herunder i Mellemøsten og det Indiske Ocean, og i dannelsen af det såkaldte hurtigtreagerende korps - et redskab for indblandingspolitikken. Tag nu et så vigtigt dokument som SALT-2 aftalen. Dens omsætning i praksis ville bane vej for store skridt på nedrustningsområdet. Som bekendt har den fået støtte i hele verden, herunder hos USA’s NATOallierede og i brede kredse af den internationale offentlighed. Hvordan har Carters regering forholdt sig til den ? Næppe var aftalen underskrevet, før man i USA begyndte at miskreditere den, og ratifikationsproceduren blev - mens USA’s regeringskredse så gennem fingre dermed - udnyttet af aftalens modstandere til at vanskeliggøre ratifikationen til det yderste. Med beslutningen forleden om at lægge senatets behandling af SALT-2 på is på ubestemt tid har præsident Carter føjet endnu et træk til denne utiltalende udvikling. I december 1979 påtvang USA sine NATO-allierede beslutningen om placering af nye kernevåbenbærende mellemdistancevåben i en række vesteuropæiske lande, hvilket vil føre til en ny oprustningsrunde. I denne forbindelse lukkede Washington i realiteten munden på de allierede, der var tilbøjelige til at reagere positivt på Sovjetunionens konstruktive forslag om forhandlinger vedrørende dette spørgsmål. I dag prøver fredens og afspændingens modstandere at spekulere i begivenhederne i Afghanistan. Omkring disse begivenheder ophobes der bjerge af løgne og udfoldes der en hæmningsløs antisovjetisk kampagne. Hvad er der i virkeligheden sket i Afghanistan ? I april 1978 gennemførtes en revolution dér. Det afghanske folk tog sin skæbne i egne hænder og slog ind på uafhængighedens og frihedens vej. Naturligvis havde det afghanske folk selv kunnet klare dette. Men fra revolutionens første dage stødte det på aggression udefra og grov fremmed indblanding i sine indre forhold. Tusinder, ja titusinder af mytterister, bevæbnet og uddannet i udlandet kastedes i hele væbnede formationer ind i Afghanistan. Sammen med sine håndlangere indledte imperialismen en uerklæret krig mod det revolutionære Afghanistan. Afghanistan krævede indtrængende standsning af aggressionen og at få fred til roligt at bygge en ny tilværelse op. Den afghanske ledelse satte sig til modværge mod aggressionen udefra og henvendte sig allerede under præsident Taraki og derpå også senere til Sovjetunionen om hjælp. Vi på vor side advarede, hvem det måtte angå, om at hvis aggressionen ikke indstilledes, ville vi ikke lade det afghanske folk i stikken. Og hos os er der som bekendt ingen divergens mellem ord og handling. Aggressorernes handlinger mod Afghanistan blev støttet af Amin, der efter at have erobret magten iværksatte en hård undertrykkelse af brede lag af det afghanske samfund - partimedlemmer, militære kadrer, repræsentanter for intelligensen, det muslimske præsteskab - altså netop de lag af befolkningen, aprilrevolutionen støttede sig til. Og under ledelse af det folkedemokratiske parti, anført af Babrak Karmal, rejste folket sig mod dette Amin-tyranni og gjorde en ende på det. I Washington og visse andre hovedstæder begræder mani dag Amin. Og det afslører meget klart deres hykleri, for hvor var disse grædekoner, da Amin gennemførte sine masserepressioner, da han med magt fjernede og uden lov og ret fysisk tilintetgjorde Taraki - grundlæggeren af den nye afghanske stat ? Den uophørlige væbnede intervention og den vidtgående sammensværgelse mellem reaktionens ydre kræfter skabte en real fare for, at Afghanistan kunne miste sin uafhængighed og blive forvandlet til en imperialistisk militær platform ved vort lands sydlige grænse. Med andre ord indtrådte det øjeblik, hvor vi ikke kunne undlade at reagere på anmodningen fra det os venligtsindede Afghanistans regering. At handle anderledes ville have været det samme som at overlade Afghanistan til at blive sønderrevet af imperialismen og lade de aggressive kræfter gentage her, hvad det var lykkedes dem at gennemføre f.eks. i Chile, hvor folkets frihed blev druknet i blod. At handle anderledes ville have være det samme som passivt at se på, at der ved vor sydlige grænse var ved at opstå et arnested for en alvorlig trussel mod den sovjetiske stats sikkerhed. Med deres henvendelse til os støttede Afghanistan sig til klare punkter i den traktat om venskab, godt naboskab og samarbejde, der blev indgået mellem Afghanistan og Sovjetunionen i december 1978, og til enhver stats ret til, i overensstemmelse med FN’s statutter, at iværksætte individuelt eller kollektivt selvforsvar - en ret, som adskillige gange er blevet benyttet af andre lande. Det var ikke nogen nem beslutning for os at sende sovjetiske militære kontingenter til Afghanistan. Men partiets centralkomite og den sovjetiske regering handlede i fuld bevidsthed om sit ansvar og ud fra erkendelse af den samlede helhed af omstændigheder. De sovjetiske kontingenter har som deres eneste opgave at hjælpe afghanerne med at tilbagevise aggression ude fra. De vil i fuldt omfang blive trukket tilbage fra Afghanistan, såsnart de årsager er bortfaldet, der fik den afghanske ledelse til at anmode om at få dem tilført. Den imperialistiske propaganda og også Peking-propagandaen forvrænger bevidst og skamløst Sovjetunionens rolle i de afghanske anliggender. Det er klart, at der hverken har været eller er tale om nogen sovjetisk »intervention« eller »aggression«. Det drejer sig om noget andet: Vi hjælper det nye Afghanistan, efter anmodning fra dets regering, med at forsvare landets nationale uafhængighed, frihed og ære mod væbnede, aggressive handlinger udefra. Endvidere berøres hverken USA’s eller andre staters nationale interesser eller sikkerhed af begivenhederne i Afghanistan. Ethvert forsøg på at fremstille sagen på en anden måde er absurd. Det gøres i ond hensigt med det formål at lette vejen for gennemførelse af egne imperialistiske planer. Påstande om, at Sovjetunionen skulle nære ekspansionistiske planer med hensyn til Afghanistan, Iran eller andre stater i dette område, er ligeledes helt løgnagtige. Vi står fremmede overfor kolonisatorernes politik og psyke. Vi stræber hverken efter fremmede områder eller fremmede rigdomme. Det er kolonisatorerne, der tiltrækkes af olielugten. Det er direkte farisæisk, når de forsøger at larme op om en »sovjetisk trussel mod freden« og optræder som den internationale morals vogtere, de, der har tegnet sig for »den beskidte krig mod Vietnam«, de der ikke rørte en finger, da de kinesiske aggressorer foretog et væbnet indfald i det socialistiske Vietnam, de der i årtier har opretholdt en militær base på Cuba på trods af Cubas folks og regerings ønske, de, der rasler med våbnene, truer med blokade, øver åbent militært pres mod det revolutionære iranske folk ved at sende deres flåde, bevæbnet med atomvåben, til Irans kyster, og herunder også en betydelig del af USA’s hangarskibe. Og endelig det sidste, der må siges i denne forbindelse. Der foregår virkelig indblanding i Afghanistans indre anliggender, og til det formål benyttes en så højtstående og anset institution, som De Forenede Nationer. Hvad er i virkeligheden behandlingen af det såkaldte »afghanske spørgsmål«, der blev foretaget i FN på trods af den afghanske regerings indvendinger, andet end grov krænkelse af den afghanske stats suveræne rettigheder ? Den afghanske regering og dens repræsentant i FN erklærer jo offentligt: Lad os være i fred, det sovjetiske militærkontingent er kommet på vor anmodning, i overensstemmelse med den sovjetisk-afghanske traktat og artikel 51 i FN’s Charter. Og samtidig forstærkes under dække af dette røre hjælpen til de elementer, der invaderer Afghanistan og gennemfører aggressionshandlinger mod de lovlige myndigheder. Det Hvide Hus har nylig åbent meddelt sin beslutning om at udvide forsyningerne af disse elementer med ammunition og alt fornødent til den fjendtlige aktivitet. Den vestlige presse meddeler, at USA’s forsvarsminister under forhandlinger i Peking har aftalt koordinering af denne aktivitet med den kinesiske ledelse. Som afslutning på emnet Afghanistan må det siges, at de imperialistiske kredses fjendtlige reaktion på begivenhederne i Afghanistan ikke kommer uventet. Sagens kerne er, at et kort, som imperialisterne og deres hjælpere havde satset på, her er blevet stukket over. Kort sagt: Begivenhederne i Afghanistan er ikke den sande årsag til den nuværende forværring af den internationale situation. Havde der ikke været Afghanistan, ville visse kredse i USA og NATO sandsynligvis have fundet et andet påskud til at skærpe situationen i verden. Endelig vidner hele summen af den amerikanske regerings skridt i forbindelse med begivenhederne i Afghanistan - nedfrysningen af SALT-2 aftalen, nægtelse af at levere en række varer, herunder korn, til Sovjetunionen i henhold til forud indgåede kontrakter og standsningen af forhandlingerne med Sovjetunionen om en række spørgsmål vedrørende de tosidede relationer etc. - om, at Washington nu igen som for årtier siden prøver at tale os på den kolde krigs sprog. Og samtidig demonstrerer Carters regering sin mangel på respekt for vigtige internationale dokumenter og afbryder etablerede forbindelser på forskningens, kulturens og de menneskelige kontakters område. Det vil være svært blot at opremse alle de traktater, regeringsoverenskomster, aftaler og indbyrdes forståelser, der er nået mellem vore to lande i spørgsmål om indbyrdes relationer på forskellige områder, som nu i den seneste tid er blevet brudt vilkårligt og ensidigt af præsident Carters regering. Vi skal naturligvis nok klare os uden den ene eller anden slags forbindelser med USA - vi har i det hele taget ikke trængt os på for at opnå dem, idet vi anser det for en gensidigt fordelagtig sag, som modsvarer begge folks interesser, først og fremmest ved at styrke freden. Men Washingtons egenmægtige tiltagen sig en slags ret til at belønne eller straffe uafhængige, suveræne stater rejser imidlertid et spørgsmål af principiel karakter. Den slags handlinger fra den amerikanske regerings side retter faktisk et generelt slag mod det etablerede folkeretslige system af relationer mellem landene. Som følge af den slags handlinger fra Carter-regeringens side fæstner sig stadig tydeligere det indtryk i verden, at USA er en aldeles upålidelig partner i internationale forbindelser, et land, hvis ledelse under påvirkning af tilfældige indfald, luner eller følelsessvingninger, eller ud fra hensyn til en snæver, øjeblikkelig fordel er i stand til når som helst at svigte internationale forpligtelser og bryde traktater og overenskomster, det har indgået. Det er næppe nødvendigt at forklare, hvilken farlig destabiliserende virkning dette øver på hele den internationale situation, så meget mere som det er en indflydelsesrig stormagt, der optræder sådan, en magt som folkene har ret til at vente en velovervejet og ansvarsbevidst politik af. Det er klart, at disse handlinger af USA’s regering ikke vil volde os de skader, som de tydeligt nok var beregnet på. De kyniske formodninger om »forværring« af levnedsmiddelsituationen i Sovjetunionen på grund af USA’s afslag på at sælge korn til os bygger på tåbelige forestillinger om vort økonomiske potentiel. Det sovjetiske folk har tilstrækkelige muligheder for at leve og arbejde i ro, opfylde de opstillede planer og forbedre sin velstand. Jeg kan navnlig forsikre, at planerne for den sovjetiske befolknings forsyning med brød og andre kornprodukter ikke vil blive reduceret med ét kg. Vi kan ikke betragte den amerikanske regerings optræden på anden måde end som et dårligt gennemtænkt forsøg på at udnytte begivenhederne i Afghanistan til at blokere de internationale bestræbelser for mindskning af krigsfaren og styrkelse af freden, for begrænsning af oprustningen - med andre ord blokere det, hele menneskeheden er vitalt interesseret i. De ensidige forholdsregler, USA træffer, betyder en alvorlig fejlregning i politik. Som en boomerang vil de måske ikke i dag men så måske i morgen ramme dem, der har fundet på dem. Hvis man med alle disse angreb på vor politik vil prøve vor soliditet, betyder det, at man helt og aldeles ignorerer de historiske erfaringer. Da verdens første socialistiske stat fødtes i 1917, spurgte vort folk ikke nogen om lov. Også i dag bestemmer det selv, hvilke love, det vil leve under. Imperialismen har villet sætte os på prøve helt fra sovjetstyrets første begyndelse, og alle husker, hvordan det endte. De fascistiske aggressorer forsøgte at knuse os i den blodigste af alle de krige, menneskeheden har gennemlevet. Men de led nederlag. Man satte os på prøve i den kolde krigs tid og drev verden til afgrundens rand ved at udløse den ene krise efter den anden. Men heller ikke dengang kunne man få os til at vakle. Alt dette er det nyttigt at erindre sig idag. Pravda: Hvordan er efter Deres mening udsigterne for udviklingen i den europæiske situation ? Bresjnev: Situationen i Europa er i dag meget bedre end den var f.eks. først i halvfjerdserne. Dog spores følgerne af Washingtons ansvarsløse handlinger naturligvis også her. USA lader sig ikke nøje med det og gør, hvad det kan, for at forgifte forholdet mellem Sovjetunionen og USA. USA ville også gerne ødelægge de vesteuropæiske landes relationer til Sovjetunionen, relationer under hvilke der i det seneste årti som bekendt er opnået mange positive ting. USA søger at undergrave ånd og bogstav i Helsinki-slutakten, som blev en anerkendt milepæl i styrkelsen af sikkerheden og udviklingen af det fredelige samarbejde på kontinentet. Endelig forfølger Washington, ved at handle på en måde, der tilsigter en forværring af den internationale situation, det mål at få de europæiske stater, især USA’s egne allierede, til at underkaste sig. De europæiske folks grundlæggende interesse er imidlertid uløseligt knyttet til afspændingen. Europæerne har allerede mærket dens gavnlige indflydelse i praksis. De, beboerne af det kontinent, som flere gange har været hærget af ødelæggende kriges brand, er aldeles ikke villige til, er jeg helt sikker på, at slå ind på eventyrenes vej på amerikanske politikeres bud. Man kan ikke tænke sig, at der er nogen stat i Europa, der er villig til at kaste afspændingens frugter for fødderne af folk, der vil trampe dem under fode. Vestens stater og USA med har i lige så høj grad som de socialistiske lande, som Sovjetunionen, brug for afspænding i Europa. I Europa kan der i den nærmeste fremtid gøres meget positivt til gavn for freden, især i forbindelse med det forestående møde i Madrid og med Warszawapagt-landenes forslag om at afholde en konference om militær afspænding og nedrustning. Vi går bestemt ind for at styrke og udbygge alt det positive, der gennem årene er opbygget på det europæiske kontinent ved store og små staters fælles bestræbelser. Vi vil også fremover bygge vor politik på fred og venskab mellem folkene. Modsat USA’s nuværende ekstreme indstilling er vor indstilling den, at de forhandlinger, der er blevet påbegyndt de senere år i mange retninger for at standse våbenkapløbet, må fortsætte. Dette angår naturligvis også spørgsmål om mindskelse af den militære konfrontation i Europa. Jeg gentager: Vi er for forhandlinger, men for hæderlige og ligeberettigede forhandlinger under iagttagelse af princippet om lige sikkerhed. Netop sådanne forhandlinger har vi fornylig foreslået påbegyndt i spørgsmålet om mellemdistance kernevåben. Ingen kan forvente, at Sovjetunionen vil acceptere NATO’s betingelser, der indebærer, at NATO vil forhandle fra en styrkeposition. NATO-landenes nuværende holdning umuliggør forhandlinger om dette problem. Alt dette har vi for nogle dage siden officielt informeret USA’s regering om. Vi ser på fremtiden med optimisme. Og det er en velbegrundet optimisme. Vi forstår, at den af den amerikanske imperialisme fremkaldte bevidste skærpelse af den internationale situation er udtryk for denne den amerikanske imperialismes utilfredshed med befæstelsen af socialismens positioner, opsvinget i den internationale befrielsesbevægelse og styrkelsen af de kræfter, der går ind for afspænding og fred. Vi véd, at folkenes vilje tværs gennem alle forhindringer har banet vej for den positive tendens i verdens anliggender, der rummeligt kommer til udtryk i ordet »afspænding«. En sådan politik har dybe rødder. Den støttes af stærke kræfter, og denne politik har alle chancer for at forblive hovedtendensen i forholdet mellem landene. Vort folk, vort land går med faste skridt ad den kommunistiske opbygnings vej og gennemfører de opgaver, der stilles i den 10. femårsplan, partiets målsætninger. Sovjetborgerne og vore venner i udlandet kan være rolige - vor leninske udenrigspolitiske kurs er urokkelig. Den er fastlagt af Sovjetunionens kommunistiske partis kongresser og realiseres gennem hele vort udenrigspolitiske virke. Denne kurs forbinder konsekvent fredspolitik med fast afvisning af aggression. Den har vist sin berettigelse i de forløbne årtier, og vi vil følge den også i fremtiden. Ingen kan slå os ud af denne kurs.Redaktionel artikel i Pravda - den 29. Januar 1980
For få dage siden tilstillede USA’s præsident Carter kongressen det årlige budskab om nationens stilling, hvori er fremstillet det Hvide Hus’ program for 1980, præsidentvalgåret. Den 23. januar fremsatte han i overensstemmelse med hævdvunden praksis i en tale til kongressen forklaringer og begrundelser vedrørende administrationens hensigter på uden- og indenrigspolitiske områder. I budskabet og i talen, som helt og fuldt er præget af koldkrigsånd, erklæres USA’s fordring på »den ledende rolle i verden« ganske åbent. Ved »ledende rolle« forstås Washingtons hensigt at ville diktere sine regler i ethvert område og ethvert land, og - i de tilfælde, hvor USA’s administration finder det hensigtsmæssigt - at anvende ethvert middel, herunder våbenmagt, til indsats mod nationale befrielsesbevægelser, revolutionære bevægelser, mod alle progressive bevægelser. Vi stilles således over for en ny amerikansk fordring på verdensherredømmet. Med hvilken ret tiltager USA sig rollen som overdommer i spørgsmål om, hvordan folkene indretter deres tilværelse, og efter hvilke principper og værdinormer de fastlægger deres interne system? Svaret herpå er: med den ret, der tilkommer den stærkere, hvem alle må indordne sig under. Ganske uden videre erklærer USA’s regering forskellige dele af verden for vitalt vigtige amerikanske interessesfærer. Og ydermere har der vist sig en stadig tydeligere tendens til at nærme disse sfærer direkte til Sovjetunionens grænser. I Washington går man åbenbart ud fra, at det er nok at erklære Iran, Afghanistan og andre lande eller områder tusinder af kilometer fra de amerikanske kyster for vitalt vigtige interesser for Amerika, eller rettere for de store monopoler, for USA’s militærindustri- eller kompleks, og alle bør tage dette til efterretning. Og hvad ligger der egentlig i USA’s fordringer på olien, sådan som de er udtrykt i budskabet? I dag gør administrationen fordring på fremmedes naturrigdomme ved at erklære Mellemøsten for vital amerikansk interessesfære. I går benyttede Washington, sådan som det praktiseredes under jagten efter land i det vilde Vesten, mærkepælsmetoden til at sikre sig andre naturressourcer. Og før man får set sig om kan det være kommet så vidt, at de erklærer selve atmosfæren, planetens ilt, for »deres«. Der foreligger et forsøg på grov overtrædelse af almindeligt anerkendte regler for mellemstatslige relationer. Det virker, som om man vil bringe os fra det 20. århundredes ottende årti tilbage til slutningen af det 19. århundrede, da imperialismen opdelte verden vilkårligt og ustraffet. De, der har forfattet budskabet, må være klar over, at i hvad der erkendes at være de mest omfattende og stormfulde forandringers periode på Jorden, vil frihedselskende folk ikke være til sinds at underkaste sig diktatur fra den anden side oceanet. Derfor satser strategerne i Washington hovedsageligt på magt som hovedmiddel til at opnå verdenshegemoni. Ikke på noget tidspunkt, siden den kolde krig var på sit højeste, er dyrkelsen af den rå styrke trådt så åbenlyst frem. »Vi vil betale en hvilken som helst pris, der måtte kræves, for at blive ved med at være det stærkeste land i verden«, erklærer Carter. Af dokumentet ses tydeligt, at Washington stiler mod at forrykke den tilnærmelsesvise styrkebalance mellem Sovjetunionen og USA og opnå militær overlegenhed for Amerika. Det erklæres som USA’s primære mål i firserne at forøge Amerikas og dets allieredes militærmagt. Alene i det kommende finansår øges USA’s militærudgifter med 20 milliarder dollars, og hen mod midten af 1980erne vil USA’s militærbudget overstige det astronomiske tal 200 milliarder dollars! Der planlægges omfattende militær opbygning inden for alle kategorier af våbenarter og væbnede styrker. Særlig vægt lægges der på forstærkning af kerneraketstyrkerne. Der forudses produktion og deployering af kvalitativt nye systemer af strategiske angrebsvåben, bl.a. MX-raketter, krydsermissiler, Trident osv. I budskabet bekræftes - nu allerede i form af konkret formulerede regeringsplaner - at det er hensigten at oprette et »hurtigt reagerende korps«, en flåde af sejlende flådebaser, flytransportsystem til overførsel af store enheder til de fjerneste egne af kloden osv. For USA’s administration er 3 pct. årlig forøgelse af NATO-landenes militærbudgetter for lidt. Den bebuder endnu større indsats på dette område i de kommende år. I lyset af den slags udtalelser kan man forvente at det snart vil blive forlangt af de atlantiske partnere, at de følger eksemplet fra Washington, som nu har sat et væksttempo for de årlige militærbevillinger på 5 pct. Det har en mangetydig klang, når det erklæres, at »alle bør tage del i ansvaret for NATO’s sikkerhed«. En betydelig del af præsidentens budskab bestod i urimelige påstande om Sovjetunionen, specielt om sovjetisk politik over for Iran og Afghanistan. Ved hjælp af disse fritopfundne påstande søger Washington at »begrunde« sit krigeriske program og skjule det faktum, at amerikanske regeringskredse tog fat på realiseringen af et militariseringsprogram uden sidestykke for mindst tre år siden. Og havde det ikke været Afghanistan, havde de formentlig fundet et andet falsk påskud. Således sanktionerede det Hvide Hus f.eks. dannelsen af det »hurtigt reagerende korps« så tidligt som august 1977, længe før begivenhederne i Afghanistan og Iran; beslutningen om 3 pct. årlig forøgelse af NATO-landenes reale militærudgifter blev vedtaget på NATO-rådets møde i Washington i maj 1978; på samme møde blev der truffet principbeslutning om deployering af nye amerikanske kernevåbenbærende mellemdistanceraketter i en række vesteuropæiske lande. Man lovede vesteuropæerne, at placeringen af de amerikanske Pershing-2 raketter og krydserraketterne i deres lande ikke ville medføre alvorlig fare, fordi SALT-2 aftalen vil være underskrevet og trådt i kraft inden. Men aldrig så snart havde NATO vedtaget beslutningen om mellemdistanceraketterne, før senatsdebatten om aftalen blev udsat på ubestemt tid. Bedrageriet er åbenbart selv for de vesteuropæiske politikere, som troede på foreneligheden af forhandlinger om mellemdistanceraketterne med en ny oprustningsrunde i Vesteuropa, hvori beslutningen om placeringen af det nye amerikanske kernevåben dér var et meget vigtigt element. Budskabet søger ubehændigt at retfærdiggøre den politik, der er ført over for Iran, og som bekendt har resulteret i, at det despotiske shahstyre, som har kostet det iranske folk titusinder af menneskeliv, forlængedes i et kvart århundrede. Der gøres forsøg på at få verdensoffentligheden til at tro, at USA heller ikke nu tænker på andet end Irans sikkerhed og dets befolknings velfærd, at Washington ikke ledes af imperialistiske, egennyttige planer om at konsolidere sig i Mellemøsten, men af ønsket om at afværge »en mulig sovjetisk aggresion«. Det uholdbare i forsøgene på at rejse tvivl om Sovjetunionens klare politik over for Iran er iøjnefaldende. Sovjetunionen går nu som før ind for godt naboskab med Iran. Den er tilhænger af, at grænsen mellem de to lande altid, uanset internationale temperatursvingninger, skal være en freds- og samarbejdsgrænse. Og det er ikke Sovjetunionen, men derimod USA, som på det mest hensynsløse blander sig i dette lands indre forhold. Washington truer det iranske folk med al landsens ulykker, hvis Iran ikke retter sig efter amerikanske ultimative krav. I sin bagvaskelse af Afghanistan og den sovjetiske politik i forbindelse med de afghanske begivenheder slår USA alle rekorder. USA øjner en »trussel mod freden« i det forhold, at Afghanistans sunde, revolutionære kræfter har fjernet den imperialistiske håndlanger Amin, som var agent for amerikansk efterretningsvæsen. Det afghanske folk bestemmer selv, hvad der er bedst for det - at leve under det feudale system, som de, der forkastede revolutionen, ønskede at forlænge med bistand fra Washington, Peking og de pakistanske myndigheder, eller at gøre ende på undertrykkelsen og selv bestemme sin skæbne. Afghanistans folk har truffet sit valg - har styrtet det feudale styre, og forsøg på fra reaktionære kredses side at restaurere fortiden er blevet og vil blive mødt med energisk modstand fra afghanernes overvejende flertal. Den bistand, Sovjetunionen har ydet som svar på anmodningen fra Afghanistans lovlige ledelse har ikke andet formål end at beskytte landet mod trusler udefra. Den er fremkaldt af den imperialistiske indblanding i Afghanistans indre anliggender. Det må heller ikke glemmes, at der var skabt en ikke fiktiv, men real trussel mod sovjetstatens sikkerhedsinteresser ved dens sydlige grænse. Så snart den imperialistiske indblanding hører op, bortfalder de årsager, der nødvendiggør den sovjetiske hjælp. I hele den hysteriske, militaristiske kampagne, Washington nu puster op, i de militære, politiske og økonomiske forholdsregler, det Hvide Hus nu gennemfører eller planlægger, træder det klart frem, at USA’s hensigt er at skræmme udviklingslandene, prøve på at fremkalde vanskeligheder i deres forhold til Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande, splitte fredens, afspændingens og fremskridtets tilhængere og diktere dem sine betingelser. USA-administrationens åbenlyst militære og hegemonistiske platform har vakt omfattende fordømmelse blandt besindige folk i hele verden, også i USA selv. Det er jo en kurs, der fører i retning af udslettelse af det fredelige samarbejdes resultater under afspændingen, det som folkene og de fredsvenlige lande har tilkæmpet sig i langvarig og hård kamp mod de aggressive, reaktionære kræfter, og verdens tilbagevenden til den kolde krig, og tilmed i realiteten tilbagevenden til den politik, der er blevet betegnet som »balancegang på krigens rand«. Det er ikke tilfældigt, at kun de mest krigsgale kredse i NATO samt de af hæmningsløs nationalisme forblindede kinesiske ledere har støttet den amerikanske præsidents løst sammenhængendende ideer. I Carters og hans rådgiveres eventyrplaner om at spille det famøse kinesiske kort ud har de nuværende ledere i Peking set deres chance for at spille deres skændige rolle i opflamningen af antisovjetisme og ophidselse af international spænding. Tidens mest brændende problem, folkenes mest indtrængende krav er standsning af oprustningen og overgang til reale skridt på nedrustningsområdet. Hvilken genklang finder det i budskabet fra USA’s administration ? Emnet nedrustning findes praktisk taget ikke deri. Kun i en udflydende passage bekræftes »USA’s forpligtelse til energisk at tilstræbe« en styrkelse af ikke-spredningsreglerne for kernevåben. Men samtidig gør Washington faktisk også denne »forpligtelse« tvivlsom gennem sine handlinger, f.eks. de massive våbenleverancer til Pakistan, som nægter at tiltræde traktaten om ikke-spredning af kernevåben. I budskabet berøres spørgsmålet om SALT-2. I ord erkendes det, at aftalen er i fælles interesse, i USA’s »egen interesse«, at den »hverken er amerikansk eftergivenhed over for Sovjetunionen eller sovjetisk eftergivenhed over for USA«. Og hvilken konklusion drages der så heraf? Præcis det modsatte af grundsætningen om SALT-2 aftalens vigtighed. Blandt de formulerede opgaver for USA’s administration er ratificeringen af SALT-2 placeret nederst, underordnet i forhold til militærprogrammet, som er rykket frem i forreste række. Det Hvide Hus antyder videre »endnu betydeligere investeringer i strategiske systemer« ... (i mangel af en SALT-aftale). Det er en udtalelse, der ikke kan undgå at kalde på vagtsomheden hos verdensoffentligheden. Det er klart, at Sovjetunionen går ind for ratifikation af SALT-2 aftalen. Sovjetunionen holder altid sit ord og forventer, at også den anden part bør overholde dokumenter, den selv har underskrevet. At der i budskabet savnes konkrete forslag i nedrustningsspørgsmål viser endnu engang, at USA’s administration ikke har haft og ikke har noget ønske om for alvor at gå ind i forsøg på at finde gensidigt acceptable løsninger på denne højaktuelle opgave. Det er åbenbart ikke tilfældigt, at administrationen gennem hele sin virketid på alle måder har bremset nedrustningsforhandlinger. Paroler som »likvidering af kernevåbnene« og lignende, som Carter betjente sig af på sin vej til magten, er nu kastet bort. I sin tale til kongressen den 2. januar indrømmede Carter, at »nu, som gennem de sidste 35 år, er det indbyrdes forhold mellem USA og Sovjetunionen en faktor af største betydning, hvoraf det afhænger, om vor verden skal leve i fred, eller styrtes ud i en global konflikts malstrøm«. Man kan kun være enig i dette synspunkt, men hele forløbet af præsidentens videre ræsonnementer både i talen og i budskabet vidner, om at hensigten er at erstatte det gode naboforhold mellem Sovjetunionen og USA med konfrontation og indstilling af samarbejdet. De, der har forfattet budskabet, snakker sig frem til den påstand, at det »er umuligt at have at gøre med Sovjetunionen på samme måde som tidligere«. Tingene stilles helt på hovedet. Det er jo netop Washington, der har vist sig at være en upålidelig og ikke seriøs partner, som vilkårligt bryder indgåede aftaler, overenskomster og almindeligt anerkendte regler for mellemstatslige relationer. Hvis man i det Hvide Hus havde regnet med at det vældige røre skulle påvirke Sovjetunionen og dens udenrigspolitik, er det en håbløs sag. Forsøg af den art er strandet tidligere, og de vil også strande nu. I USA selv bemærkes det, at budskabet i høj grad er bestemt af valghensyn og konjunkturbetragtninger hos administrationen. I de tre år, denne regering har været ved magten har de amerikanske vælgere haft mulighed for at finde ud af, at der ikke opnås løsninger på de indre problemer, der virkeligt præger USA - massearbejdsløshed, rekordinflation, skærpelse af energikrisen, økonomisk stagnation o.s.v., men at disse problemer er skærpet yderligere i den sidste tid. Præsidenten foretrækker nu at tie om de fleste af sine valgløfter. Stillet overfor befolkningens utilfredshed og sin egen dalende anseelse kunne den nuværende regering ikke finde på noget bedre end at gribe til den gammelkendte metode - at aflede amerikanernes opmærksomhed fra de åbentbare fejlslag i indenrigspolitisk henseende og rækken af alvorlige nederlag i udenrigspolitikken. I dette øjemed opgejles der i USA en militaristisk, chauvinistisk psykose. Ved at træde frem som initiativtageren til et nyt udbrud af hurrapatriotisme håber det Hvide Hus at vinde støtte hos de mest reaktionære kredse. Desuden går beregningerne også ud på at »neutralisere« andre kandidater fra de to borgerlige partier, som i denne situation næppe har mulighed for at overtrumfe administrationen ved at kritisere Washingtons nuværende kurs fra højresynspunkter, eftersom det ikke lader sig gøre at komme længere til højre. Som helhed taget fremgår det af præsidentens budskab, at landets regerende kredse konfronteret med den moderne verdens realiteter, fredens, fremskridtets og socialismens kræfters objektive vækst, åbenbart ikke ønsker at basere deres politik på grundlag, der svarer til USA’s reale vægt i den moderne verden. De kan åbenbart ikke på nogen måde gøre sig fri af den imperiale hegemonistiske tankegang, ønsker ikke at tage det styrkeforhold, der har udviklet sig på den internationale arena i betragtning, vil ikke se, at menneskeheden er trådt ind i det 20. århundredes firsår, og at der i dag ikke kan tales koldkrigssprog og tænkes i Trumans og Dulles’ tankebaner. USA-imperialismens forsøg på at bremse historiens gang, afværge forandringer, der er modnet i det ene eller andet land eller i hele områder, konservere folkefjendske regimer og påtvinge frihedselskende folk sit diktat er lige så dømt til at mislykkes som de forsøg, præsident I. Carters forgængere har gjort, når de gjorde fordring på verdenslederskab. Efter reaktionerne at dømme har den internationale offentlighed opfatter den nuværende administrations militært baserede udenrigspolitiske kurs som en direkte udfordring til afspændingspolitikken, som en udfordring til folkenes fundamentale interesser. Som L. I. Bresjnev bemærkede i sin besvarelse af spørgsmål fra Pravdas redaktion: »... Den af den amerikanske imperialisme fremkaldte, tilsigtede skærpelse af den internationale situation er udtryk for dens utilfredshed med befæstelsen af socialismens positioner, opsvinget i den nationale befrielsesbevægelse og styrkelsen af de kræfter, der går ind for afspænding og fred. Vi ved, at folkenes vilje, tværs gennem alle forhindringer har banet vej for den positive tendens i verdens anliggender, som rummeligt kommer til udtryk i ordet »afspænding«. Denne politik har dybe rødder. Den støttes af stærke kræfter, og denne politik har alle chancer for at forblive tendensen i det indbyrdes forhold mellem landene«.
Alexander Bovin var i 1983 i Danmark, og fik stillet i en række spørgsmål, idet A. Bovin var udenrigspolitisk kommentator ved den sovjetiske regeringsavis: Isvestija. Her er et par af spørgsmålene omkring Afghanistan…….
At dømme efter det De har sagt, så har USA hele skylden for afspændingens sammenbrud. Det er mildt sagt tvivlsomt. Hvad med Afghanistan ? Mener De ikke, at indsættelsen af sovjetiske tropper i Afghanistan var et af de slag, der væltede afspændingen omkuld?
A. Bovin svarer: Når amerikanerne, der faktisk førte en uerklæret krig mod Afghanistan, taler om dette land, så husker jeg det ældgamle råd om, at man ikke må kaste med sten, når man selv bor i glashus. Også uden brug af billedsprog må man erkende, at USA var begyndt at opgive afspændingen før begivenhederne i Afghanistan. Når det er sagt, så betyder det ikke, at vi i Sovjetunionen benægter, at indsættelsen af et begrænset kontingent af vore styrker i Afghanistan har forværret de internationale relationer. Denne kendsgerning er vel egentlig ikke problemet, snarere Vestens proportionsforvrængende, ja man kunne sige globale reaktion på en begivenhed af lokal betydning. Jeg kommer senere tilbage til denne tankegang. Men nu, da vi er kommet ind på Afghanistan, lad os da gå lidt mere i detaljer med dette tema, så meget desto mere som det fortsætter med at bringe sindene og meningerne i kog. Lad os formulere spørgsmålet sådan: hvad står kampen om i Afghanistan? Hvad vil det nye styre, og hvad vil oprørerne ? Der findes helt konkrete kendsgerninger, der kan kontrolleres, der kan bevidne, hvad det nye Kabul vil. I det gamle Afghanistan ejede henved 40.000 godsejere omtrent 70 procent af al landbrugsjord, mens det overvældende flertal af bønder ikke havde nogen jord overhovedet. Det nye styre afskaffede de store private jordbesiddelser og gav bønderne jord. I det gamle Afghanistan var renteslaveriet en uundgåelig del af landbefolkningens liv. Revolutionen annullerede tilbagebetalingen af gæld svarende til et beløb på 33 milliarder afghani, og befriede 11,5 millioner bønder fra renteslaveriet. Det svarer til over 80 procent af landbefolkningen. I det gamle Afghanistan var kvindens stilling at ligne med husslavens. Hun var faktisk en slags vare, der kunne købes og sælges under dække af brudepenge. I dag er situationen helt anderledes. Kvinderne har fået samme rettigheder som mændene på alle områder af det samfundsmæssige liv. I det gamle Afghanistan kunne mellem 90 og 95 procent af befolkningen ikke læse og skrive. Folkeregeringens alfabetiseringskurser har foreløbig omfattet henved en million afghanere. I det gamle Afghanistan fandtes der 800 læger og 75 behandlingssteder til 15,5 millioner indbyggere, børnedødeligheden var på 50 procent, og den gennemsnitlige levealder var kun 40 år. Det nye styre ændrer folks sociale levevilkår og lægger fundamentet til et moderne sundhedsvæsen. Alt i alt har det nye styre, der kom til magten den 27. april 1978, lagt en fast kurs mod modernisering af Afghanistan for at rive landet ud af dets tilbageståenhed og uvidenhed og lede det ind på en udviklingsvej med socialt fremskridt og social retfærdighed. Hvad vil så modstanderne af det nye styre? Hvad vil de emigrantgrupper og oprørsbander, som Washington støtter så ødselt? Måske ønsker de politisk pluralisme og andre af det parlamentariske demokratis velsignelser efter vestligt forbillede? Måske ønsker de at forkynde en ny Habeas corpus act ? Det er latterligt bare at tænke på det. Nej, deres mål er at bringe de gamle feudale tider tilbage til Afghanistan, og mange af dem siger det rent ud, at give jorden tilbage til godsejerne, vriste bogen ud af bondens hånd og slavebinde kvinden påny. Ifølge ufuldkomne opgørelser har banditterne ødelagt 1814 skoler, 31 hospitaler, 11 sundhedscentre, 14.000 kilometer ledningsnet og 906 landbrugskooperativer. I 1984 jamrede de vestlige massemedier i anledning af den franske journalist Jacques Abouchars skæbne. Sammen med lejebander trængte han ind på Afghanistans territorium, blev taget til fange og stillet for retten i Kabul. Der var ikke den ting, som Kabul-regeringen ikke blev beskyldt for! Så vendte Jacques Abouchar, der langtfra er sympatisk indstillet over for kommunismen, tilbage. Her er hans mening om lejesvendene: »De er simpelt hen skøre. Der er endeløse stridigheder mellem lederne, sammenstød mellem stammerne. Folkene fra den største modstandsorganisation, der finansieres og bevæbnes af Pakistan, er rabiate fanatikere. Man får myrekryb ved synet af dem. Jacques Abouchar konkluderer: ... Hvis man skulle vælge mellem de afghanske kommunister og ayatollaherne, så er de første afgjort at foretrække «. Enhver, der tænker over begivenhederne i Afghanistan, slipper ikke for at vælge side og bestemme hvor sympatien ligger. Det siger sig selv, at valget er let for de folk, der bragte Pinochet til magten og satte shahen af Iran på kejsertronen. De går ind for kontrarevolution, og de giver pokker i menneskerettigheder. Med sådanne mennesker er der ikke noget at tale om. Men der er jo et flertal, der er klart imod Pinochet’er og shah’er. De fleste mennesker taler seriøst om menneskerettigheder, demokrati og fremskridt. Og det er netop dette flertal, der skal tænke sig om. Politik er en barsk affære. Ved afgørende historiske vendepunkter accepterer den som regel ikke halve svar. Hvis man nægter at anerkende den nye regering i Kampuchea, så hjælper man objektivt Pol Pot, uanset hvilke motiver man har og hvor meget man end forbander Pol Pot. Det samme gælder for Afghanistan. Hvis man nægter at støtte den nye regering og skælder ud på »marionetstyret» i Kabul, så hjælper man i den givne konkrete situation de religiøse fanatikere og feudalherrerne. Man slipper ikke for at tage parti ved at bruge nok så fine ord.
Nuvel. Lad os bare sige det. Men hvad er det for en slags revolution, hvis den skal støttes af tropper ? Hvad slags nyt styre er det, hvis det bliver mødt med væbnet modstand ikke bare fra godsejere, men også fra bønder ?
A. Bovin svarer: Det afghanske revolutionsdrama kan ikke adskilles fra den massive udenlandske indblanding. Jeg tænker på Pakistans hykleriske, provokatoriske politik, på USA’s, Kinas og visse muhamedanske staters handlinger. Afghanistan kan ikke klare sig mod sådanne modstandere uden støtte - og det får denne støtte. Men det er ikke det hele. Det afghanske revolutionsdrama er også forbundet med landets ekstreme tilbageståenhed. Erfaringen viser, at overgangen til nye livsformer kan antage en særlig vanskelig, kvalfuld og smertelig karakter under sådanne betingelser. Og en anden ting - alle revolutionære har til alle tider været præget af utålmodighed, et ønske om så hurtigt som muligt at virkeliggøre revolutionens idealer og springe fra fortiden lige ind i fremtiden. De forandringer, som revolutionen begyndte at føre ud i livet, og som jeg allerede har været inde på, er lige så nødvendige for Afghanistan som luften er for mennesket. Det er skidt, når der er for lidt ilt i luften. Så bliver folk kvalt. Men hvad sker der, hvis iltmængden bliver fordoblet eller firedoblet? Mangel på tålmodighed, som er psykologisk forståelig, kombineret med manglende erfaring medførte, at reformernes omfang og tempoet for deres virkeliggørelse helt åbenlyst overskred grænserne for det mulige. I anledning af 20-årsdagen for grundlæggelsen af Afghanistans Demokratiske Folkeparti (ADF) i 1965 siges det i et dokument fra centralkomiteen: »Udviklingen i aprilrevolutionen var ujævn. Oveni den tunge byrde af problemer arvet fra fortiden, blev demokratiseringsprocessen af det samfundsmæssige liv og fremgangsmåden til at løse en række vigtige politiske, socialøkonomiske, nationale, stammemæssige, religiøse og kulturelle problemer ledsaget af alvorlige fejltagelser, fejlberegninger og afvigelser.« Og ADF’s centralkomité konstaterer videre: »Partiet har resolut gjort op med subjektivisme, afvigelse fra partiets linje, eventyrpolitik, terrormetoder og krænkelse af den revolutionære, demokratiske legalitet. Det har endegyldigt forkastet forsøg på at springe over udviklingsstadier, der er nødvendige i vor nationaldemokratiske revolution. « Men det, der er klart i dag, var ikke klart for bare nogle år siden. Det var en fejl, at man i løbet af kort tid forsøgte at afskaffe en livsmåde, der var blevet skabt gennem århundreder, ved at ignorere de nationale, stammemæssige og religiøse traditioner. Det kan ikke undre nogen, at feudalherrerne og den reaktionære del af præsteskabet var imod reformerne. Man fratog dem magt og rigdom -og de gjorde modstand. Men ulykken var, at venstreekstremistiske udskejelser stødte en del af de arbejdende væk fra den nye regering og gjorde det muligt for den tidligere magtelite at føre en del af bønderne på vildspor ved at skræmme folket med den »ugudelige marxisme«. En underkuet og uvidende bondestand er i det hele taget et vanskeligt materiale at arbejde med, når der skal gennemføres revolutionære forandringer. Var det ikke grunden til at bønderne i Bretagne i 1792 startede en væbnet kamp mod den franske revolution? Eller at Carlist-bønderne i Navarra kæmpede for Franco? I Afghanistan gentager historien sig, men som altid på et nyt grundlag. Kapitalismen slog sig igennem med ild og blod, og dog drejede det sig kun om at udskifte en form for privat ejendomsret med en anden, at udskifte en feudal godsejer med en kapitalist. I London halshuggede man Karl I og i Paris Ludvig d. XVI.
De taler hele tiden om revolution, men aprilrevolutionen støttede sig jo ikke på nogen massebevægelse. Blev den ikke gennemført af en gruppe officerer og intellektuelle ?
A. Bovin svarer: Jeg er ikke enig i denne vurdering. For det første findes der ikke nogen færdig recept eller fast skabelon for, hvordan man laver en revolution. Hvor mange folk havde lederen af den cubanske revolution Fidel Castro med sig på »Granma«? En lille håndfuld på 82. Men de havde modet til at starte, og de fik folk med sig. For det andet var utilfredsheden med de eksisterende forhold og viljen til forandring begyndt at brede sig til store lag af den afghanske befolkning, selv om krisen i det førrevolutionære styre endnu ikke var så akut som f.eks. i Iran. Hvad skulle det parti gøre, som var den politiske fortrop ? Sidde passivt på sidelinjen og iagttage de menneskelige lidelser og afsavn? Eller skulle det vente, indtil den politiske bevidsthed vågnede hos millioner af mennesker? Nej, det valgte en anden vej, nemlig at erobre den politiske magt med hærens hjælp og med støtte i de mest fremskridtsvenlige samfundslag, og så inddrage masserne i revolutionen undervejs, under indflydelse af de sociale forandringer. Hvis det ikke straks lykkedes, så betyder det på ingen måde, at man ikke skulle have taget magten. Det betyder kun, at man skulle have anvendt denne magt mere klogt, fleksibelt og mere forsigtigt. Regeringen i Kabul skulle nok have klaret vanskelighederne med at opbygge en ny tilværelse uanset deres størrelse, men den fik ikke lov. Som jeg allerede har understreget fik de reaktionære kræfter i landet aktiv hjælp og støtte udefra, og der blev faktisk åbnet en uerklæret krig mod det ubefæstede revolutionære styre. Under disse forhold henvendte Taraki-regeringen sig 14 gange til den sovjetiske regering og bad den om direkte militær bistand, men i Moskva mente man dengang ikke, at situationen var kritisk. Vi sagde til Taraki, at vi ville give Afghanistan våben og rådgivere, men Afghanistan måtte selv mobilisere de indre kræfter og ressourcer, der var nødvendige for at slå kontrarevolutionen tilbage. Desværre skete der i efteråret 1979 en alvorlig forværring i situationen. Den indre strid i den politiske ledelse, som hele tiden havde været en negativ faktor ved den afghanske revolution, førte til, at Taraki blev fjernet og senere myrdet. »Revolutionen æder sine egne børn« - denne tragiske sandhed, der blev fremsat for 200 år siden har ikke mistet sin aktualitet i vore dage. Amins regime var et alvorligt slag mod enheden i partiet og mod dets forbindelse med masserne. Generalmajor Mohammad Sadeqi, leder af den politiske afdeling af den afghanske folkehær og sekretær i Afghanistans Demokratiske Folkeparti, skriver: »Religiøse sædvaner og traditioner blev trådt under fode. Der blev brugt ulovlige metoder til at gennemføre vand- og jordreformerne og afskaffe analfabetismen, og den revolutionære legalitet blev groft krænket. Tusinder af uskyldige mennesker blev smidt i fængsel uden anklage, dom eller undersøgelse. Partikadrer, der var trofaste over for revolutionens sag, blev udryddet. Der herskede total terror og lovløshed i landet.«. Den terror, der fandt sted under Amin, de omfattende repressalier mod brede lag af det afghanske samfund (ifølge Babrak Karmal blev der dræbt mellem en og halvanden million mennesker), fik masserne til at vende revolutionen ryggen og skabte en gunstig grobund for den indre og ydre reaktions kontrarevolutionære virksomhed. Samtidig foretog Amin syv udrensninger i hæren, som undergravede de væbnede styrkers kampevne. Emigrantgrupper begyndte at handle mere aktivt og dristigt. Revolutionen gennemlevede en krise. Amin manøvrerede. På den ene side forsikrede han Moskva om sine venskabelige følelser og forlangte indsættelse af sovjetiske tropper, og på den anden side forsøgte han at etablere kontakt med oprørerne og sikre sig amerikanernes støtte. Det er svært at sige, hvad denne kandidat til posten som Afghanistans Pol Pot regnede med. Nu er det vel heller ikke så vigtigt... Udviklingen stillede Sovjetunionen over for valget mellem at indsætte et begrænset troppekontingent eller affinde sig med, at den afghanske revolution led nederlag. Vi valgte det første. Selvfølgelig var det ikke nogen nem beslutning. Som man nok kan gætte blev alle argumenter for og imod omhyggeligt vendt og drejet. Vi var klare over, at hvis kontrarevolutionen triumferede, og religiøse fanatikere og hadefulde feudalherrer, der tørstede efter hævn, sejrede, så ville det føre til et blodbad, som ville få den chilenske juntas forbrydelser til at blegne i sammenligning. Vi var klare over, at kontrarevolutionens sejr ville være starten på en massiv amerikansk militær tilstedeværelse i et naboland, hvilket er uforeneligt med Sovjetunionens sikkerhedsinteresser. Vi forstod, at beslutningen om at sende tropper afsted, selv på et solidt folkeretligt grundlag, ville få den psykologiske krig mod os til at bryde ud. Men vi vidste og følte, at en stormagt ikke kan vige udenom at træffe ekstreme beslutninger i ekstreme situationer. De sovjetiske tropper gik ind i Afghanistan som en midlertidig foranstaltning med et begrænset formål. De sovjetiske tropper forlader landet, så snart den kontrarevolutionære infiltration hører op. De som mest højrøstet af alle kræver de sovjetiske tropper trukket tilbage, er imidlertid de samme, som gør alt for at støtte de kontrarevolutionære og dermed forlænge de sovjetiske troppers tilstedeværelse. Ifølge den amerikanske presse har USA siden december 1979 hjulpet oprørerne med ialt 625 millioner dollars. Millioner af dollars er også kommet fra Saudi-Arabien, Israel, Kina og en række andre lande. Det var ikke os, der iværksatte den nationaldemokratiske, antifeudale og antiimperialistiske afghanske revolution. Det gjorde afghanerne selv. Men vi ønsker ikke, at revolutionens flamme skal slukkes med de revolutionæres blod. Det er vores holdning.
Selv om man sympatiserer med den afghanske revolution kan man ikke betragte det ene lands væbnede indblanding i det andets anliggender som en normal foreteelse. Det strider mod folkeretten.
A. Bovin svarer: Lad os se på, hvad folkeretten siger om dette. Folkeretten forbyder ikke et land at yde væbnet bistand til et andet. I FN-pagtens artikel 51 påpeges hver enkelt stats »uomtvistelige ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar«. I fuld overensstemmelse med denne almindeligt anerkendte folkeretlige norm fastslås det i artikel 4 i den venskabs- og samarbejdstraktat, som Sovjetunionen og Den demokratiske republik Afghanistan indgik den 5. december 1978, at de to stater efter indbyrdes aftale vil »træffe relevante foranstaltninger for at betrygge begge parters sikkerhed, uafhængighed og territoriale integritet«. Det var netop, hvad der skete. Dette problem har også et andet, et ikke-juridisk aspekt. Ikke-indblanding er et storartet princip, men principper svæver ikke frit i luften. I 1930erne blev der dannet en komité for ikke-indblanding i Spanien. Resultatet af denne ikke-indblanding blev 40 års fascistisk diktatur under Franco. Skulle vi være taknemmelige over for Leon Blum på grund af det? Og hvis khmererne, der blev skånselsløst udryddet af magtsyge galninge, appellerede om hjælp hos vietnameserne, hvad skulle vietnameserne så gøre - svare med at holde foredrag om ikke-indblanding? Nej, historien og det politiske liv er rigere og mere sammensat end juridiske skemaer. Der er situationer, hvor ikke-indblanding er det samme som skændsel og forræderi. Nu er der nok nogen, der vil sige: der kan I bare se, russerne prædiker indblanding og eksport af revolution. Der findes mennesker, der vil tænke sådan, uanset hvad jeg siger. Men for de mennesker, der virkelig ønsker at forstå tingenes rette sammenhæng, vil jeg tilføje: nej, vi er imod eksport af revolution, vi er imod indblanding. Ethvert folk har en umistelig ret til at bestemme over sin egen skæbne. Vi ved af egen erfaring, hvad indblanding og intervention er, og vi ønsker ikke at dele denne erfaring med andre. Hvad nu, hvis et folk, der har startet et nyt liv, bliver mødt med modstand udefra? Hvis reaktionære kræfter i udlandet forsøger at kvæle revolutionen? Hvis et folk, der er blevet offer for eksport af kontrarevolution, beder sine venner og allierede om støtte og hjælp? Det er det problem, vi diskuterer og som konfronterer de politikere, der skal træffe ekstreme beslutninger under ekstreme omstændigheder. Derfor vil jeg gentage: der er situationer, hvor ikke-indblanding er det samme som skændsel og forræderi. Det var netop den situation, der opstod i Afghanistan. Og når jeg hører protester, når folk, der regner sig for demokrater, humanister og endda revolutionære, harmes over den sovjetiske »intervention«, så siger jeg til dem: logikken forpligter. Hvis I er imod den sovjetiske militærhjælp til det revolutionære Afghanistan, så er I for kontrarevolutionens sejr. Enten - eller. Der findes ingen tredje vej.
Selv hvis De nu havde ret, så må De alligevel indrømme, at begivenhederne i Afghanistan har haft en negativ indflydelse på afspændingen.
A. Bovin svarer: For det første begyndte amerikanerne som tidligere nævnt at opgive afspændingen længe før indsættelsen af sovjetiske tropper i Afghanistan: Jackson-Vanik lovtillægget, tovtrækkeriet med SALT-2, det propagandistiske bulder i anledning af en ikke-eksisterende »sovjetisk brigade« på Cuba, NATO’s beslutning om at forøge de militære udgifter. Alt sammen før december 1979. For det andet var Vestens reaktion på de afghanske begivenheder overdreven, ja nærmest hysterisk. I politik findes der en værdiskala, og man må kunne skelne mellem forskellige niveauer af problemer uden at blande tingene sammen i en stor bunke. En analogi er ikke noget bevis, men jeg vil alligevel trække følgende episode frem. I maj 1972 skulle Richard Nixon besøge Moskva. Kort tid før den amerikanske præsidents besøg havde han givet ordre til at blokere og bombardere Haiphong. Her befandt der sig sovjetiske skibe og søfolk. Hvad skulle man gøre ? Forskellige varianter blev overvejet i Moskva. Det endte med, at Nixon rejste til Moskva, fordi man der erkendte, at lige meget hvor vigtige de vietnamesiske begivenheder end måtte være, så måtte de under ingen omstændigheder lægge sig hindrende i vejen for en begyndende normalisering mellem Sovjetunionen og USA. Efter min opfattelse er det et klassisk eksempel på et rigtigt politisk valg, evnen til at vide, hvad der i et givet øjeblik er det vigtigste. Og præsident Carter? Jeg skal ikke fordybe mig i de komplicerede problemer, han var konfronteret med: Iran, inflationen og presset fra højre. Til vort formål er det tilstrækkeligt at understrege, at han skar alle politiske problemer over en kam. På den måde kom Afghanistan i bås med SALT-2 og afspændingen. Det er ikke politik. Politik er kunsten at kunne vælge, vurdere og se fremad. Hvad gjorde Carter ? Han kilede sig fast i Afghanistan. Han ønskede at undergrave Sovjetunionens prestige, men det eneste han undergravede, var afspændingen.
»Operation løgn«
Af maskinarbejder Per Benny Paulsen, Esbjerg. (Vestkysten d. 2. Januar 1986).
I Vestkysten den 21. december har stud. mag. Birthe R. Jensen en artikel, hvori hun forsøger at pålægge Sovjetunionen rollen som »folkemorder« i Afghanistan, og den 28. december har dr. phil. Leon Nikolin, Viby, ligeledes en artikel om USSR som »besættelsesmagt«. Hele den imperialistiske presse fyldes netop nu med fortællinger og opspind om de sociale og kulturelle forandringer i Afghanistan, der fremstilles negativt med store absurde overskrifter som »folkemord i tavshed« men som i virkeligheden er en larmende kampagne i borgerpressen, for at fremme de sovjetiske fordomme. Mange af disse artikler fra halvstuderede folk med »fine« titler, skal forsøge at give indholdet et objektivt og videnskabeligt sandhedspræg, med det formål at demobilisere og splitte fredsbevægelsen, og skabe associationer til at tilstanden i Afghanistan er analog USA´s brutale og beskidte krig i Vietnam. Ja snart er de kapitalistiske kredse i gang med at »forsvare« katolicismen i Polen og snart Islam i Afghanistan. Men disse dødens købmænd glemmer helt deres åbenlyse krænkelse og overfald på Grenada, Falklandskrigen, provokationerne mod Nigaracua - deres brutale og hensynsløse undertrykkelse af Vietnam og Algeriet, hvor sidstnævnte kan sidestilles med nazisternes brutale ideologi og fremfærd. Med Oktoberrevolutionen i 1917 greb en arbejder- og bondestat for første gang ind i verdenspolitikken, og spørgsmålet om krig og fred kunne nu ikke alene afgøres af højfinansen og kanonkongernes interesser. Med USA i spidsen foretog 14 imperialistiske lande et kontrarevolutionært korstog og intervention i årene 1918-20 imod de russiske folk, og farizæerne led et sviende nederlag. Men stadigvæk i dag straffer USA de uafhængige, suveræne stater med indgroet vane, fordi de ser afspændingen som en hindring for deres aggressive hensigter, der er opflammet af en militaristisk psykose. I 1973 blev kongedømmet styrtet i Afghanistan, og det nye Daud-regime overtog magten og indledte et samarbejde med Shahen af Iran, som forsøgte at dominere Afghanistans indre udvikling. Også i de år opererede islamiske fundamentalister og tilhængere af kongedømmet fra Pakistans nuværende område. Da Daud ikke gennemførte den lovede landbrugsreform og en demokratisering af staten, medførte det strejker og demonstrationer. Daud fængslede lederne at Afghanistans Demokratiske Folkeparti, og i april 1978 myrdes en af de kendteste ledere af ADF, - Akhar Khyber. På baggrund at mordet og fængslingerne gennemfører officererne og progressive lag i befolkningen en opstand, der er et rent afghansk anliggende. Opstanden lykkedes og Afghanistans Demokratiske Folkeparti overtager magten, og episoden kaldes aprilrevolutionen fordi den politiske magt tages fra udbytterklassen og lægges i den arbejdende befolknings besiddelse. Der dannes straks et civilt råd på 21 personer, der begynder informarbejdet for at skaffe jord til de jordløse, indfører forbud, således at arbejdende bønder ikke skal betale renter til ågerkarle og feudalherre, samt et program for at afskaffe analfabetismen. Den nationaldemokratiske revolution lægger også begrænsninger for de store jordbesiddelser - foretager en ligestilling af kvinder og mænd, samt garanti for en ligelig kulturel udvikling at alle nationers, etniske grupper og stammers forhold. Og meget konsekvent sker der en gennemgribende demokratisering at det sociale og politiske liv. Men fra revolutionens første dag stødte det uafhængige Afghanistan på aggression og grov fremmed indblanding. Titusinder af bevæbnede mytterister som var uddannet i udlandet kastedes i hele væbnede formationer ind i Afghanistan, og sammen med de kontrarevolutionære håndlangere, som har mistet magten og privilegierne indledes en uerklæret »krig«. Allerede under aprilrevolutionens første præsident - Taraki - anmoder den afghanske ledelse om militær bistand fra USSR, under henvisning til venskabstraktaten de to lande har indgået i september 1978. Et år efter i september 1979 bliver Taraki myrdet og Hafizullah Amin overtager magten, som formand for revolutionsrådet. Han er usædvanlig utålmodig og desværre radikal i sine metoder. På hans foranledning gennemføres der straffeekspeditioner mod landsbyer, hvorved titusinder omkommer. Der gennemføres også en voldsom undertrykkelse og udryddelse af intellektuelle - det muslimske præsteskab, og andre lag i befolkningen, som havde støttet aprilrevolutionen. Piger og kvinder bliver tvunget til undervisning imod deres vilje, og de religiøse traditioner bliver der set stort på. Han gør jord- og vandreformen til en kæmpe fiasko, og selvom despotiet kun varer 3 måneder medfører hans fremfærd at der skabes en række nye berettigede fjender. Men selv under Amins formandsskab anmoder den afghanske ledelse USSR om bistand. Fra marts til december 1979 havde USSR afvist mindst 14 anmodninger om militær hjælp. Men da man erfarer, at der virkeligt forsøges på at gøre Afghanistan til et pro-vestligt marionetregime, tiltræder man anmodningen om hjælp, og den 24. december ankommer de første sovjetiske tropper i mindre målestok. Der er ingen der har og kan betvivle legitimiteten i tilkaldelsen af denne assistance, der er i overensstemmelse med FNs charter, artikel 51 og international lov. Afghanistans Demokratiske Folkeparti afholder 3 dage efter - den 27. december et møde, hvor de afsætter Amin og udnævner B. Karmal til generalsekretær. Der er ingen beviser for at sovjetiske tropper skulle være indblandet i denne proces og Karmals regering er da også anerkendt som Afghanistans lovlige regering i FN. Karmals nye regering anerkender en række fejl og gør sit for at genoprette disse. Her er bl.a. tale om mangel på demokrati, hvor de administrative metoder og bureaukratiet fratog de små bønder halvdelen af deres beskedne jordlodder. Nogle storbesiddere var gået fri for udstykning, medens andre havde »tilbageerobret« deres jord. Således var de jordløse atter blevet jordløse, og jorden var uopdyrket. Karmal-regeringen har ligeledes respekteret de religiøse højtider og ritualer, ligesom der ydes direkte støtte til opførelsen af’ moskeer og bedehuse, til pilgrimsrejser, til aflønning af præster etc., og der er oprettet »Det øverste Præsteråd« i forbindelse med departementet for islamiske anliggender. Fagbevægelsen, bondebevægelsen og en række andre organisationer for kvinder og unge er blevet dannet og udbygget for at folkemagtens sociale grundlag kunne blive befæstet. Dette medfører selvfølgelig også at beslutninger bliver decentraliseret til de nye valgte organer på kommunalt-, kreds-, distrikts- og provinsniveau, der må og skal samarbejde med de traditionelle råd og forsamlinger at religiøse ledere, stammeledere og landsbyældste. Fejltagelserne med jordfordelingen, der nu er ændret således, at man selvfølgelig tager fra storbesiddelserne og ikke fra middelbonden, har selvfølgelig skabt megen grobund for kontrarevolutionær virksomhed. Der er personer og grupper der mister økonomisk-politisk magt og andre privilegier, f.eks. de gamle feudalherrer, visse stammeledere, dele af præsteskaber og fra småborgerskabet, korrupte embedsmænd, ågerkarle og spekulanter som udgør kernen i modstanden. Ved at udnytte befolkningens uvidenhed, politiske uerfarenhed, traditionel levevis og religiøse bindinger, samt trusler og terrormord er det lykkedes at skabe undergravende virksomhed og sabotagehandlinger. Modstandens »ideologiske grundlag« er leveres af de såkaldte »efterkommere af profeten«, imaner og muslimske broderskaber, der har en rets- og statsopfattelse efter et middelalderligt mønster. Den praktiske hjælp leveres bl.a. fra den kinesiske ledelse og fra den pakistanske hær som deltager med regulære enheder over grænsen. Det nye religiøse styre i Iran samt Saudi Arahien og Abu Dhabi finansierer også store våbenindkøb i USA. Allerede i 1979 forsøgte CIA at danne en »kampkomite« af fem kontrarevolutionære grupper, og målet er selvfølgeligt at erstatte de tabte baser i Shahens Iran, og gøre Afghanistan til et militært brohoved vendt imod Sovjetunionen. USA som også leverer det økonomiske og militære grundlag for bekæmpelsen at en lovlig stat og regering har i 1985 alene bidraget med 500 millioner dollars. Den internationale terrorisme dækkes at atomvåben, hangarskibe m.v. ved Irans grænser og i den Persiske Golf. De spørger ingen om lov når de straffer, suveræne stater eller bekæmper lovlige regeringer. Disse kolonisatorer mente trods alt, at det ville være for meget at afkræve afskårne ører, som regnskabsbilag for deres krigsførelse fra Pakistan. Men i Afghanistan er demokratiet blot begyndelsen på en ny historisk udvikling. Her blev bønderne aldrig tidligere spurgt om deres mening eller har fået lov til at bestemme over deres hverdag. Men nu har de nye bonderåd en central opgave i samarbejde med byråd og mullah. De tager beslutningerne om jordfordeling, vandfordeling, dæmninger, broer, kunstgødning, såsæd, mekanisering, kredittier, o.s.v.. Der oprettes til stadighed nye kooperativer med salg at forbrugsvarer og produktionen er stigende til trods for sabotagen. Der er nu også oprettet et arbejderfakultet ved Kabuls universitet - et kvindefakultet ved instituttet for samfundsvidenskab - oprettet børnehaver og arbejdspladser - vedtaget den første arbejdslovgivning om løn, ferie, svangerskabslov, arbejdsmiljø mv., og en plan for reparation at ødelagte anlæg. Al krig er en forbandelse og en tragedie - og det uanset hvilken side man er på i krigen - om man er mand, kvinde eller barn. Krigen er umenneskelig og dyrisk, og anstifterne burde fordømmes for deres forbrydelser ved en international domstol. I kølvandet på krigshandlinger opstår altid flygtninge, og mange beboere i grænselandet har søgt fred i lejrene i Pakistan. Men i disse lejre kontrolleres flygtningene at de kontrarevolutionære grupper, idet hver flygtning bliver tvunget til at have et medlemskort til en af grupperingerne, thi ellers får de ikke udleveret daglige fødevarer og teltrum. For mange flygtninge er det også umuligt at komme tilbage til Afghanistan, de den pakistanske hær lukker grænsen for trafik denne vej. Således er mange af de pash-tuniske nomader blevet låst fast i flygtningelejrene og bliver brugt som gidsler, for at de kontrarevolutionære kan modtage humanitær og økonomisk bistand. De penge som Danmark yder er der bl.a. ingen reel kontrol med, og det er kendt fra Peshawar at »lederne« lever et liv i luksus og bruger midlerne til narkotikahandel og smuglervirksomhed. I Pakistans grænseområder har nu også repræsentanter for 4 mill. pakistanere i afridis-stammen og shinwaris-stammen tilkendegivet deres støtte til Kabul regeringen, og udtrykt enighed om den politik som også Sovjetunionen har fremlagt, nemlig at hvis der gives garantier for at den fremmede indblanding stoppes i dag, er de sovjetiske tropper ude af Afghanistan i morgen. Det er meget enkelt.
Sovjetiske afspændingsbestræbelser og forslag til rustningsbegrænsning
Sovjetunionen har aldrig haft og har heller ikke nu planer om at angribe noget europæisk land. For de sovjetiske ledere består opgaven i at opretholde den militære ligevægt og ikke tillade, at den bliver brudt. De anser oprustning for meningsløs og økonomisk undergravende; deres nedrustningsforslag udspringer af ønsket om at bringe den eksisterende militære ligevægt ned på et lavere niveau. Det gælder kernevåben såvel som konventionelle våben. Sovjetunionen står til lyd for, at stormagterne genoptager og viderefører begrænsningen af de strategiske kernevåbenrustninger. Kernen i Sovjetunionens holdning til forhandlingerne om en begrænsning af de strategiske rustninger er følgende:- En kommende aftale skal omfatte samtlige typer af strategiske våben, indbefattet bombefly. - Reduktionerne skal være betydelige (på 25 pct. eller mere). - Ved reduktion skal medtages antallet af såvel fremføringsmidler som kernesprængladninger. - Aftalen skal ikke kun begrænse den numeriske vækst, men også muligheden af at modernisere, dvs. udvikle kvalitativt nye atomvåben. - Mens forhandlingerne står på, bør begge parter fastfryse deres lagre af strategiske våben. Hovedformålet med disse forhandlinger er for Sovjetunionen at bringe det meningsløse kapløb til standsning og derpå få den strategiske ligevægt ned på et væsentligt lavere niveau. For at sætte gang i forhandlingerne om mellemdistanceraketterne har den sovjetiske part præsenteret flere vigtige udspil. Allerede i oktober 1979 meddelte Sovjetunionen, at man var villig til at indskrænke antallet af sovjetiske raketter i den europæiske del af landet under forudsætning af, at Vesteuropa afslog opstillingen af de nye amerikanske mellemdistanceraketter. Forslaget blev afvist af NATO, som i stedet traf den såkaldte dobbeltbeslutning om både at forhandle med Sovjetunionen og forberede opstillingen af mellemdistanceraketter. Først den 30. november 1981, dvs., mere end to år efter dobbeltbeslutningen, kunne raketforhandlingerne mellem USA og Sovjetunionen begynde; presset fra den europæiske offentlighed og en række regeringer var blevet så stærkt, at den amerikanske regering ikke længere kunne undslå at sætte sig til forhandlingsbordet. Under sit officielle besøg i Forbundsrepublikken i november 1981 fremsatte Leonid Bresjnev et forslag, der var adresseret til såvel de vesteuropæiske lande som USA. Forslaget havde relation til de netop påbegyndte raketforhandlinger og gik ud på følgende: - På grundlag af et moratorium, som parterne skulle nå til enighed om, ville Sovjetunionen være indstillet på at foretage en ensidig reduktion af en vis del af sine mellemdistance-atomraketter i den europæiske del af landet med henblik på at nå frem til et lavere niveau, som USA og Sovjetunionen kunne opnå enighed om. - Under forhandlingerne ville Sovjetunionen gå ind for en radikal indskrænkning - på flere hundrede enheder - i begge parters mellemdistance-kernevåben, iberegnet såvel de fremskudte amerikanske våben som Englands og Frankrigs tilsvarende våben. - Sovjetunionen var for sit vedkommende rede til helt at afstå fra mellemdistance-kernerustninger i den europæiske del af landet, såfremt modparten gik ind på at fjerne sine raketter i Vesteuropa. Den amerikanske part trak forhandlingerne i langdrag ved at fremsætte stadig nye, uacceptable forslag, der blokerede for en egentlig aftale. Tydeligst kom dette til udtryk med den såkaldte nulløsning, som officielt blev præsenteret af den amerikanske forhandlingsdelegation i Genéve først i februar 1982. Ifølge nulløsningen skulle Sovjetunionen ensidigt nedtage alle sine mellemdistanceraketter i såvel den europæiske del af landet som øst for Ural. Til gengæld ville USA så undlade at opstille sine nye Pershing-2 raketter og krydsermissiler i Vesteuropa. Problemet var - og er - blot, at NATO i forvejen råder over næsten et tusind mellemdistanceraketter og kernevåbenbærende fly i Europa. De tilsvarende sovjetiske raketter og fly i den europæiske del af landet skal opveje denne atomslagstyrke i NATO og navnlig de fremskudte amerikanske kernevåben. Skulle man gå ind på den amerikanske plan, ville USA opnå en kolossal militær overlegenhed. Og på et sådant grundlag var en aftale naturligvis umulig. For at få forhandlingerne ud af dødvandet fremsatte den sovjetiske delegation et forslag, som ikke ville skade nogen, men tværtimod være til fordel for hele Europa. Sovjetunionen har fremsat sit forslag til nulløsning, som er en ægte nulløsning. Det går ud på helt at befri Europa for atomvåben, såvel mellemdistanceraketter som taktiske våben. I fald Vesten er ikke indforstået med en så radikal løsning, foreslår Sovjetunionen, at man begynder med etapevis reduktion af antallet af fremføringsmidler til atomvåben på begge sider. Det gik ud på, at en aftale skulle medtage samtlige mellemdistancevåben (dvs., med en aktionsradius på 1000 km og derover) placeret i Europa og tilstødende have eller beregnet til brug i Europa. Begge sider skulle reducere deres mellemdistance-kernevåben med ca. 60 procent. Modernisering og udskiftning af våbentyperne skulle kun ske inden for rammerne af særlige aftaler. Sovjetunionen mener fremdeles, at den bedste løsning er at tilintetgøre samtlige mellemdistancevåben under gensidig kontrol. Et afgørende aspekt i den sovjetiske holdning ses i forslaget om ikke at udvikle og opstille nye mellemdistance-kernevåben, mens forhandlingerne står på, men at fastfryse dem både talmæssigt og kvalitativt. Hvis dette forslag vedtages, er Sovjetunionen villig til at demonstrere sin gode vilje og på ensidigt grundlag reducere antallet af sine mellemdistancevåben. Endelig har Sovjetunionen fremlagt en tredje mulig variant, der kan løse op for dette alvorlige problem. Sovjetunionen har indvilliget i at nedbringe antallet af sine mellemdistanceraketter til et niveau, der modsvarer det antal raketter, England og Frankrig råder over. Dersom forslaget blev accepteret, ville de to parter hver komme til at råde over 162 mellemdistanceraketter en antal som ved senere forhandlinger kunne bringes endnu længere ned. Det siger sig selv, at antallet af bombefly også skal være »lige stort« på begge sider. Undertiden påstås det fra vestligt hold, at de engelske og franske raketter er rene forsvarsvåben (hvorved man antyder, at USA’s raketter i Europa er angrebsvåben). Men både de engelske og de franske raketter er stillet ind på Sovjetunionen, og da begge lande er medlemmer af NATO, ville det være urimeligt over for Sovjetunionen ikke at medtage deres raketter i beregningerne. Den amerikanske holdning til Genéveforhandlingerne bestyrker mistanken om, at USA mindre er interesseret i en reduktion af de sovjetiske SS-20 raketter end i stationeringen af sine egne »euroraketter«, som vil forrykke den militære ligevægt mellem de to militær-politiske blokke. Sammen med de andre socialistiske lande arbejder Sovjetunionen ihærdigt på, at Wien-forhandlingerne, der har stået på siden 1973, om en reduktion af de væbnede styrker og rustningerne i Centraleuropa krones med godt resultat. Men også her står Warszawapagt-landene over for det problem, at modparten, NATO, søger ensidige fordele. I begyndelsen af 1976 fremsatte Sovjetunionen DDR, Polen og Tjekkoslovakiet en række konstruktive forslag gående ud på, at troppereduktionen blev foretaget i to etaper, sådan som de vestlige lande ønskede det. Første etape skulle omfatte Sovjetunionens og USA’s væbnede styrker, anden etape de øvrige landes rustninger inden for henholdsvis NATO og Warszawapagten. I juni 1976 satte forslagsstillerne tal på antallet af Warszawapagt-landenes væbnede styrker i Centraleuropa. Oplysningerne bekræftede, at der herskede omtrentlig ligevægt mellem Øst og Vest i Centraleuropa. Ikke desto mindre fastholdt de vestlige lande kravet om såkaldt asymmetriske reduktioner, som i givet fald ville ændre styrkeforholdet i NATO’s favør. Atter en gang tog Sovjetunionen et initiativ, som man skulle forvente satte fornyet gang i forhandlingerne. Sovjetregeringen meddelte i oktober 1979, at den ensidigt agtede at trække 20.000 sovjetiske soldater og officerer og 1000 kampvogne hjem fra DDR. Beslutningen blev effektueret det følgende år. I juli1980 præsenterede de socialistiske lande nye forslag, der skulle fremskynde et for alle parter vellykket forhandlingsresultat. De gik ud på, at USA og Sovjetunionen i første etape reducerede deres militære personel med henholdsvis 13.000 og 20.000 mand. Samtidig var de socialistiske lande positive over for en fastfrysning af forhandlingsdeltagernes troppeantal i tiden mellem de to reduktionsetaper. Loftet over henholdsvis NATO’s og Warszawapagtens væbnede styrker blev foreslået sat til 900.000 mand. I februar 1983 fremsatte de socialistiske lande en række nye forslag ved forhandlingerne i Wien. Ud fra principperne om gensidighed og parternes lige sikkerhed, principper som man allerede var nået overens om, foreslog de socialistiske lande, at man indstillede de frugtesløse diskussioner om parternes troppeantal i Centraleuropa og nedskar både NATO’s og Warszawapagtens styrker til 900.000 mand på hver side, herunder landtropperne til 700.000. I den allernærmeste fremtid ville man så kunne tage det første skridt og trække 20.000 sovjetiske og 13.000 amerikanske soldater ud af Centraleuropa med tilhørende bevæbning og kampteknik. Dette skridt skulle være optakten til mere omfattende troppe- og rustningsreduktioner på begge sider efter gensidighedsprincippet. Alle disse konkrete forslag er blevet ignoreret eller afvist af NATO. Sovjetunionens holdning til bestemmelserne i slutakten fra Helsinki er fremdeles den, at ånd og bogstav skal efterleves samvittighedsfuldt og uforbeholdent. Det gælder først og fremmest alt, hvad der har direkte relation til styrkelse af freden og tilliden mellem staterne, herunder punktet om at indbyde udenlandske observatører til at overvære større militærøvelser, og ligeledes bestemmelserne om at udvikle det økonomiske og kulturelle samkvem mellem landene i de to samfundssystemer. De socialistiske landes faste beslutsomhed på at styrke afspændingen og ikke lade verden glide mod krigens afgrund kom ligeledes til udtryk i beslutningerne fra Warszawapagtens politiske konsultative komités møde i maj 1980. Herfra blev det foreslået, at ingen stat eller gruppe af stater i Europa øgede sit antal af væbnede styrker; videre foreslog man at fremskynde forberedelserne til en konference om militær afspænding og nedrustning i Europa og snarest muligt fuldføre forhandlingerne om fuldstændigt og generelt forbud mod kernevåbenforsøg, om ikke-anvendelse af kernevåben mod atomvåbenfrie lande samt om ikke at stationere kernevåben i lande, som i forvejen ikke har sådanne våben. Sovjetunionen og de andre socialistiske lande gik ind for, at der ufortøvet blev indledt forhandlinger om en verdensomspændende traktat om ikke-magtanvendelse, standsning af kernevåbenproduktionen, gradvis tilintetgørelse af kernevåbenlagrene samt om forbud mod nye typer og nye systemer af masseudryddelsesvåben og ligeledes om en reduktion af i første række stormagternes militærbudgetter. Videre rejste man det vigtige spørgsmål om en begrænsning og efterfølgende mindskelse af den militære tilstedeværelse og aktivitet i det Indiske Ocean og Middelhavet. Den sovjetiske regering sluttede op om forslaget om atomvåbenfrie zoner i Europa, bl.a. i Norden og Balkan. Ligeledes godkendte den i princippet den svenske regerings forslag om oprettelse af en kernevåbenfri korridor i Europa. I det hele taget var Sovjetunionen rede til på enhver måde at fjerne de hindringer, som stod i vejen for en bedring af den internationale situation. På den fælleseuropæiske konferences opfølgningsmøder i Beograd (1976-1978) og Madrid (1980-1983) slog Sovjetunionen til lyd for at udvide de tillidsskabende foranstaltninger og for afholdelse af en nedrustnings- og afspændingskonference i Europa. Sammen med de andre socialistiske lande arbejdede Sovjetunionen energisk for at undgå, at disse opfølgningsmøder udviklede sig til skuepladser for psykologisk krigsførelse. Det gjaldt især Madrid-mødet, hvor Reagans administration støttet af visse NATO-allierede forsøgte at slå mønt af de rent indenrigspolitiske begivenheder i Polen til en politisk og ideologisk offensiv mod Polen og Sovjetunionen. Det afghanske spørgsmål er endnu et eksempel på, hvordan Sovjetunionen bestandig søger at løse problemerne konstruktivt. Sovjetregeringen har indtil flere gange meddelt sin beredvillighed til at finde en politisk ordning og trække de sovjetiske styrker hjem fra Afghanistan under den forudsætning, at kontrarevolutionære bander fra Pakistan indstiller deres overfald på landet. For at nå frem til en ordning er det nødvendigt med to ting: at der opnås enighed i denne sag mellem Afghanistan og dets nabolande (Pakistan og Iran), og at Afghanistan får solide garantier for, at der ikke vil blive iværksat en ny hemmelig krig. Den afghanske regering har udarbejdet et forhandlingsoplæg, som Sovjetunionen støtter, men som er forblevet ubesvaret af de andre berørte stater. At give afspændingen materielt indhold er for Sovjetunionen en sag af stor betydning. Den skal have en solid praktisk basis, og hertil er økonomiske samarbejdsaftaler et godt udgangspunkt. En række nye former for økonomisk samarbejde er under hastig udvikling mellem Sovjetunionen og kapitalistiske lande. Således er der indgået såkaldte kompensationsaftaler, hvorefter vestlige lande på kredit leverer Sovjetunionen udstyr og materialer til en nærmere fastsat produktion. Betalingen herfor vil til sin tid falde i form af en vis del af denne produktion. Efter Helsinki-konferencen indgik Sovjetunionen op mod 20 store aftaler på kompensationsbasis, bl.a. med det franske selskab Péchiney om byggeriet af et aluminiumsværk foruden en generalaftale med selskaber i Vesttyskland, Frankrig og USA om opførelsen af en virksomhed til produktion af syntetiske fibre og fremstillingsmaterialer hertil; med engelske firmaer er der sluttet aftale om opstillingen af en serie gaspumpeanlæg. Det specielle ved disse og lignende aftaler er, at de ofte strækker sig over 10-20 år. Det første eksempel på en sådan mellemstatslig aftale var langtidsprogrammet til udvikling og uddybelse af det handelsøkonomiske, industrielle og teknologiske samarbejde mellem Finland og Sovjetunionen frem til 1990. Denne aftale blev indgået i foråret 1977. Året efter kom en lignende aftale i stand mellem Sovjetunionen og Forbundsrepublikken Tyskland. Denne aftale er indgået for en periode af 25 år, dvs., frem til år 2003, og lægger hovedvægten på en udvikling af de økonomiske og teknologiske forbindelser. Andre sådanne langtidsaftaler findes nu også med Frankrig, Storbritannien og Sverige. Lignende positive resultater er opnået i kulturudvekslingen med lande af andet samfundssystem. For Sovjetunionen drejer det sig om at nå frem til den periode, Lenin drømte om, hvor politikken mellem verdensmagterne indeholder »færrest muligt generelle erklæringer, højtidelige løfter og pompøse formuleringer, men flest muligt ganske enkle, ganske klare beslutninger og foranstaltninger, der virkeligt ville føre til fred, for Slet ikke at tale om fjernelse af krigsfaren«. Igennem alle årene har Sovjetunionens udenrigspolitik været præget af vedholdende og aktivt arbejde til gavn for verdensfreden Og for at sikre hele det vældige lands befolkning fredelige betingelser til at udvikle landet i den retning, folket ønsker det. Sovjetunionen har intet ønske om og ingen grund til at stræbe efter ydre ekspansion. Det er selv et kæmpemæssigt land og har brug for mange, mange år endnu til indvinding af uberørte områder og arealer. Som tidligere nævnt besidder det nogle af verdens største forekomster af metaller, Olie, gas, kul, tømmer, kort sagt alt det, ethvert land behøver i sin økonomiske udvikling. Menneskene i Sovjetunionen og det kommunistiske parti kæmper naturligvis for, at hele menneskeheden skal opleve en socialistisk udvikling, men samtidig véd de, at socialisme ikke er noget der kan eksporteres, at overgangen til den nye, højere samfundsformation, socialismen, er det enkelte folks eget værk og hverken kan eller skal påtvinges det udefra. Udviklingen i verden i dag er inde i en kritisk fase. Som følge af det negative omslag i USA’s udenrigspolitiske linje, støttet af NATO, er der opstået en situationen hvor faren for atomkrig er reel. Nu drejer det sig om liv eller død for menneskeheden. Nu som altid stiller Sovjetunionen hele sit diplomati, hele sin politiske indflydelse, al sin moralske kapital i fredens tjeneste, for at afværge en altødelæggende krig. SUKP’s 26. kongres (1981) viser kontinuiteten i Sovjetunionens udenrigspolitik. Fredsprogrammet fra de to tidligere partikongresser blev udbygget med nye initiativer til styrkelse af afspændingen, mod krigsfaren. Kongressen opstillede et konkret program til løsning af vor tids mest presserende problemer, specielt i spørgsmålet om våbenkontrol, ud fra den opfattelse at de pågældende problemer kan løses, så snart den politiske vilje er tilstede. Det er den, og det har den altid været i Sovjetunionen. For eksempel tilbød kongressen en væsentlig udvidelse af de tillidsskabende foranstaltninger, således at de kom til at gælde for hele den europæiske del af Sovjetunionen under forudsætning af en tilsvarende udvidelse fra de vestlige landes side. Her på kongressen blev det Også for første gang foreslået, at der fastsattes et moratorium for henholdsvis NATO-landenes og Sovjetunionens stationering af mellemdistance-atomraketter i Europa, indbefattet USA’s fremskudt baserede kernevåben i Vesteuropa. Et sådant moratorium kunne gælde, indtil der var indgået en permanent aftale om begrænsning eller reduktion af kernevåbnene i Europa. Videre foreslog kongressen, at FN’s Sikkerhedsråd afholdt et møde med deltagelse af lederne af Sikkerhedsrådets permanente medlemslande for at søge veje til at sanere den internationale situation og afværge krig. Fredsprogrammet for 1980’erne er realistisk, fordi det som udgangspunkt tager den mægtige koalition af fredskræfter, som modarbejder imperialistisk aggression og krig. Trods skrækpropagandaen om en »sovjetisk trusse1~ forstærkes fredskampen i Vest, mod militarisering af økonomien, mod oprustning og atomkrigsfare. Nu gælder det først og fremmest om at nå til enighed om en begrænsning af alle rustningsarter, men navnlig af masseudryddelsesvåbnene. Sovjetunionen satser på et forbud mod ethvert nyt våbensystem og enhver fly våbentype. De senere år har som bekendt bragt flere meddelelser om, at nye våben var på vej - laservåben, våben til krigsførelse i og fra rummet, osv. Sovjetunionens forslag sigter på at imødegå noget sådant. Til grund for enhver aftale om våbenbegrænsning og -kontrol skal ligge princippet om parternes ligestilling og lige sikkerhed. Det har imidlertid ikke afholdt Sovjetunionen fra at tage følgende skridt: Sovjetunionen har ensidigt standset opstillingen af mellemdistanceraketter i den europæiske del af landet, og Sovjetunionen har foretaget en væsentlig reduktion af sådanne raketter. På FN’s 2. særlige nedrustningssamling i sommeren 1982 fremsatte den sovjetiske delegation et udkast til »Hovedbestemmelser i en konvention om forbud mod udvikling, fremstilling og opbygning af lagre af kemiske våben samt om destruktion af disse våben«. Endelig meddelte Leonid Bresjnev i et særligt budskab til nedrustningssamlingen, at Sovjetunionen forpligter sig til ikke som første land at bringe kernevåben til anvendelse«. Hvis de øvrige atommagter fulgte Sovjetunionens eksempel, ville faren for en atomkrig være elimineret. Den sovjetiske regeringsleder Jurij Andropov har i 1982-1983 bekræftet den sovjetiske regerings accept af, at man på gensidig basis fuldstændigt gav afkald på såvel mellemdistance- som taktiske våben i Europa. I et svar på en henvendelse i september 1983 fra en gruppe vesttyske parlamentarikere til medlemmerne af USSR’s Øverste Sovjet understregede han i særdeleshed, at det ikke var i fredens interesse at udvide arsenalerne af dødbringende våben, og at man kunne anvende de ved en reduktion frigjorte midler til at fremme den økonomiske og sociale udvikling. Den sovjetiske leder foreslog derfor en kvantitativ og kvalitativ fastfrysning af alle kernevåbenrustninger, dvs. både stoppe den kvantitative forøgelse af alle komponenter til kernevåbenrustningerne og undlade at udvikle nye kernevåbentyper, indføre et moratorium for forsøg med nye kernevåbensprængladninger og nye typer fremføringsmidler. Jurij Andropov udtalte, at Sovjetunionen var rede til at reducere antallet af SS-20 raketter i Europa til et niveau svarende til Storbritanniens og Frankrigs, og at man helt ville likvidere de raketter, der således blev fjernet fra USSR’s europæiske del. Dette var man parat til, men naturligvis under den forudsætning at der blev opnået en gensidig acceptabel aftale om kernevåbenrustningerne i Europa som helhed, herunder at USA gav afkald på udstationeringen af nye raketter og tilsvarende reducerede antallet af mellemdistancefly. Dette ville altså betyde, at USSR afstod fra at genopstille de mellemdistanceraketter, der var fjernet fra den europæiske del, i USSR’s asiatiske del. Sovjetunionen går således ind for en kraftig reduktion af mellemdistancekernevåbnene i Europa, at de reduceres til en tredjedel, og at der heller ikke her i fremtiden opstilles nye våbentyper af den art. USSR gør ikke krav på en eneste raket, et eneste fly mere end NATO og er rede til en kraftig fysisk reduktion af sine rustninger. Der er stadig mulighed for, erklærede Jurij Andropov, at unddrage verden en ny stramning af rustningsspiralen. Den historiske opgave, det er at forebygge en ny verdenskrig, kan imidlertid ikke løses af de socialistiske lande alene. Her må alle fredskræfter være med. Kun når de socialistiske landes diplomati, arbejderbevægelsen og den antiimperialistiske bevægelse i kapitalistiske lande, de progressive intellektuelle, alle pacifistiske kredse og de unge nationalstater sætter ind med forenede anstrengelser, kan man fremtvinge en grundlæggende, positiv ændring af hele den internationale situation.
De vigtigste principper og retningslinier for Sovjetunionens udenrigspolitik.
Spørgsmål og svar er fra 1984
»De sovjetiske ledere betegner i deres taler Sovjetunionens udenrigspolitik som leninsk. Hvad mener I med det ?«
Det er rigtigt, at man i Sovjetunionen kalder landets udenrigspolitik for leninsk. Det var nemlig Vladimir Lenin, sovjetstatens grundlægger, der udarbejdede hovedprincipperne for landets udenrigspolitik. »Det, som folket har kæmpet for: øjeblikkeligt forslag om en demokratisk fred, ophævelse af godsejernes ejendomsret til jorden, arbejderkontrol med produktionen, oprettelse af en sovjetregering - det er nu nået.« Sådan hedder det i den henvendelse »Til Ruslands borgere!«, som Lenin skrev nogle få timer efter den socialistiske Oktoberrevolutions sejr. Som det ses, står »forslaget om en demokratisk fred« i første række i Oktoberrevolutionens program. Det står side om side med de vigtigste sociale krav, for Lenin og de russiske kommunister gik ud fra, at viljen til at befri sig fra udbytning og viljen til fred er smeltet sammen i den arbejdende befolknings bevidsthed. Sovjetmagtens første statsakt var Dekretet om freden, som blev skrevet af Lenin. Det mål, som Lenin formulerede i dette fredsmanifest, er aktuelt den dag i dag: en retfærdig, demokratisk fred, en fred uden annektion af fremmed jord og uden voldelig indlemmelse af fremmede folkeslag. En fred, der skulle bygge på åbent og ikke hemmeligt diplomati. En verden uden våben, en verden uden krig. Den unge sovjetrepublik erklærede allerede dengang, at den betragtede den imperialistiske krig som den største forbrydelse mod menneskeheden. Sovjetstaten »ønsker at leve i fred med alle folk og at koncentrere alle sine kræfter om den indre opbygning«, sagde Lenin. Disse ord er grundlaget for den leninske udenrigspolitik, som sovjetstaten konsekvent har ført i al den tid, den har eksisteret. På Sovjetunionens kommunistiske partis centralkomitémøde i februar 1984 kom generalsekretær Konstantin Tjernenko ind på den leninske fredspolitik og understregede: »Vi erklærer kategorisk, at vi ikke vil vige et skridt fra denne politik.«
»Fortæl om hovedprincipperne for Sovjetunionens udenrigspolitik.«
Den sovjetiske forfatning erklærer følgende to hovedprincipper for fundamentet i Sovjetunionens udenrigspolitik: - princippet om fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem og - princippet om proletarisk, socialistisk internationalisme i forholdet til de andre socialistiske lande samt til de folk og stater, der kæmper for social og national befrielse, mod imperialismen og kolonialismen. Allerede før Oktoberrevolutionen begrundede Lenin videnskabeligt, at kapitalismens afløsning af socialismen ikke vil ske på én gang, men igennem en hel historisk periode, hvor der uundgåeligt vil eksistere stater med forskelligt samfundssystem side om side. Der bør etableres politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser mellem dem. Lenin understregede, at de socialistiske og de kapitalistiske lande er lige interesseret i en udvikling af de internationale økonomiske relationer og i handel. Der er derfor et reelt økonomisk grundlag for muligheden af fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem. Den politik, Sovjetunionen fører for international afspænding, er en naturlig følge af princippet om fredelig sameksistens, den er et udtryk for dette princip på den nuværende etape af de internationale relationer. Ligesom det er tilfældet for den fredelige sameksistens, er heller ikke afspændingen noget taktisk kneb fra vores side, men en langsigtet, strategisk kurs. Fredelig sameksistens og afspænding er det eneste fornuftige grundlag for relationerne mellem stater med forskelligt samfundssystem. Der er ikke noget alternativ til det. Enten afspænding eller kold krig, som nemt kan føre til en »varm« krig og til en global atomkatastrofe. Det skal bemærkes, at princippet om fredelig sameksistens, som sovjetstaten har proklameret, blev lagt til grund for de normer for det internationale samkvem, som er nedfældet i Slutakten fra den europæiske sikkerheds- og samarbejdskonference i Helsinki. Sovjetunionen har juridisk bekræftet sin forpligtelse til at overholde disse alment anerkendte regler for internationalt samkvem ved at optage dem i sin forfatning. I en valgtale den 2. marts 1984 fremsatte SUKPs generalsekretær Konstantin Tjernenko et banebrydende forslag, som har vundet genklang i mange lande. Det går ud på at opstille normer for relationerne mellem de lande, som er i besiddelse af kernevåben. Disse normer skulle omfatte en række konkrete forpligtelser for atommagterne. Disse skal forpligte sig til at gøre afværgelse af kernevåbenkrig til deres vigtigste udenrigspolitiske mål. Til at give afkald på propaganda for en sådan krig. Til ikke at bringe kernevåben i anvendelse. Til under ingen omstændigheder at anvende den slags våben mod kernevåben fri lande, som ikke har kernevåben på deres territorium. Til at hindre spredning af kernevåben i enhver form. Til skridt for skridt, på grundlag af princippet om lige sikkerhed, at arbejde for reduktion af kernevåbnene med det endelige mål helt at eliminere dem. Sovjetunionen viser et godt eksempel ved at lægge disse principper til grund for sin udenrigspolitik. Det er rede til når som helst at indgå aftale med de øvrige atommagter om i fællesskab at anerkende normer af denne art og give dem forpligtende karakter.
»I går ind for fredelig sameksistens mellem de to systemer, og samtidig taler I om klassekamp. Strider det ikke mod hinanden ?«
Nej, det gør det ikke. Lad os forklare hvorfor. Det menneskelige samfund udvikler sig i overensstemmelse med objektive love, og en af dem er klassekampens lov. Klassekampens historie er samtidig historien om de samfundsøkonomiske formationers skiften som følge af en revolutionær forandring af samfundet. Slavesamfundet blev afløst af feudalismen, som derefter blev fortrængt af kapitalismen. Før eller senere vil kapitalismen over hele verden vige pladsen for kommunismen, som er en mere fuldendt samfundsøkonomisk formation. Det skal lige i forbifarten bemærkes, at en voldelig indførelse over hele verden af kommunismen eller af dens første fase - socialismen aldrig har været vort mål. Vi er af den opfattelse, at vi kan fremskynde menneskehedens udvikling frem mod socialismen og kommunismen med vort eksempels moralske kraft og ikke ved at eksportere revolution eller ved at påtvinge andre vort system. Jo mere imponerende resultater Sovjetunionen og de andre socialistiske lande opnår i løsningen af de samfundsøkonomiske problemer, desto mere tillokkende bliver det nye samfunds eksempel. Fredelig sameksistens og afspænding ophæver ikke den historiske udviklings objektive love og klassekampens love. Modsætningen mellem socialismen og kapitalismen har været og vil stadig være den vigtigste modsætning i vor tid. Derfor fortsætter kampen mellem de to systemer også under afspændingen. Men den fredelige sameksistens og afspændingen begrænser denne kamp til fredelige midler og foreslår helt at udelukke krig af forholdet mellem staterne. Fredelig sameksistens og afspænding betyder ikke en forsoning mellem den kommunistiske og den borgerlige ideologi. Tværtimod bliver ideologien en af klassekampens vigtigste skuepladser. Men Sovjetunionen er af den indstilling, at den ideologiske kamp ikke skal udvikle sig til en psykologisk krig, hvor der satses på indblanding i andre staters indre anliggender, eller føre til politisk eller militær konfrontation. Erfaring og kun erfaring kan og skal løse striden mellem de to verdensanskuelser.
»Hvilken forbindelse er der mellem jeres militærdoktrin og jeres udenrigspolitik ?«
Der er en helt direkte forbindelse. Ligesom vores udenrigspolitik er, sådan er også vores militærdoktrin. Socialismens fredselskende natur er baggrunden for den sovjetiske militærdoktrins rent forsvarsmæssige orientering. Vore væbnede styrkers karakter, principperne for deres opbygning, strategien og taktikken for deres anvendelse har altid kun været beregnet på at afværge den trussel mod os og vore forbundsfæller, som imperialismen fortsat er. Talrige kendsgerninger viser, at denne trussel er og bliver en realitet. Vi vil anføre nogle få af disse kendsgerninger. Allerede i slutningen af 1940erne blev der i USA udarbejdet en plan for et angreb på Sovjetunionen med det formål at knuse landet militært. Denne plan med kodebetegnelsen Trojan gik ud på, at USA´s strategiske luftvåben skulle rette atomangreb mod Sovjetunionens vigtigste politisk-administrative og økonomiske objekter. Denne plan blev afløst af en ny plan for et atomangreb på Sovjetunionen med kodebetegnelsen Dropshot-planen. På krigens første etape skulle der nedkastes 300 atombomber og mange tusind ton konventionelle bomber over Sovjetunionen. Det var meningen at indsætte 20 mio. soldater fra USA og dets NATO-partnere til realiseringen af Dropshot-planen. Efter oprettelsen af NATO begyndte USA at lægge en ring af militærbaser omkring Sovjetunionen. I dag har USA 2.500 baser og militærobjekter i 110 lande verden over, og 386 af dem ligger i nærheden af Sovjetunionens grænse. Ifølge den pensionerede franske admiral Antoine Sanguinettis beregninger er der koncentreret 41.000 NATO-kampvogne langs Sovjetunionens grænse og flådestyrker, herunder hangarskibe og atomubåde, med en samlet tonnage på næsten 5,5 mio. ton. Den nuværende amerikanske administrations planer, som går ud på at opnå militær overlegenhed og på fortsat kaprustning såvel inden for kernevåben som konventionelle våben, udgør en særlig fare for os. I denne situation er vi nødt til at gøre alt for at sikre socialismen et pålideligt forsvar mod imperialismens aggressionsplaner. Men det betyder ikke, at vi betragter våbenmagt som den eneste garanti for fred. Tværtimod. Jo flere kanoner der er, desto stærkere bliver fristelsen til at bringe dem i anvendelse. Derfor går vi ind for nedrustning og for at sænke det militære konfrontationsniveau. Sovjetunionen har taget et særdeles vigtigt skridt i denne retning ved ensidigt at forpligte sig til ikke som det første land at bringe kernevåben i anvendelse. Beslutningen om at påtage sig en sådan forpligtelse sætter også sit præg på vort lands militære aktivitet. Der stilles således større krav til oplæring af de væbnede styrker og deres stabe og til tilrettelæggelse af endnu strengere kontrol, som udelukker ikke-sanktioneret anvendelse af kernevåben, såvel taktiske som strategiske. Denne beslutning er en logisk udvikling i den sovjetiske militærdoktrin. Og med dette skridt har man tilbagevist den borgerlige propagandas påstande om Sovjetunionens »aggressivitet«. Sovjetunionen og de øvrige Warszawa-pagtlande opfordrer de andre atommagter til at træffe samme beslutning og foreslår ligeledes at indgå en international traktat om ikke som den første at anvende hverken kernevåben eller konventionelle våben mod hinanden, dvs. en traktat om ikke-anvendelse af militær magt i det hele taget. I Vesten benytter man ofte en bevidst falsk metode i forsøget på at bevise den sovjetiske militærdoktrins påståede aggressive principper. Man anfører citater fra værker af sovjetiske militæreksperter, bl.a. nogle, som er udgivet i 1960´erne, og som ikke handler om militærdoktrinen, men om specielle spørgsmål vedrørende krigsførelse, f.eks. kamptaktik. Disse citater udgives så for at være den sovjetiske militærdoktrin. På den måde forvrænger man bevidst forestillingen om vores militærdoktrin (inden for dennes rammer udelukkes det selvfølgelig på ingen måde, at soldaterne optrænes i forskellige krigshandlinger på slagmarken, herunder angrebshandlinger; der findes ikke nogen hær i verden, som optrænes i kamp, der har tilbagetrækning som eneste mål).
»Anser I eksistensen af de to konfronterende militærblokke - NATO og Warszawa-pagten - for uundgåelig ?«
Nej, det gør vi ikke. Det var ikke os, der tog initiativ til at opdele verden i blokke. Ydermere har Sovjetunionen allerede i mange år foreslået at opløse både NATO og Warszawa-pagten. Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) blev oprettet i 1949, under den kolde krig, som Vesten havde startet. Kort tid før underskrivelsen af den Nordatlantiske Traktat tilstillede den sovjetiske regering de kommende deltagerlande et memorandum. Det hed her, at oprettelsen af NATO ville skærpe den internationale situation og øge faren for en ny krig. Og tiden har bekræftet Sovjetunionens bange anelser. Selv om det i den Nordatlantiske Traktat hedder, at Atlantpagtens formål er »kollektivt forsvar« og »opretholdelse af fred og sikkerhed«, har de vestlige ledere ikke kunnet skjule, at NATO er og bliver et instrument til at »trænge kommunismen tilbage«, dvs. i virkeligheden tager sigte på til syvende og sidst at standse den nationale befrielsesbevægelse, likvidere de socialistiske stater og genindføre kapitalismen der. Og det har været bestemmende for denne bloks aggressive karakter. Efter at have fremprovokeret en opdeling af verden i blokke har Vesten med en konsekvens, der er et bedre formål værdig, afvist de socialistiske landes forslag, som tager sigte på at eliminere den militære konfrontation. Allerede i 1954 foreslog Sovjetunionen således at indgå en fælles-europæisk traktat om kollektiv sikkerhed. Men Vesten afviste dette initiativ. Samme år tilstillede Sovjetunionen vestmagterne en note med et forslag om at drøfte spørgsmålet om dets optagelse i NATO. Denne mulighed er nemlig forudsat i teksten til den Nordatlantiske Traktat. Den sovjetiske regering gik ud fra, at NATO-lederne ikke burde have nogen indvendinger, eftersom de hævdede, at Atlantpagten udelukkende er en forsvarsalliance. Ved at godkende det sovjetiske forslag kunne de have bevist deres fredsvilje. Men det skete ikke. Sovjetunionens forslag blev erklæret for et propagandakneb. På denne baggrund var de socialistiske lande i 1955 - hele seks år efter NATOs oprettelse - nødt til at træffe modforanstaltninger og oprettede Warszawa-pagten. Allerede på sit første møde i januar 1956 rettede Warszawa-pagtens politiske konsultative komité et forslag til NATO om at indgå en slags ikke-angrebspagt. Heller ikke dette initiativ vandt genklang. For Sovjetunionen er det endelige mål fuldstændig opløsning af de to militærblokke, og med det for øje har man fra sovjetisk side flere gange foreslået vigtige foreløbige løsninger. Som et første skridt kunne man f.eks. opløse blokkenes militærorganisationer. Vi er også modstander af at udvide de to blokkes medlemstal. Fra vestlig side handler man imidlertid i stik modsat retning, idet NATO har optaget Spanien som nyt medlem. I et forsøg på at mindske spændingen i verden har Sovjetunionen foreslået, at NATOs og Warszawa-pagtens ledende organer skulle fremsætte en erklæring om ikke at ville udvide de to militær-politiske blokkes aktionsområde til Asien, Afrika og Latinamerika. Men Washington arbejder desværre på at udvide NATOs geografiske område. Warszawa-pagtlandene tog et nyt vigtigt fredsinitiativ på den politiske konsultative komités møde i januar 1983 i Prag. De foreslog her NATO-landene at indgå en traktat om gensidigt at afstå fra anvendelse af militær magt og at opretholde fredsforhold mellem de to militærblokkes medlemslande. Dette forslag tager ikke sigte på at opretholde blokkene. Tværtimod drejer det sig om at skabe en international politisk og folkeretlig situation, som vil muliggøre en gradvis bevægelse hen imod en opløsning af de to blokke. I den politiske deklaration, som Warszawa-pagtlandene vedtog i Prag, foreslog de, at også europæiske lande, som står uden for Warszawa-pagten og NATO, skal kunne deltage i udarbejdelsen og underskrivelsen af en traktat om gensidigt at afstå fra anvendelse af militær magt og at opretholde fredsforhold, og at alle lande i verden, som ønsker det, skal kunne tilslutte sig en sådan traktat. Men heller ikke dette forslag fra Warszawa-pagtens side blev godtaget i Vesten.
»Hvilken betydning tillægger I de økonomiske forbindelser med de vestlige lande?«
Det skal først og fremmest bemærkes, at handel og andre økonomiske forbindelser er et vigtigt element i den internationale sikkerhed. Den internationale handel knytter folkene og landene nærmere sammen og med til at etablere fredelige kontakter mellem dem. Efter vores opfattelse er det stigende antal store handelsaftaler og industri-kooperationens og den almindelige samhandels voksende omfang med til at styrke afspændingens materielle grundlag. Foruden de rent økonomiske fordele gør omfattende handelsmæssige og økonomiske relationer parterne mere interesseret i at opretholde stabile og varige relationer og er med til at lægge en dæmper på deres optræden. Sovjetunionen har altid betragtet en ligeberettiget og fri international handel ikke blot som et godt middel til at tilfredsstille sine materielle interesser, men også som en vigtig faktor til styrkelse af freden og de gode relationer mellem folkene og et reelt økonomisk grundlag for den fredelige sameksistens' politik. Det er en ubestridelig kendsgerning, at et godt internationalt politisk klima har en gunstig indflydelse på de økonomiske relationer mellem staterne, og at et stabilt økonomisk samarbejde på sin side indvirker positivt på den politiske situation i verden. Med dette for øje har Sovjetunionen altid - også i den nuværende komplicerede internationale situation - ført en konsekvent politik, der tager sigte på at udvikle det handelsmæssige og økonomiske samarbejde med alle lande, herunder naturligvis også de kapitalistiske lande. Og selv om Sovjetunionens samfundsøkonomiske udvikling først og fremmest hviler på landets egne ressourcer og på det voksende samarbejde med de socialistiske lande, som tegner sig for over halvdelen af Sovjetunionens udenrigshandel, så tillægger vi også de økonomiske forbindelser med de vestlige lande stor betydning. De gør det nemlig muligt at udnytte fordelene ved den internationale arbejdsdeling til gavn for løsningen af vore økonomiske opgaver. Afspændingsresultaterne i 1970´erne betød en væsentlig udvidelse af disse forbindelser. Sovjetunionens vareomsætning med de vestlige lande steg i dette tiår fra 4,7 til 31,6 mia. rubler. Nye samarbejdsformer vandt fodfæste, de antog omfattende og langsigtet karakter og var med til at skabe gode langtidsperspektiver. Det har spillet en vigtig rolle i udviklingen al samarbejdet med de vesteuropæiske lande, som tegner sig for 80 pct. af Sovjetunionens handelsomsætning med de industrielt udviklede kapitalistiske lande at man er gået over til at samarbejde på grundlag af regeringsaftaler om økonomisk industrielt og teknisk-videnskabeligt samarbejde. Sådanne aftaler indgås som regel for 10 år eller mere i enkelte tilfælde, som f.eks. med forbundsrepublikken Tyskland og Finland, for 25 år.
»Er nedrustning realistisk efter jeres mening ?«
Ja, det er den. Historien viser, at der har været krige lige siden menneskehedens første skridt. Folk har hele tiden udviklet og forbedret nye våbentyper, staterne har satset på våbenmagt som et middel til at overleve og som en garanti for deres sikkerhed, og enkelte opfordringer til nedrustning var som et råb i ørkenen. Sådan har det været, men sådan kan og bør det ikke længere være. for vi lever i dag i atomalderen. Kernevåbnene har gjort det til en ren illusion at satse på magt. Der er i dag ophobet en enorm mængde kernesprængladninger. Men endnu farligere er det, at kernevåbnene hele tiden videreudvikles. Der er nye våbensystemer undervejs, som ikke kan kontrolleres. Der er opstået en situation, hvor nedrustning, og først og fremmest kernevåbennedrustning, er blevet en livsnødvendighed for menneskeheden. Vi betragter nedrustning som en realistisk opgave. Fra sovjetisk side afviser man det dystre synspunkt, at der ikke er nogen anden vej for menneskeheden end at ophobe bjerge af våben og forberede sig til krig. Det ville være forkert at undervurdere den voksende krigsfare. Men det er lige så forkert at overse, at der er muligheder til stede for at hindre krig. Først og fremmest skal det fremhæves, at der er objektive betingelser til stede for at løse denne rent ud sagt meget vanskelige opgave. Afspændingen er trods alle de bestræbelser, som Vestens reaktionære kredse med de amerikanske ledere i spidsen udfolder for at begrave den, fortsat en aktiv faktor, som har positiv indflydelse på de internationale relationer. Fredskræfterne - de socialistiske lande, den kommunistiske verdensbevægelse og arbejderbevægelsen, de tidligere kolonilande, som har befriet sig. samt en række andre lande og politiske partier, som er modstander af kaprustningen - er i dag mægtigere end de kræfter, der ønsker krig. En anden vigtig faktor til fordel for fred og nedrustning er den verdensomspændende fredsbevægelse, som i dag omfatter alle lande og verdensdele. Statsledere og regeringer, som ikke er ligeglade med den offentlige mening i deres land, er nødt til at tage disse faktorer i betragtning. Det er ikke en ond skæbne, der vedtager militærbudgetterne. Det er ikke den, der bestiller nye våbentyper- og systemer. Om kaprustningen skal standses, eller den skal fortsætte, det afhænger udelukkende af folkenes, staternes og regeringernes politiske vilje. Takket være denne politiske vilje et det indtil nu lykkedes at indgå en snes internationale aftaler, som i større eller mindre grad bremser kaprustningen på en række områder. Det er forbudt at foretage kernevåbensprængninger i atmosfæren, i det ydre rum os under vand. Der gælder en aftale om ikke-spredning af kernevåben. Staterne har givet afkald på at anbringe masseødelæggelsesvåben i kredsløb omkring jorden, på andre himmellegemer og på havbunden. Bakteriologiske (biologiske) og kemiske våben er blevet forbudt. Der er indført forbud mod påvirkning af naturmiljøet til militære eller andre fjendtlige formål. Man har taget de første skridt til at bremse kaprustningen på det allerfarligste område, idet Sovjetunionen og USA har indgået en aftale om begrænsning at' de strategiske rustninger. Alt dette viser, at nedrustning ikke er utopi, men en fuldt ud realistisk opgave.
»Hvad går jeres hovedforslag til atomnedrustning ud på ?«
Lige siden de første atombombers fremkomst har Sovjetunionen konsekvent kæmpet for at forbyde og tilintetgøre alle kernevåben. Allerede i 1946 foreslog vi at indgå en international konvention, ifølge hvilken kernevåben skulle forbydes, og atomkraften udelukkende anvendes til fredelige formål. Dengang lykkedes det ikke at komme igennem med dette forslag på grund af USA, som ønskede at bevare sit atommonopol. Også i årene siden da har Sovjetunionen fremsat en række forslag, som tager sigte på at standse udbygningen af kernevåbenarsenalerne. Vi vil nøjes med at nævne nogle få af disse forslag. Sovjetunionen foreslår at indstille fremstillingen af kernevåben for derefter gradvis at tilintetgøre kernevåbenarsenalerne. Med det formål at lette den praktiske gennemførelse af denne opgave har vi foreslået at udarbejde et program for en etapevis atomnedrustning, og vi har fremlagt et dokument herom i Nedrustningskomiteen i Genéve. Ud fra ønsket om at gøre det lettere at nå til enighed om begrænsning af kernevåbnene og at tage det første skridt til en reduktion af dem har Sovjetunionen erklæret sig rede til at indgå en aftale om gensidig fastfrysning af kernevåbenarsenalerne med alle stater, der er i besiddelse af sådanne våben, eller til en begyndelse blot mellem Sovjetunionen og USA. Sovjetunionen foreslår, at man øjeblikkelig skal forbyde alle kernevåbensprængninger overalt, hvilket ville vanskeliggøre udviklingen af nye sådanne våbentyper. Indtil der bliver indgået en sådan aftale, er vi rede til sammen med alle atommagter at indføre moratorium for alle kernesprængninger, herunder også kernesprængninger til fredelige formål. Og endelig har Sovjetunionen som allerede nævnt ensidigt forpligtet sig til ikke som det første land at bringe kernevåben i anvendelse, og det har opfordret de andre atommagter til at gøre det samme.
»Hvad var bevæggrunden til, at Sovjetunionen forpligtede sig til ikke som det første land at bringe kernevåben i anvendelse ?«
Ved at påtage sig en sådan forpligtelse bevidnede Sovjetunionen på ny over for hele verden, at det udelukkende har fredelige hensigter, og at dets militærdoktrin er af rent forsvarsmæssig karakter. Sovjetunionen gik ud fra, at der i dag ikke er nogen vigtigere og i ægte forstand mere global opgave end at hindre en atomkrig. Men det er ikke gjort med blot at konstatere denne ubestridelige kendsgerning. Der kræves, at staterne yder en praktisk indsats for at hindre, at verden kommer nærmere og nærmere til atomkrigens afgrund, for at ændre de nuværende farlige tendenser. Det skridt, Sovjetunionen tog, var et eksempel på en sådan praktisk indsats. Logikken i vores ræsonnement er meget enkel - at anvende kernevåben som det første land er det samme som at starte en kernevåbenkrig. Og en sådan krig kan ikke blot føre til, at alt, hvad menneskeheden har skabt, tilintetgøres, men også til, at selve grundlaget for livet på vores planet undergraves. Derfor er det statsledernes første pligt at gøre alt for at hindre, at der nogen sinde bliver taget kernevåben i anvendelse. Det et denne overbevisning, der ligger til grund for Sovjetunionens handlemåde. Ved at forpligte sig til ikke som det første land at bringe kernevåben i anvendelse søgte Sovjetunionen at bidrage til at skabe større tillid mellem staterne. Det er særlig vigtigt i den nuværende komplicerede internationale situation, hvor tilliden er blevet grundigt undergravet af dem, der forsøger at afspore afspændingen. Det var et dristigt skridt fra Sovjetunionens side. Det er nemlig taget til trods for, at USA´s og dets NATO-partneres militærdoktrin i virkeligheden bygger på den forudsætning, at de kan rette et første atomslag mod Sovjetunionen. Det sovjetiske initiativ var da også i første række rettet til tilhængerne af denne dommedagsdoktrin. Sovjetunionen opfordrede NATO-landene til seriøst at vurdere de muligheder, som dette initiativ indebar. Fra sovjetisk side forventede man. at de vestlige lande vil foretage en grundig analyse af det sovjetiske initiativ. Hvis de andre atommagter fulgte Sovjetunionens eksempel, så ville en sådan kædereaktion i praksis være ensbetydende med et forbud mod kernevåben. Hvis der ikke kommer et første atomslag, så kommer der heller ikke et andet eller tredje atomslag, der bliver ingen atomkrig. Desværre fulgte Vesten ikke Sovjetunionens eksempel.
»Mener I at princippet om ikke-spredning af kernevåben overholdes i dag ?«
Først skal det præciseres, at princippet om ikke-spredning af kernevåben udgør et kompleks af politiske, aftalemæssige og organisatorisk-tekniske foranstaltninger, der tager sigte på at hindre, at kernevåben spredes til hele verden, på at styrke tilliden mellem staterne og på at skabe gunstige betingelser for en fredelig udnyttelse af atomenergien og for et internationalt samarbejde på dette område. Den vigtigste af disse foranstaltninger er aftalen om ikke-spredning af kernevåben. Allerede i 1965 fremlagde Sovjetunionen et udkast til en sådan aftale til behandling i FN. Ikke-spredningsaftalen, som trådte i kraft i marts 1970, er i dag underskrevet af ca. 120 lande, herunder tre af de fem atommagter (Sovjetunionen, USA og England). Aftalen forpligter de deltagende atommagter til ikke at videregive kernevåben til noget land og til ikke at yde hjælp til udvikling af kernevåben eller sprængmekanismer, mens den forbyder de lande, som ikke er i besiddelse af kernevåben, at fremstille og anskaffe sig sådanne våben. Disse aftaleforpligtelser lukker alle kanaler og smuthuller for en mulig spredning af kernevåben. Vi mener kort sagt, at aftalen om ikke-spredning af kernevåben effektivt tjener alle landes interesser, hvad enten det er store eller små lande, atommagter eller atomfri magter, industrielt udviklede lande eller udviklingslande. Men der er stadig fare for spredning af kernevåben. Allerede i dag har omkring 30 lande et teknisk-videnskabeligt og økonomisk potentiel, som sætter dem i stand til at fremstille kernevåben. Denne omstændighed beviser endnu en gang hvor nødvendigt det er nøje at overholde de principper, der er nedfældet i ikke-spredningsaftalen, og at få endnu flere lande til at tilslutte sig denne aftale. Desværre har omkring 50 lande, herunder to atommagter (Frankrig og Kina) endnu ikke underskrevet ikke-spredningsaftalen. Men særlig foruroligende er det, at en halv snes af de førnævnte 30 »næsten-atommagter« eller »tærskelstater«' undslår sig for at tilslutte sig ikke-spredningsaftalen. Blandt dem er aggressorlande som Israel og den Sydafrikanske Republik. Heller ikke Pakistan lægger skjul på sine kernevåbenambitioner. Det er netop »tærskelstaterne«, som udgør den største fare for en yderligere spredning af kernevåben. Hvis en af disse stater kommer i besiddelse af kernevåben, kan det starte en hel kædereaktion og medfører, at også andre atomfri stater kommer i besiddelse af dette masseødelæggelsesvåben. Og det vil uundgåeligt øge faren for, at kernevåbnene bliver bragt i anvendelse. Den vigtigste vej til at svække og helt fjerne bevæggrundene til at anskaffe sig kernevåben er en generel forbedring af den politiske atmosfære i verden, fjernelse af spændings- og konfliktcentre samt reelle resultater på nedrustningsområdet. For at gøre en ende på spredningen af kernevåben må man også én gang for alle sætte en stopper for opmuntringen af »tærskelstaternes« kernevåbenambitioner. En sådan opmuntring er først og fremmest USAs betingelsesløse militære og politiske støtte til lande som Israel, den Sydafrikanske Republik og Pakistan. Denne støtte ydes uden hensyntagen til disse landes holdning til spørgsmålet om ikke-spredning af kernevåben.
»Hvordan forholder Sovjetunionen sig til tanken om oprettelse af atomvåbenfri zoner ?«
Yderst positivt. I det memorandum, som Sovjetunionen tilstillede FN-generalforsamlingens 2. særlige nedrustningssamling (1982), blev det understreget, hvor vigtig en rolle etablering af atomvåbenfri zoner spiller i bestræbelserne for at bremse atomkaprustningen. »Sovjetunionen stiller sig positivt til initiativer til etablering af atomvåbenfri zoner,« hed det i dette memorandum. »For sit eget vedkommende som atommagt er Sovjetunionen parat til at medvirke til at træffe gensidigt acceptable beslutninger om etablering af atomvåbenfri zoner.« Sovjetunionen støtter tanken om oprettelse af zoner, som er fri for kernevåben, hvad enten det er i Norden eller på Balkan, i Middelhavsområdet eller andre steder i verden, fordi det betragter dem som et vigtigt middel til at styrke freden og sikkerheden. Vi støttede bl.a. Finlands forslag om at gøre Norden til en atomvåbenfri zone. Sovjetunionen er parat til at forpligte sig til ikke at anvende kernevåben mod de nordiske lande, som indgår i en sådan zone. En sådan sovjetisk garanti kan enten have form af en multilateral aftale eller bilaterale aftaler med hvert enkelt af zonens deltagerlande. Sovjetunionen gør ikke sin garanti betinget af en positiv holdning fra de andre atommagters side, selv om det er klart, at det ville betyde større sikkerhed for zonens deltagerlande, hvis også atommagterne i NATO garanterede at ville respektere deres atomvåbenfri status. Sovjetunionen udelukker heller ikke den mulighed, at der i forbindelse med oprettelsen af en atomvåbenfri zone i Norden træffes visse foranstaltninger på dets eget territorium. Og som de sovjetiske ledere har fremhævet, kunne der blive tale om væsentlige foranstaltninger. Sovjetunionen kunne ligeledes indlede drøftelser med interesserede lande om at give Østersøen atomvåbenfri status. Her bør man naturligvis have for øje, at eftersom der er tale om at befæste de nordiske landes atomvåbenfri status med en aftale, så kan en mulig atomvåbenfri zone i Norden ikke komme til at omfatte nogen del af Sovjetunionen, som er en atommagt. Dette spørgsmål har direkte relation til det globale styrkeforhold mellem atommagterne, til problemet vedrørende opretholdelse af den militær-strategiske ligevægt mellem Sovjetunionen og USA, mellem Warszawa-pagten og NATO på grundlag af princippet om ligestilling og lige sikkerhed. Desuden har Sovjetunionen givet udtryk for, at det i princippet stiller sig positivt til den svenske regerings forslag om i Centraleuropa at oprette en zone, der skal være fri for krigsskueplads-kernevåben (det skal i parantes bemærkes, at NATO-landene har afvist dette forslag). Vi støtter også Bulgariens forslag om at oprette en atomvåbenfri zone på Balkan, et forslag, som er blevet positivt modtaget af Rumænien, Jugoslavien og Grækenland. Og endelig ville en aftale mellem atommagterne om ikke at placere kernevåben på de landes territorium, hvor disse våben ikke findes i dag, kunne medvirke til oprettelse af atomvåbenfri zoner. På FNs 33. generalforsamling i 1978 fremsatte Sovjetunionen forslag herom. Fra sovjetisk side er man af den opfattelse, at jo flere lande, der nægter at lade kernevåben placere på deres territorium, og jo flere juridiske fordringer der opstilles for anvendelse af disse våben, desto mindre bliver faren for en atomkrig.
»Sovjetunionen går ind for at standse kaprustningen, og samtidig deltager det selv aktivt i den. Hvordan stemmer det overens ?«
Det er rigtigt, at Sovjetunionen går ind for at standse kaprustningen, samtidig med at det drager omsorg for sin sikkerhed. Sovjetunionen går konsekvent ind for nedrustning, men samtidig accepterer det ikke nogens ret til militær overlegenhed. Det er helt åbenlyst, at hvis den ene part sigter efter at opnå en sådan militær overlegenhed, så tvinger det den anden part til at træffe effektive foranstaltninger til at styrke sin forsvarsevne, foranstaltninger til at opretholde den militære ligevægt, som vi betragter som realisering af princippet om lige sikkerhed for parterne. Det var ikke Sovjetunionen, der startede kaprustningen, og det har ikke stræbt og stræber ikke efter at være først med at udvikle nye våbentyper og -systemer. Hvis vi kaster et blik tilbage på efterkrigsårene, bliver det klart, hvem der udfordrede, og hvem der måtte indhente den anden part. Kernevåbenet blev udviklet i USA i 1945. I Sovjetunionen først i 1949. Interkontinentale strategiske bombefly fremkom i USA i midten af 1950erne. I Sovjetunionen først nogle år senere. USA begyndte at fremstille atomubåde i midten af 1950erne. Sovjetunionen først i slutningen af 1950erne. I slutningen af 1960erne begyndte USA at forsyne sine kerneraketter med flere, individuelt styrbare sprænghoveder. Sovjetunionen begyndte først hermed i midten af 1970erne. USA begyndte at fremstille neutronvåben og binær ammunition i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne. Sovjetunionen fremstiller ikke den slags våben. Som det fremgår, er det hele tiden USA, der har taget initiativet i kaprustningen, mens Sovjetunionen har været nødt til at træffe modforholdsregler for at betrygge sin sikkerhed.
»I Vesten er det en udbredt opfattelse, at Sovjetunionen og USA har lige stort ansvar for kaprustningen. Hvad mener I om det ?«
Fra sovjetisk side kan man ikke acceptere en sådan bebrejdelse. Først og fremmest fordi det, som det fremgår af det foregående svar - hele tiden har været USA, der har taget initiativet til udvikling og fremstilling af nye våbentyper og våbensystemer, mens Sovjetunionen blot har truffet modforholdsregler. Men det er ikke den eneste grund. Sovjetunionen har år efter år undladt at øge sine militærudgifter til trods for den voldsomme forøgelse af USA´s og de andre NATO-landes militærbevillinger og den skærpede internationale situation. Sovjetunionen har foreslået den ene foranstaltning efter den anden, som tager sigte på at afværge krigsfaren, og som er i stand til at begrænse kaprustningen. For at vise sin gode vilje og vise andre et godt eksempel har Sovjetunionen i en række tilfælde foretaget en ensidig våbenreduktion, og det har erklæret sig parat til at begrænse, reducere og forbyde enhver våbentype på gensidigt grundlag. Hvad angår bremsning af kaprustningen - det vigtigste problem i dag - har Sovjetunionen således ren samvittighed over for den fredselskende verdensoffentlighed. Og det er ikke Sovjetunionens skyld at en hel række konstruktive sovjetiske forslag som tager sigte på at bremse kaprustningen og svække den militære konfrontation, i årevis har ligget upåagtet hen i Vesten. Vi vil nævne blot nogle af disse forslag. Forslaget om samtidig opløsning af Warszawa-pagten og NATO eller i det mindste om gensidig reduktion af deres militære aktivitet. Forslaget om, at alle deltagerne i den europæiske sikkerheds- og samarbejdskonference skal indgå en aftale om ikke som den første at anvende hverken kernevåben eller konventionelle våben mod hinanden. Forslaget om at træffe foranstaltninger til at hindre udvikling og fremstilling af nye typer og systemer af masseødelæggelsesvåben. Forslaget om at indstille produktionen af enhver form for kernevåben og gradvis reducere kernevåbenarsenalerne for til sidst helt at tilintetgøre dem. Forslaget om, at de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet samt andre i militær henseende vigtige lande skal nedskære deres militærbudget, enten udtrykt i absolutte tal eller procentvis, og forslaget om Warszawa-pagtlandenes og NATO-landenes nedskæring af deres militærbudget. Verdensoffentligheden kan med rette give USA ansvaret for ensidigt at have afbrudt eller fastfrosset følgende forhandlinger: - om totalt stop for kerneforsøgssprængninger, - om reduktion af våbenhandelen, - om antisatellitsystemer, - om reduktion af den militære aktivitet i og omkring det Indiske Ocean. Til denne liste skal føjes USA´s klart negative holdning til forslaget om at oprette kernevåbenfri zoner i Norden og i Centraleuropa. Hvem er det så, der bærer ansvaret for den fortsatte kaprustning ?
»Stræber Sovjetunionen efter militær overlegenhed ?«
Nej, det gør det ikke. I 1970erne opnåede Sovjetunionen militær-strategisk ligevægt med USA, og vi betragter denne ligevægt som en garanti for fred i verden, så derfor stræber vi ikke efter at gå videre og blive modparten militært overlegen. Det bekræftes af vore fredsinitiativer, som bl.a. tager sigte på at befæste den militære ligevægt mellem Sovjetunionen og USA, mellem Warszawa-pagten og NATO. Faren for en atomkrig er stor, også med det nuværende rustningsniveau, og derfor er vi tilhængere af at indgå aftaler om begrænsning og reduktion af kernevåbnene på grundlag af princippet om ligestilling og lige sikkerhed for parterne. Vi går med andre ord ind for at sænke det militære konfrontationsniveau, samtidig med at ligevægten bevares. Sovjetunionen arbejder ikke på at opnå militære fordele og anerkender heller ikke nogen andens ret til sådanne fordele. Derimod har USA sat sig som mål at bryde ligevægten og opnå militær overlegenhed. I Washington nævner man også det omtrentlige tidspunkt, når dette mål skal være nået, nemlig år 1990. Det strategiske program for 80erne, som Reagan fremlagde i oktober 1981, tager netop sigte herpå. Det indebærer bl.a. opstilling af 100 nye interkontinentale MX-raketter. Det er et førsteslagsvåben. MX-raketten vil blive udstyret med ti individuelt styrbare sprænghoveder med en sprængkraft på 600 kiloton hver. Med sin store træfsikkerhed (en cirkulær fejlsandsynlighed på 90 m) vil denne raket kunne gøre det ud for 10-15 Minuteman-3 raketter, som i dag danner rygraden i USAs strategiske styrker. Den planlagte opstilling af MX-raketterne vil betyde, at antallet af sprænghoveder på USAs interkontinentale ballistiske raketter forøges med 50 pct. Et andet led i USAs bestræbelser for at øge sit strategiske potentiel er udviklingen af den ballistiske raket Trident-2, som vil få halvanden gang så stor rækkevidde som den nuværende ubådsbaserede Trident-1 raket, næsten dobbelt så stor deplacement og flere gange større træfsikkerhed. USA planlægger at anskaffe sig indtil 20 ubåde i Trident-systemet med 24 raketter på hver. Pentagon har ligeledes aktiviseret udviklingen og fremstillingen af 100 nye strategiske bombefly B-1B, som hver kan medføre indtil 30 krydsermissiler med kernesprænghoveder. Det er meningen, at også strategiske bombefly, som allerede indgår i bevæbningen, skal udstyres med krydsermissiler. Reagans program omfatter ligeledes udvikling af et principielt nyt strategisk bombefly, Stealth, som ifølge Pentagons beregninger ikke kan spores med de nuværende luftforsvarsmidler. Følgelig vil det kunne anvendes til et overraskelsesangreb, med andre ord et førsteslag. Og endelig udstyres 150 atomubåde og overfladeskibe med krydsermissiler med stor rækkevidde af typen Tomahawk med kernesprænghoveder. Det skal gentages, at udvikling og deployering af alle disse angrebsvåben tager sigte på at opnå militær-strategisk overlegenhed over Sovjetunionen. Det samme formål tjener udviklingen af »en hel serie« anti-missilsystemer. som bygger på laser- og strålevåben. Også opstillingen af de nye amerikanske mellemdistanceraketter i Vesteuropa er underkastet dette mål. I denne situation, stillet over for den voksende trussel mod Sovjetunionen og dets forbundsfæller, først og fremmest som følge af udviklingen, fremstillingen og deployeringen af nye amerikanske land -, sø- og luftbaserede strategiske våben, har vi været tvunget til at træffe modforholdsregler til styrkelse af vores forsvarsevne, bl.a. ved hjælp af tilsvarende strategiske systemer. I slutningen af 1983, da Washington indledte opstillingen i Vesteuropa af sine nye førsteslagskernevåben - Pershing-2 raketter og krydsermissiler - var Sovjetunionen nødt til at træffe modforanstaltninger, der svarer til den trussel, som de amerikanske »euroraketter« udgør for os og vore forbundsfæller.
»Hvordan vurderer I det militære styrkeforhold mellem Øst og Vest i Europa ?«
Der er tilnærmelsesvis militær ligevægt i Europa mellem Sovjetunionen og USA, mellem NATO og Warszawa-pagten, såvel hvad angår mellemdistancekernevåben som konventionelle våben. Lad os se på kendsgerningerne. Til mellemdistancekernevåben hører som bekendt fly- og raketvåben med en aktionsradius på 1.000-4.500 km. Disse våben kan, hvis de affyres eller starter fra Vesteuropa eller havene omkring det, ramme mål i Sovjetunionen helt til Ural. Indtil slutningen af 1983 havde NATO-landene 857 mellemdistancefremføringsmidler i Europa. USA havde 651 bombefly, Frankrig havde 44 bombefly, og England og Frankrig havde tilsammen 162 sø- og landbaserede raketter. Sovjetunionen havde 938 enheder af tilsvarende våben. Hvad angår fremføringsmidler, er forholdet således ca. 1:1, mens det for sprængladningernes vedkommende er 1:1,4 i NATOs favør. Der er således tale om tilnærmelsesvis styrkeligevægt. Det indrømmes da også i interne NATO-dokumenter. Men udadtil kører NATO-strategerne frem med påstanden om, at Sovjetunionen »er klart overlegen« i kraft af SS-20 raketterne. Lad os se lidt nærmere på det. SS-20 raketterne blev først og fremmest opstillet, fordi deres forgængere allerede var en snes år gamle. Ifølge NATO-standard kan sådanne våbentyper højst gøre tjeneste i 15 år. Fra Sovjetunionens side er der med andre ord tale om en udskiftning af forældede raketter. Hertil kommer, at for hver to SS-20 raketter, der blev opstillet, blev der demonteret, tre af de forældede SS-4 og SS-5 raketter. Det har betydet, at mens Sovjetunionen før opstillingen af SS-20 raketterne havde 600 raketter, så havde det i slutningen af 1983 kun 473 raketter. Deres samlede sprængkraft er blevet 1,7 gange mindre. Ganske vist er antallet af sprænghoveder steget. Men hvis man tager kernesprængladningerne på alle mellemdistancefremføringsmidler, så har NATO som nævnt næsten 50 pct. flere end Sovjetunionen. Det skal understreges, at NATO-landene har moderniseret deres mellemdistancekernevåben ikke én, men mange gange, og de foretager fortsat en sådan modernisering. England bestykker sine ubåde med forbedrede ballistiske Polaris-raketter med seks sprænghoveder mod tidligere tre. Det er englændernes mål, at de i slutningen af 1980erne alene på ubåde skal have over 600 sprænghoveder med en sprængkraft på 100-150 kiloton hver. Det er tilsammen næsten lige så stor sprængkraft, som alle de sovjetiske SS-20 raketter i Europa har. I Frankrig vil land- og søbaserede raketter med et enkelt sprænghoved hver blive udskiftet med raketter med syv sprænghoveder, og i stedet for fem raketbærende ubåde vil den franske marine snart have syv af den slags ubåde. Også USA´s fremskudt baserede kernevåben fornyes til stadighed. Men tilbage til SS-20 raketterne. Det bør kraftigt understreges, at de ikke har forrykket den militære styrkebalance i Europa. Opstillingen af de amerikanske Pershing-2 raketter og krydsermissiler i Vesteuropa skyldes ikke nødvendigheden af at træffe modforanstaltninger mod SS-20 raketterne, men USA´s og NATOs egne planer, der er udarbejdet, længe før de sovjetiske raketter blev opstillet. Det har den øverstkommanderende for NATOs væbnede styrker i Europa, den amerikanske general Bernard Rogers for øvrigt selv indrømmet. Han har udtalt til det vesttyske blad »Stern« , at de amerikanske »euroraketter« ville være blevet opstillet i Europa, også selv om SS-20 raketterne ikke havde eksisteret. Rogers lagde heller ikke skjul på, at Pentagon håber på ved hjælp af Pershing-2 raketterne at blive i stand til at rette et lammende angreb mod Sovjetunionen og dets forbundsfæller. Det er det sande formål med opstillingen af de amerikanske raketter i Europa. Det sande, men ikke det eneste. Ved hjælp af de amerikanske euro-raketter vil USA opnå militær overlegenhed over Sovjetunionen med det formål at tvinge det til at gøre indrømmelser inden for hele spektret af internationale problemer. Det er klart, at Sovjetunionen aldrig vil tillade noget sådant. Nu til styrkeforholdet mellem Warszawa-pagten og NATO for de konventionelle våbens vedkommende. Styrkeforholdet på dette område er naturligvis vanskeligere at udlede, end når det gælder kernevåben. Hver af parterne har et stort antal forskellige våbensystemer, og hertil kommer, at Warszawa-pagtlandene er talmæssigt overlegne på nogle områder, mens NATO-landene er det på andre områder. Den tilnærmelsesvise ligevægt, som består her, betyder ikke, at parterne har samme antal divisioner, kampvogne og fly. NATO har i Europa 94 kampklare divisioner mod Warszawa-pagtens 78. Man må sammenligne netop antallet af kampklare divisioner, for kun de kan uden forudgående mobiliserende foranstaltninger sættes ind fra krigshandlingernes begyndelse. En kampklar amerikansk division består af 16.000-19.000 mand og en vesttysk af godt 20.000 mand, mens en division fra Warszawa-pagtlandene maksimalt tæller 11.000. Hvis man konkret tager mandskabstallene i parternes væbnede styrker, er der også her tilnærmelsesvis ligevægt, idet NATO har 911.000 mand og Warszawa-pagten 973.000 mand. For de øvrige elementer af de konventionelle væbnede styrker tegner der sig følgende billede: NATO er Warszawa-pagten overlegent, hvad angår antikampvognsvåben, mens parterne har samme mængde artilleri og kampvognsmateriel. Og kun hvad angår antallet af taktiske fly, har Warszawa-pagten en lille overvægt. (Det skal i parantes bemærkes, at det overvejende flertal af Warszawa-pagtens fly er beregnet til at udføre forsvarsopgaver indenfor luftforsvaret, mens størstedelen af NATOs fly kan anvendes til angrebsoperationer). I det store og hele er der tilnærmelsesvis ligevægt mellem Warszawa-pagten og NATO for de konventionelle våbens vedkommende.
»Hvad gik Sovjetunionens standpunkt ved de sovjetisk-amerikanske forhandlinger om begrænsning af kernevåbnene i Europa ud på ?«
Sovjetunionen foreslog at indgå en aftale om at afstå fra alle slags kernevåben, beregnet til at ramme mål i Europa, såvel mellemdistance- som taktiske kernevåben. Da USA ikke gik med til dette, blev der fra sovjetisk side foreslået en løsning, ifølge hvilken Sovjetunionen ikke skulle have flere raketter og sprængladninger, end NATO allerede havde. Det vil med andre ord sige, at Sovjetunionen skulle beholde nøjagtig lige så mange fremføringsmidler og sprængladninger, som England og Frankrig har tilsammen. Det ville være væsentlig færre raketter og sprængladninger, end Sovjetunionen havde i Europa i 1976, før moderniseringen af de sovjetiske raketter blev indledt. Sovjetunionen mente, at der samtidig burde indgås en aftale om en gensidig reduktion af kernevåbenbærende mellemdistancefly til samme niveau og antal. Man ville således opnå fuldstændig ligevægt både for raketternes og for flyenes vedkommende, men på et langt lavere niveau end i dag. En sådan aftale ville ubetinget styrke den europæiske sikkerhed, men Washington og dets NATO-partnere afviste den, for de var ikke interesseret i ligevægt. De stod fast på det absurde forslag, at Sovjetunionen skulle fjerne alle sine mellemdistanceraketter, mens USA´s fremskudt baserede kernevåben ikke skulle berøres, og de engelske og franske kerneraketter ikke tages i betragtning. Det skal her bemærkes, at Englands og Frankrigs kernevåbenpotentiel er ret betydeligt. De to lande har i dag tilsammen 263 fremføringsmidler og ca. 550 kernesprængladninger. Det er mange hundrede Hiroshima'er. Ifølge det amerikanske forslag skulle Sovjetunionen og de andre Warszawa-pagtlande lade, som om der ikke eksisterer amerikanske hangarskibe i havene omkring Europa. Da man var gået i gang med opstillingen af de amerikanske mellemdistanceraketter i Vesteuropa, fandt Sovjetunionen det umuligt at fortsætte Genéve-forhandlingerne om mellemdistancekernevåben i Europa. Desuden erklæredes det fra sovjetisk side, at man var tvunget til at træffe en række modforanstaltninger for at sikre sin egen og de andre socialistiske landes sikkerhed. Det blev understreget, at de sovjetiske modforanstaltninger strengt ville blive holdt inden for de rammer, der dikteres af NATO-landenes handlinger.
»Hvordan stiller Sovjetunionen sig til den amerikanske strategi om en »begrænset« eller »langvarig« atomkrig ?«
I Sovjetunionen understreger man til stadighed, at strategien om en »begrænset« atomkrig er yderst farlig og ikke har noget med virkeligheden at gøre. Den sovjetiske forsvarsminister Dmitrij Ustinov siger herom: »Kan man virkelig tale seriøst om en »begrænset« atomkrig ? Det er da klart for enhver, at en aggressors handlinger uundgåeligt og øjeblikkelig vil fremkalde et tilintetgørende gengældelsesangreb fra den part, der er blevet udsat for aggression. Kun totalt ansvarsløse personer kan påstå, at en atomkrig kan føres efter på forhånd udarbejdede regler, ifølge hvilke atomraketter skal sprænges »på gentlemanmanér«, dvs. kun over bestemte objekter og uden at ramme civilbefolkningen.« Det kan ikke lade sig gøre at holde en »begrænset« atomkrig indenfor bestemte rammer. Der er ingen garanti for, at en sådan krig ikke vil udvikle sig til en verdensomspændende atomkatastrofe. Derfor kan en »begrænset« atomkrig ikke betragtes som et »politisk middel«, der gør afskrækningspolitikken mere sikker. Strategien om en »begrænset« atomkrig er lige så farlig som truslen om en global atomkrig. Sovjetunionen afviser også kategorisk strategien om en »langvarig« atomkrig og muligheden af at vinde en sådan krig. Det er af den opfattelse, at det er at sætte den menneskelige civilisations fremtid på spil at indlede en atomkrig.
»Hvordan stiller I jer til doktrinen om et førsteslag med kernevåben ?«
Vi anser denne doktrin for at være yderst farlig og ufornuftig. Hvad går førsteslagsdoktrinen egentlig ud på ? Ifølge den skal USA være i stand til at rette et første, lammende atomangreb mod modpartens strategiske styrker, kommandocentre og kommunikationssystemer med det formål at tilintetgøre dem og hindre eller svække et gengældelsesangreb. Men det er farlige og samtidig kortsynede planer. Sovjetiske militæreksperter er af den opfattelse, at det på baggrund af de moderne sporingssystemer og de sovjetiske strategiske atomstyrkers kampberedskab ikke vil lykkes USA at rette et lammende førsteslag mod de socialistiske lande. En aggressor vil ikke kunne undgå et tilintetgørende gengældelsesangreb. Den, der søger at finde frem til en »opskrift« på en sejrrig atomkrig og regner med at gøre det af med modparten med ét slag, afsiger dommen over sig selv. Det er vanvid at regne med at kunne vinde en atomkrig. Der bliver ikke tale om sejrherrer, hvis der udbryder en atomkrig. Den vil uundgåeligt føre til, at hele nationer går til grunde, til kolossale ødelæggelser og til katastrofale følger for civilisationen og selve livet på vores planet.
»Hvor stor fare ville det indebære, hvis der blev placeret kernevåben og konventionelle våben i verdensrummet ?«
Vi er af den opfattelse, at det i væsentlig grad vil øge faren for en tredje verdenskrig, hvis der afprøves eller placeres våben i det ydre rum. I Konstantin Tjernenkos svar på et brev fra to fremtrædende amerikanske videnskabsmænd, offentliggjort den 20. maj 1984, blev det understreget, at der omgående bør træffes foranstaltninger, så længe den farlige militarisering af verdensrummet endnu ikke er blevet uigenkaldelig. Det er et problem af almenmenneskelig betydning at hindre militarisering af rummet. Det kræver radikale løsninger. Verdensrummet må være fredeligt, for at det kan tjene jordens befolkning, tjene til fred og fremskridt og ikke til død og ødelæggelse. Verdensrummet og freden er udelelige. Det har Sovjetunionen, som har udfoldet et maksimum af bestræbelser for at hindre, at verdensrummet skulle blive et militært øvelsesterræn, givet udtryk for lige fra rumalderens start. Vi skal her minde om, at Sovjetunionen er initiativtager til og deltager i alle nugældende internationale aftaler, som tager sigte på at udnytte det ydre rum udelukkende til fredelige formål. På Sovjetunionens initiativ blev der i 1967 indgået en traktat, som forbyder placering i rummet af ethvert masseødelæggelsesvåben, indbefattet kernevåben. Sovjetunionen har også foreslået at indgå en traktat om forbud mod våben af enhver art i verdensrummet. Allerede i august 1981 fremlagde vi i FN et udkast til en sådan traktat. Ydermere er Sovjetunionen parat til at indgå en aftale om totalt forbud mod magtanvendelse såvel i som fra det ydre rum. I august 1983 tog Sovjetunionen nye initiativer med det formål at hindre, at kaprustningen breder sig til det ydre rum. Det foreslog et totalt forbud mod afprøvning og deployering af ethvert rumbaseret våben beregnet til brug mod mål på jorden, i luftrummet og i det ydre rum. Endvidere foreslog det en aftale om destruktion af allerede eksisterende antisatellitsystemer og forbud mod udvikling af nye systemer af denne art. Desuden har Sovjetunionen truffet en beslutning af særdeles stor betydning, idet det nemlig har forpligtet sig til ikke som den første at placere noget antisatellitvåben i det ydre rum. Vort land har med andre ord indført et ensidigt moratorium for opsendelse af den slags våben, sålænge andre lande, herunder USA, vil afholde sig fra at sende antisatellitvåben ud i rummet. Fra sovjetisk side har man fremlagt et udkast til en traktat herom. Desværre har Nedrustningskomiteen den dag i dag ikke rigtig taget fat på arbejdet med udkaste! til en sådan traktat på grund af USA´s og en række andre NATO-landes holdning. Washington har nu ikke længere i sinde at nøjes med de våben, der er ophobet på jorden, men stræber efter at overføre kaprustningen til verdensrummet. Anvendelse af militær rumteknik tillægges en stadig større rolle i USA´s strategiske beregninger. Den, der kontrollerer rummet, vil samtidig kunne kontrollere hele verden - sådan formulerer Pentagon-strategerne det sande mål for det Hvide Hus' politik, som tager sigte på at militarisere verdensrummet. »For os er verdensrummet først og fremmest en krigsskueplads,« siger den øverstkommanderende for rumgruppen i det amerikanske luftvåben, general James Hartinger. Og denne tanke underbygges af organisatoriske foranstaltninger og praktiske skridt. For en femårsperiode er der bevilget 27 mia. dollar til militære rumprogrammer. Washington knytter særlige planer til militær udnyttelse af rumfærger af typen Space Shuttle. Ifølge det amerikanske blad U.S. News and World Report er 114 af de 311 planlagte opsendelser af rumskibe i denne serie beregnet til rent militære formål. I USA udvikles der i forceret tempo et af de mest moderne antisatellitsystemer, og snart indleder man afprøvningen af det. På bestilling af Pentagon arbejdes der også med at udvikle laserrumvåben, herunder en dødbringende mekanisme, specielt beregnet til rummet, nemlig en kombination af en atombombe og lasere. Og i mellemtiden råber Pentagons propagandister uden at rødme op om »russernes stræben efter at opnå militær overlegenhed i rummet«. De jonglerer med tallene for mængden og størrelsen af de opsendte sovjetiske satellitter, men fortier samtidig det vigtigste, nemlig at USA har 50-100 pct. flere satellitter, som til stadighed befinder sig i kredsløb omkring jorden, end Sovjetunionen. Det er en kendt sag, at denne forskel skyldes satellitter til militære formål. Til sidst skal det understreges, at der nu, hvor ledende kredse i USA er slået ind på en politik for militarisering af rummet, indtræder et afgørende øjeblik. Enten breder kaprustningen sig til rummet, eller også sætter de interesserede lande sig ufortøvet til forhandlingsbordet og går i gang med at udarbejde en traktat, som forbyder placering af enhver form for våben i det ydre rum. I det førnævnte svar til amerikanske videnskabsmænd understregede Konstantin Tjernenko, at det er en pligt for politikere og offentlige personligheder i alle lande at fremme dette retfærdige og i høj grad humane mål. Sovjetunionen er fast besluttet på at gøre alt, hvad der står i dets magt, for at nå til enighed om en sådan traktat.
»Mener I ikke, at Slutakten, som blev underskrevet i Helsinki i 1975, i nogen grad har mistet sin betydning i den nuværende internationale situation ?«
Nej, det mener vi ikke, og vi skal gerne forklare hvorfor. Vi skal minde om, at den europæiske sikkerheds- og samarbejdskonferences Slutakt bragte nye vigtige elementer ind i de internationale relationer. Den har cementeret afspændingens politiske fundament med alment anerkendte principper for de mellemstatslige relationer, opstillet et omfattende program for dot handelsmæssige, økonomiske og kulturelle samarbejde, skabt en mekanisme for efterfølgende kollektive forhandlinger, gjort afspændingsprocessen mangesidet og inddraget praktisk taget alle europæiske lande i den. Årene, der fulgte efter Helsinki-konferencen, var præget af mangesidede bestræbelser for at befæste Slutaktens politiske principper i de europæiske relationer, for at realisere de konkrete aftaler indenfor handel, økonomi, videnskab og kultur og på informationsområdet og for at uddybe tilliden mellem nationerne. Derefter begyndte det internationale klima at ændre sig. Den politiske afspændings resultater, som klarest kom til udtryk i den europæiske sikkerheds- og samarbejdskonferences succes, skabte frygt blandt de mest reaktionære kræfter i USA og udgjorde en trussel mod det militær-industrielle kompleks' milliardprofit. Der blev indledt en kraftig »antiafspændingskampagne«, NATO skærpede kaprustningen, og der blev gjort omfattende forsøg på at blande sig i de socialistiske landes indre anliggender og på at genoplive den kolde krig. I denne periode med kraftig indbyrdes kamp mellem de kræfter, der var for og imod afspænding, blev det særlig klart, hvilke fordele Europa havde haft af den proces, der blev indledt i Helsinki. I de knap ti år, der er gået siden Helsinki-konferencen, har de socialistiske og de kapitalistiske lande indgået et hidtil uset antal traktater og aftaler, hvori der gives udtryk for støtte til Helsinki -slutaktens politiske principper. På grundlag af dem har en række stater været i stand til at finde en løsning på mange komplicerede problemer, som har eksisteret siden 2. verdenskrig. Efter Helsinki-konferencen er også det handelsmæssige og økonomiske samarbejde i Europa vokset kraftigt, og der er sket en udvidelse af de teknisk-videnskabelige og kulturelle forbindelser og af de menneskelige kontakter. En af sikkerhedskonferencens vigtigste bestemmelser - om staternes forudgående underretning af hinanden om større militære manøvrer - er blevet realiseret med held. Slutaktens bestemmelser for konferencens opfølgning står fortsat ved magt. Beograd- og Madrid-mødet mellem repræsentanter for sikkerhedskonferencens 33 europæiske deltagerlande samt USA og Canada har, trods alle vanskeligheder, stort set været en succes; i efteråret 1979 blev der afholdt en europæisk miljøbeskyttelseskonference, og i foråret 1980 blev der arrangeret en videnskabelig konference. Og Stockholm-konferencen om tillidskabende foranstaltninger, sikkerhed og nedrustning i Europa fortsætter sit arbejde trods alle komplikationer. Desværre er der i de forløbne år siden Helsinki-konferencen ikke sket fremskridt, hvad angår militær afspænding og praktiske skridt til nedrustning i Europa. Tværtimod har Washingtons og NATOs militaristiske politik betydet, at situationen på dette område er blevet endnu mere kompliceret. (I de følgende svar kommer vi ind på årsagerne hertil). Den udviklingsproces, der blev indledt i Helsinki, er blevet en fast bestanddel af Europas tilværelse og har stabiliseret det europæiske samarbejde på områder, som er af vital betydning for befolkningen i denne verdensdel. Ud fra alt dette kan man roligt konstatere, at 1970erne, der stod i afspændingens tegn, ikke var en tilfældig episode i menneskehedens vanskelige historie, sådan som visse politikere i Vesten i dag påstår. Den internationale afspænding har slået dybe rødder i folks bevidsthed, for den er i overensstemmelse med nationernes forhåbninger, med deres ønske om fred og gensidigt fordelagtigt samarbejde.
»Wien-forhandlingerne har stået på i mange år. Og indtil nu er der ikke opnået nogen resultater.
Hvad skyldes det ?«
Det er rigtigt, at forhandlingerne i Wien om reduktion af de væbnede styrker og rustninger i Centraleuropa med deltagelse af 19 Warszawa-pagtlande og NATO-lande, i over ti år ikke er kommet ud af stedet. Man burde for længst være nået til enighed om aftaler, som kunne .svække spændingen i dette område, hvor de to parter har flest tropper og våben koncentreret. Men der er ikke opnået mærkbare resultater ved forhandlingerne. Det ville naturligvis være forkert at sige, at alle disse år er gået forgæves, og at der i Wien ikke er udfoldet bestræbelser for at nå videre. Man er nået til forståelse om visse generelle spørgsmål, f.eks. at en reduktion af parternes væbnede styrker skal sænke konfrontationen i Centraleuropa til samme kollektive niveau. Ikke desto mindre er målet for forhandlingerne endnu ikke nået. Og alle ved, det skyldes, at USA og dets NATO-partnere har blokeret en løsning af problemet, bl.a. ved at ignorere de tal, som parterne har udvekslet under forhandlingerne. Ifølge disse tal havde NATO i 1980 991.000 mand i Centraleuropa og Warszawa-pagten 979.000 mand. Fra vestlig side blev der skabt en kunstig »talbarriere«, og meningen med forhandlingerne er næsten gået tabt i de vestligt inspirerede, frugtesløse diskussioner om, hvem der har flest soldater i reduktionsområdet. Ud fra ønsket om at bringe forhandlingerne over det døde punkt har de socialistiske lande siden 1973 fremsat over en snes konkrete forslag og to detaljerede aftaleudkast, som tog sigte på at fremme en tilnærmelse mellem parternes standpunkter. Den 17. februar 1983 fremlagde den sovjetiske delegation på de socialistiske forhandlingsdeltageres vegne et helt kompleks af konkrete forslag, som går ud på at tage fat på i praksis at sænke det militære konfrontationsnive au i Centraleuropa. Disse forslag indebar: - en principiel ny og enkel holdning, som gør det muligt at nå til enighed om en reduktion af NATO´s og Warszawa-pagtens tropper i Centraleuropa til samme kollektive niveau på 900.000 mand hver, uanset hvor mange tropper de har nu; - en gensidig reduktion allerede i 1983 af en vis del af Sovjetunionens og USAs væbnede styrker i Centraleuropa som et første praktisk skridt og som et udtryk for deres vilje til at sænke det militære konfrontationsniveau; - fastfrysning - efter en gensidig reduktion af de sovjetiske og amerikanske tropper - af alle direkte forhandlingsdeltageres væbnede styrker og rustninger. En sådan fastfrysning skulle gælde, indtil der blev indgået en aftale om større reduktioner af alle de direkte forhandlingsdeltageres tropper. Disse forslag blev lagt til grund for det udkast til en aftale om gensidig reduktion af væbnede styrker og rustninger og dermed forbundne foranstaltninger i Centraleuropa, som de socialistiske lande fremlagde ved forhandlingerne i Wien den 23. juni 1983. Dette aftaleudkast indebærer en væsentlig reduktion af parternes væbnede styrker og rustninger i Centraleuropa inden for tre år efter aftalens ikrafttræden. Men selv om Vesten udadtil har vist »interesse« for det nye sovjetiske initiativ, søger det under opdigtede påskud på enhver måde at trække forhandlingerne i langdrag og hindre, at man når frem til en retfærdig aftale. De vestlige forslag, som bevidst er udarbejdet, så de er uacceptable for Warszawapagten, går i store træk ud på, at Sovjetunionen på første etape skal foretage en troppereduktion, der i virkeligheden er fire gange så stor som USA´s reduktion. Man får det indtryk, at USA og dets forbundsfæller i Wien fører en taktik, der går ud på »forhandlinger for forhandlingernes skyld«, og bevidst undgår konkrete aftaler.
»Er der egentlig ret meget, der afhænger af de små lande ? Mener I ikke, at det først og fremmest er stormagterne, der skal sørge for at styrke freden og sikkerheden ?«
Vi er ikke enige i, at små lande som f.eks. Danmark og Holland ikke kan gøre ret meget for at styrke freden, for at fremme nedrustning og fjerne krigsfaren. At det først og fremmest er de to største militærmagters - USA´s og Sovjetunionens - opgave. Og at de små lande blot afventende skal se til, mens stormagterne forhandler, og sige tak, når de når til enighed. Først og fremmest skal det bemærkes, at selve begrebet »små lande« er særdeles relativt. Hele vores planet er ikke så stor endda. Det ses bedst af kosmonauterne, som på blot halvanden time foretager en omkredsning omkring jorden. Hvis der udbryder en global konflikt, vil kernevåbnene ikke skelne mellem store og små lande. Der er i dag ophobet så store mængder kernevåben i verden, at det er tilstrækkeligt til at udslette et antal mennesker, der er mange gange større end hele jordklodens befolkning. Atomdøden udgør således en trussel for alle lande. Derfor bør ethvert land arbejde for nedrustning, i første række atomnedrustning. Det skal siges, at de såkaldte små lande deltager aktivt i kampen for at betrygge freden og sikkerheden. Et klart eksempel herpå er den europæiske sikkerheds- og samarbejdskonference, som sluttede i Helsinki i 1975. Dens arbejde byggede på princippet om enstemmighed, dvs. at alle beslutninger skal træffes enstemmigt. Det betyder, at ethvert, selv det mindste lands stemme bliver afgørende. Lande, som ikke hører til stormagterne, deltog aktivt i sikkerhedskonferencen i Helsinki, i Beograd- og Madrid-mødet. Det skal her understreges, at som grundlag for Madrid-mødets slutdokument drøftedes udkast, som var fremlagt af neutrale og alliancefri lande. De små lande yder også et vægtigt bidrag til arbejdet i FN, hvor der i høj grad takket være deres holdning er opstået et styrkeforhold, som gør det muligt at træffe beslutninger, der er af stor betydning for freden. Finland, som bl.a. har fremsat forslag om at oprette en atomfri zone i Norden, nyder stor international respekt. Sverige har taget et vigtigt fredsinitiativ ved at foreslå oprettelse af en zone i Europa, som skal være fri for kampzone-kernevåben. Og Grækenland har udtalt sin støtte til det bulgarske forslag om at oprette en atomvåbenfri zone på Balkan. I James Carters præsidenttid hindrede en række andre små NATO-lande under indflydelse af offentlighedens protester mod neutronvåben, at Washingtons plan om at placere neutronbomber i Europa blev realiseret. Danmark og Norge siger nej til at have kernevåben på deres territorium i fredstid, Danmark desuden også i krise- og krigstid. Og det danske folketing har anbefalet regeringen at undlade at deltage i finansieringen af NATOs program for opstilling af nye amerikanske mellemdistanceraketter i Europa. Den slags eksempler kunne der nævnes mange af. Hvis alle lande i verden uden undtagelse aktivt tilslutter sig kampen for fred og nedrustning vil denne kamp langt hurtigere give resultat.
»Får Sovjetunionen militærbaser på andre landes territorium ?«
Nej, Sovjetunionen har ingen militærbaser uden for landets grænser. I overensstemmelse med fredsaftalen med Finland fik Sovjetunionen i sin tid ret til at benytte en militærbase på finsk territorium i en vis årrække. Men denne base blev som et bevis på Sovjetunionens gode vilje givet tilbage til Finland før tiden, og de sovjetiske tropper blev trukket tilbage fra finsk territorium. Sovjetunionen har troppekontingenter i nogle af Warszawa-pagtlandene. Denne omstændighed benyttes undertiden i Vesten til forskellige antisovjetiske påstande. Bl.a. sidestiller man Sovjetunionen med USA og siger, at både russerne og amerikanerne har omspændt verden med et net af militærbaser. Det er ikke rigtigt. For det første er der kun sovjetiske troppekontingenter i de Warszawa-pagtlande, som grænser op til Sovjetunionen eller ligger i umiddelbar nærhed af dets grænser. USA har derimod militærbaser i mere end 100 lande over hele verden. For det andet har de sovjetiske troppekontingenter ikke eksterritorialret, dvs. de falder ind under de pågældende landes jurisdiktion. Derimod har de fleste amerikanske militærbaser og -objekter på fremmed territorium en sådan eksterritorialret og udgør dermed i virkeligheden »en stat i staten«. Straks efter 2. Verdenskrig slog USA og England ind på en fjendtlig kurs over for Sovjetunionen, deres tidligere allierede i kampen mod Hitler-Tyskland. I USA blev der udarbejdet en hel række planer for angreb på Sovjetunionen. En del af de amerikanske og engelske tropper forblev efter krigen på det europæiske fastland. Og Washington begyndte at anlægge en ring af militærbaser omkring Sovjetunionen og de andre lande i Østeuropa. I denne situation var Sovjetunionen og dets forbundsfæller nødt til al træffe modforanstaltninger. Som svar på USA´s krigsforberedelser blev de enige om, at der skulle stationeres sovjetiske troppekontingenter i DDR, Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Vi betragter ikke denne nødtvungne foranstaltning som den bedste, den eneste og den sikreste losning på freds- og sikkerhedsproblemerne i Europa. I årene siden krigen har Sovjetunionen foreslået og foreslår stadig at likvidere militærbaser på fremmed territorium og at trække alle tropper tilbage fra fremmed territorium. Men i Vesten nægter man hårdnakket ikke blot at følge denne opfordring, men endog at drøfte den.
»Hvordan indvirker de forskellige tillidskabende foranstaltninger på det internationale klima ?«
Tillidskabende foranstaltninger kan og skal bidrage til at mindske faren for ikke-sanktionerede krigshandlinger og endelig - som det fremgår af selve udtrykket »tillidskabende foranstaltninger« - til at skabe øget tillid mellem landene, hvilket er særlig vigtigt i atomalderen. Og vi er af den opfattelse, at jo mere omfattende og effektive de tillidskabende foranstaltninger bliver, desto større positiv indvirkning får de på det internationale klima. I udtrykket »foranstaltninger til at styrke tilliden« indgik i international sprogbrug i første halvdel af 1970erne, da afspændingsprocessen var inde i en hastig udvikling. Det fik juridisk kraft i Slutakten fra sikkerheds- og samarbejdskonferencen i Helsinki. Her blev 33 europæiske lande samt USA og Canada for første gang enige om på forhånd at underrette hinanden om større militærmanøvrer med deltagelse af tilsammen over 25.000 mand landstyrker og på frivilligt grundlag at udveksle observatører til at overvære militær manøvrer. Sovjetunionen og de andre socialistiske lande, som samvittighedsfuldt opfylder de forpligtelser, de påtog sig i Helsinki, har fremsat en række nye forslag, som tager sigte på at styrke de tillidskabende foranstaltninger og øge deres betydning i bestræbelserne for at afværge militære sammenstød. I 1979 fremsatte Sovjetunionen forslag om at give forhåndsunderretning om større militærmanøvrer med deltagelse af over 20.000 mand i stedet for 25.000 og senest en måned i forvejen mod tidligere tre uger; om at begrænse militærmanøvrernes omfang til 40.-50.000 mand; om at give forhåndsunderretning om større luft- og flådemanøvrer, som afholdes i nærheden af andre sikkerhedskonferencedeltageres territorialfarvande og om militære bevægelser omfattende landstyrker på over 20.000 mand. Et andet vigtigt fredsinitiativ fra de socialistiske lande er forslaget om indkaldelse af den konference om tillidskabende foranstaltninger, sikkerhed og nedrustning i Europa, som blev indledt i Stockholm den 17. januar 1984. Warszawa-pagtlandenes politiske konsultative komité videreudviklede på sit møde i Prag i januar 1983 disse forslag og fremsatte ideen om at fremme udveksling mellem Warszawa-pagtlandene og NATO-landene af militærdelegationer samt gensidige besøg af flåde og luftvåbenenheder. Spørgsmålet om tillidskabende foranstaltninger er en integrerende del af det fredsprogram for 1980-erne, som blev vedtaget på Sovjetunionens kommunistiske partis 26. kongres i 1981. I centralkomiteens beretning på kongressen hed det, at Sovjetunionen er parat til at lade de tillidskabende foranstaltninger omfatte hele den europæiske del af landet på betingelse af en tilsvarende udvidelse af zonen for tillidskabende foranstaltninger fra de vestlige landes side. I beretningen hed det endvidere, at Sovjetunionen ville være rede til at føre konkrete forhandlinger i det Fjerne Østen. I begyndelsen af 1982 påpegede man fra sovjetisk side den mulighed, at man også på tosidet grundlag, f.eks. mellem Sovjetunionen og Japan, kunne tage fat på at løse problemet vedrørende tillidskabende foranstaltninger i det Fjerne Østen. Sovjetunionen er også parat til at drøfte tillidskabende foranstaltninger i området langs den sovjetisk-kinesiske grænse. Desuden er der fra sovjetisk side fremsat forslag om tillidskabende foranstaltninger i Middelhavsområdet og i den Persiske Golf. På de nu afbrudte sovjetisk-amerikanske forhandlinger i Genéve om begrænsning og reduktion af de strategiske våben foreslog Sovjetunionen seriøse skridt til styrkelse af tilliden. Vi foreslår, at en kommende aftale bl.a. skal omfatte følgende punkter: - forbud mod, at den ene parts tunge bombefly og hangarskibe kommer ind i nærmere aftalte zoner, som grænser op til den anden parts territorium; - gensidig underretning i god tid om massestarter af tunge bombefly og fremskudt baserede fly; - oprettelse af zoner for raketbærende ubåde, hvor der skal være forbud mod enhver anti-ubådsaktivitet fra modpartens side. Det drejer sig om at nå til enighed om skridt, der effektivt ville udelukke årsagerne til farlige krisesituationer. Sovjetunionen er af den opfattelse, at det i atomalderen er særlig vigtigt at træffe omfattende tillidsskabende foranstaltninger. Derfor har det på Stockholm-konferencen for tillidskabende foranstaltninger, sikkerhed og nedrustning i Europa sammen med de andre Warszawa-pagtlande fremsat forslag om, at alle atommagter skal forpligte sig til ikke som den første at bringe kernevåben i anvendelse, om at indgå en traktat om gensidig ikke-anvendelse af militær magt og opretholdelse af fredelige relationer, om at nedskære de militære udgifter, om at befri Europa for kemiske våben, om at oprette atomvåbenfri zoner i forskellige dele af Europa samt en zone som skal være fri for kampzone-kernevåben, ned gennem Europa, på begge sider af den linie, hvor Warszawa-pagtiandene og NATO-landene grænser op til hinanden.
»Hvilken rolle spiller offentligheden efter Sovjetunionens mening i kampen for at bevare og styrke freden ?«
Vi er af den opfattelse, at folkene ved en aktiv og målbevidst indsats er i stand til at fjerne faren for en atomkrig, til at bevare freden og dermed også livet på vores planet. Mange millioner freds- og nedrustningstilhængere i USA og England, i Forbundsrepublikken Tyskland og Italien og i mange andre lande kræver i dag, at der sættes en stopper for kaprustningen, som Washington og dets forbundsfæller gør alt for at skærpe, de protesterer mod udviklingen af nye amerikanske strategiske våben og mod opstillingen af Pershing-2 raketter og krydsermissiler i Vesteuropa. Over hele verden arrangerer fredsbevægelsens deltagere protestdemonstrationer og -møder, fredsvagter, underskriftindsamlinger på fredsappeller og danner barrikader ved de amerikanske atombaser. Aktionsugerne for nedrustning, som afholdtes i 1982 og 1983, fik kæmpestor tilslutning. Fredsmarch-82 og -83 i Europa havde deltagelse af tusindvis af fredstilhængere fra over 30 lande bl.a. Finland og Østrig, Indien og Japan, USA og Sovjetunionen. I sommeren 1983 afholdtes i Prag Verdenskongressen for fred og liv, mod atomkrig, hvor der deltog repræsentanter for offentligheden i 132 lande. Fredsbevægelsen og bevægelsen mod atomvåben har i dag antaget et hidtil uset omfang, og den omfatter meget, forskellige sociale grupper og befolkningslag. Den bar tilslutning af unge og gamle, arbejdere og intellektuelle, forretningsfolk og gejstlige, kendte offentlige personer og jævne mennesker. Her er repræsentanter for mange forskellige politiske og religiøse overbevisninger, såvel kommunister som socialdemokrater og kristelige demokrater, fagforeningsfolk og pacifister af forskellig observans. Washingtons forsøg på at kompromittere fredsbevægelsen ved hjælp af den gamle fortærskede påstand om, at den er »Moskvas forlængede arm«, har været en fiasko. »Man kan ikke nå at sige ordet »nedrustning«, før man allerede begynder at henregne dig til dem, der har i sinde at åbne fæstningsporten for fjenden om natten,« siger den vesttyske satiriker Dieter Hildebrandt ironisk om de anstrengelser, der udfoldes i den retning. Det er ikke så længe siden, at man i Vesten automatisk erklærede deltagerne i fredsmarcher for at være »camouflerede kommunister«. I dag er alle klar over, at det ikke er sandt. På den anden side er der ikke noget mærkeligt i, at kommunisterne hører til de mest aktive og konsekvente fredsforkæmpere. Deres deltagelse i fredsbevægelsen strider ikke mod dennes brede og repræsentative karakter, men gør den endnu mere slagkraftig og målbevidst. Fredsbevægelsen er blevet en faktor af international betydning, og regeringerne er nødt til at tage hensyn til den. Det gør de da også allerede. Selv præsident Reagan søger i dag at give sig ud for at være »fredsforkæmper«. Men ifølge ham er fredsbevægelsen ikke i stand til at sikre fred. Reagan mener fortsat, at den eneste »sikre« vej til fred er at udvikle stadig nye kernevåbensystemer og at opnå militær overlegenhed.
»Har den alliancefri bevægelse efter jeres mening nogen politisk betydning ?«
Ja, det har den helt afgjort. I løbet af de mere end to årtier, der er gået siden den alliancefri bevægelses første konference i Beograd i februar 1961, har den bevist sin effektivitet i kampen for fred og internationalt samarbejde. Og den får tilslutning af flere og flere lande. Mens der i den første konference deltog stats- og regeringsledere fra 25 lande, så havde den syvende konference, som fandt sted i marts 1983 i Delhi, deltagelse af ledere fra 101 lande og nationale befrielsesbevægelser. Sovjetunionen har lige fra den alliancefri bevægelses første skridt vist oprigtig sympati for denne bevægelse og har samarbejdet med den om vigtige internationale problemer. I centralkomiteens beretning på Sovjetunionens kommunistiske partis 26. kongres blev den alliancefri bevægelse betegnet som en vigtig faktor, som arbejder på at forbedre den internationale situation. Den alliancefri bevægelse består af meget forskellige lande. Den har deltagelse af flere socialistiske lande - Cuba, den Koreanske Folkedemokratiske Republik, Vietnam, Laos og Jugoslavien - socialistisk orienterede lande og mange kapitalistiske lande, bl.a. også lande med et reaktionært styre, Det betyder naturligvis, at de har forskellig og endog modstridende holdning til de internationale problemer og afvigende synspunkter, bl.a. hvad angår årsagerne til den nuværende komplicerede internationale situation, midlerne til at forbedre den og til at fjerne spændingscentrene i verden. Der er også stadig uløste territorialkonflikter mellem nogle af de alliancefri lande. Og endelig bar landene i den alliancefri bevægelse i kraft af en række årsager, hovedsagelig objektive, forskelligt økonomisk udviklingsniveau. Det, der forener de alliancefri lande, er deres fælles mål: kampen mod imperialisme, kolonialisme, neokolonialisme, apartheid, racisme, herunder zionisme, og alle andre former for fremmedherredømme. Den alliancefri bevægelse fordømmer stadig kraftigere de kræfter, som bringer verden nærmere og nærmere til atomkrigens afgrund. De alliancefri lande spiller også en stor rolle i bestræbelserne for at gøre det Indiske Ocean til en fredszone. Bevægelsen lægger stor vægt på at få tilvejebragt en ny økonomisk verdensorden, hvor der ikke skal være plads for de multinationale selskabers vilkårlighed, som fortsætter med at plyndre udviklingslandenes naturressourcer og skånselsløst udbytter deres arbejdende befolkning.
»Hvorfor kritiserer I USAs politik i Mellemøsten ? Den tager da sigte på at finde frem til en løsning.«
Det er netop det, der er galt, at USAs politik i Mellemøsten ikke tager sigte på at nå frem til en fredelig, altomfattende og retfærdig løsning på konflikten der. Dens mål er at befæste Washingtons politiske og militære position i dette område. Det var netop formålet med Camp David aftalen og den såkaldte »Reagan-plan«. Camp David aftalen, som under USAs medvirken blev indgået mellem Israel og Egypten, har ikke bragt fred som lovet af dens initiativtagere. Og den kunne ikke bringe fred, eftersom denne såkaldte »fredsaftale« ikke fjernede hovedårsagerne til don langvarige konflikt, nemlig det palæstinensiske problem og den israelske besættelse af arabisk jord. Hertil kommer, at Camp David aftalen blev indgået bag ryggen af flertallet af de implicerede i konflikten og strider mod deres interesser. Det skal siges, at separataftaler, som er udarbejdet, uden at der er taget hensyn til alle de implicerede parters legitime interesser og rettigheder, i sig selv er uretfærdige. De rummer kimen til en ny krig, fordi de ikke fjerner modsætningerne mellem aggressoren og hans ofre. Det blev klart bekræftet med Camp David aftalen, som resulterede i Israels og USAs blodige gerninger i Libanon, i folkedrabet på det libanesiske og det palæstinensiske folk. De amerikanske ledere tog imidlertid ikke ved lære af Camp David aftalens sørgelige følger, men fremsatte i september 1982 den såkaldte »Reagan-plan«. Den skulle påtvinge Israels arabiske nabolande forhandlinger med Tel-Aviv om indgåelse af separate »fredsaftaler« i stil med Camp David aftalen og under disse forhandlinger for altid gøre det af med de 4 mio. palæstinenseres håb om at få deres egen uafhængige stat. Ifølge Washingtons plan skulle palæstinenserne for de kommende mindst fem år have tilbudt såkaldt internt selvstyre, mens den israelske besættelse af Jordan-flodens vestbred og Gaza-sektoren skulle opretholdes. »Reagan-planen« indebærer ikke nogen politisk selvbestemmelse for det palæstinensiske folk. Følgelig ville palæstinenserne heller ikke efter overgangsperiodens udløb få andet end et tåget løfte fra USA om at opnå, at Israel ikke opretter nye befæstede bosættelser i de besatte områder. Det er helt åbenlyst, at et sådant løfte er falsk, for Tel-Aviv har offentliggjort en plan for anlæggelse af mange nye bosættelser i de kommende år. Og endnu en ting. Mens USA´s politik i Mellemøsten tidligere kom til udtryk i dets støtte til Israel og dettes aggressive kurs, så gik Washington fra 1983 over til direkte militær indblanding i dette område. Amerikanske land -, luft- og flådestyrker bombede og beskød libanesisk territorium fra luften og fra søsiden. Tusinder af dræbte og sårede, hundreder af ødelagte bygninger og landsbyer, som er udslettet fra jordens overflade - det er de amerikanske troppers blodige spor på libanesisk jord.
»Hvordan forestiller I jer en regulering i Mellemøsten, en løsning af det palæstinensiske problem ?«
Sovjetunionen foreslår en detaljeret plan for en retfærdig og varig løsning i Mellemøsten, der svarer såvel til almindelige folkeretlige normer som til de konkrete FN-resolutioner om dette spørgsmål. For det første må man nøje overholde princippet om det utilladelige i at erobre fremmed jord ved hjælp af aggression. Og det betyder, at araberne skal have alle de områder tilbage, som Israel har holdt besat siden 1967. Grænserne mellem Israel og dets arabiske nabolande bør erklæres for ukrænkelige. For det andet må man i praksis sikre det arabiske palæstinensiske folks ubestridelige ret til selvbestemmelse, til at oprette sin egen uafhængige stat på palæstinensisk jord, som skal befries fra israelsk besættelse - på Jordan-flodens vestbred og i Gaza-sektoren. De palæstinensiske flygtninge skal som forudset i FNs resolutioner have mulighed for at vende tilbage til deres hjem eller have erstatning for den ejendom, de har måttet efterlade. For det tredje må araberne have den østlige del af Jerusalem tilbage, som skal være en ubestridelig del af en palæstinensisk stat. I hele Jerusalem skal der sikres troende fri adgang til de tre religioners hellige steder. For det fjerde må man sikre alle staters ret i området til en sikker og uafhængig eksistens og udvikling - naturligvis på gensidigt grundlag, for man må ikke betrygge nogle staters sikkerhed ved samtidig at skade andres sikkerhed. For det femte må krigstilstanden mellem de arabiske lande og Israel bringes til ophør og afløses af fred. Og det betyder, at alle parter i konflikten, herunder Israel og en palæstinensisk stat, skal forpligte sig til gensidigt at respektere hinandens suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet og løse alle stridsspørgsmål ad fredelig vej, ved forhandlinger. For det sjette må der udarbejdes og vedtages internationale garantier for en løsning. De permanente medlemmer af FN´s Sikkerhedsråd eller Sikkerhedsrådet som helhed kunne stå som garanter. En sådan altomfattende, retfærdig og varig regulering kan naturligvis kun udarbejdes og realiseres ved fælles bestræbelser og med deltagelse af alle interesserede parter, bl.a. PLO - den eneste lovlige repræsentant for det arabiske palæstinesiske folk. Det sovjetiske forslag om afholdelse af en international Mellemøstkonference tager netop sigte på en sådan løsning af konflikten, og dette forslag har vundet bred international støtte. Det skal understreges, at det sovjetiske program for en retfærdig fred i Mellemøsten har fået en anerkendelse modtagelse i den arabiske verden.
»Hvilken holdning indtager Sovjetunionen i spørgsmålet om sikkerheden i Asien, bl.a. i Indokina ?«
Sovjetunionen og de andre socialistiske lande har taget flere initiativer til styrkelse af sikkerheden i hele Asien. Allerede i 1960erne foreslog Sovjetunionen at udarbejde kollektive foranstaltninger med det formål at styrke sikkerheden i Asien. Fra sovjetisk side støtter man også Mongoliets forslag om, at de asiatiske lande og landene i Stillehavet skal indgå en konvention, hvor de forpligter sig til ikke at angribe og ikke anvende magt mod hinanden. Sovjetunionen er parat til sammen med alle landene i det Fjerne Østen at finde frem til midler til at styrke sikkerheden i dette område. Fra sovjetisk side foreslår man, at forsøget med tillidskabende foranstaltninger, som har vist sin berettigelse i Europa, drøftes med henblik på anvendelse i det Fjerne Østen. Hvad angår Syd-Østasien, så går Sovjetunionen ind for at forvandle dette område til en zone med fred, stabilitet, godt naboskab og samarbejde. Efter vores opfattelse er der ingen objektive årsager til en konfrontation mellem landene i Indokina - Vietnam, Laos og Kampuchea - på den ene side og deres nabolande, som er medlem af Organisationen af syd-østasiatiske Nationer (ASEAN), på den anden side. Den mistillid og det fjendskab, som fører til konflikter, er i dette område kunstigt skabt ved hjælp af intriger; arrangeret af ydre imperialistiske kræfter, som forsøger at skille ASEAN -landene og landene i Indokina og sætte dem op imod hinanden. Sovjetunionen støtter helt og fuldt den konstruktive holdning, som Vietnam, Laos og Kampuchea indtager. Deres forslag tager sigte på at bane vej for forhandlinger om normalisering af situationen i Syd-Østasien. De foreslår at afholde en international konference om Syd-Østasien, som skulle behandle og løse de eksisterende problemer i området på grundlag af gensidig enighed, respekt for hinandens interesser, lighed og uden nogen form for indblanding udefra. I dette forslag er der også taget hensyn til ASEAN-landenes synspunkt, som går ud på, at der skal afholdes en bred konference til drøftelse af de regionale problemer. Kampucheas forslag om at etablere en sikkerhedszone på begge sider af den kampucheansk-thailandske grænse ville efter Sovjetunionens opfattelse tjene til at styrke tilliden mellem landene i Indokina og Thailand. Efter vores mening findes der ingen spørgsmål i Syd-Østasien, som ikke kan løses ved forhandlingsbordet. Vi mener, at det er alle landes og regeringers pligt og FN´s pligt på enhver måde at bidrage til at fremme denne proces. De, der virkelig er interesseret i at styrke den internationale sikkerhed og normalisere situationen i området, bør ikke foretage sig noget, som kan stille sig hindrende i vejen for en dialog mellem landene i Indokina og ASEAN-landene. Sovjetunionen vil for sin part også fremover på enhver måde bidrage til, at Syd-Østasien skal blive en zone med fred, stabilitet og samarbejde.
»Hvordan stiller Sovjetunionen sig til det »kampucheanske spørgsmål« ?«
Først og fremmest skal det understreges, at dette »spørgsmål« efter Sovjetunionens opfattelse slet ikke eksisterer, og at der blot er tale om bagtalerisk opspind af den kampucheanske revolutions fjender om situationen i Folkerepublikken Kampuchea. Det »kampucheanske problem« eksisterede kun i de år, da Pol Pots og Jeng Saris blodige klike styrede landet. I løbet af de tre år og otte måneder, disse uhyrer var ved magten, blev omkring tre millioner kampucheanere udryddet. Det var næsten halvdelen af landets befolkning. Sovjetunionen afviser den internationale reaktions forsøg med USA i spidsen på at påtvinge verden det såkaldte »kampucheanske spørgsmål«. Sovjetunionen er skarp modstander af at anerkende det såkaldte »demokratiske Kampucheas« mandat i FN. Det naturstridige i, at Pol Pots folkedrabsregime er repræsenteret i FN, er så åbenlyst, at regimets protektorer har besluttet at skjule det bag en ny facade og har organiseret »det demokratiske Kampucheas koalitionsregering« af Pol Pot-bandernes ledere, som udgør det vigtigste led i denne koalition, og repræsentanter for reaktionære kampucheanske emigranter. Koalitionens fremkomst har imidlertid ikke føjet noget nyt til spørgsmålet om Kampucheas repræsentation i FN og ændrer ikke noget ved det ulovlige i Pol Pot-klikens repræsentanters tilstedeværelse i FN. »Det demokratiske Kampucheas koalitionsregering« har hverken territorium eller befolkning, den kan ikke repræsentere Kampucheas folk i FN og andre internationale organisationer. Kun repræsentanter for Folkerepublikken Kampuchea kan tale i FN på det kampucheanske folks vegne. Ingen »international konference om Kampuchea« uden deres deltagelse vil have nogen mening. Folkerepublikken Kampucheas regering, som har effektiv kontrol med hele landets territorium og har befolkningens fulde støtte, er det kampucheanske folks eneste lovlige repræsentant. Folkerepublikken Kampuchea har bevist sin levedygtighed. Under ledelse af dens regering, som er dannet som resultat af almindelige valg, arbejder republikken på at overvinde de alvorlige følger af Pol Potregimets økonomiske, sociale og politiske forbrydelser. Landbruget er ved at komme på fode. Hundreder af industrivirksomheder er genåbnet. Landets sundhedsvæsen, kunst og folkeoplysning oplever sin anden fødsel. Hver fjerde af Kampucheas indbyggere er i dag under uddannelse. I USA og en række andre vestlige lande køres der en omfattende propagandakampagne mod folkemagten i Kampuchea. Det vietnamesisk-kampucheanske samarbejde omgives i Vesten af bagvaskelse og løgne. Den kampucheanske revolutions Fjender søger at forvrænge det sande formål med det vietnamesiske troppekontingents tilstedeværelse i Kampuchea. Dette troppekontingent befinder sig i Kampuchea efter anmodning fra landets lovlige regering, i overensstemmelse med den vietnamesisk-kampucheanske aftale om fred, venskab og samarbejde og skal bistå med at afværge truslen mod Folkerepublikken Kampucheas suverænitet. Efterhånden som situationen i landet stabiliseres, skabes der betingelser for tilbagetrækning af de vietnamesiske tropper. Men den vietnamesiske og den kampucheanske regering er af den opfattelse, at der først kan blive tale om fuldstændig og definitiv tilbagetrækning af det vietnamesiske troppekontingent, når der er gjort en ende på den væbnede indblanding i det suveræne Kampucheas anliggender fra Pol Pot-bandernes side, som støttes af verdensreaktionen. Folkerepublikken Kampuchea er i dag anerkendt af en hel række FN-lande. Kampuchea har fået gode relationer til et stort asiatisk land som Indien. Og Kampuchea har trofaste, pålidelige venner. Det er alt sammen en garanti for, at det kampucheanske folks nationale befrielsesbevægelses sejr er uigenkaldelig.
»I Vesten betegner man Sovjetunionens optræden i Afghanistan som okkupation. I benægter heller ikke tilstedeværelsen af sovjetiske tropper i dette land. Hvori ligger uoverensstemmelsen så ?«
Det, der i Vesten betegnes som okkupation, er i virkeligheden noget helt andet, nemlig Sovjetunionens hjælp til Afghanistan i dets kamp for at slå aggressionen udefra tilbage. Denne hjælp ydes på anmodning af Afghanistans lovlige regering i fuld overensstemmelse med den sovjetisk-afghanske aftale af 5. december 1978 og med FN-pagtens artikel 51, som indebærer ret til selvforsvar - individuelt eller kollektivt. Det er velkendt, at USAs hemmelige operationer i Afghanistan, hvorunder det har inddraget Pakistan og visse andre lande, indledtes straks efter aprilrevolutionen i 1978. Det var optrapningen af denne indblanding udefra, der til sidst fik Afghanistan til at anmode Sovjetunionen om militær hjælp. Sovjetunionen imødekom denne anmodning, og det søger man i Vesten at fremstille som en ulovlig handling, dets hjælp til at afværge en intervention betegnes som okkupation. Det betragter vi som bevidst vildledning af verdensoffentligheden. Reagan og en række andre vestlige ledere og pressefolk lader, som om de er bekymret for Afghanistan, der påstås at være blevet offer for sovjetisk ekspansion. Og hvordan kommer deres bekymring så til udtryk ? Først og fremmest i åbenlys militær, finansiel og anden støtte til den afghanske kontrarevolution og i en stadig mere aktiv indblanding i det suveræne Afghanistans indre anliggender. I Washington lægger man undertiden ikke engang skjul på sine sande planer, nemlig at skabe »de nødvendige betingelser« for at styrte Afghanistans lovlige regering. Reagan-administrationen har med dette formål for øje truffet en række beslutninger, der tager sigte på en væsentlig forøgelse af militærhjælpen til afghanske kontrarevolutionære organisationer, herunder levering af bazookaer, morterer, granatkastere og luftværns- og raketvåben. Optrapningen af den væbnede indblanding suppleres og kombineres med en stadig kraftigere propagandakampagne rettet mod Afghanistan og Sovjetunionen. Der udbredes påstande om sovjetiske og afghanske troppers »omfattende kamphandlinger« mod civilbefolkningen, om de sovjetiske soldaters »grusomheder« osv. Formålet med den slags opspind, der gentagne gange er blevet dementeret af vestlige journalister, som har overværet begivenhederne i Afghanistan, er at øve pres på Afghanistans nabolande, først og fremmest Pakistan, og at forgifte atmosfæren omkring forhandlingerne i Genéve mellem den afghanske og den pakistanske udenrigsminister. På denne baggrund ser man klart det forløjede i Reagans højrøstede erklæringer om, at han er interesseret i en politisk løsning omkring Afghanistan, og at han mest af alt ønsker, at de sovjetiske tropper må blive trukket tilbage herfra. Men ved fortsat at yde såvel materiel som moralsk bistand til den afghanske kontrarevolution gør Washington i virkeligheden alt for at opretholde truslen udefra mod Afghanistan og for at tvinge det sovjetiske troppekontingent til at forblive i landet, da dets opgave netop er at afværge denne trussel. Washingtons optræden vækker mistanke om, at det i virkeligheden ikke nærer noget ønske om, at de sovjetiske tropper skal blive trukket tilbage fra Afghanistan. Begivenhederne dér er nemlig blevet et yndet påskud for USA til at skærpe kaprustningen og øge sin militære tilstedeværelse i Mellemøsten og bruges til at retfærdiggøre den amerikanske indblanding i udviklingslandenes anliggender. Man kan ikke svække spændingen i denne del af verden ved at optrappe den væbnede indblanding i Afghanistans indre anliggender. Det kan kun opnås ved en fredelig og konstruktiv dialog. Denne holdning kom til udtryk i den afghanske regerings forslag af 14. maj 1980 og 24. august 1981. I Afghanistan er man ligesom i Sovjetunionen af den opfattelse, at det såkaldte »afghanske spørgsmål« kan løses ved direkte forhandlinger mellem de interesserede parter. Den vigtigste betingelse er sikre og pålidelige garantier for, at aggressionen udefra helt bringes til ophør, samt indstilling af enhver form for indblanding i Afghanistans indre anliggender. Først da vil det sovjetiske troppekontingent blive trukket tilbage fra Afghanistan.
»Hvordan vurderer Sovjetunionen den nuværende situation i Mellemamerika og landene omkring det Caraibiske Hav ?«
Igennem mere end halvandet århundrede opførte USA sig i denne region som i sin egen baggård (et udtryk, som Washington selv har sat i omløb). Det førte kanonbådspolitik over for de genstridige lande, og hvis de genstridige ikke føjede sig. blev der indsat landgangstropper. Washington udskiftede efter forgodtbefindende regeringerne i regionen. Og de marionetter, som på den måde kom til magten, fyldte fængslerne med folk, der kæmpede for national suverænitet og værdighed. Den cubanske revolution lød som en frihedens klokke i hele denne region. Eksemplet fra Cuba i blev fulgt af Nicaraguas patrioter, der styrtede diktatoren Somoza. Og i El Salvador, Gualemala og i Honduras antager kampen for sand uafhængighed dg socialt fremskridt i dag stadig større omfang. USA forsøger at standse historiens forløb, at genindføre kanonbådsdiplomatiet. Dot forvandler Mellemamerika til en krudttønde. Washington leverer på ny åbenlyst våben til Guatemala, hvor præsident Reagan pludselig har fået øje på »fremskridt«, hvad angår »menneskerettighederne«. Det forsyner Honduras med store mængder våben og søger at pudse det på Nicaragua, hvorved det risikerer at slår te en krig i hele Mellemamerika. Kontrarevolutionære Somoza-bander, hvis optræning og udrustning bekostes af CIA, foretager fra honduransk territorium raids ind i Nicaragua. I El Salvador tager amerikanske militærrådgivere stadig oftere kommandoen over de straffeekspeditioner, som »specialiserer sig« i blodige repressalier mod civilbefolkningen. USA truer med en aggression mod Cuba, det krænker til stadighed landets territorialfarvande og luftrum, bl.a. med spionfly. Den amerikanske røveraktion mod Grenada viser klart, hvilke planer USA har med landene i Mellemamerika og omkring det Caraibiske Hav. Det er ikke vanskeligt at konstatere, at USA øger sin indblanding i de mellemamerikanske landes indre anliggender. Næst efter Grenada er Nicaragua blevet genstand for Washingtons aggressionsplaner, og landet trues faktisk af en amerikansk militær intervention. Efter alt at dømme er det Pentagons plan, at der på honduransk territorium, men under amerikansk ledelse, skal skabes en slags mangenational »knytnæve« mod Nicaragua og partisanerne i El Salvador og Guatemala. Vi fordømmer den slags handlinger fra USA´s side, som kan få særdeles farlige følger for folkene i Mellemamerika og i hele verden. Vort land støtter Nicaraguas heltemodige folk, som kæmper for at befæste den folkedemokratiske revolutions landvindinger, mod imperialismen og reaktionen. Sovjetunionen støtter patrioternes retfærdige kamp i El Salvador, Guatemala og Honduras, Cubas og Nicaraguas bestræbelser for at gøre denne region til en zone med fred og uafhængighed. Fra sovjetisk side har man gentagne gange givet udtryk for sin faste overbevisning om, at freden og sikkerheden i Mellemamerika og i området omkring det Caraibiske Hav såvel som i enhver anden del af verden kun kan styrkes på grundlag af respekt for det enkelte folks suveræne ret til selv, uden indblanding udefra, at bestemme sin fremtid og til at disponere over sit lands naturrigdomme. Kilder: Ilja Kremer, Novosti, og Vasilij Rjabov.