Men hvoraf kom troen på, at smedene kunne mere end deres fadervor, troen på, at de sorte smede forstod sig på den sorte kunst? Først og fremmest kom den måske deraf, at det stof, smedene arbejdede i, jernet som stålet, almindeligt ansås som det bedste værge imod onde ånder.

Det var godt nytårsaften at slå kors med kridt over husets døre eller at strø sennep udenom huset for ikke at tale om tre torsdage i rad at drysse med hørfrø blandet med kristenjord . Men jern eller stål var et endnu kraftigere middel. Hr. Niels anbefaler i Per Pårs stål som godt.... At lægge for sin port, Thi så kand fanden ey udrette noget stort!

I hvor mange tilfælde er ikke gudsord i form af en salmebog og et stykke stål i form af en saks blevet lagt på en kær afdøds lig for at holde urene ånder fra det.

Hvor mangen skærtorsdag aften har bonden ikke båret alle slags jernredskaber som økser, kiler og lignende ud på sine tilsåede marker for at skærme dem mod alt ondt, og hvor mangen jul har han ikke lagt stål i sit barns vugge for at holde de underjordiske fra det, og stål på sine korndynger og på møddingen, ja i gæssenes føde. Det var fuldt alvor hermed. Mekanikus O. J. Winstrup, der døde i 1867 noget over 85 år gammel, har fortalt, hvorledes hans fader, der var tømmermand, snedker, hjulmand og spillemand i Vinstrup ved Asmindrup (Holbæk amt), skærtorsdag aften satte alt sit værktøj omkring i huset, for at der allevegne kunne være stål imod truende hekse. Troen på den beskyttende hestesko, der slås fast på dørtrinet, har dybe rødder.

Men er alskens smedede genstande så virksomme, så kan den, der frembringer dem, umuligt være helt uden magt i samme retning. Smeden måtte forstå sig på forskelligt. Og så kom hertil endnu troen på de underjordiske smede, troen på de kæmper og trolde, der smedede rundtom i landets høje og formåede så meget vidunderligt, således som det ses blot af et enkelt tilfælde. På Nygårds mark i Bur Sogn under Nørre-Vosborgs gods boede der en bjergmand, som var smed. Ilden slog om natten ud af højens top, men ind igen af højens side, thi bjergmanden ville have fuld nytte af sin ild, og det var helt forståeligt, for han var gerne til tjeneste med sin kunst. Ville en have noget smedet, behøvede han blot at lægge det fornødne jern i forbindelse med en sølvskilling udenfor højen, idet han højt udtalte, hvad han gerne ville have gjort. Næste morgen lå, hvad han havde ønsket, færdigt og veludført på det sted, hvor han aftenen for havde lagt jernet og sølvskillingen.

De hemmelige egenskaber, som lå i jernet, og de underjordiske smedes vidunderlige kunst blev en talende baggrund, der efterhånden forlenede også denne verdens almindelige smede med mystiske egenskaber. Det fortaltes som afgjort, at der var landsbysmede, der blev gifte med bjergmandsdøtre, og det var aldeles sikkert, at der var flere end een smed, der kunne præstere leer, som aldrig behøvede at blive hvæssede; blot de blev holdt op i luften, skar de altid lige godt.

Smeden forstod sig på fandens kunster. Og gjorde han det i een retning, måtte han selvfølgelig kunne det i flere. En smed, hedder det så, kan læse over en syg; han kan måle for „modsot"; han kan vise igen; men navnlig kan han udfinde den ubekendte tyv og slå øjet ud på ham, hvor han end opholder sig. I Per Pårs attesteres det, at mange smede lade sig bruge til den kunst at slå øjne ud på folk. Tre torsdage i træk stod han op ved midnatstide, smedede et som på ambolten, til det blev gloende, og den tredje torsdag tegnede han med kridt et øje på en stolpe og slog i den ondes navn sømmet deri. Så mistede tyven i samme time sit halve syn.

Smeden stod i forbindelse med den onde. Smeden på Alling mark ved Silkeborg kunne ved hans hjælp fare vidunderlig hurtigt gennem luften og endda føre to mænd med sig. Ja smeden, der til et kapel i Viborg Domkirke skulle gøre to kunstige jerndøre, attesterede selv, at de var gjort med fandens hjælp; han satte nemlig et billede af ham på hver af dørene. Men smeden var som oftest fanden overlegen, skønt det må indrømmes, at det gik galt for den smed, som fanden engang sendte to ravne efter. Da smeden så dem, satte han sig op på en vrinsk hest, som han havde opfødt til at slås med den onde, og red ud i marken. Men nogle timer efter kom den tilbage i skum uden rytter; smeden lå langt ude i marken, ganske død og farligt mishandlet .

Men dette var en undtagelse, thi smeden var som regel ikke alene en forsigtig, men en klog mand. Nytårsnat havde de fynske smede altid tre hestesko liggende færdigsmedede på ambolten, thi fik den vilde jagt, der huserede på den tid, brug for hestesko, uden at kunne få, hvad den behøvede, gik det den pågældende smedie galt; i modsat fald kvitterede den for jernskoene ved at efterlade tre guldsko. Og ingen smed gik til fyraften uden først at have taget hammeren fra ambolten; efterlod han den der, forstod fanden det som en indbydelse; ja smeden stak yderligere „ildspeddet" ind i bælgens tud og lagde sandskeen overkors på den. Han ville ikke have uventede besøg af ham. Manede han ham selv frem, var det noget andet. Og ved en sådan lejlighed var det dog nær gået smeden på Alling mark galt. Han havde manet „en sort mand" frem til at smede som for sig, men da arbejdet var færdigt, slog det fejl for ham med at mane ham bort igen, og sagen kunne have fået et slemt udfald, hvis den lille hyrdedreng ikke havde hjulpet ham ved at sige „i Jesu navn". I det hele spille de himmelske magter en rolle i smedenes historie.

Da Vorherre og St. Peter gik om på jorden, kom de også til smeden på Isbakken, nord for Baggesvogn i Sindal

Sogn. De kom til smeden, fordi ingen anden ville huse dem, og han tog venligt imod dem. Han plejede at give vejfarende nattely og det endda uden at ville have noget for det. Således også i dette tilfælde. Men da så Vorherre lovede ham opfyldelsen af tre ønsker, var smeden ikke sen til at benytte sig deraf. Han ønskede, at den, der stak hånden i en pose, han ejede, ikke skulle kunne få den ud igen uden hans tilladelse; at den, der satte sig på hans stol, ikke skulle kunne rejse sig fra den, uden når han tillod det, og at den, der krøb op i hans æbletræ, ikke skulle kunne komme ned fra det uden med hans samtykke. St. Peter var meget utilfreds med disse ønsker; han havde ventet, at smeden ville have ønsket sig den evige salighed. Men Vorherres løfte måtte holdes, og smedens ønsker var slet ikke så tossede endda, hvad fanden fik at mærke, da han efter den kontrakt, smeden havde indgået med ham, kom for at hente ham. Smeden fik ham til at stikke sine hænder i den fortryllede pose, og han fik ikke lov til at få dem ud igen, for han havde givet smeden en antagelig henstand. På lignende måde gik det anden gang, da fanden kom, denne gang ved hjælp af stolen, og da smeden også tredje gang narrede ham, denne gang ved hjælp af æbletræet, ville han slet ikke mere have med smeden at bestille.

Ja efter andre varianter gik det fanden endnu værre. Smeden fik ham til at omskabe sig til en så lille skikkelse, at han helt kunne anbringe sig i den fortryllede pose, som smeden så lagde på sin ambolt og med sine svende ubarmhjertigt slog løs på med de største hamre. Fanden hylede og skreg naturligvis, og resultatet blev, at han ikke alene helt gav afkald på smeden, men senere, da smeden var død, ikke på nogen måde ville tillade ham at komme indenfor helvedes mure. Så måtte smeden gå ad himlen til. Men her stod St. Peter ved døren, og han ville heller ikke åbne for smeden. Han havde jo ikke ønsket sig den evige salighed. Men så bad smeden om blot at måtte få lov til at kigge ind i himlen, og det tilstod St. Peter ham. Himmeriges dør blev åbnet på klem og endda lidt mere, da der i det samme kom en gammel kone, som skulle ind. Og det benyttede smeden sig af. I et nu havde han kastet sin grønne kappe derind, og da det var et af hans ønsker, hvis opfyldelse Vorherre havde lovet ham, at hvor som helst kappen lå, skulle han kunne hente den, måtte St. Peter indlade ham. Men i stedet for at tage den op og forføje sig bort, satte smeden sig nu på kappen, hvor St. Peter smukt måtte lade ham blive siddende, thi det var smedens sidste af Vorherre tilståede ønske, at ingen skulle kunne få ham fra det sted, hvor han sad på sin kappe. Og således kom smeden da trods alt i himmerig.

Hvad der ovenfor er fortalt om smedens forhold til den sorte kunst, fortælles, i al fald delvis, ellers om præsten, manden fra den sorte skole. Og naturligvis har almuen da ikke undladt på forskellig måde at sætte præsten og smeden sammen åbenbart med forkærlighed for smeden, således som det allerede fremgår af det lille børnevers

Sko min hest, hwæm kan bedst ? - det ka æ præst? Nej, kan han ej, det kan æ smæj, som buer ve æ vej.

Smeden, hedder det, væddede en gang med præsten om, at hans dreng var klogere end præsten, hvad denne umuligt kunne tro. Men smeden vandt. Da denne nemlig en dag bad præsten om at tage et stykke jern op fra gulvet i smedien, gjorde han det straks og brændte sig derved gudsjammerligt, medens smedens dreng ved en lignende anmodning først spyttede på jernet og derved i tide opdagede, at det endnu var varmt. Ja en anden historie går endog så vidt, at den gør en uvidende smed til præst og lader denne „smedepræst" klare sig i forskellige, ganske vanskelige forhold. Her kan det også meddeles, at da en præst engang på prædikestolen ved en fortalelse kom til at sige, at Jesus på vidunderlig måde havde bespist 5 mand med 5000 brød, udbrød den tilstedeværende smed:„det kunne jeg minsæl også have gjort", hvad der i høj grad fortørnede præsten, der fik smeden dømt til en høj bøde. Og så stor var præstens glæde herover, at da han året efter fortalte underet på rigtig måde, altså om 5000 mand, der blevet bespiste med 5 brød, kunne han ikke undlade hoverende at sige til smeden:„kunne du også det, Per smed?". Men det skulle præsten ikke have gjort, thi nu anlagde smeden sag mod præsten, og det var akkurat, at han slap fri for at blive dømt fra kjole og krave. Det skal imidlertid ikke forties, at historien findes i andre former, hvorefter præstens modstander i stedet for at være smed er enten skrædder eller blot en mand i kirken .

Der er da også fortællinger, der stiller præsten over smeden, fortællinger der viser, at smeden kan trænge til præstens hjælp. Det gjorde f.eks. smeden ved Nislevgård på Fyn noget nord for Odense. I virkelig hengivenhed for sin herre havde han engang lovet denne at ville følge ham i liv og død, og da herren derefter døde, mødte han som genganger hos ham og fordrede, at han, ud over løftets mening, øjeblikkeligt skulle følge ham. Nu var gode råd dyre. Smeden ilede til præsten, der hurtigt gav ham al ønskelig vejledning. Han skulle roligt følge herremanden, men når denne gik ind i sit hus, skulle han kaste en ståløkse mellem ham og sig foran husets dørtærskel, så kunne gengangeren ikke komme ud mere. Det gjorde smeden og blev frelst.

Det er forunderligt her at se præsten undervise smeden om jernets hemmelighedsfulde magt. Men det glimter her igennem, at smeden, håndværkeren, der kunne så meget, håndværkeren, der var laugenes konge, når alt kom til alt, dog i virkeligheden ikke var mere end et almindeligt menneske. Hvad han også erfarede på anden måde. Da han engang havde sat på sit skilt ikke alene „mester", men stolt over sin store, alsidige dygtighed „mester over alle mestere", gik Vorherre og St. Peter til ham som to unge smede, der søgte arbejde, hvad de da også fik hos ham. Og længe varede det nu ikke, før Vorherre viste sig som en helt vidunderlig smed. Da han blev sat til at sko en hest, gjorde han det på den måde, at han tog benet af hesten, skoede det inde ved essen og derefter satte det på dyret igen. Ja han gik videre. Han lagde en gammel kone i essen og smedede hende derefter på ambolten om til en blomstrende ung pige. Det var vidunder på vidunder. Dog gik alt så naturligt til, at smeden i sin forblindelse mente, at det måtte han også kunne gøre. Han vovede dristigt begge forsøg, men led et så forsmædeligt nederlag, at han ydmygt erkendte her at stå overfor sin overmand. Ordene „mester over alle mestere" forsvandt fra hans skilt.

Således fortælles der forskellige steder her i landet. Men historien er næppe oprindelig her. I Frankrig fortælles der om den senere biskop og helgen Eligius eller Eulogius, på dansk St. Loye. Han, der oprindelig var guldsmed, havde nedsat sig som almindelig smed og på sit skilt sat „Eligius,mester over alle mestere". Men da Vorherre så det, lod han St. Peter gå til ham, og nu udviklede begivenhederne sig ganske som i den danske fortælling. Eligius er forøvrigt mere end en sagnfigur. Han er en historisk smed (guldsmed), der levede i det 7de århundrede og af kong Dagobert blev forfremmet til forskellige høje embeder; til sidst blev han biskop i Noyon. Smedene gjorde ham til deres helgen, og som sådan kendes han også hos os. Men idet han bliver en hellig mand, sker der en forskydning med hensyn til hvad det ovenfor nævnte sagn beretter. Den efter sagnet af Vorherre eller St. Peter udførte underfulde skoning kan nu også udføres af helgenen, således som det bl.a. var at se på et kalkmaleri i Stubbekøbing kirke .

Der falder herved glans over smedehåndværket. Men smeden er jo også en dygtig mand, en mandig natur. „den kan ej være smed, som ræddes for gnisterne; „inden man bliver god smed, har man tit brændt fingrene" . Han er også påpassende og snarrådig. Det hedder „at passe på som en smed", og det gælder om „at smede, medens jernet er varmt." Og så er han vel også den eneste håndværker, der er optrådt som en slags embedsmand med endog embedsbolig. Landsbysmeden, dvs. grovsmeden på landet, blev tit med en vis årlig løn knyttet til en bestemt smedie. For at udføre alt forefaldende reparationsarbejde - nyt arbejde blev særlig betalt - fik han som høstfolkene høstløn, et bestemt antal traver for hver bonde i byen eller lignende. Men så gjorde han også hvert år omkring den 1. november et gilde, det såkaldte smedegilde, ved hvilket det gik lystigt til. Thi nægtes kan det jo ikke, smeden har ord for at holde meget af de våde varer.

Når bønderne skulle have noget gjort hos ham, trakterede de ham med brændevin, „hvo som smedens ven vil være, må en pægl brændevin med sig bære". Og når det hedder, at „smedebrændevin" er godt for rystesyge (koldfeber), er det slet ikke ment, thi midlet kunne aldrig blive prøvet; der blev nemlig aldrig levnet brændevin hos en smed: „det er lettere at finde brød i et hundehus end brændevin i et smedehus". Det hedder i det hele: „hvor finder man en præst, som ikke er pengegerrig, en degn, som ikke er ærgerrig, en skrædder, der ikke er storhovedet, og en smed, som ikke drikker?". Det var en ulykke for ham, og han følte det som en sådan: „her går vejen til armod, sagde smeden, han lå en morgenstund midt på vejen og havde sovet rusen ud". Men det er måske just derfor, at der bliver taget forholdsvis mildt på denne dårlighed hos ham. Der er således noget humoristisk ved fortællingen om, hvorledes smeden fik et gudsord hjem med sig. Han sad svirende i møllegården, da han af degnen blev hentet til kirken, for at præsten kunne have nogen at præke for. Og til kirken kom han da også, men her faldt han straks i søvn, og han sov trygt, så længe præsten prækede .

Efter denne fortælling synes møllerens hus at have været et sted, hvor havarerede eksistenser altid kunne findes. Men desværre for smeden var i så henseende et smedehus ikke bedre anset. I Kristian V’s danske lov (6-21-1) sættes et smedehus på linie med et krohus og et møllehus. I dem alle førtes der løs tale, og der tænkes måske herpå, når det hedder: „den, der kommer meget i smedien, bliver let sværtet".

Det er forholdene på landet, der former det således. Det er dem, der gør smedens hus til et samlingssted for meget forskellige elementer, hvad der har indflydelse på smeden. Men hvad der end i så henseende kan siges ham på, mistede han ikke derved sin forholdsvis fremskudte plads. Trods alt erkendes han stadig for den djærve, ligefremme og grundhæderlige mand, som han var. Betegnende er det jo, som vi har set, at han ikke var ivrig for at kræve betaling, når han havde huset vejfarende. Han omtales ingensinde som den, der så ensidigt på egen fordel. Han satte snarere til, end han tog ind. Men derfor hedder det også: „Tak! Ja deraf døde smedens kat". Det kan også nævnes her, at det hedder: „smedens hest og skomagerens kone har gerne de dårligste sko", ligesom at „skomageren tit har søndrige sko og smeden en ond (dårlig) økse".

Hvad der forøvrigt må have fæstnet landsbysmedens stilling, er hans forhold til kundernes heste. Han ikke alene skoede dem, men hentedes til dem som læge, og det endskønt det sagdes, at hans kure kun bestod i at lade det syge dyrs ben gnide med tør rughalm og at årelade det. Hans virksomhed som dyrlæge blev ved, endog efter at den kongelige danske veterinærskole fra 1777 havde begyndt at uddanne ikke alene virkelige dyrlæger, men også særlige kursmede.

Smedene rangerede da også forholdsvis højt mellem håndværkerne. Den faste rækkefølge synes at have været: bagere, smede, skomagere, skræddere osv., ikke at tale om at guldsmedene, der jo oprindelig hørte med til smedenes store laug, rangerede over de nævnte, straks efter handelslaugene. Guldsmedene var jo selv blevet en slags købmænd, idet de i lange tider handlede ikke alene med perler og ædle stene, men rentud med penge (veksler). Ganske interessant er det at se, at Saxo i sin fortælling om kongedatteren Helga og guldsmeden ikke sætter denne synderlig højt. Han kaldes foragtelig askepuster (siniflo), og han synes ikke at have tilhørt de fribårnes kreds. I så henseende synes runestenenes smede forøvrigt at have delt skæbne med ham. På Kolind stenen antydes det, at den, der rejste den, Toste smed, stod i afhængighedsforhold til en mand Asvid, og den tidligere nævnte Toke smed synes ganske sikkert oprindelig at have været ufri. Han rejste Horning-stenen over den mand, der havde givet ham „kuld og frelse (frihed) ".

Ligegyldigt dog, hvorledes smedenes - hvad her vil sige alle håndværkeres - oprindelige stilling har været. De særlige smede kæmpede sig frem til en anset stilling. I en række af byer var der smedegader, ganske som vi overfor har hørt, at der var skomagergader; men her må essernes brandfarlighed tages med i betragtning. Der findes i alt fald een bestemmelse om, at smedene af denne grund helst burde bo udenfor byen. Men selvom f.eks. en harniskmager i overensstemmelse hermed har boet lidt afsides, betød han noget. Frembringerne af tidligere tiders kunstfærdige jernklæder må absolut have været dygtige folk, stærke og ansete. Jernskrædderen har på mange måder stået over den almindelige skrædder. Han svinger stående sin store hammer, medens skrædderen sidder sammenbøjet på sit bord, „en siddende smed og en stående skrædder passer ikke godt", og der er sikkert fuld sandhed i ordet: „hvad der kan kurere en smed, kan slå en skrædder ihjel". Det var åbenbart med rette, at smeden blev laugenes konge.

Hvilket ry gik der efter sangen i Edda ikke af Vølund smeds kunstfærdighed, og hvor må ikke Hans Tausens fader have været en indsigtsfuld mand. Han smedede „jern af mosen", hedder det, han forstod med andre ord uden tvivl at fremstille myremalm, hvad der forøvrigt blev en ulykke for ham. De fynske bønder skulle nemlig efter sagnet have betragtet det som trolddom og i den anledning slået ham ihjel men uden hensyn hertil står det fast, at købstadssmedene nød et absolut godt omdømme. Da „Holmens hæderstegn" for god tjeneste blev indstiftet i 1801, var det oprindeligt kun bestemt for Holmens tømmermænd og knæ-smede, dvs. de smede, der fremstillede skibsknæer, og de udvalgte, der fik det, fik med det samme prædikat af henholdsvis kongelig skibsbygger eller kongelig skibssmed. Det er endelig også et fuldt overbevisende træk, at da Forordningen af den 21. marts 1800 havde påbudt, at halvdelen af Københavns 32 mænd, datidens borgerrepræsentanter, fremtidig skulle være kunstnere, fabrikanter eller håndværkere, var den første, der indvalgtes, en smedemester.

Da jeg i 1897 anmeldte Paul Sébillots bog „Légendes et curiosités des métiers", dvælede jeg bl.a. ved bagerne. Overfor de mange udenlandske ordsprog, der viste den store uvilje, der var samlet om udøverne af bagerprofessionen, mindede jeg om, at Danmarks bagere allerede i det 13de århundrede vragedes som medlemmer af St. Knuds og St. Eriksgilderne. Jeg skal nu nærmere vise, at en lignende uvilje virkelig må siges at have været tilstede her i landet. Også her er bagerne i alt fald en tid blevet betragtede som jævnt tilbøjelige til at bedrage deres medborgere ved at sælge dem dårligt eller for dyrt, dvs. for småt brød.

Påvisningen vil imidlertid ske mere ved hjælp af lovbestemmelser end ved ordsprog. Thi skønt der er en mærkelig overensstemmelse mellem det hollandske ordsprog hos Paul Sébillot „100 møllere, 100 bagere og 100 skræddere er det samme som 300 tyve" og det danske „når man kommer en møller, en bager og en skrædder i en sæk og ryster den, er den første, der kommer ud, en tyv", er de danske, lidet talrige bager-ordsprog ikke særlig ondsindede. Kun et par af dem viser med en vis lunhed, at folk også her vidste besked: „møllere og bagere stjæle ikke, man bringer dem det"; „møllere og bagere er de sidste, der sulte ihjel"; „den som i by lader bage, risikerer at miste sin kage". Nej så taler præsten A. M. Hiöring ganske anderledes frit ud i sin bekendte „Leyrs Krantz " vedrørende Københavns belejring under Frederik III. Han beretter under d. 10 december 1658, hvorledes kongen var god mod bagerne og skaffede dem brænde fra Amager, men - fortsætter han - „dog var bagerne så hårde mod fattigfolk, at de tog for et brød, som vejede 8 pund, at bage 4 skilling". Og vender vi os nu til lovbestemmelserne, da betragte de i overensstemmelse med præsten bagerne som umedgørlige, hårdhjertede folk, der måtte behandles strengt.

Vi kunne gå helt tilbage til byen Slesvigs gamle stadsret fra ca. 1200. Af håndværkere nævnes i den skomagere, skindere, bagere, slagtere og tømrere. De skulle alle betale visse afgifter eller yde visse arbejder. Men alene for bagernes vedkommende bliver den ikke stående ved at påbyde, at den enkelte bager for at få ret til at udøve sin næring skal erlægge en halv mark til kongens foged, og at alle byens bagere hver St. Hansdag skulle yde 3 pund mel samt tre gange om året 6 øre. Således bestemmes det i Stadsrettens § 32, men så kommer § 33 med en særlig straffebestemmelse overfor bagerne, hvis de bager dårligt brød. Den, der gør det, skal bøde 9 skilling til byen, og undlader hans oldermand at påse det, skal denne yderligere en bøde på 3 mark. Der måtte holdes justits overfor bagerne. Og dette forhold vedbliver i Slesvigs yngre stadsret (fra før 1400). Tidernes ondskab giver sig her udtryk i, at der ved siden af bestemmelsen om bagernes dårlige brød er kommet bestemmelser, der straffer den skomager eller skinder, der laver „valsch werk", den kromand eller høker, der bruger falske mål, og den fisker, der sælger fordærvede fisk. Men også denne stadsret stiller bagerne særligt. Den har en ny bestemmelse om, at han skal dømmes af rådet, hvis han laver for småt brød.

Og som det var i Slesvig, var det også i Roskilde. I en tilføjelse til Roskilde Stadsret af 1268 hedder det, at hvis en bager falskelig laver slettere eller mindre brød, end fastsat er, skal han første gang bøde 9 skilling, anden gang 3 mark. Og tredje gang har han sin ret som bager forbrudt for eet år, ikke at tale om at det brød, der findes hos ham, det skal gives til de fattige. Lignende straffe kunne anvendes mod andre håndværkere, og navnlig mod bryggerne, men det udvikler sig således, at bagerne og de alene foruden de nævnte straffe skulle „pines med legemlig pine, som kaldes støde". Og dette betones stærkt i den samtidige stadsret for Holbæk, der væsentlig nævner bagerne og bryggerne og udhæver bagernes særstilling ved om bryggerne at sige:„de, som brygger falsk, skulle også bøde og give, dog skulle de ikke [som bagerne] pines med støden".

I forbindelse hermed skal det endnu nævnes, at Nyborg Stadsret (ca. 1272) sætter straffen til bøder eller fængsel, og at Haderslev Stadsret (1292) vil, at den bager, der tredje gang findes skyldig, ikke alene skal bøde 3 mark til kongens ombudsmand og se sin ovn blive brudt ned, men også skal "sidde" på byens kag.

Man gik strengt frem mod bagerne. Men disse synes også at have dannet ligesom ringe for at holde konkurrencen nede eller med andre ord for bedre at kunne udbytte deres medborgere. Bagerne i Roskilde og Holbæk ville således, at ingen måtte blive bager i disse byer uden først at have købt sig ind imellem dem ved at betale ikke mindre end 3 1/2 mark. Men dette stod stadsretterne hårdt imod. De forbød denne uskik og udtalte, at den pågældende kun havde at betale en halv mark til kongens foged. En ringdannelse synes også at have været tilstede i København. Den stadsret, som biskop Johannes Krag gav denne by i 1294, peger i alt fald hen imod en sådan, når den slår fast, at det skal være enhver bager tilladt at bage så ofte, han vil, og at de bagere, der forhindre ham deri, skulle bøde noget så betydeligt som 3 mark til biskoppen, 3 mark til byen og 3 mark til den, der blev forhindret i at bage.

Det er med disse forhold for øje, at bagernes udelukkelse fra Knuds- og Eriksgilderne må ses. Bagerne havde kun villet deres egen fordel, og så har samfundet taget hårdt på dem. Da 18 oldermænd for en større kreds St. Knudsgilder i 1256 var samlede i Skanør, slog de fast, hvad der forøvrigt ikke synes at have været noget helt nyt, da bestemmelsen kaldes såvel „lex" som „traditio", at ingen bager måtte blive medlem i deres gilder, og at de bagere, der alt var medlemmer, ikke måtte vedblive at være det. Og samfundet sejrede sikkert. I skråen for Knudsgildet i Malmø fra ca. 1350 findes bestemmelsen ikke mere.

Men bagerne vedblev dog at være bagere. Samfundet tør ikke et øjeblik lade være med at indskærpe, at deres brød skal have en bestemt vægt, og at dets pris skal bestemmes i nøje forhold til kornets pris, alt under straffeansvar. De af borgemestere og råd satte brødtakster er da sikkert også blevet respekterede - i alt fald til en vis grad, thi det nytter jo ikke at nægte, at der kan berettes om ganske heftige sammenstød. I 1568 måtte bagerne i Helsingør indrømme, at der var stor brøst ved deres brød både i henseende til vægt og godhed. De erlagde en bøde og lovede bedring. Men bedringen var ikke af anden beskaffenhed, end at borgemestere og råd i 1577 troede det nødvendigt helt at ophæve byens bagerlaug. Og ganske på samme måde gik det i 1595 i Flensborg.

Det må have holdt hårdt at gribe til et så skarpt middel, der da også viste sig at være imod tidens ånd. Få år efter var de pågældende laug atter etablerede. Og sikkert er det, at bagerne var og vedblev at være velstående folk, hvad der medvirker til at give dem en høj plads i laugenes indbyrdes rang. Brødtaksten, der forøvrigt for Københavns vedkommende vedblev lige til 1841, stod med stadig svindende betydning, og erindringen om de tidligere særlige bagerstraffe svandt også, således at der intet var i vejen for, at bagerlauget kunne stå som det første mellem de egentlige håndværkerlaug. Først kom købmændene, så fulgte bryggerne og guldsmedene, der hver på deres vis stod købmændene nær, og så kom som oftest bagerne, der således rangerede særlig højt .

Der er da også ordsprog, der kunne tydes venligt om bagerne. Deres håndtering er drøj („bliv ikke bager, hvis du ikke kan tåle heden"), men den gør sin nytte („man må hellere føde bageren end apoteket"), og den føder sin mand godt („det er synd at give bagerbørn hvedebrød"). Men hvorfor hedder det, at „bageren sidder i brødet", når skorpen skilles fra krummen, og hvorfor kaldes hullerne i franskbrød for bagersjæle?

Bidrag til vor håndværksstands historie før 1857 (del I.)

»Man kuldkastede lovligt erhvervede rettigheder og satte vilkårlighed i frihedens sted….og fik tudet ørene fulde om »at det er enhver loyal dansk mands pligt at værne om kronens ære og rigets selvstændighed, ethvert delingsforsøg hvad enten det fremføres i skandinavismens lokkende eller tyskhedens frastødende skikkelse, må mødes med en bestemt vilje om at ville stå kongen bi i opretholdelsen af riget i dets gamle udstrækning dvs. af helstaten«.

Ingen lov kan ånde dybere velvilje overfor den danske håndværksstand end Forordningen af 21 marts 1800 om håndværkslavene i København. Enevoldsmagten viser sig her i højeste grad faderlig omhyggelig for standens vel. Alt lægges hensynsfuldt og humant tilrette. Og så blev loven dog alt andet end påskønnet af dem, den ville hjælpe. Datidens håndværksmestre var nærmest opfyldte af vrede imod dens bestemmelser, fulde af frygt for dens virkninger. Det drejede sig nemlig om en reform af lavsvæsenet, og det har til alle tider været en sag, der fyldte sindene, kaldte strid og modsætninger frem. Vi skulle se det nedenfor, og som indledning skal der her berettes om, hvorledes Forordningen af 21 marts 1800 blev til.

I sommeren 1794 skete der noget usædvanligt i København; der fandt en stor arbejdsnedlæggelse sted. Byens tømmersvende forlod deres arbejde og fandt tilslutning hos svendene i flere andre fag. Tømmermester Andreas Hallander havde nægtet to tyske svende, der ønskede at rejse, den nødvendige afskedsseddel. Efter lavsvedtægterne havde han ret dertil, men de to svende gjorde indsigelse, hvad der medførte, at de blev arresterede og i henhold til gældende lovbestemmelser dømt til nogle dages fængsel på vand og brød. Det var gnisten, der fængede i en, - som det synes, - beredt jordbund. Mellem 300 og 400 tømmersvende nedlagde straks arbejdet. I den anledning fængslede man deres førere, men derfor faldt svendene ikke tilføje. De forsamlede sig på deres herberg i Adelgade, hvor de forholdt sig eksemplarisk rolige, men stadig bestemt nægtede at gå i arbejde: først skulle deres førere frigives og den sædvanlige dagløn forhøjes. Så tyede man til militæret. 202 svende blev af en soldaterkommando ført fra Adelgade til Kastellet, hvor 125 af dem - dvs. dem, der stadig holdt fast ved arbejdsnedlæggelsen - dømtes til arbejde i jern på fæstningen i nogle måneder. Men dommen - blev ikke fuldbyrdet.

Kongen erklærede at ville lade nåde gå for ret. Straffen blev forandret til udvisning af landet, og de 125 førtes til Tyskland, hvad der ikke kan siges at være nogen streng fremfærd, 98 af dem var nemlig fra Tyskland. Og så fastholdtes udvisningen endda ikke i fuld udstrækning. De indfødte svende og de her i landet bosatte svende fik snart efter lov til at vende tilbage, samtidig med at der fra Kancelliet blev skrevet til Københavns Magistrat om at opmuntre byens tømmermestere til at forhøje daglønnen.

Den udfoldede kraft var slet ikke stor. Det er helt igennem, som om autoriteterne frygtede for ved strenghed at oppirre stemningen. Imedens der er en mærkelig ro over de strejkende tømrere, er autoriteterne synlig nervøse. Men forholdene var også ejendommelige. Da svendene i en del andre fag, for at komme deres kammerater til hjælp, også nedlagde arbejdet, skete det under voksende rygter om, at udenlandske magter stod bagved bevægelsen. Der pegedes i så henseende på den Franske Revolutions afsending her, Grouvelle, og - mærkeligt nok - også på Englands herværende gesandt Hayles. Troen på noget mystisk, der ikke ville frem i dagens lys, noget uhyggeligt truende, var i den grad oppe, at da en ubekendt en aften indfandt sig på Frederiksberg Slot, hvor hoffet opholdt sig, og afleverede en til kronprinsen adresseret, ikke underskreven billet om, at 2-3000 håndværkssvende om natten ville rykke mod slottet, blev der truffet foranstaltninger til ilsom flugt. Men alt sådant må ses på baggrund af revolutionen i Frankrig, hvis blodige udvikling havde gennemrystet så mange sind særlig i høje kredse, medens det samtidig var givet, at de frie, mægtige tanker, der lå til grund for den, havde ikke få venner her i landet.

Det er kun selvfølgeligt, at en så opsigtvækkende begivenhed som denne strejke måtte optage sindene, og at datidens brevskrivere beskæftigede sig med den. Den behandledes således i breve til bl.a. grev Chr. Reventlow på Kristianssæde og gehejmeråd Joh. Bülow på Sanderumgård, og i et af brevene til den sidste kommer det stærkt frem, at skylden for strejken må tillægges de tyske tømmersvende. »De fleste danske ville gerne arbejde«, hedder det, »men de tør ej for de tyske. Skammeligt er det, at nationen således skal kommanderes og foragtes af fremmede«. Og at regeringen så begivenheden i samme lys, synes givet. Samtidig med at den ved et kommissorium af d. 11 august nedsatte en kommission, der skulle undersøge svendenes klager og gøre forslag til afhjælpning af eventuelle mangler »i lavsindretningen selv«, udkom der en ved en kongelig resolution fremkaldt rådstueplakat, der gik i retning af at bryde forbindelsen med det tyske lavsvæsen; alle indfødte håndværkssvende, der efter deres lavsartikler eller vedtægter var pligtige til at rejse på deres håndværk i udlandet, fritoges aldeles herfor.

Men nu til den nedsatte kommission. Det var ingen ringere end justitiarius i Højesteret, konferensråd Stephan H. Cordsen, der blev sat i spidsen for den, medens den forøvrigt sammensattes af fem høje kollegieembedsmænd og fem repræsentanter for byen Københavns styrelse. De fem embedsmænd var kammerherre Ove R. Sehested (for Kommercekollegiet), konferensråd generalprokurør Chr. Colbjørnsen (for det Danske Kancelli), konferensråd F. C. Krück (for det Tyske Kancelli), justitsråd Mich. von Essen (for Rentekammeret) og justitsråd Ove Malling (for Generaltoldkammeret), medens de fem repræsentanter for København var magistratsmedlemmerne konferensråd borgemester Morten Hiorthøy, justitsråd Vicerådmand Carl Pontoppidan og vicerådmand Herman Læssøe samt som repræsentanter for »de 32 mænd« de to grosserere bankdirektør Lars Larssen og ejeren af en af byens bryggergårde Jens Lauritzen. Hvilken betydning man tillagde opgaven, der skulle løses, lyser ud af kommissionens sammensætning, og der kan i så henseende endnu peges på, at formanden og konferensråd Colbjørnsen begge havde været medlemmer af den i 1786 nedsatte Store Landbokommission, der i så høj grad havde arbejdet til gavn for den danske bondestand. Nu galdt det den danske håndværksstand. Om kommissionens sekretær, fuldmægtig i Generaltoldkammeret kammersekretær J. P. Rosenstand Goiske er der da også at bemærke, at han i et lille skrift havde vist sig som en varm ven af bondefriheden, samtidig med at han på forskellig måde havde lagt for dagen, at han interesserede sig for håndværksstandens udvikling.

Der hvilede herefter på forhånd ligesom et skær af tidens store og stærke menneskemedfølelse over kommissionen, og der kan da endnu peges på, at justitsråd Ove Malling var den navnkundige forfatter af »Store og gode handlinger af danske, norske og holstenere« (1777), samt at såvel han som den naturvidenskabeligt interesserede kammerherre Sehested, hver i sit kollegium, virkede ivrigt med i tidens frisindede reformarbejder, der dengang kun kunne tænkes som udgående fra de regerende kollegier og helt bårne af kollegiernes embedsmænd. I den Store Landbokommission sad foruden kollegiemedlemmer nok et par godsejere, men en bonde? - Nej det var dengang noget ganske utænkeligt - og i overensstemmelse hermed fik da heller ingen håndværkere plads i håndværkskommissionen. Ved siden af de fem kollegieherrer sad kun de fem Københavnske repræsentanter, der så lidt som hine havde nogen virkelig forbindelse med håndværket. Borgemester Hiorthøy, der mentes at stå herrnhuterne nær, havde begyndt som hofskriver, rådmand Pontoppidan, en flittig statistisk forfatter med liberale handelsanskuelser, havde været direktør ved de islandske og færøske handeler, rådmand Læssøe havde drevet hørkramhandel, og hvad endelig de to medlemmer af stadens »32 mænd« angår, da betyder den omstændighed, at grosserer Lauritzen var ejer af en bryggergård, som bekendt intet med hensyn til personlig at være brygger, og for grosserer Larssens vedkommende kan det oplyses, at han var en af de fem direktører i den danske og norske Speciesbank, hvortil endnu kan føjes, at han i 1788 nævnes med roes for at have bragt en badeindretning istand ved Langebro, og at han i 1793 er en af de fire indbydere til Præmieselskabet for jødisk ungdoms anbringelse til kunster og håndværk.

Herefter kan det ikke om kommissionens medlemmer siges, at de på særlig måde stod håndværket nær, men derimod kan det sikkert siges, at den Franske Revolutions lære om menneskerettighederne ikke forgæves havde lydt ud over den slægt, som de alle tilhørte. Nedenfor skal vi se, at de alle levende følte for den stand, de nu blev satte til at hjælpe; og deres medfølelse strakte sig såvel til svendene som til mestrene.

Den 6 august faldt dommen over de 125 tømmersvende ude i Kastellet, men den 8 august forandrede kongen straffen til udbringelse af landet, og allerede samme dag førtes de bort på to kanonbåde, konvoyerede af briggen Lougen, men - derfor ophørte arbejdsnedlæggelsen ikke. Nu sluttede de andre svende sig først egentlig til arbejdsnedlæggelsen. Og så udfærdigedes da den 11 august kommissoriet til den ovenfor nævnte kommission, der allerede samme dags aften samledes hos konferensråd Cordsen, hvor den fik lejlighed til at samtale med tømmersvendenes oldgesel samt endnu en tømmersvend, for dagen efter at begynde sit arbejde i Prinsens Palæ, hvor den fik lokale. Den 12 og d. 13 august holdt den møde med svendene fra i alt 40 lav, den 12 august med tømmersvendene, murersvendene samt grov- og klejnsmedesvendene, og dagen efter med de øvrige. Det gjaldt om hurtigt at dæmpe den gærende uro, hvad fuldstændigt lykkedes. De fags svende, der ikke havde deltaget i arbejdsnedlæggelsen, blev roste, »hans majestæts velbehag og kommissionens agtelse« blev tilkendegivet dem, medens de, der havde sluttet sig til tømmersvendene, fik en kraftig formaning. Kommissionen »betydede dem alvorligt deres ubesindige forhold og strafværdige sammenhold«, og resultatet blev, at de med oprakte hænder og høj røst tilsagde, at hans majestæt herefter altid i dem skulle finde lydige undersåtter. Sagen var, at kommissionen foruden at formane dem også meddelte dem, hvad den havde samtalt med tømmersvendene om, og hvad det var, skal vi nu se.

Da tømmersvendene kom for kommissionen, synes de ikke straks at have været medgørlige. De mødte med en skrivelse, hvori de krævede, at en svend skulle kunne rejse, når han ville, at daglønnen skulle forhøjes, at deres dømte kammerater skulle have ret til at vende tilbage, og at det ved en plakat skulle slås fast, hvilke pligter mestrene havde mod svendene, lovene havde hidtil kun beskæftiget sig med svendenes pligter mod mestrene. Mundtlig gjorde de endnu gældende, at mestrene af deres kunder beregnede sig 3 mk. daglig for en svend, men at denne kun fik 2 mk., hvad der gjorde, at svendene aldrig kunne arbejde sig op til at blive selvstændige; selv de dueligste af dem »havde ikke nogen anden udsigt end den at arbejde som andres tjenere i deres livstid og at lade rige mestre forøge sine overflødigheder ved den ene tredjedel af det, som ved svendenes arbejde og sved blev tjent«. Det er, hvad man må kalde, en ganske kraftig meningstilkendegivelse, og det kommer derfor lidt overraskende, når det så hedder i protokollen, at derpå »besluttede kommissionen, der ikke kunne andet end blive rørt ved denne beskrivelse om svendenes tilstand, i deres nærværelse at foretage rådslagning om den genstand og tillige på stedet fornemme svendenes tanker om de midler, som kunne synes mest bekvemme til at bane vej for flid og vindskibelighed«. Det var at kommet svendene stærkt imøde, navnlig da resultatet blev, at kommissionen tilsagde dem at ville gøre forestilling til kongen om, at den forskel, der herskede mellem mestrenes og svendenes ret til at opsige hinanden, måtte blive udliget, samt at indstille, at en svend efter at have arbejdet i fire år skulle kunne nedsætte sig som frimester og efter i andre fire år at have arbejdet som sådan uden videre kunne få borgerskab som mester med ret til at holde svende og drenge. Kommissionen mente, at fire års arbejde som frimester var »et sikrere mesterstykke end det, der nu forevises Magistraten«.

Herefter lød det, som rimeligt var, fra tømmersvendenes side, »at de ville velsigne kongen for en så vis og retfærdig lov, der banede vej for enhver, den fattige som den rige, til at erhverve sit brød ved flid og duelighed«; og foreholdt deres overtrædelsers storhed og den dem hidtil af kongen beviste nåde erkendte de nu villigt, at de havde fejlet. Med råb og oprakte hænder tilsagde de at ville være hans majestæts tro og lydige undersåtter, »de ville straks give bevis på, at dette var deres faste og urokkelige forsæt, ved at forføje sig rolig til deres arbejde, ligesom de erklærede, at de ville holde sig de nu gældende love efterrettelige, indtil hans majestæt efter sin visdom og retfærdighed måtte behage at forandre disse«.

Slaget var vundet. Arbejdsnedlæggelsen, der absolut ikke stod i forbindelse med nogen revolution, var bragt til ophør, de forskellige fags svende stod alle lovlydige og tilfredse. De strejkende skomagersvende, der den 12 august om morgenen havde været lidt benovede ved tanken om, hvad kommissionen bar i sit skød, blev »rusende af glæde«, da de hørte, hvorledes den havde stillet sig overfor tømmersvendene. På svendenes side var der nu idel tilfredshed, men ikke således i mestrenes lejr. Selvfølgelig var man her tilfreds med, at arbejdsnedlæggelsen ophørte - fra såvel skomagerlavet som skrædderlavet kom der straks da kommissionen var nedsat, henvendelser til den om at ville virke for, at de af landet udbragte tømmersvende måtte få lov til at komme tilbage, deres svende stillede dette som betingelse for at gå i arbejde igen - men ellers var mestrene alt andet end glade ved, hvad der var sket og derefter stillet i udsigt, og det kom frem straks, da kommissionen, efter at have endt forhandlingerne med svendene, den 14 august begyndte at forhandle med mestrene. I mødet med de første af disse, tømmermestrene, faldt der så stærke ord mod den skabte situation, at kommissionen fandt sig foranlediget til at bemærke, »at vel er der forskel mellem mester og svend som imellem husbond og tjener, men den ene havde dog rettigheder såvelsom den anden, og den enes velfærd og lykke var staten og lovgiveren vigtige såvelsom den andens«. Og da hattemagerne kom for, fremsatte hofhattemager Chr. Petersen sig med »bitre udtryk« om kommissionen. Dens adfærd havde vakt opsætsighed blandt hattemagersvendene, der hidtil havde været rolige, sagde han; kommissionen havde i det hele overtrådt sin kompetence, den havde uberettiget forhandlet med svendene om andet, end hvad de ankede over, og således uden ret samtalet med dem om at kunne blive frimestere. For disse respektstridige udtalelser fik han en tilrettevisning, men forøvrigt må det siges, at der langt fra fandt nogen indgående forhandling sted mellem kommissionen og mestrene, idet disse forbeholdt sig at fremsætte deres meninger og ønsker skriftligt, og der indkom nu en række skrivelser, der på ingen måde åndede velvilje mod kommissionen.

Flere af lavene var enige med hattemager Petersen; kommissionen var gået videre end dens mandat berettigede den til. Det mente således bødkerne og hjulmændene, men navnlig snedkerne, der skrev, at de var beføjede til at føle misnøje med, at deres lav, i hvilket alt havde været stille og roligt, ved kommissionens tilsigelse var blevet »slæbt« ind med i uroen. Når de havde givet møde og nu udtalte sig, skete det »af føjelighed og ulyst til strid, men ingenlunde som skyldighed eller på grund af en vor borgerfrihed truende og selvtagen myndighed«. Det ville dog være kommissionen en vanskelig sag at kunne råde til noget med hensyn til snedkerprofessionen, mente de, thi »med den agtelse, vi føler for enhver især i hans kundskabers fag«, stod dens medlemmer helt fremmede overfor deres profession. Også kandestøberne lod dem høre, at de var uden kendskab til håndværkssager: »Det er ikke at forlange, at den høje kommission skulle have indsigt og udbredt kundskab i alle ting; hver og en forstår bedst, hvad der henhører til det fag og metier, han har lært og er øvet udi«. Og når tømmermestrene udtale sig med stor harme over, at tømmersvendene, »disse personer«, havde fået lov til at sige, at det »blot er deres sved og arbejde, der betales af de byggende«, således at der helt slås en streg over mesternes umage med at skaffe tegninger, beregninger og overslag ligesom med at lede og have tilsyn, sker det med en tilføjelse om, »at intet havde været lettere end at tage masken af svendene på stedet, hvis håndværksstanden havde været så lykkelig, at nogle af dens medlemmer eller et par med kundskab om deres sæder og tænkemåde udrustede mænd havde været forundt sæde i kommissionen«. Næppe een blandt tyve af fagets svende havde efter mesternes påstand ringeste begreb om det væsentlige i professionen, de var simple arbejdskarle, der kun kunne hugge eller save et stykke tømmer efter det mål, de fik opgivet; de kunne umuligt stå på egne ben som mestere eller frimestere.

Det var forøvrigt ikke alene tømmermesterne, der udtalte deres forundring over, at kommissionen havde følt sig »rørt« over tømmersvendenes udtalelser, også blikkenslagerne kunne »ikke andet end falde i forundring« herover, og alle lavene var enige om stærkt at fordømme kommissionens forslag om indførelsen af et regulært frimesterskab. De frimestere, fagene alt i rigelig mængde var belemrede med, var alle stympere, kludrere og prakkere, og således ville det også gå med de nu foreslåede. Skomagermesterne, der var fulde af bitterhed mod magistrat og politiret ligesom nu mod kommissionen, profeterede, at den fattigdom, der desværre rådede mellem de fleste af lavets interessenter, sørgeligt ville tiltage ved kommissionens forslag, og snedkermesterne mente at fuskeriet ville vokse således, at, »professionens ære ville tabes, flid og vindskibelighed blive modløs og nedtrykkes«. I deres »ædle« håndtering holdt de nu skridt med andre europæiske lande og byer, men det kunne ikke vedblive således, hvis mesterstykket afskaffedes. Af de studerende krævedes prøver på bekvemhed og duelighed, sådanne måtte da også kræves i de borgerlige kunster, og ganske på samme måde talte hattemagerne. De havde nået, sagde de, at deres fabrikation kunne tage det op med udlandets, men nu så de med bekymring ud i fremtiden. »Nu vi har nået fuldkommenhed, trues vores anvendte flid og møjsommelige stræben med, at enhver usling kan nedrive det fortjente navn, vores møje har forskaffet os og vort fædreland«.

Mesterstykket burde absolut bevares. Derom var alle lavene enige. Og de var derfor gennemgående ivrige for at vise, at svendenes klager over dets kostbarhed var uberettigede. Det var overkommeligt for enhver dygtig svend, og så var et par lav, således både murerlavet og snedkerlavet, endda villige til på dette punkt at komme svendene væsentligt imøde. Men i grunden kunne de slet ikke tro, at kommissionens forslag kunne blive til virkelighed. Det ville, som tømmermesterne sagde, være en underminering af lavene, der var ensbetydende med deres ophævelse, men dertil kunne det umuligt komme. »Vore lavsartikler - sige snedkermesterne - er foreninger, som virke gensidige pligter og rettigheder. Da når vi sværge borgerskab, forbinder vi os til personelle og reelle tynger. For at kunne svare tynger modtager vi rettigheder, om hvis varige nydelse lavsartiklerne betrygger os«. Det samme lyder i murermesternes helt igennem værdige og besindige henvendelse, der begynder således: »Erfarenhed lærte tidlig vore forfædre, at forandringer i lovgivningen med forsigtighed bør foretages; at nye bestemmelser, som ikke virke større held end de forrige, er skadelige, helst når de tillige krænke tredjemands rettigheder. Ingen fornuftig tror, at et forslag straks kan kaldes ypperligt, fordi det betitles med lighed og frihed«. Til sidst beder de om, at de i deres skrivelse givne oplysninger må blive forelagte kongen, og her kommer et fra lavenes side karakteristisk træk. De havde ingen tiltro til kommissionen, og derfor nøjes de på ingen måde med at skrive til den, nej d. 10. september indgiver 29 lav i samling et indtrængende andragende direkte til kongen. De fremstiller heri de efter deres mening sørgelige følger, kommissionens forslag vil medføre, nemlig intet mindre end lavenes ophævelse; men så udtaler de tillige deres ubetingede tillid til kongen. De stoler på, at kongen, »der våger over landets vel ikke vil ophæve de os såvel af deres majestæt selv allernådigst forundte lavsartikler, der ej alene er til så erkendt nytte for staten, men endog som privilegier betragtet ikke uden efter misbrug fra deres side som de allernådigst er forundte, håber at ville blive tagne tilbage« (dvs. forhåbentlig ikke ville blive tagne tilbage).

Københavns håndværksmestere stod i deres opskræmthed skarpt imod kommissionen, og modsætningen kom frem selv på et så ydre punkt som i spørgsmålet om, hvorvidt forhandlingerne for kommissionen skulle være offentlige eller ej. Da tømmermesterne den 14. august mødte for den, begærede deres oldermand, at mestrene måtte være alene tilstede, men kommissionen, der må have anet begæringen, havde imidlertid forud afgjort spørgsmålet derhen, at ligesom der havde været tilhørere, da der forhandledes med svendene, skulle det samme kunne være tilfælde nu ved forhandlingerne med mestrene. Kommissionen »havde ikke sådanne inkvisitoriske forhandlinger, som indenfor lukkede døre skulle foretages; sandhed og ret, som var det eneste, den havde at tage i betragtning, behøvede ikke at unddrages fra lyset«.

Kommissionen satte altså, som det heraf vil ses, sin opgave højt. For at det, der stod for den som det rigtige, kunne gennemføres, måtte der absolut kunne gøres forandringer i lavenes artikler, der efter dens anskuelse ganske som landets almindelige love og anordninger måtte kunne ændres, ja helt ophæves, når lovgiveren fandt det fornødent eller gavnligt. For at få sikkerhed for, at denne dens opfattelse var rigtig, rettede kommissionen en forespørgsel til Kancelliet, og da dette svarede, at det ikke trods eftersøgelse var fundet, at noget lavs artikler

var konfirmerede som privilegier hverken ved Frederik V’s eller Kristian VII’s tronbestigelse, følte den sig sikker, og Københavns Magistrat gik da også i sin erklæring af d. 20 november over de 29 oldermænds ovenfor nævnte henvendelse til kongen ud fra, at artiklerne kunne forandres, idet den dog samtidig tilføjede, at brevskrivernes frygt for, at lavene ville blive ophævede, afgjort måtte betragtes som utidig. Noget sådant lå ikke i kommissionens frimestertanker, som magistraten forøvrigt af al kraft imødegik. Det fremkomne forslag, hvorefter alle svende kunne blive frimestere, var efter dens mening en uret mod den duelige svend og ikke gavnligt for staten, således som den nærmere udviklede det.

Denne erklæring er afgiven og underskreven af den samlede magistrat. Gennemgår man underskrifterne, præsidentens, borgemesternes og rådmændenes, ses det imidlertid, at de af dens medlemmer, der havde sæde i kommissionen, ikke findes mellem underskriverne. Det kan skyldes formelle grunde, men også reelle. Som vi nedenfor skulle se, synes de allerfleste af de pågældende fem medlemmer at være blevet påvirkede af de i kommissionen herskende anskuelser, og i alt fald de tre af dem ville næppe uden reservation have kunnet underskrive erklæringen. Ja flertallet i kommissionen gik formentlig langt videre end til frimesterforslaget. Havde det kunnet handle frit, havde det afgjort tilrådet lavenes ophævelse og var ikke blevet stående ved et forslag til kun en omordning. Kommissionen siger et sted: »Fordomme, misbrug og skadelige vedtægter er de naturlige følger af lavsvæsenet selv, således som dette i det tyske rige er blevet stiftet og derfra indført i Danmark. Det sikreste middel til at afværge virkningen var uden tvivl dette at hæve årsagen«. Men kommissionen følte sig bunden til sit kommissorium. Efter det måtte den, som den udtrykker sig, gå ud fra, »at deres majestæt endnu ikke finder det rådeligt at ophæve lavene og give håndværksklassen fuld arbejds- og næringsfrihed«. »Den undlod derfor at undersøge det vigtige spørgsmål: hvorvidt lav i håndværkerne for det almene er nødvendige og nyttige eller unødvendige og skadelige«. Var dette spørgsmål blevet fremsat, havde det dog næppe fundet alle medlemmerne enige, allerede ved spørgsmålet om frimesterne viste der sig ulige meninger.

Under 23 oktober 1795 afgav kommissionen en allerunderdanigst forestilling. I den var der fuld enighed undtagen om adgangen for svendene til på den tidligere nævnte måde at kunne blive frimestere og derpå mestere uden at aflægge mesterprøve. Tre af kommissionens medlemmer indtog her særstillinger, konferensråd Krück, konferensråd Hiorthøy og rådmand Læssøe. Hvad den første angår, holdt han principielt på, at den, der ville være mester, skulle gøre mesterstykke, hvis aflæggelse og bedømmelse han dog ville have skilt helt ud fra lavene. En bestandig statskommission skulle her træde i virksomhed. Kunne en sådan ordning ikke komme i stand, ville han imidlertid ikke modsætte sig kommissionens frimesterforslag. Han var altså ikke helt stålsat, og det var borgemester Hiorthøy ikke heller. Han tvivlede om, at den foreslåede frimesterinstitution kunne blive af nogen nytte og argumenterede udførligt herimod, men - »for at ingen for bestandigt skulle være udelukket fra at kunne anvende sine ringere evner til sin største fordel«, gik han subsidiært med til, at en svend skulle kunne blive frimester efter - dog ikke 4 års, som kommissionen ville, men efter 14 års forløb.

Både Krücks og Hiorthøys navne findes da også under forestillingen, men rådmand Læssøe’s er der ikke. Han holdt fast ved, »at det var bedre for publikum, bedre for håndværksstanden i almindelighed og bedst for alle håndværkssvende i særdeleshed, at disse uden nogen slags trykkende bekostning i stedet for frimestere blev virkelige mestere og til bevis for deres duelighed aflagde fornøden prøve«. Men denne fasthed synes ikke at have været helt velset. Medens kommissionens forestilling ganske udførligt beskæftiger sig med de af Krück og Hiorthøy fremsatte argumenter, er den såre kortfattet overfor Læssøe. »Det, som rådmand Læssøe har skrevet imod frimesterskabet, og de grunde, som han derhos har fremført, indeholder intet andet end blot gentagelse af en del af de indvendinger, som mestrene selv have fremsat, og hvilke i det foregående [dvs. tidligere i forestillingen] er besvarede«. Og en skrivelse, som rådmanden i den anledning sendte kommissionen, bragte kun denne til at udtale, »at hverken kommissionen in corpore eller noget enkelt medlem af den har lagt hr. rådmanden til last, end mindre til forbrydelse, at have sagt hans majestæt sin mening om sagen, thi dette var hans pligt, og til den ende formoder kommissionen, at han var valgt«, en særlig besvarelse af hans argumenter betragtedes vedvarende som ufornøden. Der synes at have været en vis irritation tilstede. Det kan da også erindres, at medens rådmanden stadig stod på sit, havde de andre repræsentanter for byen København engang sammen med kommissionens øvrige medlemmer erklæret, at de »ikke havde fundet nogen grund til at fravige de i kommissionen ytrede grundsætninger i hensigt til, at der måtte åbnes vej for svendene til at blive lavsmestere igennem det middel først en bestemt tid at have arbejdet som frimester«. Læssøe stod da som den eneste talsmand i kommissionen for de ønsker og anskuelser, som så ivrigt næredes i lavene, og efter forholdene som en forgæves talsmand.

Under 23 oktober 1795 afgav kommissionen sin ovennævnte allerunderdanigste forestilling, som derpå kom til overvejelse i Kancelliet, der efter indhentet kongelig befaling i skrivelse af 31 marts 1796 æskede kommissionens nærmere udtalelse om forskellige punkter, i alt otte. Bl.a. spurgtes der om, hvorvidt det ikke måtte være tilrådeligt, at frimesterne i murer- og tømrerfagene underkastedes »en slags prøvelse« i det vedkommende håndværk ligesom i kendskab til de gældende brandanordninger, samt om hvorvidt ikke bager- og guldsmedfrimesterne burde bevise, at de rådede over nogen formue; for bagernes vedkommende således, at de kunne have det kvantum korn til rådighed, som lovmæssigt var foreskrevet. Kommissionen mente dog ikke at kunne gå med hertil. I en skrivelse af d. 3 maj 1796 hævdede den vedblivende sit frie syn på den ventede udvikling og fastholdt bl.a. tillige, at det ville være unødvendigt at begrænse frimesternes antal udover, hvad den selv havde foreslået som en overgangsbestemmelse, nemlig at der i hvert af de første otte år efter den nye ordnings ikrafttræden kun måtte åbnes adgang for en ottendedel af det vedkommende fags svende til at blive frimestere. Tilladelsen til at arbejde med egne hænder var en på natur og billighed så stærkt grundet ret, at den efter kommissionens mening ikke burde nægtes nogen, når han forøvrigt svarede sin næringsskat og tog del i byens andre onera; det måtte være den vedkommendes egen sag at bedømme, om han kunne finde levebrød i den næringsvej, som han valgte. Også ved denne lejlighed mødte dog både Krück, Hiorthøy og Læssøe med særlige vota.

Nu overvejedes sagen påny i Kancelliet, og efter en forestilling fra det til kongen faldt der så den 18 juli 1798 en kongelig resolution, der først rettede en tak til kommissionen for »den flid og nidkærhed, den i det hele havde vist i sammes vigtige og møjsommelige arbejde«, og derpå fastslog en række punkter, der skulle lægges til grund ved udarbejdelsen af den endelige forordning. Disse punkter var i alt væsentligt overensstemmende med kommissionens forslag. De godkendte bl.a. frimesterskabet. Afset fra de otte første overgangsår skulle enhver svend, når han som sådan havde arbejdet i fire år, have ret til at blive frimester, men - videre gik resolutionen på dette punkt ikke. Frimesteren fik ikke ret til efter andre fire års forløb at blive lavsmester. På dette betydningsfulde punkt tog den afstand fra kommissionen, som den ellers trofast fulgte i at gøre forholdene så frie og naturlige som muligt. Såvel svendeprøve som mesterprøve skulle kunne aflægges, uden at den vedkommende behøvede at have stået i lære eller arbejdet på noget værksted; der skulle ikke spørges om, hvor eller hvorledes han havde erhvervet den fornødne færdighed, når han blot ved prøven viste, at han havde den. Svend og mester skulle frit kunne kontrahere om løn, arbejdstid og opsigelse; den såkaldte omskuning eller tvang på ledige svende til at tage tjeneste efter omgang skulle helt være afskaffet; i det hele skulle det ikke længere tåles, af håndværkerne her stod under nogen tvang fra Tysklands lav, alle ved dem indkomne vedtægter og skikke, fordomme og misbrug skulle ganske bringes til ophør.

Da det som ovenfor nævnt var tyske svende, der i 1794 voldte arbejdsnedlæggelsen, falder den sidste bestemmelse næsten selvfølgelig, men aldeles afset herfra er den et naturligt led i den væsentlig ideale opfattelse af forholdene, kommissionen gik ud fra i sin virksomhed.

Håndværkskommissionen så sit forbillede i den så kraftigt og så gavnligt gennemgribende Landbokommission af 1786; i dens forestilling af 1795 hedder det bl.a. således: »Efter kommissionens mening bør enhver, når han har opnået alder som myndig mand, gives adgang til, så let og så hastig som muligt, at bosætte, gifte sig og ernære sig og familie ved den håndtering, til hvilken han har anvendt sig. Derved vinder staten i hensigt til folkeformerelsen og børneopdragelsen. . . Denne grundsætning har været fulgt af landbokommissionen ... Og den er da af deres majestæt blevet bifaldet. Kommissionen holder for, at den ikke er mindre passende for håndværksstanden. Som landbokommissionen ville højne bondestanden, vil kommissionen af 1794 højne håndværksstanden i dens hele færd og virksomhed. Men derfor blev dens resultat også i mange kredse imødeset med ikke ringe forventning. Overretsassessor J. H Bärens siger således 1799 i sin lille bog: »Hvad kan der gøres til håndværkernes opkomst i Danmark?«, at han sikkert håber, at »kommissionen snart vil forskaffe os en fuldstændig og på rigtige grundsætninger bygget ny lov for håndværkere«, og da professor Rasmus Nyerup i sin bog »Københavns beskrivelse« (1800) omtaler byens næringsveje imødeser han som frugt af kommissionens arbejde en tid, »da den største del af vore håndværksfolk lige fra mestrene til drengene skal vorde det modsatte af hvad de nu er, vorde oplyste, kunstforstandige, agtede og ærede«.

Forordningens udarbejdelse tog mærkelig lang tid. Om grunden hertil kan der formentlig intet oplyses nu, men sikkert er det, at der efter resolutionen af 1798 gik over halvandet år, før Forordningen af 21 marts 1800 udkom. Men så kom den også med en lille fyndig indledning, der viser, at det mål, regeringen så hen til, ikke var noget ringere end ved forordningens bestemmelser at skabe en hel ny ånd i den københavnske håndværksstand, en ånd, der kunne få indflydelse på denne borgerklasses såvel moralske som økonomiske forfatning. Alle skikke, der bar præg af ældre tiders rå og vilde sæder, forbødes; en svend måtte ikke uden mesterens udtrykkelige samtykke revse nogen dreng med hug og aldrig begegne ham usømmeligt; begegnede en mester en svend med skældsord, skulle han gøre ham en æreserklæring for Politiretten og bøde 2 rd. til stadens fattiges hovedkasse osv. osv.. Det er, som forordningen udtrykkeligt siger, »kongens hensigt er at hædre håndværkerne«, og til desmere udmærkelse for denne arbejdende klasse af borgere bestemmes det så, at når der bliver pladser ledige blandt stadens 32 mænd, skal den halve del deraf besættes med fabrikører eller håndværkere »samt at en håndværksmester dertil straks skal udnævnes ved det første forefaldende valg«. Det kan være endog nogen tvivl underlagt - vi skulle nedenfor komme tilbage hertil - om forordningen fik hele den indgribende betydning, som hensigten med den var, og som fra nogle sider ivrigt ønskedes, medens det fra andre i endog høj grad frygtedes, men afgjort er det, at Københavns håndværkere ved denne forordning nåede frem til at få sæde i de 32 mænds forsamling, dvs. til at få andel i deres bys styrelse. Det var et stort og væsentligt skridt fremad for dem, og at det kom dertil, skyldes i væsentlig grad den i 1794 nedsatte kommission.

Kommissionen udtaler, at den med sorg havde set, at »børn af formue og god opdragelse« næsten aldrig sattes til håndværk. Heraf fulgte, at håndværksarbejdet faldt »i deres lod, som have liden formue og liden oplysning«, hvad der igen førte til, »at håndværksklassen i en vis henseende ikke nyder den agtelse, som den fortjener og tilkommer«. Der er varme i kommissionens ord, når den derefter udbryder: »Adgang til borgerlig hæder for en så værdig, så nyttig, så talrig klasse som håndværkernes stemmer overens ikke alene med retfærdighed og billighed, men også med sand statsklogskab, som ikke bør tillade, at en af de gavnligste næringsveje i landet mindre agtes og mindre søges end andre«, og kommissionen har her særlig for øje, at håndværkerne stod udelukkede fra Københavns daværende Borgerrepræsentation, de såkaldte »32 mænd«. Som vi nedenfor skulle se, var tanken om, at håndværkerne burde kunne indvælges i kredsen af disse mænd, ikke ny. Den havde været fremme en menneskealder før og berøres i nogle af lavenes skrivelser til kommissionen, men derfor har denne dog æren af at have grebet tanken på en sådan måde, at den nu gik over i livet. Siges må det i det hele, at det store arbejde, den udførte, ånder levende interesse for at få opgaven, der forelå, løst godt, dens arbejde er helt igennem præget af et ikke ringe ideelt syn, som bæres af sand sympati for håndværksstanden. Æren for det nåede resultat vil professor T. Algreen-Ussing da også tillægge »den store Christian Colbjørnsen«. Idet han kalder ham »en ven af folkeoplysning og folkedannelse«, »en mand glødende for borgerret og borgerfrihed«, kalder han ham også »sjælen i kommissionen af 1794«. At det virkelig var således, kan forøvrigt også støttes på en udtalelse af A. S. Ørsted, der i det hele om Forordningen af 21 marts 1800 siger, at den med føje kan opstilles som »et talende vidnesbyrd om den visdom og liberale ånd, som til den tid herskede i vor lovgivning«. Men med al tro på, at Colbjørnsen, der havde været sjælen i landbokommissionen - han fungerede som dens sekretær - også har været endog meget virksom i den senere, den her omhandlede kommission, er der dog formentlig god grund til også her at nævne denne kommissions sekretær, den duelige og samvittighedsfulde embedsmand fra Generaltoldkammeret kammersekretær Johan Philip Rosenstand Goiske, der af sin samtid betegnes som både vittig og lærd og sættes højt som taler. Han døde i 1815 som nationalbankdirektør og konferensråd.

I sin nekrolog over ham siger Rahbek, at han tilhørte »hin borgersindets og fædrelandskærlighedens guldalder, den skønne periode, da Frederiks årle morgenrøde ligesom havde vakt hver ædel kraft«. Det er da kun naturligt, at han har søgt at bruge sine evner i tidens ånd, at han således bl.a. fra 1792 bliver medudgiver af ugebladet »Borgervennen«, der, som vi nedenfor skulle se, spillede en rolle i håndværksstandens udvikling, ligesom at han tidligt træder i forbindelse med det i 1793 stiftede »Præmieselskab for den jødiske ungdoms anbringelse til kunster og håndværker«; i 1796 holder han talen ved dets årsfest, ved hvilken lejlighed han, hvad der kan have sin interesse at se, bl.a. udvikler, at grundstenen for dette selskab er fordragelighed, og at udbredelse af oplysning er den sikreste fremmer af fordragelighed. I talens slutning retter han derefter en varm tak til tømmermester og hofbygningsinspektør Andreas Kirkerup, der havde gjort udmærket fyldest som læremester for en mosaisk lærling, men havde afslået at modtage nogen præmie herfor. »Ædle hr. Kirkerup!«, siger han, »modtag vor varme taksigelse til vidnesbyrd om, at hele selskabet med glad følelse erkender deres frie og nidkære bestræbelse for at nå det vigtige øjemed«.

Da Håndværkskommissionen i 1794 blev nedsat, er det herefter forståeligt, at Rosenstand-Goiske udnævntes til dens sekretær, men det skal her endog stærkt fremhæves, at han blev mere end sekretær ved den. Under d. 20 juni 1795 skriver Kancelliet til kommissionen, at det allernådigst er blevet befalet, at dens sekretær tillige skulle være medlem af den, en udmærkelse, der afgjort må betragtes som en anerkendende tak til ham for et fortrinligt arbejde fra hans side i kommissionens tjeneste og derved da også for den stand, han og så mange andre i datiden så gerne ville hjælpe.

Da Danmarks St. Knudsgilder i året 1256 sluttede sig sammen på et møde i Skanør, var det sikkert et udtryk for, at landets middelstand i hin usigeligt urolige tid søgte at forene sig til fælles beskyttelse. I denne bevægelse var håndværkerne med. Det siges ikke ligefrem, men det kan ses deraf, at der gøres en udtrykkelig undtagelse for bagernes vedkommende. Ingen bager kunne blive medlem af et St. Knudsgilde. Der blev dengang her i landet som i andre lande set på bagerne med meget ugunstige øjne. Som naturligt var, stod håndværkerne altså her i linie med den øvrige middelstand. Men således vedblev det ikke. Håndværkets udøvere synes lidt efter lidt at være blevet trængt tilside; deres virksomhed skaffede dem absolut ikke den rigdom, som handelen bragte sine. Byernes styrelse kom efterhånden væsentlig i købmandsstandens hænder, og denne ordning fik lovens stempel. I 1422 befaler kong Erik af Pommern, at ingen håndværker måtte være borgemester eller rådmand i nogen købstad, det måtte kun »andre borgere og købmænd« være, en bestemmelse, der ofte findes gentaget. Som det engang siges i 1526, gjaldt forbudet imidlertid kun håndværkeren, så længe han brugte sit håndværk; opgav han det, kunne han godt gå ind i de herskendes kreds, ligesom han så også kunne blive medlem af de forskellige købmandsgilder, f. eks. Trefoldighedsgildet i Odense (1496). Det hele var altså nærmest et velhavenhedsspørgsmål. En håndværker kunne jo ikke godt opgive sit håndværk, medmindre han på en eller anden måde var kommet til nogen formue.

Håndværkerne rangerede altså ikke i første linie, men håndværket stod dog i et godt lys som et sikrere erhverv end købmandsskab.

I Kristian II's såkaldte verdslige lov hedder det, at alle borgersønner skulle lære et håndværk, før de giver sig til købmandsskab, »på det om armod går dem på, må de da bruge samme deres håndværk og have gavn deraf«. Men til samfundets fine portion regnedes de ikke derfor. Da der i 1621 udkom en bestemmelse om, hvad og hvor meget der måtte drikkes ved bryllupper, opstilles der en tredelt skala. Først kommer borgemestere, rådmænd, fornemme borgere og købmænd, som give 2 mk. eller derover i årlig skat; derefter »andre borgere«, som give 1 mk., og så endelig »gemene borgere, håndværkere og håndværksfolk«. Håndværkerne står ikke højt, hvad der får sit udtryk ved gennemførelsen af de privilegier, som København fik ved byens belejring af svenskerne.

Da Karl Gustav i begyndelsen af 1658 truede København, fik byen løfte om, at dens privilegier skulle blive forbedrede. Da faren gled over ved fredsslutningen i Roskilde, synes det imidlertid at skulle trække ud med løftets indfrielse, hvorfor 66 borgere i maj samme år sendte Magistraten en indtrængende opfordring om at gøre sit til, at privilegierne blev givne. Herefter afgik der den 9 juni 1658 et til kong Frederik III. stilet andragende, der var underskrevet af byens borgemestere og rådmænd samt 87 borgere, og samtidigt med at det nu ved Karl Gustavs fredsbrud blev til alvor med Københavns belejring af den svenske hær, afgav kong Frederik med Rigsrådets samtykke et nyt tilsagn om de ønskede privilegier, idet der kun holdtes igen med hensyn til oprettelsen af et 32 mands borgerråd. Hermed forelå privilegierne dog endnu ikke i nogen endelig form, hvorfor 90 borgere den 30 oktober samme år anmodede borgemestere og råd om at arbejde for, at de »jo for jo bedre« kunne komme til at foreligge under kongens hånd og segl med alle tilstedeværende rigsråders samtykke og underskrift. Andragerne gik her uden videre ud fra, at Borgerrådet, de 32 mænds forsamling, hørte med til privilegierne, og så kom disse, daterede den 24 marts 1659, med rådet som integrerende bestanddel. København blev en stabelstad og fri rigsstad og så tillige en fri rigens stand med stemme i »hvad riget til bedste delibereres kan, til hvilken ende borgemester og råd tillige med borgerskabet må udvælge 32 af de bedste og fornemste borgere i staden, som tilligemed borgemester og råd stadens og menighedens bedste såvelsom dens indtægt og udgift efter tidens beskaffenhed kan overveje og derom handle og slutte«.

Hvilken del havde nu håndværkerne i den her skildrede bevægelse? Tager vi de to opfordringer af maj og juni 1658 for os, synes det underligt, at de 66 borgere, der underskrev den første, ikke også, i alt fald for størstedelen, står som underskrivere af den anden, men således er det ikke. Der er kun 27, som underskriver begge gange. Forsåvidt synes noget tilfældigt at have gjort sig gældende. Men det kan ikke være noget tilfælde, at underskriverne så godt som udelukkende tilhørte den handlende stand. Her er købmænd, kræmmere, vintappere osv., men ialt formentlig kun fire håndværkere, to sådanne underskrive på hvert af andragenderne, på det første er det bageren Severin Lauritsen Præstø og slagteren Laurits Nielsen, på det andet skrædderen Peder Riber og skomageren Jokum Wieland. Der ses her helt bort fra de under det sidste andragende anbragte fire bomærker, da det næppe kan oplyses, hvem de repræsentere, men selvom det skulle være håndværkere, forandrer det ikke det samlede indtryk, underskrifterne giver og som er, at det har været betragtet som væsentlig unødvendigt at have håndværkerne med; der er ikke blevet lagt mindste vægt herpå. Men så kommer andragendet af oktober 1658, og nu synes situationen forandret. Nu gjaldt det om at nå et resultat. Det gjaldt om at lægge det størst mulige pres på alle vedkommende, om at vise at privilegiernes udstedelse var et almindeligt ønske, og så findes der da mellem dette andragendes 90 underskrivere 18 håndværkere, guldsmeden Johan Stickmann, rageren Mikkel Roepcke samt garverne Jørgen Villumsen og Henrik Høckel og så endnu som det væsentlige oldermændene for ikke mindre end 14 lav; de underskriver sig udtrykkeligt som oldermænd, hvad der overrasker. Under de her nævnte tre andragender findes der ellers kun navne uden mindste tilføjelse af de pågældendes stilling. Der er altså blevet lagt endog stor vægt på, at man havde de i deres lav organiserede håndværkere med i bevægelsen.

Herefter udstedtes privilegierne. Men nu er det, som om det slet ikke erindredes, at håndværkerne havde været med til at opnå dem. Privilegierne er af 24 marts 1659, og Magistraten ønskede snarest efter at få det ved dem oprettede 32mands borgerråd til at stå som en virkelighed. Det blev valgt allerede den 14 april på rådstuen. Det skulle af borgemester og råd »tilligemed borgerskabet« vælges mellem byens »bedste og fornemste« borgere, men der blev ikke herved i mindste måde tænkt på håndværkerne. Der var for det første ikke tale om, at »borgerskabet« opfattedes som byens samtlige borgere. Borgemester og råd tilsagde »borgerskabet af de fornemste«, og i den udskrift af den nu tabte rådstueprotokol, der har bevaret noget kendskab til mødet, hedder det nu således: »forbemeldte borgere, som herom tilsagte og opfordrede var, er disse følgende«, og så nævnes 7 borgere fra Østerkvarter, 17 fra Strandkvarter, 11 fra Snarens, 4 fra Vester, 5 fra Nørre, 6 fra Klædebo, 10 fra Frimands, 9 fra Kødmanger og 2 fra St. Anna, i alt 71. Der er noget meget vilkårligt i de nævnte tal sammenlignede med de pågældende kvarterers størrelse og bebyggelse, og vilkårligheden eller tilfældigheden bliver ikke mindre, når det derefter hedder, at »endnu var tilsagt følgende lavs oldermænd og bisiddere«, hvilket viser sig at være oldermænd og bisiddere fra 6 lav men oldermænd alene fra 8 lav, uden at nogen af de pågældende endda nævnes ved navn. Der er noget forunderlig uregelmæssigt i denne repræsentation, og forunderligt er det da også, at disse fjorten lav ikke er de samme fjorten, som medvirkede ved andragendet af oktober 1658. Dengang var det ragerne, bryggerne, glarmesterne, guldsmedene, kandestøberne, malerne, murerne, pungemagerne, sadelmagerne, skomagerne, skrædderne, slagterne, smedene og snedkerne, men nu er det ragerne, barbererne, buntmagerne, garverne, glarmesterne, guldsmedene, malerne, possementmagerne, skomagerne, skrædderne, slagterne, smedene, snedkerne og væverne. Af de førstnævnte mangle altså bryggerne, kandestøberne, murerne, pungemagerne og sadelmagerne, ikke at tale om at f. eks. bogbinderne, bødkerne og tømrerne ikke er med hverken i 1658 eller 1659.

Skulle det mon ikke være således, at Magistraten oprindelig ikke særligt har tænkt på håndværkerne, men at disse selv have bragt sig i erindring og så med et måske såre ringe varsel er kommet så fyldigt tilstede, som omstændighederne havde gjort det muligt. Hvad der passerede på mødet, tyder ikke på stor velvilje imod håndværkerne. Efter at borgemester og råd havde delibereret med de forbemeldte fornemste og bedste borgere samt de mødte oldermænd og bisiddere, blev der valgt 31 Dannemænd, af hvilke kun een eneste var håndværker, nemlig bageren Søren Lauritsen Præstø; og han valgtes næppe som repræsentant for håndværket. Han hører nemlig med til de 71 fornemme borgere, som Magistraten særlig havde tilsagt, han såvelsom endnu 6 andre, nemlig possementmageren Povl Førster, bryggeren Oluf Jensen, slagteren Christen Jensen, guldsmeden Johan Stickmann samt garverne Jørgen Villumsen og Henrik Høekell. Og så hedder det videre: »Der foruden blev tilnævnt og udvalgt på samtlige amters [dvs. lavs] vegne efterskrevne [5] Dannemænd og det med sådan vilkår, at når een at efterskrevne håndværksmænd ved døden afgår, skal derefter ikkun være 4 af amterne til ovenskrevne, og skal hvert af samme amter være tvende år, derefter skal af andre amters bedste og forstandigste [mænd] andre i deres sted udvælges, som og således hvert år skal forveksles og omskiftes. Forberørte amters udnævnte er følgende: Johan Stickmann guldsmed, Povl Førster possementmager, Peder Riber skrædder, Augustinus Otte smed, Claus Weboe skomager«.

Bølgerne have sikkert gået højt i mødet. Dets forunderlige resultat synes at pege derpå. Ikke at tale om at den ovenfor anførte beslutning er i høj grad uklar, hvad der kan komme af, at stridige anskuelser her er søgt formidlede, er valget af 36 mænd (31 fornemme borgere og 5 håndværkere) istedenfor i alt 32 stik imod den pågældende paragraf i privilegierne. Håndværkerne er åbenbart fremkommet med ikke velsete fordringer, og så har man for at stille dem tilfreds i stedet for een håndværker - der var jo endnu kun een ubesat plads tilbage - på en underlig kunstig måde valgt endog 5 håndværkere, vel i håb om at kunne få forsamlingens antal forhøjet, i alt fald til 35. Når een af de 5 håndværkere døde, skulle håndværket jo kun have 4 repræsentanter, og når de oprindelige 4 var afgåede ved døden, skulle de efter dem kommende andre 4 håndværkere ikke vælges på livstid som forsamlingens øvrige medlemmer, men hver kun for to år, således at forskellige lav efterhånden kunne komme til at blive repræsenterede. Skulle borgemester og råd oprindelig have troet at kunne slippe udenom et spørgsmål om håndværkernes repræsentation i borgerrådet ved som ovenfor nævnt at tilsige 7 håndværkere mellem byens fornemme borgere, har mødet beredt dem en følelig skuffelse. Håndværkerne kom tilstede med vistnok endog store fordringer, som dog kun karrigt blev opfyldte. Ja havde det gået ud på, at håndværkerne uden videre skulle regnes mellem de »bedste og fornemste« borgere, led de helt skibbrud. Men hvorledes det end hænger sammen hermed, synes de foretagne valg at være blevet respekterede; endnu i 1668 er belejringens historieskriver, præsten Anders Hjørring, på præsternes vegne misundelig på håndværkerne, fordi de have repræsentanter i de 32 mænds forsamling, medens præsterne ingen havde. Men bemærkes må det dog, at da enevoldsmagten den 24 juni 1661 gav Københavns privilegier deres endelige skikkelse, kom den pågældende paragraf til at lyde ganske som før. Rådet skulle bestå af 32 medlemmer, der skulle vælges mellem byens »bedste og fornemste« borgere, og fortegnelsen over rådets medlemmer fra 1661 til 1800 viser, at til dem regnedes håndværkerne ikke.

Vi træffer købmænd, kræmmere og grosserere i forsamlingen, silke- og klædehandlere, lærredskræmmere, tømmerhandlere og vinhandlere, ja isenkræmmere, hørkræmmere og urtekræmmere, men ingen håndværkere. I så henseende danner de ikke få bryggere, der have plads i forsamlingen, ingen undtagelse, købmandsskab og brygning nævnes fra gammel tid som købmandshåndtering, og fire forekommende guldsmede eller juvelerere (Jørgen Stilche 1683, Jakob Hou 1694-718, Jakob Borris 1718 og Frederik Fabritius 1726) er heller ikke at betragte som undtagelser. De handlede som mange af deres fagfæller sikkert alle med perler og ædle stene og faldt i ethvert tilfælde ind under begrebet fornemme borgere. Som sådanne indbød jo Magistraten i 1659, som vi have set, syv håndværkere (foruden en brygger og en guldsmed endnu fem andre), og af disse syv blev tre medlemmer af de 32 mænds råd. Bager Jens Lauritsen Præstø og guldsmed Johan Stickmann ved det første valg i 1659, garver Henrik Høckel i 1667. Men ved siden af dem er lige til året 1800 endnu kun tre håndværkere at nævne, grovsmed Andreas Knoch (1693), garver Peter Dorn (1705-20) og guldtrækker Oktavius Holman (1716). Nej som stand holdtes håndværkerne absolut udenfor, de rangerede nedenfor de fornemme borgere, og regeringen havde intet at bemærke hertil. I et kongeligt reskript af 1691 indskærpedes det kun Magistraten, at der til at indtræde i forsamlingen burde vælges sådanne, der kunne tiltræde rådmands embede ved indtrædende vakance. Forsamlingen gjorde forslag om hvem der skulle vælges, hvorpå Magistraten valgte.

Privilegiernes ordlyd og fortolkning har sikkert været håndværkerne i høj grad imod. De havde ganske som de andre borgere, der nu stilledes over dem, gjort deres bedste for at forsvare byen og med dem båret belejringens byrder. Når Frederik III i september 1658 kan stille 3 heste til oberst Hans von Ahlefeldts rådighed, er det - som kongen siger - kun fordi skrædderen Lorentz Beck »os haver lovet dermed at undsætte«, og i 1660 gør murerlavet i en ansøgning til Magistraten opmærksom på, at dets mestere og svende har været brugt på farlige poster til at hindre svenskernes kugler fra at gøre skade, et »perikuløst« arbejde, ved hvilket nogle af dem satte livet til, andre deres helbred. Men derved ændredes tidens opfattelse af håndværkernes stilling ikke. Efter dem hørte håndværkerne nu engang ikke til de »bedste og fornemste« borgere.

Den soranske professor Hans Lauremberg udsendte i 1652 nogle skæmtedigte på plattysk - forfatteren var tyskfødt - men de blev hurtigt oversatte på dansk, og i et af dem »om menneskenes idræt, vandel og manere«, forekomme følgende linier:

Det er ikke noget egentlig ondt, der her siges om håndværkerne. Skønt forfatteren absolut ikke selv ville være håndværker, betegner han dog håndværk som et ærligt og uundværligt arbejde, der endog kan gøre dets udøvere så velstående, at de kunne gå med guldringe på fingrene. Og vender vi os til en anden forfatter, til den skarpe satiriker Jørgen Riis, der i 1744 og i 1745 vakte så stor opsigt med sit anonyme tidsskrift »Den danske Spectator«, da synes han næsten endnu venligere stemt mod håndværkerne. Han vender engang i det nævnte tidsskrift brodden mod de studerende, der i dårligt hovmod »vil sætte sig alene som de, der er den fineste del af verdens indbyggere«, og han revser dem da bl.a., fordi de se ned på håndværkerne. Han siger: »Det er visselig et rige til stor nytte, at det er forsynet med dygtige, lærde mænd, men det er et rige også til ziir og fordel, at det er forsynet med dygtige håndværksfolk«. Og han fortsætter: »Ingen kan tale mere ufornuftigt end den, som siger, at en håndværksmand behøver ingen fornuft, og ingen er mere værd at foragtes end den, som foragter en håndværksmand, der forstår sine sager«. Overfor de lærde herrers ofte ublide kår peger han endnu på, hvad håndværkerne kunne drive det til: »Dér kommer en skrædder i en indlukket vogn, dér kommer en skomager med en trelokket paryk, dér går en guldsmed med en titel i maven, dér går en kandestøber med en silkeforet klædning«

Men Jørgen Riis er ikke satirikus for intet. Der er satire i denne hans omtale af, hvor velstillede og i egne tanker store håndværkerne kunne blive. Man mindes uvilkårligt den franske rejsendes forundrede meddelelse om, at Københavns skomagere og skræddere tog mål af deres kunder med kårde ved siden. Meddelelsen er fra 1702. Jørgen Riis ser såre godt håndværkernes uheldige egenskaber. De er uvidende og gennemgående mindre intelligente. De bekymre sig, som han siger, »ikkun lidet om sådanne skrifter, der tjene til deres lægedom; de give heller deres skilling for et billede, for en vise om skibet, der forgik i forrige seculo, om et menneske, der skal rettes, om ildebranden i Kina etc.«. Og han kan se endnu ringere egenskaber hos dem. Han holder det for sandt, »at en tysk håndværksmand deler sin tid imellem svir og arbejde, en dansk derimod iagttager det første, men ikke det sidste«. Han lægger dog slet ikke vægt på at beskæftige sig med dem. Skaden, der forårsages ved deres laster, er efter hans mening mere privat end almindelig, den ville kun få betydning, hvis alle »lemmer af lavene« skulle blive inficerede. Han vil derfor slet ikke spilde sit krudt på dem, og så synger han i »Den danske anti-spectator«, som han samtidig udgav:

Sandemanden er ham selv som udgiver af de her nævnte tidsskrifter.

Håndværkerne hørte herefter absolut ikke til de »bedste og fornemste« borgere. Tiden brød sig ikke om at beskæftige sig med dem. Den enkelte håndværker spillede ingen rolle. Det vakte derfor den statsvidenskabelige professor og betydelige forfatter J. C. Snedorffs store forundring, da han som udgiver af »Den patriotiske Tilskuer« i 1702 kom til at beskæftige sig med en håndværker. Efter hans mening var handskemagerne i Randers og garverne i Odense de eneste, der i lang tid havde præsteret et arbejde, »hvoraf fremmede kunne vide, at der var vindskibelighed her i landet«. Han så altså på ingen måde op til håndværkerne, og så modtager han en dag et brev fra en københavnsk håndværker, som på een gang både forundrede og fornøjede ham. Det besværede sig bl.a. over, at Snedorff ikke i sit tidsskrift søgte at gavne håndværkerne. Er det ikke besynderligt, siger Snedorff, at en håndværksmand gør sig den umage at skrive mig et brev til på et helt ark, som handler alene om den sande ære og de borgerlige pligter uden med et eneste ord at komme ind på håndværkernes sædvanlige klager over skatterne, indkvarteringen og mangel på næring, men i høj grad beklager, »at religionen og sædelæren er så ruinerede iblandt os, at man dels holder dem umulige, dels unyttige, at der lades et stykke efter det andet ude, indtil der bliver intet tilbage uden hykleri«.

Og håndværkeren sendte Snedorff flere breve. Han klager i et af dem over, hvor urimeligt dyrt det havde været for ham i 1748 at gøre mesterstykke. Men derfor var han ikke uvenlig stemt mod håndværket, tværtimod, han var håndværker med liv og sjæl. Han betragtede sit skilt som et adeligt skold, sit værksted som et tilflugtssted mod de laster, som ørkesløshed og ladhed føde, og sit værktøj som gode våben mod fattigdom og foragt. Han ønsker kun, at han kunne højne håndværket; han fremsætter forslag, der sigter dertil, og vil da bl.a., at lærlingene skulle fritages for alt arbejde, der ikke kom faget ved, og så siger han i denne forbindelse endnu: »dersom besynderlige omstændigheder indfaldt, som skulle forvolde, at fornemme folks børn ville lære et håndværk, kunne man indrette en bekvemmere og kortere læremåde for dem, når mesteren derfor blev betalt«.

Det er en håndværker, der siger dette, og som altså tydeligt ser det uheldige i, at håndværket udelukkende rekrutteres fra neden, hvad der nogle år efter med endog meget stærke ord fremdrages af en anden håndværksmester i et af ham udsendt lille stridsskrift (1771). De fleste læredrenge, siges der heri, »er tagne ud af vajsen- og opfostringshusene, og den øvrige del er børn af soldater, matroser, bønder og den ringeste almue«. De mangler ganske den fornødne opdragelse, »hvorved deres forstand kunne gennemtrænge det mørke, hvori fordommene understøttede af lavsartiklerne indvikle deres sande fordele«, og fortsætter han, »ulyksalig er den dreng, som ville vænne sig til et andet, skønt bedre håndelag end det, hans svend eller mester havde, han ville derved ej alene udsætte sig for skældsord, men endog for prygl«. Lærlingene prygles i det hele ofte både brune og blå; de bruges til at forrette »pligtkarle og håndlangerarbejde«, vænnes til at stryge på gaderne og kunne ofte ved midnatstid findes liggende på trapperne »for at oppebi nogle ryggesløse menneskers hjemkomst«. Ja forholdene er væsentlig således, at drengene, først når læretiden er forbi, kunne begynde at lære deres profession. Og nu svendene. Ja mellem dem er den, der forstår sig godt på de såkaldte gewohnheiter, »ej alene

Æret af sine medsvende, men endog frygtet af sin mester«. At lære lavenes zünftige ceremonier betragtes derfor snart som det allervigtigste. »At spilde en dråbe af velkomsten, at lægge sin hat på et uret sted, at glemme at tage et stykke af sit værktøj i hånden, når en svend vil gå ud i sine arbejdsklæder, etc., kan ifølge disse gebräuche koste hele ugers fortjeneste«. Således bliver håndværksmesteren ved, ja han udbryder endog, »at det anses for et gyldigt bevis på fattigdom og vanære at have lært et håndværk«.

Det kan være forståeligt, at en håndværker, der bruger så stærke udtryk, helst vil udsende sit skrift anonymt. Men hvem han er, vides dog, ligesom det vides, hvem den snedorffske håndværksmester var. Denne sidste var parykmagermester Knud Birch, og hans kraftige meningsfælle var bogtrykkeren Morten Hallager. Det kan siges at være endog meget stærk kost, han byder, men at tiden i ikke ringe grad delte hans anskuelser, kan let vises.

Da Pram i 1785 åbner tidsskriftet Minerva med sin i datiden meget omtalte, ironiske artikel »om ikke almindelig oplysning er en farlig sag«, undlader han ikke for håndværkernes vedkommende at gøre opmærksom på det priselige i, at deres læreår er vel skikkede til, »at de ikke lære mere end det højstfornødne, endog af deres håndværk«. Da den udmærkede zoolog, professor J. C. Fabricius, der er bleven kaldt »den mest begavede af alle Linnés disciple«, som statsøkonom - thi det var han også - i årene 1786-90 udsender sine to bind »Policey Schriften«, går han i dem stærkt tilfelts mod vore håndværkere. Deres opdragelse er forsømt, ved deres vandringer ødelægges de på sjæl og legeme, de lærer aldrig at tænke over deres arbejde, men derfor bliver dette også derefter; de arbejder dyrt, langsomt og uden smag. Og så kommer vi til det tidligere nævnte ugeblad »Borgervennen«, der på sin vis endog af al kraft lægger an på at hjælpe håndværksstanden frem; det indeholder i årene fra 1793 til 1796 artikel på artikel, der viser, at standen kun står lavt. Der klages bl.a. over »det for enhver retskaffen mand væmmelige syn, at se stærke og friske arbejdere søle hele dagen bort på [lavs]kroerne«, og der slås stærkt på, at håndværkerne trænge til kundskaber; som forholdene var, lærte de alt kun ved »vane og efterabelse«. Ganske lignende klager fremsattes endnu af overretsassessor Fr. (Winkel)Horn i en artikel i Minerva i 1796, ligesom af justitiarius i fattigvæsenets politiret J. H. Bärens i sit skrift »Hvad kan der gøres til håndværkernes opkomst?«. Der gåes her ud fra, at den vigtigste årsag til deres dårlige stilling er deres uvidenhed. Og endelig udtaler også pastor Holger Rørdam i 1802, at vore professionister ganske ligesom bønderne »stå langt tilbage for de øvrige klasser i kultur og hensigtsmæssig dannelse«.

Det er en række vægtige udtalelser, som det ikke er muligt at gå udenom, og til dem kan endnu føjes en lille notits, som den københavnske bogtrykker K. H. Seidelin nedskrev, da han i 1799 på en større rejse gæstede Paris. Han skriver: »Alle andre herværende landsmænd var idag tilbords hos vor gesandt [hs. excellence Gehejmekonferensråd C. V. Dreyer], så ønskeligt det var for mig at være ubuden, og så gerne jeg gav papirhandler Collignons suppe fortrinet for excellencens, kunne jeg dog ikke andet end gøre mine betragtninger herover. Jeg gennemløb mit hele synderegister, men forgæves, jeg var i Barokko [!] og fik intet facit. Hen på aftenen mødte jeg min ven den unge [Urban] Jürgensen, en søn af urmager Jürgensen i København; han fortalte mig, at han heller ikke var indbudt, en ting, som ikke var ham ny, da han altid således var forbigået. Gåden var opløst. Det prædikat, vi to havde tilfælles, var professionister«. Det er højst sandsynligt, at bogtrykker Seidelin har ret. Men samtidig med at han således viser, at datidens håndværkere ikke betragtedes som hørende til »selskabet«, står det klart, at der levede håndværkere dengang, som var både dygtige og kundskabsrige. Det gælder om bogtrykker Seidelin, der med rette betegnes som »en mand af hoved og kraft«, det gælder om den nok som bekendte urmager Urban Jürgensen, og ved siden af dem er der andre at nævne. De ovenfor meddelte udtalelser om håndværkernes lave stilling er normen, de fortæller om den store mængde, men langtfra om alle. Den senere professor Fr. Thaarup er i 1792 således meget utilfreds med, at mindet om den samme år døde »udmærkede mand, smeden Borum«, ikke på nogen måde var blevet hædret. Hofklejnsmed Niels Sørensen Borum († 26 juli 1792) havde bl.a. lavet dygtige søbarometre af jern, og Thaarup mener, at Videnskabernes Selskab burde have bevaret hans minde »enten ved en folkesang, som det let kunne have skaffet, eller ved hans biografis udgivelse med portræt eller på anden til at opvække efterlignelsesild passende måde«.

Her var også gode snedkere. Den i Ålborg fødte Simon Brøtterup, der havde arbejdet seks år i London, opviste i 1778, for at blive mester i København, et skrivebord, om hvilket kunstakademiet udtalte, at »det var bedre end alle de mesterstykker, som til dato af dette slags var blevet fremviste«, og en af hans broder (?) Jens Brøtterup i 1784 forevist kommode må have været endnu bedre. Om den siger akademiet, at det »til dato endnu ikke havde set et møbel så fuldkomment i alle dele«. Kongen købte den, og dens mesters ry lyder endnu i 1815. Da han udstillede ved dette års udstilling, der hørte til den række af udstillinger, som »Selskabet for indenlandsk kunstflid« foranstaltede, hedder det i en beretning om den, først, at »blandt de udstillede håndværksfrembringelser blev i almindelighed snedkerhåndværkets givet det fortjente fortrin«, og dernæst særlig om Jens Brøtterup, »denne virkelige kunstner i sit fag«, at han »ved særdeles smagfulde indlægninger med skønt farvet træ og ved en fortræffelig lak vidste at give sine arbejder en beundringsværdig skønhed«. Der kommer ved de her nævnte arbejder et pust fra England ind over det københavnske snedkeri, thi også om Jens Brøtterups kommode hedder det, at den var »forfærdiget efter den engelske mode« og denne indflydelse kan spores i andre fag. Den engelske karetmager Swinton, der drev et »komplet« karetmageri i København, fik i 1785 ved kongelig resolution en gratifikation, bl.a. »formedelst den æmulation, som hans etablering har opvakt imellem vedkommende professionister, der tilforn manglede smag og lyst til engelsk arbejdes efterlignelse«. Her er også en dygtig smedemester, der havde stillet sig som mål at bygge en af de maskiner, som ikke længe før var opfundet i England, en dampmaskine.

Det er smeden Hans Christensen Gamst, om hvem kommandør Henrik Gerner i 1784 i en erklæring siger, at han »med megen møje og omkostning har til maskinværkers forfærdigelse dels selv udtænkt, dels efter anvisning gjort sig arbejdsmaskiner, hvori han kan dreje, bore, slibe og smergle både jern, stål og metal, inddele og skære store jernhjul og drev, så at hver del får med et sin bestemte form og størrelse«. Gamst søgte i 1786 sammen med Gerner at fremstille en »ildmachine«, dvs. en dampmaskine, og han slap ikke forsøget efter Gerners død i 1787, men trods al sin dygtighed nåede han ikke at få noget resultat. Den første dampmaskine her i landet blev bygget på Holmen af en indkaldt skotte og stod færdig i 1790, men den blev allerede i 1802 efter en kongelig resolution nedlagt som ubrugelig. Den tid var endnu ikke kommet, da Danmarks industri kunne høste gavn af dampen som bevægkraft, men det forringer ikke Gamsts retydning som en for sin tid endog meget fremragende håndværker. Og tidens håndværkere kunne også på anden måde gøre sig bemærkede.

Generalmajor J. F. Clasen († 1792) og handelsmanden etatsråd Niels Lunde Reiersen († 1795) samlede berømmelse om deres navne ved de stiftelser, de skabte ved deres testamenter. Men sligt kendes også mellem københavnske håndværkere, skønt summerne, det her drejer sig om, selvfølgelig er forholdsvis beskedne. Det synes ringe, når den københavnske snedkermester Knud Nielsen Møller († 1787) betænker Helliggejstes Kirkes fattigskole, Nikolaj Arbejdsanstalt og St. Hans Hospital med noget over 5000 rd., der dog efter forholdene ikke i og for sig kan betragtes som en lille sum, men det er med næsten 100,000 rd., at den Getreuerske Stiftelse i 1786 træder i virksomhed grundet på testamentarisk bestemmelse af hofmaler og forgylder Christian Peter Getreuer († 1783); foruden til hans og hans hustrus slægt skal den yde understøttelse fortrinsvis til mestere af malerlavet og disses enker. Han var født 1710 i Odense, kom 1730 som fattig malersvend til København, hvor han skabte sig en stor virksomhed; »Københavns Skilderi« berømmer ham i 1789 i en lang artikel »som alle financiers og statsstyreres læremester«.

Der var dygtige elementer mellem Københavns håndværkere, og det kan derfor forstås, at den udelukkelse fra de 32 mænds forsamling, som trods alle bestræbelser blev slået fast af den unge enevoldsmagt i 1661 og senere opretholdtes, nagede. Det har sikkert skurret i ørene, da det i 1719 indskærpedes gørtlerlavet, at det kun måtte gøre »ligkistebeslag af bly, sort og hvidt malede« til »dem i rangen samt stadens 32 mænd og andre vederhæftige handelsmænd«, således at alle andre og dermed også håndværkerne henvistes til at nøjes med ringere beslag. I et 1769 forfattet, forøvrigt ret forstyrret lille skrift »Velmente betænkninger over alle laugene«, der dog først blev trykt i 1771, kommer bitterheden frem. Forfatteren går uden videre ud fra, at Frederik III. i »Københavns adelige Privilegier« har givet byens borgere, »hvad stand og embede eller håndværk de var af«, ret til at deltage i de 32 mænds forsamling. Men håndværkerne er blevet strøgne, og så er det »ikke at undre over, at dovenskab og alle laster tager sit sæde, når en håndværksmester skal være foragtet og stå udenfor Magistratens dør, så længe en pinekræmmer er derinde, da dog mestrene burde at æres for de første«. Han vender sig med harme mod Magistraten, »mine store herrer«, med et spørgsmål om, hvem der har turdet forandre de nævnte privilegier, »som endnu ikke af de store og højtforstandige konger er ophævet«.

Så kraftigt kunne der skrives i trykkefrihedsperioden. Senere fremsættes klagerne i en mere moderat form, men nok så vægtige, således i 1793 i den lille anonyme pjece »En samtale mellem tvende borgere om Københavns repræsentanter eller de såkaldte 32 mænd«, der som forfatter har en håndværker, buntmagerlavets oldermand, hofbuntmager Philip Bremer. Han mener, at Københavns håndværkere nu havde en ganske anden dannelse end hundrede år for, og at det umuligt gik an at fortolke privilegiernes udtryk »byens bedste og fornemste borgere« som gældende byens rigeste borgere; det kunne være rigtigt i en aristokratisk republik, men ikke i København, hvis privilegier er givne lige for alle dens borgere. Og hvad han docerede, støttedes af et andet lille skrift: »Er Københavns 32 mænd det almindelige i byen til den hensigtede gavn eller ikke?«, der også udkom i 1793. Det hævder bl.a., at valget af de 32, således som det fandt sted, ikke var i overensstemmelse med privilegierne. Efter dem skulle »borgerskabet« deltage i valget; men det skete ikke, når kun Magistraten og de 32 mænd tog del i det, forfatteren vil, at voteringen også skal åbnes for lavenes oldermænd og bisiddere samt stadens bødemestre.

Det er herefter kun naturligt, at sagen også kom frem i de skrivelser, som lavene sendte den i 1794 nedsatte lavskommission. Blikkenslagerlavet betragter det som en mislig ting, at formuende folk aldrig satte deres børn til håndværk men foretrak handelen. At det sker således, kan lavet dog godt forstå, thi handel agtes desværre mere end håndværk. Forældrene ved, at deres ved handelen anbragte børn, når de blive borgere, »kunne indgå iblandt stadens 32 repræsentanter og siden i byens råd, hvorfra den talrige klasse af borgere, som er professionister, ganske er udelukket«. Snedkerlavet ser i den pågældende omstændighed »en årsag af flere, hvorfor lavet er så meget undertrykket, og hvorfor dets betænkninger aldrig høres eller trænge igennem«; det betragter det som i høj grad uretfærdigt, at ingen lavsmester har plads i de 32 mænds forsamling, den skulle efter bestemmelsen forestille hele borgerskabet, men gør det ikke, så vist som lavsmesterne er en del af borgerskabet. Endelig have også murerne et ord at sige her, ganske kort og fyndigt. Efter at have gjort gældende, at deres håndværk må betragtes som en kunst, »der i mere end een henseende er vigtig«, sige de: »Vi tror derfor, at dens dyrkere kan fortjene samme agtelse og plads som personerne, hvis næringsvej kun fordrer indsigt til at beordre en brygning eller rulle et kræmmerhus«. De seer her næsten med hån ned på ejerne af byens bryggergårde og på byens urtekræmmere, der alle havde ret til at blive medlemmer af de 32 mænds forsamling.

Ved siden af de fra lavene indsendte skrivelser foreligger der endnu som et lille skrift for sig, der udkom anonymt, »En skrivelse til den af hans majestæt kongen satte commission« (1794), og i det berøres sagen også. Det siges her, at de 32 mænds bestræbelser for det almindeliges bedste, som enhver ved, ikke når deres hensigt overfor håndværkerne; men hvorledes skulle også en vinhandler, brygger eller kræmmer vide, hvordan håndværksstanden lider, »et andet var det, når nogle af håndværksstanden var medlem af dette borgerråd«.

Lavenes mænd var trods alle de mangler, der tillagdes dem, selvfølende mænd, og derfor måtte de komme i endog stærk modsætning til Lavskommissionen, skønt den i spørgsmålet om deres stilling til »de 32 mænd«, arbejdede i overensstemmelse med dem og med varme virkede

For, at der på dette punkt skete en forandring. Lavskommissionen var, som tidligere vist, absolut ivrig for at gavne håndværket, men dens syn på, hvorledes hjælpen bedst kunne ydes det, var helt forskelligt fra lavsmesternes. Det var spørgsmålet lav eller ikke-lav, der her gjorde sig gældende, og derfor måtte lavsmesterne ganske naturligt komme til at se på kommissionens optræden ikke alene med stor harme men også med stor frygt.

Som vi ovenfor have set, stod håndværkerne ikke højt på samfundets rangstige. Man beskæftigede sig ikke med den enkelte håndværker. Nej, når håndværkerne omtales, er det som korporationer. Håndværkernes lav spillede allerede langt tilbage en rolle, og de skiftende tiders magthavere så langtfra altid på dem med velvillige øjne. Som biskoppen i Roskilde, under hvem København dengang hørte, forbyder alle gilder og foreninger i byen i 1294, således kæmpe kongerne imod lavene dér og i det øvrige land. Kong Hans føler sig foranlediget til at hæve alle skomagerlav, Frederik I. gør det samme ved alle landets lav, og da Kristian IV finder, at lavene stadig som tidligere er til besvær ved at sætte høje priser og ved at vanskeliggøre tilgangen til dem for nye mestere, hæver han påny alle håndværkerlav. Men seje og udholdende i deres bestræbelser ved de påny og stadigt at rejse hovedet, og under Kristian IV voksede endda deres magt derved, at de gennem den sydfra kommende zünft allierede sig med alle Tysklands håndværkerlav. Det kunne da ikke undgås, at enevælden, der var nidkær for sin magt, straks måtte være opmærksom på dem. Allerede i 1661 satte den en undersøgelse igang om, hvorvidt lavene med størst føje kunne vedligeholdes eller afskaffes. Resultatet blev, at lavene skulle bestå, men at den kongelige myndighed med styrke skulle hævdes overfor dem, samtidig med at deres artikler skulle ændres således, at der til gavn for samfundet kunne arbejdes friere og kraftigere end tidligere. Adgangen til at blive mester skulle gøres forholdsvis let, en mester skulle kunne arbejde med så mange svende, han ville, svendenes løn skulle fastsættes ved akkord, således at den dygtige svend kunne kom til at tjene mere end den udygtige osv..

Det var imidlertid lettere at fremsætte almindelige sætninger end at få dem indført i det virkelige liv. Regeringskollegierne stod ikke helt enige, og Københavns Magistrat støttede på forskellig måde håndværkerne i deres lyst til at lade alt blive ved det gamle. Borgemester og råd, der havde ventet sig så meget af, at København blev en fri rigsstad og en fri rigens stand, følte sig skuffet ved den magtudfoldning, enevælden hurtigt lod det komme til. De kunne med den være enige i, at håndværkerne skulle holdes ude fra de 32 mænds forsamling, men derfor godt ønske lavenes gamle sædvaner opretholdte. Ethvert lav havde en magistratsperson til patron, et forhold, der sikrede Magistraten en væsentlig indflydelse, ikke at tale om at lavene ikke lod det mangle på taknemlighedsbeviser mod deres høje foresatte, og der kom væsentlig intet ud af enevældens første forsøg på at bryde lavenes magt. Men så tog den fat påny ved to forordninger af 1681 og 1682: »Ingen skal herefter være forbundet til nogen lavsordning eller skråer, af hvem de og kunne være udgivne, langt mindre nogle selvgjorte vedtægter, som hidindtil have været iagttaget, stå for fulde«.

Nu skulle ikke længere nogle få i hvert lav kommandere deres medborgere i henseende til den pågældende håndtering. Den, der kunne et håndværk, skulle have ret til at ernære sig ved det, blot han tog borgerskab, uden hensyn til om han havde vandret eller ej; uden hensyn til om han var ægtefødt eller ej; et mesterstykke skulle aflægges, men i overværelse af Magistraten for at hindre misbrug og unyttig bekostning. Nu skulle alle den tyske zünfts urimelige vedtægter bringes til at forsvinde og den kongelige magt blive enerådende, såvist som det gamle patronatsforhold til Magistraten samtidig bragtes til ophør.

I nogle år blev der da også taget strengt fat, skilteflytninger blev hindrede, svendeindvielser blev undertrykte, lavstøj blev konfiskeret, og snedkerlavets ubetænksomme oldermand Johan Steenbuch, der gjorde sig til en ivrig talsmand væsentlig for »de tyske stæders vedtægter«, men derved også for lavenes tidligere større egenrådighed, måtte efter vidtløftig procedure bøde herfor med elleve lange fængselsår. Og så sejrede enevoldsmagten dog ikke. Den københavnske bogtrykker Peter Jensen Morsing, der under Københavns belejring i 1658 faldt for en svensk kugle, havde allerede nogle år for søgt og fået statens hjælp i kampen mod at drive bogtrykkeri »på tysk maner«, særlig mod den udlærte drengs indvielse til zünftig typograf ved den så kaldte deposits, og så blev dog depositsen, også kaldet postulationen, hjemmevant her i hele det attende århundrede. Ganske på samme måde gik det med den først så stærkt bekæmpede behøvling hos snedkerne. Hvad hjalp det, at lavene nu lidt efter lidt fik ensartede, efter fornuftige principper affattede artikler? Hvad hjalp det, at myndighederne (1734 og 1749) fik ret til at straffe svendenes »ustyr og sammenrottelse« med fængsel, rasphus, arbejde i jern på fæstningen, ja selv med livsstraf? Overfor det tyske lavsvæsens stærke bånd måtte enevoldsmagten give tabt. Ved Kristiansborgs opførelse satte de tyske stenhuggere myndighederne stolen for døren med de største »insolentier«, og Holberg ironiserer i 1750 i sin 261de epistel blodigt over forholdene.

Under alt dette opstod oftere det spørgsmål, om det ikke ville være rigtigst helt at hæve ethvert lav. Det er fremme hos regeringen i 1703 og i 1707; og det banker stærkt på efter pesten i 1711, da der er mangel på arbejdskraft. Efter Københavns brand i 1728 melder det sig påny og får en ivrig talsmand i greve C. D. Reventlow, en broder til Frederik IV’s dronning Anna Sofie. Han var sat i spidsen for byens nyopførelse og bliver snart fyr og flamme mod »de skarnsagtige lavsmestere«. »Ingensteds i verden findes slettere håndværksfolk end som her«, hvad de udføre er usselt og så desuden altfor dyrt. Han foreslår at ophæve samtlige lav. Enhver skulle have ret til at ernære sig, som han kan, derved kunne vi bekomme andre og dygtigere håndværksfolk i landet, og omkostningerne blev om ikke halvdelen, dog den tredjedel mindre for de byggende«.

Greven fik dog intet gennemført. Ved hans kongelige svogers død i 1730 var hans rolle udspillet; men tanken om lavenes ophævelse vedblev at leve, således som det kan ses bl.a. i den økonomiske og religiøse forfatter Fr. Lütkens frimodige og betydelige værk »Økonomiske tanker til højere eftertanke«. I dets tredje afdeling (1757) beskæftiger han sig med lavene, som han ikke ser venligt til. Omkostningerne ved at blive medlem af dem gør, at de efter hans mening »får et slags monopolium, som bliver det almene bedste til skade«. Ja han siger, at lavene er »en hindring til ægteskab og menneskers formerelse, en hindring til godt køb og consumptions forøgelse«. Og den højt ansete embedsmand generalprokurør Henrik Stampe er ganske af samme mening. I sin så bekendte erklæring af d. 8 september 1760 udtaler han som sin overbevisning, at de fleste lav, således som de her er indrettede, er mere til skade end til gavn. Han er opfyldt af levende uvilje mod de »lavene forundte skadelige monopolier« og tilråder, »at man ved given lejlighed søgte så vidt muligt at ophæve det ene lav efter det andet«. Af ikke ringe betydning er det også at se, at da professor Snedorff ved parykmager Birchs ovenfor omtalte brev bringes til at beskæftige sig med håndværket, kommer han - det er i august 1762 - med hensyn til spørgsmålet lav eller ikke-lav til nærmest at se lavenes ophævelse som et gode. »Afskaf lavene og mængden af arbejdere skal uden videre anstalter skaffe os gode varer og let køb«, siger han. »Nogle få håndværkere skulle måske ikke være så rige, men flere skulle arbejde«.

Så kommer Struensee tidens reskript af 14 september 1770, der ophæver censuren og derved skaber den så kaldte trykkefrihedsperiodes syndflod af mest anonyme eller pseudonyme småskrifter, tåbelige og gode imellem hverandre, men flest tåbelige. Alle mulige emner blive behandlede, lavsspørgsmålet da også, og her må nævnes navnene på to personer, den sørgeligt bekendte skribler J. C. Bie og den foretagsomme skribent C. G. Biering. Bie udsendte i november 1770 under det græskklingende mærke Philopatreias (dvs. den, der elsker sit fædreland) »trende anmærkninger: 1. Om de dyre tider og handelens svaghed, 2. Om rettergang, 3. Om gejstlighedens indkomster«, der, hvor overfladiske og selvbehagelige de end er, kaldte den senere statsminister Ove Høegh Guldberg frem. Under navnet Philodanus (dvs. den, der elsker Danmark) udgav han i to småhefter (1770, 1771) en »Undersøgelse af Philopatreias’ anmærkninger«, hvorved han viste dem langt større

ære, end de fortjente. Han berigtigede og imødegik. Men hvad han sagde, var ikke uangribeligt, og så trådte statsøkonomen Chr. Martfelt til, han var dengang sekretær ved det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab, i hvis stiftelse få år før han havde været delagtig. Han udsendte under navnet Philocosmus (dvs. den, der elsker hele verden) det betydelige skrift »Betænkninger over adskillige vigtige materier i anledning af Philodani undersøgelse« (1771), og samtiden så op til det. I den »Kritiske journal« hedder det: »Betydeligere skrift end dette er vel endnu ikke udkommet på vort modersmål i politiske og kameral-materier« han udtaler sig heri bl.a. om lavsspørgsmålet, således som vi skulle se det nedenfor, men først skulle vi vende os til den ovennævnte C. G. Biering, der var fuldmægtig hos den bekendte agent Holck og just på denne tid skaffede sig bevilling til at oprette et adressekontor og et bogtrykkeri i Odense, ganske i hans læremesters fodspor.

I slutningen af 1770 begyndte han i København at udgive ugeskriftet »Den danske Argus«, som han sluttede to år efter i Odense, og i januar 1771 behandlede han i det (nr. 11 og 12) lavsspørgsmålet. Han stillede sig på lavenes side. Blev lavene hævede, ville arbejdet nok kunne blive lettere, dvs. billigere, men samtidig langt slettere; der ville blive flere om arbejdet, hvorfor fortjenesten ved det ville dale, og han holdt på, at landet havde større fordel af ti formuende borgere end af dobbelt så mange fattige, det bedste ville være ikke for mange, men velstående mestere med talrige svende. Hvad her sagdes, fik dog ikke lov til at stå uimodsagt. Det skal ikke regnes, at »Jeppe Vægters betragtninger over staten og det almene bedste« kategorisk slår fast, at alle lav, »hvad navn de end kunne have«, burde ophæves, da de forhindre folk udenfor lavene i at arbejde, men at den tidligere nævnte bogtrykker Morten Hallager under mærket »en håndværksmand her i staden« udsendte et udførligt lille skrift »bevis, at Argus uagtet sine 100 øjne har været stokblind«; det kom nemlig til at spille en rolle. Som ovenfor meddelt ser han her håndværket i et meget mørkt lys, og ud fra denne sin skildring opstiller han følgende tre sætninger: at lavene er skadelige for vindskibelighedens fremgang, at de er hinderlige for folkemængdens tiltagelse, og at de er en medårsag til de dyre tider. Hævedes lavene, ville alt blive langt bedre. Så ville ikke alene de med mesterstykkerne forbundne udgifter falde bort og de tidligere hertil brugte penge kunne sættes i materialer osv. til bedriftens fremme, men alt fuskerarbejde ville i væsentlig grad svinde, »thi da skulle lavsmesterne ikke stole på deres skilte og fordele, som lavsartiklerne giver dem, men på værdien af deres arbejde«, og da ville endelig »vore håndværker få en ganske anden anseelse«.

Imod dette skrift blev der protesteret stærkt. I april 1771 udkom en pjece på tysk under forfattermærket danskvenius »Eines warhaften handwerksmannes beantwortung auf die falschen beschuldigungen, die einer unter der masque eines handwerksmannes denen aemtern zu last geleget«. Han gør i et forord undskyldning for, at han skriver på tysk, men han mægter sit modersmål bedre end dansk; han kalder sig selv et par steder i bogen »ein fremder«, »ein auslaander«, men dog »ein sr. königl. dänischen majestät getreuer unterthan«. Og betegnende nok er forfatteren til et andet i maj 1771 fremkommende modskrift også tyskfødt. Skriftet er affattet på dansk, men forfatteren, der kalder sig Bonasse, siger: »Vel er jeg ikke det danske sprog så mægtig som mit eget, dog har jeg ikke kunnet overtale mig til andet end at udgive samme på dansk«. Skriftets titel er: »En oprigtig håndværksmands svar og igendrivelse imod den sig så kaldende håndværksmands tiende anmærkninger«.

Her er altså to i København bosatte, tyskfødte håndværkere, der ivrigt bekæmper en tredje håndværker, og som mødes i enighed om, at denne tredje på grund af hans meninger umuligt kan være håndværker. Danskvenius siger om ham, at han skriver »unter der lügenhaften masque eines handwerksmannes«, og Bonasse kalder ham udenvidere »en stats- eller lærd mand«. Var han håndværker, måtte han nødvendigvis med dem holde på lavene, på mesterstykket og på de brugelige gewohnheiter og gebräuche; med hensyn til de sidste føjer Danskvenius som den tro undersåt, han er, dog til, at han »gehørsamst« har underkastet sig de danske love. »men hvad forstår en stats- eller lærd mand sig på professionisternes sag?« Og der er endnu et tredje skrift »gensvar på alle laugenes vegne til autor af det skrift kaldet bevis at Argus uagtet sine 100 øjne har været stokblind«, hvis forfatter ganske som Danskvenius og Bonasse går ud fra, at forfatteren til den her angrebne pjece ikke kan være håndværker; han kaldes her »denne formente statsmand«, der ikke kender til det, han skriver om. »De burde ej, min herre! Give dem ud på den politiske bane, forinden de havde forenet mere indsigt med mere rimelighed, mere grundighed i tankerne med mere styrke i beviserne«, og for forfatteren af gensvaret står det således, at det er »million gange bedre at tvinges til sin fuldkommenhed end under den indbildte friheds lyksalighed at ile til sin ulykke«. Heri er han enig med Bonasse.

Bogtrykker Hallager havde som motto på sit skrift sat Snedorffs ovenfor nævnte ord fra »Den patriotiske Tilskuer«: »Afskaf håndværkslavene og mængden af arbejdere skal uden videre anstalter skaffe os gode varer og let køb«; idet han bemærker, at mottoet er taget af »en mands skrifter, som har haft statens vel for øje«. I den anledning skriver Bonasse, der på mange punkter skælder og smælder ganske antageligt og taler om sin modparts »indbildte og absurde tanker«: »Når jeg var overbevist om, at en statsmand eller en anden lærd mand forstod at indrette professionerne på en bedre måde, [så at de] lettere kunne erhverve deres daglige brød uden altfor megen suk og jammer, da ville enhver lavsmester være ham af hjertet forbunden. Men hvad forstår en stats- eller anden lærd mand sig på professionisternes sag? Det er ingen kunst at skrive mange folianter blandet med mange urigtige gisninger, thi derudi består [for] en del af dem deres lærdom; så snart de skriver udenfor det, de have lært, prøvet og erfaret, så skrive de hen en hoben unyttige projekter og anstødelige indfald. De fleste af dem er jo fritænkere. Bort med religion, det er kun en tvang; bort med ægteskabs indførsel, det er kun en hindring i, at man ej kan ret udøve sine kødelige lyster; bort med al formen [alle former?] og indskrænkninger, det er imod friheden; mennesket er jo skabt med sin fri vilje, hvorfor vil man gøre ham til en slave? Bort med lavene, frihed såvel i det ene som i det andet. Disse er statsmandens begreber, gud bevare os i nåde for alle de afveje, som ødelægger gode sæder og skikke! Det er ikke nok, at de [dvs. statsmændene] er vildfarende, men de ville og have andre stænder dertil«.

Det må herefter have været hr. Bonasse en stor og glædelig overraskelse, at der fra »en lærd mand« kom et indlæg, der stærkt holdt på lavene. Da Martfelts ovenfor nævnte, under Philocosmi navn udgivne bog »Betænkninger over adskillige vigtige materier« forelå, viste det sig, at lavene her toges i forsvar. En næringsborger, siger Philocosmus, har mange pligter, som staten kræver, at han fuldt skal opfylde; han skal skaffe føden til sig og sin familie, han skal opdrage sine børn, han skal svare den ham pålagte skat osv.. Men skal han gøre det på værdig måde, kan hans »næringscirkel«, dvs. det område, han skal ernære sig på, ikke være noget ubestemt, han ikke kan regne med, han må være sikker på at kunne hæve sig fra stodderne, »som altid blive skadelige borgere, er statens ædende kræft«. Staten må med klog forudseenhed beregne, hvor stort et antal borgere der kan leve i de forskellige næringscirkler og forme sine love således, at de pågældende hverken får for lidt eller for meget at leve af. Men i så fald blive »vise lavsartikler for en stat højfornødne love, som helligen må holdes over. Lav- og lavsartikler blive hellige monopoler for staten, fordi de står i sammenhæng med dens øjemærke, borgernes næring i sammenhæng med cirkelen, hvor den er og i hvorledes den er«. Og hedder det videre, særlig med folkeformerelsen for øje: »Hundrede veltænkende, flittige, tarvelige, brave lavsmestere er mere værd for staten end tusinde, ja flere tusinde vellystige, selvrådige tåber«.

Selvfølgelig var »Den danske Argus« henrykt herover. Efter i sit nr. 21 for den 20 marts 1771 at have svaret på bogtrykker Hallagers skrift, fører den i sit nr. 35 for den 26 juni Philocosmus i marken. Lavene stod nu med palmer i hænder; de havde sejret i kampen. I »Magasin for patriotiske skribenter« fik vel en indsender D. B. L. fra Roskilde i august 1771 indrykket et stykke »Om lav er nyttige eller skadelige« og med kraftige ord udtalte han sig her ikke mindst mod Bonasse: »Når oldermændene gør dem umage for at indbilde hele publikum deres sammenkomsters lavsfornødenhed etc., da sker det alene for at konservere deres indkomster og despotisme, fordi at der ej skal blive flere mestere i lavet, end de vil have«. Men denne unægtelig grove forfatter blev forsvarlig slået ned i en lille pjece, der så lyset i september samme år: »D. B. L., - løgneren i Roskilde helbredt ved sandhed i København«, i hvilken det bl.a. hedder, at »Det patriotiske magasin står åbent for alle løgnere, bagtalere, bagvaskere og ordgydere«, og »at enhver kæltring og nidding her frit kan blamere, angive ej alene hele stænder, men enhver enkelt person«. Kunne man være grov på den ene side, kunne man også være det på den anden side. Jo, lavenes forsvarere havde sejret - i alt fald tilsyneladende. Men inden vi gå nærmere ind herpå, kan det have sin interesse at se lidt på de kæmpendes personer, forsåvidt de var håndværkere.

Hvad nu først bogtrykker Hallager angår, da citerer han som nævnt professor Snedorffs »patriotiske tilskuer« og viser, at han kender Fr. Lütkens »Økonomiske Tanker« såvel som Voltaires »Essay sur l’histoire universelle«, og aldeles afset fra spørgsmålet lav eller ikke-lav har det sin værdi, at han for at få oplyste håndværkere lægger vægt på en udvikling af skolevæsenet. Det er ikke nok at lære sin katekisme udenad, at kunne skrive sirlige bogstaver og regne efter en regnebog, nej der burde oprettes en realskole. »Kunne der ikke være plads for sådan en skole på Charlottenborg Slot, dette dronningsæde, hvoraf en del er indrømmet de frie kunstnere til bolig?« Som bogtrykker var han ikke nogen egentlig lavshåndværker, men seksten år gammel var han kommen i regulær bogtrykkerlære, og just i det år, han udgav sit her omhandlede skrift, var han blevet selvstændig bogtrykker. Det er imidlertid betegnende for hans tankegang, at han i 1784 solgte sit bogtrykkeri og derefter gav sig til at holde skole. Skolevæsenet havde hans interesse. Hvad dernæst Danskvenius angår, da har han, der, efter hvad han selv siger, havde været håndværker i tyve år, også nogen litterær kendskab, han taler om Holberg og Suhn og citerer en fransk forfatter i tysk oversættelse. Og vender vi os endelig til Bonasse, da ses det af hans skrift, at han er en fuldblods håndværker, der har været vidt omkring, i Stokholm såvel som i Holland og England, ikke at tale om Tyskland, samt at han har været oldermand i sit fag, og om ham kan det endnu oplyses, hvem han var, Bonasse var identisk med parykmager Johan Christopher Barthold, der blev mester i 1741, men allerede døde i 1788; han var oldermand for Københavns parykmagerlav fra 1762 til 1771. Så havde vi da to skrivende parykmagere, den danske Knud Birch, der i 1762 skrev breve til professor Snedorff, og nu den tyskfødte Barthold, men de to må ikke have været gode venner. Knud Birch udsendte nemlig anonymt et lille, underlig broget skrift: »Prøve af danske tanker og ord, skrevet i anledning af den tyske Bonasse af håndværksmanden i Den patriotiske Tilskuer nr. 163«, hvori han uden at komme dybt ind på lavsspørgsmålet temmelig personligt kaster sig over sin kollega, som han kalder en »så interesseret og uhøflig skribent«. Han synes at mene, at denne som »fremmed og udlænder« skulle have holdt sig tilbage; han anholder med synlig glæde forskellige fremmede ord hos ham, idet han spydigt tilføjer »hvad er det på dansk?«. Hans anonymitet blev imidlertid ikke bevaret. »Den kritiske Journal«, der føler sig skuffet ved hans skrift - »vi havde ventet os noget retskaffent om lavene« - siger udtrykkeligt, hvem forfatteren er. Knud Jørgensen Birch, der i 1748 blev mester i Københavns Parykmagerlav, og udmeldte sig af det i 1778, døde først i 1797, 73 år gammel.

Vi skal dog ikke dvæle ved sagen: parykmager Birch contra parykmager Barthold, men vender tilbage til spørgsmålet lav eller ikke-lav, og her skulle vi se, at skønt lavene havde fundet mange og ivrige forsvarere, gik udviklingen dog lavene imod.

Et spørgsmål, som alle, der beskæftigede sig med lavene, måtte komme ind på, var spørgsmålet om frimesterne. »Den danske Argus« viser, at frimesterne trykker lavsmesterne, og vil have frimesterne fuldstændig afskaffede; Bonasse forsikrer, at alt, hvad de svende, der ansøger om at blive frimestere, anfører i deres andragender, »er lutter opdigtelser, løgn og bedrageri«, og Martfelt hævder stærkt, at frimesterne forstyrrede de af ham opstillede »næringscirkler«. Bogtrykker Hallager holder derimod på frimesterne; selvom de er til skade for lavene, er de til gavn for landet, siger han, og generalprokurør Stampe holder for, at når en fattig mand begærer tilladelse til at ernære sig af det, han udi en eller anden profession kan forarbejde med egne hænder, bør sådant, når de indhentede oplysninger ikke går ham imod, ikke nægtes ham, og han tilføjer, at er professionen af en sådan beskaffenhed, at ansøgeren ikke vel kan foretage sig noget alene, bør det også tilstås ham at holde en dreng eller håndlanger. Ja han vil endog, at når en sådan frimester havde arbejdet i nogle år og gjort godt arbejde for billig pris, skulle det efter hans begæring kunne bevilges ham enten at indtages i lavet eller at holde et par svende og drenge.

Ved siden af de her nævnte frimestere, der fik bevilling af Kancelliet, stod de endnu talrigere, særlig militære frimestere. Afdankede soldater fik tilladelse til at arbejde som frimestere i deres profession, ikke at tale om at de i København garnisonerede soldater, de på Holmen arbejdende folk og brandvæsenets værkgeseller havde ret til med egne hænder at arbejde i det håndværk, de havde lært. For de militæres vedkommende hedder det, at denne ret var det eneste middel, hvorved hvervingen nogenledes kunne holdes vedlige. I 1731 blev der ved dronningens »højmildeste intercession og forbøn« nedsat en kommission, der skulle søge at komme de nødlidende lav til hjælp. Men ved den opnåedes intet, og resultatet blev ikke bedre, da Københavns 32 mænd i 1747 indgik med et forslag »Til borgerstandens fremtarv og velstands befordring«. Der herskede ligesom en stadig uvilje overfor lavene, og generalprokurør Stampes oftere nævnte erklæring af d. 8 september 1760 lod den bryde ud i lys lue. Når han holdt hånden over frimesterne, var det just for at komme lavene til livs. Ved frimesterne, skriver han, »indskrænkes de lavene forundte skadelige monopolier, så at følgerne deraf blive noget mindre skadelige«.

Og regeringen fulgte Stampe. Reskriptet af 10 april 1761 gik fuldstændigt i hans fodspor. Havde der ikke været frimestere før, blev der det nu, og 25 lavsoldermænd sendte da under d. 30 december 1769 til »velædle og velfornemme stadens 32 mænd og elskeligste medborgere« et indtrængende andragende om behageligt at ville forestille den høje og velædle Magistrat de slette omstændigheder, lavene befinde sig i, således at der efter den Københavns borgere i byens privilegier af 1661 givne frihed ved en allerunderdanigst forestilling til hans majestæt kongen kunne rådes bod på den totale ruin, som vore lav daglig trues med«. Og under d. 24 april 1770 skrev de 25 oldermænd påny til forsamlingen; de tog sig den frihed »herved allertjenligst at erindre om svar«, som så kom under d. 8 maj 1770 og viste, at de 32 mænd ikke havde været uvirksomme. Den 10 januar havde de tilskrevet Magistraten og »da sagen var af den betydning, at den behøvede nøjeste overlæg« anmodede den om ved delegerede at træde sammen med dem, men hertil havde Magistraten svaret nej, den kunne ikke derom holde samling med de 32 mænd; ethvert lavs oldermand havde for sig på behørig måde og på vedkommende sted at indgive, hvad der formentes at burde gøres til lavets bedste. Men de 32 mænd gav ikke tabt. De vedtog at ville anmode de 25 oldermænd om at komme til møde med dem, hvad de underrettede Magistraten om for at fornemme, om den herved havde noget at erindre, og om den ved »nogle af dens middel« ville være tilstede ved mødet. Men nu blev Magistraten vred, den lod de 32 mænd vide, at de ikke havde det ringeste at melere sig i lavsaffærer eller i de af kongen til en eller anden håndværkssvend meddelte privilegier, den kunne på ingen måde bifalde, at forsamlingen indkaldte de 25 oldermænd, der ved at henvende sig til de 32 mænd havde henvendt sig på urette sted, og Magistraten havde derfor under d. 5 marts anmeldt det passerede for hs. majestæt kongen. I anledning heraf indgik de 32 mænd også med en memorial til kongen, men de kunne have sparet sig ulejligheden, under d. 30 marts reskriberede hs. majestæt til Magistraten om at tilkendegive de 32 mænd, at slige forretninger var dem aldeles uvedkommende, hvorfor de for fremtiden havde at erholde sig derfra.

Henvendelsen til de 32 mænd løb altså ud i sandet. Men så skrev de 25 oldermænd under d. 16 maj 1770 til Magistraten, om den ville vise dem den nåde og gunst at forestille hans kongelige majestæt deres andragende; de kom samlede, da en separat begæring fra hvert lav i deres tanker ville være altfor vidtløftig. Men det ville Magistraten ikke. Den svarede, at ethvert lav skulle for sig indkomme med sin besværing til det Danske Kancelli, og når disse skrivelser derefter kom til Magistratens erklæring, ville den gøre, hvad muligt var. Lavene måtte med andre ord ikke optræde samlede. Men endnu engang gjorde de dog et forsøg. Ved Kristian VIIs fødselsdag den 29 januar 1771 henvendte de sig til ham med en allerunderdanigst lykønskning, i hvilken de lagde hele sagen frem, om hvorledes de stadig var blevet vist tilbage: »Vi henvender os derfor allerunderdanigst til majestæten selv, forvissede ved vor mildeste konges retfærdighed at nå den længe ønskede håbets frugt«. Men hvad de opnåede, var kun et af Struensee den 13 marts 1771 underskrevet svar, der lød således: »Når enhver udi disse her klagende lav i almindelighed beflitter sig på at gøre sit arbejde godt, så kan friheden at arbejde ej skade nogen i særdeleshed; desforuden vil hans majestæt kongen, at for håndværkerne skal ske alt, hvad som kan geråde til deres fordel, forsåvidt sligt ej er imod det almindelige bedste«.

Frimesterne vedblev herefter ganske som før, og glarmesterlavets oldermand Simonsen, der synes at have spillet en rolle - til ham stilede de 32 mænd deres svar, og han modtog på Hirschholm det kongelige af Struensee underskrevne svar - og har næppe været glad ved at meddele det endelige resultat til sine kolleger, blandt hvilke vi træffer parykmagerlavets oldermand J. C. Barthold, der straks efter optræder som »Bonasse« og ikke havde den glæde at se de af ham forfægtede meninger sejrer. Myndighederne gik imod dem. De anskuelser, Stampe sejrrigt havde ført igennem i sin store Lavserklæring af 1760, gjorde han også gældende i 1762 imod et andragende fra Københavns Malerlav, der begærede, at ingen måtte forundes frihedsbrev til at arbejde i malerprofessionen, medmindre de havde gjort mesterstykke efter artiklerne. Men Stampe gik stærkt imod dem, og Kancelliet fulgte ham, der ved denne lejlighed endda udtalte, at staten næppe ville spore det allermindste savn, om man gik helt ophævede malerlavet. I 1784 udtaler Kommercekollegiet den samme tanke med hensyn til Københavns Murerlav; det skriver til Kancelliet, at ifald dette lav kunne ophæves, ønskede kollegiet det gerne. Man kan derfor forstå, at der, da Københavns borgerlige Artilleri oprettedes i 1789, ingen betænkelighed havde ved at give de håndværkssvende, der indtrådte i det, ret til som andre frimestere at ernære sig med egne hænder af deres profession, skønt det vakte lavenes største mishag. Det er blevet sagt, at datidens lavsmestere anså korpsets oprettelse for begyndelsen til lavenes ophævelse, og sikkert er det, at et i 1793 udkommet lille skrift (»Burde amterne ophæves og er det borgerlige artilleri nødvendigt for staden?« af B. S. Smedesvend) i høj grad tvivler om, at »den gode mand [som vi senere skulle se, er det tømmermester, brandmajor J. P. Boye Junge], der lagde planen til dette korps’ oprettelse, og derved har gjort sig fortjent af staten eller ved sin handlings uegennyttighed værdig til sine medborgeres broderkys«.

Vi er nu nået op til 1794, tømmerstrejkens år og Lavskommissionens år, og det ses nu let, at den i kommissionen herskende stemning imod lavene naturligt står i forbindelse med den her skildrede udvikling, der på en ganske oplysende måde kan ses hos den opvakte og foretagsomme læge professor J. C. Tode. Han forsvarer i 1782 brugen af de gamle ceremonier blandt bogtrykkerne; efter hans mening fremmede de »den ærekærhed, den håndværksstolthed, den esprit de corps, som gør større nytte end skade for det almindelige«. Og i 1792 tager han med udgangspunkt hos Philocosmus lavene stærkt i forsvar, »staten har i lavsmedlemmerne sådanne borgere, som med de stærkeste bånd er forenede med den«, men han tager alligevel det borgerlige artilleris parti overfor lavene. »Den nytte, kongen og staden kan have af en så ypperlig indretning, overvejer langt den skade, som muligvis lavene kunne have af dens medlemmers fritagelse [for at gøre mesterstykke]«. Han er ellers for mesterprøver, men han finder dog de bestående prøver altfor fordringsfulde, de bør forandres; han mener dernæst, at hvad der for dem skal betales til lavskassen, bør betales i terminer, og at alle traktementer ved dem bør afskaffes. Ja han vender sig til sidst næsten helt imod lavene: »Vi er mennesker, for vi er borgere. Borgernes rettigheder bør enhver borgerven tale for; dog menneskekærlighed har vist en ven i alle ædle borgere. Det er menneskekærlighed, som nu bruger mig til talsmand for så mange brave medborgere, der lider ved de bekostninger, de må anvende på indtrædelsen i lavet og på mesterstykkerne«.

Hvad der særlig fik betydning, var endnu uviljen mod lavenes tyskeri. Selv smedesvenden B. S., der ikke vil have lavene ophævede, men væsentlig reformerede, ser på tyskheden med uvildige øjne. Han siger bl.a.: »So ist es daraussen bei mir . . . skurrer endog meget ilde i et folks øren, der kender sit værd og føler ved sig selv, at de trods det lidt barske klima ikke er hottentotter, der trænger til aufklarung af daraussens missionærer«. Det var de tyske svendes regimente i tømmerlavet, der førte til strejken, og da kommissionen i forhandlingerne med tømmensvendene stillede dem det i system satte frimesterskab for øje, udtalte de danske svende håbet om, at den »velgørende« lov herom »ikke måtte strække sig til de fremmede, men blot til dem, som var hans majestæts indfødte undersåtter«. De var altså ikke venligt stemte mod deres tyske fagfæller. Videre sendte en del af Københavns typografer kommissionen en skriftlig klage over »en af tyskerne indført sædvane«, hvorefter de i faget udlærte kun betragtedes som så kaldte »kornuter«, dvs. som en ringere klasse af svende, der hvert år måtte bøde 6 rd., lige indtil de underkastede sig den såkaldte postulation, der kostede fra 30 til 50 rd., »som til intet andet brug anvendes end til drik og sværm«. Og fra blikkenslager H. Irgens indløb en skarp klage over forholdene i blikkenslagerlavet, hvor kun »gemachte gesellen« kunne blive oldgeseller, og som derfor lededes af tyskere. Da blikkenslagermester J. D. Schmidt var oldermand (1775-89), ønskede han »et gemachter-gesellschaft« oprettet, og seks svende underkastede sig da den nødvendige, rå ceremoni, der efterfulgtes af »dans og kostbar anretning for amtets mestere og deres fruentimmer tilligemed de forsamlede geseller«, hvad de pågældende, der optoges mellem de »gemachte«, alt måtte betale.

Det har imidlertid nok så megen interesse at blive bekendt med Irgens’ klage over, hvorledes disse forhold affødte ubehagelige følger for ham personligt. Han var uddannet i England og var ved kongelig bevilling af d. 22 juni 1791 blev mester i lavet uden at have gjort mesterstykke. Det var galt i de zünftige mesteres øjne, men nok så galt var det, at han søgte at holde sine svende fra alt zünftigt uvæsen og særlig fra livet på lavets herberg. Det skulle straffes, og derfor, oplyser han bl.a., blev han stadig sprungen over, når det var hans tur til at få tilrejsende svende henvist til sig. Oldgesellerne undlod at »omskue« til ham, ligesom de, såvidt muligt, betragtede de svende, der arbejdede hos ham, som ikke eksisterende; de var således ikke blevet tilsagte, da lavets svende skulle møde for kommissionen. Sådanne tilstande have selvfølgelig ikke mildnet kommissionens syn på lavene. Den har sikkert set med velvilje på urmagersvendenes skrivelse, hvori de beder om, »at lavet enten aldeles må blive ophævet, eller og at det må tillades os efter vores udlære og 4 á 5 års svendetjeneste at indtræde i lavet som mestere uden at gøre det så bekostelige og uafsættelige mesterstykke«, og kun skænket urmagermesternes lange forsvar for lavene liden opmærksomhed.

Spørgsmålet om lavenes ophævelse eller ikke-ophævelse forelagdes fra ikke få sider i kommissionen, og det beskæftigede manges tanker udenfor kommissionen. Her skal først nævnes, at den tidligere kollegieembedsmand i København, den begavede og i høj grad litterære kammerherre August Hennings, den gang amtmand i Pløen, fandt sig foranlediget til i september 1794 at sende »Minerva« et brev, hvori han åbenbarede sig som en skarp modstander af lavene, men dog - i stedet for at ophæve dem, »alt pludseligt kan blive farligt« - kun tilrådede »indførelsen af frie næringsveje« ved siden af dem. Og i 1796 udtaler en næringsdrivende, også under navn, sig i et andet tidsskrift. Det er bogtrykker Sebastian Popp, der med hensyn til lavene meget radikalt udråber: »Væk i vore tider med sådanne indretninger« og bl.a. betragter det som dumt, »at en husbond ikke kan give sin dreng løs, uden at det skal ske med svendene«, af hvem han henslæbes på kroen og dér dannes til at drikke øl og brændevin. Men særlig drøftedes spørgsmålet i en række anonyme pjecer, og betegnende er det, at boghandleren Agent Gyldendal mente det betimeligt i november 1794 at udsende gehejmeråd Stampe’s oftere ovenfor nævnte erklæring af d. 8 september 1760 i særtryk; hans boghandel var ved at udgive Stampes erklæringer i samling, og tredje del, hvori denne erklæring hørte hjemme, ville først kunne udkomme i foråret 1795. Men nu til pjecerne. Forfatteren af »Et offentligt brev til Magistraten og politimesteren i anledning af håndværkssvendenes forhold ved denne lejlighed« opfordrer de nævnte myndigheder til at overveje, »om det ikke var gavnligt at ophæve lavene og give enhver håndsarbejder tilladelse til at ernære sig efter bedste evne«, og en anden pjece »forslag til alle lavsmestere i København angående lavenes ophævelse« opfordrer endog lavsmesterne til at være så ædle og velsindede selv at andrage om lavenes ophævelse, de besad duelighed nok til ikke at behøve bånd på deres medbrødre for at ernære sig, og de burde ikke være så egennyttige, at de til fordel for eget vellevnet modsatte sig deres brødres lyksalighed. Af større betydning end disse to småskrifter er et tredje: »Hvilket var det bedste middel til at hæmme opløb?« Forfatteren til dette skrift mener, at tømmersvendenes strejke bedst hæves ved mindelig forhandling, og han betragter det som urimeligt at antage, at der bag den skulle skjule sig nogen som helst revolution. Nej, den er en følge af, at der er noget, der hedder lavsherberger. Drengen gøres til svend under drik, bliver han mester, drikkes der påny, og ved forsamlingerne på kroen er drik begyndelsen og drik enden. Herberger og lavskroer skulle nedlægges og lavene hæves. Det er ikke billigt, siger han videre, »at en mand, fordi han har haft evne til at udrede de med mesterstykket forbundne unyttige og ødsle omkostninger, skal have ret til at tilbringe den meste del af sin tid i ørkesløshed og lade mange snese medmennesker trælle sveden af deres legemer for at forskaffe ham overflødighed«. Han taler stærkt mod de store tømmer- og murermestere, der holde 60, 80, 100, 150, ja man vil endog sige 200 svende, og derved får en årlig indkomst på fra 3 til 6000 rd., medens en mesters årsindtægt ikke burde være over 800 rd., »at tragte efter mere er blodsugeri, som de borgerlige indretninger burde søge at hæmme«. Blev lavene hævede, ville tømmer- og murermesterne ikke være så vanskelige at komme i tale af medborgere som nu.

Det kan ikke nægtes, at der er kraft i dette skrift, men også en hoben urimeligheder. En del af disse påtales af forfatteren til »Upartiske tanker over det i disse dage udkomne lille skrift: hvilket var det bedste middel til at hæmme opløb?«, men derfor er han dog personlig på ingen måde imod, at lavene blev hævede. Vindskibelighed og borgervel ville efter hans mening følge lavenes ophævelse. Så sluttes der anderledes i en anden pjece: »En dansk borgers skrivelse i anledning af det udkomne om lavenes ophævelse og privilegiernes indskrænkning«. Den er enig med forfatteren af »hvilket var det bedste middel til at hæmme opløb?« I, »at nogle enkelte ej skulle have det privilegium at tilegne dem så uhyre summer, som flere nøjsomme borgere kunne leve af«, men derfor skulle det ikke være nødvendigt at ophæve lavene. Det var bedre at søge det, der måtte befindes galt ved dem, rettet og således få aflæggelsen af mesterstykket gjort tilgængeligere, men »at tillade enhver frihed til at arbejde i sin profession uden at svare noget til lavet, ville blive det samme som at tillade enhver borgerlig frihed uden at svare noget for sine borgerrettigheder, og sådan en person, som ikke havde evne til at betale 20 á 30 rd., burde ikke antages i noget lav«. Lavene burde bevares, siger også forfatteren til »Betragtninger over tømmersvendenes formentlige prætentioner, som i denne tid har givet anledning til adskillige uordener«. Amterne, siger han, »er det, der gør stadens anseelse og virker til dygtige håndværkere og godt arbejde. Hvad kunne da tænkes urimeligere end at ophæve lavene?«

Så er der endnu to småskrifter at nævne. Det ene er det allerede tidligere omtalte: »En skrivelse til den af hans majestæt kongen satte kommission til at undersøge lavenes forfatning«. Det er øjensynligt skrevet af en skrædder. »Såvel skrædderamtet som andres rettigheder burde der holdes hellig heg over«, hedder det. Og så fortsættes der videre med, at det er vanskeligt for byens skræddere at få deres regninger betalte. Forfatteren vil derfor, at enhver skræddermester i en på lavshuset henlagt protokol »under straf« skal indføre navnene på de kunder, der har bedraget ham, ja han antyder endog, at enhver, der vil rejse fra byen, skulle, før han får sit pas, være forpligtet til offentligt at avertere, at han rejser, så kunne skrædderne passe på at få deres tilgodehavende hos ham. Nutidens vanskelige forhold på dette område kendtes altså også dengang. Det er dog ikke for at konstatere dette, at det lille kuriøse skrift nævnes her, men fordi det er talsmand for den anskuelse, at antagelsen af kommissionens frimesterforslag er det samme som at ophæve lavene, og at der, forinden dette sker, bør gøres en række undersøgelser, der kunne foretages af de 32 mænd, hvorimellem da »nogle af håndværksstanden« burde have plads. Skriftet går i samme retning som det, der til sidst skal nævnes her »den oprigtige borgerven eller noget om borger- og lavsrepræsentanter«, der uden videre går ud fra, at lavene vedbliver at bestå, og fordrer, at dygtige håndværkere bør »agtes meget højere end købmænd, som ikke selv havde erhvervet, men blot arvet deres formue«. Den såkaldte lærde opdragelse er efter denne forfatters mening utilstrækkelig for de styrende, da de aldrig ved den får kundskab om borgerlige bedrifter og næringsveje. Det har da også ført til, at borgerne er blevet undertrykte. Borgernavnet er næsten blevet foragteligt, og dog er det således, at kun borgere kunne vejlede angående borgerlige bedrifter. Enhver stand bør have repræsentanter, der deltage i styrelsen, og således håndværksstanden, lavene bør dertil udnævne de indsigtsfuldeste. Håndværkere, der ved fortrinlige evner og eftertænksomhed har uddannet sig selv - realskoler gives jo desværre ikke - kunne i mange ting give råd til det almenes gavn.

Der er selvfølelse heri, ligesom vi have set det i lavenes skrivelser til Lavskommissionen. I skomagernes skrivelse fremhæves det med stolthed, at de privat har ydet 300 rd. og som lav 1000 rd. til genopførelsen af det kort før nedbrændte Kristiansborg, og efter Københavns brand i 1795 udkom en lille pjece: »Et par ord til de herrer lavssvende af samtlige amter fra en gammel lavsbroder«, der udtaler, at det er fælles pligt »at yde vore medbrødre, der nu savner husly, al den hjælp, vore evner vil tillade os«. Håndværkerne ville ikke stå tilbage, selvfølelsen er afgjort voksende hos dem. Da Magistraten i 1768 resolverede, at en guldsmedesvend skulle optages som mester i lavet, skønt dette havde fundet hans mesterstykke »aldeles ufuldkomment og helt ringe gjort«, blev »høy- og velædle Magistratens høje bydende« dog af lavet indført i dets protokol til »underdanigst og allerydmygst efterlevelse«, men da Magistraten i 1798 resolverede noget lignende med hensyn til det af en bogbindersvend aflagte af Magistraten modererede mesterstykke, var der tre bogbindermestere, der erklærede at de ikke at ville anse den pågældende som mester, hvad der efter en dom kostede dem hver en bøde til lavets fattige, en dom, som de gerne ville have appelleret, hvis de kunne have opnået dét.

Håndværkernes skikkelser er formentlig rankere nu end før, skønt stemningen imod lavene var endog stærkt voksende. I 1795 udgav således professor i praktisk filosofi ved Københavns Universitet Anders Gamborg, en uegennyttig og ædelttænkende personlighed, en lille bog »Teori og erfaring om lavsindretningens skadelighed«, der synes at have vakt ikke ringe opsigt. Den stod oprindelig i »Minerva«, og udkom derpå i særtryk og blev derefter oversat på svensk. Imod den udsendte urtekræmmer J. C. Friborg, der var nyvalgt oldermand for urte- og isenkræmmerlavet, en »gendrivelse«, i hvilken han ved sin ven sekretær Chr. Prams hjælp bl.a. henviste til, at lavene var blevet ophævede i Frankrig, men så godt som straks påny indførte, hvad der gjorde, at Gamborg udgav et nyt lille skrift »Bidrag til lavenes historie i Frankrig« (1795), hvori han påny hævdede sit standpunkt. Han var en absolut tilhænger af den frie konkurrence, enhver skulle kunne drive så mange professioner, han ville og kunne, købstædernes særret overfor landet skulle ophøre og udviklingen skulle formes fabriksmæssig. Så langt gik dog hverken Lavskommissionen af 1794 eller Forordningen af d. 21 marts 1800.

Her skal endnu kun tilføjes, at en skræddermester Schiøth udgav en ironisk »lovtale over hr. professor Gamborgs teori og erfaring om lavsindretninger«, som Gamborg dog så helt bort fra på grund af dens usmagelige måde at polemisere på. Hvad der skal lægges mærke til, er dog, at forfatteren går ud fra, at hvis lavene hævedes, ville den fattige, arbejdende klasse blive den formuende klasses trælle; der ville blive ågret med den fattiges sved. »Snart skulle vi se over enhver dør denne inskription: her sælges alle mulige arbejder, så at enhver, der har penge, vil på egen regning handle med alle ting, skønt han ingen profession havde lært«, det ville komme an på de ringeste priser og det største bedrag.

Ovenfor er der peget på, at de tanker, der lå til grund for den Franske Revolution, fandt genklang i Lavskommissionen af 1794. Men disse tanker om menneskenes naturlige lighed, om alle menneskers ret til frihed osv., som Jean Jacques Rousseau fra 1749 spredte over verden ved sine fængende skrifter, var kendte her før 1794. Vort samfund syntes mærkelig lydhørt for endog små revægelser i rousseausk ånd; her skal dvæles ved een, der i sin udvikling kom til at tage direkte sigte på håndværksstanden.

Agent Holcks blad »Aftenposten« for den 21 marts 1785 indeholdt en opfordring til dannelsen af et selskab, der skulle modarbejde overdådighed med alle dens ulyksalige virkninger, bryde modens og yppighedens trykkende bånd og fremme »den grad af tarvelighed, som kunne passe sig på vor tidsalder«. Opfordringen var anonym, men desuagtet meldte der sig hurtigt så mange deltagere, at selskabet allerede blev stiftet den 15. april samme år, og den frisindede filosof Tyge Rothe berømmede det den 2 maj i en stor tale: kun mandens og borgerens sande værd skulle have gyldighed i det; ethvert medlem skulle lade sin rang blive udenfor og kun kaldes ved sit navn; det skulle skabe ædle borgere ved at skaffe borgeradel agt; menneskeadel, borgeradel var dyd i et og alt, var borgerdyd, denne sande kærlighed til fædrelandet, var virksomhed for at gavne, glæde og forherlige andre. Han gav selskabet navnet »Selskab for Borgerdyd«, og et af dets ivrigste medlemmer var den livlige og virksomme læge Johan Clemens Tode; men hans heftige sind lod ham ikke blive længe i det. Inden et år var gået, meldte han sig ud, som Rahbek siger »med fortrydelse«, og den 4 marts 1786 vedtoges der love i et andet, væsentlig af ham ledet nyt selskab, »Selskabet for Efterslægten«, der den 3 januar 1787 åbnede en skole, »Efterslægtselskabets Skole«. Det var muligvis, fordi Borgerdydsselskabet ikke helt ville følge Todes skoleplaner, at han havde meldt sig ud, men derfor opgav dette selskab dog ikke sine planer; den 1 maj 1787 åbnede det en »Borgerdydsskole«.

Hvad der således nåedes, to nye realskoler i København, var ingen ringe ting. Bogtrykker Hallager havde i 1771 beklaget, at Danmark ingen realskole havde, »Berlin har længe haft en, og nu ser jeg, at der er også er i Stokholm«. Han pegede på Charlottenborg som det sted, hvor den kunne anlægges. Overfor det lidet, som byens myndigheder gjorde for skolevæsenet i København, havde agent Holck, som Wessel spøgende kaldte »de fattiges tolk«, taget et væsentligt initiativ. Han havde i 1771 fået ikke mindre end 5 friskoler i gang, i 1770 endnu 2 gratistskoler og i 1777, efter opfordring af flere bedre stillede familier, 2 såkaldte indfødsskoler, i hvilke der betaltes for undervisningen, ja i 1781 udstedte han yderligere en plan til »en undervisnings- og opdragelsesanstalt for fornemme og formuende mænds døtre«, men da han i 1783 afgik ved døden, standsede både denne sag og indfødsskolerne. Det var da ligesom en fortsættelse af hans arbejde, som optoges af Borgerdydsselskabet og Efterslægtselskabet, og her skal særlig dvæles ved det førstnævnte af disse selskaber, der havde en langt bredere basis end det sidstnævnte. Med sin kamp mod overdådighed for øje forelagde det bl.a. sine medlemmer 25 vedtægter til hel eller delvis vedtagelse, bestemmelser om, at de f. eks. ikke måtte holde en stue til stads som sal, ikke til daglig måtte spise mere end tre retter til middag, ikke til daglig gå med silkestrømper og lignende, men ved siden heraf var der også bestemmelser, hvorved de forpligtede sig til kun at bære klæder vævede på indenlandske fabriker af indenlandsk uld, ikke bruge nogen trægenstand, som ikke var forarbejdet indenfor landets grænser osv.. Selskabet kom herved til at beskæftige sig med dansk industri og håndværk, og det så da bl.a., at her »savnes en indretning, hvorfra fabrikøren og håndværksmanden kunne hente visse kundskaber, som han ofte med sin skade må erfare, hvor tjenlige de ville have været, og som nu manglede ham, fordi disse kundskaber ikke læres uden i en så nøje forbindelse med andre lærde videnskaber, at de derover blive for den ustuderte ufattelige«. Her ville selskabet søge at hjælpe.

Som ovenfor påvist kommer det ofte frem, at håndværkerne var uvidende. Det var da også med dette for øje, at parykmager Knud Birch i 1763 foreslår oprettelsen af nogle praktiske selskaber, »som i henseende til håndværkerne kunne være det samme som de lærde selskaber i videnskaberne«. Der skulle være et selskab for hvert betydeligt fag, mestere såvelsom svende, ja selv bønhaser skulle kunne blive medlemmer; der skulle holdes møder hver uge til oplysning i faget, der skulde udsættes præmier osv.. Men forslaget, som i høj grad tiltalte professor Snedorff, blev på papiret. Så gik det noget bedre med den mærkelige reformator Ulrik Greens forsøg på at bibringe Københavns håndværkere forskellige kundskaber. Denne i Norge fødte mand, der havde taget både teologisk og juridisk eksamen og yderligere som klokker og skoleholder ved Næs Jernværk havde lagt sig efter »fysikalske videnskaber«, var ved et besøg i England bleven stærkt påvirket af det liv, han havde truffet blandt de engelske håndværkere; de »passerede« en del af deres aftener med at anhøre filosofiske diskurser. Det ville han gerne overføre til København, og med en beskeden hjælp fra den kongelige partikulærkasse begyndte han i januar 1765 nogle så kaldte »fysiske diskurser«. Under ikke lille tilstrømning talte han om aftenen fra kl. 7 til 9 om gud, forsynet, sjælens natur, solsystemet, luften, jorden, mineraler, bjergværker, planter, dyr, mennesker, handel og økonomi. Og det gik endog meget godt, så længe han ved hjælp af den nævnte lille understøttelse kunne holde diskurserne gratis, men da understøttelsen ophørte (1766), viste det sig umuligt at fortsætte; den krævede betaling skræmmede.

Tanken om foredrag blev taget op af Borgerdydsselskabet. Nyårsaften 1786 indledede Tode en forelæsning om det menneskelige legemes kunstige sammensætning, og professor Abraham Kall begyndte den 8 januar samme år at læse over handelsgeografi. Desuden holdt professor J. M. Geuss foredrag over matematik, lektor E. N. Viborg over økonomisk botanik, direktør Viborg over økonomisk kemi osv.. til disse foredragsholdere kom senere endnu præsten ved Helligåndskirken Peter Hansen,

Lægen Chr. Elovius Mangor og overretsassessor J. H. Bärens, og det skal særlig mærkes, at det blev overdraget den sidstnævnte sammen med kommitteret i Kommercekollegiet C. A. Fabricius at afgive en betænkning over, hvad der kunne gøres til håndværksstandens forædling. Noget resultat deraf er dog ikke bekendt. Borgerdydsselskabet synes lidt efter lidt at være ebbet ud. Men det fik efterfølgere, og udviklingen står i forbindelse med den fortsatte udvikling på skoleområdet.

De rousseauske frie opdragelsestanker havde indflydelse både i Efterslægtskolen og Borgerdydsskolen. De var væsentlig kommet til os over Tyskland. Den derfra indkaldte, senere så bekendte pædagog J. B. Basedow, der i en årrække sad som professor i Sorø, kastede sig efter i 1768 at være gået tilbage til Tyskland med en mægtig, for ikke at sige massiv iver over »opdragelsens forbedring« og oprettede i 1774 sit meget omdisputerede »Philantropinum« i Dessau. Det galdt intet mindre end menneskeslægtens genfødelse gennem skoleundervisning. Med de filantropistiske idealer for øje anlagde grev Ludvig Reventlow opdragelsesanstalten Bernstorfsminde på Brahe Trolleborg, hvor den fra Berlin indkaldte præst og filosof, professor P. Villaume blev rådgiver, og i København oprettede den tyske hofpræst C. J. R. Christiani i 1795 et institut på Vesterbro, fra hvilket han udsendte beretninger under den klingende titel »Beitraage zur veredlung der mensehheit«. Dette lille institut med de dyre skolepenge arbejdede dog kun for overklassen; der holdtes rideheste for de unge og abonneredes i teatret til dem. Men større direkte betydning fik den af sekretær F. C. Schouboe i 1791 oprettede skole, det Schouboeske Institut, der voksede til at have over 400 elever, såvel studerende som realister, og i forbindelse med dette institut stod et »Selskab for ungdommens forædling«, der uddelte præmier til de elever i det, der udmærkede sig. Men i dette selskab synes der ikke at have hersket nogen absolut enighed, ja uenigheden blev så stor, at en del af dels medlemmer udskilte sig og dannede et nyt selskab, »Selskabet til oplysnings udbredelse«, der efter at have drøftet en række fremkomne ideer vedtog at samle sig om oprettelsen af et teoretisk og om muligt tillige praktisk institut for unge håndværkere.

Tanken, der gryede i Borgerdydsselskabet, kommer op i selskabet til oplysnings udbredelse, og der var samtidig andre, der på noget lignende måde ville komme håndværket til hjælp. Da kronprins Frederik i 1788 rejste til Norge, udgav Tyge Rothe et lille skrift: »Om nogle Dannemarks og Norges fordringer til hinanden«, som Suhm syntes så godt om, at han i sit eksemplar af dette lille værk - det findes nu på det Kongelige Bibliotek - skrev: »en meget god bog«. Rothe kommer her ind på, at der måtte gøres noget for industriens udvikling, nu var det jo således, at f. eks. nordmanden var henvist til at købe sin økse, sin le, ja sine kobberkar af svensken. Der burde oprettes et statsmuseum med en række dygtige bestyrere, der her kunne vise vej. Den Gernerske Modelsamling skulle have plads i dette museum, til hvilket Kunstkammeret skulle afgive en række genstande ligesom Rosenborg møntsamlingen osv.. Der blev imidlertid intet gort for at få denne museumstanke realiseret, og bedre gik det ikke med, hvad daværende fuldmægtig i Rentekammeret, den senere professor Fr. Thaarup gjorde opmærksom på i en artikel i Minerva (1792). Han ønskede det franske værk »Déscription des arts et des métiers« oversat på dansk under vore bedste kemikeres og mekanikeres tilsyn, noget, som allerede Borgerdydsselskabet havde tænkt på. Nu kunne videnskabernes selskab passende tage sig deraf, mente han, idet han tilføjede, at det kunne rejse sig »et endnu stoltere mindesmærke«, hvis det ville oprette et modelkammer, der foruden ved sine samlinger skulle virke ved offentlige forelæsninger og en række så kaldte provinsialmekanici - nutiden ville kalde dem konsulenter - der kunne træde hjælpende til med tegninger, modeller og overslag overfor fremstillingen af alle mulige redskaber lige fra en plov til et mølleværk.

Heller ikke denne plan satte imidlertid noget spor. Men det syntes en anden artikel i Minerva nogle år senere at skulle gøre. I 1796 skrev overretsassessor F. (Winkel)Horn i dette tidsskrift en artikel »Om et institut for håndværker«. Der var gjort meget for agerdyrkningen, mente han, men intet for håndværket. Lærlingen spildte sin tid ved hus- og håndlangerarbejde, svenden lod sig af udlandet foreskrive rå magtsprog og barbariske vedtægter. Der burde indføres en bedre opdragelse, i forbindelse med Kunstakademiet oprettes et institut, foreløbigt for snedkere, drejere, billedskærere, forgyldere, klejnsmede og gørtlere, hvor højst 100 elever skulle samles og enhver af dem oplæres i en af disse professioner, og så desuden i regning, skrivning, matematik, fransk, tysk og engelsk. Kom et sådant institut istand, stillede forfatteren i udsigt, at han ville være villig til at sætte sine tre sønner i det, og det kunne se ud, som om tanken skulle blive til noget. Ni ansete mænd trådte nemlig sammen for at virke for den: maleren justitsråd N. Abildgaard, kommitteret i Kommercekollegiet kammerråd Frants Dræbye, professor i lovkyndighed og kameralvidenskab baron Chr. U. D. von Eggers, højesteretsassessor justitsråd M. Fridsch, rådstueskriver justitsråd Svenning Lange, kommitteret i Generaltoldkammeret justitsråd N. Tønder Lund, kommitteret i Generaltoldkammeret justitsråd Ove Malling, deputeret i Kommercekollegiet kammerherre O. R. Sehested og deputeret i Rentekammeret justitsråd P. Wormskold. Dette ni-mandsudvalg skal have vedtaget en plan til et instilut og skal have besluttet at indbyde til dannelsen af et selskab med institutet for øje, men - ud over disse beslutninger synes sagen ikke at være kommet.

Så gik det, skulle man tro, »Selskabet til oplysnings udbredelse« bedre. Det nedsatte i efteråret 1797 en komite på fem medlemmer, der skulle foreslå et hovedformål for dets virksomhed; en generalforsamling den 11 januar 1798 vedtog så efter komiteens forslag, at selskabet skulle arbejde for håndværkernes uddannelse, og selskabet, der herefter kaldte sig »Selskabet til unge håndværkeres dannelse«, udsatte så godt som straks en præmie på 100 rd. for den bedste besvarelse af spørgsmålet: »Hvorledes bør et teoretisk og praktisk institut i København være indrettet, for at det med mindst bekostning kan stifte den mest mulige nytte?« Besvarelserne skulle foreligge inden udgangen af november 1798, og der kom ikke mindre end ni, der besluttedes bedømte af en med stor omhu valgt fem-mandskomite. Ethvert af selskabets medlemmer skulle afgive en stemmeseddel med 12 navne på mænd udenfor selskabet, og af de 12, der herved fik flest stemmer, valgtes ved en ny votering 3, der suppleredes med 2 af selskabets egne medlemmer; de første tre blev etatsråd deputeret Ove Malling, overretsassessor J. H. Bärens og professor A. Gamborg, de to Holmens provst dr. phil. & theol. Jens Bloch og overretsassessor Fr. (Winkel)Horn, og den således sammensatte komite tog straks fat med det resultat, at en af professor P. Villaume indsendt besvarelse blev prisbelønnet. Men assessor Bärens gjorde ingen hemmelighed af, at han foretrak en anden af besvarelserne, hvis forfatter viste sig at være dr. Phil. Gregers Begtrup, den senere (eneste) professor i landøkonomi ved Københavns Universitet. Bärens udgav nemlig et lille skrift: »Hvad kan der gøres til håndværkernes opkomst i Danmark?« (1799), der ender med en bedømmelse af de ni indkomne besvarelser, af hvilke han giver udførlige uddrag.

Bärens var en virkelysten og meget alsidig mand, hans interesser gik i næsten alle retninger og omfattede da også tidens stærkt fremtrædende filantropi, hvad der ved hans død i 1813 blev sagt tak til ham for på en ganske karakteristisk måde. Da han, der havde været nøje knyttet til Københavns Fattigvæsen, efter eget forlangende var bleven jordet på de fattiges kirkegård udenfor Østerport, sendte »en agtet borger« overlægen ved almindeligt hospital 1000 rd. til anskaffelse af så mange thekedler med tilhørende fyrfade, at de syge til enhver tid kunne blive forsynede med varm drikke; det havde Bärens engang ønsket måtte kunne ske, og derfor sattes der nu til hans hæder på enhver af kedlerne indskriften »Bärens’ minde«. Efter Bärens’ mening skulle forøvrigt en embedsmand ikke alene være sin post voksen, men tillige være en god mand og en god borger, der efter evne skulle virke alt sit til almenvel, og for sit eget vedkommende siger han, karakteristisk for tidens retning, at skolevæsenet var den mark, han dyrkede med størst glæde. Mærkes kan det således, at han, der havde et åbent øje for såvel musikkens som gymnastikkens betydning for opdragelsen, i de skoler, han havde med at gøre, fik indført metodisk undervisning i sang og, endog i fattigvæsenets skoler, både gymnastik og svømning. I overensstemmelse med hans skoleinteresserethed er det da naturligt, at han, som vi har set, var mellem foredragsholderne i Borgerdydsselskabet, han læste over naturens ret og de borgerlige love, at han var medlem af præmieselskabet til flids belønning i det Schouboeske Institut, og at han nu kom med i det arbejde, som »Selskabet til unge håndværkeres dannelse« ønskede i gang.

Sin ovenfor nævnte lille bog begynder han med at sige, at klagerne over, at Danmark stod tilbage i kunstflid og industri, var sande, landets håndværkere var uvidende. Men derfor måtte forældre, mestere og øvrighed se deres væsentligste pligt i at have »indseende med ungdommens opdragelse«. Der måtte gives nye håndværkerlove; der måtte våges over, at lærlingene på rette måde oplærtes, at svendenes vandringer ikke misbrugtes, at mesterstykkerne rettelig bedømtes osv.. Thi i alt fald foreløbigt holdt Bärens på lavene og betragtede de mange bevillinger til som frimestere at drive en profession som skadelige. For ham lå hovedvægten på at få skabt en levende erkendelse af, at håndværksstanden var en vigtig stand i staten. Det er »den skadeligste af alle vildfarelser«, siger han, at gå ud fra, »at den, som duer til intet andet i verden, kan vorde en duelig håndværksmand«.

Han gransker derefter selvstændigt det fremsatte prisspørgsmål. Og hans resultat er, at et på en gang teoretisk og praktisk institut ikke vil kunne gennemføres. Man kan samle lærlingene til teoretisk undervisning, men det praktiske må læres på værkstederne. Også her kan et selskab imidlertid have en opgave, den nemlig at udpege duelige og hæderlige mestere, hos hvem lærlingene kunne anbringes, og i forbindelse hermed endnu have tilsyn med den oplærelse, der gives dem. Det måtte kunne nås, »at ikke kunstflid og færdighed erhverves på moralitetens bekostning«.

Ud fra disse synspunkter undersøger Bärens derpå de indkomne ni besvarelser, der indeholde en række forskellige anskuelser. Opgaven bør løses af staten, mener en af forfatterne, medens de andre holde på private selskaber, og på lignende måde gør der sig afvigende meninger gældende med hensyn til den rolle, som tiltænkes lavene. De fleste er imod dem. Forslagene går væsentlig ud på værkstedsoplærelse i forbindelse med besøg i søndags- og aftenskoler samt på en videre udvikling af tidens realskoler, kun eet forslag tilsigter oprettelsen af et institut, i hvilket lærlingene skulle bo, bespises og oplæres og det endda både teoretisk og praktisk. Her skal imidlertid kun to af besvarelserne nærmere omtales, den, der blev prisbelønnet, professor Villaumes, og den, der efter Bärens’ mening var den bedste, dr. phil. Begtrups.

Villaume siger, at han ikke specielt kender lavsforholdene i København; men efter hans almindelige erfaring vil »mesteren og svenden på deres lavssamlinger udle den kammerat, der afveg fra gammel slendrian«. Det gælder derfor om først og fremmest at arbejde på, at den ønskede reform kan komme til at virke således, at lavene ville modtage instituttets elever. I så henseende bør der arbejdes ved prisopgaver øg præmier, ved publicitet og æresbevisninger; et særligt ugeblad ville også kunne gøre nytte. Men nu instituttet. En egentlig opdragelsesanstalt ville være forbunden med store vanskeligheder, og Villaume tænker sig den da kun som en anstalt for undervisning og øvelse; han ser ikke muligheden af »et alment institut, ikke engang et teoretisk, og så mindre et praktisk for alle håndværkere«. Det måtte deles i en række institutter efter de forskellige fag, men omkostningerne derved ville blive meget store, og han synes da nærmest at anbefale oprettelsen af et væsentlig teoretisk institut for lærlinge og svende, hvor der bl.a. doceredes naturhistorie og fysik, forskellige discipliner, der nærmest kunne betegnes ved navnet nationaløkonomi, dernæst håndværkshistorie og endelig læren om lavsrettighederne, »for at vise de unge mennesker, hvor liden nytte de og publikum har deraf«. Undervisning i læsning, skrivning, regning og tegning m. m. tænker han sig given i en forudgående forberedelsesskole. Et tredje led, som han afviser med en bemærkning om, at kun få ville kunne nyde godt deraf, er oprettelsen af »en fabrikanstalt« for de forskellige klasser af håndværk, hvori en duelig mester sammen med en »lærd« skulle lede uddannelsen.

Her er almindelige tanker, men ingen i det enkelte udført plan. Det er der derimod i Begtrups afhandling. Staten har sørget for seminarier, skoler for bjergvæsen, skibsbyggeri, navigation, fortifikation, arkitektur samt maler- og billedhuggerkunst, siger dr. Begtrup, men for håndværket har den intet gjort. Det står derfor som særligt trængende, og Ulrik Greens forelæsninger har påvist, at håndværkerne gerne ville belæres, men samtidig må det erindres, at de mangler forkundskaber. Undervisning i læsning, skrivning og regning optager han dog ikke i sin plan, den må gives i dertil oprettede søndagsskoler. Begtrups plan omfatter kun egentlig håndværkerundervisning for de så kaldte »matematiske« og »kemiske« håndværks vedkommende. En tredje gruppe, det »tegnende« håndværk henviser han til akademiet på Charlottenborg. Han deler dernæst undervisningen i en præliminær og en speciel, gør rede for de forskellige discipliner, de fornødne lærere og fordrer, at instituttet må forsynes med en stor samling oplysende tegninger, en modelsamling og et laboratorium. Her er ikke tale om nogen egentlig værkstedsoplærelse, men institutet skulle ved præmier kunne virke for godt udført arbejde. Endelig viser han i et budget, hvad bekostningen ville være, og hvorfra indtægterne efter hans mening skulle komme. Selskabet for unge håndværkeres dannelse skulle til instituttets bestyrelse vælge et nærmere bestemt antal medlemmer, hvortil skulle føjes en deputeret i Kommercekollegiet, en professor ved Kunstakademiet, et medlem af den Reiersenske Fonds bestyrelse, en matematiker, en kemiker og endelig nogle bekendte mænd af håndværksstanden.

Lige så svævende som den tyske Villaume er, lige så koncis er Begtrup. Det er derfor forståeligt, at en praktisk mand som Bärens foretrak den sidstes besvarelse. Selv Bärens siger imidlertid, at Villaumes »med filosofisk ånd og grundighed« i et godt sprog skrevne afhandling fortjener »særdeles opmærksomhed«. Den fik da også præmien, men den senere så bekendte gehejmeråd Collin taler sandt, når han i de »Københavnske lærde efterretninger« siger, at den »med hensyn til det udsatte spørgsmål er temmelig ufyldestgørende og aldeles ikke svarer til den forventning, man gør sig, når man ved, at dens forfatter er den bekendte pædagog Villaume«. Han kender, hedder det bl.a., ikke de danske håndværkere, når han tror, at de vil lade sig påvirke ved uddeling af broncerede kobbermedaljer eller bladkranse. Her er noget fremmed, som ikke passer til vore forhold. Men forøvrigt må man ikke tro, at Begtrup var uden fremmed dvs. tysk påvirkning. Hele opdragelsesbevægelsen kom til os fra Tyskland. Af de ni mænd, der indlod sig på at besvare det danske selskabs prisopgave, var de seks tyske, og forbilledet for Begtrups afhandling lå i Hamborg.

Efter priskonkurrencens afslutning gik selskabet videre. I august 1799 nedsatte det et nyt udvalg, der skulle fremkomme med en endelig plan, og udvalget kom til at bestå af assessor Bärens, hofpræst Christiani, professor Gamborg, assessor (Winkel)Horn og bjergværksejer J. Schnell. Komiteen trådte straks sammen, og allerede i september sender den selskabet et særlig trykt »Udkast til en plan for et håndværkerinstitut«, hvori den, før den går til at udarbejde en udførlig plan, beder om at få et par spørgsmål besvarede. Den vil vide, om målet blot skal være at skaffe eleverne de fornødne videnskabelige kundskaber og praktiske færdigheder, eller om der også skal tages sigte på at gøre dem til sædeligt bedre mennesker og mere oplyste statsborgere. Dernæst spørger den om, hvorvidt det vil tilfredsstille selskabet, at der ikke oprettes et for de forskellige fag praktisk institut - et sådant vil man næppe kunne magte - men at målet søges nået ved at formå dygtige mestere til hver i sit fag at oprette praktiske institutter, hvis elever tilsendes dem fra og tilses af selskabet, der må være betænkt på at virke for en sådan forandring i lavslovgivningen, at de i disse institutter opdragne unge håndværkere kunne få adgang til at blive mestere.

Selskabets svar kendes ikke, men det har afgjort gået i den retning, komiteen ønskede. Den vedblev sit arbejde, som imidlertid ikke viste noget resultat før i 1801, altså en god stund efter den 21 marts 1800, den dag, til hvilken der er knyttet to så væsentlige begivenheder som den betydningsfulde forordning angående lavsforholdene i København, der ganske svarede til den af komiteen ønskede forandring i lavslovgivningen, og så pastor Massmanns opråb angående oprettelsen af en række søndagsskoler, der kunne gavne håndværkets ungdom. Massmann havde ved sin konfirmationsundervisning set, »hvor utrolig uvidende den største del af drengebørnene, der er bestemte til håndværksstanden, forlader de offentlige skoler«, og han nåede, at

søndagsskolerne omtrent straks blev til virkelighed. Han viste, hvad energi, der ikke fortaber sig i lange betænkninger, kan udrette, medens »Selskabet til unge håndværkeres dannelse«, som vi nedenfor skulle se, kun fik et ringe resultat af sine mange komiteer og vidtløftige overvejelser. De to tyskfødte præster, pastor N. H. Massmann ved Frederiks(nu Kristians)kirken på Kristianshavn, der var født i Holsten, og hofpræst Christiani, der var født i det sydlige Slesvig, kom herved på en vis måde til at stå som modsætninger. Christiani blev nemlig ledende i det nævnte selskab, der nu atter skiftede navn og kom til at hedde »Selskabet til unge håndværkeres forædling«, en forandring der sikkert skyldes Christiani, om hvem der lidt ondsindet er blevet sagt, at han tilbunds forstod den basedowske reklamekunst og gik vidt i oplysningstidens hele sentimentalthumane floskelvæsen. Da den tyske hofpræst professor Adler, der tillige var præst ved Frederikskirken, i 1792 blev superintendent i Slesvig, fik han to efterfølgere i København, Christiani blev hofpræst, medens Massmann blev præst ved Frederikskirken, og det er disse to, der nu hver på sin måde greb ind i arbejdet for håndværkernes undervisning. De massmannske søndagsskoler virker endnu den dag i dag, men hvad Christiani fik frem i et ganske stort apparat, blev kun af kort varighed.

Komiteen, som Christiani var medlem af, lod som nævnt først høre fra sig i begyndelsen af 1801. Så udsendtes en lille bog »Grundlinier til en plan til håndværksstandens forædling«, der trods mange og store ord næppe tør betragtes som særlig indholdsrig. Den siger egentlig ikke meget mere end dette lille »udkast« fra 1799. Det betragter selskabets hensigt som »vidtomfattende«, dets mål er »et stort og i den talrigste borgerklasses interesse dybt indgribende foretagende«. Håndværksstandens forædling kunne umuligt blive stående ved »professionernes lærlinge«, den måtte udbredes til deres lærere, mestrene og svendene, »især de første«. Planen måtte omfatte »den hele idee«. Det gjaldt ikke alene om at arbejde på håndværkernes »fuldkommelse« som håndværkere og kunstnere, men også på at gøre dem til legemligt sunde og åndeligt rigtigt følende og sædeligt gode mennesker. Selskabet havde imidlertid ingen lovgivende myndighed så lidt som fonds til at bestride de påløbende omkostninger med; det ville derfor være urigtigt nu at fremsætte detaljerede planer. Man kunne endnu ikke vide, hvilke der var de bedste. Hvad det i øjeblikket kom an på, var at søge at skaffe selskabet »den udvortes evne, der udkræves til at realisere dets ideer«. Med dette for øje tilrådedes det da selskabet som repræsentanter at få sådanne mænd i spidsen, »hvis navne publikum er vant til at nævne med agtelse, og hvis offentlige karakter alt i og for sig selv kan bidrage til at tildrage selskabet opmærksomhed og tiltro«, samt at få en af mange virksomme og kundskabsrige mænd bestående komite, der først og fremmest skulle »affatte de nødvendige udkast til den bedst mulige udførelse af planens enkelte dele«. Selskabet skulle oprette en række forskellige skoler, skulle korrespondere med udlandet for at skaffe sig kundskab om nye opfindelser, skulle udgive et tidsskrift osv.. Når sagen på rette måde kom frem, ville vel »ingen enkelt velhavende indbygger i København nægte selskabet sin tiltrædelse og sit fjerdingårskontingent«, man ventede desuden et tilskud fra den nylig oprettede Reiersenske Fond, og ved repræsentanternes hjælp håbede man »på deltagelse i de offentlige hjælpekilder«.

Efter disse i fem afsnit med mange ord fremsatte almindelige betragtninger kommer tilsidst et lille beskedent sjette med overskriften »specielle forslag til nogle foranstaltninger, der er lette at føje«, og her foreslås to ting. Selskabet skal for det første lade afholde to rækker foredrag for håndværksmestere og svende, den ene af teknologisk art, den anden med det mål »at fremme sædeligheden og en bedre behandling af de undergivne« (dvs. lærlingene), og ved siden heraf skal selskabet dernæst søge at formå forskellige agtede håndværkere til hver i sit fag at anlægge praktiske institutter under ledelse og opsyn af dertil udvalgte medlemmer af selskabet.

Disse så kaldte »grundlinier« er affattede af hofpræst Christiani, men de formåede ikke at samle den nedsatte komite om sig. Ved siden af hans navn findes kun professor Gamborgs og assessor Bärens. Assessor (Winkel)Horn kalder meget høfligt betænkningen før »en afhandling, der røber filosofisk ånd og udbredte kundskaber«, men han ønsker en del bestemmelser tilføjede angående et praktisk institut, som straks måtte kunne overkommes. Ja han siger endda, at alt andet burde man lade ligge; lykkedes institutet, i hvilket han gerne ville have sine sønner optaget, ville det andet komme af sig selv. Og hvad endelig bjergværksejer Schnell angår, da er også han en høflig mand. Han finder flertallets plan »vel udtænkt, skønt ordnet og fortræffelig forfattet«, men der er dog nogle udtalelser i den, som han ikke kan tiltræde, og han er enig med assessor Horn »i hovedideerne af hans udkast«. Schnells korte tilføjelse er dateret den 13 januar 1801.

Sagen kom derefter for i selskabet, der fulgte udvalgets veltalende flertal. Der blev foretaget valg af repræsentanter, og dertil valgtes ingen ringere end statsminister E. H. Schimmelmann, præsident i det danske kancelli Fr. Moltke, overhofmarskal A.W. Hauch og første deputeret i Generaltoldkammeret etatsråd Ove Malling, samtidig med at selskabets bestyrelse overdroges til trekløveret Christiani, Gamborg og Bärens, der i oktober 1801 suppleredes med professor ved kunstakademiet justitsråd N. Abildgaard, professor i astronomi ved universitetet Ole Warberg, professor i matematik ved kunstakademiet J. H. Rawert, administrator ved den Kgl. Porcellænsfabrik, apoteker og professor i kemi Ludvig Manthey, overretssassessor justitsråd Hans Heger, kaptajn H. C. Gamst og skaberen af de nylig oprettede søndagsskoler pastor N. H. Massmann. Bestyrelsen eller, som den kaldte sig, komiteen kom altså til at bestå af ti medlemmer, hvad der er eet medlem mere, end der til at begynde med foresloges i de ovennævnte »grundlinier«, men desuagtet kom der, som dog dér foreslået, ikke til at sidde »tre særdeles duelige professionister« i den. Dens eneste repræsentant for håndværket er kaptajn i borgervæbningen Gamst, der er identisk med den som særlig dygtig håndværker tidligere nævnte smedemester (og klokkestøber) Hans Christensen Gamst, der forøvrigt allerede dør i 1803. Men muligvis har man regnet med, at den sære assessor Heger ikke alene skrev teknologiske anmeldelser men også havde mange mekaniske færdigheder; han sleb glas, forfærdigede kikkerter, stak i kobber, drejede og gjorde paparbejder osv.. forøvrigt ses det, at kobbertøjsfabrikant (dvs. kobbersmed) J. Conradt sidder i komiteen i 1802. I dette år begyndte den nemlig at virke og indrykkede i den anledning et par avertissementer i Adresseavisen, kun underskrevne af hofpræst Christiani, men i det første af dem nævnes komiteens samtlige medlemmer.

I det første avertissement, der findes i Adresseavisen for den 8 februar 1802, opfordrer hofpræst Christiani de af selskabets medlemmer, der måtte ønske at henlede komiteens opmærksomhed på »en eller anden dem vigtig forekommende genstand« om at lade ham det vide, og i det andet, der forekommer den 12 og 16 februar, beder han de håndværkere om at melde sig, der ville være tilbøjelige til at oprette »egne institutter«, i hvilke unge mennesker kunne få lejlighed til »at erhverve sig alle til denne eller hin profession fornødne dueligheder uden i mindste måde at blive betragtede og behandlede som læredrenge«. Der meldte sig imidlertid ingen; og så besluttede man sig til simpelthen at anbringe de unge mennesker, hvis forældre eller formyndere derom henvendte sig til komiteen, som lærlinge hos dertil egnede mestere. Men stort tilløb synes der ikke at have været. Et lille skrift, hvori der gaves nærmere oplysninger herom: »Fra komiteen for selskabet til håndværksstandens forædling i Danmark« (1804), synes imidlertid ikke bevaret, så lidt som selskabets papirer, men det fremgår af en artikel, som assessor Bärens i 1811 skrev i tidsskriftet »Penia« angående selskabet. Efter den blev i 1810 fire af selskabets lærlinge svende, og det fremhæves herved særligt, at to af dem var sønner af embedsmænd, henholdsvis af rektoren i Ribe professor Lorens Hanssen og af den reformerte præst i Fredericia J. M. Dalgas.

Selskabet har altså gjort sit til, at børn af bedre folk kom til håndværket, noget særlig stort antal lærlinge har det dog næppe nået at få anbragt. Dets største virksomhed har sikkert bestået i at arrangere foredrag for mestere og svende, hvortil det fik gratis lokale først på Ehlers’ Kollegium senere i Nikolaj Arbejds- og Læseskole, og ved disse har Christiani spillet en væsentlig rolle. Hans på tysk holdte foredrag foreligge trykte (første del i 1806, anden del i 1809), oversatte på dansk under titlen »Anvisning til en med vor natur og bestemmelsen passende leveplan«, for hvilke der i 1807 af taknemlige tilhørere blev overrakt ham en adresse, og det har sin interesse at se ham selv omtale denne sin virksomhed. Han gør det i 1808 i det indlæg, han deltager med i den af harme mod England og alt, hvad engelsk var, rejste bevægelse, der førte til dannelsen af »Selskabet for indenlandsk kunstflid«. Han anbefalede den i »den forsamling af håndværkere, for hvilken jeg i de fem seneste vintere har holdt offentlige forelæsninger«, idet det forekom ham at være vigtigt, »at vore håndværkeres tydelige indsigt og levende følelse, af hvilke store fordele der for dem selv kunne flyde af den meddelte plans heldige udførelse«.

Han fortsætter videre: »Har end de af »Selskabet til håndværksstandens forædling i Danmark« anvendte bestræbelser ikke hidtil frembragt store og iøjnefaldende virkninger, så tror jeg dog med sikkerhed at kunne antage, at ved de offentlige forelæsninger, der med stedse stigende interesse allerede nu er blevet besøgte af adskillige hundrede af stadens håndværkere, såvel mestere som svende, er hos disse ej blot overhovedet, men tillige med hensyn på deres håndtering og kunst i ikke ringe grad vakt en eftertænksomhedens ånd; jeg tror at turde antage, at benævnte selskab kan tilegne sig nogen del i, om en betydelig mængde af vore håndværkere nu er ligeså redebonne som skikkede til med råd og dåd at understøtte ethvert ædelt forslag, som har kunstflidens forstørrelse og just derved tillige vort fædrelands velstands forøgelse for øjne«. Som man ser, tillægger Christiani sit selskab en ikke ringe betydning, og i slutningen af sit lille skrift får han endnu lejlighed til ganske udførligt at omtale dets foredragsvirksomhed. For Københavns håndværksmestere og svende åbner det hver vinter, siger han, fri adgang til ikke mindre end fem »læreanstalter«. Den første »til en almindelig højere åndsdannelses fremme«, det var i den han holdt sine foredrag, den anden for dansk ortografi den tredje for elementær matematik, den fjerde for de mekaniske videnskaber og den femte for kemi. Det ser ret storartet ud, og det tyder jo på stadig fremgang, når han oplyser, at den første »læreanstalt« havde bestået i fem år, den anden i fire, den tredje i tre år, og at den fjerde og femte skulle åbnes i den tilstundende vinter. Fuldt så storartet ser det imidlertid ikke ud efter overretsassessor Bärens’ ovenfor nævnte artikel. I den er der ikke tale om forskellige »læreanstalter«, men kun om forskellige foredragsrækker.

Selvfølgelig omtales Christianis foredrag først. Det meddeles, at de holdtes på tysk, men at de dog også foredroges på dansk først af lærer ved Frue Skole (dvs. Metropolitanskolen) Jacob Krum, der var den, der havde oversat Leveplans-Værket på dansk, og derpå af kateket ved Holmens Kirke H. C. Michelsen, der blev afløst af student C. B. Hallager, en søn af den ovenfor nævnte bogtrykker Morten Hallager. Foredragene over dansk holdtes oprindelig af cand. theol. A. S. Sabroe, der efterfulgtes af kandidaterne O. N. Rafn, L. Nannestad og F. Dastrup; begyndelsesgrundene i matematik foredroges først af den ovennævnte lærer Krum, der til efterfølgere fik lærerne H. C. Linderup og F. C. Kielsen, alle ved Metropolitanskolen; mekaniken endelig doceredes af den sidstnævnte lærer Kielsen, hvorimod »læreanstalten« i kemi ikke synes at være blevet til virkelighed, men så kan det til gengæld nævnes, at assessor Bärens i to år holdt foredrag over de skønne kunster. I hvor lang tid disse foredragsrækker fortsattes, er ikke oplyst. Men da Christiani i 1810 forflyttedes fra København til Holsten, og Bärens i 1811 trådte ud - han skriver herom i nogle efterladte optegnelser om sit liv: »Den, som ved sin natur drives til at handle med raskhed, finder sig ikke i at standses ved søvnagtighed og vrøvlerier« - er der muligvis ved denne tid sket en standsning. Sikkert er det i ethvert tilfælde, at foredragene ikke omtales i et avertissement fra selskabet i Adresseavisen for den 10 januar 1816. Det indeholder kun en opfordring til de forældre eller andre, der ønske lærlinge »oplærte i et håndværk hos duelige mestere på en sådan måde, at læretiden ikke bortødsles med uvedkommende arbejde«, om at melde sig til selskabets komite, der forøvrigt nu kun bestod af seks medlemmer, overretsassessor etatsråd Hans Heger, generalkrigskommissær J. H. Rawert, møntdirektør professor O. Warberg, kaptajn J. Conradt, hofapoteker G. Becker og kateket ved Garnisonskirken professor Chr. Fr. Brorson.

Den, de vedkommende særlig skulle henvende sig til, var kaptajn i borgervæbningen, kobbertøjsfabrikant Jørgen Conradt. Denne Københavnske kobbersmed synes da nu at være blevet den ledende. Fra 1802 havde han været medlem af selskabets komite, og han stod som den eneste håndværker, der efterkom selskabets ivrige ønske om oprettelsen af praktiske institutter. I 1807 åbnede han et »Institut for metalarbejdere«, som selskabet ydede den størstedel af den årlige understøttelse, det selv oppebar fra den Reiersenske Fond, 300 rd. af 450 rd., og som selskabet, da det i 1818 opløste sig, testamenterede alle sine ejendele. De mange års ivrige filantropiske bevægelse i vort samfunds højere lag til fremme af håndværksstanden endte altså i et af en håndværker oprettet praktisk institut, der kendes den dag idag. Det var en præst, der i året 1800 startede de massmannske søndagsskoler, men det var en håndværker, der i 1807 oprettede institut for metalarbejdere. Håndværkerne begyndte nu selv at tage hånd i hanke med arbejdet for deres udvikling. Det var da også virkelig håndværkere, der havde søgt til de af »Selskabet til håndværksstandens forædling« etablerede foredrag, hvad der for Christianis forelæsninger kan ses af den adresse, hans tilhørere i 1807 overrakte ham. De seks, der på samtlige tilhøreres vegne underskrev og frembar den, var: fruentimmerskrædder Joh. Fried. Krohne, skræddermester S. Møller, bagermester Joh. Friedr. Brasch, guldslager J. C. Faust, skomagermester N. Höck og kunstdrejer J. H. Dehsen.

Som vi have set, var der mange, der ville hjælpe håndværksstanden, overretsassessorer, præster, professorer, kollegieembedsmænd osv., og de søgte hjælp højt oppe, både hos ministre og hofembedsmænd. Det var en filantropisk bevægelse i rousseausk ånd, men resultatet blev langtfra det ventede; der synes at have været for mange betænkeligheder og for liden handledygtighed. I det attende århundrede kan der i denne retning egentlig kun peges på den struenseeske omordning af Kunstakademiet (1771), der derved tillige blev en tegneskole for håndværkere, og lige ved århundredets slutning oprettelsen af de massmannske søndagsskoler, men det var ikke den ovennævnte bevægelse, der virkede her. Og forsåvidt må det beklages, at resultatet ikke blev større, som håndværkerne trængte til al den undervisning, der kunne tilrettelægges for dem. Vi har ovenfor hørt en række udtalelser herom fra meget forskellig side, og endnu i 1811 kan en mand, der var så vel sindet mod håndværkerne som overretsassessor Bärens, med øjet på datiden sige: »Håndværksstanden fremstilte i mange, omend ikke i de fleste deres medlemmer en menneskeklasse, som formedelst råhed, uvidenhed, smagløshed og hang til mangehånde udsvævelser levede afsondret fra deres mere dannede medborgere«.

At det var således, kan dog kun til en vis grad tilregnes håndværkerne selv. Hvorfra skulle de have fået fornøden oplærelse og undervisning fra? De kommunale skoler i København var kummerlige; den senere boghandler i Århus S. Warberg, der var født i 1797 i København, hvor han blev typograf, siger således, at de altfor mange elever i Helliggejstes Skole, hvori han gik, kun lærte dårligt. Og med hensyn til skoler for bedrestilledes børn fremgår det af en artikel fra 1792 af Lavskommissionens sekretær Rosenstand-Goiske, at de få sådanne, der var oprettede, endnu på den tid ikke til stadighed benyttedes; man holdt sig tilbage. Rosenstand-Goiske står betænkelig overfor, at det syntes at skulle blive sædvane, at børn fik deres undervisning udenfor hjemmene, ja for pigers vedkommende var han afgjort imod noget sådant som absolut uheldigt. Under sådanne forhold kan man snarere forbavses over, at der var så mange dygtige og ranke håndværkere, som der dog i virkeligheden må have været, skønt de ikke havde andet at støtte sig til end deres lav med dets nedarvede værkstedsoplærelse og dets traditionsfaste skikke, og det var, som om de, nu da der viste sig en voksende modvilje overfor lavene, sluttede sig kraftigere end før om disse deres udgangspunkter. Vi kunne se eksempler herpå i Københavns snedkerlav.

I 1777 skabtes under Kommercekollegiet et kongeligt møbelmagasin. Det skulle ophjælpe navnlig møbelfabrikationen og forestodes til at begynde med af stadsbygmester G. E. Rosenberg. Men det faldt ikke i lavsmesternes smag, så meget mere som Rosenberg, der mente, at her kun var få duelige arbejdere, og at de her forarbejdede møbler stod tilbage i nøjagtig og smagfuld udførelse, med kraft gik imod alle urimelige lavsskikke. Da arkitekt Josef Lillie i 1784 blev inspektør ved magasinet, kan det derfor godt forstås, at lavet ikke gerne ville anerkende ham som snedkermester, skønt han efter Kunstakademiets reglement af 1771 som indehaver af akademiets guldmedalje havde ret til uden mesterstykke at drive professionen. Men der var andre, som lavet stillede sig på lignende måde til, således de to ovenfor nævnte ypperlige snedkere Brøtterup.

Under 12 januar 1780 afgik der ordre fra Kancelliet til Københavns Magistrat om, at Simon Brøtterup måtte i snedkerlavet indtages uden mesterstykke, og under 17 marts 1784 fik Jens Brøtterup kongelig bevilling til at måtte gøre al slags snedkerarbejde med behøvende drejer-, billedhugger- og stolemagerarbejde og til at måtte holde svende og udlære drenge, der ved lavet skulle indog udskrives. Det var ganske imod, hvad snedkerlavet betragtede som ret og rigtigt, og det stillede sig derfor også strammest muligt overfor disse fremmedartede mestere. Det indrømmede dem det mindst mulige, således som det kommer frem i en stor sag, som en vægring fra lavets side bragte over det i 1795, altså året efter at Lavskommissionen var bleven nedsat. Sagen drejer sig om en snedkersvend, der søger om at blive snedkermester uden at gøre mesterstykke. Hans navn var Lorentz Schalck, han havde været svend i 25 år, havde i flere år været mestersvend hos det kongelige møbelmagasins inspektør hofdekoratør Lillie, hvem han forlod for at gifte sig, idet han samtidig tog tjeneste ved det borgerlige artilleri, noget, der som ovenfor berørt gav ham ret til med egne hænder at ernære sig af sin profession. Nu ønskede han imidlertid at blive mester i lavet men uden at gøre mesterstykke; han sad med flere børn, havde ikke råd til at afholde de med mesterstykket forbundne omkostninger og mødte frem med de ypperligste anbefalinger som en endog usædvanlig dygtig snedker fra hofdekoratør Lillie, professor Harsdorff og tømmermester brandmajor Boye Junge.

Lorentz Schalcks ansøgning blev sendt snedkerlavet til erklæring, men her blev den alt andet end godt modtagen. Under d. 7 marts 1795 udfærdigede det en skarp skrivelse imod ansøgeren. Der mindedes om, at han som lavssvend i 1781 havde været formand for alle de fortrædeligheder, som de ugifte (tyske) snedkersvende dengang voldte, og så reduceredes hans fortrinlige anbefalinger nærmest til intet: Lillies attest smagte af partiskhed mod lavet, Harsdorffs grundede sig på Lillies - han var altfor god en mand til at nægte en attest - og Boye Junge måtte jo som chef for det borgerlige artilleri sørge for dettes medlemmer; i det hele var »disse tre mænd ikke lavets kompetente dommere, og altså da Schalck ikke har vundet den store guldmedalje, kan og vil vi aldeles ikke modtage ham i lavet som mester, medmindre han på samme måde, som vi andre have måttet gøre, forfærdiger sit mesterstykke«. Og så hedder det videre, at har han ikke evne til at anskaffe materialerne til dette, »da skal han få dem af os og hans arbejdsløn for stykket, når det er færdigt og opvist, mere kan vi ikke tilbyde«. Det var en usædvanlig djærv skrivelse, som vakte ikke ringe bevægelse i Magistraten, der delte sig i et flertal og et mindretal. Flertallet, bestående af borgemester justitsråd Morten Munk samt elleve rådmænd, Aage Kaasbøl, Olaus Baadh, Peter Thomsen, Thomas Wissing, Herman Læssøe, Chr. Wosemose, stadshauptmand Jens Mylius, Andreas Skibsted, C. C. Lund, C. G. Schmidt og Mathias Lunding, holdt egentlig med lavet, hvad de udtrykte på den forsigtige måde, at de ganske overlod sagen til hans majestæts godtbefindende, medens mindretallet, overpræsident kammerherre Chr. Urne, borgemesterne konferensråd Morten Hiorthøy, etatsråd J. Th. Flindt og justitsråd Balthasar Schiøtt samt rådmændene justitsråd Svenning Lange, kancelliråd J. H. Voltelen og justitsråd Carl Pontoppidan, indstiller Schalcks ansøgning til vedtagelse, idet de udtale, at lavets erklæring, »der er affattet udi helt ubetænksomme udtryk, altfor tydelig røber dets animositet imod ham, hvori vel også grunden for hans vægring [ved] at tage imod dets tilbud, nemlig frygt for de chikaner, ham under arbejdet kunne lægges i vejen, egentlig må søges«. Herefter faldt der den 24 april 1795 en kongelig resolution, der gik ud på, at Schalck måtte i snedkerlavet indtages uden at gøre mesterstykke.

Dermed var sagen imidlertid slet ikke til ende. Den kongelige resolution blev oplæst i en lavssamling, som fandt meget at erindre i den anledning, og i et derefter afholdt såkaldt tredobbelt lav udtaltes, at man selvfølgelig bøjede sig for, at kongen havde givet Schalck frihed til at ernære sig som snedkermester, men at lavet ikke derfor kunne være forpligtet til at antage ham som interessent i hvad dets medlemmer sig imellem privat havde arrangeret. Men stemningen var endnu skarpere, end det heraf fremgår. Udenfor protokollen var man enig om, at Schalck slet ikke skulle antages, han skulle stå udenfor »ligesom brøtterupperne og hofdekoratør Lillie«, der selv måtte skaffe sig svende. Sagen udviklede sig imidlertid videre. Den 18 maj fik Schalck borgerskab som snedkermester, men snedkerlavets oldermand Daniel Allieng vægrede sig ved at indtegne ham i lavsprotokollen. Magistraten kaldte ham i den anledning for sig og foreholdt ham hans pligt, men det hjalp ikke. Så gav den ham en skriftlig ordre, hvad der førte til, at han erklærede ikke at kunne indtegne Schalck uden med alle mesternes samtykke, hvorfor han bad om tilladelse til at samle dem i et møde, men en sådan tilladelse fandt Magistraten det upassende at give, da sagen jo var afgjort ved den kongelige resolution, og under 4 juli indberettede den da, hvad der var forefaldet, til Kancelliet, der ganske naturligt ønskede at høre Lavskomiteen, fra hvem der så under d. 14 august kom en skrivelse, der havde både næb og klør.

Lavets forhold i denne sag, hedder det, »indeholder en ikke mindre forbrydelse end den med overlagt råd at trodse og modsætte sig hans majestæt kongens bud. En sådan overhørighed kan og bør ikke tåles i nogen vel ordnet stat, men fortjener den alvorligste og mest eksemplariske afstraffelse. Om nu hans majestæt befaler enten umiddelbar at ophæve denne korporation på grund af det misbrug, den har dristet sig til at gøre af dens rettighed som lav, eller at bemeldte lav bør tiltales både til dets lavsrettigheds fortabelse og til straf for dets ulydighed, det må man overlade til hans majestæts bedømmelse«. Efter indstilling fra Kancelliet resolverede nu kongen, at lavet skulle tiltales i overensstemmelse med lavskomiteens forslag. Så kom sagen for Hof- og Stadsretten, og ved dennes dom af d. 29 februar 1796 blev lavet dømt »for sit lovstridige og formastelige forhold«. »Dersom der, som lavet foregiver, imellem enkelte medlemmer var indgået sådanne private, lavet i det hele uvedkommende lovlige foreninger, fra hvilke de troede sig beføjede at udelukke Schalck, så kunne dette dog ikke berettige dem til at nægte indskrivelsen, da de, efter at denne var foregået, enten ved forespørgsel hos vedkommende kollegium . . . eller ved domstolen . . .kunne få oplyst, hvilke rettigheder der ifølge bevillingen og lavsanordningen kunne anses at tilkomme Schalck«. Lavet var skyldigt, men da der ikke fandtes nogen bestemmelse, hvorefter det kunne dømmes til at have sin lavsrettighed forbrudt, måtte retten lade det blive ved en bøde, men her valgte den en bøde på 1000 rd. »Som den ved vore love bestemte højeste pengestraf i et tilfælde som det nærværende«.

Som det ses, slog Hof- og Stadsretten hårdt, og dens dom førte til, at der kom et andragende fra lavet om bødens eftergivelse. Det ville blive strengt at udrede den, thi af lavets 115 interessenter havde 16 ophold i hospitaler eller på lignende steder, 30 var fattige og 30 var »afbrændte« dvs. havde lidt ved Københavns nys stedfundne store brand. Men forøvrigt kan det ikke siges, at andragendet var ydmygt. Lavet havde ved sine forskellige skrivelser ikke tilsigtet nogen forbrydelse, »men uagtet lavets lemmer dengang ligesom nu følte sig besjælede af fuldkommen agtelse for lovgiveren, har Hof- og Stadsrettens dom på en smertelig måde overbevist dem om, at deres brugte udtryk ej lade sig forene med deres hensigt, som blot var denne: at udelukke Lorentz Schalck fra private rettigheder, der ej angå lavsforeningen og dens medfør, og til hvilke reskriptet [dvs. Den Kgl. Resolution] altså ej heller giver ham adgang«. Lavet fastholder altså stadig sin grundbetragtning, og Kancelliet så da heller ikke nådigt på andragendet. Svaret blev, at bøden måtte betales, hvis lavet da ikke ville appellere dommen, men det ville det ikke, og sikkert med rette. Havde Lavskommissionen med justitiarius i Højesteret konferensråd Cordsen i spidsen ment, at der kunne blive tale om lavsrettighedens forbrydelse, kunne det være farligt at lade sagen komme for Højesteret. Så var det bedre at blive stående ved bøden, der endda muligvis på en eller anden måde kunne lempes.

Derom søgte lavet i et nyt andragende af d. 5 juni 1796. Bøden var tillagt almindeligt hospital, og nu androg lavet om, at det måtte udstæde en obligation på 1000 rd. til det nævnte hospital og afbetale 50 rd. årligt på den. Det mente Magistraten dog var for lempeligt. 20 år var en altfor lang afviklingstid, da det dog var de skyldige, der burde udrede bøden, og ikke deres efterkommere. Den foreslog, at bøden skulle betales i fem år med 200 rd. årligt, og at lavets interessenter skulle hæfte een for alle og alle for een. Og således blev det; efter at der herom var faldet en kongelig resolution, udfærdigedes den fornødne ordre i sagen til Magistraten den 29 juli 1796.

Københavns snedkere stod her alt andet end forknytte. Det er, som om den Franske Revolutions lære om individernes ret også var nået til dem. Nu kan man jo ikke vide, hvor stor indflydelse den juridiske bistand, lavet har søgt, her har haft; i 1763 spillede en prokurator Nørager en rolle overfor Københavns handskemagerlav, der beskyldtes for genstridighed. Men således har det næppe været her; det var jo ikke alene snedkerlavet, der stod imod. Det gjorde lav på lav, således som det fremgår af deres tidligere nævnte skrivelser til Lavskommissionen, og særlig kan det endnu erindres, at blikkenslagerlavet brugte samme fremgangsmåde mod blikkenslager Irgens som snedkerlavet mod hofdekoratør Lillie og brøtteruperne; de måtte selv skaffe sig svende, lavets omskuning betragtedes som ikke vedkommende de lavet udefra tilførte mestere. Samtidig med at snedkerlavet gjorde modstand mod at antage Lorents Schalck, var der også stærk bevægelse i skomagerlavet. Det havde fra Magistraten fået tilsendt fire frimesteransøgninger til erklæring, og i den anledning førte også dette lav et ganske voldsomt sprog. Hvad ansøgerne støttede sig på for at blive frimestere, var opdigtede og usandfærdige grunde. Men hvad nyttede det, at lavet oplyste dette, Kancelliet lukkede jo altid sine øren for dets forestillinger. I hvilken hensigt dette skete, vidste lavet ikke, det var muligvis for at få penge for bevillingerne. Skønt det gik ud over lavets indkomster og næringsvej, havde det hidtil tålt og tiet, men nu da Københavns store brand havde ramt 68 af lavets familier, kan det ikke roligt se på, at Kancelliet kaster det den ene frimester på halsen efter den anden, og det andrager derfor om at måtte afholde en lavssamling for at rådslå, da det ikke vil modtage flere af Kancelliets frimestere.

Lavets skrivelse var rettet til Magistraten, der bragte den videre til Kancelliet, og så fik lavet efter en kongelig resolution af d. 25 september 1795 en tilkendegivelse af hans majestæts allerhøjeste mishag med advarsel om, at hvis det lod mangle på lydighed og agtelse overfor kongens bevillinger og befalinger, kunne de skyldige vente at blive alvorligt straffede.

Der rørte sig afgjort et kraftigt liv i lavene på den tid, og flere af førerne her have utvivlsomt været personer. Men derfor indtog håndværkerstanden dog langtfra endnu en sådan stilling, at den kunne stå som førende i alle sager, hvor meget de end vedrørte dem selv. Den slog væsentlig kun til indenfor lavsorganisationens almindelige rammer. Da således den sædvanlige lavshjælp ved indtrædende dødsfald viste sig utilstrækkelig, kunne man godt finde på det i så henseende fornødne. Man oprettede særlige lavsligkasser. Det gjorde Københavns skomagere i 1730, snedkerne i 1733, skrædderne i 1737, malerne i 1747, og bevægelsen gik videre til fag, der ikke var samlede i lav. I 1754 oprettede bogtrykkerne i København en ligkasse, der i 1770 gjordes obligatorisk for alle Københavnske typografer, og i 1794 stiftede Københavns farversvende en alderdoms-, syge- og begravelseskasse. Men herudover formåede standen ikke stort. Stødet til bevægelsen for at skaffe trængende håndværkere friboliger eller i alt fald billige boliger kom udefra, fra admiral J. B. Winterfeldt.

Da København efter branden i 1795 byggedes op igen, var han ikke tilfreds med måden, det skete på. Der stræbtes kun efter at gøre byen anselig, men man tænkte ikke på at afhjælpe den herskende trang til boliger for ubemidlede og fattige. En skarp artikel, han skrev herom, havde vanskelighed ved at komme frem, til han endelig fik den trykt i »Borgervennen« (1799). Han maner i den Københavns formuende borgere til at fortjene de fattiges velsignelser ved at opføre huse, der passede for dem; men der meldte sig ingen, og så tog han selv fat med den virkning, at stiftelsen »Trøstens Bolig« i 1805 stod færdig ude i Hoppens Længe (nu Hindegade). Den skulle mod en tålelig leje yde familier af håndværks- eller arbejdsklassen bolig og desuden give småpensioner, »fortrinlig« til enker efter håndværksmestere, »dels fordi det er sjældent, at en håndværksmester er i stand til at fortjene så meget, at hans enke kan leve som en hæderlig borgerkone, utrængt efter hans død, dels også fordi der er ingen særdeles kasse, hvoraf slige enker kunne håbe at nyde pension«. Trods admiralens åbenbare interesse for håndværksstanden og gode forståelse af dens kår blev »Trøstens Bolig« dog ikke nogen særlig håndværkerstiftelse. En sådan kom først i 1837, men så også bragt i stand af håndværkere. Det varede altså noget, inden disse selv kunne tage ledende fat, og det kan vises også på et andet område.

Da England i 1807 havde bombarderet København, rejste der sig en mægtig harme mod England og alt, hvad engelsk var hos mange opstod da den tanke ikke at ville benytte engelske frembringelser. Der aflagdes højtidelige løfter herom, og til støtte for denne bevægelse stiftedes i 1808 »Selskabet for indenlandsk kunstflid«. Den, der indbød til det stiftende møde, var kommitteret i Kommercekollegiet justitsråd C. G. Rafn, der til det indbød en lang række embedsmænd suppleret med et par handelsmænd, en læge, en apoteker og to - siger og skriver to - industridrivende, klædefabrikant J. J. Branner og farver L. Holmblad, og de kunne forsåvidt godt have været udeladte, som de ikke kom til at spille nogen rolle. Da der valgtes arbejdsudvalg, kom den førstnævntes navn slet ikke frem, og farver Holmblad fik kun plads i en så kaldet manufakturkomite, der ikke synes at have udrettet noget alvorligt. Hovedinteressen samledes om udstillingskomiteen, der kom til at bestå af overretsassessor justitsråd J. H. Bärens, hofapoteker professor G. Becker, grosserer M. L. Nathansen, legationsråd Iver Quistgård og notarius publicus G. H. Olsen. Gode og dygtige folk alle, men blot ikke håndværkere. Det var assessor Bärens, der fremsatte tanken om, at selskabet skulle foranstalte industriudstillinger, af hvilke den første blev afholdt i 1810. De industridrivende selv kom først med på dette område, efter at Industriforeningen var oprettet (1838).

Synligt var det imidlertid, at håndværksstandens medlemmer var i stadig udvikling. Det kan, som det nedenfor skal vises, ses i deres deltagelse i forsørgelsesselskabet »Borgervennen« lige fra dettes stiftelse i 1788, men forinden skal der her gøres opmærksom på, at det sikkert langt tidligere ikke har været uden betydning, at Københavns håndværkere færdedes i byens officielle skydeselskab, det kongelige Københavnske Skydeselskab og Danske Broderskab, som dets navn nu er.

Selskabet kan følges tilbage til 1448, og trods håndværkernes beskedne samfundsstilling finder vi straks som medlemmer ikke alene borgemestere, rådmænd, byfogeder, kanniker osv., men også bryggere, guldsmede og ved siden af dem endnu en række almindelige håndværkere: Hans Hutfilter, Jakob Remsnider, Hans Beyer skomager, Jakob Buntmager, Henrik Pedersen skrædder, Jeppe Jensen grydestøber, Peder Lassen smed, Hans Gryner tømmermand, Lasse murer, osv.. Håndværkerne er helt talrigt repræsenterede. I 1504 hedder det også ganske i almindelighed, at »ingen skal være broder uden den, som er lavet værdig og alle ærlige folk, dannemænd eller svende eller dannekvinder eller jomfruer«. Forøvrigt var både kong Kristoffer af Bayern og dronning Dorotea medlemmer ligesom forskellige adelige. Og således vedblev det. Da det i 1620 gøres op, hvor mange kompagnibrødre der endnu levede, er der mellem 329 indenbys og udenbys brødre 50 adelige og en hel del håndværkere; ikke at tale om 14 bryggere, endnu fire skræddere, tre guldsmede, tre bagere, to rebslagere, osv., og således blev det ved ned igennem tiderne. Mellem de fuglekonger, som kendes, findes før 1800 (foruden to bryggere) ikke mindre end tretten håndværkere: tømmermester Jacob Iversen (1747), hofblikkenslager Johan Georg Schmidt (1753), tømmermester Johan Boye Junge (1754), hofslagter Lauritz Jensen (1758), tømmermester Georg Volmeister (1760 og 1762), murermester Michael Bälckow (1774), hofbogtrykker Nicolaus Møller (1776), rebslager Anton Hansen Lynning (1780), juveler Peter Nikolai Triie (1783), hofblikkenslager Peter M. Beenfeldt (1785), bogtrykker E. A. H. Møller (1789), malermester Lars Poulsen Lange (1790) og rebslager Jakob Hansen Bjerregård (1799).

Går vi disse tretten fuglekonger nærmere efter, ses det, at en af dem, tømmermester Boye Junge, er vicebrandmajor, og at en anden af dem, tømmermester Georg Volmeister, senere bliver vicebrandmajor, at tømmermester Jakob Iversen er fændrik ved Borgervæbningen og rebslager Lynning, juveler Triie og malermester L. P. Lange borgerkaptajner. De var med andre ord alle karakteriserede, noget, der dengang såvel som senere spillede en rolle, vi ville komme til at se det nærmere nedenfor. Tre af kongerne var forøvrigt tømrer og een murer, og gennemgår vi de 36 håndværkere, der blev brødre i århundredets sidste tyve år (1780-1800), da var ikke mindre end 8 at dem murermestere og 7 tømmermestere, det var murermesterne E. F. Platz, M. H. Petermann, J. F. Schmidt, Hans Møller, Philip de Lange, L.Thrane, A. C. Wilken og H. G. Schmith samt tømmermesterne Joh. Volmeister, J. C. Suhr, Joh. P. Boye Junge, Chr. Magens, Andreas Kirkerup, Sv. O. Hall og Chr. Chrane, medens der efter dem kun kan nævnes tre blikkenslagere, to bogtrykkere, to grovsmede, to juvelerere, to malere, to rebslagere, to skræddere, to tobakspindere, en bager, en garver, en møller og en skomager. Murerne og tømrerne var altså særlig fremtrædende, hvad der sikkert må sættes i forbindelse med, at disse to fag havde udviklet sig stærkt i storindustriel retning. I 1710 var der 34 tømmermestere i København med i alt 132 svende, medens der i 1798 kun var 37 mestere med ikke mindre end 779 svende, og i 1782 havde to af byens tømmermestere, Andreas Kirkerup og J. P. Boye Junge, tilsammen 329 svende, dvs. mere end alle byens 30 mestere havde i 1730, nemlig 302. Og en ganske lignende udvikling fandt sted blandt murerne. I 1701 havde Københavns 33 murermestere 130 svende, men i 1795 havde byens 37 murermestere 885 svende. I det Københavnske Skydeselskab kom altså en række håndværkere i forbindelse med mænd fra samfundets højere og højeste lag, hvad der ganske sikkert har haft sin betydning for dem, så meget mere som det samme ikke synes at have været tilfælde i datidens klubber.

Klubberne her begyndte formentlig i 1772 med en engelsk klub på Kristianshavn og udbredte sig derefter så hurtigt og stærkt, at de vakte enevoldsmagtens opmærksomhed. Nogle muntre sammenkomster mellem en del livlige unge mænd med væsentlig litterære interesser udviklede sig til selskaber med anselige koncerter, fine baller og interesseret spillen komedie, og så kom den kongelige kabinetsordre af d. 10 maj 1780, der på forskellig måde søgte at få officiel orden i bevægelsen, der jo også kunne få politisk betydning:»De så kaldede klubs, som er blevet indførte her i staden, har i sig selv intet anstødeligt, men da ungdommen derved let kunne henfalde til ledighed, til forsømmelse af deres høje pligter og til ødselhed med deres endog for staten kostbare tid«, så pålægges det Københavns politimester at have et vågent øje med dem. Klubberne skulle have love, der angiver deres virksomhed; deres formænd skulle så vidt muligt være embedsmænd »eller i det mindste mænd af en agtet alder og et sat væsen og bekendt god opførsel«, og alt »hvad som dyd, lov og anstændighed har sat et brændemærke på«, må ikke fordrages; deres sammenkomster skulle ende kl. 11 aften osv.. uden hensyn hertil vedblev klubberne dog stadig at formere sig, og i 1799 fik »Tilskueren« et brev, hvori der udtales et ønske om, at samtlige klubber måtte blive ophævede. Koner og børn sidder forladte hjemme, hedder det, »klubgang har forstyrret megen huslig lyksalighed«, og skønt redaktionen mener at måtte holde igen overfor et så radikalt ønske, indrømmer den, at »de tid, penge- og sjælspildende klubber«, der en tid gjorde virkelig nytte, nærmest må betragtes som et onde.

Ser vi nu på klubberne i forhold til håndværkerne, da er det givet, at den så bekendte Drejers klub, i hvilken Oehlenschlager var sammen med bl.a. brødrene Mynster, Chr. Pram og H. C. Ørsted, hvor han drak dus med Rahbek og blev forestillet for Henrik Steffens, næppe talte håndværkere som medlemmer; den betegnes som samlingsstedet for Københavns ypperste embedsmænd, videnskabsmænd og skønånder. I kronprinsens klub, hvor den smukke købmandsdatter Sofie Zinn fejrede triumf på triumf omgivet af f. eks. greverne Rantzau-Rastorff og Ascheberg, baron Hardenberg, kammerherre Buchwaldt, den franske minister og alle de franske kommissærer, den hollandske minister osv., således som hun selv fortæller det i sit interessante værk »Grandmamas bekendelser«, var der heller ikke plads for håndværkere. Efter disse klubbers love kunne de godt have været dér; i Drejers klub fordredes således kun, at medlemmerne skulle være folk, »om hvis retskaffenhed og anstændige opførsel man kan være betrygget«, men for enhver klub var der som regel fastsat et bestemt, ikke overvættes stort medlemsantal, og så kom de foreslåede endda kun ind efter indgående votering og ballotation.

Vil vi træffe håndværkere, må vi søge til andre klubber, og her skal da f. eks. nævnes Kongens Klub (oprettet i 1776), Det borgerlige Selskab (1785), Det forenede broderlige Selskab (1797) og Det bestandige borgerlige Selskab (1798). At ånden, der her råder, er en helt anden, kan ses bl.a. af lovene for Det forenede broderlige Selskab. Ved festlige lejligheder, hedder det her i lovenes første afsnit § 7, skal ethvert medlem med sin dame tage sæde ved spisebordet efter formandens bestemmelse og efter det nummer, han har på stamtavlen i protokollen, og må enhver, som tager børn med sig, som er fire år og derover, betale for deres spisning efter nærmere bestemmelse og tillige påse, at de ikke forurolige selskabet, der forøvrigt ikke kan have været særlig stort, da medlemmernes antal var sat til 30. Om der var håndværkere imellem dem, der her samledes, kan dog ikke med bestemthed siges, da der formentlig ikke kendes nærmere til dette selskab. Vender vi os herefter til Kongens Klub, kan det oplyses, at den stiftedes af en del medlemmer af Drejers klub, der ikke ville nøjes med den åndelige kost, der var det væsentlige dér, men også ville have lidt god mad. Imellem dens medlemmer findes der i alt fald efter 1788 industridrivende og håndværkere, således til eksempel hofhattemager Lyders (1788), sukkerraffinadør Ladiges (1788), gravør Eylardi (1790), juveler Stunder (1791), papirfabrikant C. Drewsen (1792), sukkerraffinadør Rømer (1793), hofbuntmager J. D. Liebenberg (1796), hattemager Madsen (1797), smedemester Johansen (1797), slagtermester Dein (1798) osv.

Endnu mere oplysende er det dog at se på »Det borgerlige Selskab«, hvis medlemsantal var 100, og som kun måtte optage mænd, der havde borgerskab i København, eller mænd, »hvis stand og embede agtes lige med borgere«. De første 20 medlemmer, som indkom den 30 juni 1785, var: blikkenslager Elias Schmidt, silke- og klædehandler Peter Gleerup, brygger C. D. F. Hempel, silke- og klædehandler Peter Jacobsen, silke- og klædehandler N. L. Bruns, amtskirurg R. A. Thonning, brygger og guldsmed Niels Pihl, vinhandler J. Barfred, kommissionær Miles, konditor Jørgensen, hørkræmmer rådmand Læssøe, urtekræmmer Chr. Fr. Schultz, Brygger Tietchen, vinhandler Bianco, vinhandler Erik Glasing, brygger Hvidberg, tømmermester brandmajor G. Volmeister, købmand Jens Holbæk, købmand Fiedler og magasinforvalter Nic. Ketels. Det er for størstedelen handelsfolk, og ned gennem tiderne bestod selskabet væsentligt af købmænd, grosserere, silke- og klædehandlere, bryggere, vinhandlere, isenkræmmere, urtekræmmere, tømmerhandlere osv.. Det er formentlig kun et tilfælde, at en blikkenslager står med nr. 1 i selskabet, thi håndværkerne var altid kun i mindretal. Efter de første 20 optoges dog endnu i 1785 bl.a. urmager Joakim Brandt, kandestøber Fr. Friederichsen, farver L. Holmblad og smed ved Holmen Jens Poulsen; i 1786: grovsmed Hans Chr. Gamst, sværdfeger J. Nested, farver C. G. Nitsche, tømmermester brandkaptajn A. Pfützner og vokslysfabrikant C. Willatz; i 1787 tobaksfabrikant J. Bech, tømmermester brandmajor H. Brandemann, hofguldsmed Chr. Hosøe, tømmermester Andreas Kirkerup, hofbogtrykker J. F. Schultz og murermester A. C. Wilcken; i 1788 tobaksfabrikant C. Augustinus, blikkenslager borgerkaptajn P. M. Beenfeldt, hofbager C. F. Hendrichsen, bager R. Rasmussen, juveler P. N. Triie, hofhattemager Viertel, kobberstikker ved banken Hans Quist; i 1790 konditor J. M. Aagaard, hofurmager J. Jürgensen, buntmager J. D. Liebenberg osv..

Som man ser, spiller håndværkerne ikke engang i de »borgerlige« klubber nogen fremragende rolle, og om egentlige håndværkerklubber findes ingen meddelelser, skønt en artikel i »Nyeste skilderi af København« før 1804 kunne tyde på, at sådanne kunne have eksisteret. »Her gives«, hedder det, »klubber og selskaber for alle mulige stænder fra adelen lige ned til skoflikkerne«, og så fortsættes der: »Selskabelighed er en af de skønneste ting på jorden; men når den drives så vidt, at endog skræddere og skomagere anser det for en af livets første fornødenheder at være i en klub, at tilbringe halve dage og halve nætter i svir og sværm og tro sig ulykkelige, når deres unge døtre ikke sværmer hver ottende dag omkring på bal - så har man den største grund til at ønske de tider tilbage, da man var mindre selskabelige, men også mindre letsindig og ødsel«. Skønt artiklen er overskreven »klubber«, giver den dog ingen bestemte oplysninger om særlige håndværkerklubber, og om sådanne kan her da intet siges.

Til yderligere oplysning om håndværkernes samfundsstilling skal det her endelig endnu undersøges, hvorledes de stod til Selskabet for Borgerdyd, der som ovenfor nævnt gav stødet til, at en række filantropistisk sindede mænd med den bedste vilje søgte at komme håndværksstanden til hjælp, og hvorledes de stod til det ligeledes oftere nævnte understøttelsesselskab Borgervennen, der på mere end een måde var i endog direkte forbindelse med Københavns håndværkere.

Som vi ovenfor har set, var datidens samfund lige som gennemsyret af lyst til at danne selskab på selskab til borgervældets fremme. En anonym opfordring i et blad var tilstrækkelig til at sætte endog betydende kræfter i bevægelse. Således gik det med »Selskabet for Borgerdyd«. Den anonyme opfordring stod i Aftenposten for den 21 marts 1785, og inden en måneds forløb var selskabet konstitueret med 74 medlemmer, mellem hvilke kammerherre Stibolt, kammerherre Moth, professor Abraham Kall, generalkrigskommissær Tuxen, lægen professor Tode, professor Saxtorph, konfessionarius Bastholm osv. Det skulle arbejde imod overdådighed, fremme tarvelighed og kom til særlig at få betydning ved at oprette en realskole. Det var væsentlig lærde folk, der styrede i det, men mellem medlemmerne findes dog også håndværkere; blandt de først indtegnede 74 var der følgende fem håndværkere og industridrivende, idet der helt ses bort fra fire bryggere: skrædder K. S. Schouboe, båndfabrikør J. B. Pullich, hofbilled- og stenhugger J. Karlebye, hofskomager F. W. Beeken og tømmermester J. C. Suhr, og af dem var stenhugger Karlebye et særlig ivrigt medlem. Af de 25 tarvelighedsvedtægter, for hvis overholdelse selskabets medlemmer opfordredes til at tegne sig, underskrev han ikke mindre end de 23.

Og går vi herefter fortegnelsen over selskabets senere medlemmer igennem - der kendes op imod 500 - træffer vi følgende 46 håndværkere og industrivende: hofblikkenslager J. G. Schmidt, klædefabrikør J. C. Scheidtmann, murermester J. C. Schottmann, bogtrykker P. Horrebow, juveler L. O. Lund, buntmager J. D. Liebenberg, skræddermester A. R. Brendstrup, bogbinder J. H. Møller, strømpefabrikør M. Godske,

Hofbuntmager Philip Bremer, vokslysfabrikør C. Willatz, skræddermester Sommerfeldt, guldsmed og brygger J.S. Schouw, garver J. Top, garver C. Silkmøller, juveler Fr. Mørch, klædefabrikør Hans Dahm, bager Mich. Mentz, damaskvæver Casper Køhlert, linnedvæver Mathias Køhlert, konditor Em. Bruun, buntmager Mich. Romeicke, bager P. Jørgensen, kabinetmager Simon Brøtterup, murermester H. Brandemann, instrumentmager Peter Appelberg, hofklejnsmed Svingelberg, tobaksfabrikør Jacob Dannefelt, tobaksfabrikør Jørgen Bech, murermester Johan Martin Qvist, optikus Ahl, klejnsmed M. E. Smith, kunstdrejer J. O. Holm, tobaksfabrikør P. Roslin, urmager Joakim Brandt, skræddermester P. H. Ahrends, kammager P. Cathala, fabrikør J. G. Moritz, tømmermester Andr. Kirkerup, murermester Hans Møller, tobakspinder J.C. Boek, raffinadør Val. Madsen, grovsmed Søren Jensen, tobakspinder H. Bredahl, malermester L. P. Lange og hofklejnsmed P. Wilhjelm.

Der har herefter ikke været så få håndværkere i selskabet, men de har efter alt at dømme kun været menige medlemmer, altså uden væsentlig indflydelse. Så stiller det sig en hel del anderledes i forsørgelsesselskabet Borgervennen, hvor selskabets love tillægge dem en bestemt gerning; og så skal det her videre erindres, at dette selskab, således som det nedenfor vil blive vist, også på anden måde kom til at tage særligt sigte på håndværkerne.

Ligesom »Selskabet for Borgerdyd« blev selskabet »Borgervennen« stiftet ved en anonym opfordring i et blad. En ung købmand Abraham Hvid, der forøvrigt ikke betød stort som købmand og heller ikke fik stor betydning for selskabet, indrykkede i maj 1788 nogle anonyme opfordringer i Adresseavisen, der gik ud på at få samlet et selskab, der skulle virke som »en simpel borgerlig venskabs, nøds- og hjælpekasse«, og - opfordringerne blev fulgte. Den 4 juni 1788 konstitueredes selskabet, og den 18 juli vedtoges love for det, og samme dag valgtes dets første bestyrelse, der kom til at bestå af orlogskaptajn Joh. H. Lützow (formand), kirurg Nik. W. Jacobsen, hofstenhugger Jens Karlebye, pastor Peter Ludv. Manthey, inspektør ved almindeligt hospital Joh. Bernh. Matzen, agent H. C. Meinig og stifteren af den kongelige porcellænsfabrik apotekeren justitsråd Frants Henrich Müller. Her er håndværket kun i ringe grad for ikke at sige så godt som slet ikke repræsenteret. Stenhugger Karlebye, en mand med mange interesser, der kaldes kongelig hofbilled- og stenhugger, hørte ikke til noget lav, og justitsråd Müller stod håndværket endnu fjernere. Men dog får dette selskab, som vi nedenfor skulle se, en del betydning for Københavns håndværkere.

Borgervennen var et understøttelsesselskab. Efter sine love skulle det dog først begynde at virke som sådant efter en indsamlingstid, der sattes til tre år, og det strømmede nu ind med medlemmer og bidrag. Det ordinære medlemsbidrag var 4 skilling ugentlig, men der gaves også både overordentlige og velgørende medlemmer med henholdsvis 20 rd. om året eller derover, men de fleste var dog kun ordinære medlemmer. En mand, der, foruden stifteren Abraham Hvid, synes at have haft særlig interesse for at skaffe medlemmer, er porcellænsfabrikens leder justitsråd F. H. Müller. Alle de ved fabrikken ansatte lige fra modelmester A. C. Luplau til sliber M. C. Kragh, ikke mindre end 20 personer, findes alle som medlemmer ligesom justitsrådens hustru og en søn samt hans svoger gehejmeråd Th. Holmskold med hustru og datter. Gehejmeråden var kabinetssekretær hos dronning Juliane Marie, og muligvis er det da igennem denne forbindelse, at selskabet opnåede at få bidrag fra alle kongehusets medlemmer, hvad der igen tilførte det en række højtstående personer som medlemmer, grev Bernstorff, grev Schimmelmann, grev Moltke, generalmajor Classen osv.. Men forøvrigt var der medlemmer i alle stillinger således bl.a. historikeren kammerherre Suhn, Københavns politimester Flindt, boghandleren Agent Gyldendal, koncertmester Schall, skuespiller Gielstrup, Oehlenschlagers fader organisten ved Frederiksberg Kirke J. C. Oehlenschlaager ligesom vor gamle bekendt fhv. bogtrykker nu skoleholder Morten Hallager osv., om håndværkerne vil blive talt nedenfor.

Da de tre indsamlingsår var forløbne, stod selskabet med en kapital på 8000 rd. og med 1600 medlemmer. Og overfor denne store tilstrømning troede man det nødvendigt på nogle punkter at ændre de vedtagne love. Det vedtoges således bl.a., at de af bestyrelsen foreslåede understøttelser ikke, som oprindelig bestemt, skulle forelægges det samlede selskab til endelig afgørelse, men kun en så kaldet repræsentation på 96 medlemmer. Til at vælge dem skulle selskabets samtlige medlemmer, tagne i nummerfølge, deles i 8 afdelinger, og hver afdeling skulle vælge 12 repræsentanter tilhørende forskellige, i alt 10 standsklasser, således at 8 af klasserne hver kom til at blive repræsenteret ved 8 deltagere og 2 af dem ved 16. Klasserne var repræsenteret med følgende antal medlemmer:

På denne måde mente man bedst at sikre sig, at repræsentationen blev et virkeligt udtryk for selskabets forskellige bestanddele, men samtidig viser denne ordning, at det var de små i samfundet, detaljehandlerne og håndværkerne, der var mødt talrigst frem, samt også at selskabet var et frisindet selskab; det havde ikke afgrænset sig overfor jøderne, der endnu dengang indtog en særstilling i vort samfund. Hvad der imidlertid er af væsentligst betydning her, er, at de ændrede love udtalte, at selskabets formål skulle være at yde understøttelser til værdige kunstnere, fabrikanter og håndværkere, som var medlemmer, så og til kongelige embedsmænd og andre medlemmer, som dog skulle stå tilbage for hine. Da »kunstnere« her, som så ofte i datidens sprog, betyder særlige arter af håndværkere, er selskabet herved væsentlig sat i håndværkets tegn. Blandt dets medlemmer er der da også særlig mange håndværkere; imellem en fjerdedel og en tredjedel af dem var håndværkere, nemlig næsten 30 pct., og vi kunne således straks notere en række lavs-oldermænd: malermester L. P. Lange, snedkermester L. Harren, hattemager H. H. Jansen, skræddermester Johs. Bring, parykmager Herman Lindenløw, skomagermester Jeppe Stenkier, murermester M. H. Petermann, smedemester F. C. Heiekelmann, dugmager G. J. Branner osv.. Sadelmagermester J. From mente da også at burde foreslå, at håndværkets medlemmer i repræsentationen skulle vælges ikke af selskabets otte afdelinger, men af de forskellige lav, »da disse bedst kender sine lavsbrødres forfatning«, men - det ville selskabet dog ikke høre noget om. Som vi nedenfor skal se, så det ikke helt med lavsøjne på håndværket, en frimester kunne lige så godt blive medlem i det som en lavsmester.

Efter den måde håndværkets ligesom alle de andre klassers repræsentanter valgtes på, nemlig af selskabets samtlige medlemmer fordelte i de nævnte 8 afdelinger, tør det antages, at de håndværkere, der valgtes, var i videre kredse velansete mænd, og det kan da have sin interesse at se, hvilke håndværkere der blev valgt ved det første valg, der fandt sted i juli og august 1790. Det var

Hvert år afgik i hver klasse en fjerdedel, altså i håndværkernes klasse fire, og i 1791 indvalgtes i de fire først afgående håndværkeres sted murermester J. M. Quist, buntmager J. D. Liebenberg, snedkermester L. Harren og blikkenslager R. Løser. Blandt de senere indkomne skal her endnu nævnes skomagermester Abraham Greiter og klejnsmed F. C. Heiekelmann (1792), linnedvæver Mathias Køhlert, grovsmed og klokkestøber H. Chr. Gamst og murermester C. C. Martens (1794), tømmermester Hallander og farver L. Holmblad (1795), grovsmedemester C. N. Rosberg (1796) og hofhattemagermester Chr. Petersen (1798) osv.. En ikke lille række håndværkere kom altså til at arbejde sammen med repræsentanter for samfundets øvrige, ja endog højeste klasser. Ved valget i 1790 valgtes til repræsentanter for hofetaten og adelsstanden ikke mindre end seks gehejmeråder, der tituleres ekscellenser, samt en kammerherre og en kongelig staldmester - statsministeren greve A. P. Bernstorff og kancellipræsidenten Chr. Brandt var mellem excellencerne, der modtog valg - og til repræsentanter for de gejstlige embedsmænd valgtes samtidig f. eks. både biskop Balle og hofpræsten professor Adler. Må det nu end antages, at de nævnte høje herrer ikke have grebet særlig stærkt ind og vel næppe altid have givet møde, har dog det at blive nævnt side om side med samfundets mægtige sikkert haft sin betydning for de deltagende håndværkere, tilmed da den anden paragraf i selskabets love jo lød således: »Stand og vilkår iblandt selskabets medlemmer sættes ganske tilside i selskabets møder og forsamlinger, så at alle medlemmer i værende tid anses som grene på eet træ«. Og at f. eks. officerer, købmænd og håndværkere arbejdede troligt sammen, kan eksempelvis ses af, hvem der ved en af selskabets årlige fester tog imod billetterne ved indgangene, det var i 1797 en major, fire kaptajner, tre købmænd og så fabrikant Warburg, farver Eller, garver Top og konditor Aagaard. Håndværkerne var virksomme, og efter Københavns brand i 1795 tilskrev således en del af repræsentanterne i 9de klasse, dvs. i håndværkernes klasse, direktionen om hurtigt at komme brandlidte håndværkere til hjælp ved lån til værktøj. Forslaget kom for på den første generalforsamling, men da det ikke passede ind i selskabets love, faldt det, men medførte dog en beslutning om, at årets understøttelser fortrinligt skulle komme brandlidte medlemmer tilgode.

Selskabet hed forøvrigt slet ikke »Borgervennen«; dets officielle navn var »Det forenede Understøttelsesselskab«, men et lille ugeblad, som det udgav - nr. 1 udkom den 1 august 1788 - bar navnet »Borgervennen«, og således blev da i almindelighed også selskabet kaldt. Bladet spillede på forskellig måde en rolle, først ved at der var meningsforskel om, hvorvidt selskabet skulle udgive et blad, men bladvennerne sejrede, og bladet, der udkommer den dag idag, har afgjort støttet selskabet, ligesom det, i alt fald en tid, har haft særlig betydning for håndværksstanden.

En af bladvennerne var den ovennævnte hofstenhugger Jens Karlebye. Han var, som vi har set, et ivrigt medlem i »Selskabet for Borgerdyd«, og det var han også i »Borgervennen«. Han blev i 1789 næstformand i selskabet, hvad han dog kun var til 1791, da en lille revolution indsatte en helt ny bestyrelse, hvad der dog ikke formindskede Karlebyes interesse for det, han vedblev at være et virksomt medlem i det og fortjener i det hele en nærmere omtale, da han, der ikke var lavshåndværker, men dog nærmest må kaldes håndværker, så fortræffeligt viser de tanker og bestræbelser, der var oppe i tiden.

Jens Karlebye var født i 1730 på landet i Jylland i fattige kår, og efter en tid at have tjent blandt bønder kom han 1756 i en fem års lære hos billedhugger Stanley. Med anlæg for tegning blev han en ypperlig marmorarbejder og tjente som sådan hos Wiedewelt, men ville også gerne selvstændig frem. I 1766 søgte han hos Kancelliet om ret til med titel af hofbilledhugger at ernære sig af billedhuggerkunsten uden at sværge borgerskab. Både Magistraten og Kunstakademiet udtalte sig dog herimod, så sagen faldt, men året efter tog Karlebye den op igen. Nu sendte han sin ansøgning til Rentekammeret, og ved en kongelig resolution af d. 3 juli 1767 fik han nu titel af kongelig hofbilled- og stenhugger. Som sådan har han udført enkelte buster af et par kongelige personer og nogle andre, men den ganske betydelige virksomhed, han efterhånden fik, beskæftigede sig nærmest med marmorarbejde for andre billedhuggere og med stenhuggerarbejder. Skønt han i 1769 blev gift med Harsdorffs søster og derved kom til at færdes i den harsdorffske kreds, var han, der aldrig havde gået på Kunstakademiet, vel væsentlig at betragte som en ikke alene dygtig, men begavet håndværker, der var levende optagen af tidens filantropiske ideer. Det er derfor forståeligt, at han var med i både »Selskabet for Borgerdyd« og i »Borgervennen«. Og det skal betones, at han i maj 1785 i det første af disse selskaber fremkom med en henstilling om at gøre noget for Københavns kun ilde omtalte tjenestepiger. Den dengang i selskabet mægtige professor Tode gjorde imidlertid spøg dermed, og mod hans vittigheder kunne intet udrettes. Men så bragte Karlebye sagen frem udenfor selskabet, og på en generalforsamling i december 1786 stiftedes et præmie- og understøttelsesselskab for Københavns tjenestepiger, i hvis bestyrelse Karlebye fik plads bl.a. sammen med murermester J. M. Quist. De øvrige i bestyrelsen var embedsmænd. Men de to nævnte har absolut spillet en rolle her, man kan se det af en lille pjece, Karlebye udsendte i 1798 og som betegnende nok stadig opponerer imod Tode.

Også på et andet område var Karlebye virksom. Da der i sommeren 1789 fremkom planer om oprettelsen af et interessentskab med det formål al skaffe København billigt brændsel ved at få tørv fra provinserne ind til et salgsmagasin i hovedstaden, samlede Karlebye de interesserede hos sig og berejste endnu i samme år Jylland og hertugdømmerne med denne sag for øje. Han rejste også, endda i to sommere, på Bornholm, men her var det for at finde en til billedhuggerarbejde brugelig sandsten. Muligvis er det ved denne lejlighed, at han har fået øje for, at der på Bornholm fandtes, hvad han kaldte »smykkestene«, der kunne bruges til prydelser istedenfor ægte sten, og nu passer det godt med hans i Borgerdydsselskabet udviste store iver i at arbejde imod luksus og yppighed, at han kastede sig over at få »danske pragtstene« eller så kaldte »bornholmske diamanter« bragt i kurs. Han holdt oplag af dem og gjorde i »Borgervennen« udførligt rede for, hvilke indenlandske smykker han solgte og til hvem. I »Borgervennen« offentliggjorde han også et uddrag af den dagbog, han holdt på sin jyske tørverejse. Og han optræder endnu på en tredje måde i dette tidsskrift, idet han i 1792 sammen med malermester L. P. Lange overtager at skrive nekrologer over afdøde medlemmer, der hørte til selskabets niende klasse dvs. håndværksklassen, således at han bliver deltager i dette forøvrigt et par år for begyndte, første forsøg på at biografere håndværkere, et forsøg, der desværre ikke varede længe.

Selskabet havde i så henseende selvfølgelig ikke tanken henvendt på håndværkerne alene, men på alle sine medlemmer. Den første nekrolog i »Borgervennen« omhandler kancellisekretær i admiralitetet Adolf Fibiger, der døde den 13 juni 1789, og den sidste sergeant G. H. Mandra († 18 april 1796), thi at der senere forekommer enkelte nekrologer (over kommandør Chr. Lütken † 13 april 1803, kaptajn W. H. F. Abrahamson † 22 septbr. 1812 og provst J. V. Bentzon † 19 febr. 1823), ses der her bort fra. Af biografier, som der her regnes med, forekommer 85, og af disse angår næsten en tredjedel håndværksstanden; de 27 her omhandlede personer, af hvilke 5 er kvinder, nævnes nedenfor ordnede efter deres dødsdag:

Frislagter Conrad Scheel, f. i København. febr. 1749, ægtede i 1775 Karen Jensdatter, fik borgerskab i 1777, † 10 febr. 1790 (galdefeber).

Klejnsmedemester Joh. Fr. Kauffmann, f. i Potsdam i 1713, kom i 1728 til Kbhvn., hvor han gik i militærtjeneste og udlærtes i sin profession, blev mestersvend i Holmens Smedie, blev i 1782 mester i lavet, † 20 marts 1790 (stikflod), var tre gange gift; 5 af hans børn levede efter ham.

Sværdfeger Fr. Plockross, f. 23 maj 1747 i Kbhvn., i 1771 overtog han sin faders værksted, ægtede i 1784 Frederikke Lund, † 3 april 1790 (brystsyge); 4 børn.

Brændevinsbrænder, fhv. slagtermester Ole Rasmussen, f. i 1713 på Vindegård (Sjælland), blev slagter, ægtede i 1744 sin mester Terkel Olsens enke, forlod i 1762 professionen og ægtede (2den gang) brændevinsbrænderenken Anna Margrethe Hiort, blev brændevinsbrænder, i 1775 bomforpagter, † 22 april 1790 (apopleksi); ingen børn.

Skræddermester C. Bersdorf, f. 22 febr. 1723 i Krempe (Holsten), lærte skrædderprofessionen dér, vandrede som svend, blev taffeldækker hos fhv. kansler V. Wolters i Glückstad, rejste i 1755 til Kbhvn., hvor han tog borgerskab året efter, † 28 maj 1790 (byld i lungen), var tre gange gift; 14 børn, af hvilke kun 3 overlevede ham.

Handskemager Lindquist, f. 1752 i Bosby (Sverige), blev mester i Lund i 1784 og ægtede Anna Catharina Gustaf, tog året efter til Kbhvn., hvor han fik borgerskab i 1787, † 4 oktbr. 1790 (gigt).

Tobaksfabrikant Peter Engelbretsen, f. i Kbhvn. 19 febr. 1756, oplært i sin faders håndtering, blev han mester og borger i 1785, ægtede samme år Sofie Bonne, † 6 debr. 1790 (tæring); ingen børn.

Cathrine Margrethe Jürgensen f. Næve. F. 29. Septbr. 1742 i Kbhvn., blev i 1762 gift med konditor J., † 19. Decbr. 1790 (tæring), 10 børn, af hvilke 5 døde for hende.

Ekstraskriver ved Hof- og Stadsretten, fhv. skrædder Søren Germansen, f. 13 febr. 1743 i Randers, lærte dér i 5 år, arbejdede som svend i Randers, Ålborg og Århus, tog i 1767 fra Jylland og arbejdede sig derefter frem ved pennen, † 31 decbr. 1790 (brystsvaghed).

Brødbager A. Petersens tredje hustru, f. i Kalundborg i 1742, † 5 jan. 1791 (inflammationsfeber).

Else Petersen f. Øckenholdt, f. 12 jan. 1768 i Kbhvn., ægtede brændevinsbrænder Jess Petersen, † 11 jan. 1791 (forrådnelsesfeber).

Slagtermester Jens Rasmussen, f. 13 april 1738 på Vendegård, Rivers Skov, Sjælland, kom 24 år gammel til København og dér i slagterlære, blev i 1766 mester og borger, ægtede samme år Birthe Christine Petersen, † 11 jan. 1791; 5 børn, hvoraf 3 overlevede ham.

Maler ved porcelænsfabrikken Martin Kadewitz, f. i Berlin 7 november 1751, kom i 1765 i malerlære ved porcellænsfabriken dér, blev i 1780 forskreven til Kbhvn., † 15 febr. 1791 (brystsvaghed).

Skomager og brandsvend Benjamin Webert, f. i Stokholm 1740, begav sig i 1764 som svend til Kbhvn., hvor han samme år ægtede Marthe Borberg, tjente 23 år som brandsvend, † 14 marts 1791 (brystsyge); 7 børn, hvoraf 2 overlevede ham.

Fabrikør, tøjmagermester Johan Urban Mittländer, f. 1717 i Margibsheim ved Culmbach, oplært hos sin fader som tøjmager, hvervedes i 1746 i Nürnberg af danske hververe, kom samme år til Kbhvn., afsked som soldat i 1755, borgerskab i 1757, ægtede samme år en enke Schmidt, blev forskreven til Island, hvor han anlagde en fabrik, kom efter 3 års forløb igen til Kbhvn., hvor han væsentlig blev farver, ægtede (2den gang) bogtrykker Rømers datter, † 14 marts 1791 (brystsyge); ingen børn.

Christiane Duncker f. Alstrup, f. 5 maj 1754 i Kbhvn., ægtede i 1783 grovsmedemester Joh. Henr. D., † 9 maj 1791; 5 børn, hvoraf 3 overlevede hende.

Gertrud Cathrine Kretz f. Petersen, f. 12 decbr. 1757, ægtede i 1778 snedkermester K., † 18 maj 1791, 10 børn, hvoraf 5 overlevende.

Hofblikkenslager Johan Georg Schmidt, f. 1712 i Halle, fik borgerskab i 1743, ægtede i 1745 enken Gierlak, blev derved stilfader til 6 børn, fik selv i sit ægteskab 3 børn, der alle sammen med moderen døde for ham, † 1791.

Skræddermester P. H. Ahrentz, f. i Kbhvn. 20 novbr. 1739, blev mester i 1764, ægtede i 1767 Christine Bierre, blev i 1790 repræsentant i selskabet, † 19 juni 1791, 12 børn, hvoraf 8 overlevende.

Slagtermester Otto Henrichsen, f. 1726 i Kbhvn., fik borgerskab i 1760, blev to gange gift, først med Bente Marie Svane (8 børn), dernæst med Anne Marie Thomsen (9 børn), † 13 juli 1791.

Murermester J. P. Brunskov, f. i Kbhvn. 11 aug. 1744, blev mester i 1780, fik i ægteskab med H. Lyders 10 børn, † 19 juli 1791.

Lavsskriver Andr. Vilh. Brandt, f. 19 septbr. 1730 i Kbhvn., blev stykjunker i Sverige, hvor han i 1754 ægtede Jacobine Torslev, kom samme år til Danmark, hvor han i 4 år var fyrværker, derefter perlestikker, fuldmægtig ved fileværket i Dyrehaven, lavsskriver ved snedkerlavet, derpå i 1771 ved tømmerlavet og rebslagerlavet, † 1 maj 1792 (slagtilfælde); 3 børn, hvoraf 2 døde før ham.

Grovsmedemester Andreas Martin Johansen, f. 29 oktbr. 1766 i Kbhvn., lærte hos sin fader, blev i 1788 medlem af lavet, ægtede samme år Bodil Christine Christensen, enke efter grovsmedemester Ditlev Linde, † 25 juni 1792 (underlivsinflammation); 4 sønner.

Parykmagermester Søren H. Langebek, f. 1757 i Kbhvn., optoges i lavet i 1787, † 23 juli 1792 (broktilfælde), ugift.

Hjulmand og karetmager Klokofsky, f. i Danzig 26 marts 1734, fik borgerskab i Kbhvn. i 1765, og samme år gift med Agnete Mein f. Groth, der døde i 1787 af vattersot; † 9 oktbr. 1792 (tæring); 3 børn.

Farver Johan Peter Bucksmann, f. 1 aug. 1738 i Kbhvn., ægtede i 1765 Ulrika Maria Elisabet Norblad, † 22 oktbr. 1792 (brystsvaghed), 3 sønner, hvoraf 1 overlevende.

Jernhandler, fhv. tømmersvend Oluf Pedersen Holm, f. i Bagsvær i 1732, efter at have lært tømmerprofessionen tog han borgerskab som jernhandler i 1772, to gange gift, først med Gunild Jensdatter († 1790), dernæst med Maren Hansdatter, † 30 oktbr. 1792.

De her nævnte 27 personer vise tydeligt beskaffenheden af de håndværkere, der søgte til selskabet. Her er dygtige og interesserede folk. Sværdfeger Plockross kaldes den bekendte duelige sværdfeger, og skræddermester Ahrentz betegnes som en ivrig repræsentant i selskabet. Men rige på jordisk gods har de næppe været. Flere af de nævntes enker søgte og fik understøttelse af selskabet, således skræddermester Bersdorffs, handskemager Lindqvists, skræddermester Ahrentz’ og murermester Brunskovs enker. Det synes jo også, som om håndværkerne have villet vise, at det var en misforståelse, når det sagdes, at lavenes ophævelse ville virke gavnligt i retning af folkeformerelse, de her forekommende lavsfolk stod ikke i så henseende tilbage. Snedkermester Kretz havde 10 børn, konditor Jürgensen havde også 10 og slagtermester Henrichsen endog 17 børn. Mindst 10 af de her nævnte havde dog sikkert lidt af tuberkulose. Betegnende for tiden er det forøvrigt at se, hvor små de årlige understøttelser var, som selskabet efter sine love gav; af de ovennævnte fire enker fik en 20 rd., to hver 15 rd. og een endda kun 10 rd. Endnu skal der også som karakterisk lægges mærke til, at af de 22 nævnte mænd var 5 fødte i Tyskland, 2 i Sverige og 1 i Holsten, over en tredjedel var altså ikke danskfødte. Fra udlandet var også selskabets første bud Simon Philippus Nerius von Seitzberg (f. i Straubingen i Bayern 1729 og † i Kbhvn. 1790); han var endda af katolsk friherrelig slægt; og hans ganske ejendommelige livsførelse fremstilles helt udførligt i selskabets ugeblad.

I dette blad, »Borgervennen«, findes i det hele mange oplysninger. Det giver således bl.a. navnene på de mestere, der var de første til at tage jødedrenge i lære (1793). Det var snedkermesterne Hans Winckler og Chr. Schmidt, skræddermesterne Adolf Schultz og Jens Thostrup, guldsmedemester Mik. Knudsen, skomagermester J. H. Schnack og tømmermester A. Kirkerup; den sidstnævnte blev, som vi tidligere have hørt, særlig takket, fordi han ikke ville modtage nogen belønning herfor af »Præmieselskabet for den jødiske ungdoms anbringelse til kunster og håndværker«. Dette selskab blev stiftet ved et den 1 november 1792 dateret opråb, der var underskrevet af bankkommissær Lars Larssen, grosserer Andreas Buntzen samt grossererne Heiman Cantor og Levin Cantor. Det findes trykt i »Borgervennen«, der også giver årsmeddelelser fra dette nye selskab, hvilket viser, at ugebladet blev redigeret i frisindet retning. Efter at det i den første tid måske væsentlig blev tilset af bestyrelsens medlem hofstenhugger Jens Karlebye, valgtes i 1791 en redaktionskomite på fem medlemmer, nemlig præsten ved Vajsenhuset dr, teol. A. Birch, kapellan ved Frelsers Kirke P. H. Paludan, præsten ved det civile arresthus dr. Phil. F. Plum, professor assistent ved det kongelige håndbibliotek P. T. Wandal og kancellisekretær J. P. Rosenstand-Goiske. Men allerede året efter forsvandt de tre mellemste og blev erstattede af teologisk kandidat M. F. Liebenberg, protokolsekretær ved Højesteret Peter Collet og professor Fr. Thaarup, der sammen med pastor Birch og sekretær Rosenstand-Goiske sad som komite til 1795, og bladet synes nu væsentlig at blive ledet af Fr. Thaarup og den sidstnævnte. Sikkert er det i alt fald, at det nu bæres af den samme ånd, som herskede i lavskomiteen, ved hvilken Rosenstand-Goiske jo var sekretær.

»Borgervennen« kan i sine første årgange næsten kaldes et håndværkerblad. Her fremkom de ovenfor nævnte håndværkerbiografier, her skrev hofstenhugger Karlebye om ædelstene og danske pragtstene ligesom om sin jyske tørverejse, her meddeltes årsberetninger fra Præmieselskabet, der anbragte drenge af den mosaiske trosbekendelse i håndværkslære, og her gaves oplysninger om et i 1796 stiftet økonomisk selskab, der arbejdede for brændselsparende kakkelovne; her fandtes artikler om skotøjs bedste og bekvemmeste form, ikke at tale om at tømmermester, fhv. brandmajor G. Volmeister her skrev om tømmerbygningskunsten og om brandsprøjters bedste konstruktion, hvilket sidste spørgsmål også blev dyrket af maskinist John Smith. Sit væsentlige præg fik det dog ved en lang række artikler om lavsvæsenet, der begyndte i 1792. Hvem der har skrevet dem, kan ikke oplyses, nogle af dem er underskrevne med bogstaver, nogle slet ikke underskrevne, men særlig disse sidste tør sikkert tilskrives enten professor Thaarup eller sekretær Rosenstand-Goiske. De ser velvilligt på håndværket og håndværkerne, erkender, at håndværksstanden er gået frem, men at der endnu er langt tilbage; der mangler fornøden oplysning, samtidig med at lavsvæsnet gør det næsten umuligt at få en række gamle misbrug udryddede.

Særligt betonede en artikel i 1794 stærkt, at lærlingene var genstand for misbrug, og at svendene ved deres mesterstykker beskattedes med ulovligt store afgifter. Dette fik imidlertid ikke lov til at stå uimodsagt. En indsender, der underskrev sig G. S., hævdede, at det ikke kunne undgås, at en lærling blev brugt til at gå byærinder, hans oplærelse blev ikke forsinket herved, og med hensyn til det andet punkt oplyste han, at linnedvæverlavets oldermand Mathias Køhlert, »hvis retsindighed og sanddruhed er alle bekendt«, kaldte udtalelsen for en fornærmelig usandhed; han turde opfordre enhver dreng, som var blevet svend i linnedvæverlavet, og enhver svend, som var blevet mester i det, til at anklage ham og lavet, om der var blevet forlangt en eneste skilling mere af dem, end de kongelige anordninger påbød. Snart herefter fremkom der fra en anden indsender under mærket M. B. en artikel, der bebrejdede ugebladets redaktionskomite dens altfor store tilbageholdenhed. »Det er forekommet mig og mange af Borgervennens læsere«, hedder det, »højst besynderligt, at dette blad, hædret med dette navn og som bliver læst af så mange borgere, aldeles intet har meldt om noget af det, som offentlig er afhandlet udi den allernådigst befalede komite om forbedringer udi håndværksklassen«, og det endskønt en af ugebladets redaktører [Rosenstand-Goiske, der jo var Lavskomiteens sekretær] »måtte være overværende ved alle samlingerne«. Jeg tror, fortsætter hr. M. B., »at Borgervennens forfattere holde meget af frihed i næringsveje, at de just ej tro, at statens vel beror på lav«, og når de da nu er tavse, må det, som han, vistnok ironisk, siger, være af frygt for at blive »anset for at ville udbrede nye meninger, og nye meninger er altid farlige«, men for at give dem mod, gør han så opmærksom på, at de nye meninger alt have været kendte en menneskealder for, hvad han viser ved at give et anseligt uddrag af Stampes erklæringer fra 1758 og 1759.

I sit svar siger bladets redaktion, at den kunne have grund til at fortørnes på M. B., »dersom han ikke havde afsonet det med de medfulgte stykker af afgangne gehejmeråd Stampes betænkninger«. Den vedkender sig altså de i disse udtalte anskuelser, og den tilføjer endda, at den »ikke lader sig forskrække af ubesindiges vrede«. Den »kender ingen regel for sine handlinger undtagen sandhedskærlighed og lydighed imod lovene«, men med hensyn til dens tavshed overfor lavskomiteen beder den dog indsenderen »ikke glemme vismandens ord: der er tid til al tale og tid til at tie«. Komiteens sekretær har, fuldstændig korrekt, intet villet sige, men det har haft til følge, at Lavskomiteen og dens gerning - mærkeligt nok forøvrigt - ikke på nogen måde er blevet omtalt i »Borgervennen«, skønt lavsforholdene diskuteredes ganske livligt i bladet. Således kaldte M. B.’s artikel andre frem end redaktionen. Der kom fire oldermænd, dersom »befuldmægtigede af Københavns Håndværkerlav« i en skrivelse af 13 oktober 1794 manede redaktionen til at optage nogle vedlagte tilføjelser til M. R.’s uddrag af Stampe’s erklæringer, hvorved disse uddrags skarphed mod lavene mentes væsentlig at blive formindsket. Håndværkslavenes interessenter »vente sig af bemeldte komites medlemmers billighed, retskaffenhed og velvilje imod deres medborgere, at de ville bestræbe sig for selv at afværge, at enfoldighed skulle misforstå eller ondskab mistolke noget sted af deres udgivne blade til enkelt mands, mindre til hele korporationers fornærmelse, så snart den er blevet underrettet om, at sådan mistydning kan være at befrygte«. Tilføjelserne blev optagne, skønt de, som redaktionen skriver, »ikke igendriver nogen af gehejmeråd Stampe’s grundsætninger«, men samtidig påtaler den oldermændenes lidt for stærke udtryk, som den dog kan forstå, »fordi det er sædvanligt, at når nogen taler imod fordomme, bliver han dadlet af dem, hvis egenfordel strider imod almindelig oplysning«.

Oldermændene var linnedvæver Mathias Køhlert, malermester L. P. Lange, murermester C. C. Martens og så en oldermand Petersen, men i hvilket lav han var oldermand, har jeg ikke kunnet finde, så lidt som jeg med sikkerhed kan sige, med hvilket bogstav hans fornavn begyndte, hvad der er så meget mærkeligere som disse fire også under d. 13 oktober 1794 »på lavenes vegne« sendte Lavskommissionen en skrivelse. Under denne står G. Petersen, i »Borgervennen« står P. Petersen. Den betydelige her er dog linnedvæver Køhlert, der endnu engang får grund til at optræde i »Borgervennen«, da en ny indsender, der undertegner sig S. V., går stærkt imod lavene særlig på grund af deres dyre mesterstykker og urimelige ceremonier. Med hensyn til det første punkt mener han at kunne gå ud fra, at lavene tager langt mere, end anordningerne tillade, og at linnedvæverlavet trods oldermandens tidligere protest gør det samme. Selvfølgelig blev Mathias Køhlert kaldt frem herved, og i en erklæring af d. 4 november 1794 gør han klart rede for, at de 42 rd., lavet forlanger - alt er her medregnet, også betalingen for borgerskab - er i fuld overensstemmelse med lovene, og 5 mestere bevidne, at der ikke er affordret dem en skilling herudover. Fik den unge mester sit mesterstykke solgt til gængs pris, ville hele hans direkte udgift blive ca. 20 rd., ja kunne gå ned til 17 rd. 3 mk..

Mathias Køhlert var en ca. 50årig mand fuld af iver for sit lav, hvad han bl.a. viste, da den Reiersenske Fond startedes i 1797. Han mødtes med den i stor interesse for høravl og blev fondens rejsekommissær. I 1772 var han blevet medlem af lavet og i 1781 dets oldermand, hvad han vedblev at være til sin død den 1 april 1807. I ordskiftet om linnedvæverlavet i »Borgervennen« stod han absolut med palmer i hænderne, men alle lav stod ikke som linnedvæverlavet, og ugebladet holdt ikke op med på sin vis at arbejde for håndværkerstandens udvikling. Mærket M. B. skrev i 1795 tre nye artikler. Men dog var det nu på det sidste med bladets virksomhed på lavsvæsenets område. I juli 1795 meddelte den ovenfor nævnte redaktion (professor A. Birch, overretsassessor P. Collet, pastor M. F. Liebenberg, kancellisekretær Philip Rosenstand-Goiske og professor Fr. Thaarup), at den ønskede at træde tilbage, i hvilken anledning den foreslog 30 andre at vælge imellem, blandt hvilke der, mærkeligt nok, var en håndværker, den ovenfor nogle gange nævnte hofbuntmager Philip Bremer, forfatteren til et af tidens småskrifter om håndværkernes ret til at blive repræsenteret i de 32 mænds forsamling.

Ved generalforsamlingen den 14 september 1795 valgtes i de afgåendes sted professor W. H. F. Abrahamson, lægen professor Nik. Bøtcher, overretsassessor Enevold de Falsen, bibliotekssekretær Rasm. Nyerup og sekretær ved postkassen Chr. Pram. Det var en helt litterær komite uden særlig interesse for håndværkslavene. Der forekommer da også i ugebladet endnu kun een i denne retning gående artikel, »om arbejdernes trang til kundskaber« i 1796, tidsskriftet bliver et almindeligt oplysende tidsskrift. Men skiftede således bladet »Borgervennen« karakter, gjorde selskabet »Borgervennen« det ikke. Det vedblev stadig at være en støtte for Københavns håndværkere, skønt de ikke var stærkt repræsenterede i dets administration, dvs. i bestyrelsen af det. Før 1800 havde foruden hofstenhugger Karlebye og justitsråd F. H. Müller kun een industridrivende sæde i den, sukkerraffinadør Købke (1792-93), og een håndværker, murermester C. C. Martens (1798-1804). Og således vedblev det.

Pligten for Københavns borgere til at deltage i byens forsvar og til at give møde i dens væbning kan følges langt tilbage. Den omfattede »alle menige borgere, desligeste tjenestesvende og alle andre, som værgagtige findes«, kun alderdom eller skrøbelighed var fritagelsesgrund. Der kunne mødes »med lange rør, spidser, hellebarder, degener og andre gode værger«, det vil sige, som det hedder i lavsartiklerne fra 1550 for Københavns vævere, at enhver skulle ruste sig »efter evne og formue«. Der er ikke tale om nogensomhelst uniform udrustning. Enhver kom i de klæder og med de våben, han havde. I en vedtægt fra Kristian IV’s tid er der ligesom et tilløb til en ordning; borgerne skulle møde »med deres fulde våben og vælge, som de er takserede for«. Noget ensartet blev dog ikke skabt, men derfor kunne borgervæbningens folk godt gøre deres pligt, således som da de stod på voldene under Københavns belejring af de svenske, hvad Frederik III. takkede dem for på arvehyldingsdagen den 30 oktober 1660. Han red rundt om det ved slottet opstillede borgerskab og »nejede« sig foldet med blottet hoved. Enevoldskongen ville gerne stå på en god fod med, for ikke at sige have hånd i hanke med Københavns borgervæbning, der hidtil væsentlig havde stået under byens kommando. I august 1663 befaledes det fra hans side, at alle dens »officerer, fændrikker og folk« skulle sværge kongen som deres arveherre samt det kongelige arvehus huldskab og troskab, og det ordnedes desuden således, at ikke alene stadsobersten eller, som han snart udelukkende kaldtes, stadshauptmanden men også stadskaptajnerne - der stod en kaptajn i spidsen for hvert af byens første ni og derpå elleve kompagnier - samt løjtnanterne og fændrikerne, alle skulle udnævnes af kongen. Kun når en underofficers (en sergeants eller en korporals) plads blev ledig, skulle det ligge i stadshauptmandens hånd »en anden dygtig person af samme kompagni i den afgangne plads at erhverve og indsætte«.

Mellem dem, der tjente i borgervæbningen, spillede byens håndværkere en ikke uvæsentlig rolle, men avancerede de mon til at blive befalingsmænd? Jo, det gjorde de også. Vi træffer håndværkere mellem stadskaptajnerne, ja endog på stadshauptmandspladsen.

Stadshauptmandsrækken er til ca. 1800 følgende: Frederik Thuresen (til 1675), Jørgen Fogh (1675-76), Niels Enevoldsen (1676-1701), Johannes Christensen Meller (1701-13), Mathias Pedersen Ramshardt (1713-19), Hans Stuve (1719-28), Michael Andersen Fieldsted (1729-40), Frederik Fabritius (1741-55), Jens Wahlbom (1755-59), Søren Treeld (1759-77), Johan Jürgensen (1777-87), Jens Pedersen Holst kst. (1787-90), Jens Johansen Mylius (1790-1808). Går vi nu denne række nærmere igennem, er omtrent alle de nævnte oprindeligt handelsmænd. Det var Thuresen, J. C. Meller, Hans Stuve, Fieldsted, Wahlbom, Treeld og Mylius; Jørgen Fogh, der var student og på en udenlandsrejse tog den juridiske doktorgrad, spillede som gift med Griffenfelds søster en rolle, han blev rådmand, borgemester og endelig stadshauptmand i København, men svogerens fald drog ham med, han blev med ham både fængslet og dømt. Hvad hans efterfølger Niels Enevoldsen angår, er der sandsynlighed for, at han har været håndværker. I 1651 er der nemlig en guldsmed af dette navn i København, der under byens belejring af de svenske er stadskaptajn, og en mand af dette navn er husejer i Vimmelskaftet, er med til i 1658 at andrage om Københavns privilegiers udfærdigelse og til i 1659 mellem de indbudte repræsentanter for byens »bedste og fornemste« borgere at vælge Københavns første »32 mænd«, ligesom det endelig i august 1700 berettes, at den gamle og svage stadshauptmand Niels Enevoldsen trænger til at få en god mand adjungeret. Det er sikkert helt igennem den samme person, vi her have med at gøre, og vender vi os dernæst til stadshauptmand Frederik Fabritius, er det afgjort, at han var guldsmed. Han er født i 1681, bliver tidlig en af Københavns store guldsmede, der arbejder for hoffet, gør dronning Sofie Magdalenes krone, er oldermand for guldsmedelavet og ved siden af alt dette stadskaptajn ved Borgervæbningens Købmager Kompagni, til han i 1741 bliver stadshauptmand, i hvilken stilling han dør den 12 februar 1755 i sit 74de år.

Det var ikke mange håndværkere, der dengang nåede op til stadshauptmandsposten, men det synes alligevel, som om ikke få dygtige håndværkere have sluttet sig til det sociale avancement, der lå i at knytte sig til borgervæbningens officerskorps. Af de ni stadskaptajner under Københavns belejring var ikke mindre end seks håndværkere. Possementmager Povl Førster førte Øster Kompagni, guldsmed Niels Enevoldsen Snarens, farver Nikolai Rentz Vester, bagermester Mikkel Roepke Klædebo, guldsmed Johan Stickmann Købmager og garver Jørgen Villumsen St. Annæ, de fik som alle stadskaptajnerne den 7 oktober 1661 en guldmedalje med en guldkæde, som hædersgave af kongen. Og håndværkere vedblev som stadskaptajner. Da guldsmed Johan Stickmann døde i 1664, blev han efterfulgt af skomagermester Simon Cronberg og han vistnok igen af guldsmed Jakob Kitzerov. Det var i Købmagerkvarter, og i Østerkvarter træffer vi samtidig med den sidste grovsmeden Anders Knock. Det synes dog at være gået noget tilbage med tallet på håndværkerstadskaptajnerne. Da de elleve ved tronskiftet i 1699 aflagde ed til den nye enevoldskonge, var der imellem dem kun to, der var håndværkere, nemlig garveren Peter Dorn ved Rosenborgkompagniet og juveler Jakob Hou ved Købmager Kompagni.

Tilbagegangen var dog kun midlertidig. I 1734 er fem af de elleve påny håndværkere: malermester Antoni Muhl (Øster kvarter), guldsmed Fr. Fabritius (Købmager), hjulmand P. N. Viborg (Klædeboder), guldsmed Nikolai Fux (Frimands) og tobakspinder Kristoffer Henrichsen (Rosenborg), og en fortegnelse dateret den 2 december 1733 over de siden Kristian VI’s tronbestigelse i oktober 1730 udnævnte løjtnanter og fændriker ved de elleve kompagnier viser livlig tilgang af håndværkere. Den omfatter 6 premierløjtnanter, 7 sekondløjtnanter og 8 fændriker, og af dem var henholdsvis 3, 5 og 6 håndværkere, altså to tredjedele, og 6, der var bragte i forslag, uden at nogen udnævnelse ved fortegnelsens afslutning endnu var resulteret, var alle håndværkere. Standen var altså ivrig med i borgervæbningen, men den spillede en endnu større rolle i brandkorpset.

Endnu i 1549 kan der ikke tales om noget brandvæsen her. Opstod der ild, skulle byens tømrere, murere, fiskere og bådsmænd komme med stiger og fyrhager, dragerne og vognmændene med vand osv., medens de, »som forstand haver«, skulle råde. Det var ikke synderligt betryggende. Men efterhånden kom der af Magistraten ansatte brandmestere i de forskellige bykvarterer med brandsvende under sig, og man tog særlig brug af svende i bestemte håndværk. Under Københavns belejring af svenskerne brugte man »håndværks-burserne« på forskellig måde, skræddersvendene, skomagersvendene og smedesvendene anvendtes til voldtjeneste og udfald, men tømmersvendene og murersvendene stilledes under brandmesterne. Der dannedes efterhånden ved siden af de elleve stadskompagnier et tolvte kompagni, brandkompagniet, ligeledes med en kaptajn i spidsen; det synes i virksomhed allerede under byens belejring, og brandkaptajnen stilledes i række med stadskaptajnerne. Han aflagde i 1699 ed sammen med dem til kongen og stod med dem under stadshauptmanden. Brandvæsenet gik fremad, hvad Ole Rømer som politimester udtaler i 1707; det kommer i bedre og bedre stand, indberetter han, da det beflitter sig på at indroullere murer-, tømmer- og blytækkersvende samt deslige bekvemme folk, dvs. særlig bygningshåndværkere.

Hvad der her var af størst retydning, var dog muligvis, at brandvæsenet fik bedre sprøjter. Under belejringen omtales sprøjter af kobber, så store, at to karle akkurat kunne bære dem, men de var uden slanger. Først en tyskfødt løjtnant Herman Gerding eller Garding, der oprindelig skal have været bendrejer, bragte kendskab her til landet om en ny slags sprøjter, der var forsynede med lærredsslanger, og i april 1686 blev han udnævnt til branddirektør med en så anselig årlig gage som 1600 rd., samtidig med at han fik 20 års eneret til her at forfærdige de nævnte sprøjter. Han levede dog ikke længe, allerede i januar 1694 blev den i Breslau fødte blikkenslager Gottfried Fuchs hans efterfølger og det både som branddirektør og sprøjtefremstiller,

Fra 1680 havde han virket som kongelig »grottemager og blikslåer« i København. Han må forøvrigt have været en ganske ærgerrig mand. I 1704 fik han titel som brandmajor, hvad officererne i hæren øjensynligt ikke syntes om. Ved en ildebrand blev han hånet af en løjtnant, der greb ham i ærmet og sagde: »Du majorchen, hvad est du for en major, du er en skøn major, sådan en major gør jeg udi«, og han brugte endnu flere talemåder, »som er usømmeligt at nævne«. Herover klagede Fuchs, og hans klage var så eftertrykkelig, at der tildeltes ham rang med majorer i hæren. Det skete i 1710; i 1723 døde han.

Derefter kom som branddirektører, så godt som hele tiden med brandmajors titel, klejnsmeden Daniel Preisler (1723-48), den i brandvæsen særlig oplærte J. V. Mazar (1748-78), klejnsmeden Cai Fr. Mentz (1778-87), tømmermesteren Johan Peter Boye-Junge (1787-96), murermesteren Henr. Brandemann (1796-1803), tømmermesteren Andreas Kirkerup (1803-10) osv.. Det er en vedblivende håndværkerrække, og der blev synligt lagt vægt på, at de sad inde med kundskaber i det hverv, de var satte til at røgte. Da der i 1707 skal beskikkes Gottfried Fuchs en vicedirektør, er der mellem dem, der ønskede at komme i betragtning, en Isak Sørensen, der mener at kunne anbefale sig med, at han i 36 år havde været i det Danske Kancelli, men det hjalp ham ikke, medens der om Danmarks første brandmajor, den praktisk oplærte håndværker, går frasagn langt ned i tiden. I 1805 hedder det: »Blandt de første brandmajorer nævnes en branddirektør Fuchs som en særlig fortjent embedsmand i sit fag«.

Går vi herefter til Daniel Preisler, står vi ved en håndværker, der sikkert har haft stor interesse for brandvæsenets bedste udvikling. Han er godt kendt fra Reisers beskrivelse af Københavns »meget frygterlige« ildebrand i 1728. Han omtales her som en gudfrygtig og personlig modig mand, men alle, der befalede ved den store brand, blev, som Reiser siger, »i højeste grad forvirrede, konfuse og forsagte«, Preisler altså også. Hans sprøjter blev hurtigt ubrugelige, og af den megen råben blev hans stemme så hæs, at ingen kunne forstå ham mere; ja forholdene udviklede sig således, at han og hans underhavende blev truet på livet af en oprørt skare. »Er du en brandmajor?« råbtes der, »vi vil, djævelen gale i os, trække din hals itu«. Vagten måtte med opplantede bajonetter komme ham til hjælp og få ham ind i et hus, hvor han bl.a. blev åreladt. Men aldeles bortset fra disse forhold synes det sikkert, at hans foresatte i brand- og vandkommissionen både før og efter den uhyggelige storbrand havde tillid til ham. I 1726 udtaler kommissionen, at Københavns brandvæsen i øjeblikket stod med »gode folk og anførere«, men at man måtte være betænkt på at være således forsynet, at man ikke ved een eller to personers død skulle manquere af dem, der grundig forstod »en fuldkommen sprøjtes forfærdigelse og anførsel«. Den havde derfor pålagt branddirektør Preisler at finde en dygtig ung mand, der ville være villig til at lade sig informere af ham, mod at få udsigt til efter aflagt prøve at kunne blive ansat ved brandvæsenet. Forslaget fik kongelig sanktion, og et ungt menneske ved navn Joh. Vilh. Mazar kom derpå til information hos Preisler. Det var to år før branden, og otte år efter branden gentog noget lignende sig. I 1736 indstillede kommissionen, at endog to unge personer skulle antages og hensættes under information hos brandmajor Preisler, hvad også skete.

Preisler må særlig have knyttet sig til Mazar. Da den mand, der var vicedirektør under ham, Nikolai Grim, dør i 1735, skriver han straks til brandkommissionen om, at den person Joh. Vilh. Mazar, som her er oplært i brandvæsenet og deri blev så dygtig, at han i 1732 sendtes som branddirektør til Bergen, måtte vorde tilbagekaldt og som vicebranddirektør i København blive antaget, og hans forslag blev vedtaget. Mazar, der undertiden skriver sig på fransk Jean Guillaume Mazar de La Garde, blev forøvrigt ikke alene vicebranddirektør, men i 1748, da Preisler trak sig tilbage, hans efterfølger, hvorpå han sad som brandmajor i ikke mindre end tredive år og så i 1778 blev efterfulgt af den oprindelige klejnsmed Cai Fr. Mentz, der var en slægtning af Preisler og den ene af de to elever fra 1736. »Jeg har«, skriver Preisler engang, »med stor flid udi klejnsmedeprofessionen samt brandmesteriet undervist en min slægtning Cai Fr. Mentz, ja holdt ham med stor bekostning 6 1/2 år udenlands for at blive habil i brandvæsenet«.

Men, som det vil ses, betalte det sig, og da Mentz vedblev som brandmajor til 1787, strækker den preislerske periode i Københavns brandvæsen sig over et tidsrum på over 50 år, hvorefter der med tømmermester Joh. Peter Boye Junge begynder en ny periode.

Man må imidlertid ikke tro, at alt gik stille og fredeligt til i brandvæsenet. I 1707 er der meget, som Københavns politimester Ole Rømer ikke er tilfreds med ved det. Brandkompagniets kaptajn murermester Niels Jacobsen og dets fændrik murermester Hans Olufsen var afgåede ved døden, deres pladser skulle besættes, men Rømer var imod de titler, de førte, »såsom erfarenhed har bevist, at der falder temmelig ulejlighed ved de titler og karakterer, som i brandkompagniet er brugte af kaptajn, løjtnant og fændrik, hvorved er forårsaget et slags misforstand og jalousi mellem brandkompagniets og de andre gamle stadens kompagniers officerer og gemene, som i forefaldende farlige occasioner kunne være af skadelig konsekvens«. Han nævner ikke med et ord Gottfried Fuchs, der jo endog tituleredes major, men muligvis var det hele dog særlig rettet imod ham. Rømers forslag gik ud på, at byens præsident, politimester og stadshauptmand som kommission skulle gøre indstilling om de to ledige pladsers besættelse samt undersøge, om der måtte være noget at forandre ved brandkompagniets hele indrettelse, således at det bl.a. »uden andre stadens borgerlige kompagniers præjudice kunne have sine egne hæderlige karakteriserede anførere og subalterne«. Herefter blev da under d. 19 september 1707 præsident etatsråd Hans Nansen, politimester etatsråd Ole Rømer og stadshauptmand J. C. Meller beordrede til som kommission at overveje de nævnte spørgsmål.

De tre høje herrer fremkom hurtigt med en betænkning. Til »brandkommanderer« istedenfor den afdøde brandkaptajn Niels Jacobsen foreslås løjtnanten tømmermester Nik. Fincke, til fændrik foreslås en af de to overbrandmestere murermester Niels Engelsen eller tømmermester Povl Mogensen; en mand ved navn Anders Gamborg indstilles til at blive vicebranddirektør hos brandmajor Fuchs, og så henstilles det, at byens præsident, politimester og stadshauptmand skulle være brandkompagniets overordnede tilsyn, brandmajoren eller branddirektøren skulle lede arbejdet, men i vigtige tilfælde følge præsidentens, politimesterens eller stadshauptmandens tilbørlig befindende råd og ordre. Disse forslag fandt imidlertid ikke tilslutning. Det ønskedes nærmere forklaret, i hvilke tilfælde brandmajoren skulle parere præsidentens, politimesterens eller stadshauptmandens ordre, samt om ordren skulle gives af dem alle tre i samling, eller om en ordre af en enkelt af dem også skulle pareres. Og så var man desuden betænkelig ved at adjungere brandmajoren en vicedirektør, som han ikke selv havde valgt; han kunne muligvis heraf tage anledning til at gå i fremmed tjeneste, »som ham tilbydes«. Der blev herefter skrevet til brandmajor Fuchs, og resultatet blev, at han vel fik en vicedirektør, men det blev den mand, han selv foreslog, og ikke de tre forslagstilleres mand. Der gjordes forsøg på at holde brandvæsenet nede som en særlig af politimesteren afhængig institution, men det stod, som det ses, helt stærkt. I 1723 kom også en kongelig resolution, der slog fast, at stadshauptmanden skulle være og blive brandkompagniets ene og rette chef, hvad imidlertid de pågældende langtfra altid ville erkende. Da der den 14 juni 1727 var møde i brandkommissionen og vicestadshauptmand Jakob Petersen Woller mødte for at beklæde stadshauptmandens sæde, fandt han det optaget af brandmajor Preisler, der ikke ville vige men prætenderede, at Woller skulle cedere og sidde neden for ham.

Det er en håndværker, som her gør sig gældende, og så var Preisler dog langtfra i overensstemmelse med alle de i brandvæsenet stående håndværkere. Da det i 1736 pålægges ham at oplære to unge mennesker, sker det efter en erklæring fra ham, hvorefter ingen af det ved brandordningen værende mandskab er tjenlige til at oplæres eller employeres til branddirektør, såsom de alle er håndværksmestere, gifte og bosatte, og ikke har lært enten at adskille eller tilsammensætte en sprøjte og meget mindre ordinere de maskiner, som behøves til en sprøjte af ny at gøre. Her er en modsætning mellem de i brandkorpset værende murer- og tømmermestere og de til sprøjternes fremstilling nødvendige metalarbejdere, Gottfried Fuchs var blikkenslager, Preisler og Mentz klejnsmede, og det var også en mand ved navn Frederik Dajon, der i 1747 blev ansat som assistent ved branddirektørembedet. Han var den anden af lærlingene fra 1736, og assistentposten betragtedes som et gennemgangsled til direktørstillingen. Men herover rejste der sig en hel storm mellem brandkompagniets officerer. De skrev til brandkommissionen, pegede på, at de uden at få løn havde tjent sig op fra neden, været brandmestere, strålemestere og sprøjtemestere, hvorved de havde forsomt meget i deres profession og næring, og så gjorde de desuden opmærksom på, at de som bygningskyndige kendte de fleste huses beskaffenhed; de androg derfor om, at de efter kapacitet måtte nyde fortrin fremfor andre, idet de endnu tilbød at ville tjene uden løn også som assistent under forudsætning af, at de med tiden kunne komme i betragtning ved branddirektørpostens besættelse. Og denne henvendelse bar frugt. Under d. 1 september 1747 blev det slået fast som billigt, at hvis ved indtrædende vakance en af disse officerer skulle findes habil nok, skulle han fremfor Dajon og andre blive employeret som direktør.

Sagen var, at det vidstes, at Preisler, der var gammel og svag, ville søge sin afsked. Det gjaldt om at gøre sig gældende, og allerede året efter blev spørgsmålet aktuelt. Preisler indgav sin begæring om afsked, idet han ikke undlod samtidig at pege på sin slægtning Mentz som et vicebranddirektøremne; at Mazar skulle være direktør synes fra alle sider forudsat, og det blev han også, men Mentz blev ikke vicedirektør. I henhold til kongens afgørelse året før blev brandkaptajnen tømmermester Johan Boye Junge vicebranddirektør, medens Mentz og Dajon begge stilledes som assistenter - uden løn. De bygningskyndige håndværkere havde sejret, og da Boye Junge i 1755 på grund af øjensvaghed trak sig tilbage, blev han efterfulgt af en murermester Søren Hendriksen, men nu toges der dog mere hensyn til brandvæsenets to elever. Istedenfor een vicebranddirektør blev der udnævnt tre, Hendriksen blev første vicedirektør med 300 rd. i løn, hvoraf han dog skulle afstå 100 rd. som pension til sin forgænger, medens Fr. Dajon blev anden og Cai Fr. Mentz tredje vicedirektør, hver med 100 rd. i løn. Endnu væsentligere var det dog, at brandkommissionen ganske modsat bestemmelsen fra 1747 skaffede sig kongelig resolution for, at den til opmuntring af den gode ånd i hele brandkompagniet fremtidig til vicebranddirektør måtte indstille kun med de vedkommendes habilitet for øje, uden hensyn til alder, anciennitet eller grad.

Sikkert imod al forventning afgik murermester Søren Hendriksen ved døden allerede i 1758, men endnu dengang bevaredes freden. Premierløjtnanten murermester Jakob Schiønning fik den ledige plads. Også han døde imidlertid tidligt, i 1760, og så avancerede Mentz op til at blive første og eneste vicedirektør, Dajon må på en eller anden måde være gået ud af spillet, og mærkeligt nok synes der ikke ved denne lejlighed at være kommen nogen opposition frem, i alt fald ikke lydeligt eller officielt. Men så kom 1765. Brandkommissionen foranledigede, at en af korpsets brandmestere, kobbersmeden Isak Adrian blev udnævnt til anden vicebranddirektør, men så rejste også korpsets officerer sig. Der indkom en stærk klage, underskreven af brandkaptajnen F. Zuber, fændrikken tømmermester Nicolaus Hansen, premierløjtnanten murermester Philip de Lange, sekondløjtnanten murermester Hans Uttenthal og tre premierbrandmestere tømmermester G. Volmeister, murermester Erasmus Platz og tømmermester Mathias Henckel. Det var galt, at Mentz var bleven forfremmet, de kalde ham »en forarmet smed, der aldrig har tjent brandordningen eller vist prøver på nogen duelighed«, men det var endnu værre med kobbersmeden. De så nok, at fundamentet for udnævnelserne var, at de pågældende kunne bygge en sprøjte, men det var efter deres mening ikke tilstrækkeligt. Fordi en kunne bygge et skib, var det ikke givet, at han kunne føre det, så lidt som en kanonstøber kunne agere general. De udnævnte forstod end ikke at slukke en skorstensild, men de havde tilstrækkelig dristighed til fremfor dem, der havde tjent sig op fra neden, at besætte de poster, der var tillagt løn, hvad der krænkede et ærekært gemyt, og derfor androg de alle om at måtte blive afskedigede fra deres stillinger der kun medførte byrder og udgifter.

Herimod tog imidlertid brandkommissionen kraftigt tilorde. Der havde, allerede da Jakob Schiønning blev udnævnt, mærket, »at brand korpsets overofficerer havde fattet det præjudicium, at ej alene ingen af brandordningen uden murer- og tømmermestere burde avancere til officer«, men endog kun disse igen til branddirektører »som absolut successorer«. Herimod burde der gøres modstand, og når overbrandmesteren Isak Adrian var blevet udnævnt, fordi han bedre end nogen af de klagende forstod at indrette sprøjteværker og omgås dem, måtte det endnu erindres, at han var en mand i sine bedste år, medens de klagende overofficerer alle var tilårs, samt at han, hvad de klagende ikke syntes at vide, var blevet udnævnt, uden at der var tillagt ham nogen løn; en sådan ville han først få, når han dertil agtedes meriteret. Resultatet blev da et kongeligt reskript, der udtalte, at den søgte demission ikke kunne bevilges, de klagende havde at blive i deres stillinger, til de på ordinær måde kunne opnå at få afsked.

Husbygningshåndværkerne sloges tilbage, og da Mazar under d. 14 januar 1778 søgte og fik afsked som branddirektør, blev hans efterfølger den så meget omtalte vicebranddirektør Mentz; men en af de klagende fra 1765, tømmermester Georg Volmeister, der nu på syvende år havde været brandkaptajn, nåede at blive vicebranddirektør. Isak Adrian var død året før.

Bygningshåndværkerne kom dog frem igen; da Mentz døde i 1787, blev tømmermester Johan Peter Boye Junge branddirektør, hvad der dog ikke var efter tømmermester Volmeisters hoved. Han ville gerne selv have været branddirektør, thi han var en ærgerrig mand. Skønt bygningshåndværker havde han lagt sig efter at konstruere sprøjter, naturligvis for at komme frem.

Georg Volmeister var født i Königsberg, vistnok i 1719 og kom i 1748 som tømmersvend hertil, hvor han snart efter blev brandsvend, og nu tjente han sig lidt efter lidt op både i sin profession og ved brandkorpset. I 1763 bliver han oldermand, og i 1765 træffer vi ham som premierbrandmester og tømmermester; i 1771 bliver han brandkaptajn og anden gang oldermand, ikke at tale om at han to gange bliver fuglekonge i Skydeselskabet. I 1776 søger og får han dansk indfødsret, og som ovenfor nævnt bliver han endelig vicebranddirektør i 1778, i hvilket år han endog får titelen vicebrandmajor, hvad der synes ganske ejendommeligt. I 1755 havde brandkommissionen udtalt, at »sådan anselig militær karakter for borgere og professionsmestere ej alene må agtes inconvenable med deres omstændigheder, men af skadelig konsekvens«. Brandmajorstitelen burde forbeholdes branddirektøren, men vicebranddirektørerne Mazar og Johan Boye Junge havde efter ansøgning til Krigskancelliet opnået vicemajors karakter, hvad der var uheldigt. En og anden, som havde formue, kunne søge at blive vicebranddirektør, væsentlig for majorkarakterens skyld og, når den var opnået, efter kort tids forløb frasige sig embedet. Det måtte betyde at Krigskancelliet herefter afvise enhver vicebranddirektør, der ønskede majorskarakter, hvad der slås fast ved et kongeligt reskript af d. 2 maj 1755, og så bliver Georg Volmeister dog vicebrandmajor, hurtigt efter at han havde fået udnævnelse som vicebranddirektør, hvorpå han så at sige straks henvender sin opmærksomhed på at fremstille brandsprøjter.

Han skriver selv således: »Da jeg i 1778 blev kongelig bestalter brandmajor, stræbte jeg efter at kunne være nyttig i det fag, sparede ingen penge og gjorde mig al mulig umage for at forbedre brandvæsenet, til hvilken ende jeg og købte alle prisskrifter, som i den materie udkom, og som det var mig muligt at bekomme«. Han håbede at kunne gøre staden en vigtig tjeneste, men det gik ikke, som han ønskede. Han blev mødt med »misundelse, misgunst og kabaler«, ingen af de brandsprøjter, han forfærdigede, synes at være blevet anskaffet til officiel brug i København; han måtte tage til takke med det Vestindiske Kompagni, palæet i Roskilde, Kronborg, Hirschholm og stutteriet på Frederiksborg som købere. »Jeg tilstår«, skriver han, »at jeg ville have berømmelsen, da jeg derpå havde anvendt så megen møje og bekostning, derfor gjorde jeg mig også det håb, siden major Mentz var så sygelig, at jeg, når han døde, skulle blive første brandmajor«. Men det blev han ikke. Tømmermester Johan Peter Boye Junge blev ham foretrukken, og han blev afskediget med en efter hans mening meget kneben pension. Da brandmajor Mazar kvittede tjenesten (1778), fik han, »uagtet han ikke havde anvendt to skilling til sprøjternes forbedring«, 600 rd. i pension fra brandkassen og desuden 400 rd. af kongen, »og mig giver overbrand- og vandkommissionen ikke mere i pension end 300 rd.. Da jeg dog har tilsat mange penge på at forbedre sprøjterne og i lige så lang tid som Mazar har tjent ved brandkompagniet«. Det er en gammel vred mand, der i 1790 skriver således i håndværkets blad »Borgervennen«, hvor han også fortæller om, hvad han havde udrettet af godt i »tømmerbygningskunsten«. Fire år efter døde han 75 år gammel. Nogle år for Kristiansborgs brand skal han have gjort forslag om at bygge brandmure i slottets hjørner, men man lo kun af ham.

Den, der blev foretrukken som branddirektør fremfor Volmeister, var den seksten år yngre tømmermester Johan Peter Boye Junge. Han var født i 1735 i Barmstedt i Holsten og kom, kun otte år gammel, til København til sin ovenfor nævnte onkel tømmermester Johan Boye Junge (f. 1696 i Herzhorn), der allerede i 1728 var en af Københavns største tømmermestere; i 1736-38 var han sit lavs oldermand, og i det hele spillede han en rolle. I 1748-55 var han vicebranddirektør endda med titelen vicebrandmajor, og i 1754 var han fuglekonge i det Københavnske Skydeselskab. Da hans hustru dør i 1757, får hun da også en standsmæssig begravelse med en forsølvet plade på kisten og med sangklokkerne lydende en time over den ordinære tid. Han giftede sig forøvrigt hurtigt igen. Hos denne farbroder, der døde i 1778, og over hvis begravelse i Petri Kirkes kapel Weidenhaupt i 1781 udførte et gravmæle i hvidt marmor, lærte brodersønnen tømmerhåndværket, i hvilket han blev »ugemen duelig«; han forestod som svend bl.a. opførelsen af spiret på Petri Kirke, som farbroderen i 1756 havde overtaget. Han blev selv tømmermester i 1760 og skaber sig hurtigt en stor forretning, men han er også med på alle områder. Fra 1767 til 1771 er han en virksom oldermand i Københavns Tømmerlav, får som sådan lavets svende til at købe en ejendom i Adelgade for dér at få et fast herberg, ja låner dem pengene dertil. Da der er bolignød i København, køber han i 1782 det tidligere Reventlowske Palæ med dets store have på Købmagergade for dér at anlægge Kronprinsensgade, og som en af det Københavnske Skydeselskabs ivrigste brødre påtog han sig i 1786 uden vederlag at lede opførelsen af selskabets ejendom på Vesterbro, skydebanen.

Der er ingen tvivl om, at han på denne tid var en meget velset mand, hvad der kom ham tilgode i brandkorpset, da major Mentz døde den 6 januar 1787. Stillingen her var da følgende: som første vicebranddirektør stod major G. Volmeister, som anden brandkaptajn Boye Junge og som tredje brandløjtnant Henr. Brandemann; der var altså påny kommet tre vicedirektører, og efter ancienniteten var major Volmeister nærmest til at skulle rykke op. Det siger også brandkommissionen i sin allerede den 10 januar foreliggende indstilling, men ham ville kommissionen absolut ikke have. Der behøvedes »en duelig mand, der både havde en passende alder og legemsbekvemhed til at udholde de byrder og travailler, som dette betydelige embede udfordrer, så og er begavet med den fyrighed og konduite, som er højst nødvendig til at føre en ordentlig kommando i ildebrandstilfælde«. Her slog efter kommissionens mening den aldrende major Volmeister ikke til, han burde helst afskediges med pension, og så blev resultatet, at Boye Junge blev branddirektør, medens Henr. Brandemann blev den eneste vicebranddirektør; den ældste oberbrandmester tømmermester Andr. Kirkerup, der søgte om at blive anden vicedirektør og i sin ansøgning oplyste, at han havde ladet sig undervise i hydraulik af professor Geuss, blev afvist; der behøvedes ikke for tiden flere vicedirektører. Og brandkommissionen gik videre i sin velvilje mod de to udnævnte, den indstillede dem begge til at få majorstitel, og det fik de allerede den 27 april samme år. Men hvem der rasede, var den gamle major Volmeister. I en til kronprinsen rettet ansøgning tilkendegiver han til ham, »da nogle få af den høje brand- og vandkommissions medlemmer af gammelt fjendskab søge at afsætte mig fra den første branddirektørs tjeneste«

Så blev da tømmermester Boye Junge chef for Københavns brandkorps, og han steg endnu højere. I 1789 blev han chef for endnu et borgerligt korps, Københavns borgerlige artilleri, som endog blev oprettet efter et af ham gjort forslag, bag hvilket muligvis statsministeren general H. W. Huth stod; de to mænd nævnes som venner. Til dette korps ville vi senere komme tilbage, medens her endnu i korthed skal dvæles ved Boye Junges brandmajorvirksomhed, der faldt i en meget alvorlig tid. Han oplevede som brandmajor ikke alene Kristiansborgs brand (1794) men også Københavns forfærdelige brand i 1795, og selvfølgelig rejste der sig utilfredse stemmer navnlig med hensyn til hans optræden ved den sidste ulykkelige regivenhed. Bl.a. blev der således i et anonymt lille skrift hævdet, at brandvæsenet ikke burde ledes af en håndværksmester, men helst af en kyndig artilleriofficer, ja selv til arbejdet ved sprøjterne skulle der tages soldater og ikke alene murer- og tømmersvende. På Boye Junges bekostning fremhæver forfatteren forøvrigt stærkt brandmajor Mazar, »han var hverken murer- eller tømmermester eller entreprenør for bygninger, han levede blot af sit embede, bygningsspekulationer opfyldte ikke hans hoved«. Ved det sidste sigtes til de vanskeligheder, Boye Junge havde ved at gennemføre projektet med Kronprinsensgade, til hvilket der var blevet tilstået ham et lån af den kongelige kasse. Men han var i restance med renterne af det, i hvilken anledning Finanskollegiet slet ikke var ham gunstigt. Da han »er i besiddelse af et embede, hvoraf han kan leve uden næringssorg, og ingen børn havde«, kan det ikke betragte ham som en nødlidende debitor, og det peger på, at han foruden bygningerne i Kronprinsensgade har opført bygninger ved både Vester- og Nørrevold og lidt tab herved. Det endte dog i 1795 med, at der af særlig kongelig nåde blev slået en streg over hele hans gæld til den kongelige kasse på ikke mindre end 19,300 rd.

Overfor de fremkomne angreb er det kun naturligt, at Boye Junge androg om at få sit forhold under Københavns brand undersøgt. Der blev nedsat en kommission, der efter en vidtløftig undersøgelse under d. 30 december 1797 erklærede, »at han havde iagttaget alt, hvad der efter omstændighederne af ham kunne fordres«. Han fik altså oprejsning, men allerede i 1796 havde han på en vis måde fået oprejsningen. Da han på grund af alder og svaghed søgte sin afsked som branddirektør, fik han den med en så stor årlig pension som 1000 rd., samtidig med at der gaves ham sæde i den høje brand- og vandkommission. Murermester Brandemann blev hans efterfølger som branddirektør. Håndværkerne beholdt altså stadig deres plads. Men hvorledes ville det gå i fremtiden? Straks efter branden var der nedsat en kommission, der skulle fremkomme med forslag om, hvorledes brandvæsenet i København bedst kunne forbedres. Men hvad den kommission end kunne bringe, var det dog givet, at håndværkernes og særlig bygningshåndværkernes stilling i brandordningen var meget stærk. Af de 68 ved den i februar 1796 ansatte, fra brandmajorerne ned til sprøjtemesterne, var 61 håndværksmestere, og deraf var 22 murermestere, 16 tømmermestere, 5 bødkermestere, 4 blikkenslagermestere, 3 blytækkermestere, 3 snedkermestere, 2 klejnsmedemestere osv..

Københavns Brandkompagni opføres som det sidste mellem byens borgerkompagnier, der alle sorterede under stadshauptmanden, men brandkompagniets stilling var dog helt forskellig fra de andre kompagniers. Sammen med politimesteren og stadshauptmanden dannede dets øverste spidser (branddirektøren og vicebranddirektørerne) en så kaldet brandsession under brand- og vandkommissionen. Der var imidlertid ikke alene en forskel i måden, på hvilken brandkompagniets anliggender styredes; der var også andre forskelligheder. Medens det tør antages, at bygningshåndværkerne med interesse deltog i brandkompagniets arbejder, lyder der atter og atter klager over manglende lyst hos byens borgere til tjenesten i de andre borgerlige kompagnier. Da den meklenborgske prinsesse Louise holdt sit indtog her i 1695, befaledes det, at borgerskabet skulle træde i gevær, og hedder det, borgerne skulle møde »i egne personer«; ellers kunne det, når trommen rørtes, være tilstrækkeligt, at borgeren stillede »en god, dygtig karl«. Men denne stillen for sig havde antaget uheldige former. I 1711 indskærpes det, at de af borgerskabet »som selv har folk, svend eller tjener, atten år gammel eller derover, at sende for sig på vagt«, ikke - som det var blevet almindeligt - »må dertil leje hyrlinger«. De skulle møde selv eller ved deres faste folk, ikke ved lejede folk. Men godt blev det ikke. I 1728 toges der i en vagtordonance forbehold imod, at der mødtes ved gamle udlevede mænd eller halvvoksne drenge, og så høres der omtrent samtidig klage over et andet misligt forhold, vagten marcherede ikke mandstærk nok op, man betalte for sig og mødte så hverken personlig eller ved stedfortræder.

Det var imidlertid ikke alene de menige, der således smøgede tjenesten af sig. I september 1756 reprimanderer stadshauptmand Johan Wahlbom stærkt officererne ved Vester Kompagni; de havde i denne sommer, skriver han, distingveret sig ved forsømmelse og ringe agtelse for kommando. Sagen var, at borgervæbningen foruden til at paradere ved kongelige indtog og ligbegængelser samt til at holde orden ved ildebrande væsentlig kun havde at afgive mandskab til den vagt, der hver aften sattes på rådstuen for at kunne være ved hånden, hvis noget passerede. Til egentlig militærtjeneste havde den unge enevoldsmagt ikke ønsket borgerne opdragne, ikke engang vagttjenesten i København ønskede den lagt i deres hænder, den stolede med større tryghed på hæren end på dem. Men da tropperne i krigstider kunne få ærinde andensteds, og byens bevogtning og forsvar i så fald måtte overdrages borgervæbningen, ville dens officerskorps kunne komme til at spille en rolle. Enevoldsmagten måtte så kunne stole på det, og under d. 15 januar 1670 bevilgede Frederik III, at alle stadskaptajnerne såvelsom alle væbningens løjtnanter, fændriker, sergeanter, korporaler og gefrejtere måtte for alle borgerlige bestillinger være fri og forskånet. Men dette synes slet ikke at have været efter Magistratens hoved. Den søgte lidt efter lidt at komme bort herfra, hvad der førte til, at kongen i 1723 forlangte en erklæring fra den, om hvilke friheder borgerskabets officerer kunne nyde, »uden at det øvrige borgerskab derved for meget skulle graveres«.

I sit svar herpå undte Magistraten dem ikke meget. Den erklærede, at hvis kongen fremdeles ville lade dem nyde samme frihed og rang som de militære officerer i den tid, de var kommanderede i krigsretten, Kommissionen i Stokhuset eller i andre tilfælde, som afhang af kommandosager, var det en stor kongelig nåde, som var fuldkommen soulagement nok for den møje, de havde i deres charger; men at lade dem være fri for byens tynger eller lade dem tilflyde gage kunne byens dårlige vilkår ikke tillade. Hermed ville stadskaptajnerne dog ikke lade sig nøje, og to af dem, Herman Harmsted og den tidligere nævnte Jakob Petersen Woller, begge handelsmænd, indgav året efter, idet de udtrykkeligt påberåbte sig det kongelige reskript af d. 15 januar 1670, en underdanig suplik om at måtte forskånes for at sidde i Inkvisitionskommissionen i Stokhuset, men kongen reskriberede, at de uden modsigelse havde at tiltræde kommissionen, hvis de ikke for opsætsighed mod deres øvrighed ville anses med straf. Herefter måtte de give møde i Inkvisitionskommissionen ligesom deres forgængere, men så trådte i 1727 alle elleve stadskaptajner frem som underdanige ansøgere om at få det kongelige tilsagn af d. 15 januar 1670 konfirmeret.

Kompagnierne skulle helst have dygtige sergeanter og korporaler, og det kunne de få, hvis tilsagnet fra 1670 blev opretholdt, medens nu de gode underofficerer erklærede ikke at kunne blive ved kompagnierne, når de samtidig af Magistraten blev sat til at udføre byrdefulde borgerlige bestillinger. Således kunne det derfor umuligt blive ved, og ansøgerne, der »ikke nød det ringeste for deres tjeneste, ej heller havde nogen frihed mere end andre borgere« og altså var fuldstændig uinteresserede, håbede sikkert på kongens nåde. Men Magistraten satte sagen i et helt andet lys, den gik med kraft imod kaptajnerne og deres foresatte, stadshauptmand Hans Stuve. Forholdene i 1670 var ganske anderledes end nu. Dengang krævedes der et militært arbejde af borgerkompagnierne, men nu var deres virksomhed væsentlig indskrænket til at formere en brandvagt hver nat på rådstuen, bestående af 16 mand, kommanderede af 1 á 2 underofficerer, »borgerofficererne have ej andet at forrette, som vedkommer kompagnierne, end at bære deres karakterer, hver efter sin charge«. Skulle de nu også være fri for byens bestillinger, ville folk kappes om at blive borgerofficerer, og da det er kaptajnerne, der gør forslag om underofficersposternes besættelse, var der lejlighed til for gunst, gave eller venskab at befri de vedkommende for byens tynger. Men sådant var uheldigt, særlig da Magistraten havde vanskelighed ved at få de tilstrækkelige kræfter til bestridelse af stillingerne som overformyndere, kirkeværger, fattigforstandere, stokkemænd, rodemestere osv.. Og så faldt der en kongelig resolution, der med nogen betænkelighed og megen forsigtighed stillede sig på Magistratens standpunkt. Så længe staden ved af borgere at sige, havde de usvigeligt som redelige og ærlige medborgere båret byrderne med hinanden, og kongen ville derfor »nu så meget mindre tillade nogen novitet eller forandring i en så fornuftig betænkt og billiget som og det almene bedste så højfornøden anordning«. Det blev pålagt Magistraten, »med ufortrøden beskedenhed« at undervise borgerofficererne om, at forholdene helt havde forandret sig siden 1670, og kongen tvivlede da ikke om, at de jo ville finde, at det, de påstod, »hverken var dem selv eller efterkommere i fremtiden gavnligt«. Det kongelige reskript herom var af d. 21 maj 1728, og den 2 juni publiceredes det på rådstuen for vicestadshauptmand Jacob Woller og de 11 stadskaptajner.

Stadshauptmand Hans Stuve synes at have været en ganske myndig, men ofte syg mand. Officerernes leder må derfor sikkert ses i Jakob Woller. Det er ham, der sammen med kaptajn Herman Harmsted i 1724 rejser sagen, og Magistraten taler da overlegent om de to unge, selvkloge mænd. Men Woller må have været en mand, der ville frem.

I 1725 ansøger han kongen om at blive vicestadshauptmand, hvad der ikke synes at være Stuve helt behageligt. I sin erklæring af januar 1720 over ansøgningen erindrer han om, at Woller først var bleven premierløjtnant ved Nørre Kompagni i 1718 og kaptajn i 1721, han var altså en af de yngste kaptajner, »og som slig avancement er det eneste, der kan encouragere en borgerkaptajn, da de ellers ikke nyder det ringeste for en og anden dispense, de iblandt forårsages at gøre«, peger han på, at en af de ældste helst måtte få stillingen. Men det hjalp ikke, Woller blev vicestadshauptmand, og som sådan har han straks i 1726 et sammenstød med politimester Hans Himmerich og i 1727 det tidligere nævnte sammenstød med branddirektør Preisler, ligesom han endelig i 1728 må være kommet i kollision med sin nærmeste foresatte stadshauptmanden. Der foreligger i dette år en skrivelse fra Woller til brandkommissionen, hvori han bl.a. taler om Stuves »særdeles svaghedstilstand«, men tilføjer: »Forbyde gud, at jeg skulle være så dårlig at kedes ved den gode mands levetid, som har sit af gud foresatte mål, eller så uforsigtig at nægte ham den tilbørlige ære«. Har han håbet at blive stadshauptmand, når Stuve faldt bort, gik det ikke i opfyldelse. Stuve døde i december 1728, og i januar 1729 udnævntes rådmanden brygger Michael Fieldsted til stadshauptmand. Hvorledes Wollers private virksomhed har været, kendes ikke nærmere, men det kan dog oplyses, at han i 1725 fik et moratorium for fire år mod sine kreditorer, og at hans to ejendomme henholdsvis på Gammeltorv og i Fiolstræde begge gik op i luer ved Københavns brand i 1728.

Af de elleve stadskaptajner, der mødte på rådstuen den 2 juni 1728 var de fleste ligesom deres foresatte, vicestadshauptmand Woller og stadshauptmand Stuve, handelsmænd. Men der var dog nogle håndværkere imellem dem, nemlig guldsmed Frederik Fabritius kaptajn ved Købmager Kompagni, guldsmed Nikolai Fux ved Frimands Kompagni, hjulmand Peder Nielsen Viborg ved Klædebo Kompagni og malermester Antoni Muhl ved Øster Kompagni. Og selvfølgelig knyttedes der stadig håndværkere til byens borgerkompagnier, vi har ovenfor har set, hvorledes officersudnævnelserne faldt i Kristian VI’s første år, og særlig for Vester Kompagni kan eksempelvis endnu nævnes, at i 1756 blev guldsmed Tobias Didrichsen, tobakspinder Erlandsen og juveler Wollsgaard korporaler ved det. Håndværkerne udgjorde dog sikkert stadig kun et mindretal i borgerkompagniernes officerskorps. Det var andre, der bar ansvaret, og at der var noget at bære ansvar for, fremgår af et i 1788 udgivet lille skrift, der former sig til et ligefrem voldsomt angreb og ikke bliver stående ved blotte antydninger som Magistraten i sin erklæring af 1727. Skriftet, der er »hans kongelige højhed kronprinsen allerunderdanigst tilegnet«, hedder: »Et og andet om Københavns borgerlige militære samt forsøg til nogle bedre indretninger med samme«, og under fortalen står navnet Christian Borup, som dog muligvis er et pseudonym.

Forfatteren hævder, at det kun er den ringeste borgerklasse, der optræder som menige i borgervæbningen, den gode, agtbare borger skammer sig for selv at møde og betaler for at blive fri. Det er spækhøkere, øltappere, værtshusholdere, gårdskarle, bryggerknegte og lignende, der gør tjeneste, - og tjenesten er derefter. Af eksercitsen forstå de ikke det mindste greb, deres våben duer ikke, de har ingen uniform og møder aldrig fuldtalligt. Kompagnierne bestyres i det hele ilde. Korpset burde fuldstændig reformeres. »De penge, som borgernes kompagnichefer allerede have oppebåret, var de sidste; de har så troligt ågret med deres pund den stund, de havde tid dertil, at det nu kunne være nok«. Det udregnes - men regningen er næppe helt rigtig - at der i eksercertiden, der varede 28 dage, betales mindst 12,332 rd. for fritagelser for at møde, og af dem, der ønske at være fri for vagttjeneste, betales endnu 15,000 rd. »eller måske kun 13,000 rd.«, og så tilføjes, »rygtet beretter, at den nuværende stadshauptmand ikke ville miste sit kompagni for stadshauptmands Chargen, og denne angiver man dog for at være henved 1300 rd. foruden sportler (dvs. diæter)«.

Som vi ovenfor oftere have set, fik stadskaptajnerne ingen løn, og det fik vicestadshauptmændene ikke heller. Derfor blev i 1710 stadskaptajn Hans Stuve ikke alene vicestadshauptmand men også rådmand, hvad der altså må have givet ham nogen indtægt. Det er først stadshauptmanden, der får løn, men derfor kan også han godt være med i tidens underlige blanding af civile og borgermilitære stillinger. Den senere stadshauptmand Michael Fieldsteds officielle titel lyder i 1733: justitsråd, stadshauptmand og rådmand. Det at blive stadshauptmand har været det søgte mål, som selv gamle borgerofficerer tragtede efter; da Johan Jürgensen blev det i 1777, var han højt til års, men sad dog med den sædvanlige obersttitel ti år i stillingen; da han den 20 februar 1787 døde, gik han i sit 79de år. I hans tid er der næppe blevet taget mange initiativer, og efter ham blev der ikke udnævnt nogen stadshauptmand, men den ældste stadskaptajn Jens Pedersen Holst ved St. Anna Kompagni blev konstitueret. Det må da være ham, Chr. Borup sigter til i sit skrift, han er manden, der ikke ville opgive sit kompagni for at blive stadshauptmand; han ville beholde »frimands«indtægten, og Borup maler forholdene mørkt. Borgervæbningen, siger han, »er i en beklagelig slet forfatning, ganske sunken ned fra sin gamle værdighed. Ikke alene fordi den bestyres ilde, ikke alene fordi den mangler al udvortes orden og skønhed, men og fordi der blandes pøbelagtig liderlighed i dens sammenkomster, derfor flyer enhver nogenlunde sædelig mand den som pest«. På vagten frådses og drikkes der, oplyser han, og han tilføjer: »Ingen siger, dette maleri er overdrevet. Man se selv, man kan spørge deres officerer«. Sagen var, at officererne, »når de ikke ville risikere at gøre sig foragtede«, måtte give deres underordnede, der udførte vagttjeneste, »mere eller mindre forfriskning«.

Skriftet er et mærkelig stærkt angreb, men mærkeligere endnu er det, at der intet blev gjort i den anledning. I to tidsskrifter fremkom der et par ikke betydelige modartikler, som Borup igen tog til orde imod, forøvrigt ikke på nogen særlig heldig måde. Ganske oplysende er det imidlertid, at vi her som borgerskabets forsvarer møde lægen Joh. Cl. Tode, som vi tidligere har truffet som lavenes forsvarer. Hvad der her særlig skal lægges mærke til, er dog, at Tode lidt senere i et af ham udgivet ugeblad »Hertha« lovsynger tømmermesteren, brandmajor Boye Junge som »chef for de nyoprettede borgerlige artillerikompagnier«.

Tode udmaler derpå, som den habile poet han er, ganske udførligt, hvorledes Boye Junge som brandmajor forstår at slukke ild og som artillerichef at vække ild.

Der kan heller ikke være tvivl om, at Junge jo har været en ganske evnerig mand. Han var ikke alene tømmermester og brandmajor, men han tumlede, som vi ovenfor have set, også med byggeprojekter, og nu hører vi, at han blev chef for et ved ham oprettet borgerligt artillerikorps. Planen til et sådant indgav han i august 1787, og i januar 1789 faldt den indvilgende kongelige resolution, hvorefter Junge straks gik igang med arbejdet. I september samme år foretog det samlede mandskab ude på Amager den første skydeøvelse, der, hvor primitiv den end må have været, overværedes af kronprinsen, prins Karl af Hessen, prinsen af Würtemberg, general Huth med flere. Der var endnu hverken udnævnt over- eller underofficerer, »alle forrettede den simple artillerists forretninger ved kanonernes betjening og blev kommanderede af chefen major Boye Junge«.

Under 19 juni 1789 udkom der et reglement for korpset, i hvis anden paragraf det hedder, at korpsets over- og underofficerer skulle være håndværkere og andre skikkelige borgere; den højstkommanderende antog dem, han fandt bekvemmest, og til menige antoges håndværkssvende uden forskel af profession eller lav. Videre bestemtes det, at fornøden vejledning og anvisning til at begynde med skulle gives af nogle dertil beordrede artilleriofficerer af hæren, men når fornøden færdighed var opnået, skulle korpsets egne officerer føre kommandoen, hvorhos det pålagdes dem ikke alene at lægge sig efter den almindelige eksercits med kanoner, bomber osv., men efter artillerividenskab i det hele. Der blev altså straks lagt vægt på en virkelig uddannelse, og samtidig var man opmærksom på korpsets ydre optræden, dets uniform; for over- og underofficerer blev den karmoisinrød kole med mørkeblå krave, rabatter og opslag, gult underfoer, gule underklæder og trekantet hat med kordonger; mandskabets uniform skulle væsentlig være af samme art, dog skulle kjolen være kraprød og hatten uden kordonger.

I begge disse henseender tog artillerikorpset straks teten for borgervæbningen. Hvad dettes uddannelse angår var den sikkert kun ringe. Af trykte vejledninger foreligger der kun såre få, en af stadshauptmand Wahlbom i 1757 udgiven »Instruktion for over- og underofficererne ved borgerkompagnierne«, der giver nødtørftig underretning om, hvorledes de skulle forholder sig ved ildebrand, ved mandtal (dvs. over de tjenestepligtige borgere) og ved brandinkvisitioner, og så en i 1772 »sammenskreven« »Kort undervisning for borgerofficererne« om eksercitsen, håndgrebene m. m., på hvis titelblads bagside læses følgende meddelelse: »Denne liden bog kan hverken sælges eller afhændes, men de afgående over- og underofficerer afleverer samme til de tilkommende, imod at forskuddet erstattes«. Væbningen havde fra gammel tid en eksercermester, og det var ham, der væsentlig udrettede det, der blev udrettet, hvad Magistraten i 1724 lader borgerofficererne stærkt høre, da de søge om fritagelse for at udføre borgerlige bestillinger. Magistraten kunne ikke begrunde, hvad der bebyrdede dem, de var jo fri for at »eksercere chargen«; der holdtes en eksercermester, der underviste såvel officerer som menige, og 1788 påstår Chr. Borup, at »af eksercitien forstår borgerne end ikke de mindste greb«. Forøvrigt siger Magistraten i 1727 endnu en ting, at det for stadshauptmanden er »mere bekvemt og kommode alletider at konservere gamle officerer i chargen end at se nyantagne, med hvilke han efter pligt bør have tilsyn, at de lære noget«. Når dette vedblev senere, hænger det for kaptajnernes vedkommende ganske sikkert sammen med hensyn til de »frimands«penge, de oppebar. Da kaptajnen ved Vester Kompagni Peter Knudsen, der i 1736 var blevet korporal, i 1786 blev entlediget, var han 84 år gammel.

Vender vi os herefter til uniformen, da er det sikkert, at de klæder, borgerne bar, tidligt have spillet en rolle. Ved prinsesse Ulrikke Eleonores afrejse herfra i 1680 gjorde Københavns borgerskab honnør, som det noteredes, »udmunderet med skønne udstafferede klæder«, men disse klæder havde sikkert været broget forskellige. Det uniforme er først senere kommet op mellem kompagniernes officerer. I 1778 fik de ved en kabinetsordre tilladelse til at anskaffe sig en sirende uniform med epauletter, men da der derefter fra officerernes side skete en henvendelse til kongen om nærmere at bestemme uniformen, trak sagen i langdrag, og først tanken om kronprins Frederiks og prinsesse Marias indtog - det fandt sted den 14 september 1790 vakte den til live igen, det borgerlige artilleri havde jo fået uniform, og i august 1790 faldt da en kongelig resolution, der slog følgende uniform fast: højrød kjole med lyseblå krave, rabatter, opslag og underfoer, guldepauletter, lyseblå vest og bukser og hatte med sort kokarde. Ved indtoget har officererne sikkert givet møde i den ny uniform, ved den lejlighed søgte man nemlig at optræde med al mulig pragt. De borgerlige kompagnier mødte med musik af hautboister og med livskytter; de formåede »formuende og fornemme« borgere til at træde til som sådanne. Ved processionen for prinsesse Ulrikke Eleonore i 1680 havde hver stadskaptajn tre livskytter efter sig »herligen beklædte og udstafferede«, ved indtoget i 1790 viste institutionen sig i fornyet glans. Ved Vester Kompagni mødte tolv livskytter op. Efter den udgåede opfordring meldte der sig femten, men kun tolv holdt ud og mødte i den af dem vedtagne uniform, lysegrøn klædeskole med hvide knapper og gult underfoer, gule underklæder, sort hat med gul krampe og gul kordon, hvidt atlaskes bandoler, sort atlaskes patrontaske osv. Og så skal det her endnu oplyses, at mellem disse tolv livskytter var der mindst seks håndværkere, brændevinsbrænder J. Frydenlund, sadelmager Jacob Stybert, bødkermester Hans Hammer, tobaksspinderne Tyge Smith og Valentin Hansen samt skræddermester Johannes Brinck, og den sidste var livskytternes formand.

Det borgerlige Artilleri tog, som vi så, straks standpunkt med hensyn til uddannelse og uniform. Men der er endnu et tredje punkt, som her må nævnes, da det kom til at spille en rolle; det er de fordele, der tilsagdes dem, der tog tjeneste i det. Dets over- og underofficerer fik frihed for byens forretninger såsom at være rodemestere, fattigforstandere, kirkeværger osv., og alle ved det ansatte havde lov til at ernære sig ved egne hænder af de professioner, de havde lært, ligesom de blev fri for at svare ekstraskat samt borgerlig næringsskat. Korpset fik da også så stærk tilgang, at det kunne formes i to kompagnier. Under tømmermesteren brandmajor Boye Junge som højstkommanderende kom murermesteren Philip de Lange som kaptajn ved første kompagni- og blikkenslagermesteren P. M. Beenfeldt som kaptajn ved andet kompagni.

Det var altså håndværkere, der her gik i spidsen, og så blev hele denne institution dog i endog høj grad forkætret af håndværket. Den skabte jo fuskerarbejde, udklækkede frimestere. Københavns håndværksmestere frygtede for, at korpsets oprettelse var begyndelsen til, at lavene skulle blive ophævede; mange af dem vedtog ikke at ville give nogen borgerlig artillerist arbejde, og så ophørte korpset lidt efter lidt at få tilgang. Da året 1800 kom, var det ikke blevet talrigere, end det var i 1790, ikke over 200, men så udvirkede major Boye Junge en kongelig Resolution af november 1800, hvorefter det forundtes de borgerlige artillerister hver i sit fag at måtte holde en svend eller at oplære en dreng, som, når han var udlært og kunne gøre et forsvarligt svendestykke, skulle indskrives som svend i det vedkommende lav. Det var en konsekvens af Forordningen d. 21 marts 1800 og skal derfor under henvisning til næste afsnit kun antydes her, hvor endnu kun skal tilføjes et par ord om byens brandkorps.

Den efter Københavns brand nedsatte kommission, der skulle undersøge, hvorledes byens brandvæsen bedst kunne forbedres, førte til brandforordningen af 19 juli 1799, der gjorde brandkorpset til et af Københavns borgervæbning uafhængigt korps. Murermester Henr. Brandemann, der som vicebrandmajor havde styret det, siden Boye Junge i 1796 havde taget sin afsked, blev samtidig udnævnt til brandmajor. Som sådan førte han kommandoen over alle brandkorpsets officerer og skulle ved ildebrande give alle fornødne befalinger til ildens slukning, idet det dog udtrykkelig hedder, at den øverste kommando her lå hos den militære embedsmand, som kongen udnævnte dertil. Brandmajoren skulle »rette sig efter det, som den ved ilden højstkommanderende officer finder fornødent ved brandmajorens foranstaltninger at forandre eller tilføje«. Det var virkeliggørelsen af en tanke, der, som vi ovenfor har set, kom frem straks efter Københavns brand i 1795, og allerede i 1796 havde kongen ved en resolution givet generalmajor Peymann overkommandoen ved alle i byen forekommende brande.

Der var, som det heraf vil ses, udvikling i både det borgerlige artilleri og brandkorpset, men noget sådant spores endnu ikke i det borgerlige infanteri, skønt dets øverstbefalende i øjeblikket, den i 1790 udnævnte stadshauptmand Jens Johansen Mylius, synes at have været en ivrig og uafhængig mand; han nævnes som rådmand og brygger. Det har nu næppe i virkeligheden haft stor betydning, at stadshauptmanden ikke mere stod som top også over brandkorpset, men der var øjensynlig ikke samlet nogen virkelig anseelse om Københavns borgervæbning, dens mandskab manglede ydre. Efter den af stadshauptmand Jens Wahlbom i 1757 udgivne instruktion skulle de menige møde med gevær, patrontaske og gehæng, om uniform var der ikke tale, og det var ikke nået senere. I 1790 siger en forfatter: »En uniform ville give borgerskabet en meget noblere anseelse«. Man gik ind i det nye århundrede under ganske de samme forhold.

Forordningen af d. 21 marts 1800 ville danne skel, den så ideelt på forholdene og tilstræbte en ny udvikling. Nu skulle helst al råhed forsvinde fra håndværkets verden; nu skulle mestere og svende ganske anderledes end før kunne forhandle om arbejdstid og arbejdsvilkår, om opsigelsesfrister og løn; nu skulle det komme an på erhvervet dygtighed, uden småligt hensyn til hvor og hvorledes den var erhvervet; man skulle kunne blive svend i et fag uden at have stået i lære, og så skulle svenden endvidere let kunne komme til at udnytte sin dygtighed. Han skulle kunne arbejde som frimester, uden først at søge retten hertil ved omstændelig ansøgning til kongen, nej blot når nogle år var gået, havde han den. Og endelig skulle lidt efter lidt indtil halvdelen af Københavns »32 mænd« tilhøre håndværkets verden. Det sidste var en æresoprejsning til håndværksstanden, der hidtil havde været helt udelukket fra denne forsamling. Jo, forordningen søgte på mange måder at danne skel, men lykkedes det?

Allerede i året 1800 indvalgtes på ledigblevne pladser tre håndværkere, først grovsmedemester Christian Nielsen Rosberg, derefter buntmager Johan Ditlev Liebenberg og murermester Johan Martin Qvist, som vi alle tre have truffet som repræsentanter i »Borgervennen«. Derpå fulgte i 1802 universitetsbogtrykker Joh. Fr. Schultz, i 1803 juveler hans Christian Winther, i 1805 murermester Andreas Sihm, i 1806 tobakspinder Jørgen Bech og tømmermester Andreas Hallander, i 1807 tømmermester Hans Weyle, i 1808 juveler Lorenz Linde og farver Lauritz Holmblad, i 1809 murermester Henrik Delfs, i 1810 bagermester J. P. Krehmer osv. af de her nævnte er tre murermestere, to tømmermestre og to juvelerere, hvad der falder naturligt. Guldsmedene var fra gammel tid de håndværkere, der rangerede højest, murermesterne og tømmermesterne havde, som tidligere vist, arbejdet sig stærkt op. Delfs havde været oldermand i murerlavet, Winther blev senere oldermand i guldsmedelavet ligesom Weyle i tømmerlavet. De tre murermestere og den ene tømmermester var endvidere alle officerer ved brandkorpset, de tre første nåede endog alle brandmajor-titlen, og hvad den anden tømmermester Andreas Hallander angår, manden, hvis svende i 1794 gave anledning til den store arbejdsnedlæggelse, da blev han i det år, han indvalgtes i forsamlingen, chef for Det borgerlige Artilleri, hvortil han i 1808 føjede stadshauptmandskabet, og det således at han som stadshauptmand fik såvel Det borgerlige Artilleri som Det borgerlige Infanteri under sig.

Forordningen af 1800 danner afgjort skel på det her nævnte område. Håndværkets dygtigste mænd fik nu sæde i den tidligere kun for de handlende åbentstående forsamling. men hvorledes gik det på andre områder? Hvorledes lykkedes kampen mod de »udlændiske lavsfordomme«, mod de nedarvede »skikke og ceremonier, der bære præg af de ældre tiders rå og ville sæder«, osv.? Forordningen forbyder direkte den tidligere omtalte forskel mellem kornuter og postulater blandt bogtrykkerne ligesom mellem gemachte og andre svende blandt blikkenslagerne, og de rå ceremonier, der hørte til ved disse lejligheder, faldt absolut bort; det er kun helt uskyldige levninger, der kan påvises af fortidens postulation blandt bogtrykkerne. forholdet til den tyske indflydelse blev ikke så lidt ændret, da det, som tidligere nævnt, i 1794 påbødes, at enhver lavsmæssig forpligtelse for en svend til at rejse i Tyskland fremtidig var at betragte som bortfaldet. men selvfølgelig kunne den tyske indflydelse umuligt med eet slag afskaffes, svendene vedblev jo at vandre. Stenhuggersvendene førte deres protokoller på tysk lige til 1823, glarmestersvendene indstiftede i 1826 en »tobachsteller« på tysk, og i murerlavet vedblev den første oldgesel afvekslende at være tysk og dansk lige til 1832. men i f. eks. både skomagerlavet og malerlavet faldt den tyske oldgesel bort på et forholdsvis tidligt tidspunkt. En hel del tyskhed svandt lidt efter lidt ligesom også en hel del råhed.

Da jyden Povl Erslev i 1787 som lærling kom på den dygtige møbelsnedker J. C. Esmans værksted i København, fandt han, der ikke kunne et ord tysk, men lutter tyske svende her, femten, og lige så mange ubarmhjertige tyranner, hvad hans altid forslåede ryg kom til at bære sørgelige vidnesbyrd om. I modsætning hertil er der - efter 1800 - lidt mere gemytlighed over de prygl, Thomas Overskou taler om, da han i 1812 kom i lære hos mester Granberg. men et faktum er det, at pryglene trods Forordningen vedblev at florere, ligesom at der kan fortælles om ikke liden råhed, ja om rent ud uhyggelige scener rundt om på værkstederne og i lavenes herberger. Der skulle tid til, før den ånd, der bar Forordningens bestemmelser, og ved siden af den f. eks. også de forelæsninger, som »Selskabet til håndværksstandens forædling« lod afholde, bar frugt, men glædeligt er det i så henseende at kunne påvise, at de samtidig med Forordningen af 1800 begyndte massmannske søndagsskoler, hurtigt fik efterfølgere i både Helsingør, Ålborg og Randers.

Hovedsagen ved besvarelsen af spørgsmålet, hvorvidt Forordningen af 1800 trængte igennem eller ej, er dog -på sin vis - om de genveje til at blive svend og mester, som den åbnede udenom lavenes læreår og mesterprøver, blev benyttede, således som Forordningen ønskede det. På dette punkt havde jo den nedsatte kommission lagt den største vægt, og det var særligt med disse forhold for øje, at datidens håndværksmestere førte heftig klage over, at al disciplin og al udsigt til sikkert erhverv ville bortfalde, ligesom at svendene helt begejstrede havde jublet over, hvad fremtiden skulle bringe. Efter Forordningens § 6 kunne man blive svend uden at har stået visse år i lære, blot man kunne gøre svendestykket, og efter § 19 stod det enhver indfødt svend frit for, når han havde arbejdet i fire år, at nedsætte sig som frimester i sit håndværk, han behøvede blot at tage borgerbrev, hvis betaling var sat til kun det halve af hvad en lavsmesters borgerbrev kostede. Det viste sig imidlertid, at tiden stillede sig væsentlig uforstående overfor brugen af disse bestemmelser, og i så henseende spillede de store ulykker, som nu hjemsøgte og trykkede landet, næppe nogen rolle.

Hvad nu det første forhold angår, er det naturligt, at »Selskabet til håndværksstandens forædling« med glæde greb den pågældende paragraf og gjorde opmærksom på den. Det gør det endnu i Adresseavisen den 10 januar 1816, idet det samtidig udtaler, at det påtager sig at føre tilsyn med, at unge mennesker bliver oplærte i håndværk hos duelige mestere på en sådan måde, at læretiden ikke bortødsles med uvedkommende arbejde. men som vi ovenfor har set, betød selskabet på dette område ikke stort. Som det synes, ser det mere på håndværket som et brugeligt dannelsesmiddel end som et livserhverv, i alt fald er det sikkert, at det i det nævnte avertissement i Adresseavisen anbefaler forældre at lade deres børn lære et håndværk ved siden af hvad de ellers nyde undervisning i, »om de endog ikke har bestemt, at de herved skulle ernære sig«. Det ses samtidig, at selskabets formand nu var den tidligere nævnte noget sære overretsassessor konferensråd Hans Heger, og at den eneste håndværker i dets bestyrelse var kobbersmeden borgerkaptajn Jørgen Conradt. Selskabet ophørte forøvrigt helt i 1818. Nej - dette at kunne blive svend uden at havde stået i lære har næppe spillet nogen rolle. Da engang i 1813 en maler ville gøre brug af bestemmelsen, vakte det et uendeligt påstyr, særlig svendene gjorde modstand, hvad der førte til, at de med oldgesellerne i spidsen blev idømte bøder.

Men nu frimesterparagrafen. Efter alt, hvad der var gået forud, skulle man tro, at svendene, straks Forordningen var udkommet, ville havde strømmet til for at blive frimestere. Men det gjorde de ikke. Af håndværkssvende var der dengang ca. 4500 i København, men kun 26 tog i henhold til Forordningen af 1800 frimesterborgerskab i 1800, 36 i 1801, 23 i 1802, 12 i 1803 og endda kun 9 i 1804, hvorved dog må bemærkes, at der i disse år endnu var en del svende, der tog borgerskab som frimestere efter tidligere erhvervede bevillinger, men disse bevillingsmestere, der ikke er så overordentlig mange, svinder selvfølgelig med årene. Man skulle da tro, at lavene havde triumferet og udtalt deres tilfredshed. Der var jo væsentlig set intet at klage over, men desuagtet blev der klaget, og det endog stærkt. sagen var nemlig, at selv om Forordningen af 1800 kun benyttedes endog meget lidt, opstod der dog udenfor de regulære lavsveje en række selvstændigt arbejdende håndværkere. Både ved brandkorpset og det borgerlige artilleri skabtes der talrige »fuskere«, som var lavshåndværkerne en torn i øjet.

Reskriptet af d. 6 februar 1733 gav 20 personer, der var nødvendige til sprøjternes vedligeholdelse og til at føre an ved ildens slukning, visse frimesterrettigheder, da den gage, de oppebar, var utilstrækkelig. De fik ret til lige med soldater og matroser at arbejde med egne hænder i den profession, de havde lært. Og herpå byggedes der videre. Ved brandkorpsets reorganisation i 1799 blev der tillagt brandmajoren myndighed til at antage »ikke under 44 værkgeseller« med de i Reskriptet af 1733 nævnte rettigheder. Det var de efter deres kitlers farve såkaldte sorte brandfolk, og de voksede både i antal og rettigheder. Efter bestemmelserne i 1733 måtte de øve deres håndværk »dog uden svende eller drenge derpå at holde eller værksted at oprette«, men i 1802 fik de trods Magistratens modstand ret til hver at holde en svend, og i 1815 tales der om ikke mindre end 48 ældre og 48 yngre værkgeseller samt 4 overværkgeseller. Og på en ganske lignende måde gik det i det borgerlige artilleri. Efter bestemmelserne for det af 1789 ligestilledes dets artillerister med de daværende værkgeseller. men da Forordningen af 1800 var udkommet med sin let opnåelige frimesterret, mente Det borgerlige Artilleris chef major Boye Junge, at der måtte gøres noget for at holde håndværkssvendene til artilleriet, og trods modstand fra Københavns Magistrats side opnåede han allerede i november 1800 en kongelig resolution, hvorefter de borgerlige artillerister fik ret til at holde en svend eller oplære en dreng, som når han var udlært og kunne gøre et forsvarligt svendestykke, skulle indskrives som svend i vedkommende lav.

Håndværkernes klager kunne herefter forstås, navnlig når det høres, at de to kompagnier borgerligt artilleri voksede til seks. Thi selv om alle de nye artillerister ikke var håndværkere - man optog nu også spækhøkere, jernkræmmere, marketendere, fiskeblødere, pottemagere, theskænkere, billardholdere, marchandisere, værtshusholdere og øltappere - er håndværkssvendenes antal i korpset dog sikkert steget betydeligt, og så kom hertil endnu nyordningen i 1808, da Det borgerlige Artilleri og infanteri samledes under stadshauptmanden som fælles chef. Artilleristernes rettigheder blev overførte på infanteristerne, de to afdelingers i fast nummer stående håndværkssvende blev stillede ens. De fik alle ret til »lige med andre frimestere« at ernære sig med egne hænder af den profession, de havde lært, uden at de behøvede at tage borgerskab, og uden at de skulle svare skat af deres næring; efter to års forløb kunne de endda efter ansøgning få lov til at antage en dreng og efter andre to år endnu en svend, men så skulle de pågældende dog tage borgerskab, men det var et billigt borgerskab, der kun betaltes med det halve af hvad en lavsmesters borgerskab kostede. Ånden i Forordningen af 1800 gjorde sig gældende, og det er da også i overensstemmelse med den, at håndværkerne i Livjægerkorpset i 1813 fik de samme rettigheder. Vel var det i 1801 stiftede korps kun lille og håndværkerne i det ikke mange, men derfor har det dog sin betydning, at frimesterrettighederne også blev udstrakte til det.

Forordningen af 1800 fik altså, omend indirekte, også på dette punkt virkelig betydning. men drivfjederen var ikke revolutionstidens friske frihedstrang, men håbet om ved frimesterrettigheder at lokke håndværkerne til de borgerlige korpser. Frihedsfølelsen var i det hele ikke i kurs længere, alt gik mere og mere ud på, som det hed, at »holde myndighed«. Frimesterrettigheden, der stod udenfor lavsrammerne, fik flere og flere modstandere, således som det kom stærkt frem i 1812. I december 1811 indgik de to store lav, tømmerlavet og murerlavet, i forening med et andragende, der tydeligt betegnede Forordningen af 1800 som ophav til alle de ulykker, lavene led under, og bl.a. krævede, at enhver, der ville være frimester i de to fag, skulle aflægge en prøve. »Svendenes selvrådighed«, hedder det, »tiltager i lige grad med deres ukyndighed, og bygningskunsten vil inden føje tid, alle bestræbelser uagtet, synke tilbage til sin barndom«. Stadsbygmesteren, Kunstakademiet og Magistraten stemte i med, og så blev resultatet en Kancelliplakat af d. 26 maj 1812, hvorefter ingen tømmersvend eller murerersvend direkte eller ved enten at indtræde i borgervæbningen eller blive værkgesel under brandkorpset kunne vinde borgerskab som frimester eller udøve frimesterrettigheder, før han havde bevist sin duelighed ved at forfærdige et nærmere bestemt mesterstykke. Det var det første imod bestemmelserne i Forordningen af 1800 rettede skridt, men det blev ikke det sidste.

På det her omhandlede område satte Forordningen altså ikke skel, og det gjorde den ikke heller med hensyn til den tilsigtede frie forhandling mellem mestrene og svendene om betingelserne for arbejdets udøvelse. Dens bestemmelser herom blev stærkt angrebne af tømmerlavet og murerlavet i deres ovennævnte andragende af december 1811, og navnlig gik de to lav med kraft imod bestemmelsen om, at når intet andet var vedtaget, skulle opsigelse fra begge parters side kunne ske med fjorten dages varsel. Den lighed på dette punkt, som Forordningen havde indført, blev stærkt påtalt af lavene; svendene misbrugte den korte opsigelsesfrist, blev der gjort gældende, til at skrue lønnen urimeligt op og til i det hele at bære sig ad ved arbejdet, som de ville. Den korte frist havde gjort dem til arbejdets herrer. Murererne og tømrerne ønskede, at det måtte blive bestemt, at svendene kun kunne sige op to gange om året, til påske eller mortensdag med et fjerdingårs varsel, men her fik lavene ikke Kancelliet med sig, Plakaten af d. 26 maj 1812 bestemte kun, at ingen opsigelse i de to lav fremtidig kunne finde sted med kortere varsel end otte uger.

Så gik det helt anderledes med lønspørgsmålet. Om lønnen skulle der selvfølgelig også kunne forhandles, men den blev vistnok - ganske som før 1800 - væsentlig fastsat af mestrene, indtil den dyrtid, som krigen med England og landets fortvivlede pengeforhold fremkaldte bragte lønnen op til hidtil uanede højder, hvad der med de to ovennævnte lavs tilslutning medførte, at betalingen for tømmer- og murerarbejde i april 1813 blev underlagt statens bestemmelse. De af den satte takster måtte imidlertid atter og atter forandres, datidens pengeforhold var jo i høj grad vanskelige, og det nye system, der absolut var af mere teoretisk end praktisk betydning, magtede dem ikke; men desuagtet blev det opretholdt lige til 1826, da kongen »indtil videre« påny ville lade de vedkommende ved indbyrdes forening fastsætte daglønnen m. m.

Dette »indtil videre« blev imidlertid til »for bestandig«, og principperne fra 1800 synes altså at har vundet en smuk sejr. Men det var dog kun tilsyneladende. De fattige og trykkede tider kunne kun føre til den løsning, at lønnen ensidig blev fastsat af mestrene. I murer- og tømmerfagene blev der absolut ikke tale om nogen forhandling, og som det var i disse fag, var det sikkert i alle fag.

Principperne fra 1800 var som døde. Lavenes og dermed mesternes myndighed var i jævn og stadig vækst, således som det kan ses af en række bestemmelser. I januar 1817 blev det fastsat, at den svend, der ville vinde borgerskab som frimester, i sine svendeår skulle har været indtegnet i lavsprotokollen og svaret tidepenge til lavet; i juli samme år ophævedes retten til frimesterskab i guldsmedeprofessionen, og i 1820 gik regeringen til at bestemme, at ingen, der tjente i Det borgerlige Infanteri eller artilleri eller i Livjægerkorpset fremtidig af den grund kunne blive frimester; for at få borgerskab skulle han endda også være fuldmyndig, og så fastsloges det endelig i 1822, at enhver svend, der ville være frimester skulle foruden at har arbejdet i fire år endnu forfærdige det for lavsmestere i vedkommende håndværk befalede mesterstykke. Hermed var frimestertanken væsentlig slået ned, lavene havde vundet over den, og så bestemtes det endnu i 1823, at ingen svend - forsåvidt arbejdets natur ikke nødvendig krævede det - måtte arbejde udenfor mesterens værksted. Det var hjemmearbejdet, man ville tillivs, og da det endog forbødes mestrene at dispensere fra bestemmelsen, var der hermed helt slået bom for, at svendene ved arbejde på egen hånd kunne gribe ind i mesternes gerning.

Det var helt andre anskuelser, der nu herskede i de regerende kredse, blandt kollegiernes deputerede og kommitterede, end i året 1800. Der var liv og kraft dengang i landet. København blev bygget mærkelig hurtigt op efter branden i 1795, men i det nye århundrede havde Danmark lidt hårdt. København var blevet bombarderet, England havde røvet den danske flåde, landet var gået bankerot, og forbindelsen med Norge var blevet brudt. Alt lå nede, alt måtte føres frem med den yderligste forsigtighed, og så måtte det være regeringen, øvrigheden, der styrede og ledede endnu langt mere end hidtil, alle myndigheder og autoriteter blev organiserede og holdt i hævd, og således skete det da også for borgervæbningens vedkommende. begivenhederne i 1801 og i 1807 havde understreget dens betydning.

Allerede i 1779 var der blevet nedsat en kommission angående dens ordning, men den kommission synes at være blevet en uendelig kommission uden resultater, og så blev der i 1801, i oktober måned, nedsat en ny kommission med pålæg om hurtigt arbejde, hvad den også præsterede. Allerede i marts 1802 forelå dens betænkning, og i februar 1803 fik borgervæbningen en ny ordning. Tjenesten i den blev gjort til en personlig pligt, og der blev ved et pålæg på Københavns faste ejendomme skabt en borgervæbningsfond. Foruden stadshauptmanden fik nu majorerne, kompagnicheferne og de tolv ældste stabskaptajner løn, og de menige blev »af vedkommende foresatte« forsynede med geværer og den øvrige armatur af ens model, armaturen skulle dog betales af borgerne, ligesom de selv skulle anskaffe en nu af kongen approberet uniform. Dette gjaldt dog kun væbningens første afdeling, bestående af de egentlige borgere, medens den anden afdeling, der omfattede byens øvrige indvånere af borgerklassen, væsentlig blev holdt udenfor; den skulle kun anvendes til at afværge fjendtlig overlast mod byen. Det er ejendommeligt nok en tanke i Chr. Borups lille skrift fra 1787, der her blev ført ud i virkeligheden.

Denne ordning stod imidlertid ikke længe. Efter 1807 ønskede man en i militær retning endnu kraftigere ordning. Det af Boye Junge oprettede borgerlige artilleri, der hidtil havde stået som noget for sig, blev i januar 1808 forenet med den tidligere borgervæbning til en samlet væbning under kommando af Københavns stadshauptmand, der igen stilledes under den kommanderende general på Sjælland. Og nu blev der til de øvrige fremskridt føjet det, at der blev sørget for borgerofficerernes uddannelse. I så henseende havde der allerede tidligere været gjort skridt i Det borgerlige Artilleri; en af hærens artilleriofficerer havde således i vinteren 1802-03 holdt forelæsninger i bryggernes lavshus over teoretisk og praktisk artilleri; i december 1801 blev der herefter afholdt den første officerseksamen, og at der her blev arbejdet med iver, kan ses bl.a. af tømmerhandler M. C. Bechs erindringer. Nu blev det for begge borgervæbningsafdelingerne slået fast, at der hvert år i vintermånederne af sagkyndige skulle holdes forelæsninger i de militære videnskaber, og at alle, der ville være officerer i dem, skulle tage såvel en teoretisk som en praktisk eksamen. Samtidig blev tillige den i 1803 indførte deling mellem egentlige borgere og andre hævet; tilgangen til væbningen blev lagt i hånden på en borgerlig indrulleringskommission.

De krigerigske begivenheder i 1801 og 1807 fik altså indflydelse på de borgerlige korpsers udvikling, men i selve begivenhederne havde de efter forholdenes natur ikke haft lejlighed til at tage nogen væsentlig del. Selvfølgelig gjorde de voldtjeneste, og erindres skal det, at da der i 1807 blev tale om, at Østerports Ravelin skulle besættes af frivillige borgerartillerister - de kunne ikke »kommanderes« til tjeneste udenfor voldene - var der mellem de frivillige i alt fald een håndværksmester, hattemager Lavignery, og mellem de faldne livjægere nævnes buntmagermester C. A. Romeicke. Der er ingen tvivl om, at håndværkerne i de forskellige korpser fuldt ud gjorde deres pligt, og brandkorpset, der så væsentlig bestod af håndværkere, blev endog særlig æret for dets optræden i 1807 under bombardementet, således som det fremgår af Den store Ordensfest, der i 1809 fejredes på Rosenborg.

Ved et åbent kongeligt brev af d. 28 juni 1808 var Dannebrogsordenens hele indretning blevet forandret. Hidtil havde den kun haft een klasse med 50 adelige riddere, de såkaldte »hvide riddere«, nu kom den til at omfatte fire grader, storkommandører, storkors, kommandører og riddere, hvortil endnu kom Dannebrogsmændene dvs. sådanne, til hvis beskedne livsstilling man ikke fandt, at en ridderorden passede, og til disse »sådanne« regnedes håndværkerne. Ved den nævnte første ordensuddeling blev urmager Urban Jürgensen, mekanikus H. Pløtz og farver L. Holmblad dannebrogsmænd. men samtidig blev dog to karakteriserede håndværkere nemlig tømmermesterne stadshauptmand oberst Andreas Hallander og brandmajor Andreas Kirkerup riddere af Dannebrog; i udnævnelsen nævnes de dog slet ikke som tømmermestere, men udelukkende med deres militære titler. Det var officererne og ikke håndværkerne, der blev riddere. særlig fremhævedes ved denne lejlighed dog brandkorpset; ikke mindre end 4 brandkaptajner, 5 brandløjtnanter, 2 brandmestere, 2 strålemestere og 2 brandsvende fik Dannebrogskorset. Kongen havde kort før udtalt sin fuldkomne tilfredshed med korpsets tjeneste i bombardementsdagene, og nu kom belønningen, der særlig tilfaldt håndværkere. Mellem de ni kaptajner og løjtnanter var fem murermestere (J. C. Schottman, J. C. West, P. L. Krause, D. H. Petermann og J. J. Schlage), to tømmermestere (J. C. Frost og C. F. Hollander), en snedkermester (J. C. Essmann) og en klejnsmedemester (J. C. Pryjor). Det nævnes dog heller ikke ved deres udnævnelse, at de var håndværksmestere, kun deres charge i brandvæsenet anføres. Alle de nævnte på Urban Jürgensen nær mødte personlig ved Ordensfesten den 28 juni 1809 på Rosenborg, hvorved ordenens udvidelse fejredes; opkaldte foran tronen modtog de knælende ordenstegnet af kongens hånd.

I hvor fremtrædende grad håndværkernes særlige korps, brandkorpset, ved denne lejlighed blev udmærket, kan ses deraf, at for borgervæbningens vedkommende blev som nævnt vel chefen, stadshauptmand Hallander ridder, men ellers fik kun en bombarder, en overkonstabel og tre konstabler, alle af artilleriet, Dannebrogskorset. Håndværkerne kunne herefter føle sig. De havde nu dekorerede mænd i deres midte, kunne sidde med i de »32 Mænds« forsamling, og de af dem, der var borgerofficerer, avancerede i 1808 til at har rang med officererne af lige grad i linietropperne (kun at borgerofficererne stadig skulle regnes som de yngste) ikke at tale om at de efter overstået eksamen fik ret til at anlægge og bære armeens felttegn. Kommer nu hertil, at den gamle lavsfølelse, der var trængt tilbage ved Forordningen af 1800, ligesom fik nye kræfter ved lovgivningens bestemmelser imod frimesterskab og svendenes selvstændighedstanker, kan det forstås, at tidens mestere trods de store samfundsulykker og den deraf følgende nød, nærede en voksende støt standsfølelse, der lod dem træde ganske fast og kraftigt frem, så meget mere som ikke få af dem så deres virksomhed vokse ved Fastlandsspærringen under krigen med England.

Ankersmed Hans Caspersen på Kristianshavn, der i 1803, 21 år gammel, blev mester i Københavns Smedelav, er i så henseende et typisk eksempel. Han havde set Danmarks ulykker på nær hånd. Efter slaget på Rheden så han Holmens barkasser passere under Wilders Bro fyldte med de faldnes lig; de bragtes til Kvæsthusets kælder, hvor de lagdes i rader til mulig genkendelse af slægt og venner. Og i 1807 deltog han i begivenhederne som overbrandmester ved Vor Frelsers Kirkes sprøjte; da han den tredje bombardementsnat bragte en rapport fra Nørregade til hovedkvarteret på Kongens Nytorv og passerede Østergade, »vadede han her i tagstensstumper og sprængte vinduer«. Af hans sprøjtebesætning på 28 mand var efter bombardementet kun 13 tilbage. Caspersen gjorde fuldt ud sin pligt, men han lod sig ikke afficere af begivenhederne. Dagen efter Københavns kapitulation red han med sin onkel sejl-, flag- og kompasmager Joh. Pli. Weilbach »vidt og bredt omkring« udenfor voldene for at bese de engelske fortifikationer, ved hvilken lejlighed han med glæde bemærker: »Vi havde begge gode rideheste«. Han var en kraftig mand med et muntert sind, han tog sig ikke verden nær, og forholdene bar ham frem. Da England voldelig havde ranet vor flåde, var man ivrig for at skabe en ny af kanonbåde, og herved fik Caspersen fuldt op af godt betalt arbejde. Han kalder da også tidsrummet fra 1807 til 1814 for sine lykkeligste år.

Han deltog med liv i både selskaber og maskerader, og han besøgte navnlig den såkaldte Kjerulfske Have i Overgaden Neden Vandet. Når arbejdet, der strakte sig fra kl. 5 morgen til kl. 7 aften, var endt, regnskabet sluttet og aftensmaden spist, gik han til Kjerulfs Have og tilbragte her et par timer blandt gode venner, af hvilke en del var »af vore gode borgere«. Der kom endog »mange gode og solide borgere fra København, deriblandt flere, der var officerer ved det borgerlige artilleri«, haven lå nemlig lige ved deres eksercerplads på artilleriets laboratorium. Hver løverdag aften var der »som et table d’hóte« med to retter varm mad, hvortil frugt og valnødder fra haven, for 2 mark kuverten og med gode vine til billige priser. Efter måltidet morede man sig ved spillebordene eller med at synge; tre gode musici (harpe, violin og klarinet) kendte nøje »de udmærkede bord- og selskabssange, som man dengang brugte«, og omgangen var altid »venskabelig og munter«. De fleste af selskabet »var ubekymrede og sad i god levevej«. En særlig morskabsdag var fastelavns mandag, på hvilken der indtoges en frokost, »der sjælden endtes rigtig for samme dags aften«, og så fandt der desuden om sommeren en dyrehavstur sted og om vinteren »et suffisant pølsegilde«. Ved alt dette har Caspersen sikkert spillet en betydende rolle; det gjorde han i alt fald i 1815 ved kroningen i Frederiksborg. Han lånte fire telte fra Københavns Arsenal, drog med dem til Frederiksborg og så her ved det i dem dækkede »udmærkede og velforsynede« bord til sin glæde mange besøgende.

Der er noget massivt og robust heri, der fuldstændig svarer til, at han ved en maskerade sammen med sin ven klejnsmed B. v. Würden optrådte i virkelige fra Tøjhuset lånte rustninger, der forøvrigt voldte dem ulideligt besvær. Den dygtige mand, der i 1816 og 1817 var oldermand i sit lav og senere skabte et mekanisk etablissement, der en tid var et af landets største, hang absolut ikke med hovedet. I 1821 blev han en af de 32 mænd, i 1822 medlem af Kongens Klub, i 1825 værge for Vor Frelsers Kirke osv.. Han arbejdede, han morede sig, men reflekterede næppe dybt over de begivenheder, hvis ledelse hørte til på højere steder. Og som tilfældet var med ham, var det sikkert med en række andre håndværkere.

Om den første håndværker, der blev een af de »32 Mænd«, grovsmedemester C. N. Rosberg, kan jeg ikke oplyse meget. Han ophører at sidde i forsamlingen i 1807, men står endnu en række år i vejviseren (sidste gang i 1830) som »forhenværende« grovsmedemester. Kommer vi derefter til buntmager J. D. Liebenberg, da tilhører han en buntmagerslægt. Hans fader Chr. Liebenberg (f. 1695, † 1787) var buntmager, hans ældre broder Joakim Frederik Liebenberg (f. 1725, † 1777) var det også ligesom dennes Søn Christian Liebenberg (f. 1759, † 1815). Som født i 1742 var han 58 år, da han i 1800 blev medlem af forsamlingen, i hvilken han vedblev at sidde til 1811, medens han først døde i 1818. Han har utvivlsomt været en livlig og foretagsom mand. I 1777 bliver han medlem af Skydeselskabet, i 1792 møde vi ham som repræsentant i Borgervennen, og han er medlem af både Det borgerlige Selskab (1790) og Kongens Klub (1796). Under bombardementet i 1807 var hans ejendom på Amagertorv det første sted, der blev antændt af englænden brandpile. Det var fyldt med pelsværk, der var oplagt hos ham til opbevaring sommeren over. Den Liebenbergske slægt blev efterhånden en betydelig slægt. Buntmager J. F. Liebenbergs søn er den senere konfessionarius M. F. Liebenberg, som vi har truffet i redaktionen af ugebladet »Borgervennen« sammen med sekretær Rosenstand-Goiske; de to buntmageres søster Sara Georgia blev i sit ægteskab med vinhandler Povl Schouw moder til den så bekendte professor J. F. Schouw, og buntmager Johan Ditlev Liebenbergs datter Ane Christine blev gift med professor Ole Hieronymus Mynster. Det kan også nævnes, at den Liebbergske slægt var en frugtbar slægt, buntmager Johan Ditlev Liebenberg havde ikke mindre end 14 søskende. Den tolvte i rækken af dem Cathrine Elisabet Liebenberg blev i 1765 gift med kobberstikker ved banken Hans Quist, men om denne mand er i familie med den murermester J. M. Quist, der samtidig med buntmager Liebenberg blev medlem af de »32 Mænds« forsamling, får stå hen. Det synes vanskeligt at få rede på forholdet mellem en del forskellige håndværkere med navnet Qvist, deres eventuelle familieskab kan kun delvis oplyses.

Skomagermester Niels Mortensen Quist og hustru Anna Marie Elisabet f. Engelbrecht får i årene fra 1750 til 1770 ni børn døbt i Petri Kirke, og imellem dem (1755) sønnen Johan Martin Quist, der bliver murermester, i 1792 vælges til repræsentant i Borgervennen og i 1795 under Københavns brand gør tjeneste som overbrandmester. I 1799 er han steget til brandkaptajn, i 1800 bliver han medlem af de »32 Mænds« forsamling og i 1808 endda første meddirektør ved brandvæsenet. Han døde i 1818. I hans liv har tjenesten ved brandkorpset tydeligt spillet en rolle, og det gjorde den også for hans brodersøn murermester Peter Martin Quist (f. 1779) og dennes søn murermester Christian Ludvig Quist (f. 1813), den første døde som en gammel mand i 1858 efter i en del år at har været brandmajor, den sidste, der døde som en ung mand, var, da han gik bort, premierløjtnant i brandkorpset; de var begge medlemmer af det københavnske Skydeselskab.

Ved siden af denne murermesterslægt kan endnu nævnes en farverslægt Quist. En her i landet født og som farver oplært mand ved navn Moritz Quist drog til Schweitz, og herfra kom han i 1752 tilbage med kone og børn for at blive klæde- og skønfarver i København, hvad to af hans sønner også blev, Johan Daniel Quist (f. ca. 1748) og Hans Jørgen Quist (f. 1760). Den første af disse brødre synes at have været en lidt urolig natur, der altid havde mere end eet jern i ilden. I 1778 får han privilegium som silke-, uld- og linnedfarver, i 1785 søger han forgæves om at få bevilling til at oprette en lærredsfabrik, i 1786 vil han udnytte et af ham opfundet farvestof, der skulle erstatte kochenille, så udkaster han planen til et klædemanufaktur i Norge, og i 1788 køber han det Burleyske Farveri i Store Kongensgade, som han, da det går tilbage for ham, må sælge i 1793; i 1794 indgår han købekontrakt med ejeren af Svanemøllen møller C. A. F. Schmidt, og ved dennes død i 1795 bliver han ejer af denne mølle, som han derpå driver til sin død i juni 1802. Da han i 1777 fik indfødsret, var han underofficer ved borgervæbningen, hvor han stiger til premierløjtnant, og i 1786 søger og får han sin afsked som sådan. I afskedspatentet hedder det, at han har forholdt sig vel og »hvor han har været kommanderet, således sin devoir har præsteret, som det en ærekær borgerofficer og tro tjener vel egner og anstår«. Han fik da også sin afsked med karakter som kaptajn samt med ret til at bære felttegnet og den for borgerofficerer bestemte uniform.

At høre til brandkorpset eller et af de borgerlige korpser har haft sin ikke ringe betydning for datidens håndværkere. Officererne ved disse korpser blev indbudte til det kongelige taffel, således som det ses af en meddelelse fra 1815 om, at en gammel major ved borgerskabet, vistnok sejl-, flag- og kompasmager L. Clasen ved en sådan lejlighed viste sig fra en lidt latterlig side, og da Københavns borgerofficerer i 1817 ønskede at fejre kongens lykkelige hjemkomst, skete det ved en stor diner på Bellevue, ved hvilken bl.a. prinserne Christian Frederik og Ferdinand gav møde. De håndværkere, der var officerer, ønskede sig da også helst benævnte ved deres charge som sådanne, og underofficererne synes gerne at være gået i deres fodspor. Bogtrykker Sebastian Popp, som vi tidligere har truffet som en svoren lavsfjende, er absolut ivrig i tjenesten. omtrent ved århundredskiftet udsender han en lille bog betillet »eksercerreglement samt kommandoordene ved eksercitsen og øvelsen med borgerskabet til efterretning for stadsofficererne og samtlige borgerskabet«, og på dens titelblad står »ved venners hjælp« samlet af S. Popp, »sergeant ved Klædebo Kompagniet«; da han døde i 1827, havde han tjent sig op til kaptajn. En anden tidligere nævnt bogtrykker K. H. Seidelin, der i 1800 var misfornøjet med, at han som håndværker blev forbigået ved indbydelser til den danske gesandt i Paris, kalder sig, da han i 1805 blev fradømt sit bogtrykkeriprivilegium, fordi han i det af ham udgivne blad »Dagen« havde trykt ikke-censurerede artikler, »Kommandersergeant ved det borgerlige artilleri og litteratus«. I 1808 giver han som premierløjtnant undervisning ved korpset i »Matematik, fortifikation og artilleri«. Og interessen for tjenesten hørte ikke blot århundredets begyndelse til. Fra en tredje bogtrykker, som senere vil blive en del nævnt, foreligger der en »sang i anledning af det borgerlige artilleris præsentation for hs. majestæt kongen den 7 august 1834. Af Jacob Behrend, bombarder [dvs. underofficer] ved Det borgerlige Artilleri«.

Til at nære den ovenfor nævnte voksende støtte standsfølelse bidrog forøvrigt også, at der fra 1815 vedtoges en række bestemmelser, der beskæftigede sig med lavenes svende- og mesterprøver, hvad der, efterhånden som frimesterskabet begrænsedes, fik sin store betydning. Bestemmelserne, der bl.a. lod gammeldags, væsentlig usælgelige prøvestykker forsvinde for genstande, der bedre kunne afhændes - det var således tilfælde for grov- og klejnsmedenes vedkommende i 1816 og for guldsmedenes i 1822 - gik nemlig ikke i og for sig ud på at gøre prøverne lettere. Det var således absolut ikke meningen med forandringen af snedkernes mesterstykke i 1820, og udviklingen hos slagterne er karakteristisk. I 1815 hedder det, kunne man ikke længere lade det være »brugeligt«, at svendene og mestrene i dette fag ikke aflagde nogen prøve. Der blev forlangt både en svende- og en mesterprøve, og den første, efter hvilken den, der ville indskrives som svend, i oldermandens og oldgesellernes nærværelse skulle slagte en okse, en kalv, et lam og eventuelt også slagte og skolde et svin, blev endog atter og atter skærpet. I 1818 blev der gjort en tilføjelse om, at den vedkommende foruden at slagte skulle aftrække huden og skindene på de slagtede kreaturer uden at beskadige dem ved huller og indsnit, og i 1824 endnu at han, dagen efter at har slagtet den til prøve behandlede stud, skulle skille den midt ned ad rygraden med sådan nøjagtighed, at vægten af kroppens to halvdele ikke differerede ud over nogle visse pund.

Mærkes kan det også, at ankersmedene, der før havde gjort almindeligt smedemesterstykke, i 1817 fik deres eget, og at der i 1816 endog forordnedes en mesterprøve for kunstdrejerne, der ikke hørte til noget lav, og som overfor de lavsbundne trædrejere nok kunne lide at betragte sig som frie kunstnere. Og deres mesterstykke blev yderligere skærpet da det i 1827 blev befalet, at det skulle gøres efter en til Kunstakademiet indsendt og af det approberet tegning. Kunstdrejerne var ikke mere kunstnere end så mange andre håndværkere, og det kan i så henseende nævnes, at en så dygtig kunstdrejer som J. G. Schwartz overfor en lærling, der i 1827 kom i lære hos ham og ønskede at besøge Kunstakademiet, gjorde sit til, at dette ikke skete. Han gav ham kun den ønskede tilladelse, forsåvidt ingen af de andre lærlinge anmodede om det samme, men een af de andre gjorde det. Nej Schwartz var i sine tanker en lige så god lavsmand som tidens lavshåndværkere. Læretiden skulle på enhver måde holdes, og den eneste uddannelse, det kom an på, var værkstedets. Indenfor værkstedets vægge skulle faget læres under absolut disciplin.

Forsåvidt dette skete samvittighedsfuldt - og det gjorde det, må der siges, mange steder - har det været til ikke ringe gavn i den fattige og trykkede tid, thi det må vel erindres, at tiden var endog yderlig fattig. Når vi ovenfor har hørt ankersmed Caspersen tale om det fornøjelige liv, han førte i Kjerulfs Have, må det erindres, at han var een af dem, som forholdene under den ulykkelige krig stillede gunstigt, og dernæst er traktementerne, han nævner, mere solide end egentlig lukulliske. Nej livet var helt igennem nøjsomt og tarveligt for ikke at sige fattigt. Smedelavet indgiver i 1820 ved sin oldermand S. Rosenstedt et andragende om, at indførsel af udenlandsk smedearbejde måtte blive forbudt. Lavet, skriver oldermanden, tæller omtrent 140 interessenter, og af dem er en tredjedel »af mangel på arbejde forarmede og nærmer sig med stærke skridt bettelstaven; blandt de øvrige to tredjedele øjner mængden, at de ved den stedse aftagende arbejdsfortjeneste efter kortere eller længere tid ville komme til at dele skæbne med hine«. Andragendet blev afslået, men så påfulgte næsten uendelige stridigheder indenfor lavet om, hvad der var grov- og hvad klejnsmedearbejde, ja lavets få tøjsmede lod også høre fra sig. Lavet var ved at sprænges. De enkelte fag ville hver for sig beholde fagets arbejde for dem selv, og det var nøden, der tvang dem. Det oplystes i 1828, at »flere klejnsmede havde måttet henty til fattigvæsenets forsorg«. Angivelse fulgte på angivelse. Lavets tidligere oldermand Hans Caspersen blev endog to gange ved Politiretten mulkteret for ulovligt indgreb i nagelsmedenes rettigheder, og det var kun ved Magistratens anbefaling, at han i 1821 fik ret til »uden hindringer af smede- og nagelsmedlavene at forfærdige alle slags jernarbejde«.

Den vore håndværkssvende tidligere påhvilende lavsmæssige pligt til at vandre var, som vi har set, blev ophævet i 1794, og Forordningen af 1800 støttede stærkt de nye forhold. men derfor ophørte vandringerne ikke. Fra gammel tid var de betragtede som nødvendige for uddannelsen, fra gammel tid stod der et skær af frisk liv med rigt vekslende begivenheder om dem. Der var fra dem noget at berette om. Ja hvor forunderligt var det ikke, at endog en kvinde i mandsdragt havde vandret som svend! Den i Hamborg i 1759 fødte Ellenbrecht Marie Stockenbeek kom 15 år gammel til København, hvor hun blev gift med en bryggerknægt. Ham forlod hun dog snart, han var nemlig drikfældig, og i Kiel anlagde hun mandsklæder; hun udgav sig for en skræddersvend G. J. Eichstedt, da et kundsehaft lydende på dette navn var faldet i hendes hænder. Så vandrede hun viden om, og stor og stærk må hun har været, da hun godt kunne deltage i endog heftige slagsmål. Kun een gang veg hun, nemlig da enken, hun arbejdede hos, absolut ville gifte sig med hende. Så nærmede hun sig Danmark igen, godt oplært i alle lavsvæsenets skikke. I Tønder fik hun sin mester dømt af lavet dér, fordi han kaldte sine svende forfrosne hunde, og i byen Slesvig beklædte hun i tre fjerdingår stillingen som oldgesel. Nu ville hun imidlertid tilbage til København. men her blev hun genkendt og måtte finde sig i at blive kvinde påny, hvad der førte til, at hun under d. 29 oktober 1784 fik kongelig bevilling til her at ernære sig af skrædderhåndværket, hun måtte sy herreklæder og dertil har en svend til hjælp.

Der var eventyr at opleve på vandringerne. Hvad kunne f. eks. den københavnske snedkersvend Andreas Christian Hansen ikke berette om sin »højst mærkelige fodrejse«, som tog sin begyndelse i 1822, og på hvilken han uden penge og uden at kunne fremmede sprog sled sig ustandselig sydpå til Neapel. Altid rede til at tage arbejde, hvor arbejde kunne fåes, måtte han dog mangen aften sidde sulten i en kro ved landevejen for næste morgen at vandre ud igen på fastende hjerte over Alperne gik han i sne til midt på livet, og een gang styrtede han endda ned, men fandt den nødvendige pleje i en lille hytte, med hvis venlige beboere han ikke kunne tale. Men hvor trangt han end havde det, hvor ofte han end måtte trygle for et kummerligt ophold natten over, forlod hans sans for naturen ham dog aldrig. Da han træt og udaset så ud over Genuas skønhed, udbryder han i sit underlige sprog: »Alt dette oprømmer endog det sletteste humør«, og nået længere mod syd hedder det: »Det piemontesiske land er meget skønt, men ved at indtræde i det toskanske fandt jeg i mine tanker et paradis«. Han havde heller ikke lutter modgang. Han fandt mange steder gode hjælpende mennesker, og f. eks. i Florens og Rom var i så henseende lyspunkter. Da i den første by en velsindet italiener havde ført den formentlige tysker til den østrigske gesandt grev Bombelles, ilede greven og hans gemalinde, Frederikke Bruns skønne datter Ida, selv til ved meddelelsen om, at der var en svend fra Danmark, hvad der skaffede ham både god hjælp og behagelig underholdning. I Rom talte Thorvaldsen med ham, siger han, »som om jeg flere år havde været fortrolig med ham«, han bød ham forfriskninger af hans egen frokost og lod Freund tage sig af ham.

Og om eventyr høre vi endnu i 1835, da den senere dampmøller Troels Marstrand vandrede i Tyskland. »Det eventyrlige ved disse rejseeventyr lokkede mig«, skriver han. Med ranselen under hovedet, med frakken som overdyne og med ungdom og træthed som ledsagere sov han efter en gennemvandret dag herligt i halmen på krogulvene i selskab med de såkaldte strømere, håndværkssvende, der stadigt vandrede. Selv i bagersvendenes højst utiltalende herberg i Hamborg, hvor masser af lasede og barbenede fyre holdt til som stamgæster, fandt han et burschenleben, der trods alt var præget af en vis godmodighed, som tiltrak. »Kupfernase, skimmelen, Peter Husum og Lyneborgeren«, skriver han, »står i min erindring som mine velvillige kammerater, som jeg aldrig ville forråde«.

Det er herefter forståeligt, at vandrende danske svende kunne komme langt omkring. Den i Holsten fødte københavnske murersvend Joh. Hendr. Lytthans arbejder i 1804 i den fjerne Donauby Semlin. Den fynske snedkersvend Peter Christian Uldahl, der færdes i udlandet fra 1801 til 1809, nåede fra St. Petersborg både Prag og Wien, den jyske typograf Bianco Luno, der var hjemmefra i endog elleve år (1817-1828) arbejdede i Tyskland, Schweiz, Frankrig og Ungarn, og en anden typograf Jacob Behrend træffer vi i årene fra 1821 til 1826 i Berlin og Paris. Men alle disse viser, at vandringerne bragte de vandrende mere end eventyr, de forøgede deres fagkundskab og fagdygtighed. Lytthans blev en stor københavnsk murermester, Uldahl grundlagde den danske pianoforte-tilvirkning, Bianco Luno oprettede et for sin tid mønstergyldigt bogtrykkeri, og om Jacob Behrend, der blev en mester i at sætte østerlandske sprog, endogså sanskrit, skulle vi høre nedenfor.

Og der var flere, der lærte meget i udlandet, således hattemagersvenden Conrad Christian Hornung, der i 1824 ung og troskyldig drog ud fra sin fødeby Skelskør med de største forventninger om, hvad rejsen skulle bringe ham. I det fattige hjem - og alt var jo fattigt dengang her i landet - havde han fra lille kun lært een ting nemlig at arbejde, anstrengt og udholdende, og da faderen var hattemager, blev han selvfølgelig hattemager. Det var som dygtig svend i denne profession, at han tiltrådte sin vandring, men han var kun i ringe grad boglig oplært, læse, skrive og regne kunne han kun dårligt, og verden kendte han aldeles ikke. Så mødte han på herberget i Lütjenburg det sørgeligt udartede lavsvæsen, i hvilket brændevin og øl spillede så stor en rolle; han veg sky tilbage derfor, og da han i Harburg ved sin store godtroenhed og en mesters brutalitet mistede sine papirer som hattemagersvend, stod han i en rent ud fortvivlet situation, væsentlig uden penge og uden udsigt til nu at kunne få lavsmæssig hjælp. Han besluttede da at vandre til en lille by i Hannover, hvor en farbroder af ham boede. Efter en besværlig vandring nåede han frem og tilfældet lod ham nu komme til at arbejde hos en snedker dér, således at han efter nogen tids forløb opnåede at få nye papirer som snedkersvend. men heller ikke som sådan skulle fremtiden ligge for ham. Han fik lejlighed til at se et kunstigt sammensat flygel, der fyldte ham med den største beundring. Nu ville han være instrumentmager. I den anledning vandrede han til Kassel, som han nåede en aften, træt og mødig og uden en skilling i lommen. Alt så fortvivlet ud, men han nåede dog at få plads hos byens instrumentmager, og med utrolig udholdenhed og afholdenhed lærte han den nye profession, samtidig med at han tog timer i tegning, skrivning og klaverspil. I 1827 var han igen tilbage i Skelskør, hvor han straks gik igang med bygge et klaver. Det blev solgt. Og nu arbejdede han, til det yderste nøjsomt videre, flyttede fra Skelskør til Slagelse og fra Slagelse til København, hvor hans virksomhed som pianoforteinstrumentmager voksede op til en betydelig forretning.

Af en helt anden art var den rejse, som den på Råvad i 1812 fødte filehugger William Naylor tiltrådte i 1837 for at lære sin faders fødeland, England, at kende og særlig Sheffield, hvor filehuggeriet havde udviklet sig kolossalt. Rejsen begyndte alt andet end godt. I London fik han snart efter sin ankomst tyfus, og i værtshuset »Den brune Bjørn« lå han af denne sygdom i næsten elleve uger. Efter at være kommet til kræfter rejste han som toppassager på en diligence straks til Sheffield, hvor han til sin store forundring stødte på et ikke påregnet lavssystem, der ikke ville lade ham slippe i arbejde. Ingen kunne få beskæftigelse dér, medmindre han var medlem af Filsmedenes Union, og det blev kun de, der havde udstået en syvårig læretid, og så var der endda, just i begyndelsen af 1837, da konjunkturerne var yderligt slette og mange arbejdere gik ledige, blevet vedtaget, at arbejdet i enhver egn skulle forbeholdes egnens egne arbejdere. Hvad den mægtige union således havde vedtaget, var bindende for både arbejdere og fabrikanter, og det så således alt andet end lovende ud for den unge Naylor. Han præsenterede sig dog forskellige steder, og da man syntes nysgerrig overfor, hvad en dansk filehugger kunne præstere slap han forunderligt nok ind på et værksted. En arbejder, der også hed William Naylor, var blevet syg, og den danske Naylor trådte i hans sted og betalte hans kontingent til Unionen.

Længe gik dette dog ikke. En skønne dag blev han anmodet om at møde for Unionens komite, der pålagde ham straks at ophøre med at arbejde og for sin egen sikkerheds skyld snarest at forlade byen. Naylor gjorde imidlertid modigt indsigelse herimod og blev så tilsagt til at møde for et repræsentantskab, der fastholdt den udtalte dom, men derfor gav Naylor ikke tabt endnu. Han bad om at måtte få dommen skriftlig. Ingen i Danmark, sagde han, ville nemlig på forhånd tro det muligt, at han ikke havde kunnet få arbejde på en så stor arbejdsplads som Sheffield var, og desuden kunne han ikke rejse hjem, da han ikke havde penge dertil; han henstillede derfor, at Unionen i så fald betalte hans hjemrejse. Repræsentantskabet ville dog hverken det ene eller det andet. Det gav ham et eksemplar af den i 1837 vedtagne bestemmelse, der gik ud fra de herskende trange arbejdsforhold, og tilstod ham så otte uger til at forberede afrejsen. Det var en væsentlig indrømmelse, og da han efter disse ugers forløb stadig ikke rejste, førte det til nye forhandlinger, der - mærkeligt nok - gav ham ret til at blive i arbejdet mod at betale et indtrædelsesgebyr på 10 Lispund, der skulle lægges i små afdrag. Og det kom endda således, at han helt slap for at betale noget. En af ham hugget dekorationsfil havde vakt så stor opsigt på en udstilling, at han formelig blev tvunget til at hugge flere, der betragtedes som så udmærkede, at Unionen fejrede ham ved en fest og endda gerne ville har beholdt ham i Sheffield, da han i 1840 rejste tilbage til Danmark.

Hvad der her er berettet, er taget fra en af Naylor med lune og liv skreven dagbog, som han endog har udstyret med tegnede og malede billeder, ja med små digte. I de fattige og trange tider var der vokset en arbejdsom, udholdende og nøjsom slægt op, der trods alt elskede det land, der havde fostret dem. Hornungs fader var vistnok en indvandret tysker, Naylors en indkaldt englænder, men desuagtet følte sønnerne sig afgjort som danske og ville tilbage til Danmark. om sin rejse ud over Nordsøen i stærk storm skriver Naylor følgende Vers:

Naylor blev en dygtig og indsigtsfuld industridrivende, der på flere måder gjorde nytte, og det har sin interesse at se, at datidens håndværkere også ad anden vej end ved vandringer søgte at forøge deres kundskaber. De foredrag, »Selskabet for håndværksstandens Forædling« havde ladet afholde, var, som vi har set, blev godt besøgte, og bevægelsen var efterhånden kommet ind i fastere former, der stod i forbindelse med navnet H. C. Ørsted. Denne store naturkyndige begyndte i 1815 nogle fortræffelige månedsforelæsninger, stiftede i 1823 »Selskabet til Naturlærens udbredelse« og medvirkede væsentlig ved oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt, der åbnedes i januar 1829. Den i samme år udlærte drejersvend Julius Wilkens, der allerede som lærling havde hørt forelæsninger af Ørsted, trådte straks ind på den nye læreanstalt, ved hvilken han forøvrigt senere kom til at indtage en lærers plads. Og den Ørstedske indflydelse strakte sig vidt i håndværkets og industriens verden, således som det bl.a. også kan ses af det i 1830 oprettede »Læseselskab for kunstnere og håndværkere«, der slet ikke er at betragte som en efterklang af en lignende bevægelse blandt Københavns Studenter. Det kommer tværtimod næsten to år tidligere til verden end Regensens Læseforening, der åbnes i januar 1832 og i 1839 afføder »Den akademiske Læseforening«.

Den i 1824 væsentlig af litterært dannede mænd stiftede læseforening »Athenæum« kunne derimod betragtes som et forbillede; men herved må dog bemærkes, at den ikke gik ud på at fremme nogen faglig viden, men på at øge tidens almindelige dannelse særlig ved kendskab til udlandets tidsskrifter og dagblade. Sikrere er det derfor vist at sige, at Læseselskabet gik videre i de spor, som trådtes af professor G. F. Ursins tidsskrift »Magasin for kunstnere og håndværkere«, der udkom fra 1826 til 1842 og åbnedes med en artikel om Ørsted.

Den, der grundlagde Læseselskabet, var en ung farver ved navn Fritz Hertzsprung. Han mente, at håndværkerne og de industridrivende ville har godt af at læse om oplyste mænds teoretiske anskuelser og kyndige praktikeres erfaringer ligesom af at få underretning om udlændingernes nyeste opfindelser og opdagelser, enhver selvfølgelig i sit fag; det ville ikke alene fremme deres oplysning, men også bane vej til velstand og hæder. Han forelagde sagen for Ørsted, der straks stillede sig venlig til tanken; Den Polytekniske Læreanstalt ville yde lokale og betale for fem medlemmer. Under d. 14 maj 1830 indgav farver Hertzsprung da et andragende til Kommercekollegiet, der også stillede sig velvillig; det tilsagde at ville betale for 12 medlemmer, og da den Reiersenske Fond tegnede sig for 10 medlemmer, var sagen sikret. »Læseselskabet for kunstnere og håndværkere« stiftedes så på et møde den 11 juni 1830, og lovene for det vedtoges den 2 juli samme år. Det blev imidlertid aldrig noget talrigt selskab, et samarbejde mellem det og den nystiftede Industriforening (1838-39) førte ikke til noget, men selskabet fik dog betydning, særlig derved at de bøger og tidsskrifter, som det anskaffede, stadig kom Den Polytekniske Læreanstalt tilgode; ved dets ophævelse i 1862 overgik dets bibliotek helt til den.

Af håndværkere og industridrivende søgte ikke mange til selskabet; fra medlemslisten for 1832 kan dog nævnes mekanikus H. Gamst, farver Fritz Güllich, møllebygger og tømmermester J. Jørgensen, pergamentmager Holtzweissig, hofbuntmager D. F. Marquard, bogtrykker Popp, mekanikus Fr. Schiøtt og instrumentmager Thiele. Det var, som nævnt, polyteknikerne, der efterhånden helt kom til at beherske selskabet; ved dets opløsning i 1862 bestod dets direktion af de tre polyteknikere administrator F. Holm, gasværksbestyrer G. Howitz og inspektør A. N. Ørsted. Men derfor skal selskabets første direktion dog nævnes med berømmelse her. Hvad den havde villet, var sikkert noget andet end blot at gøre et skridt, der kunne blive til polyteknikernes gavn; den bestod af de tre unge mænd farver Fritz Hertzsprung, farver og fabrikant Carl H. Schleisner og bogtrykker Jacob Behrend, den ældste af dem, Schleisner, var 37 år, den yngste, Behrend, 27 år.

Fritz (eller rettere Friedrich) Hertzsprung er født i 1802 i Potsdam og kom til København, da hans fader i 1812 af David Amsel Meyer kaldtes til Danmark for at anlægge en klædefabrik her, hvad der må være lykkedes godt; i 1815 får han nemlig Dannebrogskorset. Senere blev han sin egen mand, og i 1821 tilstødes der ham som en »duelig og virksom« fabrikant et lån af fonden ad usus publicos. I 1830 står både fader og søn i vejviseren som boende i Strandgade nr. 23, faderens ejendom, i hvilken deres virksomhed var. Sønnen, der i 1830 gjorde mesterstykke som dugmager, var både farver og klædefabrikant, men muligvis har han været mere teoretisk end praktisk dygtig. Allerede i 1834 måtte han begrænse sig til et mindre bomuldsvæveri, og selv dette opgav han sidst i fyrrene, da han fik meget at gøre som medlem af den militære Hallekommission. Derefter tog han plads som bogholder hos en grosserer, og som sådan virkede han til sin død i 1872. Den ansøgning, han i 1830 indgav til Kommercekollegiet, er forøvrigt affattet på tysk, og som følge heraf underskriver han sig her som »kunst, wayd- und schonfarber«. Heri er der imidlertid intet forunderligt. Danmark var dengang en samlet dansk og tysk stat, og vore håndværkere rekrutteredes, som både før og senere, i ikke ringe grad fra Tyskland, hvad der også kan ses, når vi vender os til Læseselskabets anden direktør Carl H. Schleisner. Med hensyn til tysk afstamning træffer vi nemlig her ganske det samme tilfælde som hos Hertzsprung, idet han er søn af den i Augsburg fødte katun- og bomuldstrykker i Lyngby Carl Schleisner. Han blev selv katuntrykker og nedsatte sig som sådan i 1823 i Randers, men vendte i 1825 tilbage til København, hvor han udgav en »anvisning til at blege og farve uld og uldgarn« (1826), der bekostedes af det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab. Snart efter blev han fabriksmester på Ladegården og derpå i 1834 inspektør ved denne anstalt, hvad han var, da han i 1842 afgik ved døden.

Der er ikke grund til at dvæle længe ved disse to medlemmer af Læseselskabets første direktion, men om det tredje medlem, bogtrykker Behrend, er der grund til at fortælle mere. Han så lyset 1803 i København som søn af den for sin snurrighed bekendte agent og stadsmægler I. J. Behrend, og vi har ovenfor hørt, at han allerede i 1821 drog til udlandet. Han var ikke fyldt 18 år dengang, men dog godt udlært som typograf, og særlig i Berlin lagde han sig ivrigt efter at sætte østerlandske sprog; han blev den første, der i Tyskland satte en bog i sanskrit. Efter også at har arbejdet i Paris, vendte han i 1826 hjem og søgte straks om at få ret til at oprette et bogtrykkeri. Hans ansøgning er af d. 25 juli 1826, og bag på den har vor store sprogforsker Rasmus Rask skrevet en varm anbefaling. Han havde ofte haft vanskeligheder ved at få sine afhandlinger om østerlandske sprog trykte, nu ville Behrend, der besad færdighed i at læse de asiatiske sprog »endog sanskrit«, »til prydelse for hovedstaden og til sand vinding for litteraturen« afhjælpe den mangel, byen i så henseende led under. Dette var imidlertid slet ikke efter Behrends vordende kollegers hoved. En af bogtrykkerne Andreas Seidelin og Jens Hostrup-Schultz afgiven erklæring gør stærkt gældende, at der ikke var trang til noget nyt bogtrykkeri i København. Her var 25 med ialt 60 (hånd)presser, men af disse presser var næppe 40 i virksomhed, og så blev der desuden gjort opmærksom på, at her trykkedes både syrisk, arabisk, koptisk og hebraisk, idet der endda tilføjedes, at hvad der i den retning endnu måtte mangle, let kunne skaffes tilveje, blot København havde en skriftstøber. Det var altså herpå, der skulle arbejdes, men ikke på at oprette et nyt bogtrykkeri. Bogtrykkernes modstand hjalp imidlertid ikke. I november 1826 faldt der en kongelig resolution om, at Behrend ville få privilegiet, »dog at han først erhverver bevilling til at anses som fuldmyndig«; som født den 23 oktober 1803 var han nemlig kun 23 år. Myndighedsbevillingen blev hurtigt både søgt og given, og under 15 december 1826 udstedtes så hans bogtrykkeriprivilegium.

Efter sin i 1821 afdøde fader havde han en lille arv stående i Overformynderiet, og under forhandlingerne om privilegiet havde hans broder vekselmægler C. W. Behrend erklæret, at slog denne sum ikke til, ville han forstrække broderen med hvad der manglede. Jacob Behrend gik da straks igang med at indrette et efter fransk mønster ordnet, virkelig ypperligt bogtrykkeri. Han så fremtiden lys for sig. Man kan bl.a. se det af fortalen til »Skandinavisk Nytårsgave for 1828«, der er »udgivet, trykt og forlagt« af ham; han siger om den, at han intet har sparet i henseende til dens udstyr. Den skulle være lig det bedste af det store antal tyske »Taschenbücher«, som årligt førtes hertil. Han havde sikret sig hjælp af både den gamle professor Rasmus Nyerup og den unge Dr. phil. J. L. Heiberg; bogen indlededes med et digt af den sidste som tekst til et kobberstik, der viste en scene af Vaudevillen »Recensenten og Dyret«. Desuden indeholdt den bidrag af Øhlenschlæger, Grundtvig, Ingemann, Esaias Tegner, Nicander osv.

Nytårsgaven skulle være den første i en række, men - den fik ingen efterfølgere. Behrend havde strakt sig over evne. Allerede i 1831 måtte det nyanlagte bogtrykkeri sælges. Det gik til Norge, idet det blev købt af professor Gregers Fougner Lundh (†1836), der i april samme år med en påtænkt udgave af norske diplomer for øje havde skaffet sig privilegium til at anlægge et bogtrykkeri i Kristiania. Hele bogtrykkeriet førtes dog ikke til Norge, professor Lundh solgte en del af dets prydskrifter til det Poppske Officin. Hvad der således skete, var en ulykke for Behrend. Han mistede sin lille formue og sin næringsvej, hvortil endnu kom, at han, der i 1827 havde giftet sig med en typografdatter fra Berlin, samtidigt mistede to små børn. Jacob Behrend sank ned til at blive en forøvrigt næsten epokegørende poet i Åbenrå; det vrimler med viser, lejlighedsdigte og småskrifter, originale og oversatte, fra hans hånd, men forholdene på bogtrykkerkunstens område havde dog stedse hans hjerte. Han, der som førstemand indførte jernpressen (en Stanhope-Presse) i det danske bogtrykkeri, påtalte i 1830, at bogtrykker J. D. Quist havde indført ikke en original presse, men en tysk efterligning af en amerikansk presse, og samme år drøftede han årsagerne til, at så mange bogtrykkersvende var uden kondition, grunden hertil var efter hans mening den, at principalerne antog for mange lærlinge, som de slap, straks efter at de havde erklæret dem for svende; han så et hovedmiddel mod dette onde i indførelse af en obligatorisk svendeprøve.

I overensstemmelse hermed udgav han i 1831 »forsøg til en plan, hvorledes duelighedsprøver ved bogtrykkerierne kunne finde sted uden at laugbinde kunsten«. Han ser her nærmest frit og stort på forholdene. Under henvisning til de gamle bogtrykkere, der var endog lærde mænd, ønsker han, at typograferne skulle kunne stå med gode kundskaber, ikke mindst i sprog, ja det ville ikke være til skade, mener han, om en typograf først var student. Hans såre detaljerede og indviklede forslag til den duelighedsprøve, han ønskede, stillede dog i overensstemmelse hermed så store fordringer, at det ganske naturligt måtte falde virkningsløst til jorden, og nu foregår der en svingning hos Behrend, han går over til at arbejde for, at bogtrykkerfaget kunne blive ordnet på en væsentlig lavsmæssig måde, således som det kan ses af begivenhederne i 1835; på en ansøgning fra denne tid kalder han sig »bestyrer af de københavnske bogtrykkersvendes nutidsforehavender«.

Den typografiske verden var i stærk bevægelse, hurtigpressen blev nemlig nu for alvor taget i brug. Adresseavisen havde indført en sådan allerede i 1825, men den blev længe den eneste, indtil bevægelsen nu tog fart. I 1835 fik bladet »Dagen« og det Schultziske Bogtrykkeri hver en hurtigpresse, og i 1836 fulgte Berlingske Tidende og Københavnsposten efter. I april 1835 fandtes i »Politivennen« en artikel »Nogle ord om fremmede trykkemaskiners brug i Danmark« - vistnok af Jacob Behrend der gik ud på, at øvrigheden burde tage forholdsregler imod, at bogtrykkerne antog drenge i stedet for svende og afskedigede dem, så snart de var udlærte, samt anskaffede hurtigpresser, hvad der yderligere gjorde en række svende brødløse. Artiklen var ligesom indledningen til et stort typografmøde den 17 maj på Enighedsværn, som Jacob Behrend indbød til og indledede, og hvis besultat blev et andragende af d.1 juni 1835 til kongen, og som er underskrevet: »På 96 suplikanters vegne allerunderdanigst Jacob Behrend«.

Andragendet begynder således: »Mangel på samvirken blandt Københavns bogtrykkeriejere, som ikke udgøre noget lav, har blandt enkelte fremkaldt en sådan brug af deres rettigheder, som i en del år har virket mindre gavnligt især på bogtrykkersvendenes kår og i almindelighed også på de mindre formuende principaler, og af et sådant misforhold er misfornøjelse opstået«. Så andrages der om, at principalernes altfor store lærlingehold måtte blive begrænset, at der måtte blive indført en duelighedsprøve for lærlinge, at læretiden måtte blive bestemt til mindst fem år, at det måtte blive pålagt principalerne at sørge for, at lærlingene oplærtes i dansk og tysk samt i at regne og skrive, ligesom endelig at ejerne af hurtigpresser kun med dem måtte trykke, hvad der var sat i deres eget officin. I den anledning blev der af Kancelliet indhentet en række betænkninger, bl.a. fra Magistraten, der væsentlig så grunden til svendenes dårlige stilling i den fremadskridende brug af hurtigpresser, men herimod kunne der intet gøres, og efter en ny henvendelse fra Jacob Behrend faldt der da noget ind i 1838 en kongelig resolution om, at sagen »efter samtlige fremførte omstændigheder« måtte bortfalde. Hvad ansøgerne ønskede, nåedes ikke, men derfor har det dog sin store interesse at se, at der er en sådan bevægelse oppe, og at den lægger alvorligt beslag på myndighedernes overvejelser, der forsåvidt godt kunne har resulteret i, at de ønskede bånd var blevet lagt på bogtrykkerfaget. Som vi ovenfor har set, gik jo tiden bort fra frihedstankerne i kommissionen af 1794 og i den af dens arbejde følgende Forordning af 1800. Regeringen lyttede her til, hvad bogtrykkeriejerne navnlig i de sidst indhentede erklæringer gjorde gældende, og som gik ud på, at når faget var dårligt stillet, måtte grunden søges i, at der var for mange bogtrykkerier, hjælpemidlet måtte være, at der ikke udstedtes flere bogtrykkeribevillinger. Det var ikke frihedstanker, der dikterede regeringens optræden.

Jacob Rehrend arbejdede ihærdigt - der foreligger også nogle statutter til en af ham foreslået »Ugentlig Understøttelseskasse for skikkelige bogtrykkersvende i København, som uden selvskyld er uden kondition« (1835) - men han havde nu engang ikke lykken med sig. Som så mange andre bogtrykkere mente han, at han med sit privilegium i hånden ikke behøvede at løse borgerskab, han undlod det derfor, men da han i 1840 i anledning af tronskiftet søgte om at få sit privilegium konfirmeret, kom dette forhold op. Ved Politiretten blev han da i 1842 sammen med et par andre bogtrykkere idømt en bøde, og først herefter blev den søgte konfirmation given, men nu viste det sig, at han ikke formåede at udrede gebyret for den; det var 63 rd. 4 mk. Han skriver herom: »Mit bogtrykkeri - det mindste i København, formentlig i hele Danmark - består kun af een presse af ældgammel opfindelse og et meget lidet antal kasser typer. Ved hjælp af disse ringe midler tjener jeg et tarveligt udkomme til mig, hustru og 8 børn, blandt hvilke det ældste er 13 år gammelt. men når ugens udgifter er bestridte, er min lille kasse udtømt, og ene den mest utrættelige flids frugter forskaffer den fornyet kraft til at fyldestgøre den følgendes fordringer. Således er min stilling overensstemmende med tung, ren sandhed . . . Jeg er en brødefri, af skæbnen hårdt hjemsøgt mand«. Således står der i den ansøgning, han skrev, da fogeden i 1844 ville gøre eksekution hos ham for privilegiegebyret, og denne gang opnåede han, hvad han søgte om. Ved kongelig resolution af d. 25 juli 1844 blev gebyret eftergivet ham. Men nogen lang glæde fik han ikke heraf; allerede den 11 september 1846 døde han, ramt af et apoplektisk tilfælde, ikke 43 år gammel.

Der er ingen tvivl om, at den unge bogtrykker Behrend må har været en ivrig direktør i Læseselskabet, der skulle gavne håndværkerne. Han troede på kundskabers betydning i håndværksvirksomheden, og der er noget rørende i at se, at han, den fattige mand, er med at fejre bogtrykkerkunstens Firehundredårsjubilæum i 1840 ved udsendelse af en lille bog »Teoretisk-Praktisk anvisning til at sætte sanskrit«, som han endda måtte lade trykke i Berlin. Han har ligesom følt trang til at pege på sin gamle store færdighed som sætter i asiatiske sprog, en færdighed, som han absolut ingen brug havde for i den elendige typografiske virksomhed, som nøden havde tvunget ham ind på. Han var jo, som han selv sagde, en af skæbnen forfulgt mand. Når vi ovenfor har set ham som »bombarder ved Det borgerlige Artilleri« tolke korpsets loyale følelser for kongen ved en præsentation for denne i 1834, kan det altså være et udslag af hans virksomhed som »Poet i Åbenrå«, men han har dog sikkert virkelig næret disse i den tid så naturligt fremtrædende følelser. Ved en souper efter typografmødet den 17 maj 1835 udbragte han kongens skål, der hilstes med et tre gange gentaget »entusiastisk« hurra. Og sikkert synes det at være, at han, der ved sit bogtrykkeris anlæg indførte jernpressen her og var ivrig for benyttelsen af ethvert fremskridt i faget, men senere på bogtrykkersvendenes vegne så væsentlig anderledes på forholdene og således var imod hurtigpressens indførelse, må regnes som et led med i den konservative bevægelse, den kongelige regering med iver støttede imod tankerne, der lå i og bag Forordningen af 1800. Når det gik således med Jacob Behrend, vil det bl.a. kunne forstås, at håndværkerne ikke endnu kunne opretholde et særlig for dem anlagt teknisk læseselskab.

Som vi har set, rejste der sig stærke konservative bølger imod de frie bestemmelser i Forordningen af 1800. men der rørte sig, i alt fald glimtvis, også modsatte stramninger. I sit tidligere nævnte, ganske mærkelige lille skrift »Hvad kan der gøres til håndværkernes opkomst i Danmark?« (1799), holder assessor J. H. Bärens på et reformeret lavsvæsen, men mener rigtignok at måtte tilføje, at fuldkommenhed først nås, når »håndværkene drives fabriksmæssig«. De tilvirkede varer ville derved blive billigere og bedre; den arbejdende, der ikke behøvede at besidde nogen særlig færdighed, kunne komme i virksomhed overalt. Den fabriksmæssige drift ville i det hele forebygge »en altfor udbredt forfinelse« blandt arbejderne og sætte arbejdsgiverne »mindre i forlegenhed, når en eller flere svende forlod deres arbejde«. Det er for hin tid ganske mærkelige anskuelser, som dog intet fik med virkelige forhold at gøre, da her ingen jordbund var for en udvikling som den nævnte. Den dampmaskine, Holmen i 1790 havde fået til ankersmedning, kom ikke til at spille nogen rolle. Der gik i det hele lang tid, for vi for alvor fik brug for maskindrift; som vi ovenfor har set, nåede hurtigpressen os først i 1835. Og selvfølgelig var sikkert de allerfleste slet ikke enige med assessor Bärens. Lægen etatsråd J. D. Brandis udtalte sig i 1812 stærkt imod al fabriksvirksomhed, den forhøjede ikke humaniteten i samfundet, men var »i flere henseender endog en hindring for den«.

På et andet område nåede der imidlertid en dønning fra udlandet ind over vore grænser. Under den napoleonske tids hårde soldaterregimente var der i de undertrykkede lande opstået hemmelige selskaber, der ivrigt arbejdede for national frihed. Disse selskabers mission syntes at måtte være endt ved Napoleons fald, men da Den hellige Alliances souveræner levende følte deres egen magtfylde og gik endog stærkt imod de i tiden opvoksende frihedsvenlige tanker, dannede der sig ikke alene rundt om ved universiteterne i de vedkommende staters lande liberale oppositioner, men de hemmelige selskaber fik ny næring, og herhjemme, hvor forholdene nærmest var idylliske, er der også nogen bevægelse at notere, skønt den selvfølgelig er stærkt afdæmpet. Der dannedes således i 1820 ikke alene en af myndighederne med mishag set Studenterforening, der dog slet ikke var politisk, men samme år kan der mærkeligt nok berettes om et tilløb til et slags hemmeligt selskab, der overfor enevoldsmagten hævdede folkets ret til en konstitution. Folket skulle gennem valgte repræsentanter udtale sig om regeringsformen. Det var væsentlig den fattige og ulykkelige skolebestyrer dr. phil. J. J. Dampe, der her var fører, han foreslog, fortæller han, at de, der holdt for, at folket havde en ret, til tegn herpå skulle bære en jernring på venstre hånds mellemfinger, og ikke få skulle har anlagt en sådan, men den, der måske alvorligst synes at har sluttet sig til bevægelsen, var en forøvrigt ikke videre opvakt klejnsmedemester Hans Christian Jørgensen. »Med ham var jeg blevet bekendt«, skriver Dampe, »derved at han havde sat sin søn i skole hos mig. Han yndede mine skrifter og taler og udtalte sig bestandig med varm følelse for frihedens sag, endnu før jeg meddelte ham noget af mine tanker herom«. Før han kendte Dampe personligt, havde han anlagt Jernringen.

Det hele var et nærmest intetsigende foretagende, men i Frederik VI’s øjne en stor forbrydelse. De to nævnte blev begge arresterede og dømte til døden (1821), men dødsstraffen blev ikke eksekveret. Den blev forandret til livsvarigt fængsel, og smedemester Jørgensen måtte i elleve lange år vente på løsladelse, men for Dr. Dampes vedkommende var der, så længe Frederik VI levede, ingen nåde, han blev først frigivet senere, og det skønt den gamle konge efter Julirevolutionen i 1830 ved Forordningen af 28 maj 1831 overfor de voksende frihedsbestræbelser troede det rigtigt at stille indførelsen af rådgivende stænderforsamlinger i udsigt. Men derom senere, her skal det endnu vises, at smedemester Jørgensens »varme følelse for frihedens sag« - disse Dampes ord er dog sikkert alt for stærke - også kan spores hos andre håndværkere. Vi skulle i så henseende først vende os til drejersvenden J. P. Grüne og snedkersvenden H. P. Frederiksen.

Grüne, der er født 1805 i København og er søn af en tyskfødt skrædderfrimester, må allerede som dreng har været en ejendommelig natur. Det fortælles, at han som lærling havde bibelen liggende under drejeladet for at kunne benytte ethvert øjeblik til at læse i den, hvad der indbragte ham ikke få prygl, uden at det dog virkede på ham, og i 1825 drog han som en blond og rødmosset svend ud på vandring. Han nåede gennem Tyskland og Schweiz til Italien, og samtidig med at han på værkstederne her blev bekendt med de dér herskende sociale forestillinger, vidste han at skaffe sig en mærkelig kundskabsfylde navnlig i retning af sprog og historie. Han lærte at lade frihedskravet stå over de nationale krav, men hans anskuelser blev hverken egentlig socialistiske eller kommunistiske, kun i slægt dermed, de blev dæmpede af hans religiøse sind. Han drog ud som håndværkssvend, men kom i åndelig henseende så godt udrustet tilbage, at han straks efter sin hjemkomst i 1833 kunne overtage en huslærerpost; han, autodidakten, kunne bl.a. tysk så godt, at han med lethed skrev tyske digte. I 1839 blev han redaktør af det liberale blad »Københavnsposten«.

Grüne ophørte altså at være håndværker, og væsentlig på samme måde gik det med snedkersvenden H. P. Frederiksen, der dog endnu i flere år efter sin hjemkomst vedblev at være industridrivende. Skibet, hvormed han i 1831 tog fra København til Stettin, anløb Kristiansø, hvor han så og talte med statsfangerne dr. Dampe og smedemester Jørgensen; over Berlin nåede han derefter Paris, hvor han i 1835 kom i berøring med den eventyrlige frihedshelt slesvigeren Harro Harring, der var en ivrig konspirator og deltager i snart alle datidens frihedskrige og revolutioner, og hvis forskellige bedrifter Frederiksen alt tidligere havde set hen til med ikke ringe beundring. Frederiksen blev heller ikke ubekendt med Mazzinis opråb om dannelsen af en international republikansk forening, »Jeune Europe«, men desuagtet må det siges, at han slet ikke følte sig draget til at gå i den her nævnte retning. Da der i 1834 etableredes barrikadekampe i Paris, mener han, at barrikadeheltene væsentlig var berusede og gale. Medens Grüne blev international, blev Frederiksen mere og mere national. Han var muligvis sammen med alle danskere, der i hine år kom til Paris, og det ikke alene med håndværkerne, men med mænd som professor C. N. David, løjtnant Andræ, kaptajn Tscherning og polyteknisk kandidat J. Wilkens. Han ønskede imidlertid ivrigt, at Danmark måtte blive et frit land. Da stænderforsamlingerne første gang samledes - det er i oktober 1835 - skriver han i sin lidt sentimentalt og patetisk førte dagbog »I denne tid holdes hjemme det første møde af deputerede. O! at der dog er mænd, der tør og vil tale frit og dristig til det almindeliges bedste. O’Connell i Skotland [!] og Odilon Barrot her foregår dem så godt. Hvornår tør vi danske kalde os frie?« Hvad der især er ham en torn i øjet, er dog lavsvæsenet, og da han i juli 1837 kommer tilbage til København, hvor han, snedkersvenden, udenom snedkerlavet vil søge at danne sig en stilling som finerskærer, hvad også lykkes, er han fuld af harme over de vanskeligheder, der beredtes ham. Han ender sin rejsedagbog med følgende ord: »Entreprenørånd kvæles her i stedet for at opmuntres. Indgroede vrangbegreber om lavsrettigheder og arvede rettigheder sætter skranker overalt og er så udbredte især blandt de noget ældre borgere, at man næsten må forstumme over deres indbildte kloghed. Der i og for sig selv kun er dumhed«.

Der var afgjort jordbund for nye, frie meninger i forskellig retning blandt datidens unge håndværkere, og den voksende liberale opposition, der søgte at vinde terræn i befolkningens brede lag, havde da også opmærksomheden henvendt på håndværksstanden, der var i god og stærk udvikling. Tiden kan pege på flere dygtige håndværkere, der på forskellig måde blev hædrede. Først og fremmest urmageren Urban Jürgensen. Denne sjældent dygtige mand nåede den for en håndværker usædvanlige ære at blive medlem af Videnskabernes Selskab (1815), og så blev han desuden, hvad der snart var lige så usædvanligt ridder af Dannebrog (1824), men i hans slægt trivedes der også noget forunderlig ualmindeligt på flere end en måde. Dernæst skal nævnes guldsmeden J. B. Dalhoff. Da han i 1820 var blevet svend, nedsatte han sig som gravør og Ciselør, og han blev snart på grund af sin store dygtighed så bemærket, at han ved prins Christian Frederiks hjælp opnåede at komme udenlands (1824-27), hvorpå han straks efter sin hjemkomst blev benyttet til store arbejder, som han udførte så godt, at han i 1829 uden at gøre noget særligt mesterstykke ved kongelig bevilling blev mester i Københavns Guldsmedelav med ret til »som kunstner« at arbejde også i uædle metaller. Han var banebrydende på flere punkter, og i 1838 står han som stifter af Industriforeningen. Når Kunstakademiet på denne tid får rådighed over et stort legat, skyldes det en dygtig malermester, Jens Neuhausen. I malerlavet havde han taget en kamp op for, at mesterstykkerne kunne blive et virkeligt udtryk for de vedkommende aspiranters dygtighed, og da han i oktober 1815 blev valgt til lavets oldermand, ville hans bestræbelser i så henseende sikkert har båret frugt, men i januar 1816 afgik han ved døden, kun 41 år gammel, og nu viste det sig, at han havde testamenteret sin formue, der opgjordes til noget over 22,000 rd. til Kunstakademiet; af renterne skulle der gives præmier til unge lovende kunstnere. Det er det første legat, som Akademiet modtog. Det kom fra en håndværker, men det kom først til at træde i kraft i 1837, efter at de to pårørende var døde, som testator havde tillagt rentenydelsen for deres livstid.

Her skal også endnu nævnes kobbersmed eller, som han helst ville kaldes, kobbertøjsfabrikant Jørgen Conradt, der går i spidsen for den faglige håndværkerundervisning herhjemme. Han er den eneste, der efter opråbet fra »Selskabet for håndværksstandens forædling« går igang med oprettelsen af et praktisk håndværksinstitut. Efter at har plejet råd med seks andre metalhåndværkere, hofblikkenslager P. M. Beenfeldt, kirurgisk instrumentmager Cotzand sen., urmager Urban Jürgensen, hofgørtler J. B. Rosborg, hofklejnsmed G. F. Timm og juveler Chr. Winther, åbnede han i 1807 i tilslutning til det nævnte selskab, af hvis komite han var medlem, et Institut for Metalarbejdere, der hurtigt fik betydning. Dets 8 undervisningspladser blev snart til 16 og fra 1828 til 20, han forstod at skaffe instituttet en fast fond, der allerede ti år efter dets stiftelse var nået til noget over 2000 rd., og da han ønskede instituttet en bestyrelse, »som ikke var afhængig af menneskeliv«, fik han det i 1832 lagt ind under Den Polytekniske Læreanstalt. Den lille trivelige og muntre mand arbejdede dygtigt på sit håndværks vegne, og så var han tillige borgerofficer. Han steg og steg som sådan fra løjtnant til kaptajn og major, ja lige til stadshauptmand (1836) således at han kom til at stå i spidsen for både Det borgerlige Infanteri og borgerlige artilleri, fik skildvagt foran sit hus og blev såvel ridder af Dannebrog som Dannebrogsmand. Men her må det erindres, at det var ikke håndværkeren, men den borgerlige militære, der hædres.

Da den københavnske typograf Sebastian Warberg i 1819 kaldtes til Århus for at arbejde i Århus Stiftstidendes Bogtrykkeri, der ejedes af den daværende boghandler A. F. Elmquist, kom han ind i forhold, der tiltalte ham, hans omgang her var meget bedre end i København. »Min Principal«, skriver han, »indførte mig som medlem i et dramatisk selskab, og da dette nogen tid efter forenede sig med byens klub, blev jeg på denne måde medlem af klubben, hvilket ellers ikke ville være lykkedes mig. Embedsmændene, købmændene og ikke mindst officererne ved prins Ferdinands Dragonregiment var ikke lidet storagtig«. Og som det var i Århus, var det også i København, gammel vane ændres ikke let. Der blev mange steder holdt igen overfor håndværkerne, men derfor forstod de dog med godt humør at leve eget deres liv, således som det bl.a. kan ses af deres optræden i det dramatiske selskab »Holbergs Minde«. Dettes medlemmer var ikke udelukkende håndværkere, men det var dog håndværkerne, der bar det. Det blev stiftet i 1827 af bogbindermester Johs. Chr. Andersen, tegnelærer A. H. Strandgård og strømpefabrikant Ludv. Warburg, og den første var sjælen i det. Han rådede og styrede, og var samtidig aktiv som skuespiller i selskabets tjeneste, ligesom forøvrigt en række andre håndværkere, således kobbersmed Isak Becker, smedemester H. F. Gade, malermester A. C. Geisler, bogtrykker P. D. Kiöpping, bogbinder H.C. Lerche osv.. Slagtermester C. Stauning forærede selskabet et klaver, skræddermester C. F. Bjørnelund satte igennem, at selskabet anskaffede sangbøger, skræddermester N. H. Beck var medlem af dets lovudvalg, og mellem dets justitsdirektører kan nævnes både bødkermesterr J. R. Lund og guldsmed F. Kierumgård osv.. Men selskabets mest fremtrædende medlem var den meget trivelige og meget joviale men også meget ærekære Johan Garbrecht, der skønt han i 1827 endnu kun var kontorist, straks blev selskabets præsiderende direktør.

Han blev dog snart grosserer, men ved siden af denne sin stilling i handelsverdenen indtog han også en stilling i borgervæbningen, og den prægede væsentlig hans liv. Han var ivrig i tjenesten og ivrig i ved enhver lejlighed at forherlige den i viser og sange. Han havde i 1822 udsendt en samling smådigte under navnet »Markblomster«, der i 1823 efterfulgtes af en samling »Vårblomster« og i 1825 af en samling sange for danske skytter under titlen »Riffelkransen« ligesom i 1827 af en samling »Borgersange« der prydedes med et portræt af stadshauptmand Hallander og indlededes med et digt til dennes pris. Digtets første vers lyder således:

Det er en harmløs, naiv fædrelandskærlighed, der fører ordet her, forenet med loyal ærbødighed overfor kongen og absolut tro på betydningen af borgervæbningens øvelser på Fælleden. Den samme troskyldige munterhed, som her er tilstede, slår os imøde fra »Holbergs Minde«, der om sommeren i Solitudes have ude på Nørrebro dyrkede skiveskydning og fugleskydning og om aftenen, når skydningen var endt, arrangerede et fakkeltog i den lille have rundt med musik i spidsen. Vi træffer i det hele de harmløse borgervæbningsforhold igen i selskabet. Garbrecht var jo den stadig stigende borgerofficer, fra at være løjtnant blev han både kaptajn og major; hans »Borgersange« blev udgivne af selskabets medlem hofboghandler og premierløjtnant J. M. Stadthagen, kobbersmed Becker var løjtnant, skræddermester Beck var kaptajn, guldsmed Kierumgård var løjtnant osv., osv.. I »Holbergs Minde« træffer vi da også fra 1837 snedkermester løjtnant J. Lasenius Kramp, der hurtigt bliver »dramatisk kommissær« og bestyrelsesmedlem. Fra 1830 havde han virket på lignende måde i selskabet »Thalia« og fra 1832 i »Det forenede borgerlige Selskab«. Det var kaptajn Garbrecht, der i 1837 proponerede løjtnant Kramp som medlem i »Holbergs Minde«; de to stemte godt sammen. Skønt Garbrecht var næsten ti år ældre, bliver Kramp, som han atter og atter kalder for »ven og våbenbroder«, dog hurtigt dus med ham; Garbrecht var glad ved i ham at kunne »hilse et beslægtet hjerte, der brænder for borgervæbningens hæder«. De kappedes om at være deres selskabs og deres væbnings digter. Ved borgerofficerernes fugleskydning i 1834 indeholdt sangheftet syv sange, fem af Garbrecht og to af Kramp, i 1835 otte, fem af Kramp og tre af Garbrecht, i 1836 otte, fire af hver, osv.. I 1834 havde Kramp endda ganske som Garbrecht udgivet et bind »Digtninge«, og han forstod som han at skrive både prologer og epiloger, men han forstod også at arbejde for sin stand; i 1837 stiftede han »Foreningen af snedkere til kundskabernes fremme i professionens Teori«, der senere fik det mere forståelige navn »Snedkernes Tegneforening«.

Der er kræfter i håndværkerne, kræfter, der gerne ville bruges. Da magister J. C. Lindberg i 1832 beskylder pastor Visbye ved Vor Frelsers Kirke for at føre falsk lære, optræder drejermester L. L. Lohmann endog i et eget lille skrift imod ham. »Hvad har bevæget mig, en borger og håndværker, til at deltage i en religionsstrid?«, spørger han, og han svarer, at religionen er hans, som den er fyrstens og betlerens, han føler striden, som var den hans egen, og føler, at han har kundskaber, ud fra hvilke han kan dømme: »Jeg kender fra barndommen den hellige skrift . . . Jeg har læst fra mit femte år, til jeg nu er næsten 39«, og så viser han, at Visbye efter hans mening ikke er nogen falsk lærer. Og hans indlæg blev ikke upåagtet. Københavnsposten siger, at skønt forfatteren ikke er videnskabelig uddannet, har han dog »leveret en kort, simpel og ligefrem, men fuldkommen fyldestgørende gendrivelse af samtlige hr. Lindbergs beskyldninger«; Bladet finder, at dette lille skrift ånder sand gudsfrygt, samtidig med at det viser en levende følelse for ret og sandhed. Drejermester Lohmanns optræden fortjener at bemærkes, ligesom det også skal nævnes her, at ni håndværkere i 1835 opfordrer til oprettelsen af en stiftelse for gamle trængende håndværksmestere og disses enker, en sag som de lykkeligt gennemførte. De ni var, i alfabetisk orden, murermester T. Blom, glarmester C. F. Clausen, nålemager F. C. Hjorth, hofkobbersmedemester N. D. Kemp, garvermester H. Larsen, bogtrykker J. D. Quist, murermester P. M. Quist, bagermester A. Scherfig og guldsmedemester Chr. Winther. Men under opråbet stod de ordnede på en helt anden måde, først murermester Quist, der var brandmajor, så murermester Blom, der var vicebrandmajor, glarmester Clausen, der var borgerkaptajn, guldsmed Winther, der var borgerløjtnant, og derpå de ikke-karakteriserede. Stillingen i de borgerlige korpser havde betydning. Og så gjorde endnu en loyal følelse overfor landsfaderen sig gældende. Opråbet udgik den 28 januar 1835, kong Frederik VI.s fødselsdag. Mellem de ni var det forøvrigt nålemager Hjorth og murermester Blom, der var de førende.

Under disse forhold er det naturligt, at den liberale bevægelse tog sigte bl.a. på håndværksstanden. Allerede Dampe havde øje for betydningen heraf. Han skriver: »Frihedens sag er en borgerlig sag, og en forbindelse med borgere for denne genstand måtte være mig kær, det måtte netop være vigtigt, at folk af denne stand opfattede frihedens tanke, at den blev gjort tydelig for deres ringere begrebsevne«. Derfor søgte Dampe altså ivrig forbindelsen med smedemester Jørgensen, skønt dennes evner ikke betegnes som just særlig udmærkede. Af større betydning er det dog, når dr. N. David i 1826 skriver en artikel »Om de ringere stænders især håndværksstandens opdragelse« og heri gør gældende, at »kundskabs almindelige udbredelse er den sikreste vej, hvorpå en stat kan gå den største nationalrigdom og den sikreste indvortes rolighed imøde. Kun hvor folket er oplyst, er regeringen stærk«. Det var dog næppe enevoldsmagten, David ville styrke. Det af ham udgivne »Statsøkonomisk Arkiv«, hvori artiklen findes, dedicerede han til prins Christian Frederik, der, efter at han i 1814 havde givet Norge en forfatning, stod højt i de liberales omdømme, og så blev David endvidere redaktør af bladet »Fædrelandet«, da det som ugeblad begyndte at udkomme i september 1834.

Året efter, dvs. det år, da stænderforsamlingerne blev til virkelighed, formeligt myldrede det med tanker og planer om folkets opdragelse gennem læsning. Den Gyldendalske Boghandel søger ved en i februar 1835 dannet komite bestående af så store folk som kammerråd J. C. Drewsen, biskop J. P. Mynster, professor J. F. Schouw og etatsråd H. C. Ørsted, at få skabt et folkeligt tidsskrift. Resultatet blev et lille skrift kaldet »Læsning for Almuen«, af hvilket nr. 1 udkom i 1836. Dette tidsskrift blev dog ikke til noget væsentligt, men det i marts 1835 stiftede »Selskab for trykkefrihedens rette brug« udsendte den 29 maj samme år nr. 1 af sit organ »Dansk Folkeblad«, der vedblev at udgå ligetil 1848, og.så dannedes endnu, også i 1835, selskabet »Læseforeningen«. De to sidste foretagender fremkaldte artikler af henholdsvis kancellisekretær Algreen-Ussing og professor G. F. Ursin, og dem skulle vi se lidt på.

Algreen-Ussings artikel »om den simple mands læsning i København« fremkom i det af professor J. F. Schouw redigerede »Dansk Ugeskrift«. Han hævder heri, at mange i København, arbejdsfolk, massen af håndværkssvende, en stor del af de ringere håndværkere, især af frimesterne og flere aldrig tager nogen bog i hånden, og støttende sig hertil er han glad over, at Trykkefrihedsselskabet vil udgive et ugeblad, men, siger han, »det er vanskeligere, end de fleste forestille sig, at skrive således for den ganske simple mand, at man læses af ham ret med fornøjelse«. Det er imidlertid en løs gisning hos Algreen-Ussing, at selskabets blad skulle tage sigte på »den ganske simple mand«; det var håndværksmesterne, som tidens liberale ville knytte til sig, og »Dansk Folkeblad« blev da også et blad langt mere for mestrene end for svende. Selskabets formål var jo også »ved de midler, der stå i dets magt, at fremme trykkefrihedens rette brug, modarbejde dens misbrug i hvilken som helst retning og således virke til folkeoplysning«. Trykkefrihedsselskabet blev et liberalt og nationalt selskab, den 4 november 1836 holdt cand. jur. Orla Lehmann foredrag i selskabet om »Det Danske i Slesvig«. men »Læseforeningen« søgte at komme det skridt længere ned, som Algreen-Ussing hentydede til. Det fremgår tydeligt af hvad professor Ursin siger i artiklen »Om læseforeninger som midler til folkets dannelse«, som han meddelte i det så godt bekendte, stadig udkommende blad »Borgervennen«. »Læseforeningen«, hvortil en del af hovedstadens ansete borgere og flere militære embedsmænd havde indbudt, skulle for den billigst mulige betaling give adgang til læsning af navnlig blade og tidsskrifter, således at også medlemmer af »de så kaldte mindre dannede klasser« kunne blive deltagere, »håndværkeren, den ustuderte kontorist, detailhandleren, underofficeren«.

Selvfølgelig så regeringen ikke med venlige øjne på disse selskaber, to af indbyderne til Trykkefrihedsselskabet, der var officerer i flåden, kommandørkaptajner, »fandt sig foranledigede« til at træde tilbage, og otte underofficerer, der havde indmeldt sig i »Læseforeningen«, måtte efter deres chefs ordre udmelde sig igen. Regeringen passede på, men desuagtet sluttede håndværkerne sig til selskaberne; man søgte håndværkerne.

Den 18 februar 1835 udgik der indbydelse til at stifte en forening, der skulle modarbejde pressens misbrug. indbyderne var fire professorer (H. N. Clausen, N. Høyen, J. F. Schouw, F. C. Sibbern), tre handelsmænd (etatsråd L. N. Hvidt, grosserer Meinert, agent Theodor Suhr), to søofficerer (kommandørkaptajnerne M. Lütken og H. D. B. Seidelin) og en højesteretsadvokat (justitsråd O. E. Høegh Guldberg), af disse måtte dog som nævnt de to søofficerer træde tilbage, og i stedet for kom kammerråd J. C. Drewsen og etatsråd professor H. C. Ørsted. Disse ti indbød imidlertid fjorten andre til med dem at være stiftere, og mellem dem fandtes to håndværkere nemlig urmager H. L. Kyhl og bagermester A. Scherfig. Den 14 marts 1835 konstitueredes selskabet med 480 medlemmer, der hurtigt blev endog langt talrigere. Inden udgangen af året var der omtrent 2000, et tal, der senere (1837) steg til benved 5000, og undersøge vi nu selskabets første trykte medlemsliste, der er fra marts 1836, ser vi, at af dens 1188 københavnske medlemmer er næsten en sjettedel håndværkere, og imellem dem er særlig mange urmagere (16 mestere, 4 svende) og bagere (11 bagermestere). Urmager Kyhl og bagermester Scherfig må har arbejdet ivrigt. forøvrigt var der også 11 bogbindermestere og 11 snedkermestere. Se vi særlig efter navnene, da skal her først nævnes fem oldermænd, urmager H. L. Kyhl, dugmager H. F. Madsen, bogbinder N. C. Møller, bager A. Scherfig og guldsmed C. J. Worm, og derpå bagermester J. A.

E. Bock, ankersmed Hans Caspersen, hofguldsmed J. B. Dalhoff, bogbinder J. C. Falck, nålemager F. C. Hjorth, blikkenslager J. Irgens, murermester D. V. Klein, snedkermester Lasenius Kramp, urmager L. Petersen, bogtrykker J. D. Quist, bagermester H. C. sager, universitetsbogtrykker Andr. Seidelin, murermester G. N. Sibbern, snedkermester P. C. Thymann, bogbinder P. Ursin og skræddermester C. G. Zipelius, alle mænd, der enten er nævnt tidligere eller senere ville blive nævnte. Den sidste af dem har et mærkeligt lydende navn, og dog er han søn af en indvandret tysk skrædder, der hed Zippel, men ligegyldigt med navnet, da Zipelius i 1813 var blevet svend, blev han af faderen sendt til England, hvor han opholdt sig i fem år og tilegnede sig stor dygtighed, også i at kunne tale sprog. Herhjemme skaffede han sig en stor og udsøgt kundekreds, han beskæftigede til sine tider indtil 70 svende og blev Københavns største og mest benyttede skrædder; han syede bl.a. for prins Christian Frederik.

Vender vi os herefter til »Læseforeningen«, da træder dette selskab, der synes påtænkt allerede i 1834, frem i maj 1835 med en indbydelse, der støttes af ikke mindre end 55 stiftere, blandt hvilke der findes atten håndværkere og industridrivende, nemlig: murermester C. O. Aagaard, brygger A. H. Bjerre, tømmermester J. H. Brede, farver F. Güllich, malermester J. G. Holmer, hofskomager J. C. Høeck, blikkenslager J. Irgens, hofurmager Frits Jürgensen, snedkermester Lasenius Kramp, bogbinder H. C. Lerche, snedkermester J. Lohse, sadelmager K. C. Mundt, urmager L. Petersen, universitetsbogtrykker Andr. Seidelin, tøjfabrikant H. T. Stahl, bogbinder P. Ursin, sejl, flag- og kompasmager J. Pl. Weilbach og skræddermester C. G. Zipelius. Samtidig meddeltes det, at 150 medlemmer havde indtegnet sig, og at selskabet ville blive konstitueret, så snart det talte 400 medlemmer, hvad der derefter ihærdigt arbejdedes på at nå. Der foreligger et brev fra professor G. F. Ursin, der var een af de 55 og tillige medlem af den foreløbige bestyrelse, hvori han skriver til snedkermester Lasenius Kramp, der jo også var mellem de 55: »Vi mangle endnu nogle medlemmer, men kunne hver af stifterne blot skaffe et par stykker, er vi hjulpne«. Og så konstitueredes selskabet den 31 august. Efter dets første trykte medlemsfortegnelse, der er dateret den 13 april 1836, talte det 508 medlemmer, og herimellem ikke mindre end 119 håndværkere og industridrivende, hvoriblandt her endnu skal nævnes: tobaksfabrikant N. F. Bonnesen, skomagermester P. Dahlberg, hofguldsmed J. B. Dalhotf, mekanikus H. Gamst, stolemagermester C. B. Hansen, bryggeribestyrer J. C. Jacobsen, urmager H. L. Kyhl, jernstøber P. F. Lunde, snedkermester J. C. Meyer, hattemager Børge Petersen, garvermester J. P. Rücksdæschel, bagermester A. Scherfig og snedkermester O. N. Thorsen.

Der var også svende blandt medlemmerne, eksempelvis kan nævnes typograferne Jacob Davidsen og J. R. Dein samt sadelmagersvend P. C. Olsen, ikke at tale om mellem ikke-håndværkerne kancellisekretær Tage Algreen-Ussing, informator J. P. Grime, redaktør Claudius Rosenhoff, lærer Hans Schneekloth osv.. Læseforeningen havde straks fra begyndelsen et vist demokratisk præg, som ikke kan har været skjult for de talrigt indmeldte håndværkere, af hvilke vi endda finder flere i såvel Trykkefrihedsselskabet som i Læseforeningen, således bl.a. hofguldsmed J. B. Dalhoff, blikkenslager J. Irgens, snedkermester Lasenius Kramp, urmager H. L. Kyhl, bagermester A. Scherfig, universitetsbogtrykker A. Seidelin og skræddermester C. G. Zipelius.

Forud for både Trykkefrihedsselskabets og Læseforeningens endelige dannelse ligger forøvrigt en af 586 københavnske borgere underskreven adresse til kongen, hvori der anmodes om, at den gældende trykkefrihed ikke måtte blive begrænset. Der gik rygter om, at kongen i vrede over, hvad bl.a. ugebladet »Fædrelandet« turde skrive, ønskede skærpede forholdsregler, og den kreds, der senere indbød til Trykkefrihedsselskabet, mente det da rigtigt at indgive en adresse, der da også tyst og stille kom i stand. Der skete ingen offentlig henvendelse, kredsen, der stod for adressen, professorerne J. F. Schouw, H. N. Clausen, H. N. Hoven, F. C. Sibbern, etatsråd L. N. Hvidt, grosserer Meinert osv. samlede personligt, hver med sin afskrift af den i hånden de fornødne underskrifter, og derfor har det sin særlige interesse at se navnene på de håndværkere, som skrev under på dette aktstykke, der står som den liberale oppositions første dokument. Der er bagermester A. Scherfig, bogbinder N. C. Møller, bogtrykkerne J. D. Quist, Andr. Seidelin og H. Thiele, brygger A. H. Bjerre, Brændevinsbrænder Marcussen, farver T. H. Svane, garverne H. Larsen, Nyholm og H. C. Wormer, guldsmed J. D. Birch, hattemager B. Petersen, instrumentmager F. A. Thiele, maler O. Larsen, mekanikus H. Gamst, murermesterne C. O. Aagaard, J. M. Quist, G. Schaper og G. Sibbern, møller B. Lorenzen, sadelmagerne A. Magnus og N. L. Mundt, sejlmager Sti Bang, skibsbygger M. Madsen, snedker J. Lasenius Kramp, tømmermesterne F. C. Balslev, J. Brede, J. Chr. Kern og C. W. Wahl samt urmagerne Jerndorff, H. L. Kyhl, C. le Maire, ialt 33. Adressen er dateret den 20 februar 1835 og blev samme dag afleveret i kongens forgemak.

Forsættes: Bidrag til vor håndværksstands historie før 1857 (II.)