Bidrag til vor håndværksstands historie før 1857 (del III.)

Af professor Camillus Nyrop

Camillus Nyrop var fra sin ungdom håndværkets og industrien utrættelige embedsmand på arbejdsgiverside, og han beskrev indgående udviklingen og var aktiv i allehånde tværgående informationer og foreningsdannelser, og han opnåede betydelig anerkendelse i mange fag, i fædrelandets historie og hos kongehuset.

»Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Håndværk« blev stiftet i 1879. Før den tid eksisterede mange lokale håndværkerforeninger, mesterforeninger, industriforeninger, etc.. Men de voksende spændinger i det nye kapitalistiske samfund, hvor også arbejderne stillede krav om bedre løn- og arbejdsvilkår, kunne borgerskabet godt se nødvendigheden af at slutte sig sammen i én hovedorganisation, så de kunne bevare deres privilegier og rigdomme. Fællesrepræsentationen for dansk industri og håndværk blev i 1950 lagt sammen med Håndværksrådet.

Kong Hans hævede i 1507 alle landets skomagerlav; kong Frederik I forbød i 1526 alle lav; kong Kristian IV forbød også alle lav; et kongeligt reskript i 1761 forbød alle lav og gjorde det ulovligt at genoprette et lav - Forordningen af d. 21 marts 1800 ville også lavene til livs - men lavene kom stadigt igen i voksende antal. Ved den første erhvervstælling i 1897 var der beskæftiget 260,000 personer i håndværk og industri, og den mekaniske kraft udgjorde 49,201 hk. I erhvervstællingen fra 1925 er der beskæftiget 942,234 personer i håndværk og industri på 89.189 virksomheder, og den mekaniske kraft udgjorde 437,616 hk.

Sindene var i bevægelse. Det ved sin intelligens mægtige parti, der så længe havde stået for landets regering, var ikke længere styrende. Dets ideale syner i national henseende havde lidt sørgeligt skibsbrud. Bondestandens og den frie tankes repræsentanter trængte sig på. Og nu styredes der af stærke hænder, der syntes tilbøjelige til at lægge roret således, at også andre kræfter kunne komme til at virke. Erhvervene i købstæderne ligesom rejste hovedet, og håndværket så sig om. Blev vejret nu sigtbart? Var farvandet, der havde været brudt fra grunden lige siden den store næringsfrihedsbølge, ved at falde til ro? Øjeblikket syntes at være inde til at få oprejsning for de begivenheder i fortiden, man endnu ikke havde forsonet sig med, til at nå den beskyttelse, man mente var nødvendig. Håndværket var stadig truet. Enhver måtte kunne se det.

Loven af 1857, der var trådt helt i kraft fra begyndelsen af 1862, havde ødelagt de gamle lavsrammer og brudt de mange forhold, man så længe havde hvilet i. Toldloven af 1863, der var given med det daværende danske monarki for øje, var ved den sørgelige krig kun kommet til at gælde for det nuværende Danmark. Holstens fabrikker kunne ikke mere blive konkurrenter indenfor det samme toldområde. Men dansk kapital havde som ingensinde før samlet sig om at skabe dansk storindustri. Begyndelsen var gjort i 1870. Nu var der nok ligesom en standsning, men den kom kun af de trykkede tider, af den arbejdsløshed, som herskede og ikke føltes mindst af håndværket, der desuden truedes af udlandets overproduktion. Hvor indførtes der ikke f. eks. voksende kvantiteter af udenlandsk fodtøj. Toldloven var et utilstrækkeligt værn. Håndværket følte sig truet.

Fra gammel tid havde det danske håndværk været ordnet i lav, og lavene tog sig af deres medlemmers interesser, til sine tider endog så ivrigt, at samfundet mente at måtte træde op imod dem. Lavene blev bekæmpede, ja endog flere gange blev de ophævede. Kong hans hævede i 1507 alle landets skomagerlav, kong Frederik I forbød i 1526 alle lav, og kong Kristian IV gjorde i 1613 det samme. Men - lavene kom stadig igen i endog voksende antal. De viste en så forunderlig sej livskraft, en så ejendommelig evne til trods alt stadig at kunne gøre sig gældende, at de absolut hos deres medlemmer måtte skabe en fast tro på, at de havde en ubetinget ret til at bestå. Hvad hjalp det således, at et kongeligt Reskript i 1761 bestemte, at intet nyt lav fremtidig måtte oprettes, og at de bestående lav ved lejlighed skulle hæves. Bestemmelserne blev ikke gennemførte. Der kan både i det attende og nittende århundrede påvises lav som trods reskriptet fik kongelig stadfæstelse, og Forordningen af d. 21 marts 1800, der forberedtes af en kommission, som hellere end gerne ville lavene tillivs, lod dem alligevel bestå. Den vendte sig i alt væsentligt kun mod den udskejende zünft. Så kunne man da heller ikke tro, at der skulle komme noget ud af den kommission, som Københavns Kommunalbestyrelse i 1840 nedsatte til undersøgelse af stadens lavs- og korporationsvæsen. Og der gik da også, siger og skriver, syv år, for den nåede at afgive en uklar og indviklet betænkning. Nej lavene kunne umuligt fældes, de måtte ubetinget vedblive.

Og dog var det givet, at tiden nu så med andre øjne. Meget var forandret, og ikke mindst håndværkerne selv. De havde fra gammel tid været en stand, som der sås ned på, som blev holdt i afhængighed. De måtte ikke befatte sig med noget som helst købmandsskab. Ville en håndværker være medlem af et købmandsgilde, måtte han først afsværge sit håndværk. Håndværkerne betragtedes ikke som værdige til at deltage i styrelsen af den by, de boede i, de blev holdt ude fra byernes råd. Men det er måske just disse forhold, der gjorde, at vore håndværkere med en så stor inderlighed tilegnede sig den tyske zünft, da den i Kristian IV’s tid kom hertil. Den ejendommelige zünftige ære tilførte dem på sin vis en styrke. Ingen, der ikke gjorde den fyldest, ingen, der ikke var zünftig oplært, der ikke på zünftig måde var blevet svend eller i det hele ikke var »ærlig« efter de fremmede zünftige regler, som krævedes lærte på det fremmede sprog (tysk), måtte komme indenfor deres rækker. Zünften lagde an på at hævde det håndværk, den enkelte tilhørte, som det ældste og bedste. Den skærpede de enkelte lavs særfølelse, men herved befæstedes også sondringen imellem dem, og at samtlige lav vedblivende rangerede lavt, kommer så forunderligt frem, når de zünftige uærlighedsstempel atter og atter fæstes til personer som skarprettere, skindere og lignende folk. Zünften kunne ikke hjælpe håndværksstanden fra stadig at blive rekrutteret fra samfundets laveste lag, og den har afgjort ikke ringe skyld i, at håndværksstanden lod hånt om al anden oplærelse end den rent værkstedsmæssige. Den var tilstrækkelig overfor den forholdsvis sikre, men såre tarvelige, for ikke at sige fattige stilling, der var en håndværker beskåren. Og dette vedblev at virke. Længe efter at samfundet officielt var vokset fra at forbyde en håndværker som sådan at få plads i en by's råd, ja længe efter at Forordningen af 1800 havde befalet, at der skulle være håndværkere imellem Københavns »32 mænd«, krympede byernes klubber sig ved at optage håndværkere som medlemmer. De stod i den almindelige bevidsthed som rå og uopdragne personer. Endnu i 1834 hedder det for alvor: »Håndværket bruges som en skræk, hvormed børnene kyses til flid.«

I den såkaldte oplysningens tid i slutningen af det attende århundrede rejste der sig en bevægelse for at komme den uvidende håndværkerstand til hjælp. I 1771 blev det befalet en række professionalister, at de skulle tilholde deres lærlinge flittig at besøge tegneklasserne på Kunstakademiet, 1798 stiftes et selskab til unge håndværkeres dannelse, og samtidig med den ovenfor nævnte Forordning af d. 21 marts 1800 åbnes de massmannske søndagsskoler. Bevægelsen kæmper sig frem, men kun fod for fod. Det er et godt tegn, at en håndværker, kobbersmed Jørgen Conradt, i 1807 opretter et Institut for Metalarbejdere, men det væsentligste bevis for bevægelsens sikre vækst kommer først i 1838, da hofguldsmed J. B. Dalhoffs ivrige bestræbelser for at højne håndværkernes stand sætter sin frugt i den under H. C. Ørsteds ægide, dvs. førerskab, stiftede en »Industriforening i København«.

Håndværkerne skulle ikke længere sidde klæbede fast hver til sit lav, der ofte bittert bekrigede hinanden; de skulle kunne mødes indbyrdes såvel som med andre samfundsmedlemmer. Industriforeningen slog i så henseende med stor virkning alle døre op. Og denne forening, som straks tænkte på jernbaner og dampudlejningsetablissementer, og ikke lagde skjul på, at den kunne sympatisere med de ofte i fortiden fremkomne tanker om lavsvæsenets overflødighed, virkede så stærkt stimulerende, at de håndværkere, der ikke kunne slutte sig til den, dog fandt det rigtigt at slutte sig sammen uden hensyn til de forskellige lav, de tilhørte.

Og således opstod da i 1840 »Håndværkerforeningen i København«, der herefter, skønt selv et udtryk for håndværkernes fremskridt, måtte blive alle gamle håndværkertraditioners hjem og lavenes tro forsvarer.

Sej og kraftig, sindig og støt som den danske håndværker er, ser han sig godt for, for han giver noget nyt sin stemme. Sikkert er det derfor, at den opkomne foreningstanke må have været naturlig, må have været noget, som tiden krævede. Den bredte sig nemlig, men selvfølgelig i et kun langsomt tempo. Her må datidens mangelfulde kommunikationsvæsen erindres. Det var under rent amerikanske nybyggerforhold, at Mikael Drewsen i 1844 begyndte anlæggelsen af Papirfabrikken ved Silkeborg, et sted, der var helt ukendt og så forunderlig fjernt; der kunne ikke fås et som på stedet. I Hobro var forholdene op imod 1850 endnu så gammeldags, at byens borgere for at få brød selv købte det fornødne korn, som de derefter lod male og så enten selv bagte eller lod tilbringe bagerne til bagning. Da Frederik VII døde d. 15 november 1863 lå Nykøbing på Falster endnu så fjernt, at efterretningen om det skæbnesvangre dødsfald først nåede dertil den 17 november.

Under sådanne forhold er det en rig udvikling, at der i årene fra 1840 til 1857 opstod ikke mindre end 27 provinsforeninger. En af dem synes endda at ligge en måned forud for »Håndværkerforeningen i København« nemlig »Borger- og Håndværkerforeningen i Roskilde«. Dens formål, således som det er udtrykt i dens første »bestemmelser«, var da heller ikke helt fagligt; foreningens »hensigt« var at samle medlemmerne til selskabelig underholdning, at virke for »enighed og gensidig velvilje blandt borgerne«. Men allerede dette er et fremskridt, der må lægges mærke til; da Håndværkerforeningen i Kalundborg stiftedes i 1850, var et af motiverne, at håndværkerne dér atter og atter faldt igennem ved ballotationen som medlemmer i byens klub. Og så nævner vi da som de opståede foreninger fire borgerforeninger: i Hobro (1848), Svendborg (1851), Rudkøbing (1853) og Viborg (1854); to borger- og håndværkerforeninger i Roskilde (1840) og i Køge (1847) samt nitten håndværkerforeninger: i Hillerød (1846), Århus, Randers og Ålborg (1848), Stubbekøbing (1849), Horsens og Kalundborg (1850), Nykøbing på Falster og Nysted (1852), Holbæk (1853), Nakskov, Frederikshavn og Grenå (1854), Sæby, Store Heddinge og Stege (1855), Viborg (1856) samt Skive (1857). Men der kan kun nævnes to foreninger, i hvis navn der forekommer noget med industri ved siden af håndværket, nemlig »Håndværker- og Industriforeningen i Assens« (1853) og »Foreningen til at fremme håndværk og industri i Slagelse« (1856).

Den heri liggende udvikling er selvfølgelig og naturlig. Fortiden måtte medføre, at det blev »Håndværkerforeningen i København«, der toges til mønster; det var dens sprog, der forstodes. Og hertil kom endnu den omstændighed, at denne forenings skaber, snedkermester (senere krigsråd) Lasenius Kramp i 1843 havde fået den fortjenstlige håndværker-læreanstalt »Det Tekniske Institut« i gang og forstod at interessere provinsforeningerne for den betydningsfulde undervisningssag. Flere steder under de lokale foreninger opstod der mindre tekniske skoler, som Kramp tilså. Det var et absolut fremskridt. Der kom i det hele på flere måder liv og bevægelse i provinshåndværkerforholdene. Således også på sangens område. Den i 1839 stiftede Studentersangforening fulgtes af den 1843 af A. P. Berggreen oprettede »Håndværkersangforening«, der kastede rige tonebølger ud og i 1846 førte til oprettelsen af først typografernes og så Malernes Sangforening, alle i København. Men sangen gik videre, og navnlig satte den spor i og efter de bevægede krigsår. Da soldaterne i 1849 vendte hjem fra det andet års felttog, indøvede man i Horsens afsyngelsen af fædrelandssange og herved skabtes i august 1850 den forening dér, en håndværker-sangforening, der i 1853 konsolideredes som »Håndværker- og sangforeningen i Horsens«.

Under de rige og dybe patriotiske rørelser, som fik liv i 1848, afrystede Københavns håndværkere den sidste rest af det tyske zünftherredømme, som var blevet tilbage efter Forordningen af 1800, og denne bevægelse gik straks videre til provinserne. Man jublede overalt efter felttogene over danskhedens sejr, og man jublede på samme tid også over den ved Grundloven erhvervede borgerlige frihed. Selvfølgelig var man i håndværkerkredse ikke uopmærksom på, at denne lov indeholdt en bestemmelse (§ 88), der lød således: »Alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skulle hæves ved lov«, men man følte sig næppe stærkt berørt deraf. Hvor mange farefulde tider havde lavene ikke gennemstridt og overvundet, og her var jo kun henvist til en fremtid, som måske aldrig kom, til love, man endnu ikke havde set blot et udkast til. Da Hillerød Håndværkerforening i 1846 ville have »Håndværkerforeningen i København« til at interessere sig for et andragende til kongen imod en fra 114 landhåndværkere til Roskilde Stænderforsamling indgiven petition om fri næringsdrift på landet, frarådede foreningen at røre ved sagen. Dens behandling i Stænderforsamlingen havde givet foreningen den tro, at hele sagen var udsat »indtil en måske fjern fremtid«. Således formede det sig den gang, hvorfor så frygte nu. »Håndværkerforeningen i København« havde jo desuden i 1848 imødegået den ovenfor nævnte kommunale kommissions betænkning ved at fremskaffe og udgive en række erklæringer fra ikke mindre end 32 lavsoldermænd. Det måtte betyde noget i håndværkernes standpunkt var deres gode ret, som de nok skulle vide at gøre gældende. De lod sig ikke løbe med. Håndværkerforeningen i Kalundborg, hvis officielle, på flere måder ganske oplysende navn, var »Håndværksmesternes forening«, hævdede med held, at den ikke skulle betale nogen klubafgift; dens formål var fælles belæring og understøttelse (1850). Borger- og Håndværkerforeningen i Roskilde satte i 1853 imod byens embedsparti og ledende bedsteborgere en håndværker ind i byens borgerrepræsentation, hvad den betragtede som en stor sejr.

Og dog truedes lavene nu som ingensinde for. Tidens stærke frihedstrang gjorde sig gældende også på dette punkt og støttedes her af ikke få håndværkere. »Industriforeningen i København« samlede en stadig større kreds omkring sig, og den 1847 i København opståede »Håndværkerdannelsesforening« viste, hvor yderlig frisindede flere håndværkere dengang kunne optræde. Næringsfrihedsspørgsmålet blev et politisk spørgsmål, og blandt andre kastede C. V. Rimestad, der var ivrig for at få en position i spidsen for en arbejderforening i datidens forstand, sig stærkt politisk interesseret ind i sagen. Var det dog ikke på tide, at håndværket nu rørte sig. I 1853 kom der bud til Håndværkerforeningen i København fra endog to steder. Foreningerne i Køge og i Nykøbing på Falster skrev begge til den. Alt holdtes dog endnu helt roligt. Men da sidstnævnte forening først i 1856 påny skrev og foreslog, at alle håndværkerforeninger i købstæderne skulle træde sammen i et selskab »for at virke til fælles tarv med hensyn til bevarelsen af lavenes rettigheder«, var sagen blevet alvorlig. Rigsdagens forhandlinger truede stærkt, nu følte man, at man måtte træde frem, og Håndværkerforeningen i København gav sig da i denne sene time til ivrigt at samle tropperne. Fra den 25 til den 28 juli samme år afholdtes der i København et hele landet omfattende, stort håndværkermøde. Delegerede fra hovedstaden og fra købstæderne vedtog en indstilling, som overraktes indenrigsministeren, men derved standsedes ikke den alt begyndte udarbejdelse af et forslag til en næringslov. Og det hjalp heller ikke, at udvalget, der havde forberedt mødet, konstitueredes som en blivende »Næringsstandens komite«. Den formåede ikke at tage det op med de ivrigt interesserede modstandere. En adresse, som den forberedte, og som fik 15,000 underskrifter, kom først i september 1857, og da komiteen, for at gøre det størst mulige indtryk på Frederik VII, ville henvende sig til ham ved et stort lavsoptog med emblemer, faner og musik, blev det forhindret. Så ville komiteen endelig ved en massedeputation fra hele landet »for tronen nedlægge det sidste vidnesbyrd om, at vor begæring og vore bønner fandt stor og almindelig genklang«, det skulle ske den 2 januar 1858, men - allerede d. 29 december 1857 forelå næringsloven med kongens underskrift. Frihedsbegejstringen havde sejret, håndværkerforeningerne var slået. Det afgørende brud med fortiden var sket.

Men endnu kunne og ville »Håndværkerforeningen i København« ikke ret tro det. Inden loven d. 1 januar 1862 trådte helt i kraft, måtte der kunne ske en revision af dens bestemmelser. Herfor skulle en i april 1858 konstitueret »Næringsstandsforening« virke med en af den udgivet »Tidende for Næringsstanden«. Men bladet gik ind allerede i september samme år, og i april 1861 ophørte foreningen. Tiden bortødsledes på et helt forgæves arbejde, og da den 1 januar 1862 kom, gik man, siger Håndværkerforeningens historieskriver, »så uforberedt som vel muligt« ind til den nye ordning.

Førerne i København havde selvfølgelig handlet efter bedste overbevisning, inderlig opfyldte som de var af deres sags ubetingede retfærdighed. Men de havde set lidt vel gammeldags, lidt vel naivt på forholdene. For dem havde den de enkelte håndværksfag tillagte udelukkende næringsret stået som en for evige tider vel erhvervet rettighed; at skride ind mod den var en »revolutionær anvendelse af lovgivningsmagten«. Lavsvæsenet var blevet en urørlig del af det danske retsliv, og derfor var en kuldkastelse af det nærmest at betragte som en forbrydelse. Men var lavene mon helligere end enevoldsmagten, var næringsloven en større omvæltning end grundloven? De overså helt, at havde tiden tilladt det ene, kunne den også tillade det andet, næringsfriheden, som alle håndværkere end ikke stod fjendtligt imod.

Men hvorledes man nu end vil se og bedømme lavsforsvarernes optræden, sikkert er det, at de een gang vakte, een gang i bevægelse havde kæmpet af al magt. Tiden havde været rig på anstrengelser, spænding og - skuffelser. Nederlaget fulgtes derfor naturligt af en slappelse, hvis virkning forstærkedes derved, at i alt fald enkelte københavnske lav, harmfulde over det skete, ligesom trak sig helt tilbage. Alt fik gå, som det ville. Og ret beset, sagde også det sejrende parti, det helt doktrinære frihedsparti, ganske det samme. Den gang var det jo for mange næsten en trossætning, at det blot kom an på at skabe frihed. Den skulle nok af sig selv harmonisk ordne alt. Og således skete det da, at tiden fra december 1857 næppe blev benyttet på rette måde. Da den 1 januar 1862 kom, var alt een stor usikkerhed, hvad regeringen måtte erkende.

Den gjorde det i et indenrigsministerielt cirkulære af d. 24 januar 1862. Efter i sine første ord at have pointeret usikkerheden går det over til at indskærpe, at lavene og de ved samme anordnede prøver havde tabt deres tidligere betydning, og at det nu gjaldt om at danne frie foreninger, i hvilke alle håndværkerne i en by kunne stå sammen. Formålet skulle være ved forenede kræfter at virke for håndværkets og håndværkernes dygtiggørelse og opkomst, og der peges i så henseende på en række opgaver således som anlæg af industriskoler, afholdelse af udstillinger, uddeling af rejseunderstøttelser, grundlæggelse af kreditanstalter, oprettelse af stiftelser for syge og gamle, uddeling af begravelseshjælp osv.. Lutter selvfølgelige ting, skulle man tro, der ikke behøvede at indprentes, og så havde cirkulæret dog, som vi skulle se, sin utvivlsomme betydning. Men inden vi gå over hertil, skal til oplysning om, hvor sent man helt igennem var på færde, her endnu nævnes, at indenrigsministeriets regulativ for de i Næringslovens »ommeldte« frivillige svendeprøver først udkom under 6 august 1862 - og så gjaldt det endda kun for København, et tilsvarende reglement for købstæderne så først lyset den 20 august 1864 - samt at ministeriet først under d. 16 februar 1863 var i stand til at udsende et cirkulære om den bedste ordning af de navnlig for svendene så vigtige syge- og begravelseskasser.

Men tilbage til cirkulæret af d. 24 januar 1862. Det blev af ministeriet sendt til alle landets amtmænd, og hvad Lolland-Falster angår, for nu først at vende os til denne landsdel, da blev det af amtmanden dér sendt til kommunalbestyrelserne i amtets forskellige byer, og i Nykøbing på Falster bragte kommunalbestyrelsen det videre til byens Håndværkerforening. Men denne forening, der havde sendt meget ivrige lavsvenner til »det bekendte næringslovsstormermøde« i København, holdt sig tilbage, og så stiftedes den 23 februar 1863 ved siden af håndværkerforeningen en industriforening, der ganske som »Industriforeningen i København« optog enhver, der havde interesse for håndværk og industri, uden hensyn til hans livsstilling. Og denne nye forening trivedes efterhånden godt. Dens første formand var byens borgemester, dens anden overlæreren ved byens Katedralskole, men den tredje blev en håndværker, og under ham skete det, at Industriforeningen uden at skifte signaler i sig optog håndværkerforeningens medlemmer. Det udviklede sig således i 1871, og fra den tid bar foreningen navnet »Industri- og Håndværkerforening«.

Det ministerielle cirkulære kom også til Nakskov, og håndværkerforeningen her var straks villig til at gøre, hvad den evnede. Den henvendte sig endog i den anledning til C. V. Rimestad. Der synes imidlertid ikke at være kommet noget ud heraf, og dog bar sagen sin frugt. Da der nogle år efter var tale om, at foreningen skulle have nye love, besluttede man at »udvide foreningen derhen, at den for fremtiden blev en håndværker- og industriforening«, og fra februar 1867 bar den dette rummeligere navn. Den nye bevægelse viser sig også deri, at der i foråret 1868 stiftes en håndværker- og industriforening i Rødby, to industriforeninger i henholdsvis Maribo og Sakskøbing, ja en industri- og arbejderforening i Nysted. I denne by var der, som ovenfor nævnt, en Håndværkerforening, men den gik i 1876 op i den nye forening, der herefter kaldte sig industri- og håndværkerforening. Den nye tid synes, for så vidt man kan slutte af disse begivenheder, at gå sejrrigt hen over Lolland-Falsters Stift. Her bevaredes kun een efter sit navn ublandet håndværkerforening, nemlig Håndværkerforeningen i Stubbekøbing.

Et nok så sikkert tegn er det imidlertid, at de her nævnte syv Lolland-Falsterske foreninger ikke blev stående ved at arbejde hver for sig; de sluttede sig sammen, og sammenslutningen skriver sig vistnok fra 1868. Under 20 maj 1868 udstedtes i alt fald en bevilling for et Maribo amts Industrilotteri, og i dette lotteri deltog de forskellige foreninger. Det gjaldt om at skaffe penge til deres udvidede virksomhed, til deres skoler og stiftelser. Dette lotteri havde dog ingen lang varighed, men så opstod der en fællesforening, der holdt møder, og på foreningernes fællesmøde den 19 december 1875 i Stubbekøbing behandledes eksempelvis bl.a. en række punkter vedrørende lærlingeforholdene som svar på spørgsmål, som den da nedsatte såkaldte Arbejderkommission havde udsendt. Der fandt et ubetinget godt samarbejde sted, men der sad også en god fører og leder i Nykøbing nemlig den i 1893 afdøde kobbersmed Chr. Haagensen, der nok fortjener at mindes.

Han var fra den zünftige tid; som svend havde han på sin fod vandret viden om, endog været i Siebenbürgen. Men ærlig dansk var han. Skønt han lige havde etableret sig i Nykøbing, lukkede han sin nye forretning, da krigen udbrød i 1848, for at gå frivillig med. Hjemkommen igen blev han hurtigt tagen i brug af kommunalbestyrelsen, han blev fattigforstander (1850), og da han 1857 blev borgerrepræsentant, tvang han dem, der hidtil havde været ene om at føre ordet, til at bøje sig for håndværkerens dygtighed og ihærdighed. Lille og tilsyneladende ubetydelig besad han ikke alene en utrættelig arbejdsomhed, men en skarp og sej energi, der bar ham frem over alle mødende vanskeligheder, deriblandt de små kår, han som ægte håndværker stadig kæmpede med. Han var med at stifte håndværkerforeningen i Nykøbing (1852), og han var med at stifte Industriforeningen (1863), i hvilken han blev formand - den ovenfor nævnte tredje - og han var vedblivende formand i Industri- og Håndværkerforeningen (1871). Han ordnede den lolland-falsterske sammenslutning, og han ønskede endnu videre forbindelser. På hans foranledning havde Industriforeningen i Nykøbing i 1867 udsendt en opfordring til alle industri- og håndværkerforeninger udenfor København om oprettelsen af en fællesforening, men her fulgte heldet ham ikke. Han blev ikke den, der førte en sådan større sammenslutning igennem, men derfor skal sagen dog nævnes her, og det så meget mere som sammenslutningstanken muligvis alt var oppe hos ham i 1856. Han, den helt igennem ægte håndværker, havde ikke hilst Næringsloven med glæde, men han så på den anden side ingen grund til at frygte den så stærkt, blot håndværkerne holdt sammen. Her var målet, som han altid så hen til og altid var ivrig for.

Vender vi os herefter til Fyn, da træffer vi helt andre forhold. Her står vi bl.a. overfor Odense, der fra gammel tid havde ønsket at kunne optræde som øens centrum, også i håndværker- og industriforhold. Men der var dog også andre, der ville tale et ord med. Fra snedkernes lavshus i Assens var der i 1835 udgået et opråb til landets købstadhåndværkere om samlede at påtale deres rettigheder overfor de rundt om opstående landhåndværkere, og i januar 1836 afholdtes så - i Odense forøvrigt - et møde af Fyns skomager-, skrædder-, smede-, snedker- og bødkerlav, hvem det af øvrigheden dog kun tillodes at forhandle lav for lav. Noget så ukendt som et fællesmøde turde umuligt finde sted; hvad der skete, havde vakt opsigt nok; og skønt en deputation henvendte sig til Frederik VI, kom der intet ud af sagen. Der skulle andre tider til, for sådanne bevægelser kunne bære frugt. Selv da man i Odense sidst i 1847 søgte at danne en »Industriforening for Fyns stift«, blev det ikke til noget. Som vi ovenfor have set, eksisterede der på Fyn for 1857 kun een forening af denne art, nemlig »Håndværker- og Industriforeningen i Assens« (1853), som endda ikke blev af varighed. Her ses bort fra borgerforeningerne i Svendborg (1851) og Rudkøbing (1853).

Bevægelsen begynder først ret, da »Håndværkerforeningen i København« i 1856 og 1857 kalder til våben. Odense vil ved denne lejlighed være repræsenteret, og resultatet heraf bliver i november 1857 dannelsen af en Odense Håndværkerforening. Men en sådan forening var for byens (national-liberale) frihedsparti en reaktionær forening, og så danner det med tanken om Odenses højhedsret over Fyn i november 1858 en »Fyns stifts Industriforening«, der dog ikke kan hævde højheden i større grad, end at der i -1859 stiftes en »Forening til industriens fremme« i Nyborg, i 1860 en Håndværkerforening i Bogense og i samme år en industriforening i Svendborg. Herefter synes der på Fyn intet at gøre for indenrigsministeriets Cirkulære af d. 24 januar 1862. Og dog sætter det også frugt her. I maj 1862 dannes en håndværker- og industriforening i Kerteminde, og i november samme år samles de to foreninger i Odense til een med navnet Industri- og Håndværkerforening. Senere kommer endnu en Borger- og Håndværkerforening i Ærøskøbing (april 1867), en Borger- og Håndværkerforening i Nyborg (august 1867) og en industriforening i Fåborg (november 1867), ikke at tale om en håndværker- og industriforening i Rudkøbing (1877), hvori den tidligere borgerforening utvivlsomt går op.

Når året 1867 her spiller en så stor rolle, står det i forbindelse med dannelsen af et industrilotteri. To stiftelser i Odense, den af bogtrykker Søren Hempel i 1841 oprettede »Stiftelse af 18 september for gamle og trængende håndværksmestere og deres enker« og den af Håndværkerforeningen særlig ved dens formand hofskomager Gredsteds bestræbelser i 1862 grundlagte »Kong Frederik VII's Stiftelse«, der også var til gavn for værdige håndværkere og deres enker, havde under d. 16 august 1867 fået en lotteribevilling (»Fyns industrilotteri i Odense«), og dette skridt gav genlyd i Fyn udenfor Odense. Svendborg ville også være med. Den nævnte bevilling blev den 11 juli 1868 efterfulgt af en bevilling til et Svendborg Amts Lotteri for foreningerne i Svendborg, Nyborg, Fåborg, Rudkøbing og Ærøskøbing, og dette lotteri greb endnu videre om sig. I september 1870 kom »Nye Fynske Varelotteri« med Svendborg som sæde til at omfatte samtlige foreninger i Fyns købstæder med undtagelse af Odense. Men derfor stod denne by dog langtfra udenfor de fynske foreningers sammenarbejde, thi et sådant blev forsøgt og nået. På forslag af Industriforeningen i Svendborg blev der i 1875 afholdt et møde i Odense af samtlige fynske foreninger, der bl.a. førte til nedsættelsen af et udvalg til fremme af tekniske skoler i Fyns Stift, og mødet fik årlige efterfølgere. Det var og blev dog Industriforeningen i Svendborg, der her gik i spidsen, denne livlige forening, hvis formål var »at virke til industriens og til almennyttige kundskabers udbredelse«, og som ved siden af den tekniske undervisning også bl.a. tog sig særlig af lærlingeforholdenes ordning. Dens formand og leder var litograf S. J. Grønvald. Til oplysning om foreningsforholdene på Fyn skal her endnu kun tilføjes, at på mødet i Odense i 1875 var alle byernes industri- og håndværkerforeninger repræsenterede med undtagelse af Assens, »hvor ingen forening fandtes«; men på mødet året efter, også i Odense, var Assens dog repræsenteret, og mødet i 1877 holdtes i Assens. Af særlig interesse er det endelig, at der i 1872 oprettedes en »Svendborg amts Landhåndværkerforening«, hvis mål bl.a. var oprettelsen af en teknisk skole.

Tager vi nu Sjælland for os, så var her før 1857 borger- og håndværkerforeningerne i Roskilde (1840) og Køge (1847) samt håndværkerforeningerne i Kalundborg (1850), Holbæk (1853), Store Heddinge (1855) og Stege (1855), hvortil endnu kom i 1859 håndværkerforeningen i Præstø og i 1861 industriforeningen i Næstved. Så var tiden inde, da Næringsloven trådte helt i virksomhed, og så udsendte indenrigsministeriet sit cirkulære, der her satte ikke ringe spor. I 1862 oprettedes Sorø Håndværkerforening, Slagelse Håndværker- og Industriforening, Skelskør Industriforening, der senere antog navnet håndværker- og industriforening, samt Rønne Arbejder- og Industriforening. Det er særlig Sorø amt, i hvilket cirkulæret synes at virke; Skelskør, Slagelse og Sorø ligge alle i dette amt, og foreningerne i disse byer tog alle fat på at virke gennem skoler og sygekasser. Men den nye tids rørelser mærkedes selvfølgelig også udenfor Sorø amt. »Håndværksmesternes forening« i Kalundborg forandrede sit stærkt eksklusive navn til Den almindelige Håndværkerforening, og den gik endvidere med til at yde et årligt bidrag til en ved kommunalbestyrelsens medvirkning stiftet industriforening, der skulle foranstalte foredrag, afholde udstillinger og oprette en lånekasse i forbindelse med et møbelmagasin, der senere gik over til håndværkerforeningen. Industriforeningen synes nemlig ikke at have bestået længe. Men derfor er den udvikling, der ligger i dens oprettelse, dog værd at notere.

Udviklingen kan også spores f. eks. i Roskilde. Formanden for borger- og håndværkerforeningen her, skomagermester P. N. Grausen, gennemførte, at der i vinteren 1861/62 for første gang blev holdt foredrag i foreningen; de blev holdt af Katedralskolens lærere, og efter at de var begyndte, vedtog en generalforsamling, at »enhver uberygtet, pletfri mandsperson, uanset om han er i næringsdrift eller anden respektabel stilling«, kunne blive medlem af foreningen, som var i absolut fremgang; i 1863 afholdt den en udstilling.

Foreningerne havde fået større opgaver, men til deres gennemførelse behøvedes penge, og det er derfor naturligt, at også de sjællandske foreninger søgte at få disse penge ved lotterier. Foreningerne i Præstø amt fik under d. 16 august 1867 bevilling på at måtte foranstalte en lotterifordeling af håndværksfrembringelser; det er foreningerne i Præstø, Store Heddinge, Næstved og Vordingborg, det her drejede sig om; håndværkerforeningen i Vordingborg blev, sikkert med dette for øje, oprettet i 1866. Så fulgte der i 1868 lignende bevillinger for foreningerne henholdsvis i Sorø amt samt i gamle Roskilde og Holbæk amt, og i den anledning dannedes der i 1868 en håndværker- og industriforening i Korsør, en industriforening for Ringsted og Omegn samt en Håndværkerforening i Nykøbing ligesom endelig (i Frederiksborg amt) en Borger- og Håndværkerforening i Frederikssund samt (i samme amt), i 1871 en industriforening for Helsingør og Omegn og 1872 en industriforening i Hillerød. I 1871 samledes nemlig de tre sjællandske amtslotterier til et forenet »Sjællands Varelotteri« med sæde i Roskilde, hvortil snart efter foreningerne i Frederiksborg Amt samt Håndværkerforeningen i Stege sluttede sig, og dette lotteri kom yderligere til at omfatte det i 1870 standsede Maribo amts Industrilotteri; fra september 1875 bestod deret samlet »Sjællands og Lolland-Falsters Varelotteri« stadig med sæde i Roskilde, hvor der ved siden af den gamle Borger- og Håndværkerforening fra 1870 endnu bestod en særlig Håndværkerforening. Industrilotterierne kom til at spille en stadig større rolle.

Der var på en række punkter stor og god fremgang at spore. Men derfor var selvfølgelig dog alt langtfra godt. Og håndværkerforeningen i Køge, der alt i 1853 havde skrevet ind til håndværkerforeningen i København, tog her et initiativ. Sammen med byens handelsforening opfordrede den i september 1869 alle landets købstæder til at foretage et fælles skridt, hvad der førte til afholdelsen af et stort købstadmøde i Odense i november samme år, hvor 53 købstæder var repræsenterede. Det åbnedes af formanden for Køge Håndværkerforening, tømmermester J. W. Blume, og efter mødet nedsatte regeringen i juli 1870 den såkaldte Købstadkommission. Den skulle undersøge de formentlig mindre heldige vilkår, under hvilke købstædernes næringsdrivende befolkning levede, og gøre forslag til deres afhjælpning. Den fremkom da også året efter med en betænkning, som der dog ingen grund er til her at komme ind på. Her skal det kun nævnes, at der mellem kommissionens seksten medlemmer fandtes fem håndværkere, tømmermester Blume fra Køge, kobbersmed Haagensen fra Nykøbing på Falster, murermester Erbs fra Fredericia, bogtrykker J. R. Dein fra Maribo og kaptajn, skræddermester Fischer fra Viborg. Af disse er Dein († 1891) kendt fra, at han var medstifter af og sekretær i Håndværkerdannelsesforeningen i København (1847), Haagensen er nævnt ovenfor, og hvad Blume († 1875) angår, kan det oplyses, at han oprindelig havde stået i handelslære og derefter havde været brændevinsbrænder, fragtmand og langsavskærer, for han blev tømrer; men det var som Køges´ største tømmermester, at han i 1847 blev den væsentlige stifter af byens borger- og håndværkerforening.

Nu står kun Jylland tilbage. Men denne landsdel, der er Danmarks største, spiller også den største rolle. Før næringslovens tid var her ni foreninger: Borgerforeningen i Hobro (1844), håndværkerforeningerne i Århus, Randers og Ålborg (1848), Håndværker- og sangforeningen i Horsens (1849) samt håndværkerforeningerne i Frederikshavn (1854), Grenå (1854), Sæby (1855) og Skive (1857). Hertil kom i 1861 to håndværkerforeninger henholdsvis i Vejle og Ringkøbing og så i 1862 og 1863, altså i den tid, da det ministerielle Cirkulære af januar 1862 virkede, følgende syv foreninger Den borgerlige forening i Nibe, Håndværkerforeningen i Fredericia, Håndværker- og Industriforeningen i Nykøbing på Mors, Foreningen af håndværkere og industridrivende i Kolding, Arbejderforeningen i Hjørring, Håndværker- og sygeforeningen i Løgstør samt Håndværkerforeningen i Silkeborg.

Hvad der her er ejendommeligt, er den gennemgående brug af navnet håndværkerforening, noget, der utvivlsomt viser levende konservatisme. Selv den så unge plads Silkeborg får en håndværkerforening. Og det er i denne henseende også værd at lægge mærke til, at byerne Frederikshavn og Skive i deres foreningers navne på en vis måde endog gå et skridt tilbage; fra at være håndværkerforeninger gøres de i 1865 til borgerforeninger. Det er kun Nykøbing på Mors og Kolding, der tør have noget med industri at skaffe; og helt mærkeligt er det da, at Hjørring i 1862 opretter en arbejderforening, som alle kunne blive medlemmer i. Men der dannes da også i 1876 en Hjørring Håndværkerforening, der kun optager håndværkere og industridrivende. Arbejderforeningen i Hjørring er ligesom den ovenfor nævnte arbejder- og industriforening i Rønne en frugt af det ministerielle Cirkulære af januar 1862. Fra de nævnte byer henvendte man sig, ligesom vi ovenfor have hørt det om Håndværkerforeningen i Nakskov, til C. V. Rimestad, og hvad der ikke lykkedes i Nakskov, lykkedes i de to jyske byer, de fik hver sin arbejderforening efter det københavnske forbillede »Arbejderforeningen af 1860«. Formålet var de arbejdende klassers oplysning og dannelse. I så henseende sker der dog en svingning i Hjørrings naboby Thisted. Da pastor H. C. Sonne her i vinteren 1865/66 holdt en række søndags aftenmøder med byens arbejdere, gav tilhørerne ham at forstå, at ville han deres vel, måtte han først hjælpe dem til at få det daglige brød. Han gjorde sig da grundigt bekendt med de engelske husholdningsforeninger (forbrugsforeninger) og blev så i juli 1866 stifteren af »Thisted købstads Arbejderforening«, hvis formål var at danne en fond »for at sætte medlemmerne istand til fordelagtigere indkøb af livsfornødenheder«, en forening, der på sin vis blev banebrydende. Trods sin konservatisme er Jylland rig på interessante brydninger. I Horsens dannedes der i 1876 en »Arbejderforening«, hvis formål var »ved samvirken af arbejdsgivere og arbejdere at tilvejebringe en nøjere indbyrdes sammenslutning og fortrolighed mellem dens medlemmer for derved at bidrage til gensidig oplysning af hvad der kan fremme det heles vel«.

Men »håndværkerforeningerne« var og blev dog det herskende i Jylland. Arbejderforeningen i Thisted blev i 1867 fulgt af en forening til understøttelse af trængende industridrivende og håndværkere, som igen i 1877 efterfulgtes af en regulær håndværkerforening. Håndværkerforeningerne bredte sig, og det ikke alene i købstæderne, men også på landet. Der oprettedes en håndværker- og sangforening i Odder 1869 og en Håndværkerforening i Skanderborg 1869; Borgerforeningen og Håndværkerforeningen i Viborg forenede sig 1870 til en borger- og håndværkerforening; der opstod en håndværkerforening i Rougsø og Sønderhald herreder i 1873, en håndværkerforening for Hammel by og omegn i 1875, håndværkerforeninger i Herning, Hjørring og Varde i 1876 samt i Hinnerup-Broby og som ovenfor nævnt i Thisted i 1877. Herimod betyder det kun lidet, at der dannedes en industri- og håndværkerforening i Skanderborg i 1871 og en håndværker- og industriforening i Æbeltoft i 1878. Så synes det af mere, når der i 1871 opstod industriforeninger i Ribe, Varde, Ringkøbing, Holstebro, Lemvig og Skive, hvortil endnu kom en lignende forening på Fanø i 1872, men alle disse foreninger kunne, om man vil, betragtes som kun een forening »Den vestjyske Industriforening«, hvis fremkomst står i forbindelse med et for Vestjylland gældende lotteri. De er tilmed for små til væsentlig at forandre de jyske foreningers karakter. Men hvad der absolut må lægges mærke til, er, at der i Jylland tidligere end andensteds her i landet opstår faglige foreninger, der spænder over hele provinsen, både over købstæderne i den og landet. Også på dette punkt er de jyske forhold af interesse. Her er »Den nørrejyske Bagerforening«, der stiftedes i 1874, og »Centralforeningen for jyske Skomagermestere«, der stiftedes i 1876, og som begge ved deres stiftende formænd peger tilbage på Randers. Og det gør ganske på samme måde også den i 1877 oprettede »Garverforening i Danmark«, der endnu har yderligere betydning derved, at den tager sigte på hele landet. Randers spiller herved en rolle, og det gjorde denne by endnu på andre måder.

Det første jyske lotteri var »Vejle amts Industrilotteri«, som foreningerne i Vejle, Fredericia og Kolding fik bevilling på den 18 september 1868, så fulgte under d. 9 januar 1871 et »Thisted amts Industrilotteri« for foreningerne i Thisted og Nykøbing på Mors og under d. 23 september samme år det ovenfor nævnte vestjyske industrilotteri. Men dermed var rækken selvfølgelig ikke sluttet. Under d. 3 august 1872 bevilgedes de nord- og mellemjyske Håndværkerforeningers Industri- og Varelotteri, det er foreningerne i Hjørring, Sæby, Frederikshavn, Ålborg, Nibe, Viborg, Hobro og Randers, som det her gælder, og så kom endnu d. 24 januar 1873 et særligt lotteri for Arbejderforeningen i Horsens. Her fik imidlertid heller ikke alle disse kun små lotterier lov til at bestå hvert for sig. Under d. 18 august 1873 smeltede de, med undtagelse af Thisted lotteriet, sammen i et stort Jyllands Varelotteri«, der fik sæde i Randers. Og herefter skulle vi kaste et kort blik på den håndværkerforening, der herved særlig peges på, nemlig håndværkerforeningen i Randers.

Den stiftedes i 1848 og var straks ivrig for, at der også i andre jyske byer skulle oprettes lignende foreninger. Den tog initiativet til, at der endnu i samme år fra flere af de jyske foreninger indsendtes en adresse til den grundlovgivende rigsforsamling imod næringsfrihed. Herved blev den bekendt. I Københavns Håndværkerforening stilledes der forslag om at træde i forbindelse med den. Efter »vidtløftig diskussion« blev forslaget dog ikke vedtaget, men derfor var Randers foreningen dog lige ivrig i kampen, som den københavnske Håndværkerforening i 1856 og 1857 førte an i. Da afgørelsen kom og Næringsloven var given, ville den imidlertid ikke være med mere. Den kastede sig nu med kraft over den reelle håndværkerudvikling, den arbejdede for afholdelsen af udstillinger, for udviklingen af den tekniske undervisning, for oprettelsen af håndværkerstiftelser m. m., men derfor glemte den ikke sin oprindelig agitatoriske virksomhed, da tiden kom; og den kom i og med lotterierne. Adjunkt Bischoff i Randers fremsatte i 1872 et forslag, der førte til dannelsen af De nord- og mellemjyske Håndværkerforeningers Industri- og Varelotteri, i hvis bestyrelse Bischoff blev den selvskrevne formand og Randers Håndværkerforenings formand garver Joh. Chr. Bjørn næstformand. På et møde i Randers den 15 april året efter dannedes »Jyllands Varelotteri« med de samme mænd i spidsen, og lotteribestyrelsen viste, at den forstod at virke for den jyske industri ved andet end at sprede jyske industrifrembringelser som lotterigevinster og at fordele det derved vundne overskud mellem de industrielle foreninger, der stod som lotteriets garanter. Det var ved denne bestyrelses initiativ, at den virkelig store industriudstilling i Århus i 1876 blev afholdt. Den fulgte med i tidens industrielle bevægelser.

Et af de spørgsmål, der efter næringsloven atter og atter var blevet taget op i foreningerne, var spørgsmålet om lærlingeforholdets bedste ordning, og i 1874 dannedes i København en »Forening til lærlinges uddannelse i håndværk og industri«, populært kaldet »Lærlingeforeningen«, der ønskede at udstrække sin virksomhed over hele landet. I den anledning sammenkaldte dens bestyrelse med hofmøbelfabrikant L. Larsen som formand en så kaldet kongres i Odense. Den blev afholdt d. 22 og d. 23 maj 1877, og der mødte ved den delegerede fra både Sjælland, Lolland-Falster, Fyn og Jylland, men resultatet blev ikke stort for den indbydende forening; provinsforeningerne, der flere steder selvstændig havde taget sagen op, ønskede ikke at indordnes under lærlingeforeningen. Mødets væsentligste resultat var en beslutning om, at der hvert år skulle afholdes eet almindeligt håndværkermøde, og at det i 1878 skulle finde sted i Ålborg. Håndværkerforeningen i Randers interesserede sig stærkt for, at dette møde skulle komme i stand; den skrev i den anledning til Håndværkerforeningen i Ålborg, der igen henvendte sig til Lærlingeforeningen, som formentlig skulle indkalde det, men da denne forening intet foretog sig, blev det fra Randers ordnet således, at der på den jyske lotteribestyrelses møde den 15 juli 1878 i Ålborg, ved hvilket der også mødte delegerede fra de i lotteriet interesserede foreninger, blev forhandlet om dannelsen af en almindelig dansk industri- og håndværkerforening. Der blev nedsat et udvalg til at foretage de i så henseende fornødne skridt, og udvalget sammenkaldte til et møde i Horsens den 3 november samme år, der igen førte til det møde i København i juli 1879, ved hvilket »Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Håndværk« blev stiftet.

Hvor havde tiderne forandret sig i den menneskealder, der var forløben, siden grundloven for alvor indledede næringsfrihedsbevægelsen. Det var fattigt og småt dengang overalt i håndværkets verden. Det første regnskab, der er bevaret i Roskildes Borger- og Håndværkerforening, viser, at dens samlede udgift i året 1843-44 kun var 32 rd., 5 mark og 8 skilling. Da Randers Håndværkerforening skulle betale regningen fra prokurator Bjerring for udkastet til den adresse mod næringsfriheden, han skrev for den i slutningen af 1848, havde den ikke de 20 rd., det drejede sig om; der var kun 4 rd. i dens kasse. Og da håndværkerforeningen i Nakskov i 1856 ønskede at sende en delegeret til det store håndværkermøde i København, gik et bud rundt for at indsamle de nødvendige rejsepenge; foreningen kunne ikke stille beløbet til rådighed. Og så nåedes målet dog ikke ad den vej. Det udsendte bud, der selv var håndværker, henvendte sig »alle de steder, det var ham tænkeligt, at der var håndværkere i byen, som han mente måtte interessere sig for håndværkernes tarv og bedste«, men desuagtet nåede han kun at opdrive 19 rd. Og een mark, » hvilket beløb slet ikke var mere end hvad bekendtgørelse, budget og andre udgifter beløb sig til.« Men de samme foreninger, der begyndte så småt, kunne nu ikke alene pege på en række ved deres initiativ opførte håndværkerstiftelser, uddele en årligt tilbagevendende hjælp fra ikke få understøttelseskasser og holde ganske store tekniske skoler igang, men i en mængde tilfælde sad de tilhuse i egne bygninger, i hvilke der ved siden af de daglige foreningslokaler fandtes både biblioteksrum og festsale, der også brugtes til afholdelsen af foredrag. Allerede den 20 december 1868 havde således Århus Håndværkerforening kunnet indvi sin egen, stateligt udstyrede bygning, der kostede ca. 60,000 kr., og den 8 september 1876 fulgte Randers Håndværkerforening efter med en egen ejendom, der kom til at stå den i noget over 100,000 kr..

Der var stor forskel. Nu og da var stærkt skilte. De nuværende ledere var jo alle opvoksede under grundlovens på så mange måder frigørende indflydelse. De vidste, at der skulle mere til end med højtidelig patos at pukke på sin ret. Der skulle arbejdes, man måtte personlig kunne gøre sig gældende i det samarbejde med andre, der var blevet en nødvendighed. I så henseende har det f. eks. stor interesse at se foreningerne i Næstved og Slagelse efter en bestemt plan holde skiftende udstillinger i disse byer sammen med Sorø amts Landøkonomiske Forening og Præstø amts Landboforening. Men ved siden heraf var datidens håndværkere dog alle gamle nok til at være oplærte under lavenes disciplin, de gamle traditioner stod dem endnu i blodet. De følte sig besværede af f. eks. lærlingeforholdenes løshed. Der kom tvivl op. Kunne de under disse forhold oplærte virkelig blive gode håndværkere? Da håndværkerforeningen i Hobro i 1860 sendte et brev til håndværkerforeningen i Grenå, nedsatte denne straks et udvalg »til at udarbejde et kopi til svar« (!), ja alle byens håndværkere sammenkaldtes til et møde, der udtalte sin »ubetingede tilslutning« til de udtalte anskuelser, der selvfølgelig var et suk over de ved næringsloven fremkaldte løse forhold. Et sådant suk er også den fra Køge i 1869 udgåede opfordring, der fører til nedsættelsen af købstadkommissionen. Og særlig ejendommeligt er det at se, hvorledes den i prokurator Bjerrings (dvs. i de jyske håndværkerforeningers) adresse i 1848 udtalte gammeldags frygt for at komme i forbindelse med andre penge end de ved deres eget tarvelige arbejde tjente, vedblivende varer ved. I den nævnte adresse hedder det: »Standen holder med vished for, at det er en af de skønneste sider ved håndværksmandens stilling, at veksel-makkeri og penge-svindel er fremmede for ham; han har hverken lyst eller gave til at bevæge sig med andres midler på svimlende højder.« De ovenfor nævnte, virkelig store resultater var nåede ved at lægge skilling til skilling som udbyttet af en række med store anstrengelser afholdte basarer, udstillinger og forestillinger. Ikke få håndværkere kæmpede stadig en hård kamp for det daglige brød, levede fra hånden til munden uden endnu helt at forstå, hvad den stedfundne udvikling kunne bringe dem. Da formanden for Århus Håndværkerforening snedkermester S. Ørum, der havde studeret de Schultze-Delitz'ske Sparekasser, i 1862 fremkom med forslag om at oprette en sådan institution i Århus, vendte håndværkerne dér sig imod det. De ville ikke »ride på veksler«, ikke hjælpes ved »svindel«. Og på samme måde gik det i 1865, da Ørum påny fremsatte forslaget. Først i 1871 fik det fremgang, og Århus var dog en stor, stærkt fremad stræbende by.

Man vænnede sig kun langsomt til de nye forhold. Dybt inde lå endnu mangfoldige steder en ubetinget tro på, at man i sin tid var blevet gjort uret. Man så ikke upartisk på udviklingen, og da der med 1875 begyndte at komme sløje tider, der tog til i nogle år, lå det lige for at tro endnu mere ondt om næringsloven og de ved den fremkaldte følger. Tanken om at kunne opnå en revision af denne lov fik større og større magt. Men nu er det karakteristisk at se, at stødet til, at der dannes en fællesforening, der sætter sagen på sin dagsorden, bliver givet ude fra, fra den politiske situation, først den skaber betingelserne for den sammenslutning, man så længe på forskellig måde havde kredset om. 1875 var ikke alene et mærkeår i den økonomiske udvikling, men også i den politiske. I 1875 var den regering kommen til magten, der i 1877 førte til den første provisoriske finanslov og til stadig skarpere politiske partiforhold. Det gjaldt for de stridende om at sikre sig et helst voksende parti, og i »Folkets Avis« for den 5 maj 1878 fremkom der da en artikel med overskriften »Det danske Håndværk«, hvori håndværksstanden omtaltes som en samfundsstøtte, der ikke måtte svækkes; den slappelse af al fasthed og enhed indenfor håndværket, som Næringsloven havde medført, burde ikke forøges. Standens trange kår burde ikke yderligere forringes, og for tiden led den særligt ved den tyske overproduktion, som landet oversvømmedes af; redningen lå i en forøget toldbeskyttelse.

Denne artikel, der fremkom i et blad, hvis ene redaktør var folketingsmanden Lars Dinesen, vakte en vis opsigt. Den foranledigede bl.a. to artikler i »Horsens Avis« for den 26 og d. 27 juni 1878 »Den danske håndværksstand« af C. K. (dvs. det er redaktionssekretær H. C. Knauer). Udgangspunktet er her igen Næringsloven som en lov, der havde gjort mere skade end gavn for håndværksstanden; den var ikke blevet benyttet til at skaffe den brødløse erhverv, men til at skaffe kapitalen anvendelse. Her søges hjælpen imidlertid ikke særlig i toldbeskyttelse, men i dannelsen af faglige mesterforeninger, der hver for sig skal holde justits indenfor sine enemærker, og som alle skulle bindes sammen af en over dem stående centralforening. Og så kommer endelig i »Jyllandsposten« for den 7 juli 1878 en Randers dateret artikel, under hvilken der står navnene C. Bjørn, »garver, ridder af Dannebrog, formand for Danmarks Garverforening og Randers Håndværkerforening« samt Herman Stilling, »bager, formand for Nørrejyllands Bagerforening«. Det tidligere nævnte lotterimøde i Ålborg var da alt indkaldt, og artiklen, der særlig skyldtes den sidstnævnte af de to underskrivere, gik ud på at give mødet et program. Håndværksstanden manglede repræsentanter på tinge, ligesom den manglede et organ i pressen; den burde derfor slutte sig sammen for at få disse mangler afhjulpne og for at få håndværkerne, der kæmpede hårdt for det daglige brød, til at ophøre med at sige »ja hvad kan det nytte«, hver gang der taltes om at røre sig. Man måtte frem til en omhyggelig revision af næringsloven, således at den dygtige arbejder kunne blive beskyttet mod kapitalens overgreb og mod letsindig konkurrence af ikke-fuldmyndige og fuskere. Artiklen foreslog, at foreningerne i Jylland skulle samle sig under en jysk central håndværker- og industriforening, idet den gik ud fra, at foreningerne i de andre landsdele hver for sig ville gøre det samme. Men på dette punkt gik mødet i Ålborg videre end de to forslagsstillere. Det vedtog, at målet skulle være en centralforening for hele landet.

Men herom nedenfor. Her skal endnu kun tilføjes, at det kan forundre ikke i nogen af de nævnte artikler at se den socialistiske bevægelse dragen frem, skønt den jo også måtte betragtes som en fare for håndværket. Af de småskrifter »Socialistiske Blade« (nr. 1 og 2, 1871), fra hvilke den dateres, førte det ene undertitelen »Hvad vi forlanger«, og bevægelsen var ikke blevet på papiret. Arbejderne hos Burmeister & Wain havde allerede i september 1871 forlangt forøget løn, og Københavns murere i april 1872 kortere arbejdstid. De socialistiske blade« var hurtigt blevet først til et ugeblad og så til et dagblad, »Socialisten«, der fra den 10 maj 1874 efterfulgtes af »Social-Demokraten«. Men sagen var, at den socialistiske bevægelse just på denne tid gennemgik en krise, der næsten var ved at tage al kraft fra den. Louis Pio, de »Socialistiske Blade's« forfatter, formanden for det socialdemokratiske arbejderparti, havde i marts 1877 uventet forladt Danmark for at tage ophold i Amerika. I de år fandt der så godt som ingen arbejdsnedlæggelser sted; hvad der dog på ingen måde kunne betragtes som en godkendelse af C. V. Rimestads mærkelige påstand på det nordiske industrimøde i København 1872, »at der ikke eksisterede noget arbejderspørgsmål som sådant i vore dage«. Selvfølgelig var det en stor misforståelse.

Det var fra provinserne, at den første samlingstanke kom. Endnu kun ufuldkommen, dikteret af frygt for udkommet, båret frem af fattige forhold, i hvilke endda håndværker stod imod håndværker. Der er nød og trang bag ordene, når det i opråbet, der i december 1835 udgår fra snedkernes lavshus i Assens, hedder: »Få er de amtsmestere, som ikke må tilstå, at de hårdt føle tidens tryk, mange er de, som er højlig forarmede, mange er også de, der allerede er bragte til bettelstaven! Op derfor i standsbrødre og medborgere! Det er nu på høje tid at gøre det sidste forsøg på at redde os selv, vore hustruer og børn og hele familier fra den os truende lod: armod, nød og elendighed«. Det var købstadhåndværkerne, der kaldtes på. Krigen med England, statsbankerotten, Norges tab var altsammen begivenheder, der kun lå tyve år tilbage. Deres forarmende virkninger føltes endnu, og hertil kom for de nævnte håndværkere et nyt tryk derved, at autoriteterne på denne tid ligesom begunstigede dannelsen af en talrig landhåndværkerstand. Lavshåndværkerne i købstæderne så ned på denne stand af fuskere, men det alvorligste var næringsspørgsmålet. Skomagersvend J. A. Hansen i Rudkøbing havde allerede i 1854 skarpt udtalt sig imod de pågældende amtmandsbevillinger, der lod købstadhåndværkerne »nedtynges af næringssorg og bekymring for det daglige udkomme«. Han opfordrede sine standsfæller til ivrigt at bruge pressen.

Opråbet fra Assens gik ud på at få købstædernes håndværkere til at indgive bønskrifter til kongen. Men lavene i Svendborg ville ikke blive stående herved. De fattede tanken om først at holde et møde. De fynske lav skulle ved delegerede komme sammen i Odense den 11 januar 1836. Men da det rygtedes, vakte det mærkelig opsigt. Et sådant møde var noget absolut nyt; det kunne næsten se statsfarligt ud. Den prinselige guvernør i Fyn, den senere kong Kristian VIII, var afgjort imod det. Mødet søgtes da kvalt i fødselen, men håndværkerne var stivere end som så. De forskellige lavs delegerede undlod ikke at indfinde sig i Odense, hvor det dog ikke blev til noget samlet møde. Nej skomagerne holdt møde for sig, skrædderne for sig, smedene for sig, snedkerne for sig og bødkerne for sig hos de pågældende håndværks oldermænd dér i byen. Men resultatet blev dog noget fælles, en samlet deputation bestående af bødkermester Klingworth fra Svendborg, skomagermester J. A. Hansen fra Rudkøbing, smedemester N. Eibye fra Odense, snedkermester Henrik Hansen fra Odense og skræddermester Zehngraff fra Svendborg. De fem mænd drog til København, og deres ordfører ved audiensen hos Frederik VI den 24 januar var den unge skomagermester J. A. Hansen.

Da det rygtedes til Rudkøbing, at der skulle være møde i Odense, ville skomagerlavet dér være med, og det var også straks på det rene med, at skomagersvend J. A. Hansen skulle være dets delegerede. Han havde jo tidligere udtalt sig offentlig om den sag, det gjaldt. Han blev kaldt op for lavet, og en, to, tre gjort til mester, thi kun som sådan kunne han møde. Og den nye mester ikke alene mødte, men blev en af de ledende, og det var ikke hans skyld, at der ikke kom noget ud af sagen. Han var ivrig nok. Også efter, at det hele var strandet på Frederik VI's almindelige erklæring om, at han nok skulle tænke over det, vedblev J. A. Hansen at agitere imod landhåndværkerne.

Der opnåedes intet herved, men tiderne bedrede sig i almindelighed. Kampen for tilværelsen synes at være blevet mindre hård, da Håndværkerforeningen i Hillerød i september 1846 påny kalder på købstadhåndværkerne. Den vil have de sjællandske købstæders håndværkere sammen, for at de kunne »samtale om, hvad der ved fælles kræfter og i overensstemmelse med landets love var at foretage for at fremme denne efter vor formening ikke uvigtige stands velvære og borgerlige eksistens«. Udtrykkene er anderledes beherskede end i opråbet fra Assens, og det selvom fjenden var den samme. Det er igen landhåndværkerne, der skulle bekæmpes. Men det er ikke disses uheldige indflydelse på købstadhåndværkernes ringe næring, der er anledningen. Nej det er et andragende fra 114 landhåndværkere i Holbæk Amt om indførelse af næringsfrihed på landet, der bringer Hillerød Håndværkerforening i bevægelse. Og det har sin interesse at se, at den herved antydede svingning er helt gennemført i den indstilling til indenrigsministeriet, som »Håndværkerforeningen i København« forelægger den fra hele landet sammenkaldte store håndværkerforsamling i hovedstaden i juli 1856. Her tales ikke med et ord om arbejdet for det daglige udkomme, her drages udelukkende i leding for, eller rettere imod principper. Man tør ikke, hedder det i indstillingens motiverende indledning, »her går ud fra almindelige statsøkonomiske teorier og disses anvendelse på lavsvæsenet, af hvor stor videnskabelig vigtighed de ellers kunne være; thi folkene lever dog ikke efter bestemte systemer og lade sig heller ikke regere derefter. Sagen må derfor behandles i al sin naturlighed«.

Nu var det hovedstaden, der kaldte sammen, og den samlede - for første gang - håndværkere fra hele landet. Det var lavsvæsenets dyre sag, det gjaldt, og mødet blev holdt i de københavnske bageres gamle lavshus, Læderstræde nr. 29 (nu nr. 26), hvor Håndværkerforeningen havde sine lokaler, men i den etage af huset, hvor det Tekniske Instituts store sal fandtes. Det er så naturligt, at Håndværkerforeningen efter hele sin fortid her er den førende, og den formåede da også at samle et endog stort møde, 76 delegerede fra København, som regel en mester og en svend fra hvert af byens lav, samt 50 delegerede fra 35 købstæder. Det ser stort og godt ud, men dog er her forskelligt at bemærke, og den, der underretter os derom, er den J. A. Hansen, som i 1836 var købstadhåndværkernes fører. Men nu havde meget forandret sig. Den fattige provinsskomager var blevet en betydende politiker og redaktør i København, og hans blad »Morgenposten« var langtfra venligt overfor Håndværkerforeningens store møde. J. A. Hansen var imod foreningens kamp for at bevare lavsindretningen med så få forandringer som muligt.

Det ville dog være urigtigt at sige, at J. A. Hansen herved stillede sig diametralt imod, hvad han havde arbejdet for i 1836. Når han havde kæmpet for købstadhåndværkerne, var det for deres ubeskårne næringsret overfor landhåndværkerne, ikke på nogen måde for deres lavsvæsen. Han siger i et af sine småskrifter mod landhåndværkerne, at han for sit vedkommende kunne gå med, endda til en ophævelse af lavene, »når kun alt så blev sat på samme fod, som det nu er foreskrevet for professioner, der ej have lav«. Man kan herefter forstå, at der måtte vokse stor uoverensstemmelse op mellem ham og Københavns Håndværkerforening, nu han stod som en af landbopartiets førere, som den ubetingede bondeven, der var uvenlig stemt overfor den på så mange måder overlegne og fornemme hovedstad; den var »højre«, mens han var »venstre«. Da han blev bekendt med de indstillingspunkter, foreningen ville forelægge mødet, kalder han dem et skridt i »afgjort reaktionær retning«, og han er spændt på at se, om foreningen ved denne lejlighed vil vedblive med sit hidtil fulgte »hemmeligholdelses system«. Og det gjorde den. Mødet blev holdt for lukkede døre. Da hele indstillingen endelig blev forelagt offentligheden gennem de to organer »Flyveposten« og »Berlingske Tidende«, er J. A. Hansen derfor straks på pletten, og med hele sin skærende ironi kalder han den »et kosteligt dokument«, der vil skaffe »Morgenpostens« læsere stor moro.

Bladet er da også rede til at optrykke, hvad der i provinspressen kom frem imod mødet. Der var nemlig ikke tilfredshed overalt. I Køge var oldermændene for byens seks lav utilfredse med, at indbydelsen var sendt til Køge Håndværkerforening og ikke til dem. Skønt ikke indbudte valgte de dog delegerede, og det samme gjorde håndværkssvendene i Ålborg. Håndværkerforeningen dér havde sammenkaldt byens mestere og svende til valg af - to mestere. Det ville svendene dog ikke være med til, de valgte en svend. Men da han indfandt sig ved mødet i København, blev han - afvist, og det selvom det, som ovenfor nævnt, talte ikke få svende fra København, hvad dog kun tor betragtes som en indrømmelse, foreningen af politiske grunde var gået med til. »morgenposten« har, som det ses, forskelligt at fortælle, og så understreger den endnu stærkt, at foreningen selvfølgelig havde sørget for, at der på mødet var et københavnsk flertal, hvad da også førte til, at en af de delegerede fra provinserne protesterede imod, at mødets beslutninger kunne betragtes som tagne af landets samlede håndværkerstand. København og købstæderne var ikke ligelig repræsenterede, og »Morgenposten« ender en udtalelse om mødet således: »Vi ville nu se, hvad købstæderne ville sige til en sådan benyttelse af dem til formål, der ikke kunne være deres, men synes at være et forsøg på at tage dem på slæbetov i hovedstadens kølvand«.

Selvfølgelig kom der dog ingen almindelig udtalelse fra provinserne. Men det tor nok antages, at der ikke har været tilfredshed overalt med den københavnske forenings førerskab. Allerede tidligere havde den en og anden gang stødt an ved sin underlige tilbageholdenhed, der næsten altid endte med at holde nede, med at afvise. Der var nu f. eks. forholdet til håndværkerforeningen i Hillerød, der indbød til mødet på Hillerød gæstgivergården »Stadt Copenhagen« den 30 september 1846. Den har næppe været glad over, at foreningen i København i stedet for tre delegerede sendte et brev; den kunne ingen få til at rejse derned. Og de ledende i Hillerød have sikkert heller ikke været tilfredse med, at det udkast til en adresse mod landhåndværkernes næringsfrihed, som foreningen dér i oktober samme år forelagde foreningen i København, blev mødt med den bemærkning, at det var unødvendigt, for ikke at sige farligt. Og nu efter det store møde i København. Ovenfor har vi hørt, at håndværkerforeningen i Randers ikke ville have med den københavnske håndværkerforenings videre forslag at gøre, og i Nykøbing på Falster er man i 1858 alt andet end venlig stemt overfor den københavnske forenings ledende sekretær krigsråd Lasenius Kramp. Her viser sig en uvilje, der bliver af varighed, og da Industri- og Håndværkerforeningen her (dvs. kobbersmed Chr. Haagensen) i 1867 udsender en opfordring til at danne en fællesforening, er det kun købstædernes foreninger, der tænkes på, København tages ikke med.

Just på denne tid begynder desuden den rivende udvikling i København, der både forundrer og skræmmer. Den store by, der er større end alle købstæderne tilsammen, kommer til at stå som noget for sig, som noget fremmedartet, overfor hvis forhold og livsbetingelser man er uforstående. Provinserne bør arbejde for sig. Da lærlingeforeningen i 1877 holder kongres i Odense, er der derfor afgjort stemning for, at provinsforeningerne ikke skulle slutte sig til den. Litograf Grønvald fra Svendborg, der står som ordfører for den sejrende anskuelse, gør gældende, at lærlingeforholdene er godt ordnede mange steder i købstæderne, just som det passer dér. Og da dhrr. garver Bjørn og bagermester Stilling fra Randers i juli 1878 ved deres artikel i Jyllandsposten maner til samling, er deres tanke en jysk centralforening, der skal følges af andre centralforeninger i de andre landsdele, men København nævne de ikke. Det er da også alene med provinsforholdene for øje, at dhrr. have ret, når de betone, at der kun findes »enkelte« større håndværkere og industridrivende, der ikke føle tidens tryk.

Desto større er derfor overraskelsen, da lotterimødet i Ålborg, der fulgte umiddelbart efter den nævnte artikel, på dette punkt sætter ny kurs. Her viser adjunkt Bischoff sig, Randers-adjunkten, der med så stor dygtighed havde ordnet de jyske lotteriforhold og stået som formand for den betydende udstilling i Århus i 1876.

I dhrr. Bjørns og H. Stillings artikel er målet en centraljysk håndværker- og industriforening; ved et af lotterimødet nedsat ellevemands-udvalg blev der under d. 18 august 1878 indbudt til dannelsen af en almindelig dansk industri- og Håndværkerforening. Det er her selvfølgelig kun en ringe ting, at håndværk og industri har skiftet plads, men efter hele den ovenfor skildrede udvikling har det sin betydning, at det videre begreb sættes først, foran det snævre. Men hovedvægten ligger naturligvis på, at de jyske foreninger ved indbydelsen udtalte et ønske om samarbejde med hovedstaden. Det er anden gang, at samlingstanken udgår fra provinserne, og denne gang i en moden og fyldig form, der da også førte til et blivende resultat. Indbydelsen blev sendt til samtlige de foreninger, der var med i de forskellige industrilotterier (derfor også til de ovenfor nævnte arbejderforeninger) men - mærkeligt eller betegnende nok - ikke til Lærlingeforeningen.

Hvorledes var nu stemningen i de københavnske foreninger? Håndværkerforeningen levede et tilbagetrukket liv, væsentlig beskæftiget med opførelsen af den stadigt voksende stiftelse alderstrøst, med udviklingen af foreningens enke- og understøttelseskasse og (fra 1867) med uddeling af medaljer for frivilligt aflagte svendeprøver. Den følte slet ingen trang til at forlade sine stille veje, men anderledes var det med Industriforeningen. Her var en klog og energisk mand to år for blevet formand, bøssemager, rustmester Georg Christensen, manden, der i »Håndværkerdannelsesforeningen« havde talt om frihed, der trods sine egne stærke udtalelser imod kongevalgs berettigelse havde siddet som kongevalgt medlem i den grundlovgivende rigsforsamling, der med sin smidige dygtighed havde været bæreren af den nordiske udstilling i København 1872, ved hvilken Industriforeningen tjente sin formue, og som endelig med en forunderlig sej udholdenhed havde afventet det øjeblik, da formandsposten i Industriforeningen måtte tilfalde ham. For ham var indbydelsen som et kraftigt »avancer« for en kamplysten kriger; den måtte absolut benyttes.

I bestyrelsens møde den 21 september var der dog delte meninger om, hvorvidt indbydelsen burde modtages. Men så fik Christensen mødet gjort til en første behandling. Og på et nyt møde, til hvilket han havde indbudt håndværkerforeningens formand, snedkermester J. Cortsen, fik han bemyndigelse til at deltage i diskussionen på mødet den 3 november i Horsens, efter at snedkermester Cortsen havde meddelt, at hans repræsentantskab havde vedtaget, at Håndværkerforeningen ikke skulle sende nogen delegeret, men at han med beklagelse ville se foreningen urepræsenteret, når Industriforeningen gav møde. Og så blev resultatet, at de to formænd begge rejste til Horsens og her søndag den 3 november 1878 på byens rådhus mødtes med 91 delegerede fra det øvrige land, hvis forhandlinger, sikkert imod disses forventning, endte med en anmodning til Industriforeningen i København om at optræde som bevægelsens leder.

Mødet i Horsens minder ved sin talrighed om mødet i København 1856, men ellers er de grundforskellige. Hint møde var resultatet af en snæver betragtning, der holdt stift på, at håndværkersager kun vedkom håndværkere. Uden at kunne styre med tilstrækkelig intelligens holdt lederne med stædig ubøjelighed på, at håndværkerne skulle være sig selv nok. Offentligheden havde intet med mødet at skaffe, pressen, hvis vigtighed J. A. Hansen alt havde betonet i 1835, skulle holdes ude, og trods smil og spot blev det gennemført. Men nu var alt anderledes. Det var artikler i pressen, der havde givet stødet til mødet, pressen havde den fuldeste adgang til det, og det viste sig også snart, at endog de konservative jyder, der var i majoritet, i ikke ringe grad havde tilegnet sig den af »Industriforeningen i København« fra 1838 prædikede lære, at håndværk og industri ikke måtte isolere sig, men skulle arbejde sammen med enhver, der kunne og ville fremme deres interesser.

I Horsens mødte foruden de to københavnske foreninger 10 sjællandske foreninger med 11 delegerede, 5 lolland-falsterske foreninger med 3 delegerede, 7 fynske foreninger med 11 delegerede og endelig 33 jyske foreninger med 66 delegerede (heri indbefattet de 11 indbydere). Det er herefter kun naturligt, at det blev en jysk delegeret, formanden for håndværkerforeningen i Århus, snedkermester Ørum, der foreslog en dirigent for mødet, og hertil foreslog han ganske selvfølgelig adjunkt Bischoff fra Randers. Herimod måtte den gamle håndværkersejhed dog nødvendigvis rejse sig. En delegeret fra Sjælland ville, at et håndværkermøde skulle ledes af en håndværker, men han sejrede ikke, Bischoff blev valgt, og nu viser der sig en række ikke-håndværkere som officielle talsmænd for håndværkernes interesser. På indbydernes vegne forelægger redaktionssekretær H. C. Knauer fra Horsens det almindelige spørgsmål, om forsamlingen ikke med indbyderne er stemte for, at der tilstræbes en sammenslutning af landets samtlige industri- og håndværkerforeninger. Herpå svaredes enstemmigt ja, og så møder sagfører Buch-Mølgård fra Viborg med indbydernes nærmere forslag angående dannelsen af »En almindelig dansk Industri- og Håndværkerforening«, hvorefter endelig det sejrende mæglingsforslag forelægges af købmand, nu kancelliråd Calundann fra Skive.

Derfor må man dog ikke tro, at håndværkerne var uvirksomme. Bagermester H. Stilling fra Randers understøtter redaktionssekretær Knauer af al kraft, og foruden indbydernes forslag, der gik ud på dannelsen af en virkelig forening med fire underafdelinger, en for København, en for Sjælland, Lolland og Falster, en for Fyn og en for Jylland, forelå der et forslag fra Fyn, der ønskede dannelsen af fem foreningsgrupper, således som de alt kendtes på Lolland-Falster og Fyn, en for København, en for Sjælland, en for Lolland-Falster, en for Fyn og en for Jylland, disse »grupper« skulle, uden at der dannedes nogen forening, »samles ved delegerede skiftevis i de forskellige landsdele, i regelen hvert femte år«. Herfor talte litograf Grønvald fra Svendborg, idet dog her endnu skal tilføjes, at hans forslag desuden omfattede oprettelsen af en »Dansk Industri- og Håndværkertidende«. Selvfølgelig var kobbersmed Haagensen fra Nykøbing på Falster også virksom, da rustmester Christensen fremlagde et forslag, som han kaldte »Industriforeningens«, og som i tåget almindelighed gik ud på, at der »med visse mellemrum skulle afholdes stadig tilbagevendende møder af repræsentanter for de i Danmark eksisterende industri- og håndværkerforeninger«, til hvis ledelse »Industriforeningen i København« skulle anmodes at træffe de fornødne foranstaltninger, talte Haagensen imod at overgive sig til Københavns formynderskab.

Efter pressens referater fandt der dog ingen indgående diskussion sted. Forinden mødet havde der nemlig fundet en drøftelse sted. Christensen havde ved sin ankomst til Horsens aftenen for stillet et slags ultimatum, som havde øvet i stor virkning. Man ville nødigt, at han skulle rejse igen uden at vise sig på mødet, og så fremkom det ovenfor nævnte mæglingsforslag, der gik ud på, at der skulle oprettes en centralrepræsentation, at et udkast til love for den, skulle udarbejdes af et udvalg på 23 medlemmer (7 fra Jylland, 2 fra Fyn, 2 fra Lolland-Falster og 3 fra Sjælland sammen med 2 valgte af Håndværkerforeningen i København og 7 af Industriforeningen i København), at lovudkastet skulle forelægges et centralmøde i København i sommeren 1879, og at Industriforeningen dér skulle »anmodes« om at påtage sig forberedelsen af dette møde. Christensen førte sejren hjem, og det var sikkert med stor sindsro, at han derefter overværede mødets slutning, der bestod i to foredrag, det ene om den unge håndværkers uddannelse af forstanderen for det Tekniske Selskabs Skole i København, premierløjtnant V. A. Thalbitzer, det andet af borgemesteren i Horsens, kammerherre J. C. von Jessen, om nogle af de resultater, den i 1875 nedsatte såkaldte arbejderkommission var kommet til; kammerherren havde været medlem af den, og den havde kort forinden afgivet sin betænkning.

To dage efter udsendte adjunkt Bischoff en kort beretning om mødet, og nu gik alt let. Som sagen var lagt tilrette fik Christensen uden vanskelighed Industriforeningens repræsentantskab, som nu først fik noget at vide om det hele, til at bevilge et lille beløb i anledning af de forestående møder, lovudvalgsmødet og centralmødet. Der blev udsendt et spørgeskema til alle landets, herhen hørende foreninger, og på grundlag af de herved fremskaffede oplysninger udarbejdede Industriforeningens sekretær cand. jur. C. Nyrop et lille skrift »Danmarks Industri- og Håndværkerforeninger«. Og hvad endelig lovforslaget angår, da indsendte et af de for Fyn valgte udvalgsmedlemmer, kancelliråd bogtrykkeriejer J. C. Dreyer fra Odense, et udkast, som »efter samråd med adjunkt Bischoff og krigsråd Christensen« fik en i flere retninger forandret skikkelse, men så også blev grundlaget for arbejdet i lovudvalgets møde den 9 og 10 april 1879 i København. Efter hvad der her vedtoges, bestemtes det, at de foreninger, der indmeldte sig i »Fællesrepræsentationen for dansk Industri- og Håndværk«, skulle ordnes i fem afdelinger, der tilsammen skulle vælge 27 repræsentanter, den københavnske afdeling 9, den sjællandske 3, den lolland-falsterske 3, den fynske 3 og den jydske 9, dette repræsentantskab skulle vælge en bestyrelse på 5 medlemmer, et medlem fra hver afdeling, og formand for denne bestyrelse og dermed for hele Fællesrepræsentationen skulle det for den københavnske afdeling valgte medlem være. Af hensyn til København eller vel rettere til Industriforeningen i København og dens formand blev formandsvalget ikke frit. Bestemmelsen herom fandtes ikke i kancelliråd Dreyers oprindelige lovforslag, men først i det, der bærer overskriften »efter samråd med dhrr. adjunkt Bischoff og krigsråd Christensen, konciperet af J. C. Dreyer«.

Nu stod kun det afsluttende centralmøde tilbage. Det fandt sted i dagene fra den 16 til den 18 juli og afholdtes i Københavns Håndværkerforening. Industriforeningens store ejendom, udstillingsbygningen på Vesterbrogade, som den ved krigsråd Christensens energi kort forinden havde fået skøde på, optoges af en betydende kunstindustriel udstilling, som den afholdt sammen med foreningen »Fremtiden«, og i hvis højtidelige åbning mødets medlemmer deltog den 17 juli. Mødet var anseligt. 65 foreninger var repræsenterede ved 89 delegerede, nemlig 10 fra København, 20 fra Sjælland, 9 fra Lolland-Falster, 8 fra Fyn og 42 fra Jylland.

Her var ikke tale om noget københavnsk flertal, og til nærmere karakterisering af forsamlingen skal det yderligere oplyses, at medens her selvfølgelig var ikke-håndværkere tilstede, var disses tal dog kun 19, hele resten var mindre eller større håndværkere, 11 af dem kaldte sig fabrikanter (2 fra København og 9 fra provinserne), men nærmere beset var også disse dog håndværkere og nogle af dem ikke engang større håndværkere. For denne altså virkelige håndværkerforsamling forelagdes lovudkastet, og trods et ikke ringe antal ændringsforslag - 56 - forblev det i alt væsentligt uforandret.

Den første sag var selvfølgelig valg af en dirigent. Hertil foreslog adjunkt Bischoff at vælge rustmester Christensen ved akklamation, men efter den trykte beretning om mødet bemærkede denne umiddelbart herefter, at han »anså valget for at være af så stor betydning navnlig på grund af hans særlige stilling til sagen, at han måtte ønske det konstateret ved afstemning«, og så skete det, at hele forsamlingen rejste sig for ham. Det var en efter forholdene ganske ejendommelig begyndelse.

Så kom spørgsmålet om Fællesrepræsentationens navn, om den skulle hedde »for industri og håndværk«, som lovudkastet foreslog, eller »for håndværk og industri«. Håndværkerforeningen i Horsens havde stillet et ændringsforslag, der gik ud på det sidste, og bagermester H. Stilling fra Randers ville yderligere have det ændret til »for håndværkere og industridrivende«. Denne underændring blev forkastet med stort flertal, men i hovedspørgsmålet stod 30 stemmer mod 35; »for industri og håndværk« blev bevaret med kun 5 stemmers overvægt. Og endnu tættere kom stemmerne hinanden, da man kom til ændringsforslaget, der gik ud på, at bestyrelsen ikke skulle have en født formand, men frit skulle kunne vælge sin formand. Der var fire foreninger om at stille ændringsforslaget, der gik ud herpå. Foreningerne i Randers, Rougsø-Sønderhald herreder, Rudkøbing og Svendborg. Litograf Grønvald, garver Bjørn og bager H. Stilling med flere anbefalede ændringsforslaget, medens adjunkt Bischoff og redaktionssekretær Knauer holdt på lovudkastet, og dette sejrede, men kun med 38 stemmer mod 35. Og sagen toges op igen ved lovudkastets anden behandling. Der blev påny talt ivrigt fra begge sider, nu var det kobbersmed Haagensen, der forsvarede det bundne valg, og resultatet blev da også stående, men nu kun med 39 stemmer mod 38, en eneste stemme gjorde udslaget.

Herefter har det kun lidt at sige, at der også kæmpedes på andre punkter, f. eks. om hvorledes foreningerne skulle deltage i dækningen af Fællesrepræsentationens udgifter, ved bestemte bidrag efter deres størrelse eller forholdsvis efter deres medlemsantal, om der skulle pålægges Fællesrepræsentationen bestemte pligter overfor udgivelsen af et blad, afholdelsen af udstillinger osv.. Alt dette havde kun underordnet betydning overfor mødets væsentlige resultat, som var nået, Fællesrepræsentationens stiftelse under bunden københavnsk ledelse. Men med vedtagelsen heraf var mødet endnu ikke sluttet. Der var endnu knyttet tre foredrag til det, af arkitekt V. Klein om den tekniske undervisning, af bankbogholder V. S. V. Faber om vore håndværker- og arbejderforhold samt af kammerassessor J. T. Bayer om vore toldforhold; efter dem diskuteredes der og vedtoges resolutioner, og til allersidst kom en meddelelse om, hvem der var blevet valgt til medlemmer af den nystiftede fællesrepræsentations repræsentantskab og bestyrelse. Det havde en særlig aktuel betydning.

Til repræsentantskabet var valgt, for København: snedkermester J. Cortsen og murermester Carl R. Ette som repræsenterende Håndværkerforeningen, rustmester G. Christensen, tapetfabrikant S. Fraenckel, arkitekt V. Klein, malermester E. Schmiegelow og bankbogholder V. S. V. Faber som repræsenterende Industriforeningen, hofmøbelfabrikant, kaptajn L. Larsen og journalist A. Bauer som repræsenterende Lærlingeforeningen ; - for Sjælland : malermester Henrik Bischoff (Næstved), fabrikant L. Møller (Roskilde) og fabrikant C. von Mehren (Helsingør); - for Lolland-Falster: fabrikant L. S. Carstensen (Nakskov), tømmermester c. P. Jørgensen (Mariebo) og kobbersmed Chr. Haagensen (Nykøbing på Falster); - for Fyn: litograf S. J. Grønvald (Svendborg), kancelliråd J. C. Dreyer (Odense) og tømmermester, major Rasmus Petersen (Odense); for Jylland: distriktsdyrlæge W. F. Welsch (Holstebro), skomager J. P. Mørck (Ålborg), gørtler N. Hald (Århus), bagermester H. Stilling (Randers), bogtrykker Arnold Jørgensen (Horsens), adjunkt Bischoff (Randers), garvermester J. C. Bjørn (Randers), sagfører Buch Mølgaard (Viborg) og snedkermester S. Ørum (Århus); formand i repræsentantskabet blev derpå adjunkt Bischoff og næstformand kancelliråd J. C. Dreyer. Derefter kom det nok så betydningsfulde bestyrelsesvalg og valgte blev for Jylland bogtrykker Arnold Jørgensen, for Fyn tømmermester Rasmus Petersen, for Lolland-Falster kobbersmed Chr. Haagensen, for Sjælland fabrikant L. Møller og for København rustmester G. Christensen. Den sidstnævnte var dermed bestyrelsens og Fællesrepræsentationens formand. Det kunne herefter se ud, som om der nu var sket en stor strømkæntring. I 1840 var »Håndværkerforeningen i København« bleven stiftet for at dæmme op imod Industriforeningens for frie anskuelser, talrige håndværkerforeninger i provinserne havde senere stillet sig på samme måde, og nu stod Industriforeningen ved sin formand som fører for alle disse foreninger. Men strømkæntringen her er dog næppe stor. Ikke en eneste forening ville vist have indrømmet, at den havde skiftet standpunkt, så lidt som kobbersmed Haagensen ville mene, at han var blevet en anden, fordi han nu havde troet det rigtigst at stemme og tale for det til København bundne formandskab. Sagen var simpelthen, at der siden 1840 var gået 39 år og siden 1857 snart 22. Håndværket havde lært, at det gjaldt at følge med i udviklingen. Betegnende er det således, at der mellem de på mødet repræsenterede foreninger var ikke mindre end ni landhåndværkerforeninger, købstadforeningerne så ikke længer kun fjender i kollegerne på landet, og ganske interessant er det, at den ene af landhåndværkerforeningerne, Rougsø-Sønderhald herreders Håndværkerforening, var den ivrigste for, at håndværkerstanden straks skulle have et særligt organ, »i hvad det så end kostede«.

Sagen var endvidere den, at alle havde en følelse af, at nu måtte der ikke ventes længere med en samlet optræden. I politisk henseende var den forunderlige provisoriske tid begyndt. Det var ikke godt at vide, hvorledes alt ville udvikle sig. Man burde af den grund stå samlet, og det burde man også overfor øjeblikkets uheldige økonomiske forhold. De nedadgående konjunkturer vakte mange gamle ønsker, f. eks. om en ordnet faglig oplærelse, om beskyttelse mod mindreåriges fuskeri, om afskaffelsen af retten til at have flere udsalg, hvad der kun gavnede de kapitalstærke, og om sikkerhed for, at handlende ikke fik ret til at drive håndværk, det var en af de måder, kapitalen holdt af at true håndværket på. Man ønskede kort sagt næringsloven revideret på en betryggende måde. Da bagermester Herman Stilling ved centralmødets begyndelse gjorde sig til talsmand for, at Fællesrepræsentationen skulle kaldes »Fællesrepræsentationen for danske håndværkere og industridrivende«, motiverede han det ved at sige, at den skulle varetage håndværkernes og de industridrivendes personlige interesser. I Herman Stilling og garver Bjørns ovenfor omtalte artikel i Jyllandsposten stilles sammenslutningens mål da også i, at den skal »mildne det tryk, der uimodsigelig hviler over den danske håndværkerstand«, og så akcentuere de endnu - en sådan reminiscens fra 1835 og 1846 kunne ikke tænkes udeladt - det tryk, der hviler på »de mindre håndværkere, der daglig under uheldige, for ikke at sige sørgelige vilkår arbejde og kæmpe for at forsørge en som oftest talrig familie«. Men Fællesrepræsentationen skulle dog også efter dem mere end tilfredsstille de personlige interesser, de enkeltes interesser. Den skulle væsentlig søge at skaffe håndværkerstanden indflydelse, og derfor begynder dhrr' s artikel med at lægge stor vægt på, at håndværkerne bør have repræsentanter i Rigsdagen og organer i pressen.

Der var opgaver nok for den nystiftede fællesrepræsentation; men overfor dem og deres rækkevidde skal det dog her endnu erindres, at redaktionssekretær Knauers artikel i »Horsens Avis« for den 26 juni 1878, der så væsentlig havde bidraget til det afholdte centralmødes virkeliggørelse, stærkt havde pointeret, at det ville være »aldeles forgæves at søge Næringsloven forandret navnlig i reaktionær ånd, og at ethvert forsøg på at bringe den gamle lavsordning tilbage turde være lige så forgæves«. Herefter er det interessant at se, hvad tiden bragte.

»Fællesrepræsentationen for dansk industri og håndværk« er et langt og noget tungt navn. Men det er en i og for sig ligegyldig ting. Ved institutionen, der kom til at bære det, blev der gjort et skridt frem. Det kan bl.a. ses deraf, at der efter dens oprettelse er dannet en række andre fællesrepræsentationer: Den danske Handelsstands Fællesrepræsentation (1884), De Københavnske Handelsforeningers Fællesrepræsentation (1892), Fællesrepræsentationen for Dansk Skibsfart (1897), Fællesrepræsentationen for Danske Andelsforetagender (1898) osv.. Men desuagtet tog det tid, inden fællesrepræsentationernes førstefødte nåede at stå som noget betydende. Af omstående fortegnelse over dens medlemsantal vil det ses, at den i de første ti år kun voksede beskedent. Først derefter tog den fart. De 69 foreninger med i alt 20,111 medlemmer, som den begyndte med, var ti år efter kun blev til 95 foreninger med 23,347 medlemmer, men nu tæller Fællesrepræsentationen ikke mindre end 234 foreninger med ialt 43,691 medlemmer. Foreningerne er blevet over tre gange så mange, og deres medlemmers antal har godt og vel fordoblet sig. I den omstående fortegnelses tre kolonner for henholdsvis København, Østifterne og Jylland betyder det første tal foreningernes antal, det andet deres medlemsantal.

Der blev spredt oplysning og kundskab i vide kredse; til såvel store som små foreninger kom der nye, bevægende tanker. Og når det sidste år viser en nedgang i foredragenes antal, er det ikke, fordi Fællesrepræsentationen blev træt, men fordi der måtte handles med forsigtighed overfor en stramning i rigsdagen, der syntes ugunstig overfor en fortsat bevilling. På finansloven for 1898/99 blev den da også nægtet. Men derfor opgav Fællesrepræsentationen ikke den godt begyndte virksomhed. Den søgte og fik bidrag fra Den Reiersenske Fond, Det Classenske Fideikommis og den Raben-Lewetzauske Fond, således at den i vinteren 1898/99 drev det til, at der blev holdt 112 foredrag i 95 foreninger af 13 foredragsholdere. Det viste sig imidlertid nu, at det beløb, der i stedet for bevillingen til Fællesrepræsentationen var indsat på finansloven til foredragsforeninger af næringsdrivende eller arbejdere i provinserne, godt kunne komme de under Fællesrepræsentationen hørende foreninger tilgode, blot de søgte direkte. Herefter kunne Fællesrepræsentationen da vedblive med at skaffe foredragsholdere og planlægge turneer, og fra 1902 er forholdet endda blevet ordnet således, at ansøgningerne om bidrag til afholdelsen af foredrag indsendes til ministeriet gennem Fællesrepræsentationen, der gør den fornødne indstilling. Der er herefter igen en rig foredragsvirksomhed igang imellem disse foreninger; i vinteren 1903/04 blev der afholdt 253 foredrag i 126 til den hørende foreninger af 15 foredragsholdere.

Det var imidlertid ikke alene foredrag, ønskerne i 1884 gik ud på, de omfattede også forevisninger. Industriforeningen i Næstved fik ved henvendelse til Industriforeningen i København en forevisning i stand i april 1885, og så gik Fællesrepræsentationen i foråret 1886 i gang med en vandreforevisning af industrigenstande, der førtes rundt til 10 jyske byer. Den forestodes af forklareren ved den københavnske industriforenings forevisninger cand. polyt. P. Svendsen, men vandt ikke bifald i forhold til, hvad den kostede, og så var der stille om forevisninger til 1893. Ved dette års delegeretmøder i Hjørring og Helsingør blev der ved professor C. Nyrop forevist en række gamle og nye kunstindustrielle genstande, der vakte opmærksomhed, og i september samme år afholdt Fællesrepræsentationen en elektrisk forsøgsudstilling i København, som blev besøgt langt over forventning; den er nærmere beskreven af cand. polyt. V. Bøgh. Ved delegeretmøderne året efter i Odense og Fredericia foranstaltedes yderligere forevisninger af nyere håndværktøj. Men det var dog først, efter at Kunstindustrimuseet i 1896 havde foranstaltet en vellykket kunstindustriel vandreudstilling med tilhørende foredrag, alt ved dets direktør professor P. Krohn, at Fællesrepræsentationen for alvor kastede sig over at etablere forevisninger.

Ved et andragende fra den blev der 1897 på finansloven bevilget et beløb, som efter ansøgninger, der igennem den indsendes til indenrigsministeriet, skal anvendes til industrielle vandreudstillinger og stedlige udstillinger, ved hvilke der, hvad der ikke skal lades uomtalt, nu også kan udbetales pengepræmier, således som det i en årrække har fundet sted ved landbrugets dyrskuer. Herefter har Fællesrepræsentationen ved delegeretmøderne 1898 i Nykøbing på Falster og Esbjerg foranstaltet en udstilling af motorer og værktøjsmaskiner, i 1899 en vandreudstilling af motorer, værktøjer og tidssvarende arbejdsmaskiner i Vordingborg, Slagelse, Fredericia, Århus, Randers og Hobro, og i 1900 en lignende vandreudstilling, der forevistes i Skelskør, Horsens, Hjørring, skive og Svendborg. I 1901 foranledigede den, at de af Kunstindustrimuseet på verdensudstillingen i Paris året for indkøbte genstande blev udstillede i Randers, Viborg, Silkeborg, Horsens, Kolding, Odense og Nakskov, og samme år forestod den endnu en vandreudstilling af elektriske maskiner og belysningsapparater i Ringsted, Næstved og Neksø. Endelig har den i 1902 udsendt en samling præmierede eller præmieværdige svendeprøver, der med interesse blev set i Odense, Skanderborg, Lemvig, Randers, Ålborg, Sorø, Holbæk og Maribo. Den, der med dygtighed har ledet alle disse udstillinger, selvfølgelig med undtagelse af de kunstindustrielle, er som tidligere nævnt tømmermester Carl Cortsen.

Endelig hører det endnu herhen at nævne, at Fællesrepræsentationen i de sidste år har medvirket ved uddelingen af statens rejseunderstøttelser. I 1897 gjorde »Teknisk Provinsskoleforening« den opmærksom på, at det beløb på 5000 kr., der på finansloven var bevilget til rejser i udlandet for ubemidlede håndværkere og ligestillede, måtte siges at være meget knapt i forhold til de mange, der gerne ville komme i betragtning. Fællesrepræsentationen satte sig da straks i bevægelse, og en til indenrigsministeriet indsendt ansøgning førte til, at beløbet fra 1898 forøgedes til 8000 kr.. Finansloven havde imidlertid endnu et herhen hørende beløb, nemlig 5000 kr. til studierejser i udlandet for håndværksmestere, industridrivende og andre ligestillede, og også overfor det var der trang til en forøgelse. Ved en ansøgning i 1899 udvirkede da Fællesrepræsentationen, at det i 1900 blev forhøjet til 10,000 kr., og det således, at det fremtidig også kunne søges til studierejser i indlandet. Ved samme lejlighed blev det yderligere bestemt, at ansøgningerne om disse rejsestipendier skulle indsendes til ministeriet gennem Fællesrepræsentationen. Og der er stadigt så mange, der ønske at komme i betragtning, at der må siges at være trang til en yderligere forhøjelse, men de herom indgivne andragender, der pege på 15,000 kr., har endnu ikke ført til et resultat.

Den del af Fællesrepræsentationens virksomhed, som her er omtalt, har væsentlig adresse til håndværksstanden i det hele, men der er også arbejdet med særligt sigte på såvel lærlinge som svende, og vi skulle nu først vende os til lærlingene.

Allerede ved det stiftende møde i København 1879 kom lærlingesagen for. Efter bogholder Fabers foredrag om »Vore håndværker- og arbejderforhold« blev det i en resolution udtalt, »at dygtige lærlinge danne grundlaget for en god håndværksstand«, hvorfor det ønskedes, at det af arbejderkommissionen udarbejdede forslag til en lov om lærekontrakter snarest måtte blive forelagt Rigsdagen. De helt løse lærlingeforhold ønskedes fæstnede, og Fællesrepræsentationens nyvalgte bestyrelse tog trøstigt fat på sagen. Ordningen burde være således, at lærlingene kunne stole på, at de i læretiden blev virkeligt oplærte, de skulle sikres mod udbytning, og på den anden side skulle mesterne kunne regne med, at lærlingene blev hos dem læretiden ud, således at de i de sidste år kunne få godtgørelse for, hvad lærlingen i den første tid havde kostet. Og så blev der endnu lagt vægt på en bestemmelse om, at ingen mester, der ikke var faglært, dvs. ikke selv havde aflagt svendeprøve, måtte antage lærlinge til oplærelse. I overensstemmelse hermed tilskrev Fællesrepræsentationen indenrigsministeriet, og i 1880 blev i henhold hertil et forslag til lov om lærlingeforholdet forelagt i Landstinget. Men den provisoriske politiks tid var ikke gunstig for lovforslags hurtige fremme. Først under d. 30 marts 1889 udkom loven, og så endda langtfra i den skikkelse, som Fællesrepræsentationen havde ønsket, hvorfor den ikke blev modtagen med ublandet tilfredshed. Men lidt efter lidt blev det dog erkendt, at den var et skridt frem. Der var ved den skabt et grundlag, som der kunne bygges videre på, og i 1900 blev spørgsmålet om en revision af loven for alvor taget op, hvad der førte til et udvalgsarbejde sammen med Handelsstandens Fællesrepræsentationer, hvorefter der i juli 1903 til indenrigsministeriet blev indgivet en omhyggelig affattet udtalelse fra Fællesrepræsentationen om loven med en række forslag til ændringer, af hvilke den betydningsfuldeste var det allerede tidligere forgæves fremsatte forslag, om at det kun måtte blive tilladt håndværkere eller fabrikanter, der selv var faglærte, at antage lærlinge.

Vender vi os herefter til svendene, da blev Fællesrepræsentationen meget snart gjort opmærksom på, at deres frie rørelse var begrænset ved en gammel politibestemmelse. En Forordning af d. 10 december 1828 angående foranstaltninger for at hindre rejsende håndværkssvendes omflakken, havde blandt andet påbudt, at rejsende svende skulle være forsynede med en vandrebog til forevisning for politiøvrigheden i enhver købstad, de kom til. På en tid, da alle, der rejste, skulle være udrustede med pas, tyngede denne bestemmelse næppe stærkt, men efterhånden som der kom frihed også i disse forhold, føltes det af den ærekære svend som noget nedværdigende, at han alene skulle møde med et rejsebevis, vandrebogen, der i enhver by skulle viseres af politiet. Dette forhold kom derfor hurtigt på tale, og da Fællesrepræsentationen så godt som straks besluttede at gøre sit til, at der rundt i byerne blev dannet så kaldte rejseforeninger, ved hvis hjælp vagabonderne kunne udskilles fra de hæderlige rejsende svende, tog den også spørgsmålet om den nævnte visering op, og den følte det som en tilfredsstillelse, da Justitsministeriet under d. 16 december 1886 gik ind på at hæve vandrebogs- og viseteringspligten for de svende, der var medlemmer af de nævnte foreninger, »Håndværkssvendenes Rejseforeninger«, der senere under navn af »Håndværkssvendenes Rejse- og Sygeforeninger« væsentlig udvidede deres virksomhed, til hvilken de fra 1890 modtog statsunderstøttelse. Som formænd for dem har arkitekt F. A. Thomsen (Slagelse) fungeret fra 1883-92, efter ham bogtrykker Henr. Rasmussen (Thisted) og efter hans død den 17. november 1899 rebslager H. Kriebel (Nyborg). Foreningerne synes dog ikke at spille ganske den samme rolle nu som for, fagforeningsbevægelsen er dem ikke gunstig, men i een retning er alt uforandret. Fællesrepræsentationen står stadig som et betroet mellemled mellem dem og justitsministeriet.

Da disse foreninger dannedes, omfattede den livlige bevægelse der bar dem frem, også oprettelsen af svendehjem. Snart enhver by fik sit, og Fællesrepræsentationens københavnske afdeling nedsatte da også, i 1881, et udvalg, der skulle erklære sig over dannelsen af en rejseforening m. m. i København. Det opløste sig imidlertid uden resultat, hvorefter et nyt i 1883 nedsat udvalg tog særligt sigte på oprettelsen af et københavnsk svendehjem, men heller ikke dette udvalg nåede det satte mål. De socialistiske arbejderforhold trådte på flere måder hindrende i vejen, og efter at udvalget i 1898 havde opløst sig, blev de penge, som det med stor ihærdighed havde indsamlet, og som ikke udgjorde mindre end 31,600 kr., afleverede til den københavnske afdeling, hos hvem de stadig beror.

Hvad der imidlertid må lægges den største vægt på, er Fællesrepræsentationens arbejde for en voksende aflæggelse af frivillige svendeprøver. Som ovenfor nævnt havde indenrigsministeriet i 1862 og 1864 udstædt regulativer for aflæggelsen af sådanne prøver i henholdsvis København og købstæderne. Det var imidlertid ikke nok med, at der blev givet regulativer. Utilfredshed over de tvungne svendeprøvers bortfalden gik hånd i hånd med en afgjort mistillid til, at der kunne tillægges de frivillige prøver nogen virkelig betydning. Her gjorde » Håndværkerforeningen i København« et betydningsfuldt skridt frem ved at indstifte en medalje for godt udførte svendeprøver. Den uddeltes første gang i maj 1867. Og efter at Fællesrepræsentationen var stiftet, blev den hurtigt klar over, at der her var et vigtigt arbejdsfelt, der burde dyrkes. Den fæstede sin opmærksomhed på en forandret affattelse af regulativerne. Ved ikke at lægge alt i magistraternes hænder, men ved at overdrage valget af de fornødne skuemestere til de stedlige industri-, håndværker- og fagforeninger troede den at kunne vække interessen og højne tilliden, hvorfor den i oktober 1883 til indenrigsministeriet indsendte et udkast til et nyt regulativ, der gik i den her antydede retning, og som skulle ordne forholdene væsentlig ens, i København såvelsom i købstæderne og på landet.

Herefter udkom da året efter de endnu gældende regulativer, et for København og et for købstæderne, landet blev ikke taget med. Men et fremskridt var det alligevel. Fra den tid har der været en væsentlig opgang i antallet af de frivilligt aflagte svendeprøver, således at der med stolthed kan peges på de herefter årligt offentliggjorte statistiske meddelelser om dem. Medens der i 1885 blev aflagt 268 frivillige svendeprøver i København og 485 i købstæderne, altså i alt 753 for de efter regulativerne indrettede officielle kommissioner, er antallet i 1901 henholdsvis 515 og 1597 eller i alt 2112, og så aflægges der endda ikke få mere private svendeprøver for forskellige lav, centralforeninger og håndværkerforeninger; for så vidt de kendes, var deres tal i 1901 på 511.

Bedst ville det dog være, om alt i så henseende kunne indordnes under ensartede regler. Det er da også Fællesrepræsentationens ønske, at det en gang må komme hertil, og i de sidste år har den med dette for øje særlig haft sin opmærksomhed henvendt på landet, der ikke blev taget med i 1884, selvom landhåndværkerne spiller en så væsentlig rolle i at forsyne de forskellige fag med godt uddannede unge svende. At der her har været følt en trang, kan bl.a. ses deraf, at en række handelspladser - Silkeborg, Odder, Marstal, Kjellerup, Esbjerg og Herning kan nævnes - fra 1886 har erhvervet ministeriel tilladelse til hver at ordne sig under en kommission, væsentlig i overensstemmelse med de officielle. For et par af disse handelspladser, Esbjerg og Silkeborg, blev denne tilladelse overflødig, da de ved lovene af henholdsvis d. 19 marts 1898 og d. 7 april 1899 blev gjort til købstæder, men for de andre ligesom for det øvrige land har det sikkert sin ikke ringe betydning, at Fællesrepræsentationen under d. 11 december 1902 har vedtaget et regulativ for svendeprøvers aflæggelse på landet; for de herefter dannede svendeprøvekommissioner med professor C. Nyrop som formand er der i foråret 1904 for første gang aflagt prøver, ikke mindre end 118 prøver på 23 forskellige steder, hvad der må betragtes som en god begyndelse.

Den således iværksatte ordning blev foreslået af et allerede i året 1900 nedsat udvalg, der vedblivende beskæftiger sig med spørgsmålet om en revision af svendeprøveregulativet. Som ovenfor nævnt er det nemlig Fællesrepræsentationens ønske, at hele forholdet en gang må blive ordnet således, at der for alvor kan blive tale om en ensartet aflæggelse af svendeprøver overalt i vort lille land. Herpå er udvalgets opmærksomhed henvendt, og forhåbentlig vil det også nok blive nået. Her skal endnu kun tilføjes, at Fællesrepræsentationen i 1886 er trådt i den københavnske håndværkerforenings spor ved at tilbyde sin hjælp med hensyn til uddeling af en medalje for godt aflagte svendeprøver.

Det gælder imidlertid ikke alene om at få håndværkets og industriens unge mænd godt oplærte. Håndværkerne og de industridrivende må også søges stillede således, at de efter at være udlærte kunne fortjene deres ophold. Og Fællesrepræsentationen har da ikke undladt efter evne at arbejde også med dette mål for øje. En fra »Håndværkerbladet« under redaktør Bauers ledelse udgået bevægelse »Køb dansk arbejdet har den støttet og udvidet i 1890 og de nærmest følgende år, ligesom den sammen med handelens fællesrepræsentationer i 1899 ved avertissementer og udsendte cirkulærer har virket i en ganske lignende bevægelse »Støt dansk erhvervsvirksomhed«. Og Fællesrepræsentationen er ikke blevet stående ved denne sag i sin store almindelighed. Den er også trådt op i flere specielle tilfælde. Den har således i 1880 påtalt, at staten med forbigåelse af fabrikken Skandia tog sine jernbanevogne fra udlandet, og i 1902 har den ført anke over, at seletøjsbespændingen , der skulle bruges ved nogle særligt bevilgede nye feltkanoner, bestiltes i udlandet. Det er den myndighederne påhvilende pligt overfor såvel landets samlede industri som overfor den stedlige industri, den gentagende og næppe helt uden held har gjort sig til talsmand for.

Ja selv i det vanskelige spørgsmål om straffe- og tvangsarbejdsanstalters forhold til den private industri har den formentlig udrettet, hvad der på nogen måde kunne udrettes; i alt fald har den bidraget sit til, at få dette spørgsmål fornuftigt belyst. Størst arbejde har den på det her omhandlede område dog ubetinget haft i den evindelige toldsag, lige fra den i 1882 indsendte en med en række bilag fulgt lang henvendelse til Landstingets toldudvalg, indtil sagen i marts 1900, i alt fald for en tid, må siges at være bortfaldet ved den erklæring fra landstinget, der konstaterede en principiel uoverensstemmelse i henseende til sagens gennemførelse mellem Rigsdagens to ting. Sagen blev lagt Fællesrepræsentationen på sinde allerede ved det stiftende møde i 1879, og senere have de stadig tilbagevendende toldforhandlinger i Rigsdagen år efter år holdt den i ånde, foruroliget den og tvunget den til arbejde. Her har den dog, hvad den altid med påskønnelse har erkendt, ikke stået ene. I den 1888 til bevarelse og fremme af dansk håndværk og industri stiftede forening »Det nationale Arbejde« har den stadig haft en god medhjælp. Allerede i 1890 stod de to foreninger sammen i at virke for dannelsen af et så kaldet toldråd, og i 1895 oprettede de, for til enhver tid at kunne stå rustede med al nødvendig kundskab overfor den af regeringen nedsatte parlamentariske toldkommission, et »Håndværkets og Industriens Toldudvalg«, der under fabriksejer Bjørn Stephensens ledelse udførte et stort arbejde.

For så vidt er imidlertid alt det arbejde, der atter og atter her er blevet fordret, gjort omsonst, som toldloven af 1863 trods dens ærværdige alder endnu den dag idag står væsentlig uforandret; og til en revision af den i den af Fællesrepræsentationen ønskede retning er der kun sparsom udsigt. Men derfor har det selvfølgelig ikke været omsonst, at Fællesrepræsentationen har stået som den stadige konservative vogter, og i andre for det danske industrielle erhvervslivs bevarelse og udvikling vigtige sager har den afgjort arbejdet med held.

Først skal her nævnes oprettelsen af en industriel kreditforening. Sagen herom kom ind for Fællesrepræsentationen ved en fra indenrigsministeriet i 1889 modtagen skrivelse, hvori det ønskede dens erklæring over et i Rigsdagen privat indbragt lovforslag, der havde en sådan kreditforenings oprettelse til mål. Fællesrepræsentationen anbefalede forslaget, bragte det derefter for på det sjette danske industrimøde i 1892 og arbejdede i det hele på forskellig måde for det, men så langsom var udviklingen, at der først under d. 23 april 1897 udkom en lov om begunstigelser for en kreditforening af ejere af industrielle og dermed i klasse stående ejendomme.

Derefter fik sagen imidlertid fart. Allerede året efter var den ønskede kreditforening en kendsgerning, og flere af Fællesrepræsentationens mænd fik lejlighed til at støtte den ved at tage sæde i dens kontrolkomite.

Det er vel nærmest den større industri, der vil finde støtte i denne kreditforening, men det var udelukkende den lille industri, dvs. håndværkets tarv, garver Trautner havde for øje, da han i 1895 slog lyd for oprettelsen af håndværkerbanker, en sag, som Fællesrepræsentationen straks sluttede sig til. I vinteren 1895/96 berejste forslagsstilleren derefter landet for at lægge håndværkerne sagens vigtighed på sinde i nutidens stærkt konkurrerende liv; og et af Fællesrepræsentationen nedsat udvalg udarbejdede og udsendte, endnu i 1896, et statutudkast, der kunne lægges til grund for slige bankers oprettelse. Og den sky tilbageholdenhed overfor eller rettere absolutte mangel på forståelse af en flydende kapitals nytte, der formeligt satte præg på fortidens håndværkerstand, er afgjort ved at forsvinde. Allerede i året 1900 oprettedes en Håndværkerbank i garver Trautners hjemby Sorø, og senere er der kommet lignende banker til i Herning, Neksø, Køge, Åkirkeby, Nykøbing på Falster, Næstved og flere steder. Og så er det endelig i god overensstemmelse med denne udvikling, at Fællesrepræsentationen på en vis måde selv har etableret sig som bank ved at skaffe kapital til lån, der skulle bruges til anskaffelse af småmotorer og småmaskiner, hvortil der åbenbart er stor trang. Da den i 1902 fordelte 10,000 kr. til 26 låntagere, udsøgtes disse mellem 100 ansøgere, og det er derfor glædeligt at kunne konstatere, at virksomheden er stigende. I 1903 er udlånskapitalen ved velvilje fra bestyrelsens medlem fabrikant Joh. Goldschmidt vokset til 20,000 kr., og dens uddeling er dog endnu ikke afsluttet.

Der er ingen tvivl om, at Fællesrepræsentationens virksomhed for den lille industri efter det så kaldte østrigske system vil bære sin frugt. Det har åbenbart betalt sig, at der i februar 1901 - forøvrigt efter den københavnske industriforenings eksempel - sendtes et udvalg til Wien for på stedet at studere bevægelsen. Det er derefter, at ønsket om oprettelsen af et teknisk laboratorium til gavn for den lille industris forsyning med passende maskiner er opstået, og det synes utvivlsomt, at tidspunktet nu er kommet til indførelsen af den industrielle konsulentvirksomhed, som Fællesrepræsentationen allerede i 1892 henvendte sig til staten om. Medens sagen dengang, ganske forståeligt, kun kunne fremstilles i noget almindelige, for ikke at sige tågede omrids, vil der nu let kunne formes et andragende, der i bestemte linier udtaler et enstemmigt ønske fra håndværket om at kunne blive vejledet af i alt fald een statskonsulent, der skulle hjælpe med ved anskaffelsen af de hensigtsmæssigste småmaskiner.

Ønskerne i denne retning ville sikkert vokse i kraft og talrighed. Her er nemlig en god vej for en fremtidig udvikling. Og det har sin store interesse at lægge mærke til, at dette skeer samtidig med at udsigterne for den sag, der i så lang tid ligesom bar Fællesrepræsentationen under slagordet »næringslovens revision«, synligt er blevet endog meget små. Med hvilken forventning hilstes det ikke, at indenrigsminister Ingerslev d. 6 oktober 1893 i Folketinget forelagde resultatet af Næringslovskommissionens arbejde, Loven om Næringsdrift, og med hvilken skuffelse sås det ikke, at det udvalg, tinget henviste den til, kun nåede at afgive en så kaldet beretning, ikke engang en betænkning. Året efter blev det dog til en »foreløbig« betænkning, men derefter kom det til de fuldstændig tavse år 1895/96, 1896/97 og 1897/98. Så blev lovforslaget i oktober 1898 forelagt i Landstinget, fra hvilket det i marts 1900 blev sendt til Folketinget, der påny henviste det til et udvalg, som igen lod det henligge uden endog at afgive nogen beretning. Her er en modstand, som ikke synes at kunne brydes. Det er de tvungne organisationer og de tvungne prøver, der volder vanskelighed. Men så lad dem ligge. De frivillige organisationer og de frivillige prøver have jo i årenes løb vist sig livskraftige og stærke. Tiden vender sig afgjort fra teorier til praksis, og som den tilsyneladende store sag »Næringslovens revision« atter og atter blev rejst, var den nærmest en teoretisk sag. De mange praktiske spørgsmål, den omfatter, kunne jo fremdrages hvert for sig og forhåbentlig nå en afgørelse i specielle love. På den måde kan spørgsmålet om en forening af håndværks- og handelsborgerskaber løses, et spørgsmål, der dog næppe nu spiller den samme rolle som tidligere. På den måde må der kunne nås til betryggende bestemmelser overfor den usande reklamering, de urigtige varebetegnelser, de fordærvelige afdragshandeler, der står i forbindelse med en udskejende kolportage og de så ødelæggende salg på lejekontrakter. På den måde må licitationsvæsenet kunne ordnes, og på den måde må det auktionsuvæsen, der nu går i svang, kunne blive helbredet. Det er spørgsmål, som Fællesrepræsentationen alt i åringer har haft sin opmærksomhed henvendt på, og som det nok er værd at bryde en lanse for.

Atter her står Fællesrepræsentationen, som godt er, ikke alene. I auktionsspørgsmålet arbejder den, som tidligere nævnt, ligesom i lærlingelovsspørgsmålet, hånd i hånd med handelens fællesrepræsentationer. »de samvirkende byerhvervs organisationer« spille her en rolle, der forhåbentlig vil bidrage deres til efterhånden at bryde den modstand, der nu fra et ensidigt agrarsynspunkt synes at skulle og måtte rejses imod dem. Byerne have absolut den samme ret som landet, industri og handel den samme berettigelse som landbruget. Og det er Fællesrepræsentationens store fortjeneste, at den atter og atter med statistikkens tal i hånden har påvist industriens stigende betydning her i landet. Håndværk og industri ernærede i 1890 24 1/2 i pct. af landets samlede befolkning, men i 1900 28 1/5 pct., medens samtidigt de tilsvarende tal for landbrugets vedkommende dalede fra 40 1/2 pct. til 39 3/4 pct., og i forbindelse hermed er det interessant, at den også har kunnet gøre opmærksom på, at der i de så kaldte landdistrikter langt fra udelukkende bor folk, der lever af landbrug. Den sidste folketælling har vist, at næsten 24 pct. af befolkningen dér har sit ophold ved så kaldte byerhverv, ved håndværk og industri samt handel og samfærdsel, og da navnlig ved håndværk og industri. Landhåndværkerne er en ikke uvæsentlig del af landets industrielle befolkning.

»Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Håndværk«, der nu foruden sine oprindelige industri- og håndværkerforeninger omfatter såvel landets store faglige foreninger som dets kun små landhåndværkerforeninger, har i de forløbne 25 år tilkæmpet sig en anseelig stilling. Det er dens fortjeneste, at repræsentanter for hele landets industri og håndværk nu kunne ses i sluttet række.

Slutning

Sindigt og rolig har Fællesrepræsentationen banet sig vej. Med altid udstrakt hånd har den næsten ubemærket undersøgt, hvor den kunne nå frem, for så kraftigt at holde fast ved selv den beskedneste mulighed. Atter og atter har den banket på, hvor den mente at skulle ind, men den har klogt forstået at gå uden om, hvor der var en hindring, den umuligt kunne bryde. Kun udrustet med små midler har den skabt anseelse omkring sig ved at give råd med hensyn til fordelingen af statsmidler i industrielle øjemed, og de gange den indenfor sit eget område har stået overfor konstellationer, der syntes at ville arbejde imod den, har den ved en vis agiterende eftergivenhed forstået ikke at formindske sin indflydelse.

Det er herefter forunderligt, at Fællesrepræsentationen er kommen til verden ved en akt, der endnu mindes som særlig stormfuld. Det bekræftes fra de forskelligste sider, at »Jyllandsposten« for den 10 november 1878 ikke sagde usandt, da den skrev, at den af Fællesrepræsentationens senere formand ved mødet i Horsens viste optræden var »formelt lige så udsøgt stødende som reelt anmassende«. Det så ud til efter sammenstødet lørdag aften d. 2 november, at mødet den næste dag skulle blive forgæves, men da kom just de egenskaber frem, som senere helt have været Fællesrepræsentationens, den udholdende forhandlingsevne, og her var den mand fører, der som formand for De Jyske Lotterier havde fostret tanken om en centralforening. Nu bragte han den også over skæret, den var ved at strande på. Skal nogen enkelt nævnes som Fællesrepræsentationens skaber, da må det blive den altid takt- og anstandsfulde adjunkt Bischoff fra Randers.

Der var vekslet skarpe ord angående fordringen om Københavns ubetingede førerskab. Alle forslag og ændringsforslag lå slået ned, alle broer var kastede af, mødet var sprængt i lidenskabelig uoverensstemmelse. Københavnerne havde sagt farvel, og i den sene aftentime sad jyderne og øboerne alene i et trist oprør. Men da rejste forhandlingsevnen sit brede hoved. Et ord fra købmand Calundann i Skive gav stødet. Det blev grebet af adjunkt Bischoff, hos hvem vreden var ved at vige for sorgen over, at samlingstanken skulle strande. Et nyt forslag blev formet, og nu gik han trods den natlige time over gaden fra rådhuset til hotellet, hvor rustmester Christensen blev truffen halv påklædt i færd med at gå til sengs. Uden hensyn hertil blev der forhandlet, og resultatet blev, at den halvpåklædte fulgte med til rådhuset, hvor en overenskomst kl. 02 om natten under hurraråb blev proklameret, den overenskomst, som i det senere søndagsmøde efter en kort skinforhandling blev endelig vedtagen.

Derefter blev alt lagt tilrette for sagens videre gennemførelse på det møde i København, som nu skulle følge, og da der således fra daværende kancelliråd Dreyer i Odense blev fremsat et forslag til love, der ikke faldt i tråd med de nu ledende tanker, vandt Bischoff ham for dem. Hans forslag blev omarbejdet og derpå i alt væsentligt gennemført. Fællesrepræsentationen var lykkeligt bragt ind i det forhandlingens spor, der navnlig efter 1889 har bragt den resultater.

Hvor står ikke Fællesrepræsentationens repræsentantmøde, der i 1880 blev afholdt i Svendborg, for erindringen som en fuldstændig idyl. Et strålende sommervejr lå over den venlige by, sangen tonede fra den lille damper, der gled hen over det skønne sund, bagermester Stilling fra Randers førte an; hans sang skabte venner, som han senere ved bordet lærte at råbe et taktfast hurra. Ved de i god forståelse på mødet førte forhandlinger vaktes der bl.a. stemning for, at den viseteringspligt, der nu tyngede den gode rejsende svend, burde hæves. Man ønskede godt over alle, men man holdt på sin unge værdighed. Man afslog at vælge to medlemmer til et udvalg, som et kort forud afholdt børsmøde havde nedsat til overvejelse af landets økonomiske interesser. Man følte sig ængstelig overfor den fra handelen udstrakte hånd. Forhandlingsevnen var endnu kun i sin vorden.

Mange af dem, der dengang førte ordet, er nu gået bort. Men af dem skal her særlig mindes mødets formand, den dengang 52årige adjunkt Peter Jacob Julius Bischoff, læreren i engelsk ved skolen i Randers, der oftere havde besøgt England og måske derfor nærede så stor interesse for erhvervslivets udvikling. Uden at være hverken håndværker eller industridrivende, nød han stor anseelse i de jyske håndværkeres kredse, han havde ordnet de jyske lotteriforhold og havde været formand for Den store Jyske Industriudstilling i Århus. Nu spredtes hans anseelse i videre kredse. Hans klare, besindige optræden skabte tillid. Men desværre var han ikke stærk. Han led af astma, og allerede i 1885 tog han sin afsked som adjunkt og trak sig tilbage som formand for Fællesrepræsentationens repræsentantskab. Han vedblev kun som formand for Jyllands Varelotteri, og da dette i 1886 gik over i Det almindelige danske Vare- og Industrilotteri, fulgte han med ind i dettes bestyrelse, hvor han bevarede sin plads til sin død den 12 december 1891. Fællesrepræsentationen vil stadig mindes ham med tak.

Den ledende forsamling var dog ikke repræsentantskabet. Ledelsen lå hos bestyrelsen, og her måtte der straks - forhandles. Fabrikant Møller (Roskilde) og tømmermester Petersen (Odense), der særlig var ivrige for den tekniske undervisning, ville til støtte for den have genindført såvel tvungne lærekontrakter som tvungne svendeprøver, medens kobbersmed Haagensen (Nykøbing på Falster) kunne se væsentlig større på udviklingen og bogtrykker Arnold Jørgensen (Horsens) absolut hævdede friheden. For at få noget udrettet måtte man tage hensyn til hinanden, og det gjorde man - som også i repræsentantmøderne ved affattelsen af de resolutioner, man her vedtog efter en ofte livlig diskussion, i hvilken navnlig Arnold Jørgensen og Hermann Stilling tog kraftige livtag. H. Stilling stod afgjort som den mest veltalende repræsentant.

Anderledes var det på delegeretmøderne. I dem synes der kun at have været ringe liv. Således var det i alt fald absolut for den københavnske afdelings vedkommende. Her var der kun en forsvindende, for ikke at sige slet ingen interesse for Fællesrepræsentationen. De tre foreninger, hvoraf afdelingen bestod, Industriforeningen, Håndværkerforeningen og Lærlingeforeningen, havde andre mål. Et delegeretmøde lagde derfor ikke beslag på stor opmærksomhed og Fællesrepræsentationens formand var tilstede sammen med afdelingens formand. Fællesrepræsentationens sekretær skrev de nødvendige resolutioner, som de fåtallige delegerede vedtog, og så skiltes man uden at skænke sagerne mange tanker. I provinserne var der selvfølgelig større interesse, men delegeretmøderne særlig på Lolland-Falster og Fyn led ligesom det københavnske møde af fåtallighed. Afdelingerne her var for små. Philip Schous nye love (1888) gjorde gavn ved at skabe en stor østifternes afdeling, og da de tillige ved repræsentantskabets afskaffelse gav delegeretmøderne voksende betydning, var de et godt grundlag for de bestræbelser, den i 1889 tiltrædende nye formand, fabrikant Aksel Meyer, udfoldede for at få alle bestående faglige foreninger, lav og centralforeninger indenfor den af Fællesrepræsentationen dannede ramme.

Det var navnlig den københavnske afdeling, der nød godt af disse bestræbelser, men betegnende nok vedblev den dog at stå mere som et formelt tilbehør end som en livligt virkende medarbejder, indtil organisationssagens ivrige talsmand, snedkermester Kaspar Rostrup, i 1901 påtalte dette forhold. Der er synligt herefter kommet større liv i denne afdeling. Men Rostrups ord på det københavnske delegeretmøde i det nævnte år rakte videre. Han ville have delingen i de tre delegeretmøder bort, jyder skulle ikke kun samles med jyder, øboere kun med øboere og københavnere kun med københavnere. Der skulle altid afholdes fællesmøder, så ville interessen vokse, og så måtte man bl.a. kunne få det tarvelige årsbidrag, 15 øre pr. medlem, væsentlig forhøjet; selv med statens velvillige støtte kunne de midler, Fællesrepræsentationen rådede over, kun lige dække de løbende udgifter.

Hvad der her sagdes, er sandhed. Fællesrepræsentationen har stadig lidt under, at det ikke syntes muligt at få medlemsbidraget forøget. Lige fra dens første tid har der atter og atter været grundet over, hvorledes den navnlig i begyndelsen løse forbindelse mellem foreningerne kunne fæstnes og indtægterne kunne bringes til at vokse. I 1884 var tanken ved oprettelsen af en understøttelsesforening for samtlige medlemmer i Fællesrepræsentationen samt deres efterladte - det var navnlig bagermester H. Stilling, der arbejdede for denne sag - og i de følgende år gjaldt det en fælles brandforsikring. Ved at få alle medlemmerne brandforsikrede i eet selskab måtte der kunne opnås en rabat, der skulle komme Fællesrepræsentationen tilgode. Alle disse bestræbelser løb dog ud i sandet. Og det er først så sent som i 1899, at Fællesrepræsentationen opnår et lille, dog kun for fem år gældende indirekte tillæg til medlemsbidraget. Da Fællesrepræsentationen i 1898 trak sit forslag til et på aktier grundet ulykkesforsikringsselskab tilbage for arbejdsgiverforeningens forslag om et gensidigt selskab, overtog det derefter oprettede selskab at forrente den af Fællesrepræsentationens foreninger tegnede, men nu overflødige garanti på ca. 215,000 kr.. Med een procent årlig i fem år, og da en del af foreningerne overlod Fællesrepræsentationen deres andel i denne procent, har den heraf kunne danne en lille ekstrafond.

Heller ikke dette er dog meget udover en ubetydelighed. Ad den vej er Fællesrepræsentationens betydning ikke stegen. Og nu de andre veje, ad hvilke der efter udtalelserne ved Fællesrepræsentationens stiftelse skulle gåes, for at den ret kunne gavne håndværkets sag. Ja heller ikke ad dem er der blevet udrettet stort. Der er ikke vundet frem på ønsket måde hverken i Rigsdagen eller i pressen.

Hvad nu først rigsdagen angår, da sad der i 1879, siger og skriver, kun een håndværker i den nemlig den kongevalgte landstingsmand tømmermester H. H. Kayser, om hvem det stadig blev erindret, at han i 1857 som folketingsmand havde stemt for Næringsloven, og det var først ved den socialistiske bevægelse, at der i 1884 kom endnu en håndværker ind, skrædder P. Holm som medlem af Folketinget. Det er herefter kun naturligt, at Fællesrepræsentationen søgte at virke hvad den kunne for, hvad den kaldte gode rigsdagsvalg. Fra 1890 udsendte den interpellationer, som igennem foreningerne forelagdes folketingskandidaterne, for at de spørgsmål, der lå den på sinde, kunne komme på tale, og så medvirkede den i det nævnte år endnu til, at bagermester Hermann Stilling (Randers) og murermester H. N. Fussing (København) blev medlemmer af Landstinget, ligesom til at smedemester A. Schultz (Fredericia) i 1894 blev deres kollega. Schultz afløste forøvrigt på en måde bogtrykker Konrad Jørgensen (Kolding), der havde været medlem af Landstinget fra 1886, og i dette ting er det efterhånden lykkedes at få indvalgt nogle repræsentanter for håndværkets interesser. Således da murermester Fussing trak sig tilbage i 1898, fabrikant og grosserer Holger Petersen, og ved valgene i 1903 Fællesrepræsentationens næstformand, kancelliråd, bogtrykker C. Pagh (Bogense) samt murermester Niels Rasmussen (København). Men i Folketinget er situationen nærmest trøstesløs. Guldsmed Emil Christiansen (Odense) sad som folketingsmand fra 1892 til sin død den 26 november 1897; Fællesrepræsentationen var virksom ved direktør (nuværende gehejmeetatsråd) L. Bramsens valg 1892 i Ålborg, men han nåede ikke genvalg i 1898, og Fællesrepræsentationens sekretær, redaktør Jul. Wulff, der blev valgt 1895 i Horsens, faldt ved valgene i 1898. Nu føler Fællesrepræsentationen sig væsentlig kun repræsenteret af eet medlem dér, den i 1903 valgte fabrikant V. Lange (Slagelse), ved siden af hvem her dog absolut må nævnes den i Rigsdagens hele væsen så erfarne etatsråd N. Andersen. Der synes at være store vanskeligheder for at få indflydelse ad denne vej, og ganske på samme måde stiller det sig med hensyn til pressen. At starte et blad er en kostbar sag. Bogtrykker Konrad Jørgensen begyndte 1884 i Kolding et lille ugeblad under navnet »Håndværkerbladet«, men allerede året efter ville det af mangel på tilslutning være gået ind, hvis det ikke var blevet overtaget af typograf Niels Davidsen († 27 februar 1901), der viede det al sin kraft. Fra 1888 forlagde han det til København, fra 1889 lod han det udkomme to gange ugentlig, og understøttelse fik han på forskellig måde af Fællesrepræsentationen. Hans evner svarede imidlertid ikke til hans gode vilje. Andre var efterhånden blevet ejere af bladet; det gik over til »brødrene Hornum«, og i 1890 fik det så også en ny redaktør, nuværende justitsråd A. Bauer. Men selv herefter ville det ikke trives. Hvad der gang på gang blev betonet, ikke mindst fra snedkermester Kaspar Rostrups side, var, at der behøvedes et dagblad. Der kom en plan op, hvorefter »Håndværkerbladet« lidt efter lidt skulle blive et dagligt udkommende industriorgan. Fra oktober 1900 begyndte det at udkomme tre gange ugentligt, samtidig med at Fællesrepræsentationens sekretær Wulff blev medredaktør ved det. Men heller ikke dette forsøg førte til noget, og så ophørte bladet. Dets sidste nummer udgik d. 29 juni 1901, hvorefter der blev sluttet en overenskomst med et under medvirkning af en ret talrig kreds af håndværkere og industridrivende oprettet dagblad »Samfundet«. Det fik ret til at føre undertitlen »Fællesorgan for industri og håndværk«, men heller ikke den herved skabte forbindelse blev af varighed. Undertitlen er falden bort, »Samfundet« står i sin fortsatte virksomhed for de nævnte interesser uafhængigt, og Fællesrepræsentationen udsender nu, som fra sin første begyndelse, kun sit eget lille tidsskrift, der nærmest er at betragte som et medlemsorgan.

Det er ikke alle lyse drømme, der gå i opfyldelse. Det fik bl.a. også hofmøbelfabrikant kaptajn L. Larsen († 28 december 1902) at fornemme på det af ham så stærkt ønskede svendehjems vegne. Han, den gamle vandrende svend, der mere end een gang har henvist til tornysteren, han i sin tid havde båret, som til et slags adelsskjold, så mærkeligt nok stadigt på disse forhold, som om tiden endnu var Frederik den Sjettes. I 1880 i Svendborg kaldte han vandrebogen, der skulle viseres af politiet, for svendens bedste værn. Herefter var det ham en skuffelse, at det svendehjem, han så ivrigt havde arbejdet for i de af Fællesrepræsentationen nedsatte udvalg - han var medlem af dem begge - efter næsten tyve års anstrengelser ikke blev til noget. Han så ikke, at et svendehjem, således som han ønskede det, ikke passede de efterhånden opvoksede faglige organisationer. Fagforbundenes og arbejdsgivernes krydsende interesser gjorde grundlaget for det mere end usikkert.

Her står vi overfor et modsætningsforhold, som selvfølgelig gang på gang er blevet overvejet i Fællesrepræsentationen; forholdene krævede det med nødvendighed, men dens stilling her er ganske karakteristisk. Ved dens stiftelse spillede som ovenfor påpeget de socialdemokratiske bevægelser ingen rolle, og hele dens første tid drejede sig så at sige udelukkende om foranstaltninger til arbejderstandens bedste; »den tekniske undervisning, lærlingesagen, de frivillige svendeprøver, understøttelse til rejsende håndværkssvende og oprettelsen af svendeherberger hører alle til denne kategori«. Citatet er taget af den erklæring, som Fællesrepræsentationen under d. 25 september 1883 afgav til indenrigsministeriet angående de socialdemokratiske foreningers andragende til det om fastsættelsen af en normalarbejdsdag. Fællesrepræsentationen udtalte sig bestemt imod det, og senere har den yderligere ved sit faglige organisationsarbejde afgjort været ligesom moderforeningen til »Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening«. Som udtalt i den nævnte erklæring er dens mål dog efter bedste lejlighed at bidrage til den danske industris og det danske håndværks udvikling uden ensidigt at tage parti, og direkte har den aldrig deltaget i den hidsige sociale kamp. Fra sin første tid har den syslet med voldgiftsspørgsmålet, dens formand har to gange været mægler ved arbejdsnedlæggelser, og i 1894 rakte den hånden til, at daværende direktør L. Bramsen på årets delegeretmøder indledede en drøftelse af hans i rigsdagen indbragte lovforslag om arbejdsretter og enighedskamre.

Fællesrepræsentationen er en konservativ institution. Den lykønskede kongen og dronningen ved deres guldbryllup i 1892, ligesom den foranstaltede en adresse indsendt ved kongens 40årige regeringsjubilæum i 1903. Men dens konservatisme har ikke ladet den stå med lukkede øjne, hvor der var noget for den at se, og således da heller ikke overfor den uhyre samfundsudvikling, hvis ustandselige arbejde daglig føles i stort som i småt, og som selvfølgelig har vist sig i Fællesrepræsentationen selv. Det var for at værne om de små hjem, at den i 1893 deltog i kampen mod de da opkomne »stores«, men adjunkt Bischoffs efterfølger som formand for repræsentantskabet C. Edv. Gesner er et eksempel på, at de små bedrifter, selv om de styres med dygtighed, ofte må ligge under i konkurrencen. Da han i 1886 blev valgt til repræsentantskabets formand, stod han som farver og fabrikant i Silkeborg, men da han i 1902 afgik ved døden, var han forstander for byens tekniske skole. Det var i mellemtiden gået stærkt ned ad bakke med købstadfarverierne, de bukkede under i kampen dels med en række rent diminutive nye landvirksomheder, dels med hovedstadens storindustrielle maskinfarverier.

Der er her en forskydning, som det er umuligt at se bort fra. Da garver Trautner i 1902 ved delegeretmødet i Hobro talte for oprettelsen af håndværkerbanker, gør han da også opmærksom på den: væverne er gået bort, skomagerne er på vej til at forsvinde, de tage de mindre garverier med, og klejnsmedefaget står på svage fødder. I en god sags tjeneste er der dog her malet med vistnok noget for mørke farver. Bevægelsen, der kun skrider langsomt frem, er nok så meget omdannende som ombringende. Men sikkert er det, at der må regnes med den. Hele tidens udvikling peger på den, således som det med styrke er blevet gjort gældende af dr. A. Fraenkel, vistnok allerede i de 32 foredrag, han i slutningen af 1891 holdt i en række af Fællesrepræsentationens foreninger, men bestemt i det store foredrag om industriens organisation, som han holdt ved industrimødet i 1892 i København.

Udviklingen kræver, at gamle driftsformer bliver afløste af nye. Overalt, hvor teknikkens fremskridt på nogen måde tillader det, vil storindustriens masseproduktion, hvor meget man end må sige desværre dertil, lidt efter lidt trænge frem. Ingen toldskranker eller næringslovbestemmelser ville i længden kunne stå imod. Der er afgjort noget af en sorg heri. Men, gudskelov, hvorledes det end går, håndværket som sådant vil ikke helt kunne forsvinde. Der er en række håndværk, som stadigt ville blive stående ja ville kunne vokse, og meget vil her bero på, med hvilken dygtighed håndværkerne forstå at tilegne sig det efterhånden opdukkende nye. Det oprindelige håndværk, der kun kunne arbejde med helt simpelt, usammensat værktøj, er i alt væsentligt ikke mere. Der er ikke den dygtige håndværker i nutiden, uden at han er fortrolig med tanken om den mest mulige maskinhjælp. Verdensmarkedet, der for stod ham så fjernt, øver nu sin indflydelse også på hans virksomhed. Her er derfor nye, betydelige opgaver også for Fællesrepræsentationen, der øjensynligt allerede er opmærksom på dem, og det falder da naturligt her at slutte med et godt ønske om, at den til gavn for dem må kunne ikke alene bevare, men styrke og videre udvikle den store organisation, som den i de svundne 25 år har bragt tilveje på en så forunderlig stille og sindig måde.

Er der noget, der er sandt, så er det de ord, som fabrikant Aksel Meyer for nogle år siden sagde på et fællesmøde: »Vort mål er fremgang med mådehold og kraft: uden udæskning.« Heri ligger der en styrke, som forhåbentlig ikke vil svigte i fremtiden, i den udvikling, hvis gode forløb i en så væsentlig grad vil afhænge af, at vore håndværkere står godt rustede, dygtige, kundskabsrige og fuldt orienterede.

Sindene er stadig i bevægelse, nu som da Fællesrepræsentationen blev stiftet, men nu haves som et godt, styrende tillæg de i 25 år indhøstede erfaringer.

Skift til : Bidrag til vor håndværksstands historie før 1857 (del I.) - Bidrag til vor håndværksstands historie før 1857 (del II.)

Webmaster