Esbjerg Håndværker og Industriforening

1882-1932

Af Hans Erlander

Forord.

Formålet med dette Jubilæumsskrift er at give nogle Oplysninger om Esbjerg Håndværker- og Industriforening, dens Arbejde og nogle af dens Mænd; men når en så stor Forening fylder 50 år i det kun 64 årige Esbjerg, er det klart, at Skriftet tillige giver Billeder og Situationer fra Datidens Esbjerg.

Desværre er Foreningens Protokoller fra 1882 til 1901 borte, hvorfor Oplysningerne for dette Tidsrum er hentet fra de gamle Aviser. Sin egen Avis fik Esbjerg først i 1889. Indtil dette Tidspunkt er Kilden „Ribe Amtstidende" Varde Avis, dengang Egnens største lokale Blad. For enkelte år findes overhovedet ingen Meddelelser om Foreningen i „Ribe Amtstidende"; men heldigvis har flere gamle Medlemmer eller Enker efter disse støttet Arbejdet betydeligt med at få både de vigtige og betydelige, men også muntre Episoder fra Foreningens Tilværelse „gravet frem". (Hans Erlander).

Halvtreds år i Slægternes Historie betyder sædvanligvis blot en stakket Stund. Anderledes forholder det sig med vor jubilerende Forening. Dens Historie betyder ikke blot et Væld af Minder for Foreningens egne Medlemmer, men er selv et Kapitel i Beretningen om den Eventyrets Prins, hvorom Viggo Stuckenberg synger:

Som en Mågeflok på Sandet

dine Mænd slog ned,

skreg og sloges, stred og blanded

Blod, og blev og led,

led, til deres Vilje sejred,

blev, til de vandt Fred og fejred

midt i Hverdagslivets Larmen

Hvilen, Arnevarmen.

Vor friske By uden Fordomme med dens ukunstlede og selvhjulpne Borgere, hvor der var Intet Læ og ingen Hvile, stakket Stund til Fest - har altid øvet Tiltrækning på Arbejdets Mænd, og var det mon helt tilfældigt, at dens første Nybygger var en Håndværker, der ved sin Sang og sin Energi kunne få Liv i sine Folk, når Trætheden meldte sig. Og det var ligemeget, om den Esbjerg Smed havde 4 eller 5 Mand til at drive Hamrene. Han havde altid en Sang, der passede ind i Takten! - Frantz Møller fik sin Smedie bygget af Laust Tjellesen i Strandby, den djærve Tømrer og Murer, der boede, hvor nu Margarinefabrikken i Strandbygade har sin Virkeplads, og som under Krigen 1864 var med til at spille den fjendtlige Styrke, som lå indkvarteret i Strandby Kro, forskellige Puds. Og Byens næste Nybygger var Tømrer og Ølbrygger Olsen.

Håndværkets Mænd var på Pletten fra første Begyndelse, og gennem de utallige Prøvelser i de første vanskelige år fik de den Sejhed og Modstandskraft, der gav Sundhed og Levedygtighed. Snart viste der sig også god Brug for dygtige Håndværkere i den hastigt voksende By, hvor enhver tilkæmpede sig den Stilling, han sad inde med, og hvor der vedblev at være større Lighed end i andre Købstæder. Navnlig efter Banens åbning i 1875 søgte Håndværkerne til Esbjerg, og snart var de forskellige Fag repræsenteret. Det kan tilføjes, at man også hurtigt kom på Højde med Håndværkerne i andre Købstæder. Dette sidste manifesteredes på den smukkeste Måde ved Håndværkeroptoget ved Byens 25 års Jubilæum i 1893.

Ofte er det fremført, at det er Havnen, der betinger Esbjergs Fremtid. Men her som alle andre Steder gælder det at nå til den alsidige Udvikling af alle de Næringsveje, en By giver Jordbund for. Det betinger dens Kulturstandpunkt, dens Anseelse og Magtstilling. Ensidighed giver altid et lavt Almenstandpunkt. At Håndværk og Industri i Esbjerg har forstået at hævde sig på en overordentlig smuk Måde behøver ikke nærmere Påvisning, og når Esbjerg er nået så langt frem i Udviklingen, da har Håndværk og Industri bidraget deres hertil - ikke mindst den Part, som har været med fra tidlig Tid og gennemlevet de „magre år“.

De fleste Byers Håndværkerforeninger har forlængst fejret 50 års Jubilæum. Andre Steder opstod disse Foreninger efter Næringsloven af 1857, der tilintetgjorde Håndværkernes ældgamle Gilder og Lav. I Esbjerg måtte man naturnødvendigt have sig sundet lidt efter den første Nybyggerperiode - Stilstand og Stagnation indtrådte som bekendt omkring 1880, da Havnearbejdet for en Tid hørte op, ligesom Kreatureksporten til England gik meget stærkt tilbage - og måske havde man førhen slet ikke haft Stunder til at tænke på Foreningsliv i Esbjerg. I 1881-82 oprettedes et Par Totalafholdsforeninger og en Damekomité (Kvindeforeningen) med fattige Børns Juleglæde øverst på Formålslisten. Skytteforeningen og Missionshuset var her, der afholdtes politiske Møder, og i Annoncerne fra den Tid optræder tillige en noget mystisk Forening „Esbjerg Lystklub“. Derud over læser man sig ikke til Sammenkomster eller Foreningsliv i Esbjerg, hvorimod der i Begyndelsen af 1882 fandtes nøjagtig 31 Foreninger i Varde. Naturligvis havde man Borgermøder i Esbjerg; de allerførste i „Tutten“, senere mest på Spangsberg. „Tutten" var en langstrakt Træbygning, beliggende hvor Hulvejen nu munder ud til Østre Havnevej. Her indrettede de foretagsomme Varde-købmænd et Marketenderi, hvor Havnearbejderne kunne få Kost og Logi, ligesom der fandtes Købmandsforretninger i Bygningen. Vognmand M. Sørensen i Borgergade, som indmeldte sig i Håndværkerforeningen omkring dens Begyndelse, udtrykker sig om Tilstanden sådan, at der ikke rigtig var noget „Sammenhold", før Foreningerne blev stiftet (der kom en hel Del i 1880erne). „Ville vi ha’ et Bal, måtte vi gå rundt til dem, vi mente ville være med. Forøvrigt mødtes man gerne på Spangsbergs Hotel Søndag Eftermiddag til et Parti Billard, og bagefter „keglede" vi jo!“

Foreningssymptomerne var altså tilstede, og til sidst blev Trangen hos den store „Landsbys“ Håndværkere til at sætte Ryg mod Ryg så stor, at Dannelsen af en Forening kom på Tale. Det gjaldt om at hævde Håndværkerstanden i Esbjerg overfor de meget driftige Folk i Varde; thi det var dengang ikke noget ukendt Begreb, at man „gik over åen for at hente Vand“.

Om Trommen har været ude, vides ikke med Bestemthed, men den 15. Oktober 1882, da Esbjerg kun havde 1600-1700 Indbyggere, samledes 27 Håndværkere til et Møde på Morten Spangsbergs Hotel, hvor så mange Forhold var drøftet „til Borgerheldet sigtende“. Esbjerg Håndværker Forening blev stiftet og Love vedtaget. Til Bestyrelse valgtes farver Bentsen (Formand), bager Schrøder (Næstformand), bogbinder Jeiling (Kasserer), fabrikant Poulsen og bager Keller. Foreningens Formål var at varetage Håndværkerstandens Tarv, at udbrede Oplysning og Dannelse blandt Medlemmerne samt afholde Udstillinger med Tombola, så Publikum kunne få Lejlighed til at gøre sig bekendt med Håndværkerstandens Fremskridt. Gamle Bager A. Kjøgx, som nu bor i København, var med ved Stiftelsen. Af andre tilstedeværende end de nævnte husker Kjøgx bl.a. købmand Thorvald Nielsen, urmager Mikkelsen, ølhandler Dünweber og snedkermester Højer i Borgergade. Kjøgx mener, at en af Hovedårsagerne til Foreningens Dannelse simpelthen var at få Byens Forlystelser ind under mere ordnede og regelrette Rammer, altså for Selskabeligheds Skyld; men Foreningen fandt i hvert Fald snart andre Opgaver. De ivrigste til at agitere for Foreningens Dannelse var Thorv. Nielsen, Jeiling og Farver Bentsen, og gamle Jeiling tilføjer, at også bager Keller brugte sine Talegaver godt i Sagens Interesse!

Det bestemtes, at Foreningen skulle have Klubaften hveranden Tirsdag, men det blev senere til hver Tirsdag Aften. Endelig hedder det i en gammel Beretning: „Til Underholdning for Medlemmerne holdes „Industritidende", „Nutiden" og „Folkets Nisse", hvilken sidste formodentlig ikke har ligget mest upåagtet hen!

Nogle af stifterne.

Farver Th. Bentsen var født 1854 på Iller Hede og etablerede sig 1878 som farver i Esbjerg, idet han af Fabrikant Brinch forpagtede dennes Farveri i Strandbygade. Efter 5 års Forløb flyttede han til Kjellerup- egnen, og senere grundlagde han en nu omfattende Virksomhed i Viborg.

Farver Bentsen havde et ukueligt Mod og var i enhver Henseende en respektabel Mand, der egentlig burde været blevet i Esbjerg! Hr. Bentsen døde i 1927, men, som en af Bentsen’s sønner skriver: Far’ havde håbet at kunne opleve denne 50 års Dag. Ofte fængslede han os i Familiekredsen med Tildragelserne i Danmarks Chicago i de år, ikke mindst de muntre, og med glimrende Fortælleevne (farver Bentsen var nemlig en stor Taler) gengav han både „den“ om Grønlangkålen, der blev til Høvlspåner, om Tømrer Christensen, der serverede Hundesteg for sine Gæster, samt Historien om Drengene, der Nytårsaften ringede med Klokken på Molen. I Kjellerup var Farver Bentsen forøvrigt også med til at stifte den derværende Håndværkerforening.

Bager H. V. Schrøder var også en af Esbjergs Pionerer. Han var hannoveraner, og Esbjerg-bogen fortæller, at han oprindelig var gartner af Profession. I Tyskland deltog han dog i Bygningen af et Fyrtårn ved Elben, hvorpå han tog til Danmark og fik Arbejde i Entreprise ved Jernbaneanlægget mellem Kolding og Fredericia. Schrøders boede da i Kolding, hvor Fru Schrøder havde Marketenderi for Arbejderne. Umiddelbart herefter, i året 1869 eller 1870, rejste Schrøder til Esbjerg, hvor han blev Formand under Havnearbejdet og betegnedes som en af de allerdygtigste Arbejdere. Samtidig var hans Kone Kokkepige for den „almægtige" Ingeniør Carlé.

Kort Tid efter byggede H. V. Schrøder og nogle af hans Arbejdskammerater Huset i Jyllandsgade 7 og indrettede senere et Bageri til Sønnen. Da denne kort Tid efter døde - han blev opereret i en af de små Stuer, men for sent - drev H. V. Schrøder og hans Kone selv Bageriet, og Schrøder blev således Esbjergs bager Nr. 2, efter Barkentin. Bager Schrøder døde i Esbjerg i 1899 som en kendt og agtet Borger.

Bogbinder Theodor Jeiling er født i Stockholm, kom til København og Viborg og derfra til Esbjerg i 1875, da han startede Esbjergs første Bogbinderi og tillige Byens første Bog-, Tapet- og Legetøjshandel på hjørnet af Kirkegade og Kongensgade. TH. Jeiling deltog meget aktivt i Foreningslivet og var et ejegodt Menneske, men holde en Tale, nej, det formåede de gamle Medlemmer ikke at få Theodor Jeiling til. Bogbinder Jeilings gode Humør var kendt og skattet, og han har det endnu til Trods for sin meget høje Alder - 93 år den 1. Oktober i år!

Th. Jeiling havde Forretning flere Steder i Byen; de sidste to Steder på Hjørnet af Kongens- og Kirkegade og mellem nuværende „Vestkysten“s Ejendom og Flensborg Lageret. Han var fuld af Gavtyvestreger, siger en af de „gamle", og hans Slagfærdighed kunne godt midlertidigt bringe en Ven, som netop udfoldede sine store Talegaver, lidt ud af Fatning.

Ballets Damer var glade for Jeiling, for han dansede eminent, men de største Laurbær hentede han sig sikkert på Skøjtebanen. Han var dengang Byens flotteste og dygtigste Skøjteløber, der altid samlede mange Tilskuere om sig, hvad enten Skøjtejernene hvinede over den tillagte Dokhavn eller over Byens mere officielle Skøjtebane på den stadig åbne Plads i Kongensgade skråt over for Kontantforretningen. Jo, Th. Jeiling var en Mand, der kun havde Venner, og det er Tilfældet den Dag i Dag.

Fabrikant N. I. Poulsen hørte til en af Esbjergs mest kendte Personligheder. Niels Jørgen Poulsen tog Initiativet til at påbegynde det første Jernstøberi, samtidig Esbjergs første og i lang Tid eneste Fabriksvirksomhed. Frantz Møller havde jo oparbejdet en betydelig Smedevirksomhed, men havde ikke hverken Kapital eller Forretningsdygtighed til at grundlægge nogen Fabrik. Ved Nytårstid 1876 kom imidlertid en ung, virkelysten Mand tilfældigt hertil. På Vejen til Varde, hvor et Jernstøberi var til Salg, gjorde den 22årige maskinarbejder Niels Jørgen Poulsen et kort Ophold i Esbjerg. Poulsen, som var fra Samsø, hvor hans Far var Maskinbygger, havde arbejdet i Odense og Haderslev, og han så straks, at Esbjerg ville blive en ganske anderledes Fremtidsby end Varde. Poulsen forhandlede med Frantz Møller, og den 16. Marts 1876 blev Kompagniskabet oprettet. Niels Jørgen Poulsen indskød sin Arbejdsdygtighed samt 10.000 Kr., hvoraf de 8.000 var lånt mod Kaution.

Der blev straks bygget og udvidet, og allerede i Maj begyndte man at støbe.

Jernstøberiet var det første, som her i Landet kastede sig over Fabrikation af Vindmotorer, hvilke Landmandsforsamlingen i Ålborg i 1883 belønnede med Sølvmedalje. Fabrikant Poulsen forsømte ingen Lejlighed til at gøre Fabrikken bekendt, og mange store Arbejder udgik fra Fabrikken. Denne overdrog han i 1896 til L. B. Jensen og Holger Olsen, idet Poulsen var blevet noget overanstrengt ved sin store Virksomhed.

Fabrikant Poulsen var Medlem af Esbjerg Sogneråd fra 1894-98, sidste år som dets Formand, Medstifter af Esbjerg Sparekasse og Esbjerg Handelsbank og Bankrådsformand til Banken overgik til Københavns Handelsbank. I 1899 blev han Ridder af Dannebrog. Alt, hvad Fabrikant Poulsen tog Del i, bar Præget af hans sunde Syn og praktiske Greb på Tingene. Han vedblev at bevare stor Interesse og Kærlighed til Håndværkerforeningen, som han f. eks. skænkede Legatbiblioteket.

Det femte Medlem af den første Bestyrelse, bager J. P. Keller, var på en Måde ikke mindre kendt i Esbjerg. Han kom første Gang til Esbjerg i 1870, og næste Gang i 1876, da han startede sit senere så bekendte Konditori på Hjørnet af Torve- og Borgergade. Bager Keller var Medstifter af en Række Foreninger og Æresmedlem af både Bagerforeningen og Beværternes Forening. Keller var født i Thorning i 1835, Veteran fra 1864 og døde i Esbjerg 1918. Han var en Mand, der sagde sin Mening; men han kunne derudover underholde sine Venner og Gæster med de mest utrolige Historier, og han var ligefrem søgt for sine Talegavers Skyld.

Disse Legenders Tal var legio, men på en Måde hørte de sammen med Keller og dermed også til Foreningens Sammenkomster - de fornøjelige Klubaftener, hvor Keller kunne - og ville - overtrumfe enhver.

Her kun et Par små Prøver, hvor det altså er Keller, der fortæller: Nej, bitte Børn! snakker I om Skydning, så skulle I ha’ set mig, dengang jeg var i Trøjen. - Vi havde f. Eks. en Dag Skydeøvelse, og da Markørerne så, at det nu var min Tur, markerede de øjeblikkelig en Plet’er.

Hvad er det, han gør! råbte Kaptajnen til Markørerne.

Jo, svarede de, den Mand skyder jo alligevel ikke andet end Plet’er!

I sin Tid var Keller med til at „sætte Banen af“ oppe ved Skjern; men han benyttede sig naturligvis ikke af Nivelleringsapparater, hævede kun Albuen i Højde med Øjnene og tog sit sikre Bestik på den Vis!

Og Keller kunne blive ved i det uendelige. Hvem af „de gamle" har ikke hørt ham grundigt berette om dengang, han ene Mand løftede en Jernbaneskinne, „som fire, store, stærke, dumme Bønderkarle forgæves stod og baksede med" . . . eller dengang han ryddede Hotel „Esbjergs“ Sal for 28 fulde Søfolk, der alle var bevæbnede med lange Knive! - „Og vi troede ham jo - næsten", slutter een af de gamle Berettere lunt! En anden mener, at navnlig hans Jagthistorier var hårrejsende.

Den første udstilling.

Ved en Generalforsamling i November 1882 vedtog Foreningen at arrangere en Udstilling, der åbnedes d. 24. Februar 1883 på Hotel Spangsberg, hvor Foreningen som Regel også holdt sine Møder i de første åringer. I en Bladmeddelelse i „Ribe Amtstidende" hedder det: „Udstillingen, som omfatte samtlige her i Byen værende Håndværkeres Fabrikata, er den første her på Pladsen. Den er særdeles righoldig med en Mængde smukke og værdifulde Genstande. Disse ere på en heldig Måde anbragte gruppevis langs Væggene samt midt i Salen og gør et tiltalende Indtryk. Der udstilles Genstande til en Værdi af 1289 Kr. 95 Øre.“ - Udstillingen gav Netto 600 Kr.

Samme år blev Medlemstallet fordoblet, hvilket må forklares derhen, at „enhver hæderlig Borger" kunne blive Medlem. Dette sidste Forhold gav iøvrigt i Tidens Løb Anledning til mangen varm Dyst og blev i Foreningens første 25 år rettet frem og tilbage mere end een Gang. Engang domineredes en Generalforsamling af de tyske Slagtere, og til andre Tider indrykkede passive Medlemmer Klageråb i Aviserne over, at de var „rene Nuller"!

Til Byens vel.

I Maj 1883 indvarslede Foreningen til et offentligt Møde på Spangsberg. Anledningen var, at de herværende Filialer havde nægtet at betale Skat til Kommunen.

Hotelejer Spangsberg fandt det uheldigt, at nogen bragte det dertil; Skibsbygmester Dahl mente det uheldigt for Kommunen at få fastslået, at Filialer var skattefri, hvorimod Tømrer Nicolajsen under Protest hævdede, at Byen måtte være glad ved Filialerne. Dog sluttede Mødet med „en almindelig Misbilligelse af den stedfundne Skattenægtelse".

Foreningens første Udflugt fandt Sted i 1883 til Ribe. Varde var vel stadig for skrap en Konkurrent til, at Foreningen ligefrem ville beære den med sit Besøg! Man var Ribe-foreningens Gæster, men „desværre faldt der nogle drøje Regnbyger på Vejen til Plantagen"!

Enken efter en forhenværende Formand for Foreningen har fortalt følgende lille Træk, som på en Måde var karakteristisk for det Syn, andre Byer havde på Opkomlingen Esbjerg. Det skete ved en senere Udflugt til Kolding, hvor man var den derværende Håndværkerforenings Gæster. Dagen fik det dejligste Forløb for alle Parter, og Kolding-håndværkerne fulgte Esbjerg-kollegerne på Banegården. Deres Afsked lød som følger: „Nå, Farvel da, I Esbjerg Bønder!“ Den var betydelig drøj for de gode Esbjerg-borgere at goutere, og Fortælleren har ihvert Fald aldrig kunnet glemme Kolding for det!

Den spæde spire til teknisk skole.

En af Foreningens allerbetydeligste Opgaver er og har altid været Dygtiggørelse af Håndværkerungdommen. I de helt gamle Dage, hvor det i de gamle Byer var Lavene, der tog sig af Medlemmernes Interesser, var der ikke noget, der hed tekniske Skoler. Mesteren sørgede selv for at få sine Lærlinge „zünftig" oplært, men Kundskabsberigelse og Almendannelse tog han sig som Regel ikke af. Dette Forhold kom Håndværkerstanden til at lide hårdt under, idet andre Borgere så ned på Håndværkeren som et lavere åndeligt Væsen. F. Eks. mentes Håndværkeren ikke at være værdig til at deltage i Styrelsen af sin egen By! Omkring år 1800 oprettedes i København et „Selskab til unge Håndværkeres Dannelse", da de gamle Mestre selv var klare over Tingenes Brist. Men de virkelige Fremskridt på dette Område kom dog først efter Lavenes Opløsning, da Håndværkerne fik de store Fællesinteresser og Lejlighed til at arbejde for disse gennem Håndværkerforeningerne. F. eks. dannedes i 1874 i København „Foreningen til Lærlingenes Uddannelse i Håndværk og Industri". Undervisning stod som et Mål, der stadig senere er holdt i Ære, ikke mindst her i Esbjerg.

I 1870erne strakte Arbejdsdagen for Lærling såvel som for Svend sig fra Kl. 06 Morgen til 18-19.00 Aften. Enkelte Værksteder blev endog ved til 21.00 Aften. Lærlingene skulle „rydde op“ efter Arbejdstidens Ophør, et Arbejde, som også bandt dem Søndag Formiddag. En Mand, som i 1873 kom i Lære hos Frantz Møller, har fortalt mig, at han for sit Arbejde fik Kost og Logi, men ingen Løn. I et Kammer over Smedien sov både Svende og Drenge. Foruden sit almindelige Arbejde havde bemeldte Lærling det Hverv at passe Frantz Møllers ko, der stod i et Skur i Gården - og som var et såre vigtigt Medlem af Bestanden!

Kravet om de unge Håndværkeres Oplysning var et Problem, som Esbjerg Håndværkerforening havde sin Opmærksomhed henvendt på straks fra Starten i 1882. I „Bidrag til dansk Håndværkerundervisnings Historie" står anført, at Håndværkerforeningen foranledigede oprettet en Aftenskole i 1883. Skolen lededes af Overlærer Langvad og Værkfører Christoffersen og havde Lokaler i Kommuneskolens Bygning i Skolegade (nu Nr. 41).

Imidlertid bestod denne Aftenskole i 1880, for dette år nød Fabrikant Holger Olsen godt af denne Undervisning. Holger Olsen fortæller, at Aftenskolen dengang var noget helt nyt og nærmest beregnet på, at de unge Mennesker kunne få noget nyttigt ud af deres Fritid. Undervisningen gjaldt kun Regning og Skrivning.

Måske kan Problemet tydes derhen, at Foreningen i 1883 sørgede for at få Christoffersen knyttet til Skolen. Givet er det ihvertfald, at Foreningen fulgte Aftenskolen med både Interesse og Forhåbning og skaffede Faglærere til Skolen.

Aftenskoleundervisningen optog i 1883 tre af Ugens Aftener, og Elevantallet sættes til 16. Også flere yngre Svende deltog i Undervisningen. Adskillige Gange tog Værkfører Christoffersen Jernstøberiets Lærlinge op i sit Hjem og lærte dem Fagtegning med videre. Han blev da også Lærer i den senere tekniske Skole. Det hele var vistnok gratis, men Foreningen gav et mindre Tilskud. Også i Petersens Realskole

i Gendarmkasernen ved Østergade oprettedes en lille Aftenskole, som dog kun virkede et Par år.

Som man vil forstå, var denne Aftenskoleundervisning ikke tvungen. I de tre Måneder før Jul plejede Elevantallet at være stort; men efter den dejlige Jul gik der Svindsot i de kundskabstørstende Lærlinges Rækker. Endvidere må anføres, at Malermester Holm en Tid havde en Fagskole for Lærlinge, men den blev slået sammen med Teknisk Skole, da denne fik Øjnene op for Betydningen af Tegning som Fag. Dette sidste skete nemlig ret snart, og i 1886-87 hed det blandt de fleste Håndværkslærlinge, at de skulle i Tegneskole.

Snedker Tiedemann fortæller, at på det Værksted, hvor han lærte, arbejdedes til Kl. 20 Aften. En af Svendene var derfor gnaven over, at Tiedemann fik Lov til at gå i den frivillige Tegneskole allerede Kl. 19.

Da Håndværkerforeningens Medlemstal i de første år havde en stærk opadgående Kurve at opvise, betød dette jo også, at der blev større Midler at råde over. I Januar 1885 købte man 4000-4400 Kvadratalen Grund á 20 Øre af købmand Christiansen. Grunden var på Hjørnet af Skole- og Englandsgade. Et gammelt Medlem mener, at det oprindeligt var Meningen at opføre Alderdomsboliger for Medlemmer og Enker på denne Grund; men denne Hensigt blev i hvert Fald snart ændret, for i Februar 1886 vedtog Foreningen at virke hen til Oprettelse af en Teknisk Skole. Til Sagens Realisation nedsattes følgende Udvalg: Murermester Pedersen, Skrædder Meinertz, Urmager Hansen, Maskinarbejder Jepsen og Skomager Mikkelsen.

Oktober samme år holdt Foreningen et Møde på Spangsberg, hvor Lærer Holger Poulsen fra Fanø holdt Foredrag om tekniske Skoler, bl. a. Skolen på Fanø, som da havde bestået i 12 år. Navnlig understregede han Betydningen af, at Tegning øvedes systematisk fra Grunden af.

Omtrent samtidig læser man i „Ribe Amtstidende“, at det første Skridt til at få oprettet en Teknisk Skole i Esbjerg er gjort, og Undervisningen i den kommende Vinter skal kun omfatte Tegning, Regning og Dansk.

I Bogen om Esbjerg står anført, at „den rigtige" tekniske Skole alligevel ikke begyndte før 1888, da der var indtegnet 30 Elever. Svendene skulle betale 2 Kr. månedlig, Lærlingene 50 Øre. At Teknisk Skole ikke begyndte sin Virksomhed før 1888 må imidlertid være forkert, for i en Basar-annonce i 1887 står bl. a. følgende: „Håndværkerforeningen har for ét årstid siden oprettet en teknisk Skole med ca. 20 elever. Disse betaler kun meget lidt for Undervisningen, hvorfor Skolen har kostet Foreningen betydeligt. Da Foreningens Midler er små, er en Komité, der undertegnes af I. P. Keller og Frd. Sørensen, af 20 af Byens Borgere trådt sammen og er blevet enige om en Basar i December til Fordel for Teknisk Skole, der arbejder under trykkende og uheldige Kår." I 1886 var Foreningens hele årsindtægt også kun 442 Kr.!

Den omtalte Basar og en lignende i 1889 (på den sidste samlede Publikums Interesse sig navnlig om en Spåkone, en „Neger" og en Automatvægt, ligesom Reklamen for en „Skønhedskonkurrence i Esbjerg" gennem en Basar-avis vakte berettiget Opmærksomhed) gav et pænt Overskud, og i 1889 fik man tillige det første Statstilskud, som var på 100 Kr. På samme Tid skriver „Esbjerg Folkeblad": „I mildest talt tarvelige Lokaler, bøjet over Skoleborde, der er lavet til Børn, og hvor et uheldigt Bygningsmateriel volder mange Kvaler, arbejder vore Elever.

Der blev udarbejdet Planer til Skolen, der ville koste små 17.000 Kr., og endelig i 1890 bevilgede Staten Byggetilskud. Samme Efterår indviedes Skolen, hvis Elevantal nu var 95. Ved denne Lejlighed holdt Drejer Nielsen Festtalen.

Det indre foreningsliv.

I Mellemtiden var der sket ikke så helt få Tildragelser indenfor Foreningens Rammer. Dønningerne gik højt en lille Overgang, og om det så var de lyseblå Gendarmer, kom de til at spille en lille Rolle som Statister i et bevæget Sceneri.

Håndværker sygekasse.

I 1883 stiftedes indenfor Foreningens Medlemskreds en Sygekasse, hvis Formand blev bager Keller. Desårsag hed „Kassen" almindeligvis Kellers Sygekasse. Den havde nu ikke så forfærdelig mange Medlemmer. Esbjerggenserne havde ikke Tid til at ligge til Sengs i de Tider!

Sygekassen udbetalte kun Sygepenge (2 Kr. om Dagen), mens Medlemmerne selv måtte bekoste Læge og Medicin. I 1889 efterlyses imidlertid Sygekassens Eksistens i det nyoprettede „Esbjerg Folkeblad", og kort Tid efter afgik den ved en blid og rolig Død. Et af dens Medlemmer havde nemlig trukket lovlig hårdt på Kapitalen, og de 6-7 Medlemmer blev da enige om at dele de 48 Kr., som Formuen efter Sigende bestod af.

En kongemiddag.

Den 8. April 1884 arrangerede Foreningen en Fest med Middag osv. på Spangsberg til Ære for Kongen på dennes Fødselsdag. Disse Kongemiddage var meget populære og almindelige Foreteelser i Borgernes Liv rundt om i Datidens Købstæder, så hvorfor skulle Esbjerg stå tilbage her?

Tilslutningen var stor, Stemningen animeret; der sendtes Telegram og der ankom Svartelegram. Postmester Due udbragte Kongens Skål, Toldforvalter Hassing talte for Fædrelandet, Skibsbygmester Dahl for Kronprinsen og Dr. Bruun for Håndværkerne. Og så blev der sunget Fædrelandssange i en større Målestok.

Faneindvielse.

Ingen tænker vist på, at Foreningens Fane er meget gammel. Den blev indviet d. 27. Juli 1884, og den blev skænket Foreningen af Damer i Esbjerg. Postmester Due slog det første Søm i og talte for Kongen, Pastor Kramer det andet Søm for Fædrelandet og Skibsbygmester Dahl det tredie for Håndværkerne, hvorefter Urmager Hansen pligtskyldigt takkede Damerne. „Efter at Hr. Møller havde talt for Byens Opkomst, drog forsamlingen i Procession med vajende Faner og klingende Spil gennem Gaderne til Spangsberg, hvor Ballet blev holdt."

Gartner Behrens har været Foreningens pligtopfyldende og trofaste Fanebærer siden 1909. Måske er det forkert i den Forbindelse at tale om Pligt, for sit Hverv røgter Behrens med både Stolthed og Glæde. For ham har Dannebrog en dybere Betydning end for så mange af vi andre, idet han som en af de trofaste Sønderjyder har elsket Korsflaget siden sin Barndom. Behrens er født i Gram 1872 og kom til Esbjerg i 1905. Hans Fader, der var Slotsgartner, fortalte ham ofte om Esbjerg, som Faderen i årene 1868-87 besøgte mange Gange for at sælge Potteplanter fra sin Vogn. Ældre Esbjergensere erindrer sikkert dette. Forøvrigt har Gartner Behrens i en årrække været Lærer i Gartnerklassen på Teknisk Skole.

Håndværkersvendenes rejseforening.

Den 21. September 1884 foranledigede Foreningen afholdt et offentligt Møde på Spangsberg med en Taler fra Fællesrepræsentationen. Hensigten var at oprette en Understøttelsesforening for rejsende

Håndværkssvende, yde dem berettiget Hjælp og undgå betlende Svende ved Dørene.

Alle de tilstedeværende (ca. 50) tegnede sig for et Beløb, og til Bestyrelse valgtes smed Weng, Dr. Bruun, Lokomotivfører Andersen, Jernstøber Poulsen, Murer Pedersen, Kobbersmedesvend Graff, Maskinarbejderne Jepsen og Møller samt Murersvend I. Madsen. Som Vært for de rejsende Svende antoges Totalafholdsvært Nielsen. Svendene boede tillige i en Slags billige Pensionater rundt om i Byen. Senere oprettede Frelsens Hær i Smedegade 25 et Herberg og Spisehus, hvor rejsende Svende også kunne få en Del Forplejning.

Året efter Stiftelsen rykkede nogle Bidragydere for Oplysninger fra denne Forenings Bestyrelse, der svarede, at 20 Svende var blevet understøttet i årets Løb. Senere hen virkede Foreningen bedre, og i 1886 understøttedes 154 Svende med ialt 240 Kr.

I en lang årrække har Rejseforeningen, som i Mellemtiden er gennemgået flere Forandringer, ejet og drevet Svendehjemmet i Borgergade, dér, hvor Lærer Langvad engang underviste sine Poder!

Atter udstilling.

Til Fordel for en Bygge- og Hjælpefond afholdtes en Udstilling i December 1884, da Bestyrelsen bestod af Urmager Hansen, Bager Schrøder, Maler Hjermind, Murer Pedersen og I. P. Møller. Byen havde da ca. 70 Håndværkere og Industridrivende. I Omtalen i „Ribe Amtstidende" hedder det bl. a.: „De udstillede Genstande er solide Ting, smukt forarbejdede, og det er synbarligt, at Esbjerg er med i Tiden.“

Den sidste Sætning var man glad ved, da Esbjerg stadig kæmpede hårdt med Varde om sit magre Opland.

Esbjerg berømmelige petroleumslygter.

I de Dage frembød Vejene i Esbjerg eller rettere: det, som skulle være Vejene, et uhyggeligt Skue. I en Epistel herfra i „Ribe Amtstidende" skildres Tilstanden omhyggeligt sålunde: „Om Vinteren flyder Gaderne hen i en håbløs geléagtig Tilstand, der har noget tilfælles med Plummermælk. Gågængere må være udrustede med Kompas, Lygte og lange Støvler. I Hoved„gaden“ står Mudderet højt.“

Borgerne gjorde sine Forestillinger over for Jerne Sogneråd; men herfra hed det lakonisk og nedslående: „Wi ka kjør o æ Landwej uden Løgter, så ka I osse ind’ i Eesbjerg. Dær æ endda Lys i æ Vinver."

Borgerne måtte altså selv tage Affære, og i Februar 1885 averterede Håndværkerforeningen om tre Dilettantforestillinger, hvoraf Overskuddet skulle anvendes til Anskaffelse af Petroleumslygter. Der opførtes Farcen „Ingomar & Parthenia", „Jens Støvring" (Eventyr på Fodrejsen) og endelig Farcen „I Negligé".

Der kom også en Del Penge ind. De „gamle" taler om et Overskud på hele 26 Kr.; men i April kæler „Ribe Amtstidende" for følgende Sensation: „Luften hernede har været svanger med Rygter om, at de Agerende havde spist og drukket Fortjenesten op, og et vittigt Hoved producerede sig endog på Vers. Selv Skuespillerne, der sidst var her, tog stormende Applaus ved i nogle Vers at hentyde til den fatale Situation. Men nu er Lygterne alligevel ved at blive opstillet - Malermester Hjermind, som var en virkelig fremragende Dilettantskuespiller, var Sjælen i Komedierne, og eet af de snertende Vers lød: Denne Gang har Lygtepefer narret Esbjerg By April; men vi håber, at hans Idéer bringer Nyt i bedre Stil; Ej en Lygte denne Gang; knapt måske en Lygtestang!

At der blev spist og drukket, menes autentisk; men nogle enkelte Lygter blev altså opstillet, og den altoverskyggende Begivenhed i Esbjerg var, da der første Gang var Lys i Lygten om Aftenen den 8. November! Senere spilledes mere Komedie til „Oplysningens“ Fremme. Bl. a. opførtes Lystspillet „I Mørke"!

Om det „begmørke Esbjerg skriver en rejsende Korrespondent for et illustreret Skrift bl. a. følgende:

. der står ganske vist nogle Petroleumslygter og råbe til hverandre, men deres Tal ere ringe, deres Nytte yderst problematisk. Eet Gode er der dog ved dem: når de ere tændte, kan man undgå Kollision med Lygtepælene - til Nød.“

Men hvem skulle betale Udgiften til Lygtetænder, Petroleum og Væger? Det var også et af de Dages stående Samtaleemner, ikke mindst i et muntert Lag. Og i Oktober 1887 efterlyses Lygterne, mens der tilføjes: „.. Man må liste rundt langs Rendestenene for at hitte rundt."

Arkitekt Peters erindrer, at Lygtestanderne endte deres Glansperiode ovre på Fanø Bad!

Foreningen tilmeldes Fællesrepræsentationen.

I Foråret 1886 blev Esbjerg Håndværkerforening, som dengang talte 95 Medlemmer, optaget i Fællesrepræsentationen for Dansk Industri og Håndværk, et Forhold, der gennem Tiderne har betydet usigelig meget for Foreningen. Gennem Fællesrepræsentationen har man været med til at øve Indflydelse på Lovgivningsmagten, Bevillingsmyndighederne, Næringsloven, Lovene om Told, Licitationer, Bogføring, Ulykkesforsikring, uretsmæssig Konkurrence, Arbejdet for Stipendier, Udlån til Anskaffelse

af Maskiner, Oprettelse af Teknologisk Institut, forskellige Vandreudstillinger og meget andet. Der er kort sagt ikke i de sidste 50 år skabt en Lov vedrørende Håndværk og Industri, uden at Fællesrepræsentationen er spurgt til Råds og har sat sit Præg på Lovene, tildels gennem Rundspørge til de forskellige Foreninger. Lovgivningsmagten og de bevilgende Myndigheder har fået Øjnene op for, at bag Fællesrepræsentationen står en vågen, oplyst og selvbevidst Håndværker- og Industristand, og Fællesrepræsentationens Virksomhed er et talende Vidnesbyrd om, hvad enig Stræben og bevidst Vilje formår at udrette.

Så at sige ved hvert eneste månedlige Bestyrelsesmøde i Esbjerg Håndværker- og Industriforening foreligger der Meddelelser fra Fællesrepræsentationen, eller denne udbeder sig Svar på, hvordan Foreningen stiller sig til dette eller hint. Alene dette Forhold giver en Håndværkerforening sin store Berettigelse.

Møde om en sparekasse.

I Marts 1886 havde Foreningen et Møde for at søge oprettet en Sparekasse for Medlemmerne, vel nærmest noget i Smag med Varde-foreningens Udlånsafdeling. Der står imidlertid intet videre anført om denne Sag, som vel ikke vandt tilstrækkelig Tilslutning, skønt Byen ellers led under Savnet af en Pengeinstitution. Først i 1889 oprettedes i Esbjerg Filialer af Varde Bank og Vestjyllands Landmandsbank, Varde. I 1890 oprettedes Esbjerg Sparekasse (Garanter var bl. a. N. I. Poulsen, Th. Dahl, P. Brinch og C. Breinholt), og den ledende Mand var Sagfører Knutzen, som i en Del år var Håndværkerforeningens Kasserer. Dengang vedtog Foreningen at udtale Tilslutning til Sparekassen; men den likviderede i 1904 uden at have haft særlig Betydning.

Håndværkersangere.

Sangen har altid fundet et naturligt Virkefelt blandt Håndværkerne. Det ligger vel i Arbejdsglæden og i dette at se Arbejdet lykkes. Derfor trådte nogle af Håndværkerforeningens Medlemmer sammen den 6. Juni 1886 og dannede en Håndværkersangforening. Blandt disse var Skomager Mikkelsen, Sadelmager Nielsen, Drejer Nielsen, Pakhusformand Botteleth, Blikkenslager Rosenkilde med flere, og Musikdirektør Jørgen Poulsen blev Dirigent. Fortrinsvis gennem Studenternes Sangbog skabte Håndværkersangerne mange fornøjelige Timer både for sig selv og for Moderforeningen. Ved et Maskebal på Spangsberg gjaldede bl. a. „Røverne" og „I friske grønne Skov" ned fra Scenen.

Den 2. Juli 1887 fik Sangerne ved bager Lambertsen overrakt en Fane af Damerne. Formanden, kobbersmed Graff, slog det første Søm i for Foreningen, former Johansen det andet Søm for Sangen og skomager Mikkelsen det tredie Søm for Kvinden. På Fanens Forside havde malermester Holm malet Sanggudinden. Desværre eksisterede Foreningen kun i 4-5 år.

I 1902 androg Bundtmager Jul. Petersen på Esbjerg Håndværker- og Industriforenings Generalforsamling om Tilskud til Oprettelse af et Sangkor, og man vedtog foreløbig at betale Dirigentens Løn - „så vidt denne ikke overstiger 2 Kr. om Ugen!"

Atter arrangerede Sangere mange fornøjelige Aftener for Foreningens Medlemmer; men senere „skumlede" nogle umusikalske Sjæle over Tilskuddet til Sangerne. Et Par år efter Sangkorets Oprettelse stemte Sangerne desårsag selv for Sangafdelingens Ophævelse, hvorefter Sangerne stiftede Den Borgerlige Sangforening. Også denne Forening er altså oprindelig udsprunget af Esbjerg Håndværker- og Industriforening.

Aktive og passive medlemmer.

Dette Problem gav som kort omtalt længe Anledning til mangen Kontrovers. Havde Foreningen en Tid haft begge Slags Medlemmer, hvor kun Håndværkere havde Stemmeret i „tekniske" Spørgsmål, kunne man være sikker på Utilfredshed blandt de passive Medlemmer. Dette skete bl. a. i 1889, da Medlemstallet var ca. 200. En Indsender i Folkebladet foreslog, at Foreningen blev lidt mere omfattende, og at Navnet blev ændret til Esbjerg Håndværker- og Industriforening. Dette sidste skete ikke dengang; men ved en Generalforsamling gaves nye Love, hvorved alle Medlemmer fik lige Ret. Dog indføjedes ved den Lejlighed den „til alle Tider ubrydelige Bestemmelse", at kun en Trediedel af Kontingentet måtte anvendes til Fornøjelser. Bestyrelsen blev udvidet med to Ikke-Håndværkere, og hertil valgtes Købmand Jens Nielsen (Meddeler til Ribe Amtstidende) og Redaktør Niels Bendixen, Esbjerg Folkeblad. Samtidig kom forøvrigt Ølhandler Dünweber ind i Festkomitéen, og Grosserer Hedegård og Skræddermester Gregersen blev Balinspektører!

Disse Lovændringer gav imidlertid ikke Ro om Spørgsmålet, og Bestemmelserne vedrørende aktive og passive Medlemmer undergik påny Forandringer. I 1905 vedtoges det således at optage passive Medlemmer, som dog ikke fik Stemmeret. Den nuværende Ordning er mange år gammel. Efter denne er der kun een Slags Medlemmer, men Bestyrelsens Flertal skal altid bestå af Håndværkere.

Fugleskydninger med mere.

Årligt tilbagevendende Begivenheder var Stiftelsesfesten samt Juletræsfest for Børnene på Spangsberg Hotel. Tilslutningen var altid god, skønt Udsmykningen af Juletræet ikke altid var overdådig. Bødker Clemmensen husker således fra Slutningen af 1880erne, at Træet var sat fast i et Vognhjul, og nogle „Kagemænd" var næsten Træets eneste Prydelse. Der blev talt til Børnene, som undertiden også trakteredes med Chokolade.

En af Foreningens Virksomheder er og har altid været Afholdelse af Foredrag. „Kundskab er Magt“ var Tidens Løsen, og der holdtes Foredrag om Håndværkeres Oplysning, Lærlingenes Uddannelse, Afrika-rejser, dannelse osv.. I Juni 1889 var Folketingsmand Bluhme samlet med en Del Medlemmer oppe i Pavillonen, „hvor Drejer Nielsen og Redaktør Bendixen rettede forskellige Forespørgsler", men Eftertiden får ikke at vide, hvilke epokegørende Spørgsmål, det drejede sig om.

På den store Landsudstilling i København i 1888 opnåede Fabrikant Poulsen og Skibsbygmester Dahl Broncemedaljer for henholdsvis en Vindmotor og en Model til et Fiskefartøj.

I årene 1888-89 begynder der i det hele taget at komme betydeligt mere Liv i Foreningen, og den 25. August 1889 afholdt Foreningen den første Fugleskydning i Esbjerg. Skytterne samledes på Torvet og drog med Musik til Skydebanen. Fuglekonge blev Slagtermester Hertz ved Sadelmager Nielsens Skud, og de øvrige Gevinster tilfaldt Lokomotivfører Kjærulf, Redaktør Bendixen, Værkfører Jensen, Glarmester Cramer og Wulff Petersen.

„Kongen" blev fulgt hjem, og ved den fornøjelige Fest for ham (og de andre!) om Aftenen fik han overrakt et af Foreningens Damer forarbejdet „Skjærf af grønt Fløjl, foret med gult Atlask".

Den sidste Fugleskydning fandt Sted i 1903, og efter Slagtermester Hertz var de respektive Fuglekonger i Rækkefølge således: Bogbinder Jeiling, Sadelmager Nielsen, Ekviperingshandler Nielsen, Murermester Wm. Jensen, Slagtermester Pacharzina, Bager Nielsen, Havnegade, Blikkenslager Kryger, Smed Schnack, Musikdirektør Poulsen (ved Lodtrækning), Forretningsfører Dons (Gartner Nielsen nedskød alle de store Gevinster), Købmand Knutzen, Vaskeriejer Overgård, Musikdirektør Poulsen (atter ved Lodtrækning) og Barber Lenschow. I 1901 var det Skibeskydning i Stedet for Fugleskydning, idet Kuglerne blev rettet mod en flot Damper, som Tømrer Clausen havde forfærdiget, Smedemester Lykke Thomsen beslået og Maler-brødrene Hansen dekoreret!

I de første åringer fandt Fugleskydningerne Sted på Gårdejer Pedersens Mark ved Tivoli, senere ved Østre Badeanstalt. Som Regel strakte Skydningen sig over to Dage, en gang endda tre Dage. Og Humøret var der aldrig noget ivejen med, specielt ikke ved Festen bagefter. Kongen blev hyldet på det hjerteligste af de underdanige og tro Undersåtter, som både hentede Hs. Højhed og fulgte ham hjem; men det var naturligvis lidt dyrt at komme til Kongeværdigheden, der betød „en Svingning til hele Pibetøjet.“ At der blev set hen til Dagen med de største Forventninger, derom vidner følgende Udtalelse af en tyskfødt Barber til en Kunde, der kom for at blive klippet: „Jai har den inte Tid. Vi har storr Skifskydning und Baladh - inte Tid i Dagh!“ - Den gik længe efter.

Foreningslokaler med mere.

Adskillige Gange har der inden for Foreningen været Planer fremme om at erhverve egen Bygning. Til Tider var man „lige ved“ - men Bygningerne eller Grundene viste sig sluttelig uegnede. Dertil kommer, at Byen jo ejer flere Lokaler, der egner sig til Foreningssammenkomster, og endvidere betød Valgsproget „Rask må det gå!“ vel også, at de Esbjerg Håndværkere ikke havde Tid til at dyrke Foreningsliv hver Aften.

Også Tanken om en Stiftelse for gamle Medlemmer eller Enker var et Par Gange i Forgrunden, men det kneb at skaffe Midler til også at føre dette ud i Livet, og nu er det vanskeligt for ikke at sige umuligt for en Forening at byde sine gamle Medlemmer, hvad Stat og Kommune yder på dette Område.

I Begyndelsen var Foreningens Samlingssted på Spangsberg Hotel, hvor der var særskilte Lokaler for rejsende Svende, Fiskere og Arbejdere, Byens Håndværkere og Handelsstand samt Hotellets Gæster. Sådan var det nu i gamle Dage, hvor Morten Spangsbergs Hotel betød Midtpunktet i Byens offentlige Liv; men nogle år senere, da så mange andre Foreninger begyndte at få sine egne Lokaler, fremsatte Medlemmer Ønsket om det samme. I en Række år, der ligger fra Slutningen af 1880erne til omkring århundredskiftet, havde Foreningen Lokaler forskellige Steder i Byen. Vi nævner i Flæng: Kongensgade 43 hos Ølhandler Jacobsen, Kongensgade 33 (Eeg var Vært), hos Jeiling, hvilket Hus brændte, hvorefter Foreningslokalerne en kort Tid flyttedes op i Borgergade, „Peter Knaks Hjørne" (Sørensen fra Varde og Jens Sørensen, Esbjerg), Kongensgade 51, og i 1899 var Foreningslokalerne i Huset på Hjørnet af Skole- og Jyllandsgade hos bager Nielsen.

Fra denne Periode findes et Par Avisnotitser. I 1893 vedtoges det at lukke Lokalerne Kl. 24 Aften med Undtagelse af Klubaftenen een Gang om Ugen (da var Lukketiden vel nærmest ubegrænset?); men denne sidste „Dispensation" hæves i 1895, „da den ikke er blevet benyttet på rette Måde"!

Selve Klublivet var selvfølgelig tvangfrit, og man mødte ikke op i Kjole og Hvidt, som en af de gamle udtrykker sig. I Foreningslokalerne fik adskillige Medlemmer deres Morgenkaffe eller Frokostbajer, og om Aftenen udfoldede der sig ofte et muntert Klubliv. Og det tør jo nok antydes, at de gamle Fortællemestre øvede al deres Kunst ved Punchen. De ældre fortalte om, dengang Mester Dahl byggede sin første Skonnert og hele Byens mandlige Element var med til at slæbe den i Vandet. Byggestedet for Skonnerten lå nemlig lige nedenfor Banken ved Vesterhavsgades Begyndelse.

Branden på Slagteriet i 1889 gav også Fortællestof: Snorene i de svedne Svinekroppe, der pludselig begyndte at blive „levende"; Malerierne, der blev hevet ud gennem Vinduerne, og Murer Stæhr, der som ivrigt Medlem af Brandkorpset foer op på 1. Sal og smed en Kakkelovn ud gennem Vinduet, så han nær havde slået Bødker Clemmensen ihjel. Noget måtte der jo gøres!

Og alle de andre kostelige Anekdoter om Dünweber, da han skulle „skydes", mens Skrædder Okholm forfærdet „strømmede" til, Thorvald Nielsens og Meyers sidste nye Jagthistorier, Kellers de ufattelige eller den om Bødkersvenden, der slap en Rotte løs ovre på „Skand’sen" og nær havde „bøvet" Livet ud af Værten og Tømrer Christensen. Også Ordens- og Politikorpset måtte naturligvis holde for. De gamle Håndværksmestre kunne også interessant og fængslende fortælle Oplevelser og eventyr på Fodrejsen fra den Tid, de gik på Valsen - sydpå. Skønt det er fristende, tillader Pladsen ikke at komme nærmere ind på disse muntre short stories, som ellers hørte uadskilligt til den Tids hyggelige Esbjerg. Men prøv at spørge de gamle! De fortæller gerne selv.

I 1889 kom Redaktør Niels Bendixen til Esbjerg og startede „Esbjerg Folkeblad" med den gamle frisindede Venstre-tendens. Bendixen var i Begyndelsen Foreningsmand til Fingerspidserne, og hans mange Taler står forbavsende godt refereret i hans Blad, der giver mange gode Oplysninger om Foreningen.

Han afløstes af Forfatteren Jac. Jacobsen, der senere døde i Esbjerg som Restauratør. I 1890 begyndte endvidere „Esbjerg Avis“ med Jens Lund som Redaktør at udkomme. Senere knyttedes Kristen Olesen til „Avisen". Dette Blad var egentlig et Venstreblad, men konservativt præget, og de to Esbjergblade udkæmpede mange og bevægede Bladfejder. Begge Blades Redaktører bejlede nemlig stærkt til Bestyrelsespladserne i Håndværkerforeningen, og de kom da også i Datidens Revyer, som morede det ganske Esbjerg stærkt. Flere af Versene erindres den Dag i Dag. F. eks. sang Skuespiller Staalberg Verset: Kristen Olesen sidder i sin Kælder med Nyboder Jens, og Jacob Jacobsen Abonnenter tæller på sin Loftsresidens; Begge sidder med den samme Tanke: at det på Døren snart vil banke; Thi de venter Abonnenter; Annonceagenter - det er de jo selv!

Pavillionen i Torvegade.

I 1889 kom en Opgangsperiode for Foreningen, og Resultatet af mange Ønsker og Forhandlinger var Opførelsen af en Pavillon, der indviedes den 2. Juni. Pavillonen rejstes omtrent på det Sted, hvor nu Teknisk Skole ligger. På et stort Areal var der her plantet en køn Plantage, og man købte Grund af Fabrikant Poulsen for 40 Øre pr. Kvadratalen. Den 1. Maj nedlagdes Grundstenen sammen med et Dokument, i hvilket man højtideligt udtrykte Håbet om, at denne Foreningens første Ejendom „måtte bidrage til at skabe Standen Agtelse udadtil og fremme Enighed og Samarbejde indadtil." Sluttelig udtaltes smukke Ønsker for Stand og Fædreland. Desværre skulle Tildragelser i Pavillonen skabe alt andet end Sammenhold, og blot 5 år senere var Pavillonens Tilstand så gyselig, at den blev solgt til Nedrivning! Pavillonen var af Træ og blev opført for ca. 3000 Kr. af tømrer Skafte og murermester Pedersen. Den rummede Sal, Scene, Værelser, Keglebane, og i Haven fandtes Lysthuse osv. Ved Indvielsen talte Redaktør Bendixen om Sammenhold og Levedygtighed; men ved den animerede Fest om Aftenen indtraf et lille Efterspil! Gendarmkorporalen indfandt sig, og da man bad ham om at fjerne sig, mødte der hele to fra den lyseblå Styrke.

Herredsfoged Rosenørn havde da påbudt dem at påse, at der kun blev skænket for Medlemmer; men Bendixen, som ikke kunne tåle Synet af en Gendarm, og som forøvrigt ved en senere Lejlighed blev

taget med i Kasjotten af de håndfaste Gendarmer, betydede dem meget skarpt (sådan skriver han ihvert Fald i Bladet), at Gendarmerne befandt sig på privat Territorium. Om de kunne komme herut!

Og så gik Gendarmerne omsider. Bendixen slutter sin Omtale af Episoden med følgende Salve: „Et stivt Stykke er det dog, at ædruelige Krigere tør byde fredelige Borgere noget så påtrængende!"

Agent Friis blev Pavillonens udmærkede Vært, og i den følgende Tid holdtes mange muntre Sammenkomster heroppe. Der opførtes Revyer, og adskillige Varieté-kunstnere, Troldmænd og Bugtalere gjorde deres bedste fra den lille intime Scene. Ja, Pastor Bruun holdt endog Diskussionsmøder med Mormons Lærere i Pavillonen! - Ved Fastelavnstid slog stærke Medlemmer Katten af Tønden og „langede til Dunken”, mens Sagfører Knutzen holdt sin stående Tale om „Kundskab er Magt“!

Allerede i 1893 er Lokalernes Udseende imidlertid så stærkt på Retur, at „de kan tage Modet fra den stærkeste", som et Blad udtrykker sig, og i Juli 1895 solgtes Pavillonen til Nedrivning for et Bud fra Politibetjent Christensen på 520 Kr. Den opførtes atter på Møgelø i Julsø overfor Himmelbjerget som Restaurationsbygning for nogle år senere at blive overtaget af F.D.F. til Sommerlejr.

Politiske begivenheder.

Så skete der noget, som for en Tid trak Foreningen med ind i disse års bevægede politiske Begivenheder. Tildragelser, hvis Dønninger spores længe efter i Foreningens Annaler. Den 2. December 1889 var Pavillonen blevet lejet ud til Afholdelse af en offentlig dramatisk Underholdning til Fordel for Byens Fattige. På Plakaterne stod tre af Byens Foreninger som Medindbydere, også Håndværkerforeningen, skønt det senere oplystes, at Redaktør Bendixen, som jo dengang selv var Bestyrelsesmedlem i Håndværkerforeningen, kun havde henvendt sig til et Fåtal af Bestyrelsens Medlemmer desangående.

Samme Aften blev åbnet en Kanonbasar på Hotel Spangsberg, altså en Basar til Fordel for Københavns Befæstning, - en Basar, som Redaktør Bendixen modarbejdede. Antagelig var den dramatiske Underholdning derfor kun et politisk Modtræk imod Kanonbasaren. Flertallet i Håndværkerforeningens Bestyrelse var gode Højremænd, og da Håndværkerforeningen ifølge Plakaterne gav Tilslutning til Forestillingen i Pavillonen, var Højremændene kommet i en prekær Situation, idet den dramatiske Underholdning jo ville konkurrere med Indtægten til Københavns Kanoner!

Herredsfogden i Varde fik Sagen forelagt - og forbød den dramatiske Forestilling. Bendixen rasede. Både over Herredsfoged Rosenørn og over Håndværkerforeningens Bestyrelse, „som i sidste Øjeblik gik med til at lukke Pavillonen. En nydelig Sammensværgelse mod de Fattige," osv., osv.. Formanden, Skomager Frd. Sørensen, indrykker et besindigt Aktstykke i den nylig startede „Esbjerg Avis“, hvori han stærkt pointerer, at Bestyrelsen ikke havde været samlet for at give Lov til Pavillonens Udlejning. Kun 2-3 af de 7 Bestyrelsesmedlemmer havde givet Tilslutning, og endvidere havde Formanden udtrykkelig forlangt, at Håndværkerforeningen ikke måtte blandes ind i Reklameringen for den dramatiske Underholdning, som han stempler som et politisk Modtræk mod Kanonbasaren.

Men Niels Bendixen forfølger sin Chance som Forsvarer for de Fattige og undertrykte, og både han og Jens Nielsen nedlægger deres Mandater. En lidenskabelig Avisfejde er Følgen. „Hvorfor skal Håndværkerforeningen ledes ind i de politiske Hvirvelvinde?" skriver et Medlem. „Bestyrelsen bør takke af!" - En anden Indsender i Folkebladet havde hellere set opført en Bygning til både Skole og Mødelokale i Stedet for „en Pavillon til Forlystelser, der sætter Splid".

Den 21. December holdtes måske Foreningens mest bevægede Generalforsamling, til hvilken Formanden havde nægtet „Oprørerne" Bendixen og Jens Nielsen Adgang, da han betragtede dem som udtrådt af Foreningen. Denne Opfattelse havde de to nævnte dog ikke. De indfandt sig nemlig alligevel ved Generalforsamlingen og fik et Tillidsvotum af den store Forsamling. Det skriver Redaktør Bendixen ihvert Fald; men noget Referat findes ikke „af Hensyn til fremtidigt, roligt Arbejde i Foreningen".

Et gammelt Medlem har betroet mig under fire Øjne, at Bestyrelsen vist egentlig havde haft Forsamlingen på sin Side; men de havde slet ikke kunnet klare sig i Munden med den rappe Opposition!

Freden varede kun kort. Ved et Bestyrelsesmøde, hvortil Bendixen og Jens Nielsen ikke var indvarslet, bestemtes afholdt en ny Generalforsamling, der kun averteredes gennem Jens Lunds Højre-Venstre-Avis. I en kort Omtale af nævnte nye Generalforsamling fortæller Bendixen, at Skomager Sørensen fik et Mistillidsvotum, idet Skrædder Gregersen blev valgt til Delegeret!

Pennekrigen blussede voldsomt op igen og nåede helt over til „Politiken", der i en Korrespondance fra Esbjerg dadler Bestyrelsen, som vil råde for det hele. Folkebladet agiterer for Dannelse af en ny Håndværkerforening, men hvordan vil det da gå med Statstilskuddet til Teknisk Skole?

Den foreløbigt afklarende Generalforsamling afholdtes i Marts 1890. Forud for denne havde de højresindede i Forening med Redaktør Jens Lund agiteret energisk for at sætte de to Radikalere ud af Bestyrelsen og i Stedet vælge Sagfører Knutzen og Malermester Holm. I sit Referat skriver Niels Bendixen: Håndværkerforeningen blev sprængt! Den „upolitiske" Bestyrelse havde tilkaldt Politi og Gendarmer, der hindrede Bendixen og Jens Nielsen Adgang til Salen i Spangsbergs Hotel. Det er første Gang i Esbjerg, at en Forenings Bestyrelse har turdet byde sine Medlemmer sligt!

Foreningen blev altså sprængt. Højremændene mødte i overvejende Antal og kastede de eneste to Venstremænd i Bestyrelsen ud af denne.

Redaktør Bendixen var altså blevet forsmået og sat på Porten, og i den følgende Tid omtaler han overhovedet slet ikke Foreningen eller dens Møder.

Derimod arbejder han stærkt for Oprettelse af en ny, upolitisk Håndværkerforening, og allerede den 17. Marts 1890 stiftes „Håndværkerforeningen af 1890“. Formand for denne blev Urmager Pedersen og den øvrige Bestyrelse: Murermester Bonde, Værkfører Jensen, Tømrer R. Møller og Murer Rasmussen med Maskinsmed Jepsen og Snedker Kaas som suppleanter. Lovene bestemte, at kun Håndværkere kunne blive Medlemmer, og ca. 40 indmeldte sig straks.

Antagelig har det været lidt af en Skuffelse for Bendixen, at han ifølge Lovene ikke kom med i den nye Forening, for skønt han rykkes derfor, vil han ikke nærmere referere denne stiftende Generalforsamling.

Det kan straks noteres, at den nye Håndværkerforening ikke havde Levedygtighed. Den eksisterede kun et Par år. En Del af dens Medlemmer rejste fra Byen, og til sidst blev der for få Medlemmer.

Sålunde endte altså denne første puniske Krig. Skomager Sørensen var i Mellemtiden blevet træt af Kævlet og nedlagde sit Formandsmandat i 1890.

Ved et Suppleringsvalg til Sognerådet i 1891 kunne Esbjerg ikke enes om en Fælleskandidat. Håndværkerforeningen, Handelsforeningen, „Cirklen“ og „Det forhandlende Venstre" opstillede Træskomager Larsen, mens Venstre og Fagforbundene ville have Vognmand Johansen ind. Johansen opnåede 208 stemmer, Larsen 164 og bager Keller 1 Stemme.

Ved Sognerådsvalget i 1893 var Foreningen med til at opstille og anbefale Fælleskandidater, og Vognmand Johansen, Tømrer Chr. Pedersen og Købmand Jens Nielsen blev valgt. Umiddelbart før Valget brød en Del af Håndværkerforeningens Medlemmer fra og opstillede boghandler Lykke Thomsen. Dette medførte en voldsom Valgagitation med Masser af Løbesedler osv., men Lykke Thomsen opnåede ikke tilstrækkelig mange Stemmer.

I 1898 var der Folketingsvalg, hvor Håndværkerforeningens Bestyrelse var med til at anbefale Kommandør Bluhmes Valg. Det var samme år, „Esbjerg loven“ blev vedtaget, og både Industriforeningen og Håndværkerforeningen arrangerede i den Anledning en Fest med Bluhme som Hædersgæst.

Så kom det første Byrådsvalg, og også dette satte Sindene stærkt i Bevægelse. Det skyldtes ikke mindst, at Redaktør Sundbo dengang begyndte at optræde på den politiske Arena og vandt sine første Sejre efter en hidsig Kampagne. Af de borgerlige Foreninger var også Håndværkerforeningen med til at opstille en Kandidatliste; men Socialdemokraterne sejrede afgjort, idet kun Tømrer N. Møller blev valgt af de borgerlige. Det gik meget bedre til de højstbeskattedes Valg af 7 Medlemmer, af hvilke de borgerlige fik valgt fire af de af Foreningerne opstillede Kandidater.

Valget samme år til Ligningskommissionen blev også en stor Succes for Socialdemokraterne, og siden da har Foreningen ikke villet have Politik indenfor sine Døre!

Udstillinger og basarer.

Den sidste selvstændige Udstilling, Foreningen arrangerede, var i 1906. Udviklingen har ført med sig, at næsten enhver selvstændig Erhvervsdrivende har sit eget Udstillingslokale, indrettet efter sin Hensigt, så man kan ikke regne med større Tilslutning til en almindelig lokal Udstilling. Så skulle det da være i en ganske særlig Anledning. Rundskuerne bekræfter også dette Synspunkt og fører det ud i sine Konsekvenser.

Dertil kommer, at Maskinerne har hærget slemt i det gamle Begreb om Håndværk. Anderledes i ældre Tider, specielt i det unge, fremadstræbende Esbjerg, hvor Selvhævdelsens Nødvendighed havde større Gyldighed end andre Steder.

De allerførste Udstillinger er nævnt. De senere kom i årene 1892, 94, 95, 98, 99, 1902 og 1906. Ind imellem var Håndværkeroptoget i 1893, Amtsudstilling i Varde i 1897 og en Udstilling fra Kunstindustrimuseet i 1900. Nærmere Omtale af alle disse Udstillinger tillader Pladsen slet ikke, tilmed da de sidste havde temmelig dårlig Tilslutning, omend Kvaliteten var god. Kun skal gøres lidt Rede for den førstnævnte i 1892, som var åben i en Uge og havde 50 Deltagere. 13 af disse opnåede Diplom, nemlig: Drejer Nielsen, Sadelmager Nielsen, Skrædder Meinertz, Cementstøber Quist, Træskomager Larsen, Blikkenslager C. Graff, Skomager Riber, Skomager Meinertz, Snedker H. C. Nielsen, Gartner Thomsen, Snedker C. P. Jensen, Snedker I. A. Nielsen og Malermester Holm.

Anerkendende Omtale: Fotograf Ad. R. Andersen, bagerne Keller junior og Chr. Jensen, Cigarmager Simonsen og Skræddermester Tønder. Flere udstillede udenfor Bedømmelse.

Udstillingen var smukt arrangeret og roses meget. Vi anfører bl.a.: Træskomager Larsen interesserer særlig ved et Par Snøretræskostøvler, praktiske for esbjergensiske Beboere, såvel Damer som Herrer. Drejer Nielsen har en kunstfærdig Pibe, bestående af 19 Stykker. Graff udstiller sit eget Svendestykke: en optrukken Kobberkedel. I Skrædder Meinertz Montre tiltrækker særlig en flot udstyret Røgefrakke sig Herrernes Beundring. Hr. Peters udstiller en Vaskemaskine og en Rulle.

Udstillingen gav et Nettooverskud på 6-800 Kr., hvilket Beløb ifølge Lovene henlagdes til et Byggefond.

Ved en senere Udstilling var Overraskelsen: det elektriske Lys. En Dynamo blev trukket af en Petroleumsmotor i Hotellets Gård.

Her kan indføjes et lille Træk fra en af de første Udstillinger. Tombolaen var udstyret med mange Gevinster, og en af de flotteste var et ualmindelig smukt Skab, forarbejdet på Snedkermester Chr. P. Jensens Værksted. Det tiltrak alles Opmærksomhed og lokkede mange til at prøve Lykken i Tombolaen; men forgæves. Så blev fem gode Borgere enige om at forsøge et Kup. Det var Morten Spangsberg, Thorvald Nielsen, Snedker Højer, Bager Kjøgx og en mere, som samlede så mange Penge sammen, som de kunne. Så blev der købt Lodsedler i Massevis men trods de store Anstrengelser gik det eftertragtede Skab udenom det lille Kompagnis Næse - til stor Moro for alle Tilskuerne!

Da esbjergenserne åbnede omverdenens øjne.

Foran Esbjergs 25 års Jubilæumsfest i 1893 afholdt ca. 70 af Byens Håndværkere et Møde, hvor det vedtoges at arrangere et Vognoptog under Festlighederne. Dette optog kom til at bestå af ca. 20 Vogne, og da de defilerede forbi Kong Christian IX, der var placeret på Rådhusets Trappe, udtalte Kongen sin uforbeholdne Ros og Beundring.

Københavnerbladene kaldte Vognoptoget for Festens Hovedbegivenhed og skrev i begejstrede Vendinger, at det havde de ikke turdet vente af Håndværkerne i den unge By. Det hed videre: Esbjergenserne bærer sin Hat, som de vil, ydede Kongen, hvad Kongens var, men holdt forresten Ryggen rank og Hovedet klart i Bevidstheden om, at det, der har skabt Byen, er først og fremmest Borgernes Energi. Befolkningen her vil være Ofre værd; thi den er mere foretagsom, mere livskraftig og udviklingsdygtig end i de fleste andre danske Byer.

Festen - og ikke mindst Håndværkernes storstilede Deltagelse og Arrangement - åbnede „Omverdenen“s Øjne for, hvad Esbjergenserne duede til!

I 1897 forsøgte man Afholdelse af Håndværker-Amtsudstillinger, den første og sidste i Varde. Til Esbjerg faldt der ved denne Lejlighed følgende Sølvmedaljer: Fabrikant Poulsens Eftf., Sadelmager Jepsen, Urmager Ingv. Jørgensen, Cementfabrikken, Gørtler Lehmann, Gartner Thomsen, Pagh & Qvist Pedersen (Salt), Andelsslagteriet og Maler Nielsen. En hel Del Esbjerg-udstillere tildeltes Broncemedaljer eller Diplomer, men Størsteparten heraf udtalte sin store Utilfredshed, idet de hævdede, at der var givet Varde-håndværkerne flere Sølvmedaljer end Ret var. Det var med andre Ord galt med Varde-dommerne, og Amtsudstillingerne hørte op!

Flere Esbjerg-håndværkere deltog også i store udenlandske Udstillinger. Således opnåede Raun Byberg Sølvmedalje for Model til en Fregat på en Udstilling i Kiel, Fiskehandler I. C. Sørensen hædrende Omtale i Stockholm for kogt ål i Gelé, og Skomager Frd. Sørensen deltog i en Verdensudstilling i Amerika. Han sendte et lille Skab derover med smukt forarbejdet Fodtøj og belønnedes med et stort Diplom og Broncemedalje.

Basarer og maskerader.

Håndværkerforeningens Basarer var til Tider kædet sammen med Udstillingerne; men disse Basarer var også i gamle Dage Samlingsstedet for enhver Borger med Agtelse for sig selv. Hele Byen kom, uden Personsanseelse. Havnemester Jensen og Fru Konsul Breinholt skal således have stået ved Pølseboden, og på den ubebyggede Grund mellem Spangsberg og Skibsbygger Dahl var der rejst Telte til Boder, 5-øres Dans osv.. Udstillingsaviser manglede heller ikke. De var desværre „Døgnfluer" i allerbogstaveligste Forstand.

I Forvejen havde Bestyrelsen fabrikeret Tombola-sedlerne, og Politibetjent Fahrner talt Nitter og Gevinster. Salen på Spangsberg var altid i festligt Skrud, og i 1890, da der skulle samles rigtig mange Penge ind til Teknisk Skole, havde „Festarrangørerne for Alvor lagt de anstrengte Hoveder i Blød. Thi høre man: Desformedelst en 10 Øre fik man Adgang til „Menaskeriet“, hvis vigtigste Attraktioner var en Tiger, dvs. et Får, dekoreret med sortbrune Striber, en Krokodille, dvs. en Krukke med Dild, en Papegøje og en Påfugl, dvs. Høne og Hane, osv.. Hos „den hurtige Fotograf" fik man udleveret en Stump Spejlglas og kunne så selv „tage" sit Kontrafej. Men noget af det kosteligste var en Karrusel oppe i et af Værelserne. Karrusellens forskellige Ingredienser var 4 Stole midt på Gulvet. Udenom var spændt et Stykke Sejldug bemalet med Dyr og skønne Skove, og når så „Ofrene" havde sat sig tilrette på Stolene, blev Sejlduget drejet rundt, mens Publikum blev siddende!

Spil-Thomas var efter Sigende lavet til Neger og „steppede" af Hjertens Lyst, men den største Overraskelse ventede den Besøgende i et Værelse, udenpå hvilket stod: Fremvisning af det verdensberømte Kæmpebarn! Dette Kæmpebarn var Realskolebestyrer Pedersen (ikke Rybner Petersen), en meget høj og kraftig Mand, der sad på en Skammel i en Krog af Stuen, bl.a. påmonteret en Chemise, Sutflaske osv.. Når en Flok Publikummere blev lukket ind, rejste han sig op i sin fulde Højde, strakte Armene ud og skrålede: Goddaw!

Festkomitéen, som Dünweber selvfølgelig var Formand for, blev senere kritiseret af nogle ikke-humørfyldte Medlemmer, der mente, at Løjerne var et Nummer for grove; men Faktum er, at Basaren gav brutto 2.500 Kr.

Maskeraderne havde enorm Tilslutning på den Tid, og man slog her rigtig Gækken løs i harmløse Løjer. Engang var der under Karnevaldet Auktion over levende Grise, og selvfølgelig var en Deltager blevet stoppet ind i en af Grisekasserne! En Karnevalsannonce fra 1896 lover følgende:

Kl. 8, 30: Sangpræstationer af ægte kubanesiske Insurgenter.

Kl. 9,15: Optog. Det højeste, bredeste og længste her på Pladsen.

Kl. 10.00: Dr. Østrups arabiske Hingst „Andar“.

Kl. 10,30: Gambrinus Triumfator.

Hele Aftenen: Bryllup på Frøbjerg i Lampelys. Og samme år holdt Håndværkerforeningen, Handelsforeningen, Klubben „Cirklen" og Musik- og Sangforeningen forøvrigt en Festmiddag på Kongens Fødselsdag.

Svendeprøverne.

Allerede i 1886, samtidig med Indmeldelsen i Fællesrepræsentationen, udtrykte man Ønsket om at få bevirket nedsat en Kommission til Aflæggelse af frivillige Svendeprøver. Dette kunne dog ifølge Loven ikke lade sig gøre, da Esbjerg ikke var Købstad. Derfor var der flere Lærlinge i Esbjerg, som aflagde Svendeprøve for Kommissionen i Varde.

I arkitekt Peters Formandsperiode rejste denne til Varde og fik en Konference med Politimesteren der. Sidstnævnte indvilgede herunder i at medvirke for Oprettelse af en Kommission i Esbjerg. De første Skuemestre valgtes af Håndværkerforeningen. Hvem disse var, vides ikke; men i 1897 valgte Foreningen følgende Skuemestre: Kobbersmed Graff og Blikkenslager Rosenkilde, Snedkerne Ravn, Bruhn og Drejer Jacobsen, Malerne Holm og Hjermind, Urmager Ingv. Jørgensen og Guldsmed Westergård, Smedene Lykke Thomsen og Sørensen, Murerne Lysholdt og Geertsen, Sadelmager Nielsen og Skomager Mikkelsen, Tømrerne Clausen og Peters, Skrædderne Meinertz og M. C. Petersen, Bundtmager Thyrring og Hattemager Hansen, Bagerne Nielsen, Skolegade, og Chr. Jensen, Slagterne Hertz og Pacharzina.

Da Esbjerg blev Købstad, gik Kommissionen automatisk ind under Loven, og nu afholdes Svendeprøverne under Byrådets Auspicier, mens Håndværker- og Industriforeningen er med til at vælge Skuemestre.

Disse frivillige Svendeprøver arrangeres jævnligt. I de senere år er der fra Fællesrepræsentationens Side arbejdet hen til at få disse Svendeprøver lagt ind under Fællesrepræsentationens Ledelse for at få et mere ensartet Grundlag.

Legat biblioteket.

At give Medlemmerne Oplysning samt anskaffe Bøger har i mangfoldige år været et af Foreningens Formål. I 1892 behandles Biblioteksspørgsmålet på en Generalforsamling i Håndværkerforeningen, og kort efter køber Foreningen et lille Bibliotek af en enkefru Mikkelsen. De 3.230 Bind betaltes med 500 Kr., og så havde man Esbjergs første Bibliotek! Efter dette vedtoges det at lade 20 Øre af det månedlige Kontingent medgå til Supplering og Vedligeholdelse af Biblioteket.

Håndværkerforeningens Bibliotek havde til huse i Pavillonen og senere i Teknisk Skole. Først i December 1897 stiftedes Esbjerg Folkebibliotek, hvis første Formand blev Papirhandler Tobiesen.

I 1902 bevilgede Foreningen 35 Kr. til Folkebiblioteket, og gennem årene har man stadig støttet Bibliotekssagen med Tilskud. I 1915 bevilgede en Generalforsamling 50 Kr. som Begyndelse til et nyt Bibliotek for Foreningen, men i 1916 stiftede Fabrikant N. I. Poulsen og Hustru et Legat på 5.500 Kr. til Oprettelse af et Bibliotek for Foreningen. For de 500 Kr. indkøbtes straks Bøger, og Renterne af Legatsummen er siden anvendt til Udvidelse og Forbedring af Bogsamlingen. På en ekstra Generalforsamling vedtoges det med Akklamation at udnævne Fabrikant Poulsen til Æresmedlem af Håndværker- og Industriforeningen.

Legatbiblioteket, hvis Grundkapital nu udgør 6,833 Kr., er drevet i Samarbejde med Centralbiblioteket som en særskilt Afdeling indenfor dette. Dets Betydning fremgår deraf, at vist ingen By udenfor København er så godt forsynet med Faglitteratur som Esbjerg. Og Legatbiblioteket benyttes flittigt.

Teknisk skole efter 1890.

Den 16. November 1890 indviedes som nævnt Esbjergs første tekniske Skolebygning i Englandsgade, der hvor Snedkermester Bruhn nu har Værksted. Og Dagen var betydningsfuld for Håndværkerne i den unge By. Året forud deltog 56 Elever i den tekniske Undervisning, mens den nye Skole begyndte med 95 Elever, der blev undervist i Geometri, Plantegning, Projektion, Skygning og naturligvis Dansk og Regning. Desuden var der Fagklasse for Maskintegning, for Murere, Tømrere og Snedkere.

De følgende år betød en stor opgangstid for Byen, og mange unge Håndværksmestre, Arkitekter, Maskiningeniører osv. flyttede til Esbjerg og etablerede sig. Flere af dem var stærkt interesseret i Teknisk Skole, blev knyttet til denne og var gode Støtter.

Skolen arbejdede med uhyggeligt små midler. F. eks. udgjorde Statstilskuddet i 1891-92 kun 175 Kr., Sognerådets Tilskud 50 Kr., et uheldigt Forhold, som naturligvis virkede stærkt hæmmende overfor Fremskridt. Men Forstanderne, Arkitekt Peters og Malermester Hjermind samt Skolens Lærere gjorde et stort og uselvisk Arbejde, beviste en Offervilje, der er værd at mindes. I 1894 forsøgte man oprettet en Dagskole, men der meldte sig for få Deltagere.

Men i hvert Fald ses en Dagskole for Bygningshåndværkere at være åbnet i 1898. Fra 1895 begynder Skolen at give Underskud; men Forholdet rettede sig noget, da Esbjerg Kommune i 1898-99 ydede 1200 Kr. og Amtet 575 kr.. I 1897 var Elevantallet 175, Timetallet ca. 700, og 7 Lærere underviste 7 Klasser. Malermester Jørgen Hansen, der var Skolens dygtige Forstander fra 1896-1920, benyttede sig i 1897 af sin glimrende Pen og skrev i et af de lokale Blade en Artikel, der forsvarede Skolen i Anledning af Underskuddene, og som vakte berettiget Opmærksomhed. Tilskuddene udefra er alt for små, og mange Lærlinge „glemmer" at betale for Undervisningen. Han omtaler den febrilske Jagen i den hastigt voksende By, som på det Tidspunkt næppe var kommet ud af Spekulationsperioden og fortsætter; „Havde Håndværkerne mere Kærlighed til deres Fag, ville de også omfatte Teknisk Skole med mere Interesse. Hele Understøttelsen udefra er 200 Kr. fra Kommunen og 60 Kr. fra Amtet. Samtidig, får Skolen i Kolding 4.150 Kr. af Staten, 480 kr. af Amtet, 895 kr. i Lotteritilskud osv..

Der må større Offervilje til overfor Skolen i Esbjerg! Efter at Lærlingene ikke mere er i Kost og Logi hos Mesteren, tror denne, at Forældrene besørger den videre Opdragelse, mens disse igen stoler på Mesteren. Derved får Lærlingene for tidligt Selvstændighedsfølelse. Forleden hørte jeg følgende Udtalelse af en Lærling til en anden: Ved du va, Kresjan! Vi behøver inte a stikke op for Svendene, når vi ka tyre lissemejet Sprut som e Sven’!“

Artiklen gjorde sin Virkning, idet Tilskuddene som allerede omtalt steg noget. I 1897 skete en Ændring i Skolens Ledelse, hvorefter den styredes af Foreningens Formand og 4 Tilsynsmænd, og i 1899 nævnes ganske kort, at der påtænktes oprettet et teknisk Selskab til Støtte for Skolen, økonomisk set. Dette Selskab kom dog vistnok først senere hen, men i 1899 omtales det, at Skolens Regnskab er holdt helt ude fra Foreningens, ligesom Håndværkerforeningen optog et Lån for at betale Skolens Underskud på 300 Kr. Elevarbejderne omtales første Gang i Bladene i 1897, og der uddeltes 11 Præmier.

Antallet af Lærlinge i Esbjerg vedblev at stige, og snart tænkte man på at udvide Skolebygningen, hvilket imidlertid viste sig ugørligt. I 1904 blev Skolen en selvejende Institution, og dens Bestyrelse, der bestod af Bogbinder C. Tobiesen, Formand, Fabrikant Lehde B. Jensen, Kasserer, Malermestrene J. Broch og N. Hansen, Skomagermester J. Meinertz, Snedkermester K. Bruhn, Realskolebestyrer Rybner Petersen og Redaktør J. P. Sundbo købte Håndværker- og Industriforeningens Grund i Torvegade og opførte den første Del af nuværende Tekniske Skole, der toges i Brug d. 8. Oktober 1905.

Den videre Udvikling af Skolen og dens Virke er udførligt omtalt i det Jubilæumsskrift, Skolen udsendte i 1930. Dog skal nævnes, at Håndværker- og Industriforeningen naturligvis stadig yder Skolen stor Hjælp og vælger en Del af Medlemmerne til Skolens Bestyrelse, hvis Formand er Fabrikant Holger Olsen. I fjor ydede Håndværker- og Industriforeningen et Bidrag til Skolen på tilsammen 3.774 Kr., heri indbefattet 2.200 Kr. af Varelotteriets Overskud.

Esbjerg Håndværker- og Industriforening har gennem årene udført et stort og grundlæggende Arbejde og ydet pekuniære Ofre for at bringe Skolen frem til dens nuværende høje Standard, og altid har den og dens Mænd haft Øjnene åbne for de Krav, Tiden stiller til unge Håndværkeres Uddannelse. I 1932 frekventeredes Skolen af 426 Elever, mens Lærernes Antal var 42 - hvilket Tal Skolen aldrig tilforn har været oppe på. En ny Udvidelse trænger atter på og ligger vel ikke så langt ude i Fremtiden.

Industriforeningens periode.

I 1897 spores nogen Utilfredshed med den daværende Formand i Håndværkerforeningen, som bl. a. var rejst til Delegeretmøde uden at være valgt dertil, hvilket en Generalforsamling udtalte Beklagelse af. Nævnte Delegeretmøde behandlede iøvrigt Spørgsmålet om Beskyttelse af Industrien, og på Håndværkerforeningens Generalforsamling udtalte Drejermester Jacobsen under Tilslutning, at det lille Håndværk aldeles ikke var interesseret i den Beskyttelse, som Fabrikanterne nu havde. Endvidere udtalte Generalforsamlingen Ønsket om, at Håndværkerinteresserne blev plejet i højere Grad, end Tilfældet havde været.

Utilfredsheden imod Formanden slår ud i lys Lue under Forberedelserne til Amtsudstillingen i Varde samme år (1897), idet han ikke i rette Tid sørgede for at fremskaffe Blanketter og Skemaer til Udstillingen. Resultatet var, at en Del Medlemmer trådte ud af Håndværkerforeningen, og den 4. Juni 1897 dannedes Esbjerg Industriforening ved et møde på Hotel Royal. Til Bestyrelse valgtes Fabrikant Poulsen, Formand, Grosserer H. Pagh, Fabrikant Hansen (Cosmos), Stentrykker Prange og Brygmester Brinch. 30 Medlemmer indmeldte sig straks. I 1897 valgtes Ulrich Brinch til Formand og Chr. Tobiesen kommer ind i Bestyrelsen i Stedet for Prange. Også Malermester Niels Hansen var en Periode Bestyrelsesmedlem.

Industriforeningen tog sig ikke særligt af det indre Foreningsliv, men arbejdede specielt for sine faglige Interesser, og i de følgende år arrangerede den bl.a. et Par Udstillinger. En af disse var fra Kunstindustrimuseet og fik en stor Publikumssucces.

Spaltningen mærkedes selvfølgelig i Håndværkerforeningen, der ikke rigtig trivedes i disse år, og i 1900 nævnes Grundejerforeningen som Byens største. Der kom efterhånden Planer frem om en Sammenslutning af de to Foreninger, hvis Interesser jo på de fleste Områder var ens. I Januar 1899 holdt Bestyrelserne for Borgerforeningen, Industriforeningen og Håndværkerforeningen et Møde, hvor der var Stemning for en Sammenslutning. Denne kom også senere, men Borgerforeningen blev her holdt udenfor. I 1901 vedtog de to Foreninger nemlig på et Par Generalforsamlinger at udtale Tilslutning til Tanken, og d. 29. Maj samme år afholdt Esbjerg Håndværker- og Industriforening konstituerende Generalforsamling i Borgerforeningens Lokale. Til Bestyrelse valgtes Fabrikant C. Mollerup, Grosserer H. Pagh, Brygmester U. Brinch, Smedemester Lykke Thomsen, Bagermester Jensen, Malermester Niels Hansen, Snedkermester Bruhn, Skomager Mikkelsen og Bogtrykker Harder Mikkelsen. Det skal fremhæves, at navnlig Grosserer Pagh var meget virksom for at føre Sammenslutningsplanerne ud i Livet, og da dette skete, føltes det både befriende og naturligt til Gavn for Esbjergs store Håndværkerstand og Industridrivende.

„Esbjergs fremtid er sikret!"

Den jyske Fællesrepræsentation holdt Møde i Esbjerg i 1898, og ved den Lejlighed var Håndværkerforeningen og Industriforeningen Værter ved en Middag for de Delegerede på Spangsberg. I sin Tale understregede Folketingsmand Bluhme navnlig følgende: „Sig det til Købstadkreditforeningen, at Esbjerg står fast og er værd at arbejde sammen med" (stærke Hør!).

Videre omtalte Folketingsmanden den Uvilje, hvormed andre Byer havde set på Esbjerg. Ovre på Rigsdagen er faldet hårde Udtalelser om Esbjerg, og man har villet nægte Banen ført hertil; men nu kappes Østkystens Byer om at komme i Forbindelse med Esbjerg. Byens Fremtid er sikret som de gamle Byers!- Også en Esbjergvise gjorde den Aften stor Lykke.

Tiden efter 1901.

Før århundredskiftet tog Foreningen mere Del i Byens offentlige Liv, end det sidenhen har været Tilfældet. Dette Faktum ligger ganske simpelt i Byens Udviklingstrin, ligesom Foreningen dengang i særlig Grad var Borgernes Forening, der tog sig Borgeropgaver på. Efterhånden førte Udviklingen med sig, at der dannedes Sammenslutninger indenfor de forskellige Fag og særlige Interessegrene, ligesom man vil have set, at nye Foreninger tog Opgaver op, som Håndværkerforeningen gjorde Pionerarbejdet for. Det skete også efter 1901. At Foreningen stadig virker for store Fællesinteresser, derom vidner bl.a. Medlemstallet. I det følgende skal de vigtigste Begivenheder siden 1901 kort opridses:

Understøttelsesfonden oprettedes ved en ekstraordinær Generalforsamling i 1903, idet Byggefonden, som da udgjorde 587 Kr., omdannedes hertil. Samtidig vedtoges det hvert år at henlægge 50 Kr. af Kontingentet til Fonden. Denne udgør nu 4.642 Kr., og af Fondens Midler støtter Foreningen til Stadighed gamle Medlemmer og deres Enker.

Af et Budget for 1904-05 ser Udgifterne således ud: Tilskud til Teknisk Skole 325 Kr., Juletræ 100 kr., Udflugt 100 kr., en Sammenkomst 25 kr., Renter 50 kr., Fællesrepræsentationen 45 kr., Administration 100kr., Budløn 100kr., Understøttelsesfond 50 kr., Foredrag 80 kr., Diverse Udgifter 100 kr., Overskud 262kr.. Kontingentet af 130 Medlemmer var på 1.040 Kr.

Salget af den gamle Teknisk Skole i 1905 var lidt besværligt. Både Redaktør Sundbo og Redaktør Fr. Petersen hævdede, at Asylfondens Bestyrelse ville købe Bygningen; men der kom intet Tilbud. Også en Good Templar Loge ønskede at købe, men fattedes Midler. Så solgtes Bygningen til Snedker Bruhn for 12.000 Kr..

Indvielsen af nye Teknisk Skole samme år var en Mærkedag i Foreningens Historie. Mange Borgere havde ydet Bidrag til Skolen, og Fabrikant Lehde B. Jensen havde således alene indsamlet 15-1600 Kr. Realskolebestyrer Rybner Petersen holdt Festtalen, og om Aftenen stod Fællesspisningen i Tivoli med mange Taler samt Afsendelse af Telegrammer bl. a. til Indenrigsminister Sigurd Berg.

I Udstillingen 1906 var lagt et stort Arbejde; men desværre svigtede Publikum, hvad der antagelig var årsagen til, at Udstillingerne hørte op. 1. Præmie opnåede følgende: Bundtmager Jul. Petersen, Snedker A. Andersen, Skrædder M. Mathisen, Skomager Andersen, Sadelmagerne M. Hansen og Albert samt Konditor Buhl.

I 1906 vil Fællesrepræsentationen have Foreningen til at omdele Cirkulærer vedrørende Toldspørgsmålet samt til at interpellere Valgkandidaterne; men Foreningen vedtog, at man absolut ikke mere ville have med Politik at gøre. Og det Løfte holdt man.

På Foranledning af Håndværker- og Industriforeningen blev der i 1906 nedsat et Fællesudvalg af Medlemmer af Håndværker- og Industriforeningen, Handelsforeningen og Detailhandlerforeningen. Dette Udvalg består den Dag i Dag og har i Tidens Løb arbejdet med adskillige Fællesinteresser: Færdselsvejene, Telefonen, osv.

I 1906 oplyste Malermester Niels Hansen på en Generalforsamling, at Vandreudstillingen måske kunne komme til Esbjerg i 1908. Det gjorde den også, idet et Udvalg indenfor Håndværker- og Industriforeningen arbejdede med Sagen, og siden har Udstillingen stadig besøgt Esbjerg. I 1909 var Foreningen meget medvirkende ved Dannelse af Esbjerg Kunstforening.

Sårede håndværkssind kommer i bevægelse.

I Esbjerg Byråds Møde den 28. Oktober 1907 drøftede man Opførelse af en ny Skole, og Stridsspørgsmålet var, om Arbejdet skulle udbydes eller om Byrådet selv skulle ansætte en Formand. Under Debatten udtalte Redaktør Sundbo bl. a.: „Vi får som Regel dårligt Arbejde, når Håndværksmestre udfører det for os. - Mange Mestre synes ikke længere at sætte en Ære i at udføre ordentligt Arbejde."

Borgmesteren påtalte Vendingen, at „en hel Stand ikke længere sætter en Ære i at udføre ordentligt Arbejde" - og naturligvis fulgte i Dagene derpå en sand Avisduel mellem „Esbjerg Avis" og „Vestjyllands Social Demokrat". I „Esbjerg Avis" står Redaktør Sundbos Udtalelser refereret endnu skarpere overfor Håndværksmestrene end ovenfor nævnte Citat, der delvis er hentet fra „Vestjyllands Social Demokrat".

Den 5. November holdt Foreningen en ekstra Generalforsamling, idet Murermester Geertsen havde stillet Forslag om Eksklusion af et Medlem (Hr. Sundbo), idet „Sundbo havde stemplet alle Håndværkere som uordentlige og upålidelige, hvilken Handling ifølge Lovenes § 19 var stridende mod Foreningens Interesser." - 47 Medlemmer stemte for Afstemning om Eksklusion uden Diskussion, 19 imod. Sluttelig vedtoges Eksklusionen med 62 Stemmer mod 10.

Efterspillet lod ikke vente længe på sig. J. P. Sundbo anlagde Injuriesag mod Fr. Petersen, og Mesterorganisationerne søgte at hindre, at Esbjerg Kommune købte Mursten.

Endvidere spores Virkningen ved Byrådsvalget i 1908. En Del Håndværkere og andre Modstandere af Redaktør Sundbo opstillede alle socialisternes Kandidater, men med Undtagelse af Sundbo selv, i hvis Sted Drejermester N. J. H. Jørgensens Navn var indsat på Listen. Redaktør Sundbo opnåede dog Valg tillige med de øvrige Socialdemokrater.

Endelig kan nævnes, at i Foreningens Bestyrelsesmøde den 3. December 1907 forelå en Skrivelse fra Esbjerg Tømrermesterforening, Murermesterforening og Snedkermesterforening til Formanden, Fabrikant Lehde B. Jensen, repræsenterende Fabrikanterne i Jernindustrien. Skrivelsen var en Opfordring om at tiltræde Oprettelse af den lokale Arbejdsgiverforening for Esbjerg og Omegn.

Foreningen afholdt et Møde om Sagen. En Del Medlemmer udtalte sig for Tanken, andre imod; men man enedes dog om, at Håndværker- og Industriforeningen gennem Formanden tilsiger Sagen sin Støtte.

I 1909 udtaler en Generalforsamling Tilslutning til Tanken om Oprettelse af Foreningen „Dansk Arbejde", og året efter var Håndværker- og Industriforeningen medvirkende til Dannelse af Esbjerg-afdelingen af „Dansk Arbejde". Fabrikant Holger Olsen har været dennes Formand, og det ligger i Sagens Natur, at Fællesrepræsentationen og „Dansk Arbejde" altid har haft et nært Samarbejde. Forøvrigt har Bevægelsen „Dansk Arbejde" sin Oprindelse i Fællesrepræsentationen.

Oktober-Generalforsamlingen i 1909 vedtog enstemmigt en af Papirhandler Tobiesen stillet Resolution sålydende: „Det henstilles til Byrådet, at dette henvender sig til Byens Håndværkere om Tilbud, når Kommunen har Brug for Håndværkerfrembringelser."

Anledningen til denne altid berettigede Udtalelse var Monteringen af det nye Sygehus, angående hvilken der ikke var rettet Henvendelse til Byens Sadelmagere, ligesom Sygehusets Divaner var købte gennem Manufakturhandlere.

Ønsket om Andel i Varelotteries Overskud i Lighed med andre Byers Håndværkerforeninger havde længe været brændende. Allerede i 1904 forsøgte Foreningen at få Andel i Overskuddet; men Andragendet blev den Gang nægtet med den Motivering, at Foreningen ikke var Medgarant ved Varelotteriets Stiftelse og altså heller ikke Parthaver. - Sagen forfølges. - I 1907 overtager Foreningen Gevinstfordelingen fra Lotteriafdelingen i Nordby. I 1910 påtales gennem Fællesrepræsentationen den uretfærdige Tilsidesættelse, men først i Sommeren 1911 kunne Landstingsmand Herman Stilling, Randers, meddele, at Esbjerg i Fremtiden ville få sin Afdeling af Varelotteriet og Foreningen få Del i Overskuddet. „Dette skal ydes Håndværker- og Industriforeningen, men må kun anvendes til yderligere Fremhjælp af Teknisk Skole.

Ordningen af dette Spørgsmål skete gennem Fællesrepræsentationen, der selv opnåede en Part i Lotterioverskuddet i 1911. Af denne Part skal de tre Fjerdedele uddeles af Fællesrepræsentationen til Håndværkerforeninger, der ejer eller opretholder tekniske Skoler uden selv at være Parthavere i Lotteriet. De første Tilskud uddeltes i 1912, da Esbjerg-foreningen fik ca. 1100 Kr. Nu udgør Beløbet det dobbelte, idet Tilskuddet stiger, dels i Forhold til Elevantallet, dels i Forhold til andre Tilskud til Skolen. Administrationen af Esbjerg-afdelingen besørges af et Udvalg med Skræddermester Krusborg som Leder og stedlig Repræsentant.

I 1912 arrangerede Foreningen Bogholderikursus i Anledning af den nye Bogføringslov, og i 1913 noteredes det Faktum, at Teknisk Skole er for lille til det stigende Elevantal.

I Fællesskab med Detailhandlerne udtaler man endvidere overfor Indenrigsministeren en Beklagelse over „Auktionsvæsenets Skadelighed, særlig som det blev drevet her i Byen.“

I 1914 giver Forhandlingsprotokollen Oplysning om, at der i Esbjerg var Mangel på Tilgang af Lærlinge til Håndværk. En Del Virksomheder udenfor Håndværket havde nemlig Brug for unge Mennesker og kunne tilbyde dem en øjeblikkelig højere Løn; men Forholdet rettede sig dog ret snart, da Byen jo stadig voksede.

Der udtales Beklagelse af, at Staten ikke i større Omfang støtter Håndværk og Industri, samt at dette har for få Repræsentanter på Rigsdagen. Endvidere beklager Foreningen sig over, at Byens Skræddermestre ikke får Lejlighed til at sy Uniformerne til Etaternes Mænd i Esbjerg.

Endelig afspejler Protokollerne de vanskelige økonomiske Kår, som Krigen bragte særlig Esbjerg og dens Erhverv: Skibsfarten og Fiskeriet lå delvis stille. Foreningen havde Samråd med Egnens Folketingsmænd; men noget positivt Resultat affødte dette ikke.

Egne lokaler.

Tanken om egen Foreningsbygning har som nævnt været tidlig fremme. Allerede i 1894 havde Arkitekterne Peters og Clausen udarbejdet Planer til en Bolig ved Pavillonen for gamle Medlemmer og Enker; men de blev ikke realiserede. I 1895 gjordes Udkast til en Foreningsbygning enten på Hjørnet af Torve- og Skolegade eller på Grosserer Karl Sørensens Grund i Kongensgade. Bygningen var kalkuleret til at ville koste 56.000 Kr.; men den ene Grund fandtes for stor, den anden for lille.

I 1896 oprettedes en Fond til en Foreningsbygning, og Planerne spores op til 1898. Ved den Tid foreslog Malermester Jørgen Hansen imidlertid Opførelse af en ny og større Teknisk Skole. Denne Tanke henlagdes dog foreløbigt.

I 1911 udtaler Skræddermester Krusborg Håb om, at Foreningen engang fik egne Lokaler. Bestyrelsesmøderne holdtes da på Hotel Phønix, og de større Sammenkomster på Hotel Spangsberg. I 1914 udvikler Problemet sig. Man ser på en Logebygning i Jyllandsgade samt på Borgercaféen (nuværende Casino); men Generalforsamlingen kuldkaster disse Køb, idet man dog udtaler sig for, at Spørgsmålet om egne Lokaler stadig ønskes løst.

Krigstiden lagde sig hindrende imellem; men i 1922 vedtoges det efter tre Generalforsamlinger at leje Lokalerne på Spangsberg, og her har Foreningen haft til Huse siden. Mesterorganisationerne blev indbudt til ligeledes at holde deres Møder i Lokalerne for at skabe et fast Samlingssted for Håndværkere og Industridrivende.

På en Generalforsamling i 1916 spøger noget nyt. Et Medlem beder nemlig Foreningen tage sig lidt af den fremkomne Lærlingeforening, hvis Medlemmer fik en dårlig Opdragelse gennem Lederne. Lærlingeforeningen var fremstået gennem Arbejderorganisationernes Tryk på Lærlingene. Et andet Medlem mente dog, at det måtte være tilstrækkeligt med Lærlingekontrakterne. I næste Instans måtte man holde sig til Politiet!

Basaren i 1916 gav netto 12.500 Kr. Den var et Led i en landsomspændende Agitation for Håndværket, og af Overskuddet fik Teknologisk Institut 1.010 Kr.

I 1918 fremkommer Erhvervspartiet, som man drøftede at udtale Tilslutning til; men en Generalforsamling statuerede, at Foreningen ikke direkte burde befatte sig med Partiet. Derimod skulle ethvert Medlem gennem de bestående Partier arbejde for Opstilling af Kandidater, der tager Hensyn til Håndværker- og Middelstandens Interesser - et Krav, der siden er virket for.

Samme år protesterede Foreningen mod Telefontaksternes Forhøjelse - samt andrager sammen med Handelsforeningerne og Sydvestjysk Samfund om Anlæg af en Frihavn ved Esbjergs nye Trafikhavn.

Murermester Jens Hansen indvælges i 1919 i Fællesrepræsentationens Bestyrelse, og Foreningen underskriver Andragendet om en Bro over Lillebælt! To år senere supplerede Turistforeningens Bestyrelse sig første Gang med et Medlem fra Håndværker- og Industriforeningen.

En stor Basar afholdtes i 1925. Den rummede alle mulige Påhit. Bl.a. havde „den lille Maler" arrangeret „Den frie“ - og Indtægten blev 14.600 Kr. Overskuddet deltes mellem Byggefonden og en Fond til Udvidelse af Teknisk Skole. Desuden købte man Grund til Skolens Udvidelse.

I et Par år gør Bestyrelsen i Almindelighed og Kobbersmedemester Carl Graff i Særdeleshed sig fortjent til sene Tider ved at indsamle en hel Række Billeder fra det gamle Esbjerg, og disse Billeder udgør nu en værdifuld og værdig Udsmykning af Foreningens Lokaler. I 1928 afholdtes Fællesrepræsentationens Delegeretmøde i Esbjerg, og et af Resultaterne her var Håndværkernes stærke Krav til Folkeskolen om, at Børnene får en bedre Undervisning i Hovedfagene. Teknisk Skole kan nemlig højst holde disse Fag vedlige og må koncentrere Arbejdet om de andre Opgaver.

Byrådsvalget i 1929 blev drøftet i et Bestyrelsesmøde, hvor man fandt, at der på de foreliggende Kandidatlister var taget for lidt Hensyn til den selvstændige Håndværkerstand. Man vil fremtidig søge Forholdet bedret.

Af større Tildragelser, der har interesseret Foreningen, kan nævnes Rundskuet i 1930 (en Del af Overskuddet tildeltes Teknisk Skole), Vestjysk Udstilling i Varde 1931 samt den store Fiskeri- og Erhvervsudstilling i Esbjerg i Sommer. Som Garantikapital for den sidste tegnede Foreningen sig for 2000 Kr.

Endelig kan nævnes det første Amtsmøde i Esbjerg for Håndværkerforeningerne i Ribe Amt i Marts Måned i år (1932). Formålet med disse Amtsmøder er at få et bedre Samarbejde i Gang, at Håndværkerne i Amtet lærer hinanden bedre at kende, drøfte lokale Forhold for eventuelt at foretage en samlet Optræden, samt endelig at få fremragende Talere fra Fællesrepræsentationen herover.

Dette var i korte og længere Rids Esbjerg Håndværker- og Industriforenings Historie. Foreningslivet har forandret sig siden den første Begyndelse, men Håndværker- og Industriforeningen er sig stadig sine Mål og Opgaver bevidst. Nu som altid forstår den at hævde Standens Interesser til Gavn for den selv og dens By. Man vil forstå, at Foreningens Virke giver betydeligt Arbejdsstof for Bestyrelsen, der sikkert er den mest mødepræcise i Danmark, takket været dels et effektfuldt Bødesystem, dels en aldeles skånselsløs incassation af eventuelle Bøder.

Mange gode Kræfter har gennem Tiderne været i Bevægelse for at højne Standens Tarv. Ved uegennyttigt Arbejde har man båret Sten til det Værk, som skal hjælpe den kommende Slægt op til den Dygtighed, enhver målbevidst Håndværker og Industridrivende må sætte sin Lid til, hvis han skal kunne klare sig i Kapløbet.

Foreningens æresmedlemmer.

Så vidt det kan spores af det for Hånden værende Materiale (Forhandlingsprotokollerne fra 1882-1901 savnes), har Foreningen kun tre Gange udnævnt Æresmedlemmer. Første Gang var i 1907, da man ved 25 års Jubilæet udnævnte Skomagermester Frd. Sørensen hertil.

Det sker næste Gang i 1916, idet man da ved Fabrikant N. I. Poulsens Stiftelse af Legatbiblioteket fandt en Lejlighed til at hædre denne Mand.

Begge disse Æresmedlemmer er nu døde. Det eneste nulevende Æresmedlem er Smedemester M. Lykke Thomsen, som fik Titlen på sin 70 års Fødselsdag i år som en Anerkendelse af den Støtte, han altid har ydet Foreningen.

Smed Thomsen, som han dengang altid kaldtes, kom til Esbjerg i 1886, da han var 24 år gammel. Det var ikke første Gang, han så Esbjerg. I Tørkeperioden 1869 kørte hans Fader, der var Gårdmand i Bryndum, nemlig Kampesten fra sine Marker til Havneanlægget og solgte dem til Carlé, så han fik „Brød for Stene", som den gamle Ordvending blev forandret til. Og dengang kørte den senere Smed Thomsen med. Siden fulgte han nøje Esbjergs Udvikling, og da Smed Weng nedlagde sin Smedie bag nuværende Kroneapotek, købte Thomsen Jord i Kirkegade, byggede en lille Smedie og begyndte d. 20. April 1886 den Virksomhed, som nu er kendt af enhver i Byen. Senere Smed Falkenberg var hans første Svend. Det var i de Tider, hvor Bogføring var en Slags Luksus. Alt blev skrevet med Kridt på Træbjælkerne, og „Pengene lå i Vinduet". Svendenes Arbejdstid var fra 06 Morgen til 19 Aften, men selv arbejdede Smed Thomsen undertiden fra 03 Morgen til 21 Aften! Det var, da Slagteriet byggedes i 1889.

M. Lykke Thomsen valgtes i Slutningen af 1880erne ind i Håndværkerforeningens Bestyrelse, hvor han sad en Række år og gjorde et godt Arbejde for Foreningen.

Foreningens formænd

har gennem Tiderne været følgende: Farver Bentsen 1882-83, Urmager Hansen 1883 -85, Skomager Frd. Sørensen 1885-90, Bogbinder Jeiling 1890-91, Arkitekt H. Peters 1891-94, Malermester Hjermind 1894-1900, Skomager L. Mikkelsen 1900-01, Fabrikant C. Mollerup 1901-03, Lehde B. Jensen 1903-11 og fra 10. Oktober 1911 har Fabrikant Holger Olsen været Formand.

Billede og Omtale af Farver Bentsen findes foran. Derimod har det været umuligt at fremskaffe et Portræt af Urmager Hansen, som rejste til Amerika i 1885. Han var vistnok Byens første Urmager, kom hertil fra Ribe og havde Forretning i Jyllandsgade, hvor nu Kobbersmedemester Graff har Udstillingslokaler.

Skomager Frd. Sørensen var en dygtig formand, der ikke mindst virkede for at skaffe foreningen gode Foredragsholdere. Det var under Frd. Sørensens Formandsperiode, den rigtige tekniske skole blev til, og som håndværker var han fremragende. Han havde i mange år forretning i Kongensgade 23.

Bogbinder Jeiling er ligeledes omtalt som en af Foreningens Medstiftere. Foruden Formandshvervet i en ganske kort Periode bestred han i mange år Kassererposten. Alle satte stor Pris på Bogbinder Jeiling.

Arkitekt H. Peters, en af Foreningens mest dygtige og energiske Formænd, der gennemførte flere værdifulde Fremskridt til Gavn for Håndværkerne i Esbjerg. Peters, der studerede ved tyske Skoler, kom

til Esbjerg i 1888 fra Ribe, hvor han bl. a. havde været Lærer ved den derværende tekniske Skole. Her i Esbjerg forestod han med lykkelig Hånd Opførelsen af en Række meget store Byggeforetagender, og hans Erfaringer på den tekniske Undervisningsområde kom i rigt Mål Esbjergs tekniske Skole tilgode. Peters’ fremragende Evner, hans samtidig noble, ligefremme og stilfærdige Væsen er kendt og skattet af enhver, der kommer i Berøring med ham.

Malermester Hjermind var Typen på en respektabel og myndig Borger, som satte en Ære i at være Håndværker. Han var ikke så lidt af en Skuespiller og Sjælen i de mange Dilettantkomedier, bl. a. også dengang, Foreningen arrangerede Forestilling for at Esbjerg kunne komme til at se lidt købstadsagtig ud og få sine Lygter. Hans Oplæsertalent blev ofte udnyttet af de forskellige Foreninger. Som Håndværker var han anerkendt og havde bl. a. Malerarbejdet ved Vor Frelsers Kirke og Hotellerne på Fanø. Hjermind var født i Viborg 1847, kom fra Århus til Esbjerg i 1884, hvor han døde i 1913.

Skomager Laurits Mikkelsen, en af Byens ældste Håndværkere og en ihærdig Foreningsmand. Han sad i Bestyrelsen i mange år, og alle beundrede hans Energi, når en Sag krævede sin Løsning. Mikkelsen kom til Esbjerg fra Ribe i 1876 og havde i Begyndelsen Værksted i Hovedgaden, Smedegade, overfor Støberiet. Han var forøvrigt også med til at spille Lygte-Komedie, og var i det hele taget en af de gode, gamle Håndværkere, som længe vil mindes. Han døde i Esbjerg 1907, kun 54 år gammel.

Fabrikant C. Mollerup, en Mand, der var rolig i al sin Færd, og som havde en glimrende Forhandlingsevne. Fabrikant Mollerup var i en Del år Førstemester på en af Konsul Lauritzens Både, men startede så en Maskinfabrik i Jyllandsgade, senere på Havnen. Mollerup fødtes i Hals, kom til Esbjerg i 1897, hvor han døde i 1929, 63 år gammel.

Fabrikant Lehde B. Jensen. Under dennes Formandsperiode blev den nye tekniske Skole opført, og ikke mindst i denne Sag lagde Lehde B. Jensen et stort Arbejde. Han kom på Fabrikant Poulsens

Jernstøberi i 1886 som Svend, arbejdede og studerede sammen med Fabrikant Holger Olsen i Tyskland, og disse to overtog så Fabrikken den 1. Januar 1896. Jensen, der var Medejer af Fabrikken til sin Død i 1922, nedlagde sit Formandsmandat i Foreningen i 1911, men var både før og efter et meget interesseret Medlem af Håndværker- og Industriforeningen.

Fabrikant Holger Olsen har været Foreningens Formand i ikke mindre end 21 år. Dette siger mere end mange Ord, og når Foreningen i de mange år har arbejdet støt og sikkert, skyldes det ikke mindst den stabile og bramfri Formand, som forøvrigt blev Medlem af Foreningen i 1884 og således kender Foreningens Historie som få. Om Fabrikant Olsen er der iøvrigt det særegne at notere, at hans egen Historie på det nøjeste er knyttet til Byen Esbjergs forskellige Udviklingstrin. H. Olsen var kun 2 år gammel, da han den 16. December 1868 kom til Esbjerg, samme år, da Loven om en Havn ved Esbjerg blev vedtaget på Rigsdagen. Medens Faderen, Entreprenør Olsen, kørte Materialer sammen til et Hus, boede Familien hos Gårdejer Søren Sørensen i Strandby, og Huset, der var Nr. 2 i Esbjerg, og som stadig er Fabrikant H. Olsens Hjem, blev rejst Palmesøndag 1869. Familien flyttede ind, førend Døre og lignende var lavet og sat på.

Sin første Skolegang fik Holger Olsen hos Skomager Bechs Kone, der boede i bager Barkentins Ejendom på Hjørnet af Havne- og Stormgade. Så kom lærer Langvad fra Fanø og tog sig af de Esbjergbørns Oplæring. I sin Drengetid var Olsen Bydreng hos Bogbinder Jeiling, som også nær var blevet hans Læremester; men lærer Langvad rådede Olsens Moder til at sætte Sønnen i Lære i Smedefaget, „for der var helt anderledes Muligheder!" Det var Holger Olsen forøvrigt heller ikke ked af, for Møller og Poulsens Fabrik gav deres Lærlinge 75 Øre om Dagen plus 50 Øre om Søndagen, mens Ugelønnen som Bogbinderlærling kun var 2 Kr..

Olsen lærte altså i den Virksomhed, han nu er Leder og Medejer af. På Fabrikken traf han forøvrigt nogle få år efter Lehde B. Jensen, og mellem disse to knyttedes et varmt Venskab, der udvikledes yderligere under deres Ophold i Tyskland, deriblandt 3 1/2 år på Technikum Mittweida i Sachsen, hvor de begge tog Maskiningeniøreksamen. Forinden havde Olsen i sin Soldatertid taget både 1. og 2. Del af Maskinisteksamen i København. Den 1. Januar 1896 overtog de to Venner Fabrikant Poulsens Virksomhed, og deres lærerige og interessante Ungdomstid blev dem gennem årene til uvurderlig Nytte. Det er således et både begivenhedsrigt og arbejdsomt Liv, Foreningens afholdte Formand kan se tilbage på.

Fortegnelse over bestyrelsesmedlemmer.

En fuldstændig Bestyrelsesliste er det ugørligt at fremskaffe, da Protokollerne fra 1882-1901 er borte, og „Ribe Amtstidende" nævnte ikke Navnene på Bestyrelsesmedlemmerne i de første år. I det foregående er nævnt, hvem der sad i Foreningens allerførste Bestyrelse. Det kan tilføjes, at i 1889 bestod Bestyrelsen af følgende: Frd. Sørensen, N. I. Pedersen, Kr. Skafte, L. Mikkelsen og Carl Graff.

Efter Sammenslutningen af Håndværker- og Industriforeningen i 1901 har følgende Mænd siddet i Bestyrelsen (enkelte Medlemmer af Bestyrelsen overgik i 1901 fra tidligere Bestyrelser):

Fabrikant C. Mollerup 1901-03 (Formand). Direktør U. Brinch 1901-01 (Viceformand). Bogtrykker Harder Mikkelsen 1901-03 (Sekretær). Malermester N. Hansen 1901-07 (Kasserer). Snedkermester K. Bruhn 1901-09 (Næstformand). Bagermester Chr. Jensen 1901-02.

Smedemester M. Lykke Thomsen 1901-03.

Skomagermester L. Mikkelsen 1901-03.

Grosserer H. Pagh 1901-03.

Bogbindermester Chr. Tobiesen 1901-06.

Lithograf P. M. Meyer 1902-04.

Fabrikant Lehde B. Jensen 1903-11 (Formand).

Urmager T. Bertram 1903-19 (Kasserer).

Malermester Jakob Broch 1903-06 (Sekretær). Skomagermester Søren I. Meinertz 1903-22 (Næstformand).

Murermester H. Andersen 1903-06.

Bogbindermester Jens Holm 1904-1906.

Skræddermester M. N. Krusborg 1906-31 (Næstformand).

Skræddermester Carl Ripa 1906-14.

Drejermester J. N. H. Jørgensen 1906-16.

Murermester M. Lysholdt 1906-07 og 1916-24 (Sekretær og Næstformand).

Fabrikant Th. Bundgård 1907-07 (Sekretær).

Fabrikant Carl B. Hoffmann 1907- (Kasserer og Næstformand).

Urmager Ingv. Jørgensen 1907-09 (Sekretær).

Tømrermester Chr. Pedersen (1909-27).

Ingeniør W. Raun Byberg 1909-16 (Sekretær).

Fabrikant Holger Olsen 1911- (Formand). Murermester Jens Hansen 1914- (fra 1919 Medlem af Fællesrepræsentationens Bestyrelse). Handelsgartner Emil Poulsen 1916-29.

Isenkræmmer Henning Pedersen 1918-20.

Installatør Vilh. Leervad 1918-21 (Sekretær).

Smedemester Holger Lykke Thomsen 1919

Farvehandler Magnus Kann 1920-30.

Købmand Wiggo Mai 1921- (Sekretær).

Malermester Carl Geertsen 1922-29 og 1930.

Kobbersmedemester Carl Graff 1924-30.

Driftsbestyrer R. Hommel 1927-29.

Møbelhandler Florian Sørensen 1929-.

Slagtermester Johs. Mathisen 1929-

Malermester Arndt B. Hansen 1929-.

Bagermester M. Rasmussen 1930-.

Bogtrykker K. Rosendahl 1931-.

Skræddermester M. N. Krusborg er hidtil den eneste, der har været Medlem af Foreningens Bestyrelse i 25 år. Fabrikant Hoffmann gør ham Bedriften efter til Oktober. Krusborg sad i Bestyrelsen fra 1906-1931, da han trak sig tilbage for at give Plads for yngre Kræfter.

M. N. Krusborg er født i Tjæreborg; var som ung Svend en Del år i Tyskland, bl. a. på Rudolf Maurers Tilskærerakademi i Berlin - og nedsatte sig herefter den 1. September 1892 i den By, som han i sin Barndom havde hørt og set så meget til, og som i Mellemtiden var vokset med Kæmpeskridt. Han etablerede sig på Hjørnet af Borger- og Kirkegade, men har i de sidste 31 år haft Forretning i Kirkegade 15.

Navnlig i de år, da Krusborg sad i Bestyrelsen, har han ofret sig meget for Foreningen, og et mere flittigt Medlem til at deltage i Bestyrelsesmøderne skal man vist lede efter. Han har været i Fornøjelsesudvalget i 23 år, og hele Varelotteriets Afdeling i Esbjerg har siden dens Oprettelse været administreret af M. N. Krusborg. Afdelingens Omsætning er nu oppe på ca. 50.000 Kr. om året. I de senere år har M. N. Krusborg været Formand for Esbjerg Skræddermesterforening.

Legater i tilknytning til Esbjerg Håndværker og Industriforening.

Legatbiblioteket, som Fabrikant N. I. Poulsen stiftede i 1916, er beskrevet. I 1927 skænkede Enkefru Fabrikant Poulsen, Odense, Foreningen Obligationer for 2000 Kr. til Erindring om N. I. Poulsen og Frues Fællesvirke i Esbjerg. Når Beløbet er vokset til 3000 Kr., anvendes Renterne til Udsmykning af Foreningens Lokaler.

Foreningens første Legat skænkedes i 1914 af Pagh &. Qvist Petersen i Anledning af dette Firmas 25 års Jubilæum. Legatet var på 1000 Kr., og Renterne benyttes til Flidspræmier på Teknisk Skole.

Den 1. Januar 1921 skænkede Firmaet Jensen &. Olsen tre Jubilæumslegater bort. Det første var på 3000 Kr. og til Fordel for trængende Medlemmer og Enker.

Af det andet Legat på 5000 Kr. skal Renten af de 4000 Kr. anvendes til årlige Flidspræmier på Teknisk Skole. Det ene Tusinde Kroner skal stå urørt, til Beløbet er vokset til 5000 Kr., hvorefter det overgår som en fast Fond til Hjælp for Anskaffelse af Læremidler til Teknisk Skole. Esbjerg Håndværker- og Industriforening skal dog altid have det afgørende Ord ved Midlernes Forvaltning.

Det tredie Legat var på 2000 Kr. og skænkedes til Håndværkssvendenes Syge- og Rejseforening.

I 1931 modtog Foreningen 5000 Kr. fra Isenkræmmer Henning Pedersen til Oprettelse af „Erik Henning Pedersens Mindelegat" til Fordel for unge Håndværkeres Uddannelse.

Samme år stiftede Murermester Jens Hansen og Hustru et Legat på 5000 Kr. til videre Uddannelse på Dagskoler eller på Akademiet af Bygningshåndværkere i Ribe Amt.

Fra versemagernes værksted.

Man var slet ikke bag efter i de gode, gamle Dage med Hensyn til Lejlighedsdigte. Tværtimod. En Overgang ligefrem vrimlede det med Produkter fra de store og små Poeter, Byen rummede, og mange af Viserne var så gode, at de kom i Avisen! Også Esbjerg Håndværkerforening havde et Par Huspoeter, som ved forskellige Lejligheder besteg deres vingede Heste og glædede Samtiden med et til Situationen passende Poém. De fleste af disse Sange eller Viser er under Forgængelighedens Lov - forlængst ude af Sagaen; dog er det lykkedes at finde et Par enkelte frem, og de gulnede Blade fortæller både om målbevidst Kamp i det fremadstræbende, unge Esbjerg og om lystige, glade Karnevalstimer. Den første Sang, der er trykt i Esbjerg Folkeblads Bogtrykkeri, daterer sig fra 2. Juni 1889, da Sommerpavillonen blev indviet. Den blev afsunget før Festtalen - Versene er udeladt.

Bager Keller	Bogbinder Th. Jeiling	Bager H. V. Schrøder	Gartner Behrens
Malermester Jørgen Hansen	Farver Th. Bentsen	Malermester Hjermind	Skræddermester M. N. Krusborg
Fabrikant N.I. Poulsen	Fabrikant C. Mollerup	Skomager Frd. Sørensen	Smedemester M. Lykke Thomsen
Arkitekt H. Peters	Skomager L. Mikkelsen	Fabrikant Lehde B Jensen	Pavillonen i Torvegade der kun stod i 5 år.

Arbejdsmændene i Esbjerg

1890-1950

Af Albert Andersen

Rot jer sammen! Rot jer sammen! tætte rækker, faste mænd. Ikke bare rød i kammen, rødt er godt, men rot jer sammen, at I ej skal plaffes ned. (Holger Drachmann.)

De sender os præster med pibede kraver: „Her er biblen til Eders slunkne maver.“ For sulten en tekst om kanaan og eden, for huslejen veksler på evigheden. (Holger Drachmann.)

Her giver vi håndslag på enigheds pagt, ved den skal vi bryde os bane, vi kæmper mod vold, men vi sejrer ved magt, i fred eller fejde vi altid står vagt om vor blodrøde arbejderfane. (A. C. Meyer.)

Vi, der er kommet fra dybet, brødre af kval uden mål, hærdes i kampen mod krybet, bliver som klinger af stål. (På dansk ved Oskar Hansen.)

Vi er sønner af jorden, til jord skal vi blive, vor løn vil vi have i levende live, hvorfor anvise stadig på himmeriges rige; om vi kommer der, kan dog ingen sige. (Holger Drachmann.)

Fremad, frem, kammerater, trods mismod og nød, i jert skjold står devisen: For frihed og brød. Sorg og savn har vi døjet fra tidligste tid, men vor tanke blev skolet i storm og i strid .... (A. C. Meyer.)

Vi er kun små, men stol ikke på, at vi ikke kan blive Jer bane, - der er ikke den magt, som kan standse de små, når de samles om enigheds fane. (A. C. Meyer.)

Vi glemte ej i tiden de mørke barndomsår. Igennem barndomstiden de bød os trællekår. (Heinrich Arnvej.)

Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg blev stiftet d. 28 marts 1890.

Der var en tid, da selv arbejderne troede på den fabel, at de mennesker, som henslængte deres tid på fine restauranter, luksuriøst udstyrede paladser og ved herlige badesteder, var samfundets virkelige støtter. Så kom socialismens friske lære og vendte op og ned på tingene. Socialismen lærte arbejderne, at det ikke er overklassen, som ernærer og opretholder arbejderklassen, men at det omvendte tværtimod er tilfældet.

Det er nemlig arbejdet der er kilden til al rigdom, og derfor bør arbejdets udbytte tilfalde den, der arbejder, hed det i den nye lære. Det var dristige tanker at fremsætte i et samfund, hvor en velstillet overklasse ledede og styrede alt, og hvor arbejdets trælle blev behandlet slettere end negerslaverne hinsides Atlanten. Negerslaverne fik i hvert fald føden, men Europas „frie“ slaver - arbejderne - og deres børn døde i tusindtal af sult og dennes tro følgesvend tuberkulosen, der altid er gået på plyndringstogt blandt de underernærede. Intet under, at den tids arbejdere var forkuede og nedtrykte. Det nye evangelium blev derfor i åndelig henseende en mægtig løftestang for det trællende proletariat. En stor del af arbejderne modtog ganske vist de nye tanker med mistro, andre kunne ikke skimte den gryende dag bag håbløshedens tykke tåge, men en god del - de dristigste og klartseende - antog læren. De så sandheden i det, at det i virkeligheden er arbejderen, der er den værdiskabende, og at det således er ham, der er samfundets støtte. Men også „Borgerskabet“ så rigtigheden og faren i denne lære. Overklassen kunne godt indse, hvem den stod i taknemlighedsgæld til for de uhyre rigdomme, der ophobede sig i dens varetægt, og som desværre ikke altid blev forvaltet på nogen sund måde.

Den nye lære bragte derfor overklassen, der følte sin lune tilværelse truet, til at skælve, og en heftig og bitter kamp, hvori præsteskabet og en diætfodret uforstående mellemklasse tog flittig del mod socialismens tilhængere, blev resultatet af denne erkendelse. De formastelige arbejdere, der sluttede sig til de nye tanker - ja, endog dannede fagforeninger og gennem disse stillede krav om menneskerettigheder, blev forfulgt økonomisk; de blev forment adgang til at tjene blot til den allersimpleste føde til livets opretholdelse. Åndsfriheden lå i lænker, og der skulle den blive. Samfundets indbildte bærepiller - kapitalforvalterne - frygtede, at de ville blive overflødiggjorte, hvis arbejderne kastede åget, og bedre anerkendelse kunne socialismens evangelium ikke få.

Trods had og forfølgelse marcherede sandhedens nye lære. Arbejderen blev revet ud af sin sløvhedstilstand; hans liv fik indhold, thi nu fik han et mål at stræbe mod. Flere og flere sluttede sig sammen i faglige og politiske organisationer, gennem hvilke de krævede andel i samfundets kulturgoder.

Samtidig med, at Louis Pio i begyndelsen af 1870erne rejste den socialistiske bevægelse her i landet, dannedes de første fagforeninger under „Internationales“ danske afdeling, og tilslutningen var under omstændighederne ingenlunde ringe. Det organisatoriske grundlag for „Internationale“ var således, at når mindst 50 arbejdere i en by eller i samme fag havde sluttet sig til, skulle de danne en egen sektion. I løbet af en måned indmeldtes ca. 700 medlemmer. Allerede i 1873 blev „Internationale“ forbudt i Danmark, men det faglige organisationsarbejde fortsattes. Fagforeningerne udgjorde gennem Centralstyrelsen „Det socialistiske Arbejderparti“, og de første spirer til fagforeningerne i de fleste håndværk skriver sig fra denne periode. Indtil 1877 var der oprettet 31 fagforeninger med godt 3000 medlemmer. Men så tegnede der sig et mørkt år i arbejderbevægelsens historie. Dårlige tider fik den unge bevægelse til at sygne hen uden dog at uddø. Der skulle dog snart komme virkelig grokraft i den faglige bevægelse. I 1878 dannedes Socialdemokratisk Forbund, som overtog arbejderbevægelsens politiske virksomhed. Dermed dannedes jordbunden for en ren faglig bevægelse, der atter tog fart i København i årene 1880-84, og derefter kom turen til provinsbyerne. Det var i første række de faglærte arbejdere, som under påvirkning af den socialistiske lære dannede faglige sammenslutninger, men de ufaglærte fulgte dem i hælene, selv om det kunne koste brødet at stå i en fagforening på den tid.

Ikke blot den fanatiske modstand fra oven stødte samlingstankens talsmænd på. Men også arbejdsmændenes egen ligegyldighed, uforstand og mistænksomhed måtte de kæmpe med. Intet under om de første pionerer trættedes og gav op efter kortere eller længere tid.

Blandt de københavnske arbejdsmænd var der flere organisationer, og disse havde så småt fundet hinanden og arbejdede i flere henseender på linje. Men det gik ofte med knirken og knagen. På generalforsamlingen i året 1891 i Rømersgade 22 valgtes den 27-årige M. C. Lyngsie. Han var gjort af sejere, mere durabelt stof end sine forgængere. Da forbundet den 22. april 1891 valgte Lyngsie til formand, bestod hele forbundets medlemsantal kun af 340 mand.

For et hundrede år siden drømte næppe et menneske om, at Esbjerg skulle blive den storby, den er i dag med dens henved et halvt hundrede tusinde indbyggere, hvor kun 30 menneskebørn i 1860 fristede en kummerlig tilværelse. Men anlægget af havnen sugede mennesker hertil. I 1880 var indbyggerantallet i Esbjerg på 1529 mennesker og i 1890, netop dét år Arbejdsmændenes Fagforening blev stiftet, var dette tal vokset til 4.111. Det er indlysende, at størstedelen af indbyggerne var arbejdere, og at arbejdsmændene tegnede sig for en meget stor del af disse. Her som andre steder i landet spirede organisationstrangen blandt arbejderne. Den ene fagforening efter den anden så dagens lys og den 29. marts 1890 blev Arbejdsmændenes Fagforening stiftet med et medlemsantal på 67. Det var ikke noget stort „begynderhold“, men i betragtning af Lyngsies 349 medlemmer i København året efter, var begyndelsen dog forståelig. Med bybud P. Binderup som formand, blev den organisatoriske plov nu sat i jorden. Hvis kampen for bedre levevilkår skulle give noget resultat, måtte man have alle arbejdsmænd indenfor organisationens rammer. Og det er indlysende, at der i nybyggerbyen var beskæftiget mange af det grove slids mænd. På teglværkerne, havnen, byggepladserne og mange andre steder herskede der travlhed, og arbejdsmændene udgjorde det store antal af arbejderstaben.

Selvom mange arbejdsmænd sluttede op i rækkerne i deres kamporganisation, stod en stor del her som andre steder dog afventende eller uforstående overfor organisationstanken, og dette svækkede selvfølgelig i høj grad fagforeningen i dens bestræbelser på at skaffe sine medlemmer bedre arbejds- og levevilkår. Arbejdsgiverne i Esbjerg var selvsagt ikke et hår bedre end arbejdsgivere i andre byer. Hvor det kunne undgås, ønskede de ikke fagforeningsindblanding i arbejdsforholdene. Tværtimod søgte de at lægge den unge organisation og dens mænd alle mulige hindringer i vejen.

Ved at læse i arbejdsmændenes første forhandlingsbog ser man stadig, at de uorganiserede spiller en stor rolle under forhandlingerne med arbejdsgiverne. De gamle, gulnede blade fortæller interessante ting om de vanskeligheder, organisationen var ude for, og om de første tilløb man gør på forskellige områder for at bedre arbejdsmandens sociale stilling. Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, er protokolarbejdet til tider lidt mangelfuldt udført, og de mange forløbne år har også „udblækket“ en del af det stof, man gerne ville have gennempløjet, men medens man sidder og læser i den for en ældre organisationsdeltager visdommens bog, fyldes man med beundring over, at den tids arbejdere - trods mangelfuld skoleuddannelse - i deres klassebevidste stræben mod lyset forstod at give deres tanker form, at udtrykke deres meninger klart og tydeligt.

Enkelte protokoluddrag vil i denne forbindelse ikke være uden interesse. Foreningen førte i begyndelsen såvel en forslagsspørge- og klageprotokol som en forhandlingsbog. I den førstnævnte protokol beklager et medlem på Møllers Teglværk sig over en fagforeningskammerat på følgende måde: „Jeg besværer mig ved en udtalelse af arbejdsmand og bestyrelsesmedlem xx af Esbjerg: Lørdag aften den 17. maj og søndag eftermiddag den 18. maj, hvori han udtalte, at samtlige arbejdere på Møllers Teglværk var lige gode kæltringer allesammen. De ville nok høste alt det gode af Arbejdsmændenes Fagforening, men de ville ikke være med til at støtte den.“

Den 30. maj 1890 indsendte et medlem forslag om oprettelse af en begravelseskasse, som skulle træde hjælpende til i tilfælde af et medlems eller et medlems hustrus død. Denne hjælp skulle dækkes af et ekstrakontingent på 25 øre pr. medlem i hvert enkelt tilfælde. Et andet forslag, er som en slags forløber for brugsforeningsbevægelsen blev indleveret den 30. maj 1890 af to medlemmer, som forslag til behandling på den førstkommende generalforsamling: „Undertegnede medlemmer af Arbejdsmændenes Fagforening ønsker en forespørgsel til samtlige købmænd og bagere om de i lighed med, hvad Den Socialdemokratiske Forening har gjort, hvori de har erholdt en godtgørelse af 5 pct. pr. kontant betaling for alle købte varer.“

Så skal man helt frem til den 4. oktober 1892 for at finde nyt i denne protokol, men da stiller et medlem til gengæld et forslag om fagforeningens opdeling i to afdelinger, en for byen og en for havnen - et forslag, som først blev gennemført godt et halvt århundrede senere, men dog i en noget anden form.

Vi må nu gøre et spring til den 16. juni 1893. Et medlem indsender da følgende forslag til behandling på juli generalforsamlingen: „I anledning af de sidste begivenheder i foreningen, nemlig strejken på havnen af d. 25. april 1893 og lønforhøjelsen på de forskellige pladser, som viser sig ikke kan opretholdes uden konflikter, og da foreningen ikke under de nuværende forhold efter min erfaring viser sig stærk nok begrundet på, at medlemmerne ikke er så solidariske, som de burde være, og for det andet fordi, at der for tiden er så mange uorganiserede folk her i byen som konkurrerer med os, foreslår jeg foreningen foreløbig at blive ved den timeløn, som kan opnås på de forskellige pladser uden konflikter.“

Der kunne nævnes en række andre forslag, som først senere har fået deres praktiske løsning ad faglig og politisk vej. Et medlem foreslår oprettelse af en afdeling under fagforeningen til støtte for ældre udslidte arbejdere, som ikke kunne erholde fuld timeløn. Et andet medlem foreslår, at der forlanges så meget for overarbejde, at dette bremses både af hensyn til de arbejdende som af hensyn til de arbejdsløse. Forslag om oprettelse af spareforening og sygekasse savnes heller ikke.

Et eksempel på, at fagforeningens bestyrelse ønskede at holde streng og retfærdig justits blandt medlemmerne fremgår af en klage, som den har ladet tilføre protokollen: „Undertegnede finder anledning til at indsende klage over ovennævnte arbejdsmand, da han ved kælderudgravning for tømrermester N. N. har tilladt sig at udbytte en arbejdsmand, nemlig ved at påtage sig arbejdet til 3 kr. pr. favn og kun udbetalt sin arbejder 2 kr. 50 øre pr. favn. Vi tillader os at spørge den ærede fagforening, om det er på den måde, at den tænker at holde lønningerne oppe. Vi skammer os ved, at mestrene skal komme og smide sådant smuds på arbejderne, uden at vi kan smide det fra os. Vi finder, at foreningen skal have sin ret.“ (Bestyrelsen.)

Den arme synder har sikkert fået sin velfortjente bekomst på den følgende generalforsamling.

Forinden vi forlader klageprotokollen, skal blot nævnes et eksempel på, hvor årvågne medlemmerne var. Et medlem udtrykker sin forargelse over, at der ved Missionshuset bæres indskudsmateriale op efter fyraften.

Det kunne ikke altid blive en fredsengels basun, der lød på de Esbjerg arbejdsmænds fagforeningsmøder og på arbejdspladserne i halvfemserne - og forresten heller ikke senere! Man ville noget! Man ville hæve hele den socialt dårligt stillede kaste op til menneskeværd, til selvtænkende væsener, handlekraftige skikkelser, som mod udøvelsen af deres arbejdskraft kunne blive sat i stand til at leve et kulturliv. De uorganiserede og dermed uforstående behandlede man lidt med lempe. Der var dog håb om tid efter anden at få dem røget ud af hulen! Men vé det arme medlem, som bevidst havde udført skruebrækkerarbejde. For ham synes ingen tilgivelse muligt på denne side af helvedes port.

Dommen over synderen var ikke floromvundet udenomssnak, hvilket fremgår af følgende udtalelser, som er refereret i fagforeningens første forhandlingsbog. Et medlem havde taget arbejde til den timeløn, som hans kammerater havde nægtet at arbejde for, og bestyrelsen foreslog derfor generalforsamlingen at ekskludere delinkventen. Et medlem foreslog at udelukke synderen for stedse og aldrig mere arbejde sammen med eller komme i berøring med ham, undtagen dette skete ved et særegent tilfælde. Et andet medlem: Vi skulle ikke alene udelukke ham, men vi skulle ligefrem afsky ham og forfølge ham, hvor han rejste hen. Efter at flere medlemmer havde givet deres besyv i laget med, vedtoges det enstemmigt at udelukke den uheldige lovovertræder for stedse og betragte ham som skruebrækker.

At man er blevet enig med en eller flere af de handlende om den førnævnte rabatordning fremgår af, at et medlem på en generalforsamling udtalte, at folk, som stod udenfor fagforeningen fik brød til samme pris som foreningens medlemmer ved den af foreningen antagne bager, hvilket misbilligedes af forsamlingen. Formanden lovede, at sagen skulle blive undersøgt.

1891: Vi må nu se lidt på arbejds- og lønvilkårene i fagforeningens første tid. Først den 10. marts 1891 synes det, at man er nået frem til en afklaring af, hvorledes man skulle stille sig, hvis man ikke kunne opnå lønmæssig overenskomst med arbejdsgiverne. På en ekstra generalforsamling vedtoges nemlig følgende forslag: Arbejdsnedlæggelse skal så vidt muligt søges undgået.

Men når en lønforhøjelse agtes gennemført på en arbejdsplads og bliver afvist med et bestemt afslag fra arbejdsgivernes side, og udvalgets mægling har vist sig frugtesløst, skal bestyrelsen så hurtigt som muligt indvarsle til en generalforsamling, og dersom over halvdelen af de mødte medlemmer stemmer derfor, er arbejdet nedlagt på vedkommende arbejdsplads. Når arbejdsnedlæggelsen har fundet sted, er det ethvert medlems pligt ikke at tage arbejde på denne arbejdsplads, før de stillede fordringer er opfyldt, ligesom arbejdet ikke må optages af andre end dem, der har forladt det, undtagen nødvendigheden fordrer, at der skal flere arbejdere til at udføre dette arbejde. Skulle nogen efter en tids forløb desuagtet optage arbejdet, inden de vedtagne fordringer er opfyldt, og han har modtaget understøttelse af foreningen ifølge loven § 13, kan denne frasøges ham ved domstolene, og han er underkastet den hurtige retsforfølgning, som loven af d. 25. januar 1828 hjemler. Og denne paragraf træder fra dato i kraft i stedet for den i de trykte love § 11, som altså samtidig sættes ud af kraft. De nævnte love, som der er henvist til, findes desværre ikke, men ovennævnte vedtagelse, der som nævnt blev vedtaget og nogle dage senere underskrevet af bestyrelsens medlemmer, må åbenbart have betydet en stærkere formulering af spørgsmålet om arbejdskonflikter.

En af de første overenskomster synes at være indgået med byens murermestre, der alle havde underskrevet på at yde 27 øre i timeløn.

Det fremgår iøvrigt af de første blade i forhandlingsbogen, at man allerede i maj-juni måned 1891 havde haft den første store arbejdskonflikt med et førende kulfirma på Esbjerg havn. Dette firmas indehaver nægtede at underskrive priskuranten, der lød på en timeløn á 33 øre i tiden fra kl. 06 morgen til kl. 18 aften og 40 øre i timen den øvrige tid af døgnet samt søn- og helligdage, og de „løse“ folk, som var i firmaets tjeneste, nedlagde derfor arbejdet, mens kun de fastansatte 8 mand fortsatte. Denne „ulovlige“ arbejdsnedlæggelse blev gjort til genstand for en længere forhandling på mødet. Formanden støttede sig til foreningens love, i hvilke der bl.a. står, at ingen arbejdsnedlæggelse må finde sted, førend forretningsføreren er underrettet derom.

Efter en langvarig diskussion vedtoges strejken med 31 stemmer mod 2. De faste folk lovede at nedlægge arbejdet dagen derpå, hvis ikke en overenskomst kom istand. Det fremgår ikke tydeligt af protokollen, hvad denne strejke resulterede i. Muligvis er et af de løse blade forsvundet i tidens løb. Men det kan se ud til, at arbejdsmændene har måttet give lidt køb, thi på den følgende ordinære generalforsamling oplyste formanden, at timelønnen på havnen var 33 øre fra kl. 06 morgen til kl. 19 aften og 40 øre pr. time den øvrige tid af døgnet. De 40 øre gjaldt også søndagsarbejde. Dvs., at timen fra kl. 06 til kl. 19 aften blev aflønnet som dagtime. Den ene time eller måske rettere afkaldet på 7 øre i døgnet synes at have været kompromiset.

Der er selvsagt også omtalt andre lønkonflikter i begyndelsesårene, men gang på gang går det igen, at de uorganiserede stillede sig hindrende i vejen for virkelige lønaktioner, og gang efter gang må formanden med flere indskærpe medlemmerne at fastholde de resultater, som var opnået. Ja, der omtales endog at en enkelt arbejdsplads på havnen beskæftigede ikke mindre end 17 uorganiserede, hvilket vel nok efter den tids forhold var en temmelig stor stab. Store midler til at føre arbejdskampe for havde foreningen heller ikke. Når man betænker, at foreningens regnskab i 1891 balancerede med 140 kr., vil man forstå, at der ikke var meget til at føre større arbejdskonflikter for. Dette til trods erklærede man den 25. april DFDS krig. Dette selskab, der hidtil havde haft en særegen aftale med sine arbejdere, af hvilke en stor del var uorganiserede, var ikke let at hamle op med, hvad det lønmæssige angik og fagforeningen gik derfor ind for en arbejdsstandsning, som nær havde fået det lille bysamfund til at ryste i sin grundvold. Der blev holdt generalforsamling og offentlige møder, på hvilke der blev tordnet mod det velhavende dampskibsselskab, som ikke ville lægge på arbejdernes løn. De samvirkende Fagforeninger, som Arbejdernes Fællesorganisation dengang hed, gik med liv og sjæl ind for kampen og satte selvsagt indsamlinger i gang til støtte for de strejkende. Fra andre byer kom der ligeledes bidrag til dem med opfordring til at holde ud i kampen. Men desværre savnedes der heller ikke strejkebrydere. Fra andre byer strømmede folk hertil, fordi de øjnede en chance. København eksporterede en hel ladning på en gang, og disse mennesker blev modtaget ved banegården af en forsamling så stor, som Esbjerg hidtil ikke havde set mage til. Fra banegården blev de arbejdsvillige stuvet ned i en damper, hvor de blev godt beværtet efter deres besværlige rejse.

Sognerådet drøftede den vanskelige situation. Man var i høj grad utilfreds med at få byen oversvømmet af så mange uønskede folk, som der normalt ingen brug var for. Men intet hjalp på det overmodige og overmægtige rederi, selv om situationen åbenbart i længden havde virket enerverende på dets ledere. Med den tids mangelfulde sammenhold blandt arbejderne taget i betragtning var det ingen sag at knægte nogle „genstridige“ arbejdsmænd, der forlangte et par ører mere i timen for deres slid. Men det var pinligt for rederiets ledelse at blive stillet i gabestokken over hele landet, fordi de nægtede at yde deres folk disse lumpne ører mere i løn.

Strejken varede en halv snes uger, og de strejkende arbejdere genoptog på hovedbestyrelsens forslag arbejdet, selvom man kun opnåede den lønforbedring, som man kunne have fået indrømmet ved strejkens begyndelse. Dagtimelønnen blev fastsat til 35 øre og nattetimerne til 40 øre. Det var ikke nogen fantasifuld høj timebetaling for det grove og krævende slid, som havnearbejdet var, men dog kneb det, som det fremgår af foranstående spørgsmål fra et medlem, at holde denne timeløn fast rundt omkring på havnens forskellige arbejdspladser. Jovist vandt arbejderne en sejr. Flertallet af de „løse eksistenser“ forsvandt fra byen, og resten af de uorganiserede eller strejkebrydere søgte ly indenfor organisationens rammer. Luften blev renere.

Arbejdsgiverne blev i fremtiden mere forhandlingsvenlige, om end de stadigvæk anså fagforeningerne for djævelskab og søgte at sulte enkelte af deres bedste tillidsmænd ud af byen. Iøvrigt får man også opfattelsen af, at den store kamp var med til at bygge bro over det svælg, der var mellem faglærte og ufaglærte arbejdere. Tidligere var der nemlig et svælg mellem de to parter. „Fra Lavstiden“, skriver Bertolt, fulgte den nedværdigende og skæbnesvangre tradition med langt ind i den moderne industritid, at svendene betragtede arbejdsmændene som stående langt under sig. På byggepladser, skibsværfter og lignende steder var der et svælg befæstet blandt svende og arbejdsmænd. De kunne ikke sidde og spise frokost ved samme bord. En arbejdsmand kunne ikke holde i en loddesnor sammen med en svend. Han kunne hente øl til svenden, men ikke drikke sammen med ham. I et fag som brolæggernes f. eks. havde svendene akkord og antog og afskedigede deres arbejdsmænd med en dagløn, mens de selv strøg akkordoverskuddet for begge parters arbejde. Lignende forhold herskede også på andre områder. Alt dette havde forbitret mangen arbejdsmands tilværelse. Efterhånden som arbejdsmand-tilværelsen blev sig deres eget og deres sammenholds værd bevidst, fremkaldte de faglærte af fortidens standshovmod prægede holdning et kompleks hos dem. Det var under overvejelse af allehånde betænkeligheder at arbejdsmændene var gået ind i et organisatorisk fællesskab med „de tekniske fag“, som var deres gængse betegnelse for de andre“.

Fra min drengetid husker jeg ikke, at svælget - måske bortset fra lidt knas mellem murer og murerarbejdsmænd - var så udpræget som Bertolt skriver, - i hver fald ikke her i byen - og som arbejderbarn havde jeg dog lejlighed til at følge dette forhold meget nøje. Men forresten var forholdet indbyrdes blandt arbejdsmændene heller ikke altid det bedste. Kunne ældre, eller mere durkdrevne arbejdere end andre, komme til at file et par ører fra deres kammerater, gjorde de det. Jeg har nævnt manden, der modtog 3 kr. pr. favn, men kun udbetalte sin arbejdskammerat 2 kr. 50 øre pr. favn, og af et andet afsnit af forhandlingsbogen fremgår det, at enkelte arbejdere ved losningen af kul strøg sig nogle procenter, som gled i deres egne lommer. Ved disse sagers fremkomst blev der dog hurtigt sat en stopper for den trafik.

Alt i alt mener jeg, at den store og langvarige arbejdskamp mod DFDS var af uvurderlig betydning for arbejderbevægelsen som helhed. Arbejdsmændene fik forøget tro på deres organisations betydning. De faglærte fik forståelse af, at de hørte til i samme båd som arbejdsmændene, de uorganiserede vågnede for en stor del af deres dvaletilstand, og arbejdsgiverne fik større respekt for den organiserede arbejder.

Naturligvis omtaler protokollen en række mindre arbejdskonflikter i de første år - konflikter, som arbejdsmændene fik løst på hæderlig vis.

Det kan godt se ud til, at det har knebet lidt med at skabe fasthed i ledelsen i fagforeningens første dage. Man har ikke haft den fulde forståelse af, at selv den udprægede evnerige leder skal gennemgå en vis skoling på pladsen, før han har fuldt overblik og herredømme over sin gerning. Skolingen fra neden er den bedste forudsætning for, at man kan udrette noget for sine klassekammerater. I organisationsarbejdet skal man aldrig begynde med at mure skorstenspiben, for at tale et billedsprog. Jeg har set eksempel på, at man har valgt en ganske uforstående mand til leder af en organisation, men eksperimentet blev en dundrende fiasko, omend visse mennesker i deres beklagelige uforstand mente at have interesse i at holde den uduelige på pladsen - ja, endog derfor forsøge at gøre den åndelige mandsling til en „stor“ mand, selv om han var fuldkommen håbløs og uimodtagelig for skoling. Lad mig straks tilføje, at dette eksempel ikke er hentet fra arbejdsmændenes fagforening.

Der skal begejstring til for at udrette store ting, har afdøde redaktør Wiinblad engang sagt. Ingen kan nære tvivl om, at begejstringens hellige ild flammede i de unge Esbjerg-arbejdsmænds sind, da de begyndte opførelsen af deres „bygning“. Men de har ikke givet deres ledere tid til at skole sig til de store opgavers løsning. Man har for ofte flyttet rundt med brikkerne.

Som nævnt blev P. Binderup valgt til fagforeningens første formand i 1890. Men af referatet af et fagforeningsmøde den 11. november samme år fremgår det, at brøndgraver Jørgen Olsen nu står ved roret. Ham kom der heller ikke til at gro mos på, thi ved generalforsamlingen den 18. april 1891 sad Binderup atter i formandsstolen.

1892: Ved et bestyrelsesmøde den 4. maj 1892 valgtes Hans Mathis Hansen, der blev den første store skikkelse i Esbjergs arbejderbevægelsens historie, til formand. Men også han blev en kastebold for stemningen, indtil han i 1894 blev en såkaldt blivende formand. Men forinden havde man også slidt på N. Jespersen, Christen Thomsen og Jacob Thomsen.

H. M. Hansen satte sig et varigt minde ikke alene i Esbjerg, men også - og ikke mindst i forbundets historie.

H. M. Hansen blev født den 5. april 1865 i Folding. Faderen, som var husmand, døde allerede 3 uger efter hans fødsel, og moderen blev kronisk syg, så hjemmet gik til grunde. Der var 4 børn, som alle måtte ud og opdrages hos fremmede. En ældre broder kom i møllerlære i Hulkjær Mølle ved Holsted. Dertil kom H. M. Hansen også. 8 år gammel tiltrådte han sin første plads som møllerens gåsedreng, og da han blev konfirmeret, var det meningen, at han skulle have været i møllerlære, men kort efter gik mølleren fallit, og for anden gang stod Hansen i et splittet hjem. 15 år gammel drog han så til Slesvig for at tage plads som tjenestekarl. Efter at have aftjent sin værnepligt rejste han til en onkel i Varde og var der et års tid, indtil han i december 1887 flyttede til Esbjerg, hvor han kom til at arbejde ved havnen, og snart kom han ind i et fast hold. I februar 1889 var han med til det første møde angående dannelsen af en fagforening for arbejdsmænd i Esbjerg, og efter dennes start året derpå var han blandt de første, der meldte sig i rækkerne. I 1894 valgtes han som allerede omtalt til formand. I de år han virkede her i Esbjerg, modtog han mange tillidshverv.

Det har ikke undgået min opmærksomhed, at mange mere eller mindre historiske jubilæumsskrifter er skåret efter samme lineal. I dette skrift vil jeg helst ikke gøre alt for meget brug af linealen, men derimod tage mig den frihed at vagabondere lidt rundt i det righoldige, men også på visse områder mangelfulde stof, som står til min rådighed. Selv om tipsningen for tiden lægger beslag på folks tid og pengepung, lever vi dog i kryds- og tværsopgavernes tidsalder. Omend mit vagabondforsøg som jubilæumsskriftskriver skulle synes en og anden lidt i retning af en kryds- og tværsopgave, forsikrer jeg for, at jeg tager mig opgaven fuldt alvorlig. Siden mine yngste år har jeg levet og åndet for den Arbejderklasse, jeg tilhører, og jeg har set og oplevet de mægtige fremskridt, vor samfundsklasse har gjort i social henseende. Skønt jeg nu hører hjemme i de ældres rækker, lever jeg stadig på begejstringens første stadium. Den dag i dag kan jeg få gåsehud på armene, når jeg marcherer i en procession til tonerne af Socialistmarchen. Med dyb alvor i sindet og endnu dybere respekt for vore pionerer dukker jeg efter dette udbrud da atter ned i arbejdsmændenes historiske dokumenter. Denne gang tillader jeg mig et lille tilbageskridt og gengiver ordret referatet af den første generalforsamling, som er refereret i arbejdsmændenes protokol:

Dagsorden d. 13 april 1890: Punkt 1: Valg af revisorer. Valgt blev med stort flertal blev Jens Pedersen, Kronprinsensgade, og Jens Nielsen, Skolegade. - Punkt 2: Behandling af spørgsmålet om spirituøse drikkes udskænkning i foreningens lokaler. Blev enstemmigt nægtet undtagen ved baller og udflugter. - Punkt 3: Forslag om sammensmeltning af de her i byen værende forskellige fagforeninger om fælles sygekasse og lokaler. Blev efter nogen forhandling nægtet. - Punkt 4: Fremlæggelse af de forskellige priskuranter. - Arbejderne på de forskellige arbejdspladser forbeholdt sig ret til selv at bestemme, hvornår de ville fremlægge disse. Havnearbejderne ved „Det forenede Dampskibsselskab“ forlangte, at de - ved en eventuel arbejdsnedlæggelse - i byen værende arbejdere eller at de udenfor selskabets tjeneste værende havnearbejdere - ikke er afhængige af fagforeningen, men at de selv har ret til at bestemme, om de vil blive ved at arbejde på de en gang indgåede betingelser uden hensyn til fagforeningen. Dog kan foranførte arbejdere ikke nedlægge arbejdet, uden at de har rådført sig med fagforeningens bestyrelse. Vedtaget. - Punkt 5: Forslag om at gå ind under hovedforbundet for Jylland og Fyn. Således vedtaget på generalforsamlingen den 13. april 1890, på bestyrelsens vegne, P. Binderup, formand.

Man formoder, at spørgsmålet om arbejdsoverenskomsterne har lagt beslag på mødets længste tid. Enkelte vil måske forbavses over, at arbejdere på de forskellige arbejdspladser selv ville bestemme tiden for forelæggelsen af deres overenskomster og arbejdsaftaler. Men da det ikke på det tidspunkt var fagforeningen, men arbejderne på de forskellige arbejdspladser, som havde aftalerne med arbejdsgiverne, er det såre naturligt, at enkelte grupper har ønsket tid til at få „afpudset“ disse aftaler, forinden de blev forelagt et større forum. DFDS’s arbejdere ønskede en særret med hensyn til bestemmelsen for tidspunktet for eventuel arbejdsnedlæggelse, og som det tidligere er omtalt, var det ingenlunde for at snylte på de fremskridt, andre arbejdere opnåede, det vil sige at få deres løn automatisk hævet, efterhånden som de øvrige arbejdsmænd gennem forhandlinger og konflikter trængte frem på slagmarkerne. Snarere lå deri et ønske om at vinde tid til at få flere af deres folk organiseret, thi det var en trist kendsgerning, at navnene på alt for mange arbejdere på denne store arbejdsplads ikke fandtes i medlemsprotokollen. Men vi har også læst, at den klassebevidste del af DFDS’s folk i 1893 gik ud i en langvarig konflikt for at få ryddet op i de uheldige forhold, og at denne storkamp, som blev fulgt med levende interesse af organiserede arbejdere over det ganske land, førte til et nogenlunde omend ikke tilfredsstillende resultat.

Vedtagelsen om, at man ikke skulle slutte sig sammen med byens øvrige fagforeninger om en fælles sygekasse må ses i forbindelse med den ikke ubegrundede skepsis, som de ufaglærte nærede til de faglærte. Og spørgsmålet om nydelsen af spirituøse drikke har sikkert haft to sider: For det første skulle husmødrene ikke nære frygt for, at mændene gik til fagforeningsmøder for at få en lille „fjer“ på, og for det andet gjaldt det om at være i ædruelig tilstand, når de mange forskellige arbejdsproblemer skulle drøftes. Det er jo ingen hemmelighed, at afholdsbevægelsen kan tegne sig for en fortjenstfuld aktie i Arbejderklassens rejsning.

Den lange slidsomme arbejdstid, for en ringe betaling, fratog arbejderne lysten til at beskæftige sig med åndelige problemer. Man sled faktisk sjælen ud af kroppen, og at finde nogen glæde eller noget opmuntrende i tilværelsen var næsten en umulighed. Hjemmene, hvori der som regel fandtes en hulkindet, brystslattet og ikke så sjældent tillige forkuet kvinde samt en redefuld børn, var små og fattige. Manden følte ikke, at han kunne være ret meget for disse børn, der forøvrigt ofte måtte begynde at slide i 7-8 årsalderen for at yde deres bidrag til livets opretholdelse. Bypladser skortede det på. Udbuddet var for stort. Derfor var det almindeligt, at de større børn, dvs. dem, der havde nået den skolepligtige alder, ved majdagstide måtte hilse af med mor og far samt søskende, for at drage ud til en eller anden landmand, hos hvem sommeren gik med hårdt slid, som ikke så sjældent oversteg børnenes kræfter og mærkede dem for livet. Intet under, kan man sige, at mændene let henfaldt til brændevinsdrikkeriet, der var den eneste trøst og oplivelse i deres kummerlige tilværelse. Brændevinen var en meget billig og stærk berusende drik. I den druknede man sorger og bekymringer, men samtidig sløvedes tankegangen yderligere. Hvis det derfor skulle lykkes den nedtrampede menneskekaste at rejse sig til menneskeværd, måtte man først og fremmest ud af det sløvende og omtågede brændevinsdrikkeri, og her øvede afholdsbevægelsen en betydelig missionærgerning for den spirende klassebevidsthed, og dermed for de små forarmede hjem. Hvorledes et arbejderhjem så ud på den tid, er det let at skildre. Blot et par ord om mit barndomshjem, som det så ud i mine tidligste drengeår.

Foruden de allernødvendigste redskaber til madlavning samt spisegrejer fandtes der i køkkenet en taburet til den uundværlige vandspand med vandøsen. Ikke så meget som en brødskærer kunne lette min mors tilværelse i køkkenet. I stuen fandtes et fyrretræsspisebord, 5-6 stole, en kommode og en slagbænk, som vi brugte som „siddesofa“ om dagen. Om natten brugte min yngste bror Oskar og jeg den til sovekøje, hvor vi såmænd hvilede godt på et tykt lag rughalm, der blev fornyet et par gange årligt. Soveværelset bestod af halmfyldte senge. I det lille rums hjørner var der anbragt garderober: Skråtskårne træhylder med knagerækker under. Fastgjort til disse hylder en smule forhæng, bag hvilket gangtøjet skjulte sig. Kommodeskufferne var gemmested for hjemmets linnedbeholdning. Og så kommer vi til hjemmets eneste luksus: En 3-4 nipsfigurer, som havde deres plads på kommoden, og et lignende antal alvorsord som f. eks. „Gud velsign vort hjem“, „Hvad er et hjem uden moder“, der havde deres plads under et langt smalt stykke indrammet glas, som var anbragt over dørene. Og så hørte vort hjem langt fra til de dårligste.

Men når man ser lidt på den tids lønningsforhold, forstår man udmærket godt, at arbejderhjemmenes bohave var lidet og fattigt. I 1885 betaltes ifølge en gammel lønstatistik i Aalborg 2 kr. i dagløn for 11 timers arbejde, og som det fremgår af tidligere omtale var timelønnen for murerarbejdsmænd først i 1890erne i Esbjerg på 27 øre og 33 øre for havnearbejderne. Selvom leveomkostningerne ikke var store i sammenligning med nutidens, hører der ikke megen fantasi til at forstå, at den smule arbejdsløn skulle strækkes godt for at dække dagliglivets fornødenheder.

Den først refererede generalforsamling i Arbejdsmændenes Fagforening sluttede med vedtagelsen af, at foreningen tilsluttede sig Hovedforbundet for Jylland og Fyn. Arbejdsmændene i flere af Jyllands byer var kommet Esbjerg i forkøbet med oprettelse af fagforeninger. Mellem disse organisationer var der tillige kommet så meget forbindelse istand, at de ved et møde i Horsens 1889 oprettede „Arbejdsmændenes Forbund for Jylland og Fyn“ med aalborgmanden Anders Christensen som formand. Et par år senere efterfulgtes han af Chr. Jensen fra Kolding - en mand, som kom til at spille en betydelig rolle under forholdenes senere udvikling. I årene 1893-97 var arbejdsmændene i Danmark delt i 3 hovedorganisationer, nemlig „Arbejdsmændenes Fællesorganisation for København og Omegn“ med Lyngsie som formand; „Arbejdsmændenes Forbund for Sjælland og Øerne“, først med H. V. Willumsen, København, og fra 1895 med Fr. Hansen, Slagelse, som formand, og til disse kom „Det Jysk-Fynske Arbejdsmandsforbund” med Chr. Jensen, Kolding, som formand.

„De tre hovedmænd“, Lyngsie, Fr. Hansen og Chr. Jensen, var gode venner og alle ivrige for at fremme samlingstanken. Lyngsie indbød derfor Fr. Hansen og Chr. Jensen til at komme til København, og her udarbejdede de tre et „udkast til grundlag for dannelse af et Dansk Arbejdsmandforbund for hele landet“. Det gav de hinanden håndslag på at ville anbefale hver i sit forbund. Allerede kort efter, i juli 1896, vedtog sjællænderne på deres kongres i Helsingør, hvor også Lyngsie og Chr. Jensen var tilstede, at de ville indmelde sig i en sammenslutning som den skitserede, så snart et af de andre forbund havde besluttet det samme. Dermed var det første skridt taget. Udkastet blev i et fællesudvalg omarbejdet til egentlige love. Og i november stod det afgørende slag på Det Jydsk-Fynske Forbunds kongres i Varde. Både Lyngsie og Chr. Jensen talte varmt for at overvinde jydernes betænkeligheder og modvilje mod København.

Lyngsie henviste bl.a. til, at arbejdsgiverne netop havde dannet deres stærke landsorganisation. Skulle arbejderne gøre sig håb om at kunne hævde sig overfor denne magtkoncentration, så gik det ikke an, at det fortsat stod delt og splittet. Men modstanderne havde også deres argumenter, som væsentlig gik ud på, at det blev jyderne, som i det lange løb kom til at betale for københavnernes letsindigheder. Efter en lang og hed debat kom det til afstemning, og sammenslutningen gik igennem med 29 ja stemmer og 19 nej.

Lyngsie, Chr. Jensen og Fr. Hansen blev forretningsførere for Dansk Arbejdsmand Forbund (DAF), der da talte 14.000 medlemmer!

Forinden Lyngsie som arbejdsmændenes førstemand stod i spidsen for de 14.000 medlemmer, syntes jævnligt stridigheder i København at have fremkaldt tanker hos ham om at flytte sine teltpæle, og han må særlig have kastet sin kærlighed på Esbjerg. Fra en jyllandsrejse i 1895 skrev han nemlig bl.a. i et brev til sin kone: „Jeg har store planer oppe. Lykkes, hvad vi og den ledende partifælle i Esbjerg spekulerer på, så - dog, Sine, tal om intet“. Fra Vejle skriver han bl.a. d. 25. februar 1895: „Overalt bliver jeg modtaget vel. Jyderne forstår anderledes at vurdere mit arbejde. Du kan tro, vi får et lykkeligt og anderledes behageligt hjem herovre end det, vi har haft i København - på en bakke med udsigt over hele Esbjerg by og havn og til den anden side over det store brusende Vesterhav (se Esbjergs beliggenhed på kortet i min lommebog). Dog, håb ikke for meget, min plan kan jo mislykkes.“

Hvad denne plan gik ud på, er ikke ganske klar. I hvert fald er den mislykkedes eller opgivet. Lyngsie blev i København, hvorfra han udførte sin manddomsgerning, og Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg fostrede efterhånden de dygtige ledere, som den stadig stærkt voksende organisation havde brug for.

Fra et af Lyngsies Esbjerg-møder kan jeg ikke undlade at bringe et par af hans ord, der viser et lynglimt af den store arbejderfører og agitator: „Dyrebeskyttelsessagen er af alle anerkendt for en berettiget og human sag, som alle bør støtte. Der dannes foreninger og virkes meget for at vække menneskenes medfølelse med de ulykkelige fugle og skovens vildt, som om vinteren, når sneen dækker mark og skov, er hindrede i at få deres føde. For Arbejderklassen ligger der hele året et dække, som hindrer arbejderne i at skaffe sig føden, nemlig arbejdsløsheden. At skaffe dette unaturlige forhold af vejen og at forbedre arbejdslønnen og dermed formindske arbejdernes sult, det er arbejderbevægelsens mål, og det må absolut være lige så berettiget som at danne foreninger og virke for indskrænkning af den af naturen fremkaldte midlertidige nødstilstand for dyrenes vedkommende.“

Til de elendige arbejds- og lønvilkår, som arbejdsmændene og forresten også de øvrige arbejdere levede under, da deres fagforening i Esbjerg så dagens lys, knyttedes desværre flere sorte skyggesider, bl.a. arbejdsløshed, sygdom, invaliditet på grund af ulykkestilfælde på arbejdspladserne. Fattigvæsenet stod som det truende spøgelse foran enhver arbejderfamilies dør. Allerede når efterårsstormene begyndte at rase og senere, når vinterens bidende frost satte ind, indtraf samtidig den for de små hjem piskende svøbe: Arbejdsløsheden, der i mangfoldige tilfælde sendte hundreder af familier landet over på fattigvæsenet, og dermed mistede forsørgerne deres borgerlige rettigheder. Arbejdsløshedskasser, sygekasser eller ulykkesforsikring med støtte fra det offentliges side havde man intet af. Det er derfor forståeligt, at der sammen med den faglige rejsning også begyndte en politisk rejsning blandt arbejderne.

Det arbejdende folk ville ikke have deres små hjem, som trods alt dannede rammen om familielivet, påklistret fattigvæsenets sorte stempel. For bl.a. at skabe en nogenlunde betryggende socialforsorg, der hverken gav jordbund for en sultens slavehær eller gjorde arbejderne til ufrie borgere, begyndte arbejderne også at rotte sig sammen med det formål at vælge deres egne repræsentanter ind i de lovgivende og administrerende forsamlinger, hvor man krævede samfundet til regnskab for dets pligter.

Først i 1890erne fik vi loven om den såkaldte Frie Fattigkasse, dvs. en institution, som kunne træde hjælpende til i trangstilfælde, uden at hjælpen fik fattighjælps virkninger.

1894: Ved valget til Den Frie Fattigkasse, der fandt sted i december 1894, var smed I. I. Marcussen opstillet og blev valgt. Bestyrelsen bestod af tre mand, der skulle uddele de indkomne midler. Da de modtog „kassen“, var der hverken kasse eller penge. Alt var blankt. Kommunen gav i tilskud 600 kr. årligt. Kassen fik også, hvad der indkom i kirkebøsserne, og ved ejendomshandler fik kassen den afgift, der betaltes ved udstedelsen af skøder. Såvidt nu afdøde I. I. Marcussen erindrede, da jeg for en snes år siden talte med ham om pionertiden, havde „Den Frie Fattigkasse“ en indtægt på ca. 1100 kr. det første år.

Da bevillingsmyndigheden til „Den Frie Fattigkasse“ i første række tilfaldt kommunen, gjaldt det også om at få valgt repræsentanter ind i de kommunale råd for derigennem at få varetaget arbejderinteresser.

Ved sognerådsvalget i november 1894 valgtes den første arbejderrepræsentant ind i Esbjerg sogneråd, nemlig arbejdsmand Jacob Thomsen.

Selvom det til en begyndelse var kummerlige smuler, „Den Frie Fattigkasse“ havde at råde over, var arbejderne på deres post, når valget af bestyrelse til denne institution fandt sted.

Ved valget i december 1897 valgtes arbejdsmand H. M. Hansen og smed Marcussen. Arbejderne vandt derved flertallet. Marcussen overtog posten som kasserer.

I december 1900 valgtes 3 socialdemokrater, og i august 1905 valgtes ligeledes 3 socialdemokrater.

Men omend indtægterne til „Den Frie Fattigkasse“ efterhånden forøgedes, steg behovet også med det voksende befolkningsantal, og enhver vil forstå, at vore klassefæller i denne bestyrelse har haft en yderst vanskelig opgave med fordelingen af midlerne i den underernærede kasse. I 1908 afløstes „Den Frie Fattigkasse“ af hjælpekassen, i hvis første bestyrelse bl.a. arbejdsmændene Markus Stokholm og N. A. Nielsen fik sæde. Denne institution betød et nyt fremstød i social henseende.

Med vedtagelsen af loven af 12. april 1892, der gav bestemte regler for sygekassers virksomhed, og ifølge hvilken lov der kunne ydes disse offentlig støtte fra stat og kommune, begyndte det så småt at lysne på dette område.

Den 11. november 1894 nåede man frem til at få dannet en Arbejdsmændenes Fagforenings Sygekasse i Esbjerg. Men denne nåede aldrig at få sit medlemsantal nogenlunde ført ajour med antallet af medlemmer i Arbejdsmændenes Fagforening. Det må dog erkendes, at Arbejdsmændenes Sygekasse gennem 35-36 år udførte en stor mission. I 1930 blev den tilsluttet „Sygekassen af 1905“. Sygekasseloven er iøvrigt blevet revideret flere gange i årenes løb, og den er efterhånden indgået som et virkeligt grundfæstet og betydningsfuldt led i den sociale forsorg.

Da H. M. Hansen overtog formandsposten, var han en forholdsvis ung mand, men han mødte ikke uforberedt til tjeneste. Han var for det første medstifter af fagforeningen; havde medfødte lederegenskaber og gennem fire år skolet sig til opgaven som organisationsleder. Gennem forhandlingsbogen støder man ofte på hans navn. Snart stiller han forslag, der som regel vedtages, snart vælges han til delegeret så til ét, så til et andet møde, og ofte vælges han til forhandlingsleder med arbejdsgiverne. Der er noget vulkansk, magtfuldt over hans taktfaste færden fra den ene opgaves løsning til den anden. Han river sine klassekammerater med sig i sit utrættelige og ukuelige arbejde. Altid var han på benene, når der var „uro“ i byen eller på havnen. Han var da også med i ledelsen under den store kamp med DFDS. Det var ikke alene spørgsmålet om højere løn og kortere arbejdstid, som optog hans tid. Det var også de øvrige sociale problemer, som trængte sig på: Forsikring mod sygdom, som lige omtalt, arbejdsløshed, alderdom, kort sagt: alle de truende spøgelser, som hang over de små spartanske hjem, derunder også fattiglovens ubarmhjertige tunge paragraffer. De få socialdemokrater, som fandtes på Rigsdagen, i by- og sogneråd, rasede mod de umenneskelige bestemmelser, som gjorde samfundets arbejdsbier til en pariakaste, og de fandt god støtte landet over blandt arbejderne - ikke mindst blandt de arbejdere, hvis beskæftigelsesmuligheder var sæsonbestemt. Blandt de gode målbevidste støtter hørte H. M. Hansen, der sikkert på et tidligere tidspunkt kunne have erobret formandsstolen. Men han har åbenbart handlet klogt i at vente, indtil han virkelig havde kvalificeret sig til opgaven. Thi med desto større styrke kunne han kaste sig ud i strømhvirvlerne. Han var, som allerede nævnt, en handlingens mand, der ikke sprang ud gennem vinduet, før luerne slog op om ham.

1895: Man vil derfor forstå, at arbejdsgiverne så rødt, når H. M. Hansen viste sig på valpladsen. Man søgte da også at gøre ham helvede hedt snart på den ene, snart på den anden arbejdsplads. Sagt med få ord: Han blev genstand for økonomisk forfølgelse. Arbejdsgiverne var endnu ikke blevet „voksne“ nok til at kunne anerkende en fagforeningsleders ret til at forhandle på sine kammeraters vegne. Af den grund blev H. M. Hansen en slags „trækfugl“ fra den ene arbejdsplads til den anden.

En af havnens største arbejdsgivere, som man skulle have tiltænkt et vist storsyn og en vis forståelse af arbejdernes problemer, sendte H. M. Hansen følgende opsigelse den 7. maj 1895: Da jeg gentagne gange har erfaret, at De søger at sætte mere uforstyrret kan forsætte Deres virksomhed, og jeg opsplid mellem mig og mine folk, anser jeg det for rigtigst, at De ophører med at være i mit arbejde, så at De derefter siger Dem derfor Deres stilling fra den 10. dennes (XX).

H. M. Hansen var dog ikke den eneste, som skulle ud af lemmen ved denne lejlighed. Også arbejdsmand K. Thomsen havde fået en opsigelse, som dog var holdt i en mildere tone. Naturligvis blev der indkaldt til fagforeningsmøder om disse afskedigelser, og der nedsattes udvalg til at forhandle med den „frygtsomme“ arbejdsgiver. Forhandlingen resulterede i, at K. Thomsen måtte vende tilbage til sin arbejdsplads, men H.M. Hansen kunne der ikke være tale om. Derpå drøftede man spørgsmålet om arbejdsnedlæggelse. Formanden frarådede dette, idet han dog understregede, at det ikke var ham, men fagforeningen, arbejdsgiverne ville til livs. Nå, H. M. Hansen havde også „råd til at se stort på det“, idet fagforeningen på en forudgående generalforsamling havde vedtaget at yde ham 2 kr. 50 øre pr. måned i løn.

Det lyder så lidt, men når man tager det ringe fagforeningskontingent i betragtning, og at det var første gang, arbejdsmændene i Esbjerg anerkendte deres formands arbejde ved at aflønne ham, lå der i dette beløb faktisk en smuk tilkendegivelse af hans indsats. H. M. Hansen tabte da heller ikke modet, men søgte nye græsgange og fortsatte troligt sit organisationsarbejde.

På den ordinære generalforsamling i juli 1895 forelagdes og godkendtes en længere såkaldt priskurant for murerarbejdsmænd. Den indeholder en snes paragraffer, som det ville være fristende at gengive i sin helhed. Men det vil kræve stor plads, og enkelte uddrag af priskuranten vil kunne give læseren et indblik i, hvilket slid der da skulle præsteres for pengene: Grundudgravning og læsning på vogn pr. kubikfavn kr. 2,50. - For flytning pr. trillebør af en dybde indtil 2 alen, dog ikke at trille længere end 25 alen fra udgravningen pr. kubikfavn kr. 2,50. - Opbæring af sten og kalk fra bunden af kælder til 1. bjælkelag over denne pr. 1000 sten kr. 2,50. stigende for hver etage med et tillæg á kr. 0,50. - For kalklæskning, når mesteren leverer tilstrækkelig vand ved bænken pr. tønde kr. 0,35. - For rensning af mursten ved gamle bygninger pr. 1000 sten kr. 3,25.- For fabriks- og lignende høje bygninger regnes hver 4,5 alen fra grundlinien til en etage. - Opbæring af skiffersten pr. 1000 stk. til 1. sal kr. 2,50. og for hver stigende etage et tillæg á kr. 0,50. - Der findes selvsagt en lang række flere enkeltheder i denne overenskomst, som jeg vil afslutte med at oplyse prisen for grusharpning: Gjesing grusgrav pr. favn kr. 13,00 - Kvaglund grusgrav pr. favn kr. 10,00 - Boldesager grusgrav pr. favn kr.12,00 - Strandgrus syd og nord for Esbjerg kr. 10,00. For fuldstændighedens skyld skal det dog tilføjes, at overenskomsten indeholder bestemmelser om visse sikkerhedsforanstaltninger for arbejderne under arbejdets udøvelse. Spørgsmålet om murerarbejdsmændenes tidligere flere gange stillet krav om forsikring mod ulykkestilfælde synes slet ikke i denne omgang at have været på tale.

Hvad der åbenbart faldt mange af vore pionerer for brystet var, at præsteskabet – teologerne – på enkelte undtagelser nær, stillede sig på magthavernes side, imod arbejdernes kamp for retten til at leve på jorden. Man fandt, at disse folk, der jo dog var „lærde“ mænd, som hørte til de såkaldte „intellektuelle“, havde forudsætning for at forstå socialismens idé, der i høj grad faldt sammen med kristendommens sociale idé. Ak, disse vore velmenende pionerer begik for det første den store fejl, at de forvekslede eksamen med forstand. At være i besiddelse af en hjerne, der kan klistres en vis portion eksamensstof fast i, er ikke ensbetydende med, at den pågældende hjernes forvalter er i stand til at reflektere forstandsmæssigt over samfundsproblemer. Dog findes der blandt teologerne såvel som blandt andre akademikere virkelige forstandsmennesker. Det må erkendes. Jeg har da på min livsvandring truffet enkelte!

For det andet overså vore pionerer, at magthaverne gennem århundreder har benyttet kristendommen som middel til åndelig undertrykkelse af arbejderne, som roligt skulle finde sig i deres skæbner, i nedværdigelse og udplyndring, i social og åndelig usselhed, så ville de til gengæld blive belønnet så meget desto rigere hinsides. Og til at forkynde denne lære havde de præsterne, som til gengæld fandt deres timelige behov bedst forvaltet af magthaverne, og derfor dannede præsterne skjold for disse mod arbejderne.

Når der faldt en klassedom – og af dem faldt der mange i Arbejderbevægelsens første årtier – vendte præsterne sig da heller ikke i retfærdig harme over disse domsafsigelser og holdt flammende dommedagsprædikener over det samfund, hvori der fandtes rige udbyttere og undertrykkere på den ene side – folk, som hver dag levede herligt og i glæde, medens den fattige Lazarus, som var med til at skabe rigdommene, måtte mætte sig med smulerne, som faldt fra de riges bord.

Rundt omkring i landet støttede præsteskabet da også myndighederne i forbuddet mod, at arbejderne kunne samles under deres samlingsmærke: Den røde dug. Heller ikke ved begravelser måtte faner benyttes. Præsten i Esbjerg var trods alt et forstående menneske, og ikke nær så frygtsom som mange af hans kollegaer landet over. Vedrørende faneproblemet har en af vore gamle pionerer engang fortalt mig: Jeg erindrer også, at der var nedlagt forbud mod, at vor røde fane udfoldedes, men det optog vi som en agitation for vor politik. Vore modstandere kunne ikke tåle at se rødt. Vor gamle sognepræst, pastor Bruun, var ikke så bange for det røde. Han udtalte, at hvis vi ville sy et lille hvidt kors i fanen, måtte den komme i kirken og til begravelser. Han skulle ikke lægge hindringer i vejen derfor, og flere foreninger efterkom det, og dermed svandt forbuddet stille hen. – Og han fortalte: Den første majdemonstration vi havde her i Esbjerg, var den festligste og flotteste, jeg har set, med den sammenfoldede fane i spidsen. Der var rekvireret gendarmer fra hovedkvarteret i Varde, både rytteri og fodfolk. De ridende åbnede og sluttede processionen og langs denne gik fodfolket, så hele toget gennem byen så flot ud. Man var jo bange for, at der skulle blive revolution, men alt gik fredeligt til, og der blev ikke en eneste anholdelse; gendarmerne måtte returnere til Varde uden noget resultat.

1896: I 1896 og med en kort afbrydelse fremover havde Arbejdsmændenes Fagforening en sekretær, P. Rasmussen, hvis historiske blade er en fornøjelse at læse. Han mestrer sproget glimrende, har en misundelsesværdig smuk håndskrift og forstår at sortere det væsentlige fra det uvæsentlige i sine mødereferater. Hatten af for dig, kammerat, hvem du end er eller har været! Men også min højeste beundring for H. M. Hansen som organisationsleder er stigende.

Ved et møde den 13. april 1896 oplyste H. M. Hansen, at det første skridt til at få virkelig ordnede arbejdsforhold på „selskabets“ arbejdsplads nu var taget. En dag, der var travlhed med at losse skibe for dette firma, havde bestyrelsen i henhold til tidligere vedtagelse taget alle fagforeningens folk fra arbejdet. Selskabet kom da i en øjeblikkelig forlegenhed, der havde givet stødet til, at hr. konsulen, vistnok imod sin vilje, havde set sig nødsaget til at tilkalde fagforeningens formand for om muligt at komme til en forståelse om arbejdsforholdene og opnå bedre forhold, som han havde udtalt, på begge sider. Han ville imidlertid ingen særlige indrømmelser gøre, idet han havde udtalt, at han ikke havde noget imod, at de uorganiserede meldte sig ind i fagforeningen, men han fordrede, at de, som ikke havde lyst dertil, skulle have lov til at blive gående ugenert på pladsen, indtil de forsvandt af sig selv. H. M. Hansen havde stillet konsulen det forslag, at når han ville fjerne 5-6 mand, som foreningen udpegede, da ville man uden undtagelse optage de øvrige som medlemmer i organisationen. Men hertil havde svaret været nej. Det var ikke for de 5-6 usle arbejderes skyld, men for princippet.

Formanden meddelte udførligt om mødet med konsulen, og at der var nedsat et udvalg af selskabets folk bestående af to ikke-medlemmer og at disse havde haft en konference med bestyrelsen. Som forholdene nu lå, foreslog formanden at lade arbejdet gå sin gamle gænge foreløbig og lade selskabet, såfremt det ikke var tilfreds med de bestående ustabile arbejdsforhold, om at erklære lockout. Derved ville arbejderne få medborgernes sympati på deres side. Marcus Stokholm foreslog at give de af selskabets folk, som man ønskede i foreningen, en vis tidsfrist til at indmelde sig.

Der blev foreslået 1. maj. Begge forslag vedtoges enstemmigt.

Derefter opfordrede formanden forsamlingen til at tage stilling til de arbejdere, som ikke kunne vente optagelse i organisationen. Det vedtoges at tage stilling til hver enkelt, efterhånden som begæring om optagelse i fagforeningen forelå.

En strejkebryder, som ved en forudgående generalforsamling var idømt en bod på 100 kr. for at blive genoptaget i fagforeningen, appellerede denne dom i håb om, at den måtte blive mildnet. Den nye kendelse faldt omgående. Enten måtte manden betale de 100 kr. eller fortsætte som strejkebryder.

Syv mand søgte optagelse. Det vedtoges at optage dem på visse betingelser, dvs. 25 kr. i bod pr. mand. Senere optoges nogle skruebrækkere i fagforeningen mod at betale bøder.

Der var dog stadig uro på byens og havnens arbejdspladser. Kampen om at få de uorganiserede „ind under tag“ fortsattes ufortrødent. Og snart forhandledes der desuden med et firma snart med et andet om opnåelse af lønforhøjelse og overenskomster.

Ved et møde meddelte formanden, at Vognmandsforeningen forlangte, at fagforeningen skulle boycotte en bestemt vognmand. Vognmændene må åbenbart ikke have været englehvide, thi svaret til dem blev kort og godt det, at såfremt vognmændene selv ville stoppe med kørslen for nævnte vognmand, ville arbejdsmændene også straks stoppe hans arbejde.

Et medlem oplyste på et møde, at brygmesteren på det nye hvidtøl- og bayerske ølbryggeri forlangte, at de folk, som skulle antages ved denne virksomhed, måtte underskrive en kontrakt på, at de ville arbejde for 75 kr. pr. måned.

Det vedtoges at svare direktionen, at såfremt arbejderne skulle bindes ved kontrakt, blev øllet boykottet fra fødslen; man måtte så selv bestemme, hvad man foretrak.

At gengive referaterne fra Arbejdsmændenes Fagforenings generalforsamlinger af møder for blot ét år i H. M. Hansens flittige formandstid, ville kunne fylde en hel bog, hvilket bedst illustrerer, hvor uhyre meget arbejdsstof, der væltede sig ind over den unge organisations tærskel. Men arbejdet skulle og blev gennemført. Kørte en mand træt i det opslidende organisationsarbejde, som forlængede arbejdsdagene betydeligt, tog en anden fat. At der var interesse for den fælles sag, viser tilslutningen til møderne. Ved generalforsamlingen d. 1. oktober 1896 valgtes til bestyrelsen H. M. Hansen med 276 stemmer, Chresten Thomsen 273, Niels Stokholm 133 og Carl Hansen med 130 stemmer. (Formanden valgtes af bestyrelsen).

Man forstår af disse tal, at Arbejdsmændenes Fagforening allerede på det tidspunkt har været en såre levende bevægelse. Men de mange små fremstød, som organisationen gjorde på forskellige områder, skærpede selvsagt også interessen for den endnu ikke helt sammentømrede fagforening. Arbejdsmændenes lokalhistorie viser imidlertid, at de havde fostret den første virkelige lokale leder af format og flere fulgte i tidens løb heldigvis efter.

Når der skulle sammenkaldes til møder eller fest i fagforeningens barndomsdage, averterede man i de to små antisocialistiske aviser, som da fandtes i byen, men man har ikke stolet på, at dette var tilstrækkeligt. Derfor sendte man tillige den tids populære gadereklameudråber, Thomas Iversen, eller „Spil- Thomas“, som vi kaldte ham, rundt i byen med klokken for at kalde alle arbejdsmænd ud af hus. Hver gang Spil-Thomas med det lune blink i øjet viste sig på gaden og klemtede med klokken, stod folk og ventede på udråbet, en vedn dette gjaldt en dødsdømt hest, nogle tønder fynske nedfaldsæbler, som trængte til at skifte ejer i en fart eller et strejkemøde i Arbejdsmændenes Fagforening.

Spil-Thomas var da også ude med klokken forud for generalforsamlingen den 22. juni 1896, hvor bl. a. et spørgsmål om at yde støtte til at få en aflægger af „Demokraten“ i Aarhus til Esbjerg. Arbejderne savnede et offentligt talerør, og selv om der til en begyndelse kun blev stillet en 3-4 spalter til rådighed for foreningsannoncer og andet lokalt nyhedsstof, så var det første skridt mod at få eget dagblad i Esbjerg taget. Iøvrigt hed det i formandens meddelelse, at bladet ville få egen redaktør, når man var nået op på ca. 400 abonnenter. Tilslutningen til den foreslåede ordning af bladspørgsmålet blev vedtaget.

Det trak stadig i langdrag med at få de sidste af de uorganiserede folk hos „selskabet“ ind i fagforeningen. Den 12. november 1896 holdt bestyrelsen møde med 8 af disse mennesker, som ønskede at komme ind i organisationen, men de krympede sig ved at betale den forelagte bøde på 25 kr., og bad om yderligere udsættelse.

En generalforsamling den 19. november 1896 vedtog at optage de pågældende, men fastholdt beløbets størrelse.

I årets sidste måned kom det til en arbejdsnedlæggelse hos et firma, om havde en damper sejlende med stykgods fra Esbjerg til forskellige udlande, hvorfra damperen hentede varer hjem til Danmark. På det her nævnte tidspunkt var damperen kommet til Esbjerg for at blive losset. Arbejderne havde en formodning om, at en del af disse varer var lastet af strejkebrydere i Hamborg, hvor der var havnearbejderstrejke, og man ville derfor ikke røre ved dette losningsarbejde, men efter at Esbjerg-firmaet havde erklæret, at det ikke ville modtage gods fra Hamborg, så længe strejken i denne store havneby varede, vedtoges det med 232 stemmer mod 42 at losse skibet mod, at nogle uorganiserede, som havde forsøgt sig i losningsarbejdets svære opgave, først blev fjernet.

Årets afsluttende bestyrelsesmøde afholdtes den 21. december med, at bestyrelsen på given foranledning svarede, at der ikke kunne indvendes noget imod, at havnens arbejdere indladede gods, f. eks. Tarme, i en damper, der skulle afsejle til Hamborg, da dette ingenlunde kunne skade vore strejkende arbejdskammerater. Det kunne tværtimod gavne ikke at standse eksporten til Hamborg, thi jo flere lastede skibe, der ophobedes i denne bys mægtige havn; des bedre. Man skulle blot holde sin sti ren med hensyn til eventuelle skibe, som kom hertil med last fra Tyskland.

1895 og 1896 havde været et par anstrengende år for fagforeningens mange tillidsmænd. Foruden de kort omtalte stridsspørgsmål og forhandlinger havde foreningen beskæftiget sig med en række andre spørgsmål: Ulykkesforsikring, opførelse af egen bygning, møder med repræsentanter fra Ribe og Varde om at gennemføre en agitation for at få oplandskommunernes arbejdsmænd organiseret. Henvendelse fra arbejdsmændene i Tjæreborg om støtte til dannelse af en fagforening. Oprettelse af arbejdsanvisningskontor, hvis ledelse H. M. Hansen havde overtaget efter Chr. Thomsen fra 1. januar 1896. Forhandling med arbejdsgiverne og henvendelse til sognerådet om, at alt arbejde her i byen skulle udføres af danske arbejdere – sikkert bl.a. for at få uorganiserede tyske og polske arbejdere drevet bort fra teglværkerne og andre steder.

Og til dækning af udgifterne ved dette omfattende organisationsarbejde ydede medlemmerne et kontingent af 50 øre pr. måned i sommerhalvåret og 25 øre i vinterhalvåret.

Vi kan naturligvis ikke hilse af med det begivenhedsrige år 1896 uden at supplere den tidligere omtale af årets altoverskyggende begivenhed for de danske arbejdsmænd: Skabelsen af Dansk Arbejdsmands Forbund.

H. M. Hansen og med ham arbejdsmændene i Esbjerg var af forskellige grunde modstandere af en sammenslutning af de 3 danske arbejdsmandsforbund til et landsforbund. Det afgørende slag skulle stå i Varde sidst i november.

Spørgsmålet blev indgående drøftet på Arbejdsmændenes Fagforenings generalforsamling den 28. oktober i Esbjerg. H. M. Hansen indledede og bad til slut forsamlingen vælge et par solide og dygtige mænd som repræsentanter til kongressen i Varde. Valgt blev Chresten Thomsen og Markus Stokholm. H. M. Hansen var som Hovedbestyrelsesmedlem selvvalgt.

De valgte repræsentanter fik pålæg om at modarbejde forslaget om sammenslutningen. Efter den historiske kongres i Varde afholdtes der en velbesøgt generalforsamling i Arbejdsmændenes Fagforening den 5. december. Markus Stokholm fik først ordet for at aflægge beretning om kongressens forløb. Kongressen havde talt 55 delegerede. Angående sammenslutningen havde mange talere haft ordet både for og imod. Ifølge Esbjerg-repræsentanternes mandat havde de stemt imod sammenslutningen. Hvad hovedbestyrelsen angik havde samtlige medlemmer med undtagelse af forretningsfører Chr. Jensen ligeledes stemt imod. Ikke fordi man i og for sig var modstandere af samlingstanken, men man mente ikke tiden endnu var inde til at tage det store skridt. Trods modstanden vedtoges sammenslutningen med 29 stemmer mod 19.

Chr. Thomsen supplerede beretningen: H. M. Hansen aflagde beretning om det Jysk Fynske Forbunds arbejde siden forrige kongres, og herunder oplyste han, at forbundet nu bestod af 7000 medlemmer, og at det var lykkedes at skaffe ca. 3000 af disse 250.000 kr. mere i årlig fortjeneste. Formanden kunne med stolthed fremhæve, at forbundet i årets løb havde haft en fremgang fra 28 afdelinger med 3.700 medlemmer til 47 afdelinger med de nævnte 7000 medlemmer. En næsten eventyrlig rivende fremgang for den unge bevægelse.

H. M. Hansen meddelte en ved, at han var blevet valgt til viceforretningsfører i stedet for Abrahamsen, Horsens.

Formanden sluttede med nogle betragtninger over sammenslutningen, som nu var kommet i stand, og idet han udtalte håbet om, at det store forbund måtte få held og lykke til arbejdet, opfordrede han forsamlingen til at udbringe et leve for Dansk Arbejdsmandsforbund.

Under hurraråbene beseglede arbejdsmændene i Esbjerg deres vilje til at slutte kæde med deres kammerater i den øvrige del af landet.

1897: Fra 1. januar 1897 glider vor bys organiserede arbejdsmænd da ind under det fælles forbund af danske arbejdsmænd med den mægtige organisator – Lyngsie – som førstemand. Men det betød ingenlunde, at arbejdsmændene i Esbjerg nu kunne sove tornerosesøvn. Allerede på årets første dag måtte bestyrelsen afholde møde for at behandle en klage fra nogle arbejdsmænd fra anlægget af cyklebanen i Jerne, da de ikke havde fået deres løn udbetalt, og på samme møde opstilledes dagsorden for generalforsamlingen, som skulle afholdes den 7. januar. Man ville bl.a. på dette møde indskærpe agitationsudvalget, at det oparbejdede en stemning blandt omegnens arbejdsmænd for, at al snekastningsarbejde for Statsbanerne skulle betales med 30 øre pr. time.

Men man opnåede ikke den påtænkte uges nytårsferie. Allerede den 4. januar afholdtes ekstraordinær generalforsamling. Her oplyste formanden, at han havde modtaget meddelelse om, at 500 havnearbejdere var smidt på gaden i Aarhus, fordi man havde nægtet at losse en lille hollandsk kuf, der var ankommen fra Hamburg, hvor den var blevet ladet af skruebrækkere, og tillige, at arbejdskøberne ved Aarhus Havn averterede i alle landets blade efter 200 skruebrækkere. Det vedtoges at støtte fagfællerne i Aarhus bl.a. ved at yde et ekstrakontingent á 15 øre pr. medlem ugentligt. Ligeledes vedtoges det ikke at losse dampere, som strejkekomitéen i Hamburg havde henledt opmærksomheden på. Man var klar over, at såfremt lockouterne i Aarhus vandt slaget, ville turen snart komme til Esbjerg. Allerede på en generalforsamling den 27. januar oplystes det, at det ikke stod så godt til med arbejdskonflikten i Aarhus. 520 mand var kastet ud i arbejdsløshed, og de havde foruden hustru ca. 1600 børn at sørge for. Man vedtog derfor at hæve strejkebidraget fra 15 til 25 øre pr. medlem.

Strejken eller lockouten i Aarhus var den første alvorlige prøvelse, det nystiftede Dansk Arbejdsmands Forbund kom ud for, idet forbundet stod bag de strejkende. Kampen udviklede sig hurtigt til at være en ren og skær kamp om organisationsretten. Arbejdsgiverforeningen nægtede nemlig at tiltræde et af dens egen formand formuleret forslag til konfliktens afslutning, og gav sig, som nævnt til at avertere efter strejkebrydere, af hvilke der meldte sig ca. 170 til tjeneste. Men arbejderne holdt ud, skønt hovedorganisationen ikke havde store midler at støtte med. H. M. Hansen oplyste på et møde, at forbundet havde lånt 4000 kr. til støtte for kampen i Aarhus, for at de udelukkede arbejdere ikke behøvede at blive strejkebrydere for derved at klare det nødvendigste til livsopholdet.

Efter 8 ugers hårdnakket kamp måtte de Aarhus-arbejdsgivere give efter og indgå på at genantage de gamle organiserede arbejdere ved pakhusene straks og ved kullosningen, efterhånden som de kunne frigøre sig for skruebrækkerne.

At denne udgang af konflikten gav havnearbejderne i Esbjerg et stærkt moralsk rygstød siger sig selv.

Arbejdet indenfor Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg gik en ved sin sædvanlige urolige gang i 1897. Dette fremgår tydeligt af, at der i årets løb blev afholdt en ved et halvt hundrede bestyrelses- og fagforeningsmøder. Enkelte af de spørgsmål, som blev behandlet, fortjener særligt at fremdrages.

En ejendommelig måde at afgøre et lønspørgsmål på, stod Vognmandsforeningen fadder til. Der havde været forhandlet frem og tilbage mellem de to parter – Vognmandsforeningen og fagforeningen – om kuskenes løn. Fagforeningen holdt stærkt fast på deres krav, og modpartens bestyrelse kunne ikke opnå sin forenings velsignelse til at gå ind på kravene. Men da man gerne ville ud af klemmen, foreslog man til syvende og sidst, at uoverensstemmelsen mellem de to parter skulle afgøres ved „lodtrækning“. Således blev det, og lodkastningen faldt ud til kuskenes fordel. Kuskene, som derved vandt i tipsningen, modtog resultatet med begejstring.

Teglværkerne var blevet erobret for de danske arbejdere, men ved et møde i maj måned beklagede nogle af arbejderne sig over den behandling, de var genstand for fra en inspektørs side, og det var deres opfattelse, at han ville forsøge at få virksomheden affolket, så han atter kunne komme til at importere tyske arbejdere.

Formanden fremhævede, at antagelse af tyske arbejdere stred mod givet løfte. H. M. Hansen tog sig af sagen, som han fik løst på tilfredsstillende måde. En årgammel lønstrid med et par entreprenører på havnen blev ligeledes bilagt.

En esbjerg-historisk meddelelse gav formanden på mødet den 11. januar nemlig, at fagforeningen ikke længere kunne få gratis mødelokale på „Hotel Esbjerg“, da der nu var indlagt gas på hotellet. Lokalelejen var derefter fastsat til 4 kr. pr. møde.

Ved en anden lejlighed vedtoges det, at formanden måtte anvende 3 øres brevkort til indkaldelse af bestyrelsens medlemmer, når der skulle afholdes møde. Et beskedent ønskes opfyldelse.

Ellers gik tiden med forhandlinger om havneforhold, arbejdsforhold ved statsbanerne, kloakudgravning, teglværkerne, murerarbejdsmændene med flere. Ved et møde bevilgedes 300 kr. til en arbejdernes forsamlingsbygning.

Krig føres ikke gratis! Storkonflikten i Aarhus og en række andre konflikter landet over medførte, at forbundet så sig nødsaget til at udskrive ekstrakontingent for at få balance i regnskabet. I eftersommeren stillede utilfredse medlemmer af den grund forslag om, at Arbejdsmændenes Fagforening skulle udmelde sig af forbundet. Formanden gik stærkt imod dette forslag, og så dybt rodfæstet var tanken om at stå sammen under enighedens fane, at forslaget faldt med 219 stemmer imod 29.

I november modtog foreningen en rundskrivelse fra arbejdsmændene i Randers om at gå med til dannelse af et nyt jydsk forbund. Også dette attentat mod sammenholdet blev grundigt afvist, og der blev bevilget 20 kr. til agitation mod Randers forslaget.

Foreningens medlemmer var dog ikke indstillet på, at samarbejdet på et så tidligt tidspunkt skulle udvides til at omfatte de øvrige fagforbund her i landet. Man var af den opfattelse, at der først skulle sættes kraftigt ind på at organisere landarbejderne. Derved har man formentlig ment, at man mødte stærkere organisatorisk set, når centralorganisationen skulle dannes. Men initiativrige kræfter indenfor fagbevægelsen havde fået udvirket, at der allerede i dagene den 3., 4. og 5. januar skulle afholdes møde i København om dette vigtige spørgsmål. Ved dette møde stiftedes „De samvirkende Fagforbund“.

1897, der som sin umiddelbare forgænger havde været et travlt arbejdsår, sluttede med en konflikt på et af teglværkerne, hvor arbejdsgiveren ganske umotiveret havde sat timelønnen ned fra 33 til 30 øre pr. time. Og det troede han kunne gå stille af nu, da fagforeningen var begyndt at blive en virkelig magtfaktor i samfundet. Det blev ingen leg i sandkassen - endnu mindre i Lergraven: Arbejderne erklærede strejke!

1898: Så gør vi da springet ind i det nye år og tager teglværkskonflikten med i favnen. Organisationsarbejdet går sin normale gang. De kvindelige arbejdere på Tekstilfabrikken kan hverken leve eller dø af den smule løn, der udbetales dem for en lang trælsom arbejdsuge. H. M. Hansen står dem bi med at danne deres egen organisation og få deres kår forbedret. Den forbandede „gå-på-fyr“ kan ikke holde sig i ro! Dette var en almindelig arbejdsgiveropfattelse, og man fandt efterhånden hverandre i ønske og aftale om, at han nu skulle sultes ud af byen, har jeg læst et eller andet sted. Men den brændende ild i H. M. Hansens sjæl lod sig ikke slukke. Ved et bestyrelsesmøde den 18. januar kunne han oplæse en skrivelse fra teglværkets ledelse om at få konflikten løst, og på en generalforsamling den 10. februar oplyste formanden, at forholdet til det store teglværk nu var bragt i orden. Alle skruebrækkere skulle fjernes med undtagelse af 3 tyskere, der formentlig har været en slags specialarbejdere, og lønspørgsmålet var i orden. Længere hen på året blev det oplyst, at et af vore små teglværker stadig arbejdede med tyskere, og formanden lovede at få en blokade istand mod teglværket gennem De samvirkende Fagforeninger, såfremt tyskerne ikke meldte sig i fagforeningen

Kort før midsommerdag afholdtes et kommunalpolitisk møde, hvor en række spørgsmål af udpræget social art blev drøftet: Gasværksarbejdernes lange arbejdstid og kødkontrol. Et medlem hævdede, at vi lige så vel som Varde og Ribe måtte kunne få indført en sådan kontrol. Der skulle også gennem kommunalbestyrelsen sættes stærkt ind for, at de mennesker, som uforskyldt havde modtaget fattighjælp, fik deres stemmeret tilbage, og at de gamle udslidte arbejdere fik en sådan alderdomsunderstøttelse, at de ikke kom til at lide nød på deres livsaften. De elendige vejforhold til Nygårdsmark, på hvilken man så småt havde begyndt en bebyggelse, og flere andre spørgsmål var genstand for en længere debat.

Omkring første september afholdtes en fyldig generalforsamling, hvor slagteriarbejdernes og fyrbødernes organisatoriske forhold blev drøftet. Desuden drøftede man løn- og arbejdsvilkår for murerarbejdsmændene, bryggeriarbejderne, havnearbejderne og teglværksarbejderne samt blokadespørgsmålet mod det lille „uorganiserede“ teglværk med tyskerne. Formanden mente ikke, at han kunne få hovedledelsen med til at blokere dette teglværk.

Den 3. november afholdtes generalforsamling, og det blev da oplyst, at H. M. Hansen havde modtaget en forretningsførerstilling indenfor Dansk Arbejdsmands Forbund. Han takkede for den tillid, han havde nydt i Esbjerg i de svundne år og manede stærkt til fortsat sammenhold om fagforeningens røde fane. Forsamlingen hyldede deres afgående formand og bevilgede ham en hædersgave på 100 kr.. Støttet af H. M. Hansen blev den kommende formands løn fastsat til 75 kr. pr. måned. Foruden at passe organisationsarbejdet skulle han tillige være bestyrer for arbejdsanvisningskontoret.

Det vedtoges at tegne 50 aktier á 5 kr. i Svendborg Margarinefabrik. Til ny formand valgtes Simon Christensen.

1898 er på hæld. Der er nævnt nogle af de begivenheder, som hovedsageligt beskæftigede Arbejdsmændenes Fagforening i årets løb. Man forstår af de gamle protokolblade, at H. M. Hansen gennem de foregående år har fået mere fasthed og større sikkerhed indført på arbejdspladserne i det organisatoriske forhold mellem arbejdere og arbejdsgivere. Det fremgår da også af protokollen, at antallet af møder om arbejdsstridigheder er bragt betydeligt ned. Antallet af bestyrelses- og fagforeningsmøder når knapt halvanden snes. Bortset fra konflikten på byens mindste teglværk synes de uorganiserede ikke at have spillet nogen større rolle.

En stor part af de uorganiserede har øjensynligt fundet det klogt at søge ly mod storm og regn bag fagforeningens skærmende mure. Det må anerkendes, at der i de første vanskelige organisationsår blev sondret stærkt mellem uorganiserede og strejkebrydere - et ord, som jeg hidtil sjældent er stødt på i protokollen. Man bruger det stærkere ord: „Skruebrækkere!“ Men jeg har aldrig været en mand af kraftige ord. Derfor har jeg ofte mildnet det stærke udtryk lidt. Iøvrigt kan man ikke påstå, at fagforeningens medlemmer tog med bløde næver på strejkebryderne. Overfor disse var ordene hårde og truende, og domsafsigelserne understregede, at der lå en stenhård mening bag ordene. Ingen af os, der er blevet medlemmer af en fagforening på et tidspunkt, da dette var den naturligste sag i verden, nærer tvivl om, at det har været nødvendigt for vore pionerer at tage håndfast på de mennesker, hvis skamfølelse ikke forbød dem at grise deres hænder til på nedlagt arbejde. Overfor de uorganiserede på arbejdspladserne benyttede man derimod overbevisningens vanskelige kunst - en appel til forstand, fornuft og solidaritetsfølelse, og dette har ført en strøm af disse arbejdere ind i fagforeningen.

Sidst på året har vi skiftet formand, idet hovedforbundet som nævnt havde taget H. M. Hansens ubestridelige, betydelige organisationsevner i brug. Desuden har vi også skiftet sekretær. Den nye pennefører er ikke så blændende stilist som P. Rasmussen. Han synes at være en meget ordknap mand. Uden at blive beskyldt for at misbruge den ærede læsers tålmodighed, vil jeg gengive referatet af årets sidste bestyrelsesmøde i sin helhed:

Bestyrelsesmøde den 14. december 1898. Alle var mødt. (Navn) Sekretær.

Ingen af de mennesker, jeg har kendt, har modtaget åbenbaringer fra højere magter. De har alle måttet sande det kendte ord: Selvom fuglen flyver aldrig så højt, søger den dog sin føde på jorden. Dette har jeg selvsagt også måttet gøre. Jeg tager nu et lille sidespring og dykker et øjeblik ned i „Socialdemokratisk Aarhundrede“ for at belyse, hvor nødvendigt det var for arbejderne at have deres politiske parti - Socialdemokratiet for gennem dets repræsentanter at rejse krav om de sociale problemers løsen.

Lørdag den 7. marts 1891 mødtes ledende mænd fra det bøjsenske Venstre, fra Højre og fra regeringen Estrup, hvor de aftalte hvilke love, der skulle være rigsdagssamlingens resultater og i hvilken form, de skulle gennemføres. En ny fattiglov, som omtalt en lov om alderdomsunderstøttelse, lov om tilsyn med levnedsmidler, en fæstemandslov, en helligdagslov med flere. Dermed fuldbyrdedes den sammenslutning, som var forudsat, mellem højre og halvdelen af venstre - den moderate fløj. Et forudgående valg havde givet de to partier tilbagegang med tilsvarende fremgang for det demokratiske venstre og socialdemokratiet. Det moderate venstre frygtede for at tabe landarbejderne til socialismen og højre ængstedes for byernes frafald.

Gennem en række agitationsmøder og artikler i „Social-Demokraten“ var en social reformtid forberedt af socialdemokratiet, der hævdede, at tiden var moden til at ændre fattiggårdsforholdene. Landarbejdernes krav måtte forbedres. Sygepleje-, alderdoms-, og ulykkesforsikringssagen, men for at yde støtte til den forberedende reformlovgivning krævede man, at resultatet ikke blev en høvisk på vognstangen, der skulle narre hestene til at trække herskabet frem.

En længere udredning af de forhold og forhandlinger, som resulterede i, at arbejderne høstede nogle spartanske fordele af denne reformlovgivning, som trods alt gennem administrationen i kommunalbestyrelserne - ikke mindst i byerne - betød et skridt i den rigtige retning, tillader pladsen ikke. Men det forudsatte, at de kommunale myndigheder var socialt forstående, og at bringe denne forståelse ind i rådene var arbejdernes opgave, hvilket bl.a. også fremgår af det kommunalpolitiske møde i Arbejdsmændenes Fagforening i 1898.

Et enkelt af de spørgsmål, arbejdsmændene drøftede på deres møde, tillader jeg mig at berøre, da jeg desværre har et sørgeligt kendskab dertil fra mine tidlige drengeår, nemlig kødkontrollen. I 1890erne havde vi her i Esbjerg et par såkaldte ådselslagtere. Min ældste bror var så uheldig at tilbringe sin første læretid hos en af disse. Jeg husker flere gange, han kom hjem om aftenen for at få min næstældste bror med et eller andet sted ud i oplandet efter et tuberkelbefængt kreatur, og han var ked af at slæbe ene af sted med disse som oftest afkræftede dyr, der først måtte trækkes ind i byen efter mørkets frembrud for at blive slagtet ved lygteskin, og tuberkeldannelserne, som vist særlig fandtes i brystpartiet, skulle skrabes af, inden dagen brød frem, thi da skulle dette uappetitlige og usunde kød sælges som 1. klasses vare for en „billig“ pris. I mangfoldige tilfælde var det arbejderhustruerne, som for deres småpenge købte dette ådsel. Desværre blev min broder smittet af dette tuberkelroderi, før han fik en nobel læreplads, og han nåede knapt at blive udlært, før svindsoten lagde ham på dødslejet. Kødkontrollen indførtes først i Esbjerg i 1908.

Jeg har tegnet enkelte af de dystre småbilleder fra 1890erne, fordi de er med til at danne baggrund for arbejdsmændenes uforfærdede kamp for at nå frem til solrige tider.

1899: Den store arbejdskamp! Så nåede vi da frem til 1899, det år, der står skrevet med flammeskrift i Dansk Arbejdsmandsforbunds - ja i hele den danske arbejderbevægelses historie. For Esbjerg afdelings vedkommende begyndte året meget fredeligt med varetagelse af de almindelige organisationsinteresser. Man opnåede en ny og lidt forbedret overenskomst om kularbejdet på havnen - en overenskomst som blev godkendt uden særlige kommentarer. Først i maj blev spørgsmålet om egen ulykkesforsikring i de 13 uger, som loven af 7. januar 1898 om „Arbejdernes forsikring mod ulykkestilfælde i visse virksomheder“ ikke inddækkede, drøftet, og bestyrelsen lovede at arbejde med sagen. Men allerede da var der forlængst trukket sorte uvejrsskyer op over arbejdernes himmel.

Som Lyngsie tidligere havde gjort vore arbejdsmandsrepræsentanter, på sammenslutningsmødet i Varde, opmærksom på, havde arbejdsgiverne dannet en række mesterforeninger landet over, organisationer, der selv angav som deres formål at dæmme op for arbejdernes stedse stigende fordringer, og at arbejderne før eller senere kom til at tage et alvorligt livtag med denne magtfaktor var givet.

Ved en generalforsamling den 28. maj 1899 gav formanden en redegørelse for den store lockout, som Arbejdsgiverforeningen dage forud havde sat i scene, samt meddelte, at de ca. 50 arbejdsmænd i Esbjerg, som straks blev ramt af lockouten, ingen understøttelse kunne få de første 14 dage. Til støtte for disse mennesker vedtoges det at sætte en frivillig indsamling igang.

Dette storslåede opgør, som efter arbejdsgivernes mening skulle knuse den danske fagbevægelse fuldstændig, har krav på en omend kortfattet omtale.

Arbejdsgiverforeningen havde fået tilslutning fra en række af de mesterforeninger, som var dannet i det øvrige land, og optrådte nu ved flere lejligheder som arbejdsgivernes hovedorganisation. På den anden side havde arbejderne færdigbygget deres organisationer og dannet centralorganisationen: „De samvirkende Fagforbund“. Anledningen til striden var den, at snedkersvendene i syv jydske byer gik i strejke, fordi mestrene ikke ville betale deres arbejdere den samme løn, som var gennemført i de øvrige provinsbyer. Ved en forhandling den 15. april oprettedes der imidlertid en overenskomst om dette forhold, men da svendene i de syv byer fik denne overenskomst forelagt, forkastede de den. Arbejdsgiverforeningen fik påny blod på tanden. Man meddelte kort og godt, at arbejdet i de pågældende byer skulle være genoptaget senest mandag den 24. april kl. 6 morgen, idet arbejdsgiverforeningen „ikke kan finde sig i at blive desavoueret på den måde og under de forhold som her har fundet sted“.

Ved forhandlinger mellem hovedorganisationerne nåede man ikke til noget resultat. Den 15. maj sendte arbejdsgiverne De samvirkende Fagforbund en skrivelse, hvori opstilledes 8 punkter, som arbejdernes hovedorganisation skulle indgå på som betingelse for at undgå en storlockout, og da De samvirkende Fagforbunds repræsentantskab ikke uden videre og betingelsesløst ville underskrive herpå, etableredes den 24. maj kl. 06 morgen lockout i alle under Arbejdsgiverforeningen hørende virksomheder indenfor en lang række fag. Samtidig truede Arbejdsgiverforeningen endda med, at hvis ikke dette hjalp, skulle flere fag smides ud. Krigen var nu i fuld gang. Strejkebidraget blev fastsat til 50 øre for de arbejdende medlemmer, og Arbejdsmandsforbundets ledelse opfordrede desuden til frivillig indsamling i de forskellige afdelinger. Denne storkamp strakte sig helt til den 8. september.

Dette brutale overfald, denne hensynsløse sultekrig, som i første omgang ramte 30.000 arbejdere samt deres hustruer og børn, vakte en glødende harme ikke alene blandt arbejderne, men også langt udenfor deres kreds. Det lykkedes i stort tal arbejderne at få børnene fra lockoutede hjem ud på landet, hvor bønderne, der jo dengang endnu ikke var nået op på magtens tinde, så med velvilje på arbejdernes heroiske kamp, tog imod dem og fødte dem så lang tid, det kunne lade sig gøre. - En institution, hvortil der de foregående år var gjort tilløb, nemlig „Børnenes Kontor“ i København, fik nu en fast og varig organisation, som skaffede trængende børn tøj til deres ferieophold på landet. Såvel fra ind- som udland strømmede solidariske sympatitilkendegivelser og penge ind til de udelukkede arbejdere. Fra Tyskland, England, Sverige, Norge, Holland, Nordamerika osv. sendtes der 678.000 kr. til støtte for de krigsramte hjem. Men krigen var kostbar. De arbejdere, som kunne finde beskæftigelse ved et eller andet, tog denne for at mildne tilværelsen for deres kammerater. I høsttiden tog mange arbejdere beskæftigelse på landet. Der var provinsbyer, hvor der til tider næsten ingen udelukkede fandtes. I kyst- og fjordbyerne tog mange arbejdere på fiskeri og skaffede sig derved både mad på bordet og nogen indtægt ved salg til byens og omegnens folk.

Socialdemokratiets kommunale indflydelse hjalp også til at skaffe arbejde. Enkelte vedtog selv at lade udføre planlagte foretagender. Københavns kommune fremmede således nogle større vejarbejder. Men meget arbejde blev hæmmet ved arbejdsgivernes kyniske boycotning. Man gik fra de stormægtige krigsherrers side så vidt, at man boycottede de næringdrivende, der foretog indsamling til nødstedte kvinder og børn. På et tidligt tidspunkt tilbød en professor Westergård, der var medlem af „Det kristelige sociale udvalg“, at mægle i striden, men han blev afvist af arbejdsgiverne.

Sidst i juli var der fredsforhandlinger i gang mellem de to parter, men arbejdsgivernes fortsatte urimelige krav sprængte disse forhandlinger. Det var ved denne lejlighed at „De samvirkende Fagforbunds“ formand, maler Jens Jensen udtalte de bitre ord om arbejdsgiverne: „De har haft let nok ved at åbne krigen! De har vist næppe tænkt sig vanskeligheden ved nu at få 70.000 forurettede arbejdere til samlet at slutte fred uden klækkelig erstatning.“

Arbejdsgiverne besvarede fagforeningernes sammenhold med at udvide lockouten til at omfatte vogn- og beslagsmede, cementfabriksarbejdere, et stort antal arbejdsmænd i forskellige virksomheder og en del af skrædderne.

Alt har sin tidsbegrænsning. Også en lockout. En del arbejdsgivere begyndte at trættes. Omkring i købstæderne holdtes møder af mestre, som forlangte lockouten sluttet. Hist og her brød enkelte arbejdsgivere ud og genoptog arbejdet trods store bødestraffe og boycotting. Fredsstemningen i arbejdsgiverkredse voksede, men også fagforeningens ledere indså, at blev der ikke fred snart - hvorved der endnu kunne vindes nogle efterårsmåneder til arbejde, gik arbejderhjemmene en grufuld vinter i møde. Man begyndte for alvor at drøfte generalstrejke i visse fag for at fremtvinge en afgørelse, da selve konsejlspræsident Hørring indledte forhandling med arbejdsgivernes formand om muligheden af lockoutens afslutning.

Resultatet blev en ny forhandling mellem de modstridende parter, og dette forlig resulterede i det såkaldte „Septemberforlig“, som blev underskrevet af begge parter, og få dage efter optoges arbejdet over hele linjen.

I understøttelser kostede denne kamp arbejderne 2 millioner og 814.000 kr. Men selv om resultatet kort og godt nærmest blev status quo, var dette økonomiske offer ikke bragt forgæves.

I virkeligheden skabte dels denne storkamp og dels den måde, hvorpå den blev afsluttet, grundlaget for det fremtidige forhold mellem arbejdsgivernes og arbejdernes organisationer.

„Om septemberforliget er der siden sagt mange slemme ting - forresten både af arbejdere og af arbejdsgivere“, skriver Axel Olsen i sin bog „Dansk Arbejdsmandsforbund 1897-1947“. Og det mærkeligste er, at de utilfredse på begge sider har haft den samme tanke, nemlig den, at dette forlig „bandt dem“.

Når man tager i betragtning, hvor højt arbejdsgiverne og deres presse til en begyndelse svævede i skyerne, tør det dog antydes, at de kom ned på jorden igen. Hvilken alvor, der lå bag det store anslag mod arbejderne og deres organisationer, fremgår stærkt og tydeligt af et citat fra højrepressen i lockoutens første dage. „Højrebladet“ skrev således: „Arbejdsgiverne vil ikke længere nøjes med en akkord, et kompromis, de vil have sejren fuldt ud og ubeskåren, de vil have arbejdernes nederlag så komplet afgørende og knusende, som det på nogen måde kan blive.“

Trods denne højstemthed måtte arbejdsgiverne alligevel gå med til gensidig imødekommenhed for at få kampen afsluttet. De måtte se, at arbejderne ikke led noget komplet eller afgørende eller knusende nederlag, men at organisationernes rækker ved kampens afslutning var ubrudte, at sammenholdet havde bestået sin prøve, og at fagforeninger og forbund var i stand til fortsat at være medbestemmende om løn- og arbejdsvilkår, og at arbejderne rundt omkring på arbejdspladserne var i stand til at øve den samme indflydelse som tidligere. - Ja, de måtte endog døje den tort, at jernindustriens folk kort efter lockoutens afslutning i deres nye overenskomster lagde for med og fik gennemført, at arbejdernes tillidsmænd skulle nyde forhåndsbeskyttelse overfor arbejdsgivernes afskedigelseslyster. Men at arbejderne endnu kunne berøves deres foreningsret, skal vi snart se et sørgeligt eksempel på.

Iøvrigt rystede den store lockout tusinder af uorganiserede arbejdere op af sløvhed. Arbejdsmændene foretog et stærkt fremstød. Deres fagforbund voksede i året 1900 fra 18,200 til 26,500 medlemmer, altså et fremstød på 8,500 mand.

I lockoutåret fik arbejdere og småkårsfolk i Esbjerg deres egen nyhedsbringer og kamporgan: „Vestjyllands Social-Demokrat“ („Vestjyden“) med I. P. Sundbo som redaktør, og det må erkendes, at dette blad kom til at yde - og forresten stadig yder - en mægtig indsats som fortolker af de små hjems interesser, og at et vers, der er lånt af et digt, som Jeppe Aakjær ved en bestemt lejlighed skrev til et af de socialdemokratiske blade, udmærket kan stå som motto over „Vestjyden“s virksomhed: Du være de fattiges værner, du være de riges ris, da får du ej ordner ej stjerner, men bævende læbers pris.

(Jeppe Aakjær.) - For arbejdsmændene i Esbjerg sluttede det historiske år med et nyt bevis på solidaritetsfølelse - 116 kr., som var i overskud fra indsamlingen til de lockoutede, blev på et møde den 22. december bevilget til de trængendes jul.

1900: Århundredskiftet! Tilsyneladende nogenlunde organisatorisk stærke har vi svunget benene over tærskelen til det nye århundrede, i hvis første halvdel det er lykkedes arbejdere og småkårsfolk i vort land, gennem den faglige og politiske bevægelse at blive en magtfaktor i samfundet, og at indtage den ene sociale skanse efter den anden. Kort sagt: At skabe pæne og hyggelige arbejderhjem og betrygge disse i social henseende i et omfang, som 1890ernes arbejdere næppe havde fantasi nok til at drømme om. Sammenholdets idé - solidaritetsfølelsen - som betingelse for at nå de store fremskridt. Naturligvis, havde jeg nær sagt, stifter vi også i det nye århundrede bekendtskab med uforstående, åndeligt skrutryggede mennesker, som stiller deres mere eller mindre ringe arbejdsevner til rådighed, når der er strid mellem arbejdere og arbejdsgivere. Men med oplysningens fane på hel stang skrumper hæren af de uforstandige ind. Åndssvageanstalterne har vel også efterhånden slugt en del af dem. De lønmæssige - omend små, så dog mærkbare - fordele, som det sidst i halvfemserne lykkedes arbejderne at tilkæmpe sig, bragte andre interesser i kølvandet. Efterhånden som de sociale kår bedredes en smule, fødtes trangen og lysten hos arbejderne til at „bade“ sig i kundskabens stridende strøm. Man følte nødvendigheden af, at det ikke alene var den enkelte, men helst alle arbejdere, som var på højde med omgivelserne, hvis man skulle klare dagens strid med modparten og søge løst de opgaver, som trængte sig på. Først og fremmest gjaldt dette tillidsmændene i organisationerne, på arbejdspladserne og i de offentlige institutioner, hvor arbejderne blev sat til at varetage deres klassekammeraters interesser. Forstanden var der intet i vejen med, men det kneb med de elementære skolekundskaber, samfundslære med mere. Selvuddannelsen tog sin begyndelse, og den fortsatte frodigt, efterhånden som de sociale kår bedredes. Folk med en sulten mave hungrer sjældent efter at fordybe sig i kulturproblemer. Efter min opfattelse, som jeg har fået forstærket ved fattig granskning i vor klasses historie, skal der et minimum af socialt velvære til for at kunne tilegne sig kundskaber. Derfor begyndte vore pionerer heller ikke med at mure skorstenspiben eller opstille mere eller mindre svulstige kulturprogrammer, som nærmer sig evighedsgrænsens fantasirige. Nej, pionererne var realitetsmennesker, som vidste, at grunden til huset først må graves ud og støbes, forinden man begynder på murværket.

I sommeren 1900 - nogle måneder efter at Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg havde fejret sin 10-årige stiftelsesfest - vedtog man på et møde at gå med til dannelse af en lokal Folkeuniversitetsforening, som hver vinter lod afholde en række foredrag, der førte tilhørerne ind i verdensdele, som man hidtil kun havde haft intet eller ringe kendskab til. Kontingent til denne forening var til en begyndelse 90 kr. årligt. Fra min tidligste ungdom erindrer jeg den store tilslutning og interesse, der var for disse værdifulde foredrag. Senere kaldte aftenskolen - og ikke forgæves - såvel på yngre som ældre arbejdere, som derigennem fik en udmærket hjælpekilde i deres stræben efter at lære sprog, regning, samfundslære osv.. Uden overdrivelse kan det siges, at en hær af arbejdere står i dyb taknemlighedsgæld til denne oplysningscentral.

Med disse indledende ord vandrer vi da atter ind i det udprægede fagforeningsarbejde. Her er det først og fremmest bestyrelsens og tillidsmændenes tid, der lægges beslag på.

Allerede i januar i 1900 tog man fat på forhandlinger med et stort havnefirma om fortolkning af overenskomsten for kullosning, og derpå vedtog man på et møde at søge en forhandling med et andet stort firma om at få dette i påkommende tilfælde til at udbetale ulykkesforsikring i de 13 uger, der gik, før den lovpligtige forsikring trådte i kraft.

På et møde først i maj kom nogen utilfredshed mod Dansk Arbejdsmands Forbund til orde, fordi man havde den opfattelse, at kullosningsarbejdet blev underbetalt. En repræsentant fra Arbejdsmandsforbundet var kommet tilstede, og han oplyste, at der ikke i hele landet fandtes en havneby, hvor det var så dyrt at få en tønde kul halet i land som i Esbjerg. Repræsentanten må trods alt have været en del i modvind, thi ved mødets slutning erklærede han, at man ikke oftere skulle få hans besøg. Nå, det var i den tid, da der hurtigt kunne gro græs over en historie af den art, uden at der kom en kamel og gnavede græsset af. Senere på året mødte han nemlig atter i Esbjerg som forbundets rådgivende tillidsmand.

Af arbejdsmændenes arkiv får man indtryk af, at Simon Christensen har været en jævn god slider som formand, men han kunne vanskeligt løfte arven efter H. M. Hansen, og der rejstes tid efter anden en del kritik mod ham, (hans egne ord) hvorfor han meddelte generalforsamlingen den 5. maj, at han ikke ønskede at fortsætte på den ansvarlige og udsatte post, og skønt han så godt som enstemmigt blev genvalgt til bestyrelsen, der selv valgte formand og kasserer, fastholdt han sin beslutning, og Christian Nielsen valgtes som hans efterfølger.

Som bevis for, at Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg havde sat sig i en vis respekt også udenfor sogneskellet, kan nævnes, at en grosserer i Fredericia i juli måned forsigtigt forespurgte, om han kunne få en kuldamper losset i Esbjerg. Svaret kom til at lyde, at såfremt han var indstillet på at betale den gangbare løn, var der intet til hinder for, at han kunne få sit skib losset.

At fagforeningen voksede i medlemsantal og fik større midler at virke med, fremgår af regnskabet for juli kvartal. Dette vi ser en indtægt på kr. 2751,50 og en udgift på kr. 2144,77.

Årets store begivenhed var den, at 10-11 støberiarbejdsmænd i september måned nedlagde arbejdet, da de ikke kunne få deres timeløn hævet, og forbundet havde lovet at støtte dem, hvis der var udsigt til, at strejken kunne vindes. Dette mente støberiarbejderne.

Denne arbejdsstandsning fik efter nogen tids forløb atter arbejdsgiverne til at klemte med lockout-klokken. Man truede Dansk Arbejdsmand Forbund med at smide dets medlemmer ud over hele landet, hvis ikke strejken blev standset. Strejken blev så hævet mod, at sagen gik til voldgift. Støberiarbejderne opnåede ikke lønforhøjelse, men derimod en forbedring for over- og natarbejde.

Nogen gnidning opstod mod årets slutning med Fællesorganisationen, fordi arbejdsmændene følte sig for fåtallig repræsenteret i denne sammenslutning. Dette spørgsmål løstes i al fredsommelighed til parternes tilfredshed.

Sidst i november meddelte formanden, at havnevæsenet havde givet tilladelse til ålestangning i Dokhavnen i lighed med den forudgående vinter. Det ville sige, at der dagligt måtte arbejde 12 mand i 3 både med ålestangning. Et udvalg skulle påse, at der ikke foregik „uregelmæssigheder“.

På årets sidste møde dukker et nyt spørgsmål op. Der forelå klage over, at en murer, der var repræsentant for en „kristelig fagforening" i Ribe, beskæftigede en uorganiseret arbejdsmand. Det er første gang, jeg snubler over udtrykket „Kristelig Fagforening“ i arbejdsmændenes protokol.

1901: Arbejdsløs! Enhver arbejder, der har følt arbejdsløshedens forbandelser, har sikkert også erfaret, at tankerne kan filtre sig sammen til et helvedes stort bundt af bitre bekymringer. Ikke mindst vore faglige banebrydere har gjort denne erfaring, da de ikke engang havde en arbejdsløshedsforsikring at støtte sig til, når de blev lempet ud på gaden. Men at de skød håbløshedens fortvivlelse til side og gjorde alt muligt for at holde den værste nød fra dørene udenom fattigvæsenet, kan betragtes som givet. Oplysningen om, at arbejdsmændene i Esbjerg søgte og opnåede tilladelse til at stange ål i havnen vinteren efter storkonflikten - en tilladelse, der fornyedes flere gange - er et talende vidnesbyrd i så henseende. Forøvrigt drog mange arbejdere også til Sneum Å med deres ålejern og vendte ikke så sjældent tilbage med en ret god fangst.

Historien fortæller os, at der fulgte nogle dårlige tider med stor arbejdsløshed i de første år efter storlockouten. I vinteren 1900-1901 ramtes ca. en trediedel af landets organiserede arbejdere af arbejdsløshedens bidende svøbe, og dette fortsatte væsentlig i flere påfølgende vintre, uden at de mellemliggende somre gav synderlig erstatning for mørkehalvårets tab. Man forstår derfor, at bl.a. også arbejdsmændene i Esbjerg søgte at strække deres småpenge så langt som muligt. Disse bestræbelser gav næring for den kooperative tanke. I marts 1901 drøftede man på et møde oprettelse af flere kooperative foretagender bl.a. et fællesbageri. Under denne drøftelse oplystes det, at „hvert 7. individ“ her i staden var handlende, som for størstedelen levede af Arbejderklassen. At holde liv i en sådan hær, syntes arbejderne, var en utidig flothed med de små lønninger og ringe hjælp i arbejdsløshedstilfælde, samfundet havde tilovers for det hårde slids mænd. Men på den anden side havde de heller ikke midler til en udbygning af det kooperative system. Foreløbig måtte de arbejdere, som ikke på forskellig måde stod i gæld til deres købmænd, søge at sætte deres leveomkostninger ned ved at handle i Brugsforeningen. Senere på året sluttede Fællesorganisationen aftale med Brugsen om levering af kul til alle organiserede arbejdere til en pris af 2 kr. 60 øre pr. tønde.

For fagbevægelsen blev disse magre år vanskelige. Arbejdsgiverne var endnu ikke voksne nok til at forstå, at de ikke var ene om at bestemme arbejdstid og arbejdsløn. Der blev øvet det ene attentat efter det andet på de indgåede overenskomster, hvilket betød, at fagforeningerne måtte indskrænke sig til at hævde de bestående lønsatser, hvad der i det store og hele skete.

I Esbjerg blev arbejdsmændene også udsat for attentatforsøg. Det første alvorlige forsøg kan tidsfæstes til omkring d. 1. oktober 1901. Arbejdet med omlægning og udvidelse af den store stationsplads blev da påbegyndt. Planeringen af pladsen, sporomlægning med mere krævede ikke så få dygtige arbejdsmænd. En udenbys entreprenør, som arbejdet var overdraget, havde hildet sig i den opfattelse, at her var stedet til at file på arbejdslønnen. Men han opnåede kun at få sin skræddersyede kræmmersjæl flosset i kanten, skønt Arbejdsgiverforeningen stod beskyttende bag ham.

Da Arbejdsmændenes Fagforening ved forhandling krævede byens almindelige timeløn for de folk, som havde begyndt arbejdet på stationspladsen, stod den øjeblikkelig på afskedigelse, og entreprenøren averterede omgående i bladene efter uorganiserede arbejdere. Nogen særlig tiltrækningskraft eller virkning øvede disse annoncer ikke. Arbejdet måtte hvile og vente. Flere lokale forhandlinger strandede på entreprenørens genstridighed. Forbundet tog sig derfor af sagen. Men også dette tog det tid at få den stædige herre i tøjet.

1902-03: Den 14. januar 1902 havde Lyngsie et langvarigt, men afsluttende forhandlingsmøde med den påholdende arbejdsgiver, som måtte indgå på at betale den gængse timeløn såvel for dag- som overarbejdstimer. Men overarbejde måtte kun finde sted, når det var absolut påkrævet. Til gengæld måtte Dansk Arbejdsmands Forbund. sikre entreprenøren arbejdsro, så længe det store arbejde stod på.

Om aftenen redegjorde Lyngsie på et møde indenfor Arbejdsmændenes Fagforening for det opnåede resultat, og arbejdsmændene hyldede deres førstemand.

Så snart dørene til det store mødelokale blev åbnet, strømmede sejrssikre ventende skarer fra andre arbejderorganisationer ind og overfyldte lokalet. Årsagen dertil var den, at der samme dag havde været byrådsvalg i Esbjerg. Redaktør Sundbo meddelte, at socialdemokratiets hele liste havde sejret med over 300 stemmers majoritet. Esbjerg var Danmarks første røde by. Ovation af begejstret jubel.

Selv om de åndelige mørke skyer, som tidligere havde hængt tungt over arbejdernes „himmel“, var blevet slemt forrevne af blæsten, var de dog ikke jaget helt på flugt. Religionen har tid efter anden været benyttet som skalkeskjul for mange forskellige foreteelser. Omkring ved århundredskiftet fandt nogle opfindsomme hitte-på-mænd ud af, at kristendommen også kunne benyttes mod fagforeningerne. Ikke ligefrem åbenlyst! Det forstår sig. Men nærmest noget i retning af det dunkle. Ufred mellem arbejdere og arbejdsgivere skulle ophøre. Løven skulle græsse fredeligt ved lammets side. Selvfølgelig skulle man være organiseret, men arbejder og arbejdsgiver skulle stå i samme organisation, der fik det betegnende navn: Kristelig dansk Fællesforbund. I sommeren 1901 oprettedes der i Esbjerg en afdeling under dette forbund. For at anskueliggøre dette gengiver jeg et lille afsnit af arbejdsmændenes protokol: „Murer N. N. har antaget murersvende, som har udmeldt sig af deres fagforening og indmeldt sig i „den kristelige fagforening“. Der var stemning for at blokere arbejdspladsen. Fagforeningen havde skrevet til forbundet og gjort dette bekendt med forholdet og tillige erholdt tilladelse til at tage forholdsregler, hvis det gjordes nødigt. Forbundet var villigt til at betale understøttelse til de arbejdere, som eventuelt måtte tages derfra. Der stilledes forslag om at tilstille murerne en skrivelse og betyde dem, at det var heldigst, om de meldte sig ind under kredsorganisationen igen, da de ad denne vej kunne erholde den bedste støtte.“

Det fremgår deraf, at der på dette tidspunkt har hersket en indre strid mellem organisationerne, og dette understreges yderligere ved et møde, som afholdtes et par dage efter generalforsamlingen, mellem bestyrelserne for murernes- og arbejdsmændenes fagforeninger. Ved et bestyrelsesmøde umiddelbart efter vedtoges det at tage arbejdsmændene fra murermesterens arbejdsplads, såfremt han ikke afskedigede de murersvende, som stod udenfor fagforeningen.

Senere må arbejdsmændene have ændret opfattelse med hensyn til den stilling, man skulle indtage overfor Kristeligt dansk Fællesforbund. Dette fremgår dog ikke klart af forhandlingsbogen. Men en ældre, tidligere formand for fagforeningen, har fortalt mig, at det gjaldt om at få organisationens folk ind på arbejdspladser, hvor det var gørligt, når det var til tarifmæssig betaling, i stedet for at overlade disse arbejdspladser til uorganiserede. To arbejdsmænd, der havde arbejdet for en Kristeligt dansk Fællesforbundsmester og derfor var slettet af fagforeningen, måtte ved et møde d. 14 april 1902 indgå på at betale bøder for genoptagelse, men 4 dage senere sendte den samme murermester fagforeningen meddelelse om, at han den førstkommende mandag påbegyndte arbejdet på den nye stationsbygning. Og ved en generalforsamling i Arbejdsmændenes Fagforening den 17. maj samme år beklager repræsentanter fra denne organisation sig over, at de på Fællesorganisationens møde havde været udsat for kritik, fordi arbejdsmændene havde ændret kurs overfor Kristeligt dansk Fællesforbund. Et forslag om at udmelde sig af Fællesorganisationen vandt dog kun ringe tilslutning.

Dog, som det fremgår senere, skulle der ikke hengå lang tid, før der kom et virkeligt samarbejde istand mellem arbejdsmændene og bygningshåndværkerne med det formål at komme det såkaldte kristelige vildskud til livs - en bevægelse, der, som en præst for mange år siden sagde til mig, ikke burde nævnes i forbindelse med kristendom. Dertil er disse menneskers karakter for afslappet. Hvis det er rigtigt, at de får den samme løn som de rigtigt organiserede arbejdere, vil det altså sige, at de gratis indkasserer de goder, som arbejderne må tilkæmpe sig ved at bringe store ofre. Fy for pokker! tilføjede præsten.

Nederlag! Når to parter stadig ligger i strid, er det givet, at den ene part ikke ved hver strids afslutning kan hejse sejrens fane til tops. 1902 blev et af de mørke år i de danske arbejderes historie. Rederiforeningen var i kamp med søfyrbøderne og sømænd. Af den grund havde De samvirkende Fagforbund på et møde den 26. april besluttet, hvis det blev nødvendigt, at Dansk Arbejdsmands Forbund’s medlemmer i havnebyerne og tillige alle kuske skulle nedlægge arbejdet overfor de skibe, der tilhørte medlemmer af Rederiforeningen. Allerede dagen efter fik forbundet fra De samvirkende Fagforbund meddelelse om at standse arbejdet overalt d. 30. april. Men allerede efter 5 dages forløb, den 5. maj, besluttede De samvirkende Fagforbund at opgive kampen. Der var nemlig sket det, at rederne med stor bekostning havde importeret skarer af engelske, polske og russiske arbejdere til Københavns Havn, således at trafikken ikke blev særlig hæmmet i storbyen. I andre betydelige havnebyer stod arbejderne på det tidspunkt udenfor Dansk Arbejdsmandsforbund.: Aarhus, Randers, Nyborg og Kalundborg.

I Esbjerg havde landmændenes andelsforetagender indkaldt et tilstrækkeligt antal af deres egne andelshavere og disses sønner samt andre, der stod klar til at overtage arbejdet ved skibene, og anbragt disse i en kaserne i byen. Om fornødent lod man forstå, kunne der med 24 timers varsel indkaldes en dobbelt så stor styrke frivillig arbejdskraft. Under disse omstændigheder indså vore arbejdsmænd det håbløse i at forlade arbejdet, da det kun var at udlevere deres eksistens til fremmede mennesker. Man drøftede spørgsmålet indgående på en generalforsamling den 30. april og gav forbundet meddelelse om forholdene og beslutningen.

Den 1. maj afholdtes der atter møde om spørgsmålet. Forretningsfører H. M. Hansen var da kommet tilstede, men nærmest for at få bekræftet, at arbejdsmændene i Esbjerg stod fast ved deres beslutning.

Havnearbejderne i 24 byer havde nedlagt arbejdet. Strejken tabtes, og det tog år at læge de sår, som denne strejke flænsede i flere af havnearbejdernes afdelinger landet over. Ved denne sejr for arbejdsgiverne fik disse blod på tanden. De dårlige konjunkturer øgede deres lyst til at slå havnearbejderne ned - organisatorisk set - landet over. Rundt om i havnebyerne opsagde arbejdsgiverne overenskomsterne, og de lagde ikke skjul på, at det gjaldt for dem om, at få fagforeningerne helt fortrængt fra havnene og i stedet få indført de berygtede „havnelaug“, der satte arbejdsgiverne til at vogte arbejdernes interesser. Det var som så ofte senere DFDS, der dengang lededes af den bekendte arbejderhader: „Russer-Brandt“, som gik i spidsen og fik grosserere og købmænd til at sejle i sit kølvand. Men arbejderne gav ikke tabt. Lyngsie rejste rundt i landet og advarede mod disse havnelaug. Den 8. juli var han i Esbjerg afdeling, hvor han redegjorde for sagen og fik tilslutning. Resultatet blev, at det de fleste steder lykkedes at bevare fagforeningernes medbestemmelsesret.

Den 23. juli 1901 fik vi den første venstreregering (Systemskiftet) i Danmark, og arbejderne, der i mange af landets kredse havde støttet venstrekandidaterne ved valgene, havde med nogen grund ventet, at denne regering ville vise forståelse og gjort sin indflydelse gældende til fordel for de kæmpende arbejdere. Man kunne bl.a. have inddraget det store tilskud, som DFDS fik i tilskud til sejladsen, da disse penge selvsagt ikke var bevilget nævnte rederi til kamp for at nedkæmpe arbejdernes eneste værn, kampen for tilværelsen: Fagforeningerne. Men dette skete ikke. Regeringspressen tog afgjort parti for rederne. Den nye Adam blev altså ikke meget bedre end det gamle styre. Arbejderne blev sparket bort af de nye magthavere, efter at have tjent disse som trappetrin til magten. Et lovforslag om forsikring mod arbejdsløshed, som socialdemokraterne indbragte i Folketinget, modtoges køligt og uforstående af Venstre. Et andet forslag om statstilskud til De frie Fattigkasser blev i ændret form vedtaget af Folketinget, men foreløbig ikke fremmet af landstinget.

Med megen møje lykkedes det at få arbejdsløshedsspørgsmålet optaget til behandling i en kommission, som venstre nedsatte om alderdoms- og invaliditetsforsikringen, men der skulle gå flere vintre og somre før denne kommission gav lyd fra sig.

Og det var i de mørke år, da en økonomisk svagt stillet arbejderstand blev knuget af en hidtil ukendt stor arbejdsløshed.

Opdyrkning! Vi ved alle, at det kostede hedehusmandspionererne et umådeligt slid at omdanne de golde lyngklædte hedestrækninger til frodige korn- og græsmarker. Krumbøjede af slid gik mange af dem i graven, og næste generation høstede frugten af forgængernes seje og jernhårde slid. På mange af de smukke hyggelige landejendomme, der har afløst fortidens små lerklinede hytter på den tidligere utilnærmelige hedejord, står der med usynlige bogstaver tegnet digterens ord: Endnu et bitte nyk! Disse ord står faktisk også tegnet over de faglige organisationers pionerers arbejde, og dette gælder særligt arbejdsmændenes, denne stand, der til en begyndelse synes forladt af guder og mennesker. Ikke mindst i Esbjerg synes pionerarbejdet at have været vanskeligt, fordi byens befolkning, deriblandt arbejdsmændene, jo bestod af sammenbragte børn, vidt forskellige i sind og skind, stærkt prægede af de egne af landet og udlandet, hvorfra de var kommet. Nogle af arbejdsmændene var talsmænd for misforståede revolutionstanker og troede, at man straks kunne vandre ind i et socialt paradis, når man blot trådte træskoene hårdt nok i skærverne og brostenene. Andre var yderst vage og forsigtige og ligesom undskyldende, fordi de overhovedet eksisterede. Men trods de stærke karaktermodsætninger havde H. M. Hansen formået at skabe et velskolet elitehold blandt sine fagfæller, og disse mennesker videreførte på en forstandsmæssig måde hans arbejde. Til dette elitehold hørte også Markus Stokholm, der på en generalforsamling den 19. juli 1903 valgtes til formand. Et par uger i forvejen var det endelig blevet vedtaget, at formand og kasserer skulle vælges af generalforsamlingen og ikke af bestyrelsen. Et forslag om at sætte formandens årlige løn ned fra 600 til 300 kr. med den begrundelse, at han nu ikke havde så meget arbejde, blev forkastet med stor majoritet. Markus Stokholm, der ligesom sine forgængere har sat sig et smukt minde i arbejdsmændenes og Esbjergs historie, var ikke de bevingede ords mand eller nogen snedig taktiker, men han repræsenterede en god portion stædighed - en karakteregenskab, der også var god brug for i disse år. Markus hørte til de stærke hedebrydere. Derfor satte han hurtigt ploven i den genstridige hedejord. Han ville føre sit folk fremad til bedre kår. Man skulle ikke vedblivende lempe sig frem og tilbage i skyttegravene for at holde stillingen. Nej, tiden måtte nu være inde til atter at øve små fremstød. De følgende år kendetegnes og præges da også af viljen til lønmæssig fremgang, selv om resultaterne just ikke blev overvældende. Han sparede ikke på kræfterne, hvilket fremgår af, at han i sit første år afholdt ikke mindre end 34 bestyrelses- og fagforeningsmøder. Men desuden deltog han i en række forhandlingsmøder og møder om sager, som blev indanket for voldgift. Og han opnåede - trods alt - flere efter forholdene nogenlunde resultater. Gik en sag i hårdknude, tilkaldte han Lyngsie eller H. M. Hansen, som da måtte søge at rede trådene ud for ham. Der blev ført forhandlinger om løn- og arbejdsvilkår for alle grene indenfor arbejdsmændene, og oftest foretrak man et magert forlig frem for risikoen ved arbejdsstandsning. I årene 1903 og fremefter var man ivrige med i agitationen for at støtte en kødforsyning, som Arbejdernes Fællesorganisation havde oprettet, men tiden havde åbenbart ikke været moden til at holde liv i et sådant eksperiment.

Først på året 1904 spøgte det endnu med uorganiserede arbejdere hos „selskabet“ og den lokale leder af dette dampskibsselskab anmodede da fagforeningen om at give forvalteren en fortegnelse over de folk, som på en eller anden måde var udelukket af organisationen. På en generalforsamling i september 1904 drøftede man spørgsmålet om tilslutning til oprettelse af en arbejdsløshedskasse, men da kontingentet til en sådan var ret høj, og understøttelsen ikke stor nok til at holde langvarigt arbejdsløse udenfor fattigvæsenet, nedstemtes forslaget. Kort efter var der atter møde, voldgiftsmøde, denne gang om omfanget af ulykkesforsikringen, som de lokale arbejdsgivere var indgået på, men man nåede ikke til noget resultat.

1905: Den 18. februar 1905 bevilgede fagforeningen 200 kr. til tyske arbejdere, som var i konflikt med deres arbejdsgivere, og senere på året besluttede man at yde 25 øre om ugen pr. medlem i 5 uger til svenske kammerater, som var ude i en storkonflikt. Men heller ikke på vort eget lille område skulle vi undgå konflikt. I foråret 1905 var murermestrene her i staden gået ind på at give deres arbejdere akkord, og murerarbejdsmændene fandt det rimeligt, at der også blev indrømmet dem akkord på arbejdet. Men de stødte på hård modstand. Det endte med, at arbejdsmændene bebudede arbejdsnedlæggelse fra fredag 26. maj. Uden bemyndigelse af nogen art udsatte formanden tidsfristen for arbejdsnedlæggelsen en 3-4 dage. Men så skete det. Strejken blev ikke af lang varighed og sluttede med et for arbejderne godt resultat. Formandens handlemåde blev misbilliget af den øvrige bestyrelse og senere af en generalforsamling. Nå, misbilligelsen har sikkert ikke bundet ret dybt, thi på samme møde genvalgtes Marcus Stokholm til formand med 153 stemmer. Det fremgår ikke af protokollen, om han har haft nogen modkandidat.

I juni og juli måned var det stærkt på tale at opsige priskuranten for havnens arbejdere. Forbundet var dog ikke henrykt for denne aktion. Forretningsfører H. M. Hansen gjorde på en generalforsamling rede for spørgsmålet og fremhævede, at Esbjerg havde den bedste havneoverenskomst i Danmark. Derfor var tiden ikke belejligt for et nyt fremstød. Han frygtede bl.a. for, at DFDS ville benytte lejligheden til at få et af de berygtede havnelaug dannet. Arbejdsmændene havde endnu mange uorganiserede klassefæller at kæmpe mod. Følte arbejdsmændene i Esbjerg sig trods alt stærke nok til eventuelt at etablere havnestrejke, ville forbundet støtte dem. Det var ikke penge, der var tale om, men et efter forbundets mening ubelejligt tidspunkt.

Efter H. M. Hansens indledning fulgte en langvarig diskussion for og imod. At stemningen var stærk delt, fremgår af, at forslaget om opsigelse blev forkastet med 65 stemmer mod 65, efter at 37 mand havde haft ordet.

Dog ønskede den store del af forsamlingen, at der skulle nedsættes et udvalg til at forhandle med den lokale arbejdsgiverforening for at få visse skævheder i overenskomsten rettet.

1906: Den 4. februar 1906 kunne formanden meddele, at det længe ønskede opholdslokale for arbejdere på havnen nu var opfyldt. Meddelelsen herom forelå fra Havnerådet.

Papirmangel! Mit blik fæstner sig atter ved den dynge historie, Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg hidtil har fået fra hånden, og det står mig klart, at jeg både af papirmæssige grunde og af hensyn til fagforeningens økonomi må til at tage længere skridt for at få denne stofmængde bragt ned til mindre end en tyvendedel og dog få indrammet et nogenlunde helhedsbillede af den organisation og de resultater, som den har skabt gennem 60 år. Alene navnene, der er nævnt på tillidsmænd og andre, vil antagelig kunne fylde et par bøger. Tilgiv mig derfor, at jeg trækker syvmilestøvlerne på.

Vi er allerede skvulpet ind i 1906, som bliver et stort arbejdsår for foreningen. Murermestrene i Esbjerg havde dannet en ny organisation, som de kaldte „Murermesterforeningen af 1905“. Til denne havde fagforeningen opsagt priskuranten til ophør 1. april 1906, og murerarbejdsmændene havde fået forbundets sanktion til at nedlægge arbejdet, såfremt man ikke opnåede en tilfredsstillende løsning af arbejdsvilkårene.

Den 16. april fik kuskene frie hænder til at forhandle med vognmændene på grundlag af, at kuskenes ugeløn blev 18 kr., og det forældede kostsystem blev afskaffet. Havnearbejderne fik bemyndigelse til at afholde separatmøde og eventuelt nedsætte forhandlingsudvalg.

Den 8. maj meddelte formanden bestyrelsen, at murermestrene havde gjort modtræk mod fagforeningen ved at indmelde sig i Centralforeningen, og at formanden for denne havde rettet henvendelse til fagforeningen om at få murerarbejdsmændene til at genoptage arbejdet.

Den 22. maj måtte H. M. Hansen påny gæste Esbjerg. Han meddelte murerarbejdsmændene, at der bestod et fællesudvalg af medlemmer fra Centralforeningen af Murermestre og Dansk Arbejdsmands Forbund, og at der i dette udvalg var opnået enighed om, at timelønnen for murerarbejdsmænd straks skulle hæves til 36 øre, men at det udliciterede og påbegyndte arbejde skulle udføres for de gamle akkordsatser, forinden denne del af den nye priskurant kunne træde i kraft. Arbejdet skulle derefter genoptages den 23. maj. Et flertal af murerarbejdsmændene var imod denne afgørelse, men H. M. Hansen fastholdt, at den var bindende.

Den 9. juni forelå fra havnearbejdernes udvalg forslag til en ny priskurant, og det vedtoges at søge forbundets sanktion til opsigelse af den bestående overenskomst.

Et forslag på den samme generalforsamling fra murerarbejdsmændene om tilladelse til at danne deres egen klub indenfor foreningen blev forkastet.

Formanden meddelte, at murerne og tømrerne ønskede samarbejde med arbejdsmændene om at bekæmpe de „hellige murersvende“. Om dette spørgsmål afholdtes der møde mellem de interesserede parter den 29. juni. Marcus Stokholm fik vedtaget en resolution, som skulle tilstilles Fællesorganisationen.

Den 9. juni forelå der meddelelse fra forbundet om, at der først skulle søges forhandling med arbejdsgiverne på havnen om ny overenskomst, forinden forbundet ville give sanktion til opsigelsen. Man vedtog at holde sig til beslutningen af 9. juni.

Den 27. juli vedtog støberiarbejdsmændene enstemmigt at søge lønforhøjelse, eventuelt opsige overenskomsten til udløb 1. november 1907.

På en generalforsamling den 29. juli beklagede murerarbejdsmændene sig over, at mestrene ikke overholdt priskuranten. Det pålagdes formanden at tale alvorligt med mestrene om dette spørgsmål.

Den 12. august: Teglværksarbejderne vedtog enstemmigt at opsige priskuranten.

Den 16. august: Et flertal af bestyrelsen vedtog at lade en entreprenør, som havde påtaget sig en del arbejde for Statsbanerne, at få organiseret arbejdskraft, mod at han betalte 10 kr. i bøde til „Den Frie Fattigkasse“.

På et bestyrelsesmøde den 28. august oplystes det, at et par af de kristelige murermestre havde påbegyndt et stykke arbejde i Skolegade, og at to af de organiserede arbejdsmænd allerede var i sving med skovl og spade hos de pågældende mestre Ifølge tidligere vedtagelse havde formanden allerede henvendt sig til de to arbejdsmænd om at forlade arbejdet. I modsat fald blev de som strejkebrydere ekskluderet af foreningen.

På et møde for støberiarbejderne den 4. september forelå der forslag til en ny priskurant. Forslaget godkendtes, og der valgtes et udvalg til at forhandle med arbejdsgiverne derom.

Samme aften - dog uden forbindelse med støberiarbejderne – det vedtoges det at optage to skruebrækkere i fagforeningen på følgende betingelser for hver: bøde 35 kr., indskud 5 kr., plus kontingent, og ingen stemmeret de første 3 år samt ingen tillidshverv de 5 første år. Punktum!

Den 9. september: Møde med havnearbejderne: udvalget aflagde beretning om forhandlingerne med arbejdsgiverne. Disse forhandlinger var nu strandet. Det vedtoges at lade to af udvalgets medlemmer rejse til Aarhus, Aalborg, Horsens, Vejle, Fredericia og Kolding for at se på deres kammeraters arbejdsvilkår i disse byer.

Den 15. september: Møde med havnearbejderne. Ca. 300 medlemmer var kommet tilstede. Formanden redegjorde udførligt for det endelige resultat af forhandlingerne med havnens arbejdsgivere, der ville forhøje timelønnen til 43 øre i tiden fra kl. 06 morgen til kl. 18 aften. Den øvrige tid af døgnet ville de betale 60 øre pr. time. Desuden gav formanden oplysning om akkordsatserne. Man havde foretaget en udregning for de forskellige arbejdspladser og var kommet til det resultat, at lønforhøjelsen ville betyde en merindtægt på ca. 30.000 kr. årlig.

Efter en længere debat forkastedes forslaget med alle stemmer mod 12 stemmer. Under et bestyrelsesmøde den 17. oktober meddelte formanden, at overenskomsten mellem støberiarbejderne og arbejdsgiverne var indgået under hovedorganisationerne og derfor ikke kunne opsiges for en enkelt by. Det vedtoges at rette en henvendelse til teknisk udvalg om at få gasværksarbejdernes arbejdstid nedsat til 8 timer daglig og lønnen fastsat til 3 kr. 50 øre pr. dag.

Møde den 23. oktober. Det vedtoges enstemmigt at opsige murerarbejdsmændenes priskurant.

Møde den 30. oktober. Der forelå en skrivelse fra forbundet, som ønskede, at man skulle vente et år med at opsige murerarbejdsmændenes priskurant. Man ville dog ikke stille sig hindrende i vejen, dersom murerarbejdsmændene fastholdt deres krav, hvilket de gjorde.

Den 1. november 1906. Generalforsamling for havnearbejderne. Deltagernes antal anslås til ca. 400. H. M. Hansen og Lyngsie var til stede og redegjorde for, at der i dagens løb havde været ført langvarige forhandlinger med havnens arbejdsgivere, der nu var gået så vidt, at der kun var en forskel på 2 øre pr. time ved dagarbejdet parterne imellem. Under disse omstændigheder tilrådede de to forretningsførere at tage mod forliget. 185 stemte for og 84 imod overenskomsten. De øvrige stemte ikke.

Den 21. november 1906. Fra forbundet forelå der en beroligende meddelelse til arbejdsmændene indenfor jernindustrien, da sagen var gået til voldgift, hvor arbejdsmændene senere blev tilkendt en lille lønforhøjelse.

Den 25. november 1906 afholdtes igen ekstraordinær generalforsamling med spørgsmålet om oprettelse af en arbejdsløshedsunderstøttelseskasse, hvorom der skulle foretages urafstemning. For forslaget stemte ca. 27 pct., resten imod.

1907: Generalforsamling den 24. januar 1907. Meddelelse: Byrådet har vedtaget arbejdsmændenes fordring om at forhøje timelønnen til 38 øre. En langvarig konflikt med Statsbanerne var endelig hævet, idet man var gået ind på at betale 36 øre i timeløn.

Den 6. februar. Bestyrelsesmøde. Et par spørgsmål med to af byens kulgrosserere angående ventepenge var løst til arbejdernes tilfredshed. Forhandlingerne med murermestrene var gået i stå, da de kun ville betale 38 øre i timeløn. Fagforeningen holdt på 40 øre, idet man kun ville ligge 5 øre under murersvendene i timeløn, hvilket havde været håndhævet gennem flere år.

Den 19. februar meddelte formanden støberiarbejdsmændene, at en voldgiftskendelse var gået arbejdsgiverne imod indenfor jernindustrien. Arbejdstiden blev nedsat til 9,5 time daglig med fuld løn. Et løntilbud fra jernfabrikanterne til en ny overenskomst, betegnede arbejderne som en hån imod dem.

Den 24. februar forelå det endelige resultat af forhandlingerne med murermestrene. Timelønnen blev 39 øre og akkordsatserne for stenopbæring med mere var forhøjet. De opnåede resultater godkendtes.

Den 22. marts var H. M. Hansen tilstede ved et møde for teglværksarbejderne, på hvis vegne han havde ført forhandlinger dagen lang med „stenfabrikanterne“. Man blev enig om akkordaflønningen. Tilbage var kun spørgsmålet om timelønnen. Dette spørgsmåls løsen overgik til det lokale forhandlingsudvalg, hvorefter overenskomsten godkendtes med 90 pct. majoritet.

Den 28. april anmodede fiskepakkerne om optagelse i Arbejdsmændenes Fagforening. Tiltrådt.

Generalforsamling d. 30 maj 1907. Ny urafstemning om oprettelse af arbejdsløshedskasse. Resultatet blev, at 6 medlemmer stemte for obligatorisk arbejdsløshedskasse, 7 stemte for frivillig arbejdsløshedskasse, medens 71 stemte imod begge former for arbejdsløshedsforsikring.

Af disse kortfattede uddrag af godt et års organisationsarbejde, vil man forstå, at fagforeningen stadig havde en række problemer at tumle med, selv om forbundet efterhånden drog flere og flere af overenskomsterne ind under sig. Forøvrigt havde en lang række andre spørgsmål været behandlet i nævnte tidsrum. Brolæggerne ønskede selvstændig afdeling, hvilket blev afslået. Murerarbejdsmænd og murersvende var blevet enige om at søge arbejdstiden nedsat til 9,5 time. Støberiarbejdsmændene fik tillidsmandssystemet indført og så fremdeles.

Formandsskifte! Så fik arbejdsmændene da atter en formand, som det senere skulle vise sig, at hovedforbundet ikke kunne lade Esbjerg beholde. Med Carl Drejers valg til formand på generalforsamlingen den 14. juli 1907 kom det rolige overblik, fremsyn og det beherskede forhandlingstalent på førstepladsen. Fasthed savnedes heller ikke. Carl Drejer spredte en vis tryghed om sin person. Vel havde han ligesom sine klassefæller sat sig høje mål. Men han forsøgte ikke at flyve mod skyerne; han beholdt sine fødder plantet på jorden. Helt igennem var Carl Drejer en realitetens mand. Af protokollen fremgår det tydeligt, at Carl Drejer ikke var nogen nyopdukket stjerne eller opkomling, om man vil, båret frem af en øjeblikkelig stemning, for snart efter atter at forsvinde i ubemærketheden. Gennem flere år havde han været den ledende mand i en række forhandlinger med arbejdsgiverne på havnen, og på generalforsamlingerne var han den fødte ordstyrer.

På generalforsamlingen meddeltes iøvrigt, at arbejdsløshedskassen nu var en kendsgerning, og at der skulle betales 40 øre pr. uge til denne. Arbejdsmændene i Esbjerg understregede endnu en gang deres modvilje mod arbejdsløshedskassen med 140 stemmer mod 7.

Den 15. august søgte smør-, æg- og margarinearbejderne optagelse i fagforeningen, hvilket vedtoges.

Den 28. september. Formanden oplyste, at en ny strid om ventepenge var løst, og at entreprenørerne var gået med til at lade arbejdet med grøftegravning til kloakledninger udføre på akkord.

Den 3. oktober 1907 stod spørgsmålet om arbejdsløshedskassen atter på dagsordenen på en ekstraordinær generalforsamling. Sekretær Johannes Nielsen og forretningsfører H. M. Hansen fra København var tilstede og redegjorde grundigt for dette spørgsmål. Opmuntret af en lov, som var bebudet vedtagelse på Rigsdagen, om arbejdsløshedsforsikring, havde en række afdelinger landet over allerede til kongressen i 1906 indsendt forslag til behandling af dette vigtige problem, og kongresdeltagerne havde ved navneopråb med stor majoritet vedtaget forslaget. Allerede fra 1. januar 1907 - det år som loven blev vedtaget - skulle man begynde at indbetale kontingent til arbejdsløshedskassen således, at man fra 1. januar 1908 var istand til at påbegynde støttehjælp til de arbejdsløse. Efter kongressen var forslaget om arbejdsmændenes tilslutning til denne støtteforanstaltning vedtaget ved to urafstemninger, og man tilrådede nu arbejdsmændene i Esbjerg at tilslutte sig afgørelsen. Derpå fulgte en livlig diskussion. De to indledere besvarede en række spørgsmål. Mødet hævet! slutter omtalen i forhandlingsbogen.

Lad os se lidt på foreningens øvrige arbejde: Den 5. oktober 1907 nedlægger brolæggerne arbejdet hos en entreprenør, som ikke ville yde overenskomstmæssig betaling for brolægning efter nedlægning af et elektrisk kabel i Skolegade. Da der ved Korskroens nyopførelse var antaget nogle Kristeligt dansk Fællesforbund. folk, nedlagde de organiserede murere og arbejdsmænd, i henhold til forrige års aftale, arbejdet derude, hvorimod tømrerne brød aftalen og forsatte arbejdet, står der i protokollen. Det vedtoges at lade sig repræsentere ved et møde, som havnearbejderne i Aalborg havde arrangeret angående ulykkesforsikring for havnearbejdere. En række stridsspørgsmål behandles og bilægges: Brolæggerne, stridigheder med et par fiskeeksportører, uoverensstemmelse om forholdene på Trådvævsfabrikken. Af andre spørgsmål: En strejkebryder måtte i bøde betale 45 kr., som blev bevilget til børnebespisningen.

Besynderlighed! For første gang støder jeg i Esbjerg-arbejdsmændenes hidtidige historie på en besynderlighed, som er egen i sin art. Den 10. december 1907 forelå der meddelelse fra Arbejdsgiverforeningen i Esbjerg om, at foreningen havde vedtaget at give deres fast ansatte folk 1. kr. mere pr. uge i tiden fra 1. december 1907 til d. 1. maj 1908. Vore lokale arbejdsgivere har for en gangs skyld - muligvis har de været lidt tidligt i julestemning - og følt trang til at øve en smule retfærdighed. Tænk – 1. krone ekstra pr. uge betød ca. 1,67 ØRE mere i timen. Ak, hvor ofte har arbejderne ikke måttet føre langvarige kampe for at opnå een øre eller to øre mere i timen. Hver gang, arbejderne har stillet krav om at få en skive flæsk mere på panden, har svaret været dette, at industrien, handelen, håndværket eller skibsfarten ikke kunne bære en sådan overbelastning. Tiderne var ikke inde dertil. Dette omkvæd har uden tekstfornyelse lydt, fra den første fagforening ønskede lønnen presset lidt i vejret, og det lyder såmænd den dag i dag. Ganske vist har jeg senere læst om enkelte gullaschbaroner, som har betænkt deres arbejdere med smukke julegaver, og det skal de efter min opfattelse have tak for. Men i mit inderste har jeg følt, at denne gavmildhed vel skyldes skattetekniske grunde. Mon ikke det gjaldt om at få et par skovlfulde grunker lempet af mammonlæsset, forinden dette efter nytår blev kørt til skattevæsenets vurdering? (Vé dig, du vantro Thomas!) Men ud over disse eksempler har det været næsten lige så vanskeligt at finde velvilje og imødekommenhed fra arbejdsgivernes side, som at finde guldårer i den vestjydske kysts sandklitter.

1908: Den 16. januar 1908 beklagede arbejdsgiverne sig over, at der var udeblevet 5 mand fra losning af en kuldamper, og at de i stedet havde taget arbejde ved en anden damper. De „formastelige” slap med hver en bøde på 1 kr. til børnebespisningen.

Det vedtoges at opsige priskuranten fra 1. august for at få timelønnen hævet. Formanden havde dog større tro på, at man kunne få akkord indført end få timelønnen sat op.

Den 13. februar. Møde med smør-, æg og margarinearbejderne. Det oplystes, at der indenfor denne branche fandtes 15 arbejdspladser med 49 arbejdere, hvoraf kun 18 var organiserede. Man udarbejdede en ny priskurant og søgte forbundets sanktion til at opsige den bestående. Desuden valgtes der et udvalg til at søge de uorganiserede overbevist om, at deres pladser var i fagforeningen.

Allerede den 3. april kunne formanden meddele smør-, æg- og margarinearbejderne det resultat, man var kommet til, ved forhandling med d’herrer direktører og fabrikanter indenfor branchen. Den nye overenskomst blev enstemmigt godkendt.

Den 19. juni afholdtes der atter møde med havnearbejderne, om man skulle lade overenskomsten løbe et år længere eller stå fast ved den tidligere vedtagelse om opsigelse. Alle mod een stemte for opsigelse. Man ønskede timelønningerne hævet fra 38 øre til 43 øre til 45 øre og 50 øre.

Da der stadig opstod uenighedsproblemer af forskellig art rundt omkring på arbejdspladserne, blev det på generalforsamlingen d. 24. april vedtaget, at der indenfor hver branche skulle vælges medlemmer - altså en slags tillidsmænd - til at bringe småstridighederne iorden. Dette betød i virkeligheden en fornuftig aflastning af bestyrelsens arbejde.

Ved samme lejlighed vedtoges det at opsige overenskomsten med foreningen af arbejdsgivere.

Med få ord kommer vi nu til at omtale en sag af en ejendommelig karakter. Murerarbejdsmændene ved kommunen (sygehuset) havde opnået en forhøjelse af 5 pct. for oprøring af mørtel i kalkbaljerne, og formanden var gået igang med en forhandling med de private mestre om at opnå en tilsvarende forhøjelse for dette arbejde. Medens disse forhandlinger stod på, blev det oplyst, at murersvendene havde påtaget sig nævnte arbejde til langt under den pris, som var arbejdsmændenes forhandlingsgrundlag. Stor harme!

Det henstilles til kommunen forsøgsvis at lade kloakarbejde udføre ved akkord.

Den 30. juli 1908 genvalgtes formanden.

DFDS arbejdere afholdt møde den 12. august. Et udvalg havde udarbejdet forslag til akkordlønning. Med alle stemmer mod 3 vedtoges det at forelægge selskabet dette forslag sammen med kravet om en timeaflønning af 50 øre.

Den10. september. Teglværksarbejderne opsiger deres overenskomst.

Den 16. september. mødtes samtlige havnearbejdere for at drøfte en ny priskurant for hele havnen. Denne godkendtes, og der valgtes et forhandlingsudvalg.

Den 26. september. Det vedtoges at indberette den omtalte sag om murerne for Fællesorganisationen. Endvidere vedtoges det at udsætte behandlingen af spørgsmålet vedrørende de „hellige“, indtil sagen havde været behandlet på et fællesbestyrelsesmøde. Det vedtoges at udbetale understøttelse til en mand, som var blevet arbejdsløs grundet på blokaden overfor en „kristelig“ mester. En murerarbejdsmand, som havde påtaget sig oprøring af mørtel, idømtes en bøde af 10 kr., og at de øvrige får en advarsel. Hjælper denne ikke, bliver de ekskluderet af fagforeningen.

Den 8. oktober. Murerarbejdsmændene vedtog enstemmigt at opsige priskuranten. Man krævede timelønnen hævet til 45 øre og 9 timers arbejdsdag.

Først i oktober 1908 forelå der imidlertid en meddelelse fra hovedforbundet gående ud på, at man havde givet arbejdsgiverne udsættelse med forhandlingerne angående de overenskomster, som udløb d. 1. november, til henimod december. Samtidig nægtede man at give teglværksarbejderne sanktion til at opsige deres overenskomst.

Det vedtoges at sende hovedbestyrelsen en skarp protest for dens handlemåde.

Den 19. oktober vedtog støberiarbejdsmændene at opsige deres overenskomst af 1907.

Den 22. oktober aflagde formanden beretning fra kongressen. Han oplyste bl. a., at arbejdsløshedskassen ville blive obligatorisk fra 1. april 1910.

Murerarbejdsmændene og støberiarbejdsmændene fik sanktion til at opsige deres overenskomster.

Uvejrsskyer! I eftersommeren 1908 var man klar over, at det var nedgangstider. En almindelig stagnation i alt erhvervsliv verden over synes at være en kendsgerning, at den førte arbejdsløshed og anden ulempe med sig er givet. Denne krisetilstand forværredes her i landet ved Alberti-krakket. Den forhenværende justitsminister, gehejmekonferensråd Alberti meldte sig til politiet den 8. september. Denne mand havde i en årrække spillet en mægtig rolle indenfor Venstre, og nu havde han kun den udvej at erkende, at han havde misbrugt såvel sit parti’s som tusinder andres tillid og formøblet henved 18 millioner kroner betroede midler. Herhjemme skabte dette forvirring og håbløshed overalt. Bankerne blev yderst forsigtige, og udlandets banker sagde: Der er vist noget galt i Danmark. Vi må søge at få vore tilgodehavender hjem. Dette virkede selvsagt videre på handel, håndværk og industri og skabte en mægtig hær af arbejdsløse. En statistik viser, at imellem 30-40,000 organiserede arbejdere i løbet af kort tid stod uden erhverv. Arbejderorganisationerne påvirkede regering og Rigsdag og fremskaffede de første love om fortsat hjælp efter arbejdsløshedshjælpens ophør, medens arbejdsgiverne på deres side var på tæerne for at udnytte den for arbejderne ugunstige situation.

Disse forhold taget i betragtning, gjaldt det om ikke at spænde buen for højt. Blot de mindste fremskridt var bedre end intet. Således så havnearbejderne også på det, da de ved et møde, hvori H. M. Hansen deltog, den 31. oktober 1908, godkendte forslaget til en ny overenskomst med 150 stemmer mod 16. Dette forslag gik ud på, at timelønnen fastsattes til 46 øre fra kl. 06 morgen til kl. 18 aften. De første 3 timer derefter 60 øre pr. time, og nat- og helligdagstimer 70 øre. Pladsarbejde såvel på havnen som i byen og ved Statsbanerne blev fastsat til 41 øre pr. time og fast ugeløn til 22 kr.. For disse arbejdere var overarbejdsbetalingen den samme som ovenfor nævnt. Dertil kommer, at overenskomsten indeholdt forskellige akkordsatser, idet en stor del af arbejdet nu overgik til akkord. Da det var en ny bane, man her var drejet ind på, ville det være umuligt at vurdere værdien af disse akkordsatser, men arbejdsgiverne havde erklæret sig villig til forhandling, hvis det viste sig, at akkordsatserne på enkelte områder indeholdt faldgruber.

Ved et møde den 20. november ønskede tobaksarbejderne ugelønnen sat op til 22 kr.. Denne sag overlodes formanden. Derefter vedtoges det at opsige fiskepakkernes overenskomst.

Den 7. december mødtes havnearbejderne atter for at drøfte forskellige spørgsmål. Bl.a. blev det stærkt fremhævet, at overgangen til akkord havde formindsket beskæftigelsesmulighederne for nogle medlemmer. Vognmændene havde klaget over de nye akkordpriser for på- og aflæsning af gaskul. Om dette spørgsmål skulle der forsøges mægling eventuelt voldgift.

I det hele taget rejste der sig tid efter anden en række spørgsmål som følge af den nye overenskomst. Det drejede sig om losning af kul, gødning, foderstoffer og så fremdeles. Derfor vedtoges det at nedsætte et forhandlingsudvalg til løsning af de dermed følgende opgaver.

1909: Den 7. januar 1909 dukkede et nyt spørgsmål op. Murerarbejdsmændene holdt møde, hvor de behandlede et forslag om at hæve blokaden mod Kristeligt dansk Fællesforbund. Det vedtoges med alle stemmer mod een at anbefale forslaget til generalforsamlingens godkendelse. Denne generalforsamling afholdtes den 16. januar, hvor forslaget godkendtes på betingelse af, at Kristeligt dansk Fællesforbund kun beskæftigede organiserede arbejdsmænd.

Som nævnt blev det en brutal vinter med nagende stor arbejdsløshed for danske arbejdere, og hjælpemidlerne var yderst beskedne. Man foretog indsamling blandt dem, der var så heldige at have beskæftigelse. I februar måned sendte forbundet 525 kr. til støtte for de arbejdsløse medlemmer, men disse midler strakte ikke vidt, men må hilses som bevis for en god kammeratlig vilje.

Den 16. marts godkendtes en ny overenskomst for fiskepakkerne.

Den 25. maj blev det meddelt murerarbejdsmændene, at fællesudvalget var blevet enig om at lade den bestående overenskomst trave af sted endnu eet år. Dog skulle murerarbejdsmændene have 7 pct. i tillæg for oprøring af mørtel i baljer.

Formanden måtte stadig være i sving, fordi der var uro, lønkrav og misforståelser på en række arbejdspladser. De fleste spørgsmål løstes dog ved forhandling til arbejdernes tilfredshed, deriblandt en konflikt, som var opstået under opførelsen af Esbjerghus. En murermester søgte at knappe sine arbejdere af med 2 øre i timen. Forsøget mislykkedes! Han måtte pænt rykke ud med de 41 øre. En entreprenør havde regnet ud, at han kunne tjene en del af sine lommepenge ved at knibe på arbejdernes løn. Også dette attentat mislykkedes. Flere sager henvistes til voldgift, bl.a. en strid om betaling for brolægning på havnen. Kun et par af disse sager, der ovenikøbet ikke var af større format, gik arbejderne imod.

Ved en generalforsamling den 24. juni gav formanden nogle oplysninger angående arbejdsløshedskassens love, kontingentets størrelse, stats- og kommunetilskud. Kassen skulle være obligatorisk fra d. 1. april 1910. Men endnu var modstanden for denne form for forsikring stor. Med 126 stemmer mod 57 afviste man sagen.

Den 26. juni kunne formanden fortælle murerarbejdsmændene, at murermesterforeningen havde opsagt deres overenskomst. Efter at have indhentet forbundets sanktion den 16. september gjorde murerarbejdsmændene gengæld. Teglværksarbejderne fik ligeledes sanktion til at opsige deres overenskomst med vore fire store murer- og tagstensfabrikanter. Og på et fagforeningsmøde blev et nyt lønudkast enstemmigt tiltrådt. Brolæggerne ønskede deres priskurant revideret, eventuelt opsagt. Arbejderne i Esbjerg var nu nået så langt frem i modenhed, at de turde binde an med et nyt kooperativt foretagende foruden Brugsforeningen, nemlig Fællesbageriet, og på en generalforsamling den 28. oktober 1909 vedtoges det at yde 2 kr. pr. medlem til dette foretagende. Henimod årets slutning opstod der en konflikt på havnen med deraf følgende resultat. En damper var kommet hertil med et parti soyakager, og da losning af disse ikke var omfattet af overenskomsten, forlangte arbejderne en højere betaling for dette arbejde end for losning af solsikkekager.

1910: Først den 28. januar 1910 efter at en række forhandlinger havde fundet sted lykkedes det ved H. M. Hansens medvirken at få et forlig i stand. Arbejderne måtte påtage sig losningen for samme betaling som for solsikkekagerne, man opnåede til gengæld en række forbedringer på andre områder.

Den 4. marts 1910 havde fagforeningen i Esbjerg igen besøg af H. M. Hansen, der denne gang havde møde med bestyrelsen og teglværksarbejderne. Under en samtale med stenfabrikanternes formand, der boede i Varde, havde H. M. Hansen fået forståelse af, at det var ugørligt for tiden at nå videre ad forhandlingens vej med disse „stenrige“ mennesker. Det vedtoges, at formanden og H. M. Hansen skulle søge at få en forhandling med stenfabrikanterne om mindre væsentlige ting og derunder benytte lejligheden til at tage opsigelsen tilbage. Dette skete! Dog skulle der optages forhandling om akkordprisen for „tilvirkning“ af drænrør.

Den 18. april 1910 forelå meddelelse om, at der for murerarbejdsmændenes vedkommende var oprettet ny overenskomst mellem hovedorganisationerne. Toges til efterretning.

Et par mand på et ægpakkeri og syv mand på et smørlager havde udmeldt sig af fagforeningen. Vedtoges at de måtte vende tilbage til organisationen. I modsat fald blev de to virksomheder blokeret. Mændene fra ægpakkeriet afbrød hurtigt deres forårsferie hos de uorganiserede og vendte tilbage til organisationen. Den ene måtte betale 10 kr. den anden 15 kr. i bøde plus kontingentet for ferietiden og optagelsessummen. Sidst i juni fandt et stort entreprenørfirma, som havde en del uddybningsarbejde ved Esbjerg Havn, på at det var billigere at give deres folk 22 kr. pr. uge end 41 øre i timen. En strejketrussel bragte imidlertid firmaet på sundere tanker. Dog forbeholdt det sig ret til at fradrage den ene øre i timen til ulykkesforsikring. Toges til efterretning.

Den 28. juni vedtog havnearbejderne med alle stemmer mod 2 ikke at opsige deres overenskomst. Brolæggerne mente den 8. juli at have 24 kr. 60 øre til gode for et stykke arbejde, de havde udført. Til voldgift.

Den 15. oktober gav en generalforsamling enstemmigt brolæggerne og teglværksarbejderne sanktion til at opsige deres overenskomster. Ved forhandling fik brolæggerne hurtigt deres forhold bragt i orden. En ny overenskomst med entreprenørerne blev indgået.

At der også kan fremkomme morsomheder under behandling af alvorlige problemer viser følgende: En stor foderstofforretning på havnen havde fået opført nye, mere tidsvarende bygninger. Dette benyttede firmaet sig af ved at rette en henvendelse til fagforeningen om at få en forhandling i stand om en revision af løntariffen, da arbejderne tjente for meget. Bestyrelsen gav selvfølgelig firmaet det svar, at den ikke ville lægge næver til nedskæringskniven, når arbejderne for en gangs skyld kunne tjene en ordentlig løn.

På en generalforsamling ved juletid 1910 vedtoges det at uddele 1500 kr. af foreningens midler til økonomisk svagt stillede medlemmer.

Solidaritet! Som vi allerede har set tog det tid - lang tid, før fællesånden, solidaritetsfølelsen, trængte frem blandt de Esbjerg-arbejdsmænd til også at omfatte arbejdsløshedskassen. Det fremgår ikke af protokollen, men fra min ungdom husker jeg tydeligt, at det var de fastansatte arbejdsmænd, som var toneangivende i modstanden mod arbejdsløshedskassen, hvorimod sæsonarbejderne gerne ville tilslutte sig solidaritetstanken også på dette område. Når man skal samle et historisk kildeskrift, må man hverken forbigå eller undertrykke sandheden i de betydningsfulde spørgsmål. Og til de store spørgsmål indenfor fagforeningernes virkefelt hører arbejdsløshedsforsikringen.

De fastansatte arbejdsmænd ventede ikke at få de 40 øre pr. uge, som forsikringen kostede, hjem igen. Det var her, tampen brændte! Bortset fra enkelte undtagelser, der i kraft af fagforeningen har fået vellønnet fast arbejde ved kommunen og nu, da dette skrives, vil søge at fedte sig fra deres solidariske pligter, ser man i vore dage anderledes på det spørgsmål. Da sætter man ikke alene en ære i, men er tillige bundlykkelige, hvis man kan slippe med at være ydende i stedet for nydende medlem af såvel arbejdsløsheds- som sygekasse.

Den 16. april 1910 gæstede Lyngsie Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg. På dagsordenen stod som eneste punkt: Arbejdsløshedsforsikringen. Lyngsie talte varmt om forsikringens store betydning. Men hans veltalenhed slog ikke til. Forslaget om tilslutning til arbejdsløshedskassen blev stemt ned med 215 stemmer mod 80 stemmer. 9 stemmesedler var blanke. Den 27. april blev arbejdsmændene atter kaldt til møde angående den omtalte sag. Forbundets ledelse havde meddelt afdelingen, at den ikke længere kunne blive stående som medlem af Dansk Arbejdsmands Forbund, når den ikke tilsluttede sig forbundets obligatoriske arbejdsløshedskasse.

Nu var situationen så tilspidset, som den kunne blive. Spørgsmålet drejede sig ikke alene om arbejdsløshedskassen, men også om man i de rent faglige spørgsmål kunne være tjent med at bryde solidaritetens bånd med de øvrige arbejdsmænd i landet.

Carl Drejer anbefalede indtrængende, at foreningen skulle annullere vedtagelsen på den forudgående generalforsamling. Med en meget kneben majoritet sejrede solidaritetsånden. Afstemningens resultat blev følgende: For tilslutningen til arbejdsløshedskassen stemte 142. Imod 135 stemmer. 14 stemmesedler var blanke. Dermed var et flere år gammelt stridsspørgsmål bragt ud af verden.

Den hellige krig!, kaldte arbejdsmændene krigen mod Kristeligt dansk Fællesforbund, som tidligere er omtalt. Det drejede sig kort sagt ved denne lejlighed om nogle mennesker, der søgte at bilde sig selv og andre ind, at Sct. Peder IKKE ville åbne døren for dem, hvis de havde en rigtig fagforeningsbog i lommen.

Men til sagen: På foranledning af tømrerne og murerne afholdt deres bestyrelser, sammen med bestyrelsen for Arbejdsmændenes Fagforening, møde den 10. maj 1910. En tømrer var indleder, og han oplyste, at en tømrermester (Kristeligt dansk Fællesforbund) beskæftigede uorganiserede folk og udtalte ønsket om, at de 3 organisationers medlemmer nu for alvor blokerede de „kristelige“ arbejdspladser. Jeg kan i ånden se Carl Drejer hygge sig ved en ironisk tanke om, at tømrerne kørte i grøften ved Korskroen, da han udtalte sin beklagelse over, at den tidligere aftale var gået i brokkassen. Han mente ikke, at der var noget at gøre i den sag foreløbig. Et så vigtigt spørgsmål måtte først forelægges murerarbejdsmændene og derefter en generalforsamling til afgørelse.

Såvel murerarbejdsmændene (d. 25. maj) som generalforsamlingen den 29. maj ville tiltræde krigserklæringen, under forudsætning af, at alle bygningshåndværkerne gik med i kampen. Denne erklæring forelå den 22. juni, og dagen derpå indledtes den store offensiv. Forinden havde murerarbejdsmændene dog vedtaget, at blokaden også skulle omfatte brolæggerne, arbejdsmændene hos entreprenørerne og stenaflæsserne. Ialt deltog arbejdsmændene med 14 mand. Men om end den styrke, som deltog i „den hellige krig“, ikke var overvældende, stod der dog gny af den landet over. Borgerskabet forargedes, medens de strejkende arbejdere holdt tappert ud, takket være deres mange kammeraters offervilje. En murer, M. Madsen, senere redaktør af „Lemvig Social Demokrat“, var særlig aktiv i kampen. Han hittede på at gå rundt til arbejdspladserne og fotografere de „kristelige“ for derefter at forevise dem i „Vestjyllands Social Demokrat“. Foruden viste denne krig, at ikke alle de „kristelige“ skulle møde med en bønnebog i lommen, eller rettere: Der var grænser for „kristeligheden“ i murskeen og stenopbygningen. Ved en licitation over Den kommunale Badeanstalt blev en af de største murermestre fra Kristeligt dansk Fællesforbund lavestbydende. For at få arbejdet indgik han på udelukkende at beskæftige organiserede arbejdere, såvel ved opførelsen af denne bygning som i fremtiden. Så røg den tagsten af huset! Dette skete den 15. oktober, altså i en af årets stormfulde måneder.

I sandhedens interesse skal det dog oplyses, at Dansk Arbejdsmands Forbund allerede i august meddelte Esbjerg-afdelingen, at man var imod denne bygningskonflikt, fordi der ikke havde været forsøgt mægling i sagen, hvorpå formanden havde givet forbundet en redegørelse.

Ved et møde den 20. november meddelte formanden, at mestrene i Kristeligt Dansk Fællesforbund havde indgivet klage til Arbejdsgiverforeningen, og at han i København havde deltaget i et forligsmøde, som resulterede i, at sagen blev indanket for Den faste Voldgiftsret. Og den 12. december meddelte Carl Drejer sin bestyrelse, at Voldgiftsretten havde kendt blokaden ulovlig, i henhold til Septemberforliget, og idømt Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg en bøde på 100 kr. samt at blokaden straks skulle hæves, hvilket formanden oplyste var sket, og at meddelelse herom var tilsendt forbundet.

Således endte denne langvarige strid, der afgjort havde sin store betydning, idet den standsede letbevægelige sjæles frafald fra fagorganisationerne.

1911: Den 13. januar 1911 meddelte formanden, at forbundet nu endelig havde givet fagforeningen sanktion til at nedlægge arbejdet hos de mestre, som beskæftigede arbejdstagere f der var medlem af Kristeligt dansk Fællesforbund. Men da var det ikke så let at få krigen indledt påny.

Arbejdernes termometer, der varslede uro for 1911, var pålideligt. Medens arbejdsmændene kun havde opsagt forholdsvis få overenskomster til udløb i denne vår, havde arbejdsgiverne til gengæld stilet imod at få så mange overenskomster som muligt til at udløbe i dette forår. Formålet var tydeligt nok. Arbejderne skulle kanøfles. Det ligefrem regnede med lockout-varsler snart overfor den ene, snart overfor den anden af arbejdsmændenes organisationer. Teglværksarbejderne i Esbjerg havde udarbejdet forslag til en ny overenskomst og afleveret dette til formanden, som på et møde den 7. januar gav sine kammerater meddelelse om, at han havde tilbageholdt opsigelsen af overenskomsten med teglværksejerne. Han mente ikke, at udsigterne for en fredelig løsning var gode. Efter at have givet en oversigt over hele den faglige situation godkendtes formandens handlemåde. Men vore teglværksarbejderes forsigtighed var nytteløs. Teglværksejerforeningen i Esbjerg opsagde nemlig sammen med andre standsfæller overenskomsten. Sagen var den, at jern- og metalindustrien havde opnået 5-årige overenskomster med de faglærte arbejdere, og nu skulle disse langvarige overenskomster søges gennemført overalt, hvor det på nogen måde lod sig gøre. For arbejdsmændene gjaldt det om at opnå de bedst mulige vilkår overfor en, sådan ikke tidligere kendt, langvarig overenskomstperiode. Først stod de jernindustrielle arbejdsmænd for tur. Esbjerg valgte støberiarbejder Søren Olsen til at deltage i et delegeretmøde i København den 12. marts, hvor der blev redegjort for den vanskelige situation. Lockoutvarsel var givet, men ved Forligsmandens indgriben opnåedes forlig på en timelønsforhøjelse fra 1-2 øre samt en del tekstforbedringer, der også indebar lønforbedring.

Ved forhandling mellem hovedorganisationerne blev man for teglværksarbejderne enig om en overenskomst, som skulle til urafstemning. Den 2. juni var forslaget til behandling og afstemning i Esbjerg, hvor det blev vedtaget med 41 stemmer mod 14. Hovedpunkterne i overenskomsten: Timelønnen fastsættes til 38 øre for de første 3 år og derefter til 40 øre. Desuden nogle tillæg til akkordprisen, som skulle træde i kraft så snart, overenskomsten var godkendt. Den 13. juli sluttedes en foreløbig overenskomst med en tagstensfabrikant, som stod udenfor Teglværksejerforeningen. I august måned indgik der fra teglværksarbejderne til fagforeningen en klage over, at et større teglværk her i byen ikke ville holde overenskomsten med henhold til fabrikation af drænrør. Arbejdet blev udført på akkord, men det viste sig, at arbejderne ikke kunne holde den lovede timeløn på 65 øre. Vedtoges at tilstille Teglværksejerforeningen en skrivelse desangående.

I marts-april var en forbedring af arbejdsløshedsforsikringen til behandling og urafstemning. Forslaget gik ud på, at de 50 dages understøttelse blev forlænget til 70 og de 70 dage til 100 mod, at der betaltes et forøget kontingent. I Esbjerg opnåede forslaget kun 76 stemmer, 101 stemte imod og 6 stemmesedler var blanke. Resultatet af afstemningen landet over blev, at forslaget vedtoges med 7079 stemmer mod 1149. Ved samme årstid vedtoges det, at posten som kontrollør for arbejdsløshedskassen skulle slås sammen med tillidshvervet som kasserer. Til at bestride disse hverv valgtes H. J. Jacobsen. Lønnen blev fastsat til 1500 kr. årligt, og kontoret skulle holdes åbent 46 timer ugentlig, deraf de 2 timer om søndagen. Søndagsarbejdet bortfaldt med årets udgang. I foråret var DFDS atter på tæerne. Det ville have briketter losset for samme betaling, som blev ydet i København for dette arbejde, meddelte direktionen. Bestyrelsen henlagde sagen. Senere behandlede „selskabets“ arbejdere spørgsmålet, om de skulle opsige overenskomsten og søge indført akkord. På et senere møde vedtoges det at blive ved den bestående aftale. Den 28. maj klagede nogle arbejdere over, at de ikke kunne få deres tilgodehavende hos en tømrermester. En trussel om blokade gjorde manden betalingsdygtig. Den 11. juni oplystes det, at nogle arbejdere ved det nye havneanlæg var uorganiseret. Det vedtoges for fremtiden at kontrollere arbejdspladserne een gang ugentlig. En murermester fra Kristeligt dansk Fællesforbund spurgte den 24. juni, om han kunne få organiserede arbejdsmænd. Svaret kom til at lyde, at dét var der intet i vejen for, såfremt hans øvrige arbejdere var organiserede. En organiseret arbejdsmand, som arbejdede ved den pågældende mester, fik påbud om straks at forlade arbejdet. I modsat fald eksklusion. Den 22. juli afholdtes der generalforsamling, og der ankedes over, at der fandtes en del uorganiserede arbejdere ved Statsbanernes kolonne og i Pakhusene. Enighed om at søge at få disse folk ind i organisationen. Et ønske fra remisearbejderne om at få deres timeløn - 32 øre – hævet, videresendtes til hovedforbundet.

Carl Drejer genvalgtes enstemmigt til formand.

En række faglige spørgsmål af lokal art blev i årets løb løst på tilfredsstillende måde. Det var ikke mindst stridsspørgsmål på havnen, som trængte sig på og blev løst. Den 15. oktober besværede Foreningen af Arbejdsgivere sig over, at fagforeningen havde frarådet arbejderne fast ansættelse på kullagrene. Det vedtoges at afholde et mæglingsmøde om sagen. Eventuelt voldgift. Den 7. december rettede en kulgrosserer henvendelse til fagforeningen om at bevare en fastansat mand, og svaret blev, at manden skulle stå i fagforeningen og have 25 kr. i ugeløn. To mand fra Esbjerg Glasværk fik deres løn sat op i tarifmæssig højde. Brolæggerne fik 60 øre pr. time for stenkløvning, hvilket stenkløverne også stillede krav om hos et stort entreprenørfirma, som havde med havneanlæg at gøre. Firmaet hævdede, at overenskomsten ikke omfattede stenkløvere. Sagen henlagdes. En uoverensstemmelse om brolægning ved den Ny Havn blev bilagt. For første gang støder jeg på spørgsmålet om sommerferie for arbejderne. Carl Drejer oplyste, at arbejdere, der havde været beskæftiget eet år ved kommunen, ifølge et socialdemokratisk forslag, ville få en uges sommerferie, såfremt udvalgene i byrådet gik med hertil. I modsat fald ville spørgsmålet blive forelagt byrådet.

Den 7. december fik smør-, æg- og margarinearbejderne forbundets sanktion til at opsige deres overenskomst. - Samme aften afholdtes der møde med murerarbejdsmændene. Deres mestre var begyndt at anvende en ny slags kalk, som skulle tørblandes med sand, men derved kunne arbejdsmændene ikke holde så stor en indtægt som tidligere. Et 3-mands udvalg skulle søge oplysning om dette forhold. Senere tilrådede forbundet at tage voldgift på spørgsmålet.

I midten af måneden vedtog fiskepakkerne ikke at opsige overenskomsten.

De uvejrsskyer, som ved årets begyndelse hang truende over den danske fagbevægelse, syntes i det store og hele at være drevet udenom Esbjerg. Men helt skadesløse slap vore arbejdsmænd ikke. De måtte bidrage til at hjælpe deres strejkende og lockoutede kammerater andre steder i landet. I marts måned så De samvirkende Fagforbund sig nødsaget til at udskrive et ekstrakontingent á 25 øre pr. uge i 5 uger, og i december udskrev Dansk Arbejdsmandsforbund ekstrakontingent: 50 øre pr. uge, foreløbig i 4 uger.

1912: Den 7. januar 1912 forelå der meddelelse om, at strejkebidraget var fastsat til 3 kr. 50 øre pr. medlem, og fra 1. marts skulle der betales 1 kr. ugentlig i strejkebidrag, i anledning af konflikten mellem arbejdsgiverne og arbejderne i „Jord- og Beton“ i København og cementarbejderne i provinsen.

D. 28. januar forelå der for bestyrelsen en klage over, at en vognmand kun havde udbetalt 41 øre i timeløn for entreprenørarbejde. De resterende 5 øre havde han indtil videre selv påtaget sig forvaltningen af. Det overlodes formanden at ordne sagen.

Den 19. marts sendte bestyrelsen meddelelse til Eksportstaldene, at kreaturtrækning fremtidigt skulle betales med 46 øre pr. time.

Brolæggerne og stenhuggerne dannede med fagforeningens sanktion den 23. marts en klub under Arbejdsmændenes Fagforening. Brolægger N. Nielsen blev formand. Allerede den 27. oktober meddelte Nielsen, at klubben havde indstillet virksomheden.

Smør-, æg- og margarinearbejderne fik fra den 27. marts en ny overenskomst. Ugelønnen hævedes straks med 1 kr. Fra 1. marts 1915 betaltes yderligere 50 øre. Overenskomsten gjaldt til 1. marts 1917.

For jordarbejde og betonstøbning opnåedes der den 14. april betalingsenighed med et entreprenørfirma, som havde en del arbejder ved udvidelsen af havnen, og i juni måned blev der oprettet ny overenskomst med Gasværket.

Fuldkommen enstemmigt vedtog havnearbejderne den 4. juli at opsige overenskomsten med forbehold af fagforbundets sanktion.

Den tidligere formand for arbejdsmændene i Esbjerg, forretningsfører H. M. Hansen, afgik den 15. juli 1912 ved døden. Den stoute vestjyde, der kun blev 47 år, opnåede i sit forholdsvis korte liv at gøre mands gerning. Stor var hans indsats, ærlig var hans striden, og smukt var det minde, han efterlod sig som pioner, agitator og organisator blandt danske arbejdsmænd.

Nu måtte Esbjerg hilse af med Carl Drejer, der overtog stillingen som jydsk-fynsk forretningsfører. I 1925, da brancheopdelingen fandt sted, fik Drejer sammen med Valdemar Petersen, Aarhus, overdraget transportbranchen, og i denne stilling virkede han, indtil en ondartet sygdom i marts 1929 gjorde ende på hans lidelser. Drejer blev 56 år og har lige som sin forgænger sat sig et smukt og blivende minde blandt arbejdsmændene.

Generalforsamlingen den 27. juli 1912 satte atter Markus Stokholm på formandsstolen, og hans løn blev fastsat til 1600 kr. (I parentes bemærket har arbejderne sjældent overfedet deres tillidsmænd). Vorherre skal vide, at Markus omgående kom i sving. Med opsigelsen af priskuranten for havnearbejderne fulgte en række branchemøder og nedsættelse af udvalg, som skulle udarbejde forslag til en ny priskurant. DFDS’s folk kredsede stadig om akkordsystemets indførelse. Ved et møde den 12. august faldt der 35 stemmer for akkordens indførelse og 59 imod. Men ingen kender dagen. Den 26. september vedtoges det med 51 stemmer mod 41 at søge akkordsystemet indført og dermed henvistes spørgsmålet til forhandlingsudvalget. Men ind mellem disse „havnemøder“ var der mange andre ting at varetage, såsom forhandlinger om uoverensstemmelser på arbejdspladserne. En strid om fordeling af akkordoverskuddet blandt murerarbejdsmænd blev bragt ud af verden. Fiskepakkerne og murerarbejdsmændene fik sanktion af forbundet til at opsige deres overenskomster. De sidstnævnte dog på betingelse af, at de nedstemte deres timelønskrav fra 48 til 45 øre. Maksimalprisen for bøder ved optagelse af „kristelige“ hædersmænd blev fastsat til 35 kr.. På et møde vedtoges det, at fhv. „hædersmænd“ ikke havde stemmeret de første 2 år og ikke kunne vælges til tillidsmænd de første 10 år efter deres genindtræden i fagforeningen.

Den 13. oktober betænkte fagforeningen strejkende finske kammerater med 200 kr.

Den 8. november 1912 anmodede Lyngsie om at få et udvalg af havnens arbejdere til København, for at man kunne gennemdrøfte de forskellige krav, som var stillet til en ny overenskomst, og på en ekstra generalforsamling en halv snes dage senere forelagde formanden det forhandlingsgrundlag, man var blevet enig om i København. DFDS’s arbejdere skulle have akkord. Losning af stykgods måtte ske på timebetaling. Den almindelige timebetaling fastsattes til 48 øre. Plads- og pakhusarbejde til 45 øre. Overarbejde de første 3 timer 63 øre. Nat- og helligdagsarbejde 73 øre pr. time. Udvalget fik frit mandat til at afslutte overenskomsten.

En forhandling med et stort andelsforetagende på havnen strandede i december. Arbejderne forlangte dampskibet „Phønix“ med ind under akkordberegningen. Dette ville firmaet ikke gå med til, men lod derimod forstå, at man ville tage under overvejelse at indmelde sig i Arbejdsgiverforeningen, hvis ikke arbejderne gav efter på dette punkt.

Formanden kunne ved samme lejlighed oplyse, at spørgsmålet om lønforhøjelse ved det tidligere omstridte teglværk endelig var gået i orden, takket være Carl Drejers og overretssagfører Jensens medvirken.

På et fællesmøde mellem bestyrelserne for murermestrene og murerarbejdsmændene opnåede enighed om en kælderudgravning.

Murerarbejdsmændene stod forresten rustet d. 18. december med et forslag til en ny overenskomst.

Så drejer vi kalenderen lidt tilbage. På et møde den 24. oktober oplyste formanden, at byrådet uden forhandling med fagforeningen havde vedtaget at yde kommunens løse arbejdere 5 øre mere pr. time end de for byen gældende lønninger. Arbejdere beskæftiget ved flydende tjære 20 pct. tillæg. Arbejdere, som havde været eet år og derover i kommunens tjeneste, 6 dages sommerferie, medens arbejdere, som kun havde været beskæftiget i 225 dage, måtte nøjes med 5 dages ferie. I ulykkestilfælde udbetaltes der 2 kr. pr. dag i de første 13 uger. Derefter i henhold til Ulykkesforsikringsloven. I sygdomstilfælde udbetales der 1 kr. pr. dag i de første 13 uger til de arbejdere, der er ferieberettigede. Det vedtoges at meddele byrådet, at nogle af bestemmelserne var blevet forringet, og at man ønskede forhandling om en overenskomst. Bl.a. ønskede man 100 kr. mere årligt for ikke fastansatte arbejdere på gasværket, og derefter følgende de fastansattes lønstigninger. Desuden ønskede man timebetalingen for helligdagsarbejdet hævet.

På årets sidste dag blev der mellem fagforeningen og Esbjerg glasværk, som kørte på pumperne, truffet den aftale, at gasværket skulle fortsætte til 1. april 1913 mod, at arbejderne på værket gav afkald på 6 fridage.

Vel er det begyndt at lysne for det grove slids mænd, i de 22 år deres fagforening har eksisteret. Derom er ingen tvivl mulig. Det har også været drøje og trange år, trange år for dem, der stod i spidsen for bevægelsen, men så sandelig også for den store hær af tillidsmænd, som på arbejdspladserne havde måttet tale deres kammeraters sag og ofte blev straffet med afsked derfor. Derved blev hjemmene tillige ramt økonomisk. Husmødrenes forståelse af mændenes kamp var derfor bydende nødvendigt, og de fleste af dem havde da heldigvis forståelse af, at mændenes kamp var deres kamp, og at de i fællesskab måtte vove pelsen for at skabe den opvoksende slægt lysere kår, end de selv havde kendt i deres barndom og ungdom.

Det er et trist billede, der tegner sig for en, når man gang efter gang læser om, hvorledes de store arbejdsgivere og firmaer søger at fedte sig fra og knibe udenom betalingen af de overenskomstmæssige lønninger. Det er sjældent den lille arbejdsgiver, som har et par mand i sit brød, der er den mest stædige og ondartede i så henseende. De små arbejdsgivere står sjældent længere fra fagforeningen end den forspændte hest fra vognen. Nej, det er de store arbejdsgivere, dem, der har de store hærskarer til at trælle for sig, der er de værste. De kan hitte på de mærkeligste forklaringer for at slippe udenom den tarifmæssige betaling for arbejdsydelse ikke alene for akkordarbejdet, hvor „knebene“ synes at være en særlig sport for havnefirmaer og storentreprenører, men også timelønnen, hvad der syntes mere mærkeligt, forsøgte man at „file“ ned. Det var stadig ikke gået op for dem, at de stod overfor arbejdere, som havde lært både at regne, læse og skrive. Ved overenskomsternes udløb blev himmel og hav sat i bevægelse i forsøget på at holde lønnen nede. Omend 1913 hørte til de nogenlunde rolige år for vore arbejdsmænd, gjorde man dog brug af lockouttruslen. Murerarbejdsmændene bl.a. i Esbjerg måtte stå for skud. I foråret udløb deres overenskomst, og mestrene ønskede en ændring i akkordpriserne, hvilket selvsagt ikke var til arbejdernes fordel. På den anden side ønskede arbejdsmændene deres kår forbedret. De lokale møder førte ikke til noget resultat. Hovedforbundet tilkaldte derfor delegerede fra afdelingerne til at deltage i et forhandlingsmøde med arbejdsgiverforeningen, men dette førte heller ikke til nogen afgørelse. Forligsmanden udarbejdede derpå et forslag, som blev vedtaget af arbejdsmændene på et delegeretmøde i København med 32 stemmer mod 11. Medens arbejdsmændenes repræsentant fra Esbjerg stod og omtalte forliget på et fagforeningsmøde, indløb der telegram fra forbundet, at arbejdsgiverne havde forkastet forligsforslaget, og at arbejdet skulle standses næste morgen. Under konflikten søgte man at nå til en lokal ordning. Forsøget mislykkedes. Strejken, der begyndte den 10. april, løb videre. Den 1. maj modtog organisationen meddelelse om, at der endelig var opnået enighed mellem forbundet og Arbejdsgiverforeningen om hovedpunkterne i overenskomsten. Den bebudede lockout aflyses og strejken hæves. Om de mere lokale problemer (timelønnen var fastsat til 45 øre) skulle der forhandles mellem forbundet og Centralforeningen. Først den 2. juli opnåede man det endelige forlig i denne strid. - Efter at have afgivet strejkevarsel opnåede fiskepakkerne i april en ny overenskomst med eksportørerne. Timeløn 45 øre. Overarbejde, hvortil morgentimen fra 05-06 var indbefattet, 63 øre.

1913: På generalforsamlingen i januar 1913 valgtes Jens P. Henriksen til kasserer. Brolæggernes klub blev genoprettet.

Den 3. februar meddelte dampskibsselskabet „Phønix“, at det havde indmeldt sig i Arbejdsgiverforeningen, hvortil arbejderne kunne henvende sig med deres krav. Den 11. juni afsagde voldgiften kendelse i striden med „Phønix“. Kendelsen lød på, at al kornlosning fra „Phønix“ skulle udføres i akkord. De øvrige arbejder udføres på timebetaling. Til timelønnen skulle lægges 3 øre ekstra pr. tønde, (i den tid afgik store sendinger af nedsaltede tarme, kaluner med mere fra Esbjerg Tarmrenseri til Tyskland) som blev lastet.

Sidst i juli førte en uoverensstemmelse mellem arbejderne og en entreprenør, som havde arbejde ved anlægget af Hjertingvejen, til en 3-4 dages arbejdsstandsning. Løstes til arbejdernes tilfredshed. I august opstod der strid mellem arbejderne, der havde losset et stort kornskib ude på reden, om betalingen. Vi nåede helt frem til oktober, før der opnåedes enighed om, at slidskmanden skulle have 80 kr. efterbetalt. Ved opmålingen af arbejdet på Zions Kirke viste det sig, at murerarbejdsmændene havde krav på at få 1125 kr. udbetalt i overskud. Murermesteren ville ikke ryste disse penge ud af inderlommen. Efter at han havde sundet sig en 3 ugers tid, indgik han på at efterbetale 19,5 øre pr. arbejdstime. Arbejdet ved anlægget af den Ny Havn gav organisationen en god del at bestille. De store entreprenørfirmaer, som havde påtaget sig løsningen af denne vigtige opgave, lod deres tillidsmænd drive jagt på arbejdslønningerne. Det drejede sig om timeløn, overarbejdsbetaling, akkord og mere. Ialt behandlede fagforeningen henved 100 stridsspørgsmål om arbejds- og lønvilkår i 1913, og kun et par af disse førte ikke til noget positivt resultat for arbejdsmændene.

I september indgav fagforeningen begæring til byrådet om at få pladsarbejderne på gasværket aflønnet med 30 og retorthusarbejderne med 32 kr. pr. uge samt at gøre disse arbejdere pensionsberettiget.

Den 3. oktober 1913 indmeldte 13 arbejdsmænd fra Tjæreborg grusgrav sig i fagforeningen - en pæn tilgang til styrkelse af organisationstanken.

Flakkere! De flakkende og ofte hovne storentreprenører, der tidligere havde været enebestemmende over deres folks arbejdsvilkår, kunne som antydet vanskeligt gøre sig fortrolig med den tanke, at trællen havde kastet åget af sig. Arbejderen, der for årtier, for ikke at sige århundreder siden, havde drukket dus med sulten og slavelivet, ville ikke påny dukke ned i elendighedens håbløse dyb. Det føromtalte entreprenørfirma, som sikkert havde slugt løvens part af fortjenesten ved anlægget af Esbjerg Ny Havn, var meget tungnem i så henseende. At arbejderne stadig ville tale med om deres egne løn- og arbejdsforhold syntes vedblivende at gå over entreprenørernes forstand. Sidst i marts 1914 søgte arbejdsmændenes forhandlingsudvalg, med Marcus Stokholm i spidsen, først og fremmest at få entreprenørfirmaet til at betale arbejdsmændene efter byens priskurant, særlig for overarbejde, og desuden at give akkord for støbning af cementblokke. Forhandlingerne endte resultatløst. Bedre gik det ikke under en senere forhandling mellem forbundet og Arbejdsgiverforeningen. Dermed bristede arbejdernes tålmodighed og den 3. juli gik 150 mand i strejke.

Et andet spørgsmål, som beskæftigede fagforeningen en del i årets første måneder, var arbejdsforholdene ved kommunen. Arbejdsmændene stillede krav om forslag til en ny overenskomst, derunder krav om at få forhandlingsretten godkendt. Byrådets flertal forkastede den 26. marts dette forslag. Der fulgte nu en række møder og forhandlinger, hvorunder byrådet tilbød at fastansætte så mange mænd, som der var brug for. Under henvisning til, at byrådet ikke ville gå med til at indrømme de „løse“ arbejdere en timeløn, der svarede til den betaling, de fastansatte fik for deres arbejdsindsats - ca. 200 kr. mere årlig, anbefalede forretningsfører Drejer, som havde deltaget i forhandlingerne, at så mange som muligt søgte fast ansættelse. Den 22. maj opnåedes dog ved fornyet forhandling med byrådet visse forbedringer for arbejderne.

På given foranledning vedtoges det at fortsætte blokaden mod Kristeligt dansk Fællesforbund.

Med havnens store importfirmaer var der stadig stridigheder om betalingsspørgsmålet. Efter losning af skibe med kul, korn, foderstoffer og gødning indtraf ofte fejlregninger fra arbejdsgivernes side. Men det mærkelige var, at regnefejlene altid var i arbejdsgivernes favør. Jeg nævner enkelte beløb, som arbejdsgiverne måtte efterbetale: 34 kr. 72 øre; 38 kr. 32 øre osv.

På en generalforsamling meddelte formanden, at de føromtalte uorganiserede arbejdere ved et større smørfirma havde afleveret deres slavekontrakter og ønskede genoptagelse i fagforeningen. Overlodes til bestyrelsen.

Efter mange års drøftelse fandt murerarbejdsmændene endelig først i juni en løsning på ulykkesforsikringen. Mestrene skulle fradrage 1,5 pct. af arbejdernes fortjeneste til forsikringen, der i sygdomstilfælde grundet på ulykkestilfælde havde at yde 2 kr. pr. dag i de første 13 uger. En række andre lokale stridsspørgsmål af mindre karakter løstes, før den store verdens brand tændtes.

1914: Blod! Den første verdenskrig tog sin begyndelse den 1. august 1914. Det hidtil største krigsblodbad i verdenshistorie var indledt. Straks virkede krigen lammende på alle forhold - ikke mindst arbejdsforhold. Den første følge af det store opgør, som vort land heldigvis ikke blev draget med i, var arbejdsløshed. De fleste troede, at dette voldsomme opgør med den tids ødelæggende og kostbare krigsmidler kun ville vare kort tid. Derfor blev arbejdere og arbejdsgivere rundt omkring enig om, hvor overenskomster var opsagt eller lønkrav fremsat, foreløbig at stille sagerne i bero og se tiden an. Drømmen om krigens hurtige ophør blev ikke virkelighed, og en begyndende dyrtid skyllede som en stormflod ind over vort lille rige, men det lykkedes i en del tilfælde at få arbejdsgiverne til at gå ind på at yde dyrtidstillæg.

Hele krigssituationen skabte en forståelig nervøsitet og nogen uligevægtighed bl.a. i arbejdsmændenes rækker. I de første måneder afholdtes der en række møder og generalforsamlinger i Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg. Mindre end een generalforsamling i hver måned kunne ikke gøre det. En yderliggående syndikalistisk påvirket fløj syntes til en begyndelse at have været toneangivende. Man fik vedtaget, og indsendt til forbundet, et forslag gående ud på, at fagforeningskontingentet skulle stryges, så længe krigen varede, og at organisationens tillidsmænd såvel indenfor forbundsledelsen som lokalt skulle gå ned på halv løn. Et fagforeningsmøde med syndikalistbladets redaktør, Chr. Christensen, blev afholdt. Mødets dagsorden var udmeldelse af Dansk Arbejdsmands Forbund. Redaktøren ville ikke tilråde hverken udmeldelse af eller forbliven i forbundet. Efter nogen diskussion stemte 130 for udmeldelse og 113 imod. Men da der ifølge lovene krævedes 2/3 stemmer majoritet for en gyldig vedtagelse, var forslaget forkastet. Rigsdagen vedtog at yde forøgede statstilskud til hjælpekasserne. Efter ønske valgte arbejdsmændene et tre-mands udvalg til at bistå hjælpekassen med fordelingen af de midler, som tilfaldt Esbjerg, blandt arbejdsløse, som var blevet slået ud af krigen. Man førte forhandling med et stort kulfirma om at lade kulkranen hvile og vende tilbage til den tidligere form for kullastning for at formindske arbejdsløsheden, men uden resultat. Kort sagt: Man forsøgte på forskellige områder at komme de arbejdsløse til hjælp og få arbejder sat i gang. Opgaven var vanskelig. Tiden abnorm. Den forestående vinter tegnede sig mørk og truende.

Brolæggerne meddelte den 20. november, at de havde dannet deres egen fagforening og var indtrådt i Dansk Brolægger Forbund. Senere opstod der strid mellem brolæggerne og deres arbejdsmænd om fordelingen af akkordoverskuddet. Brolæggerne fik 60 pct. og arbejdsmændene 40 pct. af dette overskud, og dette fandt arbejdsmændene urimeligt, da brolæggerne i forvejen havde fået udbetalt 12 øre mere i timeløn. Arbejdsmændene vedtog at stræbe mod en ny og bedre overenskomst for deres vedkommende.

1915: Mange stemninger bliver ikke mosgroede af ælde. De pustes væk med et vindstød. Borte med blæsten! Den stemning, som førte til vedtagelsen om, at arbejdernes tillidsmænds løn skulle halveres i en tid, hvor varepriserne var på vej mod skyerne, holdt sig ikke længe. På den ordinære generalforsamling i januar 1915 vedtoges det, at kassererens løn foreløbig skulle være 1600 kr. årlig, og kasserer Henriksen genvalgtes.

Som spået blev vinteren 1914-15 hård for arbejderne at komme igennem. Små hjælpeaktioner fra forskellig side trådte til. Lidt er altid bedre end intet. Arbejdernes Fællesbageri uddelte i de første måneder af 1915 gratis 2384 kg. rugbrød, hvoraf arbejdsmændenes arbejdsløshedsramte medlemmer modtog 1690 kg., og folkekøkkenet uddelte en del mad gratis. De arbejdende medlemmer måtte bore nye huller i livremmen. I det store og hele må det siges, at arbejdsgiverne i Esbjerg i modsætning til deres kolleger mange andre steder var meget tilbageholdende med henhold til at yde dyrtidstillæg. Arbejderne var bastet og bundet af overenskomster, og dyrtiden var ikke forudset, da disse blev indgået. Et tillæg til de overenskomstmæssige lønninger måtte man derfor søge at forhandle sig til ved en appel til fornuften, som imidlertid syntes at have taget på en langvarig ferierejse.

I begyndelsen af februar henvendte fagforeningen sig til den lokale Arbejdsgiverforening om dyrtidstillæg, men fik afslag! Og det antisocialistiske flertal i Esbjerg Byråd fulgte trolig i arbejdsgivernes fodspor. Sidst i juni afslog byrådet for tredje gang fagforeningens krav om dyrtidstillæg til de timelønnede arbejdere. Ikke før i oktober gik det op for flertallet i byrådet, at et dyrtidstillæg var påkrævet. Sidst i marts søgte fagforeningen forhandling med den nuværende Arbejdsgiverforening om erstatning for de stigende varepriser. Resultatet blev beskedent. Man ville uddele 1000 brødkort pr. uge, og hvert kort gav adgang til køb af et 4 kg stort rugbrød af brødfabrikkens, til en forholdsvis billig pris, hvilket der langt fra var tilfredshed med. DFDS meddelte, at dets gamle arbejdere kunne få udleveret brødkort ved henvendelse på kontoret. Murermestre, fiskeeksportører og vognmænd nægtede at yde enhver form for dyrtidshjælp.

I marts vedtog arbejdsmændene med 52 stemmer mod 33 at udmelde sig af Fællesorganisationen. Kristeligt dansk Fællesforbund var på et møde i maj atter på tale. Carl Drejer, som var til stede, udtalte bl.a.: Hvis der skulle gøres noget alvorligt ud af denne sag, måtte fagforbundene tage sig af den. Det lokale spørgsmål var således flydende.

Med Statsbanerne opnåedes der nogle lønforbedringer. Arbejderne langede endelig frem til at få den gængse timeløn udbetalt, og ved en forhandling sidst på året opnåede arbejderne i kulgården ved Remisen ca. 13 pct. i løntillæg.

På et møde for fiskepakkerne d. 3. juli oplystes det, at en del af de folk, som slog fiskekasser sammen, var uorganiserede. Det meddeltes fiskeeksportørerne, at deres folk ikke ønskede at pakke fisk i „uorganiserede“ kasser fra den 5. juli. Et par dage senere oplyste formanden, at spørgsmålet var løst med to fiskekassefabrikanter, hvis folk nu skulle ind i fagforeningen. Der var dog stadig lidt knas i den med henhold til dette problem. Retfærdigvis skal oplyses, at støberiarbejderne opnåede en mindre lønforhøjelse, og at losningarbejderne på havnen ikke havde så vanskeligt ved at hævde deres akkordrettigheder og vel lidt til som tidligere. En af årets store sager havde årsag i krigen, nemlig flytningen af DFDS’s rutebåde fra Esbjerg til Aarhus havn. Firmaet ønskede derfor et halvt hundrede af deres øvede mandskab med til Aarhus. Men da disse arbejdere kom dertil, ville fagforeningen ikke optage dem i deres organisation, hvorfor de så sig nødsaget til at rejse tilbage. Arbejdsgiverforeningen i Aarhus indankede sagen mod den derværende afdeling for arbejdsmænd, for en voldgift, der må have gået arbejdsgiverne imod, thi i henhold til kendelsen mente Esbjerg-arbejdsmændene sig berettiget til at få deres rejseudgifter refunderet af „selskabet“. Men dette blev nægtet. Henimod årets slutning skænkede selskabet derimod 10.000 kr. til de arbejdsløse i Esbjerg - en afskrivning på tidligere forsyndelser mod arbejderne. Pengene blev delt således, at Jerne og Fanø fik de 1600 kr., medens resten vandrede i kommunekassen, hvorfra de senere sammen med et statstilskud blev overført til hjælpekassen. I december havde nogle medlemmer taget arbejde på Tovværksfabrikken, men de var kun blevet budt 38 øre pr. time, skønt timelønnen var 43 øre. Det vedtoges at håndhæve timelønnen. Først på året var brolæggerne og arbejdsmændene blevet enige om en arbejdsfordeling og forslag til ny løntarif, men da de stadig ikke kunne opnå enighed med de lokale arbejdsgivere, gik spørgsmålet til hovedorganisationerne. I august meldte en af de arbejdere, som ved fagforeningens hjælp havde opnået en vellønnet fast stilling ved kommunen, sig ud af fagforeningen. Hverken den socialdemokratiske byrådsgruppe eller fagforeningen kunne få manden på ret køl. Ikke alene, at han fedtede sig fra sine solidariske pligter, men han var den første kommunalarbejder, som ved sin optræden var med til at spænde ben for, at kommunen i en lang årrække ikke fastansatte folk med pensionsrettigheder, selvom han nogle måneder senere blev „frosset“ ind i fagforeningen igen.

Murerarbejdsmændenes, teglværksarbejdernes og støberiarbejdernes overenskomster blev opsagt. Esbjerg Arbejderhøjskole blev bevilget et tilskud på 50 kr., medens Folkeuniversitetsforeningen og Biblioteksforeningen blev bevilget hver 25 kr.

Den 17. juli 1915 skiftede Arbejdsmændenes Fagforening formand. Marcus Stokholm ønskede ikke genvalg, og nyvalgt blev Jens Ravn. Ravn blev ligesom sine forgængere ikke halet frem fra sinkeklassen. Han var en velbegavet organisationsmand, der gennem flere år havde været med i ledelsen af sin fagforening. Særlig var han meget benyttet i de forhandlingsudvalg, der havde med forholdene på havnen at gøre. Ravn var en autoritet som forhandlingsleder, og modparten nærede den dybeste respekt for hans klare og logiske indlæg i debatten. Ved sin besindige og forstandige tale kunne han tæmme den argeste modstander, og bringe ham til forståelse af, hvad det drejede sig om. Hans ord havde vægt, hans beherskede og malmfulde tale gjorde indtryk. Småtterier fejede han til side med et par ord og en håndbevægelse. Arbejdsmændene havde valgt en klog og dygtig mand til at føre deres organisation gennem den tids oprørte hav.

Selvom det blev nødvendigt for Ravn stadig at kaste blikket tilbage, og dvæle lidt ved arbejdernes realløn ved krigens udbrud, og drage sammenligning mellem penge og priser året derpå, kan jeg godt tænke mig, at ovenfor citerede linjer undertiden har sneget sig ind i hans tankegang, når han har haft en ledig stund. Med disse blev han forresten ikke forvænnet under krigsperioden. Arbejderne havde fået en bitter forsmag på faren ved de langvarige overenskomster. En smule lønforhøjelse kunne gennem prisstigninger hurtigt fravristes arbejderne. Og det blev en af Ravns store opgaver at søge vore arbejdsmands-lønninger holdt på højde med priserne på de vigtigste livsfornødenheder. Indenfor Dansk Arbejdsmands Forbund følte man under disse pengeurolige tider ingen trang til at imødekomme arbejdsgivernes krav om 5-årige „rolige arbejdsfredsperioder“. Et latterligt krav! Arbejdsmændene i Esbjerg vedtog et forslag til forbundets kongres om, at 1-årige lønaftaler var nok. Men så billigt slap man ikke. De arbejdsmandsoverenskomster, som udløb i 1916, blev med større eller mindre løntillæg forlænget fra 1,5 år til 2 år til d. 1. april 1918. I årets løb førtes der talrige forhandlinger såvel mellem forbundet og arbejdsgiverne, som mellem, og ikke mindst mellem den lokale afdeling og arbejdsgiverne, for at nå et resultat - forhandlinger, som var opmuntret af De samvirkende Fagforbund, der ved en forhandling med Arbejdsgiverforeningen havde opnået, at den i givet fald måtte gå med til at tale arbejdsgiverne til fornuft, også når det drejede sig om dyrtidstillæg indenfor overenskomstperioden. Men helst så man, at spørgsmålet løstes lokalt.

1916: Året 1916 begyndte med, at Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg bl.a. på grund af det meget arbejdsstof, som de mange og lange faglige forhandlinger medførte, måtte ansatte en mand mere på kontoret i de første 4 måneder. Kassereren, der blev genvalgt, fik bevilget et gratiale på 100 kr. for året 1915. Men den 8. februar måtte støberiarbejdsmændene gå i en strejke, der varede 3 uger, før arbejdernes tillidsmand gik ind på en beskeden lønforhøjelse. Minimumstimelønnen blev hævet med 4 øre. Desuden blev der ydet dyrtidstillæg. Et delegeretmøde godkendte i marts et forligsmandsforslag, der gav murerarbejdsmændene 3 øre mere pr. time i lønforhøjelse plus 4 øre i dyrtidstillæg, og endelig ved en forhandling sidst i maj opnåedes der ved forhandling 10 pct. tillæg til akkordsatserne. Samtidig afsluttedes der ny overenskomst for brolægning.

I april havde man på et delegeretmøde tiltrådt en ny overenskomst, som hævede teglværksarbejdernes ugeløn med 2 kr. fra d. 1. februar. Det tunge lers mænd var dog ikke tilfreds med denne afgørelse, og den 26. juli forlod arbejderne på et af vore store teglværker deres beskæftigelse uden fagforeningsformandens vidende. Arbejdsnedlæggelsen sivede hurtigt ud. Ravn måtte i sving og efter nogen forhandling kunne han meddele samtlige teglværksarbejdere, at de fra 1. juli ville få 4 kr. mere pr. uge i dyrtidstillæg. Tilfredshed! Fiskepakkerne fik lønnen hævet med 9 øre pr. time. Arbejdere, som havde været i kommunens tjeneste i 25 uger fra 1. oktober 1915 til 1. april 1916, fik 60 kr. efterbetalt. De øvrige 2 kr. 40 øre pr. uge. Arbejderne hos det store havneanlægsentreprenørfirma og arbejderne under havneingeniøren fik 5 øre lagt på timelønnen. Kuskene fik midt i december deres ugeløn ansat til 26 kr. pr. uge i de 4 vintermåneder og 28 kr. pr. uge den øvrige del af året. Til lønnen blev der lagt 2 kr. i ugentlig dyrtidstillæg. Tilfredshed med resultatet og tak til forhandlingsudvalget. Overenskomsten skulle „trave“ igennem til 1. april 1918. Banearbejderne fik 7 øre i tillæg pr. time og så fremdeles.

Havnearbejderne, hvis overenskomst var opsagt til d. 1. november, voldte det mange bryderier, før de nåede frem til et slutresultat. Først førtes der lokale forhandlinger. Intet resultat! Derefter førtes der forhandling mellem forbundet og arbejdsgiverne. Heller intet resultat! Så måtte fagforeningen i Esbjerg på med vanten igen, og på et møde den 4. december oplyste formanden, at der nu havde været ført forhandlinger med havnens arbejdsgivere i en halv snes dage, og der var opnået følgende resultat: Akkordprisen hævet fra 20-25 pct. I et enkelt tilfælde endog 65 pct. Dog var der ikke opnået noget resultat med DFDS om indladning af landbrugsprodukter. Spørgsmålet om timeløn og ugeløn kunne der ikke opnås enighed om, hvorfor man havde overladt forbundet løsningen af denne rebus. Udvalgets arbejde godkendtes med en enkelt tilføjelse om arbejdsholdstørrelsen ved DFDS. Først den 26. december fik havnearbejderne besked fra forbundet om, at det var ugørligt at få timelønnen højere end den, der var gældende i Aarhus og København, hvilket ville sige henholdsvis 50 og 55 øre. Forhandlingsudvalget fik da mandat til at afslutte den endelige overenskomst.

Et fagforeningskrav til byrådet om at forhøje de 3 laveste lønningsklasser med 300 kr. årligt plus 10 pct. tillæg hvert 3. år blev ordnet således, at arbejderne fik et tillæg på 400 kr. årligt fra 1. april 1916 til 1. oktober 1917. Revisionen af lønningsloven udsattes.

1917: Fagforeningsarbejdet voksede. Kontorlokalerne i Skolegade blev for trange. I september købte fagforeningen hestehandler Lunds ejendom i Danmarksgade 45 for 12.400 kr., og i denne bygning indrettede man nye og store kontorlokaler, som i en årrække kunne give husly for den stadig voksende organisation. (Hestehandler Johannes Lund var fra Slesvig og kom til Esbjerg i 1895) På årets første generalforsamling var det meddelt, at arbejdsløse ifølge Dyrtidsloven af d. 22. december 1915 kunne få en større hjælp udbetalt. På den ordinære generalforsamling i juli bevilgedes formanden et gratiale på 100 kr. Lønnen blev hævet til 1700 kr., hvorefter Ravn genvalgtes med akklamation. Det stadig tiltagende arbejde førte til, at Carl Madsen blev ansat som kontormedhjælper fra den 13. november. Om årets virksomhed skal til slut nævnes, at kuskene opløste deres faglige klub, og at chaufførerne dannede en klub under Arbejdsmændenes Fagforening.

Under normale forhold ville de lønmæssige resultater, som blev opnået i 1916, ikke have været betydningsløse, men vareprisernes stadige stigning slugte hurtigt det opnåede fremstød, således at arbejdernes levefod længe før aftalernes udløb var på vej mod minimumsgrænsen for livsopholdet. I 1917 gav da også formand og forhandlingsudvalg fuldt op at bestille med at søge opnået dyrtidstillæg til bestående lønaftaler og få de overenskomster, som udløb, bragt i balanceforhold til udgifterne.

Smør-, æg- og margarinearbejderne, hvis overenskomst udløb 1. marts 1917, fik ugelønnen hævet til 27 kr. 50 øre plus 3 kr. i dyrtidstillæg samt 75 kr. efterbetalt. Timelønnen for fiskeeksportørernes isningsarbejde blev ansat til 75 øre pr. time, og fiskepakkerne fik deres timeløn hævet til henholdsvis 70, 95 og 150 øre. Murerarbejdsmændene fik timelønningerne fastsat til 60 øre, 64 og 70 øre - alt efter arbejdets art. Støberiarbejdsmændenes timeløn steg med 4 øre. Ligeledes opnåede teglværksarbejderne et mindre tillæg. Kommunens arbejdere fik 7 øre pr. time til dyrtidstillægget. Statsbanens kolonnearbejdere kom op på byens timeløn. Flere andre arbejdsgivere måtte give efter for arbejdernes krav om en forbedret lønmæssig stilling. Arbejderne hos Den kgl. Vejer og Måler meldte sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening og opnåede derved at få en antagelig overenskomst med deres arbejdsgiver.

Alt i alt lignede 1917 sin forgænger med slid og slæb for at indhente de stigende varepriser. På en generalforsamling den 13. december oplyste formanden, at såvel kuskene som jernindustriens arbejdsmænd, murerarbejdsmændene, smør, æg- og margarinearbejderne samt brolæggerarbejdsmændene havde opsagt deres overenskomster. Derimod var Teglværksejerforeningen gået ind på at yde såvel time- som akkordlønnede arbejdsmænd 12 øre pr. time i dyrtidstillæg, og på dette grundlag forlængede man overenskomsten et år.

For en fuldstændigheds skyld skal også anføres, at arbejdsmændene ikke glemte deres fastlønnede tillidsmænd. Formandens løn blev hævet til 2000 kr. Kassereren, kontormedhjælperen og buddet blev bevilget hver 200 kr. i dyrtidstillæg for 1917.

1918: Så ruller vi tæppet op for 1918. Trods krig og dyrtid er det lykkedes arbejderne at holde brødet i huset. Svært har det været med faglig forhandlinger i massevis, for at overbevise arbejdsgiverne om, at arbejdernes indsats i samfundslivet var lige så værdifuld under, som før krigen. Og i mange tilfælde førte uoverensstemmelserne til voldgift eller arbejdsnedlæggelser, før liebhaverne til arbejdsmændenes arbejdskraft kunne indse fornuften i arbejdsmændenes lønkrav. Men udholdenhed og solidarisk sammenhold har været kendingsmærket på arbejdsmændenes røde dug. Selv om der ved enkelte lejligheder har vist sig en klat strejkebrydere på arenaen - folk, som i deres grænseløse naivitet mente sig stærke nok til at begynde for sig selv, svigtede kræfterne dog tid efter anden. De skvattede skamfyldte sammen ved tanken om, at de havde sveget deres tidligere kammerater, som ofte, når den bitre nødvendighed krævede det, måtte vove pelsen, byde sig selv og deres familier store savn for at vinde et skridt frem mod bedre tider. De formastelige udbrydere erkendte nederlaget og vendte slukørede og tryglende tilbage til de kæmpendes rækker. Den røde dug blev ikke plettet af rygangribernes formastelige handling.

Også i 1918 måtte arbejdsmændenes tillidsmænd føre talrige forhandlinger med arbejdsgiverne for at få lønnen hævet, både for de arbejdere, hvis overenskomster udløb og for dem, der var bundet af aftaler. Hovedparten af disse forhandlinger førtes dog mellem forbundet og Arbejdsgiverforeningen ofte under Forligsmandens medvirken, selv om man overalt havde opnået en nogenlunde acceptabel „Augustordning“. Ad 2 gange lykkedes det ialt at opnå ca. 25-30 øre pr. time. Arbejdsmændene glemte heller ikke deres fire faste funktionærer. De fik deres løn hævet til 2400 kr.. Buddet, H. Chr. Hansen, blev der stærkt brug for på kontoret, hvorfor arbejdsmændene selv måtte møde og betale deres kontingent. I årets løb indmeldte „Ekstraarbejdernes Forbund“ sig i Arbejdsmændenes Forbund, og en række overenskomster blev opsagt.

1919: En drøm bliver virkelighed! Lad os blot erkende det. Da sangen „Faldne er nu vinterens sidste skranker“, hvoraf ovenstående „linier“ er pillet ud, i 1890 - altså det år, Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg stiftedes - blev sunget ved arbejdernes første majfest, der afholdtes i København, stod 8-timers arbejdsdagen for mange arbejdere som en smuk drøm, men ud af drømmen voksede kravet, der blev forstærket år efter år, og i løbet af 1919 skulle drømmen blive til virkelighed. På årets første generalforsamling gav Ravn nogle oplysninger om de forhandlinger, der havde været ført mellem De samvirkende Fagforbund og Arbejdsgiverforeningen om indførelse af 8-timers dagen. Det vedtoges at indsende krav til hovedbestyrelsen for Dansk Arbejdsmands Forbund om, at den ikke måtte indgå på nogen overenskomst, hvori kravet om 8 timers dagligt arbejde ikke var indført. På samme generalforsamling vedtoges det at forhøje de fire fuldtbeskæftigede tillidsmænds løn til 2800 kr. samt yde dem hver 500 kr. i efterbetaling for 1918.

Man skal dog ikke tro, at arbejdsgiverne gav køb på arbejdstidsforkortelsen med fuld lønudligning uden at slå i borde og stampe i gulvet. Indenfor jernindustrien måtte arbejderne først strejke 2 1/2 uge - en strejke, der kostede Dansk Arbejdsmands Forbund ca. en kvart million kroner, men derefter blev arbejdsgiverne til at tale med. Indenfor forbundet var der enighed om at kræve en revision af overenskomsterne og priskuranterne samt en klækkelig nedsættelse af arbejdstiden. Til en begyndelse indgik man i foråret 1919 på, at der blev givet arbejdstidsforkortelse for alle, der ikke var nået ned på 8 timer daglig. F. eks. fik murerarbejdsmændene i første omgang deres ugentlige arbejdstid forkortet fra 60 til 53 timer. Men udviklingen tog fart. Den 17. maj 1919 gennemførtes, ved overenskomst mellem hovedorganisationerne, 8-timersdagen. Samlingstegnet - den røde fane blev hejst på hel stang!

Stigende varepriser og nedgang i arbejdstiden krævede lønforhøjelser, og om disse førtes der mange og lange forhandlinger, såvel indenfor forbundet som i den lokale afdeling. Strejkevarsler måtte også tages i brug for at understrege alvoren i arbejdsmændenes lønkrav, og forligsmanden havde ingenlunde nogen let opgave med at skabe harmoni mellem krav og tilbud. Trods alt lykkedes det arbejdsmændene at bane sig vej gennem det til tider næsten ufremkommelige krat. I 1919 opnåede arbejdsmændene ca. 60 øre i lønforhøjelse og dyrtidstillæg pr. time, idet de ved forårets overenskomster fik 25-30 øre og ved den i efteråret gennemførte regulering et yderligere tillæg på 30-35 øre. Hvor det var gørligt for akkordlønnet arbejde, blev timetillægget omregnet til procentvis tillæg til akkorderne. På juli generalforsamling vedtoges det at hæve de 4 ledende tillidsmænds løn til 4200 kr., med tilbagevirkende kraft fra 1. maj. Denne 50 pct’s tillæg til tillidsmændenes løn må efter min opfattelse ikke alene ses på baggrund af lønudviklingen, men også som en smuk anerkendelse af deres arbejde. I sommertiden dannede kommunens fastlønnede arbejdere en klub under Arbejdsmændenes Fagforening, og i december fulgte havnearbejderne deres eksempel, idet de da dannede en brancheklub. På generalforsamlingen i oktober så arbejdsmændene sig ved en vedtagelse nødsaget til at standse tilgangen til fagforeningen, såvidt lovene tillod det. Kontingentet forhøjedes til 1 kr. ugentlig pr. medlem. Den 4. november fejrede E. &. C. 25 års jubilæum. I den anledning stiftede firmaet et legat for dets arbejdere, og i legatbestyrelsen ønskede man bl.a. et medlem af Arbejdsmændenes Fagforening. Formanden valgtes.

Dyrtiden stod på dagsordenen den 5. december 1919. Arbejdsløshedsloven var med en del forringelser forlænget til 1. april 1920. Herimod vedtoges en protestresolution. Og en del overenskomster blev opsagt.

1920: I al stilfærdighed vandrer vi over grænsen til 1920. Fra den første januar indførtes 8-timers dagen på de arbejdspladser, der endnu slæbte på rester af den lange arbejdstid, som hørte slavetilværelsen til. Nedgangen i arbejdstiden skulle vel have forøget efterspørgslen efter arbejdskraft. Men det tog tid. Skal man søge årsagen til den store arbejdsløshed, som fandtes på den tid, må man hverken hæfte sig ved lønstigning eller arbejdstidsforkortelse. Efter verdenskrigens slutning i november 1918 dvælede mange ved den tanke, at der ville følge en gylden tid med prisfald og store arbejdsmuligheder. Nu skulle alt det forsømte fra krigsårenes rædsler genopbygges. De kraftige nævers tid var inde! Det gik anderledes! I krigens blodige kølvand fulgte en vild og uhæmmet spekulation, bankkrak, arbejdsløshed og forøget dyrtid, hvilket satte en hård bremseklods på genopbygningen. Hvad prisstigningen angår, kom 1920 til at ligne sine forgængere. Dansk Arbejdsmands Forbund havde forudset dette, og hovedledelsen havde derfor ikke alene selv opsagt en række overenskomster, men også opfordret en del afdelinger, som havde lokale løntariffer, dertil. Arbejdsgiverne var heller ikke sinker med hensyn til forudseenhed. De havde bidt sig selv i næsen på, at nu skulle „lønskruen“ standses, og til dette „noble“ formål havde de bevilget 50 mill. kr.. Helt til Pjaltenborg havde d’herr. ikke været, når de havde råd til en så bekostelig oprustning i kampen mod dem, som havde mindst at stå imod med. Mærkeligt nok forlangte de ikke lønnedskæringer, men var så imødekommende at lade De samvirkende Fagforbund forstå, at de ville gå ind på at forlænge de bestående overenskomster et år. På januar generalforsamling redegjorde Ravn for et af De samvirkende Fagforbund, den 9. januar fremsat specificeret forslag, der gik ud på, at der skulle optages forhandlinger mellem hovedorganisationerne bl.a. om løntillæg til de lavestlønnede og sikring af dyrtidstillægget. Arbejdsgivernes svar var afslag og trussel om storlockout fra den 9. april. De store kanoner var kørt i stilling, ladet med 50 millioner kroner.

Så kom det af uansvarlige kræfter iværksatte STATSKUP. Den faglige og politiske bevægelse erklærede generalstrejke - en strejke, som fagforbundene hævdede ikke kunne hæves, før der var givet luft for overenskomstforhandlinger på sædvanlig måde.

Forligsmanden greb ind, kaldte parterne sammen, og ved de forhandlinger, der førtes hos ham 1. påskedag og den efterfølgende nat, opnåedes forliget af d. 5. april, også populært kaldet „Påskeforliget“, hvori det blev fastslået, at der skulle optages forhandlinger mellem forbundene og arbejdsgiverne om tillæg til de særlig lave lønninger, og at der desuden sikredes arbejderne august-reguleringstillæg på 2 øre for hver 3 points, dyrtiden måtte være steget til d. 1. august.

Hermed var arbejdsgivernes standpunkt væltet. Frontlinjen gennembrudt!

Trods al ihærdighed fra ledelsens side kneb det dog arbejdsmændene at få gang i forhandlingerne, fordi modparten kunne henvise til, at en del arbejdsmænd nægtede at opfylde deres forpligtelse til straks at genoptage arbejdet. Esbjerg ydede sit bidrag til forsinkelsen. Der afholdtes generalforsamlinger den 5., 6. og 7. april, før man genoptog arbejdet. Havnens arbejdere måtte dog ikke genoptage deres daglige gerning, forinden søfolkenes forhold var bragt i orden. Dagen efter vedtog havnearbejderne, at de ikke ville laste eller losse fremmede nationers, med skruebrækkere bemandede skibe, såfremt der skulle indfinde sig sådanne. Den 26. april vedtog havnearbejderne at genoptage arbejdet, og hvis der indkom både med skruebrækkere ombord, skulle der træffes ny bestemmelse. Formanden oplyste den 27. april, at der til DFDS var ankommet 41 skruebrækkere. Det vedtoges at opkræve 50 øre ekstra pr. medlem til sømændene. Den 3. maj sendte havnens folk to af deres tillidsmænd til Aarhus, for at undersøge forholdene i denne by, og de vendte tilbage med den oplysning, at arbejdet med indladning af landbrugsprodukter i fremmede skibe, foregik uhindret i den jydske hovedstad.

Den 10. maj stemtes der på et møde for eller imod, om man skulle losse en damper, som var indkommet med kul. 119 arbejdsmænd stemte for og 84 imod. Fra d. 27.-29. maj afholdt Dansk Arbejdsmands Forbund ekstraordinær kongres, hvor der blev gjort rede for situationen. De lokale forhandlinger om overenskomster var de fleste steder bristet. Forbundsledelsen havde derfor taget hele sagen i sin hånd, og var omsider kommet til følgende resultat, som var opnået ved Forligmandens bistand: De opsagte overenskomster fornyes et par år mod, at der straks ydes et tillæg på 10 øre til alle timelønninger (teglværksarbejderne dog kun 3 øre) og desuden 5 øre pr. time i forskud på augustreguleringen. Med 309 stemmer mod 75 vedtog kongressen dette forslag, og dermed aflyste arbejdsmændene den til den 30. maj berammede strejke. Spredte træk fra fagforeningens virke 1920. Januar: med 547 stemmer fik hovedbestyrelsen Esbjergs mandat til at ændre vedtægterne i arbejdsløshedskassen, i henhold til den nye arbejdsløshedslov. Februar: Bestyrelsen vedtog at yde 500 kr. af kassens midler til wienerbørnene. Marts: Under slagteriarbejderstrejken ankom et par vognladninger flæsk fra Nykøbing Falster for viderebesørgelse med DFDS’s både. Flæsket blev sendt retur. Fagforeningen modtog meddelelse om, at den som følge af den nye arbejdsløshedslov selv skulle betale 1/3 af udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse, ialt ca. 38,600 kr. Det vedtoges at betale 15,000 kr. straks og resten med 2,000 kr. pr. måned. Kontingentet blev forhøjet til 1,50 kr. Augustreguleringen gav yderligere 8 øre pr. time. Oktober: Forslag fra forbundet om at forlænge dageantallet for arbejdsløse fra 70-100 og fra 100-130 dage i 12 på hinanden følgende måneder vedtoges. Tillidsmændene fik deres timeløn forhøjet med 23 øre. November og december: Bladene er forsvundet af protokollen.

Det må både erkendes og anerkendes, at arbejdsmændene navnlig i årene 1917-20 havde lært at klemme saft af citronen. I 1919 og 1920 var arbejdslønnen ved stærkt sammenhold, taktiske manøvrer og klog forhandlingsteknik gennemgående steget med 88 øre pr. time. „Vi var ved forhøjelsen i 1920 og ved forhøjelserne i de foregående år kommet op på et lønniveau, som vi var klar over, det ville være overordentlig vanskeligt at bevare“, skriver Axel Olsen i sin bog „Dansk Arbejdsmandsforbund 1897-1947“. Og tiden gav ham ret! Selv om varepriserne ikke var begyndt at dale her i landet, havde dog de første tegn på en alvorlig erhvervskrise vist sig. Dyrtidens stormflod nåede højdepunktet i januar 1921 med 264 points i forhold til 1914 med udgangspunktet 100. „Vandmassernes“ tilbagetrækning, dvs. prisfaldet, tog sin begyndelse.

Da arbejdsgiverne i efteråret 1920 opsagde så godt som alle løbende overenskomster, og deres ny meget talende formand, hr. Langkjær, tydeligt belavede sig på at udnytte den for dem taktisk set gunstige situation, følte enhver ansvarsbevidst organisationsmand tidens alvor. Nu gjaldt det om at holde igen stærkest muligt. På møder og generalforsamlinger holdt Ravn, der var medlem af Dansk Arbejdsmands Forbund hovedbestyrelse, sine medlemmer underrettet om de forhandlinger, som førtes mellem hovedorganisationerne i København, og om lockouter og lockoutvarsler.

1921: Arbejdsgiverne krævede en række gennemgribende reduktioner, medens Dansk Arbejdsmands Forbund tilbød at forny de udløbende overenskomster, mod at få tilsikret dækning for den eventuelle dyrtidsstigning. Thi selv om der var tegn i sol og måne på prisfald, kunne man ikke føle sig sikker. Et par fagforbunds medlemmer blev hurtigt kastet på gaden, fordi de i henhold til en vedtagelse på De samvirkende Fagforbunds repræsentantskabsmøde den 2. februar, ikke ville give efter for arbejdsgivernes glubske krav, og arbejdsgiverne meddelte, at jern- og teglværks-lockouten ville blive erklæret den 18. marts. Herpå svarede De samvirkende Fagforbund ved at varsle storstrejke fra og med den 29. marts - en kamp der kunne komme til at omfatte godt 150.000 arbejdere, deraf 50-60.000 arbejdsmænd. Denne handling fra arbejdernes side var ikke dikteret af krigslyst. Det var den bitre nød, som tvang arbejderne til at gøre front mod arbejdsgivernes urimelige store reduktionskrav. Forligsmanden, der tidligere havde forsøgt at mægle i striden, fremsatte nu et nyt mæglingsforslag, der indeholdt en mindstereduktion på 13 øre pr. time straks, med efterfølgende augustregulering. Desuden indeholdt forslaget for arbejdsmændenes vedkommende nedsættelser på indtil 19 øre i jernindustrien, 18 øre på teglværkerne og 25 øre på kalkværkerne. Med kneben majoritet vedtoges dette forslag på De samvirkende Fagforbunds generalforsamling den 26. marts - „ikke fordi et eneste menneske var i ringeste måde tilfreds hermed, men udelukkende af hensyn til samfundet og de kalamiteter den varslede storstrejke ville medføre“.

Vedtagelsen var dog ikke bindende, men kun retningsgivende for de tilsluttede organisationer. Esbjergs arbejdsmænd holdt generalforsamling den 19. marts og valgte - tilskyndet af forbundet - 4 repræsentanter til en eventuel ekstrakongres. Den 30. marts afholdt arbejdsmændene kongres, hvor forslaget for deres vedkommende blev forkastet. For at få midler til at føre kampen for, blev der udskrevet et ekstrakontingent på 15 kr. pr. uge for arbejdende medlemmer, og strejkeunderstøttelsen blev nedsat. 8 dage senere afholdt Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg generalforsamling. Her redegjorde de delegerede for situationen. Derefter udspandt der sig en lang diskussion, hvori 37 talere deltog. Afslutningen på mødet blev vedtagelse af en henvendelse til hovedledelsen om udmeldelse af De samvirkende Fagforbund. Kampen varede i 7 uger. Forligsmanden stillede nyt mæglingsforslag. Den 21. april trådte en ny ekstrakongres sammen, og det nye forslag blev vedtaget med 265 stemmer mod 114. Ved det nye forslag opnåede arbejdsmændene bl.a., at alle de overenskomster, som forbundet havde krævet til fri forhandling, kom det, og at arbejdsgivernes ørnekløer blev affilet en del. Et par eksempler: Jernindustrien havde krævet en lønnedsættelse på 21-32 øre pr. time. Fik 14 øre. Olieindustrien krævede 48 øre og fik 13, teglværkerne krævede 40 øres nedsættelse, men måtte nøjes med 16 øre, (hvoraf de 3 øre var forskud på august-reguleringen) og så fremdeles. Kun de arbejdsgivere, der, som f. eks. murermestrene, havde holdt på 13 øre pr. time i lønafkortning, fik deres krav opfyldt.

Men dermed var arbejdsmændenes genvordigheder ikke forbi. Den store arbejdsløshed knugede stadig en anseelig del af forbundets medlemmer. Omkring ved midsommertid så forbundet sig derfor nødsaget til at udskrive et ekstrakontingent af 1 kr. pr. uge pr. medlem. Den 4. juli afholdt murerarbejdsmændene møde. Ulykkesforsikringen var udløbet, men mestrene ville forny den mod at fradrage 12 øre pr. arbejdsdag. Vedtoges! Det oplystes, at der ved forhandling var opnået 5 pct. tillæg for bæring af mursten på brædt. Godkendtes. I september indgik kommunens fast- og timelønnede arbejdere på en lønnedsættelse, svarende nogenlunde til øvrige arbejderes. I årets løb afholdtes der en række møder af havnens arbejdere, som ønskede at få deres egen fagforening under Dansk Arbejdsmands Forbund. Carl Drejer, som deltog i et af disse møder, henstillede til sine gamle arbejdskammerater at henlægge dette spørgsmål til efter kongressen 1922, da en reorganisering af forbundet muligvis ville finde sted. Sagen henlagdes.

1922: Som forholdene lå ved overgangen til 1922, var et nyt lavineskred så godt som uundgåeligt. Arbejdsgiverne var blevet høje i hatten. Plyndringstogtet mod det arbejdende folk skulle fortsættes. Overenskomster opsagdes hvor det var gørligt, og arbejdsgiverforeningsformanden, højttaleren, hr. Langkjær, proklamerede ikke alene en klækkelig nedgang af de „alt for høje“ lønninger, men den, for alt dansk erhvervsliv, ødelæggende 8-timers arbejdsdag måtte afskaffes. Den da siddende regering, som var et glansfuldt udtryk for storbøndernes alliance med kapitalen mod de små i samfundet, meldte sig også til tjeneste. Det var fodslag i opmarchen mod de arbejdsværdiskabende mennesker i samfundet. Indenrigsminister Kragh mødte med en revision, og dermed fornyelse af arbejdsløshedsloven, og regler for „Nødhjælpsarbejde“, der tilsigtede at sprænge overenskomsterne og trykke lønniveauet nedad mod sultegrænsen. Landbrugsministeren, hr. Madsen-Mygdal, gik endog i spidsen med henhold til løntrykkeriet, idet han blot til en begyndelse dikterede til skovbrugsdirektøren, at forlange arbejde udført for 45,5 øre mindre pr. time end hidtil. Jovist var regeringen en god vejviser for arbejdsgiverne. Man kan godt betegne disse to „firmaers“ økonomiske interesser som tvekønnet.

Men trods sammensværgelse og modgang lod arbejderne sig ikke tvinge i knæ. „Den, der dør af skræk, skal begraves i rendestenen“, siger et gammelt ord. Men de alvorlige trusler til trods, blev der ingen rendestensbegravelser. Det skulle og måtte ikke lykkes magthaverne i samfundet at skrue udviklingen et par snese år tilbage.

På generalforsamlingen i Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg den 25. januar 1922 oplyste formanden, at Teglværksejerforeningen af 1893 forlangte lønreduktion straks på 40-42 øre og 44 øre pr. time, hvorefter timelønnen ville blive henholdsvis 80-75 øre og 70 øre pr. time. Dertil kom, at disse nye lønninger skulle yderligere nedsættes, når pristallet i februar og august forelå. De øvrige arbejdsgivere fulgte trop og stillede lignende krav. Overarbejdstillægget skulle halveres og arbejdstiden forlænges til 9 timer, når aftalen om arbejdstidens længde udløb i marts.

Der fulgte nu en bevæget tid med forhandlinger, lockout og modstrejke. Forligsinstitutionen fik sine to første mæglingsforslag stemt ned. Indenfor arbejdsmændene skete dette ved urafstemning. Det førte forslag blev forkastet af arbejdsmændene i Esbjerg med 582 stemmer mod 0 stemmer. Det andet mæglingsforslag, som Forligsinstitutionen fandt frem til den 3. marts, gik samme vej. I Esbjerg gav ca. 1000 arbejdsmænd møde, og de stemte alle som en mod forslaget. Den 4. april fremsatte forligsmanden, der nu havde sat bl. a. arbejdsmændenes kraftige modværge mod arbejdsgivernes glubskhed, og formentlig derudfra havde fået en bedre forståelse af situationens dybe alvor, et betydeligt bedre forslag. 8-timers dagen var fredet for angreb. Lønnedgangen fastsat til 15 pct. Dog kunne der i ganske særlige tilfælde gås ned til 12 pct., og betalingen for overarbejde var noget forbedret. Men da dyrtidens fald faktisk kun svarede til en nedgang på 10,5 pct., var dette forslag heller ikke godt. Det ene fagforbund efter det andet gik dog ind for forslaget, og en urafstemning landet over, gav under de foreliggende omstændigheder arbejdsmændenes hovedbestyrelse mandat til at afslutte overenskomsten. Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg gav deres tilslutning hertil med ca. 1100 stemmer mod 8 stemmer.

Den 24. april lykkedes det Lyngsie at få sikkerhed for, at margarinearbejderne nøjedes med 12 pct. nedsættelse i lønnen, og at havnearbejderne fik fastsat overarbejdsbetalingen, tillagt 30 pct. til akkord og timeløn de første 2 timer, samt at samtlige havnearbejderes overenskomstperioder kom til at foreligge samtidig i en af forårsmånederne, forinden han den 4. maj plantede sit navn under forligsmandens forslag. I det indgåede forlig, var der iøvrigt indflettet en bestemmelse gående ud på, at hvis parterne enedes om inden den første august at forlænge de nye overenskomster, skulle august-reguleringen, der var fastsat til at finde sted med 1 pct., for hver procent dyrtiden måtte dale eller stige, bortfalde, og der skulle så finde en februar-regulering sted efter samme målestok, i forhold til forskellen mellem pristallet i 1922 og pristallet i 1923. Hvis arbejdsgiverne derimod nægtede at gå ind på denne overenskomstfornyelse, skulle de første 6 points af pristallets fald ikke tages med ved beregningen af august-reguleringen.

At denne, såvel som det forudgående års konflikt, betød en trang og bitter tid for arbejdsmændene og ikke mindst for dem, der måtte slide brostenene, er indlysende. Allerede den 7. februar 1922 var ca. 80 af afdelingens medlemmer her i byen direkte ramt af konflikten og flere fulgte efter. Arbejdsgivernes støtte fra regeringens side talte også med. Den 21. marts udsendte indenrigsminister Kragh et cirkulære, hvorved han berøvede de arbejdere, som havde opbrugt deres ordinære understøttelse, deres „fortsatte hjælp“, og samtidig blev arbejdsløshedskassens stilling på anden måde ramt økonomisk. I Jerne blev 26 arbejdere derved berøvet understøttelsen. Fagforeningen vedtog at udbetale dem hver 50 kr., hvoraf forbundet senere refunderede 520 kr.

De to års vidtomspændende kampe pålagde de arbejdende medlemmer i Dansk Arbejdsmands Forbund store kontingentbyrder, og de konfliktramte var ved at segne under byrden. Men solidaritetsfølelsen havde påny bestået sin prøve og reddet arbejderne fra organisatorisk skibbrud. De resultater, arbejderne nåede var - trods en tilsyneladende nedgang - offeret værd.

At Esbjerg-arbejdsmændene var vågne under konflikten, skal her nævnes et lille eksempel på. E. &. C. havde 500 ton foderkager oplagret på „Oliefabrikken“, som var inddraget i konflikten, og firmaet ønskede sidst i februar, at Arbejdsmændenes Fagforening skulle stille „Bjergningsmandskab“ til rådighed, for at man kunne få kagerne under eget tag. Men fagforeningen betakkede sig, så længe konflikten stod på. Senere meddelte forbundet, at det havde „frigivet“ en femtedel af foderkagerne.

De kommunale time- og fastansatte arbejdere gik i årets løb ind på en lønnedsættelse, der nogenlunde svarede til de indgåede lønaftaler. I juni afholdtes ekstra generalforsamling med dagsorden: Kongressen: Der valgtes 4 delegerede. Det vedtoges at foreslå kongressen at stemme for Dansk Arbejdsmands Forbunds udmeldelse af De samvirkende Fagforbund, og at støtte et forslag om Dansk Arbejdsmands Forbund reorganisation i brancher med hver sin forretningsfører. I juli stiftede ekstraarbejderne ved DSB en klub under Arbejdsmændenes Fagforening.

Havnearbejderne, murerarbejdsmændene og støberiarbejderne vedtog i juli at give forbundsledelsen mandat til at søge overenskomsten forlænget til 1924. Arbejdsgiverne på Esbjerg Havn ønskede forhandling med fagforeningen om losning af træ. Da disse arbejdsgivere ikke ønskede forhandling med arbejderne om andre forhold, meldte man hus forbi.

Et udvalg havde været nedsat til at undersøge forholdet, og stille forslag om en omlægning af arbejdet på kontoret. På juli generalforsamlingen stillede udvalget forslag om, at foreningens mangeårige stabile og energiske bud skulle opsiges med 3 måneders varsel, og at de øvrige tillidsmænds lønninger nedsattes til 3700 kr.. Dette vedtoges! Der forelå meddelelse om, at det pålignede ekstrakontingent på 1,00 kr. nu bortfaldt. Den 30. oktober åbnede formanden generalforsamlingen med nogle mindeord om de i kvartalets løb afdøde kammerater. Blandt disse var foreningens gennem en længere årrække dygtige kasserer J. P. Henriksen, som dagen i forvejen var udfriet af svære lidelser. Det vedtoges at yde Henriksens enke 1000 kr. til begravelsen. Til Arbejderhøjskolens Elevforening bevilgedes 200 kr. Et forslag om forhøjelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen og de dermed forbundne udgifter blev derimod forkastet.

Som kasserer blev Carl Madsen konstitueret til januar generalforsamlingen. Oktober generalforsamling fortsatte den 15. november, hvor de delegerede aflagde beretning fra kongressen. Særlig dvælede man ved den vedtagne udmeldelse af De samvirkende Fagforbund, der var vedtaget med 227 stemmer mod 125, og forbundets reorganisation. Kongressen havde vedtaget, at forretningsførerens arbejde skulle inddeles branchevis.

Det vedtoges at bevilge 500 kr. til beklædning af trængende børn.

I tilslutning til den af nogle af vore arbejdsmandsbranchers vedtagelse, om at give forbundet bemyndigelse til at forlænge overenskomsterne et år, skal det oplyses, at forbundet lod foretage en urafstemning om dette spørgsmål, hvorved hovedledelsen fik tilslutning til tanken landet over. Ved denne overenskomstfornyelse, blev arbejderne sparet for i 6 måneder at give afkald på de 6 pct., som august-reguleringen viste.

Bravo klassekammerater! To år i forsvarsstilling og i kamp for at bevare friheden, to år under nedskæringskniven - og trods den tilsyneladende tilbagegang gik I dog sejrende ud af krigen. Sværdet blev ført kraftigt mod 8-timers dagen, men I knækkede klingen, og I afvæbnede arbejdsgivernes lille, men stortalende Napoleon, hr. Langkjær. Ja, I gjorde mere end det! I reddede arbejderhjemmene for den ydmygelse, det ville have været, hvis Arbejderklassen økonomisk var blevet drevet tilbage, til huleboernes tilværelse - et økonomisk og kulturelt tilbageslag, en skamplet på det danske samfund!

1923: Med oprejst pande er vi marcheret ind i 1923, og lige indenfor døren vil vi standse et øjeblik og tage et skøn over udviklingen fra krigens udbrud til nytåret tegner sig på himlen. I 1921 var pristallet 264 points i forhold til 1914 med 100 som udgangspunkt. I juli 1922 var pristallet faldet til 199 points. Trods nedskæringskniven var realugelønnen ved timelønsfortjeneste steget ca. 15 pct., og så havde arbejdsgiverne endda måttet betale 1,5-2 timers daglig nedgang i arbejdstiden - et resultat fagorganisationerne kan være bekendt at lægge navn til, overfor efterslægtens domstol.

I februar 1923 kom man ikke udenom pristalsreguleringen i forhold til pristallet i 1922. I dette år var pristallet faldet 14 points til 198. Denne nedgang svarede til en nedgang i arbejdslønnen på 6,6 pct., og arbejdsgiverne forlangte derfor lønnen nedsat i henhold dertil. Forbundet holdt på, at der kun kunne være tale om hele procenter, og en retssag for Den Faste Voldgiftsret gav arbejderne medhold. De 6 pct. holdt.

I Esbjerg-afdelingen gik arbejdet - fortalt i spredte træk - sin jævne gang året igennem. I henhold til en tidligere vedtagelse blev kassererposten opslået ledig. Der havde meldt sig 7 ansøgere og Carl Madsen blev valgt. For at få en del udestående restancer hentet hjem i pengekassen, vedtoges en opfordring til foreningens gamle bud, H. Chr. Hansen, om at påtage sig denne opgave. Småstridigheder opstod snart på den ene, snart på den anden arbejdsplads. Men formand og forhandlingsudvalg fik som regel disse spørgsmål løst til arbejdernes tilfredshed. Enkelte af havnearbejdernes stridsspørgsmål gik dog til voldgift, og kun et af dem gik arbejderne imod. På Fiskerihavnen havde nogle uorganiserede blandet sig mellem de organiserede arbejdere, hvilket førte til, at de sidstnævnte nægtede samarbejde med de førstnævnte. Kommunens arbejdere fik deres løn nedsat på grundlag af den omtalte pristalsregulering. I denne forbindelse kan nævnes, at der i Aarhus blev afholdt et møde om kommunale timelønninger, for at drøfte spørgsmålet om at få disse ensartet i landets købstæder. Ved hjemkomsten kunne formanden meddele lidt om lønforskellen. Aarhus kommune betalte kr. 1,40, Esbjerg 1,27, Aalborg 1,10 kr. osv.. Lavest lå den da stokkonservative by Odense med kr. 1,05. Først på året fik man endelig en overenskomst i orden angående losning af trælast. Fællesorganisationen besværede sig til fagforeningen over, at der på sygehuset var beskæftiget 5 uorganiserede mand. Ravn oplyste, at de 3 var blevet medlemmer af Arbejdsmændenes Fagforening. De to var fastansatte med pensionsret. Spørgsmålet om disse havde været behandlet sammen med den socialdemokratiske byrådsgruppe, der holdt på, at de to mand selvfølgelig skulle tilslutte sig fagforeningen. Sagen overlodes et udvalg. I december 1923 indviede arbejdsmændene en ny fane. Støberiarbejdsmændenes bestyrelsesmandat blev overført til fabriksarbejderne. Vandbygningsvæsenets folk vedtog at danne en klub. Forbundet meddelte i september, at der var optaget forhandlinger mellem hovedorganisationerne om forlængelse af de bestående overenskomster. Hvis dette ikke førte til resultat, kunne overenskomsterne opsiges med en måneds varsel, hvilket iøvrigt blev slutresultatet. Af økonomiske transaktioner i 1923 skal nævnes, at Arbejdsmændenes Fagforening af dens „flydende“ pengebeholdning på ca. 50.000 kr., indsatte 35.000 kr. på bog i Varde Bank. Formanden, kassereren og kontormedhjælpere fik deres løn forhøjet til 4000 kr. Følgende bevillinger blev givet: DuI 200 kr., valgfond 25 kr., Dansk Blindesamfund 50 kr., Arbejdernes Sangforening 100 kr. og økonomisk svagt stillede medlemmer i julehjælp 5000 kr.

Et af de spørgsmål, som stærkt optog sindene i vårtiden indenfor Dansk Arbejdsmands Forbund, var stillingen til De samvirkende Fagforbund. Om dette vigtige problem blev der afholdt en ekstra kongres, og Marcus Stokholm aflagde beretning fra denne. De samvirkende Fagforbund havde ændret lovene en del, hvorefter et flertal indenfor arbejdsmændenes hovedledelse anbefalede at annullere den tidligere vedtagne beslutning om udmeldelse. Efter en langvarig debat var dette forslag blevet vedtaget med 187 stemmer mod 164.

Lidt skamfuld er jeg listet ind i året 1924, fordi jeg i et nedtrykt øjeblik syntes, at dette historiske festskrift, som jeg har givet mig i lag med, er omtrent det samme som at trave rundt om en flagstang. Men i et glimt står arbejdsmændenes håbløse levevilkår i 1890 for mine øjne, og med dette samt sidste års status fra krigstiden, og de nærmest følgende år derefter i erindring kommer jeg til at skamme mig over min svaghed. Thi vandringen gennem de 33 år, jeg hidtil har foretaget, har jo - trods en smule ophold ved enkelte stationer - stadig understreget digterens ord: „Hvor der er gærende kræfter, skyder det året efter“. Disse to sætninger får forstemtheden til at vige for en lysning i mit sind. Og så tager jeg fat på dagsordenen: Punkt 1: Overenskomstsituationen. Allerede henimod slutningen af 1923 spurgte forbundet ved rundskrivelse sine afdelinger, om man skulle søge overenskomsterne forlænget, idet der henvistes til, at man nu var kommet ind i en periode, hvor vareprisniveauet havde stigende tendens, eller man skulle opsige. Svarene blev opsigelse, og med denne fulgte en række kraftige krav. Medens forbundet stillede sig på det krav, at løsarbejderne og de særlig lave lønninger skulle have tillæg, fordi de ved de foretagne reguleringer var bragt ud af niveau, var arbejdsgivernes standpunkt gennemgående det, at man ville forhøje lønningerne i henhold til pristallet, og ikke en rød øre mere. Ja, man hævdede endda ganske frimodigt, at der i visse tilfælde måtte en lønreduktion til. Dette blev forbundets ledere for humoristisk. Resolut trådte de på fodbremsen og stoppede forhandlingerne. Allerede den 17. februar fremsendte arbejdsgiverne den første lockout-trussel, der hovedsagelig tog sigte på arbejdsmændene. Arbejdsmændenes Fagforening lod sig ikke skræmme. Dertil var det for trænet i forretningsgangen. I stedet for at tage harens gevær i brug, varslede ledelsen kontrastrejke inden lockoutvarslernes udløb. Der blev atter optaget forhandlinger mellem parterne, men de „boede“ for langt fra hinanden. Nu måtte Forligsmanden i arbejdstøjet. Først fik han lockouten og strejken udsat. Derefter udarbejdede han et mæglingsforslag, der gik ud på, at alle de arbejdsmænd, hvis overenskomster udløb senest 1. marts, skulle have et løntillæg på 3 øre, (pristallet berettigede kun til 2 øre) men herudover indeholdt forligsforslaget yderligere forhøjelse for en del af Arbejdsmændenes Fagforening’s medlemmer: Cementarbejderne 2 øre pr. time, margarinearbejderne 2,5-3 øre, murerarbejdsmændene samt jord- og betonarbejderne 3 øre. Dette forslag gik til urafstemning og vedtoges med 15.774 stemmer mod 12.803. Esbjerg afdelingen bidrog ikke til vedtagelsen. På en ekstra generalforsamling den 20 marts stemte 202 nej til forslaget, medens 68 undlod at stemme. Med denne urafstemning havde forbundet fået sagen klaret for 32.000 medlemmer. Men det var kun det første løb. Tilbage stod en del overenskomster, som først udløb efter 1. marts 1924, og disse omfattede ca. 22.000 medlemmer, deriblandt havne-, lager- og pakhusarbejderne. Nye krigserklæringer blev udstedt. Først strejkevarsel og derefter en temmelig omfattende lockoutvarsel. I så henseende må man lade arbejdsgiverne, at de aldrig har været smålige.

Da vi var nået frem til en varmere årstid, smed Forligsmanden trøjen, og i sit ansigts sved fik han til den 25. maj et forligsforslag sammenflikket, og dette omfattede den resterende styrke af de arbejdsmænd, som nærmede sig kamplinjen. Dette forslag gav fra 4-6 øre i forhøjelse pr. time og en del andre forbedringer i overenskomsterne, herunder en løsning af det gamle stridsspørgsmål om Winchman, hvorefter det bestemtes, at Winchman skal tages fra land. I modsat fald skulle der ydes et akkordtillæg på 10 pct. og et akkordtillæg på 15 pct., hvor havnearbejderne ikke også udfører det indenbords arbejde. Med 6068 stemmer mod 5923 vedtoges dette forslag ved urafstemning. Høj luft efter torden ! Freden var sikret i denne omgang. Esbjerg-arbejdsmænd havde dog ikke medvirket til underskriften af fredsbetingelserne. En ekstra generalforsamling med en langvarig debat resulterede i 87 nej-stemmer. 50 tilstedeværende medlemmer beholdt blyanten i lommen. Punkt 2. Den lokale „slagmark“: Udover de i forbindelse med overenskomsterne nævnte møder havde fagforeningen selvsagt andet arbejde at beskæftige sig med, hvoraf jeg nævner følgende: På en generalforsamling oplystes det, at ikke mindre end 17 lastbilchauffører hos forskellige af byens firmaer var uorganiserede og arbejdede for en underernærende løn. Et udvalg fik til opgave at ordne dette spørgsmål. Senere blev der sluttet overenskomst med Esbjerg Vognmandsforening om chaufførerne, der som mindsteløn skulle have 62,50 kr. i ugeløn. Havnearbejderne drøftede den nye overenskomst, som var gældende til 15. april 1925, for at få enkelte spørgsmål afklaret. En ekstraordinær generalforsamling støttede murerarbejdsmændene i at få deres overenskomst opsagt, og teglværksarbejderne vedtog med 8 stemmer (5 mand stemte ikke) at opsige deres overenskomst. På et møde oplyste formanden, at der muligvis ville blive indledet en ny offensiv mod Kristeligt dansk Fællesforbund. En del af de kommunale aflønningsproblemer var løst, og man nærmede sig bunden på de øvrige. Punkt 3. Løn, valg og bevillinger: Formanden, Ravn, genvalgtes og til kasserer genvalgtes Carl Madsen. Kassererens løn blev fastsat til 4,500 kr. plus 50 kr. i fejltællingspenge. Formanden og den fastansatte kontormedhjælper blev aflønnet med 4,000 kr.. Tre mand fik udbetalt 32 kr. for ombæring af valgplakater. DuI fik en bevilling på 50 kr., Håndværkssvendenes Rejseforening 25 kr., Svendehjemmet 35 kr. og fagforeningens kontrollør på Fanø, fru Kjærgaard et gratiale på 100 kr.. Punkt 4. Årets betydningsfuldeste lokalsag: ulykkesforsikringsproblemet - kræver en nærmere omtale.

I mine yngre dage og desværre også senere har jeg lært at kende flere mennesker, som er blevet invalider på deres arbejdspladser. Jeg har truffet invalider, der allerede i børneårene blev mærket for livstid af alt for hårdt trællearbejde på landet, og disse tragiske menneskeskæbner inspirerede mig for år tilbage til at skrive et lille digt, hvoraf jeg har citeret ovenstående linjer - et digt, der vandrede landet rundt i Arbejderpressen.

Fra arbejdsmændene i 1890 kastede åget, spyttede i de barkede næver og bandede fanden på, at nu skulle der ske noget, nu skulle det tunge slid ikke blot ombyttes med en hård rugbrødsskive og en gnalling mager ost, men derimod med virkelige menneskerettigheder, har vi flere gange set, at de ved overenskomstforhandlinger med arbejdsgiverne har søgt at få forsikring mod ulykkestilfælde på arbejdspladserne, med påfølgende arbejdsudygtighed i kortere eller længere tid, flettet ind i aftalerne, og efter at loven om „Arbejdernes forsikring mod følger af ulykkestilfælde i visse virksomheder“ i 1898 blev vedtaget - en lov, hvis rammer stadig er blevet udvidet, lykkedes det også en del arbejdere, deriblandt murerarbejdsmændene, at få dette spørgsmål løst således, at Ulykkesforsikringen trådte i kraft 8 dage efter, at et ulykkestilfælde havde fundet sted. Men disse ordninger havde et par skavanker, for det første, at de ikke omfattede alle fagforeningens medlemmer og for det andet, at de mentes for kostbare for de medlemmer, forsikringerne omfattede.

Efter længere tids drøftelse og undersøgelser, vedtog Arbejdsmændenes Fagforening den 2. februar 1924, at samtlige medlemmer skulle være ulykkesforsikret, hvadenten de kom til skade indenfor eller udenfor arbejdspladserne, og at der skulle udbetales understøttelse fra en uge efter tilskadekomsten. Udgifterne til forsikringen skulle dækkes af fagforeningskontingentet, der i tilfælde af en katastrofe kunne forhøjes. Denne vedtagelse trådte i kraft 1. april samme år, og som garantikapital for forsikringen overførtes 30.000 kr. af fagforeningens midler.

Denne forsikring, der var et stort socialt fremskridt, virkede, indtil socialloven i 1934 trådte i kraft. Nægtes må det heller ikke, at kontingentet efterhånden svulmede op. Thi man må vel huske, at den lovpligtige forsikring først trådte i kraft efter 13 ugers forløb fra ulykkesdagen. Arbejdsmændene følte dog savnet af egen ulykkesforsikring efter ophævelsen af den obligatoriske forsikring, og den 11. september 1935 stiftede en kreds af aktive medlemmer af Dansk Arbejdsmands Forbunds Esbjerg afdeling en selvstændig ulykkesforsikring med fagforeningens, nu transportarbejdernes mangeårige dygtige administrator, Thomas Christensen, som kasserer. Medlemsantallet er noget begrænset bl.a. af den grund, at der findes en række overenskomstmæssige forsikringer, som straks træder i kraft, når en tilskadekomst berettiger dertil. Men den ny forsikringskasse har dog i sit beskedne omfang fra dens start til 31. august 1949 udbetalt ialt 42.330,50 kr. og dens formue var nævnte dato 14.455,43 kr.

Det har stadig været det socialdemokratiske arbejderpartis repræsentanter i byråd og på Rigsdags store opgave, at skabe nye fremskridt på vej mod social sikkerhed for arbejderne, og et af de betydelige fremskridt, der er nået, toges i 1949. Fra den 1. oktober dette år ændredes den lovpligtige ulykkesforsikring således, at 13-ugers bestemmelsen ophæves og afløses af en 7-dages bestemmelse. Enhver ved, at 13-ugers bestemmelsen har virket uheldigt og uretfærdigt. Kom en arbejder så alvorligt til skade, at han ikke kunne passe sit arbejde, var han og hans familie henvist til at klare sig for de ofte meget lave dagpenge fra sygekassen, evt. suppleret med hjælp gennem den offentlige forsorg. Dette er nu efter den lov, som socialminister Joh. Strøm fik gennemført d. 12. april 1949 ændret således, at den tilskadekomne allerede efter 7 dages forløb, har krav på dagpenge fra Ulykkesforsikringen. Samtidig skal noteres, at dagpengesatserne og invaliditets-erstatningens maximum er sat i vejret, sidst ved lov af d. 23. marts 1948. Ved denne lov forhøjedes de maximumsbeløb for årslønnen, der lægges til grund for beregningen, bl.a. af dagpengene, fra 3500 kr. til 5000 kr. Minimumsbeløbet for personer under 21 år forhøjedes fra 1200 til 2400 kr. Erstatningsniveauet ved beregning af invaliditetserstatningen forhøjedes fra 3/5 til 2/3 af årslønnen, og for tilskadekomnes dagløn. Dagpengene udgør herefter maksimalt kr. 12,50 + pristalsregulering siden 1947, i øjeblikket ialt 13,13 kr.. For en fuldstændigheds skyld skal det tilføjes, at socialminister Strøm i indeværende rigsdagssamling (1950) har forelagt et lovforslag til en udvidelse af invaliderenten - et forslag, hvis samlede udgift anslås til 3,5 mill. kroner.

I kuede tidligt en kraftig ånd, og I ville knuse hans mod, så ofte han gav Eder broderhånd, forgiftede I hans blod.

I har forurettet ham for en stund og klippet hans pels som en puddelhund - nu håndhæves retten, han møder på pletten i strålende solskinshumør.

(N. P. Overby.)

Herlige proletardigter, der allerede i 1872 skrev denne herlige proletarkampsang, af hvilken ovenstående vers er lånt - en sang, som er sunget ved tusinder af arbejdermøder og sammenkomster siden da. Du havde næppe drømt om, at jeg, bette småkravl, kunne finde på at citere et af dine vers henved 80 år senere i et jubilæumsskrift for Esbjergs raske arbejdsmænd. For det første udgjorde Esbjerg da en del af jordhulernes og lyngbakkernes landområde, og for det andet skulle der endnu hengå 16-17 år, før jeg hilste på „opkomlingen“, som Esbjerg da var. Men jeg har lært dig at kende gennem „Socialdemokratiets Aarhundrede“, og flere arbejdersangbøger. Selv om du forlængst er vandret til dine fædre, står du dog lyslevende for mig ikke alene som en moralsk modig mand, men tillige som en mand, der forstod at tolke arbejdernes følelser, stemninger og krav i versets vanskelige kunst, og jeg vil ikke begynde min omtale af arbejdsmændenes store genvordigheder i 1925, før jeg endnu låner tre af disse verslinjer af den samme manende kampsang, ord, som ikke mindst får sin symbolske gyldighed i nævnte kalenderårs arbejdskamp: „Så er han på gaden, og midt i balladen, med hånden til råd og til dåd.“

1925: I begyndelsen af 1925 havde Arbejdsgiverforeningens formand, den mægtige hr. Langkjær, fundet melodien og fået tudehornet for munden. Ved forskellige lejligheder udbasunerede han, at nu skulle det være alvor med kravet om lønnedsættelse, krav om en ændring overfor arbejderne om, at arbejdsgivernes pligt til at bære prisstigningen skulle ophøre og i visse tilfælde krav om en ændring af arbejdstiden - ja, en af hans sekundanter indenfor jernindustrien krævede en lønnedskæring på ikke mindre end 12 pct. Ikke sandt! Langkjær og hans følgesvende var stadig de brovtende ords mænd, der med deres store pegepind forstod at vise arbejderne tilbagevejen til håbløshedens tidsperiode. Men arbejderne er jo heldigvis også en slags mennesker, der ikke godvilligt lader sig træde ned i sumpen. Af den grund var der ingen mulighed for, at parterne kunne komme til forståelse. Allerede sidst i januar meddelte Ravn sine medlemmer i Esbjerg, at det ikke var muligt at få havnens arbejdsgivere i tale angående forskellige mindre lønfordringer. De var smittet af ånden fra hovedkvarteret, og derfor havde havnens forhandlingsudvalg ladet deres småkrav indgå til forbundet. Arbejdsmændenes krav var i det store og hele dækning for de konstaterede prisstigninger, samt yderligere tillæg til de lavestlønnede. For at få gang i forhandlingerne afsendte arbejdsmændene 1. strejkevarsel den 23. februar, og dette blev omgående besvaret af arbejdsgiverne med 1. lockoutvarsel. Da ilden nærmede sig krudttønden, fremsatte Forligsmanden et mæglingsforslag, som parterne skulle tage stilling til. For tilfældets skyld valgte arbejdsmændene i Esbjerg på en ekstra generalforsamling den 5. april, 4 kongresdelegerede, som der blev brug for, thi den 16. og 17. i samme måned afholdt Dansk Arbejdsgiverforening en ekstra kongres, hvor forligsmandens forslag blev forkastet med 253 stemmer mod 115. Derefter valgte kongressen et 21 mands udvalg, til sammen med hovedbestyrelsens at afslutte konflikten, når tidspunktet var belejligt. Krigen var i fuld gang, og arbejdsmændene vedtog strejken til fra den 15. maj, også at omfatte transportarbejderne. Dette betød en ny lammelse af samfundsmaskineriet. Tre dage senere holdt Esbjerg-havnearbejderne møde og vedtog enstemmigt også at lade arbejdet ved DFDS hvile. Den 24. maj kom Carl Drejer til Esbjerg, og han anbefalede havnearbejderne heller ikke at laste fremmede skibe med landbrugsprodukter, da det havde vist sig, at slagterierne sammen med flæsket til de fremmede skibe sendte strejkebrydere til vor „lokale skibsflåde“. Således havde et slagteri i Randers sendt 5 mand hertil. Kampen var nu i fuld gang over hele linien. Havnearbejderne var, som digteren skriver, på gaden og midt i balladen….Et par af fagforeningens ledende mænd kom for skade at træde et par af de frivillige arbejdere, som var ved at omkomme i ophobet gods, over tæerne. Politisag! Forresten var det et tragikomisk syn at se de frivillige, som lastede gods ombord på de ventende både. Den store skare af esbjergensere, som ikke ville snyde sig selv for dette humoristiske billede, blev hurtigt klar over, at det ikke var trænede arbejdere, som optrådte på arenaen. Krammet bestod af uorganiserede kontorfolk, opblæste forvaltere og formænd med flere. Stønnende og prustende med „blodsvedige“ ansigter og opsvulmede blodårer slæbte de afsted med smørdritler på maverne fra jernbanevogn til damper. Mærkeligt forresten, at de ikke fik tarmslyng under dette lattervækkende trælleri. Og hjælpeløse, som de var med smørret, var de også med æggene og flæsket. Ikke mindst for DFDS må det have været en stor lettelse, da et mæglingsforslag den 7. juni blev vedtaget af begge parter, og at de rigtige arbejdere dagen derpå begyndte at gøre indhug i den ophobede godsmængde surrogatarbejderne måtte selvfølgelig tage returbilletten!

Mæglingsforslaget, der fastsatte en 2-årig overenskomstperiode, var blevet vedtaget at arbejdsmændene med 26 stemmer mod 17, og hermed var den hårdeste kamp, Dansk Arbejdmands Forbund hidtil havde været ude i og afsluttet. Konflikten havde ialt varet 9 uger og kostet arbejdsmændenes forbund ca. 8 mill. kr.

Med henhold til forståelsen af den ny overenskomst var vore lokale arbejdsgivere meget tungnemme. En sag om aflønning i forbindelse med de nye pakhuse bragtes i orden. Ligeledes bragtes et spørgsmål om trælast ud af verden. En sag med DFDS måtte en voldgift løse. Det drejede sig om mindstebetalingen for de arbejdere, som efter fyraften blev tilkaldt til en båds ankomst. Minimumsbeløbet blev fastsat til 6,00 kr., som blev underkastet samme pristalsregulering som den gældende overenskomst.

Styrket var, som Lyngsie udtalte på en senere kongres, arbejdsmændene gået ud af de sidste 10 års kampe.

I spredte træk af fagforeningens øvrige virke kan nævnes, at de uorganiserede chaufførers antal var skrumpet ind til 3, at fagforeningen fik 13 af gade- og vejvæsenets folk fastansatte, at bestyrelsen vedtog at optage en kassekredit i Varde Bank på 10.000 kr., at fagforeningen vedtog at indsende forslag til den forestående kongres om udmeldelse af De samvirkende Fagforbund, at der blev udskrevet et ekstrakontingent på 15 kr. pr. medlem, at fiskepakkerne vedtog at indføre en halv times frokostpause, at det vedtoges at søge afdelingen reorganiseret, at gøre et alvorligt forsøg på at få de udestående restancer ind, at optage et lån af ulykkesforsikringsfonden på 10.000 kr., og endelig oplystes det, at udmeldelsen af De samvirkende Fagforbund var vedtaget med 208 stemmer mod 166. Derimod var et forslag om forbundets reorganisation forkastet. Pæren var endnu ikke moden!

For Jens Ravns klassefæller var det kendeligt, at deres før så stoute tillidsmands helbred vaklede. Mange års hårdt slid som arbejdsmand og deltager i organisationsarbejdet skal nok præge sin mand. Fra 1915 - i krigs- og efterkrigsårenes byrdefulde tid - formand med det brydsomme arbejde og den uregelmæssige livsførelse mærkede ham, og efter hans hustrus død i efteråret 1925 var det, som om han mistede viljen til livet. På januar generalforsamling 1926 gav man ham en medhjælper, Chr. Nielsen, der havde været fagforeningens formand fra 1900-04, som skulle tage sig af havnens problemer, resten af Ravns valgperiode. På juli generalforsamling trak Ravn sig tilbage, og forsamlingen bevilgede ham en hædersgave på 1000 kr.. Ravn rejste derefter over til sine børn i København, hvor han godt et par måneder senere afgik ved døden. En af Esbjerg-arbejdsmændenes førende skikkelser, en kampens mand, der gennem en længere årrække på sit felt øvede stordåd, havde fundet hvile.

1926: To lokale spørgsmål optog særlig fagforeningens interesse i 1926, nemlig spørgsmålene om reorganisering af fagforeningen og nødhjælpsarbejder. Skønt Dansk Arbejdsmands Forbunds kongres få måneder i forvejen havde vedtaget at lade spørgsmålet om reorganisation gå ud af dagsordenen indtil videre, var arbejdsmændene i Esbjerg allerede så langt fremme, at de først i januar 1926 vedtog at opdele organisationen i 3 brancher, og at disse skulle være selvstændige organisationer under Dansk Arbejdsmands Forbund fra d. 1. juli. Men på et senere møde, på hvilket Jens Ravn - mod medlemmernes protest - stillede sit mandat til rådighed, og gik imod, at den ovenfor omtalte ordning indførtes, gik man fra den første vedtagelse. På juli generalforsamling valgtes Chr. Nielsen til formand. Det andet spørgsmål drejede sig om en del af kommunens igangsatte nødhjælpsarbejde, hvor ikke alene timeantallet (36 timer ugentlig) men også timelønnen blev savet ned, idet der kun udbetaltes den timeløn, entreprenørerne var indgået på at yde, og ikke kommunens timeløn. Dette spørgsmåls løsen havde en lang og trang vej gennem det konservative byrådsflertal, stiftamtet og ministeriet. Mod slutningen af året rejste en deputation for fagforeningen over til ministeriet, hvor det fik oplyst, at arbejde, som var udført for kommunen, selvfølgelig måtte betales med kommunens timeløn, men ved årets udløb ventede arbejdsmændene stadig på byrådets endelig stilling til sagen. Af årets dagbogsblade: I januar var fiskepakkerne utilfreds med arbejdsforholdene på havnen, men et forhandlingsudvalg skabte harmoni på deres arbejdspladser. Sammen med Chr. Nielsen valgtes et udvalg, som fik en del stridsspørgsmål på havnen ryddet af vejen. I februar måtte 6 mand forlade et større entreprenørfirma, der så for småt på lønspørgsmålet. Der hengik nogen tid, før fagforeningen opnåede en forsvarlig aftale med dette firma om betaling for støbning og nedramning af pæle samt „vandarbejde“. Mellem Jerne kommune og arbejdsmændene opstod der en uoverensstemmelse om lønspørgsmålet, da kommunen gik fra trillebøren til tipvogn som transportmiddel. Løstes ved forhandling! Med A/S Esbjerg Omnibiler blev der afsluttet overenskomst: Løn 70 kr. pr. uge for 8 timers dagligt arbejde. Rutebilejer Jepsen slap med 63 kr. ugentlig for 48 timers arbejde. Dagrenovationens overgang fra kommunal til privat drift, voldte en del arbejds- og lønmæssig besvær, som både forbund og voldgift blev inddraget i, før man fandt en løsning. Dansk Kommunalarbejderforbund oprettede en afdeling i Esbjerg, ved hvilken lejlighed Arbejdsmændenes Fagforening mistede nogle medlemmer. En genstridig entreprenør måtte efterbetale tre af sine arbejdere 150 kr.. Som bud for fagforeningen ansattes Andreas Andersen med en løn af 3.800 plus 200 kr. i fejltællingspenge. Som repræsentanter til en ekstra kongres, der skulle afholdes den 29. oktober i København, valgtes 4 mand, som under deres beretning efter hjemkomsten oplyste, at det med 249 stemmer mod 112 var vedtaget at opsige landsoverenskomsterne samt opfordre afdelingerne til at opsige deres lokale overenskomster. Et forslag om Dansk Arbejdsmands Forbund forbliven i De samvirkende Fagforbund blev forkastet med 194 stemmer mod 188. Afdelingen i Esbjerg opsagde to lokale overenskomster, nemlig teglværksarbejdernes og murerarbejdsmændenes. Som afslutning på årets faglige begivenhed fortjener det at oplyses, at Arbejdernes kooperative Vognmandsforretning, der havde haft en andel i nødhjælpsarbejdernes udførelse, allerede midt i sommertiden udbetalte dens arbejdere 4000 kr. ekstra. Jeg løfter en flig af tæppet og skæver ind i det nye år.

1927: Først den 17. februar kunne formanden oplyse, at nødhjælpsarbejderne havde fået deres tilgodehavende udbetalt af kommunen. Bekymring! Det var ikke uden begrundet bekymring, at arbejdsmændene tog fat på deres gerning i 1927. Hvad ville året bringe af godt og ondt? Efter folketingsvalget i 1926 var statsminister Stauning blevet afløst af den sorte reaktions håndgangne mand, den „kårede høvding“ Madsen-Mygdal, en mand, der havde nedskæringskniv overfor småkårsfolk - „den stærke mand“, i hvis fodspor der kom til at flyde savn og tårer.

Ved tanken om ordet „bekymring“ skyder en lille episode fra 1918 frem i min erindring: Ude på Strandboulevarden i København lå der en såkaldt „jernplads“ med gammelt jern og andet skrammel. Indehaveren, der formentlig har været ruget ud af et meget lille æg, var en umedgørlig sjæl, der altid var over sine arbejdere med upåkrævede bemærkninger, en aparte forekomst, som aldrig kunne lade sine arbejdere virke i fred og ro. En skønne dag flød bægeret over, og arbejderne lod manden blive ene tilbage med sit ragelse. Denne arbejdsstandsning var ulovlig, og det varede ikke mange dage, førend der blev møde om sagen i Jernindustriens Sammenslutning. Arbejderne kunne ikke erkende, at der var tale om ulovlig arbejdsstandsning, for efter den opførsel, arbejdsgiveren havde udvist, måtte man nærmest være taknemlig for, at de havde holdt så længe ud i dette helvede. Nogen bod kunne der under ingen omstændigheder idømmes dem, selv om de var gået med madkassen.

Nå, forhandlingerne gik tværs over bordet. Arbejderne lovede at genoptage arbejdet, idet arbejdsgiveren fik en påmindelse om, at han ikke som tidligere behøvede at udfolde så megen energi for at „lede og fordele“ arbejdet. Spørgsmålet om bod gled ud af dagsordenen. Forhandlingslederen hævede mødet og takkede for den forståelse, som var opnået mellem parterne. Arbejdsgiveren sprang op og protesterede, og med bekymret sind og lidelsesfuldt udtryk i ansigtet hævdede han, at der endnu var et spørgsmål, som måtte løses: Jeg har ude på mit plankeværk, sagde han, et opslag, hvorpå der står: „Når porten er lukket, er hunden løs.“ Nedenunder har arbejderne malet: „Og når porten er åben, så er fanden løs!“ Det må jeg bestemt forlange, at arbejderne sletter ud igen. Smilende sagde forhandlingslederen til arbejderne: Dette er vel heller ikke noget urimeligt forlangende?- Nej, svarede de og smålo. Det skal vi nok klare ....

Jeg nævner dette for at understrege, at „Danmarks Port“ i overført social betydning faktisk stod åben, da vi hoppede over kridtstregen til 1927. Regeringen lagde ikke skjul på sin uvilje mod arbejdernes organisationer, idet den helt og fuldt gav tilkende overfor Arbejdsgiverforeningen, at de foreliggende vanskelige erhvervsforhold måtte afgive gunstige betingelser for et anfald mod arbejderne, og skrue deres levevilkår tilbage, og da arbejdsgiverne ikke prompte efterkom regeringens ønske, blev Arbejdsgiverforeningen i den borgerlige presse betegnet som „en tandløs kælling“. Men den „tandløse kælling“ vidste af erfaring, at arbejderne havde tænder. Madsen-Mygdal havde lettere spil med sit flertal på Rigsdagen. Hans nedskæring af støtteforanstaltninger til arbejdsløse og aldersrentenydere samt gennemførelse af den såkaldte Tugthuslov var ikke til at tage fejl af. Deri lå en åbenlys håndsrækning til løntrykkere!

Allerede i januar 1927 påbegyndte Dansk Arbejdsmands Forbund forhandlinger indenfor 6 store industrier, som det efter store vanskeligheder lykkedes at komme igennem med og endda redde visse forbedringer i land. Jernindustrien var den vanskeligste, fordi de faglærte havde sluttet overenskomst for 2 år - uden pristalsregulering. Men det lykkedes omsider at nå et resultat med tillæg på mindsteløn og minimalløn. Derimod kneb det endnu hårdere at nå til forståelse med entreprenørerne og murermestrene. Lockout-trommen kom atter igang, men den 5. februar stillede Forligsmanden et forslag, som blev tiltrådt af begge parter.

Esbjerg Havn med dens utallige arbejdsproblemer, vilkår og løn lagde som sædvanligt beslag på en stor part af fagforeningens tid året igennem. Det begyndte med, at forretningsfører Valdemar Pedersen måtte til Esbjerg d. 15. januar og sammen med det lokale forhandlingsudvalg gøre havnens arbejdsgivere opmærksomme på, at de på forskellige områder havde misligholdt trufne aftaler og indgåede overenskomster, og arbejdsgiverne gav da også løfte om, at dette skulle blive undgået i fremtiden. Et enkelt foderstoffirma betalte 200 kr. for dets forsyndelse med brudte aftaler. Dette beløb indgik i en sygehjælpekasse for firmaets arbejdere. Fiskepakkerne opnåede ny overenskomst og trosseførerne ved DFDS fik gennemført en nyordning og så fremdeles. Teglværksarbejderne fik ligesom murerarbejdsmændene deres forhold bragt i orden. Murermestrene opnåede hverken at få arbejdslønnen reduceret eller den ny overenskomst til at gælde i to år. Lønnen blev i al beskedenhed hævet med 1 øre i timen til 102 øre. En mindre forskydning i arbejdstiden i november måned fandt dog sted. Entreprenørerne fik ingen landsoverenskomst med provinsen, men måtte stadig holde sig til lokaloverenskomster, hvilket i flere tilfælde betød en fordel for arbejderne. I februar meddelte forbundet, at det ønskede at få en afslutning på konflikten med Kristeligt dansk Fællesforbund.

I april begyndte arbejderne at mærke regeringens klamme hånd. Fra Arbejdsdirektoratet fik arbejdsmændene i april meddelelse om, at kontingentet til arbejdsløshedskassen skulle stige med 1 kr. ugentlig pr. medlem, foreløbig i elleve måneder. Men allerede fra den 1. april havde man frataget de arbejdere, som gik på fortsat hjælp, 1/3 af deres understøttelse. I juli fik ekstraarbejderne ved DSB meddelelse om, at de skulle arbejde en time mere hver dag og have 1 øre mindre i timeløn. Dette absolutte brud på en overenskomst tog forbundet sig af. DSB gik med til at betale for den ene overarbejdstime i henhold til tariffen. Samtidig lagde man fra „arbejdsgiverens“ side ikke skjul på, at overenskomsten skulle opsiges. Men Madsen-Mygdals blodtørst var endnu ikke mættet. I september lod magthaverne tilgå fagforeningerne meddelelse om, at al fortsat hjælp til arbejdsløse bortfaldt fra 1. oktober. Intet under, at sort fortvivlelse prægede mange hjem, og at hjælpekassens og byrådets socialdemokratiske medlemmer drøftede spørgsmålet med Arbejdsmændenes Fagforenings bestyrelse, om at få kommunen til at sætte så meget nødhjælpsarbejde som muligt i gang. Men med det foregående års erfaring var man klar over, at det ikke kunne nytte at kræve kommunens timeløn, der lå 19 øre over entreprenørernes, overført på nødhjælpsarbejde. Efterhånden lykkedes det da også at få en del jordarbejder igang. I oktober måned afholdt arbejdsmændene en bazar til fordel for de arbejdsløse, som var berøvet enhver form for understøttelse. Denne bazar gav ca. 7000 kr. i overskud.

Under disse usikre forhold tilrådede forbundet afdelingerne ikke at opsige deres lokale overenskomster. Ved årets slutning opsagde arbejdsgiverne derimod overenskomsterne for Oliemøllens, teglværkernes og brolægningsarbejderne.

I al stilfærdighed havde Arbejdsmændenes Fagforening skiftet formand på generalforsamlingen den 27. juli. Dette kom ingenlunde som et lyn fra en klar himmel. Chr. Nielsen, der i århundredets begyndelse, da medlemsantallet var langt mindre og arbejdet lettere at overskue, var en god formand, kunne på sine ældre dage ikke løfte den tunge arv efter Ravn. Dertil havde Peder Poulsen, som var yngre af år, flittig deltager i organisationsarbejdet og kom lige fra en af havnens store, livlige arbejdspladser, langt større forudsætninger. Poulsen, der er født den 27. april 1879 i Thy, havde fra barndomstiden været dus med det slid, der kræver muskler og udholdenhed. Han gik ind til formandsarbejdet i en vanskelig tid. Men Poulsen klarede opgaven. Han var snu og klog i tilrettelægning af sit arbejde, og han var en snedig og smidig forhandlingsmand. Kun sjældent lod han den „knyttede“ næve falde til slag, men i så fald kunne slaget være „dræbende“. Gennem 11 år udfyldte Poulsen da også sin formandsplads så godt, at han i 1938 blev valgt til forretningsfører indenfor forbundet. Ved sin 70-årige fødselsdag i 1949 blev han gjort til æresmedlem af Dansk Arbejdsmand Forbund.

1928: Borgfred! For den gamle „tandløse kælling“ (regeringspressen om Arbejdsgiverforeningen) har der muligvis foresvævet en tanke om, at Madsen-Mygdals plyndringstogt på arbejderes og småkårsfolks tidligere skabte sociale rettigheder, alligevel blev drevet for vidt. Den alvorlige og stedse stigende arbejdsløshed, trykkende kontingensudskrivninger til arbejdsløshedskasserne og regeringens iøvrigt kyniske forringelse af Arbejdsløshedskasseloven, kunne nok indbyde arbejdsgiverne til at vove en dyst for at få arbejdslønnen presset ned og arbejdsvilkårene forringet på andre områder. Arbejdsgiverforeningen havde tidligere vist, at den havde gebisset i orden. Regeringen var en god vejviser. Arbejdsgiverne, der åbenbart har været betænkelig ved at blæse op til en konfliktsituation, havde kun opsagt få overenskomster til udløb i 1928, og arbejdsmændene, der havde som opgave at beskytte sig mod alle reduktionslyster fra arbejdsgivernes side, havde indskrænket sig til at opsige få og mindre lokale overenskomster. Den store hær af arbejdsmænd kom således gennem året uden brydninger af større betydning. Esbjerg afdeling opnåede at få overenskomsterne for teglværkerne og Oliemøllens arbejdere bragt i orden uden lønreduktion, hvorimod fiskekasseslåerne måtte afgive nogle få procent af deres akkordsatser. Vort antisocialistiske byrådsflertal skulle selvfølgelig også vise, at det kunne pippe under den store regeringshøvdings vinger, og resultatet blev, at det fastansatte mandskab ved kommunen måtte ned i løn, hvorimod det lykkedes formanden under en forhandling med magistraten at bevare de løsansatte folks timeløn ubeskåret. Under forhandling med Fællesforeningen blev for arbejdsmændenes vedkommende til en begyndelse nået følgende resultat: Ugeløn 49 kr.. I sygdomstilfælde fuld løn i sygekasseunderstøttelsen i 10 uger og 6 dages sommerferie. Med „De forenede Isværker“ blev der også opnået overenskomst. Lidt fantasi og kombinationsevne må der til, hvis man skal lave et ikke alt for tåget og ulogisk festskrift ud af et til tider mangelfuldt materiale. Man vil huske, at DSB i 1927 øvede et attentat på 8-timers dagen. På en ekstra generalforsamling i Arbejdsmændenes Fagforening den 12. marts 1928 spurgte en af statsbanernes ekstraarbejdere om, hvorledes det gik med arbejdsforholdet for DSB’s arbejdere. „Formanden gav de fornødne oplysninger“. Punktum! Se denne forklaring i protokollen er just ikke oplysende. Men på et møde for DSB’s ekstraarbejdere den 23. marts 1928 bliver man dog klar over, at attentatet er mislykket, idet DSB ønsker arbejdstiden omlagt fra kl. 7,30-17 med 1/2 times frokostpause og 1 times middagspause. 8-timers dagen var bevaret. Forbundet havde dog udtalt ønske om at få dette spørgsmål udsat, da der endnu ikke havde været ført forhandlinger med DSB’s hovedledelse. Vognmand Bruuns arbejdere fik ved forhandling tilkendt 8 dages sommerferie. Det kan næsten betragtes som en selvfølge, at regeringen fortsatte lønnedskæringen på sin vis. Efter en måneds „ferie“ måtte arbejderne atter betale 1 kr. ekstra pr. uge til arbejdsløshedskassen, foreløbig i 14 uger. Dette og meget mere fik arbejdsmændene til at arrangere et offentligt møde med landstingsmand Carl Jensen, Esbjerg, og forretningsfører Valdemar Petersen, København, som talere over emnet „den faglige og politiske situation“. På mødet blev det stærkt understreget, at meningen med regeringens udsultningspolitik var den at sende folk i stort tal på fattigvæsenet. Mødet resulterede i vedtagelse om både faglig og politisk sammenhold, med det formål atter at bane vej, for en lysere tilværelse for det arbejdende folk.

I december opnåede murerarbejdsmændene gennem en længere forhandling at få deres arbejdsforhold således forbedret, at de frafaldt en tidligere vedtagelse om at få deres overenskomst opsagt. Havnens arbejdere vedtog at søge lokale forhandlinger, om visse forhold i deres tilværelse på arbejdspladserne ændret, forinden de ville tage skridtet til opsigelse, og kuske og chauffører indtog samme standpunkt. Til de finske transportarbejdere, som var i konflikt, blev der - trods mørketidens fortvivlede følger - indsamlet 561,15 kr.

1929 byder - fagligt set - på en oplevelse, som ikke hører til hverdagsbegivenheder. I efteråret 1928 var arbejdsmændene og arbejdsgiverforeningen blevet enig om, at man skulle søge at forhandle sig til rette om en forlængelse af de overenskomster, som udløb først på året 1929, og forsåvidt der ikke kunne opnås enighed med hele den hærskare af arbejdsgivere, der skulle forhandles med, blev opsigelsesfristen fastsat til inden den 24. november for begge parter. I nogle tilfælde opnåedes der enighed om forlængelse, medens det ikke var muligt at opnå enighed i andre. Også om lokale overenskomster forhandledes der med nogenlunde samme resultat. Vi har set, at murerarbejdsmændene i Esbjerg blev enige med deres arbejdsgivere. Men rundt omkring var der buler i blikspanden. Og Dansk Arbejdsmands Forbund så sig derfor nødsaget til at sende Arbejdsgiverforeningen en række overenskomstopsigelser, da en del af båndene brast. Arbejdsgiverforeningen fremsatte den påstand overfor retten, at den første serie opsigelser var ugyldige, fordi de for det første var kommet Arbejdsgiverforeningen for sent i hænde (1 minut over kl. 24) og for det andet, fordi de skulle have været sendt til underorganisationerne og for det tredie, at masseopsigelser (dette gjaldt også senere opsigelser) var stridende mod efterårets aftaler. Der opstod nu langvarige stridigheder om denne opsigelsessag, og rettens kendelse af 26. marts 1929 var sålydende: Samtlige ovenomhandlede af Dansk Arbejdsmandsforbund foretagne opsigelser af overenskomster til ophør henholdsvis 1. februar, 15. februar, 1. marts, 1. april og 15. april 1929 bør være ugyldige, alene med undtagelse af opsigelserne pr. 1. april af overenskomsterne med Skandinavisk Gummi Kompagni i Odense og Aarhus Vognmandsforretning, for så vidt angår mejerikuske. Sagens omkostninger betaler forbundet med 300 kr.

Dermed var overenskomstsituationen for 1929 faktisk bragt til ophør, og de gamle aftaler rullede videre. Helt undgå forhandlinger med arbejdsgiverne lod sig trods retskendelse - ikke opføre. Den 15. januar meddelte Peder Poulsen ekstraarbejderne ved DSB, at det nu endelig efter 1,5 års forløb var lykkedes forbundet at få en overenskomst istand med den store vognmandsforretning, og efter at have redegjort for enkelthederne i overenskomsten, udtalte flere medlemmer sig anerkendende om resultatet.

Den hårde „isvinter“ gav Esbjergs arbejdsmænd en uanet og kærkommen chance. Byens havn var den eneste isfri i hele landet, og den ene damper efter den anden blev dirigeret hertil. Det var et stolt syn at se den mægtige handelsflåde, som anløb Esbjerg Havn for at blive losset, og at være tilskuer til de mange kraftige arbejderes lynhurtige tempo under losningen. Men nægtes kan det ikke, at der også opstod visse vanskeligheder i forbindelse med den mægtige invasion fra alverdens havnebyer. Navnlig kneb det med at skaffe jernbanevogne i tilstrækkeligt tal, til at befordre de store godsladninger rundt i landet. I al denne travlhed var det umuligt at få fuldt afregnet skib for skib, og at få spørgsmål om ventepenge løst. Det gjaldt om at få arbejdet fra hånden. Resten måtte vente. Men særlig kissejaw med at få efterbetalingsspørgsmål bragt ud af verden havde arbejdsgiverne ikke. Ikke før sidst i april kunne formanden meddele, at de fleste efterbetalinger havde fundet sted. Med ventepengene måtte det vente. Enighed derom kunne ikke opnås. Hvad murerarbejdsmændene angik havde der været lidt røg i køkkenet. Men det havde til syvende og sidst vist sig, at murermestrene var til at få i tale således, at de ved forhandlingerne i december 1928 opnåede fordele bibeholdtes. Æg- pakkeriarbejderne opnåede en ny overenskomst, hvis hovedindhold var en ugeløn på 48 kr. 48 øre samt 6 dages sommerferie for de arbejdere, der var beskæftiget hele året. Arbejdere, som var beskæftiget 13 uger inden 1. september fik 4 dages ferie. Også overarbejde og ulykkesforsikring blev på en antagelig måde indflettet i overenskomsten. Spørgsmålet om havnearbejdernes ventepenge gik til voldgift. Støberiarbejderne opnåede ved forhandling 2 øre mere i timen. Set med en organisationsmands øjne fandt en trist begivenhed sted, idet det blev opklaret, at syv lastbilchauffører arbejdede for underbetaling. De to af disse idømtes hver 200 kr. i bøde, medens resten slap med en skarp advarsel. Til beboerne på De gamles Hjem bevilgedes 50 kr. til hjælp til en fane.

Et par bemærkelsesværdige organisationsmæssige begivenheder fandt sted. På arbejdsmændenes kongres i februar vedtoges det, at Dansk Arbejdsmands Forbunds hovedbestyrelse fik bemyndigelse til under visse forudsætninger at genindmelde forbundet i De samvirkende Fagforbund Dette forslag var vedtaget med 180 stemmer mod 175 stemmer. Et forslag i Esbjerg-afdelingen om at genindtræde i Fællesorganisationen blev forkastet.

Strenge herrer regerer ikke ret længe, siger et gammelt ord, men det vil være rigtigst at tilføje „i et demokratisk styret land“. Dette ords sandhed måtte Madsen-Mygdal erkende ved valget den 24. april 1929. Den dag rottede arbejdere og småkårsfolk sig sammen som aldrig før, med det resultat, at reaktionens „høvding“ måtte pakke sin vadsæk. Stauning trådte i stedet. Håbets glimt tændtes atter i de tusinder af små hjems spartanske stuer. Skovarbejderne hilste hurtigt det nye styre med tilfredshed. Den 1. oktober 1928 havde „høvdingen“ atter været i gang med nedskæringskniven overfor disse arbejdere, idet han da fratager dem fra 1-3 pct. mere end pristallet berettigede til, og en af hans sidste regeringshandlinger var den, at han dikterede en ny lønreduktion fra 1. marts 1929 på fra 3-8 pct. yderligere på akkorderne, og en reduktion på timelønnen fra 76-66 øre. Dette forhold blev imidlertid rettet op igen efter socialdemokratiets store valgsejr.

I Esbjerg sikrede arbejderpartiet sig også flertal i byrådet i foråret 1929 - en valgsejr, som de små i samfundet ikke kom til at fortryde. Mod årets slutning opsagde teglværksarbejderne, murerarbejdsmændene, Oliemøllens arbejdere, kuske og chauffører, lager- og pakhusarbejderne i Esbjerg deres overenskomster.

En „høvding“s fald! Madsen-Mygdal, der i årene 1926-1929 havde redet Danmark som en mare og drevet en tøjlesløs jagt på småkårsfolks skalpe, havde, som vi allerede har hørt, måttet bøje sig for overmagten. Hans fødder var blevet kolde. Hvad arbejdsgiverne ikke kunne hitte på i deres forsøg på at trykke arbejdslønnen, skønt den store „økonomiske doktor“ havde skrevet recepten til dem, kunne Madsen-Mygdal og hans medhjælpere klare på anden måde. For ikke at tale om den store nedskrivning af de sociale reformer betød regeringens langvarige udskrivning af ekstrakontingenter på 1 kr. pr. uge en nedgang i timelønnen på godt 2 øre for de arbejdende, og endnu tungere ramte nedskæringen de arbejdsløse og aldersrentenyderne. Det er derfor forståeligt, at det danske samfund for stedse afskrev denne „hårde høvding“. Og Danmarks hidtil største statsmand - i hvert fald siden Grundloven blev givet - cigarsorterer Th. Stauning overtog for en lang årrække førerskabet i Danmarks hus. Tågen lettede! - I den sidste del af 1920erne begyndte der i arbejderkredse at rejse sig en stemning for at komme bort fra pristalsreguleringen, idet man ikke helt uden grund hævdede, at denne beregningsmetode for lønudligning i det lange løb kun førte til en march på stedet. Når pristallet bevægede sig mod skyerne, kom arbejdslønstigningen kravlende bagefter. Til gengæld kunne der også vindes lidt, når pristallet bevægede sig i modsat retning. Men reallønnen blev i det store og hele den samme, bortset fra en smule tillæg til de allerlaveste lønninger i byerne. Men dertil kom, at mange arbejdere fattede mistillid til pristalsudregningen, idet man gik ud fra, at denne ikke var i arbejdernes favør. Da man tilmed ligesom følte, at såvel bedre beskæftigelsesforhold som prisfald lå i luften, blev det en temmelig udbredt opfattelse, at pristalsberegningen måtte glide ud af de fremtidige overenskomster, og denne opfattelse sætter da også sit præg på de lønaftaler, som blev indgået i 1930.

1930: Men før vi ser lidt på årets overenskomstforhold, skal den ærede læser overraskes med en enestående glædelig nyhed, som fagforeningsformanden kunne fortælle sin bestyrelse på et møde den 8. marts 1930, nemlig den, at det snart årgamle spørgsmål om havnearbejdernes ventepenge under is-perioden året forud „allerede“ var bragt i orden i arbejdernes favør, og at arbejderne nu kunne få deres tilgodehavende udbetalt gennem fagforeningen. Ved en så chokerende meddelelse får man indtryk af, at arbejdsgiverne i hine dage mente, at arbejderne hørte til den samfundsklasse, der stopfodrede bankerne med penge til udlån.

Vi glider nu ind i det kendte forhandlingsvirke. Arbejdsgivernes stående kliché om ikke at gøre en antydning af indrømmelse overfor arbejderne. Arbejdsmændenes nødtvungne strejkevarsler for en række brancher, blandt andet teglværksarbejderne samt olieindustriens folk, med arbejdsnedlæggelse fra d. 25. marts overfor en lang stribe af arbejdsgivere. Følgende lockout-trussel.

Forligsmandens held til at bringe de stridende parter sammen og udsættelse af strejken. Og nu kom der skred i forhandlingerne, hvorved der opnåedes betydelige forbedringer både lønmæssigt og på anden måde, for de af overenskomstsituationen berørte arbejdere. Ved samme lejlighed blev en gennem mange år standende strid mellem arbejdsmændene og entreprenørforeningen bragt til ophør på en for arbejdsmændene så værdig måde: (7 øre mere pr. time og bedre akkord) at den hvert år siden har bragt mange millioner kroner mere hjem til de mange tusinder af medlemmer, som arbejdede i denne eller beslægtede brancher. Senere måtte en række andre overenskomster passere skærsilden. Transportarbejdere, murerarbejdsmændene, havne-, lager- og pakhusarbejdere samt kuske og chauffører. Peder Poulsen redegjorde for Forligsmandens mæglingsforslag, der skulle til urafstemning, og i Esbjerg vedtoges med 211 stemmer mod 33. Timelønnen blev hævet fra 98 øre til 105 øre og ugelønnen med kr. 2,40 samt forhøjelse af akkordpriserne. Ekstraarbejderne ved banen opnåede i april 7 øre mere pr. time samt akkordafsavnstillæg fra 10-20 pct., hvor akkord ikke kunne gennemføres. Støberiarbejdsmændene indgik på et mæglingsmøde i maj på 3 øres timelønstillæg. Men de havde den fordel at kunne hæve lønnen i overenskomstperioden. De kommunale arbejdere fik først deres løn hævet den 22. november, men til gengæld med tilbagevirkende kraft fra d. 15. april. Fiskepakkerne fik deres timeløn fastsat til 1,16 kr.. En del af de afsluttede overenskomster havde gyldighed 1 år, medens andre skulle løbe i 2 år. For alle overenskomster gjaldt det, at den såkaldte pristalsregulering bortfaldt.

Overenskomsten med entreprenørforeningen indeholdt en række akkordsatser, og det samme var tilfældet med murerarbejdsmændene. For at arbejderne ikke skulle blive snydt deres penge fra, når arbejderne var udført, vedtoges det for første gang i Esbjerg fagforenings historie at ansætte en fast opmålermand, som skulle aflønnes med 1 pct. at hovedsummen. Hertil valgtes Chr. Pedersen, som sammen med formanden deltog i et 8 dages kursus på Roskilde Højskole for at komme „til bunds“ i overenskomsten for murerarbejdsmændene samt jord- og betonarbejderne. For Chr. Pedersen har dette kursus åbenbart været noget af en ferie. Thi han var en født regnemaskine - et unikum på sit felt. Desværre fik han som følge af et ulykkestilfælde en alt for tidlig død.

Til årets muntre oplevelser kan nævnes, at et stort foderstoffirma havde gjort den sensationelle opfindelse, at skibenes besætning udmærket kunne losse korn- og foderstoffer, som ankom til forretningen. Opfindelsen blev også prøvet, men da et skibsmandskab havde forket 300 tons foderstoffer i land, opgav man at søge patent på opfindelsen. I stedet opfordrede man havnens arbejdsvante mænd til at losse resten af skibets ladning. Det var de også villige til, men ikke før de fik tilsagn om at få betaling også for de første 300 tons, som var bjerget. Dette tilsagn fik de.

Mod årets slutning stod den igen på overenskomstopsigelser, særlig fra arbejdsgivernes side, bl. a. for arbejderne i jern- og metalindustrien og teglværksarbejderne. I den anledning skulle der afholdes nogle delegeretmøder i København i december måned, og til disse valgtes ialt 6 repræsentanter.

1931: På dybets bund i min sjæl ligger i skjul trangen til at føre en eneboers tilværelse. Det hænder, at denne trang dukker op fra dybet, og så søger jeg at få fat i en fortælling eller bog om en eneboers tilværelse, eller som surrogat en bog om primitive menneskers færden på afsides egne af jorden. Bogen er en af vore største og værdifuldeste skatte. Når jeg kan holde mine primitive tilbøjeligheder i tømme, er min bedste underholdning sociale og historiske romaner og skrifter, fordi de yder en stærk historisk ballast, til forståelse af den sociale udvikling gennem årtusinder. Og selv om en eller anden forfatter lejlighedsvis har følt sig forledt til at fikse lidt op på sin historisk betonede person med lånte fjer, står kendsgerningerne om problemet som regel fast. Det er en historisk kendsgerning, at den tilsyneladende begyndende opblomstring af vore beskæftigelsesmæssige muligheder her i landet i 1929 - muligheder, som førte til forholdsvis gode faglige resultater i 1930, desværre viste sig at være af en hurtig forbigående karakter. Udviklingen i de store lande med et voldsomt prisfald, navnlig i årene 1930-31 satte et uundgåeligt præg på vort lands økonomi og vore produktionsmuligheder, thi der findes næppe på hele jordkloden et eneste land, der har så stor en samhandel pr. indbygger med andre lande som Danmark. Afspærring, indførselsforbud, stigning i toldsatserne og indgreb overfor samhandelen med omverdenen blev bitre nødvendige foranstaltninger i snart sagt alle lande. I 1930 klarede vi os så nogenlunde, men så var det sket. Uden at ville foregribe tingenes gang skal blot nævnes et par tal, som kaster et lys over vanskelighederne herhjemme. Smørret faldt i perioden fra 1929-32 fra 321 øre til 195 øre pr. kg. I januar 1932 kunne man købe det fineste rødstemplede eksport flæsk til en pris á 62 øre pr. kg. Da landbruget tillige havde øget deres prioritetsgæld stærkt bl. a. med en større eksport for øje, vil man forstå, at disse mennesker, som under og umiddelbart efter krigen ligefrem vadede i penge, delvis ophørte med at være købere af industriprodukter eller lade arbejder udføre ud over det, dagliglivet krævede. Cigaren blev erstattet med en pibe tobak, læderfodtøjet med et par træsko og tøjet vel vendt en gang, når luven var slidt af den ene side. Det var derfor under mørke skyer, fagorganisationernes ledere måtte frem til forhandlingsbordet i 1931. Trods arbejdsgiverforeningens krav om lønnedsættelse, lykkedes det dog fagforeningen i Esbjerg at få ægpakkeriarbejdernes løn presset i vejret med 2 kr. 40 øre pr. uge først i februar. Men så var det også slut med at presse den overenskomstmæssige løn i vejret. Kravet lød derimod på 10-20 pct. lønnedskæring på de overenskomster, som udløb i foråret. Forhandlingerne gik i hårdknude. Arbejdsgiverforeningen udstedte lockoutvarsler, og Forligsmanden måtte anstrenge hjernen og spænde musklerne for at finde en vej udenom den store katastrofe. Hans forslag blev formuleret som en helhedsafgørelse for samtlige fag, hvilket vil sige, at et enkelt fag kunne kuldkaste hele forslaget. Lønreduktionerne varierede nogenlunde mellem 3-5 pct. Dog var der sat den grænse nedefter, at ingen lønninger kunne komme ned under 1,10 kr. i timen. Når man erindrer, at pristallet var faldet fra 177 til 159 points, altså godt 10 pct. siden sidste lønregulering, kan det ikke påstås, at forligsmanden øvede attentat mod reallønnen. Dansk Arbejdsmands Forbund, som indkaldte til en ekstra kongres, hvori 5 delegerede fra Esbjerg deltog, vedtog da også mæglingsforslaget med 268 stemmer mod 122. Det eneste forbund, som stred imod, var Dansk Skotøjsarbejderforbund. Men dette til trods aflyste Arbejdsgiverforeningen lockouterne for alle fag, der havde vedtaget mæglingsforslaget. Dansk Arbejdsmands Forbund, som i første omgang ville have fået 30-40.000 mand på gaden, blev forskånet for denne kalamitet.

Fortolkningen af en række detailspørgsmål stod tilbage. Fortolkningsproblemer gjaldt stadig i høj grad havnens folk. I den første del af året holdt havnearbejderne et møde, ved hvilket det blev oplyst, at et havnefirma havde indleveret 468 kr. til en landsretssagfører - penge, som nogle arbejdere havde til gode, men man skulle først være færdig med at tyde en ny bestemmelse i overenskomsten af 1930. Lad mig af personlig belæring her indskyde den bemærkning, at en fagforeningstillidsmand i mange tilfælde skal have ikke så lidt mere med hjemmefra end mangen såkaldt cand. jur. har, blandt hvilke der findes overnervøse kontoristtyper. (Dette være sagt uden forklejnelse af dygtige jurister og kontorfolk) der næppe engang evner at sidde på et petroleumsopvarmet kontor og skrive fragtbreve. Sådanne hejgutter ville arbejderne være dårlig tjent med at have siddende bag skriveborde og gøre sig hæderlige anstrengelser for at se kloge ud. Nuvel, jeg kender blandt arbejdernes tillidsmænd, fanden-i-voldske kammerater, som kan rive sig løse ved lejlighed, tage en tår over tørsten og springe over vognstjerten, men når de kommer til forhandlingsbordet for at varetage deres standsfællers interesser eller skrivepulten for at regne en akkord ud, er de nøgterne, og da kan ingen fanden rokke dem fra den forstandsmæssige og realitetsbrolagte vej. Havnearbejderne fik da også, så snart der var tid dertil, deres fortolkningsspørgsmål løst. Arbejdsgiverne synes derimod at have været mere tungnemme, hvad forståelse af overenskomster drejede sig om. Sidst i marts så havnens folk sig nødsaget til at få en voldgiftskendelse afsagt, for at arbejdsgiverne kunne lære at forstå meningen med overtrædelsen af tidspunktet for arbejdets påbegyndelse, når en damper eller motorskonnert skulle befries for dens indhold. En teglværksejer havde midt i den lyse sommertid drømt, at han sådan uden videre kunne sætte arbejdslønnen på fabrikationen af hans tagsten ned fra 20 til 14 kr. Men en voldgiftskendelse bragte ham tilbage til virkeligheden. En sag om trælosning måtte til voldgift, det samme gjaldt en sag om en murerarbejdsmand, hvis akkord-tilgodehavende, der skulle toldes lidt af trods opmålermandens retfærdige protest. Således vandrede den ene sag efter den anden voldgiftens trange vej. På oktober generalforsamling kunne Peder Poulsen glædeligvis oplyse, at samtlige voldgiftskendelser i årets løb var afsagt i arbejdernes favør. Jerne sogneråd, der på få år nær har ført 2-øres sparegrispolitikken, mente i 1931 at have fundet „de vises sten“, idet det udbetalte arbejderne 1,05 kr. i timen for at støbe cementrør. Ak, disse kloge hoveder havde endnu ikke lært eller forstået den ny tids samfundslære, hvori fagforeningerne også spiller en rolle. Men lidt lærte sognerødderne dog ved denne lejlighed, nemlig at timelønnen skulle og blev hævet til 1,26 kr. pr. time. Sparegrisen måtte lade livet denne gang.

At tidevandet var vendt i social henseende, efter Staunings tilbagevenden til regeringens formandspost, fremgår bl. a. af en meddelelse på oktober generalforsamling, hvor alle medlemmer, som havde opbrugt deres ordinære understøttelse, blev opfordret til at gå til kontrol af hensyn til at få krisehjælp udbetalt. Arbejdsmændenes kontormedhjælper, chauffør Chr. Pedersen, havde taget sin afsked, da han var blevet ansat som socialundersøger. I hans sted antoges inkassator Andreas Andersen, og Th. Christensen blev inkassator. Årets ekstrabevillinger var ikke omfattende: Fagforeningerne skænkede den ombyggede og restaurerede Esbjerg Arbejderhøjskole en smuk hovedindgangsdør, og til dette formål tegnede arbejdsmændene sig for 50 kr. 200 kr. blev bevilget til fremstilling af en film fra Esbjerg by- og havnevirksomheder. Et overskud på 22 kr. fra en aftenskoleklasse for de murer- samt jord- og betonarbejdere, der havde taget et grundigt kursus i tarifregnemetoden, blev bevilget som ekstratilskud til lærerne.

Den sidste dag i 1931 døde Lyngsie i en alder af 67 1/2 år. Danmarks største arbejdsmand og agitator, der havde hævet sin stand op fra trællekår til fribårne mænd, var ikke mere!

1932: Gærende uro! Hvis et historisk skrift skal være objektivt, må man ikke glide uden om de skarpe kanter. Dette kan ingen være tjent med. Selvom den socialdemokratiske arbejderbevægelse kan siges at være fagbevægelsens helbroder, kan det dog ikke nægtes, at der gennem årene har dannet sig sekteriske bevægelser blandt arbejderne - bevægelser, der indenfor fagbevægelsen har søgt at skabe uro under opbygningen og styrkelsen af det værn, som fagforeningerne er på arbejdspladserne og for hjemmene, og som såvel indefra, men dog i særlig grad udefra har søgt at undergrave sammenholdet i arbejdernes politiske bevægelse: Socialdemokratiet. Og når man læser historien igennem vil man se, at de sekteriske bevægelser altid har haft lyntogsfart på i agitationen, når arbejderne havde ledelsen af regeringen i kraft af det største parti, selvom der endnu aldrig har stået et flertal bag den på Rigsdagen og i de kommuner, hvor arbejderpartiet havde afgørende indflydelse indenfor lovens begrænsede område. Stauning havde påtaget sig at lede vort land gennem den voldsomste økonomiske krise, der indtil da var væltet ind over vort lands grænser i dette århundrede, og dertil hørte statsmandskunst, og man skulle synes, at arbejderne og landbrugerne i sluttet trop måtte slutte kreds om denne mand, for at han kunne hjælpe dem frelst gennem brændingen, da det ikke mindst var disse samfundsklasser samt småkårsfolk i al almindelighed, det kneb at holde hovedet ovenfor vandet. Som antydet måtte Stauning allerede tidligt i efteråret søge støtte i Folketing og Landsting for at få gennemført en kriselovgivning, der kom land- og byboere og småkårsfolk til hjælp. Og til dette formål vandt han forståelse såvel hos de radikale som de konservative.

Venstre slikkede endnu sårene fra deres store valgnederlag. For arbejdernes vedkommende lød lovforslaget på 70 dages ekstra arbejdsløshedsunderstøttelse til langvarigt arbejdsløse, men i januar 1932 sluttede alle fire store partier op om en forlængelse af kriselovgivningen, idet mange af arbejderne allerede på det tidspunkt havde opbrugt deres første 70 dages understøttelse og måtte ty til hjælpekassen. Når jeg hele mit liv - også under langvarige arbejdsløshedsperioder, har stemt socialdemokratisk, har jeg både af idealistiske og egoistiske grunde gjort det, af hensyn såvel til mine klassekammerater som mig selv, fordi jeg har følt og set, at småkårsfolks interesser bedst blev varetaget af dette samfundsparti, der er vor egen politiske sammenslutning. Og det har altid været mig ubegribeligt, at nogle arbejdere har kunnet stille sig udenfor denne solidaritetstanke. Medens Madsen-Mygdal kunne foretage sin ublufærdige nedskæring på sociale foranstaltninger, uden at jeg i arbejdsmændenes forhandlingsbøger har kunnet finde så meget som et pift fra „yderliggående“ klassefællers side, skal jeg love for, at de kom til mæle, da Stauning begyndte sin redningsaktion. Nu kunne det ikke gå stærkt nok, og nu kunne hjælpen ikke blive stor nok. Man nedsatte såkaldte „arbejdsløshedsudvalg“, som skulle arrangere aktioner, afholde møder osv.. I begyndelsen af januar fik man indkaldt til et par ekstra generalforsamlinger indenfor Arbejdsmændenes Fagforening, hvor man svovlede mod den siddende regering, byrådet og hjælpekassens bestyrelse. På det sidste af disse møder måtte hjælpekassens formand gøre opmærksom på, at selvom det havde været lovligt at gennemføre en ordning med fastlagte satser til de arbejdsløse, så ville en honorering af de krav, arbejdsløshedsudvalget stillede, medføre, at de arbejdsløse i mange tilfælde ville opnå højere understøttelse, end en stor del af de arbejdende tjente i deres ansigts sved. Nå, flertallet af arbejdsmand lod ikke deres bundfældte solidaritetsfølelse kvæle i opflammende taler og håbløse løfter. De mente deres faglige interesser bedst varetaget gennem deres gamle prøvede organisationer og deres ledere. Formentlig af den grund blev et forslag, som blev stillet på arbejdsmændenes generalforsamling den 1. februar 1932 om økonomisk støtte til „arbejdsløshedsudvalget“, forkastet.

Havnearbejderne lagde for med opsigelse af overenskomsten, hvilket blev vedtaget den 12. januar, og derefter fulgte kuske og chauffører (dog ikke for A/S Esbjerg Omnibilers vedkommende) samt fiskepakkerne, hvis løn i forhold til arbejdets karakter hidtil havde været meget spartansk. Men den forbistrede økonomiske krise og deraf følgende mægtige arbejdsløshed var ikke egnet til lønmæssige fremstød. Arbejdsgiverforeningen omgikkes derimod med tanker om at benytte den syge samfundstilstand til at trampe arbejderne ned i dyndet, og med det smukke formål for øje havde den ladet sine medlemmer opsige alle de overenskomster, det var gørligt, og for at klargøre, at der var alvor med i spillet udstedtes 1. lockoutvarsel allerede den 22. januar og andet varsel fulgte den 2. februar - et varsel, der så godt som skrabte bunden i fagorganisationerne. Kravet bag disse fra arbejdsgivernes side udstedte trusler var, at lønnen skulle skæres ned med 20 pct., derefter prisregulering med pct. for pct. Og endelig skulle overenskomsterne være gældende i 3 år. Forligsinstitutionen, som arbejdsgiverne tilsyneladende aldrig har været bange for at sætte i arbejde, måtte atter i sving. Forligsmanden stillede kort og godt det forslag, at samtlige de i 1932 udløbende overenskomster skulle forlænges eet år. Da arbejdsgiverne ikke opnåede nogen håndsrækning fra den side, gik de i tøjet. Mange dage var der ikke levnet parterne til at tage stilling til forslaget. Arbejdsmændene fik hverken tid til urafstemning eller indkaldelse af kongres, hvorefter hovedbestyrelsen traf afgørelsen og gik ind for forslaget. At så snæver en kreds indenfor Dansk Arbejdsmands Forbund traf afgørelse i et så vigtigt spørgsmål blev senere genstand for stærk kritik på en generalforsamling i Esbjerg afdeling. Men et forslag om, at enhver faglig overenskomstforhandling skulle til urafstemning blev forkastet. Peder Poulsen opnåede endda på en velbesøgt generalforsamling at få sin svære synd tilgivet med alle stemmer mod 21. Men selvom overenskomsten nu var i orden eet års tid fremover, skal man ikke lade sig forlede til at tro, at fagforeningsformanden og de øvrige tillidsmænd kunne lade hvilen falde på sig i de kommende måneder. Forhandlingsbogen afslører, at der i årets løb blev afholdt ca. 60 møder og generalforsamlinger. Dertil kommer det ikke særlig stærkt refererede utal af forhandlingsmøder, mæglingsmøder og så f.eks. arbejdsløshedsudvalget opgav selvfølgelig - havde jeg nær sagt - ikke ånden, fordi et flertal indenfor arbejdsmændene satte det stolen for døren. Udvalget var jo sat til at fiske i rørte vande. Dets medlemmer fablede, som digteren skriver, om bedrifter i det blå, mens arbejdernes tillidsmænd fortsatte deres målbevidste realitetsarbejde til gavn først og fremmest for dem, der var henvist til lediggang. De kaotiske forhold skabte lavvande i arbejdsløshedskasserne, hvorfor der fra 1. april blev pålignet medlemmerne 1 kr. pr. uge i ekstrakontingent i 25 uger. Fagforeningen i Esbjerg havde imidlertid sin kassebeholdning i så fin stand, at den kunne bære de første 12 ugers ekstraudgifter. Det fortjenes at nævnes, at Søren Olsen i en meget lang årrække havde gjort tjeneste som pennefører, og at han i den anledning blev hædret med en gave for 30 års trofast arbejde i fagforeningens tjeneste. Hans efterfølger blev Oskar Svendsen. Kirkegårdenes- og forskønnelsesudvalgets arbejdere dannede klub i 1932. Arbejdets fordeling spillede en ikke uvæsentlig rolle under de vanskelige beskæftigelsesforhold. Eksempelvis kan nævnes, at arbejdsmændene vedtog at udføre det store kloakeringsarbejde i Rørkjær på timeløn i stedet for akkord. Partfiskerne stiftede samme år deres fagforening for derigennem at undgå vilkårlighedens lov.

Kassereren måtte tilbagevise en kritik over, at der i de trangeste måneder havde været for stort mandskab på kontoret. Alene i krisehjælp var der udbetalt over 100.000 kr., hvilket gav forøget arbejde. Ved en generalforsamling den 4. juli, hvor der bl.a. skulle vælges delegerede til den forestående kongres, blev der stillet en række forslag til behandling på arbejdsmændenes rigsdag, men kun et blev vedtaget, nemlig annullering af Septemberforliget. Til kongressen valgtes 5 og til arbejdsløshedskassens møde 6 delegerede. Sidst i august måned vedtoges det at påbegynde indbetaling af 1 kr. pr. måned i ekstrakontingent fra d. 1. oktober. Ved samme lejlighed oplystes det, at arbejdsløshedskasserne kørte med et underskud på ca. 14 mill. kr. Ved dette møde opnåede de yderliggående elementer at få en bette fjer i hatten, idet de fik vedtaget en protest mod ekstrakontingentet. Kassereren aflagde beretning om kriselovene, der var blevet vedtaget af Rigsdagen, og ifølge hvilke enhver arbejder, som havde opbrugt sin ordinære understøttelse, kunne få udbetalt fortsat hjælp efter arbejdsløshedsloven. Den 4. november oplyste formanden, at der skulle betales 1 kr. ekstra pr. måned af hvert medlem til hjælp til dækning af de 70 dages ekstraunderstøttelse, der var udbetalt arbejdsløse efter 1. maj.

Man vil med lidt god vilje af disse økonomiske problemer forstå, at der ikke, som i Madsen-Mygdals tid, var tale om at tage fra de fattige og give til de rige i form af skattelettelser på de store formueforvaltere. Der var langt nærmere tale om at udjævne krisefattigdommens vilkår så godt, som arbejdernes politiske magtstilling tillod. Men det er givet, at disse lempelser for samfundets svagest stillede, har været godt „stof“ for dem, der ikke forstod tidens vanskeligheder.

Såvel Peder Poulsen som Chr. Pedersen havde i årets løb en del skærmydsler på arbejdspladserne. Poulsen fik havnens forhold bragt i orden. Derimod kneb det Chr. Pedersen at overbevise arbejdsgiverne indenfor jord- og beton samt murermestrene om, at hans regneopgaver var rigtige. Året igennem førtes der en del sager til voldgift, og de blev alle vundet for arbejderne. I et enkelt tilfælde drejede det sig om 387 kr.. Det er jo altid en slags penge at regne med, når ringene er slidt af træskoene.

I december lod Dansk Arbejdsgiverforening afholde et nyt kursus for jord- og beton, særlig jernbinding. Fagforeningen sendte 3 deltagere til dette kursus. - Et lille pift fra arbejdsgiverne: A/S Esbjerg Omnibiler opsagde overenskomsten.

Så sled vi os trods alt besvær året 1932 igennem med hovedet opad. Ved at holde „flagknappen“ i passende temperatur kunne enhver djævel forstå det. Sammenholdets idé havde bestået en ny prøve 1

1933: Vi når nu ind i det år, mørke år, som mange arbejdere havde set hen til med særlig bekymring. Arbejdsgiverforeningens ledende mænd havde bidt sig selv i endeskiven på, at nu skulle ingen fanden forhindre dem i at tilføje arbejderne et gennemgribende fagligt nederlag med lønnedskæring og anden forringelse af arbejdsvilkårene, og tiden måtte siges at være velvalgt set med deres øjne. Henved 200.000 mand var sat udenfor arbejdet, og med en sådan hær af arbejdsløse måtte det blive en let sag at knuse den resterende del af arbejderne, som endnu havde beskæftigelse, tvinge hele arbejderklassen til betingelsesløs underkastelse. Med dette „ædle“ formål for øje havde arbejdsgiverforeningen udstedt et omfattende lockoutvarsel, som skulle træde i kraft den 1. februar. Store befolkningslag - ikke mindst de forretningsdrivende gruede for en så omfattende og samfundsødelæggende storkamp. Men arbejdsgiverne havde gjort regning uden smed eller rettere - uden cigarsorterer. De havde glemt at tage statsminister Stauning med i regneopgaven. Stauning, hvis samfundspolitik havde stødt på visse vanskeligheder i slutningen af 1932, udskrev valg til Folketinget den 16. november samme år, og hans fornuftbetonede appel til det danske folk øvede sin virkning. Da valgets resultat forelå viste det sig, at han havde styrket sin position med 67.000 stemmer. Et opløftende resultat midt i en jerntid. Med den styrke, som nu stod bag Stauning, kunne han mere dristigt tillade sig at forsøge at løse tidens vanskelige spørgsmål. I de kritiske dage sidst i januar førtes der forskellige forhandlinger mellem partierne om erhvervskrisen, og den danske befolkning åndede lettet op, da der få minutter før kl. 24 den 31. januar 1933 var opnået et stort politisk forlig mellem parterne - et forlig, der også indeholdt forbud mod den varslede storlockout og eventuelle strejker, lydende på overenskomsternes uændrede fornyelse et år, men en stor del af de stridslystne arbejdsgivere rasede. På en generalforsamling i Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg den 6. februar, gjorde formanden, Peder Poulsen rede for, at arbejdsgiverne havde opsagt alle overenskomster og aftaler. Deres hensigt kunne ingen tage fejl af. Arbejdsmændenes hovedbestyrelse havde indtaget det standpunkt, at der ingen lønreduktion måtte finde sted. Imidlertid havde der ingen forhandlinger fundet sted mellem parterne, hvorfor Forligsmanden ikke kunne stille noget mæglingsforslag, og Stauning havde da taget offensiven og fået skabt et forlig, som ingen havde grund til at være utilfredse med. Vi fik arbejdsfred eet år. 2 mill. kroner bevilgedes til offentlige arbejder, 30 mill. kr. stilledes til rådighed for boligbyggeri, 10 mill. til grundforbedringsarbejder, 32 mill. kr. til lån til kommunerne til igangsættelse af arbejder, vinter- og sommerhjælp til de arbejdsløse 24,7 mill. kr. og Steinckes store socialreform gennemførtes. Som speciel støtte for landbrugets eksport, der i den tid nok kunne trænge til en opmuntringspræmie fandt en nedskæring af kronekursen til 22,40 kr. pr. engelsk pund sted.

Naturligvis gav enkelte af fagforeningens medlemmer pokker i formandens opmuntrende oplysninger og hovedbestyrelsens stilling. En resolution mod den lovbestemmelse, der fratog arbejderne strejkeretten, blev stillet, men forkastet. Et forslag om, at arbejdsmændenes fane skulle deltage i de arbejdsløses demonstration gik samme vej som resolutionen. Senere led et forslag om, at fanen skulle med i de revolutionære arbejderes demonstration 1. maj, samme kranke skæbne. Jordbunden var for mager til, at der kunne dyrkes nogen videre afgrøde af utilfredshed med fagbevægelsens og arbejderpartiets ihærdige bestræbelser på at skabe de bedst mulige levevilkår for deres egne klassekammerater. Også i en nødssituation kunne solidaritetsfølelsen bestå sin prøve. Dette udelukker ikke, at man kan blive bitter i sindet og sur på hele tilværelsen. Jeg har som tusinder andre prøvet den arbejdsløses ublide kår. Men jeg har aldrig ladet bitterheden friste mig til brud på sammenholdets ide. Tværtimod!

Der blev altså skabt grundlag for et års arbejdsro i landet. Kværnen malede videre. Kommunen satte en del arbejde i gang, bl.a. kloakering, udgravning til en ny vandbeholder og kultiveringsarbejder i Vognsbøl Plantage. På havnen var der jævnligt stridigheder om en række spørgsmål. Betalingen for losning af cement fra småskibe blev hevet 10 pct. i vejret. Et entreprenør- og fabriksfirma, der havde noget arbejde på havnen, havde regnet ud, at der var penge at tjene ved at lade et par maskinlærlinge foretage jernbinding. Der skulle een times ulovlig strejke til, før lærlingene fik lov til at vende tilbage til deres fag. Det vedtoges ikke at nægte losning af skibe med naziflag, da dette flag ikke mentes så megen blæst værd. Det stående spørgsmål om reorganisation af fagforeningen, førte til nedsættelse af et udvalg, som skulle beskæftige sig med denne sag.

Isværksarbejderne dannede deres egen klub. Murerarbejdsmændene havde en del stridigheder med deres arbejdsgivere om foretagne akkordudregninger, men Chr. Pedersen kunne på et møde oplyse, at arbejderne havde klaret dem alle.

Hen på efteråret viste det sig, at det store arbejde var vokset kassereren over hovedet. Alt det ekstraarbejde, som arbejdsløsheden havde påført, havde faktisk slidt for hårdt på hans nerver. En ekstrageneralforsamling vedtog at udskille arbejdsløshedskassen fra fagforeningen. Til kontrolbestyrer for arbejdsløshedskassen valgtes Andreas Andersen og til kasserer for fagforeningen valgtes Thomas Christensen. Endelig blev Alfred Sørensen valgt som inkassator. Den afgåede kasserer blev bevilget 3 måneders løn. I december stiftede arbejdsmændene en ungdomsafdeling, og i samme måned var den ny forretningsfører Axel Olsen, til møde sammen med sine fagfæller i Esbjerg. Forretningsføreren oplyste, at en række overenskomster var opsagt. I tilslutning dertil holdt han en kraftig agitatorisk tale, hvori han understregede, at det trods arbejdsgivernes pessimistiske spådomme hidtil var lykkedes at komme helskindet gennem skærsilden. Mødet sluttede med leveråb for Dansk Arbejdsmands Forbund og forretningsføreren.

1934: Urolige år! Måske det uroligste i Esbjergs historie. Ulovlig „generalstrejke!“ Importerede provokatører og politibetjente! Mægtige menneskemasser på havnen og i gaderne. Knippelbevæbnede betjentes overfald på fredelige borgere. Dette er kort fortalt årets historiske begivenheder. Men begivenhederne havde en forløber. Året begyndte som dets forgængere. Stadig voldsom arbejdsløshed grundet på erhvervskrisen. Arbejdsgiverkrav om lønnedsættelse som universalmiddel mod krisen. Som om dårlig købeevne kunne give større aftagelse af de ophobede varemængder. To år i træk havde Arbejdsgiverforeningen trukket det korte strå. Men alle gode gange er tre. Masseopsigelse af overenskomster. Mindste lønnedskæring på 20 pct. samt andre forringelser i overenskomsterne. Den hovmodige arbejdsgiversammenslutning ville ikke miste værdigheden. Æren måtte reddes! Særlig jord- og bygningsbranchen måtte have en alvorlig en på skrinet. Tænk sig: En del af disse folk var i stand til ved hæderligt slid at føre en nogenlunde anstændig kulturtilværelse. For disse menneskers vedkommende lød kravet på op til 35 pct. lønnedskæring og afskaffelse af tvungen akkord. Overfor disse urimeligheder havde De samvirkende Fagforbund udstedt parolen: Ingen forhandlinger på grundlag af lønnedskæringer. Den 3. februar udstedte Arbejdsgiverforeningen 1. lockoutvarsel og den 9. samme måned fulgte det næste. Forligsmanden fik lockouten udsat og fandt under en eller anden form frem til at stille et mæglingsforsag, som begge parter skulle afgive svar på den 30. marts. Dette forslag indeholdt ingen væsentlige forandringer. Dog skulle smudskonkurrence fra landhåndværkernes side undersøges. Forligsmanden havde iøvrigt bestemt, at såvel arbejdsgiverne som arbejderne skulle stemme samlet i hver sin pulje. Arbejdsmændene indkaldte til en ekstraordinær kongres, der med 406 stemmer mod 74 vedtog mæglingsforslaget, der iøvrigt opnåede flertal fra begge parters side. Men søens folk ville ikke bøje sig for denne afgørelse. Kun et par små uger efter slog ilden ud i lys lue. Sømandskonflikten måtte betragtes som en kendsgerning. Den 11. April holdt havnearbejderne møde med dagsordenen: Sømandsstrejken!

Dansk Arbejdsmands Forbund havde sendt en alvorlig skrivelse, hvori det meddeltes, at arbejdsløshedskassen ville blive lukket i tilfælde af en ulovlig strejke. Om denne konflikt er det ikke nødvendigt at uddrage samtlige referater in extenso af arbejdsmændenes protokol, men kun fremdrage det nødvendigste for at få et klart historisk billede af hele foreteelsen, suppleret med klare personlige erindringer fra de bevægede dage. Lad mig dog først forudskikke den bemærkning, at alle fagforbund naturligt skulle bøje sig for det samlede afstemningsresultat, når man var enig om at gå med i afstemningen. Dette er demokratiets først bud og det andet er lige som dette. Skønt demokrat forlod jeg ikke desto mindre arbejdspladsen, og som formand for kontrolkomitéen for „Vestjyden“, var jeg den første mand til at give typograferne min velsignelse til at gå deres vej, fordi de ikke bagefter skulle have skruebrækkerstemplet hæftet på sig, hvad de forresten heller ikke ville. Og så vandrer vi da ind i de voldsomme stemningsbetonede dage.

På generalforsamlingen den 11. april vedtog havnearbejderne - der var mødt ca. 600 - ikke at arbejde under politibeskyttelse. På et senere møde samme dag vedtoges det at opfordre Dansk Arbejdsmands Forbund til at foranstalte en sympatistrejke for sømændene, for at de kunne få deres forhold forbedrede. Tillige valgtes et 12 mands udvalg til sammen med bestyrelsen at lede aktionen på havnen, hvor konflikten allerede var igang.

Den 15. april afholdt 12 mands udvalget sammen med bestyrelsen, hvor næstformanden, Carl Jensen (formanden var udrejst i fagligt øjemed) oplyste, at et 3 mands udvalg havde forhandlet med kontorchef Larsen, DFDS, og at denne havde udtalt, at såfremt arbejdet ikke blev påbegyndt mandag morgen, kom der samfundshjælpere, og disse havde forlangt mindst 3 måneders opsigelse, hvilket gjorde sagen meget vanskelig. Den 16. april afholdt bestyrelsen og 12 mands udvalget møde, og næstformanden aflagde beretning om det, der var sket. DFDS’s arbejdere havde med 200 stemmer mod 35 vedtaget at genoptage arbejdet. Han oplyste endvidere, at han sammen med Poul Andersen havde henvendt sig til politiet mod politiovergrebet på fredelige borgere i Kongensgade med tilstødende gader, da politiet intet havde at gøre der. Det vedtoges ikke at holde generalforsamling, før Peder Poulsen kom hjem. Det vedtoges endvidere at lade sig repræsentere og deltage i et møde samme aften sammen med bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund, forretningsudvalget for Fællesorganisationen og de socialdemokratiske magistratsmedlemmer. Mødet, der nærmest var en midnatsmanøvre, blev afholdt i byrådets gruppeværelse, og imens sværmede borgere og ophidsede knippelbevæbnede politibetjente omkring hushjørnet. I dette møde redegjorde Rasmus Nielsen for Fællesorganisationens forhandlinger, og Albert Andersen oplæste en udtalelse til politimesteren, i hvilken der udtryktes en misbilligelse og kritik af politiets uheldige optræden. Arbejdsmændenes næstformand redegjorde for arbejdsmændenes stilling til sagen. Det vedtoges at sende et udvalg til politimesteren i nattens mulm og mørke, for at forhandle med ham om at få politiet trukket bort fra havnen og gaderne, da det var den eneste måde at skaffe ro i byen på. Politimesteren var såmænd meget flink, men gjorde et meget nervøst indtryk. Da udvalget kom tilbage, oplyste daværende borgmester Mortensen, at politimesteren havde vist sig forstående og lovede at der straks ville blive udstedt nye instrukser til politiet. Men menneskesindene var kommet i oprør, og først dagen derpå fandt den såkaldte „generalstrejke“ sted, idet samtlige arbejdspladser blev affolket.

Den 17. april afholdt bestyrelsen og 12 mandsudvalget møde, hvor Poul Andersen gav forskellige oplysninger om situationen. En mand havde været på kontoret og søgt at lægge pres på selskabets tillidsmænd for at få arbejderne på denne arbejdsplads til at deltage i et protestmøde mod politiet i Tivoli fra kl. 13-15, og disse vedtog at deltage. Tivolis sal viste sig snart at være for lille, hvorfor mødet blev henlagt til Dyrskuepladsen. Og her blev der holdt brandtaler mod politiet „mod kirke og stat og gudtyranniet“, som Holger Drachmann siger. Ja, selv arbejdernes lovligt valgte tillidsmænd fik deres bekomst. Lidenskaberne var jo sluppet løs, og så skulle de målbevidste tillidsmænd, hvis indsats kun gik ud på at gavne arbejdernes sag, selvfølgelig ikke gå ram forbi. Mødet på Dyrskuepladen, der naturligvis ikke var beslutningsdygtig, da det ikke var indkaldt af fagforeninger, kunne kun vedtage henstillinger og i sådanne opløstes det.

Dagen derpå faldt der ro over byen. Men det tør dog antydes, at politiets „beskyttelsesforanstaltninger“ var den store medvirkende årsag til at kalde folk på gaden og havnen, og således med til at skabe uroen, thi først ved dets tilbagetrækning faldt sindene atter i lave.

Arbejdsmændenes bestyrelse vedtog ikke at afholde generalforsamling, før deres to ypperste tillidsmænd, der var til møde i „Den faste Voldgiftsret“, kunne komme til stede. Den 20. april afholdtes ekstra generalforsamling med dagsordenen: Beretning fra bestyrelsen og 12 mands udvalget om den opståede situation og sømandskonflikten. Efter en længere forhandling udtalte enkelte medlemmer, at formanden skulle fratræde, da han ikke var hjemme under den vanskelige situation. En resolution, der gav udtryk for formandens, bestyrelsens og udvalgets optræden under konflikten vedtoges med ca. 1200 stemmer mod 50. Ligeledes vedtoges det, at fagforeningens penge ikke skulle trækkes ud af banken. Jeg har givet en objektiv fremstilling af årets ulovlige begivenheder i byen og på havnen. For at være helt korrekt, skal det dog tilføjes, at man på arbejdsmændenes ekstra generalforsamling, hvor der blev aflagt beretning fra kongressen, vedtoges en protest mod forligsmanden og de nye afstemningsregler, han havde hittet på, idet man gik ud fra, at hvert fag for sig bedst kunne ordne egne anliggender.

Men arbejdsmændene havde meget andet at beskæftige sig med i 1934. Arbejdsløshedsproblemet var næsten et stående punkt på dagsordenen. Et af fagforeningen nedsat arbejdsløshedsudvalg havde fået til opgave at yde de arbejdsløse en håndsrækning på forskellige områder. Men selvfølgelig måtte bestyrelsen og først og fremmest dens formand tage sig af disse opgaver, thi bag ham stod organisationen med hele dens styrke. Kontrolbestyrer Andreas Andersen aflagde på en ekstra generalforsamling midt i januar beretning om arbejdsløshedskassens virksomhed og omtalte herunder særlig kriselovene, delvis kød-, margarine og køduddelingen. Senere vedtoges det at sende 5 repræsentanter til Ribe amts arbejdsløshedsudvalgs møde i Tivoli den 19. februar. Sidst i måneden vedtoges det at rette en henvendelse til den socialdemokratiske byrådsfraktion om at sætte arbejde i gang i videst muligt omfang samt en række andre sociale krav. Ved samme lejlighed mindedes formanden i velvalgte ord de østrigske arbejderes tragedie og opfordrede sine kammerater til at deltage i demonstrationen den 20. februar. Arbejdsløshedsudvalget, hvis politiske farve skal være ufortalt, må have trådt lidt i spinaten, thi på et møde den 22. februar udtalte P. Poulsen, at udvalgets arbejde i fremtiden måtte begrænses til at skrive ansøgningsskemaer og omfatte dagkrav. Et af udvalgets medlemmer beklagede, at der var begået en fejl, men dette skulle ikke gentage sig. Allerede den 1. marts ønskede arbejdsløshedsudvalget at arrangere en demonstration mod byrådet. P. Poulsen frarådede dette drastiske skridt. I stedet foreslog han to af udvalgets medlemmer til sammen med ham at forhandle med socialinspektøren, da dette åbenbart ville give bedre resultat. Forslaget vedtoges. På en senere generalforsamling fremkom fra arbejdsløshedsudvalgets side en opmuntrende oplysning, idet man fremhævede, at det var lykkedes at skaffe de arbejdsløse i Esbjerg 12,000 kr. ekstra, formentlig ved P. Poulsens bistand. En urafstemning blandt arbejdsmændene om at komme bort fra 10 måneders bestemmelsen ved at forhøje kontingentet gav det resultat, at forslaget kun opnåede ca. 17.000 stemmer medens 41.000 stemte imod. I højsommeren vedtoges det at sende 4 repræsentanter til en arbejdsløshedskonference i Fredericia. Forinden havde formanden meddelt, at kommunen vil sætte en del skovfældning i gang i Guldager Plantage, for at redde nogle af arbejdsmændene fra undergang i 10 måneders bestemmelsen. Lønnen var fastsat til 50 pct. over den tarifmæssige. Sidst i juli blev et forslag om at tilslutte sig byens øvrige arbejdsløshedsudvalg forkastet. Samme skæbne led et forslag om at deltage med fane i en „antikrigsdemonstration“. Det vedtoges senere, at arbejdsløshedsudvalget måtte deltage i en arbejdsløshedskonference i København samt at der bevilgedes 75 kr. til forberedelse af konferencen. På den ordinære generalforsamling i oktober aflagde udvalget beretning om konferencen. Til efterretning! Et forslag om at yde bidrag til et landsudvalg, der var valgt for at varetage de arbejdsløses interesser, forkastet med stor majoritet.

Den 17. november fandt det kommunistisk prægede arbejdsløshedsudvalg sit Waterloo. På en ekstra generalforsamling blev et forslag om at få fanen med i en arbejdsløshedsdemonstration, forkastet med stor majoritet. Derimod vedtoges med knaldende stort flertal en resolution mod det kommunistiske splittelsesarbejde og forsøg på at undergrave den danske socialistiske arbejderbevægelse og fagorganisationerne. Vi opfordrer alle afdelinger under Dansk Arbejdsmands Forbund, hedder det blandt andet i resolutionen, til på den mest effektive måde at bekæmpe det splittelsesarbejde, hvis formål ene og alene går ud på at ødelægge arbejderklassens faglige og politiske enhed for arbejderbevægelsens modstandere. Ingen målbevidst arbejder deltager i demonstrationer arrangeret udenom arbejderklassens kompetente forsamlinger. Alle danske arbejdsmænd: Frem i forreste række som værn om arbejderklassens resultatrige arbejde gennem to generationer. Frem for sammenholdet og solidariteten indenfor dansk arbejderbevægelse. Af ca. 1400 tilstedeværende arbejdsmænd stemte 32 imod resolutionen, medens resten med strålende begejstring stemte for den.

Enkelte småtræk af årets historie: Den nyoprettede ungdomsafdeling blev hurtigt klar over, at den intet kunne udrette uden startkapital. Dertil bevilgedes 300 kr., og det vedtoges at yde formanden, Chr. Christensen, 40 kr. i månedlig løn. Et par møder blev afholdt om deling af den store organisation i 3 afdelinger. Men det vedtoges til slut at lade sagen hvile. Byggeudvalget købte en hjørnegrund i Jyllandsgade. Størrelse 2100 kvadratmeter alen. Købesum 5800 kr.. Et nyt firma havde købt Oliemøllen og mente samtidig at have købt arbejdskraften for en meget billig pris. Den faste Voldgiftsret ordnede spørgsmålet til arbejdernes fordel. Nogle havnearbejdere havde losset et motorskib på Barren. En forhandling gav dem 25 pct. i efterbetaling. Opmålermanden, Chr. Pedersen, for murer-, jord- og beton havde en række fra arbejdsgiverside rejste tvivlspørgsmål at tumle med og fået løst. Kun et af dem gik til „Den faste Voldgift". Et forlag om at yde bidrag til de strejkende tekstilarbejdere i Silkeborg blev forkastet, da strejken var ulovlig. Et forslag om udmeldelse af Dansk Arbejdsmands Forbund blev forkastet. Mod årets slutning oplyste formanden, at hovedbestyrelsen havde vedtaget at opsige overenskomsten med olieindustrien, med murer- og jordarbejdernes arbejdsgivere, havnearbejderne for indenbords arbejde med flere. Fiskepakkerne vedtog at opsige deres overenskomst for hallen. Iøvrigt oplyste formanden overfor bestyrelsen, at han havde forhandlet med socialudvalgene i Jerne og Esbjerg og opnået en del goder for de arbejdsløse. Desuden oplæste formanden en meddelelse fra Esbjerg byråd om udbetaling af understøttelse ved tilfældigt arbejdsfortjeneste samt de fortsatte satser.

Et drøjt og nerveslidende år at komme igennem for omtale - forkorter og læser. Men når man tager i betragtning, at der i årets løb har været afholdt 71 møder, og at Oskar Svendsen har tætpakket 56 protokolsider med referater af disse, vil man forstå det.

1935: En lysning i tågen! Takket være Stauning-Muncks politik begyndte erhvervslivet atter at gro frem i 1935. Men arbejdsmændene var dog klar over, at det ikke gik an at kræve for stor andel af merafgrøden. Man høster ikke spirende sæd. Derfor opsagde man kun få af de hundreder af overenskomster, som det store forbund havde landet over. Men disse opsigelser var såmænd nok til at sætte arbejdsgiverne i harnisk. Blandt de opsagte overenskomster var den, der gjaldt arbejdet på Esbjerg Havn, oplyste formanden på et møde den 11. januar. Senere gav han på møder forskellige oplysninger. Der var givet dispensation fra 10 måneders bestemmelsen, hvilket var et gode for mange arbejdsmænd, da de nu kunne komme bort fra socialkontorerne. Kommunen ville tage lempeligt på skatteinddrivningen i de måneder, arbejderne arbejdede på indskrænket arbejdstid. Derimod ville det næppe lykkes at få flere af kommunens arbejdere ved gade- og vejvæsenet fastansatte, så længe en del af dette arbejde udførtes som nødhjælpsarbejde. I henhold til et ministeriel cirkulære kunne dette ekstraarbejde udføres som nødhjælpsarbejde i 36 timer pr. uge til en timeløn af kr. 1,36.. Midt i februar viste der sig lidt træk i skorstenen: Overenskomsten for oliemøllernes arbejdere var nemlig gået iorden. Timelønnen var hævet fra 1,05 kr. til 1,12 i dagdrift, og i kontinuerlig drift var timelønnen skruet op fra kr. 1,14 til 1,20. Havnens forhold var blevet bragt i orden på enkelte punkter nær, nemlig losning og ladning af bønner samt en styrter til lægtere. En del spørgsmål måtte Forligsmanden medvirke til at få bragt ud af verden. Forbundsledelsen, som måtte træffe afgørelsen, godkendte så godt som enstemmigt dette forslag, der ikke var så godt som ønskeligt, men dog mentes antageligt. Formanden omtalte på en generalforsamling det indgåede forlig, der betød en ikke ringe fordel for et betydeligt antal af forbundets medlemmer. For fabriksgruppens folk betød det i en række tilfælde, dels almindelige timelønsforhøjelser, dels indførelse af eller supplement til feriebestemmelsen og dels visse timelønstillæg til lokale overenskomster. Spørgsmålet om indenbordsarbejde blev foreløbig afgjort, selvom man naturligvis havde ønsket og også krævet grænsen sat lavere. Et betydeligt fremstød var gjort på dette såvel som på en række andre områder. Videre omtalte formanden de forhandlinger, der havde været ført med Jerne og Esbjerg kommuner om arbejders igangsættelse. Fra kommunistisk side blev der stillet en resolution mod Dansk Arbejdsmands Forbund, fordi det havde vedtaget forligsforslaget. Resolutionen blev forkastet med ca. 500 stemmer mod 47. I juli fik formanden ved forhandling Oliemøllen til at stille 4000-5000 kr. til rådighed til en udflugt til arbejderne, der bl.a. skulle have lejlighed til at se Aarhus Oliemølle i drift. I forkastelsens tegn: På en ekstraordinær generalforsamling, hvor der valgtes kongresdelegerede, stilledes der forslag om, at deres diæter skulle nedsættes fra 16 til 10 kr. dagligt. Forkastet! Et forslag om at den nuværende repræsentationsret til kongressen bibeholdes. Forkastet! Et forslag om indskrænkning i hovedbestyrelsens handlefrihed. Forkastet! Forslag til arbejdsløshedskassens delegeretmøde om kontingentfrihed for medlemmer, som har gået arbejdsløse 3 måneder. Forkastet! Forslag om, at arbejdsløse kun skulle gå til kontrol hveranden dag. Forkastet! En protest mod de cirkulærer, som udgår fra arbejdsløshedsdirektoratet. Forkastet! Ved generalforsamlingen i juli valgtes Jørgen Christensen, der senere kom til at spille en stor rolle i arbejdsmændenes og byens historie, for først gang ind i bestyrelsen. Formanden meddelte, at de arbejdere, som havde nødhjælpsarbejde ved kommunen, kom ind under Ferieloven. Et forslag om deltagelse med fane i en antikrigsdemonstration den 1. august blev forkastet med alle stemmer mod 23. Der opnåedes overenskomster med Lillebil Compagniet og Gammelby Teglværk. Sidstnævnte overenskomst blev opsagt et par måneder senere. Teglværket stod udenfor „sammenslutningen". Man vedtog at rejse krav overfor DFDS om tillæg til overenskomsten i anledning af det nye kajanlæg, der forlængede afstanden fra jernbanevogn til skib. Som sædvanligt stod der stadig strid om arbejdsproblemer af forskellig art på havnen. I årets sidste halvdel gik ikke mindre end 10 af disse spørgsmål til voldgift. 6 vandtes af arbejderne, 3 af arbejdsgiverne og 1 uafgjort. Af de arbejdsløses historie. Nogle af de arbejdsmænd, hvis kræfter samfundet ikke havde brug for til hverdag, havde enkeltvis eller i fællesskab anskaffet sig en lille båd, som de benyttede til lidt beskedent indenskærsfiskeri i efterårstiden, og arbejdsdirektør Vater fandt da på, at disse „indenskærsfiskere“ ikke måtte gå til kontrol i tiden fra 1. juli til 1. november. Men en henvendelse til socialministeriet løste denne knude. Kontrolbestyrer A. Andersen oplyste på et bestyrelsesmøde, hvad arbejdsløshedsudvalget havde udrettet. Ved forhandling var det lykkedes at bringe 177 sager i Esbjerg og 52 i Jerne iorden til gunst for de arbejdsløse. Desuden var der uddelt beklædningsgenstande, gennemført 50 øre i ugentlig kontingenttilskud, bevilget 5 hl. koks til hver af de arbejdsløse i Esbjerg og 3 i Jerne, samt udbetalt feriepenge til nødhjælpsarbejderne i Esbjerg. Peder Poulsen omtalte på oktober generalforsamlingen under beretningen fra kongressen arbejdsløshedslovens ændringer, der alle var forbedringer for arbejderne. 10 måneders bestemmelsen var faldet. 26 ugers bestemmelsen skal derimod bibeholdes. Desuden omtalte formanden udførligt den gruppedeling, som havde fundet sted på kongressen, samt at Landarbejderforbundet med dets 30.000 medlemmer havde tilsluttet sig Dansk Arbejdsmands Forbund året forud.

Først i december måned oplystes, at en eventuel opsigelse af februar overenskomsterne blev udskudt en måned - derimod var teglværksarbejdernes landsorganisations overenskomst blevet opsagt. Det vedtoges ikke at opsige den lokale overenskomst.

1936: Rekord! Gennem flere år havde arbejdsgivernes lyst til at slå arbejderne ned været et flammende bål, men på forskellig måde blev bålet slukket. Det ædle formål måtte opgives. I 1936 formede lysten sig ikke som et bål, men nærmest som en voldsom skypumpe, der rev ca. 100.000 arbejdere fra deres virkesteder og kastede dem ud i gadernes tomhed. Hjemmene skulle udmarves. Sultens brutale knippel skulle øve sin virkning: Tvinge de „genstridige” til underkastelse. Store dele af den antisocialistiske presse, der stod som medlemmer af arbejdsgiverforeningen, var med i hylekoret mod de høje arbejderlønninger, og med beskæmmelse må det understreges, at mange uforstående arbejdere ved at støtte denne presse var med til at betale for de hammerslag, der blev rettet mod dem. Tyrannerne udfoldede hele deres livsmod og livskraft i årets første måneder. Men deres våben slog ikke til overfor arbejdernes fasthed og soliditet, og de beskedne krav, som arbejderne til en begyndelse havde stillet, blev så godt som opfyldt, da krigen ebbede ud. I 3-4 år havde arbejderne nærmest stået som forsvarere for opnåede rettigheder, selvom der hist og her var faldet en krumme af til dem. Men i 1936 syntes arbejderne, at tiden igen var inde til at fikse lidt op på de lavestlønnedes indkomster. Den, der dyrker jorden, bør også have sin part af høsten. I januar måned opsagde Dansk Arbejdsmands Forbund derfor landsoverenskomsten for et par og fyrre tusind mand og desuden nogle lokaloverenskomster. Lønkravene var såmænd meget beskedne - nogle få øre mere i timen. Men manden ved arbejdsgivernes rat så som nævnt anderledes på det. Man rutter ikke med aksene som med glædens og håbets ord. Kræve lønforhøjelse i en tid, hvor frosten binder jorden. Hvilken uhyrlighed! At jorden atter ville blive tilgængelig for hakke, skovl og spade, og at industrien var i opblomstring, hvorved de økonomiske kår bedredes, skulle selvfølgelig fuldt og helt komme arbejdsgiverne til gode. Det var den naturligste ting af verden.

I Esbjerg begyndte årets fagforeningsarbejde på vanlig vis. Her har arbejdsgiverne aldrig ladet julens stille fred holde ferie ret længe. Den 5. januar meddelte formanden havnens folk, at voldgiften vedrørende længdeafbæring og stablere ved sejlere var vundet. Men en del nye stridsspørgsmål var allerede rejst. Forholdene var nu tålelige for chaufførerne ved fiskerihavnen og „Nafta". Overenskomst var oprettet for Lillebil Compagniet. Det vedtoges at opsige overenskomsterne med JAT, stevedor-kompagniet og vognmændene, chaufførerne dog undtaget.

Jørgen Christensen oplyste, at der kun havde været kørt 149 dage på Oliemøllen i 1935. Ved forhandling i København var en del store skavanker i overenskomsten blevet rettet. Senere vedtoges det at opsige overenskomsterne med ægpakkerierne og Fællesforeningen. Formanden meddelte, at overenskomsterne med DFDS, vognmændene, stevedorkompagniet og for fiskepakkerne var gået i orden.

Den 30. januar slap arbejdsgiverne det første lockoutvarsel løs, og den 7. februar fulgte et nyt. Fra deres side kunne der ikke være tale om en rød øres lønforhøjelse eller den mindste forbedring i overenskomsterne. Den 10. februar sendte De samvirkende Fagforbund et strejkevarsel som modtræk. Forligsmanden måtte give op for arbejdsgivernes halstarrighed, og den 22. februar styrtedes landet ud i den hidtil største arbejdskamp herhjemme. Et par dage efter redegjorde P. Poulsen udførligt for lockoutsituationen, og at arbejderne hos entreprenører, teglværker, murermestre, jernstøberierne og skibsbyggerne i første omgang var berørt af konflikten. Det vedtoges at yde lån til udbetaling af lockoutunderstøttelse hos kassereren, mod bilag fra kontrolbestyreren. Formanden oplyste, at grupperne indenfor fagforeningen var inddelt således. Gruppe F. (fabrik) 261 medlemmer, J. B. (jord og beton) 792 og T (transport)1256 medlemmer. Den store arbejdskamp rasede videre, men den 17. marts spændte Forligsmanden musklerne og stillede et mæglingsforslag, der i det væsentlige imødekom arbejdernes krav, og den 20. marts holdt arbejdsmændene i Esbjerg møde for at deltage i en urafstemning om forslaget, som formanden gennemgik grundigt for sine medlemmer før afstemningen. For vore konfliktramte arbejdsmænd blev timelønnen hævet fra 5-7 øre, fordelt over to år, og akkordsatserne skulle forhøjes med halvdelen af timelønnen. Støberiarbejdsmændene, hvis timeløn ikke måtte overstige 1,07 kr. fik nogle specialtillæg. For transportarbejdergruppen blev der for den overvejende dels vedkommende truffet den ordning, at disse overenskomster fik en tilsvarende generel lønforhøjelse som de opsagte overenskomster, idet alle overenskomster med undtagelse af jernindustriens, skulle gælde i 2 år. Der var dog i mæglingsforslaget indført den ventil, at såfremt pristallet gav sig et udsving på 6 points til en af siderne, kunne overenskomsterne opsiges. Fællesafstemningen om hele forligsforslaget vedtoges af arbejderne landet over med 65 pct. af de afgivne stemmer, medens arbejdsgiverne forkastede det. Med parternes indbyrdes styrkeforhold kunne kampen nu godt have strakt sig over flere måneder. Den 26. marts tog Stauning offensiven, og på regeringens vegne stillede han i Folketinget et lovforslag, der gik ud på, at de opsagte og ikke fornyede februar- og marts overenskomster skulle fornyes i overensstemmelse med Forligsmandens forslag, og at senere udløbende, april- og maj-overenskomster, skulle ordnes på grundlag af mæglingsforslaget af d.17. marts, og at strejke og lockouter indenfor de af overenskomsterne dækkede områder skulle være forbudt. Højre og Venstre, der havde flertal i Landstinget, krævede den løbende konflikt og de senere udløbende overenskomster afgjort ved tvungen voldgift, og i kraft af deres landstingsflertal fik de deres vilje ført igennem i håb om at få lønningerne skåret ned. Arbejdsgiverforeningens våbendragere fik dog ikke megen fornøjelse ud af deres aktion. „Hvis man kan se bort fra en i arbejdsgivernes favør noget uheldig affattelse af administrationen af timelønstillægget i jernindustrien og nedsættelse af 5 øres timelønstillægget til murerarbejdsmændene med 1 øre, var der praktisk talt ingen forskel på mæglingsforslaget af 17. marts og voldgiftskendelsen."

Arbejdsløshedsudvalget søgte stadig at løse småopgaver for deres arbejdsløse kammerater og kommunen søgte at finde så meget nødhjælpsarbejde som gørligt. Timelønnen var 1,26 kr. i timen, men opsamling af feriedage kunne ikke opretholdes.

Som nævnt blev transportarbejdernes hævet, nogenlunde som de øvrige arbejderes. Chaufførerne måtte dog vente til den 1. marts 1937, før de fik en kr. ugentlig lagt til lønnen. Ved et møde i juni omtalte formanden de nye forhandlingsregler, som var vedtaget sammen med forligsmandsforslaget. Ved samme lejlighed omtalte han arbejdet på sygehuset, hvor lønnen var hævet 40 pct. Man skulle nu mene, at der var faldet ro over lejren. Dette var langt fra tilfældet. Havnens arbejdere var indkaldt til møde flere gange, hvor formanden redegjorde for en række voldgiftssager, som i de fleste tilfælde blev vundet af arbejderne. Særlig hos Korn- og Foderstofforretningen N. N. er forholdene ganske fortvivlede, sagde formanden. Det så ud som om dette firma søgte at sætte rekord i voldgiftssager. Overenskomster blev indgået med DDPA og Fanøfærgeriet, hvorved færgeriets folk opnåede gode fordele. Men nogle måneder senere meddelte formanden, at færgeriets folk ville melde sig ud af fagforeningen, fordi de ikke ville have de goder, organisationen havde skaffet dem. Allerede den 4. november forelå der meddelelse om, at der ikke kunne ventes flere bønner til Oliemøllen før i januar. En klub for jernindustriens arbejdere blev oprettet. Arbejdsmændene meldte sig som passiv medlem i D.u.I. Årligt kontingent 100 kr.. Den 26. oktober oplæste formanden en skrivelse fra forbundet om opsigelse af overenskomsterne for jord, beton, jern og olie. Desuden havde Esbjerg kommune opsagt overenskomsten. Kommunalarbejderforbundet forlangte 23 mand overflyttet. Grænseudvalget tilkendte det 9 medlemmer. I Arbejdsgiverforeningen havde der været ført forhandlinger om overenskomst for ægpakkeriarbejdere. Resultatet: 2,50 kr. mere pr. uge. Timelønsforhøjelse 5 øre. Ferien forlænges med 2 dage. Arbejdsmændene skal være tilsluttet Dansk Arbejdsmands Forbund. Kun 8 mand var tilstede ved mødet og af disse stemte de 7 mod forslaget. En særlig faglig lokalhistorisk begivenhed fandt sted i 1936, idet Arbejdsmændenes Fagforening indmeldte sig i Arbejdernes Fællesorganisation.

1937: Strenge tider langsomt skrider, forekommer det mig, at jeg har læst et eller andet sted. Noget er der i hvert fald om det. For mange sæsonarbejdere er vintertiden som regel lang og dræbende trist. Langsomt er vi skredet ind i 1937. Troen på arbejdsfred og stilstand kunne der ikke blive noget af i det nye år, thi der var nogle arbejdsoverenskomster, som havde krav på lidt nyt indhold og nye stempelmærker. For samtlige fag drejede det sig om en lille stab på 75.000 arbejdere. Men vi må afgrænse omtalen til vore lokale arbejdsmænd. Da arbejdsgiverne som sædvanligt havde fået det forkerte ben først ud af sengen, hvilket sporedes under forhandlingerne, så arbejderne sig nødsaget til at afgive 1. strejkevarsel den 10. marts, og for at få lidt fart i arbejdstempoet, blev strejken berammet til den 17. marts, men Forligsmanden, som formentlig har haft den opfattelse, at der trods alt var fredsharper i luften, fik tidspunktet for strejkens påbegyndelse udskudt til d. 10. april. Men lad os begynde med begyndelsen. Det gik desværre stadig baglæns med beskæftigelsen på Oliemøllen. På et møde den 17. januar oplystes det, at møllen kun havde kørt 124 dage i 1936. Når man reflekterer lidt over arbejdsgivernes hårdnakkede kamp mod 8-timers arbejdsdagen, må man egentlig forbløffes over, at det var menneskeligt umuligt at vride mere end 3,3 timers dagligt arbejde ud af dem. Sådan er menneskenes børn. En forhandling med kommunen havde ført til, at den gældende ferieordning bibeholdtes. Nødhjælpsarbejdet, der blev udført til kommunens timeløn, kunne dog ikke komme ind under ferieberegningen. Skærveslagning var forhøjet med 20 øre pr. meter og 10 mand var blevet ansat på fast ugeløn. På januar generalforsamling oplyste formanden, at overenskomsten for ægpakkeriarbejderne var blevet vedtaget ved urafstemning. Den 5.februar kunne formanden meddele, at der havde været ført forhandlinger i København med olieindustrien og for slæbestedets arbejdere. Resultatet: 2 øre mere pr. time plus fri ulykkesforsikring. Dette var godkendt af kammeraterne. En klub for gade- og vejvæsenets folk blev dannet. Ved et bestyrelsesmøde den 23. marts fik opmålermanden, Chr. Pedersen, en ny overenskomst gående ud på, at han skulle have 900 kr. i fast årlig løn af 1/2 pct. af arbejdslønnen for opmålinger. Det vedtoges, at Jørgen Christensen skulle overtage hvervet som formand for ungdomsafdelingen fra 1. april.

Forligsmandens mæglingsforslag kom til behandling på et møde for murer-, jord-, beton- og jernindustriens arbejdere den 1. april. Formanden redegjorde for de lokalt gældende overenskomster, som i det væsentlige blev fornyet med tillæg som opnået under lønsituationen i 1936, samt de nye forhandlingsregler. Efter at have diskuteret forslagene, blev der foretaget afstemning under sædvanlig kontrol. Ved den samlede optælling af stemmerne fra hele landet, viste det sig, at 70 pct. havde stemt ja til forslaget, hvorimod 28 pct. havde stemt nej. Kun 34,5 pct. havde deltaget i afstemningen, hvorfor hovedbestyrelsen havde afgjort spørgsmålet.

Arbejdsgiverne, hvis „elendige" økonomiske stilling i samfundet, som regel har sat dem i stand til at have et spækfyldt kampfond, ville krigen og forkastede derfor Forligsmandens forslag. Men socialdemokrater og radikale, der da havde opnået flertal i begge Rigsdagens ting, ophøjede den 9. april forslaget til lov.

Den 13. april oprettedes en selvstændig afdeling med ca. 50 medlemmer på Fanø. Senere vedtog fagforeningen i Esbjerg at yde fru Kjærgaard, Fanø, et gratiale på 300 kr., for hendes trofaste arbejde for fagforeningen gennem mange år. Det vedtoges at købe for 500 kr. Spaniens mærker til støtte for vore kæmpende, spanske kammerater. Små lysglimt: Maade Teglværk indgik på at betale 20 øre mere pr. 1000 fremstillede tagsten. Fagforeningen sluttede overenskomst med 3 bilreparationsværksteder, omfattende 10 mand. Senere omtalte formanden på et møde de fornyede forhandlinger med byrådet, og de opnåede resultater. På given foranledning lovede formanden at søge efterbetalingen udbetalt hurtigst muligt. Tillægget til sejlerlosning blev forhøjet til 40 pct. En lønsag om aflæsning af briketkager blev ved voldgift vundet af arbejderne. På et møde for Vandbygningsvæsenet arbejdere omtalte formanden de forhandlinger, der havde været ført med Vandbygningsdirektoratet, men som endnu ikke var ført til ende. En stor del af kravene var dog opfyldt helt ud, herunder arbejdstiden og ferieordningen. Ved snekastning er timelønnen hævet med 22 øre. Timelønsspørgsmålet var til godkendelse i ministeriet. Almindelig anerkendelse over de resultater, som var nået. Fiskekasseslåerne vedtog foreløbig at arbejde på timeløn plus 20 pct’s tillæg. Formanden omtalte en konference, han havde haft med borgmester Mortensen og Jørgen Colding om at få kartoffeleksporten over Esbjerg. I efterårets sidste måneder afholdtes en række branchemøder, der så godt som alle endte resultatløse. Det vedtoges at købe for 300 kr. andele af Spanien-Komitéen til støtte for spanske kvinder og børn, såfremt der kom nogle af disse her til landet.

1938: Forhammeren! Ja vel kan smeden bruge forhammeren. Han er jo oplært dertil. Men arbejdsmanden har gennem årene vist, at han heller ikke er nogen sinke, når det gælder at svinge den tunge hammer, så kamstenene slår ildgnister, og på det faglig-overenskomstmæssige område har han ført bevis for, at han kan tumle hammeren med en sådan kraft, at ingen kan gøre ham rangen stridig. Arbejdsmændenes taktik har hele tiden været den at presse lønnen til vejrs for de lavestlønnede. Men derved er lønnen tid og anden skruet en tak op for de kammerater, som lå i en højere lønklasse. Dette måtte og skulle blive en naturlig konsekvens. I 1938 gentoges aktionen. For samtlige lønningers vedkommende måtte først skaffes dækning for vareprisstigningen. For 1937-overenskomsterne drejede det sig om 7 points eller 4,6 pct., og for 1936-overenskomsterne svarende til en stigning på 10 points, der kunne opvejes med 5,8 pct. løntillæg og desuden et almindeligt løntillæg til dem, der fik deres arbejdskraft for ringe betalt samt 14 dages sommerferie med løn. Det var jo nu de nye forhandlingsregler, som var blevet vedtaget med overenskomsten i 1937, der skulle følges, og i første omgang blev der derfor ikke tale om opsigelse af overenskomsterne, idet opsigelsen efter forhandlingsreglerne først kunne præsteres, når alle de i forhandlingsreglerne opstillede forhandlingsfaser var gennemført, dog i alle tilfælde 14 dage før overenskomsternes udløb, men foreløbig kun om fremsættelse af krav.

Underorganisationerne skulle først prøve, hvilket var forsøgt i Esbjerg, hvorefter hovedorganisationerne straks skulle træde i virksomhed i de tilfælde, hvor forhandlingerne i underorganisationerne ikke havde ført til enighed. For nogle af arbejdsmændene i Esbjerg begyndte året forresten lidt halvtrist, nemlig arbejderne i kreaturstaldene, idet en voldgiftskendelse faldt til gunst for arbejdsgiveren. For fagforeningen var der fart i tingene i januar. I sammentrængt form: Formanden afholdt omtrent møde hver dag med bestyrelsen og for de forskellige brancher og aflagde beretning om den grundighed, hvormed de forskellige forhandlinger havde været ført. Meddelelse om de opnåede resultater for lager-, pakhus- samt havnearbejderne var tilgået hovedforbundet. Oplyste om opsigelse af overenskomsterne med Esbjerg kommune samt smørlager eksportørerne. Oliemøllen havde afskediget tillidsmanden, men måtte antage ham igen. Jernindustriens arbejdsmænd drøftede de 5 pct. tillæg, som smedeforbundet var gået ind på, og de krav om hævelse af minimallønnen, arbejdsmændene ville sætte alt ind på at få gennemført. Med forhandlinger mellem hovedledelsen og arbejdsgiverne gik det så tungt, at det blev tvingende nødvendigt at afgive både 1. og 2. strejkevarsel, så arbejdsstandsningen kunne tage sin begyndelse 4. marts. Arbejdsgiverne fik ikke lov til vedblivende at valse rundt i den tro, at kravene fra arbejdsmændenes side var en almindelig fastelavnsspøg. For Esbjergs vedkommende drejede det sig om murer-, teglværksarbejderne, jernindustriens arbejdsmænd, alle arbejdere beskæftigede ved transport, losning og ladning med flere. Som ventet greb Forligsmanden ind, og han var ved at omkomme i arbejdsstof. At han først nåede frem til et resultat den 20. marts, må være ham tilgivet, thi mæglingsforslaget var i format det mest omfattende, der nogensinde var stillet Forligsinstitutionen, og forslaget i alle enkeltheder, fyldte næsten så meget som en roman. Forslaget skulle gælde to år med den sædvanlige prisventil, og der skulle ydes et generelt tillæg på 6 pct. til 1937-overenskomsterne og 7 pct. til 1936-overenskomsterne. Arbejdsmændene havde således bl.a. gennemført en forhøjelse i jernindustrien på 6 øre ud over, hvad smedeorganisationen var gået ind på, svarende til 6 pct. på mindstebetalingen, der var 101 øre i timen og desuden 6 pct. på akkordarbejde. Udover dette generelle tillæg indeholdt forslaget en forhøjelse fra 1-4 pct. til alle særlig lave lønninger. Den samlede lønstigning for arbejdsmændene kom således til at ligge fra 6-7 til 11 pct.. Akkordfortjenester, som lå på 2 kr. og opefter pr. time, måtte dog give afkald på 1 pct. Feriespørgsmålet lod man falde, fordi man vidste, at det lå på gode hænder hos socialdemokraterne på Rigsdagen, og først på året i 1938 vedtoges loven om 12 dages ferie med fuld løn til arbejderne af begge Rigsdagens ting. Loven, der skulle træde i kraft fra 1. juli 1938, indeholdt en overgangsbestemmelse, hvorefter ferieordningen først kunne blive fuldt effektivt fra 1940. Et af de stolteste mål for arbejderne var dermed nået.

At venstre og konservative modarbejdede loven skal kun nævnes for en fuldstændigheds skyld. Ved urafstemningen om det store lønkompleks opnåede Forligsmandens omfattende forslag 42.258 stemmer mod 11.521. Fredens fane kunne atter hejses over vort lille land. Tillidsmændene indenfor arbejdsmændene kunne dog ikke tage forskud på ferieloven. Stadig i selen! Der blev indgået lokal overenskomst med Vognmandsforeningen om kuske og chauffører, med enkeltvirksomheder og for kommunens arbejdere. Samme år opnåede hovedforbundet landsoverenskomst med Biografteaterforeningen. Hovedforbundet meddelte, at det endelig havde fået svar fra direktoratet for Vandbygningsvæsenet gående ud på, at arbejdernes timeløn på kr. 1,14 var koblet fra Entreprenørforeningens timeløn på kr. 1,09, hvortil kom de nye tillæg. Under en drøftelse med Vandbygningsvæsenets arbejdere om lønspørgsmål oplyste P. Poulsen, at Vandbygningsvæsenet havde indvilget i at betale kommunens timeløn for snekastning, nemlig kr. 1,42. En generalforsamling vedtog, at der skulle ydes 50 øre pr. medlem i 2 år til udvalget for propaganda for Esbjerg by og havn. Med vedtagelse af anlæg af Terphagevejen gav det kærkommen beskæftigelse til en del af de arbejdsløse.

På efterårets kongres i Dansk Arbejdsmands Forbund valgtes Peder Poulsen til forretningsfører i transportgruppen og ved et bestyrelsesmøde den 24. oktober tog han hjertelig afsked med sine medarbejdere. Poulsen deltog dog i den ordinære generalforsamling den 26. oktober, hvor han aflagde beretning om virksomheden. Enstemmigt godkendt! Senere aflagde Poulsen beretning fra kongressen. Toges til efterretning. Det vedtoges, at kassereren, Thomas Christensen, skulle tiltræde bestyrelsen. Desuden vedtoges det at indmelde fagforeningen som passivt medlem af Arbejdernes Samaritter Forbund. Kontingent 100 kr. årligt. Som ny formand valgtes Jørgen Christensen. Til slut tog generalforsamlingen afsked med deres mangeårige formand, og det vedtoges at give bestyrelsen bemyndigelse til at købe og overrække Poulsen en erkendtlighedsgave, der kom til at bestå af et guldur med følgende inskription: „Tak for dit arbejde gennem 12 år!“ Dansk Arbejdsmands Forbunds Esbjerg afdeling.

Atter var arbejdsmændene heldige med valget af en ny mand til formandsposten, jeg bliver ikke uvenner med min samvittighed, når jeg hævder, at Jørgen Christensen er den klogeste arbejdsmand, jeg har lært at kende. Mit særlige kendskab til ham, stammer i første række fra den tid, da jeg sad i byrådets lønudvalg. Det stod mig hurtig klart, at han var lynsnar til at reflektere og argumenterede på en enestående overbevisende måde. Han var for hurtig i vendingen til, at modparten kunne få spydspidsen jaget ind mellem hans ribben. Og han har den sjældne, langt fra urisikable egenskab, at han lige så frimodigt siger sine egne som sine modstandere sin hjertens mening om tingene. Dette har gjort Jørgen til en omstridt mand, men han har samtidig skabt sig respekt indenfor sine omgivelser. Hans lederegenskaber er ubestridelige. Men det er min private opfattelse, at Jørgen Christensen kunne styrke sin position meget ved at optræde lidt snu indadtil. En del fagforeningskundskab havde Jørgen med sig fra sine tidligere tillidshverv som tillidsmand på Oliemøllen, bestyrelsesmedlem i fagforeningen og formand for ungdomsafdelingen. Med frisk halm i træskoene spyttede han i næverne og tog fat på den vanskelige opgave, der ventede ham som formand for den store vidtfavnende organisation. Oliemøllens arbejderklub valgte Chr. Kjeldsen som klubformand og tillidsmand samt indstillede ham til bestyrelsesvalg. Til formand for ungdomsafdelingen valgte bestyrelsen Ferd. Klausen, og Th. Christensen blev valgt ind i forretningsudvalget. Formand, bestyrelse og øvrige tillidsmænd fik ikke mange pusterum de sidste to måneder af 1938. Af 12-13 protokolsider får man indblik i, at ledelsen af en arbejdsmandsorganisation i en stor havneby sjældent savner beskæftigelse. Hver dag sin strid og heldigvis oftest sin erobring. Arbejdet er alsidigt, men kan godt synes trættende. Med et par fingre griber jeg lidt i bunken: Formanden meddeler, at nødhjælpsarbejdere er berettiget til ferie.

Ved forhandling er feriespørgsmålet for arbejderne hos Vognmandsforeningens medlemmer bragt i orden. Ny overenskomst med papirhandler Christensen indgået. Det vedtoges, at den mellem Arbejdsmændenes Fagforening og kommunen gældende overenskomst ikke opsiges i indeværende år. Der bevilgedes 100 kr. til „Vestjydens“ juleindsamling. Og så holder vi jul!

1939: Det er ingen misundelsesværdig stilling at være leder af en stor fagforening, hvor mange arbejdere sendes ud i den kolde sne. Arbejdsløshed skaber bitterhed i sindet og smalhans i hjemmet, samt ofte uro på møderne. Men Jørgen stod midt i arbejdet med frisk mod. På årets første bestyrelsesmøde redegjorde han blandt meget andet for det nye cirkulære fra arbejdsløshedskassen, som omhandlede kontingentets forhøjelse, omlægning af understøttelsesåret, karenstidens forlængelse og som en opmuntring „understøttelsens forhøjelse". Og så gik det forøvrigt slag i slag med stridsspørgsmål af utænkelig forskellig art. Indledningsvis fortjener at nævnes en uoverensstemmelse på Hermetikfabrikken angående overarbejde og ferieafregning, som var påtalt fra fagforeningens side. Fabrikkens ledelse må have været meget sart under pelsen. Thi den havde følt sig fornærmet over påtalen og klagede til Sammenslutningen af Hermetikfabrikker, der videresendte det samfundsanstødende dokument til Dansk Arbejdsmands Forbund, som kort og godt meddelte afdelingen, at den skulle forfølge sagen. Så gik sagen iorden til arbejdernes tilfredshed, og der fløj såvist ingen splinter af fabrikkens ledelse af den grund. Meget morsomt ønskede Jerne kommune oplysning om udbetalt understøttelse til medlemmer af Arbejdsmændenes Fagforening, boende i denne forstadskommune, der senere er slugt af opkomlingen Esbjerg. Man nægtede at efterkomme ønsket, hvis arbejdet i forbindelse dermed ikke blev betalt. På januar generalforsamling blev byggeudvalget bemyndiget til at lade opføre en kontorbygning på fagforeningens grund på hjørnet af Jyllandsgade og Rolfsgade. Matteotti-Fonden fik en bevilling på 400 kr. og Chr. Kjeldsen nyvalgtes til bestyrelsen. Men det var stadig de mange uoverensstemmelser, som arbejdsgivernes opfindsomhed var skyld i, der slugte tiden. Hverdagsarbejdet var den kendte spiseseddel: Uoverensstemmelser om forståelse af den lønmæssige side af overenskomsten, snekastning, indladning af frosset kød i jernbanevogne, nedramning af pæle, losning og lastning, forsøg fra Jerne kommune på at få et større stykke kloakeringsarbejde på Strandby Kirkevej under nødhjælpsarbejde, foderblanding, arbejdsholdenes størrelse og så fremdeles. På et tidspunkt var der dynget en halv snes havneproblemer sammen til forbundsafgørelse, eller voldgift. Nye overenskomster blev indgået med ølforhandlerne, Farve- og Lakfabrikken, Rørkjær-Christensen og flere. Ferieloven synes mange arbejdsgivere at have fået i den gale hals. For at arbejderne til enhver tid kunne orientere arbejdsgiverne om lovens bestemmelser, vedtoges det at lade 3000 eksemplarer af loven trykke til uddeling blandt medlemmerne. Slump-akkorderne ved Terphagevejens anlæg, befordring af arbejderne på de lange afstande optog også en del af tiden. På et møde for kommunens arbejdsmænd redegjorde Jørgen Christensen for kommunens nye lønvedtægt og deri gældende pensionsordning, som også vedrører arbejdsmændene. Omtalte endvidere antagelse af arbejdsmænd på ugeløn. Det vedtoges at sælge fagforeningens bygning i Danmarksgade for 27.250 kr. På en ekstraordinær generalforsamling i august foretoges der urafstemning om forslag til ændring i arbejdsløshedskasseloven ...

Blod og tårer! Grundet på tidernes ugunst, og ved hjælp af kup, mord og brand, havde en psykopatisk maler, nogle år efter første verdenskrig, tilranet sig magten i Tyskland, og ved hjælp af nogle lydslaver havde han under diktaturets bloddryppende fane forberedt det hidtil største blodbad i verden, i den sindsyge tro på, at han kunne blive verdenshersker. Fra 1. september 1939 væltede millioner af hans rå og gennemforhærdede hunner-bander ind over de europæiske landegrænser, og den 9. april 1940 kom turen til vort lille fredsstemte land, hvor psykopatens kyniske slaver spredte død og rædsel omkring sig, og skabte en yderligere omvæltning i vort økonomiske forhold, thi allerede ved voldshandlingernes begyndelse, d. 1. september 1939, bragte den uro og usikkerhed i vort lands økonomi. Den 12. september redegjorde Jørgen Christensen for DFDS’s arbejdere den alvorlige situation, der var opstået for dem, og som den sikkert ville forme sig for eksporten i den nærmeste fremtid. Afmærkning af en sejlrende til Esbjerg var allerede foretaget, og der havde været udfoldet bestræbelser for at bevare så meget som muligt af sejladsen. Til sidst omtalte formanden en eventuel kriseordning for de arbejdere, som blev slået ud på grund af krisen. Allerede dagen derpå tiltrådte bestyrelsen et forslag fra Fredericia afdeling, om overenskomsternes frigørelse og krav i forbindelse hermed. Vanskelighederne var i rivende udvikling. En fyldestgørende omtale af krigstidens mere eller mindre alvorlige problemer for vore Esbjerg-arbejdsmænd vil antagelig lægge beslag på et par bind. Vi må nøjes med nogle glimt og overlade hovedparten af de sidste 11-12 års fagforeningshistorie til en kommende historiesamler. Dette stof bliver ikke foreløbig forældet. Hovedvægten på nærværende festskrift er særlig lagt an på at grave de første 30-40 års lokalhistorie, hvortil kildeskrifterne er i stærk opløsning, frem fra pulterkammeret. Den 29. september udtalte transportarbejderne på et møde deres anerkendelse af de bestræbelser, som fra de autoriserede myndigheder gøres for at hjælpe de arbejdere, som var blevet ledige som følge af den pludselige standsning af al import og fiskeri med Esbjerg som basis. I oktober vedtoges det at yde 100 kr. til hjælp til start af en ungdomsskole for ufaglærte. Huslejen i arbejdsmændenes nye lejligheder, der var indrettet i samme ejendom, som de nye kontorlokaler, blev fastsat til 65 kr. plus varme pr. måned. Sidst på måneden redegjorde formanden for en Esbjerg-deputations besøg hos statsministeren i anledning af den store hær af arbejdsmand, som var blevet ledige i Esbjerg, siden krigens udbrud. Deputationen var blevet venligt modtaget, og dens henvendelse ville nu blive behandlet i de forskellige fagministerier.

En resolution mod forhøjelsen af priserne på de nødvendige livsfornødenheder vedtoges. Hverdagens organisationsarbejde rullede videre. Ved forbundets bistand behandledes 8 sager på en dag. De 5 blev forligte og de 3 blev senere afgjort ved kendelse. Der opnåedes enighed med „International Autotransport“ om 50 pct. faretillæg til lønnen for kørsel i Tyskland. De stadig forøgede krav fra møder og arbejdspladser om godtgørelse for prisstigningen fandt De samvirkende Fagforbund både forståelige og rimelige. Ved forhandling med Arbejdsgiverforeningen opnåedes enighed om en 1-årig overenskomst til 1. marts 1941, hvorefter der skulle prisreguleres hver 3. måned. Den første lønstigning, der udgjorde 21,16 øre pr. time for voksne, mandlige arbejdere og 8,66 for ungarbejdere, skulle finde sted straks efter forslagets vedtagelse. Den 8. november afholdtes der møde i Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg om dette forslag samt urafstemning. Resultatet blev, at 320 stemte for og 143 imod forslaget. Indenfor arbejdsmændene over hele landet opnåede forslaget 205.095 stemmer mod 60.704.

Men dernæst havde Esbjerg en del lokaloverenskomster at få ind under „paraplyen". 70 arbejdsgivere blev der rettet henvendelse til om at tiltræde forslaget. En række forhandlingsmøder. De fleste tiltrådte overenskomstforslaget. Enkelte gik ind på en nyordning vedr. aflønningen. Andre ville sove på det. DFDS måtte efterbetale arbejderne 2250 kr. for lastning af stærkt saltet flæsk. Den 18. december: Møde med transportarbejderne. Formanden redegjorde for kommunens bestræbelser for at få arbejde igang, omtalte forhøjelsen af socialunderstøttelserne og et ved lov gennemført dyrtidstillæg til arbejdsløse. Siden 1. september er 17 langvarige møder, på hvilke spørgsmålet om ferie, overarbejde og afspadsering stadig er gengangere, refereret i protokollen. Desuden blev der afholdt et utal af forhandlingsmøder.

1940 indledtes med, at 4 af arbejdsgivernes efternølere var indgået på dyrtidsordningen. Desuden en skrivelse fra Esbjerg kommune om den ny løn og pensionsvedtægt, samt at dyrtidsreguleringen var vedtaget. Vandbygningsvæsenet’s arbejdere udtrykte på et møde tilfredshed med en nyoprettet overenskomst. Lad os nævne et tal, der kan virke forstemmende og opmuntrende, forstemmende, fordi det giver et mørkt billede af tidens store arbejdsløshed, opmuntrende, fordi det er en målestok for den sociale udvikling, der ved solidaritetens styrke var sket i de snart 50 år organisationen har bestået. I 1939 udbetalte Arbejdsmændenes Fagforening i arbejdsløshedsunderstøttelse ialt 996.493,80 kr. Arbejdsløshedsudvalget havde bistået i ca. 350 sager. I februar måtte man udsende 44 meddelelser til arbejdsgiverne i anledning af pristallets fremkomst. Aktionsmestrene, som hidtil havde holdt sig fornemt tilbagetrukket med henhold til udbetaling af dyrtidstillæg, måtte i samme måned bøje sig for et nævns kendelse og linde lidt ved deres overfedede tegnebøger. Grundet på isvinteren gav havnen ikke så ringe beskæftigelse en kort periode. Det fremgår øvrigt af beretningen for januar kvartal, at det senere lidt fraseklingende ord „borgfred" endnu ikke var opfundet. I hvert fald blev der ikke slidt på det, thi kvartalet lignede sine forgængere med en del arbejdsgiverforsøg på at smyge overenskomstaftaler af sig. Den 27. marts var der urafstemning om en lille forhøjelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen, og deraf følgende forhøjelse af det lokale kontingent med 5 øre pr. uge. 185 stemte ja, og 86 nej til forslaget. De sidste dage i marts fejrede Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg sin 50-årige fødselsdag ved 3 velbesøgte festlige sammenkomster i Tivoli, hvor festtalerne, formand Jørgen Christensen, forretningsførerne P. Poulsen og Chr. Larsen samt arbejdsmand, nuværende borgmester Villy Sørensen, Vejle, blev hyldet for deres indlæg om arbejdsmændenes opbygning af organisationen gennem et halvt århundrede.

Og så kom den uforglemmelige dag, da de store, sorte krigsflyvere drønede ind over vore hoveder, og stærkt bevæbnede bander marcherede ind over sogneskellet - den 9. april 1940.

En uforglemmelig sort dag i vor historie. En dag, vi, der oplevede den, altid vil have i frisk erindring. Den sociale trappestige forsvandt helt, da „hunnerne" kom og lagde beslag på skoler, hoteller med mere. Enhver talte med enhver, alle følte det fælles tryk. Cirkulærernes tid havde holdt sit indtog før besættelsen, men det varede ikke længe førend der opstod en sand himmelknog af cirkulærer af vidt favnende art, nødvendiggjort af alle de spørgsmål, som besættelsen, derunder en fuldstændig omlægning af produktionen, medførte.

Arbejdsløsheden var så tyngende, at det allerede i maj blev nødvendig at gennemføre et sæt kriselove, der imellem en lov om arbejdsfordeling. Arbejdernes købeevne sejlede i sænk. Mange forretningsfolk solgte deres store lagre af gode varer til vore uvelkomne gæster, der ranede alt, hvad de kunne til sig for vore penge, så store dele af det danske folk, særlig arbejderne, efterhånden blev afklædt. For arbejdernes tanker, følelser og stilling til den nye situation kan jeg bedst lade Jørgen Christensen give udtryk for, ved ordret at citere en del af hans beretninger på et par generalforsamlinger. Den 28. april udtalte han blandt andet: „Siden krigen i september 1939 udbrød, er der for vore medlemmer opstået en række af vanskeligheder, idet beskæftigelsesmulighederne da er blevet i allerhøjeste grad forringet. De den 9. april i år indtrufne alvorlige begivenheder i vort land, kan skabe vanskeligheder, der alvorligt kan komme til at påvirke vort organisationsarbejde i en grad, vi ikke tidligere har kendt. Men gennem den krisesituation, der faktisk har foreligget for vort lands økonomiske liv i den sidste halve snes år, har vi lært, at sammenhold og solidaritet, at tillid til vore organisationer og tillid til os selv kan bære udover de største genvordigheder. Jeg vil gerne fortsat appellere til medlemmernes tillid, til bestyrelsen, netop nu, hvor nye hidtil ukendte vanskeligheder kan melde sig, idet jeg da kan forsikre om, at vor afdeling, så langt dens evne rækker, på lovlig grund fortsat vil træde i skranken for samtlige vore medlemmers interesser." Formand Jørgen Christensen oplyste, at afdelingen havde 1200 ledige, og hvad fremtiden byder på, kan ingen i øjeblikket sige noget om. Havnen er lukket, byggeriet ligger stille, så der kan i tiden kun peges på tørveproduktionen, der dog ikke har særlig gode muligheder i det sydvestlige Jylland på grund af tørvenes kvalitet. Formanden omtalte til slut det arbejde, som var i gang ved gravning af beskyttelsesgrave og det civile arbejde, som den tyske værnemagt lod udføre af arbejdsmænd.

Ved generalforsamlingen d. 28. juli redegjorde Jørgen Christensen i sin beretning om organisationsarbejdet for beskæftigelse, herunder beskyttelsesarbejde for den tyske værnemagt i og omkring Esbjerg. Videre omtalte formanden de nye kriselove og redegjorde for disse og udtalte herunder, at det ikke var hans opgave at forsvare eller angribe disse love, men det skal siges, udtalte formanden, at vi kan protestere imod, at det vigtige led - dyrtidstillæg - i vor hovedoverenskomst er slået i stykker, vi kan iøvrigt protestere mod kriselovene, men vor protest under den foreliggende situation bliver uden virkning. Det vil derfor være det fornuftigste at se at få det bedst mulige ud af kriselovene, for stillingen er jo, at vi må modtage disse hvis vi vil undgå noget, der er værre, og af 2 onder vælger man det mindste.

Det bliver hårde vilkår, vi får at arbejde under, men vilkårene bliver hårdere, hvis andre skal ordne tingene for os. Hensynet til vort lands udenrigspolitiske stilling gør et samarbejde mellem alle befolkningslag ønskeligt, for at vi kan bevare vort folkestyre og den gennem generationer vundne frihed. De danske fagorganisationer vil være med i dette samarbejde under rimelig hensyntagen til det synspunkt, at den økonomisk svageste del af befolkningen bør vises størst hensyn, og da oprinder vel den dag igen, at det danske folk og dermed vore organisationer kan bygge videre på vor fremtid."

Skønt det gjaldt om at være forsigtig i ordvalget i den tid, grundet på den tyske spionage, må man dog lade formanden, at hans ord var frimodige og gav fuld gyldigt udtryk for de følelser og stemninger, som var rådende i arbejderkredse. På generalforsamlingen vedtoges det at opføre otte 2-værelsers lejligheder og 4 butikker på arbejdsmændenes ubebyggede del af grunden i Jyllandsgade og på et bestyrelsesmøde den 1. august vedtoges det at gå i gang med arbejdet hurtigst muligt.

Beskæftigelsesmæssigt set synes formandens omtale under beretningen på oktober generalforsamlingen at være lidt opmuntrende, idet han udtalte, at der havde været bud efter mange af arbejdets mænd på grund af virksomheden på flyvepladsen, opførelsen af Dampcentralen og Fællesforeningens udvidelse af Tobaksfabrikken. I et andet afsnit omtaltes og redegjordes for det lønspørgsmål, som havde fundet sted og det nye dyrtidstillæg til lønninger over 80,00 kr. pr. uge. Det ville have været unaturligt, om ikke der i arbejdsmandskredse havde hersket gærende uro over de forringede levevilkår. Efter en længere debat gav dette sig da også udtryk i en enstemmig vedtagen resolution, hvori det blandt andet hed: Andre samfundsklasser tager ved stigende priser dækning for dyrtiden. Det må derfor kræves, at der bliver en effektiv priskontrol og et stop for de urimelige og ubeføjede prisstigninger. Vi arbejdsmænd er fuldt ud klar over tidens vanskeligheder, men må kræve, at byrderne bæres af alle samfundsklasser. Til supplering af denne udtalelse kan det tilføje, at samfundssindet gav sig mærkelige udslag hos arbejdsgiverne i Esbjerg. Mange sager måtte til voldgift, og disse bragte adskillige 100,00 kr. hjem til arbejdsmændene. Tre af dem gav således 2.169,00 kr. En del lokale overenskomster blev opsagt, deriblandt den kommunale. Den 22. december foretoges lodtrækning blandt ansøgerne til de 8 nye lejligheder i arbejdsmændenes nybygning i Jyllandsgade.

En sær tid! Man må lade tyskerne, at de forstod sig på 2 ting: For det første at tømme vort spisekammer, og dernæst at sætte uproduktive arbejder i gang. „Beskyttelsesarbejder" kaldte de deres mange større og mindre fæstningsanlæg, opførelse af barakker og fanden ved, hvad de hittede på. Fagforeninger og respekt for aftaler ragede dem ikke. Folk, som tidligere havde grundet deres tilværelse på socialhjælp, og derfor aldrig vist noget initiativ til selvhjælp, kom tid efter, anden frem i forreste række. De blev entreprenører, håndværksmestre, kantineforstandere, opkøbere, vareleverandører, vognmænd osv. Mangt et sølle skrævl borede sig for en tid ind i pengestrømmens frontlinie. Gennem den sorte børs fik de fine klæder på kroppen. Tegnebøgerne svulmede pengefyldte. Ja, der var endog dem, der tidligere næppe havde begreb om anvendelse af et checkhefte, som nu pludselig tog lidt undervisning i brugen af et sådant instrument. Mens arbejderne, der heldigvis var kloge nok til at gøre sig deres indsats ved grøftegravning og cementstøbning anstændig betalt, slæbte, fyldte deres „herrer" og „mestre" byens restaurationer eller holdt store private selskaber. Ligegyldigt, hvad det kostede: Tøsen skulle more sig! Nogle af byens restaurationer, som blev erobret af værnemagerne, kunne næppe skaffe stole nok. Restauratørerne havde rygende travlt med at skaffe spiritus og madvarer samt tælle penge. En sær, men uholdbar tid! Efter krigen er det gået de fleste af den tids små ubegavede storhansere, som det gik konen i muddergrøften. De har atter fundet vej tilbage til socialkontoret. I den første krigstid var det hovedsagelig folk, som havde kendskab til anlægs- og byggearbejder, som tog chancen ud fra den betragtning, at ravnene lige så godt som kragerne kunne gribe chancen, men allerede i 1941 begyndte de slapsvansede eventyrer at trænge sig frem. Et medlemskort i nazipartiet kvalificerede enhver åndelig pusling til „guldgraverhøvding". Beskæftigelsesmulighederne steg og med disse varepriserne.

Der var en klasse arbejdere, som blev særlig hårdt ramt økonomisk under krigen, og hvis hjem blev ribbet for „hø" og „strå" - det var forsørgere, som blev på deres gamle samfundsnyttige arbejdspladser. Arbejdsgiverne glemte, som allerede nævnt, hurtigt deres løfte om, at løven skulle græsse fredeligt ved lammets side. Tværtimod måtte arbejdernes tillidsmænd gennem de samme, om ikke hårdere forhandlinger om lønspørgsmål, som forholdene tillod.

1941 afgiver også en lang række eksempler herpå. Dertil kom, at arbejderne stod svækket i deres offensiv, fordi arbejdskampe ikke tillodes under krigen. Opgør man krigstidens moralske og økonomiske ofre for at lempe os frem til tyskernes knusende nederlag, kan det overhovedet ikke drages i tvivl, at arbejderne i almindelighed trak det største læs. For arbejdsmændenes bestyrelse blev der ikke tale om arbejdsfordeling. Talrig forskelligartede beretninger vælter frem. Med tyskerarbejdet er uorganiserede krøbet frem som rotter af deres huler. En fiskeauktionsmester, som tidligere har gjort sig interessant ved at benytte uorganiserede folk, benyttede nu lejligheden til at gentage eksperimentet. Der har været stillet store krav til os, udtalte formanden på januar generalforsamlingen, efter at han havde skildret den sænkning i lønniveauet, som arbejdsforholdene havde medført, og der vil sikkert blive stillet endnu større. En resolution, der blandt andet krævede loven af d. 30. maj 1940 (dyrtidsreguleringens bortfald) ophævet, blev vedtaget med godt halvdelen af stemmerne. Beretningen godkendtes enstemmigt.

Og så fortsattes hverdagens gerning: Tillæg til timelønninger, dyrtidstillæg og efterbetaling: 176 kr., 325 kr., 2800 kr. og så fremdeles. På april generalforsamlingen blev bestyrelsen takket for initiativet til Arbejdsteknisk Skole, og flere medlemmer udtalte ønsket om, at man allerede nu skulle begynde agitationen for skolen til den kommende vinter. Desuden fik studiekredse i fagforeningskundskab et godt ord med på vejen. Et medlem anbefalede at forkaste formandens beretning, og stillede i denne forbindelse en længere resolution, som forkastedes med stor majoritet. Mod selve beretningen stemte eet medlem. Formanden kunne på juli generalforsamling oplyse, at afdelingen ikke havde mange ledige medlemmer samt redegøre for en række overenskomstforhold, som var bragt i orden. Mange havde ordet. Især kritiseredes et nyt påbegyndt nødhjælpsarbejde ved Karlsgaarde, hvor S.f.E. (Sydvestjysk Andels Elektricitets Forsyning) lod udgrave en kunstig sø i forbindelse med en kraftstation. Ingen stemte mod beretningen. Alligevel skete der ved formandsvalget en overraskelse, idet Sofus Sørensen blev sat i formandsstolen. De organisatoriske vanskeligheder, de for mange arbejdsmænd store økonomiske skred nedefter havde skabt utilfredshed og krævede et soneoffer. Jørgen, der havde haft et utal af besværligheder under de første 2 krigsår, endte på bålet.

Om Sofus Sørensen skal ikke siges noget ondt. Tværtimod. Han har fordybet sig en del i samfundsproblemer og hører faktisk til de viderekomne. Når han selv efter sit valg skal have udtalt, at han ingen forstand havde på at være fagforeningsformand, er dette åbenbart en slags udtryk for mindreværdsfølelse. Sørensens forstand er så vist god nok. Men han savner åbenbart lederegenskaber, og dette behøver ikke absolut at have noget med forstanden at gøre. Det skulle være sært, hvis hans tro på, at alle mennesker er lige så gode og velmenende som han selv, ikke har ført ham bag lyset nogle gange. Støttet af en række dygtige tillidsmænd hængte han bravt i som formand et par års tid. Der er dog sikkert faldet en tung sten fra hans hjerte, da han blev fritaget for det tunge hverv og atter kunne få stunder til i ro at tumle med bogen og sysle med samfundsøkonomiske problemer. Karlsgaarde-arbejdet satte det første grålighedens skær i Sørensens manke. Et entreprenørfirma, som havde påtaget sig udførelsen af dette udgravningsarbejde, bød en så ringe akkord, at arbejderne forlod pladsen uden hensyn til fagforeningen og givne love. Konflikten endte til syvende og sidst med, at den først afsagte kendelse i lønspørgsmålet, der var blevet afsagt på grund af urigtige oplysninger, omstødtes og en ny og bedre trådte i stedet. Men formanden måtte selvfølgelig tage afstand fra den ulovlige konflikt, og på oktober generalforsamling godkendtes hans beretning kun med 12 stemmers majoritet. Resten af året gik med afholdelse af bestyrelses og branchemøder, hvor medlemmernes interesser drøftedes.

1942: Udpluk! Hvorfra jeg fik den optimistiske lyse tro på, at jeg hurtigt kunne snige mig gennem 1942 ved gengivelse af nogle af tidens betegnende træk, ved jeg ikke, men grundet på en „ferierende" hukommelse åbnede jeg fagforeningens årbog i denne tro. Selvom jeg indleder programmæssigt, går det hurtigt op for mig, at der trækker mørkegrå skyer op under himmelstrøget. Til indledning vil jeg dog følge mit tænkte program. På årets første bestyrelsesmøde oplæste formanden en rundskrivelse, hvori meddeltes, at det var opgivet at benytte danske arbejdere i de tyske kulgruber. Derimod ville man søge arbejdere til brunkulslejerne i Tyskland. I en anden skrivelse gøres der opmærksom på julehjælp til dem, der berøres af arbejdsfordelingen. Socialministeren er gået ind på, at arbejdet i Karlsgaarde udføres i 5 dage á 8 timer ugentlig. Skrivelse fra direktoratet for Ulykkesforsikringsrådet angående omkomne og skadelidte ved en krigsulykke på Esbjerg Havn. Engelske flyvere havde en tid forinden kastet nogle menneskedræbende bomber ned over havneterrænet. Forbundet forbyder at afslutte underhåndsaftaler om nødhjælpsarbejde. En fjer i hatten til arbejdsmændene i Esbjerg: Forbundet udbeder sig oplysninger om Arbejdsteknisk Skoles virksomhed. Dyrtidstillæg holdes udenfor gældende akkorder ved nødhjælpsarbejder. Meddelelse om, at dyrtidstillægget udgør 39,15 øre pr. time. Fiskebilchauffører får opfyldt et krav om 10 pct. af nettofragt af returgods. De tidligere strejkende Karlsgaarde-arbejdere fik 8000 kr. efterbetalt. Deraf var de 4000 kr. fra forbundet. Men allerede på januar generalforsamling skvulper det på havoverfladen. Man taler om manglende fasthed i den lokale ledelse, og da det er sivet ud, at der på Rigsdagen forestår vedtagelse af en forringelse af Socialloven, vedtoges det enstemmigt, at sende Dansk Arbejdsmands Forbund en stærk protest derimod. Forbundet kunne dog omgående svare, at det var i fuld gang med forhandling med arbejdernes politiske parti, socialdemokratiet, for at forhindre al for stor forringelse i de sociale rettigheder, og ændringerne i forsorgslovgivningen ville ikke blive så store som først antaget, selvom visse partier, hvis vælgere sad trygt på flæskebaljen, var interesseret i en forringelse af arbejderlovgivningen.

Arbejdsmændene var vågne. I marts måned afholdt de en velbesøgt generalforsamling med dagsordenen: Protest mod forringelse af arbejdsløshedsloven. Der redegjordes i store træk for de forestående forringende ændringer i denne lov. Særlig yngre medlemmer syntes at skulle rammes af dette lovforslag, som arbejdernes repræsentanter indenfor en revisionskommission ikke havde kunnet tiltræde. Bølgerne gik højt! Enkelte medlemmer understregede, at de folk som tidligere havde ringeagtet sociallovgivningen, nu havde opdaget, at den var af betydning for arbejderne. En protest mod forringelse af såvel sociallov som arbejdsløshedslov vedtoges til slut enstemmigt.

Tidligere på året havde Sofus Sørensen gjort den erfaring, at lønforhandlingerne fra arbejdsgivernes side havde været præget af en vis modvilje. Forståeligt nok, thi arbejdere over 23 år, de yngre fik intet tillæg - blev ved en kendelse af d. 21. februar kun tilstået 5 øre mere pr. time. Til trods for den i venstres og de konservatives presse ofte fremsatte påstand om, at arbejderne i virkeligheden sad hyggeligt på den grønne gren, havde de i henhold til vareprisstigningen ifølge Statistisk Departements udregning ikke engang fået dækning for halvdelen af den skete prisstigning, ganske bortset fra det indhug, som arbejdsløshed, arbejdsfordeling og kvalitetsforringelser havde gjort i arbejdsfortjenesten. Særlig lager- og pakhusarbejderne havde haft dårlige beskæftigelsesforhold her i byen det forudgående år og hørte således til de hårdt ramte. De anti-socialistiske partier ville blot ikke indse det. Men det er ikke noget nyt, at den, der har vommen og laderne fulde, ikke kan se tomheden i naboens spisekammer og tilværelse.

Et andet tidsslugende problem var forholdet angående en del af kommunens fastansatte arbejdsmænd. 23 af disse havde ladet sig slette for gæld og foranlediget deraf drøftedes spørgsmålet grundigt på et møde, og mange bitre ord faldt om de mennesker, der ved fagforeningens hjælp og styrke var kommet i solide faste stillinger. Nu havde de altså sluppet taget i sammenholdets idé. To af de uorganiserede vendte kort efter tilbage til fagforeningen. En henstilling til den socialdemokratiske byrådsgruppe om at fjerne de uorganiserede folk fra ledende stillinger vedtoges. Spørgsmålet om de uorganiserede kommunalarbejdere blev for resten drøftet på en række møder året igennem. Medens der i januar blev afkontrolleret godt 1600 mand, var man i april måned nået ned på ca. 400. En gnist af krigen fængede i fagforeningens lokaler, og der udbetaltes en mindre erstatning for beskadigelse af løsøre. På selve ejendommen blev bombeskaden takseret til 11.457,00 kr.. Priskontrolrådet, der egentlig havde nok at gøre med de dristigt stigende varepriser, interesserede sig også for visse arbejdslønninger ved værnemagten, blandt andet for betalingen for opsætning af pigtrådsafspærring på Fanø, og der blev endda nedsat et udvalg fra De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening til at undersøge forholdet. Et par arbejdsmænd var så uforskammede at nægte at arbejde i frokosttiden for en murermester. Svar: Strejke! Sagen bragtes derefter hurtigt i orden. Sådan var der så meget... Året rinder! Stadig situationsprægede træk: Cirkulære fra forbundet, der oplyser, at danske arbejdere ikke behøver at stå tilsluttet „Dansk Arbejdsfront" - en tyskvenlig forening - for at arbejde ved værnemagten. Varmebidrag nedsattes med 50 pct. for de ældre medlemmer, som bor i fagforeningens bygning. De forbandede arbejdskort, som var indført i arbejdsløshedskassens love -„hundetegn" kaldte man dem - blev genstand for lidet smigrende omtale på generalforsamlinger og en række branchemøder. Enkelte nye overenskomster og lønaftaler blev i årets løb gennemført, deriblandt ny aftale med Esbjerg kommune og lager- og pakhusarbejdere, men bortset fra kommunens, var der i det store og hele kun lidt sul på de polte. Ved en forhandling med magistraten opnåedes, at der ikke måtte trækkes skat på arbejdspladserne fra arbejdere, hvis ugeløn lå under 100,00 kr., i tiden fra 11. december til 8. januar. Jord og beton oprettede deres egen brancheklub for at lette afdelingsformanden arbejdet. På given foranledning forklarede Jørgen Christensen på et møde om ændringerne i socialloven og dens praktisering. Han oplyste herunder, at kommunens tilskud udregnes efter et nyt system, men han troede ikke, understøttelserne blev mindre.

Også 1942 fik sin ulovlige arbejdsnedlæggelse. Den 15. august fandt entreprenørerne i Nymindegab på, at de ikke ville betale arbejderne befordringsgodtgørelse. Derom forhandledes i omtrent 4 måneder uden resultat. Arbejdernes tålmodighed bristede omsider, og de forlod arbejdspladsen. Nu kom der fart i forhandlingerne. Arbejderne opnåede 2,70 kr. daglig med tilbagevirkende kraft fra 15. august.

Først i maj måned havde det danske folk lidt et smertende tab. Statsminister Stauning var afgået ved døden. Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg deltog med deputation og fane i statsministerens bisættelse. Arbejderklassens førende skikkelse var ikke mere !

Privilegium! De vidste det godt, d’herrer arbejdsgivere, og de forstod at udnytte, at de havde en privilligeret stilling under lønforhandlinger, - ja, man kan uden overdrivelse sige, at de udnyttede deres stilling ubarmhjertigt. Når man læser krigstidens fagforeningshistorie, får man et beskæmmende indtryk af, hvorledes visse dele af befolkningen forstod og praktiserede ordet „samfundsfølelse". En appel til arbejdsgivernes samfundsfølelse bar som regel ringe frugter. De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsmands Forbund rettede sidst i december 1942 en appel til arbejdsgiverne for at få de dårligst lønnede arbejdere bragt en smule på fode, men resultatet, juleforliget, blev magrere end en udpint tørvemosehest.

1943: På generalforsamlingen i januar 1943 gav formanden en redegørelse for de småresultater, der var opnået, og som først skulle træde i kraft fra den 1. marts. Enkelte talende eksempler: Vandbygningsvæsenet’s arbejdere fik 3 øre mere i timen, lager- og pakhusarbejdere 4 øre, kuske og chauffører 4 øre og så fremdeles. Oliemøllens arbejdere fik grundet på visse forhold endda timelønnen nedsat med 3 øre. Stemningen på generalforsamlingen fik sin udløsning i en resolution, hvori der stilles en række sociale krav til stat og kommune, samt en opfordring til De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsmands Forbund om at virke af al kraft for at gennemtvinge fuld lønudligning. Det vedtoges desuden at sende 3 repræsentanter til en landsfagforeningskonference i København den 13. og 14. februar. Til en festlig sammenkomst for de arbejdsløse i Jerne bevilgedes 150 kr. Sidst i februar var der optræk til uroligheder blandt værnemagtsarbejderne. Tre mand var blevet afskediget i Nymindegab, hvorfor 40 arbejdskammerater havde nedlagt arbejdet og krævede de 3 genindsat. Den tyske værnemagt havde besat arbejdspladsen og krævede arbejdet genoptaget. På andre arbejdspladser var opstået uroligheder angående kørepenge. Der blev ført forhandling med ministeriet om spørgsmålet. Sekretær E. Nielsen fra De samvirkende Fagforbund redegjorde på et møde i Esbjerg for disse forhandlinger og betonede det alvorlige i situationen, og hvor meget det gjaldt om at bevare ro og orden på arbejdspladserne. Nielsen oplyste bl.a., at der en af dagene ville blive forelagt og vedtaget et lovforslag på Rigsdagen om udbetaling af kørepenge til arbejderne ved den tyske værnemagt. Forslaget ville få tilbagevirkende kraft fra d. 1. december. Mødet forløb meget sagligt og der faldt atter ro over sindene. Arbejderne i Auktionshallen vedtog at oprette en klub. På et bestyrelsesmøde den 13. april udtalte formanden nogle smukke mindeord om opmålermanden Chr. Pedersen, der var afgået ved døden. Chr. Bjørnhardt blev ansat midlertidig som opmålermand - et arbejde han med stor dygtighed stadig bestrider. I april måned afholdtes atter et møde af de kommunale arbejdere med de uorganiserede på dagsordenen. Man enedes om at opfordre Jørgen Christensen til at gøre et forsøg på at få disse uorganiserede på ret køl, organisatorisk set. Spørgsmålet om de arbejdshæmmede - et nyt ord i protokollen - blev grundigt debatteret. På generalforsamlingen udtalte formanden sin anerkendelse til byrådet for opførelse af stiftelsen til havnearbejderne. En af de delegerede fra landsfagforeningskonferencen aflagde en kort beretning fra denne sammenkomst, der havde vist sig at være en forfejlet politisk spekulation. Der var indbudt 3000 afdelinger, mødt var kun 46 med 92 repræsentanter. Mødet var en fiasko.

En julehilsen i sommertiden: Julehjælpen var blevet gjort obligatorisk for alle Dansk Arbejdsmands Forbunds medlemmer landet over uden vederlag. En kørselssag blev bragt i orden med et beløb af 1200 kr. til deling blandt arbejdere. En kendelse vedrørende kørselspenge og indkvartering på de tyske flyvepladser oplæstes for bestyrelsen. Forbundet havde ved en kendelse fået de 18-20-årige arbejderes løn forhøjet med 5 øre udover arbejdsgivernes tilbud. Formanden for Oliemøllens arbejdere, Chr. Kjeldsen, oplyste i en beretning, at der nu var faldet en ny kendelse, som havde givet arbejderne de 3 øre i timen tilbage. En fabrikant var indgået på at yde sine 6 arbejdsmænd 30 øre mere pr. time.

Som mæglingsmand mellem fagforeningen og de uorganiserede ved kommunen opnåede Jørgen Christensen, at de alle på en nær ville genindtræde i fagforeningen, men de ville kun betale 4 ugers kontingent ved genoptagelsen. Bestyrelsen tog afstand fra dette forlig. Der skulle mindst betales 13 ugers kontingent ved optagelsen. Og hvis de ikke ville gå med dertil, kunne de blive, hvor de var. Flere jord- og betonarbejdere klagede jævnligt over de dårlige arbejdsforhold hos værnemagten. Uorganiserede gårdmænd og andre, der stod organisationen fjernt, undergravede sammenholdet.

Det var både en lang og omfattende beretning, Sofus Sørensen aflagde på juli generalforsamling 1943. Han omtalte nogle løste og en række uløste spørgsmål, rabatkort ved køb af arbejdstøj, der forresten var blevet meget forringet, sortbørshandel og med mere.

Det vedtoges at sende en protest til justitsministeren mod indespærring af nogle af organisationens medlemmer samt krav om, at de gives fri. Et krav om krigsrisikotillæg ved udførelse af arbejder indenfor de områder, der kan betragtes og forventes at blive genstand for krigeriske handlinger, vedtoges ligeledes. Det oplystes, at opmålermanden, Bjørnhardt, var blevet forment adgang til flere af de tyske arbejdspladser. Såvel beretningen som diskussionen var i høj grad præget af krigssituationen. Nye love og beretningen godkendtes.

Til formand valgtes Jørgen Christensen, som måtte sætte skovlen i brænderummet og atter tage fat på organisationsarbejdet. På det konstituerende bestyrelsesmøde indså man nødvendigheden af at give formanden medhjælp på kontoret i den første Tid. Først i august proklamerede tyskerne undtagelsestilstand, og mange arbejdere måtte have passersedler udstedt på politistationen for at komme til og fra deres daglige gerning. Fra overarbejdsloven blev givet en række dispensationer. Fem tillidsmænd hos en storentreprenør forårsagede indkaldt til en ekstra generalforsamling for arbejdere, som var beskæftiget hos den tyske værnemagt. På dette møde forstærkedes kravet om krigsrisikotillæg, som arbejdsgiverne havde afvist, og sagen sendtes til forbundet.

Klarhed! Næsten for megen sproglig og teknisk klarhed præger protokollen, fordi den frister til papirstjælende gengivelse. Bunker af organisationsarbejde kom fra hånden. Når jeg nævner, at der i juli kvartal på bestyrelsesmøder blev gennemgået ca. 150 forskellige problemer, vil man forstå lysten til at gribe i bunken, men da den indeholder en stribe af vundne sager, som det er vanskeligt at koble fra hinanden, må jeg indskrænke mig til at fastslå, at det er den største præstation, jeg hidtil er stød på i et enkelt kvartal i arbejdsmændenes historie.

Efter dette rekordarbejde fra tillidsmændenes side, kunne formanden da også indskrænke sig til at aflægge en kort beretning - uden fyld - på oktober generalforsamling, thi arbejdet talte for sig selv. Af historiske grunde skal det oplyses, at generalforsamlingen blev overværet af politi - et forlangende politimesteren havde krævet og desuden indskærpet, at der ikke måtte tales politik. Dette foranledigede Sofus Sørensen til at stille forslag om, at protokol og beretning skulle tages til efterretning uden diskussion og afstemning. Forslaget blev forkastet. Man drøftede beretningen og godkendte den enstemmig.

Med visse forbehold fra bestyrelsens side vedtoges det at lade arbejdsløshedsudvalgets medlemmer repræsentere i en konference med arbejdsløshedsudvalgsmedlemmer fra andre større byer for at drøfte fælles anliggender.

Vi vandrer nu ind i en af de kendte overenskomstsituationer. Det hedder herom, at hovedorganisationernes forhandlinger var endt resultatløse, hvorefter alle grupper har været samlet til møde. Man vil søge at få alle overenskomster frigjorte. De samvirkende Fagforbund har udarbejdet krav om forhøjelse af timelønnen og dyrtidstillæg samt tillæg til akkorderne. Overenskomsterne skulle opsiges lokalt inden d. 1. december, og der afholdtes derfor en række branchemøder, hvor man vedtog at opsige overenskomsterne, og i tilslutning til De samvirkende Fagforbund, lønkrav gældende for hele landet, stilledes en række lokale krav. Foruden disse møder fik formanden og bestyrelse en 60-70 sager, deriblandt en del gevinstgivende stridsspørgsmål, løst inden nytår. Ved E. & C.s 50 års jubilæum i november forhøjede firmaet jubilæumsfonden fra 20.000 til 40.000 kr. og ældre arbejdere fik tilsendt et beløb. Bestyrelsen vedtog at lade fagforeningen sende en blomsterkurv og et telegram til festen. En uges juleunderstøttelse tildeltes de medlemmer, som havde været arbejdsløse mindst 12 dage fra den 15. november - d. 20. december. Året sluttede med, at kommunens arbejdsmænd vedtog at opsige overenskomsten.

1944: Krigstravlhed! Stadig knygende travlt havde tyskerne med at holde en stor hær af danske arbejdere i trit med at befæste danske kyststrækninger. Det kunne jo tænkes, at englænderne ville besætte den lille, under fredelige forhold smilende, smukke ø, med de hvide mod Vesterhavet skærmende sandklitter - Fanø! Ja, hvem ved! Måske de endog ville gæste vor unge friske nybyggerby, Esbjerg, og hilse på de arbejdsmænd, som tidligere havde lastet millioner af tons fødevarer i vore skibe til den engelske befolkning. Man kunne aldrig vide! Så meget vidste man, at de faglige organisationer midt under den store verdensbrand stadig måtte føre deres egen lille krig, for at arbejdernes tyggeredskaber ikke skulle blive helt arbejdsløse. Når man ser på arbejdsmændenes bestyrelsesdagsorden i januar 1944, føler man trang til at smide forhandlingsbogen ad hækkenfeldt til; thi dagsordenen omfatter ikke mindre end 30 punkter foruden forskellige cirkulærer og skrivelser om indkøb af arbejdstøj, arbejdskraft til værnemagtsarbejde i Jylland med mere. Esbjerg arbejdsmændenes historie under Den anden Verdenskrig kræver en bog for sig. Her kan der faktisk kun blive tale om lidt „lystfiskeri" i den overvældende stak stof: Bevilget uld til fiskepakkerne, 75 øre pr. dag i generatortillæg til chauffører er gået i orden. Det samme gælder en anden sag med en vognmand. Farvel bestyrelsesmøde! Havnearbejderne holder møde, og af beretning fremgår, at arbejderne ved losning af tysk cement er tilkendt 50 pct. til akkorden. En del branche- og bestyrelsesmøder afholdes i månedens løb. Travlhed! Travlhed! - den store pensel må i brug. På januar generalforsamling gør formanden rede for, at lønspørgsmålet ved værnemagerarbejde var drøftet med Priskontrolrådet. Fortjenesten varierer fra 6 kr. pr. time ned til 41 øre. De 41 ørige er sikkert hurtigt smuttet ud gennem havelågen. Forøvrigt begyndte det allerede at knibe for surrogatentreprenørerne at betale arbejderne deres fortjenester, hvorfor fagforeningen så sig nødsaget til at træffe visse forholdsregler overfor disse. Det første firma, vistnok et par kontoruddannede mennesker, som knækkede sammen, skyldte overskud og timeløn til 113 mand. Forbundet tilrådede at indklage dem for den kommiterede for udenrigssager. Ved en entreprenør fik arbejderne 50.000 kr. tilgode. Skønt manden var frimodig nok til at påstå, at han havde betalt pengene, fandt arbejderne det dog klogt at forlade hans afgnavede græsmarker. Efter Jørgen Christensens opfordring tilskrev De samvirkende Fagforbund udenrigsministeriet om førstnævnte forhold, da man mente, at O. T. havde en del af ansvaret for disse arbejdsgivereventyrer. Kontrolsystemet med „ekspropriation" af arbejdsgivere slappedes. Såfremt en mand kunne skrabe 100 arbejdsløse sammen, henvendte han sig blot på O. T.s kontor i Skolegade og angav sin hærs styrke. Straks fik han sin chance. Arbejderne blev sendt ud at grave græstørv til camouflage af fæstningsanlæg, eller grave kanaler og befæste disse med pigtrådsregn. Omkring Esbjergs landside nåede man faktisk at få gravet en om end smal kanal, som blev forstærket af pigtrådshegn, således at englænderne kunne få deres cykler punkteret, når de kom jagende ind mod byen. Manden med de 50.000 kr.s restance til arbejderne forsøgte formanden også at få til udenrigsministeriet gennem De samvirkende Fagforbund, men der mente man, at sagen skulle behandles efter regler for faglig strid.

Chr. Kjeldsen oplyste på et møde, at Oliemøllen havde trillet rundt i 5 1/2 måned i 1943, men det var gået med knirken og knagen med de nye råstoffer - sennepsfrø og kålroefrø, som firmaet anvendte. Ved en brandskade på pakhuset havde arbejderne dog opnået 50 pct. lønforhøjelse for oprydning. Fiskeauktionsmestrenes salærer, der var nået op i svimlende højder, skulle formindskes, og fiskerne så gerne, at denne rimelige lønnedskæring kom arbejderne til gode, hvorfor man vedtog at søge forhandling med Fiskeriforeningens bestyrelse. Ved forhandling med Esbjerg kommune var opnået gode resultater, bl.a. 15 øre i timen til reallønnen. Forårets forhandlinger med arbejdsgiverne gav ikke flæsk til gummerne. Da arbejdsgiverne afviste arbejdernes rimelige krav, gik også denne sag til forligsnævnets formandskab, som fastsatte en forøgelse af dyrtidstillægget med 5 øre pr. time. Denne afgørelse fremkaldte en voldsom harme i arbejdskredse, og affødte et utal af protestresolutioner på møder og arbejdspladser. På generalforsamlingen d. 30. april i Esbjerg redegjorde formanden for afgørelsen, og for en lang række forhold om lokale overenskomstforhandlinger, som, bortset fra den med kommunen, var endt i elendighed. Som mesteren er, følger hans svende!

Formanden nedlagde en skarp protest mod den usle almisse, som var tilkendt arbejderne, skønt formanden for De samvirkende Fagforbund gennem en række artikler i pressen havde klarlagt situationens alvor - også til orientering for formandsskabet, hvis afgørelse betød, at arbejderne blev snydt for 50 øre pr. time eller ialt 1750 mill. kroner. På bestyrelsens vegne stillede Jørgen Christensen en meget fyldig og skarp resolution, hvori man bl.a. krævede formandsskabet likvideret og tilbagevenden til den gamle forhandlingsform. Resolutionen vedtoges enstemmigt sammen med beretningen.

Angående ny overenskomst med auktionsmestrene afsagde Arbejds- og Forligsnævnet for en gangs skyld en kendelse, som var i arbejdernes favør. De fik bl.a. tilkendt hver 5 par uldluffer årligt, lønforhøjelse og anerkendelse af tillidsmandens medvirken ved fastsættelse af arbejdstid. Fiskepakkerne fik ligeledes enkelte krav gennemført. Antagelig påvirket af de mange protestresolutioner, den tiltagende uro og utilfredshed, men alligevel stik mod al forventning, gik arbejdsgiverne pludselig ind på at yde et tillæg til de lavere lønninger fra 15 øre pr. time og nedefter. I provinsen kom det store antal af arbejdere ind under skalaen 10-07 øre pr. time. Man kaldte det „skalatillæg". Men det kan jo være ligegyldigt, hvad man kalder barnet, når navnet er anstændigt. Om arbejdsgangen indenfor fagforeningen kan man ikke bruge Drachmanns ord: „Der er galskab nok, men system er der ikke!“ De mange grene på stammen nødvendiggjorde en systematisk og grundig gennemført arbejdsplan. Først afholdt brancheklubbernes ledelser møder om tingene og derefter brancheklubberne, i hvis møder fagforeningsformanden deltog. De vigtigste af de sager, som blev behandlet på disse møder, gik videre til fagforeningens bestyrelse og fortsatte derfra spadsereturen til generalforsamlingen. Dette var også tilfældet forud for juli generalforsamling, hvor formanden redegjorde for kvartalets omfattende arbejde samt oplyste, at der skulle afholdes kongres fra den 25. september til 6. oktober, og at grupperne havde valgt kongresdelegerede. En udtalelse mod forbundet, fordi det havde udsendt et cirkulære mod en arbejdsløshedskonference vedtoges. En opmuntrende resolution om støtte til De samvirkende Fagforbunds hovedbestyrelse for dens bestræbelser for at skabe harmoni mellem penge og priser samt en opfordring til at modvirke enhver form for arbejdsfordeling, der ikke giver fuld løn, vedtoges ligeledes. En henvendelse til handelsministeren om at lade foretage en grundig undersøgelse af årsagen til, at de vigtigste næringsmidler forsvinder fra marked og butikker, når der fastsættes maksimalpriser, fik samme blide skæbne. Flere forslag, derimellem et om, at formanden ikke måtte modtage andre tillidshverv, forkastedes. De øvrige forslag var nærmest af organisatorisk og administrativ karakter. Generalforsamlingen strakte sig grundet på lukketidsbestemmelsen over to aftener.

Det ligesom lå i luften, at krigsforbryderen Hitlers blodige dag gik på hæld! Englændernes og amerikanernes invasion på fastlandet, først på Sicilien 1943 og dernæst ved Normandiets kyst i juni 1944 samt de mange skrydende tyske meddelelser om tilbagetrækning og frontforkortning for at øge deres styrke, bragte ethvert fornuftigt menneske til at se, hvor det bar hen. Storforbryderen og hans nærmeste kan heller ikke have været i tvivl om, at slaget var tabt. Men det gjaldt om at holde modet oppe på det tyske folk. Krigen skulle føres til den bitre ende. Om et par millioner menneskeliv mere eller mindre gik med i løbet, betød intet for den bundforhærdede „fører", når han blot kunne redde sit eget usle skind så længe som muligt. De gamle snu rotter blandt værnemagerarbejdsgiverne herhjemme, begyndte også så småt at trække sig tilbage fra sulfadet i ro og orden, med deres hamstrende formuer. Kun de uforstandige, der havde levet langt over evne, blev ved så længe som muligt, fordi de hang med røven i vandskorpen. Situationen medførte, at der fulgte en del krav om arbejderes tilgodehavende hos disse „sidste dages hellige" arbejdsgivere. Det drejede sig om almindelige lønfordringer, feriegodtgørelser, overskud, skurpenge med mere. Såvel ved organisationens som en sagførers hjælp lykkedes det at hale en del af disse beløb på tørt land. Af de 56.000 kr., som det omtalte kontoristentreprenørfirma skyldte dets arbejdere, kunne der kun bjerges 10.000 kr. Derudover måtte fagforeningen beskæftige sig med striber af organisatoriske problemer, som minder om strå på en maskintilsået kornmark. Fem af kommunegartnerens folk lod sig i al stilhed overflytte til DanskGartnerforbund, hvorved der opstod en grænsestrid mellem de to organisationer - en strid, som først fandt sin endelige løsning i 1949. Formandens udførlige beretning fra kongressen savnes heller ikke. I julemåneden opsagdes overenskomsterne fra brancheklubbernes side. Handelsministeren havde forlængst meddelt, at spørgsmålet om de livsvigtige varers forsvindingsnumre var forelagt Priskontrolrådet.

1945: Menneskedyret! Gribbenes bedste ven, siger digteren. Og han har ret. I 1945 mistede gribbene den bedste ven, jordkloden hidtil har fostret. Han levnede ikke så meget, som et ribben af sig selv til sine venner. Med dødens gift i kroppen lod han sit syndige legeme æde op af benzinflammer. En modbydelig kræftknude blev fjernet fra det sunde menneskelegeme. Allerede ved nytårstid var arbejderne fortrolige med tanken om, at organisations- og arbejdsfriheden vinkede, selvom de tyske bander endnu hærgede landet. Og tanken virkede opmuntrende. Man kunne selvfølgelig ikke lægge hænderne i skødet og afvente den opløftende begivenhed. Organisationsarbejdet måtte gå sin gang. Men så løftet var stemningen, at formanden på årets første bestyrelsesmøde som efterretningssag meddelte, at Esbjerg byråd havde givet dispensation angående spiritusudskænkning ved arbejdsmændenes juletræsfester, hvorpå man tog fat på arbejdet. Det blev De samvirkende Fagforbunds opgave på samtlige organisationers vegne at arbejde for en forhøjelse af de utilstrækkelige dyrtidstillæg, og en beskeden forhøjelse på 8 øre mere i timen gennemførtes ved forligsmandskabets kendelse i Arbejds- og Forligsnævnet i marts 1945. For voksne mandlige arbejdere blev dyrtidstillægget derefter 58,15 øre pr. time og for yngre arbejdere mellem 18 og 23 år på 53,15 øre. Denne lønkendelse indeholdt en bestemmelse om, at såfremt en af hovedorganisationerne i løbet af august måned måtte fremsætte begæring herom, skulle forligsnævnet træffe bestemmelse om, hvorvidt der var grundlag for at træffe afgørelse i forannævnte kendelse.

Denne bestemmelse fik en uventet betydning, selvom udsigterne ikke var lyse med det nævnte løndiktatur som højeste myndighed. Det blev nemlig ikke Arbejds- og Forligsnævnet som fik denne sag til afgørelse, men derimod Overenskomstnævnet, som efter forhandlinger med arbejdsgivernes og arbejdernes hovedorganisationer den 21. august traf den afgørelse, at dyrtidstillægget skulle forhøjes med 15 øre pr. time for samtlige voksne arbejdere og for unge arbejdere med 12 øre pr. time. Selvom ikke dette skridt i den rigtige retning opvejede tabskontoen, vågnede der et vist håb hos arbejderne om, at krigens stramme forhold snart måtte være slut. Lidt hist og her var der tidligere fikset op på de lokale overenskomster i de forudgående vintermåneder. Grundet på de vanskelige trafikforhold i den tid var det ugørligt at komme fra Esbjerg til København og føre lokale overenskomstforhandlinger, og dette benyttede vore vågne tillidsmænd sig af. Flere arbejdsgivere gik med til forbedringer, som var et plus til landsoverenskomsterne. Jørgen Christensen havde en let generalforsamling den 30. april uden særlige brydninger. Bekymringen om surrogatarbejdsgivernes manglende betalingsevne voksede stadig, og formanden understregede, at en mængde af disse fordringer var gået til incassation gennem en sagfører. Skredet i de nybagte arbejdsgiveres rækker fortsatte som en lavine. Det viste sig forøvrigt, at nationalbanken ikke ville udbetale de førnævnte 10.000 kr. for kontoristentreprenørerne.

Om aftenen den 4. maj bragte radioen for en gangs skyld en nyhed af format: Tyskerne havde kapituleret. Begejstrede menneskemængder drog i procession rundt i landets storbyer og fejrede den store nyhed. Folk både lo og græd ved tanken om, at den onde tid var forbi. Dagen derpå begyndte de sørgelige rester af den tyske besættelsesmagt at slæbe sig ud af landet.

Et trist syn, som dog ikke kunne påkalde det danske folks medlidenhed. Tværtimod! Kapitulationen kunne naturligvis ikke straks betyde genopbygning af de små udmarvede hjem, men sindene lettedes velgørende indenfor hjemmenes mure. Og da festrusen havde lagt sig, begyndte fagorganisationerne efter flere års påtvunget åg at udføre dagens gerning under frie demokratiske former. August-kendelsen er allerede nævnt.

Vor lokale bestyrelse, og da navnlig formanden, kunne ikke godt forcere arbejdet uden at gå i døgndrift. Afregning med krigsarbejdsgiverne og lønaftaler for oprydningsarbejdet efter tyskerne tog tid. Man måtte tage både sagførere og politi til hjælp. Men den demokratiske frihedsfane var hejst, og dette lettede arbejdet. Den 3. juni afholdtes en langvarig velbesøgt ekstraordinær generalforsamling, hvor man gennemdrøftede den ny tids mange spørgsmål, derunder også udrensning af den bortdragne fjendes moralskdefekte, danske, menneskelige efterladenskaber. Betegnende nok begyndte mødet med, at et medlem, som under hele krigen havde stået tilsluttet nazipartiet, blev bortvist. På et repræsentantskabsmøde havde De samvirkende Fagforbund få dage forinden formuleret arbejdernes krav, og Jørgen Christensen måtte redegøre for disse, hvori det bl. a. hed, at reallønnen måtte genrejses til samme niveau som 1939, og at der måtte gennemføres rationering for alle livsvigtige forbrugsvarer. En resolution, som tilsagde De samvirkende Fagforbund støtte i dette arbejde, vedtoges enstemmigt. En vedtagelse om beslaglæggelse af værnemagernes og krigsspekulanternes regnskabsbøger savnedes heller ikke. Havnens arbejdere forberedte sig på, at komme i gang med deres vante beskæftigelse fra før krigen, og der valgtes tillidsmænd til de arbejdspladser, som havde ligget stille under stormagternes langvarige opgør. Det tog lang tid, før man kom ind i den gamle gænge - ja, selv nu i marts 1950 har man grundet på den mægtige regning, fjenden stak af fra, stadig et stykke vej til målet.

Midt i august afholdt Dansk Arbejdsmands Forbund en kongres, hvor delegerede fra hele landet afstak gangene for fremtidens virke.

55 år! Gang efter gang har der gennem fagforeningens hidtidige beståen været fremsat krav om organisationens deling. Til en begyndelse lød det, at man ønskede en afdeling for havnens og en anden for byens arbejdsmænd. Afgørelsen blev stadig udskudt. Som årene gik, voksede fagforeningen ikke alene i talmæssig størrelse og styrke, men der førtes efterhånden så mange forskelligartede afskygninger og brancher og dermed et væld af overenskomstproblemer indenfor dens rammer, at det næsten skulle være mere end et unikum, som kunne bestride formandsposten. Thi selv om formanden havde nok så dygtige medarbejdere på kontoret, indenfor de forskellige brancheklubber og vågne tillidsmænd rundt på arbejdspladserne, måtte han dog orientere sig i de 100 af spørgsmål, som naturligt fulgte arbejderne i den vidtfavnende organisation og de 100 af forhandlinger, som nødvendiggjordes af de opståede problemer. En forjaget, tids arbejds- og forstandskrævende tilværelse! Et uholdbart og urimeligt forlangende! Åen var gået over sine bredder. Tanken om opdeling af hovedforbundet og en deraf følgende arbejdsdeling var forlængst realiseret, og i sommeren 1945 fandt man indenfor afdelingen i Esbjerg tiden moden til opdeling.

Den 5. august oprandt den historiske dag. På forslag af bestyrelsen vedtoges det på en generalforsamling at opdele den store fagforening i 3 afdelinger: 1 afdeling for transportarbejderne - 1 afdeling for jord-, beton- og murerarbejdsmændene - 1 afdeling for fabriksarbejderne.

Og på en senere generalforsamling vedtoges det at dele organisationens midler: 309.032,94 kr. mellem de 3 afdelinger i henhold til medlemsantallet. Hermed indledes en ny tid i Esbjerg arbejdsmændenes historie og nye, men alligevel gammelkendte ansigter dukker frem på de 2 af formandsposterne. Jørgen Christensen valgtes til formand for transportarbejderne, Ejnar Hansen til formand for jord- og beton og Chr. Kjeldsen til formand for fabriksarbejderne. Samarbejdet mellem de 3 organisationer skulle opretholdes gennem en fælles ledelse, bestående af foreningernes bestyrelser, suppleret af formanden for Fiskernes Fagforening. Fællesledelsen valgte Jørgen Christensen, der på kongressen 1944 var blevet medlem af hovedbestyrelsen, til formand.

Nogle medlemmer tvivlede på nødvendigheden af fagforeningens opdeling, men hvis tvivlerne i dag vil gennemlæse de 3 afdelingers forhandlingsbøger, vil tvivlen forsvinde.

Ved et tilfælde får jeg først fat i jord- og betons forhandlingsbog. Som nævnt valgte denne afdeling Ejnar Hansen til formand, og som kasserer valgtes opmålermanden med den fint arbejdende regnemaskine på kvisten. Chr. Bjørnhart, der samtidig skulle passe sin opmålervirksomhed. Ejnar Hansen, hvis fader i en lang årrække var en interesseret og højt skattet tillidsmand indenfor Arbejdsmændenes Fagforening, er således vokset op i et fagligt organisationspræget hjem. Ofte støder man på Ejnars navn i fagforeningens protokoller, og han har ikke så sjældent repræsenteret sine klassekammerater på Dansk Arbejdsmands Forbunds kongresser. Han har hørt til den teoretisk yderliggående fløj, og gang efter gang set sine mange forslag blive sendt ned i undergrunden. For de arbejdsløse var han under kriserne en ihærdig rådgiver. Da han blev formand, var der ligesom faldet ro over sindet. Der kan jo være pokkers forskel på teoretisk og praktisk fagforeningspolitik. Den slutning har Ejnar såvel som så mange andre måttet drage. Han har så vist fundet melodien som den dygtige og ansvarsbevidste organisationsleder, der ved, at Rom ikke blev bygget på en dag. De hundrede af sager, som er omtalt i jord- og betons protokol til dato, lyser i hvert fald af respekt for saglighed og demokratiske afgørelser, samt af tilfredshed over de mange små fremstød.

Grænsedelingen og omlægning af de administrative forhold, stjal lidt af den første tid, men alt blev ordnet i al kammeratlig fordragelighed. Pladsen tillader kun fremhævelsen af enkelte afgørelser og meddelelser fra de enkelte organisationer. Hovedoverenskomsterne er i store træk gældende for alle. Kunsten for en fagforeningsleder ligger faktisk i stadig at søge de lokale overenskomster forbedret, og på dette område ligger Esbjerg-arbejdsmændene i forreste linie. Ejnar Hansen har gennem årene ihærdigt fortsat denne linieføring. Hans indtil dato op til en snes punkter på bestyrelses og generalforsamlingers dagsordener understreger dette og viser tillige, at bestræbelserne ikke er resultatløse. I mangfoldige tilfælde får arbejdsgiverne deres småtskårne opfattelse af overenskomsternes forståelse revideret til arbejdernes fordel. Et af de vanskelige spørgsmål, Ejnar Hansen fik at beskæftige sig med, var de uorganiserede ved Esbjerg kommune. I de 4 1/2 år, han har ledet fagforeningen, er der afholdt mange møder med kommunalarbejderne, hvor dette spørgsmål er blevet drøftet. Stadig forbedrede resultater er ved forhandling med magistraten opnået, men de uorganiserede har det ikke været til at få bugt med.

Problemet de uorganiserede, fastansatte, pensionsberettigede, som blev drøftet ved samme lejligheder, var og er stadig akilleshælen. Man skal tage meget fejl, hvis disse mennesker ikke har høstet fordel af det resultat, fagforeningsformanden mødte med til sine medlemmer, men de uorganiserede forskanser sig stadig bag deres faste ansættelse og kvitterer for fordelen uden at rødme. Det er forresten svært at se forskel på disse organisationssnyltere og Kristeligt dansk Fællesforbund. En grænsestrid mellem Gartnerforbundet og afdelingen har som nævnt også optaget sindene. Den indledtes med, at 5 af kommunegartnernes folk meldte sig over i Gartnerforbundet. Afdelingen ville ikke uden sværdslag tynde ud i deres medlemsprotokol. Et møde med sekretæren for Gartnerforbundet endte uden resultat. Sekretæren bebudede, at han ville sluge hele kommunegartnerens hær af arbejdere. Ved hovedbestyrelsens medvirken blev Gartnerforbundet af grænseudvalget i 1949 tilkendt 9 tillærte gartnere. Den 1. marts 1946 udløb samtlige overenskomster, hvorfor man på en række branchemøder forud gennemgik de løbende aftaler og formulerede en række krav, hvoraf en del gav ekstra arbejde og resultater hist og her efter hovedoverenskomstens indgåelse.

I 1947 afholdt forbundet kongres, og til denne vedtog jord- og beton at indsende forslag om ét-årig overenskomster og fastansættelse af grænsen for tillidsmænd til 65 år. I anledning af overenskomstens udløb i 1946 måtte farten i arbejdet atter forceres. Det fremgår endvidere af protokollen, at formanden stadig holder sine medlemmer underrettet om forhøjelsen af de sociale ydelser til de arbejdsløse, derunder julehjælp og brændselshjælp. På given foranledning oplyste formanden på oktober-generalforsamlingen i 1949, at der var gjort alt, hvad der kunne gøres for at skaffe beskæftigelse til de arbejdsløse. Den 6. februar 1950 valgtes på en ekstra generalforsamling et arbejdsløshedsudvalg, som skal bistå deres arbejdsløse kammerater med råd og dåd.

Lad det siges her, men det gælder samtlige 3 afdelinger, at oplysningsarbejdet altid har haft en god støtte fra arbejdsmændenes side. Oplysningsudvalget kan glæde sig ved den store interesse, arbejdsmændene som kursusdeltagere viser deres arbejde derigennem, at de har bevilget 50 øre pr. medlem pr. år i tilskud.

En hær på stadig vandring mod lysere dage!

Transportarbejderne startede med at vælge Jørgen Christensen til formand, og Thomas Christensen, den store organisations kasserer gennem mange år, overtog kassererposten. Transport fik broderparten af medlemmerne og organisationsarbejdet under tag, skønt det i starten syntes at knibe med at få tag over hovedet. Det var såre naturligt, at man stræbte mod at få hus med kontorlokaler i nærheden af havnen og formandens forslag herom på en generalforsamling blev da heller ikke imødegået.

På branchemøderne, som blev afholdt inden den 1. december, for at vedtage ændring til overenskomster, der udløb 1. marts 1946, tegnede formanden et mørkt billede af den forestående overenskomstsituation.

Først på året 1946 gik Smedeforbundet ind på, at modtage en lønforhøjelse af 8 øre pr. time. Videre ville man ikke strække sig overfor arbejdsmændene, der hævdede at dækning for dyrtiden krævede en lønforhøjelse af 18 øre, og desuden stillede man krav om et almindeligt løntillæg på 15 øre, ialt 33 øre mere i timen samt forhøjelse af de gældende akkordpriser. Der blev kamp! Arbejdsmændene varslede strejke indenfor en række brancher, og den 23. april nedlagde ca. 30.000 mand arbejdet.

Den 13. maj stillede Forligsmanden et mæglingsforslag, som med en ringe overvægt af stemmer blev tiltrådt ved en urafstemning blandt arbejdsmændene. Den modsatte part - arbejdsgiverne - forkastede derimod forslaget med en knusende majoritet. Regering og rigsdag så nu lidt på sagen, og den 23. maj ophøjede Rigsdagen mæglingsforslaget til lov. Den almindelige timelønforhøjelse lå fra 10-14 øre.

Som tidligere nævnt må tillidsmænd og formænd nu mase ind på livet af arbejdsgiverne for at vinde lokale forbedringer, ved forhandling og fortolkning af hovedoverenskomsten. Møde efter møde afholdes, sag efter sag drøftes, forslag stilles, ændres og stilles påny. Heldigvis virker læsningen af de opnåede resultater lige så oplivende som majsolskin på en blomstrende landevejsgrøft. F. eks.: Renovationsarbejdet i Esbjerg betales med 26 øre mere i timen. Ugelønnen bliver herefter henholdsvis 133 og 134 kr. pr. uge. Efter 24 dages ansættelse udbetales i sygdomstilfælde fuld løn i 7 uger og halv løn i 6 uger. Ikke sandt! Et strålende solglimt i en grå verden.

Isvinteren 1946 til 47 blev et særligt begivenhedsrigt halvår med stor beskæftigelse på havnen. Derved opstod en række nye arbejdsforholds- og lønningsproblemer. Nye timeløns- og akkordaflønninger indgås og efterbetaling finder sted. Men den nordpolske vinter havde stænget porten for mange andre arbejdspladser. Arbejdsløshedsunderstøttelserne i tal er overbevisende. Ialt blev der af organisationer, som står tilknyttet fællesledelsen, udbetalt 1.537.000,00 kr. i understøttelse. Kassererne får også deres part af arbejdet, hvad enten de voldsomme naturkræfter vil krig eller fred. Ved losningen af materialet til de finske træhuse får formanden indgået så god en akkord, at modstanderpressen besværede sig over den. Spørgsmål om uldgarn til vanter til fiskepakkerne, tildeling af cykledæk, arbejdstøj og tobakstildelingen til havnens kiosker, forøgede rationer af smør, kød, sukker og kaffe til fiskebilchaufførerne slynger sig som en rislende bæk ind mellem hverdagens organisatoriske begivenheder. Til kongressen i 1947 vedtoges det på en ekstraordinær generalforsamling at indsende en stak forslag: 16 til kongressen og 2 til arbejdsløshedskassens delegeretmøde. På hældningen af 1947 oplyser formanden, at arbejdsmændene sikkert kan vente en ny storkamp i 1948, da arbejdsgiverne stiller sig blankt afvisende overfor ethvert krav fra arbejdernes side.

Esbjergs store opland havet, fører tusinder af skibe fra fremmede lande til havnen, hvortil den store fiskerflåde tillige søger ind med rigdomme af fisk. Nye virksomheder vokser frem som mælkebøtter i en forsømt græsplæne, nye arbejdsoverenskomster indgås og de gamle aftaler søger man at dreje en tak frem. Rutinearbejde! Ak, nej! Det er et arbejde, som kræver tillidsmænd, der ikke er åndeligt platfodede. Selvfølgelig trænes tillidsmændene i arbejdet. Al respekt derfor! Men der rejses stadig nye problemer, som der skal tages stilling til og løses, og „kontrollører" er alle de, som berøres af spørgsmålene. Det har, lad det være sagt her lige såvel som et andet sted - været arbejdernes styrke, at de for en stor del har forstået at bevare deres dygtige tillidsmænd for at sikre sig mod snigløb og overrumplinger fra modpartens side og for at erobre nyt land.

I 1947 blev havnearbejdernes kontor inddraget. Man søgte og fik en grund i Strandgade, hvorpå opførtes en ejendom med lejlighed og kontorer samt et mindre mødelokale. Dette hus er arnestedet for arbejdet i den levende organisation, som selve ordet „transport" giver udtryk for. Vemodigt tager jeg afsked med den sjældent smukt førte forhandlingsbog, vemodig, fordi jeg ville have søgt at sortere nogle kærner fra avnerne, men den indeholder udelukkende kerner.

I 1949 opstod et vanskeligt spørgsmål for fagforeningen. På grundlag af en af dommeren i sin tid foretagen undersøgelse over forholdene i Fiskeauktionshallen tilsendt Havnerådet, der lod dommerens betænkning gå videre til ministeriet for offentlige arbejder, som derpå udarbejdede et reglement, som særlig beskæftiger sig med forholdene angående udbæring af fisk, blev ophængt i hallen den 15. juli. Et par uger efter mødte arbejderne en morgen til sædvanlig tid for at få en tjans ved deres vanlige gerning med sortering af fisk, og de så da til deres forundring, at et par uniformerede politibetjente var posteret som vagt ved indgangen til hallen. Dette usædvanlige syn huede ikke arbejderne, hvorfor de roligt vendte hallen og politiet ryggen. Skønt arbejderne faktisk ikke var antaget til noget arbejde den dag, opstod der straks røre om sagen: Ulovlig strejke, kaldte man det. Denne sag affødte en række møder. Jørgen Christensen hævdede, at der ikke kunne være tale om strejke, da fiskepakkerne overhovedet ikke var antaget til noget arbejde på det tidspunkt, de forlod havnen. Møder og forhandlinger fandt sted. Arbejderne ville ikke arbejde under politibeskyttelse. På et møde med fiskepakkerne sammenfattede formanden følgende udtalelse til Havnerådet: ”Idet vi beklager, at de kompetente myndigheder har skabt røre om spørgsmålet om halle-arbejdernes hæderlighed under udførelsen af deres arbejde, og udenom vor faglige organisation har besluttet sig til at arbejdet i fremtiden skal udføres under politiopsigt, ønsker vi at udtale, at vi protesterer mod den anvendte fremgangsmåde, og at vi ikke agter at medvirke til, at arbejdet udføres under de dikterede forhold. Vi må kræve, at de forholdsregler, der måtte ønskes iværksat, træffes efter samråd med os”.

Dagen derpå afholdtes der møde med Havnerådet, fagforeningsformanden og 2 repræsentanter for havnearbejderne, hvor borgmester Høyer-Nielsen fik et forlig i stand. De 2 betjente blev fjernet fra Auktionshallen. Fagforeningen blev senere idømt en bod på 500 kr. ved Den Faste Voldgiftsret.

En mærkbar overgang fra transport til fabrik. Man sejler fra oprørt hav til smulte vande. Medens jeg ligesom fik en mundsmag af Vesterhavets friske saltvandssprøjt ved gennemgangen af „transportprotokollen", stemmer støvsmag mig nu for brystet, eller jeg mærker den ejendommelige duft af lergravens fede råstoffer, af hvilket så godt som hele Esbjerg by med dens 47,365 indbyggere er arbejdet op af hudstærke næver og trænede muskler.

Organisationsledere kommer til verden med forudsætningerne i blodet, de sanker viden, teoretisk og praktisk, og gennem organisationsarbejde øves og trænes de op til udøvelse af deres dåd. En sådan mand havde fabriksarbejderne i Chr. Kjeldsen, og de kunne tillidsfuldt sætte ham på formandsstolen i deres nystartede forening. Fagfællerne vidste, at Chr. Kjeldsen gennem mange år havde udført et bundsolidt tillidsmandsarbejde på sin arbejdsplads og tillige, at han beklædte stillingen som næstformand i den store hovedorganisation, som blev tredelt. Kjeldsen kender sin klasses fagforeningshistorie, og han har forstået at drage lære deraf. Behersket og stilfærdigt, men bestemt udfører han sin gerning på kontor og i forhandlinger på de steder, forholdene kræver hans medvirken. Det er et betegnende træk for hans grundighed, at fabriksforhandlingsbogen på de første blade fortæller om ikke mindre end tre arbejdspladser, hvor arbejderne har fået for lidt i løn. Det drejede sig om 2-3 øre i timen i indtil 2 1/2 år.

Den førnævnte strejke i 1946 var trængt ind på fabriksarbejdernes arbejdsområder. På en ekstra ordinær generalforsamling den 23. april redegjorde Kjeldsen for situationen. Vi må tage kampen, selvom den bliver hård. De 6-7 øre mere i timen, som der blev tilbudt os, kunne vi ikke modtage, siger formanden i sin realitetsbetonede redegørelse om situationen. På mødet kom stærk utilfredshed til orde mod den beskedne understøttelse, som var fastsat til udbetaling nemlig 35 kr. plus 68 øre pr. barn ugentlig, og da man mente, at strejkefondet var nogenlunde ved magt, vedtoges en protest mod de fastsatte understøttelser. De lokale overenskomster med olie-, is- og kassefabrikkerne bragtes i orden i de første strejkedage. Mæglingsforslaget gav ifølge protokollen jernindustriens arbejdsmænd 8 øre mere i timen plus 4 øre i dyrtidstillæg. Dertil kom, at det meningsløse grænseskel, som berøvede de unge arbejdere mellem 18 og 23 år 5 øre pr. time, blev ophævet. Overenskomsten var 2-årig med pristalsregulering. I Esbjerg blev forslaget forkastet med 5 stemmers majoritet, men iøvrigt vedtaget landet over.

Arbejdet er i fuld gang, her er det en ny blanding - ikke sortering - af arbejdsgivere, vi er i lag med. Organisationen er ikke så stor som dens brødre, men forretning og arbejdsgang naturligt den samme. Brancheklubber, branchemøder, forhandlinger snart til en, snart til en anden side.

I et solglimt mellem tunge mørke skyer måske endog en uvejrsdag, hvor stormen fejer jorden for efterårets nedfaldne blade, viser den mægtige livgivende klode os, at den endnu triller sin vante gang rundt i himmelrummet, selvom den på denne årstid ofte dækker sig bag et tykt skydække. Den 14. november 1947 oplyses det på et klubmøde for Oliemøllens arbejdere, at aldersrentenydere, som har arbejdet i 20 år på fabrikken, ville få udbetalt 20 kr. pr. mand i hver måned, og arbejdere, som havde været beskæftiget 25 år i virksomheden, ville få udbetalt yderligere 100 kr. om året. Et smukt menneskeligt træk i en hårdkogt verden!

I maj 1948 spørger arbejderne på et af oplandets teglværker, om de ikke må få et trykt eksemplar af Esbjerg Teglværkernes overenskomst tilsendt, da Esbjerg har Danmarks bedste arbejdsvilkår. Det drejede sig ikke om en enlig svale. Der er stadig efterspørgsel efter dette dokument på duelig fagforeningspolitik. Tilfældigvis, kan man sige, havde fagforeningen netop fået en ny aftale gældende betalingen for produktion af skillemursten. Med Tagstensfabrikken opstod der en strid om lønafregning på store sten. Sommeren 1948 havde budt på jævnt gode beskæftigelsesmuligheder. En virksomhed i byggematerialer var dog gået en smule baglæns. Oliemøllen blev en beskæftigelsesmæssig skuffelse. Den forlængede karenstid blev ophævet, da efterårets arbejdsløshed begyndte at blive mærkbar. Bortset fra lidt organisatorisk forfriskende stormsus engang imellem må 1948-49 betegnes som ret fredelige.

Farvel da, du historiske kildeskrift! Sekretær og indeværende forårs brydninger mellem de to store magtfaktorer i samfundet: Arbejdere og arbejdsgivere venter dig.

Midt i september 1945 afholdt arbejdsmændenes fællesledelse konstituerende møde. Til formand valgtes Jørgen Christensen. Det vedtoges, at foruden formanden skulle bestyrelsen bestå af to mand fra jord og beton, to fra transport, en fra fabrik og en fra Fiskernes Fagforening. Formændene i afdelingerne var selvvalgte i den almindelige ledelse. Man vedtog derefter retningslinier for de opgaver, Fællesledelsen ville få at arbejde efter. Grænsespørgsmål ordnes af fællesledelsen, som også leder kontrolkontoret. Det vedtoges, at ungdomsafdelingen henhører under fabrik. Gang i støvlerne! Den 1. oktober fortsættes arbejdet. Forslag til love blev udarbejdet, og der nedsattes et kontroludvalg til at føre tilsyn med kontrolkontoret. På et følgende møde vedtoges lovene for Fællesledelsens rammer. Til kasserer valgtes Chr. Bjørnhart og til sekretær Ejnar Hansen. I henhold til lovene afholder Fællesledelsen 2 ordinære møder årligt, og bestyrelsen holder møde, så ofte det er påkrævet. Man behandler kontingentspørgsmål, ejendomsforhold, afkontrolleringsspørgsmål, festlige sammenkomster, arbejdsløshedsspørgsmål, arbejdsanvisning, ophævelse af samejeforholdet af ejendommen i Jyllandsgade, start af en Arbejdsmændenes Boligforening og meget andet.

Solen sender den tidlige forårsfornemmelse ind i vore småhaver, der er smykket af årstidens blomster: Erantis, vintergækker og krokus. Endnu er forårsstormene ikke begyndt at varsle sommerens komme, men indenfor de faglige organisationer hiver en stærk blæst fælt i sejlene. Overenskomster er opsagt, nye krav formulerede og optaget til forhandling. Arbejdsmændenes tillidsmænd fra landets forskellige kanter farer til København for at søge at hale et nyt resultat ind over plankeværket. Arbejderne kræver med rette, at alle samfundsklasser må være med til efter evne at betale genopbygningens sure regning. Ingen skal have lov til at smyge denne forpligtelse af sig. Forhandlinger opgives, men man tager fat i et andet hjørne af overenskomsten og begynder forfra. Enkelte forhandlinger synes resultatløse. Forligsmanden er begyndt at skæve til de store vanskeligheder. Det krat, man skal igennem for at nå frem til et lysende brandbælte, synes ufremkommelig, men vi har lov til at håbe, at det lykkes organisationerne, med eller uden forligsmandens assistance, denne gang som så ofte før, at bane sig vej til et resultat, som arbejderne med tilfredshed kan skrive under på.

Mod lyset! Hvad har arbejdsmændene i Esbjerg tilkæmpet sig gennem de 60 år, deres fagforening har bestået? Ja, derom er fortalt på de foranstående blade. De har arbejdet sig frem fra slavevilkår til fri mands ret, til at leve et kulturliv på jorden i et demokratisk, nogenlunde socialt betrygget samfund. Det har været kampen værd!

Målet er ikke nået, før arbejderne får det fulde udbytte af deres værdiskabende samfundsindsats. Det vil sige, da ingen snyltere kan leve højt på det hårde slids bekostning.

Jubilæumsbestyrelserne! Hundreder af tillidsmænds navne har, som antydet fortjent at blive nævnt i dette skrift. De er undladt af nødvendige grunde: Omkostningerne! Men det ville se underligt ud også at stryge navnene på jubilæumsbestyrelserne. Her er de: Transport: Jørgen Christensen, formand, Albert Nørlem, næstformand, Th. Christensen, kasserer, Vald. Clemmensen, sekretær, Hans Ingvartsen, Ludvig Nielsen, Peter Rasmussen, Søren Lauridsen, Hans Jensen, Fr. Nielsen, Sofus Jepsen og Karl Jensen.

Jord- &- beton: Ejnar Hansen, formand, Chr. Bjørnhart, kasserer og opmålermand, Aage Andresen, næstformand, Marinus Andersen, sekretær, H. P. Heinsvig, Frede Nielsen, Jørgen Jensen, Hugo Jensen, Torkild Hansen, Helge Bækby og Laurits Christensen.

Fabrik: Chr. Kjeldsen, formand, M. Duedahl Petersen, næstformand, Eli Husted, sekretær, E. K. Nielsen, Chr. Nielsen, Hans Bondesen, Axel Olesen, Anton Jørgensen, Chr. Egstrøm, Marinus Thomsen og Martin Møller. Kassereren, som ikke er medlem af bestyrelsen, er J. P. Thomsen.

Disse bestyrelser „regerer" over ca. 3.580 medlemmer, der er fordelt således: Transport 1.650, jord- og beton 1.200 og fabrik 730, heri medregnet ungdomsafdelingens 40 medlemmer, for hvem denne afdeling kun er en holdeplads, indtil alderen giver dem adgang til fordeling mellem deres større brødre.

De ovenfor gengivne digterord er et pletskud for tillidsmænds virke. Enhver tillidsmand har følt den glæde, der ligger i at kunne være noget for andre, følt den indre tilfredshed, når et resultat blev nået, selvom det var aldrig så beskedent.

Til slut vil jeg sige jer, arbejdsmænd, tak for, at I overlod mig den interessante opgave at vandre i jeres organisations 60 års lange fodspor og sanke aks, hvis kerner helst skulle spire og vokse til styrke og gavn for den opvoksende slægt. Denne tak adresserer jeg til dig, Jørgen, fordi du under den lange vandring altid har været villig til rådslagning. Til lykke med jubilæet! Hilsen og håndslag! Albert Andersen.

Protokolgennemgangen er foretaget af Julius Albert Andersen, født d. 8 maj 1888 i Esbjerg – død d. 15 august 1952, og han boede i 1899 i Fyensgade; i november 1914 boede han i Østergade 43 og var cigarmager på Tobaksfabrikken, senere journalist på Vestjyden, byrådsmedlem i 1937 for Socialdemokratiet og landtingsmedlem, bl.a. under krigen i 1943. Julius Albert Andersen var søn af murer Kristian Andersen og Johanne Kristine Pedersen i Esbjerg.

Nyere litteratur med gode historiske Esbjerg-billeder er blandt flere:

Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg i 100 år. I Esbjerg var der større chancer (1990) af Søren Federspiel.

En by i støbeskeen 1890-1990, Smedene i Esbjerg af Søren Federspiel.

Her gik træk af vilde svaner: Socialdemokratiet i Esbjerg 1890-1990 af Verner Bruhn.

Esbjergs Industri set indefra af Lars Hyldal Brockhoff (2007).

Den Røde by ved Vesterhavet erindringer af smed Arthur Hellsten (ca.1900-1960).

Webmaster