Lidt om Theodor Herzl, imperialismens og zionismens kolonisering af Palæstina.

Hvad har de fordrevne palæstinensere egentlig gjort mod den kristne verden ?

Hvorfor er vestens ledere samvittighedsløse, når de forsat sidder FN´s beslutninger overhørig ?

Hvorfor er krigshandlinger de vestlige lederes endlösning på politiske problemer ?

»Man ofrede ikke mere opmærksomhed på araberne end indianerne fik i Nordamerika« - Karl Kautsky,1921.

Palæstinensernes sag er en anti-kolonial modstandskamp !

Skal man give en besættelsesmagt indrømmelser ?

Hvorfor skulle Israel oprettes i Palæstina, og hvorfor skulle den europæiske antisemitisme, pogromer og gaskamre gå ud over araberne ? Hvorfor gav man ikke jøderne et landområde i Rhinlandet eller ved Frankfurt ? Tja, - mange vesteuropæiske lande har jo gennemført den ene blodige kolonikrig efter den anden og undertrykt de fremmede befolkninger, deres håndværkere og arbejderklassen. Al den snak om humanitet og barmhjertighed gælder jo ikke overfor de kolonialiserede folk, de farvede. Vi har kendskab om de kristnes korstoge mod araberne fra 1095 til 1204 og de tidligere »korstoge« mod bl.a. sakserne, danerne, nordmændene, venderne og mod de andre slaviske folk. Frygteligt var også de katolske korstog mod katharerne i 1209-1229 i Sydfrankrig. Men det kom som et chok for de kristne byzantinske skatteopkrævere i det Østromerske rige, at araberne rejste sig til kamp i 632, netop som den byzantinske kejser Heraclius havde besejret Persien. Befrielseskrigene medførte, at araberne i 634 gik over Jordanfloden, i 635 befriede de Damaskus, i 636 hele Syrien, i 637 Jerusalem, i 641 Ægypten, og i 711 sætter araberne over Gibraltarstrædet til Spanien og går op i Frankrig, og samtidig er Sicilien og Syditalien i hænderne på af araberne. Araberne havde derved sat sig på handelsforbindelserne til Kina, Indien, Afrika, således at de vesteuropæiske fyrster og købmænd måtte betale prisen. Senere i historien møder vi kristenhedens angreb på Mellem- og Sydamerika, Nordamerika, og særligt efter USA´s uafhænighedserklæring i juli 1776 går de nordamerikanske indianere vanskelige tider imøde, med de kristne kolonialister, emigranter og besættere. 1880ernes vanvittige slagsmål om kolonier i Afrika stimulerede begyndelsen til zionistisk kolonialisme. Dengang fejede der gennem Europa et krav om nationalisme og selvbestemmelse, som vi også kender fra Slesvig-Holsten, som i 1000 år havde været dansk. I Slesvig-Holsten troede de på selvstyre, men Bismarch gjorde dem tyske, og Slesvig-Holsten mistede alt under fremmedherredømmet. Nogle jøder begyndte i slutningen af 1800-tallet at tro på, at deres religiøse og racemæssige bånd også havde krav på én nation, på jødisk nationalitet, selvom jødetroen jo var grænseoverskridende. Jøder er jo ikke noget folk, men en religiøs og politik ide. Men de fordrevne palæstinensere får åbenbart ikke gennemført deres krav om national selvbestemmelsesret. Kan kommunisterne med samme ret som jøderne gøre krav på Moskva ? Men en del velhavende jøder i Europa ville altså dengang kopiere og imitere "den nationale ide". Og alligevel står de kapitalistiske stater og taler om koloniernes ukrænkelighed.

I kolonialiseringens historie hører vi, »at først sendte de kristne deres sømænd og købmænd, derefter ankom deres præster, og derefter ankom deres soldater og voldtog vort land og så brugte de os som slaver«. I Palæstina dukkede jøderne op som "pilgrimme". I enhver krig er pressen også et offer for magthavernes økonomiske interesser. Nutidens kapitalistiske presse tilbageholder informationer eller fordrejer informationerne. Derved mener man, at ytringsfriheden ikke bliver krænket. Jfr. vietnamesernes lange befrielseskamp, som først får fokus i 1960erne og 70erne, og de sorte amerikaneres kamp mod de hvides racelovgivning. De forskellige kristne kirke medvirker ligeledes til at fordreje realiteterne. Og de kristne præster står gerne og velsigner våbnene, - endda på begge sider - medens bønder og arbejdere tvinges ind i morderiske krige og bliver slagtet på slagmarkerne samtidig med, at bagmænd tjener tykt på krigen, våbenhandel og fødevaremangel. Og i pressen rives befrielsesaktioner ud af deres sammenhæng med befrielseskampen og udråbes med dårligt skjult racisme som slet og ret terror. En græsk-katolsk biskop hævede overfor FN i 1957, at araberne var tilskyndet til flugt af deres egne ledere i 1948. Men der foreligger ingen radioudsendelser eller tilskyndelse til en sådan appel. Tværtimod udsendte Damaskus Radio d. 4 april og d. 24 april 1948 en appel til alle om at blive hvor de var, efter at den store flodbølge af flygtende palæstinensere var igang efter terroren. Seks uger før det britiske mandat ophørte i 1948, sendte zionisterne deres hære ind. På samme tid skabte zionistiske agenter kaos og panik med forskellige falske nyheder, gennem Haganah-radioen og med højtalervogne som sagde, at araberne skulle flygte, for ellers ville de blive slået ihjel. I Jaffa, Ladda, Ramle, Beersheba, Acre og talrige andre byer, fik man bl.a. folk til at flygte ved bedrag, løgne og falske løfter. I Acre flygtede 45.000 arabere og i Lydda flygtede 30.000 og blev ført i flok til Ramallah. I Jordan-dalen ved Fristelsesbjerget opholdt 85.000 arabiske beduiner og bønder sig således i en FN lejr. Araberne blev pladseret i reservater, ghettoer og bantustans, og civile arabere blev dømt ved israelske militærdomstole. I 1948 Haganah havde 35.000 bevæbnede mænd.

Kristendommen er oprindelig en jødisk fraktion, idet det var jøden Paulus, der opfandt kristendommen. Forfatterne til Det Nye Testamente har endda slet ikke kendt den sagnomspundne Jesus,- som alle har en mening om. Både jødedom og kristendom kalder vi i dag en religion, fordi de bl.a. tror på noget ikke eksisterende. Begge disse mysteriereligioner med deres religiøse ceremonier har deres udgangspunkt i Orienten under bestemte kultur- og klimaforhold. Både jødedom og kristendom har så sandelig også været en politiske bevægelser. I Danmark danner kristendommen grundlag for domstolene, kongemagten og det kapitalistiske system i det hele taget. Sammen med forskellige fyrster og lejesoldater er det lykkedes de kristne biskopper at undertrykke befolkningerne i Europa og frarøve jorden fra bønderne, som måtte forlade deres oprindelige kultur og gemme minderne væk under forfølgelserne fra de kristne. Med afviklingen af kulturen, opstod mange sprogblomster der skulle dække over tyranniet og despotiet, og i nutiden kaldes folkenes historie for sagn for mytologi. Men danernes slægtshistorie om aserne og vanerne er ikke så ringe endda, i forhold til at det bøvl, som den kristne mytologi og overtro og deres fyrster har skabt. Både jødedom og kristendom har under årene udskiftet deres tekster efter behag, udeladt tekster, fortolket teksterne forskelligt og tilpasset sig fyrsterne. Den armenske kristne kirke er et forbløffende eksempel på overlevelse.

Under arabernes frigørelse kom Palæstina i 638 under arabisk-muslimsk herredømme, og forskellige muslimske herskere bevarede kontrollen i landet helt frem til 1. Verdenskrig, - men i de sidste 400 år op til 1918 var Palæstina dog en provins i det osmanniske imperium. Det er en mærkværdig forklaring og myte at påstå at jøderne har "historiske ret" til Palæstina. Selv før romernes erobring af Judæa (år 70 før vor tidsregning) levede tre fjerdedele af alle jøder udenfor Palæstina. Hvad angår de derboende jøder, blev de i de følgende århundreder gradvis opslugt af de omkringboende folkeslag, nøjagtigt som tilfældet var med filistinerne, fønikerne, nabetanerne og andre klaner i den gamle Orient. En følge af dette er paradoksalt nok, at nutidens palæstinensere i en vis udstrækning er efterkommere af hebræerne, og der fandt megen indbyrdes giftemål sted med andre samfundsgrupper. Hvis jøderne har krav på Palæstina, hvorfor har araberne så ikke krav på Spanien og Sicilien som engang udgjorde en integreret del af det islamiske imperium? De første jødiske immigranter gik i land i Palæstina i 1882, og der har aldrig været en mulighed for, at Palæstina kunne have taget imod de 6 millioner jøder, der blev udryddet af nazi-regimet. De vestlige "demokratier" nægtede jo også systematisk at åbne deres grænser for fascismens ofre, de lukkede øjnene og tav, da de fik information om koncentrationslejrene i Tyskland, og de er også medskyldige for mordet på jøderne, og for Hitlers fremkomst og etableringen af 2. Verdenskrig. I 1934 etablerede den sovjetiske regering den jødiske selvstyrende region, som kaldtes Birobidzhan, i et tyndt befolket område i USSR, som skulle være et alternativ til Palæstina. Den lovlige og demokratiske valgte regering i Spanien, måtte bukke under i 1936-39, bl.a. fordi vestmagterne lod fascismen blomstre i den ene stat efter den anden. Indtil den zionistiske kolonisation af Palæstina systematiseredes efter 1917 levede jøder og muhamedanere, europæere og arabere under fredelige forhold i Palæstina. Ved århundredeskiftet levede lidt over en halv million mennesker i Palæstina, og 5% var jøder, og de ejede mindre end 1% af jorden. I 1917 var der ca. 57.000 jøder i Palæstina, og de udgjorde 9,7% af befolkningen. I 1919 udgjorde araberne 90,6% af Palæstinas befolkning og ejede 99,5 % af jorden. I 1936 var der 384.000 jøder i Palæstina, svarende til 30% af befolkningen.

Men i løbet af 1800-tallet var der i Vesten sket en sammensmeltning af bankkapital og industrikapital, hvorved der opstod en ny finanskapital. Koncentrationen af produktion og kapital, hvor en snæver kreds af mennesker via monopoler fik afgørende indflydelse på verdensøkonomien, betød også nye rivninger, når de internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger og deres stormagterne opdelte jordkloden mellem sig. Den eksportorienterede finanskapital forsøgte rundt om på jordkloden at fortrænge de oprindelige kulturer og opbygge nye værdinormer, markeder, osv. men vel at mærke samme med stormagternes beskyttende militære apparater, samtidig med, at finanskapitalen i svulstige toner fremhævede deres civilisation på bekostning af andre folkeslags kulturelle og religiøse opfattelser. Raceideologi var et fænomen, der var kendt i mange europæiske landes lovgivning. I begyndelsen af 1900-tallet sås en skærpelse af modsætningsforholdene mellem de imperialistiske magter i spørgsmålet om kolonier og råstofkilder i kontrolområderne. Der blev oprettet militærbaser i nærheden af råstofkilderne for at sikre udplyndringsprocessen, samt for at bekæmpe de nationale bevægelser. På dette tidspunkt begyndte de arabiske områder at få økonomisk betydning for de imperialistiske lande på grund af tilstedeværelsen af rige naturforekomster og olie. Området var lige efter århundredskiftet under Ottomansk overherredømme, men England bestræbte sig allerede på det tidspunkt på at tilvende sig magten over det svækkede tyrkiske rige. Men det drejede sig også om kontrollen med Suez-Kanalen og kontrollen med handelen fra Østen, og dermed om verdensmarkedspriserne. Rusland rykkede frem mod Orienten, og kom dermed til at true de gamle kolonimagters interesser. Frankrig, Storbritannien, Sardinien-Piemonte og Osmannerriget førte Krimkrigen mod Rusland i 1853-56. Preussiske og tyske hære bankede fra 1864 til 1870, Danmark, Østrig og Frankrig. Og beviset for en kommende verdenskrig var overvældende: den fransk-russiske alliance i 1894, Tysklands flådeopbygningsprogram i 1898, Englands og Frankrigs gensidige aftaler »entente cordiale« i 1904, den russisk-japanske krig i 1904/05, den første Marokko-krise mellem Tyskland og Frankrig i 1905/06, den engelsk-russiske aftale i 1907, krisen i Bosnien i 1909, den anden Marokko-krise mellem Tyskland og Frankrig i 1911, de to Balkankrige i 1911/12. Da Tyrkiet sluttede sig til Centralmagterne, blev Englands politik i Mellemøsten knust på én nat. Herredømmet over "landevejen" til Indien og Østen fik et knæk, og hemmelige aftaler mellem England, Frankrig og zar-Rusland blev sluttet i 1916 om deling af det Ottomanske Rige. Men briterne var nervøse for at Frankrig kom for tæt på Suez-Kanalen og Sinai, og at Frankrig skulle gøre krav på hele Palæstina. Et nyt britisk kabinet søgte i 1917 at befri sig fra aftalerne, og på dette tidspunkt så England en interesse i zionisterne, som murbrækkere for et britisk styret Palæstina. Umiddelbart efter 1. verdenskrig i 1918 gik England og Frankrig igang med at dele det Mellemøstlige område imellem sig, (Sykes-Picot aftalen), og England brød således det løfte om national uafhængighed, som de havde givet til givet araberne som pris for deres deltagelse i kampen mod tyrkerne. Denne opdeling gav Frankrig herredømmet over Libanon og Syrien, mens Palæstina kom under England. Og efter sejren over osmannerne, Den Høje Port, i 1918 dannede sejrherrernes liga: Folkeforbundet, der blev oprettet i januar 1919, og af Folkeforbundet fik de britiske imperialister et stort mandatområde dernede, Palæstina, og den første britiske højkommissær for Palæstina blev en zionistisk jøde. Men der levnedes ikke den amerikanske King-Crane kommission nogen tvivl om de sande føleler hos Palæstinas folk. D. 29. august 1919 rapporterede kommissionen at: ''…. den ikke-jødiske befolkning i Palæstina - næsten ni tiendedele af den - er udpræget imod hele det zionistiske program... der var ikke en ting, som befolkningen i Palæstina var mere enige om end dette..." Kommissionens resultater bekræftede beslutningerne fra den generelle syriske kongres, der bestod af valgte repræsentanter fra befolkningen i Palæstina, Libanon og Syrien. En resolution, der blev enstemmigt vedtaget af kongressen 2. juli 1919, bekendtgjorde: "Vi er modstandere af zionisternes krav om at oprette en stat i den sydlige del af Syrien, kendt som Palæstina, og af den zionistiske vandring til enhver del af vort land; for vi anerkender ikke deres titel, men betragter dem som en alvorlig risiko for vort folk fra et nationalt, økonomisk og politisk synspunkt. Vore jødiske fæller vil kunne nyde de samme rettigheder som os, og påtage sig samme ansvar." Lignende ytringer om ubetinget forkastelse af zionismen blev fortsat fremsat af alle palæstina-arabere, der mødtes i løbet af årtierne under britisk besættelse i Palæstina. Ikke en eneste gang udtrykte en palæstina-arabisk gruppe eller konference en anerkendelse - hverken delvis eller modificeret - af den zionistiske kolonisation. Og de følelser, der så veltalende var blevet udtrykt overfor King-Crane Kommissionen i 1919, blev fortsat udtrykt i tiden derefter med samme styrke for mandatregeringen og dens utallige kommissioner, såvel som for Folkeforbundet og de Forenede Nationer af enhver palæstinensisk delegation, der havde en chance for at vise sig foran en af disse instanser. I marts 1920 udbrød der væbnet fjendtlighed mellem arabiske bønder og zionistiske kolonisatorer i Nordpalæstina; og i april 1920 fandt arabisk - zionistiske kampe sted i Jerusalem. Disse blev fulgt af opstande i 1921. Briterne opdelte Palæstina i 1922 i området Transjordanien og i Palæstina (Vestjordan), og England indsatte kong Abdulla i Transjordanien. Den engelske regering fik ret til at lave lovene, den havde udøvende myndighed, kontrollen over hæren, administrerede landets økonomi og repræsenterede Transjordaniens udenrigspolitik. Men derefter skete en omfattende zionistisk indvandring til Palæstina, og de zionistiske indvandrere kunne med vestlig kapital opkøbe landejendomme og derefter nægte lokalbefolkningen arbejde og udsulte palæstinenserne økonomisk, samtidig med at zionisterne havde adgang til store våbenmængder. Zionisterne fik støtte fra de imperialistiske lande til at træde arabernes rettigheder ned, og zionistbevægelsen havde et tydeligt mål: at fordrive palæstinenserne fra Palæstina og at oprette en zionistisk/jødisk stat. Israel er således en immigrantstat og en kolonimagt. England gav zionisterne vigtige administrative embeder som et led i spillet for et opretholde kontrollen over området. Økonomisk betød området meget for England bl.a. på grund af store råstofforekomster, jern, kobber, magnesium, fosfat og svovl og desuden mineraler på bunden af det Døde Hav. Men der voksede en modstand frem. I Østjordan begyndte modstanden først i 1928. Det var en national modstand, hvis ledende kræfter var feudale personligheder, stammeoverhoveder og et intellektuelt bourgeoisi, uddannet i Syrien og tyrkisk orienterede, som p.g.a. Tyrkiets tabte indflydelse var imod englænderne. Disse gruppers modstridende interesser og manglen på støtte i befolkningen, gjorde det let for England at splitte bevægelsen og istedet få dem til at bekæmpe hinanden. Der var dog i begyndelsen tegn på, at modstandsbevægelsen var istand til at true Englands interesser i området, hvilket indirekte var en trussel mod emir Abdulla, og derfor indvilligede han i indsættelsen af den britiske major John Glubb som leder af sine styrker. Det var Glubb, der organiserede den jordanske hær efter engelsk kolonimønster bestående af engelske officerer og beduinsønner fra engelsksindede stammer. Derefter var den virkelige magt i Glubbs hænder. Denne hær spillede bl.a. en afgørende rolle i nedkæmpelsen af den væbnede opstand i Palæstina i 1936 og i knusningen af den iraqiske revolte i 1941. Men der opstod nye opstande mod zionismen i 1929 og 1933. I 1935 faldt sheik Qassan i et britisk baghold, og Qassan og han modstandsgruppe blev begravet som martyrer og Palæstinas nationalhelte. Men modstanden forsatte i 1936 med en landsomfattende opstand, og en palæstinensisk generalstrejke i 1936 var på 6 måneder. Oprøret tog form af et folkeligt, væbnet oprør og adskillige landområder og landsbyer blev befriet. Der blev oprettet baser i bjergene, og i de befriede landsbyer oprettedes revolutionsråd og længe holdt man kolonistyrkerne i skak. Nedkæmpelsen af de folkelige styrker kunne kun ske ved engelske kolonitroppers indgriben og gennem forhandling med den palæstinensiske overklasse, som ingen interesse havde i en revolutionær opstand, - og jøderne blev bevæbnet og trænet af briterne. Men den arabiske revolte forsætter i 1937/38/39 med mange dræbte og sårede. Briterne laver voldsomme gengældelsesaktioner og smadrer landbyer. I 1939 sidder mere end 5.000 palæstinensere i koncentrationslejr. Men i 1939 bliver de arabiske oprør nedkæmpet, 110 arabere er henrettet ved hængning, 3.112 arabere er dræbte og 1.775 er hårdt sårede, og dog mener man, at omkring 20.000 er faldet i kampene. På dette tidspunkt ejer jøderne 5,4% af jorden, og Peel-kommissionen anbefaler at give jøderne 25% af Palæstina. Den britiske koloniminister Malcolm MacDonald erklærer, at nu er det nationale hjem for jøderne oprettet. I 1944 udgør araberne 69,5% af befolkningen og ejer 93,5% af jorden, og zionisterne udgør nu 30 % af befolkningen. Den jødiske undergrundshær, Haganah, blev trænet af briterne, og blev betegnet som en politistyrke. Men 14.500 jødiske soldater var altså trænet af briterne, og forsynet med våben, og holdningen var, at når der blev etableret en stat, ville de undgå at ikke-jøder kom med som mindretal. Ligesom Folkeforbundet var dannet af de imperialistiske sejrherrer efter 1. verdenskrig blev FN grundlagt af de imperialistiske sejrherrer efter 2. verdenskrig. Og sandelig om FN ikke siden da er blevet styret af ganske få stater i Vesten. Verdenskrigen medførte at den britisk-zionistiske alliance mistede sin værdi, fordi England var svækket, men også fordi selvstændigheden stod højt på dagsorden i Indien.

Efter 2. verdenskrig fremstod USA som den stærkeste imperialistiske magt, og det resulterede i at USA og England i 1945 underskrev en aftale om at dele olieindkomsterne imellem sig. De amerikanske zionister havde inden 1945 indsamlet 45 mill. $ til kolonisering i Palæstina, og nu pressede zionisterne på for at få oprettet staten Israel. I Palæstina påbegyndte zionisterne deres terror mod den palæstinensiske befolkning, og det resulterede i en stor flygtningestrøm til Transjordanien, som kulminerede umiddelbart før den zionistiske stats oprettelse. Men også briterne blev ofre for zionistiske bomber, for nu stod de amerikanske zionister klar, støttet af det Hvide Hus. I 2 år sprængte Stern- og Irgun gruppen en frygtelig masse i luften. Britiske militærbaser, kraftværker, broer og radiostationer blev sprængt i luften. Fra december 1947 og indtil tilbagetrækningen af de britiske styrker og den samtidige proklamation af den zionistiske nybyggerstat i maj 1948 var palæstina-araberne engagerede i en kamp på liv og død mod såvel den britiske garnison som de zionistiske kolonisatorer. Bønderne betragtede denne kamp om deres land med magtesløs rædsel. De omfattende zionistiske terrorangreb medførte, at Storbritannien i 1947 ikke længere ønskede at administrere mandatområdet, og De Forenede Stater og zionisterne fandt sammen i en ny alliance, og der var få problemer for vestmagterne i at styre generalforsamlingen i FN. Dog skriver den amerikanske forsvarsminister, "at der var tale om næsten skandaløs tvang og trusler overfor andre nationer". De allierede sejrherrer fra 2. Verdenskrig vedtog i det nyoprettede FN en delingsplan for Palæstina, der omfattede en jødisk og en palæstinensisk stat, hvor Jerusalem skulle under international administration. De jødiske indvandrere accepterede planen, da det indebar at 56% af området skulle tilfalde en jødisk stat, og indenfor disse grænser var dog 5 distrikter med arabiske flertal på henholdsvis 70%, 67%, 87%, 53% og 99%. Området indeholdt også Negev-ørkenen med 100.000 beduiner, der dyrkede det mest af den byg og hvede, der blev avlet i Palæstina, og her i Negev-ørkenen boede endda kun 475 jøder. Negev-ørkenen udgjorde et tre gange så stort areal som det område, der var opdyrket af jøder i Palæstina, så det var ikke jøderne, der havde fået ørkenen til at blomstre. Jøderne udgjorde på det tidspunkt 30% af befolkningen og havde ejerskab til 6% af jorden. FN ville altså forøge jødernes territorium med 800%, og i dette område skulle indbyggerne underkaste sig, de nye zionistiske magthavere. Men planen blev afvist af palæstinenserne og af de arabiske stater. Men sejrherrene i FN gennemtvang i 1947 en deling af Palæstina i en zionistisk del og en palæstinensisk del. Resolutionen blev kun vedtaget ved første afstemning af europæiske, australske og amerikanske stater, hvorimod alle afro-asiatiske stater (undtaget det racistiske apartheid regime i Sydafrika) stemte imod. En vestlig stat blev med andre ord oprettet og placeret i Asiens midtpunkt uden frivillig godkendelse af nogen asiatisk eller afrikansk stat med undtagelse af Sydafrika, der selv blev styret af en vestlig racistisk minoritet. Zionisterne havde besat Tiberias, Belsan, Safed, St. Jean Acre og Jaffa allerede fra d. 13. april 1948 og fremover, og FN resolutionen blev vedtaget, uden at man rådførte sig med palæstinenserne. FN-planen blev afvist af palæstinenserne og af de arabiske stater.

Jøderne fik den mest frugtbare del med havnebyerne Acre, Haifa, Jaffa og Tel Aviv. I dette område skulle 497.000 arabere nu underlægges 519.000 jøders regering. I den resterende del af Palæstina på 44% boede kun 10.000 jøder. Endvidere fik jøderne 70% af statens ejendom, mens araberne fik 30%. 10.000 butikker, varehuse og andre firmaer havde tilhør araberne. 50% af citrusfrugtbesiddelserne havde tilhørt arabere. Utallige var konfikationerne. Dette var det første grundlag for ''det store mirakel'. Den jødiske stat, Israel, blev udråbt d. 14. maj 1948, dagen før briternes mandat udløb, og det førte derfor til væbnet konflikt. Men d. 15. maj blev en sørgedag for palæstinenserne. På denne dag mindes de Nakbaen (al-Nakba), hvor der under krigshandlingerne i perioden 1948/49 blev fordrevet 750.000-800.000 palæstinensere fra deres landsbyer og jorde. Og palæstinenserne flygtede ikke af egen fri vilje, men var ofre for en velplanlagt etnisk udrensning. 2/3 af palæstinenserne blev rykket op med rode i en af de største etniske udrensninger efter 2. Verdenskrig, og det var en begivenhed hvis rædsler overgår det, der skete 50 år senere i ex. Jugoslavien. Det andet grundlag for ''Israels store mirakel var erobringskrig. Da englænderne forlod området, slog de israelske terrorgrupper til. Palæstinakrigen i 1948-1949 viste klart, at de arabiske reaktionære regimers hensigt ikke var at udfordre oprettelsen af den zionistiske stat, men snarere at tilkæmpe sig det resterende Palæstina. Bagholdsangreb, bombardementer og lynangreb mod arabiske bønder var hverdag. Abdulla i Jordan spillede en stor rolle som chef for de arabiske styrker, og med Glubb som stabschef kunne han gennemføre planer, der var udpønset i Washington, London og Tel-Aviv. Som belønning for at afstå fra at true den israelske stat og indvillige i, at Israel fik større områder end besluttet i 1947, fik Abdulla Vestbredden. Dette er et frugtbart område, som på daværende tidspunkt var beboet af 400.000 palæstinensere. Gennem massakrer blev araberne fordrevet og i 1949 havde zionisterne udvidet deres territorium med yderlige ca. 26 %, dvs. okkuperet 84% af Palæstina, og Vestbredden blev administreret af Jordan og Gaza blev administreret af Ægypten. En af de mest berygtede massakrer foregik i Deir Yassin, hvor den israelske terrorgruppe Irgun Zwai Leumi lagde sig i baghold for landsbyens folk der vendte hjem fra markarbejde. Hele landsbyen på 250 indbyggere blev udslettet. Lederen af gruppen blev senere israelsk parlamentsmedlem. Dette var en del af metoderne til fordrivelse af efterhånden 1,5 mill. palæstinensere og overtagelse af deres ejendom. Kolonialismens egentlige grundlag har altid været det direkte rov og ikke mirakler. Ben Gurion proklamerede oprettelsen af Israel, og hab havde store territoriale ambitioner. I sin dagbog skriver han: "Libanon er den arabiske koalitions akilleshæl. Muslimernes overmagt i landet er kunstig og kan let omstyrtes. Der kunne oprettes en kristen stat med sydgrænse ved Litani. Vi ville så underskrive en traktat med denne stat. Efter at vi så har brudt den Arabiske Legions styrke og bombet Amman, udsletter vi Transjordanien. Derefter vil Syrien falde. Og hvis Egypten stadig vover at føre krig mod os, bomber vi Port Said, Alexandria og Cairo. På denne måde kunne vi bringe krigen til afslutning og have hævnet vore forfædre for deres skæbne i Egypten, Assyrien og Aram." Lidda og Ramleh blev angrebet af zionistiske styrker, og 30.000 palæstinensere måtte flygte. Fra 1948 til 1951 steg den jødiske befolkning fra 650.000 til 1,3 mill. via indvandring. Araberne var nu sat i flygtningelejre, manglede vand og sanitære installationer, og telte og mennesker rådnede op, medens FN vendte det blinde øje til. I 1951 blev Gaza ramt af storme og teltene fløj ad helvede til. I februar 1951 angreb Israel Gaza og dræbte 28 ægyptiske soldater. I 1956 forsøgte Israel igen at udvide sit territorium i ly af den fransk-britiske aktion mod Ægypten. Forsøget mislykkedes og den israelske hær måtte modvilligt trække sig tilbage efter gentagne opfordringer fra FN. I USA gennemfører man »Eisenhower-doktrinen« i marts 1957, "hvorefter USAs præsident kan sætte de væbnede styrker ind til hjælp for enhver stat i Mellemøsten, som trues af en anden stat, der kontrolleres af den internationale kommunisme. USA kan yde økonomisk hjælp til enhver stat i samme område med henblik på at udvikle deres økonomi." Men USSR fremhæver overfor USA, at man strengt skal overholde princippet om ikke-indblanding i andre landes interne anliggender. Men i USA kender man dog af visse grunde intet til dette princip, fordi der ingenting er beskrevet om det princip i USAs håndbog: Bibelen. Op til parlamentsvalget i 1957 var der uroligheder i Libanon, hvilket bl.a. udsprang af et muslimsk ønske om indgåelse af en alliance med Egypten og Syrien, og urolighederne blev et folkeoprør. Muslimer og kristne stødte sammen i en blodig borgerkrig, og 10.000 soldater fra USA indtager Beirut og andre strategisk vigtige punkter i landet frem til oktober. Det tredje grundlag er den økonomiske støtte udefra. USA havde ingen problemer med at tvinge Vesttyskland til at levere økonomi til zionisterne, som en slags erstatning. I perioden fra 1961 til 1965 svingede Israels underskud i udenrigshandelen fra ca. 320 mill. US $ til 465 mill. US $. Med en sådan økonomi er støtte påkrævet. Ifølge materiale fra det engelske blad »Economist« modtog Israel i perioden 1950 til 1967 9,2 milliarder US $. Den samlede Marshall-hjælp til Europas krigshærgede stater omfattede 13 milliarder US $. Alle har vist på et eller andet tidspunkt hørt hvordan israelerne "fik ørkenen til at blomstre". Men med en sådan økonomisk støtte kan man ikke alene "få ørkenen til at blomstre", - man kan forgylde den. Men for palæstinenserne har denne etablering af en vestlig stat betydet fattigdom, undertrykkelse og fordrivelse. En stor del af den palæstinensiske befolkning har nu levet i flygtningelejre under umenneskelige forhold og stadig flere må slutte sig til flygtningefolket efterhånden som Israel udvider sine landområde gennem erobringskrige. I de besatte områder lever de tilbageblevne palæstinensere som andenrangs mennesker, under særlove og risiko for voldelige indgreb. Israelerne har hævdet, at deres specielle kolonisering skulle være særlig mild. Men det er simpelthen umuligt at kolonisere et helt folk og opretholde regimet uden undertrykkelse. Frem til Juni-krigen i 1967 eksisterede ikke væbnet modstand i større målestok. I 1967 angriber israelske fly Damaskus, og nu forsøgte zionisterne sig igen, og denne gang lykkedes det. De resterende 20% af Palæstina blev besat, plus en del af Syrien (Golan) og Ægypten (Sinai ). Men efter krigen stod det klart for palæstinenserne at en folkekrig byggende på erfaringerne fra Vietnam, var den eneste løsning. På den syriske Golan højslette blev størstedelen af' den arabiske befolkning fordrevet i forbindelse med Juni-krigen. Det drejede sig om ca. 100.000 syriske bønder og 17.300 palæstinensiske flygtninge i lejre fra 1946 krigen. Den zionistiske kolonisation af området, der er på 2o.ooo hektar, blev straks sat igang på ruinerne af 3 byer og 80 landsbyer. Den zionistiske koloniseringsproces blev sat i gang….militær okkupation, ekspropriering af jorden, jord- og husovertagelse under henvisning til sikkerhedsparagrafferne, tvangsforflytning af befolkning og oprettelse af kibbutzer og andre landbrugskolonier efter at bulldozeren har fjernet alle spor af arabiske beboelse, og ikke mindst opbygning af nye fængsler af arabiske fanger med israelske forbrydere som opsynsmænd og som er reserveret til arabiske politiske fanger fra de besatte områder. Demonstrationer, strejker og sabotage bliver mødt med de kendte israelske repressalier: masseanholdelser og fængsling i perioder op til eet år eller mere uden anklageskrift og domsbehandling, tortur i den mest modbydelige form på politistationer og fængsler under afhøring såvel som systematisk, kollektive straffe som sprængning af arabiske beboelseshuse, ofte hele kvarterer. Hussprængningerne er blevet rutine og finder sted hver dag. Iflg. det israelske blad Al-Ittihad er der i perioden i perioden d. 11.6.1967 til d. 15.11.69 bortsprængt 7.755 huse, og derved er 25.000 mennesker blevet hjemløse. D. 21. marts 1968 trængte 1.500 israelske soldater over Jordan-floden med flystøtte mod den palæstinensiske flygtningeby Karameh med ca. 25.000 indbyggere. Slaget ved Karameh i 1968, hvor de israelske styrker for første gang led et forsmædeligt nederlag til palæstinensiske partisaner, medførte en voldsom tilgang af palæstinensere, som havde indset, at en folkehær på langt sigt er en konventionel hær overlegen. Og palæstinenserne fortsatte eksistens og verdens kendskab til deres kamp udgør en fare for de reaktionære kræfter i Mellemøsten. Det erklærede mål for de palæstinensiske befrielsesbevægelser er en oprettelse af en demokratisk stat i Palæstina, en stat hvor der eksisterer fri religionsudøvelse og hvor europæiske indvandrere og arabere skal leve uden undtagelseslove og racisme. Betingelsen for en demokratisk stats oprettelse er, at det zionistiske statsapparat og den zionistiske bevægelse i Palæstina ødelægges med sit indhold af undertrykkelse og racistisk ideologi. De særlige betingelser for palæstinensernes modstand er fordrivelsen. Men i de undertrykte folkeslags kamp for befrielse er det deres historiske ret selv at vælge kampmidlerne for at opnå den endelige frigørelse fra den imperialistiske undertrykkelse. Israel vil muligvis blive en ny Vietnam-oplevelse for de vestlige imperialister !

Den zionistiske bevægelse

Zionismen er en vestlig politisk bevægelse, en ide der opstod i slutningen af det 19. århundrede. Den er bl.a. udsprunget af den ide, som dannede de vestlige borgerlige kapitalistiske nationalstater i 1800-tallet. Dvs. at jøderne skulle have ret til en nation, nationalstat. Ideen er da også udsprunget hos velhavende jøder i Europa. Bevægelsens erklærede formål var at etablere en jødisk stat. Theodor Herzl var født i Budapest i 1860, og var jødisk journalist i Østrig (det Østrig/Ungarske kejserrige). Han betragtes som grundlæggeren af den zionistiske verdensbevægelse, og han forsøgte at få de vestlige landes støtte til kolonisation af Cypern og Uganda, idet den zionistiske stat ikke nødvendigvis skulle etableres i Palæstina. Theodor Herzl var søn af en rig bankejer og mægler, og han bliver overbevist zionist i 1894. Alfred Dreyfus affæren i Paris i 1894 gjorde et stort indtryk på ham. Før århundredeskiftet var ca. 3 mill. østeuropæiske jøder emigreret til Vesteuropa og USA, og selvom Vesteuropa var i økonomisk udvikling, opblussede anti-semitismen mod jøderne hos især middelklassen. Når der er økonomisk udvikling, er der også konkurrence og fallitter, og de herskende klasser brugte lejligheden til at lade hadet gå ud over jøderne. Zionismen hævdede derfor, at jøderne havde ret til selvbestemmelse og »jødisk befrielse«. Men den zionistiske ide om kolonisering startede faktisk på initiativ fra de jødiske finanskapitalister. Det jødiske storborgerskab havde behov for et udenlandsk marked, for kapitaleksport, på samme måde som det jødiske mellemborgerskab havde behov for et indenlandsk marked. De ønskede deres eget nationale territorium, billige råmaterialer, rigelige mængder arbejdskraft (de østeuropæiske jøder) og profitable investeringer. I sin bog »Jødernes stat« 1896 fortæller Theodor Herzl om forhandlinger med den ene imperialistiske magt efter den anden. Før sin død i 1904 havde Herzl personligt forhandlet med Storhertugen af Baaden, Storvisiren af Tyrkiet, Ferdinand af Bulgarien, Kejser Wilhelm, Sultan Abdul Hamid, Joseph Chamberlain og andre engelske diplomater, de russiske ministre Witte og von Plehve, Oscar Straus, den amerikanske ambassadør i Tyrkiet, Kongen af Italien og pave Pius X. Det var ganske symbolsk, at det oprindelige udkast til »Jødernes stat« bar titlen »En henvendelse til Rothschilds« og var bestemt for Rothschild-familiens private brug, idet det zionistiske projekt fra starten af var rettet mod at skabe alliancer mellem forskellige dele af denne verdens politiske og økonomiske eliters interesser. Præcist hvorledes denne elite kunne forvente at profitere fra den jødiske kolonisering af Palæstina, kan bedst ses ved en gennemgang af de ideer, der udgjorde grundlaget for den zionistiske ide og prægede indstillingen hos bevægelsens ledende mænd. Udover Herzl's villighed til at sammenstille zionismen med kolonialismen, er et fremtrædende træk i hans skrifter den foreslåede jødiske stats tillempning til privatkapitalens behov. Mellem hans forslag er der et, der opfordrer til oprettelsen af et jødisk selskab, der kunne "varetage handel og erhverv i det nye land". Dette selskab skal finansieres og kontrolleres af jødiske finans- og bankkredse, der vil kunne forvente betragtelige profitter af deres investeringer: "Den letteste, hurtigste og mest sikre metode vil være, at de store banker oprettede Selskabet. De nuværende store finansgrupper vil kunne samle den nødvendige kapital på kort tid blot ved at konsultere hinanden...vore store finansfolks kreditter vil blive stillet til rådighed for Den Nationale Idé...yderligere vil de store finansfolk bestemt ikke blive anmodet om at skaffe et så enormt beløb udfra et rent filantropisk motiv; det ville være at vente for meget. Det Jødiske Selskabs støtter og aktieejere vil snarere kunne se frem til en betragtelig gevinst, og de vil være i stand til på forhånd at udregne, hvad deres chancer for succes vil være." I Herzl's drøm ville gevinsten blive astronomisk: "1 million ville blive til 15 millioner; og 1 milliard til 15 milliarder." "Hele denne vældige gevinst fra landspekulation vil tilfalde Selskabet, for det har ret til en sådan ubegrænset afkastning, som enhver anden financier, for at have løbet risikoen." Theodor Herzl forsøgte således bl.a. at overtale det jødiske storborgerskabs med ideen om zionismen, og om zionismens store fordel for det jødiske storborgerskab, og forsøger at overtale Baron Maurice de Hirsch, og da det ikke lykkes, sætter han sin lid til Rothschild-familien, som han tilegner førsteudgaven af »Jødernes stat«. Rothschilderne ville Hertzl favorisere. Både i Europa og Rusland havde "Rothschilderne" store investeringer, og derfor ville de nødvendigvis være "tabere, hvis en folkelig revolution ramte et af disse områder. Desuden stødte de jødiske masser sammen med finansfyrsternes investeringsaktiviteter, særlig på Ruslands finansmarked, hvor den zaristiske stat brugte de russiske jøder til at presse de jødiske bankmænd. Dette blev særlig et problem fra 1891 da Rothschilderne gav Rusland store profitable lån på et tidspunkt, hvor de mindre end nogensinde kunne tåle et sammenstød med de østeuropæiske jøder. Den Jødiske Koloniserings Forening (ICA) blev stiftet det samme år af finanskapitalisten baron de Hirsen; foreningen gav enorme pengesummer til at bosætte østeuropæiske jøder i sikre afsidesliggende lande såsom Argentina, der fortsatte de kolonibestræbelser Rothschild allerede havde påbegyndt i Palæstina. De var villige til at optræde sammen med deres klasseallierede, repræsenteret af den zaristiske stat, for at forøge deres allerede legendariske rigdom; de havde ingen betænkeligheder ved at ofre de jødiske massers interesser for profitten. Warshawsky, den russisk-jødiske kapitalist, foregav at zaren i virkeligheden var tolerant og at alle problemer stammede fra "de jødiske massers uvidenhed"; de Hirsch tilbød 50 millioner francs til "uddannelse" af disse jøder, "på den betingelse at skolerne skulle være under den russiske stats administration. Rothschild "ønskede at sammenslutte de østeuropæiske jøders emigration med den franske imperialismes interesser" og "bruge sin finansmagt i det Ottomanske skatkammer til at forberede en ny indflydelsessfære for franske interesser ved at bruge jødiske emigranter som kolonister". Han blev anklaget for at "spille et: politisk spil for Frankrig"; og hans egne kolonister, som ofte rejste sig imod hans enevældige administration, der dikterede, hvilken afgrøde, der skulle dyrkes (som rub og stub blev opkøbt af Rothschild) anklagede ham for at "forsøge at gøre kolonisterne til slaver og aftvinge profitter til sig selv". Han investerede millionbeløb i kolonierne, som han betragtede som sin personlige ejendom. Rothschild jagede den palæstinensiske bonde fra jord og land, og blev vred, da han hørte, at en af hans kolonister havde ansat arabisk arbejdskraft. "Han sikrede sig endog, at de kolonier han købte, var strategisk placeret udover Judæa, Samaria og Galilæe, således at de kunne tjene som fæstninger, hvis det engang skulle blive nødvendigt. I 1899 overlod Rothschild bestyrelsen af sine enorme investeringer til ICA, og efter første verdenskrig til det Palæstinensisk Jødiske Koloniserings Forbund, forandrede ingenting. Han fortsatte med at befale over de jødiske kolonister bag kulisserne.

Men i starten mente Theodor Herzl naturligvis, at disse store repræsentanter for det jødiske storborgerskab logisk set var de rette at henvende sig, fordi de allerede støttede østjøders immigration og kolonier i Palæstina og Argentina. I »Jødernes stat« forklarer Herzl's, hvorledes hans planer ville påvirke hver enkelt klasse. I første række ville han favorisere det europæiske storborgerskab, hvis økonomiske interesser var integreret i den imperialistiske politik som de europæiske magter udøvede. En zionistisk koloni ville give dem fordele på to måder. Herzl's ville opbygge en aristokratisk jødisk stat, og ville forhindre revolution i Europa, hvor mange jøder var notorisk revolutionære. Han ville lede det jødiske proletariat og de intellektuelle bort fra oprør i Europa, og bl.a. undgå en revolution i zarens Rusland. Det lykkedes Herzl at overtale Eliezer Ben-Yehunda, der oprindelig var tilhænger af narodnikkerne og nihilisterne, og Eliezer endte i Palæstina. Også Moshe Leib Lilienblum og Joseph Hayyim Brenner blev en af Herzl's mest aktive støtter i Rusland. Men de jødiske masser gik ikke over til zionismen, og kun få troede på mænd som Leo Finsker. Kun et ubetydeligt antal tog til Palæstina, og zionismen udsprang således ikke af de jødiske masser. I begyndelsen blev zionismen hovedsagelig støttet af ikke-jødiske imperialister, og ideen blev udviklet af repræsentanter fra borgerskabet så som Herzl, som bl.a. sagde, at kolonien ville blive et hjem for de østlige jødiske immigranter, og desuden kunne mindske modsætningerne mellem den jødiske og den europæiske kapitalistklasse, ville det jødiske storborgerskabs løsning af problemet, nemlig kolonisation også tjene det ikke-jødiske borgerskabs politiske interesser, idet det ville befri Europa for en frugtbar kilde af revolutionære jøder. Således beklager Herzl i »Jødernes stat«, at de fattige jøder "er blevet et revolutionært proletariat, og korporaler i ethvert revolutionært parti," og at "vi fortsætter med at producere en overflod af middelmådige intellektuelle, som ikke kan få afløb; og dette truer vores sociale position lige så meget som vores voksende velstand. Uddannede jøder uden midler er nu hurtigt ved at blive socialister. Derfor vil de desperate og de intellektuelle være de første til at tage til Palæstina". I en artikel skrevet i 1891 fremhæver Hertz… "jøderne vil udgøre et let fængeligt revolutionært materiale, så længe det jødiske spørgsmål ikke er løst efter de af os foreslåede retningslinier". Både Herzl og Nordau gentog den samme idé på den første zionistiske kongres få uger senere, såvel som på de følgende kongresser. Den klareste afsløring af zionismen som kontrarevolutionær jødisk såvel som ikke-jødisk borgerlig ideologi, vistes gennem Herzl's forhandlinger med de anti-semitiske ministre Witte og von Plehve, som organiserede Kishinev pogromerne i 1902. Det var med forslaget om at vende de udbyttede jøder bort fra revolutionen, at Herzl mødtes med von Plehve i 1903. Witte og von Plehve ønskede også, at jøderne skulle emigrere for at forhindre revolution, og Herzl indgik en hemmelig aftale om at bruge zionismen til at inddæmme den jødiske revolutionære bevægelse, i bytte for zarens støtte til zionistisk kolonisation af Palæstina. Von Plehve ønskede at slippe af med alle jøder undtagen borgerskabet. Hans del af aftalen var at sanktionere masseemigrationer, lægge pres på Sultanen og hjælpe med til at etablere den russiske gren af Jewish Colonial Trust Compagny. Den zaristiske regering indvilligede i at støtte zionismen "forudsat at den bibeholdt den rolige og lovlige karakter, som hidtil havde karakteriseret den". Få dage efter sin visit skrev Herzl til von Plehve, at "hvis det jødiske folks bosætning fandt sted i Palæstina, ville de radikale elementer være tvunget til at tage del i bevægelsen... disse håbs tilintetgørelse ville kuldkaste hele situationen...de revolutionære partier ville vinde alt, hvad zionismen, repræsenteret ved mig og mine venner, tabte." Kort sagt, et centralt element i den zionistiske ideologi var kontrarevolutionen, samtidig med at en af dens opgaver var at beskytte det jødiske og det ikke-jødiske mellem- og storborgerskabs magt (overalt i verden og i særdeleshed i Rusland).

Repræsentanterne for den jødiske storfinans som Hirsch og Rothschild var i begyndelsen usikre ved den zionistiske ide om kolonisering. Men gang på gang gentager Herzl de uhyre formuer, som den jødiske finanskapital ville opnå. Først ville der være Det Jødiske Kompagni efter klassisk imperialistisk model. "Det Jødiske Kompagni har som forbillede de store landudviklingsselskaber. Det kunne kaldes et jødisk statsautoriseret kompagni. Det Jødiske Kompagni skal være et aktieselskab indregistreret i England, under britisk lov og beskyttelse." Kompagniet skulle kontrolleres af ledende jødiske finansmænd, der ville blive belønnet, lover Herzl, med enorme profitter af deres investeringer. Intet ville undslippe denne finanselites dominans. "Det Jødiske Kompagni skal være agent for de immigrerede jøders forretningsinteresser, og skal organisere handel etc. i det nye land." Dets dominans vil blive garanteret af finanskapitalens politiske kontrol; Herzl argumenterer for "en snæver centraliseret administration" - "Jeg indbyder til en aristokratisk republik" - i korthed: "Politik må føres fra toppen og nedefter." En tredje fraktion af borgerskabet, som Herzl taler om, består af kapitalister som ville immigrere til Palæstina, og omfatter det industrielle bourgeoisi (excl. finanskapitalen) deriblandt mange fra mellem-bourgeoisiet. Foruden nogle af de ovenfor nævnte fordele, som kunne tilgodeses, nævner Herzl andre. Han argumenterer for en stor ny kapitalistisk opgave for disse klasser, som enten var ved at blive tvunget ud i bankerot af monopolkapitalens vækst eller simpelthen søgte efter nye forretningseventyr. "Rige jøder....vil være i stand til at nyde deres besiddelser i fred, "over there". Hvis de samarbejder om gennemførelsen af dette immigrationsprogram, vil deres kapital blive rehabiliteret og vil have tjent til at fremme et foretagende uden lige." Herzl går dybt i detaljer for at bevise, at immigranternes profitter ganske bestemt vil stige. "Når vi bringer arbejde til det nye land, vil vi samtidig skabe erhvervsmuligheder." Kolonien vil kunne tilbyde langtidsinvesteringer og et eksklusivt nationalt marked. "Etableringen af industrier vil blive fremmet ved hjælp af et skånsomt system af toldsatser, ved hjælp af tilførsler af billige råmaterialer, og ved oprettelsen af et bureau der skal samle og publicere industriel statistik...industriejerne vil blive i stand til at henvende sig til centraliserede arbejdsanvisningskontorer. ..hold af arbejdere vil således systematisk blive flyttet fra sted til sted som et korps af soldater." Arbejderne der refereres til, vil ikke blot bestå af ufaglærte, men også af faglærte og selv af folk der tidligere tilhørte småborgerskabet, en klasse som Herzl håbede ville blive tvunget til at opgive deres tidligere erhverv pga. de zionistiske monopoler og blive indrulleret i proletariatet. Herzl varetog tydeligvis ikke småborgerskabets eller proletariatets interesser. Han forestiller sig, at massive mængder af ufaglærte arbejdere fra de store reservoirer i Rusland og Rumænien vil komme først, og at de vil blive disciplineret til, at det ikke vil være dem tilladt at eje de huse de bygger…at organiseringen af alt dette vil antage en militær karakter, geledder, forfremmelser og pensioner. De fattigste vil tage først afsted for at opdyrke jorden. De vil bygge veje, broer, jernbaner, telegrafer, regulere floderne og bygge deres egne boliger, alt i overensstemmelse med de forud bestemte planer. Deres arbejde vil skabe erhverv, erhvervene markeder, og markederne vil tiltrække nye kolonialister. Det arbejde der er investeret i jorden vil skifte værdi, og den nationalistisk/racistiske statsopbygning i »Jødernes Stat« skjuler ikke sin klassegrundlag. Nationalisme og racisme bliver ikke kun tilført for at give argumenterne en duft af borgerlig respektabilitet, men tjener til at definere selve de økonomiske funktioner. Herzl's insisteren på, at jøderne er "Ein Volk" ("et folk") tjener til at skjule det jødiske borgerskabs udbytning af den jødiske arbejderklasse, ligesom det blev brugt af anti-semitterne, der håbede at kunne vildlede arbejderklassens kamp fra klassekamp til racekamp. Herzl er selvfølgelig enig med Moses Hess blandt andet i spørgsmålet om imperialisme. Således skriver han i 1899: "Hvem ved om jeg havde turdet udgive min bog, hvis jeg havde kendt tyskeren Hess' og russeren Pinsker's enestående arbejder?"

Herzl forsøgte også at skabe interessere hos den tyske imperialisme for ideen om de zionistiske kolonier. Så tidligt som 1895 begyndte han at bejle til imperiebyggeren Bismarck, hvis råd og hjælp Herzl bønfaldt om. "Bismarck er nu prøvestenen og hjørnestenen for planen", skrev han. Hans mellemmand til den tyske stat var kejserens onkel, Storhertugen af Baaden, der var en brændende fortaler for zionismen. For ham udlagde Herzl "den hvide mands byrde" og argumenterede med at zionisterne ville kolonisere Palæstina "som repræsentanter for den vestlige civilisation" "Det er klart at et neutralt folks bosættelse på den korteste vej til Østen kan være af umådelig betydning for den tyske Orient-politik. Og hvilket folk menes der med det? Det folk som...næsten overalt er tvunget til at gå ind i de revolutionære partier". Med andre ord, den tyske stat havde sammenfaldende interesser med zionismen i at forhindre revolutionen og skabe loyale kolonister. Den første internationale zionistiske kongres åbnede i august 1897 i Basel i Schweiz, og Theodor Herzl blev valgt som den første præsident, og der var nu gået 15 år fra 1882 siden den første nybyggerkoloni havde slået sig ned i Palæstina. Hovedformålet med zionismen blev formuleret af Basel-kongressen således: "Zionismens mål er at skabe et hjem i Palæstina for det jødiske folk, sikret af almen lov." I Basel-programmet fra 1897 indtil Biltmore-programmet i 1942, foretrak zionisterne eufemismen "hjem" frem for den klare term "stat," som ville have været sikker på at vække modstand i mange lejre. I deres ildhu dyrkede de myten om, at Palæstina var 'et land uden mennesker, der venter på mennesker uden et land.' Samtidig benægtede de ihærdigt, at de var opsat på at skabe en stat i dette område. Men på trods af offentlig forsikring om det modsatte, higede zionisterne mod starten på at skabe en nybyggerstat i Palæstina. Som en konklusion af Basel-kongressen skrev Herzl i sin dagbog: "Hvis jeg skulle opsumere Basel-kongressen i en sætning, - hvilket jeg ikke skal gøre åbent - ville det være denne: I Basel grundlagde jeg den jødiske stat. Hvis jeg sagde det i dag, ville jeg blive mødt med en universel latter. Om fem år måske, og ganske sikkert om halvtreds, vil enhver se det." Instrumenterne til systematisk kolonisation blev den "Jødiske kolonitrust" (1898), "Kolonisationskommissionen" (1898), "Den Jødiske Nationalfond" (1901), "Palæstinakontoret" (1908), og "Palæstina landudviklinkskompagniet" (1908). Deres fælles formål var at planlægge, finansiere og rådgive koloniseringsprocessen. I 1907/08 foretog zionisterne en ny kolonialisering uden forudgående legalisering og uden nogen europæisk magt som sponsor, men de havde ikke megen succes. Det anslås, at zionisterne i 1914 udgjorde 1% af alverdens jøder, og zionisternes aktiviteter vakte frygt og opposition hos mange jøder, og at de i Palæstina udgjorde 8% af befolkningen og ejede 2 1/2% af jorden, og det var stadig ikke lykkedes for zionisterne at få politisk tilladelse fra de Ottomanske myndigheder, eller fra nogen europæisk magt. Da nogle af de første kolonister kom til Palæstina, udtrykte de fortvivlelse over de jøder, der boede omkring Jerusalem: 'De optræder fjendtligt og grusomt overfor araberne, de berøver dem skrupelløst deres rettigheder, fornærmer dem uden grund og praler endda af disse gerninger, og der er ingen, der til modstand mod denne uhyrlige og farlige holdning.'

Herzl's førte ligeledes omfattende forhandlinger med de tyrkiske imperialister, det Ottomanske Rige, der dengang havde kontrollen over Palæstina, og uddybede sit forslag i »Jødernes stat« om zionisternes financielle hjælp, for at forhindre det Tyrkiske imperiums kollaps mod i bytte at få Palæstina. Herzl foreslog, at jødiske bankiers skulle overtage sultanernes statsgæld, og forsøgte at involvere Rothschild og andre i ideen. Ved den første zionistiske kongres i 1897 sagde han: "Den financielle hjælp jøderne kan give til Tyrkiet er på ingen måde ubetydelig og vil tjene til at fjerne mange af de indre sygdomme, dette land lider af." En af disse sygdomme var den voksende utilfredshed blandt araberne, der ønskede at blive fri for sultanen. I bogen skriver Herzl: "Hvis hans majestæt sultanen ville give os Palæstina, kunne vi til gengæld påtage os den fuldstændige styring af Tyrkiets finanser. Vi skulle dér udgøre en del af Europas forsvarsmur i Asien, en civilisationens forpost mod barbariet. Vi skulle som neutral stat bevare kontakt med hele Europa, som skulle garantere vor eksistens." Herzl ville altså lave en handel med de tyrkiske imperialister hvis de ville "give os" Palæstina (hvad den indfødte befolkning ville mene var uden betydning) i bytte for det jødiske bourgeoisis ledelse af den tyrkiske skatteopkrævning; den ny stat skulle tjene som base for de europæiske imperialistiske magter mod de "barbariske" asiater, men til gengæld skulle de støtte de zionistiske kolonisatorer. Da Herzl under disse forhandlinger, modtog telegrammer fra studenter fra forskellige undertrykte nationer, der protesterede mod aftaler med en regering, som netop havde slagtet hundrede tusinder arabere, var det eneste han bemærkede: "Dette vil være gavnligt for mig og Sultanen." Herzl's medarbejder, den velhavende forretningsmand Max Nordau, fortsatte den samme politik efter Herzl's død i 1904; således foreslog han, på den syvende zionist kongres i 1905 "at tilbyde at gøre de zionistiske kolonier til en bastion for den tyrkiske regering, mod landets indbyggere." Med Nordau's egne ord, skulle zionisterne i Palæstina og Syrien "modstå ethvert angreb på Sultanens myndighed og forsvare denne myndighed af al deres magt." Ideen til at organisere den jødiske indvandring til Palæstina som små grupper af landbrugs- og industriarbejdere blev formuleret på den første zionistiske verdenskongres i Basel 1897. Kibbutz er et hebraisk ord, der betyder gruppe. Siden den første kibbutz blev oprettet i 1909 har kibbutzerne fremkaldt modstand hos den palæstinensiske befolkning. De zionistiske organisationer som f.eks. Jewish Colonial Trust og Colonization Commission foretog jordopkøbene til kibbutzerne, og forbød de jødiske indvandrere i kibbutzerne at beskæftige arabisk-palæstinensisk arbejdskraft. Da jordopkøbene fortrinsvis skete fra godsejere, der beskæftigede fæstebønder, medførte det, at de palæstinensiske bønder mistede den jord de dyrkede og samtidig blev fordrevet fra deres hjem. Af de 370 nye jødiske kolonier, der oprettedes i de første fem år af Israels eksistens, blev de 350 oprettet på jord og i bygninger, der tilhørte palæstinensere, som jøderne havde fordrevet ved militær magt. Kibbutzen var og er derfor en vigtig faktor i den zionistiske koloniseringsplan for genoprettelse af biblens "hellige land", der i den zionistiske version skulle omfatte "såvel Libanon i nord som Sinai i syd og Jordan mod øst."

På den 4. zionistiske kongres i 1900 erklærede Herzl: "England, mægtige England, frie England, med dets verdensomspændende horisont (og verdensomspændende militære magt og økonomiske interesser!), vil forstå os og vore aspirationer. Med England som startpunkt kan vi være sikre på, at den zionistiske idé vil hæve sig endnu højere og længere end før." Indenfor få måneder, koncentrerede han uhyre anstrengelser for at vinde den britiske imperialisme som allieret. I 1902 skriver han i sin dagbog: "Brikkerne i mit nuværende skakspil er Cecil Rhodes (med hvem jeg skal mødes efter hans tilbagevenden fra Skotland); Roosevelt, den nye præsident (gennem Gotthiel); Kongen af England (gennem biskoppen af Ripon); zaren (gennem general von Hess); etc." Herzl gjorde adskillige forsøg på at mødes med Cecil Rhodes, den britiske erobrer af store dele af Afrika. Da Herzl i 1902 anmodede Cecil Rhodes om at bruge sin indflydelse til at støtte planerne om jødisk bosættelse i Palæstina, præsenterer han i sit brev de zionistiske forhåbninger til den engelske kolonialist i følgende vendinger: "De bliver anmodet om at hjælpe med til at skabe historie. Det kan ikke forskrække Dem, ej heller vil De le af det. Det ligger ikke indenfor Deres sædvanlige område; det drejer sig ikke om Afrika, men om en del af Mellemøsten, ikke om englænderne men om jøder. Havde dette ligget på Deres vej, ville De nu have udført det. Hvordan kan det da være, at jeg vender mig til Dem med en sag der ligger udenfor Deres område? Hvorfor mon? Fordi den er kolonialistisk." Men Cecil Rhodes døde kort tid efter. D. 22. oktober 1902 lagde Herzl planer sammen med Joseph Chamberlain, koloniministeren, hvis navn er legendarisk i britisk imperialisme. Herzl nedskrev samtalen: "Derpå nåede jeg til at tale om det territorium, jeg ønskede af England: Cypern, al-Arish og Sinai-halvøen... Han var beredt til at hjælpe, hvis han kunne, han bifaldt den zionistiske idé, etc. Ja, hvis jeg kunne vise ham et sted i de engelske besiddelser, hvor der endnu ikke var nogen hvide mennesker, kunne vi tale om det." De nuværende indbyggere i disse tre lande skulle tvinges til at flytte, og så kunne zionisterne forberede angrebet. "Først da forstod han mig fuldstændigt, mit ønske om at opnå et samlingssted for det jødiske folk i nærheden af Palæstina." England skulle give zionisterne disse lande. "Til gengæld ville England høste en voksende magt og få millioner af jøders taknemmelighed." Chamberlain var entusiastisk, og de to, skriver Herzl, enedes hemmeligt om at skjule det faktum, at Herzl planlagde et kolonialistisk pirattogt for at erobre Palæstina. Herzl argumenterer med at britisk støtte til hans planer vil sikre en pro-britisk femte kolonne såvel som markeder. "I løbet af få år vil Tyrkiet blive endnu rigere ved hjælp af en rig koloni," og han tilføjer med reference til jøderne: "at med et slag vil England få 10 millioner hemmelige undersåtter, 10 millioner agenter for Englands storhed og indflydelse" som også ville være tilknyttet Englands marked. Efter at det blev fundet urealistisk at kolonisere al-Arish og Sinai i stor målestok, foreslog Chamberlain en koloni i Uganda, som han åbenbart håbede ville forsyne engelsk handel og industri med bomuld og sukker. Endnu vigtigere ville dens rolle være som base for britisk magt i det oprørske Østafrika. Ikke alene havde der været uroligheder lige siden protektoratets indlemmelse i 1894, som var blevet intensiveret under Mwanga's revolte i 1897, men befolkningen i de tilstødende områder var også urolige: i Sudan begyndte et oprør i 1897; Kikuyu bønderne i Kenya, forløberne for Mau Mau gjorde konstant oprør; og der var opstande såvel som tysk konkurrence i Tanzania, Rwanda og Congo. Erobringen af Østafrika var ikke komplet før 1906 og kun da var der opnået sikring af sådanne ting som Imperial British East Africa's investeringer: Britisk kontrol med Nilens nedre løb, korridoren til det frugtbare land omkring Victoriasøen, jernbanelinien og tvangsarbejde. Alt i alt var briterne interesseret i mulighederne for hvide jøders bosætning i Uganda af samme grund, som de hjalp de hvide sydafrikanere med at bosætte sig her; og det er af de samme grunde, de håbede at zionisterne på et senere tidspunkt ville bosætte sig i Palæstina. Det var ved hjælp af Herzl's opilden, at Chamberlain kunne se zionismens rolle i dette lys. Mens britiske kolonialister i det 19. århundrede havde propaganderet for jødisk kolonisation i strategiske militære og økonomiske områder befolket af ikke-hvide, var det nu Herzl der bar faklen. En indikator ud af mange, for dette var et brev han skrev til Lord Rothschild af England: "De ville kunne kræve stor anseelse af deres regering, hvis De styrker engelsk indflydelse øst for Middelhavet ved en storstilet kolonisering af vort folk som mellemled mellem de ægyptiske og indopersiske interesser." Selvfølgelig ville Herzl ikke opgive drømmen om Palæstina, selvom han fik garanteret Uganda, for udviklingens byrde skulle bæres af de fattige østlige jøder, som, mente man, kun kunne mobiliseres på religiøs basis og kun kunne bruges, hvis de zionistiske planer blev kædet sammen med det såkaldte "Hellige Land". Men Uganda, såvel som andre lande, kunne koloniseres og tjene som støttepunkter for det endelige mål, erobringen af Palæstina. Herzl afslørede disse ambitioner i et brev til Nordau i 1903: "Lad os antage, at den mulighed tilbydes os, at blive et miniature England. Lad os begynde med at erhverve os vore egne kolonier. Ved hjælp af vore koloniers styrke skal vi erobre vort hjemland. Lad territoriet mellem Kilimanjaro og Kenya blive Israels første koloni...vi vil etablere nye "kraft reserver" i Mozambique, Congo og Tripolitania (Libyen) med portugisernes, belgiernes og italienernes hjælp." Herzl lovede de europæiske storborgerskaber et enormt nyt marked: "Disse stater ville have en yderligere fordel ved den enorme forøgelse i deres handelseksport; da de jødiske immigranter "over there" gennem lang tid ville være afhængige af europæiske produkter, som de nødvendigvis må importere."

Men forud for Theodor Herzl var Moses Hess den vigtigste zionistiske forfatter. Han lagde grunden til den zionistiske ideologi i bogen »Rome and Jerusalem« (1867). Moses Hess, der oprindelig var en tilhænger af socialistiske og anarkistiske ideer, forkastede imidlertid de fleste af disse ideer og viede sine kræfter til jødisk nationalisme. Mens den officielle zionisme senere blev startet af Theodore Herzl, så kan praktisk taget hele den moderne og klassiske zionismes teoretiske program findes i Hess' skrifter. I »Rome and Jerusalem« giver Moses Hess en detaljeret beskrivelse af de planer han og franske imperiale skribenter havde for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina, og anbefaler "oprettelsen af jødiske kolonier i deres forfædres land, en sag som Frankrig utvivlsomt vil støtte". Efter at have bifaldet den franske indtrængen i Syrien, omtaler han Suez-Kanalen og det europæiske jernbaneprojekt, der tilkendegiver "at vores mistede fædreland vil blive genopdaget på den vej til Indien og Kina, der nu bliver bygget i Orienten. Tvivler De stadig på, at Frankrig vil hjælpe jøderne med at oprette kolonier, som måske vil strække sig fra Suez til Jerusalem, og fra Jordans bredder til Middelhavets kyst?" Hvis det er tilfældet, anbefaler Hess, at man studerer »The New Eastern Question« (1860) af Ernest Laharanne, som var Napoleon d. III's privatsekretær under perioden med voksende fransk imperialisme i Syrien. Denne repræsentant for Napoleon anbefaler at støtte jødernes kolonisering af Palæstina gennem "internationale jødiske bankfolks indsats" eller gennem en omfattende indsamling af penge hos alle jøder. Han fortsætter herefter med at præsentere de fordele som europæisk imperialisme som helhed ville få ved erobringen af Palæstina: "Hvilken europæisk magt ville idag modsætte sig planerne om, at jøder forenede gennem en kongres, skulle tilbageerobre deres gamle fædreland? Hvem ville protestere hvis jøder kastede et par håndfulde guld til det affældige gamle Tyrkiet og sagde: "Giv mig mit hjem tilbage og brug disse penge til at konsolidere andre dele af dit vaklende imperium med?" Der ville ikke fremkomme protester mod en sådan plans virkeliggørelse, og Judæa (jødisk kongerige opløst 586 f. Kr. o.a.) kunne udvide sine grænser fra Suez til havnebyen Smyrna, inkluderet hele det vestlige Libanons område...den europæiske industri leder hver dag efter nye markeder for sine produkter. Der er ingen tid at spilde. Tidspunktet er kommet, hvor det er nødvendigt at genoplive de gamle nationer, for at kunne åbne nye veje og midler for den europæiske civilisation." Hess støtter helhjertet Laharanne's planer. Efter at have hævet Frankrigs erobringer i Ægypten, Syrien og andre områder i Østen til skyerne, skriver Hess: "Efter at Suez-Kanalens opførelse er tilendebragt, vil verdenshandelens interesser utvivlsomt kræve oprettelsen af depoter og kolonier langs med vejen til Indien og Kina - kolonier af en sådan art, at de vil omforme de forsømte og anarkistiske stater, der ligger langs denne rute, til legale og udviklede stater. Dette kan kun ske under beskyttelse af europæiske magters militær. Det skarpsindige franske diplomati, har altid haft planer om at bringe Orienten sammen med kulturens områder. Utvivlsomt vil misundelse, som er årsagen til at Frankrig modsatte sig Italiens frigørelse, også påvirke den franske politik i Orienten henimod ønsker om erobring og herredømme." Dette er ikke forkasteligt, skriver Hess, fordi idealet må baseres på materielle interesser, og enhver der argumenterer for det modsatte er en hykler. Moses Hess fortsætter afsnittet med en henvendelse til jøderne: "En stor opgave er blevet givet jer: at være et levende forbindelsesled mellem 3 kontinenter. I skal være overbringerne af civilisationen til Asiens primitive folk...I skal være mæglerne mellem Europa og Asien - åbne vejene, der fører til Indien og Kina - disse ukendte områder, som endeligt må åbnes for civilisationen." Ordet "civilisation" var i virkeligheden en omskrivning af europæisk herredømme tilvejebragt og gennemtvunget med vold. Indbyggerne i de pågældende områder, disse "vilde arabiske horder og de afrikanske folk", der bebor et land som "ingen andre end jøderne har arveret til", skulle ikke konsulteres i forvejen, og kolonisatorerne skulle påtvinge dem "en politiorganisation oprettet af dette (koloniserings) Selskab, for at beskytte kolonisatorerne mod beduinernes angreb..."Hess skriver dette på et tidspunkt, hvor det ser ud til at Frankrig faktisk vil bosætte jøder i Palæstina. Hvorfor jøder? "Det er i Frankrigs interesse, at vejen der fører til Indien og Kina bliver beboet af et folk, som vil være ubetinget loyale mod Frankrigs sag. Men er der nogen nation, der er bedre egnet til dette end Israel...? Bortset fra religiøse, jødiske forbindelser med Palæstina og gensidige kulturelle og racemæssige slægtsskaber, vil økonomiske fordele vise sig for begge den imperialistisk/kolonialistiske alliances partnere. "For en jødisk kolonisering af vejen til Indien og Kina mangler intet, hverken jødiske arbejdere eller jødisk talent og kapital. Lad blot spiren blive lagt under de europæiske magters beskyttelse," - dvs. andre magter foruden Frankrig, for Hess har fundet forslag, der ligner Laharanne's hos amerikanske, tyske og engelske forfattere "og et nyt livs træ vil vokse op af sig selv og bære gode frugter." "Hvis jøderne, med Frankrigs hjælp, skulle organisere en masseimmigration af deres undertrykte frænder til Orienten, vil det kun lykkes, hvis de jødiske kolonister dér finder et bedre sted at opretholde livet, og hvis jødiske arbejdere dér nyder i det mindste samme retslige beskyttelse, som de har i den vestlige verden." Hess er enig i, at første skridt vil være oprettelsen af et jødisk kolonisationsselskab, til hvem nybyggerne skal betale jordrente og måske renter af lån. Moses Hess gør sig til talsmand for viser, at følgende klassers interesser vil blive begunstiget: 1) Storborgerskabet i de europæiske, imperialistiske stater, hvis kapitalinteresser vil blive begunstiget af en jødisk stat i Orienten. 2) Den jødiske arbejderklasse som, ved at deltage i og drage for dele af Palæstinas erobring, vil udgøre et arbejderaristokrati og på kort sigt opnå privilegier. 3) Det jødiske borgerskab som i almindelighed vil drage fordel af immigrationen til Palæstina af de vanskelige østeuropæiske jøder, som skabte reel eller foregiven antisemitisme og som Hess lovede ville immigrere. en i særdeleshed også, fordi deres investeringer delvis vil blive sikret af det program, som Hess anbefalede. For skønt Hess roser arbejderne og undertiden laver mystiske henvisninger til socialistiske principper - så angriber han de socialistiske revolutionære og forsvarer ideen om klassesamarbejde. "Et fælles hjemland er den første betingelse for tilvejebringelsen af bedre og mere progressive forbindelser mellem jødiske kapitalister og jødiske arbejdere." Med andre ord, så anerkender han klassekampen mellem jøder og ønsker at udjævne den. "På et fælles grundlag af jødisk patriotisme, vil alle jødiske klasser kunne mødes, ortodokse og progressive, rige og fattige." Hess går helhjertet ind for Laharanne's forslag; herunder at koloniseringsbevægelsen i Palæstina skal ledes af "et antal mænd der har stor indflydelse eller magt som følge af deres rigdom, folk som Montefiore, Albert Cohn, Rothschild, Fould og andre... et stort antal af verdens rige og respekterede jøder vil utvivlsomt slutte op."

En anden forløber for zionismen var også Rabbi Yehudah Alkali, der så tidligt som 1834 foreslår kolonisering af Palæstina og opfordrer jøderne til at "erobre det hellige land ved sværdets magt". "Mange af disse opfordringer bliver rettet til den vestlige verdens jødiske dignetarer, folk som Moses Montefiore, den engelske finansmand og til den franske politiker Adolph Crimieux." Lignende elitær tankegang bliver udtrykt af den rige Rabbi Zwi Hirsen Kalisher, hvis første zionistiske udtryk er et brev sendt i 1836 til familieoverhovedet for den berlinske gren af Rothschild-familien. Som repræsentant for det jødiske storborgerskab sørger han for at østjøderne "får deres sag varetaget" ved i 1866 at overtale en gruppe til at købe land til kolonisering nær ved Jaffa, og ved at overtale Alliance Israelite Universelle til at oprette en landbrugsskole dér i 1870.

Men de østeuropæiske jøder som udvandrede til vesten var modstandere af zionismen, og mange af dem valgte den revolutionære vej i den overbevisning, at både anti-semitismen og zionismen bortledte småborgerskabets og arbejdernes anti-kapitalistiske bevidsthed fra revolutionen. En detaljeret beskrivelse af de usselt ansatte eller jødiske arbejdsløse emigranters revolutionære aktiviteter i London findes i en selvbiografi af Rudolph Rocker, som var den ledende skikkelse blandt disse arbejdermasser i årene 1893-1917. Rocker taler her om Aaron Liebermans aktiviteter; han var i de tidlige 1870ere den første der organiserede de jødiske arbejdere både i Rusland og England. I et manifest skrevet på hebraisk, siger han, "Menneskeligt broderskab kender ingen opdeling på grundlag af nationer eller race; det kender kun nyttige arbejdere og skadelige udbyttere. Det jødiske storborgerskab anråbte han således: "Det er jeres skyld, at vi har været udsat for bagtalelse, det er jer som har tilsvinet vort navn, I tilhører ikke os!" Han agiterede for klassekamp imod dem såvel som imod rabbinerne, som forsvarede dem ved at prædike om underkastelse. Han skabte grundlaget for Rocker's arbejde, under hvis vejledning en stor jødisk fagforeningsbevægelse blev organiseret i East End. Hver enkelt fagforening blev organiseret ved hjælp af de jødiske anarkisters vedholdende arbejde. "Ved massemøder holdt af de Jødiske Anarkisters Forbund i den store forsamlingssal i Mile End og i White Chapel deltog mellem fem og syv tusind mennesker." Og det vesteuropæiske jødiske borgerskab betragtede denne udvikling med rædsel, og deres talsmænd i synagogerne og pressen anklagede konstant disse oprørske klassefjender. Det var ikke underligt, at Herzl ved den 4. zionistiske kongres i 1900 erklærede, at "vore brødre her ville være ængstelige for deres priviligerede økonomiske stilling, hvis dette land vil blive et tilflugtssted for vore desperate jøder." Zionismen opstod midt i denne klassekamp imellem det jødiske borgerskab og proletariat og "zionisterne havde på dette tidspunkt ingen væsentlig tilslutning i den jødiske arbejderbevægelse." Desuden opretholdtes den anti-zionistiske holdning hos det jødiske proletariat i Vesteuropa i mange år. Det første Ben Gurion gjorde da han kom til Palæstina i 1906, var at organisere en væbnet hær for at beskytte jødiske kolonier. I 1922 stiftede han Histadruth, en racistisk fagforeningsorganisation (arabere var udelukket) som var baseret på Herzl's planer. Det var ren diskrimination overfor de retmæssige ejere af Palæstina, og de zionistiske nybyggere skjulte ikke deres racemæssige overherredømme, i lighed med det hvide apartheid regime i Sydafrika. Det var på grundlag af sådanne handlinger, at Karl Kautsky så tidligt som 1921 kunne skrive om den zionistiske kolonisering: "Man ofrede ikke mere opmærksomhed på araberne end indianerne fik i Nordamerika."

Men selvom den zionistiske verdensbevægelse ved århundredeskiftet indsamlede store pengebeløb blandt politiske sympatisører i jødiske menigheder, var denne pengekoncentration ikke tilstrækkeligt i sig selv til at gennemføre en egentlig kolonisation af Palæstina. Zionisterne havde således ingen hær, og fordrivelsen af den stedlige befolkning var en af forudsætningerne for den zionistiske kolonimagts mål. Så sent som d. 29. september 1967 udtalte J. Weitz, lederen af Jewish Agency´s afdeling for kolonisation i Israel i det israelske blad, Davar: »Den eneste mulige løsning ligger i at skabe et Palæstina, eller i det mindste et vestligt Palæstina, uden arabere og dette kan kun gøres ved at overføre alle araberne til nabolandene, at skubbe dem alle ud herfra. Vi bør ikke efterlade så meget som en enkelt landsby, en enkelt stamme, og de der smides ud herfra bør sendes til Syrien og Iraq«. Denne udtalelse og mange andre er blevet udlagt som racistisk, vendt mod araberne, selvom både arabere og jøder oprindelig var semitter. Den zionistiske bevægelse måtte altså skabe sig alliancer med stater og kapitalistgrupper, der havde interesse i en kolonisation af Palæstina og som havde økonomisk og militær magt til gennemførelse af koloniseringen. Historien fra det zionistiske verdensforbunds grundlæggelse omkring århundredskiftet frem til nu, er en historie om Israels alliancer med de til enhver tid dominerende imperialistiske magter. Kun herved, kunne zionismen skaffe sig det nødvendige grundlag for koloniseringen af Palæstina. Den første alliance var England der indtil 2. verdenskrig var verdens førende kolonimagt. England garanterede i 1917 ved en deklaration; at det ville "bruge sin stærkeste indflydelse" og den egentlige systematisk organiserede kolonisation kunne tage sin begyndelse. Det er værd at bemærke, at dette fandt sted på et tidspunkt, hvor den engelske kolonimagt ikke havde nogen forbindelse til Palæstina. Til gengæld lovede de zionistiske ledere at de blandt jøder hele verden over ville opbygge en stemning og støtte for den engelske udenrigspolitik. De jødiske kolonier var fra starten økonomisk knyttet til England. Kolonierne dyrkede appelsiner og byg til det engelske marked og importerede bomuld og jernvarer fra England. I »The Palestine Royal Commision Report« fra 1937 udtalte Lloyd George, der var statsminister i 1917: "De zionistiske ledere gav os et absolut løfte om, at de ville gøre deres bedste for at opbygge jødisk stemning og støtte verden overfor de allieredes sag hvis de (allierede) ville forpligte sig til at muliggøre oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina. Og de holdt deres ord." Endvidere havde England i høj grad grund til at vente støtte fra en vestlig kolonistat som Israel. Dels kunne zionisterne danne bolværk mod fransk kapital fra Syrien og Englands interesser i Suez-Kanalen, dels har Israel flere gange vist sig at være en værdifuld støtte til nedkæmpelse af anti-imperialistiske kræfter i hele den arabiske verden.

Udløsningen af 1. Verdenskrig medførte, at de andre imperialistiske magter også ser en interesse i zionismen. Kurt Blumenfeld, en højtstående zionist, blev leder i centralkontoret i Berlin og argumenterede i 1915 i disse termer: ..."jøderne var det naturligste mellemled mellem Tyskland og Østeuropa, og jøderne der bosatte sig i Palæstina ville således danne en bastion for tysk indflydelse i denne del af verden. Fik de chancen, kunne man stole på, at de ville sprede den tyske kultur og fremme tysk økonomisk indtrængen ud over det Tyrkiske imperium. I sommeren 1915 hængte de Ottomanske myndigheder 32 oppositionelle arabiske advokater, forfattere og officerer, der havde begået landsforræderi mod det ottomanske imperium ved at udtale sig mod det. For at få araberne over på briternes side i 1. Verdenskrig, og for at opnå de økonomiske og andre strategiske fordele de ønskede, lovede den britiske imperialisme araberne national selvstændighed, via korrespondancen i Hussein-McMahon aftalerne og gennem agitatorer som "Laurence of Arabia". Den britiske højkommissær i Egypten og Sudan forhandlede med sherif Hussein i Mekka, der i mangel af andre ledere blev anset for at repræsentere araberne, og der blev udstedt følgende højtidelige erklæring: 'Storbritannien er indstillet på at anerkende og støtte arabernes uafhængighed inden for alle de grænser, der kræves af sheriffen af Mekka.' Forskellige områder blev udelukket fra dette løfte, deriblandt dele af Syrien vest for Damaskus-distriktet. Eftersom Palæstina lå syd for Damaskus, mente folkene i dette område ganske naturligt, at de ville opnå uafhængighed efter de allieredes sejr i 1. Verdenskrig - og det var en uskreven betingelse for det britiske løfte, at de skulle hjælpe med til denne sejr. Og araberne støttede beundringsværdigt vestmagterne, men det britiske diplomati løb fra deres aftaler med araberne ved den hemmelige Sykes-Picot aftale fra 1916, hvori England og Frankrig besluttede at dele og regere nogle af de samme områder som de havde lovet frihed, inklusive Palæstina, Syrien, Jordan, etc.. Det var rent løftebrud. Bolsjevikkerne i Rusland offentliggjorde dette sammen med andre hemmelige traktater som de fandt i zarens hvælvinger, og afslørede dermed de imperialistiske planer. Men de vildledende britiske forsikringer narrede altså araberne. Med Balfour-deklarationen, som blev udgivet mellem Februar- og Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 håber de britiske imperialister at splitte de mange revolutionære jøder og at ødelægge revolutionen. Zionisterne hadede bolsjevikkerne så meget, fordi bolsjevikkerne foretrak tilbagetrækning fra den imperialistiske krig, fred uden anneksioner og national selvbestemmelse, hvad der ville gøre det umuligt for zionisterne at tage Palæstina fra araberne. Balfour-deklarationen fra d. 2 november 1917 afslører den britiske imperialismes planer i Palæstina om at danne en zionistisk stat. D. 9. december 1917 indtog briterne Jerusalem. Britisk imperialisme og zionistisk kolonialisme gik i alliance. Som teksten siger, er det en "sympatideklaration med de jødiske zionistiske forhåbninger". Det første afsnit i teksten siger dette klart, på trods af det faktum, at "stat" er erstattet med "hjemland" i det endelige udkast,- netop for at bedrage araberne. Det andet afsnit, der lover "de eksisterende ikke-jødiske samfund i Palæstina civile og religiøse rettigheders" fortsatte eksistens, fandtes ikke i det originale udkast fra august 1917, hvad der viser, at det er blevet tilført for at give det en smag af respektabilitet, som ikke har mere reel værdi end de tidligere løfter om arabisk national frihed. Man undlader at nævne nogen som helst af arabernes nationale rettigheder som udgjorde 92% af befolkningen. Lord Balfour skrev, at briterne 'havde en gunstig opfattelse af oprettelsen af et nationalt hjemsted for det jødiske folk' i Palæstina. Briterne beskyttede overhovedet ikke mere 'arabernes uafhængighed', men lovede at beskytte 'de borgerlige og religiøse rettigheder hos de eksisterende ikke-jødiske befolkningsgrupper i Palæstina.' Med et kolonialistisk pennestrøg var det palæstinensiske folk - 92 procent af befolkningen - blevet omklassificeret til 'ikke-jødiske befolkningsgrupper' for at tjene det store strategiske spil. Mellemøstens tragedie var skabt af briterne. Chaim Weizmann berettede til den amerikanske udenrigsminister: "Jeg definerer den jødiske nationalstat således, at den betyder oprettelsen af en regering, der vil opstå ud fra landets naturlige betingelser - hvor man altid må sikre landets ikke-jødiske befolkningsgruppers interesser - i det håb at Palæstina gennem jødisk indvandring før eller senere bliver lige så jødisk som England er engelsk." Balfour-deklarationen ændrede dermed også briternes lov fra 1906 om indvandreres stilling i Storbritannien, hvor man udtrykkeligt forsøgte at udelukke jøder fra britisk territorium. Balfour skriver i et memorandum til regeringen i 1919: " I Palæstina har vi overhovedet ikke tænkt os så meget som formelt at spørge om landets nuværende befolknings ønsker ... de fire stormagter har bundet sig til zionismen. Og hvad enten zionismen er rigtig eller forkert, god eller dårlig, har den sine rødder i ældgamle traditioner, i behov i dag, i håb for i morgen, og den har langt dybere betydning end de ønsker og fordomme, man kan finde hos de syvhundrede tusinde arabere, der for øjeblikket befolker området ….Med hensyn til Palæstina har de allierede magter ikke udstedt nogen faktisk erklæring, der med sikkerhed kan kaldes forkert, og der er ikke fremsat nogen politisk udtalelse, som magterne ikke hele tiden har tænkt sig at krænke." Betydningen for araberne var katastrofal. Nu var det indlysende, at briterne ikke bare havde tænkt sig at lade hånt om deres løfte om uafhængighed, men at overgive Palæstina til jøderne. Det var en handling, som palæstinenserne fandt både uforklarlig og forræderisk. Men selv efter at briterne lavede Balfour-deklarationen, bejlede både det tyske og det østrigske udenrigsministerium til zionismen. Den franske regering sympatiserede også med zionismen, og foreslog dannelsen af en jødisk stat i al-Hasal i Arabien på trods af sine løfter om frihed til araberne. Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at deklarationen var adresseret til lord Rothschild, som var ypperstepræst for den jødiske finanskapital (de engelske Rothschilds var nu den vigtigste gren af Huset Rothschild). På det britiske socialistpartis konference påsken 1918, fordømte en jødisk arbejder dette spildte forsøg på at annektere Palæstina, han fastslog: "Ændringen af Palæstina til en jødisk stat ville betyde at jøderne ville blive et redskab for kapitalister verden over." Men sejrherrernes liga kunne gennem Folkeforbundet, der blev oprettet i januar 1919 garanterede mandatet over Palæstina til briterne og den massive strøm af privat jødisk kapital begyndte, og blev profitabelt investeret. Zionisterne fordrev araberne fra arbejdsmarkedet. Der kunne ikke smedes nogen klassealliance mellem arabiske arbejdere og bønder af samme grund, som de oprindelige hvide nybyggere i Nordamerika nægtede at alliere sig med de indfødte amerikanere. Hver gang de arabiske masser rejste sig i protest eller oprør, i 1920/21, 1929, 1933 og 1935-39, stod den priviligerede jødiske arbejderklasse på imperialisternes side. Og som bekendt mistede England sin stilling som verdens førende kolonimagt under 2. verdenskrig, og USA fremstod som verdens stærkeste imperialistiske land i årene efter Englands svækkede position. Da den engelske hær i 1947 forlod Palæstina, måtte zionisterne søge en ny militær og økonomisk allieret. Det lykkedes at få en alliance i stand med USA, som sidenhen har været den nødvendige donor for Israelsk økonomi og erobringskrig. Den amerikanske regering gav Israel et beskedent beløb på 100 mill. US $ i 1949, og herefter flød milliarder af US $ til Israel. Til gengæld optræder Israel som USA's vagthund i det vigtige olieområde i Mellemøsten, der indeholdende mængder af verdens olieressourcer. Det israelske samfund blev skabt ved en kolonial proces, som bestod i med magt at forflytte den oprindelige befolkning: "Uden stålhjelme og kanoner ville vi aldrig have været i stand til at plante et træ eller bygge et hus", sagde Moshe Dayan (citeret fra "Uri Avneri" af Eric Rouleau i Le Monde d. 4. juli 1969).

I den zionistiske propaganda sætter, ofte lighedstegn mellem zionismen og jødedommen ligesom det påstås, at jøderne skulle udgøre en racemæssig enhed. Men det er absolut ikke korrekt. Jøderne udgør ikke nogen etnisk enhed. Der er mange arabere som er jøder, ligesom de moderne vesteuropæiske og amerikanske jøder. I det 6 århundrede grundlagde jøderne missionsvirksomheder og menigheder og omvendte mange tyrkere i området ved det Kaspiske Hav. Også danskere har tilsluttet sig den jødiske tro. Zionismen er derimod en politisk bevægelse med det formål at kolonisere Palæstina og de omkringliggende områder. Bevægelsen havde sit stærkeste grundlag blandt de jødiske enheder, men kan absolut ikke gøre krav på at repræsentere de 80% af verdens jøder, som lever udenfor Israel. Mange jøder er modstandere af zionismen. Jødedommen er jo en religion, og også jøderne har deres forskellige opfattelser af deres religion, ligesom de har derfor forskellige religiøse fraktioner, og dertil hørende politiske partier, - ligesom tilhængerne af den katolske eller lutherske kirke. Årsagen til, at zionisterne sætter lighedstegn mellem zionisme og jødedom, må findes i det faktum, at en stor del af de penge Israel får fra jødiske menigheder i f.eks. USA er betinget af en sådan påstand. Ligeledes er den zionistiske ideologi den første til at fremstille jøder som "et udvalgt folk, der ikke kan blandes med andre". Det er en af hovedteserne i Theodor Herzl's bog, »Der Judenstaat«, som dannede det ideologiske grundlag for zionismen. Paradoksalt er dette ulyksalige racistiske vrøvl opretholdt af en bevægelse, der er opstået blandt religiøse jøder.

Siden vedtagelsen af FN-resolution nr. 194 af 11. dec. 1948, har man tilkendt flygtningene retten til tilbagevenden eller erstatning, og de Forenede Nationer har gentaget denne opfordring hårdnakket. Men de fordrevne bort forsat i den golde ørken i telte, og bliver holdt i live med almisser, medens andre med millioner af dollars sørger for okkupanternes velbefindende. Nationerne betaler for, at palæstinenserne forbliver tiggere; de betaler for, at vore undertrykkere bliver ved med at være rige. I tidsrummet 1947-70 har Israel femdoblet sit territorium. Zionister lavede massakre på landsbyerne Dair Yassen, Ain ez Zaitoun og Salad ed-Deen i april 1948, og disse massakre blev regnet for mønsterværdige i et formelt program af uddrivelse ved terror. Landsbyer er blevet jævnet med jorden, f.eks. Qualkilya, Emmaus, Jiftlik, Kassem, Gazas forstæder, og indbyggerne er blevet jaget ud og drevet fra ørken til ørken, fra vest til øst; forretningerne blev plyndret af okkupanterne. Der er intet arbejde til araberne mere. Vi har ikke flere penge. Husk også massakrerne i Beit El Khoury d. 5. maj 1948. Israelske soldater fra Alexandroni-brigadens 33. bataljon indtog den arabiske by al-Tantura i maj 1948, og myrdede omkring 200 civile indbyggere. I november 1948 erobrede en militær enhed fra det 22. regiment uden kamp den libanesiske landby: Hula, og 70 civile blev koldblodigt myrdet. Israelerne udslettede al-Tantura fra kortet, sammen med over 400 palæstinensisk-arabiske byer, som blev indtaget af israelerne, og tømt for deres indbyggere, massakren i Wadi Araba d. 23. maj 1950, massakren på 20 mennesker, som blev ladt tilbage i ørkenen ved Akaba-bugten, Iqrith i december 1951, massakrerne i Betlehem d. 6. januar 1952, i Kubaya, Beit Lakiah, i Gaza, Al-Tirah i juli 1953, Abu Ghosh i september 1953, Kafr Qasin i oktober 1956, zionistiske progromer mod arabere i Gaza og Khan Younis i 1956, Akko i juni 1965, og mange, mange andre; optællingen ville være trættende og dog ikke få ende. Systematiske militære angreb på de omkringliggende arabiske staters territorier er måske de mest kendte manifestationer af Israels tilflugt til vold - for mange af disse angreb er blevet fuldtud diskuteret af de Forenede Nationers sikkerhedsråd, i tilslutning til krigen, igangsat ligeligt af zionistisk kolonialisme og britisk og fransk imperialisme og beklaget i FN generalforsamlingen i seks resolutioner mellem d. 2. november 1956 og d. 2. februar 1957, er også angreb i mindre skala på Hamma i april 1956, Qibiya i oktober 1953, Gaza i februar 1955, og tværs over Genezaret Sø i december 1955 og marts i 1962, blevet fordømt af Sikkerhedsrådet d. 18. maj 1951, d. 24. november 1953, d. 28. marts 1955, d. 19. januar 1956 og d. 9. april 1962. Krigene i 1956 og 1967 havde skabt over 400.000 nye fordrevne. Efter våbenhvilen i 1967 kom israelske soldater til landsbyer i Golan og udvalgte en gruppe af indbyggerne og skød dem ned. Hussein Maatouk, der boede i en landsby med 16.000 indbyggere, fortalte kommissionen, hvorledes israelerne kom til landsbyen med bulldozere og ødelagde alt - også staldene og kvæget i dem. Fire gamle kvinder fra hans familie blev sprængt i luften med deres huse af de israelske soldater. 15 unge mænd blev stillet op på række og skudt ned for øjnene af deres familier. Indbyggerne blev drevet ud af byen med maskingeværer rettet mod dem. Da 7-8 af dem brød ud af rækken og gik hen til en brønd blev de skudt ned. Makmoud Nasr Fares fra Almina landsbyen fortalte, at 20 dage efter våbenhvilen kom israelske soldater til byen og ødelagde husene og høsten. Da beboerne nægtede at forlade deres ejendele og kvæg blev 4 unge mænd udtaget og skudt - deriblandt hans broder. Ahmed Damas fra Massakieh landsbyen fortalte, hvorledes de israelske soldater kom til byen, fjernede møbler og ejendele fra husene og overfaldt og plyndrede befolkningen. De sprængte 120-150 huse i luften undertiden med beboerne indeni. Derefter blev indbyggerne drevet ud af byen. Miss Eisha Awad Hegazi, 20 år, fortalte kommissionen, at 2 uger efter våbenhvilen kom israelske soldater ind i familiens hus og skød løs. De dræbte hendes far, en ven ved navn Araby og dennes datter. Hun fik selv skudsår i armen og knæet og fik senere armen amputeret. Miss Kamilia El-Zerbawi, 16 år gammel student fra Al Arish, fortalte, at en gruppe israelske soldater kom ind i familiens hus og skød løs. Hendes far, hendes 2 kusiner og hendes onkel blev dræbt. Hun fik skudsår i hoved, hænder og fødder. Hendes søster og en kusine blev såret. Kommissionen konstaterede, at hun havde et 2 tommer ar i hovedet, og at hendes venstre hånd og venstre ben var lammede. Kommissionen erindrer om de masseødelæggelser, der fandt sted da landsbyerne Yaba, Emwas og Beit Wuba blev jævnet med jorden og deres indbyggere spredt for alle vinde. I 1969 var antallet af palæstinensiske flygtninge opgjort til 1.475.915 mennesker, hvoraf 168.927 levede i Libanon.

Påstand har længe stået mod påstand, når Israel blev anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Men efterhånden er der tilvejebragt meget bevismateriale i en rapport fra Amnesty International og en fra FNs menneskerettighedskommission d. 26. oktober 1970 (A/8089). Amnesty International tilbageholdte dog sin rapport i ca. et år og FN sin i ca. et halvt år, og 20 vestlige og vestligt orienterede lande stemte i FN imod offentliggørelsen af FN rapporten. Rapporten er ikke udkommet på dansk og tilbageholdes. Følgende oplysninger baserer sig i hovedsagen på materiale fra FNs menneskerettighedskommissions rapport i 1970 om forholdene i de besatte områder. Kommissionen indsamlede materialet om kollektive straffe gennem øjenvidner, avisartikler og udtalelser fra israelske politikere som bekræftede at kollektive straffe finder sted. Det drejer sig om udgangsforbud, massearrestationer og ødelæggelse af beboelseshuse. Det gennemgående træk ved de kollektive straffe er, at de slet ikke står i forhold til de aktioner, man vil straffe. I nogle områder indførtes 22 timers udgangsforbud, afskæring af føde- og vandforsyninger og som nævnt ødelæggelse af beboelseshuse. Kommissionen konstaterer, at kollektive straffe ikke er isolerede hændelser, men er en del af den israelske kolonimagts politik. Dette er en, klar overtrædelse af Geneve-Konventionen. Rapporten beretter, i dette afsnit om deportation af den arabiske befolkning, om hvorledes hele landsbyer bliver fordrevet. I Golan-bjergene konstanteredes adskillige landsbyer tømt for indbyggere, hvorefter de israelske myndigheder bosatte israelere i husene for at sikre, at beboerne ikke vendte tilbage. Kommissionen påpeger, at ingen forsvarstekniske overvejelser fra Israels side kan retfærdiggøre fordrivelserne af den lokale befolkning i Golan-bjergene, og at flygtningene har ret til at vende hjem og bør gives mulighed dertil. Kommissionen betegner dette som overtrædelse af Geneve-Konventionens artikel 49. Ifølge Israelsk lov kan en person mistænkt for forbindelse med eller delagtighed i modstandsarbejde fængsles på ubestemt tid uden dom. Disse arresterede personer koncentreres i lejre. Afsnittet om tortur mod fanger er bygget op over kommissionens egne undersøgelser, samt over undersøgelser foretaget af Røde Kors Internationale Kontrolkomite. Følgende steder nævnes: lejrene Sarafand og Basra, fængslerne. Muscovite, Gaza, Ramleh, Jenin Atlit, Hebron, Tulkarm og Nablus. Endvidere nævnes navne på officerer og fængselsbetjente som har udøvet tortur. Ingen blevet straffet af de israelske myndigheder. Rapporten er rystende læsning og giver endnu et vidnesbyrd om kolonimagternes fornedrelse og foragt for mennesker. Der nævnes metoder som: prygl med stokke og piske, ophængning i fødderne, lavement med rød peber, brænding med cigaretter, tvang til indbyrdes homoseksuelle handlinger, bortoperation af kønsdele, elektrochok, udtrækning af fingernegle, øjenbryn og øjenvipper, blindhed, tab af lemmer, sindssyge lammelser samt et antal døde. I dette afsnit nævnes eksempler på overfald mod arabiske landsbyer, det beskrives hvordan den israelske hær har foretaget plyndringer, massehenrettelser af tilfældigt udtagne beboere. Den israelske hær har foretaget bortsprængning og bulldozing af hele landsbyer og kvarterer, ofte sprænges husene med beboere i. Der nævnes tilfælde, hvor hæren har ødelagt høsten og har dræbt kvæg. FN rapporten fortæller at den palæstinensiske arbejder modtager ikke den samme løn som hans israelske kollega. I virkeligheden modtager de overhovedet ikke betaling fra deres arbejdsgiver. Arbejdsgiveren betaler den israelske regering, som tilbageholder 40% og betaler resten til den palæstinensiske arbejder. Disse tilbageholdte beløb akkumuleres i en særlig fond i staten Israels navn og nåede i maj 1970 50.000.000 israelske pund. Det er værd at bemærke, at den officielle begrundelse for tilbageholdelsen påstås at være social velfærd, organisation- og rejseafgift, medens de palæstinensiske arbejdere fra de besatte områder gennem lovgivningen er nægtet alle rettigheder til socialforsorg som sygeforsikring, pension etc.. Gennem det sidste halve år er transporten af palæstinensiske arbejdere fra Gaza-striben til Israel blevet stadig vanskeligere. Derfor har nogle fabrikker i Israel etableret lukkede lejre på fabrikkens område for mandlige og kvindelige arbejdere fra de besatte områder. Her lever palæstinenserne i telte og hytter ifølge et memorandum fra det israelske forbund for menneskelige og civile rettigheder til FN.

I 1997 blev det vurderet, at der findes 8 millioner palæstinensere - i og udenfor Palæstina. Resten bor andre steder i Mellemøsten (Jordan 2,17 mio., Libanon 395.000, Syrien 360.000 og andre arabiske lande 517.000) eller i Europa. Der bor desuden betydelige palæstinensiske minoritetsgrupper i Chile, Brasilien og USA. En tredjedel af palæstinenserne i de besatte områder lever i flygtningelejre. I 2002 lever over 3 millioner palæstinensere i eksil, spredt over hele verden.

***

Palæstina af Jack Gaster.

Denne artikel er taget fra det engelske tidsskrift Labour Monthly" (marts 1946).

Den Kommission, der skal undersøge Jødernes Stilling i Europa og søge en Løsning på Palæstinaproblemet, har ikke fået lettere Arbejdsmuligheder på Grund af sin udelukkende anglo-amerikanske Sammensætning. Men Indholdet af Bevins Erklæring må hilses velkommen for dens Erkendelse af, at det er en bydende Nødvendighed at yde Hjælp til Genoprettelsen af de jødiske Samfund i Europa og på samme Tid at sikre Forståelsen mellem Jøder og Arabere i en fremtidig fredelig Udvikling i Palæstina. Dette vil imidlertid ikke blive nået, hvis de fremskridtsvenlige Kræfter ikke er klare over de Vanskeligheder, der står i Vejen og ikke forstår den Basis, på hvilken Problemernes Løsning må hvile.

Efter engang at have været Jødernes Hjem og i tusind år været i Arabernes ubestridelige Besiddelse, skønt i den senere Tid under tyrkisk Herredømme, blev Palæstina i 1917 erobret af Englænderne. På den Tid boede der ca. 58.000 Jøder i fredeligt Fællesskab med Araberne. I 1917, da England var hårdt presset, og Amerika endnu ikke var rede, udstedte den britiske Regering af militært egoistiske Grunde og for at sikre sig de amerikanske Jøders Støtte Balfour-Deklarationen (senere optaget i Mandatbestemmelserne), der lovede Støtte til Oprettelsen af „et nationalt Hjem for det jødiske Folk i Palæstina", skønt man i 1915 havde garanteret Araberne „at ville anerkende og støtte Arabernes Uafhængighed" indenfor Områder, der klart indbefattede Palæstina.

Mens Palæstina og Jødedom religiøst har hørt sammen i århundreder, har Zionistbevægelsen, hvis Formål er at skabe en jødisk Stat i Palæstina, kun en 60 år gammel Historie, idet den opstod som Reaktion mod Pogromerne i Østeuropa i sidste Halvdel af forrige århundrede. Men britisk Interesse var ikke venlig Filantropi mod underkuede Jøder. England opfattede Palæstina som det strategiske Midtpunkt, fra hvilket man kunne beherske den nære Orient og Suezkanalen, som et Land, hvis store naturlige Havn Haifa dannede et nyttigt Modstykke til Alexandria og som en Udførselsvej for Iraqs Olie. Da den britiske Imperialisme planlagde at bruge Jøderne som Modvægt mod det arabiske Uafhængighedskrav og således bevare sin dominerende Stilling i Palæstina, blev de ledende britiske Zionister dens villige Redskaber.

Det er på denne Baggrund, man må se såvel Udviklingen af Ønsket om det jødiske nationale Hjem i Palæstina som Væksten af den arabiske nationale Bevægelse i Palæstina, og ligegyldig hvilken Løsning man til sidst når til, må der tages Hensyn til, at disse Jøder har erhvervet Ret til at leve der i Fred og til frit at opbygge deres nye Hjem. De har i mange Henseender udviklet Palæstinas Økonomi. Nye Overrislings- og Agerbrugsmetoder er blevet indført, Kraftanlæg bygget, nye Byer skabt, en anselig Industrialisering indført. Over 100 Millioner Pund Sterling britisk og amerikansk Kapital - såvel jødisk som ikke-jødisk - er blevet investeret i Palæstina.

Selv før 1917 var de arabiske Landarbejdere fattige, tynget af Gæld og stærkt udbyttet af arabiske Godsejere, der ikke selv opholdt sig på deres Ejendomme. Men mens forbedrede Forhold i nogen Grad er kommet de arabiske Masser til Gode, kan man ikke let afvise det Faktum, at en ny jordløs, meget fattig Masse af arabiske Arbejdere er opstået, og at arabisk Arbejdskraft i stor Målestok er blevet fortrængt af jødisk Industri. Arabisk Landbrug har ikke udviklet sig. Krigen satte Fart i denne Proces og forvandlede Palæstina til en vigtig Forsyningsbase for den nære Orient. Mens dette for en Tid skabte Beskæftigelse for Masser af jødiske og arabiske Arbejdere (som for første Gang dannede arabiske Fagforeninger), steg Priserne; der var Mangel på Fødemidler, og Fjendtlighedernes Afslutning har stillet Palæstina over for en alvorlig økonomisk Krise, der særlig berører de arabiske Arbejdere, som gennem den zionistiske Politik om Jødernes Forrettigheder i stor Udstrækning er udelukket fra Arbejde i jødisk Landbrug og Industri (der danner Hovedmassen af Palæstinas Industri). Indtil 1939 var Arabernes Organisation dårlig, og den arabiske nationale Bevægelse stod under Ledelse af de feudale Jordbesiddere, der i høj Grad var påvirket af nazistiske Ideer. Denne Ledelse var i Stand til at formå de arabiske Masser, der betragtede den zionistiske Politik som Grunden til deres Fattigdom og Zionisterne som Imperialisternes Redskaber, til at rette deres antiimperialistiske Følelser hovedsagelig mod Jøderne, hvis dominerende økonomiske Indflydelse de frygtede.

Efter at Peel-Kommissionens Forslag om som Løsning på Problemet at dele Palæstina var blevet forkastet af både Arabere og Jøder, erklærede Nationalregeringen sin Politik i en Hvidbog i 1939, som, delvis i et Forsøg på at afvise de pro-tyske Tendenser hos nogle af Tidens arabiske Nationalistførere, foreslog: 1) at Palæstina skulle blive en uafhængig Stat i Løbet af 10 år, og at Regeringen i Mellemtiden gradvist skulle forandres til „repræsentative" Institutioner for de to Samfund, sammensat i Forhold til Størrelsen af hvert Samfund i Palæstina, 2) at begrænse jødisk Indvandring, så den jødiske Befolkning ikke kom til at overstige en Trediedel af Totalbefolkningen, 3) at begrænse fortsat Salg af Jord til Jøder. - Punkt 1 er aldrig blevet virkeliggjort, og i Dag er Palæstina faktisk under Politiregime.

Denne Politik blev fordømt af Zionisterne som værende i Strid med Balfour-Deklarationen, og de forlangte vedblivende ubegrænset Indvandring og Oprettelse af en jødisk Stat, i hvilken Araberne skulle garanteres Minoritetsrettigheder.

Hverken Regerings- eller Zionistforslaget var acceptabelt for Araberne, som fortsat krævede, at Palæstina skulle være en Del af de uafhængige arabiske Stater i den nære Orient og ikke kunstigt løsrives.

Er britiske Interesser anderledes i Dag? Skal man tro, at britisk Imperialisme nu er ivrig efter at se en uafhængig arabisk Stat, fordi Regeringens Politik i de senere år - for at forbedre Englands Stilling i de arabiske Lande i den nære Orient - måske har forekommet at gå i Retning af større Sympati for arabiske Krav mod Dannelsen af den uafhængige jødiske Stat? Nej, langtfra! Kender vi ikke Imperialismens Metoder tilstrækkeligt til at forstå, at denne Spillen det ene Folk ud mod det andet blot er en List med det Formål at bevare Kontrol over dem begge?

Det er ikke uden Betydning, at de største Forkæmpere for Zionistsagen i Dag findes i USA, hvis Regering for nylig har afsluttet Overenskomst om Anlæggelse af en ny Rørledning fra Iraq til Haifa til Fordel for amerikanske Olieinteresser, skønt selv i Amerika Trangen til at sikre Araberne Støtte fører til yderligere Konflikt.

Hele den nære Orient er inddraget i en imperialistisk Konflikt, for Øjeblikket med Palæstina i Centrum.

Før vi kan se på, hvilken Løsning af Problemerne der er mulig, er der endnu et Forhold, som må tages i Betragtning. Det zionistiske Argument, at Dannelsen af en jødisk Stat er afgørende for Løsningen af hele Verdens Jødeproblemer, kan ikke godkendes. Dette Problem kan kun løses i samme Udstrækning, som Jøderne i hvert Land i Lighed med andre Borgere tager aktivt Del i Kampen for sandt økonomisk og politisk Demokrati i deres eget Land, således som Jøderne allerede har gjort det i Sovjetunionen. De 8 Millioner Jøder, der danner Samfund i mange forskellige Lande udenfor Sovjetunionen, vil ikke ved Dannelsen af en jødisk Stat kunne overvinde de Problemer, der opstår gennem den herskende Klasses Brug af Anti-semitismitisme og Racehad til at skabe Forvirring i Demokratiets Rækker. Det er betegnende, at af de halvanden Million Jøder i Europa, der har overlevet de sidste års Rædsler, er allerede mange i Gang med at genopbygge deres Synagoger og Skoler og genskabe jødiske Samfund i deres egne Lande med Hjælp - særlig i Østeuropa - fra de nye demokratiske Regeringer, der er opstået i den fælles Kamp mod Fascismen.

Hvad er så Løsningen i Palæstina? Det er ikke et Spørgsmål for eller imod 1939-Hvidbogen, som aldrig kunne løse Problemet. Heller ikke en Deling kan yde andet end at placere en lille jødisk Befolkning, (som Stødpude for britiske Interesser i Middelhavet), i et Land, hvis Økonomi er uholdbar, og som ligger midt iblandt fjendtlige arabiske Stater.

Palæstina er blevet behandlet som en Koloni, og den arabiske Uafhængighedskamp må overalt påberåbe sig fremskridtsvenlige Kræfters Støtte. Den Resolution om Palæstina, som Kommunistpartiets 18. Kongres vedtog, slog fast, at „en retfærdig og demokratisk Løsning på Palæstinaproblemet kun kan nås ved at ophæve Mandatordningen og anerkende Palæstinas nationale Uafhængighed under et demokratisk Styre, der sikrer Frihed og lige Rettigheder for Arabere og Jøder. Et frit og uafhængigt Palæstina er den eneste Form, under hvilken arabisk-jødisk Enighed kan blomstre". Det vil ikke blive let at nå denne arabisk-jødiske Harmoni; men både Jøder og Arabere gør sig i stigende Grad klart, at man må nå til en gensidig Forståelse.

I det jødiske Samfund kommer de sociale Spørgsmål i Forgrunden, og der er en tiltagende Konflikt mellem de ledende Zionister, der mere og mere kommer til at svare til det jødiske Bourgeoisi og er villige Redskaber for britisk Imperialisme - og Resten af det jødiske Samfund. Foruden Magnes-Gruppen kræver en lille, men stadig voksende venstre Fløj i Histadruth og i bredere Kredse i Samfundet Samarbejde med Araberne. Mens der stadig i det jødiske Samfund er Krav om Ophævelse af Hvidbogens Bestemmelser og om ubegrænset Indvandring, er der al Grund til at håbe, at Nødvendigheden af at komme til en Forståelse på dette Punkt med Araberne snart vil blive udtalt tydeligere.

I det arabiske Samfund, hvor tidligere Nationalistbevægelsen blev domineret af Feudalisterne og de store Jordbesiddere, er der kommet en ny ånd. Interessekonflikten mellem Arbejdere, jordløse Bønder, Småbønder og de fraværende Godsejere bliver skarpere. Den nationale Frihedsliga er et Udtryk for disse nye Kræfter, der har udviklet sig i

Nationalistbevægelsen under Krigen, og som må anses for en Faktor af tiltagende Betydning i Udviklingen i Den nære Orient.

En fælles arabisk-jødisk Stat vil ikke blive oprettet, så længe Palæstina vedbliver at være Interesseområde for britisk Imperialisme eller Centrum i en imperialistisk Kappestrid. Palæstina er en Del af den nære Orient, og dets fredelige Udvikling er afhængig af Udviklingen i Nabolandene. Denne kan ikke sikres udelukkende på Basis af angloamerikansk Enighed, men Samarbejde mellem alle de forenede Nationer er nødvendigt. U.N.O. må kunne gøre sin store Indflydelse gældende og hjælpe Arabere og Jøder til at blive enige. Bevins Forslag om en angloamerikansk Kommission kan ikke løse Problemet.

Labour-Partiet er tidligere gået ind for den zionistiske Politik og har overset Palæstina-konfliktens imperialistiske Karakter. Denne Politik må tages op til fornyet Overvejelse. Hvis Jøderne i Palæstina skal hjælpes til at vinde en sikker Fremtid for deres Samfund og på samme Tid leve harmonisk sammen med et arabisk Samfund, der er befriet for imperialistisk Undertrykkelse, må en Løsning findes på den Linie, der her er antydet.

***

Ved De?

At da Palæstina-problemet blev skabt af England i 1917, var mere end 90% af Palæstinas befolkning arabere, og at der på den tid kun var 56,000 jøder i landet?

At mere end halvdelen af Palæstinas daværende bosiddende jøder var nye emigranter, der var indvandrede i de forløbne ca. 20 år for at undgå forfølgelserne i Europa, og at mindre end 5% af Palæstinas befolkning var indfødte jøder?

At araberne i Palæstina på den tid ejede 97,5% af jorden, mens jøderne (indfødte og nye emigranter) kun ejede 2,5% af jorden?

At i perioden 1932-35 invaderede 144.000 jøder Palæstina.

At under 30 års britisk besættelse og regering var zionisterne kun i stand til at opkøbe 34% af Palæstinas jord, på trods af beskyttelse og tilskyndelse fra den britiske regerings side? At en stor del af denne jord var direkte overført til zionistiske organisationer fra den britiske regering og ikke solgt af arabiske ejere?

At da England i 1947 overgav Palæstina-problemet til FN, ejede zionisterne kun 6% af hele Palæstinas jord? At på trods af disse kendsgerninger anbefalede FN's generalforsamling, at en "Jødisk Stat" skulle oprettes i Palæstina, og at FN bevilligede den foreslåede stat 54% af Palæstinas samlede områder?

At Israel øjeblikkelig okkuperede 80-84% af hele Palæstina?

At denne territoriale udvidelse for størstedelen fandt sted for 15. maj 1948, dvs. inden de britiske troppers tilbagetrækning fra Palæstina, inden de arabiske hære ankom til Palæstina for at beskytte den arabiske befolkning og inden den arabisk-israelske krig?

At generalforsamlingens anbefaling af oprettelsen af en "Jødisk Stat" lå udenfor forsamlingens kompetence ifølge FN's formålsparagraffer ?

At alle forsøg fra de arabiske stater og andre asiatiske, lande på at få forsamlingen til at overføre spørgsmålet om dens anbefalings legalitet til Den internationale Domstol for "rådgivende mening" blev ignoreret af forsamlingen ?

At da FN forsamlingen begyndte at gennemgå "anden betænkning" om sagen og sammenkaldte til dens anden specielle samling i 1948, var den ude af stand til at stadfæste 1947 anbefalingen for opdeling af Palæstina og tilintetgjorde derved enhver lovlighed, som anbefalingen for Israels oprettelse havde haft?

At den oprindelige anbefaling til skabelse af en "Jødisk Stat" i Palæstina ved første afstemning kun blev vedtaget af europæiske, amerikanske og australske stater, hvorimod alle asiatiske og afrikanske stater (med undtagelse af Den sydafrikanske Union) stemte imod? At under afstemningen i plenarforsamlingen den 29. nov. 1947 havde stærkt amerikansk pres (hvilket et medlem af Trumans kabinet betegnede som grænsende til skandale) kun held til at få ét asiatisk land (Philipinerne) og eet afrikansk land (Liberia), hvilke begge var specielt sårbare overfor amerikansk pres, til at skifte deres politik? At den "Jødiske Stat" med andre ord var plantet i midtpunktet af Asien og Afrika uden acceptering eller frivillig godkendelse af nogen mellemøstlig, asiatisk eller afrikansk stat med undtagelse af Den sydafrikanske Union, som selv er regeret af en fremmed minoritet?

At Israel siden dets skabelse er forblevet et fuldstændigt fremmedelement i en verden af afro-asiatiske ulande, og at Israel er blevet nægtet adgang til enhver konference, der er blevet afholdt af de asiatiske, afrikanske og neutrale stater?

At siden våbenstilstanden blev underskrevet i 1949, har Israel fortsat en aggressiv krigerisk politik med militære angreb over våbenstilstandslinierne og invaderet arabiske nabostaters territorier? At Israel er blevet dadlet eller fordømt for disse militære angreb af FN's sikkerhedsråd eller generalforsamling i 11 tilfalde, 5 gange af Sikkerhedsrådet og 6 gange af Generalforsamlingen ?

At intet andet land i verden (medlemmer eller ikke medlemmer af FN) er blevet fordømt så ofte i FN ?

At ingen arabisk stat nogensinde er blevet fordømt af nogen af FN's organer for militære angreb på Israel (eller nogen anden stat) ?

At foruden at fordrive hovedparten af Palæstinas arabiske befolkning og foruden konstant at have angrebet arabiske nabostater har Israel også til stadighed generet FN's observatorer og andet personale stationeret langs våbenstilstandslinierne ? Det har dræbt den første FN mægler Folke Bernadotte, og hans militære hjalp; det har arresteret og tilbageholdt nogle våbenstilstandsobservatorer; det har militært besat og gennemsøgt hovedkvarteret for FN's personale og det har boycottet de blandede våbenstilstandskommissioners møder ?

At Israel desuden har gennemført en apartheidspolitik overfor de arabere, som forblev i deres hjemland? Over 90% af disse arabere bor i "sikkerhedszoner"; de alene lever under undtagelsestilstandslove, som indskrænker deres frihed i at rejse fra landsby til landsby, fra by til by; deres børn bliver nægtet ligeberettigelse til uddannelse, og de er nægtet ligeberettigelse til arbejde og retten til lige løn for lige arbejde?

At på trods af ovennævnte faktorer er Israel altid i den vestlige verden blevet fremstillet som "demokratiets bastion" og "fredens forkæmper" i Mellemøsten?

Den israelske menneskeretsorganisation oplyser bl.a. i september 2009, at 1.387 palæstinensere blev dræbt under det 22 dage lange bombardement i december 2008/januar 2009. Deraf var 773 civile, hvoraf 109 var kvinder og 320 var børn under 18 år.

Her er mere information om Palæstina: Dansk Palæstinensisk Venskabsforening * * Leksikon * * Wikipedia

Webmaster