Skift til: Sovjetunionens udenrigspolitik (II) * * Sovjetunionens udenrigspolitik (III) * *

I det nittende og begyndelsen af vort århundrede støttede marxister den opfattelse, at den socialistiske revolution ville finde sted i alle udviklede borgerlige lande indenfor et afgrænset tidsrum. I sin artikel Kommunismens grundsætninger skrev Engels: »Den kommunistiske revolution vil ikke kun være national, men foregå samtidigt i alle civiliserede lande, dvs. idet mindste i England, Amerika, Frankrig og Tyskland... Det er en verdensrevolution og den vil have hele verden som arena. Af gode grunde kunne man ikke dengang rejse spørgsmålet om, hvordan forholdet mellem lande med forskellige samfundssystemer ville tage sig ud, når man samtidig forestillede sig, at fremtidens verden ville blive helt eller næsten helt socialistisk på samme tid. I sin videreudvikling af marxismen nåede Lenin allerede i begyndelsen af første verdenskrig til den slutning, at som følge af kapitalismens ujævne udvikling ville socialismen ikke kunne sejre i alle lande på én gang, men at den først måtte sejre i ét eller nogle få lande. Hermed ville der også opstå en ny historisk situation, hvor stater med helt forskellige samfundssystemer skulle eksistere side om side. Strengt taget har der altid været stater, som side om side har levet med forskellige sociale og økonomiske strukturer. Feudale strukturer udviklede sig for eksempel i det sene slaveholdersamfund og kapitalistiske strukturer i det sene feudalsamfund. Men det var lande, som hvilede på en ensartet social og økonomisk basis: privatejendom til produktions- og udvekslingsmidler.

Efter den socialistiske revolution i Rusland var det imidlertid stater af fuldkommen forskellig social type der skulle sameksistere. På den ene side de lande, som opretholdt det gamle system, og på den anden side det første land i historien, hvor virksomheder, banker og jord blev overdraget producenterne, den arbejdende befolkning. I århundreder har relationerne mellem forskellige stater været fjendtlige. Tit kan de beskrives som en næsten ubrudt række af krige. Også dét har sine årsager. Det centrale i disse mellemstatslige relationer bygger på profitjagt, konkurrence om afsætningsmarkeder og kamp om nye territorier. Konkurrencen og rivaliseringen med brug af forskellige former for vold, herunder væbnet magt, var med andre ord bestemt af staternes sociale struktur. Med den socialistiske revolutions sejr i Rusland 1917 ændredes situationen. Nu var der tale om to statstyper, som i klassemæssig forstand var uforligelige. Det afholdt imidlertid ikke Lenin, den russiske revolutions leder, fra at fremsætte tanken om fredelig sameksistens mellem sådanne stater. Udtrykket brugte han første gang i 1919 under en samtale med korrespondenten for Christian Science Monitor, MacBride. Her omtalte Lenin nødvendigheden af at indgå gensidigt fordelagtige aftaler »så længe det socialistiske og det kapitalistiske system sameksisterer side om side«. Gentagne gange henviste Lenin til militarismefaren i de imperialistiske magters politik. Allerede under første verdenskrig havde han konstateret, at militarismen kunne undergrave selve det menneskelige samfunds eksistensbetingelser, fordi »teknikkens mægtigste landvindinger så omfattende, så ødelæggende og så energisk anvendes til masseudryddelse af millioner af menneskeliv« For Lenin var fredelig sameksistens den eneste vej til varig fred og dermed til at skåne menneskeheden for nye verdenskrige. Men nødvendigheden af denne politik udsprang også af omsorgen for at bevare og styrke socialismen dér, hvor den havde sejret. I et land, hvor socialismen sejrer, vil den første udenrigspolitiske hovedopgave netop være at forsvare socialismen og sikre de bedst mulige ydre betingelser for dens udvikling. Noget sådant er et brud med alle ekspansionistiske ambitioner, det bidrager til at forhindre verdenskrige og om muligt krige overhovedet. Den fredelige sameksistens politik sigter efter at bringe konfrontationen mellem de to systemer ind i et leje af fredelig kappestrid. Den fredelige sameksistens forudsætter, at man afstår fra magtanvendelse, anerkender alle staters suveræne ligeberettigelse og territoriale integritet og afstår fra indblanding i deres indre anliggender. Herunder skal stridsspørgsmål og konflikter løses ad fredelig vej. Det siger sig selv, at enhver aftale eller overenskomst, der indgås mellem stater med forskellige samfundssystemer, i nogen grad vil rumme elementer af kompromis og balance mellem de to parters interesser. De socialistiske lande indgår bevidst sådanne kompromis’er, naturligvis under forudsætning af, at disse kompromis’er ikke anfægter det socialistiske systems grundprincipper, ideologi og politik. Socialismens modstandere har i årtier gjort hvad de kunne for at bevise, at Lenin ikke selv troede på muligheden af fredelig sameksistens mellem kapitalistiske og socialistiske lande. Her plejer de gerne at citere Lenins bemærkning om, at de mest forfærdelige sammenstød mellem Sovjetrusland og imperialismen ville være uundgåelige i fremtiden. Det har Lenin ganske rigtig sagt. Man gør imidlertid klogt i at erindre sig, hvordan den historiske situation så ud, da bemærkningen faldt. Intervention, diplomatisk isolation og økonomisk blokade mod Sovjetrusland, der samtidig led under en blodig borgerkrig. Overalt i Rusland kæmpedes der på liv og død. Lenin var fuldkommen på det rene med, at der ville følge nye forsøg på at kvæle arbejder- og bondemagten. Det var dét, han havde for øje, da han talte om gærende sammenstød mellem Sovjetrusland og de kapitalistiske stater. Og han havde ret. Man behøver blot at minde om den 22. juni 1941, den dag nazisterne angreb Sovjetunionen. Men trods de farlige tendenser i imperialismens politik troede Lenin på muligheden af en langvarig fredelig sameksistens mellem de to systemer. Hvad byggede han denne overbevisning på ? Først og fremmest på en bred folkelig støtte til socialismens idé, den socialistiske stat og dennes politik. Lenin nærede tillid til (og virkeligheden har ikke gjort hans forventninger til skamme), at Sovjetruslands fredspolitik ville finde støtte hos arbejderklassen og andre lag af den arbejdende befolkning i udlandet. At denne politik havde succes skyldtes i høj grad det nye, socialistiske diplomati og dets evne til at tale fredens sag på verdensarenaen. Sovjetruslands diplomati gjorde alt, hvad der stod i dets magt for at give landet mulighed for at gennemføre den fredelige opbygning af socialismen. Fredelig sameksistens betyder ikke, at den ene part, f.eks. de socialistiske lande, forpligter sig til at sørge for, at de herskende tilstande opretholdes hos den anden part, dvs. de kapitalistiske lande. Nogle venstrefløjskritikere af den fredelige sameksistens hævder, at den er med til at holde kapitalismen i sadlen. Det er urigtigt. Hverken sameksistens eller afspænding har kunnet afværge uddybelsen af det kapitalistiske systems krise eller »hele« dets sår. Et eksempel, der taler for sig selv, er den accelererende økonomiske krise og skærpelsen af klassekampen og den politiske kamp i de højtudviklede kapitalistiske lande. Indre sociale problemer kan ikke løses gennem nok så betydningsfulde mellemstatslige aftaler; deres løsning er først og fremmest et resultat af de processer, der foregår i de berørte lande selv. Under den fredelige sameksistens sker der ingen ændring af de to systemers modsatrettede interesser og mål; de vil fortsat bestå. Men når alle parter anerkender den fredelige sameksistens’ princip, betyder det, at den historiske strid mellem de to systemer føres ind i baner, som ikke rummer fare for krig, væbnede konflikter eller ukontrollabel oprustning. Fredelig sameksistens er til fordel for alle folk. Kappestriden mellem de to systemer vil da udspille sig inden for produktion, teknik og videnskab. At nå virkelig store resultater på disse områder forudsætter en fredelig udvikling. Og her kan de socialistiske lande i fuldt mål vise deres styrke og blive en tiltrækningskraft for nye millioner af mennesker. Det må understreges, at fredelig sameksistens aldrig kan omfatte det ideologiske område. Idékampen vil fortsætte. Den afspejler jo reelle processer og dybtliggende interesseforskelle, som findes mellem forskellige klasser og sociale lag i det moderne samfund. Den fredelige sameksistens’ politik er en historisk kategori, som beriges med nyt indhold i takt med samfundets udvikling. I mange år blev denne politik betragtet som middel til at udskyde en ny krig længst muligt. Krig som sådan mente man trods alt var uundgåelig. Og det internationale styrkeforhold i 1920’rne og 30’rne var da heller ikke sådan, at det kunne forhindre anden verdenskrig i at bryde løs i 1939, uanset de fredsbestræbelser Sovjetunionen og de demokratiske venstrekræfter i mange lande havde lagt for dagen. Gradvis ændrede situationen sig. Det internationale styrkeforhold havde forrykket sig. De socialistiske landes økonomi kunne opvise hurtige og bæredygtige resultater. Landene i det socialistiske samvirke (COMECON) præsterede nu en industriproduktion, der var større end både USA’s og EF-landenes. På det militærtekniske område var Sovjetunionen blevet i stand til at fremstille atomvåben og interkontinentale ballistiske raketter. Der var hermed skabt en situation med »atomar ligevægt«, hvor ingen part kunne angribe uden samtidig at bringe sig selv i dødelig fare. En af de faktorer, der på afgørende vis bidrog til at forrykke det internationale styrkeforhold, var de nationale befrielsesbevægelsers kamp, som førte til kolonisystemets afskaffelse og til dannelsen af en række nye nationalstater. I de udviklede kapitalistiske lande er arbejderklassens modstand mod militarismen og den aggressive udenrigspolitik slået stadig stærkere igennem i de senere årtier. Det samme kan siges om de brede folkelige kræfter, der er gået i brechen for fred og sikkerhed, mod oprustning og krigsfare. Endnu et forhold må påkalde sig opmærksomhed. I alle tidligere krige har de herskende klasser, hvis interesser disse krige stod om, selv båret minimale tal). Hele dynastier af industrifyrster og pengemagnater, de kapitalistiske landes egentlige herskere, kan takke oprustning og krig for deres rigdomme. Men i dag betyder krig atomkrig og dermed at Jorden lægges øde og befolkningerne udslettes, indbefattet industrifyrster og pengemagnater. Udløsning af krig mod Sovjetunionen og de socialistiske lande er med andre ord selvmord for angriberen selv, og erkendelsen heraf er voksende i alle samfundslag verden over. Disse nye faktorer i verdensudviklingen har fremmet forståelsen af, at det ikke bare er muligt, men tillige nødvendigt at forlænge det fredelige pusterum så meget, at risikoen for verdenskrig helt udelukkes. Heri ligger den altafgørende ændring af indholdet i den fredelige sameksistens politik. Den fredelige sameksistens’ princip, som de socialistiske lande har været fortalere for i alle årene sammen med nøgternt tænkende kredse i kapitalistiske lande, slog for alvor igennem i begyndelsen af 1970erne. Efter en lang periode med styrkepolitik, kold krig og diverse forsøg på at »trænge socialismen tilbage« begyndte regeringerne i de største imperialistiske stater at indtage en mere realistisk holdning til internationale anliggender, og dé politikere og grupper vandt frem, som anbefalede en normalisering af relationerne med de socialistiske lande. USA’s nederlag i krigen mod de indokinesiske folk, undertegnelsen af en serie vigtige aftaler mellem Sovjetunionen og Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland, USA, England, Italien og flere andre kapitalistiske lande tillige med Vesttysklands og andre borgerlige staters accept af de realiteter, der fulgte efter anden verdenskrig, banede vej for internationalt samarbejde på en række områder og lagde grunden til international afspænding. Hvad er afspænding for noget ? Det er først og fremmest nej til kold krig og ja til normale, ligeberettigede relationer mellem staterne. Det er vilje til at afgøre divergenser og stridigheder uden brug af magt, trusler og sabelraslen. Ligeledes er det en vis tillid til hinanden i mellemstatslige forhold og evne til at tage højde for den anden parts legitime interesser. Sidst, men ikke mindst er afspænding knyttet til udviklingen af visse samarbejdselementer i forholdet mellem socialistiske og kapitalistiske lande. Helsinki-konferencen mellem stats- og regeringschefer for 33 lande i Europa samt USA og Canada og underskrivelsen af slutdokumentet i august 1975 var et direkte resultat af afspændingsprocessen. Helsinki-konferencen var en sejr for både kommunister, socialdemokrater og liberale, for både socialistiske og kapitalistiske lande, for alle fredssøgende, demokratiske kræfter. Fredelig sameksistens er blevet en historisk nødvendighed i vor tid. Atomvåbenet har skabt en dødelig fare for alt levende på vor planet. Der gives overhovedet intet forstandigt alternativ til den fredelige sameksistens’ politik. Desuden står menneskeheden nu over for en række globale problemer, som ingen nation, hvor rig og stærk den end måtte være, kan løse på egen hånd. Det gælder for eksempel miljøbeskyttelse og forureningsbekæmpelse, det gælder rationel udnyttelse af energi-, råstof- og brændselsressourcer, det gælder fødevareproblemet for hele Jordens befolkning, det gælder bekæmpelse af de farligste sygdomme, der hvert år kræver millioner af menneskeliv, det gælder udnyttelse af verdenshavenes rigdomme, det gælder erobringen af det ydre rum og meget, meget andet. Det er altsammen problemer, der kun kan løses ved et samarbejde mellem flere stater, uafhængigt af disses samfundssysterm og tilhørsforhold til den ene eller anden militær-politiske alliance. Fredelig sameksistens er imidlertid ikke det eneste princip til grund for en socialistisk udenrigspolitik. Et andet og nok så vigtigt princip er proletarisk internationalisme. Men er disse to principper forenelige, modsiger de ikke hinanden ? Ja, de er forenelige; nej, de modsiger ikke hinanden. Proletarisk internationalisme betyder nemlig ikke hvad man så end finder på at skrive i Vesten, at et regeringsbærende kommunistisk parti har til hensigt at eksportere revolutionen og socialismen til andre lande. Marxister har altid afvist at forcere revolutionen. De véd, at revolutionen skal modne på grundlag af det pågældende lands egen, indre udvikling i samme takt som landets indre, i første række klassebestemte modsætninger tager til i dybde og omfang. Men når først en revolutionær, demokratisk befrielsesbevægelse bryder ud, vil Sovjetunionen og de andre socialistiske lande altid føle det som deres internationalistiske pligt at hjælpe den. Vestlig presse har ladet skinne igennem, at det er Sovjetunionens, Cubas og de øvrige socialistiske landes hjælp til f.eks. Angola og Etiopien, der har ansvaret for det negative omsving i den internationale udvikling. Mon dog ? Befrielsesbevægelsen i disse lande er jo ikke organiseret udefra. Den er befolkningens eget værk. I den situation vil den altid kunne regne med broderlig hjælp fra de socialistiske lande. Frem til midten af 1970’erne fandtes der reel mulighed for at konsolidere freden og gøre afspændingsprocessen uafvendelig. Ved 1980’ernes begyndelse var disse positive resultater på vej til at blive sat over styr. Årsagen var den, at der i USA og Vesteuropa altid har været visse kredse af politikere og forretningsfolk, som var og er modstandere af afspændingspolitikken. Den vandt imidlertid så bred folkelig opbakning i 1970’erne, at de ikke vovede at gå åbenlyst imod den. Ydermere regnede nogle politikere det for en ære at kunne fremstå som denne politiks ophavsmænd. Men dygtig manipulation med den offentlige mening bevirkede lidt efter lidt, skridt for skridt, at billedet ændrede sig. Massemedierne skræmte folk med en påstået sovjetisk trussel. Kidnapningen af de amerikanske diplomater i Teheran blev udnyttet til at fremkalde et militant nationalistisk hysteri i USA. Sovjetunionens hjælp til Afghanistan, efter den afghanske regerings egen anmodning, blev fremstillet som en utilsløret trussel mod de Forenede Staters vitale interesser. Der var nu skabt en situation, hvor afspændingsmodstanderne i Washingtons hjerte kunne skride til åben handling. De fik gennemtrumfet, at ratificeringen af SALT-2 blev lagt på is, at USA ensidigt brød indgåede aftaler med Moskva om en række vigtige spørgsmål, og at man iværksatte en forceret atomoprustning i NATO-regi. Målet var at opnå militær overlegenhed over Sovjetunionen og Warszawapagten. Sovjetunionen vil gøre alt, for at imødegå den langsomme bevægelse henimod en ny verdenskrig, værne om afspændingens resultater og give stødet til en sanering af verdenssituationen. For sovjetregeringen og det sovjetiske folk er den udenrigspolitiske ledetråd, i dag som i 1917, fred og afrustning.

Da den socialistiske revolution fandt sted, var Rusland ifølge en traktat, den styrtede tsarregering havde indgået, allieret med England, Frankrig, USA, Japan og andre lande mod Tyskland og dets forbundsfæller Østrig-Ungarn, Tyrkiet og Bulgarien. Allerede længe før deres magtovertagelse havde de russiske venstresocialdemokrater (bolsjevikkerne) erklæret, at de ville bruge alle midler for at gøre ende på krigen og slutte en fredsaftale. Straks efter regeringsovertagelsen skred bolsjevikkerne til handling. Den 8. november 1917, dagen efter revolutionen, vedtog den 2. alrussiske sovjetkongres revolutionens første dokument, dekretet om fred. Dekretet, der var udformet af Lenin, tilbød alle krigsførende nationer og regeringer at indlede øjeblikkelige forhandlinger om en retfærdig, demokratisk fred. Verdenskrigen blev fordømt på det skarpeste. Det hed i dekretet: »Regeringen betragter det som en kæmpeforbrydelse mod menneskeheden at fortsætte denne krig for at afgøre, hvorledes de stærke og rige nationer skal fordele de af dem erobrede svage folkeslag mellem sig. En fredsaftale som den, Ruslands revolutionære regering stillede forslag om, var ny og ganske ukendt i historisk praksis. Førhen var krige blevet afsluttet ved, at sejrherren erobrede dvs. annekterede en del af den besejrede parts territorium og tvangsudskrev kolossale krigsskadeserstatninger Den sovjetiske regering foreslog i stedet alle krigsførende lande, at undertegne en fredsaftale uden anneksioner og erstatningsbetalinger. Dekretets definition af anneksioner er gyldig den dag i dag og lyder: »Ved anneksion eller erobring af fremmed territorium forstår regeringen... enhver indlemmelse af et lille eller svagt folkeslag i en stor eller stærk stat, uden at dette folkeslag tydeligt, klart og frivilligt har givet udtryk for sit samtykke hertil og sit ønske herom, uden hensyn til hvornår den voldelige indlemmelse er sket, og uden hensyn til, hvor udviklet eller tilbagestående den nation er, der med magt er blevet indlemrmet i eller med magt holdes inden for en given stats grænser. Endelig uden hensyn til, om denne nation lever i Europa eller i fjerne oversøiske lande.« Hermed havde soviejregeringen understreget alle nationers ret til selvstændigt at afgøre deres egen skæbne. Samtidig havde den vist sine bestræbelser på at udvirke fuld ligestilling mellem små og store nationer. Allerede i dette tidligste dokument legemliggøres Lenins idé om normale, fredelige relationer med andre, ikke-socialistiske lande. I sin tale om freden på samme sovjetkongres talte Lenin desuden om, at det nye styre kunne godtage de afsnit i tsardømmets aftaler, som omhandlede gode naborelationer og udvikling af det økonomiske samkvem. Dernæst indeholdt dekretet to andre ting, det er værd at erindre sig i dag. For det første var dekretet ikke kun henvendt til regeringerne, men også til befolkningerne i de krigsførende lande. Dette forhold understregede, at der nu var tale om en ny, demokratisk udenrigspolitik og et nyt, demokratisk diplomati. For det andet rummede dekretet en opfordring fra den sovjetiske regering om at afstå fra hemmelighedskræmmeriet og føre diplomatiske forhandlinger ikke bag ryggen på folket, men åbent. Den 2. sovjetkongres gav løfte om at afsløre de tidligere regeringers ugerninger i så henseende, og frem til udgangen af 1917 havde den revolutionære regering offentliggjort tsardømmets hemmelige aftaler, som var blevet fundet i udenrigsministeriet. Disse dokumenter åbenbarede for hele verden, hvilke selviske, egoistiske interesser verdenskrigen blev ført om, og som millioner af mennesker måtte lide og dø for. Den 20. november 1917 gav sovjetregeringen den russiske hærs overkommando ordre om at tilbyde fjenden våbenhvile. Den følgende dag fik de allierede landes ambassadører overrakt et forslag om at slutte øjeblikkelig våbenstilstand på alle fronter og lukke op for fredsforhandlinger. Den øverstkommanderende for den gamle russiske hær, general Dukhonin, nægtede at træde i forhandling med modstanderen om en våbenhvile og blev fjernet fra posten. Den sovjetiske regering appellerede til de menige soldater om at blande sig og via talsmænd føre våbenhvileforhandlinger med soldaterne på den anden side af frontlinjen. Nu indtrådte en periode med »soldatervåbenhvile«, hvor russiske, tyske og østrigske menige selv indstillede krigshandlingerne og forbrødrede sig. Ruslands allierede bestemte sig for at ignorere sovjetregeringens henvendelse. Fra revolutionens første dag havde de indtaget en skarpt fjendtlig holdning til det nye styre, og det var kun den fortsatte krig mod Tyskland som dengang forhindrede dem i at starte et felttog mod Sovjetrusland. Tysklands svære økonomiske situation, mangelen på militære reserver til krigsførelse på to fronter og den gærende revolutionære rejsning i selve Tyskland tvang kejseren og hans rådgivere til at indvillige i forhandlinger med sovjetregeringen. Den 3. december 1917 indledtes der våbenhvileforhandlinger i Brest-Litovsk med repræsentanter for Tyskland og dets allierede. Den 15. december undertegnede parterne en våbenhvileaftale for fire uger. Herunder fulgte tyskerne den sovjetiske forhandlingsdelegations krav om ikke at benytte lejligheden til at overflytte tropper fra den russiske front til Vestfronten. Sammen med de uafladelige forsøg på at få Ententelandene til forhandlingsbordet viser dette, at sovjetregeringen ikke var ude på nogen separatfred, men ønskede krigen helt stoppet.

Ugen efter, den 22. december 1917, indledtes nye forhandlinger med Tyskland og dets allierede, denne gang om en egentlig fredsaftale. Straks den første dag fremlagde den sovjetiske delegation seks punkter, der afspejlede den revolutionære regerings principielle stilling til spørgsmålet om en demokratisk verdensfred. Punkterne lød: 1. Ingen voldelig indlemmelse af territorier, erobret under krigen. Besættelsesstyrkerne i sådanne områder trækkes tilbage hurtigst muligt. 2. Fuld genindførelse af de nationers selvstændighed, som er blevet berøvet denne selvstændighed under krigen. 3. Nationale grupper, som før krigen ikke besad politisk selvstændighed, garanteres mulighed for frit at afgøre, om de vil tilknyttes den ene eller den anden stat eller have statslig selvstændighed, gennem folkeafstemning. 4. På territorier, der bebos af flere nationaliteter, beskyttes mindretallets rettigheder af en særlig lovgivning, som sikrer dets kulturelle og nationale selvstændighed og - hvor der findes reelle muligheder herfor - administrative selvstyre. 6. Ingen af de krigsførende lande er pligtige til at betale andre lande såkaldte skadeserstatninger... 6. Kolonispørgsmål afgøres under iagttagelse af de i punkterne 1, 2, 3 og 4 indeholdte principper. Det var indlysende, at forslag af den art øjeblikkeligt ville vinde stor popularitet. Hvilket også blev tilfældet. Eksempelvis kan nævnes de tyske metalarbejderes storstrejke, som fandt sted under parolen »Ja til de russiske fredsbetingelser!«. I januar 1918 omfattede strejken over en million arbejdere. Tysklands repræsentanter ved forhandlingerne ilede da også med at erklære sig enige i en sådan fremgangsmåde. Men for at holde en bagdør åben meddelte tyskerne samtidig, at de sovjetiske forslag kun var gennemførlige, i fald samtlige krigsførende lande gik ind på dem. Noget sådant var helt urealistisk, al den stund Ententen nægtede at føre nogen som helst fredsforhandlinger. Da det kom til stykket, stillede Tyskland og Østrig-Ungarn Sovjetrusland over for en række anneksionskrav. Dertil kom deres barske økonomiske betingelser for en fred, der ville sætte Ruslands økonomiske selvstændighed på spil. På dette tidspunkt i forhandlingerne valgte den sovjetiske regering forhalingstaktikken. For det første havde Rusland hårdt brug for et selv nok så kort pusterum; man måtte vinde tid for at kunne opbygge sovjetterne, de nye magtorganer, gennemføre de lovede sociale omdannelser og genopbygge den ødelagte og krigshærgede økonomi. Ligeledes måtte man stable en ny hær på benene, da den gamle praktisk taget var ophørt at eksistere. For det andet gav en forhaling håb om, at den omsiggribende revolutionære bevægelse i Tyskland og andre lande ville resultere i radikale forandringer, fjerne de regerende »krigspartier« fra magten og måske endda vokse over i en revolution. I så fald ville den internationale situation straks tage sig helt anderledes ud, til Sovjetruslands fordel. I midten af januar 1918 stillede den tyske part Sovjetrusland over for et ultimatum: enten fortsat krig eller afståelse af store områder indtil nord for Brest-Litovsk. Lenin stod fast på, at Sovjetrusland øjeblikkeligt måtte slutte fred, selv under så hårde betingelser. Han forstod, at forhalingstaktikken fra nu af ville være Rusland til større skade end gavn, da tyskerne kunne forventes at gå til angreb når som helst. I så fald ville Sovjetrusland og dermed den socialistiske revolution ikke have en chance. En temmelig broget blanding af politiske kræfter fandt imidlertid sammen mod fredsslutningen. Det russiske borgerskab bekæmpede fredsaftalen i håb om, at tyskerne ville erobre Petrograd og gøre det af med revolutionen. Men også på venstrefløjen fandtes grupper, som var imod fred og ønskede »revolutionær krig« mod den tyske blok. Det gjaldt således de venstre-socialrevolutionære og »venstrekommunisterne«. Der var for flertallets vedkommende tale om folk, som ærligt og oprigtigt mente, at sovjetregeringen ikke burde forhandle med repræsentanter for de borgerlige lande, og at det var dens pligt at føre revolutionær krig mod disse lande. Hertil replicerede Lenin: »Ud fra disse synspunkter kunne en socialistisk republik, der ligger omgivet af imperialistiske magter, ikke... eksistere, hvis den ikke flyver til Månen.« I mellemtiden var forhandlingerne i Brest trådt ind i en kritisk fase. Den 9. februar forlangte den tyske delegation, at Sovjetrusland betingelsesløst accepterede kravene. Lenin gav ordre til ufortøvet at undertegne freden. Trotskij, den sovjetiske forhandlingsleder, gjorde imidlertid det modsatte. Han erklærede, at »idet Rusland nægter at undertegne den anneksionistiske aftale, erklærer det på sin side krigstilstanden mod Tyskland, Østrig-Ungarn, Tyrkiet og Bulgarien for ophørt. De russiske tropper gives samtidig befaling til total demobilisering på alle fronter«. I samme erklæring meddelte Trotskij, at der ikke længere ville blive ført forhandlinger med repræsentanter for den tyske koalition. Dette eventyr-politiske standpunkt var til kolossal skade for den endnu svage socialistiske stat og samtidig en kærkommen gave til den militaristiske ledergruppe i Tyskland. De tyske tropper gik i offensiv og begyndte fremrykningen mod øst. Natten til den 19. februar 1918 afsendte Lenin et radiogram til Berlin om, at de tyske fredsbetingelser var accepteret. Samtidig tog sovjetregeringen de første skridt til at organisere modstanden mod fjenden. De nydannede arbejderbrigader og de første delinger af den spirende røde armé drog af til fronten. Folkekommissærernes råd (regeringen) udsendte et opråb til folket med overskriften »Det socialistiske fædreland er i fare«. Den 23. februar indløb Tysklands svar. Nu fremsattes fredsbetingelser, som var endnu hårdere end i januar. Man forlangte udstrakte områder i den vestlige del af landet, og at alle militære enheder, indbefattet dem i den netop oprettede røde armé, blev demobiliseret. Desuden skulle den for Rusland meget ufordelagtige handelsaftale med Tyskland fra 1904 atter træde i kraft (den var endda blevet udvidet med nye, endnu skrappere betingelser for Sovjetrusland). Det økonomisk udmattede land skulle erlægge seks milliarder mark i guld som erstatningsbetaling. Sovjetregeringen fik to døgn til at træffe sin afgørelse. Allerede kl. 7 morgen den 24. februar modtog Berlin radiotelefonisk svar om, at den sovjetrussiske regering gik ind på alle betingelserne. Alligevel fortsatte de tyske tropper fremrykningen. De blev mødt af en modstand, der tog til i styrke jo tættere de rykkede ind på Petrograd. Nu var det tyskerne, som forhalede en fredsslutning: de ville sikre sig så meget sovjetisk land som muligt. Først den 3. marts kom aftalen i stand. Og dens betingelser var om muligt endnu hårdere end i teksten af 23. februar. Den 6. marts trådte en ekstraordinær partikongres sammen for at drøfte fredsaftalen. Selv i lyset af den ekstremt vanskelige situation, landet og revolutionen befandt sig i, var det ikke let for Lenin at opnå flertal for aftalen. 17 gange måtte han på talerstolen i løbet af de tre dage, kongressen varede. I midten af marts blev fredsaftalen tillige godkendt af en ekstraordinær alrussisk sovjetkongres. Den 17. marts ratificerede Tyskland aftalen, hvorefter den trådte i kraft. Sovjetrusland fik sit pusterum og kunne gå i gang med at konsolidere det nye styre, genrejse økonomien og skabe en regulær hær, som revolutionen havde så hårdt brug for til sit forsvar. 

Allerede i de første uger og måneder efter revolutionen vedtog den sovjetiske regering en lang række dokumenter, som blev bestemmende for den socialistiske stats udenrigspolitik mange årtier frem. I det gamle Rusland blev mange folkeslag som bekendt fastholdt i tsarimperiet med vold og magt. Lenin betegnede endda det tsaristiske Rusland som et »folkenes fængsel«. Efter revolutionen fik bolsjevikkerne mulighed for at gøre deres nationalpolitik til virkelighed. Den 15. november 1917 offentliggjordes Deklarationen om Ruslands Folkeslags Rettigheder, som proklamerede ligestilling og suverænitet for alle folkeslag i Rusland og gav dem ret til fri selvbestemmelse, indbefattet løsrivelse og egen statsdannelse; ligeledes afskaffede den nationale og nationalt religiøse privilegier og indskrænkninger, og sluttelig stadfæste.de den de nationale mindretals og etniske gruppers ret til at udvikle sig frit. Sovjetregeringen anerkendte de tre baltiske lande Estlands, Letlands og Litauens uafhængighed. Med støtte fra de tyske interventionsstyrker blev sovjetstyret i disse tre lande væltet i begyndelsen af 1919. Et af den tids mest betydelige dokumenter var en regeringshenvendelse til de arbejdende muslimer i Rusland og Østen (af 3. december 1917). De muslimske trosretninger, skikke og institutioner blev hermed erklæret for frie og ukrænkelige. Sovjetregeringen bekendtgjorde, at den ville bryde og ophæve de hemmelige aftaler, tsarregeringen havde indgået med andre magter, blandt andet omkring en deling af Tyrkiet og Iran. »Det, vi vil, er frigørelse af verdens undertrykte folk«, hed det i erklæringen. I en særlig note til Irans regering meddelte sovjetregeringen, at den frasagde sig alle aftaler med andre magter rettet mod det iranske folks frihed og uafhængighed. I samme periode gjorde man de første skridt til at bringe relationerne med Kina i orden. Men Sovjetruslands situation var yderst vanskelig. Det første år drejede det sig mest af alt om at bevare freden med Tyskland. Tyskland så imidlertid stort på fredsaftalen og dirigerede tropper til stadig nye egne i det sydlige og centrale Rusland og til et så vigtigt industriområde som kulbækkenet omkring Donetsk. Efter at have kvalt den socialistiske revolution i Finland trængte de tyske tropper videre ind i Karelen og kom faretruende nær Petrograd. Sovjetisk diplomati gjorde en enorm indsats for at stoppe tyskernes fremrykning. Lenin, der var regeringens leder, fremhævede nødvendigheden af at udnytte alle diplomatiets muligheder for »at udskyde tidspunktet for krig og forlænge pusterummet.. «. Samtidig lagde man kræfter i for at give den tyske hær militær modstand. De lokale sovjetter fik ordre om at »forsvare sig til sidste blodsdråbe og mobilisere og bevæbne hele den voksne befolkning i de truede områder«. I sommeren 1918 skærpedes situationen yderligere. De venstre-socialrevolutionæres parti ville ikke acceptere fredsaftalen med Tyskland. For at fremprovokere krig med Tyskland myrdede de Mirbach, den tyske ambassadør i Moskva, og det var kun efter en opslidende indsats af sovjetregeringen og Lenin personligt, at konflikten blev bilagt. Men sidst i august 1918 var Sovjetrusland imidlertid tvunget til at undertegne en såkaldt tillægsaftale med Tyskland. Den forpligtede Rusland til at betale Tyskland seks milliarder mark, men samtidig satte den en bestemt grænse for tysk indtrængen på sovjetisk territorium. De tyske tropper skulle ifølge aftalen også trækkes tilbage fra Rostov og hele området langs jernbanen Rostov-Voronesj. På det tidspunkt begyndte de herskende kredse i Tyskland at indse, at verdenskrigen for deres vedkommende var tabt. Og de fostrede en plan: at genoptage krigen mod Sovjetrusland og på grundlag af denne kamp indgå en for Tyskland forholdsvis mild og gunstig fredstraktat med Ententemagterne. Man tog øjeblikkelig skridt til at realisere planen. Den 4. november foranstaltedes en provokation mod den sovjetiske ambassade i Berlin, hvorefter den tyske regering bekendtgjorde, at den havde afbrudt forbindelserne med Sovjetrusland. Men den kejserlige regerings dage var alligevel talte. Den 9. november udbrød der revolution i Tyskland. Fire dage senere erklærede Moskva, at Brest-aftalen med alt, hvad den indebar, var annulleret, og at Sovjetrusland ønskede at bygge relationerne med Tyskland og Østrig-Ungarn på ligeberettigelsens grund og slutte broderlig alliance med folket i disse lande. Så også på denne led bekræftede praksis, at Lenin gjorde ret i at få standset krigen med Tyskland på selv de hårdeste betingelser. Sovjetrusland var nu fri af den røveriske aftale. Men nye vanskeligheder var i vente. Mens verdenskrigen stod på, var begge de krigsførende koalitioner optaget af at føre krig mod hinanden; de så sig ikke i stand til at sætte hele deres magt ind mod det socialistiske land og »kvæle kommunismen i dens vugge«, som Churchill senere udtrykte sig. De første engelske enheder var blevet landsat i Murmansk i marts 1918, japanske og engelske tropper havde invaderet Vladivostok i april, i juni ankom også amerikanske tropper dertil, i august indtog englænderne Arkhangelsk nordpå og Baku sydpå. Forsøg på at gøre forretningskredse i Ententemagterne interesserede i de perspektivrige muligheder for økonomisk samkvem med Sovjetunionen førte ikke til det ønskede resultat, selv om handelen med enkelte borgerlige lande, navnlig med Danmark og Sverige, udviklede sig godt. Med Sverige blev der alene i 1918 sluttet 20 store kontrakter.

Ententens våbenhvileaftale med Tyskland den 11. november 1918 gav den frie hænder til krigen mod Sovjetrusland. Ifølge forskellige planer skulle Rusland deles op i flere, svage stater under USA’s, Englands, Frankrigs og Japans de facto herredømme. Antallet af interventionsstyrker blev stadig større. En stor fransk eskadre lagde til kaj i Odessa. En jævn strøm af penge, våben og instruktører tilflød de kontrarevolutionære hære. Når den røde hær havde overtaget i kampen mod interventerne og de indenlandske »hvide« bære, begyndte Ententelandene at manøvrere og opstille planer om forhandlinger mellem den sovjetrussiske regering og de »regeringer«, revolutionens fjender havde indsat rundt omkring. Men så snart de kontrarevolutionære styrker på ny rykkede frem, besatte større byer eller mente at have Moskva i sigte, lige så hurtigt blev fredsforslagene lagt på hylden, og både i Washington, London, Paris og andre storbyer afventede man utålmodigt meddelelsen om, at sovjetstyret var faldet. Ententen formåede at inddrage Sovjetruslands nabostater, Polen, Estland, Letland, Litauen og Finland, i interventionskrigen, lande, som kunne takke den socialistiske revolution i Rusland for deres eksistens. Også Rumænien deltog og besatte Bessarabien, dvs. hele området mellem floderne Dnestr og Prut. Store dele af Ukraine og Hviderusland blev besat af polske styrker. Det var den røde hærs enestående, selvopofrende kamp, der sammen med et klogt, udholdende og fast diplomati sikrede Sovjetruslands fortsatte eksistens som uafhængig stat mellem andre stater. Massebevægelser verden over i 1919-1920 havde deres del af æren for, at forsøgene på at kvæle revolutionen og genindføre kapitalismen i Rusland slog fejl. De aktionerede under parolen »Hænderne væk fra Sovjetrusland !« og påvirkede givetvis de vestlige regeringers politik. Den første aftale, som kom i stand med et andet land, var fredsaftalen med det lille Estland. Den blev undertegnet den 2. februar 1920 og i Moskva vurderet som en stor udenrigspolitisk sejr. I løbet af 1920 undertegnedes andre fredsaftaler med Finland, Letland og Litauen. Den 18. marts 1921 sluttede den blodige krig for Polens vedkommende med fredsaftalen i Riga. Ifølge denne aftale blev de vestlige områder af Ukraine og Hviderusland annekteret af Polen. Denne aftale markerede afslutningen på den udenlandske intervention mod Sovjetrusland. Japanske tropper holdt imidlertid fjernøstlige områder besat indtil 1922 og Sakhalin helt frem til 1925. Den afgørende faktor for kampens udfald lå i soldaternes urokkelige tillid til, at den sag, de kæmpede for, var den rigtige. Den røde hær bestod af elendigt udrustede menige og »røde officerer«, gårsdagens arbejdere og bønder, som bevarede troen på fremtiden selv i de sværeste stunder. De hvide generalers bære og interventerne havde derimod ingen perspektiver, ingen idealer at give deres soldater, som undertiden endda viste sig at være smittet af den røde hærs revolutionære ideer og nægtede at løfte våben mod folket. I de kapitalistiske lande vandt de kredse frem, der forstod, at folkemagten i Rusland ikke kunne knuses militært. Og den iværksatte blokade var til skade for både Rusland og dem, som stod bag den. Lenins kommentar til denne situation lød: »Der findes en større kraft end en hvilken som helst fjendtlig regerings eller klasses ønske, vilje og beslutning; denne kraft er de almene økonomiske forhold, som tvinger dem til at slå ind på denne vej og optage forbindelse med os.« København blev centrum for sovjetregeringens virksomhed for at bryde Ententelandenes økonomiske blokade. Sidst i 1919 ankom et par delegationer dertil fra Moskva for at føre handelsmæssige forhandlinger med repræsentanter for England, Italien og Frankrig. Den 16. januar 1920 blev den økonomiske blokade mod Sovjetrusland officielt ophævet af Ententen. Det første praktiske resultat af sovjetregeringens bestræbelser på at normalisere forbindelserne med de førende kapitalistiske lande var handelsaftalen af 16. marts 1921 med England. Nok var det en handelsaftale, men den havde tillige stor politisk betydning, da den reelt var en anerkendelse af sovjetstaten. Efter England ilede også Tyskland med at få bragt en handelsaftale med Sovjetrusland i stand. Det skete i begyndelsen af maj samme år. Den tyske regering gik endnu længere, end englændere, idet man i aftalen formelt anerkendte den sovjetiske repræsentation i Berlin som den eneste retsmæssige instans for Rusland i Tyskland. I de følgende måneder sluttede også Norge, Østrig, Italien, Danmark og Tjekkoslovakiet handelsaftaler med Moskva. Derimod fortsatte USA’s regering med at indtage en yderst fjendtlig holdning til Sovjetrusland. Straks efter handelsaftalen med England rettede den alrussiske centrale eksekutivkomité, landets øverste lovgivningsorgan, en henvendelse til den amerikanske kongres og præsident Harding om at følge Englands eksempel og lukke op for en sovjetisk-amerikansk samhandel. I sit svar forlangte den amerikanske regering, at der først skulle ske grundlæggende forandringer af Sovjetruslands politiske system. Kun når man havde modtaget »overbevisende vidnesbyrd« om noget sådant, kunne der skabes grundlag »for at tage spørgsmålet om handelsrelationer op til drøftelse,« hed det i det amerikanske udenrigsministeriums erklæring. USA’s holdning i spørgsmålet var intet andet end grov indblanding i modpartens indre anliggender, og Sovjetrusland afviste på det skarpeste de amerikanske krav.

Indgåelsen af venskabelige forbindelser med en række orientalske lande var blandt de gode resultater, sovjetdiplomatiet kunne opvise. Den røde hærs sejre og fremrykning mod Ruslands sydgrænser, dens forbrødring med lokale revolutionære grupper og fordrivelse af de engelske interventionsstyrker fra Centralasien fik stor indflydelse på folkestemningen i Iran, Afghanistan og Tyrkiet. De engelske rådgivere, såvel militære som civile, der i realiteten styrede Iran, vovede ikke engang at offentliggøre sovjetregeringens henvendelser til Irans folk og regering. Heri gav Rusland afkald på alle tidligere privilegier i Iran og erklærede, at al russisk ejendom i Iran hermed blev givet tilbage til Iran, indbefattet jernbaner, bilveje, banker, telegraflinjer og postruter. I sommeren 1919 blev lederen af Sovjetruslands diplomatiske mission I. Kolomijtsev myrdet i Iran. Kort tid efter blev Iran påtvunget en hård aftale med England, som fortsat skulle råde og regere Iran. Under indflydelse af de revolutionære begivenheder i sovjetisk Centralasien og Transkaukasus havde befrielsesbevægelsen i Iran nu fået vind i sejlene. Det bevirkede, at det iranske parlament, majlis’en, ikke godkendte den engelsk-iranske aftale, hvorimod de forhandlinger, som var påbegyndt mellem Iran og Sovjetrusland i november 1920, blev tilendebragt med positivt resultat. Den 26. februar 1921 undertegnedes en sovjetisk-iransk traktat, den første ligeberettigede aftale i Irans historie. Det var en traktat, som befæstede Irans uafhængighed og suverænitet; hver af parterne forpligtede sig til at afstå fra indblanding i hinandens indre anliggender og ikke tillade, at deres land blev tilholdssted for organisationer eller grupper, hvis mål var at bekæmpe Iran eller Sovjetrusland. Endvidere afstod parterne fra at have tropper fra noget tredjeland på deres territorium, i fald disse udgjorde en trussel mod den an(len parts grænser, interesser eller sikkerhed. Iran blev uden betingelser overdraget tidligere russiske besiddelser til et beløb af 600 millioner guldrubler. Aftalen fik kolossal betydning for Iran. Den styrkede Irans internationale stilling og satte landet i stand til at slippe af med de engelske tropper og annullere aftaler med andre magter, som havde lagt Iran i lænker. Det første land, Sovjetrusland oprettede diplomatiske forbindelser med (bortset fra deltagerne i Brestfreden), var Afghanistan. Det skete i juni 1919, og i efteråret samme år ankom en afghansk særmission til Moskva for at indlede forhandlinger om en vidtgående aftale med Sovjetrusland. Ligesom i Iran prøvede de engelske udsendinge i Afghanistan at sabotere de sovjetisk-afghanske forhandlinger. De spredte falske materialer i Kabul om Sovjetruslands påståede anti-islamiske politik og ansporede højrekræfterne i Afghanistan til at støtte emiren af Bukhara, en af sovjetstyrets ærkefjender i Centralasien. England stod heller ikke tilbage for at lægge pres på Sovjetrusland. Men aftalen blev færdigforhandlet og undertegnet i Moskva den 28. februar 1921. Parterne anerkendte hinandens uafhængighed og forpligtede sig til ikke at slutte aftaler med tredjemagter, der kunne skade modparten. På afghansk anmodning forpligtede Sovjetrusland sig desuden til at yde bistand i form af bl.a. flyvemaskiner, fem tusinde rifler med ammunition, oprettelse af en luftfartsskole i Afghanistan, ekspertbistand samt en bevilling på en million guldrubler. Afghanistan fik ret til uhindret og toldfri transit gennem Sovjetrusland af varer, som var købt i eller uden for Rusland. Sovjetiske håndværkere byggede en radiostation i Kabul, den første i Afghanistan overhovedet. Indvielsen fandt sted i september 1920. For Afghanistan var alt dette en hjælp til at hævde dets uafhængighed og blive en virkeligt selvstændig stat. Sovjetruslands politik over for Tyrkiet er et andet eksempel på, hvorledes de nye, demokratiske relationer med landene i Asien tog sig ud. Tyrkiet var en af taberne i første verdenskrig; Istanbul blev besat af tropper fra Ententemagterne, som var i fuld gang med at dele Tyrkiets rigdomme imellem sig. Reelt havde Tyrkiet mistet sin status som uafhængig stat. I april 1920 udbrød der revolution i Tyrkiet. En revolutionær regering kom til magten med Kemal Atatùrk som leder. Den 26. april foreslog den nye regering Sovjetrusland, at man oprettede diplomatiske forbindelser og endda indgik en militær alliance. Hertil svarede den sovjetiske regering: »I disse for Tyrkiet så svære dage vil sovjetregeringen være lykkelig ved at kunne lægge et solidt fundament til det venskab, som bør forene det tyrkiske og det russiske folk.« Herefter indledtes forhandlinger i Moskva mellem de to lande. Højrekræfterne i Kemal Atatürks regering forsøgte - velvilligt bistået af vestmagterne, at sætte en stopper for forhandlingerne (for eksempel tilbød englænderne midt under de sovjetisk-tyrkiske forhandlinger at sætte hele sovjetisk Transkaukasus, indbefattet olieindustrien i Baku, under tyrkisk overherredømme). Men i Ankara, der var blevet det nye Tyrkiets hovedstad, gennemskuede man Ententens provokatoriske hensigter. Dertil kom, at græske styrker, støttet af englænderne, på det tidspunkt udfoldede en storoffensiv fra de vestlige områder og dybt ind i Tyrkiet. Den 16. marts 1921 undertegnedes den sovjetisk-tyrkiske venskabs- og broderskabstraktat i Moskva. Heri annullerede begge parter alle tidligere aftaler, og sovjetregeringen fritog Tyrkiet fra alle finansielle forpligtelser, der var indbygget i aftalerne mellem den tsarrussiske regering og Tyrkiet. Parterne forpligtede sig desuden til ikke at anerkende aftaler, som modparten var blevet påtvunget med magt. Dette var et vigtigt punkt for den revolutionære tyrkiske regering, som nægtede at efterkomme den hårde og uretfærdige Sèvres-fred, sultanen havde indgået i august 1920. Den sovjetisk-tyrkiske traktat bekendtgjorde endvidere, at spørgsmålet om stræderne mellem Sortehavet og Middelhavet skulle løses på en måde, der ikke forvoldte Tyrkiets suverænitet og sikkerhed skade. Samtidig med underskrivelsen blev det aftalt, at Tyrkiet skulle modtage finansiel bistand i størrelsesordenen ti millioner guldrubler. Tyrkiet fik yderligere leveret artilleriudrustning, granater, rifler og udstyr til en patronfabrik. Sidst, men ikke mindst blev Mikhail Frunse, en af den røde hærs øverstbefalende, stillet til Tyrkiets rådighed. Sovjetruslands bistand spillede en overordentlig stor rolle i den Tyrkiske Republiks nedkæmpelse af de fremmede interventer og konsolidering af landets uafhængighed.

Normaliseringen og konsolideringen af relationerne med disse lande forbedrede også Sovjetruslands internationale stilling. Naturligvis havde de kapitalistiske lande ikke ændret holdning til den socialistiske stat. Trods det militære nederlag i borgerkrigen og interventionskrigen, håbede de stadig på, at revolutionen ville bryde sammen. Og under den frygtelige hungersnød i Volga-området forsøgte lederne af nogle vestlige lande (især Frankrig og USA), mens millioner af mennesker døde af sult, at knytte betingelser til en eventuel bistand til de hungerramte. Sovjetregeringen skulle for eksempel tilbagebetale sin gæld og overdrage nationaliserede besiddelser til de tidligere udenlandske ejere. I begyndelsen af 1922 lod Ententelandene indkalde til en international økonomisk konference med deltagelse af alle europæiske stater. Også Sovjetrusland blev inviteret. Til leder af den sovjetiske delegation valgtes Lenin med udenrigsminister Georgij Tjitjerin som næstformand. Under forberedelserne til konferencen fremsatte vestmagterne en række krav til Sovjetrusland, bl.a. fuld tilbagegivelse af nationaliseret ejendom, afvikung af tsardømmets førkrigs- og krigsgæld og af den provisoriske og andre kontrarevolutionære regeringers gæld samt eksterritorialret for udlændinge. Lenin opstillede en plan for den sovjetiske delegations arbejde på konferencen, der skulle finde sted i Genua. Delegationens mål var i korte træk at sikre varig fred og økonomisk samarbejde mellem folkene, dvs. handelssamkvem mellem Sovjetrusland og de kapitalistiske lande. I Moskva var man klar over, at modparten repræsenterede en alt andet end enig skare. Udover de reaktionære, aggressive kredse i borgerskabet fandtes også en anden strømning, som hældede til at nå en overenskomst og oprette økonomiske forbindelser med Sovjetrusland. Det var denne gruppe, man skulle på talefod med for at få normaliseret relationerne med Vesten. Med sig til Genua havde sovjetdelegationen en række forslag om almindelig nedskæring af rustninger og tropper og forbud mod anvendelse af kemiske våben, mod krigsførelse i luften og andre ødelæggelsesmidler, som var rettet mod civilbefolkningen. Ligeledes medbragte man en opgørelse over den skade, Ententemagterne havde påført Rusland under interventionen. De samlede materielle tab beløb sig til 39 milliarder guldrubler. Det var Lenin, som havde forestået den sovjetiske delegations forberedelser til konferencen. Selv tog han ikke til Genua, fordi arbejdere, bønder og rødgardister i deres breve havde opfordret ham til ikke at rejse udenlands af velbegrundet frygt for et attentat mod ham. Men Lenin ledede faktisk delegationens virksomhed fra Moskva. Genuakonferencen åbnedes den 10. april 1922. I sit første indlæg på konferencen sagde Tjitjerin: »Idet den fastholder kommunismens principper, anerkender den russiske delegation, at i den nuværende historiske epoke, som muliggør parallel eksistens af det gamle og det frembrydende, nye sociale system, er økonomisk samarbejde mellem stater, som repræsenterer disse to ejendomssystemer, bydende nødvendigt for den almindelige økonomiske genrejsning... Den russiske delegation er ikke kommet hertil for at propagandere for sine egne teoretiske anskuelser, men for at indtræde i forretningsmæssige relationer med regeringerne og handels- og industrikredsene i alle lande på grundlag af gensidighed, ligeret og fuld og uforbeholden anerkendelse.« På konferencens første sammentræde stillede den sovjetiske delegation endvidere forslag om afrustning og forbud mod de mest barbariske former for krigsførelse. I forbindelse med vestmagternes krav om tilbagelevering af al nationaliseret ejendom i Sovjetrusland til de tidligere, udenlandske ejere meddelte den sovjetiske delegation, at den havde en række modkrav til Ententelandene om erstatning for de tab, som var blevet tilføjet de områder i Sovjetrusland, interventionstropperne havde holdt besat under borgerkrigen. Nok var de vestlige landes regeringer enige i deres bestræbelser på at gøre Sovjetrusland økonomisk afhængig af Vesten, men konferencen viste imidlertid også, at der var modsætninger imellem de forskellige grupper af lande. Frankrig, Belgien og Japan indtog en fuldkommen uforsonlig holdning til Sovjetrusland, mens England og Italien viste tilbøjelighed til at indgå kompromis. Delegationen fra Tyskland, en af verdenskrigens tabere, kom under stærkt pres fra Ententen. De franske delegeredes grove, fornedrende udfald mod Tyskland fik den tyske delegation til at sondere terrænet for en aftale med de sovjetiske delegerede. En bedring af forholdet til Sovjetrusland, som havde forstået at beholde sin uafhængighed i både militære slag og diplomatisk kamp, kunne lette Tysklands internationale stilling og bringe det ud af isolationen. Ligeledes ønskede det tyske borgerskab at generobre det russiske marked og om muligt blive den førende handelspartner. En aftale med Tyskland lovede indlysende politiske og økonomiske fordele for Sovjetrusland. Den 16. april 1922 undertegnedes en aftale mellem Sovjetrusland og Tyskland i Rapallo, en forstad til Genua. I Rapallotraktaten forpligtede begge parter sig til at afstå fra deres krav på hinanden: Rusland fra krigsskadeserstatninger og Tyskland fra betaling af gammel gæld og erstatning for nationaliseret ejendom i Sovjetrusland. Med denne traktat var vestmagternes fællesfront brudt, og Rusland havde styrket sin internationale position. Vestmagterne krævede Rapallotraktaten ophævet, men både den sovjetiske og den tyske delegation i Genua modstod pressionsforsøgene. Da det ikke lykkedes at kue Sovjetrusland, endte de vesteuropæiske lande og Japan samt den amerikanske »observatør« med at sprænge konferencen. Den 19. maj blev den erklæret for opløst. Først i slutningen af juni genoptoges forhandlingerne på en konference i Haag, men uden Tyskland, som denne gang ikke var indbudt. Da vestmagterne havde præsenteret Sovjetrusland for de samme krav som i Genua, fremsatte den sovjetiske delegation en række forslag. Den rejste spørgsmålet om at blive ydet store kreditter (over tre milliarder guldrubler), hvoraf hovedparten skulle bruges til indkøb af industriudrustning hos kreditgiverne. Ydermere gentog man sit tilbud fra Genua om at give koncessioner til de tidligere ejere af nu nationaliseret ejendom i Sovjetrusland, på deres gamle virksomheder eller andre. Som imødekommende gestus over for de kapitalistiske lande erklærede den sovjetiske delegation sig beredvillig til at påtage sig den tsaristiske regerings gæld, men under forudsætning af at Rusland opnåede fordelagtige kreditter. De toneangivende vestlige lande på konferencen var imidlertid hverken til at hugge eller stikke i. De erklærede, at den sovjetiske delegations indrømmelser ikke var tilstrækkelige for en overenskomst. Den 19. juni blev konferencen lukket. Alligevel kunne både Genua- og Haagkonferencen bedømmes som positive for Sovjetrusland i diplomatisk og politisk henseende. Det var sovjetstatens første internationale optræden, hvor landets diplomati havde forfægtet dets interesser og principielle standpunkter og samtidig skudt en kile ind i de kapitalistiske staters enhedsfront; tilmed havde man med Rapallotraktaten formået at bryde den diplomatiske isolation af Sovjetrusland. Den sovjetiske regering fortsatte sine nedrustningsbestræbelser. De sovjetiske styrker, som da borgerkrigen stod på sit højeste omfattede fem millioner mand, var hurtigt blevet reduceret og talte kun 800.000 mand i midten af 1922. Navnlig nabostaterne var Sovjetrusland ivrig efter at inddrage i rustningsreduktioner ud fra det håb, at andre lande senere ville slutte sig til dem. Regeringerne i Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Rumænien blev af Sovjetregeringen opfordret til at sende delegationer til Moskva for at deltage i en afrustningskonference. Som betingelse for at deltage i konferencen havde Rumænien stillet det krav, at Sovjetrusland anerkendte Rumæniens anneksion af Bessarabien. Det afviste Sovjetrusland naturligvis, hvorfor Rumænien ikke var repræsenteret på konferencen. Konferencens åbning fandt sted i Moskva den 2. december 1922. Her fremlagde den sovjetiske delegation en plan til gensidig proportional reduktion af landstyrkerne (med 75 procent over halvandet til to år). Desuden foreslog man at indskrænke de militære udgifter, neutralisere de deltagende landes fælles grænseområder og opløse alle irregulære militære grupper. Da forhandlingspartnerne ikke kunne gå ind på radikale indskrænkninger af deres bære, foreslog sovjetregeringen, at man til en begyndelse nøjedes med en reduktion af de væbnede styrker på bare 25 procent. Dette forslag blev nok vedtaget på papiret, men aldrig fulgt op af konkrete skridt. Alligevel er denne konference gået over i historien som den første egentlige nedrustningskonference, indkaldt af et socialistisk land for at komme militarismen til livs og styrke verdensfreden.

Ved udgangen af 1922 fandt en markant begivenhed sted i sovjetlandets historie. Den Russiske Sovjetrepublik, Sovjetukraine, Sovjethviderusland og sovjetrepublikkerne i Kaukasus og Centralasien sluttede sig sammen i USSR, Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. Dette skridt styrkede den socialistiske stat og konsoliderede dens bestræbelser og muligheder for at tilvejebringe en ny samfundsorden og befæste verdensfreden. Men i samme periode tiltog anti-sovjetismen blandt høj rekredse i Vesten. Frankrig udnyttede Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Rumænien (den såkaldte Lille Entente) til en politisk propagandakampagne mod Sovjetunionen. Også til Finland, Estland, Letland og Litauen udviklede forholdet sig til det værre. De engelske konservative, som havde regeringsmagten, gik i spidsen for en lang række fjendtlige handlinger. Den 8. maj 1923 overbragte Englands udenrigsminister lord Curzon den sovjetiske regering et memorandum, der indeholdt en serie grundløse beskyldninger mod Sovjetunionen for at drive fjendtlig, anti-engelsk propaganda i Iran og Afghanistan, og som krævede de derværende sovjetiske repræsentanter hjemkaldt. Videre forlangte England frigivelse af engelske trawlere, som var blevet opbragt på grund af ulovligt fiskeri i sovjetisk territorialfarvand, og erstatningsbetaling til fiskeskipperne m.m. I sit memorandum truede England med at bryde alle slags forbindelser med Sovjetunionen, hvis kravene ikke blev efterkommet inden for ti dage. I netop disse dage kulminerede den anti-sovjetiske kampagne: en fremtrædende sovjetisk diplomat, Waclaw Worowski, blev myrdet i Lausanne den 10. maj af en hvidgardist. At Worowskis morder og medskyldige blev frikendt ved en schweizisk domstol i november 1923 fortæller en del om højrekræfternes holdning til Sovjetunionen. Curzons ultimatum og mordet på Worowski fremkaldte en bølge af harme i Sovjetunionen. Millioner af mennesker demonstrerede, og på massemøder over hele landet lød der krav om at svare igen på disse overgreb mod Sovjetunionens suverænitet og interesser. Den sovjetiske regering afviste pure at lade sig diktere af England. I regeringens svar til England blev det påvist, hvor løgnagtige anklagerne mod Sovjetunionen var. Samtidig foreslog man en drøftelse af de sovjetisk-engelske relationer og at få løst stridsspørgsmålene ad fredelig vej. Det hører med i billedet, at den engelske opinion ikke var den konservative regerings provokatoriske udfald venligt stemt. Dette forhold og den sovjetiske regerings blanke afvisning tvang Curzon og hans meningsfæller på tilbagetog, og i juni 1923 kunne London og Moskva offentliggøre enslydende erklæringer, hvorefter begge parter anså konflikten for afsluttet. De reaktionære kredses forsøg på at underminere Sovjetunionens uafhængighed og dens autoritet hos befolkningerne i østen slog altså fejl. Mangelen på normale diplomatiske relationer mellem Sovjetunionen og de kapitalistiske lande var til åbenlys skade for begge parter. Først og fremmest blokerede det for udviklingen af økonomisk samkvem. Dette forstod de demokratiske venstrekræfter såvel som mange forretningsfolk. I sommeren 1923 rejste engelsk industridelegation med den konservative leder Stanley Baldwin i spidsen til Moskva. Ved hjemkomsten til England anbefalede delegationsmedlemmerne, at Sovjetunionen blev ydet kreditter og at der kom gang i samhandelen mellem de to lande. På samme tid demonstrerede Londons arbejdere under kravet om nu omsider at anerkende Sovjetunionen. Og da MacDonalds labourregering overtog magten i januar 1924, meddelte England sin anerkendelse af USSR. Efter Rapallotraktaten var dette den største sejr for sovjetisk udenrigspolitik. Nu begyndte der at komme skub i tingene. I løbet af 1924 blev den socialistiske stat anerkendt af Italien, Østrig, Grækenland, Norge, Sverige, Kina, Danmark, Mexico og Frankrig. I januar 1925 kom også Japans anerkendelse. Af de kapitalistiske stormagter var det nu kun USA, som stædigt undlod at bemærke eksistensen af et land, der dækkede en sjettedel af Jordens overflade.

De reaktionære høj rekræfter i lande, som havde anerkendt Sov] etunionen, indstillede selvsagt ikke deres aktiviteter. Hos dem var hadet til arbejder- og bondestaten vigtigere end deres eget lands økonomiske interesser. Ved valget i oktober 1924 måtte labourpartiet se sig slået, og England fik atter en konservativ regering. Den nye regerings finansminister, Winston Churchill, bekendtgjorde ligeud, at han håbede de venskabelige forbindelser med Sovjetunionen ville høre op. En ganske særlig tom i de konservatives øje var de sovjetiske fagforeningers solidaritet med de engelske arbejdere, som havde indledt generalstrejke den 1. maj 1926. Sovjetiske arbejdere oprettede en hjælpefond til fordel for de engelske arbejdere og indbetalte en del af deres løn hertil. Alt iberegnet blev 16 millioner rubler indsamlet på denne måde og overrakt de engelske minearbejderes forbund. Det fik den engelske regering til at beskylde Sovjetunionen for at blande sig i Englands indre anliggender; begrundelsen var, at pengene skulle være blevet overbragt af sovjetiske regeringsrepræsentanter. Sovjetunionen afviste anklagerne. I februar 1926 havde den engelske regering beskyldt Sovjetunionen for at bryde handelsaftalen (uden at anføre et eneste eksempel på, hvori overtrædelserne bestod). Videre påstod de konservative, at sovjetregeringen støttede revolutionen i Kina de år, hvilket Sovjetunionen ikke bestred. Den havde aldrig lagt skjul på sin sympati for befrielsesbevægelsen i noget land, heller ikke i Kina, og aldrig indgået forpligtelser, der afskar den fra at vise solidaritet med sådanne bevægelser. I diplomatiske noter til England redegjorde sovjetregeringen for denne holdning, og samtidig stillede den forslag om en løsning på stridighederne med England. Men alle forslag blev afvist. I mellemtiden havde engelske diplomater i Kina, velvilligt bistået af amerikanske repræsentanter, ansporet den reaktionære regering i Peking til en alvorlig provokation mod USSR. Den 6. april 1927 gik politi og regeringssoldater til angreb på det sovjetiske gesandtskab i Peking, hvor de foretog en razzia og arresterede flere sovjetiske diplomater. I de væbnede grupper, som trængte ind i bygningen, befandt sig også engelske officerer. Så fulgte offentliggørelsen af de »dokumenter«, der angiveligt var blevet fundet i gesandtskabet under razziaen og som »beviste« Sovjetunionens indblanding i kinesiske anliggender. Provokationen var iværksat for at få Sovjetunionen i krig med Kina. Samtidig var det planen, at Polen og Rumænien skulle provokeres til at invadere Sovjetunionen vestfra. Den 12. maj 1927 foranstaltede de engelske konservative en provokation i selve England. Bevæbnet London-politi besatte den sovjetiske handelsrepræsentation. Razziaen varede fem dage. Også her »fandt« man dokumenter (fabrikeret af den engelske efterretningstjeneste) om sovjetisk »indblanding« i Englands anliggender. Medlemmer af Labour forlangte kontrol af dokumenternes ægthed, hvilket regeringen afviste. Det foranledigede den sovjetiske regering til at spørge London direkte, om England var til sinds at opretholde og udvikle de sovjetisk-engelske forbindelser. Ministeriet for udenrigshandel modtog direktiv om at foretage handelsoperationer fortrinsvis i lande, med hvem man havde normale diplomatiske relationer, og hvor de sovjetiske udlandsinstitutioner var sikret rimelige arbejdsvilkår. Dette fik imidlertid ingen indflydelse på den konservative regerings ønske om at bryde med Sovjetunionen. Den 27. maj 1927 underrettede den engelske udenrigsminister Austen Chamberlain den sovjetiske regering om, at England havde brudt de diplomatiske forbindelser med USSR og annulleret den sovjetisk-engelske aftale af 1921. Situationen spidsede til. Vestmagterne udfoldede en gigantisk anti-sovjetisk kampagne. Især havde man opmærksomheden henledt på Sovjetunionens nabolande, som blev leveret våben og lån til krigsforberedelser mod Sovjetunionen. Polen nærede man et særligt håb til på grund af den derværende regerings stærkt sovjetfjendtlige holdning. Den 7. juni 1927 blev Vojkov, den sovjetiske ambassadør i Polen, myrdet af en polsk hvidgardist. Engelske diplomater gjorde sig store anstrengelser for at skærpe de i forvejen spændte polsk-sovjetiske relationer og fremkalde åben konflikt. Det mislykkedes som følge af sovjetregeringens beherskede optræden og den bølge af harme, der greb den polske befolkning efter attentatet. Den polske regering så sig nødsaget til at indtage en mere forsigtig holdning og officielt fordømme mordet på den sovjetiske gesandt. Ej heller lykkedes det, trods gentagne forsøg op gennem 1920erne, at drive Tyskland til en skærpelse af dets relationer med Sovjetunionen. Efter langvarige forhandlinger blev en sovjetisk-tysk neutralitetspagt undertegnet den 26. april 1926. Heri bekræftedes det, at Rapallotraktaten var og blev grundlaget for forbindelserne mellem de to lande. Af særlig betydning var pagtens andet punkt, som sagde, at i fald en af aftaleparterne, »trods et fredsvenligt handlingsmønster, udsættes for angreb fra en tredjemagt eller gruppe af tredjemagter, vil den anden aftalepart iagttage neutralitet i løbet af hele konflikten«. Hermed havde man forhindret tysk inddragelse i den anti-sovjetiske kombination, Englands regering stilede efter. England fik i øvrigt ikke følgeskab af noget vesteuropæisk land. Alle opretholdt de fortsat forbindelserne med USSR. I realiteten var det England, som døjede mest med følgerne af det diplomatiske brud og det voldsomme fald i samhandelen med Sovjetunionen. Den sovjetiske udenrigshandel rettede sig blot ind efter andre lande. I årene 1927-1928 importerede USSR for eksempel varer fra Tyskland til et beløb af 866 millioner rubler; fra England beløb importen sig til blot 165 millioner rubler. De sovjetiske ordrer i England var blevet fire gange mindre. Sovjetunionen imødegik med held de forskellige forsøg, der blev gjort for at isolere landet politisk. Et af disse forsøg var den såkaldte Kellogg-Briand pagt, der forbød krig som middel til løsning af stridigheder. Pagten, der fik navn efter initiativtagerne, den amerikanske og den franske udenrigsminister, blev undertegnet den 27. august 1928 af flere kapitalistiske lande. Sovjetunionen var ikke inviteret til at deltage i pagtens udformning. Det ledte tanken hen på - som Sovjetunionens udenrigsminister Tjitjerin udtrykte det - »at initiativtagernes virkelige formål med denne pagt var og er bestræbelsen på at gøre den til et redskab til isolation og bekæmpelse af USSR«. For at stikke en kæp i hjulet på planen erklærede Moskva officielt, at USSR var villig til at deltage i det forberedende arbejde, hvis den sovjetiske regering fik officiel indbydelse dertil. Men vestmagterne var ikke meget for at lade Sovjetunionen bidrage til udarbejdelsen af dette vigtige internationale dokument. På den anden side ville de heller ikke åbenlyst indrømme dets anti-sovjetiske sigte, så da 15 stater havde underskrevet det, blev Sovjetunionen anmodet om at tilslutte sig pagten. Den sovjetiske regering reagerede positivt og undertegnede pagten den 31. august 1928. Men flere lande trak ratifikationen i langdrag. Sovjetunionen foreslog da, at man underskrev en protokol om, at Kellogg-Briand pagten allerede nu var trådt i kraft. Den 9. februar blev en sådan protokol undertegnet i Moskva af Sovjetunionen, Estland, Letland, Polen og Rumænien. Kort efter tilsluttede Tyrkiet, Iran og Litauen sig protokollen. Denne hændelse tjener som eksempel på, hvordan Sovjetunionen ikke lod den mindste mulighed gå fra sig i kampen for freden. Den fortæller også noget om, at Sovjetunionen havde held til at sprænge de kapitalistiske landes forsøg på at skabe en enhedsfront mod den socialistiske stat. Høj rekræfterne havde fået en lektion i forbindelse med Kellogg-Briand pagten. Det blev indlysende, at de engelske konservatives storstilede kampagne mod Sovjetunionen var en perspektivløs affære. Selv i de mest borgerlige kredse begyndte man at nå til denne erkendelse. I foråret 1929 ankom en delegation bestående af 84 engelske industrifolk til Moskva. Sovjetregeringen informerede rejsedeltagerne om, at den var indstillet på at placere ordrer i England til et beløb af 200 millioner pund sterling, så snart relationerne mellem Sovjetunionen og England var bragt i orden. Valget i maj 1929 gav atter labourpartiet magten. Den nye regering tilbød Sovjetunionen forhandlinger om en genoptagelse af de diplomatiske forbindelser. I begyndelsen prøvede de engelske forhandlere at fremføre de gamle krav om sovjetisk tilbagebetaling af tsardømmets og den provisoriske regerings gæld. Men Sovjetunionen gik ikke ind på nogen forhåndsbetingelser i disse forhandlinger. Og den 3. oktober 1929 undertegnedes en protokol om øjeblikkelig genoptagelse af de diplomatiske relationer mellem England og USSR. At de engelske konservative var fjernet fra roret betød imidlertid ikke, at høj repressens angreb på Sovjetunionen blev indstillet, eller at andre kapitalistiske lande dæmpede deres fjendtlige udfald mod Sovjetunionen. I 1929 fremstod de kinesiske militarister som verdensreaktionens hovedslagstyrke. Den 10. juli havde general Chang Hsueh-liangs tropper erobret telegrafstationen i tilknytning til den østkinesiske jernbane, som var Sovjetunionens og Kinas fælles ejendom, og arresteret over 200 sovjetiske medarbejdere ved jernbanen. Sovjetregeringens forsøg på at bilægge konflikten ad fredelig vej blev afvist fra kinesisk hold. I midten af november 1929 gik kinesiske styrker og flygtede hvidgardister fra Rusland til angreb på sovjetiske områder ved Stillehavskysten og øst for Bajkalsøen, men blev afvist af den røde hær, som forfulgte og knuste styrkerne helt inde på kinesisk territorium. Heller ikke kirkerne holdt sig tilbage. I februar 1930 opfordrede pave Pius XI til at starte et korstog mod Sovjetunionen, og den anglikanske kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury prædikede om en ny anti-sovjetisk intervention. I samme periode fortsattes forsøgene på at underminere de økonomiske forbindelser mellem Vesten og USSR og genoptage den økonomiske blokade af Sovjetunionen. Til formålet startede man en bagvaskelseskampagne om, at russerne brugte tvangsarbejde og derved kunne dumpe priserne på deres eksportvarer, til skade for Vestens økonomi. Altså blev kampagnen fulgt op af et krav om at boykotte sovjetiske artikler. Frankrig iværksatte særforanstaltninger mod sovjetisk eksport til Frankrig. Man gik endda ikke af vejen for at beslaglægge værdier, der tilhørte den sovjetiske handelsrepræsentation i Paris. Den engelske regering erklærede det for påkrævet at undersøge de sovjetiske arbejderes arbejdsvilkår, dvs. blande sig i Sovjetunionens indre anliggender. I august 1930 sendte den amerikanske regering sin finansminister Andrew Mellon til Europa med henblik på at organisere en kollektiv økonomisk boykot af Sovjetunionen. Frankrig havde som bekendt allerede truffet sine foranstaltninger mod sovjetisk eksport. Nu fik USA og Frankrig følgeskab af lande som Jugoslavien, Ungarn, Rumænien og Belgien. Den egentlige baggrund for disse skridt var håbet om ad den vej at sabotere den første sovjetiske femårsplan.

Men sovjetregeringen svarede igen. I oktober 1930 traf den beslutning om at reducere eller helt indstille placeringen af ordrer i lande, som havde belagt samhandelen med særlige restriktioner. Videre blev det besluttet så vidt muligt at undgå havne og transitruter i de pågældende lande. Sovjetunionens modforholdsregler havde den tilsigtede virkning: de rejste tvivl om boykotpolitikkens rigtighed blandt de herskende kredse i Vesten. Ydermere var der sket det, at den økonomiske verdenskrise, som slog igennem sidst i 1929, havde ført til en indskrænkning af afsætningsmarkederne i de kapitalistiske lande, mens det sovjetiske marked blev større år for år. Sovjetunionens andel af verdens samlede maskinimport beløb sig for eksempel til 30 procent i 1931 og næsten 50 procent i 1932. 11931 var USSR den største importør af maskiner og udstyr fra USA. Men som følge af Hoover-administrationens diskriminerende bestemmelser raslede denne import ned, og var i 1932 otte gange mindre end et par år tidligere. Det skal siges, at den tyske regering i disse år ikke sluttede op om de øvrige vestmagters anti-sovjetiske kampagne. I sommeren 1931 havde den endda undertegnet en protokol sammen med Sovjetunionen om forlængelse af neutralitetspagten mellem de to lande. Samhandelen mellem Tyskland og USSR udviklede sig positivt. Tyskland tegnede sig for 46,5 procent af Sovjetunionens import i 1932, og inden for maskinbygningsindustrien var Sovjetunionen blevet kunde nummer ét. Den negative vending i relationerne mellem de to lande indtrådte sidst i 1932, da von Papen overtog regeringsmagten i Tyskland og blot viste sig at være en kortvarig fase i forberedelserne til Hitler-diktaturet. Udviklingen i Tyskland og Sovjetunionens voksende militære og økonomiske styrke bevirkede, at en række vestlige regeringer tog deres relationer med Sovjetunionen op til revision. Og i 1932 kunne det sovjetiske diplomati atter notere sig positive resultater. Ikke-angrebspagter blev indgået med Finland, Letland, Estland, Polen og Frankrig. I december genoptoges de diplomatiske forbindelser med Kina, som var blevet afbrudt under konflikten i 1929. Et af hovedaspekterne i sovjetdiplomatiets arbejde først i 1930’rne var forhandlingerne på nedrustningskonferencen i Geneve, hvis åbning fandt sted den 2. februar 1932. Fra vestmagternes side kunne det kun beskrives som skinforhandlinger, idet de undgik alle slags konkrete beslutninger: lande uden adgang til havet stillede forslag om at reducere søstridskræfterne, mens sømagterne stod fast på en reduktion af de landbaserede tropper og rustninger. Den sovjetiske delegation overrakte konferencen et udkast til resolution om almindelig og fuldstændig afskaffelse af alle væbnede styrker »ud fra princippet om lighed for alle«. Den sovjetiske regering opfordrede alle de deltagende stater til at afstå fra krig som et middel i den nationale politik. Samtidig var Sovjetunionen rede til begrænsede nedrustninger. Vestmagterne kunne ikke forlige sig med Sovjetunionens entydige og konkrete forslag. De gik endda så vidt, at de i en særlig beslutning anerkendte Tysklands principielle ret til lighed i rustninger, hvilket gav de revanchistiske kræfter i Tyskland mulighed for at legalisere den oprustning, de allerede havde indledt. Det samlede resultat af den sovjetiske regerings udenrigspolitiske virke i de 15 år, der var forløbet siden oktoberrevolutionen, var en styrkelse af Sovjetunionens internationale stilling og af dens prestige, autoritet og indflydelse på verdensarenaen. Imidlertid havde den internationale udvikling taget en sådan retning, at efterkrigsperioden gradvis bevægede sig ind i forgården til en ny gigantisk konflikt.

Midt i 1932 kulminerede den økonomiske verdenskrise. I USA og Tyskland faldt industriproduktionen med det halve, i Frankrig med en tredjedel. Generelt var produktionen faldet så meget, at den nu lå under 1913-niveauet. 25 millioner mennesker i den kapitalistiske verden var fuldtidsarbejdsløse. Heller ikke landbruget undgik krisen. Hundredtusinder af bønder blev ruineret og måtte gå fra hus og mark. De søgte ind til byerne i et - måtte de sande - forgæves håb om at finde arbejde. Også i borgerskabet blev visse lag hårdt ramt. Tusindvis af firmaer, aktieselskaber og banker gik nedenom og hjem. De største monopoler klarede sig udmærket; de kunne endda udvide ved at opkøbe skrantende firmaer og selskaber for en slik. Alle det borgerlige samfunds indbyggede modsigelser kom op til overfladen, i skærpet form. For at reducere deres egne tab gik arbejdsgiverne til stormangreb på arbejdernes leveniveau. Det betød lønsænkning og nedsat understøttelse. Arbejderne svarede igen med kraftfulde modangreb - strejker og massedemonstrationer. De økonomiske vanskeligheder forstærkede kampen om afsætningsmarkeder og råstofkilder. Nogle stater begyndte tydeligt at satse på regulær ekspansion. Det første land til at forsøge sig i den retning var Japan. I september 1931 brød det sine traktater med Kina, de vesteuropæiske magter og USA, invaderede Kinas nordøstlige provinser (Manchuriet) og besatte dem. Det ramte andre imperialistiske landes interesser. Ydermere stod det nu klart, at de japanske militarister ikke agtede at standse på halvvejen, men ville underlægge sig hele Kina. De anlagde fremskudte baser på grænsen til Sovjetunionen og foretog provokatoriske angreb på sovjetiske grænseposter. De japanske militaristers aggressionshandlinger i Østen skabte en knude af konflikter, der var så skarpe, at området blev et krigsarnested. Det tyske storborgerskab slog ind på samme vej: åben aggression. I en årrække havde det givet næring til Hitlers såkaldt nationalsocialistiske parti, et parti der hvervede medlemmer ved hjælp af løgn og demagogi uden sidestykke i historien. Nazisterne udnyttede Versaillestraktaten, som Tyskland var blevet påtvunget i 1919 efter nederlaget i den første verdenskrig. Med dens ydmygende bestemmelser i hånden oppiskede de en stemning for traktatbrud og revanche. Nazipartiet ville vinde folket. Det fremstillede sig selv som arbejderens, bondens og håndværkerens ven; det kaldte sig oven i købet nationalsocialistisk. Bag kulisserne stod det i intim forbindelse med kapitalistiske sværvægtere som Thyssen, Flick og Kirdorf; de var partiets egentlige herrer, og de fik løfte om, at fagforeningerne og det kommunistiske parti ville blive knust, at arbejderne skulle komme til at makke ret, at landet ville sætte fuld fart på oprustningen. En bølge af brutal terror blev sat ind mod kommunisterne og andre folk på venstrefløjen. Efter sine rådgiveres indtrængende anbefaling udnævnte præsident Hindenburg den 30. januar 1933 nationalsocialisternes fører Adolf Hitler til rigskansler, dvs., regeringschef. Nu havde fascismen overtaget magten i Tyskland, et terrordiktatur bestående af storkapitalens mest reaktionære og mest chauvinistiske elementer. Det betød en faretruende skærpelse af hele den internationale Situation. Mindre end halvandet år efter Japans aggression i det Fjerne Østen var der i Centraleuropa opstået nok et krigsarnested. I 1933 forlod Japan og Tyskland Folkeforbundet. Begge lande ønskede frie hænder i deres krigsforberedelser. Hitlers støtter følte sig ganske vist ikke tilstrækkeligt stærke endnu til at udfordre stormagterne. Derfor bedyrede de, at de søgte fred og ønskede venskab med franskmændene og andre nabofolk. »Det fascistiske Tysklands kræfter kan endnu ikke måle sig med dets appetit. ‘De teutonske erobrere’ behøver intensive forberedelser, inden de bliver i stand til at føre deres planer ud i livet. Indtil da må de nødvendigvis forsikre naboerne om deres fredelige hensigter«. Sådan skrev Pravda i sin leder den 1. april 1934. I marts 1935 fuldførte den fascistiske regering almindelig militær værnepligt Atter et klart brud på Versaillestraktaten. Krigsforberedelserne var begyndt. Tysklands ensidige brud på Versaillestraktaten mødte ingen indsigelser fra regeringerne i England, Frankrig og USA. Amerikanske og engelske stormonopoler, der havde bidraget til at genskabe Weimar-Tysklands militære og økonomiske potentiel, holdt sig ikke tilbage, da Hitler kom til magten, men fortsatte deres investeringer i tysk rustningsindustri. 60 store, amerikanskejede virksomheder i Tyskland arbejdede direkte for tysk rustningsindustri. og tyske militærinstanser. De amerikanske kapitalinvesteringer i Tyskland beløb sig til en milliard mark. I maj 1935 skrev rigsbankpræsident Hjalmar Schacht til Hitler: »Vore rustninger finansieres således af vore politiske modstandere.« I samme måned sluttedes en engelsk-tysk aftale, som legaliserede Tysklands søstridskræfter. De tyske og japanske militaristers ustraffede fremfærd ansporede også det fascistiske Italien til åben aggression. I oktober 1935 trængte Mussolinis invasionstropper ind i Abessinien (nu Etiopien) med fly og kampvogne. Det abessinske folk gjorde indædt modstand, men måtte i sommeren 1936 se deres land erobret af fremmede. Italiens aggression mødte ingen seriøs modstand hos England, Frankrig eller USA. Folkeforbundets forbundsråd traf nok beslutning om økonomiske sanktioner mod Italien, men England og Frankrig, som havde stemt for, efterlevede aldrig beslutningen for ikke at tirre de italienske fascister. I den første tid fandtes der visse uoverensstemmelser mellem de fascistiske magter. Italien var blandt andet modstander af Østrigs indlemmelse i Tyskland. Det skyldtes frygten for at få en stærk nabo ved nordgrænsen. Men den fælles stræben imod en militær nyopdeling af verden trængte divergenserne i baggrunden og bidrog til en tilnærmelse mellem Tyskland og Italien. I foråret 1936 beordrede de tyske nazister første gang deres tropper i bevægelse. På Hitlers befaling rykkede den tyske hær ved daggry den 7. marts ind i det demilitariserede Rhin-område, helt frem til den franske grænse. Frankrig og England, som på den tid var Tyskland militært overlegne, løftede end ikke stemmen for at drive Tyskland ud af den demilitariserede zone og tvinge det til at overholde internationale traktater. Denne seén igennem fingre fra engelsk, fransk og amerikansk side opmuntrede fascismen til at gå endnu videre. Næste skridt var åben aggression i selve Europa. I juli 1936 iværksattes en fascistisk rejsning i Spanien, som siden februar samme år havde haft en demokratisk valgt folkefrontsregering. Tyskland og Italien blandede sig åbenlyst i den spanske borgerkrig. Tyskland klargjorde luftbårne enheder, som blev samlet i Condorlegionen og dirigeret til Spanien. Legionen talte fem tusind mand. Titusinder af soldater og officerer fra den italienske hær ankom til spanske havne og flyvebaser, som fascisterne havde besat. En ubrudt strøm af våben og militært udstyr tilflød Spanien fra Tyskland og Italien.

De vestlige regeringer gjorde overhovedet intet for at bringe aggressionen til ophør. I stedet proklamerede de ikke-indblandingspolitikken. De Forenede Staters kongres vedtog i 1937 en lov om embargo på våbeneksport til såvel krigsførende som borgerkrigshærgede lande. Loven forårsagede ingen skade for de veludrustede aggressorer, men var et alvorligt slag mod den spanske republik, som led under akut mangel på våben og ammunition. Vestmagternes »demokratiske« holdning gjorde det vanskeligt at yde nogen hjælp af betydning til den lovlige spanske regering. lkke-indblandingspolitikken gik interventernes ærinde. Hvorfor førte man en politik, der opmuntrede aggressorerne? Af hvilke grunde ofrede England og Frankrig tilsyneladende deres interesser i forskellige dele af verden ? De tyske fascister arbejdede sig henimod deres mål ved at udnytte og spille på det had, som borgerskabet i England, Frankrig og USA nærede mod Sovjetunionen. Efter hver fly aggressionshandting forsikrede de regeringerne i Vesteuropa og USA om, at dette var det definitivt sidste skridt i vestlig retning og lod forstå, at hovedopgaven for dem var et felttog mod øst. Hitler-Tysklands politik og diplomati skræmte de vestlige lande med den magiske sovjetiske trussel. Og de udenrigspolitiske ledere af England, Frankrig og USA så gerne et tysk angreb på Sovjetunionen; derved regnede de med at slå tre fluer med ét smæk. For det første ville det knuse eller svække den tids eneste socialistiske land, for det andet ville det ved at tilfredsstille Tysklands territorialkrav over for Sovjetunionen, lade vestmagternes egne territorier og kolonier i fred, og for det tredje ville et sammenstød mellem Tyskland og Sovjetunionen også svække deres værste rival, det tyske borgerskab. Vestmagternes motiver i det Fjerne østen var af samme karat. Heller ikke her traf de nogen som helst effektive foranstaltninger til at imødegå den japanske aggression mod de nordlige og centrale dele af Kina i 1937. England og de Forenede Stater anså Japan for at være en faktor, der kunne styrke kolonisystemet og optræde som vagthund over for Rusland. Ved udgangen af 1936 havde de aggressive lande truffet skridt til en formaliseret blokdannelse. Ved den italienske udenrigsminister Galeazzo Cianos besøg i Berlin i oktober 1936 undertegnedes en tysk-italiensk samarbejdsprotokol (Berlin-Rom aksen). Den 25. november samme år indgik Tyskland og Japan en såkaldt anti-kommunistisk pagt. Året efter sluttede Italien sig til denne pagt. Hermed var der skabt en militær-politisk alliance kendt under navnet »Berlin-Rom-Tokio-Aksen«. Aksens officielt erklærede mål var at samarbejde i kampen mod Kommunistisk Internationale. Allerede dengang stod det imidlertid klart for verdensopinionen, at den anti-kommunistiske pagt blot var et skærmbræt for de fascistiske magters ekspansionsplaner. Den tyske krigsmaskine var blevet stærk. Nazisterne gjorde ikke længere så meget ud af at skjule deres sande hensigter. De talte ikke længere om fred, men bekendtgjorde deres nye planer for offentligheden og satte navn på deres næste ekspansionsofre. Ententelandenes politiske ledere, især i England og Frankrig, vendte det døve øre til. De var sikre på, at begivenhederne ville følge en for dem fordelagtig udvikling.

Af alle stormagter var det kun Sovjetunionen der traf skridt til og foreslog forholdsregler, der kunne spærre fascisterne vej en. Med kollektiviseringen af landbruget og opfyldelsen af den første femårsplan (1928-1932) havde Sovjetunionen tilvejebragt grundlaget for en socialistisk økonomi. Landets tilbageståenhed i teknisk og økonomisk henseende var overvundet. Store virksomheder og helt nye industrier var sat i gang. Nu fremstillede man sine egne traktorer, lastbiler, flyvemaskiner, kemiske produkter og maskiner. Det betød også, at forsvaret havde fået en stærk industriel basis. Frem til midten af 1930erne var Sovjetunionen nået så vidt, at det socialistiske system var slået igennem på alle felter. Det havde kostet både nød og afsavn for det sovjetiske folk, men dets mod, offervilje og tro på idealerne bragte sejren i hus. Denne sejr fik kolossal international betydning. Sovjetunionens resultater var også en triumf for de demokratiske kræfter og venstrekræfterne verden over. En af de vigtigste fredsbevarende faktorer i 1930erne var den internationale arbejderklasse med de kommunistiske partier i spidsen. I midten af 1930’rne antog klassekampen sine steder karakter af væbnede sammenstød. I Spanien (Asturien) og Østrig (Wien og Linz) udkæmpedes regulære slag mellem arbejdere og militær. I denne situation havde Kominterns 7. kongres stor betydning for den anti-fascistiske bevægelse og hele fredskampen. Kongressen, der fandt sted i Moskva sommeren 1935, opfordrede arbejderklassen til aktionsenhed i kampen mod fascisme og krig. En af de opgaver, kongressen rejste, var oprettelse af en bred folkefront, der kunne samle arbejdere, bønder, intellektuelle og små næringsdrivende til aktiv indsats mod den voksende krigsfare. I flere lande var det arbejderpartierne, der tog initiativ til at skabe en bred anti-fascistisk folkefront, Som byggede på aftaler mellem det socialistiske og det kommunistiske parti og samlede folk af forskellig politisk og religiøs overbevisning. I sommeren 1935 blev der oprettet en folkefront i Frankrig. Foruden en række mindre partier og organisationer bestod den af kommunister, socialister og radikale. 21 februar 1936 sejrede folkefrontspartierne ved parlamentsvalget i Spanien, som hermed fik sin første republikanske venstreregering. I maj 1936 vandt partierne i folkefronten det franske parlamentsvalg. De tyske kommunister og socialdemokrater var drevet i illegalitet og måtte arbejde under stor fare. De mistede tusinder af erfarne medlemmer, men fortsatte kampen mod Hitler-diktaturet med uformindsket energi. Kommunisterne reorganiserede deres parti med et net af underjordiske partiafdelinger, de udgav illegale blade og løbesedler og de af partiets medlemmer, som var forblevet på fri fod, gjorde en stor indsats i arbejdet blandt ungdommen. Den sovjetiske befolkning var aktivt engageret i den verdensomspændende kamp mod fascisme og krig. En bølge af solidaritet gik over det ganske land til fordel for Georgi Dimitrov under fascisternes skueproces mod ham. Den 28. februar 1933 havde nazisterne iscenesat en brand i rigsdagsbygningen i Berlin. For at skabe en atmosfære, der kunne begrunde en udryddelse af den organiserede opposition, anklagede de kommunisterne for brandstiftelsen. Den hovedanklagede i processen, som fandt sted i Leipzig fra september til december 1933, var den bulgarske kommunist Georgi Dimitrov, som indtog en fremtrædende plads i Kommunistisk Internationale. Retssagen tog en helt anden vending end den, nazisterne havde planlagt. Dimitrov pillede anklagernes påstande fra hinanden og afslørede hele processens anti-kommunistiske karakter. Dommerne så sig tvunget til at frikende Dimitrov. Sovjetregeringen tilbød Dimitrov politisk asyl. I 1935 valgtes han til generalsekretær for Kominterns eksekutivkomité. Efter anden verdenskrig vendte han hjem til Bulgarien, hvor han fra 1946 og til sin død (1949) var sit lands regeringschef. På samme måde lød der rasende protester mod arrestationen af den tyske arbejderfører Ernst Thalmann. Efter kampene i Wien (1934), hvor arbejderne led nederlag til regeringstropperne, tilbød Sovjetunionen asyl til alle dem, som med eller uden familie måtte flygte fra terroren. I august 1934 afholdtes en international anti-fascistisk kvindekongres i Paris. Den havde samlet over 1500 deltagere fra Europa, USA, Kina, Japan og Indokina. I Sovjetunionen var efteråret 1934 præget af solidaritetsmøder med de oprørske arbejdere i Asturien. Landet over besluttede arbejdere på forskellige fabrikker at afstå en del af deres løn til fordel for de asturiske minearbejdere. Sammen med Ilja Ehrenburg tog en lang række sovjetiske kulturpersonligheder del i en international kongres til forsvar af kulturen. Den fandt sted i juni 1935, også i Paris. En skikkelse som Maksim Gorkij lod gang på gang sin stemme høre mod fascismen, for fred. Solidaritetsfølelsen og fredsviljen hos den sovjetiske befolkning gav sig de hæftigste udslag under den spanske borgerkrig og den tysk-italienske intervention i Spanien. På massemøder i Moskva og Leningrad, på gader og stræder i alle byer, store som små, på fabrikker og kollektivbrug tilkendegav folk deres støtte og lovede aktiv hjælp til den lovlige spanske regering og det spanske folk. Hundredmillioner af rubler blev samlet ind og overrakt den spanske regering til køb af våben, medikamenter og levnedsmidler. Da den spanske republiks nederlag var en kendsgerning, tilbød den sovjetiske regering at give asyl til tusinder af spanske børn, hvis forældre, arbejdere og bønder, var faldet i borgerkrigen. Ikke en eneste større international begivenhed gik upåagtet hen. Den sovjetiske offentlighed reagerede prompte og var til enhver tid at finde på fredens og demokratiets side. Denne konsekvens og fasthed i holdning hos sovjetborgerne forblev ikke ubemærket hos arbejderne i andre lande, der nu for alvor begyndte at sende arbejderdelegationer til Sovjetunionen, ikke mindst for at drøfte fredsbevarende initiativer.

Sovjetregeringen forstod, at en fascistisk aggression kun lod sig standse, hvis der blev skabt en enhedsfront af europæiske lande, som ikke ønskede en ny verdenskrig. Allerede i februar 1933, kun få dage efter, at Hitler havde indtaget posten som rigskansler, stillede den sovjetiske delegation ved den internationale nedrustningskonference forslag om en konvention, der klart definerede en aggressor. Det sovjetiske udkast var udformet således, at en potentiel fredsforstyrrer ikke kunne retfærdiggøre sine handlinger under noget falsk påskud, mens sanktionerne mod aggressoren skulle træde i kraft automatisk. Sovjetunionen foreslog, at en stat, som gjorde sig skyldig i én eller flere af følgende handlinger, var at regne for aggressor: Ved krigserklæring mod en anden stat. Ved væbnet invasion, også uden krigserklæring, af et andet lands territorium. Ved angreb til lands, til vands eller i luften, også uden krigserklæring, på et andet lands territorium, skibsfartøjer eller fly. Ved blokade fra søsiden af et andet lands kyster eller havne. Ved støtte til væbnede bander, som fra dets territorium trænger ind på et andet lands territorium, eller ved vægring mod, trods forlangende fra den invaderede stat, at træffe alle påkrævede forholdsregler, som berøver de nævnte bander enhver hjælp eller protektion. En sådan konvention kunne danne grundlag for et kollektivt forsvarssystem mod angreb fra de fascistiske lande. Det var imidlertid kun de små lande, som reagerede på Sovjetunionens forslag. I juli 1933 blev konventionen undertegnet af Sovjetunionen samt Estland, Letland, Polen, Rumænien, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Litauen (senere sluttede også Finland sig til). Ingen af de vestlige stormagter ønskede at være med. Den reelle trussel fra de fascistiske stater, som oprustede i hurtigt tempo, og konsolideringen af Sovjetunionens økonomiske og militære styrke fik dog de mest vidtskuende politikere i Frankrig, England og USA til at indse nødvendigheden af at forbedre forholdet og endda søge tilnærmelse til Sovjetunionen. Den ikke-anerkendelsespolitik, USA i 16 år havde anlagt over for Sovjetunionen, led definitivt nederlag i 1933. Sovjetunionens indflydelse og vægt i internationale anliggender var nu så stærk, at de herskende kredse i USA fandt det påkrævet at normalisere forholdet til den socialistiske stat. Blandt normaliseringstilhængerne var præsident Franklin D. Roosevelt og udenrigsminister Cordell Hull. Et af Roosevelts første udenrigspolitiske skridt som præsident var at oprette diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen. Det skete i november 1933. I efteråret 1933 stillede Frankrigs udenrigsminister Paul-Boncour sin sovjetiske kollega Maksim Litvinov et forslag om, at de to lande indgik aftale om gensidig hjælp i forbindelse med Tysklands oprustning og krigsforberedelser. Det fik Sovjetunionen til at foreslå en kollektiv pagt mellem flere europæiske lande om gensidig hjælp. Ikke alene opfordrede Sovjetunionen de borgerlige stater til fredelig sameksistens, men var også i praksis rede til, at arbejde for at alle lande, som var truet af Hitler-Tyskland, gjorde en forenet indsats for verdensfreden. I december 1933 traf Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP) beslutning om, at landet skulle søge om optagelse i Folkeforbundet og undersøge mulighederne for en regional pagt om gensidig hjælp, med deltagelse af flere europæiske lande. Sovjetunionen var tilhænger af flersidede regionale aftaler. I maj 1934 resulterede de fransk-sovjetiske forhandlinger i et udkast til en østeuropæisk regional pagt, som skulle være en aftale mellem Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Polen, Litauen, Letland, Estland og Finland. Frankrig skulle optræde i rollen som garant for denne pagt. Hitler-Tyskland stilede efter en revision af samtlige grænser, mod øst såvel som mod vest, og var ganske uinteresseret i en kollektiv aftale i Østeuropa. Den tyske regering meddelte sit afslag i september 1934. Polens regering, som var kommet under stadig stærkere tysk indflydelse, sagde også fra. Herefter ville de baltiske lande ikke være med. Og Finland reagerede slet ikke på det fransk-sovjetiske forslag. Sovjetunionen fortsatte imidlertid sine bestræbelser på at tilvejebringe et kollektivt sikkerhedssystem mod aggression og mødte da også bred anerkendelse i mange lande. Den 15. september 1934 afsendte regeringerne for 30 lande (Folkeforbundets medlemmer) på. fransk initiativ et telegram til sovjetregeringen, hvori man opfordrede Sovjetunionen til at indtræde i Folkeforbundet. Opfordringen blev imødekommet. Sovjetunionen fortsatte stadig sine bestræbelser på at skabe et kollektivt sikkerhedssystem i Europa. Også den franske udenrigsminister Louis Barthou videreførte arbejdet for en østeuropæisk pagt. Men den 9. oktober blev han myrdet i Marseille af fascistiske agenter. Hans post i regeringen blev overtaget af Pierre Laval, en reaktionær politiker, der ville nå til forståelse med de fascistiske lande. Frankrigs nye udenrigsminister var modstander af en østeuropæisk pagt, men folkestemningen tvang ham til at fortsætte de forhandlinger, Barthou havde indledt. Efter Hitler-Tysklands ensidige brud på Versaillestraktaten (den 16. marts 1935) blev stadig større kredse af Frankrigs befolkning overbevist om, at en tilnærmelse til Sovjetunionen var nødvendig. Selv de højreorienterede dagblade, som ellers forholdt sig alt andet end positivt over for Sovjetunionen, begyndte nu at tale om forhandlinger med Sovjetunionen og om, at der måtte indgås en aftale. Den 2. maj 1935 blev der i Paris indgået aftale mellem Frankrig og Sovjetunionen om gensidig hjælp. Parterne forpligtede sig til at yde hinanden øjeblikkelig hjælp og støtte i tilfælde af angreb på et af landene fra en anden europæisk stat. I aftalen understregede begge lande deres vilje til også fremover at arbejde for en europæisk sikkerhedstraktat; i underskrivelsesprotokollen hed det, at den i aftalen forudsete hjælp skulle ydes i henhold til Folkeforbundets anbefalinger, og hvis sådanne ikke forefandtes, skulle »forpligtelsen til at yde hjælp alligevel opfylde«. Efter aftalen med Frankrig undertegnede Sovjetunionen en tilsvarende med Tjekkoslovakiet (den 16. marts 1935); denne aftale indeholdt imidlertid en passus, hvorefter Sovjetunionen først skulle komme Tjekkoslovakiet til undsætning, når Frankrig havde opfyldt sine forpligtelser i så henseende. Disse aftaler med to kapitalistiske lande viste sovjetregeringens vilje til at realisere Lenins idé om fredelig sameksistens mellem stater af forskelligt samfundssystem. At ideen var levedygtig blev også anerkendt af borgerlige forskere og skribenter. For eksempel skrev den franske historiker H. Slovès om den fransk-sovjetiske traktat: »Historien beviser, at ingen forskelle regimerne imellem, hvor dybtgående de end måtte være, nogen sinde har forhindret en effektiv tilnærmelse mellem to lande, hvis denne tilnærmelse modsvarer deres vitale interesser.« Sovjetregeringen var af den opfattelse, at aftalen med Frankrig først ville vise sig virkelig effektiv, hvis den blev fulgt op med en militær konvention, der fastslog arten og omfanget af den ydede hjælp og tidsfristen herfor. Men den franske regering var ikke indstillet på at skabe en effektiv og stærk front mod Hitler, og konventionen blev således aldrig til noget. Med indgåelsen af den fransk-sovjetiske og den tjekkoslovakisk-sovjetiske aftale om gensidig hjælp ophørte de langvarige forhandlinger om en østeuropæisk pagt. Sovjetunionens optræden på den internationale arena i forbindelse med den italiensk-abessinske konflikt kendetegnede en anden vigtig fase i kampen for et kollektivt sikkerhedssystem. Det var en konflikt, som ikke direkte berørte sovjetiske interesser. Men Sovjetunionen var og blev den konsekvente forkæmper for, at »verden er udelelig« og forsvarede dette princip i Folkeforbundet. Enhver krig, hvor som helst i freden, understregede de sovjetiske repræsentanter i Folkeforbundet, berører alle landes og alle folks interesser. Da krigen i Afrika begyndte, gik Sovjetunionen stærkt ind for, at der blev truffet økonomiske sanktioner mod Italien i fuldt omfang. Sovjetunionen fordømte Italien i de kraftigste vendinger. Da Tyskland førte tropper ind i den demilitariserede Rhin-zone, forlangte Sovjetunionen, at Folkeforbundets medlemslande gik i brechen for princippet om internationale aftalers ukrænkelighed. Sovjetunionen indstillede aldrig sine bestræbelser på at nå frem til kollektive skridt og samlet handling imod en aggressor. Det næste aggressionsoffer blev den spanske republik.

En aftale om ikke-indblanding i den spanske borgerkrig var blevet indgået i slutningen af august 1936 mellem 27 europæiske lande, herunder Sovjetunionen. Den sovjetiske regering mente, at hvis ikke-indblandingsprincippet blev efterlevet af alle, ville den lovlige spanske regering ikke lide skade, fordi de fascistiske oprørere aldrig kunne klare sig uden hjælp udefra. Aftalen indeholdt et forbud mod eksport og transit af våben til Spanien. Til overvågning af aftalens overholdelse blev der i London nedsat en komité bestående af repræsentanter for alle de 27 medunderskrivende lande. Dette afskrækkede imidlertid ikke Tyskland og Italien fra at levere general Francos tropper våben og ammunition (fortrinsvis via Portugal), tværtimod gik de endnu videre og sendte nu hele militære enheder til Spanien. Ikke-indblandingsaftalen var blevet en parodi. Officielle repræsentanter for Sovjetunionen og sovjetisk presse krævede en standsning af de fascistiske magters intervention i Spanien. Politikere, diplomater, pressefolk, intellektuelle, alle forstod de, at det der skete ved Madrids byporte i virkeligheden var generalprøven på en ny verdenskrig. Den 7. oktober 1936 fremsatte sovjetregeringen en utvetydig protest i ikke-indblandingskommiteen i London mod Tyskland og Italien og foreslog, at man oprettede kontrol med de portugisiske havne. Den 23. oktober erklærede den sovjetiske repræsentant i komiteen, at sovjetregeringen kun så en vej ud af den opståede situation: at tilbagegive den spanske regering retten til og muligheden for at købe våben i udlandet. Sovjetregeringen begyndte nu at hjælpe den spanske republik, både moralsk, politisk og materielt. Sovjetiske fragtbåde sejlede til Spanien med fødevarer, medikamenter, beklædning og ikke mindst våben, som var købt og betalt af den spanske regering. Fra oktober 1936 til september 1937 ankom 23 våbentransporter fra Sovjetunionen ad søvej en. Piloter, tankførere, artillerister og andre frivillige rejste til Spanien for at kæmpe på republikkens side. Bistanden kompliceredes af den store afstand mellem Sovjetunionen og Spanien. Dertil kom, at fascistiske pirater var begyndt at angribe ethvert skib med Spanien som bestemmelsessted. U-både og fly »uden kendingsmærker« beskød fartøjer fra såvel Sovjetunionen som andre lande. Den 31. august og den 1. september 1937 blev to sovjetiske skibe, »Tirnirjasev« og »Blagojev«, skudt i sænk. Sovjetregeringen afslørede offentligt hvem den skyldige det fascistiske Italien. I Lyon var Sovjetunionen en særdeles aktiv deltager i ni staters konference som udarbejdede en aftale om bekæmpelse af pirathandlinger til søs. Sovjetunionen kunne ikke forhindre den spanske republiks nederlag. Men dens støtte til det spanske folks retfærdige kamp var med til at styrke sammenholdet hos de demokratiske kræfter og var en klar demonstration af den socialistiske stats førende rolle i kampen mod fascismen.

I marts 1938 blev Østrig besat af Hitler-Tyskland, som udnyttede vestmagternes efterladenhed. Sovjetunionen foreslog, at der øjeblikkeligt blev indkaldt til en international konference, som skulle træffe afgørelse om de nødvendige forholdsregler mod aggressionen. »I morgen er det måske allerede for sent, erklærede den sovjetiske udenrigsminister på et pressemøde den 17. marts 1938, - men i dag er tiden for noget sådant endnu ikke løbet ud, hvis alle stater, navnlig stormagterne, indtager en fast, utvetydig holdning til problemet om en kollektiv redningsaktion for freden«. Heller ikke dette sovjetiske initiativ fandt nogen tilslutning. Det forhold, at den østrigske stat var forsvundet fra landkortet, forblev så at sige ubemærket for Folkeforbundet og dets medlemslande. Sovjetregeringens erklæring i anledning af Hitler-Tysklands anneksion af Østrig advarede den internationale opinion om risikoen for nye aggressionshandlinger. Det slog ikke fejl. Kort efter anneksionen af Østrig begyndte Hitler-Tyskland forberedelserne til et angreb på Tjekkoslovakiet. En selvstændig tjekkoslovakisk stat havde set dagens lys efter det østrig-ungarske monarkis sammenbrud. Denne stat kom også til at omfatte områder, der var befolket af tyskere (Sudeterlandet). Medlemmerne af den fascistiske gruppe i Sudeterlandet (de kaldte sig »henleinerne«, efter deres fører Konrad Henlein) stod i snæver kontakt med Berlin og agiterede kraftigt for en genforening med det tyske rige. Hermed fik Berlin et påskud til at fremture med et »Sudeterspørgsmål« som pressionsmiddel mod Tjekkoslovakiet og til indblanding i dets indre anliggender. Situationen ved den tjekkisk-tyske grænse spidsede til for hver dag der gik. I de dage afhang meget af den franske og den engelske regerings stillingtagen. Frankrig var traktatligt forpligtet over for Tjekkoslovakiet, men havde intet hastværk. Den engelske regering sendte en mission til Tjekkoslovakiet, anført af Lord Runciman, som skulle formå den tjekkoslovakiske regering til at give Hitler indrømmelser. Sovjetregeringen var ubøjelig i sin støtte til den tjekkoslovakiske republik mod den truende aggression, og den 20. september 1939 meddelte den sin repræsentant i Prag: På Benes spørgsmål (Tjekkoslovakiets præsident), om USSR i henhold til aftalen vil yde øjeblikkelig og effektiv hjælp til Tjekkoslovakiet, såfremt Frankrig forbliver det tro og ligeledes yder hjælp, kan De på sovjetregeringens vegne afgive bekræftende svar. Bekræftende svar kan De også give på Benes andet spørgsmål, om USSR som medlem af Folkeforbundet vil hjælpe Tjekkoslovakiet på grundlag af artiklerne 16 og 17, hvis Benes i tilfælde af tysk angreb retter henvendelse til Folkeforbundets Råd om at gøre brug af de nævnte artikler.« Sovjetregeringen stod fast på, at der øjeblikkeligt måtte afholdes en konference mellem generalstabscheferne i Sovjetunionen, Frankrig og Tjekkoslovakiet. Ydermere blev den tjekkoslovakiske regering informeret om, at Sovjetunionen var rede til at komme Tjekkoslovakiet til undsætning, også selv om Frankrig svigtede sine løfter. Store sovjetiske styrker (herunder 30 infanteridivisioner samt kampvogne og fly) blev overflyttet til Sovjetunionens vestgrænse. Sovjetregeringen appellerede til modstand mod aggressoren. De herskende kredse i England og Frankrig forrådte Tjekkoslovakiet. I stedet for at hjælpe pressede de den tjekkoslovakiske regering til kapitulation. Tjekkoslovakiets regering ville ikke opfordre hæren og befolkningen til modstand eller modtage militær bistand fra Sovjetunionen. Den bøjede sig. I hele dette spil mod Tjekkoslovakiet medvirkede også det amerikanske diplomati. USA’s regering støttede forsoningspolitikken over for Tyskland; USA’s ambassadører i henholdsvis Paris og London (William Bullit og Joseph Kennedy) lagde direkte pres på den franske og den engelske regering. Blandt andet erklærede Bullit, at i tilfælde af konflikt med tyskerne skulle Frankrig ikke regne med støtte fra USA, og at den franske hær ikke ville modtage de fly, der i maj 1938 var afgivet bestilling på hos amerikanske firmaer. Den 29. september 1938 rejste Storbritanniens premierminister Chamberlain, Frankrigs regeringschef Daladier og den italienske fascistleder Mussolini til München for at mødes med Hitler. På et par timer havde de afgjort Tjekkoslovakiets skæbne: Hitler-Tyskland skulle have Sudeterlandet tilbage med alle dertil hørende besiddelser og bygninger. »Fredsstifterne« fra München regnede med at oprette en slags firemagtsdirektorat. De enedes om at afholde flere konferencer af tilsvarende sammensætning i den tro, at de kunne afgøre de vigtigste spørgsmål i europæisk politik uden om og på tværs af Sovjetunionen. Den 30. september blev Münchenaftalen suppleret med en tosidet, engelsk-tysk deklaration, i realiteten en ikke-angrebspagt. To måneder senere undertegnede den franske regering en enslydende deklaration med Hitler-Tyskland. De såkaldte vestlige demokratiers sarnmenrend med Hitler-Tyskland forfulgte et ganske klart mål. Lederne af England og Frankrig regnede med, at det kun var et spørgsmål om tid, før Tyskland startede et felttog mod Øst.

Også i det Fjerne Østen udfoldede sovjetregeringen store bestræbelser på at sætte en stopper for aggressorernes fremmarch. Siden 1931 havde Japans ekspansion taget en mere og mere uhæmmet karakter. Da Manchuriet var erobret, foretog den japanske krigsmaskine et nyt spring og begyndte i 1937 at trænge frem til de centrale egne af Kina. Samtidig var der begyndt at lyde røster til fordel for en udvidelse af aggressionen i anden retning, mod den sovjetiske Stillehavskyst, Sibirien og den Mongolske Folkerepublik. Den japanske hærs overkommando i Manchuriet fremprovokerede bestandigt konflikter på den østkinesiske jernbane, som Sovjetunionen var medejer af. Allerede i 1933 havde sovjetregeringen tilbudt at afhænde sin andel i jernbanen for derved at fjerne en af konfliktkilderne og bringe orden i forholdet mellem de to lande. Efter langvarige forhandlinger blev der i marts 1935 indgået aftale om, at Sovjetunionen solgte sin andel til Manchukuo-regeringen (det japanske lydregime) for 140 millioner yen. Dette skridt var endnu et bevis på Sovjetunionens oprigtige ønske om at fjerne kilderne til stridigheder og konflikter i det Fjerne Østen. Men krigspartiet i Japan var særdeles stærkt, og der fandt alvorlige sammenstød sted på grænsen mellem Manchukuo og den Mongolske folkerepublik. Sovjetregeringen lod ikke Mongoliet i stikken. Den 12. marts 1936 underskrev de to lande en protokol om gensidig hjælp; de forpligtede sig til, såfremt en af parterne blev udsat for militært angreb, at hjælpe hinanden på enhver tænkelig måde, dvs. også militært. Det næste vigtige skridt fra sovjetisk side var indgåelsen af en ikke-angrebspagt med Kina i august 1937. Halvanden måned før var Kina blevet udsat for et nyt japansk angreb, så pagten fremstod i sig selv som en stærk demonstration af sympati for ofrene for de japanske militarister. Sovjetregeringen protesterede energisk mod krigsførelsens barbariske metoder, især bombardermenterne af kinesiske byer. I 1938 og 1939 ydede Sovjetunionen Kina lån på tilsammen 250 millioner dollars; dertil kom våbenhjælpen. Sovjetiske kampvogne og fly deltog i slagene mod de japanske aggressorer. Mere end 100 sovjetiske piloter, der havde meldt sig som frivillige, faldt i kamp tor det kinesiske folks frihed og uafhængighed. I sommeren 1938 indlod den japanske krigsmaskine sig på et alvorligt eventyr mod Sovjetunionen. Delinger af den japanske hær overskred grænsen til Sovjetunionen i nærheden af Khasan-søen, men blev efter hårde kampe slået tilbage til manchurisk territorium.

I begyndelsen af 1939 blev Europa ramt af nye, hårde begivenheder. Den 15. marts besatte Hitler- Tyskland hele Tjekkoslovakiet og forlangte kort efter, at Polen afstod fristaden Danzig (Gdansk) til Tyskland. Derefter rykkede tyske tropper ind i det litauiske Klaipeda (Memel). Ved udgangen af samme måned faldt den spanske republik, efter næsten tre års heroisk kamp. Nogle dage senere gik Mussolinis styrker ind i Albanien. De fascistiske magters aggressionshandlinger kom nu slag i slag. Og hvad gjorde England og Frankrig? De regnede stadig med, at Hitler ville bevæge sig østpå. Det sovjetiske diplomati arbejdede under højtryk. I en særnote til den tyske ambassadør i Moskva, Werner Schulenburg, tilkendegav sovjetregeringen sin holdning til Hitler-Tysklands anneksion af Tjekkoslovakiet. »Den tyske regerings handlinger kan kun beskrives som ulovlige, voldelige og aggressive,« hed det i noten. Videre erklærede sovjetregeringen, at den ikke anerkendte Tjekkoslovakiets indlemmelse i det tyske imperium, og den opfordrede til afholdelse af en konference med deltagelse af de stater, som var truet af tysk angreb - England, Frankrig, Rumænien, Polen, Tyrkiet og Sovjetunionen - for at drøfte hvorledes en aggression kunne imødegås. De engelske politikere svarede imidlertid, at de fandt en sådan konference ubetimelig. På den anden side havde Tysklands erobring af hele Tjekkoslovakiet skaffet de engelske og franske Münchenpolitikere en del vanskeligheder på halsen. Fascisternes aggressive fremfærd i foråret 1939 vakte en bølge af folkelig harme. Det stod nu klart for enhver, hvad det var for en fred Charnberlain og Daladier havde medbragt fra München. Den offentlige opinion krævede ubønhørligt, at man slog aggressionen tilbage. I midten af april 1939 stillede den engelske og den franske regering forslag til Sovjetunionen om, at de tre lande sammen gav Polen og Rumænien garantier i tilfælde af tysk angreb. Dette forslag blev fremsat umiddelbart efter Chamberlains meddelelse i det engelske parlament om, at England og Frankrig havde lovet Polen og Rumænien garantier. Uagtet de foregående års svære erfaringer besluttede sovjetregeringen at gøre endnu et forsøg på at skabe en front af fredsvenlige stater; den foreslog forhandlinger om indgåelse af en pagt om gensidig bistand. Englands og Frankrigs regeringer gav tilsagn om forhandlinger, men prøvede fra første færd at anbringe Sovjetunionen i en ufordelagtig stilling. De håbede at drage fordel af en sovjetisk bistand, i fald Hitler ville gå mod vest eller angribe Polen og Rumænien, hvorimod de ikke var til sinds at påtage sig forpligtelser over for andre områder, der kunne tænkes udsat for tysk aggression (navnlig ville de ikke høre tale om garantier til de baltiske lande, hvorved de så at sige gav den tyske hær frit spillerum i et bredt grænseområde op til Sovjetunionen). Sovjetregeringen opstillede en række modforslag, der skulle resultere i en bred koalition til opdæmning af den tyske aggression: 1) indgåelse af en tresidet pagt om gensidig hjælp mellem Sovjetunionen, England og Frankrig; 2) indgåelse af en konkret aftale vedrørende omfanget af og formerne for den militærhjælp, hver af de tre stater skulle yde; 3) garantier for ethvert nabolands uafhængighed, fra Østersøen til Sortehavet. Disse forslag blev fremsat den 17. april. Situationen på det tidspunkt var så spændt, at hver en time var kostbar. Men englænderne og franskmændene havde ikke travlt. I tre uger konsulterede de hinanden, og det svar de omsider fik formuleret viste sig igen kun at dreje sig om sovjetiske garantier til Polen og Rumænien. Det kunne Sovjetunionen ikke gå med til og fastholdt, at der måtte indgås en tresidet pagt om gensidig hjælp. I slutningen af maj gav den engelske regering langt om længe tilsagn om en sådan pagt. men fremsatte samtidig en række uacceptable betingelser, ifølge hvilke Sovjetunionen forpligtede sig til at træde i krig i tilfælde af angreb på et land, England og Frankrig havde givet garantier (Polen. Rumænien, Grækenland, Tyrkiet og Belgien). Ikke ét ord var der nævnt om garantier til de forsvarsløse baltiske lande, hvis integritet Sovjetunionen havde vital interesse i. Desuden skulle hjælpen gøres afhængig af Folkeforbundets stillingtagen, skønt det var såre velkendt, at Folkeforbundets langsommelige og omstændelige procedure mere end én gang var blevet udnyttet af aggressorerne. Derfor fremkom sovjetregeringen et par dage efter med et nyt udkast, der blandt andet lød på, at Frankrig, England og Sovjetunionen skal yde hinanden »øjeblikkelig, alsidig og effektiv hjælp«. dersom de kommer i krig, 1) ved angreb på en af disse stater; 2) ved angreb på en af følgende otte stater: Belgien. Grækenland, Tyrkiet, Rumænien, Polen, Letland, Estland og Finland; 3) som følge af hjælp ydet af en af disse stater til en anden europæisk stat. Det sovjetiske udkast kædede ikke pagtens efterlevelse sammen med en eventuel afgørelse i Folkeforbundet, men omfattede et forslag om en militær konvention, der skulle træde i kraft samtidig med pagten. Den 23. juli opfordrede sovjetregeringen til forhandlinger i Moskva mellem militære repræsentanter for de tre lande, med henblik på en konkret samordning af deres væbnede styrkers aktivitet. Både England og Frankrig gav tilsagn om at deltage. Bag kulisserne var det engelske diplomati imidlertid begyndt at forhandle med tyskerne om en løsning af alle stridsspørgsmål gennem en opdeling i interessesfærer mellem de to lande. Blandt andet kan nævnes, at der i midten af juli førtes forhandlinger mellem en højtstående tysk regeringsembedsmand Helmuth Wohlthat, Englands minister for udenrigshandel Robert Hudson og den engelske regerings økonomiske chefrådgiver Horacius Wilson. Den engelske part lod forstå, at dens mål var bredest tænkelig enighed mellem England og Tyskland i alle vigtige spørgsmål. England tilbød oven i købet en ikke-angrebspagt mellem de to lande, hvilket ville frigøre England fra dets forpligtelser over for Polen. Den tyske repræsentant blev klart informeret om, at Chamberlain ville godkende et sådant forhandlingsresultat. Først adskillige år senere fik offentligheden kendskab til de dokumenter, der afslørede den engelske regerings svigefulde dobbeltspil. Vestmagternes holdning var ikke desto mindre tydelig allerede i foråret og sommeren 1939. Situationen krævede øjeblikkelige modforholdsregler, men London og Paris trak uanfægtet forhandlingerne i langdrag. Fra Sovjetunionens forslag om militære forhandlinger og til de engelske og franske militærdelegationers ankomst til Moskva gik der 19 dage. Sovjetunionens daværende ambassadør i London, I. M. Majskij beskrev senere en samtale, han havde med den engelske delegationsleder, admiral Drax: Majskij: Kan De sige, hvornår De flyver til Moskva, hr. admiral ? Drax: Det er endnu ikke helt afgjort, men en af de nærmeste dage. Majskij: De flyver vel ? Drax: Åh nej. Begge delegationer med følge tæller omkrig 40 personer. Og bagagen er omfangsrig... At tage flyveren bliver ikke behageligt. Majkij: De kunne måske rejse til Sovjetunionen på en af Deres hurtiggående krydsere ? Drax: Nej, krydseren egner sig heller ikke. I så fald skulle vi sætte en snes af de ombordværende officerer ud af deres kahytter for selv at få plads. Hvorfor skal man gøre livet surt for folk ? Englænderne og franskmændene afrejste fra London med passagerskib og ankom til Leningrad efter en uges tid.

Den 12. august kunne forhandlingerne omsider begynde i Moskva. Men overraskelsernes tid var ikke forbi. Det viste sig, at englænderne ikke havde bemyndigelse til at føre forhandlinger og undertegne aftaler. Englands og Frankrigs useriøse holdning til disse forhandlinger fremgik også af, at ingen af delegationerne talte virkelig højtstående officerer. Drax, den engelske delegationsleder, var pensioneret admiral, og heller ikke den franske delegationsleder, general Doumenc, hørte til i de øverste militære kredse. Sovjetregeringen havde sammensat sin delegation på højeste niveau. Delegationsleder var forsvarsminister. marskal Vorosjilov og med ham deltog chefen for generalstaben, marineministeren og den øverstbefalende for luftvåbenet. Sovjetunionen havde ikke fælles grænse med Tyskland. Følgelig kunne den kun tage effektiv del i afvisningen af et tysk angreb, hvis Englands og Frankrigs allierede - Polen og Rumænien - tillod sovjetiske styrker at passere deres territorium. Men hverken englænderne eller franskmændene gjorde det mindste for at få den polske og den rumænske regerings samtykke hertil. Forhandlingerne blev bevidst saboteret og trukket i langdrag af de engelske og franske delegationer. Sovjetregeringen havde al mulig grund til at frygte et nyt München, denne gang imod Sovjetunionen. Det var indlysende, at England og Frankrig, der havde indgået op til flere aftaler med Hitler i årene 1935-1938, kunne gøre det igen og skabe en enhedsfront vendt mod den socialistiske stat. Krigen kunne bryde løs hvad øjeblik det skulle være. I det Fjerne Østen var sovjetiske styrker allerede involveret i kampe mod japanske tropper. I maj 1939 blev den Mongolske Folkerepublik invaderet af en stor japansk hærstyrke. Sovjetunionen reagerede prompte, i overensstemmelse med den sovjetisk-mongolske protokol om gensidig bistand (1936), og sendte hjælp til Mongoliet. Det lykkedes de to hære i fællesskab at omringe de japanske tropper. som ved udgangen af august blev totalt knust. Kamphandlingernes omfang fremgår blandt andet af, at der i dagene 20. til 31. august blev nedskudt 204 japanske krigsfly. Måske var det kun et spørgsmål om dage, før Sovjetunionen så sig i krig på to fronter. I den situation kunne landet ikke regne med hjælp fra nogen side. Til det allersidste regnede vestmagtregeringerne med, at Hitler-Tysklands første krigshandling ville være rettet mod Sovjetunionen. England, Frankrig og de Forenede Stater kunne i så tilfælde opretholde en venteposition og træde ind i krigen med friske styrker på et for dem passende tidspunkt, hvor de udmattede lande kunne underkastes diktat. Et sådant begivenhedsforløb kunne ikke udelukkes. Sovjetregeringens primære opgave bestod derfor i, at skærme landet mod denne fare og beskytte dets socialistiske landvindinger. Siden maj 1939 havde den tyske regering gentagne gange forsøgt at skyde en kile ind mellem Sovjetunionen og dens forhandlingspartnere. Ikke desto mindre fortsatte det sovjetiske diplomati i fire måneder sit arbejde på at tilvejebringe en sluttet blok af stater mod Hitler-Tyskland. Først under rnilitærforhandlingerne i august, da det blev endegyldigt klart, at England og Frankrig ikke agtede at undertegne nogen hæderlig aftale og der opstod en reel trussel om isolation og måske endda tofrontskrig - i Europa og det Fjerne Østen - først da begyndte Sovjetunionen at søge nye veje. I en situation, hvor forhandlingerne med England og Frankrig mislykkedes, fandt sovjetregeringen det på sin plads at tage imod Tysklands tilbud om en ikke-angrebspagt. Den blev undertegnet den 23. august 1939. Hermed var München-politikken ude af billedet. For sovjetregeringen var en ikke-angrebspagt med Hitler-Tyskland ikke den mest ønskværdige løsning, men på grund af Englands og Frankrigs politik var det den eneste tilbageværende vej ud af den vanskelige og farlige situation, der var opstået midt på sommeren 1939. Med Hitler-Tysklands overfald på Polen var den anden verdenskrig begyndt. Efter dette kunne Englands og Frankrigs regeringer ikke nøjes med at se til. Den tyske ambassadør i London, Herbert Dirksen, lod sin regering meddele følgende: »Den principielle forskel mellem den engelske stemning i foråret 1938 og nu er som følger: dengang ville den store masse ikke slås og var passiv; nu har den overtaget initiativet fra regeringen og skubber kabinettet fremad«. Eng1ands og Frankrigs statsledere var selv klar over, at de med deres indrømmelser til aggressoren havde nået grænsen. Det, der stod på spil nu for disse lande, var deres position som stormagter og deres enorme koloniimperiers fremtid. Nye indrømmelser kunne slet ikke komme på tale. Den 3. september erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland. Krigen begyndte således mellem de vestlige lande selv, mens Sovjetunionen for en tid holdt sig på afstand.

Anden verdenskrig begyndte på en noget anden måde, end de herskende kredse i England, Frankrig og USA havde tænkt sig. De havde regnet med et første slag mellem Hitler-Tyskland og Sovjetunionen i efteråret 1939. Det skete ikke. Hovedårsagen var de voldsomt tilspidsede modsætninger mellem storfinansgrupperne i de imperialistiske stater på afsætnings- og råstofmarkedet Og om nye territorier. Desuden frygtede nazisterne, at de endnu ikke havde tilstrækkelige militære og økonomiske ressourcer til at knuse Sovjetunionen og den sovjetiske hær. Verdenskrigen begyndte ikke efter den drejebog, London og Paris havde skrevet, da sovjetregeringen i tide gennemskuede deres planer - at dirigere den fascistiske ekspansion mod øst - og som modtræk indgik en ikke-angrebspagt med Tyskland. De tyske hære rykkede østpå gennem Polen i hurtigt tempo. Den polske hær og befolkning rejste Sig- til modstand. Men styrkeforholdet var ulige. I midten af september var den polske stat knust, og den 16. september flygtede regeringen til Bukarest. Sovjetunionen besluttede at yde beskyttelse til ukrainerne og hviderusserne i det østlige Polen. Den september gik sovjetiske tropper ind i Polen og satte dermed en grænse for tyskernes fremrykning. De befriede områder sluttede sig sammen med henholdsvis Sovjetukraine og Sovjethviderusland. Sovjetstyrkerne standsede ved den såkaldte Curzonlinje (eller en smule længere mod vest), som Ententens ledelse i 1919 havde foreslået skulle danne Polens østgrænse. Den 12. juli 1920 opfordrede den engelske udenrigsminister Lord Curzon Sovjetrusland til at anerkende denne grænsedragning og slutte fred med Polen (som var den angribende part i krigen). Den polske regering troede sig sikker på at vinde krigen og afviste vestmagternes grænseforslag. Herefter var Sovjetrusland tvunget til at acceptere en grænse, der gik endnu østligere end Curzonlinjen og som betød, at millioner af ukrainere og hviderussere kom under polsk overherredømme. Ved slutningen af anden verdenskrig bestemte lederne af USA, England og Sovjetunionen, at den oprindelige Curzonlinje skulle danne Polens østgrænse. Den 16. august 19-15 indgik Sovjetunionen og Polen en aftale, hvorefter Curzonlinjen blev definitivt godkendt af begge parter, med mindre justeringer i Polens favør. Sovjetstyrkerne fortsatte deres fremrykning med yderligere 200-300 kilometer og forskubbede således det strategiske punkt, hvorfra Hitler-styrkerne kunne angribe vitale områder i Sovjetunionen. Krigen omfattede nu næsten hele Europa, og sovjetregeringen måtte iværksætte hasteforanstaltninger til beskyttelse af landets vestgrænse. Lederne af de baltiske stater - Estland, Letland og Litauen samt Finland - indtog en yderst anti-sovjetisk holdning. Den finske regering havde igangsat et stort militært byggeri ved grænsen til Sovjetunionen, blot 32 kilometer fra Leningrad. Det er et ikke uinteressant historisk faktum, at både Finland og de baltiske lande fik hjælp fra begge de krigsførende parter til anlæggelsen af brohoveder ved deres grænse til Sovjetunionen. Krigsmateriel og rådgivere blev sendt dertil fra Tyskland såvel som fra England og Frankrig. I september 1939 foreslog sovjetregeringen de tre baltiske lande at slutte aftale med Sovjetunionen om gensidig hjælp. Forhandlingerne stod på fra sidst i september til først i oktober og sluttede positivt. Herefter forpligtede parterne sig til at yde hinanden hjælp, indbefattet militær bistand, i tilfælde af direkte angreb eller trusler herom fra en hvilken som helst europæisk stormagt. Sovjetunionen fik desuden tilladelse til at anlægge flådebaser og militære lufthavne i Estland og Letland; i Litauen fik Sovjetunionen ret til at stationere infanteri og luftbårne styrker på nærmere fastsatte steder. I henhold til aftalen med Litauen afstod Sovjetunionen fra Litauens gamle hovedstad Vilnius med opland, som var blevet erobret af polske styrker i 1920 og befriet af sovjethæren i september 1939.

Allerede i april 1939 havde den sovjetiske regering tilbudt Finland forhandlinger om en gensidig bistandspagt. Den finske regering afviste forslaget. Efter krigsudbruddet i Europa blev situationen for Leningrad og dermed for Sovjetunionen endnu mere faretruende. I betragtning af, at den finske regerings holdning til Sovjetunionen havde været yderst fjendtlig lige så længe de to stater havde eksisteret, var sovjetregeringens bekymring for Leningrads skæbne og over den finske regerings opførsel forståelig nok. »Hvis vi nu efter to årtier prøver at sætte os i Sovjetunionens sted, så kan vi i lyset af Hitlers angreb på Sovjetunionen i 1941 også forstå, hvilken bekymring Sovjetunionen uvægerlig måtte nære for sin sikkerhed sidst i 1930’rne«. Sådan sagde Finlands præsident Urho Kekkonen i 1964. På sovjetisk initiativ blev der i Moskva indledt forhandlinger med Finland den 11. oktober. Her gentog den sovjetiske regering sit forslag om en sovjetisk-finsk bistandstraktat. Da forslaget atter blev afvist, foreslog Sovjetunionen, at grænsen på det Karelske Næs blev rykket 20-30 kilometer væk fra Leningrad, ind i Finland, og at Finland afstod en del af halvøerne Rybatjij og Srednij til Sovjetunionen. Som erstatning ville Finland blive overdraget et dobbelt så stort areal af sovjetisk Karelen. Af hensyn til Leningrads sikkerhed fra søsiden forsøgte Sovjetunionen at opnå den finske regerings samtykke til at placere en flådebase ved den nordlige indsejling til Finske Bugt. De europæiske stormagter havde imidlertid lagt så stærkt pres på Finland og givet det så mange løfter, at de finske ledere afviste de ellers moderate og rimelige forslag fra Sovjetunionen. Forhandlingssamrnenbruddet blev i Finland fulgt op af en voldsom anti-sovjetisk kampagne; det kom til episoder ved den finsk-sovjetiske grænse. Sovjetregeringen erklærede, at den ikke nærede ønske om at blæse dem op, men blot ville ét: at de ikke gentog sig fremover. Af samme grund foreslog Sovjetunionen, at Finlands tropper blev trukket 25 kilometer tilbage fra grænsen på det Karelske Næs, hvorved fremtidige provokationer kunne undgås. Finlands repræsentant ved forhandlingerne og landets senere præsident, Juho Kusti Paasikivi, kaldte det sovjetiske forslag »behersket og moderate« og mente, at det burde antages. Den finske regering foreslog da, at man indledte forhandlinger om en gensidig troppetilbagetrækning. For Sovjetunionen var der imidlertid et alvorligt »men« ved dette forslag. Det indebar nemlig, at Leningrad ville blive lagt åben, og kunne kun tolkes derhen, at det tyskvenlige Finland agtede at holde Leningrad under direkte militært pres. Den finske regering var fremdeles totalt afvisende over for Sovjetunionens forslag og afbrød forhandlingerne. Forholdet mellem de to lande blev hurtigt dårligere og dårligere. Den 30. november 1939 brød den militære konflikt ud i lys lue, og samme dag erklærede den finske regering Sovjetunionen krig. På vestfronten var krigen inde i en sælsom fase. Denne fase i anden verdenskrig (fra september 1939 til april 1940) kendetegnedes ved militær stilstand i Vesteuropa, men var ikke tilfældig. Årsagen til begge parters tilsyneladende mangel på handling var først og fremmest den, at lederne af de imperialistiske magter ikke havde opgivet håbet om at komme overens på Sovjetunionens bekostning. Denne fase var i virkeligheden en fortsættelse af Münchenpolitikken og sluttede først i april-maj 1940, da nazistiske tropper besatte Danmark, Norge, Holland, Belgien, Luxembourg og dele af Frankrig. Efter krigsudbruddet forholdt England og Frankrig sig stort set passive. Til gengæld udviste begge lande en vældig aktivitet i forbindelse med krigen mellem det tyskvenlige Finland og Sovjetunionen. Finland blev bevilget en militær bistand på 280 kampfly, 686 kanoner, hundredtusinder af granater og forskelligt militærudstyr. I midten af marts skulle et engelsk-fransk ekspeditionskorps på 150.000 mand have været dirigeret til Finland. På konfliktens 12. dag havde den amerikanske regering bevilget Finland et kæmpelån. Den 30. december 1939 spåede New York Times, at den sovjetisk-finske krig »meget vel kan føre til oprettelsen af en samlet front mod Sovjetunionen«. Det skete ikke. Sovjethæren gennembrød de finske fæstninger, og vejen til Helsinki lå åben. Den sovjetiske regering havde imidlertid ikke til hensigt at besætte Finland eller påtvinge det urimelige fredsbetingelser. De to lande indgik en fredsaftale den 12. marts 1940, hvorefter grænsen blev rykket de tidligere omtalte 20-30 kilometer ind i Finland på det Karelske Næs og enkelte andre steder. Hermed havde Sovjetunionen øget sikkerheden for Leningrad, Murmansk og jernbanen mellem de to byer. På Hangø ved indsejlingen til den Finske Bugt fik Sovjetunionen mulighed for at anlægge en flådebase, idet Hangø blev afstået til Sovjetunionen for en periode af 30 år mod en årlig afgift på otte millioner finske mark. I fredsaftalen hed det for øvrigt: »Begge aftaleparter forpligter sig til gensidigt at afstå fra noget angreb på den anden part og ikke slutte nogen alliancer eller deltage i koalitioner rettet mod den anden part i aftalen.«

På dette tidspunkt var situationen i Europa alvorligt forværret. I april 1940 blev Danmark og Norge besat. Hermed var Sverige i overhængende fare. I en særlig erklæring af 13. april til den tyske ambassadør i Moskva, von Schulenburg, påpegede sovjetregeringen, at Sovjetunionen havde interesse i, at Sveriges neutralitet ikke blev krænket. Tyskland havde på det tidspunkt ingen fordel af at skærpe forholdet til Sovjetunionen og fulgte advarslen. Den 9. maj trængte tyske tropper ind i Holland, Belgien og Luxembourg, som blev besat på et par dage, hvorefter tyskerne kunne rykke uden om Maginotlinjen, den franske forsvarsfæstning, og den 21. maj nå frem til Kanalkysten. Den 10. juni, 4 dage før Paris’ fald, indtrådte Italien i krigen på Tysklands side. På bare fem uger var stormagten Frankrig blevet knust og kapitulerede. Resterne af et engelsk ekspeditionskorps nåede at redde sig hjem via Dunkerque. Så godt som hele det centrale og vestlige Europa var nu besat af Hitler-Tyskland. 220 millioner mennesker var under direkte tysk og italiensk kontrol i sommeren 1940. De besatte områders ressourcer skulle nu tjene den tyske krigsmaskine. Frankrigs nederlag og vestfrontens opløsning skabte nye farer for et tysk angreb i det østlige Europa. Den sovjetiske regering måtte træffe alle tænkelige forholdsregler til styrkelse af landets forsvar. Regeringerne i de baltiske lande havde som bekendt sluttet aftaler med Sovjetunionen om gensidig hjælp, men - viste det sig - spillede politisk dobbeltspil. I december 1939 og i marts 1940 afholdtes en række hemmelige møder om militære spørgsmål mellem repræsentanter for de tre baltiske landes regeringer. Sovjetregeringen fik kendskab til, at initiativtagerne til den såkaldte baltiske Entente (en militær union, de tre lande havde dannet - efter aftalerne med Sovjetunionen) stræbte efter at få Finland med. Dertil kom, at regeringerne i alle tre lande havde intensiveret deres i forvejen tætte kontakter med Hitler-Tyskland. De små sovjetiske garnisoner, der i overensstemmelse med de respektive aftaler om gensidig hjælp var stationeret i Estland, Letland og Litauen, befandt sig i en svær situation. I Litauen alene var der i maj 1940 op til flere tilfælde af bortførelser og mord på sovjetiske militærpersoner. Sovjetiske soldater, som det lykkedes at flygte, kunne berette om forhør, hvor de blev truet med henrettelse, om sultetortur o.lign.. Litauere, der arbejdede på de sovjetiske militæranlæg, blev chikaneret, arresteret og forvist. Alt dette skete samtidig med, at Sovjetunionen førte en overordentlig forsigtig og imødekommende politik over for de tre lande og opfyldte sine aftaleforpligtelser til punkt og prikke. I sovjetiske regeringsnoter af 14. og 16. juni 1940 blev det påpeget, at de siddende regeringer i Estland, Letland og Litauen ikke optrådte ærligt med hensyn til realiseringen af aftalerne om gensidig hjælp. Som et første skridt mente sovjetregeringen det bydende nødvendigt, at sovjetiske troppeenheder fik uhindret adgang til de baltiske lande. Disse enheder skulle da stationeres på livsvigtige, forud aftalte punkter i de tre lande. Formålet var at sikre, at aftalerne om gensidig hjælp blev efterlevet og at forebygge nye provokationer mod sovjetiske garnisoner. De tre regeringer accepterede Sovjetunionens krav. De herskende kredse i Estland, Letland og Litauen agtede imidlertid ikke at lægge den politiske linje om, men blot foretage en mindre personudskiftning. Men nu gik den brede befolkning i alle tre lande ind i sagen. Arbejderklassen i Estland, Letland og Litauen havde ikke glemt, hvordan landenes regeringer var blevet væltet i 1918-1919 ved hjælp af vestmagternes tropper. I mere end 20 år havde de bedste, modigste og mest bevidste arbejdere som medlemmer af det kommunistiske parti kæmpet over og under jorden for at samle alle demokratiske kræfter til kamp mod det borgerlige diktatur og genindførelse af rådsmagten, af sovjetstyret. Og i maj 1940 var handlingen₅ time kommet. I Riga, Tallinn, Kaunas, Vilnius, i alle de store industribyer fyldtes gaderne med tusindtallige demonstrerende fra arbejdspladserne. Arbejderne befriede de politiske fanger, oprettede væbnede grupper, indtog regeringsbygningerne. Overalt sås spontan forbrødring med sovjetiske soldater. Ministrene og de øverste embedsmænd gjorde sig usynlige. Der var opstået en ny situation i Estland, Letland og Litauen; i juli måned blev der afholdt valg til nationalforsamlingerne i de tre lande. Valgresultaterne betød, at det nu var arbejdere, landarbejdere, skolelærere, aktivister fra den revolutionære undergrundsbevægelse, ofte gårsdagens politiske fanger, der rykkede ind i parlamenterne. Alle tre parlamenter proklamerede rådsmagt og besluttede at søge om optagelse i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. I de samme dage afgjordes spørgsmålet om Bessarabien, som Rumænien med magt havde annekteret fra Sovjetrusland i 1918. Sovjetregeringen opnåede at lade retfærdigheden ske fyldest ad fredelig vej. Den rumænske regering indvilligede i at tilbagegive Bessarabien og overdrage Sovjetunionen det nordlige Bukovina, som fortrinsvis var beboet af ukrainere. Alt i alt betød det, at. Sovjetunionens grænse blev rykket mod vest. Det var også frygten for »ubelejligede« sammenstød med Sovjetunionen, der afholdt Hitler fra at invadere de britiske øer. Den tyske general von Tippelskirch skriver direkte: »Med en så farlig nabo i nakken mente han (Hitler) ikke at kunne indlade sig på et afgørende slag med England.«

I sommeren 1940 satte Hitler sit navn under et direktiv om forberedelse af angrebet på Sovjetunionen. Til konsolidering af de fascistiske landes stridskræfter indgik Tyskland, Italien og Japan en tremagtsaftale i Berlin i september samme år. At den tyske aggression svingede mod sydøst og øst og rykkede ind på Sovjetunionen blev åbenlyst straks efter Frankrigs fald. I oktober 1940 invaderede Hitler-styrkerne Rumænien. I Berlin og Donau-landenes hovedstæder førtes intensive forhandlinger om Ungarns, Slovakiets og Rumæniens tilslutning til tremagtsaftalen. Ungarn, Slovakiet og Rumænien underskrev aftalen i november 1940. Sovjetregeringen forsøgte at indhente oplysninger om de tyske lederes videre planer og hindre en udvidelse af aggressionen på Balkan. Med dette for øje førte Sovjetunionens udenrigsminister Molotov i midten af november to dages samtale i Berlin med lederne af Hitler-Tyskland. For Sovjetunionen gjaldt det om at hindre en udvidelse af verdenskrigen. Den 17. januar 1941 meddelte sovjetregeringen den tyske ambassadør i Moskva, at Sovjetunionen betragtede det østlige Balkan som sovjetisk sikkerhedszone og derfor ikke kunne forholde sig passiv til begivenheder, der bragte denne sikkerhed i fare. Da Bulgarien gav officielt samtykke til at modtage tyske tropper, erklærede sovjetregeringen sin negative holdning til dette skridt og understregede, at en sådan indstilling hos den bulgarske regering ikke ville »styrke freden, men udvide krigens sfære... « I marts 1941 bekendtgjorde Moskva, at dersom Tyrkiet blev udsat for angreb, kunne det »regne med Sovjetunionens fulde forståelse og neutralitet«. Da faren for et tysk angreb på Jugoslavien var overhængende, erklærede Sovjetunionen det sin støtte, og den 5. april 1941, et døgn før de tyske tropper invaderede Jugoslavien, sluttede de to lande en venskabs- og ikke-angrebspagt. Sovjetunionen fordømte på det skarpeste Ungarn for dets medvirken i angrebet på Jugoslavien. Trods alle Sovjetunionens bestræbelser på at dæmme op for krigen i Europa, fortsatte Hitler-Tyskland med at udvide aggressionen. Efter at have besat Jugoslavien trængte tyske tropper ind i Grækenland og nåede efter hårde kampe frem til dets sydlige kyster. Nu var så godt som hele det kontinentale Europa under Tysklands og dets allieredes kontrol. Undtagelsen var Sovjetunionen og enkelte mindre lande. De tyske tropper på Balkan blev dirigeret til grænsen til Sovjetunionen. Et af de store resultater for sovjetisk udenrigspolitik i den periode var indgåelsen af neutralitetspagten (april 1941) med Japan. Hermed kunne Sovjetunionen føle sig nogenlunde sikret mod et koordineret angreb fra øst og vest. Men selve krigen, deri blodigste og hårdeste krig i Ruslands historie, rykkede nærmere og nærmere.

Den 22. juni 1941 angreb det fascistiske Tyskland Sovjetunionen uden krigserklæring. Samtidig gik også Italien, Finland, Rumænien og Ungarn ind i krigen. Tyskland og dets allierede kastede 190 divisioner, 3500 kampvogne og over 3900 kampfly ind mod Sovjetunionen. Hitler-Tysklands formål var at knuse det socialistiske land, gøre det til fascistisk lydstat, erobre dets ressourcer og derefter skride til erobring af verdensherredømmet. Den tyske ledelse havde i forvejen udviklet planer om udryddelse af en stor del af befolkningen i Sovjetunionen. Bestemte områder skulle koloniseres og millioner af arbejdsduelige sovjetborgere sendes til Tyskland for at arbejde i krigsindustrien, bygge fæstningsværker og sikre landbrugsproduktionen. Det sovjetiske folk var klar over, at det i denne krig drejede sig om dets fortsatte eksistens, om den socialistiske revolutions skæbne, om liv eller død for alt det, der var skabt med blod, sved og tårer siden 1917. I denne kamp udviste den sovjetiske befolkning enestående fasthed, viljestyrke og heltemod. I begyndelsen udviklede krigen sig særdeles ugunstigt for Sovjetunionen. Trods indædt modstand fra sovjetiske troppegarnisoner ved vestgrænsen og længere inde i landet, rykkede Hitlerstyrkerne ind på Moskva og Leningrad. Hvordan kunne det ske ? En af årsagerne til den så kritiske situation lå i, at den tyske overkommando udnyttede alle fordele ved et overraskelsesangreb. Den sovjetiske ledelse var nok klar over, at Tyskland planlagde et angreb på Sovjetunionen. Men Stalin var overbevist om, at Hitler ikke ville vove et angreb, så længe han ikke havde slået England og opløst vestfronten, ud fra den betragtning, at de nazistiske ledere nødig ville føre krig på to fronter. De informationer, Moskva havde om tyske troppekoncentrationer ved grænsen til Sovjetunionen og sågar om de mulige datoer for et angreb, blev derfor ikke analyseret med den fornødne opmærksomhed. De blev anset for at være vildledende eller endda betragtet som provokationer med det formål at udløse krig mellem Sovjetunionen og Tyskland så hurtigt som muligt. Og uanset Sovjetunionens intense udbygning af landets forsvar kom angrebet den 22. juni som et lyn fra klar himmel. Overraskelsesmomentet og overlegenheden i teknik betød, at Hitlers hære i starten havde overtaget og tilsyneladende var uovervindelige i deres fremrykning mod Sovjetunionens hjerte, Moskva og Leningrad. Sovjetunionens indtræden i krigen medførte nye opgaver for sovjetisk udenrigspolitik og sovjetisk diplomati. Nu var det blevet tvingende nødvendigt at få rejst en solid koalition mod de fascistiske magter. Sovjetdiplomatiet skulle arbejde for, at de stater, som ikke var indtrådt i krigen mod Sovjetunionen, forholdt sig passive. Det drejede sig om lande som Japan, Tyrkiet og Iran. Dernæst var det vigtigt at udnytte de indre modsætninger mellem Tysklands allierede for at svække Hitler-blokken. Og sidst, men ikke mindst skulle Sovjetunionen fortsat yde hjælp til de folk i Europa. der trællede for fascisterne. I sovjetregeringens deklaration på de allieredes konference i London september 1941 hed det, at »som følge af den totale og endegyldige sejr over hitlerismen vil grundlaget blive lagt for rigtige relationer af internationalt samarbejde og venskab, i overensstemmelse med de frihedselskende folks ønsker og idealer«. For alle nationer i anti-Hitlerkoalitionen var der tale om en retfærdig befrielseskrig. Efter Japans angreb på Pearl Harbor den 6. december 1941 og Tysklands krigserklæring mod USA trådte også USA ind i koalitionen. Men samtidig må det ikke glemmes, at de herskende kredse i USA og England forfulgte andre mål end Sovjetunionen. På den ene side ønskede de at svække Tyskland, som var deres rival og konkurrent. På den anden side havde de ingen interesse i at fjerne de reaktionære høj rekræfter i Tyskland, som havde trukket landet ud i krig. Deres egentlige mål var at nå frem til krigsafslutningen uden selv at være svækket, men med enorm styrke i militær, økonomisk og finansiel henseende og derpå sikre sig altdominerende international overlegenhed. Deres håb var også, at den krigshærgede socialistiske stat ville blive afhængig af økonomisk bistand fra England og USA. Hitler havde koncentreret størstedelen af sine væbnede styrker på den tysk-russiske front. Østfronten blev udslaggivende i anden verdenskrig. Allerede den 22. juni 1941 erklærede den engelske premierminister Winston Churchill i en radiotale, at i krigen mod Tyskland ville England stå Sovjetunionen bi. Næste dag fremsatte USA’s præsident Roosevelt en lignende erklæring. Den 12. juli 1941 undertegnedes »Aftale mellem USSR’s og Englands regeringer om fælles optræden i krigen mod Tyskland«. I august 1941 blev der på engelsk initiativ stationeret engelske og sovjetiske tropper i Iran. Dette skridt måtte tages for at hindre de fascistiske magter i at bruge Iran som opmarchområde i krigen og sikre fast kommunikation mellem Sovjetunionen og England via Iran og den Persiske Golf. Den 1. januar 1942 undertegnedes en erklæring, som indtager en særlig plads i anti-Hitlerkoalitionens historie. Repræsentanter for 26 lande (bl.a. Sovjetunionen, USA, England og Kina), også kaldet de Forenede Nationer, påtog sig den forpligtelse at bruge alle ressourcer, militære som økonomiske, mod de medlemmer af den fascistiske blok, som det pågældende land var i krig med. Samtlige medunderskrivere forpligtede sig til ikke at slutte nogen separat våbenhvile eller fred med fjenden. Den 26. maj 1942 undertegnedes en engelsk-sovjetisk pagt mod Hitler-Tyskland og dets allierede i Europa og om samarbejde efter krigen. Denne pagt befæstede både den alliance, som i realiteten allerede fandtes mellem de to lande, og deres intentioner om at fortsætte samarbejdet, når krigen var slut. To uger senere blev der i Washington sluttet aftale »Om principperne for gensidig hjælp i bekæmpelse af aggression«. USA gav tilsagn om at. levere Sovjetunionen forskellige varer efter lend-lease princippet, mens Sovjetunionen forsynede USA med råvarer til militærindustrien, serviceydelser og militære informationer. Også denne aftale indeholdt en bestemmelse om fortsat samarbejde mellem de to stater efter krigen. Denne anti-fascistiske koalition mellem USA, England og Sovjetunionen fik efterhånden tilslutning fra et stort antal lande verden over. Churchill havde følgende at sige om dette samarbejde: »Det forhold, at Rusland er en kommunistisk stat og at Storbritannien og USA ikke er sådanne stater og heller ikke agter at blive det, er ingen hindring for, at vi kan opstille en god plan til sikring af vor gensidige sikkerhed og af vore legitime interesser.« Sovjetarmeens sejr i slaget om Moskva i december 1941 fik betydelig indflydelse på den internationale situation og på stillingen i anti-Hitlerkoalitionen. Inden da havde vestmagterne været overbeviste om, at Sovjetunionen måtte og ville tabe til Tyskland, og at nederlaget var nært forestående. Ud fra denne betragtning undlod USA og England i flere måneder at sende Sovjetunionen nogen hjælp af betydning. Først da fascisternes nederlag ved Moskva var en fuldbyrdet kendsgerning, kom der mere gang i de engelske og amerikanske militære leverancer til Sovjetunionen. Men heller ikke dengang efterlevede vestmagterne deres forpligtelser fuldt ud. I perioden fra oktober 1941 til juni 1942 leverede USA for eksempel kun 29,7 pct. af de lovede bombefly, 30,9 pct. af jagerflyene, 32,3 pct. af kampvognene, 19,4 pct. af lastbilerne osv. Og ofte var der tale om forældede, udrangerede rustninger. Under hele den tyske offensiv mod Stalingrad i juli-august 1942 sendte England ikke et eneste fly til Sovjetunionen. Ikke desto mindre bidrog anti-Hitlerkoalitionen til at skabe en bred kampfront mod fascisterne og anspore modstandsbevægelserne i Europa, der talte titusinder af retskafne mennesker fra så at sige alle samfundslag.

De reaktionære kredses forhåbninger om, at Tyskland ville udradere Sovjetunionen, slog fejl. Også visse kredse i de lande, anti-Hitlerkoalitionen omfattede, udpønsede planer om at opretholde »neutralitet« i Tysklands krig mod Sovjetunionen, for at de to lande kunne slide hinanden op. Især var USA’s senere præsident, daværende senator Harry Truman temmelig åbenmundet i sine udtalelser sommeren 1941: »Hvis vi ser, at Tyskland er ved at vinde, bør vi hjælpe Rusland, og hvis Rusland vinder, bør vi hjælpe Tyskland, og på den måde lade dem dræbe flest muligt.« Trumans synspunkter blev selvfølgelig ikke delt af alle; ikke desto mindre skinnede uviljen mod Sovjetunionen stedse igennem hos de ledende kredse i Vesten. De forskellige bevæggrunde til krigen og til dels også anti-sovjetismen kunne navnlig spores i forhalingen af det mest prekære spørgsmål i de allieredes krigsførelse, nemlig spørgsmålet om den anden front i Europa. I sommeren 1942 havde USA og England forpligtet sig til at åbne den anden front allerede inden årets udgang. Situationen på den tysk-sovjetiske front var mere end spændt; Hitler-styrkerne iværksatte en storstilet offensiv mod syd og nåede frem til Volga. Ingen havde hindret dem i at overføre stadig nye divisioner fra Vesteuropa til østfronten. Det var her, den anden verdenskrig blev afgjort. Alligevel meddelte Churchill i juli og august 1942 i telegrammer til Stalin, at åbningen af den anden front var udsat til 1943. Det betød med andre ord, at de kræfter, der ønskede alle krigens byrder lagt over på Sovjetunionen og helst så Sovjetunionen knust under vægten, havde fået overtaget i USA’s og Englands herskende kredse, for at dé kunne gå ind og afslutte krigen med friske styrker og diktere de øvrige, krigsplagede lande deres vilje - såvel den fjende andre havde besejret for dem som den svækkede alliancepartner. Først kaldte man landsætningen af allierede tropper i det nordlige Afrika i august 1942 for den anden front, uden hensyn til at denne operation ikke flyttede en eneste tysk soldat eller kampvogn fra østfronten. Tværtimod. Fra november 1942 til april 1943 kunne de tyske fascister dirigere mere end 30 nye divisioner til østfronten. Churchill og hans meningsfæller gik endnu videre. Under topmødet i Casablanca mellem Roosevelt og Churchill i januar 1943 fastholdt Churchill, at der heller ikke i 1943 skulle åbnes nogen anden front i Europa. Denne afgørelse blev holdt skjult for sovjetregeringen. I et budskab fra Churchill af 9. februar 1943 til Stalin hed det endda, at der ville blive iværksat en storstilet landgangsoperation i Frankrig i august eller september 1943.’ Der var tale om et klart løfte, som den sovjetiske militære ledelse naturligvis tog med ind i sin planlægning af årets videre operationer. Men heller ikke dette løfte blev holdt. På det engelsk-amerikanske topmøde i Washington i maj 1943 blev det besluttet at udskyde landgangen i Frankrig til foråret 1944. Trods ufatteligt hårde betingelser holdt sovjetarmeen stand ved Volga og kunne i november 1942 skride til modoffensiv. I slutningen af 1942 og starten af 1943 blev den enorme tyske 6. armé knust. Stalingradslaget havde uvurderlig international betydning. Hermed var der indtrådt en fundamental vending i verdenskrigens forløb. I et telegram af 5. februar 1943 skrev Roosevelt til Stalin: ... . det afgørende resultat, som alle amerikanere fejrer i dag, vil forblive et af de stolteste kapitler i denne krig, som folkene har forenet sig i mod nazismen og dens efterlignere.« Sovjetunionens næste store sejr blev vundet i Kurskbuen sommeren 1943 og stillede Hitler-hærene over for truslen om total udslettelse. Anti-Hitlerkoalitionens fremgange over hele linjen fik Hitlerkoalitionen til at bryde sammen. I juli 1943 faldt Mussolinis diktatur i Italien. Den anti-fascistiske modstandsbevægelse påførte de fascistiske styrker på italiensk territorium hårde tab. Sovjetarmeens sejre lettede de allieredes landgang på Sicilien i sommeren 1943. Få måneder efter stod de allieredes styrker i selve Italien, som hurtigt fik en anden regering. Den underskrev en erklæring om betingelsesløs kapitulation i september 1943, tilsluttede sig anti-Hitlerkoalitionen og erklærede Tyskland krig i oktober 1943.

For Sovjetunionen gjaldt det fortsat om at konsolidere og aktivisere anti-Hitlerkoalitionen, gøre ende på krigen snarest muligt og opstille fælles principper for verdens indretning efter krigen. I oktober 1943 mødtes Sovjetunionens, USA’s og Englands udenrigsministre i Moskva. Herfra proklamerede de, at de allierede ville kæmpe, indtil Tyskland og dets allierede havde kapituleret fuldstændigt og betingelsesløst. Samtidig pegede de på nødvendigheden af også efter krigen at gøre alt, hvad der stod i deres magt, for at underbygge freden og sikkerheden, blandt andet gennem en kommende international organisation, der skulle virke med netop dette formål. Det var på denne konference, at repræsentanter for USA og England første gang fremsatte tanken om en deling af Tyskland efter krigen. Den sovjetiske ledelse mente, at af hensyn til Europas fremtid, Tysklands naboer og det tyske folk måtte der opretholdes et samlet Tyskland, opbygget på demokratiske principper. Moskvakonferencen vedtog en særlig erklæring om Italien og Østrig og om Hitler-styrkernes ansvar for de bestialske forbrydelser, de havde begået. Over for Italien erklærede de allierede deres ønske om at indføre et demokratisk system i Italien, rykke fascismen op med rode og sikre frihed for alle anti-fascistiske, demokratiske kræfter. Angående Østrig erklærede konferencedeltagerne Tysklands voldelige indlemmelse af Østrig i 1938 for ugyldig og opfordrede det østrigske folk til at rejse sig mod den tyske fascisme. Ligeledes fremførte de deres ønske om at retsforfølge de fascistiske ledere, der bar ansvaret for Tysklands ugerninger i krigen. Konferencen besluttede endvidere, at der skulle afholdes et topmøde mellem USA, England og Sovjetunionen. Kort forinden havde Englands premierminister Churchill og USA’s præsident Roosevelt haft et møde i Cairo. Under forhandlingerne havde der vist sig divergerende opfattelser i spørgsmålet omkring åbningen af den anden front i Europa. Churchill foretrak at åbne den anden front på Balkan. For ham stod det allerede klart, at sovjethæren i nær fremtid ville føre krigen ind på tysk og tyskallieret territorium, og hans ønske var, at de engelsk-amerikanske tropper kom Sovjetunionen i forkøbet, rykkede ind i Balkanlandene og fik etableret en styreform dér, som passede Storbritannien. USA hældede mere til en landgang i Frankrig. Den 28. november 1943 indledtes så Teherankonferencen mellem regeringslederne for de tre stormagter. Det var det første topmøde mellem USA, England og Sovjetunionen. Også udenrigsministrene og højtstående militærpersoner deltog. Atter fremsatte Churchill sin plan om at invadere Balkan, men modstanden fra amerikansk og sovjetisk side tvang ham til at holde inde, og resultatet var en beslutning om at åbne den anden front i Europa på den franske kyst senest i maj måned 1944. Den amerikanske journalist Ralph Ingersoll udgav kort efter krigen en bog med titlen Top Secret, hvori han ironiserede over, at i henhold til det engelske og amerikanske projekt kunne åbningen af den anden front - hvis man skulle følge planen - kun finde sted, »hvis det ikke blæste for hårdt; hvis tidevandet var præcis som det skulle være; hvis månen stod præcis som den skulle; hvis vejrmeldingen på det specielle tidspunkt. hvor månen og tidevandet var præcis som de skulle være, også var præcis som den skulle være; hvis det tyske forsvar i mellemtiden - mellem planens nedfældelse på papir og dens udførelse - ikke var blevet forbedret. Og hvis det tyske luftvåben på samme tid var blevet (i høj grad) . . . materielt reduceret i kampstyrke«. i Og alle disse forbehold blev udtalt på et tidspunkt, da millioner af sovjetiske soldater kæmpede på liv og død mod de fascistiske erobrere, mens millioner og atter millioner af mennesker i Sovjetunionen, Frankrig, Polen, Danmark, Norge og mange andre lande led under fascistisk besættelse. Forhalingen af den anden front havde allerede da kostet millioner af europæere livet. På konferencen drøftedes også spørgsmålet om, hvordan efterkrigstidens Tyskland skulle se ud. Det afslørede stærkt delte meninger mellem Sovjetunionen og dens allierede. Til grund for USA’s og Englands planer lå tanken om en deling af Tyskland. Churchills plan gik ud på oprettelsen af en Donau-føderation, som efter hans opfattelse skulle dække Sydtyskland, Østrig og Ungarn. Sovjetunionen gik atter imod planerne om en deling af Tyskland og erklærede sig også som modstander af, at Østrigs og Ungarns uafhængighed skulle reduceres. Teherankonferencen afgjorde ikke disse spørgsmål, men lod dem hvile for senere drøftelse. Derimod blev der vedtaget en speciel erklæring om Iran og Polen. De allierede bekræftede endnu engang Irans suverænitet og territoriale integritet og besluttede at sende Iran hjælp. Ligeledes nåede man til aftale om de fremtidige polske grænser. Teherankonferencen demonstrerede atter det mulige i at løse stridsspørgsmål og problemer omkring forhandlingsbordet, trods forskelle i staternes samfundssystem og bevæggrunde. De allierede bekræftede deres ønske om at føre krigen til en sejrrig afslutning snarest muligt. Det er klart, at konferencen også afslørede modsætninger og divergenser mellem de allierede indbyrdes. Men det afgørende var deres enhed omkring det fælles mål - at besejre blokken af fascistiske stater. Og det var netop dette, som bestemte, at Teherankonferencen måtte krones med resultater.

Den militære situation, som den så ud på den tysk-sovjetiske front i første halvdel af 1944, levnede ingen tvivl om, at Sovjetunionen alene kunne knuse det fascistiske Tyskland og befri Europas folk. Modstandskampen i de tyskbesatte lande voksede dag for dag, med venstrekræfterne som den udfarende og organiserende kraft. Det var nervøsiteten over Sovjetunionens tiltagende indflydelse og popularitet i Europa, der omsider fik USA’s og Englands ledere til at åbne den anden front. Den 6. juni 1944 satte engelske og amerikanske tropper over Kanalen og gjorde landgang i det nordlige Frankrig. To måneder senere stod de allierede styrker allerede i Sydfrankrig. I sommeren 1944 blev Tyskland for første gang tvunget til at føre krig på to fronter. Men som hidtil var det Sovjetunionen, der var den udslaggivende kraft i krigen; Tyskland holdt over 250 divisioner på den tysk-sovjetiske front mod 75 på vestfronten. En anden vigtig politisk begivenhed i 1944 var indgåelsen af en fransk-sovjetisk aftale. I december rejste lederen af Frankrigs provisoriske regering, de Gaulle, og udenrigsministeren Georges Bidault til Moskva, hvor de efter forudgående forhandlinger undertegnede en aftale med Sovjetunionen om alliance, gensidig hjælp og samarbejde efter krigen. 1944 var også det år, da den fascistiske koalition brød sammen. I april var sovjetarmeen rykket ind i Rumænien. I august blev det fascistiske diktatur styrtet af de demokratiske kræfter i Rumænien anført af kommunisterne, og den 12. september indgik Rumænien og Sovjetunionen aftale om våbenhvile, hvorpå Rumænien tilsluttede sig anti-Hitlerkoalitionen. På samme tid sluttede også Finland våbenhvile og forpligtede sig til at afvæbne de tyske tropper, der befandt sig i Finland. Sovjetarmeens indtog i Bulgarien fik det fascistiske regime til at bryde sammen - folket rejste sig til opstand. Den 9. september 1944 erklærede den nye bulgarske regering Tyskland krig. I november indledte sovjethæren befrielsen af Ungarn. De patriotiske kræfter sammensatte en midlertidig national regering, som også sluttede våbenhvile med Sovjetunionen og erklærede Tyskland krig. I 1944 blev også store dele af Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien befriet. I de syd- og sydøsteuropæiske lande var der skabt betingelser, som kunne fremme tilbundsgående sociale og økonomiske omdannelser. Hovedopgaven for sovjetisk udenrigspolitik i 1945 var at tilvejebringe betingelserne for, at Hitler-Tyskland blev knust en gang for alle og at træffe foranstaltninger til sikring af varig fred i efterkrigstidens Europa. Sejren var nær, og spørgsmålet om, hvordan verden skulle se ud efter krigen, pressede på. De herskende kredse i Vesten havde gjort forsøg på at sabotere indførelsen af folkedemokratiske styreformer i de allerede befriede lande; derfor var opgaven for sovjetisk udenrigspolitik og diplomati at skærme disse lande mod en indblanding udefra i lighed med den, Sovjetrusland selv havde oplevet i sine første år. I januar 1945 indledte sovjetarmeen en storstilet offensiv, der resulterede i befrielsen af Polen, næsten hele Tjekkoslovakiet og en del af Tyskland. Sovjethæren rykkede mod Berlin.

På den tysk-sovjetiske front havde den tyske værnemagt 80 % af sine samlede tab. Fra den 22. juni 1941 til den 9. Maj 1945 blev der tilintetgjort, nedkæmpet eller tilfangetaget 607 fjendtlige divisioner eller tre og en halv gange så mange på den nordafrikanske, den italienske og den vesteuropæiske front tilsammen. Det skyldtes en imponerende indsats af de sovjetiske væbnede styrker. I syv ud af ni felttog og i 160 ud af 210 frontoperationer var det de sovjetiske styrker, der angreb. Men vejen til Berlin var lang. I 1418 døgn rasede kampene langs den 3.000-6.200 km. lange front og i de territorier, fjenden havde besat. Sejren kostede det sovjetiske folk dyrt: 9-10 menneskeliv i minuttet, 587-588 menneskeliv i timen og over 14.000 liv i døgnet. Tilsammen over 20 millioner sovjetborgere blev dræbt. Andre mener dog at det virkelige tal er 27 millioner menneskeliv ! 40 % af samtlige faldne i 2. Verdenskrig var sovjetborgere. Også Sovjetunionens materielle tab var store. Omregnet til amerikanske 1941-dollars udgør de 487 milliarder dollars. Fascismen forvandlede for en årrække en hel verdensdel til en jungle, hvor forbrydelse blev anerkendt som en bedrift, grusomhed som tapperhed, korruption som en dyd, forræderi som heltemod og grovhed som kultur. Menneskeheden har aldrig nogen sinde været sin undergang så nær. . . Fascismen var direkte affødt af verdensimperialismen, som gav den rig næring. Vestens ledende kredse så ikke blot roligt på, at nazisterne tilsidesatte det ene punkt efter det andet i Versailles Fredstraktaten af 1919, som forbød tysk genoprustning, men ydede også gavmildt finansiel og økonomisk hjælp til de tyske monopoler og deres marionet Hitler i genopbygningen af Tysklands rustningsindustri og i opbygningen af et stærkt luftvåben og en stærk krigsflåde. De så i nazismen en kraft, der efter deres mening var i stand til at knuse den revolutionære arbejderbevægelse i Tyskland og andre lande i Europa og til at tilintetgøre eller i det mindste svække verdens første socialistiske stat, Sovjetunionen. De italienske fascister og de japanske militarister optrådte som Tysklands forbundsfæller i dets bestræbelser for at få startet en verdenskrig. De sluttede sig sammen i en militærpolitisk blok, og under påskud af en opdigtet sovjetisk trussel og den »kommunistiske fare« begyndte de skridt for skridt at drage folkene ind i verdenskrigens edderkoppespind. I 1931 erobrede Japan Manchuriet, og i 1935 rykkede italienske tropper ind i Etiopien (Abessinien). Et år senere besatte Tyskland Rhinzonen, og derefter foretog det sammen med Italien en væbnet intervention i Spanien. Som følge af München-aftalen overdrog de ledende kredse i England og Frankrig i 1938 Sudeter-området i Tjekkoslovakiet til Tyskland og rettede Hitlers ekspansion mod øst. D. 29. september 1938 underskrev England, Frankrig, Tyskland og Italien i München en aftale, som beseglede Tjekkoslovakiets skæbne, og som viste, at vestmagterne ikke ville gribe til væbnet kamp mod aggressionen. En vigtig integrerende del af München-aftalen var en engelsk-tysk ikke-angrebsaftale (september 1938) og en tilsvarende fransk-tysk aftale, som i virkeligheden gav Tyskland frit spillerum mod øst. I juli 1939 blev der i Tokio underskrevet en aftale, ifølge hvilken England anerkendte de japanske erobringer i det centrale Kina og forpligtede sig til ikke at lægge hindringer i vejen for den japanske aggression der. Det var Fjernøstens »München-aftale«. Sovjetunionen var dengang det eneste land, som vedholdende og konsekvent gik ind for at standse aggressorerne og opbygge et kollektivt sikkerhedssystem. Det støttede ubetinget det etiopiske, det kinesiske, det spanske og de øvrige folks retfærdige kamp mod den italienske, den japanske og den tyske aggression og fordømte imperialisternes München-aftale. Da krigsfaren blev en realitet, foreslog Sovjetunionen England og Frankrig at underskrive en konvention, som skulle tage sigte på at afværge krig i Europa og organisere fælles aktioner i tilfælde af, at Tyskland - den farligste aggressor - skulle starte en krig. Men vestmagterne, som håbede at nå til enighed med Hitler, og afviste dette forslag. Der var nu fare for, at imperialismens kræfter ville slutte sig sammen i en krig mod Sovjetunionen. I den situation var Sovjetunionen nødt til at acceptere Tysklands forslag og undertegnede i august 1939 en sovjetisk-tysk ikke-angrebspagt. Som nævnt havde England og Frankrig indgået lignende aftaler med Tyskland et år tidligere. Den sovjetisk-tysk ikke-angrebspagt forpurrede planerne om et »korstog« mod Sovjetunionen og udsatte for en tid krigen for Sovjetunionens vedkommende. Vestmagternes nej til de sovjetiske forslag om et kollektivt sikkerhedssystem kom til at koste menneskeheden dyrt, først og fremmest de europæiske folk. Begivenhederne tvang senere de største vestlige landes ledere til at indgå et militært og politisk samarbejde med Sovjetunionen, men meget var allerede forpasset. I årene 1938-1941 besatte Tyskland i løbet af kort tid næsten alle lande i Europa - Østrig, Tjekkoslovakiet, Polen, Belgien, Holland, Luxembourg, Danmark, Norge, Frankrig, Jugoslavien og Grækenland. Også Tysklands forbundsfæller - Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Italien og Finland - mistede i virkeligheden deres selvstændighed. Nazisterne indførte et regime med terror og lovløshed, koncentrationslejre og galger. Og turen var kommet til England, for hvem den tyske overkommando i sommeren 1940 havde udarbejdet et helt system af besættelsesforanstaltninger, som byggede på terror- og plyndringspolitik. England var alvorligt truet. Nazi-Tysklands formål med krigen var at slavebinde verdens folk og oprette et verdensherredømme. Som et led i dets planer indførte det et terror- og voldsregime i de besatte områder. Nazisterne hævdede åbenlyst deres »ret« til at udrydde mange folkeslag. Vi er Forpligtet til at udrydde befolkningen.. ., vi bliver nødt til at udvikle udryddelsesteknikken, sagde Hitler. Hvis man spørger mig, hvad jeg forstår ved udryddelse af befolkningen, så vil jeg svare, at jeg mener udryddelse af hele raceenheder. Det er netop det, jeg groft sagt har i sinde at føre ud i livet, det er min opgave... Jeg har ret til at udrydde millioner af mennesker af lavere race ! Med hensyn til Frankrig, som har ydet et så stort bidrag til verdenscivilisationens udvikling, hævdede Hitler, at »dette land af »negroide« ville få en nedgang, som det tusind gange havde fortjent, alene for dels kolonipolitik«, og at franskmændene var »en degenereret, sanselig nation«, som ikke kunne germaniseres, for »den kunne intet væsentligt og positivt yde til Europas nyordning og udgjorde endog en skjult fare for den hvide races eksistens i Europa«. Hitler gjorde spørgsmålet om fuldstændig tilintetgørelse af den franske stat afhængigt af, hvordan opgaverne i krigen mod Sovjetunionen blev løst. Det er derfor ikke uden grund, at progressive kræfter i Frankrig forbinder landets befrielse fra det fascistiske åg med Sovjetunionens sejr over Hitler-Tyskland. General de Gaulle har udtalt: Franskmændene ved, hvad Sovjetunionen har gjort for dem, og de ved, at det var Sovjetrusland, som spillede den vigtigste rolle i deres befrielse. Hitlers hegemonistiske planer berørte også det engelske folk. Så snart vi har nedkæmpet England, gør vi op med englænderne én gang for alle, sagde den nazistiske ekspert i racespørgsmål Walter Darré. Raske mænd vil blive sendt til Kontinentet som slaver. Gamle og syge vil blive udryddet. Danmark, Norge, Sverige og Holland skulle germaniseres med magt. »Alle nordmænd, svenskere, danskere og hollændere bør vi sende til østområderne« (dvs. Østeuropa), sagde Hitler. De skal tjene riget. Vi står overfor den store fremtidsopgave at gennemføre en planmæssig racepolitik.« Det var også planen, at den neutrale schweiziske stat skulle ophæves, og dens befolkning skulle kun bruges »i egenskab af værtshusholdere«. Hitler opfordrede til at ophæve de små stater, som han kaldte Europas »gamle skrammel«. Nazisterne havde også forbryderiske planer med de slaviske folk. Ifølge generalplan Ost skulle størstedelen af den slaviske befolkning i Central- og Sydøsteuropa udryddes, og landene her koloniseres. Nazisterne nærede et uforsonligt had til det sovjetiske folk. De betragtede det som den vigtigste klassefjende og som den største forhindring for realisering af deres forbryderiske ekspansionsplaner. Hitler opfordrede til at styrte det sovjetiske stats- og samfundssystem, til at erobre landet og dets naturrigdomme, til at ophæve sovjetfolkenes nationale statsdannelse og til at udrydde en betydelig del af befolkningen og den sovjetiske kultur. I overensstemmelse med sine politiske mål udarbejdede Nazi-Tyskland også en militærstrategi. Dets militærdoktrin gik ud på at nedkæmpe staterne på det europæiske fastland i en landkrig. Der blev opstillet en rækkefølge for løsningen af de strategiske opgaver. Først skulle de små stater i Europa fjernes, Frankrig skulle erobres, England skulle tvinges ud af krigen, Sovjetunionen skulle nedkæmpes, og derefter skulle Afrika, Mellemøsten og visse lande i Asien og Amerika erobres, hvorefter slaget mod USA skulle forberedes. Efter afslutningen af krigen mod Sovjetunionen var det meningen at udbygge krigsflåden og luftvåbenet. Den nazistiske ledelse havde i sinde at bruge Sovjetunionens enorme materielle ressourcer til dette formål. Hitler-Tyskland opnåede store resultater på krigens første etape. En medvirkende årsag hertil var vestmagternes eftergivenhedspolitik i årene op til 2. verdenskrig. Hitler-regimet var sikret omfattende finansiel støtte f.eks. fra Londons City. Bank of England begyndte at optræde i rollen som en institution, med hvis garanti fremtrædende britiske firmaer forsynede Tyskland med kobber, aluminium, nikkel og andre råstoffer, som var nødvendige i rustningsindustrien. I slutningen af 1934 ydede banken Tyskland et lån på 750.000 pund sterling. »Finansmændene mente, at det er det eneste mulige middel til at bekæmpe de tyske arbejderes og bønders voksende utilfredshed. ..,« skrev det engelske dagblad Daily Worker den 6. december 1934. Direkte amerikanske kapitalinvesteringer i den tyske industri havde stor betydning for Tysklands oprustning og for opbygningen af dets krigsmaskine. I 1930 udgjorde de ifølge officielle tal 216,5 mio. dollars. Der var op mod 60 filialer af amerikanske koncerner i Tyskland. Den amerikanske senator Harley Kilgore sagde i 1943: »Enorme summer af amerikanske penge er gået til udlandet til opførelse af fabrikker, som nu er en ulykke for vor eksistens og en stadig hindring for vore militære bestræbelser.« Kilgores udtalelse var velbegrundet, for den senatskommission, han var formand for, fastslog omfanget af de amerikanske kapitalinvesteringer i Tyskland til l mia. dollars. Mange af de amerikanske firmaer og banker, som aktivt medvirkede til nazisternes magtovertagelse i Tyskland, tilhørte den zionistiske kapital. Listen over de banker og firmaer, som hjalp Hitler-Tyskland, ser ud som en fortegnelse over USA's sionistiske kapital. Også sionistiske ledere i andre lande hjalp nazisierne. Allerede i 1929 stillede f.eks. bankierfirmaet Mendelsohn og Co. i Amsterdam 10 mio. dollars til Hitlers rådighed. I 1931 tilstillede det sammen med Rotterdamsche Bankiersvereeniging gennem Banco di Roma den nazistiske leder yderligere 15 mio. dollars. Og endelig modtog Hitler efter sin magtovertagelse 120 mio. dollars ad de samme kanaler. Det hjalp Nazi-Tyskland til at opbygge den kapitalistiske verdens stærkeste hær og et mægtigt økonomisk potentiel. Fascismens aggressive væsen blev mere og mere åbenlyst, men i Vesten var man af den opfattelse, at Hitler ikke ville risikere en krig mod de store kapitalistiske lande og i stedet ville gå mod øst. De nazistiske horder gik også ganske rigtigt mod øst, men først erobrede de næsten hele Vesteuropa. Det gik dog til sidst op for de vestlige statsledere, at hele verden stod i fare for at blive slavebundet af fascismen. I en tale til det amerikanske folk den 27. maj 1941 pegede præsident Roosevelt på, at nazisterne efter erobringen af Latinamerika »videre planlagde at kvæle USA og dominionet Canada«. . . I den kapitalistiske verden var der ingen kraft, som var i stand til at standse de nazistiske horder. Det var Sovjetunionen, der kom til at bære den tungeste byrde i krigen mod Hitler-Tyskland og dets forbundsfæller. Vestens skæbne afhang af kampenes udfald på den sovjetisk-tyske front. Sovjetunionens inddragelse i krigen reddede mange lande fra en tysk invasion. Det engelske parlamentsmedlem Arthur Woodburn sagde i 1941: »Vi gjorde os alle kun i ringe grad klart, at Ruslands mægtige styrke, selv da landet endnu ikke var med i krigen, var et blylod om Hitlers ben og hindrede ham i at kaste sig over os.« The Washington Post, indrømmede ikke mindre åbenlyst: »Man skælver blot ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis den Røde Hær var brudt sammen under presset fra de angribende tyske tropper, hvis det russiske folk havde været mindre tappert og mindre uforfærdet... Med denne kamp forsvarede russerne samtidig civilisationens sag mod alle menneskehedens fjender. De ydede et utroligt betydningsfuldt bidrag til den fælles sag.« Harold L. Ickes, forhenværende amerikansk indenrigsminister (juli 1944) udtalte:»Med deres heltemodige forsvar af deres land har russerne ikke blot vist hele verden, at man kan nedkæmpe nazismen, men har også opildne t til kamp, sat mod l de folkeslag i de Forenede Nationer, som allerede længe har været på randen af desperation. Myten om fascismens uovervindelighed blev aflivet på slagmarkerne i Sovjetrusland af det russiske folks beslutsomme standhaftighed.« Den 22. juni 1941 kl. 0.4 om morgenen angreb Hitler-Tyskland Sovjetunionens vestgrænse og bombede mange sovjetiske byer, uden på forhånd at have stillet nogen krav til Sovjetunionen og uden at have erklæret krig. I en radiotale den 3. juli 1941 sagde Stalin: ….. »Formålet med denne hele folkets fædrelandskrig mod de fascistiske undertrykkere er ikke blot at fjerne den fare, der truer vort land, men også at hjælpe alle Europas folk, som stønner under den tyske fascismes åg.« Kampen for at befri folkene fra det fascistiske åg blev lang og vanskelig. Befrielsen kom ikke på én gang, den blev ikke opnået ved hjælp af én offensiv eller én operation. Den blev forberedt lige fra krigens første dage i heftige kampe, i den heltemodige indsats, der blev ydet af befolkningen i baglandet, af partisanerne og de illegale, og i det sovjetiske diplomatis hårdnakkede kamp. I 1.080 dage og nætter, indtil den anden front blev åbnet, kæmpede det sovjetiske folk alene mod fjendens hovedstyrker, den stærkeste og grusomste fjende, menneskeheden endnu havde set. Det storslåede i det sovjetiske folks og dels hærs internationalistiske bedrift ligger først og fremmest i, at det standsede de fascistiske aggressorer, tilintetgjorde deres militære styrke og berøvede dem deres vigtigste krigsførelsesmidler. Frem til sommeren 1944, da de allierede åbnede den anden front i Europa, havde sovjethæren allerede nedkæmpet 370 fjendtlige divisioner og tilføjet fjenden et samlet mandskabstab på over 5,5 mio. mand. I alt mistede Hitler-Tyskland frem til krigens slutning 10 mio. mand på østfronten, over 75 pct. af sine fly, op til 75 pct. af sine tanks og 74 pct. af sit artilleri og sine morterer. Selv statsledere, som langtfra nærede sympati for socialismen eller for Sovjetunionen, gav dengang udtryk for deres anerkendelse af og respekt for det sovjetiske folk og dets væbnede styrker. Den engelske premierminister Winston Churchill skrev således i et telegram til den sovjetiske regering i anledning af sovjethærens dag i februar 1915: »Den Røde Hær fejrer sin syvogtyvende årsdag med triumfer, der har vundet Deres allieredes uforbeholdne beundring og beseglet den tyske militarismes dødsdom. Kommende generalioner vil erkende deres gæld til den Røde Hær lige så fuldt som vi, der har været øjenvidner til disse stolte bedrifter.« Sovjetunionen fik med sin standhaftighed, sin tapperhed og sit heltemod folk til at tro på sejren over fascismen og inspirerede de slavebundne nationer til kamp mod de fascistiske okkupanter. Folk i hele verden så med sympati og respekt på del sovjetiske folks heltemodige kamp og ønskede det sejr. Den verdensberømte filmskuespiller og instruktør Charlie Chaplin fortæller i sin bog »My Autobiography« (på dansk: »Mit Liv« om en tale, han holdt på et møde i San Francisco i 1942, arrangeret af den amerikanske komité for russisk krigshjælp: Salen rummede ti tusind og var stopfuld. På tribunen sad amerikanske admiraler og generaler og San Franciscos borgmester Rossi. Talerne var beherskede og tvetydige. Borgmesteren sagde:»Vi må acceptere den kendsgerning, al russerne er vore allierede.« Han passede på ikke at overdrive den russiske nødsituation eller rose deres tapperhed for meget eller at nævne noget om, at de kæmpede og døde for at holde omtrent to hundrede nazistiske divisioner tilbage. Vore allierede var nogle mærkelige kammerater at skulle dele seng med - sådan føles indstillingen den aften.. .Jeg var i smoking. Der blev klappet, hvilket gav mig lidt tid til at samle mig. Da bifaldet døde hen, sagde jeg ét ord: »Kammerater!« og hele salen brølede af latter. Da den aftog, sagde jeg eftertrykkeligt:»Og jeg mener kammerater !«Fornyet latter, derpå bifald. Jeg fortsatte:»Jeg går ud fra, at der er mange russere tilstede her i aften, og når jeg tænker på, hvordan Deres landsmænd kæmper og dør i dette øjeblik, er det en ære og et privilegium at få lov til at kalde Dem kammerater.« Mange rejste sig under bifaldet.. . »Jeg er ikke kommunist, jeg er menneske, og jeg tror, jeg kender menneskers reaktioner. Kommunisterne er ikke anderledes end alle andre; når de mister en arm eller et ben, lider de som alle vi andre og dør som alle vi andre. Og den kommunistiske mor er mor på samme måde som alle andre mødre. Når hun modtager den tragiske meddelelse om, at hendes søn ikke vender tilbage, græder hun som alle andre mødre græder. Det behøver Jeg ikke at være kommunist for at vide. Det er nok bare at være menneske. Og i dette øjeblik græder mange russiske mødre, og mange af deres sønner dør. . .« Jeg fortsatte: »Og nu til denne krig - jeg er her for at tale om krigshjælpen til Rusland.« Jeg gjorde en pause og gentog: »Krigshjælpen til Rusland. Penge kan hjælpe, men de har brug for mere end penge. Jeg har ladet mig fortælle, at de allierede har to millioner soldater liggende i Nordirland, mens russerne står alene over for to hundrede nazistiske divisioner.« Der blev en spændt stilhed. »Russerne,« sagde jeg med eftertryk, »er vore allierede; de kæmper ikke blot for deres måde at leve på, de kæmper også for vores måde at leve på, og kender jeg amerikanerne ret, vil de kæmpe deres egen kamp. Stalin ønsker det, Roosevelt har bedt om det, så lad os kræve det - lad os oprette en anden front nu!« Der blev vild opstandelse, som varede i syv minutter. Den tanke havde ligget latent i tilhørernes hjerter og hjerner. De ville ikke lade mig fortsætte, de trampede og klappede. Og mens de trampede og skreg og kastede deres hatte op i luften, begyndte jeg at blive betænkelig ved, om jeg var gået for vidt og havde sagt for meget. Så blev jeg rasende på mig selv over, at jeg kunne nære den slags feje tanker, mens tusinder kæmpede og døde. Da publikum endelig var faldet til ro, sagde jeg: »Eftersom De har den indstilling, beder jeg Dem hver især sende et telegram til præsidenten. Lad os håbe, at han i morgen vil modtage ti tusind krav om oprettelse af en anden front !« En afgørende faktor for de europæiske folks befrielse var nedkæmpelsen af Hitler-Tysklands hovedstyrker på den sovjetisk-tyske front. Ved at tilintetgøre de mest kampdygtige tyske divisioner berøvede sovjethæren nazisterne deres hovedstyrker og vigtigste krigsmateriel samt tvang den tyske overkommando til at overføre stadig flere divisioner til østfronten fra de andre fronter og fra de besatte lande. Fra 1941 til 1944 blev der overført 212 divisioner fra de vesteuropæiske lande til østfronten. Det skabte gunstige betingelser for modstandsbevægelsens kamp og for de allierede engelsk-amerikanske styrkers aktioner. Nazisterne tillagde Moskvas erobring særdeles stor betydning, for de mente, at med den sovjetiske hovedstads fald var krigen slut. Derfor blev værnemagtens elitedivisioner sat ind mod Moskva. Ifølge den tyske overkommandos lynkrigsplan, Barbarossa-planen, ville det tage 5-6 uger at nedkæmpe de sovjetiske styrker. Men alle tidsfrister var for længst overskredet, og man havde stadig ikke nået målet, selv om de tyske tropper stod ikke langt fra Moskva. Den ene tyske angrebsbølge efter den anden rullede frem mod de sovjetiske forsvarsstyrker ved Moskva, som holdt stand. Angrebene blev svagere og svagere, mens forsvaret blev styrket. På flere afsnit blev fronten stabiliseret. De sovjetiske styrker begyndte stadig oftere at gå til modangreb, som blev stadig mere mærkbare. Ved udgangen af november var fjendens angrebsmuligheder udtømt. Under forsvarskampene havde sovjethæren vundet den tid, der var nødvendig for at udligne styrkeforholdet. Og på det centrale frontafsnit indledtes nu den modoffensiv, som alle i Sovjetunionen havde drømt om lige siden krigens første dag. Det skete den 5. december 1941. Modoffensiven kastede fjenden tilbage Fra Moskva. Tilbage |fra slagmarken lå dynger af ødelagt og efterladt fjendtligt krigsmateriel. De udmattede tyske tropper blev nogle steder tvunget flere hundrede kilometer mod vest. Hitler-Tyskland havde lidt sit første store nederlag siden 2. verdenskrigs begyndelse. Mange besatte sovjetiske landsbyer blev befriet. Fjenden mistede initiativet, eg hans strategi gik nu ud på at trække krigen i langdrag. Dermed var doktrinen om en lynkrig slået fejl, og det var begyndelsen til Det Tredje Riges fald. Tyskernes nederlag ved Moskva var med til at aktivisere den anti-fascistiske nationale befrielsesbevægelse i de besatte lande i Europa og Asien. Den engelske historiker J. F. C. Faller skriver: »I de besatte lande blev tungsindigheden afløst af glæde. Kolossen var blevet standset, og selv om dens hoved måske var af jern, havde dens fødder vist sig at være af ler. På Balkan fik partisankrigen en blodtransfusion, og der blev overført stadig flere tyske og italienske tropper for at bevare herredømmet i de besatte lande.« Efter slaget ved Moskva var fjenden stadig overlegen, både mandskabsmæssigt og hvad tanks og fly angår. Men den tyske overkommando kunne ikke som tidligere planlægge en offensiv langs hele fronten. Inden at være kommet sig helt oven på nederlaget på Moskva-fronten søgte fjenden at afgøre krigens udfald til sin fordel på Stalingrad-fronten. Fra juli 1942 blev der udkæmpet hårde kampe her. Fire måneder senere nåede fjenden med store tab frem til Volga. Stalingrads forsvarere måtte kæmpe for hver eneste karré, for hvert eneste hus. Mens tyske divisioner søgte at drive byens forsvarere ned til Volgas bred, blev der trukket sovjetiske stødtropper sammen på deres flanker. Den 19. november indledtes en sovjetisk modoffensiv, og den 23. lukkedes ringen om en fjendtlig styrke på 330.000 mand. To og en halv måned senere blev der erklæret tre dages landesorg i Tyskland over de 50 divisioner, der var blevet tilintetgjort og omringet ved Stalingrad. Det var en fjerdedel af alle de tyske styrker, der var sat ind på østfronten. Slaget ved Stalingrad var indledningen til et afgørende omsving i 2. verdenskrigs forløb. Det endelige omsving indtraf efter kampene i sommeren og efteråret 1943, som blev grundigt forberedt på begge sider. Hitler og hans generaler tørstede efter revanche. Den tyske generalstabs opmærksomhed var koncentreret omkring Kursk. Man satte sin lid til værnemagtens nye Tiger- og Panter-tanks. De skulle gennembryde fronten fra to sider og foretage en knibtangsbevægelse øst for Kursk. Men de sovjetiske styrker var grundigt forberedt. Takket være de oplysninger, efterretningstjenesten havde indhentet, kunne man gætte sig til fjendens hensigter. Natten til den 5. juli blev der sat et kraftigt sovjetisk artilleriangreb ind mod de tyske tropper, som stod klar til at indlede en offensiv. Artilleriangrebet påførte tyskerne mærkbare tab og forrykkede det planlagte tidspunkt for deres offensiv. Ikke desto mindre blev slaget ved Kursk et af de største og mest forbitrede i hele 2. verdenskrig. Kulminationen indtraf den 12. juli, hvor der i et enkelt slag deltog over 1.200 tanks. Jorden rystede af bombe- og granateksplosioner, og luften genlød af bragene og den hvinende lyd, når tunge panserkøretøjer stødte sammen. Horisonten og solen var skjult bag røg og ild. Himmelen var sort. Den var fyldt af flere hundrede fly, som jagtede hinanden. På få timer blev slagmarken dækket af tonsvis af jernskrot. Dette slag blev begyndelsen til enden for Hitler-Tyskland. Den lyske overkommando måtte redde sine tropper ved en hastig tilbagetrækning til den anden side af Dnepr-floden, hvor den regnede med at kunne genopbygge sin strategiske forsvarsfront. Her var der skabt den såkaldte Østvold, som tyskerne betragtede som uindtagelig. Men det lykkedes dem ikke at holde sig fast her. I oktober vandt sovjethæren slaget om Dnepr. Sejren her fuldførte det afgørende omsving i hele 2. verdenskrig. Slaget ved Stalingrad og slaget i Kursk-buen blev ligesom forceringen af Dnepr en ny kraftig inspiration for modstandsbevægelsen i Europa. Den blev en anti-fascistisk massebevægelse. Fra sommeren 1944 deltog alene i Frankrig, Italien, Grækenland, Bulgarien, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet og Polen 2,2 mio. mennesker i modstandsbevægelsen. Under krigen opholdt mange fremtrædende medlemmer af udenlandske kommunistiske partier sig i Sovjetunionen, og en række kommunistiske partier og arbejderpartier havde et udenlandsbureau her under ledelse af så fremtrædende repræsentanter for den internationale kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen som Georgi Dimitrov, Maurice Thorez, Palmiro Togliatti, Wilhelm Pieck, Klement Gottwald, Walter Ulbricht og andre. De opfordrede befolkningen i deres lande til at bekæmpe fascismen og stod i stadig kontakt med deres landsmænd derhjemme. Med det formål at koordinere partisanernes aktioner og yde hjælp til uddannelsen af partisanledere opholdt der sig ved partisanbevægelsens ukrainske stab repræsentanter for en række udenlandske kommunistiske partier. Staben uddannede organisationsgrupper, som blev sendt til fjendens bagland. Hertil blev der i løbet af 1944 sendt i alt omkring 100 sådanne specialgrupper på tilsammen over 2.000 mand. På grundlag af dem blev der oprettet partisangrupper, som blev forsynet med sovjetiske våben, ammunition, medikamenter og radiosendere. Alene i løbet af 1944 fik Jugoslaviens folkebefrielseshær tilsendt omkring 3.000 ton militærleverancer fra Sovjetunionen. Under den slovakiske folkeopstand modtog de slovakiske oprørere fra august til 15. oktober 1944 2.000 geværer, 2.082 maskinpistoler, 407 maskingeværer, 23 luftværnsmaskingeværer, 256 anti-tankgeværer, 5 morterer samt store mængder ammunition og andet krigsmateriel. I alt leverede den sovjetiske overkommando over 10.000 geværer, maskinpistoler, karabiner og pistoler, omkring 1.000 maskingeværer, 7 mio. patroner, hundredvis af anti-tankgeværer o.a. til Tjekkoslovakiet. I foråret og sommeren 1944 modlog den polske partisanstab 58 køretøjer, 5 fly, 18 radiosendere, 4.270 maskinpistoler, 8.600 geværer, 234 maskingeværer, 53 morterer, 137 anti-tankgeværer samt 120 ton sprængstof, ammunition og levnedsmidler. 12 polske partisangrupper på tilsammen 361 mand blev sendt ind i fjendens bagland. Det sovjetiske luftvåben bragte også et stort antal mennesker og store mængder krigsleverancer til Bulgarien, Grækenland, Albanien og andre lande. En vigtig form for hjælp til de anti-fascistiske kræfter var sovjetiske partisangruppers raids og deres kamphandlinger på polsk, tjekkoslovakisk og ungarsk territorium samt sovjetborgeres direkte deltagelse i den europæiske modstandsbevægelse. Under 2. verdenskrig kæmpede over 40.000 sovjetborgere sammen med modstandsfolk i Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Frankrig, Italien og flere andre lande. I foråret 1944 blev 7 sovjetiske partisanformationer og 20 enkeltgrupper overflyttet til Polen. I alt kæmpede 12.000 sovjetiske partisaner i Polen, og over 17.000 i Slovakiet. I Böhmen og Mähren opererede mere end 7.000 sovjetiske partisaner. Bini, en tidligere italiensk partisanleder, fortæller, at tusinder af sovjetborgere under den fascistiske besættelse af Italien kæmpede i den italienske modstandsbevægelse, som genoplivede Garibaldi-epoken. De indskrev en af de smukkeste sider i historien om folkenes forenede kamp mod fascismen og ydede et uforglemmeligt bidrag til det italiensk-sovjetiske venskab, siger Bini. Som italiensk patriot betragter jeg det som min pligt at understrege dette... Det er min pligt, moralsk og politisk... For til bunds at forstå betydningen af den støtte, de sovjetiske kammerater ydede os i den fælles kamp, er det slet ikke tilstrækkeligt at kende det nøjagtige antal sovjetborgere, som deltog i partisankrigen i Italien. Man må forstå, hvad mødet med russeren, kampen side om side med ham betød for den italienske patriot, der havde skjult sig i bjergene, hvilken politisk overbevisning han end havde. Russeren personificerede Leningrads, Moskvas og Stalingrads forsvarere, dem, som med deres heltemodige modstand og deres sejre havde skabt de afgørende forudsætninger også for vor modstands- og befrielsesbevægelses fremgang. Hos os, som i 20 år havde lidt under det fascistiske åg, personificerede sovjetborgeren virkeliggørelsen af frihedsidealerne, den nationale genfødelses idealer, sociale præstationers og folkenes venskabs idealer. Den sovjetiske regering ydede de udenlandske anti-fascister betydningsfuld hjælp i deres propagandavirksomhed blandt befolkningen i deres lande. Fra sovjetisk territorium sendte flere radiostationer udsendelser til Bulgarien, Rumænien og Ungarn. Fra Moskva sendtes udsendelser på tjekkisk, slovakisk, polsk, tysk, finsk, fransk og andre sprog. I oktober 1943 begyndte man også at sende på dansk, l krigsårene medvirkede fremtrædende medlemmer af kommunistiske partier og anti-fascister fra mange lande i Moskva Radios fremmedsprogede udsendelser. Således medvirkede Martin Andersen Nexø ofte i de danske udsendelser. På grundlag af regeringsaftaler eller på anmodning fra patriotiske organisationer i de besatte lande i Europa blev der på sovjetisk territorium oprettet udenlandske hærformationer. På anmodning fra de polske patrioters forbund begyndte man således i foråret 1943 at opstille 1. polske division, Thaddens Kosciuszko-divisionen. I slutningen af 1943 oprettedes 1. polske armékorps, som senere blev omdannet til 1. polske armé i Sovjetunionen. Ved et dekret af 21. juli 1944, udstedt af Krajowa Rada Narodowa (Lublin-komiteen), oprettedes Polens folkehær, Wojsko Polskie, hvori indgik 1. polske armé i Sovjetunionen og partisanhæren Armia Ludowa. I august 1944 begyndte man i den befriede del af Polen med sovjetisk hjælp at opstille 2. polske armé, hvis kerne blev de enheder og formationer, som var oprettet på sovjetisk territorium. Ved krigens slutning var Wojsko Polskie nået op på 100.000 mand. Tilsammen leverede Sovjetunionen under krigen de polske væbnede styrker omkring 700.000 geværer og maskinpistoler, 3.500 kanoner, 1.000 tanks, 1.200 fly og 18.000 køretøjer samt store mængder ammunition, levnedsmidler og andel nødvendigt til krigsførelse. Omkring 20.000 sovjetiske militæreksperter gjorde tjeneste i de polske væbnede styrker. På grundlag af den sovjetisk-tjekkoslovakiske aftale af 18. juli 1941 og militæraftalen af 27. september 1941 begyndte man i februar 1942 på sovjetisk territorium at opstille en tjekkoslovakisk infanteribataljon, som var endeligt formeret sidst på året. Oberstløjtnant Ludvik Svoboda, som senere blev Tjekkoslovakiets præsident, blev udnævnt til øverstbefalende for 1. selvstændige tjekkoslovakiske bataljon. I perioden april-september 1943 opstilledes 1. selvstændige tjekkoslovakiske brigade på basis af denne bataljon og et reserveregiment. I maj-juli 1944 blev denne brigade omdannet til 1. tjekkoslovakiske armékorps på 16.000 mand. Ved krigens slutning var dette armékorps vokset til 60.000 mand. På sovjetisk territorium blev der i alt opstillet 3 tjekkoslovakiske infanteri- og faldskærmsbrigader, en blandet flyverdivision, en tankbrigade, 3 artilleriregimenter, et reserveinfanteriregiment og 5 selvstændige bataljoner. Sovjetunionen leverede de tjekkoslovakiske styrker omkring 50.000 geværer og maskinpistoler, 3.954 maskingeværer, 1.374 kanoner og morterer, 1.283 anti-tankgeværer, 151 fly, 142 tanks og stormkanoner, 1.262 køretøjer og andet. På anmodning fra Tjekkoslovakiets regering gjorde 623 sovjetiske militæreksperter tjeneste i tjekkoslovakiske enheder. I begyndelsen af oktober 1943 begyndte man at opstille 1. rumænske frivillige infanteridivision, Tudor Vladimirescu-divisionen. Den var endeligt formeret i marts 1944. I april 1945 opstilledes 2. rumænske frivillige infanteridivision. De var på omkring 20.000 mand. Disse divisioner fik overdraget 10.554 geværer og karabiner, 4.935 maskinpistoler, 1.220 maskingeværer, 397 anti-tankgeværer, 504 kanoner og morterer samt betydelige mængder ammunition og andet krigsmateriel (her er ikke medregnet erobrede våben). Over 250 sovjetiske instruktører blev sendt til de to divisioner. I slutningen af 1943 begyndte man at formere jugoslaviske enheder på sovjetisk territorium. Man oprettede 1. jugoslaviske infanteribrigade på 1.946 mand samt en tankbrigade på 872 mand og 2 flyverregimenter. Jugoslaviens folkebefrielseshær fik fra Sovjetunionen leveret 155.300 geværer og karabiner, 33.000 maskinpistoler, over 15.000 maskingeværer, 5.800 kanoner og morterer, 69 tanks og 191 fly. I 1943 oprettedes på sovjetisk territorium den Iranske flyeskadrille »Normandiet« (den blev senere til flyverregimentet »Normandiet-Niemen« på 100 fly). Sovjetunionen ydede senere hjælp til oprettelsen af 2 ungarske jernbanebrigader og 2 infanteridivisioner og leverede våben til 5 infanteridivisioner i den bulgarske folkehær. Det ydede også hjælp til partisangrupperne og den nationale befrielseshær i Albanien. I alt blev der under krigen med sovjetisk bistand oprettet 2 blandede armeer, 3 armékorps, et tankkorps og et flyverkorps, 30 infanteri-, artilleri-, luflværnsartilleri- og flyverdivisioner, 182 forskellige regimenter, 9 militærskoler, 19 officersskoler, kurser og undervisningscentre og el stort antal selvstændige bataljoner, eskadroner, afdelinger og flyeskadriller. Mod krigens slutning nåede de op på over 550.000 mand tilsammen. De fik leveret omkring 960.000 geværer, karabiner og maskinpistoler, 40.627 maskingeværer, 16.502 kanoner og 25 morterer, 1.124 tanks og stormkanoner, 2.346 fly og meget andet krigsmateriel. De nationale enheder og formationer, der blev opstillet på sovjetisk territorium, blev rygraden i de folkehære, som senere opstod, og som kæmpede mod fascismen skulder ved skulder med de sovjetiske soldater. Tjekkoslovakiske og polske enheder og formationer og det franske flyverregiment deltog i kampene på sovjetisk territorium. New York Herald Tribune skriver d. 25. Juni:»Den Røde Hær har faktisk vist sig at være en befrielseshær for Europa og halvdelen af verden i den vitale forstand, at uden den Røde Hær og de grænseløse ofre, med hvilke det russiske folk opretholdt og støttede den, ville befrielsen fra nazismens brutale fordærv have været næsten umulig«. I foråret 1944 nåede de sovjetiske styrker, som drev fjenden længere og længere mod vest, frem til grænsefloden Prut mellem Sovjetunionen og Rumænien, og midt i juli nåede de den sovjetisk-polske grænse. Der indledtes en ny etape i sovjethærens befrielsesmission, hvor deri direkte deltog i befrielsen af en række europæiske lande. Sovjetunionens militære og politiske mål og opgaver på denne etape af krigen blev fastlagt på et fællesmøde mellem det kommunistiske partis politbureau og den øverstkommanderendes stab i slutningen af april 1944. De gik ud på at rense al sovjetisk jord for fascistiske tropper og befri Europas folk fra det fascistiske slaveri. På det tidspunkt rådede Tyskland endnu over store styrker og havde et temmelig betydeligt militær-økonomisk potentiel. På den sovjetisk-tyske front havde Tyskland og dets forbundsfæller stadig 228 divisioner og 23 brigader. De talte tilsammen 4.3 mio. mand og rådede over ca. 59.000 kanoner og morterer, 7.800 tanks og stormkanoner samt 3.200 fly. Tysklands politiske og militære ledelse havde ikke opgivet håbet om at undgå et fuldstændigt nederlag. Den udfoldede enorme anstrengelser for at standse de sovjetiske styrker, for at forhindre dem i at rykke ind i de tysk besatte lande i Europa og søgte på alle måder at splitte Anti-Hitlerkoalitionen. Men intet kunne længere hindre sovjethæren i at udføre sin befrielsesmission. Den var dengang på omkring 6,6 mio. mand og rådede over 98.100 kanoner og morterer, 7.100 tanks og stormkanoner og omkring 12.900 kampfly. Den fik stor støtte af befolkningen i de tysk besatte lande, som den befriede. De sovjetiske styrker rykkede ikke ind i disse lande imod befolkningens ønske, men på grundlag af tilsvarende regeringsaftaler (med Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Polen og Norge). Eksempelvis den sovjetisk-tjekkoslovakiske aftale af d. 8. maj 1944; anmodning fra formanden for Jugoslaviens nationale befrielseskomité, marskal Broz Tito, i begyndelsen af september 1944 overbragt til den sovjetiske overkommando gennem generalløjtnant B. Kornejev; aftale af 16. maj 1944 mellem Sovjetunionen, USA, England og Norges regering; overenskomst med de polske patrioters forbund og repræsentanter for Krajowa Rada Narodowa og sovjetisk-polsk aftale af 10. juli 1944. Grundlaget for de sovjetiske styrkers indrykning i landene i den fascistiske blok var internationale dokumenter, som var vedtaget af landene i Anti-Hitlerkoalitionen, og som indebar, at Nazi-Tyskland og dets forbundsfæller skulle nedkæmpes, de fascistiske regimer fjernes og folkene i disse lande befries fra det fascistiske åg, hvilket var i overensstemmelse med det overvejende befolkningsflertals håb og ønsker. I over et år kæmpede mere end 7 mio. sovjetiske soldater forbitret for at befri landene i Europa fra Nazi-Tysklands åg, og 1,5 mio. mand kæmpede mod Japan. I operationerne i Europa og Asien deltog 11 sovjetiske frontarme-sammenslutninger, 2 luftværnsfronter, 4 flåder, 50 blandede armeer, 6 tankarmeer, 13 luftarmeer, 3 luftværnsarmeer og 3 flotiller. De befriede helt eller delvis 11 europæiske lande og 2 lande i Asien med en samlet befolkning på omkring 200 mio. mennesker. Rumænien var det første land, de sovjetiske styrker rykkede ind i. Midt i maj 1944 var de nået ca. 100 km ind i landet og havde befriet over 800 byer og landsbyer med tilsammen omkring 400.000 indbyggere. Rumæniens befolkning gav befrierne en hjertelig velkomst. De sovjetiske soldaters humane optræden og deres disciplin gjorde det hurtigt af med den frygt, som den fascistiske propaganda ihærdigt søgte at sprede. Den 2. april 1944 rettede den sovjetiske regering følgende henvendelse til Rumæniens befolkning: »Den sovjetiske regering bekendtgør, at fremrykkende enheder af den Røde Hær, som forfølger de tyske hære og disses allierede rumænske tropper, på flere afsnit er gået over floden Prut og rykket ind på rumænsk territorium. Den Røde Hærs overkommando har givet de fremrykkende sovjetiske enheder ordre til at forfølge fjenden, lige til han er nedkæmpet og kapitulerer. Samtidig erklærer den sovjetiske regering, at den ikke har til formål at erobre nogen som helst del af Rumæniens territorium eller ændre det eksisterende samfundssystem i Rumænien. . . De sovjetiske styrkers indrykning i Rumænien er udelukkende dikteret af militær nødvendighed og de fjendtlige troppers fortsatte modstand.« Denne erklæring viste endnu en gang den sovjetiske udenrigspolitiks fredelige karakter, dens respekt for andre folkeslags suverænitet og nationale uafhængighed, og den gjorde det af med de bagtaleriske påstande om Sovjetunionens erobringshensigter overfor Rumænien. I arkiverne er der bevaret talrige dokumenter, som viser rumænernes taknemmelighed overfor de sovjetiske soldaler, som befriede dem fra fascismen. Det engelske tidsskrift The Nineteenth Century and After skrev i majnummeret 1944: ».. .En af de afgørende offensiver, måske den afgørende offensiv i 2. verdenskrig, skal, ligesom i 1. verdenskrig, vindes ikke i øst og i vest, men på Balkan.« Den amerikanske journalist Ralph Ingersoll udtrykte det billedligt således: »Balkanruten var en positiv magnet, som den britiske strategis nål svingede mod, hvordan man end rystede magneten.« Winston Churchill indrømmer i sine memoirer, at tanken om Balkan og specielt om Jugoslavien ikke forlod ham et øjeblik, siden de allierede i sommeren 1942 gjorde landgang på Sicilien og i Italien. Churchill planlagde at gøre brug af Antonescus regime i Rumænien, af lederne af de reaktionære borgerlige partier i Rumænien og de øvrige Balkanlande samt reaktionære kredse i Tyrkiet for at realisere sin »Balkan-variant«. Hans »Balkan-strategi« var en af de vigtigste årsager til, at de allierede forhalede åbningen af den anden front. Den blev først oprettet i Nordfrankrig den 6. juni 1944, da det stod klart, at sovjethæren alene ville være i stand til at nedkæmpe Hitler-Tysklands og dets vasallers hære. Den vesttyske historiker K. H. Ricker skriver: »Da de vestlige allierede i sommeren 1944 rettede deres angreb på »Europas fæstning«, var 2. verdenskrigs udfald praktisk taget allerede afgjort med Tysklands nederlag i Rusland... Tyskland havde tabt 2. verdenskrig allerede før Vestens invasion.« Selv efter oprettelsen af den anden front befandt Hitler-Tysklands hovedstyrker sig på den sovjetisktyske front. den Bastat fra landsbyen Sipomeni: »Vi fik at vide, at den Røde Hær ville myrde og sende vore folk til Rusland. I virkeligheden er den god imod os. Så lad os ønske for den, at den snart må slå fjenden.« Og bonden Ion Lazár fra landsbyen Conáláu sagde: »Kun de, der troede på den tyske propaganda, frygtede den Røde Hærs komme, men vi gamle, som i 1916 havde kæmpet sammen med russerne mod tyskerne, vi var ikke bange for russerne. Vi ved, at russerne er vore venner. De hjalp os i 1877 med at opnå uafhængighed.« De sovjetiske styrkers indrykning i Rumænien betød en kraftig inspiration for det rumænske folks nationale befrielseskamp. Sovjetunionen tilbød de rumænske myndigheder våbenstilstand, men det blev afvist af den fascistiske regering, som besluttede at fortsætte krigen mod Sovjetunionen. Sovjethærens fremrykning mod Balkan vakte alvorlig bekymring i Tysklands ledende kredse. For Balkan var en af den tyske rustningsindustris største råstofkilder og et særdeles vigtigt strategisk brohoved og med sine naturforhold velegnet til organisering af et forsvar. Derfor havde den tyske overkommando koncentreret betydelige styrker her, over 80 divisioner. De tyske tropper her havde indtaget fordelagtige forsvarspositioner og opbygget en bred forsvarszone med flere forsvarslinier. Også i Moldavien og ved floden Dnestr var der opbygget et stærkt tysk forsvar. Balkanhalvøen var også af stor interesse for de engelske og amerikanske imperialister. Ledende kredse i England og USA havde i sinde som de første at rykke ind på Balkan og i de øvrige syd-østeuropæiske lande for derfra at bevæge sig mod nord med det formål at afskære sovjethæren vejen til Central- og Sydøsteuropa og hindre en demokratisk udvikling i landene.

Skift til: Sovjetunionens udenrigspolitik (II) * * Sovjetunionens udenrigspolitik (III)