Tolv populære foredrag om Romerånden og Kristenånden

Teksten er justeret til nudansk. Teksten viser tidsånden fra 1905, og den viden man på daværende tidspunkt var i besiddelse af, og der er jo meget, meget mere viden i dag. Tiden er præget af de nye opdagelser indenfor sprogvidenskaben og folkenes historie og arkæologi. Datiden gør meget for at udbrede ideen om den indo-germanske folkestamme, om »arier-begrebet« fra den indiske sprogkreds, der betyder »herrer«, og de mange græske navne, der begynder med »ar«, Aristoteles, Aristofanes, i Iran (Persien). Men lad os begynde med disse litterære historiske synspunkter:

Grækerånden udfolder Skønhedsideen. I sit Højdepunkt viser den Verden, hvor rig denne Ide er, og hvor langt den rækker. I sit Forfald åbenbarer den Skønhedsideens Afmagt, dens Mangel på Evne til at bære og forklare det hele Menneskeliv. Romerånden udfolder Nyttens Ide. Roms Historie viser os denne Idés Betydning og Grænse. At gå fra Grækerånden til Romerånden er som at træde fra en rig, kunstfuld anlagt Park med mangehånde Blomster og Frugter, med skyggende Træer og livfuld Fuglesang ud i en veldyrket Kornmark. Her vokser også Blomster, en enkelt Lærke svinger sig mod Himlen, men Blomst og Fugl er Snyltere eller Luxus, Kornet er Hovedsagen.

Man kan finde Overgangen kedelig. I Åndshistorien betegner den et afgørende Skridt fremad mod det store Svingpunkt i Menneskehedens Liv, som kaldes »Tidens Fylde«, og for den, der stræber mod Selvforståelse gennem Forståelse af Slægten, er Roms Historie et uundværligt Kapitel. Måske vil Tydningen vise, at det heller ikke er så kedeligt endda.

Hvilken Indflydelse Romerne har haft, kan allerede skønnes af den Mængde Ord for Ting og Forhold, vedrørende det praktiske Liv, vi har lånt fra Latinen. Hvis en Romer pludselig henflyttedes til vor Tids København og spadserede ned ad dets Gader, ville han på Skilte og Gadehjørner læse en Mængde Udtryk, som var ham velbekendte. Han ville hurtigt gætte, hvad Restauration betød; Manufakturhandleren og Barberen, Colonialhandleren og Instrumentmageren ville ikke forbavse ham, snarere ville måske Conditoren det (betyder på latin: grundlægger). Teaterplakaterne siger ham, hvor han kan tilbringe Aftenen, dersom han ikke foretrækker Varietéen eller concertlokalet, hvor han ganske vist snarere vil vente at høre Diskussioner (Concertatio betyder Ordstrid) end Musik. Læste han en Avis, ville han navnlig føle sig hjemme mellem Avertissementerne; men hverken Redaktionen eller Ekspeditionen ville være ham gådefulde, og i den politiske Leder ville han løbe på Bekendte i hver anden Linie: Regering, Ministerium, (i al Fald Marine, Justits- og Cullus-, måske også Conseilpræsidiet), Parti, Agitation, Produktion, Industri, Magistrat osv. På Universitetet ville så godt som alle Titlerne lige fra Rector og Professor ned til Lector, Doctor og Docent være ham forståelige. At Magister (dvs. forstander) nu om stunder er noget meget ringe sammenlignet med Minister (dvs. Tjener), måtte vel undre ham og minde ham om Tidernes Omskiftelighed; men rundt om i alle Faculteter, navnlig i det juridiske og medicinske, ville hans Modersmål tone ham mer eller mindre uforfalsket imøde og fortælle ham om Romersprogets levende Vælde den Dag idag.

Enkelte Ord af den her, på Må og Få opstillede Række, som kunne fortsættes Side op og Side ned, har Romerne selv lånt hos Grækerne, og vi kommer så til at tænke på den Betydning, det har, at de bevarede så meget af Grækeråndens Frembringelser for os. Hvad havde vi uden deres Hjælp tilbage af alle hine Skatte? Ikke stort mere, end vi har af Ægypternes og Babyloniernes Kultur. Romerne lærte af Grækernes Kunst, studerede, beundrede og efterlignede den, - så godt de kunne; de fleste af den græske Oltids berømteste Statuer kender vi kun gennem romerske Kopier.

Men på ét Område behøvede de ikke at efterligne. I alt, hvad der angår Statsstyrelse og Retsvæsen, har Romerne været den civiliserede Menneskeheds store Læremestre. Romerretten blev Opdrager for alle europæiske Folk; den gælder den Dag idag så temmelig i de romanske Lande; selv i Tyskland var »Corpus juris« lovbog lige til d. 1. Januar år 1900. Kun England (Skotland bygger endnu på Romerretten) og Skandinavien har fra gammel Tid et nationalt Retsgrundlag, men også her er dog meget lånt fra Romerne, først og fremmest den juridiske Videnskabs Metode, og særlig den romerske Formueret har i alt væsentligt Gyldighed endnu i hele Europa.

I et så æstetisk anlagt og opdraget Samfund som det danske vil der måske findes en Del, som straks tænker: »Jura, det er da det kedeligste og tørreste i Verden. Det kan umuligt blive interessant at komme i nærmere Bekendtskab med Romerånden.« Sådanne kunne man minde om, at Retsbegrebet hænger sammen med noget af det dybeste i Mennesket; ja, det kunne jo endda være, at Retfærdighed er selve Tilværelsens bærende Grundtanke. At se Retten krænket, uden at kunne gøre noget ved det, er en af de bitreste Smerter, der kan ramme et Menneske, ganske bortset fra Vedkommendes personlige Part i Sagen, og et stærkere Vidnesbyrd om vor Sammenhæng med en højere Tingenes Orden end denne Smerte gives måske ikke.

Skulle der ikke kunne vindes Udbytte af at undersøge, hvorledes denne Ide, Retfærdighedens Ide, forberedtes hos et Folk, som var særlig begavet i den Retning? Jeg tror det. Juraen er Romernes Kunst; thi der hører en Evne, beslægtet med den kunstneriske, til at opbygge og gennemtænke et System som Romerrettens; og man kan føle et rent æstetisk behag ved at fordybe sig i dets kloge og klare Former. Det er åndelig Arkitektur. Jura er Romernes Filosofi. Så godt som alt, hvad de besad af selvstændig Tænkeevne har de nedlagt i deres dybsindige og skarpsindige Arbejde med Retstankerne. Hvad de ellers har ydet af filosofisk Spekulation, er kun Efterligning eller Udvikling af Grækernes Ideer. -

Jeg vil nu først kort omtale de Naturbetingelser, hvorunder Romernes Kultur udfolder sig. Italien er ligesom Grækenland en Halvø, der byder let Adgang til Havet, men der findes ikke nær så mange Øer her som langs den græske Kyst, og der er derfor ikke så god Lejlighed til let og sikker Sejlads. Mens det i Grækenland var den østlige Kyst, som i så Henseende var den mest begunstigede, er det i Italien den vestlige. Apenninernes Bjergkæde med dens Udløbere giver ikke så gode naturlige Grænsebestemmelser som den græske Halvøs mangfoldige og krydsende Højdedrag. Klimaet er næppe heller så lyst og lykkeligt som det græske, men Jordbunden var gennemgående frugtbar, og de talrige Floder gjorde den forholdsvis let at opdyrke. Der var mere Vand i Floderne dengang, og Apenninernes Sider, der nu mest viser nøgne Stenmarker, var bevoksede med vældige Skove. Overhovedet må vi ikke tænke os Italiens Klima og Plantevækst i Oldtiden som nu: begge lignede dengang Nordeuropas en hel Del mer, end de nu gør. Skovene bestod navnlig af Eg; Oldtidens Geografer (Strabo, Dionys) priser Italiens Egeskove, og den græske Historiker Polybios fortæller, at Po-slettens Agern var istand til at ernære alle Italiens Svin. Man kan se, f.eks. i Pompeji, at Træ har været benyttet til Bygningstømmer i overdådig Grad, og Skovguden Silvanus var tillige Grænsegud. Nutidens mest karakteristiske »italienske« Træer: Citron og Appelsin, kendtes ikke dengang. Citrontræet kom først til Italien i den senere Kejsertid, Appelsintræet indførtes af Araberne i Middelalderen. Egeskovenes Fald ødelagde Flodernes Sejlbarhed, Sommerens milde fugtige Klima og Kulturværdien af store Landstrækninger.

En betydningsfuld Omstændighed er det, at de ældste Kulturbærere, Semitterne, ikke så hurtigt og let kunne nå til Italien som til Grækenland. Fønikierne kom overhovedet aldrig til det italienske Fastland, men kun til Sicilien; de holdt sig til det sydlige Farvand mellem denne ø og Afrikas Nordkyst.

Det varede også en rum Tid, inden Grækerne lærte Italien at kende. Homer omtaler det ikke. Hesiod er vistnok den første, der nævner det; han synes at antage det for en Øgruppe og fortæller om en Kong Latinus, der behersker de italienske Tyrrhener. Herodot forstår ved »Italien« (Det ældgamle Navn »Italia«, som allerede benyttes af de oldgræske Forfattere Hekatæos og Hellanikos, har nogle afledt af »tellus« (dvs. Jord); andre, vistnok med større Ret, af Landets Rigdom på Kvæg (vitulus dvs. Tyrekalv). På enkelte ældgamle Mønter findes det latinske Italia og det oskiske »Vitaliu« sammen med Billedet af en Tyr). Halvøens sydøstlige Del. Omtrent samtidig har Grækerne rimeligvis gjort Landgang på den sydøstlige og sydvestlige Kyst, hvor Ischias Havn gav Ly mod Storme og Sørøvere, og hvor græske Indvandrere først grundede Byerne Cumæ og Neapolis (»den nye By«)

Men længe inden Grækernes Ankomst havde forskellige Folkestammer kæmpet om Italiens Jord. Et af de ældste Folk, måske Urbeboerne, var Japygerne, som i den historiske Tid findes trængt helt ned i det sydøstlige Hjørne. Man har Indskrifter af dem bevarede, men Ingen har endnu kunnet tyde dem. Foruden Japygerne har vistnok Ligurerne i den ældste Tid boet i Italien, i det nordvestlige Hjørne mellem Genua og Florens. Vi må så sandsynligvis tænke os en forhistorisk Indvandring nordfra af ariske Stammer, beslægtede med Grækerne; de har en Tidlang boet på den frugtbare Po-slette og er blevet drevet sydpå af en ny Indvandring, Etrurernes. Således kom hine ariske Stammer til at fæste Bo i Mellem-italien; til dem hører Umbrerne, som Plinius kalder »Italiens ældste Folk«, og Latinerne, hvis Navn kommer af »latus« (dvs. flad): den flade Slette omkring Albanerbjerget. Ved Tiberfloden, tre Mil fra Havet, anlagde latinske Kolonister det evige Rom, rimeligvis som en Fæstning, der skulle forsvare Grænsen mod Etrurerne; det slutter jeg deraf, at medens Beliggenheden i den usunde Egn, hvor Tiberens idelige Oversvømmelser fremkaldte frygtelige Pestsygdomme, er lidet gunstig for Fredens Gerning, er den militært set ganske fortræffelig.

En enkelt Forsker, den geniale Gobineau, har gættet på, at Rom oprindelig var en etrurisk Stad. Nutidens Lærde deler ikke denne Mening; men at Etrurerne har haft stor Indflydelse på Roms ældste Kultur, er ganske sikkert, og inden jeg går nærmere ind på mit Emne, skal jeg derfor forsøge en Redegørelse for vort Kendskab til dette mærkelige Folks Karakter og Væsen. Man har adskillige Fund, navnlig Gravfund, der giver Oplysninger om Etrurerne; også en Del Indskrifter, som det dog endnu ikke er lykkedes at læse (Den berømte danske Videnskabsmand Prof. Vilhelm Thomsen mener at have fundet Slægtskab mellem det etruriske Sprog og en nulevende kaukasisk Stammes Sprog. Talordene på en funden Terning peger i Retning af arisk Oprindelse). Endelig har vi de latinske Forfatteres Meddelelser, som dog ikke kan bruges uden Kritik, da de ofte bygger på upålidelige Traditioner. De etruriske Vaser og Gravmalerier viser en vis kunstnerisk Sans, som tidlig er stivnet i Maner; men Alt tyder på, at Folket har lært, hvad det i den Henseende kan, af græske Indvandrere. Sådanne har i gammel Tid (ca. 1000 f. Kr.) anlagt Kolonien Cære, senere Byen Tarqvinii, og derfra har de udbredt græsk Kunstindustri blandt Etrurerne. De såkaldte »Tyrrhener« (dvs. Folk, som bor på Højene) synes at have været græske Pelasger. Det er betegnende, at Etrurerne er mest lærevillige med Hensyn til Kunstindustrien; thi dette Folk har en udpræget Sans for det nyttige, og her er det, at Romerne har lært af dem på mange Måder. Tidlig har etruriske Bygmestre forstået at anlægge Vandledninger og rejse stærke Mure om Byerne; Buens Konstruktion (som Kilestensbue) tillægges i Almindelighed dem, men det kunne jo være, at også denne for Arkitekturen så vigtige Opfindelse er et Lån (f.eks. fra lille-asiatiske Folk). Romerne, som udviklede Konstruktionen til så stor Fuldkommenhed, har dog sikkert nok fået den fra Etrurerne.

Også på det religiøse Livs Område blev Romerne tidligt påvirkede af etruriske Forestillinger. Etrurernes Religion havde et mørkt, uhyggeligt Præg. Den består i Dyrkelsen af en Mængde Dæmoner, onde Magter, der behersker Tilværelsen, og som man må sikre sig imod ved Varsler og Formularer. En fremtrædende Rolle spiller Dødsguden, der på Vægmalerierne i de etruriske Grave fremstilles som et oftest oldingeagtigt Uhyre med Vinger og Kløer og væbnet med en vældig Kølle, hvormed han knuser Hjerneskallerne. Det er karakteristisk, at Romerne brugte dette Udstyr til den Embedsmand, der efter Gladiatorkampene skulle bortfjerne de faldnes Lig; disse rå, barbariske Kamplege havde Romerne lært af Etrurerne, hos hvem de formodentlig oprindelig var Menneskeofringer.

Når jeg nu går over til at skildre den romerske Religion, vil De se, at den på selvstændig Måde omdanner og forarbejder de etruriske Lån; men et Minde om en oprindelig Forbindelse er det dog, at visse Præster i Rom bestandig måtte hentes fra Etrurien, og at Patricierne stadig (endnu på Cæsars Tid) lod deres Børn lære etrurisk Sprog som et særlig helligt og fornemt Fag (Livius mener, at både Liktorerne, som Sagnet nedledte fra Romulus, og Embedstegnene: toga prætexta og sella curulis skyldes Etrurerne).

Da Latinerne er en Gren af den ariske Folkestamme, har de sikkert fra den fælles Hjemstavn medbragt visse Hovedguder. Jupiter er oprindelig Himmelguden (Dyauspitar, på Sanskrit: Himmelfaderen), den samme som Grækernes Zeus. Hos de agerdyrkende Latinere var han Vinens Gud, og på den Tid, da Rom anlagdes, synes en anden Agergud, Mars, at have fortrængt ham. Mars blev som bekendt senere Krigsgud. Den ældste og mest ansete Offerpræst hos de ældste Romere var Marspræsten »flamen martialis« (den, der tænder og vedligeholder Alterilden for Mars). Jupiter dyrkedes af Latinerne i den ældgamle Helligdom på Monte Cavo, og da Rom udvidedes ved Forbund med andre latinske Stammer, optoges Jupiterdyrkelsen påny; det første store Tempel på Capitolium var indviet til de tre Guddomme Jupiter, Juno og Minerva. Andre fælles latinske Guder var Solguden, hvis Alter stod på Bjerget Soracte (Ikke at forveksle med Apollo, den græske Solgud. Hans Dyrkelse indførtes senere fra Grækenland.), Skovguden Faunus med hans Hustru Rumina, og Arneildens Gudinde Vesta, Grækernes Hestia. Arneilden skal næres ved visse Træsorter og tændes påny en Gang årlig med stort Ceremoniel. Til at holde den vedlige var der ansat sex Vestalinder, som skulle leve i jomfruelig Stand. En særlig Grund til Ildens Dyrkelse i Rom var det måske. at man beskyttede sig mod den usunde Luft (»aria cattiva«, »mal' aria«) ved at antænde Bål.

Foruden disse oprindelige Hovedguder dyrkede Romerne deres Forfædres Ånder (»manes«, »lares«) og en hel Mængde mindre Guddomme, og disse er det især, der giver den romerske Religion dens Særpræg. Mommsen, den store tyske Historiker, gør etsteds den åndfulde Bemærkning, at når Grækeren ofrer, ser han opad, når Romeren ofrer, tilhyller han sit Hoved; thi hos Grækerne er Bønnen en Anskuelse, hos Romerne en Tankefordybelse. Men hvad er det for en Tanke, der er den centrale i Romernes Religion? Det er Nyttens. Den romerske Religionskultus består i bestemte Ofringer og Ceremonier, hvorved man tilkøber sig Gudens Bistand. Det religiøse Forhold har hos Romerne ganske Karakteren af et juridisk Kontraktforhold mellem Guder og Mennesker; Mennesket giver Dyrkelsen, Guden giver Heldet. Tilværelsen har en Side, som vender ud mod det uberegnelige. Denne er det især, som Romerne af Nyttehensyn lægger ind under Religionen. Når jeg har gjort mit Bedste, står Udfaldet af min Stræben dog i ukendte Magters Hånd; et uforudset Tilfælde kan ændre og ødelægge Alt. På dette Punkt træder Guderne til, og da det uberegnelige findes overalt i Livet, gennemsyres Livet for Romeren af Religion. En utallig Mængde Guddomme vogter over hvert Skridt, han gør, og fordrer hans Dyrkelse. Landmanden anråber og ofrer i ordnet Rækkefølge til Brakmarkens, Agerens, Furens, Såningens, Harvningens Guder; selv for Lodørens Åbning, når Kornet køres ind, er der en særlig Gud. Thi overalt må Heldet træde til, dersom hans Gerning skal give Udbytte, og Heldet afhænger ikke af ham. Når Kornet er sået og spirer frem, kan det f.eks. hænde, at der kommer Rust på det. Hvor kommer sådan noget fra? Fra Kornrustguden Robigo. Der er en Gudinde for Rendestenene, Cloacina; thi også til at lave en god Rendesten med rigtigt Fald skal der Held. Den øverste Sagkyndige i det romerske Præstekollegium hed Pontifex maximus; Paven fører den Dag idag denne Titel. Pontifex betyder Brobygger. Her er ikke Tale om nogen Bro mellem dette Liv og et højere, men simpelthen om den ældste Tiberbro. At bygge en sådan Bro godt og forsvarligt var et for Byen Rom uhyre vigtigt Foretagende; højt op i Roms Historie havde man kun den gamle Træbro nede ved Kvægtorvet, og først Kejsertiden fik Råd til mer end én Bro af Sten. Det blev et religiøst Hovedpunkt, dette at sikre sig en solid Brobygning; det måtte ske på visse, lykkelige Tider under bestemte Himmeltegn, hvorom kun Præsterne vidste helt Besked. Selv Regnekunsten havde sin Gud, Numerius; man kan gøre slemme Fejl i et Regnestykke, og det er et Held, hvis man ikke gør det. Når Romeren skal opgøre sit Torveregnskab, sender han Numerius en andægtig Tanke eller ofrer ham en Bagatel, inden han skrider til Forretningen.

Og således videre! Alle praktiske Forhold, i Statens Liv såvel som i Privatlivet, er undergivet deres Guder. Guder, som Ingenting bestilte, ville man i Rom have anset for værdiløse Snyltere og ikke dyrket dem. Mangfoldige Guder tog sig af det spæde Barn; de går igen i Middelalderens Skytsengle, som overhovedet de katolske Helgener i lige Linie nedstammer fra de romerske Særguder. Det viser psykologisk Sans, at man endog havde en særlig Gudinde, Viriplaca, der forsonede Ægtefolk, som var kommet op at skændes. Romernes ældste Møntsort var Kobberpenge. Naturligvis var der en Gud for disse; han hed Æsculanus. Da man senere gik over til Sølvfoden, fik Æsculanus en Søn, som hed Argentinus. Men dengang Guldmønterne indførtes, var den religiøse Trang taget så stærkt af, at man ikke fik lavet en Aurulus som Sønnesøn af den gamle Æsculanus.

Der dannedes forresten stadig nye Guder. Enhver, der fandt på en ny Deling af de daglige Virksomheder, gjorde en ny religiøs Erobring. I Kejsertiden var der 10,000 Guddomme. Selv for bestemte historiske Begivenheder fandt man Guder. Hannibal stod engang kun en Mil fra Roms Porte, og det så ud, som om den frygtelige Fjende skulle nå sit Mål: Romerstatens Ødelæggelse. Det var kun en taktisk Manøvre for at tvinge Romerne til at ophæve Capuas Belejring; da den ikke lykkedes, vendte han om igen. Men i Rom havde Forfærdelsen en Overgang været stor; det måtte jo være en Gud, der havde fået Hannibal til at vende Ryggen. Så rejste man et Alter for »Rediculus Tutanus« (dvs. »Rygvender og Beskærmer«) på det Sted, hvor Begivenheden havde fundet Sted.

En Gud, som dyrkes med særlig Glans, er Janus. Det er den eneste Gud, Romerne selv har dannet et Billede af; ellers fik de først Gudestatuer og Templer (det første romerske Tempel (fra 585 f. Kr.) var for Kastor og Pollux, to speciel græske Guddomme.) efter Bekendtskabet med Grækerne. Janus fremstilles med to Ansigter, der hver vender sin Vej. Han er Gud for Døren, og Navnet hænger sammen med Ordet janua dvs. en Dør; hans dobbelte Ansigt betyder, at man både kan gå ud og ind ad en Dør. Det er ikke meget sublimt, men det er ægte romersk. Indgangen til Huset, der i sig selv var en Helligdom for Romerne, er en meget vigtig Ting, endnu mere Indgangen til Byen. Og Indgangsøjeblikket er jo virkelig, når alt kommer til alt, et højtideligt Øjeblik: Ingen véd, hvad der kan følge efter, og ofte afhænger hele Resten af Begyndelsen, Også vor gamle Folkevisdom siger: godt begyndt er halvt fuldendt. Efter Janus er Måneden Januar opkaldt. Oprindelig begyndte Året med Marts, som var opkaldt efter Hovedguden Mars. Så kom April »: Spiremåneden; Maj er Voksemåneden; Juni, hvis Navn måske er afledet af Juno, er Modningsmåneden. De næste Måneder numereredes: Quintilis (den femte), Sextilis (den sjette), September (den syvende), October (den ottende), November (den niende), December (den tiende). Til Ære for Julius Cæsar og Augustus kaldte man senere Quintilis for Juli og Sextilis for August. Da man på samme Måde ville hædre Tiberius ved at kalde September Tiberius, frabad han sig det med det spydige Spørgsmål: hvad vil I gøre med den trettende Kejser? Januar var altså den ellevte Måned; sit Navn har den sagtens, fordi Markarbejderne begyndte på denne Tid. Februar betyder Rensningsmåneden, hvori Året afsluttedes med almindelig Rengøring. Senere flyttedes så Årets Begyndelse fra Marts til Januar.

Ordet Religion er af latinsk Oprindelse og betyder Bundethed, og måske har intet Folk været mere religiøst dvs. mere bundet ved sin Tro end Romerne. Den gennemtrængte deres hele Liv i langt højere Grad, end vor Tro gennemtrænger vort; det nytter ikke at nægte det. Den største Udgift på Statsbudgettet var den til Gudsdyrkelsen. Men en særlig Præstestand, som vi har det, havde Romerne ikke; Præsteembedet var som alle andre Embeder et offentligt Hverv, der ikke forandrede Vedkommendes øvrige Livsførelse eller Stilling væsentligt. Der var ingen offentlig Gudstjeneste med Forkyndelse og Lovsang, ingen Sjælesørgere. Husfaderen ofrede på Familiens Vegne til Husguderne og de afdøde aners Ånder. Huset var en Helligdom; oprindelig begravedes de Døde i den lille Have, der lå bagest i ethvert romersk Hus; de tolv Tavlers Love forbød det, men endnu i Kejsertiden måtte der skrides ind i Provinsbyerne med nye Forbud mod denne Uskik. Roms Døde blev i den historiske Tid brændte, og Asken bisattes i Gravstæderne langs Landevejene udenfor Byen; enkelte Familier, som Corneliernes, begravede dog deres Døde, hvilket tyder på en gammel Sondring, der nu er uopklarlig (Efter de antoninske Kejsere fik Begravelserne Overhånd over Ligbrændingen). Som Husfaderen ofrede til Husets Guder, ofrede Præsterne til Statens, og hver Gud havde sin særlige »flamen«; Præster i al Almindelighed eksisterede ikke. Iøvrigt spillede Varsler en Hovedrolle. Det hænger sammen med Romernes religiøse Grundbegreb. Augurer vogtede på Fuglenes Flugt og Himmeltegnene, navnlig Lynet; indfødte etruriske Haruspexer granskede Offerdyrenes Indvolde. Varslerne belærte ikke om Fremtiden i det Hele; de svarede kun på bestemt stillede Spørgsmål: hvorvidt denne forestående Begivenhed eller Handling skete i et gunstigt Øjeblik, og Guden svarede så Ja eller Nej. Institutionen stammede fra Etrurerne. Senere rådspurgte man også de sibyllinske Bøger, men denne Kultus havde man indført fra Grækerne (Bøgerne var skrevne på Græsk og måtte tydes ved Hjælp af Tolk) i Syditalien, og den fik aldrig en sådan Betydning som Varslerne.

Spørger man til Slutning om Værdien af den romerske Religion, må det først indrømmes, at der virkelig er et religiøst Moment i Forholdet til de ukendte, styrende Verdensmagter. Al Religion har noget af den Art: Mystikken. Hvem kender ikke til sådanne Forestillinger? Hvem har ikke for den Sags Skyld taget Varsler? Men det er en ganske underordnet Side af Religionen, som for Romerne bliver ét og alt. Den moralske Side, har de forsømt: man vinder ikke Gudernes Gunst ved at øve godt mod noget Menneske og forskertser den ikke ved at øve ondt. Derfor bliver deres Religion en ren Skæbnetro, og den romerske Religiøsitet når sit Højdepunkt i Stoikernes resignerede Hengivelse i den upersonlige Skæbne-ide.

Hos Mængden bliver denne Tro til sidst til rå Overtro; hos de Dannede afløses den af absolut Vantro. Det er karakteristisk, at Romerne ofte søgte at vende Varslerne. Inden man skred til et vigtigt militært Foretagende, skulle det prøves, om de hellige Høns ville æde og drikke. Var det nu meget ønskeligt, at de spiste, sultede man dem en Tid i Forvejen, ligesom man i modsat Fald gav dem et dygtigt Foder, umiddelbart inden man tog Varslet. Det var kun plumpe Ugudelige, der som Publius Claudius kastede de hellige Høns, som ikke ville æde, i Havet med de Ord: når de ikke vil æde, kan de drikke; men ham gik det da også grumme galt. Til Faunus skulle der ofres Hjorte; nu var det ikke altid let at få fat i sådanne, så ofrede man Får, men kaldte dem Hjorte. Ved visse Ofringer skulle Præsten bruge en Flintekniv, - et Minde fra Stenalderens religiøse Ceremonier. Senere brugte man en almindelig Kniv, men man kaldte den silex (Flintesten). Da Cæsar gik i Land på den afrikanske Kyst, faldt han - et meget slemt Varsel! Men han vendte det til et gunstigt ved at udråbe: endelig favner jeg dig, du afrikanske Jord! Varsler, man ikke så, betød intet. Og nu kan jeg forklare Dem, hvorfor Romerne tilhyllede Hovedet, når de bad. Det skyldtes næppe Selvfordybelsen, som Mommsen mener; nej, men dersom man så et uheldigt Varsel under Bønnen, gik den ikke i Opfyldelse. Når man tilhyllede Hovedet, kunne man Ingenting se: og de Varsler, man ikke så, havde ingen Magt.

Når vi nu skal til at gennemgå Romerfolkets politiske Udvikling, den mægtigste og betydningsfuldeste, Verden har set, møder vi straks den Vanskelighed, at Begyndelsen, som på så mange Måder er afgørende for den rette Forståelse, tilhører Sagntiden. Ikke blot rene Myter som den om Romulus, men hele Kongetidens Saga er historisk usikker. De første pålidelige historiske Efterretninger er fra 510 f. Kr., da Listerne over Roms Embedsmænd begynder. Selv Året for Byens Grundlæggelse 753, hvorfra den romerske Tidsregning går ud, er rimeligvis en senere Opfindelse. Naturligvis kan der ikke her være Tale om at indvie Læserne i Videnskabsmændenes Stridigheder om disse Spørgsmål; jeg må nøjes med at give Dem de Resultater, jeg efter Prøvelse af Kilder og Synspunkter anser for de sandsynligste, og iøvrig henvise mere Videbegærlige til Værker som Mommsens store romerske Historie, Madvigs »Den romerske Statsforvaltning«, Ihering (udtales Jering): »Geist der romischen Rechts« og Karlowa: »Romische Rechtsgeschichte«. På Dansk har vi foruden Madvigs Arbejde Jul. Lassens Behandling af den romerske Privatret og A. B. Drachmanns lille instruktive Bog: »Den romerske Statsforfatning«, væsentlig et kortfattet Uddrag af Madvigs.

Til Forståelse af den romerske Politiks Ejendommeligheder og Fortrin vil jeg bede Dem i det Efterfølgende navnlig mærke Dem følgende fire Synspunkter. 1) Romerne forener Teori og Praksis. Deres Statsteori er ikke lavet efter abstrakte Principper, den er bestandig groet naturlig frem af det praktiske Livs Erfaringer og nøje formælet med dem; på den anden Side har det praktiske Liv villig indordnet sig under de langsomt og sikkert indvundne Synsmåder med en Disciplin, der er enestående i Historien. Den levende Vekselvirkning mellem Tanke og Handling er Nerven i al romersk Politik. 2) Romerne forener Fremskridt og Fasthed; de er i samme Grad konservative og radikale. Princippet er gennemgående det, at medens Formerne bevares så vidt mulig ukrænkelige, ændres Indholdet i Overensstemmelse med Tidskravet, hvormed naturligvis ikke skal være sagt, at det altid går af uden Revolutioner og bratte Omvæltninger. 3) Romerne forener Individualisme og Socialisme; de tager i lige Grad Hensyn til Individet og Samfundet. Det vanskeligste af alle politiske Spørgsmål har de givet den første Løsning, som selvfølgelig ikke var fuldkommen, men dog langt forud for alle andre Oldtidsstaters. 4) Endelig forener den romerske Politik på ejendommelig og efter Forholdene mageløs praktisk Vis den udøvende og den rådgivende Magt, idet Princippet gennemgående er dette: en Enkelt handler, under Ansvar; de Mange giver Råd, uden Ansvar.

I såre meget minder Romerne et Nutidsmenneske om Europas Foregangsfolk i alt, hvad angår Politik og praktisk Virksomhed: Englænderne. Det efterfølgende vil for den opmærksomme Læser ofte bekræfte denne Sammenligning. I Grundlaget for Roms ældste Forfatning skimter man gennem Sagnenes Slør to karakteristiske Former: Gensforholdet og Kongemagten.

Roms oprindelige Beboere, Patricierne, dannede et Samfund af Slægter; hver enkelt Slægt, på Latin: Gens, var et Hele for sig med sin egen Gudsdyrkelse og sine egne Traditioner. Ældgamle Retsbestemmelser om Arv og Formynderskab bandt Gensens Medlemmer (Gentilerne), som kendte hverandre på det fælles Slægtnavn, juridisk sammen til en Enhed. Ved Gensernes frivillige Sammenslutning dannedes så Samfundet, i Spidsen for hvilket vi tidlig finder en Konge. Det er sandsynligvis Krigen, der her som andetsteds har tvunget Slægterne til at udvælge en enkelt Mand til Fører; den første Konge var sikkert General. Slagordenen er måske den ældste Samfundsorden. Krigsdisciplinen opdrog Romerne til Orden og Sammenhold. Til Konge kunne enhver Patricier blive valgt; kun måtte han ikke være lam eller blind, en Bestemmelse, der tydeligt peger i Retning af Hvervets militære Oprindelse. Folket, populus, er de våbendygtige Mænd (populus rimeligvis beslægtet med pullus dvs. Yngling); de har den besluttende Myndighed; de ældre, Senatet (dannet af senex dvs. Olding) havde kun rådgivende Stemme. Kongen har den udøvende Magt; når Folket har vedtaget en Krigserklæring, bøjer alle sig ubetinget for hans Befalinger. Også i offentlige Retssager har han dømmende Myndighed, og fra hans Dom kan der ikke appelleres, undtagen når Talen er om Majestætsforbrydelser, thi her er han selv Part i Sagen. Han kan ikke indføre nye Love; det kan kun Folket.

Og krænker han Loven, kan hver enkelt Borger indanke Sagen for Folket og få hans Bestemmelse erklæret ugyldig. Han er iført samme Purpurdragt som Jupiter og bærer røde Sko ligesom Guden, fører Elfenbensstaven og sidder til Doms i Elfenbensstolen (sella curulis). Sin Indtægt hæver han af Havnetolden og en Del af Byens Domæner, men til Statens Bedste råder han over alle dens Pengemidler. Han er tillige religiøst Overhoved, eftersom han skal kunne tage Varsler inden Slaget. Faste Embedsmænd har han ikke; men i Krigen står Rytteriets Anfører nærmest under ham. Denne har tillige at bevogte Bymurene; herfra stammer vel Sagnet om hin »Celer« (Rytter), der nedhuggede Remus, da han havde hånet Roms nylig rejste Mure. Til at opspore Forbrydelser, navnlig politiske, havde Kongen de såkaldte qaæstores parricidii. Ved Kongens Død har rimeligvis oprindelig Folket valgt hans Efterfølger; senere udvælger Senatet en af sin Midte til Interrex (dvs. Mellemkonge), og denne skal så i Løbet af fem Dage udpege den nye Konge. Kan han ikke i den Tid blive enig med Senatet og Folket, udnævnes der en ny Interrex på fem Dage osv. Staten træder med sine Forpligtelser og Rettigheder stedse i Forhold til Genserne, ikke til den enkelte Borger. Han har i og for sig fuld Frihed til at udtræde af Gensen, og denne har ikke Ret til at dømme ham uden hans Samtykke, men den kan udstøde ham; derved bliver han »egens«, det vil sige retløs, rodløs og må gå i Landflygtighed. »Egens« (dvs. »udenfor Gensen«) bliver ensbetydende med elendig, ulykkelig. Thi Gensen er Samfundsmolekulet; hver Gens havde som omtalt sin egen Gudsdyrkelse, sin egen Ret og fælles Begravelse. Gensen besørgede selv sine Ofringer og bekostede dem ved Sammenskud; man finder også Spor af dens oprindelige moralske Dommermyndighed over Gentilerne. En Gentil kunne næppe sælge noget af sin Jord uden Gensens Samtykke; i al Fald havde dens Medlemmer Forkøbsret.

Senatet bestod af 300 Medlemmer (patres dvs. Fædre), som oprindelig var Repræsentanter for Genserne, måske et Medlem af hver Gens. Senere udnævnes nye Senatorer af Kongen (conscripti). Senatorværdigheden var livsvarig. Dette de Ældres Råd danner langt op i Tiden den konservative Ballast i Roms Politik; her opsamles efterhånden den politiske Erfaring og Dygtighed, og skønt Senatet oprindelig kun var rådgivende, fik det afgørende Indflydelse på Styrelsen. Det skulle bekræfte Folkets Love og kunne allerede herved øve en betydelig hæmmende Virkning på de altfor radikale Fremskridtsmænd. I Kongetiden var det Kongens Råd; han behøvede ikke at rådføre sig med hele Forsamlingen, men kunne nøjes med et selvvalgt Antal, og dets Mening havde ingen bindende Magt over hans Beslutninger.

Genserne var oprindelig politisk inddelt i 30 Curier og 3 Tribus (Af tribuo dvs. jeg fordeler), der synes at have omfattet Rytteriet, som i den ældre Tids Krigsførelse spillede en fremtrædende Rolle. Hver Curie rummede et vist Antal Genser, ikke som Senatet enkelte Repræsentanter, men hele Antallet af myndige Mænd. Curierne samledes vistnok oprindelig i dertil byggede Forsamlingshuse (»curia« betyder et sådant Samlingssted) og havde visse præstelige Forstandere, der lønnedes af Staten og ledede de foreskrevne Ceremonier. Her rådslog så hver Curie for sig. Når Kongen sammenkaldte Curierne til Folkeforsamling, mødte de på det såkaldte »comitiam« i curia hostilia på Torvet, forum; og her forelagde Kongen så Folket Forslag til Lovændringer. Kun Kongen kunne sammenkalde Curierne, og kun han kunne stille Forslag. Der svaredes ved Afstemning: Ja eller Nej på det stillede Spørgsmål. Kongen kunne give en Borger Ordet, men han kunne også nøjes med Afstemningen, og Ingen måtte tale uden hans Opfordring. Folkeforsamlingen kaldtes comitia efter Stedet, hvor den holdtes. Den var altså ikke som Nutidens Parlamenter en Folkerepræsentation, men selve Folket. Overhovedet må man ikke glemme, at den romerske Stat er en By, en Kommune, ikke et Rige; dette får, som vi skal se, en skæbnesvanger Betydning for Romerne, da Statens Omfang var blevet for stort til en ren kommunal Forfatning som den romerske.

Roms Borgere betalte ikke regelmæssig Skat. Når der var Brug for flere Penge, end Statskassen indeholdt, udskrev Kongen med Folkets Samtykke en Afgift for Lejligheden (tributum). Den var i Almindelighed 1/1000 af Formuen, men kunne stige til 2 eller 3 pro mille. Den blev navnlig udskrevet i Krigstilfælde, men betaltes jævnlig efter Sejren tilbage af Byttet. De Byrder, som påhvilede Borgerne, var først og fremmest de militære; hvert Hus stillede en Mand med fuld Udrustning. Dernæst delte man de kommunale Arbejder mellem sig: Bygning og Reparation af Mure, Vandledninger, Kloaker osv., Dyrkning af Kongens Jorder, Sikkerheds- og Polititjeneste og lignende. Efter at vi nu har fået et Rids af den ældste Statsform, som vi desværre i flere Retninger må gætte os til ud fra de dunkle og ofte modsigende Beretninger, vil jeg, inden jeg går over til at fortælle om Udviklingen, meddele lidt om de private Retsforhold.

Her er det navnlig Genserne, som træder i Forgrunden. Gensen bestod af et vist Antal Familier, og det er nu et vigtigt Grundlag for den romerske Familieret, at Husfaderen (pater familias) er absolut Herre i sit Hus og over sin Familie. Familia betyder oprindelig hele en Mands Ejendom; senere forstod man ved dette Ord den levende Ejendom: Kone, Børn, Børnebørn og Slaver, og adskilte derfra den døde Ejendom: Pecunia (dannet af pecus dvs. Kvæg - et Minde om, at Romerne oprindelig var et agerdyrkende Folk), Penge og Løsøre. Indenfor Familien har Husfaderen den ubetingede Magt; det latinske Ord derfor er potestas (af patis, Ægteherre (Samme Rodord som i Slutningsstavelsen af Despot)). Familiemedlemmerne var alle undergivet denne Magt, men deres mindre heldige Opførsel faldt så også tilbage på Husfaderen som hans Skam. Han var berettiget til at straffe sine Børn endog med Døden, men det skete aldrig, uden at de myndige Mænd af Slægten først var tilkaldt til et Slags Råd, der havde samme Betydning for Husfaderen som Senatet for Kongen: han skulle høre på det, men behøvede ikke at rette sig efter det. Selv de voksne Sønner og deres Børn stod under hans Myndighed; han kunne sælge dem som Slaver eller leje dem ud til Fremmede.

Den frie Mands Selvbestemmelsesret er den ældste Romerrets Hovedprincip, også når der opstår Uenighed mellem Borgerne indbyrdes. Når vi Nutidsmennesker bliver uenige, går vi til Domstolene; dér skal vi lade vore Trætter afgøre. Således var det oprindelig ikke hos Romerne. De stridende Parter valgte selv en Voldgiftsmand; at føre Proces for en Dommer, Vedkommende ikke frivillig havde underkastet sig, var utænkeligt. Når Dommen var fældet, måtte den sejrende Part selv lade den fuldbyrde. Anklageren hedder hos Romerne Aktor dvs. den Handlende«; det er betegnende. Vi kan kun »klage« over Uretten, Romeren kunne og skulle »handle«. Straffen var oprindelig Selvhjælp, Hævn, og den afpassedes, selv da almindelig gældende Love var indførte, ikke så meget efter den Skade, der var sket, som efter den psykologiske Tilstand, Krænkelsen fremkaldte hos den krænkede. Jeg skal anføre et Eksempel. Blev en Tyv greben på fersk Gerning, kunne han sælges som Slave; var det om Natten, eller satte han sig til Modværge, kunne man slå ham ihjel. Blev han derimod først grebet nogle Dage senere, slap han med at erstatte det stjålne dobbelt op. Denne Forskel i Straffen hænger åbenbart sammen med den psykologiske Iagttagelse, at man bliver mere gal i Hovedet, når man pågriber Tyven under Forbrydelsen, end når der er gået nogle Dage; så er man glad over at få sine Ting tilbage og mere tilbøjelig til at lade Nåde gå for Ret. Den ældste Form for Straf er Hævn. Blodhævnen, som Gensen udøvede på Medlemmernes Vegne, er imidlertid meget tidlig blevet erstattet med Bøder. Det var Kongen, som idømte dem; de bestod i Kreaturer og kaldtes multa (Mulkt), hvilket betyder: »så og så mange« (nemlig Får og Køer). Man skelnede tidlig mellem den egentlige Straf, som udligner et Retsbrud, og den disciplinære Straf, som bringer en Ulydig til Lydighed. Denne sidste idømmes efter Skøn og består i Mulkt eller Udpantning af en eller anden Ejendel, som ikke solgtes, men ødelagdes. Den laveste Mulkt for Ulydighed var et Får, den højeste 2 Får og 30 Køer. Når Bøder anvendtes som Straf for et Retsbrud, var det Løskøbelse fra den Krænkedes retmæssige Hævn. Det ses f.eks. på følgende Bestemmelse : døde en Mand, der var idømt en Bøde, inden denne var betalt, var hans Arvinger ikke pligtige at betale, thi Hævnen kan ikke ramme de uskyldige Arvinger. Vidnet var oprindelig en Hjælper til Udøvelsen af Hævnen; som Vidner kunne derfor kun benyttes udtrykkelig tilkaldte Mænd, ikke tilfældigvis Nærværende, ejheller Kvinder, thi et Vidne skulle, som det hedder i de tolv Tavlers Love, kunne »stå ved sit Ord« dvs. med Magt understøtte sit Udsagn.

Også i den Enkeltes Forhold til Staten ser vi Selvtægten som det oprindelige, hvoraf den fastslåede Ret efterhånden gror frem. Res publica kaldes den fælles Ejendom: Gader, Mure, Torve, Vandledninger osv. Oprindelig kan enhver Borger på Stedet hævne Krænkelser af Statens Eje; senere, da Bøder er trådt i Stedet for Hævn, kan Enhver, der vil, optræde som Anklager overfor Forbrydelser mod Staten, og Straffen kaldes vindicta publica dvs. »Folkehævn«.

Al Ret er efter den ældste romerske Opfattelse altså grundet på Magten til at hævde den: Den, der ikke har Magt, har heller ikke Ret. Det gælder også om Ejendomsretten. Ejendom kaldes hos Romerne mancipium, dannet af Ordene manus (dvs. hånd) og capere (tage), altså: »det, der tages med Hånden.« Ejendommens Symbol er Spydet, hasta, og offentlige Salg foregik altid under to opstillede Spyd (sub hasta vendere). Emere, at købe, betyder egenlig at tage, og ved Salg eller Ejendomsoverdragelse (mancipatio) var det Modtageren, som var »den Handlende«, ikke som i vore Dage Sælgeren. Modtageren tog Ejendommen, og Sælgeren tog så til Gengæld Betalingen. Lansen er Mandighedens Symbol, som den er Rettens; de to Ting kan ikke skilles ad. Den gamle sabinske Lanse hed quiris; heraf dannes Ordet Quiriter, som bliver almindelig Betegnelse for romerske Borgere. Det betyder altså Spydmænd, Spydbærere.

Frihedsfølelsen ytrer sig overalt i den ældre Romerret. Ingen kan f.eks. sælge sig selv som Slave; et sådant Salg er ugyldigt, thi end ikke frivillig kan den frie Romer opgive sin personlige Frihed. Personlige Forpligtelser har overhovedet ingen retlig Gyldighed; når en Romer personlig påtager sig et Arbejde, er det ved en rent privat Aftale; han kan forlade det, når som helst han vil, han er ikke bunden ved nogen som helst retsgyldig Kontrakt. Ingen kunne ved Testamente forpligte en Arving til nogen Slags personlig Handling, Ægteskab eller sådant. Servitutter på Ejendomme kunne ikke overdrages af Ejeren til den næste Ejer; når Ejendommen overtoges af en Anden, forsvandt alle Servitutter, dersom den nye Ejer ikke af fri Vilje fornyede dem. Protesterede en Grundejer mod en Ekspropriation, respekterede man næsten altid Protesten.

Der var i Rom den mest ubegrænsede Næringsfrihed; ingen »Bevillinger« eller Monopoler lagde den Enkelte Hindringer i Vejen. (Noget andet er det, at det lønnede Arbejde ansås for vanærende.) Man kunne gifte sig uden at eje noget som helst. Vor Tids tusinde Bånd og Hæmninger kendte man ikke til. Straffene lød på Dødsstraf eller Pengebøder, ikke på Fængsel eller personlig Tugtelse (I den allerældste Tid synes Indespærring og Prygl at have været anvendt som Disciplinærstraf, men disse Tugtemidlers Anvendelse på frie Mænd blev tidlig forbudt ved Lov.). Intetsteds i Verden har den frie Mand været stillet friere end i Rom. »Enhver er sin egen Lykkes Smed« , dette ægte romerske Ordsprog stammer fra den mærkelige Appius Claudius den Blinde.

Men den frie Mand er vel at mærke: den romerske Patricier, Husfaderen. Vor Opfattelse af Menneskets Rettighed som Menneske kendte Romerne intet til. Kun den romerske Borger er fri, og han er det kun, sålænge han befinder sig på romersk Grund. Enhver Fremmed er på Forhånd en Fjende; hostis betyder samtidig Fremmed og Fjende. Om en Folkeret bliver der først senere Tale, endnu senere og nærmest kun teoretisk om en oprindelig Naturret, fælles for alle Mennesker. Fra Synspunktet: Magt er Ret, går der en lang Vej til: Ret er Pligt.

Rimeligvis er det Handelen, der først har udvidet Retsbegrebet til at gælde for andre end Romere. Agerdyrkningen var Folkets oprindelige Erhverv; da Handelen kom til, opdagede man, at man var nødt til, i al Fald delvis, at respektere de Fremmedes Krav, - at de også havde eller måtte have en vis Ret. En Tolk hedder på Latin interpres; Ordet er dannet af inter (mellem) og pres (Pris) og betyder altså oprindelig Mægler, Bestemmer af Prisen mellem de Handlende. En sådan Mægler var Folkerettens første Pioner. Man sluttede en Pagt (pactum) med de Folk, man trådte i Handelsforbindelse med, og heraf udviklede sig visse Regler for Samkvemmet, der snart fik Gyldighed som Love, og som fra dette Øjeblik strengt overholdtes af Romerne. Ordet for Fred, pax, er af samme Rod som pactam (Sanskrit pac: at binde); det er betegnende, at Freden kommer som Følge af en Pagt, Krigen er den normale Tilstand. Folk, Romerne ikke havde sluttet Pagt med, var oprindelig retsløse; Enhver havde Ret til at tage deres Ejendom som Bytte.

Det ældste Retssystem i Rom har sikkert dannet sig dels ved Tradition fra den fælles ariske Fortid, dels gennem Praksis, og dets Regler eller Love var ikke nedskrevne. Det var især Præsterne, som bevarede Traditionen og som altså blev de første Jurister. Til dem henvendte man sig i Tilfælde af Tvist som til de kyndigste Voldgiftsmænd. Formen var i Almindelighed den, at Parterne indgik et Slags Væddemål om Processens Udfald, idet de overgav Præsten en ligestor Sum hver; den kaldtes sacramentum. Den, som Dommeren gav Medhold, fik sit sacramentum tilbage, medens Modpartens tilfaldt Præsteskabet til Indkøb af Offerdyr dvs. lign. Senere gik det i Statens Kasse. Romerne skelnede mellem verdslig Ret (jus) og gejstlig Ret (fas). Den sidste har oprindelig haft større Betydning end den første; senere blev det omvendt. Markskellet var f.eks. helligt; det stammede fra selve Jupiter, thi en af hans første Handlinger var at drage bestemt Grænseskel. At flytte Markskel var Helligbrøde og straffedes med, at Forbryderen erklæredes for homo sacer (en Mand, der er ofret Guderne), hvilket ville sige, at Enhver ustraffet kunne slå ham ihjel, og gik han ikke straks i Landflygtighed, nedstyrtedes han fra den tarpejiske Klippe i Nærheden af Capitol.

Ægteskab, Edsaflæggelse, Testamente kan nævnes mellem de private Forhold, som i det ældste Retssystem henhører under fas. Den oprindelige Form for Ægteskabs Indgåelse kaldes confarreatio (dvs. »Medofring« af far, Offermel); de to Ægtefæller sad med tilhyllede Hoveder på to Stole, hvorover der var bredt Skindet af et slagtet Får: Offerdyret. Pontifex maximus fremsagde så en Formular, Jupiterpræsten ofrede en Kage af Spelt, og rimeligvis bekræftede så Parterne overfor hinanden, at de ville leve sammen som Husfader og Husmoder. Måske har der været endnu flere Ceremonier, men vi kender ikke engang Formularen mer. Testamente kunne enhver fri Mand oprette ganske efter Forgodtbefindende, og han kunne indsætte til Arving, hvem han ville, selv en Slave (så tilfaldt Formuen Slavens Ejer), men Testamentet skulle, mens han levede, højtidelig forelægges Folket på en dertil indkaldt Forsamling, der kaldtes comitia calata Comitier (dvs. »sammenkaldte, I »calare« ligger en Bibetydning af at sammenkalde på en religiøs højtidelig måde dvs. ved Præsterne) og afholdtes to Gange om Året. Om Folket (Genserne) kun fungerede som Vidner, eller om det oprindelig kunne nedlægge Protest mod Testamentet, vides ikke (Karlowa antager det første, Mommsen og Ihering det sidste). Præsterne sammenkaldte comitia calata, og Pontifex maximus førte Forsædet. Også Formynderinstitutionen tilhører sikkert det ældste Retssystem. Til Formynder for Umyndige (hvortil også regnes Kvinder og Ødelande) var nærmeste Slægtning af Gensen forpligtet; senere indsatte Øvrigheden Formynderen. Forholdet regnedes for meget helligt.

Nogle Love, som efter Romernes Mening stammede fra Tiden før de tolv Tavler, kaldte de leges regiæ (dvs. Kongelove) og tillagde bl.a. Sagnkongerne Romulus og Numa dem. De af disse Love, vi kender noget til, viser et nært Forhold til fas. f.eks. forbudet mod at ofre Vin af ikke beskårne Druer eller Forbudet mod, at en Medhustru berører Junos Billede. Disse Love er altså rimeligvis af præstelig Oprindelse og har ikke været forelagte eller vedtagne på Folkeforsamlingen. Der nævnes også Formler, Skemaer for visse Øvrighedshandlinger (f.eks. Sammenkaldelse af Folket), som fra gammel Tid er opbevaret hos Pontifexerne. Sandsynligvis grunder altså en Del af den senere Privatret og Civilproces sig på sådan Præstejura.

Også den kvadratiske Form, som Romerne benyttede, når de anlagde en By eller en Lejr - Torvet i Midten, derfra to hovedgader, Cardo i Nord-Syd og Decumanas i Øst-Vest, parallelle Sidegader og en kvadratisk Mur med fire Porte udenom det hele - også denne Form havde sikkert oprindelig en religiøs Betydning og hørte ind under fas. Måske stammer den fra Etrurerne. Korsveje ærede man på en særlig Vis og anså dem for mægtige Ånders Opholdssted, en Forestilling, der har holdt sig op gennem Middelalderen lige til vore Dage. Jeg har omtalt Romernes Forhold til de fremmede Folk gennem Handelen. Til Slutning vil jeg gå lidt nærmere ind på et endnu vigtigere Forhold: Krigen. Også Krigen opfatter Romerne som en Retssag, de har med Fjenden; og intetsteds viser deres juridiske Anlæg sig tydeligere end netop her. Det er karakteristisk, at Reglerne for Krigens Indledelse og Førelse åbenbart i den ældste Tid hørte ind under fas, den ældste og helligste Retsform. Jeg har omtalt Lejrens kvadratiske Form, der intet tilsvarende har hos Grækerne. Krigserklæringen var omgivet af en særlig religiøs Højtidelighed. Romerne erklærede nødig Krig, og det er ikke Hykleri, når de latinske Historieskrivere forsikre, at Roms Krige alle var Forsvarskrige. Havde en fremmed By krænket Romernes formentlige Ret, så blev Sagen overgivet til et Præstekollegium af Sagkyndige, de såkaldte Fetialer (fetiales). Oprindelig har de rimeligvis skullet udtale sig om Sagens Realitet, om hvorvidt Romerne eller de Fremmede havde Ret; senere, da Folkeforsamlingen afgjorde, om der skulle erklæres Krig eller ej, var det kun Ceremonierne ved Krigserklæringen, som tilfaldt Fetialerne. Et Udvalg på fire af dem drog så til den fremmede By, efter at de havde bekranset sig med »Verbena« , en hellig Græsart, som voksede på Capitolium. Den skulle tillige med det uldne Bind om Hovedet betegne dem som Gesandter, altså ukrænkelige; thi Gesandtens Ukrænkelighed er vistnok en af de ældste Retsregler for Folkenes Samkvem (Den, der i Rom krænkede en fremmed Bys Gesandter, blev af Fetialerne udleveret til vedkommende By. Gesandterne havde, mens de opholdt sig i Rom, fri Station på Statens Regning). Føreren for Gesandtskabet, pater patratus, fremsatte Roms Fordring i en bestemt Formel, første Gang, når han overskred den fremmede Byjords Grænse, dernæst i ordret Gentagelse til den første Mand, han mødte, derpå ved Indgangen gennem Byens Port og tilsidst, når han betrådte dens Torv. Han gav så Byens Styrere 30 Dages Frist; var de forløbne uden Resultat, kalder han Guderne til Vidne på, at »dette Folk er uretfærdigt og følger ikke Retten« (populum illum injustum esse neque jus persolvere) , og drager derefter med sine tre Vidner hjem til Rom. Når Senatet så har »overvejet« Tingene (formelt, da Krigen i Forvejen var besluttet) i tre Dage, følger den højtidelige Krigserklæring, som består i, at Fetialerne atter drager afsted til Fjendens Grænse, erklærer ham Krig og kaster en blodig Lanse ind på hans Område. Senere erstattes det første Gesandtskab af verdslige Legater, men selve Erklæringen ved Fetialerne vedligeholdtes langt op i den historiske Tid. Da Roms Krige nåede ud over Italiens Grænse, var det umuligt at sende Fetialer; man hjalp sig så med at erklære et vist Stykke Jord foran Bellonas Tempel i Rom for »fjendtligt Område« og lade Fetialerne kaste Lansen derind. Dette Lovtrækkeri, hvorved Formen bevares, medens Indholdet afpasses efter de praktiske Forhold, er betegnende for Romernes Fremgangsmåde.

Man ser ofte Romerne fremstillet som et Røverfolk, der kun tænkte på Erobringer; men man må ikke glemme, at de romerske Krige bragte Fred og Orden og i Virkeligheden gjorde en Ende på de evige Fejder mellem Småbyerne. Overalt hvor Romerne trængte sejrende frem, fulgte Fredens Velsignelser med dem; de erobrede Byer beholdt deres kommunale Selvstændighed, det forlangtes kun af dem, at de skulle holde Fred med deres Naboer. I Krigsomkostninger fratog man dem i Almindelighed 1/3af deres Jord, som man så befolkede med romerske Kolonisatorer; men man afkrævede dem ikke Skat og udskrev ikke Soldater blandt dem. Romerne og Forbundsfællerne bar hele den militære Byrde. Verdenshistorisk set giver store Evner altid store Forpligtelser og store Rettigheder. Kun en overfladisk Betragter opfatter det som Tyranni, når den, der har fået de vældige Åndskræfter, bruger og udfolder dem. Historiens Fremgang betinges derved. Romerne var i Kraft af deres organisatoriske Evne kaldede til den historiske Mission — »ikke at henrykke Verden, som Grækerne, men at beherske den og lære den at herske« (Ihering). Roms Valgsprog var, længe før det blev en Verdensmagt: »Husk, Romer, at du skal regere Folkene!« (»Tu regere imperio populos Romane memento!« Vergil.)

Det ældste Rom var en Stat af Agerdyrkere. Månedernes Navne er et stedsevarende Minde derom. Også Ægteskabet står i et betegnende Forhold til Agerbruget; dets skærmende Guddomme er Tellus og Ceres (Jorden og Korngudinden), og det førnævnte Bryllupsoffer var en Kage af Spelt. Når en By grundlagdes, pløjede man en Fure rundt om dens Område og løftede Ploven på de Steder, hvor Portene skulle være. Syv Dage forrettes Markarbejderne ved Slavers og Trækdyrs Hjælp, den ottende Dag (nundina) kommer Folk til Byen for at falbyde deres Produkter og deltage i de offentlige Anliggender. Mødestedet er Forum. Hovedproduktet er Korn; først senere går Rom (ligesom Danmark i vore Dage) over fra at være et Kornland til at blive et kvægavlende Land. Oprindelig har vistnok kun Statens Jorder (ager publicus) været anvendt til Græsning. Når Oksen og Tyren afbildes på gamle Mønter og lovprises i de ældste Sange, er det ikke som Slagtekvæg, men i deres Egenskab af Trækdyr, Menneskets Medhjælpere ved Kornavlen: På Mønter findes deres Billede vel, fordi disse Husdyr var det ældste Byttemiddel og Værdimål; senere blev Kobberet det. Den ældste Formueret stillede også Husdyr og Slaver i en Gruppe for sig som særlig beskyttet og vanskeligere at afhænde end den øvrige Ejendom. Når Rom blev en Krigerstat, var det fra Begyndelsen nødtvungent, for at forsvare de Værdier, dets flittige Indbyggere havde skabt. Roms Fremgang får det retløse Røverliv, som var den normale Tilstand mellem de italienske Bystater, til at ophøre. Så langt er det fra, at man har Ret til at kalde Rom en Røverstat. Dets Sejr er i Virkeligheden fra først af Kulturens og Rettens.

Rom blev ifølge Sagnet anlagt af Romulus i Året 753 f. Kr. Den ældste By lå på Palatinerbjerget. Lige overfor på Quirinalhøjen havde Sabinerne anlagt en By. De to beslægtede Stammer kom snart i Krig - det var, som om Kongens Nytorv og Gammeltorv ville føre Krig - og Krigen afsluttedes med et Forbund. Det ældste Minde herom er de to fordoblede Præstekollegier »Ulvene« og »Springerne«, som dyrkede Mars ved Sang og Dans. Romulus' Efterfølger, Numa Pompilius, grundlagde Roms Religion og ordnede dets Gudsdyrkelse - et senere opfundet Sagn, da Religion og Gudsdyrkelse naturligvis er meget ældre end Byen. Blandt de efterfølgende Konger nævnes Ancus Martius, som byggede Tiberbroen og befæstede Janiculum-højen, og Tarquinius Priscus, der anlagde Forum, den første Kloak samt Circus maximus. Alt dette er upålidelige Sagn. Noget mere historisk sikrede synes Beretningerne om Roms største Konge, Servius Tullius. Han byggede den Mur, hvis Rester endnu bærer hans Navn, og som omfattede foruden Palatin og Quirinal tillige Capitol, Aventin, det meste af Celiushøjen, hele Viminalis og en Del af Esqvilin, Roms berømte »syv Høje«..

At Forum tidlig har været det fælles Mødested for de forskellige Højes Beboere, er rimeligt; de nyeste Udgravninger viser, at Stedet i ældgammel Tid, længe inden Roms Grundlæggelse, har været brugt til Begravelsesplads. Allerede i Kongetiden har der vistnok ligget Butikker og Slagterboder langs begge Forums Sider. Kvægtorvet lå ved Tiberen (det nuværende foro boarid).

Servius Tullius skal have inddelt det nye, rimeligvis kvadratisk delte Roms Indbyggere i fire Stammer (tribas), hvortil føjedes 26 Tribus for Landboerne, der befolkede Byens Omegn. Senere (År 240 f. Kr.) forøgedes Landtribus til 31, så at der ialt blev 35 Tribus. Denne Inddeling har vistnok oprindelig været lavet efter Bopælen, senere bestemmer Grundejendommen, til sidst Øvrigheden, hvilken Tribus en Mand skal henregnes til. Den før omtalte Tribut blev opkrævet efter tribus. Capitolium regnedes hverken til Byen eller Landet; den var et neutralt Sted; og her opførtes (af Tarqvinius), som fælles Helligdom, det mægtige Jupitertempel for Jupiter, Juno og Minerva. Lige overfor lå Byens Borg, den såkaldte Arx. Først i vore Dage har man med Sikkerhed kunnet fastlå Beliggenheden.

Vigtigere endnu end Tribus-inddelingen var den Reform, som Servius Tullius indførte i Roms politiske Styrelse: Centurie-forsamlingen. Forat forstå dens Betydning må vi imidlertid først kaste et Blik på Roms Befolkning omkring dette Tidspunkt. Jeg har omtalt Byens ældste Indbyggere som Patriciere, der dannede Genser. Ved Siden af dem og deres Familier med Slaver nævnes fra den tidligste Tid en Klasse Mennesker, de såkaldte Klienter, der indtog en ejendommelig, halvfri Stilling. En Klient havde altid en Patricier til Beskytter (patronus) og regnedes med til dennes Gens, men han kunne ikke afgive Stemme i Curien og besad overhovedet ikke den frie Borgers Rettigheder. Patronen var forpligtet til at hjælpe sine Klienter i alle Sager af retlig Art; han skulle f.eks. optræde for enhver af dem i Retten; til Gengæld skulle Klienten efter Evne støtte sin Patron økonomisk og personligt, det første navnlig ved ekstraordinære Udgifter som Bøder og Døtres Udstyr. Patron og Klient måtte ikke vidne mod hinanden eller stemme mod hinanden, heller ikke kunne de sagsøge hinanden for Retten. Forholdet mellem dem regnedes for et af de helligste; det rangerede endog over Blodsslægtskab (Kun Forholdet mellem Formynder og Myndling gjaldt for endnu helligere). Forrådte en Patron sin Klient, blev han erklæret for homo sacer.

Hvorfra stammede Klienterne? Man har gættet på, at de var Landets oprindelige Beboere eller rettere de af dem, som underkastede sig Romerne frivilligt og derved kom i et Slags Forbund med dem; men det er sandsynligere, at Forholdet er ældre og allerede fandtes hos de indvandrede Latinere. Foruden Patricierne og Klienterne nævnes i den ældste Tid endnu en tredje Klasse: Plebejerne. Også deres Oprindelse er dunkel. Mommsen mener, at de var indvandrede fremmede, men nyere Forskere har på Grund af deres Talrighed antaget dem for oprindelige Medborgere af lavere Rang end Patricierne og med færre Rettigheder, således at Patricierne svarede til Middelalderens Adel, Plebejerne til dens Borgere. Indvandrede, som fik romersk Borgerret, og frigivne Slaver regnedes med til Plebejerne; ligeledes de Børn, som fremgik af Forbindelser mellem Patriciere og Plebejere. Plebejernes Klasse kaldes under ét for Plebs (dannet af pleo dvs. udfylde). Plebs har tidlig haft enkelte Rettigheder, men ikke så mange som Patricierne; de kunne f.eks. ikke beklæde noget Embede og havde oprindelig ingen Adgang til Senatet. Roms ældste politiske Historie er Striden mellem Patriciere og Plebejere (Klienterne synes temmelig tidlig i Roms Historie på ubekendt Måde at være gået over til Plebs, idet de frigjorde sig for Afhængighedsforholdet til Patricierne. Det Klientforhold, der omtales i Kejsertiden, er et rent privat Forhold, altså af en ganske anden Art end det oprindelige.), hvorved de sidste omsider tilkæmpede sig lige Ret med hine, og til denne Kamp danner nu Servius Tullius' Reform Indledningen.

Dette må dog ikke forstås, som om hans Reform var fremgået af demokratiske Hensyn. Alt tyder tværtimod på, at den udgik fra Patricierne. Sagen var, at kun disse sidste var forpligtede til Militærtjeneste, og efterhånden som Plebejernes Antal tiltog, blev det ønskeligt eller vel endog nødvendigt at få dem med. Servius Tullius indfører da en ny Ordning, der i et og andet minder om Solons Reform i Athen, og som måske også skyldes græsk Påvirkning. Befolkningen inddeles efter Formuen, oprindelig Grundejendommen, i fem Klasser og en Rytterklasse. Den sidste, som bestod af de mest velhavende (alle Senatorerne blandt andet), var inddelt i 18 Centurier. Af de fem Fodfolksklasser skulle den øverste, som omfattede 80 Centurier, mindst eje 10 Td. Land.

De følgende fire Klasser (med andre, lettere Våben) omfattede tilsammen 95 Centurier; sidste Klasse skulle eje 1 Td. Land. De besiddelsesløse, Proletarierne, udgjorde en Centurie udenfor Klasserne og var fritaget for Militærtjeneste. Hver Klasses Centurier var delt i to Halvdele, for de ældre (over 46 År) og for de yngre (mellem 17 og 46), de første skulle kun gøre Tjeneste i Forsvarskrige. Udenfor Klasserne stod tre Centurier, Militærhåndværkere og Spillemænd. På denne Måde bragtes Hæren op fra 3000 til 10,000 Mand.

Centurierne bar de militære og politiske Byrder i Forhold til deres Ydeevne, og det var da naturligt, at de til Gengæld måtte have tilsvarende Rettigheder. Den Indflydelse, Curie-forsamlingen tidligere havde haft, gik efterhånden så godt som ganske over på Centurie-forsamlingen, skønt den første ikke afskaffedes - det ville ikke have lignet Romerne - men beholdt visse formelle Rettigheder (Curierne meddelte således den valgte Øvrighed (Kongen, senere Konsulerne osv.) dens imperium dvs. den militære Myndighed, efter at Centurie-forsamlingen havde meddelt potestas dvs. den civile Myndighed. Da Centurierne netop var fremgået af Hærreformen, kan man heri se et interessant Eksempel på, hvorledes Romerne søgte at afbalancere Indflydelserne). Centurie-forsamlingen valgte Byens Embedsmænd, gav Love og dømte. Da den oprindelig var blevet til som Følge af en Hærreform, beholdt den et militært Snit. Den afholdtes altid udenfor Byen, i Almindelighed på Marsmarken nord for Rom - medens Curie-forsamlingen jo afholdtes på Comitium - og når den rykkede ud til Afstemning, blev der blæst i Trompeter fra Murene og fra Arx; endvidere hejsedes den røde Krigsfane på Borgen, og en Besætning lejrede sig på Janiculum.

Ved denne Ordning kunne de velhavende Plebejere få nogen Andel i Statsstyrelsen gennem Afstemningerne; men det gamle Princip opretholdtes, at kun Kongen kunne holde Forsamling og fremlægge Forslag; Afstemningen, der indtil 137 f. Kr. var mundtlig, kunne kun svare Ja eller Nej. Alligevel betegner Plebejernes Optagelse i Folkeforsamlingen et uhyre politisk Fremskridt. Curierne havde kun bestået af Genserne, hvoriblandt der måske var enkelte plebejiske; nu kommer et nyt Princip til Udvikling, som kan betegnes således: Plebejeren er Særindivid, han er (som Regel) uafhængig af Genserne. Den gamle Slægtsadels Enemagt har fået sin første Indskrænkning, Ud fra denne nye Stilling føres Kampen, som optager de følgende to Århundreder.

Det næste betydningsfulde Skridt er Afskaffelsen af Kongeværdigheden. Hvorledes dette er gået til, véd vi ikke. Sagnet fortæller karakteristisk nok, at det skete ved et Retsbrud af den sidste Konge; i al Fald var det sikkert et Skridt fra Gensernes, Patriciernes Side: de tog deres gamle Ret tilbage, - altså ligesom Servius Tullius', en aristokratisk, ikke en demokratisk Reform. Omkring År 500 f. Kr. indføres Regeringen ved patriciske Konsuler. Kongen havde regeret på Livstid, de to Konsuler valgtes for et År ad Gangen af Centurie-forsamlingen. Navnet Konsul betyder vistnok »Sammenspringer« og synes at pege tilbage på et eller andet Præsteembede (sign. »Springerne«). Konsulerne kaldes i begyndelsen også Prætorer (dvs. dem, der går i Spidsen), men dette Navn fik senere en anden Anvendelse. Oprindelig har Konsulerne væsentlig samme Magt som tidligere Kongerne; de alene kan handle. Og de deler ikke Magten med hinanden; hver Konsul har den hele Magt, som de skiftes til at udøve månedsvis (i Krigen skiftedes de oprindelig daglig til at føre Overkommandoen - Den Konsul, der havde flest Børn, fik Magten først). Men den ikke regerende Konsul kunne nedlægge Forbud mod sin Kammerats Beslutninger og således gøre dem ugyldige. Tidsregningen bestemmes efter de regerende Konsuler, et Vidnesbyrd om deres Overhøjhed. Sålænge Konsulen var i Funktion, kunne hverken Senat eller Folk skride ind mod ham, men ved sit Embedes Nedlæggelse, når Året var ude, kunne han drages til Ansvar for sin Ledelse. En vigtig Indskrænkning i Konsulens Magt, sammenlignet med Kongens, var det, at de Dødsdomme, han fældede, kunne appelleres til Centurie-forsamlingen. Andre Indskrænkninger viste sig snart nødvendige, hvis ikke Konsulens Arbejde skulle blive altfor overvældende. Først fritog man ham for den præstelige Stilling. Den tilfaldt Pontifex maximus, den øverste af de sagkyndige Pontifexer; men det er betegnende for Romerne, at man ved Kongeværdighedens Ophævelse beholdt »en Konge« for de hellige Institutioner; han kaldtes rex sacrorum og havde ingen Indflydelse (Han havde det Hverv at bekendtgøre Almanaken og måtte ikke beklæde noget som helst borgerligt Embede), men han stod øverst i Rang blandt alle Præsterne! Indholdet er forsvundet, men Formen bevares.

Konsulerne fik endvidere til Medhjælpere to Kvæstorer, ligesom Kongerne havde haft de såkaldte Quæstores parricidii som Politiopdagere. Om Konsulernes Kvæstorer havde et lignende, eller måske et mere udvidet Hverv, vides ikke. Konsulerne valgte selv deres Kvæstorer. Dette Embede skulle snart få større Betydning, men først måtte Forholdet mellem Patriciere og Plebejere undergå en ny og væsentlig Forandring.

Da den nye Ordning indførtes, optog man en Del Plebejere i Senatet, 164 ialt fortæller nogle, og Livius meddeler, at de benævnedes Conscripti, så at Senatet for Fremtiden tiltaltes: patres et conscripti. Navnet er dog rimeligvis ældre og betyder de Senatorer, som udnævnedes af Kongen (senere Konsulen) til Forskel fra dem, der oprindelig repræsenterer Genserne. Trods denne Begunstigelse, svarede Plebejernes Indflydelse dog ikke til deres Antal og Forpligtelser. Alle Embeder var fremdeles i Patriciernes Vold; i Senatet havde de Overtallet, og de alene kunne give Folkeforsamlingens Beslutninger Lovkraft. Senatets Magt forøgedes endvidere betydeligt under den nye Forfatning; thi medens Konsulatet var étårigt, var Senatorværdigheden livsvarig; her samledes altså den politiske Indsigt og Erfaring, her dannede sig en Tradition, som fik afgørende Indflydelse. I Virkeligheden blev det mer og mer Senatet, som styrede Staten, navnlig efter at det var blevet Skik, at alle højere Øvrighedspersoner var Medlemmer af Senatet, så snart de var valgte.

I Centurie-forsamlingen kunne den øverste af de fem Klasser - og den bestod naturligvis for største Delen af Patriciere - slå sig sammen med Ryttercenturierne, de såkaldte Riddere, om at afgøre alle Spørgsmål, thi af de 193 Stemmer udgjorde første Klasse og Ridderne tilsammen de 98. Desuden var Senatet (gennem Konsulen) berettiget til, hvis Forholdene blev for brogede, at udnævne en Dictator dvs. en øverste Embedsmand, der havde absolut Magt (hans Bestemmelser kunne ikke appelleres). Ganske vist måtte han kun fungere i 6 Måneder; men i Mellemtiden kunne man få Munden stoppet på de urolige Hoveder.

Endvidere blev Plebejernes økonomiske Stilling efter Servius Tullius' Reform bestandig slettere, eftersom deres Jorder ofte måtte ligge udyrkede hen, medens de var i Krig, hvorimod Patriciernes dyrkedes af deres talrige Slaver. Lånte en Plebejer så, tvungen af den hårde Nød, Penge af en Patricier, måtte han oftest betale høje Renter (12-14 pCt.) (Agerbruget gav gennemsnitlig 6 pCt.), og kunne han ikke betale sin Gæld, var Kreditor berettiget til at sælge ham som Slave. Tributen til Staten betaltes af Grundejendommene uden noget Hensyn til den Gæld, der heftede på dem, og hertil kom, at Statens Jorder, som udelukkende bortforpagtedes til Patriciere, var fritagne for Tribut. Endelig var Plebejerne juridisk særdeles uheldig stillede. Patricierne sad inde med alle Præsteembederne og med den juridiske Kundskab; dette gav dem en frygtelig Overvægt med Hensyn til alle Retsafgørelser. Da man ikke havde skrevne Love, vidste de ulykkelige Plebejere tit ikke, om de var købt eller solgt.

Det første Skridt til en Forbedring af Plebejernes Kår var, at de fik Lov til årlig at vælge særegne Forstandere for deres Tribus i Byen, fire ialt; de kaldtes tribuni piebis dvs. Almuetribuner og skulle foruden at lede Plebejernes Forsamlinger tage sig af deres Anliggender med Råd og Dåd (Det er ikke aldeles sikkert, at de oprindelig blev valgt af Plebejerne alene; Livius synes at antyde, at hele Folket deltog i Valget.). For at de altid og øjeblikkelig kunne være til Hjælp for den forfulgte Plebejer, var det dem forbudt at sove blot en eneste Nat udenfor Roms Mure. Ifølge et karakteristisk Sagn tilvang Plebejerne sig den nye Institution ved efter en Krig at udvandre til det hellige Bjerg udenfor Rom, og da den romerske Officer kaldtes »Tribun«, kom de nye Forstandere, som naturligvis først udtoges blandt Plebejerhærens Officerer, til at bære dette militære Navn. Det skulle så være sket nogle få År efter Kongernes Fordrivelse. Sagnet er vel uhistorisk, men den Måde, det lader Plebejerne gå frem på, er ægte romersk: de gør ikke Oprør, de bruger deres lovlige Frihed, de drager bort for derved at bevise deres Uundværlighed, hvoraf Rettigheder jo er en simpel og naturlig Følge. En Snes År senere (450) skete der en ny betydningsfuld Ændring i Forfatningen.

Det stedse mere højrøstede Råb om at få skrevne Love kunne Patricierne i Længden ikke modsætte sig, og så bestemte man, at der af Centurie-forsamlingen skulle vælges ti Mand med det Hverv at forfatte Love. Indtil Hvervet var fuldendt, skulle de regere og dømme med Konsulmyndighed, ja der indrømmedes end ikke Appel fra deres Domme som fra Konsulernes. Disse »ti Mænd«, Decemvirerne, laver altså, efter Sagnet med græske Love til Forbillede, i Løbet af to År (452-450) den første romerske Lovbog. Sikkert har det væsentligt været en ordnet Redaktion af de alt bestående Vedtægter, men det var naturligvis meget vigtigt, at disse nu forelå offentlig og kunne studeres af Enhver. De indridsedes på tolv Tavler, som udstilledes offentlig på Capitol. Hermed er Overgangen gjort fra Præstejuraen til den civile Jura, omend adskillige, mest formelle Spørgsmål, bestandig henregnedes under fas. De tolv Tavlers Love blev Romernes Bibel og Homer på samme Gang og Grundlaget for den romerske Dannelse. Vi kender dem kun af Citater hos de senere Jurister; et og andet tyder på, at de har været på Vers. Talrige Hentydninger - i Skuespil og Digte - til disse Loves Bestemmelser viser, hvor almenkendte de var. Egentlig afskaffedes de aldrig senere formelt, men de »fortolkedes« således, at de stadig kom til at passe med den fremadskridende Udvikling, skønt de var affattede i et Sprog, som blev mer og mer uforståeligt for den følgende Tids Romere.

Decemvirerne blev ifølge et vistnok upålideligt Sagn styrtede med Vold på Grund af et Retsbrud fra en Decemvirs Side, og derpå indførtes påny den gamle Ordning med Konsuler, men der kom dog en vigtig Bestemmelse til. Almuetribanerne fik Intercessionsret, dvs. ret til at sige Nej til en hvilken som helst Bestemmelse af Konsul eller Senat. Samtidig udvidedes deres Antal til 10, og de erklæredes for hellige og ukrænkelige; den Mand, Patricier eller Plebejer, som krænkede en Folketribun, kunne man straks slå ihjel uden Anklage; han var sacer.

Tribunernes Indsigelsesret er Grundlaget for Plebejernes hele Magtstilling. Som alt i den romerske Forfatning har denne Ret udviklet sig naturligt af Forudsætningerne. Tribunen havde oprindelig kun den Opgave at støtte den forfulgte eller mishandlede Plebejer; det gjorde han ved at nedlægge Indsigelse mod Mishandlingen. Denne Ret er det, der nu udvides, og som i Forbindelse med Tribunens Ukrænkelighed giver ham en så overordentlig Magt. Han kan f.eks. fængsle Enhver, der viser Ulydighed mod Indsigelsen, selv Konsulen, medens denne ikke kan røre Tribunen, ja end ikke må afbryde ham, når han taler til Folket. Tribunerne fik Plads på en Bænk udenfor det Tempel, hvor Senatsmødet holdtes; man bragte dem så Senatsbeslutningen derud, og det kom nu an på dem, om de ville sige Nej til den; en eneste Almuetribuns Indsigelse var nok til at gøre Beslutningen ugyldig. Siden fik de Plads indenfor Døren, i Senatet selv. Intercessionen gjaldt kun den Dag, den var fremkommet, men den kunne fornyes så tit, det skulle være. Tribunerne havde også Opsynet på Forum, hvor især Plebs forsamledes hver Nundina, (den Del, som kaldtes Comitium, var Patriciernes særlige Plads), og til at holde Orden dér fik de nogle Medhjælpere i de såkaldte Ædiler. Disse var måske Tempeltjenere ved Ceres' Tempel (et Tempel hedder ædes på Latin), hvor Plebejernes Arkiv opbevaredes; Ceres (Korngudinden) var særlig Guddom for Plebejerne. Ædilerne bliver altså sammen med Tribunerne en Slags Torvepoliti. (Nogle Forskere mener, at Ædilen er en gammel-latinsk Institution.).

Almuetribunerne blev, som før omtalt, i al Fald siden 471 valgte af Plebejerne på en Forsamling, hvor Patricierne ikke måtte stemme med. Det er et i Oldtiden enestående Eksempel på Respekt for Retten og den Enkeltes Frihed, »at man i en aristokratisk regeret Stat lader Almuen organisere sig efter den lige Stemmerets Princip og med Udelukkelse af den priviligerede Stand« (Drachmann), hvor Talen er om Almuens særlige Interesser og disses offentlige Repræsentanter. Den nye Forsamling, som oprindelig kun valgte Almuetribuner og Ædiler, blev Fremskridtets Organ i Rom, ligesom Senatet var Konservatismens; den stemte uden Hensyn til Formue eller Alder, kun efter Hoveder, men Stemmerne samledes indenfor hver Tribus for sig, og Forsamlingen kaldes comitia tribata dvs. Tribusforsamlingen. Endnu inden Decemvirernes Tid har denne Tribusforsamling vistnok kunnet træffe Bestemmelser, der naturligvis kun gjaldt for Plebs; de havde altså ikke egentlig Lovkraft og kaldtes derfor ikke leges (Love, Flertal af lex), men Plebisciter (»Folkebestemmelser«). Curie-forsamlingen og Centurie-forsamlingen befaler; Tribus-forsamlingen kan kun billige eller bestemme (sciscere). Men ikke desto mindre fik denne yngste og tredje Folkeforsamling efterhånden den afgørende Indflydelse på Lovgivningen; thi alt det nye, som under Kampen fratvinges Senatet og Patricierne, bliver ligesom aflejret her. Desuden kunne den politiske Agitation bedre foregå efter den lokale Inddeling i Tribus end efter den økonomiske i Centurier. Man kendte hinanden som Naboer indenfor de enkelte Tribus, og Kendskabet gav Solidaritet.

Jeg skal nu kortelig nævne Plebejernes efterfølgende Erobringer fra Patricierne; de følger Slag i Slag. Tre År efter Decemvirernes Afskaffelse, 447, henlægges Valget af Kvæstorer til Tribusforsamlingen, og disse Embedsmænd får samtidig en betydelig udvidet Virksomhed, idet Opsynet med Finanserne overdrages dem. De forvarede Nøglen til Statens Skatkammer (ærarium), som lå på Forum. I dette Skatkammer opbevaredes Statens umyntede Kobber, dens Regnskaber og Fordringer, de militære Felttegn, de nye Love og Senatsbeslutningerne, som tidlig er blevet nedskrevne på Papir. Kvæstorerne var altså tillige Arkivarer. De havde at tilse Møntningen, som rimeligvis først indførtes med Decemvirerne (Madvig antager, i Overensstemmelse med Sagnet, som tillægger Servius Tullius Indførelsen af præget Kobbermønt, at det skete tidligere end Decemvirerne.), og alle Indtægter og Udgifter gik gennem deres Hænder. Naturligvis kunne de intet udbetale uden Bemyndigelse fra Senatets Side, men de øvede dog altså en stadig Kontrol med, hvordan Statens Penge anvendtes (Navnet Kvæstor (»Søger«) har de tilfælles med Kongetidens førnævnte Politiopdagere. Man har grublet over Sammenhængen mellem disse to så uensartede Embeder; Drachmann kalder den en uløst Gåde. Måske har Kongetidens Opdagere tillige haft det Hverv at inddrage de dødsdømte Forbryderes Formuer, og fra sådanne er Skatkammeret tidlig og jævnlig blevet forsynet. Livius meddeler, at Kongerne havde ryddet sådan op i Senatorernes Rækker f.eks., at man efter deres Fald måtte supplere Senatet med over Halvdelen af dets Medlemmer).

Året efter bestemmes det, at man for Fremtiden i Stedet for Konsuler kunne vælge Militærtribuner med konsularisk Magt, og at Plebejere kunne opnå dette Embede. Sandsynligvis er Bestemmelsen Følgen af en Overenskomst mellem Patriciere og Plebejere ; de første opnåede, at Konsulatet dog endnu var dem forbeholdt, Konsultribunen fik ikke konsularisk Værdighed (dvs. Plads i Senatet) efter Embedets Nedlæggelse, og medens Antallet af Konsuler var to, blev Antallet af Konsultribuner i Almindelighed 6. Trangen til flere Overbefalingsmænd i de stedse talrigere Krige har dog vel også haft sin Andel i denne Forøgelse. Konsultribuner valgtes første Gang 444 på Centurie-forsamlingen. Det var Senatet, som hver Gang bestemte, om der det År skulle vælges Konsuler eller Konsultribuner; i lang Tid, lige til Embedet afskaffedes 367, valgtes de sidste meget hyppigere end de første.

I 445 indføres ved lex Canuleia (opkaldt efter Forslagsstilleren, Almuetribunen Cajus Canuleius) det såkaldte connubium mellem Patriciere og Plebejere. Denne Lov lød på, at Ægteskab mellem en Patricier og en Plebejerkvinde for Fremtiden skulle have fuld retlig Gyldighed, dvs. at Børnene af et sådant Ægteskab skulle gælde for Patriciere. Det var en betydningsfuld Bresche, der ved lex Canuleia blev skudt i Patriciernes Fæstning, thi et af deres Hovedargumenter for at beholde de højeste Embeder var, at disse var bundne til det ædle Blod. Nu var denne Fordom brudt, siden der for Fremtiden fandtes Patriciere af blandet Blod, og de sidste Rester af Gensernes politiske Magt forsvinder: Borgeren som Enkeltindivid er Fremtidens Romer. Det er Plebejernes Storbedrift i Roms politiske Historie.

Rimeligvis var Oprettelsen af et nyt, vigtigt Embede: Censaren, to År efter, 443, et Modtræk fra Patriciernes Side. Det blev dem klart, at Konsulatet ikke i Længden kunne forholdes Plebejerne. For så at svække dets Magt på et afgørende Punkt indførtes den Bestemmelse, at Konsulen ikke længer skulle udnævne de nye Senatorer. Dette Hverv blev overdraget to patriciske Censorer, som valgtes hvert femte År. Censorerne skulle tillige holde Regnskab med Folketallet og foretage Ansættelsen af Skatteindtægten, altså Grundlaget for Centurie-forsamlingen. Det store Møde mellem Censorer og Folk holdtes på Marsmarken og afsluttedes med en religiøs Renselses-ceremoni, den såkaldte lastratio (deraf Ordet lustrum for et Tidsrum af fem År). Den, som uden gyldig Grund udeblev fra Census, straffedes med, at hans Formue konfiskeredes, og han selv solgtes som Slave. Ridderne passerede Censorerne, holdende deres Heste ved Tøjlen, og det blev nøje påset, at Hestene var vel vedligeholdte; de var nemlig oprindelig givet Ridderne af Staten og betragtedes som Statens Ejendom.

Censorerne skulle skaffe Oplysning om Statens hele økonomiske Status, og derved erhvervede de en højst ejendommelig Myndighed, som senere fik stor Betydning. De blev nemlig en Slags Sædelighedsdomstol. Ikke sådan at forstå, at deres Bestemmelser nogensinde fik juridisk Gyldighed - de gjaldt f.eks. kun i vedkommende Lustrum - men forsåvidt Borgernes moralske Holdning kan regnes med til Statens Værdi, får Censorerne Ret til at skride ind administrativt. Således kan de straffe Luxus, bl.a. ved at ansætte Luxusgenstandenes Værdi så højt, at Skatteafgiften bliver føleligt større for vedkommende Borger. Men de kan også efter Skøn stryge Borgerne af Senatets eller Ridderstandens Lister, omflytte Borgere til ringere Tribus, hvorved de endog kan berøve dem Stemmeretten osv.. En Senator blev f.eks. strøget af Senatets Liste, dvs. han mistede sin Plads i Senatet for de næste fem År, fordi han ejede et Sølvservice, der vejede 12 Pund. På den Måde kom Censormyndigheden til at udfylde en Mangel i den romerske Religion, som jo ikke havde noget moralsk Indhold; men det må dog fastholdes, at det kun var sådanne moralske Skavanker, der kunne antages at forringe Statens Nytteværdi, som Censorerne straffede. Da deres Afgørelser ikke havde juridisk Betydning, kunne de ikke appelleres til Folket.

Censorerne får, foruden Statsvurderingen og den dermed forbundne moralske Myndighed, den vigtige Bestilling at bortforpagte Statens Indtægter og Udgifter. Thi det er en Ejendommelighed ved den romerske Finansforvaltning, at den er indirekte. Der kan vel findes noget lignende hos Grækerne, men Romerne først sætter det i System At ikke et eneste latinsk Udtryk for de herhen hørende Begreber er af græsk Rod, tyder på, at Indretningen er oprindelig hos Romerne). For at have så lidt Udgift og Vrøvl som mulig og for ikke at gøre Regeringsmaskineriet mere sammensat end højst nødvendig, - thi det var et romersk Princip, (som vi ikke har tilegnet os), - bortforpagtede man ved offentlig Auktion Statens Indtægter og bortliciterede ligeledes offentligt på Forum alle offentlige Arbejder.

Det var Censorerne, som besørgede det; til Udgifterne var der bevilget dem en fast Sum, som de måtte komme ud af det med. De forelagde Budget og Regnskab for Senatet. Ved Licitationerne overtoges Arbejdet (hyppigst af Folk, der havde slået sig sammen) mod Kaution, og så snart den var stillet, blev Summen udbetalt; men Censorerne kontrollerede Arbejdet og havde Ret til at forlange Dom over det. De hellige Forretninger bortliciteredes først, f.eks.: Overstrygningen med Zinnober af Jupiterstatuen på Capitol eller Leveringen af Foder til de hellige Gæs sammesteds. Selv Småting, som at afgive Trompetsignalet ved Folkeforsamlingen, var bortliciterede. Censorerne behøvede ikke altid at antage det laveste Bud, men kunne foretrække et af de højere, hvis de mente, det tjente Statens Vel bedre.

De følgende halv hundrede År bringer ingen Forandring i Forholdet mellem Patriciere og Plebejere; en foreløbig Ligevægt var nået. Udadtil foregår netop i denne Tid Roms vigtigste Erobringer i det omliggende Land og den frygtelige Storm, som bragte Capitol i Gallernes Magt. Fædrelandets Frelser, Camillus, besejrer Gallerne, reformerer Hæren (idet han deler den i fire Legioner) og opbygger det ødelagte Rom i stor Hast; derfra de snævre og krumme Gader, som først helt forsvandt i Kejsertiden. Med Krigshistorien kan jeg kun undtagelsesvis indlade mig; det må være nok at fremhæve den rolige og solide Måde, hvorpå Rom grundlægger sin Magt udadtil. Man er længere om at erobre Italien end derefter om at erobre den hele civiliserede Verden. Man giver sig god Tid og sikrer sig overalt det erobrede ved Anlæggelsen af Militærveje og Kolonier samt ved Forbund med de undertvungne Byer. Og der forlanges så godt som aldrig nogen ydmygende Underkastelse; den besejrede Magt beholder sin kommunale Selvstændighed og forpligter sig kun til at holde Fred og »venligt at anerkende det romerske Folks Højhed«.

Først i 366 lykkes det Plebejerne ved de liciniske Love at sætte igennem, at den ene Konsul skal være en Plebejer., siden da valgtes der ikke mere Konsultribuner. Samme År, som en Indrømmelse til Patricierne, oprettes to nye patriciske Embeder, hvorved Konsulmagten yderligere indskrænkes. Til at lede Retsplejen vælger Centurie-forsamlingen en Prætor og til at besørge Politiets Forretninger to Ædiler, der fik højere Rang end de tidligere plebejiske Ædiler.

Prætor (det gamle Navn for Konsul) havde det Hverv at overtage Konsulernes Forretninger i Rom, når de begge var ved Hæren (Dette Hverv var hidtil blevet besørget af en såkaldet Bypræfekt (præfectus urbi)), men hans Hovedbestilling var at pleje Retten. Alle Retssager, der tidligere indankedes til Konsulens Dom blev nu ført for Prætor. Han dømte ikke, men han valgte i hvert givet Tilfælde en Dommer og forelagde ham, efter at have forhørt Parterne, den pågældende Sag i et Spørgsmål, der kun skulle besvares af Dommeren med Ja eller Nej. Naturligvis dannede de tolv Tavlers Love Grundlaget for Prætorens og Dommerens Arbejde, men det fik alligevel en umådelig Betydning, at Prætor således kunne fortolke og udvide de gamle Retsbestemmelser. De Principper, hvorefter han i så Henseende ville gå frem, bekendtgjorde han ved sin Embedstiltrædelse i et offentligt Edikt, et Slags Program; og Prætoredikterne bliver det radikale Fremskridtselement i den romerske Jura. Ediktet har kun Gyldighed for det ene År, Vedkommende er Prætor; viser det sig at indeholde gode, brugbare Udvidelser af Retsfortolkningen, kan disse bibeholdes af den næste Prætor; mindre heldige kan han lade falde uden at krænke den bestående Retsorden. Der danner sig således gennem Prætoredikterne en ny, gennemgående mildere Ret, kaldet jus honorarium (»Embedsret«) til Forskel fra den gamle jus civile (borgerlig Ret dvs. Tolv Tavlersretten).

Ædilerne havde Opsynet med Gadernes Tilstand og med Ordenen, også den sædelige, i det daglige Samkvem på Torv og Gade, ved Forsamlinger og Triumfer osv. Ved Begravelser skulle de påse, at alt foregik sømmeligt og uden Luxus - det var forbudt i de 12 Tavlers Love at have andet Guld med i Graven end Tandplomber. Navnlig betydningsfuldt var Tilsynet med Byens Kornforsyning, og, da Staten havde at sørge både for Borgernes legemlige og åndelige Fornødenheder, med Skuespillene. (»Panis et circensis« dvs. Brød og Skuespil.)

Efter de liciniske Loves Indførelse falder én for én de sidste Skranker mellem Patriciere og Plebejere. 364 blev Ædilerne skiftevis tagne blandt Plebejerne; 356 har vi den første Plebejer som Diktator; 351 bliver samme Mand (Marcius Rufllus) første Plebejercensor; 338 vinder Plebejerne Adgang til Præturen, og 300 indtages den sidste Fæstning, idet Plebejerne nu også kan vælges til Pontifex og Augurer. Dermed er Stænderkampen forbi; men samtidig begynder Dannelsen af en ny Modsætning indenfor Statens Borgere, Modsætningen mellem Embedsadelen og den øvrige Befolkning, som i Løbet af de næste 2-300 År skulle medføre nye Rystelser og ny Udvikling.

I sidste Foredrag gennemgik vi det Grundlag, hvorpå den romerske Forfatning i alt væsentligt hviler lige op til Kejserdømmets Tid. Overser man den hele Mekanisme med Øvrighed og Folkeforsamlinger, vil man straks se, at den ikke gør et logisk konstrueret Indtryk; den er fremgået af de praktiske Krav, er Resultatet af en Udvikling gennem Århundreder. Alligevel har den fundet og prøvet de fleste af de Former, som Menneskeheden senere har anvendt ved sociale Organisationer. Kun må man stadig huske, at Rom er en By, ikke et Rige, at Forfatningen altså fra Begyndelsen får en kommunal Karakter. Om en Folkerepræsentation er der ikke Tale; Romernes Politik var ikke Parlamentarisme. Hele Folket stemte om de sociale og politiske Spørgsmål, ikke dertil udvalgte Folkerepræsentanter. Og sin Borgerret kunne man kun udøve i selve Rom. Ligheden mellem de romerske Borgere var alt andet end socialistisk; den var lige det stik modsatte, eftersom Frihedsprincippet var dens Grundlag. Kun de kunstige Beskyttelser af enkelte Klasser bekæmpede man, men nogen Stræben mod abstrakt »Lighed« findes ikke; dertil var Romerne for praktiske og for frihedselskende. Af de mange Laugsbånd og Laugsrettigheder, som vi finder hos Germanerne, er der hos Romerne ikke Spor. De forskellige Næringsvejes Udøvere dannede ganske vist Korporationer, thi Romerne var et udpræget socialt Folk, men disse Korporationer, som af nogle førtes helt op til Kong Numa eller Servius Tullius, kunne ikke udøve nogen Tvang, regulere Produktionen eller holde Kontrol med Udøverne. Ville Korporationerne have Regler og Love, kunne de lave dem selv, men de havde ingen juridisk Gyldighed. Absolut Næringsfrihed, fri Konkurrence er Industri- og Handelsprincip hos Romerne. Had til de besiddende Klasser fandtes ikke i Rom, skønt Afstanden mellem Rig og Fattig måske aldrig i Historien har været større og frygteligere end her. Fortrin hædredes og anerkendtes. Og i sine Embedsmænd søgte Folket ikke ydmyge Tjenere (ministri), men kyndige og myndige Herrer (magistri). Man har Eksempel på, at en Konsul har tilråbt Folket: »Ti stille, Quiriter, thi jeg ved bedre end I, hvad der er til Statens Gavn!« Og man gav den Mand Ret. Vor Tids Angst for Misbrug kendte man ikke til. Man vidste, at Muligheden af Fejl er den Pris, som må betales for en kraftig Ledelse, og en sådan krævede man først og fremmest. Det romerske Demokrati har aldrig ønsket at nedsætte Embedsmændenes Autoritet, tværtimod! Nutidens Formynderpoliti kendte man ikke til. Kun de absolut forkastelige Handlinger var forbudte, de, der kunne blive det, ikke. Enhver må se sig for, at han ikke bliver taget ved Næsen eller kommer galt afsted. Hver er sin egen Lykkes Smed. En sådan Forfatning og sådanne Love forudsætter, men skaber og udvikler også kraftige Personligheder.

Og det sammensatte Forhold, hvori Myndighederne stod til hinanden, udviklede desuden en politisk Kunstfærdighed, en Teknik, man aldrig før havde set og næppe senere har set Magen til i Verden. Den ene Konsul kunne forbyde den andens Beslutninger; Folket kunne sige Nej til Konsulernes Forslag; Senatet kunne sige Nej til at give de Forslag, Folk og Konsul var enige om, Lovkraft; en Tribun kunne sige Nej til Alt, også til sine Medtribuners Beslutninger. En eneste Stemme kunne stanse det hele Statsmaskineri. Midt i denne Hvirvel gjaldt det om at krydse og navigere, hvis man ville opnå Noget. Fælles Aftaler, Kompromiser, Overenskomster med »Noget for Noget« osv. bliver væsentlige Dele af romersk Politik, og skønt Enhver, der duer til det, kan arbejde sig frem til en førende Stilling, skønt der stadig er åben Vej for Reformer og Fremskridt, er den konservative Tendens dog måske den mest fremherskende i denne Politik. Der skulle i Almindelighed kraftige Motiver til, før en radikal Ide trængte gennem den Skærsild, den måtte gennemgå.

Også Forholdet mellem Folkeforsamlingerne var meget indviklet, og egenlig har ingen Forsker endnu helt kunnet klare det. Curie-forsamlingen var jo nærmest en Antikvitet uden Betydning. Centurie-forsamlingen, den egentlige Folkeforsamling, fik i den plebejske Tribas-forsamling en alvorlig Konkurrent. I Året 286 vedtoges en Lov (lex Hortensia), hvorved Almuebeslutningerne, Plebisciterne, som hidtil kun havde gældt for Plebs, i Fremtiden skulle gælde det hele Folk. På en eller anden, os ubekendt Måde har sagtens Patricierne fra dette Øjeblik fået nogen Indflydelse også på Plebisciterne, eftersom de gjaldt også for dem. Og Resultatet blev, at der i Rom var to Folkeforsamlinger, som begge kunne foreslå og vedtage Love. Senere forbandt man ved Centurieforsamlingens Afstemninger Centurier og Tribus med hinanden, formodentlig således, at hver af de 35 Tribus deltes i to Centurier (ældre og yngre), og at denne Inddeling gentog sig indenfor hver af de 5 Klasser. Det gav altså 350 Centurier, i Stedet for de gamle 194. Dertil kom så de 18 Ryttercenturier. Denne nye Ordning, hvorefter der stemtes i Centurie-forsamlingen til Republikkens Slutning, kalder romerske Historieskrivere »mere demokratisk« end den ældre, måske fordi den øverste af de fem Klasser nu fik samme Antal Centurier (70) som de andre lavere Klasser; men noget sikkert om dette sidste Trin i Udviklingen véd vi ikke. Formodentlig er Forandringen sket kort Tid efter lex Hortensia. Efter at Modsætningen mellem Patriciere og Plebejere politisk og socialt er udjævnet, danner der sig en ny Deling mellem Over- og Underklasser. På den ene Side stod »Adelen« (nobilitas) dvs. de Mænd, som engang havde beklædt de højeste Embeder. Ganske vist var Adelen ikke arvelig, men Embederne bevaredes dog væsentlig indenfor de samme Slægter, og jo flere sådanne Poster en Families Medlemmer havde beklædt, des fornemmere blev den. En Mand, der bliver Konsul, Prætor eller Censor, grundlægger en ny adelig Slægt, og det enten han er Patricier eller Plebejer. Dette Familietyranni er som et Genfærd af det forsvundne Gensregimente. Da de adelige Familier holdt tæt sammen, kunne de forhindre eller i al Fald gøre det meget vanskeligt, at nogen »ny Mand« (homo novas) trængte indenfor deres Rækker. Efterhånden som Staten udvidedes, blev det også mer og mer umuligt for det lavere stående Folk at have nogen Mening om den udenrigske Politik. Næsten med Nødvendighed glider Styrelsen over til et Fåmandsvælde (Oligarki) med sin stærke Fæstning i Senatet, som dannedes af Embedsadelen. Der vedtoges først ved Sædvane, siden ved Lov, en vis Orden, hvorefter en Romer skulle beklæde de forskellige Embeder, m. a. dvs. en Embedsstige, der begyndte med Quæsturen og endte med Censorværdigheden. Det bidrog naturligvis yderligere til at fæstne Embedsadelens Organisation. Modsætningen mellem Over- og Underklassen i de Kampe, der afsluttes med Kejserdømmet, er altså en helt anden end den, der havde bestemt Kampen i de foregående Århundreder.

Foruden Adelen og Almuen, eller Optimaterne (Bedsteborgere) og Popularerne (Folkelige), som man almindeligvis kaldte de nye Partier, danner der sig et tredje Parti, som får stor Betydning. Det er Riddernes Parti. Senatorerne havde ikke Lov til at drive Handel eller Pengeforretninger; det ansås ikke for sømmeligt og blev til sidst ligefrem forbudt ved Lov. Kun Agerbruget, Stillingen som Godsejer, var en Senator værdig. Ridderne indtog et Mellemstandpunkt. De udgjorde jo oprindelig Rytteriet, men senere blev Enhver, som ejede en vis Formue og derover (ca. 70,000 Kroner), Ridder. Disse Riddere overtog nu efterhånden alle Forretninger i stor Stil, først og fremmest Statens Forpagtninger og Licitationer, men også private Handelsforetagender, Søassurancer og rene Børsforretninger. Man dannede Associationer, Selskaber til Overtagelse af større Leveringer, Staten havde Brug for, eller til Forpagtning af dens Indtægtskilder. Og Selskabernes Medlemmer støttede naturligvis hinanden. Således skabtes der en fast Organisation af Pengemænd, et »City-parti har man kaldt det med Henblik til den mærkværdige Lighed mellem romerske og moderne engelske Forhold. Formuerne var i en mærkelig Grad konstante i de rige romerske Familier; den moderne Regel at tredje Generation splitter, hvad første og anden har samlet, passer aldeles ikke på de romerske Rigmænd.

Overfor Embedsadelen og City-partiet, der jo i Almindelighed var nær forbundne i Interesser, stod det øvrige Folk, Almuen, temmelig værgeløs. Både politisk og socialt blev dens Stilling mer og mer sørgelig. Det lille Agerbrug måtte gå til Grunde, dels fordi der indførtes Korn fra de erobrede Lande, (og dette Korn blev tilmed på Statens Regning uddelt eller solgt langt under Prisen for at hjælpe Roms Fattige), dels fordi den frie Mands Småbedrift ikke i Længden kunne stå sig mod den med Slaver førte Storbedrift. Også i Håndværket mødte Borgeren overalt Slaven som sin farlige, uovervindelige Konkurrent. De stedse talrigere Slaver virkede i den Henseende, som en Indførsel af Kinesere i titusindevis ville virke på Nutidens Arbejderforhold her. Dertil kom så, at Håndværk og Lønarbejde overhovedet, Småhandel ligeså, var foragtet i Rom; Cicero f.eks. kalder det uanstændigt og gement at give sig af med sligt. Den offentlige Menings vældige Tryk hvilede altså foruden alt det øvrige på den arbejdende Almue, og der udviklede sig ingen videre Industri i Rom. Så var det både behageligere og værdigere at drive og lade sig fodre af de højere Klassers Bestikkelser. Efterhånden som Rigdommen strømmer til Rom, følger en stedse voksende Pøbel i dens Spor, og denne Pøbel får stadig Tilgang ikke blot fra frigivne Slaver, men også fra fremmede, undertvungne Folkefærd. Man værgede sig enkelte Gange, ved at foretage Udvisninger i Masse, men i Længden var det umuligt. Da Rom i Kejsertidens Begyndelse har henved en Million Mennesker, er så godt som alle de besejrede Folk - Europæer, Asiater og Afrikaner - repræsenterede i dens Pøbel. En mere broget Blanding har Verden næppe set, hverken før eller siden (Det er betegnende, at der i Rom i Kejsertiden opførtes Skuespil ikke blot på Latin og Græsk, men tillige på hebraisk, syrisk, ægyptisk og fønikisk.).

Det var et skæbnesvangert Øjeblik i Roms Historie, da man 270 f. Kr. havde tilendebragt Erobringen af Italien og nu stod overfor den semitiske Stormagt, Handelsbyen Karthago. Det er den frugtbare ø Sicilien, som først bliver Stridens Æble. Der var et Parti i Senatet, som holdt på, at man ikke burde udvide sig ud over Italiens Grænser, - de så eller anede den kommende Fare; men en historisk Bevægelse lader sig ikke stanse; Romerne måtte videre, enten de ville eller ej. Naturligvis kan jeg ikke gå ind på de puniske Krige og Periodens historiske Afslutning: Karthagos Fald 146; men et enkelt Punkt må jeg fremhæve. Hidtil havde Rom ikke afkrævet de undertvungne Folk Skat; men da Romerne havde erobret Sicilien, Sardinien og Korsika fra Semitterne, fandt de, at disse Provinser var vant til at betale Skat til sine tidligere Overherrer, og Romerne fortsætter nu dermed. Men ved således at leve af andre Menneskers Arbejde krænker Rom det Princip, som hidtil havde udgjort dets Styrke. Demoralisationen begynder. Den fortsættes efter Erobringen af Grækenland, hvor den politiske og sociale Fordærvelse var uhyre. Med græsk Dannelse, som allerede ved Siciliens Erobring havde fået forstærket Indgang i Rom, kommer græsk Immoralitet og Irreligiøsitet til Rom. De faste Støtter, hvorpå Staten havde bygget sig stærk og stor, undergraves. For at holde Underklassens Utilfredshed nede og forhindre Udbrud af Fortvivlelse, udfoldede de Rige -på Provinsernes Bekostning - en uhyre Godgørenhed. Den var nødvendig, men naturligvis i højeste Grad demoraliserende. Stadige Uddelinger af Korn, af Olie og Salt foretoges; i Ceres-templet kunne enhver, som var sulten, få Mad gratis, det var altså en Slags »Samaritan«. Almuen trakteredes endvidere med gratis Bade, en af Romernes daglige Fornødenheder, og med overdådig kostbare Fægterspil og Teaterforestillinger. Til sidst kan det ikke betale sig at dyrke Jorden. Agerlandet forvandles til Enge eller Lysthaver helt op til Po. I hele Etrurien var der ved Året 184 ikke én fri Bonde tilbage. På et Stykke Jord, som tidligere havde ernæret 100 Familier, levede nu en Familie med en halv Snes Slaver. Selv på de store Godser foretrak man at dyrke Oliven og Vin i stedet for Korn, fordi der i disse Produkter ikke var så stærk Konkurrence, og dog stod den italienske Vin lavt i Kurs sammenlignet med den græske. Men store Strækninger lå absolut udyrkede hen til Tumleplads for Bjørne og Bøfler; en enkelt Hyrde tilså Hjorderne, væbnet med en Pigkæp, for at holde sig Ulvene og Bjørnene fra Livet. Under Slaveopstandene blev selv dette Våben frataget ham. Af de 400,000 romerske Borgere var kun 2000 Velhavende. Kornet gav kun fire Fold. Italien bliver en stor Forlystelsesanstalt, som holdes oppe ved Udplyndring af den øvrige Verden. Man forstår, at den ædle og kloge Scipio Æmilianus, da han som Censor ofrede på Marsmarken, forandrede den traditionelle Bøn, om at Guderne ville udvide Statens Område, til en Bøn om, at de ville bevare den (Plinius' Ord: »Latifundierne (Storejendommene) har ødelagt Italien« er økonomisk set træffende).

En Opposition mod den »græske« Dannelse, der efterhånden gennemtrænger Roms højere Klasser, møder vi hos den ældre Cato (234-149). Han repræsenterer den gamle romerske »Dyd«; det var ham, der til Slutning på sine Taler stadig krævede Karthagos Ødelæggelse. Han hævder i sine talrige Skrifter, at Agerbruget må op igen; men naturligvis kan han ikke vise, hvorledes det er muligt at genoprette det. Så havde hin gamle blinde Appius Claudius, Embedsadelens første Bekæmper, set rigtigere; han ville støtte Industrien og løfte Bybefolkningen, men hans Gerning var tilintetgjort af hans Efterfølgere, kun den majestætiske Vandledning og Via Appia har båret Mindet om hans Geni til Efterverdenen. Cato så Fordærvelsen og revsede den med sin Bondevittighed (»Den, der bestjæler en Borger, ender sit Liv i Lænker; den, der bestjæler Staten, ender det i Guld og Purpur.» »Grækerne er - tro mig! det er sandt som et Orakel - en grundfordærvet og uregerlig Slægt, og bringer Folket deres Dannelse til Rom, vil den ødelægge alt, især hvis vi kommer i Lag med deres Læger. De har sammensvoret sig om at dræbe alle »Barbarer« med deres Medicin, og så tager de vore Penge for det ovenikøbet.«), men han tror, man kan modarbejde den ved at gå baglængs. Vejen fremad, som førte til Monarkiet, kunne eller ville han ikke se.

»Folket« havde kunnet lede og styre Rom; det romerske Rige kunne det ikke styre. Skulle Oligarkiets Magt brydes og retfærdigere Tilstande indtræde, måtte en enkelt Mand på Folkets Vegne tage Magten. Dette er Fremtidstanken for romersk Politik, dens »Kongstanke«. Rimeligvis har den dæmret for Cajas Gracchas' Blik. I al Fald er han Udviklingens første historiske Repræsentant.

Cajus Gracchus' ældre Broder Tiberius måtte bøde med Livet for sit dårlig forberedte og klodset udførte Angreb på det styrende Oligarki. Broderen tog Kampen op og førte den med glimrende Genialitet og glødende Hævnlyst. Først gennemførte han en Lov, hans Broder havde fået vedtaget (Den fornyede en af de liciniske Love fra 366), at den offentlige Domænejord, som i 300 År havde været bortforpagtet til Medlemmer af det aristokratiske Parti, skulle uddeles til fattige romerske Borgere; de oprindelige Besiddere skulle kun beholde 250 Td. Land hver og 125 for hver af deres to ældste Sønner. På denne Måde lykkedes det at skabe hen ved 100,000 nye Bøndergårde og stanse Landbrugets Ødelæggelse - en kort Tid. Dernæst gik Cajus Gracchus til sin Hævnergerning efter en vel overlagt Plan. En nylig vedtagen Lov gjorde det mulig for ham at blive valgt og genvalgt til Tribun i Årene 123-122; i disse to År gennemfører han en Mængde Reformer, rettede mod Optimaterne, og samler så meget som muligt af Udførelsen på sin egen Hånd. Han vinder Almuens Hjerte ved at foretage store Kornuddelinger. Dog med Almuen alene kunne han intet udrette; det gjaldt om at skaffe sig Forbundsfæller i Fjendens Lejr. Og så griber han til det kløgtige, skønt tveæggede Middel at begunstige Ridderne på Senatorernes Bekostning. Trods de i mange Retninger fælles Interesser havde der altid bestået en vis Skinsyge mellem Adelen og Børsaristokratiet. Den er det, Gracchus udnytter. Måske lå der dog også et ædlere Motiv til Grund for den Bestemmelse, hvormed han kastede Stridens Brand ind mellem sine Fjender. De erobrede Provinser blev styrede af de sidst afgåede Prætorer, og sådanne Statholdere gjorde sig ofte skyldige i de mest oprørende Uretfærdigheder og Udsugelser. 149 nedsattes der en Domstol, som skulle tage sig af Provinsboernes Klager, men den kom til at bestå af - Senatorer. Det er denne Domstol, Gracchus nu får overdraget til Ridderne. Slaget ramte på et ømt Sted. Netop i Provinsen var Konkurrencen skrap mellem Adel og Pengemænd; de første førte Kommandoen, men de sidste havde forpagtet Statsindtægterne. Ved Gracchus' Lov blev der tildels sat en Stopper for Statholderens Udsugelser, men til Gengæld fik Spekulanterne frit Spil. De arme Provinsboere kom fra Asken i Ilden. Måske forudså Gracchus ikke dette; Senatspartiets Provinsstyrelse havde været så infam, at simpel Retfærdighed nok kunne kræve en Forandring. Også andre stående Domstole var siden 149 blevet oprettet med Prætorerne som Ledere og Edsvorne som Dommere, en betydningsfuld Ændring i Retsplejen, som jeg skal komme nærmere til i en anden Forbindelse. De Edsvorne havde hidtil skullet være Senatorer; Gracchus indførte, at de for Fremtiden skulle udtages blandt Ridderne.

Styrket ved Forbundet med Almuen og Ridderne tilvender Gracchus sig stedse flere af de Hverv, som tidligere var blevet vanrøgtede af Senatspartiet. I Virkeligheden regerer han i sit toårige Tribunat som en Konge. En stor og følgerig Tanke var hans Grundlæggelse af Kolonier for fattige Borgere også udenfor Italien. 6000 Kolonister sendtes f.eks. til det Sted, hvor Karthago havde ligget, for her at grunde en ny Borgerkoloni. Hermed var der brudt med det snævertsynede Princip, at kun Italien regerede, medens Provinsen blev regeret; for Fremtiden sad der også romerske Borgere hinsides Havet.

Denne Tanke var dog kun et Sideskud af en endnu større, Gracchus' største. Det værste og møreste Punkt i Roms Magtstilling var Forholdet mellem Byen og dens Erobringer. Det var umuligt i Længden at beholde en ren og skær Kommunalforfatning for det stadig voksende Rige og at blive hængende i den Indbildning, at den hele civiliserede Verden kunne betragtes som Byen Roms Tilliggende. Ideen om et romersk Verdensrige har sikkert lyst i stærke Anelser for Gracchus' Statsmandsblik. Hvad det gjaldt om, var hverken mer eller mindre end i Tidens Løb at forvandle alle romerske Undersåtter til Rigsborgere, at gøre dem delagtige i romersk Ret og romersk Politik, Romeråndens to store Værdier, - med ét Ord: at romanisere Verden. Ingen tidligere og Ingen senere, undtagen Cæsar, har tænkt denne store, kosmopolitiske Tanke således som Cajus Gracchus. Men under Forsøget på at føre den ud i Virkeligheden, styrtede han, fordi han ikke vurderede Betingelserne rigtigt.

Blandt de italienske Forbundsfæller havde Romernes Stammefrænder, Latinerne, hidtil indtaget en begunstiget Særstilling, haft en Slags halv Borgerret (bl. a. uden Stemmeret). Gæringen mellem disse Forbundsfæller var stærk og havde et Par År, før Gracchus blev Tribun, givet sig Udslag i et lokalt Oprør, som dog hurtig blev dæmpet. Nu foreslog Gracchus at skænke Latinerne fuld Borgerret og de øvrige italienske Forbundsfæller den latinske, »halve« Borgerret. Men her åbenbarede sig Hulheden i den Grund, han byggede på; thi den romerske

Pøbel ville på ingen Måde dele Borgerrettens Fordele med Fremmede. Ikke Idealitet, men kun smålig Egoisme havde bundet den til Gracchus. Senatspartiet fik pludselig travlt med at foreslå Forbedringer i Pøbelens Kår, en Alliance kom istand mellem de tidligere Modstandere, og omgivet af en lille Skare Tilhængere faldt Roms største Politiker hidtil, fældet som sin Broder af Optimaternes Banditter. Det Påskud, man brugte til at fælde ham, er betegnende for Romernes Tankegang: under en Ordstrid ville Gracchus tale sine altfor ivrige Tilhængere til Rette; derved kom han uforvarende til at afbryde en Tribun i hans Tale, og denne Handling var et Brud på Tribunatets Hellighed, som gjorde Udøveren til homo sacer. Næste Dag nedsablede man hans Tilhængere; han selv blev fundet dræbt i en lille Lund på den anden Tiberbred, myrdet af sig selv eller af en Fjende. Optimaternes Konsul, Opimius, havde lovet at opveje hans Hoved med Guld; Finderen af Liget tog Hjernen ud og fyldte Hovedet med Bly for at forøge Honoraret-Gracchus' Minde blev lyst i Ban, og det blev forbudt hans Moder at bære Sorg for sin Søn; men Folket vedblev at dyrke ham med urokkelig Hengivenhed som Martyr for dets Sag.

Det kort efter udbrydende frygtelige Oprør af Forbundsfællerne, som en Tid truede den romerske Stat med Undergang, som blev slået ned af Sulla, men som alligevel førte til, at Rom måtte indrømme alle Italienere Borgerretten, viste, hvor rigtigt Gracchus havde set, og de næste 100 Års Revolutioner er Dønningerne efter hans Gerning. Stedse tydeligere afslørede Optimaterne under disse Kampe deres Partis forfærdelige Råddenskab. Af Popularernes rå Masser dukker en kraftig, men brutal og åndsforladt Profil frem: Cajus Marius.

Hans Styrke er, at han ser Hærens Betydning. Havde Gracchus forstået at tilegne sig og udvikle dette Magtmiddel, var han måske blevet Monarkiets Grundlægger; men hans hele Uddannelse gjorde ham, ligesom de tidligere romerske Statsmænd, til Civilpolitiker. Marius manglede den politiske Begavelse, men han var en dygtig General og hans Reform af Hærvæsnet fik verdenshistoriske Følger. De militære Opgaver, der i stigende Grad stilledes Romerstaten, kunne ikke længer løses af en Borgermilits som den gammel-romerske, så meget mindre som Borgerne mindre og mindre satte Pris på den anstrengende og farefulde Soldatertjeneste. Man havde forlængst brudt med det Princip, at kun romerske Borgere måtte kæmpe i Hæren, Forbundsfællernes Hjælp havde været nødvendig allerede inden de puniske Krige, og Marius indførte nu den regulære Hvervning af Tropper, selv af Proletarerne, som man hidtil ikke havde villet bruge til Krigstjeneste. Det var nu ganske almindeligt, at Soldater tjente under Fanen, til de var gamle og grå. Overgangen til Kejsertidens stående Hære gøres på denne Tid. Lejrene blev undertiden til Byer; andre opstod af Militærkolonier, som gaves Veteranerne i Løn for god Tjeneste. Marius inddelte Legionerne på en ny Måde, strammede Krigstugten og indførte Sølvørnen som fælles Felttegn i Stedet for de tidligere Faner, der havde været forskellige for hver Legion; også den gamle Adskillelse mellem Legionens tre (eller fire) Våbenarter for Fodfolket ophæver Marius, så at Legionen for Fremtiden består af en ensartet Masse, som han så inddeler i 10 »Cohorter«. Fra hans Tid er Soldaterne en særlig Stand, og den Hærfører, der forstår at vinde dem, har et Magtmiddel, som kan blive skæbnesvangert for Staten, og som blev det allerede under de rasende Borgerkrige, der betegner Republikkens Afslutning.

Optimaternes sidste Stormand forstod at bruge dette Middel. Det var Cornelius Sulla. Han gør endnu et Forsøg på at standse Historiens Gang, næppe af Begejstring for sit ormædte Parti, som han dybt foragtede, men af Had til Pøblen, som han foragtede endnu dybere. Han er en Type, kun tænkelig i Rom, og han viser, hvilke åndelige Kræfter der endnu var tilbage trods] Fordærvelsen. En overlegen militær Begavelse, en glimrende Diplomat, en forfinet Æstetiker og Epikuræer, en komplet afidealiseret Ironiker først og fremmest (Han skænkede engang en Poet, der havde besunget ham i et slet Digt, en stor Belønning med det udtrykkelige Pålæg, at han aldrig mere måtte besynge ham). De kolde, stålgrå Øjne med det skarpe stikkende Blik og den hæslige gråhvide Ansigtsfarve, spættet af utallige Fregner og Fillipenser, gjorde hans Udseende frastødende og uhyggeligt; Grækerne sammenlignede hans Hoved med et støvet Morbær. Man kan ikke berette en eneste højsindet Handling af ham. Ingen af hans reaktionære Foranstaltninger overlevede ham; Pompejus afskaffede dem alle. Felix, den lykkelige, kaldte han sig. Han troede på sit Held, - en Rest af romersk Religiøsitet. Og han fik det mærkelige Held at dø en naturlig Død i sin Seng. Da han havde slået Folkepartiet til Jorden med militær Magt og afskaffet Gracchus' Love, nedlagde han Diktaturet, ofrede Tiendedelen af sin Formue til Herkules, gav en pragtfuld Fest for Roms Borgere og trak sig så tilbage til sin pragtfulde Villa Cumæ for at nyde Livet og le ad Menneskenes Dårskab. Her morede han sig med at læse Aristoteles og Theofrast, diktere sine Erindringer (på Græsk) og se på Gøglere og Linedansere; tillige sølede han sig lige til sin Død i den laveste Art af Liderlighed. Hans Knokler rådnede op indefra og udbredte en rædselsfuld Stank. Men han døde uden Gnist af Anger. En afdød Søn åbenbarede sig for ham i Drømme og lovede ham, at han snart skulle samles i Fred og Glæde med ham og Metella, den Hustru, han havde kastet ud af sit Hus, da hun lå for Døden, for ikke at besmitte sig med et Lig (Sulla var gift fem Gange, fjerde Gang få Dage efter Skilsmissen fra den tredje Hustru). Han befalede, at hans Lig skulle brændes, skønt Cornelierne ellers blev begravede (Måske for at protestere mod Marius, der - skønt Plebejer - havde ladet sig begrave, ikke brænde, og således havde krænket en gammel aristokratisk Skik. Efter Sulla blev Corneliernes Lig altid brændte). På hans Gravmonument stod en Indskrift, der sagde, at ingen af hans Venner havde gjort ham en Tjeneste uden at få Løn, ingen af hans Fjender en Fortræd uden at få Straf. Han døde 78 f. Kr., Året efter, at han havde nedlagt Regeringen. Så dyb var den Rædsel, hans Blodregimente havde indgydt Modstandere og Tilhængere, at Ingen vovede at røre sig, før han var borte.

Så bryder det løs. Som i et Slangebøl vælter Partierne sig mellem hverandre, og Blodet flyder i Strømme. Bølgen bærer et kort Øjeblik en Skikkelse som den forfængelige og lidet betydelige Pompejus, kun stor som Soldat, op i Lyset; så synker den atter; og frem skrider mellem de delte Vande Roms mægtigste Skikkelse, Romeråndens levende Inkarnation, Fuldenderen, den store Julius Cæsar.

Lad mig til Slutning, inden jeg forsøger at trække et Skyggerids af dette Verdensgeni, give en kort Oversigt over visse sociale Forhold, hvoraf De kan se, til hvilken Højde Fordærvelsen i Rom var stegen under Optimaternes ryggesløse Regimente. Det vil styrke Indtrykket af Omvæltningens Nødvendighed. Satiredigteren fra Kejsertiden Juvenal siger i en af sine Satirer: »Vi er på Lastens Område nået så højt, som det overhovedet er muligt, Eftertiden vil kunne kopiere, men ikke overgå os.« Denne Dom er Sandhed allerede for det her omhandlede Tidsrums Vedkommende. Man havde Professorer i Last. Unge Mænd kunne for Betaling blive manuducerede i alle Arter af raffineret Fordærvelse. Den kønslige Tøjlesløshed var ubeskrivelig (Navnlig Badelivet ved Bajæ i Sommertiden gav den højere og lavere Demimonde Lejlighed til at udfolde en rig Virksomhed. Det er et talende Vidnesbyrd om det almindelige Driveri, at de ordinære syv Folkefester efterhånden var svulmet sådan op, at de tilsammen varede 62 Dage; og foruden dem var der en Masse ekstraordinære), Bestikkeligheden ikke mindre. Det var forbudt de Folk, som lånte fremmede Gesandter Penge, at søge Rettens Hjælp for at få dem tilbage. Hvorfor? Fordi Gesandterne brugte disse Penge til at bestikke Senatorerne med. Man måtte værge sig mod sin egen Fordærvelse ved at gøre dem, der lånte Gesandterne Penge, retsløse. Under et Konsulvalg steg Rentefoden fra 4 pCt. til 8 pCt.; der var pludselig Mangel på rede Penge, fordi de disponible Penge næsten alle var brugt til Bestikkelser. Den vanvittige Luxus, der herskede i Kejsertiden, grundlagdes i Virkeligheden på denne Tid. En Rigmand måtte foruden sit Hus i Byen have mindst to Villaer, den ene i Albaner- eller Sabinerbjergene, den anden længere borte. Sådan en Villa stod ham i mindst 100,000 Kr. Desuden måtte han besidde en Lysthave udenfor Roms Mure. Slavernes Antal steg til svimlende Højder, samtidig med at deres Kår blev stedse rædselsfuldere. En rig Mand kunne have indtil 10,000 Slaver, og 1000 var et ganske almindeligt Tal. Af et Auktionskatalog véd vi, at et Duehus med sjældne Duer ansloges til 20,000 Kr. Et Raceæsel kunne gå op i 100,000. Mon man giver så meget for den fineste Væddeløbshest i vore Dage? Indholdet af Lucullus' Fiskedam vurderedes til 10,000 Kr., et sjældent Bord af afrikansk Cyprestræ til 100,000 Kr. osv..

Der samledes naturligvis Formuer, som svarede hertil, skønt Udgifterne er store i Forhold til Indtægterne. Pompejus ejede 16 Millioner, en Skuespiller Æsop efterlod sig 5 Millioner, Roms rigeste Mand, Byggespekulanten Crassus, ejede ved sin Død 30 Millioner, og han havde øst Penge ud for at købe Pøbelens Stemmer. Også Gæld blev der gjort i stor Stil. Cæsar kaldtes Roms mest forgældede Mand, han skyldte 5 Millioner bort; men Milo drev det til et Deficit på 15 Millioner, hans Bo solgtes for 4 pCt. af Gælden.

Hvor kom disse vanvittige Summer fra? Provinsernes Fortvivlelsesråb har kun undtagelsesvis nået Historiens Øre. I sin Tale mod Verres, en af de værste Blodsugere, der bestyrede Sicilien således, at over Halvdelen af Øens Grundejere lod deres Jord ligge brak for at slippe for Afgifterne, giver Cicero os et Billede af en Datidens Magthaver: »Når Statholderen rejste, hvilket naturligvis ikke skete om Vinteren, men i Rosentiden, lod han sig, som det var Skik hos Kongerne i Bithynien, befordre i en otte Mands Bærestol; han sad på Puder af maltesisk Lin, stoppede med Rosenblade, med en Krans om Hovedet og en anden om Halsen, holdende en fint vævet Lugtepose, fyldt med Roser, tæt op under Næsen.« Det var sådanne Folk, Cæsar fejede tilside, sådanne Forhold, han gjorde Ende på!

Som Grækerånden har sin største Repræsentant i Digterfilosoffen Plato, har Romerånden sin i Jordens genialeste Statsmand og General, Julius Cæsar. Den, der kender ham, kender Rom. Han har alle dets bedste og stærkeste Egenskaber, og han har dem samlet til en Harmoni, som er ualmindelig selv hos en Oldtidsheros. Først og fremmest en lysende, klar Forstand og en Mandsvilje af hærdet Jern! Med de Kræfter var det, Romerne havde erobret Verden. »Den halve Del af Geniet er Tålmodighed,« siger Taine. Intet Verdensgeni har med sejere Udholdenhed og tålmodigere Selvbeherskelse end Cæsar forberedt sine Handlinger; men var Øjeblikket kommet, handlede han til Gengæld lynsnart, udnyttende hvert Minut. Sulla kaldte sig »den lykkelige« og roste sig af, at han altid havde vundet sine største Sejre, når han var mindst forberedt; Cæsar lod det aldrig mere end strengt nødvendigt komme an på Tilfældet. Den forunderlige Sammenhæng, der er i hans hele Gerning, den klare Sigten mod et stort Mål, som aldrig et Øjeblik tabes af Syne eller blot fordunkles, er måske det mest imponerende ved Cæsar. Han har ingen af Geniets sædvanlige Abnormiteter, ingen Særheder eller besynderlige Indfald; alt er hos ham Klarhed og Vilje. Han er på samme Tid et Geni og et normalt, elskværdigt, næsten jævnt Menneske. Alle, som kom i Berøring med Cæsar, fortrylledes af hans naturlige, ligefremme Væsen; selv den pedantisk-strenge, tranghjernede Cato, gamle Catos Sønnesønssøn, måtte smile, når Cæsar talte til ham, og det skønt de tilhørte de mest modsatte Lejre. Der var i denne Elskværdighed intet Hykleri; Cæsar holdt af Mennesker og var utvivlsomt sin Tids humaneste og liberaleste Mand. Hans Højsind og Mildhed mod overvundne Fjender stiller ham Århundreder forud for sin Tid. Men han udleverede sig aldrig til Nogen, end ikke til en eneste af sine talrige Elskerinder; han beholdt stadig Herredømmet over sig selv og Ligevægten i Sindet. Shakespeare slutter sin Tragedie »Julius Cæsar« med de Ord om Brutus: »Han var en Mand!« De passer ikke på Brutus; men de passer på Cæsar.

Og aldrig har en Politik været mandigere end Cæsars. Den gennemskuer de givne Forhold helt, forudser deres Konsekvenser, skelner overlegent mellem væsentligt og uvæsentligt og opbygger med storartet konstruktiv Fantasi de nye Muligheders Verden. På Cæsars Arbejde beror Romerrigets Tilværelse i de næste 400 År; hans Geni har bevaret den antikke Kultur til Bedste for Europa. Ingen Enkelt skylder den civiliserede Verden mer, end den skylder ham. Vi står alle - og daglig - i Gæld lil ham. Sammenlignet med denne Politiker synes alle senere som umodne Drenge overfor den voksne Mand.

Man har kaldt Cæsar herskesyg; ja vor store Grammatiker Madvig betvivler endog, at han sad inde med noget af den Slags, som man kalder »Ideer«. Cæsar var sig ikke blot sine Evner, men også sit Kald fuldt bevidst: han ville redde og fornye Romerfolket; han vidste, at han kunne gøre det, og hvordan det skulle gøres; og han vidste, at Ingen anden end han kunne gøre det. Dersom det er Herskesyge, så er ethvert Geni »herskesygt« - heldigvis! da det ellers intet fik udrettet. Den Beskedenhed, som ikke tør nyse af Frygt for at genere En eller Anden, er oftest kun den naturlige Følge af Evneløshed eller Fejhed. Lad os ikke blive sværmeriske i Anledning af den ! Bagatelmenneskene har deres gode Grunde til at være beskedne. Cæsar var ikke smålig forfængelig; han ofrede altid Hensynet til sig selv, når det kom i Strid med Hensynet til Sagen. Hadefuld eller hævngerrig mod dem, der havde hånet eller skadet ham, var han mindre end nogen Romer, som har levet. De historiserende Kammertjenere har altid ondt ved at opdage Heltene, hvilket ikke er Heltenes Skyld. Man kan ved et Tilfælde få en Tagsten i Hovedet, men man slumper ikke til at udføre Bedrifter, der forvandler Verdens Udseende. Når Madvig ikke kan finde »Ide« hos Cæsar og mener, at Nutidens Beundring kun er »en Mode«, som skyldes Mommsen og Napoleon III, så er det kedeligt - for Madvig! (En ypperlig Fremstilling af Cæsars Gerning, hvori den indre Konsekvens, Ideens klare og bevidste Gennemførelse, påvises og dokumenteres, er Italieneren Matschegs Bog »Cesare e il suo tempo« I-III. Venezia. 1862-71)

Man har et Dokument fra Borgerkrigens Begyndelse. Det udgives for at være et Brev fra Historieskriveren Sallust til Cæsar. Måske er det det ikke; men det giver os i hvert Fald Refleksen af Cæsars egne Tanker, da han gik over Rubicon; det viser, at han var sig sit Mål og sin Ide fuldt bevidst. Deri hedder det bl.a.: »Frels Rom! thi hvis Rom går under, går Verden under. Et stort Hverv venter dig. Det frie romerske Folk er tilintetgjort; kun en fordærvet Pøbel uden Plan, uden Sammenhæng i Tanke og Vilje, er tilbage. Indgyd denne Masse et nyt Livselement! Skab nye Borgere af de fremmede Folk! Opret Kolonier og genopbyg Byer! Knus vore hjemlige Tyranner! Udvid Romerrigets Omfang! Lad Øvrigheden vælges efter Værdighed og Fortjeneste, ikke efter Rigdom og Indflydelse! Denne nye, frisindede Politik kan ikke grundlægges på Borgerne; en øverste Styrers upartiske Blik må våge over dens Gennemførelse, så den hverken hæmmes af Frygt eller Gunst eller egennyttige Hensyn.« Dette er i få, rammende Ord Cæsars Program, Vi skal nu se, hvorledes han førte det ud i Virkeligheden.

Gajus Julius Cæsar (født 100 f. Kr.) var af en meget fornem Patricier-Slægt. Julierne ledte deres Stamtavle helt op til Venus, idet Æneas, Gudindens Søn med Trojaneren Anchises, ansås for en af Anerne. Cæsar lagde megen Vægt på dette Slægtskab, thi han forstod Traditionens uhyre Værdi for den Mand, som skal udføre nye Ting. I en Gravtale, han holdt over sin Faster Julia i Året 68, hævder han, at i hendes (og hans) Slægt forenes Gudernes Hellighed med Kongeværdigheden, idet Sagnet jo forbandt Æneas med den latinske Kongeslægt i Albalonga (»Venus« var hyppigt hans Feltråb under de senere Kampe, og på flere af de Mønter, han som Diktator lod slå, finder man Venus og Æneas afbildede). Slægten Julias var altså fornem, men fattig. Cæsars Fader døde, mens Sønnen var umyndig; Moderen gav ham en god Opdragelse. Han fik tidlig litterære Interesser, skrev Vers og Tragedier og studerede Naturvidenskaberne, navnlig Astronomien. Som Yngling gjorde han sig overalt bemærket ved sin elegante Fremtræden og sit vindende Væsen; han var ikke så lidt af en Laps med Hensyn til Påklædning og Frisure. Efter Tidens Vane hengav han sig sikkert også til al Slags Sansenydelse, havde utallige Kærlighedseventyr og gjorde en betydelig Gæld. Af Livsretning var Cæsar Epikuræer, og han synes ikke at have næret religiøse Anskuelser af nogen som helst Art; i alt Fald nægtede han Individets Udødelighed. Også på dette Punkt repræsenterer han Romeråndens dybeste Konsekvens: denne Jord er Menneskets Alt, Timeligheden hans eneste Verden!

Trods sin fornemme Afstamning er Cæsar lige fra sin første Deltagelse i det offentlige Liv en svoren Fjende af Optimaternes Tyranni. Gracchus' Ideer fortsættes i ham. Han alene vovede, kun 20 År gammel, at trodse Sulla, som befalede ham at skille sig ved sin Hustru Cornelia. Forfulgt af Sullas Bødler flygtede han ud i Sabinerbjergene, og kun ansete Mænds Forbøn (samt Vestalindernes - Cæsar var 17 År gammel blevet flamen dialis -) frelste hans Liv. Sulla så hans Evner og sagde om ham: »Han er mer end Marius.« Da Cæsar følte sig utryg i Rom under Sulla, drog han til Asien og deltog i Kampene ved Mitylene; her gjorde han sine første militære Erfaringer og vandt sin første Krans ved at frelse en Kammerats Liv. Efter Sullas Død vendte han tilbage til Rom og rettede Anklage mod et Par af Diktatorens Redskaber, som Senatet imidlertid frikendte. Netop samme År (77) forsøgte Lepidus at rejse et Oprør mod Senatet, men det mislykkedes, og det er et Vidnesbyrd om Cæsars Klogskab, at han ikke deltog i dette umodne Forsøg. Efter i nogle År at have studeret Veltalenhedskunsten på Rhodos vendte Cæsar anden Gang tilbage til Rom i 74 og står fra nu af som Folkepartiets Fører. Uden forresten at binde sig til nogen af de talrige Kliker søgte han på alle Måder at gavne det underkuede Folk både ved privat og offentlig Virksomhed. Han viste en omfattende Godgørenhed og støttede Pompejus under hans Arbejde med at omstøde Sullas aristokratiske Foranstaltninger. Da det foresloges at give Pompejus Enemagt til Bekæmpelsen af Sørøverne, stillede Cæsar sig ved hans Side. Rimeligvis har han i denne Bestemmelse set et godt Præcedens for sine egne Planer, og det var ham vel også om at gøre at skille Pompejus så meget som mulig fra Senatspartiet. Cæsar har ingen Hast med selv at komme til Styret; han træder villig i Andres Tjeneste, når de kun leder i den Retning, som han tidlig må have forstået var den eneste mulige dvs. i Retning af Monarkiet. For at knytte Båndet mellem sig og Pompejus så tæt som mulig, ægtede han efter Cornelias Død en Slægtning af Pompejus; iøvrig betræder han i den sædvanlige Orden Embedsstigens forskellige Trin. 68 er han Kvæstor, 65 Ædil, 63 Pontifex maximus og 62 Prætor. Som Ædil forøgede han sin Gæld stærkt for at kunne gavne og tilfredsstille Folket; han vovede at opstille Marius' Krigstrofæer på Capitol, og Senatet turde ikke borttage dem igen, medens de gamle Veteraner græd af Glæde ved Synet. Ved Marius' Enkes Begravelse bar Cæsar, som var besvogret med den store Folkefører, hans Maske.

I Året 63 falder Catilinas Sammensværgelse mod Optimaterne og Ciceros Sejer over den. Man har formodet, at Cæsar var hemmelig Medvider eller endog Deltager i Catilinas Planer, men en omhyggelig Drøftelse af Kilderne leder ikke til en sådan Antagelse. Det ville også have stemt dårligt med Cæsars Klogskab at slutte Forbund med Pøbelanarkismen. Monarkiet var netop det nødvendige Middel, til den ene Side mod Oligarkiets Undertrykkelser, til den anden Side mod Anarkismens. At Cæsar bekæmpede Ciceros Plan om at dræbe de fangne Catilinarier uden Lov og Dom, var kun et naturligt Udslag af hans Humanitet, og tillige et Vidnesbyrd om hans Forstand. Han så klart, at denne lovløse Dåd, hvis Formål var at sætte Sammensværgelsens Farlighed, og altså Ciceros Frelsergerning, i pragtfuld Belysning, var en diplomatisk Dumhed.

Efter Præturet fik Cæsar Spanien anvist til Provins. Her besejrede han de oprørske Lusitanere (Portugisere) og opnåede, trods en langt humanere Behandling af de Undertvungne, end hans Forgængere havde udvist, at få sin Gæld betalt. Cæsar var 40 År, før han fik Lejlighed til at kommandere en Hær, men hans eminente militære Evner udfoldede sig hurtig, da der først blev Brug for dem. Han havde Ret til et Triumfindtog i Rom, men da Loven ikke tillod ham inden et sådant at betræde Roms Grund, og da han kun i egen Person kunne ansøge om Konsulatet, foretrak han at opgive Triumfen for ikke at gå glip af Konsulmyndigheden. Udvortes Ære betød ikke meget for ham. I Året 60 sluttede han et Forbund med Pompejus til gensidig Støtte og gav Vennen sin Datter Julia til Ægte, skønt hun var forlovet med en Anden.

Som Konsul foretog Cæsar i Året 59 betydelige Reformer. For første Gang siden Gracchertiden uddeltes der Agerjord til romerske Borgere; det var 20,000 af Pompejus' Veteraner, Cæsar på den Måde forsørgede, hvorved han opfyldte sin Forpligtelse mod Pompejus. Ridderstanden vandt han ved at give den Lettelser i en altfor trykkende Forpagtningsafgift. Også Provinserne søgte han at gavne ved humane Love. Uden at ænse Senatets Modstand henvendte han sig stadig til Folket for at sætte sine Forslag igennem. En betegnende Forandring skriver sig fra dette År. Taleren plejede, når han talte fra Rostra, at vende sig mod Comitium, Patriciernes Del af Forum; men Cæsar vender sig mod det ved Siden af Rostra forsamlede Folk, og således blev det Skik for Fremtiden. Man øjner i et sådant lille Træk allerede Monarken, der støtter sig til Folket mod Aristokratiet (Forresten nedleder enkelte Forskere denne Forandring fra Cajus Gracchus).

Jeg skal nævne et andet. Cæsar fik sat igennem, at der daglig udsendtes en officiel Meddelelse om Statsbeslutninger eller andre vigtige Nyheder, en Slags Statstidende med andre Ord (»acta diurna« kaldtes den; Ordet minder ligefrem om »Journalistik«). Cæsar forstod Betydningen af en offentlig Mening.

Efter sit Konsulat overtog Cæsar Provinsen Gallien, som, ved en extraordinær Bestemmelse, tildeltes ham på fem År. Siden fornyedes Hvervet på fem År til. I Virkeligheden styrede han Gallien i 8 År (58-50). At følge ham på de mangfoldige Tog, han selv så mesterligt har skildret i »Gallerkrigen«, er unødvendigt for mit Formål; kun enkelte Momenter skal fremhæves. Optimaterne i Rom var glade over at blive af med den farlige Mand i så lang en Tid og håbede vel, at Folket skulle glemme ham for andre. Men Cæsar så rigtigere. Den første Betingelse for at kunne gennemføre den forestående Statsomvæltning var en Hær, som kendte og elskede sin Fører; en sådan danner Cæsar sig i Gallien. Med en oprørsk Pøbel kunne man gøre Gadeoptøjer, men kun med tro, hengivne og krigerisk uddannede Mænd kunne man besejre det Tyranni, der byggede på Århundreders Hævd. Og Cæsar slap aldrig Rom af Syne. Midt under de galliske Krigsstrabadser vedligeholdt han en udstrakt Korrespondance, selv med Modstandere som Cicero; ofte dikterede han samtidig fire, ja engang endog syv Sekretærer. Thi Cæsar havde Tid til alt. Optimaterne mærkede til deres Ærgrelse, at Cæsar trods sin Fraværelse ledede Demokratiets Politik og bestemte Valgene i Rom.

Endelig må det ikke glemmes, at Cæsar havde andre Planer end indenrigspolitiske. Bestandig forbinder hans Politik de to store Hensyn: til Folket og til Riget. Når han sætter så mange Kræfter ind på Gallerkrigen, var det tillige, fordi han ville sikre Romerrigets nordlige Grænse. Og han indså, at dette store Værk ikke kunne gøres med Sværdet alene. Den Opgave, han med klar Bevidsthed havde stillet sig, var at romanisere Gallien. Roms Hære kunne overvindes, Roms Kultur ikke. Og hans Plan lykkedes. Hvad Senatspartiet havde brugt 150 År til for Spaniens Vedkommende, udrettede Cæsar for et langt større Territoriums Vedkommende med en Hær på knap 60,000 Mand i Løbet af 8 År! Han lærte først de ærekære og modige galliske Folkeslag, hvad romersk Magt ville sige; dernæst vandt han deres Hjerter. Han lod dem beholde al den Selvstændighed, som kunne forenes med Roms Overhøjhed. Han indførte romerske Foranstaltninger på en så human Måde, at Gallerne forstod, det var til deres egen Gavn. Med det Bytte, han vandt (Navnlig Druidernes Tempelskatte gav ham Dynger af Guld), smykkede han ikke blot Rom, men talrige Byer også i Gallien. Et enkelt Træk blandt mange er talende: Avernerne havde i Slaget ved Sequania erobret Cæsars Kårde og ophængt den i et af deres Templer; Cæsar lod den ikke tage ned. Det er denne Mand, man har kaldt forfængelig! Af galliske Soldater dannede han en særegen Legion, som han kaldte »Lærken« efter Gallernes hellige Fugl, og gav den lige Ret med de romerske Legioner. Disse Mænd blev hans troeste Tilhængere. Her behøves iøvrig ikke mange Ord; det simple Faktum, at Gallerne trods de efterfølgende Borgerkrige og Cæsars ofte vanskelige Stilling ikke gjorde Oprør mod ham, siger mer end al Veltalenhed (Gallerne tilegnede sig så ivrig romersk Kultur, at deres Byer endog var de første, der ansatte lønnede Professorer til at holde offentlige Forelæsninger, tidligere end Romerne selv. (Strabo).

Pompejus' Skinsyge og Optimaternes stigende Frygt fremskyndede Afgørelsen af Roms Skæbne. Endnu inden de ti År i Gallien var forbi, blev Cæsar mod sit Ønske tvunget til at føre det afgørende Slag, som han så længe havde forberedt. Efter at være gået over Rubikon, Italiens Grænse, underlagde han sig i Løbet 60 Dage hele Halvøen. Pompejus fik ikke Tid til at hjemkalde sine Legioner fra Spanien; han flygtede til Grækenland for dér at samle Kræfter til den store Styrkeprøve: her var han kendt fra tidligere Dages Sejre, medens Cæsar var en Fremmed. Men under Belejringen ved Dyrrachiumer, hvor Cæsar med en halv så stor Styrke indesluttede hele Pompejus' Hær, sendte han (Cæsar) sine dygtigste Mænd rundt til de thessalske, makedonske og achajiske Byer, og i Løbet af en Måned havde han vundet omtrent alle sin Fjendes Venner for sin Sag. Der er noget tragikomisk ved Optimaternes Stilling i Grækenland.

Ifølge deres egen snæversynede Theori kunne en lovlig Øvrighed kun vælges og bestå i Rom; nu var de selv sat udenfor Loven og havde meget ondt ved at finde en Form for deres Regimente. Cæsar var udnævnt til Konsul i Rom og havde altså Loven på sin Side. I Virkeligheden var jo Forfatningen opløst, og det Hele kun et Magtspørgsmål. Ved Pharsalus kom Afgørelsen: Cæsars 22,000 prøvede Veteraner slog Pompejus' 45,000 Mand på Flugt. Pompejus selv flygtede til Ægypten, hvor han blev myrdet af den ægyptiske Konges Udsendinge. Cæsar lod efter Sejren ved Pharsalus alle Pompejus' Papirer brænde uden at læse dem, for at de ikke skulle kompromittere for mange af hans Medborgere; han befalede sine Soldater i Slaget at skåne deres Landsmænd og så vidt mulig rette Angrebet mod de barbariske Hjælpetropper, og han lod Pompejus' Lig begrave med Hædersbevisninger. Højsindet i disse Handlinger var tillige den højeste Klogskab.

Cæsars 6 Måneders Ophold i Ægypten efter Pompejus' Fald har moderne Historieskrivere ikke kunnet forklare sig på anden Måde end ved hans Elskovsforhold til den unge Dronning Kleopatra. At han lod sine slagne Fjender få Tid til at samle sig omkring deres Førere i Nordafrika, at han under så alvorlige Forhold holdt selve Rom i Uvidenhed om sin Skæbne og udsatte Hovedstaden for en Overrumpling, at han, den ellers lynsnare Strateg, gav sig så god Tid, at han endog sammen med Kleopatra foretog en Fart op ad Nilen for at undersøge Landets historiske Minder - alt dette ser ganske vist besynderligt ud. Men man danner sig et ganske fejlagtigt Billede af Cæsar, hvis man tænker sig ham forelsket og optaget af Kleopatra på samme Måde som senere Antonius. Cæsar havde gode, gyldige Grunde til at blive så længe i Ægypten, indtil han gennem mange Farer havde sikret sig Herredømmet over Landet.

For det første trængte han til Penge, mange Penge. Når Sejren var vunden, skulle Tropperne lønnes, og Cæsar ville ikke som Sulla og Pompejus plyndre Italiens Byer til Fordel for sine Veteraner. I det rige Ægypten fik han, hvad han behøvede. Men dernæst så han med sit geniale Blik den uhyre politiske Betydning, Ægypten måtte få for den kommende Verdenshersker. Ikke blot var det et uudtømmeligt Kornkammer, men det lå - hvad allerede Alexander havde forstået - som Bindeleddet mellem de tre Verdensdele; og de to store Kulturer, hvis Sammensmeltning blev Fremtidens Opgave: den græske og den romerske, mødte hinanden og mødtes tillige med Asiens åndelige Strømninger i Ægypten. Alexandria var Oldtidens rigeste By efter Rom og Handelsplads for henved hundrede Folkefærd. At Cæsar havde Ret, viste Fremtiden. Også August lagde en uhyre Vægt på at sikre sig Herredømmet over Ægypten. Rent militært havde det også Betydning at sikre sig i Ryggen, når den store Grænsesikring mod Øst, hvor Parthernes Rige truede, engang skulle foretages. Og Ægypten var et gammelt, kultiveret Rige, ikke en Flok spredte Stammer som Gallernes; at erobre det var ikke nok, Herredømmet måtte opbygges solidt. Hvad Farerne ved det lange Ophold i Ægypten angår, har Cæsar rimeligvis vidst, at Italien var sikret mod Overrumpling ved hans Stedfortræder Antonius, og måske har han ikke haft så meget imod, at Fjenderne samlede sig et Sted, hvor han med ét Slag kunne tilintetgøre dem, medens de spredte, i en Guerillakrig, kunne have spildt ham mange År.

De næste to År betegnes ved Sejrene over Pompejanerne i Afrika og i Spanien. Lige inden Overrejsen til Afrika gjorde den 10de Legion Oprør mod Cæsar; Soldaterne var trætte og ville ikke mere. Cæsar lod sig ikke skræmme; han gav Enhver, der ønskede det, Afsked, idet han blot antydede, at de så ikke kom med som Deltagere i den kommende Triumf, men måtte stå som passive Tilskuere blandt Borgerne. Han tiltalte dem ikke som sædvanlig: Kammerater! men kaldte dem: Borgere, Quiriter. De blev flaue, ulykkelige, og til sidst bad alle ham om Forladelse og lovede at følge ham til Verdens Ende. En stor Del af Cæsars militære »Lykke« skyldes hans vidunderlige Evne til at vinde og begejstre Soldaterne.

Den mærkeligste af hans Fjender i Afrika, skønt ikke den farligste, var den yngre Cato. Han sværmede for Oldefaderens, den gamle Catos Rom og drømte om at føre de strenge patriotiske Dyder tilbage med de gamle Statsformer. Blind og borneret, som han var, så han ikke, at Tiden havde forandret sig og fordrede nye Former; for ham var Cæsar kun »Tyrannen«. For at efterligne Romulus gik han uden Skjorte; så lignede han dog Roms Grundlægger i noget. Altid havde han en Bog i Hånden. Da Cæsar havde sejret, gav Cato, som førte Befalingen i Fæstningen Utica, sine Folk Lov til at gå over til Cæsar, hvis de ville; selv satte han sig til at læse i Platons »Phædon« om Sjælens Udødelighed, hvorpå han dræbte sig selv, for at undfly »Slaveriet«. Cæsar beklagede det, da han gerne ville have skånet ham; men da Cicero senere forherligede Cato som »Idealisten«, skrev den store, virkelige Idealist, Cæsar, en Satire: »Anti-Cato«, hvor han gjorde Nar af de Drømmere, som stædigt og doktrinært med Vold og Magt vil puste Liv i afdøde Idealer. Cato er Typen på de døde Ideers Helt, som Cæsar er det på de levendes.

Efter at den sidste Modstand var brudt ved Sejren i Spanien (45), begynder Cæsar det store Organisationsarbejde, hvorpå Fremtiden skulle leve. I Rom frygtede man nu Blodsudgydelser og Proscriptioner som under tidligere Sejrherrer, men Cæsar dræbte ikke et eneste Menneske. Han holdt sin Triumf i Rom, bespiste 200,000 Borgere og lod et mægtigt Silketæppe udspænde over Circus. Derpå skred han øjeblikkelig til Værket, som han i de sidste fire År under sine Ophold i Rom havde forberedt. Monarkiet måtte fastslås, men det gamle Kongenavn var Romerne forhadt; Cæsar lod sig foreløbig kalde Diktator på Livstid. Sikkert har han ment, at denne foreløbige Tilstand skulle danne Overgangen til et regulært Kongedømme. Han lod sin Statue anbringe på Capitol ved Siden af Kongernes og satte sit Billede på de nye Guldmønter. At han, så vidt muligt var, bygger Monarkiet på Folket, ses af det Hensyn, han tager til Folkeforsamlingen: den forelægger han stadig sine Beslutninger til Bekræftelse. Dersom Rom havde fulgt hans Plan, - havde kunnet følge den, - ville Folket efterhånden stærkere og stærkere, have gjort sin Indflydelse gældende; men Betingelsen var, at det romerske Folk skulle fornyes, skulle blive politisk myndigt. På en sådan Fornyelses Mulighed troede Cæsar. Hvad England nu er, skulle Rom blive. I Borgerkrigen efter hans Død druknede den sidste Mulighed; Augustus måtte gå en anden og lavere liggende Vej. Sin gamle Fjende, Senatet, søger Cæsar at rense og løfte; han beriger det med nye, dygtige Medlemmer, som han henter fra alle Stænder, selv fra Provinsen; men han giver det kun rådgivende Stemme. Det takkede ham ved at kalde Måneden Quintilis for »Juli« , samt ved at spinde Rænker mod ham i Smug. Provinserne behandler han retfærdigt og menneskeligt; han søger at afskaffe Statsforpagterne med deres blodige Udsugelser, han begynder at erstatte dem med det nye Monarkis Embedsmænd, sådan at Pengene går direkte i Statens Kasse. Han genindfører Told på fremmede Luxusartikler. Mod al Slags Pengeudpresning, mod Bestikkelse og Åger udstæder han strenge Love. For at Monarkiet ikke skulle blive afhængigt af Militærmagten, holder han Soldaterne fjernt fra Regeringens Sæde. Hærens Opgave skal være at forsvare Grænsen. Veteranerne anbringer han i Kolonier omkring i Provinserne, for at de kunne fortsætte det store Romaniseringsværk; i Italien selv opretter han så godt som ingen Kolonier. I Håbet om at forhindre Militærdespotiet, som senere blev en så frygtelig Fare for Riget, undlod han endog at sikre sin egen Person ved en romersk Livvagt, skønt han vel vidste, at hans Liv stadig var udsat (Kun en mindre Flok af germanske Krigere beholdt han til Repræsentation). Imperatorværdigheden dvs. Overkommandoen over Tropperne, hvorpå Herredømmet materielt hvilede, havde han overtaget som arvelig Myndighed, og da han ingen Sønner havde, adopterede han sin Søsterdatters Søn, den unge Octavilis, Kejserrigets senere Grundlægger.

Kornuddelingerne, som havde bidraget til at ødelægge Italiens Landbrug, begrænsede Cæsar. Man var nået såvidt, at 320,000 Borgere, både rige og fattige, modtog Almisse. Cæsar fastslår, at Antallet ikke for Fremtiden må overskride 150,000 virkelig trængende; derved nærmer hans Foranstaltning sig det moderne Fattigvæsen. Han mildner Skyldnernes Vilkår ved en Lov, der i meget minder om Nutidens Fallitlove. Jøderne begunstigede han; deres finansielle Talenter og kosmopolitiske Tankegang forstod han at vurdere.

Utallige er de mindre Reformer og Forbedringer, Cæsar indførte i sin korte Regeringstid. Han bringer (Hjulpet af Alexandrineren Sosigenes) Orden i Tidsregningen: den Julianske Kalender retter en Fejl på et Fjerdingår (Foråret var kommet helt hen i Juni osv.). Han gør Forarbejder til en romersk Lovbog, der skulle skaffe fælles Ret for hele Riget; 600 År senere gennemførte Justinian denne Cæsars store Tanke. Han påbegynder en geografisk Statistik med Opmålinger af Romerriget; det tog 32 År at få den færdig. De Bygningsarbejder, han planlægger, er af den mest storartede og betydningsfulde Art. En ny Bygning til Folkeforsamlingerne på Marsmarken og et nyt Forum blev færdige, den nye Havn ved Ostia ligeså; men Kanalen fra Rom til Terracina, hvorved de pontiske Sumpe skulle udtørres, den nye Handelsvej fra Rom over Apenninerne mod Øst, Gennemskæringen af Landtangen ved Korinth og andre lignende mægtige Planer kom ikke til Udførelse. Den sidstnævnte er i vore Dage blevet Virkelighed, de andre venter endnu på at blive det. Desuden skriver Cæsar. Hans »Commentarer« er det første latinske Forsøg i objektiv fremstillende Historieskrivning. Så forfattede han en Astronomi og en Grammatik, beregnet på at fæstne Rigssprogets Regler; han digter Tragedier og Vers, deltager i litterære Væddekampe og improviserer Epigrammer, mens han sætter Kransen på den sejrende Digters Hoved. Guldalderen under Efterfølgeren August har Cæsar forberedt. De græske Lærde, der opholdt sig i Rom, gav han Borgerret. Med fuld Bevidsthed stræber han hen mod en Sammensmeltning af græsk og romersk Kultur, en Tanke, som først Hadrian tog op igen. Smilende fandt han sig i de Smædedigte, der rettedes mod ham. Personlige Fornærmelser var han hævet over.

Alt dette udføres i Løbet af 5 1/2 år, hvorunder han fører 7 alvorlige Krige. lait opholdt han sig 15 Måneder i Rom. 15 Måneder til Fredens Gerning, - det var, hvad der midtes ham! Bag Travlheden ligger måske Dødsanelsen. »Jeg har levet nok!« plejede han at sige. Og i en vis Forstand var det Sandhed. Statskassen var fyldt. Grænsen mod Nord var sikret, så at Romerriget endnu 400 År kunne modstå Barbarernes Indfald. Uden Cæsar var rimeligvis den klassiske Kultur skyllet bort som den ægyptiske, assyriske og babyloniske. Mod Vest og Syd var der Havet og Ørkenen. Mod Øst truede Partherne, som siden blev Rigets farlige, aldrig helt betvungne Fjender. Cæsars sidste Tanker gjaldt Forberedelserne til et afgørende Tog mod dem; derved ville Riget have nået sin faste Runding. I denne vise Plan ser Madvig, mærkelig nok, et Vidnesbyrd om, at Cæsar ikke havde organisatoriske Ideer! -

Den mest idiotiske Forbrydelse, Historien har optegnet, gjorde en brat Ende på Cæsars mægtige Planer. De Kæltringer, der på den fejgeste Måde myrdede Roms største Mand, har vundet en ufortjent Glans, fordi det lykkedes dem at få den stakkels, svagt begavede Brutus med i Komplottet. Brutus er i visse Perioder af Menneskeslægtens Historie (Revolutionstiden f.eks. (Napoleon så skarpere. I Samtalen med Goethe opfordrede han ham til at skrive en Tragedie »Cæsars Død« og deri »vise Verden, hvorledes Cæsar havde kunnet skabe Menneskehedens Lykke, hvis man havde undt ham Tid til at gennemføre sine uhyre Planer.«) blevet anset for en Frihedshelt. Sandheden er, at han var en stædig, fanatisk og borneret Pedant, en Del tåbeligere og en hel Del mindre nobel end hans Onkel Cato. Brutus, denne ædle Gammelromer, som kaldte Bækken ved sin Villa »Eurotas« efter Spartas Flod og bekendte sig til den strenge stoiske Filosofi, han lånte Penge ud til 48 pCt. Rente. Da Byen Salamis på Cypern ikke kunne betale ham, lod han som Statholder dens Senatorer indespærre , indtil fem af dem var døde af Sult. Da man så skrabede Pengene sammen, nægtede Brutus at modtage dem, i Håb om at kunne skrue Summen endnu højere op. Et eneste Blik på hans Buste: det magre, knoklede Ansigt, den lave Trællepande med det strittende Hår, den spidse Næse, det stive Blik og de fremstående Kæber - kan sige En, at denne Mand hører til Menneskehedens Underklasse. Cæsar havde tilgivet ham efter Pharsalus, hvor han kæmpede på Pompejus Side, og havde senere vist ham Godhed, af Hensyn til hans Moder, som engang i yngre Dage var Cæsars Elskede. Da han så Brutus mellem Morderne, opgav han sin Modstand og sank til Jorden med Ordene: »Også Du, Søn Brutus!« Det sidste Indtryk, den store Menneskekender modtog her i Livet, var Indtrykket af menneskelig Dumhed og Utaknemlighed. Man mener, at Brutus i selve sit Navn så en Opfordring til at dræbe »Tyrannen«; Brutus, således hed jo hin stolte Kongernes Overvinder. Ordet betyder: »rå«, »tåbelig«, og Handlingen svarede til Ordet. Dante har anbragt Brutus i det inderste Helvede. Hvis der er et Dumhedens Helvede, - det er der forhåbentlig! - hører han hjemme dér (Det er et karakteristisk Vidnesbyrd om de Sammensvornes Klodriansagtighed, at Cæsar fik 23 Sår, hvoraf kun ét, ét eneste, var dødeligt. Cicero, som først var begejstret for »Heltene«, fik, da han opsøgte dem, det sørgeligste Indtryk af deres Forfjamskelse. Han skriver: »Det Fartøj, jeg traf på, knagede i alle Fuger. Ikke Spor af Indsigt, Plan og Orden!« Følgende tragikomiske Træk bør medtages: Brutus satte megen Lid til den Popularitet, han skulle vinde ved Legene til Apollofesten; dem besørgede han nemlig som Prætor efter Mordet på Cæsar. Mens han nu var i Neapel for at hverve Gøglere, bekendtgjorde hans Sekretær på hans Bud, at Legene skulle holdes 7de Juli. Først bagefter opdagede de Dumheden og fik rettet Juli til Quintilis, Månedens republikanske Navn.)

Cæsar er Romeråndens ubetinget største Repræsentant. Hans Lige som Kriger, som Hersker og Organisator har Jorden aldrig sét. Alene den Verdensopgave, han stiller sig, er et Vidnesbyrd om hans Storhed; den Fasthed og Overlegenhed, hvormed han skrider til Værket, er et andet. Hvilken Forklaring på dette uhyre og omfangsrige Arbejde, at Cæsar var »en ærgerrig Mand«! (Madvig). Han skulle altså ikke i Løbet af en Måneds Regimente have fået nok af »Hæderen«, være blevet vammel ved dens Tomhed, ækel ved dens Løgnagtighed! Hans lyse Lune og kloge, klare Øje skulle ikke i Hast have fundet dens komiske Side! En Mand af Cæsars Geni anvender ikke sit Liv på at blive hædret af sin Tids Spidsborgere, fordi Justitsråd Petersen i Nutidens København måske gør det; Analogislutninger er stundom utilladelige. Men vor Tid, der så stærkt accentuerer Individet, har vanskeligt ved at forestille sig den Magt, Statsideen havde i den klassiske Oldtid. Som en Selvfølge var Staten, det store Fælleshele, højeste Mål for enhver ædel Romers Stræben; det vidner om Opløsning og Forfald, da den Enkelte begynder at gøre sig gældende som sideordnet Almenheden. Personlighedens Tanke er ikke antik. Og forresten kender vel også Nutiden noget lignende. Den, der har fået det Hverv at føre Styret i en Sag, som angår Manges Vel, skal nok mærke, hvor hurtigt Hensynet til egen Smule Fordel og Hæder blegner for Hensynet til Sagen. Selv det nøgterne Hverdagsmenneske bliver i en sådan Situation Idealist, undertiden Fantast.

Cæsar ville Statens Vel, fordi det naturligvis for ham var det højeste af alle Formål. Men det er Dommen over ham, som over Romerånden, at han (og den) dybest inde mangler det moralske Grundlag, hvorpå en varig Bygning alene kan rejses. Cæsars Usædelighed og Religionsløshed er Notabenet ved hans Gerning. Den, der skal grundlægge den store Retfærdighed for Alle, må selv have rene Hænder, og, hvor stor han end er, han kan ikke undvære et Væsensforhold til den Ånd, der er al Retfærdigheds evige Garant. Så er det som et Symbol, at hans Eskerindes Søn bliver den, der fælder ham. En højere Åndsmagt skulle engang i Tidens Fylde løfte hans Arv: på Cæsars mægtige Organisation bygger den kristne Kirke i Middelalderen sin styrende og opdragende Gerning udadtil.

Octavian var kun 19 År, da han tiltrådte Arven efter sin store Onkel, men i Forstandsudvikling var han langt forud for sin Alder. Klogskab er hans fremherskende Evne: ikke Geniets Storsyn, men Talentets Beregnerkløgt. Trods den Grumhed, han lejlighedsvis kunne øve, synes han ikke ond af Naturen; men det er vanskeligt at vide, om hans senere Humanitet udsprang fra Følelsen eller fra Forstanden. Han var lille, svagelig og haltende, skægløs, kvindagtig i sit Væsen, men Ansigtets Linier var regelmæssige, Panden bred under det let krøllede Hår og Blikket lysende af Kløgt. Af Cæsars vældige Planer fastholdt han netop så meget, som der var rimelig Udsigt til at få gennemført; selv føjede han intet væsentligt nyt til. Kun Geniet har Mod til at tro på det usandsynlige, Talentet regner med den lille Tabel.

Men Octavian er forsåvidt en ægte Romer, som han altid regner med reelle Værdier. Kompromiset, Middelvejen, den langsomme Ændring af Indholdet, medens Formen bevares - det er jo altsammen god gammel romersk Taktik. At han så, hvad det praktisk kom an på, viste han, da han efter sin Ankomst til Italien - han var i Apollonia (illyrien) for at lære Veltalenhed, dengang Cæsar faldt - straks hvervede en Hær for sine egne Penge og stillede sig til Senatets Disposition mod Antonius. I den berømte Indskrift, som findes i Angora (Oldtidens Ancyra), nævner han selv først blandt sine Bedrifter denne Hvervning for egen Regning. På den militære Styrke beroede alt; det vidste han.

Senere forsones han med Antonius, og i de to Slag ved Philippi besejrer og fælder de i Forening Brutus og Cassius. Efter Sejren skulle 170,000 Veteraner have Land anvist i Italien, det var lovet dem, og dette nederdrægtige Arbejde påtog Octavian sig. Med rolig Ubarmhjertighed kastede han de retmæssige Ejere ud til Fordel for Soldaterne. Sjælden eller aldrig har et Land, som ikke var erobret af Fjender, i den Grad skiftet Besiddere. Antonius var glad over at slippe for det Had, som måtte blive Følgen af en sådan Foranstaltning; han svælgede imens i Sansenydelser hos sin Elskerinde Kleopatra i Ægypten. Men Octavian havde alligevel valgt klogest; han sad i Rom, Rigets Midtpunkt, og Veteranerne, der skyldte ham alt, ventede kun på hans Vink. Ni År efter var Frugten moden. I Slaget ved Actium 31 f. Kr. bukkede Antonius under, og den 32årige Octavian var fra nu af uomtvistelig Rigets Eneherre.

Langsomt og sikkert forbereder han så Monarkiet. Først erobrer han Ægypten og gør det til en Provins under sin egen særlige Overhøjhed. Dette rige Land blev Italiens Kornkammer og fik en lignende Betydning for Rom, som Indien i vore Dage har for England. Octavians ægyptiske Bytte var så enormt, at Rentefoden i Rom pludselig sank fra 12 pCt. til 4 pCt., medens Jordværdien fordobledes.

I Året 29 vendte han tilbage og lod sig straks erklære for Imperator på Livstid. Ellers skulle han nemlig have afskediget sin Hær. Fra nu af er den stående Hær en Kendsgerning i Romerriget.( Men med en Styrke på ca. 300,000 Mand forsvaredes Romerrigets vidtstrakte Grænser; det moderne Europa holder en Fredsstyrke på ca. 3 Millioner!). Året efter holdt han en tre Dages Triumf og blev sammen med sin Ven Agrippa udnævnt til Censor. Det var snart 100 År, siden den sidste Census var afholdt. Octavian »rensede« Senatet for en Del uværdige Medlemmer - og for alle republikansk sindede samtidig! På den nye Liste over Senatorer satte Agrippa ham øverst, og således var han Princeps i Senatet.

Efter at være nået så vidt, nedlagde han sin Magt og overdrog til »Senat og Folk« at træffe Bestemmelse om Rigets fremtidige Ordning. Han var naturligvis ikke i Tvivl om, at man øjeblikkelig ville tildele ham Magten påny, eftersom Ingen anden kunne hævde den; men han ville besidde den på lovlig Vis. Cæsars Skæbne viste, hvorledes det kunne gå den, der egenmægtig tog Styret. Så spilledes den store Komedie. Octavian lod sig på Senatets og Folkets Bønner »bevæge« til at overtage Rigets Ledelse, foreløbig på ti År. I Virkeligheden var han Diktator, men denne Titel vægrede han sig hele sit Liv standhaftig ved at anlægge. Det skulle hedde sig, at han delte Regeringen med Senat og Folk, så at alle de gamle republikanske Former med Valg på Comitierne, med Konsuler, Prætorer osv. opretholdtes. Octavian blev kun ekstraordinært erklæret for Imperator og Princeps i Kraft af en Lov, som Senatet vedtog, »lex de imperio« (»Lov om Regeringen«), og som fornyedes ved hver ny Kejsers Embedstiltrædelse. Juridisk beror Kejserens Magt på denne Lov; faktisk beror den på hans Stilling som Hærfører. Tillige udnævnedes Octavian til Prokonsul i alle Provinser, hvorved hans Indflydelse udenfor Italien var sikret.

Til denne nye Magtstilling savnede man et Navn. »Diktator« og «Konge« var farlige Titler. Så lavede man en ny, idet man tillagde Octavian Navnet Augustas, som betyder noget lignende som »hellig«. Derved havde man ligesom givet den nye Magthaver en religiøs Indvielse. Tillige opkaldte man Måneden Sextilis efter ham og kaldte den »August«. Cæsars Navn, som Octavian ved Adoptionen havde antaget, blev den fælles Benævnelse for de fremtidige Monarker og er jo endnu den Dag idag den højeste verdslige Titel: »Kejser«.

Der var stor Begejstring i Rom over denne Ordning. En Tribun, Pacuvius, aflagde højtidelig Løfte om, at han ikke ville overleve Augustus, og fik en stor Belønning derfor; mange fulgte hans Eksempel. Man længtes efter Fred ovenpå de 100-årige Borgerkrige, og August kaldtes med Rette »Fredsfyrsten«, thi med ham kom Freden. Bier byggede deres Bo i Trofæerne fra Actium; hvilket Varsel! Janus-templet, som stod åbent i Krigstid, havde i Roms tidligere Historie kun været lukket to Gange ialt; under August blev Indgangen tilmuret tre Gange. Plinius taler om »den romerske Freds uendelige Majestæt«. Navnene »Pax« og »Irene« kommer almindeligt i Brug fra denne Tid. Romerne nyder Livet og sover. Digterne priser atter og atter »den søde Søvn«, og det forsikres, at man ganske bogstavelig sov længere i denne Periode end tidligere. August udvidede ikke Rigets Grænser, men søgte at sikre dem ved fredelig Overenskomst med Grænsefolkene. Lige overfor den Triumfbue, der fejrede Sejren ved Actium, rejste Senatet en anden til Minde om den Fred med Partherne, hvorved August fik Trofæerne og Fangerne fra Crassus' Nederlag udleverede. På en berømt Augustus-statue er dette Partherforlig afbildet midt på Figurens Brystpanser som den største af alle de forherligede Bedrifter.

I Året 22 f. Kr. blev August Tribun på Livstid, altså hellig og ukrænkelig samt med Ret til at forbyde alle Senatets eller Folkets Beslutninger. År 19 tillagdes der ham censorisk Myndighed, og da den tidligere Pontifex maximus døde År 11, overtog han også dette højeste religiøse Embede. Dog ville han ikke bo i »Regia«, Præsteboligen, fordi Kongerne havde boet der; denne Bolig overlod han til Vestalinderne og byggede selv det forholdsvis beskedne Palads på Palatin. Så havde August altså samlet alle de vigtigste Embeder på sin Hånd. Han var Imperator i Hæren, Princeps i Senatet, Tribun på Forum og Prokonsul i Provinsen. Kun Konsulerne valgtes fremdeles; men dels lod han sig også stundom vælge til Konsul, dels svækkede han Embedets Betydning ved at gøre det kortvarigere end før. Under de følgende Kejsere var der endog ofte nye Konsuler hver Måned (Under Commodus engang 25 i et År. I Begyndelsen har August måske tænkt på at samle den nye monarkiske Magt i Konsulatet, men det kom han snart bort fra.). Og trods denne Ophobning af Embeder kunne August rose sig (som han gør i Angoraindskriften) af, at han ikke havde oprettet nogen ny Post, som Ingen tidligere havde beklædt. Formerne var bevarede, men Indholdet var Monarkiet, der med Nødvendighed før eller siden måtte føre til Despoti. Dog selv den frihedselskende Tacitus indrømmer i sin Historie, at »der intet andet Middel gaves for det splidagtige Fædreland end at styres af En.« Og August overdrog Senatet så megen Magt, som nogenlunde kunne forenes med Monarkiets Tanke.

En ejendommelig Dobbelthed går gennem det hele Regeringsapparat. Provinserne deles i Senatsprovinser, der styres af Prokonsuler valgte af Senatet, og kejserlige Provinser, styrede af Augusts Legater; men Kejseren var øverste Prokonsul også over Senatets Provinser, og til kejserlige Provinser bestemtes alle de, der trængte til militær Støtte, Grænselandene altså. Det var jo så ædelt af August, at han tog de besværligste og farligste Dele på sig, - men derved beholdt han Tropperne direkte under sig, altså Magtens Garanti. Overfor det gamle Skatkammer, Ærariet, som forvaltedes af Senatet, stilledes Kejserens Kasse, Fiskus; men denne sidste måtte stadig hjælpe på Ærariet, hvis Indtægter var ringere end Udgifterne. Det blev Skik at testamentere Kejseren Penge; i de sidste 20 År af sit Liv arvede han ved Testamente 300 Millioner Kroner. Man har beregnet (Gibbon), at al Statens Ejendom i Løbet af 100 År passerede gennem Fiskus. Augusts Finansforvaltning var dog i det Hele bedre og retfærdigere, end Republikkens havde været. Navnlig Provinsen fik det bedre end før (En ægyptisk Statholder krænkede Alexandrias Indbyggere ved at købe for en uhyre Sum en berømt Kampvagtel, Byens Stolthed, og lade den stege. August dømte ham til Døden derfor). Udsugelserne ophørte, Licitationerne ombyttedes mer og mer med direkte Forvaltning, og da Valgene blev betydningsløse, ophørte de skamløse, systematiske Valgbestikkelser af sig selv.

Overfor de gamle Embeder stod de nye kejserlige Embeder, som efterhånden fik den hele Indflydelse under Kejseren. De var ikke årlig skiftende, men kun afhængige af Augusts Vilje; de var faglige og vel lønnede. Det uhyre Apparat kunne ikke mere besørges af Borgere, som ikke havde en særlig Uddannelse (iøvrigt blev den romerske Embedsstand aldrig særlig talrig. Det nuværende Frankrig har 100 Gange så mange Statsembedsmænd som hele Romerriget). Sine Embedsmænd tog August blandt Ridderne og dannede således af dem en Modvægt mod Senatet, som efterhånden umærkeligt mistede al virkelig Betydning. Det blev til sidst næsten umuligt at få Folk til at være Senatorer, og det er betegnende, at August måtte forhøje Bøderne for Udeblivelse fra Senatsmøderne. Disse blev holdt på bestemte Dage, den 1ste og 15de i hver Måned; September og Oktober var Feriemåneder. Forhandlingerne offentliggjordes ikke. Den lovgivende Magt forblev hos Folk og Senat, men Kejseren havde Monopol på at »fortolke« Lovene, og da der tillige var Appelret til hans Dom, blev han i Virkeligheden, skønt ikke i Formen, øverste Domstol. Møntningen af Guld og Sølv tilfaldt Kejseren, medens Senatet beholdt Kobberet - en karakteristisk Fordeling!

Var det vanskeligt at få Senatorerne til at møde i Senatet, så var Deltagelsen i de storartede Fester, August gav, så meget desto livligere. Ofte måtte Kejseren sætte Vagt til at beskytte den ganske øde (og om Natten uoplyste) By mod Indbrud, medens Beboerne var til Fest. Tillige uddelte han Penge og Korn til Folket efter en Målestok som Ingen før. 600 Millioner Kroner har han under sin 45årige Regeringstid bortskænket, navnlig til Soldaterne; men han kaldte dem ikke mer »Kammerater«, som Cæsar havde gjort det. Han anlagde offentlige Veje; Alpevejen over Lille St. Bernhard benyttedes endnu ind i det 19de Århundrede. Over disse romerske Veje holdt den romerske Kultur sit Indtog i det nordlige Europa. Biblioteker, Teatre (Marcellusteatret står endnu som en imponerende Ruin), Magasiner og Templer i Mængde lod han opføre. Ægyptiske Obelisker overførtes til Rom og høre endnu til Byens Prydelser; overhovedet fik ægyptisk Arkitektur Indflydelse: fra denne Tid stammer hint berømte Gravmonument, Cestiuspyramiden, som alle Romafarere kender. August kunne med nogen Ret rose sig af, at han havde forvandlet Rom fra en By af Tegl til en By af Marmor. Politiopsynet forbedredes betydelig; den Dag idag holder de romerske »vigili« Brandvagt på Kapitol under det Navn, August tildelte dem.

Og hvad man særlig må prise August for, er hans Evne til at omgive sig med dygtige Mænd. Etrureren Mæcenas var hans politiske Rådgiver; Helten Agrippa, som Cæsar klogelig havde givet ham til Ledsager fra Ungdommen, var hans Generalissimus, og ofrede sin Formue til Fremme af Vennens Politik. Agrippa anlagde de mægtige Thermer, Roms første offentlige Bade, hvorom Pantheon endnu er det stolte Minde, skænkede i et eneste År Byen to nye Vandledninger (Den ene forsyner endnu i vore Dage Fontana Trevi med de imponerende Vandmasser.) samt 105 Springvand, der var prydet med 300 Statuer, og lod et mægtigt Verdenskort over 300 kvm. stort med 12,000 Navne indridset i Marmortavler ophænge i en offentlig Søjlehal. Også ypperlige Kvinder stod ved Augusts Side: hans kloge Hustru Livia, hvis Råd han ofte benyttede sig af, og hans udmærkede Søster Octavia, som anbefalede ham Arkitekten Vitruvius. Endelig viste August Interesse for Litteraturen; hans Tid er den romerske Digtekunsts »Guldalder«., hvorom nærmere i et senere Foredrag.

Det hørte med til Augusts Plan at virke for en Tilbagevenden til de gamle Sæder og den gamle Religion, som havde været og fremdeles skulle være Statens og Kejserens fornemste Støtte. Han udstedte strenge Love mod Usædeligheden og gennemførte dem trods Folkets Modstand, satte den Straf på Pebersvende, at de ikke måtte arve ved Testamente, og belønnede dem, der fik mange Børn. Selv blandt Guderne kunne kun de otte, som ifølge Myterne havde flere end to Børn, arve de til deres Templer testamenterede Godser. Til Festerne skulle man møde i den gammel-romerske Toga, der så godt som helt var gået af Brug. Luxus bekæmpede han, gik tilligemed sine Husfolk i Dragter, Livia havde vævet, og holdt i 40 År Kontor i det samme uanselige Rum. Da hans Datterdatter Julia havde ladet bygge et pragtfuldt Palads, befalede han, at det skulle nedrives.

Men også her dækker Formerne over et ganske modsat Indhold. August var selv meget usædelig; bl.a. gjorde han Vennen Mæcenas' Hustru Terentia til sin Elskerinde. Og hvad han ikke var, var hans Datter Julia. Hendes forargelige Levned tvang til sidst Faderen til at forvise hende til en øde ø. Senere optog Datterdatteren, den yngre Julia, Moderens Levevis. Usædeligheden, der havde forgiftet den store Cæsars Liv, lagde den hele Juliske Slægt øde.

Augusts Religion var ren Overtro. Navnlig troede han på sin Lykkestjerne, som ofte findes afbildet på Mønter fra hans Tid. Han gav Agt på Drømme og taler selv i Angoraindskriften om sin Tro på Varsler. For Tordenvejr nærede han en rent sygelig Rædsel, efter at Lynet engang i Spanien var slået ned i hans Bærestol og havde dræbt en Fakkelbærer, og det fortælles, at han en Morgen var fortvivlet, fordi han var kommet til at tage den venstre Sko først på. Samme Dag oplevede han et ret farligt Mytteri blandt Soldaterne. For at mildne Gudernes Misundelse over hans Held gik han en Dag hvert År omkring som Tigger og bad om Almisser. Men heller ikke den gamle Religion lykkedes det August at genoprejse. Med ham begynder den Dyrkelse af Kejserne, der ligesom sætter Kronen på den romerske Forgudelse af denne Verdens Magt. Og under hans Regering fødtes fjernt i en afsides og uanselig Provins af det uhyre Rige den Sandhedens Konge, som engang skulle støde Roms Cæsarer med den Ånd, de tjente, fra Tronen.

I Året 14 efter Kristus' Fødsel døde August. På sin Dødsdag spurgte han, om hans Sygdom forårsagede nogen Tumult i Byen - Ordenens Tanke er hans sidste! - bad om et Spejl og ordnede sit Hår. »Har jeg ikke spillet min Rolle godt?« spurgte han de Omkringstående, og han tilføjede på Græsk den sædvanlige Slutningsreplik fra Komedierne: »Vinder Stykket Eders Bifald, så klapper!« Hans sidste Råd til Tronfølgeren Tiberius, Livias Søn af første Ægteskab, var: Udvid ikke Rigets Grænser, vær sparsom med at uddele romersk Borgerret og tillad ikke nogen Enkelt at få hele Magten! Denne sidste »Replik« af hans Livs »Rolle« indeholder Løgnen i hans Livsværk: Monarkiet under Republikkens Skin.

Samme Løgn havde gjort det umuligt for August at fastslå en ordnet Tronfølge. Det skulle jo hedde sig, at Kejseren kun var en ekstraordinært ansat øverste Embedsmand, og ved hans Død indtrådte altså atter det republikanske Styre, som ikke mer kunne bruges til noget som helst uden til at lave Uroligheder på. De romerske Kejseres sørgelige Skæbne, disse idelige Oprør og Kejsermord, stammer fra Tvetydigheden i Anlægget. Således havde den store Cæsar ikke tænkt sig det. Da August og hans nærmeste Efterfølgere ikke havde Held med deres Slægt, som var lidet levedygtig, indførtes Arvefølge ikke. Kun et Par af Roms mange Kejsere fulgte deres Fader på Tronen. I Førstningen besættes den ledige Trone af den Mand, Kejseren har udset og adopteret. Så bliver det Byens militære Vagt, Prætorianerne, til sidst Provinshærene, der udnævner Kejseren. Om Senatets Mening spørges kun yderst sjælden. -

Det yder kun ringe Hjælp til Forståelse af Romeråndens Væsen at fordybe sig i den bloddryppende Kejserhistorie, medens det kan have stor Interesse for Psykologen og Kunstneren. Sikkert har man overdrevet, når man har gjort Tiberius til en djævelsk Tyran - han var snarere et borneret Pligtmenneske, som blev nedrig behandlet; selv Domitian har måske lidt nogen Uret af de partiske Historieskrivere (Domitian viste stor Godhed mod Tacitus og Plinius og ud
valgte Nerva og Trajan til Konsuler; han var i flere Retninger en dygtig Kejser). Men de Kejsere, der kom til Magten i en ung Alder, blev næsten alle Forbrydere som Carracalla og Commodus eller Vanvittige som Caligula og Elagabal. Blandt 50 Kejsere og Kejseremner i de 90 År mellem Commodus og Diocletian, døde 3 - siger tre! - en naturlig Død. Dette Tal vidner mer end Ord. Bedre og lykkeligere var de Kejsere, der i en ældre Alder kom til Magten. Mellem dem rager navnlig Trajan og Hadrian frem.

Den romerske Hilsen til enhver nyvalgt Kejser efter Trajan var: »Bliv lykkeligere end August og bedre end Trajan!« Efter Domitians Drab kommer med Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus og Mark Aurel en hel Række dygtige og hæderlige Mænd på Tronen. De dør alle fem en naturlig Død. Disse 85 År var Kejserrigets bedste Tid. Under Trajan udvidedes dets Grænser, thi han underlagde sig Dacien, det nuværende Rumænien, og omdannede det vilde Barbarland til en romersk Provins; den Dag idag er Landets Sprog og Navn et Vidnesbyrd om hans Gerning. Også Cæsars sidste Tanke: at sikre Østgrænsen ved at besejre Partherne, søgte Trajan at gennemføre; han trængte frem næsten til Indiens Grænse, men måtte gå tilbage og døde i en lilleasiatisk By efter at have udnævnt Hadrian til sin Efterfølger. Trajans Bedrifter i Dacien forherligedes på den storartede Trajansøjle, der endnu står på Trajans Forum i Rom, det skønneste Monument af den Art i Verden. I dens Fodstykke bisattes hans Aske; han er den eneste Kejser, som fik sit Hvilested indenfor Byens Mure (Selv Augusts Grav ligger på Marsmarkens gamle Grund nede ved Floden.). Med rørende Kærlighed hængte Romerne ned igennem Tiden ved denne mest folkekære af alle Roms Herskere. Pave Gregor den Store bad ham endogså ud af Helvede, men fik et guddommeligt Pålæg om ikke at gentage Bønnen for andre Kejseres Vedkommende. Og dog er Trajan den første, om hvem man véd, at han erklærede den offentlige Bekendelse af Kristendommen for en Statsforbrydelse, hvormed han indleder Hedenskabets Kamp med den nye Verdensreligion.

På Hadrians Tid havde en ny, humanere Ånd bredt sig i Romerrigets højere Lag. Det var især den græske Filosofi, men vel også det udvidede Syn, som fulgte med Verdensherredømmet, der kaldte den frem. Slaverne behandledes mindre grusomt: de stoiske Tænkere så i dem Medmennesker, og Hadrian forbyder at pine og dræbe dem uden efter Lov og Dom. Allerede Nerva og Trajan havde oprettet Stiftelser til Forsørgelse af forældreløse Børn, måske nok så meget for at skaffe Riget Borgere som af Humanitet, men selve Institutionen fik stor human Betydning.

Hadrian er den mærkeligste af alle de romerske Kejsere. Et mægtigt Ideal foresvævede ham, nemlig at sammensmelte den romerske og den græske Kultur. Et fast styret Verdensrige fyldt af hellensk Skønhed og Visdom - det ville have været Antikkens fuldt modnede Frugt! Det lykkedes ikke; men Tilnærmelsen mellem de to Kulturer fik alligevel sin verdenshistoriske Betydning, thi den forberedte Kristendommens Sejr: Hellas lod sig ikke romanisere, og Rom ikke hellenisere, men både Hellas og Rom lod sig kristne.

Hadrian opgav Trajans Erobringer imod Øst; Janus-templet erklæredes lukket for bestandig. Kejseren lagde hele sin Kraft i at fremme Rigets indre Vækst. Når hans Tidsalder på Mønter fra hans Regeringsår kaldes »den gyldne« og han selv »Verdens Besejrer«, er disse Senatssmigrerier ikke helt uden Sandhed. Enestående i Historien er hans Rejser, som strakte sig fra Britannien til Ægypten, fra Spanien til Rigets østlige Grænser. Gentagne Gange besøgte han, oftest tilfods med blottet Hoved, alle enkelte Dele af det uhyre Verdensrige for at se med egne Øjne og høre med egne Øren, hvorledes Befolkningen blev styret og behandlet. For ham er Provinserne ligeberettigede med Rom og Italien, ja, han dvælede endog med Forkærlighed i Athen, som han smykkede med et Tempel for den olympiske Zeus, et Pantheon, et Gymnasium og det meste af en helt ny bydel, som han kaldte Hadrianopolis. Overalt, hvor han kommer hen, bygger han op og restaurerer. I Jerusalems Ruiner rejser han en romersk Koloni, som han efter sit Slægtsnavn Ælius kaldte Ælia Capitolina; i det pragtfulde Tempel på Salomons-templets Grund dyrkedes Jupiter og Kejserens Genius.

Også Rom nød godt af hans Gavmildhed. Han udvidede betydelig det Akademi, som Vespasian havde anlagt til Studiet af Videnskaberne, og kaldte det »Athenæum«, Athen til Ære. Salene var så store i denne Højskole, at Senatet stundom holdt Møde i dem. Her belærte statsunderstøttede Talere og Veltalenhedslærere de Unge, Filosofer forkyndte deres Visdom, Digtere udkæmpede Væddekampe. Det er Roms første Universitet. Lignende Skoler fandtes i Alexandria, i Athen og Smyrna og flere lilleasiatiske Byer. Kejserens Hof var mere hellensk end romersk; han omgav sig med de bedste Kunstnere og Tænkere, han kunne få fat på. Selv digtede han, malede og mejslede, ja gav sig endog af med Bygningskunsten (Man har træffende sammenlignet Hadrians Forkærlighed for Grækenlands Åndsliv med Frederik den Stores Interesse for Frankrigs.). Han havde, hvad der er lidet almindeligt i Oldtiden, Sans for det store og ophøjede i Naturen, elskede f.eks. Udsigten fra høje Bjerge. I sin Villa ved Tivoli, et Par Mil fra Rom, efterlignede han de Steder og Udsigter, som havde fængslet ham stærkest på hans Rejser, og byggede iøvrig samme Steds en hel Stad af Lystbygninger til sig og sine Venner: Teatre, Bade, Biblioteker osv., i hvis Ruiner man har fundet flere af Oldtidens værdifuldeste Kunstværker.

Den antikke Kunsts sidste ideale Type stammer fra Hadrians Tid; det er den skønne Yngling Antinous med det tungsindig drømmende Blik, Kejserens kæreste Ven, som druknede sig i Nilen under Hadrians andet Ophold i Ægypten - Ingen véd, hvorfor. Nogle beretter, at en Spådom havde varslet Kejserens Død, hvis ikke en af hans Venner frivillig ofrede sig for ham, og at Antinous af Kærlighed til Hadrian kastede sig i Floden. Han dyrkedes efter Kejserens Befaling som en Gud, og hans skønne Skikkelse findes bevaret i adskillige Statuer. Om denne unge Græker (han var fra Bithynien, af græsk Slægt) kaster hin vidunderlige Kunst, der skabte Zeus' og Heras, Ares' og Athenes, Hermes' og Afrodites udødelige Skikkelser, sin Aftenrødes sidste Skær. Han dyrkedes helt op i det fjerde Århundrede, lige til Constantins og Kristendommens Sejer.

Hadrian er ikke Æstetiker alene; også de særlig romerske Bidrag til Verdenskulturen forøger han. Blandt de talrige Reformer i Stats- og Retsvæsen, som han indførte, er de vigtigste Oprettelsen af et egentligt Statsråd og det såkaldte »stående Edikt«, som den store Jurist Julian udarbejdede, og som afløste de tidligere skiftende Prætor-edikter. Det var en af Cæsars Tanker, Hadrian her delvis førte igennem.

En for Provinserne vigtig Bestemmelse var det, at Byer og Kommuner fik Ret til at tage mod Arv og Legater. Derved blev det muligt for rige Borgere at skænke deres Fødebyer hine talrige Termer, Templer, Teatre, Porte og Broer, hvis Ruiner så mange Steder rundt om i Verden minder Nutidens Rejsende om Romerrigets Rigdom og Samfundsånd.

Det bedste Vidnesbyrd om Hadrians Dygtighed som Regent er Freden, der ikke en eneste Gang forstyrredes trods de mange og lange Mellemrum, hvori han var fraværende fra Rom. Det underlige trekantede Vippesystem mellem Kejser, Senat og Hær, hvorpå det romerske Kejserriges indre Politik hvilede, har aldrig fungeret lykkeligere end under ham. Men egenlig påbegynder Hadrian forresten den politiske Proces, der omdanner Augusts Monarki til Diocletians Despoti. Mænd som den barske Soldaterkejser Seplimias Severus (Han er den første Kejser, som i Indskrifterne kaldes Herre: «dominus noster«. Hans Hustru, Julia, fører overalt »Domna« (Herskerinde) som Tilnavn. Hans Råd til Sønnerne var: »Vær enige, berig Soldaterne og foragt alle andre!«) fortsætter i det givne Spor; han erstatter Prætorianergarden, som hidtil kun havde bestået af Italienere, med et Gardekorps, sammensat af Provinsianere. Det er ikke længer Rom, der regerer Provinsen; snarere omvendt. Alexander Severus tænker på at indføre en bestemt Uniform for Statens Embedsmænd - et betegnende Træk! - og forbereder Overgangen fra de frie Foreninger mellem romerske Næringsdrivende til hine tvungne Laug, man finder fuldt udviklede på Diocletians Tid. I Enkelthederne at følge denne Opsamling af al Magt og Virksomhed på Regeringens Hånd er umuligt; de historiske Kilder flyder meget sparsomt for den efterfølgende Tids Vedkommende. Med Mark Årel kommer Stoicismen på Tronen i sin ædleste Form, men under den store humane Tænker-Kejsers Styre foranstaltes ikke des mindre den første egentlige Kristenforfølgelse. Hvor meget Antikkens Menneskelighedsideal afviger fra vort, ser man alene af den Omstændighed, at Kristenforfølgelserne er værst under nogle af de bedste og hæderligste Kejsere.

Det romerske Riges politiske Udvikling afsluttes med Diocletians og Constantins Despoti. Inden jeg skildrer denne sidste Fase af det hedenske Roms Historie, vil jeg i de nærmest følgende Foredrag forsøge at give en sammentrængt Fremstilling af de betydeligste Indskud, Romerånden i den nu skildrede Periode yder til Verdensudviklingen ved Siden af de politiske Ideer, hvormed vi hidtil nærmest har beskæftiget os. Det er Retsvæsnet, Digtekunsten og Åndsvidenskaberne, som Romerne især har beriget med mer eller mindre selvstændige Bidrag.

Romernes Retsvæsen hvilede i den ældste Tid på Regler og Love, som det indvandrede Folk førte med sig fra sit fælles-ariske Udspring. Romerne var oprindelig Agerdyrkere og deres ældste Ret en national, agrarisk Landret. Den Enkeltes Ret er oprindelig kun et Udtryk for hans Magt, og den har hos det erobrende latinske Folk stået i nøje Forbindelse med Slægten, der gav Individet den nødvendige Støtte og Garanti (Oprindelig var den, som ikke tilhørte en Gens, retsløs). Denne ældste Slægtsret blev tidlig fortolket af og opbevaret hos Præsterne og havde vistnok en religiøs Farve. Ligesom Præsternes Beskæftigelse med juridiske Spørgsmål bidrog til at gøre det religiøse Forhold til et temmelig udvortes Kontraktforhold mellem Guder og Mennesker, således har omvendt den Nøjagtighed, hvormed de religiøse Ceremonier udførtes på bestemte Dage efter bestemte Principper, virket tilbage på Retsvæsnet og bidraget til at give det den Fasthed i Formen, som karakteriserer Romerretten lige fra dens første Begyndelse.

I 452-450 f. Kr. optegner Decemvirerne den ældste Lovbog, de tolv Tavlers Love, hvor religiøs og verdslig ret, Strafferet og Civilret er sammenblandet og forenet. Denne Lovbog er rent national, o: den gælder kun for romerske Borgere og tager absolut intet Hensyn til andre. Retsvæsnets Udvikling beror nu på, at den nationale Ret efterhånden omdannes til en Verdensret, en Udvikling, der følger med og af Roms Fremgang fra en Bystat til et Verdensrige. Det første Skridt var Dannelsen af en Art Folkeret, fremkaldt ved Romernes Handelssamkvem og deres Krige. Medens de ældste Præste-jurister var bundne ved de tolv Tavlers Love, som de »fortolkede« efter de forskellige Krav, Udviklingen medførte, var de med Hensyn til Folkeretten friere stillede, og på dette Område skete vistnok de første Fremskridt.

Det næste skyldtes Prætor-edikterne. Herfor har jeg gjort Rede i det tredje Foredrag. Måske har de fremmede Folkeslags Retsregler haft udviklende Indflydelse på disse Edikter. Processen for Prætor faldt i to Dele. Først forelagdes det Spørgsmål til Afgørelse, om der overhovedet var lovlig Grund til Søgsmålet, og under hvilke Retsbestemmelser det i så Tilfælde faldt ind. Dernæst henvistes Domsafgørelsen til en Jury, valgt af Prætor blandt Roms Borgere; på denne Måde undgik man så vidt mulig Faren for Partiskhed fra Prætors Side. I den ældste Form afsluttedes Forhandlingen for Prætor med, at Parterne højtidelig udtalte deres Påstande i visse, nøje bestemte Formler, der kaldtes legis actiones, medens begge indskød en Sum Penge (sacramentum), som tilfaldt Templerne (senere Statskassen) for den af Parternes Vedkommende, der tabte Processen. Senere - vistnok under Indflydelse af Folkeretten - sluttede Forhandlingen med, at Prætor formulerede Sagens Kærnepunkt i en Instruks til Dommeren (Formalarproces), hvorved han naturligvis kunne tilkendegive sin personlige Mening, men ikke påtvinge Dommeren nogen Afgørelse. Ikke alene undgik man på den Måde de Omsvøb, som en ubetydelig Fejl i de stive Formler, Legisactionerne, kunne medføre, men man fik friere og fyldigere Retsformer, da Formularen jo skulle afpasses efter hvert enkelt Tilfælde. Den romerske Juras Blomstringstid begynder egenlig med Formularprocessen (ca. 150 f. Kr.).

Juristernes Opgave var oprindelig Fortolkningen af Lovene. Sålænge Præsterne var de eneste Jurister, blev Formlerne holdt hemmelige. Men i 304 offentliggjorde Cnejus Flavias, Skriver hos den store Fornyer Appius Claudius, de gældende Legis-actioner samt en Fortegnelse over de Dage, da det af religiøse Grunde var forbudt at rejse Proces. Og i 254 meddeler den første plebejiske Pontifex maximus Coruncanius første Gang offentlig Retsbelæring, Dermed var der åbnet Mulighed for, at Juraen kunne blive Folkets Ejendom. Det ældste juridiske Værk er af Ælius Catus (Konsul 198 f. Kr.) og indeholder de tolv Tavlers Love, en kommenterende Fortolkning af dem, samt de gyldige Legisactioner. Yderligere bearbejdes Juraen af tre Mænd, om hvem Retshistorikeren Pomponius siger, at de »grundlagde den borgerlige Ret«; de hed Publius Mucius Scævola (Konsul 133), Junius Brutus og Marcus Manilius (149). Den førstes Søn, Qvintus Mucius Scævola (Konsul 95), er den første, der forsøger en sammenhængende Fremstilling, påvirket som han er af den græske Filosofi (Det var denne Mand, som ved Marius' Begravelse blev overfaldet af en personlig Uven og nær var blevet myrdet.). Endnu betydeligere var Servius Sulpicius Rufus (Kons. 51), Ciceros Ven, Republikkens største Jurist. Hans Dannelse og historiske Kundskaber gjorde det muligt for ham at anlægge en mere omfattende Målestok for sit Emne end de tidligere Jurister, og hans Forklaringer af gammeldags Lovudtryk og deres sproglige Oprindelse fik Betydning også for Sprogstudiet. I sine 180 Bøger, som alle er gået tabt, behandlede han bl. a. for første Gang også Prætoredikterne.

Af Betydning blev Sullas Diktatur, især for Strafferettens Udvikling. Hans Straffelove er den ældste særlige Kriminallovbog, hvorved Civilret og Kriminalret skilles fra hinanden. Man havde tidligere indført faste Kommissionsdomstole for visse Arter af Forbrydelser; disses Antal forøger Sulla nu betydeligt, og medens hans Statsforfatning hurtig faldt sammen efter hans Død, vedvarede disse hans juridiske Reformer, fordi de betegnede et virkeligt Fremskridt. På Ciceros Tid var der 8 sådanne Domstole, og Dommernes Antal indenfor hver enkelt varierede mellem 32 og 75.

Folkets lovgivende Magt fik aldrig nogen synderlig Indflydelse på Retsvæsnet i Republikkens Tid, endnu mindre naturligvis i Kejsertiden. Under August er Senatets Beslutninger (»Senats-consulter«) den officielle Lovgivnings Kilde, men Kejseren havde »Fortolkningsret«, det vil sige: han var faktisk, skønt ikke formelt, Rettens Herre. Han udstedte disse sine Fortolkninger under Navn af »Edikter«; endvidere gav han sine Embedsmænd Regler, de såkaldte »Mandater«, afgjorde ved »Decreter« de Processer, som appelleredes til ham, og svarede i »Epistler« eller »Rescripter« på juridiske Spørgsmål, som forelagdes ham. Og alle disse kejserlige »Constitutioner« fik efterhånden Retsgyldighed. Det må ikke forstås, som om Kejseren afgjorde Spørgsmålene vilkårligt; han diskuterede dem først med et Råd (»consistorium«), som bestod af de mest ansete Jurister, og disse var for Størstedelen Senatorer. Så stor var Respekten for Retten, at selv de sletteste Kejsere kun sjælden vovede at gøre deres Egenvilje til Lov mod Juristernes Afgørelser. Når August ville indføre særlig påfaldende Fornyelser, lod han som oftest Senatet besørge det ved et Senats-consultum, og hans Edikter bruger ikke Lovens Imperativ, men taler beskedent i første Person: »jeg mener«, »jeg synes« osv.

Fra Augusts Tid og til op i det 3die Århundrede efter Kristus havde enkelte priviligerede Juristers Svar på Forespørgsler (Responsa) samme Gyldighed som Love, hvis de stemte overens. Blandt de store Jurister på Augusts Tid nævnes Labeo og Capito i første Række og som principielle Modstandere, uden at man har kunnet blive klar over, hvorpå deres Uenighed egenlig beroede. Labeos Fader var også Jurist; han var Brutus' Ven og dræbte sig efter Slaget ved Philippi. Sønnen lagde ingen Skjul på sit republikanske Sindelag, men da han ikke optrådte offentlig mod August, fik han Lov til at beholde det i Fred. Capito, som var af plebejisk Afstamning, sluttede sig derimod med Liv og Sjæl til Kejserdømmet. De to juridiske Skoler, som stammer fra Labeo og Capito, men fik Navn efter deres Elever Proculus og Sabinus, skulle altså synes at skille sig fra hinanden som det konservative Princip fra det radikale, men mærkværdig nok siger Pomponius, at Labeo havde nye Meninger, medens Capito holdt på det gamle. Man kunne have ventet det omvendte. Rimeligvis vil det dog kun sige, at Labeo var den åndfulde, skabende Jurist, Capito den hverdagsagtige, som følger de slagne Veje. Et Vink til Forståelsen af Modsætningen mellem »Proculianere« og »Sabinianere« får man måske ved at mærke sig en anden samtidig Strid indenfor et beslægtet Åndsområde. De romerske Filologer stredes netop på denne Tid og længe efter, om hvorvidt Sproget dannedes efter bestemte naturlige Love eller vilkårligt. De, der holdt på Lovene, kaldtes Analogister, Modstanderne Anomalister. Nu véd man, at Labeo var Analogist. Det ligger derfor nær at antage, at han som Jurist hyldede en tilsvarende Opfattelse af Rettens Væsen som grundende i en naturlig Lov, medens Capito byggede på Retten som noget vilkårlig vedtaget. I så Fald var Capito i nærmere Overensstemmelse med Romernes Syn på Retten end hans genialere Modstander, og Sabinianerne sejrede da også til sidst, men med deres endelige Sejr standses Juraens Vækst for lange Tider.

Under Hadrian træder iøvrig Skolemodsætningen i Baggrunden, og under denne Kejser og hans Efterfølgere når den romerske Retsvidenskab sin Højde. Hadrians »stående Edikt« og dets Frembringer Julian omtalte jeg i forrige Foredrag. Omtrent samtidig levede Retshistorikeren Pomponius, som tillige var en berømt Jurist. Gaius (under Kejser Commodus) var især en ypperlig Lærer i Lovkyndighed; hans »Institutioner« var den første populære Fremstilling, der bragtes i Handelen, og dette Værk har særlig Betydning for os derved, at en Del af det er nået til os (Ved et Manuskript, fundet i Verona af den tyske Forsker Niebuhr), medens de fleste juridiske Værker fra Glanstiden er gået til Grunde.

Den største af alle romerske Jurister var Papinian, som blev myrdet af Carracalla. Kirkefaderen Hieronymus stiller ham sammen med Apostlen Paulus: »Papinian er for den verdslige Ret det samme som Paulus for den guddommelige Ret«. Han skal have forenet Tankens Klarhed og Dybde med storartet Sans for de praktiske Forhold og tillige været en mesterlig Stilist. Desværre er der intet opbevaret af ham, men hans Autoritet var enestående langt op igennem Tiderne, og Justinians mægtige Samlerværk kan rimeligvis betragtes som væsentlig bygget over hans Tanker. Endnu kan nævnes Papinians Samtidige Paulas, og Ulpian, som myrdedes under Alexander Severus 228. Ulpian var en uhyre flittig Mand og citeres oftere end nogen Anden i Justinians Værk, men besad ikke Papinians Geni. Ulpians Elev, Modestinus, regnes for den sidste romerske Jurist af nogen Betydning; han skrev på Græsk.

Det var som bekendt den byzantinske Kejser Justinian, der lod en Kommission under Juristen Trebonians Forsæde 533 sammenarbejde en Lovbog på Grundlag af de berømteste (ialt 39) romerske Juristers Skrifter. Det er fra dette storartede Samlerarbejde, som kaldes Justinians Carpus jaris, at vi har vort meste Kendskab til Romerrettens Forfattere, men det praktiske Hensyn, som for Justinian var det afgørende, har naturligvis medført mangfoldige Ændringer og Udeladelser i de benyttede Steder, så det er ved et såre møjsommeligt Gætteværk, man har arbejdet sig ind til meget af det, Nutidens romerske Retshistorie bygger på.

Romernes Opfattelse af Retten er lige fra Begyndelsen rent praktisk. Det er ikke Rettens Ide, som noget evigt og oprindeligt i Menneskenaturen, men Retten som et nyttigt og nødvendigt Middel for det praktiske Liv, der interesserer dem. Metoden ved Retsindholdets Udvikling er derfor også rent erfaringsmæssig; ingen Lovfortolkning udledes af almengyldige Forudsætninger (Menneskerettigheder eller lignende); dens Grundlag er stedse de enkelte forefaldende, Retstilfælde. Men Materialet var så stort i Verdensstaden, at der blev Lejlighed til at få Regler og Fortolkninger udmejslede til de fineste Enkeltheder alene ved at holde sig til de faktiske Eksempler. Naturligvis diskuterede Filosofferne også Retsideen og der taltes om en almindelig »Naturret«, men det fik så godt som ingen Indflydelse på den juridiske Udvikling. Måske har Labeo, som før nævnt, forsøgt at bygge på et sådant mere alment Idegrundlag, men det har neppe heller hos ham spillet nogen fremtrædende Rolle, og senere fortrænges det i al Fald ganske af Erfaringsmetoden. Ikke på det filosofiske Område har Romernes Retsvidenskab sin Betydning; det er som Praktikere, de har været og endnu den Dag idag er Menneskehedens Lærere med Hensyn til, hvad Ret vil sige, og hvordan den skal plejes.

Retsforhandlingen var anderledes plastisk og statelig i det antikke Rom end i Nutidens Stater. Den foregik på Forum i Folkets Nærværelse og under dets levende Deltagelse. Dér sad så Prætor i sin Elfenbensstol; Parterne mødte selv, og Proceduren var mundtlig. (Døvstumme var derfor udelukkede fra at føre Proces). Tingen, der strides om, må medbringes j er det et Stykke Jord, forføjer Prætor sig til Stedet med Parterne. Og de Taleformer, der anvendes ved den mundtlige Procedure, er, som før nævnt, ligeså faste og bestemte som den ydre Form for Handlingen. Hvor uhyre meget Formen betyder som bevarende Magt og som Værn mod al Slags Vilkårlighed, det har kun Romere og Englændere til fulde indset. Et eneste fejt Ord kunne gøre den romerske Proces ugyldig. De tolv Tavlers Love gav f.eks. Ret til Erstatning for Ødelæggelse af Træer; denne Ret gjaldt også for Vinstokke; men kom Klageren i sin Klage til at sige »Vinstok« i Stedet for »Træ«, tabte han sin Sag. Hos os flyder Ret og Moral let sammen; for Romerne var de bestemt adskilte ved Formen. Indgik Romeren en Forpligtelse, vidste han nøje, om den var moralsk eller juridisk gyldig; det afhang af Formen. Hvis en Mand i Talens Løb lovede et eller andet, og man spurgte ham: »spondesne?« dvs. »står du ved det?«, så vaktes øjeblikkelig den juridiske Bevidsthed hos ham, thi dette var Formlen, hvorpå der svaredes med Gentagelse af Løftet, som fra nu af, og først fra nu af, var juridisk bindende. Moralen sorterede under Censor, men hans Bestemmelser udtrykte kun den offentlige Misbilligelse, de havde ingen juridisk Betydning. En Købekontrakt angående en Luxusartikel, som Censor forbød, mistede f.eks. ikke derved sin juridiske Gyldighed.

Ved Juristernes Kløgt kunne man opnå, hvad Lovens Ordlyd ikke tillod, Det gjaldt kun om, at Formerne skete Fyldest. For at opnå romersk Borgerret lod man sig f.eks. sælge som Slave til en Romer og derpå frigive; tusinder af Latinere er på den Måde blevet romerske Borgere. Ægtefæller måtte ifølge Loven ikke modtage Foræringer af hinanden; man omgik Forbudet ved at lade sig skille og derpå gifte sig påny efter at have bortskænket Gaven. Kun en romersk Borger kunne oprette Testamente; deraf fulgte, at når en romersk Borger døde i Fangenskab hos Fremmede, var hans Testamente ugyldigt. For at omgå denne Bestemmelses Uretfærdighed mod Arvingerne, forandrede man ikke Lovene, men vedtog, at en Romer skulle betragtes som Afdød fra det Øjeblik af, da han blev taget tilfange osv.. Enhver Retssag var enkelt; ingen juridisk gyldig Klage (actio) kunne omfatte mer end en Ting, og Dommeren havde kun at svare Ja eller Nej på det stillede Spørgsmål. Derved blev Rettergangen klar og gennemskuelig i Modsætning til vor, tit yderst forviklede Proces. Var f.eks. et Køretøj stjålet, måtte der udtages en særskilt Klage for Vognen, for hver af Hestene og for hver enkelt Ting, som befandt sig på Vognen.

Af uhyre Betydning var det, af Juristen ingen Betaling modtog for sin Gerning. Det var en Æressag og en Samfundstjeneste at yde Retshjælp. Man behøvede altså ikke at økonomisere med Rettergangen. Juristens Hus var offentlig tilgængeligt for alle. Senatet skænkede engang en berømt Jurist et bekvemt liggende Hus for at forkorte Vejen til ham. Man indser let, i hvor høj Grad det måtte styrke Folkets Tillid til Juristen, at han ikke ernærede sig af sit Hverv. Mange opgiver i vore Dage deres Ret, fordi det er for bekosteligt at føre Proces, uden at det falder dem ind, at de derved bidrager til at svække Retsbevidstheden i Landet. Romeren anså det for Pligt at gøre sin Ret gældende; og han havde Tid dertil, eftersom det materielle Arbejde væsentlig besørgedes af Slaver. En juridisk Formularbog hørte med til enhver romersk Borgers Inventarium. Vi har ondt ved at forestille os, hvor mægtigt og alsidigt Retsbevidstheden på denne Måde udvikledes i det romerske Samfund; men netop herpå beror den Nøjagtighed og Rigdom på Nuancer, som karakteriserer Romerretten.

Man behøver kun at lægge Mærke til selve Sprogbetegnelsen i de juridiske eller officielle Erklæringer for at få en Forestilling om denne Finhed i Opfattelsen. Folkets Beslutninger var affattede i Imperativ, Bydemåden. Senatet taler i Konjunktiv, Ønskemåden. Juristerne anvender Infinitiv, som kun udtrykker en Mening, en Anskuelse. Når Prætor taler i første Person, bruger han Futurum (Fremtidsmåden), ikke Konjunktiv, thi den næste Prætor kunne kassere hans Bestemmelse. På intet er måske Romerrettens høje Kultur mere kendelig end på denne Udarbejdelse af Retssprogets Syntaks.

»Tre Gange har Rom dikteret Verden Love, tre Gange knyttet Folkene sammen til en Enhed, første Gang, da det romerske Folk endnu stod i Fylden af sin Kraft, til Slatens Enhed, anden Gang, efter at dette Folk allerede var gået til Grunde, til Kirkens Enhed, tredje Gang gennem Optagelsen af den romerske Ret i Middelalderen, til Rettens Enhed. Den første Gang skete det ved udvortes Tvang, ved Våbnenes Magt, de to andre Gange ved Åndens Magt«. Med disse Ord begynder Ihering sit store Værk om Romerrettens Ånd. Rom forbereder i det udvortes, hvad Kristendommen siden inderliggjorde og fandt sit algyldige Udtryk for: Overgangen fra det snævre Nationalitetsprincip, som behersker alle Oldtidens Samfund, til det store, hele Menneskeheden omfattende Verdensprincip. Og Rom skaber ved sin Politik og sin Jura de udvortes Betingelser for Kristendommens Herredømme. »Uden det centraliserende hedenske Rom ville intet kristeligt Rom være opstået«. I Rom samler den antikke Kulturs Strømme sig, for at Kristendommens mægtige Flod herfra kan rinde befrugtende ud over Verden. Roms Politik og Retsvæsen er, tilligemed Grækernes Kunst og Poesi, det kulturelle Grundlag, hvorpå Middelalderen og Nutiden bygger. Oldtidens Store er vore Lærere: »de døde høje Drotter, som beherske vor Ånd endnu fra deres Askekrukker«.( Byrons »Manfred« III.)

I Digtning og Kunst udtaler et Folks Ånd sig for det meste umiddelbarest og kendeligst. Og det hører med til Romeråndens Karakteristik, at den ikke har født nogen selvstændig, national Kunst eller Poesi. Blandt alle Jordens Folk er Romerne alene om at have nået en høj Grad af Kultur uden dette Element.

Det latinske Fællesnavn for Kunst og Poesi er lasus, som betyder »Leg«. Og Leg bliver Poesien i Grunden altid for Romerne. I Republikkens Glanstid ansås det næppe for en anstændig Virksomhed for en fri Mand at give sig af med Litteraturen, og selv senere, i Kejsertiden, da der vrimler af Digtere som af Fluer, agtedes det at digte mere for en pæn Fritidsbeskæftigelse end for en Livsgerning. Romerne har intet særligt Ord for Digter; »Poet« er græsk, og »scriba«, som anvendes om dramatiske Forfattere, betyder »Skriver« simpelthen.

Romernes Tilværelse var i Byens første Tid en stadig og streng Kamp for Tilværelsen; her var der ikke megen Plads tilovers for åndelig Luxus. Og Kunsten kunne ikke blive det karakteristiske Udtryk for Nyttens Folk, som den blev det for Skønhedens. Nogle religiøse Hymner, Dødsklagerne over de Afdøde med Opramsning af deres Bedrifter og nogle farceagtige Skæmtespil ved Folkefesterne, måske indførte fra Etrurien, - det er, hvad Romerne besad af national Digtning, inden de lærte Grækernes Poesi at kende (En Undtagelse dannede Appius Claudius' Ordsprog, hvoraf vi har opbevaret tre; de har sikkert haft en praktisk og ret brutal Tendens).

Ved Krigen med Tarent (282-272 f. Kr.) stødte de på Syditaliens Grækere, og under den første puniske Krig (264-241) på Siciliens. Her stod de overfor en fuldt udviklet Kunst, tilmed af høj Rang. Intet Under, at de svage Begyndelser til en national Poesi druknede ganske i Forsøget på at lære den græske at kende og om mulig efterligne den! Derfor har Romerne ikke frembragt noget Digterværk af første Rang, thi Poesi kan nu engang ikke trives, hvor den ikke gror naturligt frem af oprindelige Spirer. Men Romerne var begavede Elever, og den store Betydning har deres Optagelse af den hellenske Ånds Frembringelser haft for Efterverdenen, at en Del af disse derigennem er blevet bevarede, medens de ellers rimeligvis så godt som ganske ville være gået tabt. Romernes Beundring for Hellas skylder vi utvivlsomt vort meste Kendskab til noget af det herligste, menneskelig Ånd og Fantasi har frembragt.

Men også for Studiet af Romerånden selv har det Betydning at undersøge den Måde, hvorpå det hellenske optages, hvad der foretrækkes, og hvorledes det bearbejdes. Romerne plejede at begynde deres Litteraturhistorie med Livius Andronicus, en græsk Slave, der i 272 kom til Rom som Krigsfange under Krigen med Tarent. Han var Skolemester i Græsk og oversatte til Brug for sine Elever Homers Odyssée på Latin i det klodsede national-romerske Versemål; første Linie kan gengives: »Fortæl, mig nu, Camena, Mandens Færd, den snilde!« Vi kender kun Brudstykker, men Romerne selv sagde om denne Bog, at Ingen læste den godvillig mer end én Gang. Rimeligvis på samme ubehændige Måde oversatte Livius Andronicus nogle græske Tragedier, som han selv spillede Hovedrollen i, første Gang i 240. Det er betegnende for Romerne, at de straks gjorde Digterne og Skuespillerne til en ordnet Korporation, der fik Minervas Tempel på Aventin anvist til fælles Gudstjeneste og indbyrdes Rådslagning.

Cnejus Nævius hed en latinsk (ikke romersk) Kriger, som forsøgte at skabe en national Digtning. Han behandlede i sine Skuespil romerske Emner, f.eks. Romulus' og Remus' Historie, ja endog samtidige Begivenheder, som Marcellus' Sejr over Kelterne; men da der forekom satiriske Hentydninger til romerske Statsmænd, blev det ham forbudt at skrive. Han døde, efter at have været fængslet, landflygtig i Utica. Et episk Digt om den første puniske Krig, hvori han selv deltog, forfattede han som gammel Mand. Endnu på Horats Tid blev han læst af Folket. Nævius' Skæbne er et indirekte Bevis for Umuligheden af at grundlægge en national latinsk Poesi.

Forbudet mod at gøre politiske Hentydninger tvang Digterne til at gå Aristofanes forbi og søge til den nyere attiske Komedie, Intrige-lystspillet, når de skulle tilfredsstille Romernes Trang til at gå i Theatret. Plautus og Terents oversatte, med enkelte Ændringer, Menanders, Philemons og Diphilos' græske Komedier uden at lokalisere dem. Personernes Navne er græske, Skuepladsen græsk; når Romerne omtales, kaldes de Barbarer og betegnes som et fjernt, fremmed Folkefærd. Men det har været af største Betydning for Efterslægten, at den gennem Plautus og Terents lærte den nyere græske Komedie at kende. Moliére og Holberg bygger på dette Grundlag. Figurerne i Plautus' Komedier er maskeagtige Karikaturer. Han har otte Oldingetyper: den rige, den gerrige, den forlibte, den strenge, den svage osv., syv Tjenertyper: den snedige, den dumme, den fordrukne osv., Snyltegæsten (Holbergs Oldfux), den militære Pralhans, den listige Slavinde (Pernille) og flere. Måske har vi et særlig romersk Træk i den Respekt for Hæderligheden, som hist og her glimter frem under hans Kådheder; også Kvinder tegner han stundom med en Sympati og Agtelse, der vel næppe skyldes de græske Forbilleder. Af hans 300 Komedier er 20 bevarede. Hvor stor hans Berømmelse var, kan ses af, at man efter hans Død udgav en Del Komedier for Arbejder af ham, for på den Måde at skaffe dem Anerkendelse. Langt op i den kristne Tid læstes han. Den hellige Hieronymus siger etsteds: »Når jeg har gennemvåget Nætter med at tænke over mine Synder, tager jeg min Plautus frem«. Og da Sansen for Oldtiden vågnede påny, var Plautus en af de første Forfattere, man fremdrog.

Den gamle Cato håbede på Grundlæggelsen af en national romersk Digtekunst, der kunne konkurrere med den græske, og til den Ende tog han en begavet ung Mand, Ennius, som han havde lært at kende under et Felttog på Sardinien, med til Rom. Men Ennius skuffede sin Velynders Håb ganske. Omkring Scipio Afrikanus den Ældre samlede sig en Kreds af Grækervenner, der ville overføre hellensk Kunst og Kultur til Rom, og blandt dem finder vi Ennius. Hans Hovedværk er et episk Digt om Roms Historie fra Grundlæggelsen op til hans egen Tid. Det var på 32000 Vers, hvoraf vi har 600 tilbage, og skrevet i Hexametre. Dermed var denne græske Verseform indført i den romerske Litteratur. Når Ennius etsteds fortæller, at Homers Ånd er genfødt i ham, gælder det vistnok kun Verseformen, thi han synes ikke at have været nogen meget digterisk Natur. Der er opbevaret en Del sunde praktiske Leveregler af ham, men synderlig dybt gik han ikke. Følgende Vers er karakteristisk : »Filosofi er ej ilde, men kort, ikke hele Systemet! Godt er at nippe deraf; sænke sig i det er galt«. Det er i al Fald en national-romersk Tankegang. Han bearbejdede også græske Tragedier - betegnende nok foretrak han Euripides - og skrev nogle Komedier. Romerne fejrede ham som deres Poesis Skaber, fordi han havde slået fast, at romersk Poesi skulle være en Efterligning af den græske, eller som det hedder: »han bragte Kransen fra Helikons Tinder til Italiens Enge«. Ennius døde 169 f. Kr.

Som deres betydeligste og frugtbareste Tragediedigter (dvs. bearbejder af græske Tragedier) nævner Romerne Accius; desværre har vi intet af ham tilbage. Netop i hans sidste Leveår 105 blev Gladiatorlegene gjort til offentlig Forlystelse. Det var et Dødsstød for den dramatiske Kunst. Det varede ikke længe, inden Cirkus var Folket kærere end Teatret. Det dannede Publikum vedblev ganske vist at sværme for Skuespillerne - Sullas Ven, den berømte Tragiker Roscius (f 62) (Det var ham, der indførte Maskerne ved det romerske Teater, efter Sigende for at skjule, at han var skeløjet. Tidligere havde Romerne, i Modsætning til Grækerne, ikke brugt Masker på Scenen.) havde en årlig Indtægt af 100,000 Kr. - men man opførte stadig de gamle Stykker om igen; der blev ikke skrevet eller oversat nye. Kvinder begynder at optræde på Skuepladsen; der lægges Vægt på Udstyret: undertiden gik 600 Muldyr i Flok over Scenen. Ikke Værkerne selv, men Udførelsen interesserer - et sikkert Tegn på Kunstens Forfald!

En delvis original romersk Digtform møder vi så i Cajas Ludlius' Satirer. Han var af fornem Slægt - Pompejus' Bedstefader var hans Broder - født 180 f. Kr., død 103, og tilhørte Scipios Kreds. Af hans 30 Bøger satiriske Digte har vi kun Fragmenter, men tilstrækkeligt til at se, at det har været en Art versificerede Afhandlinger, hvori der spottes med forskellige Tidens Fejl. Det er navnlig de politiske Skavanker, Lucilius tager under Behandling, idet han stadig lovpriser de gamle, nøjsomme Tider, da Romerne blev Sejrherrer over deres Fjender ved Kraft og Offervillighed, medens man i hans Tid kun lægger an på at nyde Livet i Overdådighed og på at skaffe sig Pengene dertil ved alle, selv de uhæderligste Midler. Trods de temmelig hadefulde Angreb på navngivne Personer tyder alting på, at Lucilius har været en brav Mand og en ægte Fædrelandsven. I et af de opbevarede Fragmenter erklærer han det for sin Digtnings Mål at opdrage og forbedre Folket. Derfor priser han Landlivet og Agerbruget som den værdigste og sundeste Virksomhed for en Romer. Hensigten med Lucilius' Satire er moralsk, den kunstneriske form humoristisk konverserende og ret skødesløs, Personligheden, som står bagved, en praktisk, vittig, klart skuende og skarpt dømmende Patriot. I disse Træk fandt Romerne deres eget Væsen spejlet mere udpræget end hos nogen tidligere Forfatter, og Lucilius var, som han selv siger, »læst af alle«. Hans Satiredigtning betyder det samme for Romerne som Aristofanes' Komedier for Grækerne. Det stemmer med Romeråndens særegne Type, at den første selvstændige romerske Forfatter af nogen Betydning er en Slags Journalist i ædel Stil. Egenlig Digter var han næppe, nogen stor Ånd heller ikke. Lige så lidt som Ennius sætter han Pris på den højere Filosofi, kun Ræsonnementet med praktisk-politisk Sigte har for ham Værdi (Et sted spotter han Filosofien ved at give følgende karikerende Eksempel på dens Metode: »det Redskab, hvormed jeg ser Hesten løbe, må være det, den løber med. Nu ser jeg Hesten løbe med Øjnene. Altså er det med Øjnene, Hesten løber«).

Blandt dem, der ligesom Lucilius kæmpede for Bevarelsen af den gamle romerske Ånd i Folket, var Cato den største. Ikke blot som Politiker (Censor), også som Digter og Forfatter virkede han. Cato regner et grundigt Kendskab til Agerbrug, Rets- og Krigsvæsen med til almindelig Dannelse. Hans Efterfølger, Terentius Varro (116-27), erklærer dem for Fagvidenskaber; det antyder, i hvad Retning Samfundsudviklingen gik. Iøvrigt var Varro også begejstret for den gamle romerske Tid og bekæmpede Cæsar, som dog ikke hævnede sig, men tværtimod bestemte den gamle lærde Mand til Overbibliotekar ved det nye Bibliotek, der skulle oprettes i Rom. Den Art Forfatterskab, som Catos og Varros, er ægte Udslag af den romerske Ånd; det er, hvad man kunne kalde, Dannelseslitteratur, anlagt på at udvikle, belære og forbedre Folket, et storartet, omfangsrigt Oplysningsarbejde på historisk Grundlag og med et praktisk, moralsk Sigte. Trods sin Lærdom er Varro også folkelig i sin Stil, stundom med et Anstrøg af drøj Humor (Til en Ødeland skriver han: »Hvis du havde brugt en Tolvtedel af den Møje, du anvender til at lære din Bager at bage Kager, på selv at blive et bedre Menneske, så bød man ikke, som nu, 100,000 As for din Bager og ikke 100 for dig«). Mange Vendinger, der er bevarede op til vore Dage, stammer fra ham; som den velbekendte, at man til et Selskab skal være flere end Gratierne og færre end Muserne. Men Kampen for at skrue Tiden tilbage til den gamle Tarvelighed og Jævnhed var naturligvis håbløs, og sin omfattende Viden skylder Varro netop den hellenske Ånd, især som den åbenbarede sig i sin sidste hedenske Form: den alexandrinske Videnskabelighed og Kunst.

Påvirket af den græske Filosofi, men selvstændig i sin Fremstilling, var Lacretius (97-53), måske Roms mærkeligste Forfatter. Han skrev et naturfilosofisk Læredigt i Hexametre: »Om Tingenes Natur«, hvori han tager sit Udgangspunkt fra Epikurs Filosofi. Det blev ikke gjort færdigt og udkom først efter hans Død. Samtiden brød sig ikke om det; men det fik Betydning for Kejsertidens største Digtere både ved sit Tankeindhold og sit klare, kernefulde Sprog. Om Manden selv véd vi kun lidet; noget stolt og bittert i Digtets Udtalelser kunne tyde på, at han har gået en Del igennem; Hieronymus siger, at han døde for sin egen Hånd. Han blev kun 44 År.

Det er ikke ren filosofisk Interesse, der bevæger Lucretius til det store Arbejde, at give en digterisk Fremstilling af Tilværelsens hele Sammenhæng; Hensigten er praktisk, og Lucretius er for så vidt en ægte Romer. Epikurs Lære om de naturlige (dvs. mekaniske) Årsager til alt har ifølge Lucretius sin største Betydning derved, at den fordriver Dødsangsten og al overtroisk Frygt for Gudernes Vilkårlighed, at den altså gør Livet lysere og værdigere at leve. Lucretius' Digt er en veltalende Protest mod det hele romerske Varselsystem med Augurer og Haruspexer; han gør sig (betegnende!) især Umage med at forklare Lynet på naturlig Måde.

Al Erkendelse stammer fra Sanserne. Naturhelet er uendeligt og har udviklet sig ad rent mekanisk Vej ved Atomernes Sammenstød. Man finder hos Lucretius Nutidens Lære om Kraftens og Stoffets Beståen, ja endog Laplaces Tågeteori og Darwins Lære om Kvalitets- og Selektionsvalget. I 2den Sang hedder det (V. 295): »Intet på Jord kan forandre Summen af Altet« og i 5te Sang (Vers 431): »Dengang så man ikke Solens Hjul, udbredende Strømme af Lys; Verdensbygningens Stjerner var ikke til; ej Havet, Jorden, Himlen eller noget, der lignede det nærværende. Kun den stormsvangre, tæt sammentrængte Masse af Atomer var til. Da begyndte Dele at sondre sig ud og at parres med lignende Dele; Verden skilte sig i Lag. Lemmer begyndte at danne sig i de mægtige Masser af Stof, at fordele og udsondre sig« osv. og lidt senere (Vers 852): »Da måtte mange Dyreslægter gå tilgrunde uden at kunne forplante deres Art ved Afkom, der lignede dem. Thi alle de Arter, du finder i live nu, har List eller Styrke eller hurtige Lemmer bevaret og beskyttet fra først af. Mange bevaredes også, fordi de var os Mennesker til Nytte. Løvens voldsomme og blodtørstige Slægt værnedes af Styrke som Rævens ved Snildhed, Hjorten ved Hurtighed. Den let sovende Hund med det trofaste Hjerte i Brystet og den Slægt, der trækker og bærer Byrder, det uldbærende Kvæg og Okserne med de krumme Horn, alle disse blev, o Memmius, betroede til Menneskenes Omsorg; da de flygtede for de vilde Dyr, gav vi dem Fred og et rigeligt Foder til Løn for den Nytte, de gør os. Men de Dyr, som Naturen ikke undte sådanne Evner, at de enten kunne værge sig selv eller være os til Gavn og derved blive beskærmede, de blev naturligvis et let Bytte for de andre Dyr og vikledes fast i Skæbnens Lænker, indtil Naturen tilintetgjorde den ganske Slægt«.

Det er i sin Orden, at en genial Romer først har fremsat Teorien om »Kampen for Tilværelsen«, den stærkere Races Sejr over den svagere; thi det er jo Grundmotivet i Roms hele Historie. Men Lucretius tilintetgør Roms Religion, idet han udtaler dens dybeste Hemmelighed: alt er Tilfældets Værk, Skæbnen er Livets ubøjelige Herre. Der er ingen Plan i Tilværelsen: »Thi med forstående Kløgt og vel overvejet Beregning Har ikke Stofferne føjet sig ind i den rigtige Orden, Heller ej ved Kontrakt Bevægelser aftalt tilsammen«); hvis der eksisterer Guder, har de sikkert andet at gøre end at bekymre sig om Menneskene. Vort Livs Formål er Nydelse, Lykke; men kun det Menneske er lykkeligt, der kan nøjes med lidt og er tilfreds med sine Kår. Døden bør ikke ængste os; den gør en Ende på vore Fejltagelser og Bekymringer, og da det ikke piner os at tænke på, at vi engang i Fortiden ikke var til, er det jo tåbeligt af os at gyse ved Tanken om, at vi engang i Fremtiden ikke skal være til. At drømme om et Liv efter Døden er urimeligt, thi et fra Døden opstået Menneske ville være en helt Anden end det Menneske, der døde; og at en Anden eksisterer, kan jo umuligt trøste mig.

Skønt hele Digtet går ud på at trøste Mennesket og påvise, at Alt er så godt indrettet, som det kan være, slår uafbrudt den dybe Utilfredshed ved Livet, Smerten over Endelighedens Tomhed og Menneskenes Tåbelighed frem af Undergrunden som Flammer af en Tomt. Lucretius drager den romerske Livsanskuelses Konsekvenser, han opfatter hele Tilværelsen under den jernhårde Nødvendigheds Synspunkt; og netop derved røber han denne Livsanskuelses Mangel på Evne til at bære Livet. Sokrates' Ironi opløser den græske Skønhedsforgudelse; Lucretius' Logik søndermaler den romerske Nyttereligion. I Lucretius' Manddoms År nærmede Romervælden sig sit Højdepunkt; dens mægtigste Skikkelse, Cæsar, er hans Samtidige.

Og hvad får så Roms originaleste og dybeste Tænker ud som det store Regnestykkes Facit? Den ubøjelige Skæbne! Og hvad er altså Livets Grundstemning? Den stivnede Resignation, der med Værdighed, uden falske Illusioner, venter det uundgåelige! Denne »Epikuræisme«, som teoretisk gør Nydelsen til Livets Mål, forbander praktisk de Drifter, hvorpå Nydelsen beror f.eks. elskovsfølelsen. Det er et dyrisk og fordærveligt Instinkt, der driver Kønnene mod hinanden, mener Lucretius. Et Fornuftvæsen nedværdiger sig ved at give efter for sligt. Og Lucretius forsyner os med praktiske Råd til at overvinde Elskoven: man skal forestille sig vedkommende Piges Fejl så levende som muligt, tænke sig hende i frastødende Situationer i Stedet for i tiltalende; man skal mindes, hvor rart man havde det, inden man blev forelsket; man skal indprente sig den gavnlige og ubestridelige Sandhed, at der gives andre Piger osv.. Der er noget tragikomisk i denne Fornuftens og Logikkens afmægtige Kamp med Livsdrifterne. Teorien kan ikke bruge Drifterne til noget, ikke forklare dem, så forbander og bekæmper den dem. Resultatet bliver ikke, at Drifterne udryddes, men at Teorien går fallit.

Alligevel er Lucretius i en vis Forstand Roms største Digter. Han støtter sig til Grækeren Epikur, men hele hans stærke, ægte romerske Personlighed lever og lider i hans Digt; Guldalderens store Kunstnere er alle mer eller mindre Kunstprodukter, Digtere på anden Hånd; Lucretius og Catullus alene blandt alle romerske Digtere er med Liv og Sjæl tilstede i deres Kunst. Og det stemmer med Romeråndens Væsen, at det genialeste romerske Digterværk er en Anvisning til at besejre Dødsfrygten og leve Livet mandigt ved at hengive sig i Skæbnen og klare sig Logikken i »Tingenes Natur«.

Den første store Lyriker blandt de romerske Digtere er Catullus (84-53). Han var født i Verona af fornem Familie, beslægtet med Cæsar, hvem han angreb og spottede i sine Digte; thi som Politiker var Catullus Aristokrat. Cæsar og han blev siden forsonede, beslægtede som de var i Temperament; men Catullus døde, lidt over 30 År gammel, inden Cæsars endelige Sejr. Hans bedste Arbejde er Kærlighedsdigtene til Lesbia. De er bårne af en virkelig Lidenskab, skønt Genstanden (en gift Kvinde ved Navn Clodia, Søster til Almuetribunen Clodius Pulcher) åbenbart har været en temmelig foragtelig Person. Det er nærmest den sanselige Side af Elskoven, Catullus besynger, med dens mangfoldige Nuancer, dens Jubel og Smerte, dens Spøg og Vemod. Dybere Tanker finder vi ikke, men det tunge latinske Sprog har Digteren formået at give en hidtil uopnået Velklang og Ynde. De pompøse eller skælmske Bryllupssange, han har digtet til sine Venners Bryllupper, hører også til romersk Digtekunsts Perler. Desuden har han i en Række mindre Poesier satiriseret over Samtidsfigurer, som ofte nævnes ved Navn. Samme Lidenskabelighed i Had som i Kærlighed! (»Jeg hader, og jeg elsker. Måske spørger I, hvorfor? Det véd jeg ikke, men jeg føler, at jeg gør det, og at det er Lidelse«. I dette Epigram af Catullus er, som man har sagt, et helt Menneskeliv indesluttet.) Blidest er han, når han lovpriser Naturen ved den yndige, lyseblå Gardasø, hvor han havde sit Landsted ude på Halvøen Sirmium. Et Par Prøver på hans Stil vælger jeg blandt de Digte, Dr. Vilh. Andersen har oversat i »Opuscula philologica« 1887.

Catullus er den friskeste, personligste af alle de romerske Lyrikere. Hos de andre Samtidige er den alexandrinske Indflydelse langt stærkere; den viser sig i en kunstlet Form, en affektert sirlighed, der ofte dækker over raffineret Kødelighed, og endelig en Udkramning af Lærdom, især i Retning af græske Myter og Æventyr, som gør de fleste bevarede Vers omtrent uforståelige for andre end Fagmænd. Catullus' Kammerat Cinna arbejdede i ni År på et Digt, få Blade stort i Omfang, der behandlede en Kvindes unaturlige (og ugengældte) Elskov til sin egen Fader. Det var denne Cinna, som efter Plutarchs Sigende blev revet ihjel ved Cæsars Ligbegængelse, fordi man forvekslede ham med den Sammensvorne af samme Navn. Lærdommen udartede til Pedanteri og Fantasteri. Man foreviste i Roms Dokker det Skib, hvormed Æneas var ankommet til Italien, og i Vestatemplet (balsameret) det Svin, der havde tjent ham som Vejviser. Lærde Grækere søgte at indsmigre sig hos Romerne ved at påvise, at Homer var en indfødt Romer.

Alle skrev; selv Kvinderne. Det regner med Lejlighedsdigte og Flyveskrifter. Officererne studerede i Lejren slibrige græske Romaner. Efter Crassus' Nederlag mod Partnerne, foreviste disses General Byen Seleukeias Borgere de Romaner, han havde fundet i den erobrede romerske Lejr, og spurgte: »Kan Læserne af sådanne Bøger være farlige Modstandere?« Ved Siden af Hofnarren og Kokken kommer nu Husdigteren, Husfilosofen og Memoireskriveren på Mode i de rige Familier. Boghandelen blomstrer, Forlæggerne tjener store Penge på de Afskrifter, deres Slaver besørger. Materialet var i Almindelighed det skrøbelige Papyruspapir; Pergamentet fra Pergamon fik først større Betydning hen mod den kristne Tid. Det er vel en af Grundene til at så få af Oldtidens Bogruller er nået til os i uskadt Stand.

På Teatret opførtes af egentlige Skuespil kun de i tidligere Dage forfattede; men på Sullas Tid trænger de oskiske Farcer, som kaldes Atellaner efter Byen Atella, ind på den romerske Scene. Denne Art Skuespil har næppe haft synderlig Værdi; det var rå Løjer, byggede over visse stående Figurer, lig vor Pjerrot, Cassander og Harlekin. Det italienske Folk har holdt fast ved disse Figurer; de går igen i Nutidens Pulcinel og Pantalone. Under Cæsar kommer de såkaldte Mimer på Mode. Det var også Farcer, behandlende alle Slags dagligdags Emner i komisk Hulspejlsforkortning. En Hovedvægt lagdes på Skuespillerens Minespil; de spilledes derfor uden Maske. Vor Tivoli-pantomime har bevaret noget af denne Form, blandt andet i den brogede Harlekinsdragt, som Mimens Spasmager plejede at bære. Da Decimus Laberius, som var af Ridderstand, i nogle Mimer havde spottet over Cæsar, hævnede den store Diktator sig humoristisk ved at tvinge Laberius til År 45 at optræde i en af sine egne Mimer. I en Prolog beklagede Laberius sig over denne Vanære; Versene hører til det skønneste, der er bevaret af romersk Poesi. Cæsar gav ham et betydeligt Honorar og hævede ham, ved at sende ham en gylden Ring, atter op i Ridderstanden, men Skammen blev aldrig helt afvasket. Da Laberius engang i Teatret ville sætte sig mellem Ridderne, gav man ham ingen Plads. Cicero bemærkede spottende, at han gerne skulle dele sin Plads med ham, hvis han ikke desværre allerede i Forvejen sad så knebent. »Det er mærkeligt«, svarede Laberius; »du plejer jo ellers at sidde på to Stole«, - en Hentydning til Ciceros politiske Uvederhæftighed, som viser, at Laberius var en vittig Mand. Det er kun Stumper af hans Vers, der er opbevaret.

August tog, så vidt det lod sig gøre, også Digterne og Digtekunsten i sin Politiks Tjeneste, og hans Tid nævnes med en vis Ret »Guldalderen« i den romerske Litteraturs Historie. Opblomstringen er forberedt af de tidligere latinske Forfattere og af Alexandrias græske Digterskole. Nu kom det til, at Politiken ikke længer gav Ungdommen Lejlighed til at udmærke sig; så søgte man at kappes i den Kunst at skrive elegante og patriotiske Vers. Da Asinius Pollio fandt på at læse sine Arbejder op for en indbudt Kreds, skabte han et fortroligere Samkvem mellem Forfatter og Læsere, end tidligere Tider havde kendt. Det blev Mode at digte og læse op. Selv August skrev en Tragedie, som han dog var klog nok til at ødelægge igen, inden Nogen havde set den. Både han og Mæcenas opmuntrede Digterne ved personligt Bifald og store Belønninger, ja, de gav dem endog Ideer og stillede dem Opgaver. Intet Monarki i Verden har overhovedet vist Litteraturen så megen forstående Interesse som de romerske Kejseres. Krigenes frygtelige Tid er forbi. Freden hersker atter i det sønderrevne Italien, og August er »Fredsfyrsten«. Dette er Omkvædet på Guldalderens Digtning.

Cæsars stærke, dristige Ånd har sit litterære Sidestykke i Lucretius'; hans lidenskabelige, sanselige Temperament finder vi igen hos hans Modstander Catullus. Disse to er i Virkeligheden også Roms genialeste Digtere. Augusts Digtere har ikke mange Ideer, og deres Temperament er roligere. De digter Idyller og priser de stille, fredelige Nydelser. Den dristigste af dem, Ovid, er raffineret, hvor Catullus er glødende; hans Sanselighed er usund og mangler Lidenskabens Forklaring. I Formen, i Herredømmet over Sproget når disse Mænd meget højt, men til ægte kunstnerisk Begejstring hæver de sig ikke, og ud af de græske Forbilleders Lænker arbejder de sig lige så lidt som den nærmest foregående Tids Forfattere. Og den himmelvide Forskel vedbliver der at være mellem Romerne og deres Læremestre, at for Grækerne var Poesien Gudstjeneste, for Romerne Pædagogik eller Luxus. Af den store Hærskare er der Grund til at fremhæve tre: Vergil, Horats og Ovid. De står, som vi skal se, alle tre i et karakteristisk Forhold til August.

Vergil (70 f. Kr. - 19 e. Kr.) fødtes i Nærheden af Mantua. Hans Forældre var jævne Folk, men skaffede dog Sønnen en god Opdragelse. Efter Slaget ved Philippi, da Octavian fordelte Agerjord i Italien til sine Soldater, skulle også Vergil miste sin Smule Ejendom, men hans Ven, Asinius Pollio, antog sig hans Sag og opnåede, at han fik Lov til at blive på sin Gård. Nogle År efter fik Provinsen en anden Statholder, og da blev Digteren fordrevet og havde nær mistet Livet. Imidlertid var Mæcenas blevet opmærksom på nogle Hyrdedigte, Vergil havde skrevet, og nu tog han sig af ham og bragte ham i Forbindelse med August. Efter at man havde skænket den trediveårige Digter et lille Landsted ved Neapel, hvor han levede meget tilbagetrukket og stille, begyndte han År 37 på den første af de to Digtninge, som har gjort hans Navn berømt: Georgica.

Dette Digts fire Sange beskriver et romersk Landbrug. I første Sang får man at vide, hvordan og hvornår Jorden skal pløjes og de forskellige Marker besås; anden Sang handler om Plantning af Træer, Oliven og Vinstokke, Beskæring og Podning etc.; tredje Sang gør Rede for Husdyrenes rette Behandling: Hestens, Koens, Fårets og Gedens, samt for Kvægpesten og Midlerne derimod; fjerde og sidste Sang, den mest berømte, er udelukkende viet Bierne og deres Liv: Honning var jo Romernes Sukker og spillede en mægtig Rolle i deres Husvæsen. Det er et Læredigt, ægte romersk både i Tendens og Indhold. Man havde mange Digte af denne Art og fik efter Vergil endnu flere. Vi finder poetiske Vejledninger til al Slags Sport, til Brædtspil, kvindelig Toilette, Sminkning f.eks., ja endog til at lave Gåseleverpostej så delikat som mulig.

Forbilleder havde Vergil i Hesiodos, flere af Alexandrinerne og blandt sine Landsmænd navnlig Cato og Varro; men det bedste i Digtet har han af Selvsyn, og der er Steder i »Georgica«, hvor Digterens Kærlighed til Landlivet og Naturen, hans nøje Kendskab til Dyrenes og Planternes Liv, hans Minder fra Barndoms- og Ungdomsårene kaster en mærkelig Glans over det prosaiske Stof og forvandler det til ægte Poesi. Navnlig gælder det om Slutningsperioderne i de første tre Sange og det meste af fjerde Sang. Det var Mæcenas, som opmuntrede Vergil til at skrive »Georgica«. At Freden og Landlivet forherligedes, passede godt ind i Augusts Planer. Digteren var syv År om Arbejdet og gjorde sig megen Flid med det: om Morgenen dikterede han nogle Vers (gennemsnitlig en á to Linier daglig) og bearbejdede dem så i Dagens Løb. Alt er her Slid, såre lidet Inspiration. Mæcenas tilegnede han sit Digt. Endnu længere var Vergil om Æneiden; han sled med det i elleve År og fik det så endda ikke færdigt. På en Rejse til Grækenland, hvor han i Athen traf sammen med August, blev han syg af Varmen og døde lige efter Tilbagekomsten, kun 51 År gammel. På sit Dødsleje bad han, at man skulle ødelægge Æneiden, da Digtet ikke havde fået den sidste Affiling - så samvittighedsfuld var han som Kunstner. Men August tillod det ikke, han besørgede det udgivet med de Mangler og Huller, som det havde i Digterens Manuskript; og således har vi det endnu.

Det er et patriotisk Heltedigt, som skildrer Romerrigets Grundlæggelse ved Trojaneren Æneas efter at have fortalt om hans Omflakken på Havet og hans eventyr med Karthagos Dronning Dido. Forbillederne Iliaden og Odysseen er altså slået sammen, således at den sidste kommer først. Det Hele, især Kampskildringerne, gør et temmelig blegt og konstrueret Indtryk; man mærker Anstrengelserne for at komme på Siden af den uopnåelige Homer. Medens Grækerne ved Troja dog har en dåd at hævne, har Æneas aldeles ingen Ret til at angribe Latium, og det er en svag, men ægte romersk Undskyldning, at han »føres af Skæbnen«. Noget mere Mening er der i den Betragtning, som et Par Steder antydes, at Trojanerne bringer Kulturen til de barbariske Latinere.

Æneas er Romeren, den ideale Romer. Han er en hel anden Type end Achilles eller Odysseus, og det er Vergils Ære, at han har fundet digterisk Form for dette Idealbillede af sit Folk. Desværre er det ikke Varslet om kommende Storhed, men Erindringen om svunden, som møder os i Æneas' Skikkelse. Derfor er der dette blege Høstskær over Skildringen, ikke Homers kraftige, lysende og varmende Sommersol. Alligevel giver Æneiden et Bidrag til vor Forståelse af Romerånden. Æneas kaldes stadig i Digtet »pius« dvs. den fromme; Religiøsitet, Lydighed mod Guderne, er Undergrunden i hans Væsen. Han forlader den elskede Dido og overlader hende til Båldøden, fordi Guderne (»Skæbnen«) kalder ham til hans Gerning: at erobre Latium. Han er resigneret, udholdende, sagtmodig, retfærdig og tapper. Og han elsker ikke Krigen for dens egen Skyld; den er ham kun et Middel, et forhadt Middel. Da de latinske Udsendinge beder ham om Våbenstilstand for at begrave deres Døde, svarer han: »Fred for de Døde I ønsker; de Levende gerne jeg gav den.«

Og den gamle Latiner, der står i Spidsen for Udsendingene, svarer: »Hvad skal jeg mest beundre, din Retfærd eller dit Kampmod?« Det er Romernes to Hoveddyder: Retfærdighed og Tapperhed, som pryder Æneas. I sidste Sang kalder han, inden den afgørende Kamp med Turnus, Guderne til Vidne på, at man »atter tvinger ham til Kamp«. Den vældige Turnus, hvis opstigende Vrede mere drastisk end just poetisk sammenlignes med en Gryde, som koger over, styrter mod Fjenden »lig en Klippeblok, der raslende vælter ned ad Fjeldsiden«, og han og Æneas mødes »som to modige Tyre, der render Pande mod Pande, medens de forfærdede Vogtere flyr«. Da brister hans Sværd som et Halm mod Æneas' Rustning; »blankt funkled i gullige Sand de splintrede Stumper«. Æneas vil nu - ganske modsat sine græske Forbilleder - skåne Turnus: først da han tilfældigvis bemærker et Spænde, Turnus har taget fra Æneas' elskede Vens, Pallas's Lig efter at have fældet ham, opflammes han til Raseri og hugger sin Fjende ned. Og dermed ender Digtet noget brat.

Vergil har mere Medfølelse med Krigens. Ofre end Homer; han kan endog blive sentimental. Da den unge Pallas, uden at ane sin nær forestående Død, beder Herkules om Bistand, bliver denne, der forudser hvad der vil ske, så rørt, at han brister i Gråd, og Jupiter må trøste ham. Fin og sand Følelse er der i Skildringen af Venneparret Nisus og Euryalus og deres sørgelige Skæbne og i Episoden om Silvias tamme Hjort, som Askanius jager og sårer. Hist og her findes endog Glimt af Lune, som i Beskrivelsen af Kapsejladsen under Sicilien, hvor Styrmanden falder i Vandet, kravler iland på en Klippe og siddende der pjaskvåd og forkommen kaster op på det jammerligste.

Vergil var meget populær; Citater af hans Digte fandtes endog hyppig på Skiltene i Rom. Når den stilfærdige, folkesky Mand en sjælden Gang kom til Byen, stimlede man sammen for at se ham og hilste ham med begejstrede Tilråb. Ovid klager over, at han kun en eneste Gang har set et Glimt af ham. Hans Mildhed og Samvittighedsfuldhed, hans Fromhed og Fædrelandskærlighed kan minde en Dansker om Ingemann. Vergil er endnu gammeldags Patriot; han er Landmand og skyr Bylivet. Horats tilhører den nye Tid, han er Kosmopolit, og hans Sværmeri for Naturen er ikke Landmandens, men Landliggerens. Eller rettere: Horats betegner Overgangen, Brydningen mellem de to Tidsafsnit; Ovid er med Hud og Hår ovre på den anden Side: udpræget Bymenneske og Levemand!

Horats var Søn af en Frigiven, hvem han altid omtaler med den største Kærlighed. Han fik en god, praktisk Opdragelse; Faderen rådede ham navnlig til at se sig godt for og lære af Erfaringen, og sendte ham så til Athen, hvor han studerede græsk Filosofi og Poesi. Efter Cæsars Fald sluttede han sig til Brutus og var med ved Philippi. For de Par Skillinger, Sejrherrerne levnede ham, købte han sig et lille Embede under Finansvæsnet og førte en yderst beskeden Tilværelse i Rom. Han siger selv, at det var Nøden, der gjorde ham til Digter. Det må sagtens forstås således, at der ikke for en Mand i hans Vilkår var anden Måde at komme frem på end den at digte. Sin glimrende Forstand og sin ualmindelige Iagttagelsesevne ville han have anvendt med Held i Statens Tjeneste, hvis der havde været Brug derfor. Nu måtte han bruge dem til Poesien. Og han er da også mere Digter med Hovedet end med Hjertet; men bag den lette Skæmt, den kælne Idyl og den lystige Satire skimter man stundom Omridsene af en Personlighed, som er for klog til at træde op mod det Uundgåelige, men som dybt foragter Kejsersmigrerne og med Vemod mindes den store svundne Tid. Han elskede Mæcenas, som på Vergils Anbefaling havde optaget ham i sin Kreds og skænket ham en lille Landgård i Sabinerlandet, men han hævder bestandig sin Selvstændighed overfor den pirrelige Ven. August gjorde ligefrem Kur til Horats og tilbød ham bl.a. en Plads som sin Sekretær, men Digteren afslog Tilbudet og undskyldte sig med sin digteriske Afmagt, når man ville have ham til at besynge Kejserens Bedrifter.

Han var lille af Vækst med gnistrende sorte Øjne godt krøllet, sort Hår, som tidlig grånede. Hans Helbred var vaklende; navnlig led han meget af Gigt og Nervesmerter. Men på sin fredelige Landgård befandt han sig dog som oftest ganske vel. »Pareen har givet mig en beskeden Jordlod, en lille Gnist af den græske Digterild samt Foragt for Pøbelen.« Denne Foragt holder ham i Manddomsalderen borte fra Rom. Da Mæcenas vil have ham derind, fortæller han Fabelen om den syge Løves Hule, hvor alle Sporene viste indad, ingen udad. Han er tilfreds i sit tarvelige Hjem. »Den Nøjsomme, der følger den gyldne Middelvej, er tryg; heftigt tumles af Vinden den højt knejsende Gran, høje Tårne styrte med sværest Fald, og Lynet rammer Bjergtinderne.« Det er et Motiv, som stadig kommer igen hos ham. »Den lever lykkeligt med lidet, på hvis simple Bord et nedarvet Saltkar skinner, og hvis Søvn hverken Frygt eller lav Begærlighed forstyrrer. Hvorfor sigte mod så mange Mål i den korte Levetid?« »Hvorfor lægger vi os ikke flux hen under Platanen eller den høje Gran og drikker, mens vi kan, med duftende Roser om de grånende Lokker og salvede med assyrisk Nardus?« Også i Vintertiden kan man have det hyggeligt, når man forstår at indrette sig. »Du ser, hvor hvid Soraktes Bjergkam står, dækket af Sne. De bugnende Skove segner under Byrden, Floderne stivner i Frosten. Læg nu rigelig Brænde på Arnen, at vi kan tøes op, og nedtag den fireårige Vin, Sabinerdunken! Lad Guderne om Resten!«

Men ind imellem kan der lyde mørkere Toner. Som når han skildrer, hvorledes Slotte og Villaer fortrænger de nærende Agre, hvorledes Fiskeparke breder sig større end Lucrinersøen, og de vellugtende Urter dyrkes i Stedet for det indbringende Oliventræ. Og han føjer til: »Således lød ikke Romulus' og den skæggede Catos Lære, således var ikke de Gamles Forskrifter.« Et Sted tilråber han Romeren: »Sålænge du bøjer dig for Guderne, vil du herske…Men vor brødesvangre Tid har først besmittet Ægteskaber, Slægt og Familie. Af denne Kilde vældede Fordærvelsen ud over Folk og Rige…Vore Forældres Old, værre end vore Bedsteforældres, har avlet os, som er endnu mere fordærvede, og som snart vil frembringe et Afkom, der endog overgår os i Lastefuldhed.« Denne bitre Anklage kunne han vove at fremkomme med, fordi den stemte med Augusts Agitation og Lovforslag mod Usædeligheden; men til meget har han sikkert kun tiet, fordi han var tvungen dertil. Horats var anlagt til noget større end en epikuræisk Besynger af Livsnydelsen; Tiden havde ikke Brug for hans Kræfter, så indrettede han sig med de givne Betingelser (Kirkefaderen Hieronymus kalder Horats en alvorlig Digter, og Middelalderens kirkelige Forfattere citerer ham ofte. Den nyere Tid har derimod væsentlig opfattet ham som Livsnydelsens letsindige og overfladiske Sanger. Det kommer an på, om ikke Hieronymus så dybere).

Som Kunstner er han mærkelig derved, at han søger tilbage til den gamle græske Lyrik, til Alkaios og Sappho, medens hans Samtid efterligner Alexandrinerne. De græske, mangeartede Rytmer omplanter han på romersk Grund. »Den rytmerige« kaldte Romerne ham. Men egenlig Lyriker af Naturen, som Catullus, er han ikke. Først 33 År gammel begynder han at skrive Oder; han bliver snart ked af det igen, og Efterfølgere fik han egenlig aldrig. Det er kunstfærdig Refleksionspoesi, ikke udsprunget fra en digtende Trang i Hjertet. Elskov spiller ingen synderlig Rolle i hans Liv. Som sin Ven Vergil var han ugift. Større Betydning har Venskabet haft for ham, navnlig Mæcenas', hvem han elskede så højt, at han i et Digt udtaler Ønsket om at dø samtidig med ham; i Virkeligheden overlevede han ham kun nogle Uger. Han er Filosof, først Epikuræer, siden nærmest Stoiker. En åndfuld Samtale med en Ven ved et Bæger Vin i den smukke Natur betegner for ham Livets Højdepunkt. Originalest er han i sine Satirer og Breve på Vers; denne sidste Kunstart har han grundlagt. Han optager Lucilius' Gerning, men med rigere Lune og langt større Elegance. Skønt han aldrig blev synderlig populær, er mangfoldige af hans Vers og Vendinger gået over i daglig Tale og bruges endnu. »Den lever vel, som lever skjult«; »man skal intet beundre«; »jag Naturen ud med Stænger, den kommer dog igen«; »undertiden sover selv den gode Homer«; »Vreden er en kortvarig Galskab« osv.. Disse Eksempler er valgt på Må og Få. Hans Betragtninger over Kunstens Væsen og Virkemidler (i Pisonerbrevet) har været æstetisk Rettesnor for Generationer lige op til vor Tid.

Den gamle Romerånd var død; Horats havde ingen Illusioner om at genopvække den. I Stedet for præker han en ny Lære, der gælder for alle: hævd din Selvstændighed! gør dig så vidt mulig uafhængig af Tingene! Således vil du føre den værdigste og lykkeligste Tilværelse.

Vandt Horats ikke mange Venner i det romerske Publikum, så gjorde Tibul og Properts det så meget mere. De besynger Elskoven, Tibul sentimentalt (hans idelige Dvælen ved Døden!), Properts lidenskabeligt; men deres Poesi er et Udtryk for Tidens moralske Opløsning, og den Lykke, de gjorde (Properts citeres f.eks. ofte i Pompejis' Vægindskrifter), et kraftigt Vidnesbyrd om den.

Endnu mere gælder dog dette om Ovid. Den mest glansfulde Forherligelse af romersk Fordærvelse klinger fra hans Lyre. Han er pragtfuld som hine giftige Svampe, der pranger med stærke Farver og yndefulde Tegninger. Han har megen malerisk Sans, men Ide, Tanke finder man aldrig i hans Digte. Han hører Byen til, Landet er ham intet. Det skulle da være et mondænt Badested som Bajæ, hvor han på Strandbredden kan gøre Kur til sin Elskede, altid en gift Kone. Æresbegreber eksisterer ikke for ham; Elskov er Nydelse, og hans »Ars amandi« (dvs. kunsten at elske) er en Vejledning i Forførelse. »Her synges kun om den lascive Elskov,« siger han selv et Sted. Først må man forstå at finde en Elskerinde; og Ovid giver Anvisning på Forum, Teatrene, Spadseregangene som de bedste Jagtdistrikter, dernæst at forføre hende og endelig at holde fast på hende. Man må være smidig, åndrig, kyndig i Poesi og erfaren i den kvindelige Psykologi. Men at have mange Penge og forstå at bruge dem på rette Måde er dog Hovedsagen. »Lad hende have Ret, føj dig efter hendes Luner, lad hende vinde i Spil, hold Skærmen over hendes Hoved, sæt Skamlen under hendes Fødder, løs hendes Sandal eller giv hende den på, hold Spejlet for hende med din fribårne Hånd, der er ikke noget ondt i det, og selv om der var, skulle du dog gøre det. Varm hendes Hånd på dit Bryst, når hun fryser….Gør dig gode Venner med hendes Slaver og Slavinder. Send hende Frugter og sig, at de er fra din Landejendom, selv om du har købt dem på Via sacra. Vil du sende Vers? Ak, Vers betyder ikke meget. Nu betyder Penge alt, selv Homer ville intet opnå hos en Kvinde, hvis han ikke havde andet end sine Digte at byde… Ros hendes Dragter, hendes Frisure, hendes Dans og Sang, men altid med et sådant Ansigt, at hun ikke mærker, du smigrer. Det kan være, hun ved Efterårstid, når den fulde Drue svulmer af den purpurne Saft, bliver syg. Plej hende da, gør alt for hende uden dog at blive hende til Besvær. Men den bitre Medicin, den skal du lade din Rival række hende….Når Kærlighedsforholdet er blevet fast, så hold dig borte nogen Tid, for at hun kan savne dig; men bliv ikke for længe borte, det var Menelaus' Ulykke…Sørg for, at din Elskerinde ikke opdager, at hun har en Medbejlerske, men tro derfor ikke, at jeg vil fordømme dig til kun at kende én Kvinde. Det gælder om at være forsigtig, så at den ene Kvinde ikke opdager den anden. Thi ser Elskerinden, at hendes Ven er utro, så bliver hun det selv. Da Klytæmnestra havde erfaret Agamemnons Utroskab, tog hun Ægistes til Elsker. Hvis du dog bliver grebet i Utroskab, så røb dig ikke ved at være altfor elskværdig. Slut Fred i et Favntag og benægt, at du før har nydt Elskovens Glæder.«

Også Kvinden får mange gode Råd. Hun må kunne tale smukt og rent, skønt en forkert Udtale af et enkelt Ord, når det ikke sker for ofte, kan give hende en særegen Ynde. Hun må kunne skrive, navnlig med fordrejet Skrift, og hun bør altid i sine Breve skrive, som om de var til en Kvinde, ikke til en Mand, for at de ikke skal kunne bruges mod hende af Ægtemanden. Ovids Forhold til det religiøse betegnes tilstrækkeligt af følgende Udtalelse: »Det er til Gavn, at der er Guder, lad os derfor tro det og bringe Røgelse og Ofre på Altrene!« Han røber her en offentlig Hemmelighed.

August tabte til sidst Tålmodigheden, navnlig da Ovid synes at have været Mellemmand mellem Kejserens Datter Julia og en af hendes Elskere. Han forviste Digteren til Tomi ved det Sorte Hav og fjernede hans Værker fra de offentlige Biblioteker. I Landflygtigheden skriver Ovid sine Sørgedigte; ti År igennem udstøder han de mest fortvivlede Hyl over at være udestænget fra Roms Gader og Knejper. Spadsereturene op og ned ad Strøget var hans Liv; han hensmægter, da han må undvære dem. Savnet lærer ham ikke nye Toner; »kun i Solskinnet trives Poesien«, siger han, - og det er meget betegnende for hans Poesi. Nogle kønne Digte fra hans første Ungdom (Kærlighedsdigtene til Corinna), Heltindebrevene, som viser et uhyggeligt Kendskab til Kvindens Driftliv, og Metamorfoserne med deres pikante, maleriske Scener fra Mytologiens Verden (Selv her røber Ovid sig stundom. Da Apollo forfølger Dafne, siger han om hendes flagrende Hår: «Hvor det er skønt! Hvis det var friseret, ville det være endnu skønnere.« Midt i det mytologiske Apparat stikker Lapsen sit Ansigt frem og smiler galant) er alle Vidnesbyrd om Ovids Evner som Kunstner; men som Ånd tilhører han Forfaldet, og hans Kunst har været med til at fremskynde det. August ville stanse det med Magt, men at fjerne et Sygdomssymptom er ikke at fjerne Sygdommen; August var selv angrebet af den. Der måtte foregå en hel Omdannelse af Sind og Tænkemåde, før Fremgangen atter kunne begynde. År 8 efter Kristus blev Ovid forvist, År 17 døde han. Det store Vidunder var dengang sket; snart skulle den nye Sæd sås.

Blandt den senere Kejsertids Digtere er ingen af Betydning. Senecas Tragedier genopliver en kort Tid Interessen for den græske Tragedie, som de dels efterligner, dels fordærver med hul Veltalenhed. Juvenals »Satirer« er i deres ætsende Bitterhed temmelig luneforladte Meddelelser om Forfaldets Højde. Martials »Epigrammer« indeholder enkelte skarpe og morsomme Træk i en Ørken af fad Åndløshed (Berømt og blandt de bedste er følgende: »Digtet, du læser for Alle så tit, Fidentinus, er mit Værk. Men, da du læser det slet, bliver det egenlig dit.« Eller: »Næse har Tongilian, jeg véd det og nægter det ikke. Næse har Tongilian; ak, det er Alt, hvad han har«). Kun i Petronius' Samfundsroman finder vi et nyt Bidrag til Tidens Karakteristik og tillige et af Romertidens værdifuldeste Kunstværker; men for at få Udbytte af Omtalen må vi først have en Oversigt over Samfundstilstandene, hvad jeg tænker at give i mit næstsidste Foredrag. Forinden vil vi kaste et Blik på den øvrige romerske Litteratur: Historieskrivningen og Filosofien.

Det påhvilede allerede i Roms tidligste Tid de romerske Præster at fastsætte Kalenderen med dens »lykkelige« og »ulykkelige« Dage; man optegnede så tillige ved Årets Slutning dets vigtigste »Vidundere« (Solformørkelser f.eks.) og politiske Begivenheder; rimeligvis var det også Præsternes Sag at lave og udstille Stentavler med Øvrighedspersonernes Navne. Sådanne har vi i de såkaldte »fasti Capitolini« , der nu dækker Væggene i et Par af det capitolinske Museums Sale, og som er en så vigtig historisk Kilde for den nyere Oldtidsforskning. Disse nøgterne Optegnelser af Kendsgerninger, som opbevaredes af Pontifex maximus, dannede Grundlaget for de ældste Annalisters Krøniker, hvor Sagn og Historie er kritikløst sammenblandet. De ældste af dem var forfattede i det græske Sprog. Cato skrev i et nu tabt Værk (måske to Værker) første Gang Roms Historie i Sammenhæng og på Latin; det skal have indeholdt både geografiske og etnografiske Meddelelser. Varro gik også på dette Område i Catos Spor, forsåvidt som han skrev et stort Værk over Roms Antikviteter (om Religionen, Legene, Sæderne, Byens Oprindelse osv.), der også er tabt. Den første Historieskriver, som udelukkende meddelte Selvoplevelser og ledsagede dem med Betragtninger over Årsager og Motiver, var Sempronius Asellio. Heller ikke af hans »Historie« (Romernes Betegnelse for Fortællinger, der bygger på Selvoplevelse) har man andet end Fragmenter tilbage.

Blandt de bevarede latinske Historieværker er Cæsars Commentarer over den galliske Krig og over Borgerkrigen med Pompejus de ældste. Begge Skrifter præges af Forfatterens mægtige Personlighed. De giver et anskueligt, klart og forholdsvis upartisk Billede af Begivenhedernes Gang, i et ædelt og mandigt Sprog uden Svulst eller Overlæsselse. Man bliver ligesom Vidne til alt, hvad der sker. Også Årsager og Bevæggrunde angives; af Refleksioner er der ikke mange, skønt Cæsar er den første, der klart og bestemt skelner mellem Kelter og Germaner og giver en mesterlig Karakteristik af begge (Poseidonios har måske haft en Anelse om Forskellen). Den store romerske Realist er en Mand, som har travlt, og som kun fortæller det væsentlige. Hist og her farves Stilen af Lune og Ironi, og Læseren holdes uafbrudt i Ånde, skønt der aldrig lægges an på Effekten. Det er, som om den romerske Histories Muse selv havde indridset denne Beretning i sin Stentavle til uforgængeligt Minde om en af sine vældigste Dyrkere: en Helt, der skabte Historie, en Skribent, der evnede at fortælle den!

Den Kreds af litterært dannede Mænd, der fra 167 f. Kr. samlede sig om Æmilius Paulus og Scipio Africanus og arbejdede for Indførelsen af hellensk Ånd blandt Romerne, talte i sin Midte Grækeren Polybios, som skrev en romersk Historie på Græsk. Han var med Scipio i Africa og deltog i Karthagos Erobring. Romernes overlegne politiske Begavelse indgav Polybios den Tanke, at Fremtiden nødvendig tilhørte dem, og at Hellas alene kunne håbe på at vinde åndelig Indflydelse over sine Beherskere. Det er den samme Tanke, som Kejser Hadrian langt senere stræbte at virkeliggøre: et romersk Verdensrige med hellensk Kultur. Polybios Værk er delvis bevaret og står som videnskabelig Historie langt over de samtidige Romeres. De har alle, Cæsar med, lært af ham. Den græske Historieskrivnings Indflydelse er især kendelig på Cæsars Ven, Sallust (186-31), som har skrevet to Monografier: »Catilina« og »Jugurtha«. Han er den første Kunstner blandt de romerske Historiografer. Noget særlig ædelt Menneske var han næppe (Han blev udjaget af Senatet for sine Sæders Skyld, men forsvarer den gammel-romerske Dyd med ligeså megen Glød som Cato og Tacitus. Under sin Styrelse af Afrika gjorde han sig forhadt ved Udsugelser.). Partiskheden for Cæsar, mod Cicero, er kendelig i hans Fremstilling. Men han stræber at give Læseren et Indblik i de Menneskers Sjæleliv og Karakter, som han fortæller om. Han er Psykolog; på dette Punkt forbereder han Tacitus, som også beundrede ham højlig. Stilen er. åndrig, energisk, stundom søgt, især når han vil være kernefuld gammeldags; Stoffet er dramatisk ordnet, med Sans for Effekten. Man læser ham med fuld så megen Nydelse som nogen Romanforfatter. Skildringen af Tidens slappe Sædelighedstilstand er såre malende og kulturhistorisk interessant, skønt Indignationen derover virker lidt lavet.

Støttet på Annalisterne og på Polybios skrev Titas Livius (59 f. Kr.-17 e. Kr.) i Løbet af 40 År sin store romerske Historie, 142 Bøger, der begynder rent sagnagtigt med Roms Grundlæggelse og slutter År 9 f. Kr. Kun 35 af Bøgerne er bevarede, men denne anselige rest viser, hvor imponerende det hele litterære Monument har været, vel nok det kolosaleste i sin Art, som nogen enkelt Mand har rejst. Livius var født i Padua, den rigeste af alle Italiens Provinsbyer dengang; han var af gammel adelig Slægt og stod med sine Sympatier nærmest på det oligarkiske Partis Side. August kaldte ham »Pompejaneren«. Omtrent på Actium-slagets Tid kom han til Rom og trådte snart i venskabelig Forbindelse med August. Det var i hine Dage, da den nye Magthaver satte Pris på at optræde forsonligt og upartisk. Livius fik Lov til at rose Brutus og Cassius som Repræsentanter for gammel-romersk Sædelighed, den, August jo også foregav at sværme for (Da man engang i Augusts Nærværelse rev ned på den yngre Gato, tog Kejseren pludselig hans Forsvar med de Ord: »Den, der modsætter sig Statsomvæltninger, er en brav Mand og en god Borger«). Var Livius' Virksomhed faldet noget senere, dengang da Ovid forvistes, havde Piben måske fået en anden Lyd. Om Livius' private Historie véd vi iøvrig kun, at han foruden sit store historiske Værk skrev om Filosofi og om Veltalenhed, at han var en god Ven af Kejser Claudius, og havde til Svigersøn en Veltalenhedslærer, hvis Foredrag han overværede. Livius døde, højt hædret af Folket, i sin Fødeby Padua. Hans Berømmelse var så stor, at en Mand kom rejsende fra Cadix til Rom udelukkende for at se ham. Ved Siden af Vergil var han Roms mest læste Forfatter.

Livius er ikke synderlig kritisk overfor sine Kilder. Med sin sunde Menneskeforstand sondrer han mellem det trolige og utrolige, det sandsynlige og det usandsynlige, uden at antaste den romerske Tro på Vidundere og Varsler; men han undersøger ikke engang de lettest tilgivenheder er ikke sjældent noget uklare, stundom ret kedelige. Cæsars Anskuelighed og Bestemthed finder vi ikke ofte hos Livius. Men når Argumentationen begynder, varmes man op og får samme spændte Interesse som ved at overvære en Væddekamp. Det var vistnok også denne ægte romerske Side af Livius' Kunst, der gjorde ham så populær hos hans Landsmænd. Disse skarpsindig opbyggede og underbyggede Disputer - det var noget for dem! For så vidt Personligheden åbenbarer sig gennem Argumenterne, finder man gode Karakterskildringer hos Livius; men det er iøvrig en af hans mest iøjnefaldende Fejl, at han skildrer Romerne ens, med de samme Træk, de samme Dyder, i den ældste, barbariske Tid og i hans egen, overciviliserede Tid. Udviklingen, hvorved Folket blev det, det var, ser vi kun foregå i det udvortes. Og ligesom alle Romerne hos Livius taler det samme skarpsindige Sprog, således taler Udlændingene det med: Grækere og Karthaginiensere, Samniter og Etrurer er alle lige store Mestre i juridisk Argumentation. Det kendes grant på Roms største Historieskriver, hvad der var Romeråndens Styrke og Romerfolkets dybeste Interesse.

I de forholdsvis lykkelige År under Nerva, Trajan og Hadrian levede Cornelius Tacitus (Fødsels- og Dødsår ubekendte). Det er Kejsertiden, han har skildret med digterisk-psykologisk Talent, men i en Stil og Ånd, der er ikke så lidt affekteret. Hans Standpunkt er det gammel-republikanske, samtidig med at han indrømmer dets praktiske Uholdbarhed. I Skildringen vil han være upartisk (»sine ira et studio«), men hans Konstruktioner f.eks. af Tiberius' Karakter og Tænkemåde er sikkert mere Digt end Virkelighed. Den skruede, sammenpressede Stil, hvor hveranden Sætning er som en Rebus, man skal gruble over, tyder på, at den højt begavede Mand har været en Særling. Livius er endnu sund, han viser Romerånden i sin brede Majestæt; Tacitus er med al sin Dybsindighed og Melankoli usund, han røber det fremadskridende Forfald. Romerne, endog de bedste, har begyndt at tabe Troen på sig selv og formår på den anden Side ikke at opdage de nye Muligheder (Tacitus taler med den dybeste Væmmelse og Foragt om de Kristne), så opstår den Art Fænomener som Tacitus' »Annaler« og »Historier«. Og var denne Pessimisme så endda heltud ægte! Så kunne den føre til en Krisis af Fortvivlelse og derigennem åbne Blikket for det Nye. Men man har ondt ved at værge sig mod en Mistanke om, at Tacitus pynter sig en Smule med de sorte Farver. Hans Anbefaling af Germanerne, Naturfolket, på Romernes Bekostning smager af Paradokset; og ligesom sin gode Ven, Plinius, har han vistnok en lille Rem af hin Sentimentalitet , som ofte ledsager den Sygdom, man kalder Kulturkvalme. Men en Digter af Rang er denne alvorsfulde Posør. Der findes i hans Skildringer Partier, som i Kraft og tragisk Pathos står ved Siden af de græske Tragikeres Værker og langt overgår de latinske. Ingen har måske i Historieskrivningens Kunst nået at give et Sidestykke til Skildringen af Sejans Fald. Livius' Figurer er almindelige Typer, Tacitus' er individuelle Skikkelser med skarpe Konturer, sammensatte og dog forståelige, som kun den store Digters er det. I sine bedste Partier er Tacitus Virtuos og véd tydelig nok, at han er det. Hans Værk er med sine Mangler utvivlsomt et Højdemærke for romersk Kultur. Men han er tillige afsluttende. Fortsætterne, som Svetonius, der maler sort i sort og opdynger uhyggelige Effekter som Bjerge på hinanden, trækker Metoden over i Maner og Karikatur og mangler Ophavsmandens Talent, Tacitus' dramatiske Kunst blev skæbnesvanger for hans Efterfølgere, som søgte at overbyde ham i det rystende og revsende og i Stedet opnåede at virke frastødende og utroværdigt. Svetonius er en Filister, der forarges over og i al Hemmelighed delikaterer sig med de Skandalhistorier, han omhyggeligt har støvet sammen. Den sande Historieskrivers Storsyn mangler han ganske. -

Det ligger i Romeråndens Væsen, at den ikke kan ytre sig i egenlig filosofisk Virksomhed. At stræbe efter Løsningen af Tilværelsens og Menneskesjælens store Gåde måtte forekomme Romerne tåbeligt; de nærmest liggende, praktiske Formål lægger Beslag på al deres Kraft, til at stræbe mod et uopnåeligt Mål har de hverken Tid eller Lyst. Så bliver deres Filosofi foreløbig en ren praktisk Morallære. Hvilke fornuftige Regler kan man opstille for de menneskelige Handlinger? Om dette Spørgsmål drejer Undersøgelserne sig. Sålænge Staten, Rom, er det fælles Mål for Alles Stræben, bliver Besvarelserne politiske; først da Statstanken blegnede, trænger Spørgsmålet sig frem i en mere filosofisk Form: hvad er Meningen med Individets Tilværelse, og hvorledes bør den anlægges? Det karakteristiske for Romerånden er, at denne jordiske Tilværelse, i sin bestemte og begrænsede Virkelighed, opfattes som et og alt. Så er Livets Mål altså at leve så lykkeligt som mulig. Her knytter Romerne til ved Grækeren Epikur. Men Nydelsen bliver Lidelse, når den gør sin Dyrker afhængig; det gælder altså om at blive uafhængig af sine Drifter. Lykken er kun i det vise Mådehold, og kun den, der kan undvære alt, kan nyde alt uden Smerte. Begyndelsen lyder så positiv; søg Lykken! Resultatet er så negativt: gør dig uafhængig!

Stoikerne tager et andet Udgangspunkt, men havner i samme Resultat. »Dyden« er Livets Mål. Denne græske Tanke stemmer med Romernes Lære om Staten som det fælles Mål, og de dygtigste Romere fandtes blandt Stoikernes Skare. Men hvad er Dyden? Cicero, som forresten plukker sin Godtkøbsfilosofi sammen hos alle Skoler og Retninger, lærer, at de fire Kardinaldyder er Klogskab, Retfærdighed, Tapperhed og Besindighed, et ægte romersk Program, der minder om Vergils Æneas, Ideal-romeren. Filosofien må imidlertid spørge om Enheden i denne Mangfoldighed. Og Seneca, den største af de romerske Stoikere, lærer så, at Dyden er »Overensstemmelse med Naturen«. Men hvilken Natur? Den gode! Og hvilken er den gode Natur? I Stedet for Svar får vi en Beskrivelse af den Vise. Hans væsentligste Egenskab er Resignation overfor det timelige, som han jo ikke er Herre over. Han må hvile urokket i sig selv, uafhængig af Betingelserne. Så står vi ved samme Punkt, som Epikuræerne stansede ved. Og spørger vi til sidst: er den Vise overhovedet til? Da lyder Svaret: nej, den Vise er et Ideal! Virkelighedsforgudelsen ender i Uvirkeligheden.

Er det vanskeligt at svare på Spørgsmålet om Livets Mål og Mening, så er det endnu vanskeligere at forklare Døden. Romerne når heller ikke overfor dette store Problem længer end til Resignationen. Lucretius, Epikuræeren, vil forjage Dødsangsten med sin Filosofi; Seneca og Marc Aurel, de to Stoikere, leder som Lucretius efter Trøstegrunde. »Betragt hver enkelt Genstand, du sysler med særskilt, og spørg dig selv, om Døden er så forfærdelig, fordi den berøver dig den!« (Marc Aurel). Altså: er Livet, når Alt kommer til Alt, så meget værd, at man har Grund til at frygte Døden? - Således ender Virkelighedsforgudelsen ad en ny Vej i overkalket Fortvivlelse , og Selvmordet, som Stoikerne forsvarer og priser, bliver konsekvent nok Individets højeste Selvbekræftelse. »Der gives intet elendigere og dog hovmodigere Væsen«, siger Plinius, den af Lykken tilsmilede Plinius, Trajans Ven, »end Mennesket. Det bedste, som midt i Livets Kvaler blev givet ham, er, at han kan dræbe sig selv.« Alle Folkeslag, som har deres hele Eksistens assureret i denne Verdens Kasse, er kommet til lignende sørgelige Resultater: Romerne, som Kineserne og Araberne.

Derfor er Skeptiscismen, den åbent udtalte Opgivelse af Ævret, egenlig Romeråndens konsekventeste Filosofi. Lad os tilbageholde enhver Livsvurdering, enhver Forskrift! Den er dog upålidelig. Således lever vi roligst, menneskeværdigst. Da denne livstrætte Retning havde sejret i det uhyre Verdensrige, da samtidig Fordærvelsen havde nået sit Kulminationspunkt, og det sidste Forsøg på at hævde den politiske Organisation var bristet - da var Øjeblikket kommet til det nyes Gennembrud: Tidens Fylde! Livet måtte have tabt sin Værdi, før den store Omvurdering af alle Værdier kunne foretages.

Den romerske Kunst er i endnu højere Grad end Poesien og Filosofien afhængig af den hellenske. Her havde Grækerne, navnlig for Billedhuggerkunstens Vedkommende, en så absolut Overlegenhed, at Romerne i det Væsentlige måtte nøjes med at kopiere dem så godt, de kunne. Dog er det måske værd at lægge Mærke til, at Romerne i de rent praktiske Anlæg: Veje, Broer, Vandledninger osv., rimeligvis oprindelig påvirkede af Etrurerne, udviklede en særegen Teknik, som i Tidens Løb nåede en forbavsende Højde. Deres Benyttelse af Buen og Hvælvingen som arkitektonisk Element er tidligere omtalt. Søjlen overfører de fra Grækerne i dens tre Former; den doriske, joniske og korinthiske, med Forkærlighed for den sidste; men medens Grækernes Templer viser temmelig frie og indbyrdes vidt afvigende Forhold mellem Søjlens Højde og Tykkelse, fastslår man i Rom tidlig det bestemte Forhold 1:8, 9, 10, og det samme finder Sted ved de andre Led. I Stedet for den frit udvælgende Fantasi hos Grækerne får vi altså hos Romerne den faste, traditionelle Orden. Til Gengæld vover Romerne sig til langt kolossalere Anlæg, end Grækerne: Termerne, Colosseum og Pantheon knejser endnu som enestående monumentale Vidnesbyrd om Folkets Rigdom og Magt.

I Skulpturen er Portrætbusten og -statuen karakteristiske for Romerne. Ikke den ideale Mennesketype, men det enkelte, bestemte Individ søger de at fæstne i Marmoret. Slægtsfølelsen har fra gammel Tid spillet en Rolle med, og i ingen Kunstperiode har vel Portrættet haft en sådan Betydning som i den romerske Kejsertids. Det er betegnende, at den eneste ideale Type fra Oldtiden, vi skylder Romerne, er Portrætstatuerne af Antinous. Seneca erklærer Kunsten for »Naturefterligning« - intet andet! Romerne er altså »Realister«. På nogle af Portrætstatuerne er Håret indrettet til at tage af, så man kan følge med Moden i Hårfrisuren; den skiftede nemlig hyppigt. Romerne var tillige Praktikere og »Modernister«. Det »dekorative« spillede en Hovedrolle for dem. Kejser Tacitus var på et Maleri i Quintiliernes Palads afmalet i fem Kostumer: Toga, Chlamys, Harnisk, Pallium, Jagtdragt.

Også det historiske Relief med Gengivelse af bestemte Begivenheder udvikler de til høj Fuldkommenhed og i en med Maleriet beslægtet Form, som de måske har lært af Etrurerne. Trajanssøjlens Relieffer er i deres Art næppe nogensinde overgåede, hverken før eller siden. Hvor meget der skyldes Romerne selv af den yndefulde Dekorationskunst, vi beundrer i Pompejis Vægmalerier og Gulvmosaikerne, kan vel Ingen med Sikkerhed afgøre, eftersom vort Kendskab til det græske Maleri er så ufuldkomment; men de etruriske Grave viser forresten, at denne Kunst tidlig øvedes i Italien.

Endvidere kan det nævnes, at Romerne i Landmålerkunsten og den dermed beslægtede geografiske Videnskab nåede længere end noget andet Oldtidsfolk. Agrippas Kort, som er omtalt tidligere, var et stolt Eksempel, det interessante Kort over byen Rom, hvis Brudstykker nu findes indmurede på Capitol, et andet. Den ældre Plinius gav sig af med Naturstudierne og satte Livet til under det Udbrud af Vesuv, som 79 e. Kr. ødelagde Pompeji og Herkulanum, fordi han ville undersøge Fænomenet med egne Øjne. Hans store Værk er en uordentlig og ukritisk Ophobning af alle mulige og umulige Meddelelser om Naturens Mærkværdigheder i et temmelig affektert Sprog. Vitruvius har under August forfattet et Værk om Bygningskunsten, det eneste, som Tiden har levnet af den Art.

Jeg vil ikke slutte denne Oversigt over Åndskulturen i Rom uden med nogle Ord at omtale den Kunst, hvori Romerne drev det videst: Veltalenheden. Vi kan naturligvis kun danne os et tåget Begreb om den Måde, hvorpå en romersk Taler optrådte, om hans Mimik og Gestikulation; vi véd jo ikke engang, hvordan Sproget klang fra hans Læber. Men af de bevarede Taler lære vi Indholdet at kende og kan se, hvilke Former det har antaget i de forskellige Tidsrum; og af enkelte Skrifter, som fremstiller Veltalenhedens Teori, navnlig Quintilians »Om Talerens Uddannelse« (ca. 70 e. Kr.) ser vi, hvor store Krav, man stillede i den Retning. Det første romerske Skrift af navngiven Forfatter, vi overhovedet høre omtalt, er en Tale, - den Tale, som Appius Claudius den Blinde holdt mod Pyrrhus 280 f. Kr. Den eksisterede endnu på Ciceros Tid. Besad vi denne Tale, ville vi kunne gøre os en Forestilling om, hvorledes gammel-romersk Veltalenhed tog sig ud; sikkert har den været kortfattet, ligetil og energisk. Hos Gato den ældre (navnlig i Talen for Rhodierne) finder vi disse Egenskaber forenede med en vis kernefuld Humor. Ved Udvisning af de græske Lærere søgte man en Tidlang at værge i alt Fald denne romerske Tradition for græsk Påvirkning, men det var forgæves. I Grækenland var Veltalenheden udviklet til en sådan kunstnerisk Fuldkommenhed, at Romerne måtte optage den græske Kultur også her. Den mest glimrende Repræsentant for romersk Veltalenhed i dens højest kultiverede Form har vistnok Cajus Gracchas været; hans Evne til at rive Tilhørerne med ved Ordenes flammende Lidenskab og malende Kraft og Tankernes overbevisende Logik fremhæves bl.a. af Cicero; desværre har vi af hans Taler kun forsvindende Brudstykker, som intet siger.

En affektert, snart svulstig billedrig, snart stakåndet epigrammatisk Stil nåede til Rom fra Lilleasiens græske Retorskoler og fandt en begavet Repræsentant i Quintus Hortensius, Ciceros Forgænger og Samtidige. Også Cicero var i Forstningen påvirket af denne Maner, men under et Ophold hos Veltalenhedslæreren Molo på Rhodos fik han Afsmag for den og begyndte at uddanne den Stil, som skulle gøre ham til Roms berømteste Taler. Helt fri for Svulst og Affektation blev han imidlertid aldrig.

Marcus Tullias Cicero (106-43) var født i den lille By Arpinum, Marius' Fødeby. Han var et udmærket Hoved, mærkelig lærenem og modtagelig, men uden Oprindelighed og Karakter. Politisk hørte han til Adels-partiet og øvede som dette Partis Konsul sin største Dåd: Undertrykkelsen af Catilinas Sammensværgelse, men senere svingede han som et Siv, snart henrevet af Cæsar, snart begejstret for Brutus og Cassius, indtil han fik en forholdsvis værdig Afslutning på sin Bane ved Angrebet på Antonius (de såkaldte »philippiske« Taler). Antonius sejrede, lod Cicero dræbe og hans Tunge nagle til Talerstolen på Forum. Hans Taler er sjælden bårne af Overbevisningens Glød som hans store Forbillede De-mosthenes'; de udmærke sig ved juridisk Spidsfindighed og spillende Åndslivlighed; snart er de patetisk sentimentale, snart ironisk åndrige, altid elegant formede i vel beregnede Perioder. Ikke at overbevise, men at overtale er hans Mål. Hans Sprog blev i lange Tider, helt op til vore Dage, anset for det bedste, højklassiske Latin. I Virkeligheden har hans Begavelses Overfladiskhed og hans Karakters stadighed naturligvis også præget hans Taler og øvrige Værker. Han er et Vidnesbyrd mellem mange om, at den gammel-romerske Politik på Cæsars Tid havde udspillet sin Rolle og manglede al sædelig Baggrund. Også som Filosof af sentimental stoisk Retning har Cicero forsøgt sig. Hans Hovedbetydning, udover den rent sproglige, er den Interesse, han viste for den græske Litteratur. Renæssancens Mænd gik først og fremmest i Skole hos ham.

Med Augusts Sejer tabte Veltalenheden sin politiske Betydning i Rom og sank ned til at blive en ren åndelig Sport. Man stillede i Retorskolerne Eleverne tænkte Opgaver, da Livet ikke længer bød dem virkelige, og i den tommeste Leg med Ord og Begreber løb denne Kultur ud, som engang havde været et så karakteristisk Udtryk for Romeråndens Væsen. Quintilians Forslag: at vende tilbage til de gamle Former, førte selvfølgelig til intet, eftersom de naturlige Betingelser var forsvundne. Kun på de senere Prosaforfatteres (Senecas, Plinius' og andres) Sprog kendes Veltalenhedslærens ikke videre heldige Indflydelse.

Jeg vil forsøge i dette Foredrag at tegne et Billede af den unge frifødte Romers Liv, for derigennem at give Dem et Indtryk af den sociale Kultur, således som den var navnlig i Kejsertiden. Det er et Slags Overblik, et Breddemål i Stedet for, som hidtil, et Dybdemål. Straks ved Fødselen trådte den unge Mandsspire i Forhold til de livsbeskyttende Guddomme. Mange Skytsgenier understøttede Moderen ved Fødselen, endnu flere tog sig af Barnet; nogle lagde det i Vuggen, andre løftede det op, vendte det, stillede dets Gråd, lettede Åndedraget osv.. Moderen bandt straks sit Barn en Amulet om Halsen; den skulle skærme mod Børnesygdommene og blev først aftaget ved Indtrædelsen i den voksne Alder. Når Drengen var ni Dage gammel, fik han Navn, i Almindelighed tre Navne: et Fornavn, Slægtnavnet og oftest endnu et Tilnavn, som nærmere betegnede Familien. F.eks. Publius Cornelius Scipio. Publius er Egennavnet, Cornelius Slægtens Navn og Scipio et Tilnavn, som betegner den Gren af Slægten, der er Tale om. Så kunne der endnu tilføjes Navne, som var erhvervede ved Bedrifter, som f.eks. Africanus, Macedonicus, Asiaticus. Pompejus fik Navnet Magnus dvs. den Store. Da man ved Adoption antog sin Adoptivfaders Navn, gik mange omkring med over ti Navne på én Gang, ja, man har i Indskrifter fundet Eksempler på, at en Mand har haft 38 Navne (Mommsen). Alle Frigivne bar deres tidligere Herrers Slægtsnavn, thi Slaven havde kun ét Navn; derved kunne mange komme til at hedde det samme. Da Indbyggerne i Staden Mura fik Borgerret af Kejser Hadrian, kaldte de sig alle Ælius (Hadrians Slægtsnavn). De romerske Fornavne er få; ialt var der vel en Snes Stykker at vælge imellem. Også på det Punkt havde Grækerne en langt rigere Opfindsomhed.

30 Dage efter Fødselen skulle den være anmeldt til Myndighederne. Børnenes Lege lignede vore. De romerske Drenge red på Kæphest, gik på Stylter, slog Smut og spillede med Nødder eller Knokler. På Forums Fliser ses endnu Mærker af Drengenes »Paradis-spil«. Boldtspillet hørte med til Ungdommens Opdragelse og dreves også af de Voksne. Augustus morede sig både med dette og andre Spil, når han besøgte Mæcenas på hans Villa. Overhovedet havde legemlig Sport i Rom en lignende Betydning som i Nutidens England.

Seks År gammel sendtes Drengen i Skolen. Den var fælles for Drenge og Piger og kaldtes »ludus« dvs. Leg (Deraf Ordet »Ludimagister« dvs. Skolelærer), har vel altså været noget lignende som vore Børnehaver. Ordet »schola«, af græsk Rod, brugtes om den højere Undervisning. Tidlig lærtes Regning og Skrivning. Man regnede jo med »Romertal«, en vistnok oprindelig latinsk Opfindelse. Tallet En betegnes ved I (den oprakte Finger), Tallet Fem ved V (den udspilede Hånds fem Fingre), Tallet Ti ved X (Dobbelthånden), og heraf sammensættes de øvrige Tal op til 50 (L), 100 (C) og 1000 (M). At regne med dette Talsystem var såre besværligt, men enhver dygtig Husfader måtte kunne det »på Fingrene«. Bogstaverne har Arierne rimeligvis lånt fra Semitterne, i alt Fald Konsonantbetegnelserne, måske har Arierne så tilføjet Vokaltegnene. Etrurerne og Romerne lærte formodentlig at skrive af Grækerne- Skrivematerialet var oprindelig Træ, Metal eller Bast. »Libero, en Bog, betyder også Bast. Senere anvendtes også Linned og Læder. Eller man prentede med en Griffel i Vokstavler. Til Bøger brugtes mest Papyrus, hvorpå Ægypten havde Eneret, eller det langt kostbarere Pergament fra Pergamon.

I den højere Ynglingeskole var Undervisningen delt i to Dele: trivium og quadriviam. Trivium (deraf vort »trivielt«) betyder et Sted, hvor tre Veje støder sammen og fik Navn af de tre Fag: Grammatik (Sprog), Dialektik (Forstandsøvelser) og Retorik (Veltalenhed). Det hørte med til den mest primitive Dannelse at kunne udtrykke sig klart og fyndigt. Quadrivium bestod af de fire Fag: Aritmetik, Geometri, Astronomi og Musik, derunder indbefattet Poesi, Sang og Dans samt Anstand i Optræden. Herpå lagde Romerne megen Vægt; det anføres f.eks. udtrykkelig om en romersk Bypræfekt i Kejsertiden, at han spyttede med en fænomenal Elegance.

Når Ynglingen blev 14 År, trådte han ind i Mandsalderen. Dette skete ved en Festlighed, nærmest svarende til vor Konfirmation; Familierådet sammenkaldtes for at være Vidne til, at den unge Mand anlagde Togaen og ofrede sin Amulet på Husgudens Alter. Det skete den 17de Marts. Alle de Unge, som i det År fyldte 14 År, fik da Ret til at bære den mandlige Toga. Så valgte den unge Mand sig et Fag; navnlig studeredes Jura og Retorik. Men i Kejsertiden, da Statstjenesten ikke tiltalte den frie Mand, lagde mange sig efter litterære Fag: Poesi, Historie, Geografi osv.. Det var mest for Fornøjelsens Skyld. En rig ung Romer måtte egenlig kun nyde, og den blotte Nydelse er altid i Længden demoraliserende. På Vekselvirkningen mellem Nydelse og Ydelse beror det åndelige Livs Sundhed. Intet har måske slappet Kejsertidens Romere mer end det Driverliv, hvortil de på en Måde var fordømt, fordi Kejseren havde overtaget Statsstyrelsen, Provinsboerne Hæren, og Slaverne alt det legemlige Arbejde.

Man foretog Dannelsesrejser til Grækenland, til Lilleasien, hvor især Pergamon og Smyrna blev besøgt, til Rhodos eller Ægypten. Veltalenheden studeredes på Rhodos som Filosofien i Athen; men der var forresten også Højskoler i Rom, Milano, og andre italienske Byer. Under Valentinian III underviste ved Skolerne på Capitol 30 Professorer (2 i Jura og Filosofi, 3 latinske Retorer, 5 græske Sofister 10 latinske og 10 græske Grammatikere).

I det daglige Liv besørgedes alt Arbejdet af Slaver. Romeren havde en Slave på hver Finger. Man klædte sig ikke på, men blev klædt på - af Slaver. Man læste ikke, men lod en Slave læse højt for sig. Man skrev ikke, men dikterede, ja, man havde endog Hukommelsesslaver, som huskede, hvad man havde læst, og gav Citater, når man havde Brug for dem. Til at tørre Fingrene efter Måltidet brugte man ofte en smuk Slavedrengs Hår eller Brøddej, som man så kastede til Hundene - eller Slaverne. De udstilledes til Salg ved Kastortemplet; på en vedhæftet Tavle var angivet Navn, Alder, Evner, skjulte Fejl osv. Sælgeren garanterede Varen. Hvidtede Fødder betød: »frisk ankommen over Søen«. En Drejeskive tillod at undersøge dem fra alle Sider.

Gennemsnits-slaven betaltes med ca. 350 Kr., men man kunne få Slaver fra Kappadokien for et Par Kroner. Til Gengæld kunne en særlig fin Litteraturslave gå op i 50,000 Kr. På Kristi Tid var der over en halv Million Slaver i Rom. En jævn Familie havde en Snes; Horats hjalp sig med ti og fremhæver det ringe Antal som Vidnesbyrd om sin Tarvelighed; men Rigmænd holdt Slaver i Tusindvis. Da det ansås for simpelt at bruge en Slave til mer end et Slags Arbejde, blev Arbejdets Deling drevet meget vidt, hvad der fik Betydning for Industriens Udvikling. Slaverne havde det naturligvis ofte ondt, sultede og måtte undvære den tilstrækkelige Søvn; de fik ikke Vin at drikke, men Vand blandet med Eddike. Dog var der i Kejsertiden, som før omtalt, en Tendens til at behandle Slaverne som Mennesker. Det betragtedes som ufint at skille en Slave og en Slavinde ad, når de havde Børn sammen. En Slavinde, som havde sat tre Børn ind i Verden, blev fritaget for det Arbejde, hun ikke havde Lyst til; fik hun fire Børn, blev hun frigivet. Der findes ikke så få Eksempler på rørende Kærlighed mellem en Slave og hans Herre, men de rædselsfulde Slaveopstande viser rigtignok, at Hadet kunne være mindst ligeså brændende.

Når den unge Mand blev ked af Rejselivet, var det passende Øjeblik til at indgå Ægteskab kommet. Det var som Regel i 17-18 Års Alderen. De unge Piger blev forlovede når de var 12-13 År, stundom endnu tidligere. Bryllupper holdtes i Almindelighed i Juni. Af Gravskrifterne ser man, i hvor ung Alder Romerne kunne gifte sig. Et Sted begræder en 20årig Romer sin 9årige Trolovedes Død. En Kvinde, som døde 22 År gammel, siges at have været gift fra sit 10de År. Familierne stiftede Partierne, der sjældent eller aldrig var grundlagde på gensidig Elskov. Romerne har intet Ord for »at bejle«, ligesom de intet Ord har for »Skinsyge«. Foruden den oprindelig religiøse Indstiftelse af Ægteskabet, confarreatio, der er skildret tidligere, havde man allerede i Republikkens Tid to andre, mindre bindende. Den ene var coemtio, et Slags Brudekøb, hvor Manden i Vidners Nærværelse for en Skinpris købte Hustruen, rimeligvis af hende selv. Den anden var endnu mindre højtidelig, den kaldtes usus og bestod simpelthen i, at man levede sammen som Mand og Hustru; når det havde fundet Sted et År uden Afbrydelse, betragtedes Ægteskabet som indgået. Coemtio er rimeligvis indført for Plebejernes Skyld, thi confarreatio, som var uopløselig, gjaldt udelukkende for Patricierne. Usus blev benyttet til at sikre Hustruen og hendes Medgift mod Mandens Tyranni, thi når hun hvert År i tre Døgn sørgede for at leve adskilt fra Manden, opnåede denne ikke den Ret over hende som Ægteskabet ellers medførte, eftersom Samlivet da ikke havde fundet Sted »uden Afbrydelse«. Med denne Kvindens Emancipation begynder iøvrig Skilsmisserne, som i Roms gode Tid var uhyre sjældne, at tage til, og Sædeligheden at slappes. Oprindelig (confarreatio) havde Manden kun Ret til Skilsmisse, når Hustruen var ham utro eller drak sig fuld; senere (coemtio og usus) i Kejsertiden, behøvede han kun at affordre hende Husets Nøgler, så var Skilsmissen erklæret. Når Manden pryglede sin Kone, fik hun Ret til Skilsmisse. I Kejsertiden ophørte stedse flere og flere at gifte sig, fordi Byrden ved at forsørge en Familie steg med Kravene på Luxus og Velvære. Forgæves satte August, der godt indså Farerne, Præmie på Frugtbarheden (»Tre-Børns-Retten«) og Skat på den ugifte Stand; Bevægelsen lod sig ikke stanse. Romerrigets Befolkning rekruteredes fra Slavernes og de Frigivnes Kreds, og da alle mulige Racer her var blandede, blev Romeren efterhånden, takket være også det usunde Liv, han levede, den jammerlige Svækling, vi kender fra den senere Kejsertids Monumenter og Portrætstatuer (Det nævnes udtrykkelig som et Vidnesbyrd om Slægtens Degeneration, at Synsevnen tog af. Man kunne ikke se Ætna Parnas eller Olymp fra Søen i så lang Afstand som før).

Den afsindige Luxus, som vi har set Eksempler på i Republikkens Nedgangstid, fortsættes eller stiger endog i Kejsertiden. Navnlig er det modbydelige Frådseri et Særkende for denne Tid. Indtil 170 f. Kr. plejede man kun at spise en Gang varm Mad om Dagen, hyppigst Planteføde (Bønner, Roer, Græskar, Løg, Ræddiker, Figner, Oliven) med Brød og Vin til. På Festdagene delikaterede man sig med Svinekød; Po-dalens Skinker var især berømte. Siden 170 begynder man med to Gange varm Mad om Dagen og forøger Retternes Antal. Der nævnes en Ret: »puls«, en Brøddej, som rimeligvis har været noget lignende som den nu så yndede Polenta. Brødet bagte man hjemme; den første Bager med offentligt Udsalg nævnes omkring 170. Med Rigdommene steg Frådseriet i det mest rivende Tempo. Jeg har nævnet Lucullus, hvis Navn endnu betegner et overdådigt (»lukullisk«) Måltid. Det blev almindelig Skik midt under et Gæstebud at indtage et Brækmiddel eller lade en Slave pirre sig i Halsen med en Gåsefjer, for efter Udtømmelsen at kunne tage fat på en frisk. Neros Eftermand Galba blev inviteret til sin Broder i Anledning af sin Tronbestigelse og blev trakteret med 2000 af de sjældneste Fisk, 7000 af de sjældneste Fugle. Vitellius, »Kejsersvinet«, som Tacitus kalder ham, åd i 7 Måneder 120 Millioner Kroner op. En yndet Mellemret var Flamingohjerner og Papegøjetunger. Satirikere som Juvenal og Martial skildrer Kejsertidens Romere som rystende Fedtkolosser med gullig Ansigtsfarve, udtryksløse Øjne, fugtig Hud og en uhyre Mave hængende ned over Knæerne. »Roms Ulvinde døde af en fordærvet Mave«, har en Historiker træffende sagt.

Også Festtilbehøret var vanvittig overdådigt, lige fra de Sofaer, hvorpå man lå til Bords, til Drikkeglassene og Knivene. Ved en Fest, som en Ven af Nero gav for Kejseren, kostede Roserne alene 850,000 Kroner. Heliogabal indførte et Lotteri ved Bordet, hvor hver Gæst trak et Nummer, som lød på en Gave, f.eks. 10 Kameler eller 10 Bjørne; engang lod han Taget åbne sig og Gæsterne begrave under Blomster, som udbredte en så giftig Duft, at enkelte Gæster døde deraf. En af disse hans Fester kostede mer end en hel Armés Udrustning (Fråseren Apicius spiste en formue op; da han opdagede, at han »kun« havde 100.00 (i vore penge) tilbage, dræbte han sig med gift af frygt for - at sulte ihjel). Vin fra Italien, selv Falerneren, agtedes ringe. Fra Grækenland (Lesbos og Kios), fra Spanien og Afrika, også Sicilien hentede man de mest skattede Sorter. De tilsattes med Violer, Roser eller Myrter. I Kejsertiden begyndte man at drikke Vinen ublandet, og Drukkenskabens Elendigheder fulgte i Frådseriets Spor. Naturligvis svarede Værelsernes Udstyr og Klædedragtens Kostbarhed til det øvrige. Horats fortæller, at en Teaterleder engang bad Lucullus om at låne ham 100 Purpurkapper. «Jeg skal se efter, hvor mange jeg har«, svarede Lucullus, og næste Dag fik Manden et Brev: »Der findes 5000 Purpurkapper i mit Hus; tag dem alle eller så mange, du vil!« Selv Slaver optrådte med en utrolig Luxus. Kassereren (en Slave) ved den kejserlige Kasse i Lyon rejste under Tiberius til Rom med følgende Slaver til sin personlige Betjening: en Læge, tre Sekretærer, en Forretningsfører, en Garderobeforvalter, to Kammertjenere, to Tallerkenpudsere, to Kokke og to Lakajer - ialt 14 Slaver.

Vi har en Skildring af et romersk Gæstebud, som Digteren Petronius i det Romanfragment af ham, der er opbevaret, foregiver afholdt under Nero. Petronius var en skarp Iagttager og en vittig Mand, men forresten selv godt anstukken af Tidens Fordærvelse. Han var Neros Ven og betroede Mand, navnlig når det gjaldt at arrangere små udsøgte Selskaber. Neros Frigivne og Yndling, Tigellinus, bagtalte ham for Kejseren og tvang ham til at dræbe sig selv. På en Rejse til Neapel lod han i Capua sine Årer åbne og forblødte i et Kar med lunkent Vand, samtalende med sine Venner. Gentagne Gange lod han Årerne tilbinde og atter åbne, for rigtig at erfare, hvordan det var at dø, indtil han omsider gled over i Bevidstløsheden.

»Trimalchios Gæstebud« er en Perle af Fremstillingskunst og giver os tillige et værdifuldt Kulturbillede. Gæstebudets Giver, Trimalchio, er en Frigiven, der har spekuleret i Grundejendomme og erhvervet sig en kolossal Formue; han er rå, uvidende, forfængelig, men godmodig gemytlig tillige, en mesterlig tegnet Type på en Parvenue eller Protz, som Tyskerne siger. På alt hans Sølvservice er Vægten og Prisen angivet, og en Vægtskål stilles til Gæsternes Disposition, for at de selv kan veje Fadene og se, at det ikke er Løgn. Værtens Plads står i Begyndelsen af Måltidet tom; han kommer først, da nogle af Retterne er spist. Til at begynde med får Gæsterne et kosteligt Bad, sammensat af alle Slags vellugtende Vande; så afgnides de af Slaver, der underholder dem med Sang, - lynende falsk, siger Petronius. Så går man til Bords, uden Værten, og efter at have kysset Bordet - som Sæd og Skik var - tager man fat på den første Ret, en Art hors d'æuvre. Der indbringes et Æsel af korinthisk Erts; det bærer Tværsække, som indeholder Nøddekærner, dyppede i Honning og Peber, varme Pølser med Blommer og Granatæbler etc. til Honningen har Trimalchio indforskrevet græske Bier; at indforskrive Honningen var ikke fint nok.

Så kommer Trimalchio selv, mægtig fed, båret af Slaver, og anbringes på Hæderspladsen. Han hilser på Gæsterne og drikker dem til. En Høne, forarbejdet af kostbare Træsorter bæres ind; der ligger Påfugleæg under den. Den åndrige Trimalchio siger: »Jeg frygter, disse Æg ikke er ganske friske«. Gæsterne slår Hul på dem og ser med Gysen, at der er Kyllinger i dem; men ved nærmere Eftersyn opdages det, at Kyllingerne er stegte Snepper, indbagte i en Dej af pebrede Æggeblommer, der med stor Kunst er anbragte i Æggene. Til denne Ret får man hundredårig »opimiansk« Falerner, opkaldt efter Opimius, som var Konsul i hint berømte Vinår.

Nu indbringes et Sølvskelet, der kan gøre automatiske Bevægelser med Arme og Ben; det skal minde Gæsterne om Døden og derved opfordre dem til at nyde Livet så hurtigt og voldsomt som mulig. Næste Ret serveres på et uhyre Sølvfad, hvori er indgraveret hele Dyrekredsen. På hvert Himmeltegn er lagt en tilsvarende Ret: på Tyren Oksesteg, på Skytten Haresteg, på Fiskene kostbare Muller osv. Trimalchio holder et ganske idiotisk Foredrag om Stjernebillederne og deres Betydning. Så er der Intermezzo af Akrobater og Sangere, hvorpå tre levende Vildsvin drives ind, at Gæsterne selv kan vælge, hvilket der skal slagtes til Stegen. Mellemtiden anvendes til at spise Fisk, som svømmer i en Kaviarsauce, der hældes ud over dem fra fire Sølvfigurer i Fadets fire Hjørner. Da et Svin skæres op, flyver levende Kramsfugle ud af Maven på det; de indfanges på Limpinde og præsenteres Gæsterne til Valg. Efter næste Ret går Trimalchio fra Bordet for at kaste op. Da han kommer tilbage, begynder Måltidets anden Afdeling. Det tidligere udkårne Vildsvin bæres ind, helstegt, omgivet af Grise af Kagedejg og med Maven fuld af Pølser. Gæsterne trakteres med rige Gaver, ledsagede af tåbelige Rim, de såkaldte »rebusz (o: »med Tingene«). Trimalchio drikker på Kejserens Sundhed, hvorpå der fortælles slibrige Historier. Blandt de efterfølgende Retter kan nævnes en Gås, sammensat af alle mulige Kødsorter i en Gås' Skikkelse. Trimalchio, som er grundig perialiseret, oplæser sit Testamente og bliver så bevæget ved Tanken om at skulle skilles fra sin Kone, at han kysser hende med et Smask og beder Vennerne oprejse hendes Statue på hans Grav samt forsyne den med en Indskrift, der meddeler Verden, at han, Trimalchio, har efterladt sig 30 Millioner Sestertier og aldrig har overværet nogen filosofisk Forelæsning. Lidt efter bliver han Uvenner med Konen, kyler hende et Bæger i Hovedet, erklærer, at han ikke vil have hendes Statue på sin Grav og forbyder hende på det bestemteste at kysse ham, når han er død. Til sidst agerer han død og fejrer sin egen Ligbegængelse, lader blæse Sørgemusik og opfordrer Gæsterne til at sige noget rørende ved Graven osv.. Efter Måltidets Afslutning går Gæsterne atter i Bad for at kunne begynde på en frisk. Det var sagtens Badene, som overhovedet gjorde dette Liv muligt; man badede stundom syv Gange om Dagen.

Af Petronius' Skildring ser man blandt andet, hvor megen Vægt man lagde på at servere Maden på en spirituel Måde. Måltiderne oplivedes endvidere ved Linedansere, Sangere og Danserinder. De sædvanlige Forlystelser var ellers de blodige Gladiatorspil, Teatret og Væddeløbene. Teateropførelserne var stundom lige så rå som Gladiatorkampene; når man spillede Herkules på Oeta, var det Stykkets Clou at lade en dødsdømt Forbryder i sidste Optrin, hvor Herkules opbrænder sig selv, virkelig brænde levende (Det ansås ifølge Plinius for et Lægemiddel mod visse Sygdomme at drikke varmt Gladiatorblod). Nero, der selv optrådte som Skuespiller og Sanger, havde et Korps på 5000 uniformerede Klakører (Cirkus rummede 385000 tilskuere); desuden havde han Soldater skjult mellem Publikum, der skulle prygle dem, der ikke klappede. Klakørerne kunne frembringe tre Slags Alarm: »Bumbum«, »Tagsten« og »Potteskår«. Hestesporten var umådelig yndet blandt de Fornemme; Kejser Vitellius striglede selv sine Heste, og Caligula udnævnte sin Yndlingshest Incitatus til Konsul.

Dette vanvittige Liv måtte ende med Undergang. Romerne bliver til sidst dødssyge på Legeme og Sjæl. Det er et karakteristisk Træk, at en af de Guder, som dyrkes ivrigst i denne fordærvede Tid, er Lægekunstens Gud Æskulap. Man længtes efter Sundhed, efter Lægedom. - »Den rette og sande Æskulap« kalder Origenes Jesus, og som den store Læge mælder Frelseren sig jo selv, kommende til en Verden, der i så frygtelig en Grad har Lægedom behov.

Romerne havde erobret ikke blot hele den civiliserede Verden, men også tilegnet sig al dens Kultur. Græsk Kunst og Veltalenhed, asiatisk Mystik, alexandrinsk Videnskabelighed blandedes med en social Kultur, der gjorde alle Moder, navnlig de mest fordærvede, med. I Pantheon var der Altre for Alverdens Guder. Efterhånden som Tilliden til de gammel-romerske Guddomme svandt, indførtes asiatiske og afrikanske i Stedet. Mithras og Sabazios fortrængte Jupiter og Mars.

Men Rom, som havde slugt de mange fede Køer, blev kun mere mager deraf. Erobre Verden og organisere Herredømmet over den er ét, - noget andet at forstå dens Åndsværdier, samarbejde dem til et selvstændigt Hele og udvikle dem videre. Først Kristenånden magter denne Verdensopgave, idet den tillige magter og benytter Romeråndens eget Indskud. Men Rom kunne ikke blive Verdens Hjerte. Det var råddent, det Blod, som strømmede derfra - kunne kun ødelægge, ikke nære.

Derfor måtte Undergangen komme. Grunden er ikke denne eller hin Enkelthed; den ligger i selve Romeråndens Væsen. Med uhyre Energi at have fordybet sig i den faktiske Endeligheds Betingelser er Romeråndens Storhed; men det, der er dens Styrke, er tillige dens Grænse. Endeligheden har bl. a. den Ejendommelighed, at den - får Ende. Men Menneske-åndens Stræben er uendelig. Derfor kan Rom ikke bære Historien længer end til det Øjeblik, da Verden er erobret; så opdages Hemmeligheden: at det Hele er uden Værd, uden væsentlig Gyldighed. Roms Tænkere vidste det, dets Digtere sang det; dets Statsmænd havde kun den Opgave at holde Stumperne sammen. Enhver begavet Yngling på 18 År havde gennemskuet Livets uhyre Illusion. Så var der jo kun tilbage at nyde Livet så stærkt som mulig, og Verdensherskerne havde alle ydre Betingelser for Nydelse i deres Magt. Men se: Nydelsen var Lidelse, intet andet. Hvad så? - Selvmordet! Selvbefrielsen! -

Den moralske Fordærvelse, Frådseriet og Usædeligheden er kun Symptomer, Følger af Sygdommen, ikke Sygdommen selv. Grundårsagen må søges i selve Åndsanlæget. Mange har ment at finde den hos Kejserne og hos Hæren, som satte Kejserne på Tronen. Det er så forkert som tænkeligt. Hæren var netop den dygtigste og bedste Del af Rigets Befolkning, og de Kejsere, den valgte, oftest udmærkede, energiske Mænd. Førere som Claudius Gothicus, Probus, Aurelian ville have gjort enhver Trone Ære. De hævdede Roms Magtstilling, jog Barbarerne tilbage og sikrede Rigets Grænser; men genføde eller forvandle Romerånden kunne de naturligvis ikke (Hvor rigtigt Romernes Tradition har bevaret de dygtige Kejseres Minde, ses af følgende Liste fra det 4de Århundredes Slutning over de Kejser-fødselsdage, man dengang endnu festligholdt: August, Vespasian, Titus, Nerva, Trajan, Hadrian, Marc Aurel, Pertinax, Septimius Severus, Alexander Severus, Gordian, Claudius Gothicus, Aurelian, Probus, Constantin. - Det er netop alle de bedste, og Listen er ret anselig; ikke mange Monarkier har en længere). Den gamle Tid kunne ikke komme tilbage, fordi dens Betingelser var forsvundne. Republikken råbte en Del tågede Drømmere endnu på. Hvad skulle den kunne gøre? Nedstyrte alt i Chaos, hvis man virkelig fik den genoprettet.

Der blev gjort et Forsøg, - tragikomisk, som alle den Art historiske Don Quixoterier. Efter Aurelians Død, 275 e. Kr., kunne Soldaterne ikke blive enige om et nyt Kejservalg; så kom de i Tanker om, at Senatet jo egenlig skulle besørge den Forretning, og sendte nu Bud til Rom, om Senatet ville have den Godhed at beskikke Hæren og Riget en ny Kejser. Men Senatet svarede: »Vær så venlige selv at besørge det, som I plejer!« Ingen havde Lyst til at udsætte sig for Hærens mulige Misfornøjelse. Tre Gange gik der Bud frem og tilbage mellem Rom og Grænsen; i otte Måneder var Riget uden Hersker. Endelig lod Senatet sig bevæge til at vælge en gammel hæderlig Mand ved Navn Tacitus. Han var hovedrig og skænkede hele sin Formue til »Fædrelandet« dvs. til Hæren; derved håbede man at undgå nærliggende Ubehageligheder. Nu skulle den gamle Tid genfødes. Tacitus gav Senatet dets Magt tilbage og foretog sig intet uden dets Samtykke. Han afskaffede Purpurtogaen og sad, klædt som en jævn Borger, blandt sine Mænd. Rom var atter en Fristat eller i al Fald et konstitutionelt Monarki - i seks Måneder! Sålænge varede nemlig Forsøget, som fejredes med strålende Folkefester. Så slog Soldaterne den rare gamle Idealist ihjel. Et Fjerdingår efter gjorde de det af med hans Broder og Efterfølger. Dermed endte Intermezzoet.

Langt mere Alvor og Mening var der i Diocletians Forsøg på at redde Riget ved at udvikle Kejsertanken. Skønt det mislykkedes, og måtte mislykkes, fik det historisk Betydning på mere end en Måde. Det er Romeråndens sidste store Anstrengelse og har derfor Krav på nærmere Betragtning.

En Kejser ved Navn Numerianus, som tillige var Digter - han takkede Senatet, der ikke havde Spor af Andel i hans Valg, for dette Valg med en skreven Tale, hvorpå Senatet enstemmig vedtog at erklære ham for »Tidens største Taler«! - var blevet ihjelslået af sin Svigerfader Arrius Aper. Nu ville nogle have Aper til Kejser, andre holdt på Diokles, som var Søn af en frigiven illyrisk Slave. Denne Diokles, en ypperlig Soldat, havde en gallisk Druide eller Spåkvinde engang spået, at han skulle blive Kejser, »når han havde dræbt Vildsvinet«. Mange Vildsvin var allerede faldne for hans Hånd, thi han dræbte ethvert, han kunne få Ram på, i det Håb, at det måtte være det rette. Under Forhandlingerne sprang han pludselig op på en Sten og råbte, idet han pegede på Aper: «»Der står Numerianus' Morder!« hvorpå han stødte ham sit Sværd i Brystet. Således havde han fældet Vildsvinet (Aper betyder Vildsvin, - det tyske »Eber«), og nu blev han kåret til Kejser under Navnet Diocletian.

Først og fremmest gjaldt det at sikre Rigets Beståen, som var truet på alle Kanter. Roms Kornkammer, Ægypten, havde gjort Oprør, Britannien ligeså; i Gallien havde Befolkningen valgt en selvstændig Kejser; Lilleasien blev plyndret af Barbarer, Perserne var under en Række dygtige Fyrster blevet en frygtelig farlig Fjende mod Øst. Alt beroede derfor på Hæren; men den var et tveægget Våben, da dens forskellige Afdelinger stadig gjorde Oprør og i Håb om Belønninger udråbte sine Generaler til Kejsere. Diocletian udtænkte så det mærkelige, - man kunne gerne sige desperate - Middel: at vælge en Medkejser og dele Magten med ham. For det første blev der så to om det store militære Arbejde, som stod for; for det andet måtte en oprørsk Hærafdeling nu gøre det af med begge Kejsere, inden den kunne sætte sin Vilje igennem, og det var vanskeligt, da Kejserne hver tog sin Del af Riget under Behandling og altså opholdt sig langt fra hinanden.

Til Medkejser valgte Diocletian den dygtige Hærfører Maximian, som beundrede ham og underordnede sig hans overlegne Begavelse. Maximian gik mod Vest, Diocletian mod Øst, og begge sejrede de overalt. Diocletian bestræbte sig for at skabe relativt selvstændige Midtpunkter i de forskellige Provinser, hvor han påny befæstede Romervælden. Således søgte han at binde Folkene til sig ved Taknemmelighedens Bånd; rigtignok forberedte han derved tillige Rigets politiske Opløsning, men der var ingen anden Måde at redde den romerske Kulturs Herredømme: Verdensriget var blevet for stort.

Fem År efter var det store Sikringsarbejde gjort færdigt. Da mødtes de to Kejsere i Milano. Til Rom gik Diocletian ikke; Traditionerne om »Stadens« enestående Betydning skulle efterhånden tilintetgøres: et Verdensrige kunne ikke styres efter en Kommunalforfatnings Principper. Milano blev Maximians Residens, Nicomedia i Lilleasien Diocletians.

Nogle År senere indførte Diocletian en ny Ændring i Forfatningen. For at sikre Tronfølgen - Monarkiets møre Punkt - udnævner hver af Kejserne en Tronfølger, som får Navnet »Cæsar«, medens Kejserne selv hedder »August«. Samtidig fastslås der en vis Regeringstid for Kejserne - Diocletian synes at have tænkt sig 20 År som passende (Hverken Oldinge eller Drenge ville så komme til at bære Magtens Byrder) - hvorefter begge Auguster på samme Dag og Time nedlægger Regeringen til Fordel for Cæsarerne, der atter udnævner to nye Cæsarer. Dermed er Sammenhængen sikret - sålænge Auguster og Cæsarer retter sig efter Skemaet, vel at mærke!

Denne kunstig konstruerede Maskine, som gør Kejseren til en Slags højeste Embedsmand, kunne naturligvis umulig fungere i Længden; men der er dog noget i dens Princip, som minder om den gamle Romerånds Metode. For at styrke Kejserens Stilling, omgiver Diocletian ham endvidere, så længe han er i Funktion, med en næsten orientalsk Nimbus. Der indføres et omstændeligt Hofceremoniel. Den, der ville stedes for Kejseren, måtte passere en hel Række Sale og måtte ikke, som hidtil, hilse ham med Håndtryk eller Omfavnelse, nej, han skulle kaste sig næsegrus ned for Tronen eller i al Fald bøje Knæ og kysse Herskerens Klædebon. Dette Klædebon var et pragtfuldt, juvelbesat Kostume, ikke den tidligere Purpurtoga. Alt, hvad der omgiver Kejserens Person, er »helligt« (sacru/n); hans Palads, hans Vin, ja selv det Blæk, han skriver med, er helligt. Det er det senere byzantinske Kejserdømme, Diocletian således grundlægger. Kun således, mente han, kunne Ordenen sikres, og Magten håndhæves. Forresten indførte han også mange nyttige Enkeltreformer; han organiserer Embedshierarkiet, fastslår et nyt almindeligt Møntsystem, forbedrer Provinsernes Styrelse og bestemmer Maximumspriser for Næringsmidler for at hindre den skamløse Spekulation - dette sidste Middel var dog måske mere til Skade end til Gavn, fortvivlet, som det er i sig selv. Håndværk og Industri er under Diocletian indarbejdet i så faste Laugsformer, at man ligefrem mindes om Kastevæsnet i Ægypten. Enhver Arbejder tilhører, enten han vil eller ej, sin Faders Laug og må fortsætte hans Håndtering. Dette er i den mest afgjorte Strid med Romernes oprindelige Principper og viser, hvor langt man var kommet bort fra dem.

Så kom det sidste, afgørende Problem, og på det lider den hele sammensatte Indretning Skibbrud. Hvorledes skulle man stille sig til den stadig sejrrig fremtrængende Kristendom! Diocletian var en religiøs Natur; han foretog sig intet uden at rådføre sig med Varsler og Augurer, og Jupiter Capitolinus var hans Skytsgud. Overfor de Kristne stillede han sig oprindelig ikke fjendtligt. Han tålte dem mellem sine nærmeste Embedsmænd, og hans egen Hustru og Datter hældede til den nye Lære, selv om de udadtil var Dyrkere af Statens Guddomme. Men det måtte omsider gå op for Kejseren, at Romerstaten og Kristendommen umuligt kunne forliges. De Kristne skiller Religion og Stat ad; men Romeråndens dybeste Krav er netop, at de skal forenes, forenes i Kejserens Person. Galilæeren er den store Oprører mod Verdensriget og Verdensforgudelsen, - han, der sagde: »mit Rige er ikke af denne Verden!«

Allerede 295 begynder Kristenforfølgelserne; der foretages Henrettelser rundt om i Riget, skønt Diocletian var imod Blodsudgydelser for Religionens Skyld og havde udstedt et Tolerance-edikt. Men når Soldaterne nægtede at ofre til Kejserens Billede, brød de Disciplinen; det kunne ikke gå upåtalt hen. Først prøvede man med Overtalelser, da de ikke hjalp, med Straffe. Den ene af de udnævnte Cæsarer, Galerius, var en rå Bandit, han gjorde sit til at ophidse Kejseren, og 303 brød Forfølgelsen løs for Alvor. Det er et ægte romersk Træk, at Diocletian til Grund for Tolerance-ediktets Ophævelse angiver de kristne Sekters indbyrdes Uenighed. Hvad er Kristendom? 80 forskellige Sekter giver hver sit Svar. Så er der altså ingen Kristendom, altså heller ingen Tolerance: Retfærdigheden krænkes ikke ved Forfølgelsen, Disciplinen kræver den (I Galerius' Edikt hedder det om Sekterne: »Vi så, at de hverken viste Guderne den skyldige Ærefrygt, ejheller ærede de Kristnes Gud!«).

De Kristne mejes ned hele Riget over med en Grusomhed som aldrig før. Men jo flere der myrdes, des flere kommer der til. Som ved et Trylleslag stanser Sekternes indbyrdes Kampe. I ét er de alle enige: de vil ikke afsværge Frelserens hellige Navn og ofre til Afguderne. Martyriet bekræfter Oprøret, er selv det egentlige Oprør. Hvorledes skal man betvinge Mennesker, som vil dø? Som altså ikke anerkender den eneste Målestok, man hidtil har anvendt! Som stiller alting på Hovedet! Som gladelig ofrer Livet, den eneste Realitet, - for hvad? for en Indbildning, et Ideal, en anden Verden! Nej, med dem er der intet Udkomme. Romeråndens mægtige Våben er ikke beregnede på en sådan uforudset Galskab; de falder Herskeren af Hånden allesammen, sløve og ubrugelige.

Dødtræt, sjælesyg til sit Inderste, væmmet ved Blodstrømmene og Rædslerne, nedlægger Diocletian 305 Regeringen og trækker sig tilbage til Salona i Dalmatien for at plante Kål. Maximian måtte, højst uvillig, følge sin Medkejsers Eksempel. Nu skulle de Unge altså til. Cæsarerne Galerius og Constantius rykkede op til Auguster, og to nye Cæsarer udnævnes. Constantius' højt begavede Søn, Constantin, var ikke blandt de udkårne; Diocletian ville ikke have Arvefølge. Men den unge Helt lod sig ikke nøje med det. Et halvt År efter står han i Marken, udråbt til Kejser af sin Hærafdeling; Maximians Søn, Maxentius, byder ham Spidsen; den gamle Maximian mælder sig atter; og snart kæmper syv Kejsere om Magten. Således blev Virkningen af Diocletians snilde Opfindelse!

Alle sine Tanker så den gamle Mand styrte sammen. De kæmpende Rivaler prøvede at drage ham med ind i Striden; han svarede deres Sendebud: »Lad mig vise Jer, hvor herligt min Kål gror!« Da man truede ham og ville tvinge ham til at tage Parti, foretrak han at dræbe sig med Gift. For sin egen Hånd døde Roms sidste Hedningekejser (Jeg ser her bort fra Julian, der levede på en tåget, selvlavet Religion og jo i Virkeligheden kun var en historisk Parenthes) 313, 68 År gammel, »mæt af Tilskikkelser«, som Grækeren Michael Glycas kalder ham. Senatet erklærede ham for Gud; det blev den sidste Kejser, hvem denne Hæder vederfaredes (I Numerians Kejserhistorie hedder det om Diocletian: »Han var et fremragende Menneske, klog, virksom for sine Venner, rustet til at løse enhver Opgave, der mødte ham, altid uudgrundelig i sine Planer, stundom forvoven, sædvanligvis forsigtig; sit urolige Indres Rørelser trængte han tilbage ved mægtig Selvbeherskelse.« Denne Karakteristik af den mærkelige Mand gør et pålideligt Indtryk. Hans Livs Tragedie kunne vel fortjene sin Digter, men, så vidt jeg véd, har Ingen endnu benyttet det ejendommelige Emne).

Selvmordet, Romerens sidste Tilflugt, befrier den sidste store Jupiterdyrker. Hans Hustru og Datter måtte flakke om som Flygtninge, til man omsider fik slået dem ihjel. Hvor anderledes stor og ædel står ikke Grækeråndens sidste vældige Forkæmper Demosthenes! Og dog har Diocletians Gerning ikke helt været forgæves. Det byzantinske Kejserrige blev Kulturens Bolværk mod Øst i henved tusinde År. Hvad der kunne og skulle reddes til Verdens Gavn, blev reddet.

Constantin valgte modsat sin Forgænger. Under Diocletians Varetægt havde han i Nikomedia ikke alene lært Statskunsten, men også lært Kristendommens Betydning at kende i den Provins, hvor den var mægtigst og rigest udviklet. Han valgte Kristendommen. Under Korsets Tegn sejrede han over sine Medbejlere. Det var næppe dens åndelige Værdi alene, som afgjorde Valget. Kristen i dybere Forstand blev denne store Mand, som lod sin Søn myrde og sin Dronning kvæle i Badet, aldrig. Men han indså Kristendommens politiske Betydning i Fremtiden, skønt vel næppe en Sjettedel af Romerrigets Befolkning dengang endnu var kristne. Han måtte inddrage denne farlige Åndsmagt under sin Kontrol. Så grundlægger han Statskirken og gør sig selv til dens politiske Overhoved.

»Nu er Kirken blevet forgiftet!« lød en Stemme igennem Stormen, da det skete. Og i en vis Forstand sejrede Romerånden over Kristenånden, netop da den bøjede sig for den. Men så sammensat er Historiens Fremgangslinie, at dette unaturlige Forbund måtte komme i Stand, for at de nye Åndsværdier kunne blive historisk brugelige. Kristenåndens uhyre Verdensopgave: at udvinde alt Åndslivs Metalværdi og omsætte det i gangbar Mønt, kunne kun løses gennem den lange Øvelsestid i Romeråndens Skole. Intet stærkere historisk Vidnesbyrd om Kristenåndens evige Kræfter gives der, end at den kunne overleve denne Skole, styrkes deri til sin Gerning og forberede de nye Fund, som Slægterne gjorde og fremdeles vil gøre i dens uudtømmelige Dyb af Visdom og Kærlighed.

Indledning til Kristenånden ved PBP i 2008:

Med slaget ved Actioum i 31 f. Kr. var Rom endegyldigt blevet herre over Middelhavet. Der rejste sig et rige, der var havde den fordel, at hele riget havde een fælles kulturbaggrund i den græske kulturverden, således som den havde udviklet sig siden Aleksander den Stores dage, da den bredte sig udover hele det østlige Middelhav - det vi nu plejer at kalde den hellenistiske kultur. Også i Rom og Vesten var det den græske ånd der overvandt de sejrende romere. Overalt forstod man det græske sprog, og hele den højere dannelse hvilede på det grundlag, som var skabt i Grækenland. Til den politiske enhed og det livlige handelssamkvem med gode forbindelseslinier over hele Middelhavsverdenen svarede således en vis åndelig kulturel enhed. Man havde ikke de samme meninger og den samme tro. Tværtimod! Men man tænkte dog i alle dannede kredse ud fra de samme forudsætninger; der var et fælles sprog, en begyndende fælles opfattelse af menneskeslægten og dens historie, et vist indre slægtskab i de mange menneskers opfattelse af selve livet. Og hvor forskellige de end var i meninger, havde ord som gud, sjæl, verden, ondt og godt, evighed og forløsning et bestemt indhold, som enhver uden videre forstod. Men de utallige etniske folkestammer og åndelige strømninger var i konstant udvikling og modsætning, og den tids journalister og budbringere, præsterne, skulle jo finde en levevej, hos hver deres grupper, og forklare ideen om »den skinbarlige sandhed«, og så var det jo bare om at komme igang med nogle orientalske eventyr, der kunne billedliggøre »den skinbarlige sandhed«. Det var såmændt Paulus, der opfandt og opdigtede kristendommen i modsætning og kamp med utallige andre retoriske ideer og overtroer. Paulus var født i ca. år 10 e. kr. og er død ca. 64/67 e. kr., efter de kristnes tidsregning. Han var født i Tarsus i Lilleasien i det nuværende Tyrkiet under navnet Saul, og han var romersk statsborger og benyttede sig flere gange af de romerske privilegier. Ligesom Jesus blev han domfældt, og appellerede sin dom i kraft af sit romerske statsborgerskab. Paulus var uddannet »skriftklog« (ordkunstner) og rabbiner i Jerusalem og tilsluttede sig farisæerne. Han var - som en del af det jødiske samfund - med til kristenforfølgelser. Men Paulus fik en såkaldt åbenbaring, et syn, en synsforstyrrelse, en hallunication, på vejen til Damaskus, og man kan gisne om han har fået stærk tobak eller led af vandmangel. Men i hans forsvævelse mente han at se, den opstandne Jesus, der kaldte Paulus for apostel og missionær, - og så blev Paulus kristen. Men forunderligt nok, har Paulus aldrig kendt denne Jesus. Paulus var sammen med Simon Peter en af disse forfattere, og de såkaldte paulinske breve, kom til at danne grundlag for en kristen doktrin. Men bemærk, at der fandtes ingen kristen kirke på dette tidspunkt. Kun nogle såkaldte missionærer, der vandrede rundt og skulle tigge og leve af at fortælle orientalske eventyr, og det var ikke velset, at man rendte rundt og missionerede. Så i 55 e. kr. blev Paulus arresteret af romerne efter uroligheder i Jerusalem, og han blev som fange sendt til Rom. Paulus ide slog ikke igennem, selv om mange små grupper i løbet af de næste hundrede år lå i voldsomme stridigheder om hvad ideen skulle indeholde, og om hvordan ideen skulle praktiseres. I 215 e. kr. fremkom den første fremstilling af den kristne ide/tro, og i året 325 kom det store kirkemøde i Nikæa, under førerskab af den romerske kejser: Konstantion den Store. Undervejs blev man efterhånden enige om, hvilke skrifter Bibelen skulle bestå af, og hvilke skrifter, der ikke skulle med i bogen, og meget tyder på, at man har bygget evangelierne på ældgamle myter og tilpasset dem til den nye tids kristendom. Men senere med tiden, er teksterne uafbrudt blevet tilpasset den teologiske politik, under påvirkning af den katolske gejstlighed. Men på kirkemødet i Nikæa, blev de derværende »præster« og kejseren dog enige om, at fordømme »arianismen«, der var opkaldt efter præsten Arius (256-336), født i Alexandria i Ægypten. »Arianismen« havde stor udbredelse, og fordømmelse er jo noget, den kristne ideverden er rigtig god til. De kristne har i deres livsanskuelse vedtaget, at menneskene er syndige. Men den skal de altså ikke have lov til at tørre af på os; thi den ide kan de selv beholde - netop om dem selv - thi syndige er alle kristne, da deres handlinger jo viser deres syndige væsen. Hvor ofte har disse kristne og deres fyrster ikke misbrugt »ordet«, og kaldt til de fattige og udannede ind under militære korstog, som kunne berige deres pave og biskopper, og som skulle ihjelslå andre fredelige mennesker ? De kristne vendte sig iøvrigt mod hele den kendte verdens kultur og filosofi, og var urene udskud i samfundet, en jødisk fraktion. Selv om de brugte lyset, var deres sind formørket, og røgen fra deres olielamper var lige så farlig som røgen fra deres kanoner. »Apologeter«, er en række skriverkarle, som fra midten af det 2. århundrede skrev en række forsvarsskrifter, apologier, for kristendommen, dels med det formål at godtgøre det urimelige i kristenforfølgelserne, dels også for at påvise, at åbenbaringen i Kristus var kronen på al menneskelig sandhedssøgen. Den betydeligste af disse apologeter var Justin, som blev martyr i Rom i 165, og som blev noget af en banebryder indenfor den kirkelige teologi ved at overføre den græske tanke om logos, verdensfornuften, en alt gennemtrængende upersonlig, guddommelig magt, på Kristus. Det var ifølge Justin denne logos, som var grundlag for den naturlige guds- og sandhedserkendelse, men først i Kristus havde den fuldt åbenbaret sig. På linie med Justin ligger athenienseren Athenagoras og Melito fra Sardes, medens syreren Tatin stillede sig betydelig mere afvisende overfor den græske filosofi. Et ejendommeligt særpræg har den nordafrikanske jurist Tertullian (ca. 160-225), der først i 30-årsalderen blev kristen og anvendte hele sin retoriske glød i kristendommens tjeneste. Næsten alt, hvad han har skrevet, er præget af en voldsom lidenskab, stærkt polemisk, ofte i paradoksets form; og rent sprogligt havde han store evner til at finde de ord, som på latin var bedst egnet til at gengive troens indhold, og han har således øvet en afgørende indflydelse på vestens kirkesprog. Han var en ivrig asket, og forargelse over kirkens verdsliggørelse fik ham til på sine ældre dage at slutte sig til montanismen, en asketisk apokalyptisk sekt, som var udgået fra Frygien, og som stillede strenge moralske krav til sine tilhængere. Iøvrigt er det tydeligt at spore, at Tertullians juridiske betragtningsmåde har sat et stærkt præg på hans kristendomsforståelse: han er tilbøjelig til at se forholdet mellem gud og menneske som et retsforhold, hvor mennesket skal leve efter » den nye love og således erhverve sig værdighed overfor gud, en tankegang, som skulle komme til at øve en skæbnesvanger indflydelse indenfor hele den vestlige kirke. I de senere apologeters skrifter møder man en stadig polemik imod gnosticismen, »den falske såkaldte gnosis», som Irenæus benævner den. Gnosticismen er en fællesbetegnelse for en almindelig religiøs strømning i tiden, som eksisterede forud for og uafhængig af kristendommen. At trække faste grænser for den er umuligt. Den er et udtryk for den sene antiks almindelige religionsblanderi, synkretisme. Dens hovedkendetegn er de samme, som man møder i al hellenistisk mystik, den fjerne, utilgængelige gud, en række mellemvæsener, dualismen mellem ånd og materie. Tanken om menneskets guddommelige oprindelse og sjælens forløsning og guddommeliggørelse som religionens mål. Det ejendommelige er imidlertid, at gnosticismen er en virkelig folkelig bevægelse, som har indoptaget bestanddele fra alskens orientalske religioner og fra den jævne mands tro; den har sine hemmelighedsfulde indvielser, sakrale handlinger og måltider, og som regel er den forbundet med grove magiske forestillinger og astrologisk overtro. Vejen til forløsningen gik gennem delagtiggørelse i en eller anden form for højere erkendelse, gnosis - deraf navnet. Denne brede strøm af populær religiøsitet var åben overfor alt nyt. Det var derfor næsten en selvfølge, at den også optog kristelige bestanddele i sit religionsblanderi. Kristus fik en plads, mere eller mindre fremskudt, iblandt de mellemvæsener, som formidlede forbindelsen mellem mennesket og den ophøjet fjerne gud. Det kunne gøres på mange forskellige måder. Der findes gnostiske sekter, hvor det kristelige kun er et tyndt islæt, der er andre skoler og retninger, hvor kristendommen synes at danne udgangspunktet, men over dette udgangspunkt rejser der sig en mærkelig bygning af orientalske og græske elementer, mytologi og filosofi imellem hinanden, således at kristendommen omdannes til en hemmelighedsfuld gnosis. Når gnosticismen kom til at betyde en fare for den unge kristne kirke, skyldtes det i første række, at den ikke blot gav sig til kende i en række sekter og skoler, men at den også trådte frem indenfor kirkens egne mure, hvor gnostikerne gjorde krav på at repræsentere den sande kristendom. Den enfoldige tro var kun for jævne mennesker, hos de » fuldkomne« skulle troen blive til erkendelse. Som grundlag for den højere erkendelse beråbte de sig på hemmelige åbenbaringer og overleveringer, som kun var for de indviede. I disse gnostiske kredse opstod en hel litteratur af »evangelier» og »apostelakter«, som gjorde krav på at give den sande overlevering om Jesus og hans apostle - de såkaldte nytestamentlige »apokryfer», som netop er let kendelige på deres tydeligt gnostiske islæt, men som for samtidens kirke beredte store vanskeligheder. Dertil kom, at den fromhed, som prægede de gnostiske kredse, virkede stærkt dragende på mange - til alt dette kom imidlertid, at gnostikerne for alvor tog den opgave op, som kirken ikke kunne vise fra sig: at udrede forholdet imellem den hedenske religion og filosofi på den ene side og kristendommen på den anden side, en opgave, som man vel kunne lade ligge i de første slægtled, hvor kirken væsentlig fandt sine tilhængere i kulturelt set meget jævne kredse, men som meldte sig med uafviselige krav, så snart de højere samfundslag, der sad inde med en litterær og filosofisk dannelse, begyndte at finde vej ind i kirken. Her var en række problemer, som måtte og skulle tænkes igennem, og som affødte en teologisk tænkning. Apologeterne havde på mange måder vist vej, men ingen af dem havde den tilstrækkelige overlegenhed til at bryde nye baner. I en vis forstand kan man sige, at de betydeligste af gnostikerne, mænd som Basilides, Volentinos og Herakleon, der stod på højden af deres tids dannelse og videnskab, blev de første kristne teologer. Først med Origenes og hans slægtled fik kirken mænd, der var dem jævnbyrdige, og som formåede at drage lære af deres tænkning, samtidig med, at de opbyggede en teologi, der i langt højere grad stod vagt om de værdier, som måtte være umistelige for kirken. Nær beslægtet med gnostiske kredse var Markion, en rig skibsreder fra Sinope ved Sortehavet. Omkring midten af det 2. århundrede kom han til Rom, hvor han på grund af sine kætterske anskuelser blev udelukket af menigheden. Han dannede da sit eget samfund, som ikke havde det lukkede sektpræg, som kendetegnede de fleste gnostikerkredse. Han dannede en virkelig kirke, som fik stor udbredelse og vedblev at bestå i flere århundreder. Markion var åndelig talt discipel af Paulus og følte det som sin opgave at reformere kirken i denne ånd. Han ville rense overleveringen i kirkens evangelier og breve for alle »tilføjelser» og således nå tilbage til det rene evangelium, som han mente først og fremmest at finde hos Paulus. Som yderliggående pauliner skærpede han til det yderste modsætningen mellem tro og gerninger, mellem nåden og loven - så skarpt, at det blev til en modsætning mellem gammel testamentes retfærdige gud, skaberguden og evangeliets barmhjertige gud, der ingen del havde i den syndige jordiske verden, men som af ren barmhjertighed frelste mennesket ud af fortabelsen. I denne strengt dualistiske opfattelse træder hans slægtskab med gnostikerne frem, men den førte hos ham til en fuldstændig afvisning af filosofien og den naturlige gudserkendelse. Forsvaret mod Markion bidrog i høj grad til at tvinge kirkens mænd til en gennemført teologisk tænkning, og fremfor alt nødtes de til at tage spørgsmålet om den kristelige overleverings ægthed op til overvejelse. Det skete gennem en afgrænsning af den nytestamentlige kanon, hvor man i hovedsagen anerkendte de skrifter som ægte, der endnu den dag i dag har deres plads i det Ny Testamente. Man må sandelig sige, at fortællingerne om de etniske kampe, klassekampe og kævl om kongemagt i Orienten, på en ubehagelig måde har præget Vesteuropa, siden Klodevig ved sine voldsomme myrderier lod den katolske overtro antage hos de saliske frankere.

Nutidens Kultur og Åndsliv bygger på tre store, historiske Forudsætninger: 1) Folkenes oprindelige Raceejendommeligheder; 2) den klassiske Oldtids Kultur (Grækere, Romere); 3) Kristendommen. Åndshistorien viser, hvorledes Kristenånden udgår fra Jøderne, optager Grækeråndens Tankeindhold og Romeråndens mægtige Organisation og i Mødet med Nytidens Folkeånder (Germaner, Angelsaxer, Skandinaver og Slaver) udfolder også disses oprindelige Indhold. Åndshistorien er Beretningen om Forudsætningerne for Kristenåndens Gennembrud i Historien og dens Sejrsgang på Jorden indtil vore Dage.

Kristenånden forener Ariernes og Semiternes dybeste Hjertetanker. Hvad Slægtens Vismænd grundede på i Indiens Palmelunde, under Kaldæernes Stjernehimmel, i Athens Søjlegange - Kristenånden siger det, ligefrem og enfoldigt, så et Barn kan forstå det, og dog så uudtømmelig dybsindigt, at ingen senere Filosof har evnet at føje noget væsentlig til Ariernes betydningsfuldeste Kulturindskud er den græske Skønhedsverden og den romerske Statsordning (Det tredje, Indernes religions-filosofiske Storværk, har først i i vore Dage begyndt en Vekselvirkning med europæisk Kultur og må derfor i denne Sammenhæng lades ude af Betragtning). I mine tidligere Arbejder (»Grækerånden« og »Romerånden«) har jeg betragtet disse to mægtige Organismer fra et åndshistorisk Standpunkt. Her bliver det nu først min Opgave at omtale Semiternes, navnlig Jødernes Indskud og at påvise, hvorledes det optages og forvandles i Kristendommen under Åndens oprindelige Gennembrud.

For 6000 År siden træder Semiterne for første Gang ind i Historien, da Babylonierne erobrer Landet mellem Eufrat og Tigris fra Sumererne. Hvem disse oprindelige Beboere var, derom ved vi intet; de var næppe hverken af arisk eller semitisk Rod. De havde nået en vis Kultur, da den første semitiske Indvandring fandt Sted; navnlig havde de studeret Stjernehimlen og uddannet et helt teologisk System på Grundlag af deres astronomiske Iagttagelser. Denne Kultur overtog Babylonierne efter dem, og dens Virkninger kan spores helt ned til vore Dage (f.eks. Årets Inddeling i Måneder og Uger efter Månens Faser samt Ugedagenes Benævnelse efter Planeterne. Når vore Børn spiller »Paradis«, gentager de en ældgammel, rimeligvis summerisk Ceremoni: Præsternes Bevægelse om Alteret, som skulle foretages hinkende på et Ben; Spillets »Gårde« var oprindelig Stationer på Sjælens Vandring osv.).

Hvor kom de indvandrede Semiter fra? Man ved det ikke med Vished, men de fleste Forskere antager, deres oprindelige Hjem var i Arabien. Gang på Gang har den bjergrige arabiske Ørken sendt sine Beduinflokke ud over Lilleasien, når der ikke var Føde nok derinde til den stærkt voksende Befolkning. Og disse modige, snarrådige og nøjsomme Mænd har overalt besejret Modstanden. Enhver af deres Udvandringer betegner et nyt Trin i den asiatiske Verdens Historie.

Enkelte Videnskabsmænd har villet føre Semiter og Arier tilbage til en fælles Rod. Det lader sig næppe mer oplyse, hvorledes denne Rod har været beskaffen. De to Sproggrupper afviger ganske umådelig fra hinanden. De ariske Sprog har indbyrdes en Del Lighedspunkter, endnu flere har de semitiske indbyrdes, men der er ikke mindste Lighed mellem »emitiske og ariske Sprog; snarere kan der måske påvises Lighed mellem semitisk og hamitisk (afrikansk) Sprogtype.

Semiterne synes tidlig at have udmærket sig ved hurtig Opfattelse, skarp Iagttagelsesevne, Mod, Udholdenhed og Nøjsomhed. Ejendommelig for dem er deres udprægede Stammefølelse. Det er sagtens Ørkenlivet, der udvikler denne Side så stærkt. Stammen er hos dem alt, Individet intet. Guden er Stammens Gud, og som Stammens Høvding, under et Togt, af hvert enkelt Individ må kræve ubetinget Lydighed, således kræver Stammens Gud det af sine Dyrkere. Guden ejer Landet; han fører selv an i Krigene; alle Erobringer tilfalder ham. Gudsdyrkelsen består i visse påbudte Ceremonier, blandt hvilket Offermåltidet (sammen med Guden) oprindelig er den vigtigste.

Et af Babylons gamle Kulturcentrer var Byen Ur sydpå i Kaldæa. Også i Nordbabylon har der været et stort semitisk Rige. I Ur dyrkedes Stjernerne, navnlig Måneguden Sin, måske af summerisk Oprindelse. Byen »Babylon« grundlægges af den mægtige Kong Sargon I, der indfører Solguden Marduks Dyrkelse. Dette gav Anledning til vældige Kampe mellem Nordriget og Sydrigerne. Efter en ny semitisk Indvandring kommer, som den sjette Konge af Dynastiet, Hammurabi på Tronen i Babylon; han besejrer Ur og afskaffer Månedyrkelsen. Fra hans Dage stammer den berømte Indskrift med Love, som har givet moderne Bibelkritikere Anledning til at påstå, at Moseloven kun er et senere Uddrag af babylonisk Lovgivning. Efter Hammurabis Tid går Kulturen tilbage i Babylon. Dyrkelsen af forskelligartede Naturguder, tildels af håndgribelige Menneskeguder, afløser de ældre renere Gudsforestillinger. På denne Tid udarbejdes rimeligvis den babylonske Skabelseslegende, Syndflodssagnet får sin babylonske Affattelse, det såkaldte Gilgamesch-Digt (måske Solårets Faser, måske Sargon den Førstes Historie bliver til. (Se P. Jensen: Das Gilgamesch-epos 1906, som forbinder megen Viden med ganske fantastiske Konstruktioner)

På Hammurabis Tid (ca. 2300 f. Kr.) drog en Mand ud fra Ur i Kaldæa, måske fordi han ikke ville dyrke de nye Guder. Denne Mand var Abraham. Han opsøger sin Slægt i den nordbabylonske By Haran på Karavanvejen mellem Babylonien og Syrien, og herfra drager han gennem Syrien ind i Kanaan. Disse Egne stod dengang under babylonsk Indflydelse; senere erobredes de af Ægypterne. I Kanaan lever Abraham som en fredelig Indvandrer (Moderne Bibelkritikere har villet gøre Abraham snart til en Solgud, snart til en Folkestamme. Patriark-sagnene skal ifølge Kritikken først være blevet til i en langt senere Tid, Dommertiden, og være omdannede kananæiske Myter. Besynderligt, at den krigerske Dommertid har digtet disse Idyller, som ånder Fred! Besynderligt, at Patriarkerne viser rent menneskelige Træk og ikke overmenneskelige, som man måtte vente det, hvis de var omdannede mytiske Figurer! Besynderligt, at de erobrende Jøder ikke »digtede« deres Forfædre til Erobrere af Kanaan, men til fredelige Fremmede! Besynderlige Kritik!), kun mærkelig ved ét: sit Gudsforhold. Abraham taler aldrig om sine Fædres Gud. Hans Gud har sluttet en særlig Pagt med ham, at i hans Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes. Til Gengæld fordrer Gud ét: ubetinget Lydighed under hans Bud. Det er Semiternes religiøse Ideal, som hos Jødernes Stammefader får sit fuldgyldige Udtryk. Men dette Abrahams Ideal er tillige etisk bestemt. Abrahams Gud har ikke Behag i Løgn og Uret . Selv de mindre elementære, etiske Dyder: Barmhjertighed og Tålsomhed, træder ofte med naiv Anskuelighed frem i Patriarkens Historie. Hans Bøn for Sodoma har intet Sidestykke i hedensk Mytologi. I samme Øjeblik det blev Abraham klart - hvordan det skete, er forsåvidt ligegyldigt - at hans Gud vil dyrkes alene, ingen andre Guder tåler ved sin Side, og at denne hans Gud fordrer Lydighed, Retsindighed og Tålmodighed af ham, i samme Øjeblik var det store Spring sket, hvorved Åndsreligionen træder ind i Historien. Straks fra Begyndelsen, med Jødernes Stammefader, er vi ude over Naturreligionernes Trin, som vi finder det i Babylon og Ægypten.

Der er i dette noget, som peger ud over Semiternes åndelige Grænse. Den engelske Forsker Flinders Petri har 1888 på vist, at Jøderne ikke er et oprindeligt, ublandet semitisk Folk. Denne forunderlige Race synes fremgået ved Krydsning mellem Semiter, Amoriter og Ketiter. Da Amoriterne var Arier, Ketiterne rimeligvis Mongoler (Fra Ketiterne har Jøderne de krumme Næser, som ikke særtegner de semitiske Folk), finder vi i Jødefolket Elementer fra alle Hovedfolkene på Jorden. Og til at udvikle den Religion, hvorved alle Jordens Folk førtes frem til Frelsens Dør, var Jøderne bestemt. I Patriark-sagnene kan der naturligvis være indblandet uhistoriske Partier, - Bibelen lægger ikke an på at give historisk Nøjagtighed i moderne Forstand, - men det for Åndshistorien afgørende er, at vi straks, fra Begyndelsen møder, omend i elementære Træk, det enestående ophøjede Gudsbillede, vi senere ser udfoldet hos Moses og Profeterne. Jesu Kristi »Fader« er den samme Gud som Abrahams, Isaks og Jakobs »Herre«. Lydigheden overfor Gud, Gudsfrygten, må fra Begyndelsen blive Hovedtrækket; kun således kunne Moralbudet få Magt over Sjælene. Ariernes gemytlige Religion, hvor Guder og Mennesker så nogenlunde står på samme Niveau, kunne aldrig give Budet den fornødne Alvor. Ariernes Religion kunne afføde eller omsætte sig i Kunst, Digtning, Filosofi; kun Jødernes kunne udvikle en absolut bindende Sædelære. Indiens Bramaner, såvelsom Grækenlands og Nordens Helte nedstammer fra deres Guder; Jødernes Stammefader udvalgtes af Gud. Denne Forskel er afgørende.

Den rent menneskelige Side af Patriark-sagnene viser os først og fremmest hin stærke Stammefølelse, som er fælles semitisk. Den er det, der under Jødefolkets Udvikling bliver til Samfundsfølelse, til sidst til en alt omfattende Menneskekærlighed. Hvorfor bliver den det kun hos Jøderne, medens de øvrige Semiter alle mer eller mindre bliver hængende i lokal Snæversyneted? Den orientalske Historieskrivning, som vi møder den i Indskrifterne, går ud på ved alle mulige Midler, Løgn såvelsom Sandhed, at forherlige sine Helte og nedsætte Modstanderne. Det samme gælder om den ægyptiske, Bibelen alene viser Modstanderne Retfærdighed og lægger aldrig Dølgsmål på Jødefolkets Synder eller dets Heltes Fejl. Selv de største blandt dem dømmes ofte og skarpt. Denne Retsindighed i Bedømmelsen af sig selv og andre, skulle den ikke hænge sammen med en dybt i Folkesindet liggende Anelse om Jødefolkets Mission, det verdenshistoriske Ansvar: at i Abrahams Sæd skulle alle Jordens Folk velsignes, og at Forjættelsen kun skyldtes Guds Nåde, ingenlunde Jødefolkets Fortjenester? - Kun således bliver den Udvikling, vi i det efterfølgende skal betragte, historisk forståelig. 

Lotze siger, at hvad Religion angår er Hedningerne som Drømmere og Berusede, Israel alene er vågen og ædru. Påfaldende er Patriarksagnenes klare, nøgterne Præg; i ubrudt, hvidt Lys bader disse Idyller deres rene Skønhed. Sammenlignet med Orientens andre Oldsagn, hvilken Ædruelighed i Fantasien! Hvad er f.eks. Patriarkernes høje Alder mod Babyloniernes, hvis ti første Konger regerer i 432,000 År? Eller mod Indernes Helgener, som afholder sig fra Næring i tusind År og dernæst driver Helligheden så vidt, at de undlader at trække Vejret i andre tusind År - uden at komme galt fra det! Den moderne Kritik fremstiller almindeligvis Jøderne i denne Periode som en rå Horde uden mindste Kultur, dyrkende Naturguder eller endnu lavere Væsner. Et Par af disse Teorier skal jeg ganske kort omtale, til Belysning af de Fantasterier, man i Nutiden beærer med Navn af »Videnskab«.

En ganske mærkelig Forblanding af uensartede, ja, modsatte Ting gør de Forskere sig skyldig i, som afleder al Religion, også Jødernes, fra Magi. Der findes i Menneskesjælen oprindeligt en dobbelt Trang: en egoistisk, rettet mod Jeget, og en altruistisk, rettet ud over Jeget. Det er den sidste, som finder sin højeste Tilfredsstillelse i Religion. Den anden, modsatte, søger hos rå, uudviklede Folkeslag sin Tilfredsstillelse i Magi. Mageren vil tvinge Guderne til at gavne ham selv på andres Bekostning. Religionen bøjer altid, i en eller anden Form, Enkeltjeget ind under Guddommens Vilje. I det ene Tilfælde optræder Jeget herskende, i det andet tjenende. Forskellen er indlysende og uimodsigelig. Når en religiøs Bevægelse er i Nedgang, får Magien Vind i Sejlene - Nutiden kan tale med derom -; hver Gang det atter går fremad taber den sin Magt over Sindene. Magien er så langt fra at være Religionens Moderskød, at den tværtimod altid er et sikkert Kendetegn på religiøst Forfald.

Andre Hypotesemagere gør Dyrkelse af Forfædrene til Jødernes oprindelige Religion. Som påvist af Grüneisen og flere taler alt mod denne Antagelse. Jøderne har aldrig dyrket Patriarkerne som Guder. De Husguder, der stundom omtales i Bibelen, var Jahvebilleder, ikke Billeder af Forfædre. Overhovedet er vistnok også Dødedyrkelsen snarere et af Kendetegnene på Religionens Forfald, end den er dens Ophav; netop hos irreligiøse og dekadente Folk (som Kineserne) når Dødedyrkelsen sine Højdepunkter. Det ældste Israels Forestilling om Livet efter Døden ligner Grækernes: Sjælene går til Skyggeriget, Scheol. Denne gamle Folketro betyder lidet for Jahve-Troen, som nærmest bekæmper den. Da senere Opstandelsestanken dukker frem påny hos Jøderne, er det ikke fra Skyggeriget, men fra Gravene, Sjælene opstår, og Scheol bliver da (betegnende!) omdannet til Helvede (Netop således går det jævnlig besejrede Trosforestillinger. De nordiske Guder bliver i den kristne Tid til onde Vætter osv.).

Andre Forsøg, som f.eks. at gøre Jødernes ældste Religion til Dyrkelse af de Stammen helligede Dyr, den såkaldte Totemisme, har vist sig lige så mislykkede (Se Grüneisens og Zapletals Gendrivelser af Stades og Schwalleys Teorier. F.eks. Zapletal: »Der Totemismus und die Religion Israels« 1901). Det er med andre Ord ikke lykkedes Nogen at udpege Arten af den »Naturreligion«, Jøderne skal være gået ud fra. Tilbage står som et Faktum, man ikke kommer udenom, deres Gudstro i sin enestående Majestæt, som vi alle kender den.

Ved År 1500 f. Kr. indvandrer Jøderne eller Hebræerne (dvs. »de histovre fra«), som de kaldtes i Kanaan, til Ægypten. Omtrent på denne Tid har Ægypterne vistnok erobret Kanaan fra Babylonierne. De ved Tel-el-Amarna fundne Breve viser os babylonsk Sprog som det officielle Skriftsprog, men Landet underkastet ægyptisk Herredømme. Sagtens har det været Hungersnød, som drev Hebræerne bort fra Kanaan. Den ægyptiske Pharao indrømmede dem Gosen til Græsning af Kreaturerne, på samme Vis som det i vore Dage undertiden er blevet tilstået Beduiner at nomadisere i denne Egn (Gosen er det nuværende Wadi Tumilat. Jernbanen fra Kairo til Suez gennemskærer Landet diagonalt. I nyere Tid koloniserede Mohammed Ali Gosen med Beduiner, som dyrkede Silkeorme for ham; de var fritagne for Skatter og Krigstjeneste. Efter Mohammed Alis Død ville man fratage dem disse Rettigheder; på en eneste Nat forsvandt de så over til Arabien, og Gosen stod tomt, indtil Lesseps anlagde Suez-Kanalen). Efter 200 Års Forløb havde Ægypterne efterhånden tiltaget sig Magt over det frie Nomadefolk; det kommer til Skærmydsler, til åbenlys Vold, og da Stammen fandt den rette Fører i Moses, vandrede det hebræiske Folk tilbage til Arabien, sit gamle Stammeland for derfra at nå Patriarkernes Hjemland, Kanaan, som Herren havde forjættet Abrahams Sæd.

For få År siden blev det hævdet af adskillige Kritikere, at Hebræerne slet ikke havde været i Ægypten. Man fandt dem nemlig ikke omtalt i Indskrifter eller Papyrus. I og for sig er det nu ikke mærkeligere, end at Herodot ikke omtaler Jøderne, eller at romerske Historikere kun rent undtagelsesvis nævner Kristus. Hvad der foregik i en fjern Afkrog af Riget kunne ikke interessere Almenheden. Men for Resten har Flinders Petri i 1896 ved Teben fundet en Indskrift, hvori Israeliterne nævnes. I Anledning af Ægypternes Sejer over Libyerne hedder det: »Israeliterne er udryddede, så de ikke har nogen Æt; Khar er blevet som Ægyptens Enker«. Khar er Sydpalæstina; Ægypterne vidste altså, at der var en gammel Forbindelse mellem Israeliterne og Palæstina. Den kritiske Fabel om, at Jøderne slet ikke har været i Ægypten, såvel som en anden, modsat Teori, om at de oprindelig skulle være et ægyptisk Hyksos-Folk, er gået samme Vej som så mange af sine skarpsindige, men skrøbelige Forgængere. Undersøgelser og Udgravninger bekræfter med hver Dag stærkere Bibelens historiske Troværdighed.

En anden kritisk Fabel, som for nogle År siden var svært på Mode, gik ud på, at Hebræerne havde fået hele deres Kultur fra Ægypterne. I den gamle ægyptiske »Dødebog« fandt man - ved Hjælp af nogen Behændighed - de ti Mosebud; Arken, Leviterkasten, Kalvedyrkelsen, de mærkelige Skæbnelodder Urim og Tummim (Sandsynligvis en Plade med vedhængende indgraverede Sten, som Ypperstepræsten bar på Brystet, og ved hvis Hjælp han spåede - hvordan, vides ikke) skulle, foruden meget andet, stamme fra ægyptiske Forbilleder. Nu er der ingen, som hævder dette mere. Til alle disse Institutioner har man nemlig fundet mere nærliggende Forbilleder hos andre semitiske Folk. Så hurtig skifter Kritikkens Afgudsbilleder; men de nye tilbedes ikke des mindre med lige brændende Andagt.

Hvis Ægypten har haft nogen Indflydelse på Hebræerne, har det nærmest været en negativ. Man sporer stundom hos Moses en bevidst Stræben efter at undgå Lighed med ægyptiske Skikke. Åndshistorisk har det Spørgsmål Interesse: hvor var det muligt, at det hebræiske Nomadefolk efter 200 Års Ophold i et Land med Ægyptens højt  udviklede Kultur, ikke gik fuldstændig op i denne? Hebræerne har ellers en Evne til at akklimatisere sig som intet andet Folk. Svaret er næppe tvivlsomt. Det var deres Tro, som holdt dem oppe, Troen på Fædrenes Gud og hans Forjættelser.

Den er også Moses' Palladium, hans eneste Våben, men det er stærkere end al Pharaos Magt. Om Moses som om Abraham gælder det, at han bøjer sig i Lydighed under Herrens Bud, skønt han i sit Hjerte føler sig for svag til at løse den vældige Opgave, der er ham tiltænkt. Først beder han om at blive fri; men da det nægtes, gør han ingen Indvendinger mer. Denne Modstand fra de Udvalgtes Side er betegnende for Hebræerne: deres Helte og Profeter er ikke Ærgerrige; de vælges af Herren og modtager Udvælgelsen med Frygt og Bæven. Egentlig er det Herren, der handler gennem dem som sine Redskaber.

Efter den vidunderlige Overgang over det røde Hav kommer så Lovpagten på Sinai. Det afgørende her er, at Herren, den eneste sande Gud, der nu åbenbarer Folket sit hebræiske Navn: Jahve, vælger Israels Folk til Bærere af Verdensopgaven, den, der allerede var forkyndt Abraham, og fornyer Pagten med Abrahams Efterkommere, medens Folket fra sin Side indgår Pagten med Herren. Udvælgelsen og Pagten er de åndshistoriske Hovedpunkter i denne Verdensbegivenhed. Jahve vælger Hebræerne til sit Ejendomsfolk, ikke fordi det er stort og mægtigt - det er et lidet Nomadefolk, omtrent 1/2 Million, - ikke heller på Grund af særlige moralske Fortrin hos det, men fordi han selv hos Hebræerne har forberedt den Jordbund, hvori Gudstankens Sæd kan spire (5. Mos. 7, 7-8: »Herren har ikke haft Lyst til Eder og udvalgt Eder, fordi I var mangfoldigere end alle Folk, thi I er det mindste iblandt alle Folk. Men fordi Herren har elsket Eder, og fordi han ville holde den Ed, som han svor Eders Fædre, har Herren udført Eder med en stærk Hånd«). Trods alle sine Fejl, sin Ustadighed, Sanselighed og Verdslighed, forstod dette Folk, hvad ubetinget Hengivelse til Gud ville sige. Med dette Folk slutter Jah ve sin Pagt: sålænge det holder fast ved ham og hans Bud, vil han give det Sejer og Fremgang; men falder det fra, vil han straffe det strengt. Ingen Løn og ingen Straf skal blive som Israels, Herrens udvalgte Folks. Pagten får sit konkrete Udtryk i Loven. Naturligvis er hele Jødeloven med alle dens Ceremonial-bestemmelser ikke givet på Sinai; den er Produktet af en lang Udvikling, og mange af dens Bestemmelser peger hen på et Folk, der i lang Tid har dyrket Jorden og boet i Byer. Men Kærnen, de ti Bud, er af mosaisk Oprindelse. Og med denne etisk-religiøse Kærne er Grundlinjerne for Hebræernes senere Åndsliv givne. Det centrale er Lydigheden mod Jahve, altså det religiøse Moment, som også stilles forrest mellem Budene; men iøvrigt er disse Bud fra først til sidst etisk bestemte og viser derved tilbage til deres Ophavsmand, Jahve, som Retfærdighedens og Sandhedens Bærer. Selve Pagttanken er etisk-religiøs; den forpligter, samtidig med at den forjætter. Synspunktet er bestandig åndigt, ikke (som påstået af visse Kritikere) kultisk-ceremonielt. Der findes i de ti Bud kun et eneste kultisk: Sabbatsbudet. Oprørt over Folkets Forræderi knuser Moses de Tavler, han har modtaget af Jahve selv; i den Grad er det for ham Ånden, ikke Tingen, det kommer an på. Man tænke sig en Mohammedaner knuse den hellige Sten i Mekka!

Det er vigtigt at mærke sig, at det etniske Moment, som allerede træder tydeligt frem i Patriarktiden, får endnu større og kendeligere Betydning i den mosaiske Lovgivning, om det end stedse grunder i det religiøse: Lydigheden mod Gud. Hvad Jahve vil, er et helligt, rent Folk, et Kongerige af Præster (2. Mos. 19, 6: »Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk.« Udtrykket på dette Sted stammer måske fra senere Tider, men Tanken er med fra Begyndelsen, som hele Gangen i Israels Udvikling viser. Ordet »hellig« forekommer over tusind Gange i det gamle Testamente). Mod dette ene stræber alle Lovbestemmelser og Kultusinstitutioner hen. Og ved dette Folk, Abrahams Sæd, skal alle Jordens Slægter velsignes. Sådan er det uimodsigeligt lagt an fra Begyndelsen.

Moderne Kritik har stillet Hammurabis Love sammen med Moseloven og fundet ud, at denne sidste er Kopi efter den babylonske Original. Sammenstillingen viser, hvad man kunne vente, at Moseloven ikke er bygget på bar Grund. Der har selvfølgelig været Lov og Ret mellem Hebræerne inden Sinai-pagtens Dage, og det er ikke stemmende med Guds Husholdning at kaste det historisk givne Grundlag til Side for at begynde på helt bar Bund. Der har sikkert eksisteret andre Lovsamlinger end Hammurabis', og rimeligt er det vel at antage, at både hans og Israels Love har et ursemitisk Grundlag tilfælles. Men forøvrigt viser Sammenstillingen mellem Moses og Hammurabi langt tydeligere Forskellen end Ligheden. Hos Moses har Loven et religiøst Grundlag; hos Hammurabi er det religiøse Liv næppe strejfet. Til første og andet Bud i Moseloven findes intet Sidestykke hos andre Folk. Moses ti Bud er etisk bestemte, gennemtrængte af Næstekærlighedens Ånd. Hos Hammurabi finder man ikke, som i det 9de og 10de Bud, Begæringer forbudt og intet Krav på Kærlighed til Næsten. Disse babylonske Love har deres Centrum i Ejendomsretten; de er anlagt på at ordne Arveforhold, Forretningsliv og Handel. Hvad der kan falde af til den egentlige Moral er kun Smuler.

Hvilken grænseløs Mangel på Ånd eller Sans for Ånd at gøre dette Kræmmerreglement til Moselovens Kilde (Et Par Eksempler af Hammurabis Love: Hvis man mistænkes for Tyveri og ikke kan rense sig, skal man springe i Floden: griber Floden En, er man skyldig; lader den En slippe, går det ud over Anklageren. Når en Tyv stjæler Okser, Får, Svin. Æsel, Skib, som tilhører Hoffet, skal han erstatte det tredivefold; tilhører det en Frigiven, erstattes det tifold. Ejer Tyven intet, skal han dræbes. Kan man ikke med Vidner bevise, at man er bestjålen, straffes man som Bagvasker med Døden. At give en bortrømt Slave Ly er forbudt under Dødsstraf. Opererer en Læge Ens Øje, så man mister Synet, skal Lægens Hænder afhugges. Bygger en Arkitekt et Hus, og det falder ned og dræber Ejeren, skal Arkitekten dræbes; dræber det Ejerens Søn, skal Arkitektens Søn dræbes. Slår man en frugtsommelig Kvinde, så hun aborterer, skal Ens eget Barn lide Døden )!

Atter andre Kritikere har påstået, at Hebræerne på Moses' Tid var en rå Horde, at Moses selv er en mytisk Tågeskikkelse, og at hele Loven er lavet senere, måske først i Eksilets Dage. Overfor denne Teori kunne man henvise til Fællesskabet mellem ældre semitisk Lovgivning og Moseloven. Udgravninger viser, at selv de levitiske Love på flere Punkter er ældre end Moses (Se f.eks. de fønikiske Offertavler, som er fundne i Marseille og Kartago. (Sayce: Fresh light from te ancient monuments). Indskrifterne hos de sydarabiske Minæer vidner om en Kultur i Tiden før Moses, der er meget beslægtet med Hebræernes, en Gudsdyrkelse med Røgaltre, Fredsofre, Forgårde, Leviter (lawi) osv.. Dette semitiske Folk havde en Koloni i Bibelens »Midian«, hvorfra Moses hentede sin Hustru. Således hænger det sammen med den hebræiske »Horde«, som umuligt kan have haft Moselovens Kultur! Inden man fandt Tel-el-Amarna Brevene, mente Kritikken heller ikke,

Moses kunne skrive; nu ved vi, at en ganske almindelig Beduinhøvding på Moses Tid skrev, oven i Købet babylonsk. Men Kritikken er fremdeles lige dogmatisk; den synes ikke at kunne blive klog af Skade. Moses' Personlighed står i Bibelen, som ikke vil give Historie i moderne Forstand, med store almindelige Omrids, men en Tågeskikkelse er han ingenlunde. Selv de få individuelle Træk, hans Skrøbeligheder og Fejl, glider sammen med de mægtige Sjæls- og Åndsegenskaber til et sammenhængende, karakteristisk Billede. Hans Bedrift er stor nok til at give ham en fremragende Plads i Menneskehedens Historie. Han førte Israel ud af Ægypten, han samlede Stammerne til fornyet Følelse af deres Sammenhør, han blev Jahves Profet og gav med Benyttelse af Israels gamle Love sit Folk en ny Lov fra Gud på religiøs Grund og gennemtrængt af etisk Ånd (Endog en Kritiker som Giesebrecht mener, at den jødiske Monoteisme i sin udtalte Form stammer fra Moses og hos ham hænger sammen med en stærk personlig Oplevelse. Se hans lille Bog: »Die Grundzuge der israel. Religionsgeschichte« (1904). På denne Måde, som Midler mellem Jahve og Jødefolket, forbereder han dette til Løsningen af sin Verdensopgave, hvis første Del: Kanaans Erobring begynder under hans Efterfølger, Josva. Men Sejrene hinsides Jordan var vigtigere og vanskeligere at vinde end Josvas; på hans Tid havde Ægypterne ikke længere Tropper i Kanaan, og dets Indbyggere var svækkede ved Kampene mellem Ægypter og Hetiter, ved Filistrenes (Filistrene var græske Sørøvere fra Kreta og andre Øer (»Kreti og Pleti«). Efter dem opkaldtes »Palæstina«) Indvandring og ved indbyrdes Strid. Erobringens betydningsfulde første Kapitel skyldes Moses. Da han fra Pisgahs Top så indover det forjættede Land, var det største Stykke Arbejde gjort. Denne Bjergtop, hvor den vældige Hebræer døde, var af Babylonierne indviet til deres Gud Nebo, Profetiens Gud og Fortolker af Marduks Vilje. Hvad Nebo foregaves at være for Babylon, det havde Moses været for Hebræerne. Men Moses blev ikke dyrket som Gud; det er Forskellen, den uhyre, åndshistorisk afgørende Forskel, mellem Hebræer og Babyloniere!

En enkelt Mand, udvalgt af Herren, modtager den første Forjættelse; en hellig Stamme, i Lydighed under Guds Bud, skal Abrahams Slægt være på Jorden. Gennem Moses fornyes Pagten: et helligt Folk skal Israel være på Jorden. Og i det, ved det skal alle Jordens Slægter velsignes, det vil sige: ud fra dem skal alle Jordens Folk helliggøres og delagtiggøres i den Herlighed, som var Mennesket bestemt før Jordens Grundvold lagdes. Denne mægtige Tanke, dette uhyre Håb er Solen i Israels Historie. Naturligvis bærer kun nogle få, og mer eller mindre klart, Tanken nærværende i sig; men overalt, hvor noget stort åbenbarer sig blandt Hebræerne, er det på Grundlag af denne Tanke. Mængden opfatter Forjættelsen udvortes: så længe vi opfylder Lovbestemmelserne, giver Jahve os Sejer. Og selv heri er der noget rigtigt. Hebræerne var en omflakkende Nomadestamme, uden Hjem og Land; skulle det fuldbyrde sin Mission, måtte det først vinde sig begge Dele. I Kampen for dette nærmest liggende Mål fordunkles det andet og større; Solen skjules af Skyer; men den er der alligevel, bag Skyerne, og når Tiden er inde, kommer den frem påny, endnu herligere end før.

Patriarktiden viser os Hebræerfolkets fagre Barnedrømme, Dommertiden dets Ungdoms flammende Bedrifter, dets »Middelalder« (Patriarktiden er så Israels »klassiske Oldtid«, Esras Tid dets »Renæssance«). Den drøner af Kamplarm; Blodet stiger rygende mod Himlen, hvor Jahves Folk drager frem. Selv fører han an. Krigene er »Jahves Krige«. Tapperhed er den Dyd, som nu synes at tækkes ham bedst; selv List og Grusomhed forsmår han ikke. Ofte kommer de førende Mænd, »Dommerne«, op fra Menigmand (Dommerinstitutionen er rimeligvis ikke af babylonsk, men af midianitisk (sydarabisk) Oprindelse. (Se 2. Mos. 18) Jetro inddeler efter Titalsystemet; Babylonierne bygger på Tolvtallet). I Folkefantasien indtager den stærke Samson en Yndlingsplads; en vis Humor, som er sjælden hos Hebræerne, omgiver hans Heltegerninger. Men altid vindes Sejrene gennem Tillid til Jahve, selv mod al Sandsynlighed. Gideon er et storartet Eksempel. Under Kampen må Stammerne hver klare sit, så godt de kan; derved fjernes de fra hinanden. Det ser en Tid ud, som om Folket skulle splittes fuldstændig. Dommertiden har ingen centraliseret Jahvedyrkelse som den, der i Ørknen fandt Sted omkring Arken. Imidlertid viser et af de ældste bevarede Minder om hin Tid, Deborahsangen (Dom. 5) efter Sizeras Fald, tydelig nok, at den oprindelige Enhed ikke var glemt: Profetinden håner på ægte semitisk Vis, de Stammer, der ikke har taget Del i Kampen, - selv de østjordanske Stammer (Gilead) nævnes, - og gennem den ville Sejrsglæde, den blodgriske Jubel over Sizeras Drab, klinger Lovprisningen af Herrens »Retfærdighed mod hans Landsbyer i Israel«.

Dog, de fælles Fortidsminder ville i Længden have været for svagt et Bånd. Det, der trods al indre Splid binder Stammerne sammen, er Jahve-troen og Moseloven. Uden dem ville Hebræerne være gået tilgrunde i Kananiternes verdsligt set langt overlegne Kultur. Det åndshistorisk karakteristiske er, at da Samlingstanken påny vågner til Bevidsted, udgår den fra en Åndens Mand. Samuel er på en Gang Dommer og Profet. Hans Stilling er vanskelig - Israels Grundtanke vil, at Folket skal stå direkte under Jahves Ledelse; men Splittelsen, der har indsneget sig, og den frygtelige Fare, Filistrene, gør en politisk Koncentration nødvendig. Folket forlanger en Konge. I Tvivl og Smerte salver Samuel Saul. Her møder vi altså første Gang Modsætningen og Sammenknytningen af verdslige og religiøse Hensyn, som gør Israels Stilling tvetydig og i Tidens Fylde åbenbarer, at dets Bestemmelse er at forberede Frelsen, ikke at bringe den. Dog må man ikke overse, at Kongedømmet fra Begyndelsen var religiøst indviet. Saul var i mange Henseender en udmærket Mand, han var ædruelig, nøjsom, modig, tro mod sin Hustru; men han mægter ikke sin Stillings Tvetydighed: derfra de mørke Tanker, som gør hans Sjæl urolig! Da han så i opbrusende Harme nedhugger Præsteskabet i Nob, ødelægger han sin åndelige Støtte, der drives over til David. Hos Heksen i Endor fremmaner han den store Samuels Skygge fra Scheol, men kun for at høre Dommen af dens Mund. Selve dette Træk vidner om Splittelsen i hans Væsen; thi medens Magi var en ærlig Sag blandt Kananiter og Babyloniere og andre semitiske Folk, var den strengt forbudt blandt Hebræerne, og kun blandt dem.

Med David opnåes Ligevægten en Tid lang, men det er, som det måtte være, en ustadig Ligevægt. Udadtil beror hans Magtstilling (den største Hebræerfolket nåede, skønt Enheden aldrig helt blev gennemført) på, at Ægypten og Babylon begge var afkræftede, medens Assyrien endnu ikke var blevet stærkt nok til at optræde verdenserobrende. Indadtil beror hans Magt på, at han i mange Henseender var »Manden efter Guds Hjerte«. Han giver Folket en Hovedstad, da han vælger det erobrede Jerusalem til sin Kongeby, og med et andet genialt Greb fører han Arken, som ikke nævnes under Sauls Regering, til Jerusalem. Således vil han forene den nye politiske Verdenstanke med den religiøse Gudstanke fra Fædrenes Dage. Var det måske på denne Måde, Forjættelsen skulle opfyldes? Skulle Jordens Folk velsignes ved at komme under den salvede Konges Herskerstav? Måske har David drømt således, og der var Sandhed i Drømmen, men på en anden og dybere Vis, end David kunne vide. Kongen af Davids Hus skulle engang underlægge sig alle Jordens Folk til Velsignelse for dem, men - hans Rige var ikke af denne Verden.

Davids Hænder var plettede af Blod, hans Sjæl af mangehånde Tanker. Sammenlignet med Ninives Herskere er han ganske vist uskyldig som et Barn, men Jahvetroen mister aldrig sit åndige Præg: Dommen fældes strengt over Davids Forvillelser, og det er som et Tegn, at han ikke får Lov til at bygge Templet. Anderledes måtte den Konge se ud, hvem Riget og Templet kunne betroes. Var det mon Salomon, Fredsfyrsten i Fredsbyen? Da det prægtige Tempel indviedes, da Sendebud kom fra fjerne Riger med Gaver og Hyldest, da selv Sydarabiens Dronning satte sig ved Herskerens Fod for at lytte til Ynglingens kloge Tale, - da kunne det synes, som Målet var nået, Idealet virkeliggjort på Jorden. Men det er et Bedrag. Salomon falder dybt i sin Alderdom; hans Klogskab var ikke af den Art, der bevarer fra Dårskab, snarere måske af den Art, som frister ud deri. Og under Salomons Sønner bryder Splittelsen frem.

Det, der sker, er, at Israels verdslige Magtstilling synes at skulle kvæle Israels Gudstanke. Den kananitiske Kultur har under David og Salomon i Stilhed gjort mægtige Erobringer i Israel (»David skabte en israelitisk Nation, Salomon grundlagde en israelitisk Stat.« (Cornill: Geschichte des Volkes Israel). Oprindelig var Israeliterne ikke Handelsmænd. Kananiterne besørgede den indre Handel, mest Tuskhandel, da Pengene så godt som udelukkende var på deres Hænder. Ordet Kananit bliver for Israeliterne ensbetydende med Kræmmer. Om disse Folks Rigdom kan vi se et Vidnesbyrd allerede i Deborah-Sangens »hvide Aseninder« og »brogede Tæpper«. Men under David begynder Israeliterne selv at overtage Handel og Pengeforretninger. Velværet tiltager. I Stedet for Telte og Hytter får man nu faste Huse af Cyperntræ. Kornhandelen bliver Landets vigtigste Indtægtskilde. Davids Erobring af Damaskus betegner et Vendepunkt; denne By var et Handelscentrum. Et andet blev den nye Hovedstad Jerusalem. Allerede David træder i Forbindelse med Kong Hiram i Tyrus; Salomon fortsætter Forbindelsen. Templet bygges væsentligst af Mestre fra Tyrus. Og dette Tempel trækker Masser af Fremmede til Jerusalem; Byen får sin faste Koloni af fønikiske Købmænd. Salomons Politik var en udpræget Handelspolitik. Han sætter Præmie på Guldindførslen og gør Handelen med ægytiske Heste og Vogne til kongeligt Monopol. Han grundlægger en israelitisk Skibsfart, der måske har strakt sit Område så langt som til Kaplandet (»Ofir«) (Rimeligvis gjaldt Dronningen af Sabas Besøg en Handelsoverenskomst). Eksportartikler var bl.a. Hvede - den galilæiske Hvede var berømt - Balsam fra Gilead, som man tillagde helbredende Egenskaber, og Dadler. Handelen med Balsam og Dadler var kongeligt Monopol. I Løbet af et Par Menneskealdre omdannes det israelitiske Folk. Den patriarkalske Bondemand afløses af den drevne Kornspekulant (Moderne Kritik har villet aflede al Israels Kultur, også den religiøse, fra kananitisk Påvirkning. Det skulle så være babylonske Ideer, som efter Kanaans Erobring, gennem de undertvungne Kananiter bibragte Israels »rå Horde« dets Religion. Det har sin Interesse i den Anledning at læse Sellins Beretning om de Udgravninger, han selv har foretaget i Palæstina. (Sellin: »Ausgrabungen im Orient« 1905). Han viser, at på den Tid, da Kanaan erobredes af Israeliterne, var den babylonske Indflydelse fuldstændig ophørt, hvilket stemmer med Babylons Tilbagetræden som Verdensmagt ved År 1200. Sellins Fund bekræfter Bibelens dybe Adskillelse mellem Israel Og Kanaan på det religiøse Område. »Kløften mellem Kanaan og Israel er nu dybere end nogensinde.« (Anf. Skrift S. 36). »De babylonske Udgravninger har i fuldeste Omfang bekræftet, at Israel har en særlig Besiddelse, skænket af Gud, og umulig at aflede fra noget andet Folk, heller ikke fra det babylonske. At vi nu ret fatter, hvori denne Besiddelse består, er måske Udgravningernes allerværdifuldeste Udbytte«).

Under denne Udvikling, der foregår med rivende Hurtighed, var det uundgåeligt, at Israels Sol måtte blegne, dets store Gudstanke fordunkles. Da, just som Faren er størst, er Hjælpen nær. Profetiens Kilder vælder frem. Folkets oprindelige, bærende Idealer forkyndes atter, med forøget Kraft og Klarhed. Også til Israels Profeter kan man finde tilsyneladende Sidestykker hos andre semitiske Folk. Babylon havde sine Spåmænd og Seere, for hvilke Schamasch var Skytsgud. De assyriske Konger holdt Hofprofeter, som vel vogtede sig for at sige deres Herrer Sandheden. De hedenske Nekromanter vil dels udforske Fremtiden, dels tvinge Guderne ved magiske Midler til at opfylde Kongernes Ønsker. Hertil danner Israels Profeter den mest afgjorte Modsætning.

Det kommer af, at Profetien, som alt andet i Israel, løftes op i Åndens Sfære. De israelitiske Profeter hævder Israels Gudstanke mod den materialistiske Bevægelse, som i Kongetiden skyllede hen over Folket. Achab var uden Tvivl en dygtig Regent; han arbejdede klogt på at skaffe sit Folk ydre Fordele, udvide dets Handel, grundfæste dets militære Magt. Men han glemte det vigtigste, det, som var mere værd end materiel Fordel og politisk Magt: Israels Verdensmission. Derfor får Elias den højere Ret på sin Side, når han træder op imod ham.

Så kommer da den vældige Styrkeprøve mellem Materialisme og Idealisme, mellem Baal og Jahve (Sellins førnævnte Udgravninger i Palæstina har på det mest overraskende illustreret Kampen mellem Jahve og Baal). Fra Baal kommer Verdenskulturen og Verdensværdierne, fra Jahve kun ét: Idealet, hvortil Forjættelserne var knyttede. Der er næppe nogen Tvivl om, at Israels Religion var en Hindring for dets verdslige Kongedømmes Magtudfoldelse, for den nationale Storhed udadtil. Folket måtte altså vælge. Og Folket valgte rigtigt. Profeterne er Folkets Mænd; de står midt i Livets Strøm med åbent Blik til forskellige Sider. Een Tanke går dem vel fremfor alt, den Tanke, til hvis Genoplivelse og Værn de er kaldede af Jahve, ofte mod deres eget Ønske; men det hindrer ikke, at de kan se sundt også på de materielle Forhold. Profeterne bekæmper de Ulykker, som også materielt fulgte med den nye Kurs, Kulturen havde taget i Israel: Fattigdommen, Rigmændenes voksende Jordbesiddelse, Ågeren osv. Men de er ikke Demagoger; de opfordrer aldrig til Oprør eller Hævn over Blodsugerne. De repræsenterer ikke Proletariatet. Det, de kæmper for og er fyldt af, er Folkets store, etisk-religiøse Ideal.

De første Profeter, af hvem vi har noget nedskrevet, er Amos og Hoseas (ca. år 750 f.Kr.). Elias' Kamp mod Baal er fuldført, men nye Farer truer. Det er Assyriens voksende Vælde, Amos advarer imod. Israel er atter i Færd med at glemme sit Mål. Amos har, som sine Fæller, kun ét Dogme: Jahve er almægtig, retfærdig og barmhjertig, kun ét Krav: lyd hans Bud! Stadig peger han tilbage til Folkets Udfrielse fra Ægypten, Sinai-pagten og Ørkenvandringen. Hvad han bringer er forså-vidt intet nyt. Israels Folk ved det jo altsammen. De Synder, han bebrejder det, er altid Overskridelser af Loven. (Sign. f.eks. Amos 2,8 med Exod. 22,26) »Er det ikke sådan, o Israels Hus?« Det er Amos' stadige Omkvæd (Wellhausens Teori om, at Amos og Hoseas har lavet hele Israelismen, er en af de allermærkværdigste Frembringelser blandt den moderne Bibelkritiks sære Vækster. Disse Profeters Værker forudsætter en Læseverden med betydelig religiøs Kultur. (Se alene deres Ordforråd!) Hvorfra er denne Kultur kommet? Er den groet frem som en Blomst på et Kosteskaft? Amos og Hoseas melder sig ikke som originale Nydannere; tværtimod, de beråber sig stedse på Fortiden som velkendt og anerkendt forpligtende. Teorien om Bibelens senere »Bearbejdelse« gør det jo ganske vist let at stryge generende Sætninger under Foregivende af, at de er sat til siden. Således bliver man f.eks. af med alle de Steder, hvor de to Profeter giver Sydriget, Davids Hus, Fortrinet for Nordriget. Der behøves kun, som den franske Bibelkritiker Maurice Vernes siger (»Resultats«) »en Smule Øvelse og Beslutsomhed.« Men selv med den højest udviklede »Øvelse« og den mest ugenerte »Beslutsomhed« kommer Kritikken ikke udenom Grundkarakteren hos de ældste skrivende Profeter, og den peger uimodsigeligt på Genoptagelse af en Tradition, ikke på Nyskabelse.)

Alligevel er der noget, som er nyt. Jahve har hidtil stået for Folkebevidsteden som Israels Gud, om det end næppe nogensinde helt var glemt, at i Abrahams Sæd skulle alle Jordens Folk velsignes. Det nye i Profeternes Verdensbetragtning er, at Jahve klart og bevidst opfattes som Tilværelsens almægtige, alt beherskende Gud. Tanken findes udtalt i første Mosebog, som sikkert nok er ældre end Amos; men Amos giver den en betydningsfuld Anvendelse på de politiske Forhold. Etvert hedensk Folkeslag betragtede sit eget Nederlag som et Nederlag for de Guder, det dyrkede. Amos forkynder Israels Nederlag ved Jahve selv som Straf for dets Synder. Assyrerne er Jahves Svøbe, hvormed han tugter Israel. Dette er en naturlig Bringen til Bevidsted af, hvad der lå som Anlæg i Israels ældste Traditioner; thi kun den almægtige Verdenshersker kunne give Abraham og Israel Forjættelsen; kun Tilværelsens styrende Herre kunne føre Hebræerne over det røde Hav og nedstyrte Pharao. Men Tanken får en særegen Bestemthed, da det bliver Profeten klart, at selv om Israel ved egen Skyld bukker under, er Jahve derfor lige mægtig, lige uantastelig. Det er et betydningsfuldt Skridt i Retning af at frigøre Gudstanken for den nationale Begrænsning eller, som man har kaldt det, i Retning af Universalisme (Wellhausen). Jahve er ikke Israels Gud alene, omend hans særlige Pagt med Ejendomsfolket fremdeles står ved Magt; hån er også Babyloniernes og Assyrernes Herre, skønt de ikke ved det. Thi han er den eneste, sande Gud. Hedningeguderne er ikke til; de er Indbildninger, Skygger.

Profeterne taler alle Idealets strenge Sprog til Folket, omend deres Tale tillige er præget af hver enkelt Profets Individualitet. Der er en karakteristisk Forskel på Amos' harmfyldte Retfærdighedssans, Hoseas' ømme Inderlighed (»Amos udvider Gudsriget, Hoseas uddyber det« (Færden), Esajas Betoning af Troens, Ezekiels af Hellighedens Tanke. Det naturligt menneskelige og det guddommelig inspirerede indgår hos Israels Profeter en organisk Forbindelse. Hos alle Oldtidens Nekromanter finder vi et ekstatisk Element, og det mangler heller ikke hos Profeterne; men her er det underordnet Åndselementet. Profetierne er altid betingede: hvis Folket omvender sig, kan det frelses. Der er altså et etisk Moment med i Spådommene, som gør dem vidt forskellige fra de hedenske Nekromanters Udforskning af den nødvendig bestemte Fremtid. Og, modsat Magien, kræver Profeterne som Frelsens Vilkår Opfyldelsen af Jah ves Lov; og denne Opfyldelse ser de ikke i Offeret og Ceremonialvæsenet. Jahve har ikke Lyst til Israels Brændofre; han ledes ved deres Sanges Brusen; deres Harpers Toner gider han ikke høre. (Amos 5,22-24) »Men Retten skal bølge frem som Vandene og Retfærdighed som en stedse rindende Bæk«. Heller ikke dette er nyt (Hollænderen Kuenen er Fader til den moderne Teori, at det etiske Moment først kommer frem med Profeterne. En hel Del nyere Forskere (f.eks. Rotstein, Franckh, Konig, Møller) har dog taget bestemt Afstand fra Teorien. (Se navnlig König: »Der altere Profetismus« 1905); men at det, kommer klart til Bevidsted, at det udtrykkelig siges: »Gud vil ikke Ofre, men et retfærdigt Sind«, - det er af stor Betydning for Gudstankens Udvikling. Måske ligger Profeternes Hovedbetydning her. Ingen babylonsk Profet har svunget sig op til den Tanke, at Ofre og Ceremonier i og for sig intet er værd, men kun skal tjene til at opdrage et helligt, Gud velbehageligt Folk. Udgravningerne i Orienten viser, hvor fjern denne Tanke ligger alle de øvrige semitiske Kulturfolk (Den Monoteisme, Kritikken har fablet om i Babylon (Jeremias: »Monoteist. Stromungen innerhalb der Babylon. Relig.«), viser sig ved nærmere Betragtning at være en Underordning af de mange Naturguder under en enkelt, ingenlunde Tanken om en Gud, der står over Verden og Naturen. »At erklære Israels Profeter for Babylons Elever er, som om man påstod, at Billedhuggeren stod i åndeligt Afhængighedsforhold til Marmorbruddenes Arbejdere.« (Bousset: »DasWesen der Relig.«).

Ved Gudsdyrkelsens Inderliggørelse kommer Israels Profeter til at stå i Modsætningsforhold, ikke blot til den verdslige Kulturmagt, men stundom også til det israelitiske Ceremonialvæsens Vogtere: Præsterne. Dybest inde beror denne Modsætning naturligvis på en Misforståelse. Præsterne vil jo i Virkeligheden eller burde ville det samme som Profeterne: Gudstankens Gennemførelse; men i mange enkelte Tilfælde kunne en øjeblikkelig Konflikt mellem den officielle Præstestands Anskuelser og disse ikke officielle, stærkt individuelt farvede Forkyndelser ikke undgåes. Spændingen imellem dem er imidlertid altid forbigående og lokal; ved alle afgørende Lejligheder virker de to Åndsmagter sammen. »Deuteronomien« (5te Mosebog) er et storartet Udtryk for Forbindelsen mellem profetiske Idealtanker og præstelige Ceremonial-tanker.

Endelig må det fremhæves, at trods Profetiernes Strenghed, trods Forudsigelserne om Jahves frygtelige Straffedomme, har ingen Profet betragtet Israels Tilintetgørelse som Jahves sidste Ord. Gennem Tugtelsen vil han opdrage sit Ejendomsfolk. Dommen er overalt Gennemgang til Nåden. Tanken om en Rest, der frelses og bærer Gudstanken videre, findes udtrykkelig fremsat hos Esajas (Es. 3,5), men den er Forudsætningen også hos de andre Profeter (Sign. Ezech. 11, 16; Micha 2, 12.). Og, hvad der er betegnende for Israel: midt i Ulykken vokser Håbets Vinger. Aldrig har de båret vældigere mod Sky end hos den navnløse Store, som midt under Eksilet nedskrev de Profetier, der opbevares i Bibelen under Esajas Navn (Kap. 40-66. »Deuterojesajas«). Hos denne Profet dukker en ny Tanke frem, Tanken om »Guds Tjener«, der lider for alt Folket og soner dets Synd ved sin Lidelse. Denne Tanke fremgår naturligt af Eksilets Smerte og Profetens mægtige, gudbårne Håb i Forening, Israel er »Guds Tjener«, som må lide, for at alle Folkefærd engang kan vinde Frelsen. Verdensmissionen er ikke glemt eller opgivet; Ulykken har kun kastet et nyt Lys over den og åndiggjort den. Ikke gennem Sejre og Erobringer, men gennem Lidelse og Bod skal Målet nåes. Således forklarer Israels Store Historien, således finder de overalt Jahves Hånd. Det er et nyt Skridt fremad i Retning af Uddybelse og Inderliggørelse og derved mere, end ved Ordenes Lyd, en sand Profeti om Frelseren. Intet hedensk Folk har noget tilnærmelsesvis lignende. Dog må det ikke overses, at Retningen er den samme, som vi har sporet den overalt i Israels Historie, på alle afgørende Punkter.

I en åndshistorisk Fremstilling er der ingen Grund til at gå ind på Enkelteder i den efterfølgende politiske Opløsning af Israeliternes Rige. I 722 erobrer Sargon Samaria; Nordriget, Israel, opløses, dets Indbyggere føres i assyrisk Fangenskab og bliver borte for Historikerens Øje. Esajas redder Sydriget, Judas Rige, for de næste halvandet Hundrede År og dermed Israels Mission. 586 følger så Judas Undergang og det babylonske Eksil, som varer, indtil Cyrus i 538 giver Jøderne Lov til at vende hjem igen til Jerusalem. Her indvies det andet Tempel i 515. Inden jeg forsøger at gøre Rede for Betydningen af det nye Præsterige, som Esra og Nehemias grundlægger, må jeg dvæle ved Spørgsmålet om Bibelens Tilblivelse; thi det er temmelig sikkert i denne Profetiernes Periode, Præsterne begynder at samle og ordne Hovedstokken af de Skrifter, som nu udgør vort gamle Testamente.

Den Lære, at hvert Ord i Bibelen er dikteret af Gud og derfor ufejlbarlig Sandhed stammer fra jødiske Rabbinere i den eftereksilske Tid og måske langt senere. Først hundrede År efter Kristus, på Synedriet i Jabne, erklærede Rabbinerne Skriften for »hellig«. Denne Tanke har gjort umådelig Skade og medført en usalig Forvirring i mange Kristnes Hjerner. Bibelen er en Folkebog, hvortil utallige, nævnte og unævnte Mænd i Tidens Løb har ydet deres Bidrag. Den er Jødefolkets litterære Erindring. Derfor er der, trods det uensartede i dens forskellige Dele, en indre, åndelig Sammenhæng; og hvad skulle den vel være andet end Israels store Gudstanke? Bibelen er ikke Mytologi; Israel har overhovedet ingen Myter; den er heller ikke pragmatisk Historie. Det ledende Princip i Bibelen er Guds Førelse med hans Folk, alt andet er Biting. Forsåvidt er intet Oldtidsskrift mere sammenhængende, men Sammenhængen er åndelig.

Allerede før Moses har der eksisteret Lovbestemmelser, Folkesange, Stammesagn; navnlig Patriarksagnene har sikkert levet et rigt Liv på Folkets Læber. Om noget af alt dette har været nedskrevet, vides ikke, men efter Tel-el-Amarna Fundet at dømme er det højst sandsynligt (Genesis 14 anses af mange Forskere for en sådan ældgammel Opskrift. - Her kan gøres opmærksom på, at Josva indtager en By, som kaldes Kirjat-Sopher (»Æoøstaden«). I Domm. 8, 14 opskriver en ung Mand Navnene på 77 ansete Mænd i Byen Suchot). At Moses skulle have skrevet Mosebøgerne, hvori hans Død fortælles, siges ikke i Bibelen; det er atter en rabbinsk Opfindelse. Men det er sandsynligt, at Nedskrivningen af de ti Bud og et Omrids af Ørkenvandringens Historie stammer fra hans Hånd. Først i Kongetiden (måske i Samuels Profetskole) er dog vistnok en mere sammenhængende Redaktion af de ældste Beretninger foretaget. Under David nævnes (2 Sam. 8, 16-17), samtidig med Oprettelsen af organiseret Statsstyrelse, Ansættelsen af »Skrivere og Historiografer«. Skabelseshistorien i første Mosebog er sandsynligvis nedskrevet i en noget senere Tid. De to Fremstillinger, som man efter Astrucs Påvisning af Forskellen har kaldt Jahvistens og Elohistens, synes opståede, den første ved 850, den anden 50 År senere. Omtrent på den Tid, da Nordriget gik under, er de så første Gang blevet sammenarbejdede. Hundrede År senere, under Kong Josias, finder man (622) i Templet Deuteronomien (5. Mosebog), som sikkert er forfattet en Del År forinden, og ikke længe efter må det såkaldte »Præsteskrift« være blevet til, hvori bl.a. en stor Del af Ceremonial-Lovene og Sædvaneretten er optegnede efter den gennem lang Praksis fastslåede Tradition. Dette Skrift har dog næppe fået sin endelige Form før hundrede År senere, efter det andet Tempels Indvielse. Ved 400 sættes almindeligvis den endelige Redaktion af Mosebøgerne, som vi har dem nu. Således fordeler Bibelens Skrifter sig efter deres Oprindelse over et Tidsrum af ca. tusinde År.

Af særlig åndshistorisk Interesse er Spørgsmålet om Skabelsesberetningen. Som man har villet nedlede Moseloven fra Hammurabi, har man ment at finde hele Genesis i de oldbabylonske Myter (Gilgamesch-digtet). Lighederne viser, at et oprindeligt Sagnmateriale har været fælles, måske for alle semitiske Folk, f.eks. Syndfloden og den babylonske Tårnbygning (Enkelte moderne Kritikere har villet påstå, at Skabelseshistorien først er kommet til Israeliterne under Eksilet. Selv en udpræget Kritiker som Zimmern finder dog den Tanke for afsindig, at Eksilets religiøst udviklede Jøder skulle have lånt en Beretning fra deres Undertrykkere og anbragt den i Spidsen af deres hellige Bøger. (Se Zimmern: »Bibi. und babylon. Urgeschichte« (1901)). Men Spørgsmålet er: i hvad Ånd er dette Materiale benyttet ?! De hedenske Myter fortæller om Gudernes Tilblivelse; Jahve er utilbleven. Marduk skaber Mennesket for at få nogen, der kan ofre til ham; Jahve skaber af Kærlighed og i sit eget Billede. Marduk vinder Overherredømmet over de andre Guder ved at drikke dem fulde. Da han uden moralsk Grund lader Syndfloden gå over Jorden, kryber Guderne sammen og »ryster som Hunde«; Jahve bruger Syndfloden som Straf for Menneskenes Uretfærdighed og viser midt i Straffen sin Nåde mod Noah. Den babylonske Noah frelses mod Marduks Vilje ved Snyderi fra en Underguddoms (Eas) Side. Om Syndefaldet har vi endnu ingen babylonsk Indskrift (Et meget tvivlsomt Belief er blevet udtydet som Adam og Eva med Slangen; men de to Personer synes begge mandlige og Slangen et Ornament. Forsåvidt man kan tale om Syndsbevidsted hos Babylonierne - deres Bodssange -, så er den i al Fald nøje forbundet med den råeste Overtro på Dæmoner, Besværgelser osv.. (Se herom King: Babylon, magic and sorcery). Med andre Ord: Åndssiden i Genesis mangler ganske hos Babylonierne. Hvad har det oprindelige Sagnmateriale, når alt kommer til alt, at gøre med Israels Religion, med Tanken om den eneste oververdslige Gud, hans Frelsesplan med Menneskene, hans Straf for Synden og hans Nåde mod Synderen? Hvilken Lighed har Babylons Dæmoner og Naturguder med Jahve? Kan nogen Filolog sammensætte Sagnene om disse sidste så sindrigt, at Israels Gudstanke kommer ud som Resultat? Før dette Kunststykke er lykkedes, bliver al Tale om »Babel og Bibel« løs, uvederheftig og åndløs Passiar (Træffende har man sammenlignet dette Forhold med Forholdet mellem Goetes »Faust« og det middelalderlige Sagn, Digtningen benytter. Fremtidens Filologer må det være forbeholdt at påvise, hvorledes Goete stjal alle sine moderne Tanker fra Middelalderens Legendeskrivere). Så snart Israel begyndte at nedskrive sin Historie, træder de gamle Sagn, som alt det rent menneskelige i Folket, i den nye, altomfattende Gudstankes Tjeneste. Til den har man ikke fundet noget babylonisk Sidestykke, og man kan vist grave endnu i adskillige År uden at finde det.

Det åndshistorisk afgørende udelukker selvfølgelig ikke, at der på uvæsentlige Punkter kan findes Fejltagelser og indbyrdes Uoverensstemmelser i Bibelen. Det er umuligt andet, eftersom Bibelen er skrevet af Mennesker og for Mennesker. Således er den bibelske Udledning og Forklaring af adskillige Navnes Betydning urigtig (Hertil regner jeg dog ikke de Urimeligheder, man kommer til, når man ganske tåbeligt tager et digterisk Udtryk bogstaveligt, som i den gamle Sejrssang, hvor Josva beder Solen og Månen stå stille. Lignende Udtryk i Deborahsangen (»Stjernerne fra deres høje Baner strede mod Sizera«) har man, mærkelig nok, ikke taget Forargelse af). Men for Resten har de senere Års Udgravninger vist, at Bibelen også i det rent historiske er mærkelig pålidelig. Den store Tanke om Israels Verdensmission har skærpet Omhuen og Ansvarsfølelsen overfor de historiske Enkelteder på en Måde, der er enestående i Oldtidens Litteratur (Sign. f.eks. Konig: »Glaubwürdigkeitsspuren des alten Testaments« 1903 eller Schlatter: »Zur Topographie und Geschichte Palæstinas« 1893). Israel har sammenhængende, pålidelig Krønikeskrivning flere Hundrede År før Herodot.

Under den babylonske Landflygtighed gennemgår Jødernes religiøse Anskuelse en ny Udvikling. Man kunne have ventet, at dette frygtelige Slag, som syntes at spotte alle Håb, ville slå Jahve-troen til Jorden; men Profeterne havde forberedt det i forrige Kapitel fremstillede Syn på Begivenheden som Jahves Straf og Tugt, og Gudstanken slippes ikke under Eksilet, tværtimod den får ny Vækst og finder nye Former. Udvortes set var de landflygtige Jøders Stilling ikke særlig slem. De fik Lov at danne deres eget religiøse Samfund, at eje og erhverve Formue, og de plagedes ikke alt for galt af urimelige Skatter eller på anden Måde af den persiske Regering. De tiltog i Velstand. I mange Købekontrakter fra denne Tid findes jødiske Navne. En hel Del Jøder blev da også i Babylon, dengang Cyrus gav Folket Lov til at vende hjem, og i hele den efterfølgende Tid indtager den jødiske Menighed i Babylon den mest ansete Plads efter Jerusalems.

For den religiøse Udvikling fik det for det første Betydning, at Jøderne var skilt fra deres Tempel (det lå i Aske), fra de hellige Steder,, der siden Salomos Dage havde været Midtpunktet for Jahvedyrkelsen. Tilbage havde de Loven og Forjættelsen. Som Følge heraf åndiggøres Opfattelsen bestandig mere, den nationale Begrænsning mister atter noget af sin Magt. I Templets Sted med dets Offer og Ceremoniel træder Synagogen, Læresalen, hvor Loven forelæses og fortolkes (Synagogetanken blev måske senere nærmere udarbejdet, men i sit Anlæg stammer den sikkert fra Eksilet). Allerede Deuteronomien havde sat et Væsensskel mellem den jødiske Stat og den jødiske Kirke. Under Eksilet uddybes dette Skel af Profeten Ezechiel, som virkede mellem de landflygtige Jøder i Tidsrummet 592-570. Medens den store Seer »Deutorojesajas« gennemfører en ny Forståelse af Nederlagets Betydning i Tanken om Israel som Herrens lidende Tjener, planlægger Ezechiel den nye jødiske Kirkestat, som Esra over hundrede År senere skulle virkeliggøre.

For Ezechiel er Hellighedskravet det for Israels Fremtid afgørende. Jahve er den Hellige; han vil, hans Dyrkere skal være rene. Drømmen om en ydre Magtstilling, om Verdensherredømmet i udvortes Forstand, er forbi; men Israel holder fremdeles fast ved sin Gudstanke. Hvordan skal den bevares mod Trykket og Fristelserne udefra? Ved at Ansvarsfølelsen vækkes til nyt Liv, ved at Helligheden understreges som Israels Særforpligtelse, og ved at Folket så vidt muligt af stænges fra den hedenske Indflydelse. Ezechiel forbinder Profeternes og Præsternes Tanker, men står dog nærmest på de sidstes Standpunkt. Det er let nok at pege på den Ensidighed og Fanatisme, det Åndshovmod og den Udvorteshed, som fulgte i Sporet af hans Gerning; men åndshistorisk må Eftertrykket lægges på hans Ret. Kun ved at omgive Israel med et uigennemtrængeligt Hylster kunne Hedenskabets Smitte holdes borte under Fangenskabet, og den ædle Kærne bevares til bedre Tider. Man må ikke overse Kendsgerningen, at Israels Folk fastholdt sin religiøse Skat gennem Ulykke og Nederlag og førte den i det væsentlige urørt tilbage med sig efter Eksilet (Moderne Kritikeres Teori om, at Jøderne under Eksilet glemte deres Religion og kom tilbage med en hel ny, fortjener ikke mange Ord. De fleste Familier havde ved Tilbagekomsten deres Slægtsregistre i Orden (se Nehem. 7, 61 og Esra 2, 59); så skulle de have glemt deres Religion!).

Og Ezechiel fortsætter den etiske Uddybning, som de tidligere Profeter havde begyndt. Stærkere end Nogen før ham lægger han Vægten på Individets Moral. Jahves Førelse med Folket kendes på hans Forhold til hver enkelt i Folket. Jahve kræver Retfærdighed og Hellighed af den Enkelte, ikke alene af Folket som Helhed. Han vredes på Synderen og straffer ham, og det hjælper ikke den Skyldige, at han har en from Fader, ligeså lidt som han gøres ansvarlig for Faderens Synd. Kan det end ikke nægtes, at den efterfølgende Tid, Hjemfærdens Dage, har et ringere åndeligt Liv end Profeternes Tidsalder, og at Teologi, Skriftudlægning og Ceremoniel får alt for stor Magt, så spores alligevel en religiøs Understrøm i Folkets Grund. Salmerne viser det. De springer frem fra levende Kilder og vidner om, at Livskernen ikke har tabt sin Kraft.

I 539 erobrer Perserkongen Cyrus Babylon, og allerede Året efter tillader han Jøderne at drage hjem til Jerusalem. I Indskrifter kalder han sig »Alverdens Konge, den Store, Mægtige, Babylons. Sumers og Akkads, de fire Verdenshjørners Konge«. Det er den ariske Verdenshersker, som befrier Jøderne og uden at forstå sin egen Handlings Betydning bidrager sit til, at de kan opfylde deres Verdensmission: at forberede Folkenes Frelse, også hans egen Races. Profeterne Haggai og Sacharias virker efter Hjemkomsten ivrigt for Templets Genopbygning. Iøvrigt var Perioden fra 539 til Esras Komme 458, når undtages den korte Begejstringsrus i 515 ved det andet Tempels Indvielse, en Nedgangens Tid. Det varede længe, inden de Hjemvendte fik Kræfter til at hæve Hovedet og tro på Fremtiden. I denne Tid falder Persernes Krige med Grækerne (Xerxes 485-465), som måske også gik ud over Jøderne. Men værre var dog Slappelsen indadtil, hvoraf Malachias' lille Profeti giver et levende Billede. De forholdsvis få, som endnu trofast holdt fast ved Dyrkelsen af Fædrenes Gud, trængtes sammen i en Sekt, som stod i Fare for at gå til Grunde i fanatisk Afstængethed, samtidig med at den større Mængde sløvt gled over i det omgivende Hedenskab.

Redningen kom fra Babylon med Esra og de Mænd, der fulgte ham. Han må have nydt en vis Anseelse hos Perserkongen, Artaxerxes den Første, og da han fik Meddelelse om de sørgelige Tilstande i Jerusalem, udbad han sig Lov af Kongen til at drage derhen og med kongelig Bemyndigelse ordne Forholdene. Han medførte rige Gaver til Templet og til Gudstjenestens Fornyelse, dels fra Kongen selv, dels fra jødiske Trosfæller i Babylon. Summen har beløbet sig til ca. 5 Millioner Kroner i vor Tids Penge. Af Jøder fulgte ham omtrent 1500.

Det første, han foretager sig, er at få Ægteskaber mellem Jøder (Fra Esras Tid er Israeliternes Navn Jøder (af Juda) og Hedninger forbudt og de allerede indgåede Ægteskaber af den Art ophævede, især for Præsternes Vedkommende. Dette peger straks i Retning af de Helliges Afsondring fra Omverdenen og viser os Esra som Ezechiels Elev. Farerne, som et sådant Slag i Ansigtet på de omboende Folk medførte, afværger Nehemia, den persiske Konges Mundskænk, da han i 444 med Kongens Tilladelse genopbygger Jerusalems Mure; og efter at dette Arbejde er fuldført (eller måske forinden), samler Esra Folket, fremlægger for det Fædrenes Lov og spørger det, om det vil forny sin Pagt med Jahve. Den »Moselov«, som her nævnes (Nehem. 8), er rimeligvis en under Esras Ledelse foretaget Samling og Redaktion af de langt tidligere nedskrevne Bøger. At Esra skulle have dristet sig til væsentlige og vilkårlige Omlavninger, og at de Troende skulle have taget dette for gode Varer, er en så fantastisk Teori, at kun moderne Filologer, uden Anelse om den religiøse Bevidsteds Levekår, har kunnet opfinde den. Derimod er det sandsynligt nok, at Esra ved denne Lejlighed har indstiftet en Bodsdag og en Fest til Minde om Pagtens Fornyelse, måske med Tilknytning til en ældre Folkefest (Løvsals-festen) .

De politiske Forhold udviklede yderligere det Afsondringssystem, som Esra på Grundlag af Ezechiels Tanker havde indført; thi det venskabelige Sindelag, som Perserkongen udviste mod Esra og Nehemia, særtegnede ikke hans Efterfølgere. Den persiske Satrap regerede over Palæstina i alle verdslige Sager, og kun ved at holde det religiøse strengt afsondret fra, hvad der kunne have politisk eller social Betydning, blev det Jøderne muligt at beholde deres dyreste Eje i Fred. Således går det til, at Jødefolket danner en Kirkestat med en Ypperstepræst i Spidsen. Ikke blot for Præsterne, men for alle i Folket - de skulle jo på en Måde alle være Præster, - er der bestemte Hellighedsregler for hvert Skridt, de gør. Ikke et eneste Livsforhold indgår de i, uden at de mindes om Jahve og Renhedskravet. Sabbatbudet er det vigtigste af dem alle (Måske stammer Sabbaten fra Babylonierne, mulig endog fra Summererne; men her var den en »Ulykkesdag«, hvor man undlod at foretage sig noget af Frygt for, at det skulle bringe Uheld. Som regelmæssig tilbagevendende Hviledag og som en Glædesdag, indviet Gudsdyrkelsen, finder vi den først hos Jøderne. Det er den samme åndiggørelse af de historisk givne Betingelser som overalt hos Israel.)

Men Vægt får nu også de utallige, indviklede Spiseregler, som, forøgede af Talmuds Rabbinere, har været et Jernåg for Jøderne op i vore Dage (Se herom A. Wiener: »Die judischen Speisegesetze« 1895.). Da hvert Skridt kunne medføre Forsyndelser mod Jahves Lov og næsten med Nødvendighed gjorde det, vokser Syndsbevidsteden og Angsten, indtil denne Sindsstemning bliver Grundfarven i Tidsrummet umiddelbart før Kristus. Ligesom for Livets øvrige Forhold opstilles der bestemte Regler for Syndeboden; det oprindelig etisk prægede Renhedskrav ender i blot og bar Udvorteshed.

Lovapparatet var på denne Måde efterhånden blevet så sammensat, at kun Fagmænd kunne finde Rede i det. Dertil kom, at Bibelens Sprog, hebraisk, ikke brugtes mer i daglig Tale; efter Eksilet er den aramæiske Dialekt den herskende; og skønt de to Sprog er nær beslægtede, havde Menigmand dog sin Nød med at forstå Skriften uden Hjælp. Da Afskrifter var kostbare, har Lægmanden desuden sjælden besiddet mer end enkelte Afsnit af Bibelen. Disse Forhold gav Rabbinerne, de Lærde, en stedse stigende Betydning. Allerede da Esra fremlagde Loven, måtte Leviterne forklare Folket Stykker af den, fortælles der. I Synagogen bliver det nu den almindelige Form for Gudstjenesten, at et Stykke af Loven oplæses, hvorefter en Rabbiner - eller enhver blandt de Tilstedeværende, som mener at kunne bidrage til Forståelsen - rejser sig og forklarer eller fortolker det læste. Med Synagogen, som oprettes overalt, hvor blot ti Jøder er bosatte, og som altså kunne følge med Jøderne i »Diaspora« (Landene udenfor Palæstina) uafhængigt af Tempeltjenesten i Jerusalem, har Jødefolket skabt et helt nyt Element, en rent åndig Gudstjeneste, demokratisk (da Enhver kan præke), uden Præsteskab, uden Ceremonier, uden Pragtudfoldelse. Det hele har et nøgternt Præg, henvender sig mer til Forstanden end til Følelsen. Men det har været Forbilledet for den kristne Kirkes Gudstjeneste. Vi kender det alt: Helligdagen, da Menigheden samles til fælles Bøn, Stykker af Skriften, som oplæses, Prækenen, Velsignelsen. Hver Søndag benytter den kristne Kirke Arven fra Jøderne.

I nær Forbindelse med Synagogen står Skolen. Jødernes Forståelse af Skoleundervisningens Betydning gør dem også på dette Punkt til Kristenhedens Lærere. »En Stad uden Skoler går til Grunde«, siger et farisæisk Ordsprog, og Farisæernes Parti gennemførte Skoletvang fra Barnets sjette År samt Ansættelse af en Lærer for hver 25 Børn. Intetsteds i Verden var Børneundervisningen bedre ordnet end i Palæstina på Kristi Tid. Enhver kunne tale i Synagogen, men som Regel blev det naturligvis en Rabbi, en Skriftklog, der gjorde det. Svælget bliver bestandig dybere mellem den Lærde og den Ulærde, »Amha'rez« (Jordmenneske), som han kaldtes. Religiøsitet er blevet ikke blot Lovlydighed, men tillige litterær Dannelse, Dyd og Fromhed kan læres. Profeter og Præster afløses af Teologer. Esra er den første, som kaldes »Skriftklog«, men han får mange Efterfølgere. Hvert Ord i Loven kunne tydes på 70 Måder hed det. Den store Rabbi Hillel brugte 300 Krukker Lampeolie alene til at fortolke Ezechiel.

Et næsten afsindigt Hovmod betager de Lærdes Laug. »Den Dragt, en Skriftklogs Hustru bærer, er mere værd end en Ulærds hele Liv«, lyder et Rabbinersprog. Forgudelsen af Loven, den nedskrevne Lov, når sit Højdepunkt, da den på Kristi Tid stilles over Vorherre selv. Ifølge Talmud danner Gud og Englene i Forening et Slags himmelsk Akademi, der tager Del i Rabbinernes Diskussion; Gud anmoder endog en berømt Rabbi om Bistand i Anledning af en særlig vanskelig Fortolkning. Det udmales i Talmud, hvorledes Gud, iført en hvid Dragt, tilbringer flere Timer daglig med at studere Loven, medens han om Natten særlig fordyber sig i Mishnah (Fortolkningen). Loven var, lærte Farisæerne, 2000 År ældre end Verdens Skabelse, og Patriarkerne havde allerede studeret og diskuteret den.

Stedse mere åbenbar bliver Tvetydigheden i Jødefolkets Stilling. Dets Opgave var at bevare sit åndelige Eje ukrænket, thi ved det skulle Verden velsignes; men for at bevare det, måtte det netop afsondre sig fra Verden. Loven var i tidlig Tid, sagde Rabbinerne, blevet tilbudt også Hedningerne, men de havde sagt Nej, og nu nyttede det dem ikke mer, at de angrede. Alle hedenske Børn var »urene«. Mishnah forbyder at hjælpe en hedensk Moder i Barselsnød eller at give hendes Barn Spise, da man derved fremmer Afgudsdyrkelsen. Tre Dage før en Fest måtte ingen Jøde handle med en Hedning. Den Troende måtte ikke sidde under et Træ, der var indviet en hedensk Guddom, ej heller benytte dets Ved til at bage ved. Hedensk Vin måtte han ikke så meget som lugte til. Og jævnsides med denne tiltagende Afsondring går så en stedse ivrigere Propaganda for at udbrede Jødedommen blandt Hedningerne. Jødiske Missionærer gennemkrydser det romerske Rige og når endog at omvende højtstående Mænd og Kvinder i selve Rom. Enhver kan se Selvmodsigelsen heri. (Man skelnede mellem to Arter af Omvendte: »Retfærdighedens Proselytter«, der blev omskårne og måtte holde de alle Lovens Forskrifter, og »Portens Proselytter«, der kun forpligtedes overfor visse Lovbud, i Overensstemmelse med Forskriften for Behandlingen af »Fremmede« i 3die Moseb., 17de og 18de Kapitel. Det er denne sidste Art Proselytter, som idet nye Testamente kaldes »gudfrygtige Mænd«, »Mænd, der frygter Gud«. Der var på Kristi Tid 10,000 Jøder i Rom. Alexandrineren Filon skriver ved denne Tid: »Den jødiske Lov drager alle til sig og omvender dem, Barbarer og Hellener, Fastlandsbeboere og Øboere, Folk i Øst og Vest, i Europa og Asien, ja hele den beboede Verden fra Ende til anden.« Den store romerske Geograf Strabo siger om Jøderne : »De er trængt ind i alle Stater, og man finder vanskelig et Sted i hele Verden, som ikke har optaget denne Race, og som ikke beherskes af den.«)

Og en anden Tvetydighed, som hænger sammen med hin, får om mulig endnu større Betydning. Israel er oprindelig Guds udvalgte Folk, bestemt til at forberede Verdensfrelsen. Efter Esra er dette Folk ganske vist, i god Overensstemmelse med dets Mission, på en Måde omdannet til et Folk af Præster; men det er dog fremdeles et Folk, en Nation, med sit særegne Racepræg, sit Sprog og sin Historie. Hvorledes kan dette forenes med hint? Når en Hedning omvender sig til Jahvetroen, bliver han så til Jøde og som Jøde delagtig i Forjættelsen? Tvetydigheden er indlysende, og det lykkedes ikke de lærde Rabbinere at ophæve den. Tværtimod, den bliver i Tidens Løb bestandig mere uovervindelig.

Sit historiske Vidnesbyrd giver den sig i Spændingen mellem det nationale Parti, som efter Makkabæer-kampene havde vokset sig stærkt, og de såkaldte »Fromme«, der lagde al Vægten på det religiøse, uafhængigt af Nationaliteten. Til de sidste hørte Farisæerne. De finder sig uden Vanskelighed til Rette med Jødefolkets skiftende verdslige Beherskere. Farisæerne Sameas og Pollio rådede Folket til at åbne Jerusalems Porte for Herodes, og da Romerne tog Magten, bøjer Partiet sig med lignende Villighed for dem. Under Jerusalems Belejring flygtede Farisæernes Overhoved, Jochanan ben Zakkai, til Vespasians Lejr. Det politiske var det ligegyldige; på det religiøse kom Alt an. Men mod Farisæernes første Stormand, den berømte Hillel (ca. 100 f. Kr.) opponerer især Schammai, hvis Parti, det nationalt-eksklusive, fik megen Indflydelse på Talmud (Schammai forbyder f.eks. studiet af græsk, og endnu på Hadrians Tid tillader Rabbi Ismael ben Elischa kun dette Studium i Skumringstimen, »som hverken er Dag eller Nat.«). Den yderste Fløj af dette Parti var Zeloterne, som stadig drømte om Israels Verdensherredømme i det udvortes (Sin sidste Kraft satte Nationalisternes Parti over Styr i det store Barkochba-Oprør på Hadrians Tid, hvor selv Rabbinerne en Tid blev revet med).

Farisæerne, som var Folkets bedste Del, gennemførte iøvrigt ikke deres egen Grundtanke; de blev stående på Halvvejen, midt i Tvetydigheden. Medens det konservative Parti på Kristi Tid, Sadducæerne, stivt holder fast ved den gamle Tempelkultus og den levitiske Præstetradition (Mellem Jerusalems-templets ydre og indre Gård stod på Søjlerne, i græsk og latinsk Sprog, Trusler om Dødsstraf for enhver Fremmed, der betrådte Helligdommens Grund. Men de Fremmedes Tempelgaver blev ikke afvist), forskanser Fremskridtspartiet, sig med tilsvarende Bornerted indenfor Lovens og Skriftlærdommens Fæstning. Det frarådes den unge Farisæer at omgås Menigmand, og Ægteskab mellem ham og en Kvinde af Almuen anses for en frygtelig Mesalliance. De etisk-religiøse Dyder betyder for Farisæerne ikke så meget som de forskriftmæssige Renselser, Fasten, Studierne og Almissegivningen. Også Folkets Kærne stivner altså i Udvorteshed og bliver Slaver af et Ceremoniel, lidet bedre end den Offerkultus, Profeterne havde kæmpet mod.

Den græske Kulturs Fremtrængen efter Alexanders Togt og Romerrigets overlegne, alt besejrende Politik er Faktorer, som virker med til at fremkalde denne Tilstivnen, hvori Jødedommen ville være gået til Grunde og have forfejlet sin Mission, hvis ikke Gudstanken, netop da det så sortest ud, havde fået sit fuldgyldige Udtryk gennem Jesus Kristus. På Capella Sistinas Loft har Michelangelo malet »Kristi Forfædre«: Grupper af Mænd og Kvinder, der ligesom stivnede i Angst og Grublen stirrer frem for sig, som ventede de på et Bud fra oven. Denne Stemning er Jødefolkets på Kristi Tid. Disharmoni og Splittelse, Tvetydighedens Frugter, har fremkaldt en lurende Angst i Sindene. Religionen er blevet slavisk Lydighed og nøje udregnet Syndebod. Glæden er død. Tanken om Guds Nåde er blevet borte i Rædselen for hans Vrede. Man vover ikke at kalde ham Fader eller at nævne hans Navn; det opløses i Adjektiver: »den højeste«, »den gamle af Dage« osv.. I Jødernes daglige Bøn på denne Tid kaldes han »den store, mægtige, frygtelige, højeste af Alle«. Teologiske Grublerier træder i Stedet for Gudstroens frejdige Tillid. En righoldig Djævle- og Englelære uddannes, rimeligvis under persisk Påvirkning. Det dæmoniske Element får Overhånd over det religiøse, et sikkert Tegn på, at Angsten er blevet Åndslivets bestemmende Kraft.

Dog er der enkelte Tegn på, at Håbet endnu lever. Angst er jo netop den tvetydige Blanding af Håb, Tvivl og Rædsel. De apokalyptiske Fremtidsdrømmerier er karakteristiske for Periodens Litteratur. Vi møder dem f.eks. i Læren om »Mellemriget« (Det, der i Joh. Åbenbaring 20. er blevet til »Tusindårsriget«). Hos Farisæerne får Udødelighedshåbet, som var dukket frem i enkelte af Bibelens senere Skrifter (Dan., Makkeb.), fast og klar Form, som Troen på, at hver enkelt Sjæl efter Døden opstår til en ny Tilværelse for dér at modtage Lønnen eller Straffen for sin Lydighed mod Loven. Herved klarer Rabbinerne Spørgsmålet om Verdensstyrelsens Retfærdighed, som vi af Jobs Bog ser, havde voldt Jøderne meget Bryderi, eftersom Kendsgerningerne viste, at det ikke altid gik Menneskene efter Fortjeneste her på Jorden. Endelig antager Fremtiden en særegen Form i Messiastanken. Ved at forbinde og fortolke Steder hos Profeterne uddanner Rabbinerne Læren om Frelserhelten, der fulgt af Englenes Legioner skal oprette Israels Verdensrige. Trods den Udvorteshed, hvormed man tog dette Håb forfængeligt, rummer det en dyb Sandhed. Det var i Virkeligheden kommet dertil, at enten måtte Jødefolket forfejle den Verdensmission, der i halvandet Årtusinde havde været det betroet, eller også måtte Hjælpen komme fra ham, som sluttede Pagten med Abraham, med Moses og med Israels Folk på Sinai Bjerg.

Også vi, der tror på Jesu Kristi Guddommelighed, tror tillige på hans Menneskelighed. Vi tror, at han helt og fuldt sænkede sig i Menneskevæsenet, helt og fuldt påtog sig at dele vore Kår. Det var Alvor med hans Liv i Timelighedens Verden, ikke en guddommelig Maskerade. Omend den evige Sandheds Lys gennemstråler det, har Jesu Liv altså for os, så godt som for nogen Fritænker eller Rationalist, sin historiske Side. Jesus er ikke et abstrakt Menneske, ikke en ideel Type, men et historisk konkret, tidsbestemt Individ, som fødtes, da August var romersk Kejser, levede som Håndværker i Egnen omkring Genezaret Sø og forkyndte Folket sin Lære, døde på Korset i Jerusalem under Kejser Tiberius' Regering.

Jesus var Jøde. Kun ud fra den Forudsætning forstås han historisk (Chamberlain (Die Grundlage des neunzehnten Jahrhunderts) og andre Elever af den store Gobineau har forsøgt at gøre Jesus til Arier. Sådan at vende op og ned på Historien, kan jo lyde særdeles åndrigt, men Udbyttet bliver i Længden noget magert, - for ikke at bruge stærkere Ord). Ved ham og i ham fuldkommes Jødernes Gudstanke på en langt vidunderligere Måde, end nogen Jøde havde drømt. Forjættelsen til Abraham, Pagten med Israel ved Moses, Davidsrigets Herlighed, Profeternes store Åndshåb og det andet Tempels ypperstepræstelige Renhedsideal - alt lever det op igen og virkeliggøres i denne Ene. Hvad et Menneske er anlagt på at være, hvad Gud tænkte med Adam, - i Jesus kendes det.

Det er på en vis Måde så ganske ligefrem. Hver Menneskesjæl bærer Gudsbilledet i sit oprindelige Anlæg. Hvert eneste Menneske, der vil, forstår ganske ligefrem Jesus som sit Forbillede. Selv den usleste Synder ville ikke, om han kunne, have Menneskeidealet sænket en Tomme, at det dog måtte komme ham nærmere. Simpelt og ligefrem, som det virkeliggøres i Jesus, lever det i os alle som vor Naturs oprindeligste Krav, vidner det i os alle, når vi ikke forhærder os imod det, at Jesus er Sandheden. Og dog er denne Idealets Virkeliggørelse, som hæver det skabte, timelig begrænsede Menneske op til Samfund med Alskabningens Herre, et uendeligt, ufatteligt Mysterium. Hvad Mennesketanken i sine højeste Øjeblikke har anet, er som et Barns Lallen mod denne Idealets voksne, myndige Tale. I den mødes Menneskesjælens oprindelige Grundkrav med selve Tilværelsens Væsen.

Idet Jødefolkets Gudstanke, den enestående mægtige blandt alle Folkeslags religiøse Idealer, finder sit levende, personlige Udtryk, kommer også de andre Folks mer eller mindre ufuldkomne Anelser til deres fulde Ret. Forsåvidt er Ariernes Ideal ligesåvel som Semiternes fuldkommet i Jesus Kristus. Der er ikke på Jorden tænkt en eneste religiøs Tanke, lige fra Fetishdyrkerens dunkle Drøm til Filosofens subtileste Refleksion, uden at den får sin Opfyldelse, sin Levendegørelse i ham. Stammereligionen med sit Blodsfællesskab, Nationalreligionen med sin Folketro, Lovreligionerne med deres Moralbud, Forløsningsreligioneme med deres Verdenssmerte, - de staver alle på den store Sandhed, ser alle en enkelt Side af den. Jesus udsiger den gennem sit Liv og sin Lære for alle Folk og til alle Tider.

I Tidens Fylde kommer han. Man kunne tænke sig, at den Tidsalder, som var værdig til at modtage selve Sandhedens Konge, måtte være den herligste af alle. Så bredte den vel al Jordens Rigdom, det menneskelige Snilles vidunderligste Frembringelser som et Tæppe for hans Fod; så ventede og modtog den ham vel iført Festdragtens blændende Skrud? Nøjagtig det modsatte sker. De Sunde har ikke Læge behov. Tidens Fylde kendes på Trangen, på Sygdommen, på Elendigheden.

Den græske Kultur, som efter Alexanders Død havde bredt sig over hele det vestlige Asien og gjort Halvdelen af den kendte Verden til en græsk Sprogprovins, var udtømt. Dens dybeste Tanker, Platons, var opbrugte og gav ingen Næring mer. I Athen var det goldeste Ordskvalder Tidens Løsen; Tvivl og Fortvivlelse sad til Højbords i de bedste Hjerner og Hjerter. Ligeså i Rom. Romersk Statskunst havde underlagt sig hele den civiliserede Verden; Orden og Velvære var fulgt i dens Spor; Verdenshandelen blomstrede under et internationalt Samkvem, som aldrig før var kendt. Men i Sjælene var Troen og Håbet brændt ud. Den romerske Religion kulminerede i Kejserdyrkelsen, men dermed var også dens Hulhed åbenbaret, dens fuldkomne Mangel på Evne til at bære den Enkeltes Liv. I Skyggen af Roms Verdensmagt mødes så alle Religioner for at prøve, om nogen af dem kan bringe Hjælp. Rom har Plads for dem alle og forsøger dem alle. Gennem Mysteriekultusen med dens Indvielser og Udødelighedshåb vækkes en Anelse om en universel Religions Betydning, en Følelse af, at kun gennem en sådan kan den enkelte få Trøst og Lægedom mod Livets Smerte. Selv den orientalske Forløsningslære  trænger frem og vinder Tilhængere mellem Verdensrigets praktisk anlagte og nøgterne Herskere. Men overalt spores dog, trods Uviljen mod den jødiske Race, en tydelig Fornemmelse af Jødedommens Overlegenhed over alle andre Religioner. Det sære Sagn, at fra Jødeland skulle en ny Verdenshersker gå frem, bliver almindelig udbredt.

Tidens religiøse Gæring er som en Feberdrøm, et Kaos, hvori Sjælene famler og falder. Disse utallige Forsøg - næsten hver Dag havde sit - på at finde nye Veje til Sandhedens skjulte Rige, viser en uhyggelig Blanding af dybe Anelser, kødeligt Begær og svimmelt Fantasteri. Rester af polyteistiske Indbildninger, magiske Hundekunster og sanselig-hysterisk Ophidselse præger Tidens Anstrengelser for at hjælpe sig selv i Vånden. Angst, Tvivl og Uklarhed først og sidst! Og de klogeste og bedste opgiver Ævred. Gennem det vildsomme, uhyggelige Røre lyder så hans klare Røst, som ikke blot afdækker Slægtens Brøst ind til dens hemmeligste Ophav, men tillige evner at bringe Hjælpen og Frelsen. Klarhed, Enfold er det første, mest iøjnefaldende Mærke ved hans Forkyndelse, og efter Klarhed hungrede Tiden, der havde gået sig vild i Mysteriernes og Filosofiernes Irgange.

Fra Jødedommen går han ud. Han melder sig end ikke som Reformator, langt mindre som Revolutionær. Han vil ikke opløse et Bogstav af Loven, ikke gøre Oprør mod noget enkelt Bud. Han vil kun - simpelt hen - gøre Alvor af dem, føre dem igennem. Han gør, hvad Ingen før ham har gjort, han opfylder Loven ind til dens dybeste Rod, og derved overvinder han den. Han trænger ind til den levende Kim, hvoraf den er groet frem; den befrir han fra alle Tilsætninger og Forvanskninger. Hans Reform er det Levendes Sejr over det Døde.

Han forkynder Gudsrigets Komme. Men han befrier den store Tanke fra den Rest af national Begrænsning, som klæbede ved den selv hos Jødernes bedste og største Mænd. Ikke i Udvorteshedens Verden, men indefter, i Sjælens Verden, skal Riget komme. Gudsrigets Komme er Retfærdighedens, Barmhjertighedens og Sandhedens Sejer i levende Menneskehjerter. At Riget »kommer«, vil sige, at det er i fortsat Tilbliv en, i Åndens Virken; det lader sig ikke påpege i tilstivnet, håndgribelig Udvorteshed. Den Gud, Jesus forkynder, er ikke Indernes abstrakte Naturværen, men Åndens levende Energi. Men på den anden Side: om dette Guds Rige profeterer han ikke i apokalyptiske Syner; han bringer det; med ham er Verdensomvæltningen sket. Han har grundlagt Riget, og dog beder vi daglig efter hans Bud, at Riget må komme. I denne Dobbelthed er der ingen Tvetydighed, men Livets egen, uendelige Fylde. Idet Jesus gennemfører Profeternes Åndeliggørelse af Gudsrigets Tanke og sønderbryder Udvorteshedens Hylster, giver han - og han alene - Israels Verdensmission det fuldgyldige Udtryk, åbenbarende Forjættelsens Hemmelighed. »Mit Rige er ikke af denne Verden«, dette klare, gennemsigtige og dog så dybe Ord sætter med uendelig Myndighed første Gang på Jorden det store Skel.

Med samme guddomsstærke Sikkerhed gennembryder han det nye Skel, de Skriftkloge og Farisæerne havde opstillet. Den Sandhed, han forkynder, har Gud skjult for de Lærde og åbenbaret for de Enfoldige. Hans Ord lyder ikke: »Kommer til mig, alle, som studerer og filosoferer!« Det er ikke en ny Teologi, han forjætter, men Fred, sin Fred: »jeg giver Eder ikke, som Verden giver.« Hvilket mægtigt Opgør med en hel Tidsalders Fordom! Og dog er det jo i en vis Forstand kun det fuldmyndige Udtryk for hin ydmyge Tillid, der bar Patriarkernes Liv. Jesus ophæver ikke Ceremoniellets Påbud, han giver dem blot alle deres rette Plads, idet han inderliggør dem. Sabbaten er til for Menneskenes Skyld, ikke Menneskene for Sabbatens. Den korte, paradoksalt formede Sætning er ofte det Sværd, hvormed han hugger gennem Tidens Vildnis af Omsvøb og Forvrængninger. Ingen har svunget det som han. Folket følte det instinktmæssigt. Han talte ikke som de Skriftkloge, men som den, der havde Myndighed, sagde de.

Israels Gudstanke er fra Begyndelsen etisk anlagt, men først i Jesus fuldkommes Foreningen af Religion og Moral. Ofte blev det etiske Element hos Jøderne, selv hos de bedste, en Slags Handel med Gud: jeg gør Guds Vilje, til Gengæld har jeg Ret til hans Velsignelse; det er den barnlige, folkelig-naive Opfattelse af Forholdet. Jesus fører Moralbudet tilbage til dets Kilde. Gud er god; vil du gøre hans Vilje, må du selv være god. At alle Dyder, hvor skønne de end kan tage sig ud, mangler deres Grundlag, såfremt de ikke føres tilbage til Gud, til Tilværelsens Skaber og Styrer, det viser Jesus klart og ligefrem. Uden Gud er Menneskets moralske Ydelser lig Seddelpenge uden Bankens Valuta. Og denne Jesu Opfattelse af Moralbudets Betydning udelukker al farisæisk Snæverhjerteted. Ikke på Gerninger i det udvortes, ikke på moralsk-religiøse Regnestykker, men på Sindelaget ser Gud. Derfor opstiller Jesus Barnet som Sindbillede på Fuldkommenheden: »uden I bliver som denne, kommer I ingenlunde ind i Riget«. Højsind præger Lignelsen om Vingårdens Arbejdere og den forlorne Søn. Som den højeste Dyd er Kærlighed, fordi den ligner Guds Væsen mest, således er Misundelse den usleste af alle Laster; den er i sit Væsen djævelsk.

Idet Jesus med guddommelig Myndighed overalt trænger ind til Kernen, forener han de dybeste Modsætninger, Verden kender og har kendt. Kristendommens historiske Magt beror bl.a. på Spændingen mellem de Modsætninger, som den forener: ikke ved at slå af på dem og gå en Mellemvej mellem dem, men netop ved at føre dem igennem ud i deres alleryderste Konsekvenser. Først kan der peges på dette, at Jesus forener Semiternes Opfattelse af Gud som den almægtige, frygtelige Herre, der kræver ubetinget Lydighed, med Ariernes Opfattelse af ham som Fader. Den Lydighed, Gud kræver, er ikke slavisk Underkastelse; Kravet har sin Rod i Kærlighed. Netop fordi han er Faderen, må han kræve den, thi kun gennem Lydigheden kan Børnene frelses til Samfund med ham. Denne Fader er ikke, som Ariernes Guder, en Magt, man kan bøje ved Smiger eller Overtalelser; så dyb er hans Faderkærlighed, at intet, slet intet, kan svække Kravets Ubøjelighed. Herre og Fader - det er de to store Symboler, hvortil Mennesker har knyttet deres Forestillinger om Gud. Jesus forener dem. Hans Bøn til Faderen begynder med: »helliget vorde dit Navn!«

Jesu Lære forener den ærligste Realisme med den mest ophøjede Idealisme (Jeg har ovenfor talt om den Måde, hvorpå Jesu Lære forener Klarhed og Dybde, Rationalisme og Mysticisme). Jesus står ikke udenfor Virkeligheden, men midt i den, og med et Mod som Ingen før eller siden vover han at se den lige i Øjnene. For dette ubestikkelige Blik falder alle Skjul, hvormed Menneskene har udpyntet sig, bedragende sig selv og andre. Jesus ved, hvordan det i Virkeligheden står til med Menneskelivet, hvor usselt, forkrænkeligt og besmittet det er. Og han lægger ikke Skjul derpå. Syndsbekendelsen er Kristendommens Realisme. Men samtidig løfter Jesus Idealet højere, end Nogen før ham har vovet at drømme det. Bjergprækenen skærper Lovens Bud, idet den åndiggør dem, skærper dem således, at det vel måtte forekomme Græker en Dårskab og Jøder en Forargelse. Ikke den syndige Handling alene, Begæret, ja den blotte Tanke er Overtrædelse . Og mens det jødiske Præsteskab havde fået det sådan indrettet, at man kunne købe sig fri fra Forpligtelse overfor Forældre ved en Tempelgave (Marc. 7,11), hævder Jesus Kærlighedsbudets Gyldighed overfor Fjender og Voldsmænd. Det synes så ud over al menneskelig Evne, dette; og dog: den er ikke sandt Menneske, i hvem Idealets Foster ikke rører sig, hver Gang han hører disse stærke, milde Ord.

Realisme er Kristendommen. Den ser Livet som en Kamp. Den heroiske Grundsætning farver i høj Grad den ældste kristne Tid især. Kampen kæmpes for Sejrens Skyld, og Sejren vindes ikke her på Jorden; det er den bitre Sandhed. Verden er ikke, som Grækerne lærte det, et harmonisk Kunstværk, en Kosmos, og vor Opgave er ikke at frydes ved Beskuelsen. Verdenslivet er en Tragedie, og vi spiller selv med. Først ved Kristendommen får Menneskeheden en egentlig Historie, thi Historie vil ikke sige en Række Begivenheder, men en Sammenhæng, en Plan (Tertullian: »Hedningerne har en Historie, der går tilbage til Assyrerne; vi alene har en Verdenshistorie«). Eller snarere kunne man sige således: først idet hver enkelt Folkeånd mødes med Kristendommen, bliver den sig sit Væsen bevidst og aner sin Plads i den store Sammenhæng, i Verdens Historie.

Jesu Lære forener Pessimisme og Optimisme. Hvad er den indiske Verdensfornægtelse eller de største Filosofers Resignation mod denne Kamptro, der kæmper med Verden og overvinder den - i Kærlighed? Syndserkendelsen er på én Gang den ærligste Realisme og den smerteligste Pessimisme. Jesus kom til en Verden, der stod på Fortvivlelsens Rand. Han hjælper den, ikke ved at sige: det er ikke så slemt, som det ser ud til; nej, han siger tværtimod: det er meget værre end I aner; thi ikke i dette eller hint, som måske kunne ændres, stikker Fejlen, - det er fra selve Menneskevæsnets Grund, fra Selvkærligheden, Hjertekulden, Vantroen og Ulydigheden mod Gud, at Ulykken kommer. Alvoren i Jesu Forkyndelse ses allerede på, at hans Udgangspunkt er Johannes' Omvendelsespræken (Flere, der, vistnok med Urette, opfatter Døberen som tilhørende Essenernes Parti, har villet aflede Kristendommen fra hint asketiske Munkesamfund. Nyere Undersøgelser har ganske gjort det af med denne Teori. (Se f.eks. W. Brandt: »Die evangelische Geschichte« 1893). Den frygtelige Sandhed, hvis Dybde Verden ikke anede, hvor bittert den end følte Trykket - Jesus siger den rent ud: at Mennesket er en Synder fra Fødselen. Når man bærer på en Sorg, man ikke selv forstår, er det allerede en Lindring at høre Forklaringen sagt helt og fuldt. Men Jesus bringer tillige Lægedommen. Ikke ved at tilsløre Lidelsen, men ved at fremkalde den fulde Erkendelse af Lidelsens Ophav hjælper han først. Og når det er sket, lyder hans Ord: »Kom til mig, alle I, som arbejde og ere besværede; jeg vil give Eder Fred!« Med al sin Pessimisme er Kristendommen dog Evangeliet, det glade Budskab. Lidelsen er Vidnesbyrdet om, at vi ikke kan slå os til Ro i Syndens Verden; den er Udlændighedens Kval. Han, der afdækker Slægtens dybe Brøst, gør det ikke for at dømme, men for at frelse. Derfor er han kommet. Og han kan frelse fra Synd og Død. Det er Evangeliet. Apostelen har vel Ret til at skrive til Menighederne: »Værer altid glade!« Og med fuld Ret synger en nordisk Salmedigter: »Den Glæde, Påskesolen så, den haver i Verden ej Mage« (På Kristendommens Forståelse af Menneskets Elendighed og Herlighed har navnlig Pascal været opmærksom. Så stor er Elendigheden, at Guds egen Søn må ofre sig for at afhjælpe den; så stor er Herligheden, at Guds egen Søn ville gøre det).

Jesus er ikke Livsfornægter som Buddha. Han nævner sig selv med Livets Navn. Ikke bort fra Livet, men bort fra Synden og Ukærligheden peger hans Ord. Selv virker han i Livet, ikke, som Johannes gjorde det, i Ørkenen. Hans Lignelser er hentede fra Livet omkring ham, ikke fra en livsfjern Drømmeverden. Jesus stifter ikke, som Buddha, nogen Munkeorden. Forsagelsen er for ham Middel, aldrig Mål; nogen selvstændig Værdi har han aldrig tillagt den. Han sidder til Bords ved Brylluppet i Kana, han spiser og drikker med Toldere som med den rige Farisæer. Men: gælder det, må den, der bekender, sig til ham, kunne slippe alt så let, som han træder Vejens Støv. Så hedder det: sælg alt dit Gods og giv Pengene til de Fattige! Lad de Døde begrave deres Døde! Hver, som ikke hader Fader og Moder, hører mig ikke til! Eet er Livets normale Gang, et andet Livets Krise. Den kristne Verden har ikke altid forstået denne Forskel, men Skylden har ikke Jesus. Jesus forener de dybe Modsætninger, som udtrykkes i Ordene: Individ og Samfund, på hvilke den antikke Verden var strandet. Han tilkender Individet en Betydning som Ingen før ham, en evig Betydning. Hver enkelt har en evig Sjæl, og Jesus vil frelse alle Sjæle. Han indbyder Alle, han undtager Ingen; det skulle da være dem, som ikke har Lægedom behov, - eller indbilder sig, de ikke har det. Selv den ringeste, Slaven eller den Spedalske, har han Plads til ved sit Bryst. I Talmud hedder det: »Den, der byder en Samaritan Brød, er lig den, der spiser Svinekød. Ingen Israelit må modtage en Samaritans Omvendelse; dette Folk, på hvilket Forbandelsen hviler, skal ingen Del have i Opstandelsen fra de Døde«. Jesus fremstiller Barmhjertigheden i en Samaritans Skikkelse og forkynder den syndefulde samaritanske Kvinde sin Frelses Evangelium. På den Måde er det, han gør Oprør.

»Frels din Sjæl!« det er Råbet til hver Enkelt. Men samtidig: hvor i Verden er Samfundstanken gennemført som hos Jesus? Det er til Samfund, han indbyder. Det er på Samfund, han bygger. Kærligheden er hans første og sidste Bud. For Menigheden går han i Døden. I Menigheden er han levende til Stede, hvor to eller tre forsamles i hans Navn. Gennem Menigheden virker den Ånd, hvis Sendelse han forkynder. Netop her rummer hans Lære Dybder, som ingen har udmålt. Fra Samfundstanken får Arvesyndstanken og Tanken om Frelsen ved Kristi Død Lys; uden den er de mørk Tale. Dybest og mest omfattende af alle Jesu Lignelser er vel den, hvor han ligner sig ved Vintræet, på hvilket Menneskene er Kvistene. Hver Enkelts Væsenssammensætning med ham og derved med alle Andre er her billedlig anskuet i Organismens Liv. Der gives intet højere Symbol. Her er talt om Jesu Lære. Men det åndshistorisk afgørende, som må tænkes med i hvert eneste ovenstående Punktum, er Jesu Personlighed. De uhyre Modsætninger får først i ham selv deres levende Foreningspunkt. Da Buddha døde, trøstede han sine grædende Disciple med, at Læren blev tilbage. Jesus lover ved Afskeden sine Disciple, at han vil være med dem til Dagenes Ende, - han ikke hans Lære! Om alle andre store og små Forkyndere gælder det, at deres Lære er ét, de selv noget andet, måske såre ufuldkomment, hvilket ikke formindsker Lærens Værdi. Jesus alene er ét med sin Lære. Han kommer ikke blot med Trøst, han er Trøsten. Så meget som den levende Personlighed i Rigdom og Fylde overgår selv den viseste Læresætning, så meget er Jesus mere end Alverdens Vismænd. Han står ikke blot inde for sin Læres Sandhed med sit Liv, - det har mange andre gjort, - han melder sig som den, der er Livet og Lyset og Sandheden (Med Rette siger Schelling (i »Philosophie der Offenbarung«): »Kristus er ikke, som man plejer at kalde ham, Kristendommens Stifter, han er dens Indhold.«). Han siger ikke: Kom hid og hør, hvad jeg har at sige! - Kom hid til mig, siger han, jeg vil give Eder Trøst. Derfor har hans Liv og Personlighed ikke blot historisk, men evig Betydning for de Kristne. Hans Liv og Død er Offeret, som frelser. Havde Verden i Sandhed hørt hans Røst og modtaget Frelsen, så havde Historiens Løb været sluttet, dens Mål nået. Men som Verden engang er, ville en Sejer i det blot udvortes have modbevist hans Forkyndelse, vist ham i Overensstemmelse med den Verden, han dømmer. Man forsøge at tænke sig Jesus Kristus som Sejrherre udadtil hin Påske i Jerusalem! Det er umuligt. På Korset fuldendes hans Sendelse.

Om den menneskelige Side af Jesu Personlighed behøves ikke mange Ord (Vi véd ikke med Bestemthed, hvorledes Jesus så ud. De ældste Billeder af ham viser en skøn, skægløs Yngling, enten en lilleasiatisk Type med nedfaldende Lokker eller en alexandrinsk med rundt Hoved og kort Hår. Men disse Billeder tilstræber tydelig nok ikke historisk Lighed; de vil kun give ideale Typer som de græske og romerske Gudestatuer. Først på Konstantins Tid fremkommer den skæggede Kristusskikkelse. Siden 1901 findes i British Museum en Fajanceskål, i hvis Indre er afbildet den skæggede Jesus på Tronen og ved hans Side Buster af Konstantin og Fausta med). Det Billede, Evangelierne tegner, Punkt for Punkt opdrager han sin Discipelskare til at forstå, hvem han er, og hvad han vil, og denne Opdragelse fortsættes ud over hans Død. Man har diskuteret det Spørgsmål, om Jesus udviklede sig under sin Virksomhed. Nyere Undersøgelser gør det sandsynligt, at hans første offentlige Fremtræden er foregået ved År 29, hans Korsfæstelse År 30, at hans Forkyndelse med dens verdensomvæltende Følger altså kun har varet et År. At han først under denne sin Gerning skulle være blevet sig sin Mission bevidst, er ganske urimeligt at antage. Det stemmer heller ikke med Sikkerheden og Myndigheden i hans Optræden. Han vidste, hvem han var, hvad han ville, og hvor det måtte bære hen. Men ligesom han under sin Barndom voksede og forfremmedes i det gode, kan hans Personlighed være modnet under Kampen. Getsemanes Angst, den urokkelige Fasthed overfor Pilatus og Dødskvalen på Golgata viser, at Jesus var sandt og helt Menneske. Kun Synd kendte han ikke. Ikke den omhyggeligste Søgen i Evangelieberetningerne om ham har kunnet opspore noget som helst, der kunne udlægges som moralsk Ufuldkommenhed. Er dette ikke i og for sig et Vidunder? To tusinde Års Udvikling og Formning af den moralske Sans har ikke fjernet os Tusindedelen af en Linje fra det Ideal for Menneskeliv, som han virkeliggjorde i Ord og Gerning. Vi har fra Fortiden mange Lovtaler over store Mænd; ufrivillig i al Fald røber de allesammen Vedkommendes Skavanker. Evangelierne alene giver os det uangribelige, urokkelige Menneskeideal. Og bag det løfter sig det uendelig højere og mægtigere, for hvilket Tanken svimler, som kun Troen kan nærme sig med Barnets frejdige Tillid. Teologerne tvistes om, hvorvidt Jesus anså sig selv for Messias. Messias, Menneskesønnen, Davids Søn - det er jo altsammen Udtryk tilpassede efter den Tid og det Folk, han til hørte. Ikke noget enkelt Udsagn af ham, hans Liv og Død siger, langt mere overbevisende, end Ord kan gøre det, hvad han var og mente sig at være: Menneskenes Frelser fra Synden, Gudsrigets Grundlægger, Dødens Overvinder.

Jesu Personlighed er fremdeles den Dag i Dag, hvad den var fra Begyndelsen: det levende Væld, hvorfra hans Menighed, og gennem den Menneskeheden, næres og befrugtes. Hver Gang et Slægtled har tæret så længe på sin Forståelse af Kristendommen, at denne Forståelses Kraft ligesom svækkes, hver Gang Røster i den Anledning forkynder, at nu er det ude med Kristendommen, så vælder nyt Liv frem og skaber ny Forståelse. Hvor kommer det fra, dette Liv? - Buddha mente, at hans Lære ville forslå til Menneskenes Behov i 500 År; så måtte der komme en anden Buddha. Ingen Lære er evig eller uudtømmelig; det er kun den levende Personlighed. Efter Kristi Død stivner Jødedommen i gold Skematisme; dens Særmærker i Nutiden er dens Spiseregler og Festceremoniel. Buddhismen har opløst sig enten i filosofisk Spekulation eller i Overtro. Hvad er der blevet af Muhamedanismen efter den kortvarige Glanstid i Middelalderen? For ikke at tale om de hedenske Fortidsreligioner. Kristendommen alene har en levende Historie. Hvoraf kan det komme? Af Åndens Virken! Men Ånden udgår fra ham, der satte sit Liv ind, og i hvem den virkede størst og stærkest. Jesu Kristu Personlighed er Kristendommens Midtpunkt. Den, der ikke kender Kristendommen som andet end en etisk-religiøs Teori, en Samling opbyggelige Læresætninger, han kan kun tale om den, som den Blinde om Farverne. Den, hvis Hjerte blot en eneste Gang har bøjet sig under Frelseren og personlig har oplevet hans Personligheds Magt, han ved det bedre, hvad Kristendom er, end alle Bøger og Foredrag kan udvikle det. Det gælder til Tidernes Ende: Der kommer ingen til Faderen uden gennem Sønnen.

Jesus Kristus, hans Personlighed, hans Liv og hans Ord, er den Skat, hvoraf den kristne Menighed har levet indtil nu og vil vedblive at leve, sålænge Jorden står. Men Liv er ikke ensformig Gentagelse, Liv er uafbrudt Fornyelse, stadig Tilpasning. Jesus frigjorde Menneskene, ikke for at binde dem til ny Trældom under Dogmer og Regler, men for at give dem det nye Liv, hvori deres Væsens dybeste Krav tilfredsstilles, hvori de i stedse rigere Fylde finder og forstår sig selv. Ånden, som Jesus Kristus sender, er Livets og Frihedens Ånd. Den er Udviklingsprincippet i Kristendommen. Et Stykke af denne Udvikling vil vi i de følgende Timer efterspore sammen. Dens første Stadium er Opgøret med Jødedommen. Det begynder med Peders Pinsepræken og slutter i Paulus Hedningemission. Næste Stadium er Opgøret med de asiatiske Religioner og den Filosofi, som under græsk Indflydelse voksede frem ved deres Sammenstød med Kristendommen (Gnosticismen). Dette Afsnit får sit Midtpunkt i Apostlelen Johannes' Evangelium og i Trosbekendelsen. Tredje Stadium er Kristenåndens Opgør med Grækerånden, fjerde dens Opgør med Romerånden. Under disse Brydninger, som tildels går jævnsides eller griber ind i hinanden, grundlægges det Kirkesamfund og den Kirkelære, Middelalderen væsentlig lever på i henved tusinde År.

Ved Kristi Død splittedes Disciplene til alle Sider. Den eneste, der fulgte Mesteren ind i Løvens Gab, fornægtede ham tre Gange. Det så ud, som om Verdensmagten havde sejret. Hvor får disse forskræmte Mænd og Kvinder hint Martyriets Mod fra, som kort efter bærer dem sejrrigt fra Kamp til Kamp? De får det fra Opstandelsens store Under, som slukkede deres Tvivl, stillede deres Angst og gav deres dristigste Håb den vidunderligste Opfyldelse (De kritiske Ånder, som nægter Kristi Opstandelse og forklarer den ved en Række Hallucinationer fra Disciplenes Side, kommer i den vanskelige Stilling at måtte udlede Historiens kolossaleste Faktum fra de ynkeligste og latterligste Skillingsårsager. Det er det, man kalder »Videnskab«). Ved sit Liv, sin Død og sin Opstandelse har Jesus Kristus grundlagt den kristne Kirke. Men før sin Bortgang giver han endnu sine Disciple den største af alle Forjættelser: Åndens Komme. Til denne Forjættelse har ingen af Alverdens Religioner udenfor Kristendommen noget som helst tilsvarende. Og med Pinseunderet begynder Helligåndens Gerning i Kirken, begynder Kirkens Historie. De »gudfrygtige Mænd af alskens Folkeslag under Himlen«, som ifølge »Apostlenes Gerninger« var tilstede ved dette Under, hørte hver Apostlene tale i sit Tungemål. Således er det, Ånden virker i Historien. Den taler til hvert Folk, som til hvert Menneske i dets eget Tungemål, - netop fordi den er Sandhedens Ånd. Til den første uhyre Beåndelse kommer så Peders Tale som nærmere Redegørelse. Kristenånden udtømmer sig ikke i Ekstasens Højde- og Dybdemål, den magter fuldtvel de jævnere Opgaver, og den har aldrig skyet den ærlige Redegørelse. Dens sande Disciple er ikke, som Spotterne mener, »fulde af sød Vin«; de kendes på deres Ædruelighed. Efter Peders Tale føler Tilhørerne som »et Stik gennem Hjertet«, hvilket straks viser, at de har været rette Tilhørere. Det kendes også på det Spørgsmål, de stiller til Peder. Thi dette Spørgsmål røber ikke kritiske Tvivlsmål eller spekulativ Interesse, men lyder simpelthen: »Hvad skulle vi gøre, Mænd, Brødre?« Peders Svar giver Kristendommens Svar på Livsspørgsmålet med tilsvarende Fynd: »Omvender Eder og lader Eder døbe på Jesu Kristi Navn og til Eders Synders Forladelse, så skulle I få den hellige Ånds Gave« (Peder gør, som Johannes Døber, Omvendelsens Dåb til Frelsens første Vilkår; dernæst lover han de Døbte Syndernes Forladelse og Helligåndens Gave. Straks ved den første Menigheds Stiftelse stilles Dåben til Jesus Kristus som Vilkåret, ligesom det af mange Vidnesbyrd er klart, at Nadveren blev fejret allerede af de første Husmenigheder, oprindelig hver Aften, senere hver Søndag. Moderne Skriftfortolkere har brudt deres Hjerner med at få den kristne Kirkes Sakramenter nedledt fra Hedenskabets Mysteriekultus, og for at opnå dette har man ladet Paulus eller de første Hedningekristne i Antiokia opfinde Sakramenterne. (Se f.eks. O. Pfleiderer: »Die Enstehung des Christenth.«) I så Fald må ikke blot det her anførte Sted af »Apostlenes Gerninger« samt alle de Steder i Evangelierne, hvor Jesus taler om Dåbens Betydning, men også Evangeliernes tredobbelte Beretning om Nadverens Indstiftelse bero på Forfalskninger, - en ganske uigennemførlig Hypotese. Hvorfor ikke simpelthen antage, at også hvad der var af Sandhed i Hedningefolkenes Drøm om Forløsning fra Synd og Død, fik sit fulde og gyldige Udtryk i Frelserens Indstiftelser?) Peder føjer til, at Forjættelsen gælder ikke blot de gudfrygtige Tilhørere og deres Børn, men »alle dem i det fjerne, så mange, som Herren vor Gud kalder til«. Straks ved Hebræerkirkens Stiftelse peger dens Apostel altså ud over Jødefolkets Grænser, som hans Herre og Mester havde gjort det i hans sidste Bud til Apostlene: »I skulle være mine Vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens yderste Ende« (Ap. Gj. 1,8). Peder går i sin Forkyndelse ud fra Guds Pagt med Jødefolket og hans Forjættelse til Abraham: »I din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes« (Ap. Gj. 3,25), og han kalder den Gud, der har herliggjort »sin Tjener Jesus«: »Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud«. Forbindelsen med den gamle Pagt er fra første Færd bevaret (Blandt de Navne, hvormed de første Kristne betegnede sig, var »Abrahams Sæd», »det sande Israel«, det udvalgte Folk«, »de tolv Stammer«, hvilket altsammen viser, at den ældste kristne Menighed (med Rette) anså sig for Bærer af Israels oprindelige Gudstanke.). Alligevel begynder Kirkens Historie med Forfølgelser fra Jødernes Side, og atter lyder fra Hebræerkirkens store Apostel, da Rådet forbyder ham at præke Evangeliet, det afgørende Ord: »Man bør adlyde Gud mer end Mennesker«. Forbindelsen er bevaret, men samtidig er Skellet sat, for aldrig mer at forsvinde. Da Apostlene til Straf er blevet piskede, går de bort »glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for Navnets Skyld«. Også Martyriets Glæde indvier denne Kirkens første heroiske Tidsalder.

Næppe er Modsætningsforholdet til Jødedommen på denne Vis blevet fuldt bevidst, før det Navn danner sig, hvormed Palæstinas første Kristne betegner deres Samfund til Forskel fra Synagogen, Navnet »Kirke« (Ekklesia). Ordet brugtes af Jøderne til at betegne det indre åndelige Samkvem mellem Synagogens Medlemmer. Nu bliver det de Kristnes Særeje. Paulus bruger Ordet, som han har forefundet, samtidig med at han nærmere udvikler dets Indhold (Harnack kalder det »et mesterligt Greb« af Palæstinas Kristne at optage dette Navn. (»Die Mission«). Det næste Trin i Udviklingen betegnes ved Stefans Optræden. Han var en af de syv »Diakoner« (græsk Ord: »Tjenere«), som Apostlene havde udvalgt til at varetage Menighedens daglige Tarv, navnlig Fattig- og Sygeplejen. Det er næppe nogen Tilfældighed, at disse syv alle bærer græske Navne. En af dem siges endog at have været »en Proselyt fra Antiokia«, altså en til Jødedommen omvendt Hedning. Mod Stefan rejses den Anklage fra jødisk Side, at han taler mod Templet og Moseloven, »thi vi have hørt ham sige. denne Jesus af Nazaret skal nedbryde dette Sted (Templet) og forandre de Skikke, som Moses har overgivet os«. I sit Forsvar nægter Stefan ikke; han forklarer de anførte Ords Mening, idet han først gennemgår Jødernes hellige Historie og derefter viser, at Jødefolket altid har været ulydigt mod Guds Bud; endelig retter han et lidenskabeligt Angreb på Synagogens Mænd, - »I uomskårne på Hjerter og Øren,« - der står Helligånden imod, ligesom de nys har korsfæstet Messias, deres egen Histories Fuldbyrder. Han alene opfyldte Loven; de har aldrig gjort det. Her tørner den sande Opfattelse af Jødefolkets Gudstanke voldsomt sammen med den falske, og Resultatet bliver atter et Martyrium, det første efter Mesterens. Også denne anden Martyr dør med en Bøn for sine Fjender; det er på den Måde, han »forandrer de Skikke«, Moses havde overgivet Jøderne.

Ved Drabet er den unge Saul tilstede, og var hans Sjæl end opfyldt af Forargelse over de Kristne, utvivlsomt har dog Stefans Færd påvirket ham stærkt og ligesom stemt ham til den afgørende Prøve. Aldrig mer glemte han dette Indtryk af kristen Sjælsstorhed overfor jødisk Snæversind. Mon ikke Billedet af den døende Stefan har været ham nærværende i det store Øjeblik, da han selv som gammel Mand gik Martyriets Gang? Stefans Drab synes at have fremkaldt en almindelig Forfølgelse, hvorved de Kristne i Jerusalem spredtes ud over det omliggende Judæa og Samaria. Men denne Spredning er som Sædekornets. I Åndshistorien ser vi det stadig gentage sig, at Hindringer forvandles til Betingelser: Åndens Alkymi. Forfølgelsen bragte for det første den afgørende Forskel mellem Jødedom og Kristendom til fuld Bevidsted. Dernæst gav den Evangeliet ny Jord at vokse i. Evangeliet prækes i Samaria blandt andet. Allerede dette er et Skridt af stor Betydning. Her som overalt havde jo for Resten Jesus vist Vejen. Så følger den første Hednings Dåb: Filip døber den ætiopiske Hofmand. Om denne Mand siges det, at han var kommet »for at tilbede i Jerusalem«. Altså var han påvirket af Jødedommen. Begivenhedens Vægt fremhæves ved, at den både indledes og afsluttes med et Under. Men netop denne Omstændighed giver den også Karakter af en Undtagelse. Her er åbenbart endnu ikke Tale om principiel Hedningemission; det er kun som et Lysblink over mørke Vande, et Varsel om Solopgangen.

Den Mand i Kæsaræa ved Navn Cornelius, som Peder dernæst døber, var den første romerske Kristne. Om ham siger Lucas, at han »var en from Mand, som frygtede Gud med hele sit Hus«, altså vistnok en »Portens Proselyt«. Også denne Dåb er omgivet af Underets Skær. Den fører forsåvidt et Skridt videre frem, som den lader Peder forstå den nye Sandhed, at »Gud ikke anser Personer, men i ethvert Folk er den, som frygter ham og øver Retfærdighed, velkommen for ham«. De Jødekristne gør vel Indvendinger, men da Peder fortæller dem sit Syn og hele Begivenhedens Gang, hvorledes han har set Helligånden falde over Cornelius og hans Hus, da »bliver de stille«, og de priste Gud og sagde: »altså har da Gud også givet Hedningerne Omvendelse til Liv«. Ånden haster ikke. Skridt for Skridt, efter som Menneskene kan bære det, fører den Herrens Sag frem. Det er altså nu gået op for Menigheden, at også Hedninger kunne frelses; men man forudsatte som noget selvfølgeligt, at de da først måtte blive Proselytter og underkaste sig Omskærelsen og Moseloven. Anden Vej kendte Apostlene jo ikke. Det næste store Skridt mod Frigørelse, det største i Åndshistorien efter Mesterens, foretager Paulus i Kraft af et særligt Åndens Kald. Hans Liv og Forkyndelse bryder Navlestrengen, der endnu forbandt Fosteret med Moderlivet. Han lærer Menigheden at skimte den fulde Udstrækning af dens Opgave og Ansvar. Han foretegner vor Kulturverden dens vigtigste Fremgangslinje. Men han er på intet Punkt i Strid med Mesterens Forkyndelse. Hvad han bringer, er kun en dybere, åndigere Forståelse af Kristi Ord end den, de andre Apostle foreløbig havde tilegnet sig. Derfor var det jo gavnligt for dem, at Mesteren gik bort, for at Talsmanden kunne komme og lære dem, hvad de endnu ikke havde kunnet lære. Talsmanden taler gennem de Organer, han vælger sig, og hvad han forkynder tager han af Frelserens; »han skal ikke tale af sig selv, men hvad han hører, skal han tale, og det, som kommer, skal han forkynde Eder«, siger Kristus om Helligånden (Joh. 16). Man har snart gjort Paulus til den egentlige Stifter af Kristendommen, snart beskyldt ham for at have ødelagt den i Bund og Grund, - lige store Misforståelser af den åndshistoriske Udvikling og de Veje, ad hvilke den foregår! Paulus har levet samtidig med Frelseren på Jorden, og han vidste sagtens, hvad han sagde, når han »ikke agtede sig at vide noget uden Jesus Kristus og ham korsfæstet«.

Paulus fødtes omtrent ved vor Tidsregnings Begyndelse i Tarsos, en folkerig og velhavende By i Cilicien. Forældrene, som synes at have stået sig godt økonomisk, var Jøder. Sønnen måtte, efter Sædvane blandt de jødiske Rabbinere, lære et Håndværk, og da Tarsos var berømt for sine Teltstoffer, vævede af de kilikiske Geders Hår, lærte den unge Paulus Teltvæverhåndteringen, hvorved han siden ernærede sig. Iøvrigt har han sikkert fået en udmærket Opdragelse og med sine store Evner tidlig indsuget, hvad Tiden kunne meddele ham af verdslig Kultur. Tarsos var et Hovedsæde for hellinistisk Dannelse. Stoikerne havde dér en berømt Skole, hvis Mænd forkyndte Læren, ikke alene i Højskolen, men offentlig på Torve og Gader (Ciceros og Augusts Lærer Atenodoros, som Seneca omtaler med Beundring, var fra Tarsos. Man har villet sætte Paulus og Seneca i Forbindelse med hinanden på Grund af visse Ligheder, som rimeligvis skyldes en fælles Kilde, nemlig Tarsos' stoiske Skole). Endvidere havde Mitrasdyrkelsen med dens mystiske Indvielse og Sonebod mange Tilhængere i Tarsos. Sikkert har begge disse betydningsfulde Åndsfaktorer påvirket Paulus under hans Opvækst. Stærkest var han dog greben af sin Fædrenetro. Han tilhørte Farisæernes Parti og fik sin Uddannelse under Gamaliels Ledelse, den store Hillels Barnebarn. Dog er han næppe kommet til Jerusalem før efter Kristi Død og har altså ikke set Frelseren i Kødet. Paulus Nærværelse ved Stefans Drab (ca. år 33) og efterfølgende Sendelse til Damaskus viser, at han allerede som ung indtog en betroet Stilling blandt Synagogens Mænd, der vistnok har ventet sig det overordentlige af ham. Lav af Vækst skal han have været, tidlig skaldet med Ørnenæse og et flammende Blik. Det lidenskabelige Temperament, der bl.a. gav sig Udslag i heftige Armbevægelser, når han talte, var forbundet med en mærkelig klar Forstand og en brændende Viljesenergi. Så var han af Naturen udrustet med Betingelser for at blive Redskabet i Herrens Hånd. På Vejen til Damaskus, hvor han drager hen for på Rådets Vegne at fortsætte Kristenforfølgelsen, kommer Kaldet til ham. Og Kaldet viser, at han allerede i nogen Tid - sagtens siden Stefans Stening - har været ramt i sit Indre; thi det lyder jo på, at han »stamper mod Brodden«. Brodden sad altså i hans Hjerte. I de Undere Kristendommen melder om, er der altid en naturlig Baggrund for de overnaturlige Kræfter. Det rentud antirationelle eller urimelige der karakteriserer så godt som alle Hedenskabets Underberetninger, findes ikke her. Men at ville bortforklare selve Underet, går ikke. Gør man Paulus til en Fantast, Hypnotiker eller Epileptiker, som enkelte har forsøgt, er man hurtig inde på det absurde: at en sådan skulle kunne præstere Paulus' Gerning, eller at en Mand, som Paulus faktisk var, skulle tillægge et Hedeslag, en Feberfantasi afgørende Betydning for hele Resten af sit Liv og ud derfra kunne forme en Tankerække, hvis Dybde og Konsekvens endnu er uopnået i Menneskehedens Historie. Den Art Kritik er ukritisk overfor sig selv, dens Udøvere utilladelig - nøjsomme!

Efter Omvendelsen (ca. år 35) tyede Paulus, som han selv fortæller i Galaterbrevet »bort til Arabien« (Man har ved dette Udtryk tænkt på Sinaihalvøen. Det er der næppe Grund til. Damaskus hørte dengang under Kongen af Arabia Petrea; med »Arabien« mener Paulus rimeligvis Egnene øst for Damaskus) ud i Ensomheden for at få Rede på alt det nye, der var timedes ham. Siden præker han Evangeliet i Damaskus og Jerusalem, tilsyneladende uden synderlig Virkning, og vender så hjem til Tarsos, hvor han opholder sig de næste ti År. Et nyt Åndens Kald drager ham atter ind i Kampen. I Byen Antiokia havde »Mænd fra Kypern og Kyrene« (Ap. Gj. 11,20) begyndt den egentlige Hedningemission. Den mest fremragende iblandt dem var Barnabas, som hentede Paulus hid fra Tarsos. På Menighedens Vegne drog de to op til Jerusalem med Pengegaver for at hjælpe de fattige kristne Brødre under en Hungersnød (ca. 46), og efter at være vendt tilbage udsendtes de på Helligåndens Bud på deres første Missionsrejse, medtagende Markus, den senere Evangelist. I denne Forbindelse meddeler Lukas (Ap. Gj. 11,26) den vigtige Efterretning, at Navnet »Kristne« først opstod i Antiokia. Sikkert var det ikke de kristne selv, der kaldte sig således; blandt de Navne, hvormed de betegnede hverandre, findes hyppigst »Brødrene«, »de Hellige« eller »Guds Kirke«. Ordet »Kristen« findes aldrig hos Paulus og i det nye Testamente kun to Gange (Ap. Gj. 26,28 og 1 Ped. 4,16), hvor det åbenbart tænkes brugt af Modstandere. Afledningen »Christianus« viser, at det er af romersk Oprindelse; det betyder »Tilhænger af Kristus« og er dannet analogt med Benævnelser som Pompejaner, Cæsarianer osv. Sandsynligvis er det først benyttet af romerske Dommere i Antiokia i officiel eller hånende Betydning og er senere blevet optaget af Menigheden selv. Ignatius er den første Forfatter, der bruger det almindeligt, hvilket bekræfter Rigtigheden af Lukas' Meddelelse, thi Ignatius var fra Antiokia (Tacitus siger (Ann. XV, 44), at man År 64 i Rom brugte »Navnet Kristne«, og det synes også hos ham at have en Bismag af Hån. I Årene mellem 43 og 64 kan det meget vel være nået fra Lilleasien til Rom. Forbindelsen var livlig. En frygisk Købmand gjorde (if. sin Gravskrift) Rejsen til Rom 22 Gange).

I Pamfylien synes Paulus at have fået et Anfald af Sumpfeber, hvis Virkninger aldrig siden helt forlod ham. Måske den »Pæl i Kødet«, han taler om, var en nervøs Hovedpine, som ofte er en Eftervirkning af denne Sygdom (Den ældste Forklaring af »Pælen i Kødet« (Tertullians) gør den til Hovedpine og støtter sig på en gammel Tradition, der altså dengang var godt 100 År gammel. (Se iøvrig Ramsay: »St. Paul, te Traveller«. 1895.). Som Følge heraf ændrede han sin Rejseplan og søgte til det pisidiske Antiokia, der ligger 3600 Fod over Havet; det var den almindelige Kur mod Malaria dengang, som det er det den Dag i Dag. Muligvis gav det Anledning til, at Markus skilte sig fra de to Venner, en Omstændighed, som senere fremkaldte Bruddet mellem dem. I den nævnte Bjergby stifter Paulus og Barnabas en kristen Menighed. Derfra går Vejen videre over Iconium til Lystra. Overalt præker Paulus Evangeliet, først i Synagogen og, når Jøderne her vender sig fra ham, for Proselyter og Hedninger. Overalt går han ud fra Forjættelsen til Abraham, som nu er opfyldt ved Kristi Genrejsning fra de døde og til Syndernes Forladelse. Og overalt organiseres de nye Menigheder, idet der udvælges »Ældste« til at lede dem. Da Vennerne var vendt tilbage til Antiokia i Syrien, kom der Jødekristne ned fra Judæa, som lærte, at de ny-omvendte Hedninger ikke kunne frelses, uden at de blev omskårne. Mod dette protesterer Paulus, og man bliver så enige om at spørge Apostlene i Jerusalem. Her lykkes det Paulus at få Menighedens faste Piller, Peder og Jakob (Herrens Broder), på sin Side. Det fastslås, at man ikke skal lægge nogen Tynge på Hedningerne, men kun skrive til dem, at de bør afholde sig fra »Afgudsdyrkelse, Skørlevned, det Kvalte og Blodet«, rimeligvis de samme Bud, som foreskreves »Portens Proselyter« (ca. år 50).

Det var en stor Dag i Kristenåndens Historie, denne Dag i Jerusalem; thi her gøres der op med Jødedommen. Når Paulus så energisk modsatte sig Omskærelsen som Lovbud for de Omvendte, var det ikke Tingen i og for sig, han lagde Vægt på. Han siger selv: »Hverken Omskærelse eller Forhud er noget, men en ny Skabning« (Gal. 6,15). Det er Jødedommens nationale Begrænsning, Tanken om en nedarvet Religion, han kæmper imod, og idet han således gennemfører den kristne Kirkes Universalisme, er han netop i dybeste Forstand i Overensstemmelse med Ånden i Guds Israel, Forjættelsen til Abraham, der er ældre end Loven. De moderne Kritikere, der (O. Pfleiderer f.eks..) mener, at Paulus lærte en positivt ny Kristendom, må undres over, synes det mig, at Apostlene i Jerusalem tog på Tingene, som de gjorde. At de ikke ytrede mindste Betænkelighed med Hensyn til de nye Læresætninger, Paulus skal have fremsat, men kun diskuterede det rent negative, Ophævelsen af Omskærelsesbudet. Det synes også ubegribelig frækt af Paulus at kalde sine Modstandere »falske Brødre« (Gal. 2,4), hvis deres Falskhed kun bestod deri, at de holdt fast ved Kristi Lære og forkastede Paulus' Opfindelser. Atter og atter må man undres over den moderne Kritiks Lettroenhed overfor sine egne Konstruktioner! Da Paulus ville begive sig ud på sin anden Rejse, opstod der Strid mellem ham og Barnabas, fordi denne ville have Markus med, hvad Paulus satte sig imod på Grund af Optrinet i Pamfylien (Paulus og Markus blev senere forsonede, enten i Rom eller allerede i Efesus). Så skiltes Vennerne, og Paulus rejste, ledsaget af Silas, gennem Syrien og Kilikien, hvor han styrkede de tidligere oprettede Menigheder. I Trojas, hvor Lukas, der vistnok stammede fra Antiokia, sluttede sig til ham, fik han et nyt, betydningsfuldt Kald. Han så i et natligt Syn en Mand i makedonisk Dragt, som bad: »Kom over til Makedonien og hjælp os!« Det var Europa, der kaldte for første Gang.

Først lyder så Evangeliet i Filippi; derpå drager Paulus, fulgt af Lukas ad Handelsvejen over Tessalonika, Beroa, Athen til Korint, og, efter et længere Ophold dér, til Efesus over Jerusalem. At følge ham fra Sted til Sted er i denne Sammenhæng ikke nødvendigt, hvor fristende det end kunne være. Hver enkelt Oplevelse har i Lukas' Fremstilling sit Særpræg: Fængselsoptrinet i Filippi, Mødet med de nysgerrige Atheniensere på Areopagos, Jødernes Anklage i Korint og den romerske Landsherre Gallios Afvisning af den, fordi den angik »Lære og Navne og Jødeloven«, ikke Romerstatens Love (Gallio var Filosofen Senecas Broder). Hvad der, åndshistorisk set, sker er, at Menighed efter Menighed stiftes, samtidig med at Paulus' Forkyndelse vinder i Klarhed og Dybde, som man ser det af Brevene til de nystiftede Menigheder. I disse Breve fremstiller han sin Kristendomsopfattelse under stadig Kamp mod forskellige Forvrængninger, der straks fra Begyndelsen truede den nye Lære. Jødekristendommens Snæversyn bekæmper han navnlig i Galaterbrevet og Brevene til Korint. Andre, orientalsk-dualistiske Ideer synes at have blandet sig med Kristendommen i Ephesus og Kolossæ. Hvad Tidspunktet for Brevenes Affattelse angår, kan man kun slutte sig dertil af historiske Grunde. Sætter vi Opholdet i Ephesus til Årene 53-56, er 1. Tessalonikerbrev rimeligvis skrevet 53, Galaterbrevet og Korinterbrevene 55, Romerbrevet 59, Filippenserbrevet 61 eller 62, Kolossenserbrevet og Hyrdebrevene til Timoteus og Titus (hvis de skyldes Paulus) i hans sidste Leveår 62-65. 2. Tessalonikerbrev er vistnok uægte, Epheser-brevet er tvivlsomt.

I Jerusalem, hvor Paulus drager hen ved År 56 som Følge af en Åbenbaring, bliver han så fængslet, og da han som romersk Borger efter længere Tids Fangenskab appelerer til Kejseren, sendt til Rom (61). Over Slutningen af hans Liv er man usikker. Sandsynligst er det, at han er blevet sat i Frihed og endnu har foretaget flere Rejser (Harnack mener endog, han har været i Spanien: Rom. 15,24), og at han så atter er blevet anklaget og henrettet i Rom under Nero (65). Om Kristendommen, som man har udregnet, ved Paulus' Død havde 30,000 Tilhængere, er vel umuligt at sige, men vist er det, at den ringeagtede galilæisk-jødiske Sekt var blevet en, efter sit Væsen verdensomspændende Kirke. Opgøret med Jødedommen var fuldbragt, Belysningen af Kristendommens Stilling til de orientalske Mysteriereligioner og Grækerånden indledet. Et uhyre Arbejde havde han sat ind, den spinkle, forfulgte og mishandlede Teltvæver fra Tarsos. Han havde »fuldendt Løbet« og fortjent Sejrens Krans. At tale om Paulus' Teologi er på en Måde misvisende. Han siger selv (l Kor. 1,17), at Kristus havde udsendt ham til at forkynde Evangeliet »ikke i Ord visdom, for at ikke Kristi Kors skulle blive til et tomt Ord…. thi Dårskaben fra Gud: er visere end Menneskene, og det magtesløse fra Gud er stærkere end Menneskene«. Menighedens Tro »skal ikke hvile på Menneskers Visdom, men på Guds Kraft«. Men idet han fører Kampen mod det jødiske Snæversind og under sin Missionsgerning må prøve Kræfter både med asiatisk Mystik og hellensk Filosofi, tvinges han til at udvikle en Troslære på kristen Grund, den første af denne Art og Forbilledet for alle senere. Dens vigtigste Grundtræk skal jeg søge at fremstille så knapt som muligt.

Paulus nægter aldrig Israels Storhed og enestående Kaldelse. »Guds Ord er blevet dem betroet«, siger han om Jøderne (Rom. 3,2). Den åndelige Klippe, Jøderne drak af i Ørkenen, var Kristus (1 Kor. 10,4). I lidenskabelig bevægede Ord udtrykker han sin Kærlighed til sit Folk (Rom. 9) og minder Hedningefolkene om, at de er indpodet på Israels Træ som en vild Kvist, der er »blevet delagtig i Olietræets Fedmes Rod« (Rom. 11). Men med vidunderligt Skarpsyn ser han, at det er Israels Gudstanke, Forjættelsen til Abraham, som er dets egentlige Palladium, og at Farisæerne i deres Lovdyrkelse ganske har overset dette. Forjættelsen er ældre end Loven; dermed er Grundlaget for Paulus' Troslære givet. Abraham blev ikke retfærdiggjort ved Loven, men ved sin Tro på Forjættelsen (Rom. 4,13), og »da Skriften forudså, at det er ud af Tro, Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det gode Budskab: i dig skulle alle Folkene velsignes« (Gal. 3,8). Det er Troen, ikke Loven, der retfærdiggør. Abraham troede på Forjættelsen; de Kristne, som har set Forjættelsen opfyldt, frelses ved Troen på den opfyldte Forjættelse, den opstandne Herre Jesus Kristus. Ved denne Tro er Loven ophævet og »en ny Pagt« indgået. Lovens største Betydning er, at den har lært Menneskene deres Syndighed at kende. Den har været dem »en Opdrager til Kristus« (Gal. 3,24). Med Guds strenge Bud måtte det begynde, at der kunne komme Alvor i Syndserkendelsen; men den, der har prøvet at opfylde Lovens Bud, ikke i Udvorteshed, men i Ånd og Sandhed, ham blev ved Loven hans egen Afmagt åbenbar. Så stod han magtesløs og måtte fortvivle, om han ikke havde haft Forjættelsens Håb at klynge sig til. Med Kristi Liv og Død blev Nåden forhvervet det syndige Menneske, som ikke kunne frelse sig selv. Uforskyldt retfærdiggøres og geniøses den Troende ved Kristi Kærlighed, og for at den kunne åbenbares i sin hele Fylde måtte han lide Døden på Korset.

Kristi Død er Midtpunktet i Paulus' Forkyndelse, som hans Opstandelse er det i Peders. Den er for Paulus på samme Tid det store Vidnesbyrd om Menneskenes Syndighed og om Jesu Kristi uendelige Kærlighed. Den er ikke en Naturbegivenhed (som de hedenske Mysterieguddommes Død, Adonis' eller Osiris'), men en Handling, en Bedrift, der har sit Udspring fra Kærlighed og åbenbarer Kærlighed. Men idet Paulus atter og atter fordyber sig i det uudgrundelige Mysterium, der omsvæver hint store Kærlighedsoffer og forbinder det „med sine jødiske Forestillinger om Sonofret, som det forkyndes af Deuterojesajas (Kap. 53. - Sign. 2 Makkab. 7,38), lægger han Grunden til den Lære, at Kristus ved sin Død betalte Gud for Menneskenes Synd og stillede Guds Vrede. Tanken slår især an blandt Romerne, men den stammer hos Paulus snarest fra den farisæiske Handelsregning, som han ellers så energisk bekæmper. Under Forsøget på at klare Mysteriet, forflader den det. På dette Punkt mindes vi om, at Paulus med al sin Storhed dog var et fejlende Menneskebarn. Guds Mølle maler langsomt, siger et gammelt Ordsprog. Ad mange tilsyneladende Omveje arbejder de store Sandheder sig frem i Menneskenes Forståelse og sagtens vil det til evig Tid blive Jordens Beboere en Gåde, hvorledes Kærlighedsofret frelser, selv om vi føler, at kun gennem det kan Frelsen vindes.

Det store hos Paulus er, at han ikke lader sig forvilde af sin egen Tanke, men evner at forene dens Mystik med en ædruelig etisk Livsopfattelse. Loven kan ikke frelse; kunne den det, var Kristus død forgæves. Loven er overvundet; men »den nye Pagt« har ikke nedbrudt Skranken mellem godt og ondt. Den har derimod sat Princippet for godt og ondt i det Indvortes, i Sindelaget, i Stedet for i Overholdelsen af Lovbudet. Apostelen er her i nøje Overensstemmelse med Mesterens Forkyndelse. Kærligheden kan kun frelse, når den modtages, og den kan kun modtages, når den gengældes. Det Gode skal jeg gøre af Kærlighed til Gud og den, han udsendte. I Stedet for Lovens Tvang træder da Kærlighedens frie Hengivelse. Det er Tvangen, ikke Moralen, Kristus har befriet os fra. Synden er Trældom, og den frygteligste af alle. Den nye Pagt skaber et nyt Liv. Den Frihed, Paulus forkynder, er altså ingenlunde Tøjlesløshed. Tværtimod har han mægtigt advaret de første Menigheder for den Vildvej, Gennembruddets Begejstring let kunne føre ind på: at glemme det Etiskes Alvor for Frigørelsens Jubel. Bestandig kalder han Kristus »Herren« og minder derved om Semiternes oprindelige Gudssymbol. Der er en himmelvid Forskel på hans Troslære og Ariernes gemytlige Selvforgudelse. Paulus lærer ikke, at Menneskets Syndighed ophører, fordi det kommer ind under Nåden. Heller ikke på dette Punkt røber han nogen som helst Overspændted. Det Billede, han oftest anvender, når han taler om Menneskelivet, er Kampens. Kampen mod Syndens Magt ophører aldrig; Ingen har skildret den med mægtigere Anskuelighed og lidenskabeligere Patos end Paulus. Det er ikke Legemet, der for ham (som for Platon) er Syndens Princip, men den onde Vilje, Egenkærligheden. Fordi denne Vilje aldrig helt og varigt overvindes, kan Frelsen ikke erhverves ved egen Hjælp, men må altid modtages af Nåde.

Et andet Punkt af Vigtighed i Paulus' Troslære er den Historiens Filosofi, han forkynder. Under Kampen med Grækerne får denne Tanke Vækst i ham. »Kristus er den anden Adam« (1 Kor. 15,45), den »førstefødte frem for enhver Skabning« (Kolos. 1,15). Ved ham og i ham, Forjættelsens Mål, blev al Ting til. Han var hos Gud, før Verdens Grundvold blev lagt. Og som alt er blevet til ved ham, skal alt til sidst vende tilbage til ham. Dette er Historiens Mål. Ud fra denne Opfattelse af Kristus bliver den kristne Kirke noget andet og mere end en Institution; den bliver en levende Organisme: Kristenfolket, hvis Midtpunkt er Frelseren. I Epheserbrevet (som måske er skrevet af en Discipel, ikke af Paulus selv) tales der om »den store Hemmelighed«, at Hedningerne er Medarvinger til Frelsen. I femte Kapitel hedder det: »Denne Hemmelighed er stor, - jeg mener med Hensyn til Kristus og Menigheden«. Samfundstanken er i Sandhed Kristendommens vidunderligste Hemmelighed. I den, - ikke i en farisæisk-juridisk Sonofferteori - må Arvesyndens og Kærlighedsofrets Gåder anes løste, såvidt som muligt er på timelige Vilkår. Historiens Mål er Alskabningens Forløsning, Oprettelsen af Gudsriget. Sikkert har Paulus tænkt sig det således, at de, som ikke vil have Del i Riget, skal forgå i Intet og med dem deres Fyrste. Et evigt Helvede, som Kirkens senere Lærere forkyndte det, har han ikke lært. Trods Pessimismen i hans Opfattelse af Skabningens Syndighed og Afmagt, slutter hans Tankegang i en lysende Optimisme, atter her så vidt forskellig fra Grækernes Filosofi. Stoas Vismænd forkyndte et Ideal af Visdom og Adel, som de ikke troede eksisterede eller kunne eksistere; derfor munder deres Tanke ud i Selvmordets Fortvivlelse. Paulus ved, at Idealet blev virkeligt i Kristus og lever i ham, at det er selve Verdensprincippet, at til det skal al Tilværelse omsider opløftes, når efter Kampens Ophør Gud er Alt i Alle.

Selvfølgelig har Paulus sin Begrænsning. Jeg har berørt hans udvortes Opfattelse af Kristi Sonofferdød. Jeg kunne fremdeles nævne hans mærkelige Overtro på Sakramenternes magiske Magt: at man kan lade sig døbe på de afdødes Vegne (1. Kor 15,29. Sign. 1. Kor. 11,29), hans snævre Opfattelse af Ægteskabet (l Kor. 7,7) eller hans Lære om Forudbestemmelsen, som dog måske er blevet misforstået af Calvin. Mere lønnende er det til Slutning at dvæle ved hans Evne som Organisator af den nye Kirke. Paulus har udviklet den Verdenstanke, at hver enkelt Menighed er et levende Hele, et Afbillede af den usynlige Kirke, samtidig med, at han energisk fastoldt Forbindelsen mellem de enkelte Led og Midtpunktet, Jerusalem. Således bliver Kirkens ydre Legeme et synligt Udtryk for den ophøjede Tanke om Tilværelsens Sammenhæng med Kristus (Harnack gør opmærksom på, at den jødiske Synagoge ikke opfattede sin Stilling på denne Vis, og at den græsk-romerske Verden ejheller kendte noget lignende: et religiøst-socialt Samfund uden nationalt eller politisk Underlag. Han begriber mærkelig nok ikke, »hvorfra Tanken stammer«. (»Die Mission« S. 309. Anm.). Den stammer fra Jesus, da han forjættede sine Disciple, at hvor to eller tre er samlede i hans Navn, vil han være midt iblandt dem (Matt. 18, 20). Paulus har udviklet denne Tanke og organiseret Menighederne med den som Grundlag. Han bygger heri, som i alt andet, på sin Herre og Mester).

Åndshistorien må nøjes med at pege på de afgørende Led i Udviklingen. Her kan ikke dvæles yderligere ved de personlige Vidnesbyrd, Paulus har givet sig gennem Brevene. Trods Uklarhed hist og her, der måske skyldes mangelfuld Overlevering, er Fremstillingen så fyldt af Ånd, så præget af Oprindelighed, at der ikke i Kristenhedens Litteratur findes noget Tilsvarende. Billedrig er Stilen ikke, og dens få Billeder er hentede fra Bylivet, som Paulus kendte bedst. I så Henseende er der en karakteristisk Modsætning mellem dem Og Jesu Lignelser med deres landlige Ynde. Naturligvis kommer Paulus heller ikke Mesteren nær i Vælde og Myndighed, - men det tør dog måske siges, at ligesom Ingen af Kirkens Stormænd er nået nærmere ind til det Inderste i Jesu Forkyndelse end Paulus, således har heller Ingen tilnærmelsesvis lignet ham så meget i Tankens Kraft og Udtrykkets Fynd. Med Rette optog Kirken Paulus' Breve blandt sine hellige Skrifter efter Evangelierne og Apostelhistorien. Til alle Tider har Menigheden i dem fundet Udgangspunktet for rige Tankeudviklinger - Søndag efter Søndag, hele den kristne Verden over lyder dette mægtige Vidnesbyrd fra den store Hedningeapostel til Eftertanke, og al Verdens Teologi har endnu så langt fra udtømt dets Fylde, at den vel på mange Punkter endnu ikke er nået til fuld Forståelse af dets livsbærende Betydning.

For ikke ret mange År siden fastslog Bibelkritikken som det endelige, uomstødelige Resultat af sine Undersøgelser, at det nye Testamentes fire Evangelier aller tidligst stammede fra det 2det eller 3die Århundrede og altså umulig kunne være skrevne af de Mænd, Kirken fra gammel Tid har nævnet som deres Forfattere. Nu tvivler ingen ædruelig Forsker (Teologerne af den Kaltoffske Skole tør man måske uden Ubillighed undlade at henregne blandt de ædruelige. De hævder for ramme Alvor, at Jesus og Paulus aldrig har eksisteret, og at Kristendommen er fremgået som Gæringsresultat af den græske og romerske Kultur. Et vellykket Eksemplar af Arten er B. Kellermann: »Kritische Beitråge zur Entstehungsgesch. d. Christent.« 1906. Disse »kritiske« Bidrag har omtrent samme videnskabelige Værd som den danske Forfatter Emil Rasmussens Teori om, at Jesus og Paulus var Epileptikere og havde en Skrue løs) om, at alle fire Evangelier forelå ved År 100, og at de blev almindelig udbredt i den kristne Kirke i Løbet af det andet Århundrede. Det ældste Evangelium, som utvivlsomt skyldes Johannes Markus, Paulus' og Barnabas' Rejsefælle på deres første Missionsrejse, er rimeligvis affattet omkring år 70 på Grundlag af Optegnelser, der nu alle er gået tabt. Kort efter må Mattæusevangeliet have foreligget; der kan intet af nogensomhelst Betydning indvendes mod Traditionen, at Apostelen Mattæus har skrevet det. Henved 80 (mellem 75 og 80) har Lukas nedskrevet sit Evangelium som første Del af det Værk, han fortsatte med »Apostlenes Gerninger«, sandsynligvis afbrudt ved hans Martyrdød under Domitian. Hans Evangelium er bygget over Meddelelser, også skriftlige, af Øjenvidner, »Apostlenes Gerninger for en væsentlig Del udarbejdet på Grundlag af Dagbogsoptegnelser af Lukas selv; han var jo gentagne Gange Paulus' Rejsefælle. Endelig er Johannesevangeliet temmelig sikkert blevet til ved År 90 i Ephesus; enten er det skrevet af Apostelen Johannes selv eller af hans Disciple efter hans Meddelelser. Johannesbrevene må være fra samme Tid omtrent og af samme Forfatter; »Johannes' Åbenbaring« er ældre, fra 65-70. Meget, bl.a. Betegnelsen af Kristus som Logos, kunne tyde på, at Værket skyldes Johannes.

Bibelforskningen i vore Dage har altså med Hensyn til det faktiske Grundlag for Kristendommens ældste Historie i høj Grad nærmet sig Kirkens oprindelige Tradition. En Del moderne Kritikere mener imidlertid, at Evangeliernes forskelligartede Præg skyldes en forskellig teologisk Tendens hos Forfatterne, at denne Tendens har »farvet« deres Beretning, også om det rent faktiske, og at der desuden i Tidens Løb af tendentiøse Grunde er foretaget Indskud og Omarbejdelser, som har forvansket det oprindelige Indhold. Det er muligt, endog sandsynligt, at Ændringer er blevet foretagne (Markusevangeliets sidste elleve Vers f.eks.. viser sådanne sproglige Uoverensstemmelser med det øvrige Evangelium, at de må formodes tilføjede af en anden Hånd, måske i Tilslutning til de øvrige Evangelier og i så Fald rimeligvis ved År 100. Ifølge en armenisk Evangeliebog fra det 10de Århundrede skal denne Slutning hidrøre fra Aristion, en af Herrens Disciple); men overvejer man, at de fire Evangelier efter al Rimelighed har foreligget som et sammenstillet Hele ved År 100 (Harnack), kan Ændringerne næppe have haft indgribende Betydning. Et anerkendt helligt Skrift retter man ikke i.

Tilbage står da den Påstand, at Evangelisterne selv har »farvet« deres Fremstilling. Spørger man nu Kritikerne, om de mener, Evangelisterne har løjet, svares der enstemmigt: »Nej, de har naturligvis været i god Tro.« Men i så Fald tør man vist gå ud fra, at »Farvningen« ikke har bestået i indgribende Forvanskning af det, der meddeles som Kendsgerninger, - hvis man da ikke vil antage, at Evangelisterne manglede Evnen til at skelne mellem Virkeligheden og deres egne Ønsker eller Fantasier. Grundlaget for deres Fremstilling var enten Selvsyn eller Meddelelser af Øjenvidner. Der levede, dengang Evangelierne blev nedskrevne, mangfoldige, som havde set og talt med Frelseren (Quadratus beretter, at der endnu på hans Tid levede Enkelte, kendte af Alle, som Jesus havde helbredet eller opvakt fra de Døde. (Se Eusebius' Hist. Ecel. IV, 3.). Skulle det så kunne tænkes muligt, at indgribende Forvanskninger af det historiske Indhold undgik Opmærksomhed og Påtale? I Sandhed, hvis noget historisk Vidnesbyrd kan antages pålideligt, må det være Evangeliernes. Fire forskellige Beretninger om de samme Begivenheder indenfor et Tidsrum af 30 År, ca. 50 År efter, at Begivenhederne er foregåede, - så gode Kilder kan en Historiker yderst sjældent gøre Regning på, når Talen er om Oldtidens Historie. Og hertil kommer, at Kirkens tidlige Opfattelse af disse Beretninger som »hellige« gør senere indførte Forvanskninger af Betydning såre usandsynlige (Man lægge Mærke til, hvor samvittighedsfuldt Paulus sondrer mellem det, han har fra Herren selv, og det, han skylder sin egen Tænkning! (1. Kor. 7, 10-12).

Kristendommen tør rose sig af en solidere underbygget Tradition end noget andet historisk Fænomen fra Oldtiden. Noget ganske andet er det, at hver Evangelist har set de meddelte Kendsgerninger med sine Øjne. Det er ejendommeligt for Kristenåndens Virken, at den indgår Forbindelse med enhver Personlighed, som med enhver Folkeånd, uden at tilintetgøre dennes Særpræg. Hver enkelt af Evangelisterne har opfattet den hellige Historie på selvstændig Vis, har følt sig stærkest grebet af dette eller hint, har særlig understreget ét, medens han forbigik andet. Frelserens uendelig rige Personlighed har vist sig fra forskellige Væsenssider for hver især af disse Mænd, som for enhver, han mødte eller møder den Dag i Dag. Og det er en Lykke for den kristne Menighed, at så forskellige Individualiteter som disse fire har efterladt os en sammenhængende Fremstilling af de store Begivenheder, hvorved Kirken grundlagdes, og et levende Billede af Frelseren, som han stod for Enhver af dem. Vi ville være usigelig meget fattigere, om vi kun havde en eller to af disse Beretninger i Stedet for dem alle fire.

En åndshistorisk Behandling af Evangelierne må stræbe at udløse det Væsensbillede, hvert enkelt giver af Jesus og hans Gerning, og dernæst se disse Billeder som Sider af den samme Personlighed, det samme Værk, opfattet i forskellig Åndsbelysning. På Dansk er et sådant Forsøg udført af A. Andersen (A. Andersen: Mattæusevangeliets Opfattelse af Herrens Liv. 1878. Lukasevangeliets do. 1881. Johannesevangeliets 1884. Markusevangeliets 1890. Menneskets Søn 1894 giver det samlede Udbytte af Undersøgelsen). Den efterfølgende sammentrængte Oversigt er, navnlig for Markusevangeliets Vedkommende, bygget på dette betydelige Livsværk af en af den danske Kirkes fremragende Mænd.

Allerede Schleiermacher gjorde opmærksom på en Ytring af Papias (han var Apostelen Johannes' Discipel og led Martyrdøden 163), bygget på Presbyteren Johannes' mundtlige Meddelelser, som findes anført i Eusebius' Kirkehistorie (III 39): »Markus, som havde været Peders Tolk, nedskrev, så vidt han kunne huske det, nøjagtigt, dog ikke i Rækkefølge, hvad Kristus havde sagt og gjort.« Dette ældste Vidnesbyrd om Evangeliet nævner udtrykkelig Markus, og Nutidens Bibelgranskere er da også næsten alle kommet til den Overbevisning, der først fremsattes af Lachmann (Lachmann: De ordine narrationum in evangeliis synopticis. 1835) på Grundlag af Schleiermachers Iagttagelse, at Markusevangeliet er den ældste bevarede Fremstilling af Jesu Liv og Gerning. Muligvis har der forud for Markus eksisteret Optegnelser af Jesu Taler (Papias omtaler en sådan af Mattæus) og kortfattede skriftlige Meddelelser om hans Liv; mundtlige Overleveringer har selvfølgelig også været til Evangelistens Tjeneste. Men Markus nedskrev ikke sit Evangelium for at give et Stykke videnskabelig Historie, en kritisk gennemarbejdet Biografi; han skrev for at befæste Troen på det vidunderlige, Apostlene havde oplevet, og for at levendegøre Kristi Skikkelse for Menigheden, med ét Ord: for at vidne (Sign. Joh. 20, 31; Luc. 1, 4; 1. Joh. 2, 21: »Jeg skrev ikke til Eder, fordi I ikke vide Sandheden, men fordi I vide den.«). At hans Evangelium synes særlig velunderrettet om det, der foregik omkring Kapernaum, stemmer med Kirkens gamle Tradition, at Peder var Markus' nærmeste Kilde. Synspunktet for Markusevangeliet er Gudsrigets Komme ved Jesus Kristus.

Døberens Forkyndelse er Indledningen. Hans Dåb er Omvendelsens Vanddåb, og hans Forkyndelse går ud på, at Riget er nær. Ved Dåben i Jordans Vande bemyndiges Jesus til at indtage Stillingen som det nye Riges Konge, idet Ånden daler over ham, den samme Ånd, som driver ham ud til Prøvelsen i Ørknen. Denne Åndens Nærværelse er det nye, som fører ud over Døberens Standpunkt. Nu skal der døbes med Ånd. Jesu første Gerning efter Sejren over Djævelen i Ørkenen er Rigets Forkyndelse. At han straks tilkalder Disciple, viser, at det er en blivende Gerning, han begynder. Som den, der har Myndighed, uddriver han i Kapernaums Synagoge den urene Ånd. Men hans Helbredelsesgerninger tages forfængelig af Folket, som er i Færd med over Vidunderne at overse Kærnepunktet: Riget. Derfor viger Jesus bort og søger Landsbyerne for at præke Riget dér. At han truer de urene Ånder og forbyder dem at kalde ham Guds Søn, kommer af, at Tiden endnu ikke er inde, Menneskene endnu ikke modne til at modtage Oplysning om Rigets store Hemmelighed. Tilfældig er det sikkert ikke, at den første Besatte kalder ham »Jeus af Nazaret, den Guds Hellige«, medens den Besatte hos Gadarenerne senere i Evangeliet kalder ham s den aller højeste Guds Søn«. Forskellen i Udtrykkene betegner Stigningen (Man kan angående dette Punkt efterse Chr. A. Bugges Afhandling i Preuschens »Zeitschrift fur die neutest. Wissensch.« 1906. 2. W. Wrede har vistnok først påpeget Tanken i sin Bog: »Das Messiasgeheimniss in den Evangelien.« 1901.)

Den Værkbrudnes Helbredelse ledsages af Syndsforladelsen. Her er det nye så iøjnefaldende, at det vækker de Skriftkloges Modsigelse. Betegnende er det, at Jesus i denne Forbindelse for første Gang kalder sig »Menneskesønnen« o: Tjeneren til Slægtens Frelse. I Fortsættelse heraf går han ind til Tolderen Levi: Rigets Grundtanke er at frelse Sundere. Modsætningen til det bestående understreges dernæst ved, at Jesus overtræder Fastebudet og helbreder på Sabbaten. Den nye Tanke, at Sabbaten er til for Menneskenes Skyld, giver Oplysning om Rigets Væsen. Udvælgelsen af de tolv Apostle fastslår dernæst, at Riget er og vil være et Samfund. »Han gik op på et Bjerg og kaldte til sig, hvilke han selv ville«. Som den, der har Myndigheden og Magten til at give Riget dets Form på Jorden, udvælger han efter sin Vilje. De tolv Apostle opdrages så til at forstå Rigets Hemmelighed. Først betones det, hvad det er for en Ånd, der er Rigets Ånd. Farisæerne mener, at Jesus har sin Magt fra Djævelen; han viser dem Selvmodsigelsen heri ved de urene Ånders fjendtlige Stilling til ham. Rigets Ånd er altså Guds Ånd, Helligånden, og i denne Forbindelse lyder de stærke Ord om Synd mod Helligånden, som ikke kan tilgives, fordi det at kalde Ånden for uren er at udelukke sig selv fra Riget. - Dernæst hævder Jesus ved at afvise sin Moder og sine Brødre, at Riget er grundlagt på Frihed, ikke på Slægtskab og Frændskab. I dette Træk er Paulus' Kamp mod Jødekristendommen ligesom foregrebet. - Endelig fremstiller Jesus i Lignelser Rigets Vækst i Menneskelivet; men disse Lignelsers Tanke meddeles foreløbig kun Apostlene, Folket kan endnu ikke fatte Hemmeligheden, og Ånden haster ikke. Lignelserne om Sædemanden og Sennepskornet udtrykker, at Ordets Vækst er afhængig af Jordbunden, den Sjæl, hvori det sås, at Væksten foregår efter indre Love og derfor ikke kan fremskyndes, men at dens Kraft trods den uanselige Begyndelse og Langsomheden alligevel er uhyre.

Med sin næste Handling, da han stiller Stormen på Søen, tvinger Jesus Spørgsmålet stærkere frem i Disciplenes Sjæl: »Hvem er da denne?« I samme Retning virker Helbredelsen af den Besatte hos Gadarenerne, en langt frygteligere Besættelse end nogen af de tidligere meddelte, samt Opvækkelsen af Jairi Datter. Gennem disse Vidundere står Jesus for Disciplene som Naturens, som Livets og Dødens Herre. Det er til Modsætning, Evangelisten fortæller om Vantroen i Jesu Hjemstavn; dér kunne han ingen kraftige Gerninger gøre, thi hvor Troen fattes, er Riget ikke. Den kortvarige Udsendelse af Disciplene sker dels for at prøve deres Tro og Evne og opdrage dem yderligere gennem Arbejdet for Riget, dels for at kalde det afgørende Spørgsmål om, hvem Jesus er, tillive i større Kredse. Blandt de forskellige Svar nævnes Herodes', at han er den genopstandne Johannes, og andres, at han er Elias eller en af Profeterne.

Bespisningsmiraklet er det næste Skridt fremad. Jesus ynkes over Mængden, der er som Får uden Hyrde. Herved peger Evangelisten symbolsk på Frelserens Stilling til Menigheden. Miraklet selv indeholder et lignende Fingerpeg. Jesus giver Menneskene Livets Brød, medens hans Disciple indtager en midlende Tjenerstilling, idet de uddeler Brødet og senere opsamler Levningerne. Vandringen på Søen er et nyt og mægtigt Vidnesbyrd om Herrens Magt og Myndighed; atter stiger, og næsten med Rædsel, Spørgsmålet op: »Hvem er da denne?« Den efterfølgende Strid med Farisæerne, som angriber Jesus, fordi han lader sine Disciple spise med uvaskede Hænder, giver ham Lejlighed til at udtale, at intet Udvortes kan gøre et Menneske urent, at med andre Ord det nye Rige er i Menneskets Indre. I Beretningen om Hedningekvinden, hvis Datter Jesus frelser, berøres første Gang hans Forhold til Hedningerne: Rigets Område udvides. De næste Undere - den Døve, der bliver hørende, den Blinde, der ser - har ligesom Bespisningsmiraklet, der gentages, symbolsk Betydning; de er som levende Lignelser, der skal tale til Disciplenes Sjæle. Og endelig på Vejen til Cæsarea er da Opdragelsen nået så vidt, at Jesus kan spørge dem: »hvem sige I mig at være?« og få Peders Svar: »Du er Kristus.« Men straks tilføjer han da også det første Varsel om sin Lidelse og Død (I alle Evangelierne findes Peders Bekendelse og Jesu Varsel om sin Lidelse umiddelbart knyttede til hinanden): Tjenergerningen må nå sit Højdepunkt i Selvhengivelsen. Overensstemmende dermed forkynder han derefter også Folket, at det nye Livs højeste er at ofre Livet for sin Næste. Forklarelsen på Bjerget er Bekræftelsen for Disciplene på, at de har set ret; den er tillige Varslet om den kommende Herliggørelse. Den er mer: med den er Riget kommet i sin Kraft, og Kristus står som dets strålende Midtpunkt. Hermed er Disciplenes Indvielse beseglet. Men Forklarelsen er kun det store Festens Øjeblik inden den sidste Storm. Allerede ved Bjergets Fod møder Afmagten og Synden Herren påny; dens Magt er endnu ikke brudt, Syndernes Kår væsentlig uforandrede. Forunderlig dybt og rørende udtrykker den månesyge Drengs Fader Modsigelsen i sin Bøn til Jesus: »Jeg tror, Herre! Hjælp min Vantro!« Da Disciplene kives om den første Plads i det nye Rige, belærer Jesus dem om et af Grundvilkårene: Selvhengivelsen, Ydmygheden. Barnet, han stiller mellem dem, er Udtrykket for den fulde Hengivelse, den ubetingede Villighed. Den indbyrdes Kærligheds direkte Modbillede er »Forargelsen«, som Herren advarer mod.

I det næste Afsnit viser Evangelisten det nye Riges Åbenbarelse på Jorden. I Talen til Farisæerne om Ægteskabet betoner Jesus det oprindelige Grundforhold, som det indstiftedes af Gud ved Skabelsen, i Modsætning til Moselovens Formbud. I Riget, som han bringer, er Mand og Hustru ikke de legalt, af Loven sammengivne, som Loven atter kan skille, men dem, som med Hjerte og Personlighed helt og frit har hengivet sig til hinanden. Om dem, og kun om dem, gælder det, at Gud har sammenføjet dem, og at Intet må adskille dem. Rigets Grundvilkår: Frihed i Ånd og Sandhed oplyses ved dette Eksempel, hvormed Farisæerne sindrigt vil besnære Herren, og som har forvirret så mangfoldige Hjerner siden. De små Børn, som føres til ham, lader ham fremsætte Tanken om Riget som en Guds Gave, der må modtages i Tro og Tillid. Fortællingen om den rige Yngling fremhæver påny Selvfornægtelsen som et af Grundvilkårene: det er lettere for en Kamel at komme gennem Nåleøjet end for en Rig at komme ind i Riget. Disciplene må dernæst belæres om, at de endnu er meget langt fra at ane Dybden af Herrens egen Selvfornægtelse: Jakob og Johannes vil sidde ham næst i Riget; de véd ikke, at det, de beder om, forudsætter Martyriets Højeste, hvad der er over deres Kræfter.

Ved Jericho hilses Jesus af den blinde Bartimæus som »Davids Søn«, og denne Gang byder han ikke som forhen Tavshed; tværtimod, han lader Alle høre det. Åbenbarelsens Time er kommet; han er på Vejen til Jerusalem. Den Blinde helbredes og følger ham under hans Indtog. Men Indtoget kalder, som det måtte ske, den vrange Opfattelse frem ved Siden af den sande. Folkets store Mængde, som hylder ham, ser det nye Rige som et udvortes, Verdslighedens Rige. De næste Træk i Evangeliet fremhæver Modsætningen og drager det skarpe Skel. Først symbolsk, i Fortællingen om Figentræet, der trods sin tilsyneladende Frodighed ingen Frugt bærer, og som Jesus lader visne: Billedet på det Israel, der ikke modtager Riget på rette Vis. Hvor megen gold »Kultur« er dette Figentræ ikke det evig gyldige Billede på! Dernæst i Virkeligheden, gennem Kræmmernes Uddrivelse af Templet. Som den, der har Myndighed, fordriver Jesus Verdslighedens Repræsentanter, der har anmasset sig Plads i selve Helligdommen. Rådets Udsendinge vil lokke ham til at mælde sig som den nye Magtaver. Han gennemskuer dem, og idet han henviser først til Døberen, som de ikke har fulgt, dernæst (ved Lignelsen om Vingården) til Profeterne, som de har ihjelslået, nævner han sig som »Sønnen«, hvem de utro Tjenere til Slutning vil ihjelslå. Prøven, der anstilles med Skattens Mønt, samt Sadducæernes listige Spørgsmål om den gifte Kvindes Stilling i Opstandelsen lader Herren klart og sikkert drage Skellet mellem hans Rige og denne Verdens. Også den lille Fortælling om Enkens Skærv viser Forskellen mellem Rigets og Verdens Gaver og indeholder tillige, ved Antydningen af den ubetingede Hengivelse, et Billede på Herrens eget Offer.

Derefter forbereder Jesus Disciplene på den sidste Afgørelse, at den ikke skal knuse dem helt, og forudsiger Israels Undergang som Følge af, at det har forskudt sin Frelser. Til Gengæld skal Evangeliet nå ud til »alle Folk« (13,10). Kun sådan kan Riget grundlægges. Gennem Nadverens Indstiftelse, Døden på Korset og sin Opstandelse fuldkommer Jesus så Riget, og Evangeliet slutter med, at han befaler sine Apostle at udbrede det over den hele Jord (Denne Slutning er, som tidligere bemærket, næppe af Markus). Det er Fornyeren, »Helten fra Golgata«, Farisæernes frygtløse Bekæmper, Gudsrigets Stifter og myndige Herre, som Markus navnlig viser os. Men derfor mangler de milde Træk dog ingenlunde. Ofte hedder det, at Jesus »ynkedes inderligt« over Menneskene, og lige så stærkt som i de andre Evangelier betones Tjenergerningen, Offervilligheden og Ydmygheden som Grundtræk i hans Væsen og Handlemåde. Ingen væsentlige Sider af Herrens Personlighed er forbigåede, omend Hovedvægten er lagt på det heroiske og reformatoriske, Myndigheden, hvormed han bringer det Nye i Riget.

Hos Mattæus er det Herren som Fortsætteren, der især træder os imøde. Han er Forjættelsens Opfyldelse; alle hans Handlinger og mange af hans Ord ses i Mattæusevangeliet som Fuldkommelse af det, den gamle Pagt sigtede imod og indledede. Derfor ledsager Evangelisten sin Beretning med stadige Henvisninger til Profetierne; at ved denne eller hin Handling er denne eller hin Profeti gået i Opfyldelse. Selv om dette ofte virker hårtrukket og konstrueret, ligesom det gamle Testamentes Navneforklaringer, er Grundtanken uimodsigelig rigtig. Kristendommen hviler på Jødedommen og kan kun forstås ud fra den; det nye Testamente står og falder med det gamle. Mattæusevangeliet har sin store, særlige Betydning, at det har hævdet denne Sammenhæng; det er ikke uden god Grund, at Kirken, da det nye Testamente blev ordnet, stillede netop dette Evangelium forrest. Mod denne Klippe strander til alle Tider alle rodløse Forsøg på at konstruere Kristendommen, i Stedet for at tage den som det, den er: Åndshistoriens Midtpunkt, den levende Sandhedsåbenbaring. At Mattæus ikke af den Grund kan gøres til Jødekristendommens Repræsentant, ses på, at han fortæller om Jesu Undfangelse ved Helligånden, en absolut ikke-jødisk Tanke, at han i Lidelseshistorien giver Jøderne en langt strengere Bedømmelse end Pilatus, at han meddeler Jesu Barmhjertighed mod den kananæiske Kvinde og mange andre Træk. De Vise fra Østerland er jo tydelig nok Hedningekristendommens første Repræsentanter, og Jesu sidste Bud til Apostlene er hos Mattæus, at de skal gøre alle Folk til hans Disciple.

At påvise i Enkelteder den Måde, hvorpå Hovedsynspunktet er gennemført hos Mattæus, bliver for vidtløftigt. Efter at Markusevangeliet er omhyggeligt gennemgået, vil det være tilstrækkelig for de andre Evangeliers Vedkommende at påpege de væsentligste Afvigelser fra hint. Karakteristisk stiller Mattæus Stamtavlen i Spidsen; den er det skematiske Udtryk for Sammenhængen. Hvad der begyndtes under den gamle Pagt, vises så under Fortællingen opfyldt i Jesus og hans Liv. I ham opstår Abrahamsnaturen, Lydigheden mod Gud til Fuldkommelse. Ved ham bliver Davids Kongegerning optaget og ført til sit sande Mål. Den Ånd, som daler over Jesus i Dåben, er Ånden fra den gamle Pagts Dage, ligesom Døberen er den, der er talt om hos Esajas, Genoptageren af Elias' Gerning. Ved Dåben overtager Jesus Jødefolkets Skyld og dets Verdensmission, for at føre den igennem. De tre Fristelser, som Mattæus (forskellig fra Markus) anfører, er opstillet parallelt med Jødefolkets Prøvelser i Ørkenen, og Jesus svarer Fristeren i Overensstemmelse med Moses' Ord. (Sign. 5 Mos. 8,3-6,16-6,13.). Bjergprækenen, hvori Mattæus samler Grundtankerne i Jesu Forkyndelse, er den nye Lov, hvori den gamle fuldkommes. Det Ord af Herren, at han ikke vil omstyrte Loven, end ikke en Tøddel af den, men fuldkomme den, har Mattæus mærket sig frem for de andre Evangelister; Ingen af dem har som han forstået dette Ords Verdensbetydning. Den nye Lovs Væsen er: Friheden i Modsætning til Tvangen, Personlighedens Hengivelse i Ånd og Sandhed i Modsætning til den legale Opfyldelse af Forskrifter, Tro i Modsætning til Fortjeneste. Den første Betingelse for at komme ind i Guds Rige er Syndserkendelsen (Tørsten efter Retfærdighed), den næste Troen på Kristus. Riget fremstiller Mattæus som det åndelige Kanaan, Forjættelsens Land, hvortil først og fremmest Israels Børn har Adgang. Da de tolv Apostle udsendes, pålægger Herren dem udtrykkelig ikke at gå til Hedninger eller Samaritaner. Kaldelsen skal først udgå til Israel. Forklarelsen på Bjerget er, som hos Markus, Begyndelsen til Herrens Forherligelse, men tillige Forklaringen af Jødefolkets hele Historie, Guds Førelse af sit udvalgte Folk: med særlig Eftertryk fortælles det, at Moses og Elias stod ved Jesu Side.

I Lidelseshistorien er det Davids Lidelse, der henvises til, navnlig til den 22de Salme. Ligeledes lægger Mattæus Vægt på, at det er i Påsken, Jødernes Offerfest, at Jesus bringer sig selv som Offer. Forskellig fra Markus udmaler han så til Gengæld Herrens Komme på Dommedag som den frygtelige Verdensdommer, der skiller Bukkene fra Fårene. Noget af de gamle Profeters Vælde gennemgløder denne Skildring (Kap. 25)( Mærk også Skildringen af Judas' Fortvivlelse og Straf, som kun findes hos Mattæus); men det, der gør Adskillelsen mellem de Frelste og de Fordømte, er ikke Lovlydigheden, men Kærligheden fra først til sisdt. Udgangspunktet er fra Israel, men Grundtanken er evangelisk. Det er Jesus som Retfærdighedens Håndhæver, Lovens Fuldkommer, Verdensdommeren på Himmeltronen, Mattæus her viser os; men det er gennem Kærligheden, han fuldkommer Loven og opfylder Forjættelsen.

I Lukasevangeliet er det, efter Evangelistens egne Ord (1,4), Herrens Liv, som det fuldbyrdedes på Jorden, der fremstilles, for at den nyomvendte Teofilus kan »indse Visheden af de Ting, hvorom han mundtlig er blevet undervist«. Som Mattæus peger på den Side af det Nye, der viser tilbage mod Jødefolket, peger Lukas på den, der viser frem mod Hedningefolkene. At Kristus giver den fulde Udfoldelse af Israels Verdensmission, kan med samme Ret ses fra Lukas' Standpunkt som fra Mattæus'. Evangelistens Personlighed har desuden i fremtrædende Grad farvet hans Beretning. Lukas er Digternaturen mellem Evangelisterne, ligesom Mattæus er Kirkemanden, Johannes Tænkeren og Markus Epikeren. Måske de yndefuldeste, mest rørende af de uforgængelige Emner til Malerier, Kristendommen har bragt Menneskeheden, findes hos Lukas, ligesom hans Lignelser, både ved Indhold og Form, er noget af det mest umiddelbart og rent menneskeligt gribende, der findes i det nye Testamente (Betegnende har Traditionen gjort Lukas til Maler, og som sådan blev han Middelalderen igennem Malerlaugets Skytspatron).

Det er Mildheden, Ømheden, Medlidenheden hos Jesus, Lukas især fremhæver. Hans Evangelium er de Fattiges, de Forskudtes Evangelium: Parablen om den forlorne Søn, om den barmhjertige Samaritan, Beretningen om Synderinden i Templet, om Tolderen Zachæus, om den bodfærdige Røver på Korset findes alle kun hos Lukas. Mens det hos Mattæus er Vismændene fra Østerland, der først kommer til Frelserens Krybbe, er det hos Lukas de fattige Hyrder fra Marken. Den dugfriske Poesi fra den ældste Menigheds Samfundsliv i Broderkærlighed og Tro, som hviler over dette Evangelium og giver det den gryende Morgens sarte Ynde, kunne intet erstatte os, hvis vi mistede det. Men nægtes kan det næppe, at vi hos Lukas mer end hos andre Evangelister har en Beretning på anden Hånd. Han siger selv, at han har sammenarbejdet andres Meddelelser, og det er ikke usandsynligt, at der hos ham findes en Del af de mytiske Træk, som i den ældste Tid samlede sig om Billedet af Herren uden oprindelig at tilhøre hans Historie, selv om de ikke på noget væsentligt Punkt forvansker Indtrykket af hans Personlighed (I Buddha-biografien »Lalita vistara« (oversat af Foucaux på Fransk), som allerede ved År 65 vides oversat på Kinesisk, fortælles det, at ved Buddhas Fødsel sang himmelske Hærskarer om Barnet, der skulle bringe Alskabningen Fred. Også her, som hos Lukas, priser en from Seer Barnet som den kommende Frelser. Også her forbauser den halvvoksne Dreng en Kreds af hellige Mænd ved sin Visdom og formaner Faderen, der opsøger ham, til at stræbe efter de højeste Ting. (Se iøvrig O. Pfleiderer. Das Christusbild in religionsge schichtlicher Beleuchtung.). De indføjede Elementer er alle forklarede i kristelig Ånd, og Indtrykket af Herrens Myndighed, hans Brud med Farisæeren og hans Dom over Lovretfærdigheden er intetsteds forvisket til Bedste for den mildere Opfattelse, der bærer hele Evangeliet.

Trods Forskellighederne, eller måske netop i Kraft af dem, samler de tre Evangelieberetninger sig til et selvoverensstemmende, levende Billede af Frelserens Personlighed, der til alle Tider har virket på Menneskeheden med det sande´s uimodståelige Magt. Dette kan ikke være opstået i Menneskehjerner. Evangelisterne har Ret: deres Vidnesbyrd bærer Sandhedens umiskendelige Mærke til Vished for hver den, der har Øren at høre med.

Efter at Kristendommens Stilling til dens nærmeste, historiske Forudsætning var klaret, mødte den en ny Åndsfaktor, som den måtte optage Kampen med. Det var de religionsfilosofiske Systemer, som man med et Fællesnavn har kaldt Gnosticismen, skønt Navnet oprindelig kun gjaldt et enkelt af dem. Så snart Menigheden begyndte at træde i åndelig Forbindelse med den omboende Hedningeverden, begynde også Kampen, og den blev så meget farligere, som mange Gnostikere søgte at forbinde deres Lære med Kristendommen, ja endog hævdede, at den var Kristendommens sande Tolkning, Udtrykket for dens dybeste Indhold. Mange Gange siden har det gentaget sig, dette Forsøg på velvilligst at protegere Kristendommen og lave den om til en Slags Filosofi; ikke altid har Resultatet været så frugtbart som den Gang, da Faren kaldte nye Åndskræfter frem hos de kristne Helte og lod et af Kirkens herligste Værker fremstå som blivende Udbytte.

Gnosticismen synes opstået i Frygien og er sandsynligvis ældre end Kristendommen. Den er de lilleasiatiske Folks Forsøg på at hjælpe sig ud af Tidens Nød ved egne Kræfter, fremgået af samme Trang som de græske Mysterier, Mitrasdyrkelsen og så mange af hine Systemer, Oldtiden ved Kristendommens Fremkomst er så rig på. De gamle Folkereligioner havde opløst sig i Mytologi; de kunne give Digtere og Kunstnere Stof, men ikke give Liv. Af Gæringen er Gnosticismen fremgået. Hos den jødiske Teolog Filon († 39 e. Kr.) fra Alexandria finder man to gnostiske Hovedsætninger: at Erkendelsen frelser, og at Erkendelsen fuldkommes ved Askesen. Måske har den gådefulde jødiske Sekt, som kaldes Essenere, også arbejdet Gnostikerne i Hænde. Irenæus opfatter Simon Troldmand, der nævnes i »Apostlenes Gerninger« (Kap. 8), som Lærens Stifter; det er temmelig sikkert en Misforståelse. Hvorvidt Indiens Religionsfilosofi har påvirket Gnostikerne, lader sig vel næppe afgøre, skønt det ikke er usandsynligt. Den persiske Lære om de to evig kæmpende Verdensmagter, Lysets og Mørkets, har sikkert haft Betydning for visse Former af Gnosticismen. Men så snart Læren skulle fremstilles skriftlig og begrundes filosofisk, måtte først og fremmest den ældre græske Filosofi få Indflydelse. Det lå ligefrem med Nødvendighed i, at Sproget, man anvendte, var Græsk. Forsåvidt bliver Gnosticismen trods sit blandede Ophav, Grækeråndens første Forsøg på at overvinde Kristendommen ved at optage den i sig. Det lykkedes ikke, og i Løbet af mindre end hundrede År er Forholdet vendt om: det er Kristendommen, der optager og forarbejder Grækeråndens Værdier, samtidig med at den afslører dens inderste Fejltagelse.

Det karakteristiske for Gnostikerne, hvis Anskuelser iøvrigt afveg meget indbyrdes, er først, at Frelsen søges gennem Erkendelsen. Den orientalske Tanke: at Sjæl og Legeme står i uforsonlig Strid med hinanden, leder Gnostikerne til med Platon (Måske har Platon selv modtaget Tanken, i al Fald som en Kim, fra Orienten) at antage Sjælens Forudtilværelse. Sjælen er nedsteget i Legemet og kan kun frelses ved at forløses fra Materiens urene Verden. Dette opnås dels ved mystiske Ceremonier og Selvpinsler, dels og fornemlig ved Erkendelse. Så snart et Menneske har vundet Indsigt i Sagens sande Sammenhæng: at Guddomskimen i ham lider ilde i Støvets Verden, må han nødvendigvis hige bort fra denne Verden, og dermed er hans Forløsning allerede begyndt. Hvorledes de forskellige gnostiske Tænkere nærmere forestillede sig dette, ad hvilke Veje og på hvilken Måde de tænkte sig Sjælen nedstyrtet i Materien og senere befriet derfra, er i denne Sammenhæng ligegyldigt. Det afgørende for deres Forhold til Kristendommen er den logiske Konsekvens, de drager af deres Forudsætninger, med Hensyn til Gud som Verdensskaber, og den særegne Opfattelse af Jesus Kristus, som de udvikler.

Da Materiens Verden er af det onde, kan Gud ikke have skabt den. Gnostikerne antager den i Almindelighed for uskabt, og tænker sig, at det er ikke Gud, men en lavere Dæmon (»Verdensbygmesteren« med Platons Benævnelse), der har ordnet den. Enkelte lærer, at det er den Onde selv, der har skabt Verden. Denne Lære måtte tørne vældigt sammen med Troen på en almægtig og algod Gud, som Kristendommen havde tilfælles med Jødedommen. På den anden Side kunne den synes at have visse Tilknytninger til Kristendommens Lære om Synden. Den Frelse, Kristus tilbyder, er afhængig af Syndserkendelsen; til Synderes Frelse er han kommen. Frelsen havde endvidere sin naturlige Forudsætning i Selvfornægtelsen, Kampen mod Kødets Fristelser, og, i den første Kamptid især, Modsætningsforholdet til »Verden«.

Gnostikerne så i Jesus den højeste Åbenbaring på Jorden af Lys- og Livsprincippet. Han var det store Sendebud fra Gud, Føreren på Vejen bort fra Materiens besmittede Verden. Men så måtte man også tage Konsekvensen, indrømme, at hans egen Legemlighed kun havde været et Skin. Skulle han, og han alene, være uden Synd, måtte det være, fordi han var uden Legeme. En Lysånd var nedsteget til Jorden og havde for et Syns Skyld påtaget sig noget, der lignede Menneskeskikkelse. Andre mente, at Ånden ved Dåben havde iført sig Tømmermandssønnens Legeme, og at det var den, der foér ud af ham igen, da han døde på Korset. Men i Virkeligheden var det altså selve den ulegemlige Guddomsånd, der bragte Frelsen. Således forstod man først ret Kristendommens Hemmelighed. Det historiske er det tilfældige og ligegyldige, Sandheden i Frelseren er det evige, som er hævet over Tid og Sted og absolut uden Forbindelse med Timeligheden.

De Kristne følte sig stillede overfor et Valg. Ville de gå med Gnostikerne, måtte de opgive Israels almægtige Skabergud og den historiske Frelser. Ville og kunne de ikke det, måtte de på en eller anden Vis klare sig de Punkter, hvor de og Gnostikerne syntes at stemme overens. Hvorledes skulle man undgå de tilsyneladende Konsekvenser? Angreb kalder Kræfterne til live, hvor der er Kræfter; Fare styrker og udvikler; Modstand vækker til Selvbesindelse; det er Livets Kår. Og her fik det sin Betydning, at mange af Gnostikerne var litterært dannede Mænd med skolet Tanke; skulle de Kristne stå sig mod dem, måtte deres Tænkning udvikles, til den målte sig med hines.

Den gnostiske Bevægelse vandt stor Udbredelse. I gamle Kætterfortegnelser finder man endog et større Antal af gnostiske Vranglærere end af anerkendte Kristendomslærere fra samme Tid. Trods de Kristnes sejrrige Kamp holdt den sig da også gennem mindst to Århundreder. Vi har flere Stridsskrifter fra kristen Side bevarede. Men langt vigtigere end disse er dog to Kraftytringer, som vistnok skyldes Kampens Spænding, i alt Fald for en væsentlig Del. Det er Johannes' Evangelium og den endelige Udformning af Trosbekendelsen. Her skal tales først om den sidste.

Så langt tilbage, man kan efterspore Trosbekendelsen, gælder den for Apostlenes Værk. Stærkest hævder måske Irenæus (ca. 180), i sin Kamp mod Gnostikerne, dens grundlæggende Betydning (Kirken har af Apostlene og deres Disciple modtaget sin Tro på én Gud Fader« osv. Spørgsmålet er blevet grundig belyst ved Casparis Undersøgelser, men er dog ingenlunde afgjort. På Dansk har F. L. Grundtvig skrevet et lærd Arbejde derom. I øvrig kan efterses Dørholt: Das Taufsymbol 1898. Ordet »Symbol« benyttes først i det 4de århundrede; ellers betegnes Bekendelsen mest som »Trosreglen«). Også Justin, som skrev i Rom (150) samtidig med Irenæus, har sikkert kendt Symbolet i dets gammel-romerske Form (Se A. L. Feder; »Justin des Martyrers Lehre vom Jesus Christus.« 1906), der i alt væsentligt falder sammen med vor Kirkes. Rimeligvis har Trosbekendelsen i denne Form, der fra Rom bredte sig også til Orientens Kirker, været Rettesnoren ved Fastsættelsen af den kirkelige Kanon: »Det nye Testamente«. Også denne Fastsættelse er vistnok foregået i Rom (op mod 200). Kun de Skrifter, der var i Overensstemmelse med »Trosreglen«, kunne erklæres for »kanoniske«. Det er ikke umuligt, at de kirkelige, romerske Autoriteter i den bedste Mening har ændret hist og her i Evangeliernes Tekst for at fremkalde denne Overensstemmelse.

Da det omtales i Johannes Evangeliet, at Jesus døbte nyomvendte (eller rettere, lod sine Disciple døbe dem), må han personlig have meddelt Dåbsvilkåret: Forsagelse og Tro; men denne ældste Trosbekendelse, som stammede fra Herren selv, kan ikke have været enslydende med vor: mange af Leddene i anden og tredje Artikel må jo nødvendigvis være kommet til senere. Det kan tænkes, at Grundtvig har Ret, når han tænker sig Herren selv som Bekendelsens Ophav (i de 40 Dage mellem Opstandelsen og Himmelfarten, mener P. Chr. Kierkegaard); dog må endda enkelte af Leddene, deriblandt Himmelfarten, være tilføjede siden. Sandsynligst er det imidlertid, at der fra Aposteltiden har foreligget en kortere Dåbsformel med Forsagelse af det Onde og Tro på Faderen, Sønnen og Helligånden i naturlig, åndshistorisk Forlængelse af den Dåbspagt, Herren selv har meddelt, medens han levede, men at den endelige Fastsættelse af Leddene, som vi nu har dem i Bekendelsen, både med Hensyn til Form, Antal og Indhold, stammer fra Kampen med Gnostikerne og er foretaget i Rom kort efter 100. Den stærke Understregning af Skaberen i første Artikel, af Jesu historiske Liv i anden (f.eks. at Pontius Pilatus udtrykkelig nævnes (I flere af sine Breve hævder Ignatius († 117) energisk Jesus som historisk Person og fremhæver udtrykkelig, at hans Død og Opstandelse fandt Sted under Pontius Pilatus. Også Justin († 165) henviser til Pilatus' Protokoller som Garanti for Jesu' Livs historiske Sandhed) og af Kødets Opstandelse i tredje kunde skyldes Ønsket om at adskille Kristendommen på afgørende Måde fra den nye Vranglære.

Men selv om Udformningen og Fastsættelsen af Kirkens almindelige Trosregel er foregået på den anførte Tid og Måde, må dens Indhold i det væsentlige stamme fra den ældste Menighed, og dens mageløse Sammenfatning af det for Troesindholdet afgørende kan umulig tænkes fremgået af en kløgtig Sammenstykning; her mærkes for tydelig Suset af Åndens Vinger. Under Åndens livnærende Vælde er Kirkens store Symbol blevet til. Idet Bekendelsen fastsættes, bliver Herrens Kirke sig selv fuldt bevidst som det, den er og skal være gennem Tiderne, i bestemt Adskillelse fra menneskelig Visdom og hedensk Overtro. Derfor er Trosbekendelsen også med Rette i Nutid og Fremtid som den var det i Kirkens Oldtid, Prøvestenen for den kristelige Tænkning og Forkyndelse, uden at man dog derfor må forveksle den med selve Livsprincippet i Kirken: Herren selv og hans Helligånd (De Grundtvigianere, som mener, at Kristendommen står og falder med den Antagelse, at Trosbekendelsen Led for Led i sin nuværende Form er dikteret af Herren, må tvivle om Sandheden af hans Ord om Helligåndens Gerning i Menigheden efter Herrens Død, - altså tvivle om den tredje Artikel! Når en stor og rigtig Tanke udvortesgøres, bliver den åndløs og selvmodsigende. Man kan i denne Sammenhæng mindes, at Irenæus gør Apostlene »og deres Disciple« til Trosreglens Ophav; det stemmer godt med den her udviklede Opfattelse).

Sandsynligvis er også det fjerde Evangelium fremgået af samme Trang til at klare sig Kristendommens Stilling til den nye Filosofi, der udgav sig for den sande »åndelige« Kristendom. Dermed stemmer det godt, at Kirken fra gammel Tid har tillagt Apostelen Johannes dette Evangelium. Netop i hans Alderdoms Dage, da alle de andre Apostle var gået bort, fik Gnosticismen en farlig Anfører i Cerinth, og opholdt Johannes sig dengang i Efesus, passer både Sted og Tid. Umuligt er det ikke, at en (eller flere) af Johannes' Disciple har nedskrevet Evangeliet efter Apostelens mundtlige Meddelelser (Det »vi«, som står i 21, 24, kunne tyde derpå. Julian Apostata († 363) beretter i et af sine Angreb på Kristendommen, at det var Johannes, som første Gang udtrykkelig lærte Kristi Guddommelighed). Dette er det uvæsentlige. Hovedsagen er, at dette Evangelium er et ægte Udtryk for den apostoliske Kristendom, omend med polemisk Farve efter Tidens Krav. Også her er Åndens Virken umiddelbart kendelig.

Som Matthæus viser udad mod Jødefolket, Lukas udad mod Hedningefolkene, viser Johannes indad mod det nydannede kristelige Menighedsliv. Evangelisten står stadig midt i Menigheden. Han siger selv (20,31), at hans Mål er det dobbelte, at vække Troen på Jesus Kristus som Guds Søn og at vise, at de Troende har Livet i hans Navn. Gennem Fortællingen om Jesus går som den røde Tråd den stigende Åbenbarelse af hans Herlighed og af det Liv, han fremkalder. Dette Liv er et Samfundsliv. Menighedens Institutioner, dens Dåb og Nadvere, udrinder fra Herren og forklares ved ham. Lignelsen (Kap. 15) om Jesus som Vintræet udtrykker Samfundslivets Mysterium. Ny er Prologen, hvori Jesus fremstilles som »Logos«, Ordet fra Evighed, hvorved alt er skabt. I Modsætning til Gnostikernes uskabte Verden ses Alskabningen her som fremgået på Guds Bud ved Jesus Kristus. Skal Jesus frelse Verden, kan han ikke være en Del af den; denne Tanke er Sandhedskimen i de gnostiske Spekulationer. Johannes har forstået den og optaget den, og i mange af Herrens Ord, som han nu alene mindedes, medens de tidligere Evangelister ikke havde optegnet dem, måske fordi de ikke fattede deres Betydning, har han fundet Bekræftelse på Tankens Sandhed (Paulus har i Koloss. 1, 15 Udtrykket: »førstefødt fremfor enhver Skabning« (Sign. Filip. 2), men han lægger ifølge sit hele Livssyn mest Vægten på Frelserens Gerning, som Johannes på hans Væsen).

Dernæst: Gnostikerne hævdede en Dobbelthed i selve Tilværelsens Anlæg: Materien stod Gud imod, var af det Onde. Sandhedskimen heri ser Johannes, idet han mindes Herrens Ord til Pilatus: »Mit Rige er ikke af denne Verden«. Visselig er der Modsætning mellem Guds Rige og denne Verden, men Johannes véd, hvad Gnostikerne ikke forstod, at denne Modsætning ikke er oprindelig, den skyldes Synden, og idet Synden overvindes, indtræder Forsoningen. Johannes anfører det Ord af Jesus til Nikodemus (3,16): »Således har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn, den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv«. Dette: at Gud elsker Verden, trods dens Synd og Forkrænkelighed, og vil frelse den, betegner det afgørende Skel mellem Kristendommen og al gnostisk Dualisme. Når Kristi Bud om Selvfornægtelse og Viljens Tugt kunne få Skin af at falde sammen med det orientalske Selvplageri, så ser atter her Johannes den afgørende Forskel. Gnostikernes Askese har et udelukkende egoistisk Formål: at forløse den Enkelte fra Delagtighed i Kødets Verden. Kristendommens Selvfornægtelse fremgår af Kærlighed, Kærlighed til Gud og Næsten, som er Lovens Hovedbud. Atter og atter indskærpes dette i Johannes' Fremstilling gennem Herrens Ord som gennem hans Liv. Ikke for at redde sig selv, men for at gøre Faderens Vilje og frelse Menneskene går Jesus i Døden.

Fremdeles indtager Evangeliet om Helligåndens Sendelse en vigtig Plads i det fjerde Evangelium. Gnostikerne havde gjort deres egen Ånd til Herrens Fortolker for således at bringe Udviklingsprincippet ind i Kristendommen. Johannes finder det sande Udviklingsprincip i Helligånden, om hvilken Herren havde talt til Disciplene, og som var blevet udgydt over dem på Pinsefesten. Dette er ingen Opfindelse af Johannes' egen Ånd - også Lukas meddeler jo Pinseunderet i »Apostlenes Gerninger« -, det er den ved Jesus Kristus givne Åbenbaring, hvori hans Gerning fuldkommes. Og Johannes betoner det stærkt, al Ånden ikke tager noget af sig selv; hvad den giver, har den fra Herren. Kun for Menneskenes Skyld måtte det ske gennem en historisk Udvikling, fordi det at blive stillet Ansigt til Ansigt med selve Sandhedens Fylde ville have knust dem. Det er rigtigt nok, hvad man har gjort opmærksom på, at Johannes har mere Syn for Kristendommens Mystik end de andre Evangelister, og at han stærkere end de fremhæver Sakramenternes mystiske Betydning; men Hovedbudet hos ham er dog, som hos Jesus, Kærligheden. »Og dette er Kærligheden, at vi vandrer efter hans Befalinger« (2 Joh. 6). »Dersom I elske mig, skulle I holde mine Befalinger« (Joh. 11,15). Det etiske, der mangler, eller på den frygteligste Måde forvrænges hos Gnostikerne, er her, som hos de andre Evangelister, det bærende Underlag for hele Evangeliet. Endelig må det fremhæves, at Johannes forbinder den stærke Hævdelse af Herrens historiske Virkelighed med Læren om Logos. Intetsteds tydeligere end her ser vi den uhyre Forskel mellem de gnostiske Spekulationer og Kristendommen. Det er i så Henseende tilstrækkeligt at minde om Evangeliets Form. Trods sit Særpræg er det fjerde Evangelium fuldt så vel som de andre en Fortælling om Jesu Liv og Død, ikke en spekulativ, teologisk Afhandling.

Kampen med Gnostikerne og andre Vranglærere trak som sagt ud i mange År. På en Måde er den aldrig helt ophørt, og rimeligvis vil den vedvare til Verdens Ende. Med Trosbekendelsen og Johannesevangeliet er det afgørende Slag slået en Gang for alle. Herrens Kirke kan aldrig forvildes af de stridige Røster, sålænge den ikke slipper disse to Palladier. Midt under Kampen med Jøder og Hedninger vokser den kristne Menighed sin rolige Vækst. Den nye Tro afsætter sin egen Kultus og virker tillige omdannende på Opfattelsen af så godt som alle Livets Forhold. I begge Henseender er Samfundstanken det bestemmende. Til Kristen indvies man ved Dåben, som oprindelig bestod i Neddyppelse af hele Legemet. Oftest foregik den på »Epifania«, Herrens Dåbsdag (6te Januar). Forud for den gik oprindelig en kort Belæring; senere udvides Forberedelsen. I »Apostellæren« har vi den ældste bevarede Katekismus for Katekumenerne (dem, der skulle døbes). De bar ved Dåben den hvide Dåbsdragt og brændende Kærter i Hånden; Dåbsrummet var festlig oplyst, vistnok til Minde om Lysglansen, der omgav Jesus ved hans Dåb. Barnedåben kom først almindelig i Brug, da Biskopembedet fik Overvægten i Kirkens Ledelse.

De Kristne følte sig som Søskende og mødtes oprindelig hver Morgen, enten i et Menighedsmedlems Hus eller i en Synagoge. Man oplæste et Stykke af det gamle Testamente eller, da det kom til, af det nye og talte sammen om Indholdet. Fadervor og Velsignelsen fremsagdes af En i Forsamlingen, oftest vel en af de Ældre, og Mødet sluttede med Sang. Når det i Efeserbrevet hedder: »så at I tale hverandre til med Salmer og Lovsange og åndelige Kvad«, må der sagtens med disse tre Betegnelser (som også findes i Kolos. 3,16) tænkes på tre Arter af Menighedssang, måske Salmer, Hymner og religiøse Stemningsdigte (Hammerich). Indførelsen af Vekselsang ved Gudstjenesten tilskrives Ignatius. Meget tidligt har Menighedens »Amen« været brugt.

Til Morgenmøderne kunde alle, også Jøder og Hedninger, komme med. De Kristne gik så til Dagens Gerning. For en stor Del var de jo jævne Folk, især i Førstningen. Kristendommen adler Arbejdet. Det er en af de vigtigste Forvandlinger, den har medført; thi vi ved, med hvilken Ringeagt Grækere og Romere så på alt legemligt Arbejde. De kristne Håndværkere i Korinth, siger Harnack, var sociale Reformatorer uden at vide det (Se 2. Tess., 3, 10: »Vil Nogen ikke arbejde, skal han ikke heller have Føden.«). I de kristne Grave fra den ældste Tid i Roms Katakomber finder man ofte en Arbejdsmands Værktøj henlagt ved hans Lig eller afbildet ved Siden af hans Navn. »Når du ser En save Brænde, svinge Hammeren eller være bedækket med Snavs«, hedder det hos Krysostomos, »så foragt ham ikke derfor, men beundre ham, thi også Peder arbejdede og trak Nettet, og Paulus stod i Værkstedet og syede Skind sammen. Ingen skamme sig ved sit Håndværk« (F. Linderberg: Kristendommen og den sociale Udvikling. I. 1903.). Af »Apostellæren« (c 12) ser man, at enhver Kristen havde Ret til at kræve Arbejde af Menigheden og så megen Løn derfor, at han kunne leve. Retten til Arbejde er en oprindelig kristelig Tanke; den findes ikke således formuleret noget andet Sted i Oldtiden, og - den venter endnu på sin Gennemførelse i Praksis.

Kristendommen ophæver ikke Slaveriet ved at gøre Oprør imod det, som den overhovedet ikke indlader sig på at omdanne Tilværelsen udefra. Men dens Ånd er Kærlighedens og Frihedens Ånd; efterhånden som den omdanner Sjælenes indre Liv, må Slaveriet forsvinde. Også Slaven har en udødelig Sjæl, også for ham er Kristus død. Slavernes Kår mildnes indenfor de Kristnes Kreds, de behandles som Brødre, og da den økonomiske Tilstand langsomt er modnet til Forvandlingen, kan også den ydre Form falde; men det skulle endnu vare Århundreder, thi hele Oldtidens Kultur hvilede på Slaveriets Institution som sit uundværlige økonomiske Grundlag. Paulus' Brev til Filemon, der er fundet værdigt til Optagelse i det nye Testamente, bringer et herligt Vidnesbyrd om de ældste Kristnes Syn på Slavernes Stilling: Filemons Slave, Onesimos, er løbet bort fra ham og har altså fortjent Døden efter den romerske Lov; men i Rom er han ved at høre Paulus blevet omvendt til Kristendommen. Paulus byder ham nu straks at vende tilbage til sin Herre, men medgiver ham Brevet, hvori han beder Filemon tage mod den angrende Slave, »ikke længer som en Træl, men som mere end en Træl, som en elsket Broder«. Flere Gange skete det, at Slaver blev udvalgte til kristne Biskopper, og blandt Martyrerne nævnes i første Række Slavinden Blandina. Hun havde mange Fæller.

Kristenånden renser og helliger også Familielivet. Troskabspligten i Ægteskabet gælder Mand såvel som Kvinde (1 Kor. 7,3-4). Den kristne Husbond kan ikke som Hedningen have Slavinder til Medhustruer eller udsætte sit nyfødte Barn. »Den hellige Familie« bliver som et Symbol på Forvandlingen. Synet på Kvinden og Barnet omdannes indefra ligesom Synet på Slaven. I Jesu Vennekreds var der jo mange ædle Kvinder, og han tog selv Børnene i sin Favn. Alexandrineren Clemens mener, at, når Jesus taler om to eller tre, der er samlet i hans Navn, tænker han på Manden, Hustruen og Barnet. Efter Dagens Gerning samles Menighedens Medlemmer til Aftenens Kærlighedsmåltid, som sluttede med Nadverens Uddelelse ved en af de Ældste. Her tåltes ingen Uomvendts Nærværelse. Om Nadveren siger Harnack de skønne og rammende Ord: »Den var en hemmelighedsfuld, guddommelig Berigelse af Erkendelsen og Livet; den var en Taksigelse, et Offer, en Mindefest om Jesu Død, et Broderskabets Kærlighedsmåltid, en Understøttelse til de Fattige og Nødlidende« (Harnack: »Die Mission«). Dog må det ikke overses, at Kærlighedsmåltidet var ét, Nadveren noget andet. Den sidste er, lige fra Menighedens første Begyndelse et helligt Sakrament, indstiftet af Herren selv, hvori han efter sin Forjættelse er nærværende. Det første var en Efterligning af en græsk Skik. Fødemidlerne skaffedes til Veje ved fælles, frivillige Tilskud. Hos flere af de senere Kirkefædre befales Ejendomsfællesskabet, som dog aldrig gennemførtes; men i den ældste Menighed herskede ingen Kommunisme (snarere kunne man vel kalde det Anarkisme). Enhver bragte med, hvad han mente at kunne undvære, og således blev Alle mættede. Der blev sørget for de Fattige og Nødlidende, først for Enkerne og de Faderløse, for at Tanken om de Efterladte ikke skulle skræmme fra Martyriet (Se Lactants: Instit. VI. 12, hvor dette Motiv fremhæves). Også Sygeplejen indtog en vigtig Plads i de Kristnes Livsgerning.

Når Aftenmødet sluttede, bad man en Bøn for de verdslige Myndigheder, først og fremmest for den romerske Kejser; overfor Øvrigheden viste man efter Frelserens Eksempel Lydighed, forsåvidt det lod sig forene med Guds Bud. Derefter bad man for hele Kristenheden: man følte sig som Led i et Samfund, der var uafhængigt af det politiske. De vandrende Brødre, som gik fra Menighed til Menighed (med Anbefalingsbreve (2 Kor. 3,1)), holdt Forbindelsen vedlige mellem det kristne Samfunds Medlemmer. Og det stærke Kærlighedsbånd, som knyttede alle Troende sammen, hindrede ikke den enkelte Menighed i at føle sig som et selvstændigt, fuldgyldigt Udtryk for Herrens Kirke. Just på dette Dobbelte beroede for en Del Kirkens Uovervindelighed. Hvor blot to eller tre var samlede i Jesu Navn, lige meget hvem eller hvor det var, dér var Kirken! Og dog hørte alle enkelte Led sammen som Grenene på det samme Vintræ, støttede hinanden, ofrede sig for hinanden, elskede hinanden. »Se, hvor de elsker hinanden!« var jo Hedningernes forundrede Råb overfor de første Kristne, og Lukian giver i sin kristenfjendske Skandskrift »Peregrinus' Liv« (ca. 150) de Kristne følgende Vidnesbyrd: »Deres Skrifter har bibragt dem den Overbevisning, at de alle er Brødre og Søstre«. Et sådant Samfund kunne ingen Forfølgelse tilintetgøre.

Efterhånden som Menighederne voksede i Størrelse og Antal, blev Nødvendigheden af at indføre en bestemt Organisation af de forskellige Livsytringer mer og mer indlysende. Hvor en Apostel stod i Spidsen, blev han det naturlige Overhoved, man henvendte sig til. I »Apostlenes Gerninger« berettes det, at Paulus indsatte »Ældste« i nyoprettede Menigheder. Udtrykket tyder på, at den jødiske Synagoge her har afgivet Forbilledet. Paulus kalder sig selv »den Gamle« i Brevet til Filemon, Johannes og Peder bruger det samme Ord (1 Ped. 5,1). Af det græske Ord for »gammel« (presbytes) opstår Ordet »Præst«. Degn er dannet af »Diakon« (Tjener). Diakonerne skulle gå Præsterne til Hånde og navnlig besørge Almisseuddeling og Sygepleje (Diakonisser synes kun at have virket i den orientalske Kirke). Diakonerne valgtes af Menigheden, som også bekræftede Apostelens Valg af »Præster«.

Foruden disse Embedsmænd nævnes i det nye Testamente og andetsteds: Lærere (svarende til Jødernes Skriftkloge), der i Almindelighed var fast knyttede til en enkelt Menighed, samt Apostle og Profeter, der mest virkede som vandrende Missionærer. Paulus omtaler disse tre Virksomheder (1 Kor. 13), der altså har været kendte før ham. Rimeligvis stammer også de fra Synagogen. Der omtales hos Jøderne »Apostle«, som udsendtes for at samle Tempelafgifter blandt Jøderne i Diaspora (dvs. udenfor Palæstina); ofte medbragte de Rundskrivelser fra Myndighederne i Jerusalem og vedligeholdt derved Forbindelsen mellem Midtpunktet og Yderkanterne; tillige havde de Fuldmagt til at handle på Centralmyndighedens Vegne i påtrængende Tilfælde, og endelig dannede de, når de var vendt tilbage til Jerusalem, et Slags Råd, som Lederne kunne få Oplysninger hos. Paulus har måske inden sin Omvendelse været en sådan jødisk »Apostel«, da han rejste ud med Fuldmagt til at forfølge de Kristne (Ap. Gj. 8,3; 22,4; 26,10). Det er sandsynligt, at disse Apostle har været Forbilledet for de kristne, ligesom de talrige jødiske »Profeter« for de tilsvarende kristne (Der var på Kristi Tid en Mængde jødiske »Profeter« i stadig Virksomhed. Der vrimler af Spådomme, Orakelsprog og Åbenbaringer. I Lukas 2, 36 kaldes f.eks. Anna »Profetinde«. Sign. Ap. Gj. 13, 6 og 2. Ped. 2, 11.). Men hvad der hos Jøderne kun var en, nærmest finansiel Embedsmand, bliver hos de Kristne Livbringeren, Åndens Udvalgte. Apostle og Profeter valgtes ikke af Menighederne, de havde deres Udvælgelse umiddelbart fra Gud; derfor tilhører de ikke nogen enkelt Menighed, men hele Gudsfolket. Ved dem lykkes det i den ældste Tid at holde Menighederne sammen, og vi forstår, at Apostelbrevene ligesom Evangelierne blev Kirkens fælles Eje. Apostle og Profeter måtte intet eje; de skulle stadig være i Missionens Tjeneste og præke Evangeliet offentlig. »Lærer« blev man, når man følte et indre Kald, og når Menigheden anerkendte dette Kald. Oprindelig kunne Enhver, der følte Trang dertil, rejse sig i Forsamlingen og tale til den; men det udartede snart således, at allerede Paulus måtte påtale det og kræve en bestemtere Arbejdets Deling indført også for den åndelige Gernings Vedkommende.

Ved Siden af disse »karismatiske« Embeder, som man har kaldt dem (af det græske Ord »karisma« = Gave), dukker meget tidlig et nyt op, der snart skulle få den største Betydning. Det er Biskoppens. Navnet er græsk og kan vel nærmest oversættes ved »Tilsynsmand«. Af en ældgammel Fortolkning til Aristoteles ses det, at de Mænd, Athenienserne udsendte for at have Opsyn med Athens skatskyldige Stæder, kaldtes Biskopper, og i Kristenheden bruges Ordet først i Kirker af græsk Oprindelse. Kampen mod Gnostikerne gjorde Trangen til en fast Autoritet, hvis Afgørelse man kunne holde sig til, stedse mere følelig, og ved År 150 er Bispeinstitutionen gennemført overalt. Det er især Ignatius, som (ca. 100) kæmper for Gennemførelsen. I et Brev til Menighederne skriver han: »Følg Biskoppen, som Kristus fulgte Faderen, og Præsterne som Apostlene. Ingen må gøre nogen Gerning i Menigheden uden Biskoppens Tilladelse; hvor han er, der er den almindelige Kirke«. Menigheden valgte selv sin Biskop, og indtil 250 havde så godt som enhver Menighed sin egen Biskop. Tit var det udannede Mænd, og Lærerne vedblev derfor endnu i nogen Tid at have en vis åndelig Myndighed ved Siden af Biskoppen; men snart kom det til Brydninger, og Enden blev, at Bispemagten sejrede. I »Apostellæren« ser vi ligesom en Anelse om Kampen i følgende Udtalelse: »Vælg Eder altså Biskopper og Diakoner, som er Herren værdige, sagtmodige, sanddru og prøvede Mænd, ikke pengegriske; thi også disse yder Eder Profeternes og Lærernes Tjeneste. Ringeagt dem altså ikke, thi de er de Ypperste blandt Eder tilligemed Profeterne og Lærerne«. Her nævnes »Apostle« ikke længer; det vovede man stedse sjældnere at kalde sig; endnu i det andet Århundrede nævnes dog enkelte. Profeterne forsvinder omtrent 100 År senere (efter Kampen med Montanisterne).

I Førstningen var Biskoppen kun Overhoved for den enkelte Menighed og havde ingen Myndighed udover det, der angik den; men under Kampene til alle Sider voksede Trangen til Sammenslutning, og nu fik den romerske Inddeling af Landene i »Provinser« Betydning. Man sluttede sig sammen indenfor hver Provins. Korinth blev Midtpunktet for Missionen i Achaia, Efesus for Lilleasien, Antiokia for Syrien og Kilikien osv.. Der afholdtes jævnlig Provinssynoder, Sammenkomster mellem Provinsens Gejstlige. Ganske vist kunne de enkelte Biskoppers Vilkårlighed derved begrænses, men på den anden Side blev en Lægmand, der havde lagt sig ud med den lokale Myndighed, så også hindret i at slå sig ned et andet Sted i Provinsen, hvad han tidligere havde kunnet. Synoderne virkede som en »Ring« af Gejstlige…Snart fik Biskoppen i Provinsens Hovedstad en fremskudt Stilling, og således bliver de såkaldte »Metropoliter« til, dvs. Overbiskopper, som fik en vis Myndighed over alle Provinsens Menigheder (Til sidst er det Jerusalem, Alexandria, Antiokia, Efesus, Korinth, Rom og Karthago, som bliver Metropoler. Man beråbte sig på, at de var grundlagte af Apostlene, hvilket i al Fald ikke gælder om den sidste). Fra et frit Samfund bliver Kirken efterhånden en politisk Organisme, en Kirkestat. Det er Romerånden, der begynder sin Gerning indenfor Gudsfolket. Således måtte det komme. I Åndshistorien er den rette Linie ikke altid den korteste. Men mange så og følte, at der i denne Association mellem Kristenånden og Romerånden var noget af et Affald fra den rene Ide. »Kirken sætter sig i Bispestolen, fordi den er syg og svag«, skriver Hermas i sin »Hyrde« (ca. 130).

Romeråndens Forhold til Kristenånden gennemløber tre Stadier. Det begynder med Ligegyldighed, så bliver det Forfølgelse og endelig Association. Rom brød sig ikke synderlig om sine Undersåtters religiøse Anskuelser, sålænge de ikke kom i Strid med Statsordenen. For Romerne var Religionen oprindelig Forgudelse af Statens Ide. Konsekvent når den sit Højdepunkt i Kejserforgudelsen. Først erklæredes de afdøde Kejsere for Guder, senere tager man Skridtet fuldt ud og dyrker den levende Kejser som Gud. Ikke blot ham, stundom også hans Slægt. Mellem August og Diokletian kendes 53 Apoteoser (Ophøjelse til Gud), hvoriblandt de 15 gælder Kvinder. Sålænge de Kristne holdt deres Religion i Privatlivets Skjul, lagde Rom dem ingen Hindringer i Vejen; men da de begyndte at organisere sig som en Stat i Staten, måtte Verdensrigets Ledere nødvendigvis blive opmærksomme. Her er så to Punkter af væsentlig Betydning.

De Kristne var i Almindelighed enige om at skjule deres indbyrdes private Stridigheder for Hedningerne. Opstod der Tvist om et eller andet mellem to Kristne, henvendte de sig sjælden til de romerske Myndigheder, men indankede deres Sag for Menighedens Ledere. Derved fik Menighedens oprindelige Strafordning for religiøse eller sædelige Forseelser en Udvidelse. Straffene bestod i Formaninger, Advarsler, Kirkeban og i særlig graverende Tilfælde Udstødelse. Da Biskopperne fik Magt, organiseredes Forholdet yderligere, blev til et helt Rettergangsmaskineri efter romersk Forbillede, men ofte i Strid med den gældende romerske Ret. Den romerske Biskop Callist (ca. i år 200) erklærede f.eks. Ægteskaber mellem fornemme kristne Kvinder og kristne Slaver for fuldgyldige, hvad der i højeste Grad måtte forarge det hedenske Rom. De Kristne, som i de første to Århundreder havde holdt deres Sammenkomster i Privathuse, Synagoger eller lejede Sale, begyndte at købe Grundstykker og opføre Kirker (hen imod 260). Disse Grundstykker og Kirker tilhørte alså - hvem? Menigheden! Men så var »Menigheden« jo en juridisk Person. Selv om man en Tid lang hjalp sig med Stråmænd, der foregaves at eje den Jord, Kirken lå på, kunne det ikke i Længden være skjult, at den kristne Menighed var en Faktor i Staten, med sin særegne Ret og sin private Formue. Det blev endnu kendeligere, da Sammenslutningen mellem Menighederne begyndte at antage fast Form. Ganske vist kendtes Provinssynoderne mest i Orienten; men foruden Synoder fik man indkaldt Koncilier, o: Sammenkomster af Biskopper fra de forskellige Provinser (År 250 holdtes et Koncilium i Antiokia af Biskoppen fra Armenien, Kappadokien, Syrien, Fønikien, Palæstina og Ægypten. Det er betegnende, at den frygteligste af alle Kristenforfølgelserne (Diokletians) hovedsagelig var rettet mod Biskopperne), og da man i Rom første Gang havde set Biskopper fra hele Italien forsamlede til Rådslagning, blev man betænkelig.

Dog var det først, da de Kristne i Hæren nægtede at ofre til Kejserens Billede, at Uvejret brød løs. Det hørte med ti! Hærordningen, Romeråndens dyrebareste Klenodie, at Soldaterne aflagde Faneeden ved at kaste nogle Offerkorn på en Ild foran Kejserens Statue. De kristne Soldater, som allerede på forskellig Vis indtog en Særstilling mellem Kammeraterne, begyndte nu at nægte denne Ofring og erklærede den for Afguderi. Det var rent og skært Oprør mod Romermagten, og Svaret var naturligvis Tvang. Forresten havde den nøjere Undersøgelse af Kristendommens Væsen, som de ovennævnte praktiske Hensyn fremdrev, forberedt Uviljen mod de Kristne. Flere hedenske Forfattere havde angrebet Kristendommen som en Dårskab. Jeg har nævnet Lukians »Peregrinus' Liv«. Omtrent samtidig udgav Celsus sit græske Skrift Æt Sandhedsord«, hvori han heftig bebrejder de Kristne deres Ufornuft - Opstandelsestroen skyldes, mener han, en forrykt Kvindes Fantasi - og deres Interesse for de lavere stillede i Samfundet (Celsus' Polemik stemmer i meget overens med F. Nietzsches i vore Dage). At Kristus sagde sig særlig kaldet til at hjælpe Syndere, forarger i høj Grad Celsus. Men navnlig bebrejder han de Kristne, at de vil indtage en Særstilling i Samfundet: Tiden er vanskelig for Fædrelandet; de Velsindede er kun få, og Farer truer både ude og inde. Skal Romerriget med dets uhyre Kulturværdier ikke gå til Grunde, må Alle holde sammen. I Udtryk, der står i nogen Modsætning til den skarpe Form andetsteds i Skriftet, beder Celsus de Kristne om ikke at holde sig udenfor og stille sig ligegyldigt overfor det fælles Fædreland; thi han er ingenlunde blind for deres sædelige Værdi (Celsus' Skrift er gået tabt, men Indholdet kendes af Origenes' udførlige Citater). Denne Bemærkning er karakteristisk for Romeråndens Stilling til Kristendommen inden Stormen.

Tacitus beskylder de Kristne for at nære »Had til Menneskeslægten«. Herved tænker han vel først på Kristendommens Kampstilling til Verden med alt, hvad dens er. Men der var også en anden Ting, som måtte samtidig forbavse og forbitre en Datids Romer. De Kristne nøjedes ikke med at holde på deres egen Religion, men de erklærede den for den eneste sande og al anden Religion for Afguderi. Havde Kristendommen villet nøjes med at indtage en beskeden Plads i det store fælles Pantheon, hvor Alverdens Guder var opstillede, så havde Rom vel med Tiden fundet sig i den; men den vil være ene i Templet og have alle de andre Guder vist ud. Hvilken Formastelighed! Hvilket »Had til Menneskeslægten«! Dybest føler det hedenske Rom vel rent instinktmæssig Modsætningen mellem dets egen Verdensforgudelse og Kristendommens Verdensfornægtelse. Hvad ingen Magt i Verden havde evnet: at trodse Rom, at overvinde Verdensmagten, - Kristendommen evner det! Og hvorledes bærer den sig ad dermed? På en Måde, der er Romerånden så fremmed som mulig og just derfor så underfundig farlig: ved at lide! De Kristne slår ikke igen; så kunne man jo besejre den med Magtens Midler. Der er intet at stille op med den Slags Mennesker. Man gør dem kun en Tjeneste ved at slå dem ihjel. »Johannes' Åbenbaring« er det storartede Vidnesbyrd om denne særegne Form af kristelig Begejstring; her indånder man, som det er blevet sagt, Martyriets Luft. Dyret med de syv Hoveder er uden Tvivl Rom med sine syv Høje. I Martyriet er Rom stødt på en Realitet, som ikke lader sig benægte og heller ikke besejre. I Martyriet sejrer Kristenånden over Romerånden. Det er de allerdygtigste af Kejserne (Trajan, Mark Aurel, Diokletian), der fører an i denne fortvivlede Kamp; de dygtigste Romere forstod bedst Kampens Betydning.

Lukian spotter den kristne Kampmåde. Kan der tænkes noget mere vanvittigt end at lade sig dræbe på den pinligste Vis, når man kan redde Livet bare ved at kaste en Smule Røgelse på Ilden? Hvad kunne det dog skade? Ja, den »sunde Fornuft« kan måske, den Dag idag, finde det en urimelig Stædighed, den, de kristne Martyrer udviste. Men Åndens Visdom er større end den sunde Fornufts. Netop gennem Martyriet måtte Sejren vindes, thi kun Martyrvilligheden kunne godtgøre Sandheden og Alvoren i de Kristnes Protest mod Verdensånden. Tusinde Sejre udadtil havde intet bevist; de ville jo være udkæmpede på det fælles Grundlag: Anerkendelse af Verdens Målestok. Ved Martyriet er alt vendt om, dvs. sat på sin rette Plads. Med Rette har derfor Kirkefædrene kaldt Martyrernes Blod for Kristendommens Udsæd. Og den kæmpende Kirke forstod meget godt, hvad det drejede sig om; efter hver Forfølgelse optalte den med Sorg sine »Døde«, men det ville ikke sige de myrdede, tværtimod: de »Døde« var de Frafaldne, som havde reddet Livet ved at ofre til Afguden. Hvilken Kampstemning er der ikke over det stolte Ord af Origenes, hvor han med Tilknytning til 1 Cor. 4,9 taler om og til Martyrerne: »Så er da hele Verden og alle Engle - Englene på højre og venstre Side af Herlighedens Trone -, alle Mennesker - de, der høre Gud til og hans Modstandere - tilstede ved Eders Kamp for den kristne Tro, og efter dens Udfald vil enten Englene fryde sig over Eder i Himlen, eller også - Gud give, det aldrig må ske! - vil der blive Glæde over Eder i Helvede«. Rom, som aldrig havde set Mennesker dø for Sandheden (Karakteristisk er følgende Udtalelse af Cicero (De divin. II. 12): »Nu, da vi er alene, er det tilladt at sige Sandheden uden at risikere at læsses for Had.«), så med stigende Undren, at en kristen Biskop måtte forbyde sine Trosfæller at haste uden Nødvendighed mod Martyriet. Og bogstavelig talt: Blodet blev en Udsæd; jo flere man slog ihjel, des flere blev der tilbage. Synet af Martyrernes Standhaftighed omvendte flere Hedninger til Kristendommen, - ofte blandt Bødlerne selv, - end Autoriteterne kunne overkomme at dræbe. Så var Våbnet slået Verdensmagten af Hånden. Hvad skulle man gribe til?

Her er ikke Plads til at fortælle de mange Martyrhistorier, som Kirken med Rette regner til sin herligste Arv fra dens Heltetid, og som Kunsten så utallige Gange har benyttet til Emne. Man kan i Fengers »Fortællinger af den gamle Kirkes Histories: læse om Blandinas', Attalus', Laurentius', Sebastians, Agnes', Cecilias Heltedød. Særlig karakteristisk er Laurentius' Martyrium. Han var en ganske ung Mand og Diakon ved Menigheden i Rom. Den hedenske Bypræfekt krævede, at han skulle udlevere Kirkens Skatte. Laurentius bad om to Dages Udsættelse; så mødte han hos Præfekten ledsaget af Menighedens Fattige. »Her er vor Menigheds Guldkar,« sagde han; »foruden dem har vi endnu de dyrebareste Ædelstene i vore Enker og Faderløse«. Præfekten lod ham lægge på en gloende Rist. Da han havde ligget der en Tid uden at ømme sig, sagde han: »I skulle vende mig; jeg er stegt nok på den Side.« Med en Bøn for Romerne, sine Landsmænd (og Bødler) døde han. Denne heroiske Jævnhed i Udtrykket, farvet af en forunderlig Humor, er betegnende for de kristne Martyrer. De bruger ikke store Ord. Deres Mod er deres Veltalenhed. Der er Sagastil over Martyrsagaen. Et mærkeligt historisk Minde om denne Kirkens Heltetid er os bevaret i de romerske Katakomber, hvis Gravskrifter virker rørende ved deres Jævnhed og Inderlighed: »Mit Lys, min Glæde«, »min sødeste Datter«, »hun lever«, »Fred!« osv.. Foruden Indskrifter findes også på Murene enkelte Malerier, mest af symbolsk Art, den første Antydning af en ny, kristelig Kunst, hvor Vægten ikke ligger på Formen, som hos Antikkens Kunstnere, men på Tanken i Indholdet. Her finder man Lammet, Duen, Påfuglen (Udødelighedssymbolet, da man troede, dens Kød ikke kunne rådne), Haren (Livets hastige Fart), Hesten (Væddeløbet for Kronen), Palmen eller Kransen (Sejrstegnet), Oliekvisten, Vinkanden, Fisken (Hentydning til Apostlenes Menneskefiskeri - Forklaringen i Fengers ovennævnte Bog er fejlagtig og af langt senere Dato), Orfeus med Skovens Dyr om sig (Gudsriget med Verdensfreden), Hermes med Lammet over Skulderen (den gode Hyrde) og mange andre (Til Belysning af den ældste kristne Kunsts Væsen tjener følgende Brudstykke af en Tale fra år 380 af Gregor fra Nyssa. Han beskriver et Kapel over en Martyrgrav: »Den, der kommer til et Sted lig dette, hvor vi idag har forsamlet os, hvor Mindet om de Hellige bor, og deres hellige Ben hviler, han bliver først frydet i Sjælen ved selve Synets Herlighed: et Hus ser han lig et Guds Tempel, strålende tilberedt såvel ved Anllægets Størrelse som ved Udsmykningens Skønhed. Der har Tømmermanden formet Træet til Fremstilling af levende Væsner, og Stenhuggeren givet Stenen Sølvets skinnende Glathed. Maleren bar sin Kunsts Blomster frem i Farver. Han fremstillede i Billeder Trosvidnets Heltedåd, hans Standhaftighed, hans Smerter, Tyrannernes ville, grusomme Skikkelser, deres Hån, den ildspyende Ovn, Trosheltens højsalige Endeligt, endelig Billedet af hans menneskelige Skikkelse, som pålagde ham Kampen: Kristus. Alt det har han, ligesom i en højt talende Bog, fremstillet i Farver; han har udførlig fortalt Vidnernes Kampe og ladet Templets Vægge prange som broget skinnende Enge. Thi Malerens Værk kan tale fra Murfladerne, skønt det mangler Sprogets Lyd, til største Gavn og Glæde. Og sluttelig har den, som sammenføjede Gulvets Mosaiker, dannet den Grund, vi vandrer på, således, at den vækker Opmærksomhed og Omtanke. Når så Beskueren har svælget i Kunstværkerne med sit Øje, da længes han efter at nærme sig selve Helligdommen: Martyrens Grav.«)

Blandt Martyrerne var også to af de såkaldte »apostoliske« Fædre, som står på Overgangen mellem Apostlene og Kirkefædrene. Også de virker mere ved deres. Personligheds Indsats end ved deres Åndsevner. Forrest blandt dem må Ignatius nævnes. Traditionen gør ham til det Barn, Herren stillede mellem Disciplene, da de kivedes om den første Plads i Riget. Han var Discipel af Apostelen Johannes og i en Menneskealder Biskop i Antiokia, Kristenhedens ældste Midtpunkt efter Jerusalem. Syv Breve fra ham til Menighederne er bevarede; man anser dem nu almindeligvis for ægte (Harnack). Jeg har omtalt hans stærke Hævdelse af Biskoppens Myndighed; han vidner med fyrig Kraft mod Gnostikerne; men mest er det Længselen efter Martyriet, der giver hans Breve Glød. Det er værd at lægge Mærke til, at der i hans Glæde over Martyriet aldrig blander sig den mindste Antydning af Had mod den Magt, som udøver det. Rimeligvis 117 led han Døden under Vilddyrenes Tænder i Roms Cirkus, efter at han i Antiokia havde haft en Samtale med Kejser Trajan. Ignatius nævnede sig som Discipel af Jesus Kristus, Guds Søn, hvem han bar i sit Hjerte. »Mener du ham, som blev korsfæstet under Pontius Pilatus?« spurgte Kejseren. »Ja.« »Kast ham for Dyrene!« sagde Trajan; og i Dommen hedder det: »Ignatius, som har udsagt om sig selv, at han bærer den Korsfæstede i Hjertet, dømmer jeg til at lægges i Lænker og føres af Soldater til Rom og der kastes til Føde for de vilde Dyr til Folkets Forlystelse«. Her er det sikkert Dårskaben, som forarger Romerkejseren. At bære ham i Hjertet, som blev korsfæstet under Pontius Pilatus, - hvilket Vanvid! Den Tåbe, Lukian skildrer under Navnet Peregrinus, er vistnok Ignatius (Interessant er en Udtalelse i Ignatius' Brev til Romermenigheden. Han véd, at Romerne ikke har Sans for teologiske Spekulationer. »Jeg kunne tale til Eder om de himmelske Ting«, skriver han, »men jeg frygter for (tilgiv mig!) at skade Eder ved at gøre det. Det kunne blive Eder til Plage, at I ikke kunne fatte det.« Det hindrer imidlertid ikke, at han viser Romermenigheden dyb Ærefrygt, og man synes at skimte Roms Betydning som Trosbekendelsens Ophav i følgende Udtalelse: »I har aldrig ledet nogen vild, men I har belært alle Andre. Gid alt, hvad I har lært os, måtte stå urokket!«)

Polykarp var, ligesom Ignatius, Elev af Johannes og var som han født før Kristi Død. Han var Biskop i Smyrna, men benævnes undertiden »apostolisk og profetisk Lærer«, et Udtryk, der viser Overgangen mellem de to første Tidsrum i Menighedens Historie. I sit Brev til Menigheden i Filippi bekæmper han navnlig Gnostikernes Lære om, at Jesus kun havde et Skinlegeme, og hævder Uundværligheden af Kristendommens historiske Grundlag. Næsten hundrede År gammel slæbes han for den romerske Landshøvding, som gerne vil skåne ham. »Tænk på din Alder!« sagde Romeren til ham, »og sig blot: bort med de Ugudelige!« Polykarp sagde disse Ord højt og lydeligt. »Sig så noget ondt om Kristus!« »I 86 År har jeg tjent ham,« svarede Oldingen, »og aldrig gjorde han mig ondt; hvor kan jeg så spotte min Konge og Frelser?« Så måtte han bestige Bålet. I sin Dødsstund priste han Gud, fordi han havde agtet ham værdig til Martyrdøden. Menigheden i Smyrna bevarede hans Aske som et dyrebart Minde: det første Spor til det senere blomstrende Relikvievæsen.

Den af Grækeråndens Frembringelser, som Kristenånden først evnede at optage i sig, var Filosofien. Skønhedsideen, alt det, der har givet sig Udtryk i den herlige græske Kunst, måtte endnu i lang Tid synes de Kristne farligt eller ondt. Disse Statuer var jo for Størstedelen Afgudsbilleder og blev dyrkede som Guder; deres Skønhed er kun en Madding på Dæmonernes Krog. »Menneske, lad ikke Skønheden blive til din Tyran! Den besudlede Skønhed er en Skændsel,« skriver den græske Clemens fra Alexandria. Derimod får Kristenånden snart Brug for de stærke, strålende Våben, som Grækenlands Tænkere havde smedet. Kampen med Gnostikerne giver den første Anledning, de hedenske Filosoffers Angreb den næste, til at de kristne Lærere fordyber sig i ældre græsk Filosofi, navnlig Platons (Nogle Århundreder senere bliver Aristoteles Kirkens filosofiske Hovedmønster. I Kirkens første fire Hundredår dyrkedes han kun i Antiokias Teologskole, og hans Indflydelse kan i denne Periode ikke på langt nær måle sig med Platons. Anlægget til teoretisk Spekulation ligger åbenbart i Grækerfolkets Natur, og dette Anlæg udfoldes, som de folkelige Anlæg altid gør det, under Kristenåndens Indflydelse. Således bliver den græske Kirkes Grundpræg filosofisk-teoretisk i Modsætning til den latinske Kirkes, der nærmest må kaldes juridisk-praktisk. I Grækerkirken bliver Teologien til. Den bygger på kristen Grund med græske Redskaber.

På flere Punkter stemte Kristendommen overens med den græske Filosofi i dens senere Former. Stoikerne hævdede, uafhængigt af Kristendommen, alle Menneskers lige Ret til Livet og anbefalede dem derfor at vise hinanden broderligt Sind. Mange græske Hedninger havde dannet sig en Slags filosofisk Monoteisme, som de knyttede til Zeus' Navn. Fortolkningen af Skriften (Exegesen) hos de Kristne har sit Forbillede hos Grækerne; allerede Anaxagoras fortolkede Homer og gav ofte hans Ord en allegorisk eller symbolsk Udlægning. Græsk Veltalenhed forbereder den kristne Præken. Selv Munketanken har sit tilsvarende hos Grækerne, forsåvidt som Stoikerne anbefaler deres Disciple Askesen i Form af Selvbeherskelse. Stoikeren Epictet kalder den Discipel »i Sandhed asketisk«, som formår at modstå Attråens Suggestioner (Se f.eks. hans Dissert. 2, 18, 27: »En Genstand for Attrå viser sig. Vent, arme Sjæl, lad dig ikke straks rive over Ende af den! Betænk, at Kampen er stor, Prøven guddommelig! Det er for Kongedom, Fred, Frihed, Uforstyrrethed, du kæmper. Tænk på Gud! Bed ham komme dig til Hjælp og stå ved din Side, som Skipperne beder Kastor og Pollux i Stormvejr. Thi dit Tilfælde er netop en Storm, den værste af alle, de stærke Lidenskabers Storm, der fejer Fornuften bort.« Disse Ord af en ædel Hedning kunne godt være nedskrevne af en kristen Tænker. Sign. Diss. 4, 4, 32: »Vi er Guds Atleter; han har givet os Lejlighed til at vise, hvad vi duer til.«) Men det må på den anden Side ikke overses, at de græske Hedninger ikke kendte nogen Frelse udover den »Uforstyrrethed«, som hvert enkelt Menneske selv kunne tilkæmpe sig, at deres Opfattelse af Synden var såre overfladisk, og at de så Visdommens Højeste i en Slags »Apati« dvs. Sindsligevægt eller Ligegyldighed, hvoraf et nyt Liv aldrig kunne være groet frem.

Denne Betragtning fører os til Sagens egentlige Kærnepunkt. Allerede hos Homer tilstår Grækerånden naivt sin dybeste Hemmelighed: Dødsrædselen. Hvad hjælper al Livets Skønhed og Mangfoldighed? Det skal alt forgå; Ingen kan forlænge det blot en Time. De græske Tænkeres Systemer véd af ingen Lægedom mod Dødens Gift. En af deres genialeste Ånder, Heraklit, prøvede på at gøre selve den uendelige Strømning, Forkrænkeligheden, til Tilværelsens Princip; men om ham fortæller Sagnet, at han græd altid. Forklaringen er i sig selv Fortvivlelse. Et ubestemt Håb lader stundom ligesom et flakkende Skær glide hen over Skønhedsdyrkelsens Ruiner; men dette Håb ejer ingen Livskraft; havde ikke Kristenånden holdt det oppe, måtte det være visnet uden at sætte Frugt. Den store Uvished (Sokrates) er i Grunden Grækeråndens sidste Ord; den er Baggrunden for Lukians kåde Spot. Plinius, der var nået frem til at kalde Slaverne »vore tjenende Venner« (medens Cato stillede dem på Linje med Kreaturer og Husgeråd), Plinius, som var en af de i enhver Henseende lykkeligste blandt Oldtidens højtbegavede Hedninger, udbryder et Sted: »Der gives intet elendigere og samtidig hovmodigere Væsen end Mennesket. Det bedste, som midt i Livets Kval blev givet ham, er, at han kan dræbe sig selv«. Trods al Fremskridt i Erkendelse (Særdeles karakteristisk for Plinius som Romer er forresten følgende Udtalelse (i 8de Brev): »Det er ejendommeligt for en ussel og affældig Tid at vise så meget større Interesse for Erkendelsen, jo mindre man er betænkt på at handle. Vi finder vor Glæde og vor Trøst i Videnskaben.« - Hvilken bundløs Fortvivlelse i Grunden!) føler de hedenske Vismænd dog, hvor umuligt det er dem at skabe nyt Liv, Selvmordet bliver deres sidste Udvej. Stoikeren på Tronen, Mark Aurel, varierer i sine Betragtninger stadig det Emne: »Gud ske Lov, jeg ikke er som Andre!« Han er udpræget Åndsaristokrat. Al Religion er Overtro; på sig selv skal et Menneske stole. »Hvor stor er ikke en Sjæl,« skriver han, j som er rede til, når den skilles fra Legemet, at forgå, at adspredes eller blive ved! Og denne Redebonhed må ikke ligne de trodsige Kristnes; den må være velovervejet, fuld af Værdighed, men uden Lyst til Praleri.« Trods alle Stoikernes stolte Ord, er deres Livsresultater tarvelige. Den samme Kejser, der har sagt så mange smukke Ord om Menneskelighed og Tålsomhed, blev en af de blodigste Kristenforfølgere. Et er Teori, og et andet er Praksis, når Teorien ikke bygger på Livets Grund. Lukian spotter med de græske Filosofer, der lever ganske anderledes end de præker. »En sådan Vismand,« skriver han (Timon 50,51), »bliver ved at præke om Mådehold og Afholdenhed, til han er så døddrukken, at Tjenerne må bære ham ud«. Den hedenske Filosof bruger stærke, begejstrede, veltalende Ord, men man søger forgæves efter de hedenske Martyrer. Kristenfolkets Helte var jævnere i Munden, men de levede og døde på deres Tro. Et sidste fortvivlet Forsøg på at løse Livsgåden og vinde nyt Håb gør de græske Mysterier. Livet skal vindes gennem hemmelighedsfulde Indvielser og Renselser. Forsøget måtte mislykkes fordi der ikke var nogen Tilværelsens Valuta (En fransk Filosof skal have sagt til en Mand, der foredrog en af ham selv opfunden Religion: »Ja, det er en smukt udtænkt Lære. Den vil nok sejre, når De nu bare kan få En til at lade sig korsfæste for den og så opstå fra de Døde på tredje Dag.«) bagved de udstedte Løfter; men selve Forsøget er et Vidnesbyrd om Livslængselen, en Anelse om den sande Frelse. Kristenånden, der bringer Frelsen, kan bruge meget af det, der på hedensk Grund var fremvirket. Selv Mysteriekultusen har måske haft Indflydelse på Kirketjenesten og de ydre Ceremonier ved Sakramenternes Forvaltning. Men at Kristenånden kan optage hedenske Elementer og forvandle dem til Dele af sit Eget, beror på, at den er den levende, alt omfattende Sandhed, menneskelig og guddommelig på samme Tid.

Jeg har omtalt Kampen med Gnostikerne. Johannes' Logoslære har kun lidet tilfælles med Stoikernes eller med Filons 8 Filons Logos er ikke en Personlighed, men en Del af Guds Væsen. Man har beråbt sig på Steder, hvor Filon kalder Logos »Guds Søn«, men det samme Udtryk bruger han om Verden. Et Sted kalder han endog Latteren »Guds Søn«); men måske har det græske Logosbegreb dog haft nogen Indflydelse på den Form, hvorunder Evangelisten fremstiller Tanken. Det afgørende nye hos Johannes er Betoningen af Livet i Ordet (Joh. 1,4), og at dette Ordets Liv åbenbarer sig ikke blot i Tilværelsen som Helhed, men at det blev Kød og »tog Bo iblandt os« som Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne Frelser. Stærkere og mere umiddelbart træder græsk Indflydelse os imidlertid i Møde hos de kristne Apologeter (Forsvarere) og Teologer. Apologetiken bliver til i Athen, Teologien i Alexandria. De to første Apologeter var Atheniensere af Paulus' Retning, Biskoppen Quadratus og Filosof en Aristides; men af dem er næppe meget bevaret (Eusebius meddeler Udtalelser af Quadratus. En for flere År siden funden Apologi antages at være af Aristides, men det er usikkert). Betydeligst blandt alle Oldtidens Apologeter er Justin, kaldet »Martyren«. Han fødtes ca. 100 i Byen Flavia Neapolis i Samaria af græske Forældre. I Efesus gennemgik han et Kursus i græsk Filosofi, som begejstrede ham for Sandhedssøgerens Kald. Han ville selv være Filosof og anlagde Filosoffens Kappe. Så søgte han da Sandheden¹ hos alle Grækenlands filosofiske Skoler - uden at finde den. Når han hørte om Sokrates eller Platon, om det Skønnes evige Enhed med det Gode, bankede hans Hjerte heftigt i Brystet, men det gav ham ikke Fred, hjalp ikke hans Sjæl til Sejer over Døden og dens Gru. Da traf han på sin Vandring en kristen Olding, som lærte ham, hvor Frelsen var at finde, den, som ikke blot gav Forståelse og Klarhed, men også Liv, fordi den udgår fra ham, der både er Sandheden og Livet; og fra nu af stod Justin urokket blandt de Kristne. Men han aflægger ikke Filosoffens Kappe. Han sætter sig det Mål at vise sine Landsmænd, at kun Kristendommen fuldt ud tilfredsstiller deres intellektuelle Trang, at den bringer Opfyldelsen af alt det, som Grækenlands Vise forgæves efterstræbte.

Justin indtog ingen officiel Stilling i Kirken. Den Formodning, at han var »Presbyter«, er ganske ugrundet. Han samlede en Skole af Disciple om sig, og denne Skole stod ikke i noget Afhængighedsforhold til de kirkelige Autoriteter, sådan som Kateketskolen i Alexandria senere gjorde det. Justin led Martyrdøden i Rom ca. 165 sammen med seks Trosfæller. Til det siste bekendte han sin Tro på Jesus Kristus som den levende Guds Søn. Hans Hovedskrifter, de to »Apologier« (til Kejserne Antonius Pius og Mark Aurel) fra ca. 150 samt »Dialogen med Jøden Tryfon« fra ca. 160, er sikkert udarbejdede i Rom. Jeg skal i Korthed fremhæve Grundtankerne i disse Skrifter, som blev et Rustkammer for de efterfølgende Apologeter og Teologer. Justin vil forsone Kristendom og Hellenisme, Tro og Fornuft. De stammer begge fra samme Kilde, nemlig Guds Logos, og de stræber mod samme Mål: Gudserkendelsen. I alle Mennesker er der af Gud ved Fødselen nedlagt en »Logosspire« - Udtrykket, ikke Tanken, har Justin fra Stoikerne, - og alt stort og godt i Tilværelsen skyldes Logos. Kristendommen er på en Måde så gammel som Menneskeheden. Længe før sin historiske Fremtræden var Kristus virksom på Jorden. Ham var det, der besøgte Abraham i Mamres Egelund; han talte til Moses fra den brændende Tjørn og brødes med Jakob i Nattens Mulm; han indblæste Profeterne deres Visdomsord og Spådomme. Og han var også virksom mellem Grækerne. En lysende Stråle lod han falde i Sokrates' og Platons Sjæle. Ja, han førte de store Tænkere til Sandhedens Kilde i det gamle Testamente; alle har de lært af det; Platon skylder Moses sine bedste Tanker. Men hvad selv den højeste menneskelige Visdom kun kunne ane og stamme, det blev helt og fuldt åbenbaret, da Logos tog Skikkelse i Jesus Kristus fra Nazareth. Fornuftten kan forberede Troen, men Troen er Guds Nådegave. Sandheden er åbenbaret i Kristus. Dette beviser Justin først af Profeternes Spådomme, som på vidunderlig Måde opfyldtes i alle Enkeltheder ved Jesu Liv og Død. Det gamle Testamente er dikteret af Logos; Nedskriverne var passive Redskaber (Det er vistnok første Gang, vi i Kristenheden møder denne skæbnesvangre jødiske Teori). Forresten beråber Justin sig også på hedenske Dokumenter; han har i de romerske Skattelister fundet Angivelsen om Jesu Fødsel i Betlehem bekræftet, ligesom de romerske Protaratorakter bevidner hans Korsdød og hans Mirakler. Hovedbeviset for Kristi Guddommelighed søger Justin dog i Kristentroens sædelige Kraft og livbringende Evne. Denne Tro kan ikke være Menneskeværk. Den har udrevet Menneskene af Synden som af en flammende Ild og afført dem de snavsede Laser, de tilforn bar. Dens Dydsroser blomstrer frodigt midt imellem Hedenskabets Tidsler. Dens Martyrer vidner højt om dens Guddomsvælde. »Aldrig er Mennesker er gået i Døden for Solgudens Skyld«.

Justin bygger utvivlsomt sin Logoslære på Johannesevangeliet. En omhyggelig Sammenligning beviser det. Hans Fremstilling går ud fra Logoslæren som anerkendt af Menigheden; intetsteds antyder han, at det er noget nyt, han bringer. At han ikke udtrykkelig nævner Johannes som sin Kilde, er ganske naturligt: de Hedninger, han henvendte sig til, kendte jo intet til Evangeliet. Iøvrigt siger han et Sted, at han har sin Lære om Logos' Udgang fra Faderen fra Evangelietf). Rimeligvis har han også kendt Ignatius' Breve, hvori Jesus betegnes som »Guds Logos«. Stærkere end den senere Kirkelære betoner Justin Sønnens Underordning under Faderen, og skønt han flere Gange nævner Bekendelsen af den treenige Gud som Kristendommens Særkende, taler han kun sjelden og temmelig uklart om Helligånden (Det er Grunden til, at han først 1874 (af Pius den Niende) blev erklæret for retmæssig Helgen, og at først Leo den trettende tilstod ham almindelig Dyrkelse). Det berømte, siden så ofte brugte Billede, at Kristus er fremgået af Gud, som når en Ild tændes ved en anden, stammer rimeligvis fra Justin (måske med Tilknytning til Visd. 7,26). Særtræk i Justins Teologi, som hans indviklede Dæmonlære, skal jeg ikke her komme ind på; derimod har det sin Interesse, at han påpeger Muligheden af en Forsoning mellem Kristendommen og den romerske Stat. Atter og atter gentager han i Apologierne, at de Kristne er de lovlydigste og bedste Statsborgere, og at Kejseren ikke ville komme til at fortryde det, hvis han støttede sig på dem. Hovedindtrykket af Justins Apologi er i det Hele Forsonlighed. Han vil bevare for Kristendommen det bedste, som Grækenland og Rom har sat ind.

Den nye Tro betragter han mest fra Lærens Side; oftest kalder han Jesus »Læreren«; men han nægter ikke, at Forløsningen fra Døden ved Kristi Lidelse og Død er Kristendommens Midtpunkt, og endnu mer end i dens filosofiske Overlegenhed ser han dens Magt i dens opbyggende Evne, den Sjælefred, han selv havde erfaret som dens Frugt. Dette har man stundom overset i Fremstillinger af hans Virksomhed; derfor skal det her understreges. Ikke for Filosofiens, for Jesu Kristi Skyld gik han glad i Døden, og hans Tilnavn i Kirkens Historie blev ikke Filosoffen, men (efter Tertullian) »Martyren«. På Overgangen mellem Apologeter og Teologer står Polykarps Elev, Irenæus, født i Nærheden af Smyrna ca. 130. Af ham er (i en tarvelig latinsk Oversættelse) bevaret et Angrebsskrift mod Gnostikerne, hvori han støtter sig på et tilsvarende af Justin, der er gået tabt. Iøvrig synes han nok så meget at have studeret Justins Elev, Tatian, som Mesteren selv. 1904 fandtes et andet Skrift af Irenæus (på Armenisk - Udgivet i 1907 af Harnack »Tekste«); det indeholder et Forsvar for den apostoliske Forkyndelses Rigtighed og hævder, at de tre Hovedkætterier er Nægtelsen af Gud som Skaber, af Jesus som Menneske og af Åndens Virksomhed gennem Menigheden.

Stærkere end Justin henviser han til den historisk bestående Kirke, som stammer i lige Linje gennem Apostlene fra Herren selv. Dens Trosregel må i alle tvivlsomme Tilfælde være afgørende. Dens Biskopper må lydes som Helligåndens Organer. Irenæus er langt mindre filosofisk end Justin. Han nærer Uvilje mod den Spekulation, der tror at kunne opklare selv det guddommelige Væsens Mysterium. Berømt er hans drastiske Hån mod de Teologer, der teer sig, som om de havde »været Jordemødre ved Herrens Fødsel«. Snarere er det vel Aristoteles' Realisme end Platons Idealisme, der har skolet hans Tænkning. Dog har Irenæus udtalt Tanker med Hensyn til Kristi Person og Frelsergerning, som fik Betydning for den senere græske Teologi, og som rimeligvis bl.a. har påvirket Origenes. Det gælder f.eks. den historiske Udviklingsproces, med Kristus i Udviklingens Midte, gennem hvilken han tænker sig Menneskene gradvis hævet op til selvbevidst Samfund med Gud. Ejendommelig for ham er den Tanke, at Gud har brugt Kristus som Forbillede, da han skabte Mennesket. Den stærke Betoning af Menneskets frie Vilje har Irenæus tilfælles med Justin, og Motivet er det samme for dem begge: at forklare det Ondes Oprindelse uden at anbribe Guds Godhed eller Almagt. Irenæus døde ca. 200, efter Sagnet som Martyr, hvilket dog ikke er sandsynligt.

Hvad der hos Justin og Irenæus er en Samling Argumenter, de bruger i deres Kamp for Kristendommen, det bliver hos de græske Lærere i Alexandria til systematisk Teologi. Udnyttelsen af den græske Filosofi til Bedste for Kristendommen, når sit Højdepunkt i Origenes. Hans Lærer, Clemens, var Elev af Pantænus, hvem han priser i høje Toner, men om hvem man ikke ved stort andet, end at han havde været stoisk Filosof, før han blev Kristen, samt at han missionerede i Arabien og Indien. Clemens siger om ham, at han som en Bi samlede Honning overalt, et fortræffeligt Billede på den alexandrinske Åndstype.

Alexandria var en rig Fabriks og Handelsby, Verdensleverant af Glas og Papyrus og Centrum for den vigtige Kornudførsel fra Ægypten til Italien. En umådelig Luxus gav den i Hedningernes Øjne en Glans, der næsten fordunklede Roms. Siden sin Anlæggelse under den store Alexander havde Byen været et Lærdomssæde. Dens »Serapejon«, Bibliotek og Universitet med Fribolig for en Del Lærde, var berømt over hele den hedenske Verden. Her dyrkedes Filologi, Naturvidens! ab, Lægekunst og Poesi. I Alexandria skrev på Kristi Tid den lærde Jøde Filon; Jøderne indtog overhovedet en vigtig Plads i Byens Liv. I Alexandria mødes de forskellige Livanskuelser til en vældig Styrkeprøve: græsk Filosofi, jødisk Morallære, ægyptisk Mystik og kristelig Teologi. Eusebius beretter, at Markus stiftede den første kristne Menighed i Byen. Det er usikkert, men sikkert er det, at omkring 150 findes der i Alexandria en såkaldet »Kateketskole«, den første, der skolemæssig uddannede kristne Lærere og Præster. Ved den virkede Pantænus i 180 og Clemens i 189.

Clemens var rimeligvis Athenienser. Hans vigtigste bevarede Værk bærer Titlen: »Kludetæpperne«, hvorved Forfatteren beskedent vil antyde Indholdets brogede Beskaffenhed. Alligevel er dette Arbejde det første Forsøg på en sammenhængende Fremstilling af den kristne Troslære. Clemens er enig med Justin i, at de store hedenske Filosofer har modtaget Glimt af Logos; også den besynderlige, oprindelig rabbinske Ide, at de skulle have kendt det gamle Testamente og lånt direkte derfra, findes hos dem begge. Medens Justin sværmer for Sokrates, stiller Clemens Platon over Alle; han bruger den platoniske Filosofi som Indledning til Kristendommen. Men, tilføjer han, »ét er at tale om Sandheden, et andet er selve Sandhedens Åbenbaring«. Guds Logos har åbenbaret sig i Kristus og har »gjort hele Verden til Athen og Grækenland«. Kristendommen forener alle Sandheder, der har været i Verden indtil nu. Den er Syntesen af jødisk og hedensk Visdom og som sådan den absolutte, universelle Sandhed. Særegen for Clemens er den Tanke, at Filosofien ikke kan beskæftige sig med Gud, fordi han er hævet over enhver Bestemmelse og ethvert Begreb, og at den derfor må vende sig mod Logos, Guds Åbenbaring på Jorden. Frelsen kan vindes selv af den Uvidende, når han er en ærlig Troende, thi det, der frelser, er Troen på den treenige Gud; men højere og værdifuldere end en sådan Kulsviertro er dog den erkendende Tro, der er blevet sig sin Genstand fuldt bevidst. Erkendelse er mere end Tro; den er »Troens Fuldkommelse, thi den er for Ånden, hvad Øjet er for Legemet«. Denne Tanke, som ikke er kristelig, er derimod i høj Grad græsk. Hele fjerde Kapitel af sit Værk vier Clemens forresten til Omtalen af den græske Kunst. Udførlig behandler Clemens den menneskelige Viljes Frihed, der for ham, som for Justin og Irenæus, er det Ondes Ophav. Heraf drages så den Konsekvens, at det Onde er uden egentlig Realitet. Det er jo nemlig ingen Substans (som alt det, Gud har skabt), men kun en Handling, en Retning i Sjælen (Viljen). Synden er intet udenfor Synderen og forsvinder derfor i Intet, når han omvender sig og får Guds Tilgivelse. Den frie Vilje er Menneskets Adelskab; men netop derfor muliggør den hans Fald. Hedningerne, som tror på Nødvendigheden, ringeagter i Virkeligheden Mennesket; Kristus, der har ydmyget det for Gud dybere end Nogen, har først åbenbaret dets sande Værdighed.

Origenes (185-254), Clemens' Elev, er Grækerkirkens mest omfattende Tænker. Han var kun atten År, da hans fromme Fader, Leonides, døde Martyrdøden i Alexandria. Under Forfølgelsen flygtede Clemens, og Menigheden gjorde da den purunge Origenes til Forstander. Samtidig måtte han forsørge fem mindreårige Søskende. Lille var han af Vækst, spinkel, svagelig, men med en Vilje af Stål. »Diamantmanden« kaldte man ham. Midt i Rædslen var han Menighedens Trøst og Støtte; Martyriet, som han modig trodsede, ramte ham dog ikke denne Gang. Da der igen blev Fred i Byen fortsatte Origenes sit Studium af de græske Tænkere, for således at uddanne sin Ånd til Løsningen af den Opgave, Clemens havde været i Lag med: at give en systematisk Fremstilling af alle den kristne Tros væsentlige Tanker, en videnskabelig begrundet og gennemført Livs og Verdensanskuelse på kristelig Grund. »Apostlene,« siger Origenes, »har kun lært os det nødvendige. Ved mange Læresætninger overlod de Bevisførelsen og den nærmere Begrebsudvikling til Videnskabens Disciple, hvem det påhviler at opbygge et videnskabeligt System på Grundlag af den åbenbarede Troslære.« Det er vistnok første Gang i Kirkens Historie, at Fordringen på »et System« fremsættes klart og tydeligt. Som sine Forgængere indså Origenes, at til dette Arbejde måtte han have Hjælp hos de græske Tænkere. »Jeg vil røve Ægyptens Guld og gøre Alterkar deraf,« siger han. Og ikke blot læser han, han rejser også omkring i Verden, i Lilleasien, Grækenland, Italien og gør Studier på Stedet. I Palæstina lærte han sig Hebraisk og satte sig grundig ind i Landets Naturforhold, dets Plante og Dyreverden; han indså Betydningen heraf for den kristne Teolog og Historiker. Som Lærer underviste han i Filosofi, Teologi, Geometri, Naturlære og Veltalenhed. Sine Skrifter dikterede han. Syv Stenografer kunne han holde i Arbejde ad Gangen. Hieronymus, den latinske Verdens lærdeste og frugtbareste Teolog, siger om ham i et Brev til en Ven: »Vor Varro er intet mod Origenes. Han har forfattet mer, end et Menneske som du og jeg kunne afskrive i et helt Liv.« Iøvrigt gennemførte Origenes en asketisk Levevis, gav alt sit Eje til de Fattige og berøvede sig endog selv Avleevnen for ikke at fristes, hvad han dog senere bebrejder sig som Eksaltation. Hans Tankebygning støder på flere væsentlige Punkter an mod Kirkelæren. Når han kom i så heftig Strid med sin Biskop, Demetrius, at han måtte forlade Alexandria, var det dog vistnok mindre teologisk Uenighed end personlig Strid, der var Grunden. Biskoppen synes at have været en rå, uvidende Herre, som stod stift på sin Værdighed overfor den højt begavede Lærer. Under sin Landflygtighed stiftede Origenes en Kateketskole i Cæsarea. I Decius' Forfølgelse led han Martyrdøden.

Grundtrækkene i hans Lære er følgende: Gud er en evig, uomskiftelig Ånd; alt er ham underlagt. Som Klarheden fremgår af Lyset, som Viljen fødes af Ånden, fremgår og fødes Logos fra Evighed af Gud; hans Rige et de erkendende Væsners Verden, altså mere begrænset end Guds, fordi det kun er en Del af dette. Helligånden er skabt af Gud ved Logos som Førstegrøden af alle skabte Ånder; hans Rige er de ved Troen helligede Væsners Verden: den hellige, almindelige Kirke. Alle Menneskeånder har været til, før de kommer til Jorden. I Forudtilværelsen har de af fri Vilje valgt at søge bort fra Gud; til Straf lagde Materien sig om dem som en Skal. Thi Legemernes Verden havde Gud, der forudså Faldet, skabt i Forvejen og beredt til Lutringsted for de faldne Ånder. Gennem Verdensudviklingen skal dét tabte Samfund med Gud generhverves. Men stadig er Friheden Forudsætningen. De salige Ånder, ja selv Englene, har i hvert givet Øjeblik Muligheden for at synde. Det Onde er kun det negative: at søge bort fra Gud, og altså i Grunden det rene Intet. Djævlen er som alle faldne Ånder hildet i en Selvmodsigelse. Arvesynden lærer Origenes ikke; dertil holder han for bestemt på den abstrakte Viljesfrihed. Egentlig er Trægheden, Dovenskaben, for Origenes den værste Dødssynd. I Verdensudviklingen er »Gudmennesket« - Origenes bruger første Gang dette Ord - det store Midtpunkt, hans Tilblivelse den afgørende Hovedbegivenhed. Ved sin Død soner Jesus Menneskenes Synd; hans Blod er Løsepengene til Djævlen, hvorved denne »narres« for sit Rov. Denne besynderlige Tanke, at Djævelen narres til at slippe Menneskene, for at få fat på Kristus, og derved går glip af begge Parter, findes i Antydninger allerede hos Ignatius og Justin. I den senere græske Teologi spiller den en betydelig Rolle. Efter Døden gennemgår Mennesket en fortsat Udvikling og Opdragelse, indtil det når den fuldkomne Erkendelse i bevidst Samliv med Gud. Saligheden er ikke Hvile, men den mest potenserede Erkendelsesenergi. De onde Sjæle lider, i forskellig Grad efter deres Beskaffenhed. Til de viderekomne blandt Tilhørerne talte Origenes i forblommede Udtryk om en Oprejsning til sidst af Alt og Alle, selv Djævelen, en »Apokatastasis« som Udviklingens Endemål. Dåben og Nadveren er for ham væsentlig Symboler. Forsagelse er Grundformen for al god Gerning.

Origenes' hele Tankebygning hviler på Grækerkirkens Hovedtanke, at Kristus frelser fra Døden. Frelsen vindes gennem Forsagelse og Erkendelse. Kristendom er Kamp med Verden for Livets Skyld (I de ældste græske Miniaturbilleder betegnes Kristi Sejer oftest ved hans Nedfart til Dødsriget). Det ægte Græske heri er Kærligheden til Livet, Rædselen for Døden, samt den Vægt, der lægges på Erkendelsen. Men hvad Grækerkirken aldrig ret får fat på, er Syndstanken og Domstanken. Det eti_T ske Element træder, i Skygge; alt er Udvikling, kosmisk Proces. Det historiske Kristusbillede fortones; »Gudmennesket«, som Origenes også kalder »Ideernes Ide«, tager dets Plads. Man kan hos den store Alexandriner selv endnu hist og her finde en følelsesfuld Udmaling af Jesu Mildhed og Ydmyghed, hans Vunder og hans Død; men hos hans Efterfølgere får det spekulative Element mer og mer Overhånden (Dog bevarer undtagelsesvis Antiokias Teologer - den største er Theodoros fra Mopsuestia († 429) - endnu i flere hundrede År Billedet af den historiske Kristus). Stærkest måske hos Apollinaris fra Laodicea; men også Basilius, Gregor fra Nazianz og Gregor fra Nyssa går ofte så dybt til Bunds i Spekulationen, at det med Nødvendighed må blive til Skade for Livsindholdet i deres Tænkning. I den Grad er man hos disse Tænkere kommet bort fra den historiske Kristus, at Gud fremstilles som den kærlige Fader, Logos som den strenge Retfærdighed - netop det omvendte af Kirkens senere (naturlige) Lære. Gregor fra Nyssa adskiller sig fra de Andre ved, vistnok under gnostisk eller nyplatonsk Påvirkning, at bestemme Troen som en mystisk Hensynken i Gud. Græsk er hans Begejstring for Tilværelsens Skønhed; han elsker Skovens Brusen og Bjergørkenens Ensomhed, fordi han i dem ligesom sænker sig i Naturens Væsen og glemmer Forgængeligheden (Humboldt stiller ham sammen med Rousseau) ; thi Attråen mod Liv er det dybeste også i hans Spekulation, han higer mod »Væsenhed« mer end mod Retfærdighed. Grækeråndens Udklaring ved Kristendommen beror på, at Livets Tanke, som, naivt opfattet, havde båret den antikke Skønhedsdyrkelse, uddybes og gennemklares efter sit sande Væsen. Hvad Hellas' Ånd ikke formåede at vinde ved egen Kraft, vinder den ved Kristenåndens Hjælp: Sejren over Døden.

Overskriften på Frelserens Kors var ifølge Johannesevangeliet skrevet på Hebraisk, Græsk og Latin. Dermed er der peget på de tre Åndsmagter, som i Forening med Kristenånden, under dens Førelse bar den nye Kultur frem. Latinerkirkens Grundpræg er praktisk, politisk, juridisk i Overensstemmelse med den Folkeånd, hvoraf den fremgik. Måske har de Historikere Ret, der mener, at allerede Paulus' Ordning af Menighedsstyret var påvirket af den romerske Statsorganisation (Se f.eks. W. Ramsay: »St. Paul«. 1895); vist er det, at Paulus altid omtaler den romerske Øvrighed med dyb Ærbødighed som »Guds Tjener« (se Rom. 13). Og i al Fald véd vi, at Kirkens senere Centralisation, indtil den i Paven får sit Overhoved, skyldes Romerkirken. Den romerske Menighed har ikke skænket Kristenheden en eneste stor Lærer, men i alt, hvad der angår Ordenen, har den været førende, lige fra Begyndelsen, og den har med sejg Konsekvens modsat sig enhver spekulativ Ensidighed, hvorved Kristendommens Grundsandheder udsattes for at lide Overlast. Selv sine bedste Sønner har den uden Persons Anseelse afvist, når de gik på egen Hånd. Ligesom instinktsmæssigt har dens ledende Mænd altid holdt Middelvejen mellem de teoretiske Yderpunkter, ofte på Bekostning af den logiske Sammenhæng. Ved denne Disciplin har Rom sikkert gjort uberegnelig meget til Fremme af Kirkens sunde historiske Udvikling. Det er værd at mærke sig dette; thi medens de fleste Dannede i Nutiden har en levende Følelse af, hvad vor Kultur skylder Grækerne, er man i Almindelighed ingenlunde klar over, hvor dyb Gæld vi står i til Romerne. Origenes gør opmærksom på den Betydning, det havde for Kristendommens Udbredelse, at dens Fremkomst falder på et Tidspunkt, da August havde samlet Riget og skabt Verdensfreden. Befolkningsblandingen, det fælles Retsgrundlag, Samkvemsmidlernes Forbedring, Provinsernes politiske Organisation, de talrige Foreninger mellem fælles Interesserede, - alle disse Følger af Romeråndens Sejer og Verdensmonarkiets Oprettelse fik på utallige Måder Indflydelse på Kirkens Udvikling og bidrog til dens Fremgang udadtil. I den internationale Kulturgerning arbejder Kristenånden og Romerånden sammen. At have anet den historiske Konsekvens heraf, er Konstantins Storhed.

Hvem der har stiftet Romermenigheden, vides ikke; men det synes afgjort, at Apostelen Peder en kort Tid har været dens Leder. Peders Discipel og Paulus' personlige Ven, den romerske Clemens, er den første Biskop, vi kender noget til. Af hans Brev ses det, hvor optaget man var af at holde Disciplin i Romermenigheden allerede ved Udgangen af det første Århundrede. I hans Brev til Korintherne findes følgende karakteristiske Linjer: »Lad os betragte Soldaterne i Legionen, der tjener under en Anfører; med hvilken Orden og Lydighed opfylder de ikke deres Førers Befalinger!« I samme Brev omtaler han et Ord af Herren selv, hvorved Bispedømmet oprettes. Rimeligvis beror det  på en Misforståelse, men at Tanken fremsættes i Rom så tidligt er betegnende. Også Anledningen til, at Clemens skrev sit Brev, er værd at lægge Mærke til. Der var udbrudt Strid mellem Menigheden i Korinth og dens Ledere. Uden at anmasse sig nogen Myndighed, kun rådende og formanende I Kærlighed, beder Romerbiskoppen Korinthermenigheden om at holde Fred og indordne sig under dens beskikkede Anfører; for første Gang i Kirkens Historie gøres der i dette Brev en skarp Adskillelse mellem Præster og Lægmænd. Med Hensyn til Opfyldelsen af de sociale Pligter (Fattigpleje, Sygepleje osv.) gik Romermenigheden i Spidsen som et Mønster for alle andre Menigheder. Clemens udtaler sig om Læren kort og praktisk: »Vi bliver salige, når vi gør Guds Bud.«

Den Tanke, at Mennesket skal betale Gud, hvad det skylder ham, at Ydelsen skal stå i et bestemt Forhold til Skylden, har Enkelte villet udlede fra Germanernes barbariske Opfattelse. Den er meget ældre; den stammer fra Romerretten. Den vrede Gud, som må forsones ved Kristi Død, er Grækerne ganske ukendt. Almisserne til de Fattige indtager hurtig en uforholdsmæssig Plads blandt Romerkirkens Forskrifter. På San Lorenzos Portal i Rom findes en Fresko, som fremstiller en Synders Dom. Hans Gerninger afvejes, og det ser broget nok ud for ham. Da træder en Præst hen til Vægten og lægger på den ene Vægtskål en gylden Kalk, som Manden engang har skænket Kirken; og Skålen synker. Man har sagt, at oprindelig var Kristendommen et nyt Liv, så blev den et teologisk System og tilsidst en Skatteudskrivning; som i et Hulspejls Karikatur er dermed Grækeråndens og Romeråndens Tilskud karakteriseret. En Legende er betegnende. Den lærde Peter Teleonarius blev forstyrret i sine Studier af de Fattiges Tiggeri; så kastede han Sten efter dem for at jage dem bort. En Dag havde han ingen Sten ved Hånden; han kastede da det Brød, som lå på hans Bord. Senere så han i et Febersyn alle sine Synder opvejede af dette Brød. Kristus havde accepteret det som en Gave.

Eller følgende: Biskop Synedrius omvendte en Hedning, Evagrius, og forkyndte ham, at den, der giver til de Fattige, låner til Vorherre. Evagrius bortskænkede da 300 Guldstykker, men krævede Kvittering af Biskoppen, og denne Kvittering fik han efter sit udtrykkelige Ønske med sig i Graven. Kort efter sin Død viste han sig for Synedrius i Drømme og meddelte ham, at nu var Gælden indfriet, og at hans Kontrakvittering fandtes i Kisten. Han blev så gravet op igen; Kvitteringen var undertegnet egenhændigt: »Kristus har betalt.«

Den latinske Kirkes første Kirkefader er Tertullian. Han var født i Karthago ca. 160. Det brusende afrikanske Blod, som i hans Ungdom drev ham ind i vilde Udskejelser, er kendeligt på hans Stil. »Jeg brænder op af Utålmodighed!« plejede han at sige. Men Utålmodighed anser han for den farligste af alle Synder, fordi den ødelægger Disciplinen. Thi trods det afrikanske Blod er Tertullian Romer. Det synes mere at have været de kristne Martyrers Heltemod end selve Kristendommens Lære, der greb ham og omvendte ham. Græsk Filosofi tillægger han ingen Værdi; Sokrates kalder han »den attiske Bajads«, skønt han anser ham for den bedste af de Gamle. Grækenlands Kunst er Djævlens Værk. Skal Kristus afbildes, bør han gøres så hæslig som mulig. I sin Fremstilling af Kristendommen er det den praktiske og juridiske Side ,han stadig peger på. Det latinske Sprog, hvori han skriver, giver i og for sig det Hele et juridisk Præg; Tertullian havde forresten inden sin Omvendelse været Sagfører. Medens Gud for Alexandrinerne er Verdensbygmesteren, Udviklingens Princip, er han for Tertullian Dommeren. Troessymbolet er Guds »Lov« (lex), og med lignende Udtryk som Irenæus fastholder han, at den »ene, urokkelige Trosregel er os overleveret fra Apostlene og Herren«. Fader, Søn og Helligånd er »personæ« dvs. juridisk berettigede Medejere; de har fælles »substantia« dvs. Formue. Kristus besidder en dobbelt »substantia«, en arvet fra sin Fader (den himmelske), og en erhvervet fra sin Moder (den jordiske). Den Kristne skal betale Gud, hvad han er ham skyldig (»satisfacere deo«), og det gør han ved at holde hans Bud og være ham lydig. Ved Faste, Almisse, Bodsøvelser kan man »promereri deum« dvs. gøre sig fortjent af Gud. Helt kan dog Ingen betale sin Gæld; thi Synden er ikke i den enkelte Gerning alene; den sidder i Sindets Dyb som Arvesynd; den har forgiftet Menneskets Væsen. Var vi henviste til os selv alene, måtte vi alle opgive vort Bo. Kristus er Stedfortræderen, der betaler for Menneskene, uden selv at skylde noget.

Mange af Tertullians Udtryk har Kirken optaget. Ord som »sacramentum« (egentlig Faneed), »testamentum«, »trinitas« (Treenighed) stammer fra ham. Ægte romersk er hans Pukken på Kristendommen som en uafviselig Realitet, en Magt. »Vi er først fra igår,« skriver han om de Kristne, »og vi opfylder hele Riget, Eders Stæder, Eders Øer, Eders Fæstninger, Eders Municipier, Eders Rådhuse, ja, selv Eders Lejre, Paladserne, Senatet, Torvene.« »Hvis vi ville gøre Oprør, hvilken Krig kunne vi ikke tænde!« I Virkeligheden var det jo også denne de Kristnes Magtstilling, der omsider tvang Rom til at beskæftige sig alvorligt med Kristendommen. Det dybeste hos Tertullian er hans Forståelse af, at Troen grunder i Viljen, ikke i Erkendelsen. Når Justin og Origenes holder så stærkt på den abstrakte Viljesfrihed, skyldes det et logisk Ræsonnement: i modsat Fald måtte Gud jo være det Ondes Ophav. Hos Tertullian skyldes Fremhævelsen af Viljeen en dyb, personlig Erfaring. Ræsonnementet alene fører ikke til Tro; tværtimod! »Credo qvia absurdum« dvs. »jeg tror, fordi det er urimeligt«. »Kristus er død; meget troligt, fordi det er urimeligt; Kristus er opstanden; det er sikkert, fordi det er umuligt« (Disse berømte Ord, der ofte oversættes fejlagtigt, findes i Tertullians Afhandling »De carne Christi« 5 og lyder i Sammenhæng: »Crucifixus est dei filius; non pudet, qvia pudendum est. Et mortuus est dei filius, prorsus credibile, qvia ineptum est. Et sepultus resurrexit; certum est qvia impossibile est.«). Og Tertullian lærer Arvesynden. Den græske Opfattelse af Synden som et negativt Moment i Verdensudviklingen er i Virkeligheden overfladisk, sammenlignet med Tertullians, på Erfaring grundede Forståelse. Ingen Filosofi slipper uden om Syndens Alvor; dens paradoksale Faktum flænger det systematiske Hjernespind. Skal Frelsen vindes, må det være gennem et tilsvarende Paradoks.

Det er Romeråndens dybeste Anelse, der her klares i Mødet med Kristenånden, - Anelsen om Rettens evige Gyldighed, det ubetingede Krav, at Retsbrud må sones: Uret må ikke ske, og er den sket, må den udsones. Romeråndens højeste Idealitet beror på denne Anelse; men alene kunne den ikke føre Anelsen igennem til Klarhed. Rom strander, ideelt set, på Spørgsmålet om Forholdet mellem Ret og Magt. Først Kristendommen bringer det hele, fulde Svar. Men er end Kristus alene i Stand til at betale Syndeboden for Menneskene, så kræves det dog af os, at vi gør vort bedste. Tertullian er en streng Bodsprædikant. Hans Veltalenhed er tit ætsende. Som han håner den græske Spekulation, håner han det romerske Vellevnet. De kristne Kvinder koketterer med deres sorte Kapper for at vise deres Figur, skriver han. Mod Kvinderne er han overhovedet bitter; han taler med Ringeagt om Ægteskabet og mener, at Kvinderne i Opstandelsen forvandles til Mænd. Men også de kristne Mænd får læst og påskrevet. Rigdom og Vellevnet fordunkler Sjælens Kræfter og gør blødagtig, hvilket navnlig er farligt i en Tid, da Martyriet venter udenfor Hvermands Dør. »Jeg véd ikke,« skriver Tertullian, »om Fødder med yppige Prydelser egner sig særlig til Lænker og Jern. Jeg frygter, at Nakker med Perler og dyre Smaragder ikke har Plads til den bistre Bøddeløkse.... Måske finder Bjørnene og Løverne Behag i en godt mæsket Kristen. Også af Hensyn til Bestierne bør vi holde på Magerheden«. Denne ville Humor får sin Baggrund fra Tertullians Stilling; han havde den bedst mulige Udsigt til selv at gøre nærmere Bekendtskab med Fodjernene, Øksen og de vilde Dyr. Der skal noget til at være Spasmager på de Betingelser.

Det heroiske i Tertullians religiøse Anskuelse, hans Begejstring for Viljens Indsats, så ægte romerske hine Elementer end er, førte ham tilsist over i en Lejr, hvor han kom i Strid med Romerkirkens Ordensprincip. I Året 156 fremstod i Frygien en til Kristendommen omvendt Cybelepræst ved Navn Montanus. Han påstod, at han var den af Herren forjættede Helligånd og beråbte sig på Åbenbaringer og Syner. Han levede i en stedsevarende ekstatisk Svimmel og søgte at fremkalde lignende Tilstande hos sine Tilhængere ved Hjælp af Faste og Selvpinsler. Fasten kaldte han »Livets Gæstebud«, Videnskab og Kunst, al jordisk Glæde overhovedet, Djævelens Værk. Han lærte, at Præster bør leve i ugift Stand, og at Martyriet bør være enhver Kristens daglige Håb, »Jag efter Lidelser! Ønsk ikke at dø i din Seng! Dø som Martyr!« Samtidig med disse asketiske Forskrifter afgav han idelige Profetier om Herrens snarlige Genkomst. Da Kirkens Mænd viste hans Påstand tilbage, erklærede han dem for ugudelige Hyrder og rettede en rasende Protest mod Bispedømmet, idet han hævdede, at i den »rene« Kirke var enhver Lægmand Præst. Dette var jo den ældste Menigheds Tanke, og Montanismen har Interesse, trods Stifterens hysteriske Personlighed, ved at være det sidste Forsøg på at holde Kirken tilbage på dens oprindelige Standpunkt. Den første Menighed levede umiddelbart på det overmægtige Indtryk af Sandhedens Gennembrud. De vidunderlige Nådegaver, der synes at have været den tildelt i et Mål som aldrig senere, gjorde det muligt en Tid lang at beholde den fuldkomne Frihed. Men denne skønne Tilstand måtte ændres, efterhånden som Menighedernes Antal voksede, og Afstanden fra det ideale Gennembruds Tid blev større. Allerede Apostlene indså det. Montanisterne forsøger at fastholde Kirkens Guldalder, og Forsøget mislykkes. Deres Stræben førte væsentlig kun til, at Bispevælden blev sig sin historiske Nødvendighed bevidst.

Det ser underligt ud, at Tertullian, den store Jurist, lader sig bedåre af den østerlandske Drømmers Fantasier; men det var sikkert fornemlig Montanisternes etiske Strenghed, som greb ham. Montanus går ikke på Akkord med Synden; han har Mod til at kræve den absolutte Hellighed af de Kristne. »Åndens Rige«, som Tertullian regner fra Montanus' Fremtræden, adskiller sig ikke, hvad Læren angår fra Sønnens; men det kræver en strengere Moraldisciplin. Man kan ikke længere tage Hensyn til Menneskenes Skrøbelighed, thi Verdens Ende stunder til. Herren vil snart komme i Skyerne og dømme Levende og Døde. De Pinsler, han vil tildele de Ugudelige, udmaler Tertullian sig med Skadefryd. Moraldisciplinen, Strengheden, den ubønhørlige Gengældelse - disse romerske Bestemmelser er det, der drager ham til Montanisterne. Så tager han Konsekvenserne med: Protesten mod Bispedømmet, og - derved kommer han i Modsigelse med det Princip, han tjener. Historien viser ofte hos de store Mænd den Art Fejlgreb; men under sin Gang retter den dem selv. De små Forstyrrelser, der skyldes personlige Særegenheder, får sjælden Lov til at ændre Banens væsentlige Form Kirken, som har lært så meget af Tertullian, har med Rette ladet hans Montanisme falde, og hans Efterfølger, Cyprian, der beundrede ham over al Måde, blev Bispevældens store Grundfæster.

Cyprian (200-258) gik forsåvidt i sin Mesters Spor, som han yderligere udviklede det latinske Kirkesprog; ham skylder det meget af sin festlige Glans og Majestæt. Men i Spørgsmålet om Bispemyndigheden ser han, den ringere Ånd, rigtigere end sin Lærer. Med Veltalenhed - han havde også været Sagfører - fastholder han Kirkens Enhed som hellig almindelig (katolsk) Kirke og viser, at denne Enhed er uopløselig knyttet til Anerkendelsen af Biskoppernes Myndighed. Det er mindre en religiøs end en politisk Tanke, Cyprian sætter ind, og Tanken er ægte romersk. »Udenfor Kirken er ingen Frelse. Den kan ikke have Gud til Fader, som ikke har Kirken til Moder. Som Gud er én og Kristus én, således er Kirken én, Troen én, Menigheden én. Der gives intet andet Hus for de Troende end den ene Kirke«. Og Cyprian fremsætter den Tanke, som fik så stor praktisk Betydning, at Biskopperne danner en uafbrudt Rækkefølge fra Apostlene, hvis Eftermænd de er. Biskoppen er »Jesu Kristi Stedfortræder«. Sin Tankes Magt fik Cyprian Lejlighed til at prøve i det praktiske Liv. Kravet på et strengere sædeligt Liv end det, de Kristne almindeligt førte, døde ikke ud med Montanisterne; det er bestandig gennem Tiderne påny blevet rejst i Kirken og har ofte hjulpet den til nyt Liv.. Men overalt er også Dømmesygen, Vilkårligheden og Uordenen fulgt i slige Bevægelsers Spor, og medens den Nytte, de gør, tilfalder den organiserede Kirke, løber Bevægelsen selv for det meste hurtig ud i Sandet. På Cyprians Tid var det Præsten Novatianus, der rejste Strenghedskravet, og mod »Novatianerne« føres Kampen i Rom, hvor de havde fået Overhånd, af Biskoppen Cornelius med vekslende Held, indtil Cyprian kommer ham til Hjælp. På Koncilier i Karthago og Rom blev Partiet, der kaldte sig »de rene« (På Græsk »Kataroi«. Derfra stammer Ordet »Kætter«), sat i Ban.

At det er Ordenen, Disciplinen, som ligger Cyprian på Sinde, kan ses af hans Optræden først mod »Bekenderne« i Karthago, siden mod Novatianerne. Ved s Bekendere« forstod man de Kristne, der lod sig pine for deres Tro i de romerske Fængsler. De, der under Forfølgelserne af Frygt havde fornægtet deres Tro, stundom endog ladet sig tvinge til at ofre til Afgudsbillederne, betegnedes som ide faldne«. Nu havde der dannet sig den Skik, at når En af de faldne angrede, betragtedes et Anbefalelsesbrev fra en »Bekender« (et »Fredsbrev« kaldtes det) som tilstrækkeligt til, at Biskoppen ikke kunne modsætte sig Vedkommendes Genoptagelse i Menigheden. Dette førte til, at den enkelte Bekenders Vilkårlighed overordnedes Biskoppens Myndighed, og Cyprian. sætter sig energisk mod Skikken. Han nægter at optage de faldne alene på Fredsbrevene, og overfor Bekenderne gør han gældende, at »Martyrerne skaber ikke Evangeliet, det er Evangeliet, der skaber Martyrer«. Efter en heftig Kamp sejrede Cyprians Opfattelse. Overfor Novatianerne er Stillingen med Hensyn til de faldne nøjagtig den modsatte. De strenge Bodsprædikanter nægtede Kirkens og Biskoppens Ret til at modtage en falden Broder i Menigheden alene på hans Anger. Overfor dem hævder Cyprian, at Kristus ville frelse enhver angrende Synder, og at det ikke tilkommer den Enkelte at skille Klinten fra Hveden. - Man ser let, at det afgørende Synspunkt for ham i begge Tilfælde er Kirkens Enhed og Ordenens Håndhævelse.

Forestillingen om den romerske Biskops førende Stilling i Kirken begynder på denne Tid at sætte sig fast. Cyprian kalder Peders Stol i Rom Billedet på Kirkens Enhed (hans Lærer, Tertullian, havde kaldt Romerbispen »Biskoppernes Biskop«), men han holder dog endnu på sin Selvstændighed, ja, kommer endog i åben Strid med den myndige Romerbiskop Stefan angående det indviklede Spørgsmål, om Dåb udført af en ugudelig, vantro eller kættersk Præst, skal anses for gyldig. Her indtog Romerbiskoppen det eneste holdbare Standpunkt: den Embedsmand, der udfører Dåben, har ingen Indflydelse på dens Værdi; ellers ville en frygtelig Uvished, efterfulgt af idelig Gendåb, opløse al Orden i Kirken; thi hvem kunne være sikker på den Præsts Moralitet, der havde døbt ham. Cyprian var ikke tilstrækkelig klartskuende på dette Punkt; han erklærede Dåb af en Ugudelig eller Kætter for ugyldig. Vi har her et af de mangfoldige Eksempler på, hvorledes Roms Biskop, uden at være nogen stor Ånd, instinktmæssig har grebet det praktisk set rette i en tvivlsom Sag. Det er, som om denne Evne lå i den romerske Luft! Cyprian led Martyrdøden i 258 under Valerians Regering.

Romeråndens Bidrag til Kristendommens historiske Udformning er dels den stærke Betoning af den etiske Side, Forpligtelsesforholdet overfor Idealet, dels den praktiske Ordning af Kirkevæsnet. Herved føres der intet nyt ind i Læren, thi Jesus havde stillet Kravet på Renhed og Tugt bestemt nok. Det går kun her som overalt: Kristendommen kalder Folkeåndernes inderste Kræfter frem og tager dem i sin Tjeneste. Men samtidig er Faren for Misbrug uundgåelig, thi Folkeånderne er alle begrænsede og fejlfulde. Som i Orienten de teoretiske Spekulationer får Overhånd over den dybe Livstrang, der oprindelig har affødt dem, således bliver i Vestkirken Ordensprincippet, der skulle kue Vilkårligheden, farligt for Friheden, og ofte ser vi i den efterfølgende Tid den rent udvortes Underkastelse under Kirkelederens Vilkårlighed gjort til en vigtigere Salighedsbetingelse end Personlighedens frie Hengivelse. Det er naturligt nok, at mange med Vemod ser tilbage på hin fagre Tid, da sådanne Vildfarelser var utænkelige, fordi Ånden rørte sig stærkt og umiddelbart i Menigheden og knyttede sammen uden at undertrykke. Men når man har villet give det Udseende af, at Kristenheden i Vesterled efterhånden ganske forlod Jesu Kristi Lære, gør man sig skyldig i en åndshistorisk Misforståelse. Trods Mangler og Fejl slipper Kirken aldrig sit Midtpunkt. Åndens Virken kan til Tider være svag, men den ophører aldrig helt. Kristenånden har den uhyre Mission efterhånden at tilegne sig og gennemklare alt, hvad Menneskeånden har sat ind og vil sætte ind i Fremtiden. Under denne Mission må det nødvendigvis komme til stærke Brydninger mellem Kristenånden og Verdensånden i dens forskellige Former. Havde Menigheden holdt sig i sin oprindelige Renhed, fjern fra Verden, ville den have forfejlet sin Opgave: at være Jordens Salt. Kristenånden vil ikke tilintetgøre Folkeånderne, den vil frigøre, hvad de ejer af sandt og ægte. Det går langsomt, thi Høsten er stor, og Arbejderne ikke blot få, men mangelfulde, syndige Mennesker. Men Høstens Herre sender stadig nye Arbejdere til sin Vingård; ingen Kristen tør tvivle på, at Værket går fremad trods Fejl og Fald, at »Helvedes Porte aldrig får Magt over Guds Kirke«. Åndshistorien må fæste Opmærksomheden på de afgørende Punkter i den fremadgående Bevægelse og ikke lade sig blænde af de mørke Partier, så de hindrer den i at se selve det sejrende Lys.

Der er noget forunderligt tragisk over Kejser Diokletians Fejlgreb. Han var utvivlsomt en Fædrelandsven med de bedste Hensigter. Han var tillige en Statsmandsbegavelse, og han så klarere end de fleste Tidens uhyre Vanskelighed. Rom var blevet et Verdensrige; men Romermagten var fremdeles koncentreret i Byen Rom; Verdensrigets Forfatning var i Grunden en rent kommunal Byforfatning. Denne Selvmodsigelse måtte føre ud i Opløsningen. Diokletian søger at skabe et nyt, internationalt Regeringssystem, og han holder sig udtrykkelig borte fra Rom for ikke at hæmmes af Traditionen. Men han ser tillige, at den nye Stat må have en Religion; og her er det, han griber så skæbnesvangert fejl. Dåret af Mindet om det gamle Roms Storhed prøver han at genopvække Dyrkelsen af Jupiter Capitolinus, - den udprægede By gud! Han hælder gammel Vin på nye Læderflasker. En af hans nærmeste Efterfølgere, Maximinus Daza, foreslog Oprettelsen af en Slags hedensk Statskirke efter den kristne Kirkes Mønster. Han ville forene alle de forskellige Religioner i enhver romersk Provins under en af Staten ansat og kontrolleret Overpræst (Se herom Harnacks Afhandling: P. Hinnebergs »Die Kultur der Gegenwart«), altså en Fællesadministration af de religiøse Anliggender, som af de sociale og fiscale.

Tanken er karakteristisk for Romerånden, men Forsøget måtte mislykkes; Kristendommen lod sig ikke administrere sammen med en Snes Hedningereligioner. Konstantin så rigtigere. Til det nye Verdensrige, hvis Hovedstad Kejseren 330 henlagde til Byzans (Konstantinopel), må svare en ny Verdensreligion, som ikke bindes af Traditionerne, af lokale eller nationale Fordomme. Der kunne være Tale om to: Mithrasdyrkelsen, som var stærkt udbredt i Hæren, eller Kristendommen, og skønt Konstantin vistnok personlig følte sig stærkest draget til den første, var han klog nok til at vælge den sidste. Men den nye Statskirke er fra sin første Begyndelse præget af Tvetydighed. På Konstantins Mønter findes Kristi Kors og Solgudens Kors tilsammen. I Byzans knejsede på en 120 Fod høj Pofyrsøjle Apollos Statue; Ansigtet bar Kejserens Træk, og Glorien om Hovedet var dannet af Naglerne fra Kristi Kors. Dette er som et Symbol. Hvad Konstantin ville, var Enhed mer end Kristendom. Han var ikke så meget Troende, som han var Politiker, og hans sædelige Vandel stemte mildest talt ikke med Evangeliets Forskrifter.

Der mødte straks Statskirken en Strid, som bragte Enheden i en alvorlig Fare. I Antiokia havde Lucian grundet en teologisk Skole, der med særlig Vægt hævdede Monoteismen og i Modsætning til Skolen i Alexandria støttede sig mere på Aristoteles end på Platon. Herfra udgik Arius. Han blev Diakon i Alexandria, hvor han kom i Strid med Biskoppen. Arius var en energisk ViUiesnatur med en klar Forstand, ikke helt fri for Hovmod og Fanatisme. Den Lære, han udvikler, er i Hovedsagen en Protest mod at stille Kristus lige med Gud, uden at han dog tør gøre Skridtet fuldt ud og erklære ham for et almindeligt, dødeligt Menneske. Gud er, ifølge Arius, den ene, uskabte; hans Visdom er den sande første Logos. Som sit Værktøj til Verdensskabelsen frembringer han af egen fri Vilje et Væsen, Sønnen, som altså er en Logos af anden Grad. Han er ikke delagtig i Guds evige Væsen. Han kunne, ligesom de andre skabte Væsner, have syndet. Hans Erkendelse er ikke fuldkommen; end ikke sit eget Væsen erkender han fuldkomment. Ganske vist er han ved Guds Nåde og Adoption det første og bedste af alle skabte Væsner, men der tilkommer ham ikke samme Ære som Gud. Ham er det, der i Jesus Kristus ifører sig Menneskeskikkelse.

Alexandrias Biskop, Alexander, forkastede denne Lære uden at indlade sig i teologiske Forhandlinger; han nøjedes med at henvise til Troen på Kristi Guddommelighed som en Livsfornødenhed. Men da Striden bredte sig og kom Konstantin for Øre, og han til dens Afgørelse sammenkaldte Konciliet i Nicæa (325), da mødte Diakonen Athanasius fra Alexandria rustet til Tænderne med teologiske Argumenter på sin Biskops Vegne. Denne lille, uanselige, men utrolig energiske og højt begavede Mand er Grækerkirkens største Skikkelse efter Origenes. Glimrende Forstand, Dybsind, Ironi, Hurtighed i Tankegangen og et ubetvingeligt Mod er hans mest fremragende Egenskaber. Mod Arius fastholder han den græske Kirkes Hovedtanke: Frelsen fra Døden ved Kristus. Den kan kun fuldbyrdes, hvis Kristus er både Gud og Menneske. Var han kun guddommelig ved Guds Nåde, så havde han ikke mere »Væsenhed«, end han selv kunne forbruge; så kunne han intet meddele os. På et vigtigt Punkt afviger Athanasius fra den alexandrinske Tankegang. Han mener ikke, at Verden er skabt ved Logos. Logos' Betydning er netop, at han forløser os fra Verdens Forgængelighed og skænker os det evige, uforkrænkelige Liv. Origenes (og de andre Alexandrinere) opfattede Kristus som Midtpunktet i Verdensorganismens Udvikling; Athanasius ser ham som den, der overvinder Verden. Natur og Åbenbaring glider altså ikke hos ham, som hos de tidligere græske Teologer, sammen til ét; der sættes et dybt og væsentligt Skel imellem dem. Rimeligvis har Athanasius udviklet denne ugræske Tanke under Indflydelse af Munkevæsnet, som netop på hans Tid begyndte sin Verdensflugt, og til hvis Stifter, Antonius, han stod i et nært Venskabsforhold. Men Grækerkirken, som gav Athanasius Navnet »Rettroenhedens Fader« og bøjede sig for ham på alle andre Områder, lod sig ikke overtale til at følge ham på dette Punkt, og 362, på Kirkemødet i Alexandria måtte han indrømme, at det ikke stred mod Rettroenheden at opfatte Kristus som Midler mellem Gud og Verden.

Ved Kirkemødet i Nicæa præsiderede Kejser Konstantin i egen Person og opfordrede sine »Venner« (Forsamlingen) til Enighed. Som bekendt sejrede Athanasius, og den nicæiske Trosbekendelse blev fra hin Dag Grækerkirkens Dåbssymbol. Den indeholder en Del spekulativ Teologi og ender med at lyse Ban over Arianerne. I en Slutningstale anbefalede Kejseren Biskopperne at vinde Tilhængere for Kristendommen ved alle Midler: »Ikke alle vindes ved Ordet. Nogle glæder sig over det daglige Brød og Understøttelse af mægtige Velyndere. Andre slutter sig til dem, der gæstmildt modtager dem. Atter andre frydes ved Hædersgaver. Kun de færreste elsker Sandheden og Ordet for dets egen Skyld. Man bør da læmpe sig efter Alle og skaffe Enhver, hvad der kan bevirke hans Helbredelse, så at den saliggørende Lære ved alle mulige Midler sejrer overalt«. »Ved alle mulige Midler«! - Foreløbig gjorde Kejseren, hvad han kunne, idet han jog Arius og hans to Meningsfæller i Landflygtighed og lod de kætterske Skrifter offentlig brænde. At han tvang flere af Biskopperne til at underskrive Symbolet, er hævet over al Tvivl. Den Prøve, Kristendommens Åndsmagt her blev sat på, var farligere end Kætterangreb og Martyrier. Fire År efter bliver Konstantin Arianer, kalder Arius tilbage og jager Athanasius bort. I 336 døde Arius og Året efter Kejseren, som døbtes på Dødslejet og blev begravet i sin Dåbsdragt som Kristen, medens Roms Senat gav ham Plads blandt de hedenske Guder! Riget deltes mellem hans Sønner; men skønt Orientens nye Kejser, Konstantius, var ivrig Arianer, blev Partiets Sejr kun kortvarig. Det blev Athanasius, som kom til at præge den katolske Kirkes Opfattelse af det omtvistede Punkt. Havde Arianerne sejret, var Kristendommen rimeligvis blevet opløst i Filosofi og Morallære. Athanasius reddede den religiøse Livsspire til fortsat Vækst. I Arianismen var der, så lidt som i nogen Art Rationalisme, Udviklingsmuligheder. Længst holdt den sig hos Goterne. Gregor af Tours, der var ivrig Katolik (altså Athanasianer), fortæller, at en af Kong Liuvigilds Hofmænd engang sagde til ham: »Spot ikke Andres Tro! Vi Goter spotter jo ikke Eders. Vi anser det ikke for en Forbrydelse at tro dette eller hint. Hos os er det en almindelig udbredt Mening, at man ikke begår noget forkasteligt, når man går mellem et hedensk Altar og en kristen Kirke og viser dem begge Ærefrygt«. Denne ædle Lunkenhed var ikke tidssvarende. De ariansk sindede Folkefærd, Østgoter og Vandaler, sank sammen i Goldhed; Frankerne, som straks antog Kristendommen i den katolske Form, blev Middelalderens førende Folk. 586 gik Vestgoterne, 653 Longobarderne over til Katolicismen. Dermed slukkes Arianismens siste svage Glød (På en Måde opstår Arianismen atter i Mohamedanismen).

Julian Apostata († 363) har den åndshistoriske Betydning, at han har ydet det indirekte Bevis for Kristendommens historiske Ret, idet han gjorde det siste Forsøg på at bygge Riget over hedensk Grund. Han var Græker, talte dårligt Latin og havde ingen Interesse for romerske Traditioner. Han gjorde sig derfor ikke skyldig i Diokletians Fejltagelse. Den Religion, han ville grundfæste i Verdensriget, var et af ham selv opfundet System, der forbinder Mithrasdyrkelse eller Soldyrkelse med filosofiske og mytiske Spekulationer. Også fra Kristendommen låner han forøvrigt en Del, navnlig i Ordningen af Gudstjenesten samt i humane Institutioner som Herberger, Kvindeklostre, Fattigpleje osv.; selv de Kristnes Anbefalingsbreve har han optaget. Kærnen i sin Lære har Julian imidlertid fra Nyplatonikerne. Denne filosofiske Skole afslutter Grækenlands Åndshistorie; efter dens Undergang er der Mørke; den er Hedenskabets sidste åndelige Kraftanstrengelse. Som Stifter nævnes Ammonios Sakkas († 243) fra Alexandria; men Skolens egentlige Geni er Plotin († 270). Der er en forbausende Fylde i denne Mands Tænkning; han samler alt, hvad Grækerne havde fundet i Tankens Verden og er tilmed øjensynlig påvirket af Kristendommen, som han bekæmper, måske også af Gnosticismen (En af de åndfuldeste Gnostikere, Valentin, havde omkring 150 undervist i Alexandria og kan have efterladt sig Elever). Plotin underviste især i Rom. Det fortælles, at han var med på Kejser Gordians Felttog i Orienten, fordi han ad den Vej håbede at lære Indernes Filosofi at kende; men Kejserens Nederlag gjorde en brat Ende på hans Planer. En kort Oversigt over denne mærkelige Mands Tankeverden har Interesse, fordi Sammenligningen mellem den og Kristendommens kaster Lys over Tidens åndelige Status.

Gud, lærer Plotin, er den absolutte Enhed, og derfor må han være ubevidst og upersonlig; thi i al Bevidsthed er der en Dobbelthed (nemlig: det, der tænker, og det, der tænkes på). Han er af samme Grund uden Vilje, thi også i Viljen er der en Dobbelthed (det, der vil, og det, der villes). At udsige noget som helst om hans Væsen er umuligt; der kan kun siges, af han er og er Enheden. Gud skaber uafbrudt, med Naturnødvendighed, fordi det ligger i hans Væsen at skabe. Alt udstrømmer fra ham, og alt higer tilbage til ham igen. De forskellige Grundvæsner, der i en lang Trinrække (Verdenssjælen, Logos, Ideerne, Stjernerne osv.) udstrømmer fra ham, og som selv udsender nye Væsner, skal der ikke i denne Sammenhæng dvæles ved. Hovedsagen er, at hele denne Udstrømningsproces sker naturnødvendigt og ubevidst. Heller ikke Mellemvæsnerne har nogen Anelse om det Liv, der udstrømmer fra dem; de er nemlig helt optagne af Gudsbeskuelsen. Først med Mennesket bliver Bevidstheden og Tænkningen til. Udviklingskredsens allerlaveste Led er Materien, den formløse, ubegrænsede Materie, som er nær beslægtet med det rene Intet. Fra den stammer det Onde, det Negative. Menneskesjælens Tilværelse i Legemet skyldes et Fald, som har bragt det ind under Nødvendigheden. Kun en såre smal Strimmel Viljesfrihed er levnet os; ved dens Hjælp kan vi stræbe tilbage mod vort guddommelige Ophav. Midlerne til at nå det er Tænkning og Askese. Ved at unddrage os Legemets Indflydelse kan vi forberede os til at modtage Sandhedserkendelsen, som altid formørkes ved at berøres af Materien (Legemverdenen). Skønhedssans, Kunst, Filosofi hjælper os på Vej. Efterhånden som Verdenskræfternes Mangfoldighed åbenbarer sig for os, beriges vor Ånd. Men alt dette er dog blot Midler, der kan bringe os ind på den rette Vej. Den højere Ideverden kan vi kun nå ved Anskuelsen; her slår vor Tænkning ikke til. Og Gud kan vi ikke engang anskue; vinder Mennesket en sjælden Gang frem til Gud, er det i Ekstasens Højeste, hvor Selvet helt er gået under. Enheden med Gud er den absolutte Ro, det store Mysterium, som vi kun kan ane. Plotin selv oplevede kun få Gange i sit Liv dette salige og evige Øjeblik (Hans Elev, Porfyrios, fortæller, at Plotin i de År, Eleven opholdt sig hos ham (263-268), oplevede det fire Gange. Porfyrios selv var kun en eneste Gang, i sit 68de År, så lykkelig. (Zeller: »Philos. d. Griechen« III.). De Mennesker, som lader sig fange af Materiens Tillokkelser, må fortsætte Udlændighedens Liv efter Døden gennem en Sjælevandring, hvori hvert nyt Stadium svarer til det sidst levede Liv. Det er Verdensordenens Retfærdighed, at den straffer Livets Brøde med nyt Liv.

Blandt Plotins Disciple er de mest kendte Jamblichos, Proklos og Kristendomsfjenden Porfyrios. Ingen af dem beriger Mesterens Tankebygning med nye Værdier; tværtimod, de forringer den snarere ved Tilsætning af al Slags Overtro. For at tiltvinge sig Berøringen med Gud anvender navnlig Jamblichos Tryllemidler og Besværgelser, hvorved Læren til sidst ganske taber Karakteren af en Filosofi. Det er Hedenskabets håbløse Forsøg på at lave en Åbenbaring med kunstige Midler. Kristendommens Evangelium efterlignes i en Række biografiske Skildringer af store Hedninger: Platon, Plotin, Pythagoras, Abaris og flere. Berømt var især Filostrats Levnedsskildring af Troldmanden Apollonios fra Tyana (en Filosof på Neros Tid). Karakteristisk for alle disse Forsøg er det Træk, som de har lånt fra det nye Testamente: at forbinde Lære og Biografi. Plotins Disciple fuldbyrder hurtig Nyplatonismens Opløsning.

Tilfælles med Kristendommen har denne sidste hedenske Livsanskuelse Længselen efter et umiddelbart Gudsforhold og Følelsen af, at Menneskesjælen her på Jorden er skilt fra Gud. Både Kristendom og Nyplatonisme vil Sjælens Frelse. Men Nyplatonikerne kan ikke nå et sandt, personligt Gudsforhold, fordi de nægter Guds Personlighed, og de kan ikke opdage Livssmertens sande Dyb, fordi de ikke ser Synden som Oprør mod Guds Vilje. Og endelig kan de ikke vise en sand Vej til Frelse, fordi de ingen Frelser har at hentyde til. Mennesket skal frelse sig selv. Kan han ikke det, så meget værre for ham! Den upersonlige, naturnødvendige Verdensorden kender ikke til Medlidenhed. Nyplatonismen tror ikke på Åndens Sejr over Materien. Det Onde kan den kun bekæmpe ved Flugt. Kristenånden kæmper med Verden og overvinder den, idet den løfter og forklarer den. Thi de Kristne tror ikke, at Verden er fremgået ved en Naturproces; de tror, at den er Guds frie Værk, og at dens Brøst skyldes Menneskenes onde Vilje. Åndens Kamp med Verden er Åndens Historie. En sådan Historie kender Nyplatonismen ikke. Når Balancen skulle gøres op, hvilken af de to Livsanskuelser der bedst kunne bære Slægtens Gerning videre, kunne Resultatet ikke være tvivlsomt. Med al sit Dybsind er Nyplatonismen gold. Kristendommens Tænkere, navnlig Origenes, har på flere Punkter lært af den, men de har gjort det uden at slippe den Livskærne, i Kraft af hvilken de var dens Overmænd. Set i åndshistorisk Belysning viser Nyplatonismen, hvor stærk Attråen mod Frelse havde vokset sig også hos Hedningerne, og hvor håbløst fortvivlet det var at søge Frelsen hos Hedenskabets Guder. Grækeråndens sidste selvstændige Produkt er denne ubevidste, upersonlige, viljeløse, evige Tomhed, som Plotin kalder Gud. Hvad betød en sådan Gud, sammenlignet med Kristendommens?

Julian gør den historiske Prøve på Regnestykket, og - Facit stemmer! Galilæeren sejrede over Kejseren. Den hele Kamp varede tre År; »en Sky, der driver forbi«, spåede Athanasius om Julian ved hans Tronbestigelse. I Gravtalen over den faldne Kejser beklager hans Ven, Taleren Libanios, sig over de utaknemmelige Guder, der ikke har skønnet bedre på deres Forsvarer: »Hvem skal jeg henvende mig til blandt Guderne, eller rettere: hvem skal jeg ikke anklage? Alle har de i samme Grad forsømt den Omhu, de burde haft for så dyrebart Liv.... I Fremtiden vil man altså sige: »Han havde Ret, han, vi spottede over (Konstantin), som erklærede Eder Krig, I Guder! som slukkede Eders hellige Ild, ophørte med at bringe Eder Offer, styrtede Eders Altre, ødelagde og lukkede Eders Templer, lod Eders Helligdomme vanhellige af sine Hofmænd, og som, idet han afskaffede Eders ældgamle Dyrkelse, overdrog Eders Arv til en død Mand, hvem Ingen véd noget om« (Kristus). En Tro, der lægger sine Tilhængere den Slags Ord på Tungen, kan åbenbart ikke bruges til at leve på, men højt regnet til kunstneriske Præstationer og forloren Veltalenhed (Følgende Prøve på Libanios' Veltalenhed er kostelig. Han skildrer Julians Lig liggende i Kampmarkens Støv og tilføjer: »Jeg har spejdet mod Himlen for at se, om der ikke regnede Bloddråber ned, lig dem, Jupiter lod vande Sarpedons Lig. Jeg så ingen. Men måske er de dog faldne på Liget, og man har ikke opdaget dem i alt det Støv og al den Hurlumhej«). Julians nærmeste Efterfølger var Kristen, og

Theodosius den Store (379-395) forbyder i 381 Hedenskabets Gudsdyrkelse. »Een Tro, een Lov, een Kejser!« er hans Valgsprog. Men Modsætningen mellem Grækerånden og Romerånden er for stor til, at en Sammensmeltning kan holde i Længden; efter Theodosius' Død deles Riget atter, og Kristenheden spalter sig stedse mere afgjort i to Dele: den græsk-byzantiske og den latinsk-romerske Kirke. Redegørelsen for disse Kirkers indbyrdes Kampe hører imidlertid ikke hjemme i Skildringen af den Periode, jeg har foresat mig her at gennemgå. Derimod må jeg, før jeg afslutter Fremstillingen med det sidste bærende Indskud, Augustin, omtale et andet, der fik stor Betydning, også for ham: Munketankens. Den udgår fra Orienten, måske har den indre Forbindelse med Gnostikernes og Ny platonikernes Tankekredse; nogle har afledt den fra Buddhismens Livsforkastelse. Som den fremtræder i Ægypten og indenfor Grækerkirken overhovedet, er den et ejendommeligt og ensidigt Udtryk for Livstrangen. Gennem Askesen og Verdensflugten vil Sjælen tilkæmpe sig Frelsen fra Døden, det evige Liv. I græske Miniaturer symboliseres Askesen ofte ved en Række nøgne Atleter. Munketanken er for så vidt i god Overensstemmelse med Grækerkirkens Grundtanke.

Under Decius' Forfølgelse flygtede en Mand fra Alexandria ud i Ørkenen og blev Eremit. Denne Mand, Paul hed han, er den første kristne »Munk«. Lidt senere vandrede Antonius (250-356) samme Vej. Da han døde, 105 År gammel, testamenterede han Athanasius sit eneste Eje, en Kjortel. »Antonius går sin Vej; han vil ikke være længere hos Jer,« var hans sidste Ord. Man regner almindeligvis Antonius for Tankens egentlige Grundlægger. Da Pachomius († 348) opretter Fællesboliger for Eremiter, Klostre med andre Ord, har det hele System fået sin faste Form. Romerkirken forvandler senere Munketanken til Ideen om et stort Kulturarbejde i Kirkens og Kærlighedens Tjeneste; men de græske Munke vil kun ét: Sjælens Frelse; og de mener, at det nåes bedst ved at sky Samfundet og dets Fristelser samt døde Legemet; derfor gør de det. Antonius nægtede at lære en Dreng Bogstaverne, da det kunne bringe ham i Samkvem med andre Drenge. Familiefølelsen bekæmpes som farlig for Sjælen. Evagrius brændte Brevene fra sine Forældre uden at læse dem. Simon Stylites' gamle Moder lå i tre Dage og Nætter jamrende for hans Dør uden at blive lukket ind. Så døde hun. Da han græd et Par Tårer over Liget, gled et saligt Smil over den Dødes Træk. Gregor den Store fortæller om en femtenårs Dreng, der var blevet Eneboer, men længtes så stærkt efter sine Forældre, at han listede sig til deres Hus om Natten og betragtede dem, medens de sov. Straffen ramte ham. Han døde pludselig samme Nat, og da man begravede ham, vægrede Jorden sig ved at modtage den unge Forbryders Legeme. En Nonne åbenbarede efter sin Død, at hun havde fået tre Dages Skærsild, »fordi hun elskede sin Moder for højt«.

Munketankens politiske Betydning er, at den bidrager til at udhule Svælget mellem Styrelsen i Byzans og det menige Folk; thi Munkene var et demokratisk Parti, og Folket så i dem Kristendommens ideale Fuldendere. Dette blev skæbnesvangert for det byzantiske Rige og fik senere sit historiske Udtryk bl.a. i Billedstriden. Uden denne Splittelse havde Mohammedanerne næppe haft så let ved at erobre Ægypten.

Fra Eremiterne udgik Grækerkirkens største Kirkefader, Johannes (344-407), som for sin glødende Veltalenhed fik Tilnavnet Krysostomos dvs. Guldmund (At denne Veltalenhed kunne antage ejendommelige Former, kan ses af følgende Eksempel: »Kristus har givet os sit, af Naglerne gennemborede Legeme til Vidnesbyrd om sin Kærlighed, for at vi kan gribe det med vore Hænder og spise det; thi dem, vi elsker, plejer vi ofte at bide af Ømhed.«). Han var fra først til sidst en Folkets Mand. Han elskede den jævne Befolkning, og den forgudede ham. Ofte har hans Taler et ligefrem revolutionært Præg. Skønt Kejser Arcadius selv havde kaldt ham til Konstantinopel, opstod der snart Strid mellem Biskoppen og Hoffet. Hovedanledningen var måske mindre Krysostomos' Tordentaler mod de Fornemmes Luxus og Usædelighed end selve Tvetydigheden i det byzantinske Kirkestyre. Hvem var Kirkens Hoved? Kejseren eller Biskoppen? Kampene herom fortærede Krysostomos' Liv. Han mægtede ikke, som sin Kollega i Rom, at hævde sin Myndighed. Og med hans Fald er Sagen afgjort i Princippet: Kejseren er for Fremtiden øverste Autoritet også i Kirkesager. Denne Afgørelse blev dødbringende for det religiøse Livs Udvikling. Trods det, at Munkene gentagne Gange rejser Stridens Fane, sker der ingen Forandring i det væsentlige. Kun på det rent litterære Område yder Grækerkirken i Fremtiden noget nævneværdigt. Kulturarbejdet (Under Krysostomos fejredes Julen første Gang i Konstantinopel i 379 som Kristi Fødselsfest; men denne nye Kirkefest var indstiftet i Rom (354-360). Det var også Romerbispen, som skaffede Krysostomos den sene Oprejsning efter Døden) og Civilisationen af de nye, barbariske Folk blev det Romerkirkens Sag at gennemføre.

Vi har fulgt Grækeråndens Sammenstød med Kristenånden gennem dets Hovedstadier. Evangeliet er, til at begynde med, »Grækerne en Dårskab«, som det er Jøderne en Forargelse. Dårskab at formørke sig det korte, altfor korte Liv med Forsagelse og Grublerier, i Stedet for at nyde dets Skønhed i fulde Drag! Men - Grækerne havde selv anet Bærmen på Bægerets Bund. Da Kristenånden åndede på deres Øjne, gik det op for dem, at kun hos Kristus er Livet og Frelsen. Det bliver da Grækerkirkens Hovedtanke: Kristus frelser fra Døden. For at kunne besejre Døden må han være Gud og Menneske på samme Gang; om Guds Menneskevordelse (Inkarnationsdogmet) drejer næsten al Grækerkirkens Tænkning sig. Liv og Erkendelse, - det er denne Kirkes to Poler. Disse to Ord rummer dens Storhed og dens Begrænsning. Indadtil fordyber dens bedste Mænd sig i dybsindige Spekulationer; Augustus' Samtidige, Synesius, finder endog, at der er to Slags Kristendom, én filosofisk for dannede Mennesker og én mytisk for Menigmand, hvorved han bliver en Forløber for selve David Strauss. Udadtil stivner Kirken i tvetydig Afhængighed af Statsmagten; thi Munkenes Opposition bringer vel nu og da nogen Uro, men ingen virkelig Bevægelse ind i Udviklingen. Grækerkirkens sidste betydelige Tænker, Maximos Confessor († 662), var Munk. Han stræber efter at få sin Spekulation knyttet nærmere sammen med Virkeligheden og Historien; men det lykkedes kun mådeligt. Ligesom Krysostomos prøvede han også at tage et Brydetag med Hofpartiet, men det brast for ham som for hans Forgænger. Han dømtes til at miste Hånd og Tunge og døde 82 År gammel i Landflygtighed. Byzantinismens Fortjeneste af Nutidens Kultur er ikke så meget den positive at have skabt nye Værdier, som den negative at have dannet Bolværket mod Mohammedanerne, de asiatiske Folkefærd overhovedet. Dertil egnede måske en konservativ Kirke og en på Kejserens Hånd stærkt koncentreret Magt sig bedst.

Det ligger nær at knytte Omtalen af den ældste kristne Kunst til Fremstillingen af Grækeråndens Bidrag til Udviklingen; men meget taler iøvrigt for, at den mest karakteristiske Kunstfrembringelse indenfor Kristenheden, Kirkebygningen, skylder Antikken mindre end tidligere antaget. Den kristne Kirkebygning har fra sin første Tid (år 200) to Grundformer: den langagtige Basilika og Korskirken. Indtil for kort Tid siden blev det almindelig antaget, at den kristne Basilika stammede fra den romerske Torvehalle og Korskirken fra de romerske Thermebygninger (Bade). Nyere Forskere har påvist det urigtige i denne Antagelse, og det hævdes nu stedse mere almindeligt, at Basilikaen som Kirkeform stammer fra Lilleasien og er en oprindelig kristelig Frembringelse. (Se f.eks. Witting: »Anfange christlicher Architektur«.) Joseph Strzygowski har i sit epokegørende Værk »Kleinasien« 1903 forklaret også Korskirken som et naturligt Produkt af kristelig Kultur. Den er oprindelig konstrueret som Helligdom over Martyrgraven. Senere viste den firkantede, ottekantede eller runde Form sig praktisk til Dåbskirke (med Fonten i Midten, hvor Graven ellers var), og tilsidst udvikles den endog til Hovedkirke (Sofiakirken, Markuskirken, St. Vitale i Ravenna, Aachener Domkirken). Den mægtige gotiske Kirkestil vokser frem af den romanske, og denne sidste synes at have sit ældste Udspring fra Lilleasien, hvor den er Kristenåndens egen, selvstændige Frembringelse, med Tilknytning måske til ældre, orientalske Kunsttanker, men sikkert ikke til græske eller romerske (De her givne Antydninger har jeg givet en videre Udførelse i en Artikel »Nyere Forskninger over Bygningskunst i Lilleasien«, som findes i Tidsskriftet »Arkitekten« for 12. Marts 1904). Billedhuggerkunsten fik ringe Betydning for den kristne Oldkirke. Den vidunderlige græske Plastik beror bl.a. på Grækernes Forgudelse af Formen. Men Kristendommen stiller sig straks fjendtlig herimod, og Gudebilledet, der var Genstand for Hedningernes Tilbedelse, blev i den ældste Tid Kirken en Vederstyggelighed. Derimod udvikles Maleriet som den særlig kristelige Kunst. Der bygges utvivlsomt her på hedensk, græsk Grund. De tidligere omtalte Katakombebilleder viser det. Men Tyngdepunktet flyttes fra Form til Indhold. Maleriet skulle præke, vidne, træde i Ordets Sted, være ligesom en malet Bibel for de Ulærde. Dets Opgave er altså i Kristenheden en ganske anden end indenfor Hedenskabet, og Udførelsen svarer dertil. Det symbolske Element bliver stedse mere fremtrædende, medens Hensynet til den naturlige Sandhed i Former og Farve træder i Skygge. Katakombemalerierne fra den ældste Tid er i kunstnerisk Henseende langt bedre end de senere. I Miniaturbillederne og Mosaikerne fra det 3die-4de Århundrede er det begyndende Forfald tydeligt nok. Omsider stivner Maleriet i den såkaldte byzantinske Form, som først brydes af Italiens store Mestre Cimabue og Giotto henved tusind År senere.

I åndshistorisk Retning er et enkelt Forhold værd at lægge Mærke til. Indenfor Grækerkirken begynder man allerede i det 4de og 5te Århundrede at tilbede Billeder af Kristus (senere også Maria) med Knæfald og Kys. Det er Munkene, der fører an, og Almuen, især Kvinderne, der føres. Mødre lægger deres nyfødte Børn i Statuernes Arme. Farven skrabes af Malerierne og blandes med Altervinen til Læge eller Elskovsdrikke. Man beder endog de malede Helgener stå Fadder til Børnene. En Legende, som i sin Tid forelæstes første Søndag i Fasten i alle græsk-katolske Kirker, beretter om nogle Jøder, der pryglede et Kristusbillede og stak det i Siden med en Lanse; da vældede der Blod frem af Billedet. Det er den græske Kirketanke, der i sin folkelige Form bliver til Magi. Gregor fra Nyssa skildrer Nadveren som »en Modgift mod Døden«, der indføres i Legemet; ja, han kalder den endog en »Fortsættelse af Inkarnationen«. Dette behøver nu kun at overføres på Billederne, så har vi Afguderiet. En græsk Teolog (Theodor Studita) hævder, at Billedet af Kristus væsentlig er ét med Kristus, thi det er Formen, ikke Materialet, som det kommer an på. Billederne er »Urtyperne«, »Ideernes sidste Udstrålinger«; i dem fortsættes Herrens Menneskevordelse. Jo helligere Billederne blev, des mere hæmmes naturligvis den frie kunstneriske Udvikling. Opgaven bliver omsider at komme de gamle Billeder så nær som mulig, og ingen anden. Hvad der var af kunstnerisk Evne i Byzans kastede sig så over Dekorationskunsten og Kunstindustrien, og her bliver Byzantinerne Europas Førere langt op i Middelalderen.

Det blev Romerkirken, som tog Førerstillingen i det store gennem de næste Århundreder. Jeg har peget på dens Grundtanker i det foregående. Medens Grækerkirkens Mænd samler deres Interesse om Erkendelsen af Kristentroens Sandheder, retter Romerne deres væsentlige Interesse mod Handlingssiden. De opbygger deres Kirkefæstning, ud fra hvilken Kristendommen skal erobre og organisere den nye Verden; og med Hensyn til Kristentroens Sandheder, da er det Viljen, det etiske Element, som Vestens Tænkere lægger Hovedvægten på. Romeråndens juridiske Anlæg præger sig i den romerske Kristendomsopfattelse. Langt dybere end Grækerne forstår dens Forkæmpere, hvad Synd vil sige, og at al Synd må sones. Jeg karakteriserede nylig Grækerkirken ved Ordene Liv- Erkendelse og angav som dens Hovedtanke: Kristus frelser fra Døden. Romerkirkens Hovedtanke er: Kristus frelser fra Synden, og dens åndelige Retning kan antydes ved Ordene: Forsoningvilje. Det etiske er denne Kirkes Styrke; netop derfor ligger så også dens Fare i Udvortesheden og Gerningsretfærdigheden. Trods al græsk Dybsindighed var det en Latiner, der gav Kirken dens bærende Tankesystem; men hans Storhed består da også i, at han forener græske Racemærker med latinske uden at miste sit faste Stade i den vestlige Kirkes Grundanskuelse. Denne Mand er Augustin. Inden jeg slutter Foredragsrækken med Omtalen af Kirkens mægtigste Skikkelse siden Apostlenes Dage, vil jeg imidlertid nævne to Mænd, der forberedte hans Gerning, og hver på deres Vis fik Betydning for Kirkens Udvikling.

Den første er Ambrosius (340-397), Biskop i Milano. Han har udformet Menighedens Salmesang. Sikkert lærte han af Grækerne, men medens det i Orienten var »Kantorer«, som mest besørgede Kirkesangen, fik Ambrosius hele Menigheden til at synge med. Endnu større Betydning har han dog ved sin Hævdelse af Kirkens Myndighed overfor Kejserens. Hvad der glippede så ganske for Grækerkirkens Biskopper, det lykkedes for denne Mand. I 385 havde Justina, der førte Regeringen for sin umyndige Søn, Valentinian den Anden, befalet Ambrosius at udlevere Arianernes Parti en af Milanos Kirker. Han svarede: »En Præst kan ikke udlevere Guds Hus og Tempel; men han kan lade sig ofre på Altret.« Der skete noget afgørende i Kirkens Historie hin Nat, da Ambrosius med sin Menighed vågede i den af Soldater omringede Kirke, medens de alle i et mægtigt Kor sang den ambrosianske Lovsang: »O, store Gud, vi love dig!« Augustin og hans Moder var med i Kirken. Et sådant Indtryk så'r sig i en stærk Sjæl og bærer mange Fold. Også overfor Theodosius satte Ambrosius Kirkens og Kristendommens Ret igennem. Da Kejseren havde ladet 7000 Mennesker dræbe i Thessalonika 390, nægtede Milanos Biskop ham Adgang til Kirken, og Konflikten endte som bekendt med, at den store Kejser måtte gøre offentlig Bod for sin Brøde. Synd er Synd, selv om Synderen er Kejser, og Synd kræver Bod. Sammenligner man det betydningsfulde Optrin, da Kejseren i Bodsdragt knæler for Biskoppen som Kristi Stedfortræder, med Krysostomos' flammende, men afmægtige Dommedagstaler i Konstantinopels Kirke, så har man en slående Illustration til Forskellen mellem de to Kirkers historiske Stilling.

Også Hieronymus (340-420) fortjener at mindes i Kristenheden, om ikke for andet, så fordi han udarbejdede den Tekstrække (»Perikoperne«), hvorefter Kirkens Præster nu i 1500 År Søndag efter Søndag har forkyndt Evangeliet for Menigheden Kirkeåret rundt. Han er Vestens lærdeste Kirkefader og dens første Skribent. Erasmus af Rotterdam sætter hans Latin over selve Ciceros. Origenes havde vist de filosofisk dannede Mænd i Østen, at en Kristen kan filosofere omkaps med de dybsindigste blandt Grækerne. Hieronymus viser på sin Side Romerne, at en Kristen kan skrive en slående, klar og veltalende Stil i den litterære Kunstart, som altid særlig havde udmærket Roms Skribenter. De fornemme Damer lærte hans Brev til Heliodor udenad. Efter at have ført en broget Tilværelse, snart som Dagens Løve i Rom, snart som Eremit i Syriens Ørken, bosatte han sig i Palæstina sammen med sin fromme Veninde Paula og hendes Datter Eustochium. Her arbejder han Dag og Nat med Pennen. Han oversætter det gamle Testamente fra Hebraisk til Latin, for at erstatte den mangelfulde, ældre Oversættelse »Septuaginta«, og skriver, med sit rige Kendskab til det hellige Land, som han havde gennemvandret, Kommentarer til Profeterne. Han vil hæve den latinske Verden i litterær Henseende til Højde med Grækernes. Selv af Origenes, som han i mangt og meget var grunduenig med, oversætter han store Stykker og omtaler ham altid med dyb Beundring. Stridsskrifter angående teologiske eller kirkeretlige Spørgsmål, Breve om alt muligt - thi hele Kristenheden spørger hans Viden til Råds - og elegant formede Satirer, bidske, bitre, flyder fra hans Pen. Noget egentlig sympatetisk personlig Indtryk gør han ikke.

Da han som halvfjerdsindstyveårig Olding hører om Alariks Erobring af Rom og Byens Ødelæggelse, sørger han dybt. »Verdens skønneste Lys er slukket,« skriver han; »i denne ene Stad er Verden gået til Grunde; Folkenes Moder er blevet deres Grav.« Det sidste, man har fra ham, er en Lykønskning til Augustin i Anledning af hans Kamp med Pelagius. Måske følte han, at denne Mand var hans Arvtager i den litterære Gerning, - og en hel Del mer end det (Som Prøve på Hieronymus' Stil anfører jeg følgende Brudstykker. Det er en satirisk Skildring af fornemme Kristnes Liv i Rom. (Ep. 18, til Eustochium). Om den rige kristne Dame hedder det; »Hun hviler på en kostbar Løjbænk med et Evangelium i Hånden, indbundet i Guld og Purpur. Hendes Gemak er fuldt af opvartende Kavalerer, som underholder hende med de nyeste Skandaler. Hun er stolt af at kaldes Præsternes Beskytter. En Diakon kommer kørende til Visit i en elegant Vogn med skønne fyrige Heste; hans Silkekappe dufter af vellugtende Vande, hans Hår er på det kunstigste kruset af Frisøren, og idet han med Fingre, der funkler af gyldne Ringe, koket løfter sin Præstekjole op, tripper han ind i Paladset på sirlige Sko af det fineste og blødeste Saffian. Han er kendt i hele Byen, træffes overalt og ingensteds. Der sker intet, som han ikke straks får at vide, og der gives ingen Bysladder, som han ikke har opfundet eller i alt Fald forbedret.... Han står op med Solen, lægger Planen for sine Besøg, overvejer, hvilke Veje, der er de korteste, og denne næsvise Patron tager ofte Folk på Sengen og besøger dem, medens de endnu sover. Bemærker han en eller anden fin Pude, en smukt broderet Dug, et kostbart Møbel eller Husgeråd, så roser han det, beglor det, vender og drejer det mellem Fingrene og beklager sig over, at han ikke har Magen. Han stjæler det heller, end han slipper det igen; og hvilken Kvinde ville forresten vove at fornærme Nyhedernes Ombud, Byrygternes Trompet? .... Skal den fromme Matrone udføre en Velgørenheds Handling, sker det med så megen Brask og Bram som muligt. I sin Bærestol lader hun sig bringe til St. Peters Basilika, omringet af en Hærskare Eunucher, og i Kirken fordeler hun egenhændig sin Almisse til Betlerne, hvorpå hun giver et Kærlighedsmåltid, som hun først har ladet udråbe ved Herolder.« Blandt de forskellige Præstetyper, som fremføres, er den epikuræiske: »Der gives dem, som tragter efter gejstlige Embeder for at kunne besøge Kvinderne med større Frihed. Al deres Omsorg gælder deres Klædedragt, at den dufter godt, og at Fødderne ikke svipper ud af Skoene, når de går. De kruser deres Hår med Krøllejern og deres Fingre blinker af Ringe.« Eller den kyniske: »De lader deres Hår vokse langt, bære Gedebukkeskæg og sort Kappe, gå barfodede. De ser melankolske og triste ud, faster stærkt om Dagen, men æder så meget kraftigere om Natten, når Ingen ser dem.«)

På Aurelius Augustinus (354-430) Skuldre hviler ikke blot hans nærmeste Eftertids, men Middelalderens Kirke lige op til Reformationen. Selv Luther beråbte sig på ham, og med god Grund. Kun Paulus kan tåle Sammenligning med denne Kæmpeånd. De to ligeløbende Åndsretninger, som præger den efterfølgende Periode: Skolastiken og Mystiken, har begge i ham deres Kildespring. Forstand og Hjerte, det mandlige og kvindelige Anlæg er lige stærkt udviklede hos ham. Både som Personlighed og Ånd er han enestående. Som de fleste grundlæggende Genier gennemlever han alle sin Tidsalders Udviklingsstadier, inden han når frem til sit eget Stade. Hans Resultater er først og fremmest vundne gennem Erfaring, derefter prøvede og sammenarbejdede ved Forstandens Hjælp. I sine »Bekendelser« har han fortalt sit Levned, som det tegner sig for ham i Kristendommens Lys. I sin Ungdom levede han et vildt Liv i Karthago; med en afrikansk Frille fik han atten År gammel en Søn. Teatret og den klassiske Digtekunst tiltrak ham stærkt; Veltalenhedslæren var hans Studium, Cicero hans Ideal. Selv var han Hedning eller vel snarere ligegyldig. Faderen var en rå Afgudsdyrker, Moderen, Monika, Kristen. Som det omsider lykkedes hende at omvende Manden, håbede hun stedse, at også Sønnen skulle blive vundet. Hendes Tårer og den kristne Biskops Ord: »En sådan Tåresøn kan ikke gå fortabt,« glemmer Historien aldrig.

De religiøse Spørgsmål sætter Augustinus' unge Intelligens i Bevægelse, navnlig Spørgsmålet om Guds Forhold til det Onde i Verden. En filosofisk Skole, som dengang var på Mode, syntes ham at give et rimeligt Svar. Det var Manikæernes Parti. Den persiske Præst Mani (flået levende i 277) lærte, at der i Mennesket, som fra Evighed af i Tilværelsen, er to stridende Magter, Lysets og Mørkets. Jesus, den rene Lysånd, har iført sig et Skinlegeme, og nedstegen til Jorden frelser han den fra Mørkets Magt. Hans Lidelse på Korset var kun tilsyneladende, hvorfor Manikæerne holdt deres Hovedfest på Manis Dødsdag, »thi han led virkeligt«. Det, der tiltalte Augustin og mange Andre ved denne Lære, var, at den forklarede det Ondes Oprindelse af en ond Grundmagt; derved slap man nemlig for at måtte tilskrive Gud det. Men da det så gik op for Augustin, at Manikæerne kun redder Guds Godhed ved at nægte hans Almagt og indføre to Guder, opgav han at finde ud af Gåden og slog sig på Skeptikernes Parti: vi véd intet og kan intet få at vide. Han siger selv, at der var frygtelig øde i hans Sjæl i denne Periode. Platons Idelære fængsler vel en Tid lang hans Interesse, men kun som en fager Digtning.

Så lærer han i Milano, hvortil han var kaldet som Lærer i Veltalenhed, Ambrosius at kende. Det er ikke Ambroshis' Præken, endnu mindre hans Skrifter, det er det personlige Indtryk af en Kristen, der brænder sig ind i den unge Sandhedssøgers Sjæl og hjælper den frem mod Lyset. Han fortæller, at han kunne sidde i Timevis og se på Ambrosius, medens denne arbejdede. Rasende Kampe mellem Kød og Ånd kostede det, før Lyset sejrede i Augustinus' Sjæl. Han havde sin Frille hos sig, og han syntes, det var umuligt for ham at give Afkald på sin Lidenskab. Medens han knæler under et Træ i brændende Bøn om Bistand fra Gud, hører han en Røst, der siger: »Tag og læs!« Han slår op i sin Bibel, og det første, hans Øje møder, er Stedet i Romerbrevet (13,13-14), hvor Paulus advarer mod de sanselige Begærligheder. Dette Ord tager han, som om det var sagt af Gud til ham personlig, og samtidig føler han sig gennemstrømmet af den Kraft til Forsagelse, han hidtil havde savnet. Påskenat 387 døbte Ambrosius ham og hans femtenårige Søn. Derpå nedlagde Augustin sit Embede som Veltalenhedslærer og vendte hjem til Afrika. På Hjemrejsen døde Monika i Ostia; Kapitlet om hendes Død i »Bekendelserne« er noget af det uforglemmeligste i Alverdens Litteratur. 388 når han sin Fødeby, Hippo, uddeler alt sit Gods til de Fattige og lever et Slags Klosterliv på en Landgård, optaget af Studeringer. 391 udnævnes han (mod sit Ønske) til Præst og i 395 til Biskop i Hippo. Forresten styrede han faktisk hele Nordafrikas Kirke i Theodosius' og Honorius' Regeringstid. Sit Hovedværk »Guds Stat« skrev han, efter Sigende, under Indtrykket af Alariks Erobring af Rom; han arbejdede på det i 13 År. I 430 døde han under Vandalernes Belejring af Hippo.

Augustin fastholder i det væsentlige den Opfattelse af Kristendommen, som Tertullian havde grundlagt; men ejendommeligt for ham er det psykologiske Udgangspunkt for den hele Tankerække. »Bekendelserne« er allerede ved sin Form et enestående Skrift. Oldtiden har absolut intet lignende. Dets Selviagttagelse peger frem mod Renæssancen, og det er med en vis Ret, at man har kaldt Augustin »det første moderne Menneske«. I Menneskesjælens Dyb må vi søge det oprindelige Grundlag for Forståelsen af Religionens Væsen; det ser Augustin. Et teologisk System som Origenes', fast og logisk opbygget, med Undgåelse af Selvmodsigelser, har han ikke givet; hans Lære er væsentlig omdannede og prøvede Erfaringer. Han er udpræget Realist. Derfor er det let at finde Inkonsekvenser hos ham. Tankerækken begynder ud fra et i Erfaringen givet Synspunkt, men føres ikke til Ende og kan ofte komme i åbenbar Strid med andre uigennemførte Rækker, som går ud fra andre Erfaringer. Næsten alle religiøse Retninger indenfor Kristenheden har med tilsyneladende Ret kunnet beråbe sig på Augustin. Alligevel er det tydeligt, at han alvorligt bestræber sig for at føre sin Tankebygning op i Højde med den græske. Han var ikke lærd som Hieronymus - hebraisk forstod han f.eks. ikke -; men han forstod Betydningen af Tænkeevnens Dannelse, og der findes i hans Spekulation, ved Siden af meget sært og skruet, en utrolig Mængde Kim, som siden hen har sat frodig Vækst hos Europas Tænkere. Fordyber man sig i hans tungt skrevne Afhandlinger, opdager man med Forundring, at Lockes og Descartes', Male branches og Leibnitz' Principper findes hos ham, ganske vist i Fostertilstand. Selv Schopenhauer ser i ham en Åndsfælle og Forgænger. Her skal kun dvæles ved Grundtrækkene af hans Teologi.

Sjælens dybeste Tørst og Attrå, begynder Augustin, er Lykke. Tror den at finde Lykken i Sanselighedens Tilfredsstillelse, opdager den snart sin Fejltagelse. Det er ikke et øjeblikkeligt Overmål af Lyst, efterfulgt af Skuffelse, ejheller et Gennemsnitsvelvære med Resignation til alle Sider, det er den fulde Tilfredsstillelse af sin Trang, den fulde Udvikling af alle sine Muligheder, Sjælen begærer. Det er Saligheden, den vil. Erkendelse giver Lykke. Grækerne forstod det dybere end noget andet Folk. Magt giver Lykke; Romerne har set og følt det. Men ingen af disse Værdier giver den hele og fulde Lykke. Den vindes kun, når Sjælen når frem til et personligt Gudsforhold, til personlig Besiddelse af selve den levende Gud. Sjælens inderste Liv er ikke Viden, ikke Lystfølelse, men Vilje. Troen er ikke blot Antagelse, men Liv, Besiddelse.

Men i sin Kamp for at vinde Troen og ved den Lykken møder Sjælen en frygtelig Hindring, som den ikke kan overvinde ved egen Kraft. Det er Synden. Var Synden kun det enkelte Fald, kunne Hjælpen tænkes mulig på blot menneskelige Vilkår. Brændt Barn skyer Ilden; næste Gang tager man sig vel bedre ivare. Var Sjælens inderste Væsen Viden, ville Sokrates' Filosofi være tilstrækkelig til at sikre Lykken. Men hvad Hedningen kun anede, når Fortvivlelsens Vande slog sammen over ham, det véd den Kristne, hvem Gud har åbenbaret det: Synden er ikke det enkelte Fald, Synden er Hjertets normale Tilstand, så længe det er fjernet fra Gud. Synden er Arvesynd. Mod denne Magt er al blot menneskelig Hjælp jammerligt Stykværk. At indbilde sig, man kan hjælpe sig selv, er på én Gang den sørgeligste Fejltagelse og den farligste Synd. Den første Betingelse for at vinde Lykken gennem Troen er at forstå sin Afstand fra den. Derfor sagde Augustin til sine Venner i Klosterkredsen ved Hippo: »Det første i Kristi Lære er Ydmyghed, det andet Ydmyghed, det tredje Ydmyghed.« Kun den Syge har Læge behov; men kun den, der véd, at han er syg, kan Lægen hjælpe.

Antikken troede naivt på Verdensharmonien. I Grunden farver denne Tanke, ubevidst, også den kristne Grækerkirkes Tænkning. Augustin kender og bekender for Alvor Tilværelsens Elendighed. Opdagelsen af Syndens dybe Rod i Menneskesjælens Attrå slår en Revne i enhver menneskelig Forklaring af Tilværelsen. Ved egen Kraft kan vi ikke engang nå så vidt, at vi opdager Revnen, langt mindre slippe over den. Alligevel må der være en altomfattende Sammenhæng, thi Gud er én, og Gud er god. Vi kan ikke nå den, og var den ikke givet os, måtte vi fortvivle. Men Gud har ikke blot åbenbaret os Rædslen, han har i sin Nåde samtidig åbenbaret os Frelsen. Den er givet os i Kristi Offerdød. I Grækerkirken er det Inkarnationen, Guds Menneskevordelse, hvorom Tanken kredser; i Romerkirken bliver Forsoningen ved Kristi Offerdød Midtpunktet. Augustin viser det klart og tydeligt. For den menneskelige Forstand er denne Løsning en Urimelighed. Hvorledes kan en Andens Offer hjælpe mig? Svaret er skjult i Kærlighedens Mysterium, som er ét med selve Tilværelsens. Men Synden selv er for den menneskelige Forstand en Urimelighed og dog en uomstødelig Kendsgerning, som Erfaringen daglig bekræfter. Det ene svarer altså nøjagtig til det Andet. Når Smerten og Selvmodsigelsen er blevet tilstrækkelig dyb, spørger man ikke, hvor Logiken er, men hvor Hjælpen er. Sandheden, som vi ikke kan tilkæmpe os, er os givet ved Guds Nåde. Hvad Erkendelsen i al Evighed forgæves ville stræbe at nå, det får vi gennem den Magt, Gud har betroet Frelsens Budskab og overdraget Forvaltningen af Kristi Arv: den hellige Kirke. >Jeg ville ikke tro Evangeliet, hvis ikke Kirken befalede mig det,« siger Augustin. Er Ydmyghed den første Betingelse for at nå Frelsen, så er den Ydmyghed, der kaldes Lydighed, den anden. Tro er Lydighed, Viljen til at lyde. Kristus sejrede over Synden ved sin ubetingede Lydighed. Ved den er han ikke blot vor Frelser, men også vort Forbillede; ja, han Jean slet ikke frelse os, hvis vi ikke følger ham efter i dette Punkt. »Ikke en eneste Synd kan vi begå, uden at vi begærer det, han foragtede, eller foragter det, han begærede. Han har adlet det, vi gyser for, og fornedret det, vi beundrer.« Med Lydigheden kommer Troen og med Troen Freden. Mod det orientalske Munkelivs idelige Svingen mellem Frygt og Håb sætter Augustin Freden, der vindes i Tro. Han forkaster det asketiske Driveri og opfordrer til Virksomhed i det Godes Tjeneste. Også her er han Romer.

Til Sygdommen, Arvesynden, der lig en Gift gennemtrænger vort åndelige Liv, svarer altså Lægemidlet: Kristi Offerdød, og Kirken som den levende, faktiske Bærer af Frelsens Hemmelighed og Nådemiddel. Kirken er en Helhed, »Guds Stat« i Modsætning til Verdensstaten. Titlen på Augustins Hovedværk er et Mesterfund; Romeråndens Bidrag til Kristenåndens Gerning i Historien er givet i denne Titel med Geniets suveræne Myndighed. Augustin så som i et mægtigt Syn Roms nye Mission på Jorden, og han så den som diametral Modsætning til den tidligere: det politiske Verdensherredømme. Han forkynder den dybe Dualisme, der senere karakteriserer Middelalderen. Og han fryder sig, i Modsætning til Hieronymus, over Alariks Ødelæggelse af Rom; deri så han en Sejer for »Guds Stat«, som skulle indtage Verdensstatens Plads.

I Guds Stat er Orden et Hovedkrav, Tolerance både falsk og grusom. På det Grundlag flammer senere Kætterbålene »til Legemernes Fordærvelse og Sjælenes Frelse«. Ikke altid gennemtrænger Augustins Erfaringer hans Troslære; Kristusbilledet formørkes undertiden af Kirkeordenen. Det er den romerske Ensidighed hos ham. Mange af Kirkeorganisationens Virkemidler: Martyrernes Forbønner, Skærsilden, de mange Sakramenter (Augustin regner Præstevielsen og Ægtevielsen med til Sakramenterne, men hævder dog, at Dåben og Nadveren (»Frelsen og Livet«) er Grundsakramenterne), Graderne i Fordømmelsen osv. stammer fra ham. Hans ensidige Fremhævelse af Synden som Sanselighed i kønslig Retning har gjort sit til at fremkalde den sørgelige Fantasiforgiftning, hvorunder Kristenheden endnu lider. Det er Slaggerne fra hans Genis Esse. En ensidig Konsekvens, der forøvrigt strider mod Grundlaget for hans Kristendomsopfattelse, drog han i sin Lære om Forudbestemmelsen til Frelse og Undergang. Da Mennesket ikke selv kan vinde Frelsen, beror det ifølge Augustin udelukkende på Gud, om den eller den skal frelses. Nogle Kar er æltede til Ære, andre til Vanære (Konsekvensen er kun tilsyneladende. Ganske vist: uden Guds Kald og Hjælp kan intet Menneske frelses; men Gud kalder ved Kristus på Alle; det afhænger altså af hvert enkelt Menneske, om det vil følge Kaldet. Netop i denne Vilje ser Augustin andre Steder med fuld Ret Menneskets sande Adel).

Måske udhamredes Tanken om Forudbestemmelsen så hårdt hos Augustin, fordi han i sin sidste Tid måtte kæmpe mod Pelagius' Kætteri. I denne Mand ytrer den nordiske Ånd sig første Gang indenfor Kristendommen, råt og usikkert. Han lærte, at Mennesket er Guds Medarbejder, men Erkendelsen af denne dybe Sandhed fører ham så til at forkaste Arvesynden og Frelsen ved Kristi Død. Jesus er for Pelagius kun det store Eksempel til Efterfølgelse. Mærkelig smelter denne Brite sammen med Grækerne. Hans Elev, Julian af Eklanum, lærer, at Verden er den bedst mulige, og Synden egentlig kun en Overskridelse af det rette Mål. Hermed er vi ført tilbage til den hellenske Verdensforgudelse. Intet Under, at Pelagianismen, trods det Glimt af en ny Folkeånd, den som et Varsel bringer, forsvinder så sporløst ud af Historien. Dens velvillige Modtagelse i Orienten og dens ubetingede Forkastelse i Vestens Kirke er yderst betegnende og kan minde moderne Grækerbeundrere om, hvor uberegnelig meget, vi skylder Romerne. Augustins dybeste Tanke om Synden og Frelsen fra Synden blev Livskærnen i den katolske Kirkelære; men om hans anden store Tanke, »Guds Stats«Tanken, samlede hans nærmeste Arvtagere sig. Naturlig nok! Skulle Kirken kunne fuldføre den Kulturmission, der ventede på den, måtte den være fast organiseret og befæstet udadtil. Det er det, der sker ved Pavedømmets Tilblivelse.

Theodosius havde dekreteret (380): »Alle skal dele den Tro, som den hellige Peder forkyndte Romerne.« Augustins Samtidige, Innocens I., krævede Domsret i alle vigtige Sager. Men først ti År efter Augustins Død fastslår Leo den Store Pavens Myndighed. Inspireret af ham erklærer Honorius' Efterfølger, Valentinian III (eller snarere hans Moder Galla Placidia): »Freden mellem Kirkerne lader sig kun opretholde, når det hele Samfund kender sin Leder i den ærværdige Fader i den hellige Stad. Hvad den apostolske Stol vedtager, være Lov for alle Kirker!« Da Leo efter sit sejrrige Møde med Attila kom tilbage til Rom, lod han til Tak for Guds Bistand den kapitolinske Jupiters Billede omstøbe og deraf tildanne den Pedersstatue, som endnu findes i Peterskirken. Måske er det kun et Sagn; men det har symbolsk Værdi: Romerånden, der bøjer sig ind under Kristenånden og tages i dens Tjeneste!

Leo´s Efterfølger fortsætter hans Gerning. Theodorik den Stores samtidige, Gelasius (492-98), skriver til Kejseren: »Verden styres af to Magter, den gejstlige og den kejserlige; men Præsteembedet er det vigtigste, da Præsten engang for Guds Domstol skal stå til Regnskab også for Kejserens Sjæl«. Det er Middelalderens Kampsignal, der første Gang klinger ud fra denne Sætning. Dualismen er fastslået. Gelasius gav, hvad der er såre betegnende, den første »Index« over Bøger, hvis Læsning Kirken forbyder, og afløste den tøjlesløseste af Hedenskabets Fester (Luperkalierne) med en kristen Fest (Maria Renselse).

Benedikt af Nursia († 543) omdannede det sidste hedenske Apollotempel (på Monte Cassino) til et Kloster og skabte i sin Munkeorden, Benediktinerne, den Hær, der skulle føre Kulturens og Kirkens Sag til Sejer under Pavens Herskerstav. Så er Målet sat. »Guds Stat« har sin befæstede Lejr, sin Hær og sin Imperator. At Kejsermagten efter det vestromerske Riges Fald ikke mere - på en kort Periode nær - havde fast Fod i Italien og forlængst havde ophørt at residere i Rom, fik historisk Betydning. Paven måtte ganske naturlig blive den Støtte, som det romerske Samfund også i verdslige Sager klyngede sig til. Ved Året 568 kommer Ordet »Papa« almindeligt i Brug som Benævnelse på Roms Biskop. Under de frygtelige Storme, der rasede gennem Italien, trængte man til en Fader. Da Paverne til sidst nødtvungent må opgive at få Hjælp fra Konstantinopel, fæster en af den apostolske Stols klogeste Mænd sit Blik på det opblomstrende Frankerrige. Med Alliancen mellem Peders Stol og den gotisk-germanske Folkeånd gryer en ny Tid. Med Kejserkroningen 800 i Rom begynder den egentlige Middelalder.

Hvis Kristendommen kun er et historisk Fænomen, så er den Sandhed, den bringer, relativ, og en relativ Sandhed han hjælpe for en Tid, men ikke for Evigheden. For den Kristne er Kristendommen Åbenbaring, guddommelig, overnaturlig Åbenbaring, væsensforskellig fra alle andre Religioner. Men denne Åbenbaring kom til Verden, gjaldt Menneskene. Derfor går den ind på menneskelige Vilkår; derfor har den en historisk Side. Det er den, som her er forsøgt fremstillet i Kristenåndens Møde med Grækerånden og Romerånden. Vil man forstå Fremstillingen og dømme retfærdigt om dens Mangler og Fortrin, må man forsøge at stille sig på dens Standpunkt. Det vældige historiske Fænomen, man kalder Kristendommen, kan opfattes fra forskellige Synspunkter. Her er det opfattet som Sandheden, der kom til Verden, - ikke den videnskabelige, teoretiske Sandhed, men den personlige Sandhed, som vil frelse Menneskene fra Død og Synd.

Min Stilling til den moderne Bibelkritik har været den selvfølgelige: jeg har efter bedste Evne undersøgt dens Metode og Resultater og tilegnet mig, hvad jeg fandt overbevisende. Det ville kræve flere Bind at motivere for Enkeltedernes Vedkommende min Tilslutning eller Afvisning. På sligt har jeg ikke kunnet indlade mig. Jeg er forberedt på, at en Del Kritikere i den Anledning vil fortælle mig, at jeg ikke kender Kritikken. Det må jeg finde mig i. Men den fordomsfrie Læser vil jeg opfordre til at stille sig selv følgende Spørgsmål: er det videnskabeligt under en Diskussion om Åbenbaringen at gå ud fra enhver Åbenbarings Umulighed? Sæt nu Tilværelsens højeste Princip er en Personlighed (eller nærmere dette end noget andet, vi kender og kan udtænke) - vi må dog vel kunne gætte det! Og sæt så, at denne Personlighed (eller hvad man vil kalde det) har meddelt sig til Menneskene - vi må vel kunne sætte det! Hvad bliver der så af »Beviserne« mod Kristendommens Sandhed? Ser man nøjere til, består disse Beviser i en Cirkelslutning: Åbenbaringen kan ikke være mulig, fordi den er en Umulighed. Var det ikke snart på Tiden at komme bort fra denne golde Doktrinarisme? Kendsgerningerne bør, uafhængig af alle Fordomme, være enhver Undersøgelses Grundlag. Kristendommens Kendsgerning har en psykologisk og en historisk Side. Den sidste, som overalt hviler på den første, har været min Undersøgelses Genstand. Gennem en samvittighedsfuld Prøvelse af begge har jeg vundet den Opfattelse, hvorpå min Fremstilling hviler. Det kommer nu an på, om mine Læsere gennem Fremstillingen føler sig overtydede om, at Opfattelsen stemmer med Genstanden. Er dette Tilfældet har Fejltagelser i uvæsentlige Enkelteder (som sagtens er uundgåelige) lidet at sige. Er det ikke Tilfældet, vil mit Arbejde være uden væsentlig Betydning. Rosenberg, D. 6te August 1908.

Webmaster