Det var ikke nogen let opgave, fordi tobaksringen med alle midler søgte at standse tilgangen af råstoffer. I 1900 holdt de 50 største tobaksfabrikanter et møde i Odense, hvor de hævede priserne, og samtidig vedtog de, at indkøbsforeninger ikke kunne opnå rabat til deres medlemmer. Tobaksfabrikanterne havde også indgået en 3-årig aftale, hvori bl.a. fremgik, at de med alle midler ville bekæmpe en ny tobaksfabrik, og dét var sandelig amerikanske tilstande. FDB måtte så skaffe sig tobak fra udenlandske grossister, der ikke var afhængige af ringen, og det gik også meget godt. I februar 1902 var der 33 ansatte, og heraf var de 11 børn. Men Tobaksarbejderforbundet havde anlagt blokade mod fabrikken d. 4 juni 1902, med krav om mere i løn, og den langvarige strejke, som pågik over 12 måneder, gav genlyd over hele landet. Desværre var der sket det, at skråtobaksarbejderne var udtrådt af Tobaksarbejderforbundet i år 1900, og konflikten blev saboteret af Skråtobaksarbejderforbundet, der sendte deres medlemmer i arbejde - side om side - med uorganiserede arbejdere, og Esbjerg og Omegns Brugsforening (EOB) besluttede loyalt, at de ikke ville forhandle FDB-tobak under konflikten. Men dette gav anledning til at EOB blev sprængt, således at der opstod en ny brugsforening med navnet »Frem«, der godt ville forhandle de konfliktramte tobaksvarer. Det var skruebrækkerne og spindernes fagforening der løb af med "sejren" - kunne man konstatere i 1905.

Allerede i 1903 byggede man en stor ny fabrik i tilslutning til den købte, og der blev yderligere udvidet i 1910, 1914 og 1925; og et nyt byggeri startede i sommeren 1939, bl.a. med kedelhus, kulsilo og emballagebygning, men den tyske besættelse af Danmark medførte udsættelse; men i 1943 stod udvidelsen færdig med plads til 500 lønmodtagere - men omfattende dele af den gamle fabrik samt handelsafdelingen blev besat af tysk militær, som her i modsætning til andre steder ikke ramponerede mere, end at en hovedrengøring kunne udslette sporene efter militærbelægningen. I 1910 var det faktisk sådan at fabrikken var en af Danmark største og mest moderne tobaksfabrikker. Men i 1913 opstod atter en storstrejke i 8 uger på fabrikken, da det viste sig, at FDB havde indmeldt sig i Fabrikantforeningen, der ikke ville tiltræde de nye forslag til overenskomst. Men efter pres fra en lang række brugsforeninger meldte FDB sig ud af Fabrikantforeningen i 1923, og blev dermed ikke inddraget i storkonflikten i 1925.

Nu er der rigelig plads i det dominerende lagerhus, og ethvert rum i fabrikken er forsynet med luftkonditionering, dvs. at man kunstigt fremkalder klima, temperatur og fugtighedsgrad, som tobakkerne helst skal have for at modnes på passende vis. Tobakken til cigarerne vokser på Java, Cuba, Sumatra og Brasilien. Den fineste tobak kommer fra Havanna, hvor klimaet og jordbunden udvikler en vidunderlig aroma i bladene. Hvis man omplanter den - f. eks. til Fyn - ligner produktet ganske vist den ædle Cuba-plante, men smagen er unægtelig en anden.

Når tobaksbladene kommer ind i fabrikken, løsnes de enkelte bundter, og bladene fugtes, til de er bløde og smidige. Derefter bredes de ud med nænsom hånd, og stilken tages ud på en strippemaskine, således at der bliver et højre- og venstreblad til videre forarbejdning. Stilkene valses ud og bliver til pibetobak. Indlægget til cigaren består af strippede blade. Når rulleren har fået udleveret en bestemt vægt indlæg, hvoraf han skal lave et fastsat antal cigarer, breder han ombladet ud over en trærille af den form, som cigaren skal have, og fylder indlæg deri. Den rulles i hånden, skæres af i begge ender, og denne vikkel forsynes derefter med dæksblad. Til de fineste cigarer benyttes slet ingen form, og de kaldes håndrullede. Den dygtige cigarmager kan fremstille 300 håndrullede eller 400 formrullede cigarer om dagen.

Nu skal cigarerne sorteres, og sortérsalen indtager hele loftsetagen, hvor der er ovenlys og desuden kunstigt dagslys til de mørke tider af året. Cigarerne sorteres hovedsageligt efter rødt, gråt og fejl i dæksbladet, og så fint er denne kunst er specialiseret, og sortéreren kan skelne mellem 100 nuancer. Når cigarerne ligger i kassen, skal den ene se nøjagtig sådan ud som den anden, men iøvrigt har denne sortering naturligvis intet med kvaliteten at gøre.

Cigarillos og cerutter laves på maskine. Der findes hele 10 maskiner af disse i 1945, som i årets løb udspyr en snes millioner småcigarer. Mekanismen er meget indviklet; jernfingre griber om bladene, den automatiske vægt vejer indlægget af og lægger det på ombladet, sugekopper drejer dæksbladet omkring, og cerutten er færdig.

Skråtobakken er med sin saucen fremstillet af lakrids, svedsker og mange andre rare ting. Hertil anvendes hovedsagelig Kentucky tobak, som i forvejen er mørk, fordi den røgbehandles, når den er høstet. Kardus og snustobak behandles på lignende måde, de skal også sauces og aromatiseres. Den sidste nyhed er et anlæg for shagtobak, der lægger tobakken i presseflager i æsken på ægte old english facon, således at alle rygere nu kan tilfredsstilles med hensyn til pibetobak, cigarer og skrå, medens man ikke har fundet anledning til at fremstille cigaretter.

Fabrikken beskæftiger ca. 400 arbejdere, der mest arbejder på akkord. En smuk kantine sørger for frokosten, der i reglen indtages på fabrikken, og arbejdsrummene er lyse, rummelige og godt ventilerede. Fabrikken ledes siden 1935 af direktør L. C. Larsen, som er en meget sikker tobaksekspert med mangeårig praksis. Det var P. Knudsen, som ledede fabrikken fra starten og til 1920. Derefter fulgte direktørerne Julius Nielsen til 1927 og J. P. Dommerby til 1935. Den 5 august 1981 lukkede FDB Tobaksfabrikken i Esbjerg.

De ældste industrielle foretagender i Esbjerg er teglværkerne. Det naturlige grundlag for disse var et temmelig tykt lag glacialler på det flade og lave terræn (sandsynligvis gammel havbund) i Rørkær, øst for Esbjerg, og som er kommet den nye by meget tilgode, da der derfra har kunnet leveres næsten alle de sten, som byen er bygget op af. Det første teglværk, der således fik betydning for Esbjerg, var Ernst's i Rørkær, anlagt af N. Barkentin allerede i 1850, men det var først fra 1870, at det rigtigt gik fremad. Det beskæftigede i 1881 10 mand og producerede årlig 650,000 sten og 50,000 drænrør.

I 1869 anlagde Chr. Møller Fredsted et teglværk på 6 tønder land, som han købte af gårdejer Sillasen, Rørkær ved Esbjerg. Hans søn, Iver Møller, bestyrede værket nogle år, hvorefter han overtog det og drev det til sin død i 1884. I 1881 beskæftigede teglværket 24 mand og producerede 1,600,000 sten; 200,000 drænrør og 20,000 tagsten. I 1884 var produktionen på 2 millioner sten. Ved Iver Møllers død gik Steffen Møller i kompagni med hans enke og drev værket sammen med hende til 1888, hvorefter Steffen Møller overtog det alene. Han købte da 20 tønder land til, byggede ringovne og skaffede sig nyt og moderne maskineri, og da det store byggeri midt i 1890erne fremkom, gik produktionen op til 6-7 millioner sten årligt, og der var 65 mand i arbejde. I spekulationsperioden, januar 1896, solgte Møller teglværket med tilhørende kalkværk for 320,000 kr. (i bladene stod 600,000 kr., i indbydelsen til aktietegning stod 550,000 kr.). Det var denne handel, som foranledigede en af den tids interessanteste retssager. Da det almindelige krak kom og der ikke længere var brug for sten, gik teglværkerne istå og lå stille helt til 1905, da margarinefabrikant Lund købte dem og fik dem så godt igang, at der kunne produceres 4-5 millioner sten årligt.

I 1870 anlagde slagter Gebhardt et teglværk på Esbjerg grunde, som dog snart gik ud af hans hænder. Det producerede i 1881 300,000 sten og beskæftigede 4 mand. N. Chr. Knudsen anlagde i 1875 et teglværk i Strandby. Det producerede i 1881 450,000 mursten og havde 5 mand i arbejde. Arbejdskraften ved disse teglværker var for en stor del tyskere fra Lippe-Detmold.

Th. Dahls skibsværft er det industrielle foretagende, som følger næst efter teglværkerne, idet det blev grundlagt i 1872.

I 1876 begyndte det første jernstøberi, idet Frantz Møllers værksted blev udvidet til også at omfatte dette. Møllers kompagnon i den nye virksomhed og den mand, som her tog initiativet, blev Niels Jørgen Poulsen, der var født på Samsø d. 13 oktober 1853. Den 16 marts 1876 begyndte samarbejdet, som fortsattes lige til F. Møllers død i 1884. Fra den tid drev Poulsen virksomheden alene indtil 1896,da de nuværende indehavere, L. B. Jensen (født d. 31 marts 1866) og H. I. C. Olsen (født d. 15 april 1865) overtog virksomheden under navnet „Esbjerg Jernstøberi og Maskinfabrik". I 1876 var der 18 mand i arbejde, i 1884 30 mand, i 1896 60-90 mand efter 1905 100-130 mand. Fabrikant Poulsen deltog meget i det kommunale arbejde, idet han var medlem af sognerådet i 1894-98, og de sidste år som formand. Han var med til at oprette Esbjerg Sparekasse og Esbjerg Handelsbank og var bankrådets formand, indtil banken overgik til Københavns Handelsbank. I 1899 blev han Ridder af Dannebrog.

Fra 1876 stammer også den af skibsfører P. Brinch grundlagte „Strandby Klædefabrik". Brinch er født i Sønderho på Fanø d. 7 oktober 1844 og sejlede til søs til sit 35 år. Han begyndte virksomheden i Strandby med en arbejdsstyrke på 3-4 mand, og den årlige produktion havde en værdi af ca. 16,000 kr. I 1894 udvidedes virksomheden med en større tilbygning, og en 10-hestes dampmaskine blev indlagt. I 1900 beskæftigede fabrikken 12 mænd og 8 kvinder. Brinch førte et meget virksomt liv og har bidraget en del til at hjælpe byen frem. Han var med til at sætte fiskeri med dæksbåd igang, og han og M. Spangsberg var de første fiskeeksportører. Sidenhen var han medstifter af Esbjerg-Fanø Bank og af Esbjerg og Omegns Sparekasse, og ved den første var han tillige en af direktørerne. Han var medlem af søretten og i 1899 blev han regeringens tilforordnede i havnerådet. I året 1900 blev han Ridder af Dannebrog.

I 1880 anlagde Chr. Graff, der var født i Svendborg i 1832, det hvidtølsbryggeri, som senere blev drevet af hans søn, N. M. Graff. I 1881 beskæftigede det 2 mand og tilvirkede 350 tønder øl; i 1892 1400 tønder og i 1896 2200 tønder øl. Sidenhen dalede virksomheden noget, men i 1900 gik det igen fremad, da en forretning, som forhandlede bryggeriet „Odense's" ølsorter, blev købt ind til virksomheden. Samme år begyndte M. Henriksen bryggeriet „Esbjerg"; der i 1881 producerede 400 tønder hvidtøl, med en arbejdskraft på 2 mand

Fra 1881 drev Th. Benisen det første farveri i Esbjerg.

Sidst i 1880erne, da der begyndte at komme lidt mere fart i forretningslivet i Esbjerg, blev savnet af en pengeinstitution meget følelig. I 1889 kom der imidlertid to på een gang, idet både Varde Bank og Vestjyllands Landmandsbank (i Varde) oprettede kontorer i Esbjerg; begge trådte i virksomhed først i april 1889 og havde åbent to eftermiddage om ugen. Varde Banks kontor havde i flere år kun en ubetydelig omsætning, men sidst i 1890erne steg omsætningen, så at der fra oktober 1898 måtte holdes åbent hver eftermiddag, og der var arbejde til 3 mand. Kontoret fra Vestjyllands Landmandsbank blev derimod kort efter oprettelsen i september 1890, forfremmet til filial, og med denne fik byens borgerskab en del mere at gøre, idet fabrikant Brinch, grosserer Pagh, smøreksportør Beyer og gårdejer Jesper Madsen, Jerne, blev kontrollerende direktører. De udtrådte dog alle på nær, Beyer, da Esbjerg-Fanø Bank oprettedes i 1892. Til bestyrer valgtes derefter i Vestjyllands Landmandsbank, Gustav Forum, som også fik forretningen godt i gang; men da den sikkerhed, banken fik ved udlån, ofte viste sig at være for ringe, endte det med, at han i februar 1896 måtte fratræde sin stilling. Hans efterfølger blev detaillist H. A. Guldager, Varde, men det viste sig snart, at filialens stilling var så ødelagt, at filialen ikke kunne reddes, og den blev da ophævet d. 1 oktober 1898, og 16 måneder efter gik moderbanken fallit. I 1890 blev „Esbjerg Sparekasse" oprettet, og det var P. Brinch, C. Breinholt, N. J. Poulsen, Th. Dahl med flere, der trådte til som garanter, men den egentlig drivende kraft i arbejdet for oprettelsen var sagfører Knutzen, ligesom han også hele tiden var den ledende, og kassen havde lokaler i hans kontor. „Esbjerg Sparekasse" fik imidlertid aldrig ret meget betydning og i 1904 måtte den likvidere. Først da Esbjerg-Fanø bank i 1892 blev oprettet, fik byen en selvstændig og virkelig udviklingsdygtig pengeinstitution. Den blev stiftet d. 25 juni 1892, især på foranledning af P. Breinholt, Th. Dahl, H. Pagh og skibsreder C. H. Nielsen af Nordby. Den trådte i virksomhed d. 22 juli 1892 med P. Breinholt som formand for bankrådet; og efter hans død i 1897, blev Th. Dahl hans efterfølger, og da han døde i 1898, valgtes C. Breinholt. Til administrerende direktør valgtes J. Nielsen, der havde været assistent i Københavns Handelsbanks filial i Randers, og til kontrollerende direktører P. Brinch, J. Madsen og sagfører Brasch. Banken begyndte med en aktiekapital af 125,000 kr., der i 1897 forhøjedes til 250,000 kr., i 1899 til 500,000 kr.; i 1904 til 1,000,000 kr.. Omsætningen, der i 1893 var ca. 10 mill. kr., var i 1905 steget til 105 mill. kr.. Banken boede først til leje i Kongensgade 40. Men da disse lokaler blev for små, blev der i 1897 bygget en ny bygning på Torvet med store og rummelige lokaler. Der var filialer både i Nordby og Sønderho. Når banken kom så godt over de vanskelige år i 1890erne, så skyldes det særlig den omstændighed, at den ikke blev meget engageret i jordspekulationerne, men langt mere blev bank for købmandsstanden og forretningslivet.

Ved kgl. resolution af d. 19 november 1877 blev det bestemt, at Esbjerg skulle have torvedag hver tirsdag. Reglementet tiltrådtes af amtet d. 7 marts 1878. Ministeriet havde først afslået det, fordi Esbjerg kun var en landsby, men da herredskontoret kunne henvise til resolution af d. 14 juli 1838 om torvedage i Løgstør, som dengang var landsby, blev det bevilget. Ved bekendtgørelse af d. 15 september 1876 fik flere pladser, deriblandt Esbjerg, et marked. Dette første marked var for fedekvæg og skulle afholdes første tirsdag i hver måned, men det gik meget småt med tilgangen, og det gik snart istå. I 1890 begyndte flere et arbejde for at få det igang igen, og Handels- og Kontoristforeningen henvendte sig, tilskyndet af P. Breinholt, til amtet om at få marked med fedekvæg hver onsdag. Amtet anbefalede det og ministeriet gav så d. 20 december 1890, sin tilladelse. Disse markeder begyndte d. 7 januar 1891, men varede kun i nogle få år, og fik efterhånden mindre betydning, skønt de atter fik officiel stadfæstelse i 1894, gik de til sidst helt ud. Det var først i 1898, da Tyskland skærpede indførselsbetingelserne, at der påny blev et marked af nogen betydning, idet man som et led i de bestræbelser, der blev gjort for at klare de vanskeligheder, som fulgte af Tysklands optræden, fik indrettet et marked med fedekvæg i Esbjerg hver onsdag fra d. 23 marts til hen på efteråret. Dette marked fik meget stor betydning for hele Vestjylland.

Handelsforeningen blev stiftet d. 7 juli 1886 med det formål, „at søge at fremme byens handel og industri ved sammenkomster og diskussionsmøder, navnlig af emner af såvel almindelig merkantil interesse, som vedrørende de stedlige omsætningsforhold." I de første 5-6 år virkede foreningen tillige som selskabelig forening, men siden har den indskrænket sig til merkantile opgaver. Ved sit arbejde på disse områder har den iøvrigt fået en meget stor betydning for byen; f.eks. er det ved dens og andre handelsforeningers virksomhed i Vest- og Sydjylland, at toggangen stadig er blevet udvidet og mere bekvem, men oftest har det været Esbjerg, der måtte tage initiativet, thi det var her, at ulemperne føltes stærkest. Endvidere spillede den en stor rolle ved sin virksomhed for dokuddybningen i 1890erne, og for oprettelse af frilageret i 1899-1900. Dens første formand var købmand Jens Nielsen. Siden har D. Lauritzen, Thorvald Møller og H. Eriksen været meget virksomme for foreningen.

Detailhandlerforeningen blev stiftet i 1898 og ændrede senere navn til »Esbjerg Handelsforening af 1898«. Formålet var at samle detailhandlerne til varetagelse af denne stands særlige interesser. Foreningen har været medvirkende til, at forretningerne fik indført fælles lukning kl. 19.00. Foreningens første formand var købmand Carl Hansen.

Håndværkerforeningen er stiftet d. 15 oktober 1882 med 27 medlemmer. Den første bestyrelse var farver Bentsen, bager Schrøder, bogbinder Jeiling, fabrikant Poulsen og bager Keller; Bentsen blev formand, Jeiling kasserer. Samme år d. 21 november, besluttedes det på foreningens første generalforsamling at søge ministeriets tilladelse til at holde udstilling. En af foreningens opgaver har været at sørge for de unge håndværkeres oplysning og uddannelse. I 1890 byggedes den gamle tekniske skole i Englandsgade med nogen støtte fra staten. I 1905 byggedes den ny tekniske skole i Torvegade med støtte fra kommune, stat og Håndværker- og Industriforeningen. I 1901 blev foreningen slået sammen med den 1896 oprettede industriforening (formand brygmester Ulrich Brinch) under navn af „Esbjerg Håndværker & Industriforening", med fabrikant Mollerup som formand. I 1905 havde denne forening 120 medlemmer. Lederne har været: farver Bentsen 1882-83, urmager Hansen 1883-85, skomager F. Sørensen 1885-90, bogbinder Jeiling 1890-91, arkitekt Peters 1891-93, maler Hjermind 1893-1901, fabrikant Mollerup 1901-03, fabrikant Lehde B. Jensen fra 1903. I 1888-94 ejede foreningen en pavillon ved anlægget ved Nygårdsvej hvor der blev bygget teknisk skole på grunden.

Ved et møde i Veldbæk Skole d. 6 maj 1888 stiftedes Andelsmejeriet „Jerne", der først lå i Kongensgade, sidenhen i Skolegade. Der blev valgt en bestyrelse, hvori Søren Pedersen, Måde, blev formand og kasserer. Samme sommer blev mejeriet opført i Kongensgade (nuværende nr. 55), og begyndte sin virksomhed d. 12 oktober 1888 med 390 køer og en mælkemængde af 1, 5 mill. pund. Inden man besluttede sig til at bygge i Kongensgade, var der ført forhandlinger med daværende mejeriejer Beyer, som i 1884 havde bygget et mejeri i Skolegade, om overtagelse af dette, men da han netop på dette tidspunkt havde fået sin kontrakt med leverandørerne fornyet på 5 år, ville han ikke gå ind derpå. Imidlertid var denne kontrakt dog kun fornyet på den betingelse, at Beyer, om leverandørerne ønskede det, skulle afstå sit mejeri til dem, tidligst d. 1 oktober 1890, efter vurdering af to af retten udnævnte uvildige mænd. Deraf benyttede leverandørerne sig, idet de købte mejeriet til nævnte tid, og da de tillige ønskede, at være interessenter i Andelsmejeriet „Jerne", blev de to mejerier slået sammen, idet bygningerne i Kongensgade blev solgt og hele virksomheden flyttet til mejeriet i Skolegade, som samtidig blev udvidet. På grund af større tilslutning og øget salg til byen, måtte der atter udvides i 1895, og i 1898 måtte der bygges et helt nyt mejeri, som fik kølemaskine og andet moderne udstyr. I 1905 havde mejeriet 1300 køer og en årlig mælkemængde af 5-6 mill. pund.

Lunds Margarinefabrik blev oprettet af mejeriejer Carl Lund, født i Hammerum i 1858. Virksomheden begyndte d. 1 oktober 1890, og omsætningen var det første år 100,000 pund, men er gået stærkt fremad, så det i 1906 var på 2 mill. pund. Foruden margarinefabriken driver Carl Lund også smøreksportforretning, begyndt d.1 november 1894. Den årlige omsætning var i 1905 på 2 mill. kr.

Schaub & Co.s fabrik søgte at udnytte slagteriaffaldet, hvis ledende mand var købmand H. Leube, der var født i Altona i 1861. Virksomheden begyndte i 1892 som et mindre tarmrenseri med en mester og nogle få svende. Fabrikken omfattede senere et større bygningskompleks, hvori der foruden tarmrenseri, salteri og tørreri drives en større forretning med kødvarer og affaldsdele, der er fedt og talgsmelteri, kødkonservesfabrik med mere. I 1905 beskæftigede virksomheden 80-100 arbejdere. Den blev i de første år ledet fra hovedkontoret i Hamborg, men blev siden selvstændig under hr. direktør Brunings ledelse, idet den blev slået sammen med lignende virksomheder i Slagelse, Odense, Århus, Randers, Ålborg, Frederikshavn og Skive, med hovedkontor på fabrikken i Esbjerg.

Enkelte af de mænd, som var kommet til Esbjerg i anledning af bygningen af Dokhavnen i 1869/70 og som sidenhen blev boende her, tog i 1870erne lejlighedsvis fat på fiskeriet, f.eks. Søren Hansen, byens første postbud, som påbegyndte fiskeriet i 1877 og fortsatte med det i 5-6 år. Men de fleste af dem, for hvem fiskeriet blev den egentlige levevej, og som derfor også satte fart i fiskeriet, indvandrede fra „klitten" og den øvrige vestkyst hen ad årene i roligt tempo: Niels Jensen kom fra Hanstholm i 1878 og drev fiskeriet til 1888, Jens Johansen kom fra S. Lyngvig midt i 1880erne, Ole Christiansen, der senere i mange år var formand i Fiskeriforeningen, kom også med to brødre fra Fjand sidst i 1880erne, og Poul Knopper kom fra Harboøre i 1896. I de første år drev man fiskeri med liner og kroge fra almindelige åbne robåde, og fangsten var torsk, kuller og hvidling, og der kunne heller ikke på den åbne vestkyst bruges større fartøjer med dæk. Men dette kunne lade sig gøre fra Esbjerg, og den første foregangsmand var dog ikke hjemmehørende i Esbjerg, thi det var Lambert Sørensen, der var født i Hjerting i 1832. Han havde i sin ungdom været i Amerika, hvor han også havde været ved fiskeriet og havde lært en del nyt, især at sejle bakkerne ud, i stedet for at ro dem ud. Man kunne da bruge større fartøjer med dæk, altså gå længere til havs og i hårdere vejr, og så kunne man endda nøjes med færre folk. Da han i 1872 kom hjem begyndte han at fiske med dæksfartøj, og efterhånden blev fordelene dog så indlysende i den lille fiskerkoloni i Esbjerg. Lambert Sørensen fik forøvrigt den samme skæbne som så mange andre fiskere, idet han døde på havet tilligemed sine to sønner natten til d. 21 december 1894, da hans fartøj gik under i en orkanagtig storm. En anden foregangsmand var fiskeren Chr. Peder Sørensen fra Holmslands Klit og han forliste og omkom d. 23 december 1885 på Fanøs sydspids. I Esbjerg blev det dog foreløbig ikke fiskerne, men andre foretagsomme mænd, som søgte at udnytte fiskeriet. D. 1 oktober 1879 købte P. Breinholt, Th. Dahl, Morten Spangsberg og P. Brinch (de to sidste var fiskehandlere) en dæksbåd på Fanø, „Delphinen"; og man købte ejeren med, dvs. han skulle flytte til Esbjerg og derfra drive fiskeri for selskabets regning med andel i udbyttet. Esepiger var der nok af, da mange af arbejderes koner gerne ville tjene en skilling, og „es" fandtes på vatterne, desuden fik man en del marsvinsaffald fra Middelfart til dette brug. Det første år gik det også meget godt, og man fik lyst at fortsætte. Man købte da endnu en dæksbåd på Fanø, og bestilte et tredje („Colus") i Norge, og desuden blev der i Gothenburg købt en lille damper, „Bylgia", for 16,000 kr.. Man havde altså nu 4 fartøjer: damperen på 13 tons, og 3 dæksbåde på 8-11 tons; desuden blev der bygget ishus og fiskehus og anskaffet slæbebåd til damperen. Aktiekapitalen, som oprindelig var 4000 kr., måtte nu forhøjes til 37,000 kr., og der blev optaget flere medlemmer i aktieselskabet, så der nu var noget over tyve. Men i 1881, i 1882 og i 1883 gik det dårligt, fordi kun få af fiskerne havde ordentlig kendskab til den nye fiskemåde. De fleste af medlemmerne tabte nu tilliden til det nye foretagende, og dertil kom, at een af bådene forliste, og forsikring af fiskerfartøjer kendte man ikke. Selskabet blev nu opløst og dets ejendele: to både og damperen, redskaber og bygninger, blev solgt til et konsortium på 7 mand, hvoriblandt var de 4, som begyndte i 1879. Det gik dog stadig dårligt med fiskeriet, men da man havde skulle besørge postforsendelser til fyrskibet på Horns Rev for staten, tjente damperen derved 3200 kr. årligt, - og det så til 1885, da damperen blev solgt for 8000 kr., og de to andre både med redskaber blev solgt for en billig pris til fiskerne, der således blev selvstændige.

Det var stadig kun det gamle bakkefiskeri man drev, og fangsten var, som fra Arilds tid, torsk, kuller og hvidling. Men længere udenfor dansk søterritorium, lå store tyske kuttere på omkring 30 tons, og var forsynede med trawl, dam og andre moderne ting, og fiskede rødspætter i massevis, som var en langt værdifuldere handelsvare. Disse laster af fisk kunne tåle at opbevares i kutternes damme og i hyttefade, og så kunne de sælges levende, medens de danske fiskeres fangst altid måtte forhandles i død tilstand, og da tillige pakningen i is, såvel som indretning af ishuse stod på sit første tarvelige trin, så kunne fangsten ikke gemmes ret længe eller forsendes ret langt.

Til spot og skade ødelagde blankeneser-fiskerne, som de gerne kaldtes, ofte hensynsløst fiskernes udstillede garn, når de kom ind til Esbjerg, og i byen lod de som de var herrer i huset og slog sig rigtig løs. De afholdt stort drikkeballade, og endte ofte med for morskab at slå alt i stykker i beværtningen. Dagen efter kom de og spurgte, hvad det kostede, hvorpå de uden vrøvl betalte, hvad der blev forlangt. Denne hovne optræden skabte megen vrede imod dem, og endelig engang drev de det for vidt. Den 8 november 1886 ragede de ved Spangsbergs Hotel i klammeri med danske fiskere, uden at disse dog gav anledning eller indlod sig videre med dem; men de blev ikke des mindre forfulgt af blankeneserne til deres hjem med skældsord og stenkast, og i et af husene slog de ruder ind og lavede anden hærværk. Der blev så hurtigst muligt telefoneret til Varde efter politi, mens urostifterne blev holdt fast af gendarmerne, og i det påfølgende forhør måtte fire af dem gå ind på at give en bøde af 50 kr. hver. Efter denne afklapsning var de mere skikkelige og kom sjældnere til Esbjerg.

Ganske alene om fiskeriet i Vesterhavet blev tyskerne dog ikke. Fra ca. 1880 begyndte kattegats-fiskere, især fra Frederikshavn at konkurrere med dem, idet også de anskaffede sig dæksfartøjer, med snurrevåd og hånd- eller dampspil. Da der allerede dengang var ret dygtige fiskehandlere i Esbjerg, bragte enkelte af kutterne fangsten herind, og således blev Esbjerg-fiskerne opmærksom på, at også danske fiskere kunne drage nytte af disse ting. I 1884 skrev fiskehandler M. Rasmussen så til Bangsbostrand efter et snurrevåd, som kostede 60 kr.; Men det blev foreløbig kun brugt een gang, thi da man ikke havde spil af nogen slags i bådene, men måtte trække det med hænderne, var arbejdet altfor strengt, og det blev da hængt op på loftet. Besøgene af kattegats-fiskerne blev imidlertid hyppigere, og flere af dem fandt det praktisk til stadighed at stationere i Esbjerg, da der jo var langt til Frederikshavn; ja i 1887 var der ikke mindre end 18 udenbys, men altså indenrigske, kuttere, som fiskede fra Esbjerg med snurrevåd, mens de 15 Esbjerg-kuttere fremdeles drev bakkefiskeri. Denne tilstand kunne ikke vare længe; flere af Esbjerg-bådene fik den sommer, eller i alt fald foråret 1888, indlagt håndspil og anskaffet snurrevåd, og i sommeren 1888 fangedes disse 41,516 pund rødspætter. Nu var begyndelsen gjort! Rigtignok var fisken død, og den kostede derfor også kun 47s øre pr. pund. I årene 1885-87 var priserne på rødspætter om foråret omkring 5 øre, om efteråret omkring 8 øre pr. pund, thi damme havde man ikke endnu, og det skulle også vare flere år, før de blev almindelige; lige til prisforskellen på død og levende fisk blev så stor, at det slet ikke betalte sig at fiske uden dam. Der var ingen maskinkraft; spillene var håndspil og snurrevådet måtte roes ud fra kutteren, og efterhånden hørte kullerfiskeriet næsten helt op.

Hen i 1890erne blev man dog, efterhånden som snurrevådene blev større, nødt til at anskaffe dampkraft eller motorkraft til spillene, og det lå da nær også at sætte motoren i forbindelse med en mindre skrue og lade den hjælpe til at drive båden. Her var imidlertid den vanskelighed, at en eksplosionsmotor - og det ville udelukkende blive dem, der blev tale om som drivkraft - kun kunne drive skruen den ene vej og således ikke kunne bakke. Det var daværende kaptajn Bræstrup, chef for fiskeri-inspektionen i Vesterhavet, som fik opgaven løst, idet han fik Orlogsværftet til at eksperimentere, og det lykkedes omsider i 1898 at finde en sådan form og stilling af skruen, at man ved en omstilling af selve denne kunne drive båden både frem og tilbage. Omtrent samtidig blev der så både i Esbjerg og Frederikshavn bygget en kutter, „Harriet" og „Ellen", hvori den nye skrue blev indlagt. „Harriet" byggedes af et fiskeriaktieselskab „Vestkysten", som stiftedes i den anledning, også på Bræstrups initiativ. Selskabet fik sidenhen to kuttere til, men uagtet man hertil fik billige statslån, ligesom andre fiskere, kunne virksomheden dog ikke svare sig. Fartøjerne blev solgt i 1901-02 og selskabet opløst. Men i 1898 fik et par af fiskerne en skrue indlagt, og i 1899 fulgte flere efter. Det var dog kun i få tilfælde, at man vovede sig til at lægge skrueakslen under dækket, fordi man ikke turde gennembore stævnen, og på de fleste fartøjer lå da akslen ovenpå dækket og stod i forbindelse med skruen ved en kæde.

Anvendelsen af motorkraften til inddragning af våd og til fremdrift af fartøjerne er sikkert det bedste fremskridt, som fiskeriet havde gjort i disse år, men man skal ikke glemme at det var de billige lån fra staten, der gjorde det muligt for fiskerne. En god håndsrækning fik fiskerne også i den i 1884 stiftede „Forsikringsforening for fiskerfartøjer". Indtil den tid var det nemlig meget vanskeligt for en fisker at få et fartøj bygget, da ingen ville låne penge ud til bådebyggeri, når fartøjet ikke kunne forsikres. Med toldassistent Lorck Madsen som ordfører henvendte flere fiskere sig da til toldforvalter Hassing, som altid var parat til at hjælpe fiskerne, hvor han kunne. D. 11 januar 1884 sammenkaldte han til et møde af fiskere fra Esbjerg, Fanø og Hjerting og af andre, som var interesserede i fiskeriets udvikling, og her blev foreningen dannet, love vedtaget og bestyrelse valgt. Den sidste kom til at bestå af toldforvalter Hassing, proprietær Breinholt, fiskehandler Lorentzen, Fanø, købmand N. Nielsen, Hjerting, og fisker H. O. Nielsen, Hjerting, hvoraf de to første fungerede alle de 14 år foreningen bestod; og det samme gælder assistent Lorck Madsen i egenskab af kasserer. Den sidste var den eneste, som modtog nogen løn, så administrationsudgifterne var ikke store, og da man dels ved indbyrdes kendskab og dels ved bestemmelser i lovene kunne sikre sig mod uretsmæssige erstatningskrav, så kunne også udgiften for fiskerne være små: 2 pct. af forsikringssummen i indskudspræmie og det samme beløb i årlig præmie; ja denne blev endog enkelte år nedsat til halvdelen, når status viste sig at være god. Disse præmier var naturligvis foreningens væsentligste pengemidler, men der kom dog også store gaver ind, så man kunne begynde med et anseligt grundfond. Virksomheden begyndte d. 1 april 1884 med et antal af 27 fartøjer, forsikrede for 30,000 kr., men de var altså ikke alle fra Esbjerg. I 1886 vedtog man, dels i foreningens, dels i førernes interesse, at foranstalte en slags eksamen for disse, hvorved de skulle godtgøre deres kendskab til kompasset, til grunde, sømærker osv.. I den pågældende del af Vesterhavet, til lanterneføring med mere. Denne eksamen, som første gang blev afholdt i august 1887, gjorde utvivlsomt god nytte og bidrog sit til, at det i hele foreningens levetid ikke blev nødvendigt at udbetale erstatning til mere end 20 fartøjer. Endvidere tog foreningen flere gange initiativet til en bedre afmærkning af farvandet, hvortil der så hårdt trængtes i disse år. Man henvendte sig til regeringen med andragende i så henseende, og fik dampskibskaptajner og andre sagkyndige til at medunderskrive dem.

Efter at fiskeriet imidlertid, tildels ved denne forenings hjælp, havde udviklet sig - navnligt i Esbjerg -, måtte man til rødspættefangsten anskaffe større fartøjer, som der altså også var større risiko ved, og herved mente især ejerne af mindre fartøjer, at medlemmernes interesser ikke længere i tilstrækkelig grad var fælles. Samtidig var der blevet oprettet et forsikringsselskab for fiskerfartøjer, som omfattede hele landet, og som fik et årligt statstilskud af 25,000 kr., og det var da rimeligst, at man meldte sig ind i det. På en generalforsamling d.12 februar 1898 blev det derfor besluttet at opløse foreningen. Dens daværende formue på 5312 kr., blev fordelt blandt medlemmerne i forhold til den indbetalte præmie.

Det var også denne forening, som i 1888 tog initiativet til dannelse af „Understøttelsesforeningen for enker og børn efter på søen forulykkede fiskere, hjemmehørende i Esbjerg, med Hjerting og Fanø tolddistrikter". Ved et møde på Spangsbergs Hotel d. 7 april 1888 blev foreningen stiftet og love vedtaget; virksomheden begyndte dog først d. 1 april 1890, med 46 medlemmer, den fik samme bestyrelse som forsikringsforeningen.

Efter 6 års virksomhed kom foreningen ind i et nyt spor, idet nemlig stiftamtmand Ahnfeldt på foranledning af indenrigsministeriet opfordrede foreningen til at søge sig udvidet til at omfatte hele fiskeribefolkningen indenfor Ribe amt. Der blev i den anledning d. 15 februar 1896 afholdt generalforsamling på Spangsbergs Hotel, hvor man besluttede at udvide foreningen som ovenfor nævnt. Den kom nu til at hedde: „Understøttelsesforeningen for enker og børn efter på søen forulykkede fiskere, hjemmehørende i tolddistrikterne inden Ribe amt", og love blev vedtaget. Medlemsbidraget sattes til 2 kr. både for ordinære og ekstraordinære medlemmer. Kun de første fik ret til understøttelse. I henhold til § 12 i disse love henvendte man sig derefter til „Fiskeri- og Understøttelsesforeningen ved Nymindegab", og tilbød dens medlemmer optagelse i den nystiftede forening under lige vilkår med de gamle medlemmer, imod at nævnte forening gav et tilskud til den fælles kasse af mindst 1000 kr., ligesom selvfølgelig også den ophævede forenings kassebeholdning skulle indgå i den fælles kasse. Om denne sag blev der forhandlet ved en ekstraordinær generalforsamling på Damkjærs Hotel i Varde d. 12 september 1896 med det resultat, at sammenslutningen kom i stand. Foreningen har i sin udvidede skikkelse gennemsnitlig årlig uddelt 900 kr. i understøttelse.

En værdifuld støtte var straks tilflydt den nye forening, idet stiftamtmanden allerede d. 20 juni 1895 tilskrev toldforvalter Hassing, at kongen på indenrigsministeriets forestilling havde bifaldet, at renterne af „Ribe amts Kollektfond til fordel for de ved storm eller vandflod i Ribe amt skadelidte" må tilfalde foreningen „indtil videre". I overensstemmelse hermed, har foreningen efter sin udvidelse hver juni og december termin modtaget fra stiftamtet 250 kroner, første gang d. 11 december 1896.

I 1892 dannedes der en fiskeriforening i Esbjerg. Begyndelsen blev givet ved et møde, som fisker P. Willumsen af Snekkersten, medlem af Dansk Fiskeriforenings bestyrelse afholdt i Esbjerg i 1892. Den stiftende generalforsamling blev afholdt på Spangsbergs Hotel d. 7 marts 1892, og love blev vedtaget og bestyrelse valgt. Foreningen, som er et led af „Dansk Fiskeriforenings, har til formål „ved alle midler, som står til dens rådighed, at virke for fiskeriets fremme, særlig med hensyn til forholdene ved Esbjerg og omegn". Der indmeldte sig til at begynde med 27 medlemmer; bestyrelsen kom til at bestå af C. Chr. Thomsen, formand, P. Breinholt, Jens Heide Sørensen, Ole I. Christiansen og Enevold A. C. Pedersen. I 1906 havde den 160 medlemmer, og formand var fisker Kr. A. Bank.

Et „Fisker- og Sømandshjem'' blev i 1903 oprettet ved havnen. Det var sømandsmissionær Vilh. Rasch, dengang i Odense, som både her og andre steder tog initiativet dertil. I Esbjerg fik han meget snart fiskerne og andre interesseret derfor, og i løbet af et par år blev der i frivillige gaver indsamlet ca. 10,000 kr.. Der blev valgt bestyrelse i 1901: pastor Bruun, konsul Breinholt, cigarhandler Chr. P. Jensen, fisker Th. Enevoldsen, fisker Ole Christiansen, fisker T. P. Jensen og Vilh. Rasch, og i 1903 tog man fat på bygningen, som kostede 30,000 kr., og grunden er givet af staten uden vederlag i 50 år. Sømandshjemmet blev indviet d. 13 december 1903 af biskop Koch i Ribe, og styredes i indre missions retning af husfader L. O. Kynde. I efteråret 1904 begyndte der på hjemmet en fiskerskole, ledet af navigationslærer B. K. Jürgensen. Den gav om vinteren både dag- og aftenundervisning, men især det første, og havde vundet god tilslutning. Der synes hos fiskerne i de senere år at være vågnet en trang til kundskaber og en forståelse af, at disse kan være til nytte i det praktiske arbejde. Der tages fiskeskippereksamen fra skolen. Om fiskerbefolkningens størrelse har navigationslærer B. K. Jürgensen i 1907 givet oplysning om, at der i Esbjerg da var ca. 300 bosiddende fiskere og ca. 200 som var tilrejsende og kun fiskede herfra i sommertiden.

Byens første fiskehandler var M. Rasmussen, som i 1876 kom til Esbjerg fra Grenå. Sammen med P. Brinch begyndte han samme år på fiskehandelen, men da der endnu næsten ingen fiskeri var fra Esbjerg, og det i alt fald først begyndte i 1877 under meget beskedne former, så var det især blankeneserne og fiskerne fra klitten, man købte hos. I 1880 var der f.eks. gjort akkord med 37 vesterhavsbåde og Rasmussen modtog fisken torsk, kuller og hvidling - dels i Ringkøbing og dels ved Blåvand, og fra sidstnævnte sted blev de kørt til Varde, hvorfor betaltes 1 rigsmark pr. 100 pund; man regnede altid med tyske penge, da det både ved køb og salg for størstedelen var tyskere, man handlede med; indkøbsprisen var 6-11 pfenning pr. pund, men i de første år købtes altid i snese. Når fisken kom til Esbjerg, blev den gjort ren, og der var arbejderkoner nok, som gerne derved ville tjene en skilling; så blev den pakket i is, så godt man forstod, og sendt afsted til Tyskland, og et par gange også lidt til England. Som eksempel på de vanskelige afsætningsforhold for fiskerne dengang kan nævnes, at da Rasmussen engang først i 1880erne var i Thisted for at købe fisk op og læste i bladene om en vældig rødspættefangst ved Løkken, rejste han derop og købte mange vognlæs til 1 kr. snesen, og det var meget store fisk til flere pund stykket, - det var den bedste forretning, han nogensinde havde gjort, for de blev solgt fra Esbjerg for 25 pfennig pundet.

I de store fangsttider, forår og efterår, især efterår, kunne heller ikke fiskehandlerne afsætte alt, hvad de kunne opkøbe. Efterårsfangsten blev så renset og nedsaltet vinteren over. Hen på foråret blev den taget op igen og tørret og så solgt, især i Ribe og de slesvigske byer. Det var oftest Fanø-koner, der påtog sig salget. Inden de tog hjemmefra, beordrede de en vis mængde sendt til hver by, og de drog så rundt fra by til by og solgte det på gaden; mange af dem var meget dygtige og tjente gode penge, men det forstår sig, Fanø-dragten hjalp dem også meget; når folk så den, så måtte jo varen absolut være god. Især var Karen Skjold dygtig som sælgerske, og ved siden af hende forslog de andre ingenting, og især kom mændene galt af sted, hvis de ville tage konkurrencen op med hende. Engang mente nogle fiskere, at hun tjente for meget ved sin mellemhandel, og de tog da selv til Ribe med fisken. Karen var også med; men da hun havde udsolgt, havde ingen af fiskerne solgt det mindste, for de havde jo ingen Fanø-dragt på, og nu måtte de bede om godt vejr hos hende, for at få hende til at overtage fisken til samme pris, som hun plejede at give i Esbjerg, og så måtte de endda selv betale fragt og andre udgifter. Karen Skjold blev formuende ved sin handel, men hun forstod også at være om sig på alle måder, f.eks. handlede hun på sine ture også med ravgenstande, de var jo fra Fanø, men for ikke længe siden var de dog nok kommet fra Østprøjsen. Penge brugte hun ikke mange af, og på gæstgivergårdene gik hun ikke sjælden ud i køkkenet og hjalp pigerne, og så fik hun gratis mad. Der er vel ingen tvivl om, at hendes ejendommelige dragt også her var hende en hjælp.

Ved siden af Rasmussen og Brinch optrådte også Spangsberg sammen med et par andre som fiskehandlere, og andre var der ikke til først i 1890erne, hvad der navnlig i de sidste år resulterede i, at fiskerne fik alt for lidt for varerne. De første år af 1890erne fik så „Vendsyssels Fiskeforretning" en filial i Esbjerg (lukkede dog i 1896), men det var dog først, da G. Taabbel i 1894 kom til Esbjerg, at fiskehandelen kom ind i et nyt spor. Han var født i Thisted i 1870, og i sin ungdom havde han lært meget både i Tyskland og England, hvor han havde arbejdet i lignende forretninger. Det var som leder af en af „Struer Mikkelsen's" filialer, at han d. 1 marts 1894 begyndte i Esbjerg, men efter et års forløb hævedes kompagniskabet, og siden har Taabbel drevet forretningen for egen regning. Hans hensigt var især at få fiskehandelen, som hidtil næsten udelukkende havde været en eksportforretning, til også at omfatte indlandet. Men skulle det lykkes, så måtte fisken være levende, og også i Tyskland vidste han, at afsætningsbetingelserne var meget bedre under denne forudsætning. Skønt snurrevådsfiskeriet efter rødspætter dengang havde stået på i flere år, så var der dog kun få både, der havde dam, og fisken var derfor næsten altid død. For nu at få fiskerne til at skaffe varen levende i land, satte Taabbel en langt større prisforskel på levende og død fisk, end man var vant til, - og det hjalp. Damme blev anskaffet, og handelen kom fra nu af til mere og mere at omfatte levende rødspætter, som Taabbel efterhånden forstod at skaffe afsætning for, så de „Frederikshavns rødspætter" ikke længere var ene på markedet. Forretningen i Esbjerg var da inden få år en af de største af sin slags, som efterhånden også fik filialer på andre fiskepladser. I 1898 blev virksomheden udvidet med et fiskerøgeri, opført ved Fiskerihavnen. Af andre fiskehandlere i 1890erne må især nævnes Svarrer, H. Nielsen og Enevoldsen. Det må tilføjes, at også her blev der i disse år gjort et forsøg med andelssalg. I 1886 blev der dannet et andelsselskab for fiskeeksport, men det bestod kun i tre år. Som et af de håndværk, der er nær knyttet til fiskeriet, må nævnes sejlmageriet, og det har derfor haft sin store betydning for fiskeriet, at dette håndværk har været repræsenteret her i byen ved en så dygtig mand, som sejlmager H. M. Mathiasen, der i 1885 flyttede hertil fra Fanø. Mathiasen begyndte sin virksomhed her i kompagni med N. C. Federsen i Århus, men fra d. 1 april 1895 drev han forretningen for egen regning. Mathiasen var en praktisk mand, til hvem fiskerne ofte henvendte sig om råd og hjælp, og det blev derfor et føleligt savn for fiskerne, da han døde i 1903. Tre af hans sønner forsatte med at drive sejlmageri i Esbjerg. I 1901 tog man et nyt fiskerihavnsbassin i brug vest for Dokhavnen, og i 1922 åbnede de første bassiner i kommende fiskerihavn.

Den egentlige fiskeristatistik, ved toldkontrollør Lorck Madsen, begynder først i 1885, men toldstedets årsberetninger fortæller at i 1881 har 8 fiskerbåde fra Esbjerg fisket for ca. 20,000 kr.; I 1882 har 13 fiskerbåde, deraf 1 dampbåd, fisket for 46,700 kr.; I 1883 har 11 fiskerbåde fisket for 23,550 kr.; I 1884 har 14 fiskerbåde fisket for 36,615 kr.

Kilde til teksten her er blandt andet S. Alkærsig's bog fra 1909: Esbjerg Havn og By.

En meget lang række større og mindre anlægsarbejder er udført efter at Dokhavnen, og de første anlæg var færdige. De vigtigste var:

1877-1881. Dokhavnens nordre mole forlænges. Havnerenden uddybes. Den vestlige halvdel af Englandskaj anlægges.

1886-1889. Den østlige halvdel af Englandskaj anlægges. Ved slusegabet anlægges en lille bådehavn ( Den første fiskerihavn, der blev fyldt op igen i 1926/27).

1894. Frankrigskaj anlægges. Ekspropiering af 7.620 kvadratmeter areal mod vest.

1898-1902. En fiskerihavn anlægges (Færgehavnen). I 1889 var der 17 kuttere i Esbjerg.

1885-1901: Ekspropiering af 17.640 kvadratmeter areal østpå. Uddybning af Englandskaj Frankrigskaj og Dokhavn. Anlæg af kajer mod nord og vest samt anlæg af anden fiskerihavn med bl.a. godsekspedition, 2 fiskepakhuse og en bedding.

1899. Nordre dokkaj anlægges. 46 kuttere i Esbjerg og 110 joller.

1903-1904. Etablering af sidetræk ved beddingsanlægget.

1909-1922. Trafikhavnen anlægges.

1909-1920. 1., 2. og 3. bassin i den nuværende Fiskerihavn anlægges.

1915-1920. Søndre ledemole flyttes.

1931-1932. Statens beddingsanlæg ved Færgehavnen anlægges (betegnes den gamle bedding). Fiskerihavnens 4. bassin anlægges.

1933-1934. Trafikhavnens tværkaj anlægges. Den nordlige kaj i Østre forhavn anlægges.

1942-1949. Statens bedding udvides.

1956-1964. Fiskerihavnens 5. bassin anlægges. 4. bassin ombygges, således at det 5. bassin udgør en særlig afdeling for industrifiskeriet. Statens ny beddingsanlæg ved 5. bassin anlægges.

Østre og Søndre Forhavn, ca. 12 ha vandareal (Englandsbådenes anlægspladser, brugseksport, import af brændsel bl.a. til I/S Vestkraft m.v..

Dokhavnen, ca. 5 ha vandareal, der er under ombygning til et åbent tidevandsbassin.

Færgehavnen, ca. 5 ha vandareal (anlægsplads for Fanø-færgerne, Statens gamle bedding, m.v.)

Trafikhavnen, ca. 20 ha vandareal (import af benzin, olie, kul, korn, foders gødning, stykgods m.v., eksport af landbrugsprodukter, stykgods m.v., omladning af klipfisk og tørfisk.

Fiskerihavnen, ca. 22 ha vandareal, delt i to afdelinger: konsumfiskerihavn med 3 bassin og med bl.a. auktionshal ved 1. bassin, og industrifiskerihavn med 2 bassinger; og med bl.a. statens nye bedding ved 5. bassin.

Disse havneanlæg havde en samlet kajlængde på 7.944 meter. Havnens landareal udgjorde i 1964 godt 152 ha, hvoraf ca. 45 ha er moler, gader, veje, sporanlæg m.v., ca. 51 ha er udlejede og ca. 38 ha er i reserve til udlejning.

Skift til: Esbjerg billeder II. * Pionertiden i Esbjerg * Erindringer fra den tidlige tid * Erhvervslivet i Esbjerg og andre erindringer * Esbjerg Havn og Bykort 1870 *

Webmaster