Esbjerg billeder II.

Indledning vedrørende begivenheder i 1800-tallet - lige før Esbjerg havn og by blev til.

1800-tallet startede med at England uden lovligt grundlag angreb Danmark-Norge i april 1801 (Slaget på Rheden, Kbhn.), og ødelagde en stor del af den danske flåde. På det europæiske fastland dominerede frihedsideerne fra den Store Franske Revolution i 1789, hvor Napoleon efterfølgende med væbnet magt og stor succes fjernede de reaktionære monarkistiske regimer i flere lande, og i stedet etablerede borgerlige republikker.

Napoleons revolutionære gennembrud og lovgivning mod adelsmagt, kirkemagt og kongemagt, var en torn i øjet på de kolonimagten England, og England ønskede at det neutrale Danmark-Norge skulle trække sig ud af »Det væbnede neutralitetsforbund«, der bestod af Danmark-Norge, Sverige, Preussen og Rusland, hvor man afholdt sig fra at støtte Frankrigs eller Englands uoverensstemmelser……og i erindring skal man også huske på Syvårskrigen fra 1756-1763, der faktisk var en verdenskrig mellem de koloniale stormagter om opdeling af kloden - også Syvårskrigen førtes på det nordamerikanske fastland. De faldne og tapre dansk-norske ofre fra Slaget på Rheden i 1801 ligger begravet i en fællesgrav på Holmens Kirkegård i København.

Men i 1807 kom de engelske banditter igen, og uden en formel krigserklæring landsatte englænderne d. 16. august 1807 en større militærstyrke på Sjælland ved Vedbæk. Englænderne brandbombede derefter den københavnske civilbefolkning om natten mellem d. 2-5 september hvor 1600 indbyggere blev dræbt og ligeså mange blev såret, og derefter stjal englænderne den danske flåde, som var af afgørende værdi for Danmark. Tyveriet omfattede 18 linieskibe, 15 fregatter, 7 brigger og 23 kanonbåde samt 7 stykpramme og 1 skonnert, og til denne del af flåden var anvendt mere end 90.000 udvoksede egetræer. Resultatet var at Danmark gik statsbankerot i 1813 og ved freden i Kiel i 1814 blev det bestemt, at Norge skulle overdrages til kongen af Sverige, men Island forblev udtrykkeligt overført til Danmark fra Norge; - det danske rige var flersproget før 1814, tysk/dansk/norsk/islandsk, og enevælden i Danmark blev først afskaffet i Danmark i 1848, hvor der i juni 1949 indførtes en borgerlig kapitalistisk grundlov, hvor ganske få pengemænd havde stemmerettigheder.

Men årene herefter var også voldsomt foranderlige på kloden,….blot for at nævne, at i 1822 erklærede Grækenland sig uafhængigt fra Osmannerriget og Brasilien opnår uafhængighed af Portugal; i 1825 gør Decembristerne oprør i Rusland; i 1830 har den sydamerikanske frihedshelt Simon Bolivar, befriet store dele af kontinentet fra spansk herredømme; Julirevolutionen i Paris i 1830 gav genlyd over hele Europa og i 1848 var det Februarrevolutionen i Frankrig, der skabte en mængde oprør og militære kamphandlinger rundt om i Europa, ikke mindst i de mange tyske stater. Karl Marx og F. Engels udgiver jo også Det kommunistiske Manifest.

Herhjemme var i 1840erne opstået en politisk gruppering af national-liberale, der ønskede en fri forfatning, og de var studenter, akademikere, embedsmænd og købmænd, der var mod godsejerne og den enevældige kongemagt, - og de søgte støtte i Bondevenners Selskab. De national-liberale var ledende i Martsrevolutionen i 1848, og de nationale kræfter i Danmark forlangte Sønderjyllands fastere tilknytning til riget under een fælles fri forfatning og Holstens udskillelse med en særlig forfatning. Tidsånden var nationalstaternes dannelse, og d. 23. marts 1848 samledes en gruppe dissidenter hos advokat Bargum i Kiel og dannede dér en provisorisk regering, der bestod af prins Frederik af Slesvig-Holsten (Prinsen af Nør), grev Reventlow-Preetz, advokaterne Beseler og Bremer, jernbanedirektør Olshausen og købmand Schmidt, og prinsen af Nør, der var kendt for at have et ilter temperament. Prinsen af Nør følte sig krænket på grund af »Det åbne Brev« om arvefølgen i 1846, hvor det blev bekendtgjort, at Kongelovens arvefølge var både mandlig og kvindelig og gældende for hertugdømmet Slesvig, - og denne beslutning var vendt mod augustenborgernes krav om, at kun den oldenborgske mandslinie havde arveret til Slesvig og Holsten, så nu krævede oprørerne Slesvigs løsrivelse fra Danmark. Prinsen af Nør stillede sig således i spidsen for insurgenthæren - og den første slesvigske krig, Treårskrigen 1848-50, udbrød. Tidligt om morgenen d. 24. marts 1848 drog Prinsen af Nør med Kiels garnison og 50 mand af borgerbevæbningen med et ekstratog til Rendsborg, hvor fæstningen blev indtaget ved at overrumple dens garnison og den kommanderende general. Insurgenthæren fik så støtte af militære styrker fra Det Tyske Forbund, dvs. Preussen og i sommeren 1848 besatte preusserne store dele af Jylland, medens krigshandlingerne forsatte, og det var først senere efter pres fra Rusland, Østrig og Preussen, at den provisoriske regering og dens hær blev endeligt opløst i januar 1851, hvorefter Danmark overtog kontrollen over Slesvig til Ejderen, medens kommissærer for de to tyske stormagter Preussen og Østrig overtog styrelsen i Holsten.

Revolutionerne i 1848 havde jo sat den nationale samling og forfatningskampen på dagsordenen; ikke mindst i Tyskland hvor en nationalforsamling (Det tyske Forbund) havde vedtaget en grundlov, der blev afvist af magthaverne, hvorefter Tyskland først blev dannet i 1871; Italiens samling skete i 1861, og i USA kæmpede to parter i en borgerkrig fra 1861 til 1865, bl.a. fordi man var uenige om forfatningen, - mod en enhedsstat, men for fuld suverænitet.

I Danmark vedtog Rigsdagen Novemberforfatningen kort før Frederik d. 7.'s død i november 1863. Forfatningen erstattede den hidtidige helstatsforfatning, idet den drejede sig om fællesanliggender for Danmark og Slesvig, - men ikke Holsten. Slesvig skulle have sin egen slesvigske landdag og Danmark fortsat sin egen rigsdag. Hermed ville det være muligt at regere uden om de holstenske repræsentanter i rigsrådet.

Men oprørslederne i Slesvig/Holsten tilslutte sig det Det tyske Forbund, der i øvrigt lovede større toldfriheder…og som mange andre skattenægtere, søgte oprørerne støtte hos Det tyske Forbund, der d. 7 december 1863 traf beslutning om at sende tropper mod Danmark. De fjendtlige tropper skulle omfatte 22.000 mand; et hannoveransk og et saksisk korps, hver på 6.000 mand; samt et preussisk og et østrigsk korps på hvert 5.000 mand, og hvis disse tropper mødte dansk modstand, skulle yderligere opstilles et preussisk-østrigsk korps på 45.000 mand ved nedre Elben. De fjendtlige tropper ankom d. 14-19 december til Boitzenburg. 10.000 saksere og preussere, af hvilke sakserne formodes at skulle til Hamburg, og preusserne til Lübeck. Til Hamburg ankom også østrigske tropper d. 19-20 december, 5.000 mand. Nåh, ja…De danske tropper kæmpede tappert, men resultatet af den prøjsisk/østrigske aggression blev at Slesvig, Holsten og Lauenborg gled over på fremmedherredømme - Danmark mistede hele 1/3 af sit areal og 2/5 af befolkningen, og studeeksporten sydpå til Hamborg og havnebyerne Husum og Tønning forsvandt, så derefter så man eksportmuligheder mod England. Efter de slesvigske krige produceredes natpotter med portrætter af Frederik af Nør og hans bror Christian-August af Augustenborg i bunden af natpotten.

Billedet: Kampene ved Sankelmark d. 6 februar 1864.

I 1866 tog en gruppe fremsynede mænd med Enrico M. Dalgas i spidsen et initiativ med stiftelsen af Det danske Hedeselskab. Den Skandinaviske Møntunion blev oprettet i 1873 og indførte systemet med kroner og øre som møntenheder. I Danmark erstattede kronen sølvmøntfoden rigsdaler, således at 2 kroner svarede til 1 rigsdaler. - Valgret op til 1849 havde kun mænd over 25 år, son havde jordbesiddelser over en vis værdi på landet eller i byen, således at det kun var 2,8 % af den voksne befolkning der havde valgret. - Grundlovens fra 1849 bestemte at mænd der var fyldt 30 år, og som havde grundejendom af en vis størrelse havde stemmeret, og valget til Folketinget var direkte. Tjenestefolk, tyende, kvinder, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere havde ikke stemmeret. Ved Valg til Landstinget valgte vælgerne valgmænd, der efterfølgende valgte Landstingets medlemmer, og for at være valgbar til Landstinget skulle man være fyldt 40 og opfylde visse indkomstkrav. Landstinget var for de velhavende privilegerede klasser. Vælgeren skulle også have haft fast bopæl i valgkredsen eet år forud for valget, og det netop på den tid og langt ind i 1900-tallet, hvor folk skiftede bopæl og arbejde hver 6 måned. - Det politiske systemskifte i Danmark i 1901 indførte »parlamentarisme« med to-kammer system. - I 1915 ændres Grundloven og gav kvinder stemmeret og valgbarhed til folke- og landstingsvalg - Metersystemets indføres ved lov af d. 4 maj 1907, dvs. man forlader måleenheder som, alen, tommer, fod, lispund med mere. Måleenheden 1 mil blev afskaffet på samme tid og 1 dansk mil var på 7.532,48 meter.

Esbjerg

Fra ladepladsen ved Hjerting blev der udskibet og losset varer til og fra Hamborg og derfra videre til England. Fra slutningen af 1840erne begyndte der også at sejle dampskibe fra Hjerting til England. Varerne blev fragtet over land til Hjerting og derpå i mindre både sejlet ud til de større skibe i Ho Bugt. Før Treårskrigen i 1848-1851 var Hjerting ved Esbjerg/Varde således et fiskerleje, men krigen gjorde det muligt for dampskibe at anløbe Hjerting i 1850/51, hvor der kunne eksporteres stude til England og i 1852 blev bygget en anløbsbro, en 250 meter lang fast pælebro, hvor dampskibe og hjuldampere kunne lægge til; men i 1862 blev anløbsbroen totalt ødelagt af ismasserne, og man havde ikke penge nok til at anlægge en ny anløbsbro. Der sendes for første gang post fra Hjerting til England i 1849. Fanø havde også skibsfart, og Varde var også en kendt handelsby - og der var dengang mange sejlførende både og skibe. Esbjerg var ikke kendt, men var en del af Skads Herred og Jerne Sogn.

Esbjerg var faktisk blot to gårde og et hus i matrikelområdet, og i området var Strandby Kro og Jerne kirke, Rørkær m.v….Esbjerg var et vindblæst område hvor træbeplantning var en mangelvare. Flyvesandet skiftede til stadighed plads, med hede, støv og sand. »Eysbergh« hedder området tidligt, og det siges at forleddet »ese« betyder at forsyne fiskekroge med madding, og at efterleddet »bjerg« betyder bakke, men i vikingetiden, hvor mange danske ord blev taget med til England, kunne »Eys« betyde øje, dvs. »Eysbergh« kunne vel betyde udkikspost, ligesom Bavnehøj var de bakker der blev tændt bavnebål (advarsel), hvis en fjende nærmede sig. Et andet sted kan læses: Esbjerg Kleve - navnet kommer måske af »Æs« dvs. fiskemadding eller af »ese«, dvs. løftes, hæve sig – og skrænten styrtede ned ved en storm i 1881 og i 1882, og resten er omtrent blevet slugt af havneanlæggene. Den gamle navneform esse - eller hesse var i daglig tale ese eller æse. H-ét faldt jo også væk eller blev stumt i navnet Horik og Erik (vi skal tilbage til vikingetid). Æse findes flere steder i Sverige. Ifølge et sagn lå søbunden tidligere tør, men en dag hørte de dér arbejdende høstfolk en hemmelighedsfuld røst: »Mand, mand, gå i land! Nu begynder Ese at hvæse«, hvorefter vandet under et frygteligt uvejr styrtede frem og fyldte lavningen. Dette sagn minder vistnok om dyrkelse af en gammel sø-gud: Æse. Stednavnes oprindelse kan ofte findes i stedets egenskab eller efter en gård opkaldt efter mandsnavnet. Eksempelvis er Varde vokset frem tæt ved et større vandløb med anløbsplads for skibe og har også haft et vadested/overfartssted. Varde = Warwath og Warwik. Byer startede ofte som markedspladser/handelspladser med anløbsbroer og/eller befæstninger. Jeg mener nu at Warwath betyder en militær forpost fra den tidlige vikingetid.

Tilgangen til drikkevand/ferskvand har også været en afgørende faktor hvor man har dannet bopladser. I 1844 erhvervede Niels Christensen den nordre Esbjerggård, der lå i det nuværende Exnersgade. I 1850 anlægges det første teglværk, der får betydning for Esbjerg af Niels Barkentin, senere hed det bl.a. Esbjerg Teglværk. I 1864 bygges der en dæmning udenfor Strandby Kro, således at Fanø-færgebåden lettere kan lægge til.

Varde Avis skriver d. 17 marts 1868: ... „Esbjerg er navnet på en temmelig høj bakke, der ligger omtrent en halv fjerdingvejs afstand fra Strandby, hvorfra overfarten til Fanø nu finder sted. Denne bakke går på to steder stejlt ned imod havet og danner ligesom to små forbjerge, der kaldes „Østre og Vestre Klif". Nedenfor den vestre af disse kliffer, der tillige er den største, er det, at den påtænkte havn skal anlægges" ... på stedet lå i øvrigt to gårde, „Gammelgården" og Niels Christensen Esbjergs Gård«. Jerne Sogn havde 718 indbyggere i 1860.

Efter landetabet i 1864 gik der over Danmark en stærk national bevægelse, der samlede sig i udtrykket: »Hvad udad tabes, skal indad vindes«. Det er forholdsvis let at vække et folks begejstring, men det er svært at samle et folk til et fælles energisk arbejde, og dertil fordres en påvirkning udefra, der sætter sig dybe spor i folkets sind. Netop denne påvirkning var det den ulykkelige krig i 1864 øvede på det danske folk. Anlægget af Esbjerg havn og dermed af byen må ses på baggrund af denne stærke samfølelse i det danske folk, og der ligger derfor bag dette forretningsmæssig set kloge anlæg en dyb ideel bevæggrund. Allerede d. 14 september 1865 fremlagde indenrigsminister Tillisch i Rigsdagen et forslag om at anlægge en jernbane fra Vamdrup til Strandby samt anlæggelsen af en havn på det sidstnævnte sted. Forslagets motiver indlededes med følgende ord: »Med hertugdømmmet Slesvig har Danmark mistet rådigheden over de for den danske handel så vigtige veje gennem dette hertugdømme. Regeringen har derfor straks måttet tage det spørgsmål under overvejelse, om der ikke måtte kunne åbnes nye veje for den danske handel. Havnen foresloges anlagt som en åben søhavn på titusind kvadratfod med en dybde af 13 fod ved højvande, samme dybde som der var på Grådybsbarren, den barre, der længe voldte vanskeligheder og som også benyttedes af havnens fjender under bestræbelserne for at hindre projektets virkeliggørelse. I Rigsdagen gik de politiske bølger imidlertid højt. Den nye forfatning optog sindene helt, og forslaget blev lagt til side. Regeringen vedblev imidlertid at arbejde for sagen, men efter grundige og omfattende undersøgelser kom man til det resultat, at den bedste plads for havnen ville være nedenfor det 80 fod høje punkt Esbjerg, Esbjerg Kleve. Daværende indenrigsminister Estrup fremlagde derefter i januar 1868 et forslag på Folketingets bord om anlæg af en havn i Esbjerg. Forslaget gik ud på, at der nedenfor Esbjerg skulle udgraves en havn, bestående af: 1) en 13 fod dyb dokhavn på ca. 8,5 tønde land, omgivet af et stærkt dige til 18 fod over daglig højvande, 2) en i det nævnte dige indbygget skibsfartssluse med tilhørende slusegab, 3) en forhavn, beskyttet af to moler, og 4) en lededæmning i forbindelse med forhavnens søndre mole. Lededæmningens opgave skulde være at lede en del af den udgående strøm gennem forhavnen for derved at holde denne fri for tilslikning. Folketingets debat om denne sag var meget skarp. Troen på Vestjylland var kun ringe, købstadrepræsentanterne var imod forslaget nærmest af politiske grunde, men Estrup havde i sine gensvar så klare og indlysende grunde, at oppositionen blev mat, og da yderligere flere ansete mænd kastede sig i ind i kampen for anlæggelse af Esbjerg havn og jernbanen, blev forslaget sluttelig gennemført og d. 24 april 1868 underskrevet af kongen. Estrup var godsejernes ledende politiske kraft.

Det var et større anlægsarbejde som nu skulle igangsættes. Vandbygningsdirektør C. Carlsen rejste til Esbjerg den 12. juni og forhandlede med landinspektør Wilkens og den tilsynsførende ingeniør ved jernbaneanlægget. Den 13. juli trådte ekspropriationskommissionen sammen og købte af Abelone Madsen, Esbjerggård nr. 1, 7,75 tønder land, og af Niels Christensen Esbjerg, Esbjerggård nr. 2, 19,5 tønder land. Af gæstgiver Morten Spangsberg og gårdejer Christensen i Strandby købte kommissionen 6 tønder land, i alt 33,25 tønder land (183.400 m²). Den 17 og 18 august lod landinspektøren med tre plovfurer grænsen trække mellem statens arealer og Jerne-Skads kommune. Grænsen for havnen gik langs den sydlige side af den senere Havnegade med Englandsgade og Strandgade (Højgade) som østlige og vestlige grænse. En schweizisk ingeniør, Louis Carlé, gav et tilbud på havnebyggeriet på 535.000 rigsdaler, og da Vandbygningsvæsenet krævede kaution, viste det sig, at kautionisten blev Privatbankens C. F. Tietgen, som overtog regnskaberne ved havnebyggeriet, der iøvrigt blev væsentligt forsinket. Forøvrigt var der en del roderi og ændringer til licitationsmaterialet, bl.a. at der nu skulle støbes med beton, og sandsynligvis har Tietgen og ingeniør Carlé haft deres regeringsforbindelser tidligt under lovgivningsarbejdet.

Anlægget skulle omfatte tre dele: 1). En dokhavn omfattende 52.000 m² vandareal med 4 meters dybde, omgivet af 2 diger, begge 6 meter over daglig højvande, et der fra kysten løb mod sydøst (vestre dokdige) og et der løb mod syd (sydøstre dokdige). Ved det sidste skulle der på indersiden bygges en kaj på 263 meter og langs vestre dokdige en kaj på 57 meter, i alt 320 m kaj. Digerne skulle bestå af jord forstærket med pæle og dækket med marskler og græstørv; ydersiderne skulle forstærkes med et lag kløvede sten lagt på granitskærver. 2) En sluse og et slusegab. Slusegabet skulle være 15,70 meter bredt og 3,75 meter dybt, opført af granit og mursten på beton funderet på et pæleværk. Jernportens to fløje skulle mødes i en indadgående stump vinkel, således at vandet ved flod kunne løbe ind, men ikke ved ebbetid trække sig tilbage. Til beskyttelse af slusen anlægges mod vest en forlængelse af vestre dokdige, mod øst en mole med afviserværk. Over slusen en 1 meter bred løbebro. 3) Forhavn og lededæmning. I forlængelse af slusegabets vestside, men med en kraftig drejning mod nord, anlægges en 190 meter lang mole (nordre mole). Parallelt med den, men uden forbindelse med land, anlægges en søndre mole på 272 meter. Mellem disse to moler indrettes en forhavn, der skal holde 3,9 meter ved dagligt højvande. Hvor søndre mole hører op, fortsætter en lededæmning mod sydøst, således at den fjerner sig fra land; dens længde sættes til 940 meter. Tanken var, at ebbestrømmen skulle koncentreres, således at den med større kraft kunne holde forhavnen fri for slam og slik. Men først d. 15 april 1869 påbegyndtes arbejdet med en styrke på 50 mand, som hurtigt voksede.

Den første tilflytter til Esbjerg var smedemester Frantz Møller, der i 1868 købte en grund. Frantz Møller var fra Kolding og "flyvende smed" ved jernbaneanlægget Vejle-Fredericia, hvorfra også ølbrygger Olsen kendte Frantz Møller. Det var tømrer Laust Tjellesen hos skibsbygger TH. Dahl, der byggede Frantz Møller smedje, og Smedegade er opkaldt efter dette første byggeri. I sommeren 1868 byggede murer Frøkjær et lille stuehus til Frantz Møller og d. 8 november flyttede familien ind. Der var ingen gader i Esbjerg i 1868. I 1876 gik Frantz Møller i kompagniskab med N. J. Poulsen og udvider smedeværkstedet med et jernstøberi, der i 1896 blev omdannet til Jensen og Olsen.

D. 15 september 1868 købte ølbrygger Olsen 5,5 skæppe land i Esbjerg for 150 rigsdalere, og ved juletid flyttede han og familien til Strandby. I februar 1869 påbegyndtes ølbrygger og tømrer Olsen et større hus i Havnegade (senere nr. 63), - ikke langt fra F. Møllers hus - og d. 15 april 1869 stod huset færdigt og d. 19. april flyttede familien flyttede ind. Sten fik man fra de små husflidsteglværker i omegnen og tømmeret kom fra Fanø, men kalken måtte hentes i Kolding. Huset var temmelig stort, da det var meningen, at Olsen ville indlogere med sovepladser og beværte havnearbejdere, og han fik også sognerådets tilladelse til logi d. 27 maj, - men fik ikke lov til at anlægge en beværtning. På loftet var indrettet soverum til 38 mand, det gik også helt godt de første 2-3 år, så længe der var fart i havnearbejdet, men siden kneb det; også fordi Olsen havde købt mere jord. Hele jordstykket voksede til 6 tønder land og stod med omkostninger i 1600 kr.. Det var hans håb, at disse penge engang skulle give et godt afkast, men det skete ikke i hans levetid, da Olsen allerede døde i 1876. Hans hustru, fru Olsen, var født Ohff og datter af en holstensk mejeriforpagter, som kom til Danmark omkring 1830, og hørte til de ikke få indvandrede holstenske familier, som i 1840erne og 1850erne forpagtede danske herregårdsmejerier og derved satte fart i mejerivæsenet her i landet. Så fru Olsen var hjemmefra bedre vant, og måtte nu efter mandens død klare sig og børnene ved at tjene noget ekstra ved rengøring på toldkammeret. Desuden fik hun et par mindre jordstykker ret godt solgt, og således sled hun sig igennem, til de store jordspekulationer kom hen i 1890erne, da hun på een gang i 1894 solgte jord for 50,000 kr., og nu behøvede hun ikke længere at foretage rengøringsarbejde. Men det var kun få af nybyggerne, det gik så heldigt.

Nybyggere, jordarbejderne ved havneanlægget levede tarveligt og fik i høj grad kampen for det daglige brød at mærke. Men nogle af nybyggerne havde penge med så de kunne bygge hus uden at pådrage sig ret megen gæld. Værre var det for de familier, som skulle grundlægge et hjem på bogstavelig bar bund, og hvis ejendele var få og fattige, og som ikke havde anden indtægt end mandens dagløn som almindelig havnearbejder. Der var dog ikke mange af arbejdere, der var gifte; i 1869/70 måske 10-12 familier og de havde ikke råd til at bygge ordentlige huse. Da der heller ikke var lejligheder nok til leje, så måtte en del af dem klare sig på anden måde. På „Lille Esbjerg", hvor prøjtehuset (brandstationen) i Borgergade senere kom til, lejede man jord af grundejerne og opførte hytter og træskure, der var byggede af tørv og lægter og halvt gravet ned i jorden. Beboerne var bl.a. stenhuggerne Schnack, Wieth, Peder Holm, en tømrer og arbejdsmand Gabriel Christensen. Gabriel havde købt materialerne på havnen for 28 kr., og han fik en del kammerater til at hjælpe sig, og i løbet af een dag var „huset" transporteret op på „Lille Esbjerg", stillet op og indflytningen foregået, og så blev der endda inden man skiltes, trakteret med kaffe, som var kogt på komfuret i det nye hjem. Ved Peder Holms hus var der anlagt en lille pæn have med kartofler samt flere blomstergrupper. Peder Holms kone fortæller at hun og hendes mand var „huleboere" i 17 år. I begyndelsen var der kun et rum, ingen skorsten og intet gulv, og man gik og æltede i sandet, og det raslede ned fra tørvevæggene. Sidenhen blev der lagt små sten på "gulvet" og tørvevæggene blev beklædt med lærred og gamle aviser eller andet papir. Men når det regnede, sivede vandet gennem taget, ned ad væggene og ofte ned i sengene, så børnene kunne være gennemvåde om morgenen. Der blev så lagt en bunke tang på taget, og det hjalp noget, men væggene (eller den del af væggene, der var oven jorden) kunne ikke bære byrden, og engang måtte beboerne ud af sengene midt om natten for ikke at blive begravet levende; en anden gang væltede en væg ind over ildsted og middagsmad. Vand var der ikke at få, thi det måtte hentes på vatterne, hvor det ganske vist var let at grave sig til ferskvand, men det var jo meget besværligt at få det båret op ad den høje bakke, og desuden blev disse brønde i stormvejr fyldte med saltvand. Alt dette var jo navnlig besværligt for konen, og det tog på helbredet at skulle leve det liv i så mange år. Det var da ikke så mærkeligt, at hun flere gange bad manden gøre anstalter til, at de kunne få en anden bolig. Men han mente, at de kun kunne få det ringere end der hvor de boede nu. Om sommeren kunne det endda gå som nybygger, og så længe der var arbejde ved havnen. Men når vinteren kom med kulde og slud og ringe fortjeneste, så kneb det. Der var ikke anden pengekasse i byen end havnekassen, men om vinteren gav den store pengekasse ofte ikke arbejde, og når der så ikke var mad i huset, så måtte manden ud, - hvordan end vejret var - og have fat på det arbejde, der kunne fåes. Mandag morgen gav han sig på vej til et eller andet sted inde i landet - én vinter var det Estrup Skov og omegn, hvor der var arbejde med at samle, kløve og læsse de sten, som Carlé købte op rundt omkring for at komme udenom „stenkompagniet" - og ofte kom han så ikke hjem før lørdag aften. Hænderne revnede af slid og kulde og maden frøs; især var det slemt i den strenge vinter 1871/72. Der enkelte, der fik koldbrand i fødder og ører, men det fik ikke hjælpe, - brød skulle der til. Og når familiefaderen var rask og arbejdsdygtig, lykkedes det også gerne at holde nøden ude. Var han derimod svagelig eller måske drikfældig, eller han - som i enkelte tilfælde - var rendt sin vej, så var der ikke anden udvej for familien end at gå til sognet og tigge om hjælp. Det var for de fleste en grumme tung gang at gå, thi nybyggerne var jo fremmede, og de var rigtig mange, og det var kun et fattigt sogn de var kommet til. De blev heller ikke modtaget med milde ansigter, og i heldigste tilfælde havde sognet en mængde ulejlighed, før man fik udgiften refunderet, og ofte kom sognet selv til at bære udgiften, - og fattigbyrden øgedes år efter år, - og det var altså ikke velset af bønderne i sognet. For de fleste af arbejderne var det et overmåde hårdt og strengt liv, de her gik ind til. Det samme gælder også en del af "de bedrestillede", der ofte fik at mærke under de indskrænkede og fattige forhold, - at man havde kendt bedre dage. Husene var små, og der boede ofte 4 familier i hvert hus, to i stuen og to på loftet. Købmand Debell måtte den første tid han var i Esbjerg nøjes med en soveplads under trappen. Med husgeråd var det småt; man måtte så hjælpe hinanden med lån, - den „fattige" hos den „rige". Det fortælles, at familierne på loftet tit måtte vente med deres middagsmad, til de var færdige i „stuen", fordi de ejede hverken komfur eller gryder. 3-4 familier var fælles om en stoppenål, og børnene blev sendt afsted „for at låne stoppenålen". Man var heller ikke altid tilstrækkelig forsynet med klæder, og man var ikke forsynet med uldtøj og tykke vadmelsklæder som bønderne havde. Dét var fattigdom, man så for sig, og alligevel blev der født en mængde børn, der blev undervist af lærer Petersen i Jerne. Sønderjyden og handelsmanden, Hans Philipsen, kom i 1869 til at arbejde ved havnen, og det er ham, der skabte udtrykket: „Rask må det gå !" - raskhed i tanke og handling måtte der til, hvis man skulle klare sig herovre. Og selvhjulpen blev man og måtte man blive, thi man havde kun sig selv at stole på. Man havde ingen slægtninge eller venner fælles med naboerne, ingen minder sammen med nogen, ingen fortid for andre end sig selv. Det omboende bondesamfund, som jo i disse ting som i andre dannede den stærkest tænkelige modsætning til nybyggerne, så da også ned på disse som folk af en ringere slags, der var rendt sammen fra alle kanter; mistænkelige alene derved, at man ikke kendte deres fortid. Men bønderne var frygteligt nysgerrige og kom af og til Esbjerg, for at se på alt dette nymodens kram og kolonien af nybyggere. Nybyggerne vidste godt at bønderne havde et uretfærdigt syn på dem, og et enkelt sort får kunne der jo komme løbende af og til - også flere; men de måtte i almindelighed snart fortrække, og der var næppe synderlig flere af dem her i Esbjerg end andre steder. Det blev i denne henseende mange gange værre en snes år senere. Men enkelte anløbne eksistenser var der allerede dengang, men det bidrog dog kun til at øge sammenholdet, og dette sammenhold blev stærkt. Havde man ikke fortid sammen, så var man i så meget højere grad fælles om nutiden og dens vanskeligheder; og det er vel en almindelig erfaring, at hjælpsomheden og medfølelsen ingenlunde er mindst, hvor det kun er fattigdom og slid, - man har at dele med hinanden. At samfundets egne medlemmer fik en håndsrækning, hvor det tiltrængtes, var en selvfølge, men også de fremmede, der kom, blev hjulpet til rette. Da Klaus Wiehse med familie kom hertil med sine ejendele, blev de sat af på heden ved Esbjerg uden at vide, hvor de skulle få husly. Men da rykkede en familie, som havde det indskrænket nok før, ud af en stue, og lod de fremmede bo der, til de selv fik tag over hovedet. Og skønt man næppe vidste, hvor man skulle tage det fra, blev der ved en sådan lejlighed delt ud af mad og klæder, også til de forhutlede fyre, der kom for at søge arbejde. I al fattigdommen havde man det hyggeligt sammen, fordi man var nøjsom selv og hjælpsom indbyrdes. Og nede i »Tutten« forstod familien Posselt at hygge om gæsterne midt i al tarveligheden, og smed Frantz Møller havde et rigt forråd af viser, postmesteren fra Nordby deklamerede humoristiske sange og kaptajn Gad sang på sin sjællandske dialekt, så han flere gange måtte give da capo.

I 1868 anlægger Chr. Møller Fredsted et teglværk på 6 tønder land, som han køber af gårdejer Sillasen i Rørkjær; og Peder Christensen bygger Nygården ude ved Nygårdsvej.

En anden nybygger, som på en vis måde var endnu tidligere på færde end disse to, var slagter Louis Gebhardt fra Kolding. Han flyttede ganske vist ikke til Esbjerg før i 1869 og byggede først i 1870, men han købte allerede jord i 1868, ja faktisk dagen efter lovens vedtagelse i Rigsdagen, nemlig 50 tønder land af gården matrikel nr. 1 v/Abelone Madsen (Andetsted opgives at Peder Christensen sælger 62 tønder land til slagter Albert Ludvig Gebhardt i 1868). Den sydlige grænse for dette store jordstykke var Kongensgade (taget fra vest) indtil nr. 52, her gik den mod syd til midten af Borgergade og videre mod øst til banegårdsterrænet, og Gebhardt har altså dengang og til 1879 ejet en stor part af Esbjergs grunde. Resten af jorden, indtil statens terræn begyndte ved Havnegades sydlige grænse, ejedes af Niels Christensen og bortsolgtes efterhånden til byggepladser, mens derimod Gebhardt var vanskeligere at handle med. Derfor var det også, når vi holder os til Esbjerg grunde, langs Havnegade og Borgergade, at der byggedes mest. Foruden naturligvis, som før nævnt, i Smedegade og Kronprinsensgade, men her er vi på Strandby grunde, dvs. Smedegade var grænsen. Det fortælles om Gebhardt, at han den pågældende dag efter Rigsdagens vedtagelse af loven, kom til Strandby Kro og traf andre lignende grundspekulanter, bl.a. købmænd fra Varde, og de havde ham mistænkt for at være ude i samme ærinde som de selv var. Men Gebhardt forstod at lade som han knap nok vidste, hvad talen angik, men han gik dog med til Esbjerg, „da han skulle forhøre sig om der var svin at få." Og medens de andre tog syn over jorderne fra Baunehøj, gik Gebhardt hen og købte det ovennævnte areal. I 1875 købte han endnu 50 tønder land, som lå tæt nord ind til hans første ejendom. Han ejede da langt størstedelen, ikke blot af den senere bebyggede jord, men også det meste af den, som der i 1890erne især spekuleredes med. Hvis han ville have solgt af jorden til de ret jævne priser, som forholdene dengang bød, så kunne han have tjent godt og sandsynligvis klaret det. Men Gebhardt beholdt næsten al jorden, idet han samtidig blev stærkt engageret i andre foretagender. I 1876 byggede han en ret stor eksportstald, og udlagde gratis en stor markedsplads for byen, hvoraf indtægterne skulle gå til byens forskønnelse. I 1877 charterede han i England en damper „Mary", til fragt af kreaturer og drev samtidig selv en stor kreaturhandel. DFDS's havde jo alt for høje fragtpriser. Men i konkurrencen med DFDS's fragtpriser, fik han ikke tilstrækkelig støtte, og navnlig var det damperen, der ødelagde det for ham. Han holdt kun damperen gående i to måneder og måtte derefter overlade den til Rudolf Wulff i Århus. Skibet havde i den tid kostet Gebhardt ca. 2,000 kr. om ugen, hvad der var mere end hans finanser kunne tåle, og d. 16 april 1879 blev det først indkøbte areal med hans påliggende bygninger solgt ved tvangsauktion for 40,000 kr. for jorden alene, som han vistnok havde givet 10,000 kr., så det kunne vel endda gået an, hvis ikke de andre foretagender havde slugt pengene på forhånd.

Samtidig med Olsens hus blev også murer og snedker Chr. Jensen Frøkjærs hus bygget, og familien flyttede ind allerede d. 1 april 1869, - 19 dage før Olsens. I dette hus, Kronprinsensgade 7, hvor senere entreprenør Hoffmann boede, blev den første dreng i Esbjerg født d. 3 april 1869 og han fik navnet Jens Louis Carlé Harbour Jensen. Og det skal være efter denne „kronprins", at gaden har sit navn. Frøkjær, som sammen med tømrer Abel og tømrer Christensen byggede de første 10-12 huse i Esbjerg, var født i Guldager. Samme sommer i 1869 byggede han Smedegade 8 til løjtnant Petersen, Carle's assistent. Året efter blev det købt af senere havnebetjent Poul Sørensen, som også hørte til de første nybyggere; han var en skibstømrer fra Fanø, arbejdede som tømrer ved havneanlægget og lavede i den egenskab alle modellerne til havnen. Endvidere byggedes den sommer Kronprinsensgade nr. 10, hvor der kom til at bo en skomager Hansen; Kronprinsensgade nr. 12 til slagter Iversen, som kom fra Herning, hvor han havde været arrestforvarer; nr. 14 til rokkedrejer Bask fra Gørding, som her i Esbjerg blev maler; nr.16 til fisker Søren Hansen, som var havneanlæggets allerførste politibetjent, siden i mange år byens eneste og velkendte postbud. Lige overfor F. Møllers hus i Smedegade nr. 3 og 5 lå nogle træhuse, beboet af havnearbejdere, og året efter erstattedes de af stenhuse, hvor der bl.a. boede slagter Niels Olsen. På samme hjørne, ved Havnegade, blev også den sommer bygget et hus, hvor en træhandler Mikkelsen boede; endvidere byggede N. Barkentin, som kom fra Damsmark i Alslev, helt nede på hjørnet af Havnegade og Stormgade et bageri, og skønt han ikke var fagmand, prøvede han også at drive det. Men allerede d. 1 april 1870 overlod han det imidlertid til bager Keller, som kom fra Hørning ved Randers. Langt fra dette „westend" og byens midtpunkt byggede tømrer Christensen fra Vejle sig en ejendom nede på hjørnet af Borgergade og Englandsgade i 1869. Denne tømrer Christensen var en af byens ejendommeligste personligheder i de første år. Han var en dygtig håndværker, som deltog i de fleste nybygninger i Esbjerg i næsten 20 år, og han forstod også godt at bjerge kunder. Lidt hen i 1870erne, da forretningen var godt i gang, og han ikke længere behøvede selv at tage så hårdt fat, foregik dette sidste gerne på den måde, at han een á to gange daglig gjorde en tur rundt på byens gæstgiverier, navnlig da Hotel Spangsberg, og til jernbanestationens ventesal; og opdagede han så en fremmed, som ville slå sig ned i Esbjerg, var Christensen straks rede til at bygge ham et hus. Han var på denne færd gerne ledsaget af 3-4 hunde. Der går mærkelige sagn om de pudsigheder, han kunne sige, og de skælmsstykker, han kunde finde på; som når han f.eks. indbød sine venner på haresteg, og han så - efter at han forsigtigvis først havde fået sin kone bort på en lille tur - egenhændig tillavede sin gamle grå kat til dem og også fik dem til at spise den; dog bekom den nok ikke alle vel, da de bagefter fik besked. Men forøvrigt var det nok kun en retfærdig gengældelse, thi en af vennerne havde nemlig eet års tid før fået Christensen til at spise odderkød for lammesteg.

I 1869 byggede den gamle tømrer Christensen ude på havnens område marketenderiet »Tutten«. Et par nærliggende skure »Chatollet« og »Kommoden« var soverum til arbejderne. Hvorfra fik alle havnearbejderne, m.v. drikkevand/ferskvand ? Et vandværk lå dog på havnens terræn, ved foden af bakken med havnens administrationsbygning, og var indrettet på at forsyne havnen og skibene. Ifølge overenskomst af d. 14 juli 1875 fik brøndgraver Peder Jensen tilladelse til at søge efter vand og, hvis han fandt det, måtte han indrette vandledninger, så skibene og havnen derfra kunne forsynes til en nøjere fastsat takst. Anlægget skulle være færdig inden årets udgang; men dette oversteg bygmesterens kræfter, og d. 15 februar 1876 måtte han overdrage det påbegyndte værk til ingeniør Emil Petersen og proprietær Breinholt, som i sommeren 1876 fik værket i stand: brønd med pumpe og mølle, vandbeholder og vandledninger, hvad der ialt kostede 6500 kr.. En vandpumpe med jordbrønd ses også på billedet af Frantz Møllers hus.

I sommeren 1869 var der bygget 14-15 huse, men i 1870 byggedes en snes huse mere, bl.a. i Kronprinsensgade, Smedegade, Jyllandsgade, Borgergade, Havnegade og et par i Kirkegade. Men megen plan var der ikke i Esbjerg, thi det gik altsammen efter folks eget hoved, og der var ingen afsatte gader, ingen bestemte veje og ingen vedtægter. Man kørte og gik hvor man ville. Kun de tre plovfurer (statens jord til havnen) måtte respekteres, og så i 1870 ville Skads Herredskontor i Varde have etableret gader, og nu skulle nybyggerne så afgive gratis jord til gader. På det tidspunkt var det Smedegade og Kronprinsensgade der blev hovedgader, og da man jo helst ikke ville af med gratis jord, blev disse gader altså så smalle. D. 8 juni 1870 klager 22 nybyggere således til vandbygningsdirektøren og ministeriet, over at sognerådet har udlagt en vej, Strandbygade, fra Strandby til Esbjerg, så vejen overskærer flere af deres små jordstykker og forringer disses værdi. Det var i øvrigt den første offentlige vej til Esbjerg. D. 23 juli 1870 anmodede ministeriet vandbygningsdirektøren, landinspektør Wilkens i Fredericia, om at udarbejde en plan for bebyggelsen på det areal, som lå mod øst begrænses af Englandsgade, mod vest af Stormgade, mod syd af Havnegade og mod nord af Skolegade. Planen blev vedtaget på Skads Herredsting d. 13 december 1870 (vedtægter for Esbjerg Handelsplads), og gaderne blev afpælede i jorden. Gadenavne blev først vedtaget nogle år senere. Længdegaderne var: 1) Kongensgade og Strandbygade indtil Skolegades vestlige endepunkt - 2) Torvet - 3) Skolegade - 4) Borgergade - 12) Havnegade. Tværgaderne var: 5 og 6) Stormgade - 14) Smedegade - 7) Jyllandsgade - 8) Kirkegade - 9) Torvegade - 10) Englandsgade - 11) Østergade - 13) Kronprinsensgade, alle indtil Skolegade, som var den nordlige grænse for bebyggelsesplanen fra 1870. Men selv Kongensgade lå endnu i ca. 10 år hen som sandhuller og hedebrinker, og man gik og kørte fremdeles, hvor man bedst kunne, og der blev næsten kun bygget i Havnegade og Borgergade. Brolægning var der heller ikke tale om, og under den stærke blæst føg sandet derfor alle vegne rundt. Ved Spangsbergs Hotel kunne der endnu sidst i 1870erne lejre sig driver af flyvesand og det samme var tilfældet hele Havnegade igennem, så beboerne brugte den vittighed at sige hinanden tak for lån, når driverne igen flyttede sig hen til naboens ejendom. Det var heller ikke altid, at man kunne holde sandet ude af husene, når stormen rigtig stod på; husene var jo ikke så solide og tætte. Ja, det føg ned i skorstenene, så der kunne ligge store dynger. De fleste gik da også med sandbriller, og især var disse briller ganske nødvendige for arbejderne ved havnen. Men trods alt måtte dog Esbjerg fra sommeren 1870 kaldes en by, og den havde da også ca. 350 indbyggere, - de løse havnearbejdere ikke medregnede.

I sommeren 1870 byggedes der atter en del, navnlig i Havnegade og Jyllandsgade. I Havnegade 53 begyndte Mads Jørgensen i foråret efter en lille ølhandel, som han dog snart overlod til andre for at begynde byens første manufakturforretning i 1871. Beværtningen i Havnegade 53 kaldes "Hyttefadet" eller "Det kolde Ben", men senere blev der restaurant. I Havnegade lå også "Storkereden", ligesom der lå et par mindre ølstuer i Smedegade, og i Stormgade 39 lå "Nordlyset", hvor fru Skaarup havde bordel. Endvidere byggedes den lave del af Jyllandsgade nr. 6; nr. 8-10, hvor Anthoniussen fra Sønderho havde købmandshandel; nr. 5, hvor tømrer Abel boede, og nr. 7, hvor en søn af formand Schrøder havde bageri. Til sig selv byggede Schrøder bygningen på samme hjørne ved Borgergade. Både han og hans kone var hannoveranere. Han var gartner af profession og tog også fat på gartneriet igen, da havnearbejdet var forbi. Mens dette stod på, ledede han pramsejladsen og var en af de dygtigste havnearbejdere. Hans kone var den første sommer kokkepige for Carlé og havde i den anledning gennemgået et kursus hos hans søster, som boede i København. Fru Schrøder var en sjælden dygtig og ihærdig kvinde, vel skikket til at kæmpe med vanskelige forhold, som hun også fik prøvet mere end de fleste.

Af andre nybyggere må nævnes murermester Chr. J. Møller, som kom hertil fra Løgstør straks efter havneanlægget begyndte i 1869 og blev leder af betonarbejdet ved kajen. Omtrent samtidig kom hans svigersøn, tømrermester Duncker herned; han ledede det meste af tømrerarbejdet ved havnen og blev siden selv ingeniør. Senere havnebetjent Erichsen, som kom hertil som cementarbejder og kom til at lede støbningen af de store betonblokke til lededæmningen. Formand Frost kom hertil fra Allinggård ved Silkeborg i sommeren 1870. Som så mange andre nybyggerfamilier havde Frosts kendt bedre dage. Han var en søn af kontorchef, etatsråd Frost, lærte sig landvæsen og blev forvalter og siden forpagter af Allinggård. Men efter få års forløb måtte han opgive forpagtningen, og i Esbjerg måtte der så begyndes igen på bar bund. Men da Frost var i besiddelse af megen dygtighed, blev stillingen også snart bedre. Da havneanlægsarbejdet var forbi, fik han en ret god stilling på DFDS's kontor. Henne mellem Esbjerggårdene byggede i sommeren 1870 slesvigeren Pogge en ejendom, hvorfra han i mange år drev vognmandsforretning. Pogge's nærmeste nabo var Niels Christensen, der var den eneste rigtige gammeldags bonde. Niels Christensen's nabo var Peder Christensen der var død før 1868, og enken, Abelone Madsen, havde solgt sin meste jord til Gebhardt og gården tilligemed resten af jorden til købmænd fra Varde. Undertiden har man kaldt Niels Christensen Esbjergs konge, en titel, som også blev givet Carlé. Niels Christensen var en i gammeldags forstand hæderlig, dygtig og sparsommelig bonde, der opdrog sine 15 børn tarveligt og strengt. Der er fortalt, at når han om vinteren ikke havde andet at gøre, strikkede han strømper til børnene. Men så kom havneanlægget og de nye forhold; men han spekulerede ikke i jord, og solgte jord til rimelige priser, blandt andet langs Borgergade og Havnegade.

Den store strøm af tilflyttere kom først i april 1869, da arbejdet på havnen tog sin begyndelse, hvoraf mange indlogerede sig i Olsen's hus. Det var folk fra alle egne af landet og fra nabolandene. Stenhuggerne Witt, Schnack og Holm byggede jordhytter på Lille Esbjerg og blandt de første pionerer var også folk med navne som Stokholm, Wiese, Grandt, Hans Philipsen fra Ribe, købmand Posselt, Gebhardt, og i sommeren 1869 blev der ansat en politibetjent, Fahrner, var navnet. Arbejderne måtte selv finde sig et sted at bo - men her var jo ingenting i det forblæste landskab, og i »Tutten« på anlægspladsen, kunne arbejderne hurtigt komme i gæld, når de købte mad, klæder, tobak, etc.. Nogle købte eller byggede et træskur. Arbejdet var hårdt og skete manuelt med skovl og trillebør. Mange måtte holde op fordi de ikke havde kræfter til arbejdet. I »Tutten« gav man arbejderne tilbage med nogle blikpenge, som de ikke kunne bruge andre steder; sådan prøvede man at holde dem tilbage, så de ikke brugte penge andre steder eller forlod pladsen. Der kom svenskere, danske, slesvigere og tyskere, og de var ofte oppe og slås. 200 mand var ansat i april 1869 og i sommeren var mellem 300 og 400 mand ansat. I 1869 starter Chr. Møller Rørkjær Teglværk og også slagter Gebhardt starter et teglværk, og så var det med at finde brugbart ler i jorden til mursten og drænrør. Teglværkerne voksede sig iøvrigt store i 1880erne og 1890erne, og også her opstod en »ring af aktionærer«, der tilstræbte monopol og som ville frastøde nytilkomme iværksættere.

Slusen ved Dokhavnen under opbygning d. 22 juni 1871.

Tømrer Christensen var den første der etablerede en lille have på hjørnet af Borgergade og Englandsgade og i 1870 plantede Gebhardt en lille granplantage oppe ved Nygård. »Pogges nye hus« ligger nu dér i 1870 hvor Gammelgården lå, hvorfra han i mange år drev vognmandsforretning, og den første offentlige vej, Strandbygade, anlægges i februar 1870. Ifølge en folketælling er indbyggertallet i 1870 i Esbjerg på 460 personer, men mere end 200 af indbyggerne er børn. Tidligere gårdejer Niels Christensen købte i 1864 et teglværk der lå i Rørkjær; men dette teglværk var allerede startet i 1850 af Niels Barkentin, og var ikke noget moderne teglværk, men i 1870 kom der gang i produktionen på teglværket, for nu skulle der jo bygges huse. I sommeren 1870 gik 90 mand i strejke mod de elendige løn- og arbejdsforhold ved anlæggelsen af havnen - og de blev alle fyret - og fagforeninger fandtes jo ikke på dette tidspunkt. Netop i de år i 1870erne skal man erindre sig borgerklassernes forbud og forfølgelsen af den danske arbejderbevægelse, fængslingen af Pio, Brix og Geleff.

Stort bykort med nybyggerne i Esbjerg fra 1870 findes her.

Men Carlé misligholdt sin kontrakt på havneanlægget og snød med materialer på flere steder, eller satte betonblokkene forkert op, så arbejdet var værdiløst. I sommeren 1871 var der kun ansat 70-100 arbejdere. I 1871 åbner Mads Jørgensen en forretning i »Hyttefadet« med klæder, linned og arbejdstøj, og en del arbejdere havde ikke mulighed for at betale deres gæld, thi de blev jo forkomne af arbejdet og også syge ind imellem, og en del af dem meldte sig til fattigvæsenet for at søge forsørgelse, ligesom nogle blev husvilde…pjaltede og forsultne, og hustruerne blev enker, hvilket ikke gjorde tilværelsen lettere. Th. Dahls Skibsværft grundlægges i 1871, og den første kolonialhandel begynder med kolonial, arbejdstøj, træ og kul i 1872. Stenhugger Tidemann fortæller at arbejdstiden for Carlé var fra kl. 05 morgen til kl 20 aften, og at daglønnen i 1869 var på 1 rigsdaler, og at lønnen steg i 1872 med 8 skilling.

D. 24 januar 1872 blev dokbassinet fyldt med vand, men skibene kunne ikke komme ind, da opmudringen af forhavnen ikke var påbegyndt, og i sommeren 1872 påbegyndtes udlægningen af betonblokkene i molerne og opmudringen af forhavnen, og nu er der kun 60-70 mand i arbejde, og atter blev der fusket med arbejdet. Men Louis Carlé fik ikke arbejdet hurtigt nok færdiggjort, og han var en vanskelig samarbejdspartner og opførte sig som »kongen af Esbjerg«.

Den 7 december 1872 blev resten af havnearbejdet overdraget til baron G. A. Gedalia, justitsråd E.C. Møller og entreprenør Lauritz Petersen (murermester fra København). Dokhavnen tages i brug d. 1. oktober 1873, men havnen blev først officielt åbnet for skibe året efter d. 15 august 1874, hvor skibsfører Bloch blev ansat som havnemester. Men forhavnen og lededæmningen var endnu ikke færdige, og i april 1875 gik Gedalias fallit. I maj 1877 afholdtes nu en synsforretning, hvorefter arbejdet overdroges entreprenørfirmaet Hoffmann & Gunnarson (svensker) at fuldføre anlægget, der først kunne aflevere havnen d. 1. september 1878. I øvrigt skød Louis Carlé sig selv omkring 1880 på et hotel i München, og man vurderer, at Tietgens andel i udgifterne ved havneanlægget var på 350,000 kr., - så dyr blev kautionen ham. Allerede inden havnen var færdig, manglede der kajplads, ligesom dybden var for ringe. Det oprindelige havneanlæg bestod af en dokhavn, indesluttet af 2 dokdiger, og en 12 fod dyb sluse med tilhørende slusegab. Der anlagdes kun kajer på havnens østlige side samt et kort stykke på hver side af slusegabet. Anlægssummen var ca. 1,378,700 kroner.

I januar 1873 åbner lærer N. K. Langvad sin privatskole med ca. 60 elever i Havnegade, men i juni 1873 er der igen strejke, og denne gang strejker arbejderne på både havneanlægget og jernbaneanlægget.

D. 1. juli 1874 åbnes et toldsted i Esbjerg, men selve toldkammerbygningen står først færdig i 1875; før 1875 havde toldstedet lejet et rum i Olsens hus og et rum marketenderiet »Tutten«. Men fattigdommen medførte også smugleri udenom myndighederne, især ved Rørkjær, der jo lå et stykke væk fra toldhuset. Da havnen åbnedes officielt d. 15 august 1874, udgjorde tidevandet normalt en forskel på 1,3-1,5 meter. Slusen blev åbnet ved flodtid og lukket når vandet begyndte at løbe tilbage ved ebbetid, således at skibene kun kunne komme ind og ud af havnen ved højvande. Men slusetærsklen var ikke sænket dybt nok ned, og en række ændringer og tilbygninger blev påbegyndt i sommeren 1877; det var nødvendigt at bygge en forhavn, og jordmassen blev taget fra en lavning ved Bavnehøj og den klint hvorpå havnekontoret lå. Ved den udgravning nedrev sløjfede man marketenderiet »Tutten« i 1876, som rummede restauration, skænkestue, butik og bolig for bestyreren. For at beskytte indsejlingen til havnen blev der i forlængelse af slusegabets vestside anlagt en 190 meter lang læmole. Parallelt med den, men uden forbindelse med land blev den søndre mole anlagt. Allerede i 1878 blev der indkøbt et uddybningsfartøj, en dampmuddermaskine, der skulle uddybe havnen samt en dampbugserbåd. D. 20 august 1878 havde havnen en dybde af 4 1/2 meter i forhavnen og 4 meter i Dokhavnen. Arbejdet var først færdigt i 1881 og fiskerne dukker op i Esbjerg.

Så længe havnen ikke var åbnet, og hver mand i byen skulle leve af havnekassen, kunne fremgangen kun være ringe. Men da havnen fra d. 15 august 1874 var åben for sejlads og også jernbanen åbnet kort efter, både mod nord og øst, så skulle der jo nok komme fremgang. Men eksport af een enkelt artikel: levende kvæg, var for lidt at bygge en by på. Derfor faldt en del dristige forsøg på at begynde forretninger, desværre altfor ofte uheldigt ud. Bønderne på egnen havde deres gamle handelsforbindelser i Nordby, og de havde ikke tillid til den nye by, og blev ved med langt op i 1870erne at sejle til Fanø, i stedet for at købe i Esbjerg. Følgen blev da, at det stod meget småt til med handelen. Da dr. O. Bruun i 1876 ville begynde egen husholdning, måtte han rejse til Varde for at få de nødvendige ting.

Af de håndværkere var det murer Frøkjær, tømrer Christensen, bager Keller og formand (gartner) Schrøder, som mest kom til at tilhøre byen. Snedkermester Chr. P. Jensen fra Outrup kom til byen i 1875 og oparbejdede efterhånden en stor forretning, så han i 1894, da han afstod den, havde 25 svende på værkstedet. Svenskeren Jejling, som i 1876 kom til Esbjerg (fra Viborg), blev byens første bogbinder og boghandler.

Slesvigeren Peder Jensen, med rette kaldet »Tusindkunstneren«, kom i 1869 til Esbjerg som havnearbejder, men han var tillige byens første fotograf og byggede i 1870 et atelier på hjørnet af Englandsgade og Havnegade. Han var oprindelig snedker og tømrer, i 1878 blev han blikkenslager, og dette håndværk drev han i ret stor udstrækning, så han havde flere svende. I 1884 anlagde han det første telefonnet i Esbjerg; det blev senere solgt til et interessentskab. Arbejdet dermed gjorde ham til elektriker, og i det hele kunne hans hænder lave de fleste af de maskiner, han så. Der er fortalt om ham, at når han så en ukendt mekanisme, havde han ingen ro, før han fik den skilt ad og sat sammen igen. I 1876 grundlagde han det såkaldte „Esbjerg Vandværk", som siden blev solgt til Breinholt, og var anlagt på at forsyne skibene ved havnen, og han var også trossefører ved havnen.

Heinrich Wilhelm August Schrøder var Esbjergs første gartner. Han kom hertil fra Hannover som havnearbejder i 1870, og i 1875 købte han jord mellem Borgergade og Kongensgade. En søn af ham, H. B. Schrøder var bager med forretning i Jyllandsgade 7; Borgergade 77 er opført i 1875 og huser på dette tidspunkt Café du Nord. V. Christensen var ejer fra 1908 til 1940. Efterfølgende var caféen ejet af ægteparret Niels & Marie i en kort periode; ældste kendte skøde for Borgergade 32 er dateret d. 5. april 1878 fra Niels Christensen til Peder Pallesen Dinnesen ; ældste kendte skøde for Borgergade 30 er dateret d. 14. juni 1875 fra Niels Christensen til Henrik Tiedmand; ældste kendte skøde for Borgergade 36 dateret d. 25 juni 1876 fra Niels Christensen til Niels J. Pedersen.

Men så længe havnearbejdet stod på var byen dog i jævn god fremgang. I 1872 var indbyggertallet på ca. 450, i 1873 600 indbyggere, og i oktober 1875, da den første nøjagtige tælling foregik var der 1006 indbyggere; i november 1877 1397 indbyggere; i februar 1880 var der 1666 indbyggere, men i august 1883 var der kun 1702 indbyggere, og i de følgende to år er stigningen ikke stor. Sagen er, at i 1881 ophørte havnearbejderne for en tid, men det var ikke uvæsentligt at landbruget i disse år ændredes med etablering af mejerier, m.v.. Kreatureksporten gik meget stærkt tilbage og eksporten af fødevarer var så at sige ikke begyndt. Danmarks landbrugseksport var i 1885 lavest med 133 millioner kr. Den samlede eksport til England af hornkvæg og får sank i årene 1883 til 1885 fra henholdsvis 119,000 stk. til 67,000 stk., og fra 114,000 stk. til 49,000 stk., og det var jo eksporten som byen skulle leve af. Den livlige udvikling lige efter havnens åbning gav høje eksporttal i 1875, og fremgangen havde skabt en usund spekulation, navnlig i jord og bygninger, og forretninger startedes, som ikke havde et solidt grundlag, hvoraf nogle fra begyndelsen af var svindelforretninger.

En tysker, der kaldte sig Julius Berg, men egentlig hed Schernberg, startede i foråret 1876 sammen med en anden „Det sydvestjyske Dampskibsselskab", som lejede damperen „Rosebud" og siden „Rio Bento", som begge sejlede på England. Desuden havde han en kulforretning og speditionsforretning. Han optrådte med stor suffisance, og da man ikke kendte til hans fortid, havde han let ved at imponere og fik en hel del mennesker til at tegne aktier og give anden kredit. Et års tid efter forsvandt han, da politiet havde gjort ham nogle nærgående spørgsmål angående hans fortid, og da han igen kom tilbage, blev han arresteret og straffet for vekselfalsk. Hans kompagnon, der her optrådte som københavnsk grosserer, hørte ligeledes til den letteste slags forretningsmænd. Han prøvede at holde dampskibsselskabet oppe, efter at hans kompagnon var vist ud af landet, men i sommeren 1877 gik det hele i stykker og kreditorer og aktionærer tabte deres penge. Med et par smøreksportforretninger gik det på lignende måde, den ene var stiftet af en Georg Hesse, som lavede en fallit i forbavsende kort tid, den anden døde en lige så naturlig død, da indehaveren, Schmidt, forsvandt til England, fordi politiet gerne ville haft ham i tale. Hans engelske forbindelser viste sig lige så usolide, så det var meget lidt af tilgodehavendet, som det lykkedes at få ind, og smørleverandørerne blev da for størstedelen narret deres penge fra. Det lykkedes virkelig disse folk og deres lige for en kortere tid at bringe byens udvikling ud af ligevægt. Der fulgte en periode, hvor mange andre troede, at Esbjerg var et sted hvor værdierne hver dag voksede op af sandet og steg ubegrænset.

Men desværre kom denne spekulation også til at gå ud over forretninger, der ikke var usolide, men hvis ledere af den stærkere udvikling havde ladet sig friste til at tage vel vidt for. Krakket kom i februar-marts 1876, i disse to måneder var der hver fredag tvangsauktion i Esbjerg. Meget bidrog det også til at øge vanskelighederne, at der dengang ikke var et ordentligt pengeinstitut i byen, som kunne hjælpe en forretningsmand ud over øjeblikkelig vanskelighed eller en foreløbig stagnation. Betegnende i så henseende er Antoniussens fallit. Da alt var gjort op, viste det sig, at han kunne give sine kreditorer 75 pct. af deres tilgodehavende, og det vil jo sige, at han i virkeligheden var solvent. Han havde kun ladet sig friste til at indkøbe et alt for stort lager i forhold til sin omsætning, hvad der selvfølgelig især mærkedes, da tilbageslaget begyndte at komme. I Antoniussens ejendom fortsatte en købmand Nielsen fra Fåborg ved Varde forretningen, men også han gik fallit efter kort tids forløb. Også hos købmand P. Lambertsen måtte der holdes tvangsauktion, og det gik mange flere på samme måde.

Denne svindelperiode har gjort Esbjerg stor skade og sinkede udviklingen. Det kom tit nok frem, hvor stor mistroen til Esbjerg og dens havn var, og følgen blev at forretningsmænd og pengemænd i mange år derefter holdt sig tilbage. Flere lejligheder og butikker stod tomme, det hele stod stille eller gik tilbage. Det var byens første stagnationsperiode, og det gentog sig i større stil en snes år senere. Og rundt om i landet fik den gamle snak ny fart på om at Esbjerg havn var en mislykket spekulation, og at byen aldrig blev til noget. Ja, der synes at være mange af byens indbyggere, der begyndte at tænke det samme. Da et konsortium i 1879 havde købt det meste af den ene af Esbjerggårdene for 26,000 kr., skyndte de sig at sælge igen, da man blev budt 2000 kr. i fortjeneste, fordi, som det udtrykkeligt blev sagt, at man ikke troede på nogen fremtid i Esbjerg.

Den ældste af de endnu i 1909 bestående forretninger og tillige Esbjergs første manufakturforretning var Mads Jørgensens i Kongensgade 78. Mads Jørgensen var født i Tørring i 1843, og kom til Esbjerg nytår 1871 og begyndte kort efter en ølhandel i Havnegade 53 („Hyttefadet", „Det kolde Ben") og samme efterår etablerede han samme sted en forretning med færdigsyede herreklæder, især arbejdstøj, med henblik på de ved havnen beskæftigede arbejdere. Sidenhen forhandledes forskellige alenvarer og til sidst gik forretningen helt over til blandet manufakturforretning. Mads Jørgensens søn, Martin Jørgensen, der var født i 1873, overtog i 1900 det meste af forretningen; og Mads Jørgensen beholdt dog alt, hvad der hørte til under herreartikler.

Den første kolonialhandel var Antoniussens i Jyllandsgade 8-10. Antoniussen kom fra Sønderho i 1872, og han handlede i den første tid for købmand R. Thomsen i Varde, men Antoniussen overtog snart selv forretningen og udvidede den til også at omfatte noget manufaktur, foruden træ og kul, altså en ret blandet landhandel. Efter 3-4 års forløb måtte han opgive det og gøre akkord med sine kreditorer, som dog ikke tabte stort ved ham.

Straks efter Antoniussen, også i 1870, kom Simon Hansen fra Roborghus, som først havde forretning der hvor „Hotel Royal" senere blev opført, sidenhen havde han forretning i Kronprinsensgade 3. Også hans forretning var blandet med kolonial og manufaktur, som landforretninger jo altid var dengang.

En noget større forretning af den slags, også med træhandel, fik købmand Christiansen fra Nørre Nebel, som i 1875 byggede ejendommen Kongensgade 70. Dette hus, samt „Spangsbergs Hotel" og Brinchs hus i Strandbygade var langt hen i 1880erne de eneste 2-etagers huse i Esbjerg. Forretningen blev i 1877 overtaget af P. A. Pallesen, og ændredes noget, så den kom til at omfatte kolonial og isenkram - dog beholdt Christiansen selv manufakturforretningen.

I 1876 begyndte købmand Debell fra Varde en kolonialforretning i Borgergade 44. Han var i begyndelsen blevet etableret i Esbjerg af varde-købmanden I. W. Palludan, og da han sidenhen begyndte en ret stor tømmerforretning, var det også en anden købmand, Gotfredsen i Nordby, der stod bag. Dertil føjedes en kulhandel, som var selvstændig, hvad også den øvrige forretning blev, og den udvidedes efterhånden, navnlig i træ og kul, så den nok var byens første engrosforretning. Fra 1882 var Debell byens første konsul, men nogen tid efter opgav han forretningen og flyttede til København.

I 1875 kom kaptajn F. Boysen til Esbjerg og begyndte en handel med tømmer og cement. Han var desuden eksportør for de kreaturer, som gik med dampskibet „Mary" til England og leder af Søforsikringsselskabet „Esbjerg". I 1877 gik han atter til søs og sejlede på Ostindien og Kina, som før han kom til Esbjerg. I 1880-82 boede han igen i Esbjerg, men derefter flyttede han til Åbenrå.

D. 1. november 1875 bliver Oscar Jacob Ludvig Bruun Esbjergs første læge, og i 1875 fik DFDS kontakt med Poul Stokholm Breinholt fra Thy, der skulle skaffe stude til eksporten. Men det var først d. 27 august 1876 at Breinholt flyttede til Esbjerg, og boede i en tarvelig lejlighed indtil 1878, hvor han kunne flytte ind i sit eget hus. I 1876 blev der udskibet 26.000 dyr fra Esbjerg Havn. Den første fisker bosatte sig i Esbjerg i 1877. Smøreksporten kom også igang, men jernbanevognene var ikke indrettet til transport af smør (kølevogne). Men i 1883 eksporterede man fra Esbjerg 34.000 kreaturer og 37.000 får, 3 millioner pund smør, og over 2 millioner pund flæsk. Men den amerikanske tilgang af varer til England med amerikansk kvæg, frossent fåre- og oksekød fra Sydamerika og Australien, samt korneksporten fra USA, betød at kornpriserne faldt betydeligt.

I dr. Bruuns lille bog fra 1893 »Pionererne«, fortæller han om 36 mænd, men flere andre kunne med større ret været taget med i »Pionererne«. Dr. Bruun skriver bl.a.: Der lever endnu en del mænd, der er kommet herud med bare hænder, sej energi og stor arbejdsdygtighed, der fra bar bund har arbejdet sig op til en position. Disse mænd har haft ét fælles, der har været noget typisk ved dem, det var netop det, der gjorde dem til pionerer, det var den modige „gå'en på" og så sejheden, der fik dem til at begynde ufortrødent forfra, om også der var uheld med de første forsøg….Esbjerg må blive til noget, dét var omkvædet! ..livsvilkårene var ikke altid blide, og der måtte arbejdes hårdt, hvis vi dengang ville bjerge føden. Kun de mennesker, der kunne og ville arbejde, både for sig selv og byen, havde håb om at nå frem. Der blev arbejdet både for en selv og for udviklingen af byen, og hvor mange planer blev der ikke lagt, og hvor mange deputationer, blev der ikke afsendt! Dengang kneb det at få noget sat igennem; nu har trafikforholdene udviklet sig således, at kampen ikke blot skal udfægtes af byens unge, fattige borgere, men rundt om i landet fordres der plads for Esbjerg. Og om livet i hin tid var det var der ikke de borgerlige tiltaleformer og adfærdsregler, thi nybyggerne var ikke formmennesker. De havde tilmed en følelse af, at stivhed og formalisme ville tage sig komisk ud, som forholdene nu engang var. Som alt berørt, var føret herude næsten ufremkommeligt, derfor hørte lange støvler uden på benklæderne til nationaldragten. Vi vadede alle rundt i sådanne i mere end det halve af året; træsko og træskostøvler sås også tit på fødderne. Til et aftenselskab hos den daværende toldforvalter mødte vi engang halvt for spøg i kjole, hvidt halstørklæde og fedtstøvler uden på benklæderne. Oliefrakker og sydvester sås meget almindeligt. Belysning på gaderne fandtes ikke og oplyste butiksvinduer kendtes ikke, derfor gik man og rodede med små håndlygter. Hjemmene var små og tarvelige, der var ikke huse nok, og omgangstonen var meget fri. Der herskede altid en sømmelig og god tone, når der var damer med. Når mændene var ene, var der derimod tit en altfor løftet stemning, frembragt ved drikkevarer. Champagne var en almindelig drik, og der flød til tider med den vare på den tåbeligste måde. Sidst i 1870erne kulminerede det, men fra 1878 af var byen som regel meget afholdende og rolig. Det offentlige liv i byen domineredes af borgermøder, hvor byens vel diskuteredes, beslutninger toges og udvalg nedsattes på Hotel Spangsberg. Undertiden kunne en ren tilfældighed avle et sådant møde. En aften var en del mænd kommet sammen rent tilfældigt på en beværtning. Stemningen blev løftet, den blev rørt, og resultatet blev, at der blev nedsat et meget mærkelig sammensat „udvalg" for at få bygget et „bedehus". Der blev drukket på „bedehuset" fremtid til næste morgen, men med tømmermændene svandt begejstringen, og man hørte ikke videre om sagen. Forinden de rigtige „borgermøder" indvarsledes, blev pågældende sag ofte først forhandlet med den daværende toldforvalter, der residerede på et toldkontor, der var lejet i Olsens hus, Havnegade 63 (nr. 33 andetssteds), og bestod af et lille to-fags værelse for opsynet, og så bagved det af et lille bitte et-fags værelse, hvor der akkurat var plads til et skrivebord, to stole og et pengeskab. Når sagen så var forhandlet her, sendtes bud rundt til folk, og så mødte der nogle, der vedtog et eller andet. Et andet sted, hvor man også ofte samledes, var jernbanestationen. Omtrent ved femtiden kom posttoget fra København og udlandet. Der stillede man som oftest op og afhentede selv sin post. Femtoget var en lille begivenhed hver dag. Og i Esbjerg håbede man på en bedre fremtid; håbede trods hån og spot, trods mistrøstende forudseelser håbede indbyggerne, at Esbjerg havde fremtiden for sig, at den engang måtte vinde frem til en hæderlig plads blandt Danmarks byer. Men vanskeligere var det i den døde periode, der indfandt sig efter at havnearbejderne var afsluttede, og der kun sporedes et svagt liv de to dage om ugen, onsdag og fredag, når skibene gik. Da var det vanskeligere at holde modet og håbet oppe. Man så næsten aldrig en vogn fra landet komme ind til byen, andre end de få, der kom og hentede mig ud i sygebesøg. Købmændene i Esbjerg havde næsten ingen forretning; alle byens folk rejste ind til Varde og handlede der, eller hjemforskrev varer fra andre byer. Kampen for tilværelsen var hård for dem, der ville søge at slå rod på pladsen. Der var kun et fælles bånd, der bandt os sammen, det var interessen for Esbjerg og dens fremtid. Vi fattede efterhånden kærlighed til stedet, ikke ganske af samme art, som føles af borgerne i ældre byer, hvor de er sønner af byen, men snarere en art faderlig kærlighed; vi var ikke voksede op i byen, men byen ved os.

En vise der blev sunget på ballet i Esbjerg d. 12 februar 1875. Omtrent efter melodien: „Hr. Madsen." :,: Ved Esbjerg :,: der skulle være havn :,: Og rigsdagen tænker og taler og våser, Dens store lys og de småbitte pråser, :,: og siger:,: det er til landets gavn.:,: :,: Den Carlé :,: ved kroen stiger ud.:,: For majestæten alt sig jo bøjer, undtagen »die maiiser", der løber og støjer, :,: dem gi'er han :,: af sine skarpe skud. :,: :,: Men her kom :,: og folk af anden slags.:,: Petersen, Møller og Olsen med flere, Som veteraner i Esbjerg nu ere, :,: de var her:,: på pletten lige straks.:,: :,: Her bygges :,: aldeles uforsagt. :,: Huse og hytter på heden man spreder, Huha! - det va' no'le rædsomme reder, :,: og dermed:,: er Esbjerg by grundlagt.:,:

:,: Den vokste,:,: da vi fik vores havn:,: Men rygtet sa'e noget rent forbandet: At her boede røvere og slets inte andet :,: og det var:,: jo ikke til vort gavn.:,: :,: Men nu da:,: vi jernebane har,:,: Så kommer købmænd og bønder og andet godtfolk herind fra byer og landet :,: og ser jo,:,: at pæne folk det var.:, :,: Vi leve :,: i fryd og herlighed,:,: Gjør klubber og baller, jo det kan nok hændes, og sommetider for alvor vi skændes, :,: men nu er:,: der atter kommet fred.:,: :,: Gid byen :,: må vokse rigtig bra', :,: Herfra til banen den snart kan sig strække, men Jerne kirke den også må række, :,: og derfor:,: skal den ha'e et hurra.:,: *****

Forhavnen blev atter udvidet i 1886-88 og samtidig anlagdes en mindre fiskerhavn (bådehavn) mod øst, der sløjfedes et dige, der foretoges uddybninger, der byggedes yderligere en kaj i forhavnen med et 15 fod dybt havnebassin langs denne, og samtidigt opførtes der yderligere en beskyttelsesdæmning til læ for det nye havnebassin samt til, i forbindelse med den oprindelige lededæmning at virke regulerende på ebbestrømmen, der tjener som skyllestrøm gennem forhavnen. Også andet anlægsarbejde udførtes i 1891/92. I 1893 var det tredje gang at forhavnen blev udvidet for at skaffe plads, og Dokhavnen skulle atter uddybes. Indenfor denne mole blev havnen senere suppleret med en udvendig havn, kaldet Englandskajen, som havde en vanddybde på 3,9 meter ved daglig højvande. Dette område blev i 1896 udvidet mod øst med Frankrigskajen (Østerhavn), og sluseporten blev ombygget ligesom Dokhavnen blev uddybet. Og også i årene fremover 1897/98; 1901/02; 1903/04 bevilges penge til store ændringsopgaver på havnen. Fra 1892 var fiskeriet gået fra bakkefiskeri (torsk og kuller) til snurrevådsfiskeri (levende rødspætter), og fra 1894 til 1896 steg antallet af fiskefartøjer fra 18 stk. (228 tons) til 33 stk. (634 tons), og nu skulle man bruge en ny havn til hyttefade.

I årene 1896-1902 udførtes yderligere meget store anlæg ved havnen. Dokhavnen ombyggedes, idet slusen uddybedes til 18 fod og havnebassinet til 18 fod, der anlagdes 2 nye kajer og en lille ophalingsbedding, nærmest bestemt for havnens dampmuddermaskine. Omtrent sideordnet med disse omfattende arbejder anlagdes den nye fiskerihavn vest for Dokhavnen; alt det fyld, der opgravedes fra fiskerihavnens bassin, oplagdes langs stranden nord for havnen og indfattedes af en stendossering. I selve fiskerihavnen byggedes 4 ophalingsbeddinger til fiskekutterne.

I årene 1908-10 foretoges meget betydelige udvidelser af såvel trafikhavnen som fiskerihavnen, og havnens dybde blev udgravet til 7 meter, hvorefter hele anlægget står staten i ca. 12 millioner kr.; men alle disse mange penge ville være udgivet forgæves, såfremt adgangsvejen fra havet spærredes ved naturforholdenes magt. Adgangsvejen fra søen til Esbjerg havn dannes af sejlløbet Grådyb, udenfor hvilken der ligger en sandbarre, kaldet Grådybsbarren. Tidevandsbevægelsen er ved denne del af Jyllands vestkyst ret kraftig, såvel med hensyn til strømmens styrke som til flodskiftets størrelse, hvilket sidste i almindelighed er l,25 meter á 1,5 meter (4 á 5 fod). Når nu strømmen ud gennem Grådyb møder tidevandsstrømmen i havet, taber den udgående strøm sin udprægede retning, og en barredannelse er da en naturlig følge, idet vandet fører sand og slik med sig fra kysterne indenfor Skallingen og Fanø og fra de udstrakte »vadder« samme steds. Forholdene på barren har varieret stærkt i årenes løb. Af søkortene ses således, at Grådyb i 1840 har haft to udløb i havet, hvoraf det nordlige efterhånden er sandet til, medens det sydlige har bevæget sig nordefter, så at der i 1874, da Esbjerg havn åbnedes for trafikken, var en tydelig fremtrædende passage over barren i den nuværende indsejlingslinie, fyrlinien, med en dybde af ca. 4 meter (12 á 13 fod) ved daglig højvande, hvilken dybde blev bestemmende for indsejlingsdybden til Dokhavnen. Derpå vokser dybden i renden jævnt, og samtidig rykker barren udefter som følge af ebbestrømmens indvirkning på den. I 1894 var dybden således ca. 5,7 meter (18 fod) ved daglig højvande, medens barrens midtpunkt var rykket ca. 600 meter (2000 fod) længere ud. Men så magtede naturen ikke mere på egen hånd. Og da Esbjerg havn samtidig blev betydelig forbedret, hvorved bl.a. dybden blev forøget såvel i forhavnen som i Dokhavnen, måtte man tage kunsten til hjælp. Fra 1899 reguleredes løbet over barren ved oppumpning; først ved fremmed hjælp, og fra 1908 med eget skib, idet der ved særlig lov af d. 4 maj 1907 blev givet en bevilling på 400,000 kr. til et sådant arbejde. Dette, kaldet »Grådyb« efter arbejdsstedet, blev bygget herhjemme, og har hidtil arbejdet efter al forventning, så at dybden i renden over barren nu er mindst 7 meter (22 á 23 fod) ved daglig højvande.

Disse gentagne og omfattende udvidelser af havneanlæggene er selvfølgelig forårsaget af den stadig stigende trafik. Det begyndte straks efter havnens delvise åbning med en livlig eksport af levende kreaturer. Konsul Bork fra Fanø satte allerede i 1873 et skib i fart, og to år senere begyndte »Det Forenede Dampskibsselskab« at besejle Esbjerg, først med levende kreaturer fra Esbjerg og senere, da landbruget lagde sin produktion om, med fedevarerne, og efter at tyskerne begyndte at hæmme den danske eksport af landbrugets varer, gik bådene til England, der i stedse stigende grad købte vore varer. Esbjergs betydning som eksporthavn måles derved, at over Esbjerg udskibes under normale forhold 3/4 af vort flæsk og 1/4 af vort smør og vore æg.

Omkring havnen findes udstrakte terræner, der afgiver plads til de forskellige losnings- og ladeanlæg, havnevæsenets bygninger, toldkammeret samt en stor del private virksomheder, der næsten alle har mere eller mindre tilknytning til landbrugseksporten, og desuden lindes der her en række kendte firmaer, der enten selv driver rederivirksomhed eller på anden måde har intim tilknytning til skibsfarten. Grosserer J. Villemoes driver således en stor importforretning i kul og har i havnen ladet opføre store, moderne losningsanlæg, der hurtig tømmer kulskibene for deres sorte last samtidig med, at de kontrollerer kulmængden. Hr. Villemoes driver desuden en ret betydelig rederivirksomhed.

Et andet kendt firma, der driver rederivirksomhed, er C. Breinholt. Breinholterne er en gammel slægt, der er kendt over hele Vestjylland. Konsul Breinholts fader kom til Esbjerg 1876 og fik hædersnavnet »Esbjergs fader«, idet han var en af de initiativrigeste borgere i de trange år, hvori Esbjerg faktisk blev til. Konsul C. Breinholt havde sine læreår dels hos DFDS i København, dels i udlandet. Kun 20 år gammel blev han bestyrer af Det Forenede Dampskibsselskabs Esbjerg afdeling, og sideordnet med denne virksomhed tog han fat på sit arbejde for at gøre Esbjerg til hovedstaden i Sydvestjylland. Hans arbejde byggedes op på en sund og bred basis, og han fik selvsagt derved stor betydning for sin by, der overdrog ham talrige tillidshverv; han er således formand i handelsforeningen af 1902, i fiskernes understøttelsesforening, Guldager Plantage og i landmandsbankens afdeling. Efterhånden oparbejdede Breinholt sig en stor forretning med skibsrederi, assurance- og haveriagentur.

I 1888 opbyggedes en del danske mejerier og smøreksporten tog et opsving til 14 millioner pund over Esbjerg Havn. En svinepest fra Sverige i 1887 medførte et voldsomt fald i eksporten af levende svin og rå svineprodukter fra Danmark i 1888, men flæskeudførslen steg alligevel betydeligt samme år. I efteråret 1890 hævede Tyskland forbuddet mod danske levende svin, og 109.000 levende svin blev eksporteret dette år, og flæskeudførslen var nu på 40 millioner pund. Men i England havde man længe ventet på et påskud til at stoppe importen af levende kvæg, og d. 4. februar 1892 indførte England forbud mod indførsel af levende kvæg fra det europæiske fastland, fordi der var opstået eet tilfælde af mund- og klovsyge på markedet i London. Man gjorde sig ingen ulejlighed med at finde ud af oprindelseslandet for sygdommen, men også provincialregeringen i Slesvig-Holsten lukkede grænsen for klovbærende dyr samme år, og dette gentog sig i oktober 1895. Nu gik der ged i fremdriften i Esbjerg, - men forbuddet førte til at DFDS byggede et fåreslagteri i Esbjerg.

Efterhånden som havnen blev mere og mere benyttet, blev der ikke plads på selve havneområdet til flere nye kontorer, lagerrum og fabriksbygninger, som allesammen var tilknyttet eksporten og importen, og kun i ringere grad til selve byen. De ret betydelige arealer, som efterhånden tiltrængtes til dette brug, har det dog været staten ret let at skaffe tilveje, idet arealerne er kommet til ved havnens udvidelse, dels ved sløjfning af dokdigerne, og dels ved opfyldning indenfor forhavnens bolværker. Statens bygninger er følgende i datiden: administrationsbygning (havneingeniørens kontorer og bolig for havnemesteren), havnebetjentbolig, toldkammer, kontor for havnebetjente og toldopsyn, eksportslagteri for kvæg (1892), to kreaturstalde, to sygestalde med tilhørende slagtehus, to fiskepakhuse, det såkaldte „Esbjerg Vandværk", jernbanens told- og rejsegodsekspedition, Fanø-godsekspedition og jernbanens fiskeekspedition. Næst efter staten er det DFDS, som ejer de fleste bygninger, thi som følge af, at dette selskab næsten har haft monopol på eksporten, har det måttet ofre en del penge på kontorer og bygninger i Esbjerg. DFDS har en stor, ny kontorbygning fra år 1900, en ældre kontorbygning, et pakhus, et ishus, bygget ifølge de forpligtelser, som selskabet ved subventionen i 1888 påtog sig, et trosseførerhus, hvor der også er lager af olie etc. og endelig en kulplads.

Mens de nævnte virksomheder udelukkende angår eksporten, så har private mænd taget sig af importen, og da denne i de senere år er steget meget stærkt, så er også de herhenhørende virksomheder ret betydelige, navnlig når der er tale om kul og foderstoffer. Firmaet Eriksen og Christensen har en korn- og foderstofforretning med fire pakhuse, Jydsk Andelsfoderstofforretning to pakhuse, Drost og Møller har en kulplads, Jessen & Olsen to kulpladser og grosserer Lauritzen en kulplads og et pakhus. Endvidere findes der en Valsemølle med lagerbygning (aktieselskab); Det danske Gødningskompagni (lager) grosserer Th. Møllers lager af bygningsartikler og hans tjæremalingsfabrik, en sodafabrik, et saltværk, Abrahamsens Skibsværft, Raun Bybergs (tidligere Th. Dahls Skibsværft), en fiskekassefabrik, et røgeri, en restauration, et sømandshjem og oppe i anlægget en pavillon med restauration, samt Esbjerg Kommunes Vandtårn, der ligger på statens grund.

I 1879 skrev en besøgende: „Esbjerg er virkelig usigelig prosaisk at se på, fortvivlet kedsommelig, et topmål af barhed og nøgenhed. Når vinden blæser råt, og vejret rusker vådt, når solen stikker brændende varm og når kulden knuger: al tid er Esbjerg lige lidt tiltalende, al tid er vandringen eller kørslen fra banegården til hotellet lige trættende. Pladsen er amerikansk, indrettet i stor stil på det vordende, men det store er foreløbig udeblevet, og det vordende viser sig foreløbig som det ikke værende. Her ligger en gård og dér et hus, her ser man en halv række af en gade, på et andet punkt begyndelsen til et stræde, men det meste gør indtryk af at være ufærdigt, intet af hygge og velvære. De ulykkelige mennesker, som skulle bo i dette triste sidestykke til forrige århundredes marmorkirke! Ikke engang i måneskin kan denne vestjyske ruin af en stor tanke gøre krav på tiltrækning!". Og når man kan sige uden at overdrive, at denne velformede nedrakning dengang var udtryk for „den offentlige mening", i alt fald i den toneangivende presse, så vil man forstå, at også dette var en ingenlunde uvæsentlig hindring for byens opkomst. Og også i 1915 bliver den fremmede overrasket, når han kommer med banen til Esbjerg; thi ligefor den store, moderne banegård, hvor han venter at finde et hot, moderne kvarter, mødes øjet af en bølgende havremark og en lang række af tomme byggegrunde, der minder om den vilde spekulation for en halv snes år siden.

Ved et tilbageblik lå der en fjerdingvej nordvest for Esbjerg-gårdene i gamle dage landsbyen Strandby. Dengang var denne smule landsby et midtpunkt på egnen, fordi at her var en kro og et overfartssted til Fanø. Her samledes man til folketingsvalg, og her var fra 1866 egnens poststed og fra 1864 en købmandshandel, og her var mødestedet for Esbjergs nybyggere i Esbjergs ganske grønne dage, og det var jo også her, at man fra først af havde tænk sig anlægge en havn. Men det gik tilbage for Strandby, idet hele landsbyens velstand, kroen og færgefarten, blev flyttet til Esbjerg. Færgefarten som forøvrigt indtil 1890 havde sit hjemsted på Fanø, oprinder fra 1793. Før den tid havde Fanø næppe megen forbindelse med fastlandet, men havde nok i sig selv og sin søfart. Dette år fik Niels Jakobsen af Nordby for en årlig afgift af 4 rigsdalere privilegium på færgefart mellem Nordby og Strandby, det gjaldt 1/2 mil til hver side af Strandbyvej (Gl. Færgevej). 11 år tidligere havde samme mand fået beværterbevilling, og d. 5 oktober 1782, får Hans Madsen Spangsberg bevilling til at holde gæstgiveri i Strandby, og det er altså begyndelsen til Strandby kro. Den går nu i arv fra fader til søn 3 gange indtil Morten Christensen Spangsberg overtager den i 1863. Han var født i 1835 og var altså i sine bedste år, da Esbjerg havn blev anlagt, og man kan sikkert sige med rette, at han var den af egnens beboere, som havde det roligste og klareste blik for den udvikling, der nu ville komme. I 1875 byggede han Hotel Spangsberg i Esbjerg, og fik samme år krobevillingen flyttet hertil, og her blev nu samlingsstedet for nybyggerne, når der skulle vedtages noget.

Herom skriver dr. Bruun i sin lille bog: „Fra Pionertiden" således: „Spangsbergs Hotel spillede i gamle dage en meget dominerende rolle. Det var et slags centrum i byen, idet dér her var det eneste større lokale, hvor man samledes og holdt møder, og dem blev der holdt mange af om alt muligt. Der var ingen autoriteter i det unge samfund, ingen politimester, borgmester, byfoged eller sognerådsformand, ingen, der havde nogen ret til at optræde som leder. Derfor måtte alt afgøres af borgerne selv, og da der ingen aviser, ingen toneangivende redaktør fandtes, foregik alt mundtligt og som oftest hurtigt - tit for hurtigt, da spørgsmålene fremlagdes uden at være bearbejdet af indbyderne, hvorved de kunne få en meget overfladisk behandling. Og altid var mødet indvarslet på Spangsbergs Hotel. Man gjorde sig ikke den ulejlighed at spørge værten, om han ville låne lokale til mødet, thi det blev altid forudsat, at han ville, og han har vist næppe nogensinde nægtet nogen plads. M. Spangsberg var tjenstvilligheden selv. Hans hotel-omnibus benyttedes som almindelig omnibus af enhver, og man syntes aldrig, at det var nødvendigt at betale for kørslen. Morten Spangsberg var selvskreven medlem af enhver komite, der blev nedsat, og hans interesse for byen og dens udvikling var ubegrænset. Ja i det stykke havde Morten Spangsberg det vist som dr. Bruun selv og som så mange andre - deres interesse for byen og dens udvikling var ubegrænset. Også han hørte til „byens fædre" og kom, ved sin lyse tro til byens fremtid og ved sin gode vilje, til at gøre et godt arbejde for byen og for havnens udvikling, for en kirkebygning, og for at byen kunne blive selvstændig kommune og endelig for herredskontorets flytning, men de to sidste sagers gennemførelse oplevede han desværre ikke. Hans færd var stilfærdig, men hans indflydelse derfor ikke mindre, thi han havde en vis moderat og forstandig måde at tage tingene på, og alle vidste, at han både var klog og godhjertet. I Esbjerg gik det godt fremad for ham. To gange måtte han udvide hotellet, i 1877 blev facaden mod Havnegade udvidet, og i 1882 blev teatersalen opført, og Esbjerg havde altså nu sit første teater, og i 1890 blev hjørnegrunden ved Stormgade bebygget. Samtidig drev han en ret betydelig vognmandsforretning og var tillige fiskeeksportør. De sidste måneder af hans levetid var han medlem af sognerådet. Han døde d. 14 august 1891.

Færgeriet gik i 1829 over til Jens Hansen Jessen af Nordby og med hans enke (i 1839) over til hendes anden mand, styrmand Carl Vilhelm Colvig. Denne solgte færgeriet i 1855 til snedker Chr. Johnsen fra Varde, som fik en hel del bryderi og bekostning deraf, - først skyllede vandet en kostbar dæmning væk, ovre på strandbysiden, som han måtte bidrage 500 rigsdalere til, resten, 900 rigsdalere blev betalt af amtet og postvæsenet. Dernæst havde han vrøvl både med færgemateriellet og signalerne, som ikke længere synes at have været tidssvarende, og endelig borttog og ødelagde prøjserne en hel del af materiellet i 1864. På grund af disse besværligheder synes han at have haft vanskeligt ved at holde alt i tilbørlig stand; i alt fald forbød et syn i 1866 brugen af den store færge (foruden denne, som kunne tage 40 personer, var der dengang to mindre både, hver til 25 personer, desuden en isbåd og 3 mindre robåde), og han fik ordre til at anskaffe en ny, som blev taget i brug i august 1867; den var 33 fod lang, og med den kunne man ikke lande på den flade strand (hvad man iøvrigt aldrig kunne med de større både), og der måtte da enten roes ud til den med mindre både eller køres derud, når det kunne lade sig gøre. Resterne af kørevejen på strandbysiden har kunne man se ude ved Tivoli. Johnsen solgte i 1871 færgeriet til sin brodersøn Chr. Johnsen, der overtog det i 1872, men allerede i 1875 solgte han det til H. Svarrer i Nordby for 70,000 kr.. D. 20 januar 1875 lagde færgen til ved Strandby for sidste gang, og fra nu af (Dokhavnen åbnede i oktober 1874) gik færgen til Esbjerg. I 1878 er skibsfører Hans Svarrer ejer af færgeriet og han indsætter den første dampfærge "Fanø" i 1878 med fire ture daglig i begge retninger; men den strandede ganske vist på Skallingen, da den blev hentet i Gøteborg, men kom dog til sidst velbeholden i havn. I 1890 skiftede færgeriet igen ejer, idet Svarrer solgte det til et konsortium for 102,500 kr. (Møller Hansen, skibsbygmester Dahl og proprietær Breinholt); i 1898 solgtes det igen til C. E. Møller (repræsentant for et aktieselskab) og denne solgte det i 1901 til et konsortium i Århus (grosserer Filtenborg, direktør Gulmann og sagfører N. Christensen) for 306,000 kr..

Hotel Esbjerg, senere Jernbanehotellet, er opført 1875 af Hans Wulff Petersen, som havde købt bevillingen af en Frøsig. Dette hotel er altså samtidig med Hotel Spangsberg, og lige som dette blev opført så langt fra stationen (og nær havnen) af hensyn til færgeriet, så blev Hotel Esbjerg, som det også udtrykkelig forudsættes i bevillingen, opført i den anden ende af byen af hensyn til jernbanestationen, og dermed kunne nybyggerne også foreløbig have hoteller nok. Nede på Havnepladsen lå jo ganske vist „Tutten" endnu, hvor Posselt fremdeles drev beværtning, men da havnen endelig i 1878 blev færdig, solgte han det til Hoffmann & Gundesen og lejede samme år Hotel Esbjerg af Hans Wulff. Her boede Posselt til sin død i 1881, hvorefter hans enke drev hotellet endnu i 4 år; da flyttede hun til Jernbane-restaurationen i Tommerup, og Hans Wulff overtog atter selv Hotel Esbjerg.

Centralhotellet hed fra først af „Skandinavien" og blev bygget i 1888 til en enkefru Jensen, som også fik bevillingen. I 1890 solgte hun det til Hans Jørgen Beier fra Skærbæk, som igen i 1892 solgte det til Louis Dünweber fra Korsør (født i 1861). Indtil den tid var det en almindelig beværtning, men Dünweber søgte og fik hotelbevilling i begyndelsen af 1893. Efter byens 25 års jubilæum samme sommer nedbrød han den side, der vender mod Torvet, og samtidig gav han det det nye navn Centralhotellet. I 1896 solgte Dünweber det til et konsortium bestående af grosserer Pagh, grosserer Bøtker, tømrermester J. Rasmussen og H. N. Svarrer.

Hotel Royal blev begyndt i den ejendom, der siden blev kaldt „Gammel Royal", og blev bygget i 1889 af Chr. J. N. Christensen fra Ribe (født 1858) og taget i brug i december 1889. Hr. Christensen har drev hotellet og det gik så godt fremad for ham, at han måtte udvide. Han byggede da i 1895 det nye Hotel Royal, medens det gamle blev solgt.

Men Rigsdagen så Esbjergs store betydning som eksporthavn for landbrugsprodukter, så den bevilgede de penge, der stadig måtte til uddybninger og udvidelser for at holde havnen i tidssvarende stand. Netop i den sløje tid i 1881, var den første udvidelse af forhavnen blevet færdig, og det var tydelig nok fremgået af forhandlingerne derom, at mere ville følge efter. Og der var heller ingen grund til at fortvivle. At tiderne i almindelighed var sløje, også for landbruget, mente man kun var noget forbigående, også selvom DFDS ikke ville tåle konkurrenter i Esbjerg, men sejlede dem ihjel eller handlede af med dem og derefter satte fragtrater op. Havnen var allerede dengang isfri, og både i vinteren 1878-79 og 1880-81 havde man med lethed kunnet sejle her, mens alle andre danske havne i længere tid kun havde kunnet besejles med store vanskeligheder eller endda helt lukket. Allerede i 1879 besørgede Esbjerg havn halvdelen af landets eksport af hornkvæg og får og godt trediedelen af ægudførselen. Og toldforvalter Hassings skriver i toldstedets årsberetninger i 1893: 70 pct. af flæsket, 20 pct. af smørret og 38 pct. af kødet, så ganske jævnt og stille steg nu denne eksport i de følgende år, skønt byen kun var en station på vejen til udlandet. Men denne eksport blev desværre ikke forædlet eller bearbejdet her i Esbjerg på det tidspunkt, men fra slutningen af 1883 begyndte det at lidt fremad. Indbyggerantallet var i august 1883 på 1702 og i juni 1885 var der 1997 indbyggere. Men eksporten var nu heller ikke længere den eneste næringsvej. Fra ca. 1881 begyndte også fiskeriet at spille en rolle og allerede i 1882 var der 13 fiskerbåde, tildels dæksbåde i Esbjerg foruden en dampbåd. I 1883, begyndte Ditlev Lauritzen sin forretning i Esbjerg, og der var, trods mangelen på kreditoplagsretten, nogen fremgang i byens forretningsliv, og d. 1 januar 1894 blev Esbjerg en selvstændig kommune.

I slutningen af 1883 grundlagde Ditlev Lauritzen en forretning i Esbjerg i sin faders navn: J. Lauritzen, da han ikke selv var myndig. Forretningen begyndte som importforretning og navnlig med kul, men der indførtes også træ og bygningsartikler, og dette var forretningens første grundlag. Lokalerne bestod det første år kun af et lejet værelse i Kongensgade 8; og fra 1884-91 var lokalerne i tømmerpakhuset på Tømmerpladsen og først i 1888 tog Ditlev Lauritzen fast ophold i Esbjerg. I 1891 byggedes ejendommen Kongensgade 6 og i 1894 ejendommen i Havnegade 45. Efter et par års forløb udvidedes forretningen til også at omfatte import af foderstoffer og kunstgødning og i 1887 kom dertil eksport af smør. I 1888 købte Ditlev Lauritzen det første dampskib „Uganda" for selv at kunne fragte kul, da Esbjerg havn jo i disse første år havde et så dårligt ry, at det næsten var umuligt at fragte skibe hertil til en rimelig pris. I 1895 var dette rederi vokset til at omfatte 3 skibe og blev da omdannet til »Aktiedampskibsselskabet Vesterhavet«, som i 1905 ejede 14 dampere. I 1892 afstod Ditlev Lauritzen trælastforretningen, som stadig var vokset, men dog vedblev D. Lauritzen at have halvpart i den; men et par år senere blev den sammenlagt med tømmerhandler L. Bøtkers forretning under navnet: »Esbjerg Trælastforretning«, ledet af L. Bøtker og M. Knudsen. I 1893 blev foderstofforretningen, som ligeledes var vokset sig stor, omdannet til aktieselskab: »Eriksen & Christensen«, og både D. Lauritzen og flere interessanter var med i aktieselskabet. »Eriksen & Christensen« blev opkaldt efter de to herrer, der blev antaget som ledere. Eriksen var født i Vejle på Fyn i 1861 og Christensen i Kolding i 1858. Denne virksomhed voksede under de to mænds ledelse fra en ret beskeden begyndelse op til en af de største i landet af sin slags. Omsætningen, som i begyndelsen var ca. 1 million kr. om året, var i 1905 på omtrent 8 millioner kr., og det lejede pakhus, man måtte begynde med, og som kun havde plads til en 3-400 tons, blev afløst af tidssvarende pakhuse med plads til 12,000 tons og med moderne lade- og losseindretninger. Siden 1903 da Christensen døde, har forretningen været ledet af Eriksen. I 1896 blev Ditlev Lauritzen's forretning i bygningsartikler afstået til Thorvald Møller fra Askov, som oprettede firmaet »Th. Møller & Co.« med Møller og D. Lauritzen som indehavere, og i 1897 blev kunstgødningsforretningen solgt til „Det danske Gødningskompagni", der fortsatte forretningen som en Esbjerg-filial af hovedkontoret i København. I 1898, da også smørforretningen var vokset op til en betydelig afdeling, optog Lauritzen både H. Bruhn og C. C. Cloos som medindehavere, og forretningen forsatte derefter selvstændigt under navnet „Lauritzens Smørforretning". Siden den tid har hovedforretningen været dampskibsrederi og kulforretning. I 1899 og i 1900 stiftedes to nye dampskibsselskaber, idet Lauritzen gik ud fra, at der ville blive mere fragt til flere mindre selskaber end til ét større, og at der således også ville blive mere fortjeneste til byen, og samtidig var det også hans håb, at der så også ville fremkomme grundlag for anlæg af et større skibsværft. Det første dampskibsselskab „Jylland", blev grundlagt af Lauritzen og konsul Greibe og er siden ledet af den sidste, og det ejer i 1905 3 dampskibe. Det andet dampskibsselskab „Dania", blev grundlagt af Lauritzen og direktør Heilbuth, Kbhn., og det ejer i 1906 3 dampskibe. I 1903-05 hjalp Ditlev Lauritzen henved en snes fiskere til billige prioritetslån i Handelsbanken, hvorved Esbjerg fiskerflåde udvidedes med ca. 20 nye rødspættekuttere, og lige så mange driftige fiskere fik adgang til at få eget fartøj, og i 1905 blev den første sildekutter til vesterhavsfiskeri bygget. Denne virksomhed er i 1907 udvidet med to damptrawlere, og samme år blev bygget 6 motorkuttere til torskefiskeri under Island. I 1903 indførte og fordelte Ditlev Lauritzen 4000 sække „up-to-date" kartofler, og agiterede for en eksport til England af disse kartofler og påbegyndte selv derpå i 1905, og i 1904 startede Ditlev Lauritzen et rebslageri, som i 1905 beskæftigede 35 mand. Esbjerg Rebslageri ved D. Lauritzen indregistreres d. 8. februar 1905. I 1891 var Ditlev Lauritzen i øvrigt med til at anlægge Gjesing Plantage, og i foråret 1902 påbegyndte han selv tilplantningen af 165 tønder land. I 1893 blev Ditlev Lauritzen udnævnt til Ridder af Dannebrog og i 1894 til fransk konsul.

Men der manglende alligevel overblik hos grosserer og kapitalister, og dét var åbenbart grunden til at en importvirksomhed til at forsyne Esbjergs opland med korn og foderstoffer ikke blev til virkelighed før så sent som i 1890erne. I slutningen af 1870erne og begyndelsen af 1880erne havde der udviklet sig en ret livlig indførsel af disse varer til Danmark, og hele denne indførsel var dirigeret over østkysthavnene, og varerne til Vestjylland blev således belastet med omkostninger til jernbanefragt. Det var først D. Lauritzens forretning, som viste levedygtighed og som i 1893 overgik til aktieselskabet Eriksen & Christensen, hvor Eriksen var aktiv i kornhandelen, og derfor var Eriksen også aktiv i aktieselskabet Valsemøllen, der blev oprettet i 1899 med E. Ebbesen, Sønderskov Mølle, som direktør. Valsemøllen voksede overordentligt stærkt frem på grund af Eriksens store evner som forretningsleder og navnlig som opkøber. I 1905 blev Valsemøllen helt ombygget og man fik nye maskiner. Den gamle dampmaskine til 80 hestes kraft blev ombyttet med en til 265 hestes. Møllens produktionsevne var derefter 400 centner hvede og 200 centner rug - i døgnet.

Lauritzens afdeling for bygningsartikler, som i 1896 blev overladt til Thorvald Møllers ledelse voksede op til en anselig forretning til firmaet »Th. Møller & Co.«. Th. Møller var født i Silkeborg i 1862, og i en halv snes år havde han en forretning i Askov, indtil han i 1896 flyttede til Esbjerg, og forretningen voksede op til en af de største i landet. I 1900 købte Lauritzens afdeling for bygningsartikler »Esbjerg Teglværker«, der derefter producerede 10 millioner sten om året og beskæftige 60 mand. Th. Møller var også indehaver af et patent på sort tjæremaling til imprægnering af træværk, pap og andet, hvilket udnyttes af en ved Esbjerg havn liggende fabrik. Endelig drev han, sammen med Emanuel Jensen og Schumacher, København, en monier- og cementvarefabrik. Th. Møllers stærke virksomhedstrang gav sig udslag i det kommunale liv, hvor han var ivrig deltager, og i flere år var han valgt til Esbjerg Byråd. Især har han gjort et stort arbejde for at få Handelsskolen i gang, og han var også i længere tid Handelskolens forstander. Ved den svensk-norske union's ophævelse i 1905 blev Th. Møller udnævnt til norsk vicekonsul.

Henrik Pagh der var født i Fredericia var 29 år, da han i februar 1888 tog toget til Esbjerg for at træffe aftale om leje af et pakhus. Men da Henrik Pagh nåede Esbjerg røg han ind i en forrygende storm med regn og snesjap, og om aftenen på vejen til banegården først mistede han sin hat og dernæst sine galoscher, som han lod i stikken i et bundløst ælte mellem Havnegade og Borgergade. Denne ublide medfart bidrog til, at han tabte lysten til at begynde her i Esbjerg med import af kolonialvarer. Men da Hamborgs Frihavn var fuldført i 1888 påbegyndte Henrik Pagh i foråret 1889 sin forretning under de vanskeligste forhold. Som kompagnon fik han J. Quist-Pedersen der var født i Randers i 1861. Esbjerg var jo blot en landsby; havde ingen kreditoplagsrettigheder, ingen bank og ingen dampskibsforbindelse, som egnede sig for import. Derfor valgte Henrik Pagh at, når han købte varer i London, måtte de sendes til København og derefter til Esbjerg - det var den billigste vej - dengang. Da især manglen af kreditoplagsret var en stor gene for forretningen, tog han sammen med Ditlev Lauritzen initiativet til, at der i sommeren 1889 indsendtes en ansøgning derom til regeringen, og i den følgende rigsdagssamling indbragte Estrup forslaget, som blev vedtaget til at gælde fra d. 1 februar 1890. Denne Esbjerg kreditoplagsret var den første handelsplads udenfor købstæderne, og nu fremover holdt en bank fra Varde åben filial to gange om ugen i Esbjerg. Men frygten for at sejle til Esbjerg Havn holdt sig længe, sådan at man ikke for rimelige fragtpriser kunne få mindre sejlskibe hertil, som egnede sig for stykgods; og i vinteren 1889/90 kunne Henrik Pagh overhovedet intet skib få i fragtfart. Dette medførte, at Henrik Pagh i 1891 købte en lille skonnert „Helga" til 60 tons og senere „Astrid" til 80 tons, som begge sejlede mellem Hamborg og Esbjerg med stykgods, til vi i 1895 fik en damper „Mercur". Pagh & Qvist Petersen besejlede under normale forhold Hamburg med en fast, ugentlig rute. Kolonialforretningen gik fremad, og de fik en meget betydelig kolonialforretning engros med filial i Thisted. Efter nogle års forløb begyndte firmaet også et saltraffinaderi med cindersfabrikation, som voksede op til en betydelig forretningsgren, der i 1901 overgik til et aktieselskab »Esbjerg Salt- og Cindersfabrikker«. Henrik Pagh var ivrigt deltagende i arbejdet for at hjælpe Esbjerg fremad. Han var en af de virksomste i arbejdet for gas- og vandværket og for et bedre kloaksystem, ligesom han, som medlem af sogne- og byråd, også har taget sig meget af byens fællessager. I 1891 var han med ved oprettelsen af Esbjerg-Fanø Bank, og i 1894 blev han portugisisk vicekonsul; i 1899 blev han Ridder af Dannebrog.

Det, der dominerer Esbjerg havn, er dog uden nogen sammenligning fiskeriet, men det er som en hel verden for sig, med et mangeartet broget liv, der fængsler den fremmede. Vi skal vende tilbage til det senere, først vil vi nu se lidt på den by, der med eventyrlig hast er vokset op omkring havnen. Af eksportforretninger er grosserer N. Hedegårds den ældste. Hedegård, der var født i Thy i 1857 påbegyndte i 1883 en importforretning i London af smør og andre landbrugsprodukter. Men allerede i 1886 flyttede han til Esbjerg og begyndte her at eksportere smør og æg. Året efter gik han i kompagni med L. Nielsen Ladefoged i London under firma »L. Nielsen Ladefoged & Co«. Da dette firma blev forpagter af Statens Eksportslagteri, blev Hedegård den første, der besørgede slagtning af får og kreaturer i forbindelse med eksport til England. I 1899 ophævedes forbindelsen med Ladefoged, og derefter havde Hedegård i eget navn drevet en betydelig forretning med eksport af smør og kød samt preservering og eksport af æg.

I 1890 begyndte firmaet Jackson i Birmingham ved Joseph Vincenten Smøreksportforretning i Esbjerg. I 1893 flyttedes hovedkontoret til København, og i 1898 forenedes dette firma med Maypole Dairy Co. Ltd. som et aktieselskab, og blev under dette navn en mægtig smøreksportforretning for hele Skandinavien. Alene fra Danmark eksporterede Maypole Dairy Co. Ltd i 1906 varer for 50 millioner kr. årlig, og afdelingen i Esbjerg behandlede på samme tid ca. 3000 dritler smør om ugen.

I 1895 begyndte margarinefabrikant Lund, der var født i Hammerum i 1858, at eksportere smør. Omsætningen var i 1908 på ca. 400 dritler om ugen, og fabrikken lå i Teglværksgade overfor Esbjerg Tobaksfabrik.

Smørpakkeriet (The Danish Cooperative Butter Factory Company) blev grundlagt i efteråret 1895 af en kreds af mejerier i Koldingegnen med det formål at pakke og udføre usaltet og mildtsaltet smør. Sidenhen gik forretningen over til et selskab af 41 jydske mejerier og omfatter i 1908 også eksport af almindelig saltet smør og desuden af nylagte og præserverede æg.

C. Larsen, der var født i København i 1874 begyndte i 1899 en forretning med smør og æg. Han overtog kort efter agenturet for L. Nielsen Ladefoged Co. i London, (smør, æg og flæsk). Senere blev han leder af Statens Eksportslagteri og forretningen omfattede også letsaltet islandsk lammekød.

Danske Mejeriers Andels-Smøreksportforening blev grundlagt d. 1 december 1904, idet konsul A. Kraunsøes forretning, som var begyndt d. 1 januar 1901, da overgik til dette selskab.

I 1905 grundlagde »Cooperative Wholesale Society Limited« i Manchester en filial i Esbjerg. Denne forretning er selv en filial af de engelske samvirkende brugsforeninger og hensigten er opkøb af smør, æg, flæsk, osv. til foreningens medlemmer. Virksomheden i Esbjerg begyndte med 350 dritler smør om ugen, men er siden steget meget stærkt. Direktør er H. C. Kongstad, der var født i Nyborg i 1869.

Af slagterierne, som alle er byggede på eksport, er „Esbjerg Andelssvineslagteri" det ældste. Ved en generalforsamling d. 19 marts 1888 blev det besluttet, at et sådant slagteri skulle oprettes. Der indmeldte sig 4000 jydske landmænd; første formand var H. C. Hansen fra Spangsberg Mølle, og derefter Lars Mose fra Årre; første direktør var F. Voldby i eet år, og dernæst H. C. Hansen i 6 år, siden 1895 H. Nordland, der var født i 1860 i Jerne ved Esbjerg. Der blev taget fat samme sommer i 1888, og bygget for 110,000 kr., og virksomheden begyndte i september. Første år slagtedes 18,135 svin; 8 år 24,983 svin; 15 år 64,000 svin og i 1906 81,000 svin. De første 3 år førtes omtrent 25 pct. af de indleverede svin levende til Tyskland; resten slagtedes og førtes til England, men efterhånden, som Tyskland lukkede for dansk eksport, gik hele produktionen slagtet til England. De første 7 år toges svinene efter levende vægt, sidenhen efter slagtet vægt og betaling efter kvalitet; i den anledning blev de indtil 1905 delt i 4 klasser; siden har man kun to klasser, fordi racen er blevet mere ensartet, og fordi englændernes krav til flæsket blev forandrede. I 1896 måtte slagteriet udvides, idet der tilbyggedes kreaturslagteri og pølsefabrik, som kostede 95,000 kr., og køleanlægget som blev bygget i 1895 kostede 40,000 kr.. I 1906 ombyggedes og udvidedes der for 250,000 kr..

»Esbjerg Aktie-Svineslagteri« blev oprettet ved et møde d. 6 april 1895. Der byggedes samme sommer og d. 21 december begyndte virksomheden produktionen. 5 år efter d. 22 december 1900, måtte man vedtage likvidation, og i virkeligheden gik selskabet fallit. Det blev derefter opløst, og d. 15 februar 1901 blev selskabet overdraget til firmaet Van den Bergh Ltd., London, under firmanavn: „Esbjerg Svineslagteri". Der slagtes i 1908 ca. 30,000 svin om året, foruden hvad der slagtes for firmaet L. Hartogs. Dette slagteri begyndte i 1901 og der slagtes kalve, søer og polte, ca. 250 kalve og 700 polte om ugen, de sidste sendes ferske til England. L. Hartogs var født i Holland i 1878.

 „Dansk Adels Ægeksport" blev oprettet i 1895 af lærer Frederik Møller, der var født i Them i 1854 ved Silkeborg. Han havde i årene før afholdt oplysende foredrag om æggesagen og agiteret utrættelig for den. Ved en generalforsamling i Vejle d. 27 februar 1895 blev det besluttet at danne foreningen, og d. 20 april samme år begyndte virksomheden. Den havde i de næste 10 år haft en sjælden fremgang, idet medlemsantallet, som i 1897 var 14,000, i 1905 var over 40,000, fordelt på ca. 500 kredse over hele landet. I de samme år udførtes æg for henholdsvis 700,000 og ca. 4 mill. kr. og afdelingen i Esbjerg, som udfører en meget stor del af hele eksporten, blev oprettet d. 11 april 1898.

D. 1 maj 1899 startedes aktieselskabet „Esbjerg Egg Export Comp." og i 1900 byggedes lokaler i Nørregade med preserveringsanstalt, som var den første i Esbjerg. I 1906 blev der årligt preserveret 195,000 snese æg. De preserverede æg har vist sig af så stor holdbarhed, at man har kunne sende dem til Australien, og skønt kassen endda først blev åbnet en måned efter ankomsten, var æggene fuldkommen friske. Selskabets bestyrelse er konsul Breinholt og bankdirektør Nielsen, og siden marts 1901 har direktør Bech været forretningens leder.

Af importforretninger tegner den filial af »Jydsk Andels Foderstofforretning«, som i 1902 blev oprettet ved Esbjerg havn, til at udvikle sig til noget betydeligt. Man begyndte med at bo til leje hos Eriksen & Christensen, men i 1903 blev der bygget et grundmuret pakhus til 25,000 kr. og i 1905 et træpakhus til 20,000 kr..

»Det Danske Gødningskompagni« har fra 1897 haft en betydelig filial i Esbjerg. Det var egentlig Lauritzens kunstgødningsforretning, som kompagniet købte, og som da - fra dens begyndelse i ca. 1885 - var vokset op til noget ret betydeligt. C. H. Zilstorjf, Esbjerg, var leder for alle tilførsler til Esbjerg og salget på Vestkysten.

Lauritzens trælastforretning udviklede sig også til en tid meget stærkt. Den blev i 1892 afstået til Søren Meinertz, som et par år efter solgte den til M. P. Knudsen. Denne gik kort efter i kompagni med L. Bøtker, der var født i Varde i 1855, og som havde en forretning i isenkram og bygningsartikler; og den samlede forretning blev især i spekulationsperioden 1895/96, drevet op til noget meget stort. Men da krakket kom, blev denne forretning ødelagt som så mange andre, og det var vel en af dem, som det gik hårdest ud over, da passiverne var meget store. Fra august 1901 havde Bøtker, som er en dygtig købmand, stået for en tømmerforretning (aktieselskab), som siden er gået jævnt og godt fremad.

»Møller & Drost« er en af de ældste kulimportforretninger. Firmaet blev oprettet i 1889 af H. Meyer fra England, og sidenhen blev firmaet overdraget til Møller & Drost , - men fra 1894 ledes den af Thorvald Drost alene.

Kulimportfirmaet Jessen & Olsen begyndte d. 18 februar 1896. Indtil 1899 ledes firmaet af både Jessen og Olsen, men fra 1899 af Chr. Olsen alene, der var født i 1870 i Præstø.

Grosserer Viggo L. Rahr begyndte sin forretning i foråret 1896. I 1901 overgik den til et aktieselskab under navn af »Esbjerg Jern og Stålforretning« med en fuldt indbetalt aktiekapital af 150,000 kr., og formand er forretningens grundlægger, administrerende direktør A. E. D. Bruhn. Der importeres navnlig stang og båndjern og jernbjælker, samt jernrør og jernplader.

Firmaet »Faarup og Sønderby« blev grundlagt d. 1 januar 1897 som engrosforretning i kolonialvarer og mel. Niels Faarup var født i Ålborg i 1867, og Niels Christian Sønderby, født i Randers i 1870. I 1902 anlagdes et nyt og tidssvarende kafferisteri. Forretningen gik således frem, at den blev en af de største i sin slags udenfor København.

Af dampskibsselskaber er der, foruden de tidligere nævnte, i 1905 oprettet „Hamlet", og året før flyttede „Det Dansk-Franske Dampskibsselskab" sit kontor fra København til Esbjerg.

Det ældste skibsværft og i det hele taget en af havnens ældste virksomheder er N. Raun Bybergs Skibsværft, der var grundlagt af Th. Dahl i 1872. Dahl kan nævnes som en af dem, som ved sin foretagsomhed og dygtighed ikke blot hjalp sig selv frem, men også den lille by, hvis borger og ihærdige forkæmper han var. Th. Dahl var født i Kalundborg i 1845, og lærte skibsbyggeriet og opholdt sig som skibstømrer mest på Fanø. Men da arbejdet ved Esbjerg havn begyndte, tog han i 1870 et stykke af nordre mole i entreprise, og sidenhen andre arbejdsopgaver, og dermed havde Esbjerg fanget ham. Allerede i 1872 begyndte han at bygge små fartøjer, men endnu gav dette ikke arbejde nok. Så tog han „båkerne" fra Skagen til Esbjerg i entreprise; det var et meget strengt arbejde, - og det gav penge. Sidenhen havde han noget af Nyborg og Masnedsund færgehavne i entreprise, såvel som dele af de udvidelser, der stadig foretoges ved Esbjerg havn. Dertil kom både og skibsbyggeriet, som især tog vækst, da fiskeriet begyndte og da han havde held med sine foretagender, blev han efterhånden en velstående mand. En del af sine penge tjente han dog ved jordspekulationen i 1890erne. Samtidig blev TH. Dahl en indflydelsesrig mand, thi der var dengang i det offentlige liv god brug for dem, der ville og kunne tage fat. I flere år var han i sognerådet, sidenhen i Esbjerg sogneråd, og havde sin del i at Andels Svineslagteri fik hjemsted i Esbjerg. Han var også med til at oprette Esbjerg-Fanø Bank, ligesom han var med i de fleste større foretagende og var villig til at tage fat, når han så, at det gjaldt byen vel og fremgang. Han var en af de virksomste i arbejdet for at få opført en kirke i Esbjerg, ligesom han har en hovedpart i at kirkegården blev til. Sammen med andre har han med sit kommunale arbejde lagt grundlaget for byens styrelse. Sagen var jo, at man i 1893, da kommune endelig blev selvstændig, måtte begynde på bar bund, da der jo ikke var nogle traditioner at holde sig til. Th. Dahl døde i 1898 og samme år blev skibsværftet solgt til N. Raun Byberg, og han tog derefter del i at bygge motorbåde.

Esbjerg Skibsværft er påbegyndt i 1900 af skibsbygmester Abrahamsen, der var født i 1849. Dette værft havde en stadig og jævn fremgang med bygning af fiskerkuttere.

Med den store frygt man i de første år havde for at sejle på Esbjerg, var det ret nødvendigt, hvis søfarten skulle fremmes, at man kunne forsikret sig for mulige tab. Med dette for øje blev Søassurance Selskabet Esbjerg dannet allerede d. 26 april 1875. Det var kaptajn Boysen, der som tømmerhandler i Esbjerg tog initiativet, og han fik god tilslutning fra P. Breinholt, Fabricius, Bramminge, og nogle af Koldingegnens landmænd, som dengang var de største kreaturafsendere. Der blev dannet et interessentskab på 10 mand, som hæftede for 200,000 kr., - men der var intet indbetalt. Det viste sig imidlertid snart, at risikoen ikke var så stor som påregnet, og det blev derfor en ret god forretning. I 1881 havde man uden anden indbetaling end præmierne, en garantifond på 50,000 kr.. Imidlertid vurderede afsenderne efterhånden, at risikoen kun var ringe, og da de fleste så lod være at betale præmierne, blev der mindre brug for selskabet. Da kreaturudførslen til England helt ophørte d. 4 februar 1892, blev dette anledningen til, at selskabet ved en generalforsamlingsbeslutning d. 30 juni 1893 opløstes og kapitalen blev fordelt mellem interessenterne.

Da kreaturudførselen til Hamborg i oktober 1895 atter påbegyndte og i den følgende tid steg ret stærkt, mente man, at der igen var brug for et sådant forsikringsselskab, og selskabet blev da oprettet påny og kom til at bestå af 8 mand, dog mest af større kreaturhandlere. Det var nærmest P. Breinholt og I. Stockholm Buch, der satte sig i spidsen for det, og disse to og proprietær H. Pedersen og N. Bjært, dannede en bestyrelse. Hver af de 8 indbetalte 3000 kr. og hæftede yderligere for hver 7000 kr.

Ved den karantæne, som man i disse år fra tysk side forlangte kreaturerne underkastet ved ankomsten til Tyskland, var der ikke mindre at risikere. Mange var bange for at sende kreaturer afsted, fordi de frygtede, at der skulle opstå mund og klovsyge eller andre smitsomme sygdomme i karantænen. I den anledning blev „Dansk Karantæne Assurance" dannet i 1896 på initiativ af P. Breinholt, I. Stockholm Buch, C. Breinholt og N. Sørensen, S. Bork. Forretningen ophævedes igen efter 6 måneders forløb, men gjorde dog god nytte ved at virksomheden berolige kreaturafsenderne overfor den nævnte risiko, indtil de var blevet vant til de nye forhold. Derved var man også sikret, at sammen med Søassurancen blev trafikken holdt fast i Esbjerg. For deres bidrag hertil såvel som til hele udviklingen af kvægeksporten bør enkelte af DFDS's skibsførere nævnes - særlig de to, Th. Thomsen og I. I. Warrer. Thomsen, af den vardensiske familie af dette navn, og var den første kaptajn på „Riberhuus", senere på „Koldinghuus" og flere skibe. I. I. Warrer var fra Sønderho på Fanø og var først på „Esbjerg", senere på „Riberhuus" med flere. De ruter, som de her kom til at sejle på, var jo dengang helt nye; de skulle, især på grund af de ejendommelige forhold ved Esbjerg, oparbejdes, og disse to mænd gik med ihærdighed og interesse op i dette arbejde. De var som førere både dygtige og elskværdige og gode repræsentanter for selskabet såvel ombord i deres skibe som i de engelske havne, ikke mindst ved at være værter for de kreaturafsendere, som nok ville benytte ruterne, men dog først med egne øjne ville se, hvordan forholdene og udsigterne var. De hørte derfor begge til de mest kendte mænd i byen, særligt dog fra 1875 til omtrent 1890, og hvad der her er sagt om disse to første skibsførere på Esbjerg ruterne, gælder tillige de to senere tilkomne: L. F. Mechlenburg og S. Kolster.

De første forretningsgrundlæggere der kom til Esbjerg, var virksomme for at få hindringerne fjernet for importen. Allerede fra 1881 havde et par købmænd fået lov til at have frilager i eget pakhus, det vil sige „et under toldlukke værende lager af forskellige i reglen højt beskattede varer, som det under toldopsyn tillades at ompakke på mindre emballager til udførsel til udlandet". Denne indrømmelse blev navnlig gjort af hensyn til skibsprovianteringen, - men blev kun lidt benyttet. Mere benyttedes retten til at have „transitoplag i privat pakhus under toldlukke", som samme år var indrømmet foreløbig 4 firmaer. Den gjaldt foreløbig kun kul og petroleum, men udvidedes efterhånden, så den i 1889 omfattede 21 varer. I 1881 blev der fra transitoplaget fortoldet for 16,328 kr.; i 1883 for 19,446 kr.; i 1885 for 21,066 kr.; i 1887 for 20,885 kr.; i 1889 for 36,539 kr.. En hjælp var det også, at udenlandske rejsende fra nu af måtte fremlægge deres varer i byen. Langt mere betydning fik det dog, at eksporten fra 1888 steg så stærkt, så dels voksede byen meget derved og dermed dens forbrug, og dels blev Esbjerg nu en plads af vigtighed, som man både i udlandet og herhjemme begyndte at få øje på. Det er omkring 1888-90, at også importen begynder at gå fremad. Fremgangen er betydelig på kul og petroleum, men især på salt, hvad der hænger sammen med den forøgede eksport af flæsk og kød. I 1891-92 er der snarest stilstand, men i begyndelsen af 1893 bragte en isvinter, som ganske vist ikke var lang, en forøgelse af importen, som vedblev at lande sig til Esbjerg, og især tog kornimporten den vinter et stort opsving. En større fremgang bragte dog 1895, som atter begyndte med en isvinter, som var temmelig lang. Men mere betød dog nok den livlige udvikling (spekulationsperioden), som byen da gik ind i. I årene derefter er der atter stilstand, ja snarest tilbagegang; først fra 1901 er det atter gået jævnt fremad på grund af det stadig voksende opland, og importen har i det hele - til held for byen -, en naturlig vækstbetingelse i dette oplands stadig bedre dyrkning og udnyttelse og deraf følgende tættere bebyggelse. I det hele har svingningerne ikke været store, og da det er importen, som byen især skal leve af, må dette anses for meget heldigt. Dog gælder om visse importvarer, som tømmer, træ og en mængde jernvarer, det samme som om eksporten, at mængden er svinget ret betydeligt, hvad der i almindelighed kan forklares ud fra de udvidelser, som havnen er undergået, og hvortil materialerne er brugt. Dog spiller spekulationsperioden med dens vilde byggeri også her en rolle. For en enkelt vares vedkommende, sukker, er det stadig gået tilbage siden 1894. Fra den tid har dansk roesukker nemlig, trods toldnedsættelsen, kunnet konkurrere med den indførte sukker. 

Danmarks handelsforbindelse med andre lande gennem Esbjerg havn havde jo stor betydning, og derfor blev det muligt at oprette konsuler med udenlandsske magter, hvor konsulernes vigtigste opgave var at varetage de udenlandske interesser i strandingstilfælde ved at assistere skibsførerne. Før Esbjerg havn blev etableret var der konsuler på Fanø og i Varde, men efterhånden som Esbjerg voksede til, ville de andre lande gerne have konsulær repræsentation i Esbjerg, og begyndelsen blev gjort af Sverige-Norge, der d. 25 oktober 1882 oprettede et vicekonsulat, hvis leder blev den unge købmand Debell fra Varde, der bosatte sig i Esbjerg i 1876. Da han nogen tid efter opgav sin forretning og flyttede til København, udnævntes bestyreren af DFDS's ekspedition d. 25 januar 1885 C. Breinholt til svensk-norsk vicekonsul. C. Breinholt var søn af Poul Breinholt, og født på Boddum Bisgård i Thy i 1863. Efter at have taget præliminæreksamen i 1879 var han et par år udenlands for at uddanne sig i sprog, og efter hjemkomsten blev han ansat på DFDS's kontor i København, og fra d. 1 juli 1883 var han bestyrer af samme selskabs ekspedition i Esbjerg, hvilken stilling han fratrådte d. 1 oktober 1902. Sidenhen havde han haft en assuranceforretning. I 1890 var har med til at stifte Gjesing Plantage, og købte i 1904 sammen med sine søskende 226 tønder land hede i Guldager, som efterhånden tilplantes. Han blev formand i Esbjerg-Fanø Banks bankråd fra 1898, og kom i Handelsforeningen i 1902, og i 1905 blev han ridder af den svenske Vasaorden. C. Breinholt var i mange år den eneste konsul i byen, hvorfor han også varetog så godt som alle fremmede landes interesser, undtagen Tysklands. Tyskland havde nemlig lige før 1891 fået købmand B. T. Nielsen som konsularagent i Esbjerg, og han varetog forretningerne, indtil d. 20 august 1893, hvor der oprettedes et tysk konsulat for Ribe amt med sæde i Esbjerg og C. Breinholt som konsul. C. Breinholts forgænger i denne stilling var H. C. N. Schmidt, der fra 1878-83 var tidligere købmand i Varde. Et par år efter ønskede Frankrig sig repræsenteret, og grosserer D. Lauritzen overtog da dette konsulat i 1895. Englands vicekonsulat oprettedes d. 12 august 1896 med bankdirektør Jørgen Nielsen fra „Esbjerg-Fanø Bank". Hollands vicekonsulat oprettedes d. 13 maj 1901 med dampskibsreder V. Greibe. Portugals vicekonsulat oprettedes d. 18 august 1894 med grosserer Henrik Pagh. Ruslands vicekonsulat oprettedes d. 13 juli 1906 med grosserer Chr. Olsen. Belgiens konsulat oprettedes d. 6 oktober 1906 med dampskibsreder Chr. Andresen. Norges vicekonsulat oprettedes d. 6 april 1906 med grosserer Th. Møller. Dampskibsselskabet Phønix stiftedes i 1911 på initiativ af direktør Ernst Bruning.

Esbjerg Havn ved årsskiftet 1903/04: Nr. 1 Administrationsbygning - 2 Toldkammer - 3 Valsemølle - 4 Silopakhus - 5 Ophalingsbedding, skibsværft - 6 Havnebetjentbolig - 7 Havnens beddingsplads - 8 Sodafabrik og pakhus - 9 Gødningspakhus - 10 Retiradebygninger - 11 Fiskepakningsbygninger - 12 Fiskerøgeri - 13 Told- og havnevagt - 14 Varehus - 15 Perron - 16 Signalmast - 17 Jernhalle - 18 Vagervæsnet - 19 DSB varehus - 20 DFDS vognvægt - 21 Station- og toldvisitation - 22 DFDS varehus - 23 Statens stalde - 24 Exportslagteriet - 25 Tjæremalingsfabrik - 26 Kontor for Exportslagteriet - 27 DFDS kontor - 28 Havnens materialrum - 29 Remise - 30 Saltværk - 31 Ophalingsbedding, skibsværft - 32 Smørpakkeri - 33 Vandtårn - 34 Restauration - 35 Fyrvæsenet - 36 Vandværk - 37 Pakhus- 38 Sømandshjem.

Jernbanen blev åbnet d. 18-19 juli 1875. Ved Strandby var det gamle færgested til Fanø (Gl. Færgevej), og Strandby Kro var stedet hvor man tog hen og festede i Esbjerg de første år. Færgen sidste tur fra Strandby til Fanø skete d. 20 januar 1875, - for fremtiden skulle færgen anløbe den nybyggede Esbjerg havn. Ejeren af Strandby Kro, Morten Spangsbjerg, nedlagde denne kro i 1875 og byggede så Spangsbergs Hotel i 1875 i Havnegade, og der blev afholdt bal dér d. 12 februar 1875 på hotellet, som blev udvidet i 1877, 1882, 1890 og i 1892. I 1878 beplantede man Bavnehøj med træer og i 1884 tilplantedes arealet øst for Bavnehøj, og samtidig plantedes Anlægget (senere Byparken). Man plantede også træer udenfor Hotel Spangsbjerg - men denne tilplantning mislykkedes.

I en skrivelse fra d. 8 august 1876 til Skads Herreds kontor i Varde fra kaptajn Boysen, slagter Gebhardt og ølbrygger Olsen i Esbjerg, anmoder de om det var muligt, at Esbjerg jorde kunne opnå rettigheder som flække, uden dog at blive adskilt fra Jerne-Skads kommune. Meningen var, at de ønskede adgang til lån i Købstadkreditforeningen, idet de ikke kunne få uopsigelige lån under de daværende forhold, der medførte, at ejendommene i Esbjerg ikke havde nogen stor handelsværdi, som de ellers kunne have haft. Indenrigsministeriet, som herredskontoret gennem amtet havde henvendt sig til, svarede d. 31 august 1876, at såfremt der skulle tillægges Esbjerg by nogen særstilling, kunne dette kun ske ved, at området blev fuldstændig udskilt af sin nuværende forbindelse med den øvrige del af Jerne sogn, og at man sammen med amtet var enig i, at der ikke for tiden er anledning til at træffe en sådan foranstaltning. Men som tiden gik, blev ønsket om adskillelse imidlertid stærkere, og nu ikke mindst fra bøndernes side, fordi skoleudgifterne til de mange børn i Esbjerg blev store.

I 1883 gjorde Skads et forsøg på at blive selvstændig kommune, og derved skulle Jerne og Esbjerg så sejle sin egen sø. Men da beboerne i Jerne protesterede, blev sagen afvist d. 7 marts 1884 i amtsrådet. I februar 1885 da Esbjerg havde 2000 indbyggere, skrev 169 kommunevælgere til amtet gennem herredskontoret i Varde, og ønskede at blive adskilt fra Esbjerg. De 169 var næsten alle fra Jerne-Skads sogne. Muligvis udsprang dette ønske af, at for hvert sognerådsvalg fik Esbjerg stadig fik mere indflydelse, og da der nu igen var et kommende valg, følte bønderne sig ikke trygge ved at Esbjerg kunne opnå flertal, da 3/5 af kommunevælgerne boede i Esbjerg. Men kommunevalget d. 28 november 1885 fik så kun det udfald, at Esbjerg kun fik 3 af 9 pladser i Jerne-Skads sogneråd. Men herredskontoret arbejdede videre med sagen, og havde bl.a. følgende betragtninger: »Da staten ved dette havneanlæg har foranlediget, at en fattig by er vokset op, som har fået tilløb fra hele landet, så er det også statens pligt at træde hjælpende til, hvis en sådan by skal til i et og alt at stå på egne ben. Det oplyses at af de 2000 indbyggere er kun 30 pct. født i byen, mens 30 pct. er tilflyttet fra Ribe amt alene og 40 pct. fra det øvrige land, og det er småfolk så godt som allesammen. For at klare de øjeblikkelige og nødvendige udgifter, kræves der derfor et tilskud af staten på 60,000 kr., som især skal anvendes til en ny skole og en fattiggård, og desuden et årligt tilskud af 5000 kr. i 10 år af staten og 3000 kr. af amtet i betragtning af den fattig- og skolebyrde, som er pålagt byen fra det øvrige land.« Herredsfuldmægtig Hansen redegjorde derefter på et møde i Esbjerg d. 24 juni 1885 om forslaget, og det blev straks underskrevet af 68 af de 100 tilstedeværende, og i de følgende dage af mange flere, dog med undtagelse af de landmænd, som boede indenfor den projekterede bygrænse, der omfattede Esbjerg og det meste af Strandby og Rørkær.

Men man vedtog også et andet forslag, som blev indsendt sammen med ønsket om adskillelsen, og som gik ud på at give byen samme stilling i næringsretlig og kommunal henseende som f.eks. Marstal Handelsplads havde fået ved Lov af d. 1 marts 1867 og Nørre Sundby ved Lov af d. 17 april 1868; endvidere, at Forordningen af d. 8 juni 1839 om fremmedes handelsberettigelse og Plakat af d. 16 april 1841 om handelsrejsende, også skulle gælde for Esbjerg, thi ved en højesteretsdom fra d. 9 januar 1880 var det blevet lovligt, at den fremmede (udenlandske) handelsrejsende kalder købmænd fra landet ind til sig i købstæderne og foreviser dem prøver og handler med dem. Man ønskede også, at det lokale selvstyre kom til at sortere under indenrigsministeriet i stedet for under amtsrådet, medens selve byen vedblev at være i forbindelse med amtskommunen som en landkommune, således at udgifterne til ting- og arresthus, politivæsenet, jordemodervæsenet, epidemiske sygdomme osv. skulle betales via amtskommunen, mod at Esbjerg svarede bidrag til dennes udgifter efter hartkornet og folketallet ifølge Landkommunallovens bestemmelser derom. Det var også vigtigt for byen at få optagelse i handelspladsernes kreds, for så ville der også blive adgang for Esbjerg til at få lån af den Jydske Købstadkreditforening; men endnu så sent som i 1889 søgte Esbjerg forgæves om at få ret til sådanne lån.

Den 9 august 1886 gav indenrigsministeriet et afslående svar på disse forslag, og dette afslag var en stor skuffelse for mange, thi nu måtte man fortsætte med mundhuggeri og kompromis'er mellem en byboerne i Esbjerg og bønderne, som fik forskellige interesser. Sognerådet tilkendegiver da også, at Esbjerg by kun med hjælp andetsteds fra, kan dække sine udgifter, thi de indtægter der er fra Esbjerg, er aldeles utilstrækkelige til byens fattigvæsen, skolevæsen og vejvæsen, etc., og en ny skole skal bygges straks i Esbjerg, og de årlige skoleudgifter i Esbjerg kommer for fremtiden op på ca. 11,000 kr., mens man lokalt kun kan ofre 3000 kr..

Da det sidst i 1880erne atter begyndte at gå fremad for byen, blev der snart for snæver plads indenfor planen fra 1870, og man begyndte rask væk at sælge jord udenfor, og disse blev bebygget uden plan. Man havde hidtil klaret sig uden gadenavne, thi navne som Havnegade, Kongensgade, Smedegade, Kronprinsensgade og flere havde vel været ret almindelig brugt, men de havde ikke noget officielt stempel. På foranledning af bygningskommissionen, men også efter grundejeres ønske, udarbejdede landinspektør Madsen i 1886 en bebyggelsesplan for disse jorde, og gaderne blev afsat under rette vinkler, og det blev bestemt ligesom i 1870, at grundene til disse gader skulle afgives af lodsejerne uden erstatning, og at udlæggelsen til alfarvej skulle ske, så snart en af grundene ved en sådan gade blev bebygget. Disse gader fik følgende navne: Danmarksgade, Norgesgade, Nørregade, Østergade, Englandsgade, Torvegade, Kirkegade, Jyllandsgade, Kronprinsensgade, Stormgade, Spangsbergsgade, dvs. den del af disse gader, som lå nord for Skolegade, som var bygrænsen efter planen af 1870; Strandbygade; Vestergade; Havgade, Peter Skramsgade, Cort Adelersgade, Norgesgades forlængelse, Danmarksgades forlængelse; Tømrergade; Strandgade; Fiskergade. Og gadeplanens grænser blev derefter P. Skramsgade og Nørregade mod vest og nord, og Østergade mod øst. Derimod omfatter bygrænsen alt det, som bygningsreglementet gælder for, dvs. Esbjerg, Strandby og Rørkjær jorder, ca. 1000 tønder land ialt. Planen blev underskrevet af alle vedkommende lodsejere d. 30 maj 1886, og tiltrådt af indenrigsministeriet d. 15 januar 1887. I 1888 sker der brolægning af Torvet nærmest Kongensgade, hvor der dreves torvehandel.

Det næste forsøg på adskillelse blev gjort i november 1889 hvor Esbjerg havde 4400 indbyggere, og hvor det øvrige Jerne sogn kun havde 826 indbyggere og Skads 686 indbyggere. Således havde Esbjerg altså 75 % af kommunens indbyggere, og fattig- og skoleudgifterne var derfor også meget større. Allerede fra 1876 dannede Esbjerg et eget brandfogeddistrikt; fra 1887 et eget jordemoderdistrikt; fra d. 22 juli 1889 et eget distrikt for de fattiges kasse; fra d. 21 december 1881 havde byen sit eget bygningsreglement; fra d. 14 marts 1885 havde den sin egen sundhedsvedtægt; og fra d. 1 april 1888 sin egen politivedtægt. Ved en skrivelse fra justitsministeriet af d. 24 september 1890 blev Esbjerg, Rørkær og Strandby fra d. 1 januar 1891 et eget sognefogeddistrikt og d. 31 oktober 1891 kom en kgl. resolution om, at de samme områder danner fra nu af et selvstændigt kirkesogn.

Men sognerådsvalgene havde kun skaffet esbjergenserne 1-2 pladser i sognerådet indtil 1882, selvom sognerådet efterhånden havde lagt flere af beslutningerne af Esbjerg-sager over i lokale hænder. I 1871 forhøjedes antallet af sognerådsmedlemmer i Jerne-Skads sogneråd, på grund af det øgede arbejde fra 7 til 9 medlemmer. Fra januar 1871 til d. 25 oktober 1876 havde Esbjerg eet medlem i sognerådet, først Niels Barkentin, der var født d. 30 september 1812 og som døde d. 13 juni 1881, og derefter vejopsynsmand Schmidt. Fra 1876 til d. 19 december 1882 var der to sognerådsmedlemmer fra Esbjerg, snedker Mikkelsen og købmand M. Jørgensen. Fra 1882 til d. 17 november 1888 tre medlemmer fra Esbjerg, træhandler Mikkelsen, skibsbygger Th. Dahl og postekspeditør Due; men allerede d. 5 december 1885 blev postekspeditør Due ombyttet med købmand Jens Nielsen, og d. 5 februar 1887 blev denne og Mikkelsen erstattet med lærer Andersen og murermester N. J. Pedersen. Fra 1888 havde Esbjerg de fire ud af ni sognerådsmedlemmer, købmand M. Jørgensen, lærer Andersen, murermester N. J. Pedersen og gæstgiver M. Spangsberg, men Spangsberg blev i efteråret 1891 erstattet med arbejdsmand H. P. Johansen. Ved dette valg i 1888 fortælles, at det kun var ved et tilfælde, at Esbjerg fik valgt sin fjerde mand, M. Spangsberg. Forinden man underskrev valgprotokollen på valgdagen, ville lærer Sørensen, Veldbæk skole, hos hvem valget foregik, have at man skulle gå ind og spise, og da maden ventede, kom der en vognmand fra Esbjerg kørende med et helt læs arbejdere, som imidlertid havde fået fyraften, og da de fik oplyst, at det kneb for Esbjerg, stemte de på M. Spangsberg. Vel var han nærmest højremand, men bypatriotismen var i de dage stærkere end de politiske anskuelser. Ved sognerådsvalget d. 12 december 1891 fik esbjergenserne flertal i sognerådet. Syv kom fra Esbjerg og to medlemmer var fra Skads - Jerne landsogn fik ingen valgt. Esbjergenserne var A. Andersen, N. J. Pedersen, Jens Nielsen, M. Jørgensen, H. P. Johansen, Chr. P. Jensen og C. Knutzen.

I februar 1892, sendte kommunevælgere i Jerne-Skads atter et brev til ministeriet om adskillelsen, idet man gjorde rede for, at det nu var det Esbjerg, der rådede over alle kommunale forhold, og det skønt det allerede i 1885 var oplyst overfor amtsrådet, at 3/10 af Esbjergs befolkning, udelukkende var småfolk, der var tilflyttet fra amtskommunen, og byen således måtte påtage sig en del af amtskommunens fattigbyrde, så var der dog ikke i amtsrådets optræden den mindste anerkendelse af dette forhold; og skønt Esbjerg i de følgende år fik flere indbyggere end Varde og Ribe, så fandt bønderne i amtsrådet ingen anledning til at give byen, hvad en sådan by trængte til. Både i disse år og de følgende år klages der også ofte i bladene over dette. Staten havde jo et enestående nært forhold til byen og var jo fader til Esbjerg via statens havneanlæg, men statens optræden var ikke synderlig anderledes end amtsrådets. Statens havde kun øjet henvendt på havnen, ikke på byen, og hvad der lå udenfor de tre plovfurer måtte det gå med, som det bedst kunne. Fra alle sider mødte det unge Esbjerg modstand, og man blev afvist gang på gang, når byen kæmpede for opførelse af institutioner og ordninger, som var aldeles nødvendige.

Først fra 1889, da endnu et forsøg på adskillelse blev gjort, forandrede amtsrådet sin indstilling. Den 30 maj 1893 kom kravet om adskillelse til forhandling i amtsrådet, og derefter sendte amtsrådet sagen til indenrigsministeriets afgørelse, således at Esbjerg sogn skulle omfatte Esbjerg, Rørkær og Strandby, ialt 1000 tønder land med 32,5 tønder hartkorn. Den 29 juli 1893 gav ministeriet sit samtykke til adskillelsen under forudsætning af, at amtsrådet kunne godkende opgørelsen af de fælles aktiver og passiver. Herefter blev der lavet en opgørelse af aktiver og passiver, som skulle fordeles på Jerne-Skads og Esbjerg, vedr. offentlige investeringer i skoler, fattighus, legater, sprøjtehus og brandredskaber, fattighjælp og alderdomsunderstøttelse, etc., og der var ingen indbyggere der gjorde indsigelse mod regnskabsopstillingen, og fra d. 1 januar 1894 blev Esbjerg sogneråd etableret. 10 års kamp for selvstændighed var ført til sejr, og i de 10 år var Esbjergs indbyggerantal vokset fra 1700 til 6400, og byen var således forlængst blevet Vestjyllands største by. Men den løsning, der var nået, var den tarveligste, der i det hele taget kunne tænkes, og Esbjerg fik ikke rettigheder som handelsplads, og byen fik ikke en øres hjælp til de store udgifter og vanskeligheder. I de følgende år havde byen stor gæld og de store skatter at slås med. Men fremover ville man så kæmpe for at Esbjerg måtte blive handelsplads eller endog købstad. Og det var ikke en misundelsesværdig stilling at være formand for det nye Esbjerg sogneråd. Byrden blev især lagt på lærer Sørensen, Veldbæk, der var født i 1839 og blev lærer i Veldbæk i 1873. Fra d. 1 januar 1877 var han medlem af Jerne-Skads sogneråd, og i denne stilling var han i 12 år, fra 1877-82 og i 1886-91, og af disse 12 år var han formand de 9 år i 1877-79 og i 1886-91.

I 1877 da Esbjerg havde 1400 indbyggere, var ulemperne ved at man skulle rejse til herredskontoret i Varde blevet så store, at man i Esbjerg besluttede sig for at indgive ansøgning om at få kontoret flyttet hertil, idet man tilbød gratis byggegrund og 6.000 kr. til et ting- og arresthus. Men da amtsrådet opfattede dette som et forsøg på at hæve flækken Esbjerg til bedre rettigheder, gav amtsrådet et afslag, og det samme gjorde Justitsministeriet. I 1884 gjorde Esbjerg et nyt forsøg, men man fik påny afslag af amtsrådet og fra ministeriet. Et tredje forsøg på at få amtsrådet til at opføre et ting- og arresthus i Esbjerg blev så gjort af Jerne-Skads sogneråd i begyndelsen af 1889, da man på den tid godt kunne forudse, at sogneadskillelsen i en ikke fjern fremtid ville blive til virkelighed. Men der kom atter afslag. Den 2 september 1889 sendte Jerne-Skads sogneråd så en opfordring ud til de forskellige sogneråd i herredet, for at lade befolkningen afgive erklæring om, hvor man helst ville høre hen, og svarene viste at 11 sogne og noget af Øse sogn med ialt 10,880 indbyggere helst ville høre til Esbjerg, mens 4 sogne og resten af Øse sogn med ialt 2,388 indbyggere ønskede at blive ved Varde. Fanø derimod ønskede at beholde sin egen jurisdiktion. Men sagen blev påny lagt til side.

I anledning af, at der i begyndelsen af 1891 var udsigt til, at herredsfoged Rosenørn ville stoppe på grund af svagelighed, erklærede en række indbyggere i Esbjerg, at de i tilfælde af at embedet blev ledigt, måtte en ny stilling som herredsfoged blive oprettet i Esbjerg, hvor man ville udrede udgifterne ved et midlertidigt ting- og arrestlokale og bolig til retsbetjenten indtil sådanne bygninger måtte blive opført for amtsfondets regning. I oktober 1891 kom forslaget i Rigsdagen, og efter flere ændringer trådte en lov i kraft d. 1 april 1893 om opdeling af hvilke sogne der skulle tilhører jurisdiktionen i Varde og i Esbjerg. Da der ikke i Esbjerg fandtes lokaler til det nye herredskontor, og da man også hårdt savnede arrestlokaler, så opførte dog amtsrådet i 1892 et ting- og arresthus. Man havde før den tid fået indrettet et detentionslokale i Esbjerg sprøjtehus, som man brugte til 1890, hvorefter der kom en aftale istand med P. Breinholt om, at han for en godtgørelse af 170 kr. straks og 80 kr. i årlig leje skulle indrette et sådant detentionslokale i den såkaldte Gebhardts stald, og det var altså det eneste man havde af den art, indtil tinghuset blev bygget. Fanø blev i øvrigt ikke inddraget under jurisdiktions forandringerne, men ved lov af d. 3 april 1900 blev Fanø inddraget under herredskontoret i Esbjerg, dog således at herredsfogden skulle hver anden uge afholde ret på Fanø, og han skal til enhver tid holde kontor på Fanø med en fuldmægtig. Amtsrådet modtog ting- og arresthus i Esbjerg d. 17 august 1892 og ved samme lejlighed fik Esbjerg sit første byvåben.

Arkitekt Amberg, som stod for ting- og arresthus opførelse, mente at nu burde Esbjerg have et byvåben at anbringe på huset, ligesom andre byer. Og Ditlev Lauritzen tilbød da, at hvis et sådant våben kunne bringes tilveje, så ville han betale udgifterne. Amberg tegnede et sådant byvåben, der viste et sejlskib „med en stud eller et andet hornet kreatur ombord", hvad der skulle hentyde til byens vigtigste næringsvej dengang. Men for det første mente komitéen, at der også burde være et symbol på fiskeriet, og for det andet ønskede man skibet i mere overensstemmelse med nutidsforhold. Så tegnede arkitekten byvåbenet med dampskibet og ankeret, som symbol både på eksporten og importen, og delfinen og nettet som symbol på fiskeriet. Imidlertid ønskede Statsbanestyrelsen et mere „stilfuldt" byvåben, og Esbjerg sogneråd kassere da det gamle våben. Arkivar Thiset tegnede et andet kedeligt byvåben med en sølvlind med to ankere, og det var ikke særligt betegnende for Esbjerg; og originalt var det heller ikke, da sølvlinden var Skads herreds gamle våben. Den første herredsfoged i Esbjerg blev Sophus Severin Jespersen fra d. 11 marts 1893. Han var søn af kammerråd Jespersen, Endrupholm, og blev kandidat i 1870, og var fra 1873 en tid bogholder ved Nobels Tobaksfabrik; derefter var han fuldmægtig ved Søndre Birk, indtil han kom til Esbjerg. Ved kontoret var endvidere ansat fuldmægtig Brix der var startet i Varde d. 1 januar 1889 og fuldmægtig Thorsen fra 1897, foruden 3 fuldmægtige.

Esbjergs første politibetjent, Fahrner, var ansat fra d. 1 juni 1869, men i de to måneder, som havnearbejdet allerede da havde stået på, havde der dog været et midlertidigt politi, idet et par mænd (den ene var senere postbud Søren Hansen), var forsynet med politiskilt. Fahrner lønnedes først af havnekassen, siden af statskassen. Men d. 3 maj 1876 fik amtet fra justitsministeriet meddelelse om, at man ikke længere kunne lønne en sådan betjent, og at amtet altså nu måtte gøre dét, uagtet det dog varede to år endnu før havneanlægget var færdigt. Amtskassen vedtog derefter at aflønne Fahrner med 1000 kroner om året. En politivedtægt havde man ikke, og d. 7 marts 1878 behandlede amtsrådet et udkast til en politivedtægt for Skads herred. Men intet skete. I november 1880 behandles det samme forslag påny på foranledning af Jerne-Skads sogneråd og alene med henblik på Esbjerg; men „formanden bemærkede, at han overhovedet ikke skønnede en politivedtægt fornøden for Esbjerg." Da havde byen henved 1700 indbyggere. D. 16 marts 1888 var sagen til behandling for tredje gang, og justitsministeriet udfærdige en politivedtægt, der trådte ikraft fra d. 1 april 1888. Indtil 1885 havde man kun Fahrner og en hjælper i Simon Christensen, men i 1885 kom en lille gendarmafdeling på een korporal og fire menige til Esbjerg. Da gendarmkorpset i 1894 blev ophævet, blev en af de menige, H. Jørgensen, politibetjent, og korporalen, P. Nielsen, var allerede 1893 blevet arrestforvarer. I 1896 blev politiassistent Schousboe og betjentene Rasch og Würtz ansatte. Desuden havde man i 1890erne to natvægtere.

Fra d. 1 januar 1891 dannede Esbjerg med Rørkær og Strandby et særligt sognefogeddistrikt. Udpantningerne i anledning af skatterestancer var blevet så talrige, at sognefogden i Jerne ikke længere kunne overkomme dem, og d. 29 november 1889 blev denne opdeling forhandlet i amtsrådet efter en indstilling fra herredskontoret i Varde, og d. 24 september 1890 blev udskillelsen foretaget af justitsministeriet. Den første sognefoged i Esbjerg sogn var politibetjent Fahrner, men da han kort efter døde, afløstes han af ovennævnte korporal ved gendarmeriet, P. Nielsen. Han var i embedet til 1897, da han blev afløst af Anton Nielsen.

Den 14 marts 1876 gav amtsrådet sin tilslutning at der anskaffedes en brandsprøjte i Esbjerg. Men områdefordelingen af en ny brandfogedkreds blev først fastsat i vedtægten om brandvæsenets ordning d. 5 juli 1876, og den kom til at omfatte Esbjerg, Rørkær og en del af Strandby. Først d. 31 maj 1877 blev der bevilget rettighed til at optage et lån på 3600 kr. til sprøjte- og sprøjtehus, etc. selvom jorden til sprøjtehuset i Borgergade blev skænket af gårdejer Niels Christensen, Esbjerg. Første brandinspektør var fabrikant N. J. Poulsen. Et nyt sprøjtehus blev så bygget i 1897 og kostede 8155 kr., og i 1889 lånte man atter 1200 kr. til en ny sprøjte og een vandvogn. Indtil d. 1 juli 1896 var der almindelig tjenestepligt ved brandvæsenet for alle mænd over 18 år, og derefter blev der fastansat 10 uniformerede og lønnede brandmænd, til hvem der blev indlagt ringeapparater. Fra d. 1 januar 1898 kom styrken op til 26 brandsvende og 4 brandmestre foruden assistenten og inspektøren. Brandinspektør var maskinfabrikant Christoffersen. Han kom til Esbjerg som værkfører i 1883. Fra 1893 til 1898 var tømrermester Peters hans assistent og sidenhen var det arkitekt Qvist.

Efterhånden som bebyggelserne blev flere, var de bestemmelser, angående bygningers opførelse, som indeholdtes i protokollen af d. 26 november 1870, ikke fyldestgørende. Indenrigsministeriet skrev derfor d. 26 juli 1879 til amtsrådet, at der måtte tilvejebringes et bygningsreglement i henhold til lov af d. 11 februar 1876. Sagen blev behandlet i 1880, og et forslag blev tiltrådt af amtet, sognerådet og politimesteren samt underskrevet af justitsministeren d. 21 december 1881. Bygningsinspektør var overbanemester Larsen indtil 1896. Bygningsreglementet fik en mindre ændring i 1896 og en større ændring i 1899, da byen blev købstad, og formand for bygningskommission var havneingeniør Westergård indtil d.1 januar 1899.

I to amtsrådsmøder i november 1884 og i marts 1885 forhandles for første gang et forslag til en sundhedsvedtægt for Esbjerg, og d. 12 november 1885 fik sundhedsvedtægten justitsministeriets stadfæstelse, og derefter oprettedes en sundhedskommission på 5 medlemmer, der var valgt af Jerne-Skads sogneråd.

I de første 20 år var der kun Jerne kirke i Esbjergs omegn, og landevejen derud til kirken var på næsten 3 km.. I januar 1884 fik Esbjerg flække egen kirkegård, og d. 22 juli 1884 begravedes den gamle huleboer, stenhugger Wieth, hvor kirkegården ved denne lejlighed blev indviet af pastor Kemp. I december 1884 flyttedes 14 lig fra Jerne kirkegård til Esbjerg kirkegård. Den 13 februar 1885 løb de højstbeskattede sammen på et borgermøde på Hotel Spangsberg, og valgte en komité med sognepræst A. Kemp, toldforvalter Hassing, proprietær Breinholt, skibsbygger Th. Dahl og træhandler Mikkelsen, som skulle tilvejebringe en kirke i Esbjerg. De søgte sandelig også tilskud på 25.000 kr. fra statskassen, som ikke kunne se nogen fornuftig mening i "en død sild". Men i 1887 kom bidraget på finansloven, og grundstenen til kirkebyggeriet skete d. 10 maj 1887, og i december måned blev „Vor Frelsers Kirke" åbnet af biskop Balslev, og der var siddeplads til 400 sjæle i kirken. D. 31 oktober 1890, blev Esbjerg, Rørkær og Strandby eet kirkeligt sogn. Esbjerg havde da lidt over 4000 indbyggere, og d. 29 januar 1891 blev Esbjergs første sognepræst, C. Bruun, ansat. Christian Bruun var født i Fanefjord på Nøen i 1852 og blev teologisk kandidat i 1876. Jerne-Skads sogn havde før den tid haft tre præster. Den første var R. Assens 1858-80, der var nybyggernes præst; men det var småt med det kirkelige liv i Esbjerg i 1870erne - der skulle jo arbejdes. R. Assens var skolemand, og som præst var han gammeldags og konservativ og havde ikke forståelse for nutidens religiøse krav. Hans efterfølger var Axel Gudmund Kemp der kom til Jerne kirke i 1880, og han var født i 1844. Han var sognepræst for Jerne-Skads indtil 1890, da han kom til Nykøbing på Falster. Hans efterfølger i Jerne kirke blev pastor Andersen, der blev afløst den lokale sognepræst, C. Bruun i „Vor Frelsers Kirke", Esbjerg. I 1896 kom der tilbygninger til kirken, så der blev plads til 800 mennesker, og biskop Gøtzche holdt indvielsestalen. „Indre Mission", havde de bedste betingelser i Esbjerg og d. 25 maj 1880 fik de bygget en forsamlingsbygning. Men kirkegården fra 1884 viste sig at være for lille, og kommunen købte i 1896 syv tønder land til en ny kirkegård og lavede derefter mageskiftede med 9 tønder land noget nordligere, og denne kirkegård indviedes d. 17 september 1897.

På grund af eksporten af levende og slagtede dyr, har det spillet en stor rolle for landbruget og eksporten at have et pålideligt dyrlægetilsyn i Esbjerg. Men Esbjerg havde ingen dyrlæge, og dyrlægen boede i Varde, og med kvægeksporten til England var der flere gange vanskeligheder vedrørende mistænkelige dyr, og distriksdyrlæge Berg i Varde måtte tit komme til Esbjerg før afrejsen af kvæget. Distriksdyrlæge Berg var født i Mariager i 1840 og i 1864 blev han distriksdyrlæge i Varde. Først ved lov af d. 25 februar 1876 kunne man påbyde landsmænd og eksportører en dyrlægekontrol. D. 16 september 1890 flyttede distriksdyrlæge Berg til Esbjerg. Der fortsattes med en bekendtgørelse af d. 30 april 1879 om øget sikkerhed for sunde varer, for ferskt kød og flæsk, som i skib skulle sendes til udlandet sammen med levende kreaturer, og varerne skulle være forsynet med attest fra en dyrlæge. I 1880 byggede staten på foranledning af veterinærkontrollen, to afsondringsstalde i Esbjerg for dyr. I 1888 byggede staten endvidere en eksportstald for svin, men da der, uagtet al kontrol, blev lagt hindringer i vejen fra Englands side for denne udførsel, og at indførsel af dansk kvæg fra 1892 blev helt forbudt i England, blev denne stald i 1893 omdannet til kvægstald, og samme år overtog staten alle eksportstalde og omdannede dem, så at de let kunne desinficeres; og et lille sanitært slagtehus for syge eller forulykkede dyr blev også bygget. Efter at England i 1892 havde lukket for alle levende dyr fra Danmark, blev der på havnens grund af DFDSs bygget et fåreslagteri, som dog snart overgik til staten. Også det blev underlagt dyrlægekontrol, der fik pålæg om at syne alt det kød, der udgik derfra og at udstede sundhedsattest for kødet. Siden blev dette slagteri omdannet til kvægslagteri og udvidet og fik nu navnet „Statens Eksportslagteri". Efter at dyrlæge Berg i 1904 blev fritaget for kontrollen med kød, kom dyrlæge Christensen, der også havde kontrollen på „Esbjerg Svineslagteri", medens dyrlæge L. Hansen kontrollerer Andelsslagteriet. Den 13 april 1894 udkom endnu en sanitær lov vedr. udførsel af sundt kød, og i henhold til denne lov udsendtes d. 17 juli 1895 en bekendtgørelse, som påbød dyrlægeundersøgelse af alt ferskt eksportkød. Ved bekendtgørelse af d. 18 februar 1905 er også let saltet flæsk draget ind under kontrollen, så at alt bacon og tillige alt affald fra svineslagterierne nu eksporteres med sundhedsattest fra en af staten ansat dyrlæge.

I byens første år var man i sygdomstilfælde henvist til enten at hente læge i Varde eller i Nordby på Fanø; mest det sidste. Lidt forunderligt, at man ikke havde nogen læge, apotek eller sygehus i de første mange, mange år, når der allerede i sommeren 1869 var ansat mellem 300 og 400 mand. Skulle der bruges en læge om natten måtte der „blusses" efter lægen, og strandvagten på Fanø sørgede så for at få lægen purret ud. O. J. L. Bruun nedsatte sig som læge i Esbjerg d. 1 november 1875. Det var en i alle henseender tarvelig stilling, og indbyggerne måtte da også sikre ham en mindre sum årlig. O. Bruun var født d. 14 september 1848 på Bornholm, hvor hans fader var præst. Han tog lægeeksamen i 1875 og kom altså til Esbjerg samme år; og fra d. 1 januar 1876 var han tillige jernbanelæge. Den 6 november 1886 blev han dr. med. ved en afhandling om „studier over skorbutens ætiologi og patogenese". Da distriktslægen i Varde i 1887 døde, blev Bruun fra d. 21 september 1887 konstitueret som distriktslæge, og da distriktet var altfor stort, 24 kvadratmil med 30,000 mennesker, indgav stiftsfysikus Kjær i Ribe d. 14 oktober 1887 en anmodning til justitsministeriet om opdeling af lægedistriktet, således at Esbjerg med 13 omliggende sogne, ialt 10 kvadratmil med 11,000 indbyggere, blev et distrikt for sig selv. Efter at beboerne i de 13 sogne næsten alle havde udtalt sig for opdelingen, blev denne gennemført ved kgl. resolution af d. 10 maj 1889, og d. 31 juli blev Bruun udnævnt til distriktslæge for det nye lægedistrikt. Dr. Bruun holdt sig troligt til Esbjerg der jo var en afkrog, skønt han med sine evner havde haft let ved at komme frem i en betydelig stilling andetsteds. Han var, som de fleste af hans byfæller, bypatriot, og når andre trak på skulderen af Esbjerg eller endog hånede byen, da gjorde de dens ære til deres, holdt desmere af byen og arbejdede des ivrigere for dens fremgang. De var alle mænd, der som dr. Bruun selv siger, var „lykkeligere ved kampen for at nå målet, end ved den rolige besiddelse af det opnåede. Vi håbede trods hån og spot, trods mistrøstende forudsigelser; ja vi håbede, at Esbjerg havde fremtiden for sig, at den engang måtte vinde frem til en plads blandt Danmarks byer. Dr. Bruun var da også al sin tid blandt de ivrigste, når der skulle tages fat på noget. Især optog det ham meget at få plantning igang her ude på denne nøgne kyst hvor flyvesandet havde magten; at anlægget på og om „Bavnehøj" er den kønne plet, er hans fortjenestene, og han havde især sin andel i anlæggelsen af Esbjerg-Gjesing plantage. Mest satte hans byfæller pris på ham for hans ligefremme væsen og hans livlige og åbne sind. Dette gav sig iøvrigt ikke blot udslag i væsen og tale, men også i hans måde at føre en pen på. Skønt han ikke var noget skrivende menneske, så formede sproget sig dog let og muntert under hans pen, - mage til så fornøjelig og virkelig illustrerende et stykke kulturhistorie som „Fra pionertiden i Esbjerg", som han skrev 1893 i anledning af havnens 25års jubilæum, skal man lede længe efter. Men dertil kommer, at han var en dygtig læge. Han var f.eks. en af de første her i landet, som behandlede difteritis med serum. Han havde læst om metoden i tyske fagskrifter, og han tog da en 14 dages tur til Hamborg, for at lære den, og reddede derved mange børn fra døden. Og det var i en tid, da endnu hovedstadens berømte læger stillede sig skeptisk over for serumbehandlingen. Det var da med god grund, at bakteriologen, professor Salomonsen, stadig sendte Bruun sin serum til prøve, inden den blev udsendt til landets sygehuse. Efter Bruuns død blev Valdemar Nielsen konstitueret som distriktslæge indtil d. 1 november 1900, da distriktslæge Hamburger blev ansat. Hamburger var født i København i 1854. Han tog lægeeksamen i 1880, og blev d. 22 oktober 1883 udnævnt til offentlig læge- og hospitalslæge i Frederikssted på St. Croix, og fra 1895 til 1900 kommunelæge i Ballerup. Fra oktober 1895 virkede læge Th. Brinch i Esbjerg. Han var født i Sønderho i 1869 og tog lægeeksamen i 1894, og var så et års tid i Vejen og siden 1895 i Esbjerg. Som læge og som medlem af byrådet (1902-05) virkede han ivrigt for at få St. Josephs-søstrene til at opføre hospitalet i Nørregade (70 senge), da byen ikke havde noget sygehus, men kun en 6-8 senge til rådighed på Epidemihuset, og byen havde jo heller ikke penge til at bygge et nyt hospital. Omtrent på samme tid begyndte han at virke for et sanatorium til helbredelse af brystsyge under vestkystklima, hvad der førte til, at St. Josephs-søstrene byggede Spangsberg Sanatorium. Sygehuslæge Cold kom til Esbjerg d. 1 januar 1900, og han var født i 1865, tog eksamen i 1891 og fik sin videre uddannelse på forskellige sygehuse og hospitaler i København. Lægerne E. Darum, født i 1869, cand. i 1896, og C. Westergård, født i 1870, cand. i 1893, nedsatte sig begge her i Esbjerg som praktiserende læger i 1896. Krone Apoteket blev oprettet i ca. 1895. Apoteker Nielsen, Varde Apotek fik d. 18 december 1883 tilladelse til at oprette et hjælpeapotek i Esbjerg. Det blev cand.pharm. N. Bahnson, den senere apoteker på Neptun Apoteket i Esbjerg, der kom til at indrette apoteket, der først havde til huse på hjørnet af Borgergade og Torvegade, og senere blev flyttet til Kongensgade 76 og derfra til Kongensgade 36. Første bestyrer var cand.pharm. Hartvig Jensen. Ved kgl. bevilling blev det bestemt at apoteket fra d. 1 februar 1895 skulle være selvstændigt.

Indtil 1890 havde Esbjerg intet sygehus, selvom der var 4000 indbyggere. Man havde ikke engang et lokale, hvor tilskadekomne kunne indlægges, så dr. Bruun måtte arrangere sig privat, men i 1890 byggede amtet så endelig et Epidemihus i Esbjerg. Men da Esbjerg i 1899 blev købstad, blev Epidemihuset delvis overtaget af byen. I 1904 blev St. Josephs hospital taget i brug. Esbjerg havde heller ikke noget apotek, og fire gange fik man afslag på et apotek, førend endelig justitsministeriet meddelte ejeren af Varde Apotek tilladelse til at oprette et hjælpeapotek i Esbjerg i 1882/83, som det første år blev bestyret af cand. pharm. Hartvig Jensen. Ved kgl. resolution af d. 23 april 1894 blev det bestemt, at apoteket fra d. 1 februar 1895 skulle være selvstændigt. Den første apoteker (1895-1903) var cand. pharm. Lange, født ved Assens i 1847.

Det viste sig dog hurtigt, at der i Esbjerg var brug for en jordemoder foruden distriktsjordemoderen. Og i 1873 nedsatte Marie Christensen sig da for egen regning i Esbjerg som jordemoder. I 1875 søgte hun amtet om en understøttelse; denne gang blev det afslået, men 1877-79 fik hun årlig 30 kr. og 1880-86 årlig 100 kr. af amtsfonden. D. 9 oktober 1885 androg sognerådet amtet om, at distriktet måtte deles, hvad der også blev anbefalet, men det blev dog først gennemført i 1887, da den hidtidige distriktsjordemoder var gået af. Delingen blev tiltrådt af ministeriet d. 27 maj 1887, og fra den tid havde byen altså sin egen distriktsjordemoder. Den første var ovennævnte Marie Christensen, og ved hendes død 1909 blev fru Hansen hendes afløser. I 1887 begyndte fru Andrea Lund født Niedermann som praktiserende jordemoder her i byen. Ved hendes 25årige jubilæum i 1912 blev der vist hende megen opmærksomhed. Hun har i ovennævnte tidsrum modtaget ca. 3000 børn.

Da Esbjerg blev grundlagt, var begrebet undervisningsplaner ikke opfundet. Det lovmæssige grundlag for landsbyskolen var »Anordningen for Almueskolevæsenet på Landet i Danmark« fra d. 29 juli 1814. Det var første gang, at der her i landet for alvor etableredes en sammenhængende undervisning for alle børn i alderen 7 til 14 år. Men børnenes arbejdskraft i landbruget kunne ikke undværes, og derfor var »ferier« i ca. 13 uger om året, lagt efter såtid, høst- og efterårsarbejde.

Bønderne i Jerne-Skads sogneråd hævdede jo, at Esbjerg i de første 15 år havde ringe skatteevne, og i 1885 da Esbjerg havde 2000 indbyggere var der 352 skatteydere; i 1890 havde Esbjerg 4400 indbyggere og 784 skatteydere, og lærer Sørensen havde lavet en optegnelse fra 1877-86 der påviste, at folk godt nok i Esbjerg var uden formue, men alligevel havde byen/havnen kun påført Jerne-Skads sogneråd udgifter på i alt 8.967 kr., idet der var indbetalt 62.627 kr. skat fra selve Esbjerg, og skatten fra Rørkjær og Strandby var ikke medregnet i dette tal.

Flere havde jo familier og børn i Esbjerg og i begyndelsen af 1872 blev sendt en ansøgning til amtet om oprettelse af en offentlig skole inde i Esbjerg, men bønderne i Jerne-Skads sogneråd ville ikke anbefale en sådan skole, og samme skæbne fik en lignende ansøgning året efter, som også blev afvist af provsten. Nybyggernes børn skulle gå til den nærmeste offentlige skole i Bollesager. Men da afstanden dog var 1/4 mil og børnetallet jo voksede stærkt, varede det ikke længe, før der opstod små private skoler inde i Esbjerg. I vinteren 1871/72 var der 55 skolepligttige børn; deraf gik kun de 38 i skolen ude i Bollesager, og resten blev undervist privat, og der var vel også enkelte, som slet ingen undervisning fik. I alt fald klager sognerådet over dette i en skrivelse af d. 23 november 1873. Den private undervisning var dog de første 3-4 år noget tilfældig. En afskediget lærer fra Sønderjylland, en skomagers kone, madam Beck, og flere, holdt skole en vinter eller to, især for mindre børn, - om sommeren kunne børnene jo bedre gå til Bollesager. Madam Beck var den, der holdt længst ud; hun begyndte i 1870 og blev ved et par år efter, at lærer Langvad var kommet til Esbjerg. Hun havde en halv snes elever, som hun samlede i sit hjem på hjørnet af Havnegade og Stormgade oven over Niels Barkentins lejlighed. En af disse elever har fortalt, at når det undertiden blev for koldt i skoleværelset, så rykkede de ind i skomagerværkstedet, hvor der var varmere, og fortsatte arbejdet der. Provst Assens, som tilså hendes skole, skal have været helt vel tilfreds med den.

Når der var så megen modstand mod en offentlig skole i Esbjerg, var den væsentligste årsag, at havnen og den nye flække var et fremmedelement på stedet for bønderne i Jerne-Skads sogneråd. Thi her var landsbyerne samlingspunkterne og hér lå også skolerne. Kommuneskatten lå dengang på hartkorn, formue eller lejlighed, og i Jerne-Skads sogn lå beskatningen i 1868 med 4/5 på hartkorn og 1/5 på formue og lejlighed. I 1871 er skattelignes 2/3 på hartkorn og 1/3 på formue og lejlighed. Men i 1877 lignede man 1/3 på hartkorn og 2/3 på formue og lejlighed, så byboerne kom selv til at betale for deres skole, og skatteklagerne begyndte nu at komme fra Esbjerg, og dengang var ret sjælden, at nogen klagede over sin skat. I 1886 der lignet 4/5 på hartkorn og 1/5 på formue og lejlighed. Udskrivningsforholdet i 1890 var 1/8 på hartkorn og 7/8 på formue og lejlighed, og efter Esbjerg blev et selvstændigt sogn i januar i 1894 satte ligningen i Esbjerg til 1/80 på hartkorn og 79/80 på formue og lejlighed.

Så i 1870 var der ikke andet at gøre, end at starte en privat skole, og det private skolevæsen kom først i fastere form da lærer Niels Kristian Langvad kom til Esbjerg i 1873, og da han fra nu af og gennem 30 år var byens førstemand på dette område. N. K. Langvad var født i Tirslund skole i Haderslev amt d. 13 september 1843 - †1912, og i sommeren 1869 tog han lærereksamen i København med første karakter, og samme efterår blev han ansat som tredjelærer ved Odden skole på Fanø. I efteråret 1872 erfarede han, at det var et almindeligt ønske at få en skole oprettet i Esbjerg, fordi Bollesager skole ved den stærke tilgang fra Esbjerg var blevet overfyldt. Kort før jul 1872 afholdt Langvad, gæstgiver Morten Spangsberg med flere et møde i »Tutten« med de skoleinteresserede beboere, og det blev aftalt at lærer Langvad hurtigst muligt skulle påbegynde en privatskole i Esbjerg. Og skolen blev åbnet d. 10 januar 1873 med ca. 60 elever i Havnegade nr. 69 og holdtes gående som privat skole til d. 1 november 1876, da der blev gjort begyndelse til et offentligt skolevæsen med Langvad som førstelærer. Både skolen i Bollesager og Langvads privatskole var allerede fra 1874 overfyldte. I sommeren 1875 anmodede daværende sognepræst for Jerne-Skads og provsten for Skads R. Assens, sognerådet om at fremkomme med forslag til ordning af skolevæsenet i Esbjerg og opførelse af en tidssvarende skolebygning. Der var ca. 100 skolepligtige børn i byen. Ved et par sognerådsmøder samme efterår blev det så vedtaget, at kommunen skulle overtage skolevæsenet i Esbjerg fra d. 1 november 1876, og at der i tidsrummet d. 1 januar - d. 1 november 1876 skulle gives et tilskud til Esbjerg private skole på 1600 kr., bl.a. til leje af meget større lokaler, for at også de ubemidledes børn fra nu af kunne blive i byens skole, i stedet for at gå til Bollesager skole. I marts 1876 vedtog Jerne-Skads sogneråd, at der skulle opføres en ny skole i Esbjerg, som skulle være færdig til d. 1 september 1877. Denne Esbjergs første offentlige skole var en toetages bygning (Skolegade 41), som kostede 14,000 kr., hvoraf 12,000 kr. låntes af Amtsskolefonden - men de skulle tilbagebetales året efter, og det kunne Jerne-Skads sogn ikke, men fik et langfristet lån på 12.000 kr. i Livsforsikrings og Forsørgelsesanstalten af 1871. Og der blev virkelig sparet på udgifterne og komforten til skolen, og tømmermester Kristensen indrettede værelse på loftet til vinterlæreren. Ved slutningen af 1877 var kassebeholdningen negativ, gælden og udgifterne stigende i Jerne-Skads sogneråd.

I 1877 havde Esbjerg 1400 indbyggere. Men sognets første skole i Esbjerg åbnedes i Skolegade 41 d. 1 oktober 1877 med 137 elever i 3 klasser og med 3 lærere: N. K. Langvad som førstelærer, O. Chr. Niemann som andenlærer, begge fastansatte og A. Nielsen som lærervikar. Niemann flyttede kort efter til Sjælland og blev afløst af P. Hermansen fra Gredsted, som blev her i 3 år, hvorefter han rejste til Nebraska. Hans efterfølger var Karl Sørensen fra Kalvslund, som var her indtil 1884, da han blev lærer i Læborg. Skolens første inspektrice (førstelærerinde) var frøken Brøns, fra maj 1894, som dog efter blot een måneds forløb fratrådte på grund af sygdom og blev afløst af frk. Marie Christensen der senere udnævntes til skoleinspektrice. Hver vinter blev desuden ansat een eller flere ueksaminerede vinterlærere til at undervise de børn, som havde haft sommertjeneste på landet. Skolegade 41 blev i 1900 overtaget af E.O.B. (Esbjerg og Omegns Brugsforening).

I de sidste år af 1870erne steg børnetallet ret stærkt til det i 1880 nåede 216 børn. Men med stilstanden på havn og i byen faldt børnetallet i 1881 til 180 børn, i 1882 til 199 børn og først i 1883 er der 239 børn. I sidste halvdel af 1880erne blev børnetallet forøget, og de 5 klasseværelser på skolen kunne ikke længere slå til og man måtte leje lokaler i byen. I vinteren 1888/89 var der endog lejet 5 lokaler i to forskellige bygninger, og drevet af nødvendigheden måtte sognerådet så vedtaget at bygge en ny skole. Den blev opført i sommeren 1889 i Danmarksgade og kostede 20,000 kr., som blev lånt i Livsforsikrings- og Forsørgelsesanstalten af 1871. Den nye skole havde 8 klasseværelser, men da der i januar 1890 var 550 børn i skolerne, så måtte de 6 klasseværelser tages i brug straks, og det varede da heller ikke længe, før man påny måtte tænke på udvidelser. Det lykkedes dog Jerne-Skads sogneråd at få det udsat, til Esbjerg var blevet selvstændig sogn i 1894, men da måtte der også tages fat straks, thi i januar 1894 var børnetallet steget til 840, så i sommeren 1894 blev skolen i Norgesgade bygget, - en toetages bygning med 8 klasseværelser, for en sum af godt 37,000 kr., og den fik fælles legeplads med skolen i Danmarksgade.

D. 1 januar 1894 var kun 24 pct. af indbyggerne født i byen; 27 pct. var tilflyttet fra amtet og 49 pct. fra det øvrige land og udlandet. Og det ligger i sagens natur, hvad der også i 1885 gøres opmærksom på, at der er et stærkt misforhold tilstede mellem tallet på de tilflyttede og den mængde af kapital, de fører med sig. Men i de følgende år steg indbyggertallet og dermed børnetallet stærkere end nogensinde, så i januar 1896 var der 1160 børn i skolerne. Og da der fra 1894 tilmed var oprettet mange flere klasser, især førskoleklasser, måtte man atter til at bygge. I sommeren 1896 opførtes de to skoler, een i Spangsbergsgade og én i Østergade, hver med 8 klasseværelser. Samtidig blev den gamle skolebygning fra 1877 i Skolegade solgt.

Men jordspekulationen og følgevirkningerne deraf i 1896 medførte, at en mængde flere mennesker søgte til Esbjerg, især arbejdere, der som oftest havde mange børn. Skolernes børnetal var i januar 1895 på 980 børn; i januar 1896 på 1160 børn; i januar 1897 på 1400 børn; i januar 1898 på 1545 børn, og man klarede sig ret længe med lejede lokaler, hvor der ofte måtte være 30 børn, selvom der kun var plads til 15 børn. Den 1 maj 1894, efter Esbjerg var blevet selvstændig sogn, trådte en hel ny skoleplan i kraft. I sommeren 1899 begyndte skolekommissionen at udarbejde en ny skoleplan, der først blev vedtaget i 1902.

I slutningen af 1890erne var det mellem 300 og 400 børn der blev undervist på privat skole, og på Realskolen, der var oprettet i 1889 i lejede lokaler. De bemidlede vedtog at danne et aktieselskab, som skulle købe den gamle skole eller få bygget en ny realskole, og den første bestyrelse var pastor Kemp, formand, skibsbygmester Dahl, købmand Bilgrav og dr. Bruun, og sidenhen kom også hotelejer M. Spangsberg med i bestyrelsen. Den gamle skole blev købt for 2000 kr. og til bestyrer valgtes O. Rübner Petersen, daværende bestyrer af Hinnerup realskole, og skolen åbnede d. 19 august 1889 med 50 elever og ved årets udgang havde Realskolen 99 elever. I 1895 havde Esbjerg Realskole 193 elever og i 1896 250 elever. Da Esbjerg blev selvstændig sogn i 1894 havde byen 6.347 indbyggere og 840 skoleelever, men der kom ingen hjælp fra staten. Østre Skole i Østergade og Vestre Skole i Spangsbjerggade blev opført i 1896

En privat pigeskole blev oprettet fordi nogle ikke var tilfreds med undervisningen på Borgerskolen og Realskolen. Det var frk. Hedvig Bønsdorff som i 1896 tog tanken om en højere pigeskole op, og så blev der bygget en særlig tilbygning i Skolegade; men pigeskolen ophævedes i 1901. - Frøken Kirstine Pedersens kom til Esbjerg i 1888 og overtog her frøken Karen Andersens private skole, og hun begyndte med 5 elever, men i de sidste 10 år havde hun gennemsnitlig 100 elever. - Fru K. Sørensens pigeskole oprettedes i 1896 og har nærmest arbejdet som børnehave, men eleverne har dog kunnet fortsætte til konfirmationsalderen. Elevantallet var på ca. 40 elever.

Esbjerg Håndværkerforening stiftedes d. 15. oktober 1882. På dette tidspunkt havde Esbjerg by kun 1600-1700 indbyggere. Det var 27 håndværkere, som havde taget initiativet til stiftelse af foreningen. I 1887 stiftedes en Industriforening, men allerede i 1901 blev den sluttet sammen med Esbjerg Håndværkerforening og herefter er foreningens navn: Esbjerg Håndværker- og Industriforening. I 1884 fik håndværkerforeningen sin første fane, og i 1886 indmeldte foreningen sig i Fællesrepræsentationen for Dansk Industri og Håndværk (Håndværksrådet). Håndværkerforeningens første opgaver var at tage sig af de unge håndværkeres oplysning og teoretiske uddannelse. Den første tekniske undervisning skete i 1883 til nogle få private elever af lærer Langvad og værkfører Christoffersen. Men på en generalforsamling d. 11 oktober 1886 vedtog Håndværkerforeningen at oprette en Teknisk Skole. Skolen begyndte dog ikke før d. 10 september 1888, da var der indtegnet 30 elever, med to klasser og to lærere. Undervisningen måtte i de første år foregå i lejede lokaler, men en selvstændig teknisk skolebygning blev opført i sommeren 1890. Forstander for Teknisk Skole var i perioden 1890-1901 malermester Hjerm som i 1901 afløstes af malermester Jørgen Hansen. D. 8 oktober 1905 blev der opført en ny Teknisk Skole, og den gamle skole blev solgt, og i 1905 var der 222 elever i 24 klasser med 12 lærere..

Ved en generalforsamling i Handelsforeningen d. 12 oktober 1890 blev det besluttet, at der skulle oprettes en Handels-aftenskole for lærlinge og unge kontorister. Skolen begyndte d. 1 november 1890 med realskolebestyrer Rübner-Petersen som forstander, og som medhjælpere havde han et par af kommuneskolens lærere. Der blev undervist 4 aftener om ugen om vinteren, hver aften 2 timer; i 1895/96 var der kun 12 elever. Skolen havde frie lokaler på Realskolen, og lærerne fik de første år ingen løn, så der var kun udgifter til varme, lys og rengøring. Ved en generalforsamling d. 8 november 1898 blev det besluttet, at skolen skulle reformeres med eksamen, og fra november 1898 blev skolen delt i 3 klasser og første eksamen afholdtes i foråret 1900. Skolen fik fra nu af 9 lærere, mest kommunelærere, og en af disse, Rasmus Jensen, blev dens forstander, hvorimod Rübner-Petersen trak sig tilbage, og skolen havde i vinteren 1898-99 75 elever; men der blev også gjort et ihærdigt arbejde for skolen, først og fremmes af forstanderen, men også af andre, f.eks. H. Pagh og Thorvald Møller.

Før 1866 var der hver tirsdag og fredag gående post fra Varde til Strandby Kro, hvor beboerne så selv afhentede posten. Turen udførtes af Svend Post, som altid måtte tilpasse turen, så han ankom til kroen ved højvandstid af hensyn til posten, der skulle til Fanø. Det første landpostbud var Morten Mortensen, kaldet Morten Uglvig. Han boede i Jerne og udførte sit arbejde med orden og punktlighed, indtil han den sidste dag, hvor han efter endt vandring faldt død om på landevejen i nærheden af sit hjem. På indstilling af daværende postmester i Varde, kammerråd C. F. H. Lepper, var der allerede fra d. 1 juli 1866 oprettet et brevsamlingssted i Strandby Kro. Hans efterfølger, postmester Rohlfs fik det flyttet til Esbjerg Banegård fra d. 1 oktober 1874, og det var ligeledes efter hans indstilling, at der fra d. 1 juli 1875 blev oprettet en postekspedition i Esbjerg, som fra d. 1 oktober 1889 gik over til at blive et postkontor. Lokalerne var indtil d. 1 september 1888 på banegården, hvorefter man flyttede til lokaler i Havnegade. Fra d. 1 juli 1866 til d. 1 oktober 1874 var kromand Kresten Spangsberg brevsamler; fra d. 1 oktober 1874 til d. 1 juli 1875 var det stationsforstander Bruhn. Dernæst var M. V. Due postekspeditør fra d. 1 juli 1875 til d. 27 august 1885; han afløstes af postekspedient N. I. Selmer, som blev konstitueret fra d. 27 august 1885 til d. 1 oktober 1885, da han blev afløst af postekspedient ved Københavns overpostmesterembede Schøning, som var postekspeditør fra d. 1 oktober 1885 til d. 1 oktober 1889, postmester af 3. grad til d. 1 september 1902 og siden postmester af 1. grad. Iøvrigt bestod personalet i 1876 af 1 postekspeditør, 1 postbud og 1 landpostbud; - i 1886 af 1 postekspeditør, 1 assistent, 1 postbud og 1 landpostbud; i 1896 af 1 postmester, 2 fuldmægtige, i assistent, 1 elev, 4 postbude og 4 landpostbude; i 1906 af 1 postmester, 1 kontrollør, 3 ekspedienter; 4 assistenter, 12 postbude og 5 landpostbude. Til ombæring af byposten anvendtes indtil 1886 kun drenge. Første postbud i Esbjerg var drengen Bastian Andresen, siden var det Søren Hansen, som i flere år var eneste postbud, og som betragtes som den første statsansatte. I 1908 flyttede postkontoret til den på Esbjerg Torv efter tegning af arkitekt Plessner opførte post- og telegrafbygning, der er en pryd for byen, og som vækker beundring hos fagfolk for den praktiske måde, hvorpå den er indrettet. Almindelige breve udgjorde i 1875-76 24,897 stk.; i perioden 1885-1886 59,744 stk.; og i 1895-96 497,800 stk..

Telegrafstationen blev oprettet 1875, og havde indtil 1883 lokale på banegården, dernæst til 1895 på hjørnet af Torvegade og Havnegade og sidenhen i Torvegade. Den var til 1883 bestyret af postvæsenet, i 1883-88 af H. V. C. Gries, i 1888-94 af I. E. Schmitt og sidenhen af Vilhelm Westergård. Fra d. 1 januar 1896 har der tillige på telegrafstationen været statstelefon. Telegrammer udgjorde i 1875 2,460 stk.; i 1885 9,212 stk.; i 1895 70,594 stk.; og i 1903-04 havde Esbjerg den største udenlandske korrespondance med telegrammer udenfor København, ud af landet 12,695 stk. og fra udlandet 19,298 stk. telegrammer.

Telefonanlægget i Esbjerg går tilbage til 1884, og er således et af de første i landet (København, Århus og Vejle var tidligere), og da der ikke dengang var større selskaber, som påtog sig sådanne opgaver, så var det private der opførte sådanne anlæg. Det begyndte med, at proprietær P. Breinholt fik indlagt telefon fra hjemmet til DFDS's kontor ved stalden. Derved fik også andre mod på det, især fabrikant Brinch og gæstgiver Morten Spangsberg. Disse to mænd var nemlig dengang fiskehandlere, og det var derfor af betydning for dem at have en hurtig forbindelse mellem havnen og banegården, og gennem banebestyrelsen fik de også tilladelse til at anbringe en telefon på sidstnævnte sted. Også skibsbygger Dahl og grosserer D. Lauritzen gik med, og især havde den sidste god brug for telefon, da han, skønt han fra 1883 havde forretning i Esbjerg, dog endnu boede i sit hjem i Ribe; han fik ledningen til Ribe for et tilskud af 4000 kr. Men forøvrigt var der de første år næsten heller ikke andre „abonnenter" end de nævnte, og foretagendet nød ikke megen anseelse; det betragtedes nærmest som et legeværk, at telefonen virkelig kunne få praktisk betydning for forretningsfolk, ville man ikke tro og end mindre, at man skulle kunne opnå at tale med folk i København og Berlin. Men da man efterhånden, foruden Ribe, fik forbindelse med Fanø, Varde og Hjerting, begyndte opfattelsen at blive en anden, og abonnenttallet gik da stærkt opad, så man i 1895 var nået til 240 abonnenter. Nævnte år solgte ejerne anlægget til et konsortium i Esbjerg, som atter solgte til grosserer Wulff i København. Han købte på den tid tillige anlæggene i Horsens, Fredericia, Kolding, Vejen og Varde, og omdannede det hele til et aktieselskab: „Forenede Sydjyske Telefonselskaber", som fik kontor i Kolding. Selskabets abonnentpris var i begyndelsen 35 kr. om året i byerne, men blev kort efter sat op til 40 kr., og et par år efter til 60 kr., ja en tid endog til 70 kr.. Man opdagede nemlig snart, at udgifterne til vedligeholdelse, betjening osv. blev langt større end beregnet.

I anledning af salget til Wulff rejste der sig forøvrigt en stærk opposition i Esbjerg, som endog en tid syntes at ville resultere i et helt nyt selskab. Man faldt dog tilføje imod at få følgende tre fordringer opfyldte: 1) at centralen ombygges og gøres mere tidssvarende, 2) at den nuværende abonnentpris, 60 kr., ikke forhøjes for de første 10 år, heller ikke selv om man ville telefonere ud over Esbjerg og omegns område, 3) at man fik en mand ind i repræsentantskabet. At der således var sat en maksimumsbetaling, og at esbjergkredsen ikke, som i de andre byer, måtte nøjes med at omfatte de nærmeste landcentraler, men strakte sig ud over både Ribe, Nordby og Varde, har givet denne kreds en særlig fordelagtig stilling.

De første spirer til arbejderbevægelse og fagforeninger i Esbjerg kom fra håndværkerne. I 1886 havde tømrere, murere og snedkere forsøgt at etablere en fælles fagforening, men det gik ikke. I 1887 oprettede snedkerne en fagforening, og i 1888 fulgte murerne og tømrerne efter, - men tilslutningen var beskeden. Tømrerne tabte en 6 ugers strejke for højere løn i 1888. I 1889 havde murerne bedre held, efter 5 dages strejke opnåede 70 murersvende 2-3 øre mere i timen og en arbejdsdag på 10,5 time. I 1890 dannede arbejdsmænd, skomagere, skræddere, smede og typografer fagforeninger. Søndag d. 16 marts 1890 samledes 70-80 arbejdere i Eskesens lokale i Havnegade. Byggefagene havde indkaldt mødet og indbudt journalist Peter Sabroe fra Århus til at holde foredrag om betydningen af en klassebevidst optræden fra arbejdernes side, ligesom P. Sabroe fortalte om socialdemokratiets mål og midler. Socialdemokratisk Forbunds Vælgerforening blev stiftet d. 24 marts 1890; Arbejdsmændenes Fagforening stiftedes d. 29 marts, og i april måned stiftedes Arbejdernes Fællesorganisation. Blikkenslagere dannede fagforening i 1893, malere i 1894, bødkere, formere, drejere og tobaksarbejdere i 1895, bogbindere, sadelmagere, tapetserere og slagteriarbejdere i 1896, kedel- og maskinpassere i 1897, søfyrbødere og maskinpassere i 1898 og jernbanearbejdere i 1899.

Esbjerg var jo vokset frem som arbejder- og håndværkerby til havnen, og byen forblev længe en by af hastigt byggede småhuse. Selv langs Kongensgade byggedes i 1870erne og 1880erne rækker af én-etages huse på 56 fag, som siden forsvandt for 1890ernes byggeri. For de tusinder af pengeløse tilvandrere i årene omkring 1895 betød skiftet fra småhuse til 3-4etages lejekaserner derfor kun en forskel i boligform, og både småhuse og etagehuse fik et dårligt ry som spekulationsbyggeri. I 1898 fremkom en lov om støtte til »Opførelse af Arbejderboliger«, men først i sommeren 1904 drøftede man i Arbejdernes Fællesorganisation om hvorvidt fagbevægelsen skulle bygge arbejderboliger. Men der var stemning for, at det var kommunen der skulle bygge og udleje. Fyrbøder Mortensen, senere borgmester i Esbjerg fra 1929, redegjorde om hvordan en byggeforening fungerede, og de bedst stillede og fastlønnede grupper af arbejdere i byen dannede byggeforeninger.

De første var gasværksarbejderne, hvis byggeforening i 1905 byggede 10 enfamilieshuse i Fynsgade. I 1906 dannede smede- og maskinarbejderne en byggeforening, og de agtede at opføre 14 huse på hjørnet af Havnegade og Cort Adelers Gade, men byggeriet blev aldrig til noget, og ca. i 1917 nedlagdes byggeforeningen. I 1907 stiftedes så »Lærernes Byggeforening«, der byggede i Kirkegade mellem Nygaardsvej og Skjoldsgade. I 1908 stiftedes »Jernbanetjenestemændenes Byggeforening«, der byggede 27 store dobbelthuse med 23 lejligheder i hver halvdel ved Finsensgade og tilstødende gader. Samme år byggede »Jernbanefunktionærerne« 30 villaer ved Jernevej i de nuværende Lyngbyes og Rosenvængets Alleer øst for banen. I 1909 købte »Postbudenes Byggeforening« et trekantet stykke jord mellem Sverrigsgade, Finsensgade og Nygaardsvej og her byggede de 12 store, smukke dobbelthuse. I 1910 fulgte »Slagteriarbejdernes Byggeforening« efter med 15 dobbelthuse og villaer ved Frodesgade-Finsensgade, og tovværksarbejdernes byggeforening »Fremad« blev dannet i 1918.

Socialdemokraten Jens Peter Sundbo fik allerede i 1907 nedsat et »udvalg til opførelse af arbejderboliger« med bl.a. fyrbøder M. Mortensen og Th. Berthelsen. Ved årsskiftet 1907/08 kom de med en indstilling om at bygge 78 lejligheder på kommunens grunde mellem Østergade, Gormsgade og Boldesagergade (nu Nørrebrogade), og begrundelsen var, at »den store boligtrang og som en følge deraf den stærke huslejestigning overalt i byen nødvendiggør efter udvalgets mening forslagets gennemførelse, da mange fattige familier må tage til takke med lejligheder i kældre og baggåde, som hurtigst muligt burde nedlægges, da de kun kan være skadelige for beboernes sundhed. Men efter 1910 rørte byrådet ikke mere ved arbejderboligsagen, og Arbejdernes Boligforenings første byggeri blev bygget i 1917 ved Østergade.

Den første boghandler i Esbjerg var bogbinder Jejling, som dog ikke var selvstændig, idet han blev forsynet med bøger fra Hansen i Nordby/Fanø. Byens første, virkelige boghandler var Dalsgaard-Olsen, der var født i Løgstør i 1862. Han åbnede sin bog- og kunsthandel i Esbjerg d. 12 november 1890. I 1893 begyndte Anton B. Nielsen fra Fanø på en boghandel, som dog blev lukket i 1899. Derimod stiftede J. N. Ejersted i november 1896 en boghandel, og Ejersted overdrog den i 1899 til Chr. L. Grottrup, der igen solgte til Engers Hansen i 1903.

D. 13 oktober 1902, startede Kristian Rosendahl på sin 25-års fødselsdag som selvstændig bogtrykker- og bogbindermester i en kælder i Esbjerg. Seks år tidligere havde han fået svendebrev som typograf hos Ribe Amtstidende i Varde.

»Fanø-Esbjerg Avis« var en aflægger af Ribe Amtstidende fra d. 14.1.1872. Der fremkom også et aftryk af „Kolding Avis", (konservativ) fra d. 2.1.1877 indtil d. 30.6.1877, med redaktør B. Møller, hvor avisen en kort tid først i 1880erne blev sendt til Esbjerg under navn af „Esbjerg Dagblad". Den indeholdt ganske enkelte lokale ting foruden avertissementer, ellers var der ikke ofret meget derpå, og det gik da heller ikke ret længe. Der var næsten intet rigtigt borgerskab i Esbjerg og næsten intet Højre, og Esbjerg Avis støttede længe det moderate venstre, men så fik avisen en konkurrent i Esbjerg Dagblad (venstreavis) fra d. 1.10.1894. Esbjerg Folkeblad var fra d. 2. 4.1889 en aflægger af Horsens Folkeblad, og fra marts 1890 blev Esbjerg Folkeblad en aflægger af Kolding Folkeblad. Esbjergområdet forsynedes længe fra Varde, indtil Esbjerg Avis opstod d. 2.1.1890. Esbjerg var 20 år gammel, inden den fik sin egen avis, og det var med „Esbjerg Folkeblad", der blev oprettet i 1889 af cand. pharm. Niels Bendixen, som også ledede bladet; men i det meste af hans redaktørtid var bladet udgivet af et aktieselskab. D. 1 marts 1890 blev bladet overtaget af C. Berg, og blev fra nu af trykt i „Kolding Folkeblad's" trykkeri. Efter Bergs død blev det udgivet af hans enke, og var i 1892-94 redigeret af Jacob Jacobsen fra Vejen, „Tejelownssjow"s forfatter, som døde som gæstgiver i Esbjerg i foråret 1901. Fra 1894 var „Esbjerg Folkeblad" redigeret af Fr. Petersen, som i juli 1900 købte bladet og slog det sammen med „Esbjerg Avis". „Esbjerg Avis" var stiftet d. 2 januar 1890 af bogtrykker J. N. L. Lund, der var født i Roskilde i 1851. Den 1 oktober 1892 overgik bladet til et aktieselskab, og indtil d. 1 juli 1898 blev det redigeret af Kr. Olesen, der var født i Røgind i 1863; Lund var fremdeles bladets bogtrykker til 1894, da han begyndte på „Esbjerg Dagblad". Den 1 juli 1898 blev „Esbjerg Avis" med trykkeri købt af realskolebestyrer Bertelsen, Grenå, og han var født i Sønderjylland i 1846 og tog skolelærereksamen i 1869. Han var nu bladets udgiver og redaktør til d. 29 juli 1900, da det blev overtaget af N. Fr. G. Petersen, der var født i Køge i 1861. Det blev som før nævnt, slået sammen med „Esbjerg Folkeblad", men bladet beholdt dog sit navn. Det blev sidenhen under Fr. Petersens ledelse et af de største og mest udbredte blade i Vestjylland. I oktober 1894 begyndte bogtrykker Lund på endnu et tredje blad, nærmest af radikal observans, og det blad fik navnet „Esbjerg Dagblad". Det førte en noget usikker tilværelse indtil det endelig i 1905 gik ind. Før år 1900 stemte næsten hveranden vælger på socialdemokraterne og „Vestjyllands Social Demokrat" begyndte at udkomme d. 1 maj 1898 under redaktion af J. P. Sundbo. I de første seks måneder blev bladet trykt i Århus, men fik snart eget trykkeri, hvorfra det begyndte at udgå d. 1 november 1898. Redaktør Jens Peter Sundbo var født d. 11 juni 1860 i Ølstykke sogn i Nordsjælland. Sundbo besøgte i 18-års alderen Vejstrup Højskole på Fyn, læste senere 3 år på den udvidede højskole i Askov og virkede derefter i 5 år som højskolelærer. Fra 1887 har Sundbo virket som journalist ved forskellige blade, og fra d. 7 februar 1900 har Sundbo været medlem af Esbjerg byråd for Socialdemokratiet. Esbjerg Avis beholdt dog abonnenterne i oplandet, hvor Venstre - også efter 1905 - havde 2 af hver 3 stemmer og dermed kunne besætte kredsens mandat (med kaptajn Bluhme 1887-1909, siden M. Slebsager 1909-32). Men Esbjerg Avis havde også fodfæste i selve Esbjerg by, hvor Venstre havde hver fjerde vælger, men altså som en opposition mod husmandssønnen og landarbejderen, Jens Peter Sundboe og Social-Demokratens store indflydelse. Hverken de radikale eller Højre spillede nogen nævneværdig rolle - heller ikke deres aflæggerblade. Jens Peter Sundboe startede i øvrigt som agitator i 1887 og var byrådsmedlem fra 1900 til 1928. Esbjerg Posten fremkom d. 8.12.1898 og var en aflægger af Kolding-Posten, og Esbjerg Posten var en konservativ anti-socialistisk avis. I 1916 havde de lokale aviser et oplag, der dækkede ca. 65% af husstandene i Sydvestjylland.

Indtil folketingsvalget i 1873 havde en snæver kreds af godkendte vælgerne i Esbjergs valgsted i Strandby, og kredsen kaldtes Strandbykredsen, men fra valget i 1876 har valgstedet været i Esbjerg, og det hænger sammen med, at krobevillingen i Strandby af ejeren, Morten Spangsberg, i sommeren 1875 var overflyttet på det nye hotel Spangsberg i Esbjerg, og kroen i Strandby var fra nu af kun en bondegård. Den første gang Esbjergs vælgere deltog i et folketingsvalg var d. 22 september 1869. Skolelærer C. J. Fjord fra Holmsland, fader til N. J. Fjord, blev valgt med 160 stemmer; konsul Bork fik 132 og lærer Højmark 96 stemmer, - det var ialt 16,2 pct. af alle kredsens stemmer! Lidt livligere var valgdeltagelsen næste gang, d. 20 september 1872, da er jo „Det forenede Venstre" blevet til. Fjord blev genvalgt med 293 stemmer, Bork fik 277 og købmand smidt, Hjerting, 139 stemmer; det giver en valgdeltagelse af 27,9 pct.. Ved opløsningsvalget d. 14 november 1873 i anledning af I. A. Hansens „eksperiment", finanslovsnægtelsen, som Fjord var en modstander af, (han sluttede sig til mellempartiet), blev han genvalgt med 397 stemmer, gårdmand Terkil Nielsen fra Andrup fik 372 stemmer. Valgdeltagelsen var denne gang 28,5 pct. Ved valget d. 25 april 1876 blev venstremanden, skolelærer Hviid fra Odder, valgt med 750 stemmer, Fjord fik kun 225 stemmer; valgdeltagelsen var denne gang 35,2 pct.. Der er altså i disse tre år, som forøvrigt mange andre steder, sket en betydelig forskydning til venstre. Med stor stemmeflerhed blev Hviid genvalgt 4 gange, nemlig ved det ordinære valg d. 3 januar 1879, ved de to opløsningsvalg d. 24 maj og d. 26 juli 1881 og det ordinære valg d. 25 juni 1884, sidste gang ved kåring, de andre gange med henholdsvis 714, 855 og 1026 stemmer. Valgdeltagelsen var 33,4; 41,3 og 43,3 pct. Men d. 28 januar 1887 blev han, der var „moderat", slået af „bergianeren", sagfører J. L. Hansen fra Kolding, med 868 stemmer mod 707. Valgdeltagelsen var større end nogensinde: 57,9 pct.. Den 21 januar 1890 valgtes kaptajn Bluhme med 945 stemmer, mange flere end de to modkandidater tilsammen. Han genvalgtes, ligeledes med stor stemmeflerhed, d. 20 april 1892, d. 9 april 1895 og d. 5 april 1898, sidste gang ved kåring. Deltagelsen var i disse år nedadgående: 45,6; 43,2 og 40,8 pct..

I 1893 havde Esbjerg 25 års jubilæum. Festen blev afholdt d. 28-29 juni og søndag d. 2 juli. Byen var vokset op fra flyvesandet, de nøgne marker og forblæste strande. Der var festlige håndværkeroptog og publikum fra hele landsdelen, og efter festen var der omfattende tilfælde af gonoré. Man regnede, at der ved festen, som i et og alt var smukt og vellykket, havde været ca. 8000 mennesker tilstede, deraf 3000 fremmede. Siden var der festmiddag på Hotel Spangsberg, hvor apoteker Lange talte for gæsterne, og ved den lejlighed var det, at „Esbjerg-sangen" af Viggo Stuckenberg blev sunget første gang offentligt. Sognerådets formand, lærer Andersen bød kong Kristian 9. og kronprins Christian Frederik Vilhelm Carl velkommen til Esbjerg. Kronprinsen var frimurer og den øverste leder af Danmarks største frimurerorganisation: Den Danske Frimurerorden. Dronningen kom senere på aftenen. Hun var i sin tid prinsesse Louise af Hessen-Kassel (Wilhelmine Frederikke Caroline Auguste Julie) og hendes familie var på grund af deres tilknytning til Danmark modstandere af den tyske nationalisme og støttede Danmarks interesser. Familien var meget konservativ og ikke særlig populær i danske liberale og nationale kredse, der ønskede en fri forfatning og ophævelsen af enevælden. Starten af kong Kristian 9. regeringstid blev præget af nederlaget i den Anden Slesvigske Krig i 1864 og tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, der gjorde kongen meget upopulær. Kristian 9. stod fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets flertal. En af de første kendte strejker i Esbjerg var fra 1893 og handlede om arbejdsmændenes ret til at organisere sig og få overenskomst med DFDS på havnen.

D. 29 juli 1893 gav ministeriet sit samtykke til, at jordgrundene i Esbjerg blev adskilt fra Jerne-Skads sogn og blev et selvstændigt sogneområde fra d. 1 januar 1894. En af de første opgaver var at få valgt det første sogneråd og amtsrådet havde givet sit samtykke til, at sognerådet skulle bestå af 9 medlemmer. Deraf blev de 4 valgt af den almindelige vælgerklasse d. 28 november 1893 efter en temmelig stærk valgkamp, hvori især to momenter spillede en rolle, som kan siges at være lige betegnende for Esbjerg, nemlig om kandidaten er en fuldtro esbjergenser (dette var absolut endnu nr. 1, og det synes ikke at være småting, man her forlangte), og om han var en ven af småfolk; og begge dele var utvivlsomt også af den største interesse for byen. Valgte blev vognmand H. P. Johansen med 401 stemmer, tømrermester Chr. Petersen med 388 stemmer, lærer A. Andersen med 311 stemmer og købmand Jens Nielsen med 249 stemmer, hvoraf især den første regnedes for arbejdernes repræsentant, tildels dog også Petersen og Nielsen. Dernæst fik grønthandler Ole Schmidt, som ligefrem kaldes socialdemokraternes repræsentant 190 stemmer. De højstbeskattedes valg af de tilbageværende 5 repræsentanter til sognerådet foregik d. 5 december, efter en endnu voldsommere valgkamp, som resulterede i, at af de 159 stemmeberettigede mødte de 142 frem, og valgte blev fabrikant N. J. Poulsen med 134 stemmer, sagfører E. Hansen med 85 stemmer, sadelmager Jensen med 80 stemmer, skibsbygmester Dahl med 78 stemmer og grosserer H. Pagh med 70 stemmer. Enkelte af disse folk var meget omstridte, men alle måtte erkende, at det var dygtige og selvstændige mænd, og da det kom til stykket, blev dette alligevel for vælgerne det afgørende, thi efter alt, hvad der i mange år var forsømt, trængtes der nu først og fremmest til folk, der ville have noget udrettet.

Det nyvalgte sogneråd holdt sit første møde tirsdag d. 2 januar 1894. Det blev besluttet at holde de ordinære møder den første tirsdag i hver måned, og de ekstraordinære den tredje tirsdag i hver måned. Der blev nedsat forskellige udvalg, bl.a. til „at affatte et udkast til forretningsorden og vedtægt", og endelig blev det besluttet at afholde en folketælling. Til formand valgtes lærer A. Andersen, som afløstes af sagfører E. Hansen allerede i maj samme år, og han var så formand året ud. Fra januar 1895 til maj 1897 var skibsbygmester Th. Dahl formand; og da han på grund af svagelighed fratrådte, var lærer A. Andersen konstitueret året ud, og i 1898, sognerådets sidste år, var fabrikant N. J. Poulsen formand.

Allerede d. 26 november 1894 blev der igen afholdt valg for de 4 af den almindelige vælgerklasse valgte medlemmer, da valgperioden var udløbet, og genvalgt blev lærer Andersen og købmand Jens Nielsen, medens vognmand H. P. Johansen og tømrermester Chr. Petersen blev erstattet med arbejdsmand Jakob Thomsen (socialdemokrat) og tømrermester Niels Møller. Samtidig havde de højstbeskattede udfyldningsvalg, idet købmand H. Friis Nielsen blev valgt i stedet for sagfører Hansen, der var fratrådt. I juni 1896 kom snedker C. A. Kaas (socialdemokrat) ind i stedet for købmand Jens Nielsen, og i december 1896 erstattedes sadelmager J. Jensen (valgt af de højstbeskattede) af tømrermester M. Clausen, og endelig afløste malermester J. M. Busk i januar 1898 Th. Dahl, da denne blev syg og døde en tid efter. Fra d. 1 april 1896 var hidtidige herredsfuldmægtig Vedel Petersen sognerådets sekretær og kasserer.

Selvom myndighederne i København havde erkendt, at man stod overfor ganske særlige forhold, som aldrig før er set i Danmark, var det påfaldende langsomt man reagerede uagtet at det stigende folketal tydeligt nok fortalte, at der var en masse opgaver som ventede, og som en landkommune umuligt kunne løse. Esbjerg havde nu ca. 7000 indbyggere og var på størrelse med Kolding og Vejle, men byen havde hverken vandværk eller kloaker eller brolagte gader, og Esbjergs skolebygninger var altfor små, og belysningsspørgsmålet var slet ikke løst. Allerede i det første sognerådsmøde d. 2 januar 1894, var der blevet nedsat et vej- og belysningsudvalg, og d. 13 februar 1894 behandledes der i sognerådet et forslag fra dette udvalg om, at der skulle bygges et gasværk i Esbjerg. Sognerådet mente dog, at man først skulle høre borgernes mening, og 3 dage efter blev der så holdt et borgermøde om sagen. De fleste var bange for de store udgifter, som dette ville volde, og da det på mødet blev oplyst, at gassen, i alt fald for mindre byer, var 2-3 gange så dyrt som petroleum - hvad der vist også var rigtig dengang, da glødenettene endnu var i deres barndom - så blev sagen foreløbig lagt hen, og da sagen i sommeren 1895 kom op igen, var hovedinteressen rettet på et vandværk, nu hvor byen havde 9000 indbyggere. Den gammeldags ordning med brønde var ligefrem sundhedsfarlig, og der var heller ikke tilstrækkeligt med vand, da brøndene naturligvis ved den tætte beliggenhed stjal fra hinanden. Den af ældre esbjergensere kendte vandpost på torvet, blev derfor også flittig benyttet af beboerne i nærheden, den må måske betragtes som Esbjergs første offentlige vandværk.

Dog var der også før den tid et vandværk i Esbjerg, men det havde byen rigtignok ingen gavn af. Det lå på havnens terræn, ved foden af bakken med havnens administrationsbygning, og var indrettet på at forsyne havnen og skibene. Ifølge overenskomst af d. 14 juli 1875 fik brøndgraver Peder Jensen tilladelse til at søge efter vand og, hvis han fandt det, måtte han indrette vandledninger, så skibene og havnen derfra kunne forsynes til en nøjere fastsat takst. Anlægget skulle være færdig inden årets udgang; men dette oversteg bygmesterens kræfter, og d. 15 februar 1876 måtte han overdrage det påbegyndte værk til ingeniør Emil Petersen og proprietær Breinholt, som i sommeren 1876 fik værket i stand: brønd med pumpe og mølle, vandbeholder og vandledninger, hvad der ialt kostede 6500 kr.. I 1886 blev Breinholt eneejer; forskellige udvidelser var imidlertid blevet nødvendige, da også staldene skulle forsynes, så værket nu stod i 10,000 kr., og senere udvidelser bragte det op til 17,000 kr.. D. 11 august 1900 blev det overdraget til staten for 11,100 kr.

Ved et sognerådsmøde d. 6 juni 1895 blev der, på forslag af belysnings- og vejudvalget, H. Pagh, formand, N. J. Poulsen og Friis Nielsen, bevilget 5000 kr. til boringer og andre forberedende arbejder i anledning af et vandværk for byen, og udvalget fik bemyndigelse til at søge den nødvendige tekniske assistance. Brøndgraverne Chr. Mejnert og P. Jensen kom til at foretage den første boring. Arbejdet begyndte d. 12 juni og d. 13 juli havde man boret 3 huller (øst for byen). Det dybeste ned til 384 fod, og var for det meste rent blåler, men da man her traf på et stenlag, måtte man, efter endnu 4 dages arbejde, opgive det. Udgiften hertil var ca. 2000 kr.. Imidlertid havde man søgt teknisk assistance hos ingeniør English, København, for at få et skøn over omkostningerne. På hans anbefaling henvendte man sig nu til ingeniør Marius Knudsen, Odense, som kom til at fortsætte boringen. Nord og vest for byen, mellem Bollesager og Vognsbøl, blev foretaget 9 boringer til en dybde af 40-100 fod, og endelig to større i Vognsbøl til en dybde af 40-50 fod. Med de to sidste syntes man at have nået et endeligt og tilfredsstillende resultat, idet ikke blot vandmængden var rigelig på ca. 12,000 tønder i døgnet, men tilstrømningen var så stor, at når pumpningen ophørte, så stod vandet efter en times forløb i samme højde igen. Vandanalysen viste i begyndelsen ikke tilfredsstillende resultater, men dette blev efterhånden bedre, og til sidst så godt, at man mente at kunne spare bekostningen til filtrering og iltning. besluttede udvalget d. 21 november at foreslå sognerådet om et vand- og gasværk. Når man også medtog gasværket, skønt der året før havde været en overvejende stemning imod det, så havde det sin grund i, at man da kunne nedlægge gas og vandrør i de samme render, og således slippe omtrent med den halve udgift til denne del af arbejdet. Vandværket blev anslået til 195,500 kr. og gasværket, som skulle ligge øst for byen, til 191,000 kr.. Disse omkostninger foreslog udvalget, at sognerådet optog et lån i „Bikuben" på 400,000 kr.. Der blev dog ikke denne gang afholdt noget folkemøde, men der gik afstemningslister rundt mellem husejerne, og resultatet var, at 167 stemte for anlæg af begge værker, 33 for et vandværk alene og 8 stemte imod begge dele.

Den 10 december 1895 kom sagen påny til behandling i sognerådet og forslaget blev vedtaget med 8 stemmer mod 1 (Hans Friis Nielsen), som mente, at det var for stor en udgift at pålægge byen på én gang. Udvalget havde dermed endt sit arbejde, og der blev nedsat et nyt udvalg, der bestod af H. Pagh, N. J. Poulsen og N. Møller, som skulle stå for udførelsen af arbejdet, der skulle være færdig til d. 1 oktober 1896. Efter at have foretaget et par rejser for at se på andre gasværker, besluttede udvalget at overdrage den tekniske ledelse til ingeniør English, København. Denne udarbejdede derefter et nyt og mere detailleret overslag, som kom til at lyde på 211,000 kr. for vandværket og 197,200 kr. for gasværket; værkernes enkelte dele blev derefter, i januar 1896, udbudt til licitation. De endelige summer blev en del højere end overslaget, navnlig fordi der i 1896 byggedes så overmåde meget og arbejdslønnen derfor blev lidt højere end beregnet. Grunden til gasværket kostede ca. 15,000 kr., bygningerne 38,000 kr., gasbeholderen (med murerarbejde) 49,000 kr. til vandværket kostede grunden 3800 kr., bygningerne 18,000 kr., vandtårnet med beholder 31,000 kr., rør til begge værker etc. 177,000 kr., nedlægning iberegnet; ingeniøren fik 8000 kr., og boreundersøgelserne kostede godt 5000 kr.. Men dertil kommer en hel del andre poster, så anlæggene kom på i alt på 497,000 kr., deraf 285,000 kr. for vandværket og 212,000 kr. for gasværket (disse tal er foretaget af udvalgets formand, H. Pagh, og siden benyttet ved sognerådets fratrædelse af dets daværende formand, N. J. Poulsen ifølge Esbjerg avis, d. 30 december 1898, og det er nu desværre den eneste kilde, der findes, thi ud fra kommunens regnskaber er det ikke muligt at nå et resultat, som er blot nogenlunde pålideligt, da anlægsudgifterne, især i 1897, er aldeles blandet sammen med driftsudgifterne). Vandtårnet blev bygget på „Esbjerg", og ved denne lejlighed var det, at gravhøjen på toppen blev sløjfet. Grunden er altså statens, men byen har den uden vederlag i 50 år.

Begge anlæg skulle være færdige til d. 1 oktober, men det lod sig dog ikke gøre. Men d. 15 november 1896 melder udvalgsprotokollen: „at gassen tændtes første gang i aften i ca. 60 gadelygter i Kongensgade og Havnegade under publikums udelte tilslutning". D. 9 december kom også vandværket i virksomhed under ledelse af maskinmester V. Siercke.

I 1897 oppumpedes godt 1 million tønder vand, og i 1904 godt 4 millioner tønder vand. Dette stærkt stigende forbrug nødvendiggjorde flere boringer, så der til de 4 første sidenhen er kommet 10 boringer i en dybde af 42-48 fod. Heller ikke vandtårnet, som kun rummede 1000 tønder vand, kunne svare til denne stigning, og i 1903 byggedes derfor beholderen (Gryden) ved Nygårdsvej, som rummede 4000 tønder, og ligeledes måtte maskinkraften øges. Vandet blev fra begyndelsen af pumpet op af en gasmotor til 28 hestes kraft, og som kunne give 900 tønder vand i timen; da forbruget imidlertid steg til 1200 tønder i timen, blev en gasmotor til 25 hestes kraft (780 tønder vand i timen) og en petroleumsmotor til 9 hestes kraft (200 tønder vand i timen) opstillet. Den ene motor og pumpe var altid i reserve. Vandet pumpes direkte til forbrugerne, og kun hvad der ikke bruges, løber til beholderne. Afgiften betales efter assurancesum, dog i enkelte tilfælde efter vandmålere, f.eks. Esbjerg havn.

Gasværket var fra begyndelsen af og til d. 1 oktober 1908 ledet af værkmester Chr. Mikkelsen. Forbruget, som d. 15 november 1896 til d. 31.december 1897 var 19,5 millioner kbf, var i 1901 steget til 30 mill. kbf., og på 12 måneder i 1905-06 til 47,5 mill. kbf (1 kubikfavn = 6,678 kubikmeter). Også her blev det da nødvendigt at udvide. Første gang i 1898 kostede udvidelsen ca. 15,000 kr.; anden gang i 1903 ca. 50,000 kr.. Prisen var fra først af således: koge- og motorgas 3.00 pr. 1000 kbf., lysgas 4.00 pr. 1000 kbf. Siden er prisen forhøjet til henholdsvis 3.50 og 4.50, dog er lysgas igen sat ned til kr. 4.00. I 1915-16 var den totale gasproduktion på 2127970 m3, hvoraf det private forbrug var på 1637626 m3.

Lige så vigtigt som at få et gasværk og et vandværk, var det at få veje og gaderne forbedret og at få et ordentligt afløb og kloaker istand. Man havde indtil 1894 måttet nøjes med „gader", som ikke engang var makadamiserede, men kun vedligeholdte med harpet grus, og med åbne grøfter og rendestene. I et brev til indenrigsministeriet d. 14 august 1894 skrives det, "at kommunens veje eller gader ikke er makadamiserede, ligesom de i mindre grad er grundforbedrede, idet de kun er påførte ubetydelig harpet grus på et par alen af midten af banen. Denne gadernes tilstand medfører, at støv og sand fyger omkring, så snart det blæser. Lægerne mener, at støvet fra vejene er årsag til de særlig hyppige difteritis-epidemier her. Af sanitære hensyn alene er det særdeles ønskeligt, at gaderne bliver brolagte, ligesom der også bliver anlagt i det mindste nogle kloakledninger".

Til vedligeholdelse af disse veje ydede sognerådet ikke mere end det strengt nødvendige, ligesom man også, udsatte det længst muligt, førend sognerådet optog en vej på regulativet. Allerede i det tredje møde d. 6 februar 1894, fremlægger sognerådets vej- og belysningsudvalg, Poulsen, Dahl og Pagh, et overslag over de nødvendige vejarbejder og tillige et forslag om at få byens terræn nivilleret, så man derefter for fremtiden kan regulere gader, kloaker og byggegrunde. En sådant nivillement blev samme sommer udført af landinspektør Birk. I sognerådsmødet d. 2 oktober 1894 fastsættes ud fra dette nivellement de regler, hvorefter veje, fortov og rendestene skal være gjort istand, inden kommunen kan optage dem på regulativet.

I 1894 kostede veje og gader 10,362 kr. til vedligeholdelse, medens det årene forud kun havde været omkring 1500-2000 kr.. Dog er gadebelysningen også medregnet i dette beløb på 10,362 kr., ligesom også for 1895 og 1896, - gadebelysningen synes at have kostet omkring 2000 kr. årlig. I 1895 brolægges Torvet, og der var kun en 20 alen bred kørebane, som blev lagt med kvadrerede sten, - resten måtte nøjes med almindelige brosten. Da man derimod i 1897 skulle have Kongensgade brolagt, blev der lagt om på en anden måde. Den var jo byens hovedgade, og den burde som sådan gøres godt i stand, men den kunne jo godt forsætte med at være en amtsvej, således som det er tilfældet i andre byer, f.eks. Varde og Ribe, hvor større landeveje går igennem. Imidlertid var der på den tid her fremkommet et opsving i Esbjerg, at man ikke kunne nøjes med mindre end asfalt i hovedgaden, og for at man her kunne få frie hænder, ønskede byens ledende mænd at overtage vejen. Da amtet tilbød byen 60,000 kr. for stykket gennem Kongensgade ud til Strandby, slog man til, også selvom renterne af denne sum på ingen måde ville kunne dække udgifterne til vedligeholdelsen. Straks efter blev det besluttet, at gaden skulle asfalteres, forudsat, at lodsejerne ville påtage sig deres del af udgiften, som rigtignok her ville blive usædvanlig stor, ikke blot fordi asfaltering var dyrt, men også procentvis, da man her skulle betale 3/4, medens man ved almindelig brolægning kun plejede at refundere det halve. Man gik imidlertid ind herpå i håb om, at ejendommene ville stige tilsvarende i værdi. Hele bekostningen, asfalt, et mindre stykke træbrolægning og fortov, blev på kr. 96,956.23, hvoraf lodsejerne skulle betale kr. 74,344.50, men man fik desværre ikke alle pengene ind, fordi man ikke havde sørget for ordentlig sikkerhed i ejendommene. Det kommunale tab er dog for Kongensgade kun på 7800 kr.

Kloakkerne blev der taget fat på i 1895, Kongensgade og Englandsgade med sidetilløb, og især i 1896 og 1897, og i de to sidste år var udgifterne til gader, veje og kloaker på henholdsvis 110,000 kr. og 150,000 kr., efter fradragen refusion fra lodsejerne. Hvor meget disse nyanlæg i det hele har kostet kan ikke opgøres efter regnskaberne, og navnlig kan kloakanlæg og brolægning ikke skilles ad, da kommunen selv anlagde et cementstøberi i hine år, hvor både fortovsfliser og kloakrør blev støbt, og de to ting er ikke holdt adskilt fra hinanden. Imidlertid har udvalgets formand, H. Pagh, i foran nævnte redegørelse anslået kloakkernes anlægssum til 143,000 kr. og gader og vejes istandsættelse til 191,000 kr., ialt 334,000 kr., og så er de 60,000 kr. fra amtet holdt udenfor.

Når så hertil kommer gas- og vandværket, som kostede 497,000 kr., de tre nye skoler, som jo også blev bygget i disse år, 165,000 kr., en ny brandstation til 8200 kr. og et nyt ligkapel til 12,300 kr., så kommer kommunens udgifter til nyanlæg i disse 5 år op over 1 million kr., og af rede penge til afholdelse af disse udgifter havde man kun de 60,000 kr. man fik for overtagelsen af Kongensgade og Strandbygade. Salget af skolen i Skolegade indbragte dog 30,000 kr., men dette kunne opveje den gæld, som kommunen måtte overtage ved adskillelsen fra Jerne-Skads sogn. Det var da en selvfølge, at der måtte optages betydelige lån. Allerede d. 14 august 1894 sendte man en ansøgning til ministeriet om et rentefrit lån på 300,000 kr., som man ville afbetale med 12,000 kr. årlig i 25 år. For at illustrere Esbjergs ringe skatteevne må den sammenlignes med Varde. De to byer havde i 1890 omtrent lige mange indbyggere, godt 4000, men Varde havde 1007 skatteydere mod Esbjergs 784; men endnu større er forskellen i den pålignede skat, nemlig henholdsvis 42,090 kr. og 15,187 kr., og medens Varde har 492 skatteydere under 10 kr., har Esbjerg 576 skatteydere under 10 kr.

Mistilliden til kommunens økonomiske evne, viser sig også ved at „Livsforsikringsanstalten af 1871", hos hvem Jerne-Skads sogn havde et lån, ikke ville tillade, at Esbjerg ved adskillelsen overtog sin del deraf. En væsentlig årsag til det ringe antal skatteydere i Esbjerg var at mange af indbyggerne var børn under 14 år, dengang over 5/12, og denne omstændighed krævede jo et forholdsvis kostbart skolevæsen, så meget mere, som dette hidtil var blevet forsømt. Endvidere havde den ringe skatteevne sit grundlag i, at det for langt størstedelen var fattige folk - arbejdere - der flyttede til Esbjerg; og en sådan befolkning medførte, at Esbjerg fik forholdsvis langt større udgifter til fattige og alderdomsunderstøttede end nogen anden kommune i landet. Og da det var staten, der havde anlagt havnen og som havde kaldt alle disse fattige folk sammen, så kunne staten heller ikke komme udenom sin forpligtelse til at hjælpe. Og man henvises til, hvorledes staten havde trådt til i andre ekstraordinære tilfælde, overfor Helsingør ved Øresundstoldens ophævelse (120,000 kr.) og overfor Ribe ved Sønderjyllands afståelse (200,000 kr.). ….Men regeringen og Rigsdagen var dog mærkelige passive i stillingen overfor Esbjerg, og nok har man sagt, at man vel erkendte det rimelige i kravene, men at man af hensyn til konsekvenserne måtte afvise dem. Når man imidlertid også på den tid ser statens penge anvendt både her og der til ret tvivlsomme formål, så kan der tvivles om vilje og evne til at se, hvad der er væsentligt og uvæsentligt. Hvis man ville tænke sig om og have ulejligheden med at sætte sig ind i tingene, så måtte der nok kunne skelnes imellem et så særligt og velbegrundet tilfælde som dette, og de mere eller mindre private og ugrundede krav til statskassen, som der ganske vist siden er kommen nok af.

Men hen i marts måned 1895 blev der så sendt en deputation til København, Th. Dahl og H. Pagh, men heller ikke det førte foreløbig til noget. Der blev da d. 29 august 1895, indsendt et nyt andragende, og denne gang om et rentefrit lån på 350,000 kr., afdragsfrit i 10 år, men resultatet blev det samme. Derimod oplyses det ved sognerådsmødet d. 9 oktober 1895, at indenrigsministeren Ingerslew på finansloven i 1896/97 vil søge hjemmel til at yde Esbjerg et tilskud af 150,000 kr. fordelt på 5 år. Heller ikke dette kunne dog gennemføres og denne gang var det Rigsdagen, som lagde sig i vejen, og af diskussionen i Rigsdagen ser man, at det især er J. Hage og C. Hage der optræder som ordførere for modstanden; ligesom A. Hage i 1868 ! Indvendingerne går i det væsentlige ud på, at regeringen gør tilstrækkeligt for byen ved den stadige udvidelse af havnen, subventioner osv., og at byen jo også nu er i opgang, ligesom der tjenes store penge på jord. Den sidste indvending fortjener næppe noget svar, og angående den første, da øger disse arbejder jo netop tilstrømningen af fattige borgere og gør således - ialfald i en række år - byens stilling vanskeligere. Tilskuddet faldt således bort, men blev på samme finanslov erstattet med et lån på 350,000 kr. som forrentes og afdrages med 4,5 %, og den første rate af lånet 150,000 kr. fik man i 1890 og i de følgende to år 100,000 kr. om året.

Disse penge blev med amtets tilladelse d. 22 maj 1896 brugt til gader, kloaker og skoler. Dog blev der til skolen i Norgesgade d. 26 november 1894 lånt 40,000 kr. i „Bikuben". Fra samme sted fik man penge til vand- og gasværket, først 400,000 kr. d. 18 maj november 1896, og da det viste sig, at disse værker havde kostet mere, end man havde regnet med, lånte man i 1897 først 25,000 kr. og siden 50,000 kr.. Man havde nu hos „Bikuben" lånt ialt 515,000 kr., som forrentes og afbetales med visse bestemte summer halvårlig, ialt 15,377 kr., og renten er 4 %, resten afbetaling; hos staten havde man lånt 350,000 kroner, ialt 865,000 kroner. Af den million, der altså nu var brugt til kommunale foretagender, ville det halve, nemlig hvad der var sat i gas- og vandværket, naturligvis kunne forrente og afbetale sig selv, men den anden halve million, som var brugt til gader, kloaker og skoler, måtte for langt størstedelen forrentes og afbetales gennem forøgede skattepålæg. Dertil kommer, at medens befolkningen i de 5 her omhandlede år voksede til det dobbelte, så voksede også fattigudgifterne til næsten det dobbelte, fra 6375 kr. i 1894 til 11,813 kr. i 1898, alderdomsunderstøttelsen til langt over det dobbelte, fra 1385 kr. i 1894 til 3031 kr. i 1898; noget lignende gælder de ordinære skoleudgifter, som i samme tidsrum steg fra 19,344 kr. til 37,458 kr.

Skatten måtte da under disse forhold stige overordentlig stærkt, både absolut og i forhold til befolkningstallet, så meget mere, som de store kommunale arbejder i disse år faldt sammen med udvidelsen af havnen til et beløb af 3 millioner kr., og alle disse arbejder bragte befolkningstallet til at stige meget stærkt; men ikke i samme grad skatteevnen, da langt den største part var fattige arbejdere, der ofte havde mange børn. Det var især det første år, at stigningen mærkedes; de i 1894 pålignede skatter, 36,349 kr., var i 1895 steget til 79,651 kr.. For 1896 er stigningen ikke så stor, men for 1897 kulminerede det med næsten 200,000 kr. i pålignet skat. Årsagen hertil er selvfølgelig de store kommunale bekostninger; men nu havde man også spændt buen til det yderste, og skatteklagerne strømmer, og kommunen må opføre næsten 20,000 kr. på posten: „uerholdelige kommuneskatter", og i 1898 kom skatterne da også betydeligt ned.

I 1894 havde man forøvrigt gjort et forsøg på at slippe en del af fattigbyrden, idet man samtidig med andragendet om det rentefrie lån sendte en ansøgning til ministeriet om, at staten ville erstatte kommunen den fjerdedel af udgiften til fattige og alderdomsunderstøttede, hjemmehørende i andre kommuner, som opholdskommunen ifølge loven af 1891 var forpligtet til at yde. Især dette krav måtte man i Esbjerg anse for fuldt berettiget, da det var på dette punkt, at byen kom til at lide under de følger, som statens havnebyggeri havde ført med sig. Men „for konsekvensens skyld" blev også dette afslået, og det må indrømmes, at disse konsekvenser her kunne blive ret betænkelige.

Der blev bygget meget udenfor gadeplanen af 1887, mod nordvest begrænset af Peder Skramsgade, mod nord af Nørregade til Kronprinsensgade, siden Nygårdsvej og mod øst af Østergade, men også udenfor bygningsreglementets område (se § 1 i bygningsreglement af 1881). Hvordan bebyggelsen imidlertid artede sig herude, havde dog ikke så stor interesse som i 1870 og i 1887, thi indenfor den sidste gadeplan var der plads nok til 40-50,000 mennesker, og det kunne heller ikke være i skatteydernes interesse, at få vej- og kloaknettet gjort mere vidtløftigt end det allerede var. Desuden kunne bebyggelsen også i kraft af bygningsreglementet af 1881 ret godt reguleres, da der her var indsat den bestemmelse i § 4, at de regler, den på ejendommen tinglæste bebyggelsesprotokol indeholdt, fremover skulle være gældende, - også for nye gader og veje. Der var således ikke for kommunen nogen som helst grund til at søge gadeplanen udvidet og få vedtaget en ny bebyggelsesprotokol, sådan som i 1870 og i 1887.

I 1894 blev bygget 83 nye bygninger med 190 lejligheder og 20 butikker, foruden fabriksbygninger, lagerbygninger osv.; i 1895 81 bygninger med 309 lejligheder og 39 butikker; i 1896 125 bygninger med 604 lejligheder og 79 butikker; i 1897 56 bygninger med 212 lejligheder indenfor gadeplanen af 1887, 67 bygninger med 219 lejligheder udenfor denne plan.

Men de private jordspekulanter ville det anderledes i 1896. Når man ville handle med jorden, og navnlig når den så hyppig skiftede ejer, var det selvfølgelig også nødvendigt at have tydelige grænser, og det var også rimeligt, selvom en bebyggelse lå fjern, at vejene mellem grundene blev afsat. Lodsejerne henvendte sig i den anledning til landinspektør Madsen, som i efteråret 1895 opmålte og kortlagde jorderne.

Gadeplanen fra 1896 kom i det hele til at omfatte hele Esbjerg sogn, når undtages enge og andre lave jorder. Men man vedtog allerede i mødet d. 31 december 1894 et forslag om, at bygningsreglementet skulle udvides til hele kommunen, hvad dog først skete i 1899, og der nedsattes et udvalg, der på rådets vegne skulle forhandle med lodsejerne om en bebyggelsesplan for jorderne nord for Nygårdsvej. En frugt af denne forhandling blev da landinspektør Madsens ovennævnte arbejde, som blev fremlagt i mødet d. 14 januar 1896, og i mødet d. 10 juni 1896 blev planen endelig vedtaget, dog ikke enstemmigt. Hr. Pagh gennemførte siden i vand- og gasudvalget, at rørnettet kun måtte omfatte den gamle bydel. Når man så skulle rette sig efter bygningsreglementet, så var der jo ikke særlig megen grund til at bygge herude. I Rørkær blev der heller ikke bygget og nord for Nygårdsvej kun lidt, og det gik helt istå, da byen blev købstad i 1899. Det vedtoges endvidere, at gaderne nord for Nygårdsvej og parallelt med denne, skulle have danske sagnkongenavne og gaderne i Rørkjærkvarteret digternavne. Da hele planen var færdig og både Nygårds, Strandby og Rørkærs jorder var lagt ud i gader og byggepladser, havde man lavet 57 nye gadenavne og projekteret ikke mindre end 6 nye torve, som det ses på gadeplanen af 1896. I spekulationsperioden, som jo dengang i det væsentlige var forbi, havde man altså måttet klare sig uden gadenavne; man talte om den 4. eller 5. gade fra Nygårdsvej, så og så mange alen fra Torvegade eller Kirkegade, thi disse „tværgader" blev nemlig uden videre forlænget ud gennem det nye terræn. Og da en nøjere afpæling først fra kommunens side blev gennemført d.17 marts 1898, så måtte man også her hjælpe sig selv. I almindelighed var hver grund omgivet af et lægtehegn, og da der var mange af dem, gav et blik ud over marken et ret mærkeligt indtryk. I efteråret 1895 henvendte sognerådet sig til landinspektør Birk om et tilbud på et nivillement over det ny terræn. Det tilbud, han gav, blev modtaget, og i 1897 blev der udarbejdet et fuldstændigt og nøjagtigt kort over hele terrænet med nivillement og vejregulering.

Den første plantage ved Esbjerg er anlagt af staten i 1879, da bakken omkring „Bavnehøj" ned til, hvor Musikpavillonen lå, blev beplantet; i 1884 fortsattes der med skråningen derfra ned til Englandsgade, alt plantet med fyr og gran i render som de almindelige hedeplantninger. Dog fik dr. Bruun tilladelse til at beplante det sydøstlige hjørne med løvtræer; og den større udgift dertil, udover hvad nåletræsbeplantningen ville koste, fik han dækket ved en indsamling mellem beboerne. Han interesserede sig hele sin levetid meget for denne plet, og hele det i 1884 plantede område, kaldtes da også i mange år „Doktorens Anlæg".

I 1884 beplantedes også kirkegården (efter Dalgas's egen anvisning), og man begyndte i det hele nu, da den slemme reaktionsperiode omkring 1880 var nogenlunde overstået, at interessere sig også for plantning i omegnen. Her havde møller H. C. Hansen, Spangsberg Mølle, foregået med et godt eksempel, idet han ved møllen havde anlagt en smuk have og udenfor den en hedeplantage. Op til disse plantninger lå Gjesing Hede, ikke altfor langt, ca. 1/2 mil fra Esbjerg, og ganske naturligt rettede tanken sig mod den. Det var købmand Thorvald Nielsen, som tog initiativet, og som kom til at udføre det første arbejde, nemlig at få hedelodderne indkøbt, og dertil var han fornuftig, da han var en dygtig købmand og vellidt af egnens befolkning. Også dr. Bruun bistod ivrig med råd og dåd fra først af, og da aktieselskabet skulle dannes og plantningsarbejdet skulle begynde, fik disse to hjælp af fem andre, nemlig møller Hansen, grosserer P. Gregersen i Gjesing og af Esbjerg borgerne, købmand Ditlev Lauritzen, gartner Pedersen og C. Breinholt. Disse 7 dannede også den første bestyrelse.

Aktieselskabet, der blev stiftet d. 22 april 1890, fik under Hedeselskabets ledelse og tilskud derfra, og hele arealet kom til at hedde „Esbjerg-Gjesing plantage", ca. 107 tønder land, beplantet i løbet af ca. 10 år, men savnede så midler til vedligeholdelse og navnlig til de forandringer i retning af plantagens omdannelse til lystanlæg, som opinionen i den i mellemtiden stærkt opvoksende by krævede. I 1906 solgtes derfor plantagen dels til St. Josephs Søstrene (til anlæg af et sanatorium), dels til Esbjerg kommune, som fik 89,5 tønder land, af de 107, der fører navnet „Esbjerg Nørreskov".

En anden Esbjerg borger, som ad denne vej har gjort en del for at forskønne byens opland, er borgmester Lyngbye. I 1901 fik han dannet et aktieselskab, som med en bekostning af 18,100 kr. opkøbte og beplantede ca. 22 tønder land i Vognsbøl. Det var hensigten at sætte denne beplantning, der fik navnet „Strandskoven", i forbindelse med „Esbjerg-Gjesing plantage", hvorfra den kun adskilles ved et engdrag. Som en af dem, der var mest virksom ved dette arbejde, må også nævnes Ebbe Ebbesen, Sønderskov Mølle, som i 1899 havde taget bopæl i Esbjerg som direktør for Valsemøllen. I 1903 fortsatte Lyngbye dette arbejde, nu i den hensigt efterhånden at få de omliggende plantninger i forbindelse med selve byen, idet han fik dannet et selskab, som med en bekostning af 11,000 kr. købte og beplantede ca. 12 tønder land, der i et bælte af ca. 40 alens bredde under navn af „Skovvejene" satte „Strandskoven" i forbindelse med byen, idet skovvejene førtes indtil og i en bue om en større del af byen, således at flere gader, særlig Stormgade, kom i umiddelbar forbindelse med disse veje. De overdroges siden til kommunen uden vederlag, og denne har forøget deres areal.

I de samme år havde også mange andre plantningsinteresserede folk anlagt plantager i Esbjergs omegn, så denne efterhånden i betydelig grad i fremtiden ville forandre karakter. Der kan nævnes følgende plantager: H. Windfelds, kaptajn Hansens og S. Sørensens, ialt 208,5 tønder land, Breinholt'ernes 255 tønder land, Hoffmanns familie-plantage 335 tønder land, D. Lauritzen Solbjergs 304 tønder land og Guldager 220 tønder land.

* * *

Isvintrene og de hindringer, som England og især Tyskland lagde i vejen for landbrugsudførselslen, havde betydning for Esbjergs udvikling. Tysklands forbud fra d. 29 november 1887 mærkedes især fra 1888, da disse hindringer begyndte at virke, og det mærkes også på den stigende import. Esbjerg begyndte dog at få dygtige forretningsmænd, som tænkte på at få hele Vestjylland til opland og således tage konkurrencen op med de gamle byer på Jyllands østkyst. Esbjergs beliggenhed gav byen gode muligheder, og også frihavnen i Hamborg der åbnede i 1888 havde en positiv virkning. Der gik vel nogle år endnu før man rundt omkring i landet blev opmærksom på Esbjerg, men efter jubilæumsfesten i 1893 var det tydeligt, at man nu ventede sig noget af byen.

Ved denne tid mærkes det derfor også, at der er kommet mere „sving" i alting, og navnlig mærkedes det på jordpriserne. Da jubilæumsfesten var forbi begynder man at sælge jord til hidtil ukendt høje priser, og medens man før havde regnet med 1-2 kr. pr. kvadratmeter alen jord på byens bedste pladser, sælges der i oktober-november 1893 jord til 3-7 kr. pr. kvadratmeter alen, og til denne pris blev f.eks. både pladsen overfor Rådhuset og en byggeplads på hjørnet af Englandsgade og Kongensgade solgt. Men det er dog først med de store kommunale nyanlæg i 1895-97 at der kommer noget eventyrligt over udviklingen. Man har ofte kaldt forholdene i Esbjerg amerikanske, men tiden indtil 1893 havde der så vist ikke været noget amerikansk ved byen i den forstand, man tager dette udtryk; først nu kan man virkelig tale om en amerikansk periode, som dog heldigvis ikke skulle vare længe. Det som især berettiger til at bruge dette udtryk, og som i det hele satte gæring i forholdene var jordspekulationen. Denne spekulation er selvfølgelig lige så gammel som byen, men den havde hidtidig været drevet under såre beskedne former, thi vel havde en mand som Niels Esbjerg fået ca. 150,000 kr. ind, men egentlig ikke ved spekulation, men ved at han igennem mange år solgte een stump og så een anden stump jord til ret små priser, 20-50 øre pr. kvadratmeter alen. En modsætning til ham, var spekulanten Gebhardt, men han blev jo snart en fattig mand via sin spekulation, og der var indtil 1893 ingen betingelser for, at spekulation kunne trives. Men for dem, som havde fået jord, og som havde klogskab nok til at vente med at sælge, og som også havde råd dertil, kom der nu en gylden periode; og nogle få af dem blev rige folk i disse år, dels ved jordhandel og dels ved andre forretninger. Mange flere var der dog som tabte alt, selvom de til tider havde ejet en formue, fordi de ikke havde tilstrækkelig ro og overblik, ja der var dem, som i den vilde svindel tabte al besindighed. De fleste af disse folk hørte imidlertid slet ikke hjemme i Esbjerg, og da det for størstedelen ikke var forretningsfolk, manglede de alle betingelser for at forstå, hvad der foregik; de stod overfor et fænomen, som de aldrig før havde set det fjerneste glimt af, og de var næsten på forhånd bestemt til at blive jordspekulationens forsvarsløse bytte. Mundtlige fortællinger efter bladene og enkelte retssager viser os, at man levede åbenbart i en bestandig rus, en vild guldtørst, som også greb omegnens bønder, så de lod ploven stå og løb til Esbjerg; thi når værdierne således myldrede op af jorden her, så kunne det jo aldrig betale sig at dyrke sin egen jord. Når eftermiddagstogene ankom til Esbjerg var Torvet fyldt op af mennesker, men efter få minutters forløb var her atter øde; tilfods eller tilvogns var de spredt ud over byens marker for at se på byggegrunde, og når bønderne om aftenen kom til deres hjemstation, stod konerne på perronen og tog imod dem med det spørgsmål: nå, fik du så noget jord?

I virkeligheden indskrænker den egentlige jordsvindel sig væsentlig til januar og noget af februar måned i 1896, og det var selvfølgelig også kun en ringe del, som lod sig forstyrre deraf, - handel og anden forretning gik fremdeles roligt sin gang, selv i den værste tid. Men det var også slemt nok endda. Efter bladene at dømme synes det især at være de første og sidste måneder af året, det gik løs. Efter november-december 1893 er der nogenlunde stilhed til november 1894, da det tager fat igen, og nu går grundene i byen op til 4-8 kr., i Kongensgade, hvor de altid er dyrest, endog til 10-13 kr. kvadratmeter alen. Men denne gang omfatter handelen også større jordstykker på byens marker, især ved Nygårdsvej, omkring 50 øre kvadratmeter alen , og spekulationens egentlige kendetegn, - det hyppige ejerskifte -, begynder at vise sig. En tømrer Petersen har i foråret købt en byggeplads på Kongensgade for 17,000 kr., og den sælges d. 29 november til et konsortium for 25,000 kr., men allerede d. 4 december sælges den til et konsortium fra Sønder Bork for 50,000 kr.. En fotograf Andersen køber et hus for 4500 kr. og sælger det dagen efter for 4800 kr.. En anden ejendom skifter ejer to gange på en eftermiddag og en tredje to gange i løbet af 10 minutter uden at priserne dog stiger ret meget osv.. „Rask må det gå!" Det var især i disse år at dette udtryk blev grebet som et slags valgsprog, der oprindeligt var brugt af sønderjyden Hans Philipsen, nu især ført i folkemunde af fuldmægtig Brix, som brugte det ved auktioner; man kunne også have anvendt vestjydens gamle: „æ handel mo ett sto still!" Dette blev ved december måned ud og noget ind i januar 1895, men kulminationspunktet synes at være første halvdel af december 1894, da der i bladene noteres 5-20 ejendomshandler dagligt, og mange handler kom slet ikke til bladenes kundskab. Der sælges nu grunde i byens udkant til kr. 2,75 som for 3 år siden kunne købes for 50 øre pr. kvadratmeter alen, og konsortierne begynder så småt at optræde, dog alle, med een enkelt undtagelse, fra Esbjerg, som denne handel i det hele hidtil synes mest at have været et „indre" anliggende.

I december 1895 begynder det så småt igen og når så højden hen i januar 1896. Nu er man blevet opmærksom på Esbjerg rundt omkring i landet, og der strømmer købere til fra alle kanter, og de kommer i disse dage til Esbjerg for at købe større og mindre stykker af de stadig stigende byggegrunde. To mænd gik ude på Nygårds mark, den ene var fra Silkeborg, den anden fra Outrup ved Varde. De gik der i samme tanke: bare du havde et ordentlig stykke af denne grund. Og dette ønske førte de to mænd sammen. De havde aldrig set hinanden før, men købte et større stykke jord i kompagni. Og nu kommer konsortiernes tid. Ofte består konsortiet, som her, kun af to, men for det meste er der flere med, og jordhandlerne kommer efterhånden til at dreje sig om så store summer som 50-300,000 kr.. De fleste er fra Esbjerg, men mange også fra sognene både nord og syd for. Thi det er i den tid, at bønderne kommer med, men for en gangs skyld kom de tilkort; de stod jo nemlig her overfor en handel, hvis væsen de aldeles ikke forstod sig på, og vel reddede den medfødte forsigtighed de fleste fra ruin, men mange havde dog store tab derved, og enkelte, som endog havde solgt deres gårde for at købe byggegrunde, tabte alt. En væsentlig årsag til, at så mange bønder blev indviklet i dette spil, var at mange bønder fra omegnen ikke kunne klare sig ved deres ejendomme, og de havde slået sig ned i Esbjerg. De havde ikke selv noget at spekulere med, men de fik nu bekendte og slægtninge kaldt til Esbjerg for at prøve lykken. Og ikke sjælden narrede de dem så med i en jordhandel.

I denne periode (december 1895 til januar 1896) går grundene i byen op til det storby-priserne. Festpladsen fra 1893, ved Kongensgade mellem Stormgade og Kronprinsensgade, som der indtil da var handlet med til 3-6 kr., gik nu op i 12 kr. pr. kvadratmeter alen, ja en grund på hjørnet lige overfor ved Stormgade kostede 15 kr. pr. kvadratmeter alen. Da Esbjerg-Fanø Bank skulle bygges, måtte man give 28 kr., og grunden, hvor Handelsbanken blev anlagt, kom op i 40 kr. pr. kvadratmeter alen. Fem år senere kunne de været købt for højst den halve pris. Jordspekulanterne kastede sig over grundene i byens udkant, Nygårdsmarken, Rørkær og Strandby Mark. Prisen på grundene ved Nygårdsvej kostede i januar 1895 kun 50 øre pr. kvadratmeter alen, men i december er de oppe på 3-4 kr., og i januar 1896 når de op på 5-6 kr. pr. kvadratmeter alen. Fem år efter var de til at få for 0,50-1,00 kr., og det siger da sig selv, at der skulle tabes mange penge, selvom grundene blev noget billigere, jo længere man kom ud ad Nygårdsmarken. Men selv ved „Tivoli" kostede jorden omkring 1 kr., ved Strandby Kro 1,25 kr. og ved den ny kirkegård 1,50-2,00 kr.. Her blev få år senere solgt jord til 25 øre pr. kvadratmeter alen, og konsortiet med bønder fra Gjesing tabte da også mange penge; helt ud til Jerne Kirke og til Gammelby nåede spekulationen. I Jerne kostede grundene 1 kr. pr. kvadratmeter alen, og Mikkel Skov i Gammelby solgte 2 tønder land til 4500 kr. og 28 tønder land for 10 øre kvadratmeter alen eller henved 40,000 kr.

Mange af disse handler drejede sig om meget store summer i datiden. Proprietær Breinholt havde i 1875 købt 5,5 tønder land deromkring hvor Tobaksfabrikken nu ligger, for 10,000 kr., hvad der dengang var meget dyrt, solgte han i januar 1896 for 87,500 kr.. Breinholt, møller Hansen og Dahl solgte omtrent samtidig 2,5 tønder land mellem Østergade og jernbanen for 175,000 kr.; d. 14 januar solgte Peder Pedersen i Strandby 2 tønder land af sin gård for 45,000 kr.; d. 21 januar solgte N. P. Sillasen i Rørkær 16 tønder land, nord for Jernevejen for 224,000 kr.; Hans Hansens gård i Rørkær på 30 tønder land blev købt af et Fanø-konsortium for 244,000 kr.; d. 28 januar sælges 4 tønder land ved Bollesager Bryggeri for 140,000 kr. til gæstgiver Sørensen i Bramming med flere; og endelig købte et konsortium fra Gjesing jord deromkring hvor kommunens sygehus lå i datiden for henimod 100,000 kr; Hans Hansens gård i Rørkær blev solgt d. 14 februar 1896 og dermed synes handelen at være gået istå; men d. 18 februar er der to ejendomshandler; d. 25 februar én; d. 5 marts én, d. 10 marts én osv.. Prisfaldet fulgte hurtigt efter til ulykke og ruin for mange mennesker. Selvfølgelig gik det først og fremmest ud over dem, som var blevet „hængende" ved ejendommene, thi det hele havde været et spil, hvorved de, der kom sidst, tabte mest. Af det konsortium, som havde købt Hans Hansens gård, gik de fleste fallit. Gjesing-bønderne, som indtil den tid havde været meget formuende, endte, for de flestes vedkommende, med stor gæld på gårdene. Et andet konsortium, som købte Christian Christensens gård i Strandby for 150,000 kr. og udbragte den i 750,000 kr., fortælles der, at de fleste endte som fattige mænd. Men også næstsidste og tredjesidste ejere kunne gå fallit, da langt de fleste kun havde fået en udbetaling ved frasalg på 1/5 til 1/10 del af købesummen, og hvis nu sælgeren virkelig selv ejede jorden, så kunne han jo få den tilbage, og så tjente han ialfald den udbetalte del; således fik Sillasen sin jord tilbage, men beholdt de 35,000 kr. han havde fået udbetalt; ligeledes måtte Breinholt med flere tage jorden ved Østergade tilbage, men også her blev dog tjent 35,000 kr. på samme måde. Men i de fleste tilfælde skyldte sælgeren jo selv store summer på jorden, og en eller to forgængere var det samme tilfældet med, og omend summerne stadig blev mindre efter som tidspunktet for salget rykkede tilbage, så var de dog alle altfor store for de virkelige forhold, som man nu hen i sommeren 1896 vendte tilbage til, og tab led de derfor alle; og da de fleste af dem var indviklet i flere handler af den slags, så blev krakket ødelæggende for mange af dem, som havde deltaget af nogen betydning. Navnlig skal det være gået hårdt ud over Fanø-boerne og Gjesing bønder; de var kommet for sent med. Enkelte var der jo også, som tjente gode penge. 

Som helhed er det imidlertid ikke det økonomiske tab ved sådanne kriser, der er værst, - men den moralske tilbagegang, som altid følger med, som er værre. I den vilde jagt efter penge tog man det ikke altfor nøje med midlerne; og nogle mennesker sagde også, at et par fabrikker, som de havde været med at starte, blev anlagt for at få jorden til at stige i pris. Under en af retssagerne, som spekulationen affødte, blev det sagt, at der foretoges ikke så få transaktioner, som var på grænsen af det lovlige. Der skabtes en gruppe af jordgrosserere af den tarveligste slags, som spekulerede i bøndernes godtroenhed og jordgriskhed, men i virkeligligheden var de bondefangere, som også trolig hjalp hinanden, dels efter gammelkendte og dels efter nyopfundne metoder.

Enkelte af dem siges ikke at have haft anden opgave end at gå omkring fra grundstykke til grundstykke, når de købelystne efter togenes ankomst var kommet ud på marken for at byde på jorden, og de stod ofte i bondeklæder med bondemål, eftersom var jyder. Om en af dem er der fortalt, at han engang havde fået et par kunder og fået dem ind på en beværtning, og mens man bedst sad og forhandlede, blev „jordgrossereren" kaldt til telefonen, og han kom kort efter tilbage til sine kunder med den besked, at nu var der gode bud på jorden, så hvis de ville have den efter hans tilbud, så skulle de skynde sig, - og selvfølgelig slog de så til.

Det er en selvfølge, at der flød masser af drikkevarer ved de mange handler. Nogle „jordgrossererer" kom i flot udhalet høj hat, spadserepels, guldkæde og ringe, og ved større handler kunne man ikke nøjes med mindre end champagne. Men da sognerådet ikke udfærdige flere gæstgiveri-bevillinger, så oprettedes alle slags foreninger, „klubber", hvor drik, spil og anden uorden holdt til, og som man ikke kunne komme til livs. I disse „klubber" og de mange beværtninger holdt mandlige og kvindelige til, og deres egentlige „arbejdstid" kom ved nattens frembrud, og der leves et vildt liv her.

Men jordspekulationen havde også afsmitning til handel, håndværk og anden forretning, det gælder især byggeriet, da der i disse år kom en mængde arbejdere til Esbjerg, og befolkningen steg i de 5 år til det dobbelte. Både dette og de høje jordpriser bragte huslejen til at stige, så småfolk blev nødt til at indskrænke sig, og der blev derfor pludselig en meget stærk efterspørgsel efter små lejligheder. I Esbjerg Avis d. 2 marts 1896 hedder det: „Så stor er manglen på mindre lejligheder her i byen, at flere arbejdere har måttet lade kone og børn flytte til Varde, mens de selv har installeret sig på et kvistværelse i Esbjerg." Der blev da bygget i disse år som aldrig før, især ude i udkanten eller helt ude på marken, hvor jorden var billigst, og hvor man tilmed ikke var generet af bygningsreglementet, og byggeriet kaldte endnu flere arbejdere til byen.

Teglværksindustrien kom også med i spekulationen, og sydøst for byen var der ler nok til dette brug. Teglproduktionen kunne da også let afsætte alt hvad der kunne produceres og til stadig stigende priser, ja man kunne slet ikke tilfredsstille efterspørgslen, så da Hotel „Spangsberg" skulle bygges, måtte der hentes sten fra Tyskland. Her var gode betingelser for at tjene penge, og der blev også startet flere teglværker, som med det samme blev genstand for spekulation og handel. Det samme gælder forskellige andre industrier. Når der blev rejst en cementfabrik, en margarinefabrik, et ølbryggeri, en tekstilfabrik osv., så troede man jo vel på, at der var brug for dem, men meningen var også dels at handle med dem, men især at få jorderne til at stige i pris på den plads, hvor fabrikkerne blev anlagt, og man kom til tider langt ud over både hæderlighedens og lovlighedens grænser.

Fra en retssag i datiden var der slet det i januar 1896, at Steffen Møller solgte sine tegl- og kalkværker til et konsortium i Esbjerg for 350,000 kr. med 100,000 kr. udbetaling. For at skaffe disse penge og for i det hele at slå så megen mønt af handelen som muligt, benyttede køberne den ikke helt ukendte fremgangsmåde at „sætte på aktier". I indbydelsen blev købesummen angivet til 550,000, men i bladene står 600,000 kr., deraf hedder det, lader sælgeren stå 250,000 kr.; 200,000 kr. er allerede tegnet og resten på 100,000 kr. udbydes til salg, dvs. den sum, der i virkeligheden skulle udbetales. De fleste af pengene blev også tegnet, men da købesummen var altfor høj og måtte frasælges for meget mindre, så bragte det køberne stort tab. I 1905 blev det hele udbudt for kun 60,000 kr..

Tanken havde vel nok været at danne en „teglværksring" og så at sætte prisen på produkterne en del op. Sådan blev det i al fald opfattet af byens håndværksmestre, og en del af disse sluttede sig da sammen, først i den tanke at anlægge et nyt teglværk, hvortil de allerede havde købt jord, men da teglværksejer Carl Laursen tilbød at sælge dem sine teglværker for 350,000 kr., gik de ind på det, og der blev i den anledning dannet et nyt aktieselskab. Det er især formanden for dette selskab, der har forstået at være om sig. Ved en proformahandel afhænder han først et par jordstykker, som han ejer ved teglværket, til en af sine venner, som får 1000 kr. for denne villighed. Et par bestyrelsesmedlemmer får han, ligeledes ved en godtgørelse af 1000 kr. til hver, til at stemme for, at teglværket skal købe jordstykkerne, og således går handelen i orden, som han tjener godt 20,000 kr. ved. Endvidere ejer han et jordstykke ude på Nygårdsmark ved Rolfsgade, som han ikke i tide er blevet af med, og sammen med en del andre, som det er gået på samme måde, får han i begyndelsen af året 1897 startet en margarinefabrik, som han og 4 andre bliver leder af, og som man „sælger" 15,000 kvadratmeter alen jord til for 2,50 kr. pr. kvadratmeter alen, hvoraf han selv leverede en fjerdedel. Denne jord var på den tid, her er tale om, kun højst 50 øre værd, og han havde to år før selv givet 8,5 øre pr. kvadratmeter alen. Ved indbydelse til aktietegningen måtte dette dyre jordkøb derfor også skjules og det hed sig derfor kun, at anlægskapitalen ville blive 70,000 kr.. Men det gik dårligt med aktietegningen, fordi man ikke havde tillid til lederne, og da fabrikken alligevel blev sat i gang d. 27 maj 1898, kom den snart i pengevanskeligheder, og efter at forskellige lån var optaget, gik den fallit efter knap fire måneders forløb. Men også under administrationen og sidenhen under fallitten forstod „formanden" at dække sig, så hele foretagendet - uden hensyn til hvem det gik ud over, - i hans og andres hænder blev et middel til at få deres jord solgt til en ublu pris, og til - om muligt - at få grunden til at stige i pris i fabrikkens omgivelser. 

Det er nævnt, hvorledes industrielle virksomheder blev anlagt langt fra byen, bl.a. for at få jorden derude til at stige i pris. Men en langt større rolle spillede dog de store kommunale arbejder, der blev sat i gang i disse år. I indledningen til en retssag hedder det således: „I 1895 og de nærmest følgende år hørte flertallet af Esbjerg sognerådsmedlemmer til den kreds af mænd, der beskæftigede sig med spekulationsforretninger, handel med byggegrunde og huse. Denne sognerådets sammensætning gav sig stærkt til kende i ledelsen af kommunale anliggender. Der besluttedes samtidig så store arbejder som at kloakere den væsentligste del af byen, at istandsætte betydelige gadestrækninger ved brolægning og asfaltering og at anlægge et vand og gasværk. Ved disse for en lille by overordentlig store arbejder, blev spekulationen i høj grad stimuleret; dette var selvfølgeligt og kunne let forudses, om det var tilsigtet, skal ikke undersøges her." Der er kun dertil at sige, at vandværk, kloaker og brolægning var aldeles nødvendige. Gasværket kunne vel nok have været udsat nogle år, men når man tog det samtidig med de andre anlæg, så var det for at spare en mængde jordarbejde.

Da byen blev færdig med de store kommunale arbejder, mærkedes en stagnation allerede i 1897, dog ikke stærkt, da disse arbejder ikke var helt afsluttede, og dels måtte der den sommer bygges mange huse til de i de sidste år indvandrede. Men i de følgende år mærkes stilstanden på alle områder, og tydeligst ses det på indbyggerantallet. Byens gamle forretninger holdt sig vel, men mange af dem kun med besvær og under trykkede forhold, og af de nyere og mindre velfunderede forretninger gik mange fallit. I håndværk og industri er det ganske naturligt især bygningshåndværkere og teglværksindustrien, det gik ud over. Og denne stagnation blev mere langvarig end den stærke fremgang, thi mens den sidste fremgang strækker sig over 3 år, fra efteråret 1893 til efteråret 1896, så varer stagnationen i omtrent 5 år. Toldforvalter Hassing skriver i februar 1900 i byens blade: „Året 1899 har for Esbjerg by været et ikke blot mindre godt, men uomtvisteligt et trist år. Forklaringen herpå er ikke vanskelig at give. En stor del i spekulationsperioden pådragne forpligtelser med henhold til betaling af afdrag og renter kunne for manges vedkommende ikke udsættes længere, og da lejeindtægterne af mange på kostbare grunde opførte kostbare bygninger, ikke svarede til de på disse hvilende mangeartede byrder, ligesom salg af byggegrunde, der i tidligere år var en rig indtægtskilde for mange, så godt som ophørte, blev følgen, at ikke få grundejere, som hidtil anså sig for velsituerede, måtte afstå deres ejendomme til prioritetshavere og pengeinstitutter." Og i februar 1901 skriver Hassing: „som en naturlig følge af begivenhederne i de to nærmest foregående år, gik befolkningens bestræbelser i det sidst forløbne år så godt som udelukkende ud på, næst at tjene det daglige brød, yderligere at afvikle de i spekulationsperioden overtagne forpligtelser, medens enhver bevægelse hen imod nye foretagender blev stillet i bero." Beretningen for 1902 lyder lidt lysere, men også først i løbet af dette år kan byen siges at være kommet over krisen og igen at være i rolig fremgang.

I Esbjerg havde man allerede siden opgangen begyndte i 1888/89 håbet på, at byen skulle blive købstad, og man havde også af og til arbejdet for i alt fald at få den gjort til handelsplads. Da Esbjerg så blev selvstændig fra 1894, ansås det kun for et tidsspørgsmål, når det ville ske, især da kongen i sin tale ved jubilæet i 1893 havde udtalt sig i den retning. D. 14 august 1894 ansøgte man ministeriet om at blive ligestillet med handelspladserne, men endnu dengang undlod regeringen at tage hensyn dertil, skønt der netop i 1893/94 og 1894/95 behandledes et lovforslag om handelspladsers kommunale styrelse. Forslaget blev dog ikke til lov, og da det kom frem igen, fremsat i Landstinget af indenrigsminister Hørring d. 22 januar 1897, var Esbjerg taget med. Folketinget standsede imidlertid d. 3 april forslaget ved en motiveret dagsorden, hvori gøres gældende, at fordelingen af amtsfondsbidragene mellem handelspladserne og kommunerne „er i høj grad ubillig". Landboerne i Rigsdagen er altså nu blevet opmærksom på, hvad en handelsplads, bl.a. altså Esbjerg, ville opnå ved at være handelsplads i stedet for købstad, nemlig en billigere administration, men da det menes at ville blive på sognekommunernes bekostning, så vender man sig derimod.

Endnu inden forslagets skæbne var afgjort, havde imidlertid byens repræsentant i Folketinget, kaptajn Bluhme med flere d. 27 marts 1897 indbragt et „forslag til lov om handelspladsen Esbjergs kommunale forhold". Det blev også behandlet de sædvanlige tre gange både i Folketing og Landsting, og der var vist også god stemning for nu at få en afslutning på sagen, men da forslaget var vedtaget i forskellig skikkelse i de to ting, og der alligevel ikke var stemning for et fællesudvalg ved forhandlingen d. 29 april, så bortfaldt forslaget. Men stemningen i Esbjerg var at byen skulle være købstad. Efter at man igen havde forhandlet med Bluhme, lod han udarbejde et lovforslag, som han fremsatte i Folketinget d. 7 maj 1897, og dagen efter behandles det i Esbjerg sogneråd. Det blev vedtaget d. 25 maj i Folketinget og gik så til Landstinget, men blev ikke behandlet til ende her, da samlingen sluttede d. 1 juni. Fra Esbjerg forfulgte man sagen ihærdig, idet sognerådet d. 16 juli 1897 påny vedtog at indgive ansøgning til regering og rigsdag om at Esbjerg får købstadret. I næste samling fremsatte indenrigsminister Bardenfleth d. 12 januar 1898 så forslag til lov om, at Esbjerg blev købstad fra d. 1 januar 1899. Det var ikke uden betænkeligheder, som det ses af Landstingets udvalgsbetænkning, da landets købstæder via Grundloven var tillagt indflydelse ved landstingsvalgene. Loven fik kongens underskrift d. 19 marts 1898, og der var stor jubel i Esbjerg, da telegrammet kom om lovens underskrift. Sognerådsformanden gjorde festmiddag for sognerådet og enkelte andre, og hotellerne holdt åben hele natten og arrangerede gratis baller.

Ifølge loven skulle der inden juni måneds udgang vælges et byråd. Det almindelige valg blev afholdt d. 16 juni 1898 og de valgte var: cigarhandler K. Simonsen, bogholder F. Lauritzen, journalist C. Nielsen-Hauge, læge Chr. Westergård, murermester J. Chr. Hansen, sagfører Erich Erichsen, vejmand Chr. Thomsen og tømrermester N. Møller. De højstbeskattedes valg blev afholdt d. 24 juni 1898 og valgte blev: malermester J. M. Busk, grosserer H. Pagh, fabrikant N. J. Poulsen, grosserer D. Lauritzen, realskolebestyrer Rübner-Petersen, havneingeniør V. Westergård og købmand H. Friis Nielsen -15 ialt foruden borgmesteren, som var beskikket formand. I loven var dette byråd betegnet som foreløbigt, men det var dog samtidig fastslået, at det skulle sidde til næste valg i 1901 og i 1904. Loven havde jo foreskrevet byrådet visse opgaver, som skulle løses inden årets udgang, og der skulle bl.a. indsendes forslag til vedtægt for styrelsen af de kommunale anliggender til ministeriet, og der skulle afgives betænkning om næringslivet, og der skulle endvidere indsendes forslag til politivedtægt, brandvedtægt, bygningslov og sundhedsvedtægt, og endelig skulle der inden d. 1 oktober 1898 udarbejdes et budget for 1899. Ting, som ikke var nævnt i loven, men som også krævede meget arbejde, var fastsættelse af grænsen mellem købstadjorder og markjorder, beskatning af købstadens faste ejendomme og afvikling af mellemværendet mellem amtskommunen og Esbjerg sognekommune.

Men man havde vist mistet overblikket med regnskaberne, og nu blev der ansat kommunal bogholder og en kommunekasserer med en hel stab af medarbejdere. I følge lovens § 2 fik Esbjerg sin særlige borgmester, hvad der kun var tilfældet med 5 andre byer: Ålborg, Randers, Århus, Odense og Helsingør. Borgmester i Esbjerg blev Jørgen Lyngbye, der var født i København i 1836. Han havde tidligere været assistent i indenrigsministeriets kontor for kommunesager; og derfra gik han over i inspektørstillingen ved Frederiksberg kommunes fattigvæsen og hospital, hvorfra han flyttede til Esbjerg. Han var ifølge loven om byens overgang til købstad konstitueret, indtil embedet som birkedommer på Fanø blev ledigt. Dette skulle da forenes med herredsfogedembedet i Esbjerg by og Skads Herred, og først fra den tid var borgmesteren fastansat.

Sidste sognerådsmøde blev holdt d. 30 december 1898. Ved midnatstid d. 31 december samledes sognerådet med byrådet, mange var jo dog medlem af begge, og andre indbudte på rådhuset og gav gravøl, medens et musikkorps spillede på Torvet. Her blev også sognerådets efterladenskaber højtidelig overleveret til byrådet, for at overgangen fra den gamle til den ny tid kunne foregå på den værdigste måde. „Det viste sig, at sognerådet havde en klokke og et signet med byens segl samt en nøgle til pengeskabet. Disse attributter overgav sognerådets formand N. J. Poulsen, til borgmester J. Lyngbye, der takkede med en skål for Esbjerg sogneråd. Man begyndte nu et gemytligt punschesold, men der kom melding fra de på Torvet forsamlede borgere og borgerinder, at de nok kunne lide at se og høre lidt fra de høje råder. Så var der ikke andet at gøre end at vise sig, og i procession med musikken i spidsen drog nu by- og sognerådsmedlemmer arm i arm Torvet rundt under folkejubel og livlig kanonade fra altanerne. Med møje nåede man gennem tilskuernes masse tilbage til rådhustrappen. Nu vinkedes der til tavshed, og fabrikant Poulsen sagde, at nu var Esbjerg ikke længere et sogn med et sogneråd, men en købstad med et byråd. Han fik sig et hurra til afsked, og så kom borgmester J. Lyngbye frem og hilste på borgerskabet. Også han og byfogden, hr. Jespersen, fik et leve. Musikken spillede nu fra rådhustrappen, medens taler holdtes rundt om på Torvet; også råderne tog påny kraftig fat med skåltalerne, og dét blev mange, thi først henad kl. 03.00 var man færdig. Redaktør Lund holdt talen for kongen, og et telegram blev afsendt affattet af borgmester J. Lyngbye". Bladene meddeler iøvrigt, at også en del fremmede fra andre byer var til stede ved denne lejlighed.

Byens formue og gæld d. 1 januar 1899 viser at en del af de kommunale ejendomme ikke forrentede sig, f.eks. skolebygningerne; men til gengæld forrenter to så betydelige ejendomme som gas- og vandværket sig særdeles godt; obligationerne på ialt godt 41,000 kr., er også gode nok, og selv om der tabtes noget både ved grundejernes refundering af udgifterne til brolægning osv. og ved skatterestancer, så giver dog de rentable poster over 650,000 kr., og trækker man det fra gælden, så har altså kommunen på dette tidspunkt ikke fuldt 300,000 kr's gæld netto at forrente. Det kan jo også være nok, thi sammen med andre store udgifter skaffede det allerede da borgerne et ret stort skattetryk; men det er vist mindre, end de fleste tænker sig.

Det var i foråret 1896, at tanken om at rejse en rytterstatue af kongen kom frem. Man besluttede at forsøge at få tegnet bidrag dertil, et arbejde, hvorved navnlig byfoged Jespersen var virksom, og da der i løbet af få dage blev tegnet 22,000 kr., henvendte man sig til billedhugger Brandstrup, som for 30,000 kr. tilbød at rejse statuen med sokkel og alt. Samme forår blev der så forespurgt hos kongen, om han ville give sin tilslutning til et sådant arbejdes udførelse, mens han endnu levede. Kongens gav ikke sin tilladelse, men arbejdet blev dog ikke opgivet. Der blev nedsat en komite med skibsbygmester Dahl som formand til at arbejde videre med rytterstatuen, og komiteen besluttede, at da man nu havde indsamlet næsten alle pengene, skulle statuen i alt fald gøres færdig. Kongen blev da også efterhånden venligere stemt for tanken, og da det i 1899 kunne anses for afgjort, at han ikke længere havde noget imod statuens frembringelse, tog man atter fat, og byfoged Jespersen, som ved kongens afslag havde trukket sig tilbage, blev nu komiteens formand. Statuen kom til Esbjerg den sommer, men på grund af den store lockout kunne fundamentarbejdet ikke blive udført, og afsløringen måtte derfor udskydes et år og blev først foretaget d. 28 juni 1900, syv-årsdagen for kongens besøg i Esbjerg. Om eftermiddagen d. 27 juni 1900 ankom kronprinsen og hans sønner. Kongen var fraværende pga. helbredshensyn. D. 28 juni ankom de øvrige indbudte, som havde kunnet komme; de fleste af ministrene, en del rigsdagsmænd og presserepræsentanter, stiftamtmanden og biskoppen med flere, og samme dag kl. 15 foregik den egentlige højtidelighed, idet byfoged Jespersen holdt afsløringstalen, hvori han bl.a. fik lejlighed til på byens vegne at takke kongen for de købstadrettigheder, man havde fået kort tid i forvejen. Efter dækkets fald takkede han dernæst de mænd, der havde udført arbejdet, billedhugger Brandstrup og hans medhjælpere: zinkstøber Rasmussen, arkitekt Magdal Nielsen og stenhugger Nielsen, og endelig overgav han mindesmærket til Esbjerg by.

I 1870 var der 460 indbyggere (513 andetsted); i 1880 1529 indbyggere (1666 andetsted); i 1890 4111 indbyggere (4339 andetsted) og i 1893 6400 indbyggere; fra januar 1894 til november 1895 steg indbyggerantallet i Esbjerg fra 6.347 indbyggere til 9.280 indbyggere. I 1898 blev Esbjerg købstad og byen var efter størrelse nr. 6 største by i Danmark; i 1900 var der 12,910 indbyggere; i 1910 var der 17,565 indbyggere; i 1916 var der 18,906 indbyggere (20.000 indbyggere andetssteds).  

Boligforholdene i Esbjerg var i januar 1894 følgende: 583 huse er beboede og med 169 butikker, fordelt på: 110 eet-værelses lejligheder; 631 toværelses lejligheder; 467 treværelses lejligheder; 94 fireværelses lejligheder; 5 femværelses lejligheder; 8 lejligheder har mere end fem værelser. I 1888 døde i Esbjerg 44 indbyggere; i 1889 døde 67; i 1890 døde 90; i 1891 døde 85; i 1892 døde 100; i 1893 døde 121; i 1894 døde 126; i 1895 døde 176; i 1896 døde 206; i 1897 døde 240; i 1898 døde 220; i 1899 døde 238 indbyggere.

I 1905 fik Socialdemokratiet flertal i sognerådet. 

Kilde til teksten her er blandt andet S. Alkærsig's bog fra 1909: Esbjerg Havn og By.

*****

Esbjerg 1915/16: Byens »strøg« er Kongensgade, og de første gader, der passeres, er meget lidt befærdet - men forfærdelig nye og »pæne«. Der var engang en mand, vistnok C. C. Clausen, der kaldte Kongensgade for gaden med de mange balkoner, og dét er en træffende betegnelse. Alle de mange flunkende nye huse vrimler med balkoner og altaner i så stort tal, at det virker irriterende, og det er så nyt alt sammen, og byen virker kedelig i sit ydre, trods alle sine mange arkitektoniske prydelser. Også posthuset på Torvet er en ny bygning, men op ad dens mure snor sig en dejlig, tæt, grøn efeu, der giver bygningen en egen patina af samme charme, som de gamle huse. Post- og telegraf bygningen er opført i årene 1907-08 af arkitekt Plesner. Dekorationerne er udført af Th. Bindesbøll, der her har udført et af sine sidste arbejder. Selve ekspeditionslokalerne og publikumhallen er indrettede efter forslag af postmester C. P. Schønning og konsul Lauritzen. Postvæsenets stigende virksomhed fremgår af følgende tal, der er fra årene 1905-06 og 1914-15: der ekspederedes henholdsvis 8465 og 16,452 anbefalede breve, 1,119,482 og 1,725,932 almindelige breve, 40,133 og 80,771 pakker samt udbetaltes i postanvisninger 1,109,239 kr. mod 3,584,595 kr.. Telegrafvæsenet har sine lokaler i samme bygning og ledes af bestyrer H. C. Hovard, bistået af et personale på 29 mand. I året 1913-14 ekspederede stationen 45,355 telegrammer, hvoraf halvdelen til udlandet og 68,150 telefonsamtaler. Post- og telegrafbygningen ligger på Torvet, der efter provinsforhold er ret anseligt og kan fremvise mange kønne nybygninger, bl.a. Rådhuset og Landmandsbankens ejendommelige bankbygning. På Torvet er desuden rejst Brandstrups store rytterstatue af Christian IX, der afsløredes i 1900. Byens hovedgade er Kongensgade. Den rummer mange store bygningskomplekser med velklingende navne og med mere eller mindre heldige prydelser. Trafikken er livlig og broget. Bourgeousiets damer »går i butikker« midt på dagen, og der er nok af fristende udstillingsvinduer, der i smagfulde arrangements byder sig frem. Arbejderne befolker gaden om morgenen og aftenen og senere kommer byens mere livlige del frem. De unge fiskere med det meget guld fra søen og hele den sværm af lette fugle, der altid holder til slige steder. I det hele taget holder byens borgere meget af at more sig, og det går ofte ret livligt til. Esbjerg kan derfor også »brødføde« forholdsvis flere forlystelsesetablissementer, end de fleste andre provinsbyer, og der udfolder sig overalt et muntert, harmløst folkeliv. Af byens palmehaver er Eegs den originaleste. Fotograf Søndergård har fået et godt billed, hvor gulvet er dækket med et tykt lag grus, i klippegrotten tilhøjre høres stadig den rislende kilde, medens »rigtig levende« kanariefugle lader deres livlige fløjten akkompagnere af et lille, men godt orkester, der er placeret højt over de besøgendes hoveder. Her mødes nærmest middelstandens folk og byens ungdom, medens Centralhotellets palmehave væsentligst søges af et mere mondænt publikum og derfor af og til byder på fin koncert. Af et mere folkeligt tilsnit er Esbjerg Tivoli, der indenfor sine rammer byder på så forskelligartede forlystelser som teater og zoologisk have, koncertsal og cirkus, karusseller, gynger og alt hvad hjertet begærer af slige rare sager. Ude i den yderste ende af Kongensgade findes teateret. Det ligger i Strandbygade, opførtes i 1896 af arkitekt Berg og kan rumme 700 tilskuere. »Anlægget« - ligger på en bakke ved havnen, og er tilplantet ad to gange i årene 1878 og 1884. Det imponerer ikke ved sin størrelse, men er kønt og hyggeligt, hvorfor esbjergenserne da også gerne promenerer i dets skyggefulde gange. I 1903 opførtes en restaurant, fra hvis veranda der er en storslået udsigt over hele det mægtige havneterræn. Et af de mest yndede udflugtssteder er Nørreskoven, og med taknemlighed mindes byen den mand, der med aldrig svigtende udholdenhed arbejdede for at skabe den dejlige plet midt i al den barske, øde natur, der ellers omgiver byen. Distriktslæge dr. med. O. Bruun har plantet hele anlægget, og der er derfor rejst ham et hædersminde i plantagen, en stor kampesten med et medaillionbillede, hans navn og følgende talende linier: »I karrig jord ved nøgen strand - På klit og lyngbevokste banker, - Han planted træ ved træ med - Læ og vækst for sunde, stærke tanker«. For 25 år siden begyndte dr. Bruun sit værk, og nu ejer byen en lille lystskov, der kan nåes efter en halv times forfriskende spadseretur, et sted, hvor borgerne glade tilbringer deres sommersøndag og nætter lungerne med den gode friske luft og sindet med den friskhed, der altid gives os af naturen. Vandrer man gennem Esbjergs snorlige, lange gader, mellem al murværkets ødemark, som store dele af Esbjerg faktisk er, findes enkelte bygninger, som bør fremhæves enten på grund af deres skønhed eller deres betydning. Ejendommelig er KFUMs bygning i Kirkegade. Foreningen gør et energisk arbejde blandt byens ungdom, og særlig arbejder dens medlemmer ufortrødent blandt de unge fiskere. De tjener mange penge og møder fra alle sider grådige hænder, der med lokkende røster søger at røve sin part af guldet, der kun altfor ofte svinder som dug for solen. Kipperne og kvinderne gør en rig høst, men Kfum'erne arbejder ihærdigt for at modvirke det usunde liv. I provst Biering har foreningen en trofast og energisk formand. Provst Biering er præst ved Zionskirken, der byggedes i 1912-14 af arkitekt Magdahl Nielsen, og virker ved en ejendommelig, middelalderlig charme. Kirkens elektrisk drevne klokker er skænkede af konsul D. Lauritzen. Byens ældste kirke er Vor Frelsers Kirke, der er opført 1887 i romansk stil af røde og grå sten. Pastor Chr. Bruun er sognepræst. På skolevæsnets område er Esbjerg langt fremme. Byen har 3 hovedskoler med 2 overlærere, 1 inspektør, 52 lærere og 33 lærerinder. Elevantallet er tæt ved de 4000. Realskolen opførtes 1890 og er gentagne gange udvidet. Her undervises ca. 300 elever. I 1905 opførtes Teknisk Skole, som underviser ca. 225 elever, her i 1915. Esbjerg Arbejderhøjskole ledes af forstander R. Vind. Skolen begyndte sin virksomhed i 1911 med 18 elever, men ellers på bar bund uden undervisningsmateriel og under højst usikre forhold; men trangen til skolen var der og så skulle det selvfølgelig nok gå. Elevantallet er nu vokset til 50, og der arbejdes ivrigt på at skaffe højskolen sit eget hus.

I 1915 er byens styrelse er i høj grad præget af socialdemokraterne, der gennem mange år har haft overtaget i byrådet. Deres førstemand, redaktør Jens Peter Sundboe, er en meget stejl partimand, der ganske hensynsløst forfægter sit partis anskuelser og overalt, hvor der er mulighed derfor, og søger at føre sine politiske og sociale anskuelser frem i det praktiske liv. I mange år har det socialdemokratiske parti angivet de linier, hvorefter byen skulde styres, og dette har bl. a. medført en stærk progressiv skatteligning, samt udførelse af store offentlige arbejder og stigende udgifter på undervisningsvæsenets og andre sociale områder.

Men 1. Verdenskrig i 1914 var en katastrofe for Esbjerg. Al handel og trafik lammedes, de store eksportforretninger søgte bort til sikrere havne, arbejderne gik ledige og forholdene var så fortvivlede, at man tænkte på at søge hjælp hos staten for at undgå byens totale ruin; men så kom havets rigdom som en frelsende engel. Fiskeriet reddede byen og der tjentes eventyrlige penge på fisken. Krigen har vist os, hvilken fare byens gunstige beliggenhed rummer; men lige så sikkert er det, at byen har fremtiden for sig. »Danmarks port mod vest« vil aldrig kunne stænges, og selv om der anlægges flere havne på Jyllands vestkyst, så vil Esbjerg havns betydning ikke blive rokket det mindste. Fiskerihavnen vil mulig blive aflastet, men den øvrige havn med al dens handel vil vokse i betydning, og når fredens dage atter kommer, skal det nok vise sig, at den baggrund, hvorpå byen er bygget, dens eksistensberettigelse, er så solid og velfunderet, at Esbjerg vil vedblive at vokse, vil blive én af de betydeligste byer i Danmark.

Esbjerg har jo intet opland, der kan bære en by - men så er der havet. Herfra hentes der rigdomme til byen, herfra skaffes der beskæftigelse til mange hænder og på havets høst er der bygget mange firmaer. Fiskeriet er i Esbjerg udviklet i høj grad. Fisken eksporteres næsten udelukkende i fersk tilstand, nedpakket i is, så den vældige fiskeindustri, som f.eks. Stavanger driver, kendes ikke her, men alligevel er der endda et myldrende liv. I fiskerihavnen ligger fiskernes motorskonnerter så tæt sammenpakkede, at det er andre en gåde, hvorledes de atter slipper ud af havnen. Langs kajen, men især ude ved enden af fiskepakhuset, står der titusinder af fiskekasser i tårnhøje stabler, hver mærket med ejerens navn. I det lange fiskepakhus findes en række kontorer og opbevaringsrum for is. Her holder fiskeeksportørerne til og side om side finder vi alle de mænd, som vi kender på dette område.

Når fiskekutteren tøffende kommer ind i havnen, hører man straks sagkyndige bedømmelser over, hvor megen last »hun« har inde. Når båden er fortøjet, stiller en stab af mænd med lossegrejer. Fisken øses i store spande, fordeles med et vist kvantum til hver kasse, en skovlfuld is kastes i kassen, væk med den og fat i den næste. Talrige rappe hænder tager fat og hurtigt er de tusinder af fisk lastet i jernbanevogne for at afgå sydpå. Det er et broget billede, man seér her, et muntert og lærerigt liv. Den, der står og seér til, føler sig så underlig i vejen i al denne travlhed, føler sig fattig, fordi det er tydelig at se, hvor guldet vælter ud af bådene. Der er stort marked for fisken, men da den kun kan tåle en begrænset transport, er markedet derfor også begrænset til visse afstande. Den dag kommer vel derfor også, hvor der på den jyske vestkyst vil skabes en række fiskeindustricentrer af samme art som på Norges vestkyst.

Det betydelige fiskeri har skabt en række store firmaer, der udelukkende er baserede på fiskeeksport. Oscar Wilhelmsens fiskeforretning er en af de mest kendte. Dens omsætning er meget betydelig og der anvendes stadig en stor arbejdsstyrke ved losning, pakning og isning. Hans Thimsen har fået hele sin opdragelse ved fiskeriet, kom derefter til det landskendte firma Struer Mikkelsen, hvor han fik sin specielle uddannelse på det merkantile område. I 1902 etablerede Thimsen sig i Esbjerg, hvor han begyndte med 2 mand; nu beskæftiger han en halv snes mand, har to mand på sit kontor og filial i Ringkøbing. Blandt de nyere folk skal vi nævne Laurits Rønn, der stammer fra Struer og etablerede sig i 1912. Mellem petroleumstønder, fiskekasser, iskurve og travle mennesker vandrer vi ned langs det kønne fiskepakhus, og vi seér det ene kendte navn efter det andet. Navnet Wilhelmsen er landskendt, ja, mere end det, og her finder vi både Oscar Wilhelmsen og lidt længere henne Chr. Wilhelmsen, der er indehaver af det store firma Struer-Mikkelsen, der grundlagdes i 1894. Foruden sin indenlandske forretning har firmaet en meget betydelig eksport til Tyskland og England.

Fr. Mehlsen & Co. er ligeledes et navn, der vejer til. Firmaet driver en meget stor eksport og er i stadig vækst. Der kunne nævnes mange andre navne, der er ligeså lødige, men forretningerne er for os andre at se til ens hos dem alle. Og den, der besøger havnen, kan vanskelig se forskel. Side om side, fuldkommen ens i udseende, ligger alle fiskeeksportørernes kontorer og lagre i fiskeribygningen, og travlheden synes at køre det hele sammen i eet kaos, det for den fremmede er umuligt at finde rede i. Alene den mængde is, der bruges, overrasker, og man forstår ikke, hvor de får det fra i sådanne mængder. Det volder også til tider besvær, og fiskerne arbejder på at rejse deres eget isværk. Da krigen lagde sin lammende hånd over Esbjerg og bragte alt til at ligge stille, så det en overgang ganske fortvivlet ud for byen; men så kom fisken og reddede det hele. Fiskerne tjente store penge, og selvom driftsudgifterne er voksede enormt, bliver der dog et så stort overskud, at fiskerne kan blive velhavende. Mange af dem har imidlertid en åben hånd, pengene ruller, og der tilførtes byens næringsliv en ny kraft. Rygterne om fiskernes fortjenester antog eventyrlige former, spekulationen, den krigens mare, spidsede øren. Her var noget at gøre - og fiskeriselskabernes tid kom. Der var godt og ondt imellem hinanden, men der blev i de fleste tilfælde sat for megen kapital ind i de enkelte foretagender.

I intim forbindelse med fiskeriet står bygningen af fiskefartøjerne og allerede i året 1871 anlagde skibsbygmester Th. Dahl et skibsbyggeri i Esbjerg, der i 1898 overtoges af N. Raun-Byberg. Den nye chef havde i 28 år været ansat hos Burmeister & Wain, deraf i 23 år som skibsbygmester. I tiden omkring overtagelsen var det, at fiskeriet i Nordsøen tog et så vældigt opsving, i væsentlig grad som følge af, at motoren nu rigtig begyndte at finde anvendelse som drivkraft for fiskerfartøjer, og i løbet af få år havde Esbjerg en betydelig fiskerflåde, der år for år stadig er blevet forøget, således at den nu består af henved 300 større og mindre fartøjer. Der har her været et meget betydeligt virkeområde for værftet både med reparationer og nybygninger; der er således i den tid, der er forløbet siden N. Raun-Byberg overtog forretningen, udgået fra værftet som nybygninger ialt 50 større fiskerfartøjer og 71 større og mindre motorbåde. Det fortjener bl.a. at nævnes, at værftet har leveret et forsøgsfartøj på 55 brutto beg. tons, bygget for østrigsk regning til fiskeri i Adriaterhavet, hvor det siden har været i virksomhed med hjemsted i Triest. Esbjerg skibsbyggeri vandt et godt navn under N. Raun-bybergs ledelse, og sønnerne, der i 1912 overtog værftet, har trofast ført det videre i samme spor.

Som et naturligt supplement til det maritime erhvervsliv, der i løbet af den sidste menneskealder eller mere i stedse højere grad har præget Esbjerg, er Esbjerg Tovværksfabrik vokset op til en betydelig virksomhed, hvis opland nu strækker sig langt videre end til Esbjerg og Vestjylland. Herom vidner bl.a. den kendsgerning, at fabrikken har forbindelser overalt i Danmark og faste oplag i 9 byer, alle naturligvis havnebyer, nemlig København, Helsingør, Korsør, Odense, Svendborg, Århus, Ålborg, Frederikshavn og Skagen. M. A. Broegaard, der er født 1881 på Langeland, er virksomhedens administrerende direktør, efter først i nogle år at have været firmaets rejsende. Med en aktiekapital på 150,000 kr. er Esbjerg Tovværksfabrik a/s nu i stand til at opretholde og forøge en betydelig omsætning, hvis hovedpart skyldes fabrikkens manilla tovværk, hovedsagelig anvendt i fortøjnings- og slæbetrosser, etc., samt dets herkules-hamp-tovværk, der er mønsterbeskyttet og kendeligt på den indlagte røde tråd. Som et slags grafisk billede af virksomhedens vækst kan noteres, at den begyndte i 1906 med en arbejdsstyrke på 8 mand, medens den nu beskæftiger 65 arbejdere og funktionærer, ligesom fabrikken naturligvis er indrettet efter de mest moderne principper.

Esbjerg havn blev bygget for eksportens skyld, og der er selvsagt af samme grund etableret mange eksportfirmaer i byen. Stigningen i den eksport, der foregår fra Esbjerg, er ganske enorm. Af smør eksporteredes således i 1878 ca. 230,000 kg., i 1896 ca. 10,300,000 kg.; i 1906 ca. 29,150,000 kg. og nu ca. 32,000,000 kg.; flæskeeksporten er steget endnu stærkere, den omfattede i 1878 ca. 312,000 kg, i 1896 53,200,000 kg og i 1915 ca. 70,000,000 kg; af æg eksporteredes i 1878 ca. 46,000 snese, i 1896 ca. 1,100,000 snese og i 1915 ca. 8,000,000 snese. Kødeksporten er i de senere år gået betydeligt tilbage, i 1878 eksporteredes ca. 12,000 kg, i 1896 ca. 900,000 kg, i 1902 ca. 5,700,000 kg, men i 1915 kun ca. 1,900,000 kg.

Der findes i Esbjerg flere meget betydelige slagterier samt det kommunale, Esbjerg offentlige slagtehuse. Fra virksomheden på det offentlige slagtehus skal vi anføre følgende tal: i finansåret 1914-15 blev der slagtet 1565 okser, 148 heste, 720 svin, 1493 fedekalve, 142 spædekalve og 994 får og lam. Heraf blev der stemplet 57 okser, 19 svin, 18 fedekalve og 2 spædekalve med 2. klasses stempel og henvist til kogning på slagtehuset 4 okser. 8 okser, 1 hest, 10 svin, 5 fedekalve og 8 spædekalve blev totalt kasseret. Det store andelsslagteri oprettedes 1888 og er flere gange udvidet ganske betydeligt, så det nu slagter langt over 100,000 svin årligt.

Esbjerg Svineslagteri stiftedes i april 1896 og begyndte sin virksomhed l 1/2 år senere under navnet »Esbjerg Aktie-Svineslagteri«, men det ville ikke rigtig trives, hvorfor selskabet 4 år senere trådte i likvidation. Samtlige aktiver overtoges af londonerfirmaet Van den Bergh, der førte slagteriet videre under det nuværende navn. Slagteriets leder, C. L. Okholm, har været knyttet til firmaet lige fra dets første start og overtog direktørposten i 1906. Slagteriet beskæftiger sig med tilvirkning og eksport af bacon bestemt for det engelske marked, hvor produktet har opnået et godt renommé, samt med slagtning og forsendelse af kreaturer, kalve, får og små slagterisvin. Den sidste del af virksomheden må nærmest betragtes som en slags kommission, idet slagtning og salg sker for afsenderens regning. Slagteriet er overalt moderne indrettet og det har sit eget fedtsmelteri og pølsemageri. Selskabets egne produkter sælges udelukkende gennem Van den Berghs firma til det engelske marked, hvor slagteriets varemærke tip-top« er kendt og skattet.

L. Hartogs kom i 1901 til Esbjerg fra Holland, hvor han på forskellige eksportslagterier havde lært englændernes krav til deres meat-markets at kende. Som den første her i landet optog han eksport af slagtede kalve og polte i hel tilstand; senere oprettede han Dansk Kanin-Eksportslagteri og søgte dermed at skabe en eksport af kaniner, der er meget yndet i England. Hartogs er født i Heesch i Holland 1878 og beklæder hvervet som hollandsk konsul.

Schaub & Co's fabriker grundlagdes 1892 af tyskeren H. Leube fra Hamburg. Oprindelig var det et lille tarmrenseri i et vaskehus i Norgesgade. I året 1893 blev der bygget en mindre fabrik på det kompleks, hvor fabrikkerne nu ligger, og den er stadig, følgende landets slagteindustri, blevet udvidet, så firmaet nu forarbejder tarme og slagteaffald af ca. 1,600,000 slagtedyr årlig og er Europas største virksomhed i den branche. Afdelingen blev i 1906 omdannet til et dansk aktieselskab med en aktiekapital af kr. 550,000; det har sine egne fabriker og filialer i Frederikshavn, Ålborg, Skive, Odense, Slagelse, København, Århus, Viborg, Horsens med mere. På fabrikkerne i Esbjerg beskæftiges stadig 150-200 arbejdere. Firmaets administrerende direktør er E. Brüning.

Smør- og ægeksporten dyrkes af en række kendte firmaer, der i de fleste tilfælde bærer helt engelske navne og som gør så godt som hele deres forretning på England. Dansk Andels-Smøreksportforretning, der har sine kontorer på Østre Havnevej, er en meget betydelig virksomhed. L. Bech driver en betydelig eksport af både æg og smør og har organiseret et direkte opkøb af æg mellem landboerne. Men der findes iøvrigt talrige andre firmaer, som smøreksportør N. Hedegård, Co-operative Wholesale Society Ltd., Danish Co-operative Butter Factory Company, L. Nielsen Ladefoged, Lauritzens smørforretning, Maypole Dairy Co., Pollock & Co. Med flere. Alle firmaer, der udelukkende dyrker eksporten og derfor ikke kan siges at være specielt »esbjergske«. De har hjemsted i byen på grund af havnen og den gode englandsforbindelse - det er den eneste grund.

Esbjerg har den ejendommelighed, at den ikke har nogen selvstændig bank. Ønskerne om at få sin egen bank er både gamle og stærke, og i 1892 realiserede esbjergenserne ønsket og stiftede Esbjerg-Fanø bank med en aktiekapital på 125,000 kr., der hurtig steg til 1,000,000 kr.. Banken byggede sin egen ejendom på Torvet ved siden af posthuset - men dens levetid var ikke særlig lang. Den efterfulgtes af en filial af Landmandsbanken, der nu ejer den originale bankbygning på Torvet. Handelsbanken i Esbjerg er ligeledes filial af hovedstadsbanken af samme navn, men den ældste bank på pladsen er Varde Banks Esbjerg-afdeling, der fra gammel tid har besørget esbjergensernes pengetransaktioner. Varde Bank er stiftet i 1872, og dens aktiekapitaler på ca. 1,000,000 kr. og reservefonden omtrent samme størrelse.

En anden institution, der er i nær berøring med pengeverdenen og forretningslivet, er Revisions- og Forvaltningsinstituttet. Efter at der i årenes løb havde været gjort flere forgæves forsøg på at oparbejde en revisionsvirksomhed i det sydlige og vestlige Jylland, startede revisor H. C. Haagensen i året 1910 Jydsk Revisionskontor i Esbjerg, og det lykkedes ham at overvinde vestjydens mistænksomme forsigtighed overfor nye foretagender og ved et meget energisk og målbevidst arbejde udviklede virksomheden sig til en omfattende og anset institution. Da Revisions- og Forvaltningsinstituttet i 1914 agtede at oprette et afdelingskontor i Esbjerg, tilbød man hr. Haagensen stillingen som direktør, og under hans ledelse vokser afdelingen med stærke skridt og tæller sine kunder over hele Jylland. Går man gennem den moderne Kongensgade i Esbjerg vil man ikke kunne undlade at lægge mærke til den stilfulde facade på instituttets kontorer, og som kontorernes ydre er stilfuldt, gælder det samme om deres indre udstyrelse, der præges af en vis fornem soliditet. Netop i 1916 udsendes der meddelelse om, at esbjergensernes inderlige ønske om en selvstændig bank er blevet opfyldt, idet der er dannet et selskab, der under navnet Esbjerg Bank vil drive almindelig bankvirksomhed i byen. Aktiekapitalen er foreløbig en halv million kroner og sagfører Hannes Hvedstrup er formand for bankens bestyrelse.

Esbjerg havn blev bygget af hensyn til eksporten, men det er en selvfølge, at ruteskibene søger returfragt og dermed opstår der af sig selv en betydelig import; desuden er havnens beliggenhed så ideel, at der er alle betingelser for i Esbjerg at skabe en stapelplads for hele det sydlige Jylland. Imidlertid varede det omtrent 20 år inden der kom en virkelig import i gang, og årsagen hertil må i første række søges i den indgroede mistillid til byen, der var rådende blandt alle betydende handelsfirmaer og blandt de fleste skibsførere, og det var først i slutningen af firserne, at der kom mænd til byen, som havde betingelser for at skabe en virkelig storhandel. En af de betydeligste af disse mænd var konsul D. Lauritzen, der med en sjælden dygtighed og energi startede en række foretagender, som han senere overlod til sine dygtigste medarbejdere, og her kom hans sikre menneskekundskab ham til gode, så han oplevede at se en række dygtige mennesker få anledning til fuldtud at få anvendelse for deres evner. Skuffelserne som D. Lauritzen led, var meget sjældne. Ditlev Lauritzen kom til Esbjerg allerede i 1884 og fem år senere etablerede Henrik Pagh sig og påbegyndte en grossistforretning i kolonial, og han er ligeledes een af dem, der betød mest for Esbjergs vækst. Pagh og Lauritzen tog initiativet til at skaffe Esbjerg den kreditoplagsret, der var en nødvendig betingelse for en virksom import. Og det lykkedes i 1889, skønt Esbjerg endnu kun var en landsby. Det var importen byen skulle leve af, og da kreditoplagsretten endelig var sikret, tog den for alvor fart. Det ses bedst af toldintradernes stigning, der i 1878 udgjorde 62,238 kr., i 1888, året før kreditoplagningsretten, var de 82,279 kr., 1892 steg de til 144,194 kr., 1902 til 296,813 kr., 1906 til 423,700 kr. Og i 1913-14 nåede toldindtraderne tæt op til den halve million.

Af de betydeligste importfirmaer skal vi nævne det af Henrik Pagh startede kolonial-firma Pagh & Quist Pedersen, der tillige driver rederivirksomhed, Faarup & Sønderby, hvis store lagerbygninger findes ved havnen, det landskendte kornfirma, Eriksen & Christensen a/s, der med en kapital på en million kr. ledes af grosserer H. Erichsen, een af konsul Lauritzens mænd. Jernet og stålet importeres af de to firmaer Esbjerg jernhandel og det af Viggo L. Rahr i 1907 stiftede firma Esbjerg Jern & Stålforretning, der lededes af grosserer Ernst Bruhn indtil 1911, da Bruhn selv overtog virksomheden. Firmaet har det største lager på vestkysten af jern og stål, værktøjer, sanitetsartikler og lignende. Af kulimportører er der J. Villemoes og der skal yderligere nævne J. Lauritzen og Esbjerg Kulkompagni, medens firmaet brødrene Bojsen, der etableredes i 1899, har en stor import af isenkram. Firmaets indehaver, Christian Bojsen, har forøget virksomheden ved oprettelsen af en fabrik for fremstilling af forskellige maskiner for landbruget, vaskemaskiner, decimalvægte og lignende.

A/S Jørgen Jensen & Co. driver en stor forretning med bygningsartikler. Firmaets chef, direktør C. P. Pedersen, drev tidligere selvstændig forretning i Varde og kom til Esbjerg i 1904 som forretningsfører for et fælleskontor for samtlige teglværker og blev i 1910 meddirektør for Jørgen Jensen & Co. Direktør Pedersen er en mand, der har tilegnet sig sine fleste kundskaber ved selvstudium og foruden ledelsen af det store firma får han stunder til at beskæftige sig med en stor del af de sager, der har hans interesse. Pedersen er således medlem af venstre-foreningens bestyrelse, i hovedbestyrelsen for »det blå kors« og formand for sammes lokale afdeling samt formand for »kristelig forening for handelsrejsende i Danmark«.

Direktør Ernst Brunings virksomhed er ligeledes meget omfattende. Foruden de virksomheder, han leder i Esbjerg og som vi tidligere har omtalt, har direktør bruning grundlagt beslægtede virksomheder både i Norge og Sverige, virksomheder, som han stadig er med i ledelsen af, ligeledes i bestyrelsen for Esbjerg salt- og Cindersværk samt i det af ham stiftede dansk-tyske selskab Altona Seequarantäine.

Carl Hansen driver en meget betydelig agenturforretning, der omfatter assurance og repræsentation af forskellige firmaer, som Obel, Det Danske Petroleumsaktieselskab og lignende betydelige firmaer fra Kronprinsensgade 33. En af de yngre købmænd, der har skabt sig en betydelig virksomhed, er købmand Hans Nielsen, der er uddannet på Esbjerg Aktie Svineslagteri, og således kender sin by. Ved faderens død i 1905 overtog sønnen forretningen efter at have opholdt sig nogle år i England. Hans Nielsen byggede i 1910 sin egen forretningsejendom med lagerlokaler, kontorer og beboelse. I sin egenskab af Cunard-liniens repræsentant har Nielsen i de forløbne 10 år ekspederet henimod 100,000 passagerer til og fra Amerika. Foruden det store dampskibsselskab repræsenterer Nielsen Otto Mønsted a/s og er indehaver af dette firmas Esbjerg afdeling, der omfatter Ribe amt; der sælges herfra ca. 1 3/4 million pund margarine årlig.

Esbjerg er først og fremmest en handelsby, og der er ikke nogen særlig stor industri i byen i 1915 udover de virksomheder, der står i intim forbindelse med eksporten. Dog er der enkelte virksomheder, som har opnået at blive kendt over hele landet. Dette gælder således i særlig grad firmaet Esbjerg Jernstøberi og Maskinfabrik. Firmaet kan føre sin oprindelse ligeså langt tilbage, som byen har eksisteret, idet grundlæggeren, smedemester Frantz Møller og dennes hustru, hørte til de allerførste, der slog sig ned udenfor den projekterede havns terræn, idet han ræsonnerede, at hvor der byggedes en havn måtte der være brug for en smed. Der fortælles en morsom anekdote om F. Møllers valg af grunden, hvorpå smedjen rejstes. På en hedelod mellem den nuværende Smede- og Kronprinsensgade lå en rød ko, drøvtyggende og tankefuld; da møller kommer hen over heden, rejser koen sig og ser på den fremmede mand, hvilket giver Møller tanken, at her og ingen andre steder skal smedjen stå; han købte jorden, og byggede det første hus af den nye by, og etablerede Esbjergs bys første virksomhed. F. Møller gik senere i kompagni med N. J. Poulsen, udvidede smedjen til et jernstøberi og maskinfabrik, der påtog sig mange, store arbejder over hele landet, deriblandt en del mindre jernbanebroer. Virksomheden blev efterhånden meget betydelig, og da Poulsen efter Møllers død i 1883 havde ledet hele fabrikken alene og samtidig været formand for Esbjerg sogneråd indtil dels overgang til købstad, gav han sluttelig op og solgte fabrikken til de nuværende indehavere, Jensen & Olsen, der fortsætter virksomheden under navnet Esbjerg Jernstøberi og Maskinfabrik. Men det skal huskes, hvad et lokalt blad skrev ved Poulsens 25årige borgerjubilæum i 1901: »Når Esbjerg med tiden bliver en stor fabriksby, »skal med hæder nævnes banebryderne Frantz Møller »og N. J. Poulsen.« Under de nuværende indehavere er firmaet ført videre frem og er i fortsat stærk udvikling. Omsætningen er mangedoblet, og virksomheden rækker ud over hele landet - men den findes stadig på det samme sted, hvor Frantz Møller for snart 50 år siden rejste sin smedje.

Et arbejde, der levende illustrerer firmaets ydeevne er det nye vandtårn i Esbjerg, der opførtes 1904 efter firmaets egen konstruktion. Tårnet er helt af jern og er dannet af en åben konstruktion med 8 fritstående jernpiller, der hver bærer en vægt af ca. 90,000 kg. Tårnet bærer øverst, i 125 fods højde, en jernbeholder af form som et halvt æg med et rumindhold på 600 kubikmeter, der kan rumme 600,000 kg vand.

Den store fiskeriflåde, der er hjemmehørende i Esbjerg, har selvsagt givet stødet til anlægget af mange virksomheder. Motoren, denne revolutionerende opfindelse, der snart synes os gammel, blev hurtig taget i brug af fiskerne, og dermed var der virkefelt for en dygtig motorindustri. Maskinfabrikant C. Mollerup, der gennem sin tidligere virksomhed havde grundigt kendskab til motorindustrien og særlig til de krav, søgående fartøjer måtte stille, grundlagde 1896 en mindre maskinvirksomhed i Esbjerg, der særlig beskæftigede sig med reparationer. Forretningen trivedes godt, og allerede året efter købte Mollerup grund og opførte sin egen fabrik, der beskæftigede 30 mand. I tiden omkring århundredskiftet blev spørgsmålet om motorer som drivkraft til fiskefartøjer for alvor aktuelt, og Mollerup tog straks sagen op. Han konstruerede en praktisk motor, der hurtig vandt udbredelse, og virksomheden voksede med rivende fart, så at Mollerups financielle kræfter ikke slog til længere. Han kom i vanskeligheder, men da virksomheden i sig selv var god nok, dannedes aktieselskabet c. Mollerups maskinfabrik med en særlig merkantil leder, medens Mollerup vedblivende leder selve fabrikken.

Carl B. Hoffmann overtog i 1903 en anden virksomhed og påbegyndte et halvt år senere fremstilling af petroleumsmotorer, der vandt så megen anerkendelse, at fabrikken efter de første to års forløb udsendte motor nr. 142. Fabrikken er i stadig vækst og leverer nu sine motorer overalt i landet samtidig med, at der stadig eksporteres en del af disse nyttige kraftmaskiner. Fabrikant Jul Jakobsen etablerede sig i 1900 og kastede sig ligeledes for en stor del over motorfabrikation. Jakobsen konstruerede en god og driftsikker motor, der var velegnet både til sø- og landbrug. I februar 1913 overtoges hele virksomheden af maskinfabrikant Jens Willemoes - ikke at forveksle med grosserer J. Villemoes; der er nemlig kun den navneforskel, at grossereren klarer sig med et enkelt v, medens fabrikanten bruger et dobbelt w -, der foruden fremstilling af motorer har kastet sig over fabrikation af teglværksmaskiner.

På sin 25-års fødselsdag i 1895 grundlagde N. M. Kromann fra Fanø, sin kemisk-tekniske fabrik i Esbjerg i lejede lokaler og kun med 2 mand. Men allerede året efter byggede han sin egen fabrik i Fyensgade, og i 1898, i 1901 og i 1904 har udvidelser og tilbygninger været påkrævede. Efter den første udvidelse i 1898 indlagdes petroleumsmotor, senere indførtes elektrisk drift til virksomheden, og der er også en guldprægeanstalt, idet fabrikken selv fremstiller alle sine guldprægede etiketter samt al blik- og pap-emballage. En kemisk-teknisk fabrik er en mangeartet virksomhed, og fabrikationen omfattede toilette- og husholdningssæber (hovedforretningen i sæbe var en salmiak-husholdningssæbe), farmaceutiske artikler, sværter, bittere og krydderier. Men fabrikken har også fremstillet frugtsafter, bl.a. via egen plantage på 7 tønder land til dyrkning særlig af jordbær og solbær, ligesom fabrikken tilvirkede alkoholfri likører af frugtsafter. Sæber og kemiske artikler har vunden anerkendelse og er blevet tildelt en række prisbelønninger: guldmedaille i Paris 1902, Budapest 1903, Bryssel 1904 og i London i 1909. Kromann var medlem af Esbjerg ligningskommission i årene 1896-99 og i bestyrelsen for foreningen »Fanø« og i sin faglige fabrikantforening.

En af byens ældste virksomheder er Brinchs Kemiske Tøjrensningsetablissement og Garderobefarveri, der anlagtes allerede i 1876 som et andelsselskab, Strandby Klædefabrik, der drev uldspinderi og klædefabrikation. Efter forskellige omskiftelser overtoges fabrikken af afdøde fabrikant P. Brinch, der drev forretningen som uldspinderi og klædefabrik indtil den tid, hvor kemisk tøjrensning og garderobefarveri begyndte at blive mere almindelig, da blev driften omlagt til kun at omfatte kemisk tøjrensning og garderobefarveri og lededes da af fabrikant P. Brinchs søn, hr. F. Brinch (nu direktør for a/s Hannibal Sander i København). I sommeren 1915 overtoges forretningen af Axel C. A. Nielsen, der har fået sin uddannelse hos a/s Hannibal Sander, København, gennem 4 år, herefter rejst i 2 år i Tyskland og Schweiz og arbejdet i disse landes større farverier og efter sin hjemkomst været teknisk leder af et stort dampvaskeri, farveri og kemisk tøjrensnings-etablissement i København i 6 år. Forretningen beskæftiger daglig ca. 10 personer og er forsynet med de bedste maskiner, og arbejdet er det bedste, der kan præsteres.

D. 1 juli 1910 startede farveriejer A. Lunding sit firma, der beskæftigede sig med farvning og kemisk tøjrensning, senere udvidedes virksomheden til også at omfatte vaskning, og Lunding indrettede et moderne dampvaskeri i forbindelse med sin øvrige virksomhed. Esbjerg Dampvask er i blev grundlagt af et aktieselskab 1896. I året 1903 overtoges virksomheden af C. Poulsen, der drev virksomheden indtil dennes søn overtog den 1915. Direktør Hj. Poulsen er født i Århus i 1890, fik sin uddannelse hos Vet & Wessel i Varde, var derefter 6 år i Odense og kom 1915 til Esbjerg for at overtage dampvaskeriet. Poulsen har helt reformeret virksomheden, anskaffet nye, moderne maskiner, således at Esbjerg dampvaskeri nu er et af de største og bedst indrettede i Jylland. Der beskæftiges stadig ca. 18 mennesker.

Grosserer S. Pedersen, der nogle år var medlem af ligningskommissionen, overtog i 1891 faderens skotøjsforretning, som han senere udvidede med en grossist-afdeling, der har antaget et forholdsvis betydeligt omfang og nu tæller sine kunder på alle landets pladser.

Så tidlig som i 1884 etablerede Carl Graff sig i Esbjerg som kobbersmed og blikkenslager. Gennem et dygtigt arbejde fik han en ret betydelig forretning og udførte flere store arbejder, således kobberdækningen ved Ribe Domkirke under dennes store restaurering. Sønnen, Carl V. Graff, optoges i firmaet 1910 og er eneindehaver siden faderens død i 1914. Nævnes må også P. Sloths Margarinefabrik, der ganske vist ikke hører til de betydeligste, men som dog gennem mange år har arbejdet støt og godt.

Af møller findes den gamle Esbjerg Mølle og så det nye, store, moderne anlæg, Esbjerg Valsemølle, der er i stand til at producere næsten 1000 sække daglig. I denne forbindelse vil det være naturlig at erindre Esbjerg Brødfabrik, hvis moderne bygning rejstes i 1899. Under Martin Hansens daglige ledelse er fabrikken arbejdet godt frem og nyder megen anseelse for sine gode varer, der forhandles over hele byen. Til noget nær samme kategori hører Esbjerg Andelsmejeri, der ledes dygtigt af mejeribestyrer Balslev Jørgensen. Denne er en stærkt interesseret mand, der beklæder flere tillidshverv, således som formand for Andelsbankens Esbjerg kontor og for »det jyske venstre«. Balslev Jørgensen er tillige medlem af Esbjerg ligningskommission.

Fabrikant N. M. Winther, der er indehaver af Esbjerg Eddikebryggeri og Konservesfabrik, er fra Fanø og har pløjet søen gennem mange år, tog derefter styrmands- og senere kaptajns-eksamen. Som kaptajn sejlede Winther nu med sejlskib i 5 år og derefter som dampskibsfører i 13 år, indtil han d. 1 juli 1915 »lagde op« og gik ind i sin nuværende stilling.

Fabrikant Chr. Danckwardt, der også leder en konservesfabrik, a/s Esbjerg Konservesfabrik, er derimod en udpræget »landkrabbe«. Lidt forbindelse med søen har han dog haft, da han lærte hos skibsprovianteringshandler P. Schou i Frederikshavn. I 1886 drog Danckwardt til Esbjerg, hvor han nogle år senere begyndte en selvstændig forretning, mineralvandfabrik og aftapningsanstalt, senere startedes yderligere en restauration med en dejlig have, hvor der daglig gives koncerter; men skønt Danckwardt vistnok er Esbjergs sværeste borger, havde han dog ingen ro på sig, og i 1910 udvidede han sin virksomhed med anlægget af en maskinfabrik, der trives så udmærket, at der nu skal opføres en stor, moderne fabriksbygning ved den nye fiskerihavn og endelig startede Danckwardt i år sin konservesfabrik.

Fabrikant J. A. Buchwald driver en ret betydelig kassefabrik, der selvfølgelig særlig beskæftiger sig med fremstilling af fiskekasser, hyttefade og lignende, men iøvrigt er leveringsdygtig på alle områder under faget. Et firma af en helt anden art end de, vi hidtil har nævnt, er a/s J. C. Christensens papirhandel, der foruden at beskæftige sig med alt henhørende under papirforretning engros, har skabt sig en betydelig virksomhed i postkort og ejer i tusindvis af originale ting, i første række danske prospekter fra by og land.

Byen har mange hoteller; den ligger jo så nær Fanø, at den nyder godt af turiststrømmen. Hotel Spangsberg knejser højt på banken med hele sin facade vendt ud mod søen, Centralhotellet er kendt ved sin stilfulde palmehave og Paladshotellet ved sit smukke ydre, der giver gode løfter om et tilsvarende indre, dvs. god mad, hyggelige værelser og gode senge. Hotellet er nyt og åbnedes i 1914 under ledelse af G. V. Henriksen, der er formand for Esbjerg Restauratørforening. Jo, Esbjerg er en levende og livlig by. Det provinsielle præg, der hviler over mange af vore købstæder, savnes næsten fuldstændig; der kommer mange turister på gennemrejse, byen er vendt ud imod den store verden, og alt dette giver byen og dermed dens butikshandel et mere levende præg, end vi vanligt møder i provinsen. Butikkerne er ikke alene velforsynede, men hele deres indretning og deres vinduesudstilling bærer præget af en livlig konkurrence.

Guldsmed Chr. Dalgård etablerede sig i Esbjerg 1902 og kom hurtig i kontakt med byens borgere. Forretningen trivedes godt, så det 5 år efter blev nødvendigt at flytte virksomheden til større lokaler i Kongensgade 48. Her findes forretningen endnu, og i gaden findes også juveler Dalgårds forretning. Kongensgade er byens strøg, og den anden af de store guldsmedeforretninger findes derfor også her i gadens nr. 54. Indehaveren, guldsmed M. Erlandsen, er en dygtig mand, der har forstået at samle en fast, solid kundekreds om sin forretning. Esbjerg har også en kvindelig urmager, Marie Rasmussen, der har forretning i Kongensgade, hvor hun etablerede sig 1910. Foruden sin urmagerforretning driver frøken Rasmussen også forretning med optiske artikler, guld- og sølvvarer.

I Kongensgade 73 har cyklehandler Th. Christensen sin forretning, der påbegyndtes i 1902 under meget beskedne forhold. Få år senere flyttedes forretningen til de nuværende lokaler, der er indrettet i Christensens egen ejendom. Forretningen, der nu beskæftiger 6-7 mand, beskæftiger sig tillige med reparationer af mindre maskiner, specielt af finere konstruktion. Cyklehandler P. M. Gram har ligeledes en anset og betydelig forretning, der har sine forretningslokaler i Kronprinsensgade 16.

En forretning, der er særlig populær i byen, er J. Poulsens konditori, der etableredes d. 1 januar 1909 som et hjemmebageri; varerne blev imidlertid så efterstræbte, at virksomheden hurtig udvidedes og blev byens største bageri og konditori, der daglig beskæftiger 35 personer. Konditoriets restaurant har et stort publikum, der søger hertil både for de fortrinlige varers skyld, det store bladhold og de hyggelige lokaler. Poulsen har anlagt to filial-udsalg på forskellige steder i Esbjerg. En yngre, men i alle retninger velforsynet og moderne forretning er Løve Materialhandelen, der er startet af Anton Rehkopff. Forretningen omfatter alt i material- og urtekram samt malervarer og fotografiske artikler, og Rehkopff har i den korte tid ført sin forretning frem til en af de betydende i Esbjerg by. Købmand M. Brinch-Fischer er en af de mere kendte borgere, der driver en god kolonialforretning på byens hovedstrøg, Kongensgade 77. Farvehandler Magnus Kann overtog i 1914 den af S. P. Dahl drevne farvehandel, som han fører videre med megen dygtighed, den han har erhvervet sig ved gennem en længere årrække at have været ansat i Martin Hansens Farvehandel i Vejle.

I Aage Jensen har Esbjerg ny læderhandel en habil fagmand og dygtig chef, der tidligere som rejsende for Ballins sønner har lært alle krav at kende og dermed har særlige betingelser for i enhver henseende at kunne betjene sine kunder tilfredsstillende. Hattemager Carl Jensen lærte sit fag i Svendborg og ved 7 års arbejde i udlandet. I 1906 løste Jensen sit borgerskab i Esbjerg, men det var under såre beskedne forhold, han begyndte. Den habile fagmand kom dog ikke til kort; han så sin forretning trives godt og måtte stadig skride til udvidelser, og sine medborgeres tillid fik Carl Jensen ligeledes flere beviser på. Siden 1908 har han været medlem af byrådet og han er desuden i bestyrelsen for Dansk Arbejdes Esbjerg afdeling. Niels Rohde har også lært af udlandet; han var således engageret som dekoratør til verdensudstillingen i St. Louis, og hvad han så derude, kom ham til gode, da han etablerede sin damekonfektionsforretning i Esbjerg. En af de ældste manufakturforretninger i byen er Mads Jørgensens, der er ligeså gammel som byen og har vokset sig stor med denne og her lærte købmand J. Laugesen Petersen at blive en dygtig manufakturist.

Han havde derfor alle betingelser for at kunne føre sin forretning frem, da han etablerede et udsalg for Crome & Goldschmidt, thi han ikke alene kunne sit fag, men han kendte sin by. Derfor blev hans forretning en af de største i Esbjerg. Købmand Th. Westergård grundlagde i 1909 en manufakturforretning i kompagni med Peter Knak fra Kolding, og efter dennes død i 1913 fortsatte han firmaet alene under navnet Peter Knak's Eftf. Det er nu et af de største på pladsen, og ved et gennemført kontant salg er det i stand til at kunne byde gode varer til små priser. I nær forbindelse med manufakturhandlerne står skrædderne, hvoraf der findes flere særdeles dygtige folk, således M. Nielsen Krusborg, der er formand for Skræddermestrenes Forening og i bestyrelsen for Håndværker- og Industriforeningen. En af byens større skrædderforretninger er Jørgen Jepsen på Kongensgade. Jepsen etablerede sig 1899 sammen med Meinertz, men senere gik de hver sin vej, og Jepsen sidder nu med en forretning, der er meget anset og i stadig fremdrift.

Af forretningerne på Kongensgade skal vi endnu nævne cigarhandler M. M. Andersen i nr. 82, der foruden gode cigarer sælger udsøgte vine fra Bestie og heldige lodsedler til kolonial-, Vare- og Landbrugslotteriet. Chr. Jegindø driver hønseri i betydeligt omfang og har for sit opdræt af Plymouth Bocks og Bramas i alle farver opnået en lang række udmærkelser af fineste art. Jegindøs hønseri er berømt og hans fortrinlige rugeæg efterspurgte. En mand vi ikke må glemme er entreprenør og vognmand Magnus Petersen, og vi skal også nævne Billeschous stenhuggerforretning, der startedes i 1890 og som har en meget stor forretning med gravmonumenter, samt snedkermester H. J. Hansen, der har sin virksomhed i Kongensgade.

*****

Billeder fra 1870erne i Esbjerg.

Fra den tidlige tid i omegnen af Esbjerg:

Guldager kendes i 1291 som Gulakær, og ca. i 1340 som Gulagher.

Sædden (Sædding) hed i det 14. århundrede: Sæthum, dvs. i 1300-tallet - 1. led er af uvis oprindelse, 2. led er gammel dansk:. Hēm og -um,; og i 1416 staves området: Sedæn. Der blev udgravet en stor landsby fra vikingetiden med 6-7 gårde, der var placeret omkring en 150 m×30 m stor åben plads. Gårdene bestod af 25-55 meter lange hovedbygninger samt et antal mindre bygninger og værkstedshytter (grubehuse) til bl.a. vævning og smedning. Gårdene var ombygget flere gange. I alt fandtes 100 langhuse, 75 grubehuse og syv brønde. Landsbyen eksisterede i ca. 200 år til ind i 1000-tallet. Et af de ældste kendte kristne kors i Danmark, et hængesmykke af bronze, er fundet her. Sædding blev kendt i 1928 med „Sæddenstrand Fyr“, to hvide, faste ledefyr; bagfyret, det østligste, vises fra et 45 favne højt, rødt jerntårn med hvide bælter, flammens højde: 84 favne, lysvidden 3 3/4 mil; forfyret er en 23 favne høj træbygning, flammens højde: 40 favne, lysvidden 3 mil; på forfyret er desuden et fast vinkelfyr.

Sønderris har været en Hovedgård, der i 1546 ejedes af Mogens Kaas, derpå af hans Døtre Mette og Helvig, førstnævntes Mand Christoffer Kruse, † 1599, der nævnes som Ejer i 1588, så Mogens Krag til Agerkrog, som bortbyttede Gården til sin Broder Christen Krag til Glomstrup, † 1622, hvorefter den tilfaldt Broderen Mogens Krags Datter Else, der var gift med Jak. Vognsen til Kongensgård, derpå deres Datter Sophie Vognsen, † 1679, under hvem den blev ødelagt i Svenskekrigen, og som i 1667 måtte pantsætte den, dvs. 18 Tønder hartkorn med Mølle og Afbygger, samt 1 Gård på 4 Tønder Hartkorn for 1100 Rigsdalere til Forvalter Peder Pedersen Fugelbeck, og han frasagde den i 1688 dens Frihed. Senere har den været ejet bl. a. af Amtsforvalter Rasmus Bundesen til Søvig, som købte den (15 Tønder Hartkorn) i 1733 for 550 Rigsdalere, og solgte den i 1735 til Regimentskvartermester Svenning Andersen til Søndervang, † 1750, derpå af Niels Spangsberg, † 1783, Chr. Lykke Spangsberg, † 1790, hvis Enke ægtede Thomas Ganer, † 1828. I 1880erne købtes den for 86,000 Kr. af N. la Cour; og ejeren i 1928 var Hans Friis Nielsen, der købte den i 1900 for 110,000 Kr.. Hovedbygningen i 1928 var 1 Stokværk, med to Stokværk høje Fløje ved Enderne, der var opført i 1890 (i 1667 var der en Hovedfløj på 13 Fag). Gården Sønderris har i 1928 11 Tønder Hartkorn, ca. 500 Tønder Land, hvoraf 40 tønder land er Eng og Mose, 100 tønder land er Hede, og resten Ager.

Fovrfeld har været en Hovedgård, der i 1586 ejedes af Peder Madsen.

Fovrfeld med Fattiggård; fra 1862 og havde plads for 4 Lemmer, desuden Alderdomsasyl for 4.

Jerne staves omkring år 1340: Jarnæ, Jærnæ, Jærn.

Vognsbøl hed i 1445: Wonsbøl og i 1488: Wogensbyll

Boldesager staves engang som Baldersager.

Tjæreborg, mener man også hed Thorsbjerg efter de gamle nordiske guder, og Solbjerg ligger jo også dér.

Tjæreborg, staves i 1292: Thierburgh, og ca. i 1340: Tiarburgh og Tyærburgh, og en Broder Præst nævnes i Tiærburgh i 1324. Området indeholdt Tjæreborgvad, Tjæreborgmark, Tradsborg, Krogsgaardmark, Klintholm.

Roborghus, og var tidligere en vigtig udskibningsplads for både, med købmandshandel, kro og toldassistentbolig. Hovedgården var Krogsgaard, med vejr- og vandmølle; gården har ca. 10 tønder hartkorn, ca. 170 tønder land, hvoraf 40 er eng og 130 er ager, desuden nogen hede og mose og Tremgård med mere

Krogsgaard tilhørte i 1430 Iver Thomesen Lange, hvis sønnesøn Peder Munk ejede den i 1436 og i 1479, derpå sønnen Hans Munk, † 1535, derefter dennes sønner Christoffer Munk († 1582) og Jørgen Munk († 1577), derefter førstnævntes datter Maren Munk og Lage Huitfeldts († 1612) og Jørgen Munks søn Fr. Munk, fra hvem den ved indførsel kom til Anders Friis, der i 1624 solgte den til Claus Buchwaldt i Kiel, som i 1626 afhændede den til Jørgen von der Wisch; derpå ejedes den af Godske Rathlov i 1635 og sønnen Jørgen Rathlov., Wenzel Rothkirck, † 1655, og dennes søn Hans Rathlov († 1673).

Sneumgaard blev oprettet i begyndelsen af det 17 århundrede af Fr. Munk til Krogsgård og Oksvang; derpå ejedes den af Peder Lange til Kjærgaard, som i 1638 solgte den til Wenzel Rothkirck til Krogsgård, hvis døtre i 1668 skødede den med 84 tønder hartkorn til oberst Joachim Schack til Bramslykke og Kjærstrup († 1700). Præstegården lå indtil 1621 i Sneum, da kongen mageskiftede den til Fr. Munk til Sneumgård for en gård i Allerup, der dermed blev præstegård.

I Spangsbjærg har ligget en adelig sædegård, der i 1429 tilhørte Lyder Esbernsen, derefter Ingeborg, Jep Jensens efterlevende. I 1624 solgte fru Mette Skram, Christen Krags, Spangsbjærg og Spangsbjerg Mølle til Jørgen Krag. Stednavnet "Spangsbjerg" kan føres tilbage til 1606, hvor det hed "Sponngsbierig", og hentyder muligvis til den smalle bro, også kaldet en »spang«, der har været over Spangsbjerg Møllebæk. I området fandtes oprindeligt kun en vandmølle. Spangsbjerg Mølle omtales første gang i 1427, hvor den hører under gården Spangsbjerg i Jerne Sogn, men i 1627 skiltes gård og mølle ad, og møllen kom derved til at høre under Bryndum Sogn, hvorfra Gjesing Sogn sidenhen er udskilt. Frem til 1668 hørte møllen under Bramminge Hovedgård og Endrupholm, men her mageskiftes den med Kongen og kommer i privateje. I 1737 køber magister Maturin Castensen, præst ved Jerne Kirke møllen, der ved hans død kommer ind under det Maturinske Legat, der sælger den videre til en lokal landmand. Møllen fortsætter i privateje med skiftende ejere resten af dens levetid. I 1834 brænder møllen, - men bliver genopført. I 1859 sker der en totalrenovering af møllen, hvor der endvidere bliver bygget en vindmølle ved siden af vandmøllen. I 1906 og igen i 1908 brænder gården, og i 1917 bliver mølle og gård solgt til en kartoffelmelsfabrik ved navn A/S Spangsbjerg Mølles Kartoffelmelsfabrik, da det kneb med kartoffelmel henimod slutningen af 1. Verdenskrig. I 1923 nedlægges kartoffelmelsfabrikken og gården bliver drevet videre som almindeligt landbrug frem til 1940 hvor Holger Willadsen på Solbakkegård får overdraget møllegården, der nedrives i 1942, hvor mølledammen samtidigt afvandes. På tomten hvor møllen har ligget blev anlagt et lille anlæg med en mindesten over møllen. I 1959 blev møllegården solgt til Bryndum Kommune, der hurtigt begyndte at udstykke jordene til bebyggelse for det ekspanderende Esbjerg.

Stednavnet "Gjesing" kan føres tilbage til 1606, hvor det hed Giessing, og kommer enten af mandsnavnet Gese, eller af dyrenavnet ged. Ved udskiftningen i 1788 fandtes der 16 gårde og 10 huse i Gjesing Sogn ved Esbjerg. De 3 var fæstede, og 4 ejedes af Ribe Hospital, medens resten var selvejergårde. Gårdene var samlet i tre bebyggelser, hvoraf de to, en øster- og en vesterby lå på hver sin side af et sidenhen afvandet engdrag. Ved udskiftningen var der kun plads til 15 af landsbyens gårde i Gjesing, hvorfor den sidste måtte flytte til de dengang uopdyrkede hedearealer ved Tarp. Der er flere steder i Danmark med stednavnet "Gjesing".Navneform fra dokumenter for Jerne var i 1289 Jarne; 
Strandby, kendes i 1471 som Strandby; 
Rørkær, i 1513 Rørkær (kratmose - kæret med tagrørene); 
Boldesager, i 1566 Boldersagger (fra den nordiske gud: Balder, Balders mark); 
Vognsbøl, i 1445 Wonsbøl (Vagn's udflyttergård), i 1488 Wogensbyll; 
Spangsbjerg, i 1427 Spongzbiærghgaard (spang = gangbræt over vandløb - bakken ved gangbrættet over Møllebækken); 
Hjerting i 1291 Hirting (stedet med hjortene); 
Sjelborg i 1506 Sielbore (bakken hvor sælerne holder til); 
Gammelby i 1566 Gamelbye; 
Kvaglund i 1538 Qwawlwndh, i 1566 Quaglund (den lille skov/lund med hængedyndet); 
Tovrup i 1566 Thubdrup Mark, i 1664 Thobberup March (Tubbi's udflyttergård)

Skift til Esbjerg billeder I. * Esbjerg billeder III.* Pionertiden i Esbjerg * Erindringer fra den tidlige tid * Erhvervslivet i Esbjerg og andre erindringer * Esbjerg Havn og Bykort 1870 *

Webmaster