Esbjerg billeder III.

Brudstykker af arbejderbevægelsens historie i Esbjerg.

De første spirer til arbejderbevægelse og fagforeninger i Esbjerg kom fra håndværkerne. I 1886 havde tømrere, murere og snedkere forsøgt at etablere en fælles fagforening, men det gik ikke, da tilslutningen ikke var stor. D 12. marts 1887 oprettede snedkerne en fagforening, og d. 1. juli 1888 fulgte hustømrerne og murerne derefter d. 8. oktober 1888, - men tilslutningen var beskeden. Tømrerne tabte en 6 ugers strejke for højere løn i 1888, bl.a. fordi en række fallerede tømrermestre fra hele landet meldte sig som skruebrækkere. I foråret 1889 havde murerne bedre held, og efter 5 dages strejke opnåede 70 murersvende 2-3 øre mere i timen og en arbejdsdag på 10,5 time. Søndag d. 16 marts 1890 samledes 70-80 arbejdere i Eskesens lokale i Havnegade. Byggefagene havde indkaldt mødet og indbudt journalist Peter Sabroe fra Århus til at holde foredrag om betydningen af en klassebevidst optræden fra arbejdernes side, ligesom P. Sabroe fortalte om socialdemokratiets mål og midler. Sabroes ledsager var smed Sørensen fra Århus, der opfordrede til at man sammen med Arbej­derne over hele Verden demonstrere den 1. Maj, således som blev besluttet på Arbejder­kongressen i Paris i 1889. Umiddelbart derefter blev Socialdemokratisk Forbunds Vælgerforening i Esbjerg stiftet d. 24 marts 1890 og Arbejdsmændenes Fagforening stiftedes d. 28/29 marts, og d. 20. april 1890 stiftedes Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg (De Samvirkende Fagforeninger i Esbjerg). D. 30 april 1890 dannede Skotøjsarbejderne Fagforening, derefter kom Skrædderne, og d. 5. oktober 1890 Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening i Esbjerg. Murerne mente, at de nu kunne kræve 33 øre i timen, og d. 31 marts nedlagde de arbejdet, og via en 9 ugers lang strejke opnåede de lønkravet d. 2. juni 1890. Murersvendenes formand P. Andersen Kaas blev derefter boykottet af arbejdsgiverne, og endda indsat af politiet i Varde Arrest på 5 dages vand og brød, og da han derefter ikke kunne få arbejde i Esbjerg emigrerede han til USA. Og derefter døde engagementet i Snedkernes Fagforening fra december 1890 til 1893.

Eskesen

                               Eskesens lokaler i Havnegade ved Hulvejen. Foto: ca. 1898.

 

Blikkenslagere dannede fagforening d. 18. august 1894, malere og typograferne d. 8. december 1894; d. 1. oktober 1895 bødkernes fagforening med G. Nielsen som formand, og samme år formerne, drejerne; og d. 2. oktober 1895 tobaksarbejderne; frisørsvendene i februar 1896 , sadelmagere- og tapetserere d. 4. marts; slagteriarbejdere d. 6. april i 1896; d. 24. juni 1896 bogbinderne; d 5. september 1897 kedel- og maskinpassere og Esbjerg Kuskeforening; i 1898 søfyrbødere- og maskinpassere og tekstilarbejderne; i 1899 jernbaneforbundet, d. 1. januar 1899 lokomotivmandsforeningen: sømændene d. 1. juni 1900; mølleriarbejderne d. 10. november 1901, Esbjerg orkesterforening i 1901; d. 2. april 1902 skibstømrerne; Rebslagernes fagforening d. 22 januar 1905; d. 7. november 1907 elektrikerne; d. 1. oktober 1907 blev de kvindelige Smør- Æg- og Margarinearbejdere organiseret i Esbjerg; Husligt Arbejder Forbund (HAF) er stiftet i Esbjerg i 1907 som ”Tjenestepigeforeningen” med formanden Anna Madsen. Medlemstallet i 1908 er på syv medlemmer. Forbundet udgav ”Tjenestepigernes Blad” og arbejde sammen med Tyendeforbundet; mælkeri-industriarbejdernes fagforening d. 1. december 1918; d. 24. november 1932 fiskerne; d. 4. november 1941 gartnerne. Oversigten er IKKE opdateret.

Indledning

Da arbejdet med anlæggelsen af Dokhavnen i Esbjerg går i gang, sker der jo det, at Louis Pio og mange andre danner Den Internationale Arbejderforening i Danmark i oktober 1871 i København, og de bliver efterfølgende forbudt og forfulgt - gang på gang - og konseilspræsident J. B. S. Estrup der i 19 år var regeringsleder fra 1875 til 1894, og havde ikke flertal i Folketinget, regerede via provisorielove udstedt af Landstinget, og i efter d. 30 marts 1894 blev han uanfægtet siddende som konseilspræsident i 4 måneder og trak sig først tilbage d. 7. august 1894, blot for at lade kongen udnævne en ny Højreregering med godsejere og embedsmænd. Højre i Landstinget valgte ham derefter som formand, og han fik kongens allerhøjeste ordener, og i d. 21. oktober 1885 foretoges et attentat på Estrup, som mislykkedes. D. 15 april 1884 åbnes en forretning med trælast i Esbjerg med Ditlev Lauritzen som leder, og i 1886 udvides forretningen til at omfatte kul og kunstgødning. I 1886 kom den første telefon til Esbjerg.

 

 

Hansen

Arbejdsmand, havnearbejder Hans Mathias Hansen var en førende skikkelse i Esbjergs arbejderbevægelse. Formand for Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg. † 15. juli 1912 (drukneulykke). Han var født i 1865 i Folding, som søn af en husmand. Flyttede i 1887 til Esbjerg, hvor han fik arbejde på havnen. Var med til at stifte Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg i 1890. H. M. Hansen havde mange tillidshverv. Han var formand for Arbejdsmændenes Fagforening i 2 perioder, maj 1892 til april 1893 og igen fra oktober 1894 til oktober 1898. Han var også formand for Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg fra 1895 til 1899. Lige efter nytår 1896 kom frisørsvend Thorvald Madsen fra Ålborg til Esbjerg, og indmeldte sig i Socialdemokratisk Forening, og sammen med arbejderpartiets faglige folk, bl.a. tømrer C. A. Kaas og arbejdsmand H. M. Hansen, fik de skabt en fagforening for Barber- og Frisørsvendene i Esbjerg. Møderne blev afholdt i Kellers Konditori. I 1898 blev han rejsende forretningsfører i Arbejdsmandsforbundet efter Chr. Jensen, Kolding, en post han beklædte til sin død i 1912. Han havde talrige andre hverv og blev formand for Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg i 1895, sad i bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbunds Vælgerforening i Esbjerg, var medlem af bestyrelsen for Den frie Fattigkasse og af kontrolkomiteen for Vestjyllands Socialdemokrat. Han var opstillet til byrådsvalget i 1898, men blev ikke valgt. Han blev den første esbjergensiske arbejder, der fik en ledende post inden for dansk fagbevægelse.

Initiativtagerne til oprettelsen af »Socialdemokratisk Forbunds Vælgerforening i Esbjerg« var bl.a. brødrene P. Andersen Kaas (formand for Murernes Fagforening) og Christian Andersen Kaas (formand for snedkernes fagforening) og tømrer Niels Møller, og d. 24 marts 1890 indmeldte der sig straks omkring 67 medlemmer, hvoraf de 28 var arbejdsmænd. Murer J. P. Larsen og arbejdsmand Jørgen Olsen og arbejdsmand Clemmen Jensen kom også med i bestyrelsen, og formand blev savskærer Lars Jensen. Samme år afholdte vælgerforeningen 1. maj og grundlovsdag d. 5 juni, - dog blev 1 maj udsat til d. 5 maj, hvor maler Jens Jensen (formand for De Samvirkende Fagforeninger) kunne komme til Esbjerg og tale i Eskesens lokaler. Der var fuldstændigt fyldt op i Eskesens lokaler, og en del var også taget med fra Varde, hvor maler Jensen havde talt dagen før. Begejstret sang man sangen for Normalarbejdsdagen og Jen­sen talte om Socialdemokratiet, der gik i spidsen, og at den virkelige magt lå hos arbejderne, der producerede samfundets værdier, mens kapitalisterne blot sad inde med produktionsmidlerne og pengemagten, og be­nyttede dem efter forgodtbefindende. Der var kun en løsning: statslig overtagelse af produktionsmidlerne så alle kom til at eje dem, og kampen for 8 timers arbejdsdag var et middel, et skridt på vej mod det mål. Majmødet blev arbejderbevægelsens første offentlige manifestation i Esbjerg. 1. maj optoget året efter i 1891 måtte dog finde sted søndag d. 3. maj, da arbejdsgiverne konsekvent nægte­de at give folk fri fra arbejdet og truede med fyring, hvis arbej­derne blev væk fra arbejdet den 1. maj. Flere steder i landet var det blevet forbudt at gå i optog den 1. maj. Man ventede i spænding, fordi myndighederne endnu ikke havde forbudt optoget, og måske var det fordi byens eneste politibetjent, der også var sognefoged fornylig var død. Men i sidste øjeblik nedlagde herredsfogeden i Varde forbud mod »Udfoldelsen af røde Faner gennem Byen«, - men ret hurtigt fik man fremstillet et stort hvidt banner med indskriften: 8 Timers Arbej­de, 8 Timers Frihed, 8 Timers Hvile. Med dette banner i spidsen og fem sammenfoldede fagforeningsfaner gik ca. 600 mennesker gennem Esbjergs gader, overvåget af herredsfogedens gendarmer til hest og gående gendarmer. De var sendt ned fra Varde for at på­se, at ingen røde faner blev udfoldet. Et musikkorps spillede Socialistmar­chen hele vejen gennem Esbjerg, og C. Jensen (Kolding), formand for Det Jysk Fynske Arbejds­mandsforbund talte derefter om 8 timers dagen, og at arbej­derne stod under trælleåget og slavepisken - både når de arbejdede og holdt fest, idet man ikke måtte udfolde fanerne. En resolution blev vedtaget. Det hvide banner med 8-timers-inskriptionen blev fra 1891 en tradition i Esbjerg og et fast indslag ved 1. maj demonstrationerne, og den tradition holdt sig helt til 1. verdenskrig. I 1892 og 1893 blev der tilsyneladende slet ikke afholdt maj demonstrationer i Esbjerg. I 1894 afgik 1. maj optoget, søndag d. 6. maj, fra fagforeningernes lokale i Havnegade til Pavillo­nen i ”Byparken”, hvor der var opslået et stort telt. 200-300 deltagere gik i procession gennem gaderne med faner og fuld musik. Snedker Kaas der var formand for Socialdemokratiet og formand for Fællesorganisationen og en af pi­onererne i Esbjergs arbejderbevægelse talte, og forklarede at man forsat ikke lovligt kunne udfolde de sammenrullede fagforeningsfaner. Andetsteds står der, at man holdt fest på Hotel Spangsberg om aftenen. I 1895 afgik 1. maj optoget, søndag d. 5. maj, og optoget startede kl. 08 med musik gennem gaderne og med ca. 700 deltagere og med 10 sammenfoldede fagforeningsfaner fra lokalet i Norgesgade gennem byen til Hotel Esbjergs have, hvor bødker Bresemann fra København talte om 8-timers-dagen og Slaget på Fælleden, på denne dag for 23 år siden. Om eftermiddagen bevægede optoget sig fra ar­bejdernes lokale i Norgesgade gennem Tor­vegade, Kongensgade, Tømrergade og Havnega­de, og tilbage til Torvegade og Kongensgade for at ende i Hotel Esbjergs have, hvor 1500 mennesker deltog i fe­sten. Kl. 20.00 begyndte festen, og der dans til den lyse morgen. I 1895 drøftede man spørgsmålet om deltagelse i Grundlovsfesten, og det gav anledning til, at Fællesorganisationen slog fast, at 1. maj var en faglig fest, medens grundlovsmødet var en politisk fest. Fællesorganisationen var lige så berettiget til at deltage i Grundlovsfesten, som Socialdemokratisk Forening var til at deltage i Majfesten. Fra midt i 1890erne oplevede arbejderbevægelsen i Esbjerg og særlig Arbejdsmændenes Fagforening en kraftig fremgang. Fredag d. 1. maj 1896 deltog omkring 2.000 mennesker i optoget med musik og sammenrullede faner til Tivoli, og arbejderne havde taget fri. Efter optoget samledes 4.000 mennesker i Tivoli, og Hans Mathias Hansen, der både var formand for Arbejdsmændenes Fagforening og Arbejdernes Fællesorganisation talte om 8 timers-dagen og den socialistiske stat. De begej­strede deltagere sendtes et telegram til partifællerne i Køben­havn: "Partifæller i Esbjerg, samlet for Kravet om 8 Timers Arbejdsdagen, sender Kampfællerne på Nørrefælled en Hilsen med Løfte om ubrydelig Troskab i Kampen for Arbejderstandens økonomiske Frigørelse Leve Karl Marx‘ bevingede Ord: "Proletarer i alle Lande, forener Eder!". - Til slut kunne H. M. Hansen meddele, at strejken ved Dokhavnen var vundet, og jubelen kendte in­gen grænser og Regnskabet udviste et overskud på 559 kr. 45 øre. Søndag den 2. maj 1897 kl. 16.00 samledes mere end 1000 personer til demonstration på Torvet. Journalist Jørgensen talte om politiets angreb på Nørre Fælled for 25 år siden. Peter Sabroe sammenlignede Esbjerg med et par unge, der gerne vil sætte bo og anvendte i talen så stærke udtryk, at Esbjerg Avis ikke turde gengive dem af hensyn til presseloven. Søndag d. 1. maj 1898 udkom Vestjyllands Social-Demokrat med sit første nummer. Redaktør Sundbo blev fra da af fast taler ved maj-demonstrationerne i Esbjerg, og hans hvasse tunge og spidse pen bragte snart debatten op på og ofte over kogepunktet. 500 gik i procession og 700 personer deltog i mødet i Arbejdernes Forsamlingsbygning (Hotel Esbjerg). Mandag d. 1. maj 1899 kl. 16.30 gik 2.000 i optog med det hvide 8 timers banner foran og fulgt af 16 sammenfoldede fagforeningsfaner. Det var en imponerende procession der samledes på festpladsen her på majdagens 10-års-jubilæumsdag. Talere var H. M. Hansen fra Esbjerg og Lyngsie fra Arbejdsmændenes Forbund i København samt redaktør Jens Peter Sundbo talte om socialismen. Men i april måned 1899 var der sket det, at snedkersvendene i syv jyske byer havde stillet beskedne lønkrav og afviste et overenskomstforslag; og fra d. 2.maj 1899 var hele snedkerfaget omfattet af arbejdsgivernes lockout, og fra slutningen af maj måned udvidede arbejdsgiverne konflikten til byggefagene og jernindustrien. Igennem 13 uger var ca. 35.000 arbejdere lockoutet, og i de sidste 2 uger af august måned, da lockouten var på sit højeste, var mere end 40.000 mennesker uden arbejde og løn. D. 5. september løstes lockouten med Septemberforliget, og under lockouten indsamlede Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg penge og madvarer til de udelukkede, - men det var ikke nok, da nøden var meget stor i mange arbejderhjem. I august 1899 standsedes arbejdet hos bødkermester Claus Nielsen, Esbjerg, fordi denne uden videre havde trukket 28 pCt af svendenes fortjeneste med det påskud, at han selv ville lave lågene til margarinebaljerne. Efter 8 dages strejke frafaldt han dette krav, og svendene fik deres penge, og man enedes om at indføre samme ordning med hensyn til arbejdets udførelse som i Varde. Mere om bødkersvendene her.

Myndighederne fastholdt forbuddet mod procession i gaderne 1890erne med et provokerende magtopbud, men de ridende politistyrker blev trukket bort fra selve demonstrations- og festpladsen i slutningen af 1890erne. I modsætning til København drog arbejderne i Esbjerg i majprocession fra begyndelsen af.  8-timers banneret klarede sig igennem 1890erne, men i 1900 var det i en så tarvelig forfatning, at det blev udskiftet, og arbejdsløse medlemmer fra Malernes Fagforening fik til opgave at udføre et nyt til en pris på 18 kr. Dét at bære 8-timers-banneret i spidsen for processionen var et ærefuldt hverv, ikke mindst i året 1900, da banneret var nyt. Processionen blev afviklet på selve dagen, og de røde faner smældede i vinden. Hvervet blev betroet tømrer Bache med assistance af 4 kvindelige bestyrelsesmedlemmer i Trikotagearbejdernes Fagforening. I 1901 var der forslag fremme om at udvide repertoiret med symbolbannere for arbejdsløshedens afhjælpning og arbejderbeskyttelse. Det blev dog forkastet. Til at bære 8-timers-banneret valgtes fisker Jensen. Han gjorde det så tilfredsstillende, at han også fik hvervet året efter. I 1909 blev 8-timers-banneret påny udskiftet, det gamle var blevet for dårligt. Til at bære det nye banner valgtes arbejdsmand P. M. Petersen, der sad i bestyrelsen for Arbejdsmændenes Fagforening. Som falleret gårdmandssøn var han i 1893 kommet til Esbjerg, hvor han fik arbejde på havnen, og han meldte sig straks ind i fagforeningen, hvor han også blev bestyrelsesmedlem. Sidenhen var han med til at grundlægge Kommunal Arbejderforbundet i Esbjerg, og han fortsatte gennem flere år at bære 8-timers-banneret den 1. maj. Der var nu almindelig fremgang for byens arbejderbevægelse, og fremgangen kulminerede i årene 1905-1909, hvor Socialdemokratiet som det første i landet fik flertal i byrådet. Det benyttede partiet i samarbejde med fagbevægelsen til at praktisere »kommunesocialisme«. I en voldsom konfrontation med mestrene i byggesektoren overtog kommunen selv opførelsen af sygehuset og beviste dermed, at mestrene var overflødige. I 1909 genvandt de borgerlige flertallet. Det svækkede dog ikke arbejderbevægelsens aktiviteter udenfor byrådssalen. I 1910 kunne man således mønstre 2.200 demonstranter den 1. maj. Aktiviteten i byrådssalen blev heller ikke svækket, for så vidt som det i 1911 lykkedes socialdemokraterne at få flertal i byrådet for at lukke de kommunale skoler den 1. maj. Under Første Verdenskrig (1914-18) deltog 1.000 til 1.500 personer og tyve foreninger i 1.maj demonstrationerne i Esbjerg.  I Esbjerg afholder syndikalisternes organisation majstævne mandag d. l. maj 1916 kl. 16.00, hvor bl. a. murer Chr. Rassow taler om majdagens krav og dets betydning for arbejderne: ”Arbejdere, støt genfødelsen af den faglige bevægelse! Gå ud den l. maj og hør de nye tankers talsmænd. Bort med den gamle sløvhed og ligegyldighed! Agitér! Agitér!”

 

 

Fremad, frem, Kammerater, trods Mismod og Nød,

i jert Skjold står Devisen: For Frihed og Brød.

Sorg og Savn har vi døjet fra tidligste Tid,

men vor Tanke blev skolet i Storm og i Strid.

(A. C. Meyer).

 

Rot jer sammen! Rot jer sammen!

tætte Rækker, faste Mænd.

Ikke bare rød i Kammen,

rødt er godt, men rot jer sammen,

at I ej skal plaffes ned.

(Holger Drachmann).

 

Hver Dråbe Blod, der flød,

gør Fanen mere rød.

For Livets Sag

skal vaje i Dag

vort røde, røde Flag

(Erland Andersen)

 

Kamp må der til, skal Livet gro,

ej Kamp blot for dagligt Brød,

men Kamp for Frihed i Liv og Tro,

thi evig Stilstand er Død.

(H. V. Kaalund).

 

Stærkt bevæbnede røvere og mordere

kan for en stund svække en fagforenings aktionsevne, - men de kan ikke bryde det sammenhold, som den røde fane symboliserer.

 

Men Esbjerg var en del af en stor kreds (9. distrikt), der strakte sig fra Horsens til grænsen ved Kongeåen (den prøjsisk/østrigske annektering af Slesvig), og kredsen blev ledet af Emil Marott fra Horsens, der ikke havde den store interesse for arbejdet i Esbjerg, og som tilsyneladende satte en kæp i hjulet for esbjergenserne. Men Emil Marott var også først i 1888 flyttet til Horsens som redaktør af det nye lokale partiblad, og i Horsens havde mange desværre svoret troskab til venstre, men Emil Marott fik dog grundlagt en arbejderbevægelse i Horsens. Ved et arrangement i juli 1891 var der nedlagt forbud mod at fanerne udfoldes på gaden i Esbjerg, og man skal erindre sig, at hos arbejdsgiverne blev man forfulgt når man var fagorganiseret eller socialdemokrat, og også formanden Lars Jensen var bange for sanktioner fra hans arbejdsgiver. Gang på gang fik de besked på af Estrups blå gendarmer, at fanerne ikke måtte foldes ud, bl.a. når de holdt møde i Kellers Konditori i Torvegade (senere Casino og Borggården). I 1893 fik man oprettet sangforeningen »Brage«, der eksisterede til 1916. Gnidningerne i det lokale vælgerforeningsarbejde medførte at bybud P. Binderup i 1895 fortrængte snedker C.A. Kaas fra formandsposten, men få måneder efter blev C.A. Kaas igen formand, og bybud P. Binderup blev ekskluderet. Mellem 1890-95 meldte vælgerforeningen sig ind og ud af Arbejdernes Fællesorganisation, og i 1896 opstår der debat igen om hvem der skulle opstilles til sognerådet. Arbejdsmand Jacob Thomsen var den første socialdemokrat, der blev valgt til sognerådet i 1894-98; snedker C.A. Kaas sad i sognerådet i 1896-98, og snedker Frederik Lauritzen blev medlem i 1898, og arbejdsmand (vejmand) Chr. Thomsen, der var med til at stifte Arbejdsmændenes Fagforening kom i Esbjerg sogneråd fra 1898 til sin død i 1903. Formanden for smedenes fagforening J.J. Marcussen var valgt til sognerådet i perioden 1900-1909. D. 1 maj 1898 udkom første nummer af »Vestjyllands Socialdemokrat«, men de første par måneder blev bladet trykt i Århus på »Demokratens« trykkeri, og det lokale redaktionskontor lå i Torvegade 8, Esbjerg. Jens Peter Sundbo (tidl. Frederiksen før 1885) var redaktør på avisen i Esbjerg, men han var faktisk begyndt som venstremand, og kom fra højskolebevægelsen. I år 1900 havde Arbejdernes Fællesorganisation ca. 1.200 medlemmer, hvoraf halvdelen var arbejdsmænd, og uenighederne mellem dem der havde fysisk arbejde og "de litterære åndelige sprogkunstnere", kunne jo ikke undgås, da de jo levede i hver sin verden. »Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system, ved deres forhold til produktionsmidlerne (hvad der i hovedsagen er nedfældet og udformet i lovene), ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet, og følgelig ved de måder, hvorpå de får og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem. Klasser det er menneskegrupper af hvilke den éne kan tilegne sig den andens arbejde, i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur.« Christian Andersen Kaas var født d. 22. april 1865 i Taanum pr. Randers, og i 1890 boede han i Frederik Sørensens ejendom i Kongensgade – i 1899 boede han i Skjoldsgade - i 1913 boede han på Frihedsvej 4, Boldesager. Men det borgerlige Esbjerg forsøg­te at boycotte Vestjyllands Social-Demokrat, og arbejderne besluttede at handle i de forretninger, der annoncerede i Vestjyllands Social-Demokrat. Oplaget voksede dermed op til året 1914 med over 5.000 eksemplarer, hvilket gjorde Vestjyllands Social-Demokrat til Esbjergs førende avis.

 

Arbejdsmændenes historie i Esbjerg

afane

asfalt1897

Asfaltarbejdere på Torvet i 1897. I 1887 fik en snes gader navn i Esbjerg, men det var først i 1897 der var 52 gader med navn, men også gadenavne som »Bag Stærks Teglværk«, »Ved Graffs Ølbryggeri«, »Bag Tivoli«. Kongensgade var i 1898 en grusbelagt gade. I 1895 brolægges Torvet og Kongensgade i 1897. Børnedødeligheden i Esbjerg var op gennem 1890erne stor, ca. 50 %. Drikkevandskvaliteten var ikke iorden, der var en grufuld dunst fra de åbne kloakker, grøfterne, latrinerne. Byens to mejerier og slagteriet i Nørregade lukke spildevandet ud på marken, hvor det rådner og frembringer stank". Først omkring århundredskiftet efter at kloakeringen er påbegyndt, normaliseres dødeligheden blandt børnene, men de veneriske sygdomme er tiltagne, thi her hvor der handles, tumles og drikkes, følger kønssygdommene med".

begynder allerede ved anlæggelsen af Dokhavnen og jernbanen, og ved opbygningen af opholdsteder, logi, træskure, huse og jordhytter. Hovedsageligt var det jord, som skulle flyttes på trillebøre ved anlæggelsen af Dokhavnen. Familielivet havde vanskelig kår, og arbejdet var hårdt. Allerede i sommeren 1870 gik 90 mand i strejke mod dårlige løn- og arbejdsforhold, og i juni 1873 var der strejke igen på både havne- og jernbaneanlægget. 10 år efter var der stadigvæk ikke meget by i Esbjerg, og 20 år efter i 1890 var der stadigt noget klondieagtigt over denne nybyggerby "på den jydske prærie vestpå", men i 1890erne blev der dog opført næsten 280 ejendomme, som medførte jordspekulation og sammenbrud. »Arbejderforeningen af 1888« i Esbjerg var en forening, der startede som et oplysningsforening og med sygekasse med 300 medlemmer, og efter den socialdemokratiske fagbevægelse startede op havde denne forening kun 125 medlemmer i 1893, og den ophørte med at eksistere i februar 1964.

Det Jysk-Fynske Arbejdsmandsforbund var stiftet i november 1889, og i februar 1890 blev afholdt agitationsmøde i Esbjerg, og Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg blev således stiftet d. 28 marts 1890, med ca. 67 medlemmer, og i maj måned havde man 140 medlemmer, og de indmeldte sig i Det Jysk-Fynske Arbejdsmandsforbund. Den første formand for Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg var bybud P Binderup fra marts 1890 til november 1890, den anden formand var brøndgraver Jørgen Olesen (andetsted skrives: Jens Olsen) fra november 1890 til han udvandrede til USA i foråret 1891, og derefter igen bybud P Binderup fra april 1891 til oktober 1891, derefter Christian Thomsen fra oktober 1891 til maj 1892. De organiserede arbejdere blev nemlig udsat for forfølgelse, sortlistning, chikane, afskedigelse og uddrivning fra byen, og arbejdsgiverne førte også dengang »sorte lister«, over arbejdere der skulle forfølges. Arbejdsgiverne ville fagforeningerne til livs, og det var medførte personlig forfølgelse af de organiserede, - også efter 1899. Havnearbejder Hans Mathias Hansen, P. Binderup og Ole Smidt blev på kongressen i Det Jysk-Fynske Arbejdsmandsforbund i 1892 i Horsens valgt til agitationsudvalget

I 1893 var DFDS i Esbjerg en af de store arbejdspladser med 70 arbejdere, og nu i april måned ville arbejdsmændene med deres 160-170 medlemmer have mere i løn i Esbjerg. 60-70 havnearbejdere nedlagte arbejdet d. 25 april 1893 med krav om mere i løn, og konflikten varede 2 1/2 måned til d. 9 juli. Christian Thomsen var formand, og fortæller at murerne havde får en lønfremgang fra 27 øre til 30 øre i timen, andre på havneanlægget gik fra 25 øre til 27 øre i timen, og også en grosserer havde givet lønforhøjelse. Arbejdsmændene, der havde det hårde fysiske arbejde med omladning af smør i dritler, flæskesider, der var baller, som man næsten ikke kunne bære, fisk, levende kreaturer fra jernbanevogne til DFDS's dampere, kullosning med trillebør, m.v., og 10,5 timers arbejdsdag til 33 øre i timen stillede krav om 35 øre i timen og 50 øre i timen for natarbejde. Der var nemlig meget natarbejde og belysningsforholdene var dårlige, og der var flere tilskadekomne bl.a. ved dampspillene, og gennemsnitslønnen var på 600 kr.- 900 kr. om året, da der jo var tale om løsarbejdere. Smedene havde en løn på 30 øre i timen, og murerarbejdsmændene havde ved en strejke opnået 30 øre i timen., og tømrerne havde i april 1893 også strejket, og fået 33 øre i timen, samt 40 øre ved overarbejde og 66 øre ved natarbejde. Men allerede d. 6 maj gik 20 havnearbejdere i arbejde igen, da de blev truet med at blive fyret, hvis de var medlemmer af fagforeningen. Og arbejdsgiverne havde et korps af skruebrækkere forskellige steder fra i landet, og da de ankom til Esbjerg Banegård i maj 1893 blev de modtaget af 3.000 mennesker, dvs. halvdelen af byens befolkning, og skruebrækkerne kunne ikke komme gennem byen, således at arbejdsgiverne måtte indsætte et ekstra tog, der kørte skruebrækkerne fra banegården ned til havneområdet, hvor de blev beskyttet af gendarmer og politi. Skruebrækkerne udmeldte sig derefter af Arbejdsmændenes Fagforening, og medlemstallet var nu kun på 140 medlemmer, men fra 1898 steg medlemstallet til 600 medlemmer.

Havnearbejder Hans Mathias Hansen var også med fra starten, og han var formand for Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg fra maj 1892 til april 1893, og igen fra oktober 1894 til oktober 1898 og i maj 1895. Da Hans nu var formand for arbejdsmændene, fyrede grosserer Ditlev Lauritzen ham samt ét bestyrelsesmedlem i maj 1895, og truede med at fyre alle andre organiserede folk. Selvom det Det Jysk-Fynske Arbejdsmandsforbund kom tilstede, ville grosserer Ditlev Lauritzen ikke give sig en tomme, og Hans Mathias Hansen røg ud i arbejdsløshed, hvilket jo også mange andre var i disse år. Senere kom en række fallerede gårdmænd til Esbjerg som arbejdsmænd. I år 1900 havde Arbejdsmændenes Fagforening 600 medlemmer ud af 1267 arbejdere i Arbejdernes Fællesorganisation. Mere om Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg her.

D 28/29 juni 1893 afholdt Esbjerg 25 års jubilæum og fra d. 1. januar 1894 blev Esbjerg et selvstændigt sogn udskilt fra Jerne-Skads sogn, og befolkningen var på ca. 6.000 mennesker, men 2 år efter i 1896 var indbyggertallet vokset til 12.352. I 1894 var 42 % af indbyggerne børn under 14 år, og der var 2.017 erhvervsaktive.

 

 

 

 

Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening i Esbjerg.

smed1914

CabenCarlsenmarcussena

Marcussen

Jørgen Jensen Marcussen var født i Varde i 1861 og kom til Esbjerg i 1885. Den første tid arbejdede han som smed, og var bl.a. formand for Smedenes Fagforening i perioden 1891-1897 og igen i 1898-1899. I år 1900 blev han valgt til byrådet for Socialdemokratiet, og i 1906 blev han ansat som fattigundersøger, men måtte i 1909 forlade byrådet, da han ikke måtte sidde der som kommunal funktionær.

J

J.A.H. Caben var medlem nr. 1 og blev den første formand for Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening i Esbjerg. Han var maskinarbejder fra Hamborg.

Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening i Esbjerg blev dannet d. 5. oktober 1890, og det var bl.a. på baggrund af en strejke på jernstøberiet Fønix i Odense i vinteren 1889/90 hvor 11 arbejdere forsatte med at arbejde som »skruebrækkere«, og det knækfald for kapitalmagten blev også noteret i Esbjerg. Denne ublu konkurrance medførte jo lønnedgang, forringede arbejdsforhold og forringede arbejdsvilkår, og smedene i Esbjerg jo godt kunne se i bagklogskabet lys, at de også havde været udsat for vilkårlighed, siden byen blev anlagt, og nu var tidspunktet så opstået behov for en solidarisk holdning i fællesskab og virksomhed med kammeraterne i Odense. Byggefagene og flere andre fag i Esbjerg havde jo organiseret sig i fagforeninger, og selve forbundet: Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund var jo blevet dannet i 1888, og i september 1890 talte metalarbejderforbundet 13 fagforeninger med ca. 2.000 medlemmer. Forbundet satsede på at få oprettet afdelinger i samtlige byer, og i september-nummeret af Fagbladet for Smede og Maskinarbejdere hed det: »Der vil i løbet af måneden blive afholdt et møde i Esbjerg for også dér at danne én fagforening«. Agitationsmødet i Esbjerg udgik fra Århus-smedene, der som den største afdeling i Jylland havde overskud til at føre an i agitationen. Kedelsmed E. Hansen blev sendt til Esbjerg, hvor han d. 5. oktober 1890 talte ved et møde for smedene, og de smede, der deltog i oprettelsen af smedefagforeningen i Esbjerg, kom allesammen andre steder fra og var ansat på fra forskellige værksteder i Esbjerg. Enkelte smede kom fra Tyskland, men de fleste kom fra danske provinsbyer, og man fik organiseret ca. 20 smede i fagforeningen, og J.A.H. Caben der er nedskrevet som medlem nr. 1 blev lokalformand og I. P. Carlsen blev kasserer. Caben var maskinarbejder fra Hamborg og året efter i 1891, blev han afløst som formand af medlem nr. 2: kedelsmed J. J. Marcussen fra Varde. Men Caben blev i 1899 kasserer i fagforeningen og stillede sin bolig i Finlandsgade til rådighed for fagforeningen, som havde kontor hos Caben indtil 1930, da han gik af som kasserer. Caben var aktiv som fagforeningsmand i Esbjerg i mere end 40 år.

Men umiddelbart efter at smede-fagforeningen var blevet dannet i Esbjerg fik de brug for assistance fra Smedeforbundet. D. 6. maj 1891 kom forbundets forretningsfører Ferdinand Hurup til Esbjerg, da der var en konflikt undervejs med fabrikant N. J. Poulsen, som ikke ville tiltræde en overenskomst med minimalløn på Esbjerg Jernstøberi & Maskinfabrik. N. J. Poulsen forsøgte at tvinge de fagorganiserede smede ud af deres fagforening, men da 11 mand smede ikke ville udmelde sig, blev de fyret d. 1. juni 1891, medens 25 andre ansatte prøvede at lade som ingenting. Så d. 8. juni dukkede smedenes forbundsformand Ferdinand Hurup igen op i Esbjerg, og han kundgjorde, at han ville tale på et offentligt møde, om hvorfor arbejderne havde dannet en fagforening; men fabrikant N. J. Poulsen havde den frækhed, at få fogeden til at nedlægge forbud mod mødets afholdelse. Myndighederne var jo i borgerskabets hænder, men Ferdinand Hurup kom om ved fogedforbuddet på den måde, at han holdt et foredrag om den faglige organisations betydning, og der kom ca. 400 mødedeltagere i Eskesens lokale i Havnegade, der tilsluttede sig fagforeningernes formål, og på stedet iværksatte de en indsamling til de fyrede smede. Denne konflikt blev den længste i Esbjerg - 15 1/2 måned - og først d. 17. september 1892 opgav N. J. Poulsen, idet han ikke fik medhold i en sag som han havde anlagt ved domstolene, hvor han havde rejst en sag mod fagforeningen. Men der var først i juni 1894 at N. J. Poulsen antog den overenskomst, de andre mestre i byen havde accepteret i juni 1891. Virksomheden var anlagt af smedemester Frantz Møller i 1868 ved havnens anlæggelse, og d. 16 marts 1876 han i kompagniskab med N. J. Poulsen, hvorefter de to udvidede smedien til også at omfatte en maskinfabrik og et jernstøberi, og antog navnet: Esbjerg Jernstøberi & Maskinfabrik. Ved N. J. Poulsens tiltrædelse i 1876 var der 18 mand i arbejde, i 1884 30 mand og i 1896 60 mand. I 1896 fik virksomheden navnet: Jensen & Olsen, og Mollerups Maskinfabrik blev grundlagt i Jyllandsgade 11 i 1896.

I 1893 lavede formand J. J. Marcussen, en oversigt over smedeværkstederne og deres ansatte. Den viser 9 mestre med i alt 34 svende og 25 lærlinge, hvoraf 19 svende var organiseret. Fabrikant N. J. Poulsens jernstøberi var langt det største værksted med 26 svende, hvoraf 12 var organiserede. Men i 1893 havde fagforeningen dog kun 21 medlemmer; ca. 30 medlemmer i 1894 og ca. 50 medlemmer i 1899, hvor den store lock-out brød ud. Fra d. 20. maj til d. 5. september 1899 dvs. 3 1/2 måneds varede lockouten, og den omfattede vel 250-300 mand i Esbjerg.

*****

Følgende har været Formænd for Afdelingen:

A. Caben

5/10 1890 - 25/4 1891

J. J. Marcussen

25/4 1891 - 20/2 1897

A. Andreasen

20/2 1897 - 3/7 1897

L. Brodersen

3/7 1897 -8/7 1898

J. J. Marcussen

8/7 1898 - 8/7 1899

M. Mikkelsen

8/7 1899 - 14/7 1900

H. P. Hansen   

14/7 1900 – 30/7 1902

J. J. Hellner

30/7 1902 – 7/8 1909

C. M. N. Laursen

7/8 1909 - 31/7 1911

J. Poulsen

31/7 1911 – 1/8 1913

C. M. N. Laursen

1/8 1913 - 31/7 1914

A. Nyberg                         

31/7 1914

Afdelingens Kasserere har været:

I. P. Carlsen 

5/10 1890 - 3/7 1894

F. Schnack

3/7 1894 - 13/7 1895

M. Mikkelsen

13/7 1895 - 7/l 1898

S. Lauritsen

7/1 1898 – 7/1 1899

M. Mikkelsen

7/1 1899 – 8/7 1899

L. O. Jensen

8/7 1899 - 6/10 1899

A. Caben

6/10 1899 -

Det var Socialismen, der, båret af den Kraft som Provisorieårene og Højreregimentet gav Næring, overrislede hele Landet, som en vederkvægende Vandstrøm på de af gold Politik afbrændte Agre, som skulle blive den frelsende „Manna“, der reddede Lønarbejderen ud af Forsumpningens Dynd.

Det var Socialismen, der vækkede de esbjergensiske Arbejdere til Forståelsen af, at skulle Målet nåes, Proletariatets Frigørelse, var det nødvendigt at finde et Middel til at frigøre sig for de Anmasselser og Overgreb, som Arbejdskøberne foretog overfor Arbejderne. Midlet blev Fagforeningerne.

Den 20. April 1890 blev der på Initiativ af Socialdemokratisk Vælgerforening indkaldt til et Møde for alle faginteresserede Arbejdere, og Frugten af dette Møde blev „De samvirkende Fagforeninger for Esbjerg og Omegn“.

Hos denne Sammenslutning var det at en lille Kreds af Smede søgte Råd og Bistand til Oprettelsen af en Fagforening. I Forhandlingsbogen for De samvirkende Fagforeninger ses nemlig, at Smedene allerede en Tid forud for den virkelige Stiftelsesdag har ansøgt og er bleven optaget i samme. Grunden hertil må søges i de skuffede Forhåbninger, som Foregangsmændene havde hentet sig rundt hos Fagfællerne.

Og det var sikkert også et alt andet end behageligt Hverv at vinde Tilhængere på den Tid, hvor Fagforeningerne kun havde Nederlag at vise, og Arbejdskøberne sad inde med en tilsyneladende uindskrænket Magt, gørende Brug af alle Midler, som kunne fremme deres Interesser; f. Eks. ved de gamle patriarkalske Former, der skabte et kunstigt Tillidsforhold mellem Arbejdskøber og Arbejder på Bekostning af Solidaritetsfølelsen eller der blev gjort Brug af „Trusselen på Brødet“, der skabte den fatale Autoritetsfrygt, som har været en stor Hæmsko for Arbejdernes Udvikling i Kampen for Tilværelsen.

Under sådanne Forhold samledes der en lille Flok Smede, hovedsagelig rekrutteret fra N.J. Poulsens Maskinfabrik, hos Gæstgiver Eskesen i Havnegade, og blev enige om at Forsøget skulle prøves med en Fagforening, og efter at have lovet hinanden at stå ubrødeligt sammen i Kampen for Foreningens Eksistens, konstituerede den sig med J.

A. H. Caben som Formand, I. P. Carlsen som Kasserer, og J. J. Marcussen som Bestyrelsesmedlem.

Foreningen blev straks indmeldt under Hovedforbundet. 15 Fagudøvere blev Medlemmer ved dette første Møde.

En Agitation ført med en vældig Energi bragte snart flere til Forståelse af Foreningens Værdi, så at Medlemsantallet ved Slutningen af Oktober var 25. Desværre blev der flere udenfor.

Allerede d. 30. Oktober kom Foreningen i Konflikt med Arbejdskøbernes moralske Begreber, idet den stillede sig solidarisk med Blikkenslagersvendene, som strejkede, og nægtede at udføre Arbejde i hvilket Blikkenslagermestrene var interesserede.

Tilfældet viser ganske vist at Foreningen var i Besiddelse af en Kampiver, der kunne blive til en Hindring for Foreningens Udfoldelse; men at den også kunne være nøgtern, og kendte sin egen Begrænsning viste sig ved en Generalforsamling, afholdt d. 24. Januar 1891, hvor et Forslag fra Hovedbestyrelsen angående en Minimalløn var til Behandling og man enedes om at svare Hovedbestyrelsen således: „Vi har tænkt os Minimallønnen sat til 25 Øre, hvorfor vi har sat den så lav er, fordi vi tror ikke at være sammenarbejdet og stærke nok til en eventuel Konflikt på Spørgsmålet om en Minimalløn.“

Den Opfattelse af dette Spørgsmål skulle Foreningen kort Tid efter erfare var rigtig.

Da der ikke var Midler i Kassen til at dække Repræsentationsudgifterne med, måtte Afdelingen give Afkald på at sende en Kongresdelegeret til Odense sidst i Marts 1891.

Derimod havde Afdelingen et Besøg af Forbundets Forretningsfører F. Hurop d. 6. Maj, som på et Medlemsmøde samme Dags Aften klarlagde Kongressens Arbejde og særlig dvælede ved „Odense-Programmet“, som blandt andet tog Sigte på en Minimalløn af 27 Øre pr. Time.

Ved den ord. Generalforsamling d. 25. April 1891 nedlagde Caben sit Mandat som Formand, i hans Sted valgtes Kedelsmed J. J. Marcussen. Regnskabet viste en Balance af 108 Kr. 77 Øre. Medlemsantallet var 25.

Esbjerg Afdeling var en af de mange Afdelinger under Forbundet, der berørtes ilde af Odense-Programmet, og det så en Tid ud som Fagforeningen var sin Død nær, der gik i betænkelig Grad Svindsot i Medlemsantallet; men dens Konstitution var hård, og Fabrikanterne tillige med andre, som var stærk interesseret i dens Udgang af Jordens Jammerdal, led en Skuffelse, thi efter et Par års Rekonvalecentstid blomstrede Afdeling atter op, og har siden stået som en fast Blok, mod hvilken alle Arbejdskøbernes Stormløb er prellet af.

Årsagen til denne Krise Afdelingen gennemgik var den, at de på Odensekongressen trufne Beslutninger, sidst i Maj 1891, blev forelagt Fabrikant N. J. Poulsen, og særligt fastholdtes Kravet om Minimallønnens Gennemførelse, hvad der hårdt tiltrængtes da Gennemsnitstimelønnen var 21 Øre. Fabrikant Poulsen optog Fordringen meget unådig. Den 1 Juni om Morgenen kaldte han Svendene ind på Kontoret til sig én efter én og fremlagde en Liste for dem, hvorpå de skulle fraskrive sig al Makkerskab med Fagforeningen og lade det gamle Tillidsforhold råde, som det havde gjort før den vederstyggelige Forening begyndte sin Mission.

De Svende, som ikke ville skrive under kunne gå, de øvrige fik deres Timeløn forhøjet og Arbejdstiden forkortet en halv Time.

11 Medlemmer blev således lockoutede, medens der blev 25, svage i ånden, tilbage.

Lockouten blev langvarig, den ophævedes først d. 17 September 1892, efter at have varet 15 1/2 Måned uden at Fabrikanternes Hensigt var nået. Organisationsretten blev hævdet.

Hvorledes Højrepressen i Esbjerg opfattede Situationen ses af følgende Afslutning på en Artikel i „Esbjerg Avis“ for d. 6. Juni 1891, der omhandler Konflikten: „For os står det således, at Poulsen fortjener Tak, fordi han søger at bevare hidtil bestående Tillidsforhold til sine Folk, og vi mener, at han er berettiget til at vente Støtte fra de Mænd, hvis Forretning beskæftiger sig med lignende Arbejder som Hr. Poulsens Fabrik.“

Vore Medlemmer var dog ikke forknytte, men arrangerede et offentlig Møde d. 9 Juni med F. Hurop som Taler. Fabrikant Poulsen var specielt indbudt. Emnet var: „Hvorfor vi har dannet en Fagforening og hvorfor vi ikke vil melde os ud!“

Poulsen mødte ikke, men nedlagde Forbud ved Kongens Foged mod, at hans private Forhold diskuteredes offentligt.

Forbuddet blev efterkommet, hvorpå Hurop talte om Organisationens Betydning.

Der herskede en udmærket Stemning hos den store Forsamling, der talte over 500 Deltagere, og som til Slut vedtog en Indsamling til Fordel for de lockoutede.

Fabrikant Poulsen lod det ikke blive ved Fogedforbuddet, men ville have prøvet ved en Forligskommission om han havde Ret til at foretage et sådant Skridt.

Det er stor Sandsynlighed for, at det kun var for at få Fagforeningen dømt til at betale Omkostningerne ved Forbuddets Nedlæggelse, hvilket også fremgår af Stævningen, som vi her vil optrykke, dels for dens pudsige Vendinger og for at vise Nutiden hvilke Midler, der blev benyttede for at knuse Foreningen.

Forligsklagen lyder således: Til Forligskommissionen for Ribe Amts 4. Forligskreds.

I Anledning af, at Bestyrelsen for Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening ved Løbesedler d. 9. dennes lod indbyde til et offentlig Møde, der skulle afholdes samme Aften i Gæstgiver Eskesens Lokaler her i Byen, ved hvilket Møde det var Hensigten specielt at diskutere Smede- og Maskinarbejdernes Afskedigelse fra min Fabrik, hvilken årsag jeg selvfølgelig, da jeg ej vil finde mig i, at mine private, personlige og huslige Forhold således gaves offentlig til Pris og diskuteredes, ved Kongens Foged lod nedlægge Forbud mod et sådant Mødes Afholdelse i al Fald med mine private Forhold som Hoveddiskutionsemne - tillader jeg mig herved at bede den nævnte Bestyrelse for Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening ved dennes Formand, Smed J. J. Marcussen, Esbjerg, indkaldt for den ærede Kommission for, at det kan blive prøvet, om den vil anerkende den under 9. ds. afholdte Forbudsforretning, som lovlig gjort og forfulgt, samt erstatte mig de med den nævnte Forretning og dennes Forfølgning forbundne Bekostninger skadesløst.

Opnås ikke Forlig bedes Sagen henvist til Rettergang. Esbjerg, d. 13 Juni 1891. N. I. POULSEN.

Der opnåedes ikke Forlig og Sagen gik til „Rettergang“.

Retten resolverede, „at Forbuddet bør ved Magt at stande, for så vidt det deri forbydes på det førnævnte offentlige Møde at fremdrage eller diskutere Citantens Afskedigelser af hans Arbejdere og førstnævntes private Forhold i det Hele - men forøvrigt bør det nedlagte Forbud være ophævet.“

Fabrikant Poulsen måtte selv afholde Udgifterne, såvel Forbuddets som Sagsomkostningerne.

På et Møde, som blev afholdt d. 12 Juni 1891, hvortil alle Arbejdskøbere var indbudt og mødt med Undtagelse af Poulsen, forhandledes der om en ny Arbejdsordning.

Forhandlingerne bristede og der blev erklæret Strejke hos vedkommende Mestre, som benyttede organiserede Arbejdskraft.

Strejken omfattede kun 6 Medlemmer og sluttedes d. 29 Juni ved et Kompromis, idet Minimallønnen fastsattes til 25 Øre indtil Lønregulativet var gennemført i de nærmestliggende Byer, hvorefter den skulle forhøjes til 27 Øre, iøvrigt skulle Mestrene underordne sig Odense-Programmet.

Ved et d. 17 Juli 1891 afholdt Møde besluttedes det at forsøge Oprettelsen af Fagforening i Ribe. Til at foretage Forsøget valgtes J. J. Marcussen og H. Pedersen. Forsøget mislykkedes, først i December 1894 blev Afdelingen i Ribe stiftet, men sygner hen og ophæves i August 1901, hvorefter den igen oprettes som Klub, direkte under Hovedkontoret fra d. 29 Februar 1904 til Efteråret 1913, idet den siden da har været under Esbjerg Afdeling.

Der oprandt nu en Tid, hvor Foreningen blev prøvet hårdt. Det var i den Periode, hvor Viborg Afdeling måtte bukke under og Varde var på Nippet til at gå samme Vej.

Medlemsantallet var en Tid nede på 6. Alle unge og ugifte Svende blev eksporteret bort fra Byen for ikke at falde i den Fristelse, som nogle ældre var falden i ved at optage Arbejdet hos Fabrikant Poulsen.

Denne lille Flok, der blev tilbage, søgte med alle til Rådighed stående Midler, bistået af Fællesorganisationen, at ride Stormen af, hvad også lykkedes.

Selvsagt blev der ikke udført noget større Organisationsarbejde i den Tid, der var Arbejde nok med at holde Stumperne samlede.

På en Generalforsamling d. 4 December vedtoges på Forslag af Århus Afdeling at søge Forretningsfører H. P. Hansen, som havde afløst F. Hurop i Marts Måned, til at foretage en Agitationsrejse gennem Jylland, samt at udrede Halvdelen af de Udgifter, der var forbunden hermed.

Den 14 Februar 1893 bliver Mødet afholdt, og det synes nu atter, at Tilgangen begynder og Foreningen vokser sig lidt efter lidt større og stærkere end nogensinde før.

Til Kongressen, som afholdtes d. 31 Marts 1893, valgtes J. J. Marcussen som Delegeret.

På samme Møde forhandledes der for første Gang Valgfondsmærker.

Fællesorganisationen sendte i Maj Måned 1893 Forslag rundt til de respektive Fagforeninger om Startning af et Ugeblad for Arbejderne i Esbjerg, som var henvist til „Demokraten“ i Århus, hvis de ville læse Dagblade, der var præget af de socialistiske Ideer. Forslaget måtte henlægges til bedre Tider, da den fornødne Kapital manglede. Først i 1898 så Arbejderne deres Ønske opfyldt i den Retning.

Den 9 September 1893 forhøjedes det ugentlige Kontingent til 25 Øre.

En Statistik, foretaget over Løn- og Organisationsforholdene på den Tid, viser, at Timelønnen ligger mellem 24 og 31 Øre, og af 34 af Fagets Udøvere er de 19 organiserede.

At der forholdsvis står så mange udenfor Fagforeningen må vel til Dels tilskrives en Bestemmelse, vedtaget under Lockouten 1891, som ikke vil tillade Strejkebrydere Optagelse, med mindre de indgav skriftlig Andragende herom, og denne deres Andragende blev vedtaget med 2/3 af de afgivne Stemmer, ligesom Hovedbestyrelsen også skulle give sin Tilslutning til Optagelsen.

Et Samlingsmærke tiltrængtes hårdt, og d. 26 Maj 1894 nedsattes et Faneudvalg, bestående af L. Brodersen, C. Pedersen og F. Schnack.

Den 10 Juni 1894 forhandledes der med Fabrikant Poulsen, som resulterede i, at Poulsen accepterede Odense-Programmet i en lidt ændret Form. Overenskomsten skulle vare 1 år.

Forbundets Forretningsfører H. P. Hansen ledede Forhandlingerne. Kort efter forsøger Poulsen at bryde Overenskomsten, og man så det Særsyn, at Poulsens Værkfører overværede en Generalforsamling i Fagforeningen og forsøgte her at „revidere“ Overenskomsten, det lykkedes ikke, og Poulsen havde ikke Lyst til at prøve Eksperimentet 91-92 om igen, hvorfor det blev ved det engang vedtagne.

Den 29. Juli afholdtes et Fagmøde, hvor Varde og Kolding var repræsenteret. Forskellige Spørgsmål angående Organisationen og Agitation for denne drøftedes indgående.

Stiftelsesfesten d. 5. Oktober 1894 havde et eget festligt Præg over sig, thi samme Dag fandt Faneindvielsen Sted. H.P. Hansen holdt Festtalen. Fanen havde kostet 225 Kr., som skaffedes til Veje ved frivillige Bidrag, særlig Fællesorganisationen var gavmild i den Anledning.

D. 29 November 1894 er Foreningen hjemløs; den havde indtil nu afholdt sine Møder og Fester hos Gæstgiver Eskesen i Havnegade; det besluttedes at leje Lokaler på Svendehjemmet mod en månedlig Leje af 1,50 Kr.

Et Forslag til Kongressen angående fri Kontingent for rejsende Medlemmer, der ikke er understøttelsesberettiget, blev drøftet og vedtaget at indsende d. 8 December.

Den 2 Marts 1895 valgtes J.J. Marcussen til Kongresdelegeret.

Til et jydsk Arbejderstævne, som afholdtes i Randers, vedtoges det at lade sig repræsentere ved J. P. Carlsen.

I Juli 1895 syntes det at være Fabrikant Poulsens Hensigt atter at prøve en lille Lockout, men havde vel sagtens den sidste Lockout i frisk Erindring endnu og mente ikke, den fristede til Efterfølgelse; i hvert Fald blev det kun ved Trusselen.

I April 1896 var der en lille Konflikt med en Smedemester Schnack, der ikke ville overholde Priskuranten. Sagen afgjordes til vor Fordel.

En Forespørgsel fra Hovedbestyrelsen om en Udskrivning af Lockoutbidrag til den forestående Lockout i København fandt udelt Tilslutning. I det Hele taget synes det som om Esbjerg Afdeling i Tiden før Forbundets nuværende udmærkede økonomiske Basis blev lagt, at have set det som sin helligste Pligt at yde pekuniær Støtte til såvel Fagfæller som andre Klassefæller, selv om det ofte gik over dens virkelige Ydeevne.

En Indbydelse fra Århus Afdeling til at deltage i et Møde i Juni 1896, hvor et bedre Samarbejde mellem Jydske Afdelinger skulle drøftes, fandt Genklang, og M. Mikkelsen valgtes til at repræsentere Afdelingen, dog ønskedes der ikke nogen illoyal Fremgangmåde i det Sammenarbejde, på Bekostning af de udenfor Jylland værende Afdelinger og Hovedkontoret.

I August 1896 forhandledes der med Firmaet Jensen & Olsen, som ved Nytårsskiftet havde overtaget Poulsens Virksomhed, om en ny Overenskomst.

Minimallønnen blev hævet til 30 Øre pr. Time, unge Svende, som ikke havde været Svende 1 år, betaltes med 28 Øre i Timen.

Samtidig blev der fastsat et ekstra Tillæg for Havnearbejde, Skibsarbejde samt mere smudsigt Arbejde, som Kedelarbejde og lignende af 10 Øre pr. Time, ligesom alt Udearbejde blev honoreret med 5 Øre ekstra pr. Time.

Disse Privilegier for Esbjergs Vedkommende har været et Stridens Æble ned gennem Tiderne, utallige er de Forsøg, som er sat i Scene for at berøve os dem, dog hidtil har vi hævdet disse nødvendige Goder. - Gennemsnitstimelønnen for året er 32,5 Øre.

I Februar 1897 vælges Andreasen til Formand for Afdelingen i Stedet for J. J. Marcussen, og til Kongressen i April samme år mødte M. Mikkelsen herfra.

Martslockouten 1897 berørte kun vore Medlemmer hos Jensen & Olsen, da det Firma var det eneste, som var Medlem af Provinsfabrikantforeningen på den Tid.

Fabrikanterne afskedigede d. 16. Marts 17 Mand eller godt Halvdelen af den hele Arbejderstyrke.

Efter Ordre fra Hovedbestyrelsen forlod Resten Fabrikken et Par Dage efter.

Et Forslag, stillet af Fabrikantforeningen til en ny Overenskomst, som blev forelagt en Generalforsamling d. 24 Marts af Hovedbestyrelsen, blev forkastet med 48 Stemmer mod 2 Stemmer.

Den 31 Marts hævedes Lockouten uden positivt Resultat.

På samme Tid blev en ny Priskurant forelagt de øvrige Arbejdskøbere her i Byen. Den var til Dels bygget på Odense-Programmet, kun var Minimallønnen forhøjet med 3 Øre, samtidig med at de Fordele, Afdelingen havde med Hensyn til Ude- og Havnearbejde, var fremhævet, da ikke alle Værksteder havde anerkendt dem.

Hele året gik med disse Forhandlinger, og Kravene blev forsåvidt gennemførte, som Timelønnen gennemsnitlig blev forhøjet med 2 Øre, og alle Virksomheder underkastedes Priskuranten samt Reglerne, der var forbundne med denne, ligesom de nye Virksomheder, der opstod, som Følge af Byens rivende Udvikling på den Tid, straks blev tilstillet samme og anerkendt uden for mange Forhindringer.

Det var ingenlunde et let Stykke Arbejde, som her blev udført, idet særlig Småværkstederne følte sig for meget afhængige af Værkstederne ude i Oplandet og krævede, at de skulle underkastes samme „Tortur“ af Fagforeningen, så der kunne blive lige Vilkår at konkurrere under. Således kom Afdelingens Organisationsarbejde snart til at omfatte hele Sydvestjylland.

I Juli Måned 1897 afløste L. Brodersen Andreasen som Formand.

Tiden efter Martslockouten var svanger på Uro, og den store Lockout i Juni kom som en Forløsning, brusende over det ganske Land, men berørte som i Marts kun Esbjerg flygtigt, idet den kun omfattede Jensen & Olsens Fabrik. Ikke desto mindre satte den Sindene herovre i en overordentlig Bevægelse; man kunne ikke forstå, at Forbundet ikke var så stærkt, at det evnede at fritage Arbejdskøberne Lysten til den Slags gale Streger. Fagbladet havde jo slået stort op med Forbundets Styrke og Modpartens „Svaghed“, som nu åbenbarede sig for anden Gang i samme år på denne brutale Måde.

Et Spørgsmål om Kontrollen af de udelukkede vakte stor Ståhej, så N. Lundby fra København måtte herover for at mægle Parterne imellem.

Det Forsøg, som d’Hrr. Borgmester H. N. Hansen, R. Strøm og Gustav Philipsen lavede for at få Lockouten bilagt, blev modtaget med Mistro og Protestmøde med efterfølgende Telegram og Protestskrivelse til Hovedbestyrelsen, hvilket affødte et nyt Møde, hvor V. Olsen fra Hovedbestyrelsen var til Stede. Mødet var af en sådan Beskaffenhed, at vi lader Glemselens Slør hvile over Detaillerne.

Lockouten sluttede d. 13 September, efter at have varet omtrent 4 Måneder, og man håbede derfor nu, at den faglige Himmel var renset for den Slags Skyer for længere Tid.

At Jensen & Olsen forgæves prøvede på at berøve sine genantagne Arbejdere de lokale Fordele ved at skubbe sig ind under Forligets Affattelse, noteres blot.

I Begyndelsen af 1898 samler Interessen sig om Centralisationen af Fagforbundene. J. J. Marcussen var Delegeret for Afdelingen med bundet Mandat til at stemme imod en sådan.

Den 1 Maj 1898 udkom første Nummer af Arbejderpartiets eget Dagblad under Navnet „Vestjyllands Social-Demokrat“. Journalist J. P. Sundbo, førhen „Demokraten“, Århus, blev ansat som Redaktør. Smedene var særdeles ivrige for Udbredelsen af Bladet, og J. J. Marcussen havde i en årrække Sæde i dets Kontrolkommite.

Byens og Omegnens mindre Værksteder giver stadig Anledning til små Skærsmydsler, som dog altid ender med, at Mestrene falder til Føje. Således boykottes Smedemester Jensen, Jerne, d. 9 Maj for Overenskomstbrud; allerede d. 14 Maj indløser han sine Forpligtelser overfor Svendene, hvorefter Boykotningen hæves.

Juli-generalforsamlingen vælges J. J. Marcussen til Formand.

I 1899 begynder med Lønforhandlinger hos de større Virksomheder i Byen, ligesom en Divergens med Jensen & Olsen, angående Betalingen for Over- og Natarbejde, bringes til Afslutning.

Hos Fabrikant C. Mollerup fastsættes i Februar Måned en Minimalløn af 33 Øre i Timen, fra d. 1 April forhøjes den med 2 Øre pr. Time.

Til Kongresdelegeret samme år vælges J. J. Marcussen.

På Juligeneralforsamlingen afløser M. Mikkelsen, Marcussen som Formand, ligesom han også bliver Repræsentant for Afdelingen til det af Kongressen oprettede Repræsentantskab, som skal indkaldes hvert år med Undtagelse af de år i hvilke der afholdes Kongres.

Den 20 Maj 1899 udbrød den store Lockout, som forløb meget roligt for vort Fags Vedkommende her i Byen. Kun Jensen & Olsens Arbejdere måtte dele Skæbnen med de ivrige udelukkede Fag. Og med den Erfaring, Smedene sad inde med fra de to foregående Lockouter, blev de et lysende Eksempel for „Nybegynderne“, som for første Gang var ude i en sådan Storkonflikt, hvad Ro og Orden angik. Og selv om det til Tider kunne se vanskeligt ud med Udkommet, føltes der dog ikke Trang til at benytte „direkte Aktion“, for ikke at svække den Sympati, den offentlige Mening nærede for de udelukkede.

Lockoutens Afslutning fandt Sted d. 5 September og havde således varet omtrent 4 Måneder.

På Repræsentantskabsmødet om Efteråret, hvor det blev vedtaget at forhøje Kontingentet til 75 Øre ugentlig, var J. J. Marcussen Repræsentant for Afdelingen. Kontingentforhøjelsen blev i Afdelingen enstemmig vedtaget ved den Urafstemning, der fandt Sted kort efter.

I Januar 1900 bliver den første Klub oprettet på C. Mollerups Maskinfabrik. I Februar samme år træder Klubben hos Jensen & Olsen ud i Livet.

Som Delegeret til den ekstraordinære Kongres i Marts 1900 valgtes H. P. Hansen.

Denne Kongres, hvis Betydning mærkes den Dag i Dag, havde til Opgave at godkende de Forhandlinger, Hovedbestyrelsen havde ført med de respektive Arbejdsgiverorganisationer, og ud fra hvilke Minimallønnen og Tillidsmandsinstitutionerne, som Forbundet havde kæmpet længe for at få gennemført, nu endelig var bleven en Kendsgerning, og anerkendt af begge Parterne. I Realiteten betød det, at Arbejderne for bestandig frigjorde sig for Arbejdskøbernes Vilkårligheder. Og de Fabrikanter, som under den store Lockout havde drømt om at komme tilbage til Absolutismens Tidsalder, så nu denne Drøm virkeliggjort i det modsatte, nemlig Arbejdernes Forhandlingsret på Værkstederne. Thi Værkstederne blev nu de ledende Momenter med Afdelingen som Rådgiver og Forbundet som Appelinstans.

Der blev en Praksis i dette for kommende Tider, som lettede Samlivet og gjorde Parterne fordrageligere mod hinanden herefter, fordi begge Parter nu vidste, hvorledes de skulle forholde sig i Tilfælde, hvor de ikke kan enes.

Det tog Tid, forinden Afdelingen blev fortrolig med den ny Tids Ordning. Det første, der skulle foretages, var Valg af Tillidsmænd i Henhold til Overenskomsten. De første Tillidsmænd var: For Jensen & Olsens Værksted Drejer H. P. Hansen, Christoffersen & Larsens Værksted Maskinarbejder L. P. Jørgensen; Mollerups Motorfabrik N. Jørgensen.

Tiden herefter går med at indhente det forsømte med Hensyn til de Fordele, den sidste Overenskomst havde ført med sig, og som særlig de Virksomheder, der stod udenfor Sammenslutningen, ikke havde gennemført. Af Interesse er Forhandlingen med Mollerup i April 1902 om ekstra Betaling for Natholdet, som fører til, at der betales 50 pCt. mere for Arbejde, der udføres om Natten.

En Strid med Fabrikant P. Nielsen, foranlediget ved Afskedigelsen af hans Folk uden at betale dem deres Tilgodehavende, fører til Blokade af Virksomheden, og da det ikke hjælper på Fabrikantens Opfattelse af sine Forpligtelser overfor Arbejderne, erklærer Afdelingen ham Fallit, og Arbejderne bliver på denne voldsomme Måde holdt skadesløse.

Samme Skæbne overgår C. Mollerup i Marts 1903. Fallitten følger efter, og da det ikke er tilstrækkeligt, overføres Blokaden på Aktieselskabet, der havde overtaget det gamle Firmanavn med Mollerup som Direktør, det hjalp, den tilgodehavende Løn blev udbetalt, og Blokaden blev hævet i April 1904 og havde som sådan varet over et år.

Nødvendigheden af at benytte slige voldsomme Midler var til Stede; thi hos mange Arbejdskøbere var det en stående Regel, at et af de Steder, der kunne spares, når det kneb, var på Arbejdernes Ugeløn; derfor mente Afdelingen, det var på Tide at statuere Eksempler på Forkasteligheden af at komme ind på det System, og redde Arbejdskøberne ud af den Vildfarelse.

Firmaet Jensen & Olsen har aldrig kunnet forstå - og kommer vel heller ikke til det - hvorfor Esbjerg-Smedene skal betales med 2 Øre mere i Udearbejde pr. Time end andre Smede udenfor Esbjerg; der måtte arrangeres et Mæglingsmøde i Århus i Maj 1903 for at bibringe Firmaet den Forståelse, som hjalp for en Tid.

Lønbevægelsen gennem 25 år stiller sig således for Esbjerg:

1891

almindelig Timeløn

21 øre

1892

almindelig Timeløn

25 øre

1896

Gennemsnitstimeløn

32,5 øre

1897

 

33,5 øre

1898

 

33,5 øre

1900

 

35,8 øre

1902

 

35 øre

1904

 

35,7 øre

1906

 

38,2 øre

1907

 

38,9 øre

1908

 

40 øre

1909

 

41,6 øre

1911

 

40,7 øre

1913

 

44 øre

1914

 

44,2 øre

1915

 

47 øre

Akkord gives i lille Udstrækning over hele Byen.

Ved en i Marts 1906 foretaget samlet Lønbevægelse, hvorved Timelønnen forhøjedes 2,5 Øre, måtte der en lille Eftermiddagsstrejke til for at få Fabrikant C. Hoffmann gjort ligeså fornuftig som de øvrige Fabrikanter.

Hos Hoffmann har der ned gennem Tiderne stået Strid om Akkordprincippet, som bunder i Hoffmann’s Modvilje mod Systemet, undtagen når der forhandles om Timelønstillæg, og det vil altid være vanskeligt at forhandle med Stemningsmennesker.

I Marts 1908 ordnes nogle Forhold med et københavnsk Firma angående Betalingen for Varmeanlæg på Sanatoriet, ligesom Opførselen overfor Arbejderne af Lederne blev forandret til det bedre.

Det havde længe været Afdelingen bekendt at Arbejdskøberne blokerede Medlemmerne en Tid forinden de tog dem i Arbejde; men indtil i Maj 1908 havde man ikke noget reelt Grundlag for en Klage til Hovedorganisationerne, et sådant Tilfælde indfandt sig nu, hvorefter Klagen blev indsendt, og Sagen behandlet mellem Hovedorganisationerne.

En Akkordsag hos Christoffersen & Larsen bilagdes i vor Farvør i Oktober 1909.

Ved samme Tid er det igen galt med Udearbejdspenge hos Jensen & Olsen. Striden endte med samme gunstige Resultat, som de øvrige af samme Art.

En Konflikt hos Hoffmann angående en Akkord fandt sin Afslutning i Juni 1910. Arbejdernes Krav godkendtes.

Således gik Tiden med små Sammenstød i hvilke Fabrikanten altid trak det korteste Strå, fordi Arbejderne sørgede for at være på den rigtige Side, forinden de appellerede Konfliktens årsag. I et Tilfælde var det nær kommen til alvorlig Konflikt, d. 26 Juli 1910, takket være Fabrikant Hoffmanns lidet tiltalende Måde at ordne sine Arbejdsforhold på. En uorganiseret Modelsnedker var bleven ansat i Værktøjsmagasinet, ligesom han skulle agere „Kontrolur“ til Mødetiderne, hvilket han besørgede under sådanne Former, at vore Medlemmer følte sig brøstholdne derover, og forlod Fabrikken; ved Hovedbestyrelsens Mellemkomst optoges Arbejdet efter 4 Dages „Strejke“. „Kontroluret“ blev fjernet.

Entreprenørfirmaet Saaby & Lerche blev sidst i Juli 1910 oplyst om, at der skulle betales 50 og 100 pCt. for henholdsvis Over- og Natarbejde.

Den 25 Februar 1911 erklæredes der Strejke hos Nielsen Lungholt. årsagen var Lønkrav og Arbejdsforhold. Strejken varede til d. 28. Marts, efter at Fabrikanten havde accepteret vore Fordringer.

Den 26 April havde vi Landslockouten for 1 Dag, og senere fra d. 16. til d. 19 Maj.

Den 22 December 1913 er Afdelingsformanden C. M. N. Laursen i Ribe og opsætter en Overenskomst med Fabrikant Obbekjær.

Foranlediget ved at Arbejderne holder fri Nytårsaften- dags-Eftermiddag 1914 hos Christoffersen & Larsen, kræver Firmaet afholdt et Mæglingsmøde for at prøve Arbejdernes Berettigelse til et sådant Skridt; man fik dog mere Troen på at Angrebet gjaldt Tillidsmandsinstitutionen end Sagens Kærne. Den på Mæglingsmødet førte Diskussion blev Svaret på de af Firmaet rejste Spørgsmål.

I November 1914 forsøgte Obbekjær i Ribe en Reduktion af Akkordpriserne „på Grund af Krigen“. Ved Forhandlingen blev det ikke en Reduktion, men en Revision, der fandt Sted.

En rask lille Strejke på Esbjerg Sengefabrik i Januar 1915 havde den tilsigtede Virkning, nemlig uorganiseret Arbejdskrafts Fjernelse fra Fabrikken.

Efter flere Forhandlinger, som endte på et Timandsmøde, blev alle Timelønningerne forhøjet med 3 Øre fra d. 1. Maj 1915. Fabrikanterne havde stillet Forslag om en „Dyrtidshjælp“, som forståelig nok ikke fandt Genklang hos Arbejderne.

 

 

Christola

Ansatte på "Christola" den 19. juli 1919, yderst til venstre ses Alexander Larsen og til højre for ham (i kittel) O.A. Voigt-Larsen.. Ludvig Christoffersen og Alexander Larsen gik den 1. maj 1899 sammen om at oprette deres egen virksomhed, Christoffersen & Larsen, der senere fik navnet Christola. Den ny fabrik fik til huse i Strandgade 2. Christoffersen havde i en årrække været værkfører hos Jensen & Olsen på Esbjerg Jernstøberi, hvor Larsen arbejdede som maskinmester. Da de to begyndte egen virksomhed, tog de flere af deres gamle folk fra Jensen & Olsen med sig. Under storkonflikten i 1899 kom det til en konfrontation mellem de to jernstøberier. Jensen & Olsen var medlemmer af fabrikantforeningen og måtte lockoute deres arbejdere, mens Christoffersen & Larsen stod udenfor foreningen og kunne arbejde videre. Kort efter konfliktens udbrud den 20. maj modtog den nydannede virksomhed en skrivelse fra fabrikantforeningen. »I skrivelsen anføres det, at Jensen & Olsen havde besværet sig over, at Christoffersen & Larsen havde lokket de dygtige arbejdere fra Esbjerg Jernstøberi ved løfter om højere løn. Skrivelsen var meget truende og det tilrådedes firmaet at lade arbejderne vende tilbage til deres hidtidige plads i Esbjerg Jernstøberi »før videre foretages«. Hr. Christoffersen udtalte, at... arbejderne havde sagt deres pladser op, fordi de ikke var tilfredse hos Jensen & Olsen«. I 1916 udtræder Christoffersen og Alexander-Larsens søn O.A. Voigt Larsen indtræder.

FÆLLESORGANISATIONEN.

Som allerede bemærket først i teksten var Fællesorganisationen dannet forinden Smede- & Maskinarbejdernes Fagforening. Fagforeningen har været et Led i Organisationen fra første Færd af. Repræsentanterne i Fællesorganisationen har været følgende:

Maskinarbejder P. C. Larsen 5/10 1890 -  1/6 1891; Hertz 1/6 1891 - 10/11 1891; Smed Marcussen og Carlsen 1891 - 1895; Smed Marcussen og Smed Lauritsen 1895-1896; Smed Marcussen og Maskinarbejder L. P. Brodersen 1896 -1897; Smed Marcussen og Smed Lauritsen 1897 - 1898; Smed Marcussen og M. Mikkelsen 1898 -1900. Efter 1900 repræsenterede Bestyrelsen Fagforeningen, og efter 1904 suppleres denne med 3 Medlemmer, valgt af en Generalforsamling.

Foreningens Delegerede ved Forbundets Kongresser har været: i 1893 og i 1895 J. J. Marcussen. I 1897 M. Mikkelsen. I 1899 J. J. Marcussen. I 1900 og 1901 H. P. Hansen. I 1903 og 1905 J. J. Hellner. I 1908 J. J. Hellner og H. P. Hansen. I 1911 J. Poulsen. I 1914 C. M. N. Laursen og A. Nyberg.  Formændene har ned gennem Tiderne været Medlemmer af Forbundets Repræsentantskab, der oprettedes 1899.

 

Tiden siden d. 5 Oktober 1890 er ikke gået os forgæves forbi, den har vænnet os til at se lysere på Livet. Nederlagene, vi led, er vejede og prøvede, vi vil ikke stirre os blinde på dem, men sænke vort Blik fortrøstningsfuldt ned i Minderne om svunden Tid, og Tankerne vil føre Blikket fremefter, for at måle Vejlængden Efterslægten har at vandre forinden Målet nåes. (Tekst af formanden, maskinarbejder Andreas Nielsen Nyberg. 1915 - Andreas Nielsen Nyberg var født i Horsens d. 21 april 1886, og kom til Esbjerg i 1910 fra Island).

Bogbinderne i Esbjerg.

Lørdag den 24. juni 1896 afholdt Bogbindersvendene i Esbjerg et Møde, hvor det besluttedes at oprette en Fagforening for Bogbindersvende i Esbjerg og omliggende Byer. Tilstede var samtlige arbejdende Svende, nemlig Espen Larsen, Jens Holm; Otto Teller og Rasmus Jørgensen. Den første Bestyrelse kom til at bestå af Espen Larsen, Formand, Jens Holm, Kasserer, og Otto Teller, Bestyrelsesmedlem, samt Rasmus Jørgensen, Suppleant, desuden optoges 2 udenbys Medlemmer, Lauritz Lauridsen, Varde, og F. Chr. Christensen, så den nystiftede Forening havde ialt 6 Medlemmer. Efter Forslag af Rasmus Jørgensen vedtoges det at benytte Vejle-Foreningens Love med de nødvendige lokale Forandringer, ligeledes vedtoges det at indmelde Foreningen under Bogbinderforbundet i Danmark og under Fællesorganisationen i Esbjerg, hvilket skete fra 1. Juli.

Af de første Ting, den nye Forening beskæftigede sig med, var Vedtagelsen af Geschenk til rejsende Svende, indtil Rejsehjælpen træder i Kraft; det vedtoges at yde Kr. 1.00, som skulle indkræves som Ekstrakontingent hos Medlemmerne. Den første Overenskomst med Mestrene opnåedes på den Måde, at Formanden henvendte sig til samtlige Mestre og fik deres Underskrift på den københavnske Priskurant, som de dermed forpligtigede sig til at betale efter. Det fremgår også af Forhandlingsprotokollen, at Foreningen har haft Viljen til at være med på det nye, selv om Midlerne har været små. Allerede i November 1896 vedtager man at købe en Aktie i Arbejdernes Forsamlingsbygning til Kr. 500,00. Ligeledes er der bevilget Tilskud til en Fane til Fagforeningen i Ålborg samt til en Fane til Tekstilarbejderne, og endvidere er der ydet Tilskud til Børnebespisningen, og under Generallockouten i 1899 vedtoges det at yde Kr. 1.20 om Ugen udover det pålignede Ekstrakontingent. Når Foreningen trods sin Lidenhed arbejdede godt i den første halve Snes År, skyldtes det sikkert Formanden Espen Larsen, der var en meget politisk interesseret Kollega, som udførte et stort Arbejde både for Fagforeningen og for Fællesorganisationen, hvor han bl.a. var Repræsentant på Kongressen den 3., 4. og 5. januar 1898. Larsen deltog også i Forbundets Kongres i København den 7. og 8. april 1898; desuden gjorde han et stort Arbejde for den almindelige Sygekasse, og da Esbjergs kommunale Sygehus blev bygget, blev Espen Larsen Sygehusforvalter og dermed endte Larsens Arbejde desværre for Foreningen. I 1907 valgtes H. Mogensen til Formand, hvilken Post han beklædte til 1911. Foreningens Medlemstal var nu vokset op til 12 Medlemmer, men ellers fulgte nu en rolig Tid, og i 1911 var Medlemstallet dalet så stærkt, at Afdelingen opløstes og blev underlagt Kolding Afdeling.

Den eneste Fest, som er afholdt i Foreningens første Periode, er Afdelingens 12-årige Stiftelsesfest, som blev fejret med en Køretur pr. Vogn til Hjerting Badehotel, hvor man drak Kaffe. Derefter spadseredes i Omegnen, og i Byens Anlæg sang og legede man til Kl. 6, hvorefter Turen gik tilbage til Hotellet, hvor et godt Bord ventede. Mogensen bød Velkommen og talte for Foreningens Betydning og takkede Larsen for, hvad han havde været for Foreningen i de 12 År, denne havde bestået. Larsen talte for Mogensen og denne igen for Damerne. Nogle Sange, der var skrevet i Dagens Anledning, gjorde stor Lykke og satte yderligere Humøret op. Efter at have tilbragt et Par Timer ved Bordet brød man op og begav sig til et ubeboet Hus, som var blevet dem overladt til Dans. Her spillede Kollega Johansen med flere op, medens de øvrige Deltagere dansede og morede sig fortræffeligt. Kl. 9 begav man sig til Vogns og korte tilbage over Guldager Kro, hvor man drak Kaffe og fortsatte derefter tilbage til Esbjerg, hvor man skiltes efter at have tilbragt en uforglemmelig Dag.

Bogbindernes Tillidsmænd i Esbjerg har været følgende:

Dato

År

Formænd

Kasserere

24. Juni

1896

Espen Larsen

Jens Holm

5. November

1896

-

F. Chr. Christensen

1. September

1897

-

Espen Larsen

1. Juni

1898

-

Henriksen

12. Februar

1906

H. Mogensen

H. Mogensen

1911-1918 var A. C. Andersen Tillidsmand for Esbjerg under Kolding Afdeling.

5. December

1918

H. Mogensen

A. C. Andersen

12. Oktober

1919

A. C. Andersen

-

30. August

1920

E. Schlein

E. Schlein

13. Januar

1921

H. P. Black

-

16. April

1924

C. Nicolajsen

-

1. September

1926

A. C Andersen

-

7. Juli

1929

V. Simonsen

-

26. Maj

1932

H. Mogensen

-

18. Marts

1938

E. Schlein

 

Esbjerg Afdeling genopstod d. 5 december 1918. Torsdag d. 5 december 1918 havde Tillidsmanden i Esbjerg, A. C. Andersen indkaldte samtlige Svende til Møde for at søge Afdelingen oprettet påny; til Stede var endvidere Forbundets Formand Peter Hansen samt Kolding Afdelings Formand H. Meyer. P. Hansen indledede med at udtale, at Formålet med Mødet jo var at oprette Afdelingen påny, og da Medlemmerne var enige om Ønskeligheden heraf, ville han straks foreslå Valg af Formand og Kasserer. Bestyrelsen kunde så senere suppleres, når de kvindelige Kolleger var optaget. Tidligere havde kun Svendene været organiserede. Til Formand valgtes H. Mogensen og til Kasserer A. C. Andersen, hvorefter Afdelingen betragtedes som genoprettet. Der blev nedsat et Udvalg til at udarbejde Lovene for Afdelingen, bestående af Mogensen, Andersen og Jensen; derefter omtalte P. Hansen de Opgaver, der ville blive den nye Afdelings og lykønskede den nye Forening. I Januar 1919 optoges Kvinderne som Medlemmer, ialt en Snes Stykker, som for største Parten arbejdede hos C. J. Christiansens Papirhandel. I de første Tider opstod der jævnlig Bryderier med nævnte Firma, der tidligere havde været vant til selv at bestemme alt angående Løn og Arbejdsvilkår og derfor mente sig forurettet, når Fagforeningen påtalte ulovlige Forhold som Underbetaling, eller når Kvinderne lavede Svendearbejde, og disse Forhold blev fastslået. I de første År arbejdede Afdelingen kraftigt på at hæve de personlige Lønninger, hvilket også lykkedes, så Esbjerg sikkert var den Afdeling, der i de Tider havde den største Timeløn, derimod kneb det med at få Akkorden indført, og det skyldtes i første Række Svendenes egen Uvilje for Akkord, og dernæst at der ikke fandtes nogen større Virksomhed inden for Afdelingens Område, og det er sikkert også for en stor Del Grunden til, at Fagforeningsarbejdet gennem Årene er gået stille og roligt, så der ikke er noget særligt at bemærke desangående. Til Slut skal lige omtales Fagstævnerne, som Kolding Afdeling tog Initiativet til i 1931, og som i Årene før Krigen bragte de fire sydjyske Afdelinger sammen een Gang om Året, således at de skiftedes til at være Vært. Stævnerne var tilrettelagt sådan, at der om Formiddagen var Møde, hvor faglige Spørgsmål blev debatterede, og om Eftermiddagen og Aftenen kammeratligt Samvær. Disse Stævner har haft stor Betydning for Afdelingen, og forhåbentlig bliver de et Led i Organisationens Arbejde fremefter.

Frisør- og barbersvendene i Esbjerg i 1896

I 1896 blev den første fagforening for frisørsvende i Esbjerg stiftet af Thorvald Madsen med støtte fra Arbejdernes Fællesorganisation via arbejdsmand Hans Mathias Hansen. Denne fagforening kom imidlertid ud for så store vanskeligheder, at den ikke kunne klare sig, thi mestrene nægtede simpelthen at beskæftige de svende, som arbejdede med denne fagforening, og i året 1900 måtte datidens pionerer give op og søge arbejde i andre byer. Først den 28 april 1914 stiftedes en ny fagforening for barber- og frisørsvende, og så kom der gang i organisationsarbejdet, og selv om afdelingen i de 50 år har været præget af strejke i de første år, har den kunnet vokse med tidens opgaver i et støt og sundt tempo til gavn for vort fag og dets medlemmer.

Når en afdeling under Dansk Frisørforbund har udøvet det arbejde, den har, for at være en fagforening i sine medlemmers interesse, skal der også kunne skabes plads til fest, og det skal være afdelingens ønske at markere sin 50 års beståen med godt fortsat samarbejde til alle sider.

I samme Periode, som den københavnske Svendeforening opløstes, der ikke ville tilslutte sig Arbejderpartiet og følge dettes prøvede Grundprincipper, blev der i Esbjerg dannet en Svendeorganisation med Tilknytning til den stedlige Arbejdernes Fællesorganisation og Arbejderpartiet. En ung Svend, Thorvald Madsen, som var født i Ålborg og i denne By havde lært Barber- og Frisørfaget, kom lige efter Nytår 1896 til Esbjerg for at tiltræde en Plads. Straks ved sin Ankomst indmeldte han sig i Socialdemokratisk Forening og kom derved i Forbindelse med to af Arbejderpartiets lokale faglige Førere, Tømrer Kaas og Arbejdsmand H. M. Hansen, hvilke sidste senere blev rejsende Forretningsfører for Dansk Arbejdsmandsforbund. Disse to faglige Ledere af Arbejderpartiet i Esbjerg, som lå i en hurtig Udvikling, ansporede Thorvald Madsen til at søge dannet en reel Fagforening for Barber- og Frisørsvendene i Esbjerg. Rundt om i Landet var der sandsynligvis selskabelige Foreninger for Barber- og Frisørsvende. Dette fremgik af, at der i Randers var en sådan, der endog bevægede sig udenfor den opsatte Ramme for Selskabelighed, thi på omtrent samme Tidspunkt, som Tanken om en Fagforenings Oprettelse var fremme i Esbjerg, kritiserede den selskabelige Randers-Forening i Mestrenes Fagblad, at en Svend var bleven fradraget i sin Løn, fordi han var kommen for sent på Arbejde. Selv om de selskabelige Foreninger således turde påtale, når en Svend efter deres Formening var behandlet ukorrekt, var Springet fra sådanne Sammenslutninger til en ren Fagforening stort. Desuagtet vovede Thorvald Madsen først af alle danske Barber- og Frisørsvende dette Spring.

De i Esbjerg på daværende Tidspunkt arbejdende Svende, 5 i Tallet, blev i den første Del af Februar Måned 1896, altså en Måned efter, at Thorvald Madsen havde tiltrådt Plads i Esbjerg, indbudt skriftligt til at komme til stede ved et møde i bager Kellers Konditori. Svendene agtede imidlertid ikke indbydelsen, thi ingen af dem indfandt sig til mødet, og Thorvald Madsen måtte derfor forlade Kellers Konditori med uforrettet sag. Ganske Kort efter Indbød Thorkild Madsen sine kollegaer til et nyt Møde og betonede i Indbydelsen, at Arbejdsmand H. M. Hansen ville komme tilstede og tale. Folk i Esbjerg havde almindeligvis stor Respekt for H. M. Hansen, og Svendene turde derfor ikke holde denne Mand for Nar ved at udeblive fra Mødet. De kom derfor alle 5, og H. M. Hansen og Thorvald Madsen havde inden Mødets Afslutning fået dannet en Svendeorganisation med Tilslutning til Arbejdernes Fællesorganisation og dermed til Arbejderpartiet. Således blev den første virkelige Fagforening for Barber- og Frisørsvende dannet i Esbjerg. Thorvald Madsen blev den nystiftede Fagforenings Formand og O. Nielsen blev Kasserer. De udarbejdede Love, hvis Indhold er ukendt, blev anerkendt af Arbejdernes Fællesorganisation, og derefter kunne den nye Organisation påbegynde sin Virksomhed.

barber

Arbejdernes Barber- og Frisørsalon i Esbjerg åbnede i 1918 i Kongensgade 41.

Efter en Tids Forløb anmodede Fagforeningen Mesterforeningen om Forhandling med Afsluttelse af en Overenskomst vedrørende Svendenes Løn- og Arbejdsvilkår for Øje. Mestrene efterkom Anmodningen, og Forhandlingen, hvori næsten alle Mestrene indenfor Faget i Esbjerg deltog, fandt Sted i Kellers Konditori. For Svendene førte H. M. Hansen Forhandlingen, der var meget livlig. Parterne blev dog ikke enige om en Overenskomst, idet Forhandlingen gik i Stykker på Svendenes Krav om, at de ville have en halv ugentlig Fridag fra Klokken 12 Mandag Middag. Ved Forhandlingens Afbrydelse pointerede H. M. Hansen, at forsåvidt Mesterforeningen ikke inden en vis Frist havde accepteret Svendenes Forlangende på en tilfredsstillende Måde, ville Arbejderpartiet starte 2 kooperative Barber- og Frisørstuer i Byen og samtidig erklære Strejke hos Mestrene, således at de var boykottet af de organiserede Arbejdere.

Mestrene bøjede hurtigt af for Svendene, idet de indgik på Kravet om den halve Fridag imod, at dette ikke skulle stå i Overenskomsten, men være en særlig Aftale. På denne Måde fik Mestrene en lille Fjer i Hatten ved Afbøjningen overfor Svendene, idet fagforeningen modtog Mesterforeningens Forslag om en særlig Aftale angående Fridagen. Hermed var den første Overenskomst mellem en Mesterforening og en Fagforening indenfor Barber- og Frisørfaget Danmark iorden. Esbjerg blev således den første By, hvori der blev oprettet Overenskomst vedrørende Barber- og Frisørsvendenes Løn og Arbejdsvilkår. Overenskomsten, der blev undertegnet d. 15 februar 1897, bød Svendene Fyraften Klokken 8 undtagen Fredag og Lørdag, hvor Arbejdstiden var til henholdsvis Klokken 9 og 11 og en senere Påbegyndelse af Arbejdet om Vinteren. Svendene var fritaget for al Rengøring. Lønnen var 9 Kroner om Ugen i 5 Vintermåneder og 10 Kroner om Sommeren. For Overarbejde var det 50 øre i Timen. Overenskomsten trådte i Kraft d. 1. april 1897 og havde en Varighed af 3 År, altså til 1900!

Denne Overenskomst gav Stødet til, at Mestrenes Landsforening den 28 Juni 1897 vedtog en Resolution, hvori det hed, at Mestrene Landet over måtte arbejde hen til, at Barber- og Frisørstuerne lukkede Klokken 8 Aften hele Året. Forholdet var nemlig på den Tid således, at Forretningerne gennemgående kun lukkede nævnte Klokkeslet om Sommeren, medens der almindeligvis blev holdt længere åben om Vinteren. Uden Tvivl nærede Mestrene stor Frygt for, at Tanken om Oprettelse af en Fagforening ville brede sig fra By til By, efter at Svendene i Esbjerg havde vist, at en virkelig Fagorganisation kunne forbedre Svendenes Løn- og Arbejdsforhold, thi Mestrenes Fagblad, der var ene Blad i Barber- og Frisørfaget, hvorfor det var såvel Mestrenes som Svendenes Organ for alt fagligt Nyt, nævnede ikke et Ord om den nydannede Fagforening i Esbjerg og det Resultat, denne havde opnået.

Den Overenskomst, som Esbjerg - Fagforeningen af 1896 sluttede med Barber- og Frisørmestrene i Esbjerg, havde følgende Ordlyd: »Fra 1. April 1897 åbnes Stuerne Klokken 7 Morgen og lukkes Klokken 8 Aften; Fredag Klokken 9 og Lørdag Klokken 11. Søndag fra Klokken 6 Morgen til 12 Middag. Dette gælder Tiden April - November. Fra 1. November til 1. April åbnes Klokken 8 Morgen; Lukketiden som anført ovenfor; Søndag fra Klokken 7 Morgen til 12 Middag.

Svendene er fritagne for al Rengøring på Stuerne.

For Overarbejde før eller efter ovennævnte Tid betales 50 Øre i Timen.

Barbering af BykunderSøn- og Helligdage efter Klokken 12 Middag efter fælles Overenskomst.

Fridag efter fælles Overenskomst mellem Mestre og Svend.

Fra 1. April til 1. November betales en Løn af 10 Kroner om Ugen og Kost og Logi; fra 1. November til 1. April betales.9 Kroner om Ugen og Kost og Logi.

Overenskomsten træder i Kraft den 1. April 1897 og gælder til 1. April 1900, og kan derefter opsiges fra en af Siderne med en Måneds Varsel forud til Ophør den 1. April 1900 eller 1. November 1900, ifald der til den Tid ikke er vedtaget andet mellem Mestre og Svende.

Esbjerg den 15. Februar 1897.

Overenskomsten tiltrædes af: Barbersvendenes Fagforening

På bestyrelsens vegne: TH. MADSEN og O. NIELSEN.

Overenskomsten tiltrædes af nedennævnte Mestre: O. R. BAUER, L. KOFOED OLSEN, P. P. PETERSEN, S. M. BJERRUM, F. E. JOHLER, CARL AXEN, P. OVESEN, samt et ulæseligt navn.

Den Overenskomst, som Esbjerg - Fagforeningen af 1896 sluttede med Barber- og Frisørmestrene i Esbjerg, havde følgende Ordlyd: »Fra 1. April 1897 åbnes Stuerne Klokken 7 Morgen og lukkes Klokken 8 Aften; Fredag Klokken 9 og Lørdag Klokken 11. Søndag fra Klokken 6 Morgen til 12 Middag. Dette gælder Tiden April - November. Fra 1. November til 1. April åbnes Klokken 8 Morgen; Lukketiden som anført ovenfor; Søndag fra Klokken 7 Morgen til 12 Middag.

Svendene er fritagne for al Rengøring på Stuerne.

For Overarbejde før eller efter ovennævnte Tid betales 50 Øre i Timen.

Barbering af BykunderSøn- og Helligdage efter Klokken 12 Middag efter fælles Overenskomst.

Fridag efter fælles Overenskomst mellem Mestre og Svend.

Fra 1. April til 1. November betales en Løn af 10 Kroner om Ugen og Kost og Logi; fra 1. November til 1. April betales.9 Kroner om Ugen og Kost og Logi.

Overenskomsten træder i Kraft den 1. April 1897 og gælder til 1. April 1900, og kan derefter opsiges fra en af Siderne med en Måneds Varsel forud til Ophør den 1. April 1900 eller 1. November 1900, ifald der til den Tid ikke er vedtaget andet mellem Mestre og Svende.

Esbjerg den 15. Februar 1897.

Overenskomsten tiltrædes af: Barbersvendenes Fagforening

På bestyrelsens vegne: TH. MADSEN og O. NIELSEN.

Overenskomsten tiltrædes af nedennævnte Mestre: O. R. BAUER, L. KOFOED OLSEN, P. P. PETERSEN, S. M. BJERRUM, F. E. JOHLER, CARL AXEN, P. OVESEN, samt et ulæseligt navn.

Endskønt Overenskomsten intet foreskrev om, at Mestrene skulle beskæftige organiserede Svende og disse på deres Side ikke måtte arbejde hos uorganiserede Mestre, blev der mellem Mesterforeningen og Fagforeningen oprettet en særlig Aftale herom på et senere Tidspunkt - en Aftale, som faktisk blev den første Gensidighedsbestemmelse i Landet indenfor Barber- og Frisørfaget. Gensidighedsbestemmelsen fremkom ved, at en Murer, som var Missionsmand, kom til Esbjerg og oprettede en Barber- og Frisørstue i Torvegade. Denne Fusker holdt en Barber- og Frisørsvend, der ligeledes tilhørte Missionen. Fuskeren holdt små Betjeningspriser og havde Agenter til at gå rundt på Arbejdspladserne og sælge Barber- og Hårklipningsbilletter. Mestrene var meget trængt af Fuskerens Konkurrence, som de kaldte »ukristelig«, og på den anden Side ville Fuskerens Svend ikke melde sig ind som Medlem i en så »ugudelig« Forening som Fagforeningen. Som Forholdene lå var både Mestrene og Svendene interesseret i en Alliance, og de sluttede så den Gensidighedsbestemmelse, at Mestrene ikke måtte tage en Svend i Arbejde, som nægtede at tilhøre Fagforeningen, medens Svendene til Gengæld skulle boykotte den hellige Murer, der fuskede i Barber- og Frisørfaget.

Arbejdernes Fællesorganisation sanktionerede Gensidighedsbestemmelsen, og Boykotningen var så hård, at Fuskeren forlod Esbjerg efter 14 Dages Forløb med samt hans faguddannede Svend. Dette Resultat fandt Svendene egnet til at søge en Begunstigelse hos Mestrene for, og de fremsatte derfor gennem Thorvald Madsen som Formand, der havde en Plads, hvor den tørre Kost hovedsagelig bestod af Smørrebrød med Sukker på, den Tanke, at Kost- og Logisystemet skulle afskaffes. Mestrene fandt denne Tanke horribel og de frygtede for, at Svendene nok på en eller anden Måde skulle få den gennemført, hvorfor de afholdt Rådslagning om, hvad de skulle foretage sig for at undgå Tankens Realisation. Resultatet heraf blev, at Thorvald Madsen blev opsagt af sin Mester, thi herved kunne Mestrene få ham bort fra Byen, og når det var sket, var Fagforeningen efter deres Mening ikke farlig længere. Da Thorvald Madsen forlod Esbjerg, var Tiden, hvor Overenskomsten udløb, nær forestående. Fagforeningen opløstes dog inden Overenskomstens Udløb, og der blev således ikke afsluttet nogen ny Overenskomst.

Forinden den første Fagforening indenfor Barber- og Frisørfaget således gik i Stykker, havde den haft Anledning til at vise sin Handlekraft og Solidaritet. Der havde således været planlagt en Agitation for Fyn og Sjælland. Pengene til delte Formål var skaffet tilveje ved et Overskud på en Maskerade, som Fagforeningen havde afholdt. Inden Agitationen blev påbegyndt, udbrød der imidlertid Strejke i Arbejdsmands- og Skrædderfaget, og Fagforeningen gav de Strejkende hele Maskerade-overskuddet, ca. 400 Kroner, og dermed var der sat Bom for Thorvald Madsens Agitationsrejse for Oprettelse af Fagforeninger på Fyn og Sjælland. I Modsætning hertil fik han Lejlighed til i Foråret 1897 at oplyse en lille Gruppe Barber- og Frisørsvende i København om Esbjerg-Fagforeningens Arbejdsmetode - Oplysninger, som formodentligt bidrog meget til, at de københavnske Svende hurtig fulgte deres Kollegers Eksempel i Esbjerg og oprettede en Organisation på samme Grundlag.

Dansk Frisørforbund hed også tidligere: Dansk Soignerings-, Toilet- og Sanitetsarbejderforbund. I 1944 markerede Esbjerg afdelingen sit 40 års jubilæum, og i 1946 blev Arnold Hansen formand for Esbjerg Afdelingen, og i 1947 kunne man indvide fanen. Siden 1927 havde der kørt en konflikt mellem Københavns afdelingen og forbundsledelsen. Arnold Hansen blev forbundsformand i 1958 og var det i 33 år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Esbjerg politi. 1869.

FahrnerI begyndelsen af 1869 flyttede mange personer især havnearbejdere til Esbjerg for at bygge den havn, som regeringen året forinden havde vedtaget skulle ligge her. I den anledning blev der hurtigt behov for en myndighed til opretholdelse af ro og orden, og det bevirkede, at to borgere midlertidigt for et tidsrum af to måneder blev forsynet med politiskilt for at kunne holde ro og orden, indtil Esbjergs første politibetjent Fahrner blev ansat d. 1 juni 1869. Fahrner lønnedes af statskassen, men den 3 maj 1876 fik Ribe Amt fra justitsministeriet meddelelse om, at man ikke længere kunne lønne en politibetjent, hvorfor amtet måtte gøre det, selv om havneanlægget først var færdigt i 1878. Amtet lønnede ham her efter med kr. I.000 om året. Da Fahrner i 1875 ansøgte om lønforhøjelse, fik han følgende anbefaling af det daværende sogneråd: "Da Fahrner har adskillige forretninger, som i mere end almindelig måde lægger beslag på hans tid og kræfter, og da han, efter hvad sognerådet har erfaret, stedse har udført disse på en besindig og human måde, ligesom han også stedse har vist sig beredvillig til at efterkomme de anmodninger, sognerådet har rettet til ham i egenskab af politibetjent, anbefales hans ansøgning på det bedste, idet sognerådet bekræfter, at Esbjerg for tiden er et meget dyrt levested". Indtil 1888 var Fahrner alene, men dette år fik han en hjælper: Simon Christensen, ligesom der senere på året kom en gendarmafdeling - Estrups blå gendarmer - på en korporal og fire menige til Esbjerg, hvor der var stor brug for dem, idet havnebyggeriet øvede stor tiltrækning på omrejsende vagabonder og fremmedarbejdere især svenskere og tyskere hvilket medførte meget arbejde for politiet.

Gendarmkorpset blev på rigsdagens foranledning inddraget i 1894, men to mand fra korpsets afdeling blev i Esbjerg: H. Jørgensen som politibetjent og P. Nielsen som arrestforvarer. I 1896 blev styrken udvidet med tre politibetjente og to nattevægtere. Ved siden af det officielle politi havde nogle borgere i by en fra 1888 til 1894 oprettet et såkaldt ordenspolitikorps, hvor i befalingsmændene var udstyret med politiskilt. Korpset havde sin særlige funktion i tilfælde af blandt andet ildebrand. Korpset var iført flotte uniformer med lang sabel og forladegeværer.

Byen havde i lang tid ingen politivedtægt, idet formanden for Jerne Skads sogneråd i 1880 udtalte, at han ikke skønnede, at en politivedtægt var nødvendig for Esbjerg, der da kun havde 1700 indbyggere, men på justitsministeriets foranledning blev amtmanden i Ribe i 1888 bemyndiget til at udfærdige en politivedtægt, som trådte i kraft den 1 april 1888. I årene indtil 1899, da byen blev købstad, var politistyrken blevet udvidet til en politiassistent, fem politibetjente, syv patruljebetjente og to nattevægtere, men herefter skete der heller ingen udvidelse i lang tid, hvorfor der i 1913 kun var 1 betjent for hver 15oo indbyggere.

I »Vedtægten for politiets ordning i Esbjerg købstad af 1. juli 1913« oplyses følgende om lønningerne: Politiassistenten kr. 2400 pr. år. med tillæg af kr. 267 hvert 3 år til 3200 kr. pr. år.;- Politibetjente 1400 kr. pr. år med tillæg af kr.150 hvert 3 år til 2000 kr. pr. år. Overbetjente havde et særligt tillæg af kr. 100 om året. Vedrørende politiets udrustning, så blev der i året 1895 indkøbt en cykel til styrken. Dette tal blev i 1913 udvidet til 2 cykler. Endvidere havde man en trækvogn, hvorpå svært berusede ofte til stor moro for byens ungdom blev kørt til detentionen. Den første politibil blev indkøbt i 1920 (den blev især anvendt til transportantrejser). Fra 1920 var der to politistationer: Tinghuset for det kommunale politi, og hjørneejendommen Torvegade Kongensgade (Handelsbanken), hvor statspolitiet havde til huse indtil 1933 da det flyttede til "Akselborg", Kirkegade. I 1938 forsvandt efter langvarige forhandlinger det kommunale politi til fordel for enhedspolitiet, hvilket som et synligt bevis blandt andet indebar, at landets politifolk blev uniformeret ens og fik ens lønninger. Enhedspolitiet har siden været med til at effektivisere og højne dansk politi.

Under besættelsen 1940-45 havde Esbjerg politi en meget vanskelig stilling, idet byen havde en meget stor strategisk betydning for besættelsesmagten, der ofte havde store styrker placeret i og ved byen, hvorfor der ofte opstod gnidninger mellem befolkningen og besættelsesmagten. Men også dette problem løste politiet til befolkningens tilfredshed. Den 19 september 1944 var en skæbnedag i politiets historie, idet befolkningen da blev overladt til besættelsesmagtens forgodtbefindende. Esbjerg politi var imidlertid heldigt, og det lykkedes alle undtagen to kolleger, der var på politiskolen at undgå deportation. Det arbejdsløse politi, hvoraf mange allerede var aktive i modstandsbevægelsen, blev nu alle involveret i modstandsbevægelsen og slap helskindet fra dette, selv om flere blev anholdt og sad i fangenskab til kapitulationen i maj 1945.

Rebslagernes 35års jubilæum: 1905 – d. 22. januar 1940.

Gode Kammerater! Fra en beskeden Begyndelse med 7 Medlemmer ved Starten i 1905 står Afdelingen i Dag med 122 Medlemmer, hvilket sikkert må siges at være et Resultat, der overstiger Stifternes dristigste Forventninger. Gennem Årene har Afdelingen været med til at opleve lidt af hvert. Der har været Tider, hvor man tillidsfuldt arbejdede og følte, at dette Arbejde gav Frugt, men der har også været Tider, der har medført Mismod og Skuffelser. Lad imidlertid være, at Resultaterne vi opnår kan være små, lad være, at Skuffelserne kan være bitre, så vil den Følelse, der betog »de 7 fra Svendehjemmet« hin Januardag i 1905 dog fremdeles knytter os sammen i Tillid til at det må lykkes os ved trofast Kammeratskab og ærligt Samarbejde at skabe alle Rebslageriarbejdere en Stilling i Samfundet, der tåler Sammenligning med alle andre danske Arbejderes.

Esbjerg Afdeling har gennem Årene præsteret et betydeligt Antal af initiativrige og dygtige Tillidsmænd, Mænd, som Niels Rasmussen, Strand, Christoffersen, Søren Nielsen og Oscar Mattson, der har deltaget eller endnu deltager i Forbundets Hovedbestyrelses Arbejde. Også Afdelingens egne Tillidsmænd har forstået at overvinde de Vanskeligheder, der er forbundet med Arbejdet i en så stor Afdeling og Afdelingen vil sikkert også fremtidig kunne levere et værdigt Kontingent til Forbundets Ledelse.

Personligt har jeg kun i en kort Årrække haft Lejlighed til at deltage i, Forbundets Arbejde, hvorfor det må tilkomme andre end mig at prøve Afdelingens Historie, men jeg vil overfor Afdelingen, de Kammerater, der for 35 År siden har stiftet den, de, der siden har ledet den, og de, der nu bærer Ansvaret, udtale min erkendtligste Tak for godt og fortjenstfuldt Arbejde.

Samtidig vil jeg overfor Afdelingens Medlemmer udtale min Tak for den Velvilje disse viser mig i mit Arbejde for Forbundet, idet jeg beder Afdelingen modtage mine bedste Lykønskninger i Anledning af Jubilæet.

Gid den Kammeratskabets Ånd, der hidtil har båret Afdelingen frem, også i Fremtiden må være rådende og medvirke til, at de Opgaver, der kommer til at foreligge til Løsning, kan tages op i Forståelse og gennemføres på værdig og frugtbringende Måde. Viby den 15 januar 1940. Med kammeratlig Hilsen. Oluf Madsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mel.: Der er et Land.

 

Skrevet af Anton

I Nittenhundred'fem på Svendehjemmet

blev stiftet en Forening for vort Fag,

og senere vor Sag den godt har fremmet,

og derfor feste vi for den i Dag.

Vi mindes de Kolleger, som har taget

de første Tørn, og trofast Ryg mod ryg

ved deres Arbejd' sådan har det maget,

at vi i Dag kan stå solid og tryg.

Det var vel Svende af den gamle Skole,

som der var kommen sammen denne Dag,

men de forstod dog sikkert den Parole,

der lød fra Socialismens Vingeslag.

Man Rasmussen til første Formand valgte,

og til Kasserer tog de derpå Strand.

Og da Stefansen godt for Sagen talte,

de valgte ham til Sekretær på Stand.

Men femogtredve År er nu henrunden,

og vor Forening bleven stærk og stor.

Vi Kraft og Styrke tit ved den har funden,

vor Held og Fremtid kun på den beror.

Thi skal vi stadig vore Kår forbedre,

og holde Trit med Danmarks Arbejdshær,

vi værne må vort Forbund, ja, og hædre

enhver, som har vort Fag og Arbejd' kær.

Gid Søren Nielsen da støt ved Roret

må styre fremad uden Havari,

og Jensen er vor næste Mand i Koret

med Kassen med de mange Penge i.

Med Kai og Aksel og Mathis vi håbe

de vor Forening pænt vil ta' sig a'.

Og nu vi slutter Sangen med at råbe:

bestyrelsen skal leve højt Hurra!

Anton Christiansen fra Randers, skriver d. 12. januar 1940:

I en alvorsfuld Tid kan Dansk Rebslageriarbejderforbund (Esbjerg Afdeling) fejre sin 35 Års Stiftelsesdag. Det har altid været sådan, at glæder og Sorger vandrede; tilsammen, og heldigvis har vi det stadig sådan i vort lille Land, at vi kan stoppe op i Dagliglivets forjagede Tid og fejre en Fest, når Anledning gives. Fra en lille Afdeling på kun 7 Mand voksede Esbjerg Afdeling igennem Årene op til at blive vort Forbunds største, og når Afdelingens Ledelse har anmodet mig om, som Formand for vort Forbund, at komme med et Par Ord i Anledning af Jubilæet, er det mig dobbelt kærkomment, idet jeg fra min allerførste Tid følte mig stærkt tilknyttet netop Esbjerg Afd., hvor jeg fik min Medlemsbog som fagorganiseret Arbejder, - med andre Ord, jeg er en Søn af Esbjerg Afd., og sine nærmeste er man altid glad for at hylde, ganske særlig glad for at gøre det er man, når det som her kun kan blive fortjent Hyldest. Fødselsdagsbarnet så Dagens Lys på Svendehjemmet d. 22 Januar 1905, og Afdelingen hører således til de ældste indenfor vort Forbund, når en Bevægelse, lige meget hvilken, har nået en vis Position, vil man altid have Interesse af at granske deres Oprindelse og Færden gennem Tiderne, ikke mindst ved visse Afsnit eller Opgør af dens Tilværelse. Det vil imidlertid føre for vidt her at skrive Esbjerg Afdelings Historie og forøvrigt er det en Opgave, der mere tilkommer Afdelingens Tillidsmænd end Skriveren af disse Linjer, men forhåbentlig kommer en sådan historisk Oversigt, om ikke før, så ved Afdelingens 50 Års Jubilæum. Kammeratskab og Sammenhold var selvfølgelig den egentlige Årsag til Afdelingens Stiftelse i 1905, ud fra den rigtige Betragtning, at uden dette var det umuligt at tænke på at få Arbejdsvilkårene forbedrede. Afdelingen blev straks meldt ind i Dansk Rebslageriarbejderforbund. Den første Formand var N. Rasmussen, der senere virkede i Vejle, og som for Tiden er Formand for vor Københavns Afd. Jeg kan heller ikke undgå at nævne to af medstifterne, som endnu er tilbage, Svarer Strand og Chr. Christoffersen, af hvilke den sidste har gjort et Arbejde i Forbundets Hovedbestyrelse. Christoffersen er således for Tiden det ældste Medlem indenfor vor Hovedledelse. Vi skylder disse Pionerer en ærlig Tak for deres banebrydende Arbejde, let har det ikke altid været, men det Barn, som de satte i Verden på Svendehjemmet i Esbjerg i Januar 1905, viste sig at være bæredygtigt, måske var der Børnesygdomme, men det hører sig til. Barnet er nu vokset til og det er bleven voksen, og har længe været med i et solidt og værdifuldt Arbejde for vort Forbund, og Afdelingen kan med Fortrøstning se Fremtiden imøde. Og er det ikke netop Fremtiden, og tildels Dagen i Dag, man skal beskæftige sig med. Ude omkring er der Uro, man oplever Diktaturstaternes Stormløb mod Demokratierne, og lykkes Stormløbene, har vi alle set, hvad det medfører. Vore Kammerater i Udlandet har været ude både for det ene og andet. Alt dette maner os til Sammenhold, thi uden dette mister vi vor Styrke, vi må være tro mod Organisationstanken, men vi må også styrke Partiet og ikke mindst den socialdemokratiske Presse, som gennem hele vort Forbunds Levetid har talt Arbejdernes Sag. Gennem Organisationer og Presse er der gennem Årene rejst Fæstninger, der yderligere er blevet befæstet ved intimt Samarbejde mellem Fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Vi er ikke kommet sovende til Resultaterne der er nået, vi har måttet kæmpe for hver; lille Fordel, og de kommende Dage vil også forlange Kamp af os. Vi må altid stå rustet, og det sker bedst ved at udvide Sammenholdet, ved stadig, at holde sig for Øje, at Fagbevægelse, og Socialdemokrati i Forening er en Magt, som ikke lader sig rokke med de Resultater, der vises fra Udlandet, og netop fra den sidste Tid vil det ikke være vanskeligt for. os at, tilbagevise enhver Splittelse, ligegyldigt hvorfra den end kommer.

På Hovedbestyrelsens Vegne takker jeg Esbjerg Afd. for det store Arbejde, som er udrettet i de 35 År, og idet vi; frembærer vor Lykønskning hylder vi samtidig de Mænd, der gennem, Årene har stået som Formænd og Tillidsmænd. Der er krævet meget Arbejde af Afdelingens Tillidsmænd, Arbejde, der som oftest: udføres efter normal Arbejdstids Ophør, men Arbejdet er gjort og Esbjerg Afdeling har magtet det så godt, netop i Bevidstheden om, at Sagen var Arbejdet værd.

Rebslagernes 50års jubilæum i Esbjerg: 1905 – d. 22 januar - 1955

Reberbanen

Den 22. januar for 50 år siden - en søndag formiddag - samledes 7 rebslagersvende på svendehjemmet i Esbjerg og aftalte oprettelsen af Rebslagernes Fagforening, der blev den første spæde begyndelse til Dansk Rebslageriarbejderforbunds Esbjerg afdeling, som vi kender den i dag. Når rebslagerne i Esbjerg først stiftede deres fagforening nogle år efter at flere andre af forbundets øvrige afdelinger er oprettet skyldes det alene, at Esbjerg på daværende tidspunkt endnu kun var en lille og meget ung by, hvor der ikke tidligere havde været arbejdsmuligheder af betydning for fagets udøvere. Da der imidlertid i 1905 var udsigt til oprettelse af en større virksomhed i byen, fandt vore nævnte syv kammerater tiden inde til at slutte sig sammen til varetagelse af de fælles interesser. Som fagforeningen stiftedes også Esbjerg Tovværksfabrik under beskedne forhold, men det viste sig, at såvel Esbjerg by, som Esbjerg Tovværksfabrik og Rebslagernes Fagforening havde grokraft, Esbjerg voksede med rivende hast, det samme gjorde Esbjerg Tovværksfabrik og virksomhedens vækst betingede en tilsvarende udvikling af den nystartede fagforening. Som der var initiativ i byens grundlæggere, var der det også fra første færd i Tovværksfabrikkens; dygtigt købmandsskab har fra første færd præget såvel byen som virksomheden, der er vokset op med hinanden, men også de syv fattige rebslagere så rigtigt, da de oprettede deres fagforening, der allerede gennem en årrække har udgjort Dansk Rebslageriarbejderforbunds største afdeling, der var her en plads med udviklingsmuligheder, en virksomhed med initiativ, og følgelig også anvendelse for en sammenslutning til varetagelse af deres interesser overfor denne virksomhed. Fra den beskedne start med 7 medlemmer er afdelingen vokset og har nu op mod 200 medlemmer, alle beskæftiget på Esbjerg Tovværksfabrik, der gennem årene har udviklet sig til at blive provinsens største virksomhed indenfor tovværksindustrien, hvis produkter ikke alene har fundet vej ud over det ganske land, men tillige ud over landets grænser gennem en meget betydelig eksport, såvel til kontinentet som til de store oversøiske markeder.

Det siger sig selv, at en så rivende udvikling af en virksomhed også har medført et betydeligt arbejde for dens arbejderrepræsentanter, men forbundets afdeling i Esbjerg har haft den lykke altid at kunne finde dygtige lederemner. Nævnes skal afdelingens første formand, Niels Rasmussen, der senere også har udført et stort arbejde som formand for forbundets afdelinger i Vejle og København, afdelingens gamle og tro kasserer Svarre Strand, der gennem en meget lang årrække røgtede sit hverv til gavn for sin afdeling og sine kammerater, og Chr. Christoffersen, der er den eneste af stifterne, der endnu står tilsluttet forbundet, og som gennem årene har gjort et betydeligt arbejde, først som medlem af afdelingen, senere som dens formand, medlem af forbundets hovedbestyrelse og som medlem af dettes forretningsudvalg gennem en lang årrække. Christoffersen har således gjort hele løbet med, og han vil på jubilæumsdagen blive hyldet for disse fortjenester. Derudover har mænd som Martinus Sørensen, Søren Nielsen, sidstnævnte tillige som medlem af forbundets hovedstyrelse og forretningsudvalg, samt som forbundets næstformand, Johannes Jensen, Aksel Skogemann, Svend Aage Simonsen og den nuværende formand, Kalle Poulsen, gennem årene forstået at lede afdelingen på målbevidst og dygtig måde. Også den økonomiske side af afdelingsarbejdet har gennem årene været i gode hænder. Nævnt er allerede Svarre Strand,der efter et helt livs arbejde afløstes af Oscar Matson, der igen afløstes af Johannes Jensen, der siden 1939 har udført afdelingskassererens ansvarsfulde og byrdefulde job som fritidsarbejde på en måde der til enhver tid har været værdsat og påskønnet af sine kammerater, hvis ubetingede tillid han også nyder fuldt fortjent. Udover de nævnte har der til stadighed været en række energiske og dygtige kvinder og mænd som har deltaget i afdelingsledelsen, som tillidsmænd for virksomheden og som medlemmer .af samarbejdsudvalget, og alt ialt tør det siges at Esbjerg afdeling gennem årene har været i gode hænder. Afdelingens nuværende tillidsmand, Svend Aage Simonsen har - sine unge år til trods - allerede udført et betydeligt arbejde for sine kammerater på arbejdspladsen, hvor han nyder tillid og respekt, og gennem udbygningen af tidssvarende akkordsystemer tillige har forstået at finde forståelse for arbejdernes synspunkter hos arbejdsgiveren, ligesom han i forbundets forretningsudvalg og hovedbestyrelse varetager afdelingens og sine arbejdskammeraters interesser. Gennem tillidsmændenes utrættelige arbejde er der på mange områder opnået forbedringer på virksomheden, som f.eks. smukke spisestuer og omklædningsrum med moderne badeforhold, boldplads m. v., og der skal da også ved denne lejlighed fra forbundets hovedbestyrelses side hermed gives udtryk for taknemmelighed for trofast kammeratskab og godt ærligt samarbejde til alle tidligere og nuværende tillidsmænd, samt til samtlige medlemmer af afdelingen. Afdelingen i Esbjerg har politisk altid forstået at finde fodslag med de øvrige organisationers afdelinger i Esbjerg, med hvilke der altid har været et godt samarbejde, ligesom afdelingen gennem forbundet altid har været i takt med socialdemokratiet og den øvrige fagbevægelse. Forbundets hovedbestyrelse hilser på jubilæumsdagen Esbjerg afdeling med en hjertelig lykønskning med tiden der gik og med den position afdelingen har skabt sig, samt med de bedste ønsker for tiden fremad. Tak kammerater og lykke og held til. Viby. J., den 28. december 1954. Med venlig hilsen Oluf Madsen.

Esbjerg Tovværksfabrik.

Lad os begynde at fortælle om Trikotagefabrikken i Esbjerg, der blev bygget ude vest for vejen til Varde, hvor Ditlev Lauritzen havde købt 20 tønder land af Hans Spangsberg, og hvor der lå en udflyttergård fra Strandby Kro. På den tid lå marken langt udenfor byen, og planen var, at der skulle være tændstiksfabrik, men i februar 1897 oprettede Ditlev sammen trikotagehandler Larsen, I. Christensen og fabrikant Jacobsen Trikotagefabrikken »Dansk Jersey- og Normalfabrik« på grunden, og man fremstillede uldtrøjer, med mere. Fabrikken blev nogle år senere solgt til »Tæppe Olesen« på Højbro Plads i København, og da han døde blev fabrikken solgt til »De Jydske Trikotage Fabrikker«. Produktionen stoppede i 1930, og i 1932 opkøbte Tovværksfabrikken Trikotagefabrikken.

Tovvaerksfabrikken

I midten af billedet, ses den lange hvide reberbane. Fabriksbygningen i forgrunden er opført i 1907 (midterste del) og udvidet i 1915, 1936 og 1940. Bygningen lige til venstre for reberbanen er opført i 1942, hvilket også gælder bygningen neden under til venstre. Fabrikken længst til venstre er De forenede jydske Farverier og Trikotagefabrikker, som blev en del af Tovværksfabrikken i 1933. Foto fra 1943.

I efteråret 1904 lader Ditlev Lauritzen opføre et langt træskur til en reberbane på samme mark som Trikotagefabrikken ved vejen til Varde, og d. 8. februar 1905 indregistrerer D. Lauritzen firmaet »Esbjerg Rebslageri«. Han ville starte med tovværk til søfarten, men også høstbindegarn, da landmændene importerede amerikansk høstbindegarn. Den 1. januar 1907 tiltræder rebslager L. P. Weidemann, Rudkøbing, som direktør på Esbjerg Rebslageri samtidig med, at firmaet omdannes til interessentskab bestående af konsul Lauritzen, sagfører Brasch og Ludvig Petersen Weidemann, men Weidemann trak sig dog d. 8. februar 1908 på grund af tuberkulose. En brand opstår i spinderiet, der var en helt ny fabriksbygning d. 30. november 1908, og Esbjerg Rebslageri nedbrænder til grunden, på nær reberbanen. D. 8. november 1909 skifter Esbjerg Rebslageri navn til »Esbjerg Tovværksfabrik«, med en aktieselskab på 150.000 kr., dvs. det oprindelige interessentskab omdannes til aktieselskab med M. A. Broegaard som direktør og Ditlev Lauritzen som bestyrelsens formand. I 1910 fremkommer en arbejdsnedlæggelse og konflikten kører fra maj måned til d. 9. september, hvor virksomheden indgik overenskomst med Rebslagerforbundet. Det var den eneste arbejdskonflikt i de første 25 år. Indkøbet af et nyt dampanlæg får produktionen til at stige fra 170.000 kg. pr. år til 281.000 kg i 1912 og 315.000 kg. i 1913. Man anvendte dengang russisk hamp til fremstilling af tovværket, men under Første Verdenskrig måtte man eksperimentere med fremstilling af snor af papir. Tovværk fremstilledes af plantefibre, bl.a. af sisal fra agaveplanten fra Mellemamerika, manilla (en bananplante fra Philippinerne), kokos, hamp fra Rusland og fra Sydeuropa, jute (hessian) fra Indien, bomuld, etc.. Et tov skulle måle en kabellængde på ca. 113 favne, dvs. 212 meter, og dette ændres senere til 120 favne, ca. 225 meter, og derfor måtte reberbanen forlænges. I 1915 installerede man endnu et nyt dampanlæg. Tovværksarbejdernes Byggeforening »Fremad« havde i 1918 havde bygget 10 lejligheder i Kronprinsensgade mellem Skjoldsgade og Frodesgade. I 1921 begynder England at importere dansk Herkules vodtov fra Esbjerg, og samme år solgte fabrikken 100.000 kg. høstbindegarn. Men så indførte englænderne toldskranker i 1930, der fuldstændigt ødelagde den esbjergensiske tov-eksport til England. I 1932 opkøbte Tovværksfabrikken den gamle Trikotagefabrik. D. 16. august 1936 nedbrænder 250 meter af den 300 meter lange reberbanen, men allerede d 21 november 1936 er reberbanen genopført. Efter d. 9. april 1940 er råvaretilførslerne så godt som standsede, på grund af den tyske besættelse af Danmark. D. 28 april 1941 skal reberbanen på Esbjerg Tovværksfabriks gøres en halv snes meter længere. Men for at dette kan lade sig gøre, må man bygge ind på kommunens grund i Strandskoven, og byråddet godkender leje af jorden og forlængelsen af reberbanen. I 1947 renoverede man fabrikken og udskiftede maskinerne. Produktionen i 1954 blev på 4.500.000 kg., og der blev eksporteret til 25 lande. 2.000.000 kg. høstbindegarn solgte man i Danmark. D. 4. juli 1960 er der rejsegilde på to nye værkstedshaller, dels over fabrikkens ældste bygning, den gamle trikotagefabrik, der gennemgår en fuldstændig ombygning, og i 1962 skænkede fabrikken et jordstykke til opførelse af en børnehave og vuggestue, og bygningerne blev betalt af D. Lauritzens Mindefond. I 1980 producerede man 9300 tons tovværk. Man arbejde på tre-holdskift og der var omkring 400 beskæftige de sidste år.

 

 

 

 

Skibstømrernes Fagforening i Esbjerg blev stiftet d. 2. april 1902.

esbjergskibsvaerft

Skibstømrerne i Esbjerg havde i året 1902/03 67 medlemmer og i 1906/07 82 medlemmer. På medlemsmødet d. 29 april 1902 oplyste formanden i Esbjerg via Skibstømrerforbundet, at en mester i Humlebæk kun lønnede folk med 30 øre i timen, hvorefter lønnen blev hævet til 37 øre i timen efter at forbundet havde påtalt det ulige forhold. Tillige oplystes det, at 400 stenhuggere i henholdsvis København og på Bornholm, havde nedlagt arbejdet, da mestrene sænkede deres løn. Formanden ønskede at nedlægge sit mandat, og efter skriftlig afstemning valgtes G. N. Jensen som formand, men da Jensen både var sekretær og næstformand, måtte man vælge en ny person til denne post. I juni 1902 klager Fagerberg over at tømrerne på Raun Bybergs Plads ikke er organiseret. Det bliver enstemmigt vedtaget at de 4 uorganiserede mand får 8 dage til at blive organiseret. Af kassebogen fremgår det at skibstømrerne i Esbjerg havde følgende strejkebidrag: Strejkebidrag i april-oktober1903 til stenhuggerne kr. 4.50; strejkebidrag til Holland kr. 11.25; strejkebidrag i perioden april-oktober 1904 til bogbinderne: kr. 67.50; strejkebidrag i perioden april-oktober 1905 til Sverige og væverne: kr. 248.00; Strejkebidrag i oktober 1905-april 1906 til Tegttil (lidt ulæseligt) og Sverige kr. 271.94; strejkebidrag i oktober 1906-april 1907 til Fortepianoarbejderne kr. 4.05 og bidrag til Den fri Fattigkasse i Esbjerg til børnebespisning kr. 25.00; strejkebidrag i april-oktober 1907 til København kr. 376, strejkebidrag til Svendborg 19.50; strejkebidrag til forskellige strejker i foråret 1908: kr.18.90; september 1908-april 1909 bidrag til landsindsamlingen kr. 50.00; strejkebidrag til skibstømrerne i Assens kr. 8.25; strejkebidrag i april-oktober 1909 til Sverige kr. 218,60; strejkebidrag i oktober 1909-april 1910 til Sverige kr. 17,70, strejkebidrag til Marstal kr. 64.00

I 1908 strejker 65 mand på 3 skibs- og bådebyggerier i Esbjerg. Efter 12 dages forløb hæves strejken mod en forhøjelse af timelønnen fra 41 og 43 til 43 (nybygninger) og 46 øre (reparation). I 1910 er der en 20 dages konflikt på Marstal skibsværft, som da beskæftigede 41 mand, men herefter genoptoges arbejdet på den betingelse, at timelønnen hæves fra 33 til 35-37 øre. I februar 1911 gennemførtes efter en 2 dages strejke i Esbjerg en ny overenskomst, der bl.a. indeholdt bestemmelse om en lønforhøjelse på 2 øre, således at lønnen fastsattes til 45 øre pr. time for nyt arbejde og 48 øre pr. time for reparationsarbejde. Mere om skibstømrere her

Esbjerg Skibsværfts indehaver var Søren Abrahamsen, der anlagde skibsværket i året 1900 efter tidligere i over 25 År at have drevet Skibsbyggeri på Fanø, hvor han udelukkende byggede store Fartøjer på en 400 Tons. I Esbjerg havde fiskeriet fundet nye Veje og nye Arbejdsplaner, og i de År, der er gået siden Grundlæggelsen, er der på »Esbjerg Skibsværft« bygget ikke færre end 36 Fartøjer, - alle med Motor. Størstedelen af disse Fartøjer af hvilke det største er en 100 Tons Kutter til Sildefiskeri er bygget til Redere i Esbjerg, medens nogle andre fartøjer er gået til Lemvig. Også med Havnearbejder har Værftet været beskæftiget; således anlagde det i 1902 for Vandbygningsvæsenet Beddingen til Sandpumperen ved Nymindegab; i 1903 udførte det et større Arbejde ved Ophalingsbeddingen i Esbjergs nye Fiskerihavn, og i 1905 anlagde det Ringkøbing Havn. På Værftet beskæftiges i Reglen 50-60 Mand, undertiden flere. Et meget talende Billede har det afgivet i indeværende Forår (1906), da der på én Gang på stabelen står fem 30 Tons Kuttere til Torskefiskeri under Island. Firmaets lille Overskud for 1905 skyldes en større Reparation af »Dagny«, hvilket beløb sig til 30,000 Kroner. Skibene anvendes hovedsagelig i Nord- og Østersøfarten samt i Middelhavsfart. Selskabets Bestyrelse består af konsul Ditlev Lauritzen, Ridder af Dannebrog, Esbjerg, Formand i Bestyrelsen er direktør H. Heilbuth, København, Købmand Julius Schou, Skive, samt Forretningsføreren. Selskabets Forretningsfører er belgisk Konsul Chr. Andresen, som, forinden han tiltrådte sin nuværende Stilling, i ca. 7 År havde haft Ansættelse i store Skibsmæglerforretninger i Udlandet, således i Newcastle, i Hamborg og i Antwerpen, på sidste Sted hos De Leeuw & Philippsen, for hvilket Firmas Filial i Rotterdam han desuden en Tid havde været Chef.

Til skibstømrernes historie skal også fortælles, at skibstømrerne havde flere arbejdsnedlæggelser i København i 1881, bl.a. på Tysk Plads, på Krøyers og Bodenhoffs Plads, og strejkerne var blevet støttet i Socialdemokraten af den da unge redaktør Wiinblad, selvom medlemstallet i 1881 for Skibstømrernes Fagforening i København var sunket til 140 medlemmer. Men arbejderstanden var i færd med at vågne til dåd igen, og ved valget i 1884 var det lykkedes at sætte 2 socialdemokratiske mænd, Peter Holm og Chr. Hørdum ind i Rigsdagen. På et møde d. 6. oktober 1889 i Svendborg blev stiftet en fagforening: »Skibstømrerforeningen for Svendborg og Omegn«, og d. 20. april 1890 blev det her vedtaget at virke for oprettelsen af et skibstømrerforbund for hele landet. Forslagsstilleren var Jens Jensen, der også havde været særdeles virksom for at få svendborgegnens skibstømrere samlede. Men der var på dét tidspunkt kun dannet fagforeninger for skibstømrere i Svendborg, Ålborg, Helsingør, Frederikshavn og København, og da man skrev til alle de byer, hvor man vidste, at der arbejdede skibstømrere, var der kun få der svarede tilbage. D. 23. april 1890 holdt skibstømrerne i København et offentligt møde i »Thalia« , hvor A. C. Meyer holdt foredrag om 8-timers normalarbejdsdagen, og denne bevægelse for 8-timers normalarbejdsdagen, skulle efterfølgende samles d. 1. maj i Fælledparken. Men samtlige tømrere blev truet med afskedigelse af arbejdsgiverne, - dog ikke af ledelsen på »De forenede Oplagspladser«, og skibstømrerne vidste ikke frem og tilbage, om de turde trodse arbejdsgivernes forbud vedrørende d. 1. maj, da også »De samvirkende Fagforeninger« og »Socialdemokratisk Forbund« bestemt havde frarådet at demonstrationer på steder, hvor det kunne føre til konflikt. Derfor vedtog skibstømrernes bestyrelse at gå imod de skibstømrer, der ville nedlægge arbejdet og henstillede i stedet for at møde på Fælleden så hurtigt det lod sig gøre. - Skibstømrerforbundet blev dannet på et møde i København d. 27. marts 1892, og forbundet startede med 3 afdelinger med 306 medlemmer, og i 1941 havde man 39 afdelinger og 1.377 medlemmer. Beskæftige skibstømrere på landsplan i 1897: 1.058 svende - 227 lærlinge - deraf ledige svende 27,- i 1935 var der 1.100 svende - 227 lærlinge - deraf ledige svende 196. Jern- og maskinbyggeriet overtog meget af fremstillingen af skibe og havde i 1914 6.122 ansatte i hele landet, hvoraf de 340 var skibstømrere.

»De samvirkende Fagforbund i Esbjerg«. 1929.

Sømandsstrejken i Esbjerg. 1934.

toldboden

I 1929 var Esbjerg afdelingen af »De samvirkende Fagforbund« blevet opløst, men en ny organisation blev dannet under navnet »Arbejdernes Fællesorganisation af 1931«. Denne nye organisation blev betragtet som en ren socialdemokratisk organisation og allerede i 1932 nægtede nogle fagforeninger at deltage i 1 maj demonstrationen, som Fællesorganisationen arrangerede. Smedefagforeningen vedtog, at man ikke foreløbig ville sende foreningens fane til d. 1. maj demonstration, og i august 1932 fik bestyrelsen for Arbejdernes Fællesorganisation af 1931 et mistillidsvotum på generalforsamlingen, da medlemmerne var blevet mere røde end de reformistiske højre-socialdemokrater.

En ugift arbejdsløs fik dengang en understøttelse på 21 kr. om ugen og en gift omkring 28 kr. Det var ikke meget at forsørge en familie med, og de arbejdsløse henvendte sig gang på gang til kommunen for at få bevilget ekstra tilskud til klæder, til brændsel eller et tilskud til deres børnerige familier. Værst var det, når sygdom kom til, for medicinen var dyr, og det var næsten umuligt at undgå gæld, hvis begge ulykker ramte samtidig. Somme tider demonstrerede de arbejdsløse ved rådhuset, når der skulle være byrådsmøde, og i Jerne trængte de arbejdsløse endda engang ind i sognerådssalen midt under et møde, - dog uden at få hjælpen forøget.

En arbejdsløs far med fire børn havde udgifter på 137,85 kr. om måneden, men hans understøttelse beløb sig kun til 112 kr.. Der var mange, der mente, at kommunen indkrævede sine skatter for hårdhændet og udpantningen var endda strammet op i 1933, så der blev klaget over »de hårdhændede udpantninger«. De arbejdsløse havde forsøgt at danne en særlig organisation, der skulle tage sig af deres problemer, - men den forening blev ikke støttet af fagforeningerne og opløstes hurtigt igen.

I 1933 varslede arbejdsgiverne lock-out for over 100.000 lønmodtagere, fordi arbejdsgiverne ville have nedsat lønningerne, og det ville »De samvirkende Fagforbund« ikke acceptere. Lock-outen blev ikke til noget, fordi et forbud mod arbejdskampe i eet år indgik i Kanslergadeforliget, som et flertal på Rigsdagen vedtog i januar 1933. Ved valget i 1933 var der i alt 13.237 vælgere i Esbjerg, men efter de dagældende valgregler blev vælgerne slettet, hvis de skyldte mere end et kvartals skat. Dette medførte at 4.466 vælgere blev slettet i Esbjerg, dvs. omkring en tredjedel kunne ikke stemme. Men det var jo dyrtid og sparetid, og folk havde små kår. Timelønnen fulgte ikke med priserne og arbejdsløsheden var tidens store trussel. De lidt ældre vidste, at de stod forrest, når nogen skulle fyres, og kvindelige arbejdere blev sagt op før de mandlige. På det tidspunkt havde kommunisterne overalt i landet afdelinger af Revolutionær Fagopposition, og i Esbjerg bestod gruppen af en halv snes mand med formanden for Sømændenes Forbund, Søren Peter Thomsen i spidsen.

Kanslergadeforligets' forbud mod strejker og lockouter fjernede imidlertid ikke modsætningerne mellem arbejderne og arbejdsgiverne, og i 1934 begyndte arbejdskampene igen. Esbjerg havde i 1934 en arbejdsløshed på 37,5 pct.. Demonstrationstog med tusinder af arbejdsløse var ikke sjældne begivenheder, og i de større danske byer, og de endte tit med slagsmål mellem politi og demonstranter. Hver by havde sine arbejdskonflikter, og også på Esbjergs arbejdspladser mærkedes uroen, og der fandt en række større eller mindre konflikter sted, og næsten alle faggrupper og erhverv blev berørt. Det havde længe truet med konflikt mellem søfolkene og rederne, og i april 1934 blev det klart, at en arbejdskamp måtte komme. Både søfolk og slagteriarbejdere erklærede strejke, og dermed ville hele landbrugseksporten gå i stå. Rederne og landbrugets organisationer prøvede på at få regeringen til at gribe ind, men dette blev afslået af statsminister Stauning. Allerede før strejken var en kendsgerning, vedtog arbejderne i Esbjerg en resolution, hvori de tilsagde de strejkende støtte.

avis

Onsdag d.11. april 1934 gik matroserne og fyrbøderne fra borde. Arbejdstiden kunne være op til 84 timer om ugen, og lønnen var elendig, ligesom kronenedskæringen også havde forringet værdien. Matroserne og fyrbøderne havde ingen medbestemmelsesret og de ønskede bedre arbejdsvilkår. I Esbjerg og over hele landet, slog en bølge af sympati op omkring søfolkenes krav. Arbejdsmændenes Fagforening indkaldt til ekstraordinær generalforsamling på Palads Hotel, hvor ca. 1500 deltog i mødet, og hvor diskussionen drejede sig om, hvorvidt der skulle erklæres sympatistrejke eller ej. Det blev vedtaget at se tingene an et stykke tid.

Torsdag d. 12. april gik sømændene i land fra deres skibe, efterhånden som skibene anløb havn. DFDS-skibene »Esbjerg«, »Alexandra« og »A. P. Bernstorff« lå i havnen, og flere andre ventedes i det nærmest følgende døgn. Omkring 100 strejkevagter blev opstillet ved Hulvejen og ved stien fra havnen op til Smedegade. Socialdemokraterne i »De samvirkende Fagforbund« erklærede, at strejken var ulovlig og prøvede uden held at få sømændene i arbejde igen. Men også i Esbjerg fremkom der en fælles kampledelse, ligesom andre fags arbejdere dannede solidaritetsudvalg,

Fredag d. 13. april om eftermiddagen stormede demonstranter skibet »Jylland«, og der faldt hårde knubs af til et par officerer ombord. Politiet måtte splitte demonstranterne ved hjælp af brandslanger. Episoden var

den første voldelige handling under strejken, og kort efter ryddede betjente havneterrænet. Der blev tilkaldt ekstra politimandskab fra Sønderjylland og fra Århus. 200-300 strejkende søfolk gik i demonstration til havnen, og i hundredvis strømmede esbjergenserne til som tilskuere. De havnearbejdere, som arbejdede på skibene eller på havnen, blev generet groft med skældsord, hujen og piften, og efterhånden forlod de fleste af dem arbejdet. Sidst på dagen måtte hele havneområdet spærres af for at holde folk ude; at det ikke var sket tidligere, skyldtes ifølge politimesteren Sigurd Nergård, at DFDS ikke havde bedt om politibeskyttelse, og om aftenen samledes havnearbejderne i Tivoli til møde, og der var enighed om, at arbejdet skulle ligge stille, indtil der var ro på havnen.

Lørdag d. 14. april hobede godset sig op på kajerne. Jernbanevogn efter jernbanevogn rullede op, og det blev nødvendigt at stoppe for yderligere tilførsler, så vognene blev standset både i Bramming og Varde. Omkring 400 jernbanevogne med 3.000 tons landbrugsprodukter stod på sporene. Politimesteren i Esbjerg havde tilkaldt forstærkning, og 27 betjente fra København ankom til Esbjerg.

Søndag d. 15. april arrangerede fagforeningerne en demonstration, der samlede 3.000 mennesker. Demonstrationen gik fra Strandby Plads, gennem Kongensgade, Østergade, Nørregade til Grønttorvet, og smedenes og bagernes fagforeningsfaner fulgte trop, og på Grønttorvet talte Sømændenes formand, S. P. Thomsen og gasaflæser Lauritz Rosendahl til 3.000 tilhørere. Der blev vedtaget en resolution, der gav udtryk for sympati for søfolkene, men havnearbejderne vedtog dog at gå i arbejde igen mandag morgen. Dagbladet Vestkysten havde fra starten erklæret, at der stod kommunister bag, og politimester S. Neergård erklærede til Vestjyllands Socialdemokrat, at politiets efterretningstjeneste var vidende om, at der var kommunist provokatører i Esbjerg, og bladet meddelte at en kommunist fra Jerne var anholdt i Stockholm på vej hjem fra Moskva med direktiver og penge til de strejkende sømænd. »Bolsjevik-Lauridsen« kaldte Vestjyllands Socialdemokrat ham og bladet noterer med tilfredshed, at han har fået stækket vingerne. Så gik Esbjerg til ro hin søndag aften, borgerne i deres hjem, de fremmede betjente på »A. P. Bernstorff«, der var gjort til logiskib, og strejkevagterne gik deres rute i Hulvejen og forbi Eriksen og Christensen. Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg, som var socialdemokratisk ledet havde ikke givet noget livstegn fra sig.

Mandag d. 16. april om formiddagen besluttede politiet, at drive strejkevagterne bort fra havnens grund og spærrede indgangen til havnen. Her var samlet en større menneskemængde og pludseligt og uden årsag huggede politiet med kniplerne ind på mængden som skyndsomt flygtede ned ad byens gader. Oppe fra Anlægget havde tilskuerne holdt øje med, hvad der skete på Østre Havn, og ved middagstid rensede politiet Anlægget (Byparken) for tilskuere. Nogle unge mennesker smed sten efter betjentene, og i løbet af ganske kort tid var alt forvirring, og de københavnske betjente med stormhjelme og gummiknipler gjorde et hurtigt udfald og jog folk på flugt ned ad Havnegade, gennem Kirkegade, og fortsatte så gennem Kongensgade til Torvet. I Kongensgade var folk på vej hjem til frokost, og det pludselige politiangreb gik ud over en masse uskyldige.

Det medførte, at kl. 13.00 samlede en mængde arbejdere sig i Havnegade udenfor Jensens & Olsens Maskinfabrik. Matros Poul Fabin holdt en tale, hvori han skarpt kritiserede politiets optræden, men han opfordrede iøvrigt ikke til yderligere voldsomheder. Spontant valgte mængden at danne et optog, der gik ned på havnen for at tale med havnearbejderne, som af fagforeningsledelsen var blevet tvunget i arbejde igen, under trussel af, at flere hundrede skruebrækkere, der opholdt sig udenfor Esbjerg var klar til at blive sat ind for at overtage havnearbejdernes job, ligesom understøttelsen ville blive taget fra alle arbejdsløse. Demonstrationstoget gik til Sømandshjemmet, hvor Fabin igen talte. Demonstrationen blev så standset af politiet, der gik frem med hævede knipler, og medens den ene politibil rullede frem efter den anden og arbejderne blev trængt tilbage, opstod et veritabelt slagsmål opstod mellem politi og demonstranter, og en nærliggende tømmerhandel leverede »knipler« til demonstranterne. Begge parter måtte efterlade bevidstløse på slagmarken. Politifuldmægtig Kirk var på havnen og ønskede at vise sin myndighed; han viste sit politiskilt frem, men ifølge avisen tog demonstranterne intet hensyn hertil, han fik slået brillerne af og »måtte skyndsomt trække sig tilbage til dommerkontoret, medens en af demonstranterne bearbejdede hans baghoved med en cykelpumpe«. Sent på eftermiddagen stormede betjentene ind i Sømændenes Hus i Strandgade og drev sømændene ud. De fremstormende betjente trængte faktisk ind med revolvere i hånden og beordrede alle ud i løbet af 3 minutter ellers ville man gøre brug af skydevåbnene, og alt tydede på at de var berusede, idet de efter byrådsmedlem S. P. Thomsens udsagn stank af spiritus. Deres adfærd tydede også derpå, idet de endog trængte ind på wc'et, hvor en sømand befandt sig i et såre naturligt ærinde. De gav ham ikke tid til at få bukserne op, men kastede ham korporligt med bukserne nede om benene ud af bygningen gennem vinduet. Langt ud på aftenen var folk på gaderne, og overalt blev der diskuteret og protesteret mod politiet. Dagbladet Vestkysten skrev endnu samme dag: »Politiopbudet i Esbjerg er samfundets lovlige værge mod disse ulovligheder«, »og at ordenspolitiet har en vanskelig opgave... og det er umuligt for det at sortere publikum ... Politiet er i middags gået frem med stor hurtighed og bestemthed«, og Vestkysten kastede skylden på kommunisterne. Vestjyllands Socialdemokrat skrev, »at folk på Hulvejen og i Havnegade var kommet i klemme, og harmen herover bør dog naturligvis ikke rettes mod politiet, men først og fremmest mod de kommunistiske spektakelmagere ...«. En mægtig harme og forbitrelse rejste sig i byens befolkning. R.F.O. (revolutionær fagopposition) indkaldte til protestmøde om aftenen på Grøntorvet, og der var fremmødt flere tusinde arbejdere, samt en række talere fra smedene, sømændene, slagteriarbejderne, tobaksarbejderne og arbejdsmændene, der udtalte deres harme over det forefaldne, og man vedtog en protestresolution mod polititerroren, samt stillede to krav: »de fremmede betjente skulle ud af byen, og alle bøder m.v. idømt de sidste dage skulle eftergives«, og afslutningen lød: »24 timers generalstrejke som protest mod politiets terror. Leve arbejderklassens enhedsfront. Leve socialismen«. Efter mødets afslutning foretog politiet flere overfald på menneskemængden i byens gader.

Tirsdag d. 17. april. Havnearbejderne nedlagde atter arbejdet og rundt om på byens virksomheder nedlagde arbejderne arbejdet. Generalstrejken var total, alle arbejdspladser lå tomme hen, endog arbejdernes blad Socialdemokraten var strejkeramt. Dog sikrede man sig det daglige brød: vel strejkede bagersvendene, men lærlingene arbejdede. Arbejdernes Fællesorganisations bestyrelse var nu langt om længe vågnet til dåd og havde indkaldt til møde i Tennishallen kl. 15.00 og R.F.O. havde indkaldt til møde og demonstration kl. 13.30 på Grøntorvet. Men allerede ved middagstid samledes ca. 4.000 mennesker i Tivoli, hvor der blev holdt taler og vedtaget nye resolutioner. Der blev sendt »kamphilsen« til Poul Fabin, der var blevet anholdt tidligt om morgenen, og derefter gik mødedeltagerne i procession til Grønttorvet. Maskinarbejder J. P. Mikkelsen åbnede mødet på Grønttorvet kl. 13.30 hvor der var flere tusinde arbejdere forsamlet, og det blev oplyst, at arbejderne på Tobaksfabrikken havde vedtaget - med et lille flertal - ikke at standse arbejdet, idet her var formanden for Socialdemokratisk Forbund, Albert Andersen, ansat, - og mødet besluttede derfor, at slutte op i et optog og gå ned og hilse på Tobaksarbejderne, førend man gik i "Tivoli". Det blev den største og mest imponerende demonstration, der hidtil var set i Esbjerg. I spidsen gik tømrerne i deres arbejdstøj 8 og 8 mand i hver række, ligeledes kom malerne i deres iøjnefaldende påklædning. Fag efter fag marcherede frem under fagforeningsfanerne, alle mand var under fanerne, og da tobaksarbejderne så demonstranternes masser, nedlagde de straks arbejdet og sluttede op i demonstrationen mod polititerroren. Da man ankom til "Tivoli" var arbejdsmændene just færdig med deres møde, og de tilsluttede sig straks, hvorpå man fortsatte til Dyrskuepladsen, da ingen sal i Esbjerg kunne rumme den mægtige forsamling. Ankommen hertil fik man fat i en vogn som talerstol og formanden for Arbejdernes Fællesorganisation Rasmus Nielsen åbnede mødet og redegjorde for hensigten. Maler Olsen, medlem af bestyrelsen, oplæste en resolution, der i vage vendinger protesterede mod polititerroren, borgmester Mortensen talte i lignende vendinger, men blev gang på gang afbrudt af forsamlingen, fra flere andre talere blev der krævet generalstrejke og maskinarbejder P. Mikkelsen stillede en protestresolution mod polititerroren med forslag om 24 timers generalstrejke; for denne resolution stemte alle på nær 2 mand, og derefter marcherede man op til politimesteren, hvor en deputation afleverede resolutionen, og derfra gik man til Grøntorvet, hvor optoget opløstes.

Onsdag d. 18. april lå alt arbejde stille i Esbjerg. "Socialdemokraten"s forsideartikel onsdag den 18. april var en kæmpeoverskrift: "Kommunistisk terror i Esbjerg", og i pressen formåede man at stille tingene på hovedet og belyve læserne. Arbejderne i Esbjerg havde etablerede generalstrejke for at standse politiets terror i Esbjerg. Om aftenen var der generalforsamling i Arbejdernes Fællesorganisation, der vedtog en resolution om fortsat økonomisk og solidarisk støtte til sømændene, samt såfremt politiet atter foretog lignende overgreb, som de der gav anledning til proteststrejken, da atter at iværksætte arbejdsstandsning. Fra slagteriarbejderne forelå en resolution, der kraftigt vendte sig mod pressen, heri indbefattet den socialdemokratiske for deres usmagelige og forvrængede skriverier, samt en protest imod forligsmandsloven,

Torsdag d. 19. april. Arbejdet kom i gang overalt, også på havnen var situationen rolig. Selve havneterrænet var stadig afspærret, men det kom ikke til episoder; betjentene holdt sig på havnens terræn, folk holdt sig derfra. Foruden Poul Fabin havde politiet også arresteret Max Larsen - Max Pigtråd, som han hed mellem venner - og trods pres fra Fællesorganisationens side nægtede politiet at løslade de to. Til gengæld lovede politimesteren, at anklagerne mod betjentene for beruselse under razziaen skulle blive undersøgt grundigt. Med torsdagen sluttede den bevægede uge, sindene faldt igen til ro, og hverdagen vendte tilbage. Allerede næste dag begyndte hjemsendelsen af de udenbys betjente, og hele styrken var borte i løbet af en uges tid. Bag strejken og mange af demonstrationerne stod Revolutionær Fagopposition, og i selve strejkeledelsen sad foruden Fabin og Max Larsen yderligere en 7-8 fagforeningsfolk.

Poul Fabin havde boet i Esbjerg fra 1929, og han blev senere dømt 3 måneders fængsel og Max Larsen 4 måneder, og politiet blev frikendt for beskyldningerne om, at betjentene skulle have været berusede under razziaen, og de fagforeningsformænd, der havde underskrevet resolutioner, hvori der blev klaget over »de berusede betjente«, blev dømt for bagvaskelse; det gav bøder til flere, og Tobaksarbejderforbundets formand måtte modtage en dom på 10 dages hæfte, fordi deres resolution havde været særlig grov. Der var flere foreninger og enkeltpersoner, der under urolighederne havde klaget til borgmesteren, og der var også sendt resolutioner til byrådet. Borgmesteren afviste disse henvendelser og erklærede, at byen ikke havde noget ansvar for de fremmede betjentes tilstedeværelse. Det var politimesterens anliggende alene, og det blev derfor også ham, kritikken bagefter blev rejst imod. På grund af den megen kritik af politimesteren blev han samme år forflyttet og efterfulgtes af J. Mariboe. J. P. Mikkelsen, som i 14 år havde arbejdet som drejer hos Jensen & Olsens Maskinfabrik blev afskediget, og årsagen var, at han havde opfordret sine arbejdskammerater til at gå ud i proteststrejke mod polititerroren. J. P. Mikkelsen havde i en årrække været tillidsmand på fabrikken

Vestjyllands Socialdemokrat sagde om kommunisterne, at de havde drevet en »fysisk og åndelig terror, en forstandsblottet opfanatisering, en analfabetisk massesuggestion, som skal piske arbejderklassens ellers rolige og tænkende medlemmer al tanke og fornuft ud af hovedet«. Og der var mange, der godtede sig over, at kommunisterne i hvert fald havde fået tæv. Det sagde den konservative politiker A. Bindslev i Folketinget under den debat, der førtes om strejken, da han forsvarede politiets optræden og erklærede, at provokatører ingen skade tog af prygl. »Vi ved, at et par af dem findes i dette Folketing og kunne have ønsket, at de var kommet i klemme mellem et par politistave...«. Aksel Larsen forsøgte at foreslå en mistillidsdagsorden til Justitsministeren i Folketinget: »Idet Folketinget udtaler, at koncentrering af politiet i havnebyer til beskyttelse af redernes interesser under søfartsstrejken, og politiets brutale overfald på arbejderne i Esbjerg fordømmer Folketinget de af Justitsministeren trufne foranstaltninger...« Dagsordenen fik kommunisternes 2 stemmer - 123 stemte imod. Formanden for Folketinget fandt iøvrigt anledning til at bebrejde Aksel Larsen, at han bragte sagen frem på det pågældende møde. Senere vedtog Folketinget på finanslovens tillægsbevilling en anmodning fra Justitsministeren om en bevilling på 20.000 kr. til »ekstraordinære politiforanstaltninger i Esbjerg under sømandsstrejken«.

Begivenhederne i april 1934 havde også ført til at Arbejdernes Fællesorganisation og de andre fag besluttede at etablerede en fælles 1. Maj-demonstration. Men forretningsudvalget i Arbejdernes Fællesorganisation brød beslutningen et par dage før 1. maj, og udsendte opfordring til fagforeningernes bestyrelse om ikke at deltage i enhedsdemonstrationen, men tilslutte sig den af Fællesorganisationens forretningsudvalg i forbindelse med Bomholt & Co. arrangerede splittelsesmøde. Men den 1. maj kom arbejderne i overvældende antal til enhedsdemonstrationen, - men der fremkom kun et fåtal af fagforeningsfaner. Men da socialdemokraterne betragtede generalstrejken i Esbjerg som et »kommunistisk nummer«, rettede formanden, Rasmus Nielsen et useriøst og frækt angreb på kommunisterne på generalforsamlingen i Arbejdernes Fællesorganisation i juli 1934, og generalforsamlingen nægtede da at godkende beretningen, og hele bestyrelsen nedlagde derefter deres mandater. På en ekstraordinær generalforsamling en halv snes dage senere valgtes en ny bestyrelse, og den nye formand blev søfyrbøder Jens Thomsen, næstformand blev gasaflæser Laurids Rosendahl, samt Viggo Pedersen fra Smedenes fagforening og Minna Rasmussen fra Kvindeligt Arbejderforbund. Vestjyllands Socialdemokrat rettede hårde angreb på den nye bestyrelse i Arbejdernes Fællesorganisation, og skrædderne, typograferne og slagterne melde sig ud af Arbejdernes Fællesorganisation, ligesom Socialdemokratisk Forening ikke ville samarbejde med Arbejdernes Fællesorganisation og ikke ville deltage i Arbejdernes Fællesorganisation 1. maj-fest i 1935. Socialdemokratiet sabotage blev uholdbar, og i 1935 opløstes Fællesorganisationen, men genoprettedes senere med en ny ledelse. Også i andre fagforeninger var der omfattende kampvalg og mange ekstraordinære generalforsamlinger.

Julius Bomholt, der var valgt til Folketinget fra Esbjerg, skrev under selve generalstrejken i den socialdemokratiske presse:……»Disse få kommunister har ved hjælp af lyssky håndlangere fra andre byer drevet en modbydelig demagogisk propaganda, og har forulempet havnearbejderne i deres lovlige arbejde, og har direkte fremprovokeret sammenstød med politiet. Det kasteskyts, de har betjent sig af, er rene mordvåben. Der er kun eet at gøre, og det er, at befolkningen viser sin vilje til frihed og orden ved at sætte provokatørerne eftertrykkeligt på plads«…..»en klike urostiftere havde vildført arbejderbefolkningen i byen«, og Bomholt angreb en af strejkelederne, søfyrbøder G. A. Hegner: »Der hersker ikke større illusioner med hensyn til hans person ... han er en direkte aflægger af Smedegade-klubben ...« (I Smedegade havde kommunisterne deres partikontor). Artiklen fremkaldte en række protester, og søfyrbøderne indbød Bomholt til et diskussionsmøde, som han imidlertid afslog at deltage i. Socialdemokraterne forsatte med en række skrøner om kommunisterne og en række notoriske løgne om, hvad kommunister havde sagt eller gjort. Han havde på i Folketinget stemt for voldgiften mod slagteriarbejderne; stemt sammen med konsul Willemoes, grev Bent Holstein, Christmas Møller og Krag FOR tvungen voldgift og mod fagbevægelsens selvbestemmelsesret, og hans socialdemokrati vil hverken nedsætte kommunalarbejdernes arbejdstid, eller gennemføre en effektiv formuebeskatning! Mere om Sømandsstrejken i 1934 her

Fiskernes Fagforening af 1932 i Esbjerg.

Af E. Danielsen i 1957 - 25 års jubilæum.

 

»Kolding Folkeblad« skrev d. 21. juni 1932: »Esbjerg er arbejdets by, mere intens, mere synligt end nogen anden dansk stad. Esbjergenserne har vovemodet. Byen er ladet med opdrift og mangler gamle byers kultur«.

»Fyns Venstreblad« omtalte Esbjerg som Danmarks Chicago. Sammenligningen passer nu ikke helt, idet Esbjerg ikke har gangstere, og kun lidt af det, man kalder racehad. Men Esbjerg har et slagord, kendt over hele landet, nemlig: »Rask må det gå«, og her glemmer man ikke Stuckenbergs hyldest til Esbjerg:

 

I 1868 var der 13 indbyggere i Esbjerg, i 1932 28.000 indbyggere og i 1987 ca. 52.000 indbyggere. - Toldstedet blev oprettet i 1876. - Indtægten fra havnen var i år 1900 på 210.000 kr. og i 1930/31 på 2.400.000 kr. - i år 1900 var fiskeriet Esbjergs hovederhverv. Samme år var der i Danmark 8.000 erhvervsfiskere, og i 1930 var der 18.000. – i 1881 fiskedes fra Esbjerg 90.000 kg fisk til en værdi af 20.000 kr. – i 1931 8,75 mill. kg til en værdi af 6,5 mill. kr. – i 1956 som landets største fiskerihavn 154 mill. kg til en værdi af 51,9 mill. kr.

 

Som en mågeflok i sandet

dine mænd slog ned.

skreg og sloges, stred og blanded'

blod og blev og led.

led til deres viljer sejred,

blev til de vandt fred og fejred

midt i hverdagslivets larmen

hvilen, arnevarmen.

Når Fiskernes Fagforening blev et af de seneste skud på den faglige stamme, skyldes det ganske særlige forhold, Arbejdet ombord i et fiskefartøj kan ikke sammenlignes med forholdene på en arbejdsplads på landjorden. En pludselig arbejdsnedlæggelse ude på havet kan ikke tænkes, her er skibets besætning klar over nødvendigheden af absolut samarbejde og sammenhold under alle forhold.

På havet er der, som så ofte sagt, kun en planke mellem liv og død. Og selve betalingen for arbejdet, procentlønning, er specielt for fiskeriet, og denne lønningsmetode vil sikkert blive stående. På havet er normalarbejdsdagen uigennemførlig. Når det er fiske vejr, skal der arbejdes. 16 timers arbejde, sommetider mere, er ikke ualmindeligt. Forsøg på at ændre denne aflønningsform har ikke kunnet gennemføres.

Ombord i en fiskekutter vil den inddeling, man kender fra handelsflåden, ikke kunne trives.

Føreren af en fiskekutter er skipperen - i handelsflåden er skibsføreren, som det tidligere hed, blevet kaptajn, og første styrmand er overstyrmand, maskinmesteren er blevet maskinchef. Om disse ændringer med hensyn til titler har bidraget til en mere demokratisk ånd, kan der sikkert tvivles. Om bord i en fiskekutter er besætningen nærmest som en familie, hvor hver mand gør en indsats til fælles bedste. Man må håbe, at det også frem­over må være på det jævne, at fiskeriet skal udøves.

**********

 

Under forrige krig (1.Verdenskrig), i det for fiskeriet gyldne år 1910, hvor en gammel fiskekutter købt i 1915 for 4200 kr., gik op i en salgssum af 35.000 kr., og en enkelt i 70.000 kr., sattes kapitalen ind i oprettelsen af fiskeriselskaber, der dog hurtigt forsvandt igen, da nedadgående konjunkturer satte ind allerede i 1917. Da de oprettede fiskeriselskaber selv med nogle få skibe behøvede en inspektør - noget tidligere ukendt - og denne selvfølgelig skulle lønnes af fiskeriet, greb man som så ofte før, da de overkapitaliserede skibe ikke kunne svare sig, straks chancen for at nedsætte procenterne til partsfiskerne, hvad der naturligvis mødte modstand og kun gennemførtes i ringe grad.

For første gang hørtes da enkelte røster om, at organisere fiskerne, men da fiskeriselskaberne opløstes med temmelig store tab for kapitalindskyderne, gled det hele ind i den gamle gænge med undtagelse af et par rederier, der holdt stand.

Selvom der stadig i Esbjerg er et par rederier, så er fiskerne i dag indforstået med den faglige organisations nødvendighed, hvad der har bidraget til, at en såkaldt udbytning af partsfiskerne er utænkelig.

Ved første verdenskrigs afslutning gik enkelte fiskere i land og fandt arbejde på fiskerihavnen, og her kom spørgsmålet om fagforeningen i forgrunden, da arbejdet i land forudsætter medlemsskab i en fagforening.

Omkring 1924 var enkelte fiskere medlemmer af Arbejdsmændenes Fagforening, så de i vintertiden, når fiskeriet var sløjt, havde chancen for lønnende arbejde i land.

Ganske vist opstod Fiskernes Understøttelseskasse, som mod et mindre indskud og et mådeligt statstilskud, i vintertiden udbetalte en mindre understøttelse. Det blev da også denne understøttelseskasse, der egentlig ikke var nogen organisation, og slet ikke nogen faglig organisation, der i høj grad i første omgang var med til at sinke dannelsen af Fiskernes Fagforening. At en Fiskernes Fagforening engang måtte komme, var der ingen tvivl om, man manglede blot initiativet. Men dagen kom.

Da Esbjerg Havn ved toldstedets oprettelse i 1876 var beregnet til eksporthavn, var der intet fiskeri herfra. Det foregik fra Strandby, Nordby og Hjerting. I Hjerting var der en overgang 14 skibe hjemmehørende, og det er underligt at tænke sig, at Hjerting - i oktober 1885 - var hvad man kaldte Vestkystens største fiskerihavn, og ligeledes at en af Esbjergs første fiskere var postbud.

Selvom Jens Væver allerede i 1848 havde konstrueret snurrevoddet, varede det omtrent 40 år, før dette moderne fiskeredskab vandt indpas i Esbjerg.

I midten af 1880erne kom fiskekutter »Thora« af Frederikshavn til Esbjerg for at fiske med snurrevod, senere en fiskekutter fra Lilleheden (d. 22. marts 1887). Den første snurrevodskutter fra Esbjerg, »Godthåb« E. 12, førtes af Søren Hansen og Enevold Petersen, der begyndte fiskeri fra Esbjerg i 1884.

At fiskeriet ikke i almindelighed var nogen guldgrube ses blandt andet af at 15 fiskere på Morten Spangsbergs hotel d. 7. april 1888 efter initiativ af fiskerne N. Jensen og Enevold Andersen oprettede en understøttelsesforening for efterladte efter på søen forulykkede fiskere. Foreningen, der omfattede Fanø, Esbjerg og Hjerting tolddistrikter, skulle træde i kraft, når 40 medlemmer var indtegnet. Årligt kontingent var på 4 kr., hvoraf en femtedel henlagdes til et fond til ældre fattige fiskere og fiskerenker.

I 1892 oprettedes den første egentlige organisation for fiskere, idet Esbjerg Fiskeriforening da startedes.

I årenes løb er i Esbjerg oprettet adskillige organisationer med det formål at varetage fiskernes økonomiske interesser.

Men først i 1932 fremkom for alvor tanken om at samle fiskeriets lønarbejdere, partsfiskerne, i en faglig organisation, hvis mål var at samle alle partsfiskere, der drev fiskeri fra Esbjerg. 1932 var et mærkeår i fiskerbyen Esbjergs historie. Da havde man her åbnet det Danske Fiskeris Landsudstilling. Endnu på dette tidspunkt havde fiskeriet efter levende rødspætter stor udbredelse, der var da i Esbjerg omkring 5000 hyttefade. I dag er dette fiskeri en saga blot, tildels afløst af trawlfiskeri efter sild, makrel, tobis, hvilling, m. m.

Om fiskeriudstillingen skrev »Fyns Venstreblad« i juni 1932: »Når Danmarks Chicago tager sig af noget, får det format«, og dagbladet »Politiken«: »Men esbjergenseren var alle dage en ildtilbeder af handlingens psykologi fremfor de forsagte sinds og de korslagte armes mentalitet«. Om året 1932 udtalte den daværende formand for Esbjerg Fiskeriforening, Ole Kristiansen, at 1932 bliver et mærkeår i Esbjerg bys historie. Om samme udstilling udtalte tidl. landstingsmand Villemoes: »Hvor der er en vilje, er der også vej fremad«.

En anden udtalelse, et radioforedrag af en af fiskeriets kendte mænd, tidl. landstingsmand M. C. Jensen, d. 18. juni 1932 bl. a - »Lønningsformen indenfor fiskeriet er andelsprincippet i renkultur«. Videre: »Enhver deltager i fiskeriet får andel af bruttoudbyttet, og denne andel har man altid kunnet tale sig til rette om, uden at organisationer og forligsmand skal indblandes deri. Hvad dette betyder af tryghed for arbejdet, vil enhver kunne forstå«.

Allerede på dette tidspunkt var der adskillige fiskere, der så anderledes på tingene, og som forstod, at tidspunktet var inde til at få dannet den første Fiskernes Fagforening i Esbjerg.

Interessant er det at læse i den første landingsprotokol for Fiskernes Fagforening, der startedes samme år som den store fiskeriudstilling holdtes i Esbjerg i 1932.

 

fiskerne1932

Foreningens første bestyrelse. Siddende fra venstre: Lundgård Nielsen, Arthur Hirtshals, E. Danielsen, formand og kasserer, Frederik Jørgensen, Chr. Knopper.

Stående fra venstre: Johs. Rønnest, Hans Hansen.

Under overskriften »Fiskernes organisation« siger protokollen: »Begyndelsen til fiskernes organisation i Esbjerg blev gjort af fisker Johannes Rønnest, idet han i juni 1931 begyndte at indtegne fiskerne. Ved videre at foretage henvendelse til følgende i fagforeningsbevægelsen interesserede mænd i Esbjerg, hjælpe-kassekasserer, rådmand Niels Jespersen, folketingsmand J. Bomholt, formanden for Arbejdsmændenes Fagforening P. Poulsen og redaktør Høyer-Nielsen (Vestjyllands Socialdemokrat), fik han disse til at henvende sig til Arbejdsdirektoratet, Dansk Arbejdsmandsforbund og Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse i København med anmodning om forhandling angående oprettelsen af en Fiskernes Arbejdsløshedskasse, eventuelt som en afde­ling under Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, og ligeledes at en Fiskernes Fagforening kunne optages som en afdeling un­der Dansk Arbejdsmandsforbund.

Tirsdag d. 8. marts 1932 kl. 20 afholdtes på »Vestjyllands Socialdemokrats« kontor et møde, som redaktør Høyer-Nielsen efter anmodning fra flere fiskere havde indkaldt til. I mødet deltog fiskerne Johs. Rønnest, V. Jensen, Arthur Hirtshals, Jens Andersen, samt formanden for Arbejdernes Fællesorganisation, cigarmager Rasmus Nielsen, formanden for Arbejdsmændenes Fagforening, Peter Poulsen, form. for Fiskernes Understøttelseskasse, hjælpekassekasserer Niels Jespersen og redaktør Høyer-Nielsen. Folketingsmand Julius Bomholt, der var indbudt, havde meldt forfald på grund af bortrejse. Man drøftede indgående spørgsmålet om oprettelse af en fagforening for partsfiskere, og det vedtoges at arbejde videre med sagen.

Onsdag den 6. april 1932 kl. 17.00, nyt møde samme sted. Tilstede foruden de foregående var folketingsmand Jul. Bomholt. P. Poulsen og Høyer-Nielsen redegjorde for forhandlinger ført henholdsvis med Arbejdsmændenes Fagforening og Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse og med fiskeri- og statsminister Th. Stauning. De fremkomne oplysninger toges til efterretning, og det vedtoges at arbejde videre med sagen og se at få et møde i stand med arbejdsløshedsdirektør Vater og en repræsentant for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse.

Det blev lovet, at en sådan forhandling ville kunne finde sted i Esbjerg snarest. Løftets opfyldelse trak imidlertid i langdrag, og for at sætte fart i sagen besluttede nogle af de indtegnede fiskere sig til at holde et møde og danne foreningen.

Det første forberedende møde blev afholdt i Strandskoven d. 25. maj 1932 kl. 16 af 15 medlemmer. Der blev nedsat et udvalg til at forhandle om den ønskede arbejdsløshedskasse m. m. og til at få et større indendørs møde i stand.

Udvalget bestod af Chr. M. Knopper, Peter Samsing, Frederik Jørgensen, Marinus Jensen og Johannes Henriksen. D. 8. juni 1932 kl. 19,30 blev der i Tivoli (Tennishallen) afholdt et møde, hvortil alle partsfiskere (lønfiskere) var indbudt - der fremmødte ca. 70 fiskere. Hjælpekassekasserer, rådmand Niels Jespersen og formanden for Arbejdsmændenes Fagforening P. Poulsen, var efter indbydelse tilstede og klarlagde for forsamlingen organisationens betydning og nødvendighed. Der optoges ca. 50 nye medlemmer, så antallet blev ca. 120.

En bestyrelse på 9 medlemmer blev valgt: C. M. Knopper, P. Samsing, Frederik Jørgensen, Johs. Rønnest, Lundgaard Nielsen, Vilhelm Nielsen, Johs. Henriksen, Christian Tversted og Vilh. Pedersen. Bestyrelsen konstituerede sig med C. M. Knopper som formand. På foranledning af bestyrelsen blev der lavet udkast til love for Fiskernes Fagforening, og disse blev trykt i et antal af 200 stykker og uddelt til medlemmerne.

Da 1932 for fiskeriet var et vanskeligt år økonomisk set, søgte man fra den nydannede fagforenings side at få arbejdsløse fiskere ind ved forskelligt arbejde på fiskeriudstillingen. Men resultatet var ikke det bedste. Bestyrelsen fik i slutningen af fiskeriudstillingen en artikel optaget i dagbladene omhandlende forøget hjemmeforbrug af fisk.

Statistikken viste i 1931 at gennemsnitsdanskeren brugte ca. 10 kg fisk årligt mod gennemsnitsenglænderens 20 kg.

Da der stadigvæk intet hørtes eller skete med hensyn til den lovede forhandling om arbejdsløshedskassen, besluttede bestyrelsen sig til på et møde d. 12. juli 1932 at henvende sig til ministeriet og arbejdsløshedsdirektoratet med anmodning om en forhandling angående en arbejdsløshedskasse for fiskere. Der blev også afsendt skrivelser en ugestid efter til hovedledelsen for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse og til Dansk Arbejdsmandsforbund i København med anmodning om optagelse som en afdeling under dem.

Bestyrelsen modtog omgående svar fra formanden for arbejdsløshedskassen om, at arbejdsdirektøren kraftigt var opfordret til snarlig forhandling om sagen. - Fra Dansk Arbejdsmandsforbund forelå intet svar.

Den 8. og d. 11. august indløb der svar fra henholdsvis arbejdsløshedsdirektoratet og socialministeriet med omtrent ligelydende svar, nemlig at en forhandling med repræsentanter for direktoratet og fra hovedledelsen for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse kunne tilstås og ville finde sted om en god månedstid i Esbjerg. - Bestyrelsen vedtog på et derefter afholdt møde med alle stemmer mod én at anmode fiskepakker Engelhardt Danielsen om at deltage i forhandlingerne og eventuelt lade sig opstille til formand for fagforeningen. Danielsen indvilgede.

Den 21. oktober 1932 kl. 14 på Paladshotellet i Esbjerg, godt tre måneder efter henvendelsen, fandt så den ønskede forhandling sted. Tilstede var arbejdsdirektør Vater, sammes kontorchef, Korsgaard, forretningsfører Vald. Petersen, Århus, (Dansk Arbejdsmandsforbund) som repræsentant for Arbejds­mændenes arbejdsløshedskasse, og fra Esbjerg borgmester Mortensen, hjælpekassekasserer, rådmand Niels Jespersen, formand for Arbejdsmændenes Fagforening P. Poulsen, fiskepakker E. Danielsen og fiskerne Johs. Rønnest, Arthur Hirtshals og Christian M. Knopper.

Arbejdsdirektøren var til at begynde med afvisende overfor kravene, idet han henviste fiskerne til understøttelseskassen, som kunne forvente et forøget tilskud (fra 45 % til 75 %), men han blev nok så medgørlig, da han blev klar over, at understøttelseskassen var en blandingskasse og ikke fuldtud lovlig, og ligeledes fik den rigtige forståelse af begrebet partsfisker og lønfisker. Valdemar Petersen kunne ikke love og ikke anbefale den ønskede indmeldelse i Dansk Arbejdsmandsforbund og Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, fordi fiskernes særinteresser ville vanskeliggøre samarbejdet. Direktør Vater foreslog en privat arbejdsløshedskasse med tilskud fra staten (ca. 70 %) og så ad åre, når fiskernes organisation var blevet bedre underbygget og overbygget (!), da at få kassen statsanerkendt. Det eneste der til sidst opnåedes var: - Arbejdsdirektør Vater ville (muligvis) anbefale et af Fiskernes Fagforening til Søfarts- og Fiskerimini­steriet og til Socialministeriet stilet andragende, men adresseret til arbejdsdirektoratet med anmodning om en privat arbejdsløshedskasse med forventet 70 % statstilskud. Mødet sluttede kl. 19.

Andragendet blev afsendt tre dage efter, dog ikke alene til arbejdsdirektoratet (hvor det kunne tænkes at få for mange liggedage), men også til socialministeriet, og en tredie genpart fik borgmester Mortensen og hjælpekassekasserer N. Jespersen med til København, for om muligt at opnå en forhandling med socialministeren og fiskeriministeren. De havde dog ikke held med sig på grund af valgtravlhed. En ugestid efter blev der, på be­styrelsens foranledning, skrevet til stats-, søfarts- og fiskeriminister Th. Stauning med anmodning om en samtale, når han d. 9. november, kom til byen i anledning af vælgermøde.

Ministeren svarede omgående, at den ønskede samtale kunne fås en tid på eftermiddagen før vælgermødet.

Ved dette møde, som fandt sted i kommunalbygningen i udvalgsværelset 2. sal fra kl. 16.30 til 17.30 eftermiddag deltog, foruden statsministeren, borgmester Mortensen, Niels Jespersen, folketingsmand J. Bomholt, E. Danielsen og fiskerne Johs. Rønnest og Christian M. Knopper.

Fiskepakker E. Danielsen var ordfører, han begrundede overfor ministeren, bistået af de øvrige deltagere, fiskernes ønske om en statsanerkendt arbejdsløshedskasse, men, hvis dette ikke kunne opnås i første omgang, så den af arbejdsdirektør Vater omtalte private arbejdsløshedskasse med forventet 70 % statstilskud; samtidig fik ministeren de to begreber partsfisker - lønfisker forklaret, hvilket han ikke havde været rigtig klar over før.

Ministeren lovede at tage sig af sagen, så godt han kunne, men udtalte, at der ikke før efter valget d. 16. november 1932 kunne ventes noget. Dog lovede statsministeren at tale med socialministeren om sagen allerede dagen efter.

På et bestyrelsesmøde d. 31.10. 1932 fik E. Danielsen bemyndigelse til at anskaffet de nødvendige bøger, papirer og mærker m. m. og til at leje kontorlokale. Samtidig blev det besluttet, at afholde et konstituerende møde, så snart det blæste, og de fleste af kutterne var i havn.

Den 24. november 1932 kl. 20 afholdtes der et konstituerende møde i logen, Norgesdage 23. Mødet bekendtgjordes med 2 gange indvarsling i »Vestjyllands Socialdemokrat« og med opsætning af 5 plakater på fiskerihavnen dagen før mødet.

Kun 32 af 189 medlemmer gav møde, og redaktør Høyer-Nielsen var tilstede efter indbydelse.

Der var opstillet følgende dagsorden: Punkt 1. Valg af dirigent.; Punk 2. Redegørelse af formanden.; Punk 3. Vedtagelse af love med ændringer.; Punk 4. Forslag til indskud og kontingent.; Punk 5. Forslag til løn for formand og kasserer.; Punk 6. Valg af formand, kasserer, bestyrelse, m. m.; Punk 7. Eventuelt. Som dirigent valgtes enstemmigt E. Danielsen. Formandens beretning godkendtes enstemmigt. Lovene vedtoges med alle stemmer mod een. Th. Petersen stemte imod.

Følgende lovændringer vedtoges:

§ 16: Forkortelse af tidsindvarsling til generalforsamlinger kan afgøres efter bestyrelsens skøn.

§ 23. Formand og kasserer forenes i een person.

§ 29. I stedet for formand og kasserer kan formand og et bestyrelsesmedlem hæve i banken indsatte penge.

Formandens forslag om halvanden krone i indskud og 50 øre pr. uge i kontingent (ens for ugifte og gifte) vedtoges enstemmigt.

Løn til formand - kasserer (een person) kr. 70.00 pr. uge, vedtoges med alle stemmer mod 2.

Til formandsposten blev følgende tre foreslået: Engelhardt Danielsen, Johannes Rønnest og Th. Petersen. Th. Petersen nægtede at tage mod valg. E. Danielsen valgtes med 26 stemmer. Johs. Rønnest fik 3 st. 2 stemmer var blanke. Afstemningen var skriftlig.

Følgende bestyrelsesmedlemmer og revisorer med suppleanter blev enstemmigt valgt: Christian M. Knopper, Johs. Rønnest, Arthur Hirtshals, Hans Hansen, Frederik Jørgensen, Lundgaard Nielsen. Suppleanter: Carl Olsen, Wilhelm Petersen. Revisorer: Christian Nielsen, Christian Tværsted. Revisorsuppleant: Harald Hertz.

Det vedtoges, at den forventede arbejdsløshedskasse skulle være obligatorisk for medlemmerne. Formanden bemyndigedes til at leje kontorlokale á kr. 30.00 pr. måned hos fiskeeksportør Bernhard Jensen. Det ville blive bekendtgjort ved opslag på auktionshallen, når medlemmerne kunne afhente deres medlemsbøger på fagforeningskontoret. Det oplystes, at generalforsamling ville blive afholdt engang i januar måned 1933.

Til slut holdt redaktør Høyer-Nielsen en tale for fagforeningen og udbragte med forsamlingen et trefoldigt leve for Fiskernes Fagforening. Mødet sluttede kl. 22.30.

Fiskernes Fagforenings kontor på Ny Fiskerihavn åbnedes efter at formanden var hjemkommen fra København, hvor der var ført forhandlinger lørdag d. 3. december i Arbejdsdirektoratet sammen med Arbejdsdirektøren, formanden for Fiskernes Fagforening i Esbjerg, formanden for Fiskernes Understøttelsesforening Axel Henriksen, Tappernøje, og samme forenings forretningsfører Jensen, kontorchef Korsgaard og fuldmægtig Christensen. Der forhandledes om oprettelsen af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse, og man enedes om hjemme i Esbjerg at drøfte betingelserne og forholdene vedrørende arbejdsløshedskassen, og så samles i Arbejdsdirektoratet omkring midten af januar for at søge opnået et resultat.

Møde i arbejdsdirektoratet i København mandag d. 23. januar 1933, indkaldt af arbejdsdirektøren. Tilstede var Arbejdsdirektøren, kontorchef Korsgaard, fuldmægtig Christensen, og for Fiskernes Fagforening i Esbjerg, formanden, samt formanden for Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg P. Poulsen, og formanden for Fiskernes Understøttelseskasses afdeling i Esbjerg Niels Jespersen.

Der forhandledes om de af arbejdsdirektøren stillede spørgsmål fra kl. 16.15 til kl. 18,15, hvorefter forhandlingerne videreførtes tirsdag d. 24. januar 1933 kl. 13, dog efter at man først ved Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasses kontor havde fået suppleret svarene til arbejdsdirektøren. Arbejdsdirektøren havde som sidste betingelse, stillet forlangende om, at man skulle tage sig, fra Esbjerg fagforeningens side, at organisere fiskerne i Skagen og Frederikshavn, hvad repræsentanten ikke mente at kunne påtage sig da man fandt forlangendet urimeligt, og man skiltes. Lørdag d. 28. januar 1933 indløb svar fra Arbejdsdirektøren, og som yderligere betingelse satte Arbejdsdirektøren, at man måtte stille økonomisk garanti, et forlangende, som direktøren ellers var gået fra ved tidligere møde.

Bestyrelsesmøde på kontoret mandag d. 30. januar 1933. Tilstede var formanden, E. Danielsen, Johs. Rønnest, Chr. M. Knopper, Fr. Jørgensen og Lundgaard Nielsen.

Der drøftedes skrivelse fra Arbejdsdirektøren, og det vedtoges at arbejde videre med sagen i samråd med formanden for Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg, P. Poulsen, Niels Jespersen og borgmesteren.

Endvidere vedtoges en henvendelse til folketingsmand Bomholt angående Ulykkesforsikringsloven, da Bomholt var formand for samme lovudvalg.

Generalforsamling vedtoges afholdt tirsdag d. 31. januar 1933 kl. 20 i Halle Restaurationen med dagsorden ifølge lovene.

Fiskernes Fagforening afholdt generalforsamling tirsdag d. 31. januar 1933 i Halle Restaurationen med følgende dagsorden:

Punkt 1. Valg af ordstyrer. Punkt 2. Formanden: Protokol og beretning.; Punkt 3. Regnskabet.; Punkt 4. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer. På omvalg var Knopper, Rønnest og H. Hansen.; Punkt 4 b. 2 suppleanter. - c. 1 revisor - d. 1 revisorsuppleant. Punkt 5 Lovændringers vedtagelse.; Punkt 6. Eventuelt.

Formanden bød velkommen til alle, særlig til formand P. Poulsen fra Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg. Til dirigent valgtes J. Chr. Nielsen.

Formanden oplæste protokollen og aflagde beretning, idet han dvælede vod arbejdet mod foreningens faglige opbygning, og redegjorde for arbejdet med at få gennemført en statsanerkendt arbejdsløshedskasse, og mindede herunder om forhandlingerne ved arbejdsdirektør Vater.

Formanden redegjorde overfor forsamlingen med særlig henblik på en af H. Aarestrup rejst kritik af formandens løn. Han oplyste herunder, at der i tidsrummet fra foreningens start og indtil dato ikke var udbetalt een øre til lønning, idet formanden havde tilbudt foreløbig at arbejde hver eftermiddag på kontoret uden betaling. Dog skulle lønnen for december måned klares, når de økonomiske forhold bedredes. På en forespørgsel meddelte formanden, at der var arbejde igang for at søge dannet lignende organisationer som denne i Skagen og Frederikshavn. Protokol og beretning godkendtes enstemmigt. Regnskabet oplæstes og godkendtes enstemmigt.

De afgående bestyrelsesmedlemmer Knopper, Rønnest og H. Hansen genvalgtes. Bestyrelsen består herefter af formanden, E. Danielsen, Chr. Knopper, Johs. Rønnest, H. Hansen, Fr. Jørgensen, Lundgaard Nielsen og Wilh. Petersen.

Valg af to suppleanter: Johs. Henriksen og S. Chr. Axelsen valgtes enstemmigt. Valg af en revisor: På omvalg J. Chr. Nielsen, der genvalgtes. Valg af en revisorsuppleant: Johan Jensen valgtes enstemmigt.

Lovændringernes vedtagelse var enstemmig, og er hermed gyldige ifølge foreningens love.

Under eventuelt omtalte formanden for Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg, P. Poulsen, det arbejde og de forhandlinger, særlig med arbejdsdirektør Vater, som Poulsen på arbejdsmændenes vegne havde deltaget i, og udtalte sin tro på, at det ville lykkes inden længe at få gennemført en for danske fiskere virkende statsanerkendt arbejdsløshedskasse. Han udtalte herunder, at der for tiden var to veje frem, enten at søge skabt en landsorganisation for fiskere eller at søge tilknytning til Dansk Arbejdsmandsforbund. Den sidste tanke havde P. Poulsen gjort et arbejde for at få gennemført, men hidtil uden resultat. Fiskernes Fagforenings formand bragte på foreningens vegne P. Poulsen en tak for den udmærkede hjælp, der af P. Poulsen var ydet indtil nu.

Til slut oplystes for forsamlingen, at arbejdsdirektøren kunne gå med til at foreningens medlemmer i det første karensår kunne stå som nydende medlemmer af Fiskernes Understøttelsesforening. Dirigenten sluttede hermed generalforsamlingen, hvis forløb havde vist udmærket interesse for foreningens arbejde.

Bestyrelsesmøde på kontoret torsdag d. 2. februar 1933. Tilstede var Chr. Knopper, J. Rønnest, Fr. Jørgensen, Lundgaard Nielsen, Johs. Henriksen og formanden. Formanden oplæste protokollen med referat fra sidste generalforsamling, ligeledes en skrivelse fra i dag fra arbejdsdirektøren angående arbejdsløshedskassen. Bestyrelsen vedtog af praktiske hensyn at sammenlægge posterne som næstformand og sekretær. Ved afstemning valgtes til at beklæde posten som næstformand og sekretær Chr. Knopper. (Knopper 3 stemmer, Rønnest 2). Bestyrelsen vedtog at yde formanden et vederlag på 25 kr. for arbejdet i februar måned. Der nedsattes et udvalg på 3 mand af bestyrelsens midte til at forhandle med vedkommende autoriteter angående spørgsmålene krisehjælp og arbejdsløshedskasse samt ulykkesforsikring og eventuelt andre spørgsmål af interesse for foreningen. Ved afstemningen valgtes til udvalget formanden, Chr. Knopper og Johs. Rønnest. Suppleant Johs. Henriksen.

Forhandlingsmøde afholdtes lørdag d. 4. februar 1933 på Socialdemokratens kontor i Kongensgade angående spørgsmålet om tilslutning til Dansk Arbejdsmandsforbund eller videre arbejde for start af en selvstændig organisation som Fiskernes Landsforbund.

Tilstede var redaktør Høyer-Nielsen, formand P. Poulsen, kasserer Niels Jespersen samt folketingsmand Bomholt og fra Fiskernes Fagforening formanden, Chr. Knopper og Johs. Rønnest. Man gennemgik og drøftede korrespondancen med arbejdsdirektør Vater og enedes til slut om som den bedste udvej at søge genoptaget forhandlinger med Dansk Arbejdsmandsforbund om en eventuel tilslutning hertil.

Formand P. Poulsen, Esbjerg, medlem af Dansk Arbejdsmandsforbunds hovedbestyrelse, skulle efter generalforsamlingen i Esbjerg mandag d. 6. februar rejse til København, og ville da i København forelægge for hovedbestyrelsen vort ønske om tilslutning til Dansk Arbejdsmandsforbund, og, såfremt forhandlingerne bragte et gunstigt resultat, ville der gennem Niels Jespersen blive tilkaldt f. eks. to repræsentanter for Fiskernes Fagforening til at medvirke ved eventuelt afsluttende forhandlinger.

Onsdag d. 8. februar 1933 samledes i København på Dansk Arbejdsmandsforbunds kontor i Nørre Søgade 29, formanden for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse i Danmark Johannes Nielsen, formand P. Poulsen, kasserer N. Jespersen og formand E. Danielsen, de sidste tre fra Esbjerg, for at forhandle om spørgsmålet Fiskernes Fagforening med statsanerkendt arbejdsløshedskasse. På grund af sygdom var hovedbestyrelsesmedlem Vald. Petersen fraværende.

Efter forhandlingen enedes man om, at Dansk Arbejdsmandsforbund gik igang med at ordne spørgsmålet således, at Fiskernes Fagforening blev en selvstændig afdeling under Dansk Arbejdsmandsforbund.

Forbundets formand for arbejdsløshedskassen Johannes Nielsen ville så bringe spørgsmålet frem i forretningsudvalget, hvorefter vi skulle høre nærmere.

Fra ledelsens side vedtog man at arbejde hen til, at der fra fagforeningskontoret kunne udleveres skemaer til vinterhjælp samt ret til at udbetale pengene. Efter forhandlinger med borgmesteren, formanden og kassereren for hjælpekassen overlodes det til Fiskernes Fagforening at ordne vinter hjælpen til foreningens medlemmer.

Bestyrelsesmøde på kontoret mandag d. 6. marts 1933, hvor man drøftede en fra bestyrelsens side fremsat opfattelse: at man ventede, at der fra socialministeriets og fiskeriministeriets side ville blive taget hensyn til vort organisationsarbejde, når der muligvis skulle etableres krisehjælp til partsfiskere. Det vedtoges at henlede ministeriernes opmærksomhed på dette forhold.

I anledning af en d. 7. marts fra arbejdsdirektøren modtagen skrivelse angående forskellige til direktoratet indgåede forespørgsler om krisehjælp til fiskere og spørgsmål om forhandlingerne vedrørende fagforeningens arbejdsløshedskasse, søgte man ved P. Poulsens og Niels Jespersens hjælp at komme i forbindelse med formand Johs. Nielsen fra Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, hvilket også lykkedes, og svaret fra Johs. Nielsen tydede på, at arbejdet for at bruge organisationen i endelig stand skred fremad. Ligeledes meddeltes det af Johs. Nielsen, at formanden for Dansk Arbejdsmandsforbund Axel Olsen ville kunne forvente til Esbjerg i ugens løb for at forhandle om spørgsmålene vor organisation og arbejdsløshedskasse vedrørende.

Eftersom en faglig organisation uden statsanerkendt arbejdløshedskasse ikke er idealet, så man med spændt forventning hen til den dag, da arbejdet ville lykkes med at skaffe Fiskernes Fagforening i Esbjerg ordnede forhold vedrørende problemet arbejdsløshedskasse.

Efter mange og lange rejser og forhandlinger sås der endelig forude et lyspunkt, da der ingen tvivl var om, at hvis Dansk Arbejdsmandsforbund gik ind for sagen, så ville resultatet blive det helt rigtige. I Fiskernes Fagforening i Esbjerg ventede man på den store dag, da samtlige organisationsmæssige problemer var klaret. Og dagen kom. På bestyrelsesmøde d. 16. marts 1933 forelå en skrivelse fra Dansk Arbejdsmandsforbunds arbejdsløshedskasse, hvorefter forretningsudvalget havde godkendt optagelse af Fiskernes Fagforening som én selvstændig afdeling under Dansk Arbejdsmandsforbund. Den endelige godkendelse kan forventes foretaget på hovedbestyrelsesmødet den 24. denne måned - Skrivelsens modtagelse godkendtes. Samtidig blev det vedtaget, at yde formanden 25 kr. for marts måned.

Den 24. marts 1933 kl. 20 i logesalen, Norgesgade 23, havde bestyrelsen, suppleret med forhandlingsudvalget, et møde med formand P. Poulsen og kasserer Carl Madsen fra Arbejdsmændenes Fagforening i Esbjerg.

Emne: Arbejdsløse fiskeres kontrol. Forhandlingen resulterede i, at Fiskernes Fagforening selv kan udøve kontrol med arbejdsløse fiskere. Og kontrollen skal herefter foregå på Fiskernes Fagforenings kontor fra kl. 14-15 med udbetaling samme sted.

Som man ser, gik det fremad. Et særligt lyspunkt var den tillid, der fra forskellige sider udvistes overfor Fiskernes Fagforening. Tilsyneladende var modstanden nu brudt, den værste tid ovre, og bestyrelsen bekræftede det gamle ord om, at al begyndelse er svær.

I protokollen står følgende om Fiskernes Fagforenings optagelse i Dansk Arbejdsmandsforbud: »Fiskernes Fagforening i Esbjerg modtog skrivelser dateret d. 3. april 1933 fra Dansk Arbejdsmandsforbund og Dansk Arbejdsmandforbunds Arbejdsløshedskasse med den endelige godkendelse af Fiskernes Fagforenings optagelse som en selvstændig afdeling«. C. M. Knopper, sekretær.-

Endelig var målet nået, nu kunne arbejdet med at organisere partsfiskerne for alvor begynde. Men arbejdet gik endnu langsomt, selvom det omsider gik op for mange partsfiskere, at det var bedre at være i en organisation med en statsanerkendt arbejdsløshedskasse, så man i vintertiden ikke, som tilfældet var for fleres vedkommende, var nødt til at låne sig frem.

D. 6 maj 1933 vedtog bestyrelsen som følge af det forøgede arbejde på kontoret at antage J. Chr. Nielsen som medhjælper på kontoret. Lønnen fastsattes til 25 kr. pr. uge til formanden, ligeså til medhjælperen.

På den ordinære generalforsamling d. 22. juli 1933 meddelte formanden, E. Danielsen, at han ikke kunne modtage genvalg. Danielsens arbejdsplads var auktionshallen, hvor han var tillidsmand. Som Danielsens afløser til formandsposten valgtes enstemmigt Theodor Petersen.

I januar 1934 var der 110 betalende medlemmer. Selv om det var mindre, end da fagforeningen startedes, var det nu en fast kerne, der helt gik ind for fagforeningens opbygning. Man mærkede naturligvis også, at en del endnu troede på understøttelseskassen, men eftersom årene er gået, er der med det stadigt stigende medlemstal enighed om, at Fiskernes Fagforening i Esbjerg har sin berettigelse, ikke alene økonomisk og faglig, men også socialt og kulturelt.

I marts 1934 var man nået til at gå igang med bygning af et kontor, da det hidtidige kontor, et meget lille, lejet lokale hos fiskeeksportør Bernhardt Jensen, ikke mere slog til. Det nye kontor blev taget i brug d. 2. maj 1934. Opførelsessummen var 2.200 kr. Kontorinventarets værdi var 100 kr., og det blev skænket af skibsprovianteringshandler Anton Christensen.

Ved dette første kontors opførelse mødte fagforeningen kærkommen velvilje bl.a. fra borgmester Mortensen, Niels Jespersen og folketingsmand Julius Bomholt.

I august 1934 meddeltes i en skrivelse fra socialministeriet bl.a.: Fra d. 1. april 1935 kan lønfiskere ikke længere stå i »Fiskernes Understøttelseskasse«. Også en lille sejr for Fiskernes Fagforening.

På en generalforsamling i oktober 1934 udtalte en rederiskipper sin tvivl over foreningens betydning. Han blev senere næstformand og fik et andet syn på tingene.

På generalforsamlingen d. 21. april 1936 oplystes at medlemstallet var 191 og kassebeholdningen på 2396.73 kr.

I juli 1936 var man nået til at kunne sætte formandens løn op til 1500 kr. årlig.

I april 1938 var medlemstallet vokset til 230 medlemmer. I oktober samme år blev formandens løn sat til 45 kr. ugentlig, og ved generalforsamlingen var fagforeningen vært ved kaffebord.

Faneindvielse foretoges d. 29. november 1938.

Fagforeningen afholdt et forhandlingsmøde på Hotel Spangsberg d. 14. januar 39. Mødets hensigt var forhandling med fiskeskipperne om forskellige problemer vedrørende fiskeriets økonomiske problemer.

Af protokollen fremgår at en fartøjsejer mente, at fagforeningen var overflødig, og iøvrigt modsatte han sig samarbejdsud­valg. Ligeledes mente en af modparten, at når kokkene løb fra proviantregninger, måtte det muligvis være fagforeningens pligt at betale.

Man forstår efter sådan et møde vanskelighederne ved at dele sol og vind lige.

D 3. november 1940 var medlemstallet 296.

D. 27. maj 1942. Den tyske besættelse skabte utrygge forhold for fiskeriet. 338 medlemmer.

D. 28. april 1943 var medlemstallet 414. Deraf var 32 medlemmer i England.

I december 1945 afgik Theodor Petersen som formand, og afløstes af Jørgen Andersen, der siden har været indehaver af formandsposten.

D. 20. april 1946 var der i fagforeningen 494 medlemmer. Kassebeholdningen pr. 1. april 46 22.557.24 kr.

Trods en genopstået understøttelseskasse og forsøg på at starte en ny forening for partsfiskere, voksede Fiskernes Fagforening støt. Fra 1. juli 1945 var sygekassen en kendsgerning, og d. 16. november 1946 var medlemstallet på 514, og fagforeningen støttede Fiskerihøjskolen med en gave på 300 kr.

D. 28. april 1947 afgik kasserer gennem mange år J. Chr. Nielsen ved døden. Nielsen havde fra det første lille kontor åbnedes været en trofast medhjælp og agitator.

D. 15. november 1947 siger protokollen streng isvinter, stor arbejdsløshed, udbetaling sidste regnskabsår 289.182.70 kr.. Bank- og kassebeholdningen var vokset til 25.222.89 kr., og medlemsantallet var på 566 medlemmer.

D. 15. maj 1948 udnævntes Johannes Rønnest til æresmedlem. Initiativet til Fiskernes Fagforening blev henført til J. Rønnest. Formand Jørgen Andersen var i Skagen for at medvirke til derværende oprettelse af fagforening. Og nu var købet af en byggegrund til nyt kontor på dagsordenen. Formuen var nu 31.693.29 kr. - medlemsantallet 702.

Fra d. 1. maj 1950 enedes man om en kontingentforhøjelse. Beløbet hensattes til en byggefond.

Allerede i april 1951 var byggefonden vokset til 8102.97 kr. og bank- og kassebeholdning var på 45.186.39 kr.. I tiden fra d. 1. juli 1946 til d. 9. maj 1953 havde foreningens sygekasse udbetalt 30.100 kr., til enker 1140 kr.

Nye emblemer toges i brug i 1953.

Mange problemer har Fiskernes Fagforening i Esbjerg haft at tumle med, opgaver er løste og meget er nået. I jubilæumsåret er medlemstallet ca. 1000, men stadig er der noget for foreningen at gøre, i varetagelsen af medlemmernes interesser, også de gamle medlemmers interesser, f. eks. udflugter. Foreningen har vokset sig stor og stærk. De seje kampår har ikke været forgæves. I dag er Fiskernes Fagforening i Esbjerg en realitet, den første i landet, nu efterfulgt af flere rundt i danske fiskerihavne.

 

Kedel- og Maskinpassernes Fagforening i Esbjerg

 

Kedel- og maskinpasseren var et barn af den industrielle udvikling. Kedel- og maskinpasserens stamfar var den sorte, svedende fyrbøder, der skovlede kul ind under de første og primitive dampkedler. Tidligere stillede man ikke særlig store krav om fagkundskab til kedel- og maskinpassere, men efterhånden som teknikken udviklede sig, var det nødvendigt at gennemføre en særlig kedellov, der krævede, at kedelpasserne skulle gennemgå en uddannelse for at kunne erhverve sig det lovbestemte certifikat. Uddannelsen skabte dog ikke bedre vilkår for kedel- og maskinpassere, og arbejdstiden var meget lang og lønnen lav, og del var derfor naturligt, at kedel- og maskinpassere ligesom andre arbejdere på den tid oprettede en fagforening for at varetage deres berettigede interesser og gennem sammenhold sikre sig rimelige løn- og arbejdsvilkår. Dengang var lønnen på 14 kr. om ugen for kedelpassere i Esbjerg.

Begyndelsen til Kedel- og Maskinpassernes Fagforening i Esbjerg blev gjort d. 15. august 1897. 21 kedel- og maskinpassere deltog i det forberedende møde, hvor man drøftede mulighederne for at oprette fagforeningen. Tanken vandt tilslutning, og der blev nedsat et udvalg til at udarbejde et udkast til love og indkalde til den stiftende generalforsamling, der holdtes d. 5 september 1897. Fagforeningens første formand var Jacob Jacobsen.

Der var opgaver nok for den nystiftede fagforening. De fleste steder arbejdede man 12 timer om dagen for en alt for ringe løn. Kedel- og maskinpasserne måtte derforuden udføre forskelligt reparationsarbejde, der ikke gjorde arbejdsdagen mindre. For at skaffe bedre løn- og arbejdsvilkår var det nødvendigt, at faget blev organiseret til bunds. Der blev nedsat et agitationsudvalg, men det var på den tid vanskeligt at vinde gehør for fagforeningstanken, fordi mange kedel- og maskinpassere mente, at de hver for sig kunne klare sig uden en fagforenings bistand. Det lykkedes dog fagforeningen efterhånden at opnå forskellige forbedringer i løn- og arbejdsvilkår, og det fik lidt efter lidt de modvillige til at forstå, fagforeningens betydning, og at man kun ved sammenhold kunne skabe resultater for den enkelte.

Pengene var små dengang, og kontingentet udgjorde da også kun 30 øre om måneden pr. medlem. Fagforeningens første kvartalsregnskab balancerede med 34 kr., og da fagforeningen så dagens lys, talte den 21 medlemmer. Man startede straks en understøttelseskasse. Det vedtoges endvidere at oparbejde en reservefond på 100 kr., der kun måtte anvendes under ekstraordinære forhold efter beslutning af generalforsamlingen. Under strejker og lockouter kunne der pålignes medlemmerne et ekstrakontingent, dog ikke over 25 øre om ugen

Ser man de gamle lønstatistikker fra 1902 viser det sig, at der i Esbjerg på 12 virksomheder kun blev betalt 20 kr. pr. uge for 60 timers arbejde. Om der betaltes ekstra for opfyring og lukning oplyser statistikken ikke. Der skulle spares for at få det hele til at løbe rundt selvom fagforeningskontingentet var lille.

Kedel- og Maskinpassernes Fagforening i Esbjerg var med i Arbejdernes Fællesorganisation og Socialdemokratiet lige fra starten. Noget senere blev den indmeldt i Dansk Kedel- om Maskinpasserforbund. Konflikter har der ikke været mange af gennem de første 60 år. Ved forhandlinger er det lykkedes at gennemføre betydelig forbedringer for fagets udøvere, først gennem lokale og senere gennem landsomspændende overenskomst. Der er også sket en betydelig teknisk udvikling indenfor faget, hvorved det strengere arbejde ved kedlerne blev stærkt reduceret, men det har tillige skærpet kravene til kedel- og maskinpassernes faglige duelighed og ansvar, fordi kedlernes og maskinernes kapacitet stadig blev større. I december måned 1912 indgik Dansk Kedel- og Maskinpasserforbund overenskomst med Esbjerg Bryghus . Ugelønnen forhøjedes med 1 kr. til 27 kr. og betalingen for overarbejde forhøjedes med 5 øre til 65 øre i timen. Overenskomsternes tidligere bestemmelser om ferie, hjælp i sygdomstilfælde m. m. bibeholdtes, gældende fra d. 1. januar 1913 til d. 1. oktober 1916.

Ved 60 års jubilæet d. 5 september 1957 havde Kedel- og Maskinpassernes Fagforening i Esbjerg 99 medlemmer. Bestyrelsen bestod foruden formanden, Magnus Nielsen, af næstformanden Arthur Jensen, kassereren Johan Mathiesen, sekretæren Elmer Honore, Math. Jensen, Frits Christensen og Johan Frikke. En af fagforeningens medstiftere, I. S. Jensen, var stadig levende og deltog i jubilæumsfesten på Paladshotellet, hvor fagforeningen vil hylde de gamle pionerer, der modigt og trofast holdt fanen højt i de første vanskelige brydningsår. Sigfred Jessen fra Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg overbragte hilsener fra de øvrige fagforeninger i Esbjerg på jubilæumsfesten.

Den første formand for Kedel- og Maskinpassernes Fagforening i Esbjerg var Jacob Jacobsen, der bestred posten til 1901. Derefter fulgte H. Christiansen fra 1901 til 1902; A. Larsen fra 1902 til 1903; Kristensen fra 1903 til 1904; I. S. Jensen fra 1904 til 1905, Jens Christensen fra 1905 til 1906 og fra 1922 til 1923, J. C. Nielsen fra 1906 til 1909, J. Jensen fra 1909 til 1917, Martin Jensen fra 1917 til Martin Ebsen fra 1921 til H. C. Lauritsen fra 1922 til 1929, Carl Jensen fra 1929 til 1932, Johs. Nielsen fra 1929 til han døde i 1947, og sidenhen har den nuværende formand i 1957, Magnus Nielsen, bestridt formandsposten, ef­ter at han i 10 år havde virket som kasserer. Senere indgik fagforeningen i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund.

 

Elektrikernes Fagforening i Esbjerg

 

Elektrikernes Fagforening i Esbjerg blev oprettet d. 7. november 1907; d. 16. juli 1907 eller d. 7. december 1907. Der lidt forskellige datoer, fordi der forinden etableringen fandtes en kreds, kaldet: Klubben for Elektrikere i Esbjerg og Omegn, der havde afholdt et møde d. 16. november 1907 hos Mads Buch, der ejede et gæstgiveri i Skolegade. Elektrikernes Fagforening i Esbjerg valgte Wilhelm Müller som formand og Rasmus Skonning som kasserer, og sammenslutningen blev optaget som afdeling 5 i Dansk Elektrikerforbund, der var blevet oprettet d. 1. januar 1904. Elektriciteten havde jo også vanskeligheder med at etablere sig i provinsen, fordi elektricitet var omkostningskrævende, og man byggede jo ikke el-værker, uden at man først havde et tilsagn fra en kreds af virksomhedsejere, der kunne aftage strømforsyningen, og som derefter kunne etablere elektriske maskiner i deres værksteder, dengang man kun brugte jævnstrøm. Esbjerg kommunalbestyrelse besluttede så at bygge et elektricitetsværk med dieselmotorer og generator på hjørnet af Kirkegade/H. C. Ørsteds Gade (Diesel­centralen), der kom i drift d. 29 november 1907. Man skulle jo væk fra petroleumslamper og gasbelysning, og elektrisk gadebelysning var også et mål. Tidligere havde Jens Peter Jensen (Tusindkunstneren) i Esbjerg i 1893 forsøgt sig med elektriske gadelygter i Esbjerg, ligesom han arbejdede med radioapparater i Havnegade 37, og der var iøvrigt ganske få elektrikere i Esbjerg op til året 1907. Elektrikernes Fagforening i Esbjerg, Afdeling 5s’, første priskurant (overenskomst) med arbejdsgiverne trådte i kraft d. 1. februar 1908 og var gældende til d. 1. april 1909, og var tiltrådt af elektrikerne, Wilhelm Müller, H. P. Larsen og R. M. Skonning. I 1908 blev der dog valgt ny formand i fagforeningen, Th. Thomsen og ny kasserer, P. Fischer; men da Thomsen hurtigt blev formand på el-værket, blev der valgt ny formand i februar 1909: luftledningsmontør Carl Christiansen. I efteråret 1910 indgik nogle murermestre i Esbjerg aftale med Kristeligt Dansk Fællesforbund om opførelsen af nogle bygninger i Esbjerg, der medførte hjælp fra uorganiserede arbejdere. Byggepladserne blev blokeret, og elektrikerne nægtede at udføre arbejde på bygningerne. En kendelse i Voldgiftsretten d. 30. november 1910 fastslog, at det ikke var overenskomststridigt, at nægte at udføre arbejde hos folk, der benyttede sig af »skruebrækkere«; og denne første arbejdskamp fra elektrikere endte med en sejr, således at murermestrene fremover måtte benytte organiserede arbejdere i Esbjerg, såfremt de ville have elektrisk lys. En anden uoverensstemmelse i 1910 skete for 16 af fagforeningens medlemmer, der var ansat ved el-værket og som arbejdede for byens installatører. De havde faktisk en aftale/overenskomst med el-værket om, at lønnen skulle fastsættes i overensstemmelse med den betaling, der kunne opnås hos Installatørforeningen. Men installatørerne nægtede at betale løn efter Installatørforeningens overenskomst, og der blev kaldt til strejke, og installatørerne måtte give sig til sidst. I april 1911 overtog Rasmus M. Skonning formandsposten og F. Oxbøll blev kasserer, og det skete i en periode hvor der var arbejdskampe med lockout fra d. 28. februar til den 17. maj, hvor Elektrikernes Forbund tiltrådte en ny overenskomst der gjaldt i 5 år og som først udløb d. 1. februar 1916 med en timeløn på 50 øre. Afdelingen havde dog kun 10 medlemmer i 1911. Hovedbestyrelsen på elektrikernes 3 kongressen måtte gå af og Esbjergs tidligere formand Carl Christiansen blev valgt til hovedbestyrelsen, og i 1912 blev A. Jensen formand i Esbjerg Afdeling, som i maj 1913 blev afløst af Chr. Olsen som formand. Elpriserne var i 1914 i Esbjerg på 33 øre pr. kWh og i 1918 på 90 øre, og antallet af forbrugere steg fra 1914 fra 3.142 til 5.000 i 1918. I april 1919 overtog R. Bonich formandsstolen i Dansk Elektrikerforbund i Esbjerg, men i oktober 1919 blev H. Weiss Tønder formand. Esbjerg Afdeling havde i efteråret 1932 61 medlemmer, hvoraf de 27 var arbejdsløse, og i 1933 lejede afdelingen et lokale af købmand Birkedahl i Torvegade 62. Elektrikerne i Esbjerg indviede deres fane i 1934.

 

Skræddersvendenes Fagforening i Esbjerg

 

Skræddersvendenes Fagforening i Esbjerg blev stiftet d. 13 oktober 1890. J. Pedersen blev formand; M. Andersen, kasserer; P. Nielsen, næstformand; S. Sørensen, sekretær; bestyrelsesmedlemmer blev S. Matisen og M. Pedersen, og der blev valgt 5 revisorer. D. 20 oktober blev der igen holdt møde, og lovene blev godkendt. Allerede d. 9 november blev afholdt nyt møde, hvor Th. Pedersen blev valgt til formand (tidl. revisor), og F. Grandt blev ”repræsentant”; (også tidl. revisor), (valg af ”repræsentant” er muligvis udtryk for valg til Arbejdernes Fællesorganisation); og d. 10. november blev uddelt medlemskort. Efter et par møder, blev der valgt ny formand d. 10 marts 1891, da Th. Pedersen var bortrejst. Den nye formand blev A.V. Peddersen. I august blev valgt ny revisor N. Meinertz, og valgt til ”repræsentant” blev N. Pedersen. D. 21 juni 1892 valgtes ny formand: A. Andersen, og d. 15 juli blev det besluttet at skaffe foreningen en fane. Den gamle kasserer er udtrådt af foreningen. D. 7. oktober 1892 skulle der vælges ny formand, næstformand og kasserer. Formand blev C. Sørensen, næstformand S. Schlie; kasserer A. Andersen; ”repræsentant” blev N. Petersen og revisor N. Meinertz. I slutningen af året blev S. Matisen (nr.1) udstødt af foreningen.

D. 4 januar 1893 blev regnskabet godkendt, og d. 16. januar var der møde om et fremtidigt maskebal, og som billettør og dørvagt valgtes A. Andersen og Mortensen. En balkomite blev nedsat, og voksne tilskuere skulle betale 25 øre og børn 15 øre. Den bedste herre – og damemaskeradedragt ville få en præmie. Såfremt et medlem udeblev fra et møde uden afbud, skulle det koste 25 øre i mulkt, og 10 øre hvis man kom for sent til et møde. Kontingentet opkræves to gange om måneden, og hvis man er i restance koster det 10 øre i bøde. Bestyrelsen valgte B. Berthelsen som repræsentant til Social-Demokraten. D. 29 maj 1893 havde foreningen debat om man skulle holde bladet ”Arbejderen” eller støtte bladet ”Pioneren”, som skulle udgå fra Esbjerg, og omfatte Ribe og Varde, eller støtte en valgfond til socialdemokratiske kandidater i kredsen. Forslag vedrørende ”Arbejderen” blev forkastet og støtten til ”Pioneren”, mente man var en privat sag, medens forslaget om valgfond blev enstemmigt vedtaget. Det blev også vedtaget, at hvis mestrene ikke ville give fagforeningen ret til at udfolde deres fagmærke til den kommende håndværkerfest d. 25 eller 28 juni, skulle ingen fra fagforeningen deltage i håndværkerfesten. På generalforsamlingen d. 30. april 1894 valgtes Th. Pedersen; næstformand P. Larsen; kasserer S. Schlie; revisorer B. Bertelsen og Frederiksen, og ”repræsentant” blev B. Bertelsen, da A. Andersen var blevet mester. Senere på året blev P. Petersen valgt som fanebærer (sekretær var H. C. Mortensen). D. 3 oktober 1894 blev det bestemt at fagforeningen igen afholdt sin stiftelsesfest i Håndværkerforeningens Pavillon. Ved mødet d. 16 oktober 1894 vedtog man enstemmigt en lønforhøjelse via en priskurant fra fagforeningen, og d. 26 oktober vedtog en majoritet, at forkaste den priskurant der var fremsendt fra mestrene, og strejken forsatte. D. 29 oktober mødtes man med mestrene og nåede til enighed om en priskurant, og arbejdet blev genoptaget

 

Tricotagearbejdernes Fagforening i Esbjerg

 

8 timers dagen

Arbejdsmand Marcus Stockholm førte 8 timers ban­neret i 1914. Her ses han sammen med 4 kvindelige bestyrelsesmedlemmer fra Trikotagearbejdernes Fagforening.

Den egentlige årsag til fagforeningens oprettelse var en strejke på »Dansk Jersey og Normalfabrik«. Esbjerg Avis beretter d. 24 januar 1898, at der i aftes afholdtes stiftelsesfest i "Arbejdernes Forsamlingsbygning” for den første kvindelige fagforening i Esbjerg. Det var de kvindelige arbejdere på Dansk Jersey & Normalfabrik, der nu har sluttet sig sammen. Typograf I. Christensen åbnede mødet og gav først ordet til Formanden for de Samvirkende Fagforeninger i Esbjerg hr. H. M. Hansen, der berettede om, at først havde maskinerne og senere de arbejdssøgende kvinder, gjort mangfoldige mænd brødløse. Det var uheldigt for kvinderne at sidde hele dagen i indestængte og mørke fabrikslokaler, og det var en ulykke for hjemmene, når kvinderne om dagen skulle være borte fra hjemmene. Når dette imidlertid ikke lod sig ændre, stillede man det krav til kvinderne, at de i lighed med mændene skulle organisere sig, og den begyndelse, som Trikotagefabrikkens arbejdersker her havde gjort, ville hr. H. M. Hansen hilse særdeles velkommen. Lønnen på Trikotagefabrikken var gennemsnitlag kun 5 kroner ugentlig og ikke 12-15 kroner som fornylig meddelt i dagspressen, efter en bedre frokost for redaktørerne. Med en så ussel løn som 5 kr. ugentlig kunne kvinderne ikke slå sig igennem uden ved at ”sælge sig” om natten, og det var bedre at Esbjerg ikke havde sådanne fabrikker, der lønnede så usselt, ligesom lønnen på Blikvarefabrikken og Smørpakkeriet var for ringe. Forretningsfører Møller talte sluttelig som Socialismens fremgang herhjemme. Arbejderne forstod, at de måtte stå sammen, hvis de skulle blive i stand til af sikre sig en menneskelig tilværelse, selvom virksomhedens leder direktør Jacobsen hadede fagforeningerne, måtte han dog bøje sig for arbejdernes beskedne krav. Ugelønnen var dengang en beskeden for en arbejdsdag på mere end 10 timer, og de skiftende mestre af både russisk, tysk og svensk nationalitet gjorde ikke arbejdsforholdene bedre. Der blev gennemført et strengt reglement, hvorefter arbejderne skulle være ved maskinerne præcis kl. 06 for straks at kunne gå i gang med arbejdet, når fabriksfløjten lød. For at trykke lønnen ansatte direktøren unge kvinder på halvårskontrakter og på skudmålsbog. I 1900 havde fagforeningen 26 medlemmer, og i 1903 var frk. Maren Iversen formand. I 1904 skiftede fabrikken ejer, men det skabte ikke bedre arbejdsforhold, tværtimod lå fabrikken en overgang helt stille indtil den blev overtaget af grosserer C. Olesen, København. Ethvert lønkrav blev afvist med truslen om, at virksomheden ville blive standset. Fra 1905 omtales fagforeningen som Tekstilarbejdernes Fagforening. Tiden efter 1. Verdenskrig skabte store vanskeligheder for tekstilbranchen. I 1914 havde fagforeningen 39 medlemmer, og Aage Nielsen var formand, og afløses i 1915 af N.P. Nielsen som formand, og i 1918 bliver L. K. Lund formand og kasserer. Senere blev fabrikken overtaget af De forenede Tricotagefabrikker, og d. 17. februar 1931 omtales en lockout. Tricotagefabrikken blev helt nedlagt i 1931, hvorefter maskiner og andet udstyr blev overført, til hovedvirksomheden i Århus, hvor hele fabrikationen blev samlet. Efterfølgende blev der kørt en retssag mod L. K. Lund (formand og kasserer), da der manglede 3.670 kr. i kassen, og medlemstallet falder til 10 medlemmer. »Dansk Jersey og Normalfabrik«, var beliggende i det nuværende Grådyb på Gl. Vardevej. Da fabrikken blev nedlagt i 1931 blev bygningerne overtaget af Tovværksfabrikken. Nedlæggelsen af tekstilfabrikken betød et hårdt slag for Tekstilarbejdernes Fagforening, hvis medlemstal en overgang dalede til omkring en halv snes, og fagforeningens eksistens var stærkt truet, men efterhånden voksede der en række renserier og farverier op, og det var personalet i disse virksomheder, hvor der i overvejende grad beskæftiges kvinder, der var organiseret i Tekstilarbejdernes Fagforening. D. 1. november 1943 indmelder fagforeningen i Arbejdernes Fællesorganisation, og i 1950 er der 33 medlemmer. Ved fagforeningens 60 års jubilæum d. 18 januar 1958 på Paladshotellet, talte næstformanden i Dansk Tekstilarbejderforbund, Helmuth Olsen, København og Formanden for Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg, Magnus Nielsen. Fagforeningens bestyrelse i Esbjerg bestod da af Kaj Laursen (formand og passerer), Else Raunsbæk, Ebba Laursen, Gerda Tinsfeldt og Ruth Christi­ansen, og en af pionerer fra den første tid var stadig levende i 1958, tricotagevæver J. P. Herlufsen. På det tidspunkt arbejder de fleste medlemmer på byens 7-8 renserier, og i 1969 ophører fagforeningen og tilslutter sig Dansk Beklædningsarbejderforbund.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kvindeligt Arbejder Forbund i Esbjerg (KAD).

 

KAD

 

Den 1. oktober 1907 blev de kvindelige Smør- Æg- og Margarinearbejdere under Dansk Kvindeforbund stiftet i Esbjerg. Den 27. februar 1908 blev det vedtaget at ændre foreningens navn til "Den Kvindelige Fagforening af 1907”. Medlemmerne var hovedsagelig kvindelige smør- æg- og margarinearbejdere. Der blev valgt en formand Marie Nielsen og en kasserer Anna Nielsen. Fagforeningen afholdt kvartalsvise møder, og det første kvartal balancerede regnskabet med en samlet indtægt på 209 kroner og 57 øre og en samlet udgift på 43 kroner og 20 øre. Dengang havde de en arbejdstid fra 6 morgen til 6 aften, og som regel også om lørdagen. Det er utroligt, at de også har haft overskud til at stifte en fagforening, og kvartalsmøderne blev som regel holdt lørdag aften, klokken 19.30. Der blev stillet forslag om, at formand og kasserer skulle have løn, men det blev forkastet. På forbundskongressen i 1909 foreslår Esbjergs repræsentant, at der bliver lavet et fagblad for hele landet, men det bliver nedstemt. I 1918 blev understøttelsen hævet fra 7 kroner om ugen til 12 kroner om ugen. I 1927 blev afdelingen kaldt afd. 1., idet der var flere afdelinger i Esbjerg, både ”Vaskeriarbejdernes Fagforening” og Rengøringskonernes Fagforening. Kvinderne var meget fastlåst i deres arbejdsområde, vaskeriarbejderne ville kun arbejde på vaskerierne, rengøringskonerne vil kun gøre rent osv. Derfor var det meget svært at få dem til at slutte sig sammen. Man rettede forskellige henvendelser til Arbejdsdirektoratet, og man bliver enige om, at når man har arbejdet indenfor sit fag 1 år, kan man ikke sendes ud til arbejde i andre områder. I 1947 prøvede afdelingen at lave en jubilæumsfest, men det lykkes ikke rigtigt, og det var sikkert fordi medlemmerne ikke var særlig velhavende. Da festen ikke bliver til noget, foreslår man, at der bliver fælles kaffebord efter generalforsamlingen d. 9. oktober 1947. Dette forslag fik stort bifald, men lidt mindre festligt, er tilbuddet fra "Red Barnet" om tøj til fordeling blandt afdelingens medlemmer, der vil ske efter bedste evne og efter henvisning fra arbejdspladserne. På generalforsamlingen i 1949 bliver det vedtaget at købe hus på Nygårdsvej 82 til en pris af 32.000 kr. med en udbetaling på 10.000 kr. Den 1. december 1949 var der indvielse af huset, og i starten var både første og anden sal udlejet. I 1950 kom en ordning i stand med Andelsslagteriet, så ledige kvinder fra Kvindeligt Arbejderforbund og Husassistenterne kan købe rygben på Slagteriet til 35 øre stykket. Ordningen kom i stand gennem Fællesorganisationen, og der bliver lavet en overenskomst med kommunen, hvor medlemmer, der er ansat ved kommunen skal betale 2 kroner om ugen, som skal sikre medlemmerne 13 ugers sygedage om året med fuld løn. På kongressen i 1971 vedtog man en strukturændring, der bevirkede, at Ribe og Varde afdelingerne skulle sammenlægges med Esbjerg. Varde afdeling blev tilsluttet d. 1. januar 1972 med ca. 360 medlemmer, og Ribe afdeling blev tilsluttet d. 1. april 1972 med ca. 200 medlemmer, og Esbjerg afdeling havde på det tidspunkt ca. 1.300 medlemmer. Afdelingen var i stadig vækst, og i 1976 fik fagforeningen lov til at inddrage hele huset til eget brug, og en ombygning sluttede i 1978. I 1987 havde afdelingen ca. 4.100 medlemmer. (kilde: Irma Poulsen, afdelingsformand i 1987).

 

Snedkersvendenes Fagforening i Esbjerg.

 

Snedkersvendenes Fagforening i Esbjerg blev stiftet d. 12 marts 1887, og i 1889 forsøgte Snedkerforbundet, at få hævet lønningerne (priskuranten) på landsplan, og i Esbjerg måtte snedkersvendene så ud i en 2 ugers strejke. Akkord-priserne blev derefter forhøjet med 30 % for møbelarbejde og 20 % for bygningsarbejde. Dvs. at timelønnen blev fastsat til 25 øre, og det var en forbedring på ca. 10 %, og arbejdstiden blev nedsat til 10 timer om vinteren og 11 timer om sommeren. Dét gav en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 60 timer, som tidligere havde været på 63 timer. Men umiddelbart derefter faldt fagforeningen fra hinanden i Esbjerg, men d. 9. februar 1890 blev afholdt et nyt møde på initiativ af snedker Chr. Andersen Kaas, der var fra Randers egnen, - og fagforeningen stiftedes påny. Men bestyrelsen blev væltet i december 1890 og derefter var fagforeningen ikke aktiv i de kommende 3 år førend til Esbjergs 25 års jubilæum i 1893, hvor man fik 35 medlemmer. I januar 1894 fremsatte disse snedkerne lønkrav overfor mestrene, og formanden for fagforeningen, H. C. Nielsen, blev derefter fyret af sin arbejdsgiver, - men efter lang tid fik snedkerne så 1 øre mere i timen. I september måned 1896 vedtog en ekstraordinær generalforsamling enstemmigt at opsige prislisten til d. 31. december 1896, fordi lønnen var for lav. Møbelsnedkerne ville have 37 øre i timen og bygningssnedkerne 40 øre i timen, dvs. en forhøjelse på 8 øre. Alene i 1896 afholdt snedkerne 32 medlemsmøder, og det kostede en bøde på 35 øre at udeblive fra et møde, og det kostede 1 kr. at udeblive fra en kollegas begravelse. Møderne blev indkaldt ved at en mand gik rundt til de enkelte arbejdspladser og fortalte, at der var møde i fagforeningen, idet man endnu ikke havde etableret en Arbejderavis i Esbjerg. Mestrene tilbød i sidste øjeblik inden konflikten skulle udvikle sig til en strejke, at de ville tilbyde 31 øre i timen for møbelarbejde og 35 øre for bygningsarbejde, og samme aften afholdt snedkerne ekstraordinær generalforsamling, og vedtog at gå med til 32 øre for møbelarbejde og 36 øre for bygningsarbejde. Men der kunne ikke opnås enighed - og strejken var en realitet i april og maj måned 1897. 30 af fagforeningens medlemmer tog arbejde i Århus, hvor der ikke var strejke, og de sendte hver uge penge hjem for at understøtte deres strejkende kammerater. Anden indsamling skete på forskellig måde, og Sadelmagerne- og Tapetserernes fagforening i Esbjerg var endda villige til at gå i sympatistrejke. De samvirkende Fagforbund og Mestrenes hovedorganisation endte med at frembringe et ringe mæglingsforslag på 31 øre til møbelsnedkerne og 34 øre til bygningssnedkerne, der skulle gælde i 10 måneder, - og det dårlige forslag blev vedtaget lokalt i Esbjerg, da en landsomfattende smedelockout var kommende, hvor 6.000 mand vil blive sendt på gaden. Der var også sket det, at det store opsving i byggeriet der havde kendetegnet perioden i Esbjerg fra ca. 1890 havde fået en brat afslutning, og for snedkerne betød det beskæftigelsesproblemer. Formændene for fagforeningen sad kun i 1 år ad gangen og mange svende søgte fra Esbjerg. Frederik Lauritsen, som var formand under strejken ønskede ikke genvalg på generalforsamlingen i juli 1897. Hans afløser i formandsstolen blev Thrane, der ligesom sin efterfølger, P. Jensen, også kun sad 1 år, idet han i rejste fra byen. Chr. Madsen overtog så i 1899 formandsposten, men allerede i 1900 var Chr. Madsen kørt træt, og Chr. M. Hertzner (1868-1932) blev derefter formand til 1908. I 1896 var der 115 medlemmer i fagforeningen;  i 1901 blot 40 medlemmer og frem til 1912 svingede medlemstallet mellem 40 og 80 medlemmer. Den store arbejdsløshed medførte at 25 % af medlemmerne, dvs. 11 medlemmer i 1901 var i kontingentrestance (mange i 6 måneder). I løbet af 1890erne anskaffede snedkerne sig en fane. D. 2. august 1897 etablerede man en lokal arbejdsløshedskasse for snedkerne i Esbjerg, og bidraget blev fastsat til 25 øre pr. uge, men arbejdsløshedskassen kom aldrig til at fungere, og en ny arbejdsløshedskassen blev gennemført i april 1898. En arbejdsløs var jo ellers henvist til offentlig »fattighjælp« , hvilket medførte, at man mistede valgretten, og den lovbestemmelse bortfaldt først i 1961, efter at have eksisteret i 113 år. I forbindelse med kommunalvalgene i 1901 og 1904 lånte fagforeningen penge til de svende der ikke havde betalt deres skat, hvilket var en betingelse for at kunne stemme til valgene. En landsdækkende arbejdsløshedskasse for snedkere blev etableret i 1902. Efter den store lockout i 1899, blev der med det påfølgende »Septemberforlig« nedsat en permanent faglig voldgift, til løsning af de problemer der opstod i forbindelse med aftaleforhandlingerne. I juli 1904 foretog man fra Esbjerg en rundrejse til Bramming, Holsted og Gørding, for at få snedkersvendene organiseret dér, og mestrene i Bramming, Holsted og Gørding svarede med lockout, hvis svendene ikke meldte sig ud af fagforeningen.

Da mange snedkere jo også havde været farende svende og navere, oprettede man i 1908 en kasse, til de tilrejsende svende, og i 1909 var bidraget til den ”kasse” på 5 øre om ugen, medens kontingentet til fagforeningen udgjorde 70 øre om ugen. Den første kasserer i fagforeningen var, Chr. Hansen, der holdt ud i 21 år fra 1908 til 1915, og L. Chr. Christensen virkede fra 1915 til 1931. I samme periode havde fagforeningen 14 formænd.

Hustømrernes Fagforening i Esbjerg (kaldet tømmerne), der var stiftet d. 1. juli 1888 havde ca. 300 medlemmer i den sidste halvdel af 1890erne, da der blev bygget en del i Esbjerg. Prislisten fra 1890 viser dog en gennemsnitlig arbejdstid på 9,5 timer om ugen, og priser på stiger, retirader, stalde, køkkenindretninger, porte, beklædninger, plankeværk og stakit, samt et medlemstal på 45 medlemmer. Men der var ofte konflikter med uorganiserede kristelige arbejdere, som havde mere tilfælles med gud og arbejdskøberne, end med deres kollegaer. Snedkersvendenes Fagforening i Varde blev stiftet i 1889, og her blev også modelsnedkerne på Varde Stålværk medlem. Hustømrernes Fagforening i Varde blev stiftet d. 24. oktober 1890. Glarmestersvendene i Esbjerg havde også en lille fagforening.

Det var 12 sadelmagere- og tapetserere der d. 4. marts 1896 startede Sadelmagere- og Tapetserere Fagforening i Esbjerg med formanden Fr. Jensen, der fungerede i få måneder, hvorefter N. J. Andersen blev formand indtil 1904. Allerede i 1886 var medlemmerne i kamp for bedre vilkår, og lønnen blev hævet og arbejdstiden sænket, men også svendenes kost og logi skulle forbedres, og mestrenes vilkårlighed kendte ingen grænser, sådan at hvis en svend giftede sig, blev han fyret, ofte efter at være bespist med datidens griseaffald. Sadelmagere- og Tapetserere Fagforening i Esbjerg havde i 1960erne 110 medlemmer.

Den 22. november 1969 slog Snedkersvendenes Fagforening og Tømrerforbundet sig sammen og lokalt var der tale om Snedkersvendenes fagforening i Esbjerg, Hustømrernes Fagforening i Esbjerg, Snedkernes Fagforening i Varde og Hustømrernes Fagforening i Varde. I 1974 blev Glarmestersvendenes Forbund i Danmark optaget i Snedker- og Tømrerforbundet, og i 1983 Sadelmager- og Tapetsererforbundet. Jeg mangler lidt info om Hustømrerne, Maskinsnedkerne, Træindustriarbejderforbundet i Esbjerg. (kilde: Høvlen gik…)

 

Slagteriarbejdernes Fagforening i Esbjerg

 

Den 6. april 1896 blev Slagteriarbejdernes Fagforening stiftet i Esbjerg. Man valgte en dag i årets stormfulde forårsmåned til at give hverandre håndslag på, at man nu ville stå ubrydeligt sammen overfor arbejdsgiverne i kravet om medbestemmelsesret vedrørende løb- og arbejdsvilkårene. Beskæftigelsesmæssigt havde der været god fremgang for slagterhåndværkets udøvere i Esbjerg; Andelssvineslagteriet, Aktieslagteriet, Eksportslagteriet og Schaub &. Co. var vokset op i Esbjerg, og arbejdskøberne i disse virksomheder benyttede mange mandlige og nogle kvindelige arbejdere. Men arbejdsforholdene var ikke altid de bedste. Direktører og arbejdsledere kunne på den tid være både overlegne og afvisende og de pressede arbejdstempoet op, og hersede med folk. De forstod simpelthen ikke, at lønarbejdere også er mennesker, og lønnen for vort værdiskabende arbejdsindsats stod jo i et urimeligt forhold til det hårde og ubehagelige slid, som måtte udføres i mange dagtimer. Os på fabrikkerne var jo også håndværkerne hvad enten vi var slagtersvende, tarmrensere, slagteriarbejdere, pølsemagere, og hvad de forskellige specialister indenfor den vidtfavnende organisation ellers kaldes, og vi startede altså vores fagforening i Esbjerg med 54 medlemmer og N. Meyling som formand d. 6. april 1896. Året før havde journalist J. P. Sundbo i øvrigt været toneangivende ved stiftelsen af Slagteriarbejdernes Fagforening i København d. 20. maj 1895 med 55 medlemmer.

 

Efter fagforeningens stiftelse i Esbjerg stillede vi omgående krav til arbejdsgiverne bedre om arbejds- og lønvilkår og opnåede da også straks at få gennemført en mindsteløn på 18 kr. om ugen for 10 timers dagligt arbejde, samt overarbejdsbetaling, for de første 3 timer - 40 øre pr. time og derefter 50 øre pr. time. I de fleste andre afdelinger rundt om landet måtte de nøjes med en løn på 15-16 kr. ugentlig. Og med det smukke overenskomstmæssige resultat i inderlommen meldte Esbjerg afdeling sig ind i det da spinkle Slagteriarbejderforbund d. 8. april, og som sidenhen blev et kraftigt værn for fagforeningens medlemmer. Slagteriarbejderforbundet havde i 1895 14 afdelinger med 249 medlemmer, og i 1896 28 afdelinger med 639 medlemmer. Men misforståelser, strejker, voldgift og afskedigelser kunne ikke undgås rundt om i landet, og kamp måtte der til i mange byer for at få organisationsretten anerkendt og indgået løn- og arbejdsvilkår og respekteret, og i flere tilfælde tabtes slagene i første omgang. Men selv i nederlagets time blev troen på sagen og kammeratskabet styrket. Selvfølgelig kunne mismodet undertiden bjergtage sin mand for en liden stund; men når han så sine kammeraters ildhu og stålsatte kampiver, vendte modet og viljens kraft styrket tilbage. Jovist var slagteriarbejdernes også dengang udsat for „kristeligt fællesforbund“ under en lønkonflikt indenfor en af forbundets afdelinger. Det var i den åndelige mørketid, da snu og listige arbejdsgivere med en bønnebog i lommen kunne bilde enkelte af deres folk ind, at Sct. Peder ikke ville åbne porten for dem, når tidens fylde var inde, hvis de havde en rigtig fagforeningsbog i lommen, hvorfor de i stedet blev henvist til at tage ophold i en af helvedes sidegange.

 

I 1901 tabte afdelingen i Esbjerg en voldgiftssag mod Andelsslagteriet angående en lønforhøjelse til fem af arbejdstagerne på virksomheden, men til gengæld blev en sag om overarbejdsbetaling vundet. Det følgende år erklærede arbejderne på Andelsslagteriet strejke som en harmdirrende protest mod ansættelsen af en mester, der ikke stod særlig velanskrevet - hverken blandt slagtere eller slagteriarbejdere - ja, for den sags skyld heller ikke hos mange andre arbejdere her i Esbjerg. Strejken hørte til de såkaldte ”ulovlige”. Arbejdet blev nedlagt, før forretningsføreren var kommet tilstede og havde taget stilling til konflikten. Alligevel godkendte hovedbestyrelsen den, og der udbetaltes strejkeunderstøttelse til den; men De samvirkende Fagforbund ville ikke yde støtte til de strejkende arbejdere, fordi strejken ikke forud var anmeldt og sanktioneret. Strejken tabtes, hvilket affødte en del bitterhed mod De samvirkende Fagforbund, og på den følgende kongres i Slagteriarbejderforbundet gik bølgerne i stormflodshøjde vedrørende spørgsmålet om udmeldelse af De samvirkende Fagforbund. Da den voldsomme diskussion var ebbet ud, forkastedes forslaget om udmeldelse dog med 35 mod 13 stemmer. Men den stridslystne direktør på Andelsslagteriet havde åbenbart ikke den forventede tilfredsstillelse af sin ny mester, som få år efter sin ansættelse pludselig forsvandt han og tog billetten til andre græsgange.

En af de store betydningsfulde beslutninger i Dansk Slagteriarbejderforbunds historie fandt også sted i 1902, idet man oprettede en arbejdsløsheds- og rejsekasse; men først i 1908 blev man enig om at få arbejdsløshedskassen statsanerkendt, hvilket betød et stort fremskridt for medlemmerne.

 

Hos Schaub &. Co. arbejdede der i 1905 da 50 mennesker, og ikke mindre end 40 af disse tog den faste beslutning at indmelde sig i den faglige organisation. Dette huede ikke virksomhedens direktør. Det manglede jo bare, at hans arbejdere nu også ville til at tale med om deres arbejdsvilkår. Var han måske ikke den ledende sjæl og enebestemmende om, hvem der havde noget at skulle have sagt på arbejdspladsen? Jovist, han skulle nok vise de formastelige arbejdere med fagforeningsbogen i lommen, hvor David købte øllet, og efterhånden afskediges en del af arbejderne i hold på fem ad gangen, og istedet forsøgte direktøren at importere tysk arbejdskraft. Men de tyske arbejdere betakkede sig for at blive skruebrækkere, og da de ved deres ankomst til byen blev gjort bekendt med sagens rette sammenhæng, rejste en stor del af dem omgående videre. Uroen på denne arbejdsplads varede dog et stykke tid. Til slut viste det sig, at direktørens kræfter var for spinkle til at tvinge arbejderne ud af fagforeningen. Desværre opnåede han alligevel for en tid at få en fjer i hatten, idet virksomheden voksede stærkt, og der blev ansat uorganiserede arbejdere - folk, der endnu stod uforstående overfor sammenholdets klassebevidste ide. Men endelig i 1910 lykkedes det ved et møde i Esbjerg at få den store skare af uorganiserede - ialt 103 arbejdere organiseret, og året efter var der da også problemer angående lønforholdene hos Schaub & Co., der havde adskillige filialer rundt omkring i landet. Disse filialer beskæftigede et stort antal mennesker, som hovedsagelig gav sig af med at behandle indmad af slagtede kreaturer og svin. Det drejede sig væsentlig om rensning og nedsaltning af tarme og kalluner, som blev købt hos slagterierne og efter at have gennemgået renselsesprocessen eksporteret til Tyskland. Men på Slagteriarbejderforbundets kongres i 1911 behandlede man bl.a. spørgsmålet om at på samtlige arbejdspladser indenfor Schaub & Co skulle fagforeningen organisere folk med ensartet løntarif.

1951 slagteriarb

Bestyrelsen i 1951: Knud Jensen, Formand, Charles Iversen, Tillidsmand og Kasserer, Ewald Christiansen, Sekretær, Oskar Boch, Næstformand, Carl Berg, Hugo Strand, Erik Rasmussen, Frode Arentsen og Chr. Hansen.

 

I 1913 lykkedes det at opnå en ny overenskomst med andelsslagterierne og ved denne lejlighed opnåede forbundet ca. 200,000 kr. mere i løn plus forbedringer indført i regulativet til lønmodtagerne, og året efter indgik privatslagterierne på en tilsvarende overenskomst, hvortil der knyttede sig 4 dages sommerferie. Efter den første verdenskrigs udbrud i 1914 fandt en større nedslagtning af svin og kreaturer sted, og ikke uden grund frygtede slagterhåndværkets udøvere, at en større arbejdsløshed ville følge derefter; men snart arbejdedes der under højtryk - også i konservesindustrien. Priserne på pølsekøer og gamle grisesøer røg op i skyerne; men konservesproduktet og pølser af dette „materiale“ blev dog selv de tyske soldater for stram. Kapitalisterne drev rovdriften så grådig, at deres konservesfabrikker måtte holde en lille pause, men så blev de ulykkelige krigere atter så sultne, at de danske „spisevarer“ påny blev himmerigsføde. Højkonjukturen holdt sig til midten af 1917, og så satte arbejdsløsheden ind. I april 1918 blev svinebestanden her i landet opgjort til 433.000 - en nedgang på ca. 1/2 million fra krigens udbrud. Og i 1919 blev 8-timers arbejdsdagen en urokkelig kendsgerning, men først på året i 1920 manglede andelsslagterierne forhandlingsvilje og tvang arbejderne ud i en strejke, der varede i 9 uger, før man opnåede at få en ny arbejdsoverenskomst. Selvom overenskomsten ikke var tilfredsstillende, opnåedes dog en lønforhøjelse på 10 kr. pr. uge, og de lavestlønnede hævedes mest - op på 79 kr. pr. uge,

 

De næste 10 år angreb arbejdsgiverne jævnligt arbejdstid, arbejdsløn og realløn. I 1926 måtte tarmvirksomhedernes folk ud i en 4 ugers lockout, før arbejdsgiverne gav sig. Stort set kunne slagterhåndværkets udøvere dog notere fremgang i denne periode, selvom Madsen-Mygdal en forsøgte at tvinge arbejderne tilbage. Men i 1932 indtrådte en alvorlig økonomisk krise for landbruget. Flere lande slog ind på selvforsyningspolitik og tvang prisen på landbrugsprodukterne ned. En yderliggående fløj indenfor landbrugerne øjnede en dobbelt chance: for det første at få underskuddet dækket via en forringelse af arbejdernes løn, og for det andet at tvinge regeringen Stauning bort til fordel for Madsen-Mygdal. Vi blev truet med lockout, hvis vi ikke ville gå 20 pct. ned i løn. I første omgang forkastedes et af forligsmanden stillet forslag af begge parter – og det var et forslag, der betød 2 kr. mindre i ugeløn for slagteriernes arbejdere. Efter et par ugers lockout blev der foretaget en ny afstemning, og denne gang vedtog slagteriarbejderne forslaget med stor majoritet, og den besindige del af slagteriernes ejerkreds fik ligeledes forslaget vedtaget - omend med kneben majoritet.

 

I 1933 var Arbejdsgiverforeningen ude på at få Slagteriarbejderforbundets medlemmer ned på en 20 pct. Lønnedskæring, og regering og rigsdag vedtog forbud mod lockouter og strejker, så lønnen blev reddet. I 1934 medførte overenskomstsituationen 11 dages strejke på andels- og privatslagterierne, og derefter blev vedtaget en lov om tvungen voldgift. I de følgende 3 år opnåedes visse forbedringer, og Ferieloven fra 1938 var en af de smukkeste fremstød for arbejderbevægelsen,  og samme år opnåede slagteriarbejderne 7 pct. løntillæg. (kilde: K. Jensen og A. Andersen.)

Skift til: Esbjerg billeder I. * Esbjerg billeder II. * Esbjerg billeder IV * Pionertiden i Esbjerg * Erindringer fra den tidlige tid * Erhvervslivet i Esbjerg og andre erindringer * Esbjerg Havn og Bykort 1870 *

Webmaster