I den nærmeste tid omkring århundredskiftet 1599/1600 indtraf i flere af de europæiske hovedlande begivenheder, der satte skel i deres historie, og hvis indflydelse også mærkedes ud over deres grænser. I 1598 døde Filip II af Spanien; i samme år afsluttede det Nantiske Edikt de store religions- og borgerkrige i Frankrig, og Karl IX af Sveriges sejr ved Stångebro over Sigismund af Polen afværgede katolicismens store fremstød mod Nordeuropa. I Rusland uddøde samtidigt det gamle rurikske fyrstehus. I 1603 afløste stuarterne tudorerne som Englands konger, og i disse år grundlagdes også de store Ostindiske handelsselskaber i England og Nederlandene, efter at søvejen til Indien var blevet fundet af nederlænderne i 1595. I staternes indre organisation møder vi næsten allevegne den fortsatte udvikling af statsmagtens område og styrke og af forvaltningens omdannelse. Flere steder og navnlig i vestens store lande var der en udtalt bestræbelse for at gøre rigerne til økonomiske enhedsstater med ensartet ordning af handels, industri og arbejderforhold, ved regulering af ind- og udførsel og ved pålæg af nye toldafgifter. Ved de sidste gjorde sig foruden det fiskale motiv, som skyldtes statsmagtens forøgede trang til penge som følge af varernes prisstigning og regeringens nye store opgaver, også det politiske gældende, at Kronen allevegne fra gammel tid havde større myndighed til at pålægge indirekte skatter end direkte. Men vi træffer tillige allerede nu i regeringernes økonomiske politik stærke tilløb til den opfattelse af betingelserne for national velstand, som i løbet af århundredet både i statsmændenes handlinger og i litteraturen blev til det såkaldte merkantilsystem. I de mest fremskredne stater gik man allerede nu ud fra principper om, at der indenfor landet burde findes en så stor rigdom på ædle metaller som muligt, og at befolkningens eget arbejde helst skulle fremskaffe så meget som muligt af nødvendighedsartiklerne, for at man kunne undgå at indføre dem fra udlandet. Den forøgede statsmagt betød som regel den forøgede fyrstemagt. Dog var kun i Spanien kampen mellem den og stændermagten så nogenlunde afsluttet; ellers varede den ved, og med sikkerhed kunne på dette tidspunkt dens udgang ikke bestemmes. Hvad der tegnede godt for fyrstemagten var dog dels det ny statskirkedømme i de fleste protestantiske lande i forbindelse med visse tilløb i samme retning i flere katolske, dels den forandring, der næsten allevegne var ved at foregå med adelen. Mere og mere ophørte den at være en uafhængig lens- og krigeradel og var i færd med at blive en stand, hvis mest ansete medlemmer var knyttet til fyrste, hof og stat som embeds- og hofmænd eller som officerer. Ganske vist var den ikke ene om at beklæde sådanne stillinger, også borgerlige kaldtes til dem, men den tilpassede sig til sin ny gerning ved dertil egnet uddannelse og ved at bøje af fra gammel uafhængighedsfølelse. På den anden side betød dette dog ingenlunde nogen udslettelse af standsforskellighederne. Gennemgående holdt også den udvidede fyrstemagt disse i ære og ville socialt og økonomisk bygge stat og samfund på dem. For adelens vedkommende vil dette sige, at dens privilegier som godsejere bevaredes, ja snarest udvidedes. Dette virkede igen tilbage på bondestandens stilling. Overgangen til det ny århundrede så denne stand i tilbagegang, omend med store forskelligheder i de forskellige lande. Idet tillige lærd dannelse udstraktes langt mere end før til hele den verdslige fornemme klasse, skabtes der også på den måde en dybere kløft mellem denne og almuen, som den smule forbedring af folkeundervisningen, der især var sket i de protestantiske lande, ingenlunde kunne udfylde. Dertil kom, at den fortsatte forøgelse af metalproduktionen, formindskelse af pengenes købeevne og varernes prisstigning bidrog til at forværre de lavere klassers kår. Hvad borgerstanden og særlig dens øvre lag angår, var dens sociale og økonomiske stilling meget forskelligartet, og det så meget mere som handelstilstandene var højst forskellige. Vi møder på de sydeuropæiske halvøer og i de andre Spanien underliggende lande samt i Tyskland en tilbagegang i handelsvirksomheden, men derimod i Vesteuropas store stater en afgjort fremgang. Forskydningen af handelsforrangen fra Middelhavets og Østersøens kyster til den nordlige del af Atlanterhavet og Nordsøen var i fuld gang og styrkedes både ved den franske, engelske og nederlandske købmandsstands mægtigt fremvoksende initiativ og ved deres regeringers ovenfor omtalte handelspolitik. Men indenfor disse lande møder vi også tegn til kapitalmagtens begyndende herredømme i handel og industri med tilbagetrængen af småhandlende og småhåndværkere. Tilstandene indenfor skønlitteratur, kunst og videnskab forbeholdes til senere omtale. Det var på åndslivets område de religiøse stridsspørgsmål, som mest optog sindene og også øvede deres store politiske indflydelse. Trods humanisme og reformation havde det i det 16 århundrede kun været ganske enkelte frie ånder, der havde brudt med middelalderens forestilling om en bestemt religion som betingelse for lykken på jorden og i himlen, og om at det var de herskendes pligt overfor gud og mennesker at fremtvinge rettroenhed hos alle. Forskellen var kun blevet den, at enheden var sprængt, og at der nu stod 3 store kirker imod hinanden med samme krav på at have fundet den rette tro; mere og mere havde de to oprindeligt oprørske kirker bundet sig til en lige så streng dogmatik som den katolske. Nu var der sikkert nok i høj grad forskel på den styrke, hvormed religionen og det gensidige religiøse fjendskab fyldte de forskellige befolkningslag i de forskellige lande. Fjendskabet hidsedes dog ikke alene af gejstligheden, men også af adskillige fyrster, hos hvem magtlyst øgede den religiøse utålsomhed. Det tør vel også siges, at den religiøse lidenskab og dermed den religiøse ufordragelighed og det religiøse had netop ved århundredskiftet i det hele var stærkere mange steder, end det havde været nogle tiår i forvejen. Der var dødsfjendskab rundt om mellem de forskellige trosbekendere, der var forfølgelser mod dem, der ikke delte den autoriserede tro, men der var også en fællesfølelse mellem tilhængerne af samme tro. For Europas mellemstatslige forhold var to højst forskellige momenter bestemmende; begge var de dog direkte følger af de store begivenheder i det 16. århundrede. Det ene var de rent statslige modsætninger. Vigtigst af disse var den mellem Habsburg-Spanien på den ene side og Frankrig, England og De forenede Nederlande på den anden; den var stærkt levende trods det, at netop ved århundredskiftet fredsslutninger indtrådte mellem Spanien, Frankrig og England, og snart efter også en våbenstilstand mellem Spanien og Nederlandene. Endvidere var Vasaslægten på Polens trone vedvarende i åben krig med Sverige, hvis modstander og medbejler også Danmark var. I østen tegnede det til fornyede kampe mellem Rusland og dets naboer, Sverige og Polen, og mellem Østrig og tyrkerne. Men ved siden af disse rent statslige modsætninger stod så netop den religiøse modsætning. Mere og mere tegnede det til en lejrdeling mellem en række af de katolske og en række af de protestantiske stater og til en afgørende kamp mellem dem. En sådan kamps område måtte dog i alt fald foreløbig blive begrænset. For protestantismen var håbet om at underlægge sig Frankrig forbi, og på den anden side var også katolicismens planer om at genvinde protestantismens hovedborge i nord og nordvest strandet. Protestantismens herredømme stod fast på de Britiske Øer, truedes her i hvert tilfælde kun meget svagt ved, at den engelske lydø Irland vedblivende var katolsk, endvidere i de nordlige Nederlande og i de skandinaviske stater. Tyskland måtte derimod blive kamppladsen, delt som det var mellem trosforskellige stater og befolkninger. Nogen stor udsigt var der dog ikke til, at det protestantiske Tyskland foreløbig kunne få aktiv hjælp af de ikke-katolske stater udenfor dets grænser. Nederlandene var stærkt optaget af deres egne sager, i England indtrådte netop nu i 1603 en dynastiforandring, der hurtigt fik en stærk tilbageholdenhed tilfølge overfor en fællesprotestantisk politik, og de to skandinaviske stater var hinandens politiske modstandere. Hertil kom, at protestantismen som religiøs magt var splittet mellem calvinisterne og lutheranerne. Også katolicismens kampstilling havde sine svagheder. I det polske rige var vel ikke alene kongen ivrigt katolsk, men også adelen i færd med at vende tilbage til den gamle tro; dog vejede riget for tiden kun lidt i den almen-europæiske politik. Langt mere betød det, at Frankrig stod i bestemt modsætning til katolicismens hovedmagt Spanien og i det hele anså sine statslige interesser for meget vigtigere end de religiøse. Desuagtet stod katolicismen i dette øjeblik langt stærkere og langt mere egnet til fremstød, omend et begrænset, end protestantismen. Den var kraftigere som trosmagt, fordi den i åndelige spørgsmål langt mere stod som en enhed. Ganske vist var der indenfor den uenighed om visse dogmatiske spørgsmål, men i øjeblikket havde denne uenighed dog ikke videre følger. Med stor dygtighed arbejdede kirken dernæst på at vække ny trosiver, for at den med kraft kunne genoptage kampen mod protestantismen; i meget stod den efter Tridentinerkonciliet forynget, i ny friskhed og ny begejstring. Betydelige mænd indenfor dens midte forenede sig om nykatolicismen og bestræbte sig for at øge kirkens og gejstlighedens anseelse og magt ved at virke for forbedring af sædelighedstilstandene, nyordning af sakramenternes forvaltning og en langt hyppigere anvendelse af nadveren og skriftemålet; nye kirker rejste sig, nye ordener dannedes, helgen, Marie og Josefdyrkelsen fremmedes med iver, og tillige toges hele den humane dannelse, som var renæssancens og humanismens værk, i tjeneste, for så vidt den ikke var fjendtlig mod troen; med strenghed huggedes derimod kætteri og vantro ned. Men ikke mindre betød det for katolicismen, at den til at gennemføre kampen mod sine fjender i spidsen for sig havde 3 stærke magter af forskellig karakter.

Tridentinerkonciliet (Trento) havde ikke bragt pavedømmet en fuldstændig sejr i det gamle stridsspørgsmål om bispernes stilling til den hellige stol. På møderne i Tridentinerkonciliet 1545/47, 1551/52 og i 1562/63 præciserede den katolske kirke sin lære og censur. Kardinalen og ærkebiskoppen i Milano, Carlo Borromeo, havde en onkel: Giovanni Angelo de Medici, der i 1559 blev valgt som pave Pius IV (1559-1565), og Carlo Borromeo havde kun tanke for at vinde alt det tilbage som reformationen havde taget fral Romerkirken, og han regerede ved Jesuitternes hjælp, og sendte en hær af præster og munke ind i Schweiz for at omvende protestanter, dels med det gode og dels med Inkvisitionens hjælp. Både de spanske og de franske bisper havde bevaret en vis selvstændighed overfor den, men blev derved på den anden side afhængige af statsmagten i deres lande, og det sidste blev også tilfældet med de tyske prælater. Det skete dog uden betydeligere sammenstød med pavemagten. Da pavedømmet en enkelt gang optog en kirkelig kamp med den katolske magt i Venezia, måtte det finde sig i at gå til forlig. Ikke desto mindre betød Tridentinerkonciliet og hele nykatolicismens periode en styrkelse af pavedømmets myndighed. Den tanke om et aristokratisk styre af den almene kirke, som havde været levende siden begyndelsen af det 15. århundrede, havde lidt et afgørende nederlag som følge af, at kirken havde måttet samle sig til den store kamp mod det protestantiske kætteri; ikke alene havde Tridentinerkonciliet anerkendt pavens ret til at fortolke og udfylde dets beslutninger; men der gik efter det 300 år, inden en almindelig kirkeforsamling atter blev indkaldt. Et tegn på pavens og Roms fornyede magt over sindene var også den uhyre store tilstrømning af pilgrimme til jubelfesten i Rom i 1600, hvor paven fra Peterskirkens loggia lyste velsignelse over byen og verden. Materielt hvilede pavedømmets midler vistnok nu i langt ringere grad end i middelalderen på pengetilskud fra den katolske verden udenfor Italien, men Sixtus V's (1585-1590) reformer havde skabt det store indtægter. De høje skatter og statsmonopoler medførte en stigende udsugelse af befolkningen og Kuriens luksus og moralske vandel berørtes i det lange løb ikke af kirkens almindelige reform; Nepotsystemet levede stærkere og stærkere op henad århundredets midte; selvom pavens slægtninge vel ikke længere fik len, så fik de dog magt og penge; et overdådigt aristokratisk liv herskede i Rom, borgheser og barberinier vandt stor indflydelse, udnyttede den også i kulturens tjeneste til herlige nybygninger af paladser og til samling af deres berømte kunstskatte. Men ved århundredets begyndelse benyttede paverne deres magt ikke alene til egne formål, men også til at føre kampen for katolicismen og gøre sig til hoved for den. Med største strenghed optrådte de mod kætteriet, hvor det vovede at rejse hovedet indenfor den katolske verden; Giordano Bruno blev brændt i 1600 og Galilei forfulgt af Inkvisitionen. Ved Trediveårskrigens begyndelse tiltrådte paven forbundet mod protestanterne og udskrev tiende af alle gejstlige indtægter i Italien, ganske som ved middelalderens korstog og kætterkrige. Og samtidigt stiftedes i Rom kollegiet for troens udbredelse (congregatio de propaganda fide), der udfoldede en overordentlig virksomhed både ved katolsk mission udenfor Europa og i bestræbelsen for at omvende protestanterne. Allerede fra slutningen af 1620erne trådte dog hensynet til pavens stilling som kirkestaternes fyrste i forgrunden; men både før og senere fandt pavedømmet en betydningsfuld forbundsfælle i de nydannede religiøse ordener. Blandt disse indtog Jesuiterordenen den første og mægtigste plads. Ved århundredets begyndelse havde dens territoriale udbredelse allerede så omtrent nået de grænser, den ikke senere overskred, idet den havde sat sig fast syd for Pyrenæerne og Alperne og nord for dem i Frankrig, Irland, de sydlige Nederlande, Syd og Vesttyskland og Polen, men århundredets første 20-30 år betegner en stærk vækst i ordenens medlemstal og indflydelse; det var også nu, at Ignatius blev kanoniseret af paven. Mægtigst og dybestgående blev jesuiternes indflydelse i Tyskland. Ikke en folkebevægelse, men fyrsterne, verdslige og gejstlige, havde indkaldt dem. Men efter at de havde sat sig fast, blev deres magt over befolkningens sind overordentlig stor. De virkede med stærke stemningsvækkende midler, de betagende religiøse processioner gennem byer og landsbyer, de genopvakte Mariedyrkelse og deres nye kirker, udstyrede med barokstilens sansebedårende kunst. Men de virkede tillige i det stille som skriftefædre for fyrster og fornemme. I større sager kunne de true med guds vrede, men til gengæld var de smidige og eftergivende i mindre spørgsmål, og altid udviklede de for deres skriftebørn deres spidsfindige og bøjelige moral. Men frem for alt blev deres skoler og deres undervisningsmetode af betydning, præget af de principper, som Ignatius havde udformet. Et midtpunkt for undervisningen var stadig Collegium Germanicum i Rom, hvorfra talrige unge tyskere vandrede tilbage til deres fædreland som prælater, skriftefædre og statsmænd. Men hertil sluttede sig undervisningen i selve Tyskland, dels ved gamle universiteter, hvor jesuiterne fik magten i de teologiske og filosofiske fakulteter, dels ved nye gymnasier. I det hele stod netop da jesuitersamfundet på sit historiske højdepunkt. I mange henseender var det beundringsværdigt organiseret, men det var organiseret som en imod al åndelig frihed fjendtlig åndelig hær, rede til at slutte sig til den fyrstemagt, som det i begyndelsen i alt fald til sine tider havde bekæmpet, rede også til i mindre ting at gå på akkord, men ufravigeligt og forhåbningsfuldt kæmpende for det store mål at vinde det protestantiske Tyskland og om muligt også de nordlige stater på ny ind under den almindelige kirke. I den kæmpende kirkes tjeneste arbejdede, omend uden at kunne stå mål med jesuiterne, også kapucinerne, en forgrening af Franciskanerordenen, altså tiggermunke med streng askese, faste, selvpinsler og fattigdom. Det var den fattige del af befolkningen og især soldaterne, de fortrinsvis virkede på, men tillige brugtes adskillige af dem som hemmelige politiske agenter. Barhovede, i den grove kutter og de hårde sandaler sås de rundt om, vandrende fra sted til sted. Som katolicismens tredje hovedmagt stod Spanien. Ganske vist havde det ikke længere den kraft og den indflydelse, som det havde besiddet i en periode af det 16 århundredes store svagheder tærede, som vi senere skal se, på rigets finanser og folkets velstand. Og Filip II var død med dyb sorg over store tab og uhyre skuffelser og tillige med berettiget mistillid til sin søn og efterfølger Filip III (1598- 1621). Den blide og godmodige fyrste, der kunne glæde sig ved jagt og ved spil, var fyldt af en fromhed, der nedbrød al mandig kraft hos ham; han ejede ikke vilje og evne til at tage beslutning og blev et bytte for sin gejstlighed, sine hofmænd og sine statsmænd. Under ham veg Spanien også for en tid tilbage fra kampen mod Nederlandene. Den var i den første tid efter Filip II's død blevet fortsat med held; men fremgangen varede ikke ved. Følgen blev, at den spanske regering i 1609 gik ind på en 12årig stilstand med generalstaterne; for dens varighedstid anerkendtes Nederlandenes frihed. Trods alt dette stod Spanien endnu stadigt omgivet af en mægtig anseelse, og ikke mindst var det frygtet af protestanterne. Dets territorium var også stadigt uhyre vidtspændende. Til det hørte, foruden hovedriget, Portugal og Roussillon (nord for Pyrenæerne), den største del af Italien, Franche-Comté og de sydlige Nederlande, endvidere det mægtige kolonirige i Amerika og på de Ostindiske øer. Foruden traditionens magt havde det til støtte for sig sit udmærkede diplomati og sin store hær, vedblivende anset som den første i henseende til mod, krigsvanthed og generalernes talent. Stedse var det også beredt på at ville hævde sin stilling i Europa, når lejligheden gaves. Lejligheden kom i Tyskland, det land, der skulle blive midtpunktet for den store truende kamp.

Tyskland frembød ved det 1600-tallets begyndelse et ret trist skue. Rigets politiske enhed var på veje til at opløses på grund af den stærke udvikling af kredsenes og territorialfyrsternes selvstændighed efter Augsburgfreden i 1555. De økonomiske forhold var i tilbagegang. Nationens åndskraft havde slidt sig op under den mægtige religiøse bevægelse, så at selv det arbejde, der i de protestantiske lande var sat ind på at grundlægge nye universiteter og forbedre skolevæsenet, ikke havde hindret en nedgang i kultur og en vidt bredt forråelse. Og selve den religiøse uoverensstemmelse og dens forbindelse med politiske hensyn affødte netop nu en stærk spænding og uro. Efter Augsburgfreden havde en lille tid en forholdsvis tålsomhed gjort sig gældende. Men fra 1570erne og 1580erne adskilte et dybt og lidenskabeligt had af religiøse og politiske grunde de forskellige trosbekendere og navnlig deres åndelige og verdslige ledere. Fortolkede forskelligt af de forskellige parter var Augsburgfredens bestemmelser blevet en kilde til den alvorligste strid. Der tvistedes, om de skulle gælde for calvinisterne eller ej, da freden kun talte om tilhængere af den Augsburgske konfession af 1530, om det var lovligt eller ulovligt, at protestantiske fyrster efter Passau-forliget af 1552 havde inddraget og verdsliggjort middelbare stifter (klostre, der hørte under landefyrsten og ikke under riget og kejseren), og om gyldigheden af det gejstlige forbehold. Navnlig det sidste stridsspørgsmål var af vidtrækkende betydning; thi på dets afgørelse beroede, om næsten alle bispedømmer øst for Weser vedblivende skulle være i protestantismens besiddelse og tillige være en kilde til magt og indtægt for de protestantiske fyrsters yngre sønner, der var administratorer af dem, eller de skulle vende tilbage til katolsk hånd og blive den gamle kirkes enklaver indenfor Nordtyskland. Havde protestanterne her endnu kunnet hævde deres standpunkt, så var derimod forsøget på at bestride det gejstlige forbehold længere vestpå mislykket; kurfyrstendømmet Køln var blevet reddet for katolicismen, der hermed fik sejren i Rhinegnene og Westfalen. Fuldt så vigtigt var det dog, at modreformationen var blevet den afgjorte sejrherre i store dele af Sydtyskland. Omkring 1600 var protestantismen så godt som slået til jorden i adskillige af de Østrigske arvelande, i Bayern og Baden. Kun Württemberg og enkelte rigsstæder havde opretholdt den protestantiske bekendelse. Højst forskellige årsager havde fremkaldt alt dette. En vældig fanatisme skilte katolikker og evangeliske. Jesuiternes fremtrængen spillede her en stor rolle. Deres glødende forbitrelse mod kætterne rev fyrster, præster og befolkninger med sig og vakte det stærkeste modslag af evangelisk lidenskabelighed. På begge sider følte man, at den store kamptid var inde. Men på samme tid var delingen mellem lutheranere og calvinister slået ud i et luende had. Begge parters teologer forkætrede hinanden, prædikestolene genlød af skældsord, og calvinistiske flygtninge forfulgtes i de lutheranske lande. Politisk usamdrægtighed forenede sig her med den religiøse. De lutheranske og calvinistiske fyrster stod skarpt mod hinanden, især den lutherske, albertinske kurfyrste af Saksen og den calvinistiske, wittelsbachske kurfyrste af Pfalz. Pfalz og i det hele calvinisterne var dem, der havde størst tilbøjelighed til at optage en væbnet dyst med katolicismen. Men spaltningen var til overordentlig skade for den evangeliske sag. Politiske hensyn spillede også ind i de sydtyske fyrsters kamp for katolicismens sejr i deres lande. De ville kue stændernes og især adelens privilegier, men disse var i den rolige tid kommet til at omfatte sikring af religionsfrihed, således at fyrsternes i Augsburgfreden hjemlede ret til at bestemme deres undersåtters religion var blevet begrænset derved. Disse ligesom andre privilegier blev nu tilsidesatte af fyrsterne, der fik støtte hos den katolske gejstlighed; til gengæld for dens religiøse sejr bøjede også den sig under staten. Således fremkom i Sydtyskland på een gang en stigning af fyrstemagten og en voldsom forfølgelse af protestanterne. To sydtyske fyrster af højst forskellig støbning blev hovedrepræsentanter for den katolske reaktion. Den ene var den habsburgske ærkehertug Ferdinand, sønnesøn af kejser Ferdinand I, hersker over Steiermark, Kärnten og Krain. Den i sin grund godmodige og sarte, viljesvage mand var under jesuitisk påvirkning blevet overbevist om, at det var hans pligt at kue protestantismen; ved de hårdeste midler gennemtvang han sit mål og sønderbrød stændernes privilegier. Den anden var wittelsbacheren hertug Maximilian af Bayern. Også han var jesuiternes lærling, oprigtig fanatisk, hengiven til valfarter, kirkelige øvelser og en sværmerisk Mariedyrkelse. Men hans viljesliv var alt andet end lammet herved, og det var ikke udelukkende blevet rettet mod de religiøse spørgsmål. Han udviklede i sine lande et kirkeligt tvangssystem så alsidigt og følgestrengt, at det ikke havde sin lige, og det er sagt om ham, at han har et stort ansvar for derved at have bidraget til, at det åndelige liv for lange tider stækkedes i hjertet af Sydtyskland. Men højst mærkeligt blev ved siden deraf hans verdslige styre, der ubestrideligt var dygtigt og fremmende for hans land. Alt i alt blev han en af de betydeligste tyske regenter i det 17 århundrede. Under den for protestantismen så truende stilling fandtes der dog een stor fordel for den. Den katolske kejsermagt var svag, både på grund af territorialfyrsternes magtudvikling, og fordi den var i hænderne på en kraftesløs særling. Rudolf II (1576-1612) ejede adskillig kultur og en stolt fornemhed, der mindede om den spanske Grandezza; han var også opfyldt af høje forestillinger om sin kejserværdighed og af katolsk iver. Men der lurede i ham en vistnok nedarvet sindssyge, der fostrede melankoli, menneskeskyhed og en dyb mistænksomhed, særlig overfor hans yngre brødre; den lammede hans viljekraft og kunne slå ud i storhedsvanvid. Han længtes efter stilhed og ensomhed. Derfor trak han sig tilbage til Prag. Hans sans for kunst og videnskab bevirkede, at han her, foruden at dyrke alkemi og astrologi, kom til at gøre det universelle åndsliv store tjenester. Han optog hos sig den landflygtige Tyge Brahe og gav ham Kepler til hjælper. Beskæftiget som han var på denne måde, blev det mere hans rådgiveres end hans eget værk, når man gik frem med hårdhed mod protestanterne i Nedre- og Øvreøstrig. Men begivenheder i andre af arvelandene bragte ham snart i en højst mislig stilling. Kongeriget Bøhmen spillede her en hovedrolle, og dets forhold kom snart til at gribe dybt ind i Tysklands og hele Europas historie. Nationalt var det delt mellem tjekker og tyskere; skønt det hørte til det tyske rige, stod det udenfor kredsdelingen, og skønt dets konge var kurfyrste, mødte han ikke på rigsdagene, men kun ved kejservalgene. Sammen med de til det knyttede lande, Lausitz, Schlesien og Mähren, havde det bevaret en selvstændig styrelse. Dets religiøse tilstande havde undergået en ejendommelig udvikling i løbet af det 16 århundrede. Husiterne var enedes om en fælles konfession; tilsammen havde »de konfessionelle« af Rudolf II opnået visse, dog ubestemte tilsagn om gudstjenestefrihed, og var også vokset i tal. Tillige var en national-tjekkisk bevægelse i fremgang, og den tjekkiske litteratur fik en blomstringstid. Men samtidigt var jesuiterne trængt ind, og deres kollegium i Prag optog kampen med det derværende, oprindeligt husitiske, nu protestantiske universitet og søgte tilhold hos befolkningen ved som modsætning til beundringen for Jan Hus at udbrede dyrkelsen af en ny national helgen, Johannes af Nepomuk. Påvirket af sine rådgivere skred nu også Rudolf II ind imod de konfessionelle. En stærk spænding indtrådte i landet. Det samme var tilfældet i det habsburgske kongerige Ungarn, det for størstedelen ret smalle bælte land, der fra Adriaterhavet strakte sig til Karpatherne. Den overvejende del af adelen var protestantisk, og da kejseren nu også her optrådte bestemt til fordel for katolicismen og krænkede rigsdagen i Pressburg og stændernes privilegier, udbrød et oprør, der blev så meget farligere, som dets ledere forbandt sig med det tyrkiske lydland Siebenbürgen, af hvis befolkning den største del af tyskerne og magyarerne var evangeliske, og endog med selve sultanen, der allerede tidligere var i krig med Habsburg. Under disse forhold fik den misstemning, der bestod mellem Rudolf og hans brødre, sin betydning. Det gjaldt for brødrene frem for alt at redde de habsburgske besiddelser, og de tvang den rådvilde kejser til at anerkende den ældste af dem, Mathias, som konge af Ungarn og gubernator i Østrig og Mähren. Han gjorde også indrømmelser til stænderne i alle de 3 lande og opnåede fred med Tyrkiet. Men kort derpå udbrød uroligheder i Bøhmen, og for at redde herredømmet i dette land, gik Rudolf i 1609 ind på at udstede Det bøhmiske Majestætsbrev. Dette ophævede den i Augsburgfreden hjemlede fyrstelige regionalret over undersåtternes religion ved at tilstå de konfessionelle en ubetinget samvittighedsfrihed, altså sikkerhed mod udvisning og forfølgelser; ret til at bygge kirker var derimod kun indrømmet enkelte dele af befolkningen. Frygten for sammenbruddet af dynastiets magt havde drevet habsburgerne til tilbagetog både med hensyn til den monarkiske sag og til katolicismen. Samtidigt måtte Spanien gå ind på stilstand med de protestantiske Nederlande. I øst og nordvest stod protestantismen stærkere end længe havde været tilfældet. Men netop disse år havde bragt spændingen i det egentlige Tyskland til et højdepunkt. Alle gamle stridigheder blussede op, og rigsdagen i Regensburg gik fra hinanden uden, at der var vedtaget nogen »afsked« (reces). Således var den rigslovgivende myndighed standset, rigskammerrettens og rigshofrådets kendelse ænsedes ikke af protestanterne, og kejsermagten var svækket. Under denne opløsningstilstand dannedes der nu religiøse særforbund. I 1608 sluttede en stor del fyrster og byer sig sammen i en protestantisk union; calvinisterne var sjælen i den, og kurfyrsten af Pfalz blev dens forstander; dog var også lutheranske stænder med, men ganske vist ikke den fornemste af dem, Saksens kurfyrste. Som modsætning hertil dannedes i 1609 »Den katolske Liga«, og dens høvding var Maximilian af Bayern. Begge forbundene gik vel kun ud på forsvar, men de betød alligevel, at de to modsatte lejre i Tyskland havde organiseret sig. Fra begge sider så man ud efter fæller udenfor rigets grænser; paven og Spanien støttede ligaen, Frankrig unionen.

Netop nu truede det også med et alvorligt sammenstød. Oppe i Nordvesttyskland lå ved Rhinen de Jülich-Kleviske lande, vest for floden, med deres tilliggende Mark og Berg, øst for floden, rige egne med betydelige byer, især Düsseldorf, vigtige ved, at de grænsede op til de spanske og til de Forenede Nederlande. Fyrsteslægten havde hidtil været katolsk, men i 1609 uddøde dens mandslinie, og arveretsspørgsmålet var højst indviklet. Herved trak det op til en krig. Men denne syntes at skulle få et stort omfang. Unionen bestemte sig til at støtte de protestantiske fyrster, der havde taget landene i besiddelse (de »possederende« fyrster) og forhandlede om hjælp med de protestantiske hovedmagter, generalstaterne og England, og tillige med Henrik IV af Frankrig. Navnlig på denne hvilede »Tysklands« og hele Europas øjne. Trods freden med Spanien var hele hans politik gået ud på at trænge denne magts og i den habsburgske indflydelse tilbage; han havde modarbejdet den i Nederlandene, i Schweiz og i Italien, og han havde medvirket til dannelsen af den Tyske Protestantiske Union. Men han havde stadigt ikke villet en åben krig; han mente ikke sit rige stærkt nok, og han stolede ikke på tilstrækkelig hjælp fra protestanterne. Han tøvede også nu; men i begyndelsen af 1610 traf han dog aftaler med unionen om væbnet indskriden i Jülich. Han foretog store oprustninger, og den europæiske krig stod for døren. Da ramtes han dødeligt af Ravaillacs kniv. Denne begivenhed kom til at skyde det store sammenstød ud. Frankrig opgav under den indtrådte formynderregering sin traditionelle politik og nærmede sig til Spanien. I Tyskland kom efter fortsat strid det jülichske spørgsmål til afslutning ved en deling af landene, således at Jülich og Berg tilfaldt en katolsk fyrste, Cleve og Mark Johan Sigismund af Brandenburg, der imidlertid var trådt over til calvinismen. Det blev de første besiddelser, som Brandenburg vandt i Rhinegnene og snart efter i 1618 øgedes dets territorium stærkt på anden måde, idet Johan Sigismund arvede det polske len, Østpreussen. Unionen styrkede sig ved forbund med Nederlandene og England, og for dettes tilslutning til den protestantiske sag syntes ægteskabet mellem Jakob I's datter Elisabet og kurfyrst Frederik V af Pfalz (1596-1632) at love meget. Dog var det på ingen måde stuarterens ønske at optræde aktivt, og i Tyskland var der på ingen af siderne nogen lyst til kamp; både unionen og ligaen lammedes også af indbyrdes uenighed. Da kom forholdene i Bøhmen til at gribe afgørende ind i begivenhederne. Ny strid med Rudolf havde bevirket, at de bøhmiske protestantiske stænder havde kaldt Mathias til hjælp og fået ham anerkendt som konge i deres lande. Halvt som fange levede kejseren i Prag til sin død i 1612. Mathias blev hans efterfølger (1612-19). Han var i det hele tilbøjelig til en forsonligere politik overfor protestantismen, men bestemte fjender af en sådan var dels Maximilian af Bayern, dels Spanien, der var besluttet på at gå kraftigt frem. Begges kandidat til tronfølgen i de habsburgske arvelande var den ivrigt katolske Ferdinand af Steiermark, og Mathias måtte bøje sig for deres vilje. Det lykkedes også at få de bøhmiske stænder til at antage Ferdinand til fremtidig konge og at få de ungarske til at vælge ham dertil. Men netop nu trak det op til store begivenheder i Bøhmen. En katolsk reaktion var allerede tidligere begyndt, men krænkelserne af majestætsbrevet tog til, da Ferdinand havde vundet indflydelse. Man kunne fra katolsk side også regne med en stærk uenighed i landet, mellem de to nationaliteter, mellem katolikker og konfessionelle, og mellem disse indbyrdes. Men netop denne uenighed bevirkede, at dristige tilhængere af en revolutionær bevægelse kunne tilrive sig ledelsen. I maj 1618 kom denne bevægelse til udbrud, og en folkemængde, der var trængt op i Hradschin slottet, anvendte en ældre bøhmisk form for en folkedom. To af de katolske statholdere kastedes sammen med deres sekretær ud af vinduet. Skønt de faldt ned i en dyb grav, reddede de livet, men oprøret var der, og begivenheden kom til at danne indledningen til Trediveårskrigen.

Den allerstørste del af Bøhmens befolkning og det både tjekker og tyskere sluttede sig straks til den provisoriske regering, der dannedes umiddelbart efter »vinduseksekutionen« i Prag, og hurtigt blev det også tilfældet i Schlesien. Dog var det allevegne adelen og magistraterne i byerne, der var de ivrigste, masserne fulgte dem, men uden stor offervillighed. Jesuiterne udvistes, og en hær samledes. Formelt var dog bevægelsen endnu ikke rettet mod selve kejseren, kun mod hans råder. Da døde Mathias i foråret 1619. Ferdinand stod nu som den lovlige hersker over alle de østrigske arvelande. Endnu mere betød det, at kurfyrstedagen, hvor katolikkerne fik støtte hos kurfyrst Johan Georg af Saksen, valgte Ferdinand II til kejser (1619-37). Men samtidigt hermed havde bøhmerne brudt broerne af bag sig. De fire bøhmiske kronlande forenede sig til en konføderation, afsatte Ferdinand og valgte kurfyrst Frederik V af Pfalz til konge. Den svage og uselvstændige fyrste var i tvivl, om han skulle modtage tronen, men hans ivrige calvinske rådgivere drev ham dertil. Han kunne også regne med, at de protestantiske stænder i Østrig og det protestantiske parti i kongeriget Ungarn havde tilsagt bøhmerne støtte, og at den calvinske fyrst Bethlen Gabor af Siebenbürgen var i fremrykning med en hær mod Pressburg, hvor han blev valgt til konge af Ungarn. Dog viste han sig snart som en upålidelig hjælper. Langt ugunstigere stillede sig imidlertid andre forhold. Nederlandene gav vel penge, men Jakob I, den ny bøhmiske konges svigerfader, holdt sig tilbage og tilbød kun mægling. Værst var det dog, at de protestantiske fyrster i Tyskland svigtede. Særligt gjaldt dette om Johan Georg af Saksen, hos hvem loyalitet mod kejseren og skinsyge mod Pfalz forbandtes med den heftigste opblussen af det lutheranske had til calvinisterne. Og unionen afsluttede en neutralitetsoverenskomst med ligaen. Tilmed åbenbarede der sig stærke svagheder indenfor selve Bøhmen. Der manglede penge til at lønne den lejede hær, og der opstod stærke rivninger mellem de bøhmiske adelige og kongens tyske officerer og hofmænd. Frederiks udygtighed, forenet med tilbøjelighed til et overdådigt liv, lagde sig for dagen på mange måder. Under alt dette havde den katolske verden samlet sig til kampen. Enighed var oprettet indenfor ligaen og mellem dens leder, Maximilian, og kejseren. Til gengæld havde hertugen fået løfte om den pfalziske kurværdighed, det længe efterstræbte mål for den bayerske linie af huset Wittelsbach, og udsigt til landerhvervelser. Men forbundet var tillige tiltrådt af Spanien, kongen af Polen og paven. Medens de fleste tyske protestantiske fyrsters bestræbelser gik ud på at isolere kampen, og de øvrige protestantiske stater holdt sig tilbage, havde katolikkerne allerede nu givet den en europæisk karakter. I spidsen for ligaens hær stod Tilly. Han var født i de Spanske Nederlande, ivrig katolsk, jævn i sæder, af stærk fysisk kraft, uddannet i den spanske krigskunst, forsigtig som hærfører. Fra Bayern rykkede han ind i Østrig, forenede sig med en kejserlig hær og angreb derpå Bøhmen. Ved det Hvide Bjergs højdedrag en mils vej vest for Prag mødtes hærene; kampen fik på katolsk side et religiøst præg, og slaget i november 1620 endte efter kun et par timers strid med den bøhmiske hærs vilde flugt. Skønt tabene var ret ringe, blev nederlaget afgørende i dets virkninger. »Vinterkongen« Frederik, der ikke havde deltaget i slaget, flygtede; om fortsat modstand var der ikke tale. Bøhmens nederlag blev også bestemmende for de andre arvelandes skæbne. Kætteriet blev forfulgt; dog behandlede man protestanterne forholdsvis mildt i Ungarn og dele af Schlesien, hvor det ved midten af det 18. århundrede fik betydning, at protestantismen havde holdt sig. Stænderne i Nedre- og Øvre-Østrig samt Ungarn fik lov til at beholde deres politiske rettigheder. Men i Bøhmen og Mähren fik reaktionen forfærdelige udslag; politiske og finansielle motiver indgik her forbindelse med den vildeste religiøse fanatisme. Oprørets ledere blev henrettede, og konfiskation af ejendomme ramte alle deltagere i det; navnlig gik det ud over adelen; i alt skal omtrent 2/3 af Bøhmens areal været blevet taget fra besidderne. Stænderne mistede alle politiske rettigheder undtagen skattebevilling og kronen blev arvelig. Al ikke-katolsk gudstjeneste forbødes; alle ikke-katolske adelige og alle gendøbere udvistes; ingen protestant måtte blive borger i byerne; sværme af katolske ordensbrødre indkaldtes, og jesuiterne fik magten over Prags universitet og over censuren. Således var landets selvstændighed knækket og katolicismens herredømme sikret i det land, der tidligst havde afrystet det. Den store mængde bøjede sig, men tallet på dem, der udvandrede, anslås til 30,000 familier; spredte rundt i Europa hidsede de allevegne til kamp mod Habsburg og katolicismen. Kulturelt og materielt led Bøhmen herved et uhyre knæk. Men hertil kom tyskhedens sejr over tjekkerdømmet. Vel anerkendtes det tjekkiske sprog som ligestillet med det tyske, men der gjordes jagt på tjekkiske bøger. Endnu vigtigere var dog, at de konfiskerede adelige godser, som kejseren af pengemangel måtte sælge, for en stor del kom over på tyske eller andre fremmede hænder. Den ny tjekkiske bevægelse ser med rette tilbage på hin tid som tyskernes store voldsdåd, omend motiverne mere var politiske end religiøse. Hele denne udvikling brugte en række år til at fuldbyrdes. Imidlertid var vigtige begivenheder indtrådt andetsteds. Allerede før slaget på det Hvide Bjerg var Spanien optrådt på krigsskuepladsen. I 1621 genåbnedes efter udløbet af den 12årige stilstand, krigen mellem Spanien og Nederlandene; disse fik derved interesse i ved pengehjælp og diplomatisk spil at holde kampen i Tyskland gående for at beskæftige det habsburgske hus. Erklæret i rigets acht af kejseren tog Frederik V af Pfalz og hans hustru, der endnu stadigt førte titel af konge og dronning af Bøhmen, ophold i Haag, og virkede der ivrigt for deres interesser. De kunne regne med adskillige lejetropførere i Tyskland, der var rede til kamp mod kejseren, omend mindre af religiøse motiver end af militære og økonomiske; de drev krigen som en forretning og gik skånselløst frem mod befolkningen. Deres felttog blev en blanding af sejre og nederlag, flest dog af de sidste, fordi deres ubændige selviskhed hindrede samarbejde mellem dem. Til sidst stod også Tilly, der havde forenet sig med spanierne, som den store sejrherre. Både Øvre- og Nedre-Pfalz var i hans magt. I hærenes følge arbejdede jesuiterne på befolkningens omvendelse. Maximilian, der stadigt havde drevet kejseren frem, fik sin belønning. I 1623 tildelte Ferdinand ham den pfalziske kurværdighed og gav ham udsigt til at beholde i alt fald Øvre-Pfalz. Krigen syntes endt. Der var imidlertid tegn til, at Habsburg og katolikkerne ikke ville nøjes med den magt, de havde vundet i Sydtyskland, og til at deres mål også var at bringe nordtyske stifter over på deres hånd. Den Neder-Saksiske kreds grebes af ængstelse. Men tillige var de mod Habsburg fjendtlige europæiske stater begyndt at forlade deres tilbageholdne politik.

Der var i Frankrig begyndt at rejse sig en modstand mod den spanskvenlige politik, som havde været rådende siden Henrik IV's død. Allerede i begyndelsen af 1620erne havde også en begivenhed på Italiens nordgrænse tvunget regeringen til at forandre signaler. Spanierne havde sat sig fast i Valtellina, en dal, som hørte under Graubünden, men igennem hvilken veje førte fra det spanske hertugdømme Milano til de Østrigske arvelande. Et spansk herredømme her betød en krænkelse af Frankrigs gamle interesser i Schweiz og var egnet til at kæde de to habsburgske magter nøjere sammen. Frankrig optrådte derimod og opnåede også nogle indrømmelser, men sagen var endnu langtfra ordnet. Da var det, at Richelieu i 1624 blev Frankrigs ledende minister. Han følte sig kaldet til at genskabe Frankrigs storhed, indadtil ved kongedømmets sejr over dets fjender, udadtil ved en klog politik, der kunne højne dets anseelse og om muligt udvide dets grænser. Han var sig opgavens vanskelighed bevidst; statsmagten var undergravet på mange måder, hvad der hindrede en pludselig kraftudfoldelse udadtil, og mange hensyn, også hans egen iver for katolicismen, gjorde ham det ikke let at finde et fast grundlag for den ydre politik. Dog var det hans urokkelige overbevisning, at kun gennem en tilbagetrængen af Spaniens magt gik vejen til Frankrigs storhed; sin katolske samvittighed vidste han at berolige med, at Frankrig langt bedre end Spanien ville kunne varetage kirkens interesser. Til noget brud med Habsburg anså han vel ikke øjeblikket for kommet, men udvidelsen af dets magtsfære i Italien ville han ikke tåle. Følgen heraf var, at han lod en fransk hær rykke ind i Valtellina, men kun som forbundsfælle af Graubünden, ikke som Spaniens fjende, en statsretlig forskel, som - i modsætning til hvad der gælder i nutiden - var fuldt anerkendt af samtiden. Snart overvandt han alle kirkelige betænkeligheder og slog ind på at støtte de protestantiske magter uden dog selv at gå over til angreb. Ligesom Henrik IV sluttede han subsidietraktat med Nederlandene, og han opnåede, at den engelske tronarving Karl ægtede Ludvig XIIIs søster Henriette Marie, hvormed forbandtes tilsagn om lettelser for de engelske katolikker. Og endelig søgte han, uden dog at binde Frankrig, at ægge de tyske protestantiske fyrster samt Danmark og Sverige til modstand mod kejseren. Hvad han foreløbig vandt, var imidlertid kun en fordel i det valtellinske spørgsmål; thi sin hovedkraft måtte han vende mod huguenotterne i selve Frankrig og snart efter endog se England som deres allierede. Den indtrådte vending i fransk politik skabte under disse forhold kun følelsen af, at Frankrig påny hørte til Habsburgs modstandere. For udviklingen i Tyskland havde Englands holdning mere at sige. Jakob I's udenrigspolitik havde fra første færd haft et dobbelt formål. Han drømte om at blive fredsstifteren i Europa - selv havde han også endt sit riges krig mod Spanien i 1604 -, og han ville sikre sit dynastis fremtid ved ægteskabsforbindelser til forskellige sider. Han havde således fået sin datter gift med Frederik V af Pfalz, og han arbejdede nu på et giftermål mellem prinsen af Wales og en datter af Filip III af Spanien; men da denne plan strandede, blev forholdet mellem England og Spanien atter køligt. En søkrig med Spanien ville Jakob dog ikke. Derimod ville han ved at optræde mod kejseren og ligaen søge at redde Pfalz for sin datter og svigersøn og deres børn. Han nærmede sig derfor til Frankrig ved Karls ovenfornævnte ægteskab, og han arbejdede på dannelsen af en protestantisk liga, der skulle omfatte England, Nederlandene, Sverige, Danmark og tyske fyrster. Et øjeblik så det ud til, at Gustav II Adolf skulle blive hans hovedstøtte, men da svenskekongen på grund af stillingens vanskeligheder krævede store ofre af England og Nederlandene, og Jakob ikke ville strække sig så langt, vendte han hele sin kraft mod Polen, med hvem han i 1621 havde fornyet sin slægts gamle krig. Da var det, at Kristian IV i 1625 erklærede sig villig til kamp i Tyskland på billigere vilkår. Kristian IV havde længe fæstet sit blik på Nordtysklands anliggender. Det religiøse fællesskab spillede sin rolle, men endnu mere virkede politiske betragtninger. Han havde haft held med at skaffe sine yngre sønner bispestifter hernede; Ulrik var blevet biskop i Schwerin, Frederik i Verden, og den sidstnævnte var tillige udset til at blive biskop i Bremen og Halberstadt. Men nu truede faren for en katolsk reaktion i disse stifter. Igennem slægtsforbindelser med det brunsvigske og brandenburgske fyrstehus og med Pfalz følte kongen sig derhos som en slags skytsherre for de tyske protestanter. Kaldtes han allerede derved frem til kamp mod kejseren og ligaen, så drev også hensynet til Danmarks politiske interesser ham til ikke at ville blive udenfor en protestantisk liga. Netop modsætningsforholdet til det protestantiske Sverige blev her afgørende. Hans forhøjelser af Sundtolden havde knyttet generalstaterne til hans nordiske medbejler; ved deltagelse i et evangelisk forbund kunne han håbe at vinde Nederlandenes venskab tilbage. Hertil kom så tilskyndelserne fra Frankrig og den direkte opfordring fra England, og endelig at den Neder-Saksiske kreds 1625 valgte ham til kredsoberst og vedtog oprustninger til forsvar. Hvad han byggede på, var dog kun skrøbeligt. Adskillige af kredsens fyrster stod vaklende, ingen protestantisk liga var afsluttet, end ikke nogen endelig traktat med vestmagterne; fra Karl I, der af had til Spanien havde erklæret det krig og var optaget deraf, fik han foreløbig kun penge. Alligevel rykkede den kongelige hær over Elben hen til Weserfloden. Kampen begyndte dog først, da Maximilian gav Tilly ordre til over floden at trænge ind i den Neder-Saksiske kreds. Men kort efter styrtede Kristian IV med hesten på fæstningen Hamelns vold og kunne en tid ikke føre befalingen. Tilly benyttede sig deraf til at besætte en del af kredsen. Han var tilmed ikke længere kongens eneste fjende. Kejseren havde rejst sin egen hær. Dens fører blev Wallenstein. Han hørte til en gammel tjekkisk adelsslægt, og var i sin ungdom gået over til katolicismen, havde deltaget i habsburgernes krige og var blevet kejsermagtens ivrige tilhænger i kampen mod stænderne og protestantismen. Ved mislige midler havde han derpå udnyttet statskassens salg af de efter 1620 konfiskerede bøhmiske godser; ved giftermål og energisk godsdrift havde han gjort sig til en rigmand. Nu stillede han sig til kejser Ferdinands rådighed, fik hertugtitel og overbefalingen over den hær, han skulle rejse for ham i riget. En mærkelig og gådefuld skikkelse greb hermed ind i Trediveårskrigens historie. Og man har kun få pålidige udtalelser af Wallensteins, og ligeså om hans planer, da han havde en indesluttede natur. Han kunne tænke dybt over fantastiske planer, fostrede af en uhyre selvtillid og styrkede ved en skæbne og stjernetro, som Kepler havde sat i svingning ved i hans ungdom at stille hans horoskop. Ligeså sikkert er det, at selvtilliden var forbunden med en jernhård vilje og med et umættelig mål efter at herske med pragt og med rigeligt af penge. Hverken som taktiker eller strateg har han tilført krigskunsten noget nyt af større betydning, og ingen enkelt glimrende sejrsbedrift knytter sig til hans navn. Men han var den store militære organisator. Han vovede at skabe langt større hære end man hidtil var vant til; med sin faste hånd evnede han at gøre sig til hærfyrsten, kalde krigslystne til sig i tætte skarer og fremtvinge lydigheden hos soldater og officerer; med sin over alle grænser gående hensynsløshed vidste han gennem udpresninger af de lande, hans hære besatte, at skaffe underhold til de store troppemasser. Året 1625 bragte dog ikke afgørende krigsbegivenheder, men i 1626 led Kristian IV store skuffelser. Wallenstein vandt fordele, og flere af lejetropførerne døde. Et frafald begyndte indenfor selve den Neder-Saksiske kreds' fyrster. Den store afgørelse kom derpå ved slaget ved Lutter am Barenberg i det brunsvigske; i en hovedkamp med Tilly led Kristian IV et ødelæggende nederlag. Nederlagets følger blev overordentlig store. Nedgangens lange dage var begyndt for Danmark, og ligaen og katolicismen stod som overmægtige i selve det protestantiske Tyskland. De allerfleste af de Neder-Saksiske fyrster og byer underkastede sig. I begyndelsen af 1627 rensede tilmed Wallenstein Østtyskland for kejserens modstandere. Men i 1627 blev endnu betydningsfuldere. I juli rykkede Tilly over Elben ind i Holsten. Umiddelbart efter indtrådte et vigtigt vendepunkt. Wallenstein forenede ikke blot sin hær med ligaens, men fik også overanførselen over det store fremstød mod Kristian IV. Det var hans skarer, der i efteråret trængte op gennem den jydske halvø. Danmark kunne ikke gøre nogen alvorlig modstand, så meget mindre som der netop nu ikke længere var håb om bistand fra vestmagterne. Der udbrød krig mellem Frankrig og England, fordi England støttede huguenotternes kamp i Frankrig. Ved begyndelsen af 1628 syntes katolicismen således at stå overordentligt stærkt. Den kunne regne sig til indtægt, hvad der skete i Frankrig, og næsten hele Tyskland var undertvunget. Jesuiter og dominikanermunke virkede ivrigt for protestanternes omvendelse, ja selv i Nørrejyllands domkirker fejredes katolske messer. Men der var store svagheder ved denne katolicismens sejr. Kampen i Frankrig var meget mere hidført af politiske end af religiøse motiver, og indenfor den tyske katolske verden var politiske forhold i færd med at ryste den enighed, som havde hersket ved den store krigs begyndelse. Wallensteins overtagelse af ledelsen af kampen mod Kristian IV havde også i den henseende været et vendepunkt, at det nu i det hele var ham som kejserens feltherre, der trængte Tilly og ligaens militære magt tilbage. Nu viste sig for alvor betydningen af, at kejseren havde fået sin egen store hær. Wienerhoffets forhåbninger gik vidt; sejren i Nordtyskland og over Danmark skulle udnyttes til dets egen fordel. Erobrede egne skulle direkte underlægges kejseren, og protestantiske stifter gå over til hans familie. Hertil kom mærkelige planer om at oprette en flåde på Østersøen og sikre et kejserligt herredømme over dette indhav. Oprindeligt var ideen udgået fra Spanien, der derved ville ramme nederlændernes handel; nu blev der tale om at benytte Wallenstein dertil. Men omend dennes magtstilling til en vis grad var en fordel for kejseren, var den på anden måde en svækkelse for ham. Det hører til de omtvistede punkter i Wallensteins historie, om han på dette tidspunkt har haft et stort upersonligt mål for øje, kejsermagtens almindelige forøgelse i riget på kurfyrsternes og landfyrsternes bekostning. Men sikkert er det i alt fald, at han foreløbigt havde samlet magten i Nordtyskland på sine egne hænder i form af et rent militærdiktatur, og at kejseren derved i meget var blevet afhængig af ham. Som vederlag for at udføre planerne mod Østersøen, fordrede og fik han store personlige fordele. Kejseren overdrog ham Meklenburg til rigsfyrstendømme og udnævnte ham til general over den kejserlige flåde på det Baltiske Hav. Men Wallensteins egenrådighed og hensynsløshed mod alle landsfyrster såvel som hans ødelæggende udskrivninger af penge og naturalier havde forlængst fremkaldt misnøje hos ligaen og de katolske kurfyrster. En opposition dannede sig både mod kejseren og Wallenstein. Da skete det tilmed, at disse planer led skibbrud. Wallenstein  mødte en hård modstand, da han ville gennemtvinge sit østersøvælde. Heltemodigt udholdt Stralsund en belejring. Byen kæmpede både for sin egen frihed og for protestantismen, og den fik bistand dels fra Kristian IV, dels fra Gustav Adolf, der her for første gang trådte aktivt op i Tyskland. Ud på sommeren 1628 måtte Wallenstein trække sig tilbage. En ganske anden skæbne ramte kort efter den franske huguenottiske by La Rochelle, der måtte overgive sig til Richelieu's tropper. Men denne begivenhed kom kun til at tjene katolicismens modstandere. Frankrig var blevet langt stærkere indadtil, og dets store statsmand anså øjeblikket for kommet til at vende sig mod Habsburg, vel ikke i åben kamp hverken mod Spanien eller kejseren, men ved at undergrave begges magt. Han sluttede fred med England. Alt dette i forening med kurfyrsternes uvilje mod Wallenstein og dennes kloge blik for den fare, der truede fra den i Polen og dets preussiske besiddelser sejrrige Gustav Adolf, bevirkede, at kejseren og ligaen sluttede fred i Lübeck i 1629 med Kristian IV på for ham forholdsvis gunstige vilkår. Han fik hele halvøen tilbage, måtte kun forpligte sig til at give afkald på de nordtyske stifter for sig og sine sønner og til ikke at blande sig i Tysklands anliggender. Kort før freden var kejseren og ligaen enedes om Restitutions-Ediktet. Det fastslog den fortolkning af religionsfreden, som så længe mod protestanternes indsigelse havde været hævdet af katolikkerne. Det gejstlige forbehold skulle have lovkraft, altså skulle alle rigsumiddelbare stifter, som siden Augsburgfreden var kommet på protestantiske hænder, gengives den katolske kirke. Det samme skulle være tilfældet med alle siden Passau-forliget af landsherrerne verdsliggjorte middelbare stifter, og den i religionsfreden hjemlede ret til udvisning af undersåtter, der ikke bekendte sig til landsherrens religion, skulle have fuld gyldighed. Hvis Testitutions-Ediktet blev gennemført, betød det, at 2 store ærkestifter, 12 bispestifter og meget mere end 100 klostre og andre gejstlige stiftelser, spredte over hele Nordtyskland, skulle for andre besiddere, de protestantiske fyrstehuse miste vældige indtægter og magt for dem og deres sønner, og mange tusinder af protestanter være hjemfalden til forvisning fra deres hjem. For så vidt betegner Restitutions-Ediktet højdepunktet af modreformationens og Habsburg-Østrigs sejr i Tyskland. Men det må erindres, at denne sejr langt mere skyldtes Wallensteins person end religiøse kræfter. Aldrig havde han villet give kampen en religiøs karakter, havde endda bestemt frarådet ediktet. Endvidere havde kejsermagten ikke formået at gøre ham til sit tjenende redskab. Og endelig havde det allerede i adskillig tid vist sig, hvorledes politiske momenter udhulede den kæmpende katolicismes styrke. Det sidste forhold fik store virkninger netop i årene 1629/30. Forbitrelsen mod Wallenstein og frygten for, at kejseren ved hans hjælp skulle krænke rigsforfatningen, kom til et heftigt udbrud på kurfyrstedagen i Regensburg i 1630; Richelieu havde pustet stærkt til ilden. Og kejseren veg tilbage. I august fik Wallenstein sin afsked, omend i stor nåde. Tilly blev hans efterfølger som hoved for den fra nu af forbundne kejserlige og ligistiske hær. Men hovedgrunden til kejserens eftergivenhed lå i, at en ny stor fare var begyndt at true.

Efter at Gustav II Adolf havde sluttet fred med Danmark i Knærød i 1613, havde han med stort held genoptaget sin slægts krige i østen. Ved freden i Stolbova 1617 havde han fra Rusland vundet Ingermanland og Keksholm len i Karelen; Sverige havde derved foruden landudvidelse opnået forbindelse mellem Finland og Estland og spærret russerne ude fra Østersøen. I 1621 var freden med Polen blevet brudt, og kongen havde erobret Riga og angrebet Kurland. Samtidig havde han med største opmærksomhed fulgt udviklingen af kampen i Tyskland; som ovenfor set havde han dog i 1624 ikke efterkommet Jakob I's opfordring til at kaste sig ind i den store krig. Han havde foretrukket at fuldende Livlands erobring og havde derpå vendt sig mod Preussen. Men i 1628 havde han ydet hjælp til Stralsund, og også på anden måde var han stødt sammen med kejseren, idet denne havde sendt en hjælpehær til polakkerne. Da var det, at Richelieu i sin iver for at samle fjender mod Habsburg mæglede en 6årig stilstand i Altmark i 1629 mellem Polen og Sverige, hvorved dette, så længe stilstanden varede, fik Livland og flere vigtige pladser i Preussen. Fra dette øjeblik blev kampen i Tyskland Gustav Adolfs store mål. Dette var dog alt andet end tilfældigt. Der var en nøje forbindelse mellem det og hans slægts politik fra Erik XIV's dage. Fra da af var de svenske vasaer begyndt at betragte en del af landene syd for Østersøen som hørende under deres interessesfære. Men Gustav Adolf udvidede denne langt mere mod vest end hans forgængere, allerede ved besættelsen af Livland og Kurland og dele af Preussen, endnu mere ved sine planer mod Tyskland. For dem har rimeligvis hans slægts og hans egen vidtspændende magtlyst betydet adskilligt; sandsynligvis har han fra 1628 tænkt på en erhvervelse, for stedse eller kun midlertidigt, af Stralsund. Men væsentligst dreves han dog frem af andre motiver. I kejsermagtens og katolicismens fremtrængen mod Østersøen øjnede han en støtte for Polen, en fare for Sverige, både politisk og religiøst. Dristig og storladen som han var, ville han forebygge denne fare ved at søge fjenden i hans eget land. Gift med en datter af kurfyrsten af Brandenburg, beslægtet med adskillige andre af de nordtyske fyrster, atter og atter anmodet af dem om bistand, anså han sig for kaldet til at forsvare deres frihed, og hans stærke protestantiske følelse ængstedes og harmedes over den sejr, hans religions fjender var i færd med at vinde. Af mange grunde ville han således værne den sydlige østersøkyst og dens opland. Thi sikkert er det, at da han greb til våben, indskrænkede hans direkte planer sig hertil; kun som en mulighed dæmrede det for ham, at sejre måske kunne føre ham til videre formål og bringe større erobringer. At sejrene kom, havde delvis sin grund i de øjeblikkelige forhold, som de var, da han greb ind i kampen. De tyske fyrster var optaget af den kommende kurfyrstedag, og den kejserlige hær var trukket mod syd. Snart efter afskedigedes Wallenstein, og Tilly's personlige kraft var mindsket. Dernæst havde Gustav Adolf store hjælpere, en statsmand som Axel Oxenstierna og fremragende hærførere som Johan Banér, Gustav Horn og Torstensson. Men frem for alt beroede hans fremgang på hans menneskelige storhed, hvis særkende var ægte religiøsitet, glødende tro på hans sags retfærdighed, utrættelig pligtfølelse, nordisk friskhed og mægtig kraft, og dernæst på hans store evner som statsmand og som hærfører. Som strateg har han lagt vægten på den såkaldte basis for operationerne dvs. sikkerhed for opstillingsstedet og tilbagetogslinien, oplagspladser for ammunition og proviant; herved blev fremmarchen gjort mindre afhængig af plyndringer og kontributioner. Men navnlig har han indført store forbedringer i våbnene og i taktikken. Artilleriet blev gjort stærkere, musketterne lettere, fodfolket opstilledes ikke længere i dybe firkanter, men på 3 geledder, der nemt kunne rykke ind i hinanden, rytteriet fik til opgave det hurtige angreb med blanke våben, en anden deling holdtes rede til undsætning. Ved alt dette øgede han hærens bevægelighed og skudhurtighed på slagdagene og skabte brugelige reserver. Alt i alt brød han nye baner for krigskunsten og blev en foregangsmand i, hvad der senere blev dens opgaver. Men meget betød det også, at der i hans hær var en kærne af udskrevne svenske soldater, som havde mindre af de internationale lejehæres fredløse og håndværksagtige instinkter, var lettere at holde i den tugt, som kongen satte så stor pris på, og inderligere knyttet til hærføreren og den sag, han kæmpede for, end det var sædvanligt på den tid. Senere da hæren blev større og større, ændredes dette forhold dog noget. Det var i sommerens midte i 1630, at Gustav Adolf gjorde landgang på øen Usedom, og kort efter førte han sine tropper over til Pommerns fastland. Han tvang hertugen til et forbund, der gav ham overbefalingen over den pommerske hær og forbeholdt ham højheden over landet efter hertugens snart ventede død, indtil arvefølgen var ordnet; hertugen var nemlig den sidste ætling af det gamle vendiske fyrstehus; den nærmeste arving var kurfyrst Georg Vilhelm af Brandenburg, men sagen var ikke helt ordnet. Ved årets udgang var kongen herre over hele Pommern og Oderfloden. Umiddelbart derpå i januar 1631 sluttede han forbund med Frankrig og grundlagde derved en langvarig og betydningsfuld forbindelse mellem denne stat og Sverige. Frankrig lovede store årlige subsidier, og da det tillige havde fornyet de ældre traktater med Nederlandene, var det derved afgjort blevet forbundsfælle af de protestantiske, mod Habsburg fjendtlige magter; Richelieu mente dog ikke dermed at skade katolicismen, da Gustav Adolf lovede kultusfrihed til katolikkerne i de lande, han måtte besætte. Men hvor meget forbundet end støttede kongens stilling, så svækkedes dog denne endnu ved kurfyrsterne af Saksen og Brandenburgs afventende holdning. Denne bevirkede, at kongen ikke vovede selv at rykke til undsætning for Magdeburg, mod hvilken by Tilly havde vendt sig; han sendte kun en af sine oberster derhen for at ordne forsvaret. I maj 1631 stormede Tilly byen. Under den hårde kamp udbrød der ild, der i kort tid forvandlede byen til en askehob. Protestanterne lagde straks skylden for ildebranden på Tilly, og denne anskuelse stod væsentlig urokket, indtil Wittich i 1874 godtgjorde, at i alt fald Tilly intet ansvar har haft. Men endnu er intet sikkert oplyst om, hvorledes branden er opstået. Begivenhederne gjorde et mægtigt indtryk. Katolikkerne jublede, men i den protestantiske verden lød råbet om hævn. Alles blikke vendte sig mod Gustav Adolf. Uden dog at lade sig lokke til ubesindig fremgang, sikrede han sig ved forbund med forskellige mindre protestantiske fyrster ledelsen af deres hære og tvang derpå Brandenburg til det samme. Da Tilly vendte sig mod Kursaksen, opgav også Johan Georg sin neutralitet og sluttede sig til Gustav Adolf. Få dage efter i september 1631, stødte den forenede svensk-saksiske hær sammen med Tilly's ved Breitenfeld, lige nord for Leipzig, og den ny svenske krigskunst bragte Gustav Adolf en afgørende sejr over hans modstander. Slaget blev en verdensbegivenhed; fra da af var protestantismen reddet, kejsermagten kastet tilbage, Gustav Adolfs overlegenhed i Tyskland sikret; i sine følger førte sejren også til Sveriges supremati i Norden. Sejren fæstnede desuden den udvidelse af Gustav Adolfs planer, som allerede var foregået skridtvis efter hans første fremgang på tysk grund. Mere og mere forfulgte han fra nu af til sin død 3 mål. Hele Tysklands anliggender skulle gennemgribende omdannes, i kirkelig henseende ved Restitutions-Ediktets ophævelse og afskaffelse af den religiøse regionaltvang, i politisk henseende ved, at stændernes rettigheder, som de var 1618, genoprettedes. Men for det andet skulle den religiøse og politiske fred sikres ved dannelsen af et stedsevarende særforbund af de tyske evangeliske stænder, der skulle være i forbund med Sverige og stå under dettes direktorium. Endelig skulle Sverige have tilfredsstillelse ved direkte erhvervelser; væsentligt har han derved tænkt på Pommern.(Meget usikkert er det, om Gustav Adolf tillige har stræbt efter kejserkronen og tænkt sig at indføre et evangelisk kejserdømme). Det står rimeligvis i forbindelse med denne hans politik, når han efter Breitenfeld overlod den saksiske hær til at angribe kejserens arveland Bøhmen, men selv vendte sig mod hjertet af det egentlige Tyskland. Over Thüringen drog han til Main-dalen og videre mod vest igennem »Die Pfaffengasse«, egne, hvor katolicismens herredømme for ikke mange tiår siden var blevet genoprettet af bisper, abbeder og jesuiter. Hvad der var tilbage af protestanter, især i de frie byer, hilste ham med jubel; fyrster, imellem hvilke hertug Bernhard af Saksen-Weimar, og gesandter hyldede ham, hans forbundssystem udvidedes. Medens præster og klosterfolk flygtede, begyndte han en sekularisation af de gejstlige stifter og skænkede dem til adelige og officerer. Han kunne håbe at have lagt en sikker grund for sine bestemmelser om Tysklands nyordning. Endnu mere stod han som hersker under sit ophold i Mainz ved nytårstid, og rundt om i Tyskland stod hære på ialt 100.000 mand rede til at lystre hans vink. Han underhandlede også om fred med kurfyrsten af Bayern og samtidigt med Frankrig om udvidelse af forbundet. Men Maximilian var endnu ikke knækket, og Richelieu holdtes af religiøse betænkeligheder tilbage fra at knytte sig nøjere til den så stærke evangeliske magt. Så brød Gustav Adolf i foråret op fra Mainz mod Bayern. Ved Lech-floden forsøgte Tilly at standse ham, men han blev dødeligt såret, og hans hær flygtede. Kongen holdt sit indtog først i Augsburg og derpå i München. Det var højdepunktet i hans liv. »Snekongen«, som man i Wien hånligt havde kaldt ham i 1630, var blevet til »Løven fra Norden«. Da mødte han for første gang en modstander, der var ham jævnbyrdig i kraft, om ikke i skabende krigskunst. Wallenstein havde efter sin afsættelse trukket sig tilbage til sine godser i Bøhmen, hvor han rugede over hævn over kejseren. I kraft af sin rigsfyrstestilling tiltroede han sig ret til at handle, som han ville. Han havde søgt forhandlinger med Gustav Adolf og vist sig villig til at støtte ham med våbenmagt. Men efter Breitenfeld trængte kongen ikke til ham. Derimod var dette nu tilfældet med kejseren, og følgen blev, at Wallenstein atter trådte i Ferdinands tjeneste, men rigtignok på sådanne vilkår, at der i dem lå næsten vished for en kommende strid; foruden andre fordele skulle han have en fuldkommen uafhængig ledelse af den kejserlige hær og ret til at indlede underhandlinger om fred med Kursaksen. Foreløbigt skuffedes dog ikke kejserens forhåbninger til ham. Han stampede atter en hær op af jorden, rensede først Bøhmen for sakserne, vendte sig derpå mod Gustav Adolf og forenede sig med den bayerske hær. Kongen havde sat sig fast i Nürnberg. Men Wallenstein indtog en stilling vest derfor i en befæstet lejr. Kongen, der ikke kunne skaffe proviant nok til sine tropper, forsøgte derpå en storm på Wallensteins hær, men blev besejret. Gustav Adolf opgav nu Nürnberg, og da Wallenstein vendte sig mod Saksen, fulgte han ham. Den 16. (6.) november 1632 stod det berømte slag ved Lutzen, der endte med Wallensteins tilbagetog. Men Gustav Adolf var faldet. En mægtig indsats havde han gjort i verdenshistorien, vendt lykken i den store kamp, standset Habsburg og katolicismen, skabt sig selv og sit fædreland en berømmelse, som ingen nordisk fyrste og ingen nordisk magt før havde ejet.

Gustav Adolfs død kunne ikke andet end svække Sveriges indflydelse i Tyskland, så meget mere som arvingen til tronen var hans 6årige datter Kristina og en formynderregering derfor overtog styrelsen. Men at virkningerne ikke blev større, skyldtes, at ledelsen af de svenske anliggender syd for Østersøen kom i hænderne på rigskansleren Axel Oxenstierna, der med sit store diplomatiske snille forenede et indgående kendskab til fastlandets politiske forhold. Ganske vist faldt hans planer ikke helt sammen med kongens i dennes sidste tid. Ikke omdannelsen af Tyskland, men erhvervelsen for Sverige af så meget som muligt af Østersøens sydkyst, var hans store mål. Men også hertil målte kampens fortsættelse være midlet. Her gjaldt det da i første linie om at opretholde det stiftede alliancesystem. Fuldt lykkedes det ikke; kurfyrsterne af Saksen og Brandenburg viste sig tilbøjelige til udsoning med kejseren. Men de protestantiske stænder i Øvre-Tysklands 4 kredse, den frankiske, schwabiske, øvre- og nedre-rhinske, knyttede sig til Sverige ved et forbund, for hvilket Oxenstierna blev direktor, og kort efter sluttede de fleste stænder i de to saksiske kredse sig dertil. Også forbundet med Frankrig fornyedes. Bernhard af Saksen tog hertugdømmet »Weimar Franken« (Bamberg, Würzburg m. m.) til len af Sverige. For en del lykkedes det også at besejre de store vanskeligheder, der rejste sig ved hærene, og som beroede på manglende evne til at lønne soldaterne, på de fremmede lejetroppers store overtal over den nationale svenske kærne og på skinsyge mellem generalerne. Endnu var hele Rhinlinien i de forbundnes hænder. Når den militære stilling vedblivende var så gunstig i vest og i syd, skyldtes det for en stor del Wallensteins holdning. Om denne og om årsagerne til den har hersket stor strid, og endnu er langtfra alle gåderne sikkert løste; visse ting står dog fast. Hans mål fra Gustav Adolfs død til hans eget fald var at skabe freden i Tyskland. Han har for at opnå målet handlet på egen hånd og vel søgt sin berettigelse dertil i den ret uklare fuldmagt, han 1632 havde fået af kejseren. Men han har handlet uden fasthed og konsekvens, både i sine diplomatiske forhandlinger og som hærfører de enkelte gange, han i det hele greb militært ind. Han har endvidere indladt sig på et dobbelt, ja tredobbelt spil ved sine underhandlinger, der snart gik ud på særfred med Saksen, snart på en almindelig fred også med Sverige og Frankrig. Han har næsten hele tiden handlet i alt fald tvetunget overfor kejseren. Da greb andre ting ind i hans skæbne. Hans tvivlsomme adfærd havde skabt ham mange fjender ved kejserhoffet, især blandt kejser Ferdinands kirkelige rådgivere. De fik støtte hos Maximilian af Bayern, der harmedes over, at han ikke bragte ham hjælp, og hos Spanien. Modslaget herimod var, at Wallenstein endnu ivrigere end før drev sine underhandlinger på egen hånd og ville sikre sig sin hærs troskab ved at lade sine oberster underskrive et revers i Pilsen om ubrødelig lydighed mod ham. Men selv indenfor officererne kunne kejseren regne på bistand, når han endelig bestemte sig til at bryde med den mægtige. I begyndelsen af 1634 underskrev han hans afsættelse, og rundt om i hæren gav dette skridt signalet til frafald fra Wallenstein. Først da brød denne broerne af bag sig, blev den åbenbare oprører ved at kalde selve Bernhard af Saksen-Weimar til sin hjælp. For at være nærmere ved ham, drog han, syg og med få tropper, til Eger. Her var det da, at han blev myrdet af nogle sammensvorne, der kendte kejserens harme mod ham uden dog at have nogen ordre fra ham til dåden. Wallensteins stjerne, som han havde troet på til sin sidste stund, var gået ned for bestandigt. Forholdene blev gunstige for kejseren. Kurfyrsten af Saksen ønskede fred, i det tysk-svenske forbund var der rivninger, ligeledes mellem hertug Bernhard og den svenske general Horn. Ved Nordlingen led de et knusende nederlag; Horn og 6,000 mand blev fanger i 1634. Slagets følger blev overordentlig store. Næsten hele Sydtyskland kom i kejserens og katolikkernes magt, og en blivende grænse var sat for protestantismen. Men virkningerne strakte sig videre. Den fred med Johan Georg af Saksen, som så længe havde været på tale, kom i stand i Prag 1635. Saksen forbandt sig med kejseren til fordrivelse af svenskerne fra riget og fik til gengæld ejendomsret over Lausitz der tidligere var blevet pantsat til det. Til freden sluttede sig snart efter Kurbrandenburg og hele den Neder-Saksiske kreds. Almindelig blev freden dog ikke; men ved årets udgang stod kun hertug Bernhard og Hessen-Kassel under våben på Sveriges side. Et uhyre omslag var indtrådt i Tyskland. Men samtidigt var sket noget andet. Richelieu havde bestemt sig til at lade Frankrig træde åbent frem som krigsførende magt. Han havde ikke længere grund til at frygte det evangeliske Sverige som ledende i Tyskland, men meget mere grund til at ængstes for Habsburgs fornyede overherredømme, og for at Spanien skulle sætte sig fast ved Rhinen. I foråret 1635 erklærede Frankrig Spanien krig og sluttede offensivt forbund med Nederlandene mod den fælles fjende. For at skaffe sig militær støtte til krigen indgik det en overenskomst med hertug Bernhard, hvorved denne trådte i fransk sold og fik overdraget overhøjheden over det Østrigske Elsass. Tillige friede Richelieu Sverige for en fornyet krig med Polen, og ved fransk mægling sluttedes en ny stilstand i 1635. Hvor forskellige disse begivenheder i året 1635 end var, så betød de tilsammen, at et nyt afsnit af Trediveårskrigen var begyndt. Endnu mere end før var den blevet en verdenskamp, og dens religiøse side var afgørende trængt tilbage; den var overvejende blevet en politisk krig, en krig om besiddelse og magt. Men de deri bundende modsætninger var så store, at end ikke flere vigtige personforandringer, som i de følgende år indtrådte i to af Europas største stater, fik nogen betydning for deres udenrigspolitik. I 1637 fulgtes Ferdinand II som kejser af sin søn Ferdinand III (1637-57); han var vel uden faderens stærke religiøse fanatisme og ville helst freden, men dog kun på for ham billige vilkår, og hans mangel på kraft gjorde ham afhængig af spansk indflydelse. I 1642 døde Richelieu og i 1643 Ludvig XIII, men med Mazarin som leder fortsatte Ludvig XIV's formynderregering uden vaklen den habsburgfjendtlige politik. Der kæmpedes i disse år næsten allevegne i Europa. Fra 1640 støttede Frankrig Portugals og Cataloniens oprør. I 1643 vandt dets hær under prinsen af Enghien, den senere prins af Condé, den berømmelige sejr ved Rocroi i de Spanske Nederlande over spanierne. Med disse begivenheder dalede Spaniens verdensanseelse afgørende. Også den Nordiske Krig i 1643-45 stod i nær forbindelse med den almindelige kamp; Sverige ville ramme Kristian IV for at lamme hans bestræbelser for at hindre Sveriges udvidelse ved Østersøen. Hvad krigen i Tyskland angår, nåede den i årene 1635-48 et højdepunkt af brutalitet. Hærførernes og officerernes udsugelsessystem, lejebandernes plyndringer og vold overgik, hvad den tidligere tid havde oplevet. Selve kampene bølgede længe frem og tilbage; snart måtte de svenske tropper trække sig tilbage til Pommern, snart faldt de ind i de østrigske arvelande; også de franske hære havde vekslende lykke i Sydtyskland. Dog var de svenske hærførere, især Banér og Torstensson, deres modstandere overlegne. For Frankrigs vedkommende spillede en begivenhed en stor rolle. Mellem Bernhard af Saksen-Weimar og Richelieu var det hurtigt kommet til rivninger; men striden endte ved Bernhards pludselige død i 1639. Richelieu benyttede sig heraf til at få hans herreløse hær til at tage fransk tjeneste og til at lægge beslag på de af ham erobrede lande. Med denne hær og med udmærkede hærførere som Condé og Turenne kunne nu Frankrig kaste et vægtigt lod i kampen. Vigtige følger fik også et fyrsteskifte i Kurbrandenburg. Denne stat havde hidtil trods dens territoriale omfang kun spillet en ret ringe rolle under krigen, og dens hovedland Mark-Brandenburg havde lidt forfærdeligt. Da fulgtes 1640 den svage kurfyrste Georg Vilhelm af sin unge søn Frederik Vilhelm. Ingen kunne vel foreløbigt ane, hvilken betydning han skulle få for sin stat og det hohenzollernske hus, men han brød snart det forbund, hans fader i 1635 havde sluttet med kejseren, og stillede sig neutralt. Hans opgave blev hans stats sikkerhed og magtudvidelse, og særlig fæstede han blikket på Pommern; hans arvekrav derpå havde fået gyldighed ved fyrstens død, men han havde Sverige til medbejler. Hertil kom, at kurfyrst Maximilian af Bayern i tråd med de politiske interessers almene overvægt over de religiøse fjernede sig fra kejseren. Alt dette i forening med den almindelige forpinthed og længsel efter tilbagevenden af rolige tilstande bevirkede, at der efter lange forhandlinger trådte en fredskongres sammen i Osnabrück og Münster. Næsten alle Europas ypperste diplomater havde givet møde; en pavelig og en venetiansk gesandt virkede som mæglere. Det var første gang, at man søgte at ordne så godt som alle Europas anliggender ved en fællesforhandling. De store stridsgenstande og krigsbegivenhedernes vekslende gang trak ganske vist underhandlingerne ud i en række år. Men endelig kom fredsslutningerne 1648; samlet har de fået navn af Den Westfalske Fred.

Fredsbetingelserne kan for Tysklands vedkommende deles i 3 grupper: 1) de territoriale forandringer. Frankrig fik stadfæstelse på de i 1555 erhvervede bispedømmer Metz, Toul og Verdun samt, men ganske vist i delvis omtvistelige udtryk, landskabet Elsass med undtagelse af byen og bispedømmet Strassburg. Da det ikke forpligtedes til at rømme det under krigen besatte hertugdømme Lothringen, bevarede det også foreløbigt dette land. Sverige fik som len af det tyske rige Forpommern med Rügen og det vestlige Bagpommern med Stettin og øen Wollin, endvidere Wismar og de tidligere bispedømmer, nu hertugdømmerne Bremen og Verden. Brandenburg fik resten af Bagpommern samt som erstatning for sine arvekrav på det øvrige Pommern de tidligere bispedømmer Kamin, Halberstadt og Minden samt krav på ærkestiftet Magdeburg efter den daværende administrators død, der indtraf i 1680. Forskellige nordtyske stater fik andre gejstlige stifter. Bayern beholdt kurværdigheden og Øvre-Pfalz, men en ny kurværdighed (den 8de) oprettedes for den afdøde kurfyrst Frederik af Pfalz's søn og efterkommere; tillige fik de Nedre-Pfalz. 2) de religiøs-kirkelige bestemmelser. Augsburgfredens bestemmelser om retlig ligestilling (paritet) for stænderne af de stridende trosbekendelser stadfæstedes, og det således, at de calvinske udtrykkelig fik samme ret som de lutheranske, og at rigskammerretten skulle bestå af lige mange katolske og evangeliske medlemmer. På rigsdagen skulle stridigheder om religiøse spørgsmål og om fredens fortolkning ikke afgøres ved flertalsbeslutninger, men ved mindelig overenskomst. Med hensyn til de gejstlige umiddelbare og middelbare stifter fastsattes i 1624 som normalår; hvad der på den tid var henholdsvis i evangelisk og katolsk besiddelse, skulle vedblive at være det. Derimod fastsloges de verdslige fyrsters ret til at skifte religion og derved bestemme den herskende bekendelse i landet; dog skulle de undersåtter, som i 1624 havde haft ret til religionsfrihed, vedblivende beholde den; med hensyn til andre beboere, hvis tro afveg fra landsherrens, bestemtes, at han, hvis han ville tåle dem, skulle unde dem husandagt, eller, hvis han ville udvise dem, tilstå dem en ret lang frist. Men for kejserens arvelande (dog Schlesien undtagen) og Øvre-Pfalz skulle den fulde fyrstelige religiøse regionalret gælde. 3) bestemmelser om rigsforfatningen. En amnesti skulle udstedes af kejseren, dog stærkt begrænset for oprørerne i hans arvelande. Der sikredes stænderne den fulde landshøjhed over deres territorier, endda med ret til at slutte forbund, ikke alene indbyrdes, men også med fremmede magter, dog kun for så vidt som disse forbund ikke var rettede mod kejseren, riget og freden. De schweiziske kantoner udløstes af deres hidtilværende formelle samhør med riget. Til alt dette kom fredsslutningen mellem Spanien og de Forenede Nederlande, hvorved disses uafhængighed anerkendtes; heri lå også, at de trådte ud af forbindelsen med det tyske rige. Spanien havde tillige måttet opgive de nordligste dele af Brabant, Flandern og Limburg og anerkende Scheldens spærring. De nederlandske Øst- og Vestindiske handelskompagnier skulle beholde deres fra Spanien og Portugal erhvervede besiddelser.

Frankrigs mellemværende med Spanien var ikke blevet afgjort ved Den westfalske Fred, og krigen fortsattes. Spanien drog store fordele af den indre opløsning, som frondekampen bevirkede i Frankrig 1649-53. Men efter denne kamps ophør stod Frankrig atter som den stærkeste som militær magt, skønt den ene af dets store hærførere, Condé, havde sluttet sig til dets fjende, og også politisk genvandt det sin førstestilling takket være Mazarins store diplomatiske kunst. Han sluttede forbund med det af Cromwell ledede England, og da kejser Ferdinand III udenformelt at bryde freden vedblev at sende sin forbundsfælle Spanien hjælpetropper, udnyttede han de tyske fyrsters uvilje herimod. En lejlighed dertil gaves, da kejseren døde i 1657. Vel lykkedes det ikke Mazarin at hindre valget af hans søn Leopold, men han opnåede, at kurfyrsterne ved valgkapitulationen forpligtede ham til ikke at bistå Spanien. Og da i 1658 de vesttyske fyrster, både de 3 gejstlige kurfyrster, Brunsvig og Sverige (for Bremens og Verdens vedkommende) og flere andre, sluttede det såkaldte Rhinforbund til sikring mod Habsburg og til fredens og valgkapitulationens overholdelse, tiltrådte Frankrig det »som medlem af freden«. Betrygget på denne måde formåede den franske hær under Turenne at vinde afgørende fordele i felttoget på nordgrænsen i 1658. Nu bekvemmede Spanien sig også til fred, der blev sluttet på fasanøen i floden Bidassoas delta (Pyrenæerfreden i 1659). Frankrig erhvervede Roussillon i syd samt Artois og flere grænsepladser i nord; Dunkerque tilfaldt England. Til gengæld amnesteredes Condé, og der aftaltes et ægteskab mellem Ludvig XIV og Filip IV's datter Maria Theresia; hun forpligtede sig til at opgive sine arvekrav på Spanien, men rigtignok kun fra det øjeblik, da dette rige udbetalte en fastsat medgift. Heri lå spiren til senere skæbnesvanger strid, men foreløbig var kampen mellem Bourbon og Habsburg bragt til afslutning.

Striden mellem Sverige og Polen flammede atter op, da den polske konge Johan Kasimir i 1654 ved Kristinas tronfrasigelse optog sin slægts arvekrav på Sverige, og dettes konge, Karl X Gustav, Gustav Adolfs søstersøn, med iver greb den lejlighed til fornyet krig, som det forestående udløb af våbenstilstanden gav. Tanken om en deling af det polske rige var fremme hos ham. Polens indre tilstande lettede hans angreb, adelen gik i skarevis over til ham, Warszawa og Krakau overgav sig, og mange polske landskaber anerkendte ham som konge. Hans planer gik videre, han ville erobre Preussen, men her mødte han modstand hos kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg; dog opnåede han forlig med denne. Samtidigt havde imidlertid det hårde svenske styre vakt et omslag i Polen; allevegne rejste polakkerne sig, og Johan Kasimir, der var flygtet, vendte tilbage. Den forenede svensk-brandenburgske hær sejrede dog i det store slag ved Warszawa i 1656. Men året derpå brød Frederik III af Danmark freden med Sverige. Hermed indlededes afgørende begivenheder i Nordeuropa. Karl Gustav vendte sig mod Danmark og tvang det til store landafståelser ved freden i Roskilde 1658. Frederik Vilhelm havde imidlertid søgt at udnytte stillingen. I 1657 havde han sluttet forlig med Polen i Wehlau, hvorved han opnåede at få Østpreussens lensforhold hævet. Han håbede tillige at erobre Pommern, og da Karl Gustav i 1658 fornyede krigen med Danmark i håb om at underlægge sig dette rige, indgik han, kejser Leopold og Polen et forbund med Frederik III mod Sverige. Krigene vakte i høj grad Vesteuropas opmærksomhed. Frankrig, England og Nederlandene virkede af politiske og kommercielle interesser for at standse dem. De fandt endelig deres afslutning i 1660. Freden i København beseglede Sveriges besiddelse af sundprovinserne, og freden i Oliva skaffede det Livland; kongen af Polen måtte tillige opgive sine arvekrav på Sverige, og for Østpreussens vedkommende stadfæstedes Wehlau-forliget; men Brandenburgs forhåbninger med hensyn til Pommern blev skuffede. I de nærmest følgende år bragtes også de langvarige krige mellem Rusland og dets fjender Polen og Sverige til foreløbig afslutning. I 1598 var det ældgamle rurikske fyrstehus uddød. Derefter var fulgt borgerkrige (de falske Dmitriers tid), i hvilke Ruslands naboer i vest og nord havde blandet sig. En tid havde det set ud til, at polakkerne skulle blive herrer i Moskva, men deres forhåbninger var blevet tilintetgjorte ved en national rejsning, der frigjorde Rusland for fremmedherredømmet og i 1613 gav magten til det romanovske hus' første hersker Michael Feodorowitsj. Ved freden i Stolbova 1617 havde han dog måttet gøre Sverige store indrømmelser, og da krigen med denne magt snart udbrød igen, måtte Michaels søn og efterfølger Alexis (1645- 76) i 1661 stadfæste den forrige fred. Den ligeledes fornyede krig med Polen trak noget længere ud. Striden drejede sig om de vestlige grænser samt om herredømmet over kosakkerne i Ukraine. Kosakkerne var udvandrere fra Polen og Rusland, der fra slutningen af det 14. århundrede havde dannet krigerske samfund med befæstede lejre under overledelse af en hetman på de skovløse sletter, der lå på grænsen mellem slaverne og tatarerne og strakte sig fra Donau hen imod Ural. Freden mellem de to riger i 1667 gav også Rusland herredømmet over kosakkerne i Ukraine, for så vidt de boede øst for Dnjepr. Tillige beholdt Rusland de omtvistede byer Kiev og Smolensk.

Det var først ved århundredets midte, at Spanien mistede sin stormagtsstilling. Da bukkede dets hære og dets diplomati under for Frankrigs, og dets statsbygning ramtes af en række dybe sår. Catalonien, hvis befolkning var meget forskellig fra Castiliens og var knyttet ved sprog og traditioner til Sydfrankrig, rejste sig i 1640 til et oprør, da den selvstændighed, det hidtil havde bevaret ved privilegier og i stænderforsamlinger, var blevet krænket; oprørerne overgav endog landet til Ludvig XIII, og 12 år varede kampen, inden det spanske herredømme påny var blevet befæstet. I 1647 udbrød en revolte i Neapel, hvis befolkning længe havde lidt under slet forvaltning og utålelige skafter og nu var blevet yderligere forbitret ved en afgift på frugt, der var de fattiges fornemste levnedsmiddel. Det var et rent fattigmandsoprør, ledet af en fisker fra Amalfi, Masaniello. En tid fik han magten, men snart blev han greben af storhedsvanvid, så pøbelen kunne hidses mod ham; han blev dræbt, og det derpå indtrådte anarki standsedes endelig af en spansk flåde. Men var det således lykkedes regeringen på disse to steder at hævde sin magt, så gik det anderledes i Portugal. Siden dets indlemmelse i Spanien 1580, var dets interesser blevet forsømte, og store skatter trykkede folket, og adelen krænkedes ved, at høje embeder blev besatte med spaniere; tillige erobrede nederlænderne mange af dets kolonier og ødelagde dets handel. I 1640 udbrød et oprør, og hertug Johan af huset Braganza, en gren af den før 1580 herskende kongeslægt, udråbtes til konge. Hjælp kom fra Frankrig og Spanien måtte anerkende Portugals uafhængighed. Allerede i 1648 havde det måttet gøre den samme indrømmelse til de nordlige Nederlande, som jo faktisk længe i forvejen havde haft deres frihed. Nedgangen i anseelse og styrke hang sammen med et indre forfald, som skyldtes svagheder både hos styrelsen, hos de ledende samfundsklasser og hos det brede folk. Allerede længe havde absolutismen været Spaniens regeringsform; ihvorvel der endnu bestod stænderforsamlinger i hver af provinserne, så havde de dog ringe indflydelse (med undtagelse af i Catalonien indtil 1640 samt i de baskiske lande). Overordentlig meget afhang derfor af kongens person. Filip II havde med sin stærke individualitet slidt voldsomt på landet. Hans efterfølgere gjorde skade ved deres svaghed. Filip III blev i 1621 fulgt af sin søn Filip IV. Han var bedre begavet end faderen, havde interesse for kunst, men var doven og nydelsessyg og ødelagt af smiger og udsvævelser. Da han døde i 1665, blev hans mindreårige søn Karl II konge; hele sit liv blev han et forkælet og dovent barn. Den øverste forvaltning var kollegialt indrettet, i hænderne på de store råd. De var spidsen af et bureaukrati, så vidt forgrenet og så talrigt, at 1/5 af hele befolkningen regnedes for at høre til embedsstanden og dens familier. Men netop denne embedsstand var ulykkebringende ved sin demoralisation, sin bestikkelighed og sin udsugelse af folket. Som et andet organ for absolutismen fungerede hoffet, der fra begyndelsen af århundredet havde sit faste sæde i Madrid. Dets kærne var granderne, den høje adel, der havde opgivet sin selvstændighed og hang ved kongen med stor loyalitet; kun værnede de om deres ret til at beholde deres hat på i hans nærværelse. Der var hos dem den fineste statelighed og den fornemste værdighed, alt det som kaldtes grandezza; med varm interesse omfattede de også teater, litteratur og kunst. Men hoflivet blev indpuppet i den småligste etikette og i ceremonier af den særeste art, nøje bestemte for hver time på dagen, for hver lille som stor begivenhed. Og bag grandezzaen og etiketten lå ørkesløsheden og en umættelig trang til pragt og ødselhed; utrolige pengesummer medgik til grandernes husholdning og deres skarer af tjenere. Sammen med kongerne og granderne har gejstligheden et hovedansvar for Spaniens nedgang. I århundredes begyndelse havde dens fanatisme fået et forfærdeligt udslag. Allerede Filip II havde forfulgt moriskerne, men noget langt værre skete i 1609/10. Den halve million af dem, som var blevet tilbage, især i provinsen Valencia, blev fordrevet og under grusomme mishandlinger overflyttet til Afrika. Stemningen i folket havde hjulpet til, og selve Cervantes priste forfølgelsen som et udslag af en guddommelig inspiration. Og stærkere og stærkere tyngede vrimlen af klostre, der løb op over 10,000, og af præster, munke og nonner, der regnes til i alt 200,000; på over 1/5 af Spaniens jord havde tilmed kirken lagt sin hånd. Inkvisitionen forfulgte alle friere tænkende, og autodaféerne vedblev hele århundrede at høre med til de nationale fester. Under alt dette ødelagdes statens finanser. Sølvstrømmen fra kolonierne vedblev ganske vist, men dels slugtes den af forbruget til hoffet og krigen, dels passerede den Spanien på vejen til udlandet. Ved hårde skatter skaffede man sig penge, men ikke mindst »alcavalaen« blev et uhyre tryk. Og trods dette kom statsbankerotter og pantsættelser af næsten alle statsindtægter. Folket havde sit ansvar. Ganske vist var der lyspunkter i dets karakter. Netop nu udfoldede sig en berømmelig skønlitteratur og en stor kunst, og den gamle spanske dyrkelse af stolthed og fornemhed var ikke uden idealitet. Men den blev til ulykke. Den holdt i live en storhedsforestilling og en magttrang, som ikke svarede til Spaniens virkelige forhold, men medvirkede til at skabe hovedulykken, foragten for arbejdet. Denne foragt var til stede hos granderne og gejstligheden, men fandtes også hos den store mængde af lavadelen (hidalgos) der skønt ofte fattige var stolte af deres aner og privilegier og fremfor alt ikke ville nedlade sig til handel og værkflid. Og den mærkedes hos selve borgerstanden. Thi hvad denne manglede var netop arbejdsiver og energi; hvad den havde for meget af var honnet ambition, borgerne higede efter at blive embedsmænd eller adelige. Intet under derfor, at den under Filip II begyndte økonomiske tilbagegang fortsattes med stærk fart. Silke- og uldfabrikkerne led et hårdt knæk, de store handelsforretninger standsede. Fra udlandet skaffedes de varer, nationen og kolonierne skulle bruge, og selv den indenlandske omsætning kom fuldstændigt i hænderne på fremmede købmænd; byernes befolkning blev mest embedsmænd, småhandlende, håndværkere og de fornemmes lakajer. Og samtidigt led agerbruget under grandernes, biskoppernes og klostrenes ret til at lade deres fårehjorder græsse på markerne langs vejene, landet kunne ikke brødføde sig selv, skønt befolkningen tog af, og rundt om sværmede skarer af landstrygere, ødelagte hidalgos, forarmede bønder, eventyrere, smuglere og røvere. Ved århundredets midte var Spanien et i afgørende henseender knækket land.

I 1594 var Henrik IV blevet almindeligt anerkendt som Frankrigs konge, og dermed var det bourbonske hus' herredømme grundlagt. I 1598 havde han endt krigen med Spanien og bragt religions- og borgerkrigen til afslutning ved det Nantiske Edikt. Men der tiltrængtes meget mere for at læge de sår, som den lange uro havde bibragt land og folk. Borgerkrigen havde sluppet lidenskaberne løs, forvildet sæderne, gjort folket fattigt. I stæderne var vævningsindustrien sygnet hen; italienske og engelske klædestoffer oversvømmede landet; arbejderne var blevet brødløse, og tiggerskarer huserede. På landet havde forarmelsen ramt alle, både store og små; agerbruget var forsømt, røverbander, til dels bestående af aftakkede soldater, strejfede om; da godsejerne for al skaffe sig vederlag for deres mindskede indtægter pålagde bønderne øgede byrder, kom det til uroligheder i flere egne. Statskassen var tom, dens gæld uhyre; kronens domæner var for en stor del pantsatte. Tillige var finansstyrelsen i forvirring. Taillen indbragte mindre end førhen, også fordi mange borgerlige havde erhvervet adelige privilegier, og den opkrævedes uordentligt, de indirekte skatter, som gabellen, accisen og tolden, var bortforpagtede og det således, at udbyttet mest gik i forpagternes lommer. Hertil kom uhyre politiske vanskeligheder. Borgerkrigene var brudt ind over et Frankrig, hvor århundreders kraftige arbejde på at skabe en enhedsstat og et overmægtigt kongedømme havde nået et foreløbigt højdepunkt under Frans I's og Henrik II's regeringer. Selv da havde der dog manglet meget i enheden og i kongemagtens styrke. Der var stadigt stor forskel på Nord- og Sydfrankrig, i talesprog og i retstilstande. I norden brugtes la langue d'oïl. I syden langue d'oc; i norden gjaldt vedtægtsrettigheder, i syden den skrevne romerret, og hver provins og hver by havde sine egne privilegier. Tilsammen faldt provinserne i to klasser; i den ene (les pays d'élection) var styrelsen i hænderne på kongevalgte embedsmænd, i den anden (les pays d'etats) fandtes stænderforsamlinger, der hævdede for sig ret til at bevilge skatterne og, selvom denne ret mest var af formel natur, havde myndighed til at fordele de krævede totalbeløb på de skattepligtige. Parlamenterne dvs. de højeste domstole i provinserne og navnlig det i Paris, havde endnu bevaret deres ret til at gøre indsigelse mod kongelige forordninger, når de blev forelagt dem til indregistrering, undtagen kongen selv indfandt sig i lit de justice. Hertil kom privilegier til gejstlighed og adel, særlig omfattende skattefrihed og herredømme (seigneurialret) med territorial jurisdiktion over bønderne. Men de svagheder ved statsbygningen, som således fandtes før borgerkrigene, var i høj grad blevet øgede ved disse. De havde genvagt feudale instinkter, og disse havde fået en tilsætning af partivæsen og af renæssancetidens ubeherskede individuelle selvstændighedsattrå. Provinsstænder og parlamenter var påny blevet stærke magter. Højadelen følte sig atter i sin vælde. Indenfor den havde prinserne og nogle halvt fremmede fyrsteslægter, især guiserne, vænnet sig til at forfølge deres personlige mål, og provinsguvernørerne stræbte efter at forandre deres embedsstillinger til arvelige len. Også dele af lavadelen, der for øvrigt gennemgående var uden dannelse og større formue, havde let ved at rejse oprørsfanen. Et stærkt splittelsesmoment afgaves endelig stadigt af huguenotterne. Vel havde de i Nordfrankrig næsten tabt al tilslutning, men i Sydfrankrig var de talrige. Og vel havde de sluttet fred med Henrik IV, men kun på vilkår, der sikrede dem en fast politisk særstilling. Med deres egne forsamlinger, egne finanser, egen hær og med adelige førere, der var gennemtrængte af borgerkrigens hele feudale tankegang, udgjorde de en stat i staten. Trods alt dette var der dog adskillige betingelser for en genoprettelse af et stærkt kongedømme og af ordnede tilstande. Adelen var i virkeligheden ikke så stærk som den syntes. Ikke alene selve krigen, men også økonomiske årsager havde undergravet dens formue; den havde ikke kunnet bære den luksus, som renæssancevanerne havde medført, og bøndernes faste pengeafgifter svarede ikke til vareprisernes stigning. I stort omfang havde den måttet sælge sine godser til embedsmænd og andre borgerlige; som følge heraf søgte mange til hoffet og blev derved ledet til at bøje sig for kongemagten. Den følte også stedse stærkere en medbejler rejse sig ved sin side, nemlig bureaukratiet. Dette rekruteredes fra bourgeoisiet, hvis medlemmer ved køb erhvervede embederne og med dem privilegier, omtrent lig med adelens. Endnu kaldtes de vel bourgeoisie de robe og mødte, men ganske vist som toneangivende, i stænderforsamlingernes 3dje stand. Men de var desuagtet på vej til at blive en særklasse, ildeset af den gamle adel (noblesse d'épée), selvom adskillige af denne af pengenød bragtes til at gifte sine døtre ind i bureaukratiet. Stærk var tilgangen til denne klasse, thi hvad der var af fint og rigt i borgerskabet søgte embeder for at opnå fornemhed, magt og mere formue. Kongedømmet trængte derved mindre til den gamle adel. Selvom den ny stand ved sin enebesiddelse af parlamentsembederne blev en skranke for kongedømmet, så var dens medlemmer dog kongelige embedsmænd og endvidere bestemte tilhængere af kirkens og statens selvstændighed overfor pavedømmet. Fuldt så meget til gavn for kongedømmet blev dog den trang til ro og orden og den længsel efter een stærk herre istedet for mange småtyranner, som var det naturlige modslag mod borgerkrigens ufredstid. Bodin havde jo også forkyndt læren om suverænitetens udelelighed, og kravet om en stærk samfundsmagt udtaltes af andre forfattere. Ingen skreven lov forpligtede heller kongen til at indkalde generalstænderne indenfor bestemte frister. Et andet hovedforhold lovede godt for ophjælpning af de økonomiske tilstande. Lignede den franske borgerstand end den spanske ved sin honnette ambition, så var den dog uhyre forskellig fra den ved sin store flid. Meget afhang i dette øjeblik af kongens person, og her blev det da Frankrigs lykke, at Henrik IV, skønt ikke nogen statsmand af første rang, dog var den rette mand. Med en nervøs lidenskabelighed og en utæmmelig elskovstrang, der til sine tider endda kunne tage magten over statslige hensyn, forbandt han ikke alene en stærk fysisk kraft, men også racefinhed, en glad munterhed, en bedårende vennesælhed overfor høje og lave, en varm kærlighed til sit folk og en urokkelig tro på dets storhed, tillige klogskab og myndighed, magtlyst og forståelse af kongedømmets betydning. Han tog praktisk på tingene, og blev på een gang elsket og frygtet som få af Frankrigs konger. Ved sin side havde han en række dygtige hjælpere, deriblandt især finansministeren Sully, en brutal, selvglad og egennyttig mand, men klog, energisk og ivrigt interesseret i statens og kongens vel. Om den måde, hvorpå Henrik IV genrejste Frankrigs anseelse udadtil, har vi tidligere talt. I sin indre politik skiftede han mellem forsonlighed og strenghed. Han tog sine rådgivere blandt de dygtige og loyale uden hensyn til deres tidligere partistilling eller deres trosbekendelse; således var Sully protestant. Men han knuste de oprørsforsøg, som enkelte højadelige, der havde søgt forbindelse med udlandet, prøvede på. Han indkaldte slet ikke generalstænderne, bøjede provinsstænder, parlamenter og kommuner under sin vilje, indskrænkede provinsguvernørernes myndighed. Dog var det langt mere ved sin person end ved teorier, love eller institutioner, at han højnede kongedømmets myndighed; hans regering var i den henseende i slægt med de engelske tudorers styre. Fuldt så vigtigt var det, at Sully evnede at bringe orden i finanserne. Statsgælden sank, der skabtes et stigende årligt overskud, taillens opkrævelse omorganiseredes, de indirekte afgifter forhøjedes, om de end vedblev at være bortforpagtede. Indtægten ved salget af embeder blev i høj grad øget. Ved en ordning, der efter den mand, som første gang anvendte den (Charles Paulet), fik navnet La Paulette, blev det langt lettere for køberne eller indehaverne af embederne at lade dem gå i arv, mod at der svaredes en årlig afgift. Herved steg lysten hos den rige borgerstand til at købe embedsstillinger (især dommerposterne) og betale mere for dem. Reformen havde tillige en langt mere gennemgribende virkning. En klasse af personligt privilegerede blev en arvelig privilegeret klasse. Hermed var skabt la noblesse de robe, der for øvrigt ikke socialt var stærkt udskilt fra de uadlede embedsmænd, la bourgeoisie de robe. Af højst forskellig dygtighed og af endnu mere forskellig hæderlighed, et let bytte for fristelsen til at udnytte sin stilling til skade for befolkningen, halvt afhængig, halvt uafhængig af kongedømmet, blev den, især da den sad inde med dommerembederne i parlamenterne, et højst betydningsfuldt led i det franske stats- og samfundsliv. En anden side af Henrik IV's styrelse blev lige så vigtig. Der gjordes et stort arbejde for at genopbygge folkets velstand. Udmærkede vejanlæg lettede samfærdselen, man begyndte på kanalarbejder for at skabe forbindelse mellem floderne. Landbruget fremmedes, bl.a. ved udbredelsen af rationelle lærebøger. Handelen støttedes ved traktater med fremmede magter; imellem dem var de såkaldte kapitulationer med sultanen, der både sikrede den franske konge patronatsret over de hellige stæder og de franske handelsmænd forrettigheder frem for andre nationaliteter; derfor blomstrede også omsætningen på Levanten med midtpunkt i Marseille, der endog formåede at konkurrere med held med Venezia. Dernæst begyndte kolonisation af Canada, kaldet la Nouvelle France, hvor Quebec grundlagdes. I særlig grad interesserede regeringen sig for håndværk og industri. Lavsvæsenet ordnedes med en bestræbelse for at lade indflydelsen gå over til kapitalstærke mestre. Fremmede arbejdere indkaldtes, merkantilistiske principper begyndte at gøre sig gældende; for at drage så mange penge som muligt ind i landet lagde man vægt på luksusindustri; fra Henrik IV's tid skriver sig de franske gobelinsfabrikker og silkefabrikationen i Lyon. Let og livsglad var Henriks hof, lignede rigtignok et harem ved kongens talrige elskovsforbindelser og deres frugter i flere uægte end ægte børn. To gange blev han gift; til sin anden hustru, toskanerinden Maria af Medici, havde han overdraget regentskabet, da han i 1610 ville begive sig til hæren for at begynde den store kamp mod Habsburg, som hele hans udenrigspolitik havde stilet hen imod. Imod denne kamp havde der rejst sig stærk uvilje hos ivrige katolikker; adskillige af dem så endnu som i Ligaens tid hen til Spanien som den rette forbundsfælle. Atter dukkede forestillinger op om tyranmords berettigelse, når tyrannen handlede mod kirkens vel. En eftermiddag kørte kongen fra Louvre for at tale med Sully. Han blev opholdt af trængselen i en snæver gade. Da styrtede en forhutlet person ved navn Frans Ravaillac, som havde passet ham op, frem og myrdede ham med en kniv.

Henrik IV's død i maj 1610 blev en ulykke for Frankrig. Han efterlod 2 sønner af andet ægteskab, den kun 9årige Ludvig XIII og den yngre Gaston. Formynderregeringen tilfaldt Maria af Medici, hvem Rubens har foreviget i en berømt række billeder til hendes residens Luxembourgslottet. Den svulmende sydlænderinde var uden begavelse og havde kun en stødvis energi; men forfængelig og pragtsyg ville hun magten for dens fordeles og dens behageligheders skyld, overlod den dog som regel til sine yndlinge. Hurtigt viste sig modsætningen til Henrik IV's tid. Et omslag foregik i den ydre politik; tilnærmelsen til Spanien betegnedes ved ægteskaber mellem Ludvig XIII og Filip III's datter Anna og mellem Filip IV og Ludvig XIII's søster. Og indadtil kom atter en afmagtsperiode for kongedømmet, en fornyelse af stormændenes og favoriternes kamp for rigdomme og magt, i det hele en efterklang af borgerkrigenes opløsningstid. Stændermødet i 1614 blev af betydning, fordi på det modsætningen mellem den gamle adel og tredjestand med embedsklassen som den førende kom til stærkt udbrud. Adelen ville have pauletten og dermed embedernes arvelighed afskaffet; tredjestand vægrede sig derimod og vendte sig tillige bestemt mod pavedømmets krav på overhøjhed over den franske kirke. Uenigheden gav kongedømmet en sejr, for så vidt som mødet blev resultatløst. Størst historisk interesse har det dog ved - hvad ingen dengang kunne ane - at have været den sidste stænderforsamling før 1789. Kongedømmets vinding forspildtes hurtigt. Det hjalp ikke, at Ludvig XIII netop nu var blevet myndig. Altid blev han noget af et barn, kejtet og stammende, uden dybere følelse af sine kongepligter, let at beherske. Endnu hæsligere sammensværgelser og paladsrevolutioner mærkede de kommende år. En tid (1617) blev enkedronningen forvist fra hoffet. Ind i denne uro brød nu på ny den religiøse modsætning. Katolicismen var vokset i kraft og indflydelse efter Henrik IV's død. Prælater og skriftefædre virkede ved hoffet, jesuiter og nye kongregationer mellem folket, mange nye kirker og klostre grundlagdes, og samtidigt støttede regeringen den katolske sag i Italien og Tyskland. Modtrækket herimod blev en stærk bevægelse mellem huguenotterne. Dog var der foregået en forskydning indenfor deres ledende kredse. Kun enkelte adelige, hos hvem aristokratiske hensyn gjorde sig gældende, stod nu i forgrunden; handlingspartiet dannedes fortrinsvis dels af trosivrige præster, dels af det lavere borgerskab i syden, der også frygtede for krænkelser af den kommunale selvstændighed. Imidlertid fik Maria af Medici atter magten hos sin søn, og støttet til hende den mand, der skulle gribe så afgørende ind i Frankrigs skæbne. Richelieu hørte til lavadelen. Gejstlig uddannet opnåede han bispeværdighed, men tænkte tidligt på en politisk fremtid, tildrog sig opmærksomhed på stændermødet i 1614, knyttede sig til enkedronningen og blev en kort tid minister under hendes magtperiode. Han brød ikke heller med hende efter denne, virkede for hendes udsoning med kongen, blev kardinal og endelig ledende minister i 1624. Ingen kunne være i tvivl om, at han betød noget andet end de tidligere favoritter. Prælatens stolte værdighed var hos ham forbunden med en ildfuld, herskelysten, arbejdsdygtig og viljekraftig natur og med den overlegne statsmands gennemtrængende menneskekundskab og skarpe blik for hvad der tiltrængtes og ved hvilke midler det skulle nås. I adskillige år måtte han dog i flere henseender lempe sig frem, bøje af for modpartier ved hoffet og for enkedronningen, til hvem forholdet snart kølnedes. I 1630 kom det til det afgørende sammenstød mellem dem. Maria trængte ind på sin søn for at få ham til at fjerne hendes tidligere yndling og håbede sikkert at nå målet. Men Richelieu tog kongen med storm og vandt sejren. Maria af Medici gik til Nederlandene; hendes søn Gaston, der havde støttet hende, måtte flygte, og la Jurnée des Dupes, som de bevægede begivenheder kaldtes, sikrede for stedse Richelieu magten over kongen. Med glimrende talent vidste han også at påtvinge ham forestillingen om sin enemagts nødvendighed. Vi har tidligere betragtet Richelieu's ydre politik i dennes forskellige stadier. Hvad hans indre politik angår, da var den rent principielt ikke væsensforskellig fra Henrik IV's. Lige så lidt som han lagde Richelieu vægt på at forherlige kongemagten som magtens eneste ophav og hjemsted; kun ganske spredtvis indlod han sig på teoretiske påstande af denne art. Lige så lidt som Henrik IV ophævede han rigets gamle institutioner, men skabte ikke heller nye. Han fulgte kun Henriks eksempel, når han ikke indkaldte generalstænderne, derimod ved en enkelt lejlighed en notabelforsamling (den sidste for 1787), eller når han trængte provinsstænderne tilbage og indskrænkede provinsguvernørernes myndighed. Kun ved enkelte lovbud brød han direkte med fortidens traditioner. Således påbød han nedlæggelse af de befæstede adelige borge og indskrænkede parlamenternes forestillingsret mod regeringens vilje til kun at gælde finansielle anordninger. På anden måde skilte hans styrelse sig dog fra Henrik IV's. I 1625 havde huguenotterne brudt freden, og i 1627 fik de slotte af England. Men Richelieu havde straks i 1624 tilrådet kongen at knuse »det huguenottiske parti«, og han satte al kraft ind på at indtage dets vigtigste sikkerhedsby la Rochelle. Kampen blev hård; en engelsk flåde under Karl I's minister Buckingham skulle undsætte byen; men det mislykkedes, og med store tab vendte Buckingham tilbage til England. Efter det heltemodigste forsvar måtte La Rochelle's indbyggere og besætning, medtagne af hungersnød, overgive byen i 1628. Noget efter faldt også huguenotterne i syden til føje. Da udstedte kongen det såkaldte Nådes-Edikt. Det bekræftede de religiøse friheder, som det Nantiske Edikt havde tilstået, og også senere opretholdt Richelieu religiøs tålsomhed mod protestanterne, hvor meget han end selv, ivrig katolik som han var, ønskede at føre dem tilbage til katolicismen; for at nå dette mål anvendte han - ofte med held - gunstbevisninger og bestikkelser. Men Nådes-Ediktet berøvede dem alle deres sikkerhedsbyer og al ret til politisk organisation. På den måde havde Richelieu knust huguenotterne som politisk parti, ophævet den stat i staten, de havde udgjort. Han gik endvidere langt voldsommere frem end Henrik IV i sine bestræbelser for at udvide kongedømmets råderum og ødelægge dets modstandere. I administrativ henseende øgede og skærpede han den myndighed, som regeringsudsendinge til provinserne, de såkaldte intendanter, i forvejen sad inde med; ved dem undergravede han provinsguvernørernes, provinsstændernes og kommunernes magt og fremmede centralisationen.(Hanotaux har påvist det urigtige i den ældre forestilling om, at Richelieu havde indført intendantembedet og gjort det til en fast institution) dernæst greb han til langt hårdere midler mod sine og kongedømmets fjender end dem, som hans store forgænger havde brugt. Gentagne gange dømtes førerne for oprørske højadelige til døden, og han vendte sig mod selve kongefamilien. Da Gaston nogle år efter i 1630 prøvede et oprørsforsøg, blev han nødt til at flygte. Endelig krænkede han i sin kamp mod sine modstandere den bestående retsorden ved indsættelse af overordentlige domstole og en ny fortolkning af begrebet majestætsforbrydelse. Han udviklede i høj grad den franske hær; i 1639 var den så stærk som aldrig før, talte henved 150,000 mand, og han havde sat et stort arbejde ind på dens organisation. På lignende måde øgede han den kongelige flåde. Begge dele styrkede kongedømmet ikke alene udadtil, men også indadtil. Således var ved alt dette en ny tid i frembrud, med større lydighed, mere orden og ensartethed i hele det offentlige liv. Denne udvikling fremmedes ved bevægelser indenfor litteraturen og omend kun til en vis grad ved foreteelser indenfor det franske samfunds mest dannede lag. Under Ludvig XIII lagdes grunden til de franske saloner. Det var marquisen af Rambouillet, som gjorde sit palæ (hotel) i Paris til den første salon. Hun åbnede det for en talrig kreds af adelige, prælater, lærde og forfattere, skabte derved rammen om la société française i betydning af den del af samfundet, der gav tonen an for, hvad der hørte med til dannelse og kultur. Her mildnedes tidligere tiders råhed, her holdt den særlige franske elegance, finhed, galanteri og konversationskunst til huse, og her trådte kvinderne frem som midtpunkter i det offentlige liv. I de små hyggelige kabinetter, hvortil hotellets store sale var omdannede, taltes åndfuldt om politik og nye litterære frembringelser, oplæstes nye digte og fødtes nye navne. Efterhånden skød andre lignende saloner op ved siden af fru Rambouillet's. Tilsammen havde de en stor social betydning. Selskabet var væsentlig aristokratisk, men dog ikke kasteagtigt; det bidrog til at udjævne forskellen mellem adelige og skønånder. For så vidt støttede salonlivet den regulerende og udjævnende bevægelse, skabte en fælles tone og smag. Men var dets selskab end ikke en fødselskaste, så var det dog et koteri, der gik op i sig selv, havde sine egne interesser, var skilt ud som den fine verden fra den øvrige nation. Endnu havde det ikke rent politisk et bestemt stade; det kunne blive til en fronderende kreds, men også knytte sig nøje til hoffet. Richelieu havde øjet opladt for hvad ensartetheden i smag betød og for at det kunne være til gavn for staten, at denne fik en kontrollerende indflydelse over de fremragende forfattere, tilmed kunne regulere selve sproget. Derfor gav han en slags klub af litterater et officielt mærke ved at omdanne den til det senere så berømte Académie française, hvis hovedopgave det skulle være at give bestemte regler for det franske sprog, gøre det rent og veltalende og egnet til alle grene af litteraturen. Men lige så lidt undervurderede han betydningen af de bredere lags stemninger. Han søgte at vinde deres sympati ved udgivelse af talrige flyveskrifter, der forherligede kongen og ham selv, og han gav tilskyndelse til stiftelsen af den første franske avis, Gazette de France, som fik en officiel karakter. Richelieu's historiske gerning har da været vidtspændende. Han havde knust den huguenottiske stat i staten, knuget stormændene, gjort konge- og statsmagten til den herskende og toneangivende i Frankrig og mægtigt forøget Frankrigs anseelse i Europa. Han har været en af de kraftigste arbejdere på enevældens bygning, om han end i meget kun har fortsat forgængerens gerning og i andet kun forberedt Ludvig XIV's. Richelieu's virken er blevet strengt bedømt af en skole mellem franske historikere (i den nyere tid især Avenel), der tillægger ham det store ansvar for undertrykkelse af de gamle stænderske og lokale autoriteter, hvorved kongedømmet blev demoraliseret og uundgåeligt måtte følges af revolutionens ny brud på autoritet og tradition. I modsætning hertil står de forfattere (f.eks. Hanotaux), der vel ikke priser alt, hvad han gjorde, men ser hans bestræbelser nøje knyttede til Frankrigs tidligere historie og navnlig fremhæver, at de samfundsmagter, Richelieu bekæmpede, var historisk dødsdømte på grund af deres snæversyn. Richelieu's store gerning havde dog sin begrænsning. Han savnede økonomiske og finansielle evner. Hans handelspolitik havde merkantilistiske udgangspunkter, men han formåede ikke at gennemføre beskyttelse for fransk industri og skibsfart overfor England og Nederlandene. Han evnede ikke at holde finanserne i orden under de store udgifter til krigene, men måtte søge tilflugt i et stærkt skattetryk. Til dels heri, til dels i, at kongedømmets magt endnu manglede en fast organisation, lå der muligheder for, at der kunne ske endnu et forsøg på at omstøde dets myndighed.

I december 1642 døde Richelieu, og kongen gjorde italieneren kardinal Mazarin til hans efterfølger som førsteminister. I pavedømmets tjeneste havde han modtaget sin første politiske uddannelse og var derpå af Richelieu blevet knyttet til det franske diplomati. Netop som diplomat var han et særdeles fremragende talent, og det betydningsfuldeste ved hans ministerium blev den klogskab og den kraft, hvormed han fortsatte Richelieu's ydre politik og nåede de store resultater ved freden i 1648 og freden i 1659. Hans indre politik prægedes af snarrådighed og energi, men hans ubændige havesyge, store uordholdenhed og brug af intriger betegnede en stærk nedgang i sammenligning med Richelieu. Forholdene blev også særdeles vanskelige. Ludvig XIII fulgte i maj 1643 sin store rådgiver i graven. Han efterlod sig to sønner, Ludvig XIV, der kun var noget over 4 år gammel, og den lidt yngre Filip, der blev stamfader til Orléanernes linie. Enkedronningen Anna af Østrig (som hun kaldtes, skønt hun var spanierinde) skulle lede formynderregeringen; men af mistillid til sin dronning havde Ludvig XIII sat et råd ved hendes side, og det skulle have den virkelige magt. Krænket herover og ægget af Mazarin, der havde knyttet sig nøje til hende og rimeligvis blev hendes elsker, henvendte hun sig til Pariserparlamentet, og dette kasserede Ludvig XIII's bestemmelse, støttende sig til forestillingen om, at der var en uskreven grundlov for monarkiet, som forbød en konge at være bundet til sin forgængers vilje. Anna fik den suveræne formynderregering og tog sin yndling til sin førsteminister. Men en hård kamp forestod. Hos alle lag af samfundet var der en heftig misfornøjelse med de vældige skattebyrder, og de hensynsløse midler, Mazarin greb til for at redde finanserne og samtidigt skaffe sig selv formue, øgede harmen. Stærkt længtes landet også efter fred, men de store krige fortsattes. Regeringens anseelse svækkedes ikke mindst ved, at magten var hos en spanierinde og en italiener. En bevægelse af den farligste art rejste sig mod kongedømmet. Forud for den store kamp hører man om spredte bondeoprør, om indsigelser af Pariserparlamentet mod finansforordninger, om uro i hovedstaden, hvor en hel litteratur af skandskrifter mod Mazarin (mazarinader) vældede frem, om røre mellem højadelen; en stor rolle ved sit fremragende, intrigante talent spillede kardinalen af Retz, forfatter til berømte memoirer, der giver et glimrende billede af tiden. Men bevægelsen fik langt farligere udslag, blev til en femårig borgerkrig (1649-53), der fik navn af Fronden (først et hånsord fra hoffets side; fronde var navn på et af politiet forbudt drengespil). Fronden er imidlertid kun fællesudtrykket for 3 forskellige bevægelser, der til sine tider kunne gå sammen, til andre tider måtte skilles, fordi de virkende interesser var højst forskellige. De 3 arter var: 1) den højadelige fronde. Den havde i sig instinkterne fra feudaltiden og borgerkrigene, ville have magten, embeder, fæstninger og penge og betænkte sig ikke på at træde i forbindelse med landets fjender. Indenfor den spillede kvinder en fremragende rolle; de dannede midtpunkter for partierne i deres saloner, beherskede deres elskere, forrådte dem også til tider, og netop salonernes kreds var nu blevet fronderende. 2) den parlamentariske fronde. Særlig Pariserparlamentet gjorde, idet det benyttede sig af navneligheden med det engelske parlament, krav på at være en folkerepræsentation, når ingen stænderforsamling var indkaldt. Der var i denne gren af fronden megen selviskhed og stærke privilegieinteresser ligesom hos højadelen, men også større ideer og virkelig dygtighed; uden rod i folket blev den til sin ulykke tvunget hen til tvetydige forbindelser med højadelen. 3) den borgerlige fronde i byerne og især i Paris; den er forskellig fra ligaens demokrati i det 16. århundrede ved ikke at rumme religiøs lidenskab, men ligner det ved kongefjendtlige tendenser. 1648 udkastede parlamentet et slags konstitutionelt regeringsprogram; da regeringen skred ind, rejste der sig et barrikadeoprør i Paris, der syntes at skulle bringe parlamentet sejr. Men borgerskabet blev dog hurtigt træt af uroen. Da rejste højadelen sig under prinsen af Condés førerskab; den knyttede forbindelser med Spanien, og borgerkrigen bredte sig over hele landet. Mazarin indså faren, flygtede til Tyskland, men hævdede dog herfra sin indflydelse over enkedronningen og regeringen, selv da Ludvig XIV 13 år gammel erklæredes for myndig i 1651. Oprøret blev imidlertid en frygtelig svøbe for landet; bønderne plyndredes og plagedes af hære og adelsmænd som i borgerkrigenes tid, og pest hærgede mellem befolkningen. Men et omslag i stemningen var ved at fuldbyrdes; som forenede motiver dertil virkede længselen efter ro og orden og harme over højadelens forbindelse med spanierne, der var trængt ind i Nordfrankrig. Hovedstaden kaldte dronningen og den unge konge tilbage, og i 1653 rykkede Mazarin selv frem med en hær og modtoges som befrieren, endelig lykkedes det ham også at standse borgerkrigen og bringe hele Frankrig til lydighed. Kongedømmets magt var genoprettet, og i 1655 forbød Ludvig XIV Pariserparlamentet at gøre indsigelser mod hans vilje.(det er rimeligvis kun en legende, at han ved denne lejlighed har udtalt ordene: l'état c'est moi.) Snart efter kom også de store sejre over spanierne og Pyrenæerfreden. Endnu var stadigt Mazarin den ledende. På mange måder drog han personlig fordel af sin magt, og sammen med ham de rige pengemænd og skatteforpagtere, der begunstigedes af overintendanten for finanserne, Fouquet; i egennyttig glubskhed overgik denne endog kardinalen. I religiøs henseende begyndte på denne tid den af jansenismen vakte uro. Da døde Mazarin i 1661. Dermed indtrådte en ny periode i Frankrigs historie.

Det er som til en helt anden verden, man begiver sig, når blikket flytter sig fra det af krig og splidagtighed ødelagte Tyskland, fra det af kongedømmet, adel og gejstlighed vanrøgtede Spanien og fra det Frankrig, hvor enevælden baner sig vej gennem hårde kampe, til det nordvestlige Europa, hvor der findes mægtige stater og samfund, Nederlandene, England og Skotland, med den politiske frihed som bærende kraft. Strengt taget var Nederlandene ikke nogen enkelt stat, end ikke en forbundsstat, kun et forbund af stater, grundlagt ved unionen i Utrecht i 1579. Hver af de 7 forbundne provinser var suveræn, og de var alle indbyrdes ligeberettigede. Forbundets hovedorgan, generalstaterne, som bestod af befuldmægtigede fra de 7 provinser, havde til hverv at lede fællesanliggenderne. De havde derfor herredømmet over hær og flåde og over den udenrigske politik og ret til at pålægge de skatter og andre byrder, som var nødvendige hertil. Men til alle vigtige beslutninger krævedes samtykke af alle provinsernes befuldmægtigede, som ikke kunne stemme anderledes, end deres instrukser tillod dem. Hver enkelt provins havde også sine »stater«, hvis medlemmer ligeledes modtog bestemte instrukser fra vælgerne. Forfatningen var således udpræget republikansk. Men den var ingenlunde demokratisk. Kun i Frisland havde en selvejende bondestand bevaret sine gamle rettigheder, i andre provinser spillede landadelen en fremtrædende rolle, men i de indflydelsesrigeste provinser Holland og Zeeland var magten hos byerne, og indenfor dem igen hos en række fornemme og velstående familier, der besatte byråd og magistrat og derved igen bestemte provinsstaternes flertal, der atter valgte de befuldmægtigede til generalstaterne. Økonomisk føltes også overklassens magt ved forbrugsafgifter, der tyngede hårdt på de fattige. En skarp kastegrænse skilte dog ikke de forskellige samfundslag fra hinanden; bønderne havde større frihed end andre steder i Europa, de mindre bemidlede borgere og almuen nød godt af den herskende trykkefrihed, der tillod en sværm af småskrifter at revse de styrende. Denne forfatning rummede store svagheder; kun langsomt kunne generalstaterne tage beslutninger, og marken var åben for uenighed mellem provinserne og indenfor disse mellem deres forskellige bestanddele. Så meget mærkeligere er den kraft og dygtighed, hvormed Nederlandene lige til 1672 evnede at opretholde en forrangsstilling i Europa. Mange årsager fremkaldte dette resultat. Der var i folket fremragende evner af den forskelligste art, og der fandtes i alt fald til henad midten af det 17. århundrede stadigt den varme friheds- og fædrelandskærlighed, som havde fremkaldt befrielseskampen, og som holdtes i live ved, at dennes mål endnu ikke var sikret. Hertil kom, at skønt hverken katolikkerne, der endnu udgjorde over halvdelen af befolkningen, eller lutheranere, zwinglianere, sekterere eller jøder havde ret til fri religionsøvelse, så var der dog hos dem ingen tilbøjelighed til at bryde ud af de nationale rækker, de nøjedes med den samvittighedsfrihed og de faktiske lempelser af forbudene mod gudstjeneste, som de calvinske magthavere tillod. Men navnlig var det af betydning, at hele den forfatningsmæssige splittelse delvis afbødedes ved to faktorer i det nederlandske statsliv. Den ene var den indflydelse, som provinsen Holland havde og stræbte efter yderligere at udvikle. Den var den folkerigeste af alle provinserne, i den fandtes den kraftigste tradition, i den lå de byer, der fortrinsvis bar landets velstand, i den Leiden med det berømte universitet og Haag, der var sædet både for generalstaterne og for provinsens stater. Disses retskyndige sekretær, først kaldet advokat, senere rådspensionær, havde også erhvervet en stor politisk indflydelse. Intet under derfor, at provinsen og dens herskende borgerfamilier stræbte efter at blive ledende indenfor forbundet. Men mod samme førerstilling stræbte Det Oraniske Hus og navnlig dets hovedrepræsentanter, Vilhelm af Oraniens sønner, Morits og efter hans død Frederik Henrik. Som reelt grundlag for deres magt havde de deres embeder; de var valgte statholdere i de fleste af provinserne og tillige generalkaptajner over den fælles hær og generaladmiraler over den fælles flåde. Men tillige havde de slægtens folkeyndest og særlig tilslutning hos tropperne og hos de lavere klasser, der i dem så en modvægt mod det borgerlige aristokrati. Imidlertid var den enhed i styrelsen, som oranierne tilstræbte, ganske forskellig fra provinsen Hollands mål; den var en samling på fyrsteligt, halvtmonarkisk grundlag. Det var uden tvivl til gavn for de forenede republikker, at der fandtes disse to samlende kræfter. Men det kunne ikke undgås, at de kom i strid med hinanden. Allerede under kampen med Spanien i århundredets første tiår havde der vist sig en modsætning. Morits repræsenterede hæren og krigspartiet, provinsen Holland ønskede krigen standset, for at dens handel kunne nyde godt af freden. Den havde også det held til sin politiske fører at have sin advokat Oldenbarneveld, en af tidens mest fremragende statsmænd, udmærket kyndig i Europas forhold, af stor intelligens og kraft. Sejren blev foreløbigt hans, idet han drev våbenstilstanden af 1609 igennem. Men netop nu brød en modsætning af helt anden art frem. Lige siden calvinismen var blevet herskende i Nederlandene, havde der vist sig tegn til to partier indenfor den. Det ene, der var påvirket af Erasmüs' tanker, ville en mildere fortolkning af de calvinske trossætninger, især af forudbestemmelseslæren; det ville i det hele en rummelig kirke med tolerance overfor anderledes troende og ønskede kirken under statens kontrol for at hindre et fanatisk præstedømme. Det andet svor nøje til Calvins lære og ville kirkens uafhængighed af staten og menighedernes herredømme. Den ulmende strid mellem de to partier kom nu til fuldt udbrud ved, at en professor ved Leidens universitet Arminius nærmere udviklede det første partis religiøse program. Han fandt tilslutning hos overklassen i provinserne Holland og Utrecht og hos Oldenbarneveld, der var temmelig ligegyldig overfor de dogmatiske spørgsmål, men ville tålsomhed for statens skyld. Men imod ham stod det ortodokse parti, ledet af Arminius' kollega Gomarus; det kunne regne på støtte hos de 5 andre provinsers store flertal og hos underklassen i Holland og Utrecht. Begge partiers teologer begyndte en heftig kamp; Arminius' parti blev lagt for had som »libertinere« og papister. Det førte til en kraftig bevægelse i folket. Oldenbarneveld holdt med arminianerne, Morits med gomaristerne. Afgørende blev det, at Morits gik over til at anvende magt. Han undertrykkede bevægelsen i Utrecht, der var et hovedsæde for arminianismen. Fra det øjeblik stod provinsen Holland magtesløs, dens i anledning af striden oprettede milits var for svag til modstand. Og Morits forfulgte sin sejr ved at lade Oldenbarneveld og hans tilhænger, den berømte Hugo Grotius, fængsle og tiltale som højforrædere. En nedsat særlig kommission fulgte magthaverens vilje. Oldenbarneveld blev henrettet 1619, Grotius dømt til livsvarigt fængsel, hvorfra han dog undslap ved sin hustrus list. Samtidigt var en nationalsynode trådt sammen, og den fordømte Arminius' lære; mange af dens tilhængere drog i landflygtighed, adskillige af dem til det gottorpske Slesvig, hvor de grundlagde byen Friedrichsstadt. Fra nu af blev den rettroende calvinske lære den herskende, for så vidt som næsten kun dens tilhængere fik offentlige hverv, og mange katolikker og lutheranere gik over til den. Men et præstestyre blev dog ikke indført, og Nederlandene vedblev at være det land, der tilstod forholdsvis størst samvittighedsfrihed. Omvæltningens virkninger afsatte sig ikke heller i forfatningsforandringer. Men provinsen Hollands indflydelse var for en tid trængt tilbage. Det oraniske Hus var blevet det ledende, og dets førerskab støttedes ved genudbruddet af krigen med Spanien i 1621. Da Morits døde i 1625, fulgtes han som generalkaptajn og admiral og som statholder i de fleste provinser af Frederik Henrik. Denne arvede ikke sin broders popularitet i de brede lag, han ansås ikke for tilstrækkelig rettroende, og omgav sit hof i Haag med større finhed og luksus. Men han fortsatte med dygtighed Morits' militære taktik. De franske hæres fremtrængen i Belgien og især deres sejr ved Rocroi i 1643 fremkaldte imidlertid ængstelse for, at Frankrig ved at sætte sig fast her i syd skulle blive en farlig nabo. Denne ængstelse styrkede den fredstilbøjelighed, der igen som før 1609 var begyndt at vokse frem i provinsen Holland, og gav det anti-oraniske parti fornyet kraft. Også i de nordiske anliggender var prinsens og Hollands interesser afvigende. Under Danmarks krig med Sverige 1643-45 var prinsen imod en indblanding, der ville være hindrende for landkrigen, Holland for aktiv tilslutning til Sverige for at tvinge Kristian IV til indrømmelser i Sundtolden. Uden at det kom til noget formelt brud med Danmark, sejrede dog i generalstaterne den uvenlige holdning mod dette rige, og Nederlandene vandt også store handelsfordele ved Christianopel-traktaten 1645. I det hele var Frederik Henriks stilling ikke længere så stærk som før, og da han var død i 1647, sejrede Hollands indflydelse. Freden blev sluttet i Münster i 1648. Nederlandenes uafhængighed var endelig fæstnet. Men umiddelbart derpå kom de til at gennemgå en ny alvorlig indre krise. Frederik Henriks unge søn, Vilhelm II, der allerede længe i forvejen var blevet anerkendt som arving til faderens embeder, ønskede at udvide sin magt, og han kunne regne på støtte hos officererne og præsterne. Men Holland ville ikke bøje sig for ham. Vilhelm forsøgte i 1650 et statskup og truede Amsterdam med våbenmagt. Da døde han samme år, og først 8 dage efter hans død fødte hans enke ham den søn, der skulle blive Vilhelm III. Oranierne var således uden fører, de fleste provinser valgte ingen statholder, og generalkaptajnsposten blev ikke besat. Magten kom til Holland, og den ledende statsmand blev provinsens rådspensionær, Johan de Will, en højtdannet, fædrelandssindet mand, med store evner både som diplomat og som administrator. Det blev hans mål at opretholde den republikanske forfatning, men med Holland som den provins, der bestemte republikkernes politik, der skulle gå ud på at fremme landets velstand og som middel dertil søge at bevare freden. Dog kunne han gentagne gange ikke undgå krigen. Han ønskede et venskabeligt forhold til den engelske republik, så meget mere som husene Oranien og Stuart var nøje forbundne og begge lande derved havde fælles fjender; men afgørende blev de to landes modstridende handels- og skibsfartsinteresser, og krigen kom 1652. For Nederlandenes indre forhold havde den ulykkelige følger. Handelen aftog, fattigdom bredte sig, adskillige steder kom det til uroligheder, og under alt dette hævede det oraniske parti atter hovedet. Så meget ivrigere virkede de Witt for fredens genoprettelse, og den kom i stand i 1654. Den blev en sejr for England med hensyn til stridsspørgsmålene og også ved, at generalstaterne forpligtede sig til ikke at understøtte dets fjender, altså stuarterne. Efter freden arbejdede de Witt med stor energi på at genoprette den finansielle og økonomiske tilstand, styrke flåden og befæste Nederlandenes stilling i Europa. Indblandingen i krigen mellem Danmark og Sverige (1658-60) godtgjorde staternes indflydelse i Norden og medvirkede til, at Sverige hindredes i at tilintetgøre Danmarks uafhængighed, hvad der kunne være blevet til skade for den hollandske handel. I en ny krig med England (1665-67) hævdede den nederlandske flåde sin anseelse. Stillingen indadtil frembød dog vedblivende store vanskeligheder. Atter voksede det oraniske parti; i den unge Vilhelm III så det en fører, der allerede nu viste tegn på ærgerrighed og herskerevner. Foreløbig lykkedes det dog de Witt, der havde fået sine slægtninge og venner anbragt i de højeste poster, at holde det nede. Alligevel stod hans og partiets magt på usikker grund. Oraniens tilhængere kunne henvise til, at der truede landet en alvorlig fare, fordi landforsvaret blev forsømt; mere og mere vandt de frem. Da kom katastrofen, Frankrigs krigserklæring i 1672. Hæren, der nu var blevet helt til en lejehær, var lidet talrig, den havde tillige udygtige officerer og dårlig disciplin og var derfor ude af stand til at tage kampen op; også fæstningerne var slet forsynede. Ganske vist gjorde de Witt det yderst mulige for at genoprette det forsømte, men en folkebevægelse bredte sig, der satte hele sin tillid til Vilhelm. Det republikanske partis herredømme blev brudt; Hollands stater valgte prinsen til statholder, medens generalstaterne lagde magten over hæren og flåden i hans hænder; de Witt nedlagde sit embede som rådspensionær. Men en forfærdelig voldsdåd fulgte på. Johans broder Cornelis var blevet fængslet i Haag og pint ved tortur, uretfærdig mistænkt for et attentat mod Vilhelm ; da Johan besøgte den fangne, stormede pøbelmasser ind i fængslet, rev begge brødrene ud på gaden og myrdede dem. Dermed indviedes Vilhelms III's magt periode; han straffede ikke morderne, men han friede Nederlandene fra Frankrigs herredømme. Hele denne periode var Nederlandenes stortid. Den var det, fordi de formåede at spille en rolle i Europas politiske liv, langt ud over hvad deres lands størrelse syntes at give dem krav på, fordi de ejede statsmænd, der kunne måle sig med tidens største, og fordi de jævnsides med England holdt den politiske frihed oppe under dens ellers almindelige nedgang. Men den var det også, fordi der i Nederlandene ved universiteterne - særlig Leidens - var samlet lærdom, der drog hele Europas dannelseslystne ungdom til sig, og endnu mere fordi en selvstændig berømmelig kunst her udviklede sig til en storladen højde, og endelig fordi Nederlandene besad en økonomisk magtstilling, der hører til de mærkeligste foreteelser i verdenshistorien. Denne magtstilling beroede på mange forhold. Den var forberedt ved folkets selvopdragelse gennem lange tider til flid og stræbsomhed i fiskeri og søfart, gennem verdenssamfærdselens forlæggelse til de vestlige have, gennem den nedgang, der havde ramt de sydlige Nederlande og særlig Antwerpen siden den store krigstid i det 16. århundrede. Den støttedes ved, at der netop fra disse sydlige Nederlande var indvandret og vedblev at indvandre en række pengestærke og driftige købmænd, som søgte bort fra deres hjemsteder for at undgå forfølgelse af deres religion, og ved at der herskede en større tålsomhed overfor de forskellige trosbekendere end andre steder. Men den havde dog sit væsentligste grundlag i en del af folkets overordentlige dygtighed på alle erhvervslivets områder. Fiskeriet vedblev at være en stor indtægtskilde; den hollandske sild havde afløst den skånske som indførselsgenstand til Tyskland. Kvægavlen udvikledes ved, at betydelige strækninger af Nordsøen gennem store inddigninger omdannedes til marskland; ost og smør blev vigtige udførselsartikler. En ret stærkt udviklet klædeindustri, kunstvæverier, tobaksfabrikker, sukkerkogerier, en glimrende fajanceproduktion i Delft og diamantsliberier beskæftigede mange arme. Hovedsagen blev dog skibsfarten og handelen. Disse to erhvervsgrene havde deres hovedsæde i Zeeland og endnu mere i Holland, i en række havnebyer, men mest dog i Amsterdam, den by, der også i det ydre med sine pakhuse og grachter, sine rige købmandshuse og sin børs og ikke mindst ved sit ny, prægtige rådhus, kaldet verdens ottende underværk, gjorde indtrykket af midtpunktet for Nederlandene. Hollands købmands-, reder- og skipperstand var også den, som ejede den største energi, årvågenhed, evne til at beregne fordele og tillige den største dristighed og den største selvfølelse, den regnede sig også selv for al verden overlegen. Alene Hollands handelsflåde talte 10,000 skibe. For en væsentlig del gik disse i fragtfart rundt om med andre nationers varer, og disse andre nationer måtte således skatte til de hollandske redere. Men tillige var de redskaber for selve Nederlandenes og især Hollands handel. Denne handel hvilede på et dobbelt grundlag, handelen på Europa og handelen på de oversøiske egne. Omsætningen i Europa var den største af disse to. I første række stod her østersøhandelen. Sundtoldregnskaberne tillader talmæssigt at bestemme de hollandske skibes fart østpå og vestpå forbi Helsingør. I 1640 var 1,800 af de 3,400 skibe, som gik gennem Sundet, Nederlandske; og i det hele svingede procenttallet af dem i forhold til alle skibe i en række tiår omkring 60. Til Østersøens havne bragte de klæde og andre industrigenstande, salt fra Frankrig og Portugal samt kolonivarer, fra dem førte de korn, træ, andet skibsmateriale og saltpeter. En overordentlig rolle spillede kornhandelen, Amsterdam var blevet verdensmarkedet for denne vare; enten førtes den umiddelbart videre eller ophobedes i byens magasiner for at afvente de gunstigste salgsvilkår. Men hertil kom udførselen fra Norge af trælast og tørret fisk, fra Vesttyskland til England af rhinskvine og landbrugsprodukter. Allevegne i Europa var de hollandske agenter og kommissionærer i travl virksomhed med køb og salg, og fra det nordlige ishav hentede hollandske skippere hvaler og tran. For en ikke ringe del betingedes dog den europæiske omsætning af de fra de oversøiske egne indførte varer. Allerede før nederlænderne selv vovede sig på langfart, havde de handlet med dem, idet de hentede dem fra Lissabon. Men da Portugal ophørte at være en selvstændig stat, og den spanske regering i 1590'erne lukkede dets havne for sine oprørske nordlige undersåtter, da var det, at hollænderne, af hvilke for øvrigt adskillige tidligere havde været med på de portugisiske togter til Indien, brød igennem de pyrenæiske landes gamle forbud mod fremmedes sejlads på dette land. Som svar på forbudet hævdede de havenes frihed; i 1609 skrev Hugo Grotius med særligt henblik på farten til Indien sit berømte skrift Mare Liberum. Det blev for de dristige søfarere en slags ny opdagelsesbevægelse. Et øjeblik rettedes tanken på at finde en vej til det forjættede land nord om Asien; i 90'erne opdagedes Novaja Semlja og havene omkring Spitsbergen, men videre kom man ikke. Langt vigtigere blev det, at Cornelis Houtman i 1595 førte sine hollandske skibe syd om Afrika til Java. Hermed var signalet givet, andre skippere fulgte efter, og flere små indiske handelskompagnier dannede sig i de hollandske og zeelandske byer. Da deres konkurrence syntes at modvirke hinanden, smeltedes de i 1602, til dels på Oldenbarnevelds foranledning, sammen til det berømte Østindiske Kompagni. Det var et aktieselskab med monopol på skibsfart og handel på Asien; det fik ret til at slutte traktater med de indfødte fyrster i generalstaternes navn og til at holde embedsmænd og tropper, som aflagde ed både til kompagniet og generalstaterne, det var således en blanding af et privat- og et statsforetagende. For at vinde frem var en kamp nødvendig med de portugisiske kolonier, som hidtil havde haft handelsmagten herovre. Kampen blev den første store kolonikrig mellem europæiske magter. Da portugiserne havde ladet de indfødte fyrsters herredømme bestå, forhandlede nederlænderne tillige med dem eller besejrede dem. Imidlertid meldte Englands Østindiske Kompagni sig som medbejler, og medens de to lande var i dyb fred i Europa, stredes deres undersåtter til tider hårdt herovre. Men det blev hollænderne, der gik af med fordelen. Ved århundredes midte havde portugiserne kun Bombay, Goa og Diu på Forindiens vestkyst tilbage, og englænderne kun en del faktorier. Det nederlandske koloniherredømme over det indiske arkipelag var sikret. Ved freden i 1648 anerkendtes det af Spanien og i 1661 af Portugal. Dets midtpunkt blev Java med Batavia som hovedsæde; endvidere lå Molukkerne, Celebes, Borneo, Sumatra og halvøen Malakka under dets magt. Men det strakte sig også udenfor arkipelaget; Ceylon blev nederlandsk, ligesom pladser i Australien og på Tasmanien samt på Kaplandet. Imidlertid må det dog erindres, at der kun på Java var tale om nogen større territorialbesiddelse, og at der heller ikke fandt nogen kolonisation sted i større omfang. Det var købmænd, som satte sig fast i faktorier, medens kompagniet sluttede traktater med de indfødte fyrster, hvorved de blev tvunget til at handle gennem kompagniet, finde sig i dettes bestemmelser om handelens ordning og udlevere deres produkter til billige priser. Men overordentlig værdifulde var disse varer, krydderier, sukker, te, kaffe m. m.. Også nordpå gik den nederlandske handel, man knyttede forbindelser med Kina og Japan, førte silke, porcelæn, laksager m.m. derfra til Europa. Udbyttet for aktionærerne var overordentligt stort. Det Østindiske Kompagni fik efterfølgere, således det Nordiske og det Vestindiske. Det sidste lykkedes dog ikke så godt. Det beholdt vel besiddelser på Afrikas vestkyst og på Antillerne samt Surinam i Guyana. Men efter lange kampe måtte Nederlandene i 1661 opgive Brasilien til Portugal og i1667 afstå New-Nederlandene ved Hudsonfloden i Nordamerika til England. Den store varehandel blev dog ikke den eneste; de kapitaler, der ved den indsamledes, blev grundlag for en pengehandel, der havde sit midtpunkt i Amsterdams Bank. I det hele var Europas økonomiske liv på mange måder blevet afhængigt af Nederlandene. En særlig stor direkte indflydelse udøvede de i denne henseende på Nordvesttyskland og navnlig på Norden; de var til en vis grad trådt i Hanseaternes sted som magthavere over både Danmarks, Norges og Sveriges ind- og udførsel, de indvirkede på Danmarks finansielle tilstand ved stillingen til Sundtolden, og talrige nederlændere nedsatte sig i de skandinaviske lande og fik stor betydning for handel og værkflid der; mærkes skal især familien Marselis for Danmarks og Norges, og Ludvig de Geer for Sveriges vedkommende. Virkningen af den økonomiske stortid blev stor og blivende for Nederlandenes vedkommende. Ganske vist nåede deres koloniherredømme i løbet af det 17. århundrede en grænse, som det aldrig senere kom til at overskride, et tegn på, at det manglede de udviklingsmuligheder, som var forbeholdt England og Frankrig, men til gengæld er det daværende herredømme også med få undtagelser (især Ceylon og Kaplandet) bevaret til vore dage. Derimod begyndte allerede i det 17. århundrede fragtfarten og den europæiske handel at aftage. Hovedgrunden hertil var Englands fremtrængen som handels- og søfartsmagt. Men den store opgang hvilede for en væsentlig del på en lille del af nationen, den borgerlige overklasse, der i længden ikke kunne undgå at rammes af svaghederne ved sin stilling som kapitalstand. Ved opbrænding af tilførsler, når der var fare for dalende priser, satte den sig ganske ud overforbrugernes interesser; til sine tider greb en ren svindel om sig (således med tulipaner); fortidens tarvelighed afløstes af en stigende luksus og de nationale skikke af indtrængende franske moder. Hertil kom, at der i sansen for de almene anliggender og i fædrelandskærligheden indtrådte en slappelse, der som set - omend kun et øjeblik - satte landets uafhængighed i fare.

De over, 100 år, i hvilke Tudorhuset havde regeret i England, havde på mange måder givet dette rige et nyt præg. Magtens tyngdepunkt var blevet flyttet til kongedømmet. Det var sket ved den nyordning af de kirkelige forhold, som vi straks kommer tilbage til, men det var også sket på de rent borgerlige områder. Gehejmerådet (privy council), valgt af kronen, kunne vanskelig hævde en selvstændig politik. Det var ikke alene en rådgivende og forvaltende institution; det var også blevet en dømmende i langt højere grad end før. I egenskab af stjernekammer udøvede det som helhed eller igennem et udvalg af sine medlemmer en betydningsfuld domsret, hvorved de stedlige edsvornes og fredsdommeres myndighed var blevet beskåret. Men tillige var parlamentets indflydelse blevet mindsket. Dets deltagelse i lovgivningen var blevet trængt tilbage ved hyppige kongelige forordninger (proklamationer), dets skattebevillingsret ved tvangslån, pålagte af kongerne, og ved kongens udvidede højhedsret over indirekte skatter. Det var blevet en regel, at parlamentet bevilgede de ordentlige toldafgifter (tønde- og pundpenge) een gang for alle for fyrstens levetid, og at kongerne udskrev overordentlige på egen hånd. En anden egenmægtig indtægt havde kongedømmet skabt sig ved salg af monopoler. Til alt dette sluttede sig en række andre indgreb i parlamentets og dets medlemmers privilegier. På det rent politiske område havde imidlertid kongedømmets magtudvikling ikke fæstnet sig i bestemte love. Den var sket sædvanemæssig. Tudorerne havde på grund af parlamenternes ydmyghed ikke behøvet direkte at kuldkaste deres myndighed; de havde blot fortolket de gamle forfatningsregler, som de ønskede det, og mere tiltaget sig en slags diktatorial magt, støttet til deres anseelse og folkekærhed, end muret et sikkert grundlag for kongedømmets ret. For kortvarigt havde også deres styre været til at skabe en urokkelig hævd, og et åbent spørgsmål var det, om folket i længden ville finde sig i, at Englands forfatning vedblev at være omdannet i tudorernes ånd. Så meget mere tvivlsomt måtte dette være, som der navnlig i anden halvdel af det 16. århundrede var foregået en mærkelig udvikling indenfor vigtige befolkningslag. Indenfor adelen var nye slægter blevet de toneangivende. En del af dem rykkede op i højadelen (the nobility), idet deres overhoveder af kongerne udnævntes til peers. Der fulgte hermed en særlig fornemhedsfølelse og ofte en tilslutning til kongehus og hof; dog blev de ikke dybt skilt fra lavadelen (the gentry). Det var også denne, der udgjorde aristokratiets kærne. Dens magt beroede i første række på dens jordejendom. Denne var især i første halvdel af det 16 århundrede blevet øget betydeligt både ved kirkegodsets inddragelse og ved køb af bondejord, og tillige var den i højere grad end før blevet noget for sig, idet den samling og indhegning af den til enemærker, som stod i forbindelse med den for fåreavlens skyld skete omdannelse af agerjord til græsgange, havde udløst adelsjorden af fællesdriften. Den almindelige prisstigning havde øget indtægterne af jordens frembringelser. De adelige jorder bortforpagtedes nu tilmed hyppigere på bestemte årsfrister; forpagterne blev i meget afhængige af godsejerne, og det samme var tilfældet med de slet stillede daglejere, hvis løn ikke gik til vejrs i samme grad som priserne på levnedsmidler. Ganske vist standsede græsgangsdannelsen i slutningen af århundredet, og bl.a. af den grund vedblev der at bestå en talrig og dygtig selvejerbondestand, hvis væsentligste bestanddel var the yeomen, de mere velhavende, der havde valgret til underhuset som indehavere af 40 shilling i årlig indtægt. Men overfor dem virkede det andet hovedforhold, hvorpå aristokratiets magt beroede, den store moralske og sociale anseelse, som det nød; yeomændene valgte overvejende mænd af the gentry til at repræsentere sig i underhuset. Adelen rummede mange afskygninger ikke blot i formue, men også i interesser. Der var dem, som mest holdt sig ude på landet og ofte havde omdannet deres gamle, tunge og befæstede borge til smukke og rigt udstyrede landsæder i pyntelig stil, med mange vinduer, bekvemme møbler, kaminer og haver der var andre, som mest optoges af hofliv, krige og politik. Men der var mange, som alvorligt betoges af klassiske studier og den store samtidige nationale litteratur eller af de religiøse problemer. Gennemgående var også i overensstemmelse med hele århundredets åndspræg energien og selvbevidstheden vokset, og i forbindelse dermed lysten til større uafhængighed af kongedømmet. Indenfor bybefolkningen var vistnok fattigdommen taget til forneden. Men de øvre lag i de større byer var vundet stærkt frem. Dette beroede fortrinsvis på uldindustrien og den dermed nøje sammenhængende handel og skibsfart. Ulden forarbejdedes dog sjældnere i større fabrikker eller i værksteder i byerne, meget mere i de små hjem på landet, men netop denne såkaldte hjemmeindustri var undergivet de købmænd, som sad inde med kapitaler; de opkøbte råulden og fordelte den til væverne, der atter bragte det forarbejdede stof til dem, hvorpå klædet blev den store handelsvare, som førtes vide om i verden på den voksende handelsflåde og dannede et væsentligt grundlag, omend sammen med indførselsartiklerne, for de store nydannede kompagnier, det Østersøiske, det Østindiske, Levantkompagniet og flere. I høj grad støttede også regeringen handelens og søfartens udvikling og regulerede industrien og arbejderforholdene, ligesom på den anden side byer og købmænd havde stillet skibe til rigets forsvar i 1588. Ved alt dette kom der en mægtig fart i den velstillede del af den engelske borgerstand. Dens boliger blev rigere, stenbygninger, udstyrede med talrige glasvinduer og kaminer og tæpper, rejste sig ved siden af de gamle træ- og bindingsværkshuse, der omdannedes indvendigt og udvendigt. Navnlig tog London med dens ny børs og dens talrige pakhuse til i indbyggertal og liv. Kraftige åndelige interesser bevægede mange af borgerne. Men følgen af alle disse forhold i forbindelse med hele tidsåndens tilskyndelser til at tage store opgaver op og ikke at vige tilbage blev, at der indenfor borgerstanden rørte sig en stærkere frihedstrang end før. I denne henseende betød det nu meget, at omend mange af adelen og især af højadelen, som sagt, var nøje knyttede til kongedømme og hof, så var dog mange andre villige til at gå sammen med borgerstanden til opposition mod det stærke kongedømme, nu da landets uafhængighed udadtil var sikret, og det så meget mere som gentryen ikke var nogen afsluttet kaste; i den optoges let de formuende borgerlige, og mange adelige deltog i borgernes erhverv. En opposition, havde også den fordel, at den kunne hævde, at den stod på lovens grund, men blot fortolkede loven og fortiden anderledes end kongedømmet. Den havde også sine organer fuldt færdige. I første række stod da her underhuset, hvis forrang frem for overhuset i skattebevillingssager var urokket, og som uden stænderdeling var en ret tro repræsentation for de sociale lag, gentryen og den velhavende borgerstand, der var rykket frem i kår og selvfølelse, og det skønt kronens magt i underhuset var steget noget ved tudorernes oprettelse af mange nye, af dem afhængige valgflækker. Var end det gamle stedlige selvstyre blevet svækket af tudorerne, så betød det dog endnu meget. Midtpunktet for det i grevskaberne var lordløjtnanterne og fredsdommerne, som vel valgtes af kongerne, men ud af gentryens kreds i vedkommende egn. (lordløjtnantstillingen er oprettet af Henrik VIII. Lordløjtnanterne har ansvaret for opretholdelsen af den offentlige orden i grevskabet, og han har den lokale milits under sig og udnævner dens officerer. Den tidligere så betydningsfulde sherif havde af sin fordums magt nu kun fuldbyrdelsen af dommen i såvel civile som kriminelle sager tilbage). Om noget centraliseret bureaukrati som i Frankrig og Spanien var der ikke tale, derfor ikke heller om en mellemstand af embedsmænd med særinteresser. Og endelig fandtes der indenfor hvert grevskab en territorialt indrettet milits. Hvis det kom til en kamp med kongedømmet, og underhuset ikke skulle være i stand til at føre den til sejr, var der her en mulighed for en reserve. Fuld så stor en rolle som de politiske og sociale forhold spillede de kirkelige. Hele udviklingen af disse og navnlig deres endelige ordning under Elisabet havde i høj grad medvirket til at øge kongedømmets myndighed, og på dette område var den blevet fæstnet i bestemte love. Englands nationale protestantiske kirke, kaldet den anglikanske eller episkopale, havde beholdt et hierarkisk styre med stor myndighed for ærkebisperne og bisperne, der også havde bevaret deres sæde i overhuset. Men hierarkiet var gennem Suprematsakten blevet underordnet kronen, der tillige gennem Overkirkeretten fra ca. 1559 havde fået den øverste domsret i alle gejstlige sager. Var der heri en principiel lighed med fastlandets lutheranske kirker, så stod derimod den ved de 39 trosartikler fastslåede trosbekendelse nærmere ved den calvinske lære. Og fra begge fastlandets evangeliske former afveg den engelske kirke ved den i Common Prayer Book og Uniformitetsakten som enegyldig fastslåede gudstjeneste, der havde opretholdt mange af de katolske skikke, især den hvide præstedragt, korsets tegn ved dåben og de mange knæbøjninger; kun hvad der i kirkens traditioner direkte stred mod bibelen, havde man villet forkaste, men man havde ikke villet føre alt tilbage til bibelen som udelukkende grundlag. De århundreder, der er fulgt på denne ordning har godtgjort dens livskraft. Men det kunne ikke undgås, at den hurtigt mødte uvilje fra forskellige sider. Den måtte for det første komme fra katolikkerne, især efter at Elisabets regering var begyndt at gå hårdt frem imod dem. Denne uvilje var dog ikke længere særlig farlig, da det stod som de store resultater af den elisabetanske tid, at katolske fremmede magter ikke kunne krænke Englands uafhængighed, og at katolikkerne var blevet et afgjort mindretal af dets befolkning. Langt betydningsfuldere blev den puritanske opposition. Begrebet puritanisme, der sprogligt kun betegner ønsket om renhed i de religiøse og kirkelige sager, er blevet bestemt på forskellig måde. Dette har sin naturlige grund i, at dens tilhængere i de 100 år, den spillede en så afgørende rolle i det engelske ånds- og samfundsliv, snart lod det ene, snart det andet udslag af den træde stærkere frem. Man har derfor snart set den som en saglig udformning af den calvinske dogmatik, snart som en opposition mod bispestyrelsen og den anglikanske kirkeordning, snart (især taine) som en bestemt moralsk tendens. Man bør vistnok først og fremmest opfatte puritanismen som en særlig åndsretning indenfor calvinismen, der uden at betyde nogen ny tankegang i særlig grad betonede visse ejendommeligheder ved dens dogmatik, skarpt drog bestemte sjælelige konsekvenser af dem og dermed forenede en sindsstemthed, som bundede i engelsk nationalkarakter. Hvad den betonede i dogmatikken, var dels det umiddelbare forhold mellem gud og det enkelte menneske, frigjort for alle andre mellemled end bibelen, dels guds valg, hvorved han havde udkåret en del af menneskene til del i nåden. De heraf dragne konsekvenser blev overbevisningen om, at det var den absolutte pligt at efterfølge bibelens lærdomme og grundstemning, og at religiøsiteten var den eneste berettigede kraft i menneskelivet eller i alt fald den, som alle andre åndsytringer burde være underordnede, hvortil så sluttede sig troen på, at puritanerne var de udkårne og derfor kunne og burde have en urokkelig tillid til deres egen ret. Endelig viste det engelsk-nationale åndspræg sig deri, at den puritanske religiøsitet hverken var asketisk, beskuende eller hengiven til dogmatiske udpenslinger, men blev til en af begejstring båret reel kamp, indadtil mod djævelen og hans fristelser, udadtil mod alt, hvad der i omgivelser og samfund kunne hindre det religiøse livs udfoldelse. Ved stadig læsning i bibelen, stadig påkaldelse af herren, stadig anspændelse af hele personligheden i det indre og ydre liv skulle den enkelte sikre sig den vedblivende del i nådesudvælgelsen og vinde sejr indadtil og udadtil. Puritanismen måtte efter sit væsen i første række blive en modstander af den anglikanske kirkeordnings fra katolicismen stammende ceremonier. Den så i dem rester af den gamle messe, endvidere en adskillelse mellem præster og menighed og navnlig rent ydre, i bibelen ikke hjemlede midler til at frembringe et gudsforhold. Den ville derfor rense kirken, i alt fald ikke finde sig i, at præsterne skulle være tvunget til at udføre ceremonierne. Viljen herom er da også fælles for alle, som kan regnes for puritanere. En konsekvens af puritanismens idé måtte tillige være modstanden mod selve den anglikanske kirkeforfatning, idet også den hierarkiske ordning indførte ydre mellemled mellem det enkelte menneske og gud. Det må dog siges, at på Elisabets tid drog ikke alle puritanere, men kun to endda højst forskellige særgrupper af dem denne konsekvens. Den ene gruppe var tilhængerne af den skotske presbyterianisme, der ville lægge kirkestyrelsen og kirketugten over til presbyterier dvs. sogneråd, bestående af præsterne og de ældste og mest ansete lægmænd; for dem stod det tillige som givet, at en ny puritansk, altså renset gudstjeneste skulle afløse den anglikanske og være lige så obligatorisk og uniform som denne. Men presbyterianernes tal var kun ringe, de hørte mest hjemme i akademiske kredse, og det kan tilføjes, at deres system, da det stred mod den engelske statsbevidsthed, der ikke ville udlevere kirketugten til ikke-statslige myndigheder, og mod den engelske aristokratiske ånd, heller ikke senere formåede at vinde folkestemningen for sig. Den anden undergruppe, de senere så indflydelsesrige independenter, kaldtes på denne tid i reglen separatister eller brownister (efter en af deres førere Robert Brown). De var på virkede af baptisterne, hvoraf mange under Elisabet var indvandrede fra Nederlandene. De hævdede især, at folk skulle have ret til at slutte sig sammen til frie, af hinanden uafhængige menigheder (kongregationer), der fri for overstyrelse såvel af bisper som af presbyterier skulle have ret til selv at ordne deres gudstjenestes former. I skarp modsætning såvel til episkopale som til presbyterianere ville de altså ingen tvungen uniformitet i gudstjeneste. Men også de, der mest tilhørte de jævne lag, var endnu kun få. Elisabets regering havde vendt sig bestemt mod alle puritanerne for at tvinge den anglikanske uniformitet igennem, men særlig hårdt havde den behandlet presbyterianerne og independenterne. Det var imidlertid en håbløs tanke at ville knuse puritanismen, og det så meget mere som der var nøje tilknytningspunkter mellem den og den politiske opposition. Hvor lidet end puritanismen i sin begyndelse havde nogen politisk tendens, så lå der dog dybt i den en respektløshed for enhver jordisk magt. I sit væsen var den også anlagt på et folkeligt herredømme og havde let ved at tilegne sig de radikal-calvinistiske tanker om kongemagtens afhængighed af folket, som også havde fundet jordbund i Skotland. Når fyrstemagten tilmed som i England havde gjort sig til den forhadte kirkes overherre, måtte puritanerne naturligt med en vis sympati se hen til underhuset som folkets repræsentation. Allerede under Elisabet havde den politiske og kirkelige opposition samlet sig i disse puritanere, der endda til sine tider havde et stærkt tilhæng i underhuset. Der var således forskellige dybe modsætninger til stede. Men meget ville med genhold til fremtidens gang være afhængigt af den konges personlighed, som skulle følge Elisabet.

Som den nærmeste arving besteg Jakob VI af Skotland (han nedstammede fra Henrik VII), Maria Stuarts og Darnley's søn, ved Elisabets død Englands trone som Jakob I. De to gamle fjendtlige naboriger var derved forenede ved en personalunion. Selve tronbestigelsen foregik uden modstand. Men om stuartslægten med dens stejlhed og trods, dens upålidelighed og dens fremmedartethed ville kunne gro fast i riget syd for Tweed-floden med dets stærke nationale præg, måtte fremtiden afgøre. Jakob besad visse gode egenskaber, en ret mandig skikkelse, jævnhed i samtale, visse fornuftige politiske ideer, megen belæsthed og ikke ringe forfatterevner; hans protestantiske sindelag var også utvivlsomt. Men hans grove træk og grimme vaner, hans pedanteri og forfængelighed, hans forkærlighed for yndlinge og hans mangel på takt og beslutsomhed virkede frastødende, og hurtigt fik man øjet op for hans upålidelighed. Nok så meget kom han dog i skævt forhold til sine undersåtter ved i skrifter og i taler at lægge for dagen, hvor opfyldt han var af teorier om kongemagtens storhed og ophøjethed over loven; forsigtigt havde tudorerne fæstnet kronens myndighed uden at søge forsvar i sådanne teorier; nu plaprede stuarteren ud med dem. Han kendte ikke heller det engelske folks had til Spanien, ikke dets borgerstands og dets handels betydning, ikke dets kærlighed til sit parlament og dets gryende frihedsaltrå, og han misforstod dets religiøse rørelser. Havde han lyttet nøje til sin klogeste rådgiver, den berømte filosof Francis Bacon, der var tilhænger af tudorernes regeringsprincipper, havde der dog måske været mulighed for en roligere udvikling end den, der kom. Men han kastede sig i armene på yndlinge af langt lavere art, først skotter, derpå hertugen af Buckingham, en fin og elegant hofmand, men ødsel og udsvævende, pengebegærlig og selvtillidsfuld, rede til smiger for sin herres slette egenskaber og uden store mål eller blik for tidens problemer. Omkring disse yndlinge og omkring dronning Anna, Kristian IV's søster, dannede der sig et hof, der ved sine fester og sin luksus, sine maskekomedier og sine orgier, sine skandaler, ja endog sine giftmordshistorier blev et billede på den engelske renæssances forfald. I alt dette lå baggrunden for, hvad der kom. Når der hurtigt indtrådte et endnu mere afgørende brud med katolikkerne end tilfældet havde været under Elisabet, var dette dog ikke kongens skyld. Han ville tolerance overfor dem, men parlamentet gennemtvang strenghed. Følgen blev, at fanatiske katolikker planlagde at sprænge kongen, kongefamilien og parlamentet i luften ved dets åbning i 1605 og derpå at sætte et oprør i scene. »Krudtsammensværgelsen« blev imidlertid forrådt, og flere af lederne henrettede. Følgen blev, at regeringen behandlede katolikkerne strengere end før, og at de engelske protestanter kom til at omfatte dem med et forøget, længe varende had. Derimod er det Jakobs ansvar, når de forhandlinger, der ved begyndelsen af hans regering på Bacons råd indlededes med puritansksindede gejstlige, mislykkedes, skønt puritanerne på dette tidspunkt var villige til at nøjes med ændringer i ceremonierne. Kongen øjnede under samtalerne ud fra skotske forudsætninger, men med urette, en tilslutning til presbyterianismen og så i denne et angreb ikke alene på bispemagten, men også på kongemagten. Med ordene no bishop, no king afbrød han forhandlingerne, og umiddelbart derpå afsatte Overkirkeretten 300 puritanske præster. Fra dette øjeblik så puritanerne med uvilje på kongen. Et brud var indtrådt, selvom der ikke påfulgte yderligere forfølgelser. Det var dog mere de politiske stridigheder, der satte skel under Jakob I. Kongen pukkede på kronens overhøjhed (prærogativ) og særlig på sin ret til at pålægge toldafgifter og give monopoler, den parlamentariske opposition viste hen til de gamle forfatningslove, delvis også til naturrets- og folkesuverænitetsteorier. Den knyttede hertil angreb på kongens yndlinge og på ødselheden og demoralisationen ved hove. En stor sejr vandt den, da Jakob I i 1621 måtte afskaffe monopolerne til privatpersoner og samtidigt også måtte lade Bacon falde for parlamentets berettigede anklage mod ham for at have modtaget bestikkelser som dommer. Alvorlig blev også indvirkningen af kongens tidligere omtalte ydre politik. Hans mæglingsforsøg i Tyskland, hvor parlamentet krævede aktiv støtte til protestanterne, og navnlig hans langvarige tilnærmelse til den gamle fjende Spanien havde fremkaldt en stærk misstemning. Afbrydelsen af den spanske ægteskabsforhandling dæmpede vel noget denne, men en ny skuffelse blev hans indrømmelse til katolikkerne, da prins Karl blev gift med Henriette Marie af Frankrig. Det var et brud på løfter, han havde givet, og det blev hans sidste kongsgerning. Han døde i 1625.

Karl I havde i nogle henseender langt bedre betingelser for at vinde folkeyndest end hans fader. Han var smuk, værdig, kundskabsrig uden at være en lærd pedant, fintdannet i sin smag, en oprigtig elsker af god kunst; Rubens og Van Dyck var i hans tjeneste. Der er heller ingen tvivl om, at han satte det som sit kongedømmes opgave at tjene folkets vel. Men han havde stuarternes magtlyst, deres mangel på forståelse af alt friere livs ret i politik som i religion og tillige deres upålidelighed. Han blev tilmed let betaget af sine omgivelser, og i de første år til hans ulykke af Buckingham; det blev i virkeligheden mere dennes end Karls regering. Slet gik det med den krig, England indlod sig på med Frankrig, og med toget til undsætning af la Rochelle i 1627. Den voldsomme forbitrelse, der af den grund voksede frem i England mod Buckingham og hans styre, øgedes ved kongedømmets politiske overgreb. Der trængtes til penge, og regeringen opkrævede tønde- og pundpenge uden bevilling, pålagde tvangslån og inddrev dem ved hjælp af krigsretter, indkvarteringer og vilkårlige fængslinger. Da gik der gennem nationen en følelse af, at dens ret til skattebevilling og til personlig frihed var i fare, og den forbandtes med harmen over regeringens uduelighed. Også parlamentet optrådte skarpt og udfordrende. I parlamentssamlingen i 1628 førte oppositionen, ledet af den varmhjertede adelsmand John Eliot, sejren hjem. Under navn af Petition of Right vedtoges et andragende til kongen, der med henvisning til, at landets gamle love var krænkede, forlangte, at der for fremtiden ikke skulle kræves nogen skat eller noget nyt lån uden parlamentets samtykke, ingen krigsretter måtte nedsættes i den anledning, og at enhver fængslet straks skulle bringes for en domstol med angivelse af hans brøde. Kongen gav efter, fordi han trængte til penge til krigen, og ved hans sanktion blev andragendet til lov. Men da han desuagtet vedblev med at opkræve tønde- og pundpenge, brød striden atter ud. Samtidigt ramte ét hårdt slag kongen; Buckingham blev myrdet af en af ham personlig krænket mand. Kort efter måtte Karl slutte fred med Frankrig. Hermed endte sammenspillet mellem den engelske udenrigske og indenrigske politik. Så meget kraftigere virkede derimod fra nu af forbindelsen mellem de kirkelige og verdslige forhold. Netop i disse år var de kirkelige modsætninger taget vældigt til, og det fordi både den anglikanske kirke og puritanismen var under en udvikling, der fjernede dem yderligere fra hinanden. Indenfor den første var en ny retning i færd med at få magten. Den nærmede sig i dogmatisk henseende til den mildere, arminianske fortolkning af forudbestemmelsen; den hævdede, at gud ikke alene havde åbenbaret sig i bibelen, men også i menneskeåndens ytringer, og den gav derfor også fantasien og skønheden ret som midler til at vække sansen for det guddommelige. Derfor burde kirkerne udstyres med krucifikser og billedlige figurer og med malede vinduer; der skulle over gudstjenesten være en glans af kærter og en stemningsfylde, skabt ved korsang og orgelspil; sakramenterne skulle holdes højt i ære og altrene omgives med skranker; liturgien skulle strengt opretholdes og en dyb respekt for de gejstlige foresatte indpræges menighederne; præsterne og bisperne skulle have pragtfulde ornater og bispemagten højnes. Vel ikke bibelen, men kirkens historiske udvikling gav denne bispemagt en guddommelig ret. Den fare for et sammenstød med kongemagten, der lå heri, afværgede den ny retning i følelse af, at den ikke kunne bygge på en folkemening og i kraft af hele sin autoritære tendens, ved en energisk tilslutning til kronen. Overkirkeretten fortolkede stedse lovene til gunst for kronen, og der var præster, som lærte, at de, som ikke ville lyde kongen, var evig fordømte. Og kongemagten tog mod bispemagtens tilslutning for i den at finde en støtte både mod den politiske og den kirkelige opposition. På den anden side udviklede der sig indenfor puritanismen stærkere og stærkere konsekvenser af dens bærende tanker. Vi møder fra denne tid et bitrere fjendskab mod de åndelige interesser og foreteelser, der ikke har deres bund i de religiøse følelser, mod kunst og verdslig poesi, mod teatre og sport, og særlig vendte man sig mod de folkelige fester på landet, fordi de som regel holdtes om søndagen, over hvilken man ville gyde sabbatens hellighed. Man begrundede denne kamp mod forlystelser med, at de krænkede livets alvor og inderlighed. Erindres må det dog, at denne mørkladne puritanisme, der var som den store reaktion mod renæssanceånden, og som tog fart ved den grove livslyst og den vitterlige demoralisation, der også under Karl I bredte sig imellem de fornemme kredse, ikke var fælles for alle puritanere; hos adskillige, selv af de mest begejstrede, kunne der stadig trives sans for poesi og musik, ja selv for dans og selskabelige glæder. På samme måde blev det ingenlunde almindeligt at vise sin adskillelse fra verdensmenneskene ved at bære mørke, tætsluttende dragter eller tæt klippet hår eller gå omkring med stiv gang og stirrende øjne. Og mærkes må det også, at puritanismen ikke udelukkede hverken handelsånd eller endda selvisk berigelse på anden måde. Sikkert nok var der derimod mellem puritanerne en herskende følelse af at være noget for sig, guds udkårne børn, lastens fjender, derved også en selvgodhed og tillige en mangel på åndelig vidde, der havde meget af kulturfjendskab i sig. Men jævnsides hermed gik som regel en oprigtig moralsans, et inderligt familieliv, samlet i hjemmene om oplæsning af bibelen, desuden en folkelig tro på menneskenes oprindelige lighed, en dristighed til at være sine meninger bekendt, en trods mod overgreb fra oven og ikke mindst en handledygtig begejstring, som har mærket den engelske nationalkarakter både da og siden. Som en sejrstryg skare optog puritanerne da også kampen mod højkirken. I dens hældning mod arminianismen så de et frafald fra udvælgelseslæren, en tilnærmelse til katolicismens dogmer, i de nu så stærkt betonede ceremonier en overgang til papismens skikke, og i det hele stod katolicismen som det store skræmmebillede. Bestemtere udformedes deres krav om en ny udrenset liturgi. Men også mod bispemagten vendte de sig skarpere end før, krævede vel ikke endnu dens afskaffelse, men dens indskrænkning og navnlig parlamentets delagtighed i kirkestyrelsen. Puritanerne havde deres største tilslutning mellem købmænd og håndværkere, men dog også talrige tilhængere mellem gentryen og yeomændene. Om nogen mere udpræget klassedeling kan der ikke tales. Det var anskuelser og ikke fødsel, der bestemte Englands deling i to lejre. Efter al rimelighed var de virkeligt overbevisningstro puritanere kun et mindretal. Men deres styrke øgedes i høj grad ved, at de mere og mere under indtryk af forbundet mellem kongemagt og bispemagt og under indflydelse af deres sympati for parlamentets højhed kunne gro sammen med den politiske opposition, og det således, at dennes kraftigste ledere blev puritanere, fordi der i dem var den største energi og kampiver. Sammensmeltningen af de politiske og religiøse interesser fik sit store udslag i parlamentssamlingen i 1629 ved vedtagelsen af en resolution, der lød på, at enhver, der indførte forandringer i religionen til gunst for katolicismen eller arminianismen eller rådede til at opkræve tønde- og pundpenge uden parlamentets samtykke, og endvidere enhver, der betalte disse ubevilgede afgifter, skulle regnes for en forræder mod Englands friheder og en fjende af riget. Herved var den store kamp for en ny religiøs og politisk tilstand begyndt. Karl I tog handsken op, opløste parlamentet og indkaldte i 11 år ikke noget nyt. Sandsynligt er det dog, at han kun har tænkt sig dette som en overgangstid, uden at han har villet et vedblivende enevælde. Men i alt fald ville han bruge den parlamentløse tid til at vænne folket til lydighed mod konge- og bispemagt igennem fred udadtil, forbedring af den indre administration og streng hævdelse af autoriteten. De to institutioner, han satte i højsædet, blev de to overordentlige domstole, Stjernekammeret og Overkirkeretten. Og han fandt støtte hos to højtbegavede mænd. Den ene var ærkebispen af Canterbury, William Laud, en mand, der var i besiddelse af tidens hele dannelse i forbindelse med stort initiativ. Han var tolerant i dogmatisk henseende, men tillige hovedrepræsentanten for den ny retning indenfor statskirken, begejstret for »hellighedens skønhed«, for kirkens glans og for det nøje forbund mellem bispe- og kongedømme, tillige en udpræget ordenens mand og hårdhændet mod sine modstandere. Den anden var Thomas Wentworth. Nerven i ham var også autoriteten; så længe han følte den nedbrudt af kongedømmet ved, at det støttede sig til slette rådgivere, havde han hørt til oppositionen. I 1628/29 havde han brudt med denne, og efterhånden blev han i den grad kongedømmets mand, at der blev et så voldsomt indsnit mellem hans fortid og hans senere gerning, at det ikke helt kan forklares uden ved at medtage hensynet til personlig magtlyst; men navnlig må dog erindres, at han var en modstander af puritanismen. Han var en af de få, der skarpt skilte politik fra religion, men blev også derved ude af stand til at forstå de kraftigste tilskyndelser hos sine landsmænd (medens Macaulay voldsomt har fordømt ham som apostaten, har gardiner stærkt fremhævet, hvad der kan forklare vendingen i hans liv). Det første hverv, der betroedes Wentworth af kongen, var statholderskabet i Irland, og her kom han straks til at lægge sine store evner for dagen. Først under Elisabet var det engelske herredømme på øen blevet grundfæstet for alvor ved, at den anglikanske kirke var blevet gjort til statskirke for den befolkning, hvis store flertal vedblivende var katolikker. Efter et oprør i provinsen Ulster under Jakob I var den største del af denne provins blevet inddraget under kronen og besat med engelske kolonister. For så vidt var Wentworths statholderskab kun en fortsættelse af den tidligere politik; Connaught tiltænktes samme skæbne som Ulster, og intet hensyn toges til gamle rettigheder. Men ved siden heraf gik et fortrinligt arbejde på øens materielle vel, administrationen kom i anden gænge, linnedindustrien og handelen blomstrede op. Tillige beherskede han fuldstændigt det irske parlament. Da han i 1639 vendte tilbage til England, mente han også her som kongens højre hånd at kunne bringe landet fremad, samtidigt med at han ved en radikal-monarkisk politik, som betegnedes med ordet thorough (gennemført), hævdede kongedømmet og autoriteten. Han blev kongens førsteminister og earl af Strafford. Den parlamentsløse tid var fra første færd præget af fængslinger af de farligste politiske modstandere, af opkrævelse af ubevilgede tønde- og pundpenge, af berigelse af statskassen ved nyudstedelse af monopoler og andre vilkårlige midler, tillige af streng fremfærd mod puritansksindede gejstlige. Afgørende blev dog især to ting: en almindelig kirkevisitation, der skulle gennemføre den ny udstyrelse af kirkerne og flytte alteret nede fra kirken til en plads i koret, og det almindelige pålæg af de såkaldte skibspenge, hvorved en gammel pligt for kyststrækningerne til at stille skibe i krigstid, forvandledes til en pengeafgift for hele landet også i fredstid. Det strenge regimente havde hurtigt fremkaldt sorg og harme i landet, og mange af de ivrigst forargede puritanere udvandrede til Nordamerika. Men det varede adskillige år, inden der dannede sig en alvorlig folkelig opposition. Et tilløb til en sådan blev udgivelsen af flere skrifter mod kirkesystemet, og da forfatterne til dem idømtes afrivning af ørene i gabestokken og livsvarigt fængsel, demonstreredes der til fordel for dem; samtidigt rørte kirkevisitationen op i sindene allevegne. Fuldt så stærkt indtryk gjorde det dog, at herremanden John Hampden af rent principielle grunde i 1637-38 krævede retslig afgørelse af, om han var pligtig af betale de ubevilgede skibspenge. Dommen gik ham imod, men folket lyttede til beretningerne om, hvad han havde fremført for domstolen til forsvar for nationens friheder. Det stedlige selvstyre fik nu sin betydning, da der intet parlament var til at samle modstanden; rundt om i kommuner og sogne rådsloges om tilstanden. Dog var der herfra et stort skridt til åben kamp. Da greb forholdene i Skotland ind i Englands indre udvikling. Allerede Jakob I havde egenmægtigt indsat bisper i sin hjemstavn og derved krænket den presbyterianske kirkeforfatning. Karl I gik videre i den henseende og påbød tilmed, tilskyndet af Laud, i 1637 en ny liturgi, der fjernede sig stærkt fra den strenge calvinske. I modstanden mod disse forandringer havde nu Skotland den styrke frem for England, at folket stod meget mere som enhed i betragtningen af de kirkelige forhold. Selvom adelen oprindeligt ikke havde sympatiseret med den mere folkelige presbyterianisme, så øjnede den nu i de nye biskopper medbejlere; den gik sammen med præsterne, der havde et næsten ubegrænset herredømme over middelstanden, og de store klanhøvdinge rev deres underordnede på landet med sig; tilmed oprørtes den skotske nationalfølelse over de nye indretninger som engelske. Det kom til voldsomme tumulter, da liturgien skulle indføres. Samtidigt begyndte en forbindelse mellem de skotske førere og oppositionen i England; hvad den snart 40årige personalunion ikke havde kunnet udrette, formåede nu kongens handlemåde; for første gang fremkom der et fællesskab mellem det skotske folk og dele af det engelske. Karl ville anvende væbnet magt. Men nu viste følgerne sig af hans enevældige styre i England; han havde kun få penge og turde ikke indkalde et parlament. Men da hans hær derfor blev for ringe, bøjede han sig snart for Straffords råd om at indkalde et engelsk parlament. Strafford havde tænkt at kunne beherske det, som han havde behersket det irske. Men han tog fejl. I det såkaldte »korte parlament« (1640) havde oppositionen fuldstændigt magten. Endnu engang prøvede så kongemagten sin styrke. Parlamentet opløstes; men da skotterne rykkede ind over Tweed, måtte kongen gå på forlig med dem og tilmed indkalde et nyt engelsk parlament.

Parlamentet har fået navnet »det lange«, fordi det sad sammen i 13 år (1640-53). I den tid oplevede England sin berømmelige første store revolution, under hvilken politiske og religiøse motiver virkede i den grad sammen, at en adskillelse mellem dem og en vurdering af hvilke, der var de stærkeste, næppe lader sig foretage. Men mærkes må det, at under kampen kom ideer og kræfter frem i første linie, som kun dæmrede i begyndelsen. Selve kampens udvikling bragte dens oprindelige førere ind pånye baner, men efterhånden afløstes de af nye mænd. I en del af det 19. århundrede hvor sindene optoges stærkt af samtidens forfatningskampe, lagde historikere af alle nationer (Macaulay, Guizot, Dahlmann) hovedvægten på revolutionens politiske side. Herimod optrådte Carlyle , der hævdede, at den i sit væsen havde været en kamp for at oprette guds rige på jorden. Endnu hos Ranke spiller dog det politiske synspunkt den største rolle. Gardiner har behandlet begge sider ligeligt, men dog snarest betonet den religiøse, hvad der også viser sig i, at han kalder revolutionen den puritanske. Besvarelsen af problemet har navnlig den vanskelighed, at snart et snart et andet motiv virkede stærkest. Under dygtige førere, især Hampden og Pym, var oppositionen flertal i parlamentet; dens sag styrkedes ved, at kongen havde få penge og ved, at hans hær i Nordengland var svag, hvorimod den skotske endnu stod syd for grænsen. Men han havde energiske rådgivere. Derved modnedes beslutningen hos underhuset om at styrte dem og først og fremmest den forhadte Strafford. Det vedtog en lov, der stemplede Strafford som højforræder og fastsatte døden som hans straf udenforegående proces (bill of attainder). Hverken overhuset eller kongen turde modsætte sig loven, og i 1641 led Strafford med heltemod døden på retterstedet. Også Laud var blevet fængslet, men hans dom udsattes. Hurtigt gik nu underhuset videre, og kongen veg tilbage. Der blev givet love, der fastslog skibspengenes ulovlighed, knyttede tønde- og pundpenges opkrævelse til parlamentets bevilling på bestemt tid og ophævede Stjernekammeret og Overkirkeretten. Herved mente man at have genoprettet Englands forfatning, som den havde været før tudortiden. Men også ældgamle kongelige prærogativer slog man en streg over, idet det ved lov fastsattes, at det indeværende parlament kun kunne opløses med sit eget samtykke, og at der hvert tredje år skulle indkaldes et parlament (triennial act). Virkningerne af forandringerne blev store. Med stjernekammerets ophævelse voksede påny fredsdommernes og den stedlige selvforvaltnings betydning, og ved Overkirkerettens fjernelse brød den puritanske opposition sejrrigt igennem i London og andre steder. Uhindret ophørte de ildesete ceremonier, salmesangen trådte i bønnebogens sted, puritanske menigheder samledes til gudstjeneste udenfor kirkerne; hist og her fandt endog billedstormerier sted, snart efter blev også teatrene lukkede; statskirkens herredømme var faktisk brudt. Men indenfor parlamentets flertal var der ikke enighed om, hvad man ville sætte istedet. Et radikalt parti ville helt afskaffe bispemagten, men nåede foreløbig ikke noget resultat. Den stadigt tiltagende spænding øgedes ved et vældigt oprør af katolikker og kelter på Irland i 1641. 4-5,000 englændere dræbtes, dobbelt så mange døde af nød og sult i de fæstninger, de havde trukket sig tilbage til, og hele øen undtagen Dublin kom i oprørernes hænder. Et hævnskrig gik gennem England, alle ville slå opstanden ned med magt. Men turde man betro kongen en hær, eller skulle parlamentet overtage den militære ledelse? For første gang havde nu også Irland, ligesom tidligere Skotland, grebet ind i Englands historie, og forfatningskampens område var blevet udvidet. Alle disse forhold bevirkede en stærk spaltning i underhuset. Oprindeligt havde det oppositionelle flertal været absolut overlegent. Men nu udskilte der sig fra det et mådeholdent parti, der ville opretholde ordenen. Det frastødtes af de revolutionære lidenskaber og frygtede både et puritansk herredømme i kirken og parlamentets overmagt i staten. Imellem dets ledere var den senere som earl af Clarendon berømte Edward Hyde, og det kunne i meget gå sammen med de biskoppelig- og kongeligsindede. Det afgørende brud mellem de to partier kom, da et ringe flertal drev den store Remonstrans igennem, der på een gang var en adresse til kongen og en appel til folket. I kirkelig henseende krævede man, at der skulle indføres puritansk uniformitet i kirkestyrelsen, og at bisperne skulle opgive deres sæde i overhuset og al anden verdslig magt, i politisk kongelige rådgivere, der nød parlamentets tillid (altså parlamentarisme). Fra det øjeblik sluttede de mådeholdne sig til kongen, der tog deres førere til ministre. Endnu een ting måtte dog til for at få bægeret til at flyde over. Af frygt for en anklage mod den ildesete, katolske dronning, Henriette Marie, besluttede kongen at lade underhusets førere, deriblandt Pym og Hampden, fængsle som skyldige i højforræderi ved forbindelse med skotterne i 1640. Men de sigtede var blevet advarede og havde søgt tilflugt i Londons City. Da kongen mødte i underhuset med 3-400 bevæbnede mænd, lød råbet: privileges (dvs. vore rettigheder) imod ham. Umiddelbart derpå forlagde underhuset sine møder til City's rådhus, og en vældig bevægelse rejste sig i byen til værn for det. Kongen indså, at hans plan var strandet. Han forlod sin hovedstad for først at gense den som fange. Men i triumftog vendte underhuset tilbage til Westminster. Nogen tid efter brød det broerne af bag sig, idet det vedtog bispernes udelukkelse fra overhuset og på egen hånd udnævnte lordløjtnanter over militserne i grevskaberne. Da opbød kongen militsen, og som svar derpå besluttede parlamentet at rejse en hær. Borgerkrigen begyndte i 1642. Begge partier havde indflydelsesrige dele af befolkningen med sig. Omkring kongens fane samlede sig det overvejende antal af højadelen og mange af de i nord og vest boende landadelige og yeomænd, tillige de fleste gejstlige samt katolikkerne. De letlevende hofmænd og krigslystne officerer indbragte partiet navnet kavalererne, men der var foruden dem mange oprigtigt loyale og mådeholdne, der ikke ville udlevere stat og kirke til puritanerne. Parlamentets parti havde en hovedstøtte i de store byers befolkning og iblandt landadelen og yeomændene i øst og syd. Rundhovederne blev dets navn efter den puritanske skik at bære håret klippet kort. Men en stor del af befolkningen og navnlig landarbejderne holdt sig neutrale eller gik kun nødtvungent med til den væbnede kamp. Om noget bestemt socialt delingsprincip kan ikke tales, og selv den geografiske deling havde talrige undtagelser; i mange grevskaber stod de to partier mod hinanden. Kongens parti havde den fordel, at det holdt mere enigt sammen end parlamentets; men det svækkedes ved Karls egen vaklevornhed. Til skade for ham blev det også, at havnebyerne straks kom i hans fjenders hænder; derved kunne han ikke få hjælp fra udlandet, og han mistede toldindtægterne. Hærene bestod dels af militserne, der helst ville blive i deres grevskab, dels af frivillige, dels af tvangshvervede. Når krigen, navnlig i begyndelsen, førtes langt menneskeligere end den samtidige Trediveårskrig, var vel hovedgrunden den, at der ikke var tale om lejehære som i Tyskland. Som regel var begge hære spredte rundt om i landet, hvor der kæmpedes om slotte og befæstede herregårde; på de store slagdage stod gennemsnitlig kun 10-12,000 mand mod hinanden. I begyndelsen var der ingen fremragende hærførere på nogen af siderne. I begejstring og viljekraft var parlamentets soldater de overlegne - de aflagde også ed på at bevare den sande religion og kongerigets love, friheder og fred -, men både de og officererne savnede disciplin. Under disse forhold slæbte krigens første år sig hen uden afgørende begivenheder, omend fordelen i det hele var størst på kongelig side. Der måtte nye momenter til for at bringe parlamentets sag sejren. I efteråret 1643 lykkedes det parlamentet at opnå et forbund med skotterne. Begge riger lovede at forsvare hinandens parlamenters rettigheder; skotterne skulle sende en hær til England. Men til gengæld havde det engelske parlament, omend i lidt vage ord, forpligtet sig til at indføre den presbyterianske kirkeforfatning, som lå skotterne så stærkt på sinde. Ikke sympati for den, men nødvendigheden havde her været den ledende bevæggrund. Parlamentet gik nu strengt frem mod den anglikanske gejstlighed og konfiskerede foruden de royalistiske adelsmænds også kapitlernes godser. Men mod den presbyterianske uniformitet, mod dens tvang og den af parlamentet indførte censur rejste sig en modbevægelse af afgørende betydning. Fra 1640-41 havde forskellige sekter bredt sig stærkt, både gendøbere, mennoniter, tilhængere af læren om det tusindårige rige og især independenter. Den independentiske bevægelse havde tilmed fået en mærkelig støtte, nemlig fra Nordamerika. I 1620 var de første englændere af religiøse grunde udvandret til denne verdensdel, hvor de havde slået sig ned ved Massachusetts bugten. Langt mere betydning fik dog kort efter andre kolonier i samme egn med Boston som hovedstad. Hertil strømmede i stor mængde under Lauds forfølgelser i 1630'erne puritanere med independentiske sympatier. Men her, hvor man kunne ordne sig som man ville, kom der til at foreligge et stort problem. Skulle eftertrykket lægges på menighedens ret eller på de enkelte individers? Udviklingen i Massachusetts gik ubetinget til fordel for menighedens ret, og da menigheden her var lig med staten, blev forfatningen et slags teokrati, bibelen blev lovkodeks, flertallets vilje blev den eneste rette fortolkning af den; kun de, der bøjede sig for den, fik borgerlige rettigheder. Men herimod rejste der sig modstand, under ledelse af præsten Roger Williams. Da han blev forvist, grundede han en ny koloni, Rhode-Island, og her virkede han for det ny princip: de borgerlige rettigheders uafhængighed af den enkeltes religion. Således var kravet om tros- og kultusfriheden rejst, og igennem tilbagevendte emigranter og senere ved et skrift af Williams fik den engelske independentisme et fremstød. Det var første gang, at Amerika åndeligt påvirkede den gamle verden. Og det faldt netop sammen med, at presbyterianismen var i færd med at indføre en ny kirkelig tvang. Kampen mod denne blev feltråbet for sekterne, og de samlede sig til denne kamp under fællesnavnet independenter. Som helhed krævede de engelske independenter dog ikke statskirkens afskaffelse, men kun ret for sekteriske menigheder til at organisere sig ved siden af den. Deres tolerancebegreb var stærkt begrænset. De så statens formål helt som et religiøst, og ved religion forstod de den for papisme og anglikanisme rensede kristendom; derfor ville de holde både katolikker, biskoppelige og fritænkere borte fra borgernes rækker. Deres åndelige frihedstanke nåede således langtfra den rummelighed, som blev en kærne i det 18. århundredes indsats i kulturen, men betegner dog et fremskridt på tålsomhedens område. Hertil kom andre karaktermærker ved independentismen, som den nu fremtrådte. Den delte puritanismens almindelige selvgodhed og var snarest en kulmination af dens mørkladenhed og dens fjendskab mod livsglæde, men den var tillige en kulmination af dens begejstring og viljekraft. Dernæst rummede den i høj grad en forstærkelse af den tilbøjelighed til politisk og delvis social radikalisme, som lå gemt i puritanismens væsen. Ganske vist tog ikke alle independenter her et yderliggående stade, men efter at parlamentet havde knyttet sig til puritanismen i den presbyterianske form, dreves de også frem til en politisk opposition mod det parlament, der sad med magten. En stor støtte for puritanismen i den independentiske form blev det, at den fik tilslutning hos flere af Englands betydeligste ånder. Som en arv fra Elisabettiden havde litteraturen længe stået i nøje forbindelse med kongedømme, hof og i det hele med det bestående. Til en vis grad havde Shakespeare gjort det trods sit vide menneskelige syn; endnu mere havde det været tilfældet med de ringere dramatiske forfattere i stuarttiden. Nu brød en af de største engelske digtere ud af disse rækker. John Miltons liv var rigt på udvikling. Aldrig afstrøg han den renæssanceåndens sans for poesi og kultur, som så stærkt trådte frem i hans ungdomsdigtning. Men efterhånden dreves han af sin frihedstrang til opposition mod den herskende kirke og stat, og af sin religiøse begejstring og sin sædelige alvor førtes han over til puritanismen. Han havde angrebet det biskoppelige system, og han angreb nu det presbyterianske, dets kirkelige uniformitet og dets censur. I sit skrift Areopagitica gav han et højst mærkeligt indlæg for åndelig frihed, særlig trykkefrihed. En langt større indflydelse fik dog Oliver Cromwell. Fra restaurationstiden og helt op igennem det 18 og en del af det 19 århundrede stod litteraturen og ikke mindst historieskrivningen uforstående overfor Cromwells religiøsitet og derfor overfor hele hans personlighed. Hans puritanske iver opfattedes enten som forløjet eller som vanvittig. Selv velvillige bedømmere af ham skød denne side af hans liv tilbage og holdt sig til hans politiske gerning, således endnu Macaulay i første bind af hans »History of England« (1848). Dengang var dog allerede Carlyle's Cromwell's »Letters and Speeches« udkommet (1845). Dette værk har sine store svagheder både som udgave og som biografi; for Carlyle, der selv så med ringeagt på sin samtids parlamentariske kampe og disses ledere, var ikke alene revolutionens religiøse og moralske side dens eneste værdifulde, men efter hans opfattelse interesserede Cromwell sig også alene for den. Carlyle's uvurderlige fortjeneste er imidlertid, at han, der i følge sin egen natur forstod den puritanske lidenskab, derved kunne leve sig ind i denne side af sin helts sjæleliv. Virkningen af Carlyle's opfattelse blev så meget stærkere, som historikerne i det hele fra den tid i højere grad end før stillede sig det som opgave at forstå fortidens mennesker ud fra deres egne forudsætninger. Mere og mere er det da også blevet anerkendt, at Cromwells religiøsitet var en central og ægte del af hans personlighed, selvom der vedblivende er forskel i bedømmelsen af ham og hans gerning. Et overordentligt stort arbejde er sat ind på at studere hans liv og karakter; i første række står gardiner, der trods al beundring også har fremhævet, hvor meget der glippede for ham, og Firth, men tillige har andre (Ranke, Stern, Morley, Michael) givet værdifulde bidrag. Cromwell, der var født i 1599, hørte til en landadelig, puritansk familie fra omegnen af Cambridge. Som medlem af »det lange parlament« tiltrak han sig hurtigt opmærksomhed ved at stille sig på den yderste oppositions side, men dog endnu mere ved sin ydre fremtoning. Hans brede hoved og fast sammenbidte mund, hans svære næse, store bryn, gennemtrængende blik og skarpe stemme vidnede om kraft og lidenskab og gjorde indtryk af noget usædvanligt. Hvad der gemte sig i ham af mærkværdige evner, begyndte dog først for alvor at vise sig, da han under borgerkrigen fik befalingen over militsen og de frivillige i hans hjemstavns egne, de østlige grevskaber. Under træfningerne med fjenden åbenbarede han talentet til at udnytte det gunstige øjeblik, men størst var han som organisator. Han dannede navnlig et rytterregiment af bønder, på hvilke han fuldt ud kunne stole, og som blev viden om omtalt som »jernsiderne«; han meddelte dette korps en disciplin, som var ukendt blandt fæller og fjender, og han optog i det både presbyterianere og sekterere, forlangte blot, at de skulle være troende, gudfrygtige og tapre. Heri lå et forsøg på at gøre independentismens toleranceprincipper praktiske, og da han fra 1644 i parlamentet optrådte som talsmand for en indskrænkning i den presbyterianske kirketvang, havde independentismen fået en både politisk og militær fører. Men snart blev det klart, at han var langt mere end det, at han var en af verdenshistoriens store skikkelser. Cromwell var i meget levendegørelsen af puritanismens religiøse lidenskab og af dens religiøse begejstring. Han var stadigt opfyldt af at udforske guds veje, således som disse var åbenbarede i bibelen, og af tro på, at livet på jorden var en forskole for det himmelske; han og puritanismens andre mænd var efter hans dybeste overbevisning de udvalgte, hvis pligt var kampen mod det slette og de slette, omvendelsen af folk og samfund til guds rige. Og han var levendegørelsen af independentismens tolerancetanker, i deres fylde som i deres begrænsning. Men ved siden heraf var der hos ham andre rent personlige karakterejendommeligheder. Han besad en naturlig trang til at ville herske. Den gjorde ham ikke til en fremstormende natur, atter og atter var han dybt nede i skrupler og overvejelser, før han gik over til handling; han var ikke heller nogen omvæltende ånd; i grunden var han en autoritetens mand, der ikke ville ryste det bestående mere end nødvendigt og altid ville fastholde statens magt. Men når han havde taget sin beslutning, da var tvivlen død for ham, da slog han med køller, og når han var klar over det ny, han ville opbygge, da skulle det nøje knyttes til hans herredømme. Han var tillige en udpræget praktisk natur. Derfor undgik han de mest yderliggående puritaneres særheder og deres foragt for alle glæder, derfor stod tolerancen for ham fra første færd som et middel til at kalde alle sekterere til våben mod kongen. Derfor ville han vel bygge det ny på folkets medvirkning, men drog dog aldrig deraf de yderste demokratiske konsekvenser. Derfor skete det også, at han, der satte det som sit mål at gøre det engelske folk til de troendes, de godes folk, som hersker fuldt så meget arbejdede på at gøre England stolt og mægtigt. Derfor var han i det hele ikke alene den lidenskabeligt religiøst bevægede mand, men også den største engelske statsmand i det 17. århundrede, selvom hans statsmandsevner havde deres begrænsning i mangel på sikkert fremsyn. Vi vender tilbage til begivenhedernes gang. Felttoget i 1644 kom til at vise betydningen af de to nye momenter, skotternes hjælpesending og Cromwells militære evner. I slaget ved Marston Moor i Nordengland led de kongeligsindede et stort nederlag, den skotsk-engelske hær var den kongelige overlegen, og Cromwells afdeling sprængte fjendens rytteri og knuste hans fodfolk. Endnu havde krigen dog ikke taget en afgørende vending. Men netop nu voksede Cromwells indflydelse, og der udviklede sig en bestemt modsætning mellem ham og parlamentets hidtidige ledere. Han frygtede, at disse ville gå på forlig med kongen, og han fandt hærens adelige førere for svage. Det lykkedes ham også i 1645 at gennemføre to afgørende forandringer: selvfornægtelsesloven fjernede alle medlemmer af parlamentet fra deres hidtidige stillinger som officerer, og kort efter blev han selv generalløjtnant. For det andet besluttedes at rejse en ny hær (the new model); den skulle være national, ikke lokal, forpligtet til at tjene hvorsomhelst i landet og lønnes ved almindelige skatter; den skabtes dels ved hvervninger, dels ved udtagning af de bedste soldater af militserne. I denne ny hær fik independentismen magt hos officerer og menige. Der udfoldedes i den en ivrig sekterisk og anti-presbyteriansk agitation. Officerer og soldater optrådte som prædikanter, bønnemøder afholdtes, og ivrige puritanske pjecer spredtes. Selvom flertallet af officererne vedblev at tilhøre de velhavende klasser, var der dog også mellem dem mænd fra de lavere lag. Og i alt fald knyttede der sig til independentismens vækst en udbredt radikal politisk stemning, der ville gennemgribende forandringer i Englands stats- og samfundsliv. Samtidigt med den ny hærs dannelse blev Laud henrettet. Den ny hær stødte i 1645 sammen med kongens ved Naseby i Midtengland. Slagets gang blev omtrent den samme som ved Marston Moor, men Karls nederlag var langt fuldstændigere. Krigens udfald var fra da af afgjort. Karl bestemte sig til at overgive sig til skotterne, der, trætte af kampen, tog imod ham i håb om, at han ville godkende presbyterianismen. Men underhandlingerne herom bristede, og skotterne afsluttede en overenskomst med parlamentets befuldmægtigede, hvorefter kongen blev parlamentets fange, medens skotterne mod udbetaling af en pengesum skulle forlade England. Hermed var borgerkrigens første afsnit endt. Men nu udbrød for alvor striden mellem sejrherrerne. Parlamentet ville indskrænke hæren, dels for at bryde dens magt, dels for at lette det stærkt medtagne lands byrder. Men hæren nægtede at bøje sig, før den havde fået sine lønninger udbetalt og opnået sikkerhed for tolerance mod sekterne. Under denne spænding bemægtigede et hærkorps sig, rimeligvis med Cromwells samtykke, kongens person. Herved blev bruddet mellem parlamentet og hæren ulægeligt. Men på den anden side udbrød der uenighed indenfor hæren. Et yderliggående radikalt parti, levellers, udformede et mærkeligt program (the agreement of the people), et forsøg på at afløse Englands gamle uskrevne forfatning med en skreven rent demokratisk; det hævdede, bygget på naturretlige principper, enhver englænders medfødte ret til lighed for loven og samvittighedsfrihed og krævede en republik med et ved almindelig stemmeret valgt parlament. Var det blevet gennemført, havde den engelske revolution betydet magtens overgang til nye samfundslag. Men imod levellers stod et andet parti, ledet af Cromwells svigersøn Ireton, der vel foruden tolerance mod sekterne krævede en ny valgretsordning, men ikke almindelig valgret, og vel ville parlamentarisme, men ikke kongedømmets afskaffelse. Cromwell stod en tid vaklende, men da levellers forsøgte et mytteri, dæmpede han det med bestemthed. En stor krise i revolutionens historie var derved overstået; autoriteten havde i Cromwells person hævdet sig indenfor den revolutionære strømning. Men forholdene forvikledes ved, at det i 1647 lykkedes kongen at flygte og få hjælp både fra skotterne og fra et royalistisk oprør. Den såkaldte anden borgerkrig var dermed udbrudt, men Cromwell besejrede modstanden. Kun et øjeblik havde den ny kamp forsonet parlament og hær. Straks efter stod de atter mod hinanden, og Cromwell forsøgte endda et forlig med kongen, af hvem han ventede større eftergivenhed i tolerancespørgsmålet end af parlamentet. Først da Karl også havde forspildt denne mulighed for redning, bestemte Cromwell sig til det store brud. Da han sluttede sig til et radikalere program end før, der bl.a. forlangte rettergang mod kongen, kom han til at stå som hele hærens anerkendte fører. En troppeafdeling bemægtigede sig påny kongens person, og derpå rykkede hæren ind i London, hvor en afdeling soldater sprængte parlamentet og udstødte 140 af dets presbyterianske medlemmer. Kong Karl bragtes derpå til Windsor, og efter nye forgæves forhandlinger med ham sluttede Cromwell sig til dem, der krævede hans død. Den revolutionære fremgangsmåde nåede nu sit højdepunkt. Det udrensede underhus vedtog en beslutning om, at folket »under gud« var kilden til al magt, og at det selv, der var valgt af og repræsenterede nationen, havde den højeste myndighed, således at dets bestemmelser havde lovskraft uden samtykke af konge og overhus. Derpå udvalgte det en overdomstol. Stillet for dens skranke benægtede Karl dens ret: »Han var arvekonge, ikke valgkonge«. Nogle dage efter faldt dommen, der gik ud på, at han som tyran og forræder mod Englands gode folk skulle lide døden. Endnu nogle dage og hans hoved faldt på skafottet i januar 1649.

Underhuset følte sig som magthaveren. Det vedtog kongedømmets og overhusets afskaffelse og erklærede derpå England for en republik og fri stat, der skulle styres af nationen, dens repræsentanter i parlamentet og de embedsmænd, det indsatte. Den udøvende magt overdroges til et årligt valgt statsråd. I virkeligheden havde republikken og det fåtallige parlament (senere kaldet Rump-parlamentet) kun et mindretal af tilhængere i landet. Men det var desuagtet blot de mest yderliggående, der forsøgte modstand. Hist og her fandt oprørske bevægelser sted af royalister og presbyterianere, og en sværm af flyveskrifter udbredtes mod »kongemorderne«. Milton besvarede angrebene med modskrifter, og regeringen gik frem med en strenghed, der overgik den henrettede konges. Levellers rørte sig påny indenfor hæren; de så i det ny statsråd et åg over England og skånede ikke Cromwell. Udenfor hæren fik den radikale bevægelse spredte tilhængere; indenfor lavene mærkedes stærkt demokratiske tendenser; et arbejderrøre begyndte, så meget mere som de fattiges kår var blevet forværret ved de tunge krigsskatter og ved slette høstår; kommunistiske sekter, der ville jordens deling, dannede sig. Revolutionens hele kraft havde øjensynlig efterhånden sat de lavere lag i bevægelse. Men urolighederne blev slået ned med væbnet magt. Der truede imidlertid andre og alvorligere farer. I Irland var oprøret fortsat, og begivenhederne i England bevirkede nu en forbindelse mellem de indfødte katolske kelter, de engelske katolske godsejere og de engelske kongeligsindede protestanter. Karl I's søn proklameredes som kong Karl II, og der var fare for, at irerne skulle gå over til England. Da overdrog statsrådet i 1649 Cromwell at dæmpe oprøret. Han gjorde det med overordentlig dygtighed, men også med den ubarmhjertigste hårdhed, dikteret af puritansk tro på, at katolikkerne var guds fjender, af engelsk nationalhad mod irerne og af hans egen voldsomhed mod modstandere. Undertrykkelsen fortsattes med lignende vildskab, efter at Cromwell havde forladt Irland. I 1652 var der tilvejebragt ro, og en stor del af øen blev konfiskeret til fordel for englænderne. Cromwell var blevet kaldt tilbage, fordi hans hjælp tiltrængtes andetsteds. Også i Skotland var Karl II blevet proklameret som konge, efter at han, omend højst ugerne, havde lovet at anerkende den presbyterianske kirke og indføre presbyterianisme i England og Irland, hvad der dog ikke hindrede, at han efter sin ankomst til landet blev behandlet ydmygende hårdt. Opfyldt af presbyteriansk begejstring rykkede nu den skotske hær frem mod de kætterske englændere. Men Cromwell kom dem i forkøbet, faldt ind over grænsen og vandt en afgørende sejr i 1650. Året efter led skotterne et endnu frygteligere nederlag. Karl reddede sig ved en eventyrlig flugt til Frankrig. Skotland blev af general Monk tvunget til underkastelse. Hertil knyttede nu Cromwell en stor tanke, vel den største politiske, som han i det hele har undfanget. Den stuartske dynastiske union mellem de to riger, der nu var ophørt, skulle erstattes af en realunion; rigerne skulle forenes, have et fælles parlament og de skillende toldgrænser skulle bortfalde. Imidlertid var opmærksomheden i høj grad blevet vendt mod de Forenede Nederlande. Så længe oranierne, der nøje var knyttet til stuarterne, havde magten dér, var stemningen afgjort fjendtlig mod de engelske republikanere, men da Vilhelm II var død i 1650, syntes der et øjeblik at åbne sig mulighed for en inderlig forståelse mellem de to frie lande. Hurtigt viste det sig dog, at modsætningerne var for store. Jævnt og roligt var den engelske handel gået frem indtil 1640, støttet på det stærke grundlag fra Elisabets tid. Derimod er det sandsynligt, at en standsning er indtrådt ved borgerkrigen. (Sundtoldlisterne viser en ikke ringe nedgang for østgående engelske skibe. Den stærke tilbagegang er bestemt hævdet af Cunningham, der heller ikke vil tillægge republikken og protektoratet nogen ære for den engelske velstand; han hævder, at først restaurationstiden atter har fremmet denne). I alt fald mødte i handel og skibsfart nederlænderne frem som de overlegne medbejlere. I Østindien trængte de englænderne tilbage, men navnlig stod den nederlandske fragtfart på grund af sine lavere takster som den stærke bom for englænderne. Hele udførselen fra de engelske kolonier i Amerika var under borgerkrigen kommet i hænderne på hollænderne, og hollandske skibe førte i massevis varer til og fra England. Da modnedes beslutningen om at træde op derimod. Allerede i lange tider havde man i England været inde på forholdsregler, der skulle skærme den engelske skibsfart, og de nye merkantilistiske tanker havde fundet stærke udslag i engelsk økonomisk litteratur. I 1651 udkom Navigationsakten, der forbød at indføre produkter fra ikke-europæiske verdensdele til England uden i skibe, ejede af englændere eller indbyggere i de engelske kolonier og bemandede med mindst halvt engelsk mandskab, samt varer fra Europa uden i engelske skibe eller skibe, som tilhørte det land, hvor varerne frembragtes. Navigationsakten har sin store interesse, fordi den er et fremragende led i den række af europæiske økonomiske love, som tilhører merkantilismens tidsalder, og fordi den temmelig sikkert efterhånden har betydet overordentlig meget for udviklingen af Englands skibsfart og selvstændige handel. Men idet den er udstedt på et tidspunkt, hvor puritanismen var den sejrende, viser den tillige, i hvor høj grad de materielle hensyn begyndte at gøre sig gældende i puritansk politik, og det fremtræder så meget grellere, som loven var rettet mod en protestantisk nation. Navigationsakten fremkaldte også en stærk misstemning i Nederlandene, men andre forhold var dog de direkte årsager til krigen, bl.a. det engelske krav på herredømme over de England omgivende have. Dette krav var allerede opstillet af Karl I og begrundet af ansete jurister, men det opretholdtes af republikken og fik et udslag i fordringen om, at andre nationers krigsskibe i disse have skulle stryge flaget for de engelske. Under disse forhold udbrød den første krig mellem England og Nederlandene i 1652. Den engelske flåde var allerede under Karl, men endnu mere under republikken blevet øget og forbedret, og udmærkede sømænd stod i spidsen for den. På den anden side var nederlandenes krigsflåde blevet noget forsømt på grund af den lange landkrig; dog havde den endnu sin store tradition og udmærkede admiraler som Tromp og Ruiter. Krigen trak hen med hårde kampe og afvekslende held, men efterhånden vendte dog fordelen sig til engelsk side. Ind i den uro, som krigen voldte, greb nu en ikke ringe forvirring i de indre forhold. Royalisterne begyndte atter at hæve hovedet, og der dannede sig nye sekter, endnu mere yderliggående end de tidligere. En af dem var vennernes samfund eller kvækerne (quakers efter deres rystende, krampagtige bevægelser). De betonede »det indre lys« som det, der burde være hoveddrivfjederen i menneskesjælen, hvad der var en ny udvikling af puritanismens individualisme; de lagde derfor ringe vægt på de dogmatiske spørgsmål og sakramenterne, brød tilmed med præsterne ved at sætte lægmændene som deres fuldkomne ligemænd, lærte i det hele den udprægede lighed (alle skulle tiltales med du) og fordømte krig. En anden sekt var det 5te monarkis mænd, der ville afskaffe parlamentet og istedet sætte en repræsentation for »de hellige«. Hovedsagen var dog en voksende misfornøjelse med styrelsen. Statsrådet administrerede vel dygtigt og påtænkte ret omfattende reformer. Men blandt parlamentets medlemmer bredte sig en frodig demoralisation; det var jo også et rent oligarki, der ikke repræsenterede folket. Til helt at vige pladsen var det ingenlunde villigt, dels af frygt for, at der skulle vælges en royalistisk eller presbyteriansk afløser af det, dels af egennyttige bevæggrunde; en plan fremkom om kun at udfylde de manglende pladser. Navnlig hæren, der stadigt betragtede sig som nationens sande repræsentation, og som tillige var misfornøjet med, at søkrigen hævede flåden på dens bekostning, var dybt misfornøjet. Den vendte sig med opfordringer til Cromwell om at sprænge parlamentet. Han tøvede længe, men da det så ud til, at parlamentet ville vedtage udfyldningsloven, handlede han og sprængte med våbenmagt parlamentet i 1653. Dermed endte det lange parlament; kun en kort tid samledes »Rumpparlamentet«s rester endnu en gang i 1660. Cromwells statskup hilstes med almindelig sympati. I samråd med officererne besluttede han, at der ikke skulle indkaldes noget folkevalgt parlament, men at de sekteriske menigheder skulle indstille til det øverste krigsråd, der så skulle vælge mellem de indstillede og endda kunne gøre forandringer i dem. Det var en blanding af independentisk og militært herredømme, som herved tilstræbtes. Forsøget mislykkedes. Forsamlingen, der antog navn af parlament og almindeligt kaldtes »det lille parlament« (også spotvis barebone-parlamentet kaldet efter et af dels medlemmer praisegod barebone. Barebone dvs. skindmager person, skind og ben), slog ind på meget radikale veje, der affødte en forbitrelse mod den hos indflydelsesrige samfundsklasser, og atter samlede stemningen sig om Cromwell som den eneste, der kunne bringe orden. Støttet til en på ret uregelmæssig måde af forsamlingen vedtaget beslutning og til en del af officererne greb han atter ind og tog imod magten. Han gik nu en helt anden vej end tidligere. I enighed med de højere officerer besluttede han i december 1653 på egen hånd at give en forfatning, der fik navnet »Instrument of Government«, og som er den eneste i alle hovedtræk udformede forfatning, England nogensinde har haft. Den var bygget over helt nye principper. For det første grundlagde den en realunion mellem England, Skotland og Irland; alle 3 riger skulle danne een republik. For det andet skulle der i spidsen for republikken stå to forskellige magthavere, et parlament og en lord protektor. Parlamentet fik den lovgivende magt; protektoren fik intet veto, men de af parlamentet vedtagne love måtte ikke stride mod forfatningen. Parlamentet fik skattebevillingsret, men visse bestemte udgifter, således til hær og flåde, skulle være urokkelige. Parlamentet skulle bestå af eet kammer og vælges efter en helt ny kredsinddeling (hvorved mange af de små valgflækker bortfaldt), men dog med en høj valgcensus og med blivende udelukkelse fra valgret af katolikker og foreløbig udelukkelse af alle, der havde kæmpet mod parlamentet (altså biskoppelige). Til protektor på livstid udnævnte selve forfatningen Cromwell. Protektoren skulle have den udøvende magt, dog i visse tilfælde begrænset af statsrådet. Bekendelsesfrihed tilsikredes alle kristne med undtagelse af tilhængere af pave- og prælatdømme, fredsforstyrrere og usædelige. Forfatningen viste forståelse af de mangler, som både kongedømmet og parlamentsvælden havde belært om. Men den rummede den svaghed at være en oktrojeret forfatning, hvis baggrund dels var en enkelt person, dels den hær, som havde kæmpet for Englands frihed, men som allerede nu under de roligere forhold betragtedes med mistillid af folket. Hovedsagen var dog, at Cromwells regering (protektoratet) var begyndt. Størst resultater nåede han i den udenrigske politik. I 1654 sluttedes fred med Nederlandene. De måtte stiltiende anerkende Navigationsakten og den engelske højhedsret over de engelske farvande; tillige opnåede republikken, at generalstaterne lovede ikke at støtte stilarterne. Cromwell øjnede i freden indledningen til en almindeligere alliance mellem de protestantiske magter og vedblev at virke for en sådan. Men hans bestræbelser overfor udlandet gik dog langt ud over religiøse synspunkter. I hans forhold til de nordiske anliggender var hensynet til Englands politiske og kommercielle fordele afgørende for ham. For at vinde kolonier førte han en krig mod Spanien, hvorved Jamaica erobredes i 1655, og England fik således en sikker indflydelse i de Vestindiske farvande. Mod Spanien sluttede han forbund med det katolske Frankrig, hvorved Dunkerque erhvervedes. I det hele havde han påny givet England en magtstilling i Europa, der mindede om Elisabets dage. Langt større vanskeligheder kom til at vise sig i de indre forhold. Efter at have knust forskelligartet modstand skred Cromwell til en række reformer. Mange af dem havde en udpræget puritansk og moralsk karakter, således love om sabbatens strenge overholdelse. Men til yderligheder gik han ikke. Han ophævede ikke det presbyterianske styre, men lod det forfalde af sig selv. Derimod tillodes det frimenigheder at organisere sig på sekterisk grundlag. Hans kirkepolitik rummede en forbindelse af menighedernes frihed og statsmagtens ret. Alt i alt repræsenterede Cromwells styre et fremskridt for tolerancen. Grundsvagheden ved forfatningen fik imidlertid snart følger. Det første parlament hævdede at være forfatningsgivende. I 1655 opløste Cromwell da parlamentet uden hjemmel i forfatningen. Det tør dog anses for sikkert, at han ønskede at komme tilbage til en lovlig ordning med bevarelse, af den parlamentariske indflydelse, men han ville ved siden deraf hævde sin magt, af magtattrå og fordi han opfattede sit herredømme både som en sikkerhed for »de hæderliges« magt i overensstemmelse med guds vilje og som bærer af moralen og tolerancen. Mindre og mindre holdt han sig til lovens former, og da der rejste sig modstand mod ham både fra royalistisk og republikansk side, indførte han et rent militærherredømme. Landet deltes mellem 10 generalmajorer, der gjorde sig skyldige i mange overgreb, og navnlig gik det nu ud over de biskoppelige. Af hensyn til de ved krigen med Spanien nødvendiggjorte pengebevillinger indkaldte han dog i 1656 et nyt parlament, men udelukkede vilkårligt en del af oppositionens medlemmer. Derimod afskaffede han generalmajorerne. Nu foregik der hos det tiloversblevne parlament en mærkelig svingning i overensstemmelse med en ændring i folkestemningen, der begyndte at blive træt af de uordnede tilstande. Man ville sikre den borgerlige autoritet og se at komme bort fra militærherredømmet, og især middelklassen havde endnu tillid til Cromwell. Følgen blev et tilbud til ham om at overtage kongemagten. Han var næppe uvillig dertil, men han afviste det dog af hensyn til en stor del af hærens og puritanernes modstand. Man enedes da i 1657 om en ny forfatning; protektoren skulle have ret til at vælge sin efterfølger. Således syntes hans magt befæstet på lovens grund. Han modtog en ny højtidelig indvielse i sit embede, omgav sig med et hof og nærmede sig til adelen. Men da de udelukkede parlamentsmedlemmer påny havde indtaget deres pladser, brød striden atter ud; Cromwell skred atter til en opløsning og kuede modstanden. Men han følte sig trykket og træt, tilmed forpint af familiesorger. D. 3 september 1658 døde den mærkeligste mand, England i århundreder havde fostret. Det viste sig hurtigt, hvorledes protektoratets regeringssystem havde hvilet på hans person, og at end ikke hæren længere var et beherskende midtpunkt. Cromwell havde på sit dødsleje udpeget sin søn Richard til sin efterfølger. Denne brave, men svage mand formåede dog ingenlunde at løfte arven. Allerede under ham indtrådte en almindelig forvirring, og den steg, da han i 1659 nedlagde sit embede. Protektoratet afsluttedes dermed. Men et anarki trådte istedet, så meget mere som hærens øverste officerer nu stod imod hinanden. Da kom afgørelsen. I Skotland havde general Monk overkommandoen over hæren. Han fandt øjeblikket egnet til indskriden; sine planer omgav han dog med tavshed. Men da han nytårsdag 1660 havde overskredet den engelske grænse, hilstes han af den almindelige mening som redningsmanden. Hvad der gemte sig bagved dette, var ønsket om kongedømmets genoprettelse. Man længtes efter orden og fred og frygtede hæren, man var blevet forbitret over puritanismens sektdømme og moralprækeri, og den engelske aristokratiske ånd havde atter rejst sig mod de demokratiske bestræbelser. En stor del af folket havde tilmed i hjertet aldrig svigtet kongedømmers og den biskoppelige kirkes sag, var i alt fald ikke blevet puritanere, selvom de havde fordømt de tidligere forfølgelser mod disse. Hvad der var af presbyterianere nærmede sig royalisterne. Under en af de mange omskiftelser, som anarkiet førte med sig, var imidlertid Rumpparlamentet atter sammentrådt. Da Monk kom til London, gik han ind på, at det udfyldtes med de i 1648 forjagne medlemmer, og nu udnævntes han selv til overgeneral over alle stridskræfter i England, Skotland og Irland. Derefter opløste »det lange parlament« sig endeligt efter at have udskrevet nyvalg. Først nu handlede Monk også åbenbart til fordel for kongedømmets genoprettelse, idet han satte sig i forbindelse med den landflygtige Karl II. I Breda i Nederlandene undertegnede denne en deklaration, hvori han tilsagde amnesti for alle, som parlamentet ikke ville undtage fra den, og lovede godkendelse af de love, parlamentet måtte vedtage tingående samvittighedsfrihed, og af de under revolutionen skete ejendomsforandringer og tillige udbetaling af lønninger til hæren. Da det nyvalgte parlament (kaldet Convention-parlament, fordi det ikke var udskrevet af nogen konge) var trådt sammen og havde hørt Breda-deklaralionen oplæst, besluttede det, at regeringen efter rigets gamle love var og skulle være hos konge, overhus og underhus, og indbød derpå Karl til at vende tilbage. I maj 1660 landede han i Dover og holdt 4 dage derpå under befolkningens jubel sit indtog i London. Revolutionen var forbi, stuarterne genindsatte, og snart kom påny tunge dage for store dele af det engelske folk og for dets frihed. Men revolutionen havde gjort sin store gerning. Dens politiske ånd levede påny op i 1688. Var end puritanismen, til held for England, ikke blevet den herskende, så havde den dog gydt meget ædelt ind i det engelske folks sjæleliv. På mange måder har også Englands kamp påvirket den øvrige verden. Den bør regnes for den mærkeligste foreteelse i det 17. århundrede ved dens rigdom på kraft, på frisind og på nye frugtbare tanker.

De store fredsslutninger ved århundredets midte havde betydet et afgørende nederlag for det habsburgske hus i begge dets linier, for Polen og for Danmark. Spanien trådte fra da af også ganske tilbage fra sin stormagtsstilling, Østrig var foreløbigt svækket, og det var først henad århundredets slutning, at det genvandt sin magt; Polen havde for fremtiden kun ved Vestpreussen forbindelse med Østersøen, og det havde måttet opgive håbet om udvidelser på Ruslands bekostning; kom der end et øjeblik, hvor dets konge påny kastede glans over dets navn, så åbenbarede dog udlandets stærke og rivaliserende indblanding i kongevalgene og andre foreteelser dets indre svaghed. Danmark var knækket, og omend den enevælde, der fulgte på krigens elendighed, styrkede det indadtil, formåede den ikke at vinde de tabte provinser tilbage. Desuden var det tyske rige og folk som helhed gået splittet og lammet ud af den store kamp på dets grund, selvom dets fyrster og særlig enkelte af dem havde draget fordel af dens resultater. Andre magter var blevet sejrherrerne. Det gjaldt England, som dog først i sidste øjeblik var blevet inddraget i fastlandets strid, og som havde været meget mere optaget af sine indre brydninger. Den tid, der kom efter, blev af stor betydning for dets udvikling ved at forberede en ny krise, men det evnede foreløbig stadig ikke at kaste noget tungt lod i kontinentets vægtskål. For Nederlandene betød derimod freden den lykkelige afslutning på den lange uafhængighedskamp. Men freden gav partistridighederne friere spil, England var blevet den ny medbejler til deres rigdomme, og det kom til brud med den gamle forbundsfælle Frankrig; frels og fri kom de over det, men storhedstiden ebbede alligevel ud på alle områder. Sverige var ret pludselig vundet frem til at blive en stormagt med vidtstrakte territorier i Nordtyskland og magt over Wesers og Oders udløb, med mægtige besiddelser ved Østersøens østlige kyster og med afrunding af sine grænser på den sydlige del af den skandinaviske halvø. Det stod som den stærkeste stat i Norden og på Østersøen og som indehaver af en stor indflydelse i Tyskland. Ved dette tidsrums slutning var dets stilling endnu ikke væsentlig forrykket; i kraft af forandringerne i dets statsstyrelse i enevældig retning og den store reduktion var det blevet mere uafhængigt af Frankrigs subsidier, der en tid havde skadet dets politiske selvstændighed. Men dets militære anseelse var mindre end før, navnlig i Tyskland. Brandenburg havde vel kun opnået små indrømmelser af Sverige, men brandenburgske hære havde vundet betydelige sejre over det, og med udviklingen af kurfyrstedømmets indre styrke og dets overgang til at blive en virkelig stat, voksede der en farlig medbejler op til Sveriges indflydelse i Nordtyskland. Et spørgsmål var det i det hele, om Sverige med sin afsides beliggenhed og sine tunge byrder på folket kunne fortsætte sin »stortid«. Netop ved århundredets slutning begyndte også for dets gamle nabofjende i østen, Rusland, tilløbet til en ny tid. I sydøst havde Tyrkiet draget fordele af Østrigs svaghed, men netop det 17. århundredes slutning blev vidne til dets store nedgang. Frankrig stod derimod som den magt, der havde båret det største udbytte hjem fra kampene og fra fredsslutningerne i 1648 og i 1659. For bourbonerne havde habsburgerne måttet kapitulere. Frankrig havde udvidet sine grænser i syd til Pyrenæerne, i øst til Rhinen og Mosel, i nord op i Belgien; det havde derved afbrudt forbindelsen mellem det spanske riges forskellige dele, og det havde grundlagt sin indflydelse i Tyskland. Det kunne vedblivende regne med underlegenhed hos andre fyrster og folk, og det havde i sig en mægtig og vidtspændende kraft, underbygget ved Henrik IV's, Richelieu's og Mazarins forudgående arbejde, i fortsat udvikling ved folkets energi og æretørst og dets »selskabs« kultur, ved fremragende mænds talenter, forvaltningens enhed og fasthed og dets fyrstes personlighed. Det store hovedtræk ved det her behandlede tidsrum er Frankrigs magt. Tiden fra 1660 og i alt fald til anden halvdel af firserne er Frankrigs og dets herskers. Overmagten i Europa tilhører dets og hans hære og diplomati. Dets grænser udvides yderligere, og det står som den store fare for de andre staters selvstændighed, gemmende på endnu mere vidtgående planer end de allerede virkeliggjorte. Det er tillige mønsterlandet i indre politisk og økonomisk organisation; dets handel og industri synes at skulle overgå de andre folks; det franske folk har førerstillingen i den intellektuelle og selskabelige kultur, i kunst, poesi og i visse grene af videnskaben, i sprog og i sæder og moder. Den franske klassicisme bliver toneangivende, og med Frankrig som hovedhjemsted danner sig den ny verdensmandstype, indehaveren af elegance, galanteri, åndrighed, overfladiskhed, og aristokratisk overlegenhed. I nøje sammenhæng med Frankrigs vælde som magt og som forbillede står andre hovedtræk ved tiden. Det gælder for det første udviklingen i de fleste stater af en mere eller mindre enevældig fyrstemagt af teokratisk-patriarkalsk-aristokratisk karakter. Undtagelser var dog til stede, og navnlig bevarede England sin konstitutionelle forfatning og dannede derved en for Europa så frugtbar modsætning til enevælden. I denne sammenhæng må man også se den stærke vækst af de stående hære; det er fra denne tid, at militærvæsenet og militærudgifterne blev langt større byrder for folkene end førhen. I forbindelse med Frankrigs overvægt står endelig de merkantilistiske princippers almindelige sejr. Som tidligere set var de delvis af meget ældre oprindelse, og i 1650erne havde de fået et stort udslag i den engelske Navigationsakt. Men først nu fremtrådte de, og det under stærk påvirkning fra Frankrig, som grundreglerne for den økonomiske politik i Europa, omend stadigt gennemførte på en noget forskellig måde i de enkelte stater, fordi de mindre var et af videnskabsmænds overvejelser fremgået system end en sum af praktiske statsmænds på erfaringer byggede anskuelser. Hovedtanken i dem kan siges at være den, at ligesom det enkelte menneske bliver rigere, jo flere penge han ejer, således afhænger en stats velstand af dens rigdom på ædelmetaller; Europas stater, der var så fattige på bjergværker, hvor disse kunne udvindes, måtte skaffe sig dem ved at indføre flere af dem end de udførte; og dette kunne kun ske ved, at udbyttet af de varer, der solgtes til udlandet, blev større end værdien af de indførte, hvorved der opnåedes »en gunstig handelsbalance«. Men bedre end ved råstoffers udførsel kunne en sådan vindes ved udførsel af forarbejdede varer; derfor var industriens udvikling en hovedbetingelse. Læren herom forbandtes nu med den almindelige tro på statsmagten og dens pligt og ret til at gribe ind på hele dens landområde med ensartede bestemmelser. Den skulle støtte industrien ved direkte hjælp, ved tilsyn og ved en beskyttende toldpolitik, endvidere arbejde på at øge folkemængden og dens vindskibelighed, særlig ved indkaldelse af fremmede arbejdere, den skulle støtte den hjemlige skibsfart og erhverve kolonier, der kunne yde råstoffer til moderlandets industri og danne et marked for dets produkter. En følge af disse princippers sejr måtte blive, at den økonomiske konkurrence i endnu højere grad end før gav anledning til tvist mellem de enkelte stater og indgik forbindelse med rent statslige eller dynastiske spørgsmål som årsag til kamptilstande, i form enten af told- og skibsfartsstridigheder eller af ligefremme krige. Til gengæld trådte en anden kraft, der hidtil havde skilt stater og folk i fjendtlige lejre, netop nu mere tilbage. Den westfalske Fred beseglede i overensstemmelse med en under Trediveårskrigen stærkt begyndt udvikling de statslige modsætningers overvægt over de religiøse; fra da af spillede disse i alt fald kun en mere underordnet rolle som anledning eller årsag til europæiske krige. Dette hang sammen med flere ting. For det første fæstnedes ved midten af det 17. århundrede de geografiske grænser mellem katolicismen og protestantismen og mellem den sidstes to kirker, således at de siden har holdt sig væsentligt uforandrede. Dette kan også udtrykkes på den måde, at katolicismen ikke havde nået og ikke nåede at underlægge sig England og Skotland, de skandinaviske lande, de nordlige Nederlande, Nordtyskland og en del af Schweiz; den måtte endvidere opgive Livland og havde ikke formået at trænge ind i de græsk-katolske lande; derimod holdt den sig i Irland som folkereligion, uagtet den ikke blev herskende kirke, og den var blevet sejrherre i den største del af Vest- og Sydtyskland, i de Østrigske arvelande, i de sydlige Nederlande og i Polen; ved slutningen af dette tidsrum underlagde den sig helt Frankrig. Af de 3 katolske hovedmagter havde Spanien nok at gøre med sig selv, Jesuiterordenen var i færd med at tabe sin stærke erobrende kraft, og pavedømmet lededes mere af politiske end af religiøse hensyn. Hertil kom, at vel var det fremskridt for den individuelle religionsfrihed, der var vundet ved Den westfalske Fred, kun ringe, og vel kom Europa endnu til at opleve religionsforfølgelser, men desuagtet er det en kendsgerning, at fanatismen var afkølet i alle lande, og åndelige interesser af anden art end de konfessionelle vandt frem. 

Få timer efter Mazarins død i 1661 havde Ludvig XIV betydet sine ministre, at ingen regeringsordre måtte undertegnes uden hans befaling. Hans selvstyre var begyndt. Frankrigs magttid blev nøje knyttet til hans personlighed. Der er i mange henseender et misforhold mellem hans evner og den historiske rolle, han har spillet. I intelligens, i initiativ, i åndsfylde eller personlig kultur kan han langtfra stå mål med andre af verdenshistoriens store skikkelser. Men han, der på fædrene side var ætling af bourbonerne og på mødrene af habsburgerne, forenede i sig, hvad der i generationer var nedfældet i disse slægter af fransk hoflivs finhed og af spansk grandezza, af raceblod og overmenneskefølelse, af attrå efter magt og tørst efter ære, af principtrofasthed og hensynsløshed. Han kunne derfor både være og give kongen. Naturlig livlighed, medfødt myndighed og værdighed var groet sammen med selvtugtet afmålthed, således at majestæt og takt afspejlede sig i hans legemes holdning, hans ansigts minespil, hans tales vendinger; i alt fald til en vis grad kunne han derved lægge et slør over sine lidenskaber, sin mistænksomhed og sin lyst til intriger. Men det at være konge var for ham mere end noget ydre. Han havde en klar forestilling om sine pligter, om ce grand métier du roi, arbejdede trods sin hang til fornøjelser ivrigt og flittigt, hørte i bestemte og talrige timer på sine ministre, overvejede deres råd og tog sine beslutninger. Og savnede han end et frodigt initiativ, så var der dog ideer, der fyldte ham, og som han fulgte. Disse ideer var, foruden en streng kirkelighed, kongefølelsen i betydning af overbevisningen om, at han alene var herren, og dernæst den umættelige higen efter magt, glans og berømmelse. Disse ideer fik deres udslag såvel i hans ydre som i hans indre politik. Men i begge trængte han til hjælpere, og han havde dygtighed og held til at finde dem. Vi betragter her foreløbig kun hans ydre politik. Han havde en udmærket stab af diplomater, der med verdenserfaring og snille forenede en glimrende forretningsdygtighed og ikke veg tilbage for noget middel - der anvendtes i stor udstrækning bestikkelser - for at nå deres mål. Han havde snu jurister til at godtgøre berettigelsen af sine territoriale krav. Han havde krigslystne officerer og store hærførere, især Conde og Turenne, og han havde mænd af overlegne evner til at lede hærens og flådens administration. Under Louvois' hårde og skånselløse hånd og mesterlige organisationstalent dannedes den hær, hvorved Frankrig sejrede over Europa. Han måtte kæmpe med store mangler og misbrug, og han fjernede dem langtfra alle, men han gennemførte store forbedringer. Han gjorde hæren til en stående kongelig hær, medens dens regimenter før næsten havde tilhørt dens oberster og som regel var blevet aftakkede efter enhver fredsslutning, han lod føre et nøje tilsyn med, at staten ikke besveges ved falske opgivelser af de hvervedes tal, skabte et dygtigere af kongen udnævnt officerskorps, selvom køb af posterne ikke helt afskaffedes, oprettede en intendantur og magasiner, afløste luntelåsmusketten med flintelåsgeværet, hvortil senere føjedes bajonetten, indførte uniformer for de forskellige regimenter istedet for den hidtidige brogede beklædning og lod opføre Invalidehotellet i Paris for sårede soldater. Men frem for alt øgede han ved hvervninger og for en lille del ved en udskreven milits hærens styrke. I 1672 talte den 120,000 mand, og i 1679 280,000. Sammen med ham virkede Vauban, den store ingeniør; han byggede en række nye hovedfæstninger (især Lille, Metz, Besancon, Strassburg og Belfort) efter et nyt system med bastioner og fremskudte værker, der skulle ødelægge angriberne ved krydsild, og han lettede angrebet på fjendtlige fæstninger ved nyudvikling af løbegravsbygningen. Hvad Louvois var for hæren, var Colbert for flåden. Den deltes i Middelhavsflåden, der havde sit hovedsæde i Toulon og bestod af galejer, roede med årer og bemandede med tyrkiske slaver fra kampene mod barbareskerne, med forbrydere, løsgængere og senere med protestanter, og vestflåden, der hørte hjemme i Atlanterhavets og Kanalens store krigshavne (Rochefort, Brest og Dunkerque) og bestod af store sejlskibe. Ludvig XIV's udenrigske politik var rettet mod befæstelsen og udvidelsen af Frankrigs magt og glans og var i første række fjendtlig mod Habsburg. For så vidt stod han på traditionel grund, men han skilte sig fra sine forgængere, Richelieu og Mazarin, ved, at hans planer var langt mere udfordrende og mere vovelige. Han ville være Europas første monark, således at selv pave og kejser skulle indrømme ham forrangen; derfor optrådte også hans afsendinge med krav på at være de fornemste, og de veg ikke tilbage for opsigtsvækkende og i tidens øjne vigtige stridigheder derom. Som det sidste store mål stod sikkert for ham, at selve den romerske kejserværdighed skulle tilfalde ham eller hans arvinger. Mere optoges han dog af nærmere liggende planer. De gik dels ud på udvidelser af Frankrigs grænser, navnlig på Spaniens og det tyske riges bekostning, dels på at skaffe Frankrig indflydelse i det sidstnævnte rige gennem forbund med dets enkelte fyrster, dels på at bibringe de spanske habsburgere et dræbende slag ved at lægge deres lande eller i alt fald store dele af dem under sit eget dynasti. Derved var han inde på baner, der ligesom Habsburgs i tidligere tid kunne vække skræk for et universalmonarki. Den første udvidelse, Frankrig opnåede, var Dunkerque, som Karl II af England solgte til det i 1662. Derefter kom år, hvor Ludvig XIV's politik mest var vendt mod landets indre forhold. Men samtidigt var han dog optaget af arbejdet på at svække kejseren og Spanien; navnlig var han beskæftiget med den tanke, der blev den røde tråd, som slyngede sig gennem hele hans regering, om ,end den ikke altid vistes for offentligheden hans dronning Maria Theresias arvekrav på det spanske monarki. Han hævdede, at hendes afkald i Pyrenæerfreden var ugyldigt, både fordi det var givet af hende som mindreårig og ikke var godkendt af de spanske cortes (rådgivende forsamling), og fordi hendes medgift ikke var betalt. Han ville tilmed ikke afvente mandsliniens uddøen; støttet til en ganske vilkårlig fortolkning af en i dele af de Spanske Nederlande gældende privatretlig arvevedtægt (devolutionsretten) gjorde han krav på, at hans dronnings arveret til disse dele skulle indtræde ved hendes fader Filip IV's død. Da dette dødsfald (1665), hvorved den mindreårige Karl II blev konge, fandt sted, mens England og generalstaterne var optagne af en indbyrdes krig, brød han i 1667 freden med Spanien for at forsvare »dronningens rettigheder« til de ovenfor omtalte dele af de Spanske Nederlande. Turenne og Condé rykkede sejrrige ind i henholdsvis Flandern og Franche-Comté. Tillige fejrede det franske diplomati en stor triumf ved at få kejser Leopold til i januar 1668 at gå ind på en traktat, hvorved det spanske monarki skulle deles mellem ham og Frankrig, når Karl II døde uden børn; den var den første af de mærkelige spanske delingstraktater, og Ludvig XIV havde i alt fald ved den opnået at sikre sig kejserens neutralitet. Men både i England og Nederlandene ængstedes man ved Ludvigs overgreb; de to magter sluttede ikke alene fred, men ligeledes i januar i 1668 et forbund, kaldet Trippelalliancen, fordi Sverige på trods af sin traditionelle politik kort efter tiltrådte den; dens brod var rettet mod Frankrig. Denne gang sejrede besindigheden hos Ludvig. Han gik i 1668 i Aachen ind på fred med Spanien, hvorved han nøjedes med at erhverve en række vigtige fæstninger, bl.a. Lille, på Frankrigs nordgrænse. Han benyttede fredstilstanden til at styrke sin hær og til at knytte forbund med tyske fyrster. Alt sigtede mod en ny krig, men dennes genstand skulle dog foreløbig være en anden magt end Spanien. De gamle forbundsfæller Frankrig og Nederlandene var blevet modstandere. Frankrigs planer mod Belgien havde i et spand af tid varslet om, at dette ville ske. Nu ville Ludvig hævn over republikkerne, der var fjender af hans religion og havde standset udfoldelsen af hans kongemagt, og Louvois tilskyndede ham dertil, fordi deres erobring ville være den sikreste vej til også at underlægge sig de sydlige Spanske Nederlande. Fuldt så vigtigt var det, at krigspolitikken denne gang fandt støtte hos finansministeren Colbert. For ham kunne Frankrigs industri kun betrygges på Nederlandenes bekostning; en ny toldtarif havde i 1667 søgt at hindre indførsel af nederlandske varer, men generalstaterne havde besvaret den med lignende forholdsregler. En toldkrig var således begyndt, og Colbert ønskede den afgjort ved våbenmagt. Førend Ludvig kunne skride til krig, måtte han skille England og Sverige fra Nederlandene. Hans bestræbelser i denne retning kronedes med held. Karl II ønskede Frankrigs hjælp for at kunne gå over til katolicismen og bryde parlamentets magt; ved en hemmelig traktat i Dover i 1670 opnåede han løfter i disse henseender og udsigt til at vinde nogle pladser ved Scheldens munding mod til gengæld at forpligte sig til at støtte Frankrig til lands og til vands mod Nederlandene; tillige skaffede Ludvig ham en fransk mætresse, der skulle holde ham fast ved den indledede politik. Sverige vandtes ved bestikkelser til dets formynderregering. Krigen begyndte i foråret 1672 ved, at de franske hære, 120,000 mand stærke, under Condé og Turenne fra de med Frankrig forbundne tyske fyrsters lande trængte over Rhinen østfra ind i Nederlandene. Disses modstandskraft var i første øjeblik så ringe og panikken så stor, at selv Amsterdam syntes truet. Men et beundringsværdigt omslag indtrådte i nederlændernes holdning. Man tog den heltemodige beslutning at åbne sluser og dæmninger og lade Nordsøens vande strømme frem over Hollands enge; en folkekrig mod en storstat, en sjælden foreteelse i det 17. århundrede, var begyndt. Umiddelbart derpå foregik den revolution, der bragte Vilhelm III af Oranien i spidsen for statens forsvar. Personlig kun lidet vindende, ordknap og tilbageholden, hård og voldsom, men i høj grad positivt anlagt, ærgerrig, tapper og af en ubøjelig viljekraft formåede han at samle sit folk og meddele det sin egen tro på muligheden af redning. Oversvømmelserne og hans dygtighed bragte franskmændene til at standse deres angreb og til noget senere at rømme landet. I den nærmeste tid derpå syntes forholdene også i høj grad at udvikle sig til Frankrigs ugunst. De tyske rhinfyrster trak sig tilbage fra forbundet med det, og en koalition dannede sig imod det, bestående af kejseren på de habsburgske landes vegne, det tyske rige, Brandenburg, der en tid lang havde svinget frem og tilbage, og Spanien; Danmark stod på samme side af fjendskab mod Sverige uden dog at ville bryde endeligt med Ludvig. Og Karl II forlod ham, tvungen af sit parlament, og sluttede i 1674 fred med Nederlandene. Koalitionen led dog under mangel på sammenhold, og de franske hærførere var deres modstandere overlegne. Lærte end Vilhelm af Oranien af nederlagene, således at han efter hvert tab var i stand til påny at samle sig, så vejede det tungt, at franskmændene erobrede Franche-Comté, og at Turenne og efter hans fald Condé og andre franske generaler opretholdt deres våbens glans i Rhinegnene. Også den af Colbert nyskabte franske flåde vandt laurbær. Men frygtelige ødelæggelser af de fjendtlige lande, for hvilke Louvois har et hovedansvar, gjorde Frankrig forhadt som aldrig før. Imidlertid havde kampen bredt sig til Nordeuropa. Sverige, den eneste af Frankrigs forbundsfæller, som var blevet det tro, havde vel i krigens første år holdt sig tilbage, men i begyndelsen af i 1675 faldt dets tropper under en af Trediveårskrigens hærførere, Wrangel, ind i Mark Brandenburg. Ud på sommeren mødte imidlertid kurfyrst Frederik Vilhelm med sin hær Wrangel ved Fehrbellin. Skønt fægtningen kun var en kortvarig rytterkamp, fik den dog højst betydningsfulde følger. Svenskerne trak sig tilbage til Pommern, Frederik Vilhelms bedrift skaffede ham navnet »den Store«, og Sveriges militære anseelse i Tyskland var afgørende rystet. Snart derpå fulgte Danmarks fredsbrud og erobring af Wismar og i 1676 dets angreb på Skåne. Formåede Danmark end ikke at generobre denne landsdel, så led Sverige dog store nederlag til søs, og den danske krig gjorde det muligt for kurfyrsten i løbet af 1677-78 at erobre Pommern og Rügen. For Ludvig XIV måtte hans forbundsfælles tab naturligvis være en svækkelse. Ildevarslende for ham var det også, at Vilhelm af Oranien ægtede Marie, en datter af Karl II's broder og tronarving, hertug Jakob af York, en forbindelse, der syntes at skulle danne indledningen til et forbund mellem England og Nederlandene. Tillige manede de indre forhold i Frankrig i høj grad kongen til fred; de store udgifter og det deraf følgende skattetryk havde fremkaldt en overordentlig nød i befolkningen og endda hist og her bondeuroligheder. Desuagtet var i det hele og store fordelene, både militært og økonomisk, på hans side, og det franske diplomati evnede at benytte sig deraf med sin vanlige dygtighed på den fredskongres, der allerede i længere tid havde været samlet i Nijmegen. Resultatet blev koalitionens opløsning igennem en række særlige frede med dens forskellige magter. Først kom freden med Nederlandene i 1678; Ludvig opgav her ikke alene territoriale krav, men gik også ind på at ophæve den omstridte toldtarif. Så meget kraftigere kunne han optræde mod Spanien og tvinge det til afståelse af både Franche-Comté og en del vigtige pladser i Flandern. Derpå fulgte i 1679 freden med kejseren og det tyske rige; den fastslog i det store hele opretholdelsen af Den westfalske Fred. Under disse forhold så også kurfyrsten af Brandenburg, der havde fortsat krigen med Sverige, sig nødt til at bøje sig; han beholdt kun en ubetydelighed af sine pommerske erobringer. Endelig måtte Danmark ved freden i Lund i 1679 gå ud af krigen med tomme hænder. Fredsslutningerne havde ikke virkeliggjort Ludvigs forhåbninger om Nederlandenes undertvingelse. Men allerede længe før krigens afslutning havde han vendt sine planer i anden retning; Habsburgs to dynastier og det tyske rige skulle ydmyges. Og i den henseende havde han nået sit mål. Atter havde Spanien måttet bøde til fordel for Frankrigs territorium, og kejseren og riget havde måttet bøje sig for ham. I Norden havde tilmed både Danmark og hans forbundsfælle Sverige hver på sin måde lært, at intet kunne nås uden hans vilje. Endelig kunne han vedblivende håbe på Karl II af Englands venskab, og derigennem ville den mand lammes, der ene endnu syntes fast besluttet på at yde ham modstand, Vilhelm af Oranien. Aldrig havde Frankrig stået mægtigere i Europa end nu, og misstemningen i hans eget land bortvejredes ved den vundne hæder; netop nu hyldede Paris ham officielt som den Store. Ludvigs selvfølelse spændtes herved over alle grænser, og hans planer gik vide om. Overbevist om Tysklands afmagt vovede han sig til de såkaldte reunioner, inddragelser efter kendelser af franske domstole af landsdele, der engang i fortiden havde stået i et underordningsforhold til territorier, som var afståede til Frankrig ved de nyere fredsslutninger. Ad den vej tilegnede han sig betydelige strækninger ved Rhinen, tilhørende forskellige tyske fyrster, og inddrog de dele af Elsass, hvis stilling kunne omtvistes efter Den westfalske Freds bestemmelser. En endnu større voldshandling blev den militære magtudfoldelse, hvorved han i 1681 tvang Strassburg til at kapitulere og således gjorde den fri tyske rigsstad til fransk. Han gik frem med lignende vilkårlighed på Frankrigs nordgrænse, hvor han inddrog det Spanske Luxemburg. En strøm af harme og had mod Frankrig gik gennem Europas folk og særlig det tyske, og talrige protester udstedtes mod reunionerne. Karl XI af Sverige var brudt ud af det franske alliancesystem, harmfuld over Frankrigs overmod og især over, at hans stammeland Pfalz-Zweibrücken var blevet reuneret. Men i 1684 gik både Spanien og kejseren, der var beskæftiget med tyrkerkrigen, ind på en stilstand der for 20 år sikrede Frankrig besiddelsen af Strassburg, de tyske reunerede lande og Luxemburg.

Frankrigs overmagt syntes mere trykkende end nogensinde før. Men netop nu begyndte den dog at rokkes. Det hang sammen med dets indre tilstande. Dets finanser kunne ikke længere bære de uhyre hær- og hofudgifter, og ophævelsen af det Nantiske Edikt i 1685 blev den store skamplet på Ludvig XIV's regering, den store ulykke i økonomisk henseende. Den blev tillige fordærvelig for Frankrigs ydre magtstilling. Fremgangsmåden mod huguenotterne gjorde et overordentlig stærkt indtryk på den protestantiske verden. Ny harme gødes i Vilhelm af Oraniens calvinske sind; allerede længe havde han følt det som sin opgave at forsvare Europas frihed mod det franske despoti; mere end nogensinde før så han sig nu tillige som protestantismens beskytter; hans væsen fik et idealere sving. Han mødtes tilmed nu i had til Frankrig med kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg, der i 1685-86 sluttede forbund med Nederlandene, Sverige og kejseren. Samtidigt følte kejseren sig nu efter sejrene over tyrkerne stærk nok til at optræde mod Frankrig. Et tegn på, at Tyskland var i stand til at samle sig, var dernæst dannelsen af ligaen i Augsburg 1686 mellem kejseren, Spanien og Sverige for deres tyske besiddelsers vedkommende og flere af de syd- og vesttyske kredse til forsvar for opretholdelsen af Den westfalske Fred. Indenfor den katolske verden fjernede Savoyen sig fra Frankrig, og ikke helt lidet betød den spænding mellem Ludvig XIV og paven, der var indtrådt som følge af kongens gallikanske politik. Tilbage som Frankrigs forbundsfæller stod endnu foruden Danmark, der i det søgte en modvægt mod Sverige og en støtte mod Gottorp, England, hvor Jakob II i 1685 havde fulgt Karl II og snart på grund af sine katolskvenlige planer lige så kraftigt som broderen håbede på Frankrigs venskab. De vanskelige forhold tæmmede kun lidet Ludvigs ærgerrighed. Netop nu slog han atter ind på en udfordrende politik overfor det tyske rige, idet han gjorde fordring på arvefølgen i en del af det rhinske Kurpfalz til fordel for sin svigerinde, den pfalziske prinsesse Elisabet Charlotte. Hertil kom, at Vilhelm af Oranien 1688 beredte sig til sin berømte landgang for at erhverve den engelske krone og sikre sig England i den store kamp. Ludvig var ikke blind for den overordentlige fare, der truede Frankrig, hvis hans fjende fik magten i England, idet han antagelig samtidig ville bevare stor indflydelse i Nederlandene, og han tilbød Jakob hjælp. Men da denne letsindigt afviste tilbudet, mente Ludvig, at det var klogest at slå løs i Tyskland, medens Vilhelm var optaget af sine planer mod England. Han ville ikke nogen almindelig krig, troede ikke heller på, at den ville komme, men stolede på, at Tyskland og kejseren, der var beskæftiget med tyrkerkrigen, let ville bøje sig og gå ind på at forandre stilstanden til en endelig fred. Han regnede forkert, undervurderede harmen mod Frankrig og det omslag, der var foregået i Europa. En stor ny krig (1688-1697) begyndte, ofte kaldet den Pfalziske Arvefølgekrig. De franske tropper trængte sejrrigt frem i Rhinegnene og besatte den største del af Kurpfalz og de 3 gejstlige kurfyrstedømmer. Men kejseren tog kampen op og sendte en hær mod vest, og de vigtigste tyske rigsfyrster gik med ham. Da indtrådte den begivenhed, som på så mange måder kom til at gribe ind i Europas udvikling. Vilhelm III havde fået Nederlandenes samtykke til sit Englandstogt, i november 1688 foregik hans landing på Kanalens kyst, og snart efter stod han som Englands konge, medens Jakob II havde søgt tilflugt hos Ludvig XIV. Fra dette øjeblik skiltes Frankrigs og Englands interesser for lange tider. Vilhelm III kastede sig langt dristigere end før ind i kampen mod sin gamle fjende; hvis Ludvig blev sejrherre, forudså han, hvorledes hans planer med hensyn til det spanske monarki, der kun en tid havde været trængte i baggrunden, ville træde frem med øget kraft. Alt drev ham hen til forbund med Østrig. I 1689 afsluttedes alliancen mellem Nederlandene, England og kejseren; denne anerkendte Vilhelm i hans ny værdighed, England og Nederlandene lovede at støtte det habsburgske hus' krav på Spanien, alle parter forpligtede sig til at føre den ved fredsslutningerne i 1648 og i 1659 skabte tilstand tilbage. Til de forbundne sluttede sig snart efter Spanien og Savoyen, medens Frankrig stod uden hjælpere, da Danmark holdt sig udenfor. Ludvig besluttede at opgive den fremskudte stilling i Tyskland; for at sikre Frankrig mod angreb fra Rhinen, gav Louvois derimod generalerne ordre til at ødelægge Pfalz. Byer som Mannheim, Speier og Worms blev ødelagte, en lignende skæbne traf senere Heidelberg og dets berømte slot, og talrige landsbyer gik op i luer. I lange tider levede erindringen derom hos det tyske folk og uddybede hadet til naboriget. Men i øjeblikket havde Frankrig her skabt sig et værn. Så meget kraftigere kunne dets hære optræde i de sydlige Nederlande, Savoyen og ved den spanske grænse i syd; de vandt betydelige sejre og indtog vigtige fæstninger. Men på et andet sted var begivenhederne afgørende gået Frankrig imod. De irske katolikker havde ikke villet skifte kongehus; i foråret 1689 var Jakob II landet på øen, hvor man havde modtaget ham med begejstring. Men skønt den franske flåde foreløbigt var den overmægtige i Kanalen, lykkedes det den dog ikke at hindre Vilhelm i at føre sin hær over til Irland. Ved Boynefloden nord for Dublin vandt han i 1690 en fuldstændig sejr; slaget havde haft karakter af en slags religionskamp, måske den sidste af denne art i Europa; mange landflygtige franske protestanter havde kæmpet med i den engelske hær. Jakob flygtede til Frankrig, Vilhelm stod som herre over alle de britiske øer. I 1692 sejrede tilmed hans flåde ved Cap de la Hogue ved Normandiets kyst over den franske. Fra det øjeblik var det udelukket, at Ludvig XIV kunne tænke på at lade gøre landgang i England; til storkamp med fjenden vovede hans flåde sig heller ikke mere, men dristige søofficerer og kapere fortrædigede dog med stort held den engelske og nederlandske handel, og i Nordamerika vandt Frankrig frem på Englands bekostning. I 1691 døde Louvois. Hans efterfølgere var ringere mænd, og krigens byrder tyngede hårdt på Frankrig. Ludvig indså under disse forhold umuligheden af store sejre. Men han kunne regne med svagheder hos sine modstandere. Som sædvanligt var det tyske riges fyrster ikke enige, og netop i disse år gav et spørgsmål anledning til stor kiv. For at vinde den welfiske hertug af Hannover havde kejseren i 1692 ophøjet ham til kurfyrste, hvorved der skabtes en 9de kurværdighed, men en række andre fyrster var i høj grad misfornøjede hermed. Både i England og Nederlandene begyndte desuden købmændene og skibsrederne at længes efter fred. Såvel Savoyen som paven svigtede koalitionen, sidstnævnte mod store indrømmelser vedrørende den franske kirkes stilling. Under disse forhold blev selv Vilhelm III tilbøjelig til eftergivenhed. Således blev det muligt for det franske diplomati på en kongres i Rijswijk (ved Haag i 1697 at nå til en række særfrede med koalitionens magter. Ludvig XIV måtte dog bekvemme sig til store indrømmelser. Han anerkendte Vilhelm som konge og lovede ikke at støtte hans fjender, hvorved han opgav Jakob II's sag. Nederlandene opnåede handelsfordele, og til Spanien gaves Luxemburg tilbage. Mellemværendet med det tyske rige ordnedes på den måde, at den pfalziske strid henvistes til en voldgiftskendelse - der senere gik Frankrig imod -, og at alle reunionerne undtagen de i Elsass skulle tilbagegives; også hertugen af Lothringen skulle genindsættes i næsten alle sine besiddelser; derimod afstodes Strassburg til Frankrig. Fredsslutningerne betegner således et stærkt tilbageskridt for Frankrig; Ludvig XIV var standset i sine planer. Men på den anden side havde hans modstandere ikke nået deres mål, at bringe territorialtilstanden fra århundredets midte tilbage. Frankrig var svækket, men langtfra ydmyget. Freden måtte i virkeligheden kun blive en våbenstilstand. England stod rede til atter at prøve kræfter med sin modstander til søs og til lands; nærmere og nærmere kom det øjeblik, hvor det store afgørende spørgsmål om, hvem der skulle arve det spanske monarki, måtte afgive tønderet til den ny krigslue, og hvad der var vigtigst, en overordentlig stor forandring var indtrådt i Østrigs stilling. Store begivenheder havde i århundredets sidste tiår udviklet sig i Østeuropa. De havde spillet ind i de politiske forhold, der hidtil er omtalte, men de havde også deres selvstændige betydning. Siden Sulejman II's død i 1566 og Juan d'Austria's sejr ved Lepanto i 1571 havde det tyrkiske rige været i stærk nedgang. Haremsintriger med dertil knyttede mord på sultaner, ulemaernes udygtighed og overmodet og egennytten hos janitscharkorpset, der nu mindre rekruteredes fra kristne børn, som opdroges til slavisk lydighed mod koranen, end fra tyrkere, der derigennem søgte forrettigheder og lejlighed til at udsuge befolkningen, havde bragt indre forvirring og ydre afmagt. Ved midten af det 17. århundrede var da pludseligt indtrådt en forandring, der dog ikke skyldtes sultanerne, men dygtige storvesirer. Med barbarisk hårdhed havde de bragt orden i finanser og hær. Atter var Tyrkiet blevet en farlig magt for sine naboer, Rusland, Polen, Venetien og Østrig. Det havde også udnyttet konflikterne i Vesteuropa. Til Frankrig stod det fra Frans I's tid i et venskabeligt forhold. Handelsinteresser knyttede efterhånden de to stater nærmere sammen, og ikke mindst var Colbert ivrigt optaget af udviklingen af den franske Levanthandel. På den anden side måtte Ludvig XIV også tage hensyn til en folkestemning såvel i hans eget land som i det øvrige Europa, der endnu hadede muhamedanerne og kunne drømme om korstog. Åbent kunne han derfor ikke forbinde sig med tyrkerne mod Østrig, men alligevel søgte han stadigt at ophidse dem til kamp mod denne magt, og de kunne drage fordel af hans krige med den. Fuldt så meget betød det, at det i 70'erne gærede stærkt i den ungarske adel, der atter var misfornøjet med den habsburgske regering både af politiske grunde, og fordi den jesuitiske gejstlighed forfulgte protestanterne. Gæringen blev til et oprør, og oprørerne satte sig i forbindelse både med Frankrig og med sultanen. Afgørende begivenheder indlededes 1683. Ludvig XIV tilskyndede hemmelig Porten til krig, og tyrkerhæren drog ind i det habsburgske Ungarn og fandt tilslutning hos oprørerne. Ludvig XIV benyttede sig deraf til sin udfordrende reunionspolitik. Men kejser Leopold fik løfte om hjælp fra Polens konge Johan Sobieski, fra Bayern og Saksen og fra tyske adelige, der meldte sig som frivillige. Tyrkernes uhyre hær trængte dog sejrrig frem og stod ud på sommeren for selve Wien. Den kejserlige hærs hovedstyrke forlod byen og opstillede sig i nærheden for at afvente hjælpen fra riget og Polen, men den efterladte garnison udviklede i 3 lange og trange belejringsmåneder en kraft og et heltemod, som forbavsede verden. Alt afhang dog af hjælpens komme. Da viste endelig en mægtig rød fane med hvidt kors, som udfoldedes på Kahlenberg, at den var nær. Trods tyrkernes overmagt sejrede den polsk-tyske hær under Sobieski og hertug Karl af Lothringen i et afgørende og blodigt slag. Umådelige trofæer blev deres bytte. Tyrkerne trak sig tilbage. Der lå en stor moralsk betydning i Wiens redning, og for sidste gang havde Halvmånen vovet sig frem i hjertet af Europa. Men endnu forestod en lang kamp; af den grund måtte også kejseren gå ind på stilstanden med Ludvig XIV i 1684. Men samme år besvores for paven Den hellige Liga mellem kejseren, Polen og Venetien. Denne republik anspændte også i høj grad sine kræfter; dens hær erobrede næsten hele Morea og indtog Athen (under belejringen af denne by skete den ulykke, at en venetiansk bombe antændte et tyrkisk krudtmagasin, der var anbragt under Parthenontemplet, hvorved dette delvis sprængtes i luften; kort før var interessen for det antikke Athen blevet vakt, og franskmænd havde taget tegninger af Parthenonskulpturerne), hvorfra den bortførte talrige kunstgenstande og derimellem marmorløverne fra Piræus, der nu er opstillede foran Arsenalet i Venezia. Krigen i Ungarn blev højst langvarig, også fordi kejserens kraft beslaglagdes af den samtidige krig med Frankrig. I krigens sidste tid førtes østrigerne af den unge franskfødte prins Eugen af Savoyen, der med stor dygtighed havde reorganiseret deres hær, og tyrkerne led store nederlag. Derved blev Tyrkiets modstandskraft brudt, så meget mere som det havde fået en ny fjende i zar Peter af Rusland. Følgen blev freden i Karlowitz i 1699, der berøvede Tyrkiet store og rige provinser og bestandigt fritog Europa for skræk for de vantro. Venetien fik Morea og udvidelser i Dalmatien, og Polen, hvor kurfyrst August af Saksen i 1697 var blevet konge, vandt tilbage hvad det i tidligere tider havde tabt af Pololien og Ukraine; ved en noget senere fredsslutning beholdt Rusland det erobrede Asov. Men størst udbytte fik Østrig, der erhvervede næsten hele Ungarn, Siebenbürgen, samt den største del af Slavonien og Kroatien. Allerede i 1687 havde tilmed rigsdagen i Pressburg måttet anerkende det habsburgske hus som arveligt i Ungarn. En ny stormagt Østrig-Ungarn havde rejst sig, vel stadigt uden fast indre organisation og med store mangler i sin forvaltning, men dog mægtig ved sin udstrækning og sin hær. Medens Habsburgs stjerne var dalet i Spanien, strålede den med fornyet glans i Østrig. Både ved Kanalen og ved Donau havde Frankrig fået ligemænd og medbejlere.

Trods det meget ensartede, som der er over Ludvig XIV's hele regeringstid, er der dog for Frankrigs indre historie adskillig føje til at dele den i to afsnit med midten af firserne som skillelinie. Væsensmærket for dette er udfoldelsen af den franske enevælde og dens virkninger på stats- og samfundsliv. Netop en udfoldelse, ikke en grundlæggelse. Ligesom hele Frankrigs udvikling indtil 1789 har en evolutionistisk karakter og ikke foregik i spring ved revolutioner fra oven eller fra neden, således er Ludvig XIV's enevælde ikke noget brud med fortiden, ikke som helhed en fra nyt skabt ordning. Ludvig XIV dødsdømte lige så lidt som hans forgængere de institutioner, der gennem lange tider havde indskrænket kongedømmet. Når han ikke sammenkaldte generalstænderne, når han gjorde skattebevillingsretten i les pays d'états og parlamenternes forestillingsret mod kongelige forordninger til en ren form, når han indskrænkede provinsguvernørernes myndighed og greb ind i byernes municipalfriheder, fulgte han i og for sig kun i Henrik IV's og Richelieu's spor. Ligesom de lod han også adelens skattefrihed og dens rettigheder over bønderne samt gejstlighedens frivillige gaver (dons gratuits) bestå. Heller ikke i centraladministrationens ordning skete der under ham gennemgribende ændringer, bortset fra den, at kongen i alt fald formelt nu var sin egen premierminister. Princippet var det samme som før, en forbindelse af kollegial- og ministerstyrelse. Mellem kollegierne var det høje råd, også kaldet gehejmerådet, det fornemste. De øverste ministre var kansleren, der var justitsens hoved, generalkontrolløren, hvis væsentligste forretning var finansernes styrelse, men som tillige havde handel, industri, agerdyrkning og offentlige arbejder under sig, samt 4 statssekretærer, der fordelte centraladministrationens andre grene imellem sig. Dog var der den forskel fra tidligere, at kanslerens myndighed blev ringere, generalkontrollørens større. Hvad retsplejen angår, var det ikke heller noget nyt princip, når der af kongen nedsattes overordentlige domstole, eller når han benyttede lettres de cachet (herved forstås lukkede breve, rettede til en bestemt myndighed, i modsætning til åbne for offentligheden bestemte kundgørelser) til administrative fængslinger. Alligevel måtte samtiden allerede på de her nævnte områder føle en forskel fra fortiden. Regeringen gik mere hårdhændet frem mod de gamle myndigheder og navnlig i anvendelsen af den overordentlige retspleje. Store mangler ved de ordinære domstole, megen vold af store overfor små gav den god anledning dertil, og der er f.eks. ingen grund til at ynke de fleste af de adelige, som i Auvergne ved les grands jours dømtes til strenge straffe, men fremgangsmåden var brutal og i stor strid med de lovlige rettergangsformer. Meget hyppigere end før var også benyttelsen af lettres de cachet, forøvrigt lige så meget en tjeneste overfor private i familiestridigheder og lignende som overfor kongedømmets fjender, og fra nu af begyndte Bastillen som fængsel for de på denne måde indespærrede at stå som et symbol på despotiet. Censuren blev overordentlig skrap. Af stor betydning var dernæst den forandring, der foregik i sammensætningen af den øverste centraladministration. Det var en regel for Ludvig XIV ikke at besætte de højeste poster med mænd af gejstligheden og af højadelen; han ville derved stille kongedømmet frit overfor fødsel og social stilling, ville lade det føles, at opnåelsen af magt og myndighed skyldtes kongelig nåde. Næsten alle de højeste embeder tildeltes mænd af den øverste del af bourgeoisiet, af embeds- og juristfamilierne, men de adledes ganske vist efter at have fået posterne. På eet område af forvaltningen omdannedes dernæst noget tidligere bestående, således at der her næsten kan tales om en nyskabelse. Richelieu havde allerede stærkt anvendt intendanter til at udvide regeringens magt over provinser og kommuner, men det var Ludvig XIV, der gjorde dem til en fast institution. På alle måder greb de ind i de gamle embedsgrene, i parlamenternes domsret og i provinsstændernes myndighed. Deres magt blev overordentlig stor, men de var afhængige af generalkontrolløren eller statssekretærerne. Igennem dem udvikledes administrationsteknikken, bureaukratiets organisation og først og fremmest kongedømmets magt. Bagved alt dette lå, at kongedømmets selvfølelse var øget i en overordentlig grad og blevet langt mere bevidst end før. Herpå beror det afgørende ny. Medens der tidligere kun havde været svagere tilløb hos kongerne og deres mænd til at danne en teori, der skulle begrunde enevælden, møder vi nu hos dem et fuldt udviklet system. Det fremtræder i officielle skrivelser, i kongens' memoirer til vejledning for Daufinen og i Bossuets teologisk-politiske skrifter. Systemets kærne er opfattelsen af kongedømmet som teokratisk og patriarkalsk. Kongen har sin myndighed fra gud, er hans statholder på jorden, kun ansvarlig overfor ham og overfor sine efterfølgere, hvem han skal overgive magten uforringet. Af den guddommelige oprindelse følger den ubetingede og udelelige suverænitet. Al myndighed udstråler fra kongen. Han er den eneste lovgiver og rettens overhoved; han kan pålægge, hvad skatter han vil, og er i alt fald for så vidt herre over undersåtternes ejendom. Han har en rigere viden om statens interesser end andre, tillige en higen mod det ophøjede. Dog er enhver konge udsat for at falde ned fra dette stade. Hans liv bør derfor være en stadig kamp for at opfylde det ham af gud overdragne hverv. Dette hverv er statens og folkets vel. Kongen bør være en fader for sit folk, og hans pligt er det strenge arbejde, retfærdighed og vennesælhed. Men i hele dette almene system spillede tanker ind, der tydeligt afspejlede Ludvig XIV's individualitet. Det ophøjede, som kongerne bør stræbe efter, bestemmes som attråen efter berømmelse og navn; kongen bør ikke give magten til yndlinge (et hib til hans fader), men vogte på sin værdighed og ikke tabe ligeligheden; han bar vel retten til at give sit hjerte bort, men bør forblive herre over sin ånd (dvs., han må vel have elskerinder, men må ikke lade dem få indflydelse på statssager). Systemets dogmatiske og individuelle elementer, den religiøse tro på det enevældige kongedømme og dets nære forbindelse med gud, den personlige magtattrå, berømmelsessyge og værdighedshigen, overbevisningen om berettigelsen til at sætte sig ud over hensyn, men tillige den alvorlige pligtfølelse og virkelyst prægede også hele Ludvig XIV's liv og styrelse, idet disse elementer på een gang samvirkede og modvirkede hinanden. Han var den fromme og devote konge, der nøje plejede dyrkelsen af vorherre; kun 2 dage i sin regeringstid skal han have forsømt at gå til messe, og han mente at opfylde guds vilje, når han ville forene alle sine undersåtter under den ene herskende kirke. Han havde ved siden heraf intet imod, at gejstlige og hofmænd, forfattere og kunstnere hyldede ham næsten, som om han selv var en gud, kaldte ham Jupiter, gudernes fader og menneskenes konge. Til symbol tog han solen, anbragte den på sine bygninger og de talrige medaljer, han lod præge til forherligelse af de store begivenheder i sit liv; hans devise var nec pluribus impar (selv overmagt voksen). Til hans selvforherligelse og tillige til kongedømmets magtfølelse tjente ikke mindst hoffet. Et glimrende hof var selvfølgeligt ikke noget nyt i Frankrigs historie. Men aldrig tidligere havde det nået den udfoldelse, og aldrig før havde det spillet den rolle i stats- og samfundsliv. »Det franske Selskab« skulle knyttes til kongens person, de forskellige midtpunkter for det, som havde dannet sig i Paris' saloner, skulle samles under hans ledelse og til hans forherligelse, dets kultur skulle blive kongelig. Og hoffets »société des plaisirs«, som Ludvig XIV selv talte om, skulle bedåre. Det skulle drage digtere og kunstnere til sig som ydmyge tjenere, men først og fremmest adelen. Ved embederne ved hoffet, ved deltagelsen i dets liv, ved de fordele, ikke mindst i form af penge, der faldt af derved som en kongelig nåde, skulle den trøstes for tabet af politisk indflydelse og økonomisk selvstændighed, trøstes ved at føle, at kongen trods alt anså den for les gens de qualité, der stod over hoben. Og målet blev nået. Hoffet blev en institution. Værdighed, rang og udsigt til formue blev knyttet til at leve ved det; nøje kendte kongen, hvem der kom, og hvem der ikke kom dér, og rettede sin handlemåde derefter. At hoflivet på den anden side kostede sine deltagere mange penge, var kun en fordel for kongen; desto ivrigere indlemmede de sig i ansøgernes afhængige skarer. Men til de politiske motiver knyttede sig andre; kongen ville nyde sin storhed, tilfredsstille sin egen trang til overdådighed og pragt. Overdådigt og prægtigt blev da også hoffet. Til la maisan du roi knyttedes dronningens, prinsernes og prinsessernes hofstater. Der var de gamle kongelige hofposter, der var kammerherrer og kammerjunkere, embedsmænd for bygninger, garderobe, køkken, vinkælder, jagt og stalde, i alt tusindvis af personer. Rigt udstyrede var herrernes og damernes med kniplinger bræmmede silkedragter; for de førstes vedkommende kronedes skikkelsen med den mægtige allongeparyk, symbolet på den kunstlede værdighed. Broget var livet. Kulturen fejrede sine triumfer ved opførelsen af Corneille's, Racine's og Moliére's skuespil og italienske og franske operaer, vidfuld samtale krydsedes ved galanteriet. Lyttedes der end til skandalen og til sine tider til angstvækkende rygter om hekseri og om forgørelser og endda om giftmord, så var der dog over det hele en fin politur, en verdensmandstone og tillige den strengeste etikette. Midtpunktet for denne etikette, der næsten overbød hvad det spanske hof kunne opvise, var selve kongen. Støttet til sin stok bevægede han sig gennem salene, fornem og nedladende, den personliggjorte ulastelighed i ydre færden. Nøje var de ceremonier bestemte, hvormed han skulle hilses og følges fra sin påklædning om morgenen gennem måltiderne, arbejdet, fornøjelserne og gudsdyrkelsen til aftenens time. Overordentligt livfuldt belyses hele dette hof ved fru de Sevigné's berømte breve til hendes datter. Ludvig XIV's hof ville dog aldrig have fået den historiske betydning, det har, hvis dets sæde ikke var blevet slottet i Versailles. To arkitekter, le Vau og Mansart, planlagde arbejdet, den ene efter den anden. Stilen i det samlede slotskompleks ydre var uensartet; fransk renæssance fandtes ved siden af den dominerende italienske klassicisme, der var udviklet til de mest pompøse former, rig på pilastre, søjler, statuer og attiker med vaser og trofæer. I det indre var barokstilen gennemført med dens stærke vægt på det dekorative igennem foreningen af arkitektur, plastik og maleri. Der fandtes en vrimmel af marmorpilastre af forskellig farve, symbolske figurer, pragtfulde gobeliner, lysekroner, kandelabre og vaser, af allegoriske loft- og vægmalerier, der fremstillede de antikke guder eller kongens bedrifter og hans modstanderes ydmygelse. Prægtigst var det lange spejlgalleri i midtfacadens øvre etage, udstyret med le Bruns loftmalerier, der forherligede kongens krige og hans selvregering. Fra dets vinduer var der den stolteste udsigt over parken, arkitekten Le Notre's mesterlige anlæg, barokt ved dets vold på naturen, monotont ved dets symmetriske linier og dets kunstigt tilskårne træer og busketter, men dog rigt på afveksling ved dets alléer, bassiner, kanaler, grønsvær og talrige grotter og skulpturer, og endelig mundede det ud i et vidt, storladent perspektiv, åndede en stemning på een gang af ynde og majestæt. Versailles blev tillige regeringens sæde, og her afgjordes Frankrigs og Europas skæbne. I 1682 tog kongen fast ophold dér. Han lod da slå en medalje med indskriften: hilaritati publicæ aperta regia. Og kongeborgen stod i sandhed også åben for festerne. 3 gange om ugen var der de såkaldte appartementer, hvor selskabet bølgede gennem salonerne, hvor gæsterne vederkvægedes fra overdådige buffeter, og hvor særlige sale var viede til dans, billard og andet spil. Jævnsides hermed gik om vinteren maskeballer, om sommeraftenerne glimrende havefester, gondolpromenader og fyrværkerier, om efteråret jagterne og de store udflugter til Compiégne eller Fontainebleau i hele optog af vogne og rytterskarer. Men ikke heller forsømtes gudstjenesten i det glimrende kapel, hvor veltalende præster forkyndte guds og Ludvig XIV's pris, og hvor hoffets blikke var vendt mod kongen. Som hoflivets spidser stod ikke alene kongehusets medlemmer, men også kongens elskerinder. Hverken hans ægteskab med den spanske prinsesse Maria Theresia eller hans gudelighed stillede sig hindrende i vejen for, at han kunne tilfredsstille sit hjertes og sine sansers tilbøjeligheder. Det kongelige mætressevæsen var gammelt i Frankrig, men som alt andet udviklede det sig under Ludvig XIV til en institution, især da en af kongens mange elskerinder, markisen af Montespan, en gift kvinde af blændende skønhed og den fineste smag, men begærlig efter fester og glans, officielt blev erklæret for kongens elskede og optrådte som sådan ved hoffet, ligesom hendes og en tidligere elskerindes børn blev legitimerede og regnede for prinser af blodet. Til ære for Montespan blev slotte byggede, ministrene og øvrighederne behandlede hende som suveræn, og de første digtere sang til hendes pris. Men politisk indflydelse fik dog hverken hun, hendes forgængersker eller efterfølgersker. Samtidigt med dronningens død i 1683 ophørte imidlertid mætressevæsenet. Da var også fru Maintenons påvirkning på kongen beseglet. Francoise d'Aubigné, som hendes oprindelige navn var, stammede fra en protestantisk familie. Hendes barndom og ungdom var forløbet trist som følge af hendes faders eventyrliv; hun blev omvendt til katolicismen og ægtede den komiske digter Scarron, en legemligt belastet skabning, ved hvis side hun førtes ind i et bohemeliv, som hun dog blev uberørt af. Fornemme adelsmænds kendskab til hende bevirkede, at hun efter Scarrons død blev opdragerinde for markisen af Montespans børn med kongen, der herved fik lejlighed til at træffe hende. Hendes fredelige skønhed og dannelse tækkedes ham, der begyndte at blive til alders, og selv så hun op til ham med i alt fald beundring. Det slog ned i hende, at hun var kaldet til at rive ham ud af hans hidtidige lastefulde liv med elskerinder og føre ham tilbage til gud. Hun ville fortrænge Montespan og atter forene ham med hans dronning. Det lykkedes dog kun for en kort tid. Men efter Maria Theresias død ægtede Ludvig hende i hemmelighed og blev hende tro. Hun udnævntes til markise af Maintenon; hendes egentlige rolle tilhører dog det andet afsnit af kongens regeringstid. Den krigs-, pragt- og elskovslystne konge var dog tillige i høj grad en mand med pligtfølelse, arbejdslyst og virketrang. Han havde et klart blik for, at der trængtes til store reformer i ordningen af landets indre anliggender. Men det arbejde, der gjordes i denne henseende, skyldtes dog aldeles overvejende en anden. Colbert stammede fra en købmandsfamilie, der igennem hans fader var gået over i embedsklassen. Han var ved at styre Mazarins private pengesager blevet en både rig og bemærket mand. Der syntes dog, da Ludvig XIV tiltrådte sin selvregering, ikke at være nogen udsigt til magt for ham. Som leder af finanserne stod Fouquet, en grand seigneur i ordets bredeste forstand, men også havesyg; han besveg statskassen og drømte om at styre Frankrig, som Mazarin havde gjort det. Men der var ikke plads i riget både for ham og for en Ludvig XIV. Allerede i 1661 blev han fængslet; i 3 år førtes processen imod ham på en ganske hensynsløs måde, og kongen ændrede dommen, der lød på landsforvisning, til livsvarigt fængsel. Colbert havde skubbet til den let hældende vogn; snart efter blev han generalkontrollør og statssekretær, og overledelsen af Frankrigs indre forvaltning var næsten helt samlet på hans hånd. Colbert var en hård mand, skånselløs mod sine fjender, ubarmhjertig som bestyrer af galejvæsenet, der under ham blev en frygtelig svøbe for de ulykkelige, der anbragtes om bord, en bondeplager på sine godser; hvad vi forstår ved humanitet i betydning af personlig medfølelse for de fattige og sletstillede, lå ham fjernt; han blev også adelsstolt som de værste, efter at han selv var blevet nobiliteret. Men han var en overordentlig arbejdskraft, uden lyst til fornøjelser og udsvævelser, i besiddelse af en mesterlig, metodisk ordenssans, og han var en ærlig og uegennyttig tjener, der sagde sin konge sandheden lige ud. Han var mere end det, han var en mand med store ideer og mægtige organisatoriske og administrative evner til at føre disse ideer ud i livet. Lige som sin konge ville han Frankrigs storhed, dets overmagt i Europa, dets navns glans verden over. Så godt som nogen anden har han hidset Ludvig op til at nå dette mål. Hans midler dertil var forskelligartede. Han stræbte at gøre Frankrig til en fastere enhed end før. Hans store tanke var derfor at få skabt en fælles lovbog for hele riget, og det lykkedes også for ham på visse områder. Han ville endvidere gøre Frankrig til midtpunkt for det litterære, kunstneriske og videnskabelige liv i Europa, og kongen skulle være dets mæcen, staten dets organisator. Store understøttelser gaves til forfattere og kunstnere. Både Académie Française og det nystiftede Académie des Sciences (for matematik og naturvidenskab) fik sæde i Louvre, og i akademierne for maleri og billedhuggerkunst, for arkitektur og for musik, skabtes centralforvaltninger for kunstens forskellige grene. I stor mængde købte Colbert malerier og skulpturer fra udlandet og lagde derved grunden til Louvres samling af mesterværker. Men fremfor alt skulle dog efter hans tanke - og herpå beroede fortrinsvis hans originalitet - Frankrigs storhed bestå i dets rigdom, dets stats og dets undersåtters; derved skulle det herske over Europa; for at forøge Frankrigs velstand, men derimod ikke for at vinde lande og militær berømmelse skulle man, om fornødent, føre krige; med det samme mål for øje skulle også uformålstjenlig luksus undgås, og staten skulle reformere og organisere. Han forefandt finanserne i stor uorden. En side af hans virksomhed blev at afhjælpe de onder, der hang sammen hermed. Han fik rede på statsregnskaberne og indførte budgetter. Med strenghed skred han ind mod de underslæb, som forpagterne af de indirekte skatter havde gjort sig skyldige i under Mazarins styrelse, og forhøjede forpagtningsafgifterne. Med hensyn til la taille måtte han vel opgive sin tanke om at få den gjort til en ensartet grundskat på basis af en matrikulering af jorderne, men han indskrænkede tallet på dem, der havde fået privilegier på fritagelse, og han mildnede noget den uretfærdige måde, hvorpå den var fordelt mellem de skattepligtige. Således fik han statens indtægter og navnlig de nettobeløb, der kom ind i dens kasse, forøgede. På et andet område veg han dog ikke tilbage for at formindske en indtægtskilde. Han ville bort fra salget af embeder, fordi han i den uafsættelige eller arvelige embedsstand så en kræftskade for staten; den fik derved slettere tjenere, og borgerskabets kapitaler gik med til uproduktive formål. Dette hang sammen med, at hans virksomhed i ganske særlig grad var rettet på at øge det franske folks velstandskilder. Både da og senere har denne hans virksomhed stået som det mest udprægede udslag af merkantilismen. Til grund for den lå også dette systems centrale tanker. Opgaven skulle være at gøre Frankrig til det land, der sad inde med de fleste penge og i kraft deraf var det rigeste. Dette kunne kun ske ved, at det fra de andre lande erobrede så meget som muligt af handelsomsætningen, da hverken selve denne som helhed eller den i Europa cirkulerende pengemængde kunne øges synderligt; handelen var i følge sin natur en krig om pengene. Til at føre denne krig med held krævedes imidlertid meget. Staten måtte så vidt muligt være en økonomisk enhed, og indbyggerne måtte under statens ledelse opdrages til at sætte alt ind på deres formuers forøgelse. Mærkes må det dog, at Colbert først og fremmest var den praktiske statsmand og mindre begrænset, mere vidtspændende i sin tankegang og sine handlinger end mange andre merkantilister. Man tør måske endda sige, at der hos Colbert var noget, der pegede ud over merkantilismen og mod senere tiders betoning af selve arbejdet i almindelighed som det centrale i al nationaløkonomi. Han ville ikke alene gøre det franske folk så talrigt som muligt, men også hæve det til en alle andre folk overlegen arbejdsomhed og dygtighed. Atter og atter lod han intendanterne belære undersåtterne om nødvendigheden af flid og vindskibelighed, i grove ord skældte han ud på munke og præster, der intet bestilte; han søgte at indskrænke omfanget af det gejstlige cølibat; han tordnede mod håndværkere, der ikke ville bryde med gamle vaner, og vi har lige set, hvorledes borgerskabets tilbøjelighed til at gøre sig til embedsmænd istedet for til fabrikanter og købmænd var ham imod. Han fortsatte og udviklede den tidligere begyndte forbedring af samfærdselsmidlerne. I Frankrigs vej- og kanalbygning danner Colberts styrelse epoke. Betydningsfuldest var det storartede anlæg af Languedoc-kanalen, der skabte forbindelse mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Man har med urette beskyldt Colbert for at have forsømt agerbruget. Netop her viste han, hvor lidet han var ensidig merkantilist i dette ords gængse forstand. Han lod sumpe udtørre, arbejdede på forbedring af heste- og kvægavl, og hans landslov om skovbruget har været af stor og blivende betydning for denne gren af Frankrigs økonomiske liv. Men han havde ganske vist en mærkelig ringe interesse for vinavlen, og der var vaklen over hans kornhandelspolitik; snart tilloddes, snart forbødes udførselen, og den gamle afspærring af provins fra provins med hensyn til tilførsel af korn ophævedes ikke; men årsagerne hertil lå i den ofte herskende nød, som man kun mente at kunne afhjælpe ved forbud. Utvivlsomt var dog, hvad produktionen angår, hans interesse størst for varefabrikationen. Igennem industrien skulle man for det første selv fremstille de varer, som man hidtil havde været nødt til at betale med penge i England, Nederlandene og Hamburg, og dernæst øge udførselen af varer fra Frankrig, således at man drog udlandets penge til sig. I det øjemed indkaldte han fremmede arbejdere fra Nederlandene, Tyskland og Italien, oprettede statsfabrikker eller gav private aktieselskaber privilegier på fabrikationer (begge dele fik navnet Manufactures Royales). Det var efter tidens forhold en storindustri, her var tale om; på den måde beskæftigedes en mængde arbejdere, der for en væsentlig del foretog deres gerning i fabrikker og ikke spredt om i by og på land. Han anvendte denne direkte statsunderstøttelse i høj grad, men det synes dog sikkert, at han har ment og håbet på, at der ville komme den tid, hvor den kunne falde bort, når det private initiativ var tilstrækkeligt opdraget. Men ved siden heraf gennemførte han en streng reguleren af al industri- og håndværksvirksomhed; nøje bestemmelser gaves for, hvorledes fabrikationen skulle foregå for at skabe den bedste varekvalitet. Det er denne reglementeren, som vel er det ejendommeligste træk ved den colbertske praktiske merkantilisme, og som fortrinsvis bør bære navnet af Colbertismen; den faldt i tråd med den økonomiske enhedstanke; lavene bevaredes, men deres virksomhed kom ind under ensartede, af staten fastsatte regler. Mindre original, men dog lige så vigtig var Colberts toldpolitik. Også i den træder enhedstanken frem. I 1664 udstedtes en tarif, der skulle ophæve en stor del af de toldskranker, som hidtil havde skilt provins fra provins; mærkes må det dog, at der ikke var tale om en fuldstændig op hævelse; adskillige dele af monarkiet vedblev at bevare en særstilling. Allerede derfor blev den anden side af toldpolitikken betydningsfuldere. Opgaven var at beskytte industrien ved høj indførselstold på industriprodukter, som kunne frembringes i Frankrig, og samtidigt formindske afgiften på indførsel af råstoffer, der kunne forarbejdes. Endnu stærkere trådte dette princip frem i tariffen af 1667, der var rettet fortrinsvis mod Nederlandene og blev en af de vigtigste årsager til krigen med republikkerne, men måtte opgives ved freden i 1678. For Colbert kunne dog den store produktion kun være forudsætningen for, at krigen om pengene kunne blive til sejr. Selve sejren måtte vindes gennem skibsfarten og handelen. Tre ting gjaldt det særlig om at skabe, en blomstrende fransk handelsflåde, der kunne afløse hollænderne i deres indbringende fragtfart og føre de franske varer til alle salgssteder, en koncentration af kapitaler til selve handelen og en udvikling af de franske kolonier, således at Frankrig fik store indtægter af disses varer. Der kom derfor en række love, der lignede de engelske navigationslove. Der dannedes endvidere store handelskompagnier. Blandt disse var Levantkompagniet, der genoplivede den siden Henrik IV's tid noget hensygnede handel på det østlige Middelhav og konkurrerede med den engelske klædeudførsel. Men ikke mindst var kompagnierne knyttede til fransk kolonisation. I det øjemed stiftedes det Østindiske og det Vestindiske Kompagni. Til det første henvistes besiddelser, som det kunne erhverve på jordklodens østlige halvdel, mellem det Gode Håbs Forbjerg og Magalhaensstrædet, til det andet Canada, de Vestindiske Øer, Cayenne og vestkysten af Afrika. Begge fik suverænitet over deres erhvervelser, monopol på handel og toldbegunstigelser. I Østindien erobredes særlig Pondichéry på Koromandel-kysten og en by i Bengalen ved Ganges-mundingen. I Afrika erhvervedes besiddelser på Senegalkysten. Størst fremskridt gjorde franskmændene i Amerika, omend selve det store kompagni måtte opløses og kronen overtage suveræniteten. Foruden flere af de Små Antiller erhvervede de den vestlige del af S. Domingo; dens rige sukkerproduktion blev af stor betydning. Men navnlig udvidedes besiddelserne fra Canada imod vest; med nogle af de indfødte stammer førtes hårde kampe, medens andre stillede sig i venskabsforhold til franskmændene og solgte dem deres pelsværk. Kronen overdrog landene til len til besiddelsesløse adelsmænd og kirkelige ordener. Men den største begivenhed herovre blev dog opdagelsen af Missisippi, der førte til den franske besættelse af det vidtstrakte gebet fra de store søer og ned til den Mexicanske Havbugt; det fik navnet Louisiana. Fra det øjeblik var muligheden tilstede for et stort fransk kolonirige, der kunne tage striden op med de engelske nybygder mellem Alleghany bjergene og Atlanterhavet. Selv her, hvor den franske politik fejrede sin største triumf i de fremmede verdensdele, var der dog store svagheder. Kolonisternes tal blev ret ringe, idet udvandringen mindskedes ved krigene og ved, at man spærrede af for huguenotter. Men også Det Østindiske Kompagni trivedes kun dårligt, og Levantkompagniet måtte opløse sig i 80'erne. Ikke desto mindre havde Frankrigs handel og skibsfart ved Colberts virksomhed og den iver, han formåede at vække, fået et overordentlig stærkt fremstød; handelsmarinen fordobledes i tiden 1670-83. Store blivende resultater fik også hans arbejde på industriens fremme. Det viste sig i fabrikationen af glas og kniplinger, af fint klæde og i gobelins- og møbeltilvirkningen. Centralstedet for de to sidste industrier var den berømte Manufacture Royale des Meubles de la Couronne, for hvilken Le Brun stod som direktør, og som havde betydelige kunstnere til tegnere. Her uddannedes i det hele i kunstindustrien Ludvig XIV's stil med kraftige former og krumme linier, med forkærlighed for ornamenter og indlagt arbejde af skildpadde, elfenben, bronce og ædle stene. .mindre heldigt gik det derimod med andre virksomheder, og allerede nu begyndte det at vise sig, at den strenge reglementeren kunne være en hæmsko for nye ideer og privat initiativ. Til den overlegenhed i rigdom og i økonomisk kraft, som Colbert havde drømt om, nåede Frankrig heller ikke. Endnu større skuffelse led han dog i andre henseender. Mange af de nye love blev ikke gennemførte, hverken de om indskrænkningen af de indre toldgrænser eller de om ensartede regler i store dele af retsplejen. Værst gik det dog med Colberts finanspolitik. Den franske embedsstand blev langtfra gennemtrængt af hans uegennytte og store tanker. Redelige toldforpagtere og skatteopkrævere vedblev at være sjældne, i dommerstanden fortsattes korruptionen, og tanken om at afskaffe eller mindske salget af embeder måtte opgives, idet staten ikke kunne undvære indtægten. I slutningen af sin styrelse målte Colbert tillige vende tilbage til andre ældre udveje, udlægge domæner og optage lån til høje renter. Ulykken var, at han vel havde kunnet bringe indtægterne op, men samtidig steg udgifterne til formål, som stod i afgjort modsætning til hans planer for Frankrigs velfærd. Han var den store modstander af det overdådige og ørkesløse hofliv, der slugte så mange penge, og dog udviklede det sig over alle grænser. Han så med den største bekymring på bygningen af Versailles; han harmedes over de vældige summer, der medgik dertil, og over at kongen foretrak den ny residens for det gamle Louvre Slot i Paris, skønt han havde arbejdet på dette slots og i det hele på hovedstadens forskønnelse; han anede sikkert også, at Versailles ville skille kongen fra det arbejdende folk. Men hans advarsler frugtede intet. Og jævnsides med udgifterne til Versailles gik udgifterne til krigene, foranledigede ved kongens higen mod de store sejre og de store erobringer på Europas fastland. Colbert havde selv villet krigen med Nederlandene, men kun af økonomiske årsager og begrænset til dette formål. Den blev til krigen mod Europa, og den fulgtes af reunionspolitikkens udfordringer. Men også her talte han i ørkenen; to mænd var stærkere end han, Louvois og kongen. Da Colbert døde i 1683, var der påny et stort årligt underskud i statskassen, og den franske enevældes skæbne var blevet, om ikke helt, så dog for en stor del en anden end den, han havde ønsket. Colbert kom ikke til at opleve en beslutning, som både yderligere undergravede Frankrigs velstand og blev den store skændsel for Ludvig XIV's regering: forholdsreglerne mod huguenotterne. Nådes-Ediktet af 1629 var blevet til fordel for protestantismen. I det nærmest følgende tiår tiltog antallet af dens tilhængere; ved i 1660 skal de have beløbet sig til over 1 million af Frankrigs henved 20 million indbyggere. Der var imellem dem nu kun få adelige, men talrige flittige købmænd, industridrivende og agerdyrkere. Hovedmassen fandtes i Sydfrankrig, men også i vesten og helt op i Normandiet var der mange. Den religiøse modsætning mellem dem og katolikkerne var imidlertid påny i stigning; omkring 1660 var der på begge sider en stærk fanatisme. Ludvig XIV var lige fra begyndelsen af sin regering stemt for huguenotternes omvendelse; hans politiske ideer tilskyndede ham til at lade Frankrig have een tro, som det havde een konge, og de forenede sig med hans ortodoksi; men han tænkte ikke straks på den ligefremme tvang, ville kun fortolke det Nantiske Edikt så snævert som muligt og ellers fremkalde frafald ved overtalelser og begunstigelser. Colbert, der kendte huguenotternes betydning for Frankrigs økonomiske liv, påvirkede ham i samme retning. Men den katolske gejstlighed anså tiden for kommet til at gå langt skarpere frem, og det lykkedes den at få regeringen med sig til tvangsforholdsregler. Først begyndelsen af firserne bragte dog forfølgelsespolitikken sejr. Jesuiterne trængte på, Colbert bøjede af, Louvois sluttede sig med sin vante hårdhed til kirken. Kongen ville endnu mere end før den rette tros og den fuldstændige enheds herredømme, og omend fru Maintenon ikke direkte har ansvaret for de enkelte forholdsregler, var den atmosfære af bigotteri, som hun vævede kongen ind i, ulykkebringende. Nu fandt masser af personlige forulempelser sted, og missionærer holdt lidenskabelige omvendelsesprædikener. Værst blev dog de berygtede dragonader i Vest- og Sydfrankrig, hvorved protestantiske familier fik valget mellem frafald inden 8 dage eller indkvartering af rå ryttere, der gik frem med den yderste vold mod personer og ejendom. Tvangen blev ikke uden virkning; omvendelserne tog til, og beretningerne til Versailles overdrev deres tal. Man bibragte kongen, der ikke var vidende om de anvendte voldsomheder, forestillingen om, at der kun var en ringe del protestanter tilbage. Så kom da i 1685 forordningen om ophævelsen af det Nantiske Edikt, der netop i sin indledning var begrundet med at ediktet var unyttigt, da den falske reformerte religion var i færd med at forsvinde, hvorfor tiden var inde til at gøre ende på mindet om den og dens fordærvelse. Forordningen berøvede dog ikke voksne lægfolk retten til at bevare deres religion. Men deres børn skulle døbes i den katolske tro, og enhver reformert gudstjeneste og skoleundervisning skulle ophøre, alle kirker ødelægges, alle skoler lukkes, og præsterne fik valget mellem landflygtighed eller at kastes på galejerne. Omvendt måtte ingen lægfolk udvandre; man truede dem med samme straf, der ville forsøge derpå. Det skete var et retsbrud, og sørgeligt er det at se, hvorledes selv højtbegavede forfattere priste det, ligesom Spaniens betydeligste ånder i begyndelsen af århundredet havde billiget moriskernes uddrivelse. Også på anden måde var det en forbrydelse mod Frankrig, idet det gjorde en stor del af dets dådkraftigste befolkning til en pariakaste. Forbrydelsen bragte sin straf med sig. Den bidrog til at hidse det protestantiske Europa til ny kamp mod Frankrigs overvælde, og den berøvede Frankrig et par hundredtusinder af dets befolkning. Thi trods forbud og straffe løb de udvandredes tal så højt op, og de medførte værdier anslås til over 50 mill. Francs, og udvandrerne skaffede Frankrigs fjender, deres hære og flåder, deres købmands- og industristand en overordentlig tilvækst i styrke; rundt om slog de sig ned, i Tyskland, særlig i Brandenburg, i England, i Nederlandene og tillige i de nordiske riger. Endnu et moment havde medvirket til forfølgelsen. Ludvig XIV havde så meget mere trang til og brug for at vise, at han var den ivrigt troende katolik, som der netop nu var indtrådt et brud mellem ham og paven. Striden mellem den franske kirke og Rom var gammel, og gallikanismens sætninger om den franske kirkes relative uafhængighed havde ført til hævdelse af det franske kongedømmes højhed. Kirken havde søgt støtte hos kongemagten, parlamenterne og tredjestand havde sluttet sig til den i dette spørgsmål, og Ludvig XIV, der lige så stolt ville hævde sin magt overfor paven som i sit eget land, blev gallikanismens ivrige forkæmper. Han fandt støtte hos den allerstørste del af sin gejstlighed. Men 2 bisper protesterede mod kongens optræden og fik medhold af paven. Kongens svar var indkaldelsen af et stort fransk kirkemøde. Det hyldede kongemagten i udtryk som aldrig før, og det vedtog i 1682 den berømte Gallikanske Deklaration. I sine 4 punkter fastslog den de almindelige sætninger, som Konstanzer-konciliet i sin tid havde opstillet om, at pavens myndighed i åndelige spørgsmål var begrænset ved kirkeforsamlingernes autoritet, og dernæst de særlig franske, at kongen ikke i verdslige sager var underkastet nogen gejstlig magt, hvorfor kirken ikke kunne afsætte ham eller løse undersåtterne fra deres troskabsed, og at den franske kirkes rettigheder var urokkelige. Ludvig XIV godkendte ikke alene deklarationen, men lod den også gøre til grundlag for religionsundervisningen, og forbud udstedtes mod at kritisere den i skrifter. En kamp var indledet med pavedømmet, men rigtignok måtte kongen bøje af i den følgende tid, den tid, der i det hele blev så rig på skuffelser. Ludvig XIV's stats bygning rummede, som det turde være fremgået af det foregående, da hans regeringstids første afsnit var sluttet, en blanding af nyt og gammelt. Det ny var kongedømmets udfoldelse til en højhed og kraft som aldrig før, udslettelsen af adelens politiske indflydelse, kirkens underdanighed, centralisationens stærkere udvikling, statsmagtens mere energiske indgriben på alle områder, store reformarbejder med betydelige resultater for industri og handel. Men kongedømmet havde ikke opgivet gamle forestillinger om, at krig og hofliv var det centrale, ikke heller overbevisningen om, at der til et kongedømme hørte standsforskelligheder, særlig en strålende hofadel og særrettigheder for aristokratiet, trods dets afmagt i styrelsen, med hensyn til skattefrihed og godsejerstilling. Det var på det kirkelige område vendt tilbage til det standpunkt, som syntes forladt med Henrik IV og Richelieu, religionsforfølgelsernes. Det havde ved sin indgriben i retsplejen skabt en tilstand, som omend på anden måde end i ældre tider frembragte usikkerhed for individerne. Det havde indrettet en langt bedre administration end før, men langtfra udryddet skavankerne ved den tidligere. Det havde ikke formået at bringe statens finanser iorden. Det havde stræbt efter at gøre Frankrig til en enhedsstat, men det var ikke lykkedes på vigtige områder. Og det havde ladet mange gamle former bestå. Statsbygningen var i det hele trods alt ufærdig. Endnu mindre gennemgribende var forandringerne i samfundsbygningen, omend der på flere punkter kunne mærkes en udvikling. For det første var der kommet et bestemt fransk præg på åndslivet, på litteraturen, kunsten, i det hele på smagen og dermed på, hvad man kunne kalde idealtonen indenfor »selskabet« . For det andet var der foregået en omstøbning af en del af adelen til hofadel med centrum i Versailles, med store af kongen skænkede indtægter, med en opgang i forfinelse og en nedgang i selvstændighedsfølelse og i moralitet, og på den anden side kunne man iagttage en tiltagende forarmelse hos den indflydelsesløse adel, der forblev ude på landet og mere og mere måtte sælge sine godser. For det tredje havde det mellemlag mellem gammeladel og bourgeoisi, som bestod af kjoleadelen og af den embedsstand, som formelt ikke var adelig, yderligere udviklet sig. Hertil kan endnu føjes udviklingen af forskellen mellem højgejstligheden, hvis medlemmer søgte til Versailles, var hofmænd i leve- og tænkemåde, men for øvrigt for en stor del højtdannede og begavede mænd, og lavgejstligheden, sognepræsterne og kapellanerne, der levede i deres kald i by og på land og næsten smeltede sammen med deres folkelige omgivelser. I det hele og store var samfundet vedblivende præget af kasteadskillelse og undertrykkelse af de små; socialt nivellerende var enevælden ikke blevet. Indenfor borgerskabet var der skarpe skillelinier mellem de bemidlede og dannede (de ikke adlede embedsmænd, de større finans- og købmænd og industridrivende, advokater og forfattere) og de slettere stillede. Til disse hørte de i lavene organiserede småhåndværksmestre, småkøbmænd og den store skare af daglejere og af håndværkssvende- og drenge. Vanskeligt var det for de sidste at arbejde sig op til at blive mestre; forbud bestod mod, at svendene dannede foreninger for at få bedre vilkår; ikke desto mindre dannedes der sådanne i hemmelighed (les compagnonnages), og af og til fandt strejker og uroligheder sted mellem dem. Den begyndende storindustri samlede, som set, oftere end før arbejderne i store fabrikker. Også den uprivilegerede landbefolkning var delt i mange bestanddele. Øverst oppe var de allerede den gang langtfra få selvejerbønder, der havde erhvervet sig små lodder af adelens jorder. Derpå kom les métayers, en særlig fransk form for jordbesiddere, hvor grunden og redskaberne tilhørte godsejeren, men bonden delte udbyttet med ham; derefter forpagterne, der ved en kontrakt havde fået deres gårde overdraget på åremål eller på livstid; de var ret forskelligt stillede, nogle havde store, andre små bedrifter; de sidste øgede ofte deres indtægter ved at drive et håndværk. Men alle disse klasser af bondestanden, også selvejerne, var forpligtede til at svare visse afgifter til seigneuren og anerkende visse rettigheder, som han sad inde med. Var trykket heraf allerede stort, så blev byrderne endnu større ved, hvad staten pålagde af skatter og af ydelser til hærene og arbejde på veje og fæstninger. Gennemgående havde heller ikke Colberts virksomhed været frugtbringende for landbruget; der var hverken lyst eller kapital til at forsøge nye dyrkningsmåder. Og under bønderne fandtes daglejernes store, usle skarer. Allerede på denne tid herskede rundt om på landet uhyre nød, der fremkaldte oprør eller mindre uroligheder, som kuedes med den største strenghed.

Englands historie i 1660-88 har fået navn af Restaurationstiden. Betegnelsen skyldes først og fremmest kongedømmets genoprettelse, men har for så vidt en mere omfattende gyldighed, som periodens udgangspunkt er en bestræbelse for i det hele at føre de tilstande tilbage, som havde været de herskende før borgerkrigens udbrud. De dele af det engelske folk, der kaldte Karl II til konge, og som kunne regne på tilslutning hos det store flertal, ville bort fra republik, protektorat og anarki. Men de ville tillige sikre sig imod hærens overvælde og betrygge de besiddende klasser, især godsejeradelen, mod den foregående tids tilløb til et mere demokratisk styre og mere demokratiske samfundstilstande, og de ville ramme en pæl gennem den puritanisme, som havde voldt ufreden, begunstiget demokratiet, avlet sektererdømme og tynget og formørket livet ved uafbrudt religiøs og moralsk forargelse. Det var da også i begyndelsen af restaurationstiden mere de ledende samfundsklasser end kongen, hvis vilje var den bestemmende. Jævnsides med at bispedømmet genoprettedes, rykkede adelige, jurister og præster af konservativ retning påny ind i det stedlige styre og i de gejstlige embeder istedet for officerer, republikanere og puritanere. Men særlig fandt den ny offentlige mening sit udtryk i parlamentet, allerede delvis i det Conventionparlament, der havde indkaldt Karl II, men dog langt mere i det nye parlament, der trådte sammen i 1661. Det var valgt efter de gamle valgregler, og var uden repræsentation for Skotland og Irland, idet realunionen af 1653 bortfaldt; bisperne blev atter medlemmer af overhuset. Det fik navn af Kavalerparlamentet, fordi det overvejende var sammensat af mænd, der under borgerkrigen havde stået på kongens og den anglikanske kirkes side, men kaldes også restaurationstidens lange parlament, fordi det kom til at sidde sammen i 18 år. Når parlamentet kunne påtrykke restaurationstidens første år sit præg, lettedes det ved, at Karl IIs ledende minister foreløbig blev earlen af Clarendon. Den højtbegavede mand var en tilhænger af en statsform, hvor kongedømmet var stærkt nok til at holde parlamentet stangen og dette på den anden side i stand til at hindre vilkårlig lovgivning og skatteopkrævning; særlig var han dog interesseret i genindførelse af den anglikanske kirkeforfatning og uniformitet. Men han manglede smidighed i behandling af personer og sager. Parlamentets lovgivning, der delvis var en gennemførelse af Breda-deklarationen, angik både de politiske, de økonomisk-sociale og de kirkelige forhold. Den tilsagte amnesti begrænsedes ved, at der fra den udelukkedes en del af de såkaldte kongemordere og enkelte andre; i alt henrettedes 14, og i sammenhæng hermed stod, at Cromwells lig blev ført fra Westminster-abbediet, hvor det havde været bisat, og derefter hængt og begravet under galgen. Dernæst fastsloges, at parlamentet ikke havde ret til at give love uden kongens samlykke eller til at beslutte krig mod ham eller tiltage sig befalingen over hæren; Triennialakten af 1641 ophævedes. Således havde parlamentet styrket kongedømmet. Men kun få tænkte med Hobbes på en kongelig enevælde; den store forfatters anseelse skadedes også ved, at hans naturretlige teorier frastødte kirkens og kronens mænd. Heller ikke var det meningen at føre Tudor tiden tilbage; det viste sig navnlig ved, at Stjernekammeret og Overkirkeretten ikke genoprettedes, og man bevarede også den af kongedømmet uafhængige stedlige forvaltning. For at blive af med den republikanske hær bevilgedes penge til soldaternes aftakning, men man ville ikke heller en større stående kongelig hær; grevskabsmilitserne blev som tidligere rigets værn. Om hvad der under borgerkrigen var blevet konfiskeret og solgt af stats- og kirkegods, bestemtes, at det skulle gives tilbage til ejerne uden erstatning til køberne. Godsejerne lettedes for byrder ved Act of Settlement, der tillod ethvert sogn at sende nyankomne fattige tilbage til deres hjemsted. For handelen og skibsfarten sørgedes ved en udvidelse og ændring af Navigationsakten, der på visse områder gjorde kolonierne mere økonomisk afhængige af moderlandet end hidtil, og tillige udelukkede Skotland og Irland fra dens fordele. Endvidere forbødes det af hensyn til det engelske landbrug irerne at indføre kvæg, ost og smør til England. Langt stærkere blev dog reaktionen på det kirkelige område, der i det hele vedblivende mest optog interesserne. En række love fastslog den anglikanske kirkes eneherredømme. Uniformitetsakten fastsatte, at enhver præst og lærer, også ved universiteterne, der vægrede sig ved at give en erklæring om, at han antog hele indholdet af den almindelige bønnebog, skulle afsættes; følgen blev, at over 1,200 præster nedlagde deres embeder. Konventikelakten forbød dernæst flere end 5 personer at mødes til en gudstjeneste forskellig fra kirkens ritus. Hertil kom Korporationsakten, som gjorde beklædelse af magistratsembederne (korporationer) i byerne afhængig af, om vedkommende nød nadveren efter den engelske kirkes ritus. Tillige indførtes en streng censur. I Skotland genoprettedes bispedømmet. For katolikkerne betød alt dette en opretholdelse af deres undtagelsesstilling, mod de engelske puritanere var det tænkt som et dræbende slag. Det blev det dog ikke. Vel mindskedes de egentlige presbyterianeres aldrig store tal stærkt, og en del af de tilbageblevne bøjede sig formelt under statskirken, men mange købmænd og butiksfolk i byerne dannede trods alt tryk kongregationalistiske menigheder, hvorimellem kvækere og baptister spillede en hovedrolle; deres fællesnavn blev nonkonformister (dissenters). Det var ikke en brændende fanatisme, der dikterede undtagelseslovene. I det hele var den tid forbi, da en religiøs inderlighed fyldte folket. Den var endda i aftagen hos puritanerne; kun få bevægedes længere så stærkt som digterne Milton og Bunyan, hvor meget de end fastholdt deres modstand mod statskirken. Men mindst var der tale om en levende religiøsitet hos de herskende bemidlede klasser, særlig adelen. Hvad man ville nå, var autoriteternes befæstelse og undertrykkelse af puritanismen som uro- og forargelsefostrende åndsmagt. Snarest var der en udvikling i retning af skepticisme og indifferentisme i de religiøse spørgsmål, hvad der delvis hang sammen med fremskridtene i naturvidenskaben og interessen for denne; selv hos den øverste gejstlighed bredte sig den såkaldte latitudinarisme, der, idet den stærkere udviklede veje, som højkirken allerede havde været inde på i Karl I's tid, så med tolerance og frisind på de dogmatiske spidsfindigheder. Men mest betød det dog, at restaurationstidens kendemærke blev en afslappelse, ja en forladen af al ikke alene religiøs, men også moralsk idealitet. En bred strøm af levelyst flød fra 1660 ud over Englands fine portion, en reaktion mod den besejrede tidsalders strenge krav, påvirket af de hjemvendte emigranters vaner fra fastlandet, på en måde en tilbagevenden til renæssancens sæder, men i en langt mere rå og brutal form end dengang i det samtidige Frankrig. Den viste sig i en tøjlesløst tilfredsstillet kønsattrå, i den ugenerte frækhed, hvormed skandaler stilledes til skue, i drukkenskab, spil, dueller og voldsgerninger i hovedstaden og på landet, i sympati for frivoliteten på scenen, hvor skuespillerinderne blev de fornemmes »dyrehave«, i mangel på retssans og på medfølelse med nød, i grådig begærlighed efter penge, derfor også i bestikkelighed, svig og selviske svingninger i anskuelser og handlinger. Karl II har sin del af ansvaret for demoralisationen. Han var et livligt hoved med sans for kunst og naturvidenskab, klog, med en udholdende vilje, tillige fysisk stærk og overordentlig sanselig. Fra sin ungdom i landflygtigheden havde han vænnet sig til udsvævelser, og han fortsatte med ubændigt at tilfredsstille sine erotiske tilbøjeligheder, efter at han var blevet konge og gift med en lidet tiltrækkende  portugisisk prinsesse. Hans hof blev et harem, hvor hans talrige elskerinder, fornemme og mindre fornemme, stredes om ham; han blev et bytte for deres pengekrav, lod sig til dels også påvirke af dem; med alderen brutaliseredes hans oprindeligt fine ansigt og skikkelse. Han var uordholdende og svigagtig; men han vidste, hvad han ville og ikke ville. Han ville ikke påny »gå på rejser«, dvs. jages bort, og derfor ikke spænde buen for højt. Men han ville råde selv, for så vidt som han kunne gøre det uden fare for sin trone. På eet område faldt hans ønsker en tid lang sammen med hans folks, han var interesseret i handelens opgang og i at trænge hollændernes konkurrence tilbage. Allerede derved fik han sympati for Frankrig. Men denne sympati havde også andre motiver. Skønt meget lidt religiøst anlagt, foretrak han i hjertet den katolske tro for den protestantiske, og han ville først lette katolikkernes stilling i England og dernæst gøre den katolske kirke til den herskende, vel nærmest i den tanke derved selv at vinde mere magt. Politisk ville han indskrænke parlamentets myndighed, og ikke mindst ville han have penge. Ludvig XIV's venskab så han som et middel til alt dette. Men både målet og midlet måtte drive en brod ind i forholdet til hans folk og derved rokke ved den grundvold, hvorpå restaurationen beroede, overensstemmelsen mellem konge og parlament. Hans giftermål bragte landet fordele; det blev et led i den forbindelse mellem England og Portugal, som siden blev af stor betydning, og han erhvervede ved det Tanger i Afrika og Bombay i Indien. Når han derimod i 1662 solgte Dunkerque (erhvervet i 1659) til Frankrig, spillede pengehensynet sikkert en stor rolle. Tanger opgaves i 1684. I 1665 udbrød den anden krig med Nederlandene. Årsagen til den var de to folks voksende handelsmedbejlerskab og bestræbelser for at erhverve kolonier på Afrikas kyst og i Nordamerika. Den førtes med vekslende held. Men under den ramtes England af store nationalt ulykker. En forfærdelig pest hærgede, 70,000 af Londons henved halve million indbyggere døde, og derefter kom der en ildebrand i hovedstaden, der ødelagde to tredjedele af den, men for øvrigt gjorde den gavn, at der rejstes sundere bydele på ruinerne, så at man fra da af gik fri for de værste farsoter. Frankrigs angreb på de Spanske Nederlande bragte fredsunderhandlinger igang. Ved freden i 1667 opgav England vel Surinam i Guyana, men erhvervede de vigtige Nederlandske besiddelser i Nordamerika (New York, New Jersey og Delaware). Mistillid til kongens brug af de bevilgede penge og ængstelse for, at han ville skabe sig en stående hær, havde imidlertid under krigen vakt misfornøjelse og skabt en opposition i parlamentet; et »landparti« dannede sig mod »hofpartiet«. Oppositionen vendte sine angreb mod Clarendon. Samtidigt var dennes forhold til kongen blevet kølnet, og Karl lod ham falde i 1667. Da underhuset ville forfølge sin sejr ved en anklage mod ham, gik han i landflygtighed og anvendte sit otium til sit mærkelige værk om den engelske revolutions historie. Med Clarendons fald endte restaurationstidens første afsnit. Karl II havde kun på skrømt bøjet sig for parlamentet. Fra nu af forfulgte han tværtimod bestemtere sine egne formål. Efter forbilleder i ældre tid dannede han et kabinetsråd, bestående af 5 medlemmer af Privy Council, således at selve dettes myndighed trængtes tilbage. Det fik i folkemunde og senere i historien navnet Kabalen, et navn, der også tidligere var brugt om slige snævrere råd, men nu fik en særlig hadefuld karakter. Men Kabaleministeriets medlemmer forenedes kun i had til Clarendon, var ellers uenige om politik og om religion. Kongen havde derved skabt sig friere spil. Et øjeblik vandt han også sympati hos folket ved Tripelalliancen i 1668 mod Ludvig XIV, for hvis planer man begyndte at ængstes. Men fra 1670 arbejdede han på forbundet med Frankrig for at opnå magtudvidelse og fordele for katolicismen. Den hemmelige traktat blev kun nogle af ministeriet indviede i, medens han gav det udseende af, at forbundet kun var rettet mod Nederlandene. Offentligt udstedte han derimod i 1672 den såkaldte Indulgens Erklæring, der suspenderede alle de kirkelige straffelove både for katolikker og nonkonformister. Erklæringen modtoges med sympati af en stor del af dem, der kunne drage fordel deraf; en talrig mængde nonkonformister søgte og fik tilladelser (licenser) til gudstjeneste. Men langt stærkere var uviljen, dels ud fra kirkelige motiver, og navnlig af frygt for katolicismen, dels fordi erklæringen var et indgreb i parlamentets rettigheder. Karl II bøjede også af, tilbagekaldte erklæringen, og bekræftede endda den af parlamentet vedtagne Testakt i 1673, som for lange tider fastslog den engelske intolerance med hensyn til besættelsen af alle statens embeder, idet kun de kunne blive embedsmænd, der modtog nadveren efter den anglikanske kirkes ritus og fornægtede den katolske transsubstantiationslære. Alligevel regnes Indulgens-erklæringen for at have haft en blivende betydning, idet de nonkonformistiske menigheder under dens kortvarige herredømme havde organiseret sig og fået tilvækst. Af hensyn til stemningen i landet opgav Karl imidlertid sine bestræbelser for at forandre de kirkelige forhold og forbandt derved atter krone og kirke, og for at tilfredsstille oppositionen sluttede han yderligere i 1674 fred med Nederlandene og lod Kabaleministeriet falde. Men angsten for katolikkerne holdt sig, og blev endda større, fordi Jakob, der var tronfølger, da Karl ingen børn havde, havde giftet sig med en katolsk prinsesse af Modena; medens hans døtre i et tidligere ægteskab, Marie og Anna, var protestanter, var der nu mulighed for en katolsk mandlig tronarving. Hertil kom, at kongen trods freden og trods sit samtykke til prinsesse Maries ægteskab med Vilhelm af Oranien stadig bevarede sit venskabelige forhold til Ludvig XIV for at få penge fra ham til sine personlige udgifter. Frygten for det katolske Frankrigs overmagt dulmede i borgerstanden modsætningen til Nederlandene, så meget mere som den franske konkurrence i handel og industri var i færd med at blive nok så farlig som den nederlandske. Skønt regeringen satte bestikkelser i system for at bevare. Parlamentets tilslutning, blev oppositionen stærkere. Dens fører blev jarlen af Shaftesbury, der havde været medlem af Kabaleministeriet og var en udmærket embedsmand, en fremragende taler og en glimrende partifører, hensynsløs i valget af sine midler. Han havde altid været en tilhænger af tolerance, men fra nu af kastede han sin tålsomhed bort overfor katolikkerne, fastholdt den derimod overfor nonkonformister, ud fra den betragtning, at netop hadet til papisterne gjorde en del af folket mere fredsommeligt overfor de fra anglikanismen afvigende protestanter, og at handelens tarv krævede hensyntagen til disse. I den engelske partihistorie betød han i samklang hermed tilmed mere. Han indledede forbindelsen mellem den del af landpartiet, som ville tålsomhed mod puritanerne, og bybefolkningens øverste lag, og han organiserede en omfattende agitation. Det udvidede partis program blev kampen mod kongemagtens udvidelse og mod katolicismen, kampen for tolerancen overfor nonkonformister. Men partiet og Shaftesbury plettede sig med den samme pengebegærlighed og bestikkelighed som regeringsvennerne; var dets politik end franskfjendtlig, tog det dog ved givne lejligheder mod penge fra Ludvig XIV. Shaftesbury gennemførte en udvidelse af Testakten i 1678; katolikker udelukkedes fra begge parlamentets huse. Næste år opløste Karl underhuset, hvorved restaurationstidens lange parlament afsluttedes. Men valgene gik kongen imod, og han gjorde Shaftesbury til præsident for det for øvrigt højst blandede Privy Council. En vigtig lov blev følgen af oppositionens sejr, den såkaldte Habeas-Corpus akt (1679), der med grundlag i Magna Chartas bestemmelser sikrede anklagede en hurtig rettergang og bortset fra visse tilfælde ret til mod kaution at slippe for arrest. Loven har siden været en hjørnesten for den engelske personlige frihed. Men et andet spørgsmål blev mere brændende. En af lederne for Shaftesbury's parti, William Russell, foreslog at udelukke Jakob fra tronfølgen som katolik. Oprøret i sindene blev herved endnu voldsommere end før; gentagne nyvalg efter opløsninger af parlamentet gik kongen imod, og den anti-katolske bevægelse blev så stærk, at den fremkaldte talrige justitsmord. Shaftesbury vovede sig nu frem med en plan om at få hertugen af Monmouth, en uægte søn af Karl, anerkendt som tronfølger, på grundlag af et rygte om, at hertugen var født i et hemmeligt ægteskab. Men Karl benægtede dette rygte og afskedigede Shaftesbury. Under den voksende meningskamp dannedes de to så berømte partinavne whigger og torier, begge oprindeligt skældsord, det første taget fra Skotland, hvor whig var benævnelsen på ivrigt presbyterianske bønder (oprindeligt hestedrivere eller surmælksdrikkere), det andet fra Irland, hvor papistiske røvere kaldtes for torier. Whiggerne samlede sig om en protestantisk tronfølge, tolerance mod nonkonformister og tillige med genoptagelse af revolutionstidens tanker, om retten til i nødsfald at gøre modstand mod kongen; torierne benægtede denne ret, men fastholdt navnlig den anglikanske kirkes eneherredømme. Sejren i kampen blev Karls. Ikke alle whiggerne ville have Monmouth til konge, mange af dem ventede hjælpen fra Vilhelm af Oranien som Maries husbond. Men whiggernes tyranniske færd i forening med frygten for en ny borgerkrig havde fået stemningen i landet til at vende sig imod Shaftesbury og hans parti. Gejstligheden prædikede om kongedømmets guddommelige oprindelse og om arvefølgens ubetingede uforanderlighed. I 1681 opløste kongen parlamentet og indkaldte det ikke mere. Karl knyttede sig nu atter helt til Ludvig XIV, modtog penge fra ham og benyttede, tilskyndet af Jakob, sin sejr med hårdhed. Han kuldkastede Londons og adskillige andre byers kommunale forfatninger, således at magten kom over til torierne, og særlig dommerne blev nu redskaber for dette parti. Rundt om fældedes dødsdomme over whiggerne. Shaftesbury flygtede til Holland, hvor han kort efter døde; også Monmouth forlod landet. Da der imellem whiggerne dannede sig sammensværgelser, og endog et attentat planlagdes mod kongen, henrettedes flere af førerne, deriblandt William Russell. Da døde Karl II i 1685 efter på sit dødsleje for første gang at have modtaget nadveren efter katolsk ritus. Jakob II besteg tronen. Han var mindre upålidelig end sin broder, og mætresseherredømmet ophørte, men han var langt mere stædig, voldsommere i sine midler, mere opfyldt af forestillingen om sin kongeret og tillige en fanatisk katolik. Han begyndte sin regering med hårde forholdsregler mod nonkonformisterne. Men folkestemningen var ham gunstig, parlamentet bevilgede penge, og held syntes at skulle følge ham. Et presbyteriansk rejsningsforsøg i Skotland blev slået ned, og da hertugen af Monmouth ubesindigt vovede en landgang i Vestengland, led hans fåtallige skarer nederlag, og han selv blev fanget og henrettet. Jakob slog nu voldsomt til med bistand af domstolene. »De blodige retter« lod over 300 henrette og sendte 800 som slaver til Vestindien. Og kongen gik videre. Han beholdt sin hær samlet, brød igennem Testakten ved i kraft af dispensationer at ansætte katolikker i embeder, ja endog i gejstlige, og han genindførte en Overkirkeret. Da vendte stemningen sig imod ham; selv torierne, der så den anglikanske kirke truet, protesterede. Så opgav kongen at søge støtte hos dem, genoptog i forstærket form den almene tolerancepolitik, som Karl II i sin tid havde forsøgt. I 1686-87 udstedte han Indulgens-deklarationer, hvorved han suspenderede alle straffelove både for katolikker og nonkonformister og gav dem alle ret til offentlig gudstjeneste. Han håbede derved at splitte protestanterne samtidigt med, at han gavnede sine trosfæller. Men det blev til en uhyre skuffelse. Ikke alene forbitredes de fleste af statskirkens tilhængere, men indenfor nonkonformisterne var det kun få, kongen vandt; de øvrige frygtede for katolikkernes herredømme eller så sagen politisk som en krænkelse af loven. Og mere og mere blev også den lovlige tilstand angrebet fra oven. Jakob havde først udsat, derpå opløst parlamentet uden at indkalde et nyt, han fortsatte ændringerne i byernes styre, han påbød, at en af Indulgens-deklarationerne skulle oplæses i alle kirker, og han lod 7 biskopper, der gjorde indsigelse derimod, sætte i Tower og anklage. Tillige sluttede han sig nøje til Ludvig XIV. Endnu var der dog ikke nogen tanke om oprør. Jakobs regering stod omgivet med midlertidighedens præg. Han havde ingen børn, og tronen ville derfor ved hans død gå over til prinsesse Marie. Man stolede på fremtiden gennem hende og hendes mand. Fra 1687 stod også Vilhelm af Oranien i forbindelse med oppositionen; var end hans calvinisme ikke overensstemmende med den engelske statskirkes, så var han en bitter fjende af papismen og Frankrig og klog nok til at udtale sig for opretholdelsen både af Englands kirkelige og politiske forfatning og af Testakterne, når der blot tilstødes nonkonformister fri gudstjeneste. Den afgørende begivenhed blev, at Jakobs dronning i sommeren 1688 nedkom med en søn, da faren nu var inde for en fortsættelse af regeringssystemet. Falske rygter udbredtes om, at barnet var underskudt. Netop nu frikendtes også de anklagede bisper under almindelig jubel. Og de fornemste mænd både af torier og whigger rettede en opfordring til Vilhelm om at gøre landgang i England for at støtte en rejsning. Oprøret var besluttet. For at forstå, både hvorledes det var kommet dertil, og hvad følgerne blev, er det ikke nok at fæste blikket udelukkende på stuarternes og især Jakobs fejl eller Vilhelms klogskab eller på det engelske folks had til katolicismen. Man må tillige erindre, at restaurationstiden var blevet til mere end den genoprettelse af tidligere tilstande, som havde været dens udgangspunkt, også til mere end det sædelige forfald, som så stærkt var trådt frem. Kampen fra 1640-60 havde efterladt en større frihedskærlighed i betydning af lyst til at gøre modstand mod kongedømmet, end selve 1660 havde tydet på. Derfor havde også forsøget på at skabe en regeringsform med ubetinget balance mellem kongedømme og parlamentsvælde åbenbaret sine svagheder. Den politiske interesse var tilmed efterhånden vokset; et udslag heraf var de talrige politiserende kaffehuse i London, der mere og mere blev landets ledende by, og de stærke partidannelser. Men ganske vist, om nogen demokratisk bevægelse var der ikke tale. Magten i samfundet var hos de besiddende og velstillede, i første række hos godsejerne, derpå hos byernes plutokrati. Dette forhold var blevet styrket i restaurationstiden. Der var begyndt en landbrugsbeskyttelse, hvad der hang sammen med, at agerdyrkningen atter var blevet et hovederhverv; under restaurationen kom de første kornlove, som lagde told på indført korn. Tillige var nu godsejerne begyndt gennem fideikommisser (entails) at sikre sig mod udstykning af deres ejendomme. Men jævnsides hermed var også de rige købmænd og industridrivende steget i betydning. I deres interesse var der indført forbud mod udførsel af råuld og lagt hindringer i vejen for indførsel af franske varer. Tillige tiltog kolonisationen; Bombay var blevet et vigtigt punkt for englænderne i Indien, og i Nordamerika var fremgangen stor. Af stor betydning for udviklingen har også den store tænker, John Locke, været; han har påvirket whiggerne i ideerne om kongemagtens begrænsning, selvom hans berømte skrift først udkom i 1690 og derfor hører den følgende tid til. Til alt dette kom, at toleranceprincippet overfor nonkonformister, som før set var vundet stærkt frem ud over de afvigendes egen kreds. Vilhelm tog imod den til ham rettede opfordring; mest så han vel herredømmet over England som nødvendigt for hans store kamp mod Ludvig XIV, og han fik Nederlandene med sig. I november 1688 stak hans flåde i søen; den dreves frem af vinden, og han gjorde landgang i den vestlige ende af Kanalen. I sin forfærdelse tilbød Jakob store indrømmelser. Men det var for sent. Hans modstandere, hvis banner bar indskriften »for den protestantiske religion og det fri parlament«, og nedenunder det oraniske valgsprog: »Je main-tiendrai« (jeg vil holde ud), mødte almindelig tilslutning. Klogeligt lod Vilhelm Jakob slippe bort til Frankrig i december 1688. Et Conventionparlament trådte sammen. Det viste sig her, at der ikke var samme enighed mellem torier og whigger om de statsretslige principper som om selve rejsningen; torierne ville fastholde, at Marie skulle bestige tronen i kraft af sin arveret, whiggerne ville erklære tronen for ledig på grund af kongens forfatningsbrud og hans abdikation ved sin bortrejse. Da greb Vilhelm ind og erklærede, at han ikke ville modtage regeringen som sin hustrus mand eller som regent. Torierne måtte give efter, og følgen blev, at folkesuverænitetsprincippet i form af et kongevalg og ikke arveretten blev grundlaget for det ny statssystem. I februar 1689 anerkendtes Vilhelm og Marie i forening som Englands konge og dronning, dog således, at Vilhelm, så længe han levede, skulle føre regeringen i begges navn; efter begges død skulle tronen gå over til deres eventuelle børn, eller hvis de var barnløse, til prinsesse Anna, gift med prins Jørgen af Danmark, og hendes børn. Men i forvejen havde Vilhelm og Marie måttet gå ind på den af Conventionparlamentet forfattede håndfæstning, Declaration of Right, der i oktober 1689 og udvidet blev til Bill of Rights. Dens vigtigste bestemmelser var: kongen har ikke ret til at suspendere lovene eller dispensere fra dem. Det er ulovligt at opkræve skatter, indføre Overkirkeret eller i fredstid at holde en stående hær uden parlamentets samtykke. Valgene til parlamentet bør være frie og dets medlemmer have talefrihed; alle undersåtter har ret til at indsende andragender til kongen uden at risikere straf derfor, og protestanterne har ret til at bære våben. Katolikker er udelukkede fra tronen. Derimod strandede genindførelsen af Triennialact på kongens modstand. I 1689 sluttede sig hertil Toleranceakten, hvorved der tilstodes nonkonformister, der aflagde suprematseden og underskrev en erklæring mod transsubstantiationen, ret til offentlig gudstjeneste. En ny statsskik af vidtrækkende betydning var grundfæstet i England.

Med hensyn til rigets fælles politiske organisation blev de formelle forandringer dog ikke overvættes store eller i alt fald kun dels en stadfæstelse, dels en yderligere udvikling af, hvad der allerede tidligere havde været tilstede. De hidtilværende organer for rigels enhed bevaredes, både kejserdømmet, rigskammerretten og rigsdagene. Men kejsermagten var trængt tilbage til den svaghedstilstand, hvori den havde været før Ferdinand II's forsøg på at styrke den. Leopold I (1658-1705), en rettænkende, sparsommelig anlagt fyrste, var uden stærk personlig energi, navnlig i begyndelsen af sin regering, og i hvert fald mere oplaget af sit arvehuses interesser end af rigets. For rigskammerretten, deri slutningen af århundredet blev forlagt fra Speier til Wetzlar, og som vedblivende i den højeste domsmyndighed havde en slags medbejler i det kejserlige rigshofråd, slæbte processerne sig langsomt hen, og masser af retssager ophobede sig uden afgørelse. Hvad rigsdagen angår, organiseredes pariteten nærmere ved ordningen af de to konfessionelle corpora, det katolske og det evangeliske. Vigtigere var det dog, at rigsdagen i 1633 ikke blev opløst, da den på grund af den uenighed, der længe havde været tilstede, ikke kom til noget resultat, og dermed begyndte den lige til rigets opløsning i 1806 stadigt sammensiddende rigsdag. Følgen heraf blev, at fyrsterne ikke længere gav møde, men repræsenteredes af deres sendebud. Men dens handlekraft blev kun ringere derved, og kun meget sjældent fik i den følgende tid dens historie større interesse. Trods de gamle formers bevarelse var rigets enhed således væsentligst et ydre skin. Også kredsdagene, som dog havde haft til opgave at forbinde territorierne til visse geografiske samhørigheder i rigets tjeneste, tabte deres betydning. De særforbund mellem fyrsterne, der dannedes i den nærmeste tid efter 1648, - det allerede omtalte Rhinforbund var det vigtigste, og forbundet havde derimod helt andre mål, nemlig igennem en sammenslutning at styrke de enkelte fyrster mod kejsermagten. I virkeligheden var det også de enkelte territorier, der hver for sig var bærere af de politiske kræfter. Landshøjheden, der allerede længe havde været i stærk udvikling, var blevet stadfæstet og øget ved freden, og kaldtes nu for fyrsternes libertet. Var det tyske rige formelt endnu en stat, så var det dog reelt mere et statsforbund. Men indenfor disse forbundne sank rigsbyerne i betydning; et tegn i den retning var det også, at Hanseforbundet nu helt opløstes. Det var fyrstemagten, der drog fordelen af hele stillingen; og også indadtil overfor stænderne blev dette tilfældet. Og opgaven for fyrsterne blev deres eget og deres landes, ikke rigets tarv. Hvad Tysklands befolkningsforhold og dets sociale, økonomiske og almenkulturelle tilstande angår, måtte en krig så langvarig og så grusomt ført som Trediveårskrigen, oven i købet med svære farsoter i sit følge, virke i høj grad ødelæggende. Mangelen på pålidelig samtidig statistik og ikke mindst de forskelligheder, der gjorde sig gældende i de forskellige dele af riget, gør det dog vanskeligt at nå til aldeles sikre resultater. Det er således umuligt at opgive den almindelige tilbagegang i befolkningstallet, og kan man med større sikkerhed tale om nedgangens omfang indenfor befolkningen på landet, må det erindres, at netop krigen bevirkede, at beboerne af det mere udsatte flade land i massevis flygtede til de dog noget bedre sikrede byer. Men i visse egne, således Hessen, Thüringen, Württemberg og Bøhmen, har dog afgjort den almindelige befolkningsformindskelse været overordentlig stor. I de økonomiske forhold var en nedgang på mange områder begyndt allerede i slutningen af det 16. århundrede, og en yderligere tilbagegang var indtrådt i tiåret før krigen. I løbet af dette havde den engelske og hollandske handelsoverlegenhed tynget endnu stærkere på Hansebyerne, især Hamburg, og tillige på hele Nordvesttyskland; de store handelshuse i Sydtyskland gik fallit eller likviderede som følge af store tab ved Spaniens bankerotter, og den tyske korneksport synes at være dalet. Så meget ringere var modstandskraften mod krigens ødelæggelser. I høj grad ramte disse landbefolkningen og landbruget. Der var vistnok egne, hvor hele landsbyer forsvandt, og hede- eller kratland for lange tider trådte istedet for kornbærende marker; andre steder stod masser af gårde forladte og udyrkede. Samtidigt indtrådte til dels på grund af befolkningens aftagen et stærkt prisfald på landbrugsprodukterne, og ved siden heraf en stigning af arbejdslønnen på grund af den formindskede arbejdskraft. Ved begge dele sank jordejendommenes værdi; ejerne kunne ikke betale renterne af deres prioriteter, og nødstilstanden øgedes ved de høje skatter, som staterne fordrede for at nyorganisere sig. Alt dette gik både ud over de adelige godsejere og bønderne, men for de sidste indtrådte tillige en forværring af deres sociale stilling. Dog var der her en afgørende forskel mellem de forskellige egne, hvilket hang sammen med forhold, der allerede tidligere havde gjort sig gældende. I Syd- og Mellemtyskland bevarede bønderne bedre deres frihed og ejendomsret. I nordvest var der vel store afgifter, men ikke noget meget byrdefuldt hoveri, da storgodsdriften ikke var stærkt udviklet. Øst for Elben, hvor derimod denne stordrift i høj grad var til stede, var bønderne derimod overordentlig afhængige, stavnsbundne, tyende- og hoveripligtige, uden ret til at gifte sig eller træde over i borgerligt erhverv uden godsejerens samtykke. Og netop efter Trediveårskrigen voksede hoveriet som følge af den aftagne arbejdskraft, og mange gårde nedlagdes, for at deres jorder kunne drives under hovedgården. Selvom de af mure og volde omgivne byer gennemgående havde været noget bedre sikrede mod hærbandernes ødelæggende fremfærd, så havde dog mange lidt under plyndringer og ildebrande og under de svære indkvarteringer og pengeudskrivninger; også i dem stod masser af huse forladte eller i ruiner. Både handelen og industrien havde fået et langt større knæk end tidligere. Det var gået ydermere tilbage med kornhandelen, og både bjergværksindustrien og kunstindustrien lammedes; lavsvæsenet forbenedes end mere end før, og den slette mønttilstand lagde hindringer i vejen for al sund omsætning. Hvad der byggedes af nyt, blev nu nøgterne, prydløse huse i modsætning til det 16. århundredes skønne renæssancegårde. Dog blev sammenbruddet ikke fuldstændigt. Var end den tyske aktivhandel (udførselshandel) for lange tider kommet på fremmede hænder, så vidste dog adskillige byers købmænd at holde sig oppe ved at drive kommissionshandel for englænderne og hollænderne. Frankfurt am Main vedblev at være en formuende by og Leipzig at være en højst vigtig mellemplads for vareudvekslinger mellem Rusland, Polen, Schlesien og hele vesten. Byens berømte messer tog snarest til i betydning. I norden vidste også Bremen og især Hamburg ved en klog handelspolitik at gøre sig til mellemhandelspladser, hvortil englænderne førte deres klæde, hollænderne korn, varer, som så de indfødte købmænd udstykkede til Tyskland; for de samlede kapitaler dreves tillige en betydelig bankierforretning. Krigen skabte også forvildelse af sæderne: mange laster og ikke mindst drukkenskab var taget til. Men dertil kom den stærke splittelse indenfor nationen, som borgerkrigen og rigets opløsning frembragte. Tyskernes nationale liv var afgjort inde i en nedgangsperiode. Stærkt modtagelig havde nationen allerede tidligere været for fremmed kulturindflydelse, nu blev fransk påvirkning overmægtig. Den viste sig i franske ords og formers indtrængen i sproget, franske dragters og moders herredømme i det selskabelige liv, fransk tankegangs indflydelse på fyrster, hof og adel, fransk poesis og kunsts på tysk åndsliv. Forgæves kæmpedes derimod fra forskellige sider, ved patriotiske selskaber og af enkelte forfattere. Fuldt så uheldig var dog en tiltagende mangel på selvstændighed overfor dem, der var ovenpå i social og politisk henseende, og navnlig en skarpere standsdeling. I modsætning til hvad tilfældet var i England og Frankrig sondrede fødselsadelen sig afgørende ud fra de andre klasser. Men også indenfor borgerstanden stod lag mod lag med særlige stands- og æresbegreber, og bondestanden regnedes næsten udenfor samfundet. I de små tyske territorier og ikke mindst i de gejstlige gik hofferne i spidsen med at efterabe alt, hvad der var fransk, og for hele den moralske nedgang. Versailles, dets pragt, luksus, mætressedømme og etikette, forøvrigt også dets verdensmandstype fik dér sine miniaturudgaver. Men der var på den anden side enkelte stater, som alvorligt tog sig af den opgave at fremme handel og industri og skabe en bedre forvaltning. Det var tilfældet med Bayern, med Hannover, der i 1692 blev kurfyrstendømme, endnu mere med Pfalz, men mest med Brandenburg.

Det var i denne periode, at kurfyrstendømmet Brandenburg omskabtes, således at der blev mulighed for dets senere magtstilling. Da kurfyrst Frederik Vilhelm i 1640 tog styret, så det imidlertid ingenlunde ud til en sådan udvikling. Brandenburg var da ikke større eller folkerigere end Saksen og Bayern, og begge disse territorier havde hidtil spillet en langt større rolle end det i Tysklands historie. Det var endvidere højst medtaget af krigen, og tilmed var det landområde, som tilhørte dets fyrste, meget splittet. Ved Rhinen lå Kleve og Mark, langt derfra i hjertet af Nordtyskland det gamle hovedland Mark Brandenburg, endnu længere borte Østpreussen, der tilmed var et polsk len. Ovenikøbet havde hvert af disse lande en så stor selvstændighed, at der næsten kun var tale om en personalunion mellem dem; indenfor hvert af dem var stændernes magt større end fyrstens, og endelig syntes den omstændighed, at kurfyrsten var reformert, men hans fleste undersåtter lutheranere, at stille ham i et fjernere forhold til befolkningen end tilfældet ellers var i territorierne; sin ret til at forlange trosskifte af dem havde han ikke anvendt. Netop landesplittelsen blev dog en af årsagerne til Brandenburgs fremgang. På forskellige steder blev kurfyrsten tvunget ind i de store europæiske spørgsmål. Men når han evnede at udnytte dette til sin fordel, lå det dog for en væsentlig grad i Frederik Vilhelms personlighed. Såvel hele hans politiks formål som hans eget initiativ har været stærkt omtvistet. Det turde dog nu stå fast, at hans politik udelukkende må ses som bestemt af hensyn til Brandenburg og ikke af national-tyske motiver, og at han, ihvorvel hans rådgivere i stor udstrækning har påvirket hans planer og deres udførelse, dog selv har virket mægtigt til, at der udrettedes meget, selvom det på alle punkter blev mindre end tilsigtet. Den nyere behandling af kurfyrstens historie indlededes af Ranke 1847 i »Neun bücher Preussischer Geschichte«; ud fra universelle synspunkter fastslog han hans betydning. Men han tog intet bestemt stade til det problem, der snart efter, under indtrykket af de store kampe om det tyske riges grundlæggelse, blev det centrale i drøftelsen, nemlig om hans politik skulle opfattes som Brandenburgsk eller tysk-national. Anderledes med Droysen, der netop hævdede, at Frederik Wilhelm ligesåvel havde det fælles Tysklands vel til mål som hans egen stats. Denne opfattelse var i færd med at blive fastslået som den absolut sande; i den så man sammenhængen mellem Preussen i vore dage og da, i den. Hohenzollernes fra det 17. århundrede stammende nationale storhed; den knæsattes også af Treitschke i indledningen til hans »Deutsche Geschichte im 19. Jahrh.«, I (1879). Men imod hele denne betragtningsmåde rettede Erdmannsdörffer i sit værk et grundskud. Fra da af må det siges, at opfattelsen af kurfyrstens politik som tysknational er et overvundet standpunkt. Endnu skarpere end Erdmannsdörffer har dog Prutz betonet den ny synsmåde og i det hele vendt sig stærkt kritisk mod den ubetingede beundring for Frederik Vilhelm langt mere anerkendende er Philippson, der ikke alene hævder, at han var midtpunktet indenfor sin regering, men også, at han har været en modstander af fransk væsen og i det hele, omend kun indirekte, har fremhjulpet Tysklands nationale rejsning. En oversigt over historieskrivningens behandling af de forskellige spørgsmål er givet af Jacob i »Deutsche Litteraturzeitung«, 1907. Kurfyrstens ydre politik er tidligere omtalt. Han viste i den sin store hensynsløshed, fiskede i rørt vande, kastede sig fra den ene alliance til den anden. Men trods alle vanskeligheder, megen modgang og megen ydmygelse opnåede han at udvide sit land betydeligt. Han havde i 1648 erhvervet stifterne Magdeburg, Halberstadt og Minden og derved udgangspunkter for forbindelse mellem de rhinske besiddelser og mark Brandenburg; han var blevet suveræn fyrste udenfor det tyske rige ved ophævelsen af Østpreussens lensforhold, og han havde fået det meste af Bagpommern. Men hans store og juridisk berettigede håb om at få hele Pommern var blevet skuffet. Fuldt så meget betød dog hans indre politik. Det var i den, han mest grundlagde noget nyt. Sikkert påvirket af sit ungdomsophold ved oraniernes hof i Haag, lagde han for dagen en kraft, en iver og navnlig en monarkisk pligtfølelse og en optagethed af statstanken, som var uden lige mellem de daværende tyske rigsfyrster og egnet til at indvie en ny tid. Han indskrænkede stændernes politiske myndighed i de forskellige landsdele. En hård kamp kostede det i Østpreussen, hvor de adelige med sorg så hans erhvervelse af suveræniteten, der gav ham større magt over dem. Den lutherske gejstlighed så desuden skævt til den reformerte fyrste. For at kue oppositionen her anvendte han væbnet magt og strenge straffe. Mere betød dog allevegne hans almindelige reformer. Hovedsagen var dannelsen af en hvervet stående hær, der ligesom den franske var afhængig af fyrsten personlig, sikringen af pengemidler til den gennem nogenlunde fastslåede årlige kontributioner af adelen og især gennem en forbrugsafgift (accise) af stæderne, endelig udviklingen af en embedsstand, der var afhængig af ham og ikke af stænderne; øverst oppe stod et gehejmeråd, men navnlig betød dog krigskommissærerne meget; de opkrævede accisen og fik derved også almindelig indflydelse i forvaltningen, og man har sammenlignet dem med de franske intendanter. Det var ikke alene selve den kurfyrstelige magt, han derved udvidede, men han frembragte også en større forbindelse mellem de enkelte landsdele på fællesstatslig grund. I kirkepolitikken optrådte han til sine tider med hårdhed mod ivrige lutheranere, men han stillede sig dog i det hele tolerant overfor begge de protestantiske konfessioner. Ved siden heraf arbejdede han ivrigt på landets økonomiske opkomst, påvirket af merkantilistiske ideer. Et afrikansk handelskompagni trivedes vel kun kort. Men på andre måder gav han industri og handel et opsving; han støttede klædefabrikationen, og han anlagde en lang kanal mellem Oder og Spree; derved opnåedes, at udførselen af schlesiske og polske varer kunne ledes over Berlin til Hamburg istedet for som hidtil over Leipzig. Berlin skylder ham i det hele meget; den blev først nu både en vigtig handelsby og residensstad. En tilvækst i befolkning fik den ved bosættelsen af franske huguenotter, der udvandrede efter 1685. Forbitret over det Nantiske Edikts ophævelse benyttede kurfyrsten det tillige til at øge sit lands vindskibelighed; han tilbød udvandrerne særdeles gunstige vilkår, og i løbet af 15 år tog 20,000 af dem ophold lige fra Rhinen til Königsberg. Allerede tidligere havde han indkaldt hollandske arbejdere, der virkede til fremme af kvægavl, mejeri og agerdyrkning. Vrangsiden af kurfyrstens indre politik var hans befæstelse af adelens sociale rettigheder; stærkt tiltog de østelbiske junkeres nedlæggelser af bøndergårde til fordel for stordriften, og dermed øgedes bøndernes hoveri og arveunderdanighed; ridderskabet bevarede tillige sin patrimoniale domsret. Det må også siges, at ligesom den udenrigske politik kun halvvejs førte til målet, således blev der meget ufærdigt over de indre reformer. Men Frederik Vilhelm bærer alligevel ikke sit tilnavn »den Store« uden grund. Han har dannet epoke i sit lands historie udadtil og indadtil gjort dets bestanddele fra et ret usammenhængende kompleks til en stat, og indviet den senere hohenzollernske statskunst med dens stærke som deus svage sider, med dens hovedredskaber, hæren og embedsstanden. Han døde i 1688.

Ved det 17. århundredes begyndelse havde de teologiske interesser vundet en foreløbig sejr over de friere menneskelige rørelser, som havde været renæssancens og humanismens indsats i åndslivet. Indenfor den romersk-katolske verden havde det bål, der i år 1600 fortærede Giordano Bruno, været kirkens triumf over den fri tænkning; Italiens største digter Tasso havde voldgivet sig nykatolicismen, og i Spanien iblandedes den åndelige kultur med religiøs fanatisme. Indenfor den evangeliske verden fulgtes i England Shakespeare's storslåede dyrkelse og forståelse af den fri menneskelige individualitet snart af striden om salighedsvilkårene, og i Tyskland havde det religiøse had kun en såre ringe modvægt i finere dannelse. Men kirken stillede sig kun fjendtligt overfor renæssancekulturen, for så vidt den angreb dens lære; den kvalte ikke den beundring for den klassiske oldtid, som renæssancen og humanismen havde kaldt til live. Tværtimod havde både katolicismen og protestantismen indgået et nøje forbund med den fornyede oldtidskundskab. Denne var vedblivende et levende moment i kunst og litteratur, som den forlenede med smagfuld form, og den herskede særlig i undervisningsvæsenet. Men oldtidsdyrkelsen betød nu kun for meget få en higen efter et af kirken uafhængigt livsideal, og latinen bidrog sammen med dogmatikken og katekismen til at styrke teologiens magt. De kirkelige interessers overherredømme i åndslivet svækkedes ved, at kirken ikke var en enig magt, og kunne ikke i længden holde sig. Den fanatiske kamp mellem tre stridende kirker målte gøre manges sind tvivlende overfor de omstridte spørgsmål. Endvidere havde, som tidligere set, staterne stadig taget politiske hensyn ved siden af de kirkelige og udviklede dem stadigt yderligere. Men hertil kom i flere lande fremvæksten af en verdslig national litteratur og national kunst og et for verdensopfattelsen endnu betydeligere nygennembrud af en selvstændig videnskabelighed. Ud fra disse tilskyndelser formede åndslivet sig i løbet af det 17. århundrede efterhånden på en anden måde, end det ved dets begyndelse havde tegnet til.

Alle tre kirker satte sig som opgave at stemme menighedernes sind ind i den tro, som kirken anså for den eneste saliggørende, og den lutherske og den reformerte kirke var desuden optaget af at fæstne selve denne tro i bestemte rammer, der både omfattede dens indhold og dens form, medens denne opgave allerede var løst af den katolske ved Tridentinerkonciliet i 1545-63. Den første opgave søgte katolicismen at løse ved de gamle kirkelige midler, messen, ceremonierne, helgendyrkelsen m. m.. Den havde navnlig i århundredets første halvdel en overordentlig kraft til støtte for sig i Jesuiterordenen med dens kæmpemæssige propaganda. Men også fra anden side, og især da Frankrig havde afløst Spanien i åndelig førsterangsstilling, blev der tilført den stærke midler til påvirkning. En række gejstlige bragte under Ludvig XIV særlig prædikenen til en hidtil ukendt højde af æstetisk finhed og kraft; imellem dem indtog Bossuet den ubestridte førerstilling ved sin stilfulde veltalenhed, hvis berømteste frembringelser var hans ligtaler over tidens fornemme mænd og kvinder. Både lutheranismen og den reformerte kirke havde jævnere midler i prædikenen, katekismen, bibellæsningen og salmesangen; i salmedigtningen skød den lutheranske kirke nye og rige skud. Langt mere end lutheranismen lagde derimod den reformerte kirke vægt på kirketugten, øvet af presbyterier, konsistorier og synoder; strengere og mørkere blev i det hele dens kirkeliv med dets iver for sabbatens (søndagens) hellighed. Men ingen af disse to kirker besad i dette århundrede nogen kraft til at udbrede sig eller drive propaganda. Efter 1648 var der endda hyppigere eksempler på, at enkelte protestanter trådte over til katolicismen end omvendt; det var tilfældet med en række tyske fyrster, og en berømt konvertit er danskeren Niels Stensen. Vedblivende havde religiøsiteten, dog vel mere i norden end i syden, djævletroen til indhold ved siden af troen på gud. Hekseangst og hekseprocesser trivedes lige så godt og lige så trist i det 17. som i det 16. århundrede først i 90'erne begyndte fornuften på dette område at komme til sin ret. I den lutherske verden blev resultatet af arbejdet på at løse den anden opgave, at fæstne troen i bestemte rammer, at den lutherske dogmatik i det 17. århundrede fik sine store systemer igennem en række teologers bindstærke værker. De vendte tilbage til skolastikkens spidsfindigheder og rettede et kølleslag mod den individualistiske friskhed og inderlighed, som oprindeligt havde været protestantismens ære. I den største del af århundredet blev der også indenfor kirken kun gjort svage og frugtesløse angreb på denne faste borg. Det blev først i de sidste tiår af århundredet, at der indenfor den lutherske kirke begyndte en kraftig bevægelse, pietismen, der på mange måder stod i modsætning til den herskende retning. Men en omtale af den skal opsættes til det 18. århundredes historie; først da fik den større indflydelse. I den reformerte kirke var der langt større røre. Den nederlandske religionsstrid og navnlig puritanismen er allerede tidligere omtalt på grund af deres sammenhæng med de politiske forhold. Selv indenfor den romerskkatolske kirke, hvis dogmatik jo allerede var blevet nøje udformet på Tridentinerkonciliet, opstod en retning, der på et hovedpunkt brød med dens lære og blev af vidtrækkende betydning for åndslivet i det land, hvor den væsentligst kom til at høre hjemme. Talen er om jansenismen og den bevægelse, den vakte i Frankrig. Ophavsmanden til den var en belgisk teolog Jansen. Under påvirkning af Augustinus's skrifter var han i det ældgamle problem om forholdet mellem guds forudbestemmelse og nådevalg og den menneskelige viljes frihed kommet til resultater, som stred mod læresætninger, Jesuiterordenen havde gjort til sine; han havde hævdet den menneskelige viljes ufrihed og benægtet, at nådens virkninger afhang af de enkelte menneskers modtagelighed. Kort efter hans død var hans hovedskrift blevet udgivet og derpå fordømt af paven. Hans læres historiske betydning kom imidlertid til at ligge i, at den blev optaget af en kreds af franske mænd og kvinder, der også af andre grunde var modstandere af Jesuiterordenen, idet de forargedes over denne ordens hyppige brug af skriftemålet, hvorved dettes værdi nedsattes, og over dens spidsfindige og bøjelige moral, der syntes dem at ødelægge al pligtlære. De dyrkede en streng askese og lagde vægten på den enkelte personligheds kamp for det gode. Kredsen fik sit hovedtilholdssted i nonneklostret Port-Royal, der lå noget udenfor Paris. Allerede tidligere var her blevet gennemført en asketisk reform af klosterlivet, et rigt religiøst liv udfoldede sig ikke alene mellem kvinderne indenfor dets mure, men også mellem mænd af samme åndsretning, der bosatte sig som en slags eneboere i klostrets nærmeste omgivelser. Her blev da jansenismens hovedkvarter, og med udgivelsen af et skrift mod det for hyppige skriftemål begyndte kampen, der optoges af jesuiterne. Det lykkedes disse at få paven med sig til fordømmelse af jansenisternes læresætninger om nådevalget. Fra jansenisternes kreds udgik der imidlertid et kampskrift mod jesuiternes hele taktik og morallære, så glødende og trods overdrivelser i mange henseender så rammende, at det blev den store indsats for datid og eftertid i oprøret mod den mægtige orden. Skriftet var de berømte »Lettres Provinciales« og dets forfatter Blaise Pascal, en højtdannet mand, en ivrig dyrker af matematikken og naturvidenskaben, der var blevet grebet af en stærk religiøs følelse, der havde bragt ham til at knytte sig til Port-Royals kreds. Indtrykket af skriftet var mægtigt, så meget mere som det ved sin stil og sin let forståelige veltalenhed vandt indpas i hele det dannede selskab og knyttede en stor del af det til jansenismens sag. Fuldt så stor interesse ejer dog Pascals andet, men ikke fuldførte hovedværk, af hvilket brudstykker under titlen »Pensées« blev udgivet, efter at han var død i 1662. Det er vidnesbyrd om hans stærke, af Descartes påvirkede rent intellektualistiske erkendelsestrang, men navnlig om hans overbevisning om, at filosofien ikke er i stand til at løse verdens uendelige gåder eller tilfredsstille menneskehjertets trang; fortvivlende over sin skepsis' mangel på udbytte havde han derfor med hele sin sjæls varme, men for øvrigt også med en ret spidsfindig apologetisk dialektik kastet sig over til troen på den positive religion i den katolske og særlig i den jansenistiske form som den eneste redning for livet og personligheden. Men Mazarin formåede Ludvig XIV til at optræde mod jansenisterne, og omkring 1660 skred regeringen til skrappe forholdsregler mod Port-Royal. Nogen tid derefter kom det dog til et forlig endog med paven, og jansenismen bredte sig mellem parlamentsmedlemmer og det høje bourgeoisi. Først andet afsnit af Ludvig XIV's regeringstid bragte nye sammenstød.

Indenfor denne gren af åndslivet var de protestantisk-germanske lande, tagne som en helhed, de katolsk-romanske underlegne. Lavest stod Tyskland. Manglen på folkelig kraft gjorde den største del af litteraturen afhængig af fremmed påvirkning, uden at denne kunne omsættes til national egenart. Vel søgte Martin Opitz og hans tilhængere, den schlesiske skole, med klart blik for, hvorledes det tyske sprog og den tyske versedigtning var blevet forgrovet, at skabe en kunstpoesi efter renæssancemønstre, men den blev af nøgtern, forstandsmæssig art uden inderlighed og fantasi. Resultatet af påvirkningen fra den franske hyrdestil og klassicisme og fra italiensk manierethed blev kun en blanding af galant og svulstig udtryksmåde. Hvad dramaet angår, begyndte århundredet med, at engelske skuespiltrupper drog om og vandt stor yndest, men de bragte kun det groteske eller uhyggelige af deres hjemstavns litteratur med sig, og senere tilløb til en selvstændig tysk dramadigtning var mest tilbøjelig til rædselsskildringer. Langt mere ægthed kom derimod frem i satiredigtningen og navnlig i Grimmelshausen's roman Simplicissimus, der ikke alene er af stor kulturhistorisk interesse ved sine skildringer af trediveårskrigens brogede liv, men også ejer en vis psykologisk dybde. Den er vel det eneste skønlitterære produkt fra den tids Tyskland, somendnu kan læses med udbytte, når talen er om mere end rent litteraturhistoriske studier. Betydeligt højere nåede Nederlandene, hvor den humanistisk-filologiske lærdom mødtes med et i høj grad frodigt udviklet borgerligt liv. Selvom skønlitteraturen vel ikke på langt nær nåede op i højde med kunsten, så fremstod der dog forfattere, der på een gang bidrog til at udvikle det nederlandske skriftsprog og havde digterrang og betydning for folket; den betydeligste af dem var Vondel. Men i århundredes sidste del, hvor så meget gik tilbage i Nederlandene, sank også skønlitteraturen ned til at blive en efterligning af den franske klassicisme. England blev det eneste land indenfor den protestantiske verden, hvor skønlitteraturen igennem enkelte mægtige digterpersonligheder nåede til en virkelig national blomstring. Det var dog ikke Shakespeare's ånd, der levede videre i folket; hans indflydelse og stemninger, der er i slægt med hans, mærkes kun i århundredets første tiår for derefter at svinde; det blev også først i det 18. århundrede, at værdien af hans digtning gik op for det øvrige Europa. Det er puritanere, der tilfører den engelske digtning en ny kraft, især Milton og John Bunyan. Men hos Milton havde ganske vist, som allerede tidligere nævnt, den puritanske ånd indgået en mærkelig forbindelse med dens grelle modsætning, renæssanceånden; netop derved blev han en digter af guds nåde. Det første afsnit af hans digtervirksomhed viser hans udvikling fra den muntre livsfriskhed til forargelsen over tidens frivolitet og bitterheden mod lauds kirkestyre. Men snart kastede han sig med hele sin sjæl ind i den store strid, blev puritanismens og republikkens berømmelige forsvarer. Hans anstrengte arbejde kostede ham hans syn, men hans åndskraft var usvækket og holdt sig, da han som den slagne mand oplevede den ham så forhadte restauration og ensom levede i sin egen verden. Tanker og stemninger, som han allerede længe havde haft og arbejdet med, gav han nu udtryk i det digterværk, der har gjort ham udødelig. I »Paradise Lost« fortæller han om det, der lå puritanerne mest på hjerte, om satans kamp med gud og hans forførelse af Adam og Eva og deres udstødelse af paradis. Men han gør det med en ånd, der på een gang var mættet af skønhedsglæde og natursans, af kunstnerisk geni og af den dybe religiøse medleven i kampen mellem det onde og det gode. Helt anderledes var John Bunyan, en fattig kedelflikker, soldat i parlamentets hær, men derpå grebet af en religiøs krise; han blev baptist og forfulgtes efter 1660. Af hans digtning er den allegoriske fortælling »The Pilgrims Progress« berømtest. Den skildrer et kristenlivs skæbne på vandringen fra synd til frelse, og den er et udslag af en lidenskabelig religiøsitet med voldsomme syner, men dog også rig på lune og liv. Den har oplevet mangfoldige udgaver og er oversat på de fleste sprog. Restaurationstidens af de herskende, anerkendte poesi blev selvfølgelig en helt anden og langt mindre lødig. Det var dramaet, der atter kom ovenpå, nu under stærk påvirkning fra Frankrig, men alligevel med et bestemt engelsk præg; hovedforfatteren er Dryden. Der er liv og humør i ham og hans fæller, men også megen indre råhed og ydre uanstændighed, og de mangler sjælelig dybde, skildrer fortrinsvis enten opstyltede helte eller samtidens overfladiske kavalerer. Trods Englands bedrifter er det, som allerede sagt, de katolske og romanske lande, der i dette århundrede rager højest op i skønlitteraturen. Hvor fjendsk nykatolicismen end var mod renæssancens dybeste ånd, så havde den dog, født og hjemme under sydens sol, bevaret sin sympati for de æstetiske nydelser. I Italien var dog netop den æstetiske glæde udartet til smagløshed. Tidens poesi, efter en forgudet digter kaldet marinisme, blev den rene opstyltethed og manierethed, som gjorde ulykker også nord for Alperne ved at fremkalde efterlignere. Det blev ikke renæssancens hjemland, der bragte det nye og det rige, men Spanien og Frankrig. Det er allerede tidligere bemærket, hvorledes Spanien trods den begyndte politiske og økonomiske nedgang og kirkens strenge herredømme udfoldede en mærkelig skaberkraft på skønlitteraturens område. Cervantes havde gjort begyndelsen til den store produktion, men det blev i 17. århundrede dramaet, hvori skønlitteraturen fejrede sine største triumfer. Det myldrede frem med teatre, dyrkede af konger, grander og almue, og en række dramatiske forfattere gav scenen dens kraft. I første række står Lope de Vega og Calderon. Begge var de adelsmænd, begge blev soldater og førte et eventyrligt liv, især den første, begge endte de som præster. Begge havde de også nationens selvbevidsthed og dens higen mod det stolte, det vovede, begge dens bigotte religiøsitet. Men de var hver på sin måde genier. Lope de Vega, »naturvidunderet«, som hans samtid kaldte ham, var en digter af en utrolig stor produktivitet, lyriker og romanforfatter ved siden af at være den, der ved sine talløse skuespil skabte det spanske nationalteater. Langtfra alt var lige godt, ofte kælede han for hobens smag, men som helhed når hans værker højt ved deres brogethed i motiver, deres realistiske kraft og friskhed i karakterskildringer og den feststemning, der hviler over dem. Calderon var også en digter af overordentlig flid, tillige en mester i kompositionens og intrigernes slyngning, og det er sagt om ham, at han gav det fyldigste udtryk for den spanske folkekarakter, dens glødende katolicisme, dens strenge æresbegreb, dens loyalitet og galanteri. Dybtgående og langvarig blev den påvirkning på udlandets dramatiske litteratur, der udgik fra disse forfattere; sammen med spansk-beåndet jesuitisme, spansk etikette, spanske moder og dragter skabte de den almene spanske kulturelle indflydelse på Europa. Men den nationale svaghed, tilbøjeligheden til bombast og svulst, somendog kunne mærkes hos de store forfattere, fik snart overhånd; »gongorisme« blev navnet på denne overforfinede stil. I løbet af anden halvdel af århundrede sygnede litteraturen hen som alt andet i landet. Men da havde også nabolandet nord for Pyrenæerne arvet den litterære førerstilling. I Henrik IV's og en del af Ludvig XIII's tid var der noget kaotisk over den franske skønlitteratur. Man ville bryde med meget i fortiden, med det ukristelige i renæssancepoesien og med den pyntelige efterligning af antikken, som Ronsard havde repræsenteret. Men nogen herskende form eller smag havde endnu ikke dannet sig. Der fandtes forfattere, somendnu åndede i borgerkrigens stemninger og temperamentskraft, både dens stærke religiøsitet, nykatolsk eller huguenottisk, og dens råhed eller burleskhed. Der fandtes en folkelig scenisk litteratur, som dyrkede stærke effekter og en broget afveksling af eventyrlige begivenheder. Der var en national bundfarve; men dog tillige stærk påvirkning fra Italien og Spanien, fra begge landes sirlige stil, fra den spanske komedie, men også og ikke mindst fra de spanske hyrdefortællinger. I 1610 begyndte adelsmanden Honoré d'Urfe at udgive sin bindstærke roman »Astrée«. Scenen er Forezbjergene, indholdets ramme fortællingen om Celadons og Astrée's kærlighedshistorie og dens omskiftelser. Der var i den yndefulde naturbeskrivelser, men hovedsagen var fornægtelsen af renæssancens voldsomme lidenskabelighed og forherligelsen af en smægtende kærlighed, en beleven kourtoisi, en galant konversation, alt tillagt rørende hyrder og hyrdinder. Bogen øvede en uhyre tiltrækning, og det ikke alene i Frankrig; den var vel det værk, der først indførte fransk smag som bestemmende udenfor landets grænser. Men når den slog så stærkt an i Frankrig, var det, fordi den så udmærket passede ind i det nye salonliv, med dets anstand, dets galanteri, dets kvindeherredømme og dets selvafgrænsning. Og salonlivet blev ikke alene en social institution, det blev også en litterær. I salonerne plejedes hyrdestilen, og der udvikledes en særlig skruet sprogform, den pretiøse, hvor ting og begreber ikke betegnedes med de naturlige ord, men med søgte og kunstlede; forfattere og litterære brevskrivere gav formen autoritet. Salonlitteraturen trådte dog ved århundredets midte ind i et nyt stadium, dengang da salonerne kastede sig ind i frondekampen. Hyrderomanen fulgtes af den galant-heroiske roman, hvis hovedrepræsentant er frøken Scudéry; den havde bevaret sin forgængers galanteri og sartklædte erotik, men den var ved siden deraf udslaget af sin kreds' intriganthed, ærgerrighed og skinsyge. Men imidlertid var en helt anden smagsretning i færd med at bryde frem, og det var den, som blev den herskende.  Malherbe, hofdigter på Henrik IV's tid, gav tonen an. Han ville orden og regel i poesien - derfor skulle alexandrinerversemålet med dets sikre bygning være det herskende - og udrensning af sproget; det præcise, logiske skulle afløse de utøjlede stemningsudbrud, de naturlige ord de søgte; forstanden skulle præge både tanke og udtryk, og man skulle tage de latinske forfattere til forbillede. Hvad han ville, fortsattes af andre. Som lov for dramaet opstilledes det aristoteliske krav om enhed i handling, tid og sted, og snart efter begyndte litteraturen under Descartes' påvirkning at tage den systematisk opredende fornuft til ledestjerne, vel at mærke dog således, at denne fornuft ikke skulle være oprørsk mod kirke og samfund. Af stor betydning blev også grundlæggelsen af Det Franske Akademi. Netop nu var der også fremstået et digtergeni, som formåede at tvinge sindene ind på nye baner. Corneille var født af en normannisk embedsfamilie, kraftig og retlinet af natur; han nåede en alder af hen ved 80 år og døde først i 1684. Hans første store bedrift blev hans over et spansk motiv og på studier af Seneca byggede tragedie »Cid«, fra hvilken det nye franske drama har sit udspring, og den efterfulgtes af en række værker. Ejendommeligt for dem var forherligelsen af viljen og æres- og pligtfølelsen i nøje føling med forstanden som de kræfter, der bør gå af med sejren under sjælelige konflikter og være fremherskende i karakteren og personligheden, endvidere handlingens logik, sprogets fasthed og stolthed og versenes klangfarve. Corneille's digtning var ikke helt bunden i den frembrydende smagsretning; ikke helt aflagde han en sirlig stil eller stærke effektmidler. Alligevel medvirkede han i høj grad til den klassiske smags sejr. Det var dog først under Ludvig XIV's eneregering, at denne sejr blev helt vunden, og klassicismen udfoldede sig i sin hele ejendommelighed. Den vil i digtningens form regelbundetheden, foreskreven ved bestemte poetiske love, og den finder i den klassiske, særlig den latinske litteratur grundlaget for disse love, den vil i sproget det udpolerede og klare; den vil i indholdet bort fra stemninger og det ubeherskede lidenskabelige, bort fra det afvekslende og spændende, fra effektens og det ydre sceneris adspreden; den vil ind til det almenmenneskelige og typiske, således som forstanden kan godkende det, og den er overbevist om overensstemmelsen mellem sandhed og skønhed. I sin dyrkelse af det almenmenneskelige er den blottet for historisk sans; den tror på den romerske oldtid og Frankrigs 17. århundrede som de højest mulige udtryk for kulturen, blander de to tidsaldre sammen og giver klassisk iklædning og klassiske navne til personer, som i virkeligheden er børn af Ludvig XIV's tid. Den er også i sin grund fransk, i sprogets bygning og formning, i personernes tankesæt. Og den svarer overordentlig godt til sin tid, til ensartetheden i livet, til autoriteternes herredømme; den er væsentligst hofmæssig, aristokratisk, villig til at forherlige Ludvig XIV og Versailles, i det hele til at give et udtryk for de stemninger, der råder i det herskende selskab. Dens psykologi er derfor begrænset, dens sandhedsbegreb ret snævert, og tillige er dens opfattelse af oldtiden vedtægtsmæssig og navnlig blottet for sand hellensk ånd. Men klassicismen er et kunstnerisk adlet udslag af en rig kultur og rammen om mange forskelligartede frembringelser, der trods et fælles præg er skabt af forfatterindividualiteter, der hver har sin særegne inspiration. Hvad Malherbe havde indledet, fuldførte Boileau, højst interessant ved sine horatianske satirer og epistler, der er af betydelig kulturhistorisk værdi, men betydningsfuldest ved, at han i sin »l'Art Poétique« har givet reglerne for lyrik, tragedie, epos og komedie. Han var en fjende af middelalderens »gotiske« barbari, ryddede ved sin spot den pretiøse og historisk-galante roman af vejen, fastslog sætningen: kun det sande er skønt, og mente ved sandheden den sandhed, der ikke kender til det individuelles berettigelse, og som må være anskuelig og sandsynlig, og ved skønheden den skønhed, der er regelbestemt for tid og evighed. Han blev lovgiveren for lange tider for det franske parnas.  I selve digtningen blev Racine den ånd, der bedst repræsenterer tiden. Udsprungen af en borgerlig familie, humanistisk og religiøst opdraget, en stor del af sit liv nøje knyttet til Port-Royal og jansenisterne, men dog også til hoffet, blev han Corneille's fortsætter som Frankrigs store tragiker (Phédre, Iphigénie, Britannicus og andre). Men han var dog meget forskellig fra ham, og han besejrede hans anseelse. Ikke konflikterne mellem lidenskaberne, men hele personlighedens væsen samlet i en enkelt lidenskab var det, som han skildrede, og istedet for Corneille's idealisering af viljen træder hos ham idealiseringen af loyaliteten og navnlig af kærligheden, af dens højhed og af dens omslag til skinsyge, til afsind og forbrydelse. Hans psykologi er langtfra den dybest tænkelige, men hvad han formår at øjne i sjælelivet, det ser han fint og rigt, og det skildrer han kraftigt og yndefuldt. Han foragter effekter i den grad, at handlingen indskrænkes til det mindst mulige, det gruelige anes mere end det ses, og over al lidenskaben er lagt et dække af smag, anstand og verdensmandstone, den tone, der herskede i Paris og i Versailles. Den gør hans kolorit uhistorisk, hans græske, romerske og jødiske helte til figurer fra hans egen tids bonede gulve. Men hans digtergeni har været så stærkt og ægte, at i alt fald adskillige af hans skikkelser endnu den dag idag står som åbenbaringer af sand menneskelig følelse. Der er intet mærkeligt i, at vi også hos kirkens og gejstlighedens mænd møder den klassiske ånd; nøje var jo kirken knyttet til selskabet og dets kultur og idealer. Den skikkelse, som her rager højst op, er Bossuet, biskop og lærer for Daufinen (som sådan den, der lod fremragende lærde besørge de ad usum Delphini ændrede udgaver af klassikerne), høvdingen for den gallikanske kirke, huguenotternes ubarmhjertige fjende. Klassicismen var for ham en smagsretning, som han hyldede i sine skrifter, og som han tilsatte en høj patos i sine ligprædikener med deres forherligelse af de store heroiske egenskaber, men den indgik tillige en nøje forbindelse med hans teologiske og politiske anskuelser. Han er den store forkynder af autoritetens ret, samlet hos gud og kongen. Menneskene skal tvinge sig til lydighed mod den åbenbarede tro og mod den af kongedømmet repræsenterede retsorden, den enkelte bøje sig for det almene. I sin »Politique tirée des propres paroles de l'Écriture« vil han godtgøre det enevældige kongedømmes ubetingede ret som indstiftet af gud og dets pligter som følge af, at det er ansvarligt mod ham; i sin »Discours sur l'historie universelle« skriver han en historiens filosofi, der skal vise guds styrelse af den historiske udvikling. Man kan næppe tænke sig nogen større modsætning til disse idealiserende og patetiske forfattere end Moliére. Som søn af en velstående borger i Paris, der leverede tapetsererarbejde til hoffet, havde han fået en god og kyndig opdragelse, men af sin beundring for teatret dreves han til en tid at strejfe om i provinserne som skuespiller. I 1658 nedsatte han sig med sin trup i Paris, skrev året derpå sit første mesterværk og blev fra nu af både skuespiller, skuespildirektør og forfatter. Hans sikreste publikum var vel Paris' borgerstand, men også hoffet nød ham, og kongen fandt behag både i hans smiger og hans stykker. På Versaillesscenen opførtes selv hans dristigste komedier. Det er, som han sprængte klassicismen og autoritetsdyrkelsen ved sin kådhed, sin livsglæde, sin opposition mod al falsk værdighed, sin geniale komik. Hans syn er også videre end hans samtids i almindelighed, ikke bundet ved det fine selskabs; hvad end hans religiøse overbevisning har været, selv gejstlighedens svagheder og selv hykleriet er han lige så uskånsom imod som mod den pretiøse blåstrømpe og den stortalende læge. Dog står han indenfor klassicismens rammer ved sin ligevægt, sin praktiske moral og navnlig ved, at hans figurer mindre er enkelte individuelle mennesker end typer på en bestemt, herskende og karakteriserende egenskab. Men han er den af alle klassicismens forfattere, hvis værker mest har bevaret deres levedygtighed. Noget i slægt med Moliére ved en oprigtig gennemskuen af det polerede overtræk, der skulle skjule så megen selviskhed, men ringere i ånd og bitrere i tonen var hertugen af la Rochefoucauld, der havde været med i fronden, men senere nejede sig for hoffet og kongen; i sine Maximes udvikler han sit stærkt pessimistiske syn, ser egoisme og smålighed som de eneste drivfjedre for menneskene. Vanskeligst turde det dog være at passe La Fontaine ind i klassicismens ramme. Hans dyrefabler ejer en naturglæde, en friskhed og en sans for det individuelle, som meget mere lå for det 16. end for det 17. århundrede; kun hans hele form og sprog og det, at han, skabt til at være en boheme, bøjede sig til at blive en hofsmigrer og en devot, og at han godkendte den herskende smag og selv blev godkendt af den, tillader at regne ham med til den klassiske tids store fællesbegreb. Klassicismens indflydelse på det franske åndsliv blev langvarig og stærk, og ikke mindst har den sat sit præg på det franske sprogs bygning i prosa og poesi. Men den bredte sig ud over sit hjemlands grænser. Den gjorde Frankrig til herre og læremester for Italien og Spanien, de lande, som det tidligere havde været elev af, for Tyskland, for norden og for sider af det engelske kulturliv. Hvor sejren var vundet, bevaredes den meget længere end Frankrigs politiske vælde, ja, virkede endda kraftigt med til at støtte den fremtrængen af helt nye franske ideer, som fandt sted i det 18. århundrede

I musikken regnes år 1600 for at danne et vendepunkt. Instrumentalmusikken udviklede sig som en selvstændig kunst, og der opstod gejstlige og verdslige musikdramaer (oratorier og operaer). Bevægelsen udgik fra Italien, men forplantedes til landene nord for Alperne; i Frankrig fik den en national karakter gennem det kongelige musikakademi og den franske operascene. Også i arkitekturen var den italienske indflydelse foreløbigt som hidtil den herskende. Renæssancen og klassicismen trængte nu også frem til England; fremragende værker i dens stil er det under Karl I opførte slot Whitehall og St. Pauls Katedralen i London fra Karl II's tid. Renæssancens udløber, den italienske barokstil påvirkede med sin helhed den katolske kirkebygning rundt om og med sine detailler også den verdslige arkitektur. Dens hovedrepræsentant var den neapolitanske ridder Bernini, på een gang billedhugger, arkitekt og maler; han stod i lang tid som kunstens fyrste både i og udenfor Italien. Dog krydsedes den italienske indflydelse mange steder af nationale elementer. Det var tilfældet i Nederlandene, hvor de talrige nye borgerlige bygninger, rådhuse, porte m. m.. I bygningsmateriale som i dekoration havde en original kraft, og den nederlandske stil påvirkede Norden og Nordtyskland, indtil de store krige her standsede velstanden og dens arkitektoniske udslag. I Frankrig var der i begyndelsen af århundredet under den stærke italienske påvirkning en afbrydelse i udviklingen af den rige kunst, som på national grund havde udfoldet sig i det 16. århundrede; Luxembourgslottet i Paris fra Maria af Medici's dage står langt tilbage for Henrik II's Tuilerierne. Da brød under Ludvig XIV klassicismen frem i fransk, pompøs og majestætisk form. Den prægede Le Vau's og Mansart's Versailles og Louvre's ny søjlekolonade; om den sidste havde der stået en stor strid; en national arkitekt var blevet foretrukket for Bernini, som i den anledning havde været kaldt til Paris. I kirkebygningerne trådte den mægtige kuppel frem (Sorbonnen, Invalidedomen). Det blev dog først og fremmest den store og rige udvikling af maleriet, som blev det 17. århundredes bedrift på kunstens område. I Italien var, hvor ivrigt end malerkunsten stadigt dyrkedes, stortiden forbi. Der blev gjort tilløb til at fortsætte ad dens baner; men disse tilløb havde som helhed et nedgangspræg af sentimentalitet, manierethed eller religiøs overspændthed. Hvad der fremkom af betydeligt, var derimod et brud med stortidens humanistiske forherligelse af den skønne og kraftige menneskehed. Dette ny båres af Caravaggio og hans efterfølgere i Neapel. I deres djærve naturalistiske billeder, hvis figurer, selvom de ofte bar bibelske navne, var hentede fra de lavere folkelag og ofte fremstillede mennesker på livets natside, falskspillere, lazzaroner og andre, brød plebejeren frem som emne for malerkunsten. Fra denne kunstretning og forøvrigt ligeledes fra den realisme, der i det 16. århundrede i Flandern var trådt frem hos Brueghel og andre i deres folkelivsbilleder, udgik ikke ringe påvirkninger på det 17. århundredes ikke-italienske kunst. Men også på anden måde fortsattes Italiens indflydelse. Der var kunstnere af forskellige nationer, som opholdt sig i Italien omtrent hele deres liv og modtog deres indtryk fra dets antikker, fra dets renæssanceværker og fra dets natur. Men selv hos dem mærker man stærkt den nationale selvstændighed. Spanieren Ribera stod Caravaggio's skole nær og fandt sine modeller på Neapels grund. Men der var over ham en spansk sørgmodighed og en spansk religiøsitet i hans dyrkelse af de af fanatisme udbrændte martyrer. Tyskeren Elsheimer - den eneste tyske kunstner i det 17. århundrede, som der er grund til at nævne her - står i overordentlig gæld til den italienske natur; men hans små landskabsbilleder og hans bibelske figurer ånder en fred og en poesi af germansk art, hvad allerede hans store indflydelse på nordiske kunstneres (Rembrandts) sind er vidnesbyrd om. Den franskfødte kunstner Poussin har derimod hele sin nations formstyrke og dens klassicismes idealitet; netop herved vinder hans italienske landskaber med deres store træer og imponerende ruiner deres feststemning, og tilmed bryder han igennem renæssancens opfattelse af antikken; ved studium af den har han opnået et klarere blik for dens strenghed end italienerne. Om Claude fra Lothringen er det sagt, at han indtager en vis mellemstilling mellem Poussin og Elsheimer; han elsker naturens majestæt, men forbinder dermed en mildhed og fredelighed og et sollys over landskabet og dets mytologiske staffagefigurer af bedårende virkning. århundredets selvstændige nationale og individuelle skaberkraft viste sig dog i langt højere grad hos de kunstnere, der væsentligst blev knyttede til deres hjemlande. Som frugt af nationale ejendommeligheder og af personlighedernes geni skabtes der i Spanien, Flandern og Holland en malerkunst af udødelig værdi og i Frankrig i alt fald værker af stor interesse. Den spanske malerkunst har een fælles egenskab, den positive iagttagelses- og fremstillingssans, som også viste sig i den spanske digtning. Men alligevel falder dens stormænd i to forskellige grupper. Hos den ene råder hele nykatolicismens ekstatiske religiøsitet. Dog skifter udtrykket for den noget i løbet af århundredet. Zurbaran forkynder den brændende tro på helgener og mirakler i realistisk ro eller i sjæls- og legemsdræbende fanatisme. Hos den senere Murillo er hengivelsen blevet mere sværmerisk og mystisk, men også mere kvindagtig og barnlig. Hans madonnaer har et præg af skær ungdommelighed, der står i forbindelse med troen på den ubesmittede undfangelse, den han elskede at fremstille. En overordentlig anseelse omgav hans navn i samtiden, og den har holdt sig længe på grund af hans ynde og den menneskelige følelse, der udtrykte sig i hans barnebilleder. I afgørende modsætning til disse malere står den i den nyeste tid højtskattede Greco og fremfor alt Velasgues, den største af dem alle, han som sammen med Rembrandt og Rubens fortrinsvis giver det 17. århundredes kunst dens storhedspræg. Han var af sevillansk adelsslægt, blev 24 år gammel hofmaler hos Filip IV og beklædte denne stilling til sin død i 1660; gentagne gange har han besøgt Italien. Han har malet bibelske billeder, landskaber, genrestykker, men frem for alt var han portrætmaleren. Han var den store farvekunstner, den mesterlige kender af lyset og dets virkninger, den dybe erkender af menneskene, af deres karakter som af deres ydre, og han var den store sandhedselsker. Samtidig med at han overgik den tids andre spanske malere i blikket for realiteterne, var han i sine religiøse billeder fri for deres snæverhjertede fanatisme eller sentimentale sværmeri; skønt spanier i hele sin natur forstod han fjendens, nederlændernes ejendommeligheder (maleriet af Bredas overgivelse); skønt som hofmaler viet til fortrinsvis at forevige konge og dronning, prinser, prinsesser og hofmænd var han blottet for smiger; skønt aristokrat øjnede han det malerisk skønne og interessante hos hofnarre og hos arbejdere (tapetvæverskerne). Skulle her nævnes enkelte af hans portrætter, måtte det være rytterbilledet af den spanske statsmand Olivarez og navnlig portrættet af pave Innocens X (i Doriapaladset i Rom); i det sidste billede har kendere set portrætkunstens uovergåede mesterværk. Men mærkes må det, at først i det 19. århundrede er hans værd blevet fuldt anerkendt; først fra da af har han også udøvet sin store indflydelse på Europas kunst. Det var under ejendommelige forhold, at malerkunsten samtidigt i Flandern nåede en overordentlig højde. Også her var et spansk herredømme og ligesom i Spanien økonomisk og i det store hele åndelig nedgang. Men for så vidt var nedgangen mere ondartet, som den var kommet som følge af fremmedes undertrykkelse og af modreformationens hårdhændede sejr over friere rørelser. I en ganske særlig grad var den gået ud over Antwerpen, en by, hvis handel var ødelagt, hvor jesuiternes elever husedes i gamle forretningslokaler, hvor græsset groede i gaderne; en udlænding fik indtrykket af en stor by, der var blevet til en ørken. Alligevel holdt netop her en kunst til huse, så frodig og så livsglad som sjældent set. Det mærkelige forhold har sin forklaring i mange årsager. Der var endnu blevet rigmænd tilbage med kunstinteresse. Modreformationen var som tidligere sagt ikke kunstfjendsk. Den var tilmed her i sin sejrstryghed elastisk, havde intet imod en verdslig kunst, når den tillige ville tjene kirken. Her var endvidere et land med gammel og god kunstsans, der før havde forbavset Europa; når uselvstændig, fra Italien importeret manierethed i den sidste tid havde trængt sig frem, da kunne den afrystes. Her var endvidere et folk med et fyldigt sanseliv, med malerisk folkeliv, maleriske optog og figurer. Hovedsagen var dog, at der opstod en kunstner, som i sig kunne optage alle de forhåndenværende muligheder og udvikle dem med en stor kunstnerisk kultur. Rubens stammede fra en borgerslægt i Antwerpen, blev maler og foretog sin rejse til Italien som sine forgængere. Men han så med andre øjne end de, bearbejdede alle indtrykkene fra antikkerne, Michel Angelo, Tizian og Caravaggio i sin egen personlighed. Hjemkommen blev han hofmaler hos statholderen og statholderinden i Brüssel, der også benyttede ham til at male dekorationer til deres hoffester og endog som diplomatisk sendebud. Stadigt forblev han dog mest knyttet til Antwerpen; dér havde han sit palads med atelieret og det righoldige museum. Og han ydede byen og dens kirker gengæld ved sit navn og sine værker. Rubens var en kunstnergenius af rig viden, mægtige evner og af enorm og vidtspændende frembringelsestrang. Alle områder af malerkunsten lå indenfor hans pensels rækkevidde. Han var nykatolicismens tjener i sine store kirkebilleder, han malede de hedenske guder, allegorier, landskaber, dyrescener, folkelivs- og genrebilleder og portrætter. Han ejede en glimrende teknik og en ubændig fantasi. Han ville omdanne virkelighedsfigurerne til idealskikkelser, og han var i slægt med nykatolicismen ved sin tilbøjelighed til det storladne og voldsomme, men han var fjern fra dens ekstase, dens sværmeri, dens overjordiskhed. Thi han var en verdslig ånd, som sit folk en elsker af det animalske i menneskene, af det yppige kød, den svære bygning, den kraftige erotik. Han var ikke en så solid og kraftig opfatter og skildrer af karakterer som Velasquez, men han kunne dog til tider nå højt i denne henseende, og han havde en verdensmandsmæssig menneskekundskab; han forstod den øjeblikkelige sindsbevægelse og øjeblikkets situation, kunne derfor fortælle som få, og han kunne elske sit emne og nedlægge sin kærlighed i sin fremstilling; med rette har man talt om det demokratiske i hans syn. Han var i det hele en forening af sit eget geni og sit folks ejendommeligheder. Men han opnåede tillige, hvad ingen anden kunstner nåede i det 17. århundrede undtagen Bernini at blive en kunstens fyrste, anset hele Europa over; et eksempel herpå blandt mange andre er, at han af Frankrigs dronning Maria af Medici kaldtes til at male til hendes residens Luxembourgslottet den store række billeder af hendes liv, hvori han på en mærkelig måde sammensmeltede hedenske guder, allegorier og historiske figurer (nu i Louvre). Rubens havde tilmed talrige elever. Af disse var den største Van Dyck, arvingen til mesterens berømmelse, men udstyret med langt finere nerver end han og stærkt påvirket af Tizian og Veronese. Mest karakteristisk indenfor hans produktion er hans talrige og udmærkede portrætter, af hvilke en stor del maledes i England, hvor han blev Karl I's hofmaler; mest kendt er hans billeder af kongen, dronningen og deres børn. Som ingen anden i norden har han formået at skildre aristokratiske skikkelser, fine og ridderlige, men også vel pæne og elegante; man har endog ment at burde tillægge denne type en kulturhistorisk betydning ved at have bidraget til at skabe en fast tradition for fyrstelige og aristokratiske manerer. Af helt modsat art var Jordaens, en mere robust udgave af Rubens. På een gang elev af denne og af Frans Hals og i visse henseender en fortsætter af Brueghel er Adriaen Brouwer, der igen havde indflydelse på Teniers den Yngre; med djærv realisme malede de scener af kro- og bondelivet. De to sidste kunstnere danner et bindeled mellem den flamske og den hollandske kunst. Men hvor grundforskellig er ikke ellers denne fra hin og i det hele fra al anden kunst i det 17. århundrede! Den står som et særsyn, ensartet i sin grund, men dog rig på nuancer som følge af dens udøveres talrighed og talent, og den mundede ud i et geni af de største, malerkunsten har frembragt. Den er nøje knyttet til Hollands natur, søger kun spredtvis i sine landskabsbilleder bort fra den til fjernere egne, og den er nøje knyttet til Hollands folk, til hvad det havde oplevet og gjort sig til, og til hvad det følte, til dets glæde og stolthed over kampen og fjendens fordrivelse, over den jordbund, der påny var blevet dets egen, over det energiske liv, der nu kunne udfolde sig, den hygge, der kunne herske, den religion, der kunne dyrkes. Den er en verdslig kunst, fordi calvinismen hadede kirkernes alterbilleder, den er en borgerlig kunst, fordi borgerstanden bar landet. Den er jævn og nøgtern, fordi denne borgerstand var praktisk og tilfreds med sig selv, og fordi kunstnerne var glade for den poesi, som landet og folket bød, ikke havde en yppigere fantasi, ikke en mere storstilet trang til idealfremstilling eller til skønnere menneskelige former end dem, de så for deres øjne. Men den er tillige en højst selvbevidst kunst, fint skolet, med rig teknik og højt udviklet sans for de maleriske virkninger. Stortidens kunst begynder ved århundredets indgang med væsentligt at være en portrætkunst. Den følger heri tidligere baner, også når den samler de afbildede til grupper. Men navnlig gennem Frans Hals fra Haarlem giver den disse grupper et nyt liv, øjeblikkets, situationens og samlingens liv. Og de enkelte skikkelser er blevet stolte, selvbevidste, frie, naturlige. Det vrimler frem med disse gruppebilleder, af de store købmænd, lavenes forstandere, skyttegilderne. Ved siden deraf findes de talløse enkelt- eller familiebilleder, og ved siden af Frans Hals optræder andre fremragende portrætmalere, omend ringere end han. Men også det daglige liv skal males; en række kunstnere fremstiller det i deres kabinetsstykker. Ostade griber ud blandt bønderne, og Jan Steen når højt i skælmsk, men dog forstående opfattelse af de klasser, der er under borgerklassen. Wouwermann fortæller om krig og jagt. Mange skildrer naturen; Potter, der er den herlige dyremaler; v. Goyen, der maler flodbredderne og den fugtige, tågede luft, v. D. Neer, der tolker månelysets spil; Hobbema, der giver vindmøllernes og landsbyernes poesi, og Ruisdael, der fører os ind i skovens ensomhed. Og der er endelig Rembrandt. Han blev født ved århundredets begyndelse i Leiden, havde som lærer bl.a. en elev af Elsheimer, og nedsatte sig i Amsterdam, der fra da af blev den hollandske kunsts store midtpunkt, medens hidtil Haarlem, Leiden og Delft havde delt æren. Der kom nu den tid, hvor lykken tilsmilede ham, hvor hans huslige liv med hans elskede Saskia var fryden og jubelen, medens bestillinger strømmede ind. Men Saskia døde, sorgen mærkede hans sind og hans kunst; snart var han ikke længere på mode, hans samlerlidenskab ødelagde ham økonomisk; han måtte gå fallit og trak sig tilbage fra verden. Men usvækket arbejdede han, tilskyndet ikke af bestillinger, men af indre trang, og hans teknik var i uafbrudt vækst. I 1669 afsluttedes hans tragedie; han døde som en fattig mand. Det er ikke nødvendigt at fortælle, hvorledes han var lige stor som raderer og som maler, ikke heller om hvor vidt spændende hans emnevalg var, eller om hans geniale behandling af lyset eller om de mest berømte af hans mesterværker. Han var på alle områder kulminationen af den hollandske kunst, men han var det ganske særlig ved at hæve dens af tid og folkekarakter bestemte følelsesliv, fantasi og intelligens op i det almenmenneskeliges højde. Han gjorde det i sine portrætter med deres dybde og rigdom, og han gjorde det i sine bibelske billeder; hans gammeltestamentlige skikkelser, hans kristus og dennes omgivelser blev ikke sydens idealskikkelser, men nordiske mennesker, prægede af hans egen livserfaring og højnede til en inderlighed og lødighed, som verden indtil da ikke havde set. Hans død i miskendelse og fattigdom blev symbolet for den hollandske kunsts skæbne. Aldrig havde dens udøvere været på den grønne gren. Den fornemme verden, oraniernes hof og de lærde havde overset den, fundet den simpel og prosaisk, foretrukket den italienske for den. Det var borgerskabet, småborgere og patriciere, der havde holdt kunsten oppe; i en enestående grad havde de samlet til huse talløse kunstneres også i mængde forbavsende produktion. Men de havde som regel kun betalt dårlige priser, og mange af kunstnerne, der for øvrigt også nød livet i fulde drag, medens de malede med hele deres sjæl, havde ved siden af deres kunst måttet ernære sig på mærkelige måder; adskillige var endte som stoddere. Men efterhånden vendte smagen sig selv hos deres publikum fra dem til det sjælløse og forfinede; Nederlandenes stortid endte i kunsten som på andre områder i løbet af århundredets anden halvdel. Var end mange af malerierne, dog ikke de bedste, blevet købte udenfor Holland, især i Norden, så var der dog for lange tider ikke tale om nogen påvirkning fra selv de største mestres værker på kunstens almindelige udvikling. Det blev Frankrig,- som kom til at føre an, her som på de fleste andre områder. I første halvdel af det 17. århundrede havde fransk malerkunst ligesom fransk litteratur været under indflydelse af hinanden krydsende elementer. Beundringen for italienerne var blevet forenet med betagethed af de flanderske malere. Men ved siden deraf havde der holdt sig en ærlig, folkelig kunst; kobberstikkeren Callot havde i sin store produktion på realistisk, omend noget overdrivende måde fortalt om samtidens liv, især i de talrige billeder med titlen »Krigens elendighed«. De største kunstnere, Poussin og Claude Lorrain, havde imidlertid, som tidligere omtalt, slået sig ned i Italien og fornyet efterligningen af den antikke stil. Men Ludvig XIV's tid måtte, hvor stærkt den end var afhængig af antikken og barokken, dog stræbe efter sit eget præg i malerkunsten som i arkitekturen. Le Brun blev med sin alsidighed, men også med sin overfladiskhed, her organisatoren, som han blev det for kunstindustrien; hans værk var den pompøse forherligelse af kongen og den blændende dekoration, som vi allerede har berørt under omtalen af Versailles. Andre malere gik i samme spor; i sand kunstnerisk evne blev de dog overgåede af den udmærkede kobberstikker Nanteuil, der gav en glimrende række billeder af samtidens stormænd. Paris blev et midtpunkt for den europæiske kunst, et samlingssted for dens dyrkere, en rival for Italien.

Den historiske forskning skylder det 17. århundrede meget. I de Spanske Nederlande påbegyndtes på jesuiternes foranledning den berømte udgave af Acta Sanctorum, og i Frankrig udkom store kildesamlinger til middelalderens og kirkens historie. For en væsentlig del udgik disse fra lærde benediktinere af S. Maurus' kongregation, og det var også et medlem af denne, Mabillon, der i 1681 grundlagde diplomatikken. Men til denne lærde forskning svarede ikke historieskrivningens standpunkt. Bossuet udkastede en veltalende historiens filosofi, men på rent kirkeligt grundlag. Ellers var det væsentligt kun selve samtidens historie, der fandt dyrkere af rang. Hvor meget end tiden med beundring så op til oldtiden og hvor ivrigt end den klassiske filologi dyrkedes, først i Frankrig og derpå ved nederlandske universiteter, særlig Leiden, så var det dog mest tekstkritik og tekstudgaver med kommentarer, der var tale om, og ikke om noget forsøg på alvorlig historisk forståelse af den klassiske tid. Århundredet manglede i det hele dybere historisk sans, og dette træder også frem i en videnskab, der havde store repræsentanter, nemlig statsretten. Grundlaget var her skabt af Bodin og Althusius, og navnlig den sidstes naturretlige principper blev dem, som nærmere udvikledes. Den store hollandske lærde, Hugo Grotius udgav i 1625 sit berømte værk »De jure belli et Pacis«. Han kom i det ind på spørgsmålet om samfundets oprindelse, besvarede det i overensstemmelse med Althusius derhen, at det var skabt ved en kontrakt mellem de enkelte individer, men skilte sig fra sin forgænger ved stærkere end han at betone som kontraktens motiv menneskenes uinteresserede, sociale drift, og ved at åbne mulighed for, at »herskerpagten«, hvorved samfundet havde skabt sig sin regering, kunne berøve folket dets oprindelige suverænitet; dog indrømmede han, at herskerens magt kunne begrænses ved overenskomster med folket, og at dette i nødstilfælde kunne have ret til modstand. Den næste store statsretslærer, englænderen Thomas Hobbes, fulgte i sine to skrifter: »de Cive og Leviathan« (fra ca. 1650) i meget Grotius, men påvirket af sin antipati mod de urolige tilstande i sit fædreland afveg han dog i vigtige synspunkter fra ham. For det første tænkte han sig en anden årsag til samfundsdannelsen; det var selvopholdelsesdriften, der havde reageret mod den ødelæggelse, naturtilstandens konsekvens, bellum omnium contra omnes, havde ført til. For det andet betonede han langt stærkere, at folket ved at give sig ind under staten og dens repræsentant, ubetinget og uden klassedeling havde overdraget denne, som helst burde være en konge, den uigenkaldelige suverænitet, der forpligtede til lydighed på alle områder, også på det åndelige, således at kirke og religion blev helt afhængige af statsmagten. Fra et rent verdsligt og rationelt udgangspunkt var han nået til berettigelsen af både absolutisme og intolerance, altså til samme resultat, som Ludvig XIV og Bossuet forkyndte på et helt andet grundlag. Et modslag herimod kom med jøden Spinoza, om han end var påvirket af Hobbes. Efter ham burde monarken være bundet til love, men navnlig fastslog han, at den enkelte ikke, fordi han ved samfundskontrakten havde givet sig under statens herredømme, havde mistet sin naturlige ret til individuelle religiøse meninger og til at udtale dem; kun handlinger burde være strafbare; freden i staten ville også bedst sikres ved tros- og tænkefriheden, og de sande antikrister var dem, som forfulgte andre for deres anskuelser. Herved pegede han fremad mod en anden stats- og samfundstilstand end den, der var den herskende i det 17. århundrede også Grotius havde udtalt sig for en vis tolerance. Og afgjort havde denne forfatter på det særlige område, der var hovedemnet for hans nævnte værk, banet vej for nye tanker. Han havde nemlig fastslået den store sætning, at menneskene ikke hører op med at være mennesker, fordi krigen mellem staterne gør dem til fjender. Ud herfra havde han opstillet regler for de pligter i retning af humanitet, der påhvilede krigsførende magter, og lagt grunden til den moderne folkeret. I særlig grad må dog vægten lægges på, at selv de statsretslærere, der stærkest muligt havde forkyndt den politiske autoritet, havde brudt med gammel autoritet ved at lade fornuften og ikke teologien og kirken være ophavet til deres lære; hos Hobbes og Spinoza var også statsretten kun en del af deres almindelige filosofi. Og når deres lære ikke var historisk underbygget, så hang det sammen med, at århundredes filosofi hvilede på helt andre forudsætninger. Imellem disse forudsætninger spillede hos adskillige tænkere tilbøjelighed til en mystisk anskuelse sin rolle. Den var til stede hos Giordano Bruno, og den genfindes hos Kepler og hos Spinoza. Men den fik sit ejendommeligste udslag hos Tysklands ulærde, men originale og dybsindige filosof, den schlesiske skomager Jakob Böhme; på ægte personligt grundlag drøftede han de største religiøse og moralske problemer, især forholdet mellem det onde og det gode; uden oprindeligt at ville det, brød han med kirkens lære og hyldede nærmest en mystisk panteisme; den fra ham udgåede påvirkning blev ingenlunde helt ringe. Mystikken var dog kun en understrøm i århundredes videnskabelige åndsliv. Sine betydningsfuldeste tilskyndelser fik dette fra iagttagelsen og tænkningen. århundredet fik sit særlige præg af de store opdagelser indenfor matematik og naturvidenskab og den filosofi, der støttede sig til disse videnskaber og deres nye metoder. Kun i ringe grad havde hele denne forskning sine hjemsteder i universiteterne. Den båres mest af enkelte, uafhængigt virkende lærde, men støttedes delvis af de store akademier, der med forbilleder i Italien dannedes i forskellige lande; foruden det tidligere omtalte franske Académie des Sciences skal særlig nævnes det i 1662 stiftede Royal Society i London. Hovedbedrifterne på den rene matematiks område er opfindelsen af logaritmerne, Descartes' grundlæggelse af den analytiske geometri, Pascals og andres af sandsynlighedsberegningen og Newtons og Leibniz's udformning af differential- og integralregningen. I kemien indlededes en ny periode ved teorier, der betegner bruddet med Aristoteles' og alkemisternes elementlære. I fysiologien udvikledes dissektion og vivisektion som forskningsmidler. Englænderen Harvey opdagede blodets store kredsløb, hvad der rokkede yderligere ved Galens autoritet og godtgjorde, at fysiske love også gjaldt indenfor organismerne; Thomas Bartholin og svenskeren Rudbeck fandt lymfekarrene, og i Italien uddannedes den mikroskopiske anatomi. Niels Steensen opdagede forsteningernes sande karakter og lagde grunden til den moderne geologi. I fysikkens forskellige grene vrimlede det frem med opdagelser; Ole Rømer fandt lysets hastighed; andre forskere undersøgte lufttrykkets karakter, konstruerede barometret, luftpumpen og penduluret. Mest epokegørende og mest betydningsfulde for verdensanskuelsen var dog opdagelserne indenfor astronomien og den mekaniske fysik. De store, lysende navne var her Kepler, Galilei og Newton. Tyskeren Kepler hørte til de få, der ligesom Giordano Bruno tidligt var blevet betaget af Kopernikus' teori. Det var dog først, da han kom i forbindelse med Tyge Brahe og efter dennes død af kejser Rudolf fik overdraget hans observationer, at han dannede grundlaget for sin store opdagelse af planeternes baner og af de efter ham benævnte, berømte love for disse. Han havde herved indvundet et nyt, sikkert rige for forskningen, og ved siden deraf havde han fastslået erkendelsen af, at der i naturen kun må antages årsager, som kan påvises af erfaringen, og grundlagt teorien for den videnskabelige hypotese. Han høstede personlig kun ringe fordel og glæde deraf; katolsk og protestantisk fanatisme og den kejserlige regerings smålighed gjorde ham livet trangt til hans død i 1630. Men han fik en arving til sine ideer, større end han selv. Galilei var født i Pisa, blev først professor i matematik i sin fødestad og kom derefter i samme egenskab til det venetianske universitet i Padova. Her var det, at han i 1609 på foranledning af meddelelser om en i Holland opfunden kikkert, men som det synes selvstændigt, konstruerede en sådan og i alt fald en meget bedre. Med den gjorde han sine store opdagelser vedrørende Månen, Mælkevejen, Jupiters drabanter og solpletterne. Han fandt i disse opdagelser bekræftelser på den kopernikanske teori, som han allerede i forvejen med iver havde sluttet sig til, og han vedkendte sig nu denne. Han mente ikke derved at gøre oprør mod kirkens lære; det var uden tvivl hans overbevisning, når han hævdede, at en troende kristen ikke behøvede at tage bibelens ord om naturens ting bogstaveligt; dens udtryk var her beregnede på mængden, og kun i trossager var de bindende; men i alt fald var det for ham sikkert, at han ikke af hensyn til ordene og den teologiske forklaring af dem, ikke heller af hensyn til den herskende naturlære, som skolastikken havde tilegnet sig fra Aristoteles, kunne opgive den sandhed, som forskningen kom til. Men han tog fejl med hensyn til kirkens standpunkt. Fra Padova var han draget til Firenze som storhertugens matematiker. Efter at han var blevet angivet for Inkvisitionen som tilhænger af Kopernikus' lære, fældede den kendelsen om, at det videnskabeligt var tåbeligt og absurd og tillige formelt kættersk og i alt fald fejlagtigt overfor troen at antage solen for verdens ubevægelige centrum og jorden for bevægelig og for ikke at være et verdenscentrum; og dernæst havde den fordømt Kopernikus's skrift. Overfor Galilei indskrænkede man sig dog til at lade en kardinal formane ham til at opgive sin fejlagtige mening. Galilei modtog formaningen. Men han opgav ikke sit livs store tanke. I 1632 udgav han sin berømte dialog om de to verdenssystemer; uden at han ligefrem udtalte det, var det dog klart, at han foretrak det kopernikanske for det ptolemæiske. Atter troede han på, at kirken ville stille sig tålsomt overfor hans meninger. Men i 1633 blev han overgivet til Inkvisitionen, og den 70årige mand blev stillet foran torturredskaberne. Da knækkede hans stolte ånd sammen. Han afsvor sin lære (at han skulle have sagt: og dog bevæger den (jorden) sig, er en aldeles utroværdig legende). Han fik også sin frihed, og trods sorgen over nederlaget i kampen og trods blindhed arbejdede han videre til sin død i 1642. Kirken og den gamle naturopfattelse havde tilsyneladende sejret. Men Galilei's kamp havde dog ikke været forgæves. Hvor længe end Kopernikus' bog vedblev at stå på indeks over de forbudte bøger, så blev hans verdensanskuelse dog hurtigt den herskende indenfor den dannede verden. Og Galilei's betydning lå ikke alene i kampen for selve det kopernikanske system og i hans astronomiske opdagelser. Han havde besejret den aristotelisk-skolastiske naturopfattelse, opdaget de rette love for legemernes fald, øjnet inertiens lov, fastslået, at der i naturen kun burde regnes med de erkendelige, ikke med de animistiske eller teleologiske årsager, lært at konsekvensen af, hvad induktionen udfandt på grundlag af iagttagelser, måtte drages ved deduktion. Han er den egentlige grundlægger af den moderne mekaniske fysik, ja af hele den moderne naturvidenskab. Hvad Galilei havde grundlagt, førtes i århundredes slutning videre af den store engelske fysiker Newton. Der er til hans navn knyttet vigtige undersøgelser både i matematik og optik, men først og sidst beror hans betydning på opdagelsen af tyngdeloven, udviklet i hans hovedværk »Principia Philosophiæ Naturalis Mathematica« fra 1687. Ved den sloges det fast, at de samme love for legemers bevægelse, som var konstateret ved jordens overflade, havde deres gyldighed, så vidt vi kunne orientere os i universet. Herved var hele dette inddraget under den mekaniske naturopfattelse; een og samme kraft, som newton kaldte tiltrækningen, holdt universet sammen; for at forklare bevægelser indenfor det, behøvede man ikke at gå ud over, hvad induktion og deduktion lærte. Ud af matematikkens og naturvidenskabens resultater, fuldt så meget dog ud af den spændkraft og tillid, som disse videnskabers arbejde havde givet den menneskelige ånd, fremvoksede så det 17. århundredes forskellige store filosofiske systemer, der byggede på matematikkens og naturvidenskabens metoder, induktion og deduktion, og derved kom til at bryde med den aristoteliske skolastik, dens teleologiske princip og dens formelle syllogistiske logik. Den første i tid af ophavsmændene til disse systemer, den engelske statsmand, lord Bacon, hvis politiske, ikke helt rene gerning vi tidligere har nævnt, stod rigtignok i meget det positivt videnskabelige arbejde fjernt; han hørte til modstanderne af Kopernikus's lære, og han kendte kun lidt til matematikken og dens deduktive metode. Men han var en dristig og ærgerrig tænker, der troede på, at menneskene ved hjælp af deres viden ville blive i stand til at beherske naturen og derved at fremme den menneskelige kultur. For at nå dette mål skulle man indsamle iagttagelser på en for fejltagelser frigjort måde og ved eksperimenter og induktionsslutninger nå til en alt omfattende viden; ganske vist er han kun med urette til sine tider blevet regnet for induktionsmetodens opdager, men han gav den en langt større fasthed end hidtil og betonede dens universelle gyldighed. Derigennem har hans hovedværk Novum Organum haft sin store betydning og især påvirket den senere engelske empiri. Til noget egentligt filosofisk system nåede Bacon ikke. At rejse et sådant var derimod opgaven for århundredets andre berømmelige tænkere. Descartes tilhørte en fransk adelig familie. Han fik sin første opdragelse i et jesuiterkollegium, dyrkede tidligt matematik, i hvilken videnskab han, som set, blev en af de store mestre, kastede sig derpå ind i verdens- og krigerlivet. Midt under Trediveårskrigens begyndende larm, da han i 1619 tjente i kurfyrsten af Bayerns hær og lå i kvarter i en sydtysk by, gennemgik han en åndelig krise og fandt, hvad han selv kaldte »grundlaget for en vidunderlig videnskab«. 10 år senere tog han ophold i Holland for at finde ro og større frihed til sin forsken end i Frankrig, hvor katolsk fanatisme kunne spærre vejen for den. Her udgav han sine berømte værker, således »Discours de la Méthode« og »De metafysiske Meditationer«. I 1649 drog han på dronning Kristinas opfordring til Stockholm, men døde her allerede året derpå. Den metode, han svor til, var deduktionen, overført fra matematikken; dog skulle den støttes ved induktionen. Men deduktionen måtte have et uomtvisteligt udgangspunkt. Dette fandt han i den menneskelige tænknings og bevidstheds eksistens (je pense, done je suis). Hermed forbandt han dog øjeblikkeligt et andet udgangspunkt. Gud måtte være til, fordi den menneskelige ånd som ufuldkommen ikke ville have kunnet tænke sig et uendeligt og fuldkomment væsen, uden at den eksisterende gud havde nedlagt forestillingen om sig i den. Ud herfra og idet han betonede guds uforanderlighed, opførte han så deduktivt sin lærebygning. Selvom han lod alle endelige væsener afhænge af den uendelige gud, var hans lære dog dualistisk. Materie og ånd opstilledes som to forskellige substanser. Materiens egenskaber var udstrækning, delelighed og bevægelighed, og indenfor den herskede kun de rent mekaniske kræfter. Åndens attribut var derimod tænkningen; sjælen var selvstændig og udødelig; på en ret besynderlig måde forklarede han så sjælens forbindelse med legemet. Der var angribelige sider ved Descartes' konstruktion. Men den betød overordentlig meget for tænkningen. Han havde indenfor filosofien gjort noget lignende, som Galilei havde gjort indenfor naturvidenskaben, gennembrudt den aristoteliske skolastik; han havde udført et rydnings- og frigørelsesarbejde og fastholdt en mekanisk verdensopfattelse for den materielle naturs vedkommende. Cartesianismen blev det i sine virkninger betydningsfuldeste af det 17. århundredes systemer. Den fremkaldte modsigelse, ikke alene fra ortodoks, men også fra videnskabelig side, men den skabte sig også en mægtig skare af tilhængere. Den betød tillige en berigelse af det franske sprog, som Descartes sammen med Pascal gjorde til det fineste udtryk for tanken; den var nøje i slægt med hele den franske klassiske ånd, og den var en form, under hvilken fransk kultur vandt sine sejre i Europa. Englænderen Hobbes var Descartes' samtidige, men døde først henad århundredets slutning. I modsætning til sin fælle havde han stået midt i det urolige politiske liv, og vi har set hans betydning for dette ved hans statsretslige skrifter. Som Descartes var han påvirket af matematisk metode og af naturvidenskaben, navnlig af Galilei. I højere grad var han også den konsekvente tilhænger af en mekanisk naturopfattelse; hans tankegang må nærmest betegnes som materialistisk, idet han også forklarede de sjælelige fænomener af mekaniske bevægelser; han tillagde kun legemerne sand realitet og benægtede viljens frihed. Historisk set var det dog aldeles overvejende hans statsret, der fik betydning ved at øve ideel påvirkning; i den almindelige filosofi blev hans indflydelse langt ringere end Descartes. Da dukker pludseligt en tænkerskikkelse op fra et helt andet samfundslag end de, der hidtil havde båret forskningen, jøden fra Amsterdam, Spinoza. Sin første indvielse fik han gennem studiet af middelalderlig jødisk religionsfilosofi, og den har sat blivende mærker på hans ideer, men hans erkendelsestrang ville ikke nøjes dermed; han lærte latin, fordybede sig i klassisk litteratur, filosofi, matematik og naturlære. Rimeligvis er han blevet påvirket af Bruno, sikkert af Descartes og Hobbes. Men selvstændigt bearbejdede han alt, hvad der mødte ham. I 1660erne og 1670erne skrev han sine berømmelige værker, »Den teologisk-politiske Traktat og Etikken«, hvilken sidste først blev udgivet efter hans død, der indtraf i 1677; han havde kun nået en alder af 45 år. Hans liv havde været den beskedne og stille, uegennyttige og ædle lærdes. På grund af sine meninger og sit brud med ceremonierne var han blevet højtideligt udstødt af den jødiske menighed; også den calvinsk-ortodokse gejstlighed havde vendt sig imod ham og udpeget ham som ateisten, men ensom var han dog ikke. Han havde venner indenfor det bedste hollandske selskab, støttedes især af Johan de Witt. Kan Nederlandene end ikke helt regne ham som en af deres sønner, har de dog æren af ved den relative åndelige frihed, deres samfund rummede, at have givet ham ly og opmuntring, og han havde gengældt det med varm interesse for deres politiske liv. Hans verdensopfattelse var absolut monistisk. Deri adskilte han sig fra cartesianismen; ånd og materie var for ham ikke væsensforskellige substanser, men kun egenskaber ved en og samme substans, gud. Der er enhed i alt det mangfoldige, der er i guds væsen ingen forskelligheder, ikke i tid, ikke i årsag og virkning; der er ingen væsenssondring mellem gud som den frembringende natur og enkeltfænomenerne, den frembragte natur. Alt hvad der er, er i gud, hans styrelse er lig med naturens uforanderlige ordning. For Spinoza eksisterede der derfor ikke heller nogen personlig gud; nærmest må han betegnes som panteist. Den mystik, der fandtes i hans betragtningsmåde, nåede sin fuldendelse ved, at han som erkendelsens højeste stade fastslog intuitionen, hvor enkeltfænomenerne ses uden tidsforhold i evighedens lys. Men denne mystik og hans manglende blik for de vigtigste problemer ved selve erkendelsens art havde ikke sprængt den realistiske side af hele hans tænkning. Igennem den, dens benægtelse af al teleologi, dens determinisme og dens hævdelse af den ubetingede årsagslov som den eneste, der kunne svare til den altomfattende enhed, havde han på alle områder givet den mekaniske naturopfattelse en tankens fasthed, som ikke tidligere var nået, og han havde, ved i sin psykologi at anvende den på følelsen, givet et helt nyt grundlag for dennes udviklingshistorie. Men også om Spinoza gælder det, at hans lære foreløbigt kun påvirkede få; han blev glemt eller afskyet, og først fra slutningen af det 18. århundrede åbnedes vejen ikke alene for anerkendelsen af hans værk, men også for frugtbar tilegnelse af hans ideer. århundredet fødte endnu en af filosofiens stormænd, tyskeren Leibniz. En stor del af sit liv var han embedsmand, først hos kurfyrsten af Mainz, senere hos kurfyrsten af Hannover. Praktisk virksomhed interesserede ham også i høj grad; han tog sig med iver af politik, handel og bjergværker foruden af biblioteks- og undervisningsvæsen. Men hans hjerte hang dog mest ved lærdom og videnskabelige problemer. Han var måske den største polyhistor, den moderne verden har set, sprogforsker, historiker, matematiker og filosof; han var endvidere den store brevskriver; hans korrespondances omfang og indholdsrigdom var utrolig og er endnu ikke fuldt udbyttet. I meget stod han på samme grund som sine forgængere blandt skaberne af de store filosofiske systemer. Men hans sans var meget mere end deres anlagt på forståelse af det individuelle, deriblandt det tilsyneladende små, der dog har sin store betydning; et udtryk herfor var hans opdagelse af differentialregningen. Han var tillige en mere medierende ånd end de, til en vis grad også en svagere og uvederhæftigere; hans fornægtelse af sit forhold til Spinoza er en plet på hans karakter. Hans filosofis mærke er dens medierende grundtanke. Han godkendte den mekaniske naturopfattelse, men frastødt af den af æstetiske og religiøse grunde ville han ikke lade den være enegyldig. Han ville forsone den med forsynstanken, med den gamle, teleologiske verdensopfattelse. Han ville gøre det ved at sætte kraften som det centrale i naturen istedet for bevægelsen; denne kraft gav han et guddommeligt udspring, men lod den af gud være fordelt i et uendeligt antal individuelle substanser (monader), hvoraf verden bestod; hver af dem indeholdt en guddomstanke, virkede for guddommelige formål, men uden brud på den lovmæssige sammenhæng, og han fandt sin glæde i, at der derfor måtte findes en oprindelig harmoni mellem alle mohaders selvudfoldelser, altså i hele verden. Først igennem en lang selvudvikling var han nået til sit system; han har ikke nedlagt det i enkelte store skrifter, men i mange mindre, og i dem tillige på mange andre måder givet nye udgangspunkter for tænkningen. Han døde først i 1716, blev derved samtidig med de tænkere, som ved det 18. århundredes begyndelse brød nye baner; han forhandlede polemisk både med Locke og Bayle. Hans betydning særlig for tysk filosofi i det ny århundredes første halvdel blev overmåde stor. Af de store systemer var Leibniz' det, som i og for sig var mindst polemisk mod kirkelæren. Ganske vist var han personlig mistænkt af gejstligheden og menigmand for mangel på rettroenhed, men han gik dog meget vidt i retning af at indpasse teologisk dogmatik i sin tankegang, afviste ikke den evige fordømmelse og hævdede i et af sine seneste skrifter (Theodiceen), at verden var den bedst mulige af alle verdener, et slagord, som spillede en rolle, i en stor del af det 18. århundrede i modsætning til ham slår Spinoza som den, der skarpest havde brudt med den overleverede religion. Religion var for ham kun troen på een, allestedsnærværende, evig gud, og troens udtryk skulle kun være lydighed mod gud ved at udøve retfærdighed og kærlighed til næsten; kun en sådan tro krævedes for at blive salig; forskellig fra den var de forskellige filosofiske meninger. Han havde endvidere benægtet djævelens eksistens og miraklernes betydning for den religiøse bevidsthed. Og endelig havde han anlagt en psykologisk, sproglig og historisk kritik på de bibelske skrifter. Men ellers havde filosofferne indtaget en meget forsigtig holdning overfor den åbenbarede religion, erklæret den for at være udenfor videnskabens og erkendelsens område, men en genstand for troen; på samme måde havde Grotius skelnet mellem en jus humanum, der bundede i naturretten, og en jus divinum, der havde åbenbaringen til grund. Hvor en strid dog ikke kunne undgås mellem bibelens ord og filosofien eller naturvidenskaben, havde man ligesom Galilei søgt at fortolke de første, så at deres naturstridige brod blev brudt af dem. Men hvor meget der end således, af ærlig overbevisning eller af forsigtighed, dækkedes over modsætningen mellem gammel åbenbaringstro og ny rationalistisk religiøsitet, så var kløften der dog. Pascal havde følt den, da han resolut kastede sig over til den åbenbarede tro som den, der måtte gå forud for, ikke jævnsides med videnskaben. Ny var ej heller tanken om at undvære en åbenbaret religion. Allerede i det 16. århundrede havde adskillige tænkere udkastet ideer om at nøjes med en naturlig religion (deisme), der kun skulle rumme troen på gud og sjælens udødelighed, og i det 17. århundredes første halvdel havde englænderen Herbert af Cherbury i sit skrift: om sandheden givet denne idé en fast form. Herved, endvidere ved at etik, politik og naturopfattelse af filosofferne og naturvidenskabens dyrkere var blevet sondrede ud fra dogmatik og teologi og stillede på videnskabelig grund, og endelig ved de tidligere omtalte forhold, der havde givet samfundet og staten verdslige, ikke-spiritualistiske tilskyndelser, var der rokket ved den magtstilling, som kirken havde haft ved århundredes begyndelse. Alligevel var dens myndighed endnu stor. De fleste steder var staten stadigt i nøje forbund med den og tillod ikke andre meninger end kirkens frit at komme frem; dens autoritet over den store mængde var ubestridt. Det 17. århundrede er i åndelig henseende en overgangstid; store brydninger forberedes, men har endnu ikke for alvor fået tag i stats- og samfundsliv.

Trods de territoriale tab, Spanien havde lidt under Karl II, var det endnu stadigt det i udstrækning største rige i verden. Til det hørte i Europa hovedlandet med øgrupperne i det vestlige Middelhav, de Belgiske Nederlande og den største del af Italien (hertugdømmet Milano, kongeriget Neapel med Sicilien, og øen Sardinien); i Afrika ejede det havne på den marokkanske kyst og de Kanariske Øer, i Asien Filippinerne og andre øer, i den ny verden Florida, Mexico med Californien, Cuba og flere andre af de Vestindiske øer samt Sydamerika med undtagelse af Brasilien og Guyana. Efter Rijswijkfreden i 1697 kunne det med sikkerhed forudses, at om få år ville dette rige være herreløst, idet den svagelige Karl II's død snart kunne ventes, og Filip II's kongeslægt ville med ham være uddød på mandslinien. Dette betød det samme som, at Europas to mægtigste fyrstehuse, i henved to hundred år fjender, ville stå som medbejlere til herredømmet over det spanske rige. Det problem, der var opstået ved Pyrenæerfreden, krævede nu en øjeblikkelig løsning. Ludvig XIV's arvekrav på sin dronnings og derved på sin søn Daufinens vegne er tidligere omtalt. Kejser Leopold optrådte foreløbigt på egne og sin ældste søn Josefs vegne; han kunne for sit eget vedkommende beråbe sig på, at han var en dattersøn af Filip III og desuden gift ligesom Ludvig XIV med en datter af Filip IV, der vel at mærke ikke således som den ældre Maria Teresia havde givet noget afkald på sin arveret; han kunne tilmed for Josefs og tillige for dennes broder Karls vedkommende hævde at de, skønt de ikke var sønner af hans spanskfødte ægtefælle, men fødte i et senere ægteskab, dog havde fået arveret til Spanien ved, at deres ældre søster ved sit giftermål med kurfyrsten af Bayern havde overdraget dem den ret, hun havde gennem sin moder. Megen lærdom kunne anvendes og blev anvendt for at vise berettigelsen af disse krav; kun lidet havde den dog at sige overfor spørgsmålets politiske side, Bourbons og Habsburg-Østrigs ærgerrighed og magtlyst og de uhyre fordele, som begges stater ville kunne have af, at Spanien knyttedes til deres herrer. I virkeligheden drejede det sig således om hele den fremtidige ordning af det europæiske statssystem. Dermed var spørgsmålets betydning givet også for det Europa, der ikke var fransk eller østrigsk, og navnlig for den stormagt, der udgjordes af de under Vilhelm III's herredømme forenede sømagter, England og Nederlandene. Allerede af politiske grunde var det klart, at Vilhelm III ikke kunne finde sig i, at det franske kongehus blev arvtageren; hele sit liv havde han kæmpet mod Ludvig XIV's overmagt. Men dertil kom, at hele spørgsmålet havde en anden side, en økonomisk. Sømagternes og Frankrigs økonomiske interesser stred afgjort mod hinanden, når talen var om herredømmet over Spanien. Den rolle, disse interesser spillede i dette øjeblik, er et bevis på, hvor meget striden om folkenes og staternes pengefordele var begyndt at betyde i de store verdenssammenstød ved siden af territoriale, religiøse og dynastiske motiver, et forhold, der hang nøje sammen både med afslappelsen af de religiøse interesser og med merkantilismens sejr. England og Nederlandene havde draget stor fordel af Spaniens forfald. Hvad de indførte derfra af vin, olie, råuld m.m., var langt ringere i værdi, end hvad de førte dertil af forarbejdede uldvarer, af linned- og silkevarer og skibsmaterialer. Den nederlandske fragtfart levede højt på mangelen af en spansk handelsflåde, og trods moderlandets monopol på handelen med kolonierne sendte engelske købmænd under spanske firmaers navne deres varer til Amerika eller smuglede dem ind og fik kolonialprodukterne til billig pris. I deres forhold til Spanien skabte og udnyttede sømagterne således i vid udstrækning den »gunstige handelsbalance«, der var målet for al merkantilistisk handelspolitik. Men der var fare for en vældig forandring, hvis det colbertistiske Frankrig fik magten over det omstridte rige. Det ville sikkert vide at udnytte de europæiske besiddelser og kolonierne til skade for sømagterne, en handelsflåde ville opstå, Schelden ville blive åbnet, Englands voksende Levanthandel stå i fare, og ovre i Amerika ville den franske koloni Louisiana støtte sig til Mexico og Florida. Alligevel var Vilhelm III ikke til sinds at optræde ubetinget på Østrigs side; han var blevet skuffet over kejserens holdning under den Pfalziske Arvefølgekrig, han frygtede for den europæiske ligevægt, hvis Østrig fik en så uhyre magtforøgelse, og ikke mindst var hans parlament, hvor toriernes parti var mægtigt, uvilligt til store hærudgifter. Han søgte da en udvej. Han genoptog de tanker om det spanske monarkis deling, der tidligere havde været fremme i1668, og da Ludvig XIV i følelse af sin svaghed i dette øjeblik var stemt i samme retning, kom virkeligt først en, så en anden delingstraktat i stand mellem Vilhelm og Ludvig. Men kejseren havde ikke givet sit samlykke, og hvad der betød end mere, heller ikke Spanien. Det viste sig, at dette rige trods sin svaghed dog havde et ord at sige om sin egen skæbne. Ved dets hof havde fransk og østrigsk indflydelse bekæmpet hinanden med afvekslende held. Men to ting ville det spanske folk, fornemme som lave: det spanske monarkis udelelighed og dets selvstændighed. I året 1700 forbandtes ønsket herom med det fransksindede partis delvise sejr. Følgen blev, at Karl II udfærdigede et testamente, der indsatte den franske prins, Dauphinens yngre søn, hertug Filip af Anjou, til enearving til det spanske monarki med bestemt forbud både mod dets deling og mod dets forening med Frankrig. Da Karl II døde i efteråret 1700, stod Ludvig XIV overfor det skæbnesvangre valg, om han skulle modtage testamentet eller vedblivende holde sig til den sidste delingstraktat. Han antog testamentet. Stred det end mod hans ønske om en dynastisk forbindelse mellem Frankrig og Spanien, så var det dog i alt fald hans sønnesøn, hvem den store skat var tilfaldet; gennem blodets bånd, gennem den fælles modstand mod Habsburg-Østrig og gennem den fælles interesse af al mindske sømagternes handel ville Frankrigs indflydelse blive den stærkeste hinsides Pyrenæerne, og fremtiden kunne måske føre bort fra testamentets forbud. Han kaldte den spanske gesandt til sig og sagde ham, at han kunne hilse på hertug Filip som sin konge (det var under denne samtale, at gesandten ytrede, at den ny konges rejse til sit rige ville være let, thi nu var Pyrenæerne nedrevne. Umiddelbart efter omsatte rygtet de sidste ord til: der er ikke mere nogen Pyrenæer, og hos Voltaire i hans »Siécle de Louis XIV«, og efter ham hos mange andre blev de lagt selve Ludvig XIV i munden). I foråret 1701 drog hertugen afsted til Madrid og antog navn af Filip V. Det store fredsbrud fulgte dog ikke umiddelbart herpå. Kejser Leopold vaklede, inden han tog sin beslutning, og selv i England og Nederlandene var endnu fredsstemningen fremherskende. Det blev Ludvig XIV's yderligere handlemåde, som fremkaldte katastrofen. Han havde tabt al besindelse. Ved et åbent brev forbeholdt han Filip alle rettigheder til den franske krone. Som Spaniens forbundsfælle lod han franske tropper rykke ind både i Milano og i Belgien. Franske selskaber dannedes for at udnytte handelen på Spanien. Og da den fordrevne Jakob II af England døde i efteråret 1701, anerkendte han i strid med Rijswijkfreden hans søn som Jakob III. Da svingede stemningen i England under en heftig agitation fra whigpartiet, der repræsenterede på een gang den største frygt for en stuartsk restauration og den største omsorg for handelsstandens interesser. På lignende måde gik det i Nederlandene, der følte sig direkte truede af Frankrigs optræden i Belgien. Og hos Vilhelm III genoplivedes atter hans gamle håb, den store afgørende kamp med Ludvig XIV. Da kom hertil, at også i Wien krigspartiet fik magten over Leopolds betænkeligheder. I efteråret 1701 enedes Østrig, England og Nederlandene om et angrebs- og forsvarsforbund mod Frankrig. Forbundet overlevede Vilhelm III. Hans død i 1702 bragte dog ingen forandring hverken i Englands eller Nederlandenes politik. Til de forbundne stormagter sluttede sig hurtigt både kurfyrsten af Hannover, Brandenburg-Preussen, hvis fyrste kejseren i 1701 havde vundet ved anerkendelse af hans kongeværdighed, og det tyske rige. Frederik IV af Danmark stillede også et hjælpekorps. Men både denne fyrste, Sverige, Polen og Rusland var så stærkt optaget af den udbrudte Store Nordiske Krig, at den vest- og mellemeuropæiske politik foreløbigt ikke kunne regne med dem. Også Frankrig havde sine allierede, i syd Portugal og Savoyen i Tyskland som i Ludvig XIV's tidligere dage kurfyrsterne af Bayern og Køln. Det kunne tilmed drage fordel af Østrigs pengenød og af et påny udbrudt oprør i Ungarn. I krigens første år kunne det og dets forbundsfæller tillige stille en noget større hærstyrke end dets fjender. Men dette betød  dog kun lidet overfor, hvad der tyngede vægtskålen ned til dets skade. Frankrig var et rige i tilbagegang, i økonomisk henseende og i henseende til dygtighed hos de ledende. Ludvig XIV's gamle stab af store hærførere og diplomater var ikke mere; epigoner var trådt i deres sted, alle ringere end deres forgængere, adskillige endog ligefremme ubetydeligheder, men med den ældre tids hovmod og selvfølelse. Imod dem kunne koalitionen stille tidens to største talenter, prins Eugen af Savoyen og Marlborough. Prins Eugen var en fin, harmonisk mand med højtudviklet sans for videnskab og kunst, vindende ved hele sin personlighed, tillige en overordentlig praktisk natur med store reformideer, først og fremmest dog en fremragende feltherre, der forenede rådsnarhed og udholdenhed med evne til at opretholde disciplinen og til desuagtet at blive elsket af soldaterne. Af hel anden støbning var Marlborough. For den kolde og beregnende, havesyge og ærgerrige mand lå endog forræderiet ikke fjernt. Men hans evner både som diplomat og som hærfører overgik alle andres i samtiden. Han var den, som ved sin forhandlingsdygtighed, støttet af hans betagende ydre, sikre optræden, klare blik og hurtige beslutning, i lang tid formåede at holde koalitionen sammen trods rivninger, og han ejede, uden at høre til de store skabende militære genier, som det er sagt om ham, lige dygtighed til at lede et felttog, vinde et slag og benytte en sejr. Lige fra krigens begyndelse kæmpedes der både i Italien, Tyskland og de spanske Nederlande, og tillige til søs ved Spaniens kyster og på grænserne mellem de engelske og franske kolonier i Nordamerika. De første år bragte dog ingen afgørende militære begivenheder. I 1703 forværredes derimod Frankrigs politiske stilling. Savoyen og Portugal forlod dets sag og gik over til koalitionen. Samtidig sluttede England en handelstraktat med Portugal, som har fået navnet Methuentraktaten efter den engelske afsending, der fik den i stand. Den regnes for et af de kraftigste udslag af den engelske merkantilismes bestræbelser for at skaffe landet en god handelsbalance og har i alt fald i mange henseender haft en blivende betydning. England tilstod ved den Portugal, at dets vine skulle belægges med meget ringere told end de franske; til gengæld ophævede Portugal et forbud mod indførsel af uldvarer. Omend England ikke fik monopol på denne indførsel, var der dog sikret det et opland for dets hovedindustri, og da værdien af de til England førte portugisiske vine ikke løb op til udbyttet af klædesalget, måtte Portugal betale overskuddet med brasiliansk guld; dette blev så meget føleligere for landet, som dets egen industri var i stadig tilbagegang, og hvad der var af vindskibelighed, samlede sig om vindyrkningen. Både økonomisk og politisk blev Portugal for lange tider afhængigt af England. Men tillige var Methuentraktaten et kampmiddel mod Frankrigs vinafsætning og skilte yderligere de to vestmagter. Af betydning var det også, at kejser Leopold i 1703 ordnede det habsburgske arvekrav på Spanien i overensstemmelse med sømagternes ønsker; han gik nemlig ind på at overdrage dem til sin yngre søn Karl og fjernede således muligheden for, at det spanske monarki kunne gå over til Josef, der var arving til de Østrigske arvelande og valgt til faderens efterfølger som kejser. Anerkendt af sømagterne som konge af Spanien landede nu Karl (III) i Lissabon og gik derfra til Catalonien, sikker på tilslutning fra denne provins' befolkning, der fra gammel tid var fjende af castilianerne og frygtede for, at Filip skulle omstyrte dens fueros. Men disse operationer havde kun kunnet fuldføres ved den engelske flådes herredømme til søs_; og England ville udnytte sin stilling til egen fordel. I 1704 erobrede dets flåde Gibraltar, og hurtigt stod det fast for dets regering og ikke mindst for Marlborough, at denne fæstning burde forblive i engelsk besiddelse og danne et udgangspunkt for dets politiske og kommercielle magtstilling i det vestlige Middelhav (ved freden i Utrecht afstod Spanien tillige til England Minurka, som var i engelsk besiddelse til 1783). Langt større øjeblikkelig betydning fik dog krigsbegivenhederne i Sydtyskland i 1704. Her håbede Ludvig XIV at vinde en afgørende fordel. Hans hær rykkede frem over Schwarzwald og forenede sig med den bayerske, planen var at trænge frem ad Donau mod Østrig. Men Marlborough, der hidtil havde kæmpet i Nederlandene, vendte sig efter aftale med Eugen hemmeligt og pludseligt mod sydøst og forenede sig med østrigerne. Samlede vandt de i slaget ved Höchstadt (eller Blendheim) i Bayern en fuldstændig sejr over franskmændene. Slaget var et af de største og blodigste, som var blevet udkæmpet i vestens krige; men navnlig var det store antal franske fanger noget i krigshistorien hidtil ukendt. Sejren skyldtes fortrinsvis Marlboroughs strategi og taktik. Forfølgelse som den, senere hærførere evnede, lå ikke for hin tids krigskunst. Den fransk-bayerske hærs rester trak sig tilbage til Rhinen. Men slagets virkninger blev dog overordentlig store. Bayern faldt i de kejserliges hænder og Frankrigs krigsry var rokket; for første gang i over hundred år havde dets hær lidt nederlag i et hovedslag. Og endvidere var Marlboroughs berømmelse vokset; dermed var hans anseelse i England og hans plan om krigens kraftige fortsættelse foreløbigt sikret. I 1705 døde kejser Leopold og blev fulgt af Josef I. Han var en langt kraftigere hersker end faderen og sympatiserede med Marlboroughs plan om et indfald i Frankrig. Men Ludvig XIV formåede endnu engang at rejse nye hære og dække sit riges grænser; uenighed svækkede koalitionen. Planen om angreb på Frankrig måtte opgives. Men til gengæld bragte året 1706 de forbundne store fordele i Belgien og Italien. Efter en ny af Marlborough vunden sejr gik den allerstørste del af det førstnævnte land tabt for franskmændene, og Karl (III) hyldedes i Brüssel som konge. Nogen tid derpå tilføjede Eugen en fransk hær, der belejrede hertugen af Savoyens hovedstad Turin, et afgørende nederlag. Følgen blev, at hele Lombardiet faldt i østrigernes hænder, og 1707 blev det samme tilfældet med kongeriget Neapel. Det spanske herredømme på den italienske halvø var forbi. Anderledes gik det derimod i Spanien. Kun et øjeblik havde det set ud til, at Karl (III) fra Catalonien skulle kunne underlægge sig den øvrige del af landet. Befolkningen, især castilianerne, sluttede sig tæt sammen om Filip, hvem den betragtede som den gamle kongeslægts nærmeste arving. Fra 1707 var habsburgernes magt på halvøen indskrænket til Barcelona. Således kunne man allerede nu øjne, hvad der blev krigens resultat, Belgien og Italien til Habsburg, Spanien til bourbon. Ludvig XIV var også, da han så våbenheldet svigte, villig til fred på dette grundlag; ansvaret for krigens fortsættelse hviler ikke på ham, men på Habsburg og Marlborough og whiggerne i England. Målet for Frankrigs ulykke var endnu langtfra nået. I 1708 bragte en ny stor sejr for Marlborough på nordgrænsen, og Vaubans stærke fæstning lille måtte kapitulere. Den franske stat formåede ikke at betale underhold til sine hære, der ikke længere kunne indkvarteres i fremmede lande. Da kom tilmed den frygtelige vinter 1708-09, den som tillige på anden måde blev en verdensbegivenhed ved sine følger for Karl XII i Rusland. I over et århundrede havde man ikke oplevet en slig kulde. Soldaterne led rædselsfuldt i deres kvarterer, og hungersnød bredte sig. Tusinder af mennesker skal være døde af sult. Da bestemte Ludvig XIV sig til fredsunderhandlinger, var villig til store indrømmelser på alle punkter, ville endog ofre alle Filips krav. Men da de forbundne forlangte, at han selv skulle bekæmpe sin sønnesøn, brød han af og udstedte et opråb til det franske folk. Det lykkedes virkeligt påny at rejse en stor hær. Ved Malplaquet, nær ved den belgiske grænse, stødte den i 1709 sammen med Marlborough og Eugens forenede skarer. Det blev en forfærdelig kamp, franskmændene måtte trække sig tilbage, men i god orden og med ringere tab end deres fjender. En følelse af, at den militære ære var reddet, gik gennem Frankrig. Men et forsøg på fredsforhandlinger strandede atter. Endnu i flere år fortsattes krigen, og Frankrig vandt nogle fordele. Mere end dette betød dog andre ting. På det spanske fastland stod Filips magt urokket. De vigtigste tyske stater blev mere og mere optaget af andre interesser, Preussen af Den Store Nordiske Krig, kurfyrsten af Hannover af sin udsigt til at bestige Englands trone. Endnu vigtigere var dog forandringer i Englands indre forhold. I 1710 blev whiggerne styrtede, og torierne kom til roret med det mål at opnå fred, men ganske vist mod store fordele for England. Netop krigsårene havde både militært og kommercielt vist, hvorledes Nederlandene var trådt i skygge indenfor sømagterne; kun i ringe grad var England til sinds at opfylde sin forbundsfælles ønske om politisk og økonomisk indflydelse over Belgien. Da kom til alt dette i 1711 kejser Josefs død. Han fulgtes både som herre i de Østrigske arvelande og som kejser af sin broder Karl VI. Men hvis hans krav på hele det spanske monarki gennemførtes, ville Habsburgs verdensmagt blive lige så farlig som Ludvig XIV's i tidligere tid. Som følge heraf voksede toriernes fredsbestræbelser, Marlborough blev styrtet, og England brød ud af koalitionen. Således drev Europa hen imod den Spanske Arvefølgekrigs ende. Freden genoprettedes ved en række særtraktater mellem magterne; de fleste af dem blev sluttede i 1713 på en kongres i Utrecht, nogle andre først i de nærmest påfølgende år. Betingelserne var følgende: over det egentlige kongerige Spanien med undtagelse af Gibraltar, som England beholdt, anerkendtes Filip V som konge, men således at dets og Frankrigs kroner aldrig måtte forenes. Med kongeriget fulgte besiddelserne i de fremmede verdensdele. Derimod skulle Filip afstå Sicilien til hertugen af Savoyen, der fik titel af konge af øen, og til Østrig de Belgiske Nederlande samt Milano, Neapel og Sardinien. De forenede Nederlande fik ved den såkaldte Barriére-traktat ret til at anlægge garnisoner i en del af de belgiske fæstninger, og Schelden skulle vedblive at være spærret. Frankrig lovede ikke længere at give den stuartske kongeslægt ly, anerkendte den hannoveranske tronfølge i England og afstod til dette rige store strækninger i Nordamerika. For øvrigt stadfæstedes for Frankrigs vedkommende Rijswijkfreden. Preussen og Hannover anerkendtes henholdsvis som kongerige og kurfyrstendømme. Kurfyrsterne af Bayern og Køln genindsattes i i deres værdigheder og lande. Hertil sluttede sig en række handelstraktater, af betydning var især Spaniens løfte om ikke at give Frankrig nye handelsfordele. Freden i Utrecht, som de forskellige traktater almindeligt benævnes, afløste i det hele og store Den westfalske Fred som grundlag for det europæiske statssystem. Under dettes garanti stod for fremtiden den hannoveranske tronfølge i England og to nye kongeriger, hvis fremtidsudvikling skulle blive af den største betydning for Europa. Mere betød dog i øjeblikket andre kendsgerninger. Det gamle spanske monarki var blevet spaltet i en bourbonsk og en habsburgsk del. Ludvig XIV's planer om at diktere Europa sin vilje havde lidt skibbrud, og krigen havde bragt frygtelige lidelser over hans rige. Dog havde dette bevaret sine europæiske grænser fra før krigen, og en fransk slægt sad på Spaniens trone. På den anden side var Habsburg-Østrigs landområde blevet vældigt udvidet i nordvest og i syd. Men hertil kom Englands magtforøgelse. For bestandigt havde det taget luven fra den anden store sømagt; Nederlandene havde ved Barriére-traktaten langtfra fået sine ønsker tilfredsstillede. England havde frigjort sig for fransk indflydelse på dets indre forhold, udvidet sine besiddelser i Nordamerika, grundlagt sit herredømme i det vestlige Middelhav, og det havde herved og ved handelstraktater med Spanien og tillige ved Methuentraktaten befæstet sin stilling som handels- og søfarende magt. Freden handlede både om lande og penge, således som krigen havde gjort det - en modsætning til Den westfalske Fred, der havde handlet om lande og religion. Politikkens verdsliggørelse havde fået et nyt udslag. Den spanske Arvefølgekrig fik dog et efterspil. Filip V havde trods sit afkald ikke opgivet håbet om at kunne blive konge af Frankrig og kom efter Ludvig XIV's død i strid med regenten Filip af Orléans. Vigtigere var det dog, at han blev i høj grad afhængig af sin dronning af andet ægteskab, den farnesiske prinsesse Elisabet af Parma, der ønskede at skaffe sine sønner med kongen besiddelser i Italien og således omstøde Utrechtfreden. Ved hendes side stod hendes landsmand Alberoni, der fra tarvelig herkomst havde svunget sig op til at blive kardinal og den indflydelsesrigeste minister i Spanien. Han satte det som et mål for sin politik at gøre Spanien stærkt nok til at optræde aktivt; han anvendte derfor sit talent og sin energi på at bringe dets økonomiske forhold på fode og stræbte at genrejse en hær og en flåde. Det var dog næppe så meget ham, der ikke endnu mente Spanien tilstrækkeligt stærkt, som Elisabet, der i 1717 drev krigen igennem. En spansk flåde bemægtigede sig øen Sardinien. Stillingen var for så vidt gunstig, som Østrig var optaget af en krig med Tyrkiet. Men på den anden side havde Østrig en forbundsfælle i England, og under den franske hertugregents spændte forhold til Spanien sluttede også Frankrig, hvis ydre politik lededes af Abbé Dubois, sig til de to magter; for en tid afbrødes fjendskabet mellem Frankrig og England. Da kastede Alberoni sig ind i vilde projekter. Men alle hans planer styrtede sammen, Østrig sluttede fred med Tyrkiet, og den engelske flåde ødelagde den spanske ved Siciliens kyst. Følgen blev Alberonis fald og Spaniens fredsslutning 1720. Ved den opnåede Elisabet at få søn Karl anerkendt som arving til Parma og Toskana, sin når husene Farnese og Medici uddøde, men selve Spaniens tilløb til påny at blive en militærmagt var strandet. Englands middelhavsherredømme var atter sikret. Endvidere ombyttede Savoyen Sicilien med Sardinien; fra da af eksisterede det senere så berømte Sardinske kongerige. Efter freden kom en periode på over 10 år, hvor det atter og atter truede med europæiske krige, og hvor alliancerne vekslede efter den øjeblikkelige stilling, men under hvilken freden dog blev opretholdt, og stridsspørgsmålene jævnedes ved en række kongresser.

I det andet og sidste afsnit af Ludvig XIV's regering fæstnedes og udvikledes enevælden. Tallet på de kongelige embedsmænd øgedes, og deres magt, særlig intendanternes, steg. Den rest, der var tilbage af byernes friheder, svandt, da staten af fiskale grunde indførte salg af deres øvrighedsposter og således berøvede dem valgretten. Mere og mere greb regeringen ind i erhvervslivet. Efter Louvois' død i 1691 var kongen endelig fuldt ud sin egen premierminister. Men den tid var forbi, hvor enevælden havde været nyskabende og trods alle svagheder i mange henseender gjort et for Frankrig nyttigt arbejde. Hvad hjalp det, at kongen vedblev at lægge en utrættelig iver for dagen. Han ville gribe ind i alt, men manglede overblik og fremsyn. Han havde ikke længere fortrinlige rådgivere; ved hoffet og i embedskontorerne mindskedes dygtigheden, medens intriger og kryberi bredte sig. Den kirkelige tvangspolitik fortsattes. Af forkærlighed for industrien forsømtes langt mere end i Colberts tid landbruget. Efter den stort statsmands død stak forpagterne af de indirekte afgifter mere og mere af dem i deres egne lommer. Sparedes der end i visse henseender ved hoffet, så forslog det kun lidet. Alt dette blev til skade, men den største ulykke forårsagedes dog ved de store krige. Om dem samlede sig kongens interesse, ved dem bibragte han sit land og sit folk de dybeste sår. De blev den afgørende årsag til finansernes ruin. En faktisk bankerot var begyndt. Men krigene lagde tillige folkets velstand øde. De medførte hårde udskrivninger og indkvarteringer, mindskede folketallet, skadede omsætningen, og fremfor alt tyngede de af dem foranledigede skatter. En almindelig økonomisk tilbagegang prægede tiden. Den var dog af forskellig styrke indenfor de forskellige erhverv og de forskellige samfundsklasser. Det gik tilbage for grene af industrien, og på mange måder led handelen stort afbræk, og ikke mindst gik det ud over de store kompagnier; med kolonisationen i Nordamerika, især i Louisiana, stod det kun dårligt til, og Utrechtfreden bragte store tab; også fiskeri og skibsfart gik tilbage, hollænderne overtog atter fragtfarten. Men på den anden side lykkedes det at opretholde Levanthandelen, og i Paris, Lyon og flere byer udfoldedes en betydelig storhandel, til dels af de samme personer, der bar industrien; i alt oversteg udførselen betydeligt indførselen, og de store finansmænd tjente ublu på staten. Derimod led byarbejderne meget ved, at en del af fabrikkerne standsede, og ved at levnedsmidlerne steg i pris. Trods de privilegeredes særstilling med hensyn til skatterne, undgik heller ikke disse stænder den økonomiske tilbagegang, fordi denne så hårdt ramte landbruget. Godsejernes tab var dog for lidet at regne mod bøndernes. På dem hvilede fortrinsvis de høje skatter; imellem dem og imellem landarbejderne var trykket og nøden størst. Til den økonomiske tilbagegang bidrog den stærke protestantiske udvandring på trods af alle forbud; ikke alene store værdier, men betydelig dygtighed og arbejdskraft unddroges derved landet. Dog nåedes ikke målet, een religion i Frankrig. Man fik ganske vist fra nu af kun katolske embedsmænd, og adelen blev renset for protestantiske bestanddele. Men man havde ikke vovet at ophæve samvittighedsfriheden, og en hemmelig protestantisk gudstjeneste fandt sted både i Paris og i provinserne på afsides steder. Så kom nye forfølgelser og dragonader; i tusindvis sendtes kætterne til galejerne eller fængsledes eller deporteredes. Da udbrød der ved det ny århundredes begyndelse et oprør i Cevennernes klippedale. Det blev til en fanatisk bevægelse af den vildeste art. Børn drog om og prædikede guds krig, overspændte og hallucinerede mænd og kvinder forkyndte udryddelseskampen mod det store Babel, der myrdedes og brændtes; som kendingstegn bar skarerne i begyndelsen hvide bluser og fik måske derfor navnet Camisarder; i spidsen for dem stod en bagerdreng med store organisatoriske evner. En tid så det truende ud, men da sendtes en hel hær mod dem, og bevægelsen blev kvalt. Men trods alt regnes der at være blevet mere end 1 million protestanter tilbage i Frankrig. Der var også på anden måde religiøs uro, og de religiøse spørgsmål optog i det hele stærkt regeringen og manges sind. Der var strid mellem på den ene side kongedømmet og de fleste franske prælater og på den anden side pavedømmet, støttet af jesuiterne, angående den gallikanske deklaration. Endelig kom en genopblussen af den jansenistiske strid. Jansenisterne optrådte påny skarpt mod pavens fordømmelse af deres religiøse standpunkt og vedkendte sig den gallikanske fordring om, at han ikke kunne afgøre stridsspørgsmål uden et koncil. Kongen blev imidlertid vundet af jesuiterne og de ultramontane. I 1710 skred han til ophævelsen af Port-Royal klostret; selv ligene på dets kirkegård blev gravede op og spredte til andre begravelsessteder. Da jansenisterne alligevel ikke bøjede sig, søgte han støtte hos Rom. Paven greb til og udstedte i 1713 bullen Unigenitus, der fordømte de jansenistiske læresætninger. Den opfattedes ikke alene som et slag mod jansenismen, men også mod gallikanismen. Følgerne blev betydningsfulde. I dogmatisk og religiøs henseende fortyndedes vel jansenismens indhold. Men den groede sammen med gallikanismen som kirkepolitisk opposition mod ultramontanisme og særlig mod jesuiterne, og som sådan fik den tilhold både hos adskillige prælater, hos lavgejstlige og hos lægfolk, og den blev tillige en ren politisk opposition, idet parlamenterne modsatte sig bullens indregistrering ud fra både gallikansk og jansenistisk synspunkt; kun for kongens bud bøjede de sig og det endda kun på betingelser. Således havde Ludvig XIV's religiøse politik ikke ført til sejr. Hverken protestantismen eller jansenismen var knust, overfor paven havde han måttet gå et stykke ad vejen til Canossa. Og dette faldt sammen med nederlagene på valpladserne, de skuffede forhåbninger om magten over Europa, nedgangen i Frankrigs indre kraft. Ja selve enevælden og dens principper stod ikke længere fast. Der brød hyppige uroligheder ud mellem bønder og arbejdere; der kom strejker og stærkere udvikling af les compagnonnages, der udkom pjecer og viser mod konge og hof, og parlamenterne søgte påny at hævde sig. Men til alt dette kom en begyndende alvorlig kritik af stat og samfundsforhold. Denne kritik rummede to hovedretninger. Begge havde et skarpt øje for, at det bestående var forkert og ulykkebringende, begge ville reformere. De største begavelser indenfor den ene retning var forløbere for de nye ideer, som kom til at præge det 18. århundredes store litteratur. Til dem vil vi senere komme tilbage. Det er kun den anden retning, som her skal omtales. Den så redningen i en tilbagevenden til, hvad der havde været forud for det bestående; kun glimtvis viste dens kritik ud imod fremtiden. Dens hovedrepræsentant var Fénélon, gejstlig opdrager for kongens sønnesøn, til sidst ærkebiskop af Cambrai. Både i sin berømte roman Télémaque og i andre skrifter vendte han sig kritisk mod Ludvig XIV's regering. Han stod ikke ene med sine anskuelser. Der var en kreds af adelige, der delte dem. Til dem hørte især hertugen af Saint-Simon, forfatteren af de berømte memoirer, der er en så livssprudlende kilde til tidens historie. I det stille drev denne kreds en agitation for enevældens afløsning af et stændersk-aristokratisk styre og håbede på et tronskiftes følger. Den reaktionære kritik blev ikke betydningsløs; sammen med den, der pegede mod fremtiden, begyndte den at nedbryde enevældens- autoritet. Ludvig XIV led under tilstandenes almindelige uhygge. Men han var ikke til sinds at slippe noget af sin magt; så godt han kunne, søgte han at holde al opposition ned«. Endnu mere end før ville han være den gudhengivne fyrste, og stadig nøjere knyttede han sig til sin hustru fru Maintenon. De to ting hang også nøje sammen. Hendes indflydelse hos ham havde sine mere ydre grunde, hans alder, hendes klogskab, ynde og takt og omsorg for hans person, men ikke mindst beroede den dog på en fælles form for religiøsitet, som dog nok var stærkest udviklet hos hende; den kan bestemmes som en ægte tro forbunden med en ikke ringe farisæisme, der ved hellighed og fromhed så at sige ville tvinge gud til at være en nådig gud. Hendes fjender i samtiden, således Saint-Simon og kongens svigerinde, den pfalziske prinsesse Elisabet Charlotte af Orléans, hvis mærkelige breve også er en uvurderlig historisk kilde, bedømte hende sikkert uretfærdigt; hun har ingen rolle spillet i den store politik. Men uadskillelig som hun var fra kongen, har hun efter al rimelighed gjort sin indflydelse gældende ved uddeling af gunstbevisninger og ved embedsbesættelser og i alt fald medvirket til, at hoflivet noget forandrede karakter. De store festligheder tog af i tal, tonen blev mere stiv, og man iagttog endnu strengere end tidligere de kirkelige ceremonier, hvad der dog ikke betød nogen større moralitet. Kun »havde de uregelmæssige tilbøjeligheder taget maske på, eller holdt sig indenfor lukkede døre«. Sammen med en voksende spillesyge blev kabaler og strid stadigt uhyggeligere. Da ramtes tilmed kongehuset hårdt gennem dødsfald. I løbet af få år bortrev den en række prinser og prinsesser, deriblandt Daufinen og dennes søn, til hvem Fénélon og den aristokratiske kreds havde sat deres håb. I 1715 fulgte Ludvig XIV dem i graven. Fru Maintenon trak sig tilbage til den opdragelsesanstalt for fattige adelige unge piger, som hun havde grundet i Saint-Cyr, og som hun hægede om med varm og ægte interesse. En tidsalder var afsluttet, der havde været betydningsfuld som få for Frankrig, ved dens storhed og ved dens fejl, ved dens sejre og ved dens nederlag, ved dens store kultur og ved dens snæverhjertede forgudelse af fyrste og overklasse, ved dens velgerninger og ved dens hærgen af land og folk, og ved den blanding af beundring, efterlignelseslyst og had, den vakte rundt om i Europa.

En ny tid begyndte for Frankrig, den som varede til 1789, den som eftertiden fortrinsvis har givet navnet l'ancien régime. Den falder imidlertid i forskellige perioder, hvoraf den første er regentskabstiden. Thi Frankrig måtte i 1715 have en regent, fordi tronarvingen, Ludvig XV, kun var 5 år gammel. Regentskabstiden blev en uroens tid. En slags oprørsånd bemægtigede sig de højere klasser. Det var som det fornemme Paris' opstand mod Versailles, og det vandt for så vidt straks en sejr, som den unge konge tog sin residens i tuilerierne og regenten i Palais-Royal. Oprøret gjaldt først og fremmest den stive værdighed, den fromladenhed og den stillen dyden til skue, som Ludvig XIV's og fru Maintenons Versailles havde været så stolt af. Valgsproget blev at være sig selv uden maske, nyde livet i fulde drag uden ængstelig skotten opad mod himlen eller fordølgelse overfor omverdenen. Følgen heraf blev orgier, operaballer, maskekomedier, nye moder, ny smag, ny kunst, en fornyet kvindedyrkelse, en fornyet parisisk selskabelighed, hvor man tog det mindre nøje med fødselsbrev, når man blot havde esprit, en konversation, der ikke skånede den vante moral eller religion, ja somendog tog de vante samfundsforhold op til en debat, der prægedes af den øvrige flothed. Men ved siden heraf var der også tilløb til et slags politisk oprør. Den højaristokratiske retning, som havde rørt på sig i det stille i Ludvig XIV's sidste dage, håbede på, at dens tid nu var inde. Men endnu mere nærede parlamenternes embedsadel håb i så henseende. Alt dette forbandt sig mi i øjeblikket med en kamp mellem to mænd om den øverste magt og snart efter med en klog og dristig svindlersfinansielle projekter. Ludvig XIV havde i et testamente faktisk givet magten til sin ældste søn med Montespan, hertugen af Maine. Men hertug Filip af Orléans, (søn af Elisabet Charlotte), der som Ludvig XIV's brodersøn var den nærmeste prins af det rene blod og derfor efter gammel vedtægt selvskreven formynder, ville ikke vige for ham. Han var en dilettant på alle områder, men et godt hoved, en mand med mod, men med eventyrerens lyst til at prøve det ny, en don juan med højst vindende ydre, men med et ikke ringe tillæg af simpelhed. Han gjorde sit Palais-Royal til et hjemsted for sine drikkegilder med sine elskerinder, fornemme og damer fra teatrene, og med sine staldbrødre i libertinagen (les Roués dvs: »galgenfuglene«). Han gjorde skandale, men han kunne til tider handle. Han benyttede sig af højadelens had til hertugen af Maine og af Pariserparlamentets lyst til at vise sin magt og fortolke rigets grundlove, ligesom det havde gjort det i 1643. Parlamentet erklærede ham for Frankrigs regent og trængte Maine tilbage. Filip havde dog gjort store indrømmelser. Den hidtidige centralstyrelse skulle omordnes. Og parlamenterne skulle have deres gamle ret til at gøre forestillinger. Enevælden med dens stab af borgerligfødte høje embedsmænd syntes at have kapituleret. Jesuiterne fik den ny tilstand at føle; gallikanisme og jansenisme mente sig oven på i kraft af parlamentets indflydelse. Thi sejren syntes at hælde til det; højadelen vidste ikke at hævde sig politisk; den havde kun kunnet frondere. Men hertugen var dog ingenlunde til sinds at slippe sin magt. Det kom også til at vise sig, at parlamentet ikke havde noget stærkt grundlag for sin bestræbelse for at knække enevælden. Det var en kaste, og i dette øjeblik var der i alt fald ingen tilbøjelighed hos det ikke fornemme Paris til at støtte det, således som tilfældet havde været i frondens første dage, selvom utilfredsheden med kongedømme og hof kunne give sig udslag i viser og pjecer. Et andet stort spørgsmål meldte sig. Det var pengemangelen, der var ved at føre til bankerot. Misnøjen blev almindelig, og finansernes tilstand ikke bedre. Da syntes redningsmanden at være der. John Law var søn af en rig Edinburghsk guldsmed, der som vanligt dengang tillige var bankier. På rejser studerede han ivrigt pengevæsen og fik stærke indtryk af Hollands gamle banker og Englands ny; han var dertil et glimrende hoved, men også både en teoretiker, en spillernatur og en mand med en brændende ærgerrighed, der dog langt mere var rettet mod ry og magt end mod personlig rigdom. Han uddannede sig sit ejendommelige finansielle og økonomiske system. For det første lagde dette en særlig vægt på kreditten eller nærmere bestemt på indlån fra mange sider, med hvilke der skulle skabes store foretagender, der kunne frembringe den store omsætning og derved øge rigdommene. Dernæst hævdede han det princip, at pengesedler som omsætningsmiddel burde af løse de ædle metaller; disse kunne blive utilstrækkelige, havde en selvstændig vareværdi, der målte fremkalde svingninger i priserne, og desuden kunne misbruges af regeringerne ved deres møntregale; sedlernes mængde kunne derimod altid gøres større eller mindre efter omsætningens krav, hvorved rentefoden ville falde, og lån altså lettere kunne stiftes. I 1715 kom han til Frankrig og udviklede i dristige vendinger, hvorledes hans system ville kunne udfri staten af dens nød og blive kilde til rigdom og storhed. Foreløbigt fik han dog kun tilladelse til at stifte en privat bank på aktier og med ret til seddeludstedelse. Den var den første bank i Frankrig og gjorde gode forretninger. Staten havde også straks engageret sig med den; hurtigt steg Laws indflydelse, og regeringen bøjede sig ind under den. Den gav et af ham stiftet kompagni ejendomsretten over Louisiana og omliggende franske egne med monopol på handelen dér og forpligtelse til at kolonisere. Også med dette selskab engagerede staten sig, idet det overtog en del af dens gæld, og banken og selskabet indgik en nøje forbindelse. Fra da af var Law blevet den ledende mand i regeringens finanspolitik, og han kastede sig over sin store tanke at angribe metalpengene. Han fremkaldte en forordning om udstedelse af nye slettere mønter, vel nærmest for at vise det gamle systems mangler. Men hermed fik hele sagen en almindelig politisk betydning foruden den finansielle. I 1718 indtrådte et brud mellem regeringen og parlamentet, der nægtede at indregistrere forordningen. Ved en lit de justice blev det tvunget dertil; en erklæring fra regenten hævdede, at lovenes kilde udelukkende var suverænens vilje; andre skarpe forholdsregler fulgte derpå. Law følte sig som magthaveren. Med alle, selv meget mislige midler drev han bankens og kompagniets aktier i vejret. Derpå blev privatbanken forandret til en kongelig bank, idet staten indkøbte aktierne; derved kunne dens seddeludstedelse blive ubegrænset. På mange måder undergravedes samtidigt metalpengenes anseelse. Dernæst forbandtes med Louisianakompagniet de selskaber, der havde monopol på handelen med Kina, Østindien og Afrika; det samlede kompagni fik navnet det Indiske. Det skulle være bæreren af hele Frankrigs oversøiske handel, og dets forbrug skulle bestemme sedlernes mængde. Men mere endnu. Til kompagniet overdroges generalforpagtningen af de indirekte skatter. På den anden side lovede det staten et stort lån til at indløse størstedelen af statsgælden; tanken var, at obligationsejerne skulle anbringe deres løsgjorte penge i aktier i kompagniet, hvorfor der udbødes til ny aktietegning. I begyndelsen af 1720 forenedes endelig banken med kompagniet, og Law lod sig udnævne til generalkontrollør. Endnu videre fløj hans planer. Skatteopkrævningen skulle helt omdannes og dommerembederne udkøbes, derved også parlamenterne helt knækkes. Han stod som Frankrigs første mand. Alle lå for hans fødder og bejlede til hans gunst. Men tillige havde den vildeste spekulationsfeber grebet alle. Den lille gade Quincampoix blev dag og nat fyldt af sælgere og købere af aktier; her udfoldede sig det besynderligste liv og en aldrig forhen set blanding af samfundsklasserne, forstærket af den strøm af fremmede, der søgte til Paris som det ny eldorado. Aktier med en navneværdi af 500 francs betaltes med 18,000, medens papirmøllerne arbejdede Frankrig overfor at lave pengesedler. Da kom modslaget. En angst bredte sig, i høj grad berettiget, fordi man begyndte at ane, at kursen var vanvittig høj, så meget mere som indtægterne af Louisiana blev langt, langt ringere end stillet i udsigt, og forsøgene på kolonisation mislykkedes. Kreditten, systemets grundpille, svigtede, og baissespekulanter gjorde deres for at drive aktierne ned. Law kæmpede mod nedgangen med vilde og tyranniske midler, således ved at forbyde private at besidde ædelt metal over en vis værdi; parlamentet, der gjorde modstand, blev forvist til en provinsby. Men desuagtet brød systemet sammen. Med rivende hast faldt kursen både på aktier og sedler. Paris var i oprør. Law flygtede i december 1720, og hans formue blev konfiskeret, og han døde fattig og ensom i udlandet. Banken og kompagniet likviderede, aktie- og seddelejere led store tab. I virkeligheden var det staten, der jo var nøje forbunden