I den nærmeste tid omkring århundredskiftet 1599/1600 indtraf i flere af de europæiske hovedlande begivenheder, der satte skel i deres historie, og hvis indflydelse også mærkedes ud over deres grænser. I 1598 døde Filip II af Spanien; i samme år afsluttede det Nantiske Edikt de store religions- og borgerkrige i Frankrig, og Karl IX af Sveriges sejr ved Stångebro over Sigismund af Polen afværgede katolicismens store fremstød mod Nordeuropa. I Rusland uddøde samtidigt det gamle rurikske fyrstehus. I 1603 afløste stuarterne tudorerne som Englands konger, og i disse år grundlagdes også de store Ostindiske handelsselskaber i England og Nederlandene, efter at søvejen til Indien var blevet fundet af nederlænderne i 1595. I staternes indre organisation møder vi næsten allevegne den fortsatte udvikling af statsmagtens område og styrke og af forvaltningens omdannelse. Flere steder og navnlig i vestens store lande var der en udtalt bestræbelse for at gøre rigerne til økonomiske enhedsstater med ensartet ordning af handels, industri og arbejderforhold, ved regulering af ind- og udførsel og ved pålæg af nye toldafgifter. Ved de sidste gjorde sig foruden det fiskale motiv, som skyldtes statsmagtens forøgede trang til penge som følge af varernes prisstigning og regeringens nye store opgaver, også det politiske gældende, at Kronen allevegne fra gammel tid havde større myndighed til at pålægge indirekte skatter end direkte. Men vi træffer tillige allerede nu i regeringernes økonomiske politik stærke tilløb til den opfattelse af betingelserne for national velstand, som i løbet af århundredet både i statsmændenes handlinger og i litteraturen blev til det såkaldte merkantilsystem. I de mest fremskredne stater gik man allerede nu ud fra principper om, at der indenfor landet burde findes en så stor rigdom på ædle metaller som muligt, og at befolkningens eget arbejde helst skulle fremskaffe så meget som muligt af nødvendighedsartiklerne, for at man kunne undgå at indføre dem fra udlandet. Den forøgede statsmagt betød som regel den forøgede fyrstemagt. Dog var kun i Spanien kampen mellem den og stændermagten så nogenlunde afsluttet; ellers varede den ved, og med sikkerhed kunne på dette tidspunkt dens udgang ikke bestemmes. Hvad der tegnede godt for fyrstemagten var dog dels det ny statskirkedømme i de fleste protestantiske lande i forbindelse med visse tilløb i samme retning i flere katolske, dels den forandring, der næsten allevegne var ved at foregå med adelen. Mere og mere ophørte den at være en uafhængig lens- og krigeradel og var i færd med at blive en stand, hvis mest ansete medlemmer var knyttet til fyrste, hof og stat som embeds- og hofmænd eller som officerer. Ganske vist var den ikke ene om at beklæde sådanne stillinger, også borgerlige kaldtes til dem, men den tilpassede sig til sin ny gerning ved dertil egnet uddannelse og ved at bøje af fra gammel uafhængighedsfølelse. På den anden side betød dette dog ingenlunde nogen udslettelse af standsforskellighederne. Gennemgående holdt også den udvidede fyrstemagt disse i ære og ville socialt og økonomisk bygge stat og samfund på dem. For adelens vedkommende vil dette sige, at dens privilegier som godsejere bevaredes, ja snarest udvidedes. Dette virkede igen tilbage på bondestandens stilling. Overgangen til det ny århundrede så denne stand i tilbagegang, omend med store forskelligheder i de forskellige lande. Idet tillige lærd dannelse udstraktes langt mere end før til hele den verdslige fornemme klasse, skabtes der også på den måde en dybere kløft mellem denne og almuen, som den smule forbedring af folkeundervisningen, der især var sket i de protestantiske lande, ingenlunde kunne udfylde. Dertil kom, at den fortsatte forøgelse af metalproduktionen, formindskelse af pengenes købeevne og varernes prisstigning bidrog til at forværre de lavere klassers kår. Hvad borgerstanden og særlig dens øvre lag angår, var dens sociale og økonomiske stilling meget forskelligartet, og det så meget mere som handelstilstandene var højst forskellige. Vi møder på de sydeuropæiske halvøer og i de andre Spanien underliggende lande samt i Tyskland en tilbagegang i handelsvirksomheden, men derimod i Vesteuropas store stater en afgjort fremgang. Forskydningen af handelsforrangen fra Middelhavets og Østersøens kyster til den nordlige del af Atlanterhavet og Nordsøen var i fuld gang og styrkedes både ved den franske, engelske og nederlandske købmandsstands mægtigt fremvoksende initiativ og ved deres regeringers ovenfor omtalte handelspolitik. Men indenfor disse lande møder vi også tegn til kapitalmagtens begyndende herredømme i handel og industri med tilbagetrængen af småhandlende og småhåndværkere. Tilstandene indenfor skønlitteratur, kunst og videnskab forbeholdes til senere omtale. Det var på åndslivets område de religiøse stridsspørgsmål, som mest optog sindene og også øvede deres store politiske indflydelse. Trods humanisme og reformation havde det i det 16 århundrede kun været ganske enkelte frie ånder, der havde brudt med middelalderens forestilling om en bestemt religion som betingelse for lykken på jorden og i himlen, og om at det var de herskendes pligt overfor gud og mennesker at fremtvinge rettroenhed hos alle. Forskellen var kun blevet den, at enheden var sprængt, og at der nu stod 3 store kirker imod hinanden med samme krav på at have fundet den rette tro; mere og mere havde de to oprindeligt oprørske kirker bundet sig til en lige så streng dogmatik som den katolske. Nu var der sikkert nok i høj grad forskel på den styrke, hvormed religionen og det gensidige religiøse fjendskab fyldte de forskellige befolkningslag i de forskellige lande. Fjendskabet hidsedes dog ikke alene af gejstligheden, men også af adskillige fyrster, hos hvem magtlyst øgede den religiøse utålsomhed. Det tør vel også siges, at den religiøse lidenskab og dermed den religiøse ufordragelighed og det religiøse had netop ved århundredskiftet i det hele var stærkere mange steder, end det havde været nogle tiår i forvejen. Der var dødsfjendskab rundt om mellem de forskellige trosbekendere, der var forfølgelser mod dem, der ikke delte den autoriserede tro, men der var også en fællesfølelse mellem tilhængerne af samme tro. For Europas mellemstatslige forhold var to højst forskellige momenter bestemmende; begge var de dog direkte følger af de store begivenheder i det 16. århundrede. Det ene var de rent statslige modsætninger. Vigtigst af disse var den mellem Habsburg-Spanien på den ene side og Frankrig, England og De forenede Nederlande på den anden; den var stærkt levende trods det, at netop ved århundredskiftet fredsslutninger indtrådte mellem Spanien, Frankrig og England, og snart efter også en våbenstilstand mellem Spanien og Nederlandene. Endvidere var Vasaslægten på Polens trone vedvarende i åben krig med Sverige, hvis modstander og medbejler også Danmark var. I østen tegnede det til fornyede kampe mellem Rusland og dets naboer, Sverige og Polen, og mellem Østrig og tyrkerne. Men ved siden af disse rent statslige modsætninger stod så netop den religiøse modsætning. Mere og mere tegnede det til en lejrdeling mellem en række af de katolske og en række af de protestantiske stater og til en afgørende kamp mellem dem. En sådan kamps område måtte dog i alt fald foreløbig blive begrænset. For protestantismen var håbet om at underlægge sig Frankrig forbi, og på den anden side var også katolicismens planer om at genvinde protestantismens hovedborge i nord og nordvest strandet. Protestantismens herredømme stod fast på de Britiske Øer, truedes her i hvert tilfælde kun meget svagt ved, at den engelske lydø Irland vedblivende var katolsk, endvidere i de nordlige Nederlande og i de skandinaviske stater. Tyskland måtte derimod blive kamppladsen, delt som det var mellem trosforskellige stater og befolkninger. Nogen stor udsigt var der dog ikke til, at det protestantiske Tyskland foreløbig kunne få aktiv hjælp af de ikke-katolske stater udenfor dets grænser. Nederlandene var stærkt optaget af deres egne sager, i England indtrådte netop nu i 1603 en dynastiforandring, der hurtigt fik en stærk tilbageholdenhed tilfølge overfor en fællesprotestantisk politik, og de to skandinaviske stater var hinandens politiske modstandere. Hertil kom, at protestantismen som religiøs magt var splittet mellem calvinisterne og lutheranerne. Også katolicismens kampstilling havde sine svagheder. I det polske rige var vel ikke alene kongen ivrigt katolsk, men også adelen i færd med at vende tilbage til den gamle tro; dog vejede riget for tiden kun lidt i den almen-europæiske politik. Langt mere betød det, at Frankrig stod i bestemt modsætning til katolicismens hovedmagt Spanien og i det hele anså sine statslige interesser for meget vigtigere end de religiøse. Desuagtet stod katolicismen i dette øjeblik langt stærkere og langt mere egnet til fremstød, omend et begrænset, end protestantismen. Den var kraftigere som trosmagt, fordi den i åndelige spørgsmål langt mere stod som en enhed. Ganske vist var der indenfor den uenighed om visse dogmatiske spørgsmål, men i øjeblikket havde denne uenighed dog ikke videre følger. Med stor dygtighed arbejdede kirken dernæst på at vække ny trosiver, for at den med kraft kunne genoptage kampen mod protestantismen; i meget stod den efter Tridentinerkonciliet forynget, i ny friskhed og ny begejstring. Betydelige mænd indenfor dens midte forenede sig om nykatolicismen og bestræbte sig for at øge kirkens og gejstlighedens anseelse og magt ved at virke for forbedring af sædelighedstilstandene, nyordning af sakramenternes forvaltning og en langt hyppigere anvendelse af nadveren og skriftemålet; nye kirker rejste sig, nye ordener dannedes, helgen, Marie og Josefdyrkelsen fremmedes med iver, og tillige toges hele den humane dannelse, som var renæssancens og humanismens værk, i tjeneste, for så vidt den ikke var fjendtlig mod troen; med strenghed huggedes derimod kætteri og vantro ned. Men ikke mindre betød det for katolicismen, at den til at gennemføre kampen mod sine fjender i spidsen for sig havde 3 stærke magter af forskellig karakter.

Tridentinerkonciliet (Trento) havde ikke bragt pavedømmet en fuldstændig sejr i det gamle stridsspørgsmål om bispernes stilling til den hellige stol. På møderne i Tridentinerkonciliet 1545/47, 1551/52 og i 1562/63 præciserede den katolske kirke sin lære og censur. Kardinalen og ærkebiskoppen i Milano, Carlo Borromeo, havde en onkel: Giovanni Angelo de Medici, der i 1559 blev valgt som pave Pius IV (1559-1565), og Carlo Borromeo havde kun tanke for at vinde alt det tilbage som reformationen havde taget fral Romerkirken, og han regerede ved Jesuitternes hjælp, og sendte en hær af præster og munke ind i Schweiz for at omvende protestanter, dels med det gode og dels med Inkvisitionens hjælp. Både de spanske og de franske bisper havde bevaret en vis selvstændighed overfor den, men blev derved på den anden side afhængige af statsmagten i deres lande, og det sidste blev også tilfældet med de tyske prælater. Det skete dog uden betydeligere sammenstød med pavemagten. Da pavedømmet en enkelt gang optog en kirkelig kamp med den katolske magt i Venezia, måtte det finde sig i at gå til forlig. Ikke desto mindre betød Tridentinerkonciliet og hele nykatolicismens periode en styrkelse af pavedømmets myndighed. Den tanke om et aristokratisk styre af den almene kirke, som havde været levende siden begyndelsen af det 15. århundrede, havde lidt et afgørende nederlag som følge af, at kirken havde måttet samle sig til den store kamp mod det protestantiske kætteri; ikke alene havde Tridentinerkonciliet anerkendt pavens ret til at fortolke og udfylde dets beslutninger; men der gik efter det 300 år, inden en almindelig kirkeforsamling atter blev indkaldt. Et tegn på pavens og Roms fornyede magt over sindene var også den uhyre store tilstrømning af pilgrimme til jubelfesten i Rom i 1600, hvor paven fra Peterskirkens loggia lyste velsignelse over byen og verden. Materielt hvilede pavedømmets midler vistnok nu i langt ringere grad end i middelalderen på pengetilskud fra den katolske verden udenfor Italien, men Sixtus V's (1585-1590) reformer havde skabt det store indtægter. De høje skatter og statsmonopoler medførte en stigende udsugelse af befolkningen og Kuriens luksus og moralske vandel berørtes i det lange løb ikke af kirkens almindelige reform; Nepotsystemet levede stærkere og stærkere op henad århundredets midte; selvom pavens slægtninge vel ikke længere fik len, så fik de dog magt og penge; et overdådigt aristokratisk liv herskede i Rom, borgheser og barberinier vandt stor indflydelse, udnyttede den også i kulturens tjeneste til herlige nybygninger af paladser og til samling af deres berømte kunstskatte. Men ved århundredets begyndelse benyttede paverne deres magt ikke alene til egne formål, men også til at føre kampen for katolicismen og gøre sig til hoved for den. Med største strenghed optrådte de mod kætteriet, hvor det vovede at rejse hovedet indenfor den katolske verden; Giordano Bruno blev brændt i 1600 og Galilei forfulgt af Inkvisitionen. Ved Trediveårskrigens begyndelse tiltrådte paven forbundet mod protestanterne og udskrev tiende af alle gejstlige indtægter i Italien, ganske som ved middelalderens korstog og kætterkrige. Og samtidigt stiftedes i Rom kollegiet for troens udbredelse (congregatio de propaganda fide), der udfoldede en overordentlig virksomhed både ved katolsk mission udenfor Europa og i bestræbelsen for at omvende protestanterne. Allerede fra slutningen af 1620erne trådte dog hensynet til pavens stilling som kirkestaternes fyrste i forgrunden; men både før og senere fandt pavedømmet en betydningsfuld forbundsfælle i de nydannede religiøse ordener. Blandt disse indtog Jesuiterordenen den første og mægtigste plads. Ved århundredets begyndelse havde dens territoriale udbredelse allerede så omtrent nået de grænser, den ikke senere overskred, idet den havde sat sig fast syd for Pyrenæerne og Alperne og nord for dem i Frankrig, Irland, de sydlige Nederlande, Syd og Vesttyskland og Polen, men århundredets første 20-30 år betegner en stærk vækst i ordenens medlemstal og indflydelse; det var også nu, at Ignatius blev kanoniseret af paven. Mægtigst og dybestgående blev jesuiternes indflydelse i Tyskland. Ikke en folkebevægelse, men fyrsterne, verdslige og gejstlige, havde indkaldt dem. Men efter at de havde sat sig fast, blev deres magt over befolkningens sind overordentlig stor. De virkede med stærke stemningsvækkende midler, de betagende religiøse processioner gennem byer og landsbyer, de genopvakte Mariedyrkelse og deres nye kirker, udstyrede med barokstilens sansebedårende kunst. Men de virkede tillige i det stille som skriftefædre for fyrster og fornemme. I større sager kunne de true med guds vrede, men til gengæld var de smidige og eftergivende i mindre spørgsmål, og altid udviklede de for deres skriftebørn deres spidsfindige og bøjelige moral. Men frem for alt blev deres skoler og deres undervisningsmetode af betydning, præget af de principper, som Ignatius havde udformet. Et midtpunkt for undervisningen var stadig Collegium Germanicum i Rom, hvorfra talrige unge tyskere vandrede tilbage til deres fædreland som prælater, skriftefædre og statsmænd. Men hertil sluttede sig undervisningen i selve Tyskland, dels ved gamle universiteter, hvor jesuiterne fik magten i de teologiske og filosofiske fakulteter, dels ved nye gymnasier. I det hele stod netop da jesuitersamfundet på sit historiske højdepunkt. I mange henseender var det beundringsværdigt organiseret, men det var organiseret som en imod al åndelig frihed fjendtlig åndelig hær, rede til at slutte sig til den fyrstemagt, som det i begyndelsen i alt fald til sine tider havde bekæmpet, rede også til i mindre ting at gå på akkord, men ufravigeligt og forhåbningsfuldt kæmpende for det store mål at vinde det protestantiske Tyskland og om muligt også de nordlige stater på ny ind under den almindelige kirke. I den kæmpende kirkes tjeneste arbejdede, omend uden at kunne stå mål med jesuiterne, også kapucinerne, en forgrening af Franciskanerordenen, altså tiggermunke med streng askese, faste, selvpinsler og fattigdom. Det var den fattige del af befolkningen og især soldaterne, de fortrinsvis virkede på, men tillige brugtes adskillige af dem som hemmelige politiske agenter. Barhovede, i den grove kutter og de hårde sandaler sås de rundt om, vandrende fra sted til sted. Som katolicismens tredje hovedmagt stod Spanien. Ganske vist havde det ikke længere den kraft og den indflydelse, som det havde besiddet i en periode af det 16 århundredes store svagheder tærede, som vi senere skal se, på rigets finanser og folkets velstand. Og Filip II var død med dyb sorg over store tab og uhyre skuffelser og tillige med berettiget mistillid til sin søn og efterfølger Filip III (1598- 1621). Den blide og godmodige fyrste, der kunne glæde sig ved jagt og ved spil, var fyldt af en fromhed, der nedbrød al mandig kraft hos ham; han ejede ikke vilje og evne til at tage beslutning og blev et bytte for sin gejstlighed, sine hofmænd og sine statsmænd. Under ham veg Spanien også for en tid tilbage fra kampen mod Nederlandene. Den var i den første tid efter Filip II's død blevet fortsat med held; men fremgangen varede ikke ved. Følgen blev, at den spanske regering i 1609 gik ind på en 12årig stilstand med generalstaterne; for dens varighedstid anerkendtes Nederlandenes frihed. Trods alt dette stod Spanien endnu stadigt omgivet af en mægtig anseelse, og ikke mindst var det frygtet af protestanterne. Dets territorium var også stadigt uhyre vidtspændende. Til det hørte, foruden hovedriget, Portugal og Roussillon (nord for Pyrenæerne), den største del af Italien, Franche-Comté og de sydlige Nederlande, endvidere det mægtige kolonirige i Amerika og på de Ostindiske øer. Foruden traditionens magt havde det til støtte for sig sit udmærkede diplomati og sin store hær, vedblivende anset som den første i henseende til mod, krigsvanthed og generalernes talent. Stedse var det også beredt på at ville hævde sin stilling i Europa, når lejligheden gaves. Lejligheden kom i Tyskland, det land, der skulle blive midtpunktet for den store truende kamp.

Tyskland frembød ved det 1600-tallets begyndelse et ret trist skue. Rigets politiske enhed var på veje til at opløses på grund af den stærke udvikling af kredsenes og territorialfyrsternes selvstændighed efter Augsburgfreden i 1555. De økonomiske forhold var i tilbagegang. Nationens åndskraft havde slidt sig op under den mægtige religiøse bevægelse, så at selv det arbejde, der i de protestantiske lande var sat ind på at grundlægge nye universiteter og forbedre skolevæsenet, ikke havde hindret en nedgang i kultur og en vidt bredt forråelse. Og selve den religiøse uoverensstemmelse og dens forbindelse med politiske hensyn affødte netop nu en stærk spænding og uro. Efter Augsburgfreden havde en lille tid en forholdsvis tålsomhed gjort sig gældende. Men fra 1570erne og 1580erne adskilte et dybt og lidenskabeligt had af religiøse og politiske grunde de forskellige trosbekendere og navnlig deres åndelige og verdslige ledere. Fortolkede forskelligt af de forskellige parter var Augsburgfredens bestemmelser blevet en kilde til den alvorligste strid. Der tvistedes, om de skulle gælde for calvinisterne eller ej, da freden kun talte om tilhængere af den Augsburgske konfession af 1530, om det var lovligt eller ulovligt, at protestantiske fyrster efter Passau-forliget af 1552 havde inddraget og verdsliggjort middelbare stifter (klostre, der hørte under landefyrsten og ikke under riget og kejseren), og om gyldigheden af det gejstlige forbehold. Navnlig det sidste stridsspørgsmål var af vidtrækkende betydning; thi på dets afgørelse beroede, om næsten alle bispedømmer øst for Weser vedblivende skulle være i protestantismens besiddelse og tillige være en kilde til magt og indtægt for de protestantiske fyrsters yngre sønner, der var administratorer af dem, eller de skulle vende tilbage til katolsk hånd og blive den gamle kirkes enklaver indenfor Nordtyskland. Havde protestanterne her endnu kunnet hævde deres standpunkt, så var derimod forsøget på at bestride det gejstlige forbehold længere vestpå mislykket; kurfyrstendømmet Køln var blevet reddet for katolicismen, der hermed fik sejren i Rhinegnene og Westfalen. Fuldt så vigtigt var det dog, at modreformationen var blevet den afgjorte sejrherre i store dele af Sydtyskland. Omkring 1600 var protestantismen så godt som slået til jorden i adskillige af de Østrigske arvelande, i Bayern og Baden. Kun Württemberg og enkelte rigsstæder havde opretholdt den protestantiske bekendelse. Højst forskellige årsager havde fremkaldt alt dette. En vældig fanatisme skilte katolikker og evangeliske. Jesuiternes fremtrængen spillede her en stor rolle. Deres glødende forbitrelse mod kætterne rev fyrster, præster og befolkninger med sig og vakte det stærkeste modslag af evangelisk lidenskabelighed. På begge sider følte man, at den store kamptid var inde. Men på samme tid var delingen mellem lutheranere og calvinister slået ud i et luende had. Begge parters teologer forkætrede hinanden, prædikestolene genlød af skældsord, og calvinistiske flygtninge forfulgtes i de lutheranske lande. Politisk usamdrægtighed forenede sig her med den religiøse. De lutheranske og calvinistiske fyrster stod skarpt mod hinanden, især den lutherske, albertinske kurfyrste af Saksen og den calvinistiske, wittelsbachske kurfyrste af Pfalz. Pfalz og i det hele calvinisterne var dem, der havde størst tilbøjelighed til at optage en væbnet dyst med katolicismen. Men spaltningen var til overordentlig skade for den evangeliske sag. Politiske hensyn spillede også ind i de sydtyske fyrsters kamp for katolicismens sejr i deres lande. De ville kue stændernes og især adelens privilegier, men disse var i den rolige tid kommet til at omfatte sikring af religionsfrihed, således at fyrsternes i Augsburgfreden hjemlede ret til at bestemme deres undersåtters religion var blevet begrænset derved. Disse ligesom andre privilegier blev nu tilsidesatte af fyrsterne, der fik støtte hos den katolske gejstlighed; til gengæld for dens religiøse sejr bøjede også den sig under staten. Således fremkom i Sydtyskland på een gang en stigning af fyrstemagten og en voldsom forfølgelse af protestanterne. To sydtyske fyrster af højst forskellig støbning blev hovedrepræsentanter for den katolske reaktion. Den ene var den habsburgske ærkehertug Ferdinand, sønnesøn af kejser Ferdinand I, hersker over Steiermark, Kärnten og Krain. Den i sin grund godmodige og sarte, viljesvage mand var under jesuitisk påvirkning blevet overbevist om, at det var hans pligt at kue protestantismen; ved de hårdeste midler gennemtvang han sit mål og sønderbrød stændernes privilegier. Den anden var wittelsbacheren hertug Maximilian af Bayern. Også han var jesuiternes lærling, oprigtig fanatisk, hengiven til valfarter, kirkelige øvelser og en sværmerisk Mariedyrkelse. Men hans viljesliv var alt andet end lammet herved, og det var ikke udelukkende blevet rettet mod de religiøse spørgsmål. Han udviklede i sine lande et kirkeligt tvangssystem så alsidigt og følgestrengt, at det ikke havde sin lige, og det er sagt om ham, at han har et stort ansvar for derved at have bidraget til, at det åndelige liv for lange tider stækkedes i hjertet af Sydtyskland. Men højst mærkeligt blev ved siden deraf hans verdslige styre, der ubestrideligt var dygtigt og fremmende for hans land. Alt i alt blev han en af de betydeligste tyske regenter i det 17 århundrede. Under den for protestantismen så truende stilling fandtes der dog een stor fordel for den. Den katolske kejsermagt var svag, både på grund af territorialfyrsternes magtudvikling, og fordi den var i hænderne på en kraftesløs særling. Rudolf II (1576-1612) ejede adskillig kultur og en stolt fornemhed, der mindede om den spanske Grandezza; han var også opfyldt af høje forestillinger om sin kejserværdighed og af katolsk iver. Men der lurede i ham en vistnok nedarvet sindssyge, der fostrede melankoli, menneskeskyhed og en dyb mistænksomhed, særlig overfor hans yngre brødre; den lammede hans viljekraft og kunne slå ud i storhedsvanvid. Han længtes efter stilhed og ensomhed. Derfor trak han sig tilbage til Prag. Hans sans for kunst og videnskab bevirkede, at han her, foruden at dyrke alkemi og astrologi, kom til at gøre det universelle åndsliv store tjenester. Han optog hos sig den landflygtige Tyge Brahe og gav ham Kepler til hjælper. Beskæftiget som han var på denne måde, blev det mere hans rådgiveres end hans eget værk, når man gik frem med hårdhed mod protestanterne i Nedre- og Øvreøstrig. Men begivenheder i andre af arvelandene bragte ham snart i en højst mislig stilling. Kongeriget Bøhmen spillede her en hovedrolle, og dets forhold kom snart til at gribe dybt ind i Tysklands og hele Europas historie. Nationalt var det delt mellem tjekker og tyskere; skønt det hørte til det tyske rige, stod det udenfor kredsdelingen, og skønt dets konge var kurfyrste, mødte han ikke på rigsdagene, men kun ved kejservalgene. Sammen med de til det knyttede lande, Lausitz, Schlesien og Mähren, havde det bevaret en selvstændig styrelse. Dets religiøse tilstande havde undergået en ejendommelig udvikling i løbet af det 16 århundrede. Husiterne var enedes om en fælles konfession; tilsammen havde »de konfessionelle« af Rudolf II opnået visse, dog ubestemte tilsagn om gudstjenestefrihed, og var også vokset i tal. Tillige var en national-tjekkisk bevægelse i fremgang, og den tjekkiske litteratur fik en blomstringstid. Men samtidigt var jesuiterne trængt ind, og deres kollegium i Prag optog kampen med det derværende, oprindeligt husitiske, nu protestantiske universitet og søgte tilhold hos befolkningen ved som modsætning til beundringen for Jan Hus at udbrede dyrkelsen af en ny national helgen, Johannes af Nepomuk. Påvirket af sine rådgivere skred nu også Rudolf II ind imod de konfessionelle. En stærk spænding indtrådte i landet. Det samme var tilfældet i det habsburgske kongerige Ungarn, det for størstedelen ret smalle bælte land, der fra Adriaterhavet strakte sig til Karpatherne. Den overvejende del af adelen var protestantisk, og da kejseren nu også her optrådte bestemt til fordel for katolicismen og krænkede rigsdagen i Pressburg og stændernes privilegier, udbrød et oprør, der blev så meget farligere, som dets ledere forbandt sig med det tyrkiske lydland Siebenbürgen, af hvis befolkning den største del af tyskerne og magyarerne var evangeliske, og endog med selve sultanen, der allerede tidligere var i krig med Habsburg. Under disse forhold fik den misstemning, der bestod mellem Rudolf og hans brødre, sin betydning. Det gjaldt for brødrene frem for alt at redde de habsburgske besiddelser, og de tvang den rådvilde kejser til at anerkende den ældste af dem, Mathias, som konge af Ungarn og gubernator i Østrig og Mähren. Han gjorde også indrømmelser til stænderne i alle de 3 lande og opnåede fred med Tyrkiet. Men kort derpå udbrød uroligheder i Bøhmen, og for at redde herredømmet i dette land, gik Rudolf i 1609 ind på at udstede Det bøhmiske Majestætsbrev. Dette ophævede den i Augsburgfreden hjemlede fyrstelige regionalret over undersåtternes religion ved at tilstå de konfessionelle en ubetinget samvittighedsfrihed, altså sikkerhed mod udvisning og forfølgelser; ret til at bygge kirker var derimod kun indrømmet enkelte dele af befolkningen. Frygten for sammenbruddet af dynastiets magt havde drevet habsburgerne til tilbagetog både med hensyn til den monarkiske sag og til katolicismen. Samtidigt måtte Spanien gå ind på stilstand med de protestantiske Nederlande. I øst og nordvest stod protestantismen stærkere end længe havde været tilfældet. Men netop disse år havde bragt spændingen i det egentlige Tyskland til et højdepunkt. Alle gamle stridigheder blussede op, og rigsdagen i Regensburg gik fra hinanden uden, at der var vedtaget nogen »afsked« (reces). Således var den rigslovgivende myndighed standset, rigskammerrettens og rigshofrådets kendelse ænsedes ikke af protestanterne, og kejsermagten var svækket. Under denne opløsningstilstand dannedes der nu religiøse særforbund. I 1608 sluttede en stor del fyrster og byer sig sammen i en protestantisk union; calvinisterne var sjælen i den, og kurfyrsten af Pfalz blev dens forstander; dog var også lutheranske stænder med, men ganske vist ikke den fornemste af dem, Saksens kurfyrste. Som modsætning hertil dannedes i 1609 »Den katolske Liga«, og dens høvding var Maximilian af Bayern. Begge forbundene gik vel kun ud på forsvar, men de betød alligevel, at de to modsatte lejre i Tyskland havde organiseret sig. Fra begge sider så man ud efter fæller udenfor rigets grænser; paven og Spanien støttede ligaen, Frankrig unionen.

Netop nu truede det også med et alvorligt sammenstød. Oppe i Nordvesttyskland lå ved Rhinen de Jülich-Kleviske lande, vest for floden, med deres tilliggende Mark og Berg, øst for floden, rige egne med betydelige byer, især Düsseldorf, vigtige ved, at de grænsede op til de spanske og til de Forenede Nederlande. Fyrsteslægten havde hidtil været katolsk, men i 1609 uddøde dens mandslinie, og arveretsspørgsmålet var højst indviklet. Herved trak det op til en krig. Men denne syntes at skulle få et stort omfang. Unionen bestemte sig til at støtte de protestantiske fyrster, der havde taget landene i besiddelse (de »possederende« fyrster) og forhandlede om hjælp med de protestantiske hovedmagter, generalstaterne og England, og tillige med Henrik IV af Frankrig. Navnlig på denne hvilede »Tysklands« og hele Europas øjne. Trods freden med Spanien var hele hans politik gået ud på at trænge denne magts og i den habsburgske indflydelse tilbage; han havde modarbejdet den i Nederlandene, i Schweiz og i Italien, og han havde medvirket til dannelsen af den Tyske Protestantiske Union. Men han havde stadigt ikke villet en åben krig; han mente ikke sit rige stærkt nok, og han stolede ikke på tilstrækkelig hjælp fra protestanterne. Han tøvede også nu; men i begyndelsen af 1610 traf han dog aftaler med unionen om væbnet indskriden i Jülich. Han foretog store oprustninger, og den europæiske krig stod for døren. Da ramtes han dødeligt af Ravaillacs kniv. Denne begivenhed kom til at skyde det store sammenstød ud. Frankrig opgav under den indtrådte formynderregering sin traditionelle politik og nærmede sig til Spanien. I Tyskland kom efter fortsat strid det jülichske spørgsmål til afslutning ved en deling af landene, således at Jülich og Berg tilfaldt en katolsk fyrste, Cleve og Mark Johan Sigismund af Brandenburg, der imidlertid var trådt over til calvinismen. Det blev de første besiddelser, som Brandenburg vandt i Rhinegnene og snart efter i 1618 øgedes dets territorium stærkt på anden måde, idet Johan Sigismund arvede det polske len, Østpreussen. Unionen styrkede sig ved forbund med Nederlandene og England, og for dettes tilslutning til den protestantiske sag syntes ægteskabet mellem Jakob I's datter Elisabet og kurfyrst Frederik V af Pfalz (1596-1632) at love meget. Dog var det på ingen måde stuarterens ønske at optræde aktivt, og i Tyskland var der på ingen af siderne nogen lyst til kamp; både unionen og ligaen lammedes også af indbyrdes uenighed. Da kom forholdene i Bøhmen til at gribe afgørende ind i begivenhederne. Ny strid med Rudolf havde bevirket, at de bøhmiske protestantiske stænder havde kaldt Mathias til hjælp og fået ham anerkendt som konge i deres lande. Halvt som fange levede kejseren i Prag til sin død i 1612. Mathias blev hans efterfølger (1612-19). Han var i det hele tilbøjelig til en forsonligere politik overfor protestantismen, men bestemte fjender af en sådan var dels Maximilian af Bayern, dels Spanien, der var besluttet på at gå kraftigt frem. Begges kandidat til tronfølgen i de habsburgske arvelande var den ivrigt katolske Ferdinand af Steiermark, og Mathias måtte bøje sig for deres vilje. Det lykkedes også at få de bøhmiske stænder til at antage Ferdinand til fremtidig konge og at få de ungarske til at vælge ham dertil. Men netop nu trak det op til store begivenheder i Bøhmen. En katolsk reaktion var allerede tidligere begyndt, men krænkelserne af majestætsbrevet tog til, da Ferdinand havde vundet indflydelse. Man kunne fra katolsk side også regne med en stærk uenighed i landet, mellem de to nationaliteter, mellem katolikker og konfessionelle, og mellem disse indbyrdes. Men netop denne uenighed bevirkede, at dristige tilhængere af en revolutionær bevægelse kunne tilrive sig ledelsen. I maj 1618 kom denne bevægelse til udbrud, og en folkemængde, der var trængt op i Hradschin slottet, anvendte en ældre bøhmisk form for en folkedom. To af de katolske statholdere kastedes sammen med deres sekretær ud af vinduet. Skønt de faldt ned i en dyb grav, reddede de livet, men oprøret var der, og begivenheden kom til at danne indledningen til Trediveårskrigen.

Den allerstørste del af Bøhmens befolkning og det både tjekker og tyskere sluttede sig straks til den provisoriske regering, der dannedes umiddelbart efter »vinduseksekutionen« i Prag, og hurtigt blev det også tilfældet i Schlesien. Dog var det allevegne adelen og magistraterne i byerne, der var de ivrigste, masserne fulgte dem, men uden stor offervillighed. Jesuiterne udvistes, og en hær samledes. Formelt var dog bevægelsen endnu ikke rettet mod selve kejseren, kun mod hans råder. Da døde Mathias i foråret 1619. Ferdinand stod nu som den lovlige hersker over alle de østrigske arvelande. Endnu mere betød det, at kurfyrstedagen, hvor katolikkerne fik støtte hos kurfyrst Johan Georg af Saksen, valgte Ferdinand II til kejser (1619-37). Men samtidigt hermed havde bøhmerne brudt broerne af bag sig. De fire bøhmiske kronlande forenede sig til en konføderation, afsatte Ferdinand og valgte kurfyrst Frederik V af Pfalz til konge. Den svage og uselvstændige fyrste var i tvivl, om han skulle modtage tronen, men hans ivrige calvinske rådgivere drev ham dertil. Han kunne også regne med, at de protestantiske stænder i Østrig og det protestantiske parti i kongeriget Ungarn havde tilsagt bøhmerne støtte, og at den calvinske fyrst Bethlen Gabor af Siebenbürgen var i fremrykning med en hær mod Pressburg, hvor han blev valgt til konge af Ungarn. Dog viste han sig snart som en upålidelig hjælper. Langt ugunstigere stillede sig imidlertid andre forhold. Nederlandene gav vel penge, men Jakob I, den ny bøhmiske konges svigerfader, holdt sig tilbage og tilbød kun mægling. Værst var det dog, at de protestantiske fyrster i Tyskland svigtede. Særligt gjaldt dette om Johan Georg af Saksen, hos hvem loyalitet mod kejseren og skinsyge mod Pfalz forbandtes med den heftigste opblussen af det lutheranske had til calvinisterne. Og unionen afsluttede en neutralitetsoverenskomst med ligaen. Tilmed åbenbarede der sig stærke svagheder indenfor selve Bøhmen. Der manglede penge til at lønne den lejede hær, og der opstod stærke rivninger mellem de bøhmiske adelige og kongens tyske officerer og hofmænd. Frederiks udygtighed, forenet med tilbøjelighed til et overdådigt liv, lagde sig for dagen på mange måder. Under alt dette havde den katolske verden samlet sig til kampen. Enighed var oprettet indenfor ligaen og mellem dens leder, Maximilian, og kejseren. Til gengæld havde hertugen fået løfte om den pfalziske kurværdighed, det længe efterstræbte mål for den bayerske linie af huset Wittelsbach, og udsigt til landerhvervelser. Men forbundet var tillige tiltrådt af Spanien, kongen af Polen og paven. Medens de fleste tyske protestantiske fyrsters bestræbelser gik ud på at isolere kampen, og de øvrige protestantiske stater holdt sig tilbage, havde katolikkerne allerede nu givet den en europæisk karakter. I spidsen for ligaens hær stod Tilly. Han var født i de Spanske Nederlande, ivrig katolsk, jævn i sæder, af stærk fysisk kraft, uddannet i den spanske krigskunst, forsigtig som hærfører. Fra Bayern rykkede han ind i Østrig, forenede sig med en kejserlig hær og angreb derpå Bøhmen. Ved det Hvide Bjergs højdedrag en mils vej vest for Prag mødtes hærene; kampen fik på katolsk side et religiøst præg, og slaget i november 1620 endte efter kun et par timers strid med den bøhmiske hærs vilde flugt. Skønt tabene var ret ringe, blev nederlaget afgørende i dets virkninger. »Vinterkongen« Frederik, der ikke havde deltaget i slaget, flygtede; om fortsat modstand var der ikke tale. Bøhmens nederlag blev også bestemmende for de andre arvelandes skæbne. Kætteriet blev forfulgt; dog behandlede man protestanterne forholdsvis mildt i Ungarn og dele af Schlesien, hvor det ved midten af det 18. århundrede fik betydning, at protestantismen havde holdt sig. Stænderne i Nedre- og Øvre-Østrig samt Ungarn fik lov til at beholde deres politiske rettigheder. Men i Bøhmen og Mähren fik reaktionen forfærdelige udslag; politiske og finansielle motiver indgik her forbindelse med den vildeste religiøse fanatisme. Oprørets ledere blev henrettede, og konfiskation af ejendomme ramte alle deltagere i det; navnlig gik det ud over adelen; i alt skal omtrent 2/3 af Bøhmens areal været blevet taget fra besidderne. Stænderne mistede alle politiske rettigheder undtagen skattebevilling og kronen blev arvelig. Al ikke-katolsk gudstjeneste forbødes; alle ikke-katolske adelige og alle gendøbere udvistes; ingen protestant måtte blive borger i byerne; sværme af katolske ordensbrødre indkaldtes, og jesuiterne fik magten over Prags universitet og over censuren. Således var landets selvstændighed knækket og katolicismens herredømme sikret i det land, der tidligst havde afrystet det. Den store mængde bøjede sig, men tallet på dem, der udvandrede, anslås til 30,000 familier; spredte rundt i Europa hidsede de allevegne til kamp mod Habsburg og katolicismen. Kulturelt og materielt led Bøhmen herved et uhyre knæk. Men hertil kom tyskhedens sejr over tjekkerdømmet. Vel anerkendtes det tjekkiske sprog som ligestillet med det tyske, men der gjordes jagt på tjekkiske bøger. Endnu vigtigere var dog, at de konfiskerede adelige godser, som kejseren af pengemangel måtte sælge, for en stor del kom over på tyske eller andre fremmede hænder. Den ny tjekkiske bevægelse ser med rette tilbage på hin tid som tyskernes store voldsdåd, omend motiverne mere var politiske end religiøse. Hele denne udvikling brugte en række år til at fuldbyrdes. Imidlertid var vigtige begivenheder indtrådt andetsteds. Allerede før slaget på det Hvide Bjerg var Spanien optrådt på krigsskuepladsen. I 1621 genåbnedes efter udløbet af den 12årige stilstand, krigen mellem Spanien og Nederlandene; disse fik derved interesse i ved pengehjælp og diplomatisk spil at holde kampen i Tyskland gående for at beskæftige det habsburgske hus. Erklæret i rigets acht af kejseren tog Frederik V af Pfalz og hans hustru, der endnu stadigt førte titel af konge og dronning af Bøhmen, ophold i Haag, og virkede der ivrigt for deres interesser. De kunne regne med adskillige lejetropførere i Tyskland, der var rede til kamp mod kejseren, omend mindre af religiøse motiver end af militære og økonomiske; de drev krigen som en forretning og gik skånselløst frem mod befolkningen. Deres felttog blev en blanding af sejre og nederlag, flest dog af de sidste, fordi deres ubændige selviskhed hindrede samarbejde mellem dem. Til sidst stod også Tilly, der havde forenet sig med spanierne, som den store sejrherre. Både Øvre- og Nedre-Pfalz var i hans magt. I hærenes følge arbejdede jesuiterne på befolkningens omvendelse. Maximilian, der stadigt havde drevet kejseren frem, fik sin belønning. I 1623 tildelte Ferdinand ham den pfalziske kurværdighed og gav ham udsigt til at beholde i alt fald Øvre-Pfalz. Krigen syntes endt. Der var imidlertid tegn til, at Habsburg og katolikkerne ikke ville nøjes med den magt, de havde vundet i Sydtyskland, og til at deres mål også var at bringe nordtyske stifter over på deres hånd. Den Neder-Saksiske kreds grebes af ængstelse. Men tillige var de mod Habsburg fjendtlige europæiske stater begyndt at forlade deres tilbageholdne politik.

Der var i Frankrig begyndt at rejse sig en modstand mod den spanskvenlige politik, som havde været rådende siden Henrik IV's død. Allerede i begyndelsen af 1620erne havde også en begivenhed på Italiens nordgrænse tvunget regeringen til at forandre signaler. Spanierne havde sat sig fast i Valtellina, en dal, som hørte under Graubünden, men igennem hvilken veje førte fra det spanske hertugdømme Milano til de Østrigske arvelande. Et spansk herredømme her betød en krænkelse af Frankrigs gamle interesser i Schweiz og var egnet til at kæde de to habsburgske magter nøjere sammen. Frankrig optrådte derimod og opnåede også nogle indrømmelser, men sagen var endnu langtfra ordnet. Da var det, at Richelieu i 1624 blev Frankrigs ledende minister. Han følte sig kaldet til at genskabe Frankrigs storhed, indadtil ved kongedømmets sejr over dets fjender, udadtil ved en klog politik, der kunne højne dets anseelse og om muligt udvide dets grænser. Han var sig opgavens vanskelighed bevidst; statsmagten var undergravet på mange måder, hvad der hindrede en pludselig kraftudfoldelse udadtil, og mange hensyn, også hans egen iver for katolicismen, gjorde ham det ikke let at finde et fast grundlag for den ydre politik. Dog var det hans urokkelige overbevisning, at kun gennem en tilbagetrængen af Spaniens magt gik vejen til Frankrigs storhed; sin katolske samvittighed vidste han at berolige med, at Frankrig langt bedre end Spanien ville kunne varetage kirkens interesser. Til noget brud med Habsburg anså han vel ikke øjeblikket for kommet, men udvidelsen af dets magtsfære i Italien ville han ikke tåle. Følgen heraf var, at han lod en fransk hær rykke ind i Valtellina, men kun som forbundsfælle af Graubünden, ikke som Spaniens fjende, en statsretlig forskel, som - i modsætning til hvad der gælder i nutiden - var fuldt anerkendt af samtiden. Snart overvandt han alle kirkelige betænkeligheder og slog ind på at støtte de protestantiske magter uden dog selv at gå over til angreb. Ligesom Henrik IV sluttede han subsidietraktat med Nederlandene, og han opnåede, at den engelske tronarving Karl ægtede Ludvig XIIIs søster Henriette Marie, hvormed forbandtes tilsagn om lettelser for de engelske katolikker. Og endelig søgte han, uden dog at binde Frankrig, at ægge de tyske protestantiske fyrster samt Danmark og Sverige til modstand mod kejseren. Hvad han foreløbig vandt, var imidlertid kun en fordel i det valtellinske spørgsmål; thi sin hovedkraft måtte han vende mod huguenotterne i selve Frankrig og snart efter endog se England som deres allierede. Den indtrådte vending i fransk politik skabte under disse forhold kun følelsen af, at Frankrig påny hørte til Habsburgs modstandere. For udviklingen i Tyskland havde Englands holdning mere at sige. Jakob I's udenrigspolitik havde fra første færd haft et dobbelt formål. Han drømte om at blive fredsstifteren i Europa - selv havde han også endt sit riges krig mod Spanien i 1604 -, og han ville sikre sit dynastis fremtid ved ægteskabsforbindelser til forskellige sider. Han havde således fået sin datter gift med Frederik V af Pfalz, og han arbejdede nu på et giftermål mellem prinsen af Wales og en datter af Filip III af Spanien; men da denne plan strandede, blev forholdet mellem England og Spanien atter køligt. En søkrig med Spanien ville Jakob dog ikke. Derimod ville han ved at optræde mod kejseren og ligaen søge at redde Pfalz for sin datter og svigersøn og deres børn. Han nærmede sig derfor til Frankrig ved Karls ovenfornævnte ægteskab, og han arbejdede på dannelsen af en protestantisk liga, der skulle omfatte England, Nederlandene, Sverige, Danmark og tyske fyrster. Et øjeblik så det ud til, at Gustav II Adolf skulle blive hans hovedstøtte, men da svenskekongen på grund af stillingens vanskeligheder krævede store ofre af England og Nederlandene, og Jakob ikke ville strække sig så langt, vendte han hele sin kraft mod Polen, med hvem han i 1621 havde fornyet sin slægts gamle krig. Da var det, at Kristian IV i 1625 erklærede sig villig til kamp i Tyskland på billigere vilkår. Kristian IV havde længe fæstet sit blik på Nordtysklands anliggender. Det religiøse fællesskab spillede sin rolle, men endnu mere virkede politiske betragtninger. Han havde haft held med at skaffe sine yngre sønner bispestifter hernede; Ulrik var blevet biskop i Schwerin, Frederik i Verden, og den sidstnævnte var tillige udset til at blive biskop i Bremen og Halberstadt. Men nu truede faren for en katolsk reaktion i disse stifter. Igennem slægtsforbindelser med det brunsvigske og brandenburgske fyrstehus og med Pfalz følte kongen sig derhos som en slags skytsherre for de tyske protestanter. Kaldtes han allerede derved frem til kamp mod kejseren og ligaen, så drev også hensynet til Danmarks politiske interesser ham til ikke at ville blive udenfor en protestantisk liga. Netop modsætningsforholdet til det protestantiske Sverige blev her afgørende. Hans forhøjelser af Sundtolden havde knyttet generalstaterne til hans nordiske medbejler; ved deltagelse i et evangelisk forbund kunne han håbe at vinde Nederlandenes venskab tilbage. Hertil kom så tilskyndelserne fra Frankrig og den direkte opfordring fra England, og endelig at den Neder-Saksiske kreds 1625 valgte ham til kredsoberst og vedtog oprustninger til forsvar. Hvad han byggede på, var dog kun skrøbeligt. Adskillige af kredsens fyrster stod vaklende, ingen protestantisk liga var afsluttet, end ikke nogen endelig traktat med vestmagterne; fra Karl I, der af had til Spanien havde erklæret det krig og var optaget deraf, fik han foreløbig kun penge. Alligevel rykkede den kongelige hær over Elben hen til Weserfloden. Kampen begyndte dog først, da Maximilian gav Tilly ordre til over floden at trænge ind i den Neder-Saksiske kreds. Men kort efter styrtede Kristian IV med hesten på fæstningen Hamelns vold og kunne en tid ikke føre befalingen. Tilly benyttede sig deraf til at besætte en del af kredsen. Han var tilmed ikke længere kongens eneste fjende. Kejseren havde rejst sin egen hær. Dens fører blev Wallenstein. Han hørte til en gammel tjekkisk adelsslægt, og var i sin ungdom gået over til katolicismen, havde deltaget i habsburgernes krige og var blevet kejsermagtens ivrige tilhænger i kampen mod stænderne og protestantismen. Ved mislige midler havde han derpå udnyttet statskassens salg af de efter 1620 konfiskerede bøhmiske godser; ved giftermål og energisk godsdrift havde han gjort sig til en rigmand. Nu stillede han sig til kejser Ferdinands rådighed, fik hertugtitel og overbefalingen over den hær, han skulle rejse for ham i riget. En mærkelig og gådefuld skikkelse greb hermed ind i Trediveårskrigens historie. Og man har kun få pålidige udtalelser af Wallensteins, og ligeså om hans planer, da han havde en indesluttede natur. Han kunne tænke dybt over fantastiske planer, fostrede af en uhyre selvtillid og styrkede ved en skæbne og stjernetro, som Kepler havde sat i svingning ved i hans ungdom at stille hans horoskop. Ligeså sikkert er det, at selvtilliden var forbunden med en jernhård vilje og med et umættelig mål efter at herske med pragt og med rigeligt af penge. Hverken som taktiker eller strateg har han tilført krigskunsten noget nyt af større betydning, og ingen enkelt glimrende sejrsbedrift knytter sig til hans navn. Men han var den store militære organisator. Han vovede at skabe langt større hære end man hidtil var vant til; med sin faste hånd evnede han at gøre sig til hærfyrsten, kalde krigslystne til sig i tætte skarer og fremtvinge lydigheden hos soldater og officerer; med sin over alle grænser gående hensynsløshed vidste han gennem udpresninger af de lande, hans hære besatte, at skaffe underhold til de store troppemasser. Året 1625 bragte dog ikke afgørende krigsbegivenheder, men i 1626 led Kristian IV store skuffelser. Wallenstein vandt fordele, og flere af lejetropførerne døde. Et frafald begyndte indenfor selve den Neder-Saksiske kreds' fyrster. Den store afgørelse kom derpå ved slaget ved Lutter am Barenberg i det brunsvigske; i en hovedkamp med Tilly led Kristian IV et ødelæggende nederlag. Nederlagets følger blev overordentlig store. Nedgangens lange dage var begyndt for Danmark, og ligaen og katolicismen stod som overmægtige i selve det protestantiske Tyskland. De allerfleste af de Neder-Saksiske fyrster og byer underkastede sig. I begyndelsen af 1627 rensede tilmed Wallenstein Østtyskland for kejserens modstandere. Men i 1627 blev endnu betydningsfuldere. I juli rykkede Tilly over Elben ind i Holsten. Umiddelbart efter indtrådte et vigtigt vendepunkt. Wallenstein forenede ikke blot sin hær med ligaens, men fik også overanførselen over det store fremstød mod Kristian IV. Det var hans skarer, der i efteråret trængte op gennem den jydske halvø. Danmark kunne ikke gøre nogen alvorlig modstand, så meget mindre som der netop nu ikke længere var håb om bistand fra vestmagterne. Der udbrød krig mellem Frankrig og England, fordi England støttede huguenotternes kamp i Frankrig. Ved begyndelsen af 1628 syntes katolicismen således at stå overordentligt stærkt. Den kunne regne sig til indtægt, hvad der skete i Frankrig, og næsten hele Tyskland var undertvunget. Jesuiter og dominikanermunke virkede ivrigt for protestanternes omvendelse, ja selv i Nørrejyllands domkirker fejredes katolske messer. Men der var store svagheder ved denne katolicismens sejr. Kampen i Frankrig var meget mere hidført af politiske end af religiøse motiver, og indenfor den tyske katolske verden var politiske forhold i færd med at ryste den enighed, som havde hersket ved den store krigs begyndelse. Wallensteins overtagelse af ledelsen af kampen mod Kristian IV havde også i den henseende været et vendepunkt, at det nu i det hele var ham som kejserens feltherre, der trængte Tilly og ligaens militære magt tilbage. Nu viste sig for alvor betydningen af, at kejseren havde fået sin egen store hær. Wienerhoffets forhåbninger gik vidt; sejren i Nordtyskland og over Danmark skulle udnyttes til dets egen fordel. Erobrede egne skulle direkte underlægges kejseren, og protestantiske stifter gå over til hans familie. Hertil kom mærkelige planer om at oprette en flåde på Østersøen og sikre et kejserligt herredømme over dette indhav. Oprindeligt var ideen udgået fra Spanien, der derved ville ramme nederlændernes handel; nu blev der tale om at benytte Wallenstein dertil. Men omend dennes magtstilling til en vis grad var en fordel for kejseren, var den på anden måde en svækkelse for ham. Det hører til de omtvistede punkter i Wallensteins historie, om han på dette tidspunkt har haft et stort upersonligt mål for øje, kejsermagtens almindelige forøgelse i riget på kurfyrsternes og landfyrsternes bekostning. Men sikkert er det i alt fald, at han foreløbigt havde samlet magten i Nordtyskland på sine egne hænder i form af et rent militærdiktatur, og at kejseren derved i meget var blevet afhængig af ham. Som vederlag for at udføre planerne mod Østersøen, fordrede og fik han store personlige fordele. Kejseren overdrog ham Meklenburg til rigsfyrstendømme og udnævnte ham til general over den kejserlige flåde på det Baltiske Hav. Men Wallensteins egenrådighed og hensynsløshed mod alle landsfyrster såvel som hans ødelæggende udskrivninger af penge og naturalier havde forlængst fremkaldt misnøje hos ligaen og de katolske kurfyrster. En opposition dannede sig både mod kejseren og Wallenstein. Da skete det tilmed, at disse planer led skibbrud. Wallenstein  mødte en hård modstand, da han ville gennemtvinge sit østersøvælde. Heltemodigt udholdt Stralsund en belejring. Byen kæmpede både for sin egen frihed og for protestantismen, og den fik bistand dels fra Kristian IV, dels fra Gustav Adolf, der her for første gang trådte aktivt op i Tyskland. Ud på sommeren 1628 måtte Wallenstein trække sig tilbage. En ganske anden skæbne ramte kort efter den franske huguenottiske by La Rochelle, der måtte overgive sig til Richelieu's tropper. Men denne begivenhed kom kun til at tjene katolicismens modstandere. Frankrig var blevet langt stærkere indadtil, og dets store statsmand anså øjeblikket for kommet til at vende sig mod Habsburg, vel ikke i åben kamp hverken mod Spanien eller kejseren, men ved at undergrave begges magt. Han sluttede fred med England. Alt dette i forening med kurfyrsternes uvilje mod Wallenstein og dennes kloge blik for den fare, der truede fra den i Polen og dets preussiske besiddelser sejrrige Gustav Adolf, bevirkede, at kejseren og ligaen sluttede fred i Lübeck i 1629 med Kristian IV på for ham forholdsvis gunstige vilkår. Han fik hele halvøen tilbage, måtte kun forpligte sig til at give afkald på de nordtyske stifter for sig og sine sønner og til ikke at blande sig i Tysklands anliggender. Kort før freden var kejseren og ligaen enedes om Restitutions-Ediktet. Det fastslog den fortolkning af religionsfreden, som så længe mod protestanternes indsigelse havde været hævdet af katolikkerne. Det gejstlige forbehold skulle have lovkraft, altså skulle alle rigsumiddelbare stifter, som siden Augsburgfreden var kommet på protestantiske hænder, gengives den katolske kirke. Det samme skulle være tilfældet med alle siden Passau-forliget af landsherrerne verdsliggjorte middelbare stifter, og den i religionsfreden hjemlede ret til udvisning af undersåtter, der ikke bekendte sig til landsherrens religion, skulle have fuld gyldighed. Hvis Testitutions-Ediktet blev gennemført, betød det, at 2 store ærkestifter, 12 bispestifter og meget mere end 100 klostre og andre gejstlige stiftelser, spredte over hele Nordtyskland, skulle for andre besiddere, de protestantiske fyrstehuse miste vældige indtægter og magt for dem og deres sønner, og mange tusinder af protestanter være hjemfalden til forvisning fra deres hjem. For så vidt betegner Restitutions-Ediktet højdepunktet af modreformationens og Habsburg-Østrigs sejr i Tyskland. Men det må erindres, at denne sejr langt mere skyldtes Wallensteins person end religiøse kræfter. Aldrig havde han villet give kampen en religiøs karakter, havde endda bestemt frarådet ediktet. Endvidere havde kejsermagten ikke formået at gøre ham til sit tjenende redskab. Og endelig havde det allerede i adskillig tid vist sig, hvorledes politiske momenter udhulede den kæmpende katolicismes styrke. Det sidste forhold fik store virkninger netop i årene 1629/30. Forbitrelsen mod Wallenstein og frygten for, at kejseren ved hans hjælp skulle krænke rigsforfatningen, kom til et heftigt udbrud på kurfyrstedagen i Regensburg i 1630; Richelieu havde pustet stærkt til ilden. Og kejseren veg tilbage. I august fik Wallenstein sin afsked, omend i stor nåde. Tilly blev hans efterfølger som hoved for den fra nu af forbundne kejserlige og ligistiske hær. Men hovedgrunden til kejserens eftergivenhed lå i, at en ny stor fare var begyndt at true.

Efter at Gustav II Adolf havde sluttet fred med Danmark i Knærød i 1613, havde han med stort held genoptaget sin slægts krige i østen. Ved freden i Stolbova 1617 havde han fra Rusland vundet Ingermanland og Keksholm len i Karelen; Sverige havde derved foruden landudvidelse opnået forbindelse mellem Finland og Estland og spærret russerne ude fra Østersøen. I 1621 var freden med Polen blevet brudt, og kongen havde erobret Riga og angrebet Kurland. Samtidig havde han med største opmærksomhed fulgt udviklingen af kampen i Tyskland; som ovenfor set havde han dog i 1624 ikke efterkommet Jakob I's opfordring til at kaste sig ind i den store krig. Han havde foretrukket at fuldende Livlands erobring og havde derpå vendt sig mod Preussen. Men i 1628 havde han ydet hjælp til Stralsund, og også på anden måde var han stødt sammen med kejseren, idet denne havde sendt en hjælpehær til polakkerne. Da var det, at Richelieu i sin iver for at samle fjender mod Habsburg mæglede en 6årig stilstand i Altmark i 1629 mellem Polen og Sverige, hvorved dette, så længe stilstanden varede, fik Livland og flere vigtige pladser i Preussen. Fra dette øjeblik blev kampen i Tyskland Gustav Adolfs store mål. Dette var dog alt andet end tilfældigt. Der var en nøje forbindelse mellem det og hans slægts politik fra Erik XIV's dage. Fra da af var de svenske vasaer begyndt at betragte en del af landene syd for Østersøen som hørende under deres interessesfære. Men Gustav Adolf udvidede denne langt mere mod vest end hans forgængere, allerede ved besættelsen af Livland og Kurland og dele af Preussen, endnu mere ved sine planer mod Tyskland. For dem har rimeligvis hans slægts og hans egen vidtspændende magtlyst betydet adskilligt; sandsynligvis har han fra 1628 tænkt på en erhvervelse, for stedse eller kun midlertidigt, af Stralsund. Men væsentligst dreves han dog frem af andre motiver. I kejsermagtens og katolicismens fremtrængen mod Østersøen øjnede han en støtte for Polen, en fare for Sverige, både politisk og religiøst. Dristig og storladen som han var, ville han forebygge denne fare ved at søge fjenden i hans eget land. Gift med en datter af kurfyrsten af Brandenburg, beslægtet med adskillige andre af de nordtyske fyrster, atter og atter anmodet af dem om bistand, anså han sig for kaldet til at forsvare deres frihed, og hans stærke protestantiske følelse ængstedes og harmedes over den sejr, hans religions fjender var i færd med at vinde. Af mange grunde ville han således værne den sydlige østersøkyst og dens opland. Thi sikkert er det, at da han greb til våben, indskrænkede hans direkte planer sig hertil; kun som en mulighed dæmrede det for ham, at sejre måske kunne føre ham til videre formål og bringe større erobringer. At sejrene kom, havde delvis sin grund i de øjeblikkelige forhold, som de var, da han greb ind i kampen. De tyske fyrster var optaget af den kommende kurfyrstedag, og den kejserlige hær var trukket mod syd. Snart efter afskedigedes Wallenstein, og Tilly's personlige kraft var mindsket. Dernæst havde Gustav Adolf store hjælpere, en statsmand som Axel Oxenstierna og fremragende hærførere som Johan Banér, Gustav Horn og Torstensson. Men frem for alt beroede hans fremgang på hans menneskelige storhed, hvis særkende var ægte religiøsitet, glødende tro på hans sags retfærdighed, utrættelig pligtfølelse, nordisk friskhed og mægtig kraft, og dernæst på hans store evner som statsmand og som hærfører. Som strateg har han lagt vægten på den såkaldte basis for operationerne dvs. sikkerhed for opstillingsstedet og tilbagetogslinien, oplagspladser for ammunition og proviant; herved blev fremmarchen gjort mindre afhængig af plyndringer og kontributioner. Men navnlig har han indført store forbedringer i våbnene og i taktikken. Artilleriet blev gjort stærkere, musketterne lettere, fodfolket opstilledes ikke længere i dybe firkanter, men på 3 geledder, der nemt kunne rykke ind i hinanden, rytteriet fik til opgave det hurtige angreb med blanke våben, en anden deling holdtes rede til undsætning. Ved alt dette øgede han hærens bevægelighed og skudhurtighed på slagdagene og skabte brugelige reserver. Alt i alt brød han nye baner for krigskunsten og blev en foregangsmand i, hvad der senere blev dens opgaver. Men meget betød det også, at der i hans hær var en kærne af udskrevne svenske soldater, som havde mindre af de internationale lejehæres fredløse og håndværksagtige instinkter, var lettere at holde i den tugt, som kongen satte så stor pris på, og inderligere knyttet til hærføreren og den sag, han kæmpede for, end det var sædvanligt på den tid. Senere da hæren blev større og større, ændredes dette forhold dog noget. Det var i sommerens midte i 1630, at Gustav Adolf gjorde landgang på øen Usedom, og kort efter førte han sine tropper over til Pommerns fastland. Han tvang hertugen til et forbund, der gav ham overbefalingen over den pommerske hær og forbeholdt ham højheden over landet efter hertugens snart ventede død, indtil arvefølgen var ordnet; hertugen var nemlig den sidste ætling af det gamle vendiske fyrstehus; den nærmeste arving var kurfyrst Georg Vilhelm af Brandenburg, men sagen var ikke helt ordnet. Ved årets udgang var kongen herre over hele Pommern og Oderfloden. Umiddelbart derpå i januar 1631 sluttede han forbund med Frankrig og grundlagde derved en langvarig og betydningsfuld forbindelse mellem denne stat og Sverige. Frankrig lovede store årlige subsidier, og da det tillige havde fornyet de ældre traktater med Nederlandene, var det derved afgjort blevet forbundsfælle af de protestantiske, mod Habsburg fjendtlige magter; Richelieu mente dog ikke dermed at skade katolicismen, da Gustav Adolf lovede kultusfrihed til katolikkerne i de lande, han måtte besætte. Men hvor meget forbundet end støttede kongens stilling, så svækkedes dog denne endnu ved kurfyrsterne af Saksen og Brandenburgs afventende holdning. Denne bevirkede, at kongen ikke vovede selv at rykke til undsætning for Magdeburg, mod hvilken by Tilly havde vendt sig; han sendte kun en af sine oberster derhen for at ordne forsvaret. I maj 1631 stormede Tilly byen. Under den hårde kamp udbrød der ild, der i kort tid forvandlede byen til en askehob. Protestanterne lagde straks skylden for ildebranden på Tilly, og denne anskuelse stod væsentlig urokket, indtil Wittich i 1874 godtgjorde, at i alt fald Tilly intet ansvar har haft. Men endnu er intet sikkert oplyst om, hvorledes branden er opstået. Begivenhederne gjorde et mægtigt indtryk. Katolikkerne jublede, men i den protestantiske verden lød råbet om hævn. Alles blikke vendte sig mod Gustav Adolf. Uden dog at lade sig lokke til ubesindig fremgang, sikrede han sig ved forbund med forskellige mindre protestantiske fyrster ledelsen af deres hære og tvang derpå Brandenburg til det samme. Da Tilly vendte sig mod Kursaksen, opgav også Johan Georg sin neutralitet og sluttede sig til Gustav Adolf. Få dage efter i september 1631, stødte den forenede svensk-saksiske hær sammen med Tilly's ved Breitenfeld, lige nord for Leipzig, og den ny svenske krigskunst bragte Gustav Adolf en afgørende sejr over hans modstander. Slaget blev en verdensbegivenhed; fra da af var protestantismen reddet, kejsermagten kastet tilbage, Gustav Adolfs overlegenhed i Tyskland sikret; i sine følger førte sejren også til Sveriges supremati i Norden. Sejren fæstnede desuden den udvidelse af Gustav Adolfs planer, som allerede var foregået skridtvis efter hans første fremgang på tysk grund. Mere og mere forfulgte han fra nu af til sin død 3 mål. Hele Tysklands anliggender skulle gennemgribende omdannes, i kirkelig henseende ved Restitutions-Ediktets ophævelse og afskaffelse af den religiøse regionaltvang, i politisk henseende ved, at stændernes rettigheder, som de var 1618, genoprettedes. Men for det andet skulle den religiøse og politiske fred sikres ved dannelsen af et stedsevarende særforbund af de tyske evangeliske stænder, der skulle være i forbund med Sverige og stå under dettes direktorium. Endelig skulle Sverige have tilfredsstillelse ved direkte erhvervelser; væsentligt har han derved tænkt på Pommern.(Meget usikkert er det, om Gustav Adolf tillige har stræbt efter kejserkronen og tænkt sig at indføre et evangelisk kejserdømme). Det står rimeligvis i forbindelse med denne hans politik, når han efter Breitenfeld overlod den saksiske hær til at angribe kejserens arveland Bøhmen, men selv vendte sig mod hjertet af det egentlige Tyskland. Over Thüringen drog han til Main-dalen og videre mod vest igennem »Die Pfaffengasse«, egne, hvor katolicismens herredømme for ikke mange tiår siden var blevet genoprettet af bisper, abbeder og jesuiter. Hvad der var tilbage af protestanter, især i de frie byer, hilste ham med jubel; fyrster, imellem hvilke hertug Bernhard af Saksen-Weimar, og gesandter hyldede ham, hans forbundssystem udvidedes. Medens præster og klosterfolk flygtede, begyndte han en sekularisation af de gejstlige stifter og skænkede dem til adelige og officerer. Han kunne håbe at have lagt en sikker grund for sine bestemmelser om Tysklands nyordning. Endnu mere stod han som hersker under sit ophold i Mainz ved nytårstid, og rundt om i Tyskland stod hære på ialt 100.000 mand rede til at lystre hans vink. Han underhandlede også om fred med kurfyrsten af Bayern og samtidigt med Frankrig om udvidelse af forbundet. Men Maximilian var endnu ikke knækket, og Richelieu holdtes af religiøse betænkeligheder tilbage fra at knytte sig nøjere til den så stærke evangeliske magt. Så brød Gustav Adolf i foråret op fra Mainz mod Bayern. Ved Lech-floden forsøgte Tilly at standse ham, men han blev dødeligt såret, og hans hær flygtede. Kongen holdt sit indtog først i Augsburg og derpå i München. Det var højdepunktet i hans liv. »Snekongen«, som man i Wien hånligt havde kaldt ham i 1630, var blevet til »Løven fra Norden«. Da mødte han for første gang en modstander, der var ham jævnbyrdig i kraft, om ikke i skabende krigskunst. Wallenstein havde efter sin afsættelse trukket sig tilbage til sine godser i Bøhmen, hvor han rugede over hævn over kejseren. I kraft af sin rigsfyrstestilling tiltroede han sig ret til at handle, som han ville. Han havde søgt forhandlinger med Gustav Adolf og vist sig villig til at støtte ham med våbenmagt. Men efter Breitenfeld trængte kongen ikke til ham. Derimod var dette nu tilfældet med kejseren, og følgen blev, at Wallenstein atter trådte i Ferdinands tjeneste, men rigtignok på sådanne vilkår, at der i dem lå næsten vished for en kommende strid; foruden andre fordele skulle han have en fuldkommen uafhængig ledelse af den kejserlige hær og ret til at indlede underhandlinger om fred med Kursaksen. Foreløbigt skuffedes dog ikke kejserens forhåbninger til ham. Han stampede atter en hær op af jorden, rensede først Bøhmen for sakserne, vendte sig derpå mod Gustav Adolf og forenede sig med den bayerske hær. Kongen havde sat sig fast i Nürnberg. Men Wallenstein indtog en stilling vest derfor i en befæstet lejr. Kongen, der ikke kunne skaffe proviant nok til sine tropper, forsøgte derpå en storm på Wallensteins hær, men blev besejret. Gustav Adolf opgav nu Nürnberg, og da Wallenstein vendte sig mod Saksen, fulgte han ham. Den 16. (6.) november 1632 stod det berømte slag ved Lutzen, der endte med Wallensteins tilbagetog. Men Gustav Adolf var faldet. En mægtig indsats havde han gjort i verdenshistorien, vendt lykken i den store kamp, standset Habsburg og katolicismen, skabt sig selv og sit fædreland en berømmelse, som ingen nordisk fyrste og ingen nordisk magt før havde ejet.

Gustav Adolfs død kunne ikke andet end svække Sveriges indflydelse i Tyskland, så meget mere som arvingen til tronen var hans 6årige datter Kristina og en formynderregering derfor overtog styrelsen. Men at virkningerne ikke blev større, skyldtes, at ledelsen af de svenske anliggender syd for Østersøen kom i hænderne på rigskansleren Axel Oxenstierna, der med sit store diplomatiske snille forenede et indgående kendskab til fastlandets politiske forhold. Ganske vist faldt hans planer ikke helt sammen med kongens i dennes sidste tid. Ikke omdannelsen af Tyskland, men erhvervelsen for Sverige af så meget som muligt af Østersøens sydkyst, var hans store mål. Men også hertil målte kampens fortsættelse være midlet. Her gjaldt det da i første linie om at opretholde det stiftede alliancesystem. Fuldt lykkedes det ikke; kurfyrsterne af Saksen og Brandenburg viste sig tilbøjelige til udsoning med kejseren. Men de protestantiske stænder i Øvre-Tysklands 4 kredse, den frankiske, schwabiske, øvre- og nedre-rhinske, knyttede sig til Sverige ved et forbund, for hvilket Oxenstierna blev direktor, og kort efter sluttede de fleste stænder i de to saksiske kredse sig dertil. Også forbundet med Frankrig fornyedes. Bernhard af Saksen tog hertugdømmet »Weimar Franken« (Bamberg, Würzburg m. m.) til len af Sverige. For en del lykkedes det også at besejre de store vanskeligheder, der rejste sig ved hærene, og som beroede på manglende evne til at lønne soldaterne, på de fremmede lejetroppers store overtal over den nationale svenske kærne og på skinsyge mellem generalerne. Endnu var hele Rhinlinien i de forbundnes hænder. Når den militære stilling vedblivende var så gunstig i vest og i syd, skyldtes det for en stor del Wallensteins holdning. Om denne og om årsagerne til den har hersket stor strid, og endnu er langtfra alle gåderne sikkert løste; visse ting står dog fast. Hans mål fra Gustav Adolfs død til hans eget fald var at skabe freden i Tyskland. Han har for at opnå målet handlet på egen hånd og vel søgt sin berettigelse dertil i den ret uklare fuldmagt, han 1632 havde fået af kejseren. Men han har handlet uden fasthed og konsekvens, både i sine diplomatiske forhandlinger og som hærfører de enkelte gange, han i det hele greb militært ind. Han har endvidere indladt sig på et dobbelt, ja tredobbelt spil ved sine underhandlinger, der snart gik ud på særfred med Saksen, snart på en almindelig fred også med Sverige og Frankrig. Han har næsten hele tiden handlet i alt fald tvetunget overfor kejseren. Da greb andre ting ind i hans skæbne. Hans tvivlsomme adfærd havde skabt ham mange fjender ved kejserhoffet, især blandt kejser Ferdinands kirkelige rådgivere. De fik støtte hos Maximilian af Bayern, der harmedes over, at han ikke bragte ham hjælp, og hos Spanien. Modslaget herimod var, at Wallenstein endnu ivrigere end før drev sine underhandlinger på egen hånd og ville sikre sig sin hærs troskab ved at lade sine oberster underskrive et revers i Pilsen om ubrødelig lydighed mod ham. Men selv indenfor officererne kunne kejseren regne på bistand, når han endelig bestemte sig til at bryde med den mægtige. I begyndelsen af 1634 underskrev han hans afsættelse, og rundt om i hæren gav dette skridt signalet til frafald fra Wallenstein. Først da brød denne broerne af bag sig, blev den åbenbare oprører ved at kalde selve Bernhard af Saksen-Weimar til sin hjælp. For at være nærmere ved ham, drog han, syg og med få tropper, til Eger. Her var det da, at han blev myrdet af nogle sammensvorne, der kendte kejserens harme mod ham uden dog at have nogen ordre fra ham til dåden. Wallensteins stjerne, som han havde troet på til sin sidste stund, var gået ned for bestandigt. Forholdene blev gunstige for kejseren. Kurfyrsten af Saksen ønskede fred, i det tysk-svenske forbund var der rivninger, ligeledes mellem hertug Bernhard og den svenske general Horn. Ved Nordlingen led de et knusende nederlag; Horn og 6,000 mand blev fanger i 1634. Slagets følger blev overordentlig store. Næsten hele Sydtyskland kom i kejserens og katolikkernes magt, og en blivende grænse var sat for protestantismen. Men virkningerne strakte sig videre. Den fred med Johan Georg af Saksen, som så længe havde været på tale, kom i stand i Prag 1635. Saksen forbandt sig med kejseren til fordrivelse af svenskerne fra riget og fik til gengæld ejendomsret over Lausitz der tidligere var blevet pantsat til det. Til freden sluttede sig snart efter Kurbrandenburg og hele den Neder-Saksiske kreds. Almindelig blev freden dog ikke; men ved årets udgang stod kun hertug Bernhard og Hessen-Kassel under våben på Sveriges side. Et uhyre omslag var indtrådt i Tyskland. Men samtidigt var sket noget andet. Richelieu havde bestemt sig til at lade Frankrig træde åbent frem som krigsførende magt. Han havde ikke længere grund til at frygte det evangeliske Sverige som ledende i Tyskland, men meget mere grund til at ængstes for Habsburgs fornyede overherredømme, og for at Spanien skulle sætte sig fast ved Rhinen. I foråret 1635 erklærede Frankrig Spanien krig og sluttede offensivt forbund med Nederlandene mod den fælles fjende. For at skaffe sig militær støtte til krigen indgik det en overenskomst med hertug Bernhard, hvorved denne trådte i fransk sold og fik overdraget overhøjheden over det Østrigske Elsass. Tillige friede Richelieu Sverige for en fornyet krig med Polen, og ved fransk mægling sluttedes en ny stilstand i 1635. Hvor forskellige disse begivenheder i året 1635 end var, så betød de tilsammen, at et nyt afsnit af Trediveårskrigen var begyndt. Endnu mere end før var den blevet en verdenskamp, og dens religiøse side var afgørende trængt tilbage; den var overvejende blevet en politisk krig, en krig om besiddelse og magt. Men de deri bundende modsætninger var så store, at end ikke flere vigtige personforandringer, som i de følgende år indtrådte i to af Europas største stater, fik nogen betydning for deres udenrigspolitik. I 1637 fulgtes Ferdinand II som kejser af sin søn Ferdinand III (1637-57); han var vel uden faderens stærke religiøse fanatisme og ville helst freden, men dog kun på for ham billige vilkår, og hans mangel på kraft gjorde ham afhængig af spansk indflydelse. I 1642 døde Richelieu og i 1643 Ludvig XIII, men med Mazarin som leder fortsatte Ludvig XIV's formynderregering uden vaklen den habsburgfjendtlige politik. Der kæmpedes i disse år næsten allevegne i Europa. Fra 1640 støttede Frankrig Portugals og Cataloniens oprør. I 1643 vandt dets hær under prinsen af Enghien, den senere prins af Condé, den berømmelige sejr ved Rocroi i de Spanske Nederlande over spanierne. Med disse begivenheder dalede Spaniens verdensanseelse afgørende. Også den Nordiske Krig i 1643-45 stod i nær forbindelse med den almindelige kamp; Sverige ville ramme Kristian IV for at lamme hans bestræbelser for at hindre Sveriges udvidelse ved Østersøen. Hvad krigen i Tyskland angår, nåede den i årene 1635-48 et højdepunkt af brutalitet. Hærførernes og officerernes udsugelsessystem, lejebandernes plyndringer og vold overgik, hvad den tidligere tid havde oplevet. Selve kampene bølgede længe frem og tilbage; snart måtte de svenske tropper trække sig tilbage til Pommern, snart faldt de ind i de østrigske arvelande; også de franske hære havde vekslende lykke i Sydtyskland. Dog var de svenske hærførere, især Banér og Torstensson, deres modstandere overlegne. For Frankrigs vedkommende spillede en begivenhed en stor rolle. Mellem Bernhard af Saksen-Weimar og Richelieu var det hurtigt kommet til rivninger; men striden endte ved Bernhards pludselige død i 1639. Richelieu benyttede sig heraf til at få hans herreløse hær til at tage fransk tjeneste og til at lægge beslag på de af ham erobrede lande. Med denne hær og med udmærkede hærførere som Condé og Turenne kunne nu Frankrig kaste et vægtigt lod i kampen. Vigtige følger fik også et fyrsteskifte i Kurbrandenburg. Denne stat havde hidtil trods dens territoriale omfang kun spillet en ret ringe rolle under krigen, og dens hovedland Mark-Brandenburg havde lidt forfærdeligt. Da fulgtes 1640 den svage kurfyrste Georg Vilhelm af sin unge søn Frederik Vilhelm. Ingen kunne vel foreløbigt ane, hvilken betydning han skulle få for sin stat og det hohenzollernske hus, men han brød snart det forbund, hans fader i 1635 havde sluttet med kejseren, og stillede sig neutralt. Hans opgave blev hans stats sikkerhed og magtudvidelse, og særlig fæstede han blikket på Pommern; hans arvekrav derpå havde fået gyldighed ved fyrstens død, men han havde Sverige til medbejler. Hertil kom, at kurfyrst Maximilian af Bayern i tråd med de politiske interessers almene overvægt over de religiøse fjernede sig fra kejseren. Alt dette i forening med den almindelige forpinthed og længsel efter tilbagevenden af rolige tilstande bevirkede, at der efter lange forhandlinger trådte en fredskongres sammen i Osnabrück og Münster. Næsten alle Europas ypperste diplomater havde givet møde; en pavelig og en venetiansk gesandt virkede som mæglere. Det var første gang, at man søgte at ordne så godt som alle Europas anliggender ved en fællesforhandling. De store stridsgenstande og krigsbegivenhedernes vekslende gang trak ganske vist underhandlingerne ud i en række år. Men endelig kom fredsslutningerne 1648; samlet har de fået navn af Den Westfalske Fred.

Fredsbetingelserne kan for Tysklands vedkommende deles i 3 grupper: 1) de territoriale forandringer. Frankrig fik stadfæstelse på de i 1555 erhvervede bispedømmer Metz, Toul og Verdun samt, men ganske vist i delvis omtvistelige udtryk, landskabet Elsass med undtagelse af byen og bispedømmet Strassburg. Da det ikke forpligtedes til at rømme det under krigen besatte hertugdømme Lothringen, bevarede det også foreløbigt dette land. Sverige fik som len af det tyske rige Forpommern med Rügen og det vestlige Bagpommern med Stettin og øen Wollin, endvidere Wismar og de tidligere bispedømmer, nu hertugdømmerne Bremen og Verden. Brandenburg fik resten af Bagpommern samt som erstatning for sine arvekrav på det øvrige Pommern de tidligere bispedømmer Kamin, Halberstadt og Minden samt krav på ærkestiftet Magdeburg efter den daværende administrators død, der indtraf i 1680. Forskellige nordtyske stater fik andre gejstlige stifter. Bayern beholdt kurværdigheden og Øvre-Pfalz, men en ny kurværdighed (den 8de) oprettedes for den afdøde kurfyrst Frederik af Pfalz's søn og efterkommere; tillige fik de Nedre-Pfalz. 2) de religiøs-kirkelige bestemmelser. Augsburgfredens bestemmelser om retlig ligestilling (paritet) for stænderne af de stridende trosbekendelser stadfæstedes, og det således, at de calvinske udtrykkelig fik samme ret som de lutheranske, og at rigskammerretten skulle bestå af lige mange katolske og evangeliske medlemmer. På rigsdagen skulle stridigheder om religiøse spørgsmål og om fredens fortolkning ikke afgøres ved flertalsbeslutninger, men ved mindelig overenskomst. Med hensyn til de gejstlige umiddelbare og middelbare stifter fastsattes i 1624 som normalår; hvad der på den tid var henholdsvis i evangelisk og katolsk besiddelse, skulle vedblive at være det. Derimod fastsloges de verdslige fyrsters ret til at skifte religion og derved bestemme den herskende bekendelse i landet; dog skulle de undersåtter, som i 1624 havde haft ret til religionsfrihed, vedblivende beholde den; med hensyn til andre beboere, hvis tro afveg fra landsherrens, bestemtes, at han, hvis han ville tåle dem, skulle unde dem husandagt, eller, hvis han ville udvise dem, tilstå dem en ret lang frist. Men for kejserens arvelande (dog Schlesien undtagen) og Øvre-Pfalz skulle den fulde fyrstelige religiøse regionalret gælde. 3) bestemmelser om rigsforfatningen. En amnesti skulle udstedes af kejseren, dog stærkt begrænset for oprørerne i hans arvelande. Der sikredes stænderne den fulde landshøjhed over deres territorier, endda med ret til at slutte forbund, ikke alene indbyrdes, men også med fremmede magter, dog kun for så vidt som disse forbund ikke var rettede mod kejseren, riget og freden. De schweiziske kantoner udløstes af deres hidtilværende formelle samhør med riget. Til alt dette kom fredsslutningen mellem Spanien og de Forenede Nederlande, hvorved disses uafhængighed anerkendtes; heri lå også, at de trådte ud af forbindelsen med det tyske rige. Spanien havde tillige måttet opgive de nordligste dele af Brabant, Flandern og Limburg og anerkende Scheldens spærring. De nederlandske Øst- og Vestindiske handelskompagnier skulle beholde deres fra Spanien og Portugal erhvervede besiddelser.

Frankrigs mellemværende med Spanien var ikke blevet afgjort ved Den westfalske Fred, og krigen fortsattes. Spanien drog store fordele af den indre opløsning, som frondekampen bevirkede i Frankrig 1649-53. Men efter denne kamps ophør stod Frankrig atter som den stærkeste som militær magt, skønt den ene af dets store hærførere, Condé, havde sluttet sig til dets fjende, og også politisk genvandt det sin førstestilling takket være Mazarins store diplomatiske kunst. Han sluttede forbund med det af Cromwell ledede England, og da kejser Ferdinand III udenformelt at bryde freden vedblev at sende sin forbundsfælle Spanien hjælpetropper, udnyttede han de tyske fyrsters uvilje herimod. En lejlighed dertil gaves, da kejseren døde i 1657. Vel lykkedes det ikke Mazarin at hindre valget af hans søn Leopold, men han opnåede, at kurfyrsterne ved valgkapitulationen forpligtede ham til ikke at bistå Spanien. Og da i 1658 de vesttyske fyrster, både de 3 gejstlige kurfyrster, Brunsvig og Sverige (for Bremens og Verdens vedkommende) og flere andre, sluttede det såkaldte Rhinforbund til sikring mod Habsburg og til fredens og valgkapitulationens overholdelse, tiltrådte Frankrig det »som medlem af freden«. Betrygget på denne måde formåede den franske hær under Turenne at vinde afgørende fordele i felttoget på nordgrænsen i 1658. Nu bekvemmede Spanien sig også til fred, der blev sluttet på fasanøen i floden Bidassoas delta (Pyrenæerfreden i 1659). Frankrig erhvervede Roussillon i syd samt Artois og flere grænsepladser i nord; Dunkerque tilfaldt England. Til gengæld amnesteredes Condé, og der aftaltes et ægteskab mellem Ludvig XIV og Filip IV's datter Maria Theresia; hun forpligtede sig til at opgive sine arvekrav på Spanien, men rigtignok kun fra det øjeblik, da dette rige udbetalte en fastsat medgift. Heri lå spiren til senere skæbnesvanger strid, men foreløbig var kampen mellem Bourbon og Habsburg bragt til afslutning.

Striden mellem Sverige og Polen flammede atter op, da den polske konge Johan Kasimir i 1654 ved Kristinas tronfrasigelse optog sin slægts arvekrav på Sverige, og dettes konge, Karl X Gustav, Gustav Adolfs søstersøn, med iver greb den lejlighed til fornyet krig, som det forestående udløb af våbenstilstanden gav. Tanken om en deling af det polske rige var fremme hos ham. Polens indre tilstande lettede hans angreb, adelen gik i skarevis over til ham, Warszawa og Krakau overgav sig, og mange polske landskaber anerkendte ham som konge. Hans planer gik videre, han ville erobre Preussen, men her mødte han modstand hos kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg; dog opnåede han forlig med denne. Samtidigt havde imidlertid det hårde svenske styre vakt et omslag i Polen; allevegne rejste polakkerne sig, og Johan Kasimir, der var flygtet, vendte tilbage. Den forenede svensk-brandenburgske hær sejrede dog i det store slag ved Warszawa i 1656. Men året derpå brød Frederik III af Danmark freden med Sverige. Hermed indlededes afgørende begivenheder i Nordeuropa. Karl Gustav vendte sig mod Danmark og tvang det til store landafståelser ved freden i Roskilde 1658. Frederik Vilhelm havde imidlertid søgt at udnytte stillingen. I 1657 havde han sluttet forlig med Polen i Wehlau, hvorved han opnåede at få Østpreussens lensforhold hævet. Han håbede tillige at erobre Pommern, og da Karl Gustav i 1658 fornyede krigen med Danmark i håb om at underlægge sig dette rige, indgik han, kejser Leopold og Polen et forbund med Frederik III mod Sverige. Krigene vakte i høj grad Vesteuropas opmærksomhed. Frankrig, England og Nederlandene virkede af politiske og kommercielle interesser for at standse dem. De fandt endelig deres afslutning i 1660. Freden i København beseglede Sveriges besiddelse af sundprovinserne, og freden i Oliva skaffede det Livland; kongen af Polen måtte tillige opgive sine arvekrav på Sverige, og for Østpreussens vedkommende stadfæstedes Wehlau-forliget; men Brandenburgs forhåbninger med hensyn til Pommern blev skuffede. I de nærmest følgende år bragtes også de langvarige krige mellem Rusland og dets fjender Polen og Sverige til foreløbig afslutning. I 1598 var det ældgamle rurikske fyrstehus uddød. Derefter var fulgt borgerkrige (de falske Dmitriers tid), i hvilke Ruslands naboer i vest og nord havde blandet sig. En tid havde det set ud til, at polakkerne skulle blive herrer i Moskva, men deres forhåbninger var blevet tilintetgjorte ved en national rejsning, der frigjorde Rusland for fremmedherredømmet og i 1613 gav magten til det romanovske hus' første hersker Michael Feodorowitsj. Ved freden i Stolbova 1617 havde han dog måttet gøre Sverige store indrømmelser, og da krigen med denne magt snart udbrød igen, måtte Michaels søn og efterfølger Alexis (1645- 76) i 1661 stadfæste den forrige fred. Den ligeledes fornyede krig med Polen trak noget længere ud. Striden drejede sig om de vestlige grænser samt om herredømmet over kosakkerne i Ukraine. Kosakkerne var udvandrere fra Polen og Rusland, der fra slutningen af det 14. århundrede havde dannet krigerske samfund med befæstede lejre under overledelse af en hetman på de skovløse sletter, der lå på grænsen mellem slaverne og tatarerne og strakte sig fra Donau hen imod Ural. Freden mellem de to riger i 1667 gav også Rusland herredømmet over kosakkerne i Ukraine, for så vidt de boede øst for Dnjepr. Tillige beholdt Rusland de omtvistede byer Kiev og Smolensk.

Det var først ved århundredets midte, at Spanien mistede sin stormagtsstilling. Da bukkede dets hære og dets diplomati under for Frankrigs, og dets statsbygning ramtes af en række dybe sår. Catalonien, hvis befolkning var meget forskellig fra Castiliens og var knyttet ved sprog og traditioner til Sydfrankrig, rejste sig i 1640 til et oprør, da den selvstændighed, det hidtil havde bevaret ved privilegier og i stænderforsamlinger, var blevet krænket; oprørerne overgav endog landet til Ludvig XIII, og 12 år varede kampen, inden det spanske herredømme påny var blevet befæstet. I 1647 udbrød en revolte i Neapel, hvis befolkning længe havde lidt under slet forvaltning og utålelige skafter og nu var blevet yderligere forbitret ved en afgift på frugt, der var de fattiges fornemste levnedsmiddel. Det var et rent fattigmandsoprør, ledet af en fisker fra Amalfi, Masaniello. En tid fik han magten, men snart blev han greben af storhedsvanvid, så pøbelen kunne hidses mod ham; han blev dræbt, og det derpå indtrådte anarki standsedes endelig af en spansk flåde. Men var det således lykkedes regeringen på disse to steder at hævde sin magt, så gik det anderledes i Portugal. Siden dets indlemmelse i Spanien 1580, var dets interesser blevet forsømte, og store skatter trykkede folket, og adelen krænkedes ved, at høje embeder blev besatte med spaniere; tillige erobrede nederlænderne mange af dets kolonier og ødelagde dets handel. I 1640 udbrød et oprør, og hertug Johan af huset Braganza, en gren af den før 1580 herskende kongeslægt, udråbtes til konge. Hjælp kom fra Frankrig og Spanien måtte anerkende Portugals uafhængighed. Allerede i 1648 havde det måttet gøre den samme indrømmelse til de nordlige Nederlande, som jo faktisk længe i forvejen havde haft deres frihed. Nedgangen i anseelse og styrke hang sammen med et indre forfald, som skyldtes svagheder både hos styrelsen, hos de ledende samfundsklasser og hos det brede folk. Allerede længe havde absolutismen været Spaniens regeringsform; ihvorvel der endnu bestod stænderforsamlinger i hver af provinserne, så havde de dog ringe indflydelse (med undtagelse af i Catalonien indtil 1640 samt i de baskiske lande). Overordentlig meget afhang derfor af kongens person. Filip II havde med sin stærke individualitet slidt voldsomt på landet. Hans efterfølgere gjorde skade ved deres svaghed. Filip III blev i 1621 fulgt af sin søn Filip IV. Han var bedre begavet end faderen, havde interesse for kunst, men var doven og nydelsessyg og ødelagt af smiger og udsvævelser. Da han døde i 1665, blev hans mindreårige søn Karl II konge; hele sit liv blev han et forkælet og dovent barn. Den øverste forvaltning var kollegialt indrettet, i hænderne på de store råd. De var spidsen af et bureaukrati, så vidt forgrenet og så talrigt, at 1/5 af hele befolkningen regnedes for at høre til embedsstanden og dens familier. Men netop denne embedsstand var ulykkebringende ved sin demoralisation, sin bestikkelighed og sin udsugelse af folket. Som et andet organ for absolutismen fungerede hoffet, der fra begyndelsen af århundredet havde sit faste sæde i Madrid. Dets kærne var granderne, den høje adel, der havde opgivet sin selvstændighed og hang ved kongen med stor loyalitet; kun værnede de om deres ret til at beholde deres hat på i hans nærværelse. Der var hos dem den fineste statelighed og den fornemste værdighed, alt det som kaldtes grandezza; med varm interesse omfattede de også teater, litteratur og kunst. Men hoflivet blev indpuppet i den småligste etikette og i ceremonier af den særeste art, nøje bestemte for hver time på dagen, for hver lille som stor begivenhed. Og bag grandezzaen og etiketten lå ørkesløsheden og en umættelig trang til pragt og ødselhed; utrolige pengesummer medgik til grandernes husholdning og deres skarer af tjenere. Sammen med kongerne og granderne har gejstligheden et hovedansvar for Spaniens nedgang. I århundredes begyndelse havde dens fanatisme fået et forfærdeligt udslag. Allerede Filip II havde forfulgt moriskerne, men noget langt værre skete i 1609/10. Den halve million af dem, som var blevet tilbage, især i provinsen Valencia, blev fordrevet og under grusomme mishandlinger overflyttet til Afrika. Stemningen i folket havde hjulpet til, og selve Cervantes priste forfølgelsen som et udslag af en guddommelig inspiration. Og stærkere og stærkere tyngede vrimlen af klostre, der løb op over 10,000, og af præster, munke og nonner, der regnes til i alt 200,000; på over 1/5 af Spaniens jord havde tilmed kirken lagt sin hånd. Inkvisitionen forfulgte alle friere tænkende, og autodaféerne vedblev hele århundrede at høre med til de nationale fester. Under alt dette ødelagdes statens finanser. Sølvstrømmen fra kolonierne vedblev ganske vist, men dels slugtes den af forbruget til hoffet og krigen, dels passerede den Spanien på vejen til udlandet. Ved hårde skatter skaffede man sig penge, men ikke mindst »alcavalaen« blev et uhyre tryk. Og trods dette kom statsbankerotter og pantsættelser af næsten alle statsindtægter. Folket havde sit ansvar. Ganske vist var der lyspunkter i dets karakter. Netop nu udfoldede sig en berømmelig skønlitteratur og en stor kunst, og den gamle spanske dyrkelse af stolthed og fornemhed var ikke uden idealitet. Men den blev til ulykke. Den holdt i live en storhedsforestilling og en magttrang, som ikke svarede til Spaniens virkelige forhold, men medvirkede til at skabe hovedulykken, foragten for arbejdet. Denne foragt var til stede hos granderne og gejstligheden, men fandtes også hos den store mængde af lavadelen (hidalgos) der skønt ofte fattige var stolte af deres aner og privilegier og fremfor alt ikke ville nedlade sig til handel og værkflid. Og den mærkedes hos selve borgerstanden. Thi hvad denne manglede var netop arbejdsiver og energi; hvad den havde for meget af var honnet ambition, borgerne higede efter at blive embedsmænd eller adelige. Intet under derfor, at den under Filip II begyndte økonomiske tilbagegang fortsattes med stærk fart. Silke- og uldfabrikkerne led et hårdt knæk, de store handelsforretninger standsede. Fra udlandet skaffedes de varer, nationen og kolonierne skulle bruge, og selv den indenlandske omsætning kom fuldstændigt i hænderne på fremmede købmænd; byernes befolkning blev mest embedsmænd, småhandlende, håndværkere og de fornemmes lakajer. Og samtidigt led agerbruget under grandernes, biskoppernes og klostrenes ret til at lade deres fårehjorder græsse på markerne langs vejene, landet kunne ikke brødføde sig selv, skønt befolkningen tog af, og rundt om sværmede skarer af landstrygere, ødelagte hidalgos, forarmede bønder, eventyrere, smuglere og røvere. Ved århundredets midte var Spanien et i afgørende henseender knækket land.

I 1594 var Henrik IV blevet almindeligt anerkendt som Frankrigs konge, og dermed var det bourbonske hus' herredømme grundlagt. I 1598 havde han endt krigen med Spanien og bragt religions- og borgerkrigen til afslutning ved det Nantiske Edikt. Men der tiltrængtes meget mere for at læge de sår, som den lange uro havde bibragt land og folk. Borgerkrigen havde sluppet lidenskaberne løs, forvildet sæderne, gjort folket fattigt. I stæderne var vævningsindustrien sygnet hen; italienske og engelske klædestoffer oversvømmede landet; arbejderne var blevet brødløse, og tiggerskarer huserede. På landet havde forarmelsen ramt alle, både store og små; agerbruget var forsømt, røverbander, til dels bestående af aftakkede soldater, strejfede om; da godsejerne for al skaffe sig vederlag for deres mindskede indtægter pålagde bønderne øgede byrder, kom det til uroligheder i flere egne. Statskassen var tom, dens gæld uhyre; kronens domæner var for en stor del pantsatte. Tillige var finansstyrelsen i forvirring. Taillen indbragte mindre end førhen, også fordi mange borgerlige havde erhvervet adelige privilegier, og den opkrævedes uordentligt, de indirekte skatter, som gabellen, accisen og tolden, var bortforpagtede og det således, at udbyttet mest gik i forpagternes lommer. Hertil kom uhyre politiske vanskeligheder. Borgerkrigene var brudt ind over et Frankrig, hvor århundreders kraftige arbejde på at skabe en enhedsstat og et overmægtigt kongedømme havde nået et foreløbigt højdepunkt under Frans I's og Henrik II's regeringer. Selv da havde der dog manglet meget i enheden og i kongemagtens styrke. Der var stadigt stor forskel på Nord- og Sydfrankrig, i talesprog og i retstilstande. I norden brugtes la langue d'oïl. I syden langue d'oc; i norden gjaldt vedtægtsrettigheder, i syden den skrevne romerret, og hver provins og hver by havde sine egne privilegier. Tilsammen faldt provinserne i to klasser; i den ene (les pays d'élection) var styrelsen i hænderne på kongevalgte embedsmænd, i den anden (les pays d'etats) fandtes stænderforsamlinger, der hævdede for sig ret til at bevilge skatterne og, selvom denne ret mest var af formel natur, havde myndighed til at fordele de krævede totalbeløb på de skattepligtige. Parlamenterne dvs. de højeste domstole i provinserne og navnlig det i Paris, havde endnu bevaret deres ret til at gøre indsigelse mod kongelige forordninger, når de blev forelagt dem til indregistrering, undtagen kongen selv indfandt sig i lit de justice. Hertil kom privilegier til gejstlighed og adel, særlig omfattende skattefrihed og herredømme (seigneurialret) med territorial jurisdiktion over bønderne. Men de svagheder ved statsbygningen, som således fandtes før borgerkrigene, var i høj grad blevet øgede ved disse. De havde genvagt feudale instinkter, og disse havde fået en tilsætning af partivæsen og af renæssancetidens ubeherskede individuelle selvstændighedsattrå. Provinsstænder og parlamenter var påny blevet stærke magter. Højadelen følte sig atter i sin vælde. Indenfor den havde prinserne og nogle halvt fremmede fyrsteslægter, især guiserne, vænnet sig til at forfølge deres personlige mål, og provinsguvernørerne stræbte efter at forandre deres embedsstillinger til arvelige len. Også dele af lavadelen, der for øvrigt gennemgående var uden dannelse og større formue, havde let ved at rejse oprørsfanen. Et stærkt splittelsesmoment afgaves endelig stadigt af huguenotterne. Vel havde de i Nordfrankrig næsten tabt al tilslutning, men i Sydfrankrig var de talrige. Og vel havde de sluttet fred med Henrik IV, men kun på vilkår, der sikrede dem en fast politisk særstilling. Med deres egne forsamlinger, egne finanser, egen hær og med adelige førere, der var gennemtrængte af borgerkrigens hele feudale tankegang, udgjorde de en stat i staten. Trods alt dette var der dog adskillige betingelser for en genoprettelse af et stærkt kongedømme og af ordnede tilstande. Adelen var i virkeligheden ikke så stærk som den syntes. Ikke alene selve krigen, men også økonomiske årsager havde undergravet dens formue; den havde ikke kunnet bære den luksus, som renæssancevanerne havde medført, og bøndernes faste pengeafgifter svarede ikke til vareprisernes stigning. I stort omfang havde den måttet sælge sine godser til embedsmænd og andre borgerlige; som følge heraf søgte mange til hoffet og blev derved ledet til at bøje sig for kongemagten. Den følte også stedse stærkere en medbejler rejse sig ved sin side, nemlig bureaukratiet. Dette rekruteredes fra bourgeoisiet, hvis medlemmer ved køb erhvervede embederne og med dem privilegier, omtrent lig med adelens. Endnu kaldtes de vel bourgeoisie de robe og mødte, men ganske vist som toneangivende, i stænderforsamlingernes 3dje stand. Men de var desuagtet på vej til at blive en særklasse, ildeset af den gamle adel (noblesse d'épée), selvom adskillige af denne af pengenød bragtes til at gifte sine døtre ind i bureaukratiet. Stærk var tilgangen til denne klasse, thi hvad der var af fint og rigt i borgerskabet søgte embeder for at opnå fornemhed, magt og mere formue. Kongedømmet trængte derved mindre til den gamle adel. Selvom den ny stand ved sin enebesiddelse af parlamentsembederne blev en skranke for kongedømmet, så var dens medlemmer dog kongelige embedsmænd og endvidere bestemte tilhængere af kirkens og statens selvstændighed overfor pavedømmet. Fuldt så meget til gavn for kongedømmet blev dog den trang til ro og orden og den længsel efter een stærk herre istedet for mange småtyranner, som var det naturlige modslag mod borgerkrigens ufredstid. Bodin havde jo også forkyndt læren om suverænitetens udelelighed, og kravet om en stærk samfundsmagt udtaltes af andre forfattere. Ingen skreven lov forpligtede heller kongen til at indkalde generalstænderne indenfor bestemte frister. Et andet hovedforhold lovede godt for ophjælpning af de økonomiske tilstande. Lignede den franske borgerstand end den spanske ved sin honnette ambition, så var den dog uhyre forskellig fra den ved sin store flid. Meget afhang i dette øjeblik af kongens person, og her blev det da Frankrigs lykke, at Henrik IV, skønt ikke nogen statsmand af første rang, dog var den rette mand. Med en nervøs lidenskabelighed og en utæmmelig elskovstrang, der til sine tider endda kunne tage magten over statslige hensyn, forbandt han ikke alene en stærk fysisk kraft, men også racefinhed, en glad munterhed, en bedårende vennesælhed overfor høje og lave, en varm kærlighed til sit folk og en urokkelig tro på dets storhed, tillige klogskab og myndighed, magtlyst og forståelse af kongedømmets betydning. Han tog praktisk på tingene, og blev på een gang elsket og frygtet som få af Frankrigs konger. Ved sin side havde han en række dygtige hjælpere, deriblandt især finansministeren Sully, en brutal, selvglad og egennyttig mand, men klog, energisk og ivrigt interesseret i statens og kongens vel. Om den måde, hvorpå Henrik IV genrejste Frankrigs anseelse udadtil, har vi tidligere talt. I sin indre politik skiftede han mellem forsonlighed og strenghed. Han tog sine rådgivere blandt de dygtige og loyale uden hensyn til deres tidligere partistilling eller deres trosbekendelse; således var Sully protestant. Men han knuste de oprørsforsøg, som enkelte højadelige, der havde søgt forbindelse med udlandet, prøvede på. Han indkaldte slet ikke generalstænderne, bøjede provinsstænder, parlamenter og kommuner under sin vilje, indskrænkede provinsguvernørernes myndighed. Dog var det langt mere ved sin person end ved teorier, love eller institutioner, at han højnede kongedømmets myndighed; hans regering var i den henseende i slægt med de engelske tudorers styre. Fuldt så vigtigt var det, at Sully evnede at bringe orden i finanserne. Statsgælden sank, der skabtes et stigende årligt overskud, taillens opkrævelse omorganiseredes, de indirekte afgifter forhøjedes, om de end vedblev at være bortforpagtede. Indtægten ved salget af embeder blev i høj grad øget. Ved en ordning, der efter den mand, som første gang anvendte den (Charles Paulet), fik navnet La Paulette, blev det langt lettere for køberne eller indehaverne af embederne at lade dem gå i arv, mod at der svaredes en årlig afgift. Herved steg lysten hos den rige borgerstand til at købe embedsstillinger (især dommerposterne) og betale mere for dem. Reformen havde tillige en langt mere gennemgribende virkning. En klasse af personligt privilegerede blev en arvelig privilegeret klasse. Hermed var skabt la noblesse de robe, der for øvrigt ikke socialt var stærkt udskilt fra de uadlede embedsmænd, la bourgeoisie de robe. Af højst forskellig dygtighed og af endnu mere forskellig hæderlighed, et let bytte for fristelsen til at udnytte sin stilling til skade for befolkningen, halvt afhængig, halvt uafhængig af kongedømmet, blev den, især da den sad inde med dommerembederne i parlamenterne, et højst betydningsfuldt led i det franske stats- og samfundsliv. En anden side af Henrik IV's styrelse blev lige så vigtig. Der gjordes et stort arbejde for at genopbygge folkets velstand. Udmærkede vejanlæg lettede samfærdselen, man begyndte på kanalarbejder for at skabe forbindelse mellem floderne. Landbruget fremmedes, bl.a. ved udbredelsen af rationelle lærebøger. Handelen støttedes ved traktater med fremmede magter; imellem dem var de såkaldte kapitulationer med sultanen, der både sikrede den franske konge patronatsret over de hellige stæder og de franske handelsmænd forrettigheder frem for andre nationaliteter; derfor blomstrede også omsætningen på Levanten med midtpunkt i Marseille, der endog formåede at konkurrere med held med Venezia. Dernæst begyndte kolonisation af Canada, kaldet la Nouvelle France, hvor Quebec grundlagdes. I særlig grad interesserede regeringen sig for håndværk og industri. Lavsvæsenet ordnedes med en bestræbelse for at lade indflydelsen gå over til kapitalstærke mestre. Fremmede arbejdere indkaldtes, merkantilistiske principper begyndte at gøre sig gældende; for at drage så mange penge som muligt ind i landet lagde man vægt på luksusindustri; fra Henrik IV's tid skriver sig de franske gobelinsfabrikker og silkefabrikationen i Lyon. Let og livsglad var Henriks hof, lignede rigtignok et harem ved kongens talrige elskovsforbindelser og deres frugter i flere uægte end ægte børn. To gange blev han gift; til sin anden hustru, toskanerinden Maria af Medici, havde han overdraget regentskabet, da han i 1610 ville begive sig til hæren for at begynde den store kamp mod Habsburg, som hele hans udenrigspolitik havde stilet hen imod. Imod denne kamp havde der rejst sig stærk uvilje hos ivrige katolikker; adskillige af dem så endnu som i Ligaens tid hen til Spanien som den rette forbundsfælle. Atter dukkede forestillinger op om tyranmords berettigelse, når tyrannen handlede mod kirkens vel. En eftermiddag kørte kongen fra Louvre for at tale med Sully. Han blev opholdt af trængselen i en snæver gade. Da styrtede en forhutlet person ved navn Frans Ravaillac, som havde passet ham op, frem og myrdede ham med en kniv.

Henrik IV's død i maj 1610 blev en ulykke for Frankrig. Han efterlod 2 sønner af andet ægteskab, den kun 9årige Ludvig XIII og den yngre Gaston. Formynderregeringen tilfaldt Maria af Medici, hvem Rubens har foreviget i en berømt række billeder til hendes residens Luxembourgslottet. Den svulmende sydlænderinde var uden begavelse og havde kun en stødvis energi; men forfængelig og pragtsyg ville hun magten for dens fordeles og dens behageligheders skyld, overlod den dog som regel til sine yndlinge. Hurtigt viste sig modsætningen til Henrik IV's tid. Et omslag foregik i den ydre politik; tilnærmelsen til Spanien betegnedes ved ægteskaber mellem Ludvig XIII og Filip III's datter Anna og mellem Filip IV og Ludvig XIII's søster. Og indadtil kom atter en afmagtsperiode for kongedømmet, en fornyelse af stormændenes og favoriternes kamp for rigdomme og magt, i det hele en efterklang af borgerkrigenes opløsningstid. Stændermødet i 1614 blev af betydning, fordi på det modsætningen mellem den gamle adel og tredjestand med embedsklassen som den førende kom til stærkt udbrud. Adelen ville have pauletten og dermed embedernes arvelighed afskaffet; tredjestand vægrede sig derimod og vendte sig tillige bestemt mod pavedømmets krav på overhøjhed over den franske kirke. Uenigheden gav kongedømmet en sejr, for så vidt som mødet blev resultatløst. Størst historisk interesse har det dog ved - hvad ingen dengang kunne ane - at have været den sidste stænderforsamling før 1789. Kongedømmets vinding forspildtes hurtigt. Det hjalp ikke, at Ludvig XIII netop nu var blevet myndig. Altid blev han noget af et barn, kejtet og stammende, uden dybere følelse af sine kongepligter, let at beherske. Endnu hæsligere sammensværgelser og paladsrevolutioner mærkede de kommende år. En tid (1617) blev enkedronningen forvist fra hoffet. Ind i denne uro brød nu på ny den religiøse modsætning. Katolicismen var vokset i kraft og indflydelse efter Henrik IV's død. Prælater og skriftefædre virkede ved hoffet, jesuiter og nye kongregationer mellem folket, mange nye kirker og klostre grundlagdes, og samtidigt støttede regeringen den katolske sag i Italien og Tyskland. Modtrækket herimod blev en stærk bevægelse mellem huguenotterne. Dog var der foregået en forskydning indenfor deres ledende kredse. Kun enkelte adelige, hos hvem aristokratiske hensyn gjorde sig gældende, stod nu i forgrunden; handlingspartiet dannedes fortrinsvis dels af trosivrige præster, dels af det lavere borgerskab i syden, der også frygtede for krænkelser af den kommunale selvstændighed. Imidlertid fik Maria af Medici atter magten hos sin søn, og støttet til hende den mand, der skulle gribe så afgørende ind i Frankrigs skæbne. Richelieu hørte til lavadelen. Gejstlig uddannet opnåede han bispeværdighed, men tænkte tidligt på en politisk fremtid, tildrog sig opmærksomhed på stændermødet i 1614, knyttede sig til enkedronningen og blev en kort tid minister under hendes magtperiode. Han brød ikke heller med hende efter denne, virkede for hendes udsoning med kongen, blev kardinal og endelig ledende minister i 1624. Ingen kunne være i tvivl om, at han betød noget andet end de tidligere favoritter. Prælatens stolte værdighed var hos ham forbunden med en ildfuld, herskelysten, arbejdsdygtig og viljekraftig natur og med den overlegne statsmands gennemtrængende menneskekundskab og skarpe blik for hvad der tiltrængtes og ved hvilke midler det skulle nås. I adskillige år måtte han dog i flere henseender lempe sig frem, bøje af for modpartier ved hoffet og for enkedronningen, til hvem forholdet snart kølnedes. I 1630 kom det til det afgørende sammenstød mellem dem. Maria trængte ind på sin søn for at få ham til at fjerne hendes tidligere yndling og håbede sikkert at nå målet. Men Richelieu tog kongen med storm og vandt sejren. Maria af Medici gik til Nederlandene; hendes søn Gaston, der havde støttet hende, måtte flygte, og la Jurnée des Dupes, som de bevægede begivenheder kaldtes, sikrede for stedse Richelieu magten over kongen. Med glimrende talent vidste han også at påtvinge ham forestillingen om sin enemagts nødvendighed. Vi har tidligere betragtet Richelieu's ydre politik i dennes forskellige stadier. Hvad hans indre politik angår, da var den rent principielt ikke væsensforskellig fra Henrik IV's. Lige så lidt som han lagde Richelieu vægt på at forherlige kongemagten som magtens eneste ophav og hjemsted; kun ganske spredtvis indlod han sig på teoretiske påstande af denne art. Lige så lidt som Henrik IV ophævede han rigets gamle institutioner, men skabte ikke heller nye. Han fulgte kun Henriks eksempel, når han ikke indkaldte generalstænderne, derimod ved en enkelt lejlighed en notabelforsamling (den sidste for 1787), eller når han trængte provinsstænderne tilbage og indskrænkede provinsguvernørernes myndighed. Kun ved enkelte lovbud brød han direkte med fortidens traditioner. Således påbød han nedlæggelse af de befæstede adelige borge og indskrænkede parlamenternes forestillingsret mod regeringens vilje til kun at gælde finansielle anordninger. På anden måde skilte hans styrelse sig dog fra Henrik IV's. I 1625 havde huguenotterne brudt freden, og i 1627 fik de slotte af England. Men Richelieu havde straks i 1624 tilrådet kongen at knuse »det huguenottiske parti«, og han satte al kraft ind på at indtage dets vigtigste sikkerhedsby la Rochelle. Kampen blev hård; en engelsk flåde under Karl I's minister Buckingham skulle undsætte byen; men det mislykkedes, og med store tab vendte Buckingham tilbage til England. Efter det heltemodigste forsvar måtte La Rochelle's indbyggere og besætning, medtagne af hungersnød, overgive byen i 1628. Noget efter faldt også huguenotterne i syden til føje. Da udstedte kongen det såkaldte Nådes-Edikt. Det bekræftede de religiøse friheder, som det Nantiske Edikt havde tilstået, og også senere opretholdt Richelieu religiøs tålsomhed mod protestanterne, hvor meget han end selv, ivrig katolik som han var, ønskede at føre dem tilbage til katolicismen; for at nå dette mål anvendte han - ofte med held - gunstbevisninger og bestikkelser. Men Nådes-Ediktet berøvede dem alle deres sikkerhedsbyer og al ret til politisk organisation. På den måde havde Richelieu knust huguenotterne som politisk parti, ophævet den stat i staten, de havde udgjort. Han gik endvidere langt voldsommere frem end Henrik IV i sine bestræbelser for at udvide kongedømmets råderum og ødelægge dets modstandere. I administrativ henseende øgede og skærpede han den myndighed, som regeringsudsendinge til provinserne, de såkaldte intendanter, i forvejen sad inde med; ved dem undergravede han provinsguvernørernes, provinsstændernes og kommunernes magt og fremmede centralisationen.(Hanotaux har påvist det urigtige i den ældre forestilling om, at Richelieu havde indført intendantembedet og gjort det til en fast institution) dernæst greb han til langt hårdere midler mod sine og kongedømmets fjender end dem, som hans store forgænger havde brugt. Gentagne gange dømtes førerne for oprørske højadelige til døden, og han vendte sig mod selve kongefamilien. Da Gaston nogle år efter i 1630 prøvede et oprørsforsøg, blev han nødt til at flygte. Endelig krænkede han i sin kamp mod sine modstandere den bestående retsorden ved indsættelse af overordentlige domstole og en ny fortolkning af begrebet majestætsforbrydelse. Han udviklede i høj grad den franske hær; i 1639 var den så stærk som aldrig før, talte henved 150,000 mand, og han havde sat et stort arbejde ind på dens organisation. På lignende måde øgede han den kongelige flåde. Begge dele styrkede kongedømmet ikke alene udadtil, men også indadtil. Således var ved alt dette en ny tid i frembrud, med større lydighed, mere orden og ensartethed i hele det offentlige liv. Denne udvikling fremmedes ved bevægelser indenfor litteraturen og omend kun til en vis grad ved foreteelser indenfor det franske samfunds mest dannede lag. Under Ludvig XIII lagdes grunden til de franske saloner. Det var marquisen af Rambouillet, som gjorde sit palæ (hotel) i Paris til den første salon. Hun åbnede det for en talrig kreds af adelige, prælater, lærde og forfattere, skabte derved rammen om la société française i betydning af den del af samfundet, der gav tonen an for, hvad der hørte med til dannelse og kultur. Her mildnedes tidligere tiders råhed, her holdt den særlige franske elegance, finhed, galanteri og konversationskunst til huse, og her trådte kvinderne frem som midtpunkter i det offentlige liv. I de små hyggelige kabinetter, hvortil hotellets store sale var omdannede, taltes åndfuldt om politik og nye litterære frembringelser, oplæstes nye digte og fødtes nye navne. Efterhånden skød andre lignende saloner op ved siden af fru Rambouillet's. Tilsammen havde de en stor social betydning. Selskabet var væsentlig aristokratisk, men dog ikke kasteagtigt; det bidrog til at udjævne forskellen mellem adelige og skønånder. For så vidt støttede salonlivet den regulerende og udjævnende bevægelse, skabte en fælles tone og smag. Men var dets selskab end ikke en fødselskaste, så var det dog et koteri, der gik op i sig selv, havde sine egne interesser, var skilt ud som den fine verden fra den øvrige nation. Endnu havde det ikke rent politisk et bestemt stade; det kunne blive til en fronderende kreds, men også knytte sig nøje til hoffet. Richelieu havde øjet opladt for hvad ensartetheden i smag betød og for at det kunne være til gavn for staten, at denne fik en kontrollerende indflydelse over de fremragende forfattere, tilmed kunne regulere selve sproget. Derfor gav han en slags klub af litterater et officielt mærke ved at omdanne den til det senere så berømte Académie française, hvis hovedopgave det skulle være at give bestemte regler for det franske sprog, gøre det rent og veltalende og egnet til alle grene af litteraturen. Men lige så lidt undervurderede han betydningen af de bredere lags stemninger. Han søgte at vinde deres sympati ved udgivelse af talrige flyveskrifter, der forherligede kongen og ham selv, og han gav tilskyndelse til stiftelsen af den første franske avis, Gazette de France, som fik en officiel karakter. Richelieu's historiske gerning har da været vidtspændende. Han havde knust den huguenottiske stat i staten, knuget stormændene, gjort konge- og statsmagten til den herskende og toneangivende i Frankrig og mægtigt forøget Frankrigs anseelse i Europa. Han har været en af de kraftigste arbejdere på enevældens bygning, om han end i meget kun har fortsat forgængerens gerning og i andet kun forberedt Ludvig XIV's. Richelieu's virken er blevet strengt bedømt af en skole mellem franske historikere (i den nyere tid især Avenel), der tillægger ham det store ansvar for undertrykkelse af de gamle stænderske og lokale autoriteter, hvorved kongedømmet blev demoraliseret og uundgåeligt måtte følges af revolutionens ny brud på autoritet og tradition. I modsætning hertil står de forfattere (f.eks. Hanotaux), der vel ikke priser alt, hvad han gjorde, men ser hans bestræbelser nøje knyttede til Frankrigs tidligere historie og navnlig fremhæver, at de samfundsmagter, Richelieu bekæmpede, var historisk dødsdømte på grund af deres snæversyn. Richelieu's store gerning havde dog sin begrænsning. Han savnede økonomiske og finansielle evner. Hans handelspolitik havde merkantilistiske udgangspunkter, men han formåede ikke at gennemføre beskyttelse for fransk industri og skibsfart overfor England og Nederlandene. Han evnede ikke at holde finanserne i orden under de store udgifter til krigene, men måtte søge tilflugt i et stærkt skattetryk. Til dels heri, til dels i, at kongedømmets magt endnu manglede en fast organisation, lå der muligheder for, at der kunne ske endnu et forsøg på at omstøde dets myndighed.

I december 1642 døde Richelieu, og kongen gjorde italieneren kardinal Mazarin til hans efterfølger som førsteminister. I pavedømmets tjeneste havde han modtaget sin første politiske uddannelse og var derpå af Richelieu blevet knyttet til det franske diplomati. Netop som diplomat var han et særdeles fremragende talent, og det betydningsfuldeste ved hans ministerium blev den klogskab og den kraft, hvormed han fortsatte Richelieu's ydre politik og nåede de store resultater ved freden i 1648 og freden i 1659. Hans indre politik prægedes af snarrådighed og energi, men hans ubændige havesyge, store uordholdenhed og brug af intriger betegnede en stærk nedgang i sammenligning med Richelieu. Forholdene blev også særdeles vanskelige. Ludvig XIII fulgte i maj 1643 sin store rådgiver i graven. Han efterlod sig to sønner, Ludvig XIV, der kun var noget over 4 år gammel, og den lidt yngre Filip, der blev stamfader til Orléanernes linie. Enkedronningen Anna af Østrig (som hun kaldtes, skønt hun var spanierinde) skulle lede formynderregeringen; men af mistillid til sin dronning havde Ludvig XIII sat et råd ved hendes side, og det skulle have den virkelige magt. Krænket herover og ægget af Mazarin, der havde knyttet sig nøje til hende og rimeligvis blev hendes elsker, henvendte hun sig til Pariserparlamentet, og dette kasserede Ludvig XIII's bestemmelse, støttende sig til forestillingen om, at der var en uskreven grundlov for monarkiet, som forbød en konge at være bundet til sin forgængers vilje. Anna fik den suveræne formynderregering og tog sin yndling til sin førsteminister. Men en hård kamp forestod. Hos alle lag af samfundet var der en heftig misfornøjelse med de vældige skattebyrder, og de hensynsløse midler, Mazarin greb til for at redde finanserne og samtidigt skaffe sig selv formue, øgede harmen. Stærkt længtes landet også efter fred, men de store krige fortsattes. Regeringens anseelse svækkedes ikke mindst ved, at magten var hos en spanierinde og en italiener. En bevægelse af den farligste art rejste sig mod kongedømmet. Forud for den store kamp hører man om spredte bondeoprør, om indsigelser af Pariserparlamentet mod finansforordninger, om uro i hovedstaden, hvor en hel litteratur af skandskrifter mod Mazarin (mazarinader) vældede frem, om røre mellem højadelen; en stor rolle ved sit fremragende, intrigante talent spillede kardinalen af Retz, forfatter til berømte memoirer, der giver et glimrende billede af tiden. Men bevægelsen fik langt farligere udslag, blev til en femårig borgerkrig (1649-53), der fik navn af Fronden (først et hånsord fra hoffets side; fronde var navn på et af politiet forbudt drengespil). Fronden er imidlertid kun fællesudtrykket for 3 forskellige bevægelser, der til sine tider kunne gå sammen, til andre tider måtte skilles, fordi de virkende interesser var højst forskellige. De 3 arter var: 1) den højadelige fronde. Den havde i sig instinkterne fra feudaltiden og borgerkrigene, ville have magten, embeder, fæstninger og penge og betænkte sig ikke på at træde i forbindelse med landets fjender. Indenfor den spillede kvinder en fremragende rolle; de dannede midtpunkter for partierne i deres saloner, beherskede deres elskere, forrådte dem også til tider, og netop salonernes kreds var nu blevet fronderende. 2) den parlamentariske fronde. Særlig Pariserparlamentet gjorde, idet det benyttede sig af navneligheden med det engelske parlament, krav på at være en folkerepræsentation, når ingen stænderforsamling var indkaldt. Der var i denne gren af fronden megen selviskhed og stærke privilegieinteresser ligesom hos højadelen, men også større ideer og virkelig dygtighed; uden rod i folket blev den til sin ulykke tvunget hen til tvetydige forbindelser med højadelen. 3) den borgerlige fronde i byerne og især i Paris; den er forskellig fra ligaens demokrati i det 16. århundrede ved ikke at rumme religiøs lidenskab, men ligner det ved kongefjendtlige tendenser. 1648 udkastede parlamentet et slags konstitutionelt regeringsprogram; da regeringen skred ind, rejste der sig et barrikadeoprør i Paris, der syntes at skulle bringe parlamentet sejr. Men borgerskabet blev dog hurtigt træt af uroen. Da rejste højadelen sig under prinsen af Condés førerskab; den knyttede forbindelser med Spanien, og borgerkrigen bredte sig over hele landet. Mazarin indså faren, flygtede til Tyskland, men hævdede dog herfra sin indflydelse over enkedronningen og regeringen, selv da Ludvig XIV 13 år gammel erklæredes for myndig i 1651. Oprøret blev imidlertid en frygtelig svøbe for landet; bønderne plyndredes og plagedes af hære og adelsmænd som i borgerkrigenes tid, og pest hærgede mellem befolkningen. Men et omslag i stemningen var ved at fuldbyrdes; som forenede motiver dertil virkede længselen efter ro og orden og harme over højadelens forbindelse med spanierne, der var trængt ind i Nordfrankrig. Hovedstaden kaldte dronningen og den unge konge tilbage, og i 1653 rykkede Mazarin selv frem med en hær og modtoges som befrieren, endelig lykkedes det ham også at standse borgerkrigen og bringe hele Frankrig til lydighed. Kongedømmets magt var genoprettet, og i 1655 forbød Ludvig XIV Pariserparlamentet at gøre indsigelser mod hans vilje.(det er rimeligvis kun en legende, at han ved denne lejlighed har udtalt ordene: l'état c'est moi.) Snart efter kom også de store sejre over spanierne og Pyrenæerfreden. Endnu var stadigt Mazarin den ledende. På mange måder drog han personlig fordel af sin magt, og sammen med ham de rige pengemænd og skatteforpagtere, der begunstigedes af overintendanten for finanserne, Fouquet; i egennyttig glubskhed overgik denne endog kardinalen. I religiøs henseende begyndte på denne tid den af jansenismen vakte uro. Da døde Mazarin i 1661. Dermed indtrådte en ny periode i Frankrigs historie.

Det er som til en helt anden verden, man begiver sig, når blikket flytter sig fra det af krig og splidagtighed ødelagte Tyskland, fra det af kongedømmet, adel og gejstlighed vanrøgtede Spanien og fra det Frankrig, hvor enevælden baner sig vej gennem hårde kampe, til det nordvestlige Europa, hvor der findes mægtige stater og samfund, Nederlandene, England og Skotland, med den politiske frihed som bærende kraft. Strengt taget var Nederlandene ikke nogen enkelt stat, end ikke en forbundsstat, kun et forbund af stater, grundlagt ved unionen i Utrecht i 1579. Hver af de 7 forbundne provinser var suveræn, og de var alle indbyrdes ligeberettigede. Forbundets hovedorgan, generalstaterne, som bestod af befuldmægtigede fra de 7 provinser, havde til hverv at lede fællesanliggenderne. De havde derfor herredømmet over hær og flåde og over den udenrigske politik og ret til at pålægge de skatter og andre byrder, som var nødvendige hertil. Men til alle vigtige beslutninger krævedes samtykke af alle provinsernes befuldmægtigede, som ikke kunne stemme anderledes, end deres instrukser tillod dem. Hver enkelt provins havde også sine »stater«, hvis medlemmer ligeledes modtog bestemte instrukser fra vælgerne. Forfatningen var således udpræget republikansk. Men den var ingenlunde demokratisk. Kun i Frisland havde en selvejende bondestand bevaret sine gamle rettigheder, i andre provinser spillede landadelen en fremtrædende rolle, men i de indflydelsesrigeste provinser Holland og Zeeland var magten hos byerne, og indenfor dem igen hos en række fornemme og velstående familier, der besatte byråd og magistrat og derved igen bestemte provinsstaternes flertal, der atter valgte de befuldmægtigede til generalstaterne. Økonomisk føltes også overklassens magt ved forbrugsafgifter, der tyngede hårdt på de fattige. En skarp kastegrænse skilte dog ikke de forskellige samfundslag fra hinanden; bønderne havde større frihed end andre steder i Europa, de mindre bemidlede borgere og almuen nød godt af den herskende trykkefrihed, der tillod en sværm af småskrifter at revse de styrende. Denne forfatning rummede store svagheder; kun langsomt kunne generalstaterne tage beslutninger, og marken var åben for uenighed mellem provinserne og indenfor disse mellem deres forskellige bestanddele. Så meget mærkeligere er den kraft og dygtighed, hvormed Nederlandene lige til 1672 evnede at opretholde en forrangsstilling i Europa. Mange årsager fremkaldte dette resultat. Der var i folket fremragende evner af den forskelligste art, og der fandtes i alt fald til henad midten af det 17. århundrede stadigt den varme friheds- og fædrelandskærlighed, som havde fremkaldt befrielseskampen, og som holdtes i live ved, at dennes mål endnu ikke var sikret. Hertil kom, at skønt hverken katolikkerne, der endnu udgjorde over halvdelen af befolkningen, eller lutheranere, zwinglianere, sekterere eller jøder havde ret til fri religionsøvelse, så var der dog hos dem ingen tilbøjelighed til at bryde ud af de nationale rækker, de nøjedes med den samvittighedsfrihed og de faktiske lempelser af forbudene mod gudstjeneste, som de calvinske magthavere tillod. Men navnlig var det af betydning, at hele den forfatningsmæssige splittelse delvis afbødedes ved to faktorer i det nederlandske statsliv. Den ene var den indflydelse, som provinsen Holland havde og stræbte efter yderligere at udvikle. Den var den folkerigeste af alle provinserne, i den fandtes den kraftigste tradition, i den lå de byer, der fortrinsvis bar landets velstand, i den Leiden med det berømte universitet og Haag, der var sædet både for generalstaterne og for provinsens stater. Disses retskyndige sekretær, først kaldet advokat, senere rådspensionær, havde også erhvervet en stor politisk indflydelse. Intet under derfor, at provinsen og dens herskende borgerfamilier stræbte efter at blive ledende indenfor forbundet. Men mod samme førerstilling stræbte Det Oraniske Hus og navnlig dets hovedrepræsentanter, Vilhelm af Oraniens sønner, Morits og efter hans død Frederik Henrik. Som reelt grundlag for deres magt havde de deres embeder; de var valgte statholdere i de fleste af provinserne og tillige generalkaptajner over den fælles hær og generaladmiraler over den fælles flåde. Men tillige havde de slægtens folkeyndest og særlig tilslutning hos tropperne og hos de lavere klasser, der i dem så en modvægt mod det borgerlige aristokrati. Imidlertid var den enhed i styrelsen, som oranierne tilstræbte, ganske forskellig fra provinsen Hollands mål; den var en samling på fyrsteligt, halvtmonarkisk grundlag. Det var uden tvivl til gavn for de forenede republikker, at der fandtes disse to samlende kræfter. Men det kunne ikke undgås, at de kom i strid med hinanden. Allerede under kampen med Spanien i århundredets første tiår havde der vist sig en modsætning. Morits repræsenterede hæren og krigspartiet, provinsen Holland ønskede krigen standset, for at dens handel kunne nyde godt af freden. Den havde også det held til sin politiske fører at have sin advokat Oldenbarneveld, en af tidens mest fremragende statsmænd, udmærket kyndig i Europas forhold, af stor intelligens og kraft. Sejren blev foreløbigt hans, idet han drev våbenstilstanden af 1609 igennem. Men netop nu brød en modsætning af helt anden art frem. Lige siden calvinismen var blevet herskende i Nederlandene, havde der vist sig tegn til to partier indenfor den. Det ene, der var påvirket af Erasmüs' tanker, ville en mildere fortolkning af de calvinske trossætninger, især af forudbestemmelseslæren; det ville i det hele en rummelig kirke med tolerance overfor anderledes troende og ønskede kirken under statens kontrol for at hindre et fanatisk præstedømme. Det andet svor nøje til Calvins lære og ville kirkens uafhængighed af staten og menighedernes herredømme. Den ulmende strid mellem de to partier kom nu til fuldt udbrud ved, at en professor ved Leidens universitet Arminius nærmere udviklede det første partis religiøse program. Han fandt tilslutning hos overklassen i provinserne Holland og Utrecht og hos Oldenbarneveld, der var temmelig ligegyldig overfor de dogmatiske spørgsmål, men ville tålsomhed for statens skyld. Men imod ham stod det ortodokse parti, ledet af Arminius' kollega Gomarus; det kunne regne på støtte hos de 5 andre provinsers store flertal og hos underklassen i Holland og Utrecht. Begge partiers teologer begyndte en heftig kamp; Arminius' parti blev lagt for had som »libertinere« og papister. Det førte til en kraftig bevægelse i folket. Oldenbarneveld holdt med arminianerne, Morits med gomaristerne. Afgørende blev det, at Morits gik over til at anvende magt. Han undertrykkede bevægelsen i Utrecht, der var et hovedsæde for arminianismen. Fra det øjeblik stod provinsen Holland magtesløs, dens i anledning af striden oprettede milits var for svag til modstand. Og Morits forfulgte sin sejr ved at lade Oldenbarneveld og hans tilhænger, den berømte Hugo Grotius, fængsle og tiltale som højforrædere. En nedsat særlig kommission fulgte magthaverens vilje. Oldenbarneveld blev henrettet 1619, Grotius dømt til livsvarigt fængsel, hvorfra han dog undslap ved sin hustrus list. Samtidigt var en nationalsynode trådt sammen, og den fordømte Arminius' lære; mange af dens tilhængere drog i landflygtighed, adskillige af dem til det gottorpske Slesvig, hvor de grundlagde byen Friedrichsstadt. Fra nu af blev den rettroende calvinske lære den herskende, for så vidt som næsten kun dens tilhængere fik offentlige hverv, og mange katolikker og lutheranere gik over til den. Men et præstestyre blev dog ikke indført, og Nederlandene vedblev at være det land, der tilstod forholdsvis størst samvittighedsfrihed. Omvæltningens virkninger afsatte sig ikke heller i forfatningsforandringer. Men provinsen Hollands indflydelse var for en tid trængt tilbage. Det oraniske Hus var blevet det ledende, og dets førerskab støttedes ved genudbruddet af krigen med Spanien i 1621. Da Morits døde i 1625, fulgtes han som generalkaptajn og admiral og som statholder i de fleste provinser af Frederik Henrik. Denne arvede ikke sin broders popularitet i de brede lag, han ansås ikke for tilstrækkelig rettroende, og omgav sit hof i Haag med større finhed og luksus. Men han fortsatte med dygtighed Morits' militære taktik. De franske hæres fremtrængen i Belgien og især deres sejr ved Rocroi i 1643 fremkaldte imidlertid ængstelse for, at Frankrig ved at sætte sig fast her i syd skulle blive en farlig nabo. Denne ængstelse styrkede den fredstilbøjelighed, der igen som før 1609 var begyndt at vokse frem i provinsen Holland, og gav det anti-oraniske parti fornyet kraft. Også i de nordiske anliggender var prinsens og Hollands interesser afvigende. Under Danmarks krig med Sverige 1643-45 var prinsen imod en indblanding, der ville være hindrende for landkrigen, Holland for aktiv tilslutning til Sverige for at tvinge Kristian IV til indrømmelser i Sundtolden. Uden at det kom til noget formelt brud med Danmark, sejrede dog i generalstaterne den uvenlige holdning mod dette rige, og Nederlandene vandt også store handelsfordele ved Christianopel-traktaten 1645. I det hele var Frederik Henriks stilling ikke længere så stærk som før, og da han var død i 1647, sejrede Hollands indflydelse. Freden blev sluttet i Münster i 1648. Nederlandenes uafhængighed var endelig fæstnet. Men umiddelbart derpå kom de til at gennemgå en ny alvorlig indre krise. Frederik Henriks unge søn, Vilhelm II, der allerede længe i forvejen var blevet anerkendt som arving til faderens embeder, ønskede at udvide sin magt, og han kunne regne på støtte hos officererne og præsterne. Men Holland ville ikke bøje sig for ham. Vilhelm forsøgte i 1650 et statskup og truede Amsterdam med våbenmagt. Da døde han samme år, og først 8 dage efter hans død fødte hans enke ham den søn, der skulle blive Vilhelm III. Oranierne var således uden fører, de fleste provinser valgte ingen statholder, og generalkaptajnsposten blev ikke besat. Magten kom til Holland, og den ledende statsmand blev provinsens rådspensionær, Johan de Will, en højtdannet, fædrelandssindet mand, med store evner både som diplomat og som administrator. Det blev hans mål at opretholde den republikanske forfatning, men med Holland som den provins, der bestemte republikkernes politik, der skulle gå ud på at fremme landets velstand og som middel dertil søge at bevare freden. Dog kunne han gentagne gange ikke undgå krigen. Han ønskede et venskabeligt forhold til den engelske republik, så meget mere som husene Oranien og Stuart var nøje forbundne og begge lande derved havde fælles fjender; men afgørende blev de to landes modstridende handels- og skibsfartsinteresser, og krigen kom 1652. For Nederlandenes indre forhold havde den ulykkelige følger. Handelen aftog, fattigdom bredte sig, adskillige steder kom det til uroligheder, og under alt dette hævede det oraniske parti atter hovedet. Så meget ivrigere virkede de Witt for fredens genoprettelse, og den kom i stand i 1654. Den blev en sejr for England med hensyn til stridsspørgsmålene og også ved, at generalstaterne forpligtede sig til ikke at understøtte dets fjender, altså stuarterne. Efter freden arbejdede de Witt med stor energi på at genoprette den finansielle og økonomiske tilstand, styrke flåden og befæste Nederlandenes stilling i Europa. Indblandingen i krigen mellem Danmark og Sverige (1658-60) godtgjorde staternes indflydelse i Norden og medvirkede til, at Sverige hindredes i at tilintetgøre Danmarks uafhængighed, hvad der kunne være blevet til skade for den hollandske handel. I en ny krig med England (1665-67) hævdede den nederlandske flåde sin anseelse. Stillingen indadtil frembød dog vedblivende store vanskeligheder. Atter voksede det oraniske parti; i den unge Vilhelm III så det en fører, der allerede nu viste tegn på ærgerrighed og herskerevner. Foreløbig lykkedes det dog de Witt, der havde fået sine slægtninge og venner anbragt i de højeste poster, at holde det nede. Alligevel stod hans og partiets magt på usikker grund. Oraniens tilhængere kunne henvise til, at der truede landet en alvorlig fare, fordi landforsvaret blev forsømt; mere og mere vandt de frem. Da kom katastrofen, Frankrigs krigserklæring i 1672. Hæren, der nu var blevet helt til en lejehær, var lidet talrig, den havde tillige udygtige officerer og dårlig disciplin og var derfor ude af stand til at tage kampen op; også fæstningerne var slet forsynede. Ganske vist gjorde de Witt det yderst mulige for at genoprette det forsømte, men en folkebevægelse bredte sig, der satte hele sin tillid til Vilhelm. Det republikanske partis herredømme blev brudt; Hollands stater valgte prinsen til statholder, medens generalstaterne lagde magten over hæren og flåden i hans hænder; de Witt nedlagde sit embede som rådspensionær. Men en forfærdelig voldsdåd fulgte på. Johans broder Cornelis var blevet fængslet i Haag og pint ved tortur, uretfærdig mistænkt for et attentat mod Vilhelm ; da Johan besøgte den fangne, stormede pøbelmasser ind i fængslet, rev begge brødrene ud på gaden og myrdede dem. Dermed indviedes Vilhelms III's magt periode; han straffede ikke morderne, men han friede Nederlandene fra Frankrigs herredømme. Hele denne periode var Nederlandenes stortid. Den var det, fordi de formåede at spille en rolle i Europas politiske liv, langt ud over hvad deres lands størrelse syntes at give dem krav på, fordi de ejede statsmænd, der kunne måle sig med tidens største, og fordi de jævnsides med England holdt den politiske frihed oppe under dens ellers almindelige nedgang. Men den var det også, fordi der i Nederlandene ved universiteterne - særlig Leidens - var samlet lærdom, der drog hele Europas dannelseslystne ungdom til sig, og endnu mere fordi en selvstændig berømmelig kunst her udviklede sig til en storladen højde, og endelig fordi Nederlandene besad en økonomisk magtstilling, der hører til de mærkeligste foreteelser i verdenshistorien. Denne magtstilling beroede på mange forhold. Den var forberedt ved folkets selvopdragelse gennem lange tider til flid og stræbsomhed i fiskeri og søfart, gennem verdenssamfærdselens forlæggelse til de vestlige have, gennem den nedgang, der havde ramt de sydlige Nederlande og særlig Antwerpen siden den store krigstid i det 16. århundrede. Den støttedes ved, at der netop fra disse sydlige Nederlande var indvandret og vedblev at indvandre en række pengestærke og driftige købmænd, som søgte bort fra deres hjemsteder for at undgå forfølgelse af deres religion, og ved at der herskede en større tålsomhed overfor de forskellige trosbekendere end andre steder. Men den havde dog sit væsentligste grundlag i en del af folkets overordentlige dygtighed på alle erhvervslivets områder. Fiskeriet vedblev at være en stor indtægtskilde; den hollandske sild havde afløst den skånske som indførselsgenstand til Tyskland. Kvægavlen udvikledes ved, at betydelige strækninger af Nordsøen gennem store inddigninger omdannedes til marskland; ost og smør blev vigtige udførselsartikler. En ret stærkt udviklet klædeindustri, kunstvæverier, tobaksfabrikker, sukkerkogerier, en glimrende fajanceproduktion i Delft og diamantsliberier beskæftigede mange arme. Hovedsagen blev dog skibsfarten og handelen. Disse to erhvervsgrene havde deres hovedsæde i Zeeland og endnu mere i Holland, i en række havnebyer, men mest dog i Amsterdam, den by, der også i det ydre med sine pakhuse og grachter, sine rige købmandshuse og sin børs og ikke mindst ved sit ny, prægtige rådhus, kaldet verdens ottende underværk, gjorde indtrykket af midtpunktet for Nederlandene. Hollands købmands-, reder- og skipperstand var også den, som ejede den største energi, årvågenhed, evne til at beregne fordele og tillige den største dristighed og den største selvfølelse, den regnede sig også selv for al verden overlegen. Alene Hollands handelsflåde talte 10,000 skibe. For en væsentlig del gik disse i fragtfart rundt om med andre nationers varer, og disse andre nationer måtte således skatte til de hollandske redere. Men tillige var de redskaber for selve Nederlandenes og især Hollands handel. Denne handel hvilede på et dobbelt grundlag, handelen på Europa og handelen på de oversøiske egne. Omsætningen i Europa var den største af disse to. I første række stod her østersøhandelen. Sundtoldregnskaberne tillader talmæssigt at bestemme de hollandske skibes fart østpå og vestpå forbi Helsingør. I 1640 var 1,800 af de 3,400 skibe, som gik gennem Sundet, Nederlandske; og i det hele svingede procenttallet af dem i forhold til alle skibe i en række tiår omkring 60. Til Østersøens havne bragte de klæde og andre industrigenstande, salt fra Frankrig og Portugal samt kolonivarer, fra dem førte de korn, træ, andet skibsmateriale og saltpeter. En overordentlig rolle spillede kornhandelen, Amsterdam var blevet verdensmarkedet for denne vare; enten førtes den umiddelbart videre eller ophobedes i byens magasiner for at afvente de gunstigste salgsvilkår. Men hertil kom udførselen fra Norge af trælast og tørret fisk, fra Vesttyskland til England af rhinskvine og landbrugsprodukter. Allevegne i Europa var de hollandske agenter og kommissionærer i travl virksomhed med køb og salg, og fra det nordlige ishav hentede hollandske skippere hvaler og tran. For en ikke ringe del betingedes dog den europæiske omsætning af de fra de oversøiske egne indførte varer. Allerede før nederlænderne selv vovede sig på langfart, havde de handlet med dem, idet de hentede dem fra Lissabon. Men da Portugal ophørte at være en selvstændig stat, og den spanske regering i 1590'erne lukkede dets havne for sine oprørske nordlige undersåtter, da var det, at hollænderne, af hvilke for øvrigt adskillige tidligere havde været med på de portugisiske togter til Indien, brød igennem de pyrenæiske landes gamle forbud mod fremmedes sejlads på dette land. Som svar på forbudet hævdede de havenes frihed; i 1609 skrev Hugo Grotius med særligt henblik på farten til Indien sit berømte skrift Mare Liberum. Det blev for de dristige søfarere en slags ny opdagelsesbevægelse. Et øjeblik rettedes tanken på at finde en vej til det forjættede land nord om Asien; i 90'erne opdagedes Novaja Semlja og havene omkring Spitsbergen, men videre kom man ikke. Langt vigtigere blev det, at Cornelis Houtman i 1595 førte sine hollandske skibe syd om Afrika til Java. Hermed var signalet givet, andre skippere fulgte efter, og flere små indiske handelskompagnier dannede sig i de hollandske og zeelandske byer. Da deres konkurrence syntes at modvirke hinanden, smeltedes de i 1602, til dels på Oldenbarnevelds foranledning, sammen til det berømte Østindiske Kompagni. Det var et aktieselskab med monopol på skibsfart og handel på Asien; det fik ret til at slutte traktater med de indfødte fyrster i generalstaternes navn og til at holde embedsmænd og tropper, som aflagde ed både til kompagniet og generalstaterne, det var således en blanding af et privat- og et statsforetagende. For at vinde frem var en kamp nødvendig med de portugisiske kolonier, som hidtil havde haft handelsmagten herovre. Kampen blev den første store kolonikrig mellem europæiske magter. Da portugiserne havde ladet de indfødte fyrsters herredømme bestå, forhandlede nederlænderne tillige med dem eller besejrede dem. Imidlertid meldte Englands Østindiske Kompagni sig som medbejler, og medens de to lande var i dyb fred i Europa, stredes deres undersåtter til tider hårdt herovre. Men det blev hollænderne, der gik af med fordelen. Ved århundredes midte havde portugiserne kun Bombay, Goa og Diu på Forindiens vestkyst tilbage, og englænderne kun en del faktorier. Det nederlandske koloniherredømme over det indiske arkipelag var sikret. Ved freden i 1648 anerkendtes det af Spanien og i 1661 af Portugal. Dets midtpunkt blev Java med Batavia som hovedsæde; endvidere lå Molukkerne, Celebes, Borneo, Sumatra og halvøen Malakka under dets magt. Men det strakte sig også udenfor arkipelaget; Ceylon blev nederlandsk, ligesom pladser i Australien og på Tasmanien samt på Kaplandet. Imidlertid må det dog erindres, at der kun på Java var tale om nogen større territorialbesiddelse, og at der heller ikke fandt nogen kolonisation sted i større omfang. Det var købmænd, som satte sig fast i faktorier, medens kompagniet sluttede traktater med de indfødte fyrster, hvorved de blev tvunget til at handle gennem kompagniet, finde sig i dettes bestemmelser om handelens ordning og udlevere deres produkter til billige priser. Men overordentlig værdifulde var disse varer, krydderier, sukker, te, kaffe m. m.. Også nordpå gik den nederlandske handel, man knyttede forbindelser med Kina og Japan, førte silke, porcelæn, laksager m.m. derfra til Europa. Udbyttet for aktionærerne var overordentligt stort. Det Østindiske Kompagni fik efterfølgere, således det Nordiske og det Vestindiske. Det sidste lykkedes dog ikke så godt. Det beholdt vel besiddelser på Afrikas vestkyst og på Antillerne samt Surinam i Guyana. Men efter lange kampe måtte Nederlandene i 1661 opgive Brasilien til Portugal og i1667 afstå New-Nederlandene ved Hudsonfloden i Nordamerika til England. Den store varehandel blev dog ikke den eneste; de kapitaler, der ved den indsamledes, blev grundlag for en pengehandel, der havde sit midtpunkt i Amsterdams Bank. I det hele var Europas økonomiske liv på mange måder blevet afhængigt af Nederlandene. En særlig stor direkte indflydelse udøvede de i denne henseende på Nordvesttyskland og navnlig på Norden; de var til en vis grad trådt i Hanseaternes sted som magthavere over både Danmarks, Norges og Sveriges ind- og udførsel, de indvirkede på Danmarks finansielle tilstand ved stillingen til Sundtolden, og talrige nederlændere nedsatte sig i de skandinaviske lande og fik stor betydning for handel og værkflid der; mærkes skal især familien Marselis for Danmarks og Norges, og Ludvig de Geer for Sveriges vedkommende. Virkningen af den økonomiske stortid blev stor og blivende for Nederlandenes vedkommende. Ganske vist nåede deres koloniherredømme i løbet af det 17. århundrede en grænse, som det aldrig senere kom til at overskride, et tegn på, at det manglede de udviklingsmuligheder, som var forbeholdt England og Frankrig, men til gengæld er det daværende herredømme også med få undtagelser (især Ceylon og Kaplandet) bevaret til vore dage. Derimod begyndte allerede i det 17. århundrede fragtfarten og den europæiske handel at aftage. Hovedgrunden hertil var Englands fremtrængen som handels- og søfartsmagt. Men den store opgang hvilede for en væsentlig del på en lille del af nationen, den borgerlige overklasse, der i længden ikke kunne undgå at rammes af svaghederne ved sin stilling som kapitalstand. Ved opbrænding af tilførsler, når der var fare for dalende priser, satte den sig ganske ud overforbrugernes interesser; til sine tider greb en ren svindel om sig (således med tulipaner); fortidens tarvelighed afløstes af en stigende luksus og de nationale skikke af indtrængende franske moder. Hertil kom, at der i sansen for de almene anliggender og i fædrelandskærligheden indtrådte en slappelse, der som set - omend kun et øjeblik - satte landets uafhængighed i fare.

De over, 100 år, i hvilke Tudorhuset havde regeret i England, havde på mange måder givet dette rige et nyt præg. Magtens tyngdepunkt var blevet flyttet til kongedømmet. Det var sket ved den nyordning af de kirkelige forhold, som vi straks kommer tilbage til, men det var også sket på de rent borgerlige områder. Gehejmerådet (privy council), valgt af kronen, kunne vanskelig hævde en selvstændig politik. Det var ikke alene en rådgivende og forvaltende institution; det var også blevet en dømmende i langt højere grad end før. I egenskab af stjernekammer udøvede det som helhed eller igennem et udvalg af sine medlemmer en betydningsfuld domsret, hvorved de stedlige edsvornes og fredsdommeres myndighed var blevet beskåret. Men tillige var parlamentets indflydelse blevet mindsket. Dets deltagelse i lovgivningen var blevet trængt tilbage ved hyppige kongelige forordninger (proklamationer), dets skattebevillingsret ved tvangslån, pålagte af kongerne, og ved kongens udvidede højhedsret over indirekte skatter. Det var blevet en regel, at parlamentet bevilgede de ordentlige toldafgifter (tønde- og pundpenge) een gang for alle for fyrstens levetid, og at kongerne udskrev overordentlige på egen hånd. En anden egenmægtig indtægt havde kongedømmet skabt sig ved salg af monopoler. Til alt dette sluttede sig en række andre indgreb i parlamentets og dets medlemmers privilegier. På det rent politiske område havde imidlertid kongedømmets magtudvikling ikke fæstnet sig i bestemte love. Den var sket sædvanemæssig. Tudorerne havde på grund af parlamenternes ydmyghed ikke behøvet direkte at kuldkaste deres myndighed; de havde blot fortolket de gamle forfatningsregler, som de ønskede det, og mere tiltaget sig en slags diktatorial magt, støttet til deres anseelse og folkekærhed, end muret et sikkert grundlag for kongedømmets ret. For kortvarigt havde også deres styre været til at skabe en urokkelig hævd, og et åbent spørgsmål var det, om folket i længden ville finde sig i, at Englands forfatning vedblev at være omdannet i tudorernes ånd. Så meget mere tvivlsomt måtte dette være, som der navnlig i anden halvdel af det 16. århundrede var foregået en mærkelig udvikling indenfor vigtige befolkningslag. Indenfor adelen var nye slægter blevet de toneangivende. En del af dem rykkede op i højadelen (the nobility), idet deres overhoveder af kongerne udnævntes til peers. Der fulgte hermed en særlig fornemhedsfølelse og ofte en tilslutning til kongehus og hof; dog blev de ikke dybt skilt fra lavadelen (the gentry). Det var også denne, der udgjorde aristokratiets kærne. Dens magt beroede i første række på dens jordejendom. Denne var især i første halvdel af det 16 århundrede blevet øget betydeligt både ved kirkegodsets inddragelse og ved køb af bondejord, og tillige var den i højere grad end før blevet noget for sig, idet den samling og indhegning af den til enemærker, som stod i forbindelse med den for fåreavlens skyld skete omdannelse af agerjord til græsgange, havde udløst adelsjorden af fællesdriften. Den almindelige prisstigning havde øget indtægterne af jordens frembringelser. De adelige jorder bortforpagtedes nu tilmed hyppigere på bestemte årsfrister; forpagterne blev i meget afhængige af godsejerne, og det samme var tilfældet med de slet stillede daglejere, hvis løn ikke gik til vejrs i samme grad som priserne på levnedsmidler. Ganske vist standsede græsgangsdannelsen i slutningen af århundredet, og bl.a. af den grund vedblev der at bestå en talrig og dygtig selvejerbondestand, hvis væsentligste bestanddel var the yeomen, de mere velhavende, der havde valgret til underhuset som indehavere af 40 shilling i årlig indtægt. Men overfor dem virkede det andet hovedforhold, hvorpå aristokratiets magt beroede, den store moralske og sociale anseelse, som det nød; yeomændene valgte overvejende mænd af the gentry til at repræsentere sig i underhuset. Adelen rummede mange afskygninger ikke blot i formue, men også i interesser. Der var dem, som mest holdt sig ude på landet og ofte havde omdannet deres gamle, tunge og befæstede borge til smukke og rigt udstyrede landsæder i pyntelig stil, med mange vinduer, bekvemme møbler, kaminer og haver der var andre, som mest optoges af hofliv, krige og politik. Men der var mange, som alvorligt betoges af klassiske studier og den store samtidige nationale litteratur eller af de religiøse problemer. Gennemgående var også i overensstemmelse med hele århundredets åndspræg energien og selvbevidstheden vokset, og i forbindelse dermed lysten til større uafhængighed af kongedømmet. Indenfor bybefolkningen var vistnok fattigdommen taget til forneden. Men de øvre lag i de større byer var vundet stærkt frem. Dette beroede fortrinsvis på uldindustrien og den dermed nøje sammenhængende handel og skibsfart. Ulden forarbejdedes dog sjældnere i større fabrikker eller i værksteder i byerne, meget mere i de små hjem på landet, men netop denne såkaldte hjemmeindustri var undergivet de købmænd, som sad inde med kapitaler; de opkøbte råulden og fordelte den til væverne, der atter bragte det forarbejdede stof til dem, hvorpå klædet blev den store handelsvare, som førtes vide om i verden på den voksende handelsflåde og dannede et væsentligt grundlag, omend sammen med indførselsartiklerne, for de store nydannede kompagnier, det Østersøiske, det Østindiske, Levantkompagniet og flere. I høj grad støttede også regeringen handelens og søfartens udvikling og regulerede industrien og arbejderforholdene, ligesom på den anden side byer og købmænd havde stillet skibe til rigets forsvar i 1588. Ved alt dette kom der en mægtig fart i den velstillede del af den engelske borgerstand. Dens boliger blev rigere, stenbygninger, udstyrede med talrige glasvinduer og kaminer og tæpper, rejste sig ved siden af de gamle træ- og bindingsværkshuse, der omdannedes indvendigt og udvendigt. Navnlig tog London med dens ny børs og dens talrige pakhuse til i indbyggertal og liv. Kraftige åndelige interesser bevægede mange af borgerne. Men følgen af alle disse forhold i forbindelse med hele tidsåndens tilskyndelser til at tage store opgaver op og ikke at vige tilbage blev, at der indenfor borgerstanden rørte sig en stærkere frihedstrang end før. I denne henseende betød det nu meget, at omend mange af adelen og især af højadelen, som sagt, var nøje knyttede til kongedømme og hof, så var dog mange andre villige til at gå sammen med borgerstanden til opposition mod det stærke kongedømme, nu da landets uafhængighed udadtil var sikret, og det så meget mere som gentryen ikke var nogen afsluttet kaste; i den optoges let de formuende borgerlige, og mange adelige deltog i borgernes erhverv. En opposition, havde også den fordel, at den kunne hævde, at den stod på lovens grund, men blot fortolkede loven og fortiden anderledes end kongedømmet. Den havde også sine organer fuldt færdige. I første række stod da her underhuset, hvis forrang frem for overhuset i skattebevillingssager var urokket, og som uden stænderdeling var en ret tro repræsentation for de sociale lag, gentryen og den velhavende borgerstand, der var rykket frem i kår og selvfølelse, og det skønt kronens magt i underhuset var steget noget ved tudorernes oprettelse af mange nye, af dem afhængige valgflækker. Var end det gamle stedlige selvstyre blevet svækket af tudorerne, så betød det dog endnu meget. Midtpunktet for det i grevskaberne var lordløjtnanterne og fredsdommerne, som vel valgtes af kongerne, men ud af gentryens kreds i vedkommende egn. (lordløjtnantstillingen er oprettet af Henrik VIII. Lordløjtnanterne har ansvaret for opretholdelsen af den offentlige orden i grevskabet, og han har den lokale milits under sig og udnævner dens officerer. Den tidligere så betydningsfulde sherif havde af sin fordums magt nu kun fuldbyrdelsen af dommen i såvel civile som kriminelle sager tilbage). Om noget centraliseret bureaukrati som i Frankrig og Spanien var der ikke tale, derfor ikke heller om en mellemstand af embedsmænd med særinteresser. Og endelig fandtes der indenfor hvert grevskab en territorialt indrettet milits. Hvis det kom til en kamp med kongedømmet, og underhuset ikke skulle være i stand til at føre den til sejr, var der her en mulighed for en reserve. Fuld så stor en rolle som de politiske og sociale forhold spillede de kirkelige. Hele udviklingen af disse og navnlig deres endelige ordning under Elisabet havde i høj grad medvirket til at øge kongedømmets myndighed, og på dette område var den blevet fæstnet i bestemte love. Englands nationale protestantiske kirke, kaldet den anglikanske eller episkopale, havde beholdt et hierarkisk styre med stor myndighed for ærkebisperne og bisperne, der også havde bevaret deres sæde i overhuset. Men hierarkiet var gennem Suprematsakten blevet underordnet kronen, der tillige gennem Overkirkeretten fra ca. 1559 havde fået den øverste domsret i alle gejstlige sager. Var der heri en principiel lighed med fastlandets lutheranske kirker, så stod derimod den ved de 39 trosartikler fastslåede trosbekendelse nærmere ved den calvinske lære. Og fra begge fastlandets evangeliske former afveg den engelske kirke ved den i Common Prayer Book og Uniformitetsakten som enegyldig fastslåede gudstjeneste, der havde opretholdt mange af de katolske skikke, især den hvide præstedragt, korsets tegn ved dåben og de mange knæbøjninger; kun hvad der i kirkens traditioner direkte stred mod bibelen, havde man villet forkaste, men man havde ikke villet føre alt tilbage til bibelen som udelukkende grundlag. De århundreder, der er fulgt på denne ordning har godtgjort dens livskraft. Men det kunne ikke undgås, at den hurtigt mødte uvilje fra forskellige sider. Den måtte for det første komme fra katolikkerne, især efter at Elisabets regering var begyndt at gå hårdt frem imod dem. Denne uvilje var dog ikke længere særlig farlig, da det stod som de store resultater af den elisabetanske tid, at katolske fremmede magter ikke kunne krænke Englands uafhængighed, og at katolikkerne var blevet et afgjort mindretal af dets befolkning. Langt betydningsfuldere blev den puritanske opposition. Begrebet puritanisme, der sprogligt kun betegner ønsket om renhed i de religiøse og kirkelige sager, er blevet bestemt på forskellig måde. Dette har sin naturlige grund i, at dens tilhængere i de 100 år, den spillede en så afgørende rolle i det engelske ånds- og samfundsliv, snart lod det ene, snart det andet udslag af den træde stærkere frem. Man har derfor snart set den som en saglig udformning af den calvinske dogmatik, snart som en opposition mod bispestyrelsen og den anglikanske kirkeordning, snart (især taine) som en bestemt moralsk tendens. Man bør vistnok først og fremmest opfatte puritanismen som en særlig åndsretning indenfor calvinismen, der uden at betyde nogen ny tankegang i særlig grad betonede visse ejendommeligheder ved dens dogmatik, skarpt drog bestemte sjælelige konsekvenser af dem og dermed forenede en sindsstemthed, som bundede i engelsk nationalkarakter. Hvad den betonede i dogmatikken, var dels det umiddelbare forhold mellem gud og det enkelte menneske, frigjort for alle andre mellemled end bibelen, dels guds valg, hvorved han havde udkåret en del af menneskene til del i nåden. De heraf dragne konsekvenser blev overbevisningen om, at det var den absolutte pligt at efterfølge bibelens lærdomme og grundstemning, og at religiøsiteten var den eneste berettigede kraft i menneskelivet eller i alt fald den, som alle andre åndsytringer burde være underordnede, hvortil så sluttede sig troen på, at puritanerne var de udkårne og derfor kunne og burde have en urokkelig tillid til deres egen ret. Endelig viste det engelsk-nationale åndspræg sig deri, at den puritanske religiøsitet hverken var asketisk, beskuende eller hengiven til dogmatiske udpenslinger, men blev til en af begejstring båret reel kamp, indadtil mod djævelen og hans fristelser, udadtil mod alt, hvad der i omgivelser og samfund kunne hindre det religiøse livs udfoldelse. Ved stadig læsning i bibelen, stadig påkaldelse af herren, stadig anspændelse af hele personligheden i det indre og ydre liv skulle den enkelte sikre sig den vedblivende del i nådesudvælgelsen og vinde sejr indadtil og udadtil. Puritanismen måtte efter sit væsen i første række blive en modstander af den anglikanske kirkeordnings fra katolicismen stammende ceremonier. Den så i dem rester af den gamle messe, endvidere en adskillelse mellem præster og menighed og navnlig rent ydre, i bibelen ikke hjemlede midler til at frembringe et gudsforhold. Den ville derfor rense kirken, i alt fald ikke finde sig i, at præsterne skulle være tvunget til at udføre ceremonierne. Viljen herom er da også fælles for alle, som kan regnes for puritanere. En konsekvens af puritanismens idé måtte tillige være modstanden mod selve den anglikanske kirkeforfatning, idet også den hierarkiske ordning indførte ydre mellemled mellem det enkelte menneske og gud. Det må dog siges, at på Elisabets tid drog ikke alle puritanere, men kun to endda højst forskellige særgrupper af dem denne konsekvens. Den ene gruppe var tilhængerne af den skotske presbyterianisme, der ville lægge kirkestyrelsen og kirketugten over til presbyterier dvs. sogneråd, bestående af præsterne og de ældste og mest ansete lægmænd; for dem stod det tillige som givet, at en ny puritansk, altså renset gudstjeneste skulle afløse den anglikanske og være lige så obligatorisk og uniform som denne. Men presbyterianernes tal var kun ringe, de hørte mest hjemme i akademiske kredse, og det kan tilføjes, at deres system, da det stred mod den engelske statsbevidsthed, der ikke ville udlevere kirketugten til ikke-statslige myndigheder, og mod den engelske aristokratiske ånd, heller ikke senere formåede at vinde folkestemningen for sig. Den anden undergruppe, de senere så indflydelsesrige independenter, kaldtes på denne tid i reglen separatister eller brownister (efter en af deres førere Robert Brown). De var på virkede af baptisterne, hvoraf mange under Elisabet var indvandrede fra Nederlandene. De hævdede især, at folk skulle have ret til at slutte sig sammen til frie, af hinanden uafhængige menigheder (kongregationer), der fri for overstyrelse såvel af bisper som af presbyterier skulle have ret til selv at ordne deres gudstjenestes former. I skarp modsætning såvel til episkopale som til presbyterianere ville de altså ingen tvungen uniformitet i gudstjeneste. Men også de, der mest tilhørte de jævne lag, var endnu kun få. Elisabets regering havde vendt sig bestemt mod alle puritanerne for at tvinge den anglikanske uniformitet igennem, men særlig hårdt havde den behandlet presbyterianerne og independenterne. Det var imidlertid en håbløs tanke at ville knuse puritanismen, og det så meget mere som der var nøje tilknytningspunkter mellem den og den politiske opposition. Hvor lidet end puritanismen i sin begyndelse havde nogen politisk tendens, så lå der dog dybt i den en respektløshed for enhver jordisk magt. I sit væsen var den også anlagt på et folkeligt herredømme og havde let ved at tilegne sig de radikal-calvinistiske tanker om kongemagtens afhængighed af folket, som også havde fundet jordbund i Skotland. Når fyrstemagten tilmed som i England havde gjort sig til den forhadte kirkes overherre, måtte puritanerne naturligt med en vis sympati se hen til underhuset som folkets repræsentation. Allerede under Elisabet havde den politiske og kirkelige opposition samlet sig i disse puritanere, der endda til sine tider havde et stærkt tilhæng i underhuset. Der var således forskellige dybe modsætninger til stede. Men meget ville med genhold til fremtidens gang være afhængigt af den konges personlighed, som skulle følge Elisabet.

Som den nærmeste arving besteg Jakob VI af Skotland (han nedstammede fra Henrik VII), Maria Stuarts og Darnley's søn, ved Elisabets død Englands trone som Jakob I. De to gamle fjendtlige naboriger var derved forenede ved en personalunion. Selve tronbestigelsen foregik uden modstand. Men om stuartslægten med dens stejlhed og trods, dens upålidelighed og dens fremmedartethed ville kunne gro fast i riget syd for Tweed-floden med dets stærke nationale præg, måtte fremtiden afgøre. Jakob besad visse gode egenskaber, en ret mandig skikkelse, jævnhed i samtale, visse fornuftige politiske ideer, megen belæsthed og ikke ringe forfatterevner; hans protestantiske sindelag var også utvivlsomt. Men hans grove træk og grimme vaner, hans pedanteri og forfængelighed, hans forkærlighed for yndlinge og hans mangel på takt og beslutsomhed virkede frastødende, og hurtigt fik man øjet op for hans upålidelighed. Nok så meget kom han dog i skævt forhold til sine undersåtter ved i skrifter og i taler at lægge for dagen, hvor opfyldt han var af teorier om kongemagtens storhed og ophøjethed over loven; forsigtigt havde tudorerne fæstnet kronens myndighed uden at søge forsvar i sådanne teorier; nu plaprede stuarteren ud med dem. Han kendte ikke heller det engelske folks had til Spanien, ikke dets borgerstands og dets handels betydning, ikke dets kærlighed til sit parlament og dets gryende frihedsaltrå, og han misforstod dets religiøse rørelser. Havde han lyttet nøje til sin klogeste rådgiver, den berømte filosof Francis Bacon, der var tilhænger af tudorernes regeringsprincipper, havde der dog måske været mulighed for en roligere udvikling end den, der kom. Men han kastede sig i armene på yndlinge af langt lavere art, først skotter, derpå hertugen af Buckingham, en fin og elegant hofmand, men ødsel og udsvævende, pengebegærlig og selvtillidsfuld, rede til smiger for sin herres slette egenskaber og uden store mål eller blik for tidens problemer. Omkring disse yndlinge og omkring dronning Anna, Kristian IV's søster, dannede der sig et hof, der ved sine fester og sin luksus, sine maskekomedier og sine orgier, sine skandaler, ja endog sine giftmordshistorier blev et billede på den engelske renæssances forfald. I alt dette lå baggrunden for, hvad der kom. Når der hurtigt indtrådte et endnu mere afgørende brud med katolikkerne end tilfældet havde været under Elisabet, var dette dog ikke kongens skyld. Han ville tolerance overfor dem, men parlamentet gennemtvang strenghed. Følgen blev, at fanatiske katolikker planlagde at sprænge kongen, kongefamilien og parlamentet i luften ved dets åbning i 1605 og derpå at sætte et oprør i scene. »Krudtsammensværgelsen« blev imidlertid forrådt, og flere af lederne henrettede. Følgen blev, at regeringen behandlede katolikkerne strengere end før, og at de engelske protestanter kom til at omfatte dem med et forøget, længe varende had. Derimod er det Jakobs ansvar, når de forhandlinger, der ved begyndelsen af hans regering på Bacons råd indlededes med puritansksindede gejstlige, mislykkedes, skønt puritanerne på dette tidspunkt var villige til at nøjes med ændringer i ceremonierne. Kongen øjnede under samtalerne ud fra skotske forudsætninger, men med urette, en tilslutning til presbyterianismen og så i denne et angreb ikke alene på bispemagten, men også på kongemagten. Med ordene no bishop, no king afbrød han forhandlingerne, og umiddelbart derpå afsatte Overkirkeretten 300 puritanske præster. Fra dette øjeblik så puritanerne med uvilje på kongen. Et brud var indtrådt, selvom der ikke påfulgte yderligere forfølgelser. Det var dog mere de politiske stridigheder, der satte skel under Jakob I. Kongen pukkede på kronens overhøjhed (prærogativ) og særlig på sin ret til at pålægge toldafgifter og give monopoler, den parlamentariske opposition viste hen til de gamle forfatningslove, delvis også til naturrets- og folkesuverænitetsteorier. Den knyttede hertil angreb på kongens yndlinge og på ødselheden og demoralisationen ved hove. En stor sejr vandt den, da Jakob I i 1621 måtte afskaffe monopolerne til privatpersoner og samtidigt også måtte lade Bacon falde for parlamentets berettigede anklage mod ham for at have modtaget bestikkelser som dommer. Alvorlig blev også indvirkningen af kongens tidligere omtalte ydre politik. Hans mæglingsforsøg i Tyskland, hvor parlamentet krævede aktiv støtte til protestanterne, og navnlig hans langvarige tilnærmelse til den gamle fjende Spanien havde fremkaldt en stærk misstemning. Afbrydelsen af den spanske ægteskabsforhandling dæmpede vel noget denne, men en ny skuffelse blev hans indrømmelse til katolikkerne, da prins Karl blev gift med Henriette Marie af Frankrig. Det var et brud på løfter, han havde givet, og det blev hans sidste kongsgerning. Han døde i 1625.

Karl I havde i nogle henseender langt bedre betingelser for at vinde folkeyndest end hans fader. Han var smuk, værdig, kundskabsrig uden at være en lærd pedant, fintdannet i sin smag, en oprigtig elsker af god kunst; Rubens og Van Dyck var i hans tjeneste. Der er heller ingen tvivl om, at han satte det som sit kongedømmes opgave at tjene folkets vel. Men han havde stuarternes magtlyst, deres mangel på forståelse af alt friere livs ret i politik som i religion og tillige deres upålidelighed. Han blev tilmed let betaget af sine omgivelser, og i de første år til hans ulykke af Buckingham; det blev i virkeligheden mere dennes end Karls regering. Slet gik det med den krig, England indlod sig på med Frankrig, og med toget til undsætning af la Rochelle i 1627. Den voldsomme forbitrelse, der af den grund voksede frem i England mod Buckingham og hans styre, øgedes ved kongedømmets politiske overgreb. Der trængtes til penge, og regeringen opkrævede tønde- og pundpenge uden bevilling, pålagde tvangslån og inddrev dem ved hjælp af krigsretter, indkvarteringer og vilkårlige fængslinger. Da gik der gennem nationen en følelse af, at dens ret til skattebevilling og til personlig frihed var i fare, og den forbandtes med harmen over regeringens uduelighed. Også parlamentet optrådte skarpt og udfordrende. I parlamentssamlingen i 1628 førte oppositionen, ledet af den varmhjertede adelsmand John Eliot, sejren hjem. Under navn af Petition of Right vedtoges et andragende til kongen, der med henvisning til, at landets gamle love var krænkede, forlangte, at der for fremtiden ikke skulle kræves nogen skat eller noget nyt lån uden parlamentets samtykke, ingen krigsretter måtte nedsættes i den anledning, og at enhver fængslet straks skulle bringes for en domstol med angivelse af hans brøde. Kongen gav efter, fordi han trængte til penge til krigen, og ved hans sanktion blev andragendet til lov. Men da han desuagtet vedblev med at opkræve tønde- og pundpenge, brød striden atter ud. Samtidigt ramte ét hårdt slag kongen; Buckingham blev myrdet af en af ham personlig krænket mand. Kort efter måtte Karl slutte fred med Frankrig. Hermed endte sammenspillet mellem den engelske udenrigske og indenrigske politik. Så meget kraftigere virkede derimod fra nu af forbindelsen mellem de kirkelige og verdslige forhold. Netop i disse år var de kirkelige modsætninger taget vældigt til, og det fordi både den anglikanske kirke og puritanismen var under en udvikling, der fjernede dem yderligere fra hinanden. Indenfor den første var en ny retning i færd med at få magten. Den nærmede sig i dogmatisk henseende til den mildere, arminianske fortolkning af forudbestemmelsen; den hævdede, at gud ikke alene havde åbenbaret sig i bibelen, men også i menneskeåndens ytringer, og den gav derfor også fantasien og skønheden ret som midler til at vække sansen for det guddommelige. Derfor burde kirkerne udstyres med krucifikser og billedlige figurer og med malede vinduer; der skulle over gudstjenesten være en glans af kærter og en stemningsfylde, skabt ved korsang og orgelspil; sakramenterne skulle holdes højt i ære og altrene omgives med skranker; liturgien skulle strengt opretholdes og en dyb respekt for de gejstlige foresatte indpræges menighederne; præsterne og bisperne skulle have pragtfulde ornater og bispemagten højnes. Vel ikke bibelen, men kirkens historiske udvikling gav denne bispemagt en guddommelig ret. Den fare for et sammenstød med kongemagten, der lå heri, afværgede den ny retning i følelse af, at den ikke kunne bygge på en folkemening og i kraft af hele sin autoritære tendens, ved en energisk tilslutning til kronen. Overkirkeretten fortolkede stedse lovene til gunst for kronen, og der var præster, som lærte, at de, som ikke ville lyde kongen, var evig fordømte. Og kongemagten tog mod bispemagtens tilslutning for i den at finde en støtte både mod den politiske og den kirkelige opposition. På den anden side udviklede der sig indenfor puritanismen stærkere og stærkere konsekvenser af dens bærende tanker. Vi møder fra denne tid et bitrere fjendskab mod de åndelige interesser og foreteelser, der ikke har deres bund i de religiøse følelser, mod kunst og verdslig poesi, mod teatre og sport, og særlig vendte man sig mod de folkelige fester på landet, fordi de som regel holdtes om søndagen, over hvilken man ville gyde sabbatens hellighed. Man begrundede denne kamp mod forlystelser med, at de krænkede livets alvor og inderlighed. Erindres må det dog, at denne mørkladne puritanisme, der var som den store reaktion mod renæssanceånden, og som tog fart ved den grove livslyst og den vitterlige demoralisation, der også under Karl I bredte sig imellem de fornemme kredse, ikke var fælles for alle puritanere; hos adskillige, selv af de mest begejstrede, kunne der stadig trives sans for poesi og musik, ja selv for dans og selskabelige glæder. På samme måde blev det ingenlunde almindeligt at vise sin adskillelse fra verdensmenneskene ved at bære mørke, tætsluttende dragter eller tæt klippet hår eller gå omkring med stiv gang og stirrende øjne. Og mærkes må det også, at puritanismen ikke udelukkede hverken handelsånd eller endda selvisk berigelse på anden måde. Sikkert nok var der derimod mellem puritanerne en herskende følelse af at være noget for sig, guds udkårne børn, lastens fjender, derved også en selvgodhed og tillige en mangel på åndelig vidde, der havde meget af kulturfjendskab i sig. Men jævnsides hermed gik som regel en oprigtig moralsans, et inderligt familieliv, samlet i hjemmene om oplæsning af bibelen, desuden en folkelig tro på menneskenes oprindelige lighed, en dristighed til at være sine meninger bekendt, en trods mod overgreb fra oven og ikke mindst en handledygtig begejstring, som har mærket den engelske nationalkarakter både da og siden. Som en sejrstryg skare optog puritanerne da også kampen mod højkirken. I dens hældning mod arminianismen så de et frafald fra udvælgelseslæren, en tilnærmelse til katolicismens dogmer, i de nu så stærkt betonede ceremonier en overgang til papismens skikke, og i det hele stod katolicismen som det store skræmmebillede. Bestemtere udformedes deres krav om en ny udrenset liturgi. Men også mod bispemagten vendte de sig skarpere end før, krævede vel ikke endnu dens afskaffelse, men dens indskrænkning og navnlig parlamentets delagtighed i kirkestyrelsen. Puritanerne havde deres største tilslutning mellem købmænd og håndværkere, men dog også talrige tilhængere mellem gentryen og yeomændene. Om nogen mere udpræget klassedeling kan der ikke tales. Det var anskuelser og ikke fødsel, der bestemte Englands deling i to lejre. Efter al rimelighed var de virkeligt overbevisningstro puritanere kun et mindretal. Men deres styrke øgedes i høj grad ved, at de mere og mere under indtryk af forbundet mellem kongemagt og bispemagt og under indflydelse af deres sympati for parlamentets højhed kunne gro sammen med den politiske opposition, og det således, at dennes kraftigste ledere blev puritanere, fordi der i dem var den største energi og kampiver. Sammensmeltningen af de politiske og religiøse interesser fik sit store udslag i parlamentssamlingen i 1629 ved vedtagelsen af en resolution, der lød på, at enhver, der indførte forandringer i religionen til gunst for katolicismen eller arminianismen eller rådede til at opkræve tønde- og pundpenge uden parlamentets samtykke, og endvidere enhver, der betalte disse ubevilgede afgifter, skulle regnes for en forræder mod Englands friheder og en fjende af riget. Herved var den store kamp for en ny religiøs og politisk tilstand begyndt. Karl I tog handsken op, opløste parlamentet og indkaldte i 11 år ikke noget nyt. Sandsynligt er det dog, at han kun har tænkt sig dette som en overgangstid, uden at han har villet et vedblivende enevælde. Men i alt fald ville han bruge den parlamentløse tid til at vænne folket til lydighed mod konge- og bispemagt igennem fred udadtil, forbedring af den indre administration og streng hævdelse af autoriteten. De to institutioner, han satte i højsædet, blev de to overordentlige domstole, Stjernekammeret og Overkirkeretten. Og han fandt støtte hos to højtbegavede mænd. Den ene var ærkebispen af Canterbury, William Laud, en mand, der var i besiddelse af tidens hele dannelse i forbindelse med stort initiativ. Han var tolerant i dogmatisk henseende, men tillige hovedrepræsentanten for den ny retning indenfor statskirken, begejstret for »hellighedens skønhed«, for kirkens glans og for det nøje forbund mellem bispe- og kongedømme, tillige en udpræget ordenens mand og hårdhændet mod sine modstandere. Den anden var Thomas Wentworth. Nerven i ham var også autoriteten; så længe han følte den nedbrudt af kongedømmet ved, at det støttede sig til slette rådgivere, havde han hørt til oppositionen. I 1628/29 havde han brudt med denne, og efterhånden blev han i den grad kongedømmets mand, at der blev et så voldsomt indsnit mellem hans fortid og hans senere gerning, at det ikke helt kan forklares uden ved at medtage hensynet til personlig magtlyst; men navnlig må dog erindres, at han var en modstander af puritanismen. Han var en af de få, der skarpt skilte politik fra religion, men blev også derved ude af stand til at forstå de kraftigste tilskyndelser hos sine landsmænd (medens Macaulay voldsomt har fordømt ham som apostaten, har gardiner stærkt fremhævet, hvad der kan forklare vendingen i hans liv). Det første hverv, der betroedes Wentworth af kongen, var statholderskabet i Irland, og her kom han straks til at lægge sine store evner for dagen. Først under Elisabet var det engelske herredømme på øen blevet grundfæstet for alvor ved, at den anglikanske kirke var blevet gjort til statskirke for den befolkning, hvis store flertal vedblivende var katolikker. Efter et oprør i provinsen Ulster under Jakob I var den største del af denne provins blevet inddraget under kronen og besat med engelske kolonister. For så vidt var Wentworths statholderskab kun en fortsættelse af den tidligere politik; Connaught tiltænktes samme skæbne som Ulster, og intet hensyn toges til gamle rettigheder. Men ved siden heraf gik et fortrinligt arbejde på øens materielle vel, administrationen kom i anden gænge, linnedindustrien og handelen blomstrede op. Tillige beherskede han fuldstændigt det irske parlament. Da han i 1639 vendte tilbage til England, mente han også her som kongens højre hånd at kunne bringe landet fremad, samtidigt med at han ved en radikal-monarkisk politik, som betegnedes med ordet thorough (gennemført), hævdede kongedømmet og autoriteten. Han blev kongens førsteminister og earl af Strafford. Den parlamentsløse tid var fra første færd præget af fængslinger af de farligste politiske modstandere, af opkrævelse af ubevilgede tønde- og pundpenge, af berigelse af statskassen ved nyudstedelse af monopoler og andre vilkårlige midler, tillige af streng fremfærd mod puritansksindede gejstlige. Afgørende blev dog især to ting: en almindelig kirkevisitation, der skulle gennemføre den ny udstyrelse af kirkerne og flytte alteret nede fra kirken til en plads i koret, og det almindelige pålæg af de såkaldte skibspenge, hvorved en gammel pligt for kyststrækningerne til at stille skibe i krigstid, forvandledes til en pengeafgift for hele landet også i fredstid. Det strenge regimente havde hurtigt fremkaldt sorg og harme i landet, og mange af de ivrigst forargede puritanere udvandrede til Nordamerika. Men det varede adskillige år, inden der dannede sig en alvorlig folkelig opposition. Et tilløb til en sådan blev udgivelsen af flere skrifter mod kirkesystemet, og da forfatterne til dem idømtes afrivning af ørene i gabestokken og livsvarigt fængsel, demonstreredes der til fordel for dem; samtidigt rørte kirkevisitationen op i sindene allevegne. Fuldt så stærkt indtryk gjorde det dog, at herremanden John Hampden af rent principielle grunde i 1637-38 krævede retslig afgørelse af, om han var pligtig af betale de ubevilgede skibspenge. Dommen gik ham imod, men folket lyttede til beretningerne om, hvad han havde fremført for domstolen til forsvar for nationens friheder. Det stedlige selvstyre fik nu sin betydning, da der intet parlament var til at samle modstanden; rundt om i kommuner og sogne rådsloges om tilstanden. Dog var der herfra et stort skridt til åben kamp. Da greb forholdene i Skotland ind i Englands indre udvikling. Allerede Jakob I havde egenmægtigt indsat bisper i sin hjemstavn og derved krænket den presbyterianske kirkeforfatning. Karl I gik videre i den henseende og påbød tilmed, tilskyndet af Laud, i 1637 en ny liturgi, der fjernede sig stærkt fra den strenge calvinske. I modstanden mod disse forandringer havde nu Skotland den styrke frem for England, at folket stod meget mere som enhed i betragtningen af de kirkelige forhold. Selvom adelen oprindeligt ikke havde sympatiseret med den mere folkelige presbyterianisme, så øjnede den nu i de nye biskopper medbejlere; den gik sammen med præsterne, der havde et næsten ubegrænset herredømme over middelstanden, og de store klanhøvdinge rev deres underordnede på landet med sig; tilmed oprørtes den skotske nationalfølelse over de nye indretninger som engelske. Det kom til voldsomme tumulter, da liturgien skulle indføres. Samtidigt begyndte en forbindelse mellem de skotske førere og oppositionen i England; hvad den snart 40årige personalunion ikke havde kunnet udrette, formåede nu kongens handlemåde; for første gang fremkom der et fællesskab mellem det skotske folk og dele af det engelske. Karl ville anvende væbnet magt. Men nu viste følgerne sig af hans enevældige styre i England; han havde kun få penge og turde ikke indkalde et parlament. Men da hans hær derfor blev for ringe, bøjede han sig snart for Straffords råd om at indkalde et engelsk parlament. Strafford havde tænkt at kunne beherske det, som han havde behersket det irske. Men han tog fejl. I det såkaldte »korte parlament« (1640) havde oppositionen fuldstændigt magten. Endnu engang prøvede så kongemagten sin styrke. Parlamentet opløstes; men da skotterne rykkede ind over Tweed, måtte kongen gå på forlig med dem og tilmed indkalde et nyt engelsk parlament.

Parlamentet har fået navnet »det lange«, fordi det sad sammen i 13 år (1640-53). I den tid oplevede England sin berømmelige første store revolution, under hvilken politiske og religiøse motiver virkede i den grad sammen, at en adskillelse mellem dem og en vurdering af hvilke, der var de stærkeste, næppe lader sig foretage. Men mærkes må det, at under kampen kom ideer og kræfter frem i første linie, som kun dæmrede i begyndelsen. Selve kampens udvikling bragte dens oprindelige førere ind pånye baner, men efterhånden afløstes de af nye mænd. I en del af det 19. århundrede hvor sindene optoges stærkt af samtidens forfatningskampe, lagde historikere af alle nationer (Macaulay, Guizot, Dahlmann) hovedvægten på revolutionens politiske side. Herimod optrådte Carlyle , der hævdede, at den i sit væsen havde været en kamp for at oprette guds rige på jorden. Endnu hos Ranke spiller dog det politiske synspunkt den største rolle. Gardiner har behandlet begge sider ligeligt, men dog snarest betonet den religiøse, hvad der også viser sig i, at han kalder revolutionen den puritanske. Besvarelsen af problemet har navnlig den vanskelighed, at snart et snart et andet motiv virkede stærkest. Under dygtige førere, især Hampden og Pym, var oppositionen flertal i parlamentet; dens sag styrkedes ved, at kongen havde få penge og ved, at hans hær i Nordengland var svag, hvorimod den skotske endnu stod syd for grænsen. Men han havde energiske rådgivere. Derved modnedes beslutningen hos underhuset om at styrte dem og først og fremmest den forhadte Strafford. Det vedtog en lov, der stemplede Strafford som højforræder og fastsatte døden som hans straf udenforegående proces (bill of attainder). Hverken overhuset eller kongen turde modsætte sig loven, og i 1641 led Strafford med heltemod døden på retterstedet. Også Laud var blevet fængslet, men hans dom udsattes. Hurtigt gik nu underhuset videre, og kongen veg tilbage. Der blev givet love, der fastslog skibspengenes ulovlighed, knyttede tønde- og pundpenges opkrævelse til parlamentets bevilling på bestemt tid og ophævede Stjernekammeret og Overkirkeretten. Herved mente man at have genoprettet Englands forfatning, som den havde været før tudortiden. Men også ældgamle kongelige prærogativer slog man en streg over, idet det ved lov fastsattes, at det indeværende parlament kun kunne opløses med sit eget samtykke, og at der hvert tredje år skulle indkaldes et parlament (triennial act). Virkningerne af forandringerne blev store. Med stjernekammerets ophævelse voksede påny fredsdommernes og den stedlige selvforvaltnings betydning, og ved Overkirkerettens fjernelse brød den puritanske opposition sejrrigt igennem i London og andre steder. Uhindret ophørte de ildesete ceremonier, salmesangen trådte i bønnebogens sted, puritanske menigheder samledes til gudstjeneste udenfor kirkerne; hist og her fandt endog billedstormerier sted, snart efter blev også teatrene lukkede; statskirkens herredømme var faktisk brudt. Men indenfor parlamentets flertal var der ikke enighed om, hvad man ville sætte istedet. Et radikalt parti ville helt afskaffe bispemagten, men nåede foreløbig ikke noget resultat. Den stadigt tiltagende spænding øgedes ved et vældigt oprør af katolikker og kelter på Irland i 1641. 4-5,000 englændere dræbtes, dobbelt så mange døde af nød og sult i de fæstninger, de havde trukket sig tilbage til, og hele øen undtagen Dublin kom i oprørernes hænder. Et hævnskrig gik gennem England, alle ville slå opstanden ned med magt. Men turde man betro kongen en hær, eller skulle parlamentet overtage den militære ledelse? For første gang havde nu også Irland, ligesom tidligere Skotland, grebet ind i Englands historie, og forfatningskampens område var blevet udvidet. Alle disse forhold bevirkede en stærk spaltning i underhuset. Oprindeligt havde det oppositionelle flertal været absolut overlegent. Men nu udskilte der sig fra det et mådeholdent parti, der ville opretholde ordenen. Det frastødtes af de revolutionære lidenskaber og frygtede både et puritansk herredømme i kirken og parlamentets overmagt i staten. Imellem dets ledere var den senere som earl af Clarendon berømte Edward Hyde, og det kunne i meget gå sammen med de biskoppelig- og kongeligsindede. Det afgørende brud mellem de to partier kom, da et ringe flertal drev den store Remonstrans igennem, der på een gang var en adresse til kongen og en appel til folket. I kirkelig henseende krævede man, at der skulle indføres puritansk uniformitet i kirkestyrelsen, og at bisperne skulle opgive deres sæde i overhuset og al anden verdslig magt, i politisk kongelige rådgivere, der nød parlamentets tillid (altså parlamentarisme). Fra det øjeblik sluttede de mådeholdne sig til kongen, der tog deres førere til ministre. Endnu een ting måtte dog til for at få bægeret til at flyde over. Af frygt for en anklage mod den ildesete, katolske dronning, Henriette Marie, besluttede kongen at lade underhusets førere, deriblandt Pym og Hampden, fængsle som skyldige i højforræderi ved forbindelse med skotterne i 1640. Men de sigtede var blevet advarede og havde søgt tilflugt i Londons City. Da kongen mødte i underhuset med 3-400 bevæbnede mænd, lød råbet: privileges (dvs. vore rettigheder) imod ham. Umiddelbart derpå forlagde underhuset sine møder til City's rådhus, og en vældig bevægelse rejste sig i byen til værn for det. Kongen indså, at hans plan var strandet. Han forlod sin hovedstad for først at gense den som fange. Men i triumftog vendte underhuset tilbage til Westminster. Nogen tid efter brød det broerne af bag sig, idet det vedtog bispernes udelukkelse fra overhuset og på egen hånd udnævnte lordløjtnanter over militserne i grevskaberne. Da opbød kongen militsen, og som svar derpå besluttede parlamentet at rejse en hær. Borgerkrigen begyndte i 1642. Begge partier havde indflydelsesrige dele af befolkningen med sig. Omkring kongens fane samlede sig det overvejende antal af højadelen og mange af de i nord og vest boende landadelige og yeomænd, tillige de fleste gejstlige samt katolikkerne. De letlevende hofmænd og krigslystne officerer indbragte partiet navnet kavalererne, men der var foruden dem mange oprigtigt loyale og mådeholdne, der ikke ville udlevere stat og kirke til puritanerne. Parlamentets parti havde en hovedstøtte i de store byers befolkning og iblandt landadelen og yeomændene i øst og syd. Rundhovederne blev dets navn efter den puritanske skik at bære håret klippet kort. Men en stor del af befolkningen og navnlig landarbejderne holdt sig neutrale eller gik kun nødtvungent med til den væbnede kamp. Om noget bestemt socialt delingsprincip kan ikke tales, og selv den geografiske deling havde talrige undtagelser; i mange grevskaber stod de to partier mod hinanden. Kongens parti havde den fordel, at det holdt mere enigt sammen end parlamentets; men det svækkedes ved Karls egen vaklevornhed. Til skade for ham blev det også, at havnebyerne straks kom i hans fjenders hænder; derved kunne han ikke få hjælp fra udlandet, og han mistede toldindtægterne. Hærene bestod dels af militserne, der helst ville blive i deres grevskab, dels af frivillige, dels af tvangshvervede. Når krigen, navnlig i begyndelsen, førtes langt menneskeligere end den samtidige Trediveårskrig, var vel hovedgrunden den, at der ikke var tale om lejehære som i Tyskland. Som regel var begge hære spredte rundt om i landet, hvor der kæmpedes om slotte og befæstede herregårde; på de store slagdage stod gennemsnitlig kun 10-12,000 mand mod hinanden. I begyndelsen var der ingen fremragende hærførere på nogen af siderne. I begejstring og viljekraft var parlamentets soldater de overlegne - de aflagde også ed på at bevare den sande religion og kongerigets love, friheder og fred -, men både de og officererne savnede disciplin. Under disse forhold slæbte krigens første år sig hen uden afgørende begivenheder, omend fordelen i det hele var størst på kongelig side. Der måtte nye momenter til for at bringe parlamentets sag sejren. I efteråret 1643 lykkedes det parlamentet at opnå et forbund med skotterne. Begge riger lovede at forsvare hinandens parlamenters rettigheder; skotterne skulle sende en hær til England. Men til gengæld havde det engelske parlament, omend i lidt vage ord, forpligtet sig til at indføre den presbyterianske kirkeforfatning, som lå skotterne så stærkt på sinde. Ikke sympati for den, men nødvendigheden havde her været den ledende bevæggrund. Parlamentet gik nu strengt frem mod den anglikanske gejstlighed og konfiskerede foruden de royalistiske adelsmænds også kapitlernes godser. Men mod den presbyterianske uniformitet, mod dens tvang og den af parlamentet indførte censur rejste sig en modbevægelse af afgørende betydning. Fra 1640-41 havde forskellige sekter bredt sig stærkt, både gendøbere, mennoniter, tilhængere af læren om det tusindårige rige og især independenter. Den independentiske bevægelse havde tilmed fået en mærkelig støtte, nemlig fra Nordamerika. I 1620 var de første englændere af religiøse grunde udvandret til denne verdensdel, hvor de havde slået sig ned ved Massachusetts bugten. Langt mere betydning fik dog kort efter andre kolonier i samme egn med Boston som hovedstad. Hertil strømmede i stor mængde under Lauds forfølgelser i 1630'erne puritanere med independentiske sympatier. Men her, hvor man kunne ordne sig som man ville, kom der til at foreligge et stort problem. Skulle eftertrykket lægges på menighedens ret eller på de enkelte individers? Udviklingen i Massachusetts gik ubetinget til fordel for menighedens ret, og da menigheden her var lig med staten, blev forfatningen et slags teokrati, bibelen blev lovkodeks, flertallets vilje blev den eneste rette fortolkning af den; kun de, der bøjede sig for den, fik borgerlige rettigheder. Men herimod rejste der sig modstand, under ledelse af præsten Roger Williams. Da han blev forvist, grundede han en ny koloni, Rhode-Island, og her virkede han for det ny princip: de borgerlige rettigheders uafhængighed af den enkeltes religion. Således var kravet om tros- og kultusfriheden rejst, og igennem tilbagevendte emigranter og senere ved et skrift af Williams fik den engelske independentisme et fremstød. Det var første gang, at Amerika åndeligt påvirkede den gamle verden. Og det faldt netop sammen med, at presbyterianismen var i færd med at indføre en ny kirkelig tvang. Kampen mod denne blev feltråbet for sekterne, og de samlede sig til denne kamp under fællesnavnet independenter. Som helhed krævede de engelske independenter dog ikke statskirkens afskaffelse, men kun ret for sekteriske menigheder til at organisere sig ved siden af den. Deres tolerancebegreb var stærkt begrænset. De så statens formål helt som et religiøst, og ved religion forstod de den for papisme og anglikanisme rensede kristendom; derfor ville de holde både katolikker, biskoppelige og fritænkere borte fra borgernes rækker. Deres åndelige frihedstanke nåede således langtfra den rummelighed, som blev en kærne i det 18. århundredes indsats i kulturen, men betegner dog et fremskridt på tålsomhedens område. Hertil kom andre karaktermærker ved independentismen, som den nu fremtrådte. Den delte puritanismens almindelige selvgodhed og var snarest en kulmination af dens mørkladenhed og dens fjendskab mod livsglæde, men den var tillige en kulmination af dens begejstring og viljekraft. Dernæst rummede den i høj grad en forstærkelse af den tilbøjelighed til politisk og delvis social radikalisme, som lå gemt i puritanismens væsen. Ganske vist tog ikke alle independenter her et yderliggående stade, men efter at parlamentet havde knyttet sig til puritanismen i den presbyterianske form, dreves de også frem til en politisk opposition mod det parlament, der sad med magten. En stor støtte for puritanismen i den independentiske form blev det, at den fik tilslutning hos flere af Englands betydeligste ånder. Som en arv fra Elisabettiden havde litteraturen længe stået i nøje forbindelse med kongedømme, hof og i det hele med det bestående. Til en vis grad havde Shakespeare gjort det trods sit vide menneskelige syn; endnu mere havde det været tilfældet med de ringere dramatiske forfattere i stuarttiden. Nu brød en af de største engelske digtere ud af disse rækker. John Miltons liv var rigt på udvikling. Aldrig afstrøg han den renæssanceåndens sans for poesi og kultur, som så stærkt trådte frem i hans ungdomsdigtning. Men efterhånden dreves han af sin frihedstrang til opposition mod den herskende kirke og stat, og af sin religiøse begejstring og sin sædelige alvor førtes han over til puritanismen. Han havde angrebet det biskoppelige system, og han angreb nu det presbyterianske, dets kirkelige uniformitet og dets censur. I sit skrift Areopagitica gav han et højst mærkeligt indlæg for åndelig frihed, særlig trykkefrihed. En langt større indflydelse fik dog Oliver Cromwell. Fra restaurationstiden og helt op igennem det 18 og en del af det 19 århundrede stod litteraturen og ikke mindst historieskrivningen uforstående overfor Cromwells religiøsitet og derfor overfor hele hans personlighed. Hans puritanske iver opfattedes enten som forløjet eller som vanvittig. Selv velvillige bedømmere af ham skød denne side af hans liv tilbage og holdt sig til hans politiske gerning, således endnu Macaulay i første bind af hans »History of England« (1848). Dengang var dog allerede Carlyle's Cromwell's »Letters and Speeches« udkommet (1845). Dette værk har sine store svagheder både som udgave og som biografi; for Carlyle, der selv så med ringeagt på sin samtids parlamentariske kampe og disses ledere, var ikke alene revolutionens religiøse og moralske side dens eneste værdifulde, men efter hans opfattelse interesserede Cromwell sig også alene for den. Carlyle's uvurderlige fortjeneste er imidlertid, at han, der i følge sin egen natur forstod den puritanske lidenskab, derved kunne leve sig ind i denne side af sin helts sjæleliv. Virkningen af Carlyle's opfattelse blev så meget stærkere, som historikerne i det hele fra den tid i højere grad end før stillede sig det som opgave at forstå fortidens mennesker ud fra deres egne forudsætninger. Mere og mere er det da også blevet anerkendt, at Cromwells religiøsitet var en central og ægte del af hans personlighed, selvom der vedblivende er forskel i bedømmelsen af ham og hans gerning. Et overordentligt stort arbejde er sat ind på at studere hans liv og karakter; i første række står gardiner, der trods al beundring også har fremhævet, hvor meget der glippede for ham, og Firth, men tillige har andre (Ranke, Stern, Morley, Michael) givet værdifulde bidrag. Cromwell, der var født i 1599, hørte til en landadelig, puritansk familie fra omegnen af Cambridge. Som medlem af »det lange parlament« tiltrak han sig hurtigt opmærksomhed ved at stille sig på den yderste oppositions side, men dog endnu mere ved sin ydre fremtoning. Hans brede hoved og fast sammenbidte mund, hans svære næse, store bryn, gennemtrængende blik og skarpe stemme vidnede om kraft og lidenskab og gjorde indtryk af noget usædvanligt. Hvad der gemte sig i ham af mærkværdige evner, begyndte dog først for alvor at vise sig, da han under borgerkrigen fik befalingen over militsen og de frivillige i hans hjemstavns egne, de østlige grevskaber. Under træfningerne med fjenden åbenbarede han talentet til at udnytte det gunstige øjeblik, men størst var han som organisator. Han dannede navnlig et rytterregiment af bønder, på hvilke han fuldt ud kunne stole, og som blev viden om omtalt som »jernsiderne«; han meddelte dette korps en disciplin, som var ukendt blandt fæller og fjender, og han optog i det både presbyterianere og sekterere, forlangte blot, at de skulle være troende, gudfrygtige og tapre. Heri lå et forsøg på at gøre independentismens toleranceprincipper praktiske, og da han fra 1644 i parlamentet optrådte som talsmand for en indskrænkning i den presbyterianske kirketvang, havde independentismen fået en både politisk og militær fører. Men snart blev det klart, at han var langt mere end det, at han var en af verdenshistoriens store skikkelser. Cromwell var i meget levendegørelsen af puritanismens religiøse lidenskab og af dens religiøse begejstring. Han var stadigt opfyldt af at udforske guds veje, således som disse var åbenbarede i bibelen, og af tro på, at livet på jorden var en forskole for det himmelske; han og puritanismens andre mænd var efter hans dybeste overbevisning de udvalgte, hvis pligt var kampen mod det slette og de slette, omvendelsen af folk og samfund til guds rige. Og han var levendegørelsen af independentismens tolerancetanker, i deres fylde som i deres begrænsning. Men ved siden heraf var der hos ham andre rent personlige karakterejendommeligheder. Han besad en naturlig trang til at ville herske. Den gjorde ham ikke til en fremstormende natur, atter og atter var han dybt nede i skrupler og overvejelser, før han gik over til handling; han var ikke heller nogen omvæltende ånd; i grunden var han en autoritetens mand, der ikke ville ryste det bestående mere end nødvendigt og altid ville fastholde statens magt. Men når han havde taget sin beslutning, da var tvivlen død for ham, da slog han med køller, og når han var klar over det ny, han ville opbygge, da skulle det nøje knyttes til hans herredømme. Han var tillige en udpræget praktisk natur. Derfor undgik han de mest yderliggående puritaneres særheder og deres foragt for alle glæder, derfor stod tolerancen for ham fra første færd som et middel til at kalde alle sekterere til våben mod kongen. Derfor ville han vel bygge det ny på folkets medvirkning, men drog dog aldrig deraf de yderste demokratiske konsekvenser. Derfor skete det også, at han, der satte det som sit mål at gøre det engelske folk til de troendes, de godes folk, som hersker fuldt så meget arbejdede på at gøre England stolt og mægtigt. Derfor var han i det hele ikke alene den lidenskabeligt religiøst bevægede mand, men også den største engelske statsmand i det 17. århundrede, selvom hans statsmandsevner havde deres begrænsning i mangel på sikkert fremsyn. Vi vender tilbage til begivenhedernes gang. Felttoget i 1644 kom til at vise betydningen af de to nye momenter, skotternes hjælpesending og Cromwells militære evner. I slaget ved Marston Moor i Nordengland led de kongeligsindede et stort nederlag, den skotsk-engelske hær var den kongelige overlegen, og Cromwells afdeling sprængte fjendens rytteri og knuste hans fodfolk. Endnu havde krigen dog ikke taget en afgørende vending. Men netop nu voksede Cromwells indflydelse, og der udviklede sig en bestemt modsætning mellem ham og parlamentets hidtidige ledere. Han frygtede, at disse ville gå på forlig med kongen, og han fandt hærens adelige førere for svage. Det lykkedes ham også i 1645 at gennemføre to afgørende forandringer: selvfornægtelsesloven fjernede alle medlemmer af parlamentet fra deres hidtidige stillinger som officerer, og kort efter blev han selv generalløjtnant. For det andet besluttedes at rejse en ny hær (the new model); den skulle være national, ikke lokal, forpligtet til at tjene hvorsomhelst i landet og lønnes ved almindelige skatter; den skabtes dels ved hvervninger, dels ved udtagning af de bedste soldater af militserne. I denne ny hær fik independentismen magt hos officerer og menige. Der udfoldedes i den en ivrig sekterisk og anti-presbyteriansk agitation. Officerer og soldater optrådte som prædikanter, bønnemøder afholdtes, og ivrige puritanske pjecer spredtes. Selvom flertallet af officererne vedblev at tilhøre de velhavende klasser, var der dog også mellem dem mænd fra de lavere lag. Og i alt fald knyttede der sig til independentismens vækst en udbredt radikal politisk stemning, der ville gennemgribende forandringer i Englands stats- og samfundsliv. Samtidigt med den ny hærs dannelse blev Laud henrettet. Den ny hær stødte i 1645 sammen med kongens ved Naseby i Midtengland. Slagets gang blev omtrent den samme som ved Marston Moor, men Karls nederlag var langt fuldstændigere. Krigens udfald var fra da af afgjort. Karl bestemte sig til at overgive sig til skotterne, der, trætte af kampen, tog imod ham i håb om, at han ville godkende presbyterianismen. Men underhandlingerne herom bristede, og skotterne afsluttede en overenskomst med parlamentets befuldmægtigede, hvorefter kongen blev parlamentets fange, medens skotterne mod udbetaling af en pengesum skulle forlade England. Hermed var borgerkrigens første afsnit endt. Men nu udbrød for alvor striden mellem sejrherrerne. Parlamentet ville indskrænke hæren, dels for at bryde dens magt, dels for at lette det stærkt medtagne lands byrder. Men hæren nægtede at bøje sig, før den havde fået sine lønninger udbetalt og opnået sikkerhed for tolerance mod sekterne. Under denne spænding bemægtigede et hærkorps sig, rimeligvis med Cromwells samtykke, kongens person. Herved blev bruddet mellem parlamentet og hæren ulægeligt. Men på den anden side udbrød der uenighed indenfor hæren. Et yderliggående radikalt parti, levellers, udformede et mærkeligt program (the agreement of the people), et forsøg på at afløse Englands gamle uskrevne forfatning med en skreven rent demokratisk; det hævdede, bygget på naturretlige principper, enhver englænders medfødte ret til lighed for loven og samvittighedsfrihed og krævede en republik med et ved almindelig stemmeret valgt parlament. Var det blevet gennemført, havde den engelske revolution betydet magtens overgang til nye samfundslag. Men imod levellers stod et andet parti, ledet af Cromwells svigersøn Ireton, der vel foruden tolerance mod sekterne krævede en ny valgretsordning, men ikke almindelig valgret, og vel ville parlamentarisme, men ikke kongedømmets afskaffelse. Cromwell stod en tid vaklende, men da levellers forsøgte et mytteri, dæmpede han det med bestemthed. En stor krise i revolutionens historie var derved overstået; autoriteten havde i Cromwells person hævdet sig indenfor den revolutionære strømning. Men forholdene forvikledes ved, at det i 1647 lykkedes kongen at flygte og få hjælp både fra skotterne og fra et royalistisk oprør. Den såkaldte anden borgerkrig var dermed udbrudt, men Cromwell besejrede modstanden. Kun et øjeblik havde den ny kamp forsonet parlament og hær. Straks efter stod de atter mod hinanden, og Cromwell forsøgte endda et forlig med kongen, af hvem han ventede større eftergivenhed i tolerancespørgsmålet end af parlamentet. Først da Karl også havde forspildt denne mulighed for redning, bestemte Cromwell sig til det store brud. Da han sluttede sig til et radikalere program end før, der bl.a. forlangte rettergang mod kongen, kom han til at stå som hele hærens anerkendte fører. En troppeafdeling bemægtigede sig påny kongens person, og derpå rykkede hæren ind i London, hvor en afdeling soldater sprængte parlamentet og udstødte 140 af dets presbyterianske medlemmer. Kong Karl bragtes derpå til Windsor, og efter nye forgæves forhandlinger med ham sluttede Cromwell sig til dem, der krævede hans død. Den revolutionære fremgangsmåde nåede nu sit højdepunkt. Det udrensede underhus vedtog en beslutning om, at folket »under gud« var kilden til al magt, og at det selv, der var valgt af og repræsenterede nationen, havde den højeste myndighed, således at dets bestemmelser havde lovskraft uden samtykke af konge og overhus. Derpå udvalgte det en overdomstol. Stillet for dens skranke benægtede Karl dens ret: »Han var arvekonge, ikke valgkonge«. Nogle dage efter faldt dommen, der gik ud på, at han som tyran og forræder mod Englands gode folk skulle lide døden. Endnu nogle dage og hans hoved faldt på skafottet i januar 1649.

Underhuset følte sig som magthaveren. Det vedtog kongedømmets og overhusets afskaffelse og erklærede derpå England for en republik og fri stat, der skulle styres af nationen, dens repræsentanter i parlamentet og de embedsmænd, det indsatte. Den udøvende magt overdroges til et årligt valgt statsråd. I virkeligheden havde republikken og det fåtallige parlament (senere kaldet Rump-parlamentet) kun et mindretal af tilhængere i landet. Men det var desuagtet blot de mest yderliggående, der forsøgte modstand. Hist og her fandt oprørske bevægelser sted af royalister og presbyterianere, og en sværm af flyveskrifter udbredtes mod »kongemorderne«. Milton besvarede angrebene med modskrifter, og regeringen gik frem med en strenghed, der overgik den henrettede konges. Levellers rørte sig påny indenfor hæren; de så i det ny statsråd et åg over England og skånede ikke Cromwell. Udenfor hæren fik den radikale bevægelse spredte tilhængere; indenfor lavene mærkedes stærkt demokratiske tendenser; et arbejderrøre begyndte, så meget mere som de fattiges kår var blevet forværret ved de tunge krigsskatter og ved slette høstår; kommunistiske sekter, der ville jordens deling, dannede sig. Revolutionens hele kraft havde øjensynlig efterhånden sat de lavere lag i bevægelse. Men urolighederne blev slået ned med væbnet magt. Der truede imidlertid andre og alvorligere farer. I Irland var oprøret fortsat, og begivenhederne i England bevirkede nu en forbindelse mellem de indfødte katolske kelter, de engelske katolske godsejere og de engelske kongeligsindede protestanter. Karl I's søn proklameredes som kong Karl II, og der var fare for, at irerne skulle gå over til England. Da overdrog statsrådet i 1649 Cromwell at dæmpe oprøret. Han gjorde det med overordentlig dygtighed, men også med den ubarmhjertigste hårdhed, dikteret af puritansk tro på, at katolikkerne var guds fjender, af engelsk nationalhad mod irerne og af hans egen voldsomhed mod modstandere. Undertrykkelsen fortsattes med lignende vildskab, efter at Cromwell havde forladt Irland. I 1652 var der tilvejebragt ro, og en stor del af øen blev konfiskeret til fordel for englænderne. Cromwell var blevet kaldt tilbage, fordi hans hjælp tiltrængtes andetsteds. Også i Skotland var Karl II blevet proklameret som konge, efter at han, omend højst ugerne, havde lovet at anerkende den presbyterianske kirke og indføre presbyterianisme i England og Irland, hvad der dog ikke hindrede, at han efter sin ankomst til landet blev behandlet ydmygende hårdt. Opfyldt af presbyteriansk begejstring rykkede nu den skotske hær frem mod de kætterske englændere. Men Cromwell kom dem i forkøbet, faldt ind over grænsen og vandt en afgørende sejr i 1650. Året efter led skotterne et endnu frygteligere nederlag. Karl reddede sig ved en eventyrlig flugt til Frankrig. Skotland blev af general Monk tvunget til underkastelse. Hertil knyttede nu Cromwell en stor tanke, vel den største politiske, som han i det hele har undfanget. Den stuartske dynastiske union mellem de to riger, der nu var ophørt, skulle erstattes af en realunion; rigerne skulle forenes, have et fælles parlament og de skillende toldgrænser skulle bortfalde. Imidlertid var opmærksomheden i høj grad blevet vendt mod de Forenede Nederlande. Så længe oranierne, der nøje var knyttet til stuarterne, havde magten dér, var stemningen afgjort fjendtlig mod de engelske republikanere, men da Vilhelm II var død i 1650, syntes der et øjeblik at åbne sig mulighed for en inderlig forståelse mellem de to frie lande. Hurtigt viste det sig dog, at modsætningerne var for store. Jævnt og roligt var den engelske handel gået frem indtil 1640, støttet på det stærke grundlag fra Elisabets tid. Derimod er det sandsynligt, at en standsning er indtrådt ved borgerkrigen. (Sundtoldlisterne viser en ikke ringe nedgang for østgående engelske skibe. Den stærke tilbagegang er bestemt hævdet af Cunningham, der heller ikke vil tillægge republikken og protektoratet nogen ære for den engelske velstand; han hævder, at først restaurationstiden atter har fremmet denne). I alt fald mødte i handel og skibsfart nederlænderne frem som de overlegne medbejlere. I Østindien trængte de englænderne tilbage, men navnlig stod den nederlandske fragtfart på grund af sine lavere takster som den stærke bom for englænderne. Hele udførselen fra de engelske kolonier i Amerika var under borgerkrigen kommet i hænderne på hollænderne, og hollandske skibe førte i massevis varer til og fra England. Da modnedes beslutningen om at træde op derimod. Allerede i lange tider havde man i England været inde på forholdsregler, der skulle skærme den engelske skibsfart, og de nye merkantilistiske tanker havde fundet stærke udslag i engelsk økonomisk litteratur. I 1651 udkom Navigationsakten, der forbød at indføre produkter fra ikke-europæiske verdensdele til England uden i skibe, ejede af englændere eller indbyggere i de engelske kolonier og bemandede med mindst halvt engelsk mandskab, samt varer fra Europa uden i engelske skibe eller skibe, som tilhørte det land, hvor varerne frembragtes. Navigationsakten har sin store interesse, fordi den er et fremragende led i den række af europæiske økonomiske love, som tilhører merkantilismens tidsalder, og fordi den temmelig sikkert efterhånden har betydet overordentlig meget for udviklingen af Englands skibsfart og selvstændige handel. Men idet den er udstedt på et tidspunkt, hvor puritanismen var den sejrende, viser den tillige, i hvor høj grad de materielle hensyn begyndte at gøre sig gældende i puritansk politik, og det fremtræder så meget grellere, som loven var rettet mod en protestantisk nation. Navigationsakten fremkaldte også en stærk misstemning i Nederlandene, men andre forhold var dog de direkte årsager til krigen, bl.a. det engelske krav på herredømme over de England omgivende have. Dette krav var allerede opstillet af Karl I og begrundet af ansete jurister, men det opretholdtes af republikken og fik et udslag i fordringen om, at andre nationers krigsskibe i disse have skulle stryge flaget for de engelske. Under disse forhold udbrød den første krig mellem England og Nederlandene i 1652. Den engelske flåde var allerede under Karl, men endnu mere under republikken blevet øget og forbedret, og udmærkede sømænd stod i spidsen for den. På den anden side var nederlandenes krigsflåde blevet noget forsømt på grund af den lange landkrig; dog havde den endnu sin store tradition og udmærkede admiraler som Tromp og Ruiter. Krigen trak hen med hårde kampe og afvekslende held, men efterhånden vendte dog fordelen sig til engelsk side. Ind i den uro, som krigen voldte, greb nu en ikke ringe forvirring i de indre forhold. Royalisterne begyndte atter at hæve hovedet, og der dannede sig nye sekter, endnu mere yderliggående end de tidligere. En af dem var vennernes samfund eller kvækerne (quakers efter deres rystende, krampagtige bevægelser). De betonede »det indre lys« som det, der burde være hoveddrivfjederen i menneskesjælen, hvad der var en ny udvikling af puritanismens individualisme; de lagde derfor ringe vægt på de dogmatiske spørgsmål og sakramenterne, brød tilmed med præsterne ved at sætte lægmændene som deres fuldkomne ligemænd, lærte i det hele den udprægede lighed (alle skulle tiltales med du) og fordømte krig. En anden sekt var det 5te monarkis mænd, der ville afskaffe parlamentet og istedet sætte en repræsentation for »de hellige«. Hovedsagen var dog en voksende misfornøjelse med styrelsen. Statsrådet administrerede vel dygtigt og påtænkte ret omfattende reformer. Men blandt parlamentets medlemmer bredte sig en frodig demoralisation; det var jo også et rent oligarki, der ikke repræsenterede folket. Til helt at vige pladsen var det ingenlunde villigt, dels af frygt for, at der skulle vælges en royalistisk eller presbyteriansk afløser af det, dels af egennyttige bevæggrunde; en plan fremkom om kun at udfylde de manglende pladser. Navnlig hæren, der stadigt betragtede sig som nationens sande repræsentation, og som tillige var misfornøjet med, at søkrigen hævede flåden på dens bekostning, var dybt misfornøjet. Den vendte sig med opfordringer til Cromwell om at sprænge parlamentet. Han tøvede længe, men da det så ud til, at parlamentet ville vedtage udfyldningsloven, handlede han og sprængte med våbenmagt parlamentet i 1653. Dermed endte det lange parlament; kun en kort tid samledes »Rumpparlamentet«s rester endnu en gang i 1660. Cromwells statskup hilstes med almindelig sympati. I samråd med officererne besluttede han, at der ikke skulle indkaldes noget folkevalgt parlament, men at de sekteriske menigheder skulle indstille til det øverste krigsråd, der så skulle vælge mellem de indstillede og endda kunne gøre forandringer i dem. Det var en blanding af independentisk og militært herredømme, som herved tilstræbtes. Forsøget mislykkedes. Forsamlingen, der antog navn af parlament og almindeligt kaldtes »det lille parlament« (også spotvis barebone-parlamentet kaldet efter et af dels medlemmer praisegod barebone. Barebone dvs. skindmager person, skind og ben), slog ind på meget radikale veje, der affødte en forbitrelse mod den hos indflydelsesrige samfundsklasser, og atter samlede stemningen sig om Cromwell som den eneste, der kunne bringe orden. Støttet til en på ret uregelmæssig måde af forsamlingen vedtaget beslutning og til en del af officererne greb han atter ind og tog imod magten. Han gik nu en helt anden vej end tidligere. I enighed med de højere officerer besluttede han i december 1653 på egen hånd at give en forfatning, der fik navnet »Instrument of Government«, og som er den eneste i alle hovedtræk udformede forfatning, England nogensinde har haft. Den var bygget over helt nye principper. For det første grundlagde den en realunion mellem England, Skotland og Irland; alle 3 riger skulle danne een republik. For det andet skulle der i spidsen for republikken stå to forskellige magthavere, et parlament og en lord protektor. Parlamentet fik den lovgivende magt; protektoren fik intet veto, men de af parlamentet vedtagne love måtte ikke stride mod forfatningen. Parlamentet fik skattebevillingsret, men visse bestemte udgifter, således til hær og flåde, skulle være urokkelige. Parlamentet skulle bestå af eet kammer og vælges efter en helt ny kredsinddeling (hvorved mange af de små valgflækker bortfaldt), men dog med en høj valgcensus og med blivende udelukkelse fra valgret af katolikker og foreløbig udelukkelse af alle, der havde kæmpet mod parlamentet (altså biskoppelige). Til protektor på livstid udnævnte selve forfatningen Cromwell. Protektoren skulle have den udøvende magt, dog i visse tilfælde begrænset af statsrådet. Bekendelsesfrihed tilsikredes alle kristne med undtagelse af tilhængere af pave- og prælatdømme, fredsforstyrrere og usædelige. Forfatningen viste forståelse af de mangler, som både kongedømmet og parlamentsvælden havde belært om. Men den rummede den svaghed at være en oktrojeret forfatning, hvis baggrund dels var en enkelt person, dels den hær, som havde kæmpet for Englands frihed, men som allerede nu under de roligere forhold betragtedes med mistillid af folket. Hovedsagen var dog, at Cromwells regering (protektoratet) var begyndt. Størst resultater nåede han i den udenrigske politik. I 1654 sluttedes fred med Nederlandene. De måtte stiltiende anerkende Navigationsakten og den engelske højhedsret over de engelske farvande; tillige opnåede republikken, at generalstaterne lovede ikke at støtte stilarterne. Cromwell øjnede i freden indledningen til en almindeligere alliance mellem de protestantiske magter og vedblev at virke for en sådan. Men hans bestræbelser overfor udlandet gik dog langt ud over religiøse synspunkter. I hans forhold til de nordiske anliggender var hensynet til Englands politiske og kommercielle fordele afgørende for ham. For at vinde kolonier førte han en krig mod Spanien, hvorved Jamaica erobredes i 1655, og England fik således en sikker indflydelse i de Vestindiske farvande. Mod Spanien sluttede han forbund med det katolske Frankrig, hvorved Dunkerque erhvervedes. I det hele havde han påny givet England en magtstilling i Europa, der mindede om Elisabets dage. Langt større vanskeligheder kom til at vise sig i de indre forhold. Efter at have knust forskelligartet modstand skred Cromwell til en række reformer. Mange af dem havde en udpræget puritansk og moralsk karakter, således love om sabbatens strenge overholdelse. Men til yderligheder gik han ikke. Han ophævede ikke det presbyterianske styre, men lod det forfalde af sig selv. Derimod tillodes det frimenigheder at organisere sig på sekterisk grundlag. Hans kirkepolitik rummede en forbindelse af menighedernes frihed og statsmagtens ret. Alt i alt repræsenterede Cromwells styre et fremskridt for tolerancen. Grundsvagheden ved forfatningen fik imidlertid snart følger. Det første parlament hævdede at være forfatningsgivende. I 1655 opløste Cromwell da parlamentet uden hjemmel i forfatningen. Det tør dog anses for sikkert, at han ønskede at komme tilbage til en lovlig ordning med bevarelse, af den parlamentariske indflydelse, men han ville ved siden deraf hævde sin magt, af magtattrå og fordi han opfattede sit herredømme både som en sikkerhed for »de hæderliges« magt i overensstemmelse med guds vilje og som bærer af moralen og tolerancen. Mindre og mindre holdt han sig til lovens former, og da der rejste sig modstand mod ham både fra royalistisk og republikansk side, indførte han et rent militærherredømme. Landet deltes mellem 10 generalmajorer, der gjorde sig skyldige i mange overgreb, og navnlig gik det nu ud over de biskoppelige. Af hensyn til de ved krigen med Spanien nødvendiggjorte pengebevillinger indkaldte han dog i 1656 et nyt parlament, men udelukkede vilkårligt en del af oppositionens medlemmer. Derimod afskaffede han generalmajorerne. Nu foregik der hos det tiloversblevne parlament en mærkelig svingning i overensstemmelse med en ændring i folkestemningen, der begyndte at blive træt af de uordnede tilstande. Man ville sikre den borgerlige autoritet og se at komme bort fra militærherredømmet, og især middelklassen havde endnu tillid til Cromwell. Følgen blev et tilbud til ham om at overtage kongemagten. Han var næppe uvillig dertil, men han afviste det dog af hensyn til en stor del af hærens og puritanernes modstand. Man enedes da i 1657 om en ny forfatning; protektoren skulle have ret til at vælge sin efterfølger. Således syntes hans magt befæstet på lovens grund. Han modtog en ny højtidelig indvielse i sit embede, omgav sig med et hof og nærmede sig til adelen. Men da de udelukkede parlamentsmedlemmer påny havde indtaget deres pladser, brød striden atter ud; Cromwell skred atter til en opløsning og kuede modstanden. Men han følte sig trykket og træt, tilmed forpint af familiesorger. D. 3 september 1658 døde den mærkeligste mand, England i århundreder havde fostret. Det viste sig hurtigt, hvorledes protektoratets regeringssystem havde hvilet på hans person, og at end ikke hæren længere var et beherskende midtpunkt. Cromwell havde på sit dødsleje udpeget sin søn Richard til sin efterfølger. Denne brave, men svage mand formåede dog ingenlunde at løfte arven. Allerede under ham indtrådte en almindelig forvirring, og den steg, da han i 1659 nedlagde sit embede. Protektoratet afsluttedes dermed. Men et anarki trådte istedet, så meget mere som hærens øverste officerer nu stod imod hinanden. Da kom afgørelsen. I Skotland havde general Monk overkommandoen over hæren. Han fandt øjeblikket egnet til indskriden; sine planer omgav han dog med tavshed. Men da han nytårsdag 1660 havde overskredet den engelske grænse, hilstes han af den almindelige mening som redningsmanden. Hvad der gemte sig bagved dette, var ønsket om kongedømmets genoprettelse. Man længtes efter orden og fred og frygtede hæren, man var blevet forbitret over puritanismens sektdømme og moralprækeri, og den engelske aristokratiske ånd havde atter rejst sig mod de demokratiske bestræbelser. En stor del af folket havde tilmed i hjertet aldrig svigtet kongedømmers og den biskoppelige kirkes sag, var i alt fald ikke blevet puritanere, selvom de havde fordømt de tidligere forfølgelser mod disse. Hvad der var af presbyterianere nærmede sig royalisterne. Under en af de mange omskiftelser, som anarkiet førte med sig, var imidlertid Rumpparlamentet atter sammentrådt. Da Monk kom til London, gik han ind på, at det udfyldtes med de i 1648 forjagne medlemmer, og nu udnævntes han selv til overgeneral over alle stridskræfter i England, Skotland og Irland. Derefter opløste »det lange parlament« sig endeligt efter at have udskrevet nyvalg. Først nu handlede Monk også åbenbart til fordel for kongedømmets genoprettelse, idet han satte sig i forbindelse med den landflygtige Karl II. I Breda i Nederlandene undertegnede denne en deklaration, hvori han tilsagde amnesti for alle, som parlamentet ikke ville undtage fra den, og lovede godkendelse af de love, parlamentet måtte vedtage tingående samvittighedsfrihed, og af de under revolutionen skete ejendomsforandringer og tillige udbetaling af lønninger til hæren. Da det nyvalgte parlament (kaldet Convention-parlament, fordi det ikke var udskrevet af nogen konge) var trådt sammen og havde hørt Breda-deklaralionen oplæst, besluttede det, at regeringen efter rigets gamle love var og skulle være hos konge, overhus og underhus, og indbød derpå Karl til at vende tilbage. I maj 1660 landede han i Dover og holdt 4 dage derpå under befolkningens jubel sit indtog i London. Revolutionen var forbi, stuarterne genindsatte, og snart kom påny tunge dage for store dele af det engelske folk og for dets frihed. Men revolutionen havde gjort sin store gerning. Dens politiske ånd levede påny op i 1688. Var end puritanismen, til held for England, ikke blevet den herskende, så havde den dog gydt meget ædelt ind i det engelske folks sjæleliv. På mange måder har også Englands kamp påvirket den øvrige verden. Den bør regnes for den mærkeligste foreteelse i det 17. århundrede ved dens rigdom på kraft, på frisind og på nye frugtbare tanker.

De store fredsslutninger ved århundredets midte havde betydet et afgørende nederlag for det habsburgske hus i begge dets linier, for Polen og for Danmark. Spanien trådte fra da af også ganske tilbage fra sin stormagtsstilling, Østrig var foreløbigt svækket, og det var først henad århundredets slutning, at det genvandt sin magt; Polen havde for fremtiden kun ved Vestpreussen forbindelse med Østersøen, og det havde måttet opgive håbet om udvidelser på Ruslands bekostning; kom der end et øjeblik, hvor dets konge påny kastede glans over dets navn, så åbenbarede dog udlandets stærke og rivaliserende indblanding i kongevalgene og andre foreteelser dets indre svaghed. Danmark var knækket, og omend den enevælde, der fulgte på krigens elendighed, styrkede det indadtil, formåede den ikke at vinde de tabte provinser tilbage. Desuden var det tyske rige og folk som helhed gået splittet og lammet ud af den store kamp på dets grund, selvom dets fyrster og særlig enkelte af dem havde draget fordel af dens resultater. Andre magter var blevet sejrherrerne. Det gjaldt England, som dog først i sidste øjeblik var blevet inddraget i fastlandets strid, og som havde været meget mere optaget af sine indre brydninger. Den tid, der kom efter, blev af stor betydning for dets udvikling ved at forberede en ny krise, men det evnede foreløbig stadig ikke at kaste noget tungt lod i kontinentets vægtskål. For Nederlandene betød derimod freden den lykkelige afslutning på den lange uafhængighedskamp. Men freden gav partistridighederne friere spil, England var blevet den ny medbejler til deres rigdomme, og det kom til brud med den gamle forbundsfælle Frankrig; frels og fri kom de over det, men storhedstiden ebbede alligevel ud på alle områder. Sverige var ret pludselig vundet frem til at blive en stormagt med vidtstrakte territorier i Nordtyskland og magt over Wesers og Oders udløb, med mægtige besiddelser ved Østersøens østlige kyster og med afrunding af sine grænser på den sydlige del af den skandinaviske halvø. Det stod som den stærkeste stat i Norden og på Østersøen og som indehaver af en stor indflydelse i Tyskland. Ved dette tidsrums slutning var dets stilling endnu ikke væsentlig forrykket; i kraft af forandringerne i dets statsstyrelse i enevældig retning og den store reduktion var det blevet mere uafhængigt af Frankrigs subsidier, der en tid havde skadet dets politiske selvstændighed. Men dets militære anseelse var mindre end før, navnlig i Tyskland. Brandenburg havde vel kun opnået små indrømmelser af Sverige, men brandenburgske hære havde vundet betydelige sejre over det, og med udviklingen af kurfyrstedømmets indre styrke og dets overgang til at blive en virkelig stat, voksede der en farlig medbejler op til Sveriges indflydelse i Nordtyskland. Et spørgsmål var det i det hele, om Sverige med sin afsides beliggenhed og sine tunge byrder på folket kunne fortsætte sin »stortid«. Netop ved århundredets slutning begyndte også for dets gamle nabofjende i østen, Rusland, tilløbet til en ny tid. I sydøst havde Tyrkiet draget fordele af Østrigs svaghed, men netop det 17. århundredes slutning blev vidne til dets store nedgang. Frankrig stod derimod som den magt, der havde båret det største udbytte hjem fra kampene og fra fredsslutningerne i 1648 og i 1659. For bourbonerne havde habsburgerne måttet kapitulere. Frankrig havde udvidet sine grænser i syd til Pyrenæerne, i øst til Rhinen og Mosel, i nord op i Belgien; det havde derved afbrudt forbindelsen mellem det spanske riges forskellige dele, og det havde grundlagt sin indflydelse i Tyskland. Det kunne vedblivende regne med underlegenhed hos andre fyrster og folk, og det havde i sig en mægtig og vidtspændende kraft, underbygget ved Henrik IV's, Richelieu's og Mazarins forudgående arbejde, i fortsat udvikling ved folkets energi og æretørst og dets »selskabs« kultur, ved fremragende mænds talenter, forvaltningens enhed og fasthed og dets fyrstes personlighed. Det store hovedtræk ved det her behandlede tidsrum er Frankrigs magt. Tiden fra 1660 og i alt fald til anden halvdel af firserne er Frankrigs og dets herskers. Overmagten i Europa tilhører dets og hans hære og diplomati. Dets grænser udvides yderligere, og det står som den store fare for de andre staters selvstændighed, gemmende på endnu mere vidtgående planer end de allerede virkeliggjorte. Det er tillige mønsterlandet i indre politisk og økonomisk organisation; dets handel og industri synes at skulle overgå de andre folks; det franske folk har førerstillingen i den intellektuelle og selskabelige kultur, i kunst, poesi og i visse grene af videnskaben, i sprog og i sæder og moder. Den franske klassicisme bliver toneangivende, og med Frankrig som hovedhjemsted danner sig den ny verdensmandstype, indehaveren af elegance, galanteri, åndrighed, overfladiskhed, og aristokratisk overlegenhed. I nøje sammenhæng med Frankrigs vælde som magt og som forbillede står andre hovedtræk ved tiden. Det gælder for det første udviklingen i de fleste stater af en mere eller mindre enevældig fyrstemagt af teokratisk-patriarkalsk-aristokratisk karakter. Undtagelser var dog til stede, og navnlig bevarede England sin konstitutionelle forfatning og dannede derved en for Europa så frugtbar modsætning til enevælden. I denne sammenhæng må man også se den stærke vækst af de stående hære; det er fra denne tid, at militærvæsenet og militærudgifterne blev langt større byrder for folkene end førhen. I forbindelse med Frankrigs overvægt står endelig de merkantilistiske princippers almindelige sejr. Som tidligere set var de delvis af meget ældre oprindelse, og i 1650erne havde de fået et stort udslag i den engelske Navigationsakt. Men først nu fremtrådte de, og det under stærk påvirkning fra Frankrig, som grundreglerne for den økonomiske politik i Europa, omend stadigt gennemførte på en noget forskellig måde i de enkelte stater, fordi de mindre var et af videnskabsmænds overvejelser fremgået system end en sum af praktiske statsmænds på erfaringer byggede anskuelser. Hovedtanken i dem kan siges at være den, at ligesom det enkelte menneske bliver rigere, jo flere penge han ejer, således afhænger en stats velstand af dens rigdom på ædelmetaller; Europas stater, der var så fattige på bjergværker, hvor disse kunne udvindes, måtte skaffe sig dem ved at indføre flere af dem end de udførte; og dette kunne kun ske ved, at udbyttet af de varer, der solgtes til udlandet, blev større end værdien af de indførte, hvorved der opnåedes »en gunstig handelsbalance«. Men bedre end ved råstoffers udførsel kunne en sådan vindes ved udførsel af forarbejdede varer; derfor var industriens udvikling en hovedbetingelse. Læren herom forbandtes nu med den almindelige tro på statsmagten og dens pligt og ret til at gribe ind på hele dens landområde med ensartede bestemmelser. Den skulle støtte industrien ved direkte hjælp, ved tilsyn og ved en beskyttende toldpolitik, endvidere arbejde på at øge folkemængden og dens vindskibelighed, særlig ved indkaldelse af fremmede arbejdere, den skulle støtte den hjemlige skibsfart og erhverve kolonier, der kunne yde råstoffer til moderlandets industri og danne et marked for dets produkter. En følge af disse princippers sejr måtte blive, at den økonomiske konkurrence i endnu højere grad end før gav anledning til tvist mellem de enkelte stater og indgik forbindelse med rent statslige eller dynastiske spørgsmål som årsag til kamptilstande, i form enten af told- og skibsfartsstridigheder eller af ligefremme krige. Til gengæld trådte en anden kraft, der hidtil havde skilt stater og folk i fjendtlige lejre, netop nu mere tilbage. Den westfalske Fred beseglede i overensstemmelse med en under Trediveårskrigen stærkt begyndt udvikling de statslige modsætningers overvægt over de religiøse; fra da af spillede disse i alt fald kun en mere underordnet rolle som anledning eller årsag til europæiske krige. Dette hang sammen med flere ting. For det første fæstnedes ved midten af det 17. århundrede de geografiske grænser mellem katolicismen og protestantismen og mellem den sidstes to kirker, således at de siden har holdt sig væsentligt uforandrede. Dette kan også udtrykkes på den måde, at katolicismen ikke havde nået og ikke nåede at underlægge sig England og Skotland, de skandinaviske lande, de nordlige Nederlande, Nordtyskland og en del af Schweiz; den måtte endvidere opgive Livland og havde ikke formået at trænge ind i de græsk-katolske lande; derimod holdt den sig i Irland som folkereligion, uagtet den ikke blev herskende kirke, og den var blevet sejrherre i den største del af Vest- og Sydtyskland, i de Østrigske arvelande, i de sydlige Nederlande og i Polen; ved slutningen af dette tidsrum underlagde den sig helt Frankrig. Af de 3 katolske hovedmagter havde Spanien nok at gøre med sig selv, Jesuiterordenen var i færd med at tabe sin stærke erobrende kraft, og pavedømmet lededes mere af politiske end af religiøse hensyn. Hertil kom, at vel var det fremskridt for den individuelle religionsfrihed, der var vundet ved Den westfalske Fred, kun ringe, og vel kom Europa endnu til at opleve religionsforfølgelser, men desuagtet er det en kendsgerning, at fanatismen var afkølet i alle lande, og åndelige interesser af anden art end de konfessionelle vandt frem. 

Få timer efter Mazarins død i 1661 havde Ludvig XIV betydet sine ministre, at ingen regeringsordre måtte undertegnes uden hans befaling. Hans selvstyre var begyndt. Frankrigs magttid blev nøje knyttet til hans personlighed. Der er i mange henseender et misforhold mellem hans evner og den historiske rolle, han har spillet. I intelligens, i initiativ, i åndsfylde eller personlig kultur kan han langtfra stå mål med andre af verdenshistoriens store skikkelser. Men han, der på fædrene side var ætling af bourbonerne og på mødrene af habsburgerne, forenede i sig, hvad der i generationer var nedfældet i disse slægter af fransk hoflivs finhed og af spansk grandezza, af raceblod og overmenneskefølelse, af attrå efter magt og tørst efter ære, af principtrofasthed og hensynsløshed. Han kunne derfor både være og give kongen. Naturlig livlighed, medfødt myndighed og værdighed var groet sammen med selvtugtet afmålthed, således at majestæt og takt afspejlede sig i hans legemes holdning, hans ansigts minespil, hans tales vendinger; i alt fald til en vis grad kunne han derved lægge et slør over sine lidenskaber, sin mistænksomhed og sin lyst til intriger. Men det at være konge var for ham mere end noget ydre. Han havde en klar forestilling om sine pligter, om ce grand métier du roi, arbejdede trods sin hang til fornøjelser ivrigt og flittigt, hørte i bestemte og talrige timer på sine ministre, overvejede deres råd og tog sine beslutninger. Og savnede han end et frodigt initiativ, så var der dog ideer, der fyldte ham, og som han fulgte. Disse ideer var, foruden en streng kirkelighed, kongefølelsen i betydning af overbevisningen om, at han alene var herren, og dernæst den umættelige higen efter magt, glans og berømmelse. Disse ideer fik deres udslag såvel i hans ydre som i hans indre politik. Men i begge trængte han til hjælpere, og han havde dygtighed og held til at finde dem. Vi betragter her foreløbig kun hans ydre politik. Han havde en udmærket stab af diplomater, der med verdenserfaring og snille forenede en glimrende forretningsdygtighed og ikke veg tilbage for noget middel - der anvendtes i stor udstrækning bestikkelser - for at nå deres mål. Han havde snu jurister til at godtgøre berettigelsen af sine territoriale krav. Han havde krigslystne officerer og store hærførere, især Conde og Turenne, og han havde mænd af overlegne evner til at lede hærens og flådens administration. Under Louvois' hårde og skånselløse hånd og mesterlige organisationstalent dannedes den hær, hvorved Frankrig sejrede over Europa. Han måtte kæmpe med store mangler og misbrug, og han fjernede dem langtfra alle, men han gennemførte store forbedringer. Han gjorde hæren til en stående kongelig hær, medens dens regimenter før næsten havde tilhørt dens oberster og som regel var blevet aftakkede efter enhver fredsslutning, han lod føre et nøje tilsyn med, at staten ikke besveges ved falske opgivelser af de hvervedes tal, skabte et dygtigere af kongen udnævnt officerskorps, selvom køb af posterne ikke helt afskaffedes, oprettede en intendantur og magasiner, afløste luntelåsmusketten med flintelåsgeværet, hvortil senere føjedes bajonetten, indførte uniformer for de forskellige regimenter istedet for den hidtidige brogede beklædning og lod opføre Invalidehotellet i Paris for sårede soldater. Men frem for alt øgede han ved hvervninger og for en lille del ved en udskreven milits hærens styrke. I 1672 talte den 120,000 mand, og i 1679 280,000. Sammen med ham virkede Vauban, den store ingeniør; han byggede en række nye hovedfæstninger (især Lille, Metz, Besancon, Strassburg og Belfort) efter et nyt system med bastioner og fremskudte værker, der skulle ødelægge angriberne ved krydsild, og han lettede angrebet på fjendtlige fæstninger ved nyudvikling af løbegravsbygningen. Hvad Louvois var for hæren, var Colbert for flåden. Den deltes i Middelhavsflåden, der havde sit hovedsæde i Toulon og bestod af galejer, roede med årer og bemandede med tyrkiske slaver fra kampene mod barbareskerne, med forbrydere, løsgængere og senere med protestanter, og vestflåden, der hørte hjemme i Atlanterhavets og Kanalens store krigshavne (Rochefort, Brest og Dunkerque) og bestod af store sejlskibe. Ludvig XIV's udenrigske politik var rettet mod befæstelsen og udvidelsen af Frankrigs magt og glans og var i første række fjendtlig mod Habsburg. For så vidt stod han på traditionel grund, men han skilte sig fra sine forgængere, Richelieu og Mazarin, ved, at hans planer var langt mere udfordrende og mere vovelige. Han ville være Europas første monark, således at selv pave og kejser skulle indrømme ham forrangen; derfor optrådte også hans afsendinge med krav på at være de fornemste, og de veg ikke tilbage for opsigtsvækkende og i tidens øjne vigtige stridigheder derom. Som det sidste store mål stod sikkert for ham, at selve den romerske kejserværdighed skulle tilfalde ham eller hans arvinger. Mere optoges han dog af nærmere liggende planer. De gik dels ud på udvidelser af Frankrigs grænser, navnlig på Spaniens og det tyske riges bekostning, dels på at skaffe Frankrig indflydelse i det sidstnævnte rige gennem forbund med dets enkelte fyrster, dels på at bibringe de spanske habsburgere et dræbende slag ved at lægge deres lande eller i alt fald store dele af dem under sit eget dynasti. Derved var han inde på baner, der ligesom Habsburgs i tidligere tid kunne vække skræk for et universalmonarki. Den første udvidelse, Frankrig opnåede, var Dunkerque, som Karl II af England solgte til det i 1662. Derefter kom år, hvor Ludvig XIV's politik mest var vendt mod landets indre forhold. Men samtidigt var han dog optaget af arbejdet på at svække kejseren og Spanien; navnlig var han beskæftiget med den tanke, der blev den røde tråd, som slyngede sig gennem hele hans regering, om ,end den ikke altid vistes for offentligheden hans dronning Maria Theresias arvekrav på det spanske monarki. Han hævdede, at hendes afkald i Pyrenæerfreden var ugyldigt, både fordi det var givet af hende som mindreårig og ikke var godkendt af de spanske cortes (rådgivende forsamling), og fordi hendes medgift ikke var betalt. Han ville tilmed ikke afvente mandsliniens uddøen; støttet til en ganske vilkårlig fortolkning af en i dele af de Spanske Nederlande gældende privatretlig arvevedtægt (devolutionsretten) gjorde han krav på, at hans dronnings arveret til disse dele skulle indtræde ved hendes fader Filip IV's død. Da dette dødsfald (1665), hvorved den mindreårige Karl II blev konge, fandt sted, mens England og generalstaterne var optagne af en indbyrdes krig, brød han i 1667 freden med Spanien for at forsvare »dronningens rettigheder« til de ovenfor omtalte dele af de Spanske Nederlande. Turenne og Condé rykkede sejrrige ind i henholdsvis Flandern og Franche-Comté. Tillige fejrede det franske diplomati en stor triumf ved at få kejser Leopold til i januar 1668 at gå ind på en traktat, hvorved det spanske monarki skulle deles mellem ham og Frankrig, når Karl II døde uden børn; den var den første af de mærkelige spanske delingstraktater, og Ludvig XIV havde i alt fald ved den opnået at sikre sig kejserens neutralitet. Men både i England og Nederlandene ængstedes man ved Ludvigs overgreb; de to magter sluttede ikke alene fred, men ligeledes i januar i 1668 et forbund, kaldet Trippelalliancen, fordi Sverige på trods af sin traditionelle politik kort efter tiltrådte den; dens brod var rettet mod Frankrig. Denne gang sejrede besindigheden hos Ludvig. Han gik i 1668 i Aachen ind på fred med Spanien, hvorved han nøjedes med at erhverve en række vigtige fæstninger, bl.a. Lille, på Frankrigs nordgrænse. Han benyttede fredstilstanden til at styrke sin hær og til at knytte forbund med tyske fyrster. Alt sigtede mod en ny krig, men dennes genstand skulle dog foreløbig være en anden magt end Spanien. De gamle forbundsfæller Frankrig og Nederlandene var blevet modstandere. Frankrigs planer mod Belgien havde i et spand af tid varslet om, at dette ville ske. Nu ville Ludvig hævn over republikkerne, der var fjender af hans religion og havde standset udfoldelsen af hans kongemagt, og Louvois tilskyndede ham dertil, fordi deres erobring ville være den sikreste vej til også at underlægge sig de sydlige Spanske Nederlande. Fuldt så vigtigt var det, at krigspolitikken denne gang fandt støtte hos finansministeren Colbert. For ham kunne Frankrigs industri kun betrygges på Nederlandenes bekostning; en ny toldtarif havde i 1667 søgt at hindre indførsel af nederlandske varer, men generalstaterne havde besvaret den med lignende forholdsregler. En toldkrig var således begyndt, og Colbert ønskede den afgjort ved våbenmagt. Førend Ludvig kunne skride til krig, måtte han skille England og Sverige fra Nederlandene. Hans bestræbelser i denne retning kronedes med held. Karl II ønskede Frankrigs hjælp for at kunne gå over til katolicismen og bryde parlamentets magt; ved en hemmelig traktat i Dover i 1670 opnåede han løfter i disse henseender og udsigt til at vinde nogle pladser ved Scheldens munding mod til gengæld at forpligte sig til at støtte Frankrig til lands og til vands mod Nederlandene; tillige skaffede Ludvig ham en fransk mætresse, der skulle holde ham fast ved den indledede politik. Sverige vandtes ved bestikkelser til dets formynderregering. Krigen begyndte i foråret 1672 ved, at de franske hære, 120,000 mand stærke, under Condé og Turenne fra de med Frankrig forbundne tyske fyrsters lande trængte over Rhinen østfra ind i Nederlandene. Disses modstandskraft var i første øjeblik så ringe og panikken så stor, at selv Amsterdam syntes truet. Men et beundringsværdigt omslag indtrådte i nederlændernes holdning. Man tog den heltemodige beslutning at åbne sluser og dæmninger og lade Nordsøens vande strømme frem over Hollands enge; en folkekrig mod en storstat, en sjælden foreteelse i det 17. århundrede, var begyndt. Umiddelbart derpå foregik den revolution, der bragte Vilhelm III af Oranien i spidsen for statens forsvar. Personlig kun lidet vindende, ordknap og tilbageholden, hård og voldsom, men i høj grad positivt anlagt, ærgerrig, tapper og af en ubøjelig viljekraft formåede han at samle sit folk og meddele det sin egen tro på muligheden af redning. Oversvømmelserne og hans dygtighed bragte franskmændene til at standse deres angreb og til noget senere at rømme landet. I den nærmeste tid derpå syntes forholdene også i høj grad at udvikle sig til Frankrigs ugunst. De tyske rhinfyrster trak sig tilbage fra forbundet med det, og en koalition dannede sig imod det, bestående af kejseren på de habsburgske landes vegne, det tyske rige, Brandenburg, der en tid lang havde svinget frem og tilbage, og Spanien; Danmark stod på samme side af fjendskab mod Sverige uden dog at ville bryde endeligt med Ludvig. Og Karl II forlod ham, tvungen af sit parlament, og sluttede i 1674 fred med Nederlandene. Koalitionen led dog under mangel på sammenhold, og de franske hærførere var deres modstandere overlegne. Lærte end Vilhelm af Oranien af nederlagene, således at han efter hvert tab var i stand til påny at samle sig, så vejede det tungt, at franskmændene erobrede Franche-Comté, og at Turenne og efter hans fald Condé og andre franske generaler opretholdt deres våbens glans i Rhinegnene. Også den af Colbert nyskabte franske flåde vandt laurbær. Men frygtelige ødelæggelser af de fjendtlige lande, for hvilke Louvois har et hovedansvar, gjorde Frankrig forhadt som aldrig før. Imidlertid havde kampen bredt sig til Nordeuropa. Sverige, den eneste af Frankrigs forbundsfæller, som var blevet det tro, havde vel i krigens første år holdt sig tilbage, men i begyndelsen af i 1675 faldt dets tropper under en af Trediveårskrigens hærførere, Wrangel, ind i Mark Brandenburg. Ud på sommeren mødte imidlertid kurfyrst Frederik Vilhelm med sin hær Wrangel ved Fehrbellin. Skønt fægtningen kun var en kortvarig rytterkamp, fik den dog højst betydningsfulde følger. Svenskerne trak sig tilbage til Pommern, Frederik Vilhelms bedrift skaffede ham navnet »den Store«, og Sveriges militære anseelse i Tyskland var afgørende rystet. Snart derpå fulgte Danmarks fredsbrud og erobring af Wismar og i 1676 dets angreb på Skåne. Formåede Danmark end ikke at generobre denne landsdel, så led Sverige dog store nederlag til søs, og den danske krig gjorde det muligt for kurfyrsten i løbet af 1677-78 at erobre Pommern og Rügen. For Ludvig XIV måtte hans forbundsfælles tab naturligvis være en svækkelse. Ildevarslende for ham var det også, at Vilhelm af Oranien ægtede Marie, en datter af Karl II's broder og tronarving, hertug Jakob af York, en forbindelse, der syntes at skulle danne indledningen til et forbund mellem England og Nederlandene. Tillige manede de indre forhold i Frankrig i høj grad kongen til fred; de store udgifter og det deraf følgende skattetryk havde fremkaldt en overordentlig nød i befolkningen og endda hist og her bondeuroligheder. Desuagtet var i det hele og store fordelene, både militært og økonomisk, på hans side, og det franske diplomati evnede at benytte sig deraf med sin vanlige dygtighed på den fredskongres, der allerede i længere tid havde været samlet i Nijmegen. Resultatet blev koalitionens opløsning igennem en række særlige frede med dens forskellige magter. Først kom freden med Nederlandene i 1678; Ludvig opgav her ikke alene territoriale krav, men gik også ind på at ophæve den omstridte toldtarif. Så meget kraftigere kunne han optræde mod Spanien og tvinge det til afståelse af både Franche-Comté og en del vigtige pladser i Flandern. Derpå fulgte i 1679 freden med kejseren og det tyske rige; den fastslog i det store hele opretholdelsen af Den westfalske Fred. Under disse forhold så også kurfyrsten af Brandenburg, der havde fortsat krigen med Sverige, sig nødt til at bøje sig; han beholdt kun en ubetydelighed af sine pommerske erobringer. Endelig måtte Danmark ved freden i Lund i 1679 gå ud af krigen med tomme hænder. Fredsslutningerne havde ikke virkeliggjort Ludvigs forhåbninger om Nederlandenes undertvingelse. Men allerede længe før krigens afslutning havde han vendt sine planer i anden retning; Habsburgs to dynastier og det tyske rige skulle ydmyges. Og i den henseende havde han nået sit mål. Atter havde Spanien måttet bøde til fordel for Frankrigs territorium, og kejseren og riget havde måttet bøje sig for ham. I Norden havde tilmed både Danmark og hans forbundsfælle Sverige hver på sin måde lært, at intet kunne nås uden hans vilje. Endelig kunne han vedblivende håbe på Karl II af Englands venskab, og derigennem ville den mand lammes, der ene endnu syntes fast besluttet på at yde ham modstand, Vilhelm af Oranien. Aldrig havde Frankrig stået mægtigere i Europa end nu, og misstemningen i hans eget land bortvejredes ved den vundne hæder; netop nu hyldede Paris ham officielt som den Store. Ludvigs selvfølelse spændtes herved over alle grænser, og hans planer gik vide om. Overbevist om Tysklands afmagt vovede han sig til de såkaldte reunioner, inddragelser efter kendelser af franske domstole af landsdele, der engang i fortiden havde stået i et underordningsforhold til territorier, som var afståede til Frankrig ved de nyere fredsslutninger. Ad den vej tilegnede han sig betydelige strækninger ved Rhinen, tilhørende forskellige tyske fyrster, og inddrog de dele af Elsass, hvis stilling kunne omtvistes efter Den westfalske Freds bestemmelser. En endnu større voldshandling blev den militære magtudfoldelse, hvorved han i 1681 tvang Strassburg til at kapitulere og således gjorde den fri tyske rigsstad til fransk. Han gik frem med lignende vilkårlighed på Frankrigs nordgrænse, hvor han inddrog det Spanske Luxemburg. En strøm af harme og had mod Frankrig gik gennem Europas folk og særlig det tyske, og talrige protester udstedtes mod reunionerne. Karl XI af Sverige var brudt ud af det franske alliancesystem, harmfuld over Frankrigs overmod og især over, at hans stammeland Pfalz-Zweibrücken var blevet reuneret. Men i 1684 gik både Spanien og kejseren, der var beskæftiget med tyrkerkrigen, ind på en stilstand der for 20 år sikrede Frankrig besiddelsen af Strassburg, de tyske reunerede lande og Luxemburg.

Frankrigs overmagt syntes mere trykkende end nogensinde før. Men netop nu begyndte den dog at rokkes. Det hang sammen med dets indre tilstande. Dets finanser kunne ikke længere bære de uhyre hær- og hofudgifter, og ophævelsen af det Nantiske Edikt i 1685 blev den store skamplet på Ludvig XIV's regering, den store ulykke i økonomisk henseende. Den blev tillige fordærvelig for Frankrigs ydre magtstilling. Fremgangsmåden mod huguenotterne gjorde et overordentlig stærkt indtryk på den protestantiske verden. Ny harme gødes i Vilhelm af Oraniens calvinske sind; allerede længe havde han følt det som sin opgave at forsvare Europas frihed mod det franske despoti; mere end nogensinde før så han sig nu tillige som protestantismens beskytter; hans væsen fik et idealere sving. Han mødtes tilmed nu i had til Frankrig med kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg, der i 1685-86 sluttede forbund med Nederlandene, Sverige og kejseren. Samtidigt følte kejseren sig nu efter sejrene over tyrkerne stærk nok til at optræde mod Frankrig. Et tegn på, at Tyskland var i stand til at samle sig, var dernæst dannelsen af ligaen i Augsburg 1686 mellem kejseren, Spanien og Sverige for deres tyske besiddelsers vedkommende og flere af de syd- og vesttyske kredse til forsvar for opretholdelsen af Den westfalske Fred. Indenfor den katolske verden fjernede Savoyen sig fra Frankrig, og ikke helt lidet betød den spænding mellem Ludvig XIV og paven, der var indtrådt som følge af kongens gallikanske politik. Tilbage som Frankrigs forbundsfæller stod endnu foruden Danmark, der i det søgte en modvægt mod Sverige og en støtte mod Gottorp, England, hvor Jakob II i 1685 havde fulgt Karl II og snart på grund af sine katolskvenlige planer lige så kraftigt som broderen håbede på Frankrigs venskab. De vanskelige forhold tæmmede kun lidet Ludvigs ærgerrighed. Netop nu slog han atter ind på en udfordrende politik overfor det tyske rige, idet han gjorde fordring på arvefølgen i en del af det rhinske Kurpfalz til fordel for sin svigerinde, den pfalziske prinsesse Elisabet Charlotte. Hertil kom, at Vilhelm af Oranien 1688 beredte sig til sin berømte landgang for at erhverve den engelske krone og sikre sig England i den store kamp. Ludvig var ikke blind for den overordentlige fare, der truede Frankrig, hvis hans fjende fik magten i England, idet han antagelig samtidig ville bevare stor indflydelse i Nederlandene, og han tilbød Jakob hjælp. Men da denne letsindigt afviste tilbudet, mente Ludvig, at det var klogest at slå løs i Tyskland, medens Vilhelm var optaget af sine planer mod England. Han ville ikke nogen almindelig krig, troede ikke heller på, at den ville komme, men stolede på, at Tyskland og kejseren, der var beskæftiget med tyrkerkrigen, let ville bøje sig og gå ind på at forandre stilstanden til en endelig fred. Han regnede forkert, undervurderede harmen mod Frankrig og det omslag, der var foregået i Europa. En stor ny krig (1688-1697) begyndte, ofte kaldet den Pfalziske Arvefølgekrig. De franske tropper trængte sejrrigt frem i Rhinegnene og besatte den største del af Kurpfalz og de 3 gejstlige kurfyrstedømmer. Men kejseren tog kampen op og sendte en hær mod vest, og de vigtigste tyske rigsfyrster gik med ham. Da indtrådte den begivenhed, som på så mange måder kom til at gribe ind i Europas udvikling. Vilhelm III havde fået Nederlandenes samtykke til sit Englandstogt, i november 1688 foregik hans landing på Kanalens kyst, og snart efter stod han som Englands konge, medens Jakob II havde søgt tilflugt hos Ludvig XIV. Fra dette øjeblik skiltes Frankrigs og Englands interesser for lange tider. Vilhelm III kastede sig langt dristigere end før ind i kampen mod sin gamle fjende; hvis Ludvig blev sejrherre, forudså han, hvorledes hans planer med hensyn til det spanske monarki, der kun en tid havde været trængte i baggrunden, ville træde frem med øget kraft. Alt drev ham hen til forbund med Østrig. I 1689 afsluttedes alliancen mellem Nederlandene, England og kejseren; denne anerkendte Vilhelm i hans ny værdighed, England og Nederlandene lovede at støtte det habsburgske hus' krav på Spanien, alle parter forpligtede sig til at føre den ved fredsslutningerne i 1648 og i 1659 skabte tilstand tilbage. Til de forbundne sluttede sig snart efter Spanien og Savoyen, medens Frankrig stod uden hjælpere, da Danmark holdt sig udenfor. Ludvig besluttede at opgive den fremskudte stilling i Tyskland; for at sikre Frankrig mod angreb fra Rhinen, gav Louvois derimod generalerne ordre til at ødelægge Pfalz. Byer som Mannheim, Speier og Worms blev ødelagte, en lignende skæbne traf senere Heidelberg og dets berømte slot, og talrige landsbyer gik op i luer. I lange tider levede erindringen derom hos det tyske folk og uddybede hadet til naboriget. Men i øjeblikket havde Frankrig her skabt sig et værn. Så meget kraftigere kunne dets hære optræde i de sydlige Nederlande, Savoyen og ved den spanske grænse i syd; de vandt betydelige sejre og indtog vigtige fæstninger. Men på et andet sted var begivenhederne afgørende gået Frankrig imod. De irske katolikker havde ikke villet skifte kongehus; i foråret 1689 var Jakob II landet på øen, hvor man havde modtaget ham med begejstring. Men skønt den franske flåde foreløbigt var den overmægtige i Kanalen, lykkedes det den dog ikke at hindre Vilhelm i at føre sin hær over til Irland. Ved Boynefloden nord for Dublin vandt han i 1690 en fuldstændig sejr; slaget havde haft karakter af en slags religionskamp, måske den sidste af denne art i Europa; mange landflygtige franske protestanter havde kæmpet med i den engelske hær. Jakob flygtede til Frankrig, Vilhelm stod som herre over alle de britiske øer. I 1692 sejrede tilmed hans flåde ved Cap de la Hogue ved Normandiets kyst over den franske. Fra det øjeblik var det udelukket, at Ludvig XIV kunne tænke på at lade gøre landgang i England; til storkamp med fjenden vovede hans flåde sig heller ikke mere, men dristige søofficerer og kapere fortrædigede dog med stort held den engelske og nederlandske handel, og i Nordamerika vandt Frankrig frem på Englands bekostning. I 1691 døde Louvois. Hans efterfølgere var ringere mænd, og krigens byrder tyngede hårdt på Frankrig. Ludvig indså under disse forhold umuligheden af store sejre. Men han kunne regne med svagheder hos sine modstandere. Som sædvanligt var det tyske riges fyrster ikke enige, og netop i disse år gav et spørgsmål anledning til stor kiv. For at vinde den welfiske hertug af Hannover havde kejseren i 1692 ophøjet ham til kurfyrste, hvorved der skabtes en 9de kurværdighed, men en række andre fyrster var i høj grad misfornøjede hermed. Både i England og Nederlandene begyndte desuden købmændene og skibsrederne at længes efter fred. Såvel Savoyen som paven svigtede koalitionen, sidstnævnte mod store indrømmelser vedrørende den franske kirkes stilling. Under disse forhold blev selv Vilhelm III tilbøjelig til eftergivenhed. Således blev det muligt for det franske diplomati på en kongres i Rijswijk (ved Haag i 1697 at nå til en række særfrede med koalitionens magter. Ludvig XIV måtte dog bekvemme sig til store indrømmelser. Han anerkendte Vilhelm som konge og lovede ikke at støtte hans fjender, hvorved han opgav Jakob II's sag. Nederlandene opnåede handelsfordele, og til Spanien gaves Luxemburg tilbage. Mellemværendet med det tyske rige ordnedes på den måde, at den pfalziske strid henvistes til en voldgiftskendelse - der senere gik Frankrig imod -, og at alle reunionerne undtagen de i Elsass skulle tilbagegives; også hertugen af Lothringen skulle genindsættes i næsten alle sine besiddelser; derimod afstodes Strassburg til Frankrig. Fredsslutningerne betegner således et stærkt tilbageskridt for Frankrig; Ludvig XIV var standset i sine planer. Men på den anden side havde hans modstandere ikke nået deres mål, at bringe territorialtilstanden fra århundredets midte tilbage. Frankrig var svækket, men langtfra ydmyget. Freden måtte i virkeligheden kun blive en våbenstilstand. England stod rede til atter at prøve kræfter med sin modstander til søs og til lands; nærmere og nærmere kom det øjeblik, hvor det store afgørende spørgsmål om, hvem der skulle arve det spanske monarki, måtte afgive tønderet til den ny krigslue, og hvad der var vigtigst, en overordentlig stor forandring var indtrådt i Østrigs stilling. Store begivenheder havde i århundredets sidste tiår udviklet sig i Østeuropa. De havde spillet ind i de politiske forhold, der hidtil er omtalte, men de havde også deres selvstændige betydning. Siden Sulejman II's død i 1566 og Juan d'Austria's sejr ved Lepanto i 1571 havde det tyrkiske rige været i stærk nedgang. Haremsintriger med dertil knyttede mord på sultaner, ulemaernes udygtighed og overmodet og egennytten hos janitscharkorpset, der nu mindre rekruteredes fra kristne børn, som opdroges til slavisk lydighed mod koranen, end fra tyrkere, der derigennem søgte forrettigheder og lejlighed til at udsuge befolkningen, havde bragt indre forvirring og ydre afmagt. Ved midten af det 17. århundrede var da pludseligt indtrådt en forandring, der dog ikke skyldtes sultanerne, men dygtige storvesirer. Med barbarisk hårdhed havde de bragt orden i finanser og hær. Atter var Tyrkiet blevet en farlig magt for sine naboer, Rusland, Polen, Venetien og Østrig. Det havde også udnyttet konflikterne i Vesteuropa. Til Frankrig stod det fra Frans I's tid i et venskabeligt forhold. Handelsinteresser knyttede efterhånden de to stater nærmere sammen, og ikke mindst var Colbert ivrigt optaget af udviklingen af den franske Levanthandel. På den anden side måtte Ludvig XIV også tage hensyn til en folkestemning såvel i hans eget land som i det øvrige Europa, der endnu hadede muhamedanerne og kunne drømme om korstog. Åbent kunne han derfor ikke forbinde sig med tyrkerne mod Østrig, men alligevel søgte han stadigt at ophidse dem til kamp mod denne magt, og de kunne drage fordel af hans krige med den. Fuldt så meget betød det, at det i 70'erne gærede stærkt i den ungarske adel, der atter var misfornøjet med den habsburgske regering både af politiske grunde, og fordi den jesuitiske gejstlighed forfulgte protestanterne. Gæringen blev til et oprør, og oprørerne satte sig i forbindelse både med Frankrig og med sultanen. Afgørende begivenheder indlededes 1683. Ludvig XIV tilskyndede hemmelig Porten til krig, og tyrkerhæren drog ind i det habsburgske Ungarn og fandt tilslutning hos oprørerne. Ludvig XIV benyttede sig deraf til sin udfordrende reunionspolitik. Men kejser Leopold fik løfte om hjælp fra Polens konge Johan Sobieski, fra Bayern og Saksen og fra tyske adelige, der meldte sig som frivillige. Tyrkernes uhyre hær trængte dog sejrrig frem og stod ud på sommeren for selve Wien. Den kejserlige hærs hovedstyrke forlod byen og opstillede sig i nærheden for at afvente hjælpen fra riget og Polen, men den efterladte garnison udviklede i 3 lange og trange belejringsmåneder en kraft og et heltemod, som forbavsede verden. Alt afhang dog af hjælpens komme. Da viste endelig en mægtig rød fane med hvidt kors, som udfoldedes på Kahlenberg, at den var nær. Trods tyrkernes overmagt sejrede den polsk-tyske hær under Sobieski og hertug Karl af Lothringen i et afgørende og blodigt slag. Umådelige trofæer blev deres bytte. Tyrkerne trak sig tilbage. Der lå en stor moralsk betydning i Wiens redning, og for sidste gang havde Halvmånen vovet sig frem i hjertet af Europa. Men endnu forestod en lang kamp; af den grund måtte også kejseren gå ind på stilstanden med Ludvig XIV i 1684. Men samme år besvores for paven Den hellige Liga mellem kejseren, Polen og Venetien. Denne republik anspændte også i høj grad sine kræfter; dens hær erobrede næsten hele Morea og indtog Athen (under belejringen af denne by skete den ulykke, at en venetiansk bombe antændte et tyrkisk krudtmagasin, der var anbragt under Parthenontemplet, hvorved dette delvis sprængtes i luften; kort før var interessen for det antikke Athen blevet vakt, og franskmænd havde taget tegninger af Parthenonskulpturerne), hvorfra den bortførte talrige kunstgenstande og derimellem marmorløverne fra Piræus, der nu er opstillede foran Arsenalet i Venezia. Krigen i Ungarn blev højst langvarig, også fordi kejserens kraft beslaglagdes af den samtidige krig med Frankrig. I krigens sidste tid førtes østrigerne af den unge franskfødte prins Eugen af Savoyen, der med stor dygtighed havde reorganiseret deres hær, og tyrkerne led store nederlag. Derved blev Tyrkiets modstandskraft brudt, så meget mere som det havde fået en ny fjende i zar Peter af Rusland. Følgen blev freden i Karlowitz i 1699, der berøvede Tyrkiet store og rige provinser og bestandigt fritog Europa for skræk for de vantro. Venetien fik Morea og udvidelser i Dalmatien, og Polen, hvor kurfyrst August af Saksen i 1697 var blevet konge, vandt tilbage hvad det i tidligere tider havde tabt af Pololien og Ukraine; ved en noget senere fredsslutning beholdt Rusland det erobrede Asov. Men størst udbytte fik Østrig, der erhvervede næsten hele Ungarn, Siebenbürgen, samt den største del af Slavonien og Kroatien. Allerede i 1687 havde tilmed rigsdagen i Pressburg måttet anerkende det habsburgske hus som arveligt i Ungarn. En ny stormagt Østrig-Ungarn havde rejst sig, vel stadigt uden fast indre organisation og med store mangler i sin forvaltning, men dog mægtig ved sin udstrækning og sin hær. Medens Habsburgs stjerne var dalet i Spanien, strålede den med fornyet glans i Østrig. Både ved Kanalen og ved Donau havde Frankrig fået ligemænd og medbejlere.

Trods det meget ensartede, som der er over Ludvig XIV's hele regeringstid, er der dog for Frankrigs indre historie adskillig føje til at dele den i to afsnit med midten af firserne som skillelinie. Væsensmærket for dette er udfoldelsen af den franske enevælde og dens virkninger på stats- og samfundsliv. Netop en udfoldelse, ikke en grundlæggelse. Ligesom hele Frankrigs udvikling indtil 1789 har en evolutionistisk karakter og ikke foregik i spring ved revolutioner fra oven eller fra neden, således er Ludvig XIV's enevælde ikke noget brud med fortiden, ikke som helhed en fra nyt skabt ordning. Ludvig XIV dødsdømte lige så lidt som hans forgængere de institutioner, der gennem lange tider havde indskrænket kongedømmet. Når han ikke sammenkaldte generalstænderne, når han gjorde skattebevillingsretten i les pays d'états og parlamenternes forestillingsret mod kongelige forordninger til en ren form, når han indskrænkede provinsguvernørernes myndighed og greb ind i byernes municipalfriheder, fulgte han i og for sig kun i Henrik IV's og Richelieu's spor. Ligesom de lod han også adelens skattefrihed og dens rettigheder over bønderne samt gejstlighedens frivillige gaver (dons gratuits) bestå. Heller ikke i centraladministrationens ordning skete der under ham gennemgribende ændringer, bortset fra den, at kongen i alt fald formelt nu var sin egen premierminister. Princippet var det samme som før, en forbindelse af kollegial- og ministerstyrelse. Mellem kollegierne var det høje råd, også kaldet gehejmerådet, det fornemste. De øverste ministre var kansleren, der var justitsens hoved, generalkontrolløren, hvis væsentligste forretning var finansernes styrelse, men som tillige havde handel, industri, agerdyrkning og offentlige arbejder under sig, samt 4 statssekretærer, der fordelte centraladministrationens andre grene imellem sig. Dog var der den forskel fra tidligere, at kanslerens myndighed blev ringere, generalkontrollørens større. Hvad retsplejen angår, var det ikke heller noget nyt princip, når der af kongen nedsattes overordentlige domstole, eller når han benyttede lettres de cachet (herved forstås lukkede breve, rettede til en bestemt myndighed, i modsætning til åbne for offentligheden bestemte kundgørelser) til administrative fængslinger. Alligevel måtte samtiden allerede på de her nævnte områder føle en forskel fra fortiden. Regeringen gik mere hårdhændet frem mod de gamle myndigheder og navnlig i anvendelsen af den overordentlige retspleje. Store mangler ved de ordinære domstole, megen vold af store overfor små gav den god anledning dertil, og der er f.eks. ingen grund til at ynke de fleste af de adelige, som i Auvergne ved les grands jours dømtes til strenge straffe, men fremgangsmåden var brutal og i stor strid med de lovlige rettergangsformer. Meget hyppigere end før var også benyttelsen af lettres de cachet, forøvrigt lige så meget en tjeneste overfor private i familiestridigheder og lignende som overfor kongedømmets fjender, og fra nu af begyndte Bastillen som fængsel for de på denne måde indespærrede at stå som et symbol på despotiet. Censuren blev overordentlig skrap. Af stor betydning var dernæst den forandring, der foregik i sammensætningen af den øverste centraladministration. Det var en regel for Ludvig XIV ikke at besætte de højeste poster med mænd af gejstligheden og af højadelen; han ville derved stille kongedømmet frit overfor fødsel og social stilling, ville lade det føles, at opnåelsen af magt og myndighed skyldtes kongelig nåde. Næsten alle de højeste embeder tildeltes mænd af den øverste del af bourgeoisiet, af embeds- og juristfamilierne, men de adledes ganske vist efter at have fået posterne. På eet område af forvaltningen omdannedes dernæst noget tidligere bestående, således at der her næsten kan tales om en nyskabelse. Richelieu havde allerede stærkt anvendt intendanter til at udvide regeringens magt over provinser og kommuner, men det var Ludvig XIV, der gjorde dem til en fast institution. På alle måder greb de ind i de gamle embedsgrene, i parlamenternes domsret og i provinsstændernes myndighed. Deres magt blev overordentlig stor, men de var afhængige af generalkontrolløren eller statssekretærerne. Igennem dem udvikledes administrationsteknikken, bureaukratiets organisation og først og fremmest kongedømmets magt. Bagved alt dette lå, at kongedømmets selvfølelse var øget i en overordentlig grad og blevet langt mere bevidst end før. Herpå beror det afgørende ny. Medens der tidligere kun havde været svagere tilløb hos kongerne og deres mænd til at danne en teori, der skulle begrunde enevælden, møder vi nu hos dem et fuldt udviklet system. Det fremtræder i officielle skrivelser, i kongens' memoirer til vejledning for Daufinen og i Bossuets teologisk-politiske skrifter. Systemets kærne er opfattelsen af kongedømmet som teokratisk og patriarkalsk. Kongen har sin myndighed fra gud, er hans statholder på jorden, kun ansvarlig overfor ham og overfor sine efterfølgere, hvem han skal overgive magten uforringet. Af den guddommelige oprindelse følger den ubetingede og udelelige suverænitet. Al myndighed udstråler fra kongen. Han er den eneste lovgiver og rettens overhoved; han kan pålægge, hvad skatter han vil, og er i alt fald for så vidt herre over undersåtternes ejendom. Han har en rigere viden om statens interesser end andre, tillige en higen mod det ophøjede. Dog er enhver konge udsat for at falde ned fra dette stade. Hans liv bør derfor være en stadig kamp for at opfylde det ham af gud overdragne hverv. Dette hverv er statens og folkets vel. Kongen bør være en fader for sit folk, og hans pligt er det strenge arbejde, retfærdighed og vennesælhed. Men i hele dette almene system spillede tanker ind, der tydeligt afspejlede Ludvig XIV's individualitet. Det ophøjede, som kongerne bør stræbe efter, bestemmes som attråen efter berømmelse og navn; kongen bør ikke give magten til yndlinge (et hib til hans fader), men vogte på sin værdighed og ikke tabe ligeligheden; han bar vel retten til at give sit hjerte bort, men bør forblive herre over sin ånd (dvs., han må vel have elskerinder, men må ikke lade dem få indflydelse på statssager). Systemets dogmatiske og individuelle elementer, den religiøse tro på det enevældige kongedømme og dets nære forbindelse med gud, den personlige magtattrå, berømmelsessyge og værdighedshigen, overbevisningen om berettigelsen til at sætte sig ud over hensyn, men tillige den alvorlige pligtfølelse og virkelyst prægede også hele Ludvig XIV's liv og styrelse, idet disse elementer på een gang samvirkede og modvirkede hinanden. Han var den fromme og devote konge, der nøje plejede dyrkelsen af vorherre; kun 2 dage i sin regeringstid skal han have forsømt at gå til messe, og han mente at opfylde guds vilje, når han ville forene alle sine undersåtter under den ene herskende kirke. Han havde ved siden heraf intet imod, at gejstlige og hofmænd, forfattere og kunstnere hyldede ham næsten, som om han selv var en gud, kaldte ham Jupiter, gudernes fader og menneskenes konge. Til symbol tog han solen, anbragte den på sine bygninger og de talrige medaljer, han lod præge til forherligelse af de store begivenheder i sit liv; hans devise var nec pluribus impar (selv overmagt voksen). Til hans selvforherligelse og tillige til kongedømmets magtfølelse tjente ikke mindst hoffet. Et glimrende hof var selvfølgeligt ikke noget nyt i Frankrigs historie. Men aldrig tidligere havde det nået den udfoldelse, og aldrig før havde det spillet den rolle i stats- og samfundsliv. »Det franske Selskab« skulle knyttes til kongens person, de forskellige midtpunkter for det, som havde dannet sig i Paris' saloner, skulle samles under hans ledelse og til hans forherligelse, dets kultur skulle blive kongelig. Og hoffets »société des plaisirs«, som Ludvig XIV selv talte om, skulle bedåre. Det skulle drage digtere og kunstnere til sig som ydmyge tjenere, men først og fremmest adelen. Ved embederne ved hoffet, ved deltagelsen i dets liv, ved de fordele, ikke mindst i form af penge, der faldt af derved som en kongelig nåde, skulle den trøstes for tabet af politisk indflydelse og økonomisk selvstændighed, trøstes ved at føle, at kongen trods alt anså den for les gens de qualité, der stod over hoben. Og målet blev nået. Hoffet blev en institution. Værdighed, rang og udsigt til formue blev knyttet til at leve ved det; nøje kendte kongen, hvem der kom, og hvem der ikke kom dér, og rettede sin handlemåde derefter. At hoflivet på den anden side kostede sine deltagere mange penge, var kun en fordel for kongen; desto ivrigere indlemmede de sig i ansøgernes afhængige skarer. Men til de politiske motiver knyttede sig andre; kongen ville nyde sin storhed, tilfredsstille sin egen trang til overdådighed og pragt. Overdådigt og prægtigt blev da også hoffet. Til la maisan du roi knyttedes dronningens, prinsernes og prinsessernes hofstater. Der var de gamle kongelige hofposter, der var kammerherrer og kammerjunkere, embedsmænd for bygninger, garderobe, køkken, vinkælder, jagt og stalde, i alt tusindvis af personer. Rigt udstyrede var herrernes og damernes med kniplinger bræmmede silkedragter; for de førstes vedkommende kronedes skikkelsen med den mægtige allongeparyk, symbolet på den kunstlede værdighed. Broget var livet. Kulturen fejrede sine triumfer ved opførelsen af Corneille's, Racine's og Moliére's skuespil og italienske og franske operaer, vidfuld samtale krydsedes ved galanteriet. Lyttedes der end til skandalen og til sine tider til angstvækkende rygter om hekseri og om forgørelser og endda om giftmord, så var der dog over det hele en fin politur, en verdensmandstone og tillige den strengeste etikette. Midtpunktet for denne etikette, der næsten overbød hvad det spanske hof kunne opvise, var selve kongen. Støttet til sin stok bevægede han sig gennem salene, fornem og nedladende, den personliggjorte ulastelighed i ydre færden. Nøje var de ceremonier bestemte, hvormed han skulle hilses og følges fra sin påklædning om morgenen gennem måltiderne, arbejdet, fornøjelserne og gudsdyrkelsen til aftenens time. Overordentligt livfuldt belyses hele dette hof ved fru de Sevigné's berømte breve til hendes datter. Ludvig XIV's hof ville dog aldrig have fået den historiske betydning, det har, hvis dets sæde ikke var blevet slottet i Versailles. To arkitekter, le Vau og Mansart, planlagde arbejdet, den ene efter den anden. Stilen i det samlede slotskompleks ydre var uensartet; fransk renæssance fandtes ved siden af den dominerende italienske klassicisme, der var udviklet til de mest pompøse former, rig på pilastre, søjler, statuer og attiker med vaser og trofæer. I det indre var barokstilen gennemført med dens stærke vægt på det dekorative igennem foreningen af arkitektur, plastik og maleri. Der fandtes en vrimmel af marmorpilastre af forskellig farve, symbolske figurer, pragtfulde gobeliner, lysekroner, kandelabre og vaser, af allegoriske loft- og vægmalerier, der fremstillede de antikke guder eller kongens bedrifter og hans modstanderes ydmygelse. Prægtigst var det lange spejlgalleri i midtfacadens øvre etage, udstyret med le Bruns loftmalerier, der forherligede kongens krige og hans selvregering. Fra dets vinduer var der den stolteste udsigt over parken, arkitekten Le Notre's mesterlige anlæg, barokt ved dets vold på naturen, monotont ved dets symmetriske linier og dets kunstigt tilskårne træer og busketter, men dog rigt på afveksling ved dets alléer, bassiner, kanaler, grønsvær og talrige grotter og skulpturer, og endelig mundede det ud i et vidt, storladent perspektiv, åndede en stemning på een gang af ynde og majestæt. Versailles blev tillige regeringens sæde, og her afgjordes Frankrigs og Europas skæbne. I 1682 tog kongen fast ophold dér. Han lod da slå en medalje med indskriften: hilaritati publicæ aperta regia. Og kongeborgen stod i sandhed også åben for festerne. 3 gange om ugen var der de såkaldte appartementer, hvor selskabet bølgede gennem salonerne, hvor gæsterne vederkvægedes fra overdådige buffeter, og hvor særlige sale var viede til dans, billard og andet spil. Jævnsides hermed gik om vinteren maskeballer, om sommeraftenerne glimrende havefester, gondolpromenader og fyrværkerier, om efteråret jagterne og de store udflugter til Compiégne eller Fontainebleau i hele optog af vogne og rytterskarer. Men ikke heller forsømtes gudstjenesten i det glimrende kapel, hvor veltalende præster forkyndte guds og Ludvig XIV's pris, og hvor hoffets blikke var vendt mod kongen. Som hoflivets spidser stod ikke alene kongehusets medlemmer, men også kongens elskerinder. Hverken hans ægteskab med den spanske prinsesse Maria Theresia eller hans gudelighed stillede sig hindrende i vejen for, at han kunne tilfredsstille sit hjertes og sine sansers tilbøjeligheder. Det kongelige mætressevæsen var gammelt i Frankrig, men som alt andet udviklede det sig under Ludvig XIV til en institution, især da en af kongens mange elskerinder, markisen af Montespan, en gift kvinde af blændende skønhed og den fineste smag, men begærlig efter fester og glans, officielt blev erklæret for kongens elskede og optrådte som sådan ved hoffet, ligesom hendes og en tidligere elskerindes børn blev legitimerede og regnede for prinser af blodet. Til ære for Montespan blev slotte byggede, ministrene og øvrighederne behandlede hende som suveræn, og de første digtere sang til hendes pris. Men politisk indflydelse fik dog hverken hun, hendes forgængersker eller efterfølgersker. Samtidigt med dronningens død i 1683 ophørte imidlertid mætressevæsenet. Da var også fru Maintenons påvirkning på kongen beseglet. Francoise d'Aubigné, som hendes oprindelige navn var, stammede fra en protestantisk familie. Hendes barndom og ungdom var forløbet trist som følge af hendes faders eventyrliv; hun blev omvendt til katolicismen og ægtede den komiske digter Scarron, en legemligt belastet skabning, ved hvis side hun førtes ind i et bohemeliv, som hun dog blev uberørt af. Fornemme adelsmænds kendskab til hende bevirkede, at hun efter Scarrons død blev opdragerinde for markisen af Montespans børn med kongen, der herved fik lejlighed til at træffe hende. Hendes fredelige skønhed og dannelse tækkedes ham, der begyndte at blive til alders, og selv så hun op til ham med i alt fald beundring. Det slog ned i hende, at hun var kaldet til at rive ham ud af hans hidtidige lastefulde liv med elskerinder og føre ham tilbage til gud. Hun ville fortrænge Montespan og atter forene ham med hans dronning. Det lykkedes dog kun for en kort tid. Men efter Maria Theresias død ægtede Ludvig hende i hemmelighed og blev hende tro. Hun udnævntes til markise af Maintenon; hendes egentlige rolle tilhører dog det andet afsnit af kongens regeringstid. Den krigs-, pragt- og elskovslystne konge var dog tillige i høj grad en mand med pligtfølelse, arbejdslyst og virketrang. Han havde et klart blik for, at der trængtes til store reformer i ordningen af landets indre anliggender. Men det arbejde, der gjordes i denne henseende, skyldtes dog aldeles overvejende en anden. Colbert stammede fra en købmandsfamilie, der igennem hans fader var gået over i embedsklassen. Han var ved at styre Mazarins private pengesager blevet en både rig og bemærket mand. Der syntes dog, da Ludvig XIV tiltrådte sin selvregering, ikke at være nogen udsigt til magt for ham. Som leder af finanserne stod Fouquet, en grand seigneur i ordets bredeste forstand, men også havesyg; han besveg statskassen og drømte om at styre Frankrig, som Mazarin havde gjort det. Men der var ikke plads i riget både for ham og for en Ludvig XIV. Allerede i 1661 blev han fængslet; i 3 år førtes processen imod ham på en ganske hensynsløs måde, og kongen ændrede dommen, der lød på landsforvisning, til livsvarigt fængsel. Colbert havde skubbet til den let hældende vogn; snart efter blev han generalkontrollør og statssekretær, og overledelsen af Frankrigs indre forvaltning var næsten helt samlet på hans hånd. Colbert var en hård mand, skånselløs mod sine fjender, ubarmhjertig som bestyrer af galejvæsenet, der under ham blev en frygtelig svøbe for de ulykkelige, der anbragtes om bord, en bondeplager på sine godser; hvad vi forstår ved humanitet i betydning af personlig medfølelse for de fattige og sletstillede, lå ham fjernt; han blev også adelsstolt som de værste, efter at han selv var blevet nobiliteret. Men han var en overordentlig arbejdskraft, uden lyst til fornøjelser og udsvævelser, i besiddelse af en mesterlig, metodisk ordenssans, og han var en ærlig og uegennyttig tjener, der sagde sin konge sandheden lige ud. Han var mere end det, han var en mand med store ideer og mægtige organisatoriske og administrative evner til at føre disse ideer ud i livet. Lige som sin konge ville han Frankrigs storhed, dets overmagt i Europa, dets navns glans verden over. Så godt som nogen anden har han hidset Ludvig op til at nå dette mål. Hans midler dertil var forskelligartede. Han stræbte at gøre Frankrig til en fastere enhed end før. Hans store tanke var derfor at få skabt en fælles lovbog for hele riget, og det lykkedes også for ham på visse områder. Han ville endvidere gøre Frankrig til midtpunkt for det litterære, kunstneriske og videnskabelige liv i Europa, og kongen skulle være dets mæcen, staten dets organisator. Store understøttelser gaves til forfattere og kunstnere. Både Académie Française og det nystiftede Académie des Sciences (for matematik og naturvidenskab) fik sæde i Louvre, og i akademierne for maleri og billedhuggerkunst, for arkitektur og for musik, skabtes centralforvaltninger for kunstens forskellige grene. I stor mængde købte Colbert malerier og skulpturer fra udlandet og lagde derved grunden til Louvres samling af mesterværker. Men fremfor alt skulle dog efter hans tanke - og herpå beroede fortrinsvis hans originalitet - Frankrigs storhed bestå i dets rigdom, dets stats og dets undersåtters; derved skulle det herske over Europa; for at forøge Frankrigs velstand, men derimod ikke for at vinde lande og militær berømmelse skulle man, om fornødent, føre krige; med det samme mål for øje skulle også uformålstjenlig luksus undgås, og staten skulle reformere og organisere. Han forefandt finanserne i stor uorden. En side af hans virksomhed blev at afhjælpe de onder, der hang sammen hermed. Han fik rede på statsregnskaberne og indførte budgetter. Med strenghed skred han ind mod de underslæb, som forpagterne af de indirekte skatter havde gjort sig skyldige i under Mazarins styrelse, og forhøjede forpagtningsafgifterne. Med hensyn til la taille måtte han vel opgive sin tanke om at få den gjort til en ensartet grundskat på basis af en matrikulering af jorderne, men han indskrænkede tallet på dem, der havde fået privilegier på fritagelse, og han mildnede noget den uretfærdige måde, hvorpå den var fordelt mellem de skattepligtige. Således fik han statens indtægter og navnlig de nettobeløb, der kom ind i dens kasse, forøgede. På et andet område veg han dog ikke tilbage for at formindske en indtægtskilde. Han ville bort fra salget af embeder, fordi han i den uafsættelige eller arvelige embedsstand så en kræftskade for staten; den fik derved slettere tjenere, og borgerskabets kapitaler gik med til uproduktive formål. Dette hang sammen med, at hans virksomhed i ganske særlig grad var rettet på at øge det franske folks velstandskilder. Både da og senere har denne hans virksomhed stået som det mest udprægede udslag af merkantilismen. Til grund for den lå også dette systems centrale tanker. Opgaven skulle være at gøre Frankrig til det land, der sad inde med de fleste penge og i kraft deraf var det rigeste. Dette kunne kun ske ved, at det fra de andre lande erobrede så meget som muligt af handelsomsætningen, da hverken selve denne som helhed eller den i Europa cirkulerende pengemængde kunne øges synderligt; handelen var i følge sin natur en krig om pengene. Til at føre denne krig med held krævedes imidlertid meget. Staten måtte så vidt muligt være en økonomisk enhed, og indbyggerne måtte under statens ledelse opdrages til at sætte alt ind på deres formuers forøgelse. Mærkes må det dog, at Colbert først og fremmest var den praktiske statsmand og mindre begrænset, mere vidtspændende i sin tankegang og sine handlinger end mange andre merkantilister. Man tør måske endda sige, at der hos Colbert var noget, der pegede ud over merkantilismen og mod senere tiders betoning af selve arbejdet i almindelighed som det centrale i al nationaløkonomi. Han ville ikke alene gøre det franske folk så talrigt som muligt, men også hæve det til en alle andre folk overlegen arbejdsomhed og dygtighed. Atter og atter lod han intendanterne belære undersåtterne om nødvendigheden af flid og vindskibelighed, i grove ord skældte han ud på munke og præster, der intet bestilte; han søgte at indskrænke omfanget af det gejstlige cølibat; han tordnede mod håndværkere, der ikke ville bryde med gamle vaner, og vi har lige set, hvorledes borgerskabets tilbøjelighed til at gøre sig til embedsmænd istedet for til fabrikanter og købmænd var ham imod. Han fortsatte og udviklede den tidligere begyndte forbedring af samfærdselsmidlerne. I Frankrigs vej- og kanalbygning danner Colberts styrelse epoke. Betydningsfuldest var det storartede anlæg af Languedoc-kanalen, der skabte forbindelse mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Man har med urette beskyldt Colbert for at have forsømt agerbruget. Netop her viste han, hvor lidet han var ensidig merkantilist i dette ords gængse forstand. Han lod sumpe udtørre, arbejdede på forbedring af heste- og kvægavl, og hans landslov om skovbruget har været af stor og blivende betydning for denne gren af Frankrigs økonomiske liv. Men han havde ganske vist en mærkelig ringe interesse for vinavlen, og der var vaklen over hans kornhandelspolitik; snart tilloddes, snart forbødes udførselen, og den gamle afspærring af provins fra provins med hensyn til tilførsel af korn ophævedes ikke; men årsagerne hertil lå i den ofte herskende nød, som man kun mente at kunne afhjælpe ved forbud. Utvivlsomt var dog, hvad produktionen angår, hans interesse størst for varefabrikationen. Igennem industrien skulle man for det første selv fremstille de varer, som man hidtil havde været nødt til at betale med penge i England, Nederlandene og Hamburg, og dernæst øge udførselen af varer fra Frankrig, således at man drog udlandets penge til sig. I det øjemed indkaldte han fremmede arbejdere fra Nederlandene, Tyskland og Italien, oprettede statsfabrikker eller gav private aktieselskaber privilegier på fabrikationer (begge dele fik navnet Manufactures Royales). Det var efter tidens forhold en storindustri, her var tale om; på den måde beskæftigedes en mængde arbejdere, der for en væsentlig del foretog deres gerning i fabrikker og ikke spredt om i by og på land. Han anvendte denne direkte statsunderstøttelse i høj grad, men det synes dog sikkert, at han har ment og håbet på, at der ville komme den tid, hvor den kunne falde bort, når det private initiativ var tilstrækkeligt opdraget. Men ved siden heraf gennemførte han en streng reguleren af al industri- og håndværksvirksomhed; nøje bestemmelser gaves for, hvorledes fabrikationen skulle foregå for at skabe den bedste varekvalitet. Det er denne reglementeren, som vel er det ejendommeligste træk ved den colbertske praktiske merkantilisme, og som fortrinsvis bør bære navnet af Colbertismen; den faldt i tråd med den økonomiske enhedstanke; lavene bevaredes, men deres virksomhed kom ind under ensartede, af staten fastsatte regler. Mindre original, men dog lige så vigtig var Colberts toldpolitik. Også i den træder enhedstanken frem. I 1664 udstedtes en tarif, der skulle ophæve en stor del af de toldskranker, som hidtil havde skilt provins fra provins; mærkes må det dog, at der ikke var tale om en fuldstændig op hævelse; adskillige dele af monarkiet vedblev at bevare en særstilling. Allerede derfor blev den anden side af toldpolitikken betydningsfuldere. Opgaven var at beskytte industrien ved høj indførselstold på industriprodukter, som kunne frembringes i Frankrig, og samtidigt formindske afgiften på indførsel af råstoffer, der kunne forarbejdes. Endnu stærkere trådte dette princip frem i tariffen af 1667, der var rettet fortrinsvis mod Nederlandene og blev en af de vigtigste årsager til krigen med republikkerne, men måtte opgives ved freden i 1678. For Colbert kunne dog den store produktion kun være forudsætningen for, at krigen om pengene kunne blive til sejr. Selve sejren måtte vindes gennem skibsfarten og handelen. Tre ting gjaldt det særlig om at skabe, en blomstrende fransk handelsflåde, der kunne afløse hollænderne i deres indbringende fragtfart og føre de franske varer til alle salgssteder, en koncentration af kapitaler til selve handelen og en udvikling af de franske kolonier, således at Frankrig fik store indtægter af disses varer. Der kom derfor en række love, der lignede de engelske navigationslove. Der dannedes endvidere store handelskompagnier. Blandt disse var Levantkompagniet, der genoplivede den siden Henrik IV's tid noget hensygnede handel på det østlige Middelhav og konkurrerede med den engelske klædeudførsel. Men ikke mindst var kompagnierne knyttede til fransk kolonisation. I det øjemed stiftedes det Østindiske og det Vestindiske Kompagni. Til det første henvistes besiddelser, som det kunne erhverve på jordklodens østlige halvdel, mellem det Gode Håbs Forbjerg og Magalhaensstrædet, til det andet Canada, de Vestindiske Øer, Cayenne og vestkysten af Afrika. Begge fik suverænitet over deres erhvervelser, monopol på handel og toldbegunstigelser. I Østindien erobredes særlig Pondichéry på Koromandel-kysten og en by i Bengalen ved Ganges-mundingen. I Afrika erhvervedes besiddelser på Senegalkysten. Størst fremskridt gjorde franskmændene i Amerika, omend selve det store kompagni måtte opløses og kronen overtage suveræniteten. Foruden flere af de Små Antiller erhvervede de den vestlige del af S. Domingo; dens rige sukkerproduktion blev af stor betydning. Men navnlig udvidedes besiddelserne fra Canada imod vest; med nogle af de indfødte stammer førtes hårde kampe, medens andre stillede sig i venskabsforhold til franskmændene og solgte dem deres pelsværk. Kronen overdrog landene til len til besiddelsesløse adelsmænd og kirkelige ordener. Men den største begivenhed herovre blev dog opdagelsen af Missisippi, der førte til den franske besættelse af det vidtstrakte gebet fra de store søer og ned til den Mexicanske Havbugt; det fik navnet Louisiana. Fra det øjeblik var muligheden tilstede for et stort fransk kolonirige, der kunne tage striden op med de engelske nybygder mellem Alleghany bjergene og Atlanterhavet. Selv her, hvor den franske politik fejrede sin største triumf i de fremmede verdensdele, var der dog store svagheder. Kolonisternes tal blev ret ringe, idet udvandringen mindskedes ved krigene og ved, at man spærrede af for huguenotter. Men også Det Østindiske Kompagni trivedes kun dårligt, og Levantkompagniet måtte opløse sig i 80'erne. Ikke desto mindre havde Frankrigs handel og skibsfart ved Colberts virksomhed og den iver, han formåede at vække, fået et overordentlig stærkt fremstød; handelsmarinen fordobledes i tiden 1670-83. Store blivende resultater fik også hans arbejde på industriens fremme. Det viste sig i fabrikationen af glas og kniplinger, af fint klæde og i gobelins- og møbeltilvirkningen. Centralstedet for de to sidste industrier var den berømte Manufacture Royale des Meubles de la Couronne, for hvilken Le Brun stod som direktør, og som havde betydelige kunstnere til tegnere. Her uddannedes i det hele i kunstindustrien Ludvig XIV's stil med kraftige former og krumme linier, med forkærlighed for ornamenter og indlagt arbejde af skildpadde, elfenben, bronce og ædle stene. .mindre heldigt gik det derimod med andre virksomheder, og allerede nu begyndte det at vise sig, at den strenge reglementeren kunne være en hæmsko for nye ideer og privat initiativ. Til den overlegenhed i rigdom og i økonomisk kraft, som Colbert havde drømt om, nåede Frankrig heller ikke. Endnu større skuffelse led han dog i andre henseender. Mange af de nye love blev ikke gennemførte, hverken de om indskrænkningen af de indre toldgrænser eller de om ensartede regler i store dele af retsplejen. Værst gik det dog med Colberts finanspolitik. Den franske embedsstand blev langtfra gennemtrængt af hans uegennytte og store tanker. Redelige toldforpagtere og skatteopkrævere vedblev at være sjældne, i dommerstanden fortsattes korruptionen, og tanken om at afskaffe eller mindske salget af embeder måtte opgives, idet staten ikke kunne undvære indtægten. I slutningen af sin styrelse målte Colbert tillige vende tilbage til andre ældre udveje, udlægge domæner og optage lån til høje renter. Ulykken var, at han vel havde kunnet bringe indtægterne op, men samtidig steg udgifterne til formål, som stod i afgjort modsætning til hans planer for Frankrigs velfærd. Han var den store modstander af det overdådige og ørkesløse hofliv, der slugte så mange penge, og dog udviklede det sig over alle grænser. Han så med den største bekymring på bygningen af Versailles; han harmedes over de vældige summer, der medgik dertil, og over at kongen foretrak den ny residens for det gamle Louvre Slot i Paris, skønt han havde arbejdet på dette slots og i det hele på hovedstadens forskønnelse; han anede sikkert også, at Versailles ville skille kongen fra det arbejdende folk. Men hans advarsler frugtede intet. Og jævnsides med udgifterne til Versailles gik udgifterne til krigene, foranledigede ved kongens higen mod de store sejre og de store erobringer på Europas fastland. Colbert havde selv villet krigen med Nederlandene, men kun af økonomiske årsager og begrænset til dette formål. Den blev til krigen mod Europa, og den fulgtes af reunionspolitikkens udfordringer. Men også her talte han i ørkenen; to mænd var stærkere end han, Louvois og kongen. Da Colbert døde i 1683, var der påny et stort årligt underskud i statskassen, og den franske enevældes skæbne var blevet, om ikke helt, så dog for en stor del en anden end den, han havde ønsket. Colbert kom ikke til at opleve en beslutning, som både yderligere undergravede Frankrigs velstand og blev den store skændsel for Ludvig XIV's regering: forholdsreglerne mod huguenotterne. Nådes-Ediktet af 1629 var blevet til fordel for protestantismen. I det nærmest følgende tiår tiltog antallet af dens tilhængere; ved i 1660 skal de have beløbet sig til over 1 million af Frankrigs henved 20 million indbyggere. Der var imellem dem nu kun få adelige, men talrige flittige købmænd, industridrivende og agerdyrkere. Hovedmassen fandtes i Sydfrankrig, men også i vesten og helt op i Normandiet var der mange. Den religiøse modsætning mellem dem og katolikkerne var imidlertid påny i stigning; omkring 1660 var der på begge sider en stærk fanatisme. Ludvig XIV var lige fra begyndelsen af sin regering stemt for huguenotternes omvendelse; hans politiske ideer tilskyndede ham til at lade Frankrig have een tro, som det havde een konge, og de forenede sig med hans ortodoksi; men han tænkte ikke straks på den ligefremme tvang, ville kun fortolke det Nantiske Edikt så snævert som muligt og ellers fremkalde frafald ved overtalelser og begunstigelser. Colbert, der kendte huguenotternes betydning for Frankrigs økonomiske liv, påvirkede ham i samme retning. Men den katolske gejstlighed anså tiden for kommet til at gå langt skarpere frem, og det lykkedes den at få regeringen med sig til tvangsforholdsregler. Først begyndelsen af firserne bragte dog forfølgelsespolitikken sejr. Jesuiterne trængte på, Colbert bøjede af, Louvois sluttede sig med sin vante hårdhed til kirken. Kongen ville endnu mere end før den rette tros og den fuldstændige enheds herredømme, og omend fru Maintenon ikke direkte har ansvaret for de enkelte forholdsregler, var den atmosfære af bigotteri, som hun vævede kongen ind i, ulykkebringende. Nu fandt masser af personlige forulempelser sted, og missionærer holdt lidenskabelige omvendelsesprædikener. Værst blev dog de berygtede dragonader i Vest- og Sydfrankrig, hvorved protestantiske familier fik valget mellem frafald inden 8 dage eller indkvartering af rå ryttere, der gik frem med den yderste vold mod personer og ejendom. Tvangen blev ikke uden virkning; omvendelserne tog til, og beretningerne til Versailles overdrev deres tal. Man bibragte kongen, der ikke var vidende om de anvendte voldsomheder, forestillingen om, at der kun var en ringe del protestanter tilbage. Så kom da i 1685 forordningen om ophævelsen af det Nantiske Edikt, der netop i sin indledning var begrundet med at ediktet var unyttigt, da den falske reformerte religion var i færd med at forsvinde, hvorfor tiden var inde til at gøre ende på mindet om den og dens fordærvelse. Forordningen berøvede dog ikke voksne lægfolk retten til at bevare deres religion. Men deres børn skulle døbes i den katolske tro, og enhver reformert gudstjeneste og skoleundervisning skulle ophøre, alle kirker ødelægges, alle skoler lukkes, og præsterne fik valget mellem landflygtighed eller at kastes på galejerne. Omvendt måtte ingen lægfolk udvandre; man truede dem med samme straf, der ville forsøge derpå. Det skete var et retsbrud, og sørgeligt er det at se, hvorledes selv højtbegavede forfattere priste det, ligesom Spaniens betydeligste ånder i begyndelsen af århundredet havde billiget moriskernes uddrivelse. Også på anden måde var det en forbrydelse mod Frankrig, idet det gjorde en stor del af dets dådkraftigste befolkning til en pariakaste. Forbrydelsen bragte sin straf med sig. Den bidrog til at hidse det protestantiske Europa til ny kamp mod Frankrigs overvælde, og den berøvede Frankrig et par hundredtusinder af dets befolkning. Thi trods forbud og straffe løb de udvandredes tal så højt op, og de medførte værdier anslås til over 50 mill. Francs, og udvandrerne skaffede Frankrigs fjender, deres hære og flåder, deres købmands- og industristand en overordentlig tilvækst i styrke; rundt om slog de sig ned, i Tyskland, særlig i Brandenburg, i England, i Nederlandene og tillige i de nordiske riger. Endnu et moment havde medvirket til forfølgelsen. Ludvig XIV havde så meget mere trang til og brug for at vise, at han var den ivrigt troende katolik, som der netop nu var indtrådt et brud mellem ham og paven. Striden mellem den franske kirke og Rom var gammel, og gallikanismens sætninger om den franske kirkes relative uafhængighed havde ført til hævdelse af det franske kongedømmes højhed. Kirken havde søgt støtte hos kongemagten, parlamenterne og tredjestand havde sluttet sig til den i dette spørgsmål, og Ludvig XIV, der lige så stolt ville hævde sin magt overfor paven som i sit eget land, blev gallikanismens ivrige forkæmper. Han fandt støtte hos den allerstørste del af sin gejstlighed. Men 2 bisper protesterede mod kongens optræden og fik medhold af paven. Kongens svar var indkaldelsen af et stort fransk kirkemøde. Det hyldede kongemagten i udtryk som aldrig før, og det vedtog i 1682 den berømte Gallikanske Deklaration. I sine 4 punkter fastslog den de almindelige sætninger, som Konstanzer-konciliet i sin tid havde opstillet om, at pavens myndighed i åndelige spørgsmål var begrænset ved kirkeforsamlingernes autoritet, og dernæst de særlig franske, at kongen ikke i verdslige sager var underkastet nogen gejstlig magt, hvorfor kirken ikke kunne afsætte ham eller løse undersåtterne fra deres troskabsed, og at den franske kirkes rettigheder var urokkelige. Ludvig XIV godkendte ikke alene deklarationen, men lod den også gøre til grundlag for religionsundervisningen, og forbud udstedtes mod at kritisere den i skrifter. En kamp var indledet med pavedømmet, men rigtignok måtte kongen bøje af i den følgende tid, den tid, der i det hele blev så rig på skuffelser. Ludvig XIV's stats bygning rummede, som det turde være fremgået af det foregående, da hans regeringstids første afsnit var sluttet, en blanding af nyt og gammelt. Det ny var kongedømmets udfoldelse til en højhed og kraft som aldrig før, udslettelsen af adelens politiske indflydelse, kirkens underdanighed, centralisationens stærkere udvikling, statsmagtens mere energiske indgriben på alle områder, store reformarbejder med betydelige resultater for industri og handel. Men kongedømmet havde ikke opgivet gamle forestillinger om, at krig og hofliv var det centrale, ikke heller overbevisningen om, at der til et kongedømme hørte standsforskelligheder, særlig en strålende hofadel og særrettigheder for aristokratiet, trods dets afmagt i styrelsen, med hensyn til skattefrihed og godsejerstilling. Det var på det kirkelige område vendt tilbage til det standpunkt, som syntes forladt med Henrik IV og Richelieu, religionsforfølgelsernes. Det havde ved sin indgriben i retsplejen skabt en tilstand, som omend på anden måde end i ældre tider frembragte usikkerhed for individerne. Det havde indrettet en langt bedre administration end før, men langtfra udryddet skavankerne ved den tidligere. Det havde ikke formået at bringe statens finanser iorden. Det havde stræbt efter at gøre Frankrig til en enhedsstat, men det var ikke lykkedes på vigtige områder. Og det havde ladet mange gamle former bestå. Statsbygningen var i det hele trods alt ufærdig. Endnu mindre gennemgribende var forandringerne i samfundsbygningen, omend der på flere punkter kunne mærkes en udvikling. For det første var der kommet et bestemt fransk præg på åndslivet, på litteraturen, kunsten, i det hele på smagen og dermed på, hvad man kunne kalde idealtonen indenfor »selskabet« . For det andet var der foregået en omstøbning af en del af adelen til hofadel med centrum i Versailles, med store af kongen skænkede indtægter, med en opgang i forfinelse og en nedgang i selvstændighedsfølelse og i moralitet, og på den anden side kunne man iagttage en tiltagende forarmelse hos den indflydelsesløse adel, der forblev ude på landet og mere og mere måtte sælge sine godser. For det tredje havde det mellemlag mellem gammeladel og bourgeoisi, som bestod af kjoleadelen og af den embedsstand, som formelt ikke var adelig, yderligere udviklet sig. Hertil kan endnu føjes udviklingen af forskellen mellem højgejstligheden, hvis medlemmer søgte til Versailles, var hofmænd i leve- og tænkemåde, men for øvrigt for en stor del højtdannede og begavede mænd, og lavgejstligheden, sognepræsterne og kapellanerne, der levede i deres kald i by og på land og næsten smeltede sammen med deres folkelige omgivelser. I det hele og store var samfundet vedblivende præget af kasteadskillelse og undertrykkelse af de små; socialt nivellerende var enevælden ikke blevet. Indenfor borgerskabet var der skarpe skillelinier mellem de bemidlede og dannede (de ikke adlede embedsmænd, de større finans- og købmænd og industridrivende, advokater og forfattere) og de slettere stillede. Til disse hørte de i lavene organiserede småhåndværksmestre, småkøbmænd og den store skare af daglejere og af håndværkssvende- og drenge. Vanskeligt var det for de sidste at arbejde sig op til at blive mestre; forbud bestod mod, at svendene dannede foreninger for at få bedre vilkår; ikke desto mindre dannedes der sådanne i hemmelighed (les compagnonnages), og af og til fandt strejker og uroligheder sted mellem dem. Den begyndende storindustri samlede, som set, oftere end før arbejderne i store fabrikker. Også den uprivilegerede landbefolkning var delt i mange bestanddele. Øverst oppe var de allerede den gang langtfra få selvejerbønder, der havde erhvervet sig små lodder af adelens jorder. Derpå kom les métayers, en særlig fransk form for jordbesiddere, hvor grunden og redskaberne tilhørte godsejeren, men bonden delte udbyttet med ham; derefter forpagterne, der ved en kontrakt havde fået deres gårde overdraget på åremål eller på livstid; de var ret forskelligt stillede, nogle havde store, andre små bedrifter; de sidste øgede ofte deres indtægter ved at drive et håndværk. Men alle disse klasser af bondestanden, også selvejerne, var forpligtede til at svare visse afgifter til seigneuren og anerkende visse rettigheder, som han sad inde med. Var trykket heraf allerede stort, så blev byrderne endnu større ved, hvad staten pålagde af skatter og af ydelser til hærene og arbejde på veje og fæstninger. Gennemgående havde heller ikke Colberts virksomhed været frugtbringende for landbruget; der var hverken lyst eller kapital til at forsøge nye dyrkningsmåder. Og under bønderne fandtes daglejernes store, usle skarer. Allerede på denne tid herskede rundt om på landet uhyre nød, der fremkaldte oprør eller mindre uroligheder, som kuedes med den største strenghed.

Englands historie i 1660-88 har fået navn af Restaurationstiden. Betegnelsen skyldes først og fremmest kongedømmets genoprettelse, men har for så vidt en mere omfattende gyldighed, som periodens udgangspunkt er en bestræbelse for i det hele at føre de tilstande tilbage, som havde været de herskende før borgerkrigens udbrud. De dele af det engelske folk, der kaldte Karl II til konge, og som kunne regne på tilslutning hos det store flertal, ville bort fra republik, protektorat og anarki. Men de ville tillige sikre sig imod hærens overvælde og betrygge de besiddende klasser, især godsejeradelen, mod den foregående tids tilløb til et mere demokratisk styre og mere demokratiske samfundstilstande, og de ville ramme en pæl gennem den puritanisme, som havde voldt ufreden, begunstiget demokratiet, avlet sektererdømme og tynget og formørket livet ved uafbrudt religiøs og moralsk forargelse. Det var da også i begyndelsen af restaurationstiden mere de ledende samfundsklasser end kongen, hvis vilje var den bestemmende. Jævnsides med at bispedømmet genoprettedes, rykkede adelige, jurister og præster af konservativ retning påny ind i det stedlige styre og i de gejstlige embeder istedet for officerer, republikanere og puritanere. Men særlig fandt den ny offentlige mening sit udtryk i parlamentet, allerede delvis i det Conventionparlament, der havde indkaldt Karl II, men dog langt mere i det nye parlament, der trådte sammen i 1661. Det var valgt efter de gamle valgregler, og var uden repræsentation for Skotland og Irland, idet realunionen af 1653 bortfaldt; bisperne blev atter medlemmer af overhuset. Det fik navn af Kavalerparlamentet, fordi det overvejende var sammensat af mænd, der under borgerkrigen havde stået på kongens og den anglikanske kirkes side, men kaldes også restaurationstidens lange parlament, fordi det kom til at sidde sammen i 18 år. Når parlamentet kunne påtrykke restaurationstidens første år sit præg, lettedes det ved, at Karl IIs ledende minister foreløbig blev earlen af Clarendon. Den højtbegavede mand var en tilhænger af en statsform, hvor kongedømmet var stærkt nok til at holde parlamentet stangen og dette på den anden side i stand til at hindre vilkårlig lovgivning og skatteopkrævning; særlig var han dog interesseret i genindførelse af den anglikanske kirkeforfatning og uniformitet. Men han manglede smidighed i behandling af personer og sager. Parlamentets lovgivning, der delvis var en gennemførelse af Breda-deklarationen, angik både de politiske, de økonomisk-sociale og de kirkelige forhold. Den tilsagte amnesti begrænsedes ved, at der fra den udelukkedes en del af de såkaldte kongemordere og enkelte andre; i alt henrettedes 14, og i sammenhæng hermed stod, at Cromwells lig blev ført fra Westminster-abbediet, hvor det havde været bisat, og derefter hængt og begravet under galgen. Dernæst fastsloges, at parlamentet ikke havde ret til at give love uden kongens samlykke eller til at beslutte krig mod ham eller tiltage sig befalingen over hæren; Triennialakten af 1641 ophævedes. Således havde parlamentet styrket kongedømmet. Men kun få tænkte med Hobbes på en kongelig enevælde; den store forfatters anseelse skadedes også ved, at hans naturretlige teorier frastødte kirkens og kronens mænd. Heller ikke var det meningen at føre Tudor tiden tilbage; det viste sig navnlig ved, at Stjernekammeret og Overkirkeretten ikke genoprettedes, og man bevarede også den af kongedømmet uafhængige stedlige forvaltning. For at blive af med den republikanske hær bevilgedes penge til soldaternes aftakning, men man ville ikke heller en større stående kongelig hær; grevskabsmilitserne blev som tidligere rigets værn. Om hvad der under borgerkrigen var blevet konfiskeret og solgt af stats- og kirkegods, bestemtes, at det skulle gives tilbage til ejerne uden erstatning til køberne. Godsejerne lettedes for byrder ved Act of Settlement, der tillod ethvert sogn at sende nyankomne fattige tilbage til deres hjemsted. For handelen og skibsfarten sørgedes ved en udvidelse og ændring af Navigationsakten, der på visse områder gjorde kolonierne mere økonomisk afhængige af moderlandet end hidtil, og tillige udelukkede Skotland og Irland fra dens fordele. Endvidere forbødes det af hensyn til det engelske landbrug irerne at indføre kvæg, ost og smør til England. Langt stærkere blev dog reaktionen på det kirkelige område, der i det hele vedblivende mest optog interesserne. En række love fastslog den anglikanske kirkes eneherredømme. Uniformitetsakten fastsatte, at enhver præst og lærer, også ved universiteterne, der vægrede sig ved at give en erklæring om, at han antog hele indholdet af den almindelige bønnebog, skulle afsættes; følgen blev, at over 1,200 præster nedlagde deres embeder. Konventikelakten forbød dernæst flere end 5 personer at mødes til en gudstjeneste forskellig fra kirkens ritus. Hertil kom Korporationsakten, som gjorde beklædelse af magistratsembederne (korporationer) i byerne afhængig af, om vedkommende nød nadveren efter den engelske kirkes ritus. Tillige indførtes en streng censur. I Skotland genoprettedes bispedømmet. For katolikkerne betød alt dette en opretholdelse af deres undtagelsesstilling, mod de engelske puritanere var det tænkt som et dræbende slag. Det blev det dog ikke. Vel mindskedes de egentlige presbyterianeres aldrig store tal stærkt, og en del af de tilbageblevne bøjede sig formelt under statskirken, men mange købmænd og butiksfolk i byerne dannede trods alt tryk kongregationalistiske menigheder, hvorimellem kvækere og baptister spillede en hovedrolle; deres fællesnavn blev nonkonformister (dissenters). Det var ikke en brændende fanatisme, der dikterede undtagelseslovene. I det hele var den tid forbi, da en religiøs inderlighed fyldte folket. Den var endda i aftagen hos puritanerne; kun få bevægedes længere så stærkt som digterne Milton og Bunyan, hvor meget de end fastholdt deres modstand mod statskirken. Men mindst var der tale om en levende religiøsitet hos de herskende bemidlede klasser, særlig adelen. Hvad man ville nå, var autoriteternes befæstelse og undertrykkelse af puritanismen som uro- og forargelsefostrende åndsmagt. Snarest var der en udvikling i retning af skepticisme og indifferentisme i de religiøse spørgsmål, hvad der delvis hang sammen med fremskridtene i naturvidenskaben og interessen for denne; selv hos den øverste gejstlighed bredte sig den såkaldte latitudinarisme, der, idet den stærkere udviklede veje, som højkirken allerede havde været inde på i Karl I's tid, så med tolerance og frisind på de dogmatiske spidsfindigheder. Men mest betød det dog, at restaurationstidens kendemærke blev en afslappelse, ja en forladen af al ikke alene religiøs, men også moralsk idealitet. En bred strøm af levelyst flød fra 1660 ud over Englands fine portion, en reaktion mod den besejrede tidsalders strenge krav, påvirket af de hjemvendte emigranters vaner fra fastlandet, på en måde en tilbagevenden til renæssancens sæder, men i en langt mere rå og brutal form end dengang i det samtidige Frankrig. Den viste sig i en tøjlesløst tilfredsstillet kønsattrå, i den ugenerte frækhed, hvormed skandaler stilledes til skue, i drukkenskab, spil, dueller og voldsgerninger i hovedstaden og på landet, i sympati for frivoliteten på scenen, hvor skuespillerinderne blev de fornemmes »dyrehave«, i mangel på retssans og på medfølelse med nød, i grådig begærlighed efter penge, derfor også i bestikkelighed, svig og selviske svingninger i anskuelser og handlinger. Karl II har sin del af ansvaret for demoralisationen. Han var et livligt hoved med sans for kunst og naturvidenskab, klog, med en udholdende vilje, tillige fysisk stærk og overordentlig sanselig. Fra sin ungdom i landflygtigheden havde han vænnet sig til udsvævelser, og han fortsatte med ubændigt at tilfredsstille sine erotiske tilbøjeligheder, efter at han var blevet konge og gift med en lidet tiltrækkende  portugisisk prinsesse. Hans hof blev et harem, hvor hans talrige elskerinder, fornemme og mindre fornemme, stredes om ham; han blev et bytte for deres pengekrav, lod sig til dels også påvirke af dem; med alderen brutaliseredes hans oprindeligt fine ansigt og skikkelse. Han var uordholdende og svigagtig; men han vidste, hvad han ville og ikke ville. Han ville ikke påny »gå på rejser«, dvs. jages bort, og derfor ikke spænde buen for højt. Men han ville råde selv, for så vidt som han kunne gøre det uden fare for sin trone. På eet område faldt hans ønsker en tid lang sammen med hans folks, han var interesseret i handelens opgang og i at trænge hollændernes konkurrence tilbage. Allerede derved fik han sympati for Frankrig. Men denne sympati havde også andre motiver. Skønt meget lidt religiøst anlagt, foretrak han i hjertet den katolske tro for den protestantiske, og han ville først lette katolikkernes stilling i England og dernæst gøre den katolske kirke til den herskende, vel nærmest i den tanke derved selv at vinde mere magt. Politisk ville han indskrænke parlamentets myndighed, og ikke mindst ville han have penge. Ludvig XIV's venskab så han som et middel til alt dette. Men både målet og midlet måtte drive en brod ind i forholdet til hans folk og derved rokke ved den grundvold, hvorpå restaurationen beroede, overensstemmelsen mellem konge og parlament. Hans giftermål bragte landet fordele; det blev et led i den forbindelse mellem England og Portugal, som siden blev af stor betydning, og han erhvervede ved det Tanger i Afrika og Bombay i Indien. Når han derimod i 1662 solgte Dunkerque (erhvervet i 1659) til Frankrig, spillede pengehensynet sikkert en stor rolle. Tanger opgaves i 1684. I 1665 udbrød den anden krig med Nederlandene. Årsagen til den var de to folks voksende handelsmedbejlerskab og bestræbelser for at erhverve kolonier på Afrikas kyst og i Nordamerika. Den førtes med vekslende held. Men under den ramtes England af store nationalt ulykker. En forfærdelig pest hærgede, 70,000 af Londons henved halve million indbyggere døde, og derefter kom der en ildebrand i hovedstaden, der ødelagde to tredjedele af den, men for øvrigt gjorde den gavn, at der rejstes sundere bydele på ruinerne, så at man fra da af gik fri for de værste farsoter. Frankrigs angreb på de Spanske Nederlande bragte fredsunderhandlinger igang. Ved freden i 1667 opgav England vel Surinam i Guyana, men erhvervede de vigtige Nederlandske besiddelser i Nordamerika (New York, New Jersey og Delaware). Mistillid til kongens brug af de bevilgede penge og ængstelse for, at han ville skabe sig en stående hær, havde imidlertid under krigen vakt misfornøjelse og skabt en opposition i parlamentet; et »landparti« dannede sig mod »hofpartiet«. Oppositionen vendte sine angreb mod Clarendon. Samtidigt var dennes forhold til kongen blevet kølnet, og Karl lod ham falde i 1667. Da underhuset ville forfølge sin sejr ved en anklage mod ham, gik han i landflygtighed og anvendte sit otium til sit mærkelige værk om den engelske revolutions historie. Med Clarendons fald endte restaurationstidens første afsnit. Karl II havde kun på skrømt bøjet sig for parlamentet. Fra nu af forfulgte han tværtimod bestemtere sine egne formål. Efter forbilleder i ældre tid dannede han et kabinetsråd, bestående af 5 medlemmer af Privy Council, således at selve dettes myndighed trængtes tilbage. Det fik i folkemunde og senere i historien navnet Kabalen, et navn, der også tidligere var brugt om slige snævrere råd, men nu fik en særlig hadefuld karakter. Men Kabaleministeriets medlemmer forenedes kun i had til Clarendon, var ellers uenige om politik og om religion. Kongen havde derved skabt sig friere spil. Et øjeblik vandt han også sympati hos folket ved Tripelalliancen i 1668 mod Ludvig XIV, for hvis planer man begyndte at ængstes. Men fra 1670 arbejdede han på forbundet med Frankrig for at opnå magtudvidelse og fordele for katolicismen. Den hemmelige traktat blev kun nogle af ministeriet indviede i, medens han gav det udseende af, at forbundet kun var rettet mod Nederlandene. Offentligt udstedte han derimod i 1672 den såkaldte Indulgens Erklæring, der suspenderede alle de kirkelige straffelove både for katolikker og nonkonformister. Erklæringen modtoges med sympati af en stor del af dem, der kunne drage fordel deraf; en talrig mængde nonkonformister søgte og fik tilladelser (licenser) til gudstjeneste. Men langt stærkere var uviljen, dels ud fra kirkelige motiver, og navnlig af frygt for katolicismen, dels fordi erklæringen var et indgreb i parlamentets rettigheder. Karl II bøjede også af, tilbagekaldte erklæringen, og bekræftede endda den af parlamentet vedtagne Testakt i 1673, som for lange tider fastslog den engelske intolerance med hensyn til besættelsen af alle statens embeder, idet kun de kunne blive embedsmænd, der modtog nadveren efter den anglikanske kirkes ritus og fornægtede den katolske transsubstantiationslære. Alligevel regnes Indulgens-erklæringen for at have haft en blivende betydning, idet de nonkonformistiske menigheder under dens kortvarige herredømme havde organiseret sig og fået tilvækst. Af hensyn til stemningen i landet opgav Karl imidlertid sine bestræbelser for at forandre de kirkelige forhold og forbandt derved atter krone og kirke, og for at tilfredsstille oppositionen sluttede han yderligere i 1674 fred med Nederlandene og lod Kabaleministeriet falde. Men angsten for katolikkerne holdt sig, og blev endda større, fordi Jakob, der var tronfølger, da Karl ingen børn havde, havde giftet sig med en katolsk prinsesse af Modena; medens hans døtre i et tidligere ægteskab, Marie og Anna, var protestanter, var der nu mulighed for en katolsk mandlig tronarving. Hertil kom, at kongen trods freden og trods sit samtykke til prinsesse Maries ægteskab med Vilhelm af Oranien stadig bevarede sit venskabelige forhold til Ludvig XIV for at få penge fra ham til sine personlige udgifter. Frygten for det katolske Frankrigs overmagt dulmede i borgerstanden modsætningen til Nederlandene, så meget mere som den franske konkurrence i handel og industri var i færd med at blive nok så farlig som den nederlandske. Skønt regeringen satte bestikkelser i system for at bevare. Parlamentets tilslutning, blev oppositionen stærkere. Dens fører blev jarlen af Shaftesbury, der havde været medlem af Kabaleministeriet og var en udmærket embedsmand, en fremragende taler og en glimrende partifører, hensynsløs i valget af sine midler. Han havde altid været en tilhænger af tolerance, men fra nu af kastede han sin tålsomhed bort overfor katolikkerne, fastholdt den derimod overfor nonkonformister, ud fra den betragtning, at netop hadet til papisterne gjorde en del af folket mere fredsommeligt overfor de fra anglikanismen afvigende protestanter, og at handelens tarv krævede hensyntagen til disse. I den engelske partihistorie betød han i samklang hermed tilmed mere. Han indledede forbindelsen mellem den del af landpartiet, som ville tålsomhed mod puritanerne, og bybefolkningens øverste lag, og han organiserede en omfattende agitation. Det udvidede partis program blev kampen mod kongemagtens udvidelse og mod katolicismen, kampen for tolerancen overfor nonkonformister. Men partiet og Shaftesbury plettede sig med den samme pengebegærlighed og bestikkelighed som regeringsvennerne; var dets politik end franskfjendtlig, tog det dog ved givne lejligheder mod penge fra Ludvig XIV. Shaftesbury gennemførte en udvidelse af Testakten i 1678; katolikker udelukkedes fra begge parlamentets huse. Næste år opløste Karl underhuset, hvorved restaurationstidens lange parlament afsluttedes. Men valgene gik kongen imod, og han gjorde Shaftesbury til præsident for det for øvrigt højst blandede Privy Council. En vigtig lov blev følgen af oppositionens sejr, den såkaldte Habeas-Corpus akt (1679), der med grundlag i Magna Chartas bestemmelser sikrede anklagede en hurtig rettergang og bortset fra visse tilfælde ret til mod kaution at slippe for arrest. Loven har siden været en hjørnesten for den engelske personlige frihed. Men et andet spørgsmål blev mere brændende. En af lederne for Shaftesbury's parti, William Russell, foreslog at udelukke Jakob fra tronfølgen som katolik. Oprøret i sindene blev herved endnu voldsommere end før; gentagne nyvalg efter opløsninger af parlamentet gik kongen imod, og den anti-katolske bevægelse blev så stærk, at den fremkaldte talrige justitsmord. Shaftesbury vovede sig nu frem med en plan om at få hertugen af Monmouth, en uægte søn af Karl, anerkendt som tronfølger, på grundlag af et rygte om, at hertugen var født i et hemmeligt ægteskab. Men Karl benægtede dette rygte og afskedigede Shaftesbury. Under den voksende meningskamp dannedes de to så berømte partinavne whigger og torier, begge oprindeligt skældsord, det første taget fra Skotland, hvor whig var benævnelsen på ivrigt presbyterianske bønder (oprindeligt hestedrivere eller surmælksdrikkere), det andet fra Irland, hvor papistiske røvere kaldtes for torier. Whiggerne samlede sig om en protestantisk tronfølge, tolerance mod nonkonformister og tillige med genoptagelse af revolutionstidens tanker, om retten til i nødsfald at gøre modstand mod kongen; torierne benægtede denne ret, men fastholdt navnlig den anglikanske kirkes eneherredømme. Sejren i kampen blev Karls. Ikke alle whiggerne ville have Monmouth til konge, mange af dem ventede hjælpen fra Vilhelm af Oranien som Maries husbond. Men whiggernes tyranniske færd i forening med frygten for en ny borgerkrig havde fået stemningen i landet til at vende sig imod Shaftesbury og hans parti. Gejstligheden prædikede om kongedømmets guddommelige oprindelse og om arvefølgens ubetingede uforanderlighed. I 1681 opløste kongen parlamentet og indkaldte det ikke mere. Karl knyttede sig nu atter helt til Ludvig XIV, modtog penge fra ham og benyttede, tilskyndet af Jakob, sin sejr med hårdhed. Han kuldkastede Londons og adskillige andre byers kommunale forfatninger, således at magten kom over til torierne, og særlig dommerne blev nu redskaber for dette parti. Rundt om fældedes dødsdomme over whiggerne. Shaftesbury flygtede til Holland, hvor han kort efter døde; også Monmouth forlod landet. Da der imellem whiggerne dannede sig sammensværgelser, og endog et attentat planlagdes mod kongen, henrettedes flere af førerne, deriblandt William Russell. Da døde Karl II i 1685 efter på sit dødsleje for første gang at have modtaget nadveren efter katolsk ritus. Jakob II besteg tronen. Han var mindre upålidelig end sin broder, og mætresseherredømmet ophørte, men han var langt mere stædig, voldsommere i sine midler, mere opfyldt af forestillingen om sin kongeret og tillige en fanatisk katolik. Han begyndte sin regering med hårde forholdsregler mod nonkonformisterne. Men folkestemningen var ham gunstig, parlamentet bevilgede penge, og held syntes at skulle følge ham. Et presbyteriansk rejsningsforsøg i Skotland blev slået ned, og da hertugen af Monmouth ubesindigt vovede en landgang i Vestengland, led hans fåtallige skarer nederlag, og han selv blev fanget og henrettet. Jakob slog nu voldsomt til med bistand af domstolene. »De blodige retter« lod over 300 henrette og sendte 800 som slaver til Vestindien. Og kongen gik videre. Han beholdt sin hær samlet, brød igennem Testakten ved i kraft af dispensationer at ansætte katolikker i embeder, ja endog i gejstlige, og han genindførte en Overkirkeret. Da vendte stemningen sig imod ham; selv torierne, der så den anglikanske kirke truet, protesterede. Så opgav kongen at søge støtte hos dem, genoptog i forstærket form den almene tolerancepolitik, som Karl II i sin tid havde forsøgt. I 1686-87 udstedte han Indulgens-deklarationer, hvorved han suspenderede alle straffelove både for katolikker og nonkonformister og gav dem alle ret til offentlig gudstjeneste. Han håbede derved at splitte protestanterne samtidigt med, at han gavnede sine trosfæller. Men det blev til en uhyre skuffelse. Ikke alene forbitredes de fleste af statskirkens tilhængere, men indenfor nonkonformisterne var det kun få, kongen vandt; de øvrige frygtede for katolikkernes herredømme eller så sagen politisk som en krænkelse af loven. Og mere og mere blev også den lovlige tilstand angrebet fra oven. Jakob havde først udsat, derpå opløst parlamentet uden at indkalde et nyt, han fortsatte ændringerne i byernes styre, han påbød, at en af Indulgens-deklarationerne skulle oplæses i alle kirker, og han lod 7 biskopper, der gjorde indsigelse derimod, sætte i Tower og anklage. Tillige sluttede han sig nøje til Ludvig XIV. Endnu var der dog ikke nogen tanke om oprør. Jakobs regering stod omgivet med midlertidighedens præg. Han havde ingen børn, og tronen ville derfor ved hans død gå over til prinsesse Marie. Man stolede på fremtiden gennem hende og hendes mand. Fra 1687 stod også Vilhelm af Oranien i forbindelse med oppositionen; var end hans calvinisme ikke overensstemmende med den engelske statskirkes, så var han en bitter fjende af papismen og Frankrig og klog nok til at udtale sig for opretholdelsen både af Englands kirkelige og politiske forfatning og af Testakterne, når der blot tilstødes nonkonformister fri gudstjeneste. Den afgørende begivenhed blev, at Jakobs dronning i sommeren 1688 nedkom med en søn, da faren nu var inde for en fortsættelse af regeringssystemet. Falske rygter udbredtes om, at barnet var underskudt. Netop nu frikendtes også de anklagede bisper under almindelig jubel. Og de fornemste mænd både af torier og whigger rettede en opfordring til Vilhelm om at gøre landgang i England for at støtte en rejsning. Oprøret var besluttet. For at forstå, både hvorledes det var kommet dertil, og hvad følgerne blev, er det ikke nok at fæste blikket udelukkende på stuarternes og især Jakobs fejl eller Vilhelms klogskab eller på det engelske folks had til katolicismen. Man må tillige erindre, at restaurationstiden var blevet til mere end den genoprettelse af tidligere tilstande, som havde været dens udgangspunkt, også til mere end det sædelige forfald, som så stærkt var trådt frem. Kampen fra 1640-60 havde efterladt en større frihedskærlighed i betydning af lyst til at gøre modstand mod kongedømmet, end selve 1660 havde tydet på. Derfor havde også forsøget på at skabe en regeringsform med ubetinget balance mellem kongedømme og parlamentsvælde åbenbaret sine svagheder. Den politiske interesse var tilmed efterhånden vokset; et udslag heraf var de talrige politiserende kaffehuse i London, der mere og mere blev landets ledende by, og de stærke partidannelser. Men ganske vist, om nogen demokratisk bevægelse var der ikke tale. Magten i samfundet var hos de besiddende og velstillede, i første række hos godsejerne, derpå hos byernes plutokrati. Dette forhold var blevet styrket i restaurationstiden. Der var begyndt en landbrugsbeskyttelse, hvad der hang sammen med, at agerdyrkningen atter var blevet et hovederhverv; under restaurationen kom de første kornlove, som lagde told på indført korn. Tillige var nu godsejerne begyndt gennem fideikommisser (entails) at sikre sig mod udstykning af deres ejendomme. Men jævnsides hermed var også de rige købmænd og industridrivende steget i betydning. I deres interesse var der indført forbud mod udførsel af råuld og lagt hindringer i vejen for indførsel af franske varer. Tillige tiltog kolonisationen; Bombay var blevet et vigtigt punkt for englænderne i Indien, og i Nordamerika var fremgangen stor. Af stor betydning for udviklingen har også den store tænker, John Locke, været; han har påvirket whiggerne i ideerne om kongemagtens begrænsning, selvom hans berømte skrift først udkom i 1690 og derfor hører den følgende tid til. Til alt dette kom, at toleranceprincippet overfor nonkonformister, som før set var vundet stærkt frem ud over de afvigendes egen kreds. Vilhelm tog imod den til ham rettede opfordring; mest så han vel herredømmet over England som nødvendigt for hans store kamp mod Ludvig XIV, og han fik Nederlandene med sig. I november 1688 stak hans flåde i søen; den dreves frem af vinden, og han gjorde landgang i den vestlige ende af Kanalen. I sin forfærdelse tilbød Jakob store indrømmelser. Men det var for sent. Hans modstandere, hvis banner bar indskriften »for den protestantiske religion og det fri parlament«, og nedenunder det oraniske valgsprog: »Je main-tiendrai« (jeg vil holde ud), mødte almindelig tilslutning. Klogeligt lod Vilhelm Jakob slippe bort til Frankrig i december 1688. Et Conventionparlament trådte sammen. Det viste sig her, at der ikke var samme enighed mellem torier og whigger om de statsretslige principper som om selve rejsningen; torierne ville fastholde, at Marie skulle bestige tronen i kraft af sin arveret, whiggerne ville erklære tronen for ledig på grund af kongens forfatningsbrud og hans abdikation ved sin bortrejse. Da greb Vilhelm ind og erklærede, at han ikke ville modtage regeringen som sin hustrus mand eller som regent. Torierne måtte give efter, og følgen blev, at folkesuverænitetsprincippet i form af et kongevalg og ikke arveretten blev grundlaget for det ny statssystem. I februar 1689 anerkendtes Vilhelm og Marie i forening som Englands konge og dronning, dog således, at Vilhelm, så længe han levede, skulle føre regeringen i begges navn; efter begges død skulle tronen gå over til deres eventuelle børn, eller hvis de var barnløse, til prinsesse Anna, gift med prins Jørgen af Danmark, og hendes børn. Men i forvejen havde Vilhelm og Marie måttet gå ind på den af Conventionparlamentet forfattede håndfæstning, Declaration of Right, der i oktober 1689 og udvidet blev til Bill of Rights. Dens vigtigste bestemmelser var: kongen har ikke ret til at suspendere lovene eller dispensere fra dem. Det er ulovligt at opkræve skatter, indføre Overkirkeret eller i fredstid at holde en stående hær uden parlamentets samtykke. Valgene til parlamentet bør være frie og dets medlemmer have talefrihed; alle undersåtter har ret til at indsende andragender til kongen uden at risikere straf derfor, og protestanterne har ret til at bære våben. Katolikker er udelukkede fra tronen. Derimod strandede genindførelsen af Triennialact på kongens modstand. I 1689 sluttede sig hertil Toleranceakten, hvorved der tilstodes nonkonformister, der aflagde suprematseden og underskrev en erklæring mod transsubstantiationen, ret til offentlig gudstjeneste. En ny statsskik af vidtrækkende betydning var grundfæstet i England.

Med hensyn til rigets fælles politiske organisation blev de formelle forandringer dog ikke overvættes store eller i alt fald kun dels en stadfæstelse, dels en yderligere udvikling af, hvad der allerede tidligere havde været tilstede. De hidtilværende organer for rigels enhed bevaredes, både kejserdømmet, rigskammerretten og rigsdagene. Men kejsermagten var trængt tilbage til den svaghedstilstand, hvori den havde været før Ferdinand II's forsøg på at styrke den. Leopold I (1658-1705), en rettænkende, sparsommelig anlagt fyrste, var uden stærk personlig energi, navnlig i begyndelsen af sin regering, og i hvert fald mere oplaget af sit arvehuses interesser end af rigets. For rigskammerretten, deri slutningen af århundredet blev forlagt fra Speier til Wetzlar, og som vedblivende i den højeste domsmyndighed havde en slags medbejler i det kejserlige rigshofråd, slæbte processerne sig langsomt hen, og masser af retssager ophobede sig uden afgørelse. Hvad rigsdagen angår, organiseredes pariteten nærmere ved ordningen af de to konfessionelle corpora, det katolske og det evangeliske. Vigtigere var det dog, at rigsdagen i 1633 ikke blev opløst, da den på grund af den uenighed, der længe havde været tilstede, ikke kom til noget resultat, og dermed begyndte den lige til rigets opløsning i 1806 stadigt sammensiddende rigsdag. Følgen heraf blev, at fyrsterne ikke længere gav møde, men repræsenteredes af deres sendebud. Men dens handlekraft blev kun ringere derved, og kun meget sjældent fik i den følgende tid dens historie større interesse. Trods de gamle formers bevarelse var rigets enhed således væsentligst et ydre skin. Også kredsdagene, som dog havde haft til opgave at forbinde territorierne til visse geografiske samhørigheder i rigets tjeneste, tabte deres betydning. De særforbund mellem fyrsterne, der dannedes i den nærmeste tid efter 1648, - det allerede omtalte Rhinforbund var det vigtigste, og forbundet havde derimod helt andre mål, nemlig igennem en sammenslutning at styrke de enkelte fyrster mod kejsermagten. I virkeligheden var det også de enkelte territorier, der hver for sig var bærere af de politiske kræfter. Landshøjheden, der allerede længe havde været i stærk udvikling, var blevet stadfæstet og øget ved freden, og kaldtes nu for fyrsternes libertet. Var det tyske rige formelt endnu en stat, så var det dog reelt mere et statsforbund. Men indenfor disse forbundne sank rigsbyerne i betydning; et tegn i den retning var det også, at Hanseforbundet nu helt opløstes. Det var fyrstemagten, der drog fordelen af hele stillingen; og også indadtil overfor stænderne blev dette tilfældet. Og opgaven for fyrsterne blev deres eget og deres landes, ikke rigets tarv. Hvad Tysklands befolkningsforhold og dets sociale, økonomiske og almenkulturelle tilstande angår, måtte en krig så langvarig og så grusomt ført som Trediveårskrigen, oven i købet med svære farsoter i sit følge, virke i høj grad ødelæggende. Mangelen på pålidelig samtidig statistik og ikke mindst de forskelligheder, der gjorde sig gældende i de forskellige dele af riget, gør det dog vanskeligt at nå til aldeles sikre resultater. Det er således umuligt at opgive den almindelige tilbagegang i befolkningstallet, og kan man med større sikkerhed tale om nedgangens omfang indenfor befolkningen på landet, må det erindres, at netop krigen bevirkede, at beboerne af det mere udsatte flade land i massevis flygtede til de dog noget bedre sikrede byer. Men i visse egne, således Hessen, Thüringen, Württemberg og Bøhmen, har dog afgjort den almindelige befolkningsformindskelse været overordentlig stor. I de økonomiske forhold var en nedgang på mange områder begyndt allerede i slutningen af det 16. århundrede, og en yderligere tilbagegang var indtrådt i tiåret før krigen. I løbet af dette havde den engelske og hollandske handelsoverlegenhed tynget endnu stærkere på Hansebyerne, især Hamburg, og tillige på hele Nordvesttyskland; de store handelshuse i Sydtyskland gik fallit eller likviderede som følge af store tab ved Spaniens bankerotter, og den tyske korneksport synes at være dalet. Så meget ringere var modstandskraften mod krigens ødelæggelser. I høj grad ramte disse landbefolkningen og landbruget. Der var vistnok egne, hvor hele landsbyer forsvandt, og hede- eller kratland for lange tider trådte istedet for kornbærende marker; andre steder stod masser af gårde forladte og udyrkede. Samtidigt indtrådte til dels på grund af befolkningens aftagen et stærkt prisfald på landbrugsprodukterne, og ved siden heraf en stigning af arbejdslønnen på grund af den formindskede arbejdskraft. Ved begge dele sank jordejendommenes værdi; ejerne kunne ikke betale renterne af deres prioriteter, og nødstilstanden øgedes ved de høje skatter, som staterne fordrede for at nyorganisere sig. Alt dette gik både ud over de adelige godsejere og bønderne, men for de sidste indtrådte tillige en forværring af deres sociale stilling. Dog var der her en afgørende forskel mellem de forskellige egne, hvilket hang sammen med forhold, der allerede tidligere havde gjort sig gældende. I Syd- og Mellemtyskland bevarede bønderne bedre deres frihed og ejendomsret. I nordvest var der vel store afgifter, men ikke noget meget byrdefuldt hoveri, da storgodsdriften ikke var stærkt udviklet. Øst for Elben, hvor derimod denne stordrift i høj grad var til stede, var bønderne derimod overordentlig afhængige, stavnsbundne, tyende- og hoveripligtige, uden ret til at gifte sig eller træde over i borgerligt erhverv uden godsejerens samtykke. Og netop efter Trediveårskrigen voksede hoveriet som følge af den aftagne arbejdskraft, og mange gårde nedlagdes, for at deres jorder kunne drives under hovedgården. Selvom de af mure og volde omgivne byer gennemgående havde været noget bedre sikrede mod hærbandernes ødelæggende fremfærd, så havde dog mange lidt under plyndringer og ildebrande og under de svære indkvarteringer og pengeudskrivninger; også i dem stod masser af huse forladte eller i ruiner. Både handelen og industrien havde fået et langt større knæk end tidligere. Det var gået ydermere tilbage med kornhandelen, og både bjergværksindustrien og kunstindustrien lammedes; lavsvæsenet forbenedes end mere end før, og den slette mønttilstand lagde hindringer i vejen for al sund omsætning. Hvad der byggedes af nyt, blev nu nøgterne, prydløse huse i modsætning til det 16. århundredes skønne renæssancegårde. Dog blev sammenbruddet ikke fuldstændigt. Var end den tyske aktivhandel (udførselshandel) for lange tider kommet på fremmede hænder, så vidste dog adskillige byers købmænd at holde sig oppe ved at drive kommissionshandel for englænderne og hollænderne. Frankfurt am Main vedblev at være en formuende by og Leipzig at være en højst vigtig mellemplads for vareudvekslinger mellem Rusland, Polen, Schlesien og hele vesten. Byens berømte messer tog snarest til i betydning. I norden vidste også Bremen og især Hamburg ved en klog handelspolitik at gøre sig til mellemhandelspladser, hvortil englænderne førte deres klæde, hollænderne korn, varer, som så de indfødte købmænd udstykkede til Tyskland; for de samlede kapitaler dreves tillige en betydelig bankierforretning. Krigen skabte også forvildelse af sæderne: mange laster og ikke mindst drukkenskab var taget til. Men dertil kom den stærke splittelse indenfor nationen, som borgerkrigen og rigets opløsning frembragte. Tyskernes nationale liv var afgjort inde i en nedgangsperiode. Stærkt modtagelig havde nationen allerede tidligere været for fremmed kulturindflydelse, nu blev fransk påvirkning overmægtig. Den viste sig i franske ords og formers indtrængen i sproget, franske dragters og moders herredømme i det selskabelige liv, fransk tankegangs indflydelse på fyrster, hof og adel, fransk poesis og kunsts på tysk åndsliv. Forgæves kæmpedes derimod fra forskellige sider, ved patriotiske selskaber og af enkelte forfattere. Fuldt så uheldig var dog en tiltagende mangel på selvstændighed overfor dem, der var ovenpå i social og politisk henseende, og navnlig en skarpere standsdeling. I modsætning til hvad tilfældet var i England og Frankrig sondrede fødselsadelen sig afgørende ud fra de andre klasser. Men også indenfor borgerstanden stod lag mod lag med særlige stands- og æresbegreber, og bondestanden regnedes næsten udenfor samfundet. I de små tyske territorier og ikke mindst i de gejstlige gik hofferne i spidsen med at efterabe alt, hvad der var fransk, og for hele den moralske nedgang. Versailles, dets pragt, luksus, mætressedømme og etikette, forøvrigt også dets verdensmandstype fik dér sine miniaturudgaver. Men der var på den anden side enkelte stater, som alvorligt tog sig af den opgave at fremme handel og industri og skabe en bedre forvaltning. Det var tilfældet med Bayern, med Hannover, der i 1692 blev kurfyrstendømme, endnu mere med Pfalz, men mest med Brandenburg.

Det var i denne periode, at kurfyrstendømmet Brandenburg omskabtes, således at der blev mulighed for dets senere magtstilling. Da kurfyrst Frederik Vilhelm i 1640 tog styret, så det imidlertid ingenlunde ud til en sådan udvikling. Brandenburg var da ikke større eller folkerigere end Saksen og Bayern, og begge disse territorier havde hidtil spillet en langt større rolle end det i Tysklands historie. Det var endvidere højst medtaget af krigen, og tilmed var det landområde, som tilhørte dets fyrste, meget splittet. Ved Rhinen lå Kleve og Mark, langt derfra i hjertet af Nordtyskland det gamle hovedland Mark Brandenburg, endnu længere borte Østpreussen, der tilmed var et polsk len. Ovenikøbet havde hvert af disse lande en så stor selvstændighed, at der næsten kun var tale om en personalunion mellem dem; indenfor hvert af dem var stændernes magt større end fyrstens, og endelig syntes den omstændighed, at kurfyrsten var reformert, men hans fleste undersåtter lutheranere, at stille ham i et fjernere forhold til befolkningen end tilfældet ellers var i territorierne; sin ret til at forlange trosskifte af dem havde han ikke anvendt. Netop landesplittelsen blev dog en af årsagerne til Brandenburgs fremgang. På forskellige steder blev kurfyrsten tvunget ind i de store europæiske spørgsmål. Men når han evnede at udnytte dette til sin fordel, lå det dog for en væsentlig grad i Frederik Vilhelms personlighed. Såvel hele hans politiks formål som hans eget initiativ har været stærkt omtvistet. Det turde dog nu stå fast, at hans politik udelukkende må ses som bestemt af hensyn til Brandenburg og ikke af national-tyske motiver, og at han, ihvorvel hans rådgivere i stor udstrækning har påvirket hans planer og deres udførelse, dog selv har virket mægtigt til, at der udrettedes meget, selvom det på alle punkter blev mindre end tilsigtet. Den nyere behandling af kurfyrstens historie indlededes af Ranke 1847 i »Neun bücher Preussischer Geschichte«; ud fra universelle synspunkter fastslog han hans betydning. Men han tog intet bestemt stade til det problem, der snart efter, under indtrykket af de store kampe om det tyske riges grundlæggelse, blev det centrale i drøftelsen, nemlig om hans politik skulle opfattes som Brandenburgsk eller tysk-national. Anderledes med Droysen, der netop hævdede, at Frederik Wilhelm ligesåvel havde det fælles Tysklands vel til mål som hans egen stats. Denne opfattelse var i færd med at blive fastslået som den absolut sande; i den så man sammenhængen mellem Preussen i vore dage og da, i den. Hohenzollernes fra det 17. århundrede stammende nationale storhed; den knæsattes også af Treitschke i indledningen til hans »Deutsche Geschichte im 19. Jahrh.«, I (1879). Men imod hele denne betragtningsmåde rettede Erdmannsdörffer i sit værk et grundskud. Fra da af må det siges, at opfattelsen af kurfyrstens politik som tysknational er et overvundet standpunkt. Endnu skarpere end Erdmannsdörffer har dog Prutz betonet den ny synsmåde og i det hele vendt sig stærkt kritisk mod den ubetingede beundring for Frederik Vilhelm langt mere anerkendende er Philippson, der ikke alene hævder, at han var midtpunktet indenfor sin regering, men også, at han har været en modstander af fransk væsen og i det hele, omend kun indirekte, har fremhjulpet Tysklands nationale rejsning. En oversigt over historieskrivningens behandling af de forskellige spørgsmål er givet af Jacob i »Deutsche Litteraturzeitung«, 1907. Kurfyrstens ydre politik er tidligere omtalt. Han viste i den sin store hensynsløshed, fiskede i rørt vande, kastede sig fra den ene alliance til den anden. Men trods alle vanskeligheder, megen modgang og megen ydmygelse opnåede han at udvide sit land betydeligt. Han havde i 1648 erhvervet stifterne Magdeburg, Halberstadt og Minden og derved udgangspunkter for forbindelse mellem de rhinske besiddelser og mark Brandenburg; han var blevet suveræn fyrste udenfor det tyske rige ved ophævelsen af Østpreussens lensforhold, og han havde fået det meste af Bagpommern. Men hans store og juridisk berettigede håb om at få hele Pommern var blevet skuffet. Fuldt så meget betød dog hans indre politik. Det var i den, han mest grundlagde noget nyt. Sikkert påvirket af sit ungdomsophold ved oraniernes hof i Haag, lagde han for dagen en kraft, en iver og navnlig en monarkisk pligtfølelse og en optagethed af statstanken, som var uden lige mellem de daværende tyske rigsfyrster og egnet til at indvie en ny tid. Han indskrænkede stændernes politiske myndighed i de forskellige landsdele. En hård kamp kostede det i Østpreussen, hvor de adelige med sorg så hans erhvervelse af suveræniteten, der gav ham større magt over dem. Den lutherske gejstlighed så desuden skævt til den reformerte fyrste. For at kue oppositionen her anvendte han væbnet magt og strenge straffe. Mere betød dog allevegne hans almindelige reformer. Hovedsagen var dannelsen af en hvervet stående hær, der ligesom den franske var afhængig af fyrsten personlig, sikringen af pengemidler til den gennem nogenlunde fastslåede årlige kontributioner af adelen og især gennem en forbrugsafgift (accise) af stæderne, endelig udviklingen af en embedsstand, der var afhængig af ham og ikke af stænderne; øverst oppe stod et gehejmeråd, men navnlig betød dog krigskommissærerne meget; de opkrævede accisen og fik derved også almindelig indflydelse i forvaltningen, og man har sammenlignet dem med de franske intendanter. Det var ikke alene selve den kurfyrstelige magt, han derved udvidede, men han frembragte også en større forbindelse mellem de enkelte landsdele på fællesstatslig grund. I kirkepolitikken optrådte han til sine tider med hårdhed mod ivrige lutheranere, men han stillede sig dog i det hele tolerant overfor begge de protestantiske konfessioner. Ved siden heraf arbejdede han ivrigt på landets økonomiske opkomst, påvirket af merkantilistiske ideer. Et afrikansk handelskompagni trivedes vel kun kort. Men på andre måder gav han industri og handel et opsving; han støttede klædefabrikationen, og han anlagde en lang kanal mellem Oder og Spree; derved opnåedes, at udførselen af schlesiske og polske varer kunne ledes over Berlin til Hamburg istedet for som hidtil over Leipzig. Berlin skylder ham i det hele meget; den blev først nu både en vigtig handelsby og residensstad. En tilvækst i befolkning fik den ved bosættelsen af franske huguenotter, der udvandrede efter 1685. Forbitret over det Nantiske Edikts ophævelse benyttede kurfyrsten det tillige til at øge sit lands vindskibelighed; han tilbød udvandrerne særdeles gunstige vilkår, og i løbet af 15 år tog 20,000 af dem ophold lige fra Rhinen til Königsberg. Allerede tidligere havde han indkaldt hollandske arbejdere, der virkede til fremme af kvægavl, mejeri og agerdyrkning. Vrangsiden af kurfyrstens indre politik var hans befæstelse af adelens sociale rettigheder; stærkt tiltog de østelbiske junkeres nedlæggelser af bøndergårde til fordel for stordriften, og dermed øgedes bøndernes hoveri og arveunderdanighed; ridderskabet bevarede tillige sin patrimoniale domsret. Det må også siges, at ligesom den udenrigske politik kun halvvejs førte til målet, således blev der meget ufærdigt over de indre reformer. Men Frederik Vilhelm bærer alligevel ikke sit tilnavn »den Store« uden grund. Han har dannet epoke i sit lands historie udadtil og indadtil gjort dets bestanddele fra et ret usammenhængende kompleks til en stat, og indviet den senere hohenzollernske statskunst med dens stærke som deus svage sider, med dens hovedredskaber, hæren og embedsstanden. Han døde i 1688.

Ved det 17. århundredes begyndelse havde de teologiske interesser vundet en foreløbig sejr over de friere menneskelige rørelser, som havde været renæssancens og humanismens indsats i åndslivet. Indenfor den romersk-katolske verden havde det bål, der i år 1600 fortærede Giordano Bruno, været kirkens triumf over den fri tænkning; Italiens største digter Tasso havde voldgivet sig nykatolicismen, og i Spanien iblandedes den åndelige kultur med religiøs fanatisme. Indenfor den evangeliske verden fulgtes i England Shakespeare's storslåede dyrkelse og forståelse af den fri menneskelige individualitet snart af striden om salighedsvilkårene, og i Tyskland havde det religiøse had kun en såre ringe modvægt i finere dannelse. Men kirken stillede sig kun fjendtligt overfor renæssancekulturen, for så vidt den angreb dens lære; den kvalte ikke den beundring for den klassiske oldtid, som renæssancen og humanismen havde kaldt til live. Tværtimod havde både katolicismen og protestantismen indgået et nøje forbund med den fornyede oldtidskundskab. Denne var vedblivende et levende moment i kunst og litteratur, som den forlenede med smagfuld form, og den herskede særlig i undervisningsvæsenet. Men oldtidsdyrkelsen betød nu kun for meget få en higen efter et af kirken uafhængigt livsideal, og latinen bidrog sammen med dogmatikken og katekismen til at styrke teologiens magt. De kirkelige interessers overherredømme i åndslivet svækkedes ved, at kirken ikke var en enig magt, og kunne ikke i længden holde sig. Den fanatiske kamp mellem tre stridende kirker målte gøre manges sind tvivlende overfor de omstridte spørgsmål. Endvidere havde, som tidligere set, staterne stadig taget politiske hensyn ved siden af de kirkelige og udviklede dem stadigt yderligere. Men hertil kom i flere lande fremvæksten af en verdslig national litteratur og national kunst og et for verdensopfattelsen endnu betydeligere nygennembrud af en selvstændig videnskabelighed. Ud fra disse tilskyndelser formede åndslivet sig i løbet af det 17. århundrede efterhånden på en anden måde, end det ved dets begyndelse havde tegnet til.

Alle tre kirker satte sig som opgave at stemme menighedernes sind ind i den tro, som kirken anså for den eneste saliggørende, og den lutherske og den reformerte kirke var desuden optaget af at fæstne selve denne tro i bestemte rammer, der både omfattede dens indhold og dens form, medens denne opgave allerede var løst af den katolske ved Tridentinerkonciliet i 1545-63. Den første opgave søgte katolicismen at løse ved de gamle kirkelige midler, messen, ceremonierne, helgendyrkelsen m. m.. Den havde navnlig i århundredets første halvdel en overordentlig kraft til støtte for sig i Jesuiterordenen med dens kæmpemæssige propaganda. Men også fra anden side, og især da Frankrig havde afløst Spanien i åndelig førsterangsstilling, blev der tilført den stærke midler til påvirkning. En række gejstlige bragte under Ludvig XIV særlig prædikenen til en hidtil ukendt højde af æstetisk finhed og kraft; imellem dem indtog Bossuet den ubestridte førerstilling ved sin stilfulde veltalenhed, hvis berømteste frembringelser var hans ligtaler over tidens fornemme mænd og kvinder. Både lutheranismen og den reformerte kirke havde jævnere midler i prædikenen, katekismen, bibellæsningen og salmesangen; i salmedigtningen skød den lutheranske kirke nye og rige skud. Langt mere end lutheranismen lagde derimod den reformerte kirke vægt på kirketugten, øvet af presbyterier, konsistorier og synoder; strengere og mørkere blev i det hele dens kirkeliv med dets iver for sabbatens (søndagens) hellighed. Men ingen af disse to kirker besad i dette århundrede nogen kraft til at udbrede sig eller drive propaganda. Efter 1648 var der endda hyppigere eksempler på, at enkelte protestanter trådte over til katolicismen end omvendt; det var tilfældet med en række tyske fyrster, og en berømt konvertit er danskeren Niels Stensen. Vedblivende havde religiøsiteten, dog vel mere i norden end i syden, djævletroen til indhold ved siden af troen på gud. Hekseangst og hekseprocesser trivedes lige så godt og lige så trist i det 17. som i det 16. århundrede først i 90'erne begyndte fornuften på dette område at komme til sin ret. I den lutherske verden blev resultatet af arbejdet på at løse den anden opgave, at fæstne troen i bestemte rammer, at den lutherske dogmatik i det 17. århundrede fik sine store systemer igennem en række teologers bindstærke værker. De vendte tilbage til skolastikkens spidsfindigheder og rettede et kølleslag mod den individualistiske friskhed og inderlighed, som oprindeligt havde været protestantismens ære. I den største del af århundredet blev der også indenfor kirken kun gjort svage og frugtesløse angreb på denne faste borg. Det blev først i de sidste tiår af århundredet, at der indenfor den lutherske kirke begyndte en kraftig bevægelse, pietismen, der på mange måder stod i modsætning til den herskende retning. Men en omtale af den skal opsættes til det 18. århundredes historie; først da fik den større indflydelse. I den reformerte kirke var der langt større røre. Den nederlandske religionsstrid og navnlig puritanismen er allerede tidligere omtalt på grund af deres sammenhæng med de politiske forhold. Selv indenfor den romerskkatolske kirke, hvis dogmatik jo allerede var blevet nøje udformet på Tridentinerkonciliet, opstod en retning, der på et hovedpunkt brød med dens lære og blev af vidtrækkende betydning for åndslivet i det land, hvor den væsentligst kom til at høre hjemme. Talen er om jansenismen og den bevægelse, den vakte i Frankrig. Ophavsmanden til den var en belgisk teolog Jansen. Under påvirkning af Augustinus's skrifter var han i det ældgamle problem om forholdet mellem guds forudbestemmelse og nådevalg og den menneskelige viljes frihed kommet til resultater, som stred mod læresætninger, Jesuiterordenen havde gjort til sine; han havde hævdet den menneskelige viljes ufrihed og benægtet, at nådens virkninger afhang af de enkelte menneskers modtagelighed. Kort efter hans død var hans hovedskrift blevet udgivet og derpå fordømt af paven. Hans læres historiske betydning kom imidlertid til at ligge i, at den blev optaget af en kreds af franske mænd og kvinder, der også af andre grunde var modstandere af Jesuiterordenen, idet de forargedes over denne ordens hyppige brug af skriftemålet, hvorved dettes værdi nedsattes, og over dens spidsfindige og bøjelige moral, der syntes dem at ødelægge al pligtlære. De dyrkede en streng askese og lagde vægten på den enkelte personligheds kamp for det gode. Kredsen fik sit hovedtilholdssted i nonneklostret Port-Royal, der lå noget udenfor Paris. Allerede tidligere var her blevet gennemført en asketisk reform af klosterlivet, et rigt religiøst liv udfoldede sig ikke alene mellem kvinderne indenfor dets mure, men også mellem mænd af samme åndsretning, der bosatte sig som en slags eneboere i klostrets nærmeste omgivelser. Her blev da jansenismens hovedkvarter, og med udgivelsen af et skrift mod det for hyppige skriftemål begyndte kampen, der optoges af jesuiterne. Det lykkedes disse at få paven med sig til fordømmelse af jansenisternes læresætninger om nådevalget. Fra jansenisternes kreds udgik der imidlertid et kampskrift mod jesuiternes hele taktik og morallære, så glødende og trods overdrivelser i mange henseender så rammende, at det blev den store indsats for datid og eftertid i oprøret mod den mægtige orden. Skriftet var de berømte »Lettres Provinciales« og dets forfatter Blaise Pascal, en højtdannet mand, en ivrig dyrker af matematikken og naturvidenskaben, der var blevet grebet af en stærk religiøs følelse, der havde bragt ham til at knytte sig til Port-Royals kreds. Indtrykket af skriftet var mægtigt, så meget mere som det ved sin stil og sin let forståelige veltalenhed vandt indpas i hele det dannede selskab og knyttede en stor del af det til jansenismens sag. Fuldt så stor interesse ejer dog Pascals andet, men ikke fuldførte hovedværk, af hvilket brudstykker under titlen »Pensées« blev udgivet, efter at han var død i 1662. Det er vidnesbyrd om hans stærke, af Descartes påvirkede rent intellektualistiske erkendelsestrang, men navnlig om hans overbevisning om, at filosofien ikke er i stand til at løse verdens uendelige gåder eller tilfredsstille menneskehjertets trang; fortvivlende over sin skepsis' mangel på udbytte havde han derfor med hele sin sjæls varme, men for øvrigt også med en ret spidsfindig apologetisk dialektik kastet sig over til troen på den positive religion i den katolske og særlig i den jansenistiske form som den eneste redning for livet og personligheden. Men Mazarin formåede Ludvig XIV til at optræde mod jansenisterne, og omkring 1660 skred regeringen til skrappe forholdsregler mod Port-Royal. Nogen tid derefter kom det dog til et forlig endog med paven, og jansenismen bredte sig mellem parlamentsmedlemmer og det høje bourgeoisi. Først andet afsnit af Ludvig XIV's regeringstid bragte nye sammenstød.

Indenfor denne gren af åndslivet var de protestantisk-germanske lande, tagne som en helhed, de katolsk-romanske underlegne. Lavest stod Tyskland. Manglen på folkelig kraft gjorde den største del af litteraturen afhængig af fremmed påvirkning, uden at denne kunne omsættes til national egenart. Vel søgte Martin Opitz og hans tilhængere, den schlesiske skole, med klart blik for, hvorledes det tyske sprog og den tyske versedigtning var blevet forgrovet, at skabe en kunstpoesi efter renæssancemønstre, men den blev af nøgtern, forstandsmæssig art uden inderlighed og fantasi. Resultatet af påvirkningen fra den franske hyrdestil og klassicisme og fra italiensk manierethed blev kun en blanding af galant og svulstig udtryksmåde. Hvad dramaet angår, begyndte århundredet med, at engelske skuespiltrupper drog om og vandt stor yndest, men de bragte kun det groteske eller uhyggelige af deres hjemstavns litteratur med sig, og senere tilløb til en selvstændig tysk dramadigtning var mest tilbøjelig til rædselsskildringer. Langt mere ægthed kom derimod frem i satiredigtningen og navnlig i Grimmelshausen's roman Simplicissimus, der ikke alene er af stor kulturhistorisk interesse ved sine skildringer af trediveårskrigens brogede liv, men også ejer en vis psykologisk dybde. Den er vel det eneste skønlitterære produkt fra den tids Tyskland, somendnu kan læses med udbytte, når talen er om mere end rent litteraturhistoriske studier. Betydeligt højere nåede Nederlandene, hvor den humanistisk-filologiske lærdom mødtes med et i høj grad frodigt udviklet borgerligt liv. Selvom skønlitteraturen vel ikke på langt nær nåede op i højde med kunsten, så fremstod der dog forfattere, der på een gang bidrog til at udvikle det nederlandske skriftsprog og havde digterrang og betydning for folket; den betydeligste af dem var Vondel. Men i århundredes sidste del, hvor så meget gik tilbage i Nederlandene, sank også skønlitteraturen ned til at blive en efterligning af den franske klassicisme. England blev det eneste land indenfor den protestantiske verden, hvor skønlitteraturen igennem enkelte mægtige digterpersonligheder nåede til en virkelig national blomstring. Det var dog ikke Shakespeare's ånd, der levede videre i folket; hans indflydelse og stemninger, der er i slægt med hans, mærkes kun i århundredets første tiår for derefter at svinde; det blev også først i det 18. århundrede, at værdien af hans digtning gik op for det øvrige Europa. Det er puritanere, der tilfører den engelske digtning en ny kraft, især Milton og John Bunyan. Men hos Milton havde ganske vist, som allerede tidligere nævnt, den puritanske ånd indgået en mærkelig forbindelse med dens grelle modsætning, renæssanceånden; netop derved blev han en digter af guds nåde. Det første afsnit af hans digtervirksomhed viser hans udvikling fra den muntre livsfriskhed til forargelsen over tidens frivolitet og bitterheden mod lauds kirkestyre. Men snart kastede han sig med hele sin sjæl ind i den store strid, blev puritanismens og republikkens berømmelige forsvarer. Hans anstrengte arbejde kostede ham hans syn, men hans åndskraft var usvækket og holdt sig, da han som den slagne mand oplevede den ham så forhadte restauration og ensom levede i sin egen verden. Tanker og stemninger, som han allerede længe havde haft og arbejdet med, gav han nu udtryk i det digterværk, der har gjort ham udødelig. I »Paradise Lost« fortæller han om det, der lå puritanerne mest på hjerte, om satans kamp med gud og hans forførelse af Adam og Eva og deres udstødelse af paradis. Men han gør det med en ånd, der på een gang var mættet af skønhedsglæde og natursans, af kunstnerisk geni og af den dybe religiøse medleven i kampen mellem det onde og det gode. Helt anderledes var John Bunyan, en fattig kedelflikker, soldat i parlamentets hær, men derpå grebet af en religiøs krise; han blev baptist og forfulgtes efter 1660. Af hans digtning er den allegoriske fortælling »The Pilgrims Progress« berømtest. Den skildrer et kristenlivs skæbne på vandringen fra synd til frelse, og den er et udslag af en lidenskabelig religiøsitet med voldsomme syner, men dog også rig på lune og liv. Den har oplevet mangfoldige udgaver og er oversat på de fleste sprog. Restaurationstidens af de herskende, anerkendte poesi blev selvfølgelig en helt anden og langt mindre lødig. Det var dramaet, der atter kom ovenpå, nu under stærk påvirkning fra Frankrig, men alligevel med et bestemt engelsk præg; hovedforfatteren er Dryden. Der er liv og humør i ham og hans fæller, men også megen indre råhed og ydre uanstændighed, og de mangler sjælelig dybde, skildrer fortrinsvis enten opstyltede helte eller samtidens overfladiske kavalerer. Trods Englands bedrifter er det, som allerede sagt, de katolske og romanske lande, der i dette århundrede rager højest op i skønlitteraturen. Hvor fjendsk nykatolicismen end var mod renæssancens dybeste ånd, så havde den dog, født og hjemme under sydens sol, bevaret sin sympati for de æstetiske nydelser. I Italien var dog netop den æstetiske glæde udartet til smagløshed. Tidens poesi, efter en forgudet digter kaldet marinisme, blev den rene opstyltethed og manierethed, som gjorde ulykker også nord for Alperne ved at fremkalde efterlignere. Det blev ikke renæssancens hjemland, der bragte det nye og det rige, men Spanien og Frankrig. Det er allerede tidligere bemærket, hvorledes Spanien trods den begyndte politiske og økonomiske nedgang og kirkens strenge herredømme udfoldede en mærkelig skaberkraft på skønlitteraturens område. Cervantes havde gjort begyndelsen til den store produktion, men det blev i 17. århundrede dramaet, hvori skønlitteraturen fejrede sine største triumfer. Det myldrede frem med teatre, dyrkede af konger, grander og almue, og en række dramatiske forfattere gav scenen dens kraft. I første række står Lope de Vega og Calderon. Begge var de adelsmænd, begge blev soldater og førte et eventyrligt liv, især den første, begge endte de som præster. Begge havde de også nationens selvbevidsthed og dens higen mod det stolte, det vovede, begge dens bigotte religiøsitet. Men de var hver på sin måde genier. Lope de Vega, »naturvidunderet«, som hans samtid kaldte ham, var en digter af en utrolig stor produktivitet, lyriker og romanforfatter ved siden af at være den, der ved sine talløse skuespil skabte det spanske nationalteater. Langtfra alt var lige godt, ofte kælede han for hobens smag, men som helhed når hans værker højt ved deres brogethed i motiver, deres realistiske kraft og friskhed i karakterskildringer og den feststemning, der hviler over dem. Calderon var også en digter af overordentlig flid, tillige en mester i kompositionens og intrigernes slyngning, og det er sagt om ham, at han gav det fyldigste udtryk for den spanske folkekarakter, dens glødende katolicisme, dens strenge æresbegreb, dens loyalitet og galanteri. Dybtgående og langvarig blev den påvirkning på udlandets dramatiske litteratur, der udgik fra disse forfattere; sammen med spansk-beåndet jesuitisme, spansk etikette, spanske moder og dragter skabte de den almene spanske kulturelle indflydelse på Europa. Men den nationale svaghed, tilbøjeligheden til bombast og svulst, somendog kunne mærkes hos de store forfattere, fik snart overhånd; »gongorisme« blev navnet på denne overforfinede stil. I løbet af anden halvdel af århundrede sygnede litteraturen hen som alt andet i landet. Men da havde også nabolandet nord for Pyrenæerne arvet den litterære førerstilling. I Henrik IV's og en del af Ludvig XIII's tid var der noget kaotisk over den franske skønlitteratur. Man ville bryde med meget i fortiden, med det ukristelige i renæssancepoesien og med den pyntelige efterligning af antikken, som Ronsard havde repræsenteret. Men nogen herskende form eller smag havde endnu ikke dannet sig. Der fandtes forfattere, somendnu åndede i borgerkrigens stemninger og temperamentskraft, både dens stærke religiøsitet, nykatolsk eller huguenottisk, og dens råhed eller burleskhed. Der fandtes en folkelig scenisk litteratur, som dyrkede stærke effekter og en broget afveksling af eventyrlige begivenheder. Der var en national bundfarve; men dog tillige stærk påvirkning fra Italien og Spanien, fra begge landes sirlige stil, fra den spanske komedie, men også og ikke mindst fra de spanske hyrdefortællinger. I 1610 begyndte adelsmanden Honoré d'Urfe at udgive sin bindstærke roman »Astrée«. Scenen er Forezbjergene, indholdets ramme fortællingen om Celadons og Astrée's kærlighedshistorie og dens omskiftelser. Der var i den yndefulde naturbeskrivelser, men hovedsagen var fornægtelsen af renæssancens voldsomme lidenskabelighed og forherligelsen af en smægtende kærlighed, en beleven kourtoisi, en galant konversation, alt tillagt rørende hyrder og hyrdinder. Bogen øvede en uhyre tiltrækning, og det ikke alene i Frankrig; den var vel det værk, der først indførte fransk smag som bestemmende udenfor landets grænser. Men når den slog så stærkt an i Frankrig, var det, fordi den så udmærket passede ind i det nye salonliv, med dets anstand, dets galanteri, dets kvindeherredømme og dets selvafgrænsning. Og salonlivet blev ikke alene en social institution, det blev også en litterær. I salonerne plejedes hyrdestilen, og der udvikledes en særlig skruet sprogform, den pretiøse, hvor ting og begreber ikke betegnedes med de naturlige ord, men med søgte og kunstlede; forfattere og litterære brevskrivere gav formen autoritet. Salonlitteraturen trådte dog ved århundredets midte ind i et nyt stadium, dengang da salonerne kastede sig ind i frondekampen. Hyrderomanen fulgtes af den galant-heroiske roman, hvis hovedrepræsentant er frøken Scudéry; den havde bevaret sin forgængers galanteri og sartklædte erotik, men den var ved siden deraf udslaget af sin kreds' intriganthed, ærgerrighed og skinsyge. Men imidlertid var en helt anden smagsretning i færd med at bryde frem, og det var den, som blev den herskende.  Malherbe, hofdigter på Henrik IV's tid, gav tonen an. Han ville orden og regel i poesien - derfor skulle alexandrinerversemålet med dets sikre bygning være det herskende - og udrensning af sproget; det præcise, logiske skulle afløse de utøjlede stemningsudbrud, de naturlige ord de søgte; forstanden skulle præge både tanke og udtryk, og man skulle tage de latinske forfattere til forbillede. Hvad han ville, fortsattes af andre. Som lov for dramaet opstilledes det aristoteliske krav om enhed i handling, tid og sted, og snart efter begyndte litteraturen under Descartes' påvirkning at tage den systematisk opredende fornuft til ledestjerne, vel at mærke dog således, at denne fornuft ikke skulle være oprørsk mod kirke og samfund. Af stor betydning blev også grundlæggelsen af Det Franske Akademi. Netop nu var der også fremstået et digtergeni, som formåede at tvinge sindene ind på nye baner. Corneille var født af en normannisk embedsfamilie, kraftig og retlinet af natur; han nåede en alder af hen ved 80 år og døde først i 1684. Hans første store bedrift blev hans over et spansk motiv og på studier af Seneca byggede tragedie »Cid«, fra hvilken det nye franske drama har sit udspring, og den efterfulgtes af en række værker. Ejendommeligt for dem var forherligelsen af viljen og æres- og pligtfølelsen i nøje føling med forstanden som de kræfter, der bør gå af med sejren under sjælelige konflikter og være fremherskende i karakteren og personligheden, endvidere handlingens logik, sprogets fasthed og stolthed og versenes klangfarve. Corneille's digtning var ikke helt bunden i den frembrydende smagsretning; ikke helt aflagde han en sirlig stil eller stærke effektmidler. Alligevel medvirkede han i høj grad til den klassiske smags sejr. Det var dog først under Ludvig XIV's eneregering, at denne sejr blev helt vunden, og klassicismen udfoldede sig i sin hele ejendommelighed. Den vil i digtningens form regelbundetheden, foreskreven ved bestemte poetiske love, og den finder i den klassiske, særlig den latinske litteratur grundlaget for disse love, den vil i sproget det udpolerede og klare; den vil i indholdet bort fra stemninger og det ubeherskede lidenskabelige, bort fra det afvekslende og spændende, fra effektens og det ydre sceneris adspreden; den vil ind til det almenmenneskelige og typiske, således som forstanden kan godkende det, og den er overbevist om overensstemmelsen mellem sandhed og skønhed. I sin dyrkelse af det almenmenneskelige er den blottet for historisk sans; den tror på den romerske oldtid og Frankrigs 17. århundrede som de højest mulige udtryk for kulturen, blander de to tidsaldre sammen og giver klassisk iklædning og klassiske navne til personer, som i virkeligheden er børn af Ludvig XIV's tid. Den er også i sin grund fransk, i sprogets bygning og formning, i personernes tankesæt. Og den svarer overordentlig godt til sin tid, til ensartetheden i livet, til autoriteternes herredømme; den er væsentligst hofmæssig, aristokratisk, villig til at forherlige Ludvig XIV og Versailles, i det hele til at give et udtryk for de stemninger, der råder i det herskende selskab. Dens psykologi er derfor begrænset, dens sandhedsbegreb ret snævert, og tillige er dens opfattelse af oldtiden vedtægtsmæssig og navnlig blottet for sand hellensk ånd. Men klassicismen er et kunstnerisk adlet udslag af en rig kultur og rammen om mange forskelligartede frembringelser, der trods et fælles præg er skabt af forfatterindividualiteter, der hver har sin særegne inspiration. Hvad Malherbe havde indledet, fuldførte Boileau, højst interessant ved sine horatianske satirer og epistler, der er af betydelig kulturhistorisk værdi, men betydningsfuldest ved, at han i sin »l'Art Poétique« har givet reglerne for lyrik, tragedie, epos og komedie. Han var en fjende af middelalderens »gotiske« barbari, ryddede ved sin spot den pretiøse og historisk-galante roman af vejen, fastslog sætningen: kun det sande er skønt, og mente ved sandheden den sandhed, der ikke kender til det individuelles berettigelse, og som må være anskuelig og sandsynlig, og ved skønheden den skønhed, der er regelbestemt for tid og evighed. Han blev lovgiveren for lange tider for det franske parnas.  I selve digtningen blev Racine den ånd, der bedst repræsenterer tiden. Udsprungen af en borgerlig familie, humanistisk og religiøst opdraget, en stor del af sit liv nøje knyttet til Port-Royal og jansenisterne, men dog også til hoffet, blev han Corneille's fortsætter som Frankrigs store tragiker (Phédre, Iphigénie, Britannicus og andre). Men han var dog meget forskellig fra ham, og han besejrede hans anseelse. Ikke konflikterne mellem lidenskaberne, men hele personlighedens væsen samlet i en enkelt lidenskab var det, som han skildrede, og istedet for Corneille's idealisering af viljen træder hos ham idealiseringen af loyaliteten og navnlig af kærligheden, af dens højhed og af dens omslag til skinsyge, til afsind og forbrydelse. Hans psykologi er langtfra den dybest tænkelige, men hvad han formår at øjne i sjælelivet, det ser han fint og rigt, og det skildrer han kraftigt og yndefuldt. Han foragter effekter i den grad, at handlingen indskrænkes til det mindst mulige, det gruelige anes mere end det ses, og over al lidenskaben er lagt et dække af smag, anstand og verdensmandstone, den tone, der herskede i Paris og i Versailles. Den gør hans kolorit uhistorisk, hans græske, romerske og jødiske helte til figurer fra hans egen tids bonede gulve. Men hans digtergeni har været så stærkt og ægte, at i alt fald adskillige af hans skikkelser endnu den dag idag står som åbenbaringer af sand menneskelig følelse. Der er intet mærkeligt i, at vi også hos kirkens og gejstlighedens mænd møder den klassiske ånd; nøje var jo kirken knyttet til selskabet og dets kultur og idealer. Den skikkelse, som her rager højst op, er Bossuet, biskop og lærer for Daufinen (som sådan den, der lod fremragende lærde besørge de ad usum Delphini ændrede udgaver af klassikerne), høvdingen for den gallikanske kirke, huguenotternes ubarmhjertige fjende. Klassicismen var for ham en smagsretning, som han hyldede i sine skrifter, og som han tilsatte en høj patos i sine ligprædikener med deres forherligelse af de store heroiske egenskaber, men den indgik tillige en nøje forbindelse med hans teologiske og politiske anskuelser. Han er den store forkynder af autoritetens ret, samlet hos gud og kongen. Menneskene skal tvinge sig til lydighed mod den åbenbarede tro og mod den af kongedømmet repræsenterede retsorden, den enkelte bøje sig for det almene. I sin »Politique tirée des propres paroles de l'Écriture« vil han godtgøre det enevældige kongedømmes ubetingede ret som indstiftet af gud og dets pligter som følge af, at det er ansvarligt mod ham; i sin »Discours sur l'historie universelle« skriver han en historiens filosofi, der skal vise guds styrelse af den historiske udvikling. Man kan næppe tænke sig nogen større modsætning til disse idealiserende og patetiske forfattere end Moliére. Som søn af en velstående borger i Paris, der leverede tapetsererarbejde til hoffet, havde han fået en god og kyndig opdragelse, men af sin beundring for teatret dreves han til en tid at strejfe om i provinserne som skuespiller. I 1658 nedsatte han sig med sin trup i Paris, skrev året derpå sit første mesterværk og blev fra nu af både skuespiller, skuespildirektør og forfatter. Hans sikreste publikum var vel Paris' borgerstand, men også hoffet nød ham, og kongen fandt behag både i hans smiger og hans stykker. På Versaillesscenen opførtes selv hans dristigste komedier. Det er, som han sprængte klassicismen og autoritetsdyrkelsen ved sin kådhed, sin livsglæde, sin opposition mod al falsk værdighed, sin geniale komik. Hans syn er også videre end hans samtids i almindelighed, ikke bundet ved det fine selskabs; hvad end hans religiøse overbevisning har været, selv gejstlighedens svagheder og selv hykleriet er han lige så uskånsom imod som mod den pretiøse blåstrømpe og den stortalende læge. Dog står han indenfor klassicismens rammer ved sin ligevægt, sin praktiske moral og navnlig ved, at hans figurer mindre er enkelte individuelle mennesker end typer på en bestemt, herskende og karakteriserende egenskab. Men han er den af alle klassicismens forfattere, hvis værker mest har bevaret deres levedygtighed. Noget i slægt med Moliére ved en oprigtig gennemskuen af det polerede overtræk, der skulle skjule så megen selviskhed, men ringere i ånd og bitrere i tonen var hertugen af la Rochefoucauld, der havde været med i fronden, men senere nejede sig for hoffet og kongen; i sine Maximes udvikler han sit stærkt pessimistiske syn, ser egoisme og smålighed som de eneste drivfjedre for menneskene. Vanskeligst turde det dog være at passe La Fontaine ind i klassicismens ramme. Hans dyrefabler ejer en naturglæde, en friskhed og en sans for det individuelle, som meget mere lå for det 16. end for det 17. århundrede; kun hans hele form og sprog og det, at han, skabt til at være en boheme, bøjede sig til at blive en hofsmigrer og en devot, og at han godkendte den herskende smag og selv blev godkendt af den, tillader at regne ham med til den klassiske tids store fællesbegreb. Klassicismens indflydelse på det franske åndsliv blev langvarig og stærk, og ikke mindst har den sat sit præg på det franske sprogs bygning i prosa og poesi. Men den bredte sig ud over sit hjemlands grænser. Den gjorde Frankrig til herre og læremester for Italien og Spanien, de lande, som det tidligere havde været elev af, for Tyskland, for norden og for sider af det engelske kulturliv. Hvor sejren var vundet, bevaredes den meget længere end Frankrigs politiske vælde, ja, virkede endda kraftigt med til at støtte den fremtrængen af helt nye franske ideer, som fandt sted i det 18. århundrede

I musikken regnes år 1600 for at danne et vendepunkt. Instrumentalmusikken udviklede sig som en selvstændig kunst, og der opstod gejstlige og verdslige musikdramaer (oratorier og operaer). Bevægelsen udgik fra Italien, men forplantedes til landene nord for Alperne; i Frankrig fik den en national karakter gennem det kongelige musikakademi og den franske operascene. Også i arkitekturen var den italienske indflydelse foreløbigt som hidtil den herskende. Renæssancen og klassicismen trængte nu også frem til England; fremragende værker i dens stil er det under Karl I opførte slot Whitehall og St. Pauls Katedralen i London fra Karl II's tid. Renæssancens udløber, den italienske barokstil påvirkede med sin helhed den katolske kirkebygning rundt om og med sine detailler også den verdslige arkitektur. Dens hovedrepræsentant var den neapolitanske ridder Bernini, på een gang billedhugger, arkitekt og maler; han stod i lang tid som kunstens fyrste både i og udenfor Italien. Dog krydsedes den italienske indflydelse mange steder af nationale elementer. Det var tilfældet i Nederlandene, hvor de talrige nye borgerlige bygninger, rådhuse, porte m. m.. I bygningsmateriale som i dekoration havde en original kraft, og den nederlandske stil påvirkede Norden og Nordtyskland, indtil de store krige her standsede velstanden og dens arkitektoniske udslag. I Frankrig var der i begyndelsen af århundredet under den stærke italienske påvirkning en afbrydelse i udviklingen af den rige kunst, som på national grund havde udfoldet sig i det 16. århundrede; Luxembourgslottet i Paris fra Maria af Medici's dage står langt tilbage for Henrik II's Tuilerierne. Da brød under Ludvig XIV klassicismen frem i fransk, pompøs og majestætisk form. Den prægede Le Vau's og Mansart's Versailles og Louvre's ny søjlekolonade; om den sidste havde der stået en stor strid; en national arkitekt var blevet foretrukket for Bernini, som i den anledning havde været kaldt til Paris. I kirkebygningerne trådte den mægtige kuppel frem (Sorbonnen, Invalidedomen). Det blev dog først og fremmest den store og rige udvikling af maleriet, som blev det 17. århundredes bedrift på kunstens område. I Italien var, hvor ivrigt end malerkunsten stadigt dyrkedes, stortiden forbi. Der blev gjort tilløb til at fortsætte ad dens baner; men disse tilløb havde som helhed et nedgangspræg af sentimentalitet, manierethed eller religiøs overspændthed. Hvad der fremkom af betydeligt, var derimod et brud med stortidens humanistiske forherligelse af den skønne og kraftige menneskehed. Dette ny båres af Caravaggio og hans efterfølgere i Neapel. I deres djærve naturalistiske billeder, hvis figurer, selvom de ofte bar bibelske navne, var hentede fra de lavere folkelag og ofte fremstillede mennesker på livets natside, falskspillere, lazzaroner og andre, brød plebejeren frem som emne for malerkunsten. Fra denne kunstretning og forøvrigt ligeledes fra den realisme, der i det 16. århundrede i Flandern var trådt frem hos Brueghel og andre i deres folkelivsbilleder, udgik ikke ringe påvirkninger på det 17. århundredes ikke-italienske kunst. Men også på anden måde fortsattes Italiens indflydelse. Der var kunstnere af forskellige nationer, som opholdt sig i Italien omtrent hele deres liv og modtog deres indtryk fra dets antikker, fra dets renæssanceværker og fra dets natur. Men selv hos dem mærker man stærkt den nationale selvstændighed. Spanieren Ribera stod Caravaggio's skole nær og fandt sine modeller på Neapels grund. Men der var over ham en spansk sørgmodighed og en spansk religiøsitet i hans dyrkelse af de af fanatisme udbrændte martyrer. Tyskeren Elsheimer - den eneste tyske kunstner i det 17. århundrede, som der er grund til at nævne her - står i overordentlig gæld til den italienske natur; men hans små landskabsbilleder og hans bibelske figurer ånder en fred og en poesi af germansk art, hvad allerede hans store indflydelse på nordiske kunstneres (Rembrandts) sind er vidnesbyrd om. Den franskfødte kunstner Poussin har derimod hele sin nations formstyrke og dens klassicismes idealitet; netop herved vinder hans italienske landskaber med deres store træer og imponerende ruiner deres feststemning, og tilmed bryder han igennem renæssancens opfattelse af antikken; ved studium af den har han opnået et klarere blik for dens strenghed end italienerne. Om Claude fra Lothringen er det sagt, at han indtager en vis mellemstilling mellem Poussin og Elsheimer; han elsker naturens majestæt, men forbinder dermed en mildhed og fredelighed og et sollys over landskabet og dets mytologiske staffagefigurer af bedårende virkning. århundredets selvstændige nationale og individuelle skaberkraft viste sig dog i langt højere grad hos de kunstnere, der væsentligst blev knyttede til deres hjemlande. Som frugt af nationale ejendommeligheder og af personlighedernes geni skabtes der i Spanien, Flandern og Holland en malerkunst af udødelig værdi og i Frankrig i alt fald værker af stor interesse. Den spanske malerkunst har een fælles egenskab, den positive iagttagelses- og fremstillingssans, som også viste sig i den spanske digtning. Men alligevel falder dens stormænd i to forskellige grupper. Hos den ene råder hele nykatolicismens ekstatiske religiøsitet. Dog skifter udtrykket for den noget i løbet af århundredet. Zurbaran forkynder den brændende tro på helgener og mirakler i realistisk ro eller i sjæls- og legemsdræbende fanatisme. Hos den senere Murillo er hengivelsen blevet mere sværmerisk og mystisk, men også mere kvindagtig og barnlig. Hans madonnaer har et præg af skær ungdommelighed, der står i forbindelse med troen på den ubesmittede undfangelse, den han elskede at fremstille. En overordentlig anseelse omgav hans navn i samtiden, og den har holdt sig længe på grund af hans ynde og den menneskelige følelse, der udtrykte sig i hans barnebilleder. I afgørende modsætning til disse malere står den i den nyeste tid højtskattede Greco og fremfor alt Velasgues, den største af dem alle, han som sammen med Rembrandt og Rubens fortrinsvis giver det 17. århundredes kunst dens storhedspræg. Han var af sevillansk adelsslægt, blev 24 år gammel hofmaler hos Filip IV og beklædte denne stilling til sin død i 1660; gentagne gange har han besøgt Italien. Han har malet bibelske billeder, landskaber, genrestykker, men frem for alt var han portrætmaleren. Han var den store farvekunstner, den mesterlige kender af lyset og dets virkninger, den dybe erkender af menneskene, af deres karakter som af deres ydre, og han var den store sandhedselsker. Samtidig med at han overgik den tids andre spanske malere i blikket for realiteterne, var han i sine religiøse billeder fri for deres snæverhjertede fanatisme eller sentimentale sværmeri; skønt spanier i hele sin natur forstod han fjendens, nederlændernes ejendommeligheder (maleriet af Bredas overgivelse); skønt som hofmaler viet til fortrinsvis at forevige konge og dronning, prinser, prinsesser og hofmænd var han blottet for smiger; skønt aristokrat øjnede han det malerisk skønne og interessante hos hofnarre og hos arbejdere (tapetvæverskerne). Skulle her nævnes enkelte af hans portrætter, måtte det være rytterbilledet af den spanske statsmand Olivarez og navnlig portrættet af pave Innocens X (i Doriapaladset i Rom); i det sidste billede har kendere set portrætkunstens uovergåede mesterværk. Men mærkes må det, at først i det 19. århundrede er hans værd blevet fuldt anerkendt; først fra da af har han også udøvet sin store indflydelse på Europas kunst. Det var under ejendommelige forhold, at malerkunsten samtidigt i Flandern nåede en overordentlig højde. Også her var et spansk herredømme og ligesom i Spanien økonomisk og i det store hele åndelig nedgang. Men for så vidt var nedgangen mere ondartet, som den var kommet som følge af fremmedes undertrykkelse og af modreformationens hårdhændede sejr over friere rørelser. I en ganske særlig grad var den gået ud over Antwerpen, en by, hvis handel var ødelagt, hvor jesuiternes elever husedes i gamle forretningslokaler, hvor græsset groede i gaderne; en udlænding fik indtrykket af en stor by, der var blevet til en ørken. Alligevel holdt netop her en kunst til huse, så frodig og så livsglad som sjældent set. Det mærkelige forhold har sin forklaring i mange årsager. Der var endnu blevet rigmænd tilbage med kunstinteresse. Modreformationen var som tidligere sagt ikke kunstfjendsk. Den var tilmed her i sin sejrstryghed elastisk, havde intet imod en verdslig kunst, når den tillige ville tjene kirken. Her var endvidere et land med gammel og god kunstsans, der før havde forbavset Europa; når uselvstændig, fra Italien importeret manierethed i den sidste tid havde trængt sig frem, da kunne den afrystes. Her var endvidere et folk med et fyldigt sanseliv, med malerisk folkeliv, maleriske optog og figurer. Hovedsagen var dog, at der opstod en kunstner, som i sig kunne optage alle de forhåndenværende muligheder og udvikle dem med en stor kunstnerisk kultur. Rubens stammede fra en borgerslægt i Antwerpen, blev maler og foretog sin rejse til Italien som sine forgængere. Men han så med andre øjne end de, bearbejdede alle indtrykkene fra antikkerne, Michel Angelo, Tizian og Caravaggio i sin egen personlighed. Hjemkommen blev han hofmaler hos statholderen og statholderinden i Brüssel, der også benyttede ham til at male dekorationer til deres hoffester og endog som diplomatisk sendebud. Stadigt forblev han dog mest knyttet til Antwerpen; dér havde han sit palads med atelieret og det righoldige museum. Og han ydede byen og dens kirker gengæld ved sit navn og sine værker. Rubens var en kunstnergenius af rig viden, mægtige evner og af enorm og vidtspændende frembringelsestrang. Alle områder af malerkunsten lå indenfor hans pensels rækkevidde. Han var nykatolicismens tjener i sine store kirkebilleder, han malede de hedenske guder, allegorier, landskaber, dyrescener, folkelivs- og genrebilleder og portrætter. Han ejede en glimrende teknik og en ubændig fantasi. Han ville omdanne virkelighedsfigurerne til idealskikkelser, og han var i slægt med nykatolicismen ved sin tilbøjelighed til det storladne og voldsomme, men han var fjern fra dens ekstase, dens sværmeri, dens overjordiskhed. Thi han var en verdslig ånd, som sit folk en elsker af det animalske i menneskene, af det yppige kød, den svære bygning, den kraftige erotik. Han var ikke en så solid og kraftig opfatter og skildrer af karakterer som Velasquez, men han kunne dog til tider nå højt i denne henseende, og han havde en verdensmandsmæssig menneskekundskab; han forstod den øjeblikkelige sindsbevægelse og øjeblikkets situation, kunne derfor fortælle som få, og han kunne elske sit emne og nedlægge sin kærlighed i sin fremstilling; med rette har man talt om det demokratiske i hans syn. Han var i det hele en forening af sit eget geni og sit folks ejendommeligheder. Men han opnåede tillige, hvad ingen anden kunstner nåede i det 17. århundrede undtagen Bernini at blive en kunstens fyrste, anset hele Europa over; et eksempel herpå blandt mange andre er, at han af Frankrigs dronning Maria af Medici kaldtes til at male til hendes residens Luxembourgslottet den store række billeder af hendes liv, hvori han på en mærkelig måde sammensmeltede hedenske guder, allegorier og historiske figurer (nu i Louvre). Rubens havde tilmed talrige elever. Af disse var den største Van Dyck, arvingen til mesterens berømmelse, men udstyret med langt finere nerver end han og stærkt påvirket af Tizian og Veronese. Mest karakteristisk indenfor hans produktion er hans talrige og udmærkede portrætter, af hvilke en stor del maledes i England, hvor han blev Karl I's hofmaler; mest kendt er hans billeder af kongen, dronningen og deres børn. Som ingen anden i norden har han formået at skildre aristokratiske skikkelser, fine og ridderlige, men også vel pæne og elegante; man har endog ment at burde tillægge denne type en kulturhistorisk betydning ved at have bidraget til at skabe en fast tradition for fyrstelige og aristokratiske manerer. Af helt modsat art var Jordaens, en mere robust udgave af Rubens. På een gang elev af denne og af Frans Hals og i visse henseender en fortsætter af Brueghel er Adriaen Brouwer, der igen havde indflydelse på Teniers den Yngre; med djærv realisme malede de scener af kro- og bondelivet. De to sidste kunstnere danner et bindeled mellem den flamske og den hollandske kunst. Men hvor grundforskellig er ikke ellers denne fra hin og i det hele fra al anden kunst i det 17. århundrede! Den står som et særsyn, ensartet i sin grund, men dog rig på nuancer som følge af dens udøveres talrighed og talent, og den mundede ud i et geni af de største, malerkunsten har frembragt. Den er nøje knyttet til Hollands natur, søger kun spredtvis i sine landskabsbilleder bort fra den til fjernere egne, og den er nøje knyttet til Hollands folk, til hvad det havde oplevet og gjort sig til, og til hvad det følte, til dets glæde og stolthed over kampen og fjendens fordrivelse, over den jordbund, der påny var blevet dets egen, over det energiske liv, der nu kunne udfolde sig, den hygge, der kunne herske, den religion, der kunne dyrkes. Den er en verdslig kunst, fordi calvinismen hadede kirkernes alterbilleder, den er en borgerlig kunst, fordi borgerstanden bar landet. Den er jævn og nøgtern, fordi denne borgerstand var praktisk og tilfreds med sig selv, og fordi kunstnerne var glade for den poesi, som landet og folket bød, ikke havde en yppigere fantasi, ikke en mere storstilet trang til idealfremstilling eller til skønnere menneskelige former end dem, de så for deres øjne. Men den er tillige en højst selvbevidst kunst, fint skolet, med rig teknik og højt udviklet sans for de maleriske virkninger. Stortidens kunst begynder ved århundredets indgang med væsentligt at være en portrætkunst. Den følger heri tidligere baner, også når den samler de afbildede til grupper. Men navnlig gennem Frans Hals fra Haarlem giver den disse grupper et nyt liv, øjeblikkets, situationens og samlingens liv. Og de enkelte skikkelser er blevet stolte, selvbevidste, frie, naturlige. Det vrimler frem med disse gruppebilleder, af de store købmænd, lavenes forstandere, skyttegilderne. Ved siden deraf findes de talløse enkelt- eller familiebilleder, og ved siden af Frans Hals optræder andre fremragende portrætmalere, omend ringere end han. Men også det daglige liv skal males; en række kunstnere fremstiller det i deres kabinetsstykker. Ostade griber ud blandt bønderne, og Jan Steen når højt i skælmsk, men dog forstående opfattelse af de klasser, der er under borgerklassen. Wouwermann fortæller om krig og jagt. Mange skildrer naturen; Potter, der er den herlige dyremaler; v. Goyen, der maler flodbredderne og den fugtige, tågede luft, v. D. Neer, der tolker månelysets spil; Hobbema, der giver vindmøllernes og landsbyernes poesi, og Ruisdael, der fører os ind i skovens ensomhed. Og der er endelig Rembrandt. Han blev født ved århundredets begyndelse i Leiden, havde som lærer bl.a. en elev af Elsheimer, og nedsatte sig i Amsterdam, der fra da af blev den hollandske kunsts store midtpunkt, medens hidtil Haarlem, Leiden og Delft havde delt æren. Der kom nu den tid, hvor lykken tilsmilede ham, hvor hans huslige liv med hans elskede Saskia var fryden og jubelen, medens bestillinger strømmede ind. Men Saskia døde, sorgen mærkede hans sind og hans kunst; snart var han ikke længere på mode, hans samlerlidenskab ødelagde ham økonomisk; han måtte gå fallit og trak sig tilbage fra verden. Men usvækket arbejdede han, tilskyndet ikke af bestillinger, men af indre trang, og hans teknik var i uafbrudt vækst. I 1669 afsluttedes hans tragedie; han døde som en fattig mand. Det er ikke nødvendigt at fortælle, hvorledes han var lige stor som raderer og som maler, ikke heller om hvor vidt spændende hans emnevalg var, eller om hans geniale behandling af lyset eller om de mest berømte af hans mesterværker. Han var på alle områder kulminationen af den hollandske kunst, men han var det ganske særlig ved at hæve dens af tid og folkekarakter bestemte følelsesliv, fantasi og intelligens op i det almenmenneskeliges højde. Han gjorde det i sine portrætter med deres dybde og rigdom, og han gjorde det i sine bibelske billeder; hans gammeltestamentlige skikkelser, hans kristus og dennes omgivelser blev ikke sydens idealskikkelser, men nordiske mennesker, prægede af hans egen livserfaring og højnede til en inderlighed og lødighed, som verden indtil da ikke havde set. Hans død i miskendelse og fattigdom blev symbolet for den hollandske kunsts skæbne. Aldrig havde dens udøvere været på den grønne gren. Den fornemme verden, oraniernes hof og de lærde havde overset den, fundet den simpel og prosaisk, foretrukket den italienske for den. Det var borgerskabet, småborgere og patriciere, der havde holdt kunsten oppe; i en enestående grad havde de samlet til huse talløse kunstneres også i mængde forbavsende produktion. Men de havde som regel kun betalt dårlige priser, og mange af kunstnerne, der for øvrigt også nød livet i fulde drag, medens de malede med hele deres sjæl, havde ved siden af deres kunst måttet ernære sig på mærkelige måder; adskillige var endte som stoddere. Men efterhånden vendte smagen sig selv hos deres publikum fra dem til det sjælløse og forfinede; Nederlandenes stortid endte i kunsten som på andre områder i løbet af århundredets anden halvdel. Var end mange af malerierne, dog ikke de bedste, blevet købte udenfor Holland, især i Norden, så var der dog for lange tider ikke tale om nogen påvirkning fra selv de største mestres værker på kunstens almindelige udvikling. Det blev Frankrig,- som kom til at føre an, her som på de fleste andre områder. I første halvdel af det 17. århundrede havde fransk malerkunst ligesom fransk litteratur været under indflydelse af hinanden krydsende elementer. Beundringen for italienerne var blevet forenet med betagethed af de flanderske malere. Men ved siden deraf havde der holdt sig en ærlig, folkelig kunst; kobberstikkeren Callot havde i sin store produktion på realistisk, omend noget overdrivende måde fortalt om samtidens liv, især i de talrige billeder med titlen »Krigens elendighed«. De største kunstnere, Poussin og Claude Lorrain, havde imidlertid, som tidligere omtalt, slået sig ned i Italien og fornyet efterligningen af den antikke stil. Men Ludvig XIV's tid måtte, hvor stærkt den end var afhængig af antikken og barokken, dog stræbe efter sit eget præg i malerkunsten som i arkitekturen. Le Brun blev med sin alsidighed, men også med sin overfladiskhed, her organisatoren, som han blev det for kunstindustrien; hans værk var den pompøse forherligelse af kongen og den blændende dekoration, som vi allerede har berørt under omtalen af Versailles. Andre malere gik i samme spor; i sand kunstnerisk evne blev de dog overgåede af den udmærkede kobberstikker Nanteuil, der gav en glimrende række billeder af samtidens stormænd. Paris blev et midtpunkt for den europæiske kunst, et samlingssted for dens dyrkere, en rival for Italien.

Den historiske forskning skylder det 17. århundrede meget. I de Spanske Nederlande påbegyndtes på jesuiternes foranledning den berømte udgave af Acta Sanctorum, og i Frankrig udkom store kildesamlinger til middelalderens og kirkens historie. For en væsentlig del udgik disse fra lærde benediktinere af S. Maurus' kongregation, og det var også et medlem af denne, Mabillon, der i 1681 grundlagde diplomatikken. Men til denne lærde forskning svarede ikke historieskrivningens standpunkt. Bossuet udkastede en veltalende historiens filosofi, men på rent kirkeligt grundlag. Ellers var det væsentligt kun selve samtidens historie, der fandt dyrkere af rang. Hvor meget end tiden med beundring så op til oldtiden og hvor ivrigt end den klassiske filologi dyrkedes, først i Frankrig og derpå ved nederlandske universiteter, særlig Leiden, så var det dog mest tekstkritik og tekstudgaver med kommentarer, der var tale om, og ikke om noget forsøg på alvorlig historisk forståelse af den klassiske tid. Århundredet manglede i det hele dybere historisk sans, og dette træder også frem i en videnskab, der havde store repræsentanter, nemlig statsretten. Grundlaget var her skabt af Bodin og Althusius, og navnlig den sidstes naturretlige principper blev dem, som nærmere udvikledes. Den store hollandske lærde, Hugo Grotius udgav i 1625 sit berømte værk »De jure belli et Pacis«. Han kom i det ind på spørgsmålet om samfundets oprindelse, besvarede det i overensstemmelse med Althusius derhen, at det var skabt ved en kontrakt mellem de enkelte individer, men skilte sig fra sin forgænger ved stærkere end han at betone som kontraktens motiv menneskenes uinteresserede, sociale drift, og ved at åbne mulighed for, at »herskerpagten«, hvorved samfundet havde skabt sig sin regering, kunne berøve folket dets oprindelige suverænitet; dog indrømmede han, at herskerens magt kunne begrænses ved overenskomster med folket, og at dette i nødstilfælde kunne have ret til modstand. Den næste store statsretslærer, englænderen Thomas Hobbes, fulgte i sine to skrifter: »de Cive og Leviathan« (fra ca. 1650) i meget Grotius, men påvirket af sin antipati mod de urolige tilstande i sit fædreland afveg han dog i vigtige synspunkter fra ham. For det første tænkte han sig en anden årsag til samfundsdannelsen; det var selvopholdelsesdriften, der havde reageret mod den ødelæggelse, naturtilstandens konsekvens, bellum omnium contra omnes, havde ført til. For det andet betonede han langt stærkere, at folket ved at give sig ind under staten og dens repræsentant, ubetinget og uden klassedeling havde overdraget denne, som helst burde være en konge, den uigenkaldelige suverænitet, der forpligtede til lydighed på alle områder, også på det åndelige, således at kirke og religion blev helt afhængige af statsmagten. Fra et rent verdsligt og rationelt udgangspunkt var han nået til berettigelsen af både absolutisme og intolerance, altså til samme resultat, som Ludvig XIV og Bossuet forkyndte på et helt andet grundlag. Et modslag herimod kom med jøden Spinoza, om han end var påvirket af Hobbes. Efter ham burde monarken være bundet til love, men navnlig fastslog han, at den enkelte ikke, fordi han ved samfundskontrakten havde givet sig under statens herredømme, havde mistet sin naturlige ret til individuelle religiøse meninger og til at udtale dem; kun handlinger burde være strafbare; freden i staten ville også bedst sikres ved tros- og tænkefriheden, og de sande antikrister var dem, som forfulgte andre for deres anskuelser. Herved pegede han fremad mod en anden stats- og samfundstilstand end den, der var den herskende i det 17. århundrede også Grotius havde udtalt sig for en vis tolerance. Og afgjort havde denne forfatter på det særlige område, der var hovedemnet for hans nævnte værk, banet vej for nye tanker. Han havde nemlig fastslået den store sætning, at menneskene ikke hører op med at være mennesker, fordi krigen mellem staterne gør dem til fjender. Ud herfra havde han opstillet regler for de pligter i retning af humanitet, der påhvilede krigsførende magter, og lagt grunden til den moderne folkeret. I særlig grad må dog vægten lægges på, at selv de statsretslærere, der stærkest muligt havde forkyndt den politiske autoritet, havde brudt med gammel autoritet ved at lade fornuften og ikke teologien og kirken være ophavet til deres lære; hos Hobbes og Spinoza var også statsretten kun en del af deres almindelige filosofi. Og når deres lære ikke var historisk underbygget, så hang det sammen med, at århundredes filosofi hvilede på helt andre forudsætninger. Imellem disse forudsætninger spillede hos adskillige tænkere tilbøjelighed til en mystisk anskuelse sin rolle. Den var til stede hos Giordano Bruno, og den genfindes hos Kepler og hos Spinoza. Men den fik sit ejendommeligste udslag hos Tysklands ulærde, men originale og dybsindige filosof, den schlesiske skomager Jakob Böhme; på ægte personligt grundlag drøftede han de største religiøse og moralske problemer, især forholdet mellem det onde og det gode; uden oprindeligt at ville det, brød han med kirkens lære og hyldede nærmest en mystisk panteisme; den fra ham udgåede påvirkning blev ingenlunde helt ringe. Mystikken var dog kun en understrøm i århundredes videnskabelige åndsliv. Sine betydningsfuldeste tilskyndelser fik dette fra iagttagelsen og tænkningen. århundredet fik sit særlige præg af de store opdagelser indenfor matematik og naturvidenskab og den filosofi, der støttede sig til disse videnskaber og deres nye metoder. Kun i ringe grad havde hele denne forskning sine hjemsteder i universiteterne. Den båres mest af enkelte, uafhængigt virkende lærde, men støttedes delvis af de store akademier, der med forbilleder i Italien dannedes i forskellige lande; foruden det tidligere omtalte franske Académie des Sciences skal særlig nævnes det i 1662 stiftede Royal Society i London. Hovedbedrifterne på den rene matematiks område er opfindelsen af logaritmerne, Descartes' grundlæggelse af den analytiske geometri, Pascals og andres af sandsynlighedsberegningen og Newtons og Leibniz's udformning af differential- og integralregningen. I kemien indlededes en ny periode ved teorier, der betegner bruddet med Aristoteles' og alkemisternes elementlære. I fysiologien udvikledes dissektion og vivisektion som forskningsmidler. Englænderen Harvey opdagede blodets store kredsløb, hvad der rokkede yderligere ved Galens autoritet og godtgjorde, at fysiske love også gjaldt indenfor organismerne; Thomas Bartholin og svenskeren Rudbeck fandt lymfekarrene, og i Italien uddannedes den mikroskopiske anatomi. Niels Steensen opdagede forsteningernes sande karakter og lagde grunden til den moderne geologi. I fysikkens forskellige grene vrimlede det frem med opdagelser; Ole Rømer fandt lysets hastighed; andre forskere undersøgte lufttrykkets karakter, konstruerede barometret, luftpumpen og penduluret. Mest epokegørende og mest betydningsfulde for verdensanskuelsen var dog opdagelserne indenfor astronomien og den mekaniske fysik. De store, lysende navne var her Kepler, Galilei og Newton. Tyskeren Kepler hørte til de få, der ligesom Giordano Bruno tidligt var blevet betaget af Kopernikus' teori. Det var dog først, da han kom i forbindelse med Tyge Brahe og efter dennes død af kejser Rudolf fik overdraget hans observationer, at han dannede grundlaget for sin store opdagelse af planeternes baner og af de efter ham benævnte, berømte love for disse. Han havde herved indvundet et nyt, sikkert rige for forskningen, og ved siden deraf havde han fastslået erkendelsen af, at der i naturen kun må antages årsager, som kan påvises af erfaringen, og grundlagt teorien for den videnskabelige hypotese. Han høstede personlig kun ringe fordel og glæde deraf; katolsk og protestantisk fanatisme og den kejserlige regerings smålighed gjorde ham livet trangt til hans død i 1630. Men han fik en arving til sine ideer, større end han selv. Galilei var født i Pisa, blev først professor i matematik i sin fødestad og kom derefter i samme egenskab til det venetianske universitet i Padova. Her var det, at han i 1609 på foranledning af meddelelser om en i Holland opfunden kikkert, men som det synes selvstændigt, konstruerede en sådan og i alt fald en meget bedre. Med den gjorde han sine store opdagelser vedrørende Månen, Mælkevejen, Jupiters drabanter og solpletterne. Han fandt i disse opdagelser bekræftelser på den kopernikanske teori, som han allerede i forvejen med iver havde sluttet sig til, og han vedkendte sig nu denne. Han mente ikke derved at gøre oprør mod kirkens lære; det var uden tvivl hans overbevisning, når han hævdede, at en troende kristen ikke behøvede at tage bibelens ord om naturens ting bogstaveligt; dens udtryk var her beregnede på mængden, og kun i trossager var de bindende; men i alt fald var det for ham sikkert, at han ikke af hensyn til ordene og den teologiske forklaring af dem, ikke heller af hensyn til den herskende naturlære, som skolastikken havde tilegnet sig fra Aristoteles, kunne opgive den sandhed, som forskningen kom til. Men han tog fejl med hensyn til kirkens standpunkt. Fra Padova var han draget til Firenze som storhertugens matematiker. Efter at han var blevet angivet for Inkvisitionen som tilhænger af Kopernikus' lære, fældede den kendelsen om, at det videnskabeligt var tåbeligt og absurd og tillige formelt kættersk og i alt fald fejlagtigt overfor troen at antage solen for verdens ubevægelige centrum og jorden for bevægelig og for ikke at være et verdenscentrum; og dernæst havde den fordømt Kopernikus's skrift. Overfor Galilei indskrænkede man sig dog til at lade en kardinal formane ham til at opgive sin fejlagtige mening. Galilei modtog formaningen. Men han opgav ikke sit livs store tanke. I 1632 udgav han sin berømte dialog om de to verdenssystemer; uden at han ligefrem udtalte det, var det dog klart, at han foretrak det kopernikanske for det ptolemæiske. Atter troede han på, at kirken ville stille sig tålsomt overfor hans meninger. Men i 1633 blev han overgivet til Inkvisitionen, og den 70årige mand blev stillet foran torturredskaberne. Da knækkede hans stolte ånd sammen. Han afsvor sin lære (at han skulle have sagt: og dog bevæger den (jorden) sig, er en aldeles utroværdig legende). Han fik også sin frihed, og trods sorgen over nederlaget i kampen og trods blindhed arbejdede han videre til sin død i 1642. Kirken og den gamle naturopfattelse havde tilsyneladende sejret. Men Galilei's kamp havde dog ikke været forgæves. Hvor længe end Kopernikus' bog vedblev at stå på indeks over de forbudte bøger, så blev hans verdensanskuelse dog hurtigt den herskende indenfor den dannede verden. Og Galilei's betydning lå ikke alene i kampen for selve det kopernikanske system og i hans astronomiske opdagelser. Han havde besejret den aristotelisk-skolastiske naturopfattelse, opdaget de rette love for legemernes fald, øjnet inertiens lov, fastslået, at der i naturen kun burde regnes med de erkendelige, ikke med de animistiske eller teleologiske årsager, lært at konsekvensen af, hvad induktionen udfandt på grundlag af iagttagelser, måtte drages ved deduktion. Han er den egentlige grundlægger af den moderne mekaniske fysik, ja af hele den moderne naturvidenskab. Hvad Galilei havde grundlagt, førtes i århundredes slutning videre af den store engelske fysiker Newton. Der er til hans navn knyttet vigtige undersøgelser både i matematik og optik, men først og sidst beror hans betydning på opdagelsen af tyngdeloven, udviklet i hans hovedværk »Principia Philosophiæ Naturalis Mathematica« fra 1687. Ved den sloges det fast, at de samme love for legemers bevægelse, som var konstateret ved jordens overflade, havde deres gyldighed, så vidt vi kunne orientere os i universet. Herved var hele dette inddraget under den mekaniske naturopfattelse; een og samme kraft, som newton kaldte tiltrækningen, holdt universet sammen; for at forklare bevægelser indenfor det, behøvede man ikke at gå ud over, hvad induktion og deduktion lærte. Ud af matematikkens og naturvidenskabens resultater, fuldt så meget dog ud af den spændkraft og tillid, som disse videnskabers arbejde havde givet den menneskelige ånd, fremvoksede så det 17. århundredes forskellige store filosofiske systemer, der byggede på matematikkens og naturvidenskabens metoder, induktion og deduktion, og derved kom til at bryde med den aristoteliske skolastik, dens teleologiske princip og dens formelle syllogistiske logik. Den første i tid af ophavsmændene til disse systemer, den engelske statsmand, lord Bacon, hvis politiske, ikke helt rene gerning vi tidligere har nævnt, stod rigtignok i meget det positivt videnskabelige arbejde fjernt; han hørte til modstanderne af Kopernikus's lære, og han kendte kun lidt til matematikken og dens deduktive metode. Men han var en dristig og ærgerrig tænker, der troede på, at menneskene ved hjælp af deres viden ville blive i stand til at beherske naturen og derved at fremme den menneskelige kultur. For at nå dette mål skulle man indsamle iagttagelser på en for fejltagelser frigjort måde og ved eksperimenter og induktionsslutninger nå til en alt omfattende viden; ganske vist er han kun med urette til sine tider blevet regnet for induktionsmetodens opdager, men han gav den en langt større fasthed end hidtil og betonede dens universelle gyldighed. Derigennem har hans hovedværk Novum Organum haft sin store betydning og især påvirket den senere engelske empiri. Til noget egentligt filosofisk system nåede Bacon ikke. At rejse et sådant var derimod opgaven for århundredets andre berømmelige tænkere. Descartes tilhørte en fransk adelig familie. Han fik sin første opdragelse i et jesuiterkollegium, dyrkede tidligt matematik, i hvilken videnskab han, som set, blev en af de store mestre, kastede sig derpå ind i verdens- og krigerlivet. Midt under Trediveårskrigens begyndende larm, da han i 1619 tjente i kurfyrsten af Bayerns hær og lå i kvarter i en sydtysk by, gennemgik han en åndelig krise og fandt, hvad han selv kaldte »grundlaget for en vidunderlig videnskab«. 10 år senere tog han ophold i Holland for at finde ro og større frihed til sin forsken end i Frankrig, hvor katolsk fanatisme kunne spærre vejen for den. Her udgav han sine berømte værker, således »Discours de la Méthode« og »De metafysiske Meditationer«. I 1649 drog han på dronning Kristinas opfordring til Stockholm, men døde her allerede året derpå. Den metode, han svor til, var deduktionen, overført fra matematikken; dog skulle den støttes ved induktionen. Men deduktionen måtte have et uomtvisteligt udgangspunkt. Dette fandt han i den menneskelige tænknings og bevidstheds eksistens (je pense, done je suis). Hermed forbandt han dog øjeblikkeligt et andet udgangspunkt. Gud måtte være til, fordi den menneskelige ånd som ufuldkommen ikke ville have kunnet tænke sig et uendeligt og fuldkomment væsen, uden at den eksisterende gud havde nedlagt forestillingen om sig i den. Ud herfra og idet han betonede guds uforanderlighed, opførte han så deduktivt sin lærebygning. Selvom han lod alle endelige væsener afhænge af den uendelige gud, var hans lære dog dualistisk. Materie og ånd opstilledes som to forskellige substanser. Materiens egenskaber var udstrækning, delelighed og bevægelighed, og indenfor den herskede kun de rent mekaniske kræfter. Åndens attribut var derimod tænkningen; sjælen var selvstændig og udødelig; på en ret besynderlig måde forklarede han så sjælens forbindelse med legemet. Der var angribelige sider ved Descartes' konstruktion. Men den betød overordentlig meget for tænkningen. Han havde indenfor filosofien gjort noget lignende, som Galilei havde gjort indenfor naturvidenskaben, gennembrudt den aristoteliske skolastik; han havde udført et rydnings- og frigørelsesarbejde og fastholdt en mekanisk verdensopfattelse for den materielle naturs vedkommende. Cartesianismen blev det i sine virkninger betydningsfuldeste af det 17. århundredes systemer. Den fremkaldte modsigelse, ikke alene fra ortodoks, men også fra videnskabelig side, men den skabte sig også en mægtig skare af tilhængere. Den betød tillige en berigelse af det franske sprog, som Descartes sammen med Pascal gjorde til det fineste udtryk for tanken; den var nøje i slægt med hele den franske klassiske ånd, og den var en form, under hvilken fransk kultur vandt sine sejre i Europa. Englænderen Hobbes var Descartes' samtidige, men døde først henad århundredets slutning. I modsætning til sin fælle havde han stået midt i det urolige politiske liv, og vi har set hans betydning for dette ved hans statsretslige skrifter. Som Descartes var han påvirket af matematisk metode og af naturvidenskaben, navnlig af Galilei. I højere grad var han også den konsekvente tilhænger af en mekanisk naturopfattelse; hans tankegang må nærmest betegnes som materialistisk, idet han også forklarede de sjælelige fænomener af mekaniske bevægelser; han tillagde kun legemerne sand realitet og benægtede viljens frihed. Historisk set var det dog aldeles overvejende hans statsret, der fik betydning ved at øve ideel påvirkning; i den almindelige filosofi blev hans indflydelse langt ringere end Descartes. Da dukker pludseligt en tænkerskikkelse op fra et helt andet samfundslag end de, der hidtil havde båret forskningen, jøden fra Amsterdam, Spinoza. Sin første indvielse fik han gennem studiet af middelalderlig jødisk religionsfilosofi, og den har sat blivende mærker på hans ideer, men hans erkendelsestrang ville ikke nøjes dermed; han lærte latin, fordybede sig i klassisk litteratur, filosofi, matematik og naturlære. Rimeligvis er han blevet påvirket af Bruno, sikkert af Descartes og Hobbes. Men selvstændigt bearbejdede han alt, hvad der mødte ham. I 1660erne og 1670erne skrev han sine berømmelige værker, »Den teologisk-politiske Traktat og Etikken«, hvilken sidste først blev udgivet efter hans død, der indtraf i 1677; han havde kun nået en alder af 45 år. Hans liv havde været den beskedne og stille, uegennyttige og ædle lærdes. På grund af sine meninger og sit brud med ceremonierne var han blevet højtideligt udstødt af den jødiske menighed; også den calvinsk-ortodokse gejstlighed havde vendt sig imod ham og udpeget ham som ateisten, men ensom var han dog ikke. Han havde venner indenfor det bedste hollandske selskab, støttedes især af Johan de Witt. Kan Nederlandene end ikke helt regne ham som en af deres sønner, har de dog æren af ved den relative åndelige frihed, deres samfund rummede, at have givet ham ly og opmuntring, og han havde gengældt det med varm interesse for deres politiske liv. Hans verdensopfattelse var absolut monistisk. Deri adskilte han sig fra cartesianismen; ånd og materie var for ham ikke væsensforskellige substanser, men kun egenskaber ved en og samme substans, gud. Der er enhed i alt det mangfoldige, der er i guds væsen ingen forskelligheder, ikke i tid, ikke i årsag og virkning; der er ingen væsenssondring mellem gud som den frembringende natur og enkeltfænomenerne, den frembragte natur. Alt hvad der er, er i gud, hans styrelse er lig med naturens uforanderlige ordning. For Spinoza eksisterede der derfor ikke heller nogen personlig gud; nærmest må han betegnes som panteist. Den mystik, der fandtes i hans betragtningsmåde, nåede sin fuldendelse ved, at han som erkendelsens højeste stade fastslog intuitionen, hvor enkeltfænomenerne ses uden tidsforhold i evighedens lys. Men denne mystik og hans manglende blik for de vigtigste problemer ved selve erkendelsens art havde ikke sprængt den realistiske side af hele hans tænkning. Igennem den, dens benægtelse af al teleologi, dens determinisme og dens hævdelse af den ubetingede årsagslov som den eneste, der kunne svare til den altomfattende enhed, havde han på alle områder givet den mekaniske naturopfattelse en tankens fasthed, som ikke tidligere var nået, og han havde, ved i sin psykologi at anvende den på følelsen, givet et helt nyt grundlag for dennes udviklingshistorie. Men også om Spinoza gælder det, at hans lære foreløbigt kun påvirkede få; han blev glemt eller afskyet, og først fra slutningen af det 18. århundrede åbnedes vejen ikke alene for anerkendelsen af hans værk, men også for frugtbar tilegnelse af hans ideer. århundredet fødte endnu en af filosofiens stormænd, tyskeren Leibniz. En stor del af sit liv var han embedsmand, først hos kurfyrsten af Mainz, senere hos kurfyrsten af Hannover. Praktisk virksomhed interesserede ham også i høj grad; han tog sig med iver af politik, handel og bjergværker foruden af biblioteks- og undervisningsvæsen. Men hans hjerte hang dog mest ved lærdom og videnskabelige problemer. Han var måske den største polyhistor, den moderne verden har set, sprogforsker, historiker, matematiker og filosof; han var endvidere den store brevskriver; hans korrespondances omfang og indholdsrigdom var utrolig og er endnu ikke fuldt udbyttet. I meget stod han på samme grund som sine forgængere blandt skaberne af de store filosofiske systemer. Men hans sans var meget mere end deres anlagt på forståelse af det individuelle, deriblandt det tilsyneladende små, der dog har sin store betydning; et udtryk herfor var hans opdagelse af differentialregningen. Han var tillige en mere medierende ånd end de, til en vis grad også en svagere og uvederhæftigere; hans fornægtelse af sit forhold til Spinoza er en plet på hans karakter. Hans filosofis mærke er dens medierende grundtanke. Han godkendte den mekaniske naturopfattelse, men frastødt af den af æstetiske og religiøse grunde ville han ikke lade den være enegyldig. Han ville forsone den med forsynstanken, med den gamle, teleologiske verdensopfattelse. Han ville gøre det ved at sætte kraften som det centrale i naturen istedet for bevægelsen; denne kraft gav han et guddommeligt udspring, men lod den af gud være fordelt i et uendeligt antal individuelle substanser (monader), hvoraf verden bestod; hver af dem indeholdt en guddomstanke, virkede for guddommelige formål, men uden brud på den lovmæssige sammenhæng, og han fandt sin glæde i, at der derfor måtte findes en oprindelig harmoni mellem alle mohaders selvudfoldelser, altså i hele verden. Først igennem en lang selvudvikling var han nået til sit system; han har ikke nedlagt det i enkelte store skrifter, men i mange mindre, og i dem tillige på mange andre måder givet nye udgangspunkter for tænkningen. Han døde først i 1716, blev derved samtidig med de tænkere, som ved det 18. århundredes begyndelse brød nye baner; han forhandlede polemisk både med Locke og Bayle. Hans betydning særlig for tysk filosofi i det ny århundredes første halvdel blev overmåde stor. Af de store systemer var Leibniz' det, som i og for sig var mindst polemisk mod kirkelæren. Ganske vist var han personlig mistænkt af gejstligheden og menigmand for mangel på rettroenhed, men han gik dog meget vidt i retning af at indpasse teologisk dogmatik i sin tankegang, afviste ikke den evige fordømmelse og hævdede i et af sine seneste skrifter (Theodiceen), at verden var den bedst mulige af alle verdener, et slagord, som spillede en rolle, i en stor del af det 18. århundrede i modsætning til ham slår Spinoza som den, der skarpest havde brudt med den overleverede religion. Religion var for ham kun troen på een, allestedsnærværende, evig gud, og troens udtryk skulle kun være lydighed mod gud ved at udøve retfærdighed og kærlighed til næsten; kun en sådan tro krævedes for at blive salig; forskellig fra den var de forskellige filosofiske meninger. Han havde endvidere benægtet djævelens eksistens og miraklernes betydning for den religiøse bevidsthed. Og endelig havde han anlagt en psykologisk, sproglig og historisk kritik på de bibelske skrifter. Men ellers havde filosofferne indtaget en meget forsigtig holdning overfor den åbenbarede religion, erklæret den for at være udenfor videnskabens og erkendelsens område, men en genstand for troen; på samme måde havde Grotius skelnet mellem en jus humanum, der bundede i naturretten, og en jus divinum, der havde åbenbaringen til grund. Hvor en strid dog ikke kunne undgås mellem bibelens ord og filosofien eller naturvidenskaben, havde man ligesom Galilei søgt at fortolke de første, så at deres naturstridige brod blev brudt af dem. Men hvor meget der end således, af ærlig overbevisning eller af forsigtighed, dækkedes over modsætningen mellem gammel åbenbaringstro og ny rationalistisk religiøsitet, så var kløften der dog. Pascal havde følt den, da han resolut kastede sig over til den åbenbarede tro som den, der måtte gå forud for, ikke jævnsides med videnskaben. Ny var ej heller tanken om at undvære en åbenbaret religion. Allerede i det 16. århundrede havde adskillige tænkere udkastet ideer om at nøjes med en naturlig religion (deisme), der kun skulle rumme troen på gud og sjælens udødelighed, og i det 17. århundredes første halvdel havde englænderen Herbert af Cherbury i sit skrift: om sandheden givet denne idé en fast form. Herved, endvidere ved at etik, politik og naturopfattelse af filosofferne og naturvidenskabens dyrkere var blevet sondrede ud fra dogmatik og teologi og stillede på videnskabelig grund, og endelig ved de tidligere omtalte forhold, der havde givet samfundet og staten verdslige, ikke-spiritualistiske tilskyndelser, var der rokket ved den magtstilling, som kirken havde haft ved århundredes begyndelse. Alligevel var dens myndighed endnu stor. De fleste steder var staten stadigt i nøje forbund med den og tillod ikke andre meninger end kirkens frit at komme frem; dens autoritet over den store mængde var ubestridt. Det 17. århundrede er i åndelig henseende en overgangstid; store brydninger forberedes, men har endnu ikke for alvor fået tag i stats- og samfundsliv.

Trods de territoriale tab, Spanien havde lidt under Karl II, var det endnu stadigt det i udstrækning største rige i verden. Til det hørte i Europa hovedlandet med øgrupperne i det vestlige Middelhav, de Belgiske Nederlande og den største del af Italien (hertugdømmet Milano, kongeriget Neapel med Sicilien, og øen Sardinien); i Afrika ejede det havne på den marokkanske kyst og de Kanariske Øer, i Asien Filippinerne og andre øer, i den ny verden Florida, Mexico med Californien, Cuba og flere andre af de Vestindiske øer samt Sydamerika med undtagelse af Brasilien og Guyana. Efter Rijswijkfreden i 1697 kunne det med sikkerhed forudses, at om få år ville dette rige være herreløst, idet den svagelige Karl II's død snart kunne ventes, og Filip II's kongeslægt ville med ham være uddød på mandslinien. Dette betød det samme som, at Europas to mægtigste fyrstehuse, i henved to hundred år fjender, ville stå som medbejlere til herredømmet over det spanske rige. Det problem, der var opstået ved Pyrenæerfreden, krævede nu en øjeblikkelig løsning. Ludvig XIV's arvekrav på sin dronnings og derved på sin søn Daufinens vegne er tidligere omtalt. Kejser Leopold optrådte foreløbigt på egne og sin ældste søn Josefs vegne; han kunne for sit eget vedkommende beråbe sig på, at han var en dattersøn af Filip III og desuden gift ligesom Ludvig XIV med en datter af Filip IV, der vel at mærke ikke således som den ældre Maria Teresia havde givet noget afkald på sin arveret; han kunne tilmed for Josefs og tillige for dennes broder Karls vedkommende hævde at de, skønt de ikke var sønner af hans spanskfødte ægtefælle, men fødte i et senere ægteskab, dog havde fået arveret til Spanien ved, at deres ældre søster ved sit giftermål med kurfyrsten af Bayern havde overdraget dem den ret, hun havde gennem sin moder. Megen lærdom kunne anvendes og blev anvendt for at vise berettigelsen af disse krav; kun lidet havde den dog at sige overfor spørgsmålets politiske side, Bourbons og Habsburg-Østrigs ærgerrighed og magtlyst og de uhyre fordele, som begges stater ville kunne have af, at Spanien knyttedes til deres herrer. I virkeligheden drejede det sig således om hele den fremtidige ordning af det europæiske statssystem. Dermed var spørgsmålets betydning givet også for det Europa, der ikke var fransk eller østrigsk, og navnlig for den stormagt, der udgjordes af de under Vilhelm III's herredømme forenede sømagter, England og Nederlandene. Allerede af politiske grunde var det klart, at Vilhelm III ikke kunne finde sig i, at det franske kongehus blev arvtageren; hele sit liv havde han kæmpet mod Ludvig XIV's overmagt. Men dertil kom, at hele spørgsmålet havde en anden side, en økonomisk. Sømagternes og Frankrigs økonomiske interesser stred afgjort mod hinanden, når talen var om herredømmet over Spanien. Den rolle, disse interesser spillede i dette øjeblik, er et bevis på, hvor meget striden om folkenes og staternes pengefordele var begyndt at betyde i de store verdenssammenstød ved siden af territoriale, religiøse og dynastiske motiver, et forhold, der hang nøje sammen både med afslappelsen af de religiøse interesser og med merkantilismens sejr. England og Nederlandene havde draget stor fordel af Spaniens forfald. Hvad de indførte derfra af vin, olie, råuld m.m., var langt ringere i værdi, end hvad de førte dertil af forarbejdede uldvarer, af linned- og silkevarer og skibsmaterialer. Den nederlandske fragtfart levede højt på mangelen af en spansk handelsflåde, og trods moderlandets monopol på handelen med kolonierne sendte engelske købmænd under spanske firmaers navne deres varer til Amerika eller smuglede dem ind og fik kolonialprodukterne til billig pris. I deres forhold til Spanien skabte og udnyttede sømagterne således i vid udstrækning den »gunstige handelsbalance«, der var målet for al merkantilistisk handelspolitik. Men der var fare for en vældig forandring, hvis det colbertistiske Frankrig fik magten over det omstridte rige. Det ville sikkert vide at udnytte de europæiske besiddelser og kolonierne til skade for sømagterne, en handelsflåde ville opstå, Schelden ville blive åbnet, Englands voksende Levanthandel stå i fare, og ovre i Amerika ville den franske koloni Louisiana støtte sig til Mexico og Florida. Alligevel var Vilhelm III ikke til sinds at optræde ubetinget på Østrigs side; han var blevet skuffet over kejserens holdning under den Pfalziske Arvefølgekrig, han frygtede for den europæiske ligevægt, hvis Østrig fik en så uhyre magtforøgelse, og ikke mindst var hans parlament, hvor toriernes parti var mægtigt, uvilligt til store hærudgifter. Han søgte da en udvej. Han genoptog de tanker om det spanske monarkis deling, der tidligere havde været fremme i1668, og da Ludvig XIV i følelse af sin svaghed i dette øjeblik var stemt i samme retning, kom virkeligt først en, så en anden delingstraktat i stand mellem Vilhelm og Ludvig. Men kejseren havde ikke givet sit samlykke, og hvad der betød end mere, heller ikke Spanien. Det viste sig, at dette rige trods sin svaghed dog havde et ord at sige om sin egen skæbne. Ved dets hof havde fransk og østrigsk indflydelse bekæmpet hinanden med afvekslende held. Men to ting ville det spanske folk, fornemme som lave: det spanske monarkis udelelighed og dets selvstændighed. I året 1700 forbandtes ønsket herom med det fransksindede partis delvise sejr. Følgen blev, at Karl II udfærdigede et testamente, der indsatte den franske prins, Dauphinens yngre søn, hertug Filip af Anjou, til enearving til det spanske monarki med bestemt forbud både mod dets deling og mod dets forening med Frankrig. Da Karl II døde i efteråret 1700, stod Ludvig XIV overfor det skæbnesvangre valg, om han skulle modtage testamentet eller vedblivende holde sig til den sidste delingstraktat. Han antog testamentet. Stred det end mod hans ønske om en dynastisk forbindelse mellem Frankrig og Spanien, så var det dog i alt fald hans sønnesøn, hvem den store skat var tilfaldet; gennem blodets bånd, gennem den fælles modstand mod Habsburg-Østrig og gennem den fælles interesse af al mindske sømagternes handel ville Frankrigs indflydelse blive den stærkeste hinsides Pyrenæerne, og fremtiden kunne måske føre bort fra testamentets forbud. Han kaldte den spanske gesandt til sig og sagde ham, at han kunne hilse på hertug Filip som sin konge (det var under denne samtale, at gesandten ytrede, at den ny konges rejse til sit rige ville være let, thi nu var Pyrenæerne nedrevne. Umiddelbart efter omsatte rygtet de sidste ord til: der er ikke mere nogen Pyrenæer, og hos Voltaire i hans »Siécle de Louis XIV«, og efter ham hos mange andre blev de lagt selve Ludvig XIV i munden). I foråret 1701 drog hertugen afsted til Madrid og antog navn af Filip V. Det store fredsbrud fulgte dog ikke umiddelbart herpå. Kejser Leopold vaklede, inden han tog sin beslutning, og selv i England og Nederlandene var endnu fredsstemningen fremherskende. Det blev Ludvig XIV's yderligere handlemåde, som fremkaldte katastrofen. Han havde tabt al besindelse. Ved et åbent brev forbeholdt han Filip alle rettigheder til den franske krone. Som Spaniens forbundsfælle lod han franske tropper rykke ind både i Milano og i Belgien. Franske selskaber dannedes for at udnytte handelen på Spanien. Og da den fordrevne Jakob II af England døde i efteråret 1701, anerkendte han i strid med Rijswijkfreden hans søn som Jakob III. Da svingede stemningen i England under en heftig agitation fra whigpartiet, der repræsenterede på een gang den største frygt for en stuartsk restauration og den største omsorg for handelsstandens interesser. På lignende måde gik det i Nederlandene, der følte sig direkte truede af Frankrigs optræden i Belgien. Og hos Vilhelm III genoplivedes atter hans gamle håb, den store afgørende kamp med Ludvig XIV. Da kom hertil, at også i Wien krigspartiet fik magten over Leopolds betænkeligheder. I efteråret 1701 enedes Østrig, England og Nederlandene om et angrebs- og forsvarsforbund mod Frankrig. Forbundet overlevede Vilhelm III. Hans død i 1702 bragte dog ingen forandring hverken i Englands eller Nederlandenes politik. Til de forbundne stormagter sluttede sig hurtigt både kurfyrsten af Hannover, Brandenburg-Preussen, hvis fyrste kejseren i 1701 havde vundet ved anerkendelse af hans kongeværdighed, og det tyske rige. Frederik IV af Danmark stillede også et hjælpekorps. Men både denne fyrste, Sverige, Polen og Rusland var så stærkt optaget af den udbrudte Store Nordiske Krig, at den vest- og mellemeuropæiske politik foreløbigt ikke kunne regne med dem. Også Frankrig havde sine allierede, i syd Portugal og Savoyen i Tyskland som i Ludvig XIV's tidligere dage kurfyrsterne af Bayern og Køln. Det kunne tilmed drage fordel af Østrigs pengenød og af et påny udbrudt oprør i Ungarn. I krigens første år kunne det og dets forbundsfæller tillige stille en noget større hærstyrke end dets fjender. Men dette betød  dog kun lidet overfor, hvad der tyngede vægtskålen ned til dets skade. Frankrig var et rige i tilbagegang, i økonomisk henseende og i henseende til dygtighed hos de ledende. Ludvig XIV's gamle stab af store hærførere og diplomater var ikke mere; epigoner var trådt i deres sted, alle ringere end deres forgængere, adskillige endog ligefremme ubetydeligheder, men med den ældre tids hovmod og selvfølelse. Imod dem kunne koalitionen stille tidens to største talenter, prins Eugen af Savoyen og Marlborough. Prins Eugen var en fin, harmonisk mand med højtudviklet sans for videnskab og kunst, vindende ved hele sin personlighed, tillige en overordentlig praktisk natur med store reformideer, først og fremmest dog en fremragende feltherre, der forenede rådsnarhed og udholdenhed med evne til at opretholde disciplinen og til desuagtet at blive elsket af soldaterne. Af hel anden støbning var Marlborough. For den kolde og beregnende, havesyge og ærgerrige mand lå endog forræderiet ikke fjernt. Men hans evner både som diplomat og som hærfører overgik alle andres i samtiden. Han var den, som ved sin forhandlingsdygtighed, støttet af hans betagende ydre, sikre optræden, klare blik og hurtige beslutning, i lang tid formåede at holde koalitionen sammen trods rivninger, og han ejede, uden at høre til de store skabende militære genier, som det er sagt om ham, lige dygtighed til at lede et felttog, vinde et slag og benytte en sejr. Lige fra krigens begyndelse kæmpedes der både i Italien, Tyskland og de spanske Nederlande, og tillige til søs ved Spaniens kyster og på grænserne mellem de engelske og franske kolonier i Nordamerika. De første år bragte dog ingen afgørende militære begivenheder. I 1703 forværredes derimod Frankrigs politiske stilling. Savoyen og Portugal forlod dets sag og gik over til koalitionen. Samtidig sluttede England en handelstraktat med Portugal, som har fået navnet Methuentraktaten efter den engelske afsending, der fik den i stand. Den regnes for et af de kraftigste udslag af den engelske merkantilismes bestræbelser for at skaffe landet en god handelsbalance og har i alt fald i mange henseender haft en blivende betydning. England tilstod ved den Portugal, at dets vine skulle belægges med meget ringere told end de franske; til gengæld ophævede Portugal et forbud mod indførsel af uldvarer. Omend England ikke fik monopol på denne indførsel, var der dog sikret det et opland for dets hovedindustri, og da værdien af de til England førte portugisiske vine ikke løb op til udbyttet af klædesalget, måtte Portugal betale overskuddet med brasiliansk guld; dette blev så meget føleligere for landet, som dets egen industri var i stadig tilbagegang, og hvad der var af vindskibelighed, samlede sig om vindyrkningen. Både økonomisk og politisk blev Portugal for lange tider afhængigt af England. Men tillige var Methuentraktaten et kampmiddel mod Frankrigs vinafsætning og skilte yderligere de to vestmagter. Af betydning var det også, at kejser Leopold i 1703 ordnede det habsburgske arvekrav på Spanien i overensstemmelse med sømagternes ønsker; han gik nemlig ind på at overdrage dem til sin yngre søn Karl og fjernede således muligheden for, at det spanske monarki kunne gå over til Josef, der var arving til de Østrigske arvelande og valgt til faderens efterfølger som kejser. Anerkendt af sømagterne som konge af Spanien landede nu Karl (III) i Lissabon og gik derfra til Catalonien, sikker på tilslutning fra denne provins' befolkning, der fra gammel tid var fjende af castilianerne og frygtede for, at Filip skulle omstyrte dens fueros. Men disse operationer havde kun kunnet fuldføres ved den engelske flådes herredømme til søs_; og England ville udnytte sin stilling til egen fordel. I 1704 erobrede dets flåde Gibraltar, og hurtigt stod det fast for dets regering og ikke mindst for Marlborough, at denne fæstning burde forblive i engelsk besiddelse og danne et udgangspunkt for dets politiske og kommercielle magtstilling i det vestlige Middelhav (ved freden i Utrecht afstod Spanien tillige til England Minurka, som var i engelsk besiddelse til 1783). Langt større øjeblikkelig betydning fik dog krigsbegivenhederne i Sydtyskland i 1704. Her håbede Ludvig XIV at vinde en afgørende fordel. Hans hær rykkede frem over Schwarzwald og forenede sig med den bayerske, planen var at trænge frem ad Donau mod Østrig. Men Marlborough, der hidtil havde kæmpet i Nederlandene, vendte sig efter aftale med Eugen hemmeligt og pludseligt mod sydøst og forenede sig med østrigerne. Samlede vandt de i slaget ved Höchstadt (eller Blendheim) i Bayern en fuldstændig sejr over franskmændene. Slaget var et af de største og blodigste, som var blevet udkæmpet i vestens krige; men navnlig var det store antal franske fanger noget i krigshistorien hidtil ukendt. Sejren skyldtes fortrinsvis Marlboroughs strategi og taktik. Forfølgelse som den, senere hærførere evnede, lå ikke for hin tids krigskunst. Den fransk-bayerske hærs rester trak sig tilbage til Rhinen. Men slagets virkninger blev dog overordentlig store. Bayern faldt i de kejserliges hænder og Frankrigs krigsry var rokket; for første gang i over hundred år havde dets hær lidt nederlag i et hovedslag. Og endvidere var Marlboroughs berømmelse vokset; dermed var hans anseelse i England og hans plan om krigens kraftige fortsættelse foreløbigt sikret. I 1705 døde kejser Leopold og blev fulgt af Josef I. Han var en langt kraftigere hersker end faderen og sympatiserede med Marlboroughs plan om et indfald i Frankrig. Men Ludvig XIV formåede endnu engang at rejse nye hære og dække sit riges grænser; uenighed svækkede koalitionen. Planen om angreb på Frankrig måtte opgives. Men til gengæld bragte året 1706 de forbundne store fordele i Belgien og Italien. Efter en ny af Marlborough vunden sejr gik den allerstørste del af det førstnævnte land tabt for franskmændene, og Karl (III) hyldedes i Brüssel som konge. Nogen tid derpå tilføjede Eugen en fransk hær, der belejrede hertugen af Savoyens hovedstad Turin, et afgørende nederlag. Følgen blev, at hele Lombardiet faldt i østrigernes hænder, og 1707 blev det samme tilfældet med kongeriget Neapel. Det spanske herredømme på den italienske halvø var forbi. Anderledes gik det derimod i Spanien. Kun et øjeblik havde det set ud til, at Karl (III) fra Catalonien skulle kunne underlægge sig den øvrige del af landet. Befolkningen, især castilianerne, sluttede sig tæt sammen om Filip, hvem den betragtede som den gamle kongeslægts nærmeste arving. Fra 1707 var habsburgernes magt på halvøen indskrænket til Barcelona. Således kunne man allerede nu øjne, hvad der blev krigens resultat, Belgien og Italien til Habsburg, Spanien til bourbon. Ludvig XIV var også, da han så våbenheldet svigte, villig til fred på dette grundlag; ansvaret for krigens fortsættelse hviler ikke på ham, men på Habsburg og Marlborough og whiggerne i England. Målet for Frankrigs ulykke var endnu langtfra nået. I 1708 bragte en ny stor sejr for Marlborough på nordgrænsen, og Vaubans stærke fæstning lille måtte kapitulere. Den franske stat formåede ikke at betale underhold til sine hære, der ikke længere kunne indkvarteres i fremmede lande. Da kom tilmed den frygtelige vinter 1708-09, den som tillige på anden måde blev en verdensbegivenhed ved sine følger for Karl XII i Rusland. I over et århundrede havde man ikke oplevet en slig kulde. Soldaterne led rædselsfuldt i deres kvarterer, og hungersnød bredte sig. Tusinder af mennesker skal være døde af sult. Da bestemte Ludvig XIV sig til fredsunderhandlinger, var villig til store indrømmelser på alle punkter, ville endog ofre alle Filips krav. Men da de forbundne forlangte, at han selv skulle bekæmpe sin sønnesøn, brød han af og udstedte et opråb til det franske folk. Det lykkedes virkeligt påny at rejse en stor hær. Ved Malplaquet, nær ved den belgiske grænse, stødte den i 1709 sammen med Marlborough og Eugens forenede skarer. Det blev en forfærdelig kamp, franskmændene måtte trække sig tilbage, men i god orden og med ringere tab end deres fjender. En følelse af, at den militære ære var reddet, gik gennem Frankrig. Men et forsøg på fredsforhandlinger strandede atter. Endnu i flere år fortsattes krigen, og Frankrig vandt nogle fordele. Mere end dette betød dog andre ting. På det spanske fastland stod Filips magt urokket. De vigtigste tyske stater blev mere og mere optaget af andre interesser, Preussen af Den Store Nordiske Krig, kurfyrsten af Hannover af sin udsigt til at bestige Englands trone. Endnu vigtigere var dog forandringer i Englands indre forhold. I 1710 blev whiggerne styrtede, og torierne kom til roret med det mål at opnå fred, men ganske vist mod store fordele for England. Netop krigsårene havde både militært og kommercielt vist, hvorledes Nederlandene var trådt i skygge indenfor sømagterne; kun i ringe grad var England til sinds at opfylde sin forbundsfælles ønske om politisk og økonomisk indflydelse over Belgien. Da kom til alt dette i 1711 kejser Josefs død. Han fulgtes både som herre i de Østrigske arvelande og som kejser af sin broder Karl VI. Men hvis hans krav på hele det spanske monarki gennemførtes, ville Habsburgs verdensmagt blive lige så farlig som Ludvig XIV's i tidligere tid. Som følge heraf voksede toriernes fredsbestræbelser, Marlborough blev styrtet, og England brød ud af koalitionen. Således drev Europa hen imod den Spanske Arvefølgekrigs ende. Freden genoprettedes ved en række særtraktater mellem magterne; de fleste af dem blev sluttede i 1713 på en kongres i Utrecht, nogle andre først i de nærmest påfølgende år. Betingelserne var følgende: over det egentlige kongerige Spanien med undtagelse af Gibraltar, som England beholdt, anerkendtes Filip V som konge, men således at dets og Frankrigs kroner aldrig måtte forenes. Med kongeriget fulgte besiddelserne i de fremmede verdensdele. Derimod skulle Filip afstå Sicilien til hertugen af Savoyen, der fik titel af konge af øen, og til Østrig de Belgiske Nederlande samt Milano, Neapel og Sardinien. De forenede Nederlande fik ved den såkaldte Barriére-traktat ret til at anlægge garnisoner i en del af de belgiske fæstninger, og Schelden skulle vedblive at være spærret. Frankrig lovede ikke længere at give den stuartske kongeslægt ly, anerkendte den hannoveranske tronfølge i England og afstod til dette rige store strækninger i Nordamerika. For øvrigt stadfæstedes for Frankrigs vedkommende Rijswijkfreden. Preussen og Hannover anerkendtes henholdsvis som kongerige og kurfyrstendømme. Kurfyrsterne af Bayern og Køln genindsattes i i deres værdigheder og lande. Hertil sluttede sig en række handelstraktater, af betydning var især Spaniens løfte om ikke at give Frankrig nye handelsfordele. Freden i Utrecht, som de forskellige traktater almindeligt benævnes, afløste i det hele og store Den westfalske Fred som grundlag for det europæiske statssystem. Under dettes garanti stod for fremtiden den hannoveranske tronfølge i England og to nye kongeriger, hvis fremtidsudvikling skulle blive af den største betydning for Europa. Mere betød dog i øjeblikket andre kendsgerninger. Det gamle spanske monarki var blevet spaltet i en bourbonsk og en habsburgsk del. Ludvig XIV's planer om at diktere Europa sin vilje havde lidt skibbrud, og krigen havde bragt frygtelige lidelser over hans rige. Dog havde dette bevaret sine europæiske grænser fra før krigen, og en fransk slægt sad på Spaniens trone. På den anden side var Habsburg-Østrigs landområde blevet vældigt udvidet i nordvest og i syd. Men hertil kom Englands magtforøgelse. For bestandigt havde det taget luven fra den anden store sømagt; Nederlandene havde ved Barriére-traktaten langtfra fået sine ønsker tilfredsstillede. England havde frigjort sig for fransk indflydelse på dets indre forhold, udvidet sine besiddelser i Nordamerika, grundlagt sit herredømme i det vestlige Middelhav, og det havde herved og ved handelstraktater med Spanien og tillige ved Methuentraktaten befæstet sin stilling som handels- og søfarende magt. Freden handlede både om lande og penge, således som krigen havde gjort det - en modsætning til Den westfalske Fred, der havde handlet om lande og religion. Politikkens verdsliggørelse havde fået et nyt udslag. Den spanske Arvefølgekrig fik dog et efterspil. Filip V havde trods sit afkald ikke opgivet håbet om at kunne blive konge af Frankrig og kom efter Ludvig XIV's død i strid med regenten Filip af Orléans. Vigtigere var det dog, at han blev i høj grad afhængig af sin dronning af andet ægteskab, den farnesiske prinsesse Elisabet af Parma, der ønskede at skaffe sine sønner med kongen besiddelser i Italien og således omstøde Utrechtfreden. Ved hendes side stod hendes landsmand Alberoni, der fra tarvelig herkomst havde svunget sig op til at blive kardinal og den indflydelsesrigeste minister i Spanien. Han satte det som et mål for sin politik at gøre Spanien stærkt nok til at optræde aktivt; han anvendte derfor sit talent og sin energi på at bringe dets økonomiske forhold på fode og stræbte at genrejse en hær og en flåde. Det var dog næppe så meget ham, der ikke endnu mente Spanien tilstrækkeligt stærkt, som Elisabet, der i 1717 drev krigen igennem. En spansk flåde bemægtigede sig øen Sardinien. Stillingen var for så vidt gunstig, som Østrig var optaget af en krig med Tyrkiet. Men på den anden side havde Østrig en forbundsfælle i England, og under den franske hertugregents spændte forhold til Spanien sluttede også Frankrig, hvis ydre politik lededes af Abbé Dubois, sig til de to magter; for en tid afbrødes fjendskabet mellem Frankrig og England. Da kastede Alberoni sig ind i vilde projekter. Men alle hans planer styrtede sammen, Østrig sluttede fred med Tyrkiet, og den engelske flåde ødelagde den spanske ved Siciliens kyst. Følgen blev Alberonis fald og Spaniens fredsslutning 1720. Ved den opnåede Elisabet at få søn Karl anerkendt som arving til Parma og Toskana, sin når husene Farnese og Medici uddøde, men selve Spaniens tilløb til påny at blive en militærmagt var strandet. Englands middelhavsherredømme var atter sikret. Endvidere ombyttede Savoyen Sicilien med Sardinien; fra da af eksisterede det senere så berømte Sardinske kongerige. Efter freden kom en periode på over 10 år, hvor det atter og atter truede med europæiske krige, og hvor alliancerne vekslede efter den øjeblikkelige stilling, men under hvilken freden dog blev opretholdt, og stridsspørgsmålene jævnedes ved en række kongresser.

I det andet og sidste afsnit af Ludvig XIV's regering fæstnedes og udvikledes enevælden. Tallet på de kongelige embedsmænd øgedes, og deres magt, særlig intendanternes, steg. Den rest, der var tilbage af byernes friheder, svandt, da staten af fiskale grunde indførte salg af deres øvrighedsposter og således berøvede dem valgretten. Mere og mere greb regeringen ind i erhvervslivet. Efter Louvois' død i 1691 var kongen endelig fuldt ud sin egen premierminister. Men den tid var forbi, hvor enevælden havde været nyskabende og trods alle svagheder i mange henseender gjort et for Frankrig nyttigt arbejde. Hvad hjalp det, at kongen vedblev at lægge en utrættelig iver for dagen. Han ville gribe ind i alt, men manglede overblik og fremsyn. Han havde ikke længere fortrinlige rådgivere; ved hoffet og i embedskontorerne mindskedes dygtigheden, medens intriger og kryberi bredte sig. Den kirkelige tvangspolitik fortsattes. Af forkærlighed for industrien forsømtes langt mere end i Colberts tid landbruget. Efter den stort statsmands død stak forpagterne af de indirekte afgifter mere og mere af dem i deres egne lommer. Sparedes der end i visse henseender ved hoffet, så forslog det kun lidet. Alt dette blev til skade, men den største ulykke forårsagedes dog ved de store krige. Om dem samlede sig kongens interesse, ved dem bibragte han sit land og sit folk de dybeste sår. De blev den afgørende årsag til finansernes ruin. En faktisk bankerot var begyndt. Men krigene lagde tillige folkets velstand øde. De medførte hårde udskrivninger og indkvarteringer, mindskede folketallet, skadede omsætningen, og fremfor alt tyngede de af dem foranledigede skatter. En almindelig økonomisk tilbagegang prægede tiden. Den var dog af forskellig styrke indenfor de forskellige erhverv og de forskellige samfundsklasser. Det gik tilbage for grene af industrien, og på mange måder led handelen stort afbræk, og ikke mindst gik det ud over de store kompagnier; med kolonisationen i Nordamerika, især i Louisiana, stod det kun dårligt til, og Utrechtfreden bragte store tab; også fiskeri og skibsfart gik tilbage, hollænderne overtog atter fragtfarten. Men på den anden side lykkedes det at opretholde Levanthandelen, og i Paris, Lyon og flere byer udfoldedes en betydelig storhandel, til dels af de samme personer, der bar industrien; i alt oversteg udførselen betydeligt indførselen, og de store finansmænd tjente ublu på staten. Derimod led byarbejderne meget ved, at en del af fabrikkerne standsede, og ved at levnedsmidlerne steg i pris. Trods de privilegeredes særstilling med hensyn til skatterne, undgik heller ikke disse stænder den økonomiske tilbagegang, fordi denne så hårdt ramte landbruget. Godsejernes tab var dog for lidet at regne mod bøndernes. På dem hvilede fortrinsvis de høje skatter; imellem dem og imellem landarbejderne var trykket og nøden størst. Til den økonomiske tilbagegang bidrog den stærke protestantiske udvandring på trods af alle forbud; ikke alene store værdier, men betydelig dygtighed og arbejdskraft unddroges derved landet. Dog nåedes ikke målet, een religion i Frankrig. Man fik ganske vist fra nu af kun katolske embedsmænd, og adelen blev renset for protestantiske bestanddele. Men man havde ikke vovet at ophæve samvittighedsfriheden, og en hemmelig protestantisk gudstjeneste fandt sted både i Paris og i provinserne på afsides steder. Så kom nye forfølgelser og dragonader; i tusindvis sendtes kætterne til galejerne eller fængsledes eller deporteredes. Da udbrød der ved det ny århundredes begyndelse et oprør i Cevennernes klippedale. Det blev til en fanatisk bevægelse af den vildeste art. Børn drog om og prædikede guds krig, overspændte og hallucinerede mænd og kvinder forkyndte udryddelseskampen mod det store Babel, der myrdedes og brændtes; som kendingstegn bar skarerne i begyndelsen hvide bluser og fik måske derfor navnet Camisarder; i spidsen for dem stod en bagerdreng med store organisatoriske evner. En tid så det truende ud, men da sendtes en hel hær mod dem, og bevægelsen blev kvalt. Men trods alt regnes der at være blevet mere end 1 million protestanter tilbage i Frankrig. Der var også på anden måde religiøs uro, og de religiøse spørgsmål optog i det hele stærkt regeringen og manges sind. Der var strid mellem på den ene side kongedømmet og de fleste franske prælater og på den anden side pavedømmet, støttet af jesuiterne, angående den gallikanske deklaration. Endelig kom en genopblussen af den jansenistiske strid. Jansenisterne optrådte påny skarpt mod pavens fordømmelse af deres religiøse standpunkt og vedkendte sig den gallikanske fordring om, at han ikke kunne afgøre stridsspørgsmål uden et koncil. Kongen blev imidlertid vundet af jesuiterne og de ultramontane. I 1710 skred han til ophævelsen af Port-Royal klostret; selv ligene på dets kirkegård blev gravede op og spredte til andre begravelsessteder. Da jansenisterne alligevel ikke bøjede sig, søgte han støtte hos Rom. Paven greb til og udstedte i 1713 bullen Unigenitus, der fordømte de jansenistiske læresætninger. Den opfattedes ikke alene som et slag mod jansenismen, men også mod gallikanismen. Følgerne blev betydningsfulde. I dogmatisk og religiøs henseende fortyndedes vel jansenismens indhold. Men den groede sammen med gallikanismen som kirkepolitisk opposition mod ultramontanisme og særlig mod jesuiterne, og som sådan fik den tilhold både hos adskillige prælater, hos lavgejstlige og hos lægfolk, og den blev tillige en ren politisk opposition, idet parlamenterne modsatte sig bullens indregistrering ud fra både gallikansk og jansenistisk synspunkt; kun for kongens bud bøjede de sig og det endda kun på betingelser. Således havde Ludvig XIV's religiøse politik ikke ført til sejr. Hverken protestantismen eller jansenismen var knust, overfor paven havde han måttet gå et stykke ad vejen til Canossa. Og dette faldt sammen med nederlagene på valpladserne, de skuffede forhåbninger om magten over Europa, nedgangen i Frankrigs indre kraft. Ja selve enevælden og dens principper stod ikke længere fast. Der brød hyppige uroligheder ud mellem bønder og arbejdere; der kom strejker og stærkere udvikling af les compagnonnages, der udkom pjecer og viser mod konge og hof, og parlamenterne søgte påny at hævde sig. Men til alt dette kom en begyndende alvorlig kritik af stat og samfundsforhold. Denne kritik rummede to hovedretninger. Begge havde et skarpt øje for, at det bestående var forkert og ulykkebringende, begge ville reformere. De største begavelser indenfor den ene retning var forløbere for de nye ideer, som kom til at præge det 18. århundredes store litteratur. Til dem vil vi senere komme tilbage. Det er kun den anden retning, som her skal omtales. Den så redningen i en tilbagevenden til, hvad der havde været forud for det bestående; kun glimtvis viste dens kritik ud imod fremtiden. Dens hovedrepræsentant var Fénélon, gejstlig opdrager for kongens sønnesøn, til sidst ærkebiskop af Cambrai. Både i sin berømte roman Télémaque og i andre skrifter vendte han sig kritisk mod Ludvig XIV's regering. Han stod ikke ene med sine anskuelser. Der var en kreds af adelige, der delte dem. Til dem hørte især hertugen af Saint-Simon, forfatteren af de berømte memoirer, der er en så livssprudlende kilde til tidens historie. I det stille drev denne kreds en agitation for enevældens afløsning af et stændersk-aristokratisk styre og håbede på et tronskiftes følger. Den reaktionære kritik blev ikke betydningsløs; sammen med den, der pegede mod fremtiden, begyndte den at nedbryde enevældens- autoritet. Ludvig XIV led under tilstandenes almindelige uhygge. Men han var ikke til sinds at slippe noget af sin magt; så godt han kunne, søgte han at holde al opposition ned«. Endnu mere end før ville han være den gudhengivne fyrste, og stadig nøjere knyttede han sig til sin hustru fru Maintenon. De to ting hang også nøje sammen. Hendes indflydelse hos ham havde sine mere ydre grunde, hans alder, hendes klogskab, ynde og takt og omsorg for hans person, men ikke mindst beroede den dog på en fælles form for religiøsitet, som dog nok var stærkest udviklet hos hende; den kan bestemmes som en ægte tro forbunden med en ikke ringe farisæisme, der ved hellighed og fromhed så at sige ville tvinge gud til at være en nådig gud. Hendes fjender i samtiden, således Saint-Simon og kongens svigerinde, den pfalziske prinsesse Elisabet Charlotte af Orléans, hvis mærkelige breve også er en uvurderlig historisk kilde, bedømte hende sikkert uretfærdigt; hun har ingen rolle spillet i den store politik. Men uadskillelig som hun var fra kongen, har hun efter al rimelighed gjort sin indflydelse gældende ved uddeling af gunstbevisninger og ved embedsbesættelser og i alt fald medvirket til, at hoflivet noget forandrede karakter. De store festligheder tog af i tal, tonen blev mere stiv, og man iagttog endnu strengere end tidligere de kirkelige ceremonier, hvad der dog ikke betød nogen større moralitet. Kun »havde de uregelmæssige tilbøjeligheder taget maske på, eller holdt sig indenfor lukkede døre«. Sammen med en voksende spillesyge blev kabaler og strid stadigt uhyggeligere. Da ramtes tilmed kongehuset hårdt gennem dødsfald. I løbet af få år bortrev den en række prinser og prinsesser, deriblandt Daufinen og dennes søn, til hvem Fénélon og den aristokratiske kreds havde sat deres håb. I 1715 fulgte Ludvig XIV dem i graven. Fru Maintenon trak sig tilbage til den opdragelsesanstalt for fattige adelige unge piger, som hun havde grundet i Saint-Cyr, og som hun hægede om med varm og ægte interesse. En tidsalder var afsluttet, der havde været betydningsfuld som få for Frankrig, ved dens storhed og ved dens fejl, ved dens sejre og ved dens nederlag, ved dens store kultur og ved dens snæverhjertede forgudelse af fyrste og overklasse, ved dens velgerninger og ved dens hærgen af land og folk, og ved den blanding af beundring, efterlignelseslyst og had, den vakte rundt om i Europa.

En ny tid begyndte for Frankrig, den som varede til 1789, den som eftertiden fortrinsvis har givet navnet l'ancien régime. Den falder imidlertid i forskellige perioder, hvoraf den første er regentskabstiden. Thi Frankrig måtte i 1715 have en regent, fordi tronarvingen, Ludvig XV, kun var 5 år gammel. Regentskabstiden blev en uroens tid. En slags oprørsånd bemægtigede sig de højere klasser. Det var som det fornemme Paris' opstand mod Versailles, og det vandt for så vidt straks en sejr, som den unge konge tog sin residens i tuilerierne og regenten i Palais-Royal. Oprøret gjaldt først og fremmest den stive værdighed, den fromladenhed og den stillen dyden til skue, som Ludvig XIV's og fru Maintenons Versailles havde været så stolt af. Valgsproget blev at være sig selv uden maske, nyde livet i fulde drag uden ængstelig skotten opad mod himlen eller fordølgelse overfor omverdenen. Følgen heraf blev orgier, operaballer, maskekomedier, nye moder, ny smag, ny kunst, en fornyet kvindedyrkelse, en fornyet parisisk selskabelighed, hvor man tog det mindre nøje med fødselsbrev, når man blot havde esprit, en konversation, der ikke skånede den vante moral eller religion, ja somendog tog de vante samfundsforhold op til en debat, der prægedes af den øvrige flothed. Men ved siden heraf var der også tilløb til et slags politisk oprør. Den højaristokratiske retning, som havde rørt på sig i det stille i Ludvig XIV's sidste dage, håbede på, at dens tid nu var inde. Men endnu mere nærede parlamenternes embedsadel håb i så henseende. Alt dette forbandt sig mi i øjeblikket med en kamp mellem to mænd om den øverste magt og snart efter med en klog og dristig svindlersfinansielle projekter. Ludvig XIV havde i et testamente faktisk givet magten til sin ældste søn med Montespan, hertugen af Maine. Men hertug Filip af Orléans, (søn af Elisabet Charlotte), der som Ludvig XIV's brodersøn var den nærmeste prins af det rene blod og derfor efter gammel vedtægt selvskreven formynder, ville ikke vige for ham. Han var en dilettant på alle områder, men et godt hoved, en mand med mod, men med eventyrerens lyst til at prøve det ny, en don juan med højst vindende ydre, men med et ikke ringe tillæg af simpelhed. Han gjorde sit Palais-Royal til et hjemsted for sine drikkegilder med sine elskerinder, fornemme og damer fra teatrene, og med sine staldbrødre i libertinagen (les Roués dvs: »galgenfuglene«). Han gjorde skandale, men han kunne til tider handle. Han benyttede sig af højadelens had til hertugen af Maine og af Pariserparlamentets lyst til at vise sin magt og fortolke rigets grundlove, ligesom det havde gjort det i 1643. Parlamentet erklærede ham for Frankrigs regent og trængte Maine tilbage. Filip havde dog gjort store indrømmelser. Den hidtidige centralstyrelse skulle omordnes. Og parlamenterne skulle have deres gamle ret til at gøre forestillinger. Enevælden med dens stab af borgerligfødte høje embedsmænd syntes at have kapituleret. Jesuiterne fik den ny tilstand at føle; gallikanisme og jansenisme mente sig oven på i kraft af parlamentets indflydelse. Thi sejren syntes at hælde til det; højadelen vidste ikke at hævde sig politisk; den havde kun kunnet frondere. Men hertugen var dog ingenlunde til sinds at slippe sin magt. Det kom også til at vise sig, at parlamentet ikke havde noget stærkt grundlag for sin bestræbelse for at knække enevælden. Det var en kaste, og i dette øjeblik var der i alt fald ingen tilbøjelighed hos det ikke fornemme Paris til at støtte det, således som tilfældet havde været i frondens første dage, selvom utilfredsheden med kongedømme og hof kunne give sig udslag i viser og pjecer. Et andet stort spørgsmål meldte sig. Det var pengemangelen, der var ved at føre til bankerot. Misnøjen blev almindelig, og finansernes tilstand ikke bedre. Da syntes redningsmanden at være der. John Law var søn af en rig Edinburghsk guldsmed, der som vanligt dengang tillige var bankier. På rejser studerede han ivrigt pengevæsen og fik stærke indtryk af Hollands gamle banker og Englands ny; han var dertil et glimrende hoved, men også både en teoretiker, en spillernatur og en mand med en brændende ærgerrighed, der dog langt mere var rettet mod ry og magt end mod personlig rigdom. Han uddannede sig sit ejendommelige finansielle og økonomiske system. For det første lagde dette en særlig vægt på kreditten eller nærmere bestemt på indlån fra mange sider, med hvilke der skulle skabes store foretagender, der kunne frembringe den store omsætning og derved øge rigdommene. Dernæst hævdede han det princip, at pengesedler som omsætningsmiddel burde af løse de ædle metaller; disse kunne blive utilstrækkelige, havde en selvstændig vareværdi, der målte fremkalde svingninger i priserne, og desuden kunne misbruges af regeringerne ved deres møntregale; sedlernes mængde kunne derimod altid gøres større eller mindre efter omsætningens krav, hvorved rentefoden ville falde, og lån altså lettere kunne stiftes. I 1715 kom han til Frankrig og udviklede i dristige vendinger, hvorledes hans system ville kunne udfri staten af dens nød og blive kilde til rigdom og storhed. Foreløbigt fik han dog kun tilladelse til at stifte en privat bank på aktier og med ret til seddeludstedelse. Den var den første bank i Frankrig og gjorde gode forretninger. Staten havde også straks engageret sig med den; hurtigt steg Laws indflydelse, og regeringen bøjede sig ind under den. Den gav et af ham stiftet kompagni ejendomsretten over Louisiana og omliggende franske egne med monopol på handelen dér og forpligtelse til at kolonisere. Også med dette selskab engagerede staten sig, idet det overtog en del af dens gæld, og banken og selskabet indgik en nøje forbindelse. Fra da af var Law blevet den ledende mand i regeringens finanspolitik, og han kastede sig over sin store tanke at angribe metalpengene. Han fremkaldte en forordning om udstedelse af nye slettere mønter, vel nærmest for at vise det gamle systems mangler. Men hermed fik hele sagen en almindelig politisk betydning foruden den finansielle. I 1718 indtrådte et brud mellem regeringen og parlamentet, der nægtede at indregistrere forordningen. Ved en lit de justice blev det tvunget dertil; en erklæring fra regenten hævdede, at lovenes kilde udelukkende var suverænens vilje; andre skarpe forholdsregler fulgte derpå. Law følte sig som magthaveren. Med alle, selv meget mislige midler drev han bankens og kompagniets aktier i vejret. Derpå blev privatbanken forandret til en kongelig bank, idet staten indkøbte aktierne; derved kunne dens seddeludstedelse blive ubegrænset. På mange måder undergravedes samtidigt metalpengenes anseelse. Dernæst forbandtes med Louisianakompagniet de selskaber, der havde monopol på handelen med Kina, Østindien og Afrika; det samlede kompagni fik navnet det Indiske. Det skulle være bæreren af hele Frankrigs oversøiske handel, og dets forbrug skulle bestemme sedlernes mængde. Men mere endnu. Til kompagniet overdroges generalforpagtningen af de indirekte skatter. På den anden side lovede det staten et stort lån til at indløse størstedelen af statsgælden; tanken var, at obligationsejerne skulle anbringe deres løsgjorte penge i aktier i kompagniet, hvorfor der udbødes til ny aktietegning. I begyndelsen af 1720 forenedes endelig banken med kompagniet, og Law lod sig udnævne til generalkontrollør. Endnu videre fløj hans planer. Skatteopkrævningen skulle helt omdannes og dommerembederne udkøbes, derved også parlamenterne helt knækkes. Han stod som Frankrigs første mand. Alle lå for hans fødder og bejlede til hans gunst. Men tillige havde den vildeste spekulationsfeber grebet alle. Den lille gade Quincampoix blev dag og nat fyldt af sælgere og købere af aktier; her udfoldede sig det besynderligste liv og en aldrig forhen set blanding af samfundsklasserne, forstærket af den strøm af fremmede, der søgte til Paris som det ny eldorado. Aktier med en navneværdi af 500 francs betaltes med 18,000, medens papirmøllerne arbejdede Frankrig overfor at lave pengesedler. Da kom modslaget. En angst bredte sig, i høj grad berettiget, fordi man begyndte at ane, at kursen var vanvittig høj, så meget mere som indtægterne af Louisiana blev langt, langt ringere end stillet i udsigt, og forsøgene på kolonisation mislykkedes. Kreditten, systemets grundpille, svigtede, og baissespekulanter gjorde deres for at drive aktierne ned. Law kæmpede mod nedgangen med vilde og tyranniske midler, således ved at forbyde private at besidde ædelt metal over en vis værdi; parlamentet, der gjorde modstand, blev forvist til en provinsby. Men desuagtet brød systemet sammen. Med rivende hast faldt kursen både på aktier og sedler. Paris var i oprør. Law flygtede i december 1720, og hans formue blev konfiskeret, og han døde fattig og ensom i udlandet. Banken og kompagniet likviderede, aktie- og seddelejere led store tab. I virkeligheden var det staten, der jo var nøje forbunden med de to institutioner, som gjorde fallit. Det blev et øjeblik en lettelse i statens finansielle elendighed. Snart vendte dog de gamle skader tilbage. For befolkningen fik hele episoden mere blivende betydning. Den havde skabt bevægelighed i kapitalerne, og dette fik gunstige følger for virksomhedsånden i handel, industri og landbrug. Delvis var der også foregået en forskydning af formuerne, rige var blevet fattige, fattige rige. Ihvorvel man så tilbage på Laws bank med en sådan skræk, at man længe ikke tænkte på at lave en ny, fortsattes dog spekulationslysten og med den også forbindelsen mellem adelige og finansmænd. Men i moralsk henseende havde perioden givet yderligere fart til regentskabstidens øvrige tilbøjeligheder. Endnu mere end før var levelysten og frivoliteten i alle former og grader brudt frem, men mest af alt vel respektløsheden og kritikken. Den fik sit udslag i karikaturer, i pjecer, i teaterstykker, mest betød dog Montesquieu's Lettres Persanes, der udkom på denne tid. Enevælden og dens gamle former var dog, som vi har set, blevet genoprettet; jansenismen blev trængt tilbage. Et kongeligt dekret påbød offentliggørelsen af Unigenitusbullen. Det skyldtes for en væsentlig del Dubois, regentens lærer, som vedblev at være hans rådgiver og i de sidste dage blev hans premierminister. Han var en snedig diplomat, men en fordærvet person. Det var ham ikke nok at være blevet ærkebiskop; han købte sig kardinalsværdigheden for penge og for den franske kirkes underkastelse under Rom. Kun kort havde han dog glæde deraf. Han døde i 1723. Få måneder efter bukkede regenten under for sine udsvævelser. Men allerede i forvejen havde Ludvig XV nået myndighedsalderen. 

Fra et sart og skrøbeligt barn udviklede Ludvig XV sig til en af de smukkeste mænd i Frankrig med et længe uopslideligt helbred. Hverken hans intelligens eller hans arbejdsevne var ringe; han havde fysisk mod, og han savnede ikke en vis interesse for sin kongegerning - navnlig den udenrigske politik lå ham på sinde; han ønskede selvstændigt at vide besked om Europas forhold, havde sine hemmelige agenter uden om sine ministre (le secret du roi). Han var ingen tyrannatur, og samtidens og eftertidens fortællinger om hans ondsindethed er overdrevne. Men han var en sjæleligt udmarvet mand uden hold i sine anlæg til at overvinde følgerne af en forkælet opdragelse, uden viljekraft, uden varme. Hans glæder blev jagt, spil, smukke kvinder og andre hidsende adspredelser eller en giftig åndrighed, der afbrød hans vanlige tavshed; hans sind tyngedes af frygt for død og helvede, hvorimod han søgte at skærme sig ved den fadeste iagttagelse af de kirkelige ceremonier. Midt i en fordærvet hofverden blev han dens offer, ikke dens herre og, fordi han nu engang var den fornemste, det potenserede udtryk for dens ynde og glans, for dens indre hulhed og lastefuldhed, dens kredsen om sig selv, dens blaserthed. Han blev det franske kongedømmes skæbne, fordi han i modsætning til Ludvig XIV for tydeligt gjorde det til eet med dets hof, og fordi han regerede så længe. Der har ikke været noget tidspunkt, hvor han selv har styret Frankrig. Men der er dog en afgørende forskel på de første omtrent 20 år af hans myndighedstid og så resten. I den første periode havde premierministre magten. Fra 1726 kardinal Fleury, et særsyn i tiden ved sin uegennytte, en klog diplomat, der omend ikke altid med held søgte at bevare freden, en mand, der har æren for at have gjort ende på en af statens kræftskader, møntens forværring, og som har fortjenester af udviklingen af Frankrigs handel. Men han var klerikal i sin politik og blev i slutningen af sin regeringstid meget affældig. Fleury døde i 1743. Kort i forvejen var mætressedømmets politiske rolle begyndt. Ludvig XV var blevet gift med Marie Leczinska, en datter af den polske adelsmand Stanisla L., som en tid havde været konge af Polen og håbede på atter at blive det. Ægteskabet var en tid lang lykkeligt og blev rigt på børn. Men dronningens »dyder var større end hendes blivende tiltrækningskraft«. De kongelige elskerinders tid begyndte, hvad der opfattedes som en selvfølge. Først var der også kun det ualmindelige derved, at tre søstre af den høje adel fulgte på hinanden i værdigheden. Mod den tredje begyndte en folkelig harme, mens selve kongen endnu var folkekær, le bien-aimé; begge dele viste sig, da han blev alvorlig syg under sit ophold ved hæren i 1744. Han kom sig imidlertid, og hun døde. Men der skete nu det nye, at kongen brød adelens privilegium på, at hans erklærede elskerinde skulle høre til dens rækker. Han gav æren og glæden til en ung kvinde af den borgerlige embedsstand, tilhørende en familie af ikke godt ry, selv dog hidtil uberygtet og gift, men opdraget i en spirituel og luksuriøs epikuræisme, der æggede hendes sanser og fantasi. I 1745 blev hun udnævnt til markise af Pompadour. Hun tog mere end æren og glæden, hun tog også magten, omend først efterhånden. Hun var bedårende, uden at være nogen stor skønhed. Hvad hun virkede med, var hendes glimrende teint, hendes spillende øjne, hendes ynde og smag og hendes mange små talenter. Hun var »en virtuos i forførelsens kunst«, hun fortryllede ved sin dans, sin sang, sin deklamation og sit toilettes geni. Men ganske særlig ejede hun skarpsynethed for, hvorledes kongen vedblivende skulle holdes i hendes net. Derfor opfandt hun utrættelig midler til at adsprede ham; hun blev en mester i selskabeligheden i les petits cabinets, og hun indførte rundt om på slottene teater- og operaforestillinger. Dertil tjente også hendes evne til at gøre sig uundværlig som hjælper - hun begyndte i det små, blev dernæst en mægtig rådgiver ved alle embedsbesættelser og endte med at blande sig ind i den store politik; der kom en tid, hvor intet andragende og intet indlæg overgaves til kongen, uden at det var bifaldet af hende. Og hun bevarede sin indflydelse, selv da hun ikke længere var hans elskerinde, kun hans veninde, og i alt fald ikke tog ham hans lavere inklinationer ilde op, dem som han dyrkede i den såkaldte parc aux cerfs, et for øvrigt alt andet end overdådigt hus i Versailles. Hun er typisk for tiden og har vel været den mægtigste franske kongelige mætresse, er derved en historisk personlighed; der regnedes med hende i ind- og udland i næsten alle spørgsmål. Hun har grundlagt den berømte porcellænsfabrik i Sévres, hun har støttet rokokotidens første kunstnere, og hun var en ven af de nye åndsretninger, der var i frembrud i litteraturen, ganske særlig af sin læge Quesnay, fysiokraternes høvding, men også af encyclopædisterne og deres skepsis; hun glædede sig ved deres smiger, hun hadede som de jesuiterne, omend hun til sine tider bøjede sig for disse. Hun var vanvittig ødsel med sine bygninger, sine fester, sine rejser i kongens følge. Versailles, der atter var blevet regeringens sæde efter regentskabstidens ophør, fik rivaler ved hendes og kongens ophold på andre slotte. Hun var uden politiske tanker, uforstående overfor landets anliggender, skønt hun ville lede dem. Hun har bidraget til administrationens demoralisering, både den civile og den militære. Hun var dog ingenlunde slettere eller mere egenkærlig end mange andre, men hun havde påtaget sig et større ansvar. Ganske naturligt havde hun mange fjender. De pustede til den almindelige harme, der naturligt vaktes imod hende, som i henved 20 år, fra 1745 til henad hendes død i 1764, var ved kongens side. Derved har hun medvirket til kongedømmets nedbrydning. Fleury's tid havde i visse henseender dannet en pause i nedgangen. Denne tog derimod fart i de følgende år, trods sejrene i den Østrigske Arvefølgekrig. Det var atter finansernes tilstand, der var den mest direkte årsag til ulykkerne; nye skattepålæg fremkaldte ny nød. Det var kun sjældent, at en af ministrene besad nogen dygtighed, og deres stilling var altid meget usikker, afhængig som den var af hoffets og mætressernes intriger. Men i Fleury's tid var der foregået noget vigtigt af anden art, end hvad hidtil er omtalt. Det var genoptagelsen af kampen mellem jesuiterne og de ultramontane på den ene side og jansenisterne og gallikanismen på den anden og tillige af kampen mellem enevælden og parlamenterne, og samtidig hermed mærkedes en begyndende folkelig bevægelse. Striden om Unigenitusbullen er den røde tråd gennem det hele. Fra 1730 var den begyndt påny. Parlamentet i Paris rejste atter modstand, søgte tillige at genoprette, hvad der var tabt i regentskabstiden med hensyn til dets almindelige rettigheder. Det optrådte navnlig mod højgejstlighedens ny måde at forfølge jansenismen på ved at nægte tilhængere af den dødssakramentet. Man kan tvivle om, i hvilken grad religionen lå parlamentsmedlemmerne på sinde, men en del af almuen tog det så alvorligt, at der bredte sig rygter om undere, der var sket på en således forfulgt præsts grav, og det kom til uroligheder på kirkegården - noget, der vidnede om, at de brede lag af befolkningen var langt fra vantro. Men Fleury opretholdt Unigenitus og satte hårdt mod parlamentet, og også i adskillige år efter hans død var dettes myndighed foreløbig tæmmet.

Tocqueville's bog danner epoke i opfattelsen af l'ancien régime's stats- og samfundstilstande. Medens man indtil da fuldt så meget havde lagt vægt på det gamle feudalvæsens som på absolutismens tryk, påviste han, at der i det 18. århundrede på grund af kongedømmets omsiggriben kun var ret lidt tilbage af feudalmagten. Staten havde ikke fjernet skatteuligheden og den sociale forskel, og dette i forening med, at godsejerne ikke længere gjorde nogen politisk gavn, bevirkede, at den tilbageblevne rest af de feudale byrder syntes dobbelt uretfærdig, og at hadet til de privilegerede blev dobbelt stærkt. Ved sin ødselhed trykkede kongedømmet tillige alle uprivilegerede blodigt, ved sin centralisation havde det påtaget sig opgaver, som det ikke kunne løse, og det havde tillige berøvet folket enhver lejlighed til at erhverve politisk indsigt. Den kritik, der kom fra filosoffernes side, var derfor bestemt af rene teorier, og den bedring i mange tilstande, der indtrådte under Ludvig XVI, fremskyndede kun det store sammenbrud, idet hvad der manglede af frihed og lighed, nu føles stærkere. Tocqueville's opfattelse, som hele den nyere forskning skylder meget, påvirkede stærkt Taine's berømte skildring af l'ancien regime, men han føjede til af sit eget de glimrende skildringer af det ørkesløse hofliv, af salonlivet og af bøndernes ulykkelige kår, endvidere sin analyse af den filosofiske litteraturs karakter. Fælles for Tocqueville og Taine var dog et mangelfuldt kendskab til administrationens og stænderdelingens nuancer og deres mangel på blik for betydningen af parlamenternes kamp, ejendommeligt for Taine hans stærke overdrivelser. På en hel anden måde har Wahl set problemerne. Hans bog er et forsøg på en rehabilitation af l'ancien regime. Han mener, at kongedømmet havde vilje til at gennemføre de mest påtrængende reformer og at de privilegerede klasser havde tilbøjelighed til at opgive store dele af deres særrettigheder; heller ikke var de politiske og sociale tilstande så slette som ofte ment. L'ancien régime's ulykke var den kamp om magten, som indlededes ved parlamenternes modstand mod absolutismen, men som tog en hel anden fart, da tredje stand greb ind og, fyldt med filosoffernes individualistiske og statsfjendtlige læresætninger, rettede sit stød mod selve staten. Wahl har givet meget nyt og rigtigt, men han har skudt over målet, især ved sin ensidige dom over litteraturen og sin undervurdering af den misfornøjelse, som hoffets ødselhed og demoralisation måtte skabe. Årene omkring 1750 danner for så vidt en epoke i den franske stats- og samfundsbygnings historie, som de er de sidste, i hvilke l'ancien regime står væsentlig urokket. Ganske vist var der allerede før begyndt den uro og den kritik, som vi har nævnt og kommer tilbage til; men alligevel var kongedømmet endnu genstand for den gamle loyalitet, imellem samfundsklasserne var ingen alvorlig spænding, og de nye tanker havde endnu ikke gennemsyret hverken styrende eller styrede. Eller med andre ord, trods visse svingninger var stats- og samfundsbygningens grundlag og former endnu de samme, som de havde været i Ludvig XIV's tidsalder, - de samme, men ikke udviklede til større fasthed og kraft, tværtimod svækkede. Som under Ludvig XIV var princippet det, at Frankrig skulle være en enhedsstat, regeret af en enevældig konge. Men enheden var stadigt ikke fuldført, statsbygningen stadigt en blanding af gammelt og nyt. Endnu eksisterede parlamenterne, og deres krav var endda langt mere vidtrækkende end i den store konges tid. Endnu var der forskel på pays d'états med stænderforsamlinger og pays d'élection med kgl. embedsmænd, på sydens romerret og nordens vedtægtsrettigheder, på de gamle provinser, til hvilke deres befolkning følte sig fuldt så nøje knyttede som til hele riget, og de nye administrative enheder, generaliteterne, på de forskellige provinsers og generaliteters skatte- og styrelsesforhold; endnu gik toldgrænser som skillemure midt igennem store dele af landet. Intet under, at hvad der ikke var nået af Ludvig XIV, heller ikke var blevet det af regenten eller af Ludvig XV. Begge havde de nærmest været en karikatur af Solkongen. Meget mere end de regerede deres ministre. Enevælden var blevet en ministervælde, og denne fik ofte karakter af en hof- og mætressevælde. Atter og atter havde ministrene modarbejdet hinanden, atter og atter skiftet. Selv de af dem, der i og for sig ville det bedste for staten, havde store vanskeligheder at overvinde. Forvaltningen blev langsom og træg. Havde det allerede været vanskeligt for en Colbert at få lovene ført ud i livet, så svigtede gennemførelsen i langt højere grad i løbet af det 18. århundrede. De reformer af gavnlig art, der af og til forsøgtes, bragte derfor ikke blivende resultater. Slappelsen i regeringsmaskineriet mindskede ikke de styrendes egennytte; mange af ministrene tjente sig formuer. Heller ikke vilkårligheden hørte op, omend »lettres de cachet« vel allerede nu ikke havde en så ondartet karakter som tidligere. Intolerance og censur levede frodigt videre. To ting undergravede dog mest den hele bygning: den kirkelige strid, som vi allerede har omtalt, og finansernes slette tilstand. Statens ordentlige indtægter skrev sig, foruden fra domænerne, salget af embeder m. m., fra de direkte og indirekte skatter. Imellem de første var taillen som hidtil den væsentligste. Den var i den største del af landet en skat på indtægter, i en mindre del en skat på jordejendommen, og hvilede næsten udelukkende på bønderne. Næsten endnu misligere var de misbrug, der dreves ved opkrævningen, og som bevirkede, at det gik mest ud over de fattige. Men taillen forslog ikke. Fra slutningen af Ludvig XIV's tid havde man derfor tillige indført andre direkte skatter, den såkaldte hovedskat (la capitation) og en procentskat på alle indtægtskilder, oprindeligt som midlertidige, siden som årlige. Efter deres princip skulle de hvile på alle, faktisk vidste de privilegerede at slippe billigt fra dem. Af de indirekte afgifter var saltskatten (la gabelle) stadigt den mest trykkende, idet den hvilede på en uundværlig forbrugsartikel; byrden af den var dog forskellig i forskellige grupper af landsdele. Hertil kom accise, oktroj og toldafgifter, for hvilke der eksisterede et ret indviklet system med deling af riget i 3 forskellige dele. Navnlig de indirekte afgifter var tilmed en langt ringere indtægtskilde for staten, end de var en udgift for befolkningen, idet en stor del af dem var bortforpagtede, og forpagterne udsugede befolkningen og tjente stærkt. Blandt andet af den grund måtte der skaffes penge ad overordentlige veje, ved lån på ugunstige vilkår, lotterier m. m.. Men alligevel blev resultatet som regel et underskud, og dette steg år for år. Den slette styrelse, krigene, men ikke mindst den overordentlige ødselhed ved hoffet var årsagerne dertil. Stadigt vedblev hoffet i Versailles at være den tærende kræftskade på riget og nationen. I 1789, hvor der dog var færre hof embeder end ved århundredes midte fyldte de endnu 137 sider i statskalenderen og beløb sig til 6,000 civile og 9,000 militære; i samme år kostede hoffet 39 millioner francs., dvs. 1/12 af statens indtægter. Det virkede demoraliserende, smittende ved sin luksus, skadeligt for de styrendes anseelse ved rygterne om favoritvælden og intrigerne. Et andet forhold var derimod forandret fra den store konges tid. Styrelsen var meget mere i hænderne på aristokratiet end under ham, der havde givet næsten alle de højeste embeder til borgerlige. Nu var prælater, ministre, intendanter og lignende embedsmænd næsten alle fødte adelige. Alligevel var følgen ikke blevet en aristokratisk politisk reaktion mod enevælden, således som enkelte havde tænkt sig det i århundredets første tider. Men årsagerne hertil kan først ses klarere, når vi vender os til at betragte befolkningen og samfundsbygningen. Det er umuligt at opgive Frankrigs befolkning ved århundredes midte anderledes end rent omtrentligt til et par og 20 millioner. (Levasseur i hans »La population Française« I (1889) anslår befolkningen i 1789 til 26-27 millioner, mener Brette i tidsskriftet »La Révolution Française« at den måske var ringere. Men efter al sandsynlighed er der foregået en ret betydelig stigning fra 1750 til 1789. Det er også ret på det løse, når man ansætter adelens tal i 1789 til ca. 150,000 og gejstlighedens til ca. 130,000). Rimeligvis omtrent 3/4 heraf var bosat på landet; kun 3 byer, Paris, Lyon og Marseille, var virkelige storbyer; Paris var langt den største med vel over 1/2 million. Denne befolkning var delt i stænder og klasser. Man fejler dog her ofte ved alene at lægge vægt på den bekendte deling i 1ste, 2den og 3dje stand og tale om 1ste og 2den stand som de udelukkende privilegerede; der var også mange særstillede indenfor 3dje stand. Der var desuden mange andre delingslinier, og uoverskridelige grænser fandtes ikke hverken mellem de anførte 3 stænder indbyrdes eller mellem de forskellige klasser indenfor dem. Alligevel gør man rettest i med det således tagne forbehold at lægge tredelingen til grund for en fremstilling. Øverst i rangfølgen stod første stand, gejstligheden. Dens anseelse var endnu på denne tid stor, omend begyndt at svinde. Standen faldt imidlertid i forskellige klasser. Ordensgejstligheden var noget for sig og meget talrig; men slaphed var i færd med at brede sig i klostre og ordener. Den øvrige gejstlighed skilte sig ligesom tidligere i højgejstligheden (ærkebisperne, bisperne, forstanderne for de store abbedier og flere) og lavgejstligheden (sogne- og hjælpepræsterne). Den første var den eneste klasse i samfundet, der havde en virkelig organisation gennem sine forsamlinger, på hvilke bl.a. le don gratuit og ofte andre subsidier til staten bevilgedes. Den havde i det 18. århundrede aldeles overvejende sin tilgang fra adelen; en betydelig del af den havde højadelens sæder og vaner, levede den meste tid af året i Versailles og Paris. I dens hænder var de vældige indtægter, som skrev sig fra udbyttet af kirkens jord og fra en del af tienden; hyppigt øgede den disse rigdomme ved begunstigelser og ophobning af embeder. Adskillige af bisperne var dog pligtopfyldende og optaget af deres gerning. Jansenismen var på retur; den herskende anskuelse var gunstig mod Rom, dog uden en fuldkommen opgivelse af de gallikanske principper. Men for alle højgejstlige gjaldt, at de følte sig lavgejstligheden overordentligt overlegne. Forskellen i kår og stilling var stor. Kun i de store byer var der velstående præster, på landet var de som regel fattige og levede nærmest som bønder; med et ikke ringe nag gengældte de deres fællers standshovmod. Kun i intolerance mod protestanter og fritænkere følte de to klasser på samme måde. Også anden stand, adelen, faldt i forskellige klasser. Lavadelen, der, som tilfældet allerede havde været under Ludvig XIV, mest levede på sine gårde, stod som en kaste for sig, hvis økonomiske vilkår forværredes i løbet af århundredet; mange af den var allerede nu helt forarmede og så med bitterhed på deres fornemme standsfæller, glemte dog ikke derfor det adelige blod, de havde i sig, og de privilegier, de kunne udnytte. Allerede deres særstilling hindrede dog, at der kunne være tale om nogen samlet aristokratisk organisation, og så meget mindre kunne der skabes en sådan, som adelen på grund af generalstændernes forsvinden i det hele politisk kun kunne optræde som stand på les pays d'etat s' stænderforsamlinger. Men en afgørende hindring for, at en sådan organisation kunne dannes, var den forskel, der fandtes indenfor den bemidlede og fornemme del af adelen, forskellen mellem højadelen, den fine portion af den gamle adel (kårdeadelen), og embedsadelen. Den førstes stilling i samfundet beroede stadigt væsentligst på, at den var den begunstigede hofadel. Men dens residens var ikke længer alene Versailles; henad århundredets midte slog den sig i høj grad ned i Paris, byggede dér sine store nye hoteller, især i forstaden Fauborg St. Germain, deltog i det parisiske liv og ikke mindst i dets saloners selskabelighed. Den var kun i ringe grad delagtig i den øverste administration. Når denne, som bemærket, i løbet af århundredet blev mere og mere fyldt med adelige, så var det embedsadel, der her blev tale om, en embedsadel, hvis kærne var parlamenternes dommerstand (robe adelen). Ganske vist var der ikke aldeles skarpe grænser mellem den gamle højadel eller hofadelen og embedsadelen; de blandedes ikke sjældent ved ægteskaber, men alligevel følte den første sig den sidste overlegen og så derfor med harme og skinsyge på dens stærke fremtrængen. Fra embedsadelens slægter rekruteredes ministrene og intendanterne; men hvor meget end personlige forbindelser kunne spille en rolle, krævedes der dog juridisk og administrativ uddannelse for at nå disse pladser. Imidlertid skete der det mærkelige, at omend familierne og det sociale grundlag var fælles, virkede dog embederne til at skille ministre og intendanter fra kærnen i embedsadelen, parlamentsklassen. Ofte stod de imod hinanden, hvorved det i og for sig så mægtige aristokrati yderligere splittedes. Hovedsagen var her parlamenternes hele politiske stilling, som var blevet oppositionel mod kongemagten og mod dennes redskaber på den måde, som vi allerede har omtalt. Dommerstanden kunne indtage denne stilling, fordi den var uafsættelig; når den gjorde det, var motiverne sikkert blandede. Den følte sig som indehaver af den rette viden om Frankrigs forfatning og som repræsentant for traditionen overfor de sidste århundreders enevælde og for retten overfor den ministerielle vilkårlighed; den var for en stor del jansenistisk og derfor modstander af ultramontanismen og jesuiterne; det smigrede den at opnå popularitet som skattebevillingsrettens forsvarer, nu da generalstænderne ikke var mere, men sikkert blandede sig også heri hensyn til at ville bevare egne privilegier, særstillingen med hensyn til offentlige byrder. betydningen af dens holdning har været dobbeltartet, den har afgivet en bom for enevælden; men den har svækket kongedømmet ved at forhindre mange reformer og ved at angribe det og afdække dets svagheder. Fælles for højadel og embedsadel var dog et bestemt selskabeligt præg, som udvikledes ved hoffet i Versailles og i salonerne i Paris og forplantedes til provinserne hos de stedlige embedsmænd og til herregårdene. Selskabsdragten var ens. Mandsdragten var i sine former ikke synderlig forskellig fra Ludvig XIV's tids; men den tunge allongeparyk deltes nu i flere dele, samlede ved sløjfer. Damerne antog derimod de fra England indførte store fiskebensskørter. Om muligt endnu mere luksuriøst end tidligere var disse dragter udstyrede med fløjl, silke, kniplinger og broderier. Fuldt så meget som på dragten lagde man dog vægt på en særlig form for dannelse, der kan karakteriseres som evnen til den åndrige, let bølgende konversation og talentet til at gøre sig livet nydelsesrigt og behageligt gennem galanteriet og elskoven, gennem spil, fester, musik og komedie og ikke mindst gennem vanen til ikke at lade sig rive for meget med hverken af glæden eller sorgen. En overordentlig stor rolle i dette selskab og i udviklingen af dets selskabelige kunst spillede kvinden, den nydelseslystne, galante, forfinede, åndfulde, intrigekyndige kvinde, der var salonernes og hoffets beherskerinde. Der var over hele dette liv en lethed og en ynde, som holdt sig gennem hele århundredet, og som aldrig kom tilbage, efter at det voldeligt var blevet afbrudt af revolutiontidens storme. Men det førte til en sædvanemæssigt fuldt anerkendt opløsning af de ægteskabelige bånd, til elskerindernes magt, til børnenes opdragelse af tjenere og tjenerinder eller udenfor hjemmet og for manges vedkommende til en overordentlig overfladiskhed og mangel på alvor og pligtfølelse. Følgerne heraf viste sig i politik, i hofliv, i officersstandens nedgang i dygtighed, selvom den endnu kunne vise tapperhed på valpladserne, og tillige ude på landet. En stor del af adelen lod sine herregårde skøtte sig selv eller bestyre af forvaltere, der udnyttede dem til egen fordel og var dem, som mest fremkaldte harme mod godsejerne hos de undergivne bønder. Ikke mindst i tredje stand møder vi en socialt og økonomisk højst uensartet sammensat del af nationen, og det ikke alene fordi den omfattede både en by- og landbefolkning, men også fordi der indenfor hver af disse var højst forskellige klasser. Bybefolkningen rummede et ved rang og formue øverste lag, som det er umuligt blot nogenlunde skarpt at adskille fra embedsadelen. En stor del af dette lag var blevet adelige, enten ved køb af embeder eller ved på anden måde at erhverve nobilitation, hvad der dog ikke hindrede, at der var strid og spænding mellem finansmændene og høj- og dommeradelen. Men selv de af dette øverste lag, der ikke var nobiliterede, havde dog vidst at skaffe sig særrettigheder, navnlig begunstigelser med hensyn til skatter; de levede som adelige og havde store landgodser; ofte forefaldt også især siden Laws tid ægteskabsforbindelser mellem deres døtre og begge de nævnte klasser af adelen. Nogen meget stærk opgang for denne klasse havde århundredets første halvdel vel endnu ikke bragt, men et ret flot liv kunne dog også de føre. Det var for en væsentlig del disse klasser, hvis damer skabte de parisiske saloner, som voksede frem i århundredets første halvdel og gjorde Paris til Versailles' medbejler i herredømmet over la société, og som tillige havde den betydning, at de på en noget lignende måde som tilfældet havde været med salonerne i Ludvig XIII's tid, åbnede adgangen for den del af bourgeoisiet, der udgjordes af forfattere, kunstnere, advokater, læger og andre, til at færdes sammen med selskabets fineste portion. Salonernes virkninger var mangeartede. De har sikkert bidraget til at gøre de store finansmænd fra en i kultur tarvelig og hånet klasse til en klasse med dannelse og åndelige interesser, de har blandet kasterne sammen, de har plejet sansen for litteratur, videnskab, kunst og kritik. Der var de saloner, hvor allerede nu en oppositionel ånd mod kirke og kongedømme begyndte at flagre, og der var skabt en jordbund, der i den henseende kunne dyrkes videre, men for denne tid tør man vistnok endnu ikke betegne dem som hjemsteder for en virkelig opposition; endnu var deres præg mere æstetisk eller fronderende end klart bevidst politisk og anti-klerikalt. Går vi videre nedad, møder vi de mange butikshandlende og håndværkere. Var der end adskillige frihåndværkere, så var dog de fleste nøje organiserede i lav, for hvilke der gjaldt strenge reglementariske bestemmelser om arbejdsmåde, strenge regler om antallet af de svende, hver mester måtte have i sin bedrift, og om priserne på de forfærdigede varer. Hver af dem holdt nøje på sin stilling og sit lav. Deres kår var måske gennemgående tålelige, men nøden kunne dog bryde ind i deres rækker; om egentlig politisk interesse hos dem tør man på denne tid næppe tale. Under dem stod arbejdernes masse, enten knyttet som hjælpere dels til storindustriens fabrikker, men dog oftere gørende hjemmearbejde for den, dels som svende og drenge til håndværksbedrifterne, eller levende af tilfældigt arbejde. Skønt det stadigt var forbudt arbejderne at slutte sig sammen, møder vi gennem hele århundredet foreninger og hyppige lønuroligheder. Der står tilbage at tale om den upriviligerede landbefolkning og om de forskellige klasser, som også den bestod af, men hertil må knyttes bemærkninger om landboforholdene i almindelighed. Tocqueville har æren af at have fastslået, at den franske bondestand på grund af selvejendommens udbredelse og de stærkt aftagne feudalbyrder i det 18. århundrede i det store hele var bedre stillet end dens fæller rundt om i Europa. Imidlertid er siden hans tid agrarspørgsmålene blevet underkastet en meget nøje drøftelse både af franske og ikke-franske forskere, og vanskelighederne ved at komme til bestemte resultater om mange forhold har vist sig at være meget store. To ting spiller her en vigtig rolle. For det første har ejendomsfordelingen og bøndernes kår, som så meget andet i l´ancien regime, været i høj grad forskellige i de forskellige dele af riget, således at der ikke lader sig slutte fra enkelte nøje gennemforskede deles tilstande til helheden. For det andet møder en kildekritisk vanskelighed, nemlig i hvilken grad man kan tage de 1789 affattede cahiers som pålideligt materiale til oplysning om tilstandene, hvortil kommer det tvivlsomme i, om man, selvom de er pålidelige for affattelsestiden, kan slutte tilbage fra dem til tidligere tider. Mange forskellige meninger har derfor kunnet hævde sig imod hinanden. Af overordentlig betydning for en endelig afgørelse af spørgsmålene vil blive den udgave af det mægtige kildestof, som offentliggøres af den i 1903 på Jaurés' foranledning nedsatte kommission til publikation af arkivdokumenter angående revolutionens økonomiske liv. Med alt muligt forbehold tør man vel antage, at det har stillet sig omtrent på følgende måde med landejendommenes fordeling: kirken har ejet henved 10 %, adelen omtrent 30 %, borgerlige henad 20 %, bønderne henad 40 %; den ikke store rest har tilhørt kronen og kommunerne. Den til agerdyrkning brugelige del af storgodserne dreves kun i meget ringe grad af godsejerne selv eller deres forvaltere. Den allerstørste part var overladt til bøndernes brug. Bønderne havde jorden enten som métayers, der på denne tid regnedes for at være slettest stillede, eller som forpagtere; afgiften var som regel en pengeafgift, sjældnere en naturalafgift, endnu sjældnere kom hertil en rest af det gamle hoveri, der ingen steder var nogen stor byrde. Kun i nogle egne, især i dem, som Frankrig erhvervede fra Tyskland i det 16. og 17. århundrede, havde der holdt sig et personligt tvangsforhold, idet les mainmortables ikke havde fuld ejendomsret over deres løsøre og ikke fuld frihed over deres personer, omend stavnsbåndet faktisk ikke opretholdtes. Endnu mere til gunst for bønderne i sammenligning med andre lande var dog, at en stor del af jorden var deres selveje i den forstand, at den kunne købes, sælges og arves. Der var imidlertid to omstændigheder, som mindskede værdien af denne bondeselveje. De jordegne lodder var som regel temmelig små, udstykkedes endda stadigt ved arv. Hyppigt kunne de ikke ernære deres ejere, så at disse måtte udfylde deres indtægter med at forpagte jord af herremanden eller ved hjemmeindustri; også den fælles brug af kommuneoverdrevene til græsgangene lettede noget. Men dernæst hvilede der på selvejerjorden vedblivende visse herremandsrettigheder (droits seigneiiriaux), således at den ingenlunde var helt fri. Disse rettigheder trykkede imidlertid meget forskelligt i de forskellige dele af Frankrig. Men hvor store eller små de end var, så mødte de bønderne allevegne i det daglige liv og lod dem føle afhængighed. De kan deles i nytte- og jurisdiktionelle rettigheder. De første bestod i en årlig afgift, som regel i penge, sjældnere i naturalier, i afgifter ved salg, køb eller arv af jorden, i forpligtelser til at betale vej-, bro-, flod- og markedspenge og til at lade kornet male og druerne perse på møllerne og perserne på herremandens grund, endvidere i herremandens jagt- og dueret, der gjorde megen skade. Hvad der endnu var tilbage af seigneurens jurisdiktionelle rettigheder, var hans ret til at indsætte dommere, dog med juridisk uddannelse, der tjente som første instans i civile sager, og til at holde fængsel og lade dommene udføre. Rent faktisk led dog sikkert bondestanden som helhed mere ved tienden, der ofte var gået over til at blive en afgift til godsejeren, og ved de byrder, staten pålagde dem. Til hvad der allerede er nævnt kom det arbejde, staten igennem vejhoveriet lod tynge udelukkende på den uprivilegerede landbefolkning, og som var meget betydeligt på grund af de store anlæg og udbedringer af landeveje, som var fortsat siden Colberts dage. Hvad der forværrede bøndernes kår og gjorde dem gennemgående alt andet end gode, selvom ikke de hyppige misvækster trådte ødelæggende til, var selve agerdyrkningens forældede og slette former. Ganske vist gjaldt det lige så vel de store godser som bøndergårdene, men hvad der bragte godsejerne rentetab, skabte fattigdom mellem bønderne. Disse var dog ikke helt uden selvstyre over deres egne anliggender; endnu fandtes stadigt kommuneforsamlinger. Men endnu ved 1789 kunne ikke halvdelen af bondemændene og ikke mere end godt 1/4 af kvinderne skrive deres navn. Under den jordbesiddende bondestand stod de store masser af jordløse landarbejdere, et proletariat, som afgav stof til skarer af tiggere i de enkelte sogne og til hobe af omstrejfende vagabonder.

En side af l'ancien régime's liv fortjener en særlig omtale. I slutningen af Ludvig XIV's dage og endnu mere i regentskabstiden brød en ny kunstnerisk smag, en ny stil igennem, den som så udøvede sit herredømme over tiden til omkring 1770, og hvis historiske navn er blevet rokokoen. Medens kunsten i Ludvig XIV's stortid med dens hvilen i antikken og barokken ville forherlige kongedømmet, og derfor var pompøs og majestætisk, ville rokokoen behage det ledende og toneangivende selskab; den blev derfor i overensstemmelse med dettes præg yndefuld, elegant, forfinet, frivol. Den har sin store historiske interesse ved bedre end mangen anden tids kunst at svare til sin tids herskende mennesker, til samfundets fine portion, til aristokratiet og plutokratiet, til adelens hoteller og salonerne. Den har sin æstetiske interesse ved at udtrykke trangen til det graciøse på en ejendommelig måde, men den når kun sit mål ved at lade denne trang kvæle forståelsen af, medfølelsen med og fremstillingen af dybere motiver i og kraftigere former af menneskelivet og naturen. Det lå i rokokoens karakter, at den væsentligt blev en dekorativ kunst. Dens centrale områder blev derfor den indre arkitektoniske udsmykning, kunstindustrien, anvendt på møbler og andre huslige genstande, og en malerkunst, der ville skabe billeder af forholdsvis ringe størrelse, dekorerende værelserne, stemmende deres beboere eller gæster til den lette glæde. Kun i ringere grad mærkedes i Frankrig rokokoens indflydelse på bygningernes ydre, mindst i de offentlige bygninger, mere i private, særlig adelens hoteller. Men i den indre konstruktion blev forandringerne store. Selvom de store gallerier ikke helt forsvandt, så ombyggedes dog mange af dem til mindre, det vrimlede frem med små boudoirer, kabinetter og trapper; selv Versailles byggedes indvendigt delvis om. Endnu mere ændredes dog udsmykningen. Der tilsigtedes ikke længere nogen fladevirkning af vægge og lofter. Hjørnerne afløstes af bugtninger, ornamentationen af panelerne blev lettere med svungne linier, med planteranker, løvværk, blomster og arabesker, fauner og nymfer; farverne blev lyse og sarte, og talrige spejle skulle frembringe en udsvømmende, virkelighedsfjendsk stemning. En stor rolle spillede vedblivende gobelinerne; deres emner blev de samme som malerkunstens. Næsten endnu stærkere bemægtigede den ny smag sig de genstande, der fandtes i stuerne. Rokokotiden nyskabte kunstindustrien, og dennes stil har fået navn af Ludvig XV's. Det blev langtfra så meget hensynet til møblernes og de andre genstandes brug som til deres yndefulde udseende, der bestemte formerne; om symmetri lodes der hånt, kommoder, sofaer og senge overdængedes med ornamentation, og en overordentlig opfindsomhed lagde sig for dagen i lysekronernes, kandelabrenes, vasernes, urenes og de rundt om strøede nipsgenstandes bølgende, urolige og kokette former. Med forkærlighed dyrkedes guld- og sølvsmedekunsten, ciseleringen og dernæst porcelænet, det stof, der ved sin glans og sin plastiske føjelighed i så høj grad passede til den ny tid; det var en blivende triumf for den franske kunstindustri da Sévres-fabrikken anlagdes på fru Pompadours foranledning, og dens frembringelser kunne afløse de indførte saksiske; navnlig i porcelænet mærkedes også tidens sympati for den japanske og kinesiske kunstindustri; japanske vifter og kinesiske pagoder var i høj grad på mode. Også malerkunsten bar præg af tiden. Når den tog sine emner fra mytologien - og den gjorde det gerne -, da valgte den navnlig de gudinder, der nøgne kunne åbenbare de skønne former og være erotikkens forkyndere og beskyttere; når den tog dem fra naturen, da var det den natur, der indbød til kærlighed, til landlige fester eller i det hele til det sanselige, behagelige velvære; når den tog dem fra menneskelivet, da var det det lette, elegante, kokette, frivole, som den ville efterligne eller idealisere. Men var der end således et fælles præg over hele tidens malerkunst, så var den dog også bestemt ved de forskellige tidsafsnit og ved de fremragende maleres individualitet og evner. Med Watteau holdt den ny kunst sit indtog i slutningen af Ludvig XIV's og begyndelsen af Ludvig XV's tid; han blev regentskabstidens typiske maler. Han stammede fra Fransk-Flandern, havde i sig noget af Rubens' ånd, blev påvirket af kendskabet til hans arbejder foruden af fransk dekorations- og ornamentationskunst, af den kunst, som de i Paris opførte italienske maskekomedier repræsenterede og af hele det parisiske liv. Han var dettes modsætning ved sin sygelighed og skrøbelighed; i hans billeder har man ment at finde hans fantastiske længsel efter en verden, som han så for sig eller drømte om, men ikke selv kunne blive delagtig i. Men denne længsel var stærk, og hans kunstneriske evner var store; han var en vellystig sværmer med lune, elskværdighed og stor formende sans. »Indskibningen til Cythere« er navnet på hans berømteste billede, det som skaffede ham optagelse i akademiet med titlen: de galante festers maler. Han fik efterfølgere, der kraftigere end han og uden hans melankoli kunne fremstille, hvad tiden lystede efter. Den berømteste er Boucher, der som beskyttet af fru Pompadour til en vis grad spillede en lignende rolle som Le Brun under Ludvig XIV, blev direktør for den Kgl. Gobelinfabrik, ledede hoffesterne, tegnede kostumer, gjorde udkast til haveanlæg. Han malede mytologiske emner, men særlig det mondæne liv. En endnu stærkere sanselig tone, en endnu større sympati for de pikante situationer fandtes hos Fragonard, fremragende ved sin ypperlige teknik. For sig selv stod derimod La Tour, hvis udmærkede pastelportrætter anskueliggør os tidens mest bekendte mænd og kvinder. Rokokokunsten gik fra Frankrig sin vandring ud over hele Europas fastland og påvirkede arkitektur og interiører. 

Tiden 1688-1714 blev så godt som på alle områder afgørende for Englands stilling og tilstande i det 18. århundrede der skabtes i denne tid nyt, og der bevaredes gammelt. Og både det ny og det gamle fik en fasthed, som havde været savnet i henved et århundrede, og blev alligevel så elastisk, at det stadigt rummede udviklingsmuligheder. Udadtil genvandtes den stilling i det europæiske statssystem, som bortset fra Cromwells kortvarige styre havde været tabt siden Elisabeths dage, og dernæst ordnedes forholdet til Skotland og Irland. Dynastiskiftet havde ikke rokket personalunionen mellem England og Skotland. Det skotske parlament erklærede straks, at Jakob havde forbrudt kronen, og gav den til Vilhelm og Marie; derpå fastsloges presbyterianismen som Skotlands kirkeordning. Et oprør af højlandenes klaner blev slået ned med strenghed. Men da det engelske parlament uden at forhandle med det skotske i 1701 vedtog den hannoveranske arvefølge, truede en større fare for forbindelsen mellem de to riger. Jakobiterne rejste påny hovedet; langt vigtigere var det dog, at et stærkt parti krævede økonomiske indrømmelser af England som betingelse for unionens bevarelse. Kravet var naturligt. Skotlands interesser led skade ved, at det som Englands forbundsfælle under krigen med Frankrig måtte opgive sin handel med dette land, og på den anden side var det ved Navigationslovene udespærret fra handel på de engelske kolonier. Da gav England efter for at nå det store mål, som et øjeblik var blevet virkeliggjort af Cromwell, men senere var opgivet. I 1707 afsluttedes Real Unionen mellem England og Skotland. Den bevarede for dette land dets eget retsvæsen og dets egen kirke, men den gjorde den hannoveranske tronfølge fælles, skabte et fælles parlament og indførte økonomisk ligestillethed for de to riger med afskaffelse af toldgrænsen; kongen antog titel af konge af Storbritannien. Således var der skabt eet rige. Men det varede længe, inden de to folk voksede sig bort fra rivninger og nationalhad. Ganske anderledes med Irland. Dets forsøg på at hævde sin selvstændighed kom det dyrt til at stå. Efter slaget ved Boyne-floden (1690) frygtede England det ikke mere; gammel hævnlyst mod katolikkerne og gammel overlegenhedsfølelse overfor kelterne groede sammen med økonomiske interesser og bevirkede, at øen blev et tjenende lydland. Vel bevaredes et irsk parlament, men til det blev kun protestanter, altså væsentligst engelske indvandrere, valgbare; noget senere berøvedes også valgretten katolikkerne. Der kom andre strenge undtagelseslove mod katolikkerne, og tilmed underordnedes senere dette irske parlaments lovgivende myndighed under Storbritanniens parlament. Men tillige gjordes øen merkantilt afhængig ved, at dens hovedprodukt, uldvarer, kun måtte udføres til England, hvor de endda blev ramte med høje prohibitive toldafgifter, for at de ikke skulle skade den engelske uldindustri; her overfor betød det kun lidet, at man støttede den ufarlige irske linnedindustri. Allerede forud for sikringen af Englands stilling som europæisk stormagt og for den endelige ordning af forholdet mellem Storbritanniens bestanddele var gået fæstnelsen af rigets ny indre statsskik. Arbejdet var begyndt med Bill of Rights, der er det retsligt endnu bestående grundlag for den engelske forfatning, og fortsat ved en række andre forfatningsbestemmelser. Medens tidligere kronens ordinære indtægter var bevilgede af parlamentet een gang for alle for kongens levetid, blev dette fra nu af kun tilfældet med en del af denne sum, medens resten skulle bevilges årligt, og dernæst anvistes alle bevillinger fra nu af urokkeligt til bestemt brug. Herved havde parlamentet fastslået sit herredømme over finanserne. Tillige sikrede det overholdelsen af bestemmelserne i Bill of Rights om, at kongen ingen stående hær måtte holde uden dets samtykke, ved fra nu af at indskrænke kongens ret til at holde disciplin i hæren til kun at gælde en bestemt kort tid (derfor har parlamentet siden stadigt årligt vedtaget den såkaldte Mutiny Act). Endelig fastsloges, at valgene til parlamentet ikke måtte have gyldighed ud over 3 år. Den vigtigste ny forfatningslov var dog tronfølgeloven (Act of Settlement) af 1701, nødvendiggjort ved den sikre udsigt til, at Anna ikke ville efterlade sig børn. Tronen overførtes herved ved hendes død til kurfyrstinde Sofie af Hannover som datterdatter af Jakob I og hendes protestantiske livsarvinger; enhver fremtidig engelsk konge skulle tilhøre den anglikanske kirke. For at sikre mod skadelige følger af tronens overgang til tyske fyrster bestemte loven, at England ikke uden parlamentets samtykke skulle være forpligtet til at deltage i nogen krig til forsvar for dets konges besiddelser, når de ikke tilhørte den engelske krone, og at der skulle kræves fødsel af engelske forældre for at beklæde noget embede eller have sæde i parlamentet. Men hertil var føjet andre bestemmelser, der indskrænkede kronens magt: dommerne skulle ikke kunne afsættes undtagen på forlangende af over- og underhus; underhusmedlemmerne skulle, når de fik et hidtil eksisterende embede, underkaste sig omvalg, og når de fik et nyt embede oprettet for sig, skulle de være udelukkede fra sæde i huset. Medens alle disse bestemmelser angik forholdet mellem statsmagtens faktorer, var Toleranceakten et skridt henimod større åndelig frihed for en del af befolkningen, og i samme retning gik ophævelsen af censuren overfor bøger og aviser. Alt dette betød ikke, at kongedømmet var blevet til en ren skininstitution; hverken whigger eller torier opfattede det således, og det historiske forløb godtgør, som vi straks skal se, at fyrstens personlighed og vilje kunne veje adskilligt. Men det betød, at kongedømmets indflydelse alligevel måtte blive langt ringere, ikke alene end i alle andre samtidens monarkier, men navnlig end hvad tudorer og stuarter havde stræbt at gøre den til, og at disse fyrstehuses tanker om det kongelige prærogativ var dødsdømt; der var slået en pæl igennem kravet om, at kongen kunne benytte det til vilkårligt at gribe ind i lovgivning og skatteydelse, i undersåtternes religion, retssikkerhed og ejendomsret. Over alle disse anliggender var parlamentet som udtryk for folkets vilje blevet herre. Thi selvom kongens vetoret mod love ikke var ophævet, så benyttedes den allerede nu kun overmåde sjældent, og snart efter forsvandt den faktisk helt. For så vidt var der gennemført en adskillelse af den udøvende og den lovgivende magt, men suprematiet var tænkt hos den sidste, uden at dog grænsen var tydeligt bestemt. Ved siden heraf var der et tilløb til at anerkende, at selve statsmagtens ret over individerne havde sin begrænsning. Der må imidlertid tillige erindres andre forhold. På vigtige områder var der ikke sket nogen forandring i den bestående statsskik. Testakterne var ikke blevet ophævede, og den gamle ordning af valgretten til underhuset var ikke ændret. Årsagerne hertil lå dybt. De allerfleste protestanter ville ikke vise tolerance mod katolikkerne enten af konfessionelt had eller af politiske grunde. Dernæst havde forandringen i 1688 været en politisk revolution, ikke nogen social. Den var gennemført af de velstillede, som allerede i forvejen sad inde med magten i samfundet; de havde ved den villet sikre sig mod et vilkårligt kongedømmes krænkelser af parlament og kirke, men de betragtede sig som identisk med folket, og de tænkte ikke på gennem en forandring af valgretten at åbne andre lag adgang til repræsentation, således som tanken til sine tider havde været under omvæltningen i midten af det 17. århundrede jævnsides hermed bevaredes imidlertid den gamle elasticitet i retsudviklingen og det gamle forhold, at denne kunne foregå uden at udtrykkes i bestemte love. Som hidtil virkede på privatrettens område domstolenes kendelser som udfyldende lovene. Og som hidtil kunne statsretlige grundregler vokse gradvis frem igennem opståen og sædvaner, der så efterhånden betragtedes som dele af forfatningen uden at være fæstnede i lovsform. Dette gav sig udslag i udviklingen af kabinettet. Som tidligere set havde allerede for revolutionen Privy Councils myndighed til sine tider været trængt tilbage af kabinetsråd, bestående af enkelte medlemmer af det. Under Vilhelm III blev det nu en fast sædvane, at de ministre, som havde de vigtigste statsembeder, dannede et sådant kabinet. Endnu var delte dog fuldstændigt afhængigt af kongen: der behøvede oprindeligt heller ingen politisk ensartethed at være imellem dets medlemmer, ingen af dem var den ledende, kongen var sin egen premierminister. Anderledes gik det under Anna. Da trådte ensartetheden langt stærkere frem. Og vel at mærke, det blev ikke så meget dronningens tilbøjelighed, der her virkede, som hensynet til flertallet i parlamentet og særlig i underhuset. Hermed var sket et tilløb til, at noget nyt groede op, omend det endnu ikke var blevet en forfatregel, kun på vej til at blive det. Den udøvende magts nøje forbindelse med parlamentet rykkede frem. Men dette stod i inderlig sammenhæng med organisationen af de to store politiske partier. Netop i denne tid bliver denne organisation fastere end førhen. Vi har tidligere set toriernes og whiggernes forskellige politiske og kirkelige formål og program, og hvorledes de kun et øjeblik var gået sammen ved oprøret i 1688 for så atter at skilles. Og skilsmissen vedblev med bevarelsen af de gamle programmer, støttet til visse adelsfamiliers traditionelle tilknytning til torierne, andres til whiggerne. Meget dybtgående var partiforskellen dog ikke i konstitutionel henseende. Begge partier var i virkeligheden tilhængere af parlamentets overmagt, således som revolutionen havde skabt den; torierne ville kun mere end whiggerne ved siden heraf hævde kongedømmet; på en tilbagevenden af Jakobs slægt tænkte kun en ringe del af dem, og flertallet indenfor dem havde været ivrigt for Act of Settlement. Langt vigtigere var de motiver til modsætning, som skyldtes økonomiske og kirkelige forhold. Vi må derfor kaste blikket på disse. Englands velstand hvilede som hidtil både på dets jords udnyttelse gennem korn- og uldproduktion og på dets byerhverv, handel, industri og skibsfart. Talmæssigt var den del af befolkningen, der levede på landet og var knyttet til den første velstandskilde, endnu langt større end byerhvervenes varetagere. Men både på landet og i byerne var den politiske magt og rigdommene i hænderne på overklassen, godsejerne og storkøbmændene. Revolutionen i 1688 og parlamentets overmagt i staten betød, at denne overklasses herredømme også økonomisk gjorde sig stærkere gældende end førhen; man har med rette talt om en parlamentarisk merkantilisme. Det ville være ubilligt at sige, at den så hele Englands politik under synspunkt af sine klasseinteresser; i adskillige henseender havde den store nationale formål, var også overbevist om, at den tjente hele Englands vel. Men alligevel spillede klasseinteressen en meget vigtig rolle. Navnlig kom skatterne i høj grad til at hvile på en række almindelige forbrugsartikler (som salt, kaffe, the og malt), og derved til at tynge hårdest på de ubemidlede, og i det hele gik, i overensstemmelse med de merkantilistiske toriers fremskridt, storproducenternes interesser stærkere end før forud for forbrugernes og arbejdernes. Det var de første, som parlamentet ville beskytte ved lovgivning, medens den elisabethanske regulering af arbejderforholdene med værn for svende og drenge mistede sin betydning. Den samlede overklasses økonomiske interesser kunne vel således i vigtige henseender være ensartede, men måtte dog spalte sig på mange andre områder. Agrar- og byinteresser måtte være forskellige, og selvom agrarinteresserne stod med den overvejende del af befolkningen i ryggen, så vejede byinteresserne dog allerede i og for sig stærkt ved det store opsving i handelen, industrien og skibsfarten, der netop nu fandt sted, for en del takket være franske fordrevne huguenotters bosættelse. Udførselen blev betydelig større end indførselen, uldmanufakturerne gik stadigt frem, jernmanufakturerne i Sheffield og Birmingham begyndte at få betydning, skibenes lastedrægtighed fordobledes; navnlig var det Holland, det gik ud over i konkurrencen, medens Frankrigs klædeudførsel holdt stand og delvis var den engelske overlegen. Af største vigtighed for den engelske omsætning var oprettelsen af Bank of England. Et andet moment virkede stærkt og særlig i politisk henseende. En stor del af den rige godsejeradel havde løse kapitaler, som de anbragte i penge- og handelsforetagender; de fik derved interesser til fælles med de rige borgerlige, og mange af disse optoges i adelens rækker. Netop disse kredse var whigger, hvilket partis stamme jo tidligt havde haft en forbindelse med bybefolkningens øverste lag . I modsætning hertil repræsenterede torierne langt mere agrarinteresser. Til en vis grad afbalanceredes og udjævnedes dog de stridende interesser, så meget mere som whigadelen og mange af pengemændene var agrarer lige så vel som torierne. Partierne enedes om at støtte kornproduktionen ved foruden tidligere beskyttelse at lade staten give præmier for udførsel af korn; for så vidt blev den engelske merkantilisme mere agrarisk end andre landes; på den anden side opretholdtes de tidligere forbud mod udførsel af råuld. Men på andre områder kom der strid. Især skiltes partierne i den almindelige handels- og toldpolitik. Whiggerne og byherrerne målte den engelske handels værdi fortrinsvis efter dens forbindelse med den engelske industri, som den skulle fremme. Deres politik blev derved en protektionistisk kamppolitik for at hindre fremmede industrivarers indtrængen og udvide udførselen af engelske industrivarer; torierne var mere stemt for en toldpolitik, der kunne lette handel med alle varer, selv fremmede, og ville derfor handelstraktater endog med den store konkurrent Frankrig. En anden modsætning mellem de to partier skabtes ved deres forskellige stilling til de kirkelige spørgsmål. Den kirkelige interesse var ganske vist betydeligt afsvalet, særlig i det Londonske Selskab, der på mange måder bestemte den offentlige mening, og hvis anskuelser fandt et dagligt udtryk i hovedstadens talrige kafeer og klubber og i den efter censurens ophævelse voldsomt tiltagne avis-, tidsskrift- og pjecelitteratur. Læginteressernes sejr over kirken viste sig på mange måder. Tolerance-Ediktet pegede i den retning, endnu stærkere naturvidenskabens anseelse, Locke's filosofi, den almindelige rationalistiske betragtningsmåde af de religiøse spørgsmål med dens udløb i latitudinarisme, naturlig teologi og deisme, og ikke mindst de moraliserende og underholdende tidsskrifter, der blev tidens modelæsning. Men alligevel levede den gamle modsætning mellem den anglikanske kirkes tilhængere og nonkonformister; troligvis var den nu mere af politisk end af religiøs art. Det var her ikke uden betydning, at den største del af det brede folk især på landet, havde bevaret et gammelt nag til nonkonformister og påvirkedes i den retning af de fleste landgejstlige. På dette område kunne derfor i givne øjeblikke rejses en folkestemning, og, som det gentagne gange kom til at vise sig i Englands historie i det århundrede, var en sådan folkestemning trods overklassens magt i parlamentet ikke betydningsløs. Men vigtigere var det dog, at det kirkelige spørgsmål skilte overklassen i to dele og afgav et betydningsfuldt moment i striden mellem torier og whigger. Torierne var som i ældre tid stadigt anglikanere eller som de også kaldtes højkirkemænd; de havde med sig landgejstligheden og de fleste valgberettigede selvejere (yeomen) blandt bønderne; imellem litteraturens mænd sluttede Swift sig til dem. De accepterede Tolerance-Ediktet, men ville ingen yderligere indrømmelser til nonkonformister. Whiggerne sluttede sig derimod til disse og ville større friheder for dem, så meget mere som nonkonformisterne var enige med dem i deres politiske program og havde stærkt tilhold i byerne og ikke mindst i disses plutokrati; til samme parti hørte de fleste af bisperne, der var mere eller mindre udprægede latitudinarier. Af alle disse forhold bestemtes kampstillingen mellem de to partier, i denne periode og langt ned i århundredet. Men tilføjes må det, at der indenfor dem begge gjorde sig en stærk demoralisation gældende med egennyttige privatformål, med bestikkelser ved valgene, især i de små valgflækker, og med bestikkelighed hos selve parlamentsmedlemmerne, hvad der kunne forefindes så meget lettere, som hverken taler eller lister over afstemninger offentliggjordes. Man kunne tænke sig fyrster, der kunne have draget stor fordel for deres magt af partimodsætningen, men foreløbig blev det dog ikke tilfældet med nogen af Englands herskere. Vilhelm III havde tanker i denne retning, sluttede sig derfor ikke til noget af partierne. Men han var uden finansielle og administrative evner; hans kolde, tørre væsen kunne ikke påvirke den folkelige fantasi, hindrede ham også i at blive midtpunkt for det fornemme samfund. Han forblev en fremmed i sit nye rige, omgav sig med hollændere og søgte hvert år hjem til sit fødeland. Hans betydning for Englands historie blev, foruden at han havde gennemført revolutionen, den, at han var lederen af den store udenrigske politik og evnede at gøre England til Frankrigs store medbejler. Allerede i 1694 var hans dronning Marie død efter at have været almindeligt afholdt. Ved hans egen død i 1702 besteg hans svigerinde Anna tronen. Forgæves søgte hun at skaffe sin ægtefælle, den danske prins Jørgen, kronen. Selv vandt hun sympati ved sin godlidenhed og gavmildhed. Men hun var uden større evner, let påvirkelig, kun i een henseende fast, nemlig i sin forkærlighed for den anglikanske kirke. I sit hjerte var hun derfor tori, men det var dog langt mere de almindelige forhold og tidens store spørgsmål end hendes personlighed, der bestemte begivenhedernes forløb. Revolutionen havde ikke bragt whiggerne flertal i parlamentet, og kun en enkelt gang var der under Vilhelm et ministerium af deres farve; ellers regerede kongen med blandingsministerier. Først ved det 18. århundredes begyndelse trådte også modsætningen mellem partiernes politiske hensigter bestemt frem. Det var spørgsmålet om fred eller krig, der skilte dem. Torierne var for fred; de ønskede hæren indskrænket af sparsommelighed og af frygt for et militærherredømme, og de betragtede ikke Frankrig som den store medbejler i handel og industri. Whiggerne, der så Englands fremtid i sikringen og udviklingen af dets handel og industri, frygtede derimod Frankrigs planer med hensyn til Spanien, var også mere end torierne ængstelige for Ludvig XIV's beskyttelse af de fordrevne stuarter. Da bragte den franske konges fremfærd krigsstemningen til sejr. Men torierne gav ikke afkald på magten og fik efter Vilhelms død støtte hos dronning Anna. En underlig skæbne ramte dem dog. Marlborough, Englands håb og stolthed under krigen, hørte til deres parti, men snart viste det sig, at han ville føre kampen med langt større kraft end de. Han begyndte en tilnærmelse til whiggerne og havde magt over dronningen igennem sin hustru, der var hendes hofdame. Afgørende blev dog de store sejre fra 1704; krigsstemningen voksede i landet; whiggerne fik flertal i underhuset, og Anna gik ind på at danne et kabinet, overvejende af whigger, hvad der var et tilløb til parlamentarisme. I flere år sad nu whiggerne ved roret. Men et brud mellem dronningen og lady Marlborough skadede dem. Vigtigere var dog en ny stemningsbevægelse i England. Et had voksede op mod Marlborough som den ny Cromwell, der ville støtte sig til hæren. Men ganske særlig virkede en højkirkelig reaktion, der både angreb nonkonformisterne og hævdede den gamle toridoktrin om kongedømmets ukrænkelighed. Følgen blev Whigministeriets fald i 1710, nye valg gav torierne flertal i underhuset, udnævnelser af Peers bragte lignende resultat i overhuset, Marlborough blev afskediget, og torierne fik magten. De brød koalitionen og sluttede fred med Frankrig. Freden betød dog netop virkeliggørelsen af whiggernes ønsker. Men forskellen mellem de to partier trådte alligevel frem også i den udenrigske politik. Torierne ønskede en handelstraktat med Frankrig, der kunne lette omsætningen med dette land. Men whiggerne var i stand til at hindre det, støttende sig til at ellers Methuentraktaten måtte opgives. Den økonomiske kamppolitik mod Frankrig opretholdtes. Friere formåede torierne at handle i den indre politik. Der vedtoges hårde love mod nonkonformister, og en lov knyttede valgbarhed til underhuset til besiddelse af stort landgods. Det var et slag mod i alt fald en del af byernes plutokrati, og loven blev stående til langt ned i det 19. århundrede toripartiets herredømme stod dog trods alt på løs grund. Annas død kunne snart forudses; det hannoveranske hus vidstes at være afgjort whigsindet. En yderste fløj af torierno, de såkaldte jakobiter, var stemt for at bryde med Act of Settlement og gennemføre en stuartsk restauration. Men den store del af partiet vaklede; Jakob III's katolicisme var skræmmebilledet. Tilmed var der uenighed mellem lederne, mellem hvilke lord Bolingbroke ragede frem både ved sine diplomatiske evner og ved sin rige dannelse, sit store forfattertalent og sin glimrende, ildfulde veltalenhed. Hans ideal var det stærke kongedømme støttet til jordejendommen. Da blev Anna dødssyg. Whiggerne benyttede sig deraf og af toriernes svækkelse til et slags statskup. For sidste gang mødte alle Privy Councils medlemmer, hvoriblandt whiggerne var de stærkeste, op med krav på at være kronens rådgivere frem for kabinettet. Således fik partiet magten i dronningens dødsstund i 1714.

Georg I, kurfyrste af Hannover og søn af den kort for Anna afdøde kurfyrstinde Sofie, besteg i 1714 uden modstand Englands trone. Han var en ret ubetydelig mand, udsvævende og uden vindende optræden. Han vedblev at være en fremmed i England, omgav sig med tyske diplomater og hofmænd og tyske elskerinder, lærte end ikke at tale sit ny riges sprog. I 1727 fulgtes han af sin søn Georg II, der regerede til 1760. Han var et ganske godt hoved, en af de bedste af slægten, men også han følte sig overvejende som tysk fyrste og begunstigede i den udenrigske politik Hannover på Englands bekostning. Om noget personligt bånd mellem de to konger og det britiske folk kunne der derfor ikke blive tale. Alligevel kom det ny dynasti til at stå sikkert og fast, og folket, hidtil af samtiden anset for tilbøjeligt til pludselige omvæltninger, blev for den store helheds vedkommende loyalt og kongetro. Det skyldtes forskellige forhold. Den største del af folket og kongehuset havde en fælles fjende i det stuartske hus. Tilbage som stuarternes tilhængere var kun jakobiterne, hvis styrke lå i Skotland. Og dog var de en fare. Gentagne gange kom det til ret alvorlige oprørsforsøg. Truende blev stillingen i 1745, da England var optaget af den Østrigske Arvefølgekrig. Jakob havde overladt sine tronkrav til sin søn Karl Edvard, der støttet af Frankrig landede i Vestskotland. Hans ridderlighed vandt klanhøvdingerne for ham, og en stor del af det skotske folk, selv Edinburgh, sluttede sig et øjeblik til ham. Stor blev derimod skuffelsen, da han vovede sig ind i England. Atter måtte han trække sig mod nord. Da mødte hertugen af Cumberland, Georg II's yngre søn, ham med sin fra Tyskland hjemkaldte hær og slog ham fuldstændigt ved Culloden i det nordøstlige Skotland i 1746. Det blev dødsslaget for det stuartske hus. Fuldt så meget betød dog de to første Georgers resolutte tilslutning til den engelske konstitutionelle forfatning; ingen af dem tænkte på at udvide kongedømmets råderum; hvad de havde af magttilbøjeligheder fandt de et afløb for i Hannover. Mere vovelig kunne dynastiets lige så resolutte tilslutning til whiggerne synes. Den var, som tidligere omtalt, begyndt allerede før 1714. I hele perioden var whiggerne ved roret. Resultatet viste dog, at toriernes hovedmasse ikke derved blev drevet over til en opposition mod selve kongehuset. Tværtimod blev de til en loyal opposition. Og hertil kom, at whiggerne vel var blevet det herskende parti, men tidligt splittedes i grupper. Torierne kunne slutte sig til enkelte af disse, berede regeringen vanskeligheder, fremme deres interesser, men netop derfor følte de ingen trang til at forlade lovens grund. Det betød selvfølgeligt meget for whiggerne, at kongerne sluttede sig til dem, også fordi den indflydelse, kronen havde over en mængde valgflækker og over embeder, derved blev stillet til deres rådighed. Med hensynsløshed havde de også vidst at udnytte den omstændighed, at nyvalg efter tronskiftet havde givet dem flertal i underhuset. I 1716 vedtoges en lov, hvorved parlamentsperioden udstraktes nu og i fremtiden til 7 år (Septennial Act), hvilken lov gjaldt til 1911, da parlamentsperioden blev femårig. Imidlertid havde dog whigpartiets langvarige magtperiode og dets flertal i underhuset også dybere liggende årsager. Særlig vejede det til gunst for whiggerne, at deres bestræbelser for at udvikle landets velstand faldt sammen med en periode i det engelske folks historie, hvor der var tilbøjelighed til at lade ydre og indre politik så godt som helt bestemmes af, hvad der var til gavn for velstanden, og hvor national og privat ærgerrighed samlede sig om pengemagt. Det var derfor ret naturligt, at der i det engelske samfund kunne fremkomme en lignende rus af spekulationslyst som den, vi har set i Frankrig under den Lawske periode. Det vrimlede en tid med aktieforetagender; også regeringen indlod sig i spekulationer for at lette statsgælden. Da kom et lignende tilbageslag som overfor Laws Indiske Kompagni: »Boblen« brast og medførte en vild forvirring i alle samfundsklasser. Denne episode medvirkede til, at en af whiggernes førere kaldtes til roret, som gav deres herredømme større fasthed og tillige på mange andre måder påvirkede Englands stat og samfund. Robert Walpole, der tilhørte gentryen og ikke højadelen, havde allerede tidligere været minister, men havde ikke været medlem af kabinettet i spekulationsperioden og stod således ansvarsløs overfor det skete, om han end havde benyttet det til at samle sig rigdom. Alles blikke rettedes nu mod ham, der også selv higede mod magten; han blev i 1721 skatkammerlord og beholdt embedet i 21 år. Hans styrke var hans omfattende finansielle og økonomiske kundskaber, hans store praktisk-politiske talent, der mindede om en stor forretningsmands, og hans klare blik for de i øjeblikket foreliggende opgaver. Han ville en rolig fremadskridende udvikling; hans valgsprog blev »quieta non movere«. Udadtil var han derfor tilhænger af en fredspolitik. Det lykkedes ham også at gøre den allerstørste del af sin styrelsestid til en fredsperiode for England med venskabeligt forhold til Frankrig og dog uden indblanding i den Polske Tronfølgekrig. Han ville freden, fordi han i den så midlet til at ordne finanserne, fremme handel og industri og forsone modsætningerne indenfor det herskende samfund. Det er sagt om ham, at han ved sine finansoperationer gjorde det muligt for England at spille den store rolle under den Preussiske Syvårskrig (»uden Walpole ingen Pitt«). Med hensyn til landets økonomi var hans politik bestemt af ønsket om at fremme industrien og den til den knyttede handel og skibsfart, altså ren merkantilistisk. Derfor afskaffede han indførselstold på næsten alle råmaterialer og næsten alle udførselsafgifter, forøgede derimod tolden på indførte manufakturvarer og gav præmier for udførselen af sådanne. Walpole ville forsone torierne, men alligevel følte han sig bestemt som whig, og for partiets fremtid fik han en afgørende betydning. Han ville lægge det parlamentariske systems tyngdepunkt i underhuset; dér skulle whiggerne have deres hovedstyrke. Der er ingen tvivl om, at han benyttede alle midler til at skaffe dem flertallet dér, i høj grad udnyttede bestikkelser, regerede tyrannisk over sine tilhængere. Samvirken mellem underhuset eller rettere dets flertal og kronen, var Walpoles store mål, og midlet skulle være kabinettets overensstemmelse indbyrdes og med dette flertal. Han nåede det også. Vel blev kabinettet endnu ikke som senere underhusets tillidsmænd og regerende udvalg; vel opfattedes det endnu som kronens råd, og vel gjorde Walpole selv alt for at vinde kongens blivende støtte; men han hævdede principielt, at kabinettet skulle danne en politisk enhed med kollektiv ansvarlighed, og han fastholdt i praksis, at det kun skulle bestå af whigger. Han gav det tillige den ledende magt i den udøvende regering. Han kunne nå alt dette uden kamp, dels fordi kongerne selv var whigsindede, dels fordi Georg Is ukyndighed i det engelske sprog bevirkede, at han holdt sig borte fra kabinettets møder, og dette således fik en udpræget særstilling. Er han end ikke den, som har skabt en fuldt udformet parlamentarisme, så har han dog givet den i dens stadigt uskrevne form et vigtigt fremstød. Og det samme gælder det forhold, at kabinettet fik en leder, en slags premierminister; hans egen magtlyst medvirkede i høj grad dertil. Walpoles styrelse blev i alle måder af stor betydning for Englands historie, i konstitutionel, i finansiel og ikke mindst i økonomisk henseende. Velstanden blev meget større end før; agerdyrkningen fik en guldalder; handelsbalancen blev gunstigere end tidligere; kapitaler opsamledes. Også industriarbejdernes løn steg, men dog ikke således, at det udelukkede dårlige kår og misfornøjelse. Længe kunne Walpole bygge både på valgkorruption og kronens indflydelse over valgflækkerne og på en stærk sympati hos vælgernes flertal; torierne var halvt forsonede, halvt trængte til side. Men at samle whiggerne til et parti uden gruppedeling havde han ikke evnet; hans og andres magtlyst og ærgerrighed var en hindring derfor trods al enighed i de store spørgsmål. Da kom der tilmed forhold, som gav oppositionen mod ham en hidtil uset styrke. En vidt dreven smughandel på Spansk-Amerika havde været en væsentlig indtægtskilde for de engelske købmænd. Da den spanske regering endelig tog kraftige modforholdsregler, rejste der sig en bevægelse for at besvare dem med krig. Walpole måtte imod sin vilje bøje sig derfor. Et fredsbrud indtrådte i 1739. Men krigen blev uheldigt ført, og en forbitrelse rejste sig mod den hidtil så mægtige minister, der beskyldtes for at have forsømt orlogsflåden. Han led et nederlag i parlamentet og trådte tilbage i 1742. Torierne var altfor svage til at kunne overtage magten. Whigherredømmet fortsattes. Men partiets deling i fjendtlige grupper trådte nu frem i fuldt lys; vekslende ministerier blev følgen. Også på anden måde viste partiets forfald sig. Den politiske moral sank lavere og lavere. Og netop nu var der begyndt alvorlige tider for England udadtil. Søkrigen med Spanien blev efter Walpoles fald udvidet til kampen på fastlandet. Georg II's hannoveranske politik under den ved den Østrigske Arvefølgekrig frembragte europæiske situation virkede sammen med et levende udbrud af den engelske handels- og kolonimodsætning overfor Frankrig, der var Spaniens forbundsfælle. Men der vandtes ingen laurbær i krigen (undtagen dem i Skotland mod prætendenten), og da den efter en 8årig pause fornyedes i 1756, kom skam og tab. 

For Europas politik og kultur havde i lange tider Dniepr floden, Litauens skove og sumpene ved den Finske Bugt dannet den østlige grænse. For hvad der lå hinsides, havde væsentlig kun nabomagterne, Tyrkiet, Polen og Sverige, og enkelte fordel- og eventyrsøgende privatmænd eller af og til nogle fyrstehuse haft nogen interesse; ellers havde det været det fremmede, kætterske, barbariske, Asiens udflod over Uralbjergene. Den største del af Europa havde næppe engang haft den rette forståelse af, hvad der var foregået ovre i øst i det 17. århundrede og dog var her sket noget i høj grad betydningsfuldt. Et øjeblik havde det set ud til, at en stamme af slaverne, som hørte med til civilisationens Europa, skulle blive barbarernes herrer. Men polakkernes herredømme i Moskva havde kun været kortvarigt, og deres fortsatte kamp med russerne var endt med deres store nederlag. I virkeligheden betød dette, at hegemoniet i den slaviske verden var flyttet fra Warschau til Moskva. Det var næppe tilfældigt. Det havde ikke hjulpet Polen, at dets overklasse ejede en europæisk kultur; det var bukket under for Ruslands større statslige styrke. Den polske republik - den gængse, fra oldtidens fristater med stolthed optagne benævnelse på de siden Sigismund Augusts tid ved en realunion forbundne riger: kongeriget Polen og storfyrstendømmet Litauen - udgjorde mere et forbund af selvstændige landsdele end en samlet stat. Splittelsen skyldtes navnlig, at staten bestod af mange særskilte landskaber, som hver for sig havde en stor selvstændighed, udøvet gennem deres landdage, der ikke alene afgjorde deres indre anliggender, men også greb ind i republikkens almene styrelse. Fuldt så vigtigt var dog, at denne var overordentlig svag. Centralmagten bestod af de 3 såkaldte rigsstænder, kongen, senatet og landbudenes hus, hvilke to sidste tilsammen udgjorde rigsdagen. Denne valgte kongen. Det fri kongevalg var republikkens stolthed, men faktisk en ødelæggelse for Polen ved den lejlighed, det gav til indbyrdes strid og til udlandets indblanding. Med kongevalget forbandtes en streng håndfæstning. Den udelukkede vel ikke, at kongen formelt havde en del rettigheder, men reelt var hans magt i alle indre anliggender kun meget ringe. Rigsdagen var af yngre dato, først skabt i slutningen af det 15. århundrede som et enhedsorgan, men udfyldte kun slet denne sin bestemmelse. Fordærveligt var det især, at af et landskabs sendebud, fra midten af det 17. århundrede endog et enkelt medlem ved indsigelse kunne forhindre en rigsdagsbeslutnings gyldighed. Dette liberum veto bevirkede, at i tiden 1652-1764 nåede kun 7 af de 55 ordinære rigsdage at fatte en beslutning; på 18 af de øvrige 48 havde enkelmandsveto lagt en sten i vejen derfor. End ydermere fik en »polsk rigsdag« sin berygtede betydning ved, at dens forhandlinger ofte var voldsomme, med støj og dragne sværd, ikke mindst ved deltagelse i forstyrrelserne fra tilhørernes, især unge adelsmænds side. Til alt dette kom en slet ordnet administration, usle finanser, et adelsopbud til hest, der var udmærket beredent og modigt, men mødte trevent og uden disciplin, og en stående lejehær, der var ringe i tal og dårligt organiseret. Statens og samfundets skavanker lå dog endnu dybere. Republikken var fuldt ud en adelsrepublik. Alle adelsmænd havde store privilegier som personer og som godsejere, og kun de havde statsborgerlige rettigheder, kun de gav møde på land- og rigsdage, kun de kunne få embederne. For så vidt var adelen en art demokratisk institution, som alle dens medlemmer (ca. 1/15 af befolkningen) var juridisk ligestillede. Reelt faldt den dog i et fattigt proletariat, en mellemklasse og magnaterne, og de sidste (ca. 100 familier) havde den virkelige magt; den øvrige adel, især de fattige, udgjorde blot dens tilhæng. Det var disse magnater, som besad Europas hele kultur, den klassiske dannelse, interessen for kunst, mod og chevalereskhed, men også Europas mest forfinede luksus, strålende dragter, pragtfulde paladser, de fineste haver, den store hofstat. Og de besad tillige en til det yderste dreven selvstændighedsattrå, der lagde sig for dagen i retstrætter og stridbarhed og hos de allerfleste sprængte al statslig følelse. Af dette opstod Polens ulykke, dets forfatnings skavanker og dets udartede partivæsen. Thi så megen klogskab var der dog hos dem, at. Ikke enkeltmand vovede sig frem i statssager; liberum veto benyttedes ikke, undtagen der stod et parti eller et landskab bagved. Men var dette tilfældet, da optog man også den store strid. Og her spillede det sin vigtige rolle, at den polske statsskik fra midten af det 17. århundrede anviste et middel, hvorved partierne kunne gøre sig gældende. Det var konføderationer, forbindelser mellem en større eller mindre kreds af adelige eller landskaber, som havde ret til med våbenmagt at til true eller tiltvinge sig lovgyldige beslutninger. De kunne blive en udvej til at råde bod på mangelen af en stærk centralstyrelse. Lykkedes det en konføderation at vinde kongen og de højeste embedsmænd, forvandledes den til en generalkonføderation, og derefter kunne kongen indkalde en overordentlig rigsdag, på hvilken liberum veto var suspenderet. Men konføderationerne affødte modkonføderationer og med dem borgerkrig. Den øvrige befolkning udgjorde en underklasse. Præsterne var fattige og levede som bønder. Med undtagelse af Danzig og Warschau var byerne ubetydelige, borgerne slet stillede. Der var ingen industri. Landets hovedindtægtskilde var kornet, men dets udførsel til udlandet gik overvejende borgerne forbi, da de adelige godsejere havde toldfrihed, når de selv sørgede for omsætningen, ligesom de også fik deres forbrug toldfrit indført. Som deres håndlangere virkede agenter, og mellem dem navnlig jøder, der var en kaste udenfor borgerskabet. Hvad endelig bønderne angår, da var godsejerne af trang til deres arbejdskraft begyndt med i det 15. århundrede at gøre dem stavnsbundne og hoveripligtige; skridt for skridt var de dernæst blevet fuldstændigt undergivne herremanden i afgifts- og arbejdsydelser, i religion og i retssager og straffe.(Om man vil kalde de polske bønder livegne eller ikke, afhænger af, om man vil tage hensyn til de rent juridiske eller til de faktiske forhold. Juridisk bestemmes livegenskab som rummende, foruden al anden afhængighed, godsejerens ret til at sælge den enkelte bonde adskilt fra godset og bondens mangel på privatformue. Juridisk fandtes hverken denne ret eller denne mangel i Polen. Men faktisk forekom eksempler (dog ikke hyppige) på salg af enkelte bønder, og faktisk kunne godsejerne på mange måder gribe ind i bøndernes privatformue). At bønderne derved kun i ringe grad kom til at nyde godt af landbrugets indtægter og tværtimod for den store parts vedkommende sank ned i fattigdom og usselhed, er en selvfølge. Og ethvert glimt af statsbevidsthed var naturligvis udelukket hos denne pariaklasse. Til pariaerne hørte af religiøse grunde også en anden del af befolkningen. Det var dem, som ikke var romersk-katolikker og ikke var unerede, dvs. tilhængere af den såkaldte union, som, oprettet i det 10. århundrede og gentagne gange fornyet, forbandt en del af græsk-katolikkerne med romerkirken, idet den fordrede anerkendelsen af paven og af visse dogmatiske sætninger, men tillod den græske ritus. Hvem der stod udenfor disse konfessioner og var enten ortodokse græsk-katolikker eller protestanter eller jøder, var ikke alene uden alle borgerrettigheder, men også genstand for forfølgelser, omend ikke værre end dem, Vesteuropas stater havde opvist. Det var intet under, at den polske republik med denne stats- og samfundstilstand i det 17. århundrede var gået tilbage også i territorial henseende, havde tabt Livland til Sverige, Østpreussen til Brandenburg, sydlige egne til tyrkerne, Smolensk, Kiev og højheden over kosakkerne øst for Dniepr til Rusland. Intet under heller, at dens kongevalg, som allerede sagt, havde været en skueplads for udlandets intriger. Endnu kunne dog Johan Sobieskis person give riget anseelse. Efter hans død brød en heftig valgkamp ud. Sejrherre blev i 1697 den saksiske kurfyrste, der købte sin krone med at gå over til den katolske tro. August II den Stærke var et særsyn i tiden. Næppe nogen kunne måle sig med ham i kærlighedseventyr og i orgier, næppe nogen kunne byde sit legeme mere af anstrengelser. Men ved siden heraf var han en slags efterkommer af renæssancetidens universelle talenter, ivrigt interesseret i kunst og litteratur, i teknik og soldatervæsen. Frem for alt var han dog den ærgerrige mand; hans fyrstegerning var ikke rettet mod hans rigers vel, men mod hans egen magt og berømmelse. For en tid blev han Polens skæbne trods dets han blev mod sin vilje et redskab til Ruslands overvejende indflydelse i republikken. Såvel i henseende til grænsernes udvidelse som til de indre forhold havde det 16. og 17. århundrede været af afgørende betydning for Rusland. Hvad der var vundet fra Polen, har vi allerede set. Følgen var blevet, at de østlige ukrainiske kosakker var blevet næsten helt afhængige af zaren. I Sibirien var erobringerne stadigt fortsatte, Ishavet, Baikalsøen og Amur-floden var blevet nået. Indadtil havde zarens herredømme udviklet sig til en fuldstændig absolutisme; borgerkrigene i begyndelsen af det 17. århundrede havde et øjeblik afbrudt denne udvikling, men romanoverne havde snart genoprettet, hvad der var sat til. Bojaradelen, der var udrustet med store privilegier, men fra gammel tid afhængig af zaren som hans krigstjenestemænd, var blevet sprængt ved tvang, udstykning af dens godser og nyadlinger. Zarens eneherredømme havde en støtte i kirken. Det havde tegnet noget anderledes, da Metropoliten i Moskva i slutningen af det 16. århundrede var blevet patriark for den russiske kirke og derved havde opnået uafhængighed af patriarken i Konstantinopel. Patriarkerne havde forsøgt at hævde sig en selvstændighed overfor den verdslige magt, og ikke helt havde zaren endnu formået at underlægge sig kirken. Men patriarken havde arbejdet med på rigets samling, og gejstligheden opdrog befolkningen i ærefrygt mod selvherskeren. Væsentligst var zarmagten dog et militærherredømme, bygget på adelens ryttertjeneste og strjeltsernes skyttekorps, der var en slags stående hær. Det var den kraft, som udsprang heraf, der gav staten styrke, og som dannede den afgørende forskel fra Polen. Men formålet var kun soldater og penge for at lønne dem. Til nogen udviklet statsforvaltning var zardømmet ikke nået. Landet betragtedes som zarens domæne, på hvilken der anvendtes en rovdrift. De øverste embedskontorer var slet organiserede; man så gennem fingre med embedsmændenes bestikkelighed og udsugelser, når blot skatterne kom ind. For en borgerstands økonomiske udvikling lagde også zaren hindringer i vejen ved statsmonopoler. Af større byer fandtes der kun de tidligere polske, Kiev og Smolensk, og så hovedstaden Moskva. Midt i et ødeland, omgivet af halvt landsbyagtige forstæder lå den med sine 2,000 kapeller og sine uhyggelige, mørke huse som et slags tillæg til Kremlslottets hvide mure, forgyldte kupler og kaotiske samling af bygninger fra forskellige tidsaldre. Og ligesom adelen savnede borgerne organisation. Man måtte gå helt ned til bønderne for at finde noget, der lignede en sådan. Fra det 16. århundrede, var begyndt at udvikle sig den ejendommelige, endnu eksisterende russiske bondekommune, kaldet mir, med dens fælleseje over jorden og dens omdeling til tider af lodderne, en udvikling, der dog først afsluttedes i det 18. århundrede (Den ældre slavofile opfattelse har villet regne mir som en urgammel institution, andre forfattere har villet se staten som dens eneste ophavsmand for at sikre sig skatter gennem kommunens kollektive ansvarlighed. Waliszewski indtager en mellemstilling, tror på, at gamle traditioner og slavisk associationstilbøjelighed har virket sammen med statens indgriben) men ulykkeligvis kom denne organisation til at være samtidig og delvis sammenhængende med udviklingen af livegenskabet (livegenskabets historie har ligesom mirens givet anledning til højst forskellige opfattelser. Fra slavofil side har man været tilbøjelig til at tillægge Peter den Store hele ansvaret. Dette er urigtigt. Men der er stadigt mange dunkle punkter i dets udvikling i det 16. og 17. århundrede) så meget står nu vel fast, at livegenskabet ikke er ældre end det 16. århundrede, og at både dets karakter og dets talmæssige omfang derefter har gennemgået en skridtvis udvikling, indtil det først ned i det 18. århundrede fik sin endelige form og udstrækning. Såvel oprindelsen som udviklingen skyldes overvejende økonomiske og fiskale årsager. De store krige i det 16. og 17. århundrede blev bondestandens ulykke. Staten berøvede selvejerbønderne deres jord, gjorde dem til fæstere under de adelige og beskattede disse, der til gengæld trykkede fæsterne ned. Nød bragte en del af bønderne til at opgive deres frihed, en anden del flygtede bort enten til andre godser eller ud på stepperne. Da greb staten ind for at hindre denne flugt. Den gjorde kommunerne kollektivt ansvarlige for skatterne, og den udstedte fra midten af det 17. århundrede almene bestemmelser om stavnsbånd. Foreløbigt var udvidelsen af stavnsbånd til egentligt livegenskab dog noget, der skete udenfor loven; men i det 17. århundrede tog tallet af bønder, der solgtes enkeltvis, stærkt til, og samtidigt forværredes forholdet ved udvidelse af godsejernes domsmagt. Var det end det 18. århundrede forbeholdt at fæstne dette yderligere, så var dog allerede i det 17. århundrede den store del af de russiske bønder i høj grad ufri. Livegenskabet blev i tidernes løb en stor ulykke for Rusland og kom især i det 19. århundrede i høj grad til at skille det fra Vesteuropa, men dog var det ikke det, som i den her omhandlede periode, hvor bøndernes vilkår mange andre steder var næsten lige så slette, gav landet og folket dets særstilling. Denne skyldtes navnlig det orientalske præg, der hvilede over hele samfundet, hvad enten dette - thi derom hersker endnu ikke enighed - mest skriver sig fra det mongolsk-tatariske herredømme eller fra den byzantinske påvirkning. Dets udslag var bortset fra en mængde ikke-slaviske ord og udtryk, den lange kaftan og det store skæg, den ydmygende underdanighed overfor zaren med knæfaldet, kvindernes fra mændenes selskabeligt helt skilte liv, legemsstraffe (knut) selv overfor de fornemste, en frygteligt udbredt usædelighed og drukkenskab, den overordentligt ringe dannelse selv i de højeste klasser, de usle huse og de tarvelige landeveje. Fra Byzans var i alt fald kommet kirken og dermed den dybe skillemur mellem Rusland og vesten. De »hvide« præster og de »sorte« munke (i klostre, der havde en umådelig jordejendom) var som regel meget verdsligsindede, men dog med deres stivnede teologi de eneste organer for det åndelige liv. Trods alt var der imidlertid begyndt at virke noget helt andet i Ruslands liv. Det var en forening af en russisk vending mod vesten og af vestens vending mod østen. Forsøgene på en erobring af Østersøprovinserne havde været en indledning i den første henseende; de var dog mislykkede, og Stolbova-freden i 1617, fornyet i 1661, havde standset zarernes planer. Vesteuropæiske håndværkere og bygmestre var imidlertid tidligt indkaldte, og russere begyndte at rejse i Vesteuropa. På den anden side havde englændere fra midten af det 16. århundrede stiftet handelsforbindelser med Arkangelsk og de nordlige egne, og fra de i det 17. århundrede erobrede polske provinser kom kulturelle impulser. Endnu vigtigere var det dog, at hollændere, englændere, tyskere og nordboer begyndte at slå sig ned i Rusland, særlig i en forstad (den »tyske« Sloboda) udenfor Moskva. Og især romanoverne stillede sig venligt til dem. Aleksis omgav sig med vesterlandske officerer, ingeniører, håndværkere, købmænd og gartnere, og skuespiltrupper fulgte med. Der var kommet røre i det russiske samfund. Da kom et politisk moment til. Den hellige Liga trængte til Rusland, der stod så stærkt efter kampen med Polen, for at føre krigen mod tyrkerne til sejr, og anmodede det om hjælp. Alt dette var den jordbund, gammel muld med nye plovfurer, hvoraf Peter den Store og hans Rusland voksede op. Zar Feodor var død i 1682. Efter blodige kampe havde hans begavede og energiske søster Sofie fået magten som regentinde for sine to umyndige brødre, den sindssyge Ivan og Peter. Hendes styre blev reformvenligt, en yderligere vending mod vesten. Det blev dog ikke hende, der skulle føre Rusland frem til en ny tid. Hun havde villet holde Peter nede, men på et slags forvisningssted, et landslot i nærheden af Moskva, hvor han levede omgivet af jævne folk og soldater, deltog i deres udskejelser, men tillige blev lærling af hollandske tømmermænd, begyndte han at modnes. I 1689 tog han magten, Sofie indespærredes i et kloster, Ivan fandt sig i alt og døde snart efter. Et øjeblik fik nærmest reformfjendtlige mænd styret, men snart begyndte Peter dog at følge sine egne interesser. Han byggede mindre skibe ved floderne og uddannede troppeafdelinger. Han vejlededes af skotten Gordon og genferen Lefort, og disse bragte ham i berøring med Moskvas fremmede forstad. Derigennem fik han et indtryk af Europa, af dets fortrin og laster, foretog en rejse til Arkangelsk, så med fryd havet, spadserede på gaderne klædt som hollandsk skibskaptajn. Han havde forladt det gamle spor, men han var mere fornøjelseslysten end arbejdsom og endnu alt andet end en virkelig reformator. Da blev kampen med tyrkerne den første betydningsfulde akt af hans livs drama. Han kastede sig ind i den med udholdenhed og kraft; ved forenet virken af skibe på Don og hæren erobrede han Asov og besluttede at grundlægge en havn ved Sortehavet. Men det var også nu, at planen om at foretage en rejse til Vesteuropa modnedes hos ham. Han ville ved den sikre sig magternes fortsatte bistand i krigen mod tyrkerne, og han ville lære skibsbygning. Han tiltrådte den inkognito i 1697, tog over Østersøprovinserne gennem Tyskland til Holland. Til hans ophold i den lille by Zaandam knytter sig mange legendariske anekdoter; vist er det, at han her arbejdede som skibstømmermand, men længere end dér dvælede han dog i Amsterdam og andre byer, erhvervede sig tekniske kundskaber og lærte begyndelsesgrundene af mekanik, anatomi, zoologi og fysik. I det hele udvidedes nu rejsens formål for ham, hans modtagelighed for det ny og hans energi voksede, han følte forskellen mellem sig, sit folk og vesten, og han besluttede at blive dets lærling og bringe dets viden og indsigt hjem med sig. Fra Holland tog han til England og derpå over Tyskland til Wien. Der er ingen grund til at tvivle på rejsens betydning for hans udvikling. Da blev han afbrudt i den ved efterretninger om et oprør i Moskva af strjeltserne, der var forbitrede over hans interesse for de fremmede og det fremmede. Allerede før hans hjemkomst havde Gordon dog undertrykt det, men Peter, hvis asiatiske grumhed europarejsen ikke havde mildnet, satte kronen på værket ved frygtelige massehenrettelser. Derpå vendte han sig påny mod kampen mod tyrkerne og bragte den til en heldig afslutning i 1700, hvorved han beholdt Asov. Men allerede forinden var der foregået en afgørende vending i hans politik.

Den Store Nordiske krig falder for den største del af dens forløb i tid sammen med den Spanske Arvefølgekrig, har også visse berøringspunkter med den af den bestemte politik, men danner dog væsentligst en helhed for sig. Europa var endnu ikke så sammenvokset, at det var udelukket, at der ret uafhængigt af hinanden samtidigt førtes to krige, i vest og øst, der begge var af det mest vidtrækkende omfang. Men i forening gjorde de hele verdensdelen til en skueplads for de blodigste kampe og bevirkede, at hele dens statssystem undergik store forandringer. Det var i Danmarks og august af Saksen-Polens politik, at hovedudgangspunkterne lå for den Store Nordiske Krig. (En ældre, nu overvundet opfattelse gjorde Peter den Store til krigens hovedophavsmand) Danmarks gamle mellemværende med Sverige, som i anden halvdel af det 17. århundrede var knyttet dels til dets forhåbninger om at vinde Sundprovinserne tilbage, dels og end mere til det gottorpske spørgsmål, tilspidsedes i Kristian V's sidste tid ved, at hertug Frederik IV af Gottorp ægtede Hedvig Sofie, en søster til Karl XII, der i 1697 havde besteget Sveriges trone. Danmark søgte alliancer både med August og med Rusland. Medens zar Peter var optaget af sin krig med tyrkerne og sin store rejse, og foreløbigt vistnok kun svagt havde tankerne henvendt på Ruslands udvidelse til Østersøen, mødte Danmark derimod langt større tilslutning til tanken om krig med Sverige hos august. Han ville erobringer for sin berømmelses skyld, og han ville have en grund til at beholde saksiske tropper i Polen for at udvide sin magt. Snart blev planer om tilbageerobringen af Livland det centrale for ham. Han bestyrkedes heri af den livlandske adelsmand Patkul, der under Karl XI havde været en fører for sin hjemstavns adel i dens kamp mod det svenske kongedømmes indgreb i dens privilegier og økonomiske stilling ved reduktionerne, og som var blevet dømt til døden for højforræderi, men undkommen. Med store evner til agitation og intriger drev han nu august frem, og det kom til foreløbige aftaler mellem denne og Kristian V om et angreb på Sverige. Men både fra dansk og saksisk side ønskede man Rusland med, og intet var endeligt afgjort. Da skete der forskellige vigtige ting. Karl XII sendte i sommeren 1699 tropper til Gottorp for at beskytte det mod Danmark, og kort derpå døde Kristian V og fulgtes af sin langt mere krigslystne søn Frederik IV. Nu kom et angrebsforbund mod Sverige istand mellem denne og August, som dog kun visse polske stormænd og ikke den polske rigsdag havde givet samtykke til. Og nu var også zaren blevet ivrigere for at få »fast fod ved Østersøen«, idet han kunne forudse en snarlig afslutning på krigen med tyrkerne. Han gik med til alliancen med de to forbundsfæller, omend han ikke straks kunne optræde aktivt. Det blev også August og Frederik IV, der begyndte krigen i 1700. Men uden held. Den førstes forsøg på at overrumple Riga mislykkedes, og den danske konges angreb på Gottorp fik sørgelige følger. Magtstillingen i Europa blev her af afgørende betydning. Vilhelm III var netop nu beskæftiget med de delingstraktater, der på fredelig vis skulle afværge Frankrigs erhvervelse af hele det spanske monarki, han ønskede derfor ingen ufred i Norden, og idet han betragtede Danmark som urostifteren, fordi det havde krænket den af de europæiske magter garanterede overenskomst med Gottorp af Altona i 1689, sendte han en engelsk-nederlandsk flåde til Sundet, der forenede sig med en svensk. Karl XII, der nu for første gang viste sin store krigerske energi benyttede sig heraf til at gøre landgang på Sjælland. Følgen blev Danmarks fred i Traventhal i 1700 med Sverige, hvorved det foruden at gøre store indrømmelser til Gottorp forpligtede sig til at opgive ethvert fjendtligt skridt mod naboriget og ikke bistå dets fjender. Men netop nu havde Peter for alvor optaget krigen imod vest. Med en stor hær var han brudt ind i Estland og havde begyndt belejringen af Narva. Da førte Karl sin hær over Østersøen. Den var langt mindre end den russiske, men ikke desto mindre vandt den en fuldstændig sejr ved den nævnte by. Peter selv havde forladt sine tropper før slaget. Han opgav dog langtfra kampen, reorganiserede sin hær og sluttede sig nærmere til August. For Karl stod imidlertid denne som hovedfjenden, som det gjaldt at knuse. I 1701 tiltvang han sig i en glimrende kamp overgangen over Dünafloden og besatte Kurland, der stod i vasalforhold til Polen. Han vaklede noget, om han skulle trænge videre frem mod dette rige, der formelt ikke havde erklæret ham krig. Tilskyndet ved urolige bevægelser blandt den polske adel forlangte han dog, at republikken skulle afsætte kongen; i modsat fald lagde han ansvaret for krigens fortsættelse over på Polen. Da dette ikke fik følger, trængte han igennem Litauen frem mod Warschau, besatte denne by, sejrede i 1702 ved Klissow og underlagde sig derpå først Krakau og senere Thorn. Under alt dette voksede partikampen i Polen, en del af dets stormænd sluttede sig til Karl, og denne gennemdrev på rigsdagen i 1704 valget af en af dem, Stanislas Leczinski, til konge. Men hans modstander fortsatte krigen. Stanislas' trone stod alt andet end sikker, og zar Peter kom selv til Polen med en stor hær - fra dette øjeblik begyndte den russiske indflydelse i Polen. Først i 1706 bragte for så vidt en afgørelse, som Karl ved at trænge ind i Saksen nødte August til ved freden i Alt-Ranstaadt at frasige sig sin ret til Polens krone og anerkende Stanislas; tillige udleveredes Patkul, som August allerede for længe siden havde brudt med; Karl lod ham radbrække og halshugge. Han stod som den store sejrherre. Et øjeblik kunne det også se ud til, at de to samtidige europæiske krige under hans auspicier kunne gro sammen. Både Frankrig og England bejlede til hans hjælp. Han indlod sig dog ikke derpå. Men begunstiget af den store vesteuropæiske kamp tvang han kejser Josef til at indrømme protestanterne i Schlesien langt større religiøs frihed end hidtil. Hans og Gustav II Adolfs navne syntes sammenknyttede i kampen for religionen. Det var dog kun et mellemspil. Men det og hans bestræbelser for at sikre sig mod August's fredsbrud og skaffe sig flere tropper havde taget tid, og zar Peter havde udnyttet denne tid til sin fordel. Thi endnu inden han greb ind i de polske anliggender, havde han med sin nyskabte store hær rettet sit stød mod de svenske østersøprovinser. Det lykkedes hans tropper at trænge hærgende gennem Ingermanland, Estland og Livland og erobre en række fæstninger. Blandt disse var Nyen-Skansen ved Nevas udløb i den Finske Bugt; han lod den rasere, men på dens grund anlagde han i 1703 fæstningen St. Petersborg, opkaldt efter helgenen (i folkesproget og spøgende siger man Piter, der går tilbage til finsk. Slavofiler i og udenfor Rusland kaldte byen Petrograd, der egentlig er en kirkeslavisk form) den var oprindeligt kun tænkt som et værn mod svenskerne og som en havn; snart efter begyndte hollandske skibe at anløbe den og russiske at vise sig på bugten. Rusland havde slået et vindue op mod vesten. Med stor sorg og ængstelse havde Karl XIIs statsmænd i Stockholm set på disse tab. For kongen stod de dog som underordnede overfor hans store planer mod August; var denne knust, ville det mistede let kunne genvindes. Først i eftersommeren 1707 anså han tidspunktet for kommet til det store angreb på Peter. Der har i den svenske historiske litteratur netop i den nyeste tid stået en stor strid angående Karl XII's felttog i Rusland i 1707-09, en strid, der har sin dybere grund i en forskellig værdsættelse af kongens hele personlighed, hans planers karakter og hans strategiske evner. For så vidt er den en fornyelse af tidligere tiders modsatte anskuelser; men vor tids forfattere bygger på nyt kildemateriale og ny kritik af dette. Som hovedrepræsentanter for de stridende meninger må regnes på den ene side Ernst Carlson i det af ham forfattede og efter hans død udgivne 8. bind af hans faders værk, på den anden stille samt Faahräus i Sveriges Historia. Medens Carlson ser nederlaget som en følge af Karls for lange ophold i Polen og hans letsindige undervurdering af vanskelighederne, hævder de to andre forfattere og særlig stille, at ulykkerne væsentlig må tilskrives tilfældige omstændigheder, især Lewenhaupts fejl og de klimatiske forhold, og at Karl også i dette felttog har vist sig som »feltherren af guds nåde«. Stille's styrke er hans nøje studium af Ruslands topografi og en omhyggelig kritik af beretningerne. Men han har en art dogmatisk tro på Karls storhed og en urimelig tillid til, at det er muligt i alle enkeltheder at kunne forfølge hans skiftende planer og deres øjeblikkelige motiver. Det var Karls store mål at angribe Moskva og derved gøre ende på krigen og helst, benyttende sig af formodet misnøje i Rusland, at få Peter afsat; han håbede tillige på Stanislas' fremrykning mod det sydlige Rusland. Foreløbigt gik marchen gennem Polen og Litauen, og i det sidste land tog han vinterkvarter i 1708. Her tog han beslutning om at trænge frem over Smolensk. Snart viste dette sig dog umuligt. Sommeren blev slet og regnfuld, Peter brændte byer og afgrøder i mange miles omkreds, hans tanke var at drage sin fjende ind i landet uden at møde ham i en stor kamp. Kongen måtte have bedre kvarterer, og imod adskillige af sine generalers råd, der ville et tilbagetog, bestemte han sig nu til det skæbnesvangre tog mod syd til Ukraine, stadigt med tanken om derfra at vende sig nordpå mod Moskva. Hvad der end kan anføres til forsvar for Karls march, så øgede han i hvert fald letsindig risikoen ved ikke at afvente den undsætningshær, som hans general Lewenhaupt skulle tilføre ham fra Kurland. Følgen blev, at Peter kastede sig over den og tilføjede den et alvorligt nederlag; kun med en mindre styrke lykkedes det dens fører at slå sig igennem og forene sig med kongen. En anden skuffelse mødte denne. I nogen tid havde han forhandlet med kosakkernes hetman Mazepa, en snu og intrigant mand, der kun havde sin egen fordel til mål, men havde stillet ham sine folks rejsning mod Rusland i udsigt. Da han endelig kom til kongens lejr, var han dog kun ledsaget af et ringe følge, og umiddelbart efter knuste russerne ethvert tilløb til en kosakkisk rejsning. Til alt dette kom nu for Karl højst ugunstige naturforhold. På et efterår med voldsomme regnskyl, der forvandlede egnene, hvorigennem hæren marcherede, til moradser, fulgte den frygtelige vinter i 1708-09; uhørte snemasser bedækkede Ukraine; derpå kom den stærke snesmeltning og vandflod. Strabadser og sygdomme bragte Karls hær ned med 1/3, og under alt dette rykkede Peter frem med sine langt talrigere masser. Karl blev indespærret mellem to bifloder til Dniepr. Endnu var dog hans fantasi fyldt med forhåbninger om hjælp fra Stanislas, fra de zaporogiske kosakker, Tatar-khanen på Krim og sultanen. Rimeligvis for at vinde tid begyndte han belejringen af kosakbyen Poltava. Men under den blev han ramt af et skud i foden, så at han blev ude af stand til at lede sin hærs bevægelser. Imidlertid havde russerne forskanset sig overfor ham, og nærmere og nærmere kom udsigten til ikke at have proviant og ammunition. Da besluttede Karl et hovedslag, men svenskernes løvemod formåede ikke at opveje deres talmæssige underlegenhed; 12-13,000 mand uden noget artilleri stod mod Peters 42,000 og 72 kanoner. På en på en hest anbragt båre færdedes Karl med dragen kårde midt i kugleregnen; nær var han blevet taget tilfange, til sidst måtte han syg og svag lade sig føre bort til trosset. Ud på aftenen tiltrådtes tilbagetoget mod syd. 5,000 svenskere var faldne eller fangne. Resten standsede ved Dniepr. To dage efter slaget formåede generalerne kongen til at forlade hæren og gå over floden. Nogle timer derpå viste russernes hær sig på de omgivende højder; skønt de var underlegne i antal gik Lewenhaupt, der havde fået befalingen, ind på en kapitulation. Underhandlingerne førtes fra russisk side af den unge dansker, major Poul Vendelbo, senere bekendt under navnet Løvenørn. Poltava-slaget og kapitulationen ved Dniepr kom til at gribe stærkt ind i verdenshistoriens gang. Med disse begivenheder dalede Sverige ned til at være en magt af anden rang, med dem var muligheden givet for Ruslands indtræden i stormagternes række. Allerede før slaget havde Frederik IV af Danmark og August sluttet et nyt forbund mod Sverige med det dobbelte formål at få den sidstnævnte fyrste genindsat på Polens trone og genskaffe Danmark dets tabte provinser. Traktaten forudsatte dog zarens tilslutning; den opnåedes også, men først efter Poltava, og Rusland kunne derfor afvise Danmarks krav om pengehjælp. August faldt ind i Polen og anerkendtes påny som konge, medens Stanislas flygtede til Svensk-Pommern. Men Danmarks sidste forsøg på at erobre Skåne tilbage endte med nederlaget ved Helsingborg i 1710. Heldigere kom det derimod til at stille sig for det på andre kanter. I 1712 besattes Bremen og en del af Verden, og den svenske general Stenbocks sejr ved Gadebusch i Meklenburg over den fra Holsten fremtrængende danske hær blev i sine følger til afgørende fordel for Danmark. Da han nemlig efter den vendte sig mod vest og rykkede ind i hertugdømmerne, blev han fulgt af en forenet saksisk-russisk-dansk hær og i 1713 tvunget til at kapitulere. Fuldt så svære tab led dog Sverige i østen. I 1710 lykkedes det Peter at fuldføre erobringen af alle de svenske østersøprovinser, og han begyndte et angreb på Finland. At han ikke straks gik videre, var følgen af begivenheder, der hang sammen med Karl XIIs skæbne efter Poltava. På sin flugt var kongen med en lille skare af svenskere og kosakker nået til Bender i Bessarabien, udenfor hvilken by han slog sig ned. Ihærdigt arbejdede han herfra på at hidse sultanen til krig mod Rusland, og det lykkedes ham også. Peter blev nødt til at vende sig mod den ny fjende. For første gang syntes det at skulle få betydning, at Rusland havde undertvungne trosfæller på Balkanhalvøen. Såvel vallaker som grækere og slaver så hen til det som beskytter, og særlig regnede Peter på hjælp fra hospodarerne i Vallakiet og Moldau. Men han gik uforsigtigt frem. Ved Pruth blev han omringet af en langt overlegen tyrkisk hær. Kun ved bestikkelser lykkedes det ham at få en overenskomst istand, ved hvilken han måtte ofre Asov i 1711, en indrømmelse han bekræftede efter en ny krig med tyrkerne i de følgende år. Så kunne han atter vende sig mod nord. I 1714 erobredes Finland. I 1713 faldt også Stettin for den russisk-saksiske hærs angreb. Trods alle skuffelser havde imidlertid Karl afslået alle fredstilbud. I høj grad hævnede det sig. Der kom rivninger mellem ham og sultanen, hvis følge blev, at hans lille skare i begyndelsen af i 1713 overmandedes i Bender, den såkaldte kalabalik, og han førtes til en lille by i nærheden af Adrianopel. Her blev han endnu 1 3/4 år. Da bestemte han sig endeligt, underrettet om Sveriges ulykkelige tilstand og om den gærende misfornøjelse med ham, til at søge sultanens tilladelse til hjemrejse. Efter at have opnået den, tog han til Vallakiet og foretog derfra sit berømte dristige ridt gennem Ungarn og Tyskland, kun ledsaget af 2 officerer. I november 1714 nåede han Stralsund. Netop nu havde også Sveriges stilling yderligere forværret sig. Det havde fået sin betydning, at den Spanske Arvefølgekrig var endt; magter, der hidtil havde været bundet af den, var blevet frigjorte til anden handling. Den Store Nordiske Krig blev centrum i den europæiske politik. I 1714/15 tiltrådte Frederik Vilhelm I af Preussen og Georg I af England som Hannovers kurfyrste forbundet mod Sverige, den første fordi han havde genoptaget den store kurfyrstes planer om erhvervelsen af Svensk-Pommern, den anden, fordi Danmark havde afstået Bremen og Verden til ham mod hans løfte om at støtte dets besiddelse af det gottorpske Slesvig, som det havde besat i 1714. Følgen blev, at Stralsund og Rügen i 1715 blev indtaget af de dansk-preussiske tropper, og efter Wismars fald i 1716 var alle svenske besiddelser syd for Østersøen i fjendernes hænder. To dage før Stralsunds kapitulation var Karl XII dog nået over Østersøen tilbage til Sverige. Atter udfoldede han sin hele energi og forsøgte i 1716 et angreb på Norge. Det mislykkedes imidlertid, og umiddelbart efter truedes selve Sverige af en stor fare. Danmark og Rusland havde aftalt et angreb på Skåne. England skulle støtte det med sin flåde, Peter var personlig kommet til København. Det hele løb dog ud i sandet. Peter var ængstelig, og både Frederik IV og Georg I fattede mistanke til ham. Grunden var deres fælles frygt for hans planer om udvidelsen af sin magt i Nordtyskland; et ægteskab mellem en russisk prinsesse og hertugen af Mecklenburg viste i denne retning, og for England dæmrede en anden fare, den som bestod i den russiske selvstændige udførsel af dets og Polens rige råprodukter, især korn, gennem dets herredømme over Østersøens havne. Rusland var allerede begyndt at blive en skræmsel for Vesteuropas statssystem. Følgen blev, at det store forbund begyndte at knage i sine fuger, så meget mere som Europas politik på anden måde var i uro. I slutningen af 1718 endte Karl XII's eventyrlige liv, der blev så ulykkebringende for Sverige ved hans storstilede, idealistisk prægede stivsind, hans altopslugende militære og diplomatiske interesser og mangel på politisk forståelse. Han faldt på sit andet togt mod Norge ved belejringen af Frederikssten. Hans rige var fuldstændigt lammet. Dog fortsattes krigen endnu nogle år, i hvilke den russiske flåde gentagne gange frygteligt hærgede den svenske østkyst. I Stockholm vendte man sine forhåbninger mod Georg I, der hverken var venligsindet mod Rusland eller mod det hohenzollernske hus, hvem welferne ikke undte for stor udvidelse i Nordtyskland. En fred kom også i stand med ham i 1719; Sverige afstod Bremen og Verden til Hannover. England mæglede derpå i Berlin. Preussen fik ved en fred i 1720 Stettin, Forpommern indtil Peenefloden samt øerne Usedom og Wollin; det havde derved erhvervet Odermundingerne, men Sverige beholdt Rügen. Derpå fulgte freden med Danmark i Frederiksborg samme år, hvorved Sverige opgav at hjælpe Gottorp, og Danmark gav det den nordlige del af Forpommern med Greifswald og Stralsund samt Wismar tilbage. Mellemværendet med Polen ordnedes ved en overenskomst, hvorved Sverige anerkendte August. Dermed var de 150årige krige mellem de to magter, der ikke længere grænsede til hinanden, afsluttede. Endeligt fulgte i 1721 freden i Nystad med Rusland, der beholdt Ingermanland, Estland, Livland og Øsel samt en del af det finske Karelen. Fredsslutningerne havde stadfæstet, hvad Poltava og de følgende krigsbegivenheder havde indvarslet. Det svenske herredømme syd for Østersøen var så omtrent forbi. Rusland stod i imponerende styrke. Tilmed strakte dets hånd sig faktisk nu ud over Polen; under krigen havde russiske hære skaltet og valtet dér og givet de græske katolikker et stærkt rygstød; aftaler var truffet mellem Peter og Preussen om at holde republikken nede. Danmark havde foreløbigt ro til at inddrage det gottorpske Slesvig, men havde måttet skrinlægge sine forhåbninger om genvinding af dets gamle landsdele på den skandinaviske halvø. De to nordtyske magter, der til sidst havde udnyttet den Store Nordiske Krig, var vundet betydeligt frem i territorialbesiddelser, og dog var det ikke dem, men Rusland, der havde arvet Sveriges magtstilling i Norden. Peter havde tillige sit blik rettet på Ruslands udvidelse i Asien. Under ham erobredes Kamsjatka, og i hans tjeneste drog danskeren Vitus Bering ud for at undersøge Asiens grænseforhold til Amerika.

Sjældent har nogen stor historisk skikkelse været sammensat legemligt og sjæleligt af så uensartede elementer som Peter den Store. På den ene side en behændighed og en styrke, som syntes at tyde på den fuldkomne sundhed, på den anden side hyppigt konvulsioner i lemmer og ansigt, som vidner om degenererede anlæg. På den ene side et menneskedyr med de råeste instinkter, der fik udslag i kynisk tale, det vildeste drikkeri, den ustyrligste sanselighed og den frygteligste brutalitet og grumhed. På den anden side en alvorlig pligtfølelse, en storstilet og rastløs foretagsomhedstrang og en opfattelsesevne, som søger sin mage. Forståelse af, hvad der var kærnen i hans sindsbygning, kaster dog lys over nogle af de tilsyneladende modsigelser. Den dannedes af en overordentlig modtagelighed for indtryk og disses umiddelbare, impulsive omsætning i handlinger; indtrykkene kunne stamme mange steder fra og deres følger derfor blive højst forskelligartede. Men i alle tilfælde var der ikke i større grad tale om et behersket hjernearbejde, der klart vejer mål og midler. Der vedblev at være noget kaotisk i hele hans tankegang, og hans planer bestemtes ofte af det rent øjeblikkelige. Han blev altid mere en revolutionær end en reformator, og hans forandringer havde altid en rent praktisk opgave. Men med denne begrænsning var ingen opgave ham for stor, intet område ham fremmed. Hertil kom imidlertid, at de indtryk, som han modtog og omsatte i politisk handling, var af ensartet natur. De bestod i følelsen af, at Rusland var et land, der måtte og burde omskabes ved at efterligne vesten, men under hans egenmægtige ledelse. Derved kom der trods alt det kaotiske hos ham en fælles tendens i næsten alt, hvad han politisk tilstræbte og foretog sig. Han og mange efter ham har overdrevet, når han så sig selv og er blevet set som den store nyskaber; vesten havde før ham påvirket Rusland, men der var dog et svælg mellem hans bestræbelser og fortidens, og der blev et svælg, vel ikke mellem det russiske folk før og efter ham, men mellem en række af de impulser, der havde betydning for det, og mellem Ruslands stilling som stat før og siden. Han havde medarbejdere, fremmede og indfødte, iblandt de sidste dels mænd, der følte som han og beundrede ham og forøvrigt væsentligst hørte hjemme i det af polsk kultur påvirkede Lille Rusland, dels egennyttige, men dygtige ærgerrigheder, der steg op fra neden af samfundet, især Mensjikov. Men i alt væsentligt er dog hans værk hans eget. At han efter Poltavaslaget gjorde St. Petersborg til sin hoved- og residensstad, er symbolsk. Han indså øjeblikkeligt slagets betydning for Ruslands fremtid, nu var erobringerne ved Finskebugten sikrede. Og han brød med det gamle Rusland ved at forlægge dets regeringssæde fra Moskva, den by som alle dets traditioner var knyttede til, til en afkrog af riget, men en afkrog, over hvilken vestenvinden kunne blæse ind. Det mest storslåede og det mest ny i hans væsen var den måde, hvorpå han, mere instinktivt end i kraft af en teori, så Ruslands stat og sig selv inderligt forbundne. I højere grad end alle sine forgængere havde han følelsen af fyrstens forpligtelse overfor riget og derved af, at staten var mere end et privatgods. En sådan følelse havde også hans erfaringer om vesten kunnet bibringe ham. Heller ikke disse erfaringer stred dog imod selvherskertanken, og den opretholdtes i ham ved betragtningen af Polen og ved hans egen ubegrænsede herskelyst. Det ny Ruslands regering blev - og måtte vel for øvrigt af mange grunde blive - den ubetingede enevælde. Men den gamle selvherskermagts grimme orientalske symboler kunne bortkastes. Han forbød sine undersåtter at falde på knæ for sig. I en forordning hed det, at den ære, der tilkom ham, bestod mindre i, at man krøb for ham, end at man tjente ham og staten med iver og troskab. Derfor ville han gøre embedsmændene til pålidelige statstjenere og truede med strenge straffe dem, der gjorde sig skyldige i underslæb og bestikkelighed. Han ville i det hele omordne forvaltningen. Det gamle bojarråd forsvandt; istedet kom et senat med forbillede fra Sverige, forenende udøvende og dømmende myndighed, dog alt i zarens navn og uden virkelig indskrænkning af hans magt. Senere oprettedes ligeledes efter svensk mønster administrative kollegier. Endvidere deltes riget i guvernementer og disse atter i provinser; i byerne indsattes magistrater. Pengetrangen nødte til store skattereformer; afgifterne skulle ikke mere hvile på jorden, men på personerne; også møntvæsenet omordnedes, og en bedre politiordning påbødes. Afskaffelsen af bojarrådet hang sammen med bestræbelsen for at bryde resten af aristokratiets magt. At ophæve adelen som stand lå dog udenfor hans tanker, lige så lidt som man tænkte på det i vesten. Men han ville fuldføre, hvad der længe havde været de russiske zarers tendens, omdanne standen til en embedsadel, der skulle tjene enten ved hæren eller ved hoffet eller i civile poster. Heller ikke resten af kirkens selvstændighed ville Peter tåle. I en række af år blev patriarkembedet ikke besat, til sidst overdrog han kirkens styrelse til et kollegium, der senere fik navnet: den hellige synode. At fremme folkets og derigennem statens velstand måtte naturligt ligge ham nær. Også her overførte han vestens principper, dvs. merkantilismen og lavsvæsenet, til Rusland. Han understøttede fabrikker, stræbte at regulere håndværk og handel; omend i mindre grad tog han sig også af landbruget. Af stor betydning blev hans grundlæggelse af et kanalsystem. Jævnsides hermed gik en virksomhed, der sigtede mod at udbrede kundskaber, vel ikke blandt det lavere folk, men mellem de fornemmere og bemidlede. Han forbedrede skolevæsenet, anlagde bogtrykkerier og biblioteker og forordnede oprettelsen af et videnskabernes akademi i St. Petersborg, alt dog således, at der fortrinsvis lagdes vægten på praktiske og tekniske fag. Hertil kom det store forsøg på at bryde med de orientalske sæder og skikke. Med egen hånd havde han lige efter hjemkomsten fra sin store rejse klippet det lange skæg af sine hofmænd; ude af stand til at kunne gennemføre denne forandring pålagde han senere en afgift for dem, der ville beholde denne hovedprydelse. Dernæst kom påbud om at aflægge den lange kaftan og klæde sig på vesteuropæisk maner. Af langt større rækkevidde var det, at man nu definitivt brød med kvindernes afsondrethed. De fik ret til at deltage i fester og selskaber, og hofassembleer for begge køn begyndte; endvidere søgtes tvangsægteskaber hindrede. Dernæst afskaffede han den byzantinske kalender og lod fra 1700 året begynde med d. 1. januar (istedet for d. 1. september) og æraen med kristi fødsel (istedet for 5509 f. kr. fødsel); dog optog han efter de lande, han mest havde gennemrejst, den julianske og ikke den gregorianske kalender. Endelig forandrede han det russiske skriftsprog, idet han afløste det gamle kirkeslaviske sprog i al verdslig litteratur med det storrussiske tungemål. Hvad kom da alle disse reformer eller rettere denne revolution til at betyde for Ruslands fremtid? Sikkert meget mindre end Peter havde tænkt sig. Var der end et tidligere grundlag at arbejde på, så var det dog for svagt til, at der med denne voldsomme, feberhede hast derpå kunne rejses en ny, fast, alt omsluttende bygning. Orientalske sæder vedblev; statens indgriben i de økonomiske forhold førte kun i bjergværksdriften til større resultater. Landet blev fattigt under de uhyre skattebyrder, og forvaltningens hovedonde, embedsmændenes demoralisation, har de 2 århundreder, der er fulgt på, ikke formået at udrydde. Men alligevel var der udrettet meget. Foroven var der sket en overmåde vigtig nydannelse af det russiske samfund med vesteuropæiske interesser og sæder, med følelsen af at høre hjemme i Europa og ikke i Asien - nu begyndte også russiske aviser, russisk teater, russisk verdslig videnskabelighed og skønlitteratur. Den russiske stat var blevet langt stærkere, mindre dog ganske vist ved reformerne end ved erobringerne, dette Peters uomstødte storværk, der tillige betød Ruslands ny stilling, politisk og kommercielt i Europa. Ingen kan vide, hvad en roligere udvikling havde bragt den til, men sikkert har ingen enkelt mand betydet mere for Ruslands udvikling end Peter. Måske også negativt. Kløften i det russiske samfund mellem herrer og trælle var blevet større. Det var en naturlig følge af, at det øvre lag af samfundet fik en ny kultur, indført udefra, forskellig fra folkets, allerhøjst endnu forbundet med dets gennem kirken. Men den var tilmed uddybet ved livegenskabets stærkere udvikling. Glimtvis havde Peter vel vist medlidenhed med de undertrykte bønder; et par småreformer var kommet. Men det betød uendeligt lidt overfor, at hans iver for at øge statens indtægter havde drevet ham til at lade »sjælenes« antal opføre i skatterullerne, således at godsejerne, der skulle være ansvarlige for skatterne, fik en yderligere interesse i at holde dem fast, og overfor, at han i sin iver for fabrikkerne havde givet de industridrivende ret til at købe »sjæle« til arbejde, hvorved også byfolkets lavere del blev livegne. Peter den Store var kommet som en orkan over Rusland, og den ramte hårdt med sine hvirvler af skatter og straffe. Fra nu af kaldes de livegne også godsejernes undersåtter. Vandt hans jævnhed end mange af det brede folk, som han kom i berøring med, så blev dog hans regerings sidste år opfyldt af en almindelig frygt. Lige så stærkt som byrderne og angsten virkede dog harmen hos det gamle Ruslands venner. Den havde et naturligt hjemsted hos mange adelige og gejstlige og forplantedes fra dem til dele af masserne. Men uhyggeligst kom den store modsætning til at optræde på en anden måde. Peter havde først været gift med en adelig dame, der fødte ham sønnen Alexis. Ægteskabet blev imidlertid opløst, og til anden hustru og til sidst kejserinde tog han en tidligere gift livlandsk bondepige Katarina, der først havde været Menchikofs, derpå hans egen elskerinde. Men mellem ham og Alexis, der blev behersket af misfornøjede gejstlige og adelige, som satte deres håb til ham, udviklede der sig en spænding, der blev til bittert had. Peter lod til slut mange af hans omgivelser henrette og ham selv fængsle og udvirkede derpå en kendelse af en overordentlig domstol, som erklærede prinsen for skyldig i oprørsplaner, skønt i virkeligheden intet var bevist derom. Efter kendelsen underkastedes den ulykkelige endnu et pinligt forhør med anvendelse af knut; senatet dømte ham derpå til døden. Men inden dommen blev udført, var hans hjerteslag standset, vistnok som følge af mishandling. Peter havde i virkeligheden berøvet sin søn livet. Dog var Alexis den eneste mandlige arving, han havde tilbage; hans sønner med Katarina var døde. Tronfølgen stod usikker, da han selv døde i 1725; thi vel havde han forkyndt sin og sine efterfølgeres ret til selv at bestemme den, men han havde intet skridt gjort i den retning. Katarina i formåede at tiltage sig magten som kejserinde og beholde dertil sin død i 1727. Indflydelsen var dog hos Mensjikov. Hun fulgtes af Alexis' søn Peter II der sendte den hidtil så formående minister til Sibirien, men døde allerede i 1730. En national reaktion gjorde sig derpå et øjeblik gældende. En kreds af fornemme gamle adelsslægter ønskede brud med Peter den Stores tid, hovedstadens tilbageflytning til Moskva, opgivelsen af forbindelsen med vesten. De fik også en broderdatter af Peter, Anna (1730-40), til at modtage tronen på betingelse af at underskrive en håndfæstning. Magthaverne havde dog ingen støtte; Anna kunne bryde håndfæstningen og strengt straffe dens ophavsmænd. De, der vandt magten, blev Annas yndling, en kurlænder Bühren (Biron) af tarvelig fødsel og stor forfængelighed og havesyge, og nogle dygtige tyskere. Til sin efterfølger havde Anna udset sin slægtning Ivan, et spædt barn, med Bühren som regent. Hurtigt blev dog denne efter kejserindens død styrtet af tyskerne, der imidlertid selv stredes om magten. Da benyttede Peter den Store's datter Elisabet sig af den stærke misfornøjelse med fremmedherredømmet og bemægtigede sig i 1741 tronen ved en militærrevolte. Under hele denne tid var den ydre politik blevet fortsat i Peter den stores spor. Lillerusland mistede helt sin selvstændighed. I Polen var den russiske indflydelse blevet styrket, Buhren var under tryk af russiske bajonetter blevet hertug af Kurland, da den kettlerske slægt uddøde, hvad der faktisk var begyndelsen til hertugdømmets indlemmelse i Rusland, og Asov var blevet erhvervet tilbage fra Tyrkiet. Indadtil havde tiden i modsætning til Peters været urolig og splittet. Dens kendemærker havde været paladsrevolutioner, pludselige omskiftelser, ledernes topmålte egennytte, kvinderegering i den uhyggeligste form og som den bitreste modsætning både til den før-peterske tid og til Peters mandskraft, og favoritismen, et fænomen af omtrent samme art som det vesteuropæiske mætressevæsen. Rusland var drevet ud af sine gamle baner og var ikke kommet til kræfter indadtil på de nye. Der skulle endnu gå lange tider, inden det blev tilfældet.

Hvad der havde været karakteristisk for det tyske rige som helhed og for de fleste af de tyske stater i slutningen af det 17. århundrede, vedblev at være det i den første halvdel af det 18. århundrede og delvis endnu meget længere. Rigsdagens tid spildtes med smålige stridigheder og med pedantisk ceremoniel. Ved rigskammerretten ophobedes utallige sager, der ventede på deres afgørelse. Rigshærens styrke skulle kunne være 120,000 mand, men nåede som regel ikke op over 20,000, der tilmed var uden øvelse og kun havde udygtige officerer, der stredes med hinanden om rang. I de fleste rigsstæder var magten hos et borgerpatriciat, der besatte rådsposterne og udnyttede dem til egen fordel. I de gejstlige territorier herskede en snæver kreds af adelige, der med domkapitlerne som organer valgte prælaterne ud af deres egen midte, forsørgede deres egen slægt, fyldte hofferne med luksus og pragt og var fjendtlige mod alle fremskridt og alle friere meninger. I adskillige af de verdslige stater havde de privilegerede stænder endnu bevaret så megen magt, at de havde et slags medherredømme ved siden af fyrsten. I andre var fyrstemagten ubetinget den stærkeste. Ofte udartede den til en absolutisme af den uhyggeligste art, med Versailles som forbillede, men uden den skranke, som de større forhold og den større kultur dog altid måtte afgive i Frankrig. De mildere former herfor var jagterne, rangsvæsenet, den tåbeligste etikette og den latterligt store hofstat; de hæsligere var vanrøgt af forretningerne, mætressedømmet, usædeligheden og en frygtelig ødselhed, der havde tunge skatter til følge. Forrest i de sidste retninger gik August II af Saksen med sit harem og sine vanvittige udgifter til slotte, lystlejre, fyrværkerier og fester. Indenfor samfundsklasserne vedblev den forbenede og forbenende stænderdeling og bøndernes undertrykkelse, og tillige franskaberiet i vaner og moder. Der var ganske vist trods alt dette områder, på hvilke Tyskland også i denne periode tilførte åndelig kultur værdier. Vi kommer tilbage til den tyske pietisme, den tyske oplysningsfilosofi og den tyske musik. Enkelte andre ting kan nævnes, som havde deres hjemsted i Saksen. Under påvirkning fra Kina og Japan skabtes dér meissener-porcellænet, opfundet af Böttger, der oprindeligt skulle have lavet guld for August II. Denne konge grundede dernæst i Dresden de store samlinger af antik og nyere kunst, der blev så rig en kilde til kunstnydelse og kunstsans for eftertiden. I samme by opstod på hans ordre det vel af fransk kunst påvirkede, men i hele sin konstruktion og hele sin bedårende feststemning for hin tid mest selvstændige tyske bygningsværk, »zwinger«, der dog kun blev et brudstykke af et påtænkt stort slot. Langt vigtigere blev imidlertid de forandringer, der foregik i en enkelt tysk stat, nemlig Brandenburg-Preussen. Den ny udvikling var grundlagt af Frederik Vilhelm den Store. Hans søn kurfyrst Frederik III (1688-1713) føjede et vigtigt led til bygningen. Han opnåede kejserens anerkendelse af, at han antog kongetitel for sit suveræne hertugdømme Preussens vedkommende. I 1701 foregik kongekroningen i Königsberg. Titlen var i øjeblikket dyrekøbt, ikke alene fordi Preussen til gengæld måtte følge kejseren og under hele den Spanske Arvefølgekrig hindredes fra at gribe ind i den Store Nordiske Krig, men også fordi den gav fart til dens indehavers pragtlyst; det kongelige hof skulle være majestætisk og storladent, og det tærede stærkt på finanserne. Men selve kongenavnet har betydet ikke lidet for Preussens udviklingshistorie. Der kan heller ikke bestrides Frederik I - således hed han som konge - visse andre fortjenester. Han havde ikke så lidt kultur, nærede en virkelig interesse for kunst og videnskab og grundede Berliner Akademiet og universitetet i Halle. Men han var i det hele og store en svag, forfængelig, upålidelig og nydelseslysten mand, et af de lidet betydende indskud, som engang imellem har brudt den fremskridende stærke strøm i det hohenzollernske hus. Hans søn Frederik Vilhelm I (1713-40) var den store modsætning til faderen. Al ydre glans var ham imod, hoffet blev tarveligt, og han manglede kulturelle interesser. Hans eneste adspredelse blev jagter og hans »tobakskollegium«, hvor han om aftenen samlede sine fornemste officerer og embedsmænd til utvungen samtale. Han var tillige en hård og despotisk herre, hengiven til halvt vanvittige anfald af brutalitet, ikke uden lighed med Peter den Store, hvem han også beundrede. Han var i det hele taget noget af en rå proprietær, for hvem staten var en husholdning under husbondens ledelse. Frederik Vilhelm Is historiske betydning ligger dog i, at han var mere. Han var den ny tids fyrste, opfyldt af forestillingen om sit kongekalds højhed og enevældens ret, om sin forpligtelse til at sætte alt ind på at yde, hvad der herved krævedes af ham, og formå sine undergivne til at tjene kongen og staten. »Jeg vil stabilere suveræniteten og fæstne kronen som en rocher von Bronze,« er hans berømte ord. Og han lod det ikke blive ved ord. De gamle stænderske provinslanddage blev vel ikke afskaffede, men hvad der var begyndt under den store kurfyrste, fuldførtes; de mistede al virkelig myndighed, idet deres politiske opgaver overtoges af de fyrstelige embedsmænd. I byernes brødes rådsfamiliernes magt ved, at denne gik over til de kongelige skatteråder; på landet fremtrådte fra nu af landråderne som fyrstemagtens organer. Dertil kom ordningen af den centrale finansstyrelse, adskilte organer for den forenedes til et generaldirektorium, fra hvilket indstillingerne gik til kabinettet, hvis sjæl var kongen selv; det gamle gehejmeråd trængtes tilbage. Ved alt dette var bureaukratiet som kongens og statens redskab blevet befæstet, og nøje så kongen det på fingrene. En opgave for det blev også at støtte erhvervslivet. Merkantilsystemet udvikledes yderligere ved streng reguleren af håndværket efter fransk mønster. Tillige ophjalpes landbruget. Bønderne beskyttedes mod nedlæggelser af deres gårde, og den preussiske skoletvang blev grundlagt. Men på den anden side led bønderne stadig hårdt under hoveri og skatter. Omsorgen for en ordnet forvaltning og for erhvervslivet hang i høj grad sammen med iveren for at forbedre finansernes tilstand; i statens rigdom så kongen den ene hovedhjørnesten for dens fremgang. Den anden var for ham hærvæsenet. Interessen for dette fik tåbelige udslag; urimelig tid spildtes på indøvelsen af geværgreb og lignende småting, store summer anvendtes på at skabe en garde af kæmper. Men alt dette var dog kun biting. Hovedsagen var den stående hærs monarkiske præg og dens stærke udvidelse; ved kongens død var den dobbelt så stor som ved hans tronbestigelse, tillige den fjerde største i Europa, kun overgået af Frankrigs, Ruslands og Østrigs, medens Preussen i folketal stod tilbage for 11 stater. Halvdelen af den var sammensat af udenlandske (dog for en stor del tyske) hvervede; den anden del skrev sig fra selve staten. I sin indre politik havde således Frederik Vilhelm på alle måder befæstet, hvad hans farfader havde begyndt. Preussen var blevet et monarkisk og bureaukratisk statssamfund, velhavende og frem for alt en militærstat, alt i alt en stærk stat. Kun i ringe grad havde han dog benyttet det opnåede til at gøre sit riges magt gældende overfor udlandet. Hans ydre politik var ængstelig, deltagelsen i den Store Nordiske Krig indbragte ham de vigtige Odermundinger, men ikke hele Pommern, og stadigt var han opfyldt af ærefrygt for kejseren og riget. Han var klar over, hvad han havde taget i arv, over sin gernings betydning og over dens begrænsning. I 1722 skrev han i det såkaldte testamente for sin søn: kurfyrst Frederik Vilhelm har givet vort hus udvikling og velstand, min fader har erhvervet kongeværdigheden, jeg har sat hæren og landet i stand; det står til dig, min efterfølger, at bevare, hvad der er, og skaffe os de lande, som retmæssigt tilkommer os. Der kom dog en tid, hvor kongen tvivlede på, at sønnen ville blive hans rette arvtager.

De store landudvidelser, som var blevet Østrigs udbytte af kampene om de spanske habsburgeres efterladenskab, havde givet det en mægtigere stilling i det europæiske statssystem end nogensinde før. Men foreløbigt svarede den indre tilstand ikke dertil. Administrativt var allerede monarkiets gamle dele, Østrig, Bøhmen og Ungarn, kun løst sammenknyttede, endnu løsere var forbindelsen med de nyerhvervede provinser i Nederlandene og Italien, og Karl VI var ikke manden til at gennemføre de store tiltrængte forvaltningsreformer. Een ting stod dog fast: Ungarn var nøjere knyttet til dynastiet end nogensinde før. Mest optoges Karl VI's tid af udenrigske forhold og af spørgsmålet om arvefølgen. Kort efter den store fredsslutning i vest havde Tyrkiet brudt freden i Karlowitz og fravristet Venetien Morea. Østrig blev herved tvunget til krig med sultanen. Eugen føjede nye laurbær til sine gamle, og Belgrad blev erobret. Den derpå sluttede fred i Passarowitz, i 1718 blev også i høj grad til dets fordel; det opnåede at få den rest af Ungarn, der i 1699 var blevet levnet Tyrkiet. Men Eugen døde, det gik tilbage med hæren, og finanstilstanden blev slet. En ny krig med Tyrkiet i Karl VI's sidste dage blev derfor et tilbageskridt. Ved freden i 1739 i Belgrad måtte Østrig tilbagegive denne by. Donau og Save blev fra da af dets sydgrænse. Imidlertid havde arvefølgespørgsmålet trængt sig frem og givet anledning til store forviklinger, så meget mere som det forbandtes med andre forhold, der var farlige for Europas fred. Karl VI frygtede for at dø barnløs, og Josef i havde kun efterladt sig 2 døtre. I 1713 underskrev han derfor en huslov, den pragmatiske sanktion, der sikrede kvindelinien arvefølgen og fastslog de habsburgske besiddelsers udelelighed. Få år efter fødtes der dog kejseren datteren Maria Theresia, og nu trådte han frem med kravet om anerkendelsen af sanktionen. Han opnåede det både af sit riges landdage, af Josefs døtre, da de ægtede henholdsvis arvingerne til Saksen og Bayern, og omend mod betydelige ofre, af en række tyske og europæiske stater. Men der manglede dog endnu både Saksens, Bayerns og Frankrigs samtykke. Da greb et andet spørgsmål ind. August II af Saksen-Polen døde i 1733. Hans søn Frederik August ønskede at blive hans efterfølger i Polen, fik støtte hos Rusland og en del af den polske adel og vandt Østrig ved at anerkende den pragmatiske sanktion. Men Frankrig arbejdede mod Østrig og mod ham. Atter var de anti-habsburgske traditioner blevet levende trods Fleury's fredslyst. For Polens vedkommende forenede sig gamle traditioner om indflydelse dér med ønsket om at skade Ludvig XV's svigerfader, Stanislas Leczinski, den polske trone tilbage. Ved det anti-russiske partis indflydelse og opnåedes også, at den polske rigsdag valgte ham Følgen blev den Polske Tronfølgekrig (1733-35), der fik stor rækkevidde. Frankrig brød med Østrig og fik forbundsfæller i Bayern, Sardinien og Spanien. Således trængt og kun slet støttet af Rusland måtte Karl VI gå ind på freden i Wien i 1735. Han anerkendte ved den spanske prins Karl som konge af Neapel og Sicilien og fandt sig i, at Frans Stefan af Lothringen, der snart efter blev hans svigersøn, afstod Lothringen til Stanislas og det således, at det skulle tilfalde Frankrig ved hans død. Til gengæld fik Østrig Parma og Frans Stefan løfte på Toscana, når Huset Medici uddøde. Størst vægt lagde dog Karl på Frankrigs anerkendelse af den pragmatiske sanktion. I Polen anerkendtes den saksiske prætendent som konge under navn af August III, hvad der betød, at den russiske indflydelse dér var sikret. Der var dog stærke tegn på, at den gamle strid mellem Habsburg og Bourbon var alt andet end bilagt. Frankrig modarbejdede Østrig i Orienten og opnåede ved de såkaldte kapitulationer af 1740 at få sine handelsrettigheder i Levanten bekræftede og udvidede; det fik desuden det protektorat over alle romersk-katolske etablissementer i sultanens rige, som siden ofte har spillet en rolle i det orientalske spørgsmål. Også af andre grunde drev Europa hen imod en krise. Der var udbrudt krig mellem England og Spanien. Og Frankrig var Spaniens forbundsfælle; meget tydede således på, at de to vestmagter atter ville mødes som fjender. Mellem Østrig og Preussen var tilmed indtrådt en spænding. Da døde Karl VI i 1740, og samme år besteg Frederik II Preussens trone. En ny brydningstid var inde for Europa. 

Samtidigt med de store hidtil omtalte politiske begivenheder var der mere i det stille foregået noget andet og ikke mindre vigtigt. Der var kommet ny grøde i Europas åndsliv. Tanker og følelser spirede frem. Og en del af dem skulde vokse sig så stærke, at de omformede alle politiske og kulturelle forhold.

Af ejendommelig og fra den øvrige bevægelse meget forskellig art var den uro, som fra de sidste tiår af det 17. århundrede var brudt frem indenfor den tyske protestantiske kirke. Den havde sine forløbere i visse ældre mystiske retninger i Tyskland og Nederlandene, men først da præsten Spener i 1675 udgav sit skrift »Pia Desideria«, skabtes navnet pietismen og bevægelsens særlige form og betydning. Dens bærende stemning var utilfredshed med den herskende stivnede og stivnende lutherske dogmatik. Vel angreb den ikke direkte selve dennes sætninger og vilde derfor ikke heller skille sig ud fra kirken og ortodoksien; men den tillagde symbolerne liden vægt, stillede sig venligt overfor den reformerte kirke og hævdede navnlig som det centrale for den kristne genfødelsen og det fromme liv. Dette skulle vækkes og plejes igennem fordybelsen i guds ord og overbevisningen om hver kristens åndelige præstedømme, således at alle gennem bibelen, troen på den og handlinger, som svarede dertil, kunne vinde frelsen. I lægforsamlinger skulle bibelen læses, og ved afholdelse fra drik og støjende forlystelser som dans og lignende skulle livet drejes i retning af fromhed. Pietismen fik sin anden store bærer i Francke, der blev professor ved universitetet i Halle. Ved ham blev dette universitet hovedsædet for hele bevægelsen. Den bredte sig rundt om i Tyskland, trængte ud mellem borgerlige kredse, især i syden, og mellem adelige, især i norden. Øjensynligt har den svaret til en stærk trang i tiden, en inderlig følelsesfuld og hjertelig religiøsitet og en uvilje mod overklassens demoralisation og massernes råhed. Den var trods sin modsætning til verdslighed heller ikke en asketisk bevægelse, tog sig af praktiske opgaver. Francke grundlagde vajsenhuset i Halle, der blev forbillede for lignende anstalter rundt om, og han og andre arbejdede på en bedre, mere praktisk undervisning ved universiteterne og gennem realskoler; desuden virkede pietisterne for hedningemissionen. Nogen omskabende indflydelse på den tyske kirke fik pietismen dog ikke. Det blev til skade for den, at den imod sine lederes ønske fik sektdannelser til følge, især det af grev Zinzendorf stiftede sære Herrnhutiske Brødresamfund. Den blev tilmed ofte snæversindet og selvgod, tillige forfølgelsessyg lige så godt som den gamle kirke. Denne var selv for stærk til at bøje sig for denne uro og blev samtidigt, som vi skal se, påvirket i højere grad fra anden side. Men udenfor kirkelivet satte pietismens inderlighed og følsomhed og den større forståelse af det individuelle liv dybe spor, ikke mindst i litteraturen. Indenfor dens lejr kunne også findes dem, der i visse spørgsmål brød dristigt med hele den kristelige tradition, således Arnold, der i sit lærde værk »Unparteiische Kirchen- und Ketzergeschichte« hævdede, at det ofte havde været kætterne, der havde haft ret mod den herskende kirke. Men i sit grundvæsen var pietismen dog konservativ. Dens religion var bibelbunden og supranaturalistisk; livet efter døden var det, mod hvilket menneskenes tanker fortrinsvis burde rettes. Den savnede derfor betingelser for at skabe et nyt grundlag for den almene kultur.

Langt anderledes kom det til at stille sig med den rationelle åndsretning, som i ganske særlig grad blev ejendommelig for århundredet og som blev dets store indsats i åndslivet. Denne åndsretning og denne indsats hvilede for en del på de nye tanker og livsanskuelser, århundredet selv fostrede, men dog fuldt så meget på dets evne til at udmønte ældre værdier, således at disse fra at være en ejendom for få blev tilgængelige for store kredse, og således at der droges stærkere praktiske konsekvenser af deres ideelle indhold. Derved blev det centrale i det 18. århundredes åndsliv både en fortsættelse af det 17. århundredes og noget derfra forskelligt. Det blev en fortsættelse, for så vidt som det arbejdede videre på det 17. århundredes landvindinger i naturvidenskab og filosofi og på de bidrag, det havde givet til at rokke ved gammel åndelig autoritet og særlig kirkens. Det blev forskelligt derfra, fordi det opfattede adskillige spørgsmål anderledes, men frem for alt fordi det ikke blev noget for sig, men trådte i nært forhold til stats- og samfundslivet, og fordi det bevidst ville skabe en ny offentlig mening og lægge grund til en ny almen kultur. Åndsretningens ophavsmænd hørte hjemme både i katolske og i protestantiske lande. Men det mest karakteristiske for den var, at den i sin kærne var i strid med de tre herskende kirkers grundprincipper; den hvilede ikke på deres supranaturalisme og deres ved en antaget guddommelig åbenbaring hjemlede autoritet, men på den store modsætning hertil: tilliden til den menneskelige ånds evner. Det ny, der skulle vindes, sås også, selv om naturvidenskaben gjorde betydningsfulde fremskridt, væsentligst under menneskelivets synspunkt. Der kom tænkere, der først og fremmest fæstede blikket på selve erkendelsen af menneskets åndelige organisme, og digtere, for hvem selve fremstillingen af menneskenes højeste sjælelige liv var det centrale; men for århundredet som helhed tør det vel siges, at menneskeslægtens forædling og navnlig dens lykkeligere tilstande var hovedopgaven; derved rykkede også det reformatoriske og nyttebringende frem i første række. Til århundredets drøm om at skabe en ny og lykkeligere menneskehed knyttede sig dets dyrkelse af nye idealer, i første række tolerance, retfærdighed, humanitet og oplysning. Hermed forbandtes hos mange af åndslivets førere kravet om tilbagevenden til naturens enkle principper og om frihed og lighed. Kun sjældnere mentes dog herved en gennemført demokratisk tilstand eller en udformet politisk frihed og lighed. Som hovedsagen stod en anerkendelse af det fælles menneskelige og en nogenlunde fri og ligelig adgang for alle til at udvikle deres evner. De fleste af de nye tankers talsmænd tænkte sig mængden styret af enkelte mægtige, og for de allerfleste var enhver tanke om at sætte masserne i oprørsk bevægelse udelukket. Vejen frem skulle være en anden. De mægtige skulle selv være oplyste, frigjort for fordommen om, at tilliden til de menneskelige evner ikke var nok; i kraft heraf skulle de arbejde på det, som disse menneskelige evner i deres højeste udfoldelse tilsagde som det rette, derved ændre både samfundslivet og individernes kår. Men opgaven stod i begge henseender som almenmenneskelig. Derved fremkom også en vekselvirkning mellem åndslivets repræsentanter i de forskellige lande. De havde fornemmelsen af at høre sammen, af at burde samle sten til den fælles bygning. Der kom en kulturel internationalitet, uafhængig af alle politiske og statslige modsætninger, en internationalitet eller kosmopolitisme, der minder om middelalderens fælles kirke, omend udgangspunktet var højst forskelligt. Mange af den ny kulturs bærere blev selvtillidsfulde indtil naivitet, derved også, hvor meget end deres forudsætninger var prøvelsen og kritikken, dogmatiske i deres overbevisning og i deres påstande. Og i høj grad overvurderede de deres indsigt. Var der end vundet en sikker videnskabelig metode, som de kunne arbejde med, så savnedes der dog tilstrækkelig historisk og psykologisk viden, både med hensyn til de menneskelige individers og folkenes sjælebygning. Hvad her er sagt, gælder den ny åndsretnings almindelige karakter. Men det kunne ikke være anderledes end, at den måtte arte sig forskelligt i de forskellige lande og efter dens forskellige individuelle repræsentanter. Det træffer sig endvidere så, at århundredets midte i de forskellige lande skabte en forskel mellem åndsretningens udtryk.

Den tyske oplysningslitteratur, således som den udviklede sig fra slutningen af det 17. århundrede og op til 1740, var påvirket af mange fremmede forfattere, især af Grotius, Hobbes, hekseforestillingernes modstander Bekker, Descartes og hans skole, Bayle, Locke og engelske Deister. Men den bundede dog i høj grad i tysk forskning. Juristen Pufendorf, der i anden halvdel af det 17. århundrede havde indført den fra teologien frigjorte naturret i tysk videnskab, og navnlig Leibniz var dens direkte lærere (hvis man da ikke vil regne dem selv med til oplysningsfilosofierne). Indenfor videnskaben blev dens hovedrepræsentanter juristen Thomasius og filosoffen Wolff. Thomasius virkede først som lærer ved universitetet i Leipzig, men da hans stilling her blev uholdbar på grund af hans frisind, overdrog den brandenburgske kurfyrste og senere preussiske konge Frederik I ham at holde juridiske forelæsninger i Halle, hvorved denne by's nye universitet en tid på een gang blev hjemstedet for oplysningsfilosofien og for pietismen; her virkede han til sin død. Også Wolff blev professor i Halle, men han ramtes af pietisternes vrede; han blev forvist fra preusserkongens lande, indtil Frederik II kaldte ham tilbage til hans lærestol. Ingen af dem har givet den teoretisk-videnskabelige erkendelse store fremstød. Thomasius stod i meget på Pufendorfs skuldre; Wollf populariserede og forfladede Leibniz. Radikale tænkere var de heller ikke. De undgik en alvorlig kamp med den teologiske dogmatik, og hvor meget end pietisterne forfulgte Wollf, så brød den herskende kirke ikke med ham. De anerkendte begge den absolutte kongemagt. Men de har alligevel betydet overordentligt meget for den tyske kulturudvikling. Thomasius skilte bestemt retslæren ud fra teologien, benægtede muligheden af hekseforbrydelsen, kæmpede mod tvang overfor religiøse meninger. Wollf hævdede lige så bestemt både forskellen mellem moral og religion og en naturlig årsagssammenhæng. Begge forkyndte de en fornuftreligion, uafhængig og ved siden af (ikke over) den åbenbarede religion; nogen strid mellem de to religioner ville de ikke forudsætte. Begge gjorde de sig til åbne talsmænd for forskningens frihed. Begge befæstede de naturrettens herredømme i Tyskland. Nærmest gik de her ud fra Hobbes' system, men mildnede dog noget den strenge enevælde under påvirkning fra Grotius. Wollf opstillede endog medfødte naturlige rettigheder, der er lige for alle; dog måtte de i praksis træde til side for de statslige pligter. Begge satte de som statens opgave undersåtternes vel og lykke. Begge har de endelig villet gøre videnskabens resultater til eje for de dannede kredse. Thomasius gjorde det højst forargende, men for tysk universitetsliv afgørende skridt at holde forelæsninger i Leipzig på tysk; Wolff skrev på modersmålet for at ikke-studerende skulle kunne læse ham. Begge virkede for universiteternes frigørelse for pedantisk skolastik, og begge støttede udgivelsen af tyske moraliserende og oplysende tidsskrifter. Wolff's indflydelse blev den største af de to's, i det hele den største åndelige kraft i Tyskland indtil omkring 1740; hans filosofi blev den herskende ved alle universiteter, endda langt ud over den tid. Og både han og Thomasius har trods deres mådehold været frigørere for den tyske kultur. I deres spor fulgte mange, enkelte endog under påvirkning fra engelsk deisme med større dristighed overfor kirke og religion. Men samtidigt havde den tyske oplysningsbevægelse fået en støtte fra anden kant. Gottsched, der i filosofisk henseende sluttede sig til Wollf, ville forfine hans tørhed ved at iblande den med fransk klassicisme og fransk krydderi. Han blev herre over den tyske digtekunst, afnationaliserede den ved at skyde al ældre tysk digtning tilside for de galliske mønstre. Men han bredte dannelse og smag ud i vide kredse. Det samlede resultat af den tyske oplysningstids første afsnit blev langtfra nogen oppositionel, opsætsig stemning hverken mod kirke eller mod stat. Men det blev en rationaliserende og borgerligt moraliserende tendens indenfor den dannede verden, både indenfor de gejstlige og juristerne, der modtog deres uddannelse ved universiteterne, og indenfor en borgerklasse af lavere embedsmænd, købmænd og håndværkere, der fik større tilbøjelighed til verdslig læsning end før. Både heri og i frugterne af den pietistiske inderlighed og følelsesfuldhed lå mangehånde muligheder, som udfoldede sig i oplysningstidens andet stadium.

Det engelske, på rationel grund hvilende åndsarbejde, således som det udviklede sig efter 1688, havde sin sikre baggrund i den gerning, som i det 17. århundrede var udført af nationens egne stormænd, Bacon og Hobbes på filosofiens og Newton på naturvidenskabens område, dernæst i den fri forfatning, den relative tolerance og den censurfrihed, som revolutionen havde betrygget, og endelig i den mangel på streng dogmatisme, som karakteriserede gejstligheden. Netop derfor blev det kun i ringere grad end andetsteds politisk oppositionelt eller blot bevidst reformatorisk. Selv de dristigste ånder undveg en kamp med det bestående. Det kom ikke heller til at ændre den engelske tankegang i større grad, endnu mindre til at omforme rigets stats- og samfundstilstande. Men til gengæld har den her behandlede periode i det engelske åndsliv været nyskabende i filosofien og i forening med dens forgængers indvindinger og de engelske samfundstilstande i høj grad på virket det øvrige Europa, været en højst betydningsfuld faktor i dannelsen af dets nye tendenser, dets ny kultur. I 1690 udgav Locke sin essay »On human Understanding« et værk han som landflygtig whig havde arbejdet på i mange år, og som almindeligt regnes for epokegørende i filosofiens historie. Dets mål var ikke at opbygge et verdensforklarende system, således som opgaven havde været for de store filosoffer i det 17. Århundrede, men det ville undersøge selve den menneskelige erkendelse, dens forudsætninger og dens virkemåde. Herved gjorde Locke det menneskelige sjæleliv eller i alt fald dets forstandsside til hovedobjekt for den filosofiske forskning, og som middel til at lære det at kende satte han de sjælelige erfaringer, indhøstede ved iagttagelse. Derfor regnes han for skaberen af den kritiske filosofi. Det resultat, han kom til, var benægtelsen af medfødte forestillinger; medfødt var på erkendelsesområdet kun en drift til at danne forestillinger og forbinde dem; for øvrigt var sjælens forstandsside kun som et hvidt papir, der først fik sit indhold gennem sansning og reflektion. Han krævede i kraft af disse tanker beviser for alle hævdvundne begreber. Men der måtte være et evigt immaterielt væsen til, thi uden det ville verdens eksistens og den menneskelige forstand være uforklarlig. Ad tænkningens vej fastholdt han således guds tilværelse. Han erklærede sig endda enig med traditionen på et andet punkt; åbenbaringen var fornøden, fordi den største del af menneskeslægten ikke formåede at følge fornuftens bevisførelse; således som den var udtrykt i evangelierne, var den guds ord. Men ganske vist forkastede han treenighedsdogmet. Og i et andet skrift gjorde han sig til talsmand for en meget vidtgående tolerance; den skulle kun have sin begrænsning dels overfor umoralske meninger, dels overfor ateister og dem, som ved selve deres religion stillede sig under en fremmed fyrstes myndighed (dvs. ultramontane katolikker og muhamedanere). Locke's skrifter var beregnede på flere end de lærde, de »bragte filosofien fra skolerne ind i stuerne«. Så meget mere måtte de vække forargelse trods deres indrømmelser til den bestående religiøse opfattelse. Men en kreds af forfattere gik i den følgende tid videre end han. Som arvtagere efter Herbert af Cherbury forkyndte de deismen. Mærkes kan det, at når denne lære på dette tidspunkt trådte så stærkt ind i det europæiske åndsliv, skyldtes det ikke alene den filosofiske forskning, men også den større kundskab til de ikke-kristne folks religioner, som voksede frem gennem rejsebeskrivelser, især af Orientens lande; det gik op for bevidsthederne, hvor lidet udbredt kristendommen var, hvor mange religiøse forestillinger der fandtes udenfor den; derved skabtes en trang til i alle religioner at finde en fælles menneskelig, og hele tidens tankegang førte til at give den et fra autoritet frigjort grundlag. Deisterne forkastede åbenbaringen og i det hele en mirakuløs indgriben fra guds side. Istedet satte de en naturlig religion, som ud fra erfaringerne fra menneskenes indre og den ydre natur rummede troen på guds tilværelse og sjælens udødelighed; antagelsen af en gud var nødvendig både for at forklare universets orden og hensigtsmæssighed og for at fuldstændiggøre vort forhold til de moralske begreber. De betænkte sig heller ikke på at kalde sig selv for fritænkere, et ord, der derved for første gang fik en større betydning. En del af dem mente ikke derved at være i strid med kristendommen, dvs. den kristendom, som de antog at være kristi egen, frigjort for de forvanskninger, som kirkelærerne, både katolske og protestantiske, havde forvoldt. Adskillige af dem gik dog endnu et skridt videre og løste den naturlige religion fra kristendommen. Deisternes skrifter kaldte gejstlige frem til en polemik med skarpe ord. Der var dog ikke ret lidenskab i striden. De fleste af deisterne var uden større originalitet og dybde, ville i grunden ikke kirken til livs, og de ledende mellem teologerne var selv stærkt påvirkede af rationalisme, ville selv udglatte forskellen mellem åbenbaring og fornuftreligion. Nogen stærk tilslutning mellem lægfolk fandt deisterne heller ikke, fordi der ikke var nogen almindelig misfornøjelse med kirkens tilstande. Da angrebes deres sætninger tilmed af det, 18. århundrede sande store engelske filosof Hume, men ganske vist ikke fra et ortodokst, men fra et positivistisk standpunkt. Hans store indsats i filosofiens udviklingshistorie var dels hans nye og skarpsindige erkendelsesteoretiske undersøgelser, dels hans påvisning af sammenhængen mellem de forskellige religioners oprindelse og omdannelse og de menneskelige stemninger og tilstande. Men herved kom han også til at gendrive de rationelle beviser for guds tilværelse, som deismen havde været så stolt af. Han har sikkert bidraget til, at den gik ud af spillet i den engelske kulturbevægelse. Men var Hume end en højst radikal tænker, for hvis skarpe gennemborende intelligens ingen autoritet var hellig, så var han dog ikke nogen modig mand. Han hadede fordomme i lige så høj grad som de ivrigste andre fritænkere i det 18. århundrede. Men opsætsig revolutionsånd var der ikke i ham. I slutningen af sit liv vendte han sig også fra filosofi til historieskrivning. I sin »History of England« viste han sin forståelse af, at et folks historie er dets almene kulturs lige så vel som dets politiks. Sammen med andre store historieskrivere i England og udlandet har han derved faktisk afsvækket anklagen mod det 18. århundrede for at have manglet historisk sans. Men ganske vist evnede han ikke at forstå de forskellige tidsaldres fra hinanden så forskellige psykiske præg. Hans rationalisme lod ham gøre alle tiders mennesker for ensartede. Til den forholdsvise spagfærdighed, som hvilede over diskussionen om de centrale livsanskuelsesproblemer, svarede også, at det store statsretlige indlæg, som så lyset i datidens England, vendte sin brod mod allerede besejrede tanker og tilstande. Alligevel var det både i sig selv og i dets indvirkning på europæisk drøftelse af statsretten højst betydningsfuldt. Atter her møder vi Locke, og indlægget er hans »Two treatises of government«, udgivet i 1690. Skriftets opgave var i første række en praktisk-politisk: gendrivelsen af absolutistiske teorier om kongedømmet som en af gud indstiftet institution med dets bærers myndighed over folket som en faders over sine børn og forsvaret for berettigelsen og hensigtsmæssigheden af revolutionen og af det nye regeringssystems grundtanker. På ethvert sted i skriftet finder man sætninger, som står i direkte forhold til fortid og nutid. Men en tænker af Locke's rang måtte selvfølgelig hermed forbinde almene teorier. Det væsentlige i disse er følgende: menneskene er fra naturens side alle frie, lige og uafhængige. I naturtilstanden er de i besiddelse af ejendom, denne forstået som liv, frihed og gods. Da de for at fri sig for de vanskeligheder, som naturtilstanden medførte, ved en overenskomst dannede et samfund, var tanken at sikre nydelsen af ejendommen, og midlet skulle være faste love, der dog ikke måtte ophæve de naturlige rettigheder og måtte være begrænsede ved samfundets almene vel. Skabelsen af den lovgivende magt var derfor det vigtigste, og den blev den højeste myndighed i samfundet; efter sagens natur måtte den udtrykke flertallets vilje. Dels af praktiske grunde, dels fordi i en velordnet stat en ligevægt mellem myndighederne var tilrådelig, måtte den dog indstifte udøvende myndigheder, der sørgede dels for den indre sikkerhed (executive power), dels for varetagelsen af interesserne overfor udlandet (federative power). I princippet var disse udøvende magter to forskellige, faktisk kunne de dog forenes på samme hånd. De var underordnede den lovgivende, men - her spiller de engelske forhold på en splittende måde ind i teorien - den eksekutive magt kunne dog også være deltager i den lovgivende og burde også have et vist prærogativ, men kun til fordel for det almene vel. Samfundet havde dog ingenlunde helt opgivet sin magt; viste den oprettede lovgivende magt sig uværdig til dets tillid eller begik den udøvende overgreb, da krævede selvopholdelsens ret folkets modstand og indretning af nye myndigheder. Teoretisk var sætningerne om menneskenes naturlige frihed, lighed og ejendomsret og om disse rettigheders og folkesuverænitetens fortsatte beståen i samfundstilstanden, således at folket altid kunne drage magthaverne til ansvar, de vigtigste, og de fik deres praktiske betydning for fremtiden. Men også mange andre af Locke her udtalte eller antydede tanker optoges og udvikledes i den påfølgende statsretlige litteratur, især af Montesquieu. (hertil hører også tanken om en ligevægt mellem de delte statsmyndigheder, skønt den ingenlunde fremtræder som nogen central hos Locke, og mærkes må, at han ikke principielt mellem dem regner den dømmende, ihvorvel der også er antydninger i den retning. Af interesse er tillige, at han på eet punkt kritiserer den bestående tilstand, nemlig den valgretsordning, hvorved forfaldne byer (de senere såkaldte rotten boroughs) havde bevaret deres stemmeret). Ved siden af alt dette gik endnu en hovedstrømning gennem litteraturen, den man med et fælles navn kan betegne som den moraliserende. Den var dog af meget forskellig art. Swift, født irer, men af engelsk race, en af tidens kraftigste og mest lidenskabsfyldte ånder, gav i »A tale of a tub« og »Gulliver's Travels« udtryk for den bitreste menneskelede ved siden af en levende følelse for de fortryktes kår, navnlig irernes, for hvem han blev en ivrig talsmand. Ganske modsat hyldede Shaftesbury, der var under antik påvirkning, en fyldig optimisme og forkyndte, derved udfyldende Locke's lære om den intellektuelle erkendelse, den umiddelbare følelses uafhængighed af både religion og fornuft og harmonien mellem drifterne hos det enkelte menneske og i hele menneskesamfundet. Videst ud i befolkningen banede sig dog den jævne borgerlige moral, der gennemtrængte forfattere som Addison, Steele og Pope. De ville belære og underholde, og et hovedmiddel for dem blev de nye tidsskrifter, af hvilke addisons spectator er det berømteste; de skulle på een gang forbedre, satirisere, skaffe almennyttige kundskaber og give en behagelig læsning. De opstillede det senere så vidtrækkende slagord: tilbagevenden til naturen, forstod dog hermed mest kun en opgivelse af pedanteriet og en forherligelse af det jævnt forstandige. En dybere betydning fik ordet hos Defoe i hans berømte roman »Robinson Crusoe«, der priste naturtilstanden og dens rolige udvikling til civilisation. Andre forfattere fortsatte roman- og novelleformen; også de mente at ville vende tilbage til naturen, men ved at portrætere samtiden. Ved siden heraf fandtes hos Richardson og andre dog tilløb til den ny litterære retning, som senere udfoldede sig så stærkt i den engelske litteratur (sentimentailismen).

Lige så naturligt det er at sætte 1688 som en epoke i det engelske åndslivs historie, lige så berettiget er det at betragte 1685 som en sådan for det franskes, omend af forskellig grund og med forskellig virkning. Medens 1688 i England blev udgangspunktet for en rolig udvikling, blev 1685 det i Frankrig for kampen. Ved den kritik, der da havde rejst sig væsentligst ud fra sympati for tiden forud for enevælden, er der allerede dvælet. Men samtidigt var begyndt den åndelige bevægelse, der indvarslede det ny. På det æstetiske område er den såkaldte kamp mellem de gamle og de moderne den mærkeligste fremtoning. De moderne rettede et grundstød mod et af kærnepunkterne i klassicismen. De benægtede, at det var fornødent at betragte oldtidens poesi og veltalenhed som en åndsform, man måtte bøje sig for; også andre tider kunne nå lige så højt. Hos de unge i tiden vandt tanken anklang. Mærkes må imidlertid, at fordi man angreb oldtidens autoritet, fornægtede man ikke den klassiske stil, som var udformet i det 17. århundrede; i alt fald blev ændringen ikke gennemgribende, hverken da eller senere i det 18. århundrede. Nogen ny skønlitteratur i rang med den ældre voksede ikke heller op. Men adskillige skrifter tydede pånye strømninger. I sine »Caractéres« gennempiskede La Bruyere samtidens lavhed, penge- og adelsstolthed og antydede »folkets« større hæderlighed, og Le Sage skrev sin satiriske roman »Gil Bias«, rig på liv, burleskhed og realisme, men især interessant ved, at den fremadstræbende plebejer er gjort til helten. I åndshistorisk henseende var det dog betydningsfuldere, at Fontenelle gav de modernes kamp en større rækkevidde ved i det hele at forkynde troen på fremskridtet i kulturen, og dernæst, at der var slægtskab mellem alt det ny og cartesianismens udbredelse. Langtfra alle Descartes' elever og fortsættere var vel oppositionelle; adskillige af dem veg endda stærkere end han tilbage fra at stille sig i modsætning til troen og kirken. Men alligevel gav hele hans tankebygning en tillid til fornuftens magt og til en videnskabelig metodes bygning, som måtte vide kritikken ud til åndslivets centraleste områder og praktisk skabe sympati for åndelig tålsomhed i modsætning til den herskende tvang. Selv i den katolske teologi begyndte en historisk kritik af de bibelske skrifter i lighed med Spinoza's. Men videst gik en enlig stor tænker. Pierre Bayle var født reformert, vendte efter en kort omvendelse til katolicismen tilbage til sine fædres tro, måtte derfor efter 1685 forlade Frankrig og tog ophold i Rotterdam. Uden at han af oprindelige anlæg var skeptiker, dreves han ved sin tankes af alle ydre hensyn utæmmede skarphed til ubetinget at benægte forestillingen om, at dogmer og bibeltro kunne forenes med en af fornuften bestemt erkendelse; de to ting var væsensforskellige; et valg måtte træffes. Da han, tilsyneladende mod alle sine forudsætninger, valgte at forkynde troen som det rette, fornuften som det misvisende, blev han skeptiker overfor filosofien. Men det udelukkede ikke hans tænknings betydning. Han havde hævdet moralens selvstændighed overfor religionen, ja fornuftens større evne end dogmerne til at skabe moralitet. Og han havde friet ateismen for anklagen for usædelighed og bestemt protesteret mod al åndelig tvang; sammen med Spinoza og Locke er han den store forkæmper for tolerancens idé. Hans berømteste værk blev hans »Dictionnairc historique et critique«; navnlig i noterne til teksten havde han her samlet et stof, som blev rustkammeret for hele den følgende tids kamp mod den teologiske dogmatisme. Derimod lå naturvidenskaben og forfatningsspørgsmål ham fjernere. Den tid, vi hidtil har talt om, kan siges at strække sig fra 1685 til omkring 1720. Fra da af begynder et nyt afsnit, der fortsættes ned til 1789. Det er samtidigt med l'ancien régime. Et stykke af dette, men dog dets store modsætning. Det rummer de nye tankers sejr i det franske åndsliv. Der er dog grund til atter at dele dette afsnit i to perioder, men begge med væsentlige fællesmærker. Lad os da først betragte dem. Igennem røret fra før 1720, igennem cartesianismen og Bayle bunder det ny i det foregående. Men det fik tillige sit præg andetsteds fra, fra betydelige og ejendommelige personligheder, men ikke mindst påvirkedes det fra England. Hvad den franske kultur indtil slutningen af det 17. århundrede havde modtaget fra fremmede åndskilder, stammede aldeles overvejende fra syden, fra de romanske racefæller i Italien og Spanien. Kun meget lidt havde franske forfattere og skønånder kendt til Englands samfundstilstande og historie, til engelsk litteratur og videnskab. Da var det, at også i den henseende det Nantiske Edikts ophævelse fik en hel modsat virkning end tilsigtet. De til England udvandrede huguenotter modtog dér indtryk af de fra deres hjemstavn så forskellige tilstande, fyldtes af sympati med den engelske forfatning og det engelske åndsliv og begejstredes ved tanken om at meddele denne stemning til deres landsmænd. Emigranter oversatte de engelske videnskabelige og skønlitterære værker; en af dem skrev en Englands historie, og deres arbejder blev læst med begærlighed i deres hjemland. Snart efter rejste modtagelige franskmænd over Kanalen, tog midlertidigt ophold i England, så på dets tilstande med lignende syn som emigranterne og fortsatte deres gerning. Således blev Englands fri forfatning, dets tolerance og ånden i dets naturvidenskab og filosofi en mægtig impuls, som repræsenterede noget fra cartesianismen forskelligt. Ud af alt dette vokser det ny franske åndsliv. Det står i skønhedsforkyndelse tilbage for den klassiske poesis storhed, i dybsind og forskning både for Descartes og Bayle og for Hobbes, Newton, Locke og Hume. Dets digtning bliver ikke af høj værd, og det nøjes i filosofien med en lettere sonde ned gennem de store problemer, tror sig hurtig færdig, bliver delvis dogmatisk troende på de vundne resultater. Det har bevaret den gamle franske formsans, lægger vægt på stilens elegance og fremstillingens smagfuldhed, men det sætter hverken den store digtning eller den strenge videnskab som sit centrale formål. Det vil påvirke livet, agitere, gøre propaganda, vel ikke ude mellem den store mængde, men mellem de dannede lag. Forfatterne kalder sig filosoffer, men de er for største delen mere litterater og polyhistorer og ivrige for at finde den måde, hvorpå deres frembringelser kan gøre det stærkeste indtryk. De har til deres lydige og virksomme tjener det franske sprog, som i forvejen var uddannet til behandling af åndelige spørgsmål, og de udnytter som agitationsmiddel den frivole tone, der er herskende i deres omgivelser og den kreds, de vil påvirke, og som også er dem selv i kødet båret. Kærnen i deres tankegang er århundredets fælleseje, tilliden til den menneskelige ånds evner, ubunden af al autoritet. Men i de konsekvenser, de drager af modsætningen mellem, hvad denne tillid kan skabe af ideer og planer, og det bestående, er de dristigere end nogen anden nations kulturbærere. Deres polemik, deres angreb på den herskende kirke og den herskende samfundstilstand bliver radikalere end noget andet steds. Ved menneskeånden og især ved fornuften tror de sig fuldt ud i stand til at gennemskue alle fejl ved, hvad der kun har legitimitet i kraft af fordomme og overtro eller traditioner, vane og magt, og til at angive det grundlag, hvorpå en ny kultur og en ny samfundstilstand skal rejses. De vil kampen og er overbeviste om at skulle vinde sejren, vinde den snart og fuldstændigt; de er gennemglødede af optimisme. De vil dog ingenlunde en voldelig omvæltning, og de vil alt andet end ødelægge staten; netop gennem den, omdannet i deres billede, vil de underlægge sig modstanderne. De sigter ikke alene mod Frankrig, de er de mest kosmopolitisksindede i det 18. århundrede, de tror sig at være verdens velgørere. Der er opstillet to berømte forklaringer af grunden til det franske 18. århundredes udprægede åndelige radikalisme. Tocqueville har lagt vægten på, at Frankrigs fuldstændige mangel på politisk frihed berøvede skribenterne lejlighed til at deltage i styrelse og lovgivning og derved ledede dem til abstraktioner og teorier. For Taine er hovedsagen den, at den naturvidenskabelige ånd (vesprit scientifique) indgik forbindelse med den særlige franske l'esprit classique, således som denne var udviklet i det 17. århundrede; fra den havde forfatterne arvet troen på enheden, reglen, det almenmenneskelige og manglen på sans for det individuelle, lokale og historiske; de troede det derfor muligt at bygge et samfund, der uden hensyn til fortid og nationaliteter passede til alle folk. Der er sikkert ved begge disse opfattelser givet vægtige bidrag til problemets forståelse. Men udtømt dermed er det ikke. Ved Tocqueville's hypotese kan ikke forklares radikalismen i filosofi, og Taine's forklaring ser bort fra, hvor megen sans for det individuelle og lokale der findes f.eks. både hos Montesquieu og Voltaire og hos Diderot. Den er desudenfor litterær og giver for liden plads til de indtryk, som forfatterne modtog fra selve det dem omgivende liv. I disse indtryk ligger uden tvivl en hovedgrund til radikalismen. De havde overfor sig en herskende kirke, som især i 1685 havde vist sin tyranniskhed, og som på den anden side ikke havde repræsentanter af åndelig højde, der kunne indgyde respekt, og de havde overfor sig en stat, hvis princip var den strenge enevælde og den strenge fastholden ved kirken og standsforskellighederne, men som ved sin svaghed ikke heller formåede at skabe ærbødighed. Skribenterne blev derved, i modsætning til de engelske, drevne til opposition, følte tilmed bag sig en stemning, der lignede deres egen, og hørte endelig hjemme i et samfund, hvor en yderlighedstrang allerede havde affødt enevældens brud med traditionerne og snart efter affødte revolutionens. Ved denne karakteristik er, som sagt, taget sigte på fælles egenskaber ved det franske åndsliv i hele tiden fra 1720 til 1789. Men som ligeledes nævnt kan denne tid deles i to afsnit, og grænsen imellem dem kan sættes ved omkring 1750. I det første afsnit, som vi foreløbig holder os til, har kampen mod det bestående, trods al indre radikalisme, en mere mådeholden karakter end i det andet. I religiøs henseende angribes fordomme og overtro, og ingen kan være i tvivl om, at hermed også menes den historiske kristendom, men ingen forfatter forkynder ateisme eller materialisme; under påvirkning fra England ser man fremtidens religion i deismen. I politisk henseende forlanges tolerance og andre reformer, men privilegiestatens grundlag lades urokket. På nogen organiseret kamp tænker filosofferne ikke; hver fører sin krig på. Egen hånd. Men imellem dem er der på den anden side to så store ånder som Montesquieu og Voltaire. I 1721 udkom Montesquieu's »Lettres Persanes«. En ung fornem levemand, tilhørende embedsadelen, præsident for parlamentet i bordeaux, bevandret som få i litteraturen, i klassikerne, juraen, naturvidenskaben, politik og økonomi havde dermed angrebet det franske samfund og den franske regering som ingen før ham. Formen var uskyldig - Orienten var i forvejen på mode, og to unge persere fortalte nu her om deres rejseindtryk fra Frankrig, deres kritik kunne jo have udseende af at være uforstandig. Men ingen kunne misforstå det. Det var en franksmand, der med et stort litterært talent, megen frivolitet, gennemborende ironi og megen viden afdækkede alle sit lands svagheder, Ludvig XIV's enevælde og erobringslyster, Versailles' fordærvelige indflydelse, finansforvaltningens slethed, intolerancen og dogmernes urimelighed, og på den anden side forherligede fornuften og videnskaben og deres ret overfor al tåbelig autoritet. I bogen klinger hele det 18. århundredes franske ånd. Den virkede som et trompetsignal. Den var udgivet anonymt. Skønt alle vidste, hvem forfatteren var, havde han derved ikke forskertset sine fremtidsmuligheder. Han blev medlem af en fornem politiserende klub, endda af akademiet. Så rejste han Europa igennem og fik utallige indtryk; stærkest blev de fra England, hvis frihed betog ham. Hans næste arbejde blev allerede meget forskelligt fra »Lettres Persanes«. Alvorligt og dybsindigt behandlede han i det årsagerne til Romerrigets storhed og fald, selvfølgeligt, i modsætning til Bossuet, fra et uteologisk og verdsligt synspunkt. Men et andet og større værk optog ham dog langt mere, i 20 år samlede han til det. I 1748 udkom »De l'esprit des lois«. Trods mange svagheder er skriftet et storværk, betagende ved sin sprogform, overvældende ved sin kundskabsmasse, mesterligt ved sin rigdom på realpolitiske tanker, og frem for alt ved den opgave, forfatteren har villet løse. I modsætning til samtidens store interesse for naturtilstanden og samfundets påfølgende dannelse går han let hen over disse problemer og vil derimod bestemme de positive loves rette natur og indhold. (bogens analytiske metode skader helhedsindtrykket, hver enkelt årsag og dens virkninger tages for sig, og der mangler blik for den samlede historiske udvikling. Ikke alene er kompositionen mangelfuld og værkets ledende tråd vanskelig at gribe, men forskelligartede idérækker er ikke sammensmeltede, og mange tanker savner klarhed. Således er den berømte påvisning af naturforholdenes indflydelse på nationernes karakter og samfundstilstande ikke indarbejdet organisk i værkets øvrige plan og for øvrigt stærkt påvirket af et engelsk arbejde (jvfr. Dedieu: »Montesquieu et la tradition politique Anglaise en France«, 1909), og ved den lige så berømte behandling af statsmyndighedernes deling er sætninger direkte overførte fra Locke og derpå taget i en anden betydning end hans (jvf. Pietsch: »Ueber das verhältniss der politischen theorie Locke's zu Montesquieu's lehre von der Theilung der Gewalten«, 1887). Hertil kommer, at der ofte savnes kritik overfor gængse historiske opfattelser, og at mange problemer løses med for stor dogmatisk sikkerhed). Skriftets centrale tanke er den, at lovene bør stå i et harmonisk forhold til det pågældende lands regeringsprincip, til landets natur og størrelse, til folkets liv, religion, erhverv, sæder og almindelige tankegang og til den grad af frihed, som forfatningen kan tåle. Som følge deraf må der også være harmoni mellem lovene indbyrdes, og dernæst er det kun tilfældigt, når den lovgivning, der passer til eet land, også kan være den rette for et andet. Denne tanke udføres nu i enkeltheder for lovgivningens forskellige områder. Størst almindelig interesse frembyder dog værket ved dets betragtninger over politiske love. Trods al specialisering opretholder her Montesquieu den ældre opfattelse, at alle forfatninger kan henføres til visse kategorier, og indfører 3 sådanne: republikken, der igen kan være demokratisk eller aristokratisk, monarkiet og despotiet; forskellen mellem monarki og despoti bestemmer han som den, at i monarkiet er fyrsten bundet ved bestemte love og anerkender tilværelsen af visse mellemmyndigheder, nemlig privilegerede stænder, mellem sig og folket; i despotiet hersker fyrsten i kraft af sit vilkårlige lune. Det ny er nu, at Montesquieu tillægger hver af disse forfatninger et bestemt princip. Republikkens er la vertu, forstået som den politiske dyd, fædrelandskærligheden, ligheds- og solidaritetsfølelsen, hvilken dog i den aristokratiske republik bør være ledsaget af in moderation, mådeholdet. Monarkiets er på grund af den indflydelse, mellemmyndighederne har, l'honneur dvs. kastefølelsen, den hver kaste særlig forpligtende æresfølelse. Despotiets er endelig la crainte, frygten. Det er nu lovenes opgave at sikre disse princippers eksistens, kun derved bevares staternes forfatning og staterne selv. Igennem værket går en afsky for despotiet og en sympati både for en aristokratisk republik og for monarkiet, måske dog mest for det sidste. Det har nemlig de største muligheder for at opretholde en mådeholden regering og både en borgerlig og en politisk frihed, friheden forstået som retten til at gøre alt, hvad lovene tillader, og til ikke at gøre, hvad de ikke påbyder. Imellem de rettigheder, der følger heraf, bør også være den at dyrke en oprettet religion (hvorimod staten ikke er forpligtet til at tillade oprettelsen af en ny): dette hænger også sammen med, at staten kun bør værne sine egne interesser, ikke straffe forbrydelser mod gud. Der kan imidlertid være monarkier, hvor man for at sikre friheden har afskaffet mellemmyndighederne, men til gengæld har man indført statsmagternes deling og derved hindret overgreb fra en enkelt af dem. Tredelingsprincippet anbefaler sig her. Som de 3 statsmagter ser Montesquieu først i nøje overensstemmelse med Locke den lovgivende, den udøvende i forholdet til udlandet og den udøvende i de borgerlige retsforhold. Hurtigt bliver dog den anden hos forfatteren den, der i det hele er den udøvende, også i indre administration, og den tredje den dømmende. Men da den tredje bør have vekslende bærere, tagne ud af folket, bliver den som usynlig: det faste ved den er, at den retter sig efter lovene. For at indføre en regulerende kraft mellem den lovgivende og den udøvende og således genoprette en tredeling, indfører han delingen af den lovgivende i en folkevalgt repræsentation - thi stærkt bør repræsentationsprincippet anbefales frem for folkets direkte lovgivning - og et arveligt adeligt kammer. Montesquieu fastholder nu teoretisk - og langt stærkere end Locke - den fuldstændige indbyrdes uafhængighed af de forskellige magter; praktisk indrømmer han dog en vis forbindelse mellem dem. Den udøvende magt bør udnævne dommerne, have vetoret overfor den lovgivende og bestemme tiden for dennes møder; den lovgivende har ganske vist ingen domsret over fyrsten, der er hellig og ukrænkelig, men ret til at anklage hans ministre; det adelige kammer bør være domstol for adelen. Som det land, hvis monarki svarer til disse teorier, og hvor friheden derfor er målet og sikret ved love, ser han England. Det bliver derved en mønsterstat og er det tillige ved folkets ånd. Det vil heraf ses, hvor lidet Montesquieu's tankegang er demokratisk. Langt mindre end »Lettres Persanes« er »l'Esprit des lois« et direkte angreb på den franske regeringsmåde. Indirekte går dog gennem hele bogen et sådant angreb, ved fordømmelsen af intolerance, ministervilkårlighed og erobringslyster og ved rosen over England. Med hensyn til den retning, hvori en omordning af Frankrigs anliggender bør gå, nærmer han sig i mange henseender stærkt Fénélons ideer; han ser en redning i genoprettelsen af aristokratiske institutioner og i hævdelsen af parlamenternes magt. Alligevel præges værket af det 18. århundredes ånd. Det bæres af århundredets arbejde på de indhøstede erfaringers grund, af dets rent naturalistiske, menneskelige syn på samfundet, af dets kærlighed til friheden. Hovedsagen er dog, at værket gør forfatningernes værdi flydende; ingen forfatning, ingen samfundstilstand har et guddommeligt udspring; det afhænger af forholdene, hvilken der er den bedste. I den kærlighed til friheden, der ånder ud af værket, og i den tilskyndelse til at overveje og kritisere lovene, som fra dets blade måtte meddele sig til læserne, ligger også den ene hovedside af dets historiske betydning. Allerede derigennem påvirkede det mægtigt tidsalderen, indgik trods al dets egen konservatisme og mådehold som et vigtigt led i nedbrydningen af tilliden til gammel autoritet. Men for det andet har det langt ned gennem tiderne haft sin betydning ved at forkynde en sympati for Englands konstitutionelle forfatning og ved at fastslå teorien om statsmagternes deling. At Montesquieu tog fejl ved at antage den for langt mere faktisk eksisterende i England end tilfældet var, er en helt anden sag. Igennem den Nordamerikanske Forfatning af 1789 og igennem den Franske Revolutions Forfatning af 1791 trådte denne side af hans tankegang ud i det praktiske liv. Men også på mange andre måder, f.eks. i kampen mod barbariske straffe, fik det 18. århundrede en kraftig støtte i Montesquieu. Selv døde han 7 år efter værkets udgivelse, i mellemtiden havde han været stærkt optaget af at forsvare det mod angreb fra forskellig side. Samtidig med Montesquieu var den mand begyndt at virke, som blev den centrale skikkelse i det franske 18. århundredes åndsliv. Voltaire blev født i 1694, tiltrak sig opmærksomhed 25 år derefter, døde i 1778. Han spænder således over tre kongers tid, han så autoriteten på dens højdepunkt, han så den i opløsning, ingen anden enkeltperson har i den grad som han bidraget til denne opløsning. Hans oprindelige navn var François Arouet, og han var søn af en underordnet borgerlig embedsmand. Som mange andre af århundredes franske filosoffer modtog han sin første opdragelse i et jesuiterkollegium og begyndte derpå at studere jura. Men indført imellem regentskabstidens unge fornemme levemænd vendte hans hu sig snart i anden retning. Han tænkte sig sin fremtid som digter og vakte opmærksomhed ved en tragedie. Det arbejde, hvormed han slog igennem, blev hans epos »Henriaden«. Ved den forherligelse af tolerancen og Henrik IV som dens helt og det tydeligt udtalte nag til gejstligheden, der var dets ledemotiver, havde han anslået den tone, som stadigt stærkere og stærkere skulle klinge fra hans pen. Andre af hans digte fra denne tid røbede ham som den livslystne kætter og den respektløse spotter. Men hans oprørsånd udelukkede ikke, at han kunne nedlade sig til at smigre for adel og hof. Han ville vinde navn og penge. Stolt og pirrelig kunne han dog ikke beherske sig. To gange blev han sat i Bastillen ved »lettres de cachet«. Da han anden gang slap ud, betødes det ham, at han måtte forlade Frankrig. I 3 år tog han ophold i England, og han forelskede sig i landet. Hans anlæg udvikledes under de nye stærke indtryk; han modnedes derigennem; han så fra nu af sit livs opgave ikke alene som digter, men også som filosof, som historiker, som kritiker og som agitator. Han blev det stærkeste redskab for engelsk kulturs indflydelse på fransk åndsliv i det 18. århundrede. Hjemkommen til Frankrig genoptog han sine bestræbelser for at vinde gunst ved hove, men arbejdede tillige med jernflid. Han skrev dramaer, udgav sin »Karl XII's Historie« og vovede sin manddoms første stordåd. I 1733 udsendte han sine »Lettres philosophiques ou Lettres sur les Anglais«, der gengav rejseindtryk fra England. Det var den engelske tolerance, den engelske personlige frihed, den engelske kritiske filosofi, den engelske deisme, den engelske naturvidenskab og dens metode, de engelske samfundstilstande og i alt fald sider af den engelske politiske forfatning, som han i flatterende belysning viste sine landsmænd og stillede op mod deres kår og forestillinger. Det er sagt om denne bog, at den er det 18. århundredes myndighedsbrev, det indlæg, hvorfra daterer sig dette århundredes åbne felttog mod kristendommen og de politiske institutioner og dets ny reformerende, ræsonnerende, kamplystne, propaganderende og praktiske ånd. Bogen opfattedes også som det, den var. Særlig fra det øjeblik regnede kirken »filosofferne« som fjenden. Bogen blev brændt af bøddelen som stridende mod religionen, de gode sæder og agtelsen for øvrigheden. Mod Voltaire selv udstedtes et arrestdekret. Men han var i forvejen flygtet fra Paris, og fra nu af tog han i en række år ophold på et slot i det nordøstlige Frankrig hos en adelig veninde. Her arbejdede han utrættelig på mange områder; frugten deraf var bl.a. så forskellige ting som en populær fremstilling af Newtons teorier og det episke digt »La Pucelle«, en af nag til gejstligheden og til middelalderens helgenforgudelse dikteret obscøn travesti over Jomfruen af Orléans. Han nød tillige velvære og kulturens fineste glæder. Men desuagtet ville han videre frem i ydre anseelse, søgte halvvejs at bringe sin fortid i glemme, smigrede for fru pompadour, opnåede virkeligt at blive ikke alene medlem af akademiet, men også kongelig kammerherre og historiograf. Fra denne tid kendte hele Europa ham. Alligevel følte han sig ikke tilfreds, hans forfængelighed og pirrelighed skabte ham fjender, og selv kunne han ikke tilbageholde sin satire og spot. Da kom fra 1750 en mærkelig episode i hans liv, kaldelsen til Potsdam hos Frederik II, med hvem han allerede længe havde stået i brevveksling. Han fik en glimrende modtagelse, bolig i Sanssouci, titler og ordener og en stor årlig pengesum. Han blev den selvskrevne hæderspræsident i kongens litterære saloner, hjalp ham, arbejdede selv, lærte meget. Fra denne tid skriver sig romaner, småskrifter mod den katolske kirke og om den franske administration, og hans historiske værk: »Le siéde de Louis XIV«. Men de to mænd, begge ømtålelige, hver med sin opgave, kunne i længden ikke spændes. I høj grad var skylden Voltaires; hans ufine pengeforretninger, hans skinsyge mod de andre medlemmer af Frederik II's franske litterære koloni måtte med grund opirre kongen. I 1753 forlod han Potsdam. Efter nogle års forløb slog han sig ned på slottet Ferney i nærheden af Genévesøen. Hermed begyndte et nyt afsnit af hans liv, en ny udfoldelse af hans åndspræg og af hans gerning, som hører århundredets anden halvdel til. Der er kun liden grund til at dvæle ved den her omhandlede tids øvrige litteratur. Der fremkom en del lærde historiske værker og en del middelalderlig poesi. Af mest interesse er den stemning, der begyndte at gøre sig gældende indenfor romanerne. Det er følsomheden (la sensibilité), der holdt sit indtog i den franske litteratur med dens udpensling af modtagne indtryk, dens smag for det rørende, dens hang til tåren. Den blev medbestemmende for århundredets psykologi.

Frederik II blev født i 1712. Tidligt udviklede der sig en spænding mellem ham og hans fader. Dybt forskellige var de i anlæg, og forskellen øgedes ved den påvirkning, den unge prins modtog fra sine lærere, fra sin moder, som var sin ægtefælles antipode, og fra sin søster, den senere markgrevinde af Bayreuth og forfatterinde til berømte memoirer. Prinsen begyndte hemmelig at dyrke musik, samle bøger og læse fransk skønlitteratur, og han så ned på militært pedanteri og ikke mindst på religiøs forargelseslyst. Jo mere han voksede til, og jo mere faderen søgte at stemme op for hans fri udvikling ved sin vante brutalitet, jo alvorligere blev bruddet. Da modnedes endeligt hans tanke om at unddrage sig tvangen ved en flugt til Frankrig. To unge officerer samtykkede i at hjælpe; forberedelser var taget til at slippe bort over grænsen under en rejse i Vesttyskland, på hvilken han i 1730 ledsagede sin fader. Men planen blev opdaget, og prinsen blev som arrestant sendt til fæstningen Küstrin. Harmfuld til det yderste tænkte kongen på at berøve ham arveretten; af en nedsat krigsret ventede han en dom i den retning. Men domstolen erklærede sig inkompetent til at dømme i en kongelig familiesag og vovede endog kun at tilkende den ene af Frederiks hjælpere livsvarigt fængsel (den anden var flygtet). Kongen forandrede ved en kabinetsordre den sidste del af dommen til henrettelse, men med hensyn til sin søn bøjede han af, indskrænkede sig til at forlange hans edelige løfte om i eet og alt at føje sig efter hans vilje, hvis han ikke ville fortabe sin arveret. Efter nogle års forløb, i hvilke Frederik havde haft lejlighed til at sætte sig ind i den civile forvaltning, genoptoges han i hæren og blev friere stillet, da han holdt bryllup med en tysk prinsesse, med hvem han dog afbrød samlivet efter få års forløb. Epoken i hans ungdom indtrådte, da han fra 1736 som chef for et garderegiment fik bolig på slottet Rheinsberg i det nordvestlige Brandenburg; fra det år daterede han senere sit liv. Her var det også, at hans sjæl støbtes i dens mærkværdige former. Han troede fra nu af på menneskenes og sin egen ret til at nyde livets fineste og rigeste frugter, og han nød dem i fulde drag. Rheinsberg blev hans første Sanssouci, hvor den tyngde, der havde hvilet på hans tidligere liv, afløstes af velvære, fester, skuespil, koncerter og det tvangfri samliv med fint dannede mænd og kvinder. Men nydelse var for ham langt mere end den blotte optagelse af goder, også mere end det halve arbejde, som bestod i deltagelse i konversation og brevveksling, i fløjtespil og hengivelse til let digtning; den var for ham den stærke sjælsanspænding under alvorlige studier og tumlen med livets største problemer. Historien som vejleder til kundskaben om, hvorledes statsmandskunst skal udøves, naturvidenskaben som middel til at forstå universets fænomener og frem for alt filosofien som sonden igennem dets metafysiske og moralske gåder; at dyrke alt dette, derved blive visere og mere handlingsdygtig, det var kronen på livet og dets nydelser. Det hang nøje sammen med hele hans sjælsanlæg. Hans fantasi var mere en hjernens end en sansernes og hjertets, hans moral sigtede mere mod nytten end mod det abstrakte gode, hans herskende evne var hans intelligens. Intelligensen gjorde ham til elsker af oldtidens skribenter og af den klare, regelrette franske klassiske smag, til den store oprører mod kirken og teologien og mod den traditionelle opfattelse af fyrstemagtens oprindelse og pligter. På denne oprørsånd hos en tronarving, på dens slægtskab med det 18. århundredes første litterært oppositionelle stadium beror på dette tidspunkt frem for alt hans personligheds særpræg. De forfattere, som fortrinsvis har styrket hans oprørsånd, er Bayle, Locke, Wolff, Montesquieu og Voltaire, mest direkte den sidste, med hvem han på Rheinsberg begyndte sin berømte brevveksling, og for hvem han gennem en række år nærede den mest uselviske og mest ubegrænsede beundring som digter, historiker og tænker. På Rheinsberg kulminerede hans had til præster og teologer, til deres forfølgelseslyst og til deres fordummelse; på Rheinsberg foregik hans brud med kristendommen i alle dens historisk udviklede konfessionelle former, hans åbne undsigelse af al ortodoksi. Hvad han skulle sætte istedet, drøftede han med andre og med sig selv og blev mere skeptiker end systematiker. Een ting stod dog fast for ham, han ville ikke være ateist eller panteist, han kunne ikke forklare verden uden en skabende gud; men han troede ikke på en sjælens udødelighed. Allerede hans religiøse standpunkt og Lockes, Wolffs og Voltaires indflydelse måtte også gøre ham til en oprører mod den gamle opfattelse af fyrsten. Enhver tanke om kongedømmets guddommelige oprindelse og om dets umiddelbare, guddommelige kald var forbi. Som de naturretlige forfattere ser han samfundet og staten som dannet ved en overenskomst, kongedømmet som indstiftet af borgerne for at skabe retfærdighed, fred og orden, kongen derfor som borgernes tjener eller som sjælen i statslegemet. Derfor er det hans pligt at sætte alt ind på at gøre borgerne lykkelige, det vil sige i stand til at udvikle deres evner, udnytte og nyde livet og blive velstillede; kongen bør tillige hjælpe de svage og fattige; på dette tidspunkt af sit liv ser han endnu næsten mere på de enkelte som bestanddele af menneskeheden end som tilhørende en bestemt stat. Humaniteten er hans store ideal. Men ganske særlig vender han sig mod al religiøs forfølgelse, ser i Voltaire's Henriades helteskikkelse det store forbillede. Hans rationelle syn på disse spørgsmål får sin yderligere kraft ved hans forargelse over fyrsternes, og ikke mindst de tyskes, vanrøgt af deres kald og misbrug af deres magt. Han oprøres også moralsk ved fyrsternes uordholdenhed og brud på overenskomster; det er den store tanke i hans skrift »Anti-Machiavel«, forfattet på Rheinsberg som en protest mod den berømte, men »uhæderlige« italienske statsmand. Men mærkes må det, hvorledes hans forsvar for den moralske politik beherskes af tanken om, at kun en sådan kan være nyttig for fyrsterne, og at han forbeholder sig visse muligheder, hvor det kan være nødvendigt at bryde en traktat. I sine tanker og handlinger er han imidlertid praktisk bestemt. Hans nydelser er hans bevidste udnytten af livet, hans teorier en måde at underlægge sig verden på eller et studium over fyrstens pligter. Han er således stillet, at han foreløbig ikke behøver at vælge mellem nydelser og pligter; han kan forene dem. Men han er sig dog uden tvivl bevidst, at det ikke vil kunne vedblive dermed, når han bliver konge; han har denne fremtid for øje, og den lokker ham. Kun svagt kan han antyde tanken om det heldige i en konstitutionel forfatning som den engelske; langt nærmere ligger ham forestillingen om den absolutte monark, men ganske vist den »oplyste monark«, som Voltaire havde skrevet til ham om, den som vil og kan virkeliggøre kongedømmets ideal ved samfundets og statens omdannelse. Men mere og mere optages han tillige af Preussens rette udenrigske politik. I et andet skrift fra Rheinsbergtiden, »Considerations sur l'état present de l'Europe«, kaster han blikket ud over Europas statssystem; han beundrer og frygter den franske politiks dygtighed; han hader Østrig, der står Preussen imod. Hans betragtning er udelukkende grundet på iagttagelsen af de reale forhold. Fordømmer han end krigen som skadelig, så ser han den dog som nødvendig; han forsvarer også et offensivt stød, der kommer fjenden i forkøbet. Han værdsætter klogskabens betydning i den underfundige verden, og tanken om Preussens udvidelse, som han allerede før Rheinsbergopholdet havde givet bestemte udtryk, var ham sikkert heller ikke nu fremmed. Man fristes endda til at tro, at hans undsigelse af fyrsternes æretørst er en slags selvparade. Thi æretørsten glødede dybt i hans sjæl, omend behersket af viljen og overvejelsen. Og lige op ad idealiteten groede kraftfølelsen og dens mulighed for at gå over til hensynsløs hårdhed og til benyttelsen af alle midler for at nå det mål, han anså berettiget for sig og sit land. Der var i det hele andre lidenskaber i ham end dem, han ville være ved overfor sine filosofiske venner. Prinsens stigende politiske interesser og dermed hans øgede sans for en sparsommelig statshusholdning og navnlig for en kraftig hær var egnet til at føre søn og fader nærmere til hinanden. På sit dødsleje i 1740 sagde Frederik Vilhelm også til sine omgivelser: »Jeg dør tilfreds over at efterlade en så værdig søn og efterfølger«. Han ville dog rimeligvis delvis have fortrudt disse ord, hvis han havde vidst, hvad tronskiftet i visse henseender betød. En ny tid brød på mange områder frem for Preussen. Berliner Akademiet, som var kommet i forfald i faderens tid, blev omdannet; det skulle være et hjemsted for smagen og oplysningen. Berlin skulle blive, hvad Voltaire kaldte det ny Athen, kunsten skulle blomstre, et operahus grundlægges. Med Voltaire traf han for første gang personlig sammen under en rejse i Rhinprovinserne. Endnu mere betød ophævelsen af torturen og forkyndelsen af samvittighedsfrihed ved de berømte ord: alle religioner skal tolereres, thi her må enhver blive salig på sin facon. Og selv ville han ikke krones; den hellige salveflaske og de øvrige ceremonier betegnede han som unyttige opfindelser af overtroen. Tillige afskaffede han sin faders kæmperegiment og udstedte strenge forbud mod brutale midler ved hvervningerne. Alligevel stod han i mange andre henseender med sin person fast i Preussens gamle jord. Det var sin oldefaders og sin faders gerning, han fortsatte, når han øjeblikkeligt øgede hærens styrke. Det ny var, at han forbandt det ny med det gamle, og tillige at han ejede det store mod, den store militære og diplomatiske dygtighed og den store hensynsløshed til at udnytte den europæiske stilling til fordel for Preussen.

Ved sin fader kejser Karl VIs død i 1740 overtog den 23-årige Maria Theresia herredømmet over det østrigske monarki. Hun var sig sit store kald bevidst. Med højhed og ynde forbandt hun en varm interesse for sin slægts navn og sit riges vel, en alvorlig gudsfrygt, en skarp dømmekraft og en ubetvingelig stolthed. Hun stolede på sin ret, og hun havde grund til at tro den sikkert omgærdet ved magternes anerkendelse af den pragmatiske sanktion. Hun tog dog fejl, og hun manglede en stærk hær til at værne om retten. Hun øgede vanskelighederne ved at ønske den ledige kejserkrone til sin varmt elskede ægtefælle Frans Stefan, der få år i forvejen efter Wienerfredens bestemmelse var blevet storhertug af Toskana. Det viste sig hurtigt, at både kejserkronen, arvefølgen og monarkiets integritet var sager, der måtte kæmpes om. Medbejler til arvefølgen og tillige til kejserkronen var kurfyrst Karl Albrecht af Bayern. Til støtte for sin arveret til det østrigske monarki mødte han op med rigtignok højst tvivlsomme krav; kejserkronen mente han at kunne gøre sig større håb omend den halvt fremmede Frans Stefan; mest stolede han dog på Frankrig, wittelsbachernes gamle beskytter mod Habsburg. Men han var ikke den eneste, der gjorde krav på habsburgske lande. Den altid for sine sønner umættelige Elisabet af Spanien ønskede at berøve Østrig dets besiddelser i Norditalien. Men også dette betød dog kun forholdsvis lidet i sammenligning med faren fra nord. For Frederik II var det store øjeblik kommet, som han længe havde set hen til. Kejserens død var for ham stormsignalet, der skulle indvarsle Preussens stortid på Østrigs bekostning. Han kendte sin egen styrke og sin modstanders militære svaghed, og hans æretørst brød frem som en stormflod i hans sind og overskyllede alle moralske betragtninger. Han så ud over Europa og fandt stillingen gunstig: Frankrig og England på spændt fod med hinanden, Ruslands forbund med Østrig truet ved kejserinde Annas død. Hvad han ville vinde var Schlesien med dets rige hjælpekilder og dets betydning for den Oderhandel, der gik gennem hans rige; han kunne gøre gamle hohenzollernske krav på dele af det gældende. Elastisk til det yderste som han var, afholdt de store kommende begivenheder ham ikke et øjeblik fra endnu stadig at dyrke sine kunstneriske og litterære passioner. Men ved siden deraf drev han det mest forslagne diplomatiske rænkespil og gjorde sin hær færdig. Uden at afvente svar på et ultimatum til Maria Theresia faldt han ved årets slutning med sin hær ind i Schlesien (den Første Schlesiske Krig 1740-42). Gamle traditioner var brudte, en ny afgørende faktor trådt ind i Tysklands og Europas historie, kampen mellem Hohenzollern og Habsburg begyndt. Den store protestantiske del af den schlesiske befolkning hilste preusserne som befriere. Og først i foråret 1741 var den østrigske hær i stand til for alvor at tage kampen op. Ved Mollwitz leveredes det afgørende slag. Østrigernes rytteri kastede i begyndelsen deres fjender over ende, og Frederik flygtede på sine generalers opfordring fra valpladsen. Men atter samlede hans hær sig, og nu blev dens styrke den sikkerhed og hurtighed, hvormed dens infanteri, oplært i Frederik Vilhelms strenge tugt, affyrede sine skud. Den blodige sejr blev preussernes. Europa studsede, og nye vigtige begivenheder greb ind i den hidtil isolerede kamp. Med største opmærksomhed havde den franske regering fulgt sagernes udvikling. Den gamle kardinal Fleury ønskede at bevare freden, havde også blik for, at Østrig ikke længere var en farlig fjende for Frankrig, og at preussernes magtudvikling kunne blive nok så skæbnesvanger. Men imod ham virkede et hofparti, der svor til de gamle habsburgfjendske traditioner og ville militære triumfer. Skridt for skridt veg Fleury tilbage. I juni 1741 kom et forsvarsforbund i stand i Breslau med Frederik, og denne lovede som kurfyrste at give Karl Albrecht sin stemme. Kort før havde Bayern afsluttet et forbund med Spanien, og snart sluttede Saksen sig til Preussen. Krigen var blevet en europæisk, så meget mere som Georg II af England i egenskab af kurfyrste af Hannover ydede Maria Theresia subsidier. Den franske hovedhær rykkede frem over Øvre-Rhinen, forenede sig med bayrerne og stod ved efterårets begyndelse kun få dagsmarcher fra Wien. Da kom omslaget af for skellige grunde. Maria Theresia havde søgt hjælp hos ungarerne. Siden det i slutningen af den Spanske Arvefølgekrig var kommet til en forsoning mellem habsburgerne og magyarerne var enhver tanke hos disse svunden om som i tidligere tid at støtte sig til Sultanen eller rejse sig til oprør. Følgen var også blevet rigsdagens beredvillige anerkendelse af den pragmatiske sanktion, og den ungarske adel, hidtil mest optaget af kampe, vendte sig til fredelige idrætter eller tog tjeneste ved hoffet og i den kejserlige hær. Endnu havde dog hele det ungarske samfund bevaret viljen til en national selvstændighed, og Karl VI's undergravning af denne ved en centraliserende administration vakte misfornøjelse. Da Maria Theresia nu søgte hjælp, rejste der sig derfor vanskeligheder. Men hendes personlige optræden, medlidenheden med hende og hendes spæde søn Josef, som hun lod bringe ind i forsamlingssalen, den tillid, hun viste ungarerne, fuldt så meget dog hendes store konstitutionelle løfter på kroningsrigsdagen i Pressburg i 1741 vandt det letbevægelige folk. Hundreder af stemmer tilråbte hende: »vitam nostram et sanguinem consecramus«. Selvom det varede længe, inden de ungarske tropper sattes i bevægelse, var indtrykket af det skete viden om stærkt. Enhver tanke hos Østrigs fjender om at udnytte Ungarn mod Habsburg, var foreløbigt forbi, og husets magt syntes langt mere betrygget end før. Men samtidigt virkede særinteresser og gensidig mistillid svækkende på koalitionens optræden. Karl Albrecht ville frem for alt sikre sig kejservalget. Følgen blev, at den fransk-bayerske hær istedet for at fortsætte marchen mod Østrig vendte sig mod Bøhmen, hvis kurstemme det gjaldt at erhverve. Prag blev erobret, Karl Albrecht kronet som Bøhmens konge og derpå valgt til romersk kejser under navn af Karl VII (1742-45) i det wittelsbachske hus havde for første gang siden Ludvig af Bayerns tid (1313-47) nået sit store ærgerrighedens mål, og det syntes, som om Habsburg skulle miste Bøhmen. Kun kort varede dog sejrsglæden. Maria Theresia's tropper trængte ind både i Bayern, hvor de besatte München, og i Bøhmen, hvor de truede Prag. Alt dette kunne imidlertid ikke sikre dronningen mod Frederik II, der efter nogen tøven havde genoptaget sit angreb og rettet det mod Mähren. Da nu kongen uden hensyn til sine forbundsfæller ved engelsk mægling søgte fred mod at få næsten hele Schlesien afstået, bekvemmede hun sig dertil. Den Første Schlesiske Krig endte i 1742 ved fredslutningen i Breslau-Berlin. Koalitionen var sprængt. Maria Theresia kunne nu vende hele sin styrke mod sine andre fjender. De østrigske erobringsplaner blev dog ikke fuldbyrdede. I 1744 brød Frederik II freden efter at have benyttet mellemtiden til at underlægge sig det ved sin kyststrækning vigtige Østfrisland, hvis fyrstehus var uddød. På grund af denne Anden Schlesiske Krig måtte Maria Theresia trække sine tropper tilbage fra vest og rømme Bayern. Kort efter døde dog Karl VII, hans efterfølger fik sine lande tilbage mod at forpligte sig til at stemme på Frans Stefan til kejser. I 1745 opfyldtes Maria Theresia's varme ønske om, at kejserkronen skulle tilfalde hendes ægtefælle; han fik navn af Frans I (1745-65). Men hendes håb om at generhverve Schlesien blev skuffet. I gentagne kampe udfoldede Frederik II for første gang sine store strategiske evner og aftvang Østrig en fred i Dresden i 1745, der bekræftede den tidligere. Hermed var krigen i Tyskland så godt somendt. Alt samlede sig om Frankrigs planer om at erhverve de Østrigske Nederlande. Den franske hær førtes af to dygtige udlændinge, den danske kondottiere grev Løvendal og den af udsvævelser medtagne, men dog stadigt energiske og talentfulde marskal Morits af Saksen, en af August II's mange uægte sønner. I 1745 sejrede den franske hær ved Fontenai i Vestbelgien over den allierede hær under hertugen af Cumberland. Det blev l'ancien régime's sidste glorværdige våbendåd og førte til Belgiens erobring, da Cumberland kaldtes hjem for at møde stuarteren Karl Edvard. Fra Belgien angreb nu Frankrig tilmed de Forenede Nederlande. Efter Vilhelm III's død var i de vigtigste provinser ingen ny statholder blevet valgt. Regentfamilierne havde tiltaget sig hele magten. Kun i de nordlige provinser havde et medlem af en oranisk sidelinie beholdt den gamle værdighed; også hans myndighed var dog indskrænket. Efter kort tids forløb var en almindelig tilbagegang indtrådt i handelen, der led under den engelske konkurrence, i industri, søfart og fiskeri. Der bredte sig en smålig kasteånd og en demoralisation, der lod hele landet udsuges igennem skatteforpagtninger og hæren og flåden forfalde. Med ro fandt man sig i, at Nederlandenes politik blev afhængig af England - Frederik II sammenlignede dem med en chalup, der følger det store skib. Da bevirkede franskmændenes indfald en lignende reaktion som i 1672. Den oraniske statholder i de nordlige provinser Vilhelm IV blev i 1747 valgt til arvestatholder i samtlige republikker. Det var dog langt mere andre forhold, der bragte krigen til afslutning. Elisabet af Rusland sluttede et forsvarsforbund med Østrig og sendte en hær ind i Tyskland til dets hjælp. Frankrig og Spanien led stærkt under krigen; den engelske flåde havde vist sig den franske overlegen, og engelske kapere tilføjede deres fjenders handel stor skade. Men selv England var tilbøjelig til fred for at få gjort ende på den franske besættelse af Belgien, der var til skade for dets købmænd. Således spillede også de merkantile hensyn med ind i en krig, der hidtil havde været bestemt ved dynastiske og territoriale motiver. I 1748 blev freden sluttet i Aachen. Parma og Piacenza overlodes af Østrig til Elisabet af Spaniens søn Filip. Schlesiens afståelse til Preussen og det vestlige lombardis til Sardinien stadfæstedes. Men for øvrigt faslsloges status quo ante belium. Den pragmatiske sanktion garanteredes påny af alle magterne, og Frankrig og England gav tilbage, hvad de havde erobret af hinandens kolonier, ligesom den østrigske besiddelse af de sydlige Nederlande genoprettedes.

Igennem den Østrigske Arvefølgekrig skabtes der nogle derefter i en længere årrække uomstridte faktorer i det europæiske statssystem: forandringerne i Norditalien, kejserkronens overgang til det lothringsk-habsburgske hus og den habsburgske kvindelinies besiddelse af det østrigske monarki. Det skulle også vise sig, at Preussens erhvervelse af Schlesien og dets nyerhvervede stormagtsstilling blev urokket. Men for samtiden stod det ikke således; hverken Schlesiens eller Preussens skæbne syntes endelig afgjort. Bilæggelsen af den engelsk-franske kolonistrid opfattedes kun som en våbenstilstand. Næppe nogen var i tvivl om, at verden om kort tid ville stå overfor en ny stor krise. Der kom dog til at forløbe 7-8 år, inden den indtrådte. Alle magter trængte til at forberede sig til den, militært og diplomatisk. Men årene blev betydningsfulde, fordi der i dem fuldbyrdedes en mærkelig omvæltning af de to hidtidige alliancesystemer. Det ene af disse havde til midtpunkt Frankrig, det andet Østrig-England; omkring disse midtpunkter havde de andre magter grupperet sig. Nu fandtes imidlertid imellem disse andre magter fra 1740 to nye og fremadstræbende stormagter, Preussen og Rusland, der vel hver for sig havde søgt en plads i de to gamle alliancesystemer, men dog havde bragt helt nye problemer og konfliktspørgsmål ind i det europæiske statssystem og fortsatte dermed efter Aachenfreden. Frederik II's politik var bestemt af Preussens modsætning til Østrig og Rusland. Der er en ikke ringe sandsynlighed for, at han som sin stats sidste store mål har sat sig erobringen af Saksen og Vestpreussen, og begge dele syntes at måtte stride mod henholdsvis Østrigs og Ruslands interesser. Men i alt fald har han med rette været overbevist om, at de to magter var hans svorne fjender, der ikke betragtede Aachenfreden som en endelig afgørelse. Hvad der lå udenfor dette, var i og for sig ham ligegyldigt. Han havde et forsvarsforbund med Frankrig, men kunne det ikke bruges mod Østrig, måtte det ikke pålægge ham ofre, og han kunne om fornødent godt svinge over til at være en modstander af Frankrig. Elisabet af Rusland dreves både af statslige, økonomiske og af personlige hensyn til et venskabeligt forhold til England. Hendes overdådige hof slugte endvidere uhyre summer; skulle hun tænke på en kraftig udenrigsk politik, trængte hun til engelske subsidier. Men ved siden heraf var kejserinden betaget af et lidenskabeligt had til Preussen og dets konge, hvis politik hun mærkede som fjendtlig mod sig i Polen og i Sverige. Derved kunne hun drages stærkere mod Østrig end mod England, og med Maria Theresia havde hun sluttet forbund i den Østrigske Arvefølgekrigs sidste år. Stærkest opløsende på de gamle alliancesystemer virkede dog forandringen i motiverne til modsætningen mellem England og Frankrig og forandringen i hovedopgaven for Østrigs politik samt sammenspillet mellem disse to ting. Omend Georg II som hannoveransk kurfyrste så med bitterhed på Preussen og kunne lade dette hensyn påvirke også Englands politik, så var dette riges hovedinteresse dog modsætningen til Frankrig. Men denne bundede ikke længere som i Vilhelm III's dage i kampen mod et fransk hegemoni på Europas fastland, men i kampen mod det franske konkurrerende koloniherredømme og derfor også mod den franske sømagt. På grund heraf havde England kun for så vidt interesse af at opretholde et forbund med Østrig, som denne magt kunne tjene til at dække mod et fransk angreb på Hannover; men et forbund med Preussen og endda Rusland kunne tjene samme formål. Dernæst var Østrigs hovedformål ikke længere kampen mod Frankrig, men kampen mod Preussen. Både for Maria Theresia (jvf. om det omstridte spørgsmål om Maria Theresia's egen politik i den nærmeste tid efter 1748, Strieder: »Kritische forschungen zur österreichischen politik« 1748-56, 1906) og endnu mere for hendes højtbegavede minister Kaunitz stod det som hovedformålet at erobre Schlesien tilbage og knække og ydmyge den ny nordtyske stormagt, som Østrig en tid havde måttet vige tilbage for. Det var Kaunitz, der først og klarest gennemskuede den europæiske stillings ny karakter; allerede i 1749 anbefalede han sin herskerinde at bryde med den østrigske politiks traditioner og søge sin forbundsfælle i Frankrig. Hans bestræbelser derfor i Versailles førte dog foreløbigt ikke til noget resultat. Ganske vist var der et grundlag for de østrigske planer. Både Ludvig XV og fru Pompadour hadede Frederik II, hvem de begge følte som deres antipode, og som de vidste, foragtede dem. Han havde tilmed under krigen vist sig som en højst upålidelig forbundsfælle, og allerede tidligere havde den franske regering følt, hvorledes her opvoksede en stormagt, der kunne blive nok så farlig som Østrig. Dog bandt traditionen stadigt, men navnlig var den franske regering højst vaklende i sit forhold til England, ville undgå et brud med denne magt, ikke opgive sin gamle kontinentalpolitik for en kolonipolitik. Således trak sagerne ud til 1755, da endelig forviklingerne i Amerika måtte gøre bruddet uundgåeligt. Dette blev et hovedgrundlag for den ny situation. Nu gjorde Kaunitz en ny stor anstrengelse gennem fordelagtige tilbud til Frankrig om, at det skulle opgive sit forbund med Preussen og give subsidier til en krig, ført af Østrig, Rusland og Saksen med det formål at trykke Preussen ned til det Brandenburg, det havde været i midten af det 17. århundrede Kaunitz anvendte med sin kejserindes samtykke smigreri overfor Pompadour (det er derimod en fabel, at Maria Theresia skulle have nedladt sig til personlig at skrive til den franske konges elskerinde), og alliancen fik ivrige talsmænd ved det franske hof. Alligevel betænkte den franske regering sig på at gå over til handling. Da kom helt nye momenter til. England havde sluttet en traktat med Rusland, hvorved dette mod subsidier lovede at forsvare Hannover mod et fransk angreb. Samtidigt forhandlede det dog, fordi det anede opmarchen af en alliance mellem Frankrig og Østrig, med Frederik II om forsvarsforbund. Da var det, at preusserkongen greb til, for at sætte sit venskab med England istedetfor Ruslands og skille England fra Østrig; i januar 1756 forpligtede han sig ved den såkaldte Westminsterkonvention til i fællesskab med England at dække Tyskland mod angreb af fremmede tropper. Frederik IIs skridt var meget overilet, thi det kan næppe antages, at han da har indset, hvad betydning Englands venskab for ham senere fik. Westminsterkonventionen drev imod hans beregning Frankrig over til Østrig. Ludvig XV blev i høj grad harmfuld over tillidsbruddet fra Frederik II's side, og Østrig pustede til ilden. I maj 1756 kom den første Versaillestraktat i stand. Den var et forsvarsforbund, for så vidt som begge magter garanterede hinanden deres territorier i Europa, med løfte om hjælp af 24,000 mand, hvis de angrebes af en tredje magt. Men overfor et angreb af England på de franske kolonier havde Østrig kun lovet neutralitet. Dette var det store minus for Frankrig; hvor det var mest udsat, havde det ingen hjælp fundet; hvor Østrig var det, havde det forpligtet sig til militær bistand. På den anden side havde Østrig ikke opnået løfte om bistand til et angreb på Preussen. Det hele var for dets vedkommende kun det første skridt mod målet. Alligevel var traktaten det store brud med fortiden og betød sammen med Westminsterkonventionen »alliancernes omvæltning«. Endnu inden traktatens afslutning havde Kaunitz rettet en opfordring til Rusland om at understøtte et angreb på Preussen. Nu viste det sig, at Westminsterkonventionen havde haft den anden virkning, at Elisabets had til Frederik II var vokset. Hun rustede af al magt for at foretage sit angreb. Men på sin side var Kaunitz ikke tilfredsstillet ved Versaillestraktaten, der ikke skaffede Østrig fransk offensiv hjælp. Han håbede at kunne opnå mere af Frankrig, arbejdede derpå, men ønskede foreløbigt at trække krigens begyndelse ud til næste år. Da var det, at Frederik II slog til. Allerede i kongens tid og lige efter hans død havde der rejst sig vægtige stemmer for, at Frederik selv havde skyld i krigen og ikke havde villet et forsvar, men erobringer. Denne opfattelse kom atter frem i midten af det 19. århundrede, særlig igennem skrifter af den welfisksindede historiker Klopp. Hans dokumentation var dog svag og tilbagevistes ret let; Ranke udtalte som sin dom, at ihvorvel man ikke turde tilskrive kongen en beslutning om at give afkald på videre erhvervelser, så holdt dog den for ham karakteristiske afvejelse af omstændighederne og det mulige ham dengang tilbage fra alle vidtudgribende hensigter. Dette var også den herskende mening, indtil Lehmann i 1894 i et skrift: »Friedrich d. Grosse und der ursprung des Siebenjährigen Krieges«, søgte at bevise, at der i 1756 forelå »to offensiver«, en fra en anti-preussisk sammensværgelse, en anden fra Frederik, og at den første endnu ikke var færdig, ja næppe var blevet bragt til udførelse, hvis ikke kongens angreb havde ryddet de sidste hindringer for den af vejen; dette angreb var også kun et resultat af længe nærede planer hos Frederik om at annektere Saksen og give dets kurfyrste det fra Østrig tagne Bøhmen istedet, tillige sigtede han mod erobringen af Vestpreussen. En heftig polemik udspandt sig om denne opfattelse. Lehmann fandt især støtte hos Delbrück i »Preussische Jahrbücher«, optrykt i hans »Erinnerungen, aufsütze und reden«, 3. oplag 1905, der hævdede, at netop ved denne opfattelse fandt Frederik II's storhed sin bekræftelse. Men en række andre forfattere rykkede i marken derimod (især Naudé i »Forschungen z. Brandenburg.- U. Preuss. Gesch.«, Koser i »Hist. Zeitschr.«, Bailleu i »Deutsche Rundschau« 1895, Volz og Küntzel i indledningen til en stor aktstykkeudgave i publikationen »Aus d. K. Preussischcn stätsarchiven« og den preussiske generalstab i indledningen til dens værk om »Frederik den Stores krige«, 1901 også den franske historiker Waddington og østrigeren Beer stillede sig imod Lehmann. En udsigt over spørgsmålet i samme retning er givet af Mosgren. I meget blev Lehmanns påstande helt gendrevne, og det tør efter alt det fremkomne vel nok nu påstås, at det kun har været mere eller mindre velbegrundede efterretninger om modstandernes hensigter, der har bragt Frederik til 1756 at gribe til våben. Men på den anden side er det stadigt ikke udelukket, at han i det hele efter 1748 har næret erobringsplaner, og at han - omend med urette - har anset øjeblikket for skikket til at virkeliggøre dem. Selv blandt nogle af Lehmanns modstandere møder man antydninger i denne retning. - en fremstilling ud fra et engelsk synspunkt er givet af rose i en afhandling »Frederick the Great and England 1756-63« i English historical Review (1914). På efterretningerne om Ruslands og Østrigs rustninger forlangte Frederik i Wien oplysninger om deres art og formål, el forlangende, som blev bestemt afvist af Maria Theresia. Da brød han op med sin hær i august 1756. Syvårskrigen var udbrudt, og samtidigt var sammenstødet begyndt i kolonierne mellem Frankrig og England. Der kan næppe være tvivl om, at Frederik II ved sit angreb har kittet Frankrig og Østrig sammen, idet nu deres forsvarsforbund måtte træde i kraft, og at han i høj grad har undervurderet sine fjenders styrke. Han havde troet på en kort krig, og han fik en med langvarige kampe og med tunge lidelser; kun heldige konstellationer reddede ham til sidst fra at bukke under. Alligevel blev syvårskrigen hans stortid, ved hans berømmelige sejre og ved hans overordentlige selvopofrelse og udholdenhed. Under krigen fløj hans navn verden rundt, og under den opvoksede en beundring for ham, der vel nærmest var knyttet til hans personlighed, men som også den gang og end mere i eftertiden kom Preussen tilgode. Ihvorvel han var den store fritænker, så regnede protestantismen sig ham til ære, fordi han var modstander af katolske staters liga, og ihvorvel hans stræben udelukkende var preussisk, så kom han dog ved kampen mod Frankrig til at stå som den store befordrer af den tyske nationale sag. Han stod ved krigens udbrud ene, thi kun et forsvarsforbund var sluttet med England. Hans styrke blev den preussiske stats kraft, dens gode finanser og dens dygtige hær, men frem for alt hans egne mærkværdige evner som konge og som feltherre. Den preussiske hær talte i 1756 i alt ca. 150,000 mand, hvoraf dog kun dvs. 125,000 kunne stilles i felten. Officersstanden var næsten helt adelig, mangelfuld i dannelse, men opdraget til iver og pligtopfyldenhed. Men hærens stærke side var især dens disciplin og uddannelse til felthær gennem manøvrer. I sin taktik dyrkede kongen efter ældre forbilleder anvendelsen af den skæve slagorden, dvs. Den ene fløj var gjort stærkere end den anden. Hans strategi nåede endnu ikke det højdepunkt, hvortil denne kunst senere blev udviklet af Napoleon og Moltke; til forskel fra disses sigtede den ikke ubetinget mod hovedslag, men var dog dristigere i sin angrebsmåde end den tidligere. Og den ejede den store beslutsomhed.

Frederik II begyndte krigen med et angreb på Saksen, hvis kurfyrste og hvis ledende minister Brühl, han var vis på, hørte til hans bitreste fjender. Angrebet lykkedes fuldstændigt. Den saksiske hær indesluttedes i en befæstet lejr ved Pirna og måtte kapitulere i efteråret 1756, efter at et østrigsk hjælpekorps var blevet slået af Frederik. De saksiske tropper måtte aflægge ed til kongen og træde i hans tjeneste. Georg II's hannoveranske ministre søgte at gøre Englands holdning så afventende som muligt. På den anden side øgedes fjendernes tal. Den tyske rigsdag vedtog at hjælpe Østrig; Rusland forpligtede sig mod løfte om store subsidier at stille 80,000 mand i marken, og i maj 1757 sluttedes den anden Versaillestraktat mellem Maria Theresia og Ludvig XV, der forandrede defensivforbundet til et offensivt. Frankrig lovede at optræde aktivt med over 100,000 mand og yde overordentlig store subsidier; alliancens formål skulle ikke alene være Østrigs generhvervelse af Schlesien, men også delingen af de lande, Brandenburg havde udvidet sig med i det 17. århundrede, mellem Saksen og Sverige; til gengæld skulle de Østrigske Nederlande tilfalde dels Frankrig, dels den spanske prins Filip, mod at denne til Østrig afstod sine italienske besiddelser. Traktaten var en stor sejr for Maria Theresia's diplomati; thi Frankrig havde intet opnået til støtte mod England. Frankrigs indflydelse over den svenske regering bevirkede tilmed, at også denne erklærede Preussen krig, hvor slet forberedt den end var dertil. Ikke desto mindre så Frederik med frejdig tillid hen til hvad felttoget i 1757 ville bringe. Det gjaldt for ham at knuse østrigerne, inden de øvrige fjender havde samlet deres hære. Han syntes at skulle få held dertil. Det lykkedes hans hære, der fra forskellige sider i foråret trængte ind i Bøhmen, at forene sig. Slet ledet trak den østrigske hovedstyrke sig tilbage til omegnen af Prag. Udenfor denne by leveredes (maj 1757) krigens første store slag, der indviede den frygtelige blodsudgydelse, som blev karakteristisk for de allerfleste af dens sammenstød. Sejren blev Frederiks, og den østrigske hær indesluttedes i Bøhmens hovedstad, udsat for store lidelser. De preussiske officerer drømte allerede om Wiens erobring. Men det viste sig, i hvor høj grad Maria Theresia i henseende til sjælsstyrke og udholdenhed var Frederik II en værdig modstander. På hendes befaling rykkede en anden hær, der foreløbigt havde været lammet af sine fællers ulykke, frem mod Prag. Frederik brød op mod den med en del af sin styrke. Denne var dog fjendens underlegen, og slaget ved Kolin (juni 1757) endte med preusserkongens fuldstændige nederlag. Maria Theresia jublede, og Frederik måtte ophæve belejringen af Prag og trække sig tilbage til Saksen. Men endnu tættere samlede uvejrsskyerne sig snart over Frederiks hoved. I efteråret 1757 trængte en russisk hær sejrrig ind i Østpreussen, og en svensk truede Brandenburg nordfra. Samtidigt svigtede den engelsk-hannoveranske hjælp. En fransk hær var rykket over Rhinen og Weser ind i Hannover, havde slået den kurfyrstelige hær, der førtes af hertugen af Cumberland, og besat landet. Nu fulgte herpå (september 1757) ved den danske diplomat grev Lynars mægling en overenskomst i Kloster-Zeven, hvorved Cumberland, der havde en vidtstrakt fuldmagt af sin fader Georg II, ikke alene gik ind på en våbenstilstand, men endog prisgav hele landet vest for Elben. Til alt dette kom, at en anden fransk hær under marskal Soubise rykkede frem i Midttyskland, forbandt sig med den tyske rigshær og truede Saksen, medens østrigerne vandt frem i Schlesien. Der var dog også lyspunkter for Frederik. De østrigske hære udnyttede langtfra fordelene ved stillingen, russerne trak sig tilbage på grund af deres troppers slette tilstand, og den svenske hær udrettede intet. I England fremvoksede en følelse af, at Preussen burde danne den store modvægt mod Frankrig, og at kampen i Tyskland derfor ikke gjaldt Hannover, men hovedlandet; en stærk misfornøjelse rejste sig mod Kloster-Zeven-traktaten, og Georg II undlod at stadfæste den. Men hvad der reddede Frederik, blev først og fremmest hans egen personlige kraft. Aldrig har han vist sig større end i disse modgangens dage. Han mistede i kampene flere af sine dygtigste generaler, han havde rivninger med sine brødre, alt syntes at stå for fald; dødstanken meldte sig i hans sind. Men hans uhyre spændstighed og energi lammedes ikke. Sine sorger, sin trods og sin kongelige pligtfølelse gav han luft i vers - aldrig har han skrevet så mange som i denne tid. Men mest tænkte han dog på at ramme sine fjender. Han valgte til sit bytte de hære, der truede ham mest på livet og som, omend overlegne i tal, dog var svagest i indre kraft, nemlig Soubise's og det tyske riges. Rigshærens gamle mangler åbenbarede sig tydeligst. Det skortede den på forsyninger, materiel og heste, dens soldater var unge, uvante til krig og utugtede, dens officerer uden erfaring, dens fører en ganske talentløs tysk prins. Med den franske hær stod det for så vidt noget bedre til, som der blandt dens soldater og underordnede befalingsmænd var mere krigersk iver og mod. Men også dens forsyning var slet, og i spidsen for regimenterne havde Versailleshoffet stillet mænd af dets egen kaliber; i felttoget så de en fortsættelse af deres velvære og luksus; derfor medførte de talrige tjenere, vogne og heste, krævede overdådig forplejning og rivaliserede og intrigerede som på de bonede gulve hjemme. Soubise var vel bedre end de fleste, tapper og samvittighedsfuld, men uden større militære evner og tilmed uenig med rigshærens fører. Det var disse fjender, som Frederik opsøgte og stødte sammen med ved Rossbach vest for Saalefloden (november 1757). Kun 20,000 preussere stod mod 40,000 franskmænd og tyskere. Men som en fransk forfatter (Waddington) har sagt: kongen udviklede i dette slag alle sine evner, feltherrens koldblodighed, som uden at påvirkes lader modstanderens planer udforme sig, den hurtige beslutning, så snart han har gennemskuet dem, den lige så ilsnare som kloge udførelse af denne beslutning gennem udnyttelse af terrænets fordele og fjendens fejl, samling af al kraft mod hans svage punkt, forstandig anvendelse af alle 3 våbenarter; alt i alt vandtes de største resultater med et mindstemål af ofre. Enden på slaget blev de to forenede hæres fuldstændige uorden og flugt; Preussen havde gjort over 6,000 fanger og erobret 2/3 af fjendernes skyts. Sejrens moralske virkning var næsten større end den strategiske. Den omstyrtede Frankrigs militære gloire, åbenbarede for franskmænd og fremmede den demoralisation, l'ancien régime havde fostret. Den omgav også det gamle tyske rige med latter. Men Frederik II's navn lød verden over. Han hvilede ikke på sine laurbær. Ilsomt vendte han sig mod østrigerne, der stod som sejrherrer i Schlesien. Endnu inden årets udgang leveredes slaget ved Leuthen, og atter bar han sejren hjem over overmagten, takket være anvendelsen af den skæve slagorden og de vældige angreb af rytteri og fodfolk. Over fjerdedelen af den østrigske hær blev gjort til fanger. Schlesien var atter Preussens. Det lysnede også på den politiske horisont. De dage var forbi, hvor England havde forholdt sig nølende overfor kampen på fastlandet. Pitt var blevet den almægtige minister; kun i en nøje tilslutning til Frederik II så han muligheden for den store sejr over Frankrig på havet og i kolonierne. En ny traktat sluttedes (april 1758) med Preussen; der lovedes store årlige subsidier, og en betydelig engelsk-hannoveransk hær skulle optræde i Tyskland. I spidsen for den stilledes hertug Ferdinand af Brunsvig, Frederik II's svoger og en af tidens betydeligste feltherrer. I begyndelsen af 1758 vandt han store fordele. Alligevel, Frederik II's lykke havde nået zenit. Maria Theresia gav ham intet efter i trods og stolthed, og en dygtig østrigsk feltherre tvang ved manøvrer Frederik, der var faldet ind i Mähren og håbede på at bringe krigen til ende, til at trække sig tilbage. Og netop nu begyndte faren fra øst at blive overhængende. En stærk russisk hær truede (i sommeren 1758) selve Brandenburg. Frederik mødte den ved Zorndorf (august 1758). Det forfærdelige blodbad bragte ingen taktisk afgørelse; dog trak russerne sig tilbage dagen derpå. Østrigerne havde ikke udnyttet stillingen. Da de for langsomt angreb Saksen, kunne Frederik vende sig mod dem. En ulykke ramte ham, idet han ved Hochkirch (oktober) blev overfaldet og slået af en østrigsk overlegen styrke, men han formåede dog at redde Schlesien. Derimod måtte Ferdinand af Brunsvig trække sig tilbage. Stillingen ved årets udgang var omtrent som ved dets begyndelse. Vanskeligere og vanskeligere blev dog kampen med Europas fastlandsstormagter. De preussiske hære udtyndedes. Finanserne holdtes kun oppe ved de engelske subsidier; Frankrig, hvor Choiseul var blevet udenrigsminister, forbandt sig endnu nøjere med Østrig; Elisabet af Rusland svor at ville ofre den sidste mand og den sidste rubel for at ydmyge sin forhadte fjende. Meget imod sin natur måtte Frederik gå over til defensiven. Men også i denne led han store tab. For første gang forbandt et østrigsk hærkorps sig med russerne, og den store overmagt bibragte i august 1759 Frederik et afgørende nederlag ved Kunersdorf. Hans stolte rytteri blev knust, og han mistede omtrent halvdelen af sin hær. Han led under ulykken og tænkte på selvmord. Men han åndede atter op, da de forbundne sejrherrer ikke vovede at vende sig mod hans hovedstad. Nederlaget syntes dog uafvendeligt. I vinteren 1761-62 tog russerne kvarter i Pommern, østrigerne i Schlesien. Alle Preussens provinser led frygteligt under fjenders og landsmænds marcher og indkvarteringer. Hertil kom en politisk forværring af tilstandene. I 1761 fik Choiseul tilvejebragt den bourbonske familiepagt, hvorefter Frankrig og Spanien, snart efter også Neapel og Parma garanterede hverandre deres besiddelser. Nu svandt også det eneste, der udefra havde holdt Frederik oppe, Pitts vilje og Englands subsidier. Georg II var i 1760 blevet fulgt af Georg III. Han stillede sig uvenlig mod sin farfaders mægtige minister. Og da denne forlangte en krigserklæring mod Frankrigs ny forbundsfælle Spanien, endte hans ministerdage. I 1762 ophørte England at betale Preussen subsidier. Mere og mere blev Frederik medtaget på sjæl og legeme, hans heftighed og pirrelighed voksede; stadigt søgte han dog trøst i musik og i digte - vuggeviser, hvormed han lullede sine sorger i søvn, som han selv kaldte dem. Al sandsynlighed er for, at han var bukket under i kampen, hvis ikke Elisabet af Rusland var død i begyndelsen af 1762 og fulgt af Peter III. Fra sin ungdom havde han næret beundring for Frederik II, og tilmed var han nu ved sin tronbestigelse frem for alt optaget af planer om krig mod Danmark for at erhverve den gottorpske del af Slesvig. Derfor kom det snart til fred og forbund mellem ham og Preussen; Rusland rømmede både Østpreussen og Pommern og lovede hjælp mod Østrig mod Frederiks tilsagn om støtte mod Danmark. Så vidt kom det dog ikke. I juli blev Peter afsat, og Katarina II ratificerede ikke forbundet, befalede tværtimod øjeblikkeligt sine tropper at skille sig fra den preussiske hær. Men den afsluttede fred brød hun ikke, og Frederik vandt nogle fordele overfor franskmænd og østrigerne, medens Sverige sluttede fred uden at opnå noget. Hovedsagen var dog, at kræfterne var udtømt hos Preussens tilbagestående modstandere. Frankrig og Spanien sluttede fred med England, og Maria Theresia's hære og finanser var så medtagne, at hun ikke alene kunne fortsætte krigen. Hendes fred med Preussen kom i stand i 1763 på slottet Hubertusburg i Saksen, efter at allerede Frankrig havde trukket sig ud af krigen. De to magter frasagde sig alle krav på hinandens territorier og garanterede hinanden deres besiddelser i Tyskland; Frederik gav Saksen tilbage og lovede at give sin stemme til Maria Theresia's søn Josef ved kejservalget. Hvis Frederik før eller under krigen har sat sig erobringer som mål, så var dette mål ikke nået. Men sit rige og dets grænser havde han reddet under en kamp med en frygtelig overmagt, truet fra alle 4 verdenshjørner af fastlandets mægtigste stater og deres forbundne. Østrigs håb om at være den eneste stormagt indenfor det tyske rige var bristet, Preussens selvbevidsthed som stat var fæstnet, grundlaget skabt for den fremtid, hvor det skulle blive den ledende magt i Tyskland, gennemsyret af det præg af en lejr og en hær, som Frederik II efter J. H. E. Bernstorffs forstående skøn havde givet sit rige.

For at forstå den kamp mellem Frankrig og England, der havde fundet sted udenfor Europa samtidigt med den Preussiske Syvårskrig, og der blev fuldt så skæbnesvanger som denne for verdenshistoriens forløb, er det nødvendigt at gå tilbage i tiden både for Forindiens og Nordamerikas vedkommende. På det tidspunkt, hvor portugiserne var begyndt at sætte sig fast på Forindiens kyst, var der foregået en afgørende forandring i halvøens politiske forhold. Ind i et virvar, der var skabt ved strid mellem en afghanisk overherre, muhamedanske statholdere og mere eller mindre frie indfødte hinduiske fyrster, var brudt en fremmed erobrer. Muhamedaneren Baber (tigeren, et æresnavn på asiatiske fyrster), en tatarisk hersker i Turkestan og en ætling af Mongolerrigets fornyer Timur, havde i begyndelsen af det 16. århundrede grundlagt stormogulernes herredømme i Indien. Hans gerning var blevet fortsat af hans efterkommere, under hvilke riget nåede sin højeste magtstilling og strakte sig fra Himalaya over Indusgebetet og Hindustan dybt ned i Dekan; de muhamedanske og hinduiske fyrster blev dets vasaller. Men i begyndelsen af det 18. århundrede begyndte rigets opløsning. Netop denne opløsningstilstand og indbyrdes strid blev en forudsætning for et europæisk herredømme. Det blev dog ikke portugiserne, som havde tabt deres fleste besiddelser til hollænderne, og ikke heller disse, men franskmænd og englændere, der, væsentligst igennem deres handelskompagniers erhvervelser, grundlagde dette. I det 17. århundrede havde det Fransk Østindiske Kompagni erobret Pondichéry og Chandernagor, det engelske forskellige faktorier, der støttedes ved forter; omkring to af disse dannedes byerne Madras og Calkutta. Ved Portugals afståelse af Bombay som medgift til Karl II havde også den engelske krone fået en besiddelse herovre. Men både den og Frankrig havde overladt den fortsatte udvikling af europæernes fremtrængen til kompagnierne, og disses tanker gik foreløbigt ikke videre end handelsformål, ingen af dem havde lyst til at organisere hære eller erobre lande. Da var det, at dels indfødte fyrster i midten af det 18. århundrede søgte de to kompagniers bistand, dels enkelte mænd i kompagniernes tjeneste undfangede ideer om at udvide deres nationers herredømme. Men ad begge veje kom der således strid mellem franskmænd og englændere, og havde den end i begyndelsen en ren kompagniagtig karakter, måtte den dog gå over til at blive en strid mellem de to stater og gribe ind i disses almindelige politiske mellemværender. På den Østrigske Arvefølgekrigs tid var Dupleix det franske kompagnis forstander. Han var en energisk mand med stort organisationstalent, den første, der anvendte indfødte tropper (sepoys) i europæisk tjeneste, og den, der fattede ideen om at skabe et virkeligt koloniherredømme derovre ved udnyttelse af fyrsternes stridigheder og på det engelske kompagnis bekostning. Men den franske regering ofrede roligt ved Aachenfreden Madras, som var erobret fra englænderne. Striden mellem de to kompagnier fortsattes dog efter freden i Aachen i 1748, og samtidigt lykkedes det Dupleix at få oprettet et fransk protektorat over hele Koromandelkysten og dele af Dekan. Det så ud til, at franskmændene skulle blive de mægtigste i Indien. Men hverken kompagniet eller Versaillesregeringen havde blik for betydningen heraf; de så kun Dupleix - og for øvrigt ikke helt med urette - som den egenrådige fremstormer; han fik derfor ordre til at vende tilbage til Frankrig. Men netop nu havde det engelske kompagni fået til guvernør Clive, en mand af lignende kraft og organisationstalent og lignende planer som Dupleix; også han tog sepoys i sin tjeneste, og også han ville et koloniherredømme. En tilfældig begivenhed blev udgangspunktet for hans bedrifter. En bengalsk fyrste erobrede i 1756 Calkutta og indespærrede en del engelske fanger i et frygteligt rum, »det sorte hul«. Men kort efter nåede efterretningen om udbruddet af krigen mellem Frankrig og England til Indien, og denne gang forplantedes krigen for alvor dertil. Franskmændene støttede bengalerne. Men Clive kom med skibe og tropper fra Madras dertil, erobrede Calkutta tilbage og slog de forenede fjender i det for Indiens skæbne afgørende slag ved Plassey i 1757. Herved grundlagdes englændernes herredømme i Bengalen, og snart fulgte andetsteds i Indien store tab for franskmændene. Af fuldt så stor vigtighed var begivenhederne i Nordamerika. Hvad vi tidligere lejlighedsvis og under andre synspunkter har berørt om den engelske og franske kolonisation dér, skal nu ses i større sammenhæng. Walter Raleighs nybygd var hurtigt gået tilgrunde. Men i den samme egn voksede i det første tiår af det 17. århundrede den koloni frem, som blev det første og mærkelige resultat af det engelske folks arbejde. Snart viste det sig, hvor heldigt det var, at man i det hele havde valgt egnen mellem Alleghany bjergene og Atlanterhavet til mål. Den indfødte befolkning var fåtallig og uden modstandskraft, landet var dækket af bjergene mod indfald af stammer vestfra, på den anden side åbent for forbindelsen med Europa ved de talrige bugter og fortrinlige havne, endvidere rigt på skove, på vandkraft og på en jomfruelig jordbund, modtagelig i sin vide udstrækning fra nord til syd for forskelligartet dyrkning. Netop nu var der i England samlet og organiseret kapitaler, der kunne støtte en kolonisation, tillige fandtes en eventyrlig lyst til at søge det ny, og snart opvoksede politiske og religiøse tilskyndelser, som drev store kredse af moderlandets befolkning til herovre at søge virkelige nyhjem, ikke som spanierne et middel til at berige sig med ædelmetaller eller som hollænderne steder til at udbytte fremmed jordbund ved udførsel af dens produkter. I 1606 gav Jakob I et af datidens mange engelske handelsselskaber et privilegium på at besidde en bestemt del af Nordamerika. En gruppe af det fornyede Raleighs Virginia, og tobaksdyrkningen blev hurtig den store erhvervskilde for nybyggerne. Betydningsfuldt var det dernæst, at de var kommet fra et gammelt frit land; kompagniet indrømmede kolonisterne andel i styrelsen gennem en repræsentation. Da selve kompagniet måtte opløse sig, og dets ret gik over til kronen, blev repræsentationssystemet anerkendt af den. Længere nordpå i landet virkede det religiøse motiv. Independentiske udvandrere grundlagde i 1620 en koloni ved Massachusetts bugten, og pilgrimsfædrene havde sluttet sig sammen til en organisation med løfte om lydighed mod selvgivne love. Derved var også her grundlaget givet for en forfatning. Massachusetts, New Hampshire og Connecticut blev koloniernes navne, tilsammen kaldtes de New-Englands staterne, alle fik de et vist selvstyre. Fra dem skilte Rhode-Island sig ud som en egen og særartet koloni. Nordøst for Virginia opstod kolonien Maryland, men på et fra de andre nybygder forskelligt grundlag. Kongen skænkede nemlig her landet bort til en enkelt person, og dermed var begyndt de såkaldte propriety colonies; her var det oprindeligt mest katolikker, der udgjorde indvandrerne, senere kom dog mange flere protestanter af forskellige bekendelser. Men også denne koloni fik en konstitutionel regering. I samme periode slog englændere sig også ned på Barbados øen i Vestindien, hvor sukker- og indigodyrkningen gav rigdom, og på Bermuda øerne. I 1655 erobredes Jamaica. Under restaurationstiden kom kolonierne til at mærke kongedømmets fornyede opgang; kronen gjorde sin indflydelse stærkere gældende, Massachusetts blev kronkoloni. Men samtidigt voksede indvandrerstrømmen, fra kystegnene trængte man frem til bjergenes fod, og nye kolonier oprettedes. Det blev i den henseende af stor betydning, at Nederlandene i 1667 måtte afstå deres besiddelser. Under navnet New York skænkede kongen dem til sin broder Jakob; ved hans tronbestigelse blev den kronkoloni; fra den udskiltes New Jersey. Men ikke mindre vigtig var Karl II's oprettelse af Karolina, senere delt i Syd- og Nordkarolina, og hans gave af land til kvækeren William Penn og den deraf følgende grundlæggelse af Pennsylvania. I det 18. århundredes første halvdel kom dertil den sydligste af dem alle, Georgia, og udskillelsen af Delaware fra Pennsylvania. Således fandtes ved århundredes midte de 13 engelske kolonier, omspændende strækningen mellem Alleghany bjergene og Atlanterhavet fra det spanske Floridas grænse i syd til de franske kolonier i nord. Men medens spanierne under deres folks og riges tilbagegang ikke længere havde nogen større udvidelsesmuligheder, havde det stillet sig langt anderledes med franskmændene. Øen New-Foundland, en rigdomskilde ved dens store fiskeri, i hvilket englænderne deltog, var allerede i det 16. århundrede blevet en fransk besiddelse. Afgørende blev dog først Henrik IV's og Ludvig XIV's tider. Foruden at erhverve kolonier i Vestindien grundlagde Frankrig et herredømme i Kanada med den dertil hørende halvø Akadien (New Skotland), franskmænd satte sig fast og anlagde forter i egnene omkring de store søer og omkring Ohio og gjorde fordring på højheden over hele landet omkring Missisippi; det sidste kaldtes Louisiana, og under Lawperioden byggedes her New Orleans ved den Mexikanske Havbugt. Ganske vist blev der langtfra tale om en så stor indvandring som den til de engelske nybygder; franskmændene ejede ikke briternes udve, og regeringen lagde hindringer i vejen for, at de misfornøjede huguenotter søgte derover; i modsætning til det engelske folkelige selvstyre kom i Kanada en feudal militær organisation. Men under fransk herredømme stod dog et territorium, . Der var langt større end det engelske. Ingen kunne vide, hvem der ville blive herre over verdensdelens nordlige part. Indtil langt ned i det 18. århundrede var også de engelske statsmænd fuldt så meget optaget af de engelsk-vestindiske kolonier som af dem på fastlandet. Et sammenstød mellem de to nationaliteter kunne ikke undgås, så meget mere som de engelske kolonister i det 18. århundrede begyndte at overskride Alleghany bjergene. Begge nationers købmænd kappedes om at vinde indianerne. Stridighederne måtte naturligt forbindes med kampene mellem de to moderlande i 1689 regnes for deres begyndelsesår. Utrechtfreden i 1713 blev en sejr for England, der fik afstået Hudsonbugtlandene, den største del af Akadien samt New Foundland. Men snart blussede striden op igen, blev til en ny krig under den Østrigske Arvefølgekrig, bilagdes også kun formelt ved Aachenfreden for få år efter at give anledning til nye kampe mellem kolonisterne. Længe vaklede den franske regering, om den for alvor skulle blande sig deri og betragte det som en krigsgrund overfor England. Men efter et mindre sammenstød til søs i 1755 blev krigen uundgåelig, selvom den først erklæredes i 1756 samtidigt med begyndelsen af den Preussiske Syvårskrig, til hvis udbrud den i så høj grad havde medvirket. Det ville have været af den største betydning for Frankrigs herredømme i de oversøiske lande, hvis dets flåde havde været den engelske overlegen. Men Versaillesregeringen var for stærkt optaget af landkrigen til at kunne gøre meget for flåden. I 1757 trådte Pitt i spidsen for Englands styrelse. Ved siden af at ville lamme Frankrig i Europa ved tilslutningen til Frederik II, ville han ramme det til søs og i kolonierne, og han havde evne dertil. Den engelske marine vandt afgørende sejre og førte tropper til Amerika. Hovedsagen blev dog, at den engelske general Wolfe i 1759 sejrede i et stort slag; han fandt selv døden, men Kanadas hovedstad Quebec kapitulerede. Kun lidet hjalp det Frankrig, at Spanien i 1761 sluttede sig til det. Det havde vel Pitts fald til følge, men England optog dog efter denne begivenhed krigen med Spanien, og dets flåde vandt nye sejre. Ved freden i Paris i 1763 tilbagegav vel England til Frankrig Pondichéry m. m. i Indien samt nogle af de erobrede Vestindiske øer og til Spanien Havana og Manila. Men i Pitts ånd blev vægten lagt på afståelsen af Kanada, det franske Akadien, Ohio dalen og Louisiana øst for Missisippi; Florida erhvervedes fra Spanien, der til gengæld af Frankrig fik New Orleans og Louisiana vest for Missisippi. Krigens resultat var således blevet omtrent hele det franske koloniherredømmes undergang. Tilløbet til magten i Østindien var standset, La Nouvelle France i Amerika eksisterede ikke mere. England stod som den store verdensmagt og dets kultur og institutioner som eneherskende i Nordamerika.

I de nærmeste år efter freden i Paris vandt Frankrig i Europa nogen erstatning for det tabte koloniherredømme. Dets længe nærede ønske om hertugdømmet Lothringens erhvervelse blev i henhold til de tidligere bestemmelser virkeliggjort ved Stanislas Leczinski's død 1766. Snart derpå fulgte tilegnelsen af Korsika. Øen havde i længere tid været skueplads for heftige kampe mellem den Genovesiske Republik, som ejede den, og et indfødt frihedsparti. Choiseul benyttede sig heraf til ved kløgtige diplomatiske forhandlinger at bevæge Genova til at afhænde øen til Frankrig i 1768. Året efter måtte man ved våbenmagt kue et oprør af indbyggerne. Men trods disse erhvervelser var Frankrigs anseelse og indflydelse stærkt rokket ved dets nederlag i Syvårskrigen og dets indre svagheder. En kølighed indtrådte også i forholdet mellem det og dets forbundsfælle Østrig. Få år efter optoges imidlertid vestmagternes opmærksomhed af de engelsk-nordamerikanske koloniers uafhængighedskamp og dens følger. Hertil kommer vi senere tilbage. Her vil vi holde os til de betydningsfulde forandringer i det europæiske statssystem, som indtrådte i Østeuropa. Ruslands uduelige regenter og vaklende styrelse havde siden Peter den Stores dage vel ingenlunde stillet det udenfor de aktive stormagters række, men dog berøvet dets politik større fasthed. Forandringen indtrådte med Katarina II's tronbestigelse i 1762. Hun blev den første sande efterfølger af Peter den Store indadtil og udadtil. Et hovedformål for hende var at udvide Ruslands magt på Polens og på Tyrkiets bekostning, og hun havde kraft og talent til at nå dette mål. Frederik II af Preussens politik var efter Hubertusburg Freden ikke i den grad rettet mod udvidelser. Han trængte til fred. Men på den anden side ønskede han dog ikke at lade muligheder gå tabt for nyerhvervelser, og i alt fald ville han ikke uden vederlag til Preussen lade nabostaterne vokse i magt. Hos Josef II af Østrig, der efter sin fader kejser Frans' død i 1765 blev både kejser og sin moders medregent, fandtes endnu stærkere erobringslyster. Dels sammenspil, dels krydsning af disse fyrsters interesser afgjorde Polens skæbne og påvirkede Tyrkiets forhold. Periodens østeuropæiske spørgsmål i dets to former, det polske og det tyrkiske, blev forberedt ved forhandlinger mellem Frederik II og Katarina II om fuldbyrdelsen af deres staters hidtil uratificerede forbund, men trådte først fuldt frem ved August III af Polens død i 1763. Et nyt kongevalg skulle finde sted i republikken. Inden og udenfor denne havde alle følelsen af dets betydning. Der havde i løbet af den senere tid dannet sig et polsk adelsparti, der foruden eget magtstræb havde det patriotiske formål at styrke riget ved at fjerne forfatningens værste skavanker. Da det ikke kunne vinde en støtte derfor hos August og Brühl, havde det kortsynet vendt sine forhåbninger til Rusland, blev derved et redskab for Katarina II. Omend det ikke lå fjernt fra hendes tanker at inddrage dele af Polen under Ruslands direkte herredømme, så sigtede hendes politik dog fuldt så meget mod at gøre hele riget afhængigt af sig, og som midler dertil stod for hende valget af en konge, der rettede sig efter hendes vilje, bevarelsen af den gamle forfatnings opløsende elementer og disses forøgelse ved, at dissidenterne, både de protestantiske og særlig de græsk-katolske, opnåede politiske rettigheder. Hun følte sig imidlertid ikke stærk nok til her at handle på egen hånd og var desuden optaget af sine planer mod Tyrkiet, der var i stærkt forfald, og imod hvilket hun som hendes forgængere fra Peter den Stores tid ville benytte de undertvungne græsk-katolske balkanfolk. Men hun var klar over, at en udvidelsespolitik i denne retning ville møde modstand hos Østrig, der ikke kunne finde sig i et russisk herredømme over Donau mundingerne. Hun dreves derved til at søge støtte hos Preussen, og hun mødte her samstemmende tanker hos Frederik II. Han ønskede et forbund med Rusland for at undgå, at det skulle angribe ham, og for at vinde støtte mod Østrig, i hvem han stadigt så fjenden; selv havde han desuden sin opmærksomhed henvendt mod Polen. Følgen blev det i 1764 sluttede forbund mellem Rusland og Preussen. Ved det forpligtede de to magter sig til at forsvare hinandens besiddelser mod et fjendtligt angreb. Men dernæst opstilledes som fælles kandidat til Polens trone den polske adelsmand Stanislas Poniatowski, Katarinas tidligere elsker; endvidere påtog magterne sig at værne om valgkongedømmet og liberum veto og at virke for dissidenternes rettigheder. Forbundet fik til første frugt Stanislas' valg. Under hans svage styre gik den virkelige magt i Polen ganske over til den russiske afsending i Warschau Repnin, der med stor voldsomhed hindrede reformpartiets forsøg på afskaffelsen af liberum veto og opretholdt, hvad Katarina II kaldte Polens lykkelige anarki. Men dernæst kastede kejserinden brandfaklen ind i dette anarki ved at kræve trosfrihed og politiske rettigheder for dissidenterne; da kongen tiltrådte en konføderation, da denne derved omdannedes til en generalkonføderation, og da Repnin anvendte al sin brutalitet, blev beslutningen derom vedtaget af rigsdagen. Til Polens ulykke blev dog denne sejr for tolerancen et nyt led i dets opløsning. Det katolsk-nationale parti dannede i februar 1768 en modkonføderation, hvorpå russiske tropper rykkede ind for at kvæle den. En frygtelig borger- og religionskrig udbrød. Under den overskred russiske tropper den tyrkiske grænse. Følgen blev Sultanens krigserklæring til Rusland i 1768. Den anden side af det østeuropæiske spørgsmål trådte derved frem. Katarina greb med glæde lejligheden til at virkeliggøre sine planer mod Tyrkiet og gjorde alt for at ophidse balkanfolkene; atter her kunne hun optræde som tolerancens beskytter, og tillige kunne hun vinde sine russiske undersåtter ved at virke for deres trosfællers retligheder. Fra 1769 trængte de russiske tropper sejrrigt ind i Donaufyrstendømmerne. Desuden udrustedes en flåde i Kronstadt; for første gang skulle den omsejle Europa, vise sig i Middelhavet og rejse grækerne til oprør. Deres rejsning blev dog kuet af tyrkiske og albanesiske skarer, og den russiske admiral overlod det græske fastland til dets skæbne. Han styrede derimod mod Lilleasiens kyst og opbrændte den tyrkiske flåde i Tschesmé bugten (vest for Smyrna) i 1770. Russerne var herrer i det Ægæiske Hav, men vovede dog ikke at trænge ind i Marmarahavet. Derimod bemægtigede en russisk hær sig Krim. Alt delte havde imidlertid i høj grad ængstet den østrigske regering. Dens naturlige støtte havde været dens allierede, Frankrig. Men her og i begivenhedernes senere forløb viste følgen af dette riges svaghed sig. Østrig kunne ikke regne med dets bistand, og Rusland og Preussen kunne i deres planer se bort fra dets mulige indgriben. Nødtvungent nærmede Østrig sig derfor til Preussen for at få det til at optræde som mægler mellem Rusland og Tyrkiet og således få krigen standset. Frederik II havde opnået at stille Rusland tilfreds med subsidier istedet for den våbenhjælp, han ved forbundet af 1764 var forpligtet til overfor Tyrkiets angreb. Men ved Østrigs tilnærmelse rykkede han frem i den politiske stillings centrum. Han følte sin magt, ville undgå at indvikles i en krig, men ville dog også prøve, hvad han kunne opnå for sit riges udvidelse. Herved groede det polske spørgsmål sammen med det tyrkiske. Han udkastede tanken om deling af Polen. Tanken var ikke ny. Den havde været fremme allerede under Karl X Gustavs krige og flere gange i det 18. århundrede. Selv havde Frederik II atter og atter tænkt sig, at Vestpreussen skulle knyttes til hans rige og således de forskellige østlige dele af det »sammensys«. Nu ville han sondere, hvorledes Rusland ville optage tanken om udstykning af store dele af Polen til det selv, Preussen og Østrig. Han fremkastede i 1769 tanken fordulgt, men Katarina stillede sig køligt overfor den, og Frederik lod foreløbigt sagen falde. I løbet af 1770 tog spændingen mellem Rusland og Østrig imidlertid til, og den sidste magt besatte som sikkerhed mod sin rival distrikter af det Polske Galizien og forkyndte deres forening med Ungarn, fortsatte dog samtidigt sin tilnærmelse til Preussen, medens Tyrkiet nu søgte både dettes og Østrigs mægling. Under disse forhold kom Frederik II's broder prins Henrik til St. Petersborg. Han fornyede på egen hånd forhandlingerne om de 3 landes udnyttelse af stillingen. Da var det, at Katarina, ængstelig ved tilnærmelsen mellem Østrig og Preussen, i begyndelsen af 1771 henkastede til ham den ytring, at da Østrig havde gjort begyndelsen med at tage dele af Polen, kunne de andre jo gøre det samme. Hun gav Preussen anvisning på Ermeland. Frederik II modtog efterretningen herom med den største glæde; han vidste nu, at hans inderste forhåbninger havde en jordbund for sig i St. Petersborg. Men han vikle ikke nøjes med Ermeland, forlangte meget mere, og Rusland kom ham imøde. Således stod han som sejrherre i spillet, selv om han måtte slå noget af på sine krav. Han ville gå til en særoverenskomst med Rusland om erhvervelser, selv om Østrig holdt sig udenfor eller ville lade det komme til krig, men han stolede på, at det, uden støtte fra Frankrig, ville gå med til delingen, især da han fik Rusland til at opgive sit krav på at få Donaufyrstendømmerne. Han fik ret. I 1772 enedes alle 3 magter om de traktater, der indeholdt Polens første deling. Året efter måtte den polske rigsdag stadfæste dem. Rusland fik, hvad der af Litauen lå øst for Dwina og Dniepr, Østrig Galizien med enkelte andre strækninger, Preussen Vestpreussen (dog undtoges derfra byerne Danzig og Thorn), Ermeland, og hvad der af Storpolen lå omkring Netze floden. Ruslands vundne areal var det største, Preussens det mindste, men til gengæld af så meget mere politisk og økonomisk værdi, idet nu en territorial forbindelse var opnået med Østpreussen og desuden kontrollen med så godt som Polens hele ud- og indførsel søværts. Polens hele tab anslås til 2/5 af dets areal og noget mere end 1/3 af dets befolkning. En stor del af den historiske skyld for, hvad der var sket, ligger utvivlsomt hos det polske folk selv, hos dets splidagtighed og mangel på statsfølelse og hos dets ledende mænds egennytte. Dernæst må erindres hele det 18. århundredes politiske tankegang; den var rig på tanker om delinger af stater for på den måde at undgå konflikter mellem de øvrige magter. Med rette har dog Polens deling i historien fået en særlig plads blandt de mange moralske pletter på Europas politik. De andre delingstanker var enten blevet på papiret eller kun gennemførte efter krige, hvor der blev tale om erobrerens ret. Men her kastede magterne sig over et bytte, uden at dette ved offensiv optræden eller ved at skulle gå ind i nye former for sin tilværelse havde givet anledning dertil, og delvis for at undgå den konflikt indbyrdes, som truede på grund af forholdet til en hel anden stat (Tyrkiet). Den hele forhandling bærer vidne om en kynisme, som søger sin mage i historien. Det spørgsmål rejser sig, hvorledes ansvaret fordeler sig mellem de 3 magter. Østrig er den magt, der i 1770 først faktisk har forgrebet sig på Polens land. Dog må der gøres en forskel mellem Østrigs to regenter. Maria Theresia har haft store moralske betænkeligheder, før hun bøjede sig for, hvad hun selv kaldte det »malhonnette«. Den drivende kraft var Josef II. Katarina II er den første, der har bragt sagen på gled ved sin samtale i 1771 med prins Henrik. Hun tog den måske nærmest som en nødhjælp istedet for sine planer om at gøre hele Polen til sin vasalstat. Endelig har Frederik II i 1769 udkastet idéen, og han var i 1771 den ivrigste og mest brutale til at arbejde på dens udførelse. Det er tilmed nu givet, at han i tiden efter 1772 har ønsket en ny deling af Polen med nye erhvervelser for Preussen. Den preussiske historieskrivning (indenfor ikke-tysk historieskrivning kan særlig mærkes Carlyles syn på sagen som en gudsdom over Polen, og Sorels opredning af Frederik II's intriger) har, efter at den i det hele er nået til en prisende værdsættelse af Frederik II, haft en vanskelig opgave overfor hans stilling til Polens deling. En tid lang har den forsøgt at forringe hans ansvar, således Ranke i sin skildring af kongen i »Allg. Deutsche biographie«, 1878, således også delvis Duncker (»Aus der zeit Friedrichs d. Grossen«, 1876) og Oncken. Men medens omtrent samtidigt med Oncken Reimann slog fast, at tanken i virkeligheden skyldtes Frederik II, og ikke så ham større derved, havde Treitschke 1879 i sin »Deutsche Geschichte des 19. Jahrh.«, slået en hel anden tone an. Han udtalte, at af Frederik II's hoved udsprang tanken om Polens deling, men dette fortjener kun pris, trænger ikke til undskyldning. Thi den var en sejr for den tyske politik over Ruslands omsiggribende landbegærlighed og over vestmagterne, der blev skudt til side; den var nødvendig, og den var en national bedrift, der skaffede Tyskland den gamle tyske ordensstats lande tilbage og vristede dem fra »sarmaternes« overmod. Denne tankegang går, omend med visse nuancer, igen hos de senere tyske forfattere, således hos Prutz, Winter, Wiegand og Schäfer, lægger mest vægt på Frederik II's bestræbelser for ved delingen at bevare freden; for selve Preussens udvidelse ser han prins Henrik som den ivrigste). Bortset fra de moralske indvendinger, der ligger lige for overfor dette synspunkt, lider det under den svaghed at sammenblande resultat og motiver, ved at tillægge Frederik II en interesse for den tysk-nationale side af hans erobring; hans motiver var sikkert kun omsorgen for Preussens styrke og magt. Samtidigt med Polens deling skete der i 1772 en begivenhed i Norden, som gik imod Ruslands og Preussens ønsker og passede Frankrig, nemlig Gustav IIIs statsforandring. I 1774 fandt krigen mellem Rusland og Tyrkiet sin afslutning ved freden i Kutschuk-Kaïnardji. Ruslands territoriale erhvervelser blev ikke store, nemlig kun stepperne mellem Bug og Dniepr, nogle byer ved indgangen til den Asovske Bugt samt dele af Kaukasus. Fuldt så meget betød dog andre ting: Ruslands ret til at gøre forestillinger angående udførelsen af Tyrkiets i freden givne løfter om skånsom behandling af Vallakiet og Moldau og om beskyttelse af den græske kirke. I de sidste bestemmelser lå den store mulighed for Ruslands indblanding i Tyrkiets indre anliggender, og navnlig derved blev freden støttepunktet for Ruslands senere politik på Balkanhalvøen. Endnu et tab led Tyrkiet, idet Østrig besatte Bukovina og opnåede afståelsen af denne landsdel.

Preussens og Østrigs fællesskab i den polske sag havde langtfra udjævnet modsætningen mellem dem, så meget mindre som den urolige og ærgerrige Josef II, der ikke så nogen mulighed for tilfredsstillelsen af sit ønske om Schlesiens generhvervelse, på anden måde ville udvide Østrigs herredømme i Tyskland og således påny gøre det til den ledende stat indenfor riget. Han søgte at lamme rigsdagens magt og bringe gejstlige stifter over på sin egen slægts hænder, men navnlig kastede han, som i sin tid hans moder, blikket mod Bayern. Lejligheden gaves for ham, da den dér herskende wittelsbachske linie uddøde, og arvingen, den wittelsbachske hertug af Pfalz, der var uden børn, afstod en stor del af landet til ham. Men en anden arving protesterede, og Frederik II tog sig af hans sag. Følgen blev den Bayerske Arvefølgekrig 1778-79. Den blev fra begge sider ført uden kraft; ved freden fik Østrig kun et ubetydeligt stykke af det omstridte land, medens resten tilfaldt den pfalziske hertug. Josef II opgav dog hverken sit nag mod Preussen eller sine erobringstanker. En forandring i østmagternes gensidige stilling syntes at skulle tjene dem. For Katarina II havde freden med Tyrkiet kun været en station på vejen til videre udvidelser på dets bekostning. Hendes planer fik netop nu en fantastisk skikkelse. Hun tænkte på intet mindre end tyrkernes fordrivelse fra Europa og på genoprettelsen af et græsk kejserdømme. Men for at virkeliggøre disse planer var det nødvendigt at skille Østrig fra Sultanen. Nu skete det særsyn i det orientalske spørgsmåls historie, at Ruslands og Østrigs herskere fandt hinanden. Josef II, der i 1780 efter sin moders død var blevet eneregent, håbede ved en tilnærmelse til Katarina selv at kunne få del i det tyrkiske bytte og at kunne skille Rusland fra Preussen. Følgen blev hemmelige aftaler i 1781, hvorved de lovede hinanden defensiv støtte og erklærede sig solidariske overfor Tyrkiet. Herved var det preussisk-russiske forbund i virkeligheden brudt, og Katarina så vejen åben for sig til kampen mod sultanen. Benyttende sig af uroligheder indenfor det nu uafhængige Krimske Kanat besatte hun det i 1783. Herved havde Rusland opnået en meget stor udvidelse og sikret sig indflydelse på Sortehavet; omtrent samtidigt lagdes Georgien (i Kaukasus) under dets herredømme. Kejserinden fik støtte for sine planer hos sin minister og elsker Potemkin, der i sig forenede asiatisk barbari og europæisk kultur, ladhed og dristige tanker, egennytte og interesse for den russiske stat, beregning og fantasteri. Ham gjorde Katarina til statholder over de krimske lande, der fik navnet Taurien. Han blev ophavsmanden til den russiske kolonisation af disse halvvilde egne, gjorde Cherson ved Dniepr til en stærk fæstning, Sevastopol til en krigshavn og grundlagde den russiske orlogsflåde i Sortehavet. Men under ledelse af ham blev meget af anlæggene, haver og paladser, fabrikker og handelspladser, kun et skin, der kunne bedåre, særlig på den store dag i hans liv, da Katarina i 1787, omgivet af sit hof og af europæiske, tatariske og kirgisiske sendebud, foretog en rejse gennem sine nye provinser. På den traf hun også i Cherson sammen med Josef II; der var gået forhandlinger forud om en deling af Tyrkiet, dog ville ingen af dem i det øjeblik et fredsbrud. Men da et sådant dog kom i 1788 ved Tyrkiets krigserklæring, deltog Østrig i krigen, tro mod forbundet. Russerne trængte frem i Moldau, og efter et frygteligt blodbad indtog deres feltherre Suvorov Ismail. Derimod led østrigerne tab, og det kom til at vise sig, at de to magters interesser på Balkanhalvøen i virkeligheden ikke kunne falde sammen. Men krigen var endnu i fuld gang ved Josefs død i 1790. Imidlertid havde kejseren også søgt på anden måde at drage fordel af den styrke, han havde vundet ved sit forbund med Rusland. Det eneste udbytte blev dog, at de Forenede Nederlande måtte opgive deres ret til at holde garnisoner i Barriérefæstningerne; derimod strandede hans forsøg på at få Schelden åbnet; trods forbundet med Østrig optrådte Frankrig bestemt derimod. Lige så lidt lykkedes hans plan om et mageskifte med det wittelsbachske hus, hvorved dette skulle afstå Bayern og til gengæld få de Østrigske Nederlande. Han havde ikke regnet tilstrækkeligt med den misfornøjelse, hele hans politik havde vakt i det tyske rige, og også nu nægtede Frankrig ham sin medvirkning. Herpå kunne den gamle Frederik II bygge, da han i 1785 i ren konservativ ånd til beskyttelse for rigsforfatningen og for at forebygge Bayerns indlemmelse i Østrig fik dannet det tyske fyrsteforbund. Josef måtte bøje sig og fik snart efter alvorlige kampe at bestå med sine egne undersåtter i Belgien og Ungarn. I 1786 døde Frederik II og blev efterfulgt af sin brodersøn Frederik Vilhelm II (1786-97). Det lykkedes denne i 1787 i forståelse med England at tilføje Frankrig en ydmygelse ved i Nederlandene at genrejse statholderen Vilhelm V's magt, der havde været truet af det såkaldte patriotiske parti, som var i forbindelse med den franske regering. Josef II døde i 1790. Men da var den store omvæltning i Frankrig begyndt. Den betød, at nye ideer og nye mænd uden dog helt at trænge gamle traditioner tilbage blev i høj grad bestemmende for det europæiske statssystems historie.

Bortset fra de henved 1/2 million negerslaver var den aldeles overvejende befolkning i de 13 amerikanske kolonier ved midten af det 18. århundrede engelsk og det trods de fremmede elementer, der var optaget ved erhvervelsen af de nederlandske besiddelser, og den ikke ringe indvandring, især i det 18. århundrede, af irer, franske huguenotter og tyskere. I religiøs henseende tilhørte kun lidt over 2 % den engelske statskirke, af katolikker var der også kun få, resten var protestantiske nonkonformister og kvækere. Trods fællesskabet i nationalitet og ensartetheden i religion levede imidlertid hver koloni sit eget liv, ingen fællesfølelse og ingen fælles institutioner bandt dem sammen; de tilløb til politisk forbindelse mellem dem, som var gjort dels i det 17. århundrede, dels i midten af det 18 århundrede, var blevet til intet, ikke alene på grund af den engelske krones modstand, men også på grund af koloniernes partikularisme. Dette udelukker dog ikke, at man kan dele kolonierne i visse grupper. Man skelner i almindelighed mellem 3 sådanne: 1) de nordlige, dvs. New-Englands staterne. 2) de mellemste, dvs. New York, New Jersey, Pennsylvania og Delaware og 3) de sydlige, dvs. Maryland, Virginia, Nord- og Sydkarolina og Georgia. Da forskellen mellem den første og den anden gruppe kun var relativt ringe, skal her dog kun tales om to grupper, de nordlige og sydlige, hvorimellem grænselinien altså regnes nord for Maryland, en grænselinie, der også efter koloniernes frigørelse har været såre betydningsfuld for Nordamerikas historie. For nordens og sydens forskellige karakter havde oprindeligt indvandringens sammensætning haft meget at betyde; til norden var strømmet puritanere og kvækere, mest jævnere folk, der havde delt jorden mellem sig i mindre lodder; til syden var for en ikke ringe del kommet adelsmænd uden stærke religiøse lidenskaber. En tid lang havde de religiøse interesser behersket især New-Englands staterne og Pennsylvania, og hele tiden fandtes der stærkere åndelige interesser her end i syden; for almenundervisningen sørgedes der fortræffeligt, og tidligt grundlagdes universiteter, således det siden så berømte Harvard ved Boston. Men i løbet af det 18. århundrede trængtes også her den religiøse livsanskuelse stærkt tilbage af økonomiske, politiske og juridiske interesser, til hvilke kundskaben fremmedes ved aviser og pjecer. Det tør vistnok siges, at det efterhånden langt mindre var blevet afstamningen og den første bebyggelse end naturforholdene og de af dem skabte økonomiske og sociale tilstande, der bestemte forskellen mellem norden og syden. I norden var klimaet gennemgående tempereret; der fandtes agerland og store skove, og talrige, dybe fjorde skar sig ind i kysten. Befolkningen var dels bønder, der dyrkede majs og hvede, kartofler og roer eller huggede skovene, dels fiskere og sømænd, dels borgere i byer, af hvilke de største var Boston, Philadelphia og New York, som ernærede sig ved handel, skibsbyggeri og rederi, håndværk og efterhånden af nogen større industri. Samfundet fik gennemgående et demokratisk præg. Helt anderledes i det helt eller halvt tropiske syden. Tobaksdyrkningen, som nybyggerne i Virginia straks havde kastet sig over, viste sig hurtigt at kunne skabe en udførselsartikel af stort omfang. Den trivedes bedst i store plantager, og det samme blev senere tilfældet med risdyrkning i Karolina og med den i anden halvdel af det 18. århundrede tilkomne bomuldsavl. Følgen blev, at der ikke skete en udstykning af jorderne til en bondebefolkning; der opstod derimod latifundier, ejede af godsejere, der også beherskede de ganske få byer. Samfundet blev aristokratisk, dets bærere uddannedes ofte ved engelske universiteter, men vænnedes tillige til sport, jagt og krige med indianere og franskmænd. Arbejdskraften blev afrikanske negerslaver; indførselen af dem begyndte hurtigt efter Virginias grundlæggelse, men tog først stærkt til fra slutningen af det 17. århundrede; deres stigende mængde drev stordriften stadigt højere op. Men hvor meget der end skilte de demokratiske samfund i norden fra de aristokratiske i syden, så var der dog store ligheder mellem dem. Alle sad de inde med en levende frihedsfølelse, og deres retlige stilling til moderlandet, derved også deres politiske institutioner, var ensartede. Det engelsk-amerikanske kolonisystem hvilede i sine grundtræk på de samme principper som alle andre staters i datiden. Moderlandet beskyttede med flåde og tropper kolonierne mod ydre fjender, men fordrede, at de skulle tjene dets interesser og være det lydigt. I en vigtig henseende havde dog de historiske forhold lige fra den første udvandrings dage bevirket, at England herovre var afveget fra den almindelige kolonipolitik. Det havde, omend med visse svingninger i tidernes løb, især under restaurationen, indrømmet nybyggerne et selvstyre i deres indre anliggender, som var af lignende art som moderlandets eget, og som var omgærdet med fribreve. De konstitutionelle rettigheder, kolonierne derved besad, var noget forskellige, særlig ved den gamle og stadigt bevarede forskel på kronkolonier, proprietærkolonier og helt frie kolonier (de to små Connecticut og Rhode-Island). Men kærnen var ens, idet der allevegne fandtes en folkevalgt forsamling, der havde skattebevillingsret og andel i lovgivningen for koloniens indre anliggender; ved siden af den stod de fleste steder et råd, valgt på forskellig måde, men ellers så nogenlunde svarende til det engelske overhus. I kirkelig henseende havde forholdene udviklet sig derhen, at en tolerance, væsentligt dog bestemt ved materielle hensigtsmæssighedskrav og mindre ved store åndelige principper, var fastslået overfor kristne sekter, dog de fleste steder med undtagelser for katolikkernes vedkommende; den i Rhode-Island i det 17. århundrede indførte adskillelse mellem stat og kirke havde derimod end ikke dér holdt sig. Den tilståede frihed udelukkede dog naturligvis ikke en engelsk overhøjhed. Denne optrådte væsentligst i to former. For det første udnævnte kronen i kronkolonierne og stadfæstede i proprietærkolonierne guvernører, der havde den udøvende magt, derunder embedsudnævnelser, og tillige en vetoret overfor de lovgivende forsamlingers beslutninger, en ret, som de benyttede langt mere og langt længere ned i tiden end kronen i moderlandet. For det andet havde England myndighed til at give love, for så vidt de gjaldt alle kolonierne som dele af det fælles rige. Parlamentets lovgivning for kolonierne var også overvejende af økonomisk art. Den var nedladt dels i Navigationsakterne fra Karl II's tid, dels i senere akter. En del af denne lovgivning gav kolonierne begunstigelser. En anden del stillede amerikanske skibe på lige fod med moderlandets; begge havde monopol på at føre europæiske varer til og fra kolonierne. Men en tredjedel af den lagde bånd på det amerikanske erhverv. Varer fra Europa måtte på enkelte undtagelser nær kun tilføres kolonierne fra engelske havne. En række »opregnede« varer måtte fra kolonierne kun udføres til engelske havne eller andre engelske kolonier. Der kan ikke være tvivl om, at hovedmotivet til denne lovgivning var ønsket om at lade kolonierne bringe England fordele. Følgen blev, at tidsalderens store formål: den gunstige handelsbalance i omsætningen med kolonierne, for Englands vedkommende blev nået i det 18. århundrede. Når man gav kolonierne begunstigelser, var det væsentligst for at oparbejde dem på områder, hvor de i alt fald kun i ringere grad kunne skade de engelske interesser. Et helt andet spørgsmål er imidlertid lovgivningens virkning og særlig, om eller i hvilken grad den har været til skade for koloniernes interesser, og om eller på hvilken måde den har frembragt en stemning mod moderlandet i kolonierne. Men dette spørgsmål er kun et led i hele det store og vigtige problem om årsagerne til udviklingen af modsætningsfølelsen mellem kolonierne og moderlandet og derved om årsagerne til det endelige brud. I høj grad har det været drøftet i den historiske litteratur og er det endnu stadigt. Lige indtil det sidste tiår af det 19. århundrede var det den herskende opfattelse, at handels- og industrisystemet var den længst og stærkest virkende årsag til den amerikanske misfornøjelse. Denne opfattelse kunne henvise til den indre sandsynlighed af, at det forholdt sig således, til amerikanske klager fra den store kamptid i 60'erne og 70'erne, til Adam Smiths fordømmelse i hans »Wealth of Nations« (1776) af systemet som krænkende for de helligste menneskerettigheder (han havde dog tvivlet på, at det gjorde videre skade, og indrammet, at det engelske kolonisystem i sin helhed var mere liberalt end andre staters), og til frihandelslærens almindelige fordømmelse af merkantilsystemet. Den har sin hovedrepræsentant i Amerika i Bancroft, hvis berømte værk, der er båret af en stærk patriotisk stemning og allevegne øjner en bevidst engelsk undertrykkelse, ser handels- og industrilovene som det stærkeste udslag af denne, og i England i Lecky, der dog er mere afdæmpet end Bancroft, og den engelske imperialistiskvenlige historiker Seeley. Fra omtrent 1890 er der imidlertid fremkommet en række betydningsfulde undersøgelser, der, omend med nogen indbyrdes forskel, alle går i modsat retning, og meget har ændret den ældre opfattelse. Som de betydeligste imellem dem skal nævnes englænderen Ashleys afhandling (i hans »Surveys, Historie and Economic«, 1900), flere skrifter af amerikaneren Beer, især det sidst anførte, og fremstillingerne i de nyere store amerikanske værker om Nordamerikas historie. Det turde herefter vel stå nogenlunde fast, ikke alene - hvad altid har været erkendt - at handelssystemets virkninger er blevet afdæmpede i hele tiden indtil den store kolonikrig ved et udbredt smugleri, som den engelske regering indtil da ikke optrådte kraftigt imod, men at de heller ikke i og for sig har været, end ikke tilnærmelsesvis, så skadelige for Amerikas økonomiske liv som antaget i tidligere tid. Det økonomiske liv trivedes tværtimod godt og for en stor del, trods de vitterlige bånd, netop i ly af de begunstigelser, som England - omend som sagt for sin egen skyld - tilstod det. England var tilmed den naturlige stabelplads for Amerikas varer. Men har merkantilsystemet således ikke haft betydelige materielt skadelige virkninger, så har det efter al rimelighed alligevel haft en moralsk indflydelse, idet det ved sine bånd har frembragt en følelse af utryghed og forurettelse hos en befolkning, der ellers var vant til at føle sig fri og selvstændig og havde en attrå efter at være det. Der kunne også let vågne uvilje over, at der indførtes pålæg fra et parlament, i hvilket man ikke var repræsenteret. Merkantilsystemet har derved kunnet indgå som et led imellem andre, dog vistnok stærkere virkende årsager til en voksende spænding. Imellem disse andre årsager var den almindelige frihedsfølelse og de af den skabte hyppige stridigheder mellem de lovgivende forsamlinger og guvernørerne; som skillende moment spillede også den store geografiske afstand fra moderlandet sin rolle. For så vidt kan man med rette tale om en naturlig, fremadskridende udvikling og i den se en dybt liggende årsag til det endelige brud. Men det tør alligevel anses for sikkert, at nogen almindelig udbredt og alvorlig misstemning fandtes ikke før den store kolonikrigs tid. Det er dels selve denne, dels krigens resultater og dels den engelske regerings politik i de nærmeste år efter 1763, som har sat det store skel og frembragt de tilstande og de stemninger, som blev afgørende for Amerikas fremtid. To ting foregik under krigen og i tiden efter den, som var uafhængige af den engelske regerings optræden overfor kolonierne, men dog fik stor betydning for disses forhold til den. For det første tog folkemængden overordentligt til. I 1740 opgives den til 1 million, i 1760 var den 1,5 million og i 1775 mellem 2,5 og 3 millioner. For det andet begyndte tanker om en nærmere forbindelse mellem kolonierne at finde langt stærkere genklang end før. Vigtigere var dog resultaterne af krigen. Den friede kolonierne for frygten for franskmændene, betryggede dem derved også for angreb fra indianerne vest for Alleghany, der havde fundet støtte hos franskmændene. Og idet freden skaffede England højheden over strækningerne mellem Alleghany bjergene og Missisippi, blev uhyre egne åbnede for kolonisternes energi; vesten var begyndt at spille den rolle, som i tidens løb skulle blive mere og mere betydningsfuld. Alt i alt voksede engelsk-amerikanernes selvbevidsthed, medens de samtidigt følte sig mindre henvist til afhængighed af moderlandets værnende hånd. Fuldt så betydningsfuldt var dog, at krigen havde frembragt en større spænding mellem guvernørerne og deres embedsmænd og kolonierne end nogensinde før. Der kom strid om indkvarteringer, men navnlig om toldforhold. Trods krigen med Frankrig og Spanien fandt der en overordentlig frodig smughandel sted med disse fjender. Den engelske regering og dens embedsmænd var i deres fulde ret, når de skred ind derimod, men deres fremgangsmåde var voldsom, navnlig ved husundersøgelser efter indsmuglede varer. Herimod dannede der sig en opposition med fremragende jurister som førere, en opposition, der omend den havde tilknytning til, hvad der tidligere var kommet frem, dog gik langt videre end hidtil. Der var endnu ikke tale om i almindelighed at benægte parlamentets lovgivningsret, end ikke handelssystemets retmæssighed, men det hævdedes, at den ny fremgangsmåde ødelagde friheden og at lovgivningsretten var begrænset dels ved den engelske uskrevne forfatning, dels ved menneskenes naturlige rettigheder; de sidste, som især var blevet forkyndt af Locke og hans efterfølgere, rykkede fra nu af frem i debatten (derimod er det højst tvivlsomt, om Jellinek har ret, når han i sit skrift: »Die erklärung der Menschen- und Bürgerrechte«(2. oplag, 1904) har villet sætte forkyndelsen af de naturlige rettigheder i forbindelse med den individuelle, ustatslige religionsfrihed, som Roger Williams havde gjort sig til talsmand for i det 17. århundrede der kan ingen sikker historisk linie trækkes fra denne tanke til den senere). Således var tilstanden, da freden i Paris afsluttede krigen. Da var det, at den engelske regering slog ind på en politik, som vel ikke tilsigtede en undertrykkelse af kolonierne, men som var politisk uklog, fordi den savnede klart blik for koloniernes tankegang, og som i sine virkninger blev skæbnesvanger. Den havde forskellige motiver. Det ene var økonomisk. Man ville gøre handelslovene til en realitet. Man ville for så vidt altså ikke indføre noget nyt, men man ville indvinde større fordele fra kolonierne end før for moderlandet og for de engelsk-vestindiske øer; derved kunne selve handelssystemet blive mere materielt skadeligt end tidligere. Men endnu stærkere virkede dog rent statslige motiver. England trængte efter den store krig til penge, ville derfor et større udbytte af sin toldopkrævning og mente det tillige nødvendigt at have en ordentlig hær i Amerika for at beskytte sit nu så vidtstrakte territorium, men denne hær, som kolonierne ville få gavn af, burde de selv yde bidrag til. Højst sandsynligt er det dog, at en ensidig juridisk opfattelse af forholdene og en lyst til at hævde den engelske krones højhed har spillet med ind. Regeringen begyndte med at indføre endnu strengere forholdsregler mod smugleriet end under krigen. Dernæst kom en sukkerlov, der beskyttede udførselen af sukkervarer fra de engelsk-vestindiske øer. Den gjorde sukkerprodukterne dyrere, og det blev særlig trykkende for de nordlige kolonier, der anvendte dem i deres fabrikation af rom. Derfor voksede misfornøjelsen, og den gav anledning til en skarpere kritik af handelssystemets udøvelse og til, at man yderligere hævdede begrænsningen af parlamentets lovgivningsmagt. Tillige styrkedes forbindelsen mellem kolonierne ved oprettelsen af udvalg, der skulle opagitere en offentlig mening mod den engelske regerings fremfærd. Englands regering og parlament gik endnu et skridt videre. I 1765 vedtoges en lov, der påbød stempelafgift i de engelske kolonier på retsdokumenter, aviser m. m.. Der var ikke i England rejst nogen nævneværdig modstand mod loven. Man gik ud fra, at parlamentet repræsenterede hele riget; når Amerika ikke direkte valgte til det, var det ikke anderledes stillet end store dele af det engelske folk i moderlandet, der heller ingen valgret havde; hver valgkreds repræsenterede mindre sig selv end hele det engelske folk, og man mente endvidere, at der ingen juridisk forskel var på retten til at beskatte ved toldafgifter og ved stempelafgift. Man ventede, at kolonierne ville bøje sig. Om selve retsstandpunktet kan tvistes i det uendelige. Men angribeligt var det, og den amerikanske opposition havde let ved at afdække dels skrøbelige sider, og det så meget mere som den egentlige specielle repræsentationstanke var meget stærkere udviklet i Amerika end i England, og som der for den jævne mening måtte være en stor forskel på toldafgifter og på en afgift, der opkrævedes i hver by og hver landsby, dag ud og dag ind, på samme måde som de skatter, kolonierne ellers selv bevilgede. Derfor måtte det føles på den måde, at selve den stedlige skattebevilling var krænket, dermed også forfatningerne og selvstyret, dermed indbyggernes ret som frie borgere og mennesker. Og regeringen havde letsindigt og naivt udfordret denne følelse på et tidspunkt, hvor dens undersåtter var modne til selvhævdelse og til at finde hinanden på trods af grænserne mellem kolonierne. Harmen brød stærkt frem. De lovgivende forsamlinger vedtog protester, ophidsende skrifter udbredtes, hemmelige foreninger dannedes, som ikke ville bruge engelske varer, og den dag, da stempelloven skulle træde i kraft, hilstes som en sørgedag. Loven kunne heller ikke gennemføres. Endnu kom dog tanken om en adskillelse fra moderlandet kun ganske spredtvis frem hos enkelte radikale. Men nu var man begyndt at blive ængstelig i England. Købmændene frygtede for deres vareafsætning, og to store statsmænd Pitt og burke hævede advarende røster omend fra forskellige udgangspunkter. Under et nyt ministerium blev stempelloven taget tilbage, og sukkerloven ændredes, men parlamentet vedtog samtidig en erklæring, der fastslog parlamentets principielle ret til at lovgive i alle sager. Erklæringen svækkede i høj grad den beroligende indflydelse af stempellovens ophævelse. Andre stridspunkter kom til. I Amerika trængte som følge heraf de principielle spørgsmål om parlamentets hele myndighed sig stærkere og stærkere frem. Frigørelsestankerne begyndte at brede sig, og ophidselsen steg, da regeringen sendte tropper over Atlanterhavet og forbød enhver samvirken mellem kolonierne som oprørsk; rundt om boykottedes engelske varer. På et i 1770 i England indtrådt systemskifte, hvorved kongens venner og torierne kom til roret med North som premierminister, fulgte ganske vist en betydelig indrømmelse, idet en pålagt told på forbrugsafgifter indskrænkedes til kun at gælde the. Thetolden var i virkeligheden også kun en ringe økonomisk byrde; man opretholdt den kun for ikke at give principielt efter. Et synspunkt, der fandt en ivrig talsmand hos kong Georg III, som ville hævde kronens og rigets ret. Men man havde atter i London taget ganske fejl af stemningen i Amerika; thetolden blev for kolonisterne symbolet på afhængigheden. I 1773 indtrådte en begivenhed, som fik store følger. På grund af boykotningen havde flere engelske skibe med theladninger måttet forlade amerikanske havne uden at losse; men i Boston lagde myndighederne af formelle grunde vanskeligheder i vejen for et fartøjs afrejse og påtænkte at magasinere varerne i toldhuset. Herimod rejste der sig en bevægelse. En skare mænd, forklædte som indianere, gik om bord og kastede thekasserne i vandet. Rundt om i kolonierne jublede man derover, som om der var udført en heltegerning. Hvor lidet der end var tale om en sådan, så var det skete dog en bevidst udfordring til den engelske regering. Oppositionen i parlamentet forsøgte at stemme op for et brud, så meget mere som den frygtede for, at kronens sejr i Amerika skulle betyde en udvikling af dens magt i selve England. Men Pitt var syg, Burke talte forgæves, kongen og North ville modtage udfordringen, og parlamentets flertal fulgte dem; uden tvivl udtrykte det også derved den overvejende del af det engelske folks mening. Beslutninger blev taget om at spærre Bostons havn, ændre Massachusetts' forfatning og indkvartere tropper i kolonierne. Hermed blev bruddet, som forholdene lå, uundgåeligt. Thi omend bevægelsens ledere endnu ikke vedkendte sig at ville koloniernes adskillelse fra kronen, så ville de dog om fornødent væbnet modstand mod, hvad de anså for overgreb. Fra dette øjeblik indtrådte en spaltning mellem de yderliggående og mere mådeholdne. De yderliggående havde imellem sig de mest energiske, mest frihedsbegejstrede og mest tillidsfulde mænd og mellem dem især en kreds af jurister, der med lovviden og kærlighed til naturrettens sætninger forenede store agitatoriske evner. Deres program blev, at ved fremgangsmåden mod Massachusetts og Boston var alle koloniernes friheder krænkede, og på deres foranledning sammentrådte i Philadelphia en kongres af delegerede fra kolonierne (1774). Dens erklæringer om disses rettigheder og besværinger benægtede vel ikke parlamentets ret til at regulere den ydre handel, men slog fast, at koloniernes indbyggere var herrer over deres liv, frihed og ejendom, og at deres folkevalgte forsamlinger sad inde med al lovgivningsmagt vedrørende skatter og indre politik, hvorfor den forlangte tilbagekaldelsen af en række parlamentsakter. Kongressen opfordrede tilmed alle koloniernes indbyggere til at afbryde al handelsforbindelse med England og overdrog udvalg at sikre beslutningernes gennemførelse. North tænkte umiddelbart derefter på store indrømmelser, men de kom for sent, ledsagedes også af stærke trusler og nye troppesendelser. Forinden efterretningen herom var nået til Amerika, var tilmed stillingen helt forandret. I foråret 1775 kom det til et blodigt sammenstød ved Lexington i Massachusetts mellem de engelske tropper og en milits, der lød provinsforsamlingens ordrer. Englænderne blev drevet tilbage til Boston. Det første blod var flydt. Snart fulgte nye kampe. Kort derpå trådte en ny kongres sammen. Endnu forsikrede den om sin loyalitet mod krone og rige, afviste dog indrømmelser, der foresloges af North, og besluttede organisationen af en hær. Men kongen erklærede kolonierne for at være i oprørstilstand. Krigen var dermed officielt udbrudt.

Allerede forud herfor havde kongressen foretaget det vigtige skridt at overdrage overanførselen over den amerikanske hær til George Washington. Han hørte til Virginias aristokratfamilier, var selv en rig plantageejer, bekendt ved sin deltagelse i kampene mod franskmænd og indianere. Valget af ham til den ansvarsfulde stilling retfærdiggjordes i høj grad af begivenhederne. Selv om han næppe kan regnes til de geniale hærførere, besad han dog et skarpt blik for strategiske og taktiske kombinationer og gode militære kundskaber. Men det var især på anden måde, at han var den rette mand. Som leder af den amerikanske hær stod han overfor en overordentlig vanskelig opgave. Koloniernes tropper var overvejende militser, om de end siden forstærkedes ved hvervninger. De var slet uddannede og klædte, uvante med disciplin, og provinsfølelsen vedblev at gøre sig stærkt gældende; var der end dygtige elementer i officersklassen, så var der på den anden side også megen strid indenfor den, og bag ved hæren stod en befolkning, for hvem en større krig var noget helt nyt, og som ligesom englænderne i moderlandet havde en frygt for en overvægt af militæret. Hvad der kunne gøres for at opveje disse mangler, det formåede Washington ved sin fremragende sans for administration, men frem for alt ved sine store rent menneskelige egenskaber, sin tålmod, selvbeherskelse, dømmekraft og værdighed og sin karakters fuldstændige uplettethed. Han blev en af verdenshistoriens største skikkelser, mindre ved geni end ved den faste, harmoniske samstemning af alle moralske og intellektuelle egenskaber. En god støtte fandt han hos fremmede yngre og ældre mænd, der stillede deres kræfter til frihedskampens tjeneste. I foråret 1776 lykkedes det amerikanerne at tvinge fjenden til at forlade Boston, og foreløbigt stod ingen engelsk soldat på de 13 koloniers grund. Men man vidste, i hvor høj grad faren endnu truede, en stor hær kunne ventes fra Europa, sammensat for en væsentlig del af tropper, der - til samtidens og ikke mindst Amerikas store forargelse - var lejede af tyske fyrster (især fra Hessen)( Frederik II skal have sagt, at hvis de passerede hans lande, ville han kræve told af dem som kvæg.) Så meget stærkere trængte de store spørgsmål om koloniernes fremtid sig frem. Rundt om i dem var hele styrelsen i opløsningstilstand. Da opfordrede kongressen dem til at organisere provisoriske regeringer og give sig nye forfatninger. Virginia gav sig først en sådan, hvorpå de andre stater fulgte efter. Disse forfatninger var fuldkomment republikanske, men deres almenhistoriske betydning ligger dog mest i de indledninger, Bills of Right, der stilledes i spidsen for mange af dem. Her udtaltes, at alle mennesker af naturen var frie og uafhængige og havde visse rettigheder, som de ikke ved at indtræde i samfundet ved nogen pagt kunne berøve deres efterkommere, især nydelsen af liv og frihed og midlerne til al erhverve ejendom og skaffe sig lykke og sikkerhed; endvidere at al magt var afledet af folket, der havde ret til at ændre enhver bestående regering, og endelig at der burde findes presse- og religionsfrihed. Herved var for første gang siden den engelske revolutions dage naturretlige doktriner optagne i statsretlige dokumenter. Dog må det bemærkes, at man bevarede en vis forskelligartet begrænsning af valgretten og af den borgerlige ligestillethed for de forskellige religionsbekendere. D. 4. juli 1776 vedtoges Uafhængighedserklæringen. Ved den kundgjorde kongressens medlemmer i koloniernes folks navn og som repræsentanter for Amerikas Forenede Stater, at de forenede kolonier havde ret til at være frie og uafhængige stater, der var frie for enhver art af lydighed mod den britiske krone og havde løst enhver politisk forbindelse med Storbritanniens stat. Erklæringen indlededes med, at der fandtes nogle selvindlysende sandheder, nemlig at alle mennesker er skabte lige. Og at de af deres skaber er begavede med visse uafhændelige rettigheder, imellem hvilke er liv, frihed og stræben efter lykke. Regeringer er indrettede mellem mennesker for at sikre disse rettigheder og afleder deres magt fra de styredes samtykke. Når derfor en regeringsform bliver ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at afskaffe den og indrette en ny regering. Derefter opregnedes Georg III's tyranniske handlinger, og om »vore britiske brødre« erklæredes, at de havde været døve for retfærdighedens og blodsfællesskabets røst. En mørk skygge falder over disse berømmelige frigørelsesakter ved de hårde forfølgelser, der blev loyalisterne til del. Kun delvis lykkedes det at skabe et fastere bånd mellem de nye Forenede Stater. Først i slutningen af 1777 nåede kongressen til at vedtage de såkaldte Konføderationsartikler. Ved dem gjordes statsborgerretten fælles for alle staternes borgere, og ved dem indstiftedes en kongres med ligeberettiget repræsentation for alle stater og med beslutningsret i visse fælles anliggender. Men den udøvende myndighed blev kun gjort svag og havde ingen tvangsret i skattesager overfor de enkelte stater. Artiklerne var i virkeligheden fuldt så meget et udslag af den gamle partikularistiske tankegang som af de nye forhold. For at forstå hvorledes sejren trods denne mangel på centralisation alligevel blev amerikanernes, må man imidlertid erindre, at kolonierne fra gammel tid var vante til at handle på egen hånd; hertil kom Washingtons og andre mænds udholdenhed og dygtighed. Men ikke mindst skyldtes udgangen den vanskelighed, det var for England, at sende større troppemasser over havet, den ringe dygtighed, der var hos dets øverste befalingsmænd, samt endelig at det fik andre modstandere. Krigen på det amerikanske fastland fra efteråret 1776, da englænderne havde modtaget forstærkninger fra Europa, falder i to perioder. I den første førtes kampen i de nordlige stater. Det lykkedes englænderne at besætte New York, som de holdt besat lige til krigens ende. Deres strategi gik derpå væsentligst ud på at værne Hudson-linien for derved at skille New-Englands staterne fra Virginia, som var modstandens andet centrum. I begyndelsen var stillingen også overordentlig farlig for Amerika. Washington måtte trække sig tilbage til Pennsylvania. Men efter modtaget undsætning foretog han juleaften sin berømte og på mange måder forevigede overgang over Delaware-floden, marcherede videre i en forrygende snestorm, overfaldt et engelsk korps og gjorde mange fanger. Indtrykket af denne sejr var overordentligt stærkt. Men en langt større fordel bragte året 1777. En engelsk hær, der rykkede frem fra Kanada, blev omringet af amerikanerne og nødt til at overgive sig ved Saratoga. Denne begivenhed fik store politiske følger. Den franske regering havde med glæde set amerikanernes rejsning; i den øjnede den et middel til hævn over Englands tidligere sejre, og dens flåde var under Choiseuls styre blevet kraftigt udviklet; man håbede nu at kunne genvinde den prestige, der var sat til i Syvårskrigen. (om Frankrigs grunde til tilslutningen til amerikanerne, se en instruktiv afhandling af E. J. Corvin i »American Historical Review«). Den amerikanskvenlige stemning deltes tilmed i høj grad af den franske offentlige mening; filosofferne og salonerne tiljublede frihedsbevægelsen, og adskillige unge franskmænd, deriblandt La Fayette (født i 1757), var, drevet af begejstring og krigslyst, ilet til Amerika for at deltage i den store kamp. Stor indflydelse fik også den mand, som kongressen havde sendt som sin befuldmægtigede til Frankrig. Det var Benjamin Franklin. Han var en selfmade mand i den betydning af ordet, der senere kom til at passe på så mange fremragende amerikanere. Søn af en håndværker i Boston blev han typograf, først i sin fødeby, derpå i Philadelphia. Tidligt fik han stærke åndelige interesser og frigjorde sig fra al konfessionel dogmatik, men omfattede med iver en deistisk livsanskuelse, hvis kærne var en praktisk hæderlighedens og samfundsnyttens moralreligion. Ved selvarbejde skaffede han sig omfattende fysiske kundskaber, han blev også imellem de første, der hævdede, at lynet var en elektrisk gnist, og han opfandt en lynafleder. Derved har han indskrevet sit navn i videnskabens og teknikkens historie, og også på andre måder gjorde han samfundsnyttige tekniske opfindelser. Men han blev tillige folkeopdrager gennem de forskellige skrifter, han trykte og udgav, og gennem stiftelse af en vidtudbredt avis, foreninger og folkebiblioteker. Han var tillige en af de første, der følte sig som amerikaner. Efterhånden vandt hans virken, hans jævne folkelighed ham et stort navn. Dette bevirkede, at han i 50'erne blev sendt til England som agent for Pennsylvania og senere for flere andre kolonier. Derved kom han ind i den politiske verden og talte koloniernes sag under de begyndende kampe. Han havde dog længe holdt igen mod opløsningen af forbindelsen med moderlandet, men da han i 1775 var vendt tilbage til sit fædreland, blev han en ivrig talsmand for uafhængighedstanken og medlem af kongressen. Størst tjeneste gjorde han dog sit folk, da han gik som dets sendebud til Frankrig. For hele det dannede og frisindede franske samfund stod han som den udprægede repræsentant for den ny fri verden, for dens folkelighed, dens frihedssind og dens oplysningstanker; den videnskabelige verden modtog ham tillige som den store naturforsker, det Franske Akademi hilste ham med ordene: »Eripuit coelo fulmen sceptrumque tyrannis«, og Voltaire velsignede hans barnebarn med ordene: »God and liberti«. I det hele bragte han den Amerika venlige stemning adskillige grader i vejret. Den franske regering havde vel allerede længe i smug støttet republikken med pengesummer og våben; men officielt holdt den sig tilbage indtil efterretningen om Saratoga-kapitulationen. Efter den sluttede den i 1778 en alliancetraktat med de Forenede Stater, og året derefter tiltrådte Spanien den, knyttet til Frankrig ved den bourbonske familiepagt. Senere kom det også til brud mellem England og Nederlandene. En søkrig begyndte rundt omkring, truende for Englands maritime herredømme. De fjendtlige flåder mødte hinanden med vekslende held i de europæiske farvande, i Vestindien og i Østindien, hvor tillige indfødte folk og fyrster bekæmpede englænderne i forbund med franskmændene. Kun få franske tropper førtes til Amerika, men meget betød det, at de forbundne flåder gjorde det umuligt for englænderne at ødelægge amerikanernes handel og derved udtømme deres kræfter. Også på anden måde kom imidlertid de store begivenheder til at gribe ind i de europæiske forhold. England gik voldsomt frem mod den neutrale handel og skibsfart. Ingen almindeligt anerkendte folkeretlige bestemmelser dækkede endnu på hin tid denne, skønt retslærde længe havde virket for sådannes tilvejebringelse. Ganske vist fandtes der aftaler om visse spørgsmål af den art i traktater mellem enkelte magter; men deres fortolkning gav atter og atter anledning til strid. Var det end givet, at neutrale skibe ikke måtte føre krigskontrabande til de kæmpende magter, så var det omtvistet, hvad der forstodes derved. Var det endvidere nok, når man ville blokere en havn, da at lade nogle skibe krydse foran denne. Af stor betydning var endelig striden om, hvor vidt frit flag gjorde fri varer. England anvendte nu under krigen den for dem mest gunstige fortolkning af alle de omstridte spørgsmål; deres kapere opbragte i massevis de neutrale skibe, og deres priseretter erklærede derpå både fartøjer og ladninger for »god prise«. De neutrale stater mente under disse forhold at måtte værge sig. Hovedsagen blev, at Katarina II af Rusland i 1780 udstedte en deklaration om de neutrales rettigheder, hvis formulering for øvrigt væsentligt var optaget fra et tidligere forslag af den danske udenrigsminister A. P. Bernstorff. Dens hovedsætninger var, at frit skib gør fri ladning undtagen kontrabande, at begrebet kontrabande skal nøje bestemmes, og at blokade kun skal være gyldig, når den er effektiv, dvs. medfører virkelig fare ved at sejle ind i vedkommende havn. På grundlag af denne deklaration, som Katarina ønskede skulle blive udgangspunktet for almindelige folkeretlige regler, sluttede Rusland det væbnede neutralitetsforbund med Danmark, Sverige og Preussen; forbundet skulle gennemføre sit mål ved større flådeudrustninger. Det blev heller ikke helt uden betydning; England optrådte efter det noget mere mådeholdent, men ingen folkeretlig ordning blev følgen. Neutralitetsforbundet trådte hurtigt i skygge for de store krigsbegivenheder. Fra vinteren 1778-79 var kampen i Amerika indtrådt i sit andet stadium. Den engelske hærledelse iværksatte et stort fremstød mod de sydlige stater, hvor en stærk loyalistisk bevægelse syntes at love den støtte. Amerikanernes stilling tegnede i det hele slet. Afgørelsen kom i 1781 og da til englændernes ugunst. Den højstkommanderende engelske general i syden havde fra Karolina vovet sig ind i Virginia og besatte byen York Town ved kysten. Da foretog Washington fra Hudsonfloden en hurtig march mod syd og samlede en englænderne overlegen hær udenfor den nævnte by. Nu kom den franske hjælp til at vise sin betydning; en fransk flåde blokerede byen. Følgen blev den engelske hærs kapitulation. Dermed endte landkrigen. Allerede forinden var stemningen begyndt at vende sig i England. Harme over den slette administration af flåden, hvorved den britiske ære bragtes i fare, således at man nødtes til at tænke på at sikre selve Storbritannien, faren for herredømmet i Østindien og tillige for uroligheder i Irland, endvidere almindelig misnøje med kongen og hoffet havde øget whiggernes indflydelse, og oppositionen krævede nu fred med Amerika. Endnu var dog kongen ikke på nogen måde til sinds at anerkende oprørernes uafhængighed, og endnu var flertallet i parlamentet på regeringens side. Da kom budskabet om York Town kapitulationen som det knusende slag. North kunne end ikke længere stole på underhuset, opgav ævred og forlangte sin afsked. For Georg III stod valget mellem at nedlægge den engelske krone og nøjes med at være Hannovers kurfyrste eller bøje sig. Han valgte det sidste og tog et whigministerium. I 1783 kom fredsslutningerne istand i Versailles. Frankrig erhvervede kun nogle kolonier i Vestindien og Afrika, Spanien derimod både Minorka og Florida; Nederlandene opnåede ikke noget synderligt. Vigtigst var anerkendelsen af de forenede staters uafhængighed, og England aftrådte tilmed til dem som enhed landet mellem Alleghany bjergene og Missisippi.

Fredsslutningen i Versailles rejste et spørgsmål, som først fremtiden kunne give svaret på: ville Englands politiske og økonomiske magtstilling blive i væsentlig grad rokket ved tabet af de sydlige amerikanske besiddelser? Derimod var ved afgørelsen i 1783 to ting givet. For det første var et folkeoprør lykkedes. Ind i et århundrede, som ganske vist var rigt på åndeligt røre, der bestred så at sige al gammel ret, men hvor den bestående fyrste- og statsmagt dog ikke havde været udsat for noget alvorligt stød, ind i dette århundrede var brudt en folkelig bevægelse, indvarslet med forkyndelse af revolutionernes almindelige ret, endt med sejr over en af Europas mægtigste monarkiske stater og med dannelsen af frie, forenede republikker. For det andet var verdensstatssystemet blevet øget med en ny, selvstændig faktor, som alle for fremtiden måtte regne med. Folkene havde fået grund til mere selvtillid. Verden var blevet rigere. De nye republikker havde vundet friheden. Kun meget få var der, som tænkte sig, at et kongedømme som det engelske dog kunne være det bedste; da disse havde tilbudt Washington kronen, havde han på det bestemteste afvist den. Men uafhængighedens og frihedens spor var overgroet med mange tjørne. Der kom for de nye samfund en tid (1783-87) kaldet den kritiske. Ved bedømmelsen af denne tid må det ikke glemmes, at den lagde grunden til en ordning af den største betydning for de Forenede Staters fremtidige udvikling. Ohio-Ordonnansen af 1787 bestemte for den nordlige del af de lande vest for Alleghany, som i 1783 var afstået til staterne, at når der fandtes 5,000 frie indbyggere i et distrikt, skulle der oprettes en repræsentativ forsamling med ret til at sende en rådgivende delegeret til unionskongressen, og når befolkningen nåede 60,000 frie indbyggere, skulle der dannes en med de øvrige stater ligeberettiget stat; endvidere forbødes slaveri i disse nordvestlige stater. Herved var den ordning fastslået, under hvilken der af Nordamerikas vesten fremvoksede først territorier og så stater; overordentlige følger, langt større end nogen da kunne ane, var gjort mulige. Men hermed er også denne tids bedrifter udtømte. Alt andet viser et tungt og trangt billede. Der kom store økonomiske vanskeligheder. Forskellen på norden og syden gjorde sig gældende; i det første rejste sig stemmer for afskaffelsen af negerslaveriet som stridende mod uafhængighedserklæringens forkyndelse af alle menneskers lighed. Men mest betød dog, at det mere og mere viste sig, hvor lidet det bånd, som konføderationsartiklerne dannede mellem staterne, var tilstrækkeligt til at knytte dem sammen til en fast organisation. Hele den gamle partikularisme levede op igen. Der kom interessestridigheder mellem de enkelte stater, om grænser og om told- og handelsspørgsmål; hist og her brød pøbel- og soldateruroligheder ud. Stærke stemmer hævede sig på den anden side mod partikularismen og for en større »konsolidation« eller dannelsen af en »national« regering. Men en ny ordning måtte støde på store vanskeligheder. Endeligt enedes man om, at alle stater skulle sende delegerede til et konvent i Philadelphia. Det åbnedes i 1787, og imellem dets medlemmer fandtes Amerikas mest udmærkede mænd, Washington, der blev dets præsident, Franklin og mange andre. I flere måneder arbejdedes anstrengt; flere gange syntes alt at skulle brydes itu på grund af de store uoverensstemmelser. Omstridt var det, hvordan forfatningens principper skulle være. Der var strid mellem norden og syden om slavespørgsmålet; vel vovede ingen at kræve slaveriets afskaffelse, thi alle vidste, at syden ikke ville finde sig deri, men man kivedes om, hvad slaverne konstitutionelt og finansielt skulle regnes for, og om handelen med dem. Der var strid mellem mere og mindre demokratiske anskuelser og om mange andre sager. Men navnlig stod dog striden om forholdet mellem de enkelte staters suveræne rettigheder og fællesmagtens myndighed, og her tørnede især de små stater, der ville værne sig mod undertrykkelse fra de større staters side, mod disse. Alligevel enedes man til sidst om forfatningen. Den blev ganske vist et kompromis, der lod muligheden åben for store stridigheder, men dog en ordning, der med få ændringer har stået over 120 års prøve, og under hvis vingefang en udvikling er vokset frem så stolt som få af de andre staters i verden. Forfatningens kerne er dannelsen af en unionsregering, der er i besiddelse af en række af de suverænitetsrettigheder, som hidtil havde tilkommet de enkelte stater, nemlig styrelsen af følgende områder: forholdet til udlandet (krigserklæringer og traktater), hær- og flådevæsen, møntudstedelse, mål, vægt, postvæsen og toldpålæg. Fællesregeringen har som midler til at gennemføre denne styrelse ret til at pålægge skatter og ansætte embedsmænd. Den skal sikre enhver af staterne en republikansk forfatning og beskyttelse mod ydre og indre vold. Den er, og det samme gælder de enkelte stater, bunden til overholdelse af visse retsregler, og til ikke at tildele adelige titler. Indførsel af slaver kan ikke forbydes før 1808. Fællesregeringen består af organer for den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Den lovgivende magt er i hænderne på unionens kongres, der består af repræsentanternes hus og senatet. Det første vælges hvert andet år direkte af folket; valgretten i staterne skal være lig med den, der findes til deres talrigste kammer; repræsentationen fordeles mellem staterne efter deres folketal, således at der til de frie personer regnes 3/5 af de ufrie (på samme måde forholdes med skattefordelingen). Senatet skal derimod bestå af to medlemmer for hver stat, valgt på 6 år af dennes lovgivende myndighed. Den udøvende magt er i hænderne på en præsident, valgt på 4 år ved valg gennem valgmænd. Han har et suspensivt veto overfor kongressens lovgivning, den øverste befaling over hær og flåde, slutter traktater med udlandet, dog kun med samtykke af 2/3 af senatet, udnævner, med senatets samtykke, ministre og andre høje unionsembedsmænd samt medlemmer af højesteret. Han kan rette budskaber til kongressen, hvori han anbefaler forholdsregler (men kan ikke foreslå love). Ansættelse som unionens eller staternes embedsmænd må ikke være bunden til nogen religiøs bekendelse. Den højeste dømmende magt er hos højesteret, hvis medlemmer vælges på livstid; den kan afgøre, om de af staterne og kongressen givne love har gyldighed som overensstemmende med unionsforfatningen, og den afgiver kendelser i stridigheder mellem de enkelte stater. Denne forfatnings bestemmelser er udrunden af mange forskellige kilder. Man mærker stærkt påvirkningen af Montesquieu's teori om adskillelsen af de 3 statsmyndigheder; heri bunder særlig bestræbelserne for at undgå parlamentarismen. Man mærker dernæst eftervirkninger af den engelske forfatning og end mere af de enkelte staters. Men man mærker særlig virkningerne af de ved forfatningens givelse bestående forhold, på den ene side nødvendigheden af at skabe et fast centralstyre og stille dette i forhold til hele befolkningen og på den anden side trangen til at sikre de enkelte, særlig de små stater mod de andres overgreb. Hvad der var skabt, var en forbundsstat, men i en form, der var selvstændig og ikke tidligere kendt, hverken i oldtidens, middelalderens eller den nyere tids europæiske republikker. Alt var dog langtfra afgjort ved konventets beslutning. Den skulle godkendes af konventer i de enkelte stater. Og endnu en gang flammede kampen op særlig mellem de såkaldte føderalister, dvs. tilhængere af den centralmagt på de enkelte staters bekostning, som forfatningen fastslog, og de såkaldte republikanere, dvs. Tilhængere af en kun lidet beskåren suverænitet for de enkelte stater. I 1789 trådte forfatningen i kraft. Samme år valgtes unionens ypperste borger, Washington, under almindelig jublende tilslutning til dens første præsident.

Øget kampiver, skarpere røster, nye stridsmænd, dristigere ideer, delvis sammenslutning for at nå det store mål: at omdanne tankegang og forhold, det er kendemærkerne for de franske »filosoffer« i århundredes anden halvdel. Voltaire forbinder i sin person tiden før og efter 1750. Men de 20 år, han tilbragte på Ferney, danner dog et særligt afsnit af hans liv. Den halvvejs vagabonderende litterat var nu blevet en rig mand og en grand seigneur. Han interesserede sig ivrigt for sit gods, også for sine bønders vel, men holdt rigtignok strengt over sine herremandsrettigheder. Sit slot gjorde han til et gæstfrit og storstilet opholdssted. Han modtog besøg fra alverden, og til de mange, han stod i brevveksling med, hørte fyrster som Frederik II og Katarina II, statsmænd, videnskabsmænd og skribenter allevegne. Nu var det også, at han nåede en verdensberømmelse, som vel ingen anden forfatter har nydt den i sin samtid. Han blev den yngre Voltaire lig i stridbarhed, forfængelighed, vindesyge; han nedlod sig stadigt til smigrerier; såvidt han kunne det, dækkede han sig ved anonymitet; hos dem, der stod ham imod, så han kun ondskab eller dumhed, nærmest begge dele. Men sine meninger holdt han ikke tilbage, og de store og stolte sider ved hans ånd udfoldede han som aldrig før. Patriarken i Ferney havde ildhuen i sig i nok så høj grad som nogen ung. Med sin vante jernflid fortsatte han sin forfattervirksomhed. Dog skiftede denne noget karakter. Hvad han skrev af ren historie og poesi var kun et efterslæt. Hans romaner blevet led i hans agitation. Alt samlede sig om, hvad han kaldte filosofi, og om filosofiens sejr i opinion og i praksis. Han foretrak de små bøger for de store, blev derved efterhånden kølig overfor encyklopædien, skønt han havde været medarbejder ved den. Han udgav sin »Dictionnaire philosophique portatif«, en slags lommebogsessens af hans tanker, og talrige polemiske skrifter. I første række for ham stod kampen mod alle fordomme, hvad enten de skrev sig fra bibelen, fra kirken eller fra andre sider. Han ville udrydde alt det, der hvilede som et tryk over åndslivet og hindrede fornuftens sejr. Écrasez l'infame blev hans slagord for denne udryddelseskamp. Men han sigtede tillige mod det rent praktiske liv, blev talsmand for retsreformer og mere humane straffe, for afskaffelsen af stavnsbånd, for borgerligt ægteskab, for ret til skilsmisse, frem for alt dog for tale- og skrivefrihed og tolerance. Han jublede over Turgots reformer og skilte sig fra de andre forfattere ved i visse faktiske tilfælde at kaste sig i breschen mod uret, der vederfaredes enkelte mennesker. Han greb ind i processer og opnåede dommenes revision til fordel for de anklagede. Den berømteste af disse processer er den calas'ske. En søn af en protestantisk købmandsfamilie i Toulouse ved navn Calas var fundet død ved hængning. Rygtet bredte sig snart, at hans fader havde taget livet af ham, fordi den unge mand ville gå over til katolicismen. Familien blev fængslet, faderen dømt af parlamentet til at lide døden ved stejle og hjul, og straffen blev fuldbyrdet. Underrettet om tildragelsen ænsede Voltaire den først kun lidet; huguenotterne var ham fuldt så meget imod som katolikkerne. Men da han opdagede, hvorledes sagen forholdt sig, kastede han sig ind i kampen mod det fanatiske parlament med hele sin kraft og endte med at vinde sejr. Dommen blev kuldkastet og familiens ære rehabiliteret. Disse sager havde i høj grad vendt Frankrigs opmærksomhed mod ham, øget den glans, der stod om hans navn. I de forskellige lag havde der tilmed, for en stor del ved Voltaire's egen gerning, bredt sig en dels begejstret, dels naiv sympati for de nye ideer. I 1778 foretog han efter mange års forløb en rejse til Paris. Den blev til et triumftog. Men midt under den ramte døden ham. Ærkebispen af Paris forbød hans begravelse i byen. En ven af ham førte da hans lig til et sted i Champagne, hvor det stod, indtil revolutionen bisatte hans levninger i Paris' Panthéon. Indenfor historieskrivningen har Voltaire banet nye veje. Hans vigtigste arbejder i denne gren af litteraturen er de allerede nævnte om Karl XII og Ludvig XIV's tid, desuden hans Peter den Store og hans »Essai sur les mocurs et les esprits des nations«. De mangler sikker kritik, der er i dem bevidst tendens, begivenhedernes årsager loddes ikke dybt nok, hans rationalistiske ensidighed har især i det sidst anførte værk hindret ham i at forstå menneskehedens psykologi og de tidsaldre, hvis ånd var i strid med hans egen. Men han har fornyet gammelt ved at gøre sin samtids eller den nærmeste fortids historie til emnet, og han har indført skildringen af kulturens historie, taget i bred forstand, ved siden af den om konger, krige og diplomati. Stillet overfor denne opgave har han øjnet udviklingens idé, set den historiske gang bestemt ved rent menneskelige vilkår og ikke af guddommelig indgriben, opfattet den som fornuftens fremskridt i kampen mod uvidenhed og ondskab, mod fanatisme og krige. Han har set ud over hele verdens historie og ikke holdt sig til Europas. Bortset fra dette område har Voltaire ikke udvidet den videnskabelige erkendelses grænser; han har ej heller fremstillet nye idealer for den etiske følelse eller for fantasien. Ingen af hans digtninge rager op i verdenslitteraturen, ingen ny filosofisk, moralsk, politisk eller juridisk tanke kan dateres tilbage til ham. Men han er den store skribent, rustet med klarhed, liv, vid, ironi, evne til aldrig at trætte og til at sætte læserens tankegang i bevægelse ud over det, som han direkte modtager fra det læste. Han er i et alsidigt århundrede den alsidigste, i et for påvirkning modtageligt den modtageligste, i en tidsalder, der koger og sprudler af meddelelseslyst, den mest produktive. Han er den store ener, i hvem mange tanker går op, den store spreder af ideer, den store popularisator og agitator. Der er to positive sider i hans ånd, kærligheden til den fine form i livet og i sproget, og kærligheden til den sunde forstand. Kan den fine form ikke bevares, taber livet sin interesse for ham, og kun igennem brugen af den sunde forstand kan samfund og individer nå frem til velvære. Ikke glæden ved spekulationen og erkendelsen, men troen pånytten af, hvad forstanden kan erkende og skaffe gyldighed, er den bærende kraft i ham. Han har derfor ingen sympati for de store filosofiske systemer; der er for ham ingen sikker grund i dem. Den sunde sans kan derimod sejre i, hvad der har betydning for menneskelivet. Forsåvidt er han optimist. Men optimismen er for ham resignation. Ikke alene må mange problemer lades uløste, men man kan aldrig nå videre end til noget tåleligt. Med bidende hån afviser han i sin roman »Candide Leibniz'« påstand om, at verden er den bedst mulige verden af alle verdener; overfor denne mening stiller han rædslerne ved Lissabons jordskælv. Og han ender »Candide« med de berømte ord: »Il faut cultiver son jardin«, dvs. man skal gøre sin pligt så godt som muligt, forbedre det menneskelige samfund og de menneskelige individers kår. Hans filosofi munder således ud i en morallære. Men den opgiver ikke forestillingen om en guds selvstændige eksistens; bestemt tager han afstand fra Spinoza's panteisme og fra ateisme. Troen på en gud mener han nødvendig for at have, ikke et grundlag for, men en sanktion af moralen, og fordi den er den eneste måde at forklare verdens tilværelse på. Alle sine dage hævdede han sig som deisternes fælle. Også hans politiske tankegang er bestemt ved hensigtsmæssigheds betragtninger og tillige ved en instinktiv antipati mod mængden. Han kan meget vel anerkende det rationelt tiltalende ved en demokratisk republik, han har fra opholdet i England en velvilje mod den engelske forfatning. Men i alt fald for Frankrigs vedkommende foretrækker han en enevælde, når den kommer i gode hænder, det vil sige lader sig lede af filosofien og oplysningen. Thi så vil også den reformere; den vil ikke tåle kirken som en selvstændig institution, men lægge den ind under sig som sit redskab, afskaffe dens tryk over sindene, dens forfølgelser, dens munkeløfter, dens skadelige virkninger i det hele. En sådan enevælde vil indføre, hvad der er vigtigst for menneskene, den personlige frihed, friheden til at tænke, skrive, tale og bekende sin egen religion, friheden til at tage ophold og søge erhverv, hvor man vil, sikkerheden for vilkårlig overgreb mod ejendom og person. Den oplyste enevælde vil tillige forstå, hvorledes alle nationer er mennesker, og hvorledes krig er en ulykke for menneskeheden. Den vil også udbrede kundskaber. Her bør dog være en forskel. Den store mængde skal vel have en nødtørftig viden, men ikke mere. Voltaire's interesse for menneskeheden har sin begrænsning i hans dyrkelse af den fine form og i hans frygt for, at masserne (la canaille) skal skade kulturfremskridtet. Voltaire's radikalisme fik således på vigtige områder en modvægt i hans instinkter og opportunisme; han var i kraft heraf monarkisksindet, åndsaristokratisk, anti-demokratisk, anti-revolutionær. Men han følte sig frem for alt kaldet til at skabe en offentlig mening, der ville og kunne indføre en tidsalder med åndsfrihed og personlig frihed som de herskende kår. På hvad han udrettede i den retning, beror også hans uforgængelige historiske betydning. Ved de gnister, der udgik fra hans ånds talløse facetter, tændte han i sindene en lue, der har medvirket til at fortære den gamle autoritet og forberede en ny tid, i Frankrig og i den øvrige verden. Voltaire havde sin part i den række nye forfattere, som fra århundredets midte bragte fornyelse i det franske åndsliv. Der var hos disse forfattere store forskelligheder i temperament og i anskuelser. De tæller imellem sig både stille lærde som Buffon og en kreds af stridbare ånder; de tæller deister og ateister, og de tæller mænd, som i politik kun ville reformere på det bestående grundlag, og mænd, der førte helt bort fra dette. Fælles for dem alle var i grunden kun deres udgangspunkter, deres brud med den gamle autoritet, deres tro på at kunne finde nye veje ud fra rent menneskelige forudsætninger, og så de kraftige konsekvenser, de hver på sin måde drog heraf. De fleste af dem har imidlertid fået et historisk fællesnavn: encyklopædister, fordi de samlede sig til et fællesforetagende, den berømte encyklopædi. En tilfældig anledning bragte Diderot til at fatte tanken derom. Han fik d'Alembert med som medredaktør, og de sikrede sig en stor kreds af medarbejdere, som i dedikationen kaldte sig »La nation libre et desinteresséc des philosophes«. Værket begyndte at udkomme i 1751; da det afsluttedes i 1772, talte det 17 mægtige foliobind tekst og en række bind tavler (den fulde titel er: »Encyclopédie ou Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers par une Société de gens de lettres«). Værket skulle i alfabetisk ordnede artikler give et indbegreb af tidens viden på alle områder (ligesom vore konversationsleksika). Men det skulle, som den af d'Alembert skrevne fortale pralende lovede, give mere end dette. Det skulle påvise sammenhængen i den menneskelige kulturs arbejde i de forskelligste grene, klargøre, hvad resultater de menneskelige åndsevner var nået til. Det skulle på een gang være en kundskabsbringer, en triumferende demonstration og et redskab for propagandaen for de nye tanker. Der er i værket mange dygtige artikler; særlig anerkendelse er blevet Diderots behandling af tekniske emner til del. Men de mange forfatteres forskellige meninger har gjort det i høj grad uensartet. Værre er det dog, at der er megen uærlighed og meget hykleri i værket, dikteret af iver efter ikke at få det kneblet og af mangel på lyst til martyrium; særlig gælder det de mange skrabud for bibel og kristendom, der i så høj grad stred mod forfatternes overbevisning. Alligevel var værket et kampens værk. Selv i de tilsyneladende mest uskyldige artikler kunne hestehoven pludseligt og utilsløret stikke frem, af og til var kætteriet ret ufordulgt,- lovprisning af videnskaben og naget til overtro og fanatisme var trods alt de bærende ideer. I de politiske artikler taltes den oplyste enevældes sag med krav om tolerance og sikkerhed for den borgerlige frihed, om humane reformer og om kirkens underdanighed under staten. Værket blev også forstået som filosoffernes og propagandaens kampredskab. Der rasedes imod det fra gejstlighedens og fra alle politisk konservatives side; gentagne gange skred regeringen ind med forbud. Men under den vaklen, der var den egen, gennemførte den ikke denne indskriden, og således lykkedes det ved medarbejdernes og navnlig Diderots beundringsværdige udholdenhed at få det afsluttet. Trods alle ideelle afslag virkede det som tiltænkt. Det solgtes i stort oplag, læstes af talrige og stod for alle som en mægtig bedrift, der omgav encyklopædisterne med glans. Blandt medarbejderne ved encyklopædien var så godt som alle, der havde nogen betydning for det franske åndsliv; selv Montesquieu og Buffon har skrevet enkelte artikler, Turgot en række, det samme gælder Rousseau indtil hans brud med hans tidligere venner. Voltaire var i begyndelsen meget ivrig med råd og dåd, men trak sig senere tilbage. Begrebet encyklopædister er dog i særlig grad knyttet til en række andre forfattere, der omend med mange nuancer repræsenterede datidens mest yderliggående standpunkter. Den udmærkede matematiker d'Aleinbert var en udpræget positivistisk ånd med skepsis overfor alt andet, end hvad erfaringen og tanken lærte. Helvétius udformede i sit hovedværk »De l'esprit« en sensualistisk lære; kun modtagelighed for lyst og smerte var medfødt, moralske begreber måtte hidføres gennem opdragelsen og styrkes gennem love, der for at være gavnlige måtte være begrundede på et dybt kendskab til naturen og menneskenes virkelige interesser. Begge disse forfattere erklærede sig dog for deister. Men i modsætning hertil var der andre, som hyldede en ren materialistisk og ateistisk livsanskuelse, idet de udelukkende gik ud fra naturvidenskaben og dens metoder. Den egentlige grundlægger af den franske materialisme La Mellrie havde udgivet sit forargende skrift »L'homme machine«, der hævdede sjælens og tankens materielle natur, før encyklopædien begyndte at udkomme. Men andre fulgte i sporet, erklærede den naturlige religion for en lige så skadelig fordom eller et lige så dristigt bedrageri som de positive religioner, bestred ideerne om en personlig gud og om en fra legemet forskellig sjæl, hævdede interessen og lykketrangen som det eneste motiv for de menneskelige handlinger, dog som regel med tilføjelsen af, at lykken for det enkelte menneske ikke nås uden andres lykke, hvorved egoismen som den oprindelige drivkraft udvidedes til sympati. Der kom ved disse læresætninger ikke alene noget fra den ældre tid forskelligt ind i den åndelige diskussion, men de fremførtes også ofte med en hidtil ukendt trods og lidenskabelighed. En fremragende stilling mellem tilhængerne af denne retning indtog den tyske baron Holbach, der levede i Paris, og hvis salon blev midtpunktet for encyklopædisterne. Hans skrift »Le systéme de la nature« har man kaldt materialismens bibel. I politisk henseende udtalte han også for så vidt meget radikale anskuelser, som han bestemt hævdede folkets ret til at gøre oprør mod en slet regering; dog var hans standpunkt ikke demokratisk, og han advarede mod voldelige revolutioner; kun sandhedens fremskridt og sejr kunne skabe retfærdigheden. Den rigeste ånd imellem encyklopædisterne var dog Diderot. Han var en søn af en knivsmed i en provinsby; han omfattede alle sine dage håndens arbejde med en langt større interesse end hans fæller, men var ved siden deraf en skønånd, der skrev komedier og romaner og kunstkritik, og en tænker af usædvanlig dybde og selvstændighed. Hvad Frederik II var for Voltaire, blev Katarina II for ham; han kaldtes af hende til Rusland og opholdt sig dér en tid. Ikke alene spændte hans sysselsættelser over mange områder, men hans sjæl rummede mangeartede toner. Der var i ham en uro, hvor sanselighed og frivolitet blandedes med en hjertelighed, der kunne løbe ud i sentimentalitet, med begejstring for de mest ophøjede ideer og med den alvorligste pligtfølelse, og hvor sansen for det individuelle og det særlige kunne tage magten over tidens generaliserende og typedannende tendens. Ved sin glæde over naturen og sin hævdelse af dens ret nærmede han sig til Rousseau, enig med ham i at tro på en naturtilstandens guldalder, men dog dybt forskellig fra ham ved sin overbevisning om kulturens storhed og gavnlige følger. I sin livsanskuelse gennemgik han en udvikling fra deist til skeptiker og sluttelig til ateist. Samtiden kendte dog kun temmelig lidt til hans inderste tanker; adskillige af hans bøger udkom først længe efter hans død. For den stod han først og fremmest som den ihærdige udgiver af encyklopædien. Men allerede fordi de mest radikale åndsretninger så lidet åbent lagde sig for dagen i dette værk, blev deres indflydelse på almenheden kun forholdsvis ringe. Meget mere bidrog dog hertil, at en af encyklopædiens oprindelige medarbejdere så stærkt havde skilt sig ud fra den form af radikalisme, som der nys har været tale om, men rigtignok til gengæld havde anslået radikale strenge af anden art. Jean Jacques Rousseau var født i Genéve af en borgerlig kalvinistisk familie, der i det 16. århundrede var indvandret dertil fra Frankrig. Mangel på sanddruhed samt impulsivitet og stænk af abnorme anlæg tæmmedes ikke af hans ekstravagante fader, og romanlæsning hidsede på usund måde hans fantasi. Det så stærkt ud til, at han kunne gå en moralsk ruin i møde. Han flygtede fra sin fødeby, førte et vagabondliv i Savoyen, hutlede sig igennem bl.a. som kommis og lakaj, lod sig bevæge til at gå over til katolicismen, optog dog ved siden heraf stærkere og mere personlige indtryk af naturen, end hans samtidige plejede. Da kom han i havn hos en højst sammensat og problematisk kvinde. Hun blev for ham en forening af elskerinde og moderlig beskytterinde, var sikkert skadelig for ham i flere retninger, men frelste ham dog fra undergang. Hos hende begyndte hans alvorlige arbejde med musik og studium af digtere, filosoffer, teologer og historikere, hos hende voksede hans musikalske og følelsesfulde temperament og de originale og geniale sider af hans ånd. Han begyndte at føle overbevisning om sin egen værdi og trang til at udvikle sig gennem ensomhed, gennem tro på det oprindelige i betydning af gud, naturen, dyden og følelsen og gennem had til lasten og den indbildte visdom. Ærgerrighed og fantasi udmalte ham en fremtid, som kunne bringe ham et glimrende navn og hævn over hans ungdoms ydmygelser. Efter forskellige brogede og skuffelsesrige episoder tog han ophold i Paris i det håb at kunne slå sig igennem som musiker. Det mislykkedes. Men han blev optaget i salonerne og filosoffernes kredse, blev ven med Diderot og Holbach og medarbejder ved encyklopædien. Samtidigt knyttede han en forbindelse med en kvinde, der ganske manglede hans åndelige interesser, tilmed plagede ham og rimeligvis endda sveg ham, men alligevel blev ham den plejerske, han i sin ubehjælpsomhed trængte til (som bekendt satte han børnene i en hittebørnsanstalt; det er muligt, at de slet ikke var hans, men moralsk gør det ikke sagen bedre, da han i alt fald mente, de var det). Da indtrådte vendepunktet i hans liv. Akademiet i Dijon havde udsat en pris for en undersøgelse af, hvor vidt videnskabernes og kunsternes genoplivelse (herved forstod det sikkert renæssancetiden) havde bidraget til at rense sæderne. Rousseau vandt i 1750 prisen ved sin »Discours sur les sciences et les arts«. Afhandlingens grundtanke var følgende: enkelte genier har ved deres umiddelbare kraft været lærere for menneskeheden, og enkelte lignende ånder kan det tillades at hengive sig til studiet af videnskaber og kunst. Men som helhed har fremskridtet på disse områder fordærvet sæderne, forurenet smagen, intet føjet til den virkelige lykke, skadet menneskeslægtens oprindelige dyd og kraft. Der var i denne afhandling uægte toner, anslåede af forfatteren i følelsen af, at kun gennem paradokset og bruddet med den herskende opfattelse ville han kunne vinde det store navn, men der var sikkert også en ægte overensstemmelse mellem dette paradoks og stemninger og tankegange, som længe havde gæret i hans sjæl, og som syslen med det tilfældigt stillede problem nu havde gjort til det centrale for ham. (Fra encyklopædisternes side beskyldtes han siden for rent tilfældigt at have foretrukket det negative svar på det opstillede spørgsmål; men det uretfærdige i denne beskyldning må nu anses for godtgjort; se bl.a. Høffding og Ducros). Nogle år senere kom et andet skrift: »Discours sur l'origine de l'inégalité parmi les hommes«. Heri hævdede han, at overgangen fra natur- til samfundstilstanden har skabt uligheden og trældommen, indført positive love, der er i strid med den naturlige ret, og fremkaldt æresforestillinger uden dyd, fornuft uden visdom, fornøjelser uden lykke. Skrifterne gjorde ham til en meget omtalt mand. Ikke alle tog dem alvorligt, men alligevel måtte de grave en kløft mellem ham og Voltaire, som han hidtil havde beundret, og encyklopædisterne. Hvad man fra begyndelsen kun havde anet, at han var noget nyt, noget sært, mærkedes nu stærkere. På mange måder reagerede han nu imod sine hidtidige venner, ved sit tarvelige liv og sin skødesløse klædedragt, ved sit hovmod, nu da han så sig som en anerkendt ånd. Men tillige så han i sig selv forskellens styrke, han kunne ikke finde sig til rette i de toneangivende kredse, han lod hånt om deres talent, deres ordglans, deres åndfulde konversation. Trods alle pletter på hans karakter, kunne han med rette være stolt over det fortrin, at han ikke nedlod sig til smiger og snobberi og ikke dækkede over sine meninger ved anonymitet eller lignende midler. Han søgte efter et besøg i Genéve, hvor han var vendt tilbage til bekendelsen af den reformerte lære, bort fra Paris, fandt et hjem hos en velynderinde i hendes gård, l'Erémitage, udenfor Paris og i omegnens herlige skove. Her gav han sig sin tænkning, sin fantasi, sin følelse, sin glæde over naturen i vold, her udfoldedes hele hans ægte storhed, her skrev han sine 3 berømteste værker, »La Nouvelle Héloise«, »Émile« og »Du Contrat social«. Men ro og harmoni kom der desuagtet ikke i hans sjæl; en ret ynkelig kærlighedshistorie, skinsyge og mistænksomhed og det nu indtrådte fuldstændige brud med encyklopædisterne forbitrede ham livet og genvakte sygelige og slette instinkter. Da blev tilmed hans bog »Émile« dømt til at brændes som ugudelig, og en arrestordre udstedtes mod ham. Han flygtede til Schweiz, men de kalvinistiske rådsregeringer hadede ham lige så meget som den franske gejstlighed og de franske parlamenter. Han drog så til England, hvor han i Hume havde en oprigtig beundrer, vel ikke af hans filosofiske og politiske meninger, men af hans ånds store originalitet. Men hvad der rimeligvis længe havde luret i ham, sindssyge, særlig i form af forfølgelsesvanvid, brød nu ud. Pludseligt tog han tilbage til Frankrig, boede forskellige steder, fuldførte sin berømte autobiografi »Les Confessions« og døde endelig i 1778, samme år som Voltaire. Man kan optrævle Rousseaus skrifter således, at tanke ses at stå imod tanke og konklusioner at afvige fra tilløb, og således at det hele får et lige så disharmonisk præg som hans liv. Men man kan dog også i dem finde grundideer og en grundstemning, som det er berettiget at holde fast ved, så meget mere som disse grundideer og denne grundstemning har haft deres store historiske betydning. Hans interesse var aldeles overvejende psykologisk. Selv når han skildrede naturen, var det de stemninger, synet af den satte i bevægelse, der for ham var det centrale. Men som psykolog var han mere digter end tænker. Det kritisk analyserende lå udenfor hans kald og evner. Han forestillede sig intuitivt menneskesjælens historie, han følte med den, og han ville påvirke dens fremtidsskæbne. Han var derfor i sin grund individualist, men han troede på samfundets påvirkning på individet og blev derfor samfundsreformator. Menneskene havde efter hans anskuelse oprindeligt været usammensatte væsener, tillige frie og ligeberettigede. De havde elsket sig selv og villet hævde sig selv, men desuagtet kunnet føle med andre og være opfyldte af religiøsitet, nemlig af en trang til at tilbede gud, deres og universets ophav; de var som en følge heraf i en sund og lykkelig tilstand. Men alt dette blev forrykket, da fantasien og med den reflektionen blev vakt; dermed fremtrådte den mod andre fjendske egenkærlighed, der så næredes ved trangen til flere fornødenheder og den derved skabte arbejdsdeling. Følgen blev udviklingen af særejendommen, naturtilstandens opgivelse og samfundenes dannelse, men også uligheden, de enkeltes herredømme over andre, forstandskulturens skadelige overvægt. Den fuldt udviklede Rousseau indrømmer dog, at til naturtilstanden kan der ikke vendes tilbage. Men der kan tilstræbes at mildne samfundstilstandenes skadelige virkninger så meget som muligt, og i alt fald til en vis grad kan det lykkes at genskabe det oprindelige; ved dydens sejr i samfundslivet vil naturens herredømme være genoprettet. Ad alle veje skal der arbejdes mod dette mål. Den oprindelige religion skal igen sættes i højsædet; hvad han forstår ved den, fremstilles mest veltalende og mest samlet i det afsnit af »Émile«, der gengiver den savoyiske præsts trosbekendelser. Den er lig med århundredets deisme ved at omfatte troen på gud og udødeligheden, men den søger sin hjemmel ikke så meget i fornuftslutninger som i den umiddelbare trang til hengivelse og taknemlighed. »La Nouvelle Héloise« er forsøget på at hævde den oprindelige kærligheds og med den lidenskabens ret, men dog således, at den ikke behøver at sprænge familielivets og samfundets rammer. Lykkedes var forsøget sikkert ikke, men i romanen var nedlagt den kraftigste og mest bedårende essens af alt det sværmeriske hos forfatteren, af al hans samstemmen af naturkærlighed og menneskelig kærlighed. Langt betydeligere i sin tankegang var den opdragelseslære, som »Émile« forkyndte. Da kulturen ikke længere bør være modsætningen til naturen, bør opdragelsens mål være at åbne vejen for evnernes og drifternes naturlige udvikling; den skal ikke påtvinge dyden og sandheden, men bevare for laster og vildfarelser; den skal have forståelse af barnealderens egen art, lade barnet af sig selv vokse op til det sande og gode. Endelig har han i »Du Contrat social« villet skildre den idealstat, som forsoner den samfundsmæssige ufrihed med den naturlige frihed. En betingelse for en sådan idealstat er den, at den må føres tilbage til et legitimt udgangspunkt. Det eneste sådant, der er muligt, er samfundspagten: fra den må man gå ud som noget givet, thi hvad der består, har i og for sig ingen retsgyldighed, og magt kan ikke have skabt ret. Han vil ikke påstå, at samfundspagten nogensinde har været formelt opsat, men dens sætninger må altid have været stiltiende anerkendte. Dens mål har været alles beskyttelse imod den enkeltes overgreb; det er nået ved, at alle har opgivet den naturlige frihed, men dog således, at herredømmet er overdraget af alle til alle som en fælleshed; derved kan ingen retmæssig begunstiges, alle er påny blevet lige, og alle har fået garanti for deres ny frihed, thi alle er parthavere i herredømmet, adlyder derved kun sig selv. Denne fælleshed udgør en politisk person, kaldet stat, når den er passiv, suveræn, når den er aktiv, magt, når den træder i forhold til sine lige. Den er lig med folket, og dettes enkelte medlemmer er borgere som deltagere i den suveræne myndighed, undersåtter som underkastede lovene. Folkets herredømme kan aldrig tabes, overdrages til nogen anden eller deles. Det bør ikke udøves gennem en repræsentation som i England, men direkte ved folkeforsamlinger; på disse udtrykker flertallets vilje den almene vilje; på dem gives de alle bindende love. I store stater kan vanskeligheden ved de store folkeforsamlinger overvindes ved en deling af staten i mindre forbundne stater. Noget helt andet er regeringen, som må indsættes for at udøve lovene. Denne regering har intet at gøre med samfundspagten, har derfor ingen suverænitet. Dens form bestemmes kun af betimelighedshensyn, især af de forskellige landes størrelse og tilstand; den kan derfor være demokratisk, aristokratisk eller monarkisk. Men den er kun en rent midlertidig institution, kan forandres af folkeforsamlingen, når den lyster. Som alle andre statsretslærere har Rousseau mødt den største vanskelighed ved bestemmelsen af samfundets ret overfor det enkelte individ. På et punkt har han søgt at løse problemet ved et overraskende tillæg til suverænens ret. Den bør ikke alene beskytte de enkelte, men den bør også fordre af dem tilslutningen til en borgerlig religion, der rummer troen på en mægtig gud, udødeligheden og selve samfundspagtens hellighed; den har ret til at fordre den, fordi borgerne uden den bliver uegnede til at leve i samfund (insociables). På et andet punkt er han vaklende; han indskrænker afståelsen af den naturlige frihed til kun at gælde, hvad det fælles hele har brug for, men tilføjer rigtignok, at fællesheden, folket, har afgørelsen af, hvad det har brug for. Særlig uklar bliver hans stilling overfor den enkeltes ejendomsret, som skabes af samfundet; han har næppe villet ophæve den, men mener dog, at staten har ret til at sørge for, at rigdommene ikke bliver for store.( Jvf. Lichtenberger: »Le socialisme au 18. siécle«, 1895, og Espinas: »La philosophie sociale du 18. siécle et la revolution.« 1898). Rousseau har utvivlsomt været påvirket fra mange sider, fra kalvinismen, fra Geneve's politiske tilstande, fra klassikerne, fra tidligere naturretslærere, fra ældre og samtidige franske dg engelske forfattere, fra deister og følsomhedens dyrkere. Men han har desuagtet været en dyb og original ånd, og han indtager en ubetinget særstilling i det franske 18. århundrede. Vel har han dets fællespræg ved fuldt ud at gå ud fra en menneskelig, naturlig religion og psykologi, han forkaster den åbenbarede religion og enhver anden gammel autoritet; han har den fulde tillid til den menneskelige ånds evner. Men han er alligevel den store modsætning til århundredets andre store repræsentanter, til Montesquieu og særlig til Voltaire og encyklopædisterne. Han indfører en paradoksal reaktion imod deres tro på fremskridtet gennem tænkning og kultur og imod deres krav om klarhed igennem erkendelsen og erfaringen; han har udvisket forskellen mellem digtning og tænkning, dg han har været talsmand for intolerance mod alle, der ikke tror på en personlig gud. Men han har på den anden side loddet dybere i det menneskelige sjæleliv end hans samtidige, angrebet det ufrugtbare talent og det overfladiske vid, genindført veltalenhed og lyrik i litteraturen, opdaget nyt land for den menneskelige fantasi og stemning, lært menneskene at føle anderledes end før med naturen, særlig hans hjemstavns, alpernes. Han har endvidere lagt grunden til en ny opdragelseslære, udvidet den demokratiske sam- og medfølelse, kaldt til sympati for de sletstillede og fattige mod samtidens åndsaristokrati. Og han har givet et mægtigt stød til politiske omvæltningslyster, selv om han ikke selv ejede dem. Han har gjort det ved at omgive begreberne og ordene: frihed, lighed og folkesuverænitet og folk og borger med en patos og hellighed, som ingen i den moderne tid før ham, og ved at indføre en ny lære i statsrettens teorier: folkets ret til på ethvert givet tidspunkt at ombytte den bestående regeringsform med en anden. På utallige områder har han sat sindene i ny, lidenskabelig bevægelse. I årene omkring 1780 bortrev døden de fleste af de store koryfæer, og da revolutionen brød ud, var Condorcet, der hidtil havde været mest kendt som matematiker, men snart efter skulle vinde et betydeligt navn både som politiker og som filosofisk forfatter, den eneste betydelige endnu levende af encyklopædisterne. Originale skribenter var blevet en sjældenhed, men der var nok af epigoner. Til sådanne må regnes to, der vandt stor indflydelse på den offentlige mening, nemlig Raynal og den både af Montesquieu og af Rousseau meget påvirkede Mably; begge anslog en stærkere politisk revolutionær tone end tidligere, og mange fulgte i samme spor. Af Rousseau var også den følsomme Bernardin de Saint-Pierre stærkt påvirket, og hans roman »Paul et Virginie« havde sin del i den stærkt voksende sentimentale glæde over naturtilstandene. Den borgerlige komedie, der, anbefalet af Diderot, kom på mode, havde også melodramaets rørende præg. En anden stemning repræsenterede Beaumarchais, en urolig, flagrende og frivol forfatter, men betaget af hele den oprørsånd, som mere og mere blev tidens; hans komedie »Figaros Bryllup« blev ved sin latterliggørelse af adel, domstole og diplomati og ved sine angreb på den sociale ulighed noget af en historisk begivenhed. Men tillige var en åndsbevægelse af hel anden art i færd med at tage fart. Det var fornyelsen af kærligheden til oldtiden. Hvor meget end skribenterne gjorde krav på at være bærere af en hel ny livsanskuelse, så var der dog meget i oldtiden, der måtte være dem sympatisk, i første række dens hedenskabs modsætning til kristendommen, dernæst også dens forfatteres naturlige og verdslige morallære. Rousseau havde også lært, at oldtidens litteratur var værdifuldere end nutidens, fordi den som den ældre stod naturen nærmere. Montesquieu og andre forfattere havde prist romertiden, og nu som før hvilede ungdommens dannelse i væsentlig grad på den klassiske litteratur. Hovedsagen var dog noget andet. Kærligheden til oldtiden havde fået både en ny retning og en ny virkning. Med opdagelserne af Herculanum og navnlig af Pompeii og de udgravninger, der var begyndt der omkring 1750, var et nyt gennembrud af arkæologisk interesse indtrådt. En række mere eller mindre lærde forfattere vendte sig mod arkæologiske studier, og deres resultater sivede ud i større kredse. Men den oldtid, man derved vandt kærlighed til, så man som den græske; hellenismen holdt påny sit indtog som kulturmagt. Oversættelser af Winckelmanns værk bidrog sit dertil. Ganske vist prægedes skønlitteraturen endnu kun i ringe grad deraf; en ægte digter som André Chenier's frembringelser, der var fødte under de nye indtryk, var det først forbeholdt fremtiden at lære at kende. Men på anden måde virkede det ny. Vi kommer tilbage til det for kunstens vedkommende. Her skal det kun fremhæves, hvorledes den almene oppositionsbevægelse prægedes deraf. Oldtidens sæder begyndte for de unge at stå som de naturlige og dydige i modsætning til samtidens, og oldtidens stormænd at være repræsentanter for den ægte mandighed og frihedskærlighed. Et nyt element var kommet ind i hele den åndelige gæring.

Ingen kunne ved 1740 ane, at det tyske åndsliv, som på den tid fandt sit højeste udtryk i Wolffs filosofi, i pietistisk teologi og i Gottscheds æstetik, i løbet af et par slægtled skulle skænke det menneskelige tanke-, følelses- og fantasiliv en rigdom af ædelbårne ideer og idealer. Ganske vist skete det ikke, uden at Tyskland lånte fra ældre kultur, især fra Englands, Frankrigs og Grækenlands, men tilegnelsen blev selvstændig, dybt gennemtrængt af nationale ejendommeligheder, og åndsarbejdets resultater i det hele en ny og strålende indsats i menneskehedens kulturliv. Det var på æstetikkens og digtekunstens område, at noget nyt først brød igennem. Ved 1740 begyndte en kamp, ført dels af den såkaldte Schweizerskole, dels af andre forfattere, særlig den ved sine fabler og fortællinger bekendte Gellert, imod den franske klassicisme. Det var engelsk litteratur, Shakespeare og Milton, Pope og Addison, der påvirkede denne kamp; ligesom i Frankrig mærkedes altså her det britiske åndslivs indflydelse på det 18. århundrede. Men det ny fik dog først større betydning, da der med Klopstock fremstod en virkelig tysk digterbegavelse. Leipzig og Hamburg var de steder i Tyskland, hvor han længst havde ophold, men ind derimellem skar sig hans omtrent 20årige liv i Danmark fra 1751 til Struensee styrtede J. H. E. Bernstorff, den mand, der selv og med hele sin kreds havde været hans varmtfølende beskytter. Klopstock var udgået fra et pietistisk hjem, og det er den stærke religiøse følsomhed, der hos ham fik sit højeste digteriske udtryk og gav den første impuls til hans digtergerning ved at indgå forbindelse med begejstring for engelsk poesi og med en levende national følelse. Allerede som ganske ung nærede han tillid til, at han kunne give sit folk et epos. Emnet valgte han som sit store forbillede Milton fra bibelen, og hans messias blev ved form og indhold et vendepunkt i tysk digtning. Det betegnede bruddet med den franske klassicismes regler og har sin styrke i følelsens inderlighed; det og hans oder indviede derved den tyske poetiske sentimentalisme. Modtagelig som han var, blev han i sit senere liv genstand for andre påvirkninger, vendte sig i beundring for de ossianske digte til at udnytte den germanske mytologi æstetisk (hans bardedigtning), begejstredes for Rousseau og endte med at hilse den Franske Revolution med jubel. Han døde først i 1803, henved 80 år gammel. På grund af sin mangel på plastisk kraft og sin ordflom og uklarhed har Klopstock nu kun litteraturhistorisk interesse. Hans indflydelse på det tyske åndsliv har heller ingenlunde været helt til både, men den har været overmåde stor. Tyskland havde atter fået en digtning med tillid til sig selv, og han havde givet idealer som religion, venskab, naturfølelse, frihed og fædreland nyt liv, omend i dunkel og sentimental skikkelse. Lidt yngre end Klopstock blev Wieland en anden forårsbebuder for den tyske poesi. Også han begyndte med at have pietistiske følelser, men snart førte hans lettere sydtyske natur og hans urolige ånd ham ind på nye baner. Han blev indtaget i Voltaire, tilbøjelig til frivole skildringer, men udviklede tillige en ynde og en finhed, som den tyske litteratur i høj grad trængte til. Også han modtog påvirkninger fra England; navnlig var det her Shakespeare, der indtog ham; hans oversættelse af dennes værker spredte kundskaben til den store engelske renæssancedigter ud i det tyske højere samfund, og for dette blev Wieland i det hele den store vækker til æstetisk og litterær interesse. Hans egne skrifter var talløse; mest slog han igennem med sine romaner og sine fra middelalderens fortællinger hentede episke digtninger. Højst forskellig fra Klopstock og den yngre Wieland var imidlertid en anden åndsretning i Tyskland, den som var en fortsættelse af oplysningsfilosofiens første stadium, men som nu fik en yderligere impuls fra England, fra Locke, Shaftesbury og deisterne. Selv indenfor teologernes kreds satte denne åndsretning sig stærke spor. Den teologiske rationalisme ville vel opretholde den positive religion, men søgte for at nå dette mål at give en naturlig fortolkning af miraklerne, overbevist om, at bibelen forstået på rette måde var i overensstemmelse med fornuften. Vel blev dens veje højst kunstlede, tillige flade og fantasiløse, men præsterne af den rationalistiske retning gjorde dog et nyttigt, fanatisme bekæmpende og moraliserende arbejde. Det stærke tag, som de havde i kirken, hindrede også på en måde, som minder om England, et så bittert modsætningsforhold mellem den og oplysningsvennerne som det, der fandtes i Frankrig. Den mest fremtrædende stilling indenfor denne hele åndsretning indtoges dog af de såkaldte populærfilosoffer. Deres program, som de selv kaldte for dogmatik, var den naturlige religion, rummende troen på gud, på sjælens udødelighed, hvilken forestilling spillede en større rolle i Tyskland end andetsteds, og på at kun moralsk forbedring kan opretholde guds nåde og skabe en lykkelig tilstand efter døden. Det var både videnskabeligt og rent personligt let vundne sætninger, som populærfilosofferne levede på og gjorde propaganda for, og noget officielt brud med kristendommen vovede de ikke. Det var endvidere en ret nøgtern og flad moral, som de forkyndte. Derfor havde de lidt yngre tyske store ånder let ved at håne dem. Men ikke desto mindre har de gjort stor nytte ved deres kamp mod intolerance og fanatisme og ved de ægte humane ideer, som de udbredte. Deres hovedorgan blev »Allgemeine Deutsche Bibliothek«, udgivet i Berlin af Nicolai. Den højest begavede af denne kreds var Moses Mendelsohn, en jøde, der var overbevist om, at jødedommen kun havde som dogmer guds tilværelse og sjælens udødelighed; på sjælfuld måde søgte han i sine skrifter, af hvilke det mest bekendte er dialogen »Phädon«, at forsvare disse begreber og deres overensstemmelse med fornuften. En særlig betydning fik han, skønt han som jøde var bestemt til at være udelukket fra den dannede verden, da han ved sin begavelse og karakter evnede at gennembryde denne skranke; han opnåede ikke alene at blive ven med litteraturens ypperste, men også at forberede bedre sociale kår for sine trosfæller. Ikke alle kunne dog blive stående på det populære mellemstandpunkt. Reimarus drog langt skarpere konklusioner; han fornægtede bestemt alle positive religioner; i bibelens beretninger og kirkens dogmer så han kun et bevidst falskneri for at skuffe menneskeheden. Men sit værk derom vovede han ikke at offentliggøre. Oplysningsfilosofiens dogmer var dog ikke nok for alle dens tilhængere. I sine anlæg var den meget forskellig fra sentimentalismen, men den kom hos mange til at indgå en forbindelse med den. Med stor energi begyndte også en dyrkning af empirisk psykologi, og de tilskyndelser til at hævde den følelsens og følelseslivets selvstændighed, som i Tyskland oprindeligt skyldtes pietismen, fik øget kraft først ved påvirkning fra England og dernæst frem for alt fra Rousseau. Fra 60'erne greb hans indflydelse med stor magt ind i det tyske åndsliv. Vod en sammensmeltning af æstetik og etik holdt forestillingen om det naturliges og oprindeliges ret og disse begrebers udfoldelse i dyden, den skønne, følelsesfulde sjæl og det ædle hjerte sit indtog ikke alene i litteraturen, men også i hele det dannede kulturliv; den skabte megen højstemt tale, som kunne udarte til unatur, til uklarhed og kunstlethed, men den bragte også resultater af nyttig art. Særlig bør her tænkes på den af Rousseau stærkt vakte pædagogiske interesse.(Jvf. Fr. Paulsen: »Das deutsche bildungswesen in seiner geschichtlichen Entwickelung«, 1906). På ikke-teologisk og ikke-klassisk grund og med opgivelse af legemsstraffe ville således Basedow, der en tid havde været professor ved Sorø Akademi, gennem anskuelig, letfattelig undervisning og legemsøvelser uddanne en slægt med kærlighed til dyden og medmenneskene. Han gav stødet til oprettelsen af en hel række ny folkeopdragelsesanstalter, de såkaldte filantropiner. Hans gerning fortsattes af Campe, især bekendt ved sin omarbejdelse af Defoe's »Robinson Crusoe«, og senere af schweizeren Pestalozzi; hos denne fik de rousseauske teorier et praktisk udslag i et trofast arbejde på gennem kærlighed og fornuftig opdragelse at lede fattigfolks børn hen til lysere og mere menneskeværdige kår. Til held for det tyske åndsliv blev imidlertid hverken oplysningsfilosofiens rationalistiske dogmatik eller sentimentalismen de enerådede kræfter. Et nyt ideal, en ny kritik, en ny forståelse af menneskelivet voksede frem. Winckelmann (død i 1768), en fattig brandenburgsk skomagersøn, blev en af banebryderne. Tidligt havde begejstring for kunsten, længselen efter at lære at kende en anden og skønnere form for den end den herskende rokoko båret ham gennem savn og hårde kår. Endeligt var det blevet ham muligt at studere Dresdens samlinger, men han higede videre mod Italien. Ved at gå over til katolicismen opnåede han en stilling som bibliotekar i Rom. I den antikke græske kunst åbenbarede sig nu for ham en ny skønhedsverden, han forstod den som ingen før ham, og øjeblikket var så meget gunstigere, som netop nu udgravningerne i Herculanum og Pompeii lagde ukendte skatte for dagens lys. Han blev den store kender og den store fortolker af den græske kunst. I sin »Geschichte der kunst des Alterthums« (1764) gav han den første virkelige kunsthistorie, i den forstand at her ikke mere var tale om en række biografier af kunstnere eller om blot antikvariske meddelelser, men om en skildring af selve kunstens organiske udvikling igennem dens forskellige stadier og stilformer. Værkets betydning blev overordentligt stor. Den klassiske filologi havde fået en ny retning, rokokosmagen havde fået et grundstød, det hellenske skønhedsideal var blevet genfødt. Men Winckelmanns bedrift var mere end æstetisk. Hans begejstring for den græske kunst bundede dybt i hans hele livsbetragtning. Han var et stykke af en hedning, en fritænker af instinkt og natur, mere udpræget fritænker end nogen anden i hans samtid. I den hellenske kunst fandt han udtrykket for det fri, naturlige menneskes dyrkelse af skønhedens religion, modsætningen til kristendommens higen mod det evige liv. Det 18. århundredes kredsen om menneskelivet som det centrale havde fået en ny form. Muligheden var givet for den nyhumanistiske livsanskuelse, der snart efter i Goethe og Schiller skulle få større genier til bærere. Det varede dog noget, inden dette skete. Andre tilskyndelser virkede imidlertid med til at omskabe det tyske åndsliv. Omtrent samtidigt med Winckelmanns gerning falder Lessings. Hans liv er knyttet til flere steder, især Hamburg og Wolfenbüttel, hvor han blev bibliotekar; han døde i 1781. Han var påvirket på een gang af oplysningstiden, Shakespeare, den borgerlige engelske litteratur, af Spinoza, af hellenismen og af Syvårskrigens stemninger; hans interesser og også hans indflydelse var vidtspændende. Som dramaturg og dramatisk digter besejrede han definitivt den franske klassiske smags herredømme i Tyskland; han hævdede medfølelsen og ikke beundringen som den stemning, dramaet skulle vække; i sine egne skuespil søgte han til samtidens liv og skabte det tyske borgerlige drama (Minna von Barnhelm, Emilia Galotti). Han delte i meget Winckelmanns syn på oldtiden, men afveg dog fra ham i betragtningen af forholdet mellem poesi og fremstillende kunst (hans skrift Laokoon). Han var ingen yderliggående ånd, men hans bestræbelser gik i alle retninger ud på klarhed. Stor betydning har han haft ved skønt nøje knyttet til populærfilosofferne at have brudt med deres dogmatiske tro på, at en endelig og fyldestgørende sandhed var nået ved visse læresætninger. Det nye hos ham var dog navnlig hans betoning af, at den fortsatte og uophørlige stræben efter sandhedens erkendelse var vigtigere for personligheden end ethvert foreløbigt vundet resultat; ved denne stræben var det, at menneskenes kræfter udvidedes og deres værd øgedes. Han var nået til denne anskuelse ved sin dybe historiske sans. Denne lærte ham, at de forskellige positive religioner var stadier i menneskehedens åndelige udvikling; igennem denne udvikling opdroges slægterne til den kærlighed, som var alle religionernes sidste mål. Således var hans ideer fjendtlige imod rationalismen og populærfilosofien, men rigtignok i fuldt så høj grad imod kirkelæren. Omend også han mente at kunne kalde sig kristen, blev dog hans sidste tid opfyldt af den heftigste kamp mod ortodoksien, navnlig efter at han havde udgivet brudstykker af Reimarus' førnævnte skrift, med hvilket han dog langtfra var helt enig. Under denne kamp skrev han sit berømteste drama »Nathan der Weise«, det ædle og højsindede indlæg for tolerancen, og sin afhandling: »Die Erziehung des Menschengeschlechtes«. Og hvor meget han end følte sig som tysker, var der i ham en humanisme, der så vidt ud over folkenes nationale grænser. Lessing har været den store rydningsmand i den tyske litteratur, den store opdrager og vækker for nationen. Men en afgørende vending formåede dog hverken han eller Winckelmann at fremkalde. Fra ca. 1770 til midten af 80'erne kom der en periode med den mærkeligste gæring, den som bærer navnet sturm und drang tiden. Den er på sin måde en reaktion mod oplysningstidens forstandsdyrkelse, den har rødder i pietismen og Klopstocks sværmeri. Men mest er den dog påvirket af Rousseau og den stemningstilstand, der udgik fra ham. I disse år vandt hans indflydelse sin afgørende sejr; Goethe har sagt, at i hans navn var der udsået stille menigheder vidt og bredt, mange steder fandtes en lille ø eller en ensom skovkrog med hans buste. Tidens evangelium blev hans begejstring for naturen og følelsen, men ind heri flettede sig andre elementer, kendskabet til folkepoesien, til Ossian, til Homer, Shakespeare og endda også den af Winckelmann og Lessing genskabte kærlighed til den antikke kunst. Trods al fremmed påvirkning er sturm und drang tiden dog dybt national, i slægt med meget i germansk ånd, og dens nationalfølelse øgedes ved den selvbevidsthed, som Frederik II's sejre spredte over folket. Trods al sin uklarhed er den også for så vidt et ægte barn af sit århundrede, som den er fyldt af tilliden til den menneskelige ånd. Den er det i den uråd, at den kan kaldes individuel revolutionær den rummer en kamp for individets ret overfor samfund, vedtægter og regler, grundet på overbevisningen om individets naturbestemthed. Men særlig hævdede den de store oprindelige geniers frihed og særstilling overfor samfundets smålighed og filisteri. Alt i alt blev den en kaotisk tummel af sværmeri, fantasteri, overspændthed og uafgærede tanker og følelser. Men de mange elementer, hvoraf dette kaos bestod, prægede dog enkelte grupper af forfattere på forskellig måde. En religiøs-mystisk retning var fremtrædende hos Lavater (Physiognomische Fragmente) og holsteneren Claudius (Der Wandsbecker Bote), en tysk national i den kreds af unge digtere, der samlede sig til Göttinger Hainbund, og som svælgede i den germanske oldtid, men dog tillige ved deres ballader (Bürger's digtninger), idyller (Voss' Louise) og viser blev læste af store lag. Også fra den fare, der truede åndslivet ved denne uklare tummel, blev dog Tyskland reddet. Det skyldtes frem for alt enkelte genier. Fra midten af 50'erne havde den i Königsberg fødte Immanuel Kant virket som en beundret lærer i filosofi ved byen universitet. Udgået fra et pietistisk, mildt og humant hjem havde han tidligt med stor energi kastet sig over naturvidenskabelige og filosofiske studier, stillede sig snart kritisk overfor Newton og Wolff, men var dog en tilhænger af oplysningsfilosofiens almindelige tankegang og dens forherligelse af forstanden som den højeste menneskelige evne. Da var det, at han i 1760erne modtog sine nye og stærke påvirkninger fra Hume og navnlig fra Rousseau, og i 70'erne modnedes hos ham den tankebygning, som 1781 i hans »Kritik der reinen Vernunft« trådte frem for verden med hele en ny epokes kraft ved at fastslå, at så vel forstanden som sanseanskuelsen er bundet til subjektive former og forudsætninger, og at derfor den menneskelige erkendelse ved de betingelser, den hviler på, har sin bestemte begrænsning, ikke kan nå videre i objektiv sikkerhed end til at forstå fænomenernes verden, ikke videnskabeligt bestemme det store X, das ding an sich. Han havde derved klarere end nogensinde før afstukket grænsen for videnskabens område og med det samme på helt rationelt grundlag kuldkastet de af rationalismen og deismen som fornuftmæssige opstillede dogmer, og han gendrev i det enkelte beviserne for dem. Men Kants livsanskuelse forbød ham dog at slå sig til tåls med en ren skepsis. I sin »Kritik der praktischen Vernunft« (1788) og andre skrifter hævdede han den etiske nødvendighed af forestillingerne om guds og den personlige udødeligheds eksistens, skønt de ikke kan erkendelsesmæssigt bevises. Herved rykkede personlighedens uafviselige krav og de etiske værdier frem i første række hos ham. Ikke i forstandsoplysningen, men i menneskets praktiske natur, der fandt sit udtryk i viljen, så han den højeste udfoldelse af det menneskelige væsen, og det etiske krav, som herved stilledes, var for ham ikke individuelt bestemt, men generelt for alle mennesker. Det var på een gang realisationen af den menneskelige frihed og den menneskelige pligt, mod denne realisation stræbte slægterne; statens opgave skulle derfor ikke heller være at give individerne så stor lykke som muligt, men blot at sikre dem friheden til at udvikle deres inderste væsen, og på den anden side skulle heller ikke de enkelte mennesker vurderes efter deres større eller mindre oplysning, men efter deres sædelige værdi. Hvor stærk en modsætning der end var mellem Kant og oplysningsfilosofien, så betegner han dog højdepunktet af århundredets fri, autoritetsbekæmpende videnskabelige tænkning, og medens han fra Rousseau havde optaget den ægte demokratiske medfølelse med alle mennesker uden hensyn til deres kulturstandpunkt, så havde han afstrøget det ville følelsessværmeri, sat både tænkningens klarhed og viljens fasthed istedet. Overordentligt meget nyt og dybt førte således den kantske filosofi ind i åndslivet, stillede i alt fald helt nye problemer. Dens indflydelse på den følgende tid blev overmåde mægtig, ikke alene med hensyn til den rene filosofi, men også med hensyn til livsanskuelser, til opfattelse af statens opgave og af forholdet mellem menneskene. I helt andre retninger ligger Herders betydning. Også han var født i Østpreussen, men blev teolog og præst og døde som superintendent i Weimar. Teologiske synspunkter blev ham heller aldrig helt fremmede, og de kunne gribe forstyrrende ind i hans opfattelse; men i det store og hele var han dog en rationel ånd, påvirket af Spinoza, Leibniz, Rousseau, Winckelmann, Lessing og Kant; til den sidste trådte han dog på flere måder i opposition trods sin oprindelige beundring for ham. Hans store betydning ligger i hans arbejde på forståelsen af den menneskelige ånds og de enkelte folks åndelige udviklingshistorie (hans hovedværk: »Ideen zur Geschichte der Menschheit«). Han nåede videre end Winckelmanu ved ikke ensidigt at fæste sit blik på hellenerne og på kunsten, videre end Lessing ved ikke alene at have den religiøse udvikling eller opdragelse for øje, men hele det kulturelle liv. Dette så han som indbegrebet af sprog, digtning, kunst, sæder, mytologi og religion. Havde lignende tanker allerede været oppe i tiden før ham, så bragte han den hidtil savnede forståelse af og kærlighed til hver enkelt tidsalders væsen og præg; særlig stod middelalderen ikke for ham som en værdiløs, åndsforladt tid, men som en tid, der fuldt så vel burde omfattes med historisk sympati som enhver anden. Han udvidede de af Montesquieu givne antydninger om klimaets og stedets betydning, indførte derved geografien som led i den historiske videnskab, men ikke mindst havde han tillige blikket åbent for de nationale forskelligheder. Med ordet folkesjælen betegnede han det fælles i hver enkelt nations anlæg og udviklingsmuligheder. Særlig kærlighed vendte han mod studiet af og forståelsen af folkepoesien som et udtryk for folkesjælen; i poesien så han ikke en gave fra naturen til enkelte højt dannede, men til alle folk, dog i forskellige former. Hvor meget han end som Rousseau ville søge tilbage til de oprindelige livskilder, så han dog samlivet, samfundene, folkene som betingelser for kulturens udvikling, for udviklingen til det store åndelige mål, som han betegnede med ordet humanitet. Han har givet al nyere kulturhistorie stærke tilskyndelser, og hans indflydelse på sin tids bedste blev meget stor. Medens Kant og Herder havde stået væsentligt udenfor sturm und drang bevægelsen, viklede to andre ånder, Goethe og Schiller, sig efterhånden ud af den og nåede derved deres storhed. Allerede fordi deres hovedgerning og centrale indflydelse ligger senere end 1789, skal de dog her kun omtales i megen korthed. Johann Wolfgang Goethe blev født 1749 i en velhavende og anset slægt i den gamle rigsstad Frankfurt am Main. Faderens vilje mere end den unges sind, der allerede da var rettet mod scenisk kunst, poesi, det muntre samliv med mennesker og glæde over naturen, gjorde ham til jurist; under et ellers tyngende studieophold i Leipzig var det kendskabet til Lessings, Wielands og Winckelmanns skrifter, der mest fik betydning for hans udvikling. Syg vendte han tilbage til Frankfurt og gennemgik her en periode af religiøst-pietistisk grubleri; først det påfølgende ophold ved Strassburgs Universitet blev i vigtige henseender afgørende for hans liv. Navnlig under påvirkning af herder vandt han ærefrygt for menneskelig og kunstnerisk storhed, kærlighed og forståelse af gotikkens væsen, af folkepoesien og Shakespeare; gennem Herder førtes han også til beundring for Rousseau. Overordentlig modtagelig for alle indtryk, litterære, kunstneriske, naturvidenskabelige og erotiske, endnu i ingen henseende afklaret blev han et offer for sturm und drang tidens kaotiske følelsesliv. Efter at have erhvervet den juridiske doktorgrad kom han en tid til rigskammerretten i Wetzlar, vendte dog snart tilbage til Frankfurt. Men fra nu af trådte hans juridiske virksomhed ganske tilbage for hans digteriske. I begyndelsen af 70'erne udgav han sit drama »Götz von Berlichingen«, en forherligelse af den stolte personligheds ret overfor samtidens lavhed og smålighed, og sin roman »Die Leiden des jungen Werthers«, et forsøg på at digte sig ud af en lidenskabelig, ulykkelig kærlighedshistorie og det klassiske udtryk for tidens følelsessværmeri og sjælekvaler, men tillige et vidnesbyrd om den højde, hvortil han allerede nu var nået i psykologisk fordybelse og i fortolkningen af sammenhængen mellem naturens liv og de menneskelige stemningsbevægelser. Havde Götz gjort ham til den mest omtalte digter i Tyskland, så skabte Werthers Leiden grundlaget for hans europæiske berømmelse. Men netop nu var hans afklaring begyndt, for en væsentlig del gennem studiet af Spinoza; allerede nu fik hans tænkning og livsanskuelse en panteistisk, fra kristendommen bortvendt karakter; allerede nu øjnede han den sammenhæng i hele naturen, som blev central for ham; allerede nu gjorde han udkast til sin Faust. Da kom den ny epoke i hans liv ved, at han kaldtes af hertug Karl August til hans residens Weimar. En kort tid var han hertugens kåde og ekscentriske kammerat, men snart blev han hans minister og hofmand, og embedsgerning og tillige naturvidenskabelige studier syntes at skulle mindske hans digteriske produktion, selv om den også nu fik yndefulde og tankevægtige udslag i fuldendte og planlagte arbejder, der viste den fortsatte afklaring; en overordentlig rolle spillede i disse år hans betagethed af fru Charlotte v. Stein. Alligevel manglede han endnu den fulde harmoni, og heftigt higede han mod Italien. Rejsen i dette land (1786-88) bragte ham endelig, hvad han længtes efter, åbenbarelsen af naturens herlighed og forståelsen af den antikke skønhedsverden; fra rejsen skriver sig hans dramaer »Ifigenia i Tauris« og »Tasso«. Nu var også tiden kommet, hvor han kunne uddybe og fortolke det af Winckelmann indvarslede ny humanistiske ideal og ved sit genis storhed give det tyske åndsliv et nyt præg. I 1788 vendte han efter 2 års fraværelse tilbage til Weimar. Meget forskellig fra Goethes var den noget yngre Friedrich Schillers ungdomsliv. Han var født i Stuttgart, og hans borgerlige gerning blev militærlægens. Men også i ham var den store digteriske åre, også i ham glødede tidens gnister, og de tændte hos ham en flamme af særlig art. Hertugen af Württembergs despotiske regimente og påvirkning af Rousseau vakte i ham oprørsånden mod stat og samfund, omend svækket ved tidens overspændthed og sentimentalitet. I sin tragedie »Die Rauber« udslyngede han protesten mod samfundstilstandene, der drev oprindeligt ædle naturer til forbrydelser. I »Fiesco« forherligede han det republikanske sind, i »Kabale und Liebe«, som er kaldt det tragiske sidestykke til Beaumarchais' »Figaro«, rettede han angrebet på standsforskellighederne. Der manglede i disse dramaer Goethes ynde, der var i dem megen svulst, men der fandtes en overordentlig kraft og stor forståelse af dramaets væsen. Efter udgivelsen af »Die Rauber« blev han en kort tid fængslet, men flygtede og tog senere ophold i Dresden. Her skrev han sin »Don Carlos«, vidnesbyrdet om vendingen i hans stemninger; helten markis Posa vil ikke omvæltningen, men den rolige forberedelse af den fremtid, hvor alle menneskers lykke skal fuldbyrdes. Det var historiske og filosofiske studier, der omdannede Schiller og snart efter gjorde ham til Goethes ven og medarbejder i det nyhumanistiske ideals tjeneste. I 1789 blev han professor i historie i Jena. Det tyske åndsliv var i pagt med århundredets menneskelige frigørelsestrang, med dets fri tænkning og fri følelse, med dets mål at forædle menneskeheden, og det mundede ud i en guldalder af den højeste værdi for det filosofiske, digteriske og kunstneriske liv, ikke alene i dets hjemland, men i hele Europa. Men det var i høj grad forskelligt fra det franske ved i langt ringere grad at være oppositionelt mod de herskende politiske tilstande. Ganske vist manglede der langtfra helt politisk interesse; der taltes og skreves om reformer; der udviklede sig en politisk presse, der krævedes frem for alt tolerance og åndsfrihed. Svunden var også enhver tanke om fyrstemagtens guddommelige hjemmel, og ideen om, at fyrsten var bundet til retfærdige love og skulle virkeliggøre retten og folkenes lykke, var almindeligt udbredt. Men der var dog kun få, der drømte om en større politisk forandring, og Schillers revolutionære lidenskab var en undtagelse såvel i litteraturen som i folkestemningen; det samme gjaldt historikeren Moser, når han omfattede middelalderens og stænderdelingens tid med sympati. Man satte sin tillid til en oplyst enevælde. Og forståeligt er dette, når en sådan netop udfoldede sig i Tysklands største stater, Preussen og Østrig, og efterlignedes i adskillige mindre. Men i høj grad medvirkende til den politiske spaghed i litteraturen var dog også, at der i Tyskland manglede en så selvfølende borgerstand som den, der fandtes i Frankrig.

Medens på fastlandet åndslivet i anden halvdel af det 18. århundrede gør indtryk af et højdedrag, hvor det stormer og suser, eller hvor der i alt fald åndes let og frisk, så har det i England mest karakteren af et dalleje, hvis floder ikke truer med oversvømmelser. Ganske vist var der nogle højder i denne dal. Det var nu, at Adam Smith udsendte sit berømte værk, og at Bentham begyndte sin senere så betydningsfulde virksomhed, hvis dog ikke helt ny hovedtanke blev, at den almene nytte skulle være målestokken for den rette stats- og samfundstilstand; endnu angreb han dog kun visse forvaltningsindretninger og tog afstand fra de radikale franske tanker om menneskenes oprindelige rettigheder. På historieskrivningens område fremkom et storværk i Gibbon's »History of the decline and fall of the Roman empire«, samvittighedsfuldt, klogt og båret af et vidtspændende syn over et afgørende afsnit af verdenshistorien og dets politiske og kulturelle tilstande. Men i Englands åndshistorie var det mere den foreløbige afslutning på den rationalistiske historieopfattelse i dens styrke og i dens begrænsning end et varsel om noget nyt. Som helhed var det slut med rationalismens fremtrængen i det engelske åndsliv. En stærk ortodoks-religiøs bevægelse var vokset frem som en reaktion mod kirkens og gejstlighedens rationalisme og verdslighed, henvendende sig til følelsen istedet for forstanden, derved i slægt med pietismen, men særlig betonende den nådesakt, der var i stand til at frembringe syndsbevidstheden og en pludselig omvendelse, og den religiøse og moralske livsførelse, som skulle opretholde virkningerne af den. Bevægelsens hovedophavsmand var præsten Wesley. Han og hans meningsfæller ville oprindeligt ingen sektdannelse, men deres anvendelse af lægprædikanter og af gudstjeneste udenfor kirkerne gjorde statskirken til deres modstander, hvorfor de til sidst organiserede deres menigheder udenfor den og derved skabte den metodistiske kirke. Bevægelsen var i sit væsen demokratisk ved at tale til arbejderne, den var filantropisk og fremmede interesse for de fattige, og den var en religiøs vækkelse, som har sat dybe mærker på de engelske bredere lag og bredte sig til det engelsktalende Amerika. Men den var i modsætning til puritanismen blottet for politisk radikalisme, og den var intellektuelt et reaktionsfænomen. På lignende måde fik den engelske filosofi et langt mere konservativt præg og ebbede i det hele ud. I skønlitteraturen fortsattes den tidligere romanfortælling, især med Goldsmith (Vicar of Wakefield). Ved siden heraf brød, dog også med tilknytning til den tidligere tid, ejendommelige retninger frem, som påvirkede fastlandet. Følsomheden eller, som den er kaldt, sentimentalismen, en blanding af ægthed og affektation med en ret vammel tilbøjelighed til overspændt grædefærdig rørelse og udpensling af indtryk, fik en opsigtsvækkende repræsentant i Sterne, der tilsatte den en lysten erotik. Den gik undertiden sammen med en romantisk kærlighed til fortiden, der gav sig udtryk på mange måder, ved samlinger af antikviteter og folkeviser, ved glæde over Shakespeare og ved nogle litterære falsknerier. Blandt disse var det mærkeligste det, der foretoges af skotten Mac Pherson, som udgav sine digte for oversættelser af den gaeliske barde Ossian's, skønt de var omlavede efter, hvad han havde lært at kende af gammel folkedigtning. Ligesom andre digteres arbejder åndede dog Mac Pherson's en virkelig glæde ved naturen, svarede også derved til en stemning i tiden. En ægte natursans fik et kraftigt og mandigt udtryk i skotlænderen Robert Burns' lyrik, der stærkt var beåndet af ægte frihedssans. Men som regel var det så, at den engelske kærlighed til følelsen og naturen, selv om den vidnede om en vis utilfredshed med nutiden, dog ikke havde i sig den oprørsånd mod samfundstilstande og vedtægter, som luede hos Rousseau. Der var et konservativt stempel på det engelske åndsliv, som sammen med de politiske forhold fik betydning for Englands stilling til den Franske Revolution. Nogle ord skal tilføjes om åndslivet i Italien. En kulturel bevægelse var her påny begyndt fra slutningen af det 17. århundrede, og fortsat i det 18. århundrede. Nye akademier var blevet stiftede, betydelige videnskabsmænd dyrkede filosofi og fysik og blev modstandere af gejstligheden; en sejr for fremskridtet var det, at Galilei's lig førtes til en af Firenze's kirker. I anden halvdel af århundrede fremtrådte også jurister, der ved deres frisindede skrifter udøvede en stor indflydelse ud over deres fædrelands grænser; i første række stod Beccaria ved sine indlæg for en mere human strafferet og for dødsstraffens afskaffelse. Samtidigt fremspirede en ny skønlitteratur, der bekæmpede den herskende franske smag. Dens betydeligste repræsentanter var dramatikerne Goldoni og Gozzi og digteren Alfieri, hvis tragedier var gennemglødede af frihedsbegejstring.

En enkelt gren af det 18. århundredes social-politiske litteratur fortjener en særlig omtale, nemlig behandlingen af de national økonomiske spørgsmål. Den hviler på århundredes almene kritiske grundlag, har nøje tilknytning til dets filosofi, til dets iver for at skaffe retfærdigheden fyldest og ganske særlig til dets bestræbelser for at omdanne de bestående tilstande så de kom til at stemme overens med de naturlige forhold. Men den ejendommelige interesse knytter sig til den, at den frembringer fuldt udarbejdede videnskabelige systemer, medens de merkantilistiske principper, der hidtil havde hersket på dette område, som tidligere sagt, mere havde været en sum af praktiske statsmænds på erfaring byggede anskuelser. Netop mod disse principper gør imidlertid den ny økonomi front. En kritik af de i Frankrig herskende økonomiske anskuelser og tilstande var begyndt allerede i Ludvig XIV's sidste tid; Fénélons er allerede nævnt. Det blev dog først fra omkring 1750, altså samtidigt med hele den stærkere fart i den kritiske bevægelse, at vi hos forskellige forfattere møder egentlige teorier om handelsfrihed og endeligt et helt nyt system, grundlagt af en enkelt mand, men med snart på følgende tilslutning fra en hel kreds af forfattere, der optræder som en bestemt skole, den der har fået navnet den fysiokratiske, omend dens mænd kun undtagelsesvis benyttede denne betegnelse og som regel kaldte sig »les économistes«. Grundlæggeren var lægen Quesnay, nøje knyttet til fru Pompadour og en tid medarbejder ved encyklopædien; hans hovedværk er »Tableau économique« (1758); af skolens øvrige medlemmer skal nævnes Mirabeau den ældre og den senere så berømte Turgot, forfattere, der hver for sig udviklede dens anskuelser på forskellig måde. Her skal dog væsentligst kun tales om skolens fælles grundtanker. Fysiokraterne går ud fra den hovedsætning, at ifølge den naturlige ordning frembringer jordens dyrkning (ved landbrug, skovbrug og bjergværksdrift) alle de for det menneskelige samfund nødvendige økonomiske værdier; handel og industri er kun redskaber for den ved at omsætte og bearbejde disse værdier. Samfundets positive love må, hvis de ikke skal blive, til skade eller unytte, være i overensstemmelse med dette grundforhold. De bør indrettes således, at de, som ejer jorden, som har gjort den dyrkelig, og som kan samle den kapital, der er nødvendig for dens forbedring og mest hensigtsmæssige udbytning, la classe des propriétaires, er grundlaget for hele samfundet, ene i stand til at skabe en virkelig nationalvelstand ud af nettoudbyttet af deres virksomhed. Forudsætningen for denne klasses virken er dog selve den jorden bearbejdende klasse, la classe productive, bønderne, der har jorden i besiddelse som forpagtere eller mod afgifter til grundejendomsbesidderne. Omvendt bør lovene gå ud fra, at handlende og industridrivende ikke skaber selvstændige værdier, kun er une classe stérile. Nedenunder alle disse 3 klasser står endelig le petit peuple, daglejerne. Konsekvensen af alt dette måtte være fysiokraternes bestemte opposition mod merkantilismen. Staten burde opgive enhver understøttelse af industri og handel, fjerne lavsvæsenet og ikke sætte den gunstige handelsbalance som ledende princip, da pengemængden i landet intet betød for dets velstand. Den burde derimod gøre kornudførselen fri og ophæve bøndernes livegenskab, stavnsbånd og hoveri; derved ville den afværge den produktive klasses nød og nå ud over, hvad der nu var forholdet: pauvre paysan, pauvre royaume, pauvre royaume, pauvre roi; ved at tillade eller forbyde kornindførsel efter prisens højde burde den søge at bevare en fast pris. Men endvidere forlangte fysiokraterne en fuldstændig forandring af skattesystemet. Skattebyrden burde hvile udelukkende på den grundejende klasse som nationalvelstandens bærere og som de fortrinsvise parthavere i samfundet; den skulle fordeles proportionalt efter grundejernes nettoudbytte, svares i penge og opkræves direkte af staten uden skatteforpagteres mellemkomst; grundejerne havde til gengæld i deres magt at forlange højere afgifter af deres bønder, der blev fri for skatterne. Den aristokratiske tendens, som ligger i fysiokratismen, og som også fandt sit udtryk i anbefalingen af den store jordbesiddelse, var i høj grad forskellig fra den herskende, idet den var en bestemt opposition mod de privilegerede stænders skattefrihed. Kun begrænset lå i skolens principper tanken om frihandel, men enkelte af dens tilhængere udviklede den stærkere; fra dem skriver sig sætningen: laisser faire, laisser passer. Hvor ensidig end skolen var i sin opfattelse af samfundet som et hovedsageligt agerdyrkende, så den dog også videre. Ideen om en naturretlig menneskelig frihed spillede sin rolle, og der lagdes stærk vægt på, at staten ved siden af at være rets- og ejendomsbeskyttende skulle udbrede oplysning, for at dens undersåtter skulle kunne forstå de til grund liggende naturlige love. Politisk var fysiokraterne gennemgående tilhængere af enevælden og modstandere af den Montesquieuske tanke om magtens deling; kun for domstolene krævede de en selvstændig stilling; men enevælden skulle være bundet af de naturlige love, i sin positive lovgivning forkynde dem, i sin udøvelse af magten rette sig efter dem. Nogle enkelte af skolens tilhængere kom dog under påvirkning af hele tiden ind på mere konstitutionelle eller radikale tankegange. Fysiokratismens teoretiske betydning beror på, at den for første gang opstillede et videnskabeligt nationaløkonomisk system. Praktisk virkede den i høj grad gavnligt ved at vække interessen for landbruget og ved at opstille kravet om bøndernes personlige frihed. Dens indflydelse mærkes mange steder i Europa, men kom navnlig frem under det franske forsøg på en oplyst enevælde. Langt mere vidtrækkende indflydelse fik dog det andet, lidt yngre national økonomiske system, hvis grundlæggelse skyldes skotten Adam Smith, omend hans tanker i meget var foregrebne af ældre modstandere af merkantilismen og han selv påvirket af fysiokraterne. Adam Smith var en tid lang professor i filosofi ved universitetet i Glasgow, indtager en ikke ringe plads i den engelske filosofis historie og var nøje knyttet til Hume, der også havde været stærkt interesseret i økonomiske spørgsmål; senere blev han medlem af den øverste skotske toldbestyrelse i Edinburgh. Den begyndende revolution i den engelske industri, den kritik af merkantilsystemet, som forholdet til de amerikanske kolonier gav anledning til, og praktiske købmænds erfaringer har spillet deres rolle for udviklingen af hans anskuelser. Hans berømte hovedværk er »Inquiry into the nature and causes of the wealth of nations«, udkommet i 1776. Kærnepunktet i hans system er det, at kilden til et folks rigdom hverken er agerdyrkningen alene eller den gunstige handelsbalance, men derimod ethvert nyttigt arbejde. Jorden kan ikke alene frembringe selvstændige værdier; disse skabes kun ved dens dyrkning. Penge er kun et ombytningsmiddel, pengemængden ingen målestok for rigdommen, handelsbalancen ligegyldig. Nationalvelstanden skabes derimod såvel ved agerdyrkningen som ved handelen og industrien; den gunstige balance opstår ved produktionens overskud overforbruget, således at der dannes kapitaler, der betinger den kommende produktion og årligt fornyr dennes overskud. Hovedvilkåret for arbejdets produktivitet er imidlertid dets frihed. Derfor bør bøndernes ufrihed ophøre, grundejendommene kunne deles mellem arvingerne, kolonierne stilles økonomisk frit. Lavstvangen og industriens toldbeskyttelse fjernes; der er ingen grund til at spærre for udlandets varer, når de er billigere eller bedre end de indenlandske; dog ser han den indenlandske handel som mere produktiv end den udenlandske. Ved næringsfriheden og den fri konkurrence bliver varerne billigere, og tillige anspores den enkelte arbejders iver, den menneskelige egenkærlighed får et nyttigt virkerum, men vil dog ikke komme til at virke skadeligt; thi i sin grund er den forbunden med sympati, og ethvert menneske vil dog komme til at arbejde i den retning, hvor hans virksomhed er gavnlig for alle andre. En anden måde, hvorpå arbejdets produktivitet bør fremmes, er ved arbejdets deling; ved den forhøjes den enkelte arbejders faglige dygtighed, der spares tid, og maskinerne kan udnyttes på den bedste måde. Mærkes kan dog, at Adam Smith er sig bevidst i hele systemet at opstille et ideal, hvis virkeliggørelse bør begrænses og tidsdannes af hensigtsmæssighedshensyn. Systemet har fået navn efter dets grundlægger, men er også kaldet den liberale økonomi. Dets fremtræden i hovedværkets klare form vakte en overordentlig opsigt hele verden over. Få bøger har som det påvirket den positive lovgivning. Men det blev dog først efter den store revolutions tid, at dette skete med blivende resultater.

Det er tidligere nævnt, hvor stor rolle den i det 17. århundrede vundne naturerkendelse og den naturvidenskabelige forskningsmetode har spillet for hele tænkningen i det 18. århundrede. Intet under derfor, at denne tænknings bærere, hvor overvejende de end var optaget af mennesket og menneskelivet, dog omfattede naturvidenskaben med stor interesse. Næsten alle var de i alt fald dilettanter på dette område, studerede og eksperimenterede. Men ved siden deraf skred ved andre mænds arbejde selve den egentlige videnskab i dens forskellige grene stærkt frem. For udvidelsen af kendskabet til dyrenes og planternes livsforhold og arter er franskmanden Buffon og svenskeren Linné de største navne. Den førstes bindstærke »Histoire Naturelle« har betydet meget for kendskabet til sammenhængen i alt organisk liv og for udviklingen af den zoologiske geografi og antropologien, og Linné's berømte værk »Systemanaturæ« gav en artsbeskrivelse og en systematisk klassifikation, der særlig for planternes vedkommende blev herskende for lange tider. I fysiologien brød schweizeren v. Haller nye baner. I matematikkens historie nævnes schweizeren Euler og franskmændene d'Alembert og Lagrange med berømmelse. Fremskridtene i de astronomiske opdagelser er særlig knyttede til englænderne Halley og Herschel; ved slutningen af det her behandlede tidsrum begyndte franskmanden Laplace sine epokegørende undersøgelser over solsystemets fysik. For fysikkens udvikling spillede tyskeren Fahrenheits, svenskeren Celcius' og franskmanden Reaumurs konstruktion af de 3 forskellige termometre sin store rolle. Franskmanden Montgolfier opfandt luftballonen, og elektricitetslæren gjorde store fremskridt, særlig gennem italieneren Volta's og amerikaneren Benjamin Franklins opdagelser og opfindelser. Mest epokegørende blev dog de store kemikeres gerning. Svenskeren Scheele og englænderen Priestley opdagede uafhængigt af hinanden ilten og undersøgte mange andre stoffer, og endelig skabte franskmanden Lavoisier grundlaget for hele den moderne kemi ved sin forbrændingsteori og sin ny nomenklatur.

I den afklaring, som var et af de store mål for det 18. århundrede, indfiltrede sig på en mærkelig måde hemmelige foreninger og mystisk svindleri. De vigtigste af de hemmelige foreninger var frimurerlogerne. Af murernes middelalderlige lav, som i tidens løb også havde optaget andre end håndværkere, opstod i århundredes begyndelse i England den ny tids frimureri. Dannede mænd tog de gamle lavs symboler til udgangspunkt for stiftelse af samfund, der skulle samle tilhængere af forskellige konfessionelle meninger men af fælles religiøs tankegang og af retskaffenhed og gode sæder til venskabsforbindelse og velgørenhed. Tidligt dannede der sig dog i logerne fantastiske myter om deres middelalderlige afstamning, især fra Tempelherreordenen, og om indehavelse af store hemmeligheder, ligesom der også udviklede sig en hierarkisk graddeling af medlemmerne. Særlig skete dette ved logernes forplantning til fastlandet, til Frankrig, Sverige og Tyskland. Navnlig i det sidste land skete tillige det ejendommelige, at højt oplyste mænd, som Frederik II, Lessing, Herder og Goethe, knyttede sig til logerne og i dem så et middel til propagandaen for deres humanitetsideal. Af noget forskellig art var Illuminator-Ordenen, stiftet i det katolske Bayern, men også udbredt til det protestantiske Nordtyskland. Endnu rigere på mystiske ceremonier, endnu strengere delt i grader, tilsigtede den efterhånden et slags socialt-politisk mål, ville gennem udbredelse af en forædlet moral forberede en tid, hvor stater og fyrster kunne undværes. Men den bayerske regering skred ind mod ordenen, og stor betydning fik den hele bevægelse ikke. På en hel anden og langt uhyggeligere måde viste det sig, hvor mange af de fornemme der havde anlæg til at gribes af en mysticisme, selv om den tydeligt nok havde charlataneriets og svindelens præg. Ved hofferne og i de fine saloner, ikke mindst de franske, spillede eventyrerne Saint-Germain og Cagliostro en rolle, foregivende at have levet i svundne tider og at sidde inde med evner til mirakelkure og guldmageri. Og vidt udbredt blev i Paris det ry, som den tyske læge Mesmer vandt ved at foredrage læren om den dyriske magnetisme og dens helbredende evne.

Særmærket ved kunstens historie i den anden halvdel af det 18. århundrede er for Englands vedkommende gennembruddet af en ny national malerkunst og for fastlandets oppositionen mod den hidtil herskende rokokosmag. England havde i løbet af det 16. og 17. århundrede i høj grad været et kunstinteresseret land; de store italienere, Holbein, Rubens og van Dyck var blevet påskønnede, som om de havde hørt hjemme dér; hof og stormænd havde anlagt rige samlinger. Men kun på arkitekturens område havde indfødte talenter frembragt betydelige arbejder, først i renæssance- og senere i barokstil. Da optrådte i første halvdel af det 18. århundrede Hogarth. Nøje var hans gerning knyttet til tidens moraliserende tendens, og for meget har han lagt den for dagen til skade for sin kunsts værdi. Men ved sin skarpe iagttagelsesevne og sit sikre naturalistiske blik for det engelske finere og simplere selskabs typer blev han gennem sine satiriserende og karrikerende malerier og raderinger (de berømteste blade har titlen: »Mariage á la mode«) bebuderen af en ny national malerkunst. Denne fik i tiden efter 1750 sin endnu større udfoldelse igennem Reynolds, Gainsborough og Romney, hvis portrætter af det engelske aristokrati og højere bourgeoisi betød en ægte borgerlig kunststils fremtrængen og vidnede både om store koloristiske evner og om en naturlig menneskeopfattelse; Gainsborough gav desuden i sine landskabsbilleder udtryk for ægte naturfølelse. Fra denne tid talte England med i den store malerkunst. På fastlandet fik reaktionen mod rokokoen et dobbelt udslag; forskelligartede kunstnere søgte ad to veje at ramme dens unatur og bringe nye idealer til gyldighed, og de to veje svarede nøje til retninger, som samtidigt optrådte i litteraturen og hele åndslivet. Det ene ideal var kravet om naturlighed og følsomhed. Hos nogle franske kunstnere, der vandt stor anklang og navnlig fik en ivrig beundrer og fortaler i Diderot, forbandtes hermed fordringen om, at kunstværket skulle udtrykke en bestemt moralsk tanke, egnet til at virke forbedrende på beskueren. Greuze var den fornemste repræsentant for denne retning i sine rørende familiebilleder; hans moraliserende tendens skæmmedes dog ofte af en sentimental, slet fordulgt lystenhed. Langt mere naturlig var c har din i sine billeder, der med sanddruhed gengav småborgernes liv, og langt mere kraftig billedhuggeren Houdon. I Tyskland gav Chodowiecki i sine stik et dygtigt udtryk for en ægte borgerlig hyggestemning. Det andet ideal var bestemt ved den genvågnede kærlighed til antikken og den græske kunst, som i Tyskland fandt en så storladen litterær tolker i Winckelmann, efter at jordbunden derfor var blevet gødet ved opdagelserne i Herculanum og Pompeii. På den tyske kunst fik dog Winckelmanns påvirkning ingen ubetinget god indflydelse; han satte kun en bestemt form for skønhed i højsædet, den strenge tegning og linie, og det rent plastiske var for ham det alt overvejende, for farven manglede han ganske sans. Maleren Mengs, som foreløbigt blev hans ivrigste tilhænger, blev derved og ved sin mangel på dybde ikke en for kunstens udvikling heldbringende nyskaber, hvor mange efterlignere han end fik. I Frankrig blev forløbet anderledes. Gennembruddet af den anti-kiserende retning viste sig først i kunsthåndværket, men foreløbigt mindre som en metodisk og nøjagtig efterligning af oldtidens genstande end som en reaktion mod rokokoens urolige former ved genoptagelse af symmetrien og af de lige linier, hvortil så kom anvendelse af en fra pompeiianske forbilleder hentet ornamentation. Således fremstod fra 60'erne den dekorative overgangsstil, der har fået navnet Ludvig XVI's stil. Også mange nye bygninger viste overgangsformer, men samtidigt var ved ombygningen af Sainte Genevieve Kirken i Paris begyndt den strengere efterligning af de klassiske mønstre; forbilledet var her det romerske Pantheon, og samme navn fik også kirken under revolutionen. Indenfor malerkunsten betegner fru Vigée Lebrun, hvis arbejder vandt en stærk beundring, en forbindelse af rokokotidens gracie og hellensk simpelhed. Da var det imidlertid, at i 80'erne David ved sine billeder: Horatiernes Ed og Brutus slog en langt strengere, anti-kiserende tone an. I denne lød, i overensstemmelse med den opfattelse af oldtiden som mandighedens, dydens og frihedens tid, hvis frembrud vi har berørt, forkyndelsen af den anti-kiserende kunst som udtrykkende den stålsatte etos, mandighed og frihedskærlighed. Udstillingen af disse billeder virkede også øjeblikkeligt på tiden som en åbenbaring af en ny kunsts optræden. Hvor mange mangler der end kunne knytte sig til disse forskellige frembrydende retninger, sikkert er det at de betød en udvidelse af det følelsesområde, som kunsten gav udtryk, og en ædlere og rigere opfattelse af menneskelivet end den, der havde været rokokoen egen. Derved havde de også bud til bredere klasser af samfundet. Hvor stærkt det gærede i kunsten endnu før 1789, viste sig rundt om. I Italien, hvor for øvrigt Venezia's gamle store kunst i løbet af århundrede havde fået sin sidste store arvtager i den rigt begavede Tiepolo, begyndte billedhuggeren Canova sine arbejder, og i Spanien mødte Goya frem med sine første sære malerier. Begge disse kunstneres egentlige gerning hører dog den følgende tid til. I ingen af sine forskellige grene var dog den fremstillende kunst i det 18. århundrede blot tilnærmelsesvis nået til den højde og storhed, som havde været dens ære i det 17. århundrede ganske anderledes stillede det sig i musikken. Mestre og mesterværker havde her fulgt på hinanden. Samtidigt med pietismen havde Tysklands religiøse beåndethed fået et storladent udtryk i tonekunsten gennem Sebastian Bachs orgelværker, og Händels oratorier havde sluttet sig værdigt dertil; begge havde de også revolutioneret instrumentalmusikken. Omkring århundredets midte havde tyskeren Gluck, hvis virksomhed dog for en væsentlig del var knyttet til Paris, besejret den ældre italienske operas unatur og skabt en ny, klassisk form for den heroiske opera. Og endelig havde tre store tyske genier, Haydn, Mozart og Beethoven hver på sin måde tilført kunsten en inderlighed, idealitet og ynde af den største værdi og udformet symfonien til en ny kunstart, Mozart tillige fortryllet verden ved sine operaer. Endnu skal nogle ord tilføjes om den ny havekunst, der som så meget andet i århundredes løb indførtes fra England til fastlandet. I modsætning til den her hidtil herskende franske stil karakteriseredes den ved sine krumme gange, naturlige og afvekslende træformer og damme og bække, der slyngede sig gennem terrænet. Dens sejr i Frankrig og Tyskland i århundredes sidste tiår fremskyndedes ved Rousseaus anbefaling for den og dyrkedes som naturens triumf over stivheden og unaturen, var dog i virkeligheden mere et udtryk for sentimentalitetens herredømme.

Ud fra filosoffernes mægtige kor lød kravet om en ny tid, der skulle bringe menneskene åndelig frigjorthed og verdslig lykke gennem oplysning og en samfundsordning, der var i overensstemmelse med deres natur og deres evner, og det lød med en myndighed, som før kun teologer og fyrster havde talt med. Kravet var i sin grund individualistisk og kosmopolitisk, sigtede mod humane tilstande for alle de enkelte mennesker uden hensyn til fødsel, nationalitet eller statsborgerskab. Men desuagtet var det alt andet end statsopløsende. Filosofferne ventede sig tværtimod dets virkeliggørelse af staten, hvor meget de end kunne være uenige om, hos hvem ledelsen af denne stat skulle ligge. Samtidigt hermed fandtes der hos mange fyrster og statsmænd en følelse af, at der trængtes til store forandringer i statsbygningen. Det var ikke en ængstelse for en voldelig omvæltning fra neden, der fremkaldte denne følelse. Den skabtes af to andre tankegange. Den ene var rent politisk. Fyrster og statsmænd ville gøre deres stater langt stærkere end før, af selvhævdelse og af frygt for deres naboer. Den anden var påvirket af litteraturen; i alt fald meget i den tiltalte dem som hensigtsmæssigt eller retfærdigt eller som begge dele. Ud af begge disse tankegange udviklede sig i en række af Europas lande en ny form for statslivet, den hvis historiske navn er blevet den oplyste enevælde. At afgrænse den begrebsmæssigt, dvs. bestemme dens karakteristiske væsensmærker, har imidlertid sine store vanskeligheder, og det af en dobbelt grund. For det første er der i adskillige henseender ingen større forskel på dens positive reformarbejde og den tidligere enevældes. Begge ville de f.eks. centralisation af forvaltningen og fremme af befolkningens materielle velstand. For det andet er der store forskelligheder mellem den oplyste enevældes optræden og gerning i de forskellige stater, beroende på disses historisk givne forhold og de herskende individualiteter. Allerede det, at det snart er selve fyrsterne, snart ledende statsmænd, der fører an, skaber nuancer. Dernæst er der bos nogle en stærkere forbindelse med og en større sympati for litteraturens mænd, for »filosofferne« end hos andre. Endnu vigtigere er dog, at der hos nogle er en større konservatisme, hos andre en større radikalisme i deres reformarbejde, og hvad der særlig bør fremhæves, denne forskel falder, som vi vil få at se, ikke sammen med deres forskellige stilling til filosofferne. Noget bliver dog tilbage, som vel nok tør siges at være fælles for den oplyste enevældes repræsentanter og giver dem en fælles særplads i enevældens helhedshistorie. Denne virken har i hvert fald til en vis grad en hurtigere fart end tidligere fyrsters og ledende statsmænds. Det centrale turde dog være noget andet. Den oplyste enevældes fyrster og statsmænd har i overensstemmelse med oplysningstidens grundtanker en anden opfattelse af staten og fyrstemagten end deres forgængere havde. Begge dele har efter deres mening en rent verdslig, jordisk oprindelse og et rent verdsligt, jordisk formål. Gud har ikke skabt disse institutioner på anden måde, end han har skabt alt i verden. De er dannede af mennesker for at være til gavn for dem selv. Staten har derfor sit eget mål, fyrstens opgave er den at tjene staten og værne om retsordenen, thi dertil har folket skabt ham ved at overdrage ham magten. Denne magt er derfor ikke guds statholders på jorden, ikke heller en faders i kraft af et patriarkalsk forhold. Den gør ham ikke til et menneske af anden art end andre. Men den giver ham foruden rettigheder også pligten til at skaffe sig viden, dvs. være oplyst, og til at tilsidesætte sine personlige hensyn for statens. Han skal være human, mildne kårene, give menneskene frit spillerum og strække sig langt i den henseende, men dog ikke længere end statshensynet tillader det; han skal opfylde moralens bud, men kan være nødt til at overtræde dem for statens skyld. Han kan ikke finde sig i, at en anden autoritet virker imod statens interesser. Han er ikke derved principielt nødt til at bryde med standsprivilegier, thi disse kan være nyttige for staten, men han bør begrænse eller ophæve dem, hvis de er skadelige. Han kan have respekt for kirken, fordi han tror på dens læresætninger, eller opretholde den som institution af praktiske grunde, men han bør ikke tillade den at skade staten. Navnlig er han ikke forpligtet til at gennemføre dens religiøse krav om trosenheden hos borgerne. Herved rykker tolerancen frem som et hovedpunkt i den oplyste enevældes fælles program, selv om det af praktiske grunde blev begrænset under gennemførelsen. Fyrsten er tillige forpligtet til at gøre folkets oplysning nyttig for det jordiske samfund, for en verdslig moral, for materiel opkomst. Han bør med samme mål før øje gøre det lettere for folket at oplyse sig selv, det vil praktisk sige, han bør mildne censurtvangen eller helt give bogtrykkeriets frembringelser fri. Imidlertid, den oplyste enevælde var en enevælde, kun motiveret på anden måde end den teokratiske. Den støttede sig til den skole indenfor naturretslærerne, som hævdede, at folkets overdragelse af magten var definitiv, gav fyrsterne et uigenkaldeligt herredømme. Således har man kunnet bestemme dens grundtanke som: alt for folket, intet ved folket. Kunne den allerede møde store vanskeligheder ved sin kamp mod gamle autoriteter, mod kirke og privilegerede klasser og mod de rester af selvstyre, som var blevet tilbage under den ældre enevælde, så måtte dens stilling blive end mere truet, når folket som helhed meldte sig med krav på del i styret, med krav på selv at repræsentere staten. Hvor betydeligt et arbejde den end har udrettet, hvor længe den end i flere lande i alt fald i visse henseender fortsattes efter 1789, kan den dog som bestemt karakteristisk periode i det europæiske statsliv siges at være endt, da den franske revolution med hele sin vælde brød ind i delte.

Den oplyste enevældes tidsalder nåede indenfor den romersk-katolske verden et resultat, der var så fællesartet for denne del af Europas stater, at det bør omtales for sig: Jesuiterordenens midlertidige undergang. Indenfor Ordenen var der fra anden halvdel af det 17. århundrede indtrådt et forfald, som uddybedes gennem det 18. århundrede. Disciplinen var aftaget, generalens magt blevet indskrænket ved et oligarkisk styre af de højere embedsmænd, undervisningen blevet ringere, men ikke mindst havde havesyge, interesse for rigdom og optagethed af pengetransaktioner bredt sig mellem medlemmerne. Den gamle lydighed mod paven var også adskillige gange blevet krænket, og de andre kirkelige ordener så skævt til den. Men samtidigt var den kritik, der i det 17. århundrede var blevet rejst af jansenisterne og især af Pascal, blevet fortsat fra denne kreds' side og med endnu skarpere våben af de franske filosoffer. Det var en frugt af deres agitation, når ved midten af århundredeundredet det hele oplyste Europa i Jesuiterordenen så den farligste og fordærveligste modstander af alle friere tanker. Da nu også fyrster og statsmænd optog kampen mod den, blev dens skæbne beseglet. Det blev på en yderkant af den katolske verden, nemlig i Portugal, at den kom til at lide sit første store nederlag, og det blev bibragt den af en statsmand, Pombal, som både ved denne lejlighed og ellers lagde sin karakters store skyggesider for dagen. I 1759 konfiskerede regeringen Ordenens uhyre formue og forviste dens medlemmer. Som sild i tønder blev de fleste af dem pakkede i handelsskibe og kastede fra borde i Kirkestaten, andre blev som fanger behandlede med den yderste hårdhed. Alvorligere for Ordenen som helhed blev den franske stats handlemåde, skønt den var lemfældigere. I intet land var stemningen så ophidset mod den; her var en fjendtlig offentlig mening, og her var domstolene, parlamenterne, i hvilke jansenisterne gav tonen an. Ludvig XV, der havde vaklet længe, bøjede sig til sidst for det stærke tryk fra Choiseul og den offentlige mening. I 1764 vidstedtes et kongeligt edikt, hvorved det forbødes Ordenen for fremtiden at eksistere i Frankrig og have gods dér. Til forvisning af medlemmerne skred kongen dog ikke. 3 år senere kom derimod forvisningen af jesuiterne fra Spanien sammen med Ordenens ophævelse, og kongen af Neapel og hertugen af Parma fulgte umiddelbart derefter dette eksempel. Således havde alle de bourbonske fyrster i endrægtighed og som et udslag af deres familiepagt brudt med jesuiterne. De havde derved også optrådt mod paven, der havde taget Ordenens parti. Andre stridigheder mellem disse fyrster og Kurien kom til, og den fik ikke den ventede støtte hos Maria Theresia. Under disse forhold skred den nyvalgte Clemens XIV af frygt for sine modstandere til det for pavedømmet ydmygende skridt i 1773 at undertegne et brev, hvorved Ordenen som fredsforstyrrende for kirken erklæredes for opløst. Den mægtigste Orden, som Romerkirken nogensinde havde set, det store våben for den, for paven og for ultramontanismen var ikke mere lovligt til. Den var faldet som et offer for den oplyste enevældes trang til at hævde sig overfor kirken og dens organer, men tillige for den ny tids angreb. Det var den største triumf for det ny inden 1789. En overordentlig jubel fra hele det frisindede Europa hilste også begivenhederne. Men den hårdhed, hvormed der var gået frem, i alt fald udenfor Frankrig, svarede kun slet til tolerancens idé.

Den første kritiske vurdering af Frederik II's styre skyldes Mirabeau, der i sit andet år efter kongens død udgivne værk »De la monarchie Prussienne« ved siden af beundring for meget hos ham angreb hans merkantilisme. Et nyt stadium i opfattelsen af ham indtrådte under påvirkning af den Franske Revolutions idéer og under den også i Tyskland stærkt fremtrædende forbitrelse mod den oplyste enevælde, der havde skilt staten fra folket; misstemningen øgedes ved Jena-nederlaget, som man gjorde ham ansvarlig for, og ved den tysk-romantiske nationalitetsbegejstring og dens sympati for det gamle romerske rige. En reaktion herimod indtrådte imidlertid i Preussen fra ca. 1820, og den fik foreløbig sil største udslag i Berliner Akademiets udgave (fra midten af 40'erne) af Oeuvres de Frédéric le Grand, forsynet med maleren Menzels berømte vignetter og initialer. De store tyske historieskrivere Ranke og Droysen nåede dog ikke til at give nogen samlet skildring af hans historie, og det blev Carlyle, hvem det første betydelige arbejde af denne art kom til at skyldes. Med største beundring, som var i overensstemmelse med hans almindelige herodyrkelse og historiske syn, skildrede han det urkraftige, mod realiteterne sigtende menneske, den sidste værdige repræsentant for det gamle kongedømme, ægthedens mand midt i det 18. århundredes bankerot. Hvor stor litterær interesse Carlyle's værk end havde og har, kunne dog forskningen ikke slå sig til ro med det. Fra de sidste årtier af det 19. århundrede, og under Preussens nye opgang begyndte et overordentligt stort arbejde over kongens person og historie. Medens særlig Lavisse kastede nyt, psykologisk lys over hans ungdom, var det i Tyskland navnlig Koser, der studerede hans hele virken og skildrede den i sit store værk, der foreløbig er det tyske hovedarbejde om Frederik II. Samtidigt er der udkommet en række højst vigtige aktstykkepublikationer, navnlig kongens »Politische Correspondenz« (39 bd. til 1777 og et supplementbind.: Die politischen testamente Friedrichs des Grossen) 1879-1925, og »Acta Borussica«, en aktmæssig fremstilling af Preussens forvaltning i det 18. århundrede, og en mængde monografier. Imidlertid savner litteraturen dog endnu et værk, der forener en overbevisende udredning af Frederik II's sjæleliv med en fuldt ud upartisk og åben vurdering af hans gerning. Jvf. om litteraturen om ham: Wiegand: »Friedrich d. G. im urteil der nachwelt«, 1888, og Hintze i hans »Historische u. Politische aufsätze, II« (Deutsche Bücherei bd. 96-97). Syvårskrigen blev det store indsnit i Frederik II's personlige liv og temperament. Ikke tilnærmelsesvis havde hans tronbestigelse eller de to schlesiske krige skabt nogen lignende ændring af hans sind. Det var i 40'erne, at Voltaire skrev om ham: » II est grand roi tout le matin, Aprés diner grand écrivain, Tout le jour philosophe humain, et le soir convive divin«. Sparsommelig i sit hof, hvis eneste midtpunkt han var, da han havde afbrudt forbindelsen med sin dronning, ville han dog have rigt udstyrede og smagfulde opholdssteder. I midten af 40'erne lod han ved Potsdam opføre slottet Sanssouci, det navn han allerede havde givet Rheinsberg. Sanssouci lå på en bakke; fra det skrånede terrasser ned mod den i fransk stil anlagte park med dens springvande og kunstværker. Slottet selv var enfløjet og enetages, med en korinthisk søjlegang og i det indre smykket med hele rokokotidens ynde og med malerier af Tintoretto, Correggio, Rubens, van Dyck og Watteau og hans elever. I det var kongens arbejdsværelser, hvor han varetog sin kongegerning, studerede, skrev sine berømmelige historiske værker om huset Brandenburg og sine digte, som forherligede poesien og naturen, pligten og humaniteten eller snærtede mennesker og forhold. I det var koncertsalen, hvor han hengav sig til fløjtespillet, og spisesalen, hvor han om aftenen ved »tafelrunden« mødtes med åndsbeslægtede til el det 18. århundredes symposion, under hvilket tidens dristige tanker, iklædte en yndefuld form, funklede i mangeartede prismer. Og i det var endelig det værelse, der en tid husede århundredets vidunder af ånd og af kampglød, Voltaire. Selvfølgelig kom der skygger af forskellig styrke over livets lethed, ikke mindst det optrækkende og endelige brud mellem kongen og den mand, han havde næret en så stor kærlighed til. Der blev mere stille i Sanssouci efter Voltaire's bortrejse. Men livets karakter og kongens temperament var dog ikke forandret. Helt anderledes var hans stemningsliv, da han var blevet gennemrystet af Syvårskrigens storme og stod overfor »retablissementet« af riget, der var blevet medtaget til dets inderste marv ved folkemængdens formindskelse og ved velstandskildernes standsning; tilmed var han selv blevet ensom ved dødsfald i sin familie og i »tafelrundens« kreds, desuden gigtsvag, krumbøjet, skrantende og mistroisk mod mennesker, gnaven i sit samliv med dem. Sit livs kæreste nydelser opgav han vel ikke. Han opførte Neues Palais ved Potsdam, langt mere elegant og storslået, omend ikke så harmonisk smagfuldt som Sanssouci; han dyrkede sin musik, fortsatte sit digteri og sin historiske forfattergerning ved det mærkelige værk om Syvårskrigen, vedblev med sine studier, skrev politiske og filosofiske afhandlinger, genoptog sin brevveksling med Voltaire, som han trods alt vedblev at beundre, og andre filosoffer. Intet nyt i tiden blev ham fremmed - med undtagelse af hans eget folks frembrydende store litteratur; den afvandt han aldrig nogen interesse, den så han ned på som, især formelt, underlegen klassikerne og Frankrigs. Men han tyede i sit livs lange aften til filosofi, videnskab og æstetik, mere som en trøst mod ulykkerne end som livets rige, nydelsesbringende hovedåre. Hele hans livsbetragtning blev også for så vidt mere pessimistisk, som han gik ud fra, at hvad man kunne nå til, kun var det mindste af flere onder. Men i sit grundsyn forblev han dog altid den samme. Selv om han kunne tale med respekt om den oprindelige kristendom, der for ham var lig med en deistisk morallære, selv om han mente, at man af hensigtsmæssighedshensyn måtte bøje sig for mange fordomme, som uvidenheden opretholdt, selvom han gjorde front mod Holbachs ateistiske materialisme, så vedblev han at være den store kætter, der kunne tale spottende om forsynet og ville fortrænge den historisk udviklede kristendom med oplysningen og filosofien. Og han veg ikke et hårsbred fra den naturretlige betragtning af statens og fyrstemagtens oprindelse. Vender vi os imidlertid til hans praktiske politik, så møder vi allerede fra 1740 en forskydning deri. Forskydningen kan forklares ved den ærgerrighed og kraftfølelse, som altid havde været tilstede i hans sjæl, men den fremmedes ved de opgaver, der kom til at ligge for ham som konge. Tanken om staten, dens vel og dens magt blev altbestemmende for hans virken. Det ville være for stærkt at sige, at han dermed opgav sin ungdoms humanitetsideal og sin følelse af forpligtelse til at skaffe sine undersåtter mere menneskeværdige kår. Men forskydningen mindskede hans idealers rækkevidde, indsnævrede hans syn, øgede hans overbevisning om den ubetingede enevældes værdi og om nødvendigheden af at handle med statsegoismen som vejleder, tillod ham at slå ind på og fortsætte den for alle moralske betænkeligheder blottede udenrigspolitik, hvis vigtigste resultat blev Polens deling. Efter hvad der ovenfor er udviklet, kom han derved ingenlunde i strid med den oplyste enevældes idé, og han vedblev at være i samklang med den på adskillige praktiske områder. Han opretholdt bestemt tolerancen og fik lejlighed til at lægge den for dagen ved, at han stillede sig venligere end de fleste andre fyrster overfor jesuiterne efter ordenens ophævelse. Han drog dernæst omsorg for en fritænkersk kultur gennem Berliner Akademiet, udvidede folkeundervisningen med staten og ikke kirken som leder og slappede censuren, om han end ikke afskaffede den. Han fastslog endvidere principielt adskillelsen af den dømmende magt fra den udøvende (i et enkelt tilfælde, den meget omtalte Møller Arnold's sag, krænkede han dog selv princippet ved at kassere en dom og skride hårdt ind mod dommerne, men rigtignok fordi han mente, at de havde forurettet mølleren til fordel for en adelig), og han omdannede retsvæsenet. Med bistand af hans udmærkede retslærde, der var gennemtrængte af oplysningstidens tanker, lod han foretage store reformer i procesvæsenet og domstolene; tillige forberedtes en almindelig preussisk lovbog, som skulle omdanne og kodificere de mange i de forskellige provinser uensartede retsregler; den udkom dog først efter hans død. Men forøvrigt blev hans indre politik trods dens reformbestræbelser for så vidt konservativ, som den på vigtige områder ikke rummede noget brud med hans forgængeres, tværtimod var en fortsættelse af disses, omend stærkere og kraftigere udviklet. Den af den oplyste enevældes fyrster, i hvem oplysningstidens radikale tanker var fyldigst personligt gennemarbejdede, blev en af de mindst radikale i vigtige praktiske spørgsmål. Som sin fader betragtede han militærvæsenet og dermed nøje forbundet den gode finanstilstand som statens grundlag. Han forandrede ikke heller den preussiske militærordnings ejendommeligheder, opretholdt hvervningssystemet og adelens eneret til officersembeder. Langt større var forandringerne i finanserne. Overfor de store udgifter, som skyldtes krigene, hærene og mange reformer, ønskede kongen at forøge indtægterne. Skatterne søgte han at omlægge. Afgifterne på korn ophævedes, men til gengæld kom høje afgifter på andre forbrugsgenstande; tobaks- og kaffehandel blev gjort til monopoler. Mest indgribende var forandringerne i alle indirekte skatters opkrævning, der lagdes i hænderne på en særlig forvaltning, den såkaldte regie. I den almindelige forvaltning fortsatte han sine forgængeres centraliserende bestræbelser. Hovedsagen på dette område var dog, at generaldirektoriets og gehejmerådets betydning mindskedes i højeste grad; den kabinetsregering, som allerede Frederik Vilhelm I havde indført, blev under ham udviklet til sit højdepunkt; hele styrelsen udgik fra ham selv og hans kabinetsråder. Derimod blev der ikke tale om en fuldstændig udviskning af de provinsielle forskelligheder; han stillede sig snarest venligere end sine forgængere til de provinsielle landdage, overbevist om, at de ikke længere var en virkelig skranke for monarkiet. Kun overfor Vestpreussen gik han i den henseende voldsomt frem, tilbagetrængte det polske element, den polske adels magt og det polske sprog for at sikre det preussiske herredømme. I hele riget gik det stærkt ud over resierne af stædernes selvstyre. Det civile og militære bureaukrati fik helt og holdent magten i byerne. I økonomisk henseende svor Frederik II vedblivende til merkantilismen, ville bestemt opretholde og øge den gunstige handelsbalance, beskyttede industrien ved toldafgifter, indførselsforbud, monopoler og statstilskud og regulerede den ved forskrifter. Det var i overensstemmelse med merkantilismens lære, at han var ivrigt optaget af befolkningens forøgelse, der jo også skulle skalle rigelig tilgang af værnepligtige og erstatte det af krigen voldte tab. Hertil tjente den overordentlig store indkaldelse af fremmede arbejdere, til 300,000 anslås de i hans tid indvandrede kolonister. For største delen bosattes disse på landet. Thi også for dettes tarv havde han et vågent øje. Han sørgede for bedre dyrkning af jorden og skovene, for nye kanaler, for sumpes udtørring og for anlæg af talrige nye landsbyer. Det konservative i Frederik II's politik trådte imidlertid stærkest frem i de sociale spørgsmål. Ikke af respekt for gamle rettigheder og tilstande, men af hensyn til hvad han mente nyttigst for staten, var han overbevist om, at folkets deling i stænder, socialt og økonomisk, burde opretholdes; hver stand burde have sine kår, sin opgave, sin retlige stilling. Derfor ville han bevare adelen, dens privilegier, dens eneret til dets riddergods; han forbød dets salg til borgerlige og ægteskaber mellem adelige og borgerlige. Men til gengæld skulle den uddannes bedre og frem for alt opdrages til pligtfølelse mod staten og fyrsten og til streng statsbevidsthed. Mest skæbnesvanger blev dog hele hans opfattelse på dette område ved, at den svækkede de tilløb, han i kraft af sine humane tanker gjorde til en forbedring af bøndernes kår. Noget skete der. Der udstedtes gentagne forbud mod nedlæggelse af bondegårde: helt blev dette forbud dog ikke gennemført. Denne bondebeskyttelse, som dens historiske navn er, var dog langt mere en beskyttelse for bondejorden end for de enkelte besiddere; dens motiver var dels rent fiskale, dels stænderske; ligesom ridderskabet ikke skulle miste sin jord, således bondestanden heller ikke sin. Et virkeligt fremskridt betød den dog. Langt videre gik de planer, som kongen udkastede lige efter Syvårskrigen, nemlig om en almindelig afskaffelse af, hvad han kaldte »livegenskabet«, men som dog kun var en arveunderdanighed. Men disse planer lod han falde på grund af den modstand, de mødte fra adelen. Således vedblev under ham trods enkelte mildnelser stavnsbånd, hoveri, tyendepligt samt visse andre indskrænkninger i bøndernes personlige frihed og deres underkastelse, under godsejernes patrimonialdomstole i alle de dele af riget, hvor disse skavanker tidligere fandtes.( Jvf. om bondeforholdene det grundlæggende værk af Knapp: »Die Bauernbefreiung und der ursprung der landarbeiter in den älteren teilen Preussens«. I-II, 1887, og samme forfatters artikel under »Bauernbefreiung i Handwörterbuch d. Stätswissenschaften,« 3. oplag, 1909.) Skulle vi efter denne fremstilling med nogle samlende ord bestemme den plads, som Frederik II's regeringstid har i Preussens historie, må man lægge vægt på den friere luftning, der under den gennemtrænger opfattelsen af alle strengt åndelige spørgsmål og udøvelsen af retsplejen. Kongen har sin store ære derfor, men han deler den med den embedsstand, der var vokset op, uddannet ved de tyske universiteter i naturrettens og oplysningstidens ideer. Betydelige fremskridt var sket i økonomisk henseende, men adskillige af resultaterne af kongens forholdsregler til gavn for industrien blev dog kun drivhusfrembringelser. Folkeundervisningen nåede ikke langt frem. Intet gjordes for at skabe en mere selvstændig borgerstand eller en friere bondestand eller for at knække adelens privilegier og sociale overlegenhed. Hovedsagen ved, hvad der var sket, var forøgelsen af Preussens territorium, udviklingen af dets stormagtsstilling og forrang i Tyskland, af dets stats, dets hærs og dets finansers styrke, og hvor lidet end Frederik II's formål havde været nationalt tysk, så havde hele Tysklands folk i ham fået en fyrste og statsmand at se op til som det lysende eksempel på kraft og på pligttroskab. Alligevel fulgte 20 år efter kongens død Jena og det store sammenbrud. Årsagerne hertil lå ganske vist i mange forhold, som Frederik II's stat ikke kan bære ansvaret for. Men dog kan, hvad der skete, også finde en delvis forklaring ved Frederik II's stat. Dens styrke beroede for en meget stor del på hans egen mægtige personlighed, der bar krigsvæsen og kabinetsstyre. I den skarpe gennemførelse af enevælden lå en adskillelse af stat og folk. Det hele system havde karakteren af et maskineri, der dreves fra oven uden medvirkning af stærke nationale kræfter. Det passede i mange henseender udmærket til Preussens fortid, det havde forynget denne på mange måder, men alt, hvad der var gjort, forslog dog ikke til en ny tid med nye krav. Trods al sympati og beundring begyndte der også i slutningen af Frederik II's dage at brede sig en misfornøjelse med ham. Den havde hjemme blandt de reaktionære fjender af oplysningstiden, men også hos mange andre, hos embedsmænd, der var utrygge under hans vilkårlige herredømme og voksende pirrelighed, hos fysiokrater, der var modstandere af merkantilsystemet, hos forfattere, der følte sig krænkede over hans mangel på forståelse af den frembrydende tyske litteratur, hos dem, der følte enevælden og dens udslag som det store tryk. Medtaget af sygdom og sorger døde den store konge i 1786. Han fulgtes af sin brodersøn Frederik Vilhelm II, en mand med god vilje, men uden dømmekraft, tilbøjelig til ødselhed og optaget af kvinder. Visse forhadte indretninger afskaffedes, et religionsedikt betød et skridt tilbage til åndelig reaktion, en slappelse indtrådte i administrationen. Men den almindelige preussiske landret udstedtes som lov. Vigtigst blev dog Preussens stilling til tidens nye spørgsmål, den Franske Revolution og Polens nye delinger.(Heigel: »Deutsche Geschichte vom tode Friedrichs des Grossen bis zur Auflösung des alten reiches«, I-II, 1899-1911). Oplysningstiden og Frederik II's eksempel påvirkede adskillige af de andre tyske fyrster. Der kom en reformperiode i Bayern, Baaden, Kursaksen og Saksen-Weimar med ophævelse af tortur og af det værste tryk på bønderne og med indskrænkninger i censuren. Men i andre stater vedblev despoti, mætressedømme, intolerance og handel med soldater.

Da Maria Theresia's ægtefælle kejser Frans I døde 1765, tog hun sin søn Josef II, der fulgte sin fader på kejsertronen, til medregent i det østrigske monarki, i den forstand, at hun krævede hans samtykke til sine beslutninger, og at hun, omend til tider ugerne, bøjede sig for hans vilje i den ydre politik. I de indre anliggender blev det derimod hendes regeringsprincipper, der væsentligst blev de rådende til hendes død 1780. En sammenligning mellem Maria Theresia's regering og Josef s enestyre belyser klart, hvor langt den ældre enevælde kunne nå i reformer, hvor meget den for så vidt kunne ligne den oplyste, og hvorledes der dog var afgørende forskelligheder mellem dem, selv om det må tilføjes, at en del af forskellighederne her fik et klarere udtryk på grund af rent personlige egenskaber hos Josef II. Hvad Maria Theresia tilstræbte og udrettede for sit rige, var meget betydeligt, omend hun vistnok mindre dreves dertil af oprindelig indre trang end af følelsen af, hvor nødvendigt det var at reorganisere riget, for at det kunne hamle op med Frederik II's Preussen, den stat, der jo nu var rykket frem som den store medbejler under en fyrste, som hun hadede og aldrig kunne bekvemme sig til at beundre, men som hun dog var nødt til at efterligne i mange måder. Hun centraliserede forvaltningen i de tysk-slaviske lande, gjorde ende på Bøhmens formelle selvstændighed ved at lade dets kongekrone føre til Wien, og hun stræbte at gøre den østrigske og den ungarske del af monarkiet til to økonomiske enheder ved at ophæve toldgrænserne indenfor hver af dem. Hun skilte retsplejen fra den civile administration, inddrog adel og gejstlighed under personlig skattepligt og afskaffede torturen. Hun gik endda for så vidt angrebsvis frem mod kirken, som hun indskrænkede dens jurisdiktion, klostrene, helligdage og processioner; pavelige buller måtte have regeringens godkendelse for at blive gyldige. Hun søgte at fjerne de værste misbrug af godsejernes ret over deres bønder og beskyttede bondejorden på lignende måde som Frederik II. Ungarns historie under hendes regering har interessante sider. Der foregik i det bevægelser af forskellig art. Højadelen nærmede sig stærkt til Maria Theresia, antog tysk sprog og tyske sæder og blev en hofadel. Men samtidigt vandt magyarerne og særlig lavadelen stærkt frem; de koloniserede det mellemungarske lavland og gjorde det til en stærk borg for deres nationalitet, men også for aristokratiets tunge herredømme over de indvandrede magyarske bønder. Maria Theresia brød trods sine løfter i 1741 rigsdagens magtstilling, begunstigede de østrigske lande på Ungarns bekostning ved sin toldpolitik, men hun respekterede de enkelte landsdeles selvstyre igennem deres komitatsforsamlinger og mødte derfor ingen alvorlig modstand. Trods alt var dog hendes livsanskuelse af den gamle skole, og det prægede hendes regeringssystem. Hun holdt de habsburgske tradtitioner højt, respekterede mange gamle rettigheder og ønskede et gammeldags patriarkalsk styre; hun anvendte nødigt hårdhed, og ville som sine forfædre glans og storhed over sit hof, ærede gammel adel. Men karakteristisk for hende var især hendes tro på fyrstemagtens overdragelse af gud, hendes oprigtige katolske iver, hendes had til naturretslærerne og filosofferne, hendes bestemte antipati mod alt, hvad hun kaldte tolerantisme og indifferentisme, derfor også hendes opretholdelse af den strengeste religionstvang mod protestanter og jøder. Ved at nævne denne tankegang hos Maria Theresia har vi med det samme peget på forskellen mellem hende og sønnen. Josef II var uden respekt for traditioner og nedarvede rettigheder, jævn i sin person, demokratisk i sine vaner og sympatier, ilfærdig i sine beslutninger, konsekvent i deres gennemførelse, hård til despotiskhed i kraft af sin overbevisning om sine planers retfærdighed. Til noget personligt brud med den kristne religion kom han næppe, han havde heller ingen videre tilknytning til de franske filosoffer. Men han var dog påvirket af naturretten, navnlig i dens tyske form, var overbevist om, at fyrsten ikke havde anden højhed end den at være statens første tjener og i den egenskab at være magthaveren, der skal have statens vel til sin eneste rettesnor. Statens vel krævede kirkens underdanighed, krævede ikke mindst tolerance, for at alle borgere kunne udvikle deres evner. Han blev i kraft af natur og temperament og af mangel på politisk forsigtighed langt radikalere end sin store nabofyrste, hvem han trods alle modsætninger ikke kunne lade være at beundre. Intet under, at det kom til stærke rivninger mellem ham og moderen. Først ved hendes død følte han sig som fri og havde nu som hersker den fordel, at her ligesom i Preussen var en embedsstand, uddannet i oplysningstidens ideer. Hans tiårige eneregering blev en omvæltningstid for Østrig så godt som i alle henseender undtagen med hensyn til absolutismen, som han holdt fast ved som ved et dogme. Han selv var sjælen i alle forandringerne, selvom han ikke gennemførte et kabinetsstyre så stærkt som Frederik II. De Josefinske reformer var dels kirkelige, dels verdslige. De kirkelige var for det første en skærpelse af Maria Theresia's med hensyn til jurisdiktion, pavebuller og gudstjeneste. Alle valfarter forbødes, bisperne skulle udnævnes af staten og stilledes friere overfor paven; de biskoppelige præsteseminarier lukkedes, og istedet derfor oprettedes statslige generalseminarier. Således organiseredes en østrigsk landskirke. Endnu større brud med fortiden var dog andre skridt. I 1781 udkom Toleranc Ediktet. Det gjaldt vel kun lutheranere, kalvinister og græsk-ortodokse og indførte end ikke for dem fuld bekendelsesfrihed, idet retten til at bygge bedehuse blev begrænset; men det stillede dem lige med katolikker i borgerlig henseende og i adgang til embeder. Senere forbedredes også jødernes kår noget. Endelig kom ophævelse og lukning af mere end 700 af de over 2,000 munke- og nonneklostre, der fandtes i Østrig og Ungarn. Følgerne heraf blev betydelige, især i økonomisk henseende; en stor godsmængde gik over til verdslig besiddelse. Men gennemførelsen var mange steder hård. Oprørt i sit inderste forsøgte pave Pius VI ved en rejse til Wien at gøre et personligt indtryk på Josef II. Men trods al udvist høflighed veg kejseren ikke tilbage. De verdslige reformer sigtede dels til udviklingen af enevælden og centralisationen, dels til indskrænkninger af adelens privilegier, til bøndernes frigørelse, til større velstand og humanitet. Bondereformerne var bestemte såvel ved nivellerende, som ved humane og ved fysiokratiske motiver. En sympati for de nye statsøkonomiske teorier viste sig også på anden måde hos kejseren; det svækkede merkantilsystemets magt, men udelukkede dog ikke fortsat statsunderstøttelse til industrien ved toldbeskyttelse, særlig overfor Ungarn; på dette område hindrede tysk-østrigske interesser, og det til skade for Ungarn, en fuldkommen centralisation. Af humane love bør særlig nævnes ændringer i strafferetten. Havde Frederik II's besindige styre fremkaldt misfornøjelse, så måtte det end mere blive tilfældet med Josef II's halvrevolutionære. Han fik adelen og gejstligheden til fjender, og især den sidstes magt over folket var stor. I byerne var bourgeoisiet forbitret over indgrebene i selvstyret. En liberal bevægelse knurrede over enevælden og det hårde tryk fra bureaukratiets side. Alle klagede over de stigende skattebyrder, der især skrev sig fra tyrkerkrigen. Navnlig blev oppositionen mod kejseren stærk i Belgien, hvor den 1790 blev til ligefremt oprør, og i Ungarn. Her frembragte den magyariske nationalfølelse farlige uroligheder. For dem veg Josef tilbage og ophævede flere af de love, han havde givet; af bondereformerne bevaredes kun afskaffelsen af stavnsbåndet. Syg og forgræmmet døde Josef II 1790. Han fulgtes af sin broder, storhertugen af Toscana, Leopold II, der på visse områder fortsatte det tilbagetog, der var begyndt i den afdødes sidste tid.

Elisabet kunne med sin store og fyldige skikkelse optræde med en vis majestæt, men var bigot og elskovssyg. Den tyske indflydelse trængtes under hende tilbage, istedet kom franske påvirkninger. Nogle reformer foretoges, men i det store hele vedblev nedgangstiden. Ved sin død i 1762 fulgtes hun af Peter III. Med ham besteg det gottorpske hus Ruslands trone, idet hans fader var den gottorpske hertug Karl Frederik, gift med Peter den Stores datter Anna. Hans regering blev kort, og den væsentligste interesse, der knytter sig til den, forholdet til Frederik II og Syvårskrigen, er allerede omtalt. Han var blevet gift med prinsesse Katarina af Anhalt-Zerbst. Hun blev hans skæbne. Hun var for stolt til at bøje sig for ham, der var et uhyre af simpelhed og råhed.(Hendes egen mærkelige beskrivelse af hendes ungdomshistorie blev første gang udgivet af Alexander Herzen, 1859; den er oversat på dansk i 1859). Hun kom til at hade ham, og hun blev sjælen i den officerssammensværgelse, der styrtede ham i juli 1762. Hun bemægtigede sig St. Petersborg, lod sig udråbe til kejserinde af garderegimenterne og lod dernæst Peter fængsle. Han frasagde sig tronen, førtes til et landslot og døde nogle få dage derefter som et offer for et vistnok planlagt slagsmål mellem en af officererne og ham; dog har Katarina næppe selv været anstifteren deraf. På denne måde begyndte Katarina II's selvherskertid (1762-96). Ikke mange fyrster eller fyrstinder er blevet bedømt så forskelligt som hun, der af sine beundrere blev kaldt Nordens Semiramis og af sine fjender mærkedes med navnet Messalina; også historieskrivningen har svinget i sine domme, omend den nu er tilbøjelig til mest at anerkende hendes betydelige egenskaber. Intet under, at bedømmelsen har været forskellig. Set under visse synsvinkler aftvinger hendes personlighed sympati, set under andre virker den frastødende. Hun kan i mange henseender med rette gøre krav på at regnes til den oplyste enevældes repræsentanter. Hun var påvirket af den franske oplysningstids største forfattere, af mådeholdne som Montesquieu, af radikale som Voltaire, med hvem hun brevvekslede, og Diderot, hvem hun kaldte til sig, tillige af italieneren Beccaria. Hun havde selv læst adskilligt og var oprigtigt interesseret i tidens bevægelser. Hun havde optaget de nye ideer om, at suverænens pligt er borgernes og rigets vel. Hun tiltroede sig selv en »republikansk« sjæl, ville det russiske riges og folks vel, arbejdede troligt med disse opgaver for øje. Hun tænkte på at tilvejebringe vel ikke politisk frihed, men lighed for loven, dog ledsaget af en stænderdeling. I sine bedste timer ville hun lade lovens herredømme afløse vilkårligheden. I 1767 indkaldte hun en rådgivende forsamling for at give en lovbog og udarbejdede for den en instruks, der vrimlede af tanker, der var nye for det russiske samfund, dog ikke hendes originale, men optagne fra Montesquieu og Beccaria. Hun greb stærkt reformerende ind i Ruslands administration, inddrog kirkegodset og støttede en kulturel renæssance, beskyttede en tid lang dens fornemste bærere. Hun udvidede Ruslands grænser i vest som i syd, koloniserede store strækninger. Hun har i det hele lagt en betydelig, omend langtfra dyb intelligens for dagen, og hun var ingenlunde en tyrannatur. Men hendes pligtfølelse overfor staten hæmmede ikke en overordentlig ødselhed, hun kastede med penge og statsgodser til hofmænd og elskere; hun havde disse i skokketal, og de fik stor politisk indflydelse. Hun var ustadig, og hun var grænseløs forfængelig, hun ville have sit navn udbasuneret over hele Europa som den store, oplyste og mægtige fyrstinde. Sjældent har nogen trone båret en sådan reklamemager. Hun svingede efterhånden ganske bort fra sine humane og liberale tendenser. Flere ting bevirkede det. En stor revolutionær bondebevægelse bredte sig i 70'erne fra Syd-Østrusland helt ind i rigets hjerte. Den blev en alvorlig fare for regeringen og måtte kvæles i blod. Dette bragte Katarina over til reaktionære tanker og endnu stærkere virkede den Franske Revolutions udbrud, da absolutismen derved var truet. Hendes regering kom til at betyde livegenskabets udvidelse til Lillerusland, bøndernes endnu værre kår end før hele riget over, tillige det fuldstændige ophør af kosakkernes selvstændighed. Og lovbogsarbejdet faldt til jorden. Alt i alt har dog Katarina II's regering været et mærkeligt afsnit af Ruslands historie. Hun har standset nedgangstiden, først har hun fortsat Peter den Stores gerning, atter gjort Rusland stærkt og mægtigt udadtil, yderligere omskabt dets bureaukrati, dets diplomati og hær. Under hende sejrede St. Petersborg afgørende over Moskva. Men kløften i folket blev ikke overbygget, hverken i henseende til retlig stilling eller i henseende til kultur. Den store mængde vedblev at være ganske uvidende, øverst oppe stod derimod et aristokrati og bureaukrati med franskpræget dannelse og luksus; kun fællesskab i ydre kirkelig ortodoksi forbandt de to lag.

Også på de to sydeuropæiske halvøer i centrum og i vest indtrådte en stor reformperiode. På dem begge var den hårdt tiltrængt. Over Italiens mange forskellige stater havde enevældens, aristokratiets, jesuiternes og den øvrige gejstligheds magt hvilet som et fordærveligt tryk. Det var tilfældet i det med hensyn til ydre magt så stærkt fremadstræbende kongerige Sardinien, i Lombardiet og Mantova, som Østrig var kommet i besiddelse af, i Esternes Modena, i Parma, som efter forskellige omskiftelser var havnet under bourbonerne, i Toscana, som det lothringske hus havde fået, i Neapel og Sicilien, som fra 1735 stod under bourbonerne, i Genova, der havde mistet Korsika, i Venetien, hvis handel tæredes hen, og hvis hovedstad omtrent kun levede af at være det sted i Europa, hvor man morede sig bedst, og hvor fornemme lediggængere fra alle lande samlede sig for at nyde livet i en tummel af fester, udsvævelser og spil. Men ikke mindst var tilstandene slette i Kirkestaten, hvor pavernes overdådige og kunstbeskyttende hof stak så stærkt af mod den talløse hob af uvidende og elendige tiggere. På trods af alt italiensk fællesskab stod ikke alene fyrsterne, men også befolkningerne som fjender af hinanden. Imidlertid begyndte i løbet af århundredeundredet en vending til det bedre. Frisindede retninger brød frem i litteraturen, og der kom en periode, hvor de fik deres repræsentanter blandt fyrster og statsmænd. Særlig var dette tilfældet i Toscana, hvor den senere kejser Leopold II som storfyrste gik endnu skarpere frem mod gejstligheden end hans broder Josef II, i Parma og i Neapel; jesuiternes fordrivelse blev et led i reformerne. Spaniens nedgang var i visse henseender blevet afbrudt af Alberoni's reformer. Men alligevel sygnede landet hen under de samme skadelige forhold som i det 17. århundrede. Da kom med Karl III (1759-88) en reformperiode, hvor statsmænd, der var påvirkede af oplysningstidens ideer, førte an, ikke alene ved jesuiternes fordrivelse, men også ved forbedring af landbruget i overensstemmelse med de fysiokratiske ideer og ved forskellige reformer indenfor forvaltningen. Men med Karl III's død standsede reformerne. Bigotte konger af Braganza-slægten havde ikke bragt det uafhængige Portugal nogen opblomstring. Alt var i forfald, riget i økonomisk og politisk henseende afhængigt af England, guldstrømmen fra Brasilien passerede blot gennem landet uden at bringe det fordele. Da kom også her forandringer under Josef I i århundredets anden halvdel. De skyldtes ministeren Pombal. En forfærdelig ulykke havde i 1755 ramt Lissabon ved det frygtelige jordskælv og den dermed følgende opsvulmning af Tajofloden; i alt skal 30,000 mennesker være omkommet, kirker, paladser, huse og hytter lå i ruiner. Pombal var den eneste mand, som i det øjeblik formåede at handle. Han fik hovedstaden genopbygget, den værste nød afhjulpet, ordenen genoprettet. Derpå skred han til en række finans-, forvaltnings- og undervisningsreformer, snart efter også til Jesuiterordenens undertrykkelse. Der udrettedes betydeligt, men Pombals gerning var plettet på alle områder af grumhed, brutalitet og personlig egennytte. Mærkes må det også, at han var uden direkte forbindelse med oplysningslitteraturen og dens skribenter. Han blev styrtet ved kong Josefs død i 1777, og en reaktion kuldkastede hans gerning.

Der var ved århundredets midte begyndt at komme nogen uro i det engelske folk. Uroen var for det første religiøs og skyldtes den wesleyansk-metodistiske bevægelse, men dernæst var deri politisk. Foreløbigt berørte den politiske uro dog ikke som den religiøse den store mængde, men havde hjemme i en ret velstillet middelklasse. Den var alt andet end revolutionær, tog den aristokratisk-plutokratiske samfundstilstand som noget givet, kun et mindretal ville en reform i parlamentets valgmåde. Men den skyldtes en voksende misfornøjelse med de politiske forhold, med partikampene, whiggernes oligarkiske grupper og hele demoralisationen i det offentlige liv. Om at slutte sig til torierne var der dog ikke tale; de regnedes stadigt for modstandere af den store revolutions principper for stat og kirke, og disse principper ville man ikke fravige. Men en offentlig mening ønskede at omforme dens praktiske udslag, og den blev meget stærkere, da Syvårs- og Kolonikrigen begyndte med de store ydmygelser til lands og til vands. Og den offentlige mening var overbevist om at have en fører, William Pitt (den ældre). Hans bedstefader havde tjent sig en stor formue i Østindien. Som så mange af de senere indiske nabobber købte han landgodser i England og rykkede ind i gentryens rækker. Slægten var derved naturligt anvist til politisk virksomhed; men tillige arvede den fra ham en ekscentrisk voldsomhed, der kunne have stænk af sindssyge i sig, og en heftig magtlyst. I en da allerede »rådden flække«, den siden så berygtede old-sarum, hvor der kun var 7 vælgere, blev sønnesønnen valgt til underhuset. Han vakte hurtig opmærksomhed ved sine skarpe angreb først på Walpole og selve kongen, siden på de følgende regeringer. Især banede han sig dog vej til indflydelse i parlamentet ved sin veltalenhed, rig på patos og på voldsomme udbrud, båret af et organ, som han kunne udnytte ide forskelligste tonarter. I høj grad var han en skuespiller, der beregnede ikke alene sine ord, men også hele sin optræden, hjemme og ude. Han vandt også magt over store kredse; mest af alt beroede den på hans ry for pengelig uegennytte - et ry, som han heller ikke satte under en skæppe -, tillige dog på hans oppositions skarphed og det storladne sving over hans foredrag, hvorom der sivede beretninger ud fra parlamentet. Da alt syntes at styrte sammen i 1756-57, samlede en offentlig mening sig om at udpege ham som nationens redningsmand. I 1757 bragte ham også efter forskellige episoder opfyldelsen af hans ærgerrige ønsker. Han blev statssekretær og den faktiske leder af udenrigspolitikken og krigens førelse. Men han havde, blottet for et flertal i underhuset, måttet finde sig i, at kabinettets chef blev lord Newcastle, fører for den største whiggruppe, dreven i og mægtig ved alle de gamle uværdige midler. Alligevel gjorde han sin ministertid til det store brud med fortiden. Først nu åbenbarede han nye og store tanker. Han erklærede sig vedblivende for whig, men hans politiks idé var højst forskellig fra partiets. Han ville en stærk kongemagt, bekæmpelsen af oligarkiet og demoralisationen; kongemagten skulle støtte sig til en folkestemning, denne påvirke parlamentet til en national samling, og forbindelsen mellem konge og parlament udgøres af en ledende patriotisk minister - selvfølgeligt ham selv -, der på een gang skulle være bæreren af kongens og folkets vilje. Men mere end på disse tanker kom dog hans betydning til at bero på hans handlinger. Han samlede parlament og nation til de store sejre, hans magtår blev stortiden for England og for ham selv, takket være hans eget vidsyn og mægtige energi. Og han blev tillige den sande premierminister, endnu mere end Walpole den absolut ledende i kabinettet, skabte derved et konstitutionelt forbillede, som fik sin betydning for fremtiden. Han havde forsonet kongen, som tidligere med god grund havde hadet ham, herskede over underhuset, var tilbedt af folket, beundret af Europa. Alligevel blev hans magtperiode kortvarig, og hans senere liv svarede ikke til hans stortid. Han manglede betingelser for i længden at være den store fører. Han var legemlig svagelig, stødte venner og fjender fra sig ved sin stormægtige optræden, og når de store samlende mål ikke lå lige for, kunne han dukke ned i intriger og ubeslutsomhed. Der var også ved hele hans politik den vanskelighed, at han på een gang ville være kongens og folkets mand. Det kunne gå med en konge som Georg II. Det strandede på hans efterfølger. Da kom det også til at vise sig, at de gamle politiske instinkter endnu var rådende hos partiførerne; til en resolut appel til folket imod dem havde Pitt ikke villet gå og ville det aldrig; højst tvivlsomt også, om den ville have haft følger. Georg II døde i 1760 og fulgtes af sin sønnesøn Georg III (1760-1820). Han var i modsætning til de første hannoveranske konger en god søn, en god fader, en god husbond, tillige en pligtopfyldende regent, der forenede jævnhed med værdighed. Og han var endelig englænder ved fødsel og i tankegang; først med ham smeltede dynastiet sammen med landet. Han forskertsede alligevel de store betingelser, han derved havde for at blive den nationale konge. Stejl i meninger, snæversynet i hele sin tankegang og overfor modstanderes standpunkter, så han kun sin og sit riges velfærd i kongemagtens højhed, påvirket i denne retning af sin moder og af sin hofmester, den skotske earl af Bute, en mand, om hvis karakter dommene er forskellige, men som i alt fald ganske savnede større statsmandsindsigt. Kongens mål blev for det første at ødelægge whigoligarkernes magt, og her kunne han mødes med Pitt, men i tankerne om hvad der videre skulle nås, skiltes deres veje. Georg III ville et personligt regimente, og han betænkte sig ikke på for at vinde det at anvende de samme midler som whiggerne. Længe havde kronens herredømme over mange valgflækker, over embedsbortgivelser og anden gunst stået partiet og dets grupper åbent i kraft af, at det indehavde ministerposterne. Nu ville kongen selv være kronen og benytte dens magtmidler. Der dannede sig om ham en kreds, kongens venner, der ventede deres egne fordele derved, og også resterne af torierne sluttede sig til ham. Disse havde opgivet enhver sympati for stuarterne, de var heller ikke længere stærkt optaget af statskirkens kamp mod nonkonformister, men de hadede whiggerne, og de hævdede, at kongen selv burde vælge sine ministre. Hverken Georg eller hans tilhængere tænkte på at bryde forfatningen, men dens tyngdepunkt ville de flytte tilbage til kronen. Derved umuliggjordes en samvirken mellem kongen og Pitt. Dennes fjender på alle sider så gerne et brud. De af krigen voldte store skatteudgifter begyndte også at undergrave hans folkekærhed. Men Pitt ville udnytte sejrene til det yderste for at ydmyge Frankrig, og kongen ønskede en fred for at kunne vende sig til den indre politik. I 1761 trådte Pitt tilbage. Da whigførerne var uenige, stod kongen som den sejrende. Bute blev den ledende minister, som i 1763 afsluttede freden i Paris. Men han var personlig forhadt, mest fordi han var skotte. Han indså det og nedlagde sin post, dog uden at hans indflydelse på kongen derfor hørte op. Der kom nu syv år med vekslende ministerier af whig farve. En tid kaldtes dog Pitt tilbage til regeringen. Men hans helbred var svækket, meget satte han til ved at lade sig udnævne til earl of Chatham og således foretrække overhuset for sin plads som the great commoner; mest betød det dog, at hans stilling svævede i luften. Han ville og kunne ikke enes med whigførerne og på den anden side ikke få magten over kongen. Derfor varede hans anden ministertid kun et års tid (1766-68). Kongens magt skred i virkeligheden frem ved hans stigende, igennem mislige midler vundne herredømme over underhuset. I 1770 følte han sig stærk nok til at gøre lord North, kongens ven og toriernes fører, til premierminister. Whiggernes magttid var foreløbigt forbi. Mere og mere var i disse år det amerikanske spørgsmål vokset frem til at være det store og brændende; whigministerierne havde forløftet sig på det ved en fejlslagen politik; under North kom det til den store krise. Der var imidlertid også opstået et irsk spørgsmål, som fik berøring med det amerikanske. Den politiske og kommercielle afhængighed af England, som Irland var hjemfaldet til efter revolutionen, var vedblevet igennem århundredet, og mere end 3/4 af øen var i engelsk eje, 4/5 af befolkningen så godt som trælle for den engelske overklasse. Fra omkring 1760 begyndte uroligheder, hemmelige foreninger samlede sig, mord og andre voldshandlinger foregik. Men tillige skete der en forandring indenfor de på Irland boende englænderes anskuelser. Også de begyndte at føle sig krænkede af Englands overhøjhed. Skønt det irske parlament kun bestod af protestanter, og den aldeles overvejende irske katolske befolkning endog var udelukket fra valgret, begyndte det dog at få nationale tilbøjeligheder. Der dannede sig i det en stemning for at få dets magt udvidet, større frihed i handelsforhold og mildnelser af de strenge love mod katolikkerne. Da kom den ved bruddet med Amerika fremkaldte ny krig med Frankrig til at spille en rolle. Øen måtte dækkes mod et angreb, men England kunne ikke afse tropper dertil. Der måtte dannes frivillige korps. Men disse blev en kraft, som det irske parlament kunne støtte sig til, og samtidigt voksede misfornøjelsen på grund af, at udførselen af de irske linnedvarer til Amerika standsede. Da indså den engelske regering, at den måtte skride til indrømmelser. Nogle af de værste love mod katolikkerne ophævedes, og der tilstodes øen fri ret til at udføre uldvarer og til at handle med kolonierne. Men også i selve England var der kommet et røre af kraftigere art end tidligere. De nye ideer, som Adam Smiths lære forkyndte, har vi tidligere omtalt, og til den begyndende industrielle revolution kommer vi straks tilbage. Her holder vi os til de politiske bevægelser. Man sætter ofte året 1769 som fødselsstunden for den moderne engelske politiske radikalisme, der var højst forskellig fra det 17. århundredes ved at være ganske verdslig. Den meldte sig med langt voldsommere angreb på kongen, kongens venner og de herskende parlamentariske kredse end førhen, og den antog andre former end før, især ved anvendelse af folkemøder og ved, at den politiske dagspresse fra disse år kom til at spille en rolle som ikke før. Navnlig to mænd tildrog sig hele landets opmærksomhed ved deres udfordrende tone. Den ene var den anonyme forfatter (måske sir Philip Francis) til de berømte »Junius' breve«, der var skrevne med et enestående litterært talent og næsten truede med revolution, den anden John Wilkes, en ved sit liv og sine sæder usympatisk person, der dog var i besiddelse af stor agitatorisk kraft, og hvis betydning regeringen og det af den afhængige parlament øgede ved konstitutionelle overgreb, idet han erklæredes for uskikket til at beklæde sit sæde i parlamentet, og det endda således at hans modkandidat erklæredes for valgt. Positive politiske ideer havde ingen af disse to gjort sig til talsmand for, men ved siden heraf kom spredte tanker frem om en vidtgående valgreform på demokratisk grundlag. Den radikale bevægelse fandt dog ingen alvorligere tilslutning i folket ud over sympatien for Wilkes som martyr. For en overførelse af de revolutionære ideer fra den franske radikale litteratur var der lige til selve den Franske Revolutions begyndelse ingen jordbund i England. Bestemt afstand fra disse ideer og især fra læren om samfundspagten og de naturlige menneskerettigheder tog også Bentham. Derimod rejste der sig hos de ansvarshavende politikere, der ved det personlige regimentes og toriernes sejr var drevet over til opposition, en følelse af, at deres kamp måtte have et bredere grundlag, skønt de selv blev alt andet end radikale og deres tilhængere blandt whigger og middelklasse lige så lidt. Denne følelse fik forskellige udslag. I North-ministeriets første dage blev Chatham talsmand for en dog højst begrænset valgreform; men forslaget derom førte selvfølgeligt ikke til noget. En langt større interesse knytter sig til Edmund Burke's optræden og hans ideer. Han var født på Irland, en heftig og lidenskabelig natur, der kunne gribe skæbnesvangert fejl, men grundhæderlig, tillige en skribent af allerførste rang ved sin stils logiske styrke, fantasifyldthed og mandighed og endelig en fremragende politisk tænker og en udmærket kender af den engelske forfatnings væsen. Han var dybt grebet af harme over, hvad den nærmest foregående og hans egen tid havde ført til i retning af korruption, demoralisation, partiopløsning og slutteligt personligt kongestyre. I radikalisme og forfatningsændringer så han ikke redningen; han var fuldt ud en konservativ ånd, troede ikke på teorier, særlig ikke på den om de bredere lags ret og evne til at tage regeringen i deres hånd. Kun ved at blive på det historiske grundlag, som var skabt ved revolutionen, kunne England frelses. På dette grundlag havde whiggerne en tid lang stået, til det måtte de vende tilbage. Som oprindeligt burde de danne et stort parti og knuse de personlige hensyn, der havde spaltet dem. Fik de atter indflydelse og magt, skulle de bruge den til bestemte praktiske formål. Men tillige burde de samle folket om parlamentet og forbedre selve dette ved at åbne muligheden for en levende kritik af folkets repræsentanter. Oppositionen vandt et lille resultat. Der blev ikke længere tale om at standse avisreferater af parlamentets forhandlinger, og dets afstemningslister offentliggjordes. Norths magt stod længe fast, men efterhånden begyndte stemningen at vende sig. Da kom nederlaget ved York Town i 1781 og dermed Norths fald. Kongen var nødt til at overlade den indflydelsesrigeste whiggruppes førere at danne det ny ministerium. Det gennemførte en række reformer; navnlig stilledes det irske parlament nu frit, det engelske parlament kunne ikke mere give love for øen. Alligevel blev whiggernes herredømme kun kortvarigt (1782-83). Kongen hadede dem, og deres indre stridigheder vedblev. Da skete det mærkelige, at en af deres mest radikale førere, den veltalende, for frihed glødende Charles Fox, af mistillid og nag til sine partifæller sluttede sig sammen med torierne. I 1783 dannedes koalitionsministeriet Fox-North. Kun nødtvungent var dog kongen gået med dertil; han hadede Fox både på grund af hans radikale anskuelser og hans lastefulde liv. Endnu inden årets udgang skilte han sig af med kabinettet, efter at det ved hans direkte indgriben havde lidt et nederlag i overhuset. Han overdrog premierministerpostén til Chathams yngre søn William Pitt (den yngre), der havde været leder af modstanden mod koalitionen. Den 24årige mand ejede ikke sin faders bedårende egenskaber, ikke hans varme, patos og fantasi. Men han var ham lig i uegennytte og stolthed, og han bevarede den store beslutsomhed længere end han. Også hans veltalenhed gav ham styrke. Han var den store parlamentariske debattør, der ved glimrende indhug og bidende sarkasmer kunne slå sine modstandere af marken. Han kunne til sine tider kalde sig whig. Men han blev partiets farligste modstander, den som for lange tider brød dets herredømme, indviede toriernes mangeårige magtperiode. Men hvad han ville i sin for den indre politik frugtbareste tid, var dog noget helt andet end det gamle toridømme. Han forstod, at en ny tid var i frembrud i England som følge af den industrielle revolution, han sympatiserede med middelklassen mere end med adelen. For at bortrydde det oligarkiske system ville han støtte sig både til kongen og til en almindelig folkestemning. Og skønt alt andet end radikal ville han en noget mere vidtgående valgreform end faderen, frem for alt dog nye principper i forvaltningen. På uparlamentarisk måde var han kommet til magten. Nederlag på nederlag måtte han døje i underhuset. Tilsyneladende svævede den engelske forfatningsordning, som den havde udviklet sig i det 18. århundrede, i fare. Men Pitt ville kun vente til vælgernes stemning var ham gunstig. Da opløste han underhuset og vandt den store sejr; koalitionen var blevet forhadt. Fra dette øjeblik tilhørte magten ham og det flertal, der fulgte ham; i overhuset skaffede han torierne en sikker stilling ved udnævnelse af talrige peers, som han tog ud af gentry og borgerstand, ikke af de høje adelsfamilier. I virkeligheden var parlamentarismen genoprettet, og ministeriet var gjort ensartet og fast, langt mere end før. Kongen havde bøjet sig, faren for, at parlamentet skulle blive et »kongens råd«, var drevet over, det personlige regimente var forbi. Pitts første ministerium varede til 1801. Men det falder i to højst forskellige afsnit. Kun det første, der går til udgangen af 80'erne, skal her betragtes. Det var en reformtid med store tilløb. Pitt forbedrede på mange måder finanserne, mindskede udgifterne, fik statsgælden bragt ned. Påvirket af Adam Smiths tanker lettede han ved en toldtarif-revision adskillige af de hidtidige bånd på handelslivet, samtidigt med at smugleriet hæmmedes. Af stor vigtighed syntes handelstraktaten med Frankrig i 1786 at skulle blive. Dens mål var fra engelsk side at vinde et nyt opland istedet for de tabte amerikanske kolonier, og den tegnede til at skulle blive afslutningen på den langvarige told- og handelskamp mellem de to stater; Frankrig opnåede at få sine vine billigere indført i England, der til gengæld opnåede at få en kun i ringe grad toldbetynget indførsel til Frankrig af uldvarer og andre industriprodukter. Af stor vigtighed var dernæst nyordningen af Østindiens styrelse. Det var lykkedes englænderne at overvinde de farer, som truede fra de indfødte fyrster og stammer og fra Frankrigs understøttelse af dem. Den talentfulde og energiske guvernør Warren Hastings havde sikret kompagniets herredømme fra Calkutta til Bombay. Men han blev anklaget for overgreb og tyranni mod de indfødte; efter mange års forløb endte dog sagen med hans frifindelse. Så meget stod imidlertid fast, at der var store svagheder forbundet med kompagniets forvaltning af det nu så udstrakte landområde. Længe havde der været ført forhandlinger om at råde bod derpå. Da lykkedes det Pitt at nå til et resultat. Indiens styrelse blev delt mellem kompagniet og en regeringskommission, dog således at den sidste fik mest at sige. Ordningen blev stående, indtil oprøret i 1858 var besejret. På to områder var Pitts reformplaner dog glippede. Han havde måttet opgive at få en løsning af det irske spørgsmål, og han havde set sit valgreformforslag forkastet. Der var noget heri, der varslede ilde for fremskridtets sejr. Da var det, at den Franske Revolution og dens følger i så høj grad kom til at påvirke den indre engelske udvikling. Et nyt afsnit af Pitts styrelsestid begyndte, det hvor han brød med sit. Reformprogram og vendte tilbage til gamle konservative principper.

Uafhængigt af de politiske begivenheder foregik der i anden halvdel af det 18. århundrede. Så store forandringer i Englands erhvervsliv og samfundstilstand, at man med rette har kaldt dem en revolution, selv om de ingenlunde havde revolutioners almindelige præg, overgangens brathed og voldsomhed. Denne revolution var både agrarisk og industriel. Rimeligvis forberedt noget tidligere kom nu den anden store nedgangstid for den engelske fri bondestand; med grund har man gjort opmærksom på det mærkelige i, at den indtraf samtidigt med, at man i andre lande sikrede denne samfundsklasses eksistens og i alt fald delvis bedrede dens kår. Nedgangen foregik ved, at det lykkedes godsejerne at erhverve en meget stor del af bondejorden, dels ved køb, dels ved udskiftning af bymarkerne og overdrevene og indhegning af de udskiftede parter, en indhegning, hvortil parlamentet gav sit samtykke ved de såkaldte Enclosure Acts. Motiverne til denne bevægelse var forskellige. Tildels i alt fald synes politiske hensyn at have spillet en rolle; endnu virkede godsbesiddelsen som tiltrækkende på den rige borgerstand, fordi den gav politisk anseelse og indflydelse; betydelige kapitaler stilledes derved til rådighed for udvidelse af storgodserne. Men dernæst foregik der på denne tid store forandringer i agerbruget; der anvendtes nye dyrkningsmetoder istedet for trevangsskiftet. Kunstgødning toges i brug, og maskiner indførtes til avlen; bønderne kunne derfor ikke hamle op i konkurrencen og solgte af den grund deres jord. Økonomiske forfattere docerede storgodsdriftens økonomiske forrang for smådriften. Hensynet til storgodsdriften bevirkede også, at det nu blev skik at bortforpagte større jorddele istedet for mindre; men de derved øgede forpagtningsafgifter kunne bønderne ikke betale; derved rykkede en ny forpagterklasse frem, forskellig fra dem. Ved alt dette begyndte en ny kapitalistisk tid i landboforholdene. Dog må det bemærkes, at det foreløbigt væsentligst gik ud over de mindre yeomen; undergangen for de større og mere velhavende var forbeholdt begyndelsen af det 19. århundrede. Men også landarbejderne led i høj grad, idet de ved almindingernes udstykning og indhegning mistede den ret, de hidtil havde haft til fri græsning for deres kvæg. I modsætning til, hvad der havde været tilfældet i tidligere tider, anvendtes den nu indhegnede jord kun for en del til græsgange; resten blev agerland. Ved denne intensive dyrkning var der skabt en mulighed for en større kornavl. Men havde tanken dermed været at holde denne oppe som grundlag for Englands velstand, så skuffedes man. Fra omkring 1770 var England ikke mere istand til at udføre korn, og fra slutningen af århundredet trængte det til indførsel. Grunden hertil var den stærke tiltagen i Englands befolkning. I 1750 anslås den til 6,5 millioner, i 1780 til hensad 8 millioner og i 1801 til 9 millioner.(Tallene er om selve England med Wales.) Til denne tilvækst medvirkede den anden store forandring, den industrielle revolution (Selve udtrykket har først fået almindelig kurs efter Toynbee's bog). Denne kan bestemmes som indførelsen af en ny storindustri, langt mere udviklet end nogen tidligere, men frem for alt beroende på den organiserede anvendelse af maskiner, af fabrikker og af dertil udfordrede kapitaler (for så vidt kan man nemlig tale om en ældre storindustri, som der lige fra det 17. århundrede havde eksisteret enkelte fabrikker, og som også hjemmeindustrien havde været undergivet kapitalisters herredømme. Det ny var forbindelsen af de forskellige momenter, den langt større målestok, hvori alt dreves, og organisationen af det hele). Den industrielle revolution blev almen europæisk, men den begyndte i England. For det første var de nye opfindere englændere, men dernæst var der her større muligheder for dens optræden end andetsteds. Her var samlet store kapitaler, bl.a. fra Østindien, og deres anvendelse lettedes ved den store udvikling af kreditvæsenet, som var foregået siden oprettelsen af Bank of England. Her var en stor handel, som trængte til at omsætte varer i så stor mængde og så billigt som muligt. Her var endvidere netop nu - og herved hænger den industrielle revolution nøje sammen med den agrariske - på grund af bondestandens og landarbejdernes forværrede kår en stor mulighed for en tilstrømning af arbejdere fra landet til fabrikkerne i byerne. Og her var endelig fra begyndelsen af det 18. århundrede begyndt at udvikle sig en industri, som stod udenfor det gamle lavsvæsens regiementerende bestemmelser, og som derved frit kunne slå ind pånye baner. Talen er om den ved indførsel af råstoffet fra Levanten og senere også fra Vestindien opståede bomuldsvarefabrikation. Netop nu var England også i færd med at indhente, hvad det havde stået tilbage f.eks. for Frankrig i nemlig gode samfærdselsmidler. Fra midten af århundrede begyndte de store anlæg af nye veje og nye store kanaler. Den industrielle revolution beroede i første række på opfindelsen af de nye maskiner, der erstattede håndkraften med mekanisk arbejde og tillod samlingen af arbejdet i fabrikker. Opfindelserne angik først bomuldsarbejdsredskaberne og spredtes derfra til andre virksomheder. Dernæst indførtes nye metoder for jerntilvirkningen. Og endelig fik det hele sit store ny enhedsmærke i dampkraftens anvendelse ved James Watt's opfindelse. På bomuldsarbejdsredskabernes område skete begyndelsen i 60'erne og 70'erne ved Hargreaves' opfindelse af Jennystolen, der formåede at mangedoble navnlig tilvirkningen af islætten, og Arkwright's af drosselstolen, den første spindemaskine, der dreves ved vandkraft, og hvormed man blev i stand til i høj grad at forøge kædegarnstilvirkningen; hertil kom lidt senere den af Crompton opfundne mulemaskine, en slags kombination af begge de nævnte maskiner. Herved var spindingen forbedret. Med vævningen skete det samme endnu lidt senere ved Cartwright's opfindelse af den første praktisk brugelige maskinvæv. På metalindustriens område var den store epoke, at man løste del problem at bruge koks (istedet for trækul) til at uddrage jernet af malmen. Selve fabrikationen af maskinerne blev også en stor ny industri, og ved siden heraf blomstrede nye virksomheder op, bl.a. indenfor kunstindustrien Wedgewood's berømte stentøj. Men ganske særlig betydningsfuld blev James Watt's forbedrede dampmaskine, der i 80'erne toges i industriens tjeneste. Den industrielle revolution gav bomuldsindustrien det uhyre opsving, lod den indenfor tekstilindustrien træde langt forud for den gamle uldindustri; nu begyndte også indførselen af nordamerikansk råbomuld. Men den skabte tillige store og nye muligheder for den engelske omsætning i hele verden ved den større masseproduktion og prisbillighed, betød derved også for handel og skibsfart en rigelig erstatning for tabet af Amerika. Den åbnede derfor tillige vejen for, at den engelske industri og handel ikke længere trængte til beskyttelse af staten, tværtimod helst ville undvære den for at være fri i sine bevægelser. Allerede i denne tid begyndte også Adam Smiths tanker at slå an hos de nye fabrikanter. Hvad disse angår, blev de i alt fald til dels en anden klasse end de tidligere fabrikanter og storkøbmænd. De rekruteredes ganske vist blandt andet fra dem, men tillige fra yeomen og fra tarveligere mænd i byerne, der arbejdede sig op. Der var derved givet en mulighed for, at de kunne blive en ny stand med nye politiske krav. Så meget snarere kunne dette blive tilfældet, som de havde deres hovedsæde i de nordlige engelske egne, hvor kun få byer havde valgret til parlamentet. Her var det, at den store ny industri fik sit hjem, og at i dens følge folkemængden tog rivende til i byerne; Manchesters befolkning fordobledes således i tiden fra 1773 til 1790. Det var de nye store fabrikker, dette skyldtes. Til dem strømmede de store arbejderskarer. Men herved voksede et nyt lag af befolkningen frem, der blev slettere stillet end håndværkets og hjemmeindustriens arbejdere. Udviklingen heraf og dens store sociale følger hører dog mest den følgende tid til. I det hele var den industrielle revolution langtfra afsluttet, da det her behandlede tidsrum randt ud.

Fra omkring 1750 blussede striden mellem kongedømmet og parlamenterne op med fornyet heftighed. Atter var det Unigenitusbullen af 1713, der var den fornemste anledning, men også om nye skatter og mange andre ting stod der kamp. Vigtigst var det dog, at Pariserparlamentet gav sine krav en langt videre udstrækning og en langt bestemtere form end før. I sine forestillinger (remonstranser) hævdede det dels, i overensstemmelse med den gamle gallikanske opfattelse, statens uafhængighed af kirken, dels at monarkiet ikke alene betød kongens suverænitet og folkets lydighed, men også dettes legitime frihed og kongens pligt at overholde visse ukrænkelige grundlove og især den, at ingen forordning måtte offentliggøres uden at være stadfæstet af parlamentet; dette skulle altså have del i den skattebevilgende og lovgivende magt. Det hævdede endvidere adskillelsen mellem den udøvende og den dømmende magt; dets retlige kendelser måtte ikke indankes for ministerrådet, og det gjorde endelig et forsøg på at give hele sin magt et bredere grundlag ved at gøre gældende, at alle parlamenter i Frankrig udgjorde en enhed, kun delt i forskellige dele. Pariserparlamentet fik også støtte hos provinsparlamenterne. Det kunne tilmed regne med sympati hos større lag af befolkningen på grund af det ligeledes voksende had til kirkens og jesuiternes overgreb og intolerance; det føltes som den eneste skranke for et despoti. Utvivlsomt var der også en forbindelse mellem dets energiske optræden og den kritik af de politiske tilstande, som kom frem i den filosofiske litteratur; særlig har Montesquieu påvirket den parlamentariske opposition. Men på den anden side var der dog en skarp adskillelse mellem filosofferne og parlamenterne. Disse optrådte lige så voldsomt mod fritænkeriet som mod kirken i udtalelser og i domfældelser af bøger. Om nogen samvirken mellem de to oppositionelle lejre kunne der ikke for alvor blive tale, kun om en parallel aktion. Og med megen grund næredes der også fra visse sider mistanke til parlamenterne om, at deres kritik af skatteforholdene var bestemt ved hensyn til deres egne privilegier. Alligevel stod Pariserparlamentet stærkere end i århundredets første halvdel. Regeringen optog kampen, gjorde Unigenitusbullen og intolerancen til sin sag, hævdede enevældens absolutte lovgivningsret og højeste domsmagt; undersåtternes ubetingede lydighed mod kongens vilje var rigets sande fundamentallov. Den bøjede parlamenterne ved lits de justice og forvisninger af medlemmerne. Men der manglede konsekvens og fasthed i dens holdning. Ludvig XV var ganske uden lidenskab for hele sagen, ville kun ikke forstyrres, Pompadour kastede sig snart til den ene, snart til den anden side, og ministrene skiftede. I 1757 skete et attentat på kongen, hvis ophavsmand, Damiens, blev stejlet og radbrækket på den mest barbariske måde; under disse forhold virkede dette til en beroligelse af spændingen; kongen gjorde parlamentet visse indrømmelser med hensyn til den omstridte bulle. Parlamentet følte sig som sejrherre, rigtignok i højere grad end det virkelig var det. Men kongedømmets autoritet var rokket. Til at svække denne autoritet bidrog yderligere kongens og hoffets hele adfærd og nederlagene i Syvårskrigen. Men der kom dog en tid, hvor kongedømmet påny vandt lidt frem i anseelse. Det skyldtes, at hertugen af Choiseul i 1758 blev den ledende minister. Han opnåede magten på sædvanlig måde, ved pompadours gunst, han var libertiner og grand seigneur som sine standsfæller, men han havde i alt fald visse statsmandsevner, visse ideer om rigets vel. Han fik afsluttet forbundet med Spanien og skaffede Frankrig Lothringen og Korsika, han arrangerede tillige som bekræftelse på det fransk-østrigske venskab et ægteskab mellem Dauphinen og Marie Antoinette; han indførte reformer i hæren, gendannede flåden, og for en del ved hans medvirkning begyndte i det hele en opgangstid for landet. Den mest opsigtsvækkende enkelte begivenhed under hans styre var dog jesuiternes nederlag. Men det var langt mere parlamentet end ham, der havde drevet denne sag. Og den samvirken mellem det og regeringen, der her havde fundet sted, hindrede ikke, at kampen mellem dem atter brød ud, så snart dette spørgsmål var afgjort. På en underlig måde forenede sig i parlamentets indlæg gamle tanker med nye ideer om de naturlige rettigheder og den individuelle og borgerlige frihed. Choiseuls fjender ved hoffet beskyldte ham for at begunstige parlamenterne. De fik en støtte i kongens ny mætresse, grevinde Du Barry, der var endnu ringere end de tidligere hun havde sin andel i Choiseuls fald i 1770, og denne begivenhed fik sin historiske betydning. Thi imellem de ministre, der kom til roret, var kansleren Maupeou den kraftigste og den, der havde et bestemt mål. Dette var at bryde parlamenternes magt. Han begyndte med skarpere end før at lade kongen hævde sin suverænitet overfor deres påstande og med at forvise Pariserparlamentets medlemmer, da de protesterede og standsede deres domsvirksomhed. Men han gik derpå langt videre. Han afsatte dem fra deres embeder, delte det Parisiske parlaments jurisdiktionsområde i flere dele, oprettede for hver af disse en ny øverste domstol og erklærede embedernes købelighed og arvelighed for afskaffet; for fremtiden skulle deres indehavere udnævnes af kongen, og han gik derpå frem på lignende måde mod provinsparlamenterne; dog skulle det reducerede og svækkede parisiske parlament beholde sin ret til at gøre forestillinger. Reformen havde sikkert sin værdi, egnet til at sikre en bedre retspleje, mest var den dog tænkt som et middel til at hævde enevælden, og den rokkede ved en institution, som havde sin dybe rod i Frankrigs gamle forfatningstilstande. Det skete vakte en stærk bevægelse. Adskillige af filosofferne hilste det med sympati; særlig var det tilfældet med Voltaire, der hadede parlamenterne for Callas-sagen og for deres optræden mod den fritænkerske litteratur; det var ikke mange år siden, at hans egen »Dictionnaire philosophique« og tillige Rousseau's »Èmile« var blevet brændt efter parlamentets bestemmelser. Han mødtes i denne sympati med sine fjender, jesuiterne og prælaterne, og med de store finansmænd, som parlamenterne havde angrebet. Men ikke alene adelen og stænderforsamlingerne var opbragte; også mange af borgerstanden så med parlamenterne den sidste bom for enevælden falde og frygtede jesuiternes fornyede indflydelse. En strøm af pjecer vældede frem mod revolutionen fra oven. Det lykkedes dog Maupeou at holde reformen og sine nye domstole oppe i fire år. Men i 1774 døde Ludvig XV af kopper. Hans dødsleje havde været omgivet af intriger og kabaler. Næsten i smug blev hans lig ført fra Versailles til St. Denis.

Medens hvad vi hidtil har omtalt, tiltrak sig mest opmærksomhed i den sidste del af Ludvig XV's tid, var der fra 60'erne i det stille begyndt noget fuldt så vigtigt, nemlig en ændring i de offentlige tilstande og tillige i den almene tankegang, en ændring, som udvikledes yderligere under Ludvig XVI, og som danner et grundlag for de store tilløb til reformer, der gjordes efter 1774, men tillige har bidraget til, at de ikke førte til det tilsigtede resultat. Allerede i administrationen mærkedes ændringen. Vi har antydet, at Choiseul personlig har medvirket til den, men sammen med ham virkede andre ministre. Stærkere end før kom tanker op om økonomiske reformer, om større frihed for erhvervslivet, særlig for kornhandelen, og om taillens forandring; også en mindre vilkårlig og mere human ånd gik gennem den øverste styrelse; de strenge bestemmelser, mod protestanterne slappedes i praksis, der udstedtes endnu færre lettres de cachet end hidtil, og fængselsopholdet i Bastillen gjordes tåleligere. Især arbejdede intendanterne ude i provinserne med stor iver på tilstandenes forbedring, på lindring af skattetrykket og vejhoveriet, på omdannelse af fængslerne og af de hygiejniske forhold, på bekæmpelse af tiggeriet, på fremme af handel, industri og landbrug, på forbedring af de højere undervisningsanstalter og på filantropiske formål; på alle måder trådte de i livlig forbindelse med de ledende lag i befolkningen. Fuldt så vigtigt var det dog, at disse lag, både adel, borgerstand og endog delvis gejstligheden, indenfor hvilken munkeordnerne reformeredes, selv var indtrådt i en gærings periode. Et stærkt initiativ begyndte i mange retninger at præge deres holdning og stemninger og affødte en opgang på mange områder. Støttet af den fredstilstand, der herskede fra 1763 til 1778, og af en almindelig prisstigning gik handelen og industrien meget stærkt frem. Det var især nu, at der i havnebyerne udviklede sig den frodigste omsætning. Handelen på Levanten og Antillerne tog fornyet fart, og hertil kom ved bruddet mellem England og dets nordamerikanske kolonier en betydelig kommerciel forbindelse med disse. Var selve skibsfarten end stadigt for en del i hænderne på fremmede nationer, så byggedes dog i stigende mængde franske fartøjer. Snart begyndte også maskiner at træde i drift efter engelsk forbillede og for en stor del ved engelske arbejdere. Fremgangen mærkedes også i byernes ombygning og udvidelse. Men i særlig grad viste Paris tegn på foryngelse. Der reves ned og der byggedes op og om, nye kvarterer skød frem, og borgerstandens velstand voksede ved det store forbrug af luksusartikler og ved den tiltagende industri. Men ikke mindst var det landbruget, der gik frem under støtte af en stigning i kornpriserne. Mange godsejere, adelige og borgerlige, kastede sig med iver overforbedringer af driften, opdyrkning af heder og udtørring af sumpe; landboforeninger dannede sig for at forbedre tilstandene (af vigtighed for kendskabet til landboforholdene i tiden for revolutionen er englænderen Arthur Young's interessante beskrivelser over sine rejser i Frankrig). Og jævnsides med dette gik på mange måder også en mere human tankegang; den viste sig bl.a. i en bestræbelse for at yde stats- eller kommunal hjælp til arbejdsvillige i stedet for ren velgørenhed (se herom det meget dygtige og i mange henseender oplysende skrift af Bloch:»l'Assistance et l'état en France á la veille de la revolution«. 1704-90, 1908). Der kan ingen tvivl være om, at denne almindelige fremgang for en meget stor del skyldtes hele den litterære bevægelse og åndslivets deraf følgende omdannelse. I første række må her sættes påvirkningen fra fysiokraterne med deres ivren for større frihed i erhvervslivet og navnlig med deres interesse for landbruget. Men til at vække både almeninteresse, initiativ og humanitet bidrog i høj grad også den egentlige filosofiske litteratur. En ganske særlig plads indtog impulser fra Rousseau og hans tilhængere. I forening med fysiokratismen har det betydet meget for væksten af sansen for landlivet og derved også for landbruget, og for sig alene har de fremmet humane og følsomme tendenser. Som frugt af de Rousseau'ske tilskyndelser må man også regne den modesmag, der affødte de engelske parkanlæg, de landlige fester og i det hele mange ny vaner; de var ofte af overfladisk natur, men rummede dog bl.a. et inderligere familieliv. Alt dette varslede godt, tydede på muligheden af en rolig omdannelse af vanden regime under fremskridtets tegn. Hvorledes det gik langt anderledes, vil fremgå af skildringen af Ludvig XVI's regeringstid. Her skal det være opgaven at pege på de momenter, der fra første færd af vanskeliggjorde en forsoning mellem det gamle og det ny. Der viste sig fra denne tid og lige hen til revolutionen en bestræbelse for at kalde provinsernes og kommunernes selvstændighed til live, og den støttedes af parlamenterne, ja endog af intendanterne, for ikke at tale om stænderforsamlingerne i les pays d'états. I alt fald lige så stor en rolle spillede et andet forhold. Det synes sikkert, at den mere humane og, om man vil, mere demokratiske tendens, som vi har omtalt i agrarforholdene, er blevet krydset af en godsejerbevægelse. Væsentligst hang den sammen med fremskridtet i agerbruget og med en fysiokratisk bestræbelse for at udvikle storgodsdriften. Deraf fulgte nemlig et ønske om at udstykke kommunejorderne og særlig almindingerne for at opdyrke dem. Men dette gik ud over bønderne, navnlig de små, der havde haft en del af deres udkomme ved kun at drive kvæg ud på dem. Men hertil kom bestræbelserne for at skrue forpagtningsafgifterne højere op og for at få større udbytte af seigneurrettighederne, i hvilket sidste øjemed man foretog en revision af de gamle jordebøger for derfra at hente beviser for afgifter, som faktisk længe ikke var krævede. Alt dette øgede spændingen mellem bønder og godsejere. Også for en anden underklasse blev de gode tider en i alt fald tvivlsom fordel; byarbejdernes løn steg ganske vist, men ikke i forhold til den forhøjede pris på levnedsmidler. Således var på flere måder nyt gæringsstof kommet ind i samfundsklasserne, der kunne føre til sammenstød. Men ikke mindst møder vi som pegende mod et sådant indvirkningen fra litteraturen, det vil sige den indvirkning, der ikke bestod i tilskyndelse til enkelte reformer, men den, som fostrede helt nye ideer og idealer. Ved litteraturen må ikke tænkes alene på de egentlige filosofiske og kritiske skrifter, men også på teaterstykkerne og på oldtidsværkerne. Indenfor alle samfundsklasser fik de nye ideer og idealer på en eller anden måde, direkte eller indirekte, magt. Det gjaldt adskillige gejstlige, både prælater og præster, og mange adelige. Bekendt er greven af Ségurs udtalelse i hans memoirer: Voltaire gav fart til vor intelligens, Rousseau rørte vore hjerter, vi tiljublede de republikanske scener på teatrene, akademiernes filosofiske foredrag og litteraturens dristige værker. Bekendt er hvorledes i 70'ernes slutning La Fayette og andre unge adelige drog over Atlanterhavet for at kæmpe for frihedens sag. Der var hos mange af de aristokrater, der på en eller anden måde smittedes af de nye ideer, meget overfladisk og naivt; også her gjorde en modesmag sig gældende. Men der var hos adskillige megen alvor, hvad enten den oppositionslyst, der voksede ud deraf, kun blev aristokratisk misfornøjelse med enevældens politiske tilsidesættelse af adelen eller virkelig demokratisk. I en hel anden kant af samfundet, den, som med et almindeligt udtryk kan betegnes som den ikke-læsende, arbejdere og bønder, sivede de nye tanker middelbart, langsomt og småt ned. Men den klasse, hvor de nye ideer slog ned som i ingen anden, var dog den højere og mest velstillede borgerstand i dens forskellige afskygninger; og den modtog dem dels gennem selve litteraturen, dels gennem salonerne, der nu blev mere filosoferende, politiserende og agiterende end før. På denne klasses ejendommelighed beroede også Frankrigs særstilling indenfor Europas fastland. Var den end ikke fri for snobberi og lyst til at blandes med adelen, så følte den sig alligevel nu mere og mere for god til at nøjes med den indirekte indflydelse, dens penge gav; der var hos den, trods alt, selvbevidsthed, magtstræb og tillige en stor åndelig modtagelighed og bevægelighed. Indenfor den kunne dannes en stærk offentlig mening. Skal man nærmere bestemme litteraturens påvirkning, må man i første række lægge vægt på den grundstemning, som den føltes båren af, bruddet med al gammel autoritet i religion og stat, troen på og dyrkelsen af fornuften, oplysningen, naturen, retfærdigheden og humaniteten som de moralske magter, der burde styre menneskeheden og give sig udslag i personlig frihed, større lighed og større lykke, og dernæst tilliden til, at menneskeheden netop nu var moden til at nyde godt af alle disse goder. Fra enkelte af de store forfattere modtog man dernæst særlige tilskyndelser: Montesquieu bragte til at tænke over lovene, Voltaire vakte hadet til kirke og fanatisme, fra Rousseau stammede kærligheden til folkesuveræniteten, til begreberne frihed, lighed, folk, borger og naturlige tilstande. Nu var der ganske vist noget højst vagt og ubestemt over alle disse forestillinger, således som de indpodedes på den almene tankegang; filosofferne havde ikke tænkt sig, at de skulle føre til en voldelig omvæltning, og disse tanker behøvede ikke at skabe trang og lyst til en sådan omvæltning hos dem, der modtog dem. Endnu på det omhandlede tidspunkt lå en sådan lyst også fjernt fra de allerfleste. Men opløsende på de gængse begreber virkede de nye forestillinger allerede nu; de hidsede mod enevældig vilkårlighed, mod privilegier, mod intolerance, mod kirkens selvstændige magt og selvstændige rigdomme, også mod ortodoksi, omend encyklopædistisk ateisme og materialisme dog ingenlunde blev gængs; deisme blev langt snarere de dannede klassers religion. Men netop på grund af forestillingernes vaghed kunne de omsættes til revolutionære tilbøjeligheder, hvis forhåbningerne om en rolig udvikling syntes at skulle skuffes. Trods lejlighedsvis indskriden og trods al censur fik den nye litteratur i virkeligheden lov til at brede sig; en blanding af sympati med den, mangel på forståelse af dens indflydelse og almindelig svaghed tæmmede regeringens repressive forholdsregler. Andre kræfter virkede dog endnu på dette tidspunkt stærkere til rent politisk at undergrave enevælden. For det første parlamenternes angreb på den; udgivne i trykken spredtes deres remonstranser over hele Frankrig. Dernæst finanstilstanden, der for alle stod som den store ulykke, ikke mindst for finansmændene, hos hvem den vakte uro for deres renter af lånene og derved modvirkede den konservatisme, som lå dem naturligt i blodet. Endelig den harme over og foragt for kongens og kongedømmets selvbeskæmmelse, som voksede frodigt frem i Ludvig XV's sidste tid, og som var i færd med at bortvejre den gamle, nedarvede loyalitet. Meget måtte under disse forhold bero på den ny konges personlighed.

Ludvig XVI, den afdøde konges sønnesøn, var, da han besteg tronen, henved 20 år gammel. I mange henseender var han en udpræget modsætning til sin forgænger. Han var godlidende, venlig, imødekommende, blottet både for hang til kvinder og for stærke monarkistiske fordomme. Men hans opdragelse og uddannelse havde været forsømt, hans kundskaber var mangelfulde, og end ikke fyrstelig værdighed og anstand havde han lært. Han var som et kødbjerg og gjorde et ubehageligt indtryk; hans optræden var tung, ængstelig og kejtet, hans største glæder var at spise godt, pusle med håndværk og gå på jagt for at fordrive fedmen. Af sin kongegerning omfattede han udenrigspolitikken med interesse, langt mindre tog han sig af de indre anliggender. Mest manglede han dog beslutsomhed og fasthed. Kun slet passede han til en tid, hvor der trængtes til en myndig, handlekraftig og klog konge. Det blev ikke til hans lykke, at han til sin dronning havde Marie Antoinette. Ægteskabet mellem Maria Theresia's datter og Dauphinen var blevet stiftet som et politisk træk af Choiseul. Bedårende ved sin ynde, sin friskhed og sin livlighed vandt hun i begyndelsen mange hjerter, kun ikke sin mands; det varede flere år efter hans tronbestigelse, inden der kom et intimere forhold mellem ægtefællerne, og hun fødte ham børn. Men da var hun allerede begyndt at stå ret isoleret, ved hoffet og overfor folket. Hun delte tidens sentimentale smag, brød med etiketten, hadede at repræsentere, omgav sit elskede slot lille Trianon i Versailles' nærhed med en engelsk park, med et mælkeri og hytter, der skulle forestille bondeboliger; her holdt hun sit eget hof med sine yndlinge. Det skulle se ud som tarveligheden og naturligheden. I virkeligheden var det dog lige så ødselt og pragtelskende som det gamle hof, lige så åbent for intriger og frivolitet, og hun fik sine ønsker om store pengesummer opfyldt. I den indre politik blandede hun sig kun stødvis og uden principper, foreløbigt også kun lidet i den ydre, skønt Maria Theresia og Josef II gjorde alt for at påvirke hende til optræden i den. I hjertet var hun dog en bestemt tilhænger af forbindelsen med Østrig, og hun regnedes for almenheden for at virke for den. Hun blev en fremmed i sit ny land, tidligt kaldtes hun for Østrigerinden. I 1774 bar hele tiden alligevel hen imod det ny. Et øjeblik hilsedes kongen, netop som modsætningen til Ludvig XV, med tillid. To ting skete også straks, som rigtignok på helt forskellig vis syntes at skulle tilfredsstille den offentlige mening. For det første kapitulerede kongedømmet overfor parlamenterne; de Maupeou'ske domstole ophævedes, dommer embedernes arvelighed genindførtes, tilbage blev kun nogle strenge påbud om parlamenternes lydighed. For det andet udnævntes Turgot til generalkontrollør. Hvad dermed skete, blev et forsøg på at lade kongedømmet skifte karakter, på at gøre det til den oplyste og kraftigt reformerende enevælde. Med Turgot nåede for første gang en udmærket repræsentant både for filosofferne og for fysiokraterne frem til styrelsen i Frankrig. Han begyndte sin styrelse med at indføre bedre orden i finanserne og større økonomi, indskrænkede censuren og planlagde en omdannelse af undervisningsvæsenet. Derpå kom hans forordninger om store reformer. Kornhandelen blev givet fri indenfor hele riget og kornindførsel tilladt. Lavene erklæredes for afskaffede. Men hans tanke gik videre. I alt fald har han godkendt en af hans venner udarbejdet plan om at indføre et helt nyt system af rådgivende myndigheder, der skulle dannes af alle grundbesiddere uden hensyn til stand; ved dem skulle denne hovedbestanddel af samfundet kaldes til enigt arbejde på statens vel og erhverve en retssikkerhed af helt anden art end den hidtidige og end den forældede, som beroede på parlamenternes forestillingsret. Disse myndigheder skulle bestå af en opadstigende række forsamlinger, først kommune-, så kreds-, så provinsforsamlinger, og endelig stilledes det op som den store slutsten på værket at få en rigsforsamling. Forsamlingernes opgaver skulle være at fordele skatterne og give råd om en fast matrikel, offentlige arbejder, fattigvæsen og samfærdselsmidler. Han overvejede en gennemgribende reform af skattevæsenet, sigtende til afløsning af alle indirekte skatter med en grundskat. Turgots styrelse satte sindene i den stærkeste bevægelse. Filosoffernes og fysiokraternes skarer jublede, blandt arbejderne var stemningen ham gunstig. Men mange interesser følte sig krænkede. Småborgerne var endnu lavsvenlige, kornhandelens frigivelse gav anledning til ondsindede rygter om egoistiske spekulationer og fremkaldte uroligheder (den såkaldte melkrig), som Turgot dog fik dæmpet. Men heftigt angrebes han af hoffet, de privilegerede klasser og parlamenterne. Således hævnede det sig, at Turgot var gået med til genoprettelsen af dem. Også andre fejl havde han begået, formåede navnlig ikke at skabe enhed i ministeriet. Endelig sluttede Marie Antoinette sig til hans fjender. Allerede i 1776 kom hans fald. Utvivlsomt var det en ulykke for Frankrig. Hvis nogen enkelt mand skulle have kunnet bygge en bro imellem det gamle og det ny og fredeligt omforme riget, så havde det været ham. Hans faste hånd var borte, der famledes frem og tilbage, men forsøgene på reformer opgaves ikke. Adskillige mindre af Turgots forandringer blev stående. Formelt ophævedes ikke heller kornhandelsfriheden, dog lagdes der den hindringer i vejen, men lavene genoprettedes. Mest samlede regeringens opmærksomhed sig dog foreløbigt om finanserne. Til at forbedre dem udsås i 1776 Necker. Han var protestant og født i Genéve, men fra sin ungdom bosat i Paris, hvor han i flere år havde drevet en stor bankierforretning og derpå var blevet nationaløkonomisk forfatter i anti-fysiokratisk ånd. Han var en personlig hæderlig og filantropisksindet mand, klog til at finde på udveje, stemt for reformer, men forfængelig og popularitetslysten og uden den stærke ideelle tankegang, som havde været Turgots storhed. Han begyndte som finansminister med besparelser, men den 1778 indtrådte krig med England forværrede finanstilstanden, efterretningerne fra Nordamerika støttede den frisindede bevægelse. Han greb derfor til lån, men samtidig tog han fat på større reformer. Også Necker mødte stærk modstand fra forskellig side. Da forsøgte han at bryde den og vinde den offentlige mening for sig ved et i enevældens historie uset skridt. Han offentliggjorde et statsregnskab, der skulle vise de gode resultater af hans forvaltning. Men dels var det ikke pålideligt, og dels vakte det så stor en harme ved hoffet, at det netop kom til at fremskynde hans fald i 1781. To år derpå udnævntes Calonne til finansminister. Ret tidligt havde han planer om store reformer. Men en letlevende hofmand som han var, tillod han en stigende ødselhed. Heftigt angreb Necker ham i et skrift. Netop nu vakte også den såkaldte halsbåndshistorie en umådelig og for hoffet, og omend med urette for Marie Antoinette, højst skadelig opsigt. To juvelerer havde i Ludvig XV's tid ladet forfærdige til Du Barry et pragtfuldt halsbånd; men hendes unåde ved kongens død havde nødet dem til selv at beholde det; forgæves havde de søgt at sælge det til Marie Antoinette. Da var det, at kardinalen af Rohan, en ærgerrig og letsindig mand, søgte at genvinde dronningens nåde, som han havde forspildt, og at hans gode bekendt, den intrigante og skurkagtige grevinde de La Motte gav ham anvisning på, at han kunne nå sit mål ved som mellemmand for dronningen at købe båndet; hun overbeviste ham om sin indflydelse ved at lade en grisette ved et natligt stævnemøde med ham i Versailles' Park forestille dronningen og love ham tilgivelse. Rohan sluttede nu handel med juvelererne om halsbåndet, hvorefter det skulle betales i bestemte afdrag, og La Motte lod kontrakten bekræfte ved en falsk underskrift af dronningens navn. Hun fik det også udleveret, huggede en del af det, som hun solgte, og sendte sin mand til London for at afhænde resten; men juvelererne fik ingen penge. Da indtrådte katastrofen ved, at de meldte sagen til dronningen. Højst forbitret lod kongen Rohan og La Motte fængsle. En langvarig proces begyndte. Grevinden dømtes til at piskes og brændemærkes, men til ulykke for dronningen blev Rohan frikendt. Derved støttedes hos mængden troen på hendes skyld. Så lille denne begivenhed end var, har den spillet en rolle i den franske enevældes nedbrydningsdrama. Kort før havde opførelsen af Beaumarchais' »Figaro's Bryllup« vidnet om det stærkere frembrydende had til de højere stænder. Og netop nu var kampen mellem parlamenterne og kongedømmet påny blusset op ved spørgsmålet om nye skatter. Men Calonne ville ikke vige. Han kastede sig med energi ind i en reformpolitik. I 1786 sluttede han en handelstraktat med England, der var tænkt som en epoke i Frankrigs økonomiske styre, og han ville indre reformer, der endda skulle være mere vidtgående end Turgots. Han så parlamenterne som den store fjende deraf. Som våben mod dem indkaldte han en notabelforsamling, hvad Frankrig ikke havde oplevet siden Richelieu's tid. Den trådte sammen i begyndelsen af 1787 og bestod af prinserne, prælaterne og repræsentanterne for adelen, parlamenterne, les pays d'états, intendanterne og byøvrighederne. For den forelagde nu Calonne sine forslag. De omfattede indførelsen af kommune-, kreds- og provinsforsamlinger, valgte af de større grundbesiddere uden standsforskel, og af en grundskat, der skulle hvile på alle, frigivelse af kornhandelen, afskaffelse af vejhoveriet og adskilligt andet. Trods forskellige anskuelser var der i forsamlingen gennemgående stemning for forslagene og tilbøjelighed til at opgive skatteprivilegierne, derimod modstand mod ellers at frasige sig den gamle stænderske organisation og de privilegeredes æresrettigheder. Hovedsagen blev dog, at notablerne rettede deres angreb mod selve den enevældige styrelse af finanserne, og da Calonne måtte rykke frem med, at deficitet var meget større, end man havde formodet, blev oppositionen langt stærkere. Kongen besluttede sig da til at ofre Calonne og tog på Marie Antoinette's råd til hans efterfølger ærkebiskop Brienne, som havde været fører for oppositionen i notabelforsamlingen. Men hurtigt kom det alligevel til brud mellem ham og denne, der nu gik så vidt at fordre indsættelse af et øverste finansråd. Endnu var der dog villighed til at gå ind på reformforslagene, men rigtignok skød forsamlingen afgørelsen fra sig og forlangte parlamenternes samtykke dertil(over notabelforsamlingens optræden er kastet nyt lys især ved Wahls og Glagaus skrifter; helt enige er de to forfattere dog langtfra. Jvf. også Revue Historique 1902). Således var regeringens politik strandet, og enevælden havde fået et hårdt stød. Atter måtte den imod sit ønske henvende sig til parlamenterne. Den. Reformvenlige stemning, som bølgede gennem landet, bevirkede også, at disse gik ind på meget. En række vigtige beslutninger, der på forskellige områder lovede en ny fremtid, toges i enighed i løbet af 1787. Kornhandelen gaves endelig helt fri i det indre af riget, vejhoveriet skulle obligatorisk afløses, allevegne skulle der indføres en ny municipalordning og provinsforsamlinger, hvor tredje stand skulle være lige så talrigt repræsenteret som gejstlighed og adel. Endvidere udstedtes et edikt, hvorefter protestanterne fik ret til alle erhverv og til at slutte retsgyldige ægteskaber for øvrigheden, derimod fik de kun en begrænset ret til at beklæde embeder. Men på det i øjeblikket vigtigste spørgsmål tørnede parlamenterne sammen med regeringen. De nægtede den ny grundskat. Herved var kampen i fuld gang igen, tilspidsedes yderligere ved strid om lån. Det angribeligste punkt i enevældens administration, det slette finansstyre, åbenbarede mere og mere hele sin svaghed. Stedse stærkere led nu fra alle kanter råbet om generalstændernes sammentræden, i virkeligheden altså om enevældens abdikation. Fra efteråret 1787 stillede regeringen en sådan sammentræden i udsigt, men uden at binde sig til nogen nær tidsfrist. I foråret 1788 gjorde den sit sidste store forsøg på at holde kongemagten oppe og knuse parlamenterne. Da disse i endnu bestemtere form end nogensinde før havde proklameret, hvad de igennem hele århundredet havde hævdet som rigets gamle grundlove, udstedte den (maj 1788) et edikt, der i lighed med Maupeou's reformer fra 1770 ændrede den hele retsorden, og ediktet fulgtes af arrestationer og forvisninger af parlamentsmedlemmer. Da viste det sig, hvor stærk harmen mod enevælden var. Endnu engang stod parlamenterne omgivet med folkelig sympati, skønt de atter og atter havde lagt for dagen, at de ikke alene kæmpede mod enevælden, men også for privilegiestatens opretholdelse. En voldsom bevægelse rejste sig over hele Frankrig mod kongedømmet, blandt uprivilegerede som blandt privilegerede, i de gamle stænderforsamlinger og de nye provinsforsamlinger. Det tegnede til en revolution med den fælles opgave at kaste enevælden til jorden og fremtvinge generalstændernes sammentræden; selv de filosofiske kredse, der jo længe havde set hen til kongemagten som midlet til frelse, opgav nu håbet derom. Her overfor stod regeringen svag. Hele forvaltningsmaskineriet var i en begyndende opløsning. I ikke ringe grad bidrog hertil de nye provinsforsamlinger. Allerede på grund af den provinsielle følelse, der som tidligere omtalt, blussede stærkt op i l'ancien régime's sidste tid, var de i de allerfleste provinser blevet modtaget med glæde og udfoldede hurtigt et ret frodigt liv; på mange af dem kom der også et godt samarbejde i stand mellem de forskellige klasser. Men det gik ikke af uden rivninger med de gamle autoriteter, særlig intendanterne; rimeligvis har det bidraget til at svække den sympati, der tidligere ofte havde været tilstede overfor disse, men når sympatien i det hele alt og på dette tidspunkt, var det også, fordi de stod som repræsentanter for den enevælde, man nu vendte sig imod. Fortidens synder hævnede sig på nutiden. Til alt dette kom en gærende misfornøjelse i hæren og opløsning af dens disciplin. Det diplomatiske nederlag i Nederlandene mindskede yderligere regeringens anseelse. Men først og sidst truede statsbankerotten. Et helt andet forhold greb tillige ind i bevægelsen. Trods den tilslutning, man fra folkelig side gav parlamenterne i deres kamp, trods den samvirken, der kunne finde sted mellem stænderne inden for mange provinsforsamlinger, trods de overgange, der fandtes imellem dem, så brød i løbet af 1788 modsætningen mellem adel og gejstlighed på den ene side og de uprivilegerede klasser på den anden ud i en klar og tændende lue (forskellen i denne henseende på 1788 og de foregående år er stærkest betonet af Wahl, men også anerkendt af franske forfattere, f. eks. Sugnac i »Histoire de France«). Der er adskillige vanskeligheder ved fuldt ud at forklare denne kendsgerning, som fik så vidtrækkende følger. Uforstående behøver man dog ikke at stå overfor den. Netop nu hævdede Klerus på sin generalforsamling bestemt sine skatteprivilegier, og i nogle provinsforsamlinger erklærede adelen lige så bestemt, at dens frihed for at betale taillen var en ukrænkelig ret. Men frem for alt må dog erindres, hvorledes hele århundredets retning var gået imod privilegiestaten. Nu da gæringen i det hele var blevet så voldsom, kunne den ikke begrænses. Ikke alene frihed, men også lighed blev valgsproget, hvor uklare begreberne derom end var; ikke alene generalstænder, men disses organisation påny måde med lige så mange tredje stands medlemmer som privilegerede og med samlet afstemning (efter hoveder) og ikke delt i stænder, blev kravet, der fik stærkere og stærkere genlyd, og alt det ny skulle garanteres ved en ny forfatning. En stærk propaganda bredte sig med disse formål. Det er nu, vi møder de mænd, som snart skulle blive revolutionens førere, adelige som Mirabeau og La Fayette, gejstlige som Sieyes og Talleyrand, advokater som Danton, litterater som Brissot; ordet det nationale parti nævnedes som betegnelse for dem. De var ingenlunde enige om mange spørgsmål, nogle sværmede for den engelske forfatning, andre ville et »kongeligt demokrati«, men foreløbigt kunne de gå sammen. Efter engelsk mønster dannedes klubber; de og kaféerne blev politiserende og agiterende midtpunkter. Da veg regeringen tilbage, måske i det håb at kunne spille tredje stand ud mod de privilegerede. I august indkaldtes generalstænderne til d. 1. maj 1789, og umiddelbart i forvejen havde en kongelig kundgørelse opfordret alle kyndige til at indsende afhandlinger om deres organisation. Fra dette øjeblik begyndte den vældige oversvømmelse af landet med politiske skrifter, som fortsattes indtil revolutionens udbrud, og som, fordi de som regel var små, trængte ned i kredse, for hvem den filosofiske og politiske litteratur hidtil havde været fremmed. Regeringen havde selv åbnet sluserne for syndfloden. Men vandene steg op i de højeste og rigeste borgerkredse, da regeringen måtte forkynde, at staten ikke for tiden kunne betale sine renter. Kongen greb til en sidste nødplanke. På hoffets råd fik Brienne sin afsked og Necker kaldtes atter til styrelsen. I hjertet var han rimeligvis tilhænger af en vidtgående forfatningsændring. Men han manglede kraft under de mange hinanden krydsende tilskyndelser og under hensyn til finansernes tilstand.( Jvf. om hans politik Becker: »Die verfassungspolitik der französischen Regierung bei Beginn der grossen revolution«, 1910). Han famlede sig frem, gjorde store indrømmelser til parlamenterne og indkaldte en ny notabelforsamling. Men nu viste det sig, at de privilegerede klasser strammede sig op til en kamp for deres særstilling. De store brændende spørgsmål var, som allerede nævnt, blevet måden, hvorpå generalstænderne skulle sammensættes og stemme. Og nu erklærede både notabelforsamlingens store flertal og Paris' parlament sig for den gamle ordning, den som var brugt i 1614, den som kun lod tredje stand have 1/3 af medlemmerne og afstemningen foregå standsvis. Navnlig parlamentets beslutning gjorde et stærkt indtryk. Endnu lige i forvejen havde de frisindede hilst dets genindtræden i sine rettigheder med jubel. Nu svandt dets folkekærhed pludseligt, med et af de omslag, som kun sker under eller lige før revolutioner. Kun lidet hjalp det, at det kort tid efter udtalte sig i modsat og ret vidtgående liberal retning. Gæringen både mod enevælden og mod privilegiestaten blev stærkere og stærkere; alt var i uorden og opløsning. Regeringen måtte træffe en afgørelse. I de sidste dage af december 1788 drev da også Necker en kongelig beslutning igennem, hvorefter tredje stands repræsentanter skulle være lige så talrige som gejstligheds og adels tilsammen; afstemningsmåden overlodes derimod til stænderne selv. Lige så vigtigt var dog, at kongen samtidigt offentliggjorde og derved i alt fald måtte synes at have godkendt finansministerens indlæg, hvorefter der skulle tilsikres generalstænderne skattebevillingsret, periodisk sammentræden og indflydelse på udgifterne, medens deres medvirkning skulle påkaldes til afskaffelse af lettres de cachet, af uligheden i skattebyrderne og af censuren. Herved havde enevælden abdiceret. December Ediktet danner epoke. Hvorledes det snart blev overfløjet af helt andre begivenheder, tilhører den Store Franske Revolutions historie i året 1789. 

Forsæt med: Den franske Revolution i 1789 * * Brudstykker af Central- og Vesteuropas historie efter 1500-tallet * * Lønarbejdets fremkomst * * Tyskernes historie * *

Webmaster