Esbjerg billeder V.
Edvard Theodor Witt var født d. 9. januar 1874 i Esbjerg og døbt i Jerne Kirke d. 1. maj 1874 af pastor J. Hammer. Edward fortæller i 1954: Min fader Johan Frederich Witt var stenhugger og født i Phrest i Holsten, og min mor var født i Lychsenborg i Holsten. Som ung pige rejste moder til Kiel, og blev der kendt med en ung smedesvend ved havn Hansen, født i Sønderjylland. De to unge rejste til Bække, blev gift og fik smedeforretning, og det gik udmærket indtil sygdom kom til huse. Smed Hansen døde, og netop samme dag kom der indkaldelsesordre fra Tyskland om at møde til krigstjeneste i 1864. I ægteskabet var der født en pige, der blev døbt, Anna Johanne Marie Hansen (senere kendt i Esbjerg som fru Wiese). I dette tidsrum kom stenhugger Johan Witt til Bække og fik der stenhuggerarbejde og blev kendt med moder og gift. Efter deres ægteskab flyttede de til Skanderborg, hvor der var arbejde til en stenhugger, og der hørte mine forældre da tale om en kommende guldperiode ved Esbjerg, ganske naturlig regnede fader at det særlig var noget for ham, da der altid var meget stenhuggerarbejde hvor der byggedes havn. Mine forældre drog så i 1868 afsted, og det tog hele to døgn med hestevogn, at køre fra Skanderborg til Esbjerg. I Esbjerg fandtes der ingen huse dengang. Mine forældre fandt til Kvaglund og fik der lejet et værelse hos landmand Thygesen, og fader tog straks til havnen og fik arbejde. På vejen fra Kvaglund til havnen gik han daglig forbi en gammel gård der var meget faldefærdig, og lå der hvor Tobaksfabrikken senere blev bygget. I denne gamle gård fik fader to stuer lejet, og familien fik der mere plads, og så havde min fader meget kortere vej til arbejdspladsen. I løbet af det første år kom der flere tyske stenhuggere med deres familier tilrejsende for at søge arbejde ved havneanlægget. Blandt disse var der en tysker der hed Schnack, med kone og børn, - han og fader havde arbejdet en tid sammen i Skanderborg, og havde der flere gange talt om at rejse til Esbjerg.
Fader og Schnack gik ofte og talte om de ligefrem skrækkelige boligforhold, - efterhånden blev de enige om at det vist ikke var så vanskelig selv at bygge et hus. I havstokken lå der masser af drivtømmer, så det var ikke et materialespørgsmål med at bygge et hus af træ. På Bavnehøj hvor nu Gartnernes Salgslokale ligger gravede fader og Schnack et snit ind i skråningen, og op mod denne jordside byggede de huset af træ, beklædt med græstørv omkring, og tækket med strå. - bagsiden af huset ind mod højen gik jorden helt op til taget. Det var fristende for os drenge at løbe fra højen, og lige op på taget, - men det var selvfølgelig strengt forbudt. Lidt syd for vores og Schnacks hus længere nede ved stranden lå Peder Holms hus der ligeledes var opført af strandtømmer og jord. Vandet til husene var det værste. Det måtte hentes ved et lille hus der lå et stykke derfra nede i lavningen. Moder havde et åg, så hun kunne bære to spande vand ad gangen. Moder var god til at fortælle og hun fortalte vi børn om alt hvad hun havde oplevet af både sørgeligt og glædeligt.
En af moders oplevelser der særlig havde gjort indtryk på hende, og som hun gang på gang talte om var den 2. oktober 1874 da det første tog kom kørende på skinner til Esbjerg. Banegården ved Exnersgade (Jernbanevej) var pyntet med flag, grene og blomster toget var ligeledes pyntet, - en meget stor menneskemængde var mødt op for at overvære det store og betydningsfulde begivenhed. For moder var det som afstandene med toget blev så korte, så korte, - hun havde jo i sin ungdom gået og kørt med hestevogn mil efter mil, og det tog både nætter og dage. Moder var som sagt god til at fortælle, ikke mindst i de kolde vinteraftener når vi sad varmt og lunt inde i vor stue som vi syntes var så hyggelig og pæn, og moder sad og spandt, da fortalte hun os skiftevis bibelshistorie og eventyr. Julen var vinterens dejligste tid, og det var moder der forstod at sætte glans over tilværelsen for vi børn. - der var ikke meget at slå til bide med hvad penge angik, - men det lidet vi havde, forstod moder at skabe fest med, - og det er barneminder der aldrig glemmes. Vi børn 3 drenge og min halvsøster måtte tidlig hjælpe til for at tjene til føde og klæder.
Min ældste brodér der var 6 år ældre end jeg, fik tidlig plads som post på De Forenedes Selskabs kontor, der lå hvor Fanøhus ligger, og ved siden af var der kreaturstald til eksportkreaturene. Det varede dog ikke mange år før De Forenede’s kontor blev flyttet til havnen, og staldene der var for små blev flyttet til jernbanens grund ved Exnersgade. Min ældste broder var som sagt i lang tid post på De Forenedes kontor, kom senere i slagterlære hos Hestbæk hvor han lærte godt. En oplevelse fra dengang som han ofte har fortalt om var, at Hestbæk, tømrer Christensen og skrædder Andersen var meget gode venner og jagtkammerater. En dag de skulle på jagttur, sagde Hestbæk til min broder. Når vi er taget afsted, tag så og slagt den store hundehvalp, gør den fin i stand og send den ind i køkkenet, hvor de ved besked. Ud på aftenen da de tre jægere kom hjem, stod det på steg og høje snapser. Gang på gang pralede de af den fine steg, og tog godt for sig af kødet. Færdig med spisningen spurgte Hestbæk, om de vidste hvad de havde spist? - ingen svarede. Det er Dianas store hvalp (jagthundens hvalp), - efter det blev der en lille tid ganske stille i stuen. Et par snapse med øl satte dog atter humøret op i den sædvanlige gænge.
Som udlært svend tog min broder på valsen, kom bl.a. til Holstebro svineslagteri hvor han arbejdede hos den kendte direktør Kjær, senere kom han til andelsslagteriet i Esbjerg, derfra rejste han til Slagelse Svineslagteri hvor han fandt sin kone, kom så til vejle og så til Aktieslagteriet i Esbjerg, under slagtermester Marius Nielsen, som en dag sagde til min broder, at i Jyllandsposten står der en annonce under billet mrk.; tag og søg den, det er en slagtermesterplads. Min broder søgte pladsen og fik den. Det var Ebeltoft Svineslagteri, og der blev han resten af sine arbejdsdage, han har holdt jubilæum og alt hvad der hører sig til af festligheder.
Min anden broder, - min lille broder Karl Frederich Witt er født i 1876, og altså 2 år yngre end jeg. Han startede som bydreng og var i mange år hos melhandler Pedersen i Kongensgade. Han kom så ud at sejle som almindelig sømand, og senere blev han fyrbøder på skibene der bejlede mellem England og Esbjerg. Da han var 60 år gik han i land, og blev så gift med en enkekone fra Fanø. Dette ægteskab blev kort, han døde ca. 2 år efter.
En familie som vi fik ikke så lidt samkvem med var Klaus Wieses, der flyttede til Esbjerg fra Vejle. Klaus Wiese fik arbejde som vognmandskusk, og kørte i mange år for entreprenør Hoffmann. Klaus Wieses havde en søn, Karl Wiese der var født i Vejle, her i Esbjerg kom han i smedelære hos smed Berthelsen (gymnastiklærer Berthelsens fader), - men hvorledes det gik ved jeg ikke, eller om han blev udlært. Han tog imidlertid ud at sejle. Karl Wiese blev gift med min stedsøster, der var lo år ældre end mig, hun var født den 3. september 1864 og Karl Wiese dagen efter samme år. Efter deres bryllup flyttede de til København hvor Karl sejlede med De Forenede’ s skibe mellem København og Aalborg. Nogle år efter søgte han om at komme til Esbjerg og sejlede her i mange år mellem England og Esbjerg, indtil han gik i land, og blev så fast arbejder hos De Forenede (DFDS) på havnen.
Min søster Anna Marie var en handelskvinde og var altid i virksomhed. Da de flyttede til Esbjerg startede hun en marskandiserforretning og rejste stadig til København til auktionerne ved Accidenshuset, hvor hun købte varerne til forretningen. Efter nogle års forløb lukkede hun butikken, - det gik vist ikke for godt. Hun begyndte så med en frugtforretning, og samtidig drev hun også torvehandel. Hun havde en lille vogn, som hun kørte rundt med, og havde i den frugt, chokolade og bolsjer. I den tid der var børneskolerejser, passede hun altid at være tilstede for at lave forretning, og skulle børnene til Fanø, tog hun med, - men det gik ikke ret mange gange. Politiet meddelte hende, at på Fanø måtte hun ikke handle. Kræfterne ebber jo ud engang, og det skete også for min søster og Karl Wiese. De flyttede ud på de gamles hjem hvor de døde.
Et kendt par i Esbjerg var stenhugger Beeee med sin kone, der altid blev kaldt madam Beese. Hun var meget fordrukket samt arrig og galhovet når hun var fuld, - derfor var hun frygtet. Som spåkone var hun særlig anerkendt og søgt, dog kun når hun var ædru. Ved spåning tjente hun mange penge, som hun desværre hurtigst mulig omsatte i brændevin. Manden Johan Beese var tysker og stenhugger ved havnen, og arbejdede sammen med bader og de andre stenhuggere. Beese var en dygtig arbejder og en god kammerat. En bag de mødte efter middagspausen ude ved læmolen der dengang blev bygget, - kom Johan Beese næsten løbende, og bagefter kom madam Beese der var fuld. Adgangen til læmolen var et stykke over bjælker og planker, og der faldt madam Beese i vandet. Formanden for stenhuggerne, Mogensen (en svensker) råbte ”lad hende for dælen drukne, det fulde svin”. Johan Beese og et par mere løb til og hjalp hende op. Det kolde vand havde gjort hende ædru, og hun gik stille og rolig hjem.
En spændende og uhyggelig tildragelse udspilledes på Bavnehøj hvor der på skråningen mod øst lå et lille træhus, der i sin tid var bygget af havneadministrationen til redskabshus. Dette lille hus blev senere beboet af Johan Gevalt og hans kone Karen gevalt, der ikke kunne begå sig noget steds, og derfor var havnet i det lille hus. En meget tidlig morgenstund hørtes der skrig ved det lille hus. Det var netop da toget fra Varde kom ind til stationen og der var sagfører Hansen med. Han var ansat på dommerkontoret i Varde og skulle til Fanø i embeds medfør, - han gik nedenom Bavnehøj til Fanø-færgen. Netop som sagfører Hansen gik forbi det lille hus var der vildt slagsmål mellem madam Beese og Karen gevalt der var slået til jorden. - madam Beese fik fat på en økse, og ville bruge den såfremt ikke sagfører Hansen havde grebet til og afværget slaget, samt frataget hende øksen, - hvis ikke, er det ikke godt at vide hvad der var sket. I nærheden gik Niels Esbjerg og pløjede. Sagfører Hansen fik ham tilkaldt, - og spændte hestene for vognen for at køre madam Beese op til Sprøjtehuset hvor der var detentionslokale. Politibetjent Fahrner overtog der vagt over madam Beese, til hun fik rusen sovet ud.
En morgen tidlig, da vi børn stod og skulle gå til skole kom Johan gevalt løbende ind til moder og råbte. Karen har hængt sig i nat. Hvorledes spurgte moder? Hun har hængt sig i sengebåndet. Så har du vil hjulpet til derved? Nej hvor kan du sige det. Jeg var så fuld at jeg ikke mærkede hverken det ene eller det andet. Der blev ikke foretaget undersøgelse efter selvmordet, - derfor betragtet som et almindeligt dødsfald. Vi børn følte uhygge derved, og gik i lange tider langt udenom det lille hus, - hvor vi ellers tit havde været og tjent mange 2 øer ved at hente en flaske brændevin.
Moder der fortalte os så meget, også når vi holdt mørkning. Hun ville ikke høre tale om overtro eller noget i den retning. Men lidt tror jeg nok hun var berørt deraf. Jeg ved nemlig en gang hun fortalte om, at en af vi børn da vi var små, var bleven meget syg og skreg da så uhyggeligt. Moder spurgte så en kone hvad hun dog skulle gøre? Konen svarede, barnet er forgjort, - og hun gik ind til barnet der straks holdt op at skrige. Der har været en kone inde ved dig, sagde konen, og hun kommer snart igen, - men du må ikke lade hende komme ind, for så begynder barnet at skrige igen. Konen kan heller ikke komme ind, - hvis du ikke beder hende derom. Ganske rigtig, sagde moder, der kom en kone, og jeg talte med hende ud gennem vinduet, og bad hende ikke komme ind. Barnet blev rask.
Engang havde vi to grise der blev syge og ikke ville æde. Moder var ked derover, og henvendte sig til en gammel mand, om at se til grisene. Manden sagde straks, at grisene var overset af en heks, - og nu skulle moder plukke nogle buketter af fandens mælkebøtter, og så tage en hammer og nogle børn, og derefter skulle hun gå med solen ind til svinestien og banke søm i forskellige steder, og på hver søm hænge en buket mælkebøtter, - og derefter gå samme vej med solen ud af huset. Grisene kom sig.
Moder havde rengøringen på De Forenedes kontorer, og jeg fik pladsen som post efter min broder. Til Esbjerg kom der 3 tog, - morgen middag og aften, til disse tog skulle jeg hente og bringe posten, for en månedsløn af 8 kr. Med morgenposten var det galt, da jeg for at nå det altid kom 30 minutter for sent til skole. Lærer Langvad og moder fik dog en aftale om at jeg måtte fortsatte som post. Langvad forstod at moder ikke kunne undvære de 8 kr. om måneden til føde og klæder.
Den 16. juli 1884 døde min fader, og han er den første der blev begravet på kirkegården ved Vor Frelsers Kirke. Moder ville meget nødig at fader skulle begraves så langt borte som til Jerne Kirkegård. Hun gik derfor til pastor Kemp for at tale med ham om spørgsmålet. Kirkegården i Esbjerg var afsat - men ikke indviet. Pastor Kemp foreslog at moder skulle tage til Ribe og tale ned biskoppen, for om mulig at få lov at få hendes mand begravet i Esbjerg. Biskoppen sagde at førstkommende søndag skulle alt være i orden, og så kunne begravelsen ske. Faders lig kom til at ligge i lo dage i kisten, men det kunne jo sagtens gå. Om søndagen skete indvielsen med musik og taler, - korpset vandrede ned over jordstykket og tilbage lige mod følget med faders kiste. På kirkegårdspladsen var der opstillet et treben af 3 høje bjælker til klokkestabel, så der kunne ringes med klokken, der første sang ringede fred over et lig.
Huset som i sin tid af fader var bygget af strandingsplanker og jordtørv, var efterhånden blevet utæt og begyndte mange steder at rådne. Moder blev endnu eet år boende i huset. Flyttede så til Kongensgade hvor hun fik en lille kvistlejlighed hos gartner Pedersen. Det blev dog kun i kort tid da mor fik en bedre lejlighed i Gephards Stald i Østergade (hvor nu Østre Skole ligger) i stuen under moders lejlighed var der realskole, - med kvistlejligheden fulgte stillingen som pedel ved skolen med renholdelse og fyring. I 8 år havde moder dette arbejde, og boede samtidig godt.
Jeg vil her fortælle, at blandt de tyskere der omtrent samtidig med fader og moder kom til Esbjerg, var der også stenhuggerne Thiemann og J. A. Strube. Efter nogle års forløb fik de to familier hver sit hus i Borgergade nr. 30 og nr. 32 der som sådan hører med til Esbjergs ældste huse. Handelsmand Phillipsen, var i disse åringer blevet enkemand og blev gift med moder, - han var 58 år og moder 56 år gammel.
Om Philipsen må fortælles. Han var født på Sundeved, og kom som ung mand til Ribe hvor han blev gift med enkefru Kathrine Weis, der havde gæstgivergården på torvet, - kort tid efter deres giftermål lod han sig hverve til soldat i 1864, og skulle derfor have 800 rigsdaler. Han skulle møde i Rendsborg hvor pengene samtidig skulle udbetales. "Min kone sagde Philipsen, måtte med for at modtage pengene, som hun fik indsyet i livfoeret i hendes kjole, - tiderne var jo vanskelige dengang, så der skulle jo passes på". Hjemkommen fra krigen i 1864 var virksomheden i Ribe gået fuldstændig i forfald. En tid forsøgte Philipsen sig som handelsmand og kørte fra marked til marked og solgte forskellige slags varer. Det gik imidlertid ikke ret godt, og så flyttede han med familie til Esbjerg. Det var ikke let, at komme til Esbjerg dengang, - da der ikke fandtes en eneste lejlighed at få til leje. Philipsen fandt dog endelig en stue i Boldesager. Det var en aftægtskone der overlod ham den ene af sine stuer, og så måtte Philipsens kone dele køkken med aftægtskonen. Det varede dog ikke længe før Philipsen fik bygget et hus hvortil familien flyttede. Huset blev kendt under navnet "Onkel Tuts Hytte". Philipsen var handelsmand og fik snart fat på et andet hus hvorfra han blev kendt som fiskehandler, - god til at snakke var han, og havde til mundheld "rask må det gå"- det sagde han enten han solgte fisk eller ikke. Philipsens mundheld blev Esbjergs valgsprog. Da Philipsen og moder i 1893 blev gift købte han Borgergade nr. 16 af bødker Clemmensen, og der havde de så deres hjem. Philipsen døde i 1914 og moder i 1916.
Angående min egen tid. I 1888 d. 8. april blev jeg konfirmeret, og det var første hold konfirmander der stod i Vor Frelsers Kirke, - vi var 7 drenge og 14 piger. Vinteren igennem da jeg gik til præst, og var bydreng hos bager Strøm, der havde forretning og bageri i den store bygning der senere blev købt af Hedegaard. Bager Strøms kone var fra Horsens og af velstående familie, dertil rejste Strøm med familie for at overtage et stort bageri med butik, - flytningen skete i foråret da jeg blev konfirmeret. Bager Strøm skrev næsten straks til moder, om han ikke måtte få mig til Horsens som bagerlærling, - for som han skrev, Edvard har særlig gode anlæg for at blive en habil bager. Jeg kom til Horsens, hvor jeg blev i 2 år, - men det var ikke noget for mig, - jeg ville til noget andet. Min stedsøster der dengang var gift og boede i København skrev til mig at jeg bare kunne komme derover, hvor jeg altid kunne komme ud at sejle. Jeg kom ud som koksmath på et skib der sejlede mellem København og Malmø, og det var et dejligt skib. Første maskinmesteren på skibet var Aleksander Larsen, der senere kom til Esbjerg, og kendt som maskinfabrikant under firmaet Christoffersen og Larsen.
Aleksander Larsens kone var datter af restauratør Voigt på banegården i Exnersgade. Som kokkemedhjælper gik det ikke ret længe, jeg kunne ikke godt spændes med kokken. Jeg tog så ud som selvstændig kok med et sejlskib der sejlede på Tyskland og Sverige. Skibet var hjemmehørende i Præstø, og da vor første længere rejse var færdig, lod jeg mig afmønstre. Siden den tid tog jeg ud som fyrbøder, - først mellem København og Kristiania (Oslo). Senere kom jeg til Esbjerg hvor jeg kom med Riberhuus, var også med ekspres. I 1897 var jeg marinesoldat. Den 1. september mødte jeg i København, og kom der med marineskibet Grønsund, der sejlede som inspektionsskib langs Jyllands vestkyst. Vi snuppede kun en engelsk trawler der var kommen indenfor 3 mils grænsen. Det var langt oppe i Skagerrak vi tog trawleren, som vi så tog med til Frederikshavn. Hjemkommen fra tjenesten fik jeg arbejde hos Hoffmann, hvor jeg også en tid var med ved udvidelsen af Dokhavnen, - jeg var fyrbøder på et lokomotiv der slæbte et tipvognstog med det opgravede jord ud til opfyldning hvor eksporthavnen senere blev bygget. Jeg havde vistnok lidt uro i blodet, eller også havde jeg stadig lyst til noget nyt. Jeg har også været restauratør i kælderen "Gamle Royal", - og i adskillige år været tjenerafløser, ved siden af mit arbejde, - det var for at tjene en ekstra skilling. Jeg kom til Esbjerg Aktieslagteri, hvor jeg fortsatte i 24 år. I 1902 blev jeg gift med Karoline Kristine, født Pedersen fra Skanderup (født d. 12. juni 1874). Fra slagteriet kom jeg i 1928 til kommunens badeanstalt som fyrbøder, og der var lejlighed, hvori jeg siden har boet, også efter at jeg bar fratrådt mit arbejde. Vi har opdraget 8 børn, de to er døde og har nu 4 drenge og 2 piger der bor i Esbjerg med undtagelse af en datter der bor i Odense. Alle er raske og har det godt i 1954. Vi havde den glæde at få tildelt en lejlighed i Jubilæumsstiftelse ved Spangsberg Kirkevej, hvortil vi glæder os at flytte.
***
Peder Brinch var født i Sønderho på Fanø d. 7. oktober 1841 og var søn af skibsfører P. P. Brinch og hustru Mette Jesdatter af Sønderho. Efter Peder Brinch i marts 1856 blev konfirmeret kom han til søs som kok i skonnerten Fortuna med kaptajn Th. Meinertz og efter at have sejlet i flere år på Nord- og Østersøen og i oversøisk fart med danske og tyske skibe og på disse rejser anløb han bl.a. Brasilien, Vestindien, Nord- og Sydamerika, samt Afrika, Middelhavet og Adriaterhavet. I januar 1863 fik Peder Brinch skibsførerpapirer i København med bedste karakter, og i juni 1863 kom han ombord på panserskonnerten "Esbern Snare" med kaptajnløjtnant V. H. Køpke på togt i Østersøen, og samme efterår var han i Flensburg sammen med dampskibet ”Schlesvig” for at hente Kong Frederik den Syvendes lig til København, og derfra blev han straks beordret til Korsør hvorfra ”Esbern Snare” overførte tropper og krigsmateriel til Slesvig. Peder Brinch blev om sommeren skibsfører af Transportbåden No. 5 (Orlogsflåden), der var bygget i 1859. Da prøjserne og østrigerne overskred de danskes grænser i februar 1864 kom han ombord på "Esbern Snare" under kaptajnløjtnant J. C. Krafts kommando, hvor han var rorgænger, og han var således med under blokeringen af Kilerfjord og i træfningen ved Egernførde. Skibet blev sidenhen beordret til Alssund (Arnkilsøre) hvor det henlå i 3 måneder, men stadig rede til at løbe broen itu, som man tænkte sig fjenden ville anlægge over Alssund. Efter at fjenden en dag havde fornaglet 2 kanoner i en skanse på Arnkilsøre, havde han i en tid skiftevis vagt i løbegravene. Efter krigens ophør blev han fritaget for tjeneste i december 1864, og tog derefter hyre som styrmand og giftede sig i 24 års alderen i Sønderho med Anne Thækker. I 1867 var han skibsfører og sejlede i flere år i oversøisk fart, men skibet forliste i Mexico i marts 1871. I april 1876 tog han fast ophold i Esbjerg købte en under opførelse daværende klædefabrik som blev sat i drift. I 1879 startede han det første fiskerifortagende i Esbjerg, som løb ind i store vanskeligheder og kostede mange penge. Han var medlem af Søretten siden denne blev oprettet, og i 1885 stiftede han det lokale telefonselskab, der solgtes i 1896 til Sydjydske Telefonselskab, og han blev i 1898 af ministeriet udpeget som medlem af Esbjerg Havneråd. Han var medstifter og meddirektør af Esbjerg-Fanø Bank i 1893. Udnævnt til Ridder af Dannebrog d. 16. august 1900 – død d. 20. december 1908.
***
Gasaflæser Laurids Theodor Rosendahl, der boede i Borgergade 1. Esbjerg var født d. 18. september 1879 i Randers amt. Senere blev faderen postkører i Varde, og havde meget med beslagsmeden i Varde at gøre. I 1893/94 kom jeg til Vejen som maskinsmedlærling på Svennings Maskinfabrik - 4 år og skulle have kost og logi – og aftenskole var der ikke og teknisk skole fandtes der heller ikke, og selve lærestedet var heller ikke så god. Som udlært svend tog jeg naturligvis på valsen, - men det blev kun til Varde hvor jeg straks fik arbejde, og blev samtidig medlem i fagforeningen. Nogle måneder efter tog jeg bylten på nakken og nåede til Horsens hvor jeg fik arbejde på maskinværkstedet hos Møller & Jocumsen. Det eneste jeg i virkeligheden havde lært i min læretid var en meget dygtig svend som lærte mig at dreje, - men jeg søgte arbejde som maskinarbejder, som jeg ikke kunne ret meget af. Det var derfor ganske rigtigt at formanden een af de første dage sagde til mig, at det ikke var meningen at antage en lærling, når der søgtes en svend. Det var naturligvis en ydmygelse for mig, - men det passede. Jeg blev trods min uduelighed pænt behandlet, og det kom af, at både formanden og værkføreren kunne lide mig, - hvorfor dét ved jeg ikke. Da nogle måneder var gået, kom jeg som drejer ind på et mindre værksted hos Phillip Jensen, og som sådan følte jeg mig bedre tilpas. Jeg fik noget godt arbejde, og så gik det helt godt. Jeg var på værkstedet sammen med en meget dygtig svend, og en god kammerat, men han ville til Norge, og dér søge arbejde, - og ham tog jeg med, - men vi kom ikke længere end til Århus og til Karoch& Leth, hvor vi fik arbejde som drejere. Da nogle måneder var gået flyttede jeg til Frichs Maskinfabrik hvor jeg også fik plads som drejer. Mit første imponerende indtryk var på en første sal i fabrikken hvor der stod en lang række drejebænke, samt mange små blanke skinnende messing smøremaskiner. Jeg tænkte ved mig selv, at bare man een gang kunne dreje sådanne fine små maskiner. Jeg blev senere noget lang i ansigtet da jeg erfarede at ved smøremaskinerne stod læredrengene og drejede. I førstningen havde jeg også besvær med mit arbejde. Hver gang jeg havde en maskindel drejet færdig måtte jeg vise det hos værkmesteren, og han kunne altid finde nogle små fejl som jeg måtte rette. Alligevel gik det godt, - hvorfor aner jeg ikke, - men de kunne lide mig, - og jeg lærte efterhånden hvorledes en maskindel skulle drejes for at være færdig. I foråret 190l kom jeg ind som soldat og jeg blev sendt til Nyborg, og måtte der gå og drive i 14 måneder. Hjemsendt fra tjenesten i 1902 tog jeg til Esbjerg og fik arbejde hos maskinfabrikant Mollerup som drejer, og jeg havde efter den tids forhold meget godt arbejde, som var på akkord og gav en stor ugeløn, men det blev kun ved i få år, da firmaet Mollerup gik konkurs. Mollerup var dog ikke helt slået ud, han begyndte igen med et mindre værksted, og jeg fulgte med som drejer, men ikke med samme fortjeneste. En dag kom gasaflæser Berthelsen ind på værkstedet til mig og spurgte, uden nogen som helst anledning fra min side, om jeg ikke kunne tænke mig at forlade værkstedet, og gå over i kommunens tjeneste som gasaflæser. Berthelsen føjede til, at der bliver nemlig om nogle dage blev en plads ledig, og jeg er sikker på at du kan få pladsen. Min årsfortjeneste var dengang på 2400 kroner, og ved kommunen kunne jeg kun tjene 1200 kroner, - men så var der jo pensionen. Jeg talte med min kone om det, og vi havde lige bygget hus i Kirkegade og sad for store udgifter, og vi måtte holde pige, så det var ikke så let at tage en beslutning om at gå over til en stilling med den halve indtægt. Men jeg sagde ja, til det og fik pladsen. I 1905 var jeg nemlig blevet gift med lærerinde frøken Hansine Hansen fra Vissenbjerg på Fyn og hun var lærerinde her i Esbjerg. Mit arbejde som gasaflæser ved Esbjerg kommune holdt jeg op med i 1941; dog tog jeg først min afsked i 1945 - det var i mine politiske år. Jeg sad i Folketinget til 1947, og ønskede da ikke at opstilles oftere. Min politiske interesse blev vakt i mit barndomshjem. Min fader var venstremand med liv og sjæl, og han tog stærk del i den politiske kamp i Provisorieårede, som for alvor satte sindene i bevægelse, - og i et så stærkt politisk hjem kan det ikke andet som sætte sit spor i børnenes tanker og sind. - tænk bare på riffelbevægelsen, gendarmerne, smædeviserne, og de udfordrende politiske talere som hørtes dengang. Som lærling blev jeg selvfølgelig socialdemokrat, - jeg hørte ikke om andet, og dertil kom at jeg lærte af livet og så hele samfundets opbygning og hele tilværelsen fik jeg at se fra en hel anden side, som da jeg gik hjemme i Varde i mit hjem. Da den russiske revolution i 1918 brød ud, var jeg straks på tæerne for at studere samfundsforholdet i dette land, og jeg læste alt hvad der kom frem om landet, og søgte sammen med folk der havde kendskab til Rusland og russerne; kort sagt jeg blev kommunist med liv og sjæl. At min politiske svingning til kommunismen ikke skete på kort tid, kan jeg forklare derved, at jeg i flere år forud var i stærk opposition til Sundbo her i Esbjerg, - både privat og ved offentlige møder.
***
Josef Jensen Søndergaard
var født i Thisted eller på Mors d. 22. marts 1876 og boede i 1904 Bag Møllers
Teglværk i Manøgade; i 1909 kusk på banegården og
boede i Fynsgade 13; og i 1914 var han kusk og boede i Fynsgade 49. Han
døde d. 2. november 1918 af spansk syge. I 1909
oprettede han de første kolonihaver i Esbjerg på 70 tønder land i Rørkjær, som fra 1911 blev kendt som foreningen “Rørkjær” med 18 haver (17 parceller) (Interessentselskabet Rørkjærs
Kolonihaver 1909). Jorden blev købt af
gårdejer Silladsen og fru Hansen. For den store del af befolkningen fik Joseph
Søndergaards haveforeningsinitiativ stor betydning. “Rørkjær” lå på et areal langs nuværende Baggesens Allé
(dengang Kingosgade) fra Rørkjærsgade til en aldrig
anlagt Hostrupsgade øst for Grønnegade (nu ca. Baggesens Allé 19-37 og 28-
Endelig var der også i arealerne mellem Varde- og Koldingtogbanen et stort gammelt kolonihaveområde fuldt af
lysthuse, der siden 1900-1904 tilhørte Statsbanerne, men hvor der allerede i
1890erne havde været udstykket grunde og bygget et par småhuse.
Josefs søn Jens Søndergaard fortæller bl.a. i 1971 da han 72 år gammel: Jeg er som mange andre fra den tid - 1900 tallet - fra et fattigt hjem. Når jeg har læst om andre, har de fleste af dem været tidlig ude at tjene, men det gælder ikke os børn fra vort hjem. Dog har jeg en kort tid - ved 11-12 års alderen - haft en budplads hos en købmand efter skoletid til 1 kr. om ugen. Trækvognen var tung og hjulene ikke belagt med gummi. Exnersgade var fuld af smadder, og det var sejt at komme igennem tunnellen og særlig den sidste ende, hvor det gik opad til Borgergade, hvor melhandler Pedersen boede og hvor der skulle hentes kolonialvarer. Kunderne skulle jo også have varer. Iøvrigt synes jeg, at vi havde en dejlig barndomstid. Mor holdt høns, duer og kaniner. Hønsene og duerne var præmiedyr, sorte minorkaer og røde tumlinger. Vort hjem var som datidens. Men efter at jeg selv har fået hjem og besøgt mor, synes jeg at der var hyggeligt i stuen. Vi var jo 4 børn og soveværelset var jo lille og vi havde en slagbænk, hvor et par stykker af os sov om natten. Den var ikke særlig stærk, idet den var gået i arv. Vor huslæge var doktor Vestergaard. Når der var noget i vejen med os, blev der sendt bud efter ham. Hans frue var med, men medens han var inde, spadserede hun frem og tilbage udenfor. Hos os kunne det tage nogen tid, for moder abonnerede på et lægeskrift af den daværende kendte dr. Arnold Møller, og dette skrift faldt han sommetider i læsning i, så han måske glemte tiden og fruen. Min moder var bange for at slagbænken ikke kunne holde (den var om dagen siddeplads, om natten soveplads), da dr. Vestergaard var både høj og kraftig. Men det gik. Far var syg af astma, og når han hostede, kunne man næsten høre det fra den ene gade til den anden gade.
Min moder var lille og spinkel. Min far var ikke rask, men alligevel fuld af energi. Han var kusk hos DSB's vognmand. Arbejdet bestod i at flytte vogne frem og tilbage ved DSB's godspakhus, således at nogle blev tømt og andre læsset med varer. Men samtidig var han skomager og reparerede skotøj for folk. Desuden var han meget optaget af foreningsarbejde: afholdssagen - fjerkræforening - noget politisk - samt dannelsen af de mange kolonihaver øst for jernbanen. Haverne er for mange år siden overgået til selveje og dernæst bebygget, så nu er der jo lå en hel by derude, der jo nu selv danner sogn, dvs. Grundtvigssogn med egen kirke. Foruden at mor var med i fars foreningsarbejde, havde hun jo husets arbejde. Der var nok at tage fat på - 4 børn, lave mad - gøre rent og passe dyrene. Vask foregik mange gange i de sene nattetimer eller morgentimer. Reparation af tøj og syning af dét tog også sin tid. Hun var en dygtig kone, der kunne lave god mad. Da vi selv havde dyr, var der kød nok. Dengang kunne man på slagteriet, der jo var i Østergade/Nørregade, købe kogt flæsk og suppe. Mange familier købte dér, thi ugelønnen var lille, men udgifterne var vel nok derefter, og dog kunne denne ikke slå til altid, når fader var syg. Jeg ved, at vore forældre havde en god og forstående købmand, der kendte dem godt, og gav dem en god kredit, således at der en overgang skyldtes ham flere hundrede kroner. Men allerede nu vil jeg indskyde, at far ved udstykningen af haverne tjente så meget, at han gik gældfri i sin grav. Dengang var det sociale jo ikke ret godt, og mange var som far for ærekær til at gå til "Kassen" for at få et par kroner.
Far købte ejendommen Fynsgade 55, som han senere solgte og fik nr. 49 med 3 stk. to-værelses lejligheder. Huslejen var dér en overgang på 13 kr. pr. måned for 1. sal - 11 kr. for stuen og 9 kr. for kvisten. Vi havde gode lejere i mange år. Lokummet var i gården og spanden blev tømt 1 eller 2 gange om ugen, og det skete gerne omkring kl. 22-24 om aftenen. Far var måske den første, der fik elektrisk lys i sin ejendom i Fynsgade. Jeg husker tydeligt den store begejstring, der var, da der blev blændet op for det elektriske lys, ikke alene hos os, men også hos de nærmeste naboer. Nogle år efter ordnede mor indlæggelse af "træk og slip". Hvis man tænker på økonomien dengang, så ved jeg, at mange af konerne måtte vende og dreje deres få kroner mange gange, før de købte noget. Alligevel har vi aldrig sultet. Vi måtte heller ikke gå til skolebespisning, da det blev gennemført. Ikke af finhed eller storhed, - men det var en æresfølelse.
Far fik i 1909 den tanke, at havebrug var noget arbejderen og familielivet havde godt af at være optaget af. Han talte med flere af gadens arbejdere, og de var med på det. Ved forhandling med et par gårdejere (Sillassen og fru Hansen), fik han overdraget ca. 70 tønder land til udstykning. Ved de to første udstykninger var jorden ikke den allerbedste. Far tog altid det dårligste. I Kingosgade/Rørkjærsgade, ikke langt fra Fynsgade, fik vi vores første have, et hul. Hundreder af læs dagrenovation, sandgødning blandet med kogødning fra kreaturstaldene blev fyldt på. Min broder Johannes og jeg har kørt mange trillebøre af denne tunge blanding af sand og gødning fra Exnersgade, Ribegade til haven, Jorden kostede 16-18 øre pr. alen. Jorden blev dyrket, og der var dejlig liv i alle haver. Mange fik ret godt udbytte - både til eget forbrug, men også ved at sælge f.eks. jordbær til venner og bekendte. Det var et plus til indtægten. Far forberedte en udstykning i 1918, selvom han syntes, at jordprisen var blevet højere, og flere interesserede pressede på. Men så døde far d. 2. november 1918 af spansk syge. Vor søster Helga på 16 år døde også efter få timers mellemrum. De var et hårdt slag for mor, og hun lagde derefter navn til udstykningen. Det ene haveselskab fik navnet "Søndergaards Minde" og efter bebyggelsen på jorden er den ene gade opkaldt efter far - Søndergaards Alle. Mor døde i 1936.
I 1918 og 1920 var Danmark plaget af sygdommen "den spanske syge", som krævede mange menneskeliv. På dette tidspunkt var jeg mejerielev på Sjælland, nærmere betegnet Svebølle ved Kalundborg. Her kan man godt sige, at sygdommen var hård og krævede mange menneskeliv. Fruen var meget nervøs. Der kom til mig telegram om at far var død, og som nævnt kort tid efter, at søster Helga var død. Desuden meddelelse om, at broder Alfred, på knap 11 år også var angrebet. Familien Jørgensen - vor lejer - tog sig af ham og var overvældende god både mod mor og Alfred. Alfred kom over det og emigrerede i 1928 til Amerika. Fars og søsters dødsfald betød megen medfølelse fra alle sider. Sognepræst Nørgaard, Vor Frelsers Sogn, foranstaltede en indsamling og overrakte 1.000 kr. Skræddermester Krusborg, Fjerkræavlerforeningen, kom med 200 kr.. Begravelsen skulle være den 5. november. Fruen i Svebølle spurgte, om jeg ikke kunne vente med at tage hjem til begravelsen og så ikke komme mere, da de var meget bange for sygdommen. Det gik jeg ind på, selvom jeg var ked af at komme ud af min læretid. Men på den anden side havde jeg allerede bestemt mig, for at drage hjem og være hos mor. Afskedens time kom. Det var endnu i krigens tid med få tog og få togvogne, og der var langt fra Svebølle til Esbjerg over Slagelse, Korsør og videre til Strib, for med færge at komme til Fredericia. Nu er det kun de ældre, der husker dette, thi der var ingen Lillebæltsbro, men kun færge. Man kan tænke sig nu til dags, at når man kommer til Korsør og Nyborg, for at skulle komme over Storebælt, så er der mange rejsende, der løber for at få en plads. Akkurat det samme dengang, men noget værre som følge af krigstiden. Sikke jag der var fra Fredericia til færgen og omvendt Strib til Færgen.
Den morgen havde jeg været tidlig oppe for at give et nap med i mejeriet. Toget var besat og alle siddepladser var besat. Da vi kom til Strib og skulle af toget, blev jeg dårlig og træt, og var ved at besvime. Heldigvis var der en eller anden, der havde en pille. Så hjalp det. Toget futtede videre til Esbjerg, men ingen søvn, da begravelsen skulle være over middag, og der var jo et eller andet, der skulle ordnes. Begravelsen foregik fra Vor Frelsers Kirke og efter datidens forhold var det den største begravelse, der havde været i kirken der var mere end fyldt, og mange stod udenfor. Vestjyllands Socialdemokrat bragte referat og et hjertesuk over, at så mange mennesker ved en sådan lejlighed bliver stuvet sammen, og måske dermed bidrog til at bringe smitten videre. Velmenende, - men de mange mennesker ville jo vise deres medfølelse.
Lørdag den 13. februar 1920 havde jeg om aftenen været til møde og kom rask hjem for at gå til ro. Søndag morgen den 14. da jeg ville stå op, kunne jeg ikke røre mig, og bad mor om at sende bud til DSB, om at jeg ikke kunne komme på arbejde den dag, men håbede at komme dagen efter. Sådan blev det ikke. Jeg blev sendt på sygehuset. Spansk syge var igen i Esbjerg. Den stue jeg blev indlagt i var optaget af 5 unge mennesker, altså var jeg nr. 6. Jeg var dårlig, kunne ikke snakke og havde det ligesom min tunge var belagt med risengryn. De andre 5 var ligeså dårlige, kunne heller ikke snakke. Det har sikkert været hyggeligt. De besøgende måtte stå i døren og vinke til os. Jeg husker, at jeg fik kamferindsprøjtning hver anden time hele døgnet. Flinke og unge sygeplejersker passede os. En aftenstund kom dr. Cold, reservelæge, oversygeplejersker og flere sygeplejersker igen på rundtur (de havde været der om formiddagen). Enhver tænkte sit. Hvem gælder det nu. De standsede ved min seng. Sygeplejersken hjalp mig op at sidde, skjortens bagside op over hovedet og lægen stak en kanyle op i højre side (ved lungen). Det gjorde faktisk ikke ondt. Der må have været meget betændelse. Dagen efter på operationsbordet, 2 stk. ribben ud, sølvrør med slange i, og besked på at ligge på ryggen for at materien kunne løbe ud. De næste dage var jeg oppe på "stuen", da røret ikke var helt tæt og min skjorte var "overfyldt" med materie. Så blev det tæt. I samfulde 9 uger var glasset fyldt med materie. Medens jeg der lå så syg, husker jeg, at jeg hver dag fik kogt rødspætte. Da jeg var klar til, at få fuld kost, husker jeg at jeg igennem et stykke tid, bad om dobbelt portion morgenmad, middagsmad og aftensmad. Jeg må have trængt til det. Var syg fra d. 14 februar og til først i august, hvor jeg blev udskrevet. Jeg syntes nok, jeg var en farlig karl, der sagtens kunne gå til Fynsgade 49 fra sygehuset i Østergade, men da jeg kom hen i Frodesgade, var jeg færdig, og slæbte mig hen til en onkel, der heldigvis boede i Frodesgade 3. Efter et hvil hjem. Let tog lang tid med at komme igang. Avissluger har jeg altid været. Jeg kunne sidde på trappen og vente på buddet og når det var et stykke derfra, bad jeg nuværende lokomotivfører Niels P. Jensen om, at hente den til mig. Vi taler somme tider om det. Da der var gået et stykke tid, snakkede jeg med min moder, om vore pengesager. De var ikke for gode. Af Statsbanerne fik jeg 7.56 kr. om ugen. Vi blev da enige, om at jeg skulle spørge doktoren om, jeg måtte få lov til at arbejde. Dr. Vestergaard kiggede på mig og sagde "det er jo slet ikke lægt der i siden". "Nej, det er det nok ikke, men jeg tror, at hvis jeg kan få lov til at udføre et lettere arbejde, så vil jeg hurtig blive rask og så får jeg kun 7.56 pr. uge". "Kan det lade sig gøre, så prøv", sagde dr. Vestergaard. Jeg slæbte mig dagen efter opad remisebakken. Lokomotivmester Berthelsen stod på den anden side af drejeskiven og skuede ud over området. Jeg fremførte mit ønske og efter de samme argumenter som hos lægen, gik han med til, at jeg måtte begynde med at pudse tenderen til et lokomotiv. Her er det min læser skal have sin opmærksomhed vendt. Efter 8 dages forløb kunne jeg gå og var oplagt til at arbejde. Såret lægtes efterhånden. Der var kommet liv i det til det bedre. Så var den sygdom, der var ved at sende mig over i den anden verden forbi - "den spanske syge" var hård i 1918 og 1920.
Fynsgade står for mig som den dejlige barndomsgade, hvor vi boltrede os med leg, fodbold, cricket, pind og røver og politi, men fodbold var nummer ét. På den anden side af gaden havde bondemanden jord og hvis vi var så uheldige at bolden landede derovre, havde vi somme tider mas med at få den. En skøn tid indtil mor kaldte os ind til lektielæsning, når Sundbo fik kirkeklokkerne til at ringe kl. 21 aften. Skoletiden har jeg aldrig været ked af. Jeg begyndte som 5-årig i en lille børnehave i Fynsgade, med leg. Så kom jeg i 1. klasse, Østre Skole i Østergade. Da var skolen ikke så stor som nu. Frk. Lauridsen, senere gift med redaktør L.V. Jensen Esbjerg Posten, var vor lærerinde. Vi holdt af hende, men sommetider kunne hun ikke rigtig styre os, og pige og dreng blev sat sammen. Jeg sad ved Nanna Adamsen. Vi holdt begge af regning og skrivning. For sjovs skyld byttede vi bøgerne om, så frøkenen skulle dømme, hvis der var hvis. Det kunne skifte. Jeg har aldrig haft en sangstemme. Synes selv jeg har en klar stemme, men til sang duer den ikke. Forresten gælder dette for vi mandfolk på min faders side. Moder og søster kan synge. Fra 4. klasse var vi til optagelsesprøve for at komme i 1. mellem - den kommunale - og vi bestod alle og måtte flytte til Danmarksgades Skole. Med Clemmen Nielsen som klasselærer, Jørgen Banke som historielærer. Med Fleischer - Magelund - Kruse og Rømhild, Brændeskov til sløjd, Ellekilde til gymnastik og fodbold. Hver af disse lærere havde deres facon. Men aldrig er vi blevet banket kun fået et lille tjat. Det må være omkring 1907-08. Spanskrør så vi ikke. Men for mit vedkommende satte jeg pris på historie, regning, fodbold og gymnastik. Fysik var ikke noget for mig. I naturhistorie botaniserede vi i Vognsbølparken, der dengang var en sump, og som nu er den skønneste park vi har. Et lille træk om realeksamen. For matematik og regning blev det meddelt os, at professor Foldberg skulle være censor. Naturligt var vi nervøse. En dag oprandt hans fag. Ind trådte en høj, kraftig mand med sort kalot på hovedet, og så begyndte eksamen. I andre fag fik man lov til at trække en seddel med opgaven. Men professoren dikterede ud af hovedet. Selvom vi fik lidt mindre end sædvanlig, var vi godt tilfredse. Hvis man vil læse mere om professor Foldberg, kan man i redaktør Larsen-Ledets 10 erindringsbøger finde et kapitel hvor Larsen-Ledet har professoren til eksamen i matematik. Meget interessant. Jeg synes jeg må omtale mine kammerater. Der har altid været god forståelse imellem os. Vi legede godt sammen. Vi havde jo skoleudflugter til Kolding, Himmelbjerget, Varde og i de små klasser til Strandskoven. Mine penge var små, men når pigerne havde penge, havde Jens også penge.
Efter skoletiden i 1914, hvor jeg var knap 17 år og har haft det rart hos gode forældre, skulle så ens eget liv begynde. Mor og far havde ikke råd til at jeg kunne gå kontorvejen, som de fleste af mine kammerater gjorde. Da jeg ikke havde noget, fik jeg en sommerplads hos en bondemand, der havde landbrug på hjørnet af Ribegade og Exnersgade. Hvis jeg er rigtig orienteret, så har det meste af jorden omkring tilhørt ejendommen. Navnet kunne tyde på det, nemlig Chr. Esbjerg. Nu var der kun jord omkring gasværket. Ejendommen havde 5-6 køer, nogle grise og heste. Jeg skulle have kost og logi + 10 kr. om måneden og hvis der var tilfredshed - 15 kr. Jeg hjalp til så godt jeg kunne. Værelset var i kælderen. Ved siden af boede der et ældre ægtepar, som var meget behagelige i deres væsen og optræden. Mor besøgte dem engang imellem til et slag kort og en snak. Jeg har aldrig været praktisk anlagt, så arbejdet kunne godt være lidt anstrengende for mig. Læsse gødning, køre det på marken og der spredte det ud. Høhøst og kornhøst var jo også i min tid. Sommeren var varm det år, og en dag bad gårdejeren mig om at hente en bajer til sig. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke, da jeg var "Good Templar". Han blev gal, men slog mig ikke. Jeg må indrømme, at den situation, jeg havde bragt mig i, ikke var behagelig, og der blev ved bordet ikke talt ret meget. Når jeg havde spist, forlod jeg stuen og gik til mit værelse. Jeg havde jo lært i børnelogen, at man aldrig skulle drikke det første glas, og lærte også de mange sentenser, der blev læst op for os, og som vi gentog, så vi til sidst kunne dem udenad. Men endelig kom der forståelse igen, alt kom i den gamle gænge. Jeg tror det var madmoder, der klarede skærene. Samtidig skete det, at jeg nu berettiget kunne passe mit møde i ungdomslogen. Mange år efter traf jeg Chr. Esbjerg igen og spurgte ham. "Kan du huske den sommer?". Jo.
I et eller andet blad fandt far en annonce fra mejeribestyrer L. Lauridsen, Hejnsvig Mejeri, Grindsted, der søgte en elev fra d. 1. november 1914. Jeg skrev efter pladsen, og fik den. Det var jo hjemmefra, sådan set ude på heden. Med toget til Holsted (cyklen med). Første gang hentede Lauridsen mig i sin åbne bil. Ellers var det sådan, at jeg, når jeg ville en tur hjem, cyklede jeg mellem mejeriet og Holsted station. Dengang var vejene jo ikke asfalterede, der var næsten ingen bebyggelse, kun hede. Jeg var gerne inde i Hovborg Kro for at få min kaffe. For de snart 60 år siden havde en bondemand, som regel 10 tønder opdyrket land, men måske 150 tønder uopdyrket land. For mange var det små forhold, slid og slæb. Mange børn i hvert hjem. Men år efter, hvor jorden er blevet opdyrket og delt mellem børnene, der var blevet voksne, er der vel ud af hvert hjem blevet 3-4 nye hjem. Hejnsvig mejeri omsatte 4,5 millioner kg. mælk i min tid. Vorbasse og omegn og andre små sogne leverede også. I mange år har der været mejeri i Vorbasse, der også havde ca. 4-5 mill. kg. mælk. Men jeg blev godt modtaget på mejeriet, og havde det såmænd godt i det år jeg var der, bortset fra, at der ikke var meget for ungdommen. Beboerne var præget af Indre Missions arbejde, som jeg ikke havde noget imod, men vi mejerister deltog ikke i det. Der var et afholdshotel, hvor jeg sommetider kom. Kirken samlede mange mennesker til gudstjeneste, og der var hver uge flere møder i missionshuset. Næsten altid fuldt hus. Der var en skrædder i byen, han var samtidig barber, og mand og kone samlede af og til ungdommen i deres hjem. Jeg kom der hver gang. Hvad vi egentlig var optaget af, kan jeg ikke huske, men jeg antager, at det var samtale, sang og kaffebord. Men der var hyggeligt der. Dengang i 1914, var man i færd med at anlægge jernbane. Som følge deraf var der mange "jernbanebørster", som sled hårdt. Det var jo ikke i maskinernes tid. Man brugte skovl og hakke. Disse "børster" holdt til på en stor gård, som havde en del plads. Deres væsentlige føde var spegesild og brændevin. Købmanden blev velhavende ved at sælge det. Nogle år efter købte byens folk købmanden til ikke at sælge spiritus. Disse "børster" var hårde ved sig selv, men jeg fik min gang på gården, og jeg må sige, at de aldrig rørte mig. Jeg blev som en ven for dem. Jeg lærte særlig en at kende. Han hed Christian, og selvom han var nogle år mindre end jeg, blev vi ret gode venner. Mit job på mejeriet var at veje mælk ud på perronen, og der kom bl.a. også Christian med sin spand. Dengang tog man det ikke så nøje med vægt og pris. En halv spand kostede 5 øre og en hel spand 10 øre. Jeg lagde mærke til ham, rød i ansigtet, vel af for megen brændevin, meget skægget, dårlig i tøjet og hul i skoene. Selvom jeg i min barndom i Fynsgade kvarteret (dækkende også Ribegade, Exnersgade og Rørkjærsgade), havde set mennesker, der drak for megen spiritus og blev originaler, så fik jeg en vis medfølelse med Christian, talte fortroligt med ham, og foreslog ham, at følge med op til sammenkomsterne hos skrædderen. Det gjorde han, og efterhånden fik disse sammenkomster også betydning for ham. I løbet af forbavsende kort tid, hvor han holdt sig fra brændevin, fik han en mere naturlig farve i ansigtet, han blev barberet tit, fik nyt tøj og nye sko. Mennesket Christian blev forandret til det bedre. Jeg syntes, at det var dejligt, og han befandt sig selv bedre. I november 1915 skiftede jeg plads og kom til Brøndum Mejeri, Tarp pr. Guldager, og dermed tabte jeg forbindelsen med Christian. Hvad der er sket efter, at jeg rejste, er for mig uforståeligt. Måske kammeraterne fik magt over ham, eller han manglede måske venner, der kunne stive ham af. Desværre er det en kendsgerning, at en dag jeg stod i mejeriet i Brøndum og vejede mælk ud, faldt en mand pladask ind af døren. Vi foér derhen allesammen og jeg opdagede da, at det var Christian. "Christian dog”, sagde jeg, og jeg bad mejeribestyreren og hans hustru, der begge var prægtige mennesker, om at hjælpe ham. Men da han opdagede, at det var mig, var det umuligt at holde fast på ham. Hvor nødig vi end ville, måtte vi give slip på ham, og han forsvandt ud af mit liv. Jeg traf i Grindsted en af mine ordensbrødre, der var medlem i Århus, men som arbejdede som banearbejder i Grindsted. Han var nogle år ældre end mig. Han var foruden at være "Good Templar", også interesseret i politik. Da jeg faktisk også var det, blev vi enige om, at vi skulle forsøge at oprette en socialdemokratisk forening i Hejnsvig. Han fik fremstillet nogle hjemmelavede løbesedler. Vi forsøgte at få et lille mødelokale, men det lykkedes ikke. Vi lånte så smedjen. Da folk gik fra gudstjeneste, overrakte vi dem en seddel om mødet, men der kom - hvis jeg husker ret - kun 3. Der blev intet ud af det. - Det blev så jul. Jeg havde fået min første månedsløn, der ikke var ret stor. Men priserne var jo også små. Jeg tog til Grindsted, der dengang var i sin opvækst og bl.a. havde en lille banegård. Forretningerne var små. Jeg fandt en guldsmedeforretning, hvor jeg til min moder købte 6 sølvteskeer (tretårnede), hvad jeg ellers købte husker jeg ikke, men jeg var meget stolt da jeg overrakte dem. Det er ret naturligt, at disse teskeer er i vort hjem. Vi skulle til mejeriudstilling i Kolding. Det var i januar 1915 og det var meget koldt, og vi kørte i mejeribestyrerens åbne bil. Jeg havde ingen overfrakke og antagelig heller ingen handsker. For da vi kom til Kolding, var jeg blåfrossen, sådan at mine hænder næsten ikke kunne holde på kaffekoppen. Her i Hejnsvig fik jeg et sæt tøj. Prisen var 35 kr., altså mere end 2 måneders løn. Det var en forretning i Istedgade, der sendte en repræsentant ud at sælge tøj efter mål. Jeg var en flot fyr. - Regnskab har altid interesseret mig, og da jeg tiltrådte pladsen, kom der en mand mere, så af en stab på tre var vi to nye. Vi blev straks sat på en prøve, idet der ikke var lang tid til udbetaling af penge til leverandørerne. Regnskabet var ikke færdigt. Så der blev sat ekstra kraft på. Selve kladdebogen over ind- og udvejet mælk fik mejeribestyreren en "lærd" mand til at tælle sammen. Vi andre begyndte med noget andet, og da vi havde fået kladdebogen retur, kunne indføring og beregning begynde. Til sidst afstemning. Der var noget galt. Først gennemgang af vort eget, derefter af den "lærdes", og her var der mange fejl. Udbetalingen igen udsat et par dage, og så lykkedes det. I fremtiden ønskede vi ikke en sådan hjælp. - I den periode, vi var der blev mejeriet ombygget, hvad der selvfølgelig gav en del roderi. Vi mejerister havde værelser i selve mejeriet. På 1. sal i bestyrerboligen var der gæsteværelse. Her boede en montør, en ældre mand. Den første nat og måske de næste med kunne vi fra sengen høre en speciel lyd. Vi kiggede efter, og det viste sig, at montøren var ved at tisse ud af vinduet. Som omtalt var befolkningen indremissionsk. Det betød, at vi ikke arbejdede om søndagen, men derimod lørdag aften til kl. 24. Værst var det når der var flere sammenhængende helligdage. Så modtog vi jo flere spande mælk end normalt. Det er jo sådan, at dengang blev mælken renset ved at gå gennem en centrifuge, der løber med en vis fart, hvorved snavset sætter sig på siden, og man forundrer sig over, at der er så meget snavs i mælken. For at kunne køre igennem, måtte vi - hvis jeg husker rigtig - skille centrifugen ad 2-3 gange og pille snavset at, og så på igen. Nogen mælk blev måske kasseret, idet forholdene på gården med hensyn til afkøling ikke var så gode som nu til dags. Ret naturligt, 56 år er gået, når dette nedskrives. Den 1. november 1915 fik jeg plads på Brøndum Mejeri, Tarp pr. Guldager. For en ung mand et stort skifte. I Hejnsvig var befolkningen meget flinke og religiøse. I Brøndum vil jeg mene at befolkningen var mere folkelige, måske grundtvigianere. Her var der mere liv, fodbold, gymnastik og ungdomsforening. Desuden kom man mere sammen. Når en eller anden havde en mærkedag, var der store fester i forsamlingshuset. Den ene aften for de ældre, den næste aften for de unge. Stor spisning. Vi mejerister var altid med. Vi er tit gået hjem fra fest og direkte i mejeriet til dagens gerning. Foruden at passe mit arbejde, var jeg meget optaget i fritiden. Jeg var ven med sognefogedens søn, Hans Lund Sørensen og flere som vi kom sammen med. Jeg spillede fodbold og lavede gymnastik. For 4-5 år siden kørte jeg sammen med min familie til Tarp, for at drikke vor thermokaffe i en vejgrøft, og nyde livet. Pludselig kunne vi høre, at der var fodbold i Tarp. Vi blev enige om at køre derom. Der mødte vi Hans, der stod og talte med en kammerat. Vi hilste på hinanden. Den anden kunne da godt huske den lille mejerist, der var med i så meget. Jeg var med i ungdomsforeningen. Vi havde mange gode møder med taler og underholdning. Jeg kom i bestyrelsen og blev redaktør af et håndskrevet blad (en bog), der hed "Bavnen". Mejeribestyreren og hans familie var prægtige mennesker. De var gode mod deres personale. Madmoder var ikke fedtet med mad, f.eks. kan jeg huske at vi julemorgen, fik et ordentlig morgenmåltid med forskellige slags pålæg. Da datteren kom på husholdningsskole, var det sjovt når hun var hjemme, for så fik hun lov til at lave noget af det, hun havde lært. Mejeribestyreren ville gerne spille lhombre. Jeg kunne ikke spille det, men fik det lært. De andre to kunne spille det. Så ivrige var vi, at det kneb med at få middagssøvn - vi var jo tidligt oppe. Resten af eftermiddagen gik med regnskab. Alt i alt havde jeg en dejlig tid fra d. 1. november 1915 til d. 1. maj 1917, da jeg skiftede plads til Elbæk Mejeri, St. Tårnby, Vallø. Også her havde jeg det godt. Befolkningen kom vi ikke sammen med, men vi unge samledes i forsamlingshuset, hvor vi spillede Ihombre (det var godt jeg fik det lært i Brøndum). Det var ikke penge vi spillede om, dem havde vi ikke mange af. Det var blot sjovt at være sammen. Her på mejeriet var jeg smørmejerist og passede udsalget af mælk og smør. Om formiddagen i mejeriet, om eftermiddagen regnskab. Angående regnskab husker jeg, at det var mig, der blev sat til at lave det. De to andre havde et eller andet at lave i mejeriet. Jeg kan fortælle, at mejeribestyreren holdt Køge Folkeblad, et ret stort blad, og mejeribestyrernes mejeriblad, Jeg var medlem af Mejeristernes Fagforening. Jeg holdte Socialdemokraten og Afholdsdagbladet. Når jeg så kom ind til regnskaberne, fik jeg en kop kaffe og læste hvad der interesserede mig i bladene. Den ene af mejeristerne blev fornærmet på mig, fordi jeg gjorde det. Han måtte arbejde i mejeriet, medens jeg læste og lavede regnskab. Han ønskede vi skulle bytte. Vi snakkede med mejeribestyreren om det, resultatet blev, at jeg ikke havde noget imod at bytte, dog således at han godt måtte kigge blade og aviser, men at alt skulle være færdigt ved sekstiden. Dagen efter var jeg lidt i mejeriet om eftermiddagen og han på kontoret. For hans vedkommende blev det en kort fornøjelse, idet han ikke var færdig til tiden. Jeg lovede, at gøre det færdigt, på den betingelse, at der ingen bemærkninger kom i fremtiden.
Som det fremgår af foranstående, var jeg socialdemokrat, afholdsmand, fagforeningsmand og noget interesseret i aviser, og det var naturligt, at vi også drøftede det. Mejeribestyrer Pedersen var drillesyg, og han forsøgte tit - i begyndelsen - at hidse mig op ved at sige, at nu står der sådan og sådan i f.eks. Mejeristernes blad. Det viste sig gerne, at det ikke var rigtigt, og så sagde jeg: “Nu vil jeg selv læse det, inden vi diskuterer”. Som sagt - vi diskuterede. Mejeribestyreren havde en anden politisk opfattelse end jeg. Når vi diskuterede ved bordet, holdt de 2 kolleger gerne med mejeribestyreren, men det morsomme var, at ude i mejeriet da kunne bestyreren og jeg bedst sammen. Jeg var smørmejerist og passede butikken. Hver formiddag var butikken fyldt af kvinder, der skulle købe de nødvendige forbrugsvarer. Der var en snakken om alt, hjem, børn og meget andet. Før mig havde der været en mejeriske, altså en kvindelig mejerist. Hun må have været for god af sig. For jeg hørte nogen tid efter, at man snakkede om, at nu havde de fået en ny mejerist, og han siger, at vi skal have det, vi skal have - og knap det, og vi skal betale, hvad vi skal - og lidt til. Det kunne jeg jo ikke have siddende på mig. En dag var de alle samlet igen, der iblandt en rask gammel kone på 92 år. De var alle blevet ekspederede, men som regel stod de og underholdt hinanden. Jeg gik om og låsede døren, hentede bestyreren, fortalte hvad hver enkelt havde fået og betalt, og bad ham kontrollere, at det var mig der havde ret, var givet. Sådan standsede snakken. Dagen efter kom den 92 årige med forklædet fuldt af æbler, og det gjorde hun tit i det år, jeg var der. - Forsamlingshuset har jeg kort omtalt, hvor særlig vi unge samledes og fik et slag kort. For mit vedkommende fik det dog en brat afslutning, som jeg ved min afrejse fik oprejsning for. Værtinden var min vaskekone, hvilket hun fik 5 kr. for om måneden. En af mejeristerne havde fødselsdag. Nogen tid forinden havde jeg hørt, at han gerne ville have spiritus med til fødselsdagsfesten. Forsamlingshuset måtte ikke udskænke spiritus. Jeg blev indbudt til at være med, men gjorde opmærksom på at jeg havde hørt om spiritus. "Der bliver ingen spiritus", blev der sagt. "Tak, jeg skal nok komme", sagde jeg, og dagen oprandt. Vi begyndte med at spille lhombre, alt gik godt og der var godt humør. Vi fik chokolade. Ingen tegn på spiritus, men så begyndte det at rasle ude i køkkenet. Jeg kunne høre, at vært og værtinde snakkede, antagelig om det. Så kom det. Det værste var, at de først ville byde mig. Jeg sagde nej tak og gik. Der blev røre, alle rejste sig. Der var en stor hæk lige ude ved vejen. Derfra kunne jeg se, at alle var udenfor, og at flasken gik rundt. Jeg gik hjem, men ikke op på værelset. Jeg gik i fyrrummet, da jeg var klar over, at der ville komme skældsord, når de andre kom. Det gjorde der også. Så til køjs. Stemningen var ikke god. Jeg deltog i gymnastiktimerne så godt som muligt, men kom ellers ikke i forsamlingshuset. Et par dage efter var jeg bedt om at komme derop. Værten ville tale med mig. Selvfølgelig gik jeg derop. "Hvorfor brød du op fra festen", blev jeg spurgt. Jeg sagde som sandt var, at det for mit vedkommende var en betingelse at der ikke blev budt spiritus, "og du ved jo at der ikke må udskænkes spiritus i forsamlingshuset”. Efter en ordveksling sagde han, at hans kone ikke måtte vaske for mig mere. "Har jeg ikke betalt rettidigt og endda sommetider lånt dig 5 kroner," sagde jeg til konen. "Joh, men". Sådan mistede jeg min vaskekone.
Det var under Den første Verdenskrig. Der var rationeringskort på smør. Mejeribestyreren bad mig hjælpe om aftenen med at lave "kunstsmør". Mælk blev syrnet, kærnet med håndkraft og et par pund godt smør blev æltet i. Så skulle det sælges. Hvis jeg husker rigtig, blev det meste solgt i Køge by. Vore egne ville ikke købe det. I mit arbejde, som jeg var glad for kom der engang en sort dag. Bestyreren var på besøg i København. Kærnen snurrede rundt, og var igang med at lave smør. Det gælder for mejeristen, i hvert fald dengang jeg var mejerist, at følge udviklingen gennem glas i enden af kærnen. Når smørkærnerne passerer glasset, skal de være små, ellers er det ikke til at få kærnemælken ud af smørret. Jeg var borte et øjeblik, og i det tidsrum skete det. Arbejde og besvær fulgte med, men resultatet blev håbløs. Smør var det, men kærnemælkens smag var der, og dermed ikke "Englandssmør". Det drejede sig om 700 pund, som blev solgt på egnen. - Jeg kom på session på Køge Rådhus. I god tid havde jeg indsendt ansøgning om at måtte få udsættelse, men da der ikke kom noget svar, var der ikke noget at gøre. Jeg måtte tidlig op, gøre noget arbejde i mejeriet, på cykel til rådhuset og fremstille mig for de høje herrer. Der var nogen diskussion om personen Jens. Lægen ville have mig kasseret, men pludselig så de min ansøgning om udsættelse. “Pokker stå i det", tænkte jeg ved mig selv. Men ud fra mit synspunkt sejrede lægen. Jeg var glad, kom i tøjet og ud, hvor jeg lagde 5 kr. i bøssen til soldaterhjemmene. Tilbage til mejeriet, i arbejdstøjet og min militærtjeneste var forbi.
I maj 1918 havde jeg udtjent i Køge. Mejeribestyreren havde anbefalet og skaffet mig plads på Svebølle Mejeri ved Kalundborg. Desværre var jeg jo kun der i et halvt år, på grund af dødsfald i min familie. Mejeriet ejedes af M. Olsen. Jeg var ikke meget hjemme, specielt ikke om søndagen, hvor jeg var til fodboldkamp. Fruen sagde et par gange, at "skal du aldrig være hjemme søndag eftermiddag". Et morsomt træk om lønforhøjelse udskyder jeg til afsnittet om fagforening. Men her i Svebølle forsøgte jeg mig som fabrikant og handelsmand, - men uden held. Vi var jo i krigens tid. I min barndom fik vi jævnlig om søndagen æblegrød, som var kogt af tørrede æbler. Disse tørrede æbler blev meget brugt dengang. Om det var importerede eller danske tørrede æbler, ved jeg ikke, men jeg vil tro at det var importerede. Frugtavlen var ikke stor i Danmark i 1917. En anden lærling og jeg fik fat i nogle æbler, skrællede dem, skar dem i skiver og lagde dem på et eller andet ind i den varme kedel. Men det hele var skrumpet ind, så der kunne intet sælges. På vej til fodbold kom jeg forbi en gammel gård, hvorom der var mange kirsebærtræer. Da jeg havde læst i en avis, at på Københavns Grønttorv kostede kirsebær 50 øre pundet, spurgte jeg om hvad kirsebærrene kostede. "25 øre pundet". "Kan jeg købe dem". "Ja, men du skal selv plukke dem". Nogle pund blev plukket og solgt, men interessen kølnedes ved at klatre op i de høje træer, og dermed fortjenesten. Godt at der ingen kontrakt var. Ja så rejste jeg fra Svebølle, og på nær 4-5 dage, hvor jeg afløste på Sønderho Andelsmejeri, var jeg færdig som mejerist. Ved henvendelse til Mejerikontoret, fik jeg mit lærebrev udstedt. Jeg har dog aldrig haft brug for det«
den 5. november.
Efter fars begravelse den 5. november 1918 bestemte jeg mig for at blive hjemme, og støtte så godt jeg kunne. Arbejde havde jeg ikke, men da jeg havde været medlem af Mejeristernes Fagforening i 2-5 år, bevilgede den mig understøttelse. Min tid gik med at ordne forskelligt, bl. a. foreningsarbejdet. Oliemøllen i Esbjerg skulle i gang om kort tid. Jeg fik mit navn skrevet op, og søgte samtidig arbejde på DSB’s remise. I foråret 1919 den 2. marts, kom der bud fra remisen, og ca. 30 minutter derefter fra Oliemøllen. Nu var jeg i syv sind. Jeg havde en onkel, der var arbejdsløs. Jeg valgte DSB, og min onkel gik til Oliemøllen, hvor han fik arbejde. Nu mange år efter er jeg taknemmelig for, at jeg valgte DSB, da jeg nu har bedre pensionsforhold. Min onkel blev ikke på Oliemøllen i ret mange år, da han ikke kunne holde det ud. Jeg må indrømme at arbejdet på remisen, for mig var ret anstrengende, jeg var ikke vant til at bruge en stor skovl, og det var anstrengende, at være med til at rense fyr og læsse kul, koks og briketter. Ganske vist var det efter krigen, men der blev fyret med koks og briketter i en rum tid efter krigen. I fyret brændte det sammen til store kager, som der skulle brækstænger til at løsne, og samtidig var der meget varmt, selvom personalet på lokomotiverne gjorde deres bedste for at ordne fyret. Særlig galt var det med en P-maskine, der kom ind om eftermiddagen, skulle vendes på drejeskiven, renses og køre næsten med det samme, 2 mand på den, varmt var det, men igang med skovlen og brækstang.
På dette tidspunkt var der mange, der begyndte på remisen, men holdt op kort tid efter. Lønnen var dårlig, arbejdstiden, som andre steder lang med 10 timers arbejde hver dag, - men jeg holdt ud. Der kom lyspunkter, både angående større løn, kortere arbejdstid, søndagsfrihed og ferie. Alt dette kom jo ikke på én gang. I 1920 fik vi flere penge, ja så ofte, at vi næsten ikke vidste hvorfor. Ikke store portioner, men penge. Der sker vist ikke noget ved - efter 50 år - at fortælle, at vi engang skulle skrive under på, at vi skulle låne 200 kroner. Enkelte gjorde det ikke. Så vidt jeg ved, har vi aldrig tilbagebetalt disse penge, som nok på en eller anden måde er indgået i afsluttende lønforhandlinger. I 1920 havde jeg, selvom jeg var syg fra februar til august, en ret stor årsløn 4.800 kr. Efter datidens forhold en stor indtægt, men jeg skulle også betale en pæn skat. Efterhånden levede jeg mig ind i hele rytmen. Deltog i meget af remisens arbejde, såsom arbejde i kulgården, pudsede maskinerne og passe drejeskiven. Dengang skulle maskinerne skinne. Lokomotivførerne var "små paver", og de fik små præmier for at deres maskine var iorden, og brugte mindst mulig olie og brændsel. En lokomotivfører kørte kun med den samme maskine, og var derfor interesseret i, at den var i orden. Vi remisearbejdere var derfor også med til at præge maskinen, men uden at få præmie. Tiderne forandrede sig. Maskinerne fulgte ikke mere manden og rengøringen slappede af uden at det derfor gik ud over maskinens pænhed. Efter at have arbejdet nogen tid, kom der brev om, at jeg skulle til lægeundersøgelse, med henblik på at jeg skulle fastansættes. Dr. Mortensen undersøgte mig og underskrev papirerne. Jeg blev fast ansat med virkning fra d. 2. marts 1920. Jeg var syg af spansk syge fra februar til august 1920, og da ansættelsespapirerne kom nogle dage før d. 2. marts, hvor jeg jo lå på sygehuset, måtte de jo gå tilbage. Kort tid efter at jeg igen var begyndt at arbejde, kom papirerne tilbage. Jeg var noget nervøs for, om jeg var "god nok" helbredsmæssigt. Tuberkulosen stod mig i hovedet. Alt gik dog glat, og jeg blev fast ansat den 20. august 1920. Arbejdet var nu i fuld gang, og alt gik godt indtil først i 1925, da der gik rygter på remisen, om at jeg skulle overflyttes til vognværkstedet. Der var nogle af mine kammerater, der var kommet derover, efter egen anmodning. Jeg havde ikke bedt om det og ingen havde anmodet mig, men rygterne gik. Jeg var faktisk ked af at skulle omflyttes, nu hvor jeg var vant til arbejdet, men så kom det. Den 25. februar 1925 fik jeg besked på at skulle begynde på vognværkstedet. Havde jeg meget at bestille på remisen, så fik jeg mere på værkstedet. Jeg var bud; ledede rangeringen af vogne ind og ud af værkstedet; rengjorde værkmesterens kontor og opholdsstuen; passede magasinet og sørgede for, at der var materialer hjemme; førte lønningsregnskab; skrev alle papirer vedrørende de reparationer, der var foretaget på vognene; passede telefon ind imellem og optrådte også som fyrmester. Min tid slog ikke til, jeg havde mange overtimer, som jeg intet fik for. En gang imellem ekstra fri. Som igen betød mere arbejde. Det var såmænd ikke fordi jeg var ked af det. Tiden gik jo strygende. I årenes forløb forsvandt noget af det, kontorarbejdet; rangerarbejdet i 1955. I mange år fik vi næsten en vognladning materialer hjem hver måned. I de sidste år jeg var der, skete der mange ting, som bevirkede at materialeforbruget blev skåret ned, og jeg sagde ofte, at nu kan vi have dem i en kasket.
Årene gik. Man var ikke længere en ung mand, selv om man bildte sig det ind. Afskedens time kom, men inden da, vil jeg fortælle om min rejse til San Fransisco, Californien, USA. Jeg har en datter og en broder derovre. I oktober 1964 blev det af min familie og mig bestemt, at jeg skulle tage derover. Jeg var i toget fra Esbjerg Banegård, og da jeg passerede værkstedet, stod alle mine arbejdskammerater ude ved skrænten til banelegemet. Hver med et skilt med et bogstav: "Hils i Amerika"- det var rørende. At turen blev en oplevelse for mig er unødvendigt at fortælle. Jeg besøgte min datter, svigersøn og 5 børn, samt min broder og svigerinde, som jeg ikke havde set i mange år. Min bror ikke siden 1928. (han var hjemme i 1969). Jeg kom hjem fra Amerika, og det sidste år i min tjenestetid havde jeg det ikke hårdt. Jeg søgte min afsked d. 1. juli 1965 og uden sygedage holdt jeg ferie den sidste måned før min livsgerning år ved statsbanerne, var forbi. Jeg har altid været glad for mit arbejde, haft gode mestre og arbejdskammerater. Selvom jeg var en ener, og blev drillet, men for det meste tog det med godt humør og kunne give igen, har jeg stor grund til at være taknemmelig.
Madsen-Mygdal var statsminister 1926 til 1929 og gennemførte i denne periode en reduktion af de offentlige budgetter. Statsbanerne er en offentlig institution, og en skønne dag i 1927 blev jeg kaldt ind på værkmesterens kontor, og blev bedt om at gå over på lokomotivmesterens kontor. Dengang var vort kontor en slags underafdeling af remisens kontor. Dette er ændret for mange år siden. Da jeg kom derover, sagde lokomotivmesteren til mig: "Søndergaard, De er afskediget”. Jeg modtog papiret, og måtte vistnok kvittere for modtagelsen. Det var selvfølgelig med 3 måneders opsigelse. Jeg var selv ked af det, eftersom jeg havde været ansat i 7 år og nogle der kun havde været ansat i meget kort tid, ikke blev afskediget. Årsagen var den at jeg var under 30 år, og de andre var over 30 år. Fra det 30te år begyndte pensionen at virke, så man var klar til at kunne få pension fra 35 - 67 år. For mit vedkommende har jeg betalt fra mit 23 år. Alt dette er ændret ved sidste revision. Men jeg fik altså min afsked. I denne tid forsøgte jeg, at søge noget andet arbejde, f.eks. sygekassebud, men den var optaget. I en tid spekulerede jeg på at ansøge om redaktørposten for Socialdemokraten i Ribe, men opgav det. Omtrent den sidste dag i opsigelsesperioden blev opsigelsen udsat i 14 dage. På den næstsidste dag af denne nye frist blev opsigelsen trukket tilbage.
Fodbold er ret gammel her i Danmark, fra 1878, nu i 1970 er der vel ikke en landsby, hvor man ikke har en fodboldbane. Da jeg var barn og ung, var der mange steder, hvor der ikke blev spillet fodbold. Vi drenge i Fynsgade spillede fodbold, hvis bold det var, kan jeg ikke huske, men det havde ingen betydning for os. Bolden var lige god at sparke til, og det gjorde vi, så tit vi kunne samles. Vort gadestykke, fra Ribegade til Kingosgade (nu Baggesens alle), var en livlig gade, hvor vi drenge og piger tumlede os med fodbold, cricket, pind, røver og politi og jagtede andre børn fra fjernere kvarterer. En herlig tid. Fodbold i skolen husker jeg bedst fra l. mellem. Vi havde lærer Ellekilde, en høj og rank mand, som også selv spillede med. Det kneb ham vist at komme op om morgenen, når vi havde fodbold fra kl. 08-09. Så hentede vi selv bolden, også selvom det var regnvejr. Der skulle spilles fodbold. Vi spillede på den plads, hvor nu det nye rådhus er bygget. I 4.mellem havde vi jo klasselærer Clemmen Nielsen som gymnastiklærer og til fodbold om sommeren. Vi skulle spille mod realklassen fra Stormgades skole. Jeg mindes målmanden derfra. Han var stor og bred og kunne fylde målet ud. Vi var nogle mindre drenge, der kunne løbe når vi havde bolden, og vi kunne skyde på mål. Resultatet blev at vi vandt. Deres målmand græd. Clemmen Nielsen inviterede os på middag dagen efter i sit hjem i Kirkegade 64. Det var en stor dag for os. - I Hejnsvig, hvor jeg var fra 1914 til 1915, var der ingen fodbold. Fra 1915 til 1917 var jeg i Tarp pr. Guldager. Her var der en god fodboldklub, ligesom der var gode klubber i nabosognene. Her fandt jeg mange venner, som tidligere omtalt Hans Lund Sørensen og flere. Jeg blev medlem af fodboldklubben. Vi havde en fane og vi spillede om sølvplader til fanestangen. Vi vandt flere. Jeg siger ikke for meget, når den lille mejerist var vel anskrevet som spiller. Ja så meget, at jeg i 1920, efter at jeg ikke havde rørt en bold i et års tid, fik jeg opfordring til at hjælpe dem i en kamp mod Jerne. Jeg afslog det, da jeg ikke var i træning. Jeg er aldrig kommet til skade, men engang fik jeg et skub, så jeg slog flere kolbøtter. Det var ved en kamp i Alslev. Vi førte ret pænt, jeg ville smutte udenom den lange skolelærer, der var back, men fik et skub. Dommeren, lærer Valdemar Nielsen, Brøndum, (senere folketingsmand), dømte straffespark. Med et hårdt spark røg bolden i mål.
Fra 1. maj 1917 til 1. maj 1918 var jeg i Elbæk, Vallø ved Køge. Da jeg kom der, var ingen fodboldklub, men vi mejerister blev enige om at starte en klub. En bold blev købt, men det kneb med at finde et sted, hvor vi kunne spille. Endelig fik vi lov til at få et stykke ujævn mark. Der mødte mange den første aften, for at være med. De fleste mødte i træsko, men det kunne jo ikke gå. At få en træsko i hovedet ville ikke være sjovt. Efterhånden fik vi alle rigtige lædersko eller støvler. Det var sjovt, men anstrengende. Der var fodbold i Karise -ikke så kort fra os, men man kunne cykle dertil. De havde flere hold, og vi blev inviteret til kamp. Vi lovede at komme, hvis vi måtte spille mod deres dårligste hold. Der var sølvplader at spille om. Kampen kom igang. Jeg husker hvor jeg sled, de fleste af vore folk var nybegyndere. Jeg spillede først forward, dernæst halfback, back og også målmand ved et straffespark. Vi vandt 1-0, men de ville ikke af med sølvpladen. Ved et kup fik vi den. Jeg husker at vi cyklede både ud og hjem. Min cykel var dårlig, så jeg måtte op på stangen ved en kammerat. En anden tog min cykel på nakken. Dengang var vejene jo ikke asfalterede som nu.
Fra maj til november 1918 var jeg i Svebølle ved Kalundborg. Her var der heller ingen der spillede fodbold. Jeg fik opsnuset, at der en god mils vej borte, i Eskilds trup, var en fodboldklub. Jeg cyklede derned og ganske rigtig, de var i fuld gang. Jeg spurgte om jeg kunne blive medlem. "Jo det kan du godt, men kampholdet er udtaget". "Det gør intet, når blot jeg må få lov til at spille". Jeg havde korte hvide bukser på indenunder, men for ikke at virke for offensiv, spillede jeg som jeg havde cyklet. Som altid asede jeg alt hvad jeg kunne, og nåede at lave nogle mål. I halvlegen skiftede jeg benklæder og kom over på det andet parti. Da kampen var forbi, var stillingen uafgjort, og jeg var på kampholdet fra den første søndag efter, og lige indtil jeg rejste.
Efter at jeg var kommet til Esbjerg igen, blev jeg opslugt af mit foreningsarbejde, men jeg glemmer ikke en lille tildragelse. Mine piger og jeg stod en formiddag for nogle år siden, ved et busstoppested i Haraldsgade. Lige inden bussen kom, henvendte et ægtepar, der havde stået lidt fra os, sig til os, og manden sagde til mig: "Er det ikke en af de gamle fodbolddrenge?" Jo, det var det. Hvis jeg var blevet ved med at spille fodbold, efter at jeg var kommet til Esbjerg igen, og om jeg var kommet på et kamphold, vides ikke, men min interesse er lige stor enten jeg kigger på stadion eller ser det i fjernsyn. Når der opstår en rigtig spændende situation, kan jeg godt bruge mine ben, som om jeg var med. Tak for de dejlige år med fodbolden. En stor gymnast ville jeg aldrig være blevet. I skolen var jeg nogenlunde i arm- og ben øvelser og også på madrassen, men ikke i spring. Selvom jeg i skolen har fået nogenlunde gode karakterer, så er jeg faktisk ikke tilhænger af karakterer, som en rigtig målestok for et menneskes indhold. Jeg synes der skete mig en uretfærdig afgørelse i gymnastik. Karakteren som jeg fik, var måske nok rigtig, men det var måden det skete på. Vi stod i udrykket opstilling, og læreren ville give karakterer. Han talte højt. ”S" er langt nede i alfabetet. "Så er der Jens. Ja, han er jo ret god. Han kan få 4”. "Så er der X. Han er nu ikke så god, han kan få 5". Så var Jens færdig med gymnastik. Først da jeg kom til Brøndum, kom jeg igang igen, og blev medlem af gymnastikforeningen. Der var gymnastikforeninger i både Vester Nebel, Guldager, Gjesing og Forum foruden den i Brøndum. Der var konkurrence foreningerne imellem, og der var udsat en pokal. Engang skulle kampen være i Vester Nebel forsamlingshus. Min gode ven Hans Lund Sørensen var anfører og den lille mejerist i den anden ende. Jeg hæfter mig kun ved højdespring. Vort hold er i gang. Højdespring foregik ved at springe op på plinten, og derfra over pinden, der flyttedes eet hul op, når alle har sprunget. Nu springes der jo lige fra gulvet, og ret højt. Dette sker i 1916. Kun 2 er tilbage, anførerne, den store og den lille. Vi snakker, om vi skal prøve og bliver enige. Hans Lund Sørensen kom over. Det gav bifald. Så var det min tur. Den nødvendige afstand, op på plinten, og som om der var stærkere kræfter i mig, blev jeg løftet op, så jeg kom over. Stærkt bifald, så stærkt at jeg sommetider siger, at folk klappede så hårdt, at forsamlingshusets tag var ved at falde ned. Resultatet: vi vandt, og pokalen skulle stå i Brøndum forsamlingshus. I Elbæk var fodboldklubben startet om sommeren i 1917. Om efteråret blev vi enige om at spørge lærer Tønder, om han ville lede gymnastik for os. Det var jo et ulønnet job. Han svarede ja, og vi fik et herrehold, damehold og et drengehold. Vi havde opvisning i forsamlingshuset, hvor der var stuvende fuldt hus.
De sidste 2-3 år af min læretid som mejerist, var jeg medlem af fagforeningen. Jeg kendte landsformanden, men der var ingen møder. Fagbladet fik jeg jo. Som bekendt kom jeg til Svebølle mejeri som 4-års elev. Jeg blev antaget til en bestemt sum pr. måned. På mejeriet var vi kun 2 elever, og vi opdagede, at vi i henhold til mejeristernes overenskomst fik for lidt i løn. Vi blev enige om at tale med mejeriejeren om sagen. Vi forelagde ham, hvad det var vi ville. Jeg forklarede for mit vedkommende, at når en 4-årselev var førstemejerist, skulle han have så og så meget i løn. Forhandlingerne tog ikke lang tid. Vi fik begge vore ønsker opfyldt, og uden organisatorisk støtte. Ved min ansættelse som remisearbejder, blev jeg overført til deres organisation. Denne organisation var et led af Dansk Arbejdsmandsforbund, som ved alle lønforhandlinger for DSB's remisearbejdere havde en repræsentant med. (Nu i 1971 er remisearbejderne månedslønnede og medlemmer af Jernbaneforbundet). Ikke ret lang tid efter blev jeg indvalgt i bestyrelsen, og blev sekretær. Dernæst var jeg i mange år, valgt som delegeret til remisearbejdernes kongresser forskellige steder i landet. Et år var lønforhandlingerne gået i hårknude, og formanden for Dansk Arbejdsmandsforbund M. C. Lyngsie ville, at remisearbejderne skulle strejke. Der blev indkaldt til delegeretmøde med dette punkt på dagsordenen. Vi her i Esbjerg var modstandere af strejke, fordi, selvom vi var timelønnede, dog var DSB-medarbejdere, og i kraft heraf var en slags uofficielle tjenestemænd. Formanden Chr. Rasmussen og jeg blev valgt, med bundet mandat til at stemme imod strejke. Vi havde ordet på kongressen, og vi har aldrig fået så mange knubs som dengang af Lyngsie. Agitatorerne var hårde i deres optræden dengang, for organisationerne skulle jo sammentømres. Det mærkede vi. Strejken blev vedtaget, men kom ikke i funktion, da forhandlingerne blev sluttet med et gunstigt resultat.
I 1925 blev jeg jo overflyttet til filialvognværkstedet i Esbjerg. Da opdagedes det, at vi remisearbejdere fik meget mindre i løn, end de folk der arbejdede på værkstederne i København, Århus vognværksted og Nyborg vognværksted. Særlig galt var det med os arbejdsmænd. Remisearbejder var dengang en finere betegnelse for os, idet vi var ansat som arbejdsmænd. Vi begyndte at tale om, at det ville være rart, om vi kunne få samme løn som værkstedsarbejderne i de nævnte værksteder. Som bestyrelsesmedlem blev det mig pålagt at rejse sagen på de forskellige kongresser. Jeg talte med formand og bestyrelsesmedlemmer, men der var faktisk ingen, der ville hjælpe os. Jeg begyndte så at formulere skrivelser om ”løn som de andre”. Efter et par års forløb, udvidedes skrivelserne til at kræve lønforbedring med tilbagevirkende kraft, og denne sum var for vores vedkommende oppe på 7-800 kr. som erstatning for den mindre løn, - men tiden gik, intet skete. Nu husker jeg ikke sagen mere. Til slut kom der besked fra håndværkernes og arbejdsmændenes fællesorganisations formand Laurids Hansen, København, om at vi nu skulle have løn som værkstedernes folk. Samtidig skulle vi have udbetalt 700 kr. i erstatning. Håndværkerne fik vistnok 300 kr., men de havde hele tiden fået omtrent den samme løn som værkstedshåndværkerne. Denne ordning blev senere, ved fagforeningsformand Hans Rasmussens bistand, efterfulgt af en løfteparagraf, hvorved plus eller minus rettet op ved hver kvartals slutning. Dette har betydet mange penge i lønningsposerne. I hvert fald har der indtil min afsked - på et enkelt kvartal nær – været et plus til lønningsposen.
Nu var vi værkstedsarbejdere og ønskede derfor at komme over i deres organisation, men det var også besværligt, selvom værkstedsarbejderne også var et led af Arbejdsmændenes Fagforbund. Efter megen snak lykkedes det, og vi blev overført til Nyborg afdeling. Så var vi rigtige værkstedsarbejdere. I gamle dage var vognværkstedet et led af maskindepotet. Selvom man havde en værkmester, kom en af remisens lokomotivmestre jævnlig over for at se til os. Vores løn fik vi udbetalt på remisen, og vore fripas blev udstedt på remisens kontor. Alt dette er nu ændret. Problemer har der selvfølgelig været, men ikke større end at vi selv har kunnet løse dem. Kun eet tilfælde har resulteret i et forhandlingsmøde. Mødet endte resultatløst, og det som værkmesteren ønskede, blev gennemført. Arbejdsmændene og håndværkerne havde hver deres lille bestyrelse. For mange år siden blev man enige om en fællesklub med et mindre kontingent. Til de to grene kom der en gang om året folk fra Århus vognværksted eller Nyborg vognværkstedet, som fortalte om landsledelsens arbejde. Jeg havde den ære at udarbejde vedtægterne for fællesklubben. Stort set er de, med ændringer svarende til tiden, de samme som dengang.
I gamle dage var det sådan, at når en kammerat blev syg, samlede man penge ind til ham. Der var blot den hage ved det, at tidspunktet for indsamlingen kunne være forskelligt, således at enkelte slet intet fik. Man kunne indse, at der var forkert. Den tanke fødtes, at det ville være rart, om vi selv havde en sygekasse for værkstedet. Man ville godt være med, men alligevel. Jeg kan vist godt fortælle nu, at havde jeg ikke været diktator dengang, var sygekassen ikke blevet oprettet i 1943. Kontingentet blev sat lavt, og dagpengene ligeledes. De første 3 måneder kunne der ikke udbetales, da der jo skulle være noget at udbetale af. Man ville gerne have højere dagpengesatser. Det kom også, særlig efter den store tilgang i 1947 af yngre arbejdere og håndværkere. Kontingentet og dagpengenes størrelse blev i årenes løb forhøjet, således at medlemmerne havde et pænt supplement, når de var syge. De der var syge, var glade for hjælpen, og de der var raske, var glade, fordi de ikke var syge. I 1969 var sygekasselovgivningen blevet så god, at sygekassen på værkstedet var "ulovlig", dvs. at man ville få for meget i "løn", - derfor blev den ophævet.
Et andet godt initiativ, blev taget, da maleren på værkstedet Viggo Sørensen spurgte Knud Schlosser og mig, om vi ikke skulle oprette en spareklub. Vi blev enige om at spørge "Bikuben" i København, om det kunne lade sig gøre. Formålet var opsparing. Samtidig blev det ordnet således, at skatten blev trukket af denne opsparing. Da Esbjerg og Omegns Sparekasse blev større, flyttede vi fra Bikuben og dertil. Jeg var den første inkassator, og jeg afleverede pengene i sparekassen. Andre har været inkassator siden. Spareklubben er nu også ophævet, idet lønningerne nu bliver indbetalt til Sparekassen. Jeg vil antage at de fleste endnu sparer op i Sparekassen, der stadig ordner forskellige udgifter. Som pensionist gør jeg det også. Jeg kan godt sige det således, at kildeskat ikke var noget ukendt for os. Jeg har ikke personlig betalt min skat i mange år.
Inden jeg omtaler mit arbejde i afholdsbevægelsen, vil jeg gerne ridse lidt op om afholdsbevægelsen i Esbjerg. Den første afholdsforening i Esbjerg, kom den 8. oktober 1881, og er vist nok byens ældste eksisterende forening. Den har nu kun få medlemmer, men for år tilbage var der 2 afdelinger, der hver havde 200-300 medlemmer. I 1882, den 17. maj kom I.O.G.T. til Esbjerg. Den begyndte i en kælder i Borgergade, under meget små forhold. Når man holdt møder, måtte man beskytte vinduerne mod rådne æbler og lignende kasteskyts. Trods modstanden de mødte, og trods de meget små kår de levede under og trods den lange arbejdstid, gik medlemmerne ind for sagen. De var selv blevet begejstret over og tilfredse med, at have sagt farvel til brændevinen. De talte med deres familie, venner og arbejdskammerater. Sagde til dem: "Kom med os, hold op med at drikke og smid flasken ud. Du bliver jo kun mere og mere fattig". Mange andre ord blev sagt til disse venner, båret frem af den kærlighed, som de havde fået til deres forening, og af lyst til at bringe hjælp til dem, der drak for meget. Denne stærke personlige agitation gav resultater. Man blev flere og flere medlemmer. De nye medlemmer agiterede videre, og til sidst kunne man ikke være i kælderen. Der blev også stiftet flere loger. Logebygninger kom i Skolegade 37, er nu nedrevet, I.O.G.T. i Norgesgade 23 og D.N.G.O. i Jernbanegade 66. Alle rejst ved hjælp af de mange medlemmers små midler. Man blev ikke medlem, ved blot at skrive sit navn i en protokol, men ved et ritual, som embedsmændene i logen læste op. Til sidst måtte ansøgeren lægge højre hånd på hjertet, og aflægge sit løfte. I de første år var det et livsvarigt løfte. Nu er det kun bindende så længe man er medlem. Alt er blevet lempet i forhold til tiden. "Tal tidens sprog, til tidens mennesker". Jeg var medlem af børnelogen fra 1909 til 1912, hvor jeg blev medlem af ungdomslogen. I ungdomslogen havde jeg været med til at præge arbejdet, men kunne kun være medlem til mit 18tende år. Jeg blev så en af ungdomslogens ledere, som lovene krævede, og selvom jeg ikke var ret meget ældre end medlemmerne, havde vi et godt samarbejde. Der var en flok dejlige unge mænd og kvinder, der gjorde deres part af arbejdet. Jeg kom op i de ældres rækker. Selvom mange af dem kun var 35-40 år, så forekom det mig, at de var ældre, ja gamle. Det samme kunne jo også siges om mig. En af mine arbejdskammerater, hvis forældre var "Good-Templar", havde en søster, der engang sagde til ham: "Ham Jens Søndergård, han må da være ældgammel". Da havde jeg jo allerede været leder af meget. Men sådan er det jo. Det samme følte jeg i 1921, da vore ordensrepræsentanter i Esbjerg var indkaldt til repræsentantskabsmøde i agitationsudvalget, efter at 1. verdenskrig havde lagt sin klamme hånd på udførelsen af arbejdet. Jeg var der også, som den yngste. Da jeg trådte ind i lokalet i Skolegade 37, hvor der var en stor kakkelovn, sad der ca. 10 ældre brødre, som jeg alle kendte. For mig var de gamle, ca. 40 år. Ved formandsvalget blev flere foreslået. De sagde alle nej til posten. Som sidste forsøg blev jeg foreslået. Jeg sagde ja, men udtalte samtidig, at jeg jo intet arbejdsprogram havde, men næste gang der blev indkaldt til møde, ville jeg havet et udarbejdet. Så blev bestyrelsen valgt, og der er kun grund til at sige, at den unge godt kunne arbejde sammen med de ældre. Men penge var der ingen af. Logerne og Julens glæde måtte af med nogle, for at vi kunne få begyndt. Vi lagde ud med forskellige ting. Det var næsten lige meget, hvad vi bød på. Der kom flere og flere hver gang. Der var brug for underholdning og dans, selvom der var gået 3 år siden krigens slutning. Radio, fjernsyn og restauratører stod heller for underholdningen som nu. Forfatteren Harald Bergstedt, der var medlem af vor orden i Sæby, skrev mange artikler i Afholdsdagbladet og mange små skuespil til fælleslæsning. Vi købte dem hjem, og brugte dem ret ofte til vore sammenkomster. Vi der medvirkede kunne nok læse, men ikke synge og alligevel blev vi godt modtaget. En fornøjelse at være formand. Det betød samtidig at medlemstallet steg. Der kom medlemmer som gerne ville prøve mere, og vi begyndte at spille dilettantforestillinger. Det trak yderligere folk, og gav flere medlemmer. En dag læste jeg i Jyllandsposten, at man på Løgstørkanten havde en scene til salg. Ved henvendelse fik vi at vide, at den kostede 75 kroner. Vi dannede et aktieselskab, købte scenen og fik den herned. Vi var godt tilfredse, men det viste sig, at scenen manglede bund. Vi kendte nu vejen, dannede et nyt aktieselskab, og så var bunden i orden. Nu kunne vi boltre os og gode stykker blev opført. "Charleys tante", flere af Hostrup's komedier og mange andre. Der kom flere folk end salen kunne rumme. Billetprisen var ikke høj, men vi aktionærer fik vore penge, for scenen varede i mange år. Bager Erhardt Christensen, der boede i Frodesgade, var en dygtig hjælper for os. Vi havde selv gode oplæsere f.eks. maler Johnsen, H. P. Løvendahl, møller Lauridsen og skomager Hohn, Vi var godt kørende nu, og medlemstallet steg. I 1927-28 hav de vi omkring 700 medlemmer i Skolegade. Det smittede af både i Norgesgade 25 og i Jernbanegade 66.
Jeg blev sekretær i kredslogen, en meget interessant opgave, og var i Nordby på Fanø for at tale og læse op. Før mødet besøgte jeg en ældre ordenssøster Maren Madsen. Vi kom til at tale om jord. Da jeg kunne mærke, at hun godt ville sælge, spurgte jeg om jeg kunne købe det. Det kunne jeg godt. "Hvor meget koster det," spurgte jeg. "50 kroner", svarede hun. "Jeg ved ikke hvor det er, eller hvor meget der er, men her er de 50 kroner”. Jeg fik en kvittering og jorden var min. Vi havde ingen sagfører assistance. På Fanø havde man dengang eet stykke jord her, eet stykke et andet sted osv. Da jeg kom til Nordby en anden gang, kom hun ind på handelen. Hun havde været derude, og det var et ret stort område. Jeg havde ikke set det endnu. "Hvor meget skal Du have mere", spurgte jeg. "25 kroner” sagde hun. "Værsgo, her er de". Ny kvittering blev skrevet, og prisen blev nu ikke højere. Det var min mening at udstykke det i små aktier á 2 kroner, således at vi engang kunne få et eller andet derovre. Med at tegne disse aktier havde jeg intet besvær. Jeg var ret populær, og aktierne gik som varmt brød. Jeg må dog nu erkende, at jeg ikke magtede at få noget gennemført derovre. Senere blev jorden solgt for 1.000 kroner, hvilket var alt for billigt. Vi har set jorden, der var grønt område og dækkede et meget stort areal. Jeg må tilstå, at jeg nu hvor jeg er 70 år, fortryder min idealisme med at realisere noget derovre. Privat kunne jeg måske selv have gjort noget.
Dengang var der 7 loger, plus ungdomsloge og børneloge. Jeg var ungkarl og var til møde 7 gange om ugen foruden udvalgsmøder. Jeg var jo efterhånden kommet ind i meget, f. eks. var jeg også bogsælger. Fra afholdsbiblioteket skrev jeg en del bøger hjem (sammen med en ung mand), men jeg havde det økonomiske ansvar. Til at begynde med gik det rigtig godt. Til alle møder og arrangementer anbefalede vi bøgerne, men kendsgerningen var at jeg til sidst havde et dundrende underskud. Jeg skrev for mange hjem, og forærede dem næsten væk. Jeg blev medlem af "Nordisk Broderskab", stiftet af en dygtig journalist i Odense, Eigil Sølve. Han udsendte et flot medlemsblad, "Nordens Broderskab", hver måned. Formåede at gøre en indsats igennem flere år. Fik økonomisk støtte af kendte velhavende folk. Hver jul udsendte han "Nordens Jul", et pragtfuldt julehæfte, med gode præmier til de der solgte flest. Uden at ville prale, var jeg næsten hvert år med i toppen. Desværre brast både "Nordens Broderskab" og "Nordens Jul". Årsagen kender jeg ikke, men Eigil Sølve misbrugte vist den tillid, der vistes ham. N.I.O.G.T. udsendte hvert år en årbog, som jeg også gjorde meget for at sælge. 1. præmien var stor efter den tids målestok, 30 kroner. Pengene skænkede jeg til vandrebanner, som i 3 på hinanden følgende kvartaler skulle vindes af den loge, der i det forløbne kvartal havde den største medlemsfremgang. Logen "Håbets hjem" vandt. De andre år gik præmiepengene i agitationsudvalgets kasse. Vi havde mange loger i Ribe amt dengang: Varde, Oksbøl, Fanø. Esbjerg, Bramminge, Gørding, Holsted, Vejen, Ribe og Skærbæk. Til alle disse loger fartede jeg rundt, læste op og holdt små taler, agiterede for "Afholdsdagbladet" og vor orden. Mange gange hurtig hjem fra arbejde, i toget, af sted, hjemme ved midnatstid og tidlig op på arbejde. Man var jo ung, og jeg synes at det var dejligt. Vor landsagitator Sølvsteen i Århus, bad mig engang tage en tur op langs vestkysten til Varde, Tarm, Skjern, Ringkøbing, Holstebro og Struer. Jeg skulle have 10 kroner i diæter, men da jeg fik mad og rejse betalt hvert sted, skrev jeg kun regning på 5 kroner pr. dag.
I 1925-26 var logen "Frihedstemplet'? blevet ret stor, og havde mange unge medlemmer. Dengang holdt man valg af embedsmænd (bestyrelse) hvert kvartal. 12-14 gange var jeg af ungdommen blevet foreslået til Ø.T. (formand). Jeg dumpede og var derefter V.T. (næstformand). Ved det sidste valg, hvortil jeg var opstillet, blev jeg valgt til Ø.T., men da var jeg allerede i gang med forarbejdet til, med de unges hjælp, at danne en ny loge. "Energi" var dens navn, og den blev stiftet den 30. april 1926. Men i dag har radio, fjernsyn og almindelig foreningstræthed skabt hos folk gjort sig gældene. I radioens barndom havde vi en sammenkomst i "Pavillonen" i Byparken. Redaktør Knud Ree var jo meget interesseret i radio, og skulle demonstrere den for os. Jeg husker tydelig, hvordan vi sad med telefoner for ørerne, og skulle forsøge at høre, hvad der blev udsendt. Ree gjorde sit bedste. Vi havde mange andre arrangementer som denne. Mit arbejde spredte sig. Jeg kom ind i De samvirkende Afholdsselskaber, hvor jeg i en meget lang årrække var sekretær. Senere almindelig medlem, og igen sekretær i en halv snes år. Samtidig var jeg næstformand, og i 1958, efter formanden skoleinspektør Karl Bruuns pludselige død, blev jeg formand. Hvilket jeg altså nu har været i 12 år. De sidste 5 år har jeg været formand for amt-samvirksomheden i Ribe amt; men tiden nærmer sig, hvor jeg må afløses på disse poster. Afholdsbevægelsen i Esbjerg har holdt mange store demonstrationsfester. Hver orden med pyntede vogne, hvor der sad søde unge damer, og man drog i procession til Strandskoven. I de første år holdt man festerne i det gamle Hotel Esbjerg i Exnersgade, hvor der var en dejlig have. Man lejede i nogle år en damper hos DFDS og tog på sejlture til Barren. Mange store møder har afholdsbevægelsen holdt, og folk mødte frem i hundredvis. Når vi nu til et offentlig møde kan samle 75-80 mennesker, - da er det fint.
I februar 1898 blev der stiftet 2stk. "Julens glæde". Den ene af min orden, - den anden af I.O.G.T. i Norgesgade 25. Det var små beløb, der kunne samles ind dengang, men man må have været tilfredse, for der var ikke så få sparere. Som dreng husker jeg, at min moder sparede ved en ældre mand, Peder Christensen, Hvor mange sparere han havde, ved jeg ikke, og heller ikke hvor meget han fik for at gå. Det har sikkert været i forhold til hvad vi nu får. Regnet ud i timeløn nu, måske 30 øre, 45 gange om året. "Julens glæde" fortsætter stadig, og har gjort en god gerning mange steder. For et par år siden blev jeg ringet op af en dame, der spurgte mig, om der ikke kunne komme et bud til dem. Hendes mand måtte holde op med at arbejde på grund af sygdom, og hvis ikke der kunne komme et bud ud til dem, ville det blive dårligt med penge til jul. Det lykkedes, og de var glade til jul, da de kunne få den opsparede kapital. De er med hver uge med en skilling. I 1903 fik vi en den 3je spareforening, som sorterer under De samvirkende Afholdsselskaber, med egen bestyrelse. Disse tre spareforeninger samler hvert år ca. 1,5 mill. kr. ind, som omkring den 10. december hvert år udbetales til sparerne. Det er en kendsgerning, at Esbjergs forretningsfolk omkring den tid venter på, at folk får deres sparepenge, Det giver omsætning, og der købes julegaver. Dette initiativ er med til at sparelysten, i årets løb (d. 5. januar til d. 15. november) bliver passet af ca. 20 bude, med tilsammen næsten 5000 sparere. Dertil kommer, at der findes flere mindre spareforeninger.
Jeg har, som mange andre, altid været tilhænger af en god bolig, og meldte mig i 1928 ind i Arbejdernes Boligforening. Jeg fik lejlighed i Knudsgade 16 på 2 sal sammen med min mor og min bror Johannes. I 1930 giftede jeg mig og overtog selv lejligheden. I 1950erne var det vanskeligt at leje de store lejligheder ud. Lejlighederne i Knudsgade 16 blev kaldt 3 værelsers, men var faktisk kun 2,5 værelsers. Disse lejligheder stod tomme en kort tid, så lejede sygehuset dem til sygeplejersker, men opsagde dem 1 eller 1,5 år efter. Huslejen var vistnok 60 kr. pr. måned, men for at kunne leje dem ud blev lejen nedsat til 56 kr. pr. måned. Min hustru og jeg blev enige om at søge lejligheden 1. sal th., og vi fik den. I 1954 søgte vi om at få en lejlighed i det nye kompleks på Den gamle Dyrskueplads areal, fordi der her var fjernvarme, badeværelse og bedre vaske-, rulle- og tørreforhold. Det blev Th. Dahlsvej 25. En rigtig ønskelejlighed for et ægtepar med 2 børn. 2 værelser med 2 kamre i lejligheden, god udsigt og et passende areal på 90 kvadratmeter. Ingen familie med 2-3 børn bør have mindre plads, og bør samtidig have god udenomsplads. I 1934 blev jeg valgt ind i bestyrelsen. Bestyrelsen valgte mig til næstformand og sekretær, samt formand for restanceudvalget. 1950erne var en økonomisk dårlig tid for mange. I 1920 havde jeg som bekendt 4200 kr. I 1933/34 ca. 3300 kr.. Nogle havde mindre, og det kneb med at betale huslejen. Restancerne var, da jeg kom ind i udvalget på 10.000 kr., et efter den tids forhold meget stort beløb. De 2 andre i restanceudvalget var maler Hørkjær og togfører Højland sammen med vores forretningsfører, Skov Nielsen. Vi havde et godt samarbejde og var enige om, at summen skulle ned; men samtidig ville vi gerne være så menneskelige som muligt. Vi begyndte forsigtigt med at skrive til restanterne, om at få indbetalt et beløb. Det gik ret godt. Vi lærte jo også noget af det. Det var jo ikke alle der efterkom f.eks. indbydelsen til en fornuftig samtale, men så gik vi ud og talte med dem. Et resultat blev næsten altid opnået, selvom afdraget ikke var stort. Restancerne gik ned. Der kan fortælles om mange samtaler, og om udtalelser som; "at få klø i Strandskoven" og "at være uretfærdige" osv., men stort set var de fleste glade for os i restanceudvalget og for vor gode forståelse. På grund af min hustrus død i 1941, ønskede jeg ikke genvalg ved generalforsamlingen i 1942. En af restanterne mødte jeg kort efter, (han havde ikke været til generalforsamlingen i 1941) og han sagde til mig: Er det rigtigt, at du er gået ud af bestyrelsen”. ”Ja, det er det”, svarede jeg. "Det var vel nok skammeligt, skammeligt". Bestyrelsen fik i perioden 1934-1942 udskiftet alle kaminer; men vi måtte på grund af dårlig økonomi, slutte en aftale med Svendborg Støbegodsfabrik på 20.000 kr. I samme periode blev også de gamle huslejepriser fra 1917 forhøjet med mange procent. At det vakte stort røre var naturligt, men alt gled efterhånden i lave. Trods det, at dét er huse, der er bygget i 1917 er det pæne ejendomme med gode lejligheder, også i vore dage. Nu er der jo fjernvarme, men bad er der ikke. At der nu skal gøres noget ved tagene, kan der ikke siges noget til. 55 år er jo et stort tidsrum. Boligforeningerne i Esbjerg er store nu. I min tid var jeg med til at projektere Nørrebrogade 42 A-B, Skovkanten og Baggesens alle (rækkehusene). Nu er det jo helt andre og større forhold, end da jeg var med.
Det lyder jo så flot, at jeg også var redaktør. Men det er jo heller ikke, den måske bedste måde, jeg har at skrive på. Måske mangler der flugt over stilen, det rigtige ordforråd og måske savnes fantasien. Nuværende provst i Gram, Steen Christiansen, der var redaktør af Afholdsbladet skrev ved min 60 års fødselsdag: "Jens Søndergaard skriver som han tænker", og det tror jeg er rigtigt. Men inden jeg ridser noget ned; ved det første trykte blad, havde jeg forenet mig med en annoncemand, Aage Jensen, der havde en fin pen. Jeg skrev det hele, på nær en sang af ham. Han læste det gerne igennem, og et lille ord puttet ind, eller en rettelse af ham, kunne give den rigtige virkning. Jeg skriver altså som jeg tænker, somme tider heldig med ordene og formen. Hvordan begyndte det? Om det skete i realklassen ved jeg ikke. Vi fik lov til at skrive enten en fristil eller til at genfortælle en af Bjørnsons fortællinger. Det var i 1915 - det år togulykken ved Bramminge skete - den ulykke der medførte Peter Sabroes død. Jeg havde læst alt om hans liv og virke og nu hans død. Købte eller lånte hans blad "Poul”. Jeg skrev fristil om ham, den var på ca. 15-2o sider. Jeg har den ikke mere. I ungdomslogen foreslog jeg at vi fik et håndskrevet blad. Det blev overdraget mig at lave det. Jeg købte et ark papir i folio størrelse, og gik igang, men kunne kun fylde den første side. Jeg var da helt udtømt. Efterhånden blev der stof nok, således at der en enkelt gang blev 2 ark. Da jeg rejste til Sjælland som mejerist, blev bladet sendt derovre fra. På samme tid skrev jeg, næsten hver anden uge, en artikel til ungdomssiden i "Nordisk Good-Templar". I 1915-1917 var jeg i Brøndum, hvor jeg blev redaktør af det håndskrevne blad "Bavnen”. Mange artikler fandtes der ikke deri, men hvis jeg husker rigtig, skrev jeg 17-19 artikler om alt muligt. Der var også en fra formanden for ungdomsforeningen, Hans Madsen i Brøndumdam. Hans artikel drejede sig om, at vi burde have en upolitisk ungdomsforening. Jeg læste den op, men da jeg ikke havde samme mening som han, skrev jeg nedenunder: "Svar i næste nr." At jeg spekulerede over svaret, er naturligt. Da vi næste gang skulle høre "Bavnen", læste jeg først indledningen op og derefter svaret. Indledningen lød omtrent således: "Dagen efter at jeg havde modtaget Hans Madsens artikel om oprettelse af en frisindet upolitisk ungdomsforening, kom jeg til det resultat, at jeg var fuldstændig uenig, med ham, og det kunne snart gå ham, som det gik en professor, da han opgav at skrive sin bog om fysiologi om, fordi der var så mange fejl i den". Derefter kom resten af svaret. Bagefter sagde Hans Madsen til mig: "Du er Sundbo nr. 2, men du skal nok få svar". Der kom intet svar, og så vidt jeg ved, er der heller ikke kommet en upolitisk ungdomsforening. Nogle år efter blev jeg kaldt ned til nu afdøde bogtrykker K. Rosendahl, der spurgte om jeg ikke kunne levere stof til Afholdsdagbladet. Jeg fik 100 kr. som et engangsbeløb. Jeg synes at jeg gjorde et ret godt arbejde. Hver dag sendte jeg nyheder, og når der andragender om spiritusbevilling til behandling i byrådet, sendte jeg referat af disse sager. Ligeledes sendte jeg referat om vore sager.
I 1918 kom jeg i de ældres loge, og fik gennemført, at vi fik et maskinskrevet blad. I 1921 blev jeg formand for agitationsudvalget, og fik der vedtaget, at alle loger skulle have et trykt blad med annoncer. "Den lille agitator" hed det, og havde 6 sider. Nyheder og reklamer for vore sammenkomster var stoffet, og der var nok stof. Enkelte af mine artikler sendte Larsen-Ledet til de nordiske blade, og jeg havde den opmuntring, at de blev optaget. Larsen-Ledet sendte mig så bagefter udklip. Jeg kom ind i Samvirksomheden i 1926 og kom med i presseudvalget, hvor jeg har været siden. Jeg har skrevet et utal af artikler til byens blade. De første år kæmpede vi mod de mange danseforeninger, som blev oprettet af "Tivoli". I de sidste par år har jeg skrevet noget til landsbladet "Agitatoren". Betaling for at skrive får jeg ikke. Engang kom det dog af sig selv. Jeg var på afholdsbevægelsens ungdomsskole i Ejstrupholm - en flot og moderne skole - og jeg boede i en hytte ved søen. Den sidste dag skrev jeg en artikel til Vestkysten om ungdomsskolen. Redaktør Knud Ree takkede for den, men kunne desværre ikke optage den. Jeg sendte den så til Vejle Amts Folkeblad. Nogle dage efter bad bladet om et billede af mig, og jeg bad dem om at få et billede af skolen, og et af giveren af det grundstykke, hvorpå skolen er opført, hr. Jensen, Ejstrupholm. Jeg fik bladet tilsendt. En firkant på forsiden var forsynet med mit billede og en henvisning til kronikken. Ca. 2 måneder senere kom der en check fra Folkebladet på 60 kr. Jeg blev forbavset. Jeg har skrevet et lille hæfte: "Nogle glimt af afholdsbevægelsens dage i Esbjerg".
Jeg har altid interesseret mig for politik. Som dreng fulgtes jeg med far, når der var valgdag, op i Torvegade, for der at følge med i valgresultaterne, når "Vestjyllands Socialdemokrat" og Esbjerg Avis bragte dem. Aviserne havde kontor henholdsvis i Torvegade nr. 8 og nr. 12. Der var mange foran de 2 vinduer, og man flyttede sig af og til fra det ene vindue til det andet. Spænding var der hver gang, indtil Esbjergkredsen blev selvstændig kreds. Før den tid var det, så vidt jeg husker Slebsager og Sundbo der kæmpede om pladsen. Slebsager vandt. Sundbo blev folketingsmand da Esbjerg blev selvstændig kreds. Som ung mand var jeg indtil 1920, ikke medlem af socialdemokratiet. Jeg ville f.eks. gerne høre syndikalisten Chr. Christensen, der var en meget dygtig taler, og jeg ville gerne læse hans blad "Arbejderbladet”. Jeg skal villig indrømme, at jeg gerne ville læse Land og Folk, men også andre blade, bl.a. Politiken og selvfølgelig Socialdemokraten. Af socialdemokratiske talere ville jeg gerne høre Marinus Christensen, Borbjerg, Th. Stauning og A.C. Meyer. Politiske erindringsbøger vil jeg gerne læse, især når der gives skildringer af mænd og kvinders arbejde og færd. Særlig dybtgående tror jeg ikke jeg er. Talere som Larsen-Ledet og Harald Bergstedt satte jeg stor pris på. Af oplæsere syntes jeg godt om Vilh. Andersen. Agitatoren Peder Sabroe lyttede jeg gerne til, og ligeledes til fortælleren P.A. Rosenberg fra Folkeuniversitetsforeningen. Indenfor partiet var jeg, da Albert Andersen var formand for partiet, kredsinkassator. Jeg har været i repræsentantskabet for Bygningen i Norgesgade. Var opstillet som byrådskandidat omkring 1947, ganske vist som nr. 22 af 25. Jeg fik 700 stemmer. Fra nr. 22 og op til nr. 10 var der kun, stort set, 1 stemmes forskel mellem hver kandidat. Ca. i 1930 var jeg også foreslået, men kun indenfor afholdsbevægelsen. Jeg sagde nej, da jeg syntes, at jeg var for optaget. Mange møder har jeg deltaget i, og jeg har været agitator og stiller for partiet indtil nu.
***
Shippingfirmaet på Esbjerg Havn ”Niels Winther & Co” fortæller, at det har sine rødder på Fanø, hvor søfart var øens hovederhverv. Helt frem til første halvdel af 1800-tallet var Danmarks handel og skibstrafik koncentreret i den østlige del af landet. Det vestlige Jylland var derimod en landsdel med dårlige veje og manglende infrastruktur, men Vadehavet, der strækker sig fra Blåvands Huk til Holland, var egnet til sejlads, og så langt man kan se tilbage i historien, har der fra Vadehavets byer, især Nordby og Sønderho, udfoldet sig en livlig skibstrafik. I mange år foregik den hovedsagelig mellem Vadehavsøerne indbyrdes samt til Hamborg, Holland og Norge med afstikkere til England. Denne handel og skibstrafik bragte velstand til Fanø, især for skippere der selv ejede skibene, købte ladninger og solgte dem. Englandskrigen 1807-1814 samt statsbankerotten 1813 gjorde en ende på de gode tider. Under krigen udskrev staten skibene til at fragte korn til Norge, der var isoleret af engelske orlogsfartøjer i Nordsøen. Fanøskibe blev opbragt i stort tal, og ved fredslutningen i 1814 havde alene Sønderho mistet 40 af sine største skibe, og 32 Fanø-søfolk sad endnu i engelsk fangenskab. Det lignede en katastrofe.Hamborg havde også lidt store tab under den franske besættelse. Handelshusene var flyttet til ikke-besatte havnebyer som f. eks. Tønning, og kun et mindre antal skibe var hjemmehørende i Hamborg. I det efterfølgende opbygningsarbejde behøvede Hamborg al den tonnage, der kunne opdrives. Det gav beskæftigelse til den arbejdsløse flåde af handelsskibe i det slesvig-holstenske område og kom på længere sigt også til at gavne Fanø, hvor øens skibsværfter fik fuld beskæftigelse med at bygge større skibe, og i 1822 blev de første skonnerter søsat i Sønderho. Sejladsen blev udvidet fra den nære kystfart til nye destinationer omkring Nordsøen og Østersøen samt til Island, og enkelte skibe vovede sig helt ned i Middelhavet. Langsomt, men sikkert arbejdede øens skibsfart sig op og var fra midten af 1800-tallet et maritimt center med en betydelig flåde, som i 1876 omfattede 163 skibe med en tonnage på 17.686 tons. I de følgende år fik Fanø større skibe, og øens skibsfart blev global med sejlads til oversøiske destinationer, som hovedsagelig udgik fra Hamborg og Rotterdam.
I Fanøs historie støder man på navne af familier, hvor mændene gennem generationer har været søfolk. Blandt dem er slægten Winther fra Nordby, der med et større antal familiemedlemmer var med i udviklingen af skibsfarten fra Fanø, først som førere af sejlskibe og senere som redere. Desuden havde de ofte bestyrelsesposter i forskellige sammenhænge som f.eks. Navigationsskolen, Nordby Understøttelsesforening for Ældre Søfolk og Enker, Nordby Sø-assuranceforening og Nordby Skibsrederforening, som opførte den smukke bygning på Hovedgaden i Nordby, hvor Fanø Skibsfart og Dragtsamling har til huse i dag. Et betydeligt medlem af familien Winther var kaptajn P. N. Winther, som i 1872 blev fører af briggen ”Gylding” på 240 tons. På en rejse fra København til San Miguel på Ibiza i 1887 forliste ”Gylding” og P. N. Winther gik i land og blev skibsreder for et af Nordbys største rederier, som i 1897 disponerede over sejlskibe med en tonnage på 8.711 tons fordelt på 12 fartøjer. I 1892-1893 tog P. N. Winther sammen med brødrene S. A. Winther og P. L. Winther en stor beslutning om at få to stålbarkskibe, ”Prins Valdemar” og ”Prinsesse Marie”, der blev bygget på Helsingør Skibsværft. Efter den tids forhold var det store skibe på henholdsvis 1239 og 1288 tons, og hvert skib havde en besætning på 20 mand og blev i de første år ført af kaptajnerne S. A. Winther og P. L. Winther. Andre af øens skibsførere, der også havde skabt sig formuer, og gik i land og blev redere for et eller flere skibe. Blandt dem var kaptajn Chr. H. Nielsen, Nordby, som på en rejse fra Rio Grande til Aracaju strandede med briggen ”Christian” på 197 tons, der blev vrag. Efter forliset forlod Chr. H. Nielsen søen. Han var da en velhavende mand og blev for en tid Fanøs største skibsreder. En datter af Chr. H. Nielsen blev gift med Niels Winther, som senere overtog rederivirksomheden. Niels Winther var søn af kaptajn P. L. Winther, kendt som medreder og fører af bl.a. barkskibene ”Embla” og ”Prinsesse Marie”.
På de lange ruter til Europa fra Australien og Sydamerikas Vestkyst med korn, salpeter, huder og guano havde de store sejlskibe hidtil været enerådende. Disse jordomsejlinger gik rundt om det berygtede Kap Horn, hvor der 10 måneder af året næsten uafbrudt var vestlige storme med en frygtelig vindstyrke og sø, som stillede store krav til mandskab og skibe, hvoraf flere forliste eller fik havarier under sejladsen omkring Hornet. Sejlskibene, som på disse lange sejlruter ofte var undervejs i fire-fem måneder, blev omkring år 1900 udkonkurreret af dampskibene, der uafhængig af vindforholdene kunne nedsætte sejltiden fra havn til havn betydeligt. Damperne kunne desuden undgå turen omkring Kap Horn ved at sejle gennem Magellan Strædet, og efter åbningen af Panamakanalen i 1914 gik langt den overvejende trafik gennem kanalen til Amerikas vestkyst.
Med disse barske udsigter for sejlskibene kan det undre, at Fanøs skibsredere stadig satsede på sejl- og ikke på dampskibe. Årsagen må være beskedne økonomiske muligheder lokalt og en konservativ indstilling over for den nye teknologi. Rederivirksomheder på øen var splittet op i mindre rederier, som havde et svagt økonomisk grundlag. Hvert Fanø-skib var et selvstændigt aktieselskab med en bestyrende reder, en bestyrelse på ét eller to medlemmer, samt to revisorer, der førte regnskab for hvert enkelt skib. Efter en afsluttet rejse blev det eventuelle overskud udbetalt til aktionærerne i forhold til deres andel i skibet, og intet blev henlagt til nyinvesteringer.
I et forsøg på at redde sejlskibsrederiernes indestående kapital mod splittelse når skibene blev solgt eller forliste, stiftede skibsrederne P. N. Winther, C. P. Holm og skibsbygmester Søren Abrahamsen i 1897 selskabet A/S Fanø Sejlskibsrederi med seks større skibe og en aktiekapital på 500.000 kr. Selskabet kom kun til at virke i få år, idet skibene havde svært ved at finde lønnende beskæftigelse, og desuden var man uheldige med hensyn til havarier og forlis. Flere Fanø-sejlskibsredere indså, at sejlads med sejlskibe var slut og ville derfor investere i dampskibe. Blandt dem var skibsreder S. Brinch Hansen, købmand J. K. Borck og skibsfører N. H. Kallesen, alle fra Nordby, som allerede i 1872 fik bygget et dampskib på 296 tons i Skotland. Skibet fik navnet S/S ”Esbjerg”, opkaldt efter den nye by på den anden side af vandet, og blev det første større skib, der i 1873, året før indvielsen af havnen, anløb Esbjerg Havn med en last jernbaneskinner fra Cardiff. S/S ”Esbjerg” blev indsat på ruten Esbjerg-England, hvor skibet de næste par år sejlede 11 ture med 9.450 stude. For at undgå konkurrence købte DFDS skibet af fannikerne.
Et selskab bestående af konsul Pagh, Esbjerg, skibsrederne D. H. Duysen og P. N. Winther, Nordby, stiftede i 1899 A/S Fanø Dampskibsselskab med en aktiekapital på 85.000 kr. Selskabet overtog i Tønning nybygningen S/S ”Carla” på 316 tons, der fik kaptajn L. J. Holst fra Nordby som fører. I 1911 købte Holst skibet og solgte det året efter til Italien. I 1913 fik Fanø endnu et dampskib, S/S ”Nordby” på 483 tons, bygget i Aberdeen for et selskab med kaptajn J. Christiansen fra Nordby som reder. Skibet, hvis byggepris var 160.000 kr., blev allerede året efter solgt til Norge. Men Fanø’s tid som regulært søfartscenter var dog ved at være forbi, men mange søfolk blev boende på øen, og desuden beholdt Fanø sin navigationsskole.
I Esbjergs historie spiller den tætte forbindelse til Fanø en betydelig rolle, men for Fanø var den nye Esbjerg Havn og by en gøgeunge, der dog viste sig at blive til fordel for adskillige fanniker. Ved overgangen fra sejl til damp var mange sejlskibsfolk blevet ledige, men de fandt bl.a. beskæftigelse i lodseriet, Told- og Vandbygningsvæsenet eller fik hyre med Esbjerg-skibe, flere som officerer. Denne tilgang af kvalificerede folk, der ved sejladser på de store have og ved anløb af fremmede havne havde bevist deres dygtighed, var af stor værdi for den nye by. Med kapitaler fra Fanøs sejlskibstid blev der desuden etableret et større antal virksomheder i det nye Esbjerg, hvoraf flere stadig har stor betydning for havn og by. Tidligere nævnte Niels Winther, søn af P. L. Winther og svigersøn af Chr. H. Nielsen, fik en omfattende uddannelse indenfor shipping i England og Tyskland. I Hamborg havde flere rederier et tæt samarbejde med Fanø, og under Niels Winthers uddannelse i disse rederier havde han følgeskab af flere fætre og andre familiemedlemmer.
I 1931 oprettede Niels Winther ”Vestjysk Dampskibsselskab A/S, Esbjerg”. Niels Winther blev korresponderende reder, og bestyrelsen bestod af boghandler Engers Hansen, Esbjerg, kaptajnerne Knud M. Nielsen og Morten J. Nielsen, begge fra Nordby. Aktiekapitalen var 200.000 kr. Rederiets første skib, S/S ”Juliane”, ex S/S ”Middelhavet” på 1352 tons blev bygget i 1921, og blev købt fra Dampskibsselskabet Botnia. Priserne på skibe var i disse år meget svingende med de varierende fragtkonjunkturer. ”Juliane” blev i 1931 købt for 367.000 kr. mod en byggepris i 1921 på 1.303.000 kr., og ved salget af skibet til Tyskland i 1951 var prisen 1.306.800 kr. Skibsreder Niels Winther afgik ved døden i 1933 og fik således kun kort tid med rederiet, som fortsatte under ledelse af edsvorne skibsmægler Niels Winther, en fætter og navnebroder til firmaets stifter. Men sidstnævnte navnebroder, Niels Winther, døde i 1943, og sønnen, skibsreder Erik Winther, overtog selskabet, der kom til at hedde Rederiet Erik Winther - Aktieselskabet Vestjysk Dampskibsselskab. Foruden Erik Winther som korresponderende reder var boghandler Chr. Winther, Esbjerg, og kaptajn Søren Winther, Nordby, i bestyrelsen for rederiet.
Sidst i 1930erne flyttede rederiet sine kontorer til København. Men i forbindelse med efterkrigstidens erstatningsprogram (2. verdenskrig) købte rederiet i 1947 damperen S/S ”Vejnæs” på 1193 tons, der var bygget i 1918. Skibet, der under dansk flag kom til at hedde S/S ”Olivia”, sejlede for rederiet, indtil det i 1951 blev solgt til Finland. I 1950 overtog rederiet fra Dampskibsselskabet af 1912 damperen S/S ”Jacob Mærsk” på 1914 tons, der var bygget i 1921 og som blev afhændet i 1956. Opkaldt efter rederiets stifter fik skibet navnet S/S ”Niels Winther”. Rederiet havde i de følgende år flere skibe, og til et par af dem genbrugte man navnet ”Niels Winther”.
I 2000 sluttede denne rederivirksomhed med sejlskibe og senere damp- og motorskibe, som familien Winther med udgangspunkt fra Fanø havde drevet siden midten af 1800-tallet. Rederidriften er dog ikke helt ophørt, idet Rederiet Erik Winther - Vestjysk Dampskibsselskab A/S, stadig er engageret i andre rederier.
***
Om skibsmæglerfirmaet Niels Winther & Co, Esbjerg fortælles det, at dette firma blev oprettet af skibsreder Niels Winther i 1931, som samme år havde stiftet A/S Vestjysk Dampskibsselskab. Efter Niels Winthers tidlige død i 1933 blev firmaet afhændet til skibsmægler Chr. Struckmann, en slægtning af Niels Winther. Chr. Struckmanns far, Fritjof Struckmann, var kaptajn på barken ”Kronprins Frederik”, der forliste i en storm på en rejse fra Grimsby til Buenos Aires i 1894. Efter ni dages lidelser med tørst og kulde i redningsbåden var kun Struckmann og tre andre søfolk i live. De blev reddet af briggen ”Rosa” af Fanø og landsat i Rio Grande. Fritjof Struckmann døde på havet om bord på barken ”Copley” i 1913, kun 53 år gammel. Sønnen Chr. Struckmann begyndte i 1925 sin shippinguddannelse hos skibsmægler Schmidt, firmaet J. Lauritzens Eftf., Esbjerg. I 1928 rejste Struckmann til Hamborg, hvor han var ansat i et rederi- og mæglerfirma i halvandet år. Derefter fik han en stilling i et lignede firma i Dunkerque, som havde dansk og islandsk konsulat. Efter tre år i Belgien kom Struckmann igen til Danmark og blev ansat i et mæglerfirma i Kolding, hvor han var i otte måneder. Chr. Struckmann var således veluddannet, også sprogmæssig, idet han foruden engelsk, tysk og fransk også talte flydende russisk. Ved overtagelsen af mæglerforretningen i 1933 blev Chr. Struckmann statsautoriseret skibsmægler, og firmaet Niels Winther & Co. havde en kort tid tilføjelsen Eftf. Chr. Struckmanns virksomhed, der hovedsagelig omfattede havneklarering og befragtning, fik et samarbejde med mæglerfirmaet Chr. Jensen, Befragtnings & Skibsagentur, Århus, kaldet »Russer Jensen« og hvis telegramadresse stadig er Russjensen. Dette firma var hovedagent for russisk skibsfart i Danmark, og Struckmanns russiske sprogkundskaber var en stor fordel, da Niels Winther & Co blev agent for russiske skibe, som i en årrække anløb Esbjerg med hovedsagelig kul, foderstoffer og stykgods. I krigsårene var der, bortset fra isvintrene 1941-1942 og 1943, meget lidt trafik på Esbjerg Havn. Ud over at være agent for nogle mindre skibe samt en lille tankbåd ved navn ”Thora”, der lå som oliedepot i Færgehavnen, var det småt med opgaver. Derfor måtte Chr. Struckmann søge andre indtjeningsmuligheder. Niels Winther & Co fik således agenturet for Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring G/S. I et samarbejde med firmaet Lehmann Jensen, Lemvig, blev Chr. Struckmann i 1943 parthaver i Rederiet Mathilte A/S, der købte skibet M/S ”Mathilte” af C. Mærsk Brodersen, Esbjerg, og indsatte det i en paketfart mellem København og Lemvig. ”Mathilte” var på 186 tons, var bygget i 1877 som dampskib, men fik senere installeret motor. Skibet havde tidligere sejlet for Fyr-og Vagervæsenet og Marinen under navnene ”Løvenørn” og ”Absalon”. Efter afslutningen af 2. Verdenskrig var Chr. Struckmann i nogle år medejer af kutterrederiet A/S Nordsøkysten, som omfattede flere kuttere hvoraf to var over 60 tons. Endvidere var han en af initiativtagerne til oprettelsen af Andelssildeoliefabrikken i 1948-1949 og sad i nogle år i fabrikkens bestyrelse. Personalet hos Niels Winther & Co bestod i flere år af Chr. Struckmann og en shippingelev, men blev senere udvidet med Struckmanns datter, Hanne Struckmann, som var én af landets første kvindelige skibsmæglere. Niels Winther & Co begyndte sin virksomhed ud fra et kontor i en mindre bygning på hjørnet af Trafikhavnskajen og Cort Adlersgade. Trafikhavnen blev under 2. Verdenskrig beslaglagt af den tyske besættelsesmagt og anvendt som base for marinefartøjer. I 1944 overtog tyskerne også Niels Winther & Co’s kontorbygning, og firmaet flyttede til et midlertidigt kontor hos bygningsartikelfirmaet Johan Olsen & Co A/S på Østre Dokkaj. Efter krigen vendte Niels Winther & Co tilbage til Trafikhavnen og forblev her til 1949. Det år fik firmaet kontorer i Kirkegade 1, men flyttede to år senere til Havnegade 6, en etageejendom der nu er revet ned. Fra denne adresse virkede firmaet i 23 år. Niels Winther & Co flyttede den 1. januar 1974 sine aktiviteter til et ombygget pakhus i det nordøstlige hjørne af Dokhavnen på adressen Nordre Dokkaj 1, som siden har været firmaets domicil.
***
P. Koch Jensen skriver i juli 1936 da Esbjerg Handelsstandsforening har 50 års jubilæum: Medens de første anlæg ved havnen kun var beregnet for almindelig trafik, opstod ret hurtigt ønske om at skabe basis også for fiskeriet, og begyndelsen her til blev gjort i 1886 ved anlægget af en lille bådehavn indenfor Englandskajen. Den blev bygget med 3,8 meter vanddybde og 265 meter anlægsplads, som nu i 1936 er inddraget under Englandskajen. I årene 1897 til 1901 anlagdes den nuværende gamle fiskerihavn med 5,6 meter vanddybde og i alt 605 meter bolværk. De følgende 10 år skete imidlertid en meget stærk udvikling af det søgående kutterfiskeri, som allerede i 1909 nødvendiggjorde en ny udvidelse. Det samme gjaldt trafikanlæggene, hvor der både var for lidt kajplads og for ringe dybde ved bolværkerne, og man stod nu for første gang overfor en udvidelse, der skulle ske udenfor rammerne af det oprindelige anlæg. Man kunne udvide enten mod øst eller mod vest, og der fremkom forslag i begge retninger. Kampen for eller imod de to projekter satte sindene stærkt i bevægelse. Resultatet blev en udvidelse mod vest, ved lov af d. 12. april 1909, hvorved Esbjerg fik såvel en ny trafikhavn som en ny fiskerihavn. Anlægsudgifterne var anslået til ca. 7,5 millioner kr., men blev på grund af de ændrede prisforhold under krigen ca. 13 millioner kr. De samlede anlæg blev i øvrigt - ligeledes på grund af 1. verdenskrig - først færdige i 1922.
Den nye trafikhavn, der udelukkende benyttes som importhavn har et vandareal på ca. 54 ha, hvoraf dog kun 17 ha er uddybet til 7,6 a 8,8 meter vanddybde. Bassinet blev oprindelig bygget med 562 meter kaj, men denne kajplads blev i 1933 forøget med 320 meter, dels for at skaffe plads til »Dansk Andels Kulforretning« - der sammen med »Dansk Andels Gødningsforretning« og »Jydsk Andels« store nye silo-pakhus dominerer ved trafikhavnen - dels for at skaffe en plads til oplagte skibe. På nordsiden er der bygget afløbsbedding for en motorredningsbåd samt en særlig anlægsplads for tankfartøjer, idet der ved havnen er to store tankanlæg tilhørende henholdsvis DDPA og Aktieselskabet »Alfred Olsen & Co«. De to tankanlæg har en kapacitet af henholdsvis 10.000 tons og 7.500 tons.
Ved Trafikhavnen ligger endvidere »Oliemøllen«, der nu ejes af Aarhus Oliefabrik, og hvis produktion er meget betydelig, men ellers holder de gamle esbjerg-virksomheder til ved Dokhavnen. Ved denne optages således hele nordre side af byens ældste kornimportfirma Akts. Eriksen & Christensen, der fra gammel tid har haft alle sine anlæg inklusive silopakhus her og som senere overtog »Jydsk Andels« kontorer og pakhuse, da denne forretning flyttede til trafikhavnen. Her finder man endvidere de to store kulforretninger J. Villemoes og J. Lauritzen samt Det danske Gødningskompagni, Eriksen & Christensens Hønsefoderfabrik og Valsemøllen. Forhavnens havneplads beherskes af DFDSs store kontorbygning, og her findes forskellige eksportvirksomheder, hvoraf den vigtigste er »Statens Eksportslagteri«. Dette oprettedes i 1892 af DFDS og overtoges året efter af staten, som imidlertid nu har udlejet det til konsul Dujardin, hvis hovedvirksomhed iøvrigt er Eksportstaldene (Markedskontoret), hvor der sælges op til 1000 stk. kreaturer pr. uge, samt »Danske Mejeriers Smøreksportforening« og »Dansk Andels Smøreksportforening«, den sidstnævnte dog noget øst for havnen.
Den nye fiskerihavns vandareal er ca. 19,0 ha, og der er ca. 2.800 meter kajplads. Den var oprindelig bygget med 3 bassiner, men da kutterflåden stadig har været voksende, blev havnen i 1931-33 udvidet med et fjerde bassin mod nordvest som en direkte fortsættelse af de nuværende anlæg. Iøvrigt vil fiskerihavnen yderligere kunne udvides i denne retning, idet den er ejer af kyststrækningen indtil et stykke forbi Fourfeld bæk. Fiskerihavnen præges erhvervsmæssigt af de mange fiskepakhuse, men terrænet har dog også givet plads for betydelige virksomheder i tilslutning til industrien, først og fremmest de to isværker: »Esbjerg Klarisværk« og »Vestjydsk Krystal-Isværk«. Her finder man også »De forenede Isværker« med den kendte John M. Larsenske icecreamfabrik.
Efter de sidste udvidelser har Esbjerg Havn et samlet landareal på ca. 121 ha, hvoraf de 37 ha er forbeholdt fremtidige udvidelser, medens de uddybede havnebassiner udgør ca. 54 ha. Havnens kajlængde er i alt 6.500 meter. De samlede anlægsudgifter står staten i ca. 25 mill. kr., hvoraf i årenes løb er afskrevet ca. 8 mill. kr., således at den bogførte værdi beløber sig til ca. 17 mill. kr.
Der er først i de sidste år ført statistik over varebevægelsen over Esbjerg Havn, og havnens udvikling belyses derfor simplest ved en sammenligning af de årlige indtægter og den indgåede tonnage. I hosstående tabel er for en række år opført dels antallet af indgåede fartøjer - eksklusive fiskefartøjer - og nettotonnagen for disse, dels havnens samlede indtægter i de omtrent tilsvarende finansår.
Bortset fra krigsperioden, hvor havnens indtægter svandt ind til næsten intet, har trafikken været stigende lige indtil 1932, der for denne betegner et foreløbigt kulminationspunkt, medens indtægterne kulminerede i finansåret 1930-31. Meget bemærkelsesværdig er navnlig indtægtsstigningen i 10-års perioden 1920 til 1930, hvor havnens indtægter forøgedes ca. 2,5 gange. Dette skyldtes dels det nye opland, havnen fik ved genforeningen i 1920, dels den i samme periode stedfundne meget stærke stigning i landbrugsproduktionen. Når indtægterne i de 2 følgende år gik noget ned, stod det i forbindelse med takstreduktioner, der medførte en mindre indtægt på ca. 400.000 kr., men fra dette tidspunkt begyndte også den betydelige tilbagegang i udførslen til England at gøre sig gældende - hvorunder blandt andet flæskeeksporten svandt ind til det halve. I 1935 har der imidlertid igen været fremgang i såvel antallet af indgående skibe som i tonnagen.
|
Kalenderår |
Indgåede skibe antal |
Netto register ton |
Finansår |
Samlet indtægt kr. |
|
1874 |
161 |
11.339 |
1874-75 |
7.500 |
|
1880 |
152 |
28.753 |
1880-81 |
40.600 |
|
1890 |
568 |
132.421 |
1889-90 |
112.200 |
|
1900 |
748 |
253.541 |
1899-1900 |
261.900 |
|
1910 |
1314 |
386.725 |
1909-10 |
397.100 |
|
1915 |
779 |
137.354 |
1915-16 |
|
|
1919 |
570 |
138.625 |
1919-20 |
346.500 |
|
1920 |
1173 |
244.659 |
1920-21 |
935.000 |
|
1925 |
1184 |
745.623 |
1925-26 |
1.810.000 |
|
1928 |
1176 |
806.413 |
1928-29 |
2.161.000 |
|
1929 |
1260 |
918.573 |
1929-30 |
2.220.397 |
|
1930 |
1335 |
955.547 |
1930-31 |
2.402.158 |
|
1931 |
1406 |
1.053.518 |
1931-32 |
2.242.988 |
|
1932 |
1443 |
1.098.339 |
1932-33 |
2.081.599 |
|
1933 |
1373 |
1.045.458 |
1933-34 |
1.870.373 |
|
1934 |
1232 |
954.813 |
1934-35 |
1.788.438 |
|
1935 |
1243 |
981.070 |
1935-36 |
1.727.100 |
Glimt af Afholdsbevægelsens historie i Esbjerg
af Jens Søndergaard i 1971.
I midten af forrige århundrede var drikkeriet stærkt udbredt og en mådeholdsforening blev forsøgt startet. En fattig skolelærer O. Syvertsen oprettede dog en totalafholdsforening, hvor medlemmerne forpligtede sig til ikke at drikke spiritus selv og at forsøge at få andre til heller ikke at gøre dét. Efter tidens forhold gjorde han og hans medhjælpere et stort arbejde både i tale og skrift. O. Syvertsen udgav således bladet "Menneskevennen", som stærkt tolkede foreningens formål. O. Syvertsen var dog, efter hvad man kan læse, ikke helbredsmæssig stærk, men han var idealist og skånede ikke sig selv. Han havde set den fare, brændevinen var for mange og fortsatte trods sygdom ledelsen af sin forening under vanskelige økonomiske forhold. Inden hans død i 1847 måtte han pantsætte sit ur hos "den gode mand", og bevægelsen sygnede hen, da han ikke var mere, for helt at standse i 1849. En kreds af afholdsfolk i København har rejst ham et mindesmærke i Fælledparken i København. På stenen står: "Er det tærende ukrudt først borte med rod og top kan det nærende korn vokse frodigt og kærnefuldt op". - 30 år senere - omkring 1879 - blev der røre blandt vore bedsteforældre. Arbejderne dannede fagforeninger og senere politisk parti (Socialdemokratiet). Bønderne dannede andelsselskaber og højskolebevægelsen rejste sig - alt medvirkende til at indgyde nyt mod og give nye kræfter til de mange mennesker, der ønskede at dygtiggøre sig. Politisk sluttede bønderne sig sammen og dannede partiet Venstre i 1870. Men samtidig var der fremsynede mænd, der indså, at skulle der opnås noget i retning af bedre forhold på alle områder, måtte spiritussens magt bekæmpes og man samledes igen i små foreninger. Der var især to mand, der uden kendskab til hinanden havde held med sig i dette arbejde og ikke lang tid efter sluttedes deres foreninger sammen i "Danmarks Afholdsforening" i 1879, som i mange år var en af de største afholdsorganisationer. Særlig på landet var der mange medlemmer, og arbejdet gik rask dengang. Næsten i hvert sogn var der en forening. Den store stoute mand, afdøde landstingsmand Claus Johansen, Vaarst, var i mange år leder, ikke alene af afholdsforeningen, men senere også af afholdsbevægelsens landsforbund.
I 1880 stiftedes Good-Templar-Ordenens loge i København. I løbet af få år bredte bevægelsen sig over hele landet, specielt i byerne og enkelte stationsbyer. Mottoet for Good-Templar Ordenen var: ædruelighed, fred og broderskab. Valgsproget: Tro, håb og kærlighed. Logernes arbejde lå på samme linje som Frimurerne og Odd-Fellow logernes, dog med den forskel, at spiritus var bandlyst. Af esbjergensere, der har været ledende indenfor Good-Templar Ordenen og I.O.G.T.s hovedbestyrelser, kan nævnes sagfører Nonboe og kommunaldirektør Bernhard Nielsen, der begge har været chefer og fabrikant Knud Simonsen. I 1967 sammensluttedes I.O.G.T.s og det gamle N.I.O.G.T. - Omkring 1890 startedes den kristne afholdsbevægelse "Blaa Kors", der blev kendt over hele landet for sit store redningsarbejde, med oprettelse af redningshjem m.v. Mange penge er i årenes løb herigennem indsamlet til hjælp for enkelte mennesker og familier. På samme linje ligger "Evangelisk Afholdsforening" fra metodisterne, hvis folk var med til at stifte den første afholdsforening i Danmark. "Syvendedags adventisterne” forlanger af deres medlemmer total afholdenhed og sund levevis. Baptisterne har en særlig afdeling "Baptisternes Afholdsmission", hvor de fleste af menighedens medlemmer deltager. Også her udøves et godt redningsarbejde. ”Frelsens hær" er ikke et egentligt afholdsselskab, men i deres store sociale arbejde anerkender de, at "spiritus er en fare" og støtter derved afholdsbevægelsens arbejde. D.N.G.O. er også et Good-Templar selskab, der dog ikke er udgået fra I.O.G.T.s, og heller ikke sammensluttet med dette. Det har haft forbindelser med Sverige og kom derfra i 1889 til Danmark. "Hvide Baand” er en afholdsforening for kvinder, medens "Blaa Baand” og "Hvide Kors" er for mænd. "Trafikunionen" - tidligere Motorførernes afholdsforening (M.F.A.), arbejder for sikrere kørsel for alle trafikanter ved ikke at nyde spiritus. "Jernbaneafholdsforeningen” (D.J.A.) blev stiftet i 1901 og udførte et godt arbejde indenfor etaten, men tilgangen til foreningen blev efterhånden i vor fortravlede tid således, at den nu samarbejder med ”Trafikunionen”. De to organisationer N.I.O.G.T. og D.F.A.O. er i 1967-68 sluttet sammen med I.O.G.T., dog således at hver loge arbejder selvstændigt som før, men under een ledelse med ansvar for agitation og økonomi og med fælles blad. Dette i korte træk landsforbundets og de mange organisationers historie. Jeg vil nu forsøge at give et historisk rids over arbejdet i Esbjerg på baggrund af min artikel i "Den lille Agitator" udgivet af N.I.O.G.T. i 1931.
"Esbjerg Afholdsforening” blev stiftet d. 8. november 1881 og er ikke alene den ældste afholdsforening, men formentlig også den ældste nulevende forening i Esbjerg. Nytårsaften 1930 havde jeg fået til opgave at tale om afholdsbevægelsens første dage i Esbjerg. Jeg formåede dog ikke at berette ret meget, idet dem jeg henvendte mig til, ikke kunne give de nødvendige oplysninger. I arkivet viste det sig, at der ikke fandtes protokoller for de første fire år. I 1881 fandtes ingen selvstændige aviser i Esbjerg, og Esbjerg-stoffet skulle derfor findes i Ribe- og Koldingaviser. Alt tyder på, at der deri intet findes, idet Esbjerg Avis og Vestjyllands Socialdemokrat i 1906 ved 25 års jubilæet ikke indeholder noget referat. Det må derfor slås fast, at afholdsbevægelsen i Esbjerg begyndte under små - meget små - forhold, at man kun har tænkt på at hjælpe sig selv og andre fra spiritussens fare, og at man har glemt at tilflyde offentligheden meddelelse om, at der var stiftet en organiseret afholdsbevægelse. Heller ikke "Afholdsdagbladet" eller "Folkevennen" for 1906 indeholder nogen beretning om stiftelsen i 1881. Ved Centralbibliotekets hjælp fik jeg fra Avissamlingen i Århus fat i pastor Eltzholdts (en af stifterne fra 1879) organ: "Drankerens ven" senere "Afholdsbasunen", der gik ind først i 1881. I "Danmarks Totalafholdsblad" for 1882 stod dog en interessant statistik opført, hvoraf det fremgår, at "Esbjerg Afholdsforening" er stiftet d. 8. november 1881 af tømrer Olsen med 11 medlemmer. D. l. februar 1882 var der 35 medlemmer, med formand tømrer Olsen, sekretær blikkenslager Jensen. Indtil d. 1. februar var der afholdt 8 møder. - I mange år har "Esbjerg Afholdsforening" fejret sin stiftelsesdag den 8. december. Foreningens første offentlige møde blev dog afholdt den 3. december 1881 med tømrer Olsen som taler. Den 2. januar 1882 afholdtes det næste møde med lærer Pedersen, Aale Vestermark, pastor Kemp og læge Bruun som talere. Dr. Bruun talte om "Alkoholens forfærdelige virkninger på det menneskelige system". Den 7. januar 1882 afholdtes generalforsamling, hvor tømrer Olsen blev genvalgt som formand, S. C. Bredtved valgtes til næstformand, P. Hansen til kasserer og blikkenslager Peter Jensen til sekretær. P. Hansen, antager jeg, var den mand, som den 17. maj 1882 stiftede I.O.G.T. i Esbjerg.
Hvor foreningen holdt sine møder, er jeg ikke fuldt klar over. Men ifølge "Danmarks Totalafholdsblad" i 1882 har man tidligt beskæftiget sig med mulighederne for at få et sted, hvor alkoholen var bandlyst, et sted, hvor medlemmerne kunne samles. Således averterede man i hvert nummer af "Danmarks Totalafholdsblad", at "Esbjerg totalafholdshjem er hos blikkenslager Peter Jensen. Møder hver lørdag aften kl. 19”. Der meddeles intet om, hvor hjemmet lå. Nå, alle medlemmer og offentligheden med vidste vel hvor det lå. Esbjerg var jo ikke så stor dengang. Man ved dog, at et lille hus i haven lige overfor Paladshotellet har været mødested. Mon er det det første hjem? -Den første repræsentant til "Danmarks Afholdsforenings” årsmøde i Århus 3. pinsedag 1882 var blikkenslager Peter Jensen. Foreningen meddelte i bladet for d. 15. februar 1882, at han var valgt som repræsentant. Men listen over årsmøderepræsentanterne oplyste, at han var mødt uden fuldmagt. Dette lille træk beviser måske, hvorfor der findes så lidt om den første tid i foreningens historie, - man har ikke regnet med fremtiden. Afholdsbevægelsens bibliotek i København har meddelt, at den første bestyrelse så således ud, formand: tømrer Olsen, næstformand C. Lassen, sekretær S. C. Bredtved, samt M. Jørgen Madsen. En senere indberetning viser, at husejer H.C. Tved blev formand efter tømrer Olsen, medens udvandringsagent P. Jensen blev sekretær. Foreningens anden repræsentant til årsmødet 1883 var møller Chr. Rasmussen. Den 17. maj 1882 blev der stiftet en loge under I.O.G.T. Men efter hvad man kan forstå af en artikel i "Totalafholdsbladet" d. 16. februar 1884, har de to foreninger ikke rigtig kunnet sammen, og det ser ud til, at det var Good-Templarlogen, der havde taget teten en overgang. Der skrives: "Den herværende afdeling, der så godt som var aldeles ødelagt af Good-Templars, har nu igen rejst sig. Ved generalforsamlingen forleden valgtes følgende bestyrelse: formand: N. Ravn næstformand tømrer Christensen, kasserer møller Rasmussen, sekretær banebetjent Nielsen, og husmand I. Vogt. Vi holdt det første møde den 26. formiddag hos blikkenslager Jensen, hvor man så den største forsamling, der nogensinde har været ved noget møde. Dette møde har vakt en del bevægelse blandt folk. Alle fyrbødere på dampskibet "Thula" er totalafholdsmænd. Fra nu af gik det atter frem og der arbejdedes ihærdigt for at få nye medlemmer. Allerede 26. april samme år talte foreningen 106 medlemmer og der indmeldte sig nye medlemmer hver mødeaften.
Om totalafholdshjem i Esbjerg kan følgende oplysninger gives. Det første hjem var hos blikkenslager Peter Jensen (senere udvandringsagent) i Havnegade. Han var i flere år, selvom han ikke var formand, sjælen i arbejdet, og en mand, der gjorde alt for afholdssagens fremme, hvilket bl.a. ses af en annonce i "Danmarks Totalafholdsblad" for juli 1885, hvor han averterede efter 2-3 svende, der skulle være Good-Templars. Han var også den første telefonbestyrer i Esbjerg med station i Havnegade. Han havde tilnavnet "Tusindkunstneren". Fra Havnegade flyttede man til et hus i Smedegade og senere til et lille hus, hvor nu Kongensgade 64 ligger. Her boede afdøde kommunaldirektør Bernhard Nielsens far, der var slagtermester og barber. Foreningen havde også fået en totalafholdsbevilling, men da den skulle lyde på navn, kom den til at lyde på Nielsen, som derfor havde en lille afholdsrestauration i en af sine stuer. Fra Kongensgade flyttede man til det lille hus i haven overfor Paladshotellet. Her havde man det første rigtige samlingssted, indtil man købte ejendommen Torvegade 31 i 1901. På et møde den 26. april I884 havde man drøftet opførelsen af en bygning til forsamlingslokale og totalafholdshjem. Der forelå tegninger og overslag til en pris af 20.000 kr. Efter hvad jeg ved, blev der aldrig gjort brug af disse planer, hvilket ovenstående også viser. På samme tidspunkt meddeltes, at man havde penge samlet ind til en fane, som man ventede at indvie i pinsen. Den 31. oktober 1884 findes i "Danmarks Totalafholdsblad" følgende interessante meddelelse skrevet af Kr. H..."De og Deres læsere ville utvivlsomt blive glade ved at høre, at et af vore største værksteder, tilhørende fabrikant Poulsen udelukkende beskæftiger totalafholdende arbejdere. Hr. Poulsen har selvfølgelig både nytte og tilfredshed af at lade sig betjene af strengt ædruelige medhjælpere, og det må betragtes som et betydeligt gode for alle parter om alle arbejdspladser i hele landet var frigjorte for spiritus. Der er meget at vinde, intet at tabe". - I slutningen af 1884 var landinspektør Madsen formand. I bladet for den 30. januar 1885 står skrevet: "Totalafholdsarbejdet går sin rolige jævne gang, så der er godt håb om fremvækst både ud og indadtil. Landinspektør Madsen er os en god støtte. Den fredens og forsonlighedens ånd som præger al hans færd, gør ham velskikket til at være den ledende i bevægelsen i Esbjerg" (S...r)
Aksel Vendelbo Jensen skriver i et manuskript til en tale ved 80-års jubilæet: "Der fulgte nu en tid med store omskiftelser, snart fremgang, snart tilbagegang. På et tidspunkt så det ud - ligesom i dag - som foreningen helt skulle dø ud, men så kom der igen en ny blomstringstid. Omkring århundredskiftet havde foreningen nogle ualmindelig gode arbejdsår, men midt i disse grødeår skete der en sprængning. En gren indenfor foreningen følte sig forurettet, og meldte sig ud og startede foreningen "Frem" under D.A.F. Begge foreninger gjorde hver for sig under 2 dygtige, men vidt forskellige formand, drejemester Jørgensen og bødkermester Helby, et stort arbejde for afholdsbevægelsen. Efter 20 års adskillelse vendte Frem’s medlemmer dog tilbage til fortsat samarbejde. Der blev i mange år gjort en stor indsats i børne- og ungdomsarbejdet. Foruden de tidligere nævnte har som foreningens formænd virket: snedker Chr. Andersen, mekaniker Bjerregaard (1898-1899), bødkermester Claus Helby (1900), drejermester J.H.N. Jørgensen (1901-29), kedelpasser Chr. Holst (1930-35), skoleinspektør Karl Bruun (1936-48), fru Agnete Møller (datter af J.H.N. Jørgensen) (1948-55), kedelpasser Chr. Holst (1955-57), fru Magda Vendelbo-Jensen (1957-58), typograf Peter Bentzen (1958-59), bogholder Aksel Vendelbo-Jensen (1959-66) og gårdejer Søren Pedersen. Tradsborg (1966-71). Den senere trafikminister Hassing Jørgensen var en tid sekretær og af de bærende kræfter må også nævnes snedkermester Jens N. Jørgensen og hustru samt fattigundersøger Markussen (Smedenes fagforening). Nævnes må også den stoute gårdejer i Gammelby Mikkel H. Skov; gårdejer N.S. Nielsen, Veldbæk; Kr. Sørensen, Skads: fru Møller, mælkehandler J.R. Jensen og journalist Lassen. På den gamle Jernevej (nu Storegade) var der omkring århundredeskiftet en højskole, hvis forstander Hagbard en overgang var foreningens sekretær. Højskolebygningen blev nedrevet i 1966.
Værtsparret i det lille hus overfor Paladshotellet, pudser J.P. Feddersen og hustru skal særligt nævnes. De var kendte som meget ivrige afholdsfolk, der ikke var bange for at ofre noget. Feddersen ejede også huset i Smedegade, hvor foreningens daværende formand, Karl Bruun, fik ideen til en meget fin gavlreklame, der kunne ses fra Kongensgade. Der stod malet: "Drikkeriet i Esbjerg koster hvert døgn 30.000 kroner. Bliv afholdsmand!". I september 1966 fotograferede dagbladet Vestkysten gavlskriften, men tilføjede: "Teksten er forældet og forbruget stiger". Bladet mente, at drikkeriet i 1966 kostede 30.000 kroner i døgnet. "Dette skal hverken være en agitation for eller imod spiritus. Men derimod et lille stykke historie om spiritussens omsiggribende udbredelse. Efter at være flyttet fra Skolegade, havde man en tid til huse på "høloftet" i Borgergade, sådan kaldte man det. I 1901 købtes ejendommen Torvegade 31. Her var i mange år afholdsvært Pedersen og hustru dejlige og elskværdige mennesker som ledere af restaurationen. Den senere borgmester A.P. Brandholt købte imidlertid ejendommen og drev afholdshotel i nogle år, indtil ny ejer omdøbte det til "Park Hotel". Pedersen og hustru drev i mange år afholdsrestaurant i Strandskoven. Mange mennesker tog dengang om sommeren derud for at nyde naturen og kaffen.
Af hensyn til fremtiden og til dem, der ikke forstår, at der er andet indenfor afholdsbevægelsen end det rent foreningsmæssige - folkeligt og kristeligt - vil jeg fortælle noget om det at være Good-Templar. Som bekendt er bevægelsen kommet hertil fra Amerika via Norge i ca. 1850. At være Good-Templar betyder ikke alene at være afholdende, men også at være besjælet af at ville og at kunne hjælpe sine medmennesker, og selv igennem arbejdet i logen at blive dygtiggjort og at leve efter læresætninger, som ordenen har optaget i sine grundprincipper, ritualer og andre skrifter. Gennem de mange år har møderne været lukkede, og man kunne ikke, hvis man blev forsinket til et møde, komme ind uden at bruge den rigtige fremgangsmåde. For mig og for mange andre har der altid været feststemning over møderne: sang, musik, gennemgang af ritualet med de mange punkter for gennemførelse af et møde. For eksempel var det en højtidsstund, når nye medlemmer blev optaget og belært. Bibelens ord er mange steder indplaceret i ritualets kærlighed er langmodig, er velvillig, kærligheden bærer ikke nid, kærligheden bringer ikke fremfusenhed, opblæser ikke, den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitrer ikke, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretfærdighed, men glæder sig ved sandheden, fordrager alt, tror alt, håber alt, tåler alt. - Således blev man i mange år optaget i logen og fik indprentet kendskab til arbejdet. Efter bestemte tidsrum kan man så blive optaget i en ny afdeling med skærpet løfte og ansvar og atter efter bestemte tidsrum nyt møde med yderligere skærpelse af ansvar. Som man forstår, en god måde at belære nye medlemmer til at blive gode og ansvarsbevidste mennesker på.
Tiderne har dog forandret sig, og menneskene er blevet optaget af mange ting. Nye foreninger med hver deres interesser er kommet til. Sympatiserer man med en eller anden af disse nye interesser, slutter man sig til dér. Derved er der hos afholdsbevægelsen sket en vis nedgang i medlemstallene med dermed følgende svækkelse af aktiviteten. Arbejdet fortsættes dog alligevel omend ikke med den ildhu og begejstring, som vore gamle meningsfæller besad. Men der er ingen tvivl om, at hele afholdsbevægelsens den folkelige, den kristelige og Good-Templars har betydet meget for mange tusinde mennesker, som for samfundet i det hele taget. Afholdsbevægelsen har været en stor kulturfaktor i det danske samfund og været med til at hæve den danske bonde- og arbejderstanden ved at føre kampen mod brændevin og øl. Og samtidig været stedet, hvor man kunne dygtiggøre sig og more sig. Lad mig slutte med nogle få linjer, som vi fremsagde ved hvert møde i børnelogen i kor: "Giv dit barn i arvestykke afholdssagens diamant. Den giver mere lys og lykke end alverdens guld kontant”.
Den 18. maj 1882 stiftedes i Esbjerg den første loge under I.O.G.T. Den begyndte under meget små forhold i en kælderlejlighed i Borgergade 6, hvor grosserer Hedegaard i mange år havde ægpakkeri og hvor I. C. Nielsen senere fik smedeforretning. Den halve snes medlemmer blev dengang bombarderet med rådne æbler og lignende, men gik ind for sagen trods modstand, små kår i hjemmene og lang arbejdstid. De var blevet begejstrede og tilfredse ved at have sagt farvel til brændevinen. Når de selv var blevet optaget, talte de med deres familie, venner og arbejdskammerater og sagde til dem "Kom med os, hold op med at drikke, smid flasken ud, du bliver ellers mere og mere fattig”. Denne personlige og stærke agitation gav resultater. Der blev flere og flere medlemmer, for nye medlemmer agiterede også. Til sidst kunne man ikke få plads nok i kælderen. To-tre flytninger bevirkede ny stor tilgang og meget stor mødedeltagelse. Da var det ikke nødvendigt med mange punkter på mødeprogrammet, fordi der altid var mange optagelser - man kunne jo ikke blive medlem blot ved at skrive sit navn i en protokol, men måtte igennem et ritual for på festlig vis at blive optaget som medlem. Der var interesse, der var begejstring, der var liv. Logen var blevet medlemmernes andet liv. Det rituelle arbejde løftede dem ud over hverdagen. I vor tid er meget gjort friere.
Logens egentlige stifter var P. Hansen, der også i 1881 var medstifter af "Esbjerg Afholdsforening". En mindesten er rejst ham på hans grav på den gamle kirkegård ved Vor Frelsers Kirke. (Jeg håber, hvis denne kirkegård engang bliver nedlagt, at stenen da bliver anbragt på Esbjerg Museum). Logens andre stiftere var: Peder Jensen, N. Jørgensen fra Varde, S.T. Poulsen, August Pedersen, N. Nielsen Aksel fra Ribe, N. Ravn fra Varde, P. Nielsen, P. Mikkelsen, C. Lassen fra Struer og Ane Sofie Jensen. Disse navne står på chartret, dvs. fuldmagten fra storlogen på, at logen måtte stiftes under I.O.G.T. - P. Hansen var leder. Fra kælderen i Borgergade 6 flyttede man til et lille hus i Skolegade, der hvor missionshotellet "Hebron" nu ligger. Her var man i 10 år, men solgte det for at bygge ejendommen Jyllandsgade 19 (ved Engers Hansens boghandel) hvor man endnu kan se de 4 huller til bogstaverne "I.O.G.T." Her var der i salen plads til ca. 300 mennesker og omkostningerne ved byggeriet var på 30.500 kroner. Efter 16 års forløb blev forholdene dog upraktiske. Man byggede da ejendommen Norgesgade 23 og beregnede udgifterne til 50.000 kroner. Man havde altså til huse i Borgergade 6 i fire år, i Skolegade 1886-96, i Jyllandsgade 19 i årene 1896-1912 og fra 1912 i Norgesgade 23. I anledning af jubilæet i 1957 havde "Esbjerg Avis" en artikel d. 17. september. I logelokalet i Norgesgade er ophængt på væggene portrætter af mange afdøde kendte esbjergensere, som jeg håber Esbjerg byhistoriske arkiv eller museet til sin tid vil få overladt til opbevaring som et historisk bidrag til vort arbejde. Af kendte navne kan således nævnes: sagfører Hans L. Nonboe, kommunaldirektør Bernhard Nielsen, kommunebogholder Chr. Jensen, overpostbud N. J. Andersen, "Flensborg" Mathiesen, lagerforvalter Sørensen (mange år drivkraften i logen), borgmester Hans Nissen, bødker A.C. Mogensen, arbejdsmand Markus Stokholm, postbud Steiness, forvalter N.M. Gram, cigarhandler Knud Simonsen, med flere.
N.I.O.G.T. er udgået fra I.O.G.T. I den sidste halvdel af 1880erne var der indenfor I.O.G.T. en del strid om øllet, idet nogle medlemmer mente, at der ville komme flere medlemmer, hvis man gav tilladelse til, at medlemmerne måtte drikke den lyse øl (skatteklasse II). Store diskussioner opstod om sagen. I 1892 skete udskillelsen og N.I.O.G.T. blev startet. Herom kan læses i "I.O.G.T.s historie i Danmark". - Mandag den 2. oktober 1892 stiftedes under N.I.O.G.T. logen "Frihedstemplet". Forfatteren, der selv blev optaget i N.I.O.G.T.s børneloge i oktober 1909, i ungdomsafdelingen i 1912 og i de ældres loge i 1916 og hvor jeg, selvom jeg er pensionist, stadig er medlem, har i barneårene lært nogle af de ældre medlemmer at kende: N. Møller Tangaa og hustru, lokomotivfører Chr. Christensen og hustru, hjælpearbejder Mørck og hustru, bødker Lange og hustru, arbejdsmand Ole Thomsen og hustru, P. Christensen og hustru, overportør Hagild og hustru og mange andre. Jeg kan trygt sige, at der her gjaldt det samme som i det gamle I.O.G.T. og D.N.G.O. Mange medlemmer strømmede til og nye underafdelinger dannedes. Der var Havnearbejderlogen der blev stiftet omkring år 1900 og Fiskerlogen der var stiftet 1907. For sidstnævnte gjaldt det, at det var konerne, der måtte lede logen, når mændene var på fiskeri. Af lederne husker jeg især den kraftige og myndige Marie Andersen. For ordenen gælder, at der flere gange måtte skiftes lokale for at få plads til de mange medlemmer. Til sidst blev ejendommen Skolegade 37 købt. I 1902 var der her en forbygning og stald. I forbygningen var der en lille butik. Mange gange blev bygningen ændret og der var i ca. 50 år afholdsrestauration med forskellige gode værter. I henhold til en købsforhandling overtog Esbjerg kommune ejendommen - og logen forlod ejendommen i 1962 for at give plads for "Mælkepoppen", der blev åbnet 1963. Ejendommen blev nedrevet i 1967 og pladsen indlemmet i Rådhushaven. Når man nu passerer stedet, hvor ejendommen lå, får man et stik i hjertet ved at tænke på de mange timer, man har færdedes dér. Før ejendommen Skolegade 37 blev erhvervet var der et ungt medlem, snedker W. Tiedemann, som ejede ejendommen Borgergade 30, og der byggede og indrettede en sal for ordenen. Måske ved nøjsomhed havde han opsparet penge og trådte derfor til, da der mangledes plads. Ved 50-års jubilæet for erhvervelsen af Skolegade 37 var der referat i bladene d. 30. oktober 1952. Af kendte medlemmer kan, udover de medlemmer der tidligere er nævnt fra gammel tid er: H.W. Christensen, produkthandler Chr. Christensen (Bonnes), Poul Hansen, Marinus Jensen, og Malmros. Fra nyere tid kan nævnes lokomotivfører J. Zink Jensen, kobbersmed Th. Bech, gasfitter J.P. Carlsen og hustru, Johannes Nielsen, fisker Jens Søgaard og arrestforvarer C.J. Svingholm. Endvidere kan nævnes: Edvard Knudsen, produkthandler Morten Stage og H.P. Løvendahl.
Logen "Fremad” fra D.P.A.O. står også under I.O.G.T. nu. Dens ledende kraft var stationsbetjent G. C. Heimann, der for logen har gjort et meget stort arbejde. Ligeledes må nævnes den nu snart 90-årige Chr. Christensen og fru Pedersen. D.N.G.O. er ikke medlem af I.O.G.T., men er et Good-Templar selskab. Ordenen har lokaler i Jernbanegade 66. Dens første loge hed "Alkoholens fjende" og blev stiftet d. 9. april 1892. Stifterne af logen var fiskere fra Grenå. I januar 1891 var en loge blevet stiftet i Grenå havn. Den fik navnet "Ankerstjernen" og havde 29 medlemmer. Da der var større fremtidsmuligheder i Esbjerg end i Grenå med hensyn til fiskeri, rejste en del af de 29 medlemmer til Esbjerg. Logen i Grenå levede dog videre, idet medlemstallet var steget til 55. Blandt de fra Grenå tilrejste fiskere var Jens Jørgen Jensen med hustru. Han fik foruden sin betydning for "Alkoholens fjende" også betydning for landsforeningen D.N.G.O., idet han var i ledelsen nogle år. Også et andet medlem, Frederik Madsen med hustru var medlem fra begyndelsen. "Alkoholens fjende" måtte indstille sin virksomhed fra juli 1893 til 7. marts 1895. D.N.G.O.'s medlemmer stiftede for at få egne lokaler et byggeselskab "Dan". I 1906 købte man ejendommen Jernbanegade 66 og her opførte man dels en bygning med facade mod gaden, hvori blev indrettet restaurationslokaler, forretning og beboelse og dels en bagbygning der brugtes til møder. I stuen var der en festsal og på 1. sal logelokaler. Bygningen blev indviet den 2. december 1906. Ejendommens ejerskab ændredes i 1918 til aktieselskabet "Dan", Den første formand var J.P. Bornhøft, der efterfulgtes af Søren Nielsen. Chr. Christensen var formand en årrække. Nuværende formand er Knud Kjær. Af kasserere kan nævnes Søren Madsen, Carl Ellegaard, R. Rosenkilde, Valdemar Hansen, Vald. Michelsen, A.F. Sørensen og Oluf Jensen. Bagbygningen mod Østergade med lokalerne er solgt til Esbjerg kommune, medens der senere i gården i mindre format er bygget mødelokaler.
Et jubilæumsskrift udgivet i 1952: "Alkoholens fjende - loge nr. 38 - 60 år", findes i Esbjerg byhistoriske arkiv.
Den kristne afholdsbevægelse "Blaa Kors", hvis medlemmer tilhører Indre Mission, er en selvstændig forening. Esbjerg afdelingen af "Blaa Kors" blev stiftet i 1902, Den holdt sine første møder på KFUM, derefter i Missionshuset, Foreningen og dens medlemmer har i årenes løb gjort et stort arbejde for at hjælpe de alkoholskadede ved bl.a. at sende ikke så få på "Blaa Kors" redningshjem og gennem bazarer, der normalt giver pænt overskud, at sende penge til hovedkontoret som bidrag til opretholdelse af disse hjem. Flere af "Blaa Kors" medlemmer har sammen med de andre organisationers medlemmer været aktive i samvirksomheden. Enkelte har repræsenteret afholdsfolkene som medlemmer af Esbjerg byråd: direktør C.P. Pedersen, viceskoleinspektør Damgaard Petersen, vognmand Hylche, Af andre kendte navne kan nævnes: gartner Raaberg, kusk Ries, fru Caroline Pedersen med flere andre. Bevægelsens formand gennem mange år var Poul Kjeldsen. Nuværende formand er snedkermester Bredvig. - Metodisterne der har kirke i Norgesgade 38, hører med til dem, der i "Evangelisk Afholdsforbund" gennem mange år har sat afholdsfanen højt. Et aktivt arbejde er blevet udført til gavn for børn og unge. Hr. Gaarde er forbundets repræsentant i "De samvirkende Afholdsselskaber". Af kendte navne kan nævnes postbud Bøllund og frue, bogtrykker K. Rosendahl, Jes Hansen med flere. - "Adventisternes Afholdsforening" har lokaler Finlandsgade 28 over gården. Adventisterne hører til de meget aktive, idet de som medlem af deres kirke skal forsage stærke drikke, kaffe og tobak. De mest kendte navne er Viggo Pedersen og hustru, gårdejer Hans Jørgensen og hustru. - "Frelsens Hær" er ikke et organiseret afholdsforbund, men den er medlem af vort landsforbund og af samvirksomheden. Som adventisterne forsager de spiritus og tobak. Overalt har de i årenes løb gjort et uegennyttigt arbejde for de fattige og drankerne. De har lokale i Skolegade 55. - "Hvide Bånd” - afholdsselskabet for kvinder - har arbejdet i Esbjerg i mange år og både indenfor som udenfor bevægelsen hjulpet fattige og syge. Fru Anna Jacobsen (død for 10-15 år siden) og den nuværende formand fru Anna Pedersen har gjort og gør et samfundsnyttigt arbejde. - "Hvide Kors” - afholdsselskab for mænd - har indført i deres love, at medlemmerne ikke selv må nyde spiritus, men godt må byde. Meningen hermed er den, at mænd der er beskæftiget på arbejdspladser, som har med spiritus at gøre, kan arbejde her, men ikke nyde spiritus selv. "Hvide Kors" udøver et stærkt broderskabsarbejde. - "Motorførernes Afholdsforbund" (nu Trafikunionen) virker for større ædruelighed hos alle slags trafikanter. Af kendte medlemmer i Esbjerg kan nævnes Morten Stage, Gustav Lauridsen, Stagis, grønthandler Johannes Pedersen. Nuværende formand er frisørmester Jessen. - "Jernbaneafholdsforeningen” havde tidligere et godt foreningsarbejde i Esbjerg. I 1936 byggedes i Sædding et feriehus, som blev meget benyttet som kursussted. Tyskerne rev huset ned under besættelsen 1940-1945. Efter fredsslutningen i1945 byggede man et nyt, der solgtes for 10 år siden. Foreningen arrangerede, da den var mest aktiv, mange fine dilettantforestillinger. Af kendte medlemmer kan nævnes. A.C. Hagild, rangermester Jørgensen, C.F. Nielsen, Maimann, Jens, Clara og Edith Søndergaard, Heimann og hustru, fru Jørgensen, banearbejder K.P. Fischer, Gertrud Fischer, Else Nielsen, fru Kristoffersen. - "Tempelridderne" for mænd arbejder på lignende måde som frimurerne og "Odd-Fellowordenen". Dog må medlemmerne ikke nyde spiritus. Af kendte medlemmer kan nævnes: kommunaldirektør Bernhard Nielsen, borgmester Hans Nissen, snedkermester Jens Jørgensen og hans søn Tage Jørgensen, lærer Markussen, gartner Ankjær Gregersen, pedel Carl Bernhard Christiansen, sangeren Erhard Iversen, bogholder Aksel Vendelbo Jensen. - I "Ny Kurs" står mange organisationer sammen og i ca. 10 år var Esbjerg kommune økonomisk garant. Skoleinspektør Karl Bruun, der i mange år var formand for "De samvirkende Afholdsselskaber", var ophavsmand til dette arbejde med antabuskur og han var kasserer til sin død i 1958. Tage Jørgensen har været en meget drivende kraft og Magnus Nielsen var med i bestyrelsen til sin død i 1968. Staten har nu overtaget økonomi og driften med læger og ambulatorium. Kontor i Kongensgade 51, tidligere i Frodesgade 112 og Skolegade nr. 30. - Under de forskellige selskaber har der været mange loger og foreninger. Et utal af navne kan nævnes, skønne navne, der dækkede det positive, som stifterne ønskede skulle præge foreningens eller logens arbejde. År efter måtte de dog lukke. Af disse kan nævnes: "Verdandi-ordenen" der blev stiftet i 1922 af arbejdsmand Ole M. Hansen med flere. En af de ledende var arbejdsmand August Olsen, der også var et ivrigt medlem af "De samvirkende Afholdsselskaber", også cigarmager Jens Jørgensen huskes. "Det blaa baand" blev stiftet i Esbjerg den 4. juni 1901. Lederen var pakhusformand P. Nielsen. I 1930erne var vandbygningsarbejder Helligsøe formand. Han var også i mange år formand for brugsforeningen "EOB", da den lå i Skolegade 41. - Af D.G.T.O.s skrift fra åreene 1893-1906 fremgår det, at der i Esbjerg var en loge ved navn "Vestjyden", stiftet den 28. oktober 1906 og en anden "Enigheden", stiftet den 30. marts 1907. Valgt til redaktør blev F.S. Frandsen fra Esbjerg. I 1897 fik Thorsøe vedtaget, at der på forsiden af lovene blev trykt et program. - En loge ved navn "Klippen" stiftedes i 1893/94, men lukkedes 1898. Et af de navne, der i disse år stødes på er Jens Nielsen, Esbjerg. - I 1899 eksisterede en anden loge "Esbjerg Haab", der også må være lukket. Senere blev logen "Dannevirke" stiftet. Fru Anna Mikkelsen var her den ledende. Hun døde for flere år siden, men hendes mand Martin Mikkelsen bor Ved Skoven 41. Under denne loge må også nævnes Elfrida Jensen, Skolegade 76 samt fru Rath (nu fru Mikkelsen). - D.T.O. "Vesterhavet" blev stiftet i Frelsens hærs lokaler i 1916, men blev lukket ca. 1930. Leder var fru Bauer (Larsen) og støbemester Larsen. Et andet selskab ”T.O.” kan ikke nærmere beskrives.
I mange år var langt de fleste af vore folk medlemmer af en politisk organisation. Man mødte frem ved partimøderne og gjorde sig gældende ved bestyrelsesvalg, ved opstillingsmøder til byråds- og ligningskommisionsvalg samt ved valg til Folketinget. Selvom nogle af navnene er nævnt under de forskellige organisationer, synes jeg, at det er praktisk med en samlet opgørelses: Tømrermester N. Møller Tangaa var medlem af det sidste sogneråd (1897- 1898). Fra gammel tid husker jeg sagfører Nonboe, byrådsmedlem i 1909-1913. Cigarhandler Knud Simonsen var byrådsmedlem 1898-I908, samt direktør C.P. Pedersen der var medlem af byrådet fra 1917 til 1927. Dernæst vil jeg gerne omtale bogtrykker K. Rosendahl (byrådsmedlem 1909-1937), der i mange år var afholdsbevægelsen en god mand, dels som formand for "De samvirkende Afholdsselskaber" og meget som byrådsmedlem. Rosendahl var i besiddelse af gode talerevner og var ordfører for partiet Venstre. Jeg husker fra byrådsmøder de store debatter mellem Rosendahl og redaktør Sundbo. Lokomotivfører Chr. Christensen ("Høje C") var et fremtrædende medlem af den socialdemokratiske byrådsgruppe, (byrådsmedlem 1908-1921). Han fik ved flere byrådsvalg det højeste personlige stemmetal. A.P. Brandholt var borgmester i 1921-1925 og byrådsmedlem 1913-1943. Søfyrbøder Søren P. Thomsen var byrådsmedlem 1925-1937 og formand for sygehusudvalget. Magnus Nielsen, der var en virksom agitator for partiet, var byrådsmedlem 1944-1962, viceborgmester, formand for sygehusudvalget i 10-12 år og magistratsmedlem. Baneformand Thomsen Christensen var byrådsmedlem i 1928-1933. Fisker A.C. Christensen var byrådsmedlem i 1921-1925 og var medlem af ligningskommissionen. Chr. Roust byrådsmedlem i 1929-1937. A.C. Mogensen byrådsmedlem i 1925-1929 og i 1932-1933. Grosserer Hans Nissen var byrådsmedlem i 1947-1959 og borgmester i 1950-1954 og 1958-1959. Viceskoleinspektør P. Damgaard Petersen var byrådsmedlem i 1929-1947. Skoleinspektør Karl Bruun var medlem af byrådet i 1945-1947. Vognmand Chr. Hylche var byrådsmedlem i 1933-1946. Arbejdsmand Markus Stokholm var byrådsmedlem i 1905-1908, 1913-1917 og i 1921-1923, samt medlem af hjælpekassens bestyrelse i 1908-1921. Overpostbud N.J. Andersen var byrådsmedlem 1905-1908. Typograf Peter Bentzen har været medlem af byrådet siden 1962. Inkassator E. Danielsen var medlem af byrådet 1955-1936. Direktør Aage Ebsen var byrådsmedlem 1943-1947 og Johannes Nielsen, der kun blev byrådsmedlem 1 dag. Desværre er vore folk som så mange andre nu ligegyldige overfor det politiske arbejde. Det er trods alt alligevel dér, grundlaget for byråds- og folketingsarbejde lægges.
I fagforeningsarbejdet har vore medlemmer gjort en indsats således indenfor ledelsen af Arbejdsmændenes Fagforening: kasserer Henriksen, Chr. Nielsen og Markus Stokholm. Sømændenes Fagforening; S.P. Thomsen, der foruden at varetage organisationsarbejdet, sammen med sin hustru virkede som “fader og moder" for medlemmerne. Bødkernes Fagforening med A.C. Mogensen. Kommunalarbejdernes Fagforening med Carl B. Christiansen og Viktor Mølsted. Lokomotivmændenes Fagforening med Chr. Christensen. Typografernes Fagforening med Peter Bentzen. Jernbaneforbundet med G.C. Heimann, R. Klint. Kedel- og Maskinpassernes Fagforening med Johs. Nielsen og Magnus Nielsen. Remisearbejdernes Fagforening med Jens Søndergaard. Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening med I. P. Carlsen. Postbudenes organisation med N.J. Andersen. Arbejdernes Fællesorganisation med Magnus Nielsen, Carl B. Christiansen, Peter Bentzen og Viktor Mølsted. Esbjerg Fiskeriforening med Chr. Roust, A.C. Christensen, Jens Søgaard. - De fleste af de forannævnte er mænd, men det har altid været tilfældet indenfor afholdsbevægelsen, at kvinderne havde valgret og var valgbare på lige fod med mændene. Kvinderne i samfundet fik jo først valgret til kommunevalgene i 1908 og til rigsdagsvalgene i 1915. Vore kvinders arbejde bestod ikke alene i at tage sig af de alkoholsvage, men også i at udføre socialt arbejde, således et nødvendigt arbejde i mange hjem, hvor husmoderen lå syg, eller hvor der var mange børn, eller der manglede penge til mad. Også hvor mænd lå syge og krævede megen pasning, hjalp vore kvinder husmødre. Et prisværdigt arbejde, som krævede en indsats udenfor deres eget hjem med rengøring, madlavning, børnepasning, syning, reparation af tøj, sygepasning m.v. Dette arbejde udførte de med glæde og uden betaling. Den sociale forsorg er jo efterhånden udbygget. Måske derved har afholdsbevægelsen mistet noget af sin grokraft. Vore kvinder i Esbjerg er for tiden medvirkende ved børneparkering sammen med andre kvindeorganisationer ved fru V. Hansen. "Underholdning for enlige” 7 gange i vinterhalvåret i samarbejde med Centralbiblioteket (påbegyndtes i 1964). Endvidere arrangeredes for 10-12 år siden et stort kvindemøde med titlen "Kvinde er dit navn".
Opsparing af midler til udbetaling først i december hvert år har for de 2 største spareforeninger fungeret siden 1899, den tredje spareforening fra 1903. Foreningerne er: "Bikuben" Norgesgade 23, "Julens Glæde" Th. Dahlsvej 25 og "Afholdsfolkenes Spareforening" ("De samvirkende Afholdsselskaber”), Spangsberg Kirkevej 23. - Sparesummerne var naturligvis ved århundredskiftet i sammenligning med nu ikke store, men virkede, trods det ved sit formål: at husmoderen kunne sikre sig en skilling til jul. Og hver jul venter ikke alene sparerne, men også forretningerne. Da jeg overtog ledelsen af spareforeningen "Julens Glæde" den 1. januar 1948, var sparesummen 200.000 kroner, og i de senere år 500.000 kroner. Alle tre spareforeninger tilhører afholdsbevægelsen. Men da lønudbetalingerne blev indsat i bank eller sparekasse, skadede det indsamlingerne noget, selvom husagitation måske kan give tilgang. -Siden århundredskiftet har "De samvirkende Afholdsselskaber" været den samlende enhed, der har foretaget den udadvendte agitation, leveret presseudvalgets artikler, arrangeret udstillinger, møder og meget andet. Blandt de første formænd for en kortere tid var drejermester J. H.N. Jørgensen; bogtrykker K. Rosendahl satte skik på arbejdet i 10-15 år, overpostbud J.N. Andersen i godt 20 år, skoleinspektør Karl Bruun i 20 år og efter dennes død i 1958 undertegnede Jens Søndergaard efter at have været sekretær i mange år. - Samvirksomheden har - synes vi - på bedste mulige måde været en samlende enhed, og der er sket meget i årenes løb: demonstrationstog gennem byen til "Hotel Esbjerg" i Exnersgade, hvor der var stor have; senere til Strandskoven, store offentlige møder, kamp mod spiritusbevillinger, udstillinger, annoncering, presseudvalg m.m. Vi har alt i alt forsøgt at leve op til at ”Det gælder ikke om at leve flest mulige år, men leve levende de år, vi lever”. I mange år har "De samvirkende Afholdsselskaber" haft et presseudvalg, der i årenes løb har skrevet mange læserbreve om alt bevægelsen vedrørende. Skoleinspektør Karl Bruun var en meget dygtig og iderig mand og skribent. I hans tid blev mange plakater fremstillet med kort og præcis tekst til ophængning på byens plakatsøjler. Også Viggo Pedersen, jeg selv og enkelte andre har i årenes løb været aktive med skrivning af læserbreve. Vore møder har altid været præget af megen sang og musik, dog synger folk nu ikke så meget som i gamle dage. Vi har haft mange gode sangere. De dannede for år tilbage sangforeningen "Odeon". Dennes kor sang tit ved vore offentlige møder og underholdt ved vore dejlige fester. I samarbejde med andre sangforeninger i Esbjerg opførtes store koncerter. Desværre indstilledes arbejdet for ca. 15 år siden. "Dansk Good-Templar Ungdom" (D.G.U.) havde en flok unge medlemmer, der spillede på mandolin og havde deres eget orkester. De var med til at præge vore offentlige møder og vore fester. Et lignende orkester savnes i dag. Dilettantforestillinger kunne for år tilbage trække fulde huse. Det begyndte med fælleslæsning, og da der var kræfter nok, gik vi igang med skuespil, mange dejlige veludførte skuespil. Især Hostrups skuespil blev opført.
Lokalt har der nok - uden at jeg kender til det - i andre af vore organisationer af medlemmer været skrevet blade med oplysninger og mødeprogrammer. For N.I.O.G.T.s vedkommende lavede jeg i ungdomslogen et håndskrevet blad, som blev læst op - af mig selv, da andre måske ikke ville kunne læse det. I de ældres rækker fik jeg vedtaget, at et maskinskrevet blad skulle udsendes, og da jeg blev formand for vort agitationsudvalg 1921-1926 vedtoges det, at vi skulle udsende et trykt blad "Den lille Agitator" fra 1922. Det var sådan før, at når vi, der ikke nyder stærke drikke, holdt fester, kunne vi kun byde på "den gule sodavand". I de sidste 20-25 år er der dog kommet mange slags alkoholfrie vine og druesafte i handelen; fabrikeret her eller i udlandet. Da vi begyndte at slå et slag for disse, var der nogle af vore venner, der ikke sympatiserede med det, fordi vi havde lært at leve efter ordene "Bort med drikkeskikkene". Vi holdt dog på, at man skulle kunne sætte noget i stedet, når man ville ændre drikkeriet fra det stærke til det alkoholfrie og det har vist sig, at mange kan lide disse velsmagende drikke. Derfor agiterer vi for brug af disse ved de mange festligheder, vi alle arrangerer. Det første sommerhus der blev bygget af I.O.G.T. lå dér hvor golfbanen på Gl. Vardevej ligger, omtrent overfor "Spangsberg Hospital". Det blev solgt omkring 1936-1937. Man havde derefter et sommerhus ved "Fem Høje" i Sædding. Det blev revet ned af tyskerne. Nogle år efter erhvervede man en grund lidt længere ude ad Strandvejen. Den blev senere solgt. Omkring 1955-1956 købte Jernbaneafholdsforeningen en grund i Sædding (nu Strandvejen 111). Man byggede her et ret stort hus med værelser og sal samt køkken. Her arrangerede landsorganisationen i tiden op til 2. verdenskrig kursus hvert år og medlemmerne ferierede. Der var ikke så megen bebyggelse i Sædding dengang. Under besættelsen rev tyskerne dog huset ned af hensyn til de store kanoner, der var anbragt omkring Lyngvejen til spærring af sejlrenden, hvis noget skulle ske. Et par år efter freden i 1945 blev grunden frigjort, og vi fik nogen erstatning og byggede den nuværende Strandvejen 111, hvor vi holdt møde månedligt og medlemmer lejede huset på skift. Da byggeriet tog til omkring huset og det ikke mere føltes som et feriested, blev det solgt. Men mange dejlige timer er tilbragt derude. N.I.O.G.T. i Skolegade 37 (nu nedrevet) fik i 1955 overladt en grund på Kapelvej ved Tarphagevejen. På dette smukke område byggedes et hus med sal og køkken. Her har siden været stor aktivitet af børn, unge og ældre. Således besøger ungdomsskolen ved Ejstrupholm af og til huset med ca. 100 elever. Esbjerg kommune har bl.a. venskabsby-forbindelse med Stavanger i Norge, Eskilstuna i Sverige, Jyväskylä. i Finland og Sukkertoppen i Grønland. Den uddeler af og til stipendier til besøg i disse byer. Ved hjælp af disse stipendier besøgte formanden Jens Søndergaard Stavanger, Gustav Lauridsen Eskilstuna og Aksel Vendelbo Jensen Jyväskylä og der blev indsendt beretning om hver af rejserne til borgmesterkontoret. I 1971 besøgte medlem af presseudvalget Viggo Pedersen, Eskilstuna. Hans beretning om turen er trykt i dagbladet Vestkysten den 7. september 1971. Med Sukkertoppen er brevveksling så småt begyndt. En konkurrence udskrevet af rederiet, hvis skibe sejler mellem Arendal i Norge og Frederikshavn, blandt de foreninger, der kørte en film fremstillet af rederiet, blev vundet af os. Det var en stor oplevelse for de 19 deltagere at deltage i en gratis sejltur med stor rabat i Arendal og Kristianssand. Det var ca. i 1960.
***
Thora Pouline Christiane Carstensen blev født d. 12. december 1873 i Tulstrup pr. Thisted, og døde
d. 19. april 1966, 92 år gammel. Hun kom til Esbjerg i 1897 og boede i
Havnegade 39 hos ekspeditør Christian Brandt Breinholt, og blev gift i 1902 med
bogholder Aage Møller. I 1904, 1906 og 1909 boede hun i Kronprinsensgade 20, og
i 1924 i Norgesgade 15. Aage Møller blev kgl. vejer & måler døde d. 12.
januar 1935, 60 år, bopæl Kongensgade 44. Thora Møller fortæller blandt andet:
Jeg havde haft tilknytning til Esbjerg
fra barn af, da min yngste søster og jeg tilbragte nogle af vore sommerferier
hos min tante og onkel, eksportør Poul Breinholt, hvis hustru var en søster til
min far. Men hun var en af de ældste af søskendeflokken medens far var den
næstyngste, så de kusiner og fætre var omtrent jævnaldrende med mine forældre.
De to ældste kusiner, Kirstine og Elisabeth, havde været brudepiger ved mine
forældres bryllup, og jeg var vist næppe stort mere end 10 år da vi første gang
var i Esbjerg, og det var nærmest for min søsters skyld vi var hér, da hun
havde hævede kirtler ved halsen, og derfor mente lægen, at badene herovre var
særligt gode for hende. Hun blev behandlet af en af Esbjergs pionerer dr.
Bruhn, der boede i Havnegade ved siden af Breinholts, lige dér hvor overlæge Hansen
bor, og han opererede hende flere gange, så hun havde synlige mærker af det livet igennem.
Dengang var vi sammen med en hel
del børn fra Esbjerg, og var med til at drive store flokke af får fra Banegården
i Exnersgade ned til skibene. Det var en del af onkel Breinholts forretning at
eksportere dem, og vi fik 10 øre for ulejligheden, og syntes det var vældigt
sjov. Jeg havde været på en ferie uden min yngste søster i Esbjerg, da den
yngste af Breinholts døtre som kun var omkring et eller to år ældre end jeg,
blev meget syg, og derfor ville de gerne have mig til at være hos hende, velsagtens
for at aflaste dem, og jeg tilbragte næsten hele tiden ved hendes seng. Dog gik
jeg en morgentur hver dag ud til jordhytterne på Bavnehøj, hvad jeg syntes var
så morsomt. Min kusine døde dog heldigvis ikke i ferien, men døde så ikke længe
efter at jeg var rejst hjem.
I november 1897 læste jeg i avisen
at der søgtes en lærerinde til Esbjerg Realskole og da jeg var blevet ked af at
være privatlærerinde, søgte jeg stilling. Jeg blev da 24 år i december. Den
stilling blev ledig fordi min forgængerske blev gift
med herredsfoged Jespersen i Esbjerg. Rübner Petersen
kom over til København for at se og tale med mig, og antog mig. Fru Rübner Petersen der hidtil havde haft
håndarbejdsundervisningen, var blevet meget syg, men skulle stadig have opsynet
med undervisningen. Men det hørte næsten op med det samme, så jeg fik ansvaret
for den gren af undervisningen. Desuden fik jeg geografiundervisningen i de
fleste klasser, og tysk i resten af undervisningstiden. Et fag jeg havde bedt
om ikke at skulle undervise i, var naturhistorie, og det har altid undret mig,
at jeg ikke duede til det fag, da fars fætre og professor J. Steenstrup og altså hele den familie gik sådan op i det
studium. Men jeg formoder, at jeg selv har haft en lærer hvem det ikke havde
interesse nok for, og har det ikke det, kan man ikke få børnene interesserede i
undervisningen.
Jeg kom til at bo i Havnegade 39
hos frøken Kirstine og Elisabeth Breinholt, der boede i det gamle hjem sammen
med broderen ekspeditør Brandt Breinholt, der havde fortsat faderens forretning
med handel med kreaturer. Fåreudførselen var der ikke
mere af, og nu var det kreaturer. Brandt byggede kreaturstaldene på havnen og
havde en stor forretning og hans nærmeste medarbejder var S. E. Dujardin, der overtog forretningen efter Brandt Breinholt,
og som også købte ejendommen i Havnegade, hvor den unge Dujardin
(Aage Emil) stadig bor, og han har også forretningen efter faderens død. (S. E.
Dujardin må være konsul og ekspeditør Livinus Emil Dujardin, der døde
d. 20. februar 1945, 70 år gammel)
Bestyreren af realskolen Rübner Petersen, var en dygtighed og en foregangsmand helt
igennem. Så da staten gik ind for, at der skulle indføres uddannelse af
skolekøkkenlærerinder for at få det fag med i undervisningen i Danmark, som det
fornylig var blevet i Norge, ønskede han, at jeg skulle
lade mig uddanne til det. Jeg mente, at jeg slet ikke var kompetent til det fag,
og jeg havde jo havde læst så forceret og var kommet ud så ung, at jeg ikke
havde noget kendskab til madlavning og husgerning i det hele taget. Men han
holdt på at der var ingen af de andre lærerinder ved
skolen der ville egne sig bedre til dét, og han skulle nok skaffe mig et
stipendium, hvad han også gjorde, så jeg kunne betale far og mor for mit ophold
i de 4 måneder, det første kursus varede. At staten med det samme bevilgede
penge til det formål, kom nok helt bag på alle, der havde med dét at gøre, så
intet var ordnet. Vi måtte gå ud på Østre Gasværksskole i København, der var
den eneste skole der havde indrettet et skolekøkken, og vi skulle være færdige
med at benytte det, til skolen begyndte om morgenen. Så vi måtte i mørke og dyb
sne traske derud inden sporvognene var igang, og
varme var der ikke på den tid af dagen. Der blev vi undervist i madlavning,
barne- og sygepleje. Barneplejen var en dukke, og patienterne var os selv og en
hospitalsseng, - men vi hav de meget dygtige lærerkræfter. Fra den undervisning
gik vi direkte til kemiundervisning, 1 time daglig på Polyteknisk Læreanstalt
på Sølvtorvet. Vi skulle lære en mængde kemi. De andre fag var i Stormgade. Men
det var meget krævende og anstrengende, så jeg undertiden besvimede af
anstrengelse, når jeg kom hjem. Men når man ved, at undervisning til den
gerning nu tager flere år, kan man forstå, at vi måtte hænge i. Vi var 24 på
dette første hold og jeg var den yngste. Jeg fik et pænt resultat ud af det, og
fortrød aldrig at jeg fik det lært, selvom det forhindrede mig i at få
handelseksamen. Der var nemlig blevet oprettet en handelsskole i Esbjerg, og da
var breinholterne, særligt konsulen, grosserer Lauritzen
og Eriksen meget ivrige for at få elever til den, og de fik mig til at indskrive
mig blandt det første hold, og jeg skulle have haft eksamen det forår, altså det
år jeg var i København til skolekøkkenuddannelse, og så fortsatte jeg ikke med
det, da jeg ikke havde i sinde at opgive at undervise.
I Esbjerg kom jeg meget sammen med
konsul Lauritzens. Fru Lauritzen var også en kusine til Breinholts, og de havde
deres villa bygget på den nederste del af Breinholts have, der gik helt ned til
Kirkegade. De var regelmæssig hver søndag aften hos Breinholts ofte sammen med
konsul Breinholt, og meget tit var grosserer Eriksen der også, for netop i de
dage blev firmaet Eriksen & Christensen oprettet (E & C er stiftet d. 18
november 1893, så der må være en erindringsfejl), og mange samtaler om det blev
ført hos Breinholts, - men vi spillede altid kan jeg godt sige l,hombre deroppe, og ligegyldig
hvor mange af herrerne der spillede l,hombre - hvad
de alle gjorde, skulle jeg være fjerde mand.
Jeg tror nok jeg var god til det, jeg lærte det den første vinter jeg
var på Fejø, hvor præstens og jeg var ene hver aften, og da man kun behøver at
være 3 til det spil, lærte de mig det, og den slags lå for mig, - og jeg har
såmænd undervist mange i det siden, - og gør det endnu.
Ved den tid blev konsul Lauritzen,
der havde så uhyre mange jern i ilden, af sin læge beordret til at holde en
hvilepause, og skulle bort fra det hele, - altså til udlandet. De kunne
vanskelig bestemme sig til, om de ville til Norge eller sydpå, og da jeg en
aften skulle til lærermøde, smuttede jeg på vejen indenfor hos dem, for at høre,
om de nu havde taget en beslutning, - hvad de havde. De havde bestilt billetter
til Wiesbaden, og pludselig siger de til mig: ”De
kunne forresten godt tage med, vi vil gerne have dem med”. Jeg troede det var en
spøg, men forstod så, at de mente det, og ville have, da jeg nu skulle til
lærermøde skulle bede om at få fri én måned. Jeg spurgte altså, men fik bestemt
afslag, - jeg kunne ikke undværes. Men så blev jeg ærgerlig og sagde at året før
da bestyreren ville have jeg skulle være i København i 4 måneder havde jeg godt
kunnet undværes, og at jeg da langt bedre kunne undervise i geografi, når jeg
havde været ude at se noget af verden. Nå, ja, hvis jeg kunne skaffe en der
kunne tage håndarbejdsundervisningen, skulle de andre dele mine andre timer, og
jeg gik så til den dame der havde ledet undervisningen i håndarbejde året før,
og fik fat i hende til at tage det igen, - skønt jeg meget nødig ville have
hende, - men der var jo ingen tid til at sætte en anden ind i det, da vi skulle
rejse andendagen efter.
Det var nemlig min stolthed at
børnene var så flinke og propre med deres arbejde, ja så propre at jeg det
første år fik en frygtelig overhaling af bestyreren, fordi han troede at
arbejderne var blevet vasket, hvad de ikke måtte blive, og heller ikke var
blevet, - men det var det frygteligste griseri der mødte mine øjne, efter mit
ophold i København. Det var næsten til at græde over, så jeg fik ordentlig talt
med børnene, og fik dem til at love, at de hellere måtte drive tiden bort til
jeg kom hjem, end lave sådan noget griseri igen, for de kunne nok forstå, at
det nu var for min fornøjelse jeg skulle bort og havde ansvaret for dem gren af
undervisningen, kunne jeg ikke have sådan noget, - og det kan nok være de havde
været søde og flinke, medens jeg havde været borte. Ja, børn er nu dejlige at
have med at gøre.
Nå, vi rejste altså til Wiesbaden og gjorde ophold i Hamborg, hvor jeg købte en
dragt, hvad jeg ikke havde fået tid til i Esbjerg. Vi boede på det hotel Kong Frederik
den 8 de boede på ved Alsteren. I Wiesbaden
boede vi lige overfor de helbredende kilder, så vi rigtig kunne se, hvor folk
gik til og fra og drak det ene glas vand efter det andet. Vi smagte også på
det, og syntes ikke, det just var velsmagende, - men det kan jo godt være det
var sundt. Vi tog ture ud i omegnen hver dag, - var ved Rhinen i Mainz osv. og
nød livet, men så syntes konsulen at vi skulle længere sydpå, hvor der ikke var
så megen tåge, og så rejste vi til Montreux, hvor vi boede lige ved Genfersøen med Alperne lige overfor og udsigten langs søen
med en by i hver eneste lille bugt - dér var dejligt. På hotellet sad
jeg med en tysk dame ved den ene side og en engelsk dame på den anden side, og jeg
talte skiftevis med dem på deres sprog. Åh, hvor jeg dog nød det, men ellers
taltes der mest fransk, og det gik da også nogenlunde godt med det, så jeg fik
nogen gavn af alle de års undervisning i det sprog. Vi var tit på andre ture,
også oppe i Can, der hvor nu Moralsk Oprustning
holder til, og der lå der flere meter sne, men folk gik alligevel rundt i
badetøj, - så lunt lå det gemt mellem de høje bjerge.
Jeg havde kun bedt mig fri en måned, og holdt på, at tage
hjem, når den tid var gået, og det var den eneste gang, der blev lidt
misstemning, da konsulen ville blive der en ugestid
mere. Men når jeg havde lovet noget, er det en vane hos mig, at det skal holdes,
og jeg rejste altså alene hjem, hvilket på det tidspunkt ikke var så rart, da
der kom en herre ind og absolut ville i samtale med mig. Jeg lod som om jeg
ikke forstod et eneste af det sprog han forsøgte sig med, og så kom der
heldigvis en konduktør som viste ham ud af min kupe. For at få den ønskede
tilladelse af skolebestyreren til den ekstra ferie, havde jeg måttet love, at
jeg i Hamborg skulle købe et lysbilledapparat til geografiundervisningen og
forskellige billeder efter eget skøn, - hvad jeg også gjorde. Det var også et
pionerarbejde Rübner Petersen gjorde med det og det
var helt nyt.
Efter jul gik jeg så igang med at
indrette et skolekøkken og det var en stor fornøjelse. Det blev indrettet i
tagetagen, så der var kun tagvinduer, og skolekøkkenet blev indrettet til 2
familier, hver på 5 medlemmer. Den ene familie havde gas til at lave mad ved, og
den anden komfur, der dengang endnu var det
almindeligste. Det er et interessant fag at undervise i, og børn kan godt lide
at lave mad, bage, osv., og så måtte de jo tage rengøringen af køkkenet med,
men de skiftedes jo til de forskellige arbejder, så det hele var som en leg for
dem. Jeg nåede kun at have 2 hold elever i det fag, - altså 2 år, - så var jeg
blevet forlovet og blev gift efter sommerferien i 1902 med bogholder Aage Møller,
der dengang var i DFDS. Jeg blev stærk opfordret til at fortsætte på skolen, -
især som skolekøkkenlærerinde, da det var meget få, der endnu var uddannet i
det fag, men min mand satte sig imod og mente at mit arbejde
skulle være i mit hjem, så jeg fortsatte kun med elever i håndgerning, og har
ikke været ved en skole sidenhen. Men jeg har tit savnet det arbejde, der var
min store glæde, og som jeg har egnet mig til.
Efter mit giftermål, kom vi stadig
en del hos Breinholts, og var sammen med alle der kom der, men det varede ikke
så mange år inden konsul Lauritzens rejste fra byen, men vi skriver stadig
sammen, og besøger hinanden når vi kan. Min mand forlod DFDS nogle år efter
vort bryllup for at være selvstændig, og endte med at blive kgl. vejer og måler
her i Esbjerg, men skønt han aldrig havde fejlet noget, blev han efter nogle få
års forløb syg og blev opereret. Det viste sig at være uhelbredeligt og han
døde 6 måneder efter. Vi fik i vort ægteskab 3 døtre der alle er gift. Den
ældste Frida med direktør Aage Rasmussen i kornimportfirmaet
Eriksen & Christensen, og han er formand i ligningskommissionen. Den næstældste, Ellen,
er gift med formanden for kriminalpolitiet H. G. Henriksen, og de bor i København.
Den yngste datter Elisabeth er gift med direktør Berlime
og bor også i København.
Under krigen blev min svigersøn
taget af tyskerne, sammen med de fleste andre politifolk og ført til Tyskland, og
for at kunne være noget for min datter, var jeg den vinter i København hos
hende. Det år fyldte fru konsul Lauritzen der også var blevet enke 75 år, og
hendes børn holdt en middag for hende på d.Angleterre,
hvortil var indbudt alle de der havde haft tilknytning til deres mor gennem
årene, og da særligt fra esbjergtiden. Jeg og den ene
af mine døtre var også med, men der kom udgangsforbud fra tyskerne, så festen
måtte holdes tidligt på dagen, men den var meget vellykket. Efter min mands død,
fik jeg lov at beholde embedet ét år (kgl. vejer & måler), og lod i den
tid, en ejendom bygge på en havegrund vi havde købt engang Ellen led så meget
af hovedpine og skulle være meget ude. Der var i øvrigt ingen pensionsordning
for enkerne efter kgl. vejer og målere, så jeg måtte se at få det bedste
udbytte af det vi havde kunne spare sammen igennem
årene. Da vi begyndte vort ægteskab havde min mand 100 kroner om måneden, men
havde som konsulatsekretær for konsul Breinholt 50 kr., men så traf det sig så
uheldigt, at konsul Breinholt holdt op som chef for DFDS netop til august 1902,
og han tog konsulatet med sig, og den indtægt gik vi altså glip af, så derfor
var jeg nødsaget til at have elever, - men det var ikke meget vi kunne lægge
til side i mange år. Min mand havde den vane, at noget skulle sættes i banken
hver måned, og livsforsikring var der ikke tegnet, så det var godt vi havde
haven og penge til at få bygget for så jeg har kunnet klare mig selv helt
igennem.
***
Kolonihavefolket forsatte med nye haveanlæg og parceller i
Esbjerg. Området syd og vest for Strandskoven i Esbjerg var i begyndelsen af år
1900 strandenge. Efter vedtagelsen af havneudvidelsen i 1909 eksproprierede
kommunen store arealer og i 1914 anlagdes Hjertingvejen.
Da det meste af området lå ubenyttet, begyndte kommunen at udleje til
kolonihaver. I 1924 udlejedes de såkaldte »Skiden Agre« (området syd for
Strandskoven og vest for Grådybskolen) til
haveforeningen ”Vestervang.” Næsten
samtidigt købtes det vest for liggende private areal af haveforeningen ”Enghaven”. På de lavtliggende arealer var der store
problemer med afløbet og området fik i folkemunde tilnavnet »Smadderup«. Både i 1927 og i 1929 skrev ”Enghavens” folk til kommunen og bad om retningslinjer for
mere permanente huse, men byrådet nægtede at godkende byggeri på grund af de
vanskelige afløbsforhold. I 1933 udførtes som beskæftigelsesarbejde beskyttelsesdiget langs Hjertingvej
og i 1933-35 blev Fourfeld enge reguleret. De mange
små engparceller begyndte nu at blive solgt eller
udlejet til folk fra byen, og mange byggede skure af fiskekassetræ,
bølgeblik og andre forhåndenværende materialer. Således opstod »De fattiges
Paradis«, som ikke mindst blomstrede under og efter 2. verdenskrig. »Paradiset«
bliver af en gammel beboer i Enghaven beskrevet som
beboet af skærslipppere, søfolk og letlevende damer -
mens ”Vestervang” og ”Enghaven” dels var haver for
ældre folk, dels frikvarter for havnearbejdere og vognmænd - præget af utallige
svine- og hestestalde, hønsehuse og kaninbure. Det var et vigtigt led i
Esbjergs forsynings- og transportsektor, der var organiseret af arbejderklassen
selv uden uvedkommende kontrol. (kilde: Peter Dragbo)
Enkelte nye gårde og huse blev bygget i Sædding-Fovrfeld og en enkelt lille havekoloni blev
udstykket 1922 i Fovrfeld (Buntmagervej 1-9) og
området fik skole i 1926 (Sædding skole). Men ellers var baglandet i Sædding-Fovrfeld næsten rent hede-
og agerland indtil 1940. Det var anlæggelsen
af Tarphagevej i 1939 og befolkningsvæksten under 2. verdenskrig der gjorde
Sædding og Fovrfeld klar til kolonihaver oh
selvbyggede huse. I løbet af få år blev især det indre Sædding til et klondyke af mudrede veje, kålbede,
skure og selvbyggede huse. Det var fiskere og arbejdere fra Esbjerg, som nu
rykkede ud i de områder, som gårdejere og landliggere indtil nu havde hersket
over. Mange flyttede med »Ford- kasser« og skurvogne
ud fra »De fattiges Paradis«, som efter 1945 blev ryddet. I 1939 skete en udstykning
på et areal mellem Tarphagevej og Neptunvejs nordlige
del, og i ca. 1940/41 udstykkedes derefter den første store haveforening
”Højlund” ved Neptunvej/Højlunds Alle. I 1942
udstykkedes ”Granly” ved Tjørne Allé/Granly
Allé, og i 1943 ”Fyret” på Aksel Moslunds jord vest
for Tarphagevej, ved Granvej/Borgervænget. I 1946 kom kolonihaveudstykningen ”Enggården” ved Enggårdsvej, og i
1947 haveforeningen ”Fovrfeld” ved Eriksensvej/Sylvestervej og ”Neptun 47” nord for Parkvej,
samt i 1949 ”Bøgested”, begge nord for Parkvej.
Omkring 1950 udstykkedes også haveforeningerne ”Hedekær”
med flere vest for Tarphagevej samt flere områder nord for Parkvej, således at
parcellandet i 1955 var nået op til nord for Grønnevej.
Men ligesom i Gjesing og Østerbyen var det fælles for
haveforeningernes vedtægter, at jorden skulle dyrkes »havemæssigt« og at et
større husdyrhold var tilladt: kaniner, fjerkræ og to grise pr. grund.
Indskuddene var på 50 eller 100 kr. og de månedlige afdrag på 11-15 kr. Kort
sagt - haveforeningerne var virkelig for alle, og Sædding blev et nybyggerland
for arbejderklassen. Nybyggerne rev også Guldager sogneråd ud af dets daglige
dont og gav dem grå hår i hovedet.
I 1931 var udlejet ca. 42
kolonihaver i Vognsbøl
og en kreds af lejere forsøgte at danne en haveforening til varetagelse af
havelejernes interesser. Den 14. december 1931 blev der afholdt en stiftende
generalforsamling, hvor vedtægterne for den nye forening “Nørrevænge”
blev vedtaget og d. 16. december 1931 konstituerede bestyrelsen sig med
højskolelærer M. Andersen som formand, Hans Brammer som næstformand,
skoledirektør J. Hartelius som kasserer, V. Larsen
som sekretær og smed C. Nielsen som bestyrelsesmedlem. Haveforeningen “Nørrevænge” er Esbjergs ældste endnu eksisterende
organiserede kolonihaveforening, men som kolonihaveområde er haverne dog
betydeligt ældre end selve foreningsdannelsen i 1931. Foreningens formål, som
det fremgår af de første vedtægter, var: “Gennem sin bestyrelse lejer selskabet
på billigst mulige Vilkår sådanne Jordstykker af Esbjerg Bys Jorder, der med
hensyn til Beliggenhed og Bonitet egner sig til Havedyrkning, og at som Medlem
kan optages enhver hæderlig Mand og Kvinde, fortrinsvis sådanne som fører egen
Husholdning og er hjemmehørende i Esbjerg Kommune, uanset Livsstilling.” Den
nyvalgte bestyrelses første arbejde var at forhandle med Esbjerg Kommune for at
få oprettet kontrakt på områdets endnu ikke udlejede 63 haver. Hertil kom de 42
haver, der var udlejet af kommunen på “livsvarige kontrakter”, hvilket vil sige,
at der i alt var mulighed for 105 haver i foreningen, fordelt på 28 haver øst
for Stormgade og 77 vest herfor. Bestyrelsen rettede allerede i december
henvendelse til markudvalget for at få nedsat den årlige leje fra 1,5 øre pr. kvadratalen til 1 øre, og det lykkedes at få den fremtidige
leje ned til 1,25 øre pr. kvadratalen. (1
Tøndeland = 14000 kvadratalen
= 5,515 m2). Bestyrelsen havde også en forhandling om
manglende hække og pladser til affald, markudvalget (Esbjerg Byråd)
indvilligede i at plante de nødvendige hække, og man blev enige om, at inddrage
halvdelen af have nr. 100 til affaldsplads, og resten blev så udlejet til
arbejdsmand Præst for halv pris, mod at han holdt orden på pladsen. Vest for
Stormgade blev anvist losseplads i skoven, og der blev for et beløb af 20 kr.,
betalt af foreningen, anskaffet 2 skilte til affaldspladserne med foreningens
navn på. Desuden aftaltes, at efterhånden som kontrakterne udløb på de
“livsvarige” haver, skulle disse overgå til foreningen. Den sidste have, der på
denne måde overførtes, var have nr. 51, som i 1972 blev opsagt af Herman Nordquist, der på det tidspunkt boede på De gamles Hjem,
hvorefter foreningen efter anmodning genudlejede haven til Nordquist’s
søn. I april 1931 måtte bestyrelsen v/ kasserer Hardy Hansen i Kronprinsensgade
og formand A. Michelsen gøre haveejerne opmærksom på ,
at man gentagne gange har modtaget
klager fra skovrider Frederiksen over, at der stadig henkastes kvas, sten og
andet affald fra selskabets haver i Vognsbøl skov
samt på Vognbøl Kirkevej, og at overtrædelse i
gentagelsestilfælde vil medføre opsigelse. Den 30. juli 1932 kunne man så
underskrive en 20-årig lejekontrakt på haverne. Af denne kontrakt fremgår bl.a.
en forpligtelse til at træde i samarbejde med de på andre kommunen tilhørende
arealer oprettede selskab: ”Esbjerg Havelodsselskab”, der omfattende
foreningerne “Vestervang”, “Grådyb” og “Solvang”. Der
blev senere dannet en fællesbestyrelse for de 4 foreninger, for fælles at kunne
forhandle lejevilkår med kommunen. Esbjerg Havelodsselskab havde således i
kontraktbetingelserne i punkt 5 fået nogle vilkår ind, der betød nedlæggelser
af kolonihaver, når byudviklingen nødvendiggjorde nedlæggelse af kolonihaverne:
”Havelodsselskabet er pligtig til på Anfordring at afstå sådanne Arealer, som
Kommunen skulle få Anvendelse for til eget Brug eller ønske at sælge, mod
Erstatning efter tvende uvildig - eventuel af Retten udmeldte - Mænds Skøn for
den i Jorden nedlagte Afgrøde. Kommunen tager dog fornødent Forbehold med
Hensyn til de Arealer, som måtte være nødvendige til sin Tid til Udvidelse af
Stormgades Forlængelse, og Selskabet skal som Følge af de pågældende Havers
eventuelle Omlægning ikke kunne kræve anden Erstatning end foran ommeldt. Når
nogen Del af de lejede Arealer udlægges til Bebyggelse, og Købere melder sig,
kan Salg ikke ske til disse, forinden Kommunen har tilbudt Selskabet det
pågældende Areal til den højeste Pris, der måtte blive budt af disse Købere,
for hvilken Pris Arealet altså kan erhverves af Selskabet, når man iøvrigt måtte kunne blive enige om Vilkårene for Overgang
til Eje.” Det var åbenbart hurtig kommet til Jerne Sogneråds kendskab, at
haveforeningen var etableret, for allerede d. 4. oktober 1932 modtog foreningen
et brev fra sognerådet, der pålagde foreningen snerydningspligt i området. Der
har her formodentlig været tale om Kirkevejen og Stormgade. Bestyrelsen rettede
henvendelse til Esbjerg Kommune og henviste til, at en sådan pligt ikke var
nævnt i kontrakten, og at de hidtidige lejere hos kommunen ikke havde været
omfattet af en sådan bestemmelse, hvorefter kommunen påtog sig
snerydningspligten. Man gav dette videre til Jerne sogneråd, men der blev
udvekslet flere breve, før sagen i oktober 1933 gik i orden. 1933 var også
året, hvor arbejdsløsheden var på sit højeste, og først efter Kanslergadeforliget samme år, gik det langsomt fremad,
fællesbestyrelsen sendte derfor den 14. august 1933 et brev til markudvalget
med anmodning om nedsættelse af havelejen mod renholdelse af stier og læbælter
ved kolonihaverne. Kommunens indtægter var også ramt af arbejdsløsheden, og man
kunne derfor ikke imødekomme ansøgningen. Foreningen kom nu ind i en lang
periode, hvor den vigtigste begivenhed var den årlige fest, hvor præmier for
veldyrkede haver uddeltes, og det er i årenes løb blevet til ikke mindre end
484 præmieringer i foreningen. Sydvestjydsk Samfund,
der siden foreningens start, har givet mange tilskud til havesagens fremme, var
sammen med Esbjerg kommunes markudvalg de første præmiegivere, og senere kom
også præmier fra Kolonihaveforbundet for Danmark og byrådet. Selve bedømmelsen
blev dengang, som i dag, muliggjort ved velvillig assistance fra Esbjerg
kommune, der gennem årene har betalt udgifterne til professionel bedømmelse ved
faguddannet konsulent. En service der også har omfattet årlige konsulentbesøg i
haverne for rådgivning af medlemmerne. En anden ting, der gennem årene har
været en fast bestanddel af bestyrelsens arbejde, er gennemgang af haverne en
til to gange om året for at kontrollere, at disse holdes i ordentlig stand, og
det er utallige breve, der i årenes løb er blevet skrevet til medlemmerne, der
af forskellige årsager har misligholdt deres lejeaftale ved ikke at sørge for
ordentlig renholdelse, klipning af hække m.v. Det har i visse tilfælde været nødvendigt
at opsige lejemål med henvisning til foreningens kontrakt med kommunen, der
kræver, at lodderne holdes og dyrkes som have. I langt de fleste tilfælde har
de mange breve om vedligeholdelse dog hjulpet, og skiftende bestyrelser har
sørget for, at tingene er blevet bragt i orden i mindelighed. Der ses også i
vedtægterne, at vi er i starten af 1930erne med stor arbejdsløshed, hvor en
kolonihave var et vigtigt tilskud til den daglige økonomi, samtidig med at det
hjalp mange til at holde sig i fysisk og psykisk form. De dengang yderst
vanskelige forhold med op til 50 % arbejdsløshed blandt arbejderne, kan også
aflæses af § 3, hvoraf det fremgår, at i sygdomstilfælde og under lang
arbejdsløshedsperiode kan bestyrelsen give henstand med lejen. Ved Stormgades
udvidelse i 1936, blev der inddraget nogle af kolonihaverne i Vognsbøl, og det skete også i
1981, hvor der blev anlagt cykelsti i Stormgade.
På haveforeningen ”Nørrevænge’s” generalforsamling den 26. november 1944 var
et forslag fra tidligere formand Hans Brammer om indmeldelse i
Kolonihaveforbundet. Brammer henviste bl.a. til den nu nedlagte haveforening “Vognsbøl” (beliggende på det nuværende Stadions arealer),
og mente, der kunne opnås større sikkerhed ved medlemsskab
af forbundet. Et medlem kunne desuden meddele, at haveforeningen “Flora” var
opsagt til 1946. Brammers forslag blev dog forkastet.
Året 1944 var en periode med et af de største antal haveforeninger i Esbjerg. I
Esbjerg Havelodsselskab var foreningerne “Nørrevænge”,
“Solvang”, “Grådyb”, “Vestervang”, “Parken” og “Enggårdsparken” medlemmer. I Kolonihaveforbundets 12. kreds
(Esbjerg) var følgende medlemmer: “Esbjerg Havebrugsforening”, “Bakken”, “Enghaven”, “Frederiksberg”, “Freja”, “Fremtiden”, “Granly”, “Grønvang”, “Holmvang”, “Højlund”, “Kvaglund”, “Rahbeksvænge”,
“Skovvang”, “Ringen”, “Spangsberg”, “Virkelyst”, “Ydun” og “Østerled”. Den 2.
september 1951 sendtes fra bestyrelsen en henvendelse til Esbjerg kommune om
mulighed for at få lejekontrakten forlænget, der udløb den 1. april 1952. Den
3. oktober modtages en skrivelse fra kommunen med anmodning om et møde på
Borgmesterkontoret, og her blev det meddelt, at kontrakten ikke kunne fornyes.
Foreningen blev meddelt, at den indtil videre kunne fortsætte på samme vilkår,
men at markudvalget ikke ønskede at binde sig på nogen måde med hensyn til den
fremtidige anvendelse af arealet. I 1949 var desuden udarbejdet en ny byplan,
ifølge hvilken der skulle placeres en ny skole i Stormgade på havernes areal,
der i samme planlægning ikke var bevaret som grønt område. I 1958 rejstes
spørgsmålet igen på generalforsamlingen. I juli måned var modtaget en opsigelse
af de 28 haver øst for Stormgade, og der blev fra forsamlingen spurgt, om
bestyrelsen ikke havde prøvet at få hjælp fra Kolonihaveforbundet for Danmark,
hvortil formanden svarede, at foreningen ikke var medlem. Mange af lejerne var
imidlertid personlige medlemmer af forbundet, og på generalforsamlingen i 1972
opfordrer formanden, Villiam Røjbæk,
flere til at indmelde sig i Kolonihaveforbundet, da kun ca. 50 pct. var
medlemmer. I slutningen af 1960erne var også forskellige forslag fremme til
anden anvendelse af arealet vest for Stormgade, inklusiv haveforeningen
“Parken”, og man kunne i dagbladet Vestkysten læse om flere planer, hvilket
naturligvis bekymrede de to foreninger. Foranlediget af daværende kredsformand
Ditlev Worm fremsendes den 18. december 1973 fra Kolonihaveforbundet for
Danmark følgende brev til Esbjerg kommune: Vedrørende kolonihaveselskaberne “Nørrevænge” og “Parken”. Ovennævnte selskaber, der hver
består af 80 haver, ialt 160 haver, og der begge har
bestået i over 40 år, ansøger gennem Esbjerg Havebrugsforening og
Kolonihaveforbundet for Danmark om, at Esbjerg byråd undersøger muligheden for,
at disse to foreninger får en blivende plads i kommunens byplan. Og den 19.
januar 1974 sendes et brev fra “Parken” og “Nørrevænge”
til borgmester Henning Rasmussen, hvori foreningens bestyrelser udtrykker
bekymring over modtagelsen af kopi af forbundets brev af. 18. januar 1973.
Foreningerne beder om en direkte forhandling med kommunen, da man er bange for
at miste retten til selv at administrere haveudlejningen, ved at en evt.
kontrakt på haverne indgåes direkte mellem kommune og
forbundet. Gennem de seneste år har foreningerne fået forlænget lejemålene for
ét år ad gangen, og dette kan vel også siges at være utilfredsstillende for
foreningernes medlemmer, ligesom denne usikkerhed går ud over pasningen af huse
og haver. Yderligere kan det oplyses, at en stor del af medlemmerne er
pensionister. Idet vi tillader os at henvise til Esbjerg kommunes forståelse og
i praksis viste interesse for kolonihavefolket, håber vi, at byrådet også i
denne sag vil kunne opfylde vort ønske. Den 12. marts 1974 modtager forbundet
et brev fra Esbjerg kommune, byplanafdelingen, der meddeler, at sagen vil blive
videresendt til behandling i det efter 1. april 1974 nedsatte byplanudvalg. Den
28. marts samme år inviterede bestyrelserne for “Parken” og ”Nørrevænge” kredsformand Ditlev Worm og forbundsformand Ørnolf Dühring til et møde på
Hotel Spangsberg. På et møde oplyste formanden for “Nørrevænge”, Villiam Røjbæk, at man forgæves havde henvendt sig på rådhuset for
at høre mulighederne for et længere varende lejemål af haverne, men havde fået
et negativt svar. Man enedes om, at Kolonihaveforbundet skulle anmode om en
forhandling mellem foreningerne, forbundet og kommunen. Dühring
ønskede, at flere lejere indmeldte sig i forbundet for at styrke
forhandlingerne, og bekræftede, at de to foreninger fortsat kunne drives
selvstændigt, selv om en evt. kontrakt blev indgået mellem forbund og kommune,
dog med det forbehold, at der da ville blive tale om en tvungen kollektiv
indmeldelse i forbundet. Den 8. april 1974 sender Kolonihaveforbundet et brev
til kommunen, hvor man erindrer om brevet af d. 18. december 1973 og meddeler
samtidigt, at der er enighed mellem forbund, kreds og foreninger om en
fremtidig struktur. Den 10. oktober 1975, efter 23 års usikkerhed om havernes
beståen, meddeler byplanudvalget i et brev til forbundet, at man i princippet
har vedtaget, at ville stille arealet, hvorpå de 2 haveforeninger er
beliggende, til rådighed for kolonihaveformål i et tidsrum af 20 år. Der føres
herefter forhandlinger med Esbjerg kommunes ejendomsforvaltning om
kontraktvilkår, og 20. oktober 1976 underskrives en 20 års kontrakt mellem
kommune og kolonihaveforbundets Esbjerg kreds. I et brev fra kredsen den 9.
november samme år anmoder man om, at kontrakterne for samtlige haveforeninger i
Esbjerg får ens løbetid, og 23. december meddeler byplanudvalget, at dette er
imødekommet, så kontrakter på “Nørrevænge” og
“Parken” forlænges til år 2010. Som følge af, at kontrakten er indgået mellem
forbund og kommunen, sker samtidig en kollektiv indmeldelse i
Kolonihaveforbundet for Danmark. Dette brev kommer fremover til at betyde flere
ændringer i foreningernes administration. På trods af aftalerne, truffet den
28. marts 1974, har foreningen “Nørrevænge” i
princippet mistet retten til opsigelse af medlemmer, da udlejning nu skulle
foretages på kredsens lejekontrakter, og lejeaftalen derfor var et spørgsmål
mellem kreds og medlem - med bestyrelsen for “Nørrevænge”
som en slags “vicevært”, ligesom administration af havepræmiering og
konsulentbesøg nu var en kredsafgørelse, men modsat havde man nu fået en
sikkerhed for havernes beståen og fordelene ved medlemsskab
af forbundet. I 1982 sker igen en større ændring. På forbundets kongres samme
år vedtages en nyformuleret lejekontrakt til brug for forening og medlem
imellem, og som en ny ting vedtages et regelsæt for haveoverdragelser. Der var
forskellige steder i landet set tilløb til kapitalgevinster ved afhændelse af
haver og især havehuse, en udvikling forbundet måtte tage klar afstand fra.
Forbundets formål var og er, bl.a. at skaffe kolonihaver til udlejning på
billigst mulig måde, og en velvillig indstilling fra såvel stat som landets kommuner
har altid været en betingelse for, at dette har kunnet lade sig gøre, og det
var derfor også kongressens opfattelse, at et regelsæt til modvirkning af
muligheden for kapitalisering af lejeretten skulle undgåes. De nye regler betød, at den almindelige
markedsmekanisme blev sat ud af kraft, så prisen for en have, og især dens
bebyggelse, ikke længere skulle være et spørgsmål om tilbud og efterspørgsel,
men prisfastsættelse ud fra nogle maksimalt tilladte priser, med en årlig
nedskrivning på 3 % for kvalitetsforringelse. Disse vurderingsregler indførtes
straks i Esbjerg og dermed i “Nørrevænge”. Den nye
lejekontrakt var et tilbud til eksisterende foreninger, men et krav for nye,
men på en kredsgeneralforsamling, 25. marts 1987, vedtoges at bruge den nye
kontrakt i samtlige foreninger under Kredsen. Desuden blev vedtaget et sæt
standard vedtægter for Kredsens foreninger, der senere blev godkendt på de
enkelte foreningers generalforsamlinger, dog med den tilføjelse, at
foreningerne frit kunne fastsætte lokale ordensbestemmelser, så længe disse
ikke var i strid med forbundsvedtægten. Samme år udarbejder Esbjerg Kreds en
genudlejningsaftale med samtlige foreninger, og foreningen “Nørrevænge”
står nu igen som udlejer af vore haver til det enkelte medlem, så man kan sige
at løftet om uafhængig administration fra 1974 hermed er indfriet. Vi har nu i
snart 5 år arbejdet ud fra disse forudsætninger, og det er bestyrelsens opfattelse,
at det, efter en vis tilvænning, er gået tilfredsstillende, og foreningens
nuværende og kommende medlemmer har sikkerhed for havernes beståen i det
mindste til år 2010. I 2016 har Haveforeningen “Nørrevænge”
84 kolonihaver.
Magdelene Jensen fortæller: Jeg var 7 år gammel, da vi flyttede til Esbjerg i 1926.
Far havde fået arbejde hos Hoffmann som grovsmed. I 1928 lejede far kolonihaven
og en arbejdskammerat Georg Rasmussen lejede haven overfor. Da vi overtog haven var området nærmest en
losseplads, og vi brugte meget tid på at fjerne gamle malerbøtter og alt muligt
ragelse, det synes jeg var morsomt, men jeg var jo også kun 9 år gammel. Da
haven var ryddet, hjalp Rasmussen far med at bygge vort havehus, og bagefter
hjalp far så Rasmussen. Huset lå dengang helt oppe ved skoven, for der skulle
de dengang ligge, og det var i brug helt til 1973, hvor min mand byggede vort
nye hus, også med hjælp fra naboer. Det var mest mor som passede haven, for før
var jo på arbejde, og hun dyrkede alle former for grøntsager, dengang var det
ikke almindeligt med blomster, grøntsager var mere vigtigt for at spare på
husholdningspengene, og især i 1935 da far blev arbejdsløs. Der var dengang
mange, der blev arbejdsløse, både Rasmussen i nr. 4 og Frederiksen i nr. 7 og
mange flere, så da var det virkelig af betydning, at vi kunne dyrke så meget i
haven. Mor var meget pillen med haven, alt skulle være i pinlig orden, og hver
dag blev havegangene revet, og næste dag blev de kontrolleret for fodspor, også
da Georg og jeg blev gift, og vi fik børn, var mor altid meget striks, hvis de
pillede i haven, så sommertider tog jeg børnene med over i skoven. Når vi
skulle sætte kartofler, var det også et større arbejde, først satte mor en
snor, så skulle der graves, så rives og bagefter laves huller, og efter
kartoflerne var sat rives igen. Så blev snoren flyttet, og vi kunne starte
forfra igen. Hækkene ville mor også selv klippe, da der ikke var nogen, der
kunne gøre det godt nok, efter hendes mening, og først da hun var næsten 80 år
gammel, og ikke kunne klare det mere, fik Georg lov. Det var dengang som nu,
almindeligt at man kom sammen til en kop kaffe i haverne, og jeg husker bl.a.
Victor Larsen, som havde have på den anden side af Stormgade, som hans datter
senere overtog, indtil de blev nedlagt i 1958. Jeg husker også skrædder Tambour, som havde have nr. 19, som han senere solgte, da
han begyndte at anlægge sin berømte have oppe ved Karlsgårde
kanalen. Have nr. 15 tilhørte søstrene Barslund, som havde tricotageforretning
på Nygårdsvej, men de kom ikke meget selv i haven, den blev mest passet af
Søren Hansen, som overtog haven sidst i 1970erne. Nu er det gamle hus nedrevet,
men før i tiden sad Søren tit på en stol udenfor, og når man spurgte, hvad han
funderede over, svarede han, at man jo skulle passe på ikke at arbejde for
hårdt, for så slap arbejdet bare op. Min far døde i 1950, men mor fortsatte i
haven indtil 1977, hvor hun overdrog den til Georg og mig. I 1960'erne begyndte
bestyrelsen at arrangere sommerudflugter, og vi har været utallige steder -
først sammen med mor og senere alene. Det har altid været så hyggeligt, at være
sammen med de andre havelejere, især når Iver og Kamma Lambertsen var med, de
havde i mange år have 50, Kamma sang altid for og fik os med på en fællessang,
ligeså på de årlige generalforsamlinger. Mor døde i 1982 men kom indtil det
sidste i haven, og hun havde den glæde at være æresgæst ved foreningens 50 års
jubilæum i 1981.
Det store kvarter mellem
Jerne og Boldesager hører til de sent bebyggede
områder ved Esbjerg, thi de første der brugte området var gartnere, og med
årene blev Jerne et vigtigt gartneriområde. I 1945 var der i det indlemmede
Jerne ialt 35 gartnere med 46 ansatte. Et af
gartnerierne ved Strandby Kirkevej hed ”Amager”, der var drevet af »amagerfar« og »amagermor« Larsen.
Den første haveforening i området som blev grundlagt i 1925 hed ”Amager”, og i
1928 omtales »Amager Allé i Amagerselskabet«
(formentlig Dehns Allé, fra 1950 Bentzens Allé).
Blandt de tidlige haveforeninger syd for Strandby Kirkevej kan også nævnes ”Solhøj” fra omkring 1925 ved Vestergade og ”Jernely” ved Vester Allé (fra
Det store kvarter mellem Jerne og Boldesager hører til de sent bebyggede områder, thi de
første der brugte området var gartnere, og med årene blev Jerne et vigtigt
gartneriområde. I 1945 var der i det indlemmede Jerne ialt
35 gartnere med 46 ansatte. Et af gartnerierne ved Strandby Kirkevej hed
”Amager”, der var drevet af »amagerfar« og »amagermor« Larsen. Den første haveforening i området som
blev grundlagt i 1925 hed ”Amager”, og i 1928 omtales »Amager Allé i Amagerselskabet« (formentlig Dehns
Allé, fra 1950 Bentzens Allé). Blandt de tidlige haveforeninger syd for
Strandby Kirkevej kan også nævnes ”Solhøj” fra
omkring 1925 ved Vestergade og ”Jernely” ved Vester
Allé (fra
***
Skift til: Esbjerg
billeder I. - Esbjerg
Esbjerg billeder II. - Esbjerg billeder IV. - Pionertiden
i Esbjerg - Erindringer
fra den tidlige tid - Erhvervslivet i Esbjerg og
andre erindringer - Esbjerg Havn og Bykort 1870
