Det er, som om Goethe med disse ord om den døde sump, der forpester alt del hidtil vundne, har forudset kapitalismen, den sejeste, længstlevende rest af gamle samfundsformer. De ord, han lægger Faust i munden, er ganske mærkelige. Hidtil har Faust følt sig som det store undtagelsesmenneske, det ensomme geni, hvis vilje styrede hoben, uden at denne forstod sit eget vel. Nu, da han er blind og endnu mere end hidtil må stole på andre, går der ligesom et indre lys op for ham, der viser ham Altings evige sammenhæng. Han har i sin stolte selvtillid ment, at »én ånd er nok for tusind hænder,« selv hvor det største arbejde skal udføres, men nu er han ved at tilegne sig den erfaring, at der behøves mere end hænder, nemlig de arbejdendes gode vilje. Så omfattende en ånd han end er, så føler han sig dog nu ingestillet med de ringeste arbejdere, når det gælder den lykkelige fuldførelse af et stort værk. Thi den »ene ånd«, som er »nok for tusind hænder«, det er ikke den enkeltes ånd, herskerånden, men det er den almene ånd, fællesskabets ånd, menneskehedens, samfundets, solidaritetens. Et værk kan aldrig udføres på den måde, at en enkelt vilje lægger en mængde andre viljer under sig, men kun derved, at alle viljer går op i én stor fællesvilje.

Hans blik udover menneskeslægtens historie er blevet langt videre og mere omfattende end før. Han har hidtil betragtet den som frembragt af en række enestående helteskikkelser, store personligheder, der fortsatte hinandens virken og stræben. Nu opruller selve slægtens historie sig for ham, og han fatter den sammenhæng, der beror på vekselvirkningen imellem de enkelte store og de mange små, de givende og de modtagende, som atter giver tilbage. Idet han vender sig bort fra den oplyste enevælde, som vil gøre menneskene lykkelige mod deres vilje, øjner han tanken om folkets selvopdragelse og aner, at der i de millioner af løsslupne viljer usynligt, men sikkert virker en guddommelig alvor og en dybere plan, end nogen enkelt, han være sig nok så genial, formår at gennemskue. Greben af denne nye tanke, der forklarer alt og forsoner alt, ser Faust i henrykkelse gåden løst. Tilværelsens hemmelighed funden, modsætningen imellem natur og ånd ophævet; han ser i ånden et frit, kun af samfølelse bundet samfund rejse sig som sin længsels højeste mål: Jeg åbner millioner plads at bygge i virksom frihed, ej i sløvhed trygge. Nyvunden jord sin rige grøde byder til mennesker og kvæg, et frodigt liv i læ af digerne, som op sig skyder ved kækt og flittigt samarbejdes bliv. Her indenfor et paradisisk land: lad bølgen rase kun imod dets strand - hver gang den gennem dæmningen vil snige, skal den for ilsom fællesmodstand vige.--- På friheds jord et folk som virker frit - at dog et sådant syn engang blev mit! Da turde jeg til øjeblikket siger: O, dvæl endnu, du skønne stund ! - Med de ord dør Faust - i lyksalig forudfølelse af, at den sæd, han har udsået, skal modnes efter ham, og dens høst komme menneskene til gode. Således gik det med Goethe selv. Hans digtning var vel gået hen over folkets hoveder og havde kun i forholdsvis ringe grad grebet ind i samtiden men efterhånden som den gennemtrængte sindene, bidrog den mægtigt til at skabe en ny bevidsthed - bevidstheden om, at mennesket ikke havde overnaturlige magter, men kun sit eget »helligt glødende hjerte« at stole på i kampen mod tyranni og død. Goethe formede en slægt af mennesker i sit billede. 

Julirevolutionen i Paris 1830 fandt en mægtig genklang i Belgien, Italien og Polen; den vakte også nyt liv i Tyskland. Da den polske hær var blevet sprængt efter en heltemodig kamp mod det russiske zardømme, blev flygtningenes sørgetog gennem Tyskland til et sandt triumftog. Borgerstanden følte instinktmæssigt, at Polens kamp mod den russiske overdespot også var ført mod de tyske underdespoter, og hos den opvoksende lille junker Bismarck blev spiren nedlagt til det rasende polakhad, som et halvt århundrede senere gav sig udslag i hans brutale politik.

Men det tyske bourgeoisi var endnu ikke modent for en national bevægelse, så lidt som proletariatet for en social. I Aachen ødelagde arbejderne, drevne af den frygteligste nød, nogle maskiner og fabrikker; i Berlin demonstrerede skræddersvendene udenfor kongens vinduer og blev drevne fra hverandre med den flade klinge. I nogle nordtyske småstater blev der ryddet lidt op i det værste despoti. I Göttingen tvang studenterne og bønderne nogle reformer igennem, i Leipzig og Dresden demonstreredes der med lignende resultat. I Sydtyskland, hvor en frisindet presseforening var blevet opløst, sluttede de radikale elementer en sammensværgelse med det formål at iværksætte en »tysk revolution«, som skulle finde sted d. 3 marts 1833 i selve Frankfurt, hvor forbundsdagen havde sæde. Foretagendet var imidlertid dårligt forberedt og måtte trods al dumdristighed mislykkes. På den fastsatte dag blev hovedvagten og konstabelvagten i Frankfurt overrumplet af 60 sammensvorne; der var sårede og døde på begge sider, men befolkningen i Frankfurt tog ikke del i oprørsforsøget, som for reaktionen kun blev en velkommen anledning til de smudsigste voldshandlinger: undertrykkelse af al ytrings- og foreningsfrihed.

I Hessen blev et bondeoprør kvalt i blod. Føreren for de liberale i dette hertugdømme var rektor Weidig, som i 1834 fandt en begejstret tilhænger i den unge naturvidenskabelige student Georg Büchner, et mærkeligt frit og klart tænkende hoved, som indså, at enhver politisk revolution måtte hvile på et materielt grundlag, en trang hos folkets masse. I et hemmeligt flyveskrift opfordrede han bønderne til at storme godsejernes borge, ligesom de franske bønder havde gjort i 1789, men skriftet faldt ved forræderi regeringen i hænde, og nettet trak sig sammen om oprørernes hoveder. G. Büchner flygtede i sidste øjeblik og døde et par år efter i Zürich; Weidig derimod blev grebet, fængslet og underkastet en så grusom tortur, at han foretrak selv at give sig døden. Han skar sine pulsårer over med glasskår. Hans død fravristede folket et skrig af afmægtig harme, og hans skæbne gjorde dybt indtryk på en elleveårig dreng, for hvis fremtid den blev bestemmende: Det var Wilhelm Liebknecht.

Ved tredivernes midte lå kirkegårdens ro atter over Tyskland - dog kun tilsyneladende. Smådespoterne med Metternich i spidsen vare overbeviste om, at hvis de blot kunne spærre de franske revolutionsideer ude, så var der fred og ingen fare, men de tog sig ikke i agt for den social-økonomiske udvikling, der medførte en langt dyberegående omvæltning end de overfladiske idebevægelser. Produktionsformerne var nu engang ikke længere de samme som før; jordbunden var beredt for den moderne industri; næringsfriheden gennembrød mere og mere de gamle lavsskranker; kapitalismen trængte sig frem. Den tyske toldforening, som trådte i kraft 1834, afskaffede de indenrigske toldgrænser og fremskyndede mægtigt den industrielle udvikling. Året efter anlagdes den første tyske jernbane. Metternich selv skabte i Østrig et omfangsrigt jernbanenet. Han troede, at jernbanerne var mindre farlige for hans konservative system end de liberale skribenters frihedsfraser. På samme tid som han spærrede skribenterne inde, lod han lokomotiverne bruse gennem Østrig og begreb ikke, at enhver nagle i skinnerne var et søm til reaktionens ligkiste. Jernbaneskinnerne var, som en samtidig digter sang, de blanke trolovelsesringe, der knyttede nation til nation. De udløste den tyske jordbunds rigdomme på kul og jern. Maskinfabrikker skød rask i vejret, storindustrien begyndte at tage opsving, selvom håndværket endnu stadig var det fremherskende og netop nu oplevede sin sidste blomstring.

Som altid gik de naturvidenskabelige fremskridt hånd i hånd med de økonomiske. Liebig var en genial banebryder for den moderne kemi; Alexander Humbolt samlede i Berlin en kreds af fremragende naturforskere. Det polytekniske studium tog luven fra de historiske videnskaber. Også på det litterære og politiske område begyndte isen nu at smelte. Julirevolutionens hede pust havde åndet på de døde masser. Platen brændemærkede i jernhårde rytmer Polens bødler, den russiske despotisme og dens hjælpershjælpere. Børne og Heine åbnede et heftigt korstog mod selve den tyske despotisme. De var begge ilede til Paris og havde med lidenskabelig deltagelse oplevet den sidste begejstring i julidagene og den første skuffelse derefter. Børne spottede snart det konstitutionelle monarki som et misfoster med to rygge, der var bestemt til at få prygl på begge sider. Han var vokset op i ghettoen - det usle jødekvarter - i Frankfurt am Main, den »fri« stad, hvis største søn, Goethe, allerede var glemt, som om han aldrig havde levet, i den grad var hans ånd forsvundet dér. I Frankfurt sad forbundsdagen som et håndgribeligt billede på tidens politiske elendighed, side om side med gammelt skrammel af middelalderlig herlighed; her var århundredets mægtigste finansdynasti, Rothschilderne, udgået fra den smudsigste jødegade i verden; her trivedes pengepugeri og åger i stor stil sammen med snæverhjertet undertrykkelse og indskrumpet spidsborgerlighed. Alle disse stejle modsætninger havde i en så tidlig alder præget sig i Børnes bløde gemyt, at hans skarpe forstand endnu i hans modne år ikke formåede at besejre dem. Han elskede Tyskland, han elskede friheden, og han lagde blodige strimer over ryggen på dem, der foragtede den, men han var ikke overlegen nok til at blive dens redningsmand, han, der hånede Goethe som en træl på vers og Hegel som en træl på prosa. Hans dagbog fra maj 1830 viser, hvor mismodig og selvopgivende han dengang følte sig. Aldrig havde han kunnet løfte sine øjne fra det blad papir, han skrev på, uden at se den blege frygt for enhver stor lidenskab, for idealer, ja blot for ungdom, trone på herskersæderne side om side med dyrisk selvopholdelsesdrift og dyrisk svælgen i nydelse…..et sørgeflor hang over verden. Det forekom ham, at livets værdier i Tyskland blev udprægede under jorden, i midnatsstilhed, som af falskmøntnere. De, der arbejdede, de nød ikke, og de, der nød, de, som oppe i dagslyset satte de værdier i omløb, der var frembragte nede i mørket under angst og bæven, de arbejdede ikke. Ved efterretningen om Julirevolutionens udbrud foryngedes han som ved et mirakel og ilede til Paris. Da han på Frankrigs grænse så den trefarvede fane, bankede hans hjerte, så han var ved at besvime. Den røde stribe af fanen flagrede ind over tysk jord; - blodets farve, sagde han, var også den eneste, der blev Tyskland til del af Frankrigs frihed.

En langt rigere natur end Børne var Heine, søn af det værkflittige Nederrhinland, den sødeste sangmund, som Tyskland havde kendt siden Goethes unge dage, og en kundskabsrig discipel af Hegel. Da han på Helgoland fik budskab om den store juliuge i Paris, var han lutter glæde og sang, lutter sværd og flamme. Han havde sunget romantikkens svanesang og i sine »Rejsebilleder« forherliget Napoleon som revolutionens søn på bekostning af det prøjsiske rå junkerdømme og præstevælde. Efter at have skildret sit besøg på valpladsen ved Marengo skriver han: »Det bliver en smuk dag, udbrød min rejsefælle. - Ja, det bliver en smuk dag, gentog mit hjerte i stille ro og skælvede af vemod og glæde. Ja, det bliver en smuk dag, og frihedssolen vil gøre jorden lykkelig. Der vil blomstre en ny slægt op, avlet i frie favntag, ikke i tvangslejet under de gejstlige tolderes opsyn, og med den frie fødsel vil menneskene også få frie tanker og frie følelser, om hvilke vi fødte trælle ingen anelse har.« Da han modtog avispakken med de »glødende hede« nyheder fra Paris, følte han det som »solstråler, indviklede i trykpapir«, og de opflammede - skriver han - »min sjæl til den vildeste brand. Det var mig, som kunne jeg antænde det hele verdenshav lige til nordpolen ved gløden af den begejstring og vikle glæde, som luede i mig.« Han fortæller også, hvorledes en fisker, der roede ham, meddelte ham nyheden med de ord: »De fattige folk har vundet sejr«, og det troede Heine i øjeblikkets overstrømmende henrykkelse selv. Men det var jo så langt fra tilfældet, at det tværtimod var de rige - bourgeoisiet - som havde befæstet deres magt ved proletariatets hjælp for bagefter kun så meget hårdere at sætte foden på dets nakke. Det indså Heine snart, da han kom til Paris. Han greb med genial forståelse det inderste væsen i den franske socialisme. Og han fortolkede for franskmændene hemmelighederne ved den tyske filosofi og forudsagde, hvad endnu ingen anede, at det var de tyske håndværkssvende og arbejdere, som var denne filosofis arvinger.

Børne og Heine kæmpede i udlandet; under den tyske censur var deres fri og kække tale umulig. Men ved årtiets midte brød der også i selve Tyskland - samtidig med det økonomiske opsving - allehånde kilder frem under litteraturens isskorpe. I det samme år, som så den første tyske jernbane, viste der sig en hel række betydningsfulde litterære fremtoninger: bl.a. Immermanns »Epigoner«, som skildrede klassekampen mellem godsejeradel og borgerlig industri, Freiligraths første digte, som i brændende farvepragt oprullede verdenshandelens område, Gutzkows roman »Tvivlersken Wally« og »Jesu Liv« af Strauss.

Og kun fra dette sidstnævnte lærde værk af den schwabiske teolog, som syntes at ligge samtiden fjernest, udgik der en revolutionær virkning. Den gruppe af digtere, som kaldtes »Det unge Tyskland«, blev i sine skrifter stående på halvvejen uden social forståelse. Det var liberalismen, der gjorde sine første famlende forsøg på at gå alene. Gutzkows roman om »Tvivlersken Wally«, som var blevet til under påvirkning af »Jesu Liv«, vakte ganske vist forargelse og kaldte forbundsdagens bandstråle ned over det unge Tysklands hoveder, men det var i virkeligheden en inderlig svag og uskadelig bog.

David Strauss havde ligeså lidt som Immermann og Gutzkow nogen revolutionær åre. Han var magister og teolog i Schwaben (Sydtyskland), nok så meget spidsborger som småborger, en forsigtig natur, som efterhånden lærte at forstå den voksende kapitalismes voksende trang til profit, men som altid bekæmpede revolutionen i dens borgerlige former og altid hånede den i dens proletariske former. Han var halvt digter og halvt filosof, men ikke rigtig nogen af delene; først var han påvirket af Schellings mystiske naturfilosofi, så forvildede han sig ind i magnetismens og somnambulismens labyrint, indtil han endelig i Hegels tænkning fandt en metode til at forsone hoved og hjerte. Ved hjælp af denne metode skrev han sin kritik af den evangeliske beretning om Jesus og skrev den i et så dunkelt sprog som muligt, for at kun den officielle videnskab skulle kunne forstå den.

Alligevel blev hans bog en epokegørende dåd. Hegel havde på grundlag af den ældre tyske religionsfilosofi oplaget gud i historien og historien i gud; nu kom Strauss og omstyrtede med sin bibelkritik denne stolte åndsbygning, idet han beviste, at Jesus kun havde været et menneske. Men hvorledes kunne »Jesu liv« da få social betydning? Strauss selv har aldrig kunnet besvare dette spørgsmål, og den pinlige gåde formørkede hans liv. Men spørgsmålet er ingenlunde uløseligt. Idet Strauss nemlig underkastede evangelierne en så grundig kritik, at det blev umuligt mere at tro på deres historiske sandhed, og idet han forklarede dem som sagn og myter, der var opståede på en vis tid under visse forhold - så rettede han hermed et afgørende stød mod troen på den guddommelige verdensorden; han satte den menneskelige bevidsthed i stedet for ideen om en gud, som styrede og indrettede verden på det bedste. Han førte derved et dræbende slag mod kongerne og junkerne, mod hele den romantiske reaktion, som forherligede middelalderen, og som derfor efterhånden var gledet over i katolicisme.

Dermed var kampen åbnet mellem filosofi og romantik. Den ny retning samlede sig om tidsskriftet »Halleske Årbøger«, som fra 1838 af udkom i Halle med Arnold Ruge som ledende redaktør.

Han var en gammel burschenschafler, der havde måttet bøde med seks års fængsel for »ophidsende« agitation. Han havde mange gode journalistegenskaber: filosofisk dannelse, flid, ivrighed, kamplyst; han forstod at bruge pennen som den grovfil, der skulle til, men bag alle de »æsler«, »okser« og »hestehoveder« , som han trakterede sine modstandere med, stak der dog mere af en buldrende og rethaverisk bedsteborger end af en virkelig revolutionær. Med sine Halleske Årbøger ville han lede frisk strøm ind i den forsumpede litteraturkritik og atter bringe videnskaben i nært forhold til livet. På en hververrejse trommede han rundt omkring ved de tyske universiteter en blandet og broget flok af unge mennesker sammen om sin fane. Efterhånden blev de Halleske Årbøger dreven over i politisk opposition. Ruge ville nu i politiken ligesom i litteraturen og poesien jage romantikken til døde, men den »upraktiske gamle dame«, som han kaldte den, stod tidligere op end han; den reaktionære romantik besteg tronen i skikkelse af kong Frederik Vilhelm IV., og det blev de Halleske Årbøger, der kom til at undgælde med livet.

Flertallet af de gamle »burschenschaftere« sluttede efterhånden fred med de herskende magter. Men imidlertid foregik der en modsat udvikling blandt de mange tyskere, som reaktionen havde drevet udenfor landets grænser. I det neutrale Svejts traf de tyske flygtninge sammen med italienske og polske lidelsesfæller, og i Frankrig kom de den socialistiske bevægelse på nært hold. Det var en prøve på, hvor meget virkeligt frisind der skjulte sig under deres liberale kraftpatriotisme, og det lå i sagens natur, at håndværkssvendene bestod denne prøve bedre end studenterne, hvoraf kun enkelte drev det videre end til en mere eller mindre udvandet radikalisme.

Paris var hovedstaden for den europæiske revolution, og herfra løb de tråde ud, som forbandt de tyske flygtninge. De stiftede her i 1834 deres første hemmelige organisation, »De landflygtiges Forbund«, hvis program var: Tysklands befrielse og genfødelse, oprettelse af social og politisk lighed, frihed, borgerdyd og folkeenhed. Blandt forbundets ledere var to forhenværende privatdocenter: Wilhelm Schuster fra Göttingen og Jacob Venedey fra Heidelberg, som da han skulle slæbes i tysk fængsel var blevet befriet i den lille by Frankenthal af den unge Johan Philipp Becker. Hovedmassen af forbundets medlemmer var nogle hundrede håndværkssvende, ikke blot af dem, der havde bosat sig i Paris, men også af dem, der var på vandring og i løbet af kortere eller længere tid vendte tilbage til Tyskland. Det var gennem disse vandrende svende, at forbundet vedligeholdt forbindelsen med sine hemmelige afdelinger i flere større tyske byer som Hannover, Bremen, Berlin, Leipzig, München, Frankfurt og Mainz. Forbundet befandt sig dog i håbløs hensygnen, da politiet i 1840 fik det opsporet.

Indenfor selve forbundet var der allerede længe i forvejen sket et brud. Jacob Venedey havde med alle sine radikale slagord ingen sans for betydningen af den ny klassekamp mellem bourgeoisi og proletariat, hvorimod Schuster meget klart forstod, at politisk frihed var værdiløs, hvis ikke samtidig kapitalismen blev besejret. »Rigdommen er alle forrettigheders forret,« skrev han. »Lad revolutionens økse fælde denne fjende, da vil trone, fødselsadel og kræmmerhovmod styrte sammen med den ligesom en mur med sit fundament. Lad den blive stående, og alt det øvrige vil atter løfte sig på dens skuldre, indtil en ny lynstråle sprænger den ny bygning.« Under Schusters anførsel skilte de virksomste medlemmer sig ud af forbundet, hvis frimureriske organisation de erklærede for unyttigt hemmelighedskræmmeri, og stiftede i 1836 »De Retfærdiges Forbund«, som overvejende bestod af håndværkere og var demokratisk organiseret. Blandt dets medlemmer var Karl Schapper, der var fordreven fra Svejts og levede i Paris som typograf, skomageren Heinrich Bauer fra Franken og skrædderen Wilhelm Weitling fra Magdeburg. »De Retfærdige« søgte støtte hos det franske »Årstidernes Selskab« - der i sin tid var stiftet af Babeuf - men de følte trang til et mere tidssvarende program. I 1838 forfattede Weitling sit skrift »Menneskeheden som den er og som den skulle være«, - en kommunistisk trosbekendelse. Forbundets medlemmer pålagde sig de største savn og ofre for at få trykt dette skrift på en hemmelig presse og uddelt det i to tusind eksemplarer blandt de tyske håndværkere. Weitling stiftede også et kommunistisk indrettet spisehus for de tyske skræddersvende i Paris, som disse havde stor nytte af.

Imidlertid blev »De Retfærdiges Forbund« indviklet i et mislykket forsøg på revolution, som »Årstidernes Selskab« foretog i 1839. Karl Schapper og Heinrich Bauer måtte efter en længere arrestation forlade Frankrig. Weitling søgte at samle de sprængte tilhængere af forbundet og rejste i 1841 til Svejts for at fortsætte sin kommunistiske agitation. Jordbunden var forberedt. Den italienske revolutionære Mazzini havde her stiftet »Det Unge Europa«, som i folkenes navn erklærede kongernes gamle Europa krig. Dets program var rigtignok kun i al almindelighed »frihed, lighed og humanitet« uden socialistiske formål, men det var henvist til stadig at søge sine tilhængere blandt de tyske håndværkssvende, og det stod i forbindelse med »De landflygtiges Forbund« i Paris. De tyske regeringer holdt ængsteligt øje med denne sammensværgelse, der trivedes i ly af den svejtsiske foreningsfrihed; Østrig og Prøjsen sendte lokkespioner ind i landet; en af dem, den prøjsiske student Lessing, blev myrdet i Zürich, uden at ophavsmændene nogensinde blev pågrebne. Den tyske forbundsdag forbød studenterne at besøge svejtsiske universiteter og håndværkssvendene at vandre til Svejts, og endelig gav selve det Svejtsiske Forbundsråd efter for trykket fra Tyskland, og opløste de tyske håndværkerforeninger og fordrev de tyske revolutionære. I sin brutale undertrykkelse af ytringsfriheden gav republikken ikke monarkierne noget efter.

Men skønt der altså var nok af frugtbar forbitrelse i sindene, stødte Weitling dog ved sin ankomst til Svejts på store vanskeligheder. Resterne af det »Unge Europas« tyske tilhængere ville ikke have noget med kommunismen at skaffe. Weitling vandt vel en og anden iblandt dem - således August Becker - men i den såkaldte Arbejderdannelsesforening i Genf lykkedes det ham ikke at få indflydelse; der blev endog udelukket fem medlemmer som var mistænkt for kommunisme. Men jo mere ængstelige og indædt forbitrede de »frisindede« viste sig, jo mere frisk og muntert tumlede Weitling sig i striden.

Han mente, den var nødvendig for at se, om den unge kommunisme var sit store mål voksen, og for at vænne de alt for diplomatiske og forsigtige sjæle til larmen af den ny lære ligesom en skipper til bølgernes brusen.

Hemmelig bistand synes Weitling derimod at have fundet hos nogle rigmænd i Waadtland, som Buonarroti under sin landflygtighed i Svejts havde vundet for kommunismen. Men sin virksomste tilhænger fik han i garveren Simon Schmidt fra Schwaben, der viste sig at være et fortrinligt organisationstalent. Sammen med ham stiftede han påny »De Retfærdiges Forbund«, en hemmelig forening, der først bredte sig i det franske, derefter også i det tyske Svejts. Ved optagelsen forpligtede medlemmerne sig til følgende bekendelse: »Vi arbejdere er endelig trætte af arbejde for dovenkroppene, at lide savn, mens andre svælger i overflod; vi vil ikke mere lade os pålægge trykkende byrder af egoisterne, vi vil ikke mere respektere love, som holder de talrigste og nyttigste menneskeklasser i fornedrelse, nød, foragt og uvidenhed for at give et fåtal midler i hænde til at gøre sig til herrer over disse arbejdende masser, vi vil være fri, og vi vil have, at alle mennesker på jordkloden skal leve ligeså fri som vi, at den ene ikke skal begunstiges og forurettes mere end den anden, men at alle skal dele de samlede byrder, besværligheder, glæder og nydelser, det vil sige leve i fællesskab.« Forbundets medlemmer sagde du til hverandre og kaldte hverandre brødre; de forpligtede sig til at afvise al bagtalelse, selv om den var sand, ved at beskæmme den, der løb med sladder, til at være mådeholdne i alle nydelser, til at studere og diskutere alle sociale spørgsmål, udbrede forbundets lære, yde et lille månedligt bidrag, osv..

Hemmeligt skulle forbundet kun være for at muliggøre dets virksomhed i lande, hvor der - som i Frankrig og Tyskland - ikke var foreningsfrihed. Ellers var Weitling en erklæret tilhænger af den offentlige propaganda såvel som af alle arbejderes broderskab. I det hemmelige forbund ville han samle de klareste og virksomste kommunister som i et midtpunkt, hvorfra forskellige bestræbelser kunne udgå. Et livfuldt foreningsliv var i hans øjne den sande forskole for borgeren og politikeren i staten; han kaldte foreningen for et nøjagtigt billede af samfundet i det små. Forfølgelser fra magthaverne skulle medlemmerne undgå ved kun at træffes i små grupper i deres boliger, på værksteder og værtshuse. »Ingen menneskelig magt« - sagde han - »er i stand til at hindre udbredelsen af det gode og sande; man kan ikke forbyde folk at tale sammen under arbejdet, ved bordet, i deres sovekammer og på deres spadsereture.« Han virkede også gennem pressen. Allerede i september 1841 begyndte han at udgive et månedsskrift, »Den tyske ungdoms Nødråb«, med mottoet: »Mod den enkeltes interesse, forsåvidt den skader alles interesse, og for alles interesse, uden at udelukke en eneste«. Fra januar 1842 udkom dette organ under navnet »Den unge Generation«, og i december samme år udgav Weitling sit hovedskrift »Garantierne for harmoni og frihed«. Det er navnlig på dette værk, at Weitlings ry beror som den tyske kommunismes første teoretiker.

Wilhelm Weitling var født 1808 i Magdeburg udenfor ægteskab og voksede op i den bitreste fattigdom og nød. Han lærte skrædderhåndværket og vandrede fra 1828 til 1835 i Tyskland. Fra denne periode véd man næppe med sikkerhed noget om hans liv. Han skal have taget del i de sachsiske tumulter i 1830, og i Wien skal han have stukket en ærkehertug ud hos en ung pige og være fordreven fra byen af sin uheldige, fornemme medbejler. Den afgørende vending i hans liv indtrådte, da han midt i 1830erne kom til Paris, hvor han med nogle afbrydelser opholdt sig til 1841. Hans opvakte og livlige ånd indsugede begærligt den franske socialismes læresætninger, på samme tid som han i »De Retfærdiges Forbund« tog lidenskabelig del i den arbejdende klasses revolutionære kamp. Han forsøgte at smede hine læresætninger til våben i denne kamp. Derved blev han mellemledet mellem den utopiske og den proletariske socialisme.

Han indtog jo selv i social henseende en mellemstilling. Han var ganske vist proletar, men dog håndværkssvend. Han tilhørte det småborgerlige lag, som uden redning begyndte at synke ned i proletariatet, men netop derfor endnu ikke havde nogen klar proletarisk klassebevidsthed. Som medlem af en undertrykt klasse indså Weitling meget godt, hvor skuffende de forventninger var, som utopisterne - Saint-Simon og Fourier - nærede til konger og millionærer, men med sin småborgerlige oprindelse og tænkemåde forstod han alligevel ikke proletariatets historiske betydning, selv om han godt indså, at arbejderklassen aldrig blev befriet, dersom den ikke befriede sig selv. I sin kritik af det borgerlige samfund som i sit udkast til en kommunistisk ordning er han iøvrigt stærkest påvirket af Fourier. Grundtankerne i hans hovedværk »Garantierne for harmoni og frihed« er følgende:

»Oprindeligt var menneskene lykkelige, fri og nød fuldtud deres naturlige rettigheder. Enhver kunne tilfredsstille sine ønsker, idet naturen ydede til alle, uden at arbejde var nødvendigt. Fra jagtlivet og nomadelivet gik menneskeheden over til agerdyrkning. Da opstod ejendommen, som i begyndelsen ikke var skadelig, da enhver kunne øse ligeligt af naturen og tage så megen jord, han trængte til. Men den private ejendom er blevet en forbandelse for menneskeheden den dag, da den blev særret for nogle enkelte. Mit og dit er de fattiges fordærv. Man mangfoldiggør opfindelser af enhver slags, man har fundet midler til at tilfredsstille de mest raffinerede ydelser - men den fattige, som er nedbøjet af arbejde og lidelse, nyder intet. For ham er der hverken velvære eller hvile eller frihed, stadig på grund af dit og mit.

Man har opfundet maskiner, som hundredfold fordobler de menneskelige kræfter, men arbejderne er mere udtærede og elendige end før. Ejendommen er et korset, som menneskeheden tog på som barn. Nu, da den er vokset, er dette jernkorset blevet til et blodigt bælte, som sårer den smerteligt. Dette ubekvemme klædningsstykke må aflægges; alle må have deres plads ved livets gæstebud. Ondet beror på den arvelige ejendom. Lige som insektets larver borer sig ind i frugten, således borer kapitalisternes efterkommere sig ind i de produktive kræfter, som de fortærer. Efter at ejendommen har skabt herrer og slaver, har den også skabt dovenkroppe, arvingerne.

En anden følge af ejendommen er krigen, den forfærdelige krig, denne kilde til undertrykkelse, til så megen ødelæggelse, så megen trældom og så mange lidelser - krigen, som slynglerne og dumrianerne anstrenger sig for at forsvare. Det var dens skyld, at ejendommen frembragte slaveriet, thi sejrherrerne ville ikke bearbejde de erobrede jorder.

Fra da af blev der to slags mennesker, arbejderne og lediggængerne. Nu er der fire slags mennesker: De, der udfører et nyttigt arbejde, De, der udfører et unyttigt arbejde, De, der slet ikke arbejder, og De, der udfører et skadeligt arbejde. Med andre ord: De hæderlige folk, abekattene, snylterne og slynglerne.

Pengene har maskeret varernes virkelige værdi, begunstiget arbejdernes udbytning og hjulpet til at oprette et lige så slemt slaveri som det gamle. Man stifter selskaber til dyrenes beskyttelse; hvis jeg var medlem af et sådant selskab, så ville jeg pege på proletaren og sige: betragt dette stakkels dyr med sit afmagrede legeme, sine hule øjne, sine udtærede kinder; han er blevet skrækkelig mishandlet af sin herre, han har måttet arbejde 14 timer om dagen og det uden at modtage det ringeste tegn på erkendtlighed; se her, hvad man giver ham at spise: med dét har han måttet bo i et hul og opdrage sine børn: han har kun gamle pjalter til at varme dem og sine gamle forældre med. Hvad ville præsidenten for selskabet til dyrenes beskyttelse svare til det? Og disse af arbejde nedbrudte oldinge, som ikke kan arbejde mere, hvad vil i gøre ved dem? Skal de slås ihjel? I vender jer om af rædsel, og i fordømmer dem til at dø af sult med jeres forhånende luksus for øje. I forbyder dem endog at tigge. Tag jer i agt !

Pengene er et røverredskab. Hvorfor lyver journalisten, hvorfor bedrager købmanden, hvorfor forsvarer advokaten en uretfærdig sag, hvorfor kives alle mennesker, hvorfor er alle varer forfalskede osv. osv.? For pengenes skyld. Man laver undertrykkelseslove for at hindre sandhedens udbredelse i stedet for at helbrede ondet. Verdenshistorien er en lang historie om røverier, som de svage har været ofrene for…«

»Jeg ville holde mere af et fædreland« - fortsætter Weitling - »som ernærede alle sine indbyggere og ikke gav lediggængerne og de skadelige mennesker alt. De styrende klasser og folkets store masse er mere fremmede for hinanden end kosakken og franskmanden. Vore interesser er stik modsatte, og derfor vil vi snart tænke på at forsvare noget andet end eders ejendom og vor fattigdom. Den bedste måde at gøre det af med grænsestridighederne på er at afskaffe alle grænser. I denne verdensnation ville der af sig selv danne sig et verdenssprog, som ville forene alle de fuldkommenheder og skønheder, der er spredte i de nuværende sprog. En ting, som ligeledes bør afskaffes, er de små købmænds snylteklasse. Med tiendedelen af dens personale ville man kunne organisere vareomsætningen til stor fordel for samfundet.«

I et vel organiseret samfund er der kun én fast lov, fremskridtets. Kommunismens mål er at sammensmelte de personlige interesser i en fælles interesse, som varetages af de største genier; det gælder om at bringe evner og fornødenheder i overensstemmelse efter de naturlige love. I et velorganiseret samfund bør udbyttet være fælles; i fremtidens samfund vil man ikke mere have at gøre med juristernes og teologernes videnskab, men man vil udvikle de nyttige og behagelige videnskaber, for at menneskeheden kan vokse i magt og lykke.

Den sociale omdannelse bør foregå ved et diktatur. I fremtidens stat vil de høje embeder ikke blive besatte ved valg, men efter de garantier for dygtighed, som kandidaten yder. »Et fuldkomment samfund kender ingen regering, men kun en forvaltning, ingen love, men kun pligter, ingen straffe, men kun lægemidler. Der gives ligeså lidt ydre tegn på ære som på foragt; der skal ikke befales og ikke adlydes, men kun ordnes, reguleres og fuldkommengøres. Forbrydelser er en rest af menneskelige sygdomme og svagheder, som naturen har lagt os i vejen for at anspore vore legemlige og åndelige evner og derved gøre til et drivhjul i fremskridtets tjeneste.«

Weitling tænker sig sit kommunistiske samfund eller familieforbund ledet af et åndsaristokrati. I spidsen står trioen eller tremandsrådet, som består af de største filosofer, der tillige er de fornemste genier i lægekunst, fysik og mekanik. Derefter kommer centralmesterkompagniet, som vælger trioen og forvalter de vigtigste embeder i det store familieforbund. Det næste led er mesterkompagnierne, som forvalter distrikter og kredse. Ved siden af mesterkompagnierne står akademierne, der sørger for de behagelige og skønne arbejder, så længe disse endnu ikke er blevet almindelige. Sideordnede med disse grene af forvaltningen er sundhedskommissionerne, der ledes af et sundhedsråd ligesom akademierne af det akademiske råd.

Produktionen ordnes således, at alle grundstykker, bygninger, maskiner, arbejdsredskaber og i det hele alt, som ikke har øjeblikkelig brugsværdi for den enkelte, bliver fælles værdi. I overensstemmelse med samfundets fornødenheder grundlægger den kommunistiske stat alle tænkelige værksteder, organiserer jordenes dyrkning, beregner alle forbrugsfornødenheder samt hvor mange timer hvert arbejdsdygtigt individ bør deltage i produktionen af det nødvendige og nyttige. Da de direkte producenter bør yde tilstrækkeligt til embedsmændenes, lærernes og lægernes osv.. Såvel som til de gamles og svages behov, bør arbejdstiden følgelig fastsættes derefter. Arbejderen vælger de timer af dagen, han vil ofre på sit arbejde, og er den øvrige tid fuldstændig fri. Weitling anslår den nødvendige arbejdsdag til seks timer, men det forstår sig, at efterhånden som nye opfindelser gør arbejdet simplere og lettere, vil arbejdstiden blive formindsket, og overgangen fra en virksomhed til en anden vil i betragtning af den store arbejdsdeling være meget let. Enhver arbejder vil få, hvad der til enhver tid er nødvendigt til hans forbrug, men han må selv vælge de varer, han vil forbruge, og i frihedens interesse skal forbrugsmåden bestemmes af hver enkelt efter hans egen tilbøjelighed.

For tilvirkning af luksusgenstande må der indrettes supplementstimer eller forretningstimer. Luksusgenstande skal vurderes af forvaltningen; en guldkæde skal f.eks. være halvtreds arbejdstimer værd, en flaske champagne fire timer, et musikorkester på tyve mand fire og tyve arbejdstimer pr. time osv.. Priserne skal formindskes under hensyn til de industrielle fremskridt.

Hvert individ modtager en handelsbog (commerzbuch), som skal indeholde hans portræt og hans signalement, en angivelse af de sygdomme, han har gennemgået, af hans forskellige bopæle, af hans forandringer af virksomhed og arbejdsgrupper, endvidere meddelelser om hans forretningstimer; denne bog skal tjene til altid at kunne godtgøre, hvem han er, og skal samtidig være sin ejermands portemonnæ. I alle magasiner, restaurationer og overhovedet alle vegne er der nemlig en stor forretningsbog, som er inddelt i små trykte rubrikker, der repræsenterer arbejdstimerne; når køber og sælger er enige om målet, stempler de ved handelen gensidig de trykte rubrikker i deres respektive bøger, så mange som repræsenterer den købte tings pris. Stemplet angiver de forbrugte arbejdstimer. Forretningsbøgerne byttes hvert år efter at være erkendt rigtige. Den gensidige kontrol vil forhindre bedragerier og falsknerier, og hvem ville desuden gøre sig til tyv og falskner i et kommunistisk samfund, hvor man mod så lidet arbejde vil kunne føre en så smuk tilværelse. Arbejdstimerne vil ligeledes tjene til rejser, som vil blive langt lettere end nu til dags. Matroser, konduktører og andre arbejdere, som efter hverandre må udføre deres arbejde i længere tid end det daglige mål, vil få deres tilsvarende hviletid.

Man vil sørge for ligevægt mellem arbejderne af de forskellige fag ved at lede børnenes opdragelse henimod de mindst søgte fag og gøre disse så lempelige som muligt. Fra deres sjette år indlemmes børnene i elevarméen, som ved sin organisation er et billede af de voksnes samfund. Børnene skal udføre et arbejde efter deres eget valg, uden at det nogensinde må være af den natur, at det hæmmer deres åndelige og legemlige udvikling. Børnenes handelstimer kan kun byttes mod åndelige og kunstneriske nydelser og aldrig mod sanselige tilfredsstillelser. De mest udmærkede elever af begge køn skal danne et øverste kompagni, som er bestemt til at gennemgå universitetet. De elever, som ikke har fået adgang til det øverste kompagni, skal også kunne besøge universiteterne, men de bliver ikke således som de første fri for forpligtelser til fysisk arbejde.

Ikke slet så frit som på andre områder står Weitling overfor kvindespørgsmålet. Han tror på mandens naturlige overlegenhed, og så længe naturen ikke gør et vidunder, så længe det kvindelige køn ikke overgår det mandlige i nyttige videnskaber, opfindelser og talenter, så længe skal kvinden ikke beklæde noget ledende embede i det ny samfund. Men dette er også den sidste skygge af småborgerlighed i Weitlings anskuelser om ægteskab og kærlighed. Ellers kritiserer han lige så bittert som træffende det borgerlige ægteskab. »Kærligheden er nøddekernen, ægteskabet er skallen. Pengesystemet er den orm, der æder sig ind i kernen og fordærver den. De fleste mennesker gnaver på den hårde og bitre skal. Dér har i definitionen af vore nuværende ægteskaber.« Weitling forlanger et frivilligt samliv uden tvang fra nogensomhelst side. Hvis kærlighed og venskab ikke er tilstrækkelige til at knytte båndet - »så løs det dog for himlens skyld op og bered ikke hinanden et dobbelt og tredobbelt helvede!« Og han slutter med de betagende ord: »Aftør dine tårer, stakkels, ulykkelige, foragtede og mishandlede kvinde! Tænk på, hvor mange svage, der endnu lider på jorden. Engang vil befrielsens gyldne morgengry også bryde frem for dig og kysse trældommens hede, bitre tårer bort fra dine fugtige øjenvipper. Se da din tyran stolt i øjnene, thi du behøver ham ikke mere, og loven beskytter ham ikke mere; da finder også du - stakkels, bedragne, forførte skøge - igen en brav mand, som træder den store hobs fordom under fødder; lev og elsk da i eders ungdoms blomst, i livsglade ynglinge og piger! Lad da den glød, som nu imod naturen presses inde i eders bryst, og som piner eders hjerte og lammer eders kraft, frit strømme ud, før den tager en retning, som er skadelig for samfundets harmoni og for eders egen sundhed. Elsk da, alle i, som er i stand til at elske!«

Weitling spotter religionen, forsåvidt den benyttes af præsterne i magthavernes tjeneste til at trøste de lidende klasser for denne tilværelses kvaler ved at foregøgle dem et hinsides. Menneskeheden, siger han, ligner en stor hær, som marcherer i brændende sol ad en støvet vej; til højre og venstre for vejen er der skyggefulde stier, men de rige siger: »Stands ikke, bliv ved at marchere, bliv kun ved at lide; hinsides bjerget er der en herlig stad« - og mængden lader sig narre. Dog har Weitling også lært meget af franskmanden Lamennais (»En troendes ord«) og forstår rigtigt nok den oprindelige kristendom som en revolutionær bevægelse af de undertrykte. Overfor Jesus viser han en sympati, som snart efter skulle træde meget stærkere for dagen.

I sin økonomiske kritik angriber han handelen langt voldsommere end fabriksvæsenet. Han ved vel, at det er fabriksindustrien, som er årsag til den værste forarmelse af masserne, men handelen er i hans øjne det mangeartede uhyre, der udsuger samfundets marv. Han retter (ligesom Fourier) sine mest bidende forhånelser mod sjakreriet med penge og varer. Som tysker og født prøjser har han også mangt et kraftigt ord at sige om sjakreriet med titler og ordener, og hvad han skrev om det militære rakkerhåndværk, er endnu så frisk, som om det var skrevet den dag i dag.

Weitlings hovedskrift vakte ved sin fremkomst en overordentlig opsigt - og med rette. Selvom han ikke stod på samme åndelige højde som de franske utopister, så omstyrtede han dog den skranke, der skilte dem fra arbejderklassen, og han var deres værdige lærling i sin begejstring, i sin fantasi og sit skarpsind. Han er langt forud for de liberale, som netop nu begyndte kampen for den tyske borgerstands politiske frigørelse.

Ingen var villigere til at anerkende dette end de enkelte tyske samtidige, der måske med rette kunne have set ned på Weitling. Da den store religionsfilosof Ludwig Feuerbach fik Weitlings skrift af en håndværker, udbrød han: »Hvor overrasket blev jeg ikke over denne skræddersvends tænkemåde og ånd! I sandhed, han er en profet for sin stand. Hvor blev jeg ikke også slået af den alvor, den holdning, den trang til dannelse, som jeg traf hos denne håndværkssvend! Han vejer op imod størstedelen af vore studenter!« Friedrich Engels kaldte Weitling for den eneste tyske socialist, der virkelig havde udrettet noget, og Karl Marx skrev: »Hvor kunne bourgeoisiet - dets filosofer og skriftlærde iberegnet - opvise et værk om den politiske frigørelse, der kunne måle sig med Weitlings bog om Garantierne for frihed og harmoni? Når man sammenligner den tyske litteraturs nøgterne, forknytte middelmådighed med denne storslagne og brillante debut af den tyske arbejder; når man sammenligner disse proletariatets kæmpemæssige børnesko med bourgeoisiets udtrådte politiske puslingesko, så må man forudsige den tyske askepot en kæmpevækst.« Og under det levende indtryk af Weitlings skrift tilføjede Marx, at det tyske proletariat var det europæiske proletariats teoretiker, ligesom det engelske var dets nationaløkonom og det franske dets politiker.

Medens den tyske kommunisme således begyndte at blive myndig i Svejts, vandt den romantiske reaktion endnu engang sejr i selve Tyskland - men ganske vist en sejr, som den snart skulle betale med sin undergang. Foreløbig tilbageslog den imidlertid - med godsejeradelen i ryggen - det første stormløb (et meget spagfærdigt stormløb!) af den borgerlige opposition. Da Frederik Vilhelm IV. havde besteget tronen, udkom der under titlen »Fire spørgsmål, besvaret af en østprøjser«, et skrift, hvori kongen mindedes om sit givne forfatningsløfte og stænderne opfordredes til at kræve som ret, hvad de hidtil havde udbedt sig som en nåde. Som forfatter til dette skrift navngav Johann Jacoby, en læge i Kønigsberg, sig overfor kongen. Og kongen modtog udfordringen, som han skrydende sagde - det vil sige, han lod Jacoby tiltale ved domstolene, hvor han i første instans blev dømt til halvtredje års fæstningsarrest, men i anden instans - til kongens grænseløse raseri - frifunden. Det forbudte skrift gik hemmeligt fra hånd til hånd blandt den borgerlige befolkning, men der blev kun gjort nogle få forskræmte tilløb til at efterligne forfatterens tapre frimodighed.

I 1841 befalede kongen, at de »Halleske Årbøger« skulle underkaste sig prøjsisk censur, hvis de ikke ville forbydes i Prøjsen. Arnold Ruge flyttede derfor til Dresden og fortsatte her sit tidsskrift under navnet »Tyske Årbøger« og med en så meget skarpere tendens. De to skribenter, der fik størst indflydelse på tidsskriftet, var Bruno Bauer og Ludwig Feuerbach. De gennemførte kampen med romantikken, og de fuldbragte samtidig opløsningen af den klassiske filosofi. Efterhånden som borgerstanden havde udviklet sine materielle kræfter, var denne filosofi blevet et overflødigt blad papir. Jo flere fabriksskorstene der rejste sig, jo hurtigere sank de filosofiske luftkasteller sammen. Bauer og Feuerbach gav dem det sidste stød, uden at dog nogen af disse tænkere derfor følte sig hjemme i det borgerlige samfund.

Strauss havde forklaret evangelierne om Jesu liv som fromme myter, der var skabt ubevidst af den kristne menighed. Bruno Bauer tilintetgjorde denne sidste rest af teologi ved at påvise, at evangelierne var skrevne af bestemte forfattere og med bestemte formål. Feuerbach satte kronen på værket i sin geniale forklaring af religionens væsen. I stedet for Hegels lære om ideen i naturen, som kun var et andet udtryk for gud, satte han den simple og store opfattelse, at det er mennesket selv, der har undfanget ideen og skabt gud. Dermed banedes overgangen fra idealisme til materialisme.

Feuerbach var sydtysker ligesom Strauss, men i langt højere grad end denne et glødende lidenskabeligt temperament, en kampnatur som skabt for det praktiske livs hede tummel. Hans store dåd er skriftet om kristendommens væsen, ved hvis fremkomst i 1841 der faldt som skel fra alle sunde øjne i den tyske nation. Bogen havde en befriende virkning, om hvilken Fr. Engels har sagt, at man måtte have oplevet den for at kunne forestille sig den. Feuerbach genindsatte det virkelige menneske i sin ret. Mennesket er vokset op af naturens jordbund, som er uafhængig af al filosofi, og udenfor mennesket og naturen gives der intet; de himmelske væsener, som den religiøse fantasi har skabt, er kun afspejlinger af selve det menneskelige væsen. Mennesket har skabt gud i sit billede. Thi mennesket er det højeste væsen, som mennesket kan tænke sig, og troen på en gud er da kun troen på mennesket selv som naturens grundvæsen. At gud er kærlighed, betyder i virkeligheden, at mennesket anser kærlighed til næsten for at være guddommelig, det vil sige for at være den højeste lov i naturen. Alt hvad mennesket ikke kan, men gerne ville, har det udtrykt i forestillingen om gud, men til denne forestilling svarer altså intet virkeligt udenfor menneskets bevidsthed. Læren om gud er læren om mennesket; læren om guds egenskaber er læren om lovene for det menneskelige sjæleliv.

Denne tankegang udviklede Feuerbach i et sprog, der sprudlede som selve livets kilde ovenpå den raslen af tørre blade, som den hegelske filosofis tåge havde slæbt med sig. Af den herskende pietisme blev han betragtet som en farlig mand og udelukket fra universiteternes lærestole. Hans venner søgte i 1842 at få ham ansat som professor i Heidelberg, men han vægrede sig heftigt ved at gå på nogen som helst akkord. »At ville gøre mig til professor og tilmed på den almindelige måde, som ethvert fæ kan blive det,« skriver han i et brev til en ven, »er at stille mig lige med de dumrianer, der for tiden figurerer; det er at krænke, at latterliggøre mig. Mit hoved hører ikke hjemme på lærestolen. Det hører hjemme - ja kan du gætte hvor? - på skafottet, thi det er så afgørende og skarpt som en skarpretters sværd, og jeg har selv kun lyst og mod til handlinger, hvor det gælder at sætte hovedet på spil…. At handle det vil sige at halshugge, med den beslutning, hvis det gøres nødigt, selv at ville lade sig halshugge derfor.«

Så fri og dristig Feuerbachs tænkning var og så ædel den stolthed, hvormed han bar sin overbevisnings martyrium, havde dog hans filosofi sin begrænsning. Han nåede ikke til en klar forståelse af den kendsgerning, at mennesket ikke blot lever i naturen, men også i samfundet, og at materialismen altså ikke blot er naturvidenskab, men også samfundsvidenskab. Udlandets store verden forblev ham fremmed, og selv sit tyske hjemlands lille verden lukkede han sig ude fra. I sin kærlighed til naturen levede han i sin ensomme landsby som i en frivillig landflygtighed. Han sålidt som Bruno Bauer forstod kapitalismens egentlige væsen. De kendte kun kapitalen i dens råeste og smudsigste, middelalderlige form som jødisk ågren og sjakren. De mente, at den hang sammen med det egoistiske i jødernes religion, og at de kunne komme den til livs ad filosofisk vej. De forstod ikke dens økonomiske årsager og kunne derfor ikke bekæmpe dem.

Til den filosofiske gæring svarede en ligeså stærk uro i tidens poesi, som befrugtedes af de revolutionære tanker. En ny slægt af digtere fremstod; stormklokker lød i deres sange, og det klirrede som af våben i deres rim. Formens adel kom atter til sin ret, og i dens klare krystal syntes følelsen så meget mægtigere og spotten så meget vittigere. Friedrich von Sallet, en af de mandigste karakterer blandt denne tids mange poeter, skrev det berømte digt »Enten- Eller«, hvoraf et par strofer i Aarestrups danske oversættelse lyder således:

En mere øjeblikkelig betydning fik den unge Georg Herweghs digtsamling »En levendes digte«, der i sommeren 1841 udkom i Zürich. Herwegh var kun 24 år. Han havde under aftjeningen af sin militærtjeneste haft en strid med en officer og var som følge deraf flygtet over på svejtsisk jordbund, hvor han havde stiftet bekendtskab med andre landflygtige og revolutionære. I »En levendes Digte« virkede særlig det energiske »opråb« som et tændende lyn:

Ruge løftede i sit tidsskrift den unge digter jublende på skjold. Og vist er det, at den kæmpende tids nød og uro intetsteds klang i så brusende akkorder som i disse digte, selv om der var nok så megen uklarhed og selvmodsigelse i dem. Et glædesskrig gik igennem Tyskland, og på sin rejse for at hverve medarbejdere til et politisk tidsskrift drog digteren som en triumfator gennem Køln og Düsseldorf til Jena og Weimar, over Leipzig og Dresden til Berlin og Kønigsberg. Det var en berusende, men kortvarig drøm. Den endte med ægte tyske tømmermænd.

I Dresden mødtes Herwegh med Ruge, og de rejste sammen til Berlin. Her begik Herwegh den ubesindighed at lade sig modtage af kongen. På vers var det ikke faldet ham så vanskeligt at revse de kongelige svagheder, men stedet ansigt til ansigt med majestæten gik pippet desværre fra ham. De bevingede ord fra audiensen: »Jeg sætter pris på en oprigtig opposition« - »jeg ønsker dem af hjertet en Damaskusdag« - og »vi vil være ærlige fjender« - disse ord tilhører kongen, men om digteren melder historien intet andet, end at han tav stille. Men ikke nok dermed. Da Herwegh nogle dage efter opholdt sig i Kønigsberg, hvor han blev fejret med festmåltid, fik han at vide, at det prøjsiske politi havde forbudt hans tidsskrift, som endnu ikke var udkommet. Han rettede i den anledning et brev til kongen, og da dette brev blev offentliggjort, udstedtes der øjeblikkelig en udvisningsordre imod ham. Han var rejst ud som en triumfator - nu blev han ledsaget til grænsen af gendarmer, og den samme presse, der havde fejret ham med jubelråb, fulgte ham til dørs under hån og spot. Særlig Heine var hård imod ham. Det gav Herwegh et knæk for livet at se det folk, som han drømte at gå i spidsen for med flyvende fane, afsløre sig som en sværm af skadefro lakajsjæle, men den Damaskusdag, som kongen havde ønsket ham, oplevede han ikke. Han forblev sine ideer tro.

Sammen med Herwegh faldt de »Tyske Årbøger«. I første nummer af årgangen 1843 skrev Ruge en selvkritik af liberalismen. Den var intet parti, sagde han, men kun en blå dunst af en ufrugtbar lære; den vidste ikke, hvad den selv ville. I dens sted gjaldt det at sætte et demokrati med praktiske opgaver: en folkeundervisning, der trængte til bunds, folkeligt selvstyre, offentlig retspleje. Det var mere, end de tyske despoter ville lade sig byde. De »Tyske Årbøger« blev forbudt, først i Sachsen og Prøjsen, så af forbundsdagen. I deres sted trådte nu »Rhinsk Tidende«, der udkom i Køln, en kort tid frem som frisindets førende organ og samlingspunkt for tidens radikale skribenter. Det var en statelig skare. I Berlin havde bladet medarbejdere blandt filosofer af den ny-hegelske skole som Bruno Bauer og Max Stimer; af indfødte rhinlændere skrev Heinrich Bürger, Georg Jung, Moses Hess og Karl Marx i bladet.

Karl Marx var dets yngste medarbejder og viste sig snart som dets mest fremragende kraft. Den, der i vore dage slår op i bladets støvede arkiv, kan endnu let kende hans artikler på tankebygningens i bredde og dybde, på stilens vægt og glans, på de stejle modsætninger, gennem hvilke han drager sine slutninger, og på den skarpsindighed, hvormed han overalt trænger ind i de tyske tilstandes forvirring, indtil han støder på fast grund. I efteråret 1842 overtog Marx redaktionen og bestred den vinteren igennem, indtil kort før bladet gik ind.

I sine første artikler viser han sig endnu ganske som tilhænger af Hegel, - ganske vist som en radikal tilhænger, - der af al magt stræber fra skyerne ned mod jordens virkelighed, men dog som en hegelianer, der drager sine slutninger ud fra rent ideelle forudsætninger. Imidlertid varede det ikke længe, før han - som han selv siger - kom ned på den »jævne jord«, med andre ord, før han i det hårde sammenstød med de økonomiske kendsgerninger indså, hvor utilstrækkelig den idealistiske opfattelse af samfund og stat var. Der førtes i den rhinske provinsiallanddag nogle lange forhandlinger om en lov angående skovtyverier, hvorunder man bl.a. henførte opsamling af affaldsbrænde i skovene. Sådan opsamling havde fra gammel tid været en sædvaneret for den fattige befolkning, men den opkommende storborgerklasse bestræbte sig ivrigt for at udrydde de sidste spor af fællesejendom i jord og grund. Og så grusomt gik man til værks mod de fattige folkemasser, at af 200,000 strafferetssager, som i året 1836 førtes i den prøjsiske stat, drejede de 150,000 eller tre fjerdedele sig om skovtyverier, derunder forseelser mod retten til jagt, græsning osv.

Ved at følge og kritisere forhandlingerne om denne lov blev Marx opmærksom på den dybe modsætning imellem bourgeoisi og proletariat. Han stillede sig ubetinget på de besiddelsesløses side i hævdelsen af sædvaneretten overfor den ved love fastslåede privatejendom. De fattiges instinktmæssige retsfølelse var så meget mere naturlig, som selve deres tilværelse hidtil blot havde været en vane for det borgerlige samfund uden at have fundet en tilsvarende retsbekræftelse i statsordningen. Marx kom derved ind på proletariatets betydning i det borgerlige samfund. Hvis staten skulle være almen, så måtte den være enig, ikke splittet. Hvorfor strandede forsøgene på at samle de almene interesser? Svaret lå nær og blev også givet: Friheden strander på den elendighed, som endnu forhindrer en meget stor del af samfundet i at udfolde sine kræfter frit.

Samtidig med at Marx udviklede disse anskuelser, optog bladet korrespondancer fra Wilhelm Weitlings venner August Becker og Sebastian Seiler i Svejts og aftrykte bl.a. fra Weitlings tidsskrift en beskrivelse af det berlinske fabriksproletariats elendighed. Og dertil kom et svagt ekko af den franske socialisme. Disse ting tilsammen gav anledning til, at »Rhinsk Tidende« blev mistænkeliggjort for at drive kommunistisk propaganda. Marx erklærede ærligt, at han endnu ikke havde dannet sig nogen selvstændig dom om den franske socialisme, men han indrømmede, at dens ideer var »farlige«, thi »sådanne ideer, som overbeviser vor fornuft og erobrer vor samvittighed, det er lænker, som man ikke kan løsrive sig fra uden at sønderrive sit hjerte, det er dæmoner, som mennesket kun kan besejre ved at underkaste sig dem.«

Det kom snart til alvorlig konflikt. Bønderne ved Mosel led hungersnød, og de kapitalistiske grundejere formente dem den gamle fællesret til skov og vildt. »Rhinsk Tidende« talte bøndernes sag og foretog en grundig undersøgelse af deres forhold. Bladet påviste, at regeringen med vold havde undertrykt de nødlidendes klager eller slået dem hen med talemåder om at ville se at finde på midler til at »lette overgangen« for befolkningen, hvortil »Rhinsk Tidende« bemærkede, at der vel mentes undergangen. Regeringen svarede på denne skarpe kritik med at forbyde bladet at udkomme mere. I forbuddet hed det, at »Rhinsk Tidende« havde fulgt en forkastelig retning, at bladet gik ud på at angribe grundlaget for statens forfatning, at omstyrte kongedømmet, mistænkeliggøre regeringen, ophidse enkelte stænder mod andre og vække misfornøjelse med de bestående lovlige tilstande. Marx trådte ud af redaktionen for muligvis at redde bladet, men det hjalp ikke, d. 31 marts 1843 gik »Rhinsk Tidende« ind.

»Liberalismens flitterstads er faldet, den modbydeligste despotisme står i al sin nøgenhed for hele verdens øjne,« skrev Marx til Ruge. Der var for Tysklands frisindede skribenter ikke andet at gøre end at ty til udlandet. Ruge havde allerede fattet den plan at stifte et tysk-fransk tidsskrift, hvortil han havde en driftskapital af 6000 thaler, og da han fandt jordbunden gunstig i Paris, flyttede han og Marx dertil og udsendte efter nogle måneders forløb de to første hæfter af »Tysk-Franske Årbøger« - som tillige blev de sidste.

Grunden var den dybe uoverensstemmelse mellem Ruge og Marx, der nødvendigvis snart måtte træde for dagen. Ruge var inderst inde en spidsborgerlig natur, som kun ved omstændighedernes magt var dreven ud i den yderste opposition. Marx var en revolutionær tænker, der aldrig blev stående på halvvejen. Han følte sig tilpas i den franske hovedstad som et stærkt skib, der endelig er kommet i høj sø og lader sig løfte af bølgerne, medens Ruge ængstelig søgte at bjærge sin lille nøddeskal ind på bredden igen. De kommunistiske arbejderkredse, som tiltrak Marx, frastødte Ruge; han gyste tilbage for dem og begyndte allerede at se på de »prøjsiske rakkerknægte« med mere velvillige øjne. Det måtte komme til et brud, og der måtte skabes et nyt samlingspunkt for de virkelig tænkende og uafhængige hoveder. Et sådant samlingspunkt fastslås da også i de artikler af Karl Marx og Friedrich Engels, som er de betydningsfuldeste bidrag i de to eneste udkomne hæfter af »Tysk-Franske Årbøger« (der tillige indeholdt digte af Heine og Herwegh, artikler af Jacoby, Moses Hess og flere).

Den ny retning, siger Marx, vil ikke gå ud fra forudfattede forestillinger og læresætninger. Den vil søge at finde den ny verden gennem kritik af den gamle. Hidtil har filosofferne haft opløsningen på alle gåder liggende i deres pult, og den dumme verden behøvede kun at spærre munden op, for at videnskabens stegte duer skulle flyve ind i den. Men filosofien er blevet draget ind i virkelighedens kampe. I stedet for at være en kritik af himlen er den blevet en kritik af jorden, i stedet for en kritik af religionen er den blevet en kritik af retten, og kritikken af teologien er blevet kritik af politiken. »Det er ikke vor sag at konstruere fremtiden og sætte et mål for alle tider, men desto sikrere er det vor opgave at underkaste alt bestående en hensynsløs kritik, hensynsløs i den forstand, at kritikken ikke frygter for sine resultater og ligeså lidt for konflikt med forhåndenværende magter.«

Men kritikkens våben kan ganske vist ikke erstatte våbnenes kritik. Den materielle magt må styrtes med materiel magt, men teorien bliver også til materiel magt i det øjeblik, da den griber masserne. For at gribe dem må den imidlertid svare til en trang hos dem, og spørgsmålet er da: Hos hvilken del af folket er der stærkest trang til at bryde med den bestående samfundsorden. Svaret lyder: Hos proletariatet. Ligesom filosofien finder sine materielle våben hos proletariatet, således finder proletariatet sine åndelige våben i filosofien, og så snart tankens lyn er slået ned i denne naive folkejordbund, så vil tyskernes menneskelige frigørelse finde sted. »Hovedet for denne frigørelse er filosofien, hjertet er proletariatet. Filosofien kan ikke virkeliggøres uden proletariatets ophævelse; proletariatet kan ikke ophæves uden filosofiens virkeliggørelse. Når alle indre betingelser er opfyldte, vil den tyske opstandelsens dag blive forkyndt af den galliske hanes galen.«

Man ser, hvorledes Marx drager den hegelske filosofi ned på jorden, stiller den på benene i stedet for på hovedet. Hegel havde sat staten over samfundet; Marx mener, at samfundet står over staten, fordi det ifølge hele udviklingen er det nødvendige grundlag for staten, ikke omvendt. Først i den moderne verden er modsætningen imellem samfund og stat blevet så skærpet, at den må ophæves ved den bevidste organisation af de sociale kræfter, som opløser modsætningen imellem samfundsanarki og statstvang i en højere enhed, der frigør mennesket, idet den gør ham til herre over sine livskilder. I disse artikler af Marx ligger spirerne til den materialistiske historieopfattelse, som han og Fr. Engels senere udviklede.

Var det den Franske Revolution, der lærte Marx at forstå tidens kampe og krav, så var det den engelske industri, der førte Friedrich Engels til det samme syn på samfundsudviklingen. Han så, hvorledes den fra mennesket røvede ejendom i sin tøjlesløse bevægelse kastede menneskene ud i elendighed, fornedrelse, trældom og umenneskelighed, men han så tillige, hvorledes den ved sin opløsning af alle særinteresser banede vej for det store omsving, for menneskehedens forsoning med naturen og med sig selv. I sine »Omrids til en kritik af nationaløkonomien« påviste Fr. Engels, hvorledes begreberne handel, værdi, pris, grundrente, kapital, arbejde og konkurrence, således som de forklaredes af nationaløkonomerne, kun var omskrivninger for den private ejendomsret, og han førte disse begreber tilbage til deres rent menneskelige grundlag.

Han gik skarpt i rette med den befolkningslov, som Malthus havde opstillet, »denne infame, nederdrægtige lære, denne afskyelige bespottelse af naturen og menneskeheden.« Det var latterligt at tale om overbefolkning, så længe kun en tredjedel af jorden var dyrket, og selv denne tredjedel kunne ved forbedrede dyrkningsmåder producere mere end det seksdobbelte. Fr. Engels henviste til de mægtige fremskridt, som agerdyrkningen kunne takke kemien - endog kun et par enkelte kemikere - for. I sin anden artikel behandlede han Carlyles skrift »Før og Nu«, som vi kender fra Englands historie. Han kritiserede Carlyles religiøse opfattelse og hans overmenneskedyrkelse og sluttede iøvrigt med løftet om at give en mere indgående skildring af fabrikssystemet i England. Da tidsskriftet gik ind, fremkom denne skildring senere som selvstændigt værk.

K. Marx og Fr. Engels var gennem deres bidrag til »Tysk-Franske Årbøger« kommet i livlig brevveksling, og i september 1844 kom Fr. Engels nogle dage til Paris for at besøge Marx. Året efter udkom i Frankfurt den første frugt af deres samarbejde, skriftet »Den hellige familie« eller kritik af den kritiske kritik, imod Bruno Bauer og konsorter, af Friedrich Engels og Karl Marx«. Dette skrift, som går ud på at opløse idealismen i den tyske filosofi, er det første vidnesbyrd om fastheden og sikkerheden i det nyvundne standpunkt. Dets formål er, som forfatterne siger i deres forord, at forklare publikum, hvad det er for indbildninger, den spekulative filosofi hviler på. »Den sande menneskelighed« - hedder det - »har ingen værre fjende i Tyskland end den spekulative idealisme, som i stedet for det virkelige enkelte menneske sætter »selvbevidstheden« og »ånden« og lærer med evangelisterne, at det er ånden, der gør levende, og at kødet er til ingen nytte. Denne kødløse ånd bilder sig kun ind, at den har ånd.« Klart og skarpt godtgøres det i skriftet, hvorledes den idealistiske opfattelse af historien og samfundsudviklingen har spillet bankerot overfor virkeligheden. Marx påviser, at den Franske Revolution af 1789 ikke skyldtes én ide, men en meget håndgribelig interesse, nemlig borgerstandens økonomiske interesse af at erobre den politiske magt, og Fr. Engels fremstiller den klassekamp, der i England rasede mellem grundbesiddelse, kapital og arbejde.

Bruno Bauer havde talt affejende om naturens og industriens betydning for den menneskelige åndsudvikling. Hvorledes kan man bilde sig ind - svarer Marx - at man forstår det allermindste af den historiske virkelighed, så længe man udelukker naturvidenskaben og industrien af historien? Hvorledes kan man forstå en given tidsalder uden at forstå dens industri, det vil sige den produktionsmåde, som ligger til grund for selve dens liv? Det er hulheden i den »åndelige« opfattelse af historien, at den kun kender de »store« begivenheder, men ikke deres årsager. Ligesom den skiller tænkningen fra sanserne, sjælen fra legemet, sig selv fra verden, således skiller den historien fra naturvidenskaben og industrien, den søger ikke oprindelsen til alt, hvad der sker, i den groft materielle produktion på jorden, men derimod i den tågede skydannelse på himlen.

Således vokser spirerne til den materialistiske historieopfattelse op af de dybe furer, som Marx og Engels med deres kritiske plov drager gennem idealismens filosofi. De anerkender den genialitet, hvormed Feuenbach har sat selve mennesket i stedet for det gamle kram af utydelige begreber, men det er ikke nok at blive stående ved mennesket i al almindelighed, man må gå videre og se på nutidens menneske, og idet de to forfattere undersøger den franske og engelske socialisme, når de til at bestemme arbejderklassens historiske udvikling og selvvirksomme bevægelse. Idealismen skaber intet med sin »kritiske kritik«, arbejderen skaber alt, ja endog i så høj grad, at han ved sin egen tænkning beskæmmer idealismen; de engelske og franske arbejdere vidner derom. Det franske proletariat havde fundet sin mest fremragende repræsentant i Proudhon, og et betydeligt afsnit af »Den hellige familie« drejer sig om denne proletar-socialist, hvis glimrende kritik af privatejendommen anerkendes. Men Marx bliver ikke, som Proudhon, stående ved kritikken, han drager videregående slutninger. Privatejendommen er i selve sin egenskab af privatejendom eller rigdom nødt til at opretholde sin modsætning, proletariatet, for at opretholde sig selv. Proletariatet er omvendt nødt til, for at ophæve sig selv, samtidig at ophæve privatejendommen, som gør det til proletariat. De to modsætninger betinger hinanden, og proletariatets historiske opgave er dermed givet: Det må, for at befri sig selv, afskaffe privatejendommen og dermed befri samfundet for den umenneskelighed, som privatejendommen medfører. Marx henviser til, at en stor del af det engelske og franske proletariat allerede er blevet sig denne opgave bevidst og stadig arbejder på at udvikle den til større klarhed.

»Den hellige familie«, der ved sin fremkomst kun vakte ringe opmærksomhed, er på en måde udgangspunktet for den moderne videnskabelige socialisme. Med dette skrift begyndte det fælles livsværk, som i næsten fyrretyve år forenede Marx og Engels, og som har udøvet en mægtig indflydelse på udviklingen ikke blot af det tyske, men af det internationale socialdemokrati. Det venskab, der sammenknyttede de to mænd, lignede intet andet i historien. Det var ganske frit for de rivninger og misstemninger, der næsten uundgåeligt må opstå imellem karakterer, som hver især er skarpt udpræget i sin art, under de tusind omskiftelser i en kamp, der var lige så rig på nederlag som på sejre. Det er nu og vil måske altid være umuligt at skelne, hvad der skyldes den ene, og hvad der skyldes den anden af det fælles værk. Fr. Engels har, efter at Marx var død, ofte tilskrevet vennen den største andel, men hans mening er ikke uhildet. Medens han i vennens levetid alt for let blev overset i samtidens dom, blev han senere vurderet højere, end han selv syntes var rigtigt. Han sagde med rette, at han uden Marx ikke ville have ydet, hvad han ydede, men dertil må føjes, at Marx heller ikke uden Fr. Engels ville være blevet, hvad han blev. Det træder tydeligt frem, når man følger deres udvikling fra begyndelsen af.

Karl Marx blev født d. 5 maj 1818 i Trier som søn af advokaten, senere justitsråd Marx, der i 1824 sammen med sin familie gik over fra jødedommen til kristendommen. Faderens stamtræ skal indtil op i det sekstende århundrede opvise lutter rabinere (jødiske præster); sikrere er det, at hans moder nedstammede fra hollandske jøder. Begge forældre var højtdannede, og fra sin tidligste ungdom stod Marx derfor uberørt af det særlige jødespørgsmål, der spillede en rolle selv for mænd som Heine og Lassalle eller Børne og Jacoby.

Blandt familiens nærmeste omgangsvenner var regeringsråden Ludvig von Westphalen, som ikke hørte til den sædvanlige prøjsiske embedsmandstype. Hans fader havde i Syvårskrigen slået fem franske marskaller i fem forskellige feltslag, men var dog vedblevet at være så borgerlig, at han aldrig havde båret en uniform og nægtet at modtage titlen af generaladjudant. Men han havde ganske vist ladet sig fornedre til at »ophøje i adelsstanden« for at kunne ægte en ung pige, der var lige så fattig som han selv, men datter af en skotsk baronfamilie. Ludvig von Westphalen var yngste søn af dette ægteskab, en frittænkende embedsmand, i hvis hus Karl Marx fandt et andet hjem. Medens hans fader førte ham ind i fransk åndsliv og læste Racine og Voltaire for ham, førte Westphalen ham ind i tysk dannelse og vakte hans sans for Homer og Shakespeare, som vedblev at være hans yndlingsdigtere, så længe han levede. Westphalens børn blev Karl Marx' barndomskammerater, og i Jenny von Westphalen, der var født 1814 i Salzwedel og altså nogle år ældre end han, fandt han sin livsledsagerinde, en så højsindet og tapper kammerat, som en revolutionær stridsmand sjældent har fundet magen til. Allerede da Marx i 1835 rejste til universitetet, var de knyttet til hinanden, og i 1843, efter at »Rhinsk Tidende« var blevet undertrykt, fandt brylluppet sted i Kreuznach. Senere har Jenny Marx ikke blot delt sin mands arbejde, kamp og skæbne, men taget del deri med den inderligste forståelse og den mest glødende lidenskab; selv en svoren modstander af »den værste ateist og kommunist« bevidner, at dette ægteskab var sluttet i himlen.

Karl Marx begyndte sin løbebane under de gunstigste vilkår. Den rige begavelse, som han tidligt viste, behøvede ikke at fortæres i kampen med ydre hindringer, men kunne udvikle sig harmonisk i de sociale omgivelser, hvori han voksede op. Når proletariatets dødsfjender har karikeret ham som en iskold og indædt forbitret demagog, der havde skedevand i årerne i stedet for blod, så er der ingen anden sandhed i denne legende, end at Marx ikke blev revolutionær af opbrusende lidenskab, men af dyb indsigt i forholdene. Men netop dette er et bevis på den lykkelige ligevægt i hans udvikling. Den unge Marx var et frisk, kraftigt, fuldblods menneske, der med alle porer tørstede efter livets fylde. Hans første litterære arbejder var digte. Han har aldrig offentliggjort et vers, men selv hvor han behandler de tørreste emner, vidner den mærkelige plastik i hans fremstilling om, at der stak et stykke af en ægte digter i ham. Han har sat sine dybe præg i Heines og Freiligraths revolutionære digtning, og hvor han fælder æstetiske domme, udmærker disse sig ved fin sans og følelse. Mindst lod han sig bestikke af plump tendens. Det var efter hans mening lige så umuligt at behandle læresætninger i poesi som i musik.

Sytten år gammel afgik Karl Marx til universitetet, først i Bonn, så i Berlin, hvor han efter sin faders ønske studerede retsvidenskab, men samtidig historie og filosofi, som han selv foretrak. Spekulativ anlagt, som han af naturen var, måtte han blive omspunden af den hegelske læres trylleri; ingen af dens utallige lærlinge er trængt så dybt ind i den som han. Hvad der fængslede ham så mægtigt ved den, var den ejendommelige måde, hvorpå den opstillede modsætninger, hvis revolutionære skarphed blev tilslørede af begrebernes skyggespil. Marx søgte at klargøre sig disse begreber ved at styrte sig ind i vældige historiske studier. Han havde en umættelig kundskabstørst og en aldrig hvilende selvkritik. Hans venner klager allerede i hans tidlige ungdom over den nattevågen, som bidrog så meget til at undergrave hans jernhelbred. Men han anvendte ikke denne utrættelige flid på videnskabeligt pindehuggeri, selvom han ofte i ungdommeligt overmod havde en naiv glæde af blot at rasle med sine skarpe og tunge våben uden at gøre brug af dem.

Ruge skriver i et brev til Feuerbach træffende om den unge Marx. »Han læser meget; han arbejder med ualmindelig kraftanspændelse og har et kritisk talent, som undertiden udarter til overmod, men han gør intet færdigt, han bryder alle vegne af og styrter sig bestandig påny i et uendeligt hav af bøger. Ifølge sine lærde anlæg tilhører han ganske den tyske verden, og ifølge sin revolutionære tænkemåde er han udelukket fra den.« Dette billede er ikke forskønnet, men heller ikke fortegnet. Marx forenede i sin hjerne alle den tyske videnskabs højlærde bestræbelser - for at gøre det af med dem for bestandigt. Han førte livet ind i videnskaben, og videnskaben ind i livet. Det var det eneste fremskridt, som den tyske dannelse endnu kunne gøre og nødvendigvis måtte gøre, hvis den ikke ville blive til en tom vejrmølle. Den videnskab, som Marx på grund af sin revolutionære tænkemåde lukkede sig ude fra, den lukkede sig også ude fra sin egen fortid og sin fremtid og gav sig lydigt i magthavernes sold.

I året 1841 fuldendte Marx sine studier og erhvervede doktorgraden med en afhandling om Epikurs filosofi. Hans hensigt var at slå sig ned som docent i filosofi ved universitetet i Bonn, men den prøjsiske regering gjorde en brat ende på filosofiens frihed; efter den skændige medfart, som hans ven Bruno Bauer fik, opgav Marx at søge embede ved de prøjsiske højskoler. Reaktionen drev selv denne fødte stridsmand ud i kampen. Og hvorledes denne kamp nu førte ham videre og videre på erkendelsens bane, hvorledes den rev det ene slør af forudfattede ideer efter det andet fra hans øjne og kastede ham stadig dybere i det virkelige livs bølgebrænding, det lader sig med voksende tydelighed læse ud af hans første skrifter. Det var ikke i journalistisk letsindighed, han udkastede den tanke, at samfundets økonomiske bygning er bestemmende for dets åndsliv; det var selve kampens nødvendige følger, som trængte ham ind på de materielle interessers område, der under hans hidtidige studier som ægte hegelianer havde ligget ham fjernt. Han søgte og fandt den virkelige jordbund, hvorpå det menneskelige samfundsliv bevæger sig.

Det mesterskab, hvormed Marx håndterede den tyske filosofis metode, skaffede ham et hurtigt og sikkert overblik på de materielle interessers grund. Der er et mægtigt fremskridt fra foråret 1842, da han endnu fra isse til fodsål væbnet med lutter ideelle forestillinger trådte ind i den praktiske kamp, og til efteråret 1844, da han i klar forståelse af den sociale sammenhæng ikke blot var kommen forud for den borgerlige nationaløkonomi, men også for den mest fremskredne engelske og franske socialisme. Ganske vist har han endnu ikke fuldstændig skiftet ham fra idealisme til materialisme, og han ser endnu de økonomiske kendsgerninger i filosofisk klædebon. F.eks. når han med vidunderligt skarpblik forudsiger, at i Tyskland er ikke den politiske, men kun den menneskelige frigørelse mulig - hvormed han mener, at borgerstanden intet vil bringe det til, men proletariatet til så meget desto mere, hvilket er bekræftet af de forløbne 60 års historie. Det var et filosofisk uddannet blik, hvormed Marx så det borgerlige samfund ind i hjerte og nyrer. Han så, at det måtte dø under fødslen af et højere udviklet samfund, hvis lemmer allerede rørte sig utydeligt i dets skød, men han hentede sine beviser fra det filosofiske rustkammer, ikke fra det økonomiske.

Netop i denne henseende udfyldte Friedrich Engels på den mest afgørende måde, hvad Marx endnu savnede. Fr. Engels var ligesom Marx en oprindelig og selvstændig tænker, der havde gjort sine evner smidige og stærke i den klassiske filosofi. Han havde ikke gennemgået en så strengt filosofisk uddannelse som Marx, men med sin lyse og klare ånd havde han sikkert opfattet, hvad der var udødeligt i Hegels livsværk. Fra sin tidlige ungdom stod han midt i det praktiske livs virksomhed, og dette fortrin bødede rigeligt på hullerne i hans filosofiske rustning.

Friedrich Engels blev født d. 28 november 1820 i Barmen som søn af en fabrikant. Firmaet Ermen og Engels har vundet et berømmeligt navn i den rhinske industris historie, fordi det bekæmpede de gængse bedragerier ved varernes mål og vægt. Familien Engels hørte til de rigeste i byen Barmen; det gjaldt således for Friedrich Engels som for Karl Marx, at det ikke var personlig nød, men høj intelligens, der drev ham ind på den revolutionære bane. Han brød derved fuldstændig med tænkemåden i sin højkonservative, rettroende familie og fik tidlig uvilje mod embedsløbebanen, som han fra først af havde til hensigt at betræde. Efter at have gennemgået Barmens realskole, hvis anskuelsesundervisning i fysik og kemi ydede ham et fortræffeligt grundlag for hans naturvidenskabelige uddannelse, besøgte han gymnasiet i Elberfeld og bestemte sig et år før afgangseksamen til at gå købmandsvejen. Han gennemgik sine læreår først i Barmen, derefter i et Bremer Handelshus og tjente så et år som etårig frivillig ved garde-artilleriet i Berlin. Det rhinske bourgeoisi drev ellers et vidtforgrenet bestikkelsessystem for at unddrage sine sønner fra den forhadte militærtjeneste, men det vidner om den praktiske sans, hvormed Fr. Engels altid opfattede det virkelige liv selv i dets mindre tillokkende fremtoninger, at han under sit kaserneophold fik en aldrig senere udslukt interesse for militærvidenskaber.

Imidlertid forsømte han ikke sine filosofiske studier. Han blev mægtigt greben af Feuerbachs »Kristendommens væsen«, han omgikkes venskabeligt med Bruno Bauer og korresponderede lejlighedsvis til Rhinsk Tidende. På dette blads redaktion traf han for første gang sammen med Marx, da han i slutningen af november 1842 kom igennem Køln på vejen til Manchester, hvor han skulle tiltræde en stilling i en fabrik, som hans fader var medejer af. Dette første møde mellem Marx og Engels var imidlertid meget køligt, fordi Marx var imod den kreds, som Engels havde omgåedes i Berlin.

I Manchester levede Fr. Engels fra december 1842 til september 1844. Her gennemgik han sin højskole: midt i storindustrien, som opløser det borgerlige samfund for at danne grundlaget for det socialistiske. Han studerede såvel den umenneskelige som den menneskelige side af denne verdenshistoriske proces, og hans filosofiske dannelse satte ham i stand til at forstå den indre sammenhæng imellem dem, som den engelske socialisme og det engelske proletariat endnu ikke formåede at erkende. Fr. Engels var medarbejder ved chartisternes organ »Nordstjernen« såvel som ved Robert Owens »Den ny moralske verden«. I de daværende ledere af »De Retfærdiges Forbund«, Bauer, Moll og Schapper, lærte han de første revolutionære proletarer at kende, og aldrig glemte han det imponerende indtryk, som disse tre virkelige mænd gjorde på ham, der netop ville være en mand. Medens Karl Marx gennem sine indtrængende studier af den Franske Revolution kom til den erkendelse, at det ikke var staten, der opretholdt det borgerlige samfund, men derimod det borgerlige samfund, der opretholdt staten, så lærte Fr. Engels af den engelske industri, at de økonomiske kendsgerninger, der hidtil ikke havde spillet nogen rolle eller kun en foragtet rolle i historieskrivningen, at de i det mindste i den moderne verden var en afgørende historisk magt, at de dannede grundlaget for nutidens klassemodsætninger, og at disse klassemodsætninger i alt fald i de lande, hvor storindustrien var fuldt udviklet, altså navnlig i England, atter dannede grundlaget for den politiske partidannelse, for partikampene og dermed for hele den politiske historie.

Ad forskellige veje var Marx og Engels nået til det samme mål. Hos Marx var de filosofiske synspunkter endnu de overvejende, hos Fr. Engels var de økonomiske synspunkter allerede trådte i forgrunden. Marx har en gang kaldt de »omrids til en kritik af nationaløkonomien«, som Engels offentliggjorde i »Tysk-Franske Årbøger, for en genial skitse og dermed truffet hovedet på sømmet. Det unge brushoved, som Fr. Engels dengang var, ramte med sikkert blik de uhelbredelige svagheder i den borgerlige nationaløkonomi og lagde fingeren på de sår, hvoraf den måtte forbløde sig. Fr. Engels har givet det første udkast til de økonomiske grundlag for den videnskabelige socialisme, og denne fortjeneste forringes ikke ved hans egen bemærkning om, at det, som han havde fundet, ville Marx vel også have fundet af sig selv. Thi overfor historiens dom kommer det an på, hvad der er sket, ikke på, hvad der kunne være sket.

Ikke så sagligt indtrængende, men næsten endnu mere betegnende for hans personlige væsen, var den kritik, som Engels gav af Carlyle. Ligesom hos Marx var også hos Engels den skarpe kritiske forstand parret med en ægte digterisk følelse - derom vidner hans mange fortræffelige oversættelser af engelske arbejder- og folkesange. Carlyle imponerede ham, men han lod sig ikke fange af den hemmelighedsfulde profets besnærende trolddom. Engels forstod denne originale ånd i hans ensomme dybde, men han så også de grænser, som Carlyle ikke kunne komme ud over.

Da Marx og Engels i efteråret 1844 for anden gang mødtes i Paris, var deres fuldstændige overensstemmelse på alle teoretiske områder forudgiven. Herpå beroede først og fremmest deres våbenbroderskab, som ganske vist blev holdt lige så fast sammen ved den omstændighed, at de som mennesker stod ikke mindre højt end som tankens og kampens mænd. Deres følelse for de lidende og undertrykte var ikke mindre dyb, fordi de kun førte kampen mod undertrykkerne med de skarpeste forstandsvåben, thi de vidste fuldt vel, at der i hårde klassekampe intet udrettes med den tynde og ufrugtbare stemning, som bedsteborgeren kalder for sin menneskelige medlidenhed og sin moralske harme. Der var intet spor af sentimentalitet hos nogen af dem, men de var heller ikke mørke fanatikere eller pedantiske alvorsmænd; deres mandige og derfor beskedne selvbevidsthed forsmåede alle den slags fagter og fraser, hvormed de »ædleste og bedste«, de fremtrædende førere for de borgerlige klasser, holder så meget af at pynte sig. De kunne være ubarmhjertige i deres sags tjeneste, skånselsløse overfor modstandere, fordi de måtte være det, men ellers var intet menneskeligt dem fremmed. De var milde, hjælpsomme og overbærende, kraftige og muntre naturer, fulde af uopslidelig livslyst; de kunne le af hjertensgrund, og de elskede barneverdenens klare latter; hos biblens Kristus satte de mest pris på hans kærlighed til børn.

Efter det første møde, ved hvilket de var kommet til forståelse, skiltes de foreløbig. Fr. Engels rejste til Barmen for at skrive sit værk om de engelske arbejderes stilling. Karl Marx blev i Paris. Fædrelandet var allerede dengang lukket for ham; overpræsidiet i Koblenz havde på grund af hans skrifter udstedt en arrestbefaling imod ham til grænsepolitiet. Men snart kunne han heller ikke længere blive i Paris. Den prøjsiske regering sørgede med anerkendelsesværdig iver for, at dens farligste modstander ikke lod sit sværd rustne; den fordrev ham fra Frankrig, som den havde fordrevet ham fra Tyskland. Det ydre påskud hertil var nogle artikler, som Marx havde skrevet i et lille blad, hvormed de tyske flygtninge i Paris forsøgte at fortsætte krigen mod de hjemlige undertrykkere.

Dette lille blad hed »Vorwärts« og udkom fra begyndelsen af 1844 i Paris. Det blev udgivet af en forhenværende skuespiller og for en jødisk forretningsmands penge, men de tyske flygtninge havde intet andet organ, og både Heine, Herwegh, Bakunin, Moses Hess og Arnold Ruge skrev i bladet, som trods alle forbud blev smuglet over grænsen og fandt en stigende udbredelse i Tyskland. Følgen var, at regeringen i Berlin anråbte kongedømmet i Paris om en lille villighed, og i januar 1845 blev medarbejderne ved »Vorwärts«, en halv snes tyske skribenter, af det franske ministerium udviste fra Paris. Da bladet imidlertid standsedes af udgiveren selv, blev udvisningsordren taget tilbage, men Marx, hvem den tyske regering særlig havde haft i kikkerten, ville ikke indlade sig på noget kompromis med politiet, han rejste til Bryssel, og imod ham blev udvisningsordren opretholdt. I Bryssel levede Marx i tre år, for størstedelen under samarbejde med Engels. Det var den anden halvdel af deres lære- og vandreår.

Da Marx blev udvist fra Frankrig, var det allerede længst forbi med Weitlings agitation i Svejts. I begyndelsen havde den haft livlig fremgang. Det hemmelige forbund strakte sig over kantonerne Genf, Waadt, Neuenburg, Zürich, Aargau og Bern. Kærnen i det var tyske håndværkssvende, hvis kundskabstørst, begejstring og offervillighed var beundringsværdig, men også i de borgerlige klasser vandt Weitlings lære tilhængere, således et par bekendte politikere, nogle læger, osv.. Hans nærmeste medarbejdere var - foruden August Becker og Simon Schmidt - bundtmagersvenden Niels Petersen fra København og den forhenværende tingskriver Sebastian Seiler fra Schlesien. I sine tidsskrifter var Weitling den samtidige liberale opposition ubetinget overlegen, men den såkaldte ungtyske bevægelse stillede sig alligevel fjendtlig overfor ham, bygget som den var på filosofiske begreber. Weitling, hvis kommunisme bundede i den økonomiske klassemodsætning, savnede al forståelse af det spekulative spindelvæv og kaldte de tyske filosofer for tågede vrøvlehoveder. Selvom bevidsthederne blev revolterede, indså han, at der ikke ville ske den mindste forandring i de økonomiske tilstande, som arbejderne led under.

De svejtsiske myndigheder begyndte imidlertid at skride ind mod Weitlings skrifter, og han måtte gentagne gange skifte tryksted. Hans personlige stilling var trods al hans tilhængeres offervillighed meget pinlig. Men jo mere modgang og nød han led, jo mere følte han sig som profet. Samtidig viste der sig imidlertid en skæbnesvanger mangel på klarhed i hans revolutionære agitation.

For hurtigst muligt at gøre det af med det bestående samfund faldt han på allehånde besynderlige ideer. Han ville straks indføre »kvindefællesskab«, han ville oprette et tyveforbund til at føre guerillakrig mod de besiddende klasser, og han ville stifte en hemmelig sammensværgelse, som pludselig skulle bryde løs. Hans nærmeste medarbejdere frarådede ham med god grund disse eventyrlige planer, men følgen var kun, at hans selvfølelse bulnede ud til forfængelighed og hans friske kamplyst til rethaveri og trættesyge. Han begyndte at føle sig som det miskendte geni. Jo mere uklart det stillede sig for ham, hvorledes revolutionen i det gamle samfund skulle gennemføres, jo mere voksede han sig fast i den forestilling, at han var en »anden messias« - en ny Jesus. Ud af disse stemninger skrev han i foråret 1843 »De fattige synderes Evangelium«.

I dette skrift ville han ved mængder af bibelsprog bevise, at alle demokratiske ideer udspringer fra kristendommen. Religionen må benyttes til at befri menneskeheden. Kristus er frihedens profet og kærlighedens apostel. I sin bevisførelse for kommunismen står dette skrift langt tilbage for »Garantierne«, men det giver et slående billede af Weitlings personlighed og måske den ejendommeligste prøve på hans talent. Han benægter ikke resultaterne af bibelkritiken; han siger blot, at det ikke er hans opgave at påvise modsigelser i evangelierne, men at godtgøre sandheden af kristendommens grundsætninger. I evangeliernes Jesus spejler han sig selv. Jesus lærer afskaffelse af ejendom, afskaffelse af penge, afskaffelse af straf; Jesus fornægter familien; Jesus drager rundt i landet med synderinder, osv. Weitling indser nok, at kommunismen i det oprindelige kristne samfund kun er »fællesskab i goder«, men han mener, at fælles forbrug forudsætter fælles arbejde.

Bogen er et skriftemål, i hvilket Weitling har blandet sine egne erfaringer, sine glæder og lidelser, med Jesu ord og gerninger. Til dem, der vil indvende, at af biblen lader der sig uddrage alt, hvad man ønsker, svarer Weitling: »Javel, i herrer, det har i selv bevist; i har uddraget et tyranniets, undertrykkelsens og skuffelsens evangelium af biblen, jeg ville gøre den til et evangelium om frihed, lighed og fællesskab, om kundskab, håb og kærlighed, hvis den ikke var det i forvejen. Når i tog fejl, så skete det af personlig interesse; hvis jeg tager fejl, så sker det af kærlighed til menneskeheden.« Det gjaldt for Weitling mere om at forsvare sig selv end Jesus; han var den anden messias, der lod den første føre sin sag, idet han dog betragter sig som den mest fremskredne, thi Jesus var begrænset af sin tid, man kunne ikke forlange, at han »dengang fuldstændig skulle have forstået nutidens kommunisme.«

Evangeliet skulle udkomme i Zürich, men meddelelsen om dets indhold vakte nogle præsters mistænksomhed, de angav Weitling for gudsbespottelse, og statsadvokaten skred ind, lod ham arrestere natten mellem d. 8 og d. 9 juni 1843 og beslaglagde manuskriptet til bogen, hvoraf nogle ark allerede var trykt. Regeringen nedsatte en kommission til at undersøge »alle kommunistiske anslag i Svejts«, og Weitling blev tiltalt ikke blot for gudsbespottelse, men for den endnu værre forbrydelse: angreb på ejendomsretten. Han forsvarede sig med mandig værdighed, skønt han, ligesom senere i fængslet, viste tegn på sygelig ophidselse; han fornægtede ikke en tøddel af sine grundsætninger. Dommen lød på seks måneders fængsel, der ved overretten blev forhøjet til ti måneders, dog fraregnet de fire måneders varetægtsarrest.

Weitling sad da henved eet år i fængsel i Zürich; han blev gentagne gange disciplinært straffet, skal endog være blevet legemligt revset. Under fangenskabet skrev han sine »Fængselspoesier«. Efter sin løsladelse ville han sammen med sin tilhænger Andreas Dietsch drage til Amerika for at grundlægge en kommunistisk koloni, men regeringen i Zürich påtog sig den rakkertjeneste at udlevere ham til det prøjsiske politi. Under heftig modstrid blev Weitling ført over grænsen til Tyskland og med forskellige fængselsophold undervejs slæbt til sin fødeby Magdeburg for at aftjene sin militære værnepligt, som han var flygtet fra. Han blev dog snart kasseret, men den prøjsiske regering lod ham nu trods hans hjemstavnsret føre til Hamborg, hvor han fik syv thaler i tærepenge til at drage ud i den vide verden med. Heine har fortalt, hvorledes han traf ham i Hoffmann & Campes boghandel. Weitling rejste nu til London, hvor Owens organ hilste ham som »den modige og talentfulde fører for de tyske kommunister«, og hvor han blev fejret på et stort møde af engelske, tyske og franske arbejdere.

Hans tilhængere i Svejts kæmpede endnu en stund tappert videre. Weitlings sidste skrift udkom i Bern under den noget forandrede titel: »En fattig synders evangelium«, og hans foregående skrifter blev trykt i nye oplag. Men der manglede førere til at tage arven op efter ham. Bevægelsen kom under ledelse af folk som den religiøst forvirrede »profet« Albrecht og den holstenske humbugsdoktor Kuhlmann. Under disse omstændigheder fik den ungtyske agitation stærkere vind i sejlene. I spidsen for den stod en af Weitlings tidligere tilhængere, Wilhelm Marr, en ung kommis fra Hamborg, som nu bekæmpede kommunismen, og hvem det efterhånden lykkedes at drage flere arbejderforeninger over på sin side. Imidlertid var to af Weitlings venner i februar 1845 blevet medlemmer af rådet i kanton Waadt, hvor de forsøgte at organisere retten til arbejde. Herover opstod der fra konservativ side et hyl af forbitrelse, og enden på det blev, at både den radikale ungtyske og den kommunistiske agitation blev undertrykt. Såvel Marr som August Becker blev udvist. Becker førte senere et vidt omtumlet liv og døde først 1871 som journalist i Cincinnati.

Den egentlige grund til, at håndværkssvende - kommunismen i Svejts led skibbrud, var industriens mangelfulde udvikling, som dels forhindrede tilgang af rekrutter, dels klarhed over mål og midler. Forgæves havde dog Weitling og hans tilhængere ikke kæmpet. Den brand, de ville puste op, blev rigtignok kvalt, men gløderne ulmede under asken, og det var ved hjælp af dem, at Ferdinand Lassalle tyve år senere tændte det tyske socialdemokratis arneild.

I selve Tyskland var »De Retfærdiges Forbund« ganske vist også vidt forgrenet, men her kunne det naturligvis langtfra udfolde en sådan virksomhed som i Svejts. Men medens politiet skarpt holdt øje med alle »sammensværgelser«, arbejdede selve den økonomiske udvikling på at skabe et masseproletariat og dermed lægge betingelserne til rette for kommunismen. Den omvæltning i produktion og samfærdsel, som var begyndt med den tyske toldforening og med anlæggelsen af jernbaner, tog et stadig videre og dybere omfang. Storindustrien og storhandelen begyndte at skabe moderne storstæder, at oprive håndværket og kaste et lille mindretal i rigdommens og den selvtilfredse morals magelige skød og det store flertal i elendighedens og forbrydelsens afgrund. På landet gik de gamle lensgodser over til kapitalistisk drift med brændevinsbrænderi og roedyrkning; de små besiddere blev fordrevne fra deres ejendomme, og der opstod et hjælpeløst proletariat, som krøb sammen i usle hytter og levede af kartofler, salt og brændevin, og som, hver gang kartoffelhøsten slog fejl, hærgedes af den frygteligste hungertyfus.

I byerne fulgte fattigdommen med sine ledsagere nøje i storindustriens fodspor. I de første ni år af Frederik Vilhelm IV's regering steg antallet af dampmaskiner i fabrikkerne i Berlin fra 29 til 193; i samme tidsrum steg antallet af prostituerede til 10,000, af forbrydere til 12,000, af vagabonder til 12,000, af tiggere til 4000, osv., medens antallet af de borgere, som kunne yde enhver sit, kun ansloges til 20,000. Det fordum selvstændige håndværk blev til en kastebold mellem maskinerne på den ene side og handelsmagasinerne på den anden. Storindustriens arbejdere var prisgivne fabrikssystemets despoti. Kvinders og børns arbejde tog overhånd, hjemmene opløstes, skolerne forsømtes. En grufuld bolignød herskede i Berlin, Køln og Breslau. Fattiglæger i denne sidstnævnte by siger, at arbejdernes boliger mere lignede svinestier end menneskelige opholdssteder. Blodmangel og kirtelsygdomme var nødens tro følgesvende.

Under konkurrencen med den engelske bomuldsindustri blev særlig de tyske hjemmearbejdere trykket ned i den frygteligste elendighed. Den engelske maskinspinder kunne levere fem hundrede gange så meget i samme tid som den tyske håndspinder. I Bielefeld bukkede tusinder af spindere ligefrem under af sult. I de bøhmiske fabriksdistrikter omkring Leitmeritz og Prag stormede arbejderne i deres nød og fortvivlelse løs på fabrikkerne og sønderslog maskinerne; derefter drog de i store skarer med koner og børn ind til Prag for at anmode ærkehertugen om hjælp. Men bedsteborgerne i Prag blev forfærdede ved synet af denne masse forsultne proletarer, og alt hvad der var af politi og militær i byen blev kommanderet ud imod dem. Uden foranledning fra arbejdernes side blev der fyret på den værgeløse mængde, som splittedes og flygtede; på tilbagevejen blev atter en del maskiner ødelagte. Mange af arbejderne tog deres tilflugt til Riesengebirge, hvor der kort efter udbrød hungertyfus. Tusinder omkom.

Det mest gribende billede af husindustriens undergang frembyder dog de schlesiske spindere og vævere. De udpintes på den ene side af godsejerne, på den anden side af kapitalisterne, som fortrængte de små købmænd. En schlesisk linnedvæver, der boede under eget tag og ejede et par tønder land, kunne ved sit eget, sin hustrus og sine børns opslidende arbejde højst fortjene 60 thaler (dvs. 162 kroner) om året. Deraf gik henved en tredjedel til skatter og afgifter; med en daglig fortjeneste af fire silbergroschen (36 øre) måtte udgifterne til brød, kartofler, salt, brænde, lys, sæbe, stivelse, beklædning og andre fornødenheder bestrides. Og dette gjaldt endda kun for de bedrestillede. De vævere, som ikke havde deres egen hytte, henslæbte - som en samtidig forfatter skriver - deres tilværelse i »rum, sammenlignet med hvilke en godsejers kreaturstald måtte kaldes et palads.« Da et fortvivlet hungerskrig fra de schlesiske bjerge endelig gav genlyd over Tyskland, flød der ganske vist mange milde gaver ind, men det var kun som en dråbe i ørkenen.

Det ny masseproletariat manglede alle lovlige midler til selvforsvar. Hvor arbejderne prøvede på at strejke for at højne deres levevilkår, slog politiets knippel straks ned. Proletariatets fuldstændige retsløshed var lov og ret i den kristne stat. Og nogen klar klassebevidsthed kunne der endnu ikke vågne hos selve dette unge proletariat. Bedøvet af sin pludselige dybe forarmelse var det ikke i stand til at indse, at dets nød var kunstigt frembragt i de herskende klassers interesse og kun kunne ophæves i kamp med denne interesse. Det søgte at glemme sin sørgelige skæbne ved hjælp af fuselen. Kartoffelsnapsen var blevet billig under det ny system. Brændevinspesten rasede gennem proletariatets rækker.

Men selv i sin dybeste nedværdigelse finder den svage dog altid et våben mod sin plageånd. Omkring midten af fyrrerne bebuder voldsomme tumulter den kommende revolution. Det var hungeroprør, der flammede op uden plan og mål, udslag af vild fortvivlelse, der ikke kunne føre til andet og ikke førte til andet end fordærv for ophavsmændene og deltagerne. Thi den kristne stat havde to gange tre afgørende grunde at sætte imod råbet om brød: for det første infanteri, kavalleri og artilleri, for det andet fæstningsarbejde, tugthus og rottingslag. Som det gik i Bøhmen, gik det over hele Tyskland, men disse alle vegne frembrydende tumulter vidnede dog om, at proletarerne begyndte at blive sig deres ret til en menneskeværdig tilværelse bevidst.

Den største hungeropstand fandt sted i begyndelsen af juni 1844 i de schlesiske væverlandsbyer Peterswaldau og Langenbielau ved foden af Eulengebirge. I Peterswaldau havde navnlig de to fabrikanter brødrene Zwanziger gjort sig forhadte. Da de fattige vævere klagede over, at den sulteløn, de bød dem, ikke engang længere forslog til at købe kartofler for, skal en af disse herrer have svaret: Så må væverne spise græs, det er der nok af ! Selv bar de deres rigdom pralende til skue som hån mod deres udpinte ofre. De fattige væveres jammer og ville trods fandt udtryk i en vise, som er hjerteskærende i al sin simpelhed. Vers har føjet sig til vers som af sig selv, indtil visen pludselig afbrødes, ligesom vævernes kamp blev slået ned af militærets geværsalver. Der er over tyve vers i sangen; et par af dem lyder således:

Væverne i landsbyen Peterswaldau sang flere gange visen udenfor Zwanzigernes hus. En af dem blev grebet, og trukket ind i huset, gennempryglet og overgivet til politiet. Da brød bevægelsen løs om eftermiddagen d. 4 juni. En skare vævere samlede sig og drog op foran deres plageånders prægtige landsted; de fordrede højere løn og en skænk. Under hån og spot blev fordringen afvist. Væverne stormede nu huset og ødelagde alt dets kostbare indbo. Zwanzigerne flygtede i dødsangst. Dagen efter drog væverne, hvis antal nu var vokset til tre tusind, til Langenbielau, hvor særlig brødrene Dierig, som havde to store forretninger, havde gjort sig forhadt. Her fandt ligeledes nogle tumulter sted, men da den ene af brødrene Dierig lovede enhver væver, som ville beskytte hans ejendom, en skænk på fem groschen (45 øre), indtrådte der ved udsigten til denne ringe almisse straks ro blandt mængden.

Imidlertid rykkede det tilkaldte militær frem. Væverne begyndte at forklare soldaterne situationen, og den kommanderende major, som indså det farlige heri, lod derfor tropperne trække sig tilbage til en fordelagtigere stilling. Men nu, da militæret var der, trak det ud med betalingen af den lovede skænk. Væverne blev utålmodige og nærmede sig mere og mere soldaterne. Majoren lod da affyre tre salver på den værgeløse mængde. Virkningen var frygtelig. Elleve døde og fire og tyve dødeligt sårede lå på pladsen. Blod og hjernemasse sprøjtede omkring; jammerskrig lød. Væverne, som først stod stivnede af rædsel, blev nu drevne til fortvivlet modstand. Med økser, knipler og sten trængte de ind på soldaterne og drev dem ud af landsbyen. Derefter ødelagde de brødrene Dierigs hus.

Men det var en stakket sejr. Næste dags morgen rykkede der tre kompagnier fodfolk og et batteri på fire kanoner ind i Langenbielau; senere kom der også rytteri. Al modstand var håbløs. En del af de oprørske vævere flygtede ud i bjergene og skovene, hvor der blev anstillet en hidsig og grusom jagt på dem. Otte og tredive af dem blev stillet for retten og dømt til hårde straffe, som steg indtil ti års strafarbejde og fire og tyve rottingslag. Men vævernes nød blev ikke lindret - tværtimod forværret. Og kongen befalede de schlesiske blade at fortie tilstanden i væverdistrikterne. Et billede af oprøret er i vore dage givet i dramaet »Væverne« af den schlesisk fødte digter Gerhart Hauptmann, hvis bedstefader selv sad bag væverstolen i en af de fattige landsbyhytter.

I dette hungeroprør var der ikke den svageste antydning af kommunistiske bestræbelser. Det var fra anden side, at socialismen trængte ind i Tyskland. I Berlins litterære kredse interesserede man sig i 1830erne for Saint-Simons lære, og det unge Tyskland havde bl.a. »Kødets Frigørelse« på sin spiseseddel. Men denne æstetiske koketteren med socialismen var kun spilfægteri og pikant tidsfordriv. Der fandtes dog én tysk socialist, som kunne stå ved siden af de franske og engelske utopister i dyb medfølelse med proletariatet, i kritisk forståelse af den kapitalistiske produktions love og i uegennyttig offervillighed. Han hed Ludwig Gall (født d. 28 december 1790 i Aldenboven ved Julich, død d. 31 januar 1863 i Trier) og var en underordnet rhinsk embedsmand, først i fransk, derefter i prøjsisk tjeneste. Han var opfinder og havde forskellige planer, bl.a. til at lære landboerne nytten af fællesdrift, men de mislykkedes alle, og hans forsøg på at udbrede Saint-Simons, Fouriers og Owens ideer gennem et tidsskrift, »Menneskevenlige Blade«, slog ligeledes fejl. Hans virksomhed for socialismen var en lang kæde af skuffelser. Han trøstede sig med, at sandheden dog til sidst ville sejre.

Ludwig Galls navn fortjener en berømmelig plads i den tyske socialismes historie. Hvad han har ydet, var al ære værd for en tysker i 1820erne og 1830erne, tilmed for en prøjsisk kreds- og regeringssekretær. Men det bedste i hans få skrifter er dog kun en kraftig genklang af den engelske og franske utopisme, blandt hvis bærere han personligt opsøgte Fourier og Owen. Navnlig fra Fourier stammer, hvad Gall skriver om nøden midt i overfloden, om den nødvendige forening af kapital, arbejde og talent, om hvorledes udbyttet svinder, når arbejdet udstykkes, og vokser, når arbejdet gøres fælles. Men udover Fourier og Owen nåede Ludwig Gall ikke, og navnlig viste han aldrig forståelse af arbejderklassens selvstændige bevægelse.

I året 1842 udkom Lorenz Steins bog om den franske socialismes og kommunismes historie, som - ganske vist med mange misforståelser - fremstillede klassekampen mellem bourgeoisi og proletariat. Den var for de dannede et æble på kundskabens træ, omend surt og umodent. Den lærte navnlig det unge tyske bourgeoisi at blive sig sin stilling bevidst. Lorenz Stein overvurderede virkningen af sin bog, når han mente, den havde givet stødet til den socialistiske bevægelse i Tyskland. Socialismen var allerede tilstede i uklare former, og i sin håndgribelige skikkelse voksede den ikke ud af en bog, men ud af en økonomisk kendsgerning: Folkemassernes tiltagende forarmelse.

Fra kongedømmets og godsejernes side blev der gjort nogle naragtige forsøg på »kristelig socialisme« i form af arbejdshuse, fattiganstalter og cellefængsler. Grundbetragtningen var, at de fattige »aldeles ingen ret havde« til understøttelse, og at der kun skulle ydes dem »det allernødvendigste« af hensyn til »farerne for samfundets sikkerhed og de sædelige tilstande«. Som litterære forkæmpere for en kristelig socialisme optrådte V. A. Huber og Hermann Wagener, men uden hos proletariatet at finde den fornødne »tro« på det »sociale kongedømme«, som de forkyndte. Bourgeoisiet søgte også på sin vis at afhjælpe arbejdernes nød ved forskellige velgørenhedsforanstaltninger, som dog mest gik ud på at befæste dets eget herredømme. Den såkaldte »Centralforening for de arbejdende klassers vel«, som blev stiftet, da hungeroprøret i Schlesien havde jaget storborgerne skræk i blodet, gik i sin moder igen af frygt for, at arbejderne skulle benytte den til fremme af deres egne interesser!

En tredje form for datidens socialisme var den såkaldte »filosofiske socialisme«, hvis talsmænd særlig var Moses Hess og Karl Grün, og hvis organer var forskellige tidsskrifter (»Samfundsspejlet« og flere), som fortsatte, hvor »Rhinsk Tidende« havde måttet høre op. Bevægelsen havde sine lyse sider, navnlig i den uforbeholdne afsløring af proletariatets lidelser. I deres tilslutning til Feuerbachs filosofi og Proudhons anarkisme stod Moses Hess og Karl Grün tilsyneladende på højden af den tyske og franske åndsudvikling. Men i virkeligheden forholdt det sig omvendt. Den tyske industri var langt forud for alle forsøg på at løse sociale spørgsmål ad filosofisk vej.

Hess og Grün forstod ikke, at socialismen var udtryk for en økonomisk klassekamp, de opfattede den som en spekulation over menneskets væsen. Deres socialisme løb ud i tågede forestillinger, som Fr. Engels på det skarpeste kritiserede. De miskendte således ganske det historiske fremskridt, som bestod i, at den borgerlige liberalisme fortrængte den junkerlige reaktion. De spottede de liberale bestræbelser og erklærede, at folket intet havde at vente af disse, men derimod alt at frygte. De kom derved i virkeligheden til at virke reaktionært i stedet for revolutionært. Den filosofiske socialisme forsvandt da også fuldstændig efter Martsrevolutionen. Men Moses Hess ofrede iøvrigt et langt livs arbejde for proletariatets frigørelse og kæmpede endnu som olding i det tyske socialdemokratis rækker, der fulgte så helt andre veje, end han i sine yngre år havde anvist.

En langt mere dristig og original ånd var den berlinske skolelærer Kaspar Schmidt, som under navneskjulet Max Stirner udgav bogen »Den eneste og hans ejendom«. Man gør ikke uret mod Marx og Engels ved at nævne Max Stirners navn i samme åndedræt som deres. Han søgte ligesom de at virkeliggøre Feuerbachs filosofi - at drage mennesket fra skyerne ned på jorden. Det lykkes ham - og det lykkes ham dog ikke. Men er nogen bog skreven med sin forfatters hjerteblod, så er det »Den eneste og hans ejendom«.

Kaspar Schmidt var sønnesøn af en herskabstjener og søn af en fløjtemager, som døde af svindsot. Han blev lærer ved en realskole, men mistede denne stilling, da han i 1845 udgav sin bog. Senere kæmpede han med den bitreste nød. Han døde i Berlin i 1856 og er først i vore dage blevet draget frem af sin forglemthed. Der luer i hans bog en mægtig revolutionær flamme. Han spotter sin samtids liberale bevægelse, fordi den hænger i skøderne på de gamle begreber: stat, folk, religion, menneskehed, ret, moral osv. Alle disse begreber er efter hans overbevisning lutter »spøgelser«, der kun eksisterer i menneskets indbildning. Selve det, man kalder »ånd«, er kun et spøgelse: »Har du nogensinde set en ånd? »Jeg ikke, men min bedstemoder.« Sådan er det også gået mig: Selv har jeg ingen set, men min bedstemoder faldt altid over dem, og i tillid til vore bedstemødres ærlighed tror vi på eksistensen af ånder.«

Den, der ikke længere tror på ånder, behøver kun konsekvent at fortsætte med sin vantro for at indse, at der overhovedet intet særligt væsen stikker bagved tingene, intet spøgelse eller - hvad der naivt nok også sprogligt betyder det samme - ingen »ånd«. Det eneste, som er virkeligt i verden, det er dig selv. Mit eget jeg er »den eneste«, og verden er »min ejendom«. Deraf bogens titel.

I råber på frihed, i dårer, siger han. Tag magten, så kommer friheden af sig selv! Den, der har magten, står over loven. Men i er jo »lovlydige« folk! I skræmmes af de andre, fordi i ved deres side ser rettens spøgelse, der kæmper sammen med dem. I tør ikke angribe dette spøgelse. Nej, i lusker omkring for at vinde spøgelset for jer, for at det kan kæmpe på jeres side. I bejler til spøgelsets gunst. En anden ville ganske simpelt spørge: Vil jeg, hvad modstanderen vil? Nej! Lad så tusinde djævle eller guder kæmpe for ham, jeg går dog imod ham!

Han hævder kampens ret for proletariatet og påkalder dets oprørsfølelse. Først når den såkaldte »pøbel« griber til, ophører den at være pøbel. Kun angsten for at gribe til og angsten for den følgende straf gør den til pøbel. Hvorfor er jeres ejendom sikker? spørger han de besiddende. Og han svarer: Fordi vi ikke tager den! Fordi vi beskytter den. Og hvad giver i os i stedet for? Spark og ringeagt; politi og en katekismus med den hovedsætning: Du skal respektere, hvad der ikke er dit, hvad der tilhører andre! Du skal respektere de andre og navnlig de store! Først når menneskene kommer så vidt, at de taber respekten for ejendommen, så vil enhver få ejendom, ligesom alle slaver bliver frie mennesker, så snart de ikke mere agter herren for herre.

»De fattige bliver først frie og ejere, når de rejser sig og går frem. Giv så meget, i vil, de vil altid have mere; thi de vil intet ringere, end at der til sidst ingen gaver mere gives dem. Man vil spørge: men hvad vil der ske, når de besiddelsesløse tager mod til sig? Af hvad art skal udligningen blive? Man kunne lige så godt forlange, at jeg skulle stille et barns horoskop. Hvad en slave vil gøre, når han bryder sine lænker, det må man ganske simpelt - afvente.«

Han mistror kommunismen, som han frygter blot vil trykke den enkelte ned i ny afhængighed af staten. I det sted tænker han sig en forening - eller flere foreninger - af egoister, som man frit kan træde ind i og ud af efter behag. Men disse foreninger er en modsigelse, thi det er forudsætningen for enhver forening, at de enkelte medlemmer ofrer så meget af deres personlige formål, som de fælles formål byder. I en forening hører jeg netop op at være den eneste.

Men sagen var den, at denne eneste, som Stirner forestillede sig, ikke var mennesket, men et bestemt menneske, den mest fremskredne mennesketype, som han, den forsultne skolelærer, kendte i sin samtids Berlin: nemlig den ny bourgeois med sin ejendom, kapitalen, som ikke mere ville lade sig lumpe af den gamle politistat, men som var blevet stærk nok til i uindskrænket konkurrence at være sig selv og nyde sin magt. Stirner var ganske vist for klog og for revolutionær til ikke at føle, hvilken skærende modsætning der var imellem dette menneskemisfoster og hans idealmenneske, og derfra udspringer de lynglimt af fortvivlet humor, som findes i hans bog, men han kunne alligevel ikke se ud over den bestemte mennesketype. Ideernes historie afspejler altid kun virkelighedens historie. I England og Frankrig havde proletariatet allerede begyndt sin klassekamp, da kapitalismen i Tyskland først begyndte sin kamp for fri konkurrence. Marx og Engels blev påvirket af hin, Stirner blev påvirket af denne. Men idet han ville klæde sit ideale menneske i kød og blod, stødte han det mod sin vilje ud i det tomme intet. Fra Fichtes jeg til Stirners jeg havde den idealistiske filosofi fuldendt sit kredsløb. Slangen bed sig selv i halen, men nu havde den heller ikke mere at bide i.

Det eneste, Stirner opnåede i sin samtid, var at blive tagen til indtægt af frihandelens »radikale« apostle, for hvem det gjaldt om at omstyrte alle bolværker for den kapitalistiske konkurrencekamp. De tilegnede sig fra den engelske manchesterskole de slagord, de havde brug for, og lagde dem tilrette for deres øjemed, som kun bestod i at erhverve den størst mulige profit. De tyske professorer forholdt sig ængstelige til den ny videnskab, som truede med at rive dem midt ind i tidens kampe, og der fandtes i fyrrerne kun en eneste tysk lærd, som stod på højde med sin tids nationaløkonomi og til en vis grad forstod at udvikle den videre. Det er Karl Rodbertus. Han havde tilegnet sig tidens juridiske og filosofiske dannelse, havde rejst i England og Frankrig, drevet historiske og økonomiske studier og endelig som trediveårig mand erhvervet sig et riddergods i Forpommern, hvor han stille og ubekymret kunne dyrke sine interesser.

Han søgte at drage socialistiske slutninger af den engelske nationaløkonomi. Allerede i 1839 skrev han en afhandling om de arbejdende klassers fordringer, som for sin tid var enestående i Tyskland, skønt den intet indeholdt, som ikke var sagt lige så godt eller bedre i England og Frankrig. Det eneste punkt, hvorpå Rodbertus indtog en særstilling, var i sin statssocialisme, som ikke betegnede et fremskridt, men tværtimod et mægtigt tilbageskridt i sammenligning med Owens og franskmændenes utopier. Grundtanken i hans teori var, at overproduktion ville sige underforbrug: der blev ikke produceret for meget, men der blev forbrugt for lidt af de arbejdende klasser, det er årsagen til de stadig tilbagevendende kriser med deres hærgende arbejdsløshed. Idealet ville være, at ikke blot jord og grund, men alle produktionsmidler var fælles ejendom, men dette ideal lå uhyre langt ude i fremtiden. Menneskene måtte endnu vandre fem hundrede år »gennem ørkenen«, før de nåede »det forjættede land, hvor grund- og kapitalejendom var ophævet«. For at lette dem denne ørkenvandring (hvis nødvendighed han ikke nærmere forklarer) skulle staten sørge for, at arbejdslønnen steg i samme forhold som grundrenten og kapitalprofitten. Han giver dog kun temmelig vage antydninger af, hvordan dette skulle foregå, bl.a. ved at foreslå indførelsen af »arbejdspenge« og en normalarbejdsdag.

Som alle utopister nærede Rodbertus mistillid til proletariatets selvstændige klassekamp. Jo mere den tyske industri udviklede sig og modsætningen skærpedes mellem bourgeoisi og proletariat, jo mere bestyrkedes han derfor i den overbevisning, at det gjaldt om at befæste grundejendommen, som trængtes af kapitalen fra den ene side og af arbejdet fra den anden, for at opretholde ligevægten i klassestaten. Han, som var trådt mandigt i skranken for de arbejdende klassers fordringer, blev en forkæmper for grundrenten, skønt han udtrykkeligt erklærede, at det sociale spørgsmål var en kæmpe i sammenligning med renteprincippet. Han handlede ikke af junker-egoisme, thi han var i al sin tænken og færd en gentleman, og han blev »dybt bevæget«, da en forsamling af socialdemokratiske arbejdere engang sendte ham en venlig hilsen. Men man lever ikke ustraffet i fyrretyve år som pommersk godsejer. Rodbertus kendte af praktisk erfaring kun det mest uudviklede landproletariat.

Den tyske socialisme i fyrrerne kom ikke mindst kraftigt til orde i poesien. Proletariatets nødskrig genlød i tidens digte. I sine sange om fattigmand rettede Karl Beck lidenskabelige anklager mod huset Rothschild og truede slavernes behersker med de frie mænds dom. Meissner så et blegt kuld af børn, hvor højovnene dampede og svinghjulene snurrede; han vrededes på Kristus, der havde lovet de små børn himmeriges rige. Dybere end disse følte Nicolaus Lenau de brustne håb, de forgæves kvaler, den stumme segnen og død i den grå dæmring, og med større sikkerhed følte han i sit prægtige digt »Albigenserne«, at han stod på tærsklen til en ny tid.

Helt andre toner anslog Heinrich Heine. Han omgikkes daglig med Marx, så længe denne levede i Paris, og netop i den periode, i året 1844, skrev han sit udødelige digt »Tyskland, et vintereventyr«, ind i hvilket den gryende socialisme kastede sit første skær. Tre verdensanskuelser krydsedes i Heines ånd og gav hans poesi det vidunderlige spil af farver og former, som trods alle skærende modsætninger dog klang harmonisk sammen. Han glemte aldrig helt romantikkens blå blomst, og han overvandt aldrig helt sin gru for kommunismen. Men »Vintereventyret« er den frieste sang, han har digtet, tilintetgørende i sit vid, sanddru i sin følelse; det er syngende flammer, som fortærer en hensmuldrende verden for at lade en ny verdens Fugl Føniks opstige af asken. Heine er efter sit lange ophold i Paris blevet greben af længsel efter at gense Tyskland. Han længes efter den tyske tobaksrøg, efter hofråder og natvægtere, grovbrød og grovhed og blonde præstedøtre. På en trist novemberdag, hvor blæsten river løvet af træerne, kommer han til den tyske grænse og bliver sælsomt til mode ved at høre sit hjemlands sprog:

Heines digte fra denne tid viser, hvor stærkt Marx har påvirket ham. De overvejede ofte hvert ord i et lille digt på få linjer og filede utrætteligt, indtil alt var fuldkomment. Men Heine har også øvet en dyb indflydelse på Marx og Engels. I deres artikler fra den sidste halvdel af fyrrerne findes der få, som ikke indeholder et eller andet citat af Heine. De forstod digteren i hans storhed og derfor også i hans svagheder. Marx dømte meget overbærende om skyggesiderne hos Heine, fordi han mente, at digtere er nogle sære fyre, der må have lov at følge deres eget hoved, og den samme opfattelse har proletariatet den dag i dag i modsætning både til småborgere og storborgere.

En lignende flugt som Heine forsøgte Georg Herwegh at hæve sig til, men hans strengespil var og blev brustent. Så meget mægtigere klang den socialistiske poesis lyre nu i Freiligraths hænder. I sin »Trosbekendelse« brød han med den romantiske reaktion, og fordreven fra fædrelandet svarede han med de glødende Ça ira-sange, hvoriblandt det berømte digt »Nede fra«, som i sin stempelfaste rytme gengiver kongeskibets fart på Rhinen med proletaren nede i fyrrummet - et billede på den truende revolution i samfundets skød:

Samme dag blev borgervæbningen dannet og forsynet med våben fra tøjhuset. Om aftenen var Berlin illumineret. D. 21 marts red kongen ud i byen og talte til folket. Han erklærede, at han følte sig kaldet til at »redde den tyske frihed og enhed,« og da han kom til hovedvagten, hvor den ny borgervæbning trådte i gevær, udtalte han sin dybtfølte tak for, hvad der var skel. Men midt i den jubel, der hilste disse ord, råbte en arbejder: »Tro ham ikke!« Denne festforstyrrer blev straks grebet og sat ind i vagten. De gode borgere svømmede i et hav af henrykkelse. De havde opnået, hvad der for dem stod som det højeste: Den kongelige prøjsiske revolution!

D. 22 marts blev de faldne højtideligt begravede. Der var 183 døde - med dem, der senere bukkede under for deres sår, blev det ialt 230 - og de tilhørte så godt som udelukkende arbejderstanden. Kisterne fulgtes til kirkegården af en uoverskuelig menneskemængde. I spidsen for toget gik borgervæbningen og sortklædte jomfruer med sørgekranse på hvide puder. Kirkegården Friedrichshain, hvor begravelsen fandt sted, var i de første måneder et valfartssted for den berlinske befolkning. Men snart glemte de »gode borgere«, at martsheltene havde ofret livet for deres skyld. Proletariatet havde i højmodig begejstring sønderbrudt et skændigt åg og i sit blod afvasket årtiers skændsel på én eneste dag. Det havde gjort rent bord for bourgeoisiet - den klasse, som ifølge den historiske udvikling stod for tur til at overtage herredømmet. Men bourgeoisiet forrådte proletariatets martshelte. Det lod i sin onde samvittighed den kirkegård vokse vildt, hvor de var stedet til hvile. Rusten gnavede på korsenes bogstaver og datoer, og græsset bølgede over de sammensunkne gravhøje. Kun arbejderne holdt de faldnes minde i ære. De lægger endnu hver d. 18 marts friske kranse på gravene i Friedrichshain.

Men knapt var begejstringsrusen fra den blodige martsnat dunstet bort, før de berlinske bedsteborgere krævede »afslutning på revolutionen« og fred og ro for enhver pris. Borgerstanden sad inde med de kommunale embeder og benyttede dem til at lægge beslag på alle de geværer, der udleveredes til borgervæbningen. Som betingelse for at indtræde i denne satte de bl.a. selvstændigt erhverv og udelukkede derved proletariatet. Allerede dagen efter sejren blev sejrherrerne således narrede for kampens pris. Den ny borgervæbning optrådte straks som et ordenspoliti til beskyttelse af den hellige ejendom. Det havde i virkeligheden vist sig i martsugen som så ofte i revolutionstider, at de simple forbrydelser og navnlig forbrydelserne mod ejendomsretten var taget af, og endnu en måned efter d. 18 marts erklærede politidirektøren, at arbejdernes holdning fortjente offentlig anerkendelse. Alligevel larmede borgervæbningen op om den truede ejendom. En patrouillefører, som var blevet ked af dette tåbelige spektakel, afgav en nat den melding: »Alt er roligt i byen, undtagen borgervæbningen!«

Det varede heller ikke længe, før der blev indgivet en adresse til Kongen fra 14,000 lovlydige borgere, som underdanigst bad om, at tropperne måtte blive kaldt tilbage. Størstedelen af underskriverne var kræmmersjæle, der levede af at sælge varer til soldaterne, og som gav »friheden« en god dag, når de bare ikke mistede deres afsætning. Allerede d. 30 marts rykkede en militærstyrke ind i Berlin - hvilket var et dårligt varsel for bourgeoisiet, hvis førere samtidig blev kaldede til at danne et »liberalt« ministerium.

En virkning af revolutionen var Slesvig-Holstens opstand og midlertidige løsrivelse fra Danmark. Kongen af Prøjsen havde jo stillet sig »i spidsen for den tyske nation«, og da slesvig-holstenerne påkaldte hans hjælp, greb han gerne lejligheden til at støtte dem i deres »frihedskamp«, som var yderst populær i Tyskland. Den prøjsiske garde, der ved revolutionen var blevet ydmyget og fordrevet fra Berlin, fik på denne måde militær oprejsning, og desuden slap man i hovedstaden af med en hel del urolige elementer, der som frivillige strømmede til Slesvig-Holsten for at slås med danskerne. Det var altså ingenlunde af frihedskærlighed, at den prøjsiske regering støttede slesvig-holstenernes kamp. Førend tropperne gik over grænsen, skrev den prøjsiske gesandt von Wildenbruch i en hemmelig note af d. 8 april til det danske kabinet, at det ikke måtte opfatte krigen altfor alvorligt; den prøjsiske regering havde blot påbegyndt felttoget for at forhindre den revolutionære bevægelse i Tyskland fra en skæbnesvanger indblanding i konflikten.

Medens modrevolutionen fra oven således allerede var igang, trådte det såkaldte »Forparlament« sammen i Frankfurt. Det var valgt af stænderforsamlingerne og borgerrepræsentationerne i det Tyske Forbund, det vil sige det egentlige folk var udelukket, og forsamlingens flertal bestod af liberale bangebukser, der betragtede det som deres vigtigste opgave at »holde igen« på revolutionen, for at den ikke skulle gå for vidt. For første gang optrådte på den politiske skueplads det ulyksalige element, som har givet den tyske forfatningsbevægelse i 1848 et halvkomisk halvsørgeligt anstrøg - de prøjsiske professorer. Der gaves enkelte dygtige folk iblandt dem, men de fleste skulle hellere været blevet på deres katedre i stedet for at spilde tiden med deres tåbelige og utålelige snak på et tidspunkt, da der fremfor alt krævedes handling, hvis de vundne fremskridt skulle bevares. Det folkelige mundheld om professorerne, at de var »jo lærdere, jo dummere«, traf sømmet på hovedet.

Da den 500 mand stærke forsamling holdt sit indtog i Paulskirken i Frankfurt, modtoges den med jubel af den blomstersmykkede by, men skuffelserne lod ikke længe vente på sig. Et mindretal af sydtyske småborger - repræsentanter foreslog med Gustav von Struve og Friedrich Hecker som ordførere at oprette en tysk forbundsrepublik efter svejtsisk og nordamerikansk forbillede; indtil dette var sket, skulle forsamlingen blive siddende for at varetage det tyske folks interesser. Men flertallet holdt på at bevare monarkiet og at lade indkalde en grundlovgivende forsamling, hvortil de enkelte stater i det Tyske Forbund skulle sende deres repræsentanter. Struve og Hecker forsøgte nu en republikansk rejsning i Baden; samtidig gik Herwegh over Rhinen med den friskare af tyske arbejdere, han havde samlet i Paris. Det hele var et ganske halsløst foretagende, undfanget af romantiske sværmere. Efter en kortvarig kamp blev republikanerne splittet og slået ned af württenbergske og bajerske tropper. Struve og Hecker flygtede til Svejts, Herwegh tilbage over Rhinen.

Imidlertid foregik valgene til de to grundlovgivende forsamlinger: den almindelige tyske i Frankfurt og den særlige prøjsiske i Berlin. Her gik valgbevægelsens bølger højt. Landdagen havde ganske vist måttet indrømme almindelig stemmeret, men valgene skulle være indirekte, dvs. med valgmænd som mellemled, og mod denne bestemmelse rejste der sig en stærk modstand. Store folkemøder afholdtes for at kræve direkte valg, og det besluttedes at foranstalte en kæmpemæssig demonstration skærtorsdag d. 20 april. Men borgerskabet, som allerede havde glemt sin egen optræden fire uger i forvejen, kom herover i stor forskrækkelse og råbte op om »omvæltning«. Navnlig frygtede man for en vis gruppe af arbejdere, de såkaldte Rehbergere. Det var de fattigste proletarer, som kommunen havde set sig nødt til at beskæftige ved offentligt arbejde på Rehbergen udenfor Berlin. En af datidens »demokratiske« skribenter giver følgende rædselsbillede af dem: »Disse vilde skikkelser, halv hest, halv alligator, med de af sol og brændevin brunede ansigter og med det buskede skæg, klædte i pjaltede frakker, sjældnere i bluser, med en gul stråhat, hvori der sidder en rød hanefjer, på hovedet, med lange støvler og en ærefrygtindgydende knippel i hånden, var i en rum tid en skræk for reaktionen og de svage sjæle.«

Der blev truffet store anstalter til at møde det truende oprør. Hele borgervæbningen stod under våben; alle offentlige bygninger og pladser var besat, som om der ventedes et fjendtligt angreb. Det var så meget mere overflødigt, som demonstrationen mislykkedes af sig selv. De demokratiske førere var indbyrdes uenige, arbejderne var umodne og rådvilde. Der mødte nogle tusind mennesker på Alexanderplads, men borgervæbningen fik ingen anledning til at kølne sit heltemod på det ubevæbnede folk. En borger råbte til arbejderne: »Nå, i hunde, vil i se, i går hjem og bestiller noget!« Revolutionen var vendt om til reaktion.

Under disse omstændigheder åbnede den prøjsiske nationalforsamling sine møder, bevogtet med mistro af hovedmassen af Berlins befolkning. Det strømmede ind med reaktionære andragender; den første tid gik hen med ganske ørkesløse debatter, og folkets utålmodighed voksede. Da venstre indbragte et forslag om, at forsamlingen i anerkendelse af revolutionen skulle erklære, at de, som kæmpede d. 18 og d. 19 marts, havde gjort sig fortjent af fædrelandet, blev den to dages forhandling fulgt med levende ophidselse af tilhørerne. Og da forsamlingen forkastede forslaget med 196 mod 177 stemmer, blev medlemmer af højre og ministeriet, da de forlod forsamlingen, omringede af truende folkeskarer. Harmen voksede, da man opdagede, at regeringen lod Tøjhuset bevogte af militær, fordi den frygtede for et angreb af folket. D. 14 juni steg tumulterne i byen; råb om arbejde og brød blandede sig med kravet om, at militæret skulle trækkes tilbage. En mængde mennesker stimlede sammen udenfor Tøjhuset, hvis indre var besat af soldater. Et kompagni af borgervæbningen følte sig kaldet til at opretholde ordenen og trængte med bajonetter ind på folkemassen, et andet kompagni søgte at lægge sig imellem, og imidlertid steg ophidselsen. Den bekendte barrikadehelt, maskinarbejder Siegrist, stod op på en kanon og talte til folket. Stemningen var for at storme Tøjhuset og forsyne sig med våben. Borgervæbningen traf modforholdsregler og besatte portene; der sloges generalmarch; pludselig faldt der er skud, og store sten blev slynget mod borgervæbningsmændene, som svarede med en salve, der dræbte to arbejdere og sårede to andre dødeligt. Nu gik forbitrelsen over til vildt raseri; man dyppede lommetørklæder i blodet og bar dem omkring på stænger; ligene blev kørt gennem gaderne, og enkelte steder begyndte man at bygge barrikader. Det var imidlertid blevet mørkt, og folkemængden, der bar flammende fakler, trængte nu under en ubeskrivelig forvirring ind i tøjhuset; det lykkedes at få den lille militærstyrke til at fortrække med det gode, og man forsynede sig ivrigt med våben. Men nu rykkede borgervæbningen frem påny i forening med en ny bataljon soldater, og det »selvbevæbnede« folk blev med magt tvunget til at aflevere bøsserne igen.

Den mislykkede Tøjhusstorm blev af reaktionen udnyttet til at trække endnu mere militær sammen i Berlin under påskud af, at borgervæbningen havde vist sig ude af stand til at opretholde ordenen. Julirevolutionen i Paris, hvor proletariatets oprør mod den borgerlige regering druknedes i strømme af blod, syntes at opfylde alle det europæiske bourgeoisis hemmelige hjertensønsker. Under det ny »handlingens ministerium« steg den gammelprøjsiske embedsmands-, politi- og militærstat atter op af graven. Officererne brændte af begærlighed efter at gå løs på den »pøbel«, der havde ydmyget dem så dybt natten mellem d. 18 og d. 19 marts. Men først da militæret benyttede en ganske intetsigende anledning til at anrette et formeligt blodbad på selve borgervæbningen, fik den berlinske befolkning øjnene op for det farlige i situationen.

Den tyske nationalforsamling i Frankfurt viste sig lige så ynkeligt afhængig af den prøjsiske krone som forsamlingen i Berlin. Kong Frederik Vilhelm IV. var som sagt gået ind på at støtte den slesvig-holstenske opstand mod Danmark, men felttoget var ført meget mat, og da Rusland begyndte at lægge sig imellem, gik den prøjsiske regering ind på våbenstilstanden i Malmø, hvorved hertugdømmerne gaves til pris. Nationalforsamlingen i Frankfurt forkastede våbenstilstanden, men få dage efter krøb den til korset og vedtog den.

Dette blev af folket opfattet som forræderi mod revolutionens sag; barrikaderne rejstes atter i Frankfurt, men en overvældende våbenmagt gjorde det hurtigt af såvel med denne opstand som med den ny rejsning, der af Struve iværksattes i Baden. Nationalforsamlingen var nu ganske afhængig af bajonetterne og dens forhandlinger fuldkommen betydningsløse.

Den prøjsiske forsamling viste sig lige så lidt revolutionen værdig. Det skæbnesvangreste blandt dens mange misgreb var, at den ikke forstod sin historiske opgave overfor bønderne. At den ikke havde andet tilovers for det industrielle proletariat end billige talemåder og tilfældige lapperier, var endda ikke så mærkeligt, eftersom den repræsenterede bourgeoisiet. Men at den ikke befriede bønderne fra det gamle godsejerlige åg, - det kom dem dyrt til at stå. Hvad hjalp det, at den strøg ordene »af guds nåde« i kongens titel, og at den afskaffede adel, ordener og rang, når den på den anden side vakte bøndernes nag og mistænksomhed i stedet for at sikre sig dem som forbundsfæller! Den permitterede sine tropper, samtidig med at den udfordrede fjenden, og gravede derved sin egen grav.

Kronen forberedte det statskup, som skulle gøre det af med revolutionen. En stærkere og stærkere militærmagt blev trukket sammen om Berlin. Allerhelst ville man have foranstaltet en mindre efterligning af det parisiske Juni-blodbad på proletariatet. Da der i oktober måned opstod nogle uroligheder blandt de arbejdsløse, som førte til et sammenstød med borgervæbningen, søgte reaktionen at hidse arbejderne til oprør. Planen slog imidlertid klik, fordi arbejderne godt indså, hvem der i øjeblikket ville være bedst tjent med en sådan styrkeprøve. Men da reaktionen havde sejret i Wien - hvorfra også det første revolutionære jubelbudskab var kommet - lagde den prøjsiske krone ikke længere skjul på sine hensigter. Den overdrog dannelsen af et nyt ministerium til greven af Brandenburg, som i sin treenighed af junker, officer og ætling af kongehuset betød statskup i den brutaleste form. Johann Jacoby foreslog, at nationalforsamlingen skulle erklære kronen krig ved at konstituere sig som selvstændig magt, men dertil var flertallet for ængsteligt. Man nøjedes med at sende en deputation til kongen for at gøre ham forestillinger om »landets tilstand«. Blandt deputationens medlemmer var Jacoby og Rodbertus. Men da de endelig fik foretræde hos kongen, vendte han dem ryggen med en gebærde, som er populær blandt gadedrenge, men som hidtil ikke var anvendt i en forhandling mellem krone og folkerepræsentation. Jacoby spurgte, om kongen ville høre, hvad deputationen havde at forebringe, og da han fik det korte svar: »Nej!« - var det, han råbte de bekendte ord: »Det er kongernes ulykke, at de aldrig vil høre sandheden!«

Imidlertid blev grev Brandenburg enig med nationalforsamlingens højre om at flytte forsamlingens sæde bort fra Berlin, for at den kunne forhandle uforstyrret af »pøbeloptøjerne«, som det hed. Da forsamlingens flertal ikke ville bøje sig for den kongelige befaling, rykkede general Wrangel ind i Berlin med en stor troppestyrke. Borgervæbningen blev opløst og byen erklæret i belejringstilstand. Da nationalforsamlingen - iøvrigt under ynkelig rådvildhed - fortsatte sine møder, besatte en afdeling soldater salen og nødte medlemmerne til at fortrække. De samledes igen i Brandenburg, men nu, da regeringen havde set, at de ikke havde befolkningen i ryggen, opløste den uden videre nationalforsamlingen og udstedte selv en forfatning, som skulle revideres af en ny rigsdag.

Af angst for arbejderklassen havde bourgeoisiet underkastet sig den kongelige og junkerlige reaktion. For at få bagbundet proletariatet lod kapitalisterne sig selv bagbinde. Men en trøst havde de i det mindste: de var dog altid kommen et stykke fremad. De var en klasse i opgang, selvom der igen var blevet lagt en hæmsko på dem. Anderledes med de tyske småborgere. For dem betød revolutionen et afgørende nederlag, fra hvilket de aldrig mere skulle rejse sig. I England og Frankrig havde de kraftigste bestanddele af småborgerstanden sluttet sig sammen med proletariatet imod bourgeoisiet. Det var just ikke til fordel for proletariatet, hvis udvikling som klasse derved blev forsinket, men det var til nytte for småborgerne, som af dette forbund sugede revolutionær styrke. Den tyske småborger derimod forstod ikke, at forbundet med proletariatet var en livsbetingelse for ham, og hans indskrænkethed på dette punkt har i høj grad befordret den tyske arbejderklasses udvikling og er en væsentlig grund til, at den i politisk henseende er så langt forud for den franske og engelske. Men for småborgerne selv blev denne mangel på forståelse skæbnesvanger. De små håndværksmestre troede, at; de kunne benytte revolutionen til at genoprette den gamle lavsordning.

De demonstrerede mod næringsfriheden hvis væsen de ikke forstod, fordi de ikke kunne se ud over deres egen næse. At ophæve lavene - påstod de - ville være det samme som at opløse familie, hjem, stat og samfund. De var også bange for den almindelige valgret, fordi de frygtede, at mestrene kunne blive overstemte af deres egne svende. I juli måned afholdt de en »almindelig tysk håndværkerkongres« i Frankfurt, hvis beslutninger var rettede både mod storkapitalismen og proletariatet - altså netop mod de stærkeste kræfter i den ny tid. Svendene, der samtidig afholdt kongres, formåede lige så lidt som mestrene at frigøre sig fra den reaktionære vedhængen ved det middelalderlige lavsvæsen.

De tyske småborgeres mangel på forståelse af udviklingen hævnede sig på en sørgelig måde i den skæbne, der ramte deres bedste talsmand, litteraten og boghandleren Robert Blum. Han var et proletarbarn fra Køln, een kernekarl med et bravt hjerte. Som leder for det demokratiske parti i Sachsen blev han medlem af Forparlamentet i Frankfurt, men da dette svigtede sin opgave og revolutionen kun kunne reddes ved en ny revolution, forsømte han at tage afgørende parti. Han søgte senere at redde det forspildte, da han som medlem af Nationalforsamlingen tog del i gadekampene i Wien i oktober 1848, men da reaktionen havde slået opstanden ned, blev han stillet for en standret og skudt. Hans minde lever - ganske vist ikke hos den småborgerlige klasse, som han ofrede sit liv, men hos proletariatet, som han ikke ville kæmpe for, skønt han ved sin fødsel tilhørte det.

Arbejderne for deres vedkommende havde kun støttet den borgerlige revolution for at skaffe sig selv albuerum i kampen med kapitalen. Jo mere bourgeoisiet forrådte revolutionens sag, jo villigere det strøg flaget for kronen og junkerne, des skarpere udpræget blev proletariatets klassebevidsthed, des mere revolutionært følte det sig. Midtpunkterne for den proletariske bevægelse i 1848 var naturligvis de store byer, navnlig Berlin og Køln. I Berlin blev der en måned efter revolutionen dannet en »centralkomité for arbejdere« under ledelse af typograf Born og guldsmed Bisky. Ved siden af disse to fremtrådte studenten Gustaf Adolf Schöffel, en sværmerisk yngling på 19 år, søn af en frisindet schlesisk godsejer. Den unge Schöffel var blevet bortvist fra universitetet i Heidelberg for udbredelse af »oprørske« skrifter, og universitetet i Berlin havde nægtet at indskrive ham. Han levede og åndede nu helt for at opagitere proletariatet og udgav bladet »Folkevennen«, hvori han med hensynsløs heftighed erklærede kamp mellem kapital og arbejde. Ved sin sympatetiske personlighed vandt han talrige tilhængere blandt arbejderne. Det var navnlig ham, der søgte at bringe den store demonstration for direkte valgret i stand; han blev som følge af dette »oprørsforsøg« dømt til seks måneders fængselsstraf.

Wilhelm Weitling var også kommet til Berlin efter revolutionen og udgav et ugeskrift »Urvælgeren«, men det gik ind efter et par måneders forløb. Arbejderne var kommet ud over den tågede kommunisme, som han repræsenterede; han fandt ingen jordbund for sine anskuelser. Udvist fra Berlin drog han til Hamborg og Altona, hvor han søgte at danne afdelinger af sit amerikanske »Befrielsesforbund«; da politiet også fordrev ham herfra, rejste han tilbage til Nordamerika. Han døde i New York d. 25 januar 1871.

»Centralkomitéen for Arbejdere« udfoldede imidlertid en ivrig agitation. I august måned sammenkaldtes der en arbejderkongres i Berlin, hvor et »Arbejderbroderskab« for hele Tyskland stiftedes. Det fandt en ret betydelig udbredelse og bidrog meget til at vække og skærpe arbejdernes klassebevidsthed. Typograf Born viste sig at være småborgernes ordførere langt overlegen i social-økonomisk forståelse, og broderskabets organ, bladet »Folket«, blev dygtigt redigeret af guldsmed Bisky. Året 1848 var rigt på lønkampe og strejker, og bourgeoisiet bekæmpede arbejdernes faglige organisation endnu heftigere end deres politiske. Skønt der efter revolutionen var sikret ubegrænset foreningsfrihed, blev den ene fagforening efter den anden undertrykt af politi og domstole.

»Kommunisternes Forbund« var med revolutionens udbrud blevet overflødigt, for så vidt som arbejderklassen nu besad mulighed og midler til offentlig agitation. Marx og Engels rådede da forbundets tyske medlemmer til at vende tilbage til Tyskland for at virke som surdej i den revolutionære bevægelse. Selv rejste de sammen med en snævrere kreds af venner til Køln, hvor man fra demokratisk og delvis kommunistisk side forberedte et stort blad. D. 1 juni 1848 udkom her første nummer af »Ny Rhinsk Tidende« med Karl Marx som ledende redaktør. (Neue Rheinische Zeitung - Organ der Demokratie). Bladet kaldte sig »Organ for Demokratiet«, men det lagde ikke skjul på, at det var proletariatets organ. Endnu i juni måned afslørede det sit sande hjertelag i en artikel fuld af flammende lidenskab om proletariatets revolution i Paris. Bladets »demokratiske« aktionærer trak sig som følge deraf tilbage, men så meget fastere hold fik det i masserne. »Ny Rhinsk Tidende« smigrede lige så lidt nationen som dens despoter. Den piskede ubarmhjertigt til blods, hvad den betragtede som bedsteborgeri og slavesind hos tyskerne, men den værnede om enhver revolutionær gnist, der kunne pustes op til en rensende flamme.

Om bladets redaktion har Fr. Engels sagt, at den simpelthen bestod i det diktatur, som Marx udøvede; hans klare blik og hans sikre holdning har gjort »Ny Rhinsk Tidende« til det berømteste tyske blad i revolutionsåret. Marx har kun i dette ene år af sit liv været leder af et stort dagblad med temmelig uindskrænket pressefrihed, og han har derved fået lejlighed til at vise sig som den første tyske journalist i stor stil. Med vidunderligt skarpsind forstår han at fremhæve, hvad der var bestemt til at danne »et stykke verdenshistorie« i den »forvirrede masse af tilsyneladende tilfældige, usammenhængende og indbyrdes uforenelige kendsgerninger,« som kom for dagen i revolutionsåret. Fordi Marx bedømmer revolutionen som en historisk proces, der fuldbyrder sig efter historiske love, derfor har de artikler, som han i en storm af ophidselse kastede på papiret, endnu den dag i dag en ulige større historisk værdi end den officielle historieskrivning, som det borgerlige samfunds betitlede og dekorerede videnskabsmænd har flikket sammen angående den tyske revolution.

Bladet viste en lige så klar og skarp opfattelse af de nationale kampe i Europa som af de indre tyske partikampe. Det bedømte dem ikke efter indholdsløse slagord som frihed, lighed, broderskab, retfærdighed; det afgørende synspunkt var stadig det kulturtrin, som de enkelte folk havde nået, og den stilling, de som følge deraf indtog i tidens revolutionære kampe. Italien for italienerne, Polen for polakkerne, Ungarn for ungarerne, det var løsnet; derfor brændemærkedes den østrigske og prøjsiske regering, som undertrykte opstandene i Italien og Polen med blodig magt. Bladet forsvarede også Tysklands historiske ret i kampen med Danmark om Slesvig-Holsten. Tysklands ret overfor Danmark - hed det - var civilisationens ret overfor barbariet, fremskridtets overfor stilstanden. Denne ret gjaldt mere end gamle overenskomster, fordi den var selve den historiske udviklings ret. Danskerne var et folk, der både i kommerciel, industriel, politisk og litterær henseende stod i ubegrænset afhængighed af Tyskland. Skandinavismen var den form, under hvilken danskerne havde påkaldt nordmænds og svenskeres hjælp mod tyskerne. »Skandinavismen« - hed det i en artikel af Marx - »består i begejstring for den brutale, smudsige, sørøveriske, gammel-nordiske nationalitet, for hin dybe inderlighed, som ikke kan finde udtryk for sine overspændte tanker og følelser i ord, men vel i gerninger, nemlig i råhed mod fruentimmer, permanent drukkenskab og bersærkerraseri afvekslende med tåregydende sentimentalitet.« Vi anfører disse ord fordi det er interessant for danske læsere at se Carl Ploug bedømt af Karl Marx.

Blandt sine medarbejdere, som alle var mænd af høj dannelse, havde Marx så fremragende kræfter som Fr. Engels, Wilhelm Wolff, den unge Schlöffel, digteren Freilirath og den geniale satiriker Georg Weerth. I bladets spalter omtales ofte en yngling, som tog fremragende del i de revolutionære kampe i Rhinlandet, og som senere skulle tage en langt mere fremragende del i proletariatets befrielseskamp. Det var Ferdinand Lassalle. Han var dengang kun 20 år gammel og havde allerede erhvervet sig et ry, der klang som et kampråb.

Ferdinand Lassalle fødtes d. 11 april 1825 i Breslau som søn af en jødisk silkehandler. Han måtte i sin opvækst lide uendelig meget mere end Marx under »det tusindårige familieonde, den gammel-ægyptisk usunde tro,« som han kaldte »en plage, der var slæbt med fra Nildalen.« I de samme ungdomsår, da Marx kunne bevæge sig i de åndeligt højest uviklede kredse af det daværende borgerlige samfund, færdedes Lassalle under Leipziger Messen på torvet mellem en sjakrende sværm af russiske og polske jøder, der - selvom man betragtede dem uden fordomme - dog nu engang ikke kunne regnes til blomsten af menneskeheden. Ganske vist havde Lassalles fader arbejdet sig ud af det groveste. Han var en velhavende mand, på hvis borgerlige agtværdighed, der intet var at udsætte, og i synagogen sluttede han sig til reformjøderne. Men reformjøderne var nu engang også jøder, og så snart blodet kom lidt i kog, viste den borgerlige dannelse, som Lassalles familie havde erhvervet, sig kun at være en tynd fernis. De huslige scener, som den femtenårige dreng skildrer i sin dagbog, er intet mindre end tiltalende. Han noterer med umiskendeligt velbehag de heftige udbrud af gammeltestamentligt raseri, hvormed han på en ganske ringe foranledning har forbandet sin søster; dernæst afvejer han med forretningsmæssig ro hendes åndelige og legemlige fortrin for at beregne, hvor stor en medgift hendes friere kan gøre fordring på; han sjakrer i stort som i småt og bogfører omhyggeligt enhver groschen, som han erhverver fra sine pårørende og skolekammerater; selv hans sprog viser sig stærkt jødisk farvet.

Hans jødiske religion er endnu ganske uforfalsket. Selv om han ringeagter det jødiske ceremoniel, tror han på Jehovah, og han skyer ikke skafottet, hvis han atter kan gøre jøderne til et agtet og anset folk. Han skriver: »O, når jeg hengiver mig til mine barnlige drømme, så er det stadig min yndlingsidé at kæmpe i spidsen for jøderne, med våben i hånd, for deres selvstændighed.« Men det var også kun »barnlige drømme«, der i virkeligheden gav sig udslag i et slags junkerligt sløseri og overmod, som gjorde opholdet på latinskolen i Breslau utåleligt for den indbildske og næsvise dreng. Hans forældre ville gerne have haft, at han skulle studere, men han overvandt deres modstand og kom i foråret 1840, femten år gammel ind på handelsskolen i Leipzig.

Så ubetænksom beslutningen end var, så glædelige blev følgerne. De rester af den jødiske sjakrer, som klæbede ved Lassalle, blev slebet af ved omgangen med de kristne sjakrere, som i handelsskolen blev oplærte efter alle kunstens regler. Da Lassalle efter et års forløb simpelthen blev borte fra skolen, skrev direktøren i skoleregistret: »Var hverken agtet af lærere eller af elever,« og dette vidnesbyrd var fra den barske skolemesters synspunkt vel fortjent. Da Lassalle blev indviet i hemmeligheden ved at lave penge, fik han øjnene op for, at han var på veje til fordærvelse; han gyste tilbage for at nedsætte sig »i det triste Breslau og sælge kaliko til polske kræmmerjøder,« og allerede d. 3 august skrev han i sin dagbog: »Jeg tror fast, at tilfældet eller snarere forsynet vil rive mig ud af kontoret og kaste mig ind på en skueplads, hvor jeg kan virke.«

Idet Lassalle vendte sig bort fra profitmageriet, vendte han sig også fra jødedommen. De blodige forfølgelser, som jøderne i Damaskus dengang var genstand for, frarev ham vel kraftige udbrud af harme, men mere over de undertryktes fejhed end over undertrykkernes grusomhed. Den barnlige makkabæer, der ville føre det udvalgte folk til sejr, forvandlede sig til den moderne revolutionær, der kun betragtede de undertrykte jøder som undertrykte mennesker og jødernes befrielse som menneskenes befrielse fra jødedommen. Den flittige syslen med Goethe, Schiller og Lessing, med Voltaire og Byron, Børne og Heine, åbnede den unge Lassalles øjne for den moderne kulturs åndelige skatte.

Til forskel fra Marx og fra Engels udviklede Lassalle sig af personlig trang til revolutionær. Han stræbte ikke således som de straks fra begyndelsen af at »forstå tidens kampe og ønsker«; så snart hans selvbevidsthed vågnede, stod det også klart for ham, hvad han havde at gøre og lade. Han søgte ikke i tingene efter deres formål, men han stillede tingene i sit formåls tjeneste. Han flygtede fra konkurrence og varepriser ud i den almindelige frihedside, medens Marx og Engels gav den almindelige frihedside til pris, fordi de ved at studere konkurrencen og varepriserne forstod, hvor tåget den var.

På sin sekstenårige fødselsdag var den unge Lassalle klar over sin fremtid - sin fremtid som en agitator, en taler, en skribent, der ville kæmpe for menneskehedens helligste interesser, om han så selv skulle gå til grunde derved. I maj 1841 stillede han faderen sit ultimatum. Han ville kaste sig over studiet af historien. Han ville hverken studere medicin eller jura, fordi lægen og advokaten drev handel med deres viden. Den gamle Lassalle bøjede sig for sønnens bestemte vilje, og i efteråret 1841 begyndte Ferdinand Lassalle sin ny løbebane. Med kæmpeflid indhentede han, hvad han havde forsømt. Han erhvervede sig snart modenhed nok til universitetet og kastede sig nu i Breslau og Berlin fremfor alt over studiet af den antikke tid og af den hegelske filosofi.

I fuld belysning træder han først frem igen i et brev fra 1845, hvori Heinrich Heine anbefaler ham til forfatteren Varnhagen von Ense. Det hedder her: »Hr. Lassalle, som bringer dem dette brev, er en ung mand af den mest udmærkede begavelse, med den grundigste lærdom, den mest omfattende viden, den største skarpsindighed, som jeg nogensinde har truffet på. Med den rigeste fremstillingsevne forbinder han en viljens energi og en rådsnarhed, som virkelig sætter mig i forbavselse…..Hr. Lassalle er nu engang en så udpræget søn af den ny tid, som ikke vil vide noget af den forsagelse og beskedenhed, hvormed vi i vor tid mere eller mindre hyklerisk har ævlet og vrøvlet os igennem. Denne ny slægt vil nyde og gøre sig gældende i den synlige verden; vi gamle bøjede os ydmygt for det usynlige, vi greb efter skyggekys og blå blomsterdufte, vi forsagede og flæbede og var dog måske lykkeligere end disse hårde gladiatorer, som så stolt går kampdøden i møde.« Så flygtigt henkastede som disse linjer synes, så tydeligt tegner de ikke blot Lassalle, men også Heine selv, og i de sidste ord er der en genial forudanelse, som på mærkelig vis skulle gå i opfyldelse.

Ligeså umoden Lassalle havde været i sit femtende år, ligeså moden stod han nu i sit tyvende. Men selv om sårene fra barndommen var lægte, var dog arrene endnu tilbage, og ofte fik Lassalle at føle - især mod uroligt vejr - hvorledes det jog og smertede i dem. En vis indre usikkerhed hos ham gav sig udslag i hans forfængelighed og hans modtagelighed for smiger. Trods al sin høje dannelse og den reflektion, der gennemtrængte alt, hvad han foretog sig, var han vedblevet at være en naiv natur. Der var meget af barnet hos ham, både af barnlig åbenhjertighed og af barnlig egenkærlighed. Der var lidt lapseri i den måde, hvorpå han talte om sine ville instinkter, sin frygtelige vrede, sin grænseløse lidenskabelighed, sin grusomme og medynksløse hårdhed, og der var også lidt lapseri i den Don Juan rolle, som han mere spillede end oplevede. Men med al ydre glimrelyst var der inderst inde noget antikt, mandigt og stålsat i hans karakter. Han satte venskab højere end kærlighed, og han var et mønster på en ven, tro som guld, opofrende og ordholdende, altid rede til at hjælpe og råde og til at give med fulde hænder. Den, der havde hans ord, kunne bygge derpå som på en klippe.

Han var rejst til Paris for at gøre biblioteksstudier til et værk, han ville skrive om den græske filosof Herakleitos, kaldet den dunkle. Han havde, som ovenfor set, i høj grad indtaget Heine, der i sine breve hyppig kalder ham sin »kæreste våbenbroder«; rimeligvis har han da også truffet Marx, der jo omgikkes fortroligt med Heine, men de to mænd er på dette tidspunkt (1845) næppe trådt hinanden nærmere. Marx var just i færd med at underkaste den hegelske filosofi en sønderlemmende kritik for at finde vej ud af den til den virkelige verden, medens Lassalle tværtimod troede, at han i den hegelske filosofi havde nået den højeste viden, som skulle blive ham til den højeste magt i det virkelige liv. Sandsynligt er det også, at Lassalle under sit pariser-ophold er blevet påvirket af den franske socialisme, særlig den Louis Blanc'ske retning.

Efter sin tilbagekomst til Berlin var det, at Lassalle mødte den skønne, kloge og ulykkelige kvinde, der kom til at spille en så mægtig rolle i næsten 10 år af hans liv. Det var den 39-årige grevinde Hatzfeldt, som af sin hovedrige, godsejerlige ægtefælle havde været genstand for den råeste mishandling: uoplyst af hvilke grunde havde han spærret hende inde, unddraget hende al støtte og tilsyn, da hun var syg, taget hendes børn fra hende og berøvet hende hele hendes formue. Grevindens fornemme brødre havde fuldstændig ladet hende i stikken, og hun stod nu ganske hjælpeløs. Da gjorde Lassalle hendes bekendtskab og antog sig straks med flammende iver hendes sag. Hvorvidt der har udviklet sig noget intimere forhold imellem ham og den næsten tyve år ældre grevinde, er et spørgsmål, der kun kan interessere gamle sladrekællinger af begge køn; hans bevæggrunde til at optræde som hendes beskytter var uden al tvivl rene og uegennyttige. Han så i grevinde Hatzfeld en værgeløs kvinde, der var forfulgt af sine nærmeste, forrådt af sin stand. Og idet han - en ung jøde uden magt og indflydelse - rejste sig mod den frække nidding, som både krone, adel og justits var vegen tilbage for, iværksatte han et oprør på egen hånd. Selvom der har spillet nogen romantisk ridderlighed ind i hans revolutionære kamplyst, så har han selv afværget denne bebrejdelse med de ord, at ungdommen altid har været og vil være uegennyttens, begejstringens og offervillighedens alder.

»Hvor alle menneskerettigheder krænkes, hvor selv blodets stemme tier og det hjælpeløse menneske forlades af sine fødte beskyttere, dér rejser sig med rette menneskets første og sidste slægtning, mennesket« - siger han i en forsvarstale for retten vedrørende den hatzfeldtske sag. »Jeg så i dette anliggende en levendegørelse af almindelige standpunkter og grundsætninger. Jeg sagde til mig selv, at grevinden var et offer for sin stand; jeg sagde til mig selv, at man kun i en fyrstes og millionærs overmodige stilling uden sky vovede og turde vove sådanne ugerninger, en sådan krænkelse af samfundet i dets sædelige grundvold. - Jeg besluttede at sætte sandheden mod det falske skin, retten mod rangen, åndens magt mod pengenes magt ….jeg sagde til mig selv, at sandhedens dag nu endelig også måtte oprinde for et enkelt menneskes skæbne og lidelser, der ligesom i mindre målestok afspejlede de almindelige lidelser, al den elendighed og undertrykkelse, som nu stunder mod sin grav.«

Lassalle holdt denne tale for edsvorneretten i Køln, hvor han i august 1848 stod anklaget for at have forledt to unge mænd til at stjæle et skrin, som formentlig indeholdt et dokument, der tilhørte grevinde Hatzfeldt. Hans forsvar forvandlede sig til en anklage mod samfundet, hvis uret han så personliggjort i grevindens ulykke. Beskyldningen imod ham for »tyveri« af skrinet var naturligvis meningsløs, men i sin kamp mod greven veg Lassalle i virkeligheden ikke tilbage for midler, der gik ud over målet, netop når kampen - som han selv fremhævede - drejede sig om almindelige grundsætninger. Han førte denne kamp med den yderste hensynsløshed og lidenskab, gennem et utal af retssager for ikke mindre end 36 domstole og i et tidsrum af 9 år. Han havde kastet sig over retsvidenskab for personlig at kunne føre alle sagerne og opnået en sådan kyndighed i juraens krogveje, at han kunne tage det op med de drevneste advokater. Han ville ikke opgive kampen, før greven havde lidt fuldstændigt nederlag. Og som han ville, så skete det. I 1854 gik grev Hatzfeldt ind på et ydmygende forlig, hvorved der sikredes grevinden en fyrstelig formue. Ved en skæbnens ironi gik en stor del af denne formue, som det havde kostet så uhyre anstrengelser at vinde, tabt under handelskrisen i 1857. Lassalle, som under den lange proces havde delt sin indtægt med grevinden, fik ved forliget tilstået sig en årpenge på 4000 thaler (12,000 kr.), som satte ham i stand til at føre en økonomisk uafhængig tilværelse.

Men under sin kamp for grevinde Hatzfeldt glemte Lassalle ikke, at hans liv tilhørte revolutionen. Næppe var han ved edsvorneretten i Køln blevet frikendt for den latterlige tyveribeskyldning, før han med fuld kraft styrtede sig ind i den revolutionære bevægelse. I Düsseldorf, hvor den var temmelig stærk, hørte han til dens ledere. Marx har utvivlsomt i året 1848 øvet stor indflydelse på Lassalle. Ganske vist blev Lassalle aldrig en lærling af Marx i den forstand, at han ubeset svor på mesterens ord, og ikke engang i den forstand, at Marx har givet hans åndelige udvikling en ny retning. Til at komme under en sådan påvirkning var Lassalle allerede for afsluttet og færdig. Der gaves en bestemt grænse, ud over hvilken en forståelse mellem Lassalle og Marx var umulig, men denne grænse beroede ikke så meget på forskel i grundsætninger som på den personlige ulighed mellem de to mænd. Hvor Marx ad tænkningens vej sluttede sig til et klart og rent revolutionært resultat, dér greb Lassalle det med praktisk instinkt og virkekraft. Det kommunistiske manifest kar gjort det dybeste indtryk på ham og bidraget mest til at befæste, klare og udvide hans revolutionære anskuelser.

Da i november 1848 den prøjsiske regering brød forfatningen og lod Nationalforsamlingen opløse, var Lassalle den, der ivrigst opfordrede til bevæbnet modstand. Han blev anklaget for oprørsforsøg og kastet i fængsel; hele hans borgerlige eksistens stod på spil. Efter et halvt års varetægtsarrest blev han stillet for edsvorneretten, og han holdt nu en tale for sine dommere, om hvilken Georg Brandes i sin bog om Lassalle med rette siger, at den er »et af de beundringsværdigste vidnesbyrd, der i historien foreligger om mandsmod og veltalenhed hos en yngling. Vidste man det ikke, ville intet menneske tro, at denne tale var holdt af en ung mand på 23 år. Her er Lassalle skøn. Her står han besjælet og indenfra belyst af den ædleste, reneste patos, der kan fylde et menneskebryst, uden at man et eneste øjeblik tvivler på følelsens ægthed eller dybde. Her fører han ordets klinge med en kraft og en kunst, en elegance og en vælde, der overhovedet ikke lader sig overgå, og det uden nogensinde at paradere med sin færdighed. Her står han første gang lys og smuk på sit væsens højde. Denne tale har hele den første ungdoms friske farveskær uden nogensinde at være ungdommeligt blomstrende eller yppig.«

Lassalle springer i sin forsvarstale midt ind i fjendens lejr. Han erklærer sig ganske vist åbent for revolutionær, for afgjort tilhænger af den sociale demokratiske republik, men overfor den offentlige anklager vil han ikke stille sig på dette standpunkt, han vil træde over på anklagerens eget, på »det forfatningstro standpunkt«, og føre sit forsvar ud derfra. Men hvorledes har regeringen selv varetaget retten? Den har myrdet den. Regeringen har ladet retten falde som »en lam krykke« og sat magten i dens sted, og Lassalle drager deraf den slutning, at »i folkenes liv er retsstandpunktet et dårligt standpunkt, thi loven er kun samfundets udtryk og skrevne vilje, men aldrig samfundets herre. Så snart samfundets vilje og fornødenhed har forandret sig, så hører den gamle lovbog hjemme i historiens museum og i dens sted træder det ny billede, det ny aftryk af nutiden.« Regeringen har ved sin modrevolution selv tilintetgjort sin ret: »Nu tilhører retten mig og mine!« siger Lassalle. »Nu er det os, der har lagt beslag på den. Revolutionen er ud fra selve rettens standpunkt blevet en juridisk nødvendighed.« Hvis derfor domstolene åbent vil vedkende sig, at de er revolutionære, så vil han anerkende dem og stå dem til regnskab, men han vil ikke uden modsigelse tåle, at man under en skinhellig form af ret øver den mest skærende vold, og at man under selve lovens skalkeskjul stempler loven som forbrydelse og forbrydelsen som lov.

Edsvorneretten frikendte Lassalle, men politidomstolen, som stod i regeringens sold, idømte ham seks måneders fængsel. Da han atter kom på fri fod, var den tyske revolution slukket. Dens sidste opblussen var en kamp for den rigsforfatning, som parlamentet i Frankfurt vedtog i marts 1849. De fleste tyske småstater gik under trykket af den stærke folkebevægelse ind på at anerkende denne forfatning, men Østrig og Prøjsen satte sig imod; kong Frederik Vilhelm IV. sagde: »Mod demokrater hjælper kun soldater,« og da den prøjsiske rigsdag antog forfatningen, lod han den påny opløse med våbenmagt og udstedte en ny valglov, den, som endnu er gældende i Prøjsen, med inddeling af vælgerne i tre klasser. Forsamlingen i Frankfurt gjorde endnu et svagt forsøg på at holde stand mod den almindelige opløsning. Men i stedet for at organisere den revolutionære bevægelse, spildte den tiden med højtravende opråb og beslutninger. Da der udbrød opstand i Baden, flygtede de sidste rester af forsamlingen til Stuttgart, hvor den blev sprængt af de würtembergske tropper og således døde en halvvejs anstændig død.

Bajern, Sachsen og Hannover havde sluttet sig til den prøjsiske reaktion. Den sachsiske konge nægtede hårdnakket at anerkende rigsforfatningen, og d. 3 maj 1849 kom det i Dresden til et blodigt sammenstød mellem borgervæbningen og militæret. Kongen flygtede, og fra d. 5 til d. 9 maj var Dresden i fuld revolution. Store skarer af industri- og landarbejdere strømmede til fra omegnen. De udgjorde kernen af barrikadekæmperne, som havde et par dygtige og modige førere i russeren Bakunin, der havde været artilleriofficer, og typografen Born fra Berlin.

Born førte den militære overkommando, men det feje bourgeoisi svigtede proletariatet, og landet kom ikke hovedstaden til hjælp. Antallet af barrikadekæmpere beløb sig til ca. 3000 mand, men tropperne, som fik forstærkning af prøjsiske regimenter, talte over 15,000 mand. Så meget beundringsværdigere var den standhaftighed, hvormed opstanden holdt sig i fulde fire dage. Da alt håb var ude, gav Born signal til tilbagetog. Han undkom med nød og næppe og drog over Bøhmen til Pfalz, derfra til Svejts, hvor han senere blev redaktør og professor i fransk litteratur ved universitetet i Basel. Bakunin, som søgte at rejse en ny opstand i Chemnitz, faldt i regeringstroppernes hænder, kastedes i fængsel og udleveredes til Rusland, hvorfra han forvistes til de sibiriske isørkener. De sejrende samfundsfrelsere gik i det hele frem med den største grusomhed mod de overvundne. Reaktionen vakte atter dyret i mennesket, efter at revolutionen havde vakt mennesket i dyret. Mange blev langsomt pint ihjel i fængslerne, andre måtte udholde 10 års frygtelige indespærring, således kapelmesteren August Röckel, der sammen med andre navnkundige kunstnere, som Richard Wagner og bygmesteren Gottfried Semper, havde taget del i revolutionen.

Richard Wagner skrev i »Volksblätter« d. 8 april 1849 en begejstret hymne til revolutionen som menneskehedens store befrier og genføder, der lader de enkelte personligheder udfolde sig i deres fulde kraft, således som han senere forherligede det i sine musikdramaer. Artiklen fremkom anonymt, men det er i den nyeste tid godtgjort, at den skrev sig fra Wagners hånd, og de ledende ideer i hans hovedværk genkendes også tydeligt deri. Det har derfor sin interesse her at genopfriske den, så meget mere, som den ikke tidligere har været kendt på dansk.

»En overnaturlig kraft« - hedder det i artiklen - »synes at gribe vor verdensdel, at ville løfte den ud af det gamle spor og slynge den ind i en ny bane. Ja, vi erkender det, den gamle verden synker i ruiner, en ny vil opstå deraf, thi den ophøjede gudinde »revolutionen« kommer brusende på stormens vinger, det stolte hoved omstrålet af lyn, sværdet i den højre, faklen i den venstre, øjet så mørkt, så straffende, så koldt, og dog, hvilken glød af den reneste kærlighed, hvilken fylde af lykke udstråler ikke derfra mod dem, som vover med et fast blik at skue ind i dette dunkle øje! Den kommer brusende, denne menneskehedens evig foryngende moder, tilintetgørende og saliggørende farer den over jorden, og foran den suser stormen og ryster så vældigt ved alt, hvad menneskene har sammenføjet, at mægtige støvskyer formørkende fylder luften, og hvorhen dens mægtige fod træder, dér styrter i ruiner, hvad der i forfængelig vildfarelse er bygget for årtusinder, og dens flagrende klædebon bortfejer de sidste rester. Men bagved den åbner sig for os, oplyst af yndige solstråler, et hidtil uanet paradis af lykke, og hvor dens tilintetgørende fod har hvilet, fremspirer af jorden duftende blomster, og den befriede menneskeheds glade jubelsange opfylder den af kampens larm sitrende luft.

Ser jer omkring. Da ser i den ene, den mægtige fyrste, hvordan han med ængsteligt bankende hjerte hykler en rolig kold mine og for sig selv og andre søger at lyve bort, hvad han dog klart erkender som uafvendeligt. Da ser i den anden, hvis læderagtige ansigt er gennemfuret af alle laster, hvordan han ivrigt udkrammer sine små kræmmerkunster, som har indbragt ham så mange små titler og ordener, hvordan han med diplomatisk leende, hemmelighedsfuld mine ved en halv officiel meddelelse søger at berolige de ængstelige. Der ser i bag de støvede kontorpulte et af vor nuværende statsmaskines mest indtørrede, rustne hjul, hvordan det lader sin gamle afstumpede pen kradse hen over papiret og fremdeles søger at formere papir-verdensordenens gamle bunker. Som fortørrede planter ligger den levende menneskeheds hjerter mellem disse dokument- og kontrakt-bunker og hentørrer til støv i disse moderne pinselskamre.

Men hør, nu klinger lystig krigerisk musik, sværd og bajonetter blinker, tunge kanoner rasler, og tykt sammentrængt vælter sig hærens lange rækker. Den tapre helteskare er draget ud for at bestå kampen med revolutionen. Feltherren lader marschere til højre og venstre, her stiller han jægerne, der rytteriet, og han fordeler efter vise planer de lange hærrækker og det tilintetgørende artilleri; og revolutionen kommer susende usynligt gennem luften, - og de ser den ikke og venter på fjenden, og den står allerede i deres midte, - og de ser den ikke og venter på fjenden, og den har grebet dem med sin vældige stormhvirvel og opløst rækkerne, forvandlet til støv den kunstig stjålne kraft - og feltherren, han sidder der og ser på landkortet og beregner, fra hvilken side fjenden vel kan ventes, og hvor stærk den er og når den vil komme!

Men hist ser i et ængsteligt bekymret ansigt: en ærlig, flittig borger er det. Han har stræbet og virket hele sit liv, han har redelig sørget for alles vel, så langt hans kræfter strakte; ingen tåre, ingen uret hæfter ved den skærv, hans nyttige virksomhed har indbragt til hans underholdning i hans svage alderdom, til hans børns indtrædelse i det glædeløse liv. Vel føler han stormens nærmelse, vel erkender han, at ingen kraft formår at beskytte ham, dog jamrer hans hjerte, når han ser tilbage på sin kummerfulde tilværelse, hvis eneste frugt nu er viet tilintetgørelsen. Ikke tør vi fordømme ham, om han klamrer sig ængstelig til sin skat, om han i blind iver uden nytte søger at værge sig mod det indbrydende. Du ulykkelige, oplad dit øje og se derhen, hvor tusinder på tusinder er forsamlet på højene og i frydefuld spænding venter den ny sol! Betragt dem, det er dine brødre, dine søstre, det er hine fattiges skarer, hine elendige, som hidtil intet kendte af livet undtagen lidelse, som var fremmede i denne glædens verden; alle venter de revolutionen, der ængster dig, som deres forløser fra denne jammerens verden, som skaber af en ny, for alle lykkelig verden.

Se derhen, der strømmer skarer ud fra fabrikkerne; de har skabt og frembragt de herligste stoffer, - de selv og deres børn er nøgne, de fryser og hungrer, thi dem selv tilhører ikke deres arbejdes frugt, den tilhører de rige og mægtige, som kalder menneskene og jorden deres egen. Se, der kommer de fra landsbyerne og hytterne; de har bebygget jorden og omskabt den til en venlig have, og en fylde af frugter, tilstrækkelige for alle, som lever, lønnede deres møje, - og dog er de fattige og nøgne og hungrer; thi ikke dem og de andre, som lider nød, tilhører jordens velsignelse, den tilhører alene de rige og mægtige, de, som kalder menneskene og jorden deres egen. Alle disse, de hundredtusinder, millionerne, de lejrer sig på højene og ser ud i det fjerne, hvor den voksende sky forkynder den befriende revolutions nærmelse, og alle disse, hvis sønner man røver for at opdrage dem til deres fædres fangevogtere, hvis døtre vandrer gennem stædernes gader, bedækkede med skændsel, et offer for de riges og mægtiges laveste lyster, alle med de blege, sorgfurede ansigter, med lemmer, krøgede af sult og frost, alle disse, som aldrig kendte glæden, de lejrer sig på højene, og bævende i frydefuld forventning skuer de med anstrengte øjne mod den sig nærmende fremtoning og lytter i lydløs spænding til den voksende storms brusen, og til deres øre lyder revolutionens hilsen: »Jeg er det evigt foryngende, det evigt skabende liv! Hvor jeg ikke er, dér er døden! Jeg er alle lidendes drøm, trøst og håb! Jeg tilintetgør det som består, og hvor jeg vandrer, der fremvælder nyt liv af den døde sten. Jeg kommer til eder for at sønderbryde alle de lænker, som trykker eder, for at forløse eder fra dødens omfavnelse og gyde et nyt liv i eders lemmer. Alt, hvad består, må gå under, det er naturens evige lov, det er livets betingelse, og jeg, den evige forstyrrer, fuldbyrder loven og skaber det evigt unge liv.

Jeg vil forstyrre fra grunden den tingenes ordning, som i lever i; thi den er avlet af synden, dens blomst er elendighed og dens frugt forbrydelsen; men sæden er moden, og høstens engel er jeg. Jeg vil forstyrre al vildfarelse, som har magt over menneskene. Jeg vil forstyrre den enes magt over den anden, den dødes over den levende, stoffets over ånden; jeg vil sønderbryde den mægtiges, lovens og ejendommens magt.

Hans egen vilje være menneskets herre, hans egen lyst hans eneste lov, hans egen kraft hans hele ejendom; thi det hellige er alene det fri menneske, og intet er højere end han. Tilintetgjort være den løgn, som giver den ene magt over millioner, som underlægger millioner en enestes vilje, den løgn, som lærer, at den ene har kraft til at gøre de andre lykkelige. Det lige tør ikke herske over det lige, det lige har ikke højere kraft end det lige, og da i alle er lige, vil jeg forstyrre den enkeltes herredømme over den anden.

Tilintetgjort være den løgn, som giver døden magt over livet, fortiden over fremtiden. De dødes lov, det er deres egen lov, den deler deres skæbne og dør med dem, den tør ikke herske over livet. Livet er selv sin lov. Og fordi loven er for de levende, ikke for de døde, og fordi i er levende og ingen over eder, så er eders egen vilje den eneste højeste lov, og jeg vil forstyrre dødens herredømme over livet.

Tilintetgjort være den løgn, som underlægger mennesket hans eget værk, ejendommen. Menneskets højeste gode er hans skabende kraft, den er den kilde, hvorfra al lykke udspringer, og ikke i det frembragte, men i selve frembringelsen, i eders krafts anvendelse ligger eders sande, højeste nydelse. Menneskets værk, det er livløst, det levende må ikke forbinde sig med det livløse, må ikke gøre sig det underdanigt. Derfor være tilintetgjort den løgn, der indskrænker nydelsen, der hæmmer den fri kraft, der skaber ejendom udenfor mennesket og gør ham til slave af hans eget værk.

Se hen, i ulykkelige, på hine velsignede landstrækninger, som i nu gennemstrejfer som slaver og fremmede. Frie skal i vandre på dem, frie fra de levendes åg, frie fra de dødes lænker. Hvad naturen har skabt, mennesket bebygget og forvandlet til frugtbærende haver, det tilhører mennesket, som har det behov, og ingen tør komme og sige: »Mig alene tilhører alt dette, og alle de andre er kun gæster, som jeg tåler, så længe det behager mig og de skatter til mig, og som jeg forjager, så snart jeg får lyst. Mig tilhører, hvad naturen har skabt og mennesket virket og den levende behøver.« Tilintetgjort være denne løgn, kun trangen alene tilhører, hvad der kan tilfredsstille den, og naturen og eders egen kraft byder deraf i overflod. Se der, husene i byerne og alt, hvad der fryder mennesket, og hvor i som fremmede må vandre forbi; menneskets ånd og kraft har skabt det, derfor tilhører det mennesket, det levende, og ikke en og ikke en anden må komme og sige: »Mig tilhører alt, hvad mennesket har skabt med sin flid. Jeg alene har ret dertil, og de andre nyder kun, så længe det mig behager, og de skatter til mig.« Forstyrret være denne løgn med de andre, thi hvad menneskets kraft har skabt, det tilhører menneskeheden til fri og uindskrænket nydelse som alt andet, hvad der er på jorden.

Forstyrre vil jeg tingenes bestående orden, som deler den enige menneskehed i fjendtlige folkeslag, i mægtige og svage, i rethavere og retløse, i rige og fattige, thi den gør kun alle ulykkelige! Forstyrre vil jeg den tingenes orden, som gør millioner til slaver af få, og disse få til slaver af deres egen magt, deres egen rigdom.

Forstyrre vil jeg den tingenes orden, som skiller nydelsen fra arbejdet, som gør arbejdet til en byrde, som gør nydelsen til en last, som gør det ene menneske elendigt ved mangel, det andet ved overflod. Forstyrre vil jeg den tingenes orden, som fortærer menneskets kræfter i at tjene de døde, det livløse stofs herredømme, som holder den ene halvdel af menneskene i uvirksomhed eller i unyttig virksomhed, som tvinger hundredetusinder til at vie sin kraftige ungdom til ørkesløs virksomhed som soldater, embedsmænd, spekulanter og pengefabrikanter for at opretholde disse forkastelige tilstande, medens den anden halvdel ved overdreven anstrengelse af kraft og opofrelse må opholde den hele skændselsbygning. Forstyrre vil jeg selv erindringen derom, ethvert spor af denne tingenes vanvittige ordning, som er sammenføjet af magt, løgn, sorg, hykleri, nød, jammer, lidelse, tårer, bedrag og forbrydelser.

Forstyrret være alt, hvad der kuér eder og gør eder lidende! Af denne gamle verdens ruiner fremstå en ny, fuld af ny, aldrig anet lykke! Ikke had, ikke nid, ikke fjendskab være mere iblandt eder, som brødre skal i erkende eder, alle i, som lever, og frie, frie i vilje, frie i gerning, frie i nydelser, skal i erkende livets værd. Derfor op, i jordens folk, op i klagende, i fortrykte, i fattige. Op i andre, som med magtens og rigdommens forfængelige glans forgæves søger at omhylle eders hjerters trøstesløshed. Op, følger i broget blanding mit spor, thi jeg gør ingen forskel på dem, som følger mig. Kun to folkeslag gives fra nu af, de som følger mig, og de, som modstår mig. Det ene fører jeg til lykke, det andet skrider jeg søndertrampende henover, thi jeg er revolutionen, jeg er det evigt skabende liv, jeg er den eneste gud, som alle skabninger erkender, som omfatter, levendegør, lykkeliggør alt, hvad der er!«

Og se, skarerne på højene, de ligger lydløse på knæ og lytter i stum henrykkelse, og som den solbrændte jord suger regnens kølige dråber, således indsuger deres fortørrede hjerter den brusende storms lyd, og et nyt liv sprudler gennem deres årer. Nærmere og nærmere ruller stormen og på dens vinger revolutionen, og de til livet genopvaktes hjerter åbner sig, og sejrrig fylder revolutionen deres hjerner, deres ben, deres kød, og fylder dem ganske og aldeles. I guddommelig henrykkelse springer de op fra jorden, ikke de fattige, de hungrende, af elendighed bøjede er de mere, stolt hæver sig deres skikkelse, begejstring stråler af deres forædlede åsyn, en lysende glans strømmer fra deres øjne, og med det himmelrystende udråb: Jeg er et menneske! Styrter sig millionerne, den levende revolution, gud, som er blevet menneske, ned i dalene og på sletterne og forkynder lykkens ny evangelium for den hele verden.«

***

Som i Sachsen gærede det også i Schlesien, men et forsøg på at bygge barrikader i Breslau blev hurtigt slået ned. I Rhinlandene kom det derimod til voldsomme sammenstød; på opfordring af bourgeoisiet i Køln rejste arbejderne i Elberfeld, Düsseldorf og Solingen sig til barrikadekamp for forfatningen, men næppe faldt det første skud, før det samme bourgeoisi blev bange for sin hellige ejendom og her som andetsteds forrådte proletariatet til tropperne. Nu fik statskuppets helte også mod til at udvise Marx fra Prøjsen og indlede en politiforfølgelse mod »Ny Rhinsk Tidende«, som førte til, at bladet gik ind d. 19 maj 1849. I sit afskedsnummer, trykt med rødt, advarede bladet arbejderne i Køln fra enhver kamp mod den militære overmagt. Med knusende ord brændemærkedes fejheden i den forøvede voldsdåd, og Freiligrath sang bladets svanesang.

Karl Marx rejste til Paris. Wilhelm Wolff gik til forsamlingen i Frankfurt, som han forgæves søgte at opmande til en energisk holdning. Fr. Engels greb bøssen og gik med som deltager i den store folkerejsning i Baden og Pfalz. Her kæmpede småborgere og arbejdere side om side, men de kommunistiske proletarer viste sig som de tapreste soldater. Det badiske folkeværn anførtes af den trofaste demokrat Johann Philipp Becker, hvis organisationskunst og taktik var beundringsværdig. Men overfor de troppemasser, der under prinsen af Prøjsens anførsel væltedes mod oprørerne, formåede disse naturligvis ikke længe at holde stand. Kampen førtes med heltemod. I den afgørende træfning ved Waghäusel faldt den unge Schlöffel i spidsen for sin bataljon. Det besværlige tilbagetog fra Heidelberg gennem bjergene til Karlsruhe og Rastatt dækkede Becker med sit uøvede folkeværn så dygtigt, at selv de prøjsiske officerer ydede ham deres anerkendelse. Under murene ved Rastatt befandt sig endnu 13,000 mand som sidste rest af den badisk-pfalziske revolutionshær. I to dage forsvarede de sig tappert mod den seks gange stærkere fjende. De, som ikke dræbtes eller toges til fange, flygtede over på svejtsisk grund.

Modrevolutionen havde sejret, men laurbær havde den ikke høstet. Værgeløse fanger var blevet myrdede for fode, og ved de krigsretter, der nedsattes efter sejren, dømtes 28 revolutionære til døden og 68 andre til 10-årigt tugthus. I Rastatts fugtige kassematter pintes utallige ofre langsomt ihjel af sult, mishandling og tyfus. Det var prinsen af Prøjsen, den senere kejser Wilhelm I., der så fejt var flygtet for revolutionen i Berlin, som nu viste sit heltemod overfor de besejrede. Han mindedes længe under navnet »Kardætske-Prinsen« blandt den sydtyske befolkning.

Det hvide rædselsherredømme hvilede nu atter over Tyskland. Ligesom før 1848 måtte enhver revolutionær agitation foregå i det skjulte; kun udefra kunne den drives offentligt. Navnlig i Svejts havde der samlet sig tusinder af tyske flygtninge, som håbede og arbejdede på en genopvækkelse af revolutionen i deres fædreland. Men de reaktionære magter tvang Svejts til at opgive sin asylret netop i det øjeblik, da den skulle vise sig virksomst. Størstedelen af de 10,000 tyske flygtninge blev tvungne til at udvandre til Amerika, og et forsøg på at samle de spredte tyske arbejderforeninger i Genf, Bern, Zürich osv. blev slået ned. Sjælen i dette forsøg var Wilhelm Liebknecht, som stod i spidsen for arbejderforeningen i Genf.

Wilhelm Liebknecht var dengang 24 år. Han var født d. 29 marts 1826 i Giessingen og nedstammede fra en gammel hessisk embedsmandsfamilie, som kunne føre sin oprindelse tilbage til Luther. Af det tyske embedsmandsvæsen havde Wilhelm Liebknecht kun lidt; desto mere havde han arvet af reformatorens djærve og urokkelige bondenatur. Han gennemgik hurtigt og med stor udmærkelse latinskolen, men erkendte snart, da han kom til universitetet, at han hverken egnede sig til tysk embedsmand eller videnskabsmand. I året 1847 stod han i begreb med at udvandre til Amerika, da et tilfældigt møde med en svejtsisk lærer bestemte ham til at drage til det republikanske Svejts og afvente udladningen af de tordensvangre skyer, som dengang hang over Europa. Februarrevolutionens uvejr drog ham til Paris i 1848, og kun en alvorlig sygdom forhindrede ham fra at deltage i Herweghs friskaretog. Han rejste så tilbage til Svejts og deltog i Struves republikanske september-oprør i Baden. Han toges til fange og sad i badiske fængsler, indtil Majrevolutionen befriede ham. Så trådte han som kanonér ind i folkeværnet, der anførtes af Johann Philipp Becker, og blev efter nederlaget kastet i Rastatts kasematter. Da han atter var kommet på fri fod, tog han del i kampen for rigsforfatningen. Som flygtning i Svejts bestræbte han sig for at samle de tyske arbejderforeninger til en kraftig organisation på socialistisk program. Han havde allerede som latinskoleelev slugt Saint-Simons skrifter, og revolutionens praktiske erfaringer modnede snart hans forståelse af klassekampene i det borgerlige samfund.

Han havde til de nævnte foreninger udstedt et offentligt opråb, som indbød dem til en kongres i Murten d. 20 februar 1850. Men da sendemændene fra 16 foreninger på den fastsatte dag indfandt sig til kongressen, blev de arresterede af de svejtsiske myndigheder under den latterlige beskyldning, at de påtænkte et bevæbnet indfald i Baden. Der indledtes en vidtløftig undersøgelse, som endte med, at ca. 300 tyske arbejdere blev udviste af Svejts og deres navne meddelte til de tyske regeringer. Dermed ødelagdes den eneste organisation blandt de tyske flygtninge, som kunne have fået nogen varig betydning.

Imidlertid var Karl Marx blevet nødt til at forlade Frankrig og var rejst til London, hvor landflygtighedens tungeste sorger ventede ham. De forstyrrede dog ikke denne mægtige ånds ligevægt. Han påbegyndte straks - bistået af Fr. Engels, der fra Svejts ligeledes var kommen til London - en kritisk undersøgelse af den revolution, han fornylig havde gennemlevet, og søgte ud fra sociale årsager at forklare, hvorfor den var strandet. Samtidig med deres litterære virksomhed genoptog vennerne den praktiske agitation. De organiserede påny »Kommunisternes Forbund«, hvis gamle medlemmer næsten alle havde fundet hverandre igen i London. Blandt nye tilkomne kræfter var Liebknecht, den forhenværende officer Willich, som havde været en af førerne i den badiske opstand, og Konrad Schramm, hvem Marx kaldte for partiets hedspore.

Fra centralbestyrelsen i London lykkedes det at knytte forbindelser rundt om i Tyskland, men snart opstod der en spaltning indenfor forbundet. Blandt de yngre medlemmer var nemlig den indbildning levende, at nu, da den første revolution var løbet ud i sandet, gjaldt det blot om at lave en ny. Marx og Engels advarede indtrængende mod denne falske tro og rådede arbejderne til nøje at tage den økonomiske verdensudvikling i betragtning og indrette sig efter dens love. Efter krisen i 1847 var fulgt en opgangsperiode, som endnu ikke havde nået sit højdepunkt; under disse omstændigheder ville en revolution være umulig; det gjaldt for proletariatet om at holde sit krudt tørt, at organisere sig fagligt og politisk så stærkt som muligt og lade kapitalismen løbe linen ud. Men denne kloge tale ville de utålmodige revolutionsmagere ikke lytte til. Deres førere var Karl Schapper og August Willich, der som gammel soldat, brav, men overilet, uden økonomisk og filosofisk forståelse, havde let ved at gribe til sværdet. Med rette bebrejdede Marx dem og deres såkaldte »revolutionære« tilhængere, at de misbrugte ordene revolution og proletariat; de smigrede folket med fraser i stedet for at regne med de virkelige forhold. Det tyske proletariat var alt for uudviklet til at gøre revolution, og ethvert forsøg derpå ville kun tjene til at befæste bourgeoisiets magt; men selve udviklingen var revolutionær og ville i løbet af en vis årrække, måske et halvt hundrede år, gøre arbejderne modne til politisk herredømme.

På centralbestyrelsens møde d. 15 september 1850 kom modsætningen til åbent udbrud. Marx og hans gruppe havde flertal, og da en forsoning var umulig, vedtog de at udelukke Willich og Schapper med deres tilhængere samt at forlægge centralbestyrelsens sæde til Køln, som var midtpunktet for den tyske agitation. Uenigheden var så skarp, at det kom til en duel på pistoler mellem Willich og Schramm. »Kommunisternes Forbund« var altså nu spaltet i to fraktioner. Willich og Schapper fortsatte deres barnagtigt revolutionære agitation; de betegnede sig selv som »handlingens mænd« i modsætning til »litteraterne« Marx og Engels. Til de prøjsiske officerer sendte Willich et hemmeligt opråb om at gøre revolution; det blev naturligvis straks offentliggjort i den reaktionære presse. Der stiftedes afdelinger i Paris og Bryssel, men efterhånden trængte lokkespioner ind i forbundet for at fiske i rørt vande, og de forskellige regeringer skred ind imod »sammensværgelserne« og lod medlemmerne dømme til fængselsstraffe. I begyndelsen af 1853 var Willichs parti opløst.

Men det samme var allerede inden den tid tilfældet med den anden afdeling af forbundet, som havde fået centralbestyrelse i Køln, men lededes af Marx i London. For at skabe forbindelser rundt om i Tyskland var der fra Køln udsendt fire betroede mænd i forskellige retninger. En af disse udsendinge, skræddersvenden Nothjung, blev d. 10 maj 1851 tilfældigvis arresteret i Leipzig på grund af manglende papirer. Politiet fandt hos ham Det kommunistiske Manifest, love for Kommunisternes Forbund samt en del breve og adresser. Disse og flere andre spor førte til opdagelsen af centralbestyrelsens sæde, og nu påfulgte den berømte kommunistproces i Køln, hvorunder 11 medlemmer af forbundet blev arresterede og anklagede for højforræderi. Det var de tre læger Daniels, Jacoby og Klein, dr. jur. Becker (den såkaldte »røde Becker«, senere overborgmester i Køln og medlem af herrehuset), skræddersvendene Nothjung og Lessner, cigarmager Röser, handelsmedhjælperne Ehrhard og Reiff, kemikeren Otto og forfatteren Heinrich Bürgers. Den tolvte anklagede, digteren Ferd. Freiligrath, var i tide flygtet til London.

De anklagede sad halvandet år i varetægtsarrest, før retsforhandlingerne begyndte. Trods regeringens fortvivlede anstrengelser var det ikke lykkedes at præstere andet bevismateriale end vitterlige falsknerier. Hele processen var i virkeligheden én stor svindel. Frikendelsen syntes givet. Men da de edsvorne stod overfor valget imellem at begå justitsmord på nogle kommunister eller at brændemærke den prøjsiske stat - så valgte de justitsmordet og udtalte deres »skyldig!« over syv af de anklagede. Röser, Bürgers og Nothjung blev dømt til seks års fængsel, Reiff, Otto og Becker til fem, Lessner til tre år.

Derefter opløstes også de rester af Kommunisternes Forbund, som endnu bestod i London, og få måneder efter gik som sagt Willich og Schappers parti samme vej. Willich drog til Amerika, hvor han udmærkede sig som general i Borgerkrigen i 1860erne. Det såkaldte »Arbejderbroderskab«, som tidligere er omtalt, førte endnu en lille tid en hensygnende tilværelse; så døde også det. Dermed endte den første periode i den tyske arbejderbevægelses historie. I 1854 vedtog den tyske forbundsdag en beslutning, som forpligtede de forbundne regeringer til i »den fælles sikkerheds interesse« at opløse og forbyde alle arbejderforeninger, som havde politiske, socialistiske eller kommunistiske formål. Hovedmanden for denne Undtagelseslov var den prøjsiske forbundsrepræsentant von Bismarck.

Efter at arbejderklassen var kneblet, småborgerne skræmt i et musehul og bourgeoisiet havde givet afkald på den politiske magt, var banen atter så temmelig åben for den junkerlige reaktion i Prøjsen. Pressefriheden blev påny indskrænket, censuren genindført under en anden form, dommernes uafhængighed truet og foreningsfriheden kvalt. Enhver underordnet politimand kunne efter forgodtbefindende opløse enhver forsamling. I rigsdagens herrehus fik de østelbiske junkere det fødte flertal. Ganske vist lod den middelalderlige godsejerret over bønderne sig ikke længere opretholde. Men junkerne vidste at tage sig betalt for afløsningen af de gamle forpligtelser. De greb dybt ned i folkets lommer for at sikre sig en kapital i baghånden, inden den røde hane måske påny galede over herregårdene.

Bourgeoisiet led dog ikke alt for hårdt under det reaktionære herredømme i halvtredserne. Det forstod at slå mønt af den politiske skændsel. Når udvandringen voksede som følge af regeringens ondskabsfulde forfølgelser af arbejderne, så voksede den oversøiske dampskibsfart i samme omfang. Og på mange andre måder tog kapitalen oprejsning. I året 1851 var f.eks. halvdelen af den prøjsiske officersstand i kapitalistiske ågerkarlekløer.

Til syvende og sidst fandt bourgeoisiet sig gerne i det politiske tryk, når blot proletariatet var kneblet og forretningerne gik godt. Og de gik endog særdeles godt. I Sydtyskland tog bomuldsindustrien et mægtigt opsving. I Sachsen udviklede metal- og tøjindustrien sig. I Prøjsen kastede man sig stærkt over bjergværksdrift. Kul og jern blev tidens løsen. I 10 år steg kulproduktionen i Sachsen til det dobbelte, ved Rhinen og i Westfalen til det tredobbelte. Værdien af råjern steg efter samme målestok. Et net af jernbaner udspændtes over Tyskland. Storhandelen satte sine svindelblomster i Berlin. Rige købmænd stillede ved deres pralende levevis adel og embedsstand i skygge og samlede diplomater og ministre om deres middagsbord.

Håndværkerstanden truedes af den opblomstrende storindustri. Den velmenende småborger Schulze-Delitzsch søgte at hjælpe sin klasse ved at udfolde en ivrig agitation for oprettelsen af produktionsforeninger, som skulle yde kredit, forskud og råstoffer. Hans ideal var ved hjælp af sådanne produktionsforeninger at udjævne »mammonismen og pauperismen« - den alt for store rigdom og den alt for store fattigdom - som han kaldte de »usalige udvækster på industrien«, og i hvilke han så »to lige store fjender af sand kultur«; dette ideal var et tågebillede, men det bidrog stærkt til at befordre sammenslutningstanken, først for småborgerne, men dernæst også for proletariatet. For så vidt gjorde Schulze-Delitzsch alligevel nogen nytte. Rodbertus sagde træffende om ham, at han ikke ville finde den skat, som han gravede efter i vinbjerget, men at han dog ved at grave gjorde vinbjerget mere frugtbart. Kapitalisterne så i begyndelsen skævt til Schulzes bestræbelser, som truede med at forhindre dem i at opsluge det lille håndværk med hud og hår, men de kom snart under vejr med, at manden kunne bruges; de sluttede forbund med ham og udråbte ham som en frelser for arbejderstanden. Småborgerne lod sig i deres enfoldighed atter tage på slæbetov af bourgeoisiet.

Samtidig med det økonomiske og politiske omslag i halvtredserne foregik der en tilsvarende litterær og filosofisk udvikling. Al marv var som suget ud af den tyske digtning, der forfaldt til en blødsøden lyrik. På romanens område skildrede Gustav Freytag i »Debet og Kredit« det tyske bourgeoisi i sin opkomst, endnu småborgerligt forkrøblet og fuldt af nedarvede fordomme. Romanens helt har ikke sin lige i kedsommelighed, men han føler sig overfor de bankerotte junkere i kraft af sin borgerlige soliditet: dyden består for ham i at være mæt og moralen i at være betalingsdygtig. Tidens litterære kritik besørgedes af Julian Schmidt, som henviste forfatterne til at skildre forretningsdygtigheden hos det tyske folk. Han bekæmpede romantikken med kræmmeragtig nøgternhed, og han fremstillede de klassiske digtere Lessing, Goethe og Schiller og de klassiske filosofer Kant, Fichte og Hegel, som om de egentlig var af samme kød og blod som de borgerlige pengepugere og altså i grunden havde været nogle store kødhoveder.

På det filosofiske område trådte Schopenhauer ind i sin berømmelses glans. En hel menneskealder igennem, så længe der endnu var kraft og mod hos den tyske borgerstand, havde hans skrifter henligget utrykte hos forlæggeren; nu, da han var en olding, udkom hans hovedværk. Hvilken lykke for den tyske bedsteborger! Han fandt i Schopenhauers åndfulde filosofi en påvisning af, at al hans fejhed og begærlighed, alle hans egennyttige og misundelige instinkter, var kernen i den menneskelige visdom. Det hjalp ham så rart ud over alle anfægtelser af anger og skam. Intet under, at den borgerlige presse gik som trommeslager foran Schopenhauers triumftog gennem Tyskland.

Den tyske idealismes udødelige sjæl var forlængst gået over i den historiske materialisme, som Marx og Engels havde grundlagt. Men de dødelige rester af den gamle filosofi havde forvandlet sig til en snurrig skifting, som også kaldte sig for materialisme. Den travede i hælene på naturvidenskaben, der som altid blomstrede samtidig med industrien, og den svarede til bedsteborgernes groveste behov. Det befordrede deres fordøjelse, når f.eks. Karl Vogt forklarede dem, at »tankerne afsondres af hjernen ligesom urinen af nyrerne«, eller når Ludwig Büchner udviklede, at »kraft og stof« var uadskillelige - skønt han dog samtidig betegnede kraften som noget i og for sig uhåndgribeligt, der var modsat stoffet.

Feuerbach indså, hvor utilstrækkelig denne materialisme var. Han betragtede den ganske vist som grundlaget for den bygning, der rummer menneskets væsen og viden, men ikke som bygningen selv. Han anede, hvor indgangen til denne bygning skulle søges, når han f.eks. udtalte det berømte ordspil »der mensch ist, was er isst« (mennesket er, hvad det spiser), hvormed han mener, at en menneskeværdig tilværelse for masserne er forudbetingelsen for al menneskelig dannelse og moral. Men den ædle tænker nåede ikke frem til forståelse af den historiske materialisme, fordi han aldrig lærte at kende den indre mekanik i det moderne borgerlige samfund. Han sygnede hen i sørgmodig ensomhed.

Den socialistiske agitation manglede i 1850erne ethvert spillerum i Tyskland. Hos arbejderklassen fandt den ingen sangbund, og dens ledende kræfter var spredte til alle verdenshjørner og måtte næsten alle kæmpe den bitreste kamp for livets ophold.

Marx blev medarbejder ved det amerikanske blad »New York Tribune«, hvori han skildrede den tyske revolutions og modrevolutions historie. Medens han i denne virksomhed fandt det materielle grundlag for tilværelsen, trådte Fr. Engels atter ind i sin faders forretning i Manchester. Trods adskillelsen fortsatte de dog deres fælles arbejde. De gjorde studier og høstede lærdom på de forskelligste videnskabelige områder. De udnyttede den nødtvungne pause i kampen for deres store sag lige så grundigt som selve kampen.

Alligevel var det tunge tider, og en efterklang af dem skælver i de ord, som Fr. Engels en menneskealder senere udtalte, da fru Marx blev begravet: »Jenny Marx lærte alle landflygtighedens rædsler at kende. Det tryk af savn og mangel, under hvilket hun så sine to drenge og en lille datter synke i graven, kunne hun endda have båret. Men at både regeringen og den borgerlige opposition, den såkaldte liberale såvel som den demokratiske, rottede sig sammen imod hendes mand, at de overøste ham med de elendigste og nederdrægtigste bagvaskelser, at den samlede presse lukkede sig for ham og afskar ham ethvert forsvar, så at han stod værgeløs overfor modstandere, som både han og hun foragtede, det ramte hende dybt. Og det varede meget længe.« I disse mørke år udførte Marx det væsentligste forarbejde til sit videnskabelige hovedværk.

I Tyskland levede kommunismen i enkelte arbejderes tavse trods og i Ferdinand Lassalles glødende forhåbninger. Efter at have ført grevinde Hatzfeldts sag til sejr havde han i 1857 bosat sig i Berlin for at fortsætte sin litterære virksomhed i den prøjsiske hovedstad. Grevinde Hatzfeldt fulgte ham dertil for at blive hans stadige ledsagerinde. Det var utvivlsomt ikke til hans held, for så vidt som hun - trods al sin hengivenhed for ham - næppe kunne have den rette forståelse af hans mission. Men skønt hun snarere opmuntrede de svage end de stærke instinkter hos ham, glemte han dog intet øjeblik sine store mål. Bestandig på springet til at gribe ind i den revolutionære udvikling, så snart den genoptoges, skrev han i denne ventetid sit videnskabelige hovedværk, om hvilket han turde sige, at det var et »kæmpeværk af menneskelig flid«. Han forfulgte heri det samme revolutionære formål som Marx, men ad veje, der lige så tydeligt viste, hvad der adskilte, som hvad der forbandt de to mænd. De var begge revolutionære, men Lassalle udarbejdede sig et kolossalt stof af viden som det mægtigste middel til at revolutionere samfundet udefra, medens Marx ved hjælp af erfaringsmæssige fagkundskaber trængte ind i tingenes grund for at gøre sig til et redskab for de revolutionære drivkræfter, der omvælter det borgerlige samfund. Hvis man forestillede sig den utænkelige mulighed, at Marx blev glemt, så man end ikke mere huskede hans navn, så ville dog hans hovedværk blive stående i århundreder som det mest virkelighedstro billede af den storindustrielle tidsalder; Lassalles skrifter vil derimod kun leve som vidnesbyrd om, hvad et genialt menneske har tænkt og udrettet i en verdenshistorisk bevægelse, men ikke som monumentale værker, hvori en ny tids gennembrud har fundet sit klassiske udtryk. Lassalle fremhæver også i sine videnskabelige arbejder gerne sin personlige opfattelse, medens Marx selv i den politiske agitation lader sin egen person træde så fuldstændigt tilbage, at man årtier igennem kunne udsprede og tro på de vanvittigste løgne om ham.

Lassalle var idealist i sin livsanskuelse. Han vedblev at være hegelianer i den forstand, at han troede på ideen som drivkraft i verdenshistorien. Han opfattede ikke proletariatets klassekamp i dens nøgenhed, men oversatte den først i idealistiske tankeformer, idet han søgte at forsvare den filosofisk og retsvidenskabeligt. Derved adskiller han sig fra den historiske materialisme, som bevidst og fuldstændigt sønderbrød disse former for tænkning. Men den samme idealisme, som var Lassalles svaghed, var også hans styrke. Thi den gav ham den klippefaste tillid til ideens magt, som lod ham udrette så vældige ting. Selvom han ikke har erkendt lovene for bevægelse og udvikling i det moderne samfund så skarpt og dybt som Marx og Engels, så kan hans historiske betydning ikke måles efter dette. Enhver historisk skikkelse kommer kun til sin ret i sine historiske omgivelser. Og her rager Lassalle mægtigt op. Trods sin idealistiske verdensanskuelse trængte han ind til kernepunktet i den videnskabelige kommunisme, takket være hans store åndsevner, hans revolutionære instinkter, hans redelige og utrættelige stræben efter sandhed.

Den første frugt af det videnskabelige arbejde, som Marx udførte i 1850erne, var det lille skrift »Til kritik af Nationaløkonomien«, som var det første udkast til »Kapitalen«. I forordet til dette skrift kastede han et blik tilbage på gangen i sine studier. Han udviklede, hvorledes hans studier af Hegels retsfilosofi havde ført ham til den erkendelse, at retsforhold og statsformer hverken kunne forstås ud fra sig selv eller fra deri almindelige menneskelige åndsudvikling, men at de tværtimod bundede i de materielle livsforhold, som Hegel havde sammenfattet under navn af det borgerlige samfund; skelettet i dette samfund var den økonomiske ordning. Og nu fulgte den berømte fremstilling af den materialistiske historieopfattelse, som gengives her, fordi den er grundlæggende for socialdemokratiet:- »I den samfundsmæssige produktion til livets ophold indgår menneskene visse nødvendige forhold, som er uafhængige af deres vilje, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin i de materielle produktionskræfter. Disse samlede produktionsforhold danner det økonomiske bindingsværk i samfundet, det virkelige grundlag, hvorpå en juridisk og politisk overbygning rejser sig, og som svarer til bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Det materielle livs produktionsforhold betinger i det hele taget den sociale, politiske og åndelige livsproces. Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres tilværelse, men det er omvendt deres sociale tilværelse, der bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i udviklingen kommer samfundets materielle produktionskræfter i modstrid med de tilstedeværende produktionsforhold eller, som det med et juridisk udtryk hedder, med ejendomsforholdene. Disse forhold bliver derved til hæmmende bånd i stedet for til udviklingsformer for de produktive kræfter. Der indtræder da en social revolution. Med forandringen i det økonomiske grundlag omvæltes hele den uhyre overbygning langsommere eller hurtigere….en samfundsformation går aldrig under, før der i dens skød er udklækket nye og højere produktionsbetingelser. I store omrids kan man betegne de asiatiske, antikke, middelalderlige og moderne borgerlige produktionsmåder som fremskridt efter fremskridt i den økonomiske samfundsdannelse. De borgerlige produktionsforhold er den sidste form for den indbyrdes modstrid mellem frembringelse og forbrug. Thi de produktive kræfter, som udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, skaber samtidig de materielle betingelser for løsningen af denne modstrid. Med denne samfundsform slutter derfor det menneskelige samfunds forhistorie.«

Selve skriftet er, som titlen lyder, en kritik af den borgerlige (dvs. kapitalistiske) nationaløkonomi. Rigdommen i det kapitalistiske samfund, siger Marx, fremtræder som en uhyre samling af varer. Han undersøger derfor, hvad en vare er, og bestemmer den som en genstand, der har en vis brugsværdi og derfor en vis bytteværdi. Da den ene vare kan byttes med den anden, så må der for alle varer være en vis fælles værdi, og denne fælles værdi er det menneskelige arbejde. Målestokken for dette arbejde er arbejdstiden, det vil sige den socialt nødvendige arbejdstid, som enhver vare udkræver for at fremstilles. Denne værdi, der som sagt er fælles for alle varer, kan følgelig udtrykkes ved hjælp af en enkelt vare, og denne ene vare er penge. I pengene er varernes bytteværdi krystalliseret.

Marx udvikler pengenes rolle i det borgerlige samfund, og hans skarpsindighed i denne undersøgelse minder om hin damphammer, om hvilken han et sted siger, at den som i leg knuser en granitblok til støv, og dog er den ikke mindre i stand til at slå et søm ind i blødt træ med en række lette slag. Han ville nu videre vise, hvorledes pengene forvandler sig til kapital, men ydre omstændigheder, særlig en langvarig sygdom, forhindrede ham i otte år fra at fortsætte det i 1859 udkomne skrift.

Imidlertid havde Lassalle (i 1857) udgivet sit store værk om den græske tænker Herakleitos - den dunkles filosofi. Det var det mesterstykke, hvormed han - som Hegels elev - satte kronen på sine læreår. Der er kun bevaret nogle få brudstykker af den gamle græske filosof, om hvem det hed, at han ville forvise al stilstand og ro fra verden. Hegel havde henvist til Herakleitos som den, der først havde erkendt, at verden er en evig bevægelse, en bestandig tilblivelse, der fremgår af modsætningen mellem det, som er, og det, som ikke er. På dette punkt optog Lassalle sin undersøgelse, som han gennemførte med en uhyre lærdom og en beundringsværdig skarpsindighed.

Han viser overordentlig smukt, hvorledes filosofien hos Herakleitos bliver til praktisk moral i form af kærlighed til ry og hæder. Thi at opnå berømmelse, således som de bedste tragter efter, det er at leve, når man er død; det er at være, når man ikke længere er; det er menneskets sande uendelighed. Dommen over død mand dør aldrig. Men denne kærlighed til ry, til et berømmeligt eftermæle, falder hos Herakleitos sammen med hans moralske grundprincip, som er hengivelsen for det almene, hvorved han forslår den enkeltes bevidst frivillige underkastelse under den almindelige verdenslov. I denne opofrelse for det almene ser også Lassalle »al morals evige grundbegreb«, men det almene betyder for ham noget andet end for Herakleitos. Det er en simpel følge af den historiske udvikling. Det almene var for Lassalle ikke den almindelige verdensidé, heller ikke den absolutte statsidé, men »arbejderstandens idé«. Han tog ikke arbejderklassen i forsvar, fordi den er den talrigste, men - som han så ofte har udviklet - fordi den under de historiske betingelser i den moderne klassestat er en personliggørelse af opofrelsen for det almene; thi den er ikke blot den eneste af alle klasser, som er i stand til en sådan opofrelse, men dens særlige interesser er ensbetydende med de almene interesser. Således er i kort begreb den lære, som Lassalle uddrager af Herakleitos den dunkles filosofi; når man heri har villet finde en selvmodsigelse, en indre spaltning mellem »åndsaristokraten« og »socialdemokraten« Lassalle, så beror det på en misforståelse. Der er ingen sådan selvmodsigelse til stede i Lassalles filosofiske udvikling, og i denne »tankernes verden« spiller det kun en rent udvortes og intetsigende rolle, at Lassalle som taler optrådte i elegant dragt og lakstøvler for en forsamling af sodede fabriksarbejdere. Det »åndsaristokratiske« og det »socialdemokratiske« forligedes fortræffeligt hos ham, og han hånede selv med blodig spot det liberale bourgeoisis mangel på forståelse af, hvad politik inderst inde er.

Under sit arbejde med Herakleitos følte Lassalle tit og mange gange - som han skriver i et brev til Marx - hvorledes pennen blev lam i hans hånd, fordi han pintes ved at sidde dér og udvikle teorier »efter at der var flydt så meget blod og så mange ugerninger skreg om hævn«. I sin lidenskabelige trang til at handle sukkede han ved tanken om, hvorledes folk trods alle teorier dog roligt levede videre, som om de bedste værker aldrig var skrevne, de største tanker aldrig tænkt. For ligesom at berolige sig selv syslede han derfor med et særstudium, der stod i en vis forbindelse med hans aktuelle interesser uden dog helt at beslaglægge hans kraft. Han studerede reformationstidens store gennembrud, og resultatet blev - en historisk tragedie på vers: »Franz von Sickingen«.

Lassalle var ikke digter og bildte sig det heller ikke ind. Men han valgte dramaets form som den, hvori hans revolutionære emne ville gribe læserne stærkest. I sin opfattelse af reformationstiden lader han sig lede af sin idealistiske anskuelse, idet han betragter de historiske sammenstød som indre tankekonflikter. Han tillægger Franz von Sickingens kamp mod småfyrsterne og præstevælden en revolutionær betydning, som den i virkeligheden ikke havde. Men det er Ulrich von Huttens skikkelse, der i dramaet sysselsætter ham mest. Hutten var først og fremmest humanist. Han var næstefter Luther den skribent i reformationstiden, hvis røst fandt genklang i alle klasser, men forud for Luther havde han sin frimenneskelige begejstring, ubunden af religiøse læresætninger. Med en glødende og stormende veltalenhed hudflættede han fyrster og præster. Han bliver for Lassalle til en national helt, og det er særlig gennem hans replikker i dramaet, man hører Lassalles egne følelser, stemninger, forhåbninger bryde sig luft. Hutten ønsker sig tusinde tunger for at kunne tale til landet. Hellere vil han flakke fra landsby til landsby som et jaget stykke vildt, end han vil fortie og svigte sandheden. Det er ikke noget at rose ham for, thi han er således skabt, at den fælles, almindelige nød går ham langt mere til hjerte end andre. Men derfor drives han også frem som af en forbandelse. Romeren Curtius sprang i afgrunden for at sone gudernes vrede mod sit folk. Således må de bedste springe i tidens åbne gab.

Dramaet vil indprente den grundsætning, at revolutionære formål kun kan nås ved revolutionære midler. Lassalle mener ikke dermed, at disse midler nødvendigvis må være voldsomme; han spotter ofte over de folk, der, så snart de hører ordet revolution, øjeblikkelig se svungne høtyve blinke i luften. Men på den anden side skal man heller ikke vige tilbage for voldsomme midler, hvor de er nødvendige for revolutionens formål. Der forekommer i dramaet et replikskifte mellem en luthersk præst og Hutten. Præsten taler om, at den rene lære besmittes ved jordisk magt, at det blodige sværd berøver kærlighedslæren dens hellighed - men Hutten svarer:

Og han lovpriser sværdet med de begejstrede ord, at et sværd, som svinges for frihed, det er ordet, som er legemliggjort, det er gud, som er blevet til virkelighed. Magten, siger Hutten et andet sted, er himlens højeste gode, når man anvender den til et stort formål. Man opnår ikke sin ret ved snuhed og diplomatisk forsigtighed, men kun ved at sætte magt bag retten. Det åbne spil er det stærkeste. »forklædning gælder ikke på historiens valplads, hvor man i trængslen kun kender dig på din rustning og dit mærke. Indhyl dig derfor altid fra isse til fodsål dristigt i dit eget banners farve, da erfarer du, hvad du formår.« Det var den lære, Lassalle med sit sørgespil ville give bourgeoisiet; men det forstod den ikke. Det blev arbejderstanden, der virkeliggjorde den.

Af den samme trang til praktisk handling, som dikterede Lassalle hans tragedie, udsprang også hans store værk »De erhvervede rettigheders system«. Det lyder ganske vist mærkeligt, at dette uhyre lærde, retsfilosofiske arbejde skyldes en rent praktisk politisk interesse. Men det er alligevel tilfældet, og det forringer aldeles ikke Lassalles ære. Han ville med videnskabens hjælp smede sig de våben, som skulle svinges i den forestående kamp. I sit sørgespil havde han opkastet det spørgsmål, hvorvidt revolutionære tanker må give sig udslag i revolutionære handlinger. I sin retsfilosofi spurgte han: hvorledes forvandler det revolutionære princip sig efter sejren til gældende ret? Hvorledes lader en gammel retstilstand sig omsætte i en ny ? - Lassalle ville, som han selv siger, i dette værk opbygge et videnskabeligt retssystem som en fast borg for revolution og socialisme.

Hvad er retten? Hegels filosofi gik ud på, at der fra evighed af bestod en uforanderlig og almengyldig ret. Lassalle frigør sig fra denne opfattelse, idet han lægger vægten på den historiske udvikling og de skiftende retsformer. Men iøvrigt følger han den spekulative fremgangsmåde, som Hegel havde anvist. Han er idealist i sit syn på retsudviklingen. Han betragter folkebevidstheden, den offentlige mening, almenånden, som den eneste kilde til ret. Overfor denne fælles retsbevidsthed gælder ikke den enkeltes vilje. Intet enkelt menneske kan stille sig på et særligt retsstandpunkt, som gælder til alle tider, thi retten afhænger til enhver tid af den fælles folkeånd. Ingen tid står under en anden tids herredømme eller er forpligtet til at lade det, den betragter som uret, virke som ret. Når derfor gamle rettigheder, f.eks. livegenskab, hoveri eller lignende, ophæves ved en ny retstilstand, så strider det mod selve rettens grundsætning at yde erstatning til dem, der var interesserede i opretholdelsen af disse gamle rettigheder, som nu betyder uret.

Mod denne lære rettede Rodbertus den indvending: jamen hvorledes erfarer man, om folkebevidstheden forkaster en bestemt ret eller kun en bestemt form for denne ret? Ved stemmeflerhed, sagde han, kan man jo ikke afgøre forskellen. Lassalle indrømmer, at man ganske vist ikke ved afstemning kan fastslå, hvad samtidens bevidsthed vil. Men han mener alligevel, at spørgsmålet »ganske simpelt« lader sig løse. »Det, som de ved hjælp af fornuft, logik og videnskab kan overbevise dem selv og tiden om - det vil tiden!« I denne sætning har man den hele Lassalle med hans »vilde energi«, hans sammentrængte lidenskab, hans urokkelige tillid til ideens uimodståelige kraft, men også med al den svaghed, som hang nøje sammen med hans styrke.

Tiden lader sig jo ikke overbevise ved hjælp af fornuft, logik og videnskab, førend de opgaver, den har at løse, er modne til at løses i kraft af selve den sociale udvikling. Tiden bliver sig ikke den ny ret bevidst, før denne ret er fuldbåren i samfundets skød: ellers ville ikke så mange banebrydende ånder være blevet korsfæstede og brændte, fordi de viste tiden, hvad den ville. Lassalle skulle snart for sit eget personlige vedkommende erfare, at hans mening ikke holdt stik. Han så, at tidens levende drivkræfter arbejdede på proletariatets frigørelse, men al den fornuft, logik og videnskab, hvormed han godtgjorde denne utvivlsomme kendsgerning, overbeviste ikke tiden om dens egen vilje, således at der opstod en ny retsbevidsthed.

I andet bind af sit værk, som ved lærdommens fylde og tankernes skarpsindighed næsten er endnu mere forbavsende end det første, søgte Lassalle at komme selve privatejendommen til livs og navnlig at fremstille den moderne arveret som en stor misforståelse, beroende på en falsk fortolkning af den gammel-romerske og gammel-germanske arveret. Heri tager Lassalle fejl, men selv bortset fra denne fejltagelse lykkes det ham ikke at bevise, hvad han vil. Thi hvad enten den moderne arveret har den ene eller den anden oprindelse, så står den der i sin nøgne virkelighed, uadskilleligt forbunden med privatejendommen. Ved denne tingenes logik kan retsfilosofien ikke rokke.

De forhåbninger, som Lassalle havde gjort sig om sin bogs praktiske virkninger, gik ikke i opfyldelse. Hvis bourgeoisiet havde haft mod til for alvor at binde an med junkerne, så havde ganske vist ingen »politikus« kunnet undvære bogen. Men den prøjsiske lovgivning fandt sig i en menneskealder roligt i de godsejerlige »erstatningskrav«, som Lassalle i de stærkeste udtryk havde brændemærket for deres mangel på skamfølelse og pligtfølelse. Og den tyske videnskab var ikke længer de ideer voksen, som Lassalle havde sat under diskussion. Han opdrog sig ikke sine arvinger blandt professorerne, men blandt arbejderne.

Medens han endnu skrev på sit retsfilosofiske værk, trængte bruset af europæiske folkebevægelser ind i hans arbejdsværelse. Det var efterdønningerne af den store handelskrise i 1857. I Italien rejste folket sig mod det østrigske fremmedherredømme, og da det samtidig gærede i det franske proletariat, søgte Napoleon III. at skaffe sig en populær krig ved at angribe Østrig. Følgen var en stærk opblussen af den tyske nationalfølelse og en hidsig råben på krig mod Frankrig. Situationen blev først belyst i et skrift af Fr. Engels, men endnu klarere i det flyveskrift, som Lassalle i 1859 udgav om Den italienske Krig og Prøjsens opgave. Han hævdede nødvendigheden af Tysklands og Italiens enhed, men han bekæmpede tanken om en tysk-fransk folkekrig, som ville være den frygteligste fare for den europæiske kultur og dermed for alle nationale og revolutionære interesser. Hvis nationalhadet mellem de to folk - siger han - påny vækkes som en blodtørstig tiger af sin hule, vil det betyde, at civilisationens fremskridt i Europa skrues en menneskealder tilbage, og at erobringsraseriets barbari skrives på folkenes fane i stedet for social udvikling. Hans forudsigelser er til punkt og prikke slået til. Og når han - ligesom Marx havde gjort - forlangte, at Prøjsen skulle befri Slesvig-Holsten fra det danske fremmedherredømme, så gik ganske vist også det i opfyldelse, men hvad Lassalle ønskede, var vel at mærke en krig i folkefrihedens, ikke i reaktionens interesse.

I januar 1861 døde den sindssyge Frederik Wilhelm IV., og hans broder besteg tronen som kong Wilhelm I.. Junkerne følte, at deres tid var kommet. Allerede som regent havde Wilhelm søgt at gennemføre den ny hærordning, hvis formål (som Lassalle sagde) var at skabe et umådeligt magtmiddel for absolutisme og junkerdømme. Bourgeoisiet var blevet betænkeligt, men havde trods sit flertal i kamret ført en yderst ynkelig opposition. De mest frisindede rigsdagsmænd dannede nu et parti, som de kaldte »Det tyske Fremskridtsparti«, og hvis program var lige så beskedent som dets navn. Om virkelig demokratiske fordringer, først og fremmest almindelig valgret, var der ikke tale; selv arbejdernes beskedneste krav blev oversete med tør uforskammethed. Kongen blev alligevel så forskrækket, at han udnævnte et reaktionært ministerium. Ved de ny valg fik Fremskridtspartiet flertal, og den ny hærordning forkastedes. Kongen kaldte nu den prøjsiske gesandt i Paris, Bismarck, til Berlin som ledende minister.

Bismarck stammede fra en forarmet pommersk junkerslægt, som førte sit stamtræ tilbage til en købmand, der i det 14ne århundrede havde sammenskrabet sig en hoben uretfærdigt mammon. Familien havde senere mistet størstedelen af sine erhvervede godser, så at den unge Bismarck med nød og næppe kunne leve standsmæssigt som landadelsmand. Han havde i revolutionsårene været den mest junkerlige af alle junkere, han havde med en sund maves kraftige appetit kæmpet for bevarelsen af de godsejerlige rettigheder, og han havde afskyet den tyske enhed, som bourgeoisiet var begærligt efter. Kongen var blevet opmærksom på ham og havde sendt ham som prøjsisk repræsentant til forbundsdagen i Frankfurt. I denne rige sjakrerby fik den fattige junker øjnene op for, at der dog var noget vist tiltalende ved den kapitalisme, som han med adeligt hovmod havde set ned på. Han blev ven med huset Rothschild, hvis berlinske repræsentant, Bleichrøder, tog sig af hans pengesager. Men som junker vedblev han at føle sig; bourgeoisiets krav på politisk magt var ham i hans inderste sjæl forhadt. Han lærte aldrig at forstå den historiske udvikling af liberalisme og socialisme. Trods sin forretningssans var han blind for drivkræfterne i folkelivet.

Af den lille junker blev der efterhånden en stor diplomat. Som prøjsisk gesandt i Paris studerede Bismarck den snu samvittighedsløslied hos det russiske diplomati og drev politik på egen hånd. Han følte sig kaldet til at overlage ledelsen af den prøjsiske regering, og han erklærede, at hans første opgave ville være med eller mod landdagen at gennemføre den ny hærordning. Da så kongen kaldte ham, jublede junkerne, og Fremskridtspartiet råbte: Statskup! - Bismarck var dog for klog til straks at støde bourgeoisiet for hovedet. Han lovede, at han skulle løse det tyske spørgsmål med »blod og jern«, hvis blot man ville bevilge ham omkostningerne ved den ny hærordning. Men for Fremskridtspartiet var der nu ikke andet at gøre end at tage kampen op, og i denne situation fandt det en uventet - og ufortjent - bistand.

Lassalle havde med voksende utålmodighed iagttaget den liberale ynk. »Den, der i vore dage lever i Berlin og ikke dør af liberalisme, han vil aldrig dø af ærgrelse,« skrev han til Marx; han brændemærkede det liberale pressekomplot, som dækkede over en rådden retspleje, og han omgikkes en stund med den plan at stifte et stort demokratisk blad i Berlin sammen med Marx og Engels. Efter udgivelsen af sit retsfilosofiske hovedværk foretog han i sommeren 1861 en rejse til Svejts og Italien og besøgte bl.a. Garibaldi på øen Caprera. Da han i begyndelsen af 1862 kom tilbage til Berlin, fandt han stillingen væsentlig forandret. Fremskridtspartiet havde vundet sin første valgsejr, men der var ikke synderlig rygrad i dets holdning overfor det truende forfatningsbrud. Lassalle ventede sig ikke meget af denne opposition. »I vort kammer hvilken jammer!« skrev han i et brev.

Imidlertid omgikkes han venskabeligt mange af partiets ledende mænd. Den rundelige årsindtægt, der var sikret ham efter sejren i den hatzfeldtske sag, tillod ham at føre et selskabeligt hus. Han boede i et af Berlins fornemste kvarterer nærved Thiergarten, og i hans pragtfuldt udstyrede lejlighed samledes en kreds af tidens kendteste personligheder, fremragende mænd og indtagende kvinder. Lassalle hørte jo ingenlunde til de mørke fanatikere, bag hvis bistre alvorsminer der i reglen kun skjuler sig åndelig indskrænkethed. Sikkert nok var der »jern og blod« i hans overbevisning som i hans temperament, men i sit væsen var han en selskabsmand af henrivende elskværdighed, altid oplagt til lyslig spøg og endog til overmodig kådhed. Når man bebrejdede ham hans kostbare tilbøjeligheder, svarede han: Hvorfor skulle vi lade Wilhelm den Retfærdige (kongen) drikke al den gode vin? Nogen forfængelighed var der jo nok med i spillet, men de selskabelige omgivelser, i hvilke han færdedes og var en så munter og åndfuld vært, påvirkede ham i virkeligheden lige så lidt, som grevinde Hatzfeldt gjorde det. Hun optrådte som en statelig værtinde ved hans selskaber, om hvis overdådighed der iøvrigt gik ganske vilde og usandfærdige rygter.

Derimod påvirkedes Lassalle i denne periode af sin ven Lothar Bucher, som senere svigtede sine socialistiske anskuelser og blev en af Bismarcks håndgangne mænd. Bucher havde gennemgået den samme juridiske og filosofiske dannelse som Lassalle, men han havde under sit ophold i London, hvorhen han måtte flygte efter Martsrevolutionen, tilegnet sig en nok så grundig opfattelse af den storkapitalistiske udvikling. Han gik ud fra kendsgerninger, hvor Lassalle sluttede fra ideer. Ved sine iagttagelser af det engelske bourgeoisi og det engelske proletariat var Bucher kommet til den erkendelse, at den rigtigste mening findes på de to yderste trin af samfundsstigen: Blandt de økonomisk uafhængige gentlemen, som kun lever for deres dannelse, og blandt arbejderne, hvis åndelige kraft frigøres, jo mere mekanisk deres arbejde bliver. Denne sammenstilling af gentlemen og arbejdere blev ledemotivet i hele Lassalles agitation.

Men trods sin idealisme så Lassalle alligevel skarpere, dybere og videre frem end både Bucher og Rodbertus, når han mente, at tingene i sig selv var modne nok til at få det kraftige stød af menneskehånd, som skulle bringe dem til at rulle. Han var ingen sværmer, men han var et geni, der med sikkert blik fattede tingenes inderste kerne. En hel mand er altid noget andet end de tusind enkeltheder, hvoraf han er sammensat, og selvom han tager fejl i nok så mange enkeltheder, så kan han dog i det store og hele have retten på sin side.

Så begyndte da Lassalle sin praktiske politik, og det felttog, han førte fra foråret 1862 til foråret 1863, er ikke blot det betydningsfuldeste og følgerigeste af alle hans felttog, men om man så må sige det kunstnerisk mest fuldendte og det menneskeligt mest overlegne: et sandt mesterstykke af revolutionær krigskunst, som byggede sig op i planmæssig stigning. Det begyndte med et lystigt husar-chok, så fulgte et stormløb af tvingende beviser, der trængte frem i sluttet række, og endelig var det, som om med en jernhammer den port blev sprængt, gennem hvilken det klassebevidste proletariat skulle holde sit sejrrige indtog i den tyske historie.

Ligesom Marx og Engels, da de i 1848 udgav Det kommunistiske Manifest, således søgte også Lassalle i 1862 tilknytning til den yderste fløj af den borgerlige bevægelse. Trods alle de bitre erfaringer, han havde gjort om liberalismen, holdt han fast ved den opfattelse, at det ikke gjaldt om at angribe og svække den borgerlige klasse, men om at styrke den og drive den frem, så længe der var det mindste håb om, at den ville opfylde bourgeoisiets historiske kald og gøre rent bord med absolutismens og godsejerdømmets reaktion. Forsøget måtte gøres. Efter at have udgivet sit sønderknusende vittige stridsskrift mod den tidligere omtalte litteraturhistoriker Julian Schmidt, skred Lassalle til værket med et foredrag om forfatningsvæsen, som han holdt i fire liberale kredsforeninger.

Det var Fremskridtspartiets valgparole at redde forfatningen. Lassalle undersøger nu, hvad en forfatning er. Ligesom ethvert legeme har sin konstitution, således har ethvert land sin forfatning. I ethvert land består der nemlig visse faktiske magtforhold, og disse faktiske magtforhold er altid et lands virkelige forfatning. Hvis man tænkte sig - siger han - at Prøjsen ved en uhyre ildebrand mistede alle sine skrevne love, så at der altså måtte udstedes nye, tror man så, at der kunne udstedes hvilke som helst love efter vilkårligt forgodtbefindende? Nej, thi magtforholdene ville bestå uforandret, selv om lovene var gået til grunde. En konge, hvem hæren og kanonerne adlyder, en adel, som har indflydelse på konge og hof, den store industri og den store handel, bank og børs, den almindelige bevidsthed indenfor visse grænser og i nødsfald selve folkemassen - alt delte er stykker af forfatningen. Sådanne praktiske forfatninger har der altid bestået og vil der altid bestå. Hvad der er ejendommeligt for den nyere tid, er ikke de virkelige forfatninger, men de forfatninger, som er skrevne på et blad papir.

Når misforholdet mellem den skrevne og den virkelige forfatning bliver for stort, indtræder der en revolution, som udsletter den gamle skrift og sætter en ny i stedet. Det var tilfældet ved Martsrevolutionen i 1848. Men bourgeoisiet forsømte lejligheden til at fastslå den virkelige forfatning; det lod sig afvæbne og tog til takke med den skrevne liberale forfatning, som kronen sagtens kunne indrømme, når den faktisk beholdt magten i sin hånd. Det var en skæbnesvanger forsømmelse. Thi hvad nytter det, når man har et æbletræ i sin have, at skrive på en seddel: dette er et figentræ? Derfor bliver træet ikke til et figentræ. Det vedbliver at være, hvad det er, og det vil næste år som hidtil bære æbler og ikke figen.

Lassalle sammenfatter sin anskuelse i de ord: »Forfatningsspørgsmål er oprindeligt ikke spørgsmål om ret, men om magt; et lands virkelige forfatning består kun i de håndgribelige magtforhold, som er tilstede i landet; skrevne forfatninger er kun af værdi og varighed, når de nøje svarer til de virkelige magtforhold i samfundet.« Hvad der gælder om hæren som det vigtigste magtmiddel - tilføjede han - gælder naturligvis også om dommerne og andre embedsmænd. Hans tilhørere kunne ikke være i tvivl om, hvad meningen var med den ny hærordning. Han sluttede med at sige: »Fyrstendømmet, mine herrer, har praktiske tjenere; det samme måtte man ønske dem i stedet for folk med smukke talemåder.«

Simpelt og klart havde Lassalle her fastslået den uimodsigelige politiske sandhed, at magt altid går før ret, og at det derfor gælder om at sætte tilstrækkelig magt bag retten for at kunne overvinde urettens magt. Men denne kloge lære gik hen over hovedet på Fremskridtspartiets menige, selvom førerne vel nok forstod, hvor Lassalle ville hen. D. 12 april 1862 holdt han i forstaden Oranienburgs Håndværkerforening et andet foredrag for maskinarbejderne i dette distrikt. Havde han før advaret borgerstanden mod at gøre de gamle dumheder om igen, så sagde han nu til arbejderne: Glem ikke, at i har jeres særlige interesser at varetage i den almindelige borgerlige opposition. Dette foredrag er det berømte »Arbejderprogram«, hvori Lassalle behandler »den særlige sammenhæng mellem den nuværende historieperiode og arbejderstandens idé.«

Han giver først en historisk oversigt, som væsentlig hviler på Det kommunistiske Manifest, men dog er selvstændigt gennemtænkt. Han viser, hvorledes industriens udvikling og den dermed følgende kapitaldannelse opløste det middelalderlige samfund, som hvilede på grundbesiddelsen. Revolutionen var allerede tilstede i samfundets indre, før den brød ud i Frankrig. »Dette er overhovedet tilfældet ved alle revolutioner, mine herrer! Man kan aldrig lave revolution; man kan altid kun give en revolution, som allerede er indtrådt i et samfunds faktiske forhold, den ydre retslige anerkendelse og konsekvente gennemførelse. At ville lave revolution er en tåbelighed af umodne mennesker, som ikke har nogen anelse om historiens love. Men netop derfor er det lige så umodent og lige så barnagtigt at ville tilbagetrænge en revolution, som allerede er fuldbyrdet i samfundets indvolde, at modsætte sig dens retslige anerkendelse og gøre samfundet eller de enkelte, som forretter jordemodertjeneste ved revolutionen, den bebrejdelse, at de er revolutionære. Har revolutionen først gennemtrængt samfundet i dets virkelige forhold, så må den, hvor meget man end stritter imod, også bryde igennem og gå over i lovgivningen.« Spindemaskinen, som sprængte den middelalderlige lavsordning og forberedte den fri konkurrence, var allerede den levende revolution.

Bourgeoisiet har gjort kapitalen til det ledende princip i alle sociale indretninger, men også denne historiske periode er i virkeligheden udløbet, selv om det ikke ser sådan ud. Thi ved Februarrevolutionen i Paris 1848 fastsloges arbejdernes politiske og sociale ligestilling med bourgeoisiet. Den fjerde stand, som i 1789 endnu var skjult i tredje stands folder, vil nu gøre sit princip til det herskende i samfundet og gennemtrænge alle dets indretninger dermed. Og ganske i overensstemmelse med Det kommunistiske Manifest udvikler Lassalle, at her ved fjerde stands herredømme finder straks den ejendommelighed sted, at den fjerde stand er den sidste og yderste, den arveløse stand i samfundet, som ikke kan opstille betingelser, der udelukker andre, hverken retslige eller faktiske betingelser. Arbejdere er vi alle, såfremt vi kun har viljen til på en eller anden måde at gøre os nyttige for det menneskelige samfund. Denne fjerde stand, i hvis hjerte ingen spirer findes til en ny forrettighed, er derfor ensbetydende med den hele menneskeslægt. Dens sag er derfor i virkeligheden den hele menneskeheds sag, dens frihed er selve menneskehedens frihed, dens herredømme er alles herredømme.

»Den, der altså« - fortsætter Lassalle - »i den betydning, jeg her har udviklet for dem, påkalder arbejderstandens idé som det herskende princip i samfundet, han udstøder ikke et råb, som skiller samfundsklasserne; han udstøder snarere et råb om forsoning, et råb om udjævning af alle sociale modsætninger, et råb om enighed, som alle de skal istemme, der ikke vil, at en enkelt privilegeret stand skal undertrykke folket, et kærlighedens råb, som, da det for første gang bryder frem fra folkets bryst, altid skal vedblive at være det sande råb og i følge sit indhold selv da være kærlighedens råb, når det lyder som folkets kampråb.«

Idet Lassalle betragter arbejderstandens princip som det ledende for samfundet, opstiller han som det formelle middel til dets gennemførelse den almindelige og direkte valgret. Det er det eneste middel, som i længden af sig selv retter de misgreb, hvortil dets fejlagtige brug i øjeblikket kan føre. Det er en lanse, som selv læger de sår, den slår. I tidens løb bliver den almindelige og direkte valgret det nøjagtigste billede af den vælgende befolkning.

»Måske«, siger han, »kan tanken om at ville gøre de laveste samfundsklassers princip til det herskende princip i stat og samfund synes at være meget farligt og umoralsk, at være en sådan, som truer med at udsætte moralitet og dannelse for at gå under i et »moderne barbari«. Og det ville slet ikke være mærkeligt, om denne tanke gjorde sig gældende, thi også den offentlige mening, mine herrer, modtager nu til dags sit præg af kapitalen og det store bourgeoisi. Denne frygt er alligevel kun en fordom, og det lader sig tværtimod bevise, at den nævnte tanke repræsenterer det største fremskridt og den største moralske triumf, som verdenshistorien hidtil har kendt.« Når de besiddende klasser modsætter sig arbejderstandens princip, er det nemlig kun, fordi de ledes af deres personlige interesse og ønsker at beholde deres begunstigede stilling. De kommer derved i en fjendtlig stilling til folkets udvikling, til fremskridtet i videnskab, kultur og dannelse, til alle historiens frigørelseskampe og sejre. Hensynet til egen fordel medfører en fuldkommen ringeagt for alle ideelle bestræbelser. De højere stænder har kun en medlidende latter tilovers, hver gang ordet »idé« udtales.

En sådan modsætning mellem de personlige interesser og nationens kulturudvikling er ikke til stede hos underklassen. Arbejdernes instinkt siger dem, at så længe enhver af dem kun tænker på sig selv, kan de ikke håbe på nogen gennemgribende forbedring af deres stilling. For arbejderne som klasse falder den personlige interesse sammen med hele folkets udvikling, med ideens sejr, med kulturens fremskridt, med selve historiens livsprincip, som ikke er andet end frihedens udvikling. Deres sag er hele menneskehedens sag.

»De er således i den lykkelige stilling, mine herrer« - udbryder Lassalle - »at de ikke er uimodtagelige for ideen, men tværtimod på grund af deres personlige interesser kaldet til at kæmpe for den. De er i den lykkelige stilling, at det, som bestemmer deres sande personlige interesse, falder sammen med det historiske fremskridt, med den moralske udviklings befrugtende livsprincip. De kan derfor med personlig lidenskab give dem hen i kampen for fremskridtet og være vis på, at jo mere glødende denne lidenskab er, des fuldkomnere vil de blive i moralsk henseende. Dette er grundene til, at den fjerde stands herredømme i staten må føre til en i historien hidtil ukendt blomstringsperiode for moral, kultur og videnskab.

Men der er en grund til, som på det nøjeste hænger sammen med alle de anstillede betragtninger og danner slutningen på dem. Den fjerde stand har ikke alene et andet politisk princip end bourgeoisiet, nemlig den almindelige direkte valgret, men den har også en anden, helt forskellig opfattelse af statens moralske formål. Bourgeoisiets moralske idé er den, at der kun må sikres den enkelte det, som han har frembragt ved sin egen kraft. Hvis vi nu alle var lige stærke, lige kloge, lige dannede og lige rige, ville denne idé kunne anses for tilstrækkelig og moralsk. Men da dette ikke er tilfældet og ikke kan blive tilfældet, er denne tanke ikke tilstrækkelig og fører derfor i sine konsekvenser til den største umoralitet. Den vil nemlig føre til, at den stærkere, klogere og den rige udbytter den fattige og så at sige putter ham i sin lomme.

Arbejderstandens moralske idé er derimod den, at de personlige kræfters uhindrede og frie virken ikke er tilstrækkelig til at garantere hver enkelts frihed, men at der hertil må føjes interessernes solidaritet i et ordnet samfunds fællesskab. Bourgeoisiet opfatter statens moralske opgaver således, som om de udelukkende bestod i at beskytte den enkeltes personlige frihed og hans ejendom. Dette er en natvægteride, mine herrer, og det er en natvægteridé, fordi bourgeoisiet kun kan tænke sig staten som en natvægter, hvis hele funktion består i at forhindre røveri og indbrud. Desværre er det ikke alene de liberale, som knæsætter den idé. Selv hos mange foregivne demokrater findes den, hvad der er en følge af deres mangelfulde tænkeevne. Skulle bourgeoisiet konsekvent udtale sit sidste ord, måtte det tilstå, at efter dets opfattelse ville staten være aldeles overflødig, hvis der ikke fandtes tyve og røvere.

Ganske anderledes opfatter den fjerde stand statens formål, og opfatter den netop således som den er i virkeligheden. Historien er en kamp mod naturen, en kamp mod elendigheden, uvidenheden, fattigdommen, hjælpeløsheden og al den slags ufrihed, i hvilken vi befandt os, da menneskeslægten optrådte i historiens begyndelse. Den fremadskridende sejr over denne hjælpeløshed - det er den frihedsudvikling, historien viser os. I denne kamp ville vi aldrig have gjort et eneste skridt fremad, hvis vi havde ført den hver for sig eller fremdeles ville føre den således. Det er staten, som har den opgave at fuldbyrde denne frihedsudvikling, denne menneskeslægtens udvikling til frihed.

Staten er alle de enkelte individer samlet i et moralsk hele, en enhed, som forøger de i den sammensluttede menneskers kræfter millioner gange. Statens formål er altså ikke blot at beskytte den enkeltes personlige frihed og ejendom, nej, statens formål er tværtimod ved forening af alles samlede kræfter at sætte den enkelte i stand til at nå sådanne formål og sådan menneskelig tilværelse, som han aldrig kunne nå alene ved egne kræfter. Alt i alt skal staten altså bidrage til, at alle kan opnå den sum af dannelse, magt og frihed, der umulig ville kunne nås af hver enkelt for sig. Statens formål er altså at føre det menneskelige væsen fremad mod forædling og udvikling, hvad der vil sige det samme som, at staten bør arbejde for, at det øjemed, den menneskelige tilværelse har, nemlig at nå op til det kulturstandpunkt, som menneskeheden evner at nå, i virkeligheden bliver nået. Midlet dertil er menneskeslægtens opdragelse og udvikling i retning af frihed.

Arbejderstanden har allerede på grund af den hjælpeløse stilling, hvori dens enkelte medlemmer befinder sig, det dybe instinkt, at statens bestemmelse netop må være at hjælpe den enkelte ved at forene alle, så at han derved kan nå en sådan udvikling, som han ikke evner at nå ved egen kraft. En stat, der beherskes af arbejderstandens idé, vil altså ikke blive dreven ubevidst eller uvillig til sin opgave i kraft af forholdenes tryk, men den vil med den højeste klarhed og med fuld bevidsthed gøre denne statens moralske natur til sin opgave. Den vil med fri vilje og fuldkommen konsekvens fuldføre det, der hidtil kun stykke for stykke kummerligt er fravristet fremskridtets modstandere. Den vil på den måde netop hidføre et åndeligt opsving, udvikle en tilstand af lykke, dannelse, velvære og frihed, som står uden sidestykke i verdenshistorien og for hvilken selv de højest berømmede tilstande i tidligere tider må blegne som skyggebilleder.«

Det er dette, som Lassalle kalder arbejderstandens idé, dens opfattelse af statens formål. Den er lige så forskellig fra bourgeoisiets opfattelse af statens formål som arbejderstandens krav om almindelig valgret, det politiske middel, er forskellig fra bourgeoisiets begrænsning af valgretten efter skatteevne. Deraf følger da, at alle de, som hører til arbejderstanden, har den pligt at indtage en helt ny holdning. Og hør nu, med hvilken veltalenhed Lassalle påkalder sine tilhøreres selvfølelse, iver og begejstring, med hvilke glødende ord han opildner dem til kampen for den sag, som er deres historiske kald: »Intet er mere egnet til at give en stand et værdigt og moralsk præg end den bevidsthed, at den er bestemt til at være den herskende stand, at den er kaldet til at ophøje sin stands princip til hele tidsalderens princip, sin idé til hele samfundets idé. Denne verdenshistoriske bestemmelse må lægge beslag på alle deres tanker. De undertryktes fejl, de tankeløses adspredelser, de ligegyldiges letsindighed er ikke passende for dem! De er den klippe, hvorpå nutidens kirke skal bygges!

Denne tankes høje moralske alvor må helt og holdent sysselsætte deres ånd, opfylde deres sjæl, og deres hele liv skal bære præget heraf. Det er denne tankes moralske alvor, som ingensinde må forlade dem, men foresvæve dem på værkstedet under deres arbejde, i deres fritimer, på deres spadsereture og ved deres sammenkomster. Selv når de lægger dem til hvile på deres hårde leje, må denne tanke fylde deres sjæl, indtil de synker i drømmegudens armé. Jo mere de fordyber dem i denne tankes moralske alvor, desto mere udelt kan de lade dens varme gennemstrømme dem og desto mere - derom kan de være overbevist - fremskynde den tid, indenfor hvilken vor nuværende historieperiode vil have at fuldføre sine opgaver, desto hurtigere vil de nå opgavens løsning.

Hvis der blandt dem, mine herrer, som i dag er mine tilhørere, blot er to eller tre, hos hvem det måtte være lykkedes mig at antænde denne moralske tankes ild, ville jeg allerede betragte det som en stor vinding, og for mit foredrag ville det være mig belønning nok. Fremfor alt må deres sjæle ikke blive grebne af modløshed og tvivl, som man let kan gribes af, når tanken ikke i tilstrækkelig grad har klaret sig de historiske tildragelser. Fra videnskabens høje bjergspidser ser man den ny dags morgenrøde, førend man ser den nede i det daglige livs vrimmel.

Har de set en solopgang fra et højt bjerg? En purpurrand farver horisonten rød og blodig, forkyndende det nye lys. Tåge og skyer arbejder sig op, knytter sig sammen og kaster sig imod morgenrøden, og for et øjeblik skjules solens stråler - men ingen magt på jorden formår at hindre dens langsomme og majestætiske opstigning, og en time senere står den synlig for hele verden, lysende og varmende på himmelbuen. Hvad en time er i enhver dags naturskuespil, det er et eller to årtier i det langt mere imponerende skuespil: en verdenshistorisk solopgang.«

I Lassalles arbejderprogram afspejler Det kommunistiske Manifest sig i de samtidige tyske tilstande. Selve Manifestet måtte endnu for hovedmassen af det tyske proletariat være som en bog med syv segl. Arbejderstanden var ikke moden nok til at forstå dets tankegang; det havde allerhøjst kastet et dæmrende lys på den vej, der skulle vandres. Lassalles arbejderprogram viste ganske vist kun de første stationer på denne vej, men oplyste dem til gengæld med fuld klarhed.

Lassalles idealisme viser sig i arbejderprogrammet kun som en ganske tynd hud, gennem hvilken man overalt ser livets røde blod risle. Han udforsker de økonomiske årsager til den historiske udvikling, og »arbejderstandens idé« forklares i virkeligheden som proletariatets klassekamp. Deri stemmer han ganske overens med Det kommunistiske Manifest. Når han ikke tilføjer, at arbejderklassens erobring af den politiske magt vil medføre statens overgang til det socialistiske samfund, så er grunden simpelthen den, at det først og fremmest kom an på at vække proletariatets klassebevidsthed. Han betoner udtrykkeligt, at staten først vil kunne opfylde sin kulturbestemmelse under proletariatets politiske herredømme.

Lassalles foredrag synes ikke straks at have haft nogen stor virkning. Valgkampen slugte al interesse. Maskinarbejderne, til hvem han talte, hørte til Fremskridtspartiets mest trofaste tilhængere, og foredraget gik jo ingenlunde ud på at løsrive dem fra partiet. Regeringen havde et skarpere blik for betydningen af Lassalles udtalelser end både bourgeoisiet og proletariatet. Den lod foredraget beslaglægge, så snart det udkom i trykken, og lod foranstalte en lige så overflødig som ulovlig husundersøgelse i Lassalles bolig.

Imidlertid vandt Fremskridtspartiet sin store valgsejr, og Lassalle måtte afvente, om den borgerlige opposition ville vise sig i stand til at løse sin opgave. Han tænkte atter på at trække sig tilbage til videnskaben og skrive et nationaløkonomisk værk. At han endnu ikke havde vakt alvorligt anstød i borgerlige kredse, fremgik af, at han af det »Filosofiske Selskab« blev indbudt til at holde festtalen på Fichtes 100-årsdag. Men bruddet stod lige for døren.

I juli 1862 rejste Lassalle til London og søgte at vinde Marx for sine planer. Men de kunne ikke komme overens, og deres brevveksling døde derefter hen. Hvad Marx indvendte mod Lassalle, har han senere sammenfattet i de ord, at Lassalle i for høj grad lod sig beherske af de øjeblikkelige tidsforhold. Det var for ringe en ting, når Lassalle opstillede kravet om statshjælp til produktionsforeninger - i modsætning til selvhjælp - som midtpunkt i sin agitation. Den almindelige valgrets velsignelser troede Marx heller ikke ubetinget på; man havde set, at den kunne misbruges (som af Louis Napoleon i Frankrig). Lassalle søgte ikke grundlaget for sin agitation i den virkelige klassebevægelse - mente Marx - men ville foreskrive arbejderstanden en recept, som den skulle følge. Vægten af disse indvendinger har Lassalle næppe underkendt. Men når de alligevel ikke overbeviste ham, så kom det netop af den virkning, som de »øjeblikkelige tidsforhold« udøvede på ham. Spørgsmålet var da, hvem der vurderede disse forhold rigtigst, Marx eller Lassalle. Og dette spørgsmål beroede atter på, hvordan det prøjsiske bourgeoisi ville udfægte sin kamp med konge- og junkerdømme.

Da Lassalle i efteråret 1862 vendte tilbage til Berlin, var forfatningskampen i Prøjsen på sit højeste. Bismarck havde sendt rigsdagen hjem og erklæret, at da tingene ikke kunne blive enige om finansloven, måtte regeringen afholde de til statens opretholdelse nødvendige udgifter, derunder også udgifterne til den ny hærordning. Den borgerlige opposition, folkets flertal, råbte om statskup og forfatningens krænkelse, men Bismarck havde stillet spørgsmålet i sin rette form: som et reelt magtspørgsmål.

Midt under forvirringen holdt Lassalle i november 1862 sit foredrag »Hvad nu?« i Berlin. Han kunne påberåbe sig, at begivenhederne havde givet ham ret i den teori, han tidligere havde fremsat, nemlig at strid om forfatningen var strid om magten. Det gjaldt da nu om også at finde de rette midler til at sikre folkets sejr. Skattenægtelse var upraktisk, da regeringen rådede over arméen til at slå en opstand ned. Det eneste virksomme middel for folkets repræsentanter var at nedlægge deres mandater og derved ødelægge den skinforfatning, som regeringen var interesseret i at opretholde. Regeringen havde da intet andet end bajonetterne tilbage, men de egner sig som bekendt ikke til at sidde på. En strejke af rigsdagsmændene - med bourgeoisiet og arbejderne i ryggen - ville i den grad svække statens kredit, at regeringen måtte krybe til korset. »Derfor ingen ævlen om forsoning, intet nyt forlig med den gamle absolutisme, men tommelfingeren på dens øje og knæet på dens bryst!«

Fremskridtspartiet var for fejt til at følge Lassalles råd. Man beskyldte ham for at slå på den samme streng som Bismarck, når han forlangte, at magt skulle gå for ret. Den liberale presse var lumpen nok til at nægte Lassalle at svare. Han udgav da sin protest som et flyveskrift under titlen »Magt og Ret«, idet han forklarede, at fordi magt under de faktiske forhold gik frem for ret, derfor havde han selvfølgelig ikke sagt, at den burde gøre det, tværtimod burde naturligvis ret gå frem for magt. Men kun det gamle demokrati havde ret til at tale om ret, fordi det aldrig var gået på forlig med magten.

Bourgeoisiet ville imidlertid ikke føre forfatningsstriden videre, end det stemmede med dets materielle klasseinteresser. Af frygt for proletariatet veg det atter tilbage for den afgørende kamp med kongedømmet og godsejerne. Og dermed opgav det i virkeligheden kampen for sit politiske herredømme. I den forløbne menneskealder har det ladet sig nøje med at sørge for pengeposernes tarv og med at tilsnige eller tiltvinge sig en og anden bid af den politiske magt hos junkerne. Når det endelig er lykkedes en storborger at sno sig ind i ministeriet, så har han set sin fornemste opgave i at være kongedømmets og godsejerstatens underdanigste tjener.

For Lassalle var Fremskridtspartiets fejghed sikkert ingen skuffelse. Men derfor var det en lige så rigtig politik af ham at gå hånd i hånd med bourgeoisiet så længe som muligt. En selvstændig politik fra arbejderklassens side var først nødvendig i det øjeblik, da bourgeoisiet viste sig ude af stand til at løse sin historiske opgave: at holde afregning med absolutismen og godsejerregimentet, men tværtimod slog sig sammen med disse reaktionære magter om at holde arbejderne nede. I samme øjeblik som det tyske bourgeoisi spillede politisk bankerot og trådte folkets ret under fødder, tog proletariatet folkets ret op og meldte sig med sine fordringer på politisk herredømme.

Under de hurtige fremskridt, som den tyske industri havde gjort siden Martsrevolutionen, var der gået store forandringer for sig i de arbejdende klasser.

Håndværket var ganske vist stadig mere udbredt end fabriksdriften, og landbruget var i størstedelen af Tyskland endnu det overvejende. Men terningerne var en gang for alle kastede, og ingen magt i verden kunne længer standse storindustriens raske udvikling. Dynger af menneskeofre betegnede dens vej. Spindemaskinen og den mekaniske væv drev tusinder af håndspindere og håndvævere i sultedøden. Håndværket sitrede i sine fuger og følte med dump angst, at dets time var slået. De af Schulze-Delitzsch oprettede forskuds- og kreditforeninger formåede i det store og hele kun at forlænge dødskampen for det lille håndværk, men ikke at frelse det fra undergang.

Hvad fabriksproletariatet angik, så blev dets lidelser mere og mere utålelige. Den rædselsfulde tilværelse, hvortil vi har set det engelske proletariat prisgivet under storindustriens første opblomstring, havde sit nøjagtige sidestykke i de rhinske industriegne i 1860erne. Kvinde- og børnearbejde tiltog i uhyre omfang. Ministeriet Bismarck skyndte sig at rydde alle de sten af vejen, der kunne hæmme den kapitalistiske udbytning. Og det tyske proletariat var endda i endnu højere grad end det engelske bundet på hænder og fødder af politiske tvangslove og rester af middelalderlig ordning. I Rhinegnene gav sulten og fortvivlelsen sig af og til udslag i krampetrækninger, under hvilke arbejderne ødelagde maskinerne eller slog ruderne ind hos deres plageånder.

I det østlige Tyskland havde det hvide rædselsregimente kvalt alle revolutionære overleveringer. Kun i enkelte store handels- og industribyer brændte der nogle klare flammer. I Hamborg holdt maskinarbejderen Jacob Audorf under den hårdeste kamp for tilværelsen fast ved den gamle fane med ubrødelig troskab og opdrog sine sønner i samme ånd. Ligesom Audorf i sin tid var blevet omvendt til kommunismen af Wilhelm Weitling, således var der endnu i Leipzig en del arbejdere og håndværkssvende, for hvem Weitlings skrifter var evangeliet: tobaksarbejderen Fr. Wilh. Fritzsche, skomageren Julius Vahlteich og andre. Men det var dog forholdsvis få. Blandt mængden af arbejdere herskede der i Hamborg og Leipzig den samme uklarhed som andetsteds. Hverken erindringerne om Martsrevolutionen eller (endnu mindre) den gamle weitlingske kommunisme egnede sig under de helt forandrede forhold til samlingssignal for proletariatet. Der måtte andre drivkræfter til at kaste arbejderne ind i den politiske bevægelse, og disse drivkræfter udgik fra bourgeoisiet.

Det er altid bourgeoisiet, der lokker arbejderne ind i den politiske kamp, hvori det til sidst må bukke under for dem. Uden arbejdernes hjælp kan kapitalisterne ikke få bugt med junkerdømmet; det er proletariatet, der skal rage kastanierne ud af ilden for dem, men bagefter vrider de sig ved at betale prisen.

Den Liberale Nationalforening havde rundt om i Tyskland stiftet såkaldte »Arbejderdannelsesforeninger«, som benyttedes til at holde arbejderne i formynderskab. Den »dannelse«, der blev tappet af i disse foreninger, var i reglen det tyndeste øl af verden, og navnlig vogtede man sig for alt, hvad der smagte af politisk og social humle. Men der var nogle enkelte videnskabsmænd, som ikke forstod klassemodsætningen imellem bourgeoisi og proletariat, og som mente det ærligt med arbejdernes dannelse. Det var dygtige naturforskere som Theodor Müller i Frankfurt, Ludvig Büchner i Darmstadt og Rossmässler i Leipzig, der samtidig var demokratiske politikere, men dog så lidt naivt på samfundsforholdene. Rossmässler sagde f.eks. til arbejderne: gennem dannelsesforeningerne får i et dybt indblik i naturen, derved kan i allesammen blive opfindere og have jeres rigelige udkomme! Der var kun en af disse mænd, som forenede grundig naturkundskab med grundig samfundskundskab: det var Friedrich Albert Lange.

Han stammede fra en westfalsk bondefamilie. Hans fader havde med sej energi arbejdet sig op fra avlskarl og vognmandskusk til præst og professor i teologi. Han holdt af og til forelæsninger ved universitetet i Zürich, og i Svejts fik Albert Lange sine afgørende ungdomsindtryk. Da han senere studerede i rhinbyerne Køln, Bonn og Duisburg, iagttog han med frit og uhildet blik det tyske liv. Han var en åben og ærlig natur, en elskværdig menneskekender, en født opdrager, fuld af ansporende åndskraft, dertil en mester i alskens idræt, en lærd, men intet mindre end et stuemenneske, lige så mangesidig i kundskaber som i praktiske evner, kort sagt, en harmonisk udviklet type på en mand, kaldet til at løse enhver opgave, som livet måtte stille ham.

Og han løste dem mandigt og tappert. Han nedlagde sit embede som gymnasiallærer i Duisburg, da skolekollegiet af politiske grunde ville give ham en »eftertrykkelig tilrettevisning«, og han brød lige så hensynsløst med bourgeoisiet, da han så, at det satte sine materielle fordele højt over kampen for folkets ret. Han veg ikke tilbage for at træde i skranken for arbejdernes sag på et tidspunkt, da en sådan ærlighed endnu medførte tunge og pinlige ofre for et medlem af den borgerlige klasse. Men alligevel manglede der ham noget. Hans harmoniske væsen var ikke i besiddelse af den hårde ensidighed, som gør udslaget i tider, hvor det kun gælder høg over høg. I sin »Materialismens Historie« fører han ikke udviklingen frem til den historiske materialisme, men går tilbage til Kant. Og i hans samfundsopfattelse er der ligesom i hans filosofi noget tvedelt, noget tvivlende. Han har tidligere end nogen anden tysk lærd forstået, hvad Lassalle, Marx og Engels betød; han har ofte bedømt deres livsværk fint og træffende, men så har han igen misforstået det på en besynderlig måde. Albert Lange var ganske fri for bourgeoisiets egennyttige fordomme, men den idealistiske opdragelse i et evangelisk præstehjem havde til en vis grad indsnævret hans tænkning. Han ville mægle mellem modsætningerne på et historisk vendepunkt, som krævede ja eller nej - derfor hjemfaldt han til den hurtige forglemmelse, som er mæglernes lod.

For arbejderne frembød dannelsesforeningerne den første tumleplads, på hvilken de kunne famle sig frem til forståelse af deres egne interesser. Deres klassebevidsthed vågnede langsomt, men uimodståeligt, og i sin dunkle trang var den sig den rette vej vel bevidst. De tog imod det, der passede dem, og når noget ikke passede dem, blev de mistænksomme mod de ædle givere. Fremskridtspartiet var overfor arbejderne stillet på samme måde som en høne, der har udruget en andeflok. Ænderne går altid ud i vandet, selv om hønen kun vil have dem til at trippe på bredden.

Det viste sig, da nogle tyske arbejdere i 1862 blev sendte til verdensudstillingen i London på en del velhavende »arbejdervenners« bekostning. Meningen var, at de skulle søge teknisk uddannelse, men de lærte mere, end deres »velgørere« syntes om. Da de kom hjem, begyndte de at agitere for at få indkaldt en almindelig tysk arbejderkongres. En lignende bevægelse udgik samtidig fra Leipzig, hvor der året i forvejen var stiftet en arbejderdannelsesforening. Det var ved denne lejlighed, at den unge drejer August Bebel for første gang overværede et folkemøde.

August Bebel er et prøjsisk soldaterbarn. Hans fader, en polak fra Ostrowo, kom som prøjsisk soldat til Mainz, ægtede her som underofficer en pige fra Wetzlar og blev med et rhinsk regiment forsat til Køln, hvor August Bebel fødtes d. 22 februar 1840, og hvor hans fader et par år efter døde. Moderen giftede sig derefter med sin svoger, som var fangevogter, og da også han døde tidligt, rejste hun tilbage til sin fødeby Wetzlar. I denne lille bys fattigskole fik Bebel sin første undervisning. Da moderen i hans tolvte år døde, tog vajsenhuset sig af hans opdragelse. Fjorten år gammel kom han i lære hos en drejermester. Opvakt af ånd og livfuld af temperament, som han var, søgte han at uddanne sig videre, men dertil var enhver mulighed spærret i den triste ravnekrog, bortset fra, at de 20 groschen i ugeløn, foruden kost og logi hos mester, ikke tillod ham store spring.

Fra februar 1858 til marts 1860 vandrede August Bebel som håndværkssvend gennem Sydtyskland samt en del af Østrig og Svejts. Han arbejdede længere tid i Freiburg, Regensburg og Salzburg, hvor han lærte de katolske svendeforeninger at kende. Han følte sig endnu med liv og sjæl som patriot. Da krigen i 1859 udbrød under hans ophold i Salzburg, meldte han sig som frivillig til et korps af tyrolerjægere, men blev afvist, fordi han ikke var indfødt tyroler. Da derefter Prøjsen begyndte at ruste sig, skyndte han sig hjem for at melde sig som frivillig dér, men den hurtige fredsslutning kom også nu i vejen. Og da han næste år mødte som værnepligtig, blev han på grund af »almindelig legemssvaghed« erklæret for stedse udygtig til al krigstjeneste. Det var da for bestandig ude med hans militære planer, og han rejste nu til Leipzig, hvor han fik arbejde.

I den derværende arbejderdannelsesforening udvikledes hans evner hurtigt. Men med de indtryk, han fra barnsben havde modtaget, holdt han sig foreløbig borte fra den agitation, som Fritzsche og Vahlteich drev imod det borgerlige fremskridtsparti, og med sin umættelige kundskabstørst søgte han først og fremmest at lære noget. Modsætningen indenfor foreningen kom snart til åbent udbrud; Fritzche og Valteich blev slået med stort flertal og stiftede nu foreningen »Vorwärts«, hvis formål var at drive politisk agitation, navnlig at nøde Fremskridtspartiet til at sætte den almindelige valgret på sit program, samt at indkalde en almindelig arbejderkongres. Med denne opgave nedsattes der på et stort møde et udvalg, blandt hvis medlemmer også Bebel var. Han trådte dog snart ud, da tanken stødte på ligegyldighed hos arbejderne, og han ofrede nu al sin kraft på dannelsesforeningen, som han gjorde til et mønster i sin art.

Imidlertid sendte udvalget en deputation til Berlin for at forhandle med Fremskridtspartiets førere. Da disse afviste kravet om almindelig valgret, måtte arbejderne se sig om efter en anden udvej, og de fik da det råd at gå til Lassalle, som netop på den tid var ved at bryde fuldstændigt med Fremskridtspartiet. De fandt hos ham, hvad de ikke havde fundet hos de andre: en dyb sympati med arbejderklassen og en lige så dyb forståelse af dens historiske opgaver, og han fandt hos dem en åben modtagelighed og et mandigt sindelag, som var rede til og i stand til at handle. De kom i et nu overens, og det aftaltes, at Lassalle i et åbent brev til udvalget skulle fremsætte sine anskuelser om arbejderbevægelsen. Således opstod den berømte »åbne svarskrivelse«, der udkom midt i marts 1863.

Med den uimodsigeligste klarhed fastlås det her, at arbejderstanden må konstituere sig som selvstændigt politisk parti og gøre den almindelige, lige og direkte valgret til sit løsen og banner. Thi det er den eneste vej, ad hvilken den kan komme kræftskaden i de bestående samfundsforhold til livs. Arbejderne lider under den »jernhårde lov«, som bestemmer deres løn, det vil sige: arbejdslønnen kan hverken hæve sig eller synke under et vist gennemsnitligt lavmål, som lige er tilstrækkeligt til at friste livet og forplante slægten. Thi hvis den hæver sig over dette lavmål, vil arbejderbefolkningen formere sig, »og det alt for rigelige tilbud af hænder vil atter trykke lønnen ned. Og hvis den synker, vil udvandring og elendighed formindske antallet af arbejdere, og manglen på arbejdskraft vil da påny drive lønnen i vejret.

Denne lov har de liberale nationaløkonomer selv fastslået, og dens virkning - siger Lassalle - viser sig deri, at hele produktionens overskud tilfalder arbejdsgiverne, medens arbejderne kun får det nødvendigste til livets ophold. Ganske vist har nutidens arbejdere det bedre end indianere og menneskeædere, men deres fornødenheder er også større, thi fornødenhederne retter sig efter kulturens udvikling. En australneger føler ikke noget savn, fordi han ikke kan købe sæbe eller gå med en ordentlig frakke, og før bogtrykkerkunsten var opfundet, savnede arbejderen ikke en bog at læse i. Når han nu savner disse ting, så betyder det, at han er blevet stående på det laveste trin af de almindelige livsfornødenheder.

Hvorledes nu hæve arbejderne op over dette lavmål? Dertil er, som Lassalle udvikler, Schulze-Delitzschs forbrugsforeninger ikke tilstrækkelige. Der må oprettes produktionsforeninger af arbejdere, ikke indenfor håndværkets rammer, thi håndværket er dødsdømt i kampen mod storindustrien, men på selve storindustriens grund. Men hvordan skal arbejderne med deres tomme lommer være i stand til at drive produktion i stor stil? Dertil må staten hjælpe dem. Staten yder tilskud til jernbaneanlæg, som fortrinsvis kommer de velstillede samfundsklasser til gode - skulle staten så ikke kunne skride ind til fordel for de nødlidende, for det uhyre flertal i samfundet! Hvad er staten? En statistik over indkomstskatten i Prøjsen viser, at 96 1/4 procent af befolkningen lever fra hånden i munden. Staten består altså væsentlig af de nødlidende klasser, den er de fattiges store forbund. Og hvorfor skulle dette store forbund af arbejdere ikke virke befordrende og befrugtende tilbage på deres mindre forbund? Men det eneste middel til at opnå statens bistand er den almindelige og direkte valgret, gennem hvilken arbejderne kommer til at bestemme lovgivningen. Skrivelsen slutter derfor med at opfordre arbejderne til at organisere sig i en almindelig tysk arbejderforening. Hvis den almindelige valgret af befolkningens store masse opfattes som et mavespørgsmål, er der ingen magt, der kan modsætte sig den!

Den »åbne svarskrivelse« var signalet til det tyske proletariats befrielseskamp. Der kan rettes indvendinger mod enkelte af Lassalles påstande. Den »jernhårde lønningslov« er med rette blevet bestridt af Marx. Den gjaldt kun i kapitalismens første periode; senere er den under forholdenes magt, særlig ved arbejdernes organiserede modstand, blevet til en elastisk lønningslov. Og hvad produktionsforeninger med statshjælp angår, så tænkte Lassalle sig dem kun som et praktisk overgangsmiddel til det endelige mål. Hvis han skrev ophævelsen af grund- og kapitalejendom på sin fane, ville »mobben« - det vil sige massen af hans liberale modstandere - let kunne ophidse arbejderne imod ham. I sine breve til Rodbertus siger han udtrykkeligt, at hvis denne kan anvise ham et andet og bedre middel, så vil han gerne lade sig belære, men indtil da er han overbevist om, at produktionsforeninger med statshjælp er den lille finger, der med udviklingens konsekvens fører til målet. I denne overbevisning skuffede han sig selv, idet han overså, at produktionsforeningerne ville falde ind under de almindelige love for vareproduktion.

Men svaghederne ved den »åbne svarskrivelse« betød kun lidt i sammenligning med dens styrke. Lassalle udkastede krigsplanen for den tyske arbejderhær; han gav den opstilling i den tætsluttede, brede og dybe slagorden, som skulle til for at marchere og kæmpe på det moderne borgerlige samfunds jævne jordbund. De teoretiske fejltagelser smuldrede efterhånden som støv under fremmarschen af de bataljoner, som den store fører havde organiseret.

Det var langtfra nogen overdrivelse, når Lassalle sammenlignede den »åbne svarskrivelse« med de »sætninger« som Luther slog op på kirkeporten i Wittenberg. Sætningerne tændte som en gnist i et krudtfad; - svarskrivelsen var som en fakkel, der viste vej og mål. Luther blev overrasket ved virkningerne af sin handling, Lassalle vidste med fuldkommen klarhed, hvad han gjorde. Han håbede ved sit opråb at have bragt arbejderne til forståelse af deres økonomiske stilling og at have befæstet dem mod alle løgne, indbildninger og skuffelser.

Bourgeoisiet forstod straks, hvad der stod på spil. Fremskridtspartiet tøvede ikke et øjeblik med at gøre klar til kamp over hele linjen mod Lassalle. En parforcejagt begyndte, hvis lige Tyskland endnu ikke havde set. Den borgerlige presse udspyede hver dag gennem sine »hundrede kloaker« de gemeneste bagtalelser af Lassalle og forvanskninger af hans meninger, og i arbejderdannelsesforeningerne blev den ny lære fremstillet i den mest afskrækkende skikkelse. Imidlertid havde Leipziger-komiteen antaget Lassalles forslag og indbudt ham til et stort møde, på hvilket han i et glimrende foredrag slog angrebene på svarskrivelsen tilbage. Med 1300 stemmer mod 7 vedtoges det at danne den ny forening.

Men tre dage efter sammenkaldte Fremskridtspartiets førere et stort arbejdermøde i Berlin, hvor det lykkedes at ophidse stemningen mod Lassalle. En taler kom bl.a. med nogle forblommede antydninger om, at Lassalle stod i forbindelse med et rovmord, der fornylig var begået på en dame for 23 thalers skyld! Til det altsammen råbte mængden hurra. Mindre held havde Fremskridtspartiet med sig på en stor arbejderdag, som en månedstid efter fandt sted i Frankfurt am Main. Både Lassalle og Schulze-Delitzsch var indbudte. Schulze afslog indbydelsen, men Lassalle tog imod den, skønt alle hans venner frarådede ham det. Han ville have oprejsning for arbejderkomedien i Berlin. Han ville ryste sin gamle revolutionære manke og sætte alt ind på at sejre. Og han sejrede med glans. Han hudflættede sine modstandere med bidende hån som de »lønskrivere«, de var, og da man ville afbryde ham, blev spektakelmagerne tysset ud af forsamlingen. Han sagde til sine tilhørere: »i tyske arbejdere er mærkværdige folk! Overfor franske og engelske arbejdere må man drøfte, hvordan man kan afhjælpe deres sørgelige stilling, men jer må man først overbevise om, at i er i en sørgelig stilling. Så længe i bare har en bid dårlig pølse og et glas øl, så mærker i det slet ikke og véd slet ikke af, at i mangler noget. Men det kommer altsammen af jeres fordømte mangel på fornødenheder.« Og Lassalle udviklede nu, at mangel på fornødenheder var en dyd for den indiske søjlehelgen og for den kristne munk, men ikke for historikeren og nationaløkonomen, der betragtede et folks voksende fornødenheder som drivfjedren i dets udvikling og kultur.

I fire timer havde Lassalle talt og under stadig stigende bifald. Hans modstandere mærkede nu, at der var fare på færde, og fik lavet en skandale, som nødte ham til at bryde af. Men to dage efter fik han lejlighed til at slutte sit foredrag på et nyt møde, hvor han særlig udviklede den politiske side af sagen. Når bourgeoisiet beskyldte ham for at tjene reaktionen, så var det en bevidst løgn. Det var ikke reaktion, som det liberale bourgeoisi frygtede af ham, nej, det frygtede for, at der af arbejderbevægelsen skulle udvikle sig den alleralvorligste modsætning til reaktionen. »Giv mig 500,000 tyske arbejdere, som træder ind i min forening« - udbrød han - »og det er ude med vor reaktion!« Han rev forsamlingen med sig, og to dage efter vandt han en lige så stor sejr i Mainz.

Nu tog Lassalle til Leipzig, hvor »Den almindelige Tyske Arbejderforening« blev stiftet d. 23 maj 1863. Som foreningens formål angaves i statutternes første paragraf erobringen af den almindelige valgret for derigennem at varetage arbejdernes sociale interesser og ophæve klassemodsætningerne i samfundet.

Som foreningens præsident fik Lassalle en næsten enerådig myndighed. Men skulle arbejdernes masse i ordnede skarer kastes ind på den politiske valplads, så kunne det - som forholdene var - ikke ske på anden måde end ved diktatorisk ledelse af en mand med overlegent blik for, hvad der tjente proletariatets interesser. Lassalle gav selv arbejderne kraft til forholdsvis hurtigt at sønderbryde denne første organisationsform og smede sig en ny. Ingen har mere veltalende end Lassalle forstået at vække den styrke, der slumrer i proletariatet, til at disciplinere sig selv.

Efter at foreningen var grundlagt, udfoldede Lassalle i Berlin og Vahlteich i Leipzig en levende virksomhed for dens udbredelse. I begyndelsen med meget ringe held. Arbejdernes umodenhed og det højtryk, hvormed arbejdsgiverne holdt dem borte fra Lassalles agitation, forhindrede tilgang til foreningen. Selv rettede Lassalle sin hovedbestræbelse på at vinde så mange bekendte og dannede mænd som muligt, og det kan ikke nægtes, at han i nogen grad overvurderede betydningen af den slags rekrutter. Imidlertid fandt han dog ad denne vej en mand, som efter hans pludselige død kunne forsætte hans værk, måske med større held, end han selv ville have været i stand til. Det var en advokat i Frankfurt am Main, Jean Baptist von Schweitzer, en ung mand, næppe 25 år gammel.

Schweitzer stammede fra en gammel patricierslægt i Frankfurt. Han var vokset op under påvirkning af Schopenhauers filosofi, men havde allerede i året 1861 udgivet en omfangsrig studie over »Tidsånden og kristendommen«, hvori han frigjorde sig fra Schopenhauers uvirksomme pessimisme og vendte sig til studiet af den historiske udvikling, som han ganske vist endnu ikke opfattede i socialistisk ånd, men dog ud fra en idealistisk-revolutionær betragtning. Som en ynglings værk er bogen i sin art betydelig; trods uklarhed og en vis fraseagtighed er den rig på træffende bemærkninger, der vidner om forfatterens skarpsind og kundskaber. Samtidig havde Schweitzer sluttet sig til den liberale nationalforening, hvis hulhed han dog snart blev klar over. Han blev beskyldt for at have tilegnet sig nogle penge ved en skyttefest i Frankfurt, hvor han redigerede festavisen; denne beskyldning synes ganske grundløs, derimod fik hans rygte et værre knæk, da han kort efter i Mannheim dømtes til to ugers fængsel for at have forledet en ung mand til en usædelig handling. Det storborgerlige selskab lukkede sine døre for ham, dog vistnok mere på grund af hans demokratiske anskuelser, end fordi han havde gjort sig skyldig i kønslige forvildelser, som det samme selskab ellers er villigt nok til at dække med kærlighedens kåbe, når synderen hører til de velsindede. Imidlertid tog også arbejderne i Frankfurt forargelse og bød ingenlunde Schweitzer velkommen, da han sluttede sig til Lassalle.

Men Lassalle tøvede ikke et øjeblik med at tage parti for Schweitzer og mod arbejderne. Han tog ganske vist åbent afstand fra »Schweitzers beklagelige og for ham uforståelige tilbøjelighed«, og han indrømmede, at det var en »unaturlig forvildelse«, men han mente, at den ikke havde noget at gøre med en mands politiske overbevisning og hæderlighed. Den græske oldtid havde ikke taget ringeste anstød af drengekærlighed, og de store græske tænkere vidste dog nok, hvad sædelighed var. I arbejdernes modstand mod at anerkende Schweitzer som partifælle så han et bevis på, hvor dybt tyskeren endnu stak i filisterens nathue, og hvor lidt han var i stand til at skille det politiske fra det private. Lassalle modtog uden betænkning tilegnelsen af Schweitzers roman »Luzinde eller kapital og arbejde«, som iøvrigt var en formløs blanding af eventyrlig romantik og socialpolitiske undersøgelser. Det bedste i den var nogle satiriske skildringer af livet i den liberale nationalforening.

I juni måned 1863 udstedte Lassalle en slags dagsbefaling »Til Arbejderne«, hvori han meddelte dem sin afrejse til badene i Svejts. Hans helbred, som i mange år havde været vaklende, var under agitationens hårde arbejde og kampe blevet dybt rystet, og han trængte til en grundig styrkelse. Han tænkte dog ikke på at lægge hænderne i skødet under sin ferierejse. Han medtog de foredrag, som Schulze-Delitzsch havde holdt for Berlins arbejdere og senere udgivet som en arbejderkatekismus, og han påbegyndte udarbejdelsen af den modkritik, der senere udkom under titlen »Hr. Bastiat-Schulze von Delitzsch eller Kapital og Arbejde«, hans økonomiske hovedværk, det teoretiske grundlag for hans agitation.

Under Lassalles ophold i Svejts bestræbte Fremskridtspartiet sig for at knytte sine arbejderforeninger fastere sammen i et forbund, som bl.a. Bebel var med til at danne. Det viste sig, at størstedelen af de tyske arbejderforeninger endnu svømmede i det liberale partis kølvand. Lassalles forening havde næppe samlet tusind medlemmer. »Hvornår vil dette sløve folk dog afryste sin søvnighed!« skrev han i et brev. Men modgangen anspændte ham kun til at lægge sig dobbelt så stærkt i selen, og den tyske politik tog netop nu en vending, der kom ham til hjælp.

Forfatningsstriden var forsumpet; Fremskridtspartiet havde vist sin fuldkomne afmagt. Men til gengæld var det nationale spørgsmål kommet på dagsordenen, og Bismarck fandt det nu for sit vedkommende klogt at bejle til folkestemningen ved at optage den almindelige valgret på sit program. Lassalle benyttede denne lejlighed til - i efteråret 1863 - at foretage sin taktiske svingning. Af Fremskridtspartiet var der intet mere at vente; det havde atter og atter forsmået ham som forbundsfælle. Hvorfor da ikke tilskynde Bismarck til at udlevere det våben, som proletariatet behøvede til sin klassekamp? Bismarck var på sin side interesseret i arbejdernes støtte, og arbejderne kunne altså med held benytte sig af striden mellem de herskende klasser. Mod denne taktik lod der sig fra et revolutionært synspunkt intet indvende. Men måske nok mod den måde, hvorpå Lassalle personligt anvendte den. Han stod renest og skønnest, hvor han dristigt hyllede sig i sit eget banners farver. Men han blev fra efteråret 1863 greben af en stigende utålmodighed; han kunne ikke tvinge sin »glødende sjæl« til at regne med udviklingens langsomhed, og han optrådte derfor ikke al tid med den rolige overlegenhed, som hans taktik krævede. Dertil kom den nervøse ophidselse og legemlige udmattelse, som kampen medførte. Hans fejl trådte stærkere, hans fortrin svagere frem. Slutningen af hans agitation besad ikke den oprindelige friskhed og kraft som begyndelsen.

I slutningen af september holdt han i Barmen, Solingen og Düsseldorf sit hærskue over de rhinske arbejdere. I en stor tale, som han under et ophold i Ostende havde udkastet på ensomme vandringer ved stranden, indprentede han arbejderne, at bourgeoisiet stillede sig lige så fjendtligt overfor dem som reaktionen, og at de derfor var interesserede i, at de to partier indbyrdes ødelagde hinanden. Hvad enten arbejderne ved egen kraft kunne erobre den almindelige valgret, eller Bismarck indførte den ved et statskup, så skulle de ikke bekymre sig om det bourgeoisi, der havde fornægtet deri.

Lassalle blev ikke skuffet i de forhåbninger, han havde sat til de rhinske arbejdere. De modtog deres gamle kampfælle fra revolutionsårene med jublende begejstring. Hans rejse fra by til by formede sig som et triumftog, og de forsøg, som liberale fabrikanter og deres hjælpers hjælpere gjorde på at forstyrre mødet i Barmen ved tumulter, mislykkedes fuldstændig. I Solingen var tusinder af arbejdere strømmet sammen for at høre ham; den uhyre sal var kvælende fuld af mennesker. Da der også her optrådte nogle fredsforstyrrere, blev enkelte arbejdere imidlertid så ophidsede, at de sårede dem med knivstik. Nu indfandt byens borgmester sig med tolv bevæbnede politibetjente og opløste forsamlingen. Lassalle ilede da - omringet af gendarmer og en tusindtallig mængde, som råbte hurra for ham - til telegrafkontoret og sendte et telegram til Bismarck, hvori han anmodede denne om at yde ham oprejsning i lovens navn overfor borgmesteren.

Det var et slemt misgreb af Lassalle. Man anklager ikke fanden hos hans egen bedstemoder. Naturligvis gav Bismarck heller ikke Lassalle den forlangte oprejsning. Men Fremskridtspartiet kunne hoverende henvise til telegrammet som bevis på, at Lassalle havde forskrevet sig til Bismarck. Følgerne viste sig da også snart. D. 7 oktober kom Lassalle tilbage til Berlin og så nu med rette sin vigtigste opgave i at erobre denne by. Han begyndte stormen på Berlin med at rette et opråb til Berlins arbejdere. Han mindede dem om deres store døde fra marts 1848; han advarede dem mod det ansvar, de ville pådrage sig overfor deres brødre, overfor historien, ved længere at tøve. De vigtigste midtpunkter i Tyskland var erobrede; Rhinlandet marcherede med stormskridt i spidsen; med Berlin ville bevægelsen blive uimodståelig!

Opråbet var meget dygtigt affattet, men havde så godt som ingen virkning. Det berlinske proletariat, som under industriens feberagtige opsving blev forøget ved stærk tilstrømning udefra, befandt sig i en forvirret gæringstilstand; det havde lige så lidt begreb om politik som manden i månen, og det manglede næsten al organisation. Maskinarbejderne var de toneangivende, og da de gik med Fremskridtspartiet, gik hovedmassen af arbejderne samme vej. I Berlins borgerlige befolkning havde Lassalle vundet nogle enkelte tilhængere, bl.a. et par læger. Også Liebknecht, som var kommet hjem fra sin landflygtighed i England og førte den samme kamp for tilværelsen på de berlinske som på de londonske brosten, sluttede sig på denne tid til Lassalle, hvis taktik han dog betragtede med en vis mistro.

Fremskridtspartiet var fast besluttet på en gang for alle at gøre det af med socialismen i Berlin, og dertil forsmåede det ikke politiets hjælp. Først forstyrrede man nogle medlemsmøder, som Lassalle afholdt, og da han derefter indbød til et stort offentligt møde, trængte en bande politimænd ind i salen, så snart han viste sig på talerstolen, drev forsamlingen fra hinanden og anholdt ham som sigtet for i sit opråb til arbejderne at have forsøgt højforræderi. Efter tre dages arrest blev han løsladt mod kaution, men han indså, at hans storm på Berlin var mislykket. Han opgav agitationen i den prøjsiske hovedstad.

Under den politiske konflikt i den følgende vinter 1863-64 - da krigen med Danmark udbrød - fandt der personlige forhandlinger sted mellem Lassalle og Bismarck. Hvad man véd om disse forhandlinger, stammer på den ene side fra grevinde Hatzfeld, på den anden side fra Bismarck, og beretningerne stemmer ikke overens. Om det er Bismarck, der først har henvendt sig til Lassalle, som grevinde Hatzfeldt påstår, eller om Bismarck har ret i, at det var Lassalle, der indledte forhandlingerne, er forholdsvis underordnet, og hvor ofte de to mænd har talt sammen, lader sig heller ikke fastslå. Grevinde Hatzfeldt har vistnok uret, når hun påstår, at det kom til et brud, fordi Bismarck ikke straks ville udstede almindelig valgret; derimod er det utvivlsomt rigtigt, når hun siger, at samtalerne drejede sig om politiske forretninger, medens Bismarck har villet give det udseende af, at han kun har passiaret gemytligt med Lassalle som med en underholdende nabo-godsejer på landet.

Han sagde derom i 1878: »Vort forhold kunne slet ikke have karakteren af en politisk forhandling. Hvad kunne Lassalle vel have tilbudt eller givet mig? I alle politiske forhandlinger er det den skjulte forudsætning, at »jeg giver for at få noget igen,« selvom man ikke siger det med rene ord. Men overfor Lassalle måtte man sige til sig selv: hvad kan du arme djævel give? Han havde intet, som han kunne have givet mig som minister. Hvad han havde, var noget, der tiltrak mig overordentligt som privatmand: han var et af de åndrigste og elskværdigste mennesker, som jeg nogensinde har truffet på, en mand, som var ærgerrig i stor stil, slet ikke republikaner; han havde et meget udpræget nationalt og monarkisk sindelag; den idé, som han tilstræbte, var det tyske kejserdømme, og deri havde vi et berøringspunkt. Om det tyske kejserdømme skulle sluttes med dynastiet Hohenzollern eller med dynastiet Lassalle, det var han måske ikke ganske sikker på, men monarkisk sindet var han helt igennem.«

Disse udtalelser viser, at når man stiller person mod person ved disse samtaler, så er det Bismarck, der har været den arme djævel, og hans forsøg på at spise kirsebær med socialismen er, som Lassalle skal have forudsagt, også endt med, at han fik stenene i hovedet. Han bildte sig ind at kunne løse arbejderspørgsmålet ved nogle almisser i form af statstilskud til de af Lassalle foreslåede produktionsforeninger, som - efter Bismarcks mening - skulle gøre arbejderne til lydige lakajer. Lassalle forfærdedes over denne forvrængning af hans tanke og protesterede energisk mod videre forsøg i den retning. Hvad det for ham gjaldt om i hans forhandlinger med Bismarck, var udelukkende den almindelige valgret - det våben, hvormed han stolede på at kunne fælde både reaktionen og det liberale bourgeoisi.

Han forudså rigtigt, at Bismarck før eller senere måtte gribe til dette middel for at rive nationen med sig, men han tog fejl, når han troede, at han ved sin personlige veltalenhed kunne drive Bismarck hurtigere til handling. De tog begge fejl af hinanden: Bismarck, fordi han betragtede Lassalle fra et fiffigt studeprangerstandpunkt - og Lassalle, fordi han så på Bismarck ud fra en stor og vidtskuende idealisme, og fordi han hos sin modpart forudsatte synspunkter, der var lige så fremmede for Bismarck som Hegels filosofi for en haleneger. Det var en forkert vej, Lassalle slog ind på i sine forhandlinger med Bismarck; han overvurderede sin personlige styrke og undervurderede den kraft, som den moderne klassekamp besidder i sig selv. Ganske vist beholdt han fuldkommen fri hånd overfor reaktionen og kunne med rette sige, at det var ham, der legede med den, og ikke den, der legede med ham. Men hans forsøg på med list at trænge ind i en fæstning, der endnu ikke lod sig erobre med magt, har dog forledt ham til mangt et tvetydigt ord.

At den prøjsiske stat ikke lod sig overliste, det havde Lassalle allerede fået at mærke af det raseri, hvormed myndighederne faldt over ham og hans agitation. Bismarck beskyttede ham ikke mod forfølgelserne og kunne også vanskeligt have gjort det, selv om han havde villet. Den måde, hvorpå Lassalle førte kampen mod justits og politi, tjener ham til den højeste ære. Den står den dag i dag som et lysende forbillede på en mand, der til det yderste forsvarer sin ret mod urettens magt og stadig påny påkalder landets offentlige retsbevidsthed. Domstolene stod på højde med politiet. Dommerne var statens lydige redskaber; selv de bedste af dem dømte ud fra deres klassefordomme. Den første og betydningsfuldeste proces, der anlagdes mod Lassalle, drejede sig om »Arbejderprogrammet«, som beskyldtes for at ophidse de besiddelsesløse til had og foragt mod de besiddende klasser. De taler, hvormed Lassalle under denne sag forsvarede sig, var ikke blot mesterstykker af juridisk veltalenhed, men også virkningsfulde våben i hans agitation. Sin forsvarstale i første instans kaldte han »videnskaben og arbejderne«, idet han henviste til et forbund mellem disse to kulturmagter - de eneste store, sunde og friske i tiden - som det mål, han ville vie hele sit liv. Talen står på højde med »Arbejderprogrammet«, til hvis forsvar den blev holdt, kort før Lassalle udgav sin åbne svarskrivelse: den giver billedet af en kriger, hvis blanke våben blinker i solskinnet, før støvet på valpladsen hvirvler op om det.

Da sagen blev appelleret, holdt Lassalle sin næste store forsvarstale, som handler om de indirekte skatter og arbejderklassens stilling. Den beviser så grundigt og uimodsigeligt, som det hverken er gjort før eller senere, at de indirekte skatter er det middel, hvorved skattebyrden væltes fra de besiddende over på de besiddelsesløse klasser. I hele den prøjsiske stat med sine 17 millioner indbyggere er der, siger Lassalle, kun 44,000 mennesker, som har over 1000 thaler om året og kun 11,400, som har over 2000 thaler om året. Det er formuefordelingen i samfundet - mon hans dommere har tænkt rigtigt over det ? - Altså den samme latterligt lille håndfuld mennesker fylder i alle byer alle teatrene, koncertsalene, selskaberne, ballerne, foreningerne, restaurationerne og fremkalder ved deres allestedsnærværelse skinnet af at være en ganske umådelig mængde; de tænker kun på sig selv, taler kun om sig selv, de tror, de er hele verden, og da de råder over alle aviser og alle redskaber til fabrikation af den offentlige mening, så får de virkelig bildt andre ind, at de - disse 11,400 eller 44,000 mennesker - er verden. Og under denne ubetydelige håndfuld mennesker, som er de eneste, der er i bevægelse, taler, skriver, deklamerer, kender deres egne interesser og kæmper for dem, og som i den grad indbilder sig at være alt, at de endog bilder sig ind, at det er dem, der bringer skatterne til veje - under denne håndfuld mennesker vrider sig i stum, usigelig kval, i vrimlende mængde det fattige folk, de 17 millioner, som frembringer alt, hvad der forskønner livet, som opretholder staten, der er betingelse for al orden, som kæmper for denne stat, betaler deres skatter - og som dog ingen har, der tænker på dem og er talsmand for dem.

Lassalle anråber om retfærdighed for dette folk og advarer sine dommere mod at kneble munden på de få, som griber ordet til dets forsvar. Han vender sig mod det tåbelige misbrug af ordet revolution. Han er overbevist om, at revolutionen vil komme. Den vil enten indtræde i fuld lovlighed og med alle fredens velsignelser, når man er klog nok til i tide at beslutte sig til dens indførelse - eller den vil bryde ind under voldsomme krampetrækninger, med vildt flagrende lokker og jernsandaler under sålerne. »På den ene eller den anden måde vil den i hvert fald komme, og når jeg lukker mig ude fra dagens larm og fordyber mig i historien, så hører jeg dens trin.«

Dommen, der i første instans lød på fire måneders fængsel, blev forandret til en bøde på 100 thaler samt »Arbejderprogrammets« tilintetgørelse, men den offentlige anklager hævnede sig ved at anlægge en injurieproces mod Lassalle, som således alligevel fik én måneds fængsel. Dernæst fulgte tiltalen for højforræderi i anledning af opråbet til Berlins arbejdere. Den offentlige anklager krævede Lassalle idømt tre års tugthus, dog også denne gang frikendtes han, men ligesom under den første sag gav hans forsvarstale anledning til nye anklager. Den tredje store proces opstod af Lassalles tale under hærskuet ved Rhinen. Han dømtes her i første instans til ét års fængsel, som ved appellen nedsattes til det halve. Det var endda her en liberal domstol, der dømte ham. Overfor Lassalle dannede de virkelig én »reaktionær masse«, de konservative og de liberale jurister. Men de sidste seks måneder forhindrede døden ham fra at afsone.

Midt under denne kamp med juristeri og politichikaner, husundersøgelser og arrestationer, forbud og beslaglæggelser, fik Lassalle dog tid til at fuldføre sit stridsskrift »Bastiat-Schulze von Delitzsch eller Kapital og Arbejde«, der udkom i januar 1864, og i hvilket han sagde sit sidste ord som arbejderagitator. Her sønderrev han alle de slør, hvormed den liberale samfundsøkonomi - Manchesterskolen - søgte at tilhylle og forskønne kapitalismen som en naturlig og evig tilstand for menneskeheden; han gendrev de hule fraser om selvhjælpen, der gjorde det enkelte fritstillede menneske til sin egen lykkes smed, om kapitalen som en frugt af sparsommelighed, om kapitalistens udbytte som løn for åndeligt arbejde, osv.. Han påviste, at kapitalismen var en historisk samfundstilstand, han viste, hvorledes den var opstået, og hvorledes den nødvendigvis opløste sig. Den døde kapital havde forvandlet den levende arbejder til et redskab i stedet for selv at tjene som redskab for samfundsproduktionen. Kapitalismen var blevet til et hasardspil, hvor arbejderklassens ryg var det grønne bord, på hvilket spekulanterne kæmpede om gevinst og tab. Det var en ejendommelighed for kapitalismen, at den ophævede den enkeltes økonomiske selvansvarlighed, som socialismen ville genoprette ved fornuftigt hensyn til de fælles interesser.

Ideerne var ikke nye - for så vidt som socialismen jo er lige så gammel som kapitalismen. Lassalle har heller aldrig udgivet sig for en banebrydende socialistisk teoretiker; han har ikke engang som socialistisk agitator påstået, at det var nye tanker, han udsåede i masserne. Tværtimod! Han fremhævede atter og atter i sin agitation, at han ikke sagde andet til arbejderne, end hvad videnskaben forlængst havde fastslået. Tyngdepunktet i hans virksomhed beror på, at han har grebet det historiske øjeblik, da det tyske proletariat måtte vækkes til politisk klassekamp, og at han har forstået at organisere denne kamp.

Lassalles agitation er ikke tænkelig uden det åndelige forarbejde, som skyldtes Marx. Det har han selv været den første til at erkende. »Du har været min læremester i sådanne ting«, skrev han engang til Marx, hvis »Kritik af Nationaløkonomien« han desuden ikke blot anfører, men betegner som mesterlig, betydningsfuld, epokegørende. I sammenligning med denne overstrømmende ros tager det sig yderst uvenligt ud, når Marx i sin fortale til første bind af »Kapitalen« siger, at Lassalle har lånt alle sine teorier fra ham uden kildeangivelse, og at han ikke har noget at gøre med den måde, hvorpå Lassalle har udnyttet dem i agitationsøjemed. I virkeligheden var Lassalle langt fra at ville smykke sig med fjer, som han havde lånt fra Marx. Han lagde altid stor vægt på et samarbejde med Marx og foreslog ham jo selv at være med til at rejse agitationen i Tyskland. Men da Marx forkastede den agitationsform, som Lassalle foreslog, var stillingen vanskelig for Lassalle. Han kunne ikke fornægte, hvad han skyldte Marx, men han kunne heller ikke udtrykkeligt beråbe sig på ham uden at risikere en modsigelse fra hans side. For så vidt var det ganske vist »agitationsøjemed«, der lå til grund for hans fremgangsmåde, og disse øjemed respekterede Marx ikke blot, medens Lassalle levede, men også udover hans død. At have genopvækket den tyske arbejderbevægelse efter en femtenårig slummer, det er - som Marx ved en senere lejlighed sagde - Lassalles udødelige fortjeneste.

Det var imidlertid en stor skuffelse for Lassalle, at denne opvågning ikke foregik hurtigere. »Den almindelige Tyske Arbejderforening« samlede i løbet af et årstid 5000 medlemmer, men det var ikke den hær, han havde drømt om at stampe op af jorden. Han forudså ikke, hvor besværligt det var at sætte massen i bevægelse. Trods sin dybe sympati for arbejderklassen var han fremmed for dens indre liv, dens kamp med nød og elendighed, med alt det hverdags og små, og for hvad dermed hænger sammen, de forgæves tilløb og de uundgåelige tilbagefald. Han havde ikke en så skarp forståelse som Marx og Engels af den halvhed, ynkelighed og svaghed, der måtte klæbe ved proletariatets første forsøg på selvstændig rejsning.

Alligevel undervurderede han virkningerne af sin agitation. Dens gnister var faldne i fugtigt træ, og han anså dem for udslukte, fordi de ikke straks slog op i klare flammer. Men det var med urette. De tanker, han havde kastet ud i masserne, virkede langt ud over øjeblikket, dagen og året. Hovedsagen var lykkedes ham: han havde skabt det faste skelet til en mægtig arbejderhær. En kernetrup som »Den almindelige Tyske Arbejderforening« lod sig ikke mere skubbe til side og blev heller ingensinde trods storm og trængsler mere sat ud af spillet. Albert Lange sagde med rette om den, at den var »en virksom planteskole for ledende begavelser i arbejderstanden«, og at dens indflydelse rakte langt videre end dens medlemsantal. Blandt de rhinske arbejdere havde Schulze allerede ikke mere nogen tilhængere af betydning.

Den indre udvikling i foreningen svarede imidlertid heller ikke til Lassalles forventninger. Han ville også her høste, efter at han næppe havde sået. Han var utålmodig over de »rivninger, småligheder og intriger«, som trivedes frodigt i det unge foreningsliv. Han forbitredes også ved den opposition, der begyndte at rejse sig mod hans diktatur, skønt den i det mindste delvis netop var et tegn på indre kraft i foreningen. Der var noget stort i Lassalles tanke, når han ville forene autoritet og frihed i proletariatets klassekamp og betragtede dette som et forbillede på den kommende samfundsorden. Og utvivlsomt var hans personlige diktatur nyttigt og nødvendigt, så længe det kom an på at bringe orden i den forvirring, som Fremskridtspartiet havde anrettet blandt arbejderne, og at vække en stærk klassebevidsthed hos proletariatet. Men så snart dette mål var nået, blev det personlige diktatur i stedet for en løftestang til en hæmsko og måtte ophæves. En klasse, som efter historiske love er i opgang, og som er blevet sig sin revolutionære vilje bevidst, den forener autoritet og frihed i sig selv og behøver ikke at lægge sin vilje som en hammer i enkeltmands hånd. Den sande berettigelse af et personligt diktatur består i at gøre sig selv overflødig, og den modstand, der tidlig rejste sig mod Lassalle fra fremskredne arbejderes side, vidnede om, at der var selvstændig drivkraft i bevægelsen. Men før diktaturet kunne gøre sig selv overflødigt, måtte der endnu hengå adskillige år, og opløsningsprocessen førte mere end én gang til heftige rystelser.

D. 8 maj 1864 tiltrådte Lassalle den sommerrejse, fra hvilken han ikke skulle vende levende tilbage. Han behøvede denne gang ingen undskyldende erklæring for at ryste berlinerstøvet af sine fødder. Vinterens uhyre anstrengelser havde fuldstændig undergravet hans sundhed. Allerede i februar havde han skrevet til foreningens tillidsmænd: »Jeg er dødtræt, og så stærk jeg end er af naturen, så er jeg dog angrebet til min inderste marv. Min ophidselse er så stor, at jeg ikke mere kan sove om natten. Jeg vælter mig til klokken fem på mit leje og står op med hovedpine og dybt udmattet. Jeg er overarbejdet, overanstrengt, overtræt i den frygteligste grad.« Lassalles dage var i virkeligheden talte; en halslidelse, som allerede under hans agitationstaler i foråret havde voldt ham hårde smerter, gav ham efter lægens erklæring kun kort tid tilbage at leve i.

Alligevel ville han ikke give fortabt, så længe der blot endnu lyste en stribe af håb i synsranden. Han gjorde stadig regning på at kunne fravriste regeringen den almindelige valgret, og denne tanke beherskede alt, hvad han tænkte og sagde i de sidste måneder af sit liv. Det var en lygtemand, han jagede efter, og den ledte ham derfor længere og længere bort fra den rette vej, skønt aldrig så langt, at han ikke i hvilket som helst øjeblik frit kunne være vendt tilbage. Hans udtalelser fra denne tid bærer i alt for høj grad spor af åndelig og legemlig slappelse, men aldrig svigtede dog Lassalle sig selv, og ikke i et eneste åndedræt blev han sin sag utro. I sine grundsætninger forblev han den samme, så besynderlige spring han end undertiden gjorde i sin taktik.

I maj måned holdt han et nyt hærskue over sine tropper. Det begyndte i Leipzig og strakte sig ligesom sidst navnlig over rhinegnene for at slutte ved foreningens stiftelsesfest, som d. 22 maj 1864 fejredes i Ronsdorf. Overalt blev han modtagen med jublende tilråb af arbejdermasserne og svælgede i en triumf, som nok kunne holde ham skadesløs for lange tiders lidelser. I dybe, fulde drag indsugede han lykkens solskin, som så snart skulle følges af evig nat. Ombølget af arbejderskarernes uhyre begejstring forekom han sig selv som en Faust, der ved enden af sin løbebane beder øjeblikket dvæle, fordi det er så skønt. Han havde det indtryk, at således måtte det have set ud, når en ny religion blev stiftet. Hvem vil vel gå i rette med disse en døendes ord?

At anelsen om døden foresvævede ham, derpå tyder hans udtalelse til arbejderne i Düsseldorf: »Næste år vil i komme til at betrække denne sal med sort.« Hans tale i Ronsdorf gælder almindeligvis for den svageste af alle hans agitationstaler. Med god grund er det navnlig blevet bebrejdet ham, at han førte biskoppen af Mainz i marken som en paradehest mod det liberale bourgeoisi, idet han påberåbte sig, at bispen havde anerkendt den jernhårde lønningslov - skønt den højærværdige mand rigtignok samtidig havde besvoret ejendommens guddommelige oprindelse. Overfor de rhinske arbejdere måtte Lassalle hellere have trukket fårepelsen af denne hellige ulv i stedet for at spille ham ud som en tvivlsom autoritet mod kapitalismen.

Først i slutningen af sit Ronsdorfer-foredrag hævede Lassalle sig til den fordums højde af sin veltalenhed. Dødens vinger omsusede ham, da han under stærk bevægelse i forsamlingen udbrød: »Jeg har, som i kan tænke, ikke grebet dette banner uden klar bevidsthed om, at jeg personligt kan gå til grunde derved. De følelser, der gennemtrænger mig ved tanken om, at jeg for min egen person kan blive ryddet af vejen, formår jeg ikke at sammenfatte bedre end med den romerske digters ord: exoriare aliquis nostris ex ossibus ultor - gid der af mine knokler må opstå en hævner! Gid denne vældige og nationale kulturbevægelse ikke må gå til grunde med min person, men at den ildebrand, jeg har antændt, må æde videre og videre om sig, så længe en eneste af eder endnu ånder!«

Efter et ophold i Ems, hvor Lassalle søgte helbredelse for sin halslidelse, og hvor han udkæmpede en polemik med den konservative nationaløkonom Wagener, rejste han tilbage til Düsseldorf for at forsvare sig mod den anklage, der var blevet rejst mod ham for hans tale til de rhinske arbejdere året i forvejen. Han opholdt sig derefter et par uger i Frankfurt og i Pfalz, hvor han planlagde udgivelsen af et organ for Arbejderforeningen. Redaktionen af dette blad overdrog han til Schweitzer samt en forhenværende bajersk officer von Hofstetten, som besad lidt formue, en godmodig og elskværdig, men noget fantastisk anlagt mand, der ganske gik i Schweitzers ledebånd. Det ny blad skulle efter bestemmelsen udkomme i Berlin.

Midt i juli rejste Lassalle så til Rigi Koldbad i Svejts for at gennemgå en kur, under hvilken han dog stadig, men mere og mere febrilsk, beskæftigede sig med foreningens anliggender. I løbet af en måned - fra slutningen af juli til slutningen af august - udspillede sig her det drama, som førte til hans død. D. 25 juli fik han besøg af en ung dame, frøken Helene von Dønniges, med hvem han den foregående vinter i Berlin havde indledt en øm og sværmerisk forståelse. Hun var datter af en bajersk minister, opdragen i fornemhed og forkælelse, tidligt udviklet, yppig skøn med gyldenrødt hår, livfuld, behagelysten og herskesyg, en feteret dronning i den berlinske selskabsverden. Lassalle havde ved mødet med hende følt, at de var »hinandens skæbne«, og straks tænkt på at ægte hende. Helene var imidlertid forlovet eller så godt som forlovet med en ung wallachisk bojar, fyrst Yanko af Rackowitza, hvem hendes forældre ønskede hun skulle ægte.

Hendes forhold til Lassalle havde da hidtil været ganske hemmeligt, men da hun nu selv opsøgte ham på Rigi, unddrog han sig ganske naturligt ikke hendes imødekommen - syg og opreven, som han tilmed var. I den første henrykkelse tænkte han på straks at bortføre hende til Frankrig; de blev imidlertid enige om, at han dog skulle anmode hendes forældre om hendes hånd. Helene rejste da til Genf for at forberede forældrene; Lassalle fulgte efter og tog ophold på et hotel. Men som enhver anden end de elskende selv kunne have forudset, vakte Helenes meddelelse om sin forlovelse med Lassalle - den udskregne, forkætrede, forhadte Lassalle! - et sandt uvejr af raseri hos forældrene. Faderen truede med at forstøde og forbande hende, hvis hun ægtede denne oprører mod al lov og orden. Helene ilede da hen på hotellet til Lassalle og stillede ham valget imellem enten at bortføre hende hemmeligt i mørke eller spidsborgerligt at føre hende tilbage til hendes forældres hus. Lassalle angrede senere bittert, at han valgte den »borgerlige anstændighedskomedie« i stedet for den romantiske flugt; hans selvtillid spillede ham atter et puds; han stolede på, at han ved sin blotte personligheds magt skulle være i stand til at besejre faderens modstand.

Først da Helene var blevet indespærret, og han så sig afskåren fra enhver forbindelse med hende, fortvivlede han over, at han havde båret sig så »tåbeligt« ad. Faderen tvang den unge pige til at underskrive en erklæring, hvori hun gav afkald på enhver forbindelse med Lassalle. Denne erklæring bragte Lassalle ganske ud af sig selv. Han forsøgte nu alle mulige, selv de mest overspændte, midler for at befri Helene fra det fangenskab, hvori faderen holdt hende. Han rejste til München for at overtale den bajerske udenrigsminister til at påvirke hr. von Dønniges, og han fik sin gamle, trofaste veninde, grevinde Hatzfeldt, til at gøre skridt hos biskoppen af Mainz for at få en vielse i stand. Det kan ikke nægtes, at han kompromitterede sig alvorligt i disse bestræbelser for at afværge et nederlag, der var ham utåleligt, og selv i betragtning af den lidenskabelige og sygelige ophidselse, hvori han i disse dage befandt sig, lader mange af de skriftlige og mundtlige ytringer, der undslap ham, sig ikke undskylde.

Endnu troede han imidlertid, at Helene selv ville beskyttes mod sin families mishandlinger. Men hvad enten hun nu var blevet skuffet og brudt ved Lassalles svaghed i hint afgørende øjeblik, eller hendes følelser for ham ikke har haft den dybde og styrke, som hun selv og han troede, eller hun er blevet kuet og udmattet af den fædrene tvang - nok er det, at hun til sidst i overværelse af Lassalles venner, som havde søgt at ordne sagen, erklærede, at hun betragtede ethvert videre forhold til ham som forbi og ikke ønskede mere at tale med ham. Hun var atter villig til at gifte sig med sin forhenværende forlovede, fyrst Yanko, som i den anledning kaldtes til Genf. For Lassalle var der da nu ikke længere nogen tvivl. Alt var forbi. Hans selvfølelse havde lidt et uopretteligt knæk. Han havde kun udtryk af den dybeste foragt tilovers for Helene, og han sendte hendes brudgom et brev, hvori han ikke lagde skjul på denne foragt. Samtidig udfordrede han hendes fader til en duel. Hr. von Dønniges rejste imidlertid straks bort, men fyrst Yanko besvarede, som forudset, Lassalles fornærmelige brev med en udfordring. Til våben valgtes pistoler.

Duellen fandt sted d. 27 august om morgenen ved omnibus holdepladsen i Carouge på grænsen mellem Svejts og Frankrig. Lassalle viste ikke den mindste uro. Afstanden var femten skridt. Den ene af Lassalles sekundanter, oberst Rüstow, gav kommandoen. Fyrst Yanko skød først; umiddelbart efter svarede Lassalle. I samme øjeblik trådte han tilbage og vaklede. Fyrst Yankos kugle havde ramt ham i underlivet; den var trængt ind fra venstre og gået ud af højre side. Efter at en forbinding var anlagt, blev den sårede forsigtigt kørt tilbage til Genf. Han gik uden støtte op ad trappen på hotellet, hvor grevinde Hatzfeldt afventede udfaldet af duellen. Tredjedagen efter - d. 31 august 1864 - udåndede han.

Det var tilsyneladende en meningsløs, en uværdig afslutning på så stolt en ørneflugt. Lassalle havde kunnet dø en skønnere død. Og dog har han sikkert hilst døden som en befrier og forløser. Den erklæring, der - efter aftale mellem sekundanterne - fandtes på hans bryst, og som lød på, at han selv havde gjort ende på sit liv, var for så vidt sand, som han med rolig bevidsthed var gået døden i møde. Han hang ikke ved livet for livets skyld. Han gyste tilbage for den sløvende alderdom, som han allerede så nærme sig med fyrretyveårsalderen, på hvis tærskel han stod. Den nærmeste fremtid lå usikker og uklar for ham. De, der mener, at han nogensinde var trukket i Bismarcksk livrée, de taler som den blinde om farverne. Så vidt han overhovedet havde bestemte planer for fremtiden, så fremgår de af de ytringer, som han i de sidste uger af sit liv henvendte til Johann Philipp Becker. Efter denne gamle frihedskæmpers beretning erklærede Lassalle, at hans kraft var udtømt, og at han måtte nedlægge våbnene. Han havde troet, at han i løbet af et år kunne have bragt den socialistiske bevægelse til gennembrud i Tyskland, men han indså, at det krævede årtier, og dertil strakte hans kræfter ikke, navnlig ville han ikke kunne udholde de forestående fængselsstraffe. Disse ord bærer sandhedens stempel. Efter Beckers råd ville Lassalle ved et toårigt ophold i Genf have erhvervet sig svejtsisk borgerret. Men en ørn med knækkede vinger ville han da ganske vist have været, og han tænkte vel stort nok om sig selv til at foretrække en hurtig død for en langsom hensygnen.

Den russiske godsejers revolverkugle dræbte kun, hvad der var dødeligt af tænkeren og stridsmanden Lassalle. Således som forholdene var, og som Lassalle nu engang var, havde han i virkeligheden fuldført sin historiske mission. Hans glødende sjæl havde udåndet, og resten var kun alt for menneskelig lidenskab. Så fejlagtigt det end var, når hans tilhængere troede, at han var falden for arbejdernes sag, så lå der dog i denne tro en dybere mening. Marx havde ret, når han trøstende skrev til grevinde Hatzfeldt om Lassalle: »Han døde ung - i triumf - som skilles.«

Den skæbnesvangre stjerne, som havde rådet over Lassalles sidste dage, hvilede også over hans testamente. At de enkelte venner, hvem han havde efterladt ret betydelige summer, ikke viste sig hans tillid værdige, betød endda ikke så meget. Uheldigere var hans valg af den mand - Bernhard Becker - hvem han havde udpeget til sin efterfølger som præsident for Den almindelige Tyske Arbejderforening.

Lassalles lig var efter vidtløftige forhandlinger med hans moder, søster og svoger - en modbydelig børsjobber - blevet udleveret til grevinde Hatzfeldt, mod at hun bekostede begravelsen og sørgede for, at den foregik efter jødisk ritus. Grevinden lod liget balsamere og ville føre kisten med sig gennem alle foreningens store afdelinger - »menigheder« - for overalt at foranstalte sørgehøjtideligheder. Det lykkedes hende dog kun i Mainz at gennemføre dette forsæt. Da kisten på en rhindamper kom til Køln, blev den beslaglagt af politiet på forlangende af Lassalles familie og bragt til Breslau, hvor den i usømmelig huj og hast blev jordfæstet på den jødiske kirkegård. Svogeren glædede sig over, at dermed var den store kamp lykkelig og vel ude af verden. Men det var en mægtig fejltagelse.

»Den almindelige Tyske Arbejderforening« viste, hvor dybe rødder den havde slået i arbejderklassen. I alle »menighederne« blev der afholdt gribende sørgefester for den elskede fører. Dyrkelsen af Lassalles person gik undertiden for vidt, men det var i betragtning af forholdene let forklarligt. Ved dødsfesten i Hamborg lød for første gang den unge Jacob Audorfs »Arbejder-Marseillaise«, hvis jævne, prunkløse vers senere er istemt af utallige arbejderforsamlinger:

I de borgerlige arbejderforeninger begyndte den ny tids ånd at trænge ind ved valg af socialdemokrater til styrelsesmedlemmer, og samtidig dannede der sig stadig nye »menigheder« rundt om i Tyskland. Men medens Lassalles lære således bredte sig mere og mere i proletariatet, viste det sig også, i hvor høj grad partiets organisation og taktik var skåren til efter hans person, og at denne person ikke kunne erstattes af nogen anden - mindst af den mand, han selv havde udpeget til sin efterfølger. Bernhard Becker ragede hverken ved talent eller dannelse op over den beskedneste middelmådighed. Men Lassalle havde ikke haft mange at vælge imellem. Med Liebknecht stod han på en spændt fod, og Schweitzer var for ilde anskrevet hos arbejderne, til at han turde tænke på ham. Det viste sig imidlertid snart, hvor uheldigt valget af Becker havde været. De første år efter Lassalles død var en tid fuld af kiv og splid indenfor den unge tyske arbejderbevægelse. Som den, der havde slået Lassalle nærmest og stadig støttede foreningen med rigelige pengemidler, holdt grevinde Hatzfeldt på, at agitationen skulle fortsættes nøje i det spor, Lassalle havde anvist. I hendes sorg over den afdøde ven og hendes hengivenhed for hans minde lå der en lidenskabelig storhed, som rent menneskelig set var gribende, men som i politisk henseende var en dårlig rådgiver. I Bernhard Becker mente grevinden at have fundet et villigt redskab for sine planer, der i virkeligheden ville have forvandlet det arbejderparti, Lassalle havde grundlagt, til en fanatisk religiøs sekt.

Men enigheden mellem Becker og grevinden varede kun kort. Hans overdrevne ærbødighed for hende slog om til et lige så overdrevent had, da spottegloserne regnede ned over den ulyksalige »skørtepræsident«, som iøvrigt viste sig mere og mere rådløs. Endnu skarpere brød dog modsætningerne frem i det ny foreningsorgan »Der Sozialdemokrat«, som nu begyndte at udkomme i Berlin under Schweitzers redaktion. Schweitzer var partiets klareste politiske hoved. Han havde forbavsende hurtigt fundet sig til rette i de socialistiske teorier og havde et udmærket greb på at fremstille et samfundsspørgsmål i en letfattelig form for arbejderne eller at anvende en given situation i agitatorisk øjemed. Han havde fået løfte fra Marx og Engels om bidrag til bladet, og Liebknecht var indtrådt i redaktionen.

Disse to - Schweitzer og Liebknecht - var imidlertid alt for forskellige, til at et samarbejde imellem dem kunne holde ret længe. Liebknecht, revolutionsmanden fra 1848, der havde kæmpet med våben i hånd, var en lidenskabelig agitator, for hvis øjne det store mål bestandigt flammede, medens den ti år yngre Schweitzer var en organisator og politiker, der med prøvende blik målte de hindringer, som stillede sig i vejen for arbejderklassens fremmarch. Han var Lassalles lærling, medens Liebknecht helst ville støde Lassalles værk omkuld og sætte »Internationale« i stedet for »Den almindelige Tyske Arbejderforening«.

»Internationale« var lige blevet stiftet - på mødet i St. Martins hall i London d. 28 september 1864. Programmet var formuleret af Marx, som også var sjælen i forbundet, så længe det bestod. »Internationale« var et agitationsselskab, en moralsk magt, som oplyste, opmuntrede, styrkede arbejderne i den kamp, de i alle lande havde at føre mod kapitalismen. Det var slet ikke det vidtforgrenede, hemmelige, med mægtige midler virkende forbund, som politi og magthavere ville give det udseende af for at skræmme borgerskabet. Internationales pengemidler var altid yderst ringe, men dets åndelige indflydelse så meget større. Dets arbejde bar tusindfoldig frugt, og dets fortjenester af proletariatets frigørelse er uforgængelige. Det gælder i første række om dets indflydelse på Tyskland.

Schweitzer stillede sig ingenlunde fjendtligt til Internationale, hvis program han optrykte i de første numre af »Der Sozialdemokrat«, men han betonede, at de enkelte lande måtte indrette deres politik efter de forhåndenværende forhold. Mod denne opfattelse var der i og for sig ikke noget at indvende, men da Schweitzer nærmere udviklede sin politik, trådte uenigheden mellem ham og Marx meget snart for dagen. Det var de berømte artikler om ministeriet Bismarck, der gav anledningen. Schweitzer undersøgte i disse artikler, hvorledes spørgsmålet om Tysklands enhed kunne løses, og han svarede, at det kun kunne løses enten ved prøjsiske bajonetter eller ved tyske proletarnæver. I det første tilfælde ville resultatet blive, at Tyskland med hud og hår gik op i et militært Storprøjsen - og det var den løsning, Bismarck stræbte hen til - i det andet tilfælde måtte formålet være at oprette en tysk folkestat i moderne ånd.

Udviklingen har givet Schweitzer fuldkommen ret i dette klare blik på forholdene. Men der var i artiklerne visse sætninger, som - navnlig løsrevne fra deres sammenhæng - kunne tydes som en forherligelse af Bismarcks prøjsiske politik. Denne tilsyneladende tvetydighed foranledigede Marx og Engels, der levede på afstand fra de tyske tilstande, til offentligt at frasige sig videre medarbejderskab ved bladet. Samtidig trådte Liebknecht ud af redaktionen. De liberale jublede over denne spaltning i socialdemokratiet og betegnede den som et bevis på, at Schweitzer var i ledtog med regeringen. Han selv søgte så vidt muligt at glide hen over disse »personlige mellemværender«, men Bernhard Becker gjorde ham den bjørnetjeneste at holde en tale for arbejderne i Hamborg, som struttede af fornærmelser mod Marx, Engels, grevinde Hatzfeldt og Liebknecht. Derover kom det til heftige optrin i den berlinske afdeling af foreningen. Liebknecht forsvarede ridderligt grevinde Hatzfeldt, og afdelingen vedtog på hans forslag at udstøde Becker af foreningen »som løgner, bagvasker og uhelbredelig idiot«. Under disse omstændigheder var stillingen yderst vanskelig for Schweitzer; men hans taktik, som stadig gik ud på - i Lassalles fodspor - at drive Bismarck til at give almindelig valgret, viste sig i længden at være den rette.

Foreningen bestod ikke blot uden skade den storm, som bruddet med Marx og Engels forårsagede, men fik stadig større udbredelse i Tyskland. Fra de schlesiske væverdistrikter kom der livlig tilstrømning, og i Berlin rev arbejderne sig mere og mere løs fra det borgerlige Fremskridtsparti. Og skønt Schweitzer stadig var personligt ilde lidt af arbejderne, sluttede hovedmassen af foreningens medlemmer sig til hans taktik, fordi de ikke kunne miskende den dygtighed, hvormed han forfægtede proletariatets interesser, ikke mindst under strejker. Beskyldningerne for »koketteri med reaktionen« skræmmede dem ikke, dertil havde det liberale bourgeoisis troløshed i for høj grad vakt deres væmmelse og afsky.

Og desuden: Så snart de liberale gjorde den svageste mine til at ville forsvare forenings- og forsamlingsretten, så opfordrede »Der Sozialdemokrat« ivrigt arbejderne til at støtte dem - med det resultat, at de liberale blev bange, og at regeringen faldt over arbejderne og deres organ! Således gik det i sommeren 1865. Fremskridtspartiet ville efter rigsdagssamlingens slutning holde en fest i Køln. Den blev forbudt af politiet, og »Der Sozialdemokrat« opfordrede nu arbejderne til at støtte de liberale. Bernhard Becker sammenkaldte store protestmøder overalt i Tyskland. Det førte til, at afdelingerne i Berlin og Magdeburg blev opløste, og at Becker blev udvist af Prøjsen; det samme var Liebknecht blevet kort i forvejen. De liberale flygtede fra valpladsen, medens »Der Sozialdemokrat« blev beslaglagt gang på gang og Schweitzer idømtes seksten måneders fængsel og ét års ærestab.

Det var da ikke med urette, når Schweitzer påberåbte sig det ord af Lassalle, at de liberale og de reaktionære overfor ham var »et fælles reaktionært parti«, hvilket gik over til det bekendte slagord om »én reaktionær masse« i modsætning til socialdemokratiet. Lassalle havde anvendt ordet i en bestemt situation, ikke som en politisk grundsætning. Det har derfor undertiden givet anledning til misforståelser - omend mere i teori end i praksis, thi de liberale har som regel, når det kom til stykket, vist sig lige så forbitret fjendtlige mod arbejderbevægelsen som de reaktionære.

Schweitzer havde i det første år opnået betydelige resultater med sin taktik. Fra Hamborg trængte agitationen ind i Slesvig-Holsten, fra Dresden og Leipzig ud i Erzgebirge. I Braunschweig udviklede der sig en håbefuld lille menighed under omhyggelig pleje af Wilhelm Bracke, en ung købmand, som glødende af den reneste idealisme for de fattiges og undertryktes sag forenede sværmerisk begejstring med praktisk handlekraft.

Imidlertid var det lassalleske diktatur i Bernhard Beckers hænder udartet til et modbydeligt vrængbillede. De få fornuftige bestemmelser, han traf, havde Schweitzer foreskrevet ham; så snart han skulle handle på egen hånd, gjorde han næsten altid ulykker. Ikke blot gjorde han uenigheden mellem Schweitzer og Marx bitrere, end den i sig selv var, men han gjorde foreningen latterlig ved at give sig titel af »præsident for menneskeheden« og lignende. Der måtte skabes en anden organisationsform, hvorved foreningens virksomhed ikke blev lammet på grund af præsidentens tilfældige uduelighed. Herom var Schweitzer enig med flere af de dygtigste medlemmer, som Audorf, Bracke, Tritzsche, York og andre, og på en generalforsamling i Frankfurt blev Karl Wilhelm Tølcke valgt til præsident i stedet for Becker fra nytår 1866 at regne.

Tølcke var en dygtig og energisk mand af helt andet tømmer end sin forgænger; ivrig lassalleaner, men dog ikke uimodtagelig for Schweitzers videre syn på sagerne. Der var nok at tage fat i for at gøre foreningen til en politisk magt. Hele kassebeholdningen var ved Tølckes tiltræden - 6 thaler. Meget var forsømt, og tiden begyndte at blive kostbar, thi på den politiske horisont var tunge uvejrsskyer trukket sammen, og førend revolutionen fra neden kunne befæstes, brød revolutionen fra oven løs som en skypumpe.

Ikke så snart var Slesvig-Holsten ved freden i Wien 1864 kommet i Prøjsens og Østrigs fælles besiddelse, før de to magter kom op at nappes om byttet. Men Bismarck havde bedre trumfer på hånden end hans lige så reaktionære medbejler ved Donau. Østrig havde allerede forspildt sin stilling som fremherskende magt i det Tyske Forbund ved at lade sig tage på slæbetov af Prøjsen i den slesvig-holstenske krig. De »nationale« hensyn havde jo for begge parter kun været et påskud for erobringspolitiken. Men det blev nu Prøjsen, der høstede alle fordelene.

At gøre Slesvig-Holsten til en ny selvstændig småstat i det Tyske Forbund ville i virkeligheden stride mod alle Tysklands økonomiske interesser. Foreløbig lod Bismarck, som om han begunstigede denne plan, men samtidig forberedte han af al magt den afgørende styrkeprøve med Østrig. Flertallet af de tyske mellem- og småstater stod på Østrigs side af frygt for et prøjsisk militærdespoti, og i selve Prøjsen var folkets flertal imod Bismarcks egenmægtige junker-regimente. Men i denne situation forstod Bismarck at manøvrere med en overordentlig snildhed. Efter at han havde sikret sig Napoleon III.s velvillige neutralitet og Italiens bistand, opkastede han sig til forkæmper for Tysklands enhed ved at foreslå indkaldelsen af en nationalforsamling i Frankfurt, som skulle udgå af den almindelige valgret og gennemføre en reform af det Tyske Forbund i overensstemmelse med staternes ønsker!

Det var et skaktræk, hvorved han på én gang søgte at gøre regeringerne matte i deres modstand og at vinde folket; det var samtidig et dobbeltspil mellem bourgeoisi og proletariat. Bourgeoisiet var interesseret i Tysklands enhed med de deraf følgende økonomiske reformer, næringsfrihed, fælles mønt-, mål- og vægtsystem, beskyttelse af den tyske handel i udlandet, tyske konsulater osv., hvorved den kapitalistiske udvikling fik friere løb. Og proletariatet mente Bismarck uden fare at kunne lokke med den almindelige valgret, fordi han regnede med masserne af det østprøjsiske landarbejder-proletariat, i hvis uvidenheds mørke der endnu ikke dæmrede det mindste skær af politisk begribelse. Ved ikke at give rigsdagsmændene diæter håbede han at kunne svække valgrettens virkninger, og underhånden søgte han på anden måde at besværge det røde spøgelse: i oktober 1865 fik Marx gennem Bismarcks lakaj Lothar Bucher tilbud om at blive medarbejder ved den officielle statstidende - hvilket tilbud naturligvis blev besvaret efter fortjeneste. Schweitzer blev løsladt af fængslet, og grevinde Hatzfeldt genoptog sin ivrige agitation for at gøre Den almindelige Tyske Arbejderforening til et redskab for Bismarck, hvis reform af det Tyske Forbund hun fremstillede som opfyldelsen af Lassalles nationale program. Pengene flød rigeligt gennem hendes hænder, hvad enten de nu kom fra Bismarck eller fra hendes private kasse.

Således så revolutionen fra oven ud. Den havde stærke våben i hænde overfor småstaternes og særinteressernes forvirring. Hvis den skulle slås ned, kunne det kun ske ved revolutionen fra neden. Men den var under de givne forhold en umulighed. Arbejderklassen kunne endnu ikke, og bourgeoisiet ville ikke mere. Fremskridtspartiet opløste sig i den ynkeligste rådvildhed; Det Tyske Folkeparti fortabte sig i uklare forestillinger om et forbund af frie folkestater. Gennem dette kaos af modstridende interesser og meninger måtte det unge arbejderparti bane sig sin vej.

»Der Sozialdemokrat« så i virkeligheden fuldkommen klart på situationen. »Vi vil hverken et Storprøjsen eller et Storøstrig,« skrev bladet, »men et frit og enigt Tyskland, frit og enigt ved nationens vilje.« Bismarck havde kun grebet til den almindelige valgret som en nødvendighed, men arbejderne skulle selvfølgelig benytte sig af det tilbudte våben, ikke således som magthaverne ville, men som de selv ville. »Vi vælger! Vi vælger ikke, fordi Bismarck har indkaldt denne nationalforsamling, men vi vælger, til trods for at han har indkaldt den. Vi vælger, fordi vi forkaster den afmægtige politik, som består i at se uvirksomt til, fordi vi vil tage del i alt, hvad der sker i offentlige anliggender, og fordi kun vi - Arbejderpartiet - er i stand til at forhindre, at den feje bourgeoisi-liberalisme påny forråder folkets sag.« Bladet anbefalede den kraftigst mulige agitation for den almindelige valgret for at drive Bismarck frem ad den vej, han mod sin vilje havde betrådt.

Regeringen havde muligvis nok haft sine bagtanker, da den løslod Schweitzer af fængslet. Men betalte ikke prisen - lige så lidt som Marx havde indladt sig på Bismarcks tilbud. Ikke med en linje billigede han den prøjsiske voldspolitik. Den politik, han anbefalede arbejderklassen, var nøjagtigt den samme, som Lassalle, hvis han havde levet, ville have anbefalet den. Og denne politik sejrede også på foreningens generalforsamling. Men da rullede allerede jernterningerne om det tyske folks skæbne.

I løbet af nogle få uger var sagernes stilling fuldstændig forandret. Den prøjsiske hær havde slået såvel den østrigske krigsmagt som mellemstaternes tropper, der i det afgørende øjeblik havde forenet sig med den. I det blodige slag ved Königsgraatz, hvor der faldt 13,000 østrigere og 9,000 prøjsere, fastsloges magtstillingen i Tyskland. De besejrede regeringer viste deres patriotisme ved at søge tilflugt i Napoleon IIIs armé. Frankrig standsede de prøjsiske våbens sejrstog og stillede forslag om fredsbetingelserne. Revolutionen fra oven måtte blive stående på halvvejen ved en fremmed despots magtbud.

Østrig gav afkald på enhver indblanding i de tyske anliggender. Staterne nord for Main dannede en forbundsstat, men rigtignok således, at det prøjsiske monarki, som nu var blevet forstærket ved indlemmelsen af Slesvig-Holsten, Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt, stod med trykkende magt over en mængde små vasaller. Staterne syd for Main derimod, Bajern, Württemberg, Baden, svævede i luften; de kunne enten optræde som selvstændige magter eller indgå en »national forbindelse« med det Nordtyske Forbund. Denne tilstand kunne umuligt holde i længden, dertil stred den for stærkt imod kapitalismens interesser, og Bismarck forstod at indrette sin politik derefter. Han var midt i udførelsen af det program, som han et par år i forvejen skal have udviklet for en russisk statsmand: »Jeg vil købe nogle, skræmme andre, slå atter andre og til sidst vinde dem allesammen for mig ved at føre dem imod Frankrig.«

Bourgeoisiet bøjede sig for Bismarcks politik. Fremskridtspartiet smeltede som dug for solen og gik over i det national-liberale parti, som uden videre vrøvl gav afkald på det politiske herredømme, når blot bourgeoisiet fik sine materielle interesser tilfredsstillet. En så ynkelig politik var proletariatet ikke i stand til at drive. De store mål, der lyste for det, forandredes ikke ved omvæltningen i de tyske tilstande, men kampen fremad mod disse mål var blevet vanskeligere, fordi Prøjsens sejr var en sejr for reaktionen. Spørgsmålet var da, om proletariatets kamp skulle tages op på grundlag af den ny tilstand, eller om man skulle bekæmpe denne tilstand. Og dette spørgsmål kastede en årelang uenighed ind i den tyske arbejderklasse.

Den almindelige Tyske Arbejderforening bestemte sig for at kæmpe på det ny prøjsiske grundlag. »Der Sozialdemokrat« overskuede med fuldkommen klarhed den situation, der forelå, da krudtrøgen var fordampet. Selvfølgelig kunne de tyske arbejdere aldrig blive redskaber for en herskesyg junker, men Prøjsen havde nu engang skabt en kerne af national kraft, omkring hvilken nationen kunne samle sig. Berlin måtte blive midtpunktet i den tyske enhedsstat. Men i modsætning til dette program vedtog de sachsiske arbejdere - på en landsforsamling i Chemnitz - under ledelse bl.a. af Liebknecht og Bebel at føre en uforsonlig kamp mod den prøjsiske overmagt.

Omtrent på samme tid afholdt internationale sin første kongres i Genf, hvor dog kun nogle få tyske delegerede var tilstede. Kongressens vigtigste beslutninger gik ud på en beskyttelseslovgivning - bl.a. en 8-timers arbejdsdag - og nødvendigheden af at danne stærke fagforeninger. Men det skulle kun være midler til at nå det store mål: menneskehedens befrielse, som Internationale pegede frem imod, medens en ny tidsalder af »jern og blod« truede Europa.

Trods alt sit held kunne Bismarck ikke trække den trumf tilbage, som han havde spillet ud før krigen ved løftet om almindelig valgret. Han havde brug for en dråbe demokratisk olie til at salve sig med for at stå som fuldbyrder af nationens vilje. I februar 1867 blev de første valg til den forfatningsgivende rigsdag udskrevne. Arbejderpartiet tog levende del i valgkampen. Grevinde Hatzfeld intrigerede ivrigt for et program, som hun påstod var i Lassalles ånd, men som i virkeligheden var ganske bismarcksk. Men hovedmassen af arbejderne fulgte den taktik, som Schweitzer tilrådede. Deltagelsen var meget livlig, navnlig i de rhinske industriegne og i det nordvestlige Tyskland. I Elberfeld-Barmen kæmpede Schweitzer med Bismarck og en liberal, men kom ikke på omvalg. Partiet mønstrede 40,000 stemmer, men erobrede ikke eet eneste mandat. Derimod fik det Sachsiske Folkeparti valgt to mand, Bebel og Schraps.

Efter dette udfald af valgene følte Den almindelige Tyske Arbejderforening endnu mere end før nødvendigheden af at styrke sin organisation, og på en generalforsamling i Braunschweig blev nu Schweitzer valgt til præsident med diktatorisk myndighed. Der blev gjort rent bord med grevinde Hatzfeldt, som stiftede en særlig sekt under såkaldet »lassallesk« fane, hvormed hun i et par år drev et pinligt og forargeligt spil. Generalforsamlingen vedtog iøvrigt et rent og klart socialistisk program - samfundets overtagelse af produktionen - medens der på Internationales anden kongres i Lausanne kort tid efter var stor uenighed mellem deltagerne om privat eller fælles ejendomsret til jord og grund.

Imidlertid havde den forfatningsgivende rigsdag sluttet sit arbejde, som ganske var faldet ud efter Bismarcks ønsker. Den almindelige valgret var dog blevet stående, selvom Bismarck havde fået gennemført, at rigsdagsmændene ikke skulle have diæter. Men arbejderne sagde: »Vi vil ikke lade vore talsmænd sulte« og tog med frisk mod fat på de nye valg til den Nordtyske Rigsdag, som skulle sidde i tre år. Det lykkedes denne gang at få Schweitzer valgt i Elberfeld-Barmen og Reincke i en anden Rhinkreds; men den sidstnævnte blev kort efter, på grund af sin tvetydige optræden i rigsdagen, udstødt af partiet. Det Sachsiske Folkeparti havde holdt sine to pladser fra sidst og desuden fået valgt Liebknecht og lægen Gøtz. Af disse fire var kun Liebknecht erklæret socialist; Bebel befandt sig endnu i overgangsstadiet mellem borgerlig radikalisme og socialdemokrati, og de to andre var almindelige demokrater, der snart udviklede sig til forbitrede modstandere af Arbejderpartiet. Dette havde altså kun to mænd til sit forsvar på rigsdagen: Schweitzer og Liebknecht - og mellem dem blussede den gamle strid om taktikken straks op.

Liebknecht betragtede det Nordtyske Forbund som et reaktionært værk af vold og uret, der under alle omstændigheder måtte bekæmpes. Han ville derfor ikke tage del i det praktiske lovgivningsarbejde på rigsdagen, men kun bruge den som en agitationstribune, hvorfra han kunne udslynge sin protest mod den ny tingenes orden. For Schweitzer derimod stod det som Arbejderpartiets opgave under de nu engang givne forhold at føre en så praktisk politik som muligt. Han indbragte et forslag til en lov om arbejderbeskyttelse efter engelsk mønster, men Liebknecht nægtede at støtte det og beskyldte Schweitzer for at ville spille arbejderbevægelsen over i Bismarcks hænder. Denne ugrundede beskyldning var det første led i en kæde af mistænkeliggørelser, der førte til partiets spaltning.

Året 1867 sætter skel i arbejderbevægelsens historie: ikke blot fordi de første tyske socialdemokrater da rykker ind på rigsdagen, men også fordi Karl Marx i dette år udgiver første bind af sit hovedværk »Kapitalen«, hvormed han fuldender sin kritik af den borgerlige samfundsøkonomi. Idet han skildrede de former, hvorunder kapital frembringes, nåede han den højde, hvorfra det hele område af moderne samfundsforhold lå udbredt klart og overskueligt ligesom et landskab for bjergbestigerens blik.

I det første afsnit af sit ny værk sammenfattede Marx endnu engang hvad han i sit tidligere omtalte skrift fra 1859 havde sagt om vare og penge. Men rigtignok i en langt rigere fremstillingsform, i en verdensomfattende ramme og i et billede fuldt af hårfine afskygninger. Ikke meget i verdenslitteraturen lader sig i litterært mesterskab sammenligne med disse kapitler. Deres meget udskregne dunkelhed gælder kun for den læser, som ikke er skolet i tænkningens kunst. Den kilde til erkendelse, som ved en smule alvorlig umage her åbner sig for enhver sund menneskeforstand, er i virkeligheden så klar og ren, at man kan tælle sandkornene på dens bund.

Efter at have bestemt forholdet mellem vare og penge går Marx over til at undersøge, hvorledes penge forvandler sig til kapital. Vareomsætningen foregår jo på den måde, at en vare af en vis værdi udveksles med en anden vare af samme værdi; til at bestemme værdien anvender man penge, som altså både er et byttemiddel og en vare. Ved omsætningen alene skabes imidlertid ingen ny værdi. Hvis Povl ved list eller snildhed sælger Per en vare, som er 40 kr. værd, for 50 kr., så tjener Povl ganske vist 10 kr., men da Per taber dem, bliver samfundet ikke rigere ved denne handel; der skabes ikke nogen ny værdi; der dannes ikke nogen ny kapital. Hvorledes kan da pengebesidderen ved at købe og sælge varer til deres værdi få mere værdi ud, end han har sat ind? Jo, han kan det, fordi han på markedet finder en vare af en så ejendommelig beskaffenhed, at selve dens forbrug er en kilde til ny værdi. Denne vare er - arbejdskraften. Den menneskelige arbejdskraft. Arbejderens kraft.

Dermed løste Marx den gåde, som den liberale samfundsøkonomi var strandet på, og som den småborgerlige socialisme forgæves havde pint sig med; han fastslog forskellen mellem arbejdslønnen og arbejdsudbyttet, idet han påviste, at arbejderen kun får en del af sit arbejdsudbytte i form af løn, medens resten går i hans arbejdsherres lomme.

Sammenhængen er ganske simpel. Arbejderen må, for at kunne leve, sælge sin arbejdskraft. Det er den eneste vare, han ejer. Hvorledes bestemmes nu værdien af denne vare? Den retter sig ligesom ved andre varer efter den arbejdstid, der kræves til at frembringe den - det vil altså sige til at vedligeholde og forny arbejderens egen livskraft. Med andre ord: arbejdskraftens værdi svarer til værdien af arbejderens livsfornødenheder, føde, klæder osv., samt midler til at forplante slægten, for at arbejdskræfterne stadig kan erstattes, efterhånden som de slides op.

For at frembringe disse livsfornødenheder behøves imidlertid ikke en hel arbejdsdag. Marx antager, at fem til seks timers arbejde er nok. Hvis altså arbejderen arbejdede for sig selv, ville han skaffe sig alt, hvad han behøvede, i en halv dag, og resten af tiden kunne han tage sig fri eller skaffe sig mere fortjeneste. Men skønt nutidens arbejder er »fri« i modsætning til oldtidens slave og middelalderens livegne, har han dog ikke samtidig med friheden erhvervet ejendom. Han er altså nødsaget til at give sig i tjeneste hos dem, der besidder jorden og produktionsmidlerne. Disse fordrer nu, at han skal arbejde den fulde dag på 12 timer eller mere. I seks timer frembringer han sine livsfornødenheder; det er det, Marx kalder »nødvendigt arbejde«; i de andre 6 timer frembringer han merværdien til fordel for dem, der beskæftiger ham. Kapitalisten betaler kun med en sum, der repræsenterer 6 arbejdstimer. Han erhverver på den måde alt, hvad han kan lade frembringe i den fulde arbejdsdag. Han bytter 6 timers udbytte mod 12 timers arbejde og stikker den overskydende værdi i sin egen lomme. Derved opstår kapitalen.

Når arbejdsdagen består af 6 timers nødvendigt og 6 timers overtalligt arbejde, så leverer den fri arbejder hver uge kapitalisten 6 gange 6 eller 36 timers overarbejde; det er altså det samme, som om han arbejder først tre dage for sig selv og så tre dage for kapitalisten. Det sker kun ikke i den form; thi det synes mindre, når arbejderen i hvert minut arbejder 30 sekunder for sig selv og 30 for kapitalisten. Under hoverisystemet var overarbejdet nøje skilt fra det nødvendige arbejde, men under lønarbejdet er dette ikke mere tilfældet.

Kapitalisten har forskellige midler til at forøge sin gevinst. Det første består i at forøge sine arbejderes antal. Så mange arbejdere han har, så mange gange indkasserer han produktet af de 6 timers overskydende arbejde. Hvis han kun havde een arbejder og ved ham hævede den halve del af dagens udbytte, ville han kun få så meget, at han kunne leve som en simpel arbejder. Har han to, vil han kunne forbruge, hvad der svarer til to arbejderes forbrug og således videre. Det andet middel er at forlænge arbejdsdagen. Jo længere arbejderen arbejder ud over den nødvendige tid, der svarer til hans løn, des større er den fordel, han tjener til herren. Marx viser ved meget udførlige eksempler, tagne fra industriens historie og den industrielle lovgivning i England, at kapitalen og maskinen nødvendigvis må arbejde på at forlænge arbejdsdagen, og at der for at standse dem på denne vej behøvedes statens indblanding og love, der efterhånden begrænsede arbejdstimerne.

Det tredje middel består i at formindske varigheden af det »nødvendige arbejde«. Hvis arbejderen i 3 timer kunne frembringe, hvad han behøver til at leve af, ville omkostningerne ved hans arbejdskraft formindskes med det halve. Kapitalisten ville da få den fulde værdi af 12 timers arbejdsdagen mod at give den pengesum, delsvarer til tre arbejdstimer, det vil sige det halve af den tidligere løn. Men hvorledes fremkommer denne formindskelse? Ved at gøre det arbejde mere produktivt, som frembringer arbejderens forbrugsgenstande. Da arbejdstimerne betales med samme pris, ligegyldigt hvad de frembringer, så vil, hvis man i en time frembringer to gange flere genstande, hver genstand kun koste halvt så meget, og arbejderen vil kun have halvt så store udgifter for at leve; han vil altså kunne sælge sin arbejdskraft for en løn, der er formindsket til det halve.

Kort sagt, al merværdi, ligegyldigt i hvilken form den end krystalliserer sig: som rente, forpagtningsafgift, profit, aktieudbytte, er intet andet end ubetalt arbejde. Det moderne samfund lever på bekostning af, hvad arbejderne beskæres for i udbyttet af deres arbejde.

Men hvorledes har der fra først af ophobet sig kapital? Den borgerlige samfundsøkonomi giver en lignende forklaring, som teologien giver af syndefaldet: Adam bed i æblet, og således kom synden ind i verden. I en grå fortid, hedder det, fandtes der på den ene side en skare flittige mennesker, på den anden side en flok dovenkroppe; og deraf kommer det så, at nogle dyngede rigdomme op, medens de andre til slut ikke havde andet at sælge end deres egne legemer. Fra dette syndefald skal fattigdommen skrive sig; det skal have skylden for, at den store mængde trods alt arbejde ikke har andet at sælge end sig selv, medens andre stadig vokser i rigdom, skønt de forlængst er hørt op med at arbejde. Men virkeligheden har oprindelig været en ganske anden; i den har erobringer, undertrykkelser, mord, kort sagt voldshandlinger spillet hovedrollen.

Arbejdernes adskillelse fra produktionsmidlerne, det vil sige ophøret af deres ejendomsret til disse, danner forberedelsen til den kapitalistiske produktionsmåde. Det er kapitaldannelsens første begyndelse. Det gik imidlertid ikke straks så hurtigt for sig; en hel række begivenheder måtte gå forud, og derom kan det moderne borgerlige samfunds historie fortælle. Udgangspunktet for udviklingen er arbejdernes slaveri, og det, som senere sker, er kun en forandring af dette slaveris form. Selvom vi kan træffe den kapitalistiske produktion hist og her allerede i det 14de og 15de århundrede, så begynder den dog egentlig først i det 16de århundrede, da livegenskabet var forsvundet. Mest indgribende er de tider, i hvilke store skarer af mennesker pludselig og med magt blev taget fra deres eksistens- og produktionsmidler og kastede ud på markedet som proletarer, der var »frie« som fuglene i luften. Hovedbegivenheden er, at man berøvede arbejderen jorden. Derved skabtes et proletariat, som kunne anvendes i industrien.

Det må være tilstrækkeligt med disse antydninger af den geniale udvikling, Marx giver af kapitalens oprindelse. Under Englands historie er desuden - på samme grundlag - givet en fremstilling af den moderne kapitalismes gennembrud.

Adskillelsen mellem arbejdere og arbejdsmidler, hvorved på den ene side samfundets produktions- og livsmidler forvandles til kapital, og på den anden side den store mængde bliver lønslaver under navnet »frie« arbejdere - det er resultatet af den sidste historiske udvikling. Dersom det er sandt - siger Marx - hvad en fransk forfatter har sagt, at pengene kommer halvt blodplettede til verden, så sveder kapitalen blod ud af alle porer fra isse til fod. Man påstår, at kapitalen af naturen er ængstelig og flyer al kamp og strid. Det er sandt, men ikke den fulde sandhed. Kapitalen er ganske vist tilbageholdende, når profitten tager af, men den bliver brutal, så snart profitten tager til. For 10 pct. sikker gevinst kan man finde den alle vegne; for 20 pct. bliver den livlig; for 50 pct. vover den alt; for 100 pct. træder den alle menneskelige love under fødder, og for 300 pct. eksisterer der ikke den forbrydelse, uden at den tør risikere den, selv med fare for galgen.

Til slutning viser Marx imidlertid, hvorledes kapitalismen ophæver sig selv. Idet den lille industri mere og mere må give plads for storindustrien, midtsamler produktionsmidlerne sig efterhånden på et forholdsvis lille antal besidderes hænder. Når denne omdannelsesproces er fuldført til en vis grad, antager ejendomsplyndringen en anden form, idet de store kapitalister udplyndrer de mindre. Samtidig vokser arbejdermassernes nød og afhængighed, men også disse arbejdermasser forener sig, organiserer sig og kæmper for at gøre modstand og fremkalde en omvæltning.

Nu er tiden kommen, da de kapitalistiske forrettigheder bliver hindringer for den produktion, de selv har udviklet. Produktionsmidlernes midtsamling i de store bedrifter og arbejdets samfundsmæssige karakter lader sig ikke længere forene med den kapitalistiske privatbesiddelse. Dens sidste time er slået. Ejendomsranerne bliver selv berøvet deres ejendom, som går over til samfundet, til alle dem, der arbejder. Men denne omdannelse vil foregå langt lettere og hurtigere, end da kapitalisterne berøvede arbejderne deres ejendom, thi nu drejer det sig kun om at fratage nogle få jernkonger, bomuldsbaroner, jordtyranner og andre for folkemasserne ødelæggende junkere deres uretmæssige ejendom.

Det er naturligvis umuligt på nogle få sider at give en forestilling, der nogenlunde svarer til den rigdom af tanker og kendsgerninger, som »Kapitalens« første bind indeholder. Hvad der i en så sammentrængt form mere eller mindre synes ubevist påstand, det bygger sig i selve bogen op sten på sten, upoleret, uafpudset, fast sammenføjet ved logikkens kraft, urokkeligt ved kendsgerningernes vægt. Og i den fylde af åndelige skatte, der med næsten ødsel hånd er strøet ud over værket, bærer det geniets ægteste stempel: læseren har stadig den fornemmelse, at mesteren selv er større end sit værk.

Idet Marx kritiserede den borgerlige samfundsøkonomi, fuldendte han den på samme tid. Han byggede på den grund, som Adam Smith og Ricardo havde lagt, han førte undersøgelsen af den kapitalistiske produktionsmåde videre på det punkt, hvor hine selvstændige tænkere havde afbrudt den eller rettere havde været nødt til at afbryde den, fordi selve kapitalismens love endnu ikke var så vidt udviklede, at man kunne se til bunds i dem.

Den officielle samfundsvidenskab søgte først at tie »Kapitalen« ihjel, dernæst at frakende den videnskabelig værdi. Hvad arbejderklassen angik, så måtte den først opdrages gennem selve den økonomiske udvikling, før det værk, som Marx havde rakt den, kunne gå over i dens kød og blod. Kapitalismen var endnu kun mangelfuldt udviklet i Tyskland, selvom arbejderne allerede led under de onder, den førte med sig. Der var stadig så mange levninger af den gammeldags produktionsmåde tilbage, at arbejderne vanskeligt kunne se den sammenhæng i de moderne tilstande, som Marx afslørede. Når Johann Philipp Becker kaldte »Kapitalen« for arbejderklassens bibel, var det alligevel - historisk set - en træffende sammenligning. I begyndelsen undrede man sig mere over den, end man læste den, man beundrede den mere, end man forstod den, og den blev udlagt med rettroende iver mere end med kritisk indsigt. Modstandernes beskyldning for fanatisk dogmetro var dengang mere berettiget end nu, da storindustriens fremskridt dag for dag viser, hvor rigtigt Marx har forstået den engelske storindustris væsen på den tid, da han skrev sin bog.

Et historisk værk, som skildrer en bestemt periode af menneskehedens udvikling, kan ikke være en ufejlbarlig visdomsbrønd for alle tider, og ingen var fjernere fra at påstå dette end Marx selv. I de forløbne henved 30-40 år har kapitalismen udvist mange fremtoninger, som han ikke kendte eller forudså netop i den form, og kriserne i industrien vender ikke så regelmæssigt tilbage hvert tiende år, som han skildrede det. Men enhver afvigelse fra reglen har kun bekræftet rigtigheden af hans syn på den retning, kapitalismen i det store og hele ville følge. Mod påstanden om den voksende elendighed har man indvendt, at arbejderklassen er længst fremskreden på de steder, hvor den kapitalistiske produktionsmåde er mest udviklet. Men Marx viser jo netop også, hvorledes storindustrien med sin sultepisk optugter en hær af arbejdere til dødsfjender af kapitalismen. Det er ikke storindustrien, der af sig selv giver arbejderne del i sine velsignelser, nej, arbejderne må kæmpe på livet løs med kapitalisterne om hver fodsbred jord af det forjættede land - om hver øre mer af arbejdets udbytte.

Der gik en tid lang, før »Kapitalens« første bind blev det tyske proletariats åndelige ejendom, men tilegnelsen begyndte dog straks. I »Der Sozialdemokrat« anmeldte Schweitzer bogen i en lang række indgående artikler. Den første tyske arbejder, som fuldtud viste sin forståelse af det mægtige værk, var Josef Dietzgen, en logarver, som dengang levede i St. Petersborg. Han sendte en kritik af bogen til »Demokratisk Ugeblad«, som under Liebknechts redaktion var organ for det Sachsiske Folkeparti. Af denne kritik havde Marx sin største glæde; i de tegn på forståelse, som hans kæmpeværk fandt i selve arbejderklassen, så han sin bedste løn. Dietzgen udgav senere et skrift, hvori han selvstændigt forklarede det menneskelige åndsarbejde ud fra en materialistisk opfattelse; Marx plejede at kalde ham »vor filosof«.

Men vi må nu, da vi har dvælet et øjeblik ved »Kapitalen«, genoptage tråden i den historiske fremstilling. Året 1866 havde medført en voldsom krise i den europæiske industri. Store engelske huse gik fallit, spekulationen lammedes, talrige fabriker måtte indstille deres produktion. Følgelig sank arbejdslønnen, arbejdsløsheden voksede, og mislykket høst drev samtidig priserne på levnedsmidler i vejret. Under disse forhold fik arbejderbevægelsen vind i sejlene, idet proletariatet af ren selvopholdelsesdrift rejste sig imod de umenneskelige samfundstilstande. Forskellige fagforeninger var allerede dannede rundt omkring, og talrige strejker udbrød som yderste nødværge i kampen for livet. Cigararbejderne og bogtrykkerne i Berlin forsvarede sig med held mod søndagsarbejde og en nedværdigende fabriksordning, og for første gang blev sløret løftet lidt for de grufulde hemmeligheder i den berlinske konfektionsindustri, hvis blomstring viste sig at bero på tusinder og atter tusinder af unge arbejderskers legemlige og åndelige ødelæggelse. Visse kapitalister undså sig end ikke ved det afskyeligste bedrageri. De udleverede til deres arbejdersker fugtig uld, som ved forarbejdelsen tørrede ind og derved svandt i vægt; ved afleveringen af de færdige varer blev dette svind så benyttet som påskud til at trække fra i lønnen. Den noble fremgangsmåde blev afsløret ved en retssag, som vakte almindelig opmærksomhed og forfærdelse. Møder indkaldtes for at drøfte forholdene i konfektionsindustrien, men da arbejderskerne selv tog del i disse møder, skred politiet ind og opløste dem.

»Der Sozialdemokrat« forsvarede atter foreningsretten med yderste energi og ubekymret om alle beslaglæggelser. Men Schweitzer indså samtidig nødvendigheden af at få de spredte strejker bedre organiseret, at få knyttet den faglige bevægelse til den almindelige arbejderbevægelse. På generalforsamlingen i Hamborg 1868 stillede han derfor sammen med Fritzsche - der var blevet valgt til rigsdagen i Reinckes sted - forslag om at indkalde en fagforeningskongres.

Forslaget blev forkastet, men generalforsamlingen havde intet imod, at Schweitzer og Fritzsche indkaldte kongressen på egen hånd. Den fandt da sted i Berlin en månedstid efter. Der var 142,000 arbejdere repræsenterede, og der stiftedes 10 fagforeninger - af skomagere, skræddere, murere, bagere, metalarbejdere, træarbejdere, fabriksarbejdere, bogbindere og sadelmagere, bjergarbejdere, tekstilarbejdere - som skulle samvirke i et fagforeningsforbund med en overbestyrelse på tre mand. Schweitzer, Fritzsche og fabriksarbejder Klein.

Omtrent på samme tid havde de gamle tyske arbejderforeninger, som nu stod under Bebels ledelse, holdt foreningsdag i Nürnberg og dér vedtaget at slutte sig til Internationales program samt ligeledes at danne samvirkende fagforeninger. Det var et stort fremskridt, omend ikke så afgørende som det syntes. Blandt flertallet var der nemlig mange borgerlig-liberale medlemmer, som mente, at de nok kunne stemme for det Internationale program, men som ikke ville have stemt for et nationalt arbejderprogram i samme ånd. Endelig havde selve Internationale holdt sin tredje kongres i Bryssel og dér vedtaget nødvendigheden af politisk kamp og strejker samt af fællesejendom til jord og grund - det sidste dog mod et stærkt mindretal af de franske afsendinge.

»Demokratisk Ugeblad« kunne da sammenfatte stillingen med de ord: »I Hamborg, Nürnberg og Bryssel er de samme bestræbelser, de samme mål: arbejdets befrielse fra kapitalens lænker, afskaffelse af klasseherredømme og lønslaveri, oprettelse af en på frihed og ligeberettigelse grundet stat«. Det så jo nok så strålende ud, men under den tilsyneladende enighed lurede stadig de gamle skarpe modsætninger. Fagforeningsbevægelsen gav anledning til fornyet splid. Liebknecht og Bebel forlangte, at der skulle indkaldes en fælles generalforsamling for at få sammensmeltet de fagforeninger, som Schweitzer havde organiseret, og dem, der var oprettede i følge Nürnberger-beslutningen. Men det ville Schweitzer ikke indlade sig på. Hvis »de herrer Bebel og Liebknecht« ville virke for enighed i den faglige bevægelse, sagde han, så kunne de træde ind i fagforeningsforbundet og gøre sig gældende dér. Han kaldte Nürnberger-programmet for et »uklart visvas« og blev til gengæld atter og atter stemplet af Liebknecht som en »forræder mod socialismens og demokratiets sag.«

Den spaltning, der således var indtrådt i den faglige som i den politiske bevægelse, var en følge af de givne forhold. Den kunne ikke lukkes ad kunstig vej. Såret måtte bløde ud, før det grundigt kunne læges indvendigt fra.

Da Schweitzer som følge af politiets indskriden mod »Den almindelige Tyske Arbejderforening« forlagde foreningens hovedsæde fra Leipzig til Berlin, blev også dette bebrejdet ham som en »skurkestreg«, hvorved han ville udlevere arbejderbevægelsen til Bismarck. Kort efter begyndte han udsoningen af en tre måneders fængselsstraf, under hvilken ledelsen af »Der Sozialdemokrat« overtoges af Wilhelm Hasselmann. Det var en ung student i kemi, som Schweitzer kort forinden havde knyttet til bladets redaktion. Født i Bremen i 1844, tidlig forældreløs og henvist til rige slægtninges velgørenhed, havde Hasselmann fra barnsben af smagt al den bitterhed, som slige forhold plejer at medføre. Fra disse sørgelige erfaringer stammede det indesluttede og mistroiske væsen, han bar til skue. Med sit had til kapitalismen og sit opvakte hoved fandt han sig snart til rette på det socialpolitiske område. Han var en dygtig journalist, der førte en kraftig, omend ikke særlig smidig pen.

I begyndelsen af 1869 fandt der et par suppleringsvalg sted, der vidnede om partiets voksende styrke. I Duisburg slog Hasenclever både den konservative og den national-liberale modkandidat. I Celle fik York et betydeligt stemmeantal. Schweitzer begyndte nu også at sætte en agitation i gang i Sydtyskland, hvorved han kom på tværs af Bebel og Liebknecht, som netop arbejdede ivrigt på at reorganisere de sydtyske arbejderforeninger i Internationales ånd. De vendte sig derfor med heftig forbitrelse mod Schweitzer, og Liebknecht erklærede sig villig til at bevise, at det var Bismarck, der stod bagved Schweitzers agitation, som kun gik ud på at splitte partiet. Schweitzer modtog udfordringen i den form, at Liebknecht og Bebel fik indbydelse til at møde på Den almindelige Tyske Arbejderforenings generalforsamling for at begrunde deres anklager.

Som sagt så gjort. På generalforsamlingens første dag stod Liebknecht og Bebel frem og forebragte anklagerne, der gik ud på, at Schweitzer havde begået forræderi i rigsdagen ved at anerkende det Nordtyske Forbund, at han havde kaldt Nürnberger-programmet for »visvas«, osv.. Schweitzer indlod sig ikke på en ny besvarelse af disse kendte anklager, men forlangte et tillidsvotum af foreningen som tegn på deres betydningsløshed. Han fik også dette tillidsvotum, men en del af de delegerede afholdt sig fra at stemme, og blandt dem var mænd som Bracke, Geib og York, der vel ingenlunde mistænkte Schweitzer, men som var misfornøjede med hans diktatur, der da også ved samme lejlighed blev indskrænket.

Og Schweitzer var selv skyld i, at denne misfornøjelse voksede, trods den dygtighed, hvormed han førte den politiske kampagne på rigsdagen og organiserede den faglige bevægelse. Han ville være uindskrænket diktator. Og for at genopnå dette mål begik han et slags statskup, idet han på egen hånd sluttede forbund med grevinde Hatzfeldts forening, der på dette tidspunkt led af uhelbredelig svindsot. Den skulle gå op i en højere enhed med Den almindelige Tyske Arbejderforening og derved styrke Schweitzers stilling. Striden udbrød nu igen, - endnu bitrere end før; det regnede fra begge sider med beskyldninger og mistænkeliggørelser. En gruppe af mænd fra alle arbejderlejre med Bebel og Liebknecht i spidsen udstedte derfor et opråb til »Tyske socialdemokrater«, som indkaldtes til en »almindelig tysk socialdemokratisk arbejderkongres« i Eisenach d. 7.-9. august 1869.

Schweitzer sad på den tid atter i fængsel. Tölcke mødte på hans vegne. Efter en stormende forhandling, hvorunder det viste sig umuligt at komme til enighed, afholdt de to retninger hver sin kongres. Bebels og Liebknechts tilhængere konstituerede sig som »Socialdemokratisk Arbejderparti« på det såkaldte Eisenacher-program, hvorefter partiet kaldtes »eisenacherne« - i modsætning til »lassalleanerne«, Schweitzers tilhængere. Nogen forskel i grundsætninger var der i virkeligheden ikke tilstede mellem de to retninger. Eisenachernes program afveg ikke væsentligt fra Lassalles, og begge parter erklærede deres tilslutning til Internationale. Modsætningen beroede væsentligst på person- og taktikspørgsmål. Set udefra foregik striden mellem de to grupper i ret frastødende former. I pressen beskyldte man gensidigt hinanden for forræderi mod arbejdersagen, og på møderne kom det ofte til larmende optrin. Men uenigheden havde også sine gode sider. Kappestriden tilskyndede begge parter til at udfolde en så meget virksommere agitation. Den drev eisenacherne bort fra deres maskepi med det borgerlig-radikale Tyske Folkeparti og nødte dem til at stille sig på et rent og klart socialistisk program, således som Bebel udviklede det i sit første, friske og kraftige skrift »Vore mål«. I Berlin lykkedes det på den anden side særlig ved Tölckes agitation at rive arbejderne helt og holdent løs af Fremskridtspartiets ledebånd og erobre dem for socialdemokratiet. Under denne kamp var det, at frihedsmanden fra 1848, Johann Jacoby, der endnu stod på et borgerlig-demokratisk standpunkt, i en tale til sine vælgere sagde de berømte ord: »Grundlæggelsen af den mindste arbejderforening vil for fremtidens kulturhistoriker være af større værdi end slaget ved Sadowa«.

Mest fortræd voldte spliden vel nok indenfor den unge fagforeningsbevægelse; som netop var i det livligste opsving. En række strejker udkæmpedes i denne tid på de store industripladser, altid med ære, ofte med sejr. I Hamborg ville vognfabrikanterne nedsætte lønnen til to tredjedel med den begrundelse, at arbejderne ikke behøvede sul til brødet; efter en hårdnakket, stærkt bevæget kamp blev angrebet slået tilbage. I Augsburg førte jernstøberne en strejke igennem, medens væverne i samme by måtte bukke under, fordi det lykkedes at hverve 500 kvinder fra Bøhmen. I Waldenburger-egnen i Schlesien blev bjergarbejderne ligeledes besejrede med sultepisken af de liberale grubeejere og sluttede sig som følge deraf kun endnu tættere til socialdemokratiet. I denne livlige fagbevægelse trængte den politiske kiv så meget mere forgiftende ind, som den slet intet havde dér at gøre; den splittede kræfterne og var skyld i, at flere strejker tabtes, således navnlig en cigararbejderstrejke i Leipzig.

Schweitzer bar unægtelig hovedskylden for, at uenigheden således greb over fra det politiske på det faglige område. Med sine stadig voksende diktatortilbøjeligheder ville han samle alle fagforeningerne i et fællesforbund under sin overledelse. Imidlertid stødte han nu også mange af sine gamle tilhængere fra sig. Med grevinde Hatzfeldt og hendes gruppe var han påny raget uklar, og i Bajern skilte arbejderne sig ud fra den gamle forening og dannede en ny fraktion.

Men så broget det end så ud, så foregik der dog trods alt i virkeligheden en tilnærmelse mellem de to partigrupper. Arbejderbevægelsen kan aldrig blive til en bold for herskesyge lyster. Sikkert var beskyldningerne mod Schweitzer for at være bestukket af den prøjsiske regering fuldkommen ugrundede. Den store dygtighed, hvormed han i »Der Sozialdemokrat« forfægtede den videnskabelige socialisme, kan ikke bestrides. Og når han på rigsdagen foretrak at tage del i forhandlingerne og underkaste de enkelte forslag en socialistisk kritik i stedet for - som Bebel og Liebknecht endnu gjorde - at stille sig skarpt afvisende overfor enhver forhandling med de borgerlige partier, så har den historiske erfaring givet ham ret. Men i et andet taktikspørgsmål gav han sig en slem blottelse, der viste, at han ikke længere følte sig som leder for et parti, men som høvding for en sekt. I modsætning til eisenacherne vedtog nemlig »Den almindelige Tyske Arbejderforening«, at partimedlemmerne ved rigsdagsvalg aldrig målte stemme på en kandidat af den anden gruppe så lidt som på en reaktionær. Hvis en liberal og en eisenacher kom på omvalg, så skulle den liberale foretrækkes! Det var at hidse arbejder mod arbejder, socialdemokrat mod socialdemokrat. I denne blindgade måtte Schweitzers herskesyge nødvendigvis være endt med at løbe panden mod muren. Men før det skete, brød der et uvejr løs, så mægtigt, at det bortskyllede selve årsagerne til den kiv og splid, der spaltede det bevidste tyske proletariat.

Mellem Bismarck og Napoleon III. havde det længe trukket op til krig. Bag Bismarck stod Tysklands økonomiske interesser, der med nødvendighed krævede at sikres indenfor en fast national ramme. Toldparlamentet i Berlin var grundlaget for en almindelig tysk rigsdag. For Napoleon III. gjaldt det om at redde stumperne af sin kejsermagt og derved tilfredsstille det franske bourgeoisi, som råbte på hævn, men mente profit. En anledning til krigen gaves, da Baden frivilligt tilbød at træde ind i det Nordtyske Forbund, hvad Frankrig ville have modsat sig. Men Bismarck afslog dette tilbud, fordi hans politik ikke var en folkelig og ærlig politik, men tværtimod gik ud på at befæste dynastiet og slå alle revolutionære tilbøjeligheder ned. Han benyttede derfor et gammelt diplomatisk fif ved hemmeligt at virke for at sætte en prins af huset Hohenzollern på den spanske trone, som var blevet ledig ved en revolution. Hvis prinsen var blevet konge i Spanien, var følgerne blevet værst for Tyskland selv, men Napoleon gik i fælden og erklærede krig, fordi Frankrigs ære var krænket. Bismarck forstod ved sin berømte forfalskning af Emser-telegrammet at give den franske krigserklæring udseende af et ryggesløst overfald. I virkeligheden ønskede han intet hellere end krigen; hele maskineriet var ved Moltkes kunst parat til at træde i virksomhed.

Bourgeoisiet fulgte Bismarck gennem tykt og tyndt, mens proletariatet på begge sider af Rhinen klart forstod krigens egentlige karakter. De franske medlemmer af Internationale betegnede den i et opråb som en »forbryderisk dårskab«, og dette såvel som andre opråb i samme ånd fra franske arbejdere fandt levende genklang i det tyske proletariat på massemøder i Leipzig, Nürnberg, München og flere steder. På andre møder, således i Braunschweig og Berlin, tog man dog det udtrykkelige forbehold, at det var Napoleon III., som var fredsforstyrreren, og at krigen fra tysk side var en forsvarskrig. Den samme opfattelse udtalte også Internationales Generalråd i en adresse, som iøvrigt skarpt fordømte både den bonarpartistiske og den hohenzollernske politik.

Der er heller ingen tvivl om, at der i hovedmassen af det tyske proletariat som i det hele taget i det tyske folk var overvejende stemning for at tilbageslå Napoleon III.s angreb med væbnet hånd. Det samme ville have været tilfældet, selvom man dengang havde kendt Bismarcks diplomatiske rævestreger lige så godt, som man kender dem nu. Det tyske folk så kun den ene kendsgerning, at krigen måtte føres for at sikre selve den nationale eksistens. »Der Sozialdemokrat« skrev. »Sejr for Napoleon betyder nederlag for de socialistiske arbejdere i Frankrig, betyder almagt for den bonarpartistiske militærmagt i Europa, betyder Tysklands fuldstændige udstykning.« Lassalleanerne på rigsdagen - Schweitzer, Hasenclever og Fritzsche - stemte derfor også for krigsbevillingen, medens Bebel og Liebknecht afholdt sig fra at stemme som en demonstration mod Bismarcks politik.

Den sejrrige tyske hær omstyrtede i løbet af kort tid Napoleons trone; med slaget ved Sedan var den borgerlige republik sikret på den ene side af Rhinen og Tysklands enhed på den anden side. Tyskland kunne nu diktere en fred, som svarede til dets ære og interesser, samtidig med at den muliggjorde en venskabelig forståelse mellem de to store kulturfolk og dermed grundlagde en fredelig udvikling af den europæiske civilisation.

Men dette passede ikke i de tyske fyrsters og junkeres reaktionære kram. Hvorledes kunne man vente en højmodig og forudseende politik af dem i et øjeblik, da de kunne tilføje den franske nation et ulægeligt sår og tage hævn for revolutionens misgerninger! Det tyske bourgeoisi - denne kræmmerstand, der i sine kampe for den borgerlige frihed havde vist sig så ynkeligt ubeslutsom, uduelig og fej, greb med begærlighed lejligheden til at optræde som patriotismens brølende løve på den europæiske skueplads. Ledende mænd af Fremskridtspartiet og de national-liberale tilskyndede i en adresse til den prøjsiske konge og i et opråb til det tyske folk til at annektere Elsass-Lothringen og dermed gå over fra forsvars- til erobringskrig.

Nu opfordrede eisenachernes partiledelse i Braunschweig de tyske arbejdere til på massemøder at demonstrere mod ranet af de to franske provinser og for en ærefuld fred. I opråbet var indflettet nogle udtalelser af Marx: han forudsagde med profetisk skarpblik, at anneksionen af Elsass-Lothringen ville medføre et dødeligt fjendskab mellem Frankrig og Tyskland, at Rusland derved ville få overmagten i Europa, og at freden blot ville blive en våbenstilstand. Han forudsagde også, at tyngdepunktet i den europæiske arbejderbevægelse dermed ville blive flyttet fra Frankrig til Tyskland. I en ny adresse fra Internationales Generalråd blev erobringskrigen ligeledes brændemærket.

Guvernøren i Hannover, general Falckenstein, lod som følge af opråbet hele partiledelsen i Braunschweig - fem mand - fængsle og i lænker føre til fæstningen Løtzen ved den russiske grænse. Protestmøderne blev forhindrede. Også andre steder i Tyskland foretoges der arrestationer; bl.a. blev Johann Jacoby fængslet og ligeledes ført til Løtzen, fordi han på et møde i Kønigsberg havde udtalt sig imod annektionen. Fangenskabet varede for enkeltes vedkommende to-tre måneder.

Imidlertid havde de tyske fyrster fået sammentømret Tysklands enhed. Det var ikke med deres gode vilje, de gik med til at tilbyde den prøjsiske konge den tyske kejserkrone, men det var - ligesom

da toldforeningen blev stiftet - en jernhård økonomisk nødvendighed, der skabte den ny tyske stat. Den bøjede de »store helte« under sin stærke næve; dens nøgterne beregning gjorde det af med monarkernes modstand. Blodet, som var udgydt i strømme af de navnløse døde og sårede på slagmarkerne, var kittet i den faste bygning, som kapitalismen havde rejst sig.

Den nordtyske rigsdag åbnedes med en trontale, som forkyndte, at annektionen af Elsass-Lothringen var formålet med krigen, hvortil der nu krævedes en ny bevilling. Bebel og Liebknecht foreslog, at rigsdagen skulle nægte bevillingen og opfordre kansleren til at give afkald på enhver anneksion af fransk landområde samt til hurtigst muligt at slutte fred med den franske republik; Schweitzer og Hasenclever stemte for forslaget. Begge de socialdemokratiske grupper var også enige om at modsætte sig titlen »kejser og rige«, som var blevet vedtaget ved kroningen i Versailles. Efter rigsdagens slutning blev Bebel og Liebknecht arresterede for forsøg på højforræderi.

Imidlertid sluttedes freden, hvorved Frankrig forpligtede sig til at afstå Elsass-Lothringen og betale fem milliarder i krigsomkostninger. Umiddelbart efter foregik valgene til den tyske rigsdag. Tidspunktet var så ugunstigt som muligt for socialdemokratiet, det eneste parti, der havde modsat sig erobringskrigen, tilmed det parti, der havde lidt hårdest under krigens tryk, og hvis medlemmer for en stor del endnu stod under våben i Frankrig. Alligevel faldt der ca. 102,000 stemmer - henved tre procent af samtlige afgivne - på socialdemokratiske kandidater. Lassalleanerne fik de fleste, men mistede deres mandater; Schweitzer faldt for en sammenrotning mellem alle kapitalistiske partier. Af eisenacherne valgtes Bebel, der fældede sparsommelighedsapostlen Schulze-Delitzsch. Kort efter valgene erklærede Schweitzer, at han ville trække sig tilbage fra ledelsen af Den almindelige Tyske Arbejderforening. Han var træt, syntes, at han havde ofret nok af arbejdskraft og penge, og indså vel også, at hans diktatur ikke længere lod sig opretholde, og at det kun var et tidsspørgsmål, hvornår de to afdelinger af partiet ville smelte sammen. »Der Sozialdemokrat« var sunket så stærkt i abonnementstal, at han ikke mere var i stand til at holde bladet gående. Generalforsamlingen udtalte i et enstemmigt tillidsvotum sin tak for hans »mangeårige omsigtsfulde ledelse« af foreningen, og Hasenclever valgtes derefter til præsident.

Imidlertid var den nykronede kejser Wilhelm vendt tilbage fra sejrstoget mod Frankrig og havde, - tiljublet af de herskende klasser, holdt sit indtog i det samme Berlin, hvorfra han i 1848 så forsmædeligt flygtede for revolutionen. Han havde i de mellemliggende år intet lært og intet glemt. Han bildte sig ind, at han havde fået kejserkronen sat på hovedet af vorherres højstegne hænder. Dog allerede dagen efter indtoget skrev en usynlig hånd sit Mene Tekel på væggen i kejserpaladset. D. 18 marts 1871 rejste Pariserproletariatet sig i stolt erindring om 1848, og overalt i Tyskland, hvor der fandtes klassebevidste arbejdere, tiljublede de deres franske brødres revolutionære rejsning. Hverken lassalleanerne eller eisenacherne vaklede et øjeblik. Masseforsamlinger i Berlin, Hamborg, Bremen, Elberfeld, Dresden, Leipzig osv. udtalte deres sympati med den sociale revolution i Paris og sendte de franske arbejdere broderlig hilsen, medens bourgeoisi-pressen udgød sig i fordømmelser af »Kommunens rædsler«. Nu til dags ved enhver halvdannet bourgeois, hvad alle tyske arbejdere straks vidste, at »Kommunens rædsler« blev begået af »ordenens« opretholdere, af Kommunens fjender, ikke af dens forsvarere.

Ligeså klart og bestemt som det tyske socialdemokrati optrådte Internationales Generalråd til gunst for Kommunen. I sin adresse om Borgerkrigen i Frankrig, nedskrevet under det friske indtryk af begivenhederne, løftede Karl Marx fanen højt i vejret for arbejderklassens kæmpende hær og fremhævede de afgørende synspunkter med en sådan klarhed og styrke, at skriftet endnu den dag i dag står som klassisk i litteraturen om Kommunen.

Bismark skal have beklaget sig over, at Kommunen forvoldte ham »den første søvnløse nat«. Som resultat af sit natlige hovedbrud erklærede han i rigsdagen, at der havde været en berettiget kerne i Pariserkommunens bestræbelser, nemlig trangen til at få en lignende kommunalordning som i Prøjsen! Det var unægteligt forbløffende, og Bebel, som nu var den eneste socialdemokrat i rigsdagen, udtrykte da også sin forbavselse over, at den bismarckske erklæring ikke blev modtaget med almindelig munterhed. Han tilføjede: »De kan være overbeviste om, at hele det europæiske proletariat og alle, som endnu bærer en følelse for frihed og uafhængighed i brystet, ser hen til Paris. Og selvom også Paris i øjeblikket er undertrykt, så erindrer jeg dem om, at kampen i Paris kun er en lille forpostfægtning, at den afgørende kamp i Europa endnu forestår, og at, inden årtier er gået, vil pariser-proletariatets kampråb: Krig mod paladserne, Fred med hytterne, Død over fattigdom og lediggang - være hele det europæiske proletariats kampråb.« Den høje forsamling lo ad disse ord; - senere har den glemt at le.

Bismarck har selv tilstået, at Bebels tale ved denne lejlighed var den »lysstråle«, der gjorde ham klar over den socialdemokratiske bevægelses væsen; Fra nu af søgte han at bekæmpe og undertrykke den som en fjende, mod hvem staten og samfundet må gribe til nødværge. Det var sikkert oprigtigt nok, selvom det just ikke taler til ære for en såkaldet statsmand. I virkeligheden begyndte fra nu af Bismarcks åbne kamp mod socialdemokratiet, i begyndelsen ført stødvis med en storhedsvanvittig junkers hovmodige skødesløshed, senere stadig mere rasende og fortvivlet, da det drejede sig om hans egen eksistens, indtil denne styrtede ynkeligt sammen.

Højforræderi-processen mod Bebel og Liebknecht endte i foråret 1872 med, at begge de anklagede af edsvorneretten i Leipzig dømtes til 2 års fæstningsarrest. Men selve processen havde - som de domfældte selv sagde - bidraget så uendeligt meget til udbredelsen af de socialdemokratiske ideer, at de gerne fandt sig i disse to års indespærring. De havde ført deres sag med så megen alvor, værdighed og rammende kraft, at det i vide. Kredse havde gjort det stærkeste indtryk. Liebknecht, som hidtil havde stået den store mængde af arbejdere fjernere end Bebel, udfoldede ved denne lejlighed al den prægtige og djærve ejendommelighed, som tog proletarernes hjerter med storm og gjorde den tapre »revolutionssoldat« til deres afgud. I agitatorisk henseende var processen af uvurderlig betydning.

I sommeren samme år blev Bebel påny offer for klassejustitsen. Han blev dømt for »majestætsfornærmelse«, fordi han på et møde havde sagt, at den prøjsiske konge ikke havde holdt sit løfte om oprettelsen af et frit og enigt Tyskland efter krigen med Frankrig. Dommen lød på ni måneders fængsel og fortabelse af rigsdagsmandatet. Men de schlesiske vævere sendte Bebel tilbage til rigsdagen med 3000 stemmer mere, end han sidst havde fået. Den høje forsamling måtte da selv bekvemme sig til at gøre rakkertjeneste for Bismarck og kassere Bebels mandat. Han havde iøvrigt allerede begyndt afsoningen af sin fæstningsarrest i Hubertusburg.

Militærstaten og bourgeoisiet var imidlertid fuldt optagne af at dele krigsrovet. Milliardregnen kom ganske vist i overvejende grad militarismen til gode; den svulmede op til et hidtil ukendt omfang; men bourgeoisiet fik dog også sin part af den mængde guld, der var kommet i omløb. Den unge storindustri tog et mægtigt opsving. Bankinstitutter, aktieselskaber, industrielle foretagender skød i broget mangfoldighed op af jorden. Jern- og kulværker grundlagdes i stort antal, en mængde nye jernbaner anlagdes. Det var en vild spekulationstummel, under hvilken bourgeoisiet mistede den sidste rest af politisk holdning og kastede sig plat på maven for Bismarck, som havde beredt det al denne gyldne herlighed. Han selv var fra at være en forarmet landjunker blevet en repræsentant for den kapitalistisk-industrielle storgrundbesiddelse, og i sin politiske herskesyge havde han aldeles intet imod den gründersvindel, der forvandlede nationen til en spillebule og gjorde den til et let bytte for bondefangeri i stor stil. Det parlamentariske liv, litteraturen og pressen, gennemtrængtes af spekulationens forpestede ånde. Politik og geschæft var uopløseligt sammenfiltret. Således var f.eks. den forhenværende kommunist Miquel på samme tid national-liberal partifører og meddirektør med milliongage i det mægtige gründerforetagende »Diskontoselskabet«, som tillige med huset Bleichröder opsugede mellemklassernes velstand.

Midt i denne svindel udviklede der sig to arter af »konservativ socialisme«, som i og for sig ikke var nye, men under de givne forhold antog særlige former. Den ene var agrarsocialismen. Det var de betrængte landjunkeres nødråb til staten om hjælp mod kapitalismen. Dens forkæmpere var Rodbertus og Rudolf Meyer, som søgte at få arbejderne til godsejernes forbundsfæller i kampen mod frikonkurrencen. Den anden var katedersocialismen, repræsenteret af Schmoller og Brentano. Den tog ordet for fabrikslove og fagforeninger - vel at mærke ikke som overgang til en socialistisk slat, men tværtimod som midler til at styrke og opretholde den kapitalistiske ordning. Hvis kapitalisterne havde været kloge nok til at følge disse anvisninger, ville den revolutionære arbejderbevægelse i Tyskland være blevet betydeligt hæmmet i sin udvikling. Men således som det gik, fik katedersocialismen ingen indflydelse på klassekampen.

Arbejderbevægelsen kom hurtigt til kræfter efter krigen. Det industrielle opsving lærte den at handle. Ved milliardregnen var pengene blevet billigere og livsfornødenhederne dyrere. Følgelig måtte lønnen drives i vejret. En stærk strejkebevægelse gik gennem det tyske proletariat. Rigtignok endte flere af de største massestrejker med nederlag, og i det store og hele medførte milliardtiden snarere en forværring end en forbedring af de tyske arbejderes kår, men de gik en gavnlig skole igennem og lærte, at de kun havde socialdemokratiet at stole på. Flere dygtige organisatorer opstod i denne periode. Således bogbinderen Johann Most fra Augsburg, et uroligt hoved, der tidligere havde taget del i den østrigske arbejderbevægelse, var blevet dømt til fem års fængsel for højforræderi, men løsladt og udvist fra Wien, hvorefter han med rastløs iver havde kastet sig ind i den tyske agitation. Han søgte i Chemnitz at hindre en stor maskinarbejderstrejke, hvis tab han forudså, men forgæves. Bedre held havde klejnsmeden Karl Grillenberger med sin virksomhed i Bajern.

I begge grupper af partiet opstod der dygtige fagforeningsagitatorer: blandt lassalleanerne således mureren Grottkau og tømreren Kapell, blandt eisenacherne sadelmageren Ignaz Auer, som samlede sine fagfæller i Berlin, Motteler i Sachsen og fremfor alle den utrættelige partisekretær York. Den unge fagforeningsbevægelse måtte imidlertid kæmpe med så meget fjendskab hos de herskende klasser, så mange forbud, forhindringer og forfølgelser fra regeringer og politi, at arbejderne blev drevet stærkere og stærkere over i den rent politiske kamp og derved efterhånden kom til at underkende betydningen af den faglige organisation; følgerne deraf kan spores helt ned i den nyeste periode af det tyske socialdemokratis historie.

Pariserkommunen havde ikke blot givet Bismarck klarhed over socialdemokratiet i Tyskland, men også over Internationale. Den europæiske reaktion væbnede sig mod arbejdernes forbund og forfulgte det i alle lande, ikke alene med rå undertrykkelser, men også med bagvaskelser, forhånelser og forfalskninger. Internationale var efter Kommunens fald kommet i en vanskelig stilling. Det var trængt frem i forgrunden af Europas historie og ved begivenhedernes vælde ophøjet til en syvende stormagt - i samme øjeblik som det blev afskåret fra at anvende sine stridskræfter til virksom agitation. Til forfølgelserne udefra kom indre splid og forvirring.

Russeren Bakunin forsøgte med sin anarkistiske lære at tilrive sig herredømmet i forbundet. Han stammede fra et land, hvor proletariatets klassekamp endnu var ukendt, og han havde i 10 år været udelukket fra europæisk åndsliv, da han i 1860 flygtede fra sit sibiriske isfængsel. Hans anskuelser skrev sig fra tiden før 1848; han betragtede massernes voksende elendighed som den stærkeste løftestang for den sociale revolution, han forkastede al deltagelse i praktisk politik og opfordrede til »handling« i form af revolutionære kup og attentater - hvad der kun kunne give magthaverne en velkommen anledning til at skride ind med endnu voldsommere forholdsregler. Personlig ærgerrighed og skinsyge på Marx spillede også en rolle i Bakunins anarkisme.

Internationales Generalråd bekæmpede Bakunin af yderste kraft, og på kongressen i Haag i 1872 blev han og hans tilhængere udstødt af forbundet. Samtidig besluttedes det at forlægge Generalrådet til New York. Det var i virkeligheden kun en form for at lade Internationale trække sig tilbage fra skuepladsen. Dets historiske opgave var endt. Tanken om det internationale sammenhold havde slået så dybe rødder hos proletariatet i alle lande, at den ikke længer behøvede nogen ydre støtte, og de nationale arbejderpartier udviklede sig ved de industrielle omvæltninger i halvfjerdserne så ejendommeligt og stærkt, at de voksede ud over internationales ramme, på samme måde som den europæiske arbejderbevægelse i halvtredserne var vokset ud over Kommunistforbundets ramme.

I den tyske arbejderbevægelse greb spaltningen i Internationale så godt som slet ikke ind. Hverken lassalleanerne eller eisenacherne var påvirkede af Bakunins lærdomme. I det nationale spørgsmål var de to fraktioner blevet enige efter slaget ved Sedan, de stod i fælles kamp mod det bismarckske regeringssystem, og deres opfattelse af socialismen var i alt væsentligt den samme. Eisenacherne havde bedre forståelse af fagforeningernes betydning, og de havde især en righoldigere litteratur og presse; der var i deres rækker opstået en stab af dygtige skribenter som Bruno Geiser i Breslau, Johannes Wedde i Hamborg, Wilhelm Blos, der sammen med Hepner redigerede partiorganet (»Folkestaten«), medens Liebknecht sad i fæstningsarrest, og flere. Lassalleanerne havde på deres side deres styrke i den fastere organisation. Modsætningen mellem de to socialdemokratiske grupper havde sine rødder i den historiske udvikling; i virkeligheden var de som skabte til at fuldstændiggøre hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden. Der gjordes også skridt til forsoning, men før denne kunne foregå, måtte der skæres kraftigt hul på den mistænkeliggørelsens byld, der længe var trukket sammen.

Først fandt der en slags »opgørelse« sted mellem lassalleanernes ledere. Tölcke rettede nemlig påny den gamle beskyldning mod Schweitzer, at han stod i forbindelse med politiet; det havde han - Tölcke - vidst allerede i flere år! De beviser, han fremførte for denne påstand, var rigtignok temmelig forvirrede og såre usandsynlige; hvis beskyldningen var sand, måtte Tölcke jo også selv have spillet en fordægtig rolle som medvider. Der rettedes nu også andre beskyldninger mod Schweitzer: dels for at have brugt af foreningens midler til egen fordel (hvad han bevisligt aldrig havde), dels for det modsatte, nemlig at have forsynet foreningens kasse med penge af regeringens hemmelige fond. Så usandsynligt og urimeligt det end var, at den tyske arbejderbevægelse mange år igennem skulle være ledet med så stor kraft og dygtighed af en politiagent, så vandt beskyldningerne desværre tiltro, og på generalforsamlingen i 1872 i Berlin blev Schweitzer med stor stemmeflerhed udstødt af Den almindelige Tyske Arbejderforening.

Derover blev der naturligvis stor opstandelse blandt eisenacherne, som ikke alene triumferede over, at deres gamle indvendinger mod Schweitzer nu var bekræftede, men tilføjede, at når Schweitzer var skyldig, så var Hasenclever, Hasselman og Tölcke det også. Navnlig faldt de over Tölcke, som i sin tid havde beskyldt Bebel og Liebknecht for at være lokkespioner. Dermed syntes forsoningen mellem de to partifraktioner igen at være skudt ud i det uvisse. Schweitzer, som i den første harme over forsmædelsen havde ladet sig henrive til nogle meget bitre og uoverlagte ytringer, skrev et flyveblad »Til Tysklands Arbejdere«, hvori han indtrængende tilrådede enighed. Den krænkelse, han havde lidt, gik han hen over med følgende ord: »Hvis jeg er uden skyld, har generalforsamlingen begået en skændig uret imod mig. Hvis jeg er skyldig, har den begået en skændig uret mod Arbejderforeningen ved at lade de personer blive i partistyrelsen, som i årevis har været i min nærmeste omgivelse, som kunne iagttage alle mine skridt, som var redskaber ved alle mine embedshandlinger og altså stod som mine medskyldige.« Han lægger arbejderne på sinde, hvor nødvendig enigheden er, med eller mod førerne, enighed for enhver pris. Man læser ikke uden bevægelse de gulnede blade, der indeholder dette ærlige og kloge afskedsord fra en mand, som i de vanskeligste tider havde styret socialdemokratiets ror med sikker hånd og ydet proletariatet uforgængelige tjenester. Tre år senere døde Schweitzer i Svejts.

Krigen mellem de to fraktioner fortsattes det følgende år i næsten endnu mere ufordragelige former end før. Så kom rigsdagsvalgene i januar 1874. Der blev afgivet godt og vel 350,000 socialdemokratiske stemmer, omtrent lige mange på hver af de to fraktioner. Men ialt erobredes kun ni mandater: tre af lassalleanerne, seks af eisenacherne. De to grupper havde kæmpet hver for sig; hvis de havde samlet deres kræfter, ville de måske have vundet et par mandater til. Men netop den omstændighed, at de gensidig kunne tælle hinandens stemmer og se, at de næsten var lige stærke, virkede afkølende på gemytternes ophidselse.

På rigsdagen lærte de socialdemokratiske repræsentanter hinanden nærmere at kende og indså, hvor vigtigt det var for dem at gøre fælles front overfor Bismarcks trusler mod forenings- og ytringsfriheden. Det »røde spøgelse« var efter valgene begyndt at spille en stor rolle - både ved Bismarcks skrivebord og ved bedsteborgernes ølstueborde. Men ingen af parterne kom ud over tåbelig forskrækkelse og ligeså tåbelige skældsord. Og det manglede dog ikke på forstandige råd. Albert Lange søgte i et lille skrift om arbejderspørgsmålet at forklare bourgeoisiet det berettigede i arbejdernes fordringer, og den fhv. østrigske handelsminister Schäffle udgav i 1874 sit opsigtsvækkende skrift »Socialismens Kvintessens«, hvori han advarede bourgeoisiet mod at lade sig ophidse af slagord og forblænde af lidenskaber og fordomme mod socialisterne som folk, der ville »dele« formuerne. Schäffle erklærede, at det var tvivlsomt, om produktionsmidlerne kunne gå over til samfundsejendom, men at, hvis det var muligt, så ville denne driftsform være den kapitalistiske uendeligt overlegen.

Hans bevisførelse gjorde et vist indtryk i de kredse af bourgeoisiet, hvor man overhovedet gav sig af med at tænke, men den blev overdøvet med buldrende tamtam slag af det nye kejserdømmes officielle nationaløkonom Treitsche, der med rigtigt instinkt forudså, at socialdemokratiet voksede op til en magt, der ville knuse det med »blod og jern« opbyggede rige. Treitsche var den mest hadefulde af alle socialistædere. Menneskenes udvikling - således var hans lære - beroede på menneskenes evige ulighed - thi den ernærede sig af massernes elendighed og foryngede sig af valpladsernes blod. En liberal skribent bemærkede træffende: bestialiteten behøver ikke længere at skamme sig over sit navn; gå hen og lærer af rovdyret!

Og de gik hen og lærte af rovdyret. Da rigsdagen endnu ikke ville skænke Bismarck de Undtagelseslove, han forlangte mod arbejderklassen, så forskaffede han sig et redskab i statsadvokaten Tessendorff, en stymperagtig jurist og forstokket bureaukrat, hvis servile natur ikke veg tilbage for nogen rakkertjeneste. Det regnede ned med processer og fængselsstraffe over socialdemokraterne for »ophidselse af befolkningsklasser«, for majestætsfornærmelser og bismarcks-fornærmelser, osv.. Domstolene krøb lydigt for magten. Det gamle ord bekræftede sig: hvis pesten havde ordener og dekorationer at bortgive, så ville juristerne bevise, at pesten var til af guds nåde, og at det var højforræderi at unddrage sig den.

Forfølgelserne gik ligeligt ud over både lassalleanerne og eisenacherne og bidrog derved deres til at rydde en del af den gamle uenighed af vejen. Der var nu egentlig ingen anden hindring for den fuldstændige sammensmeltning end organisationsspørgsmålet. Eisenacherne ville ikke indordne sig under den alt for stramme organisation, som lassalleanerne holdt på, men også her kom selve magthaverne til hjælp, idet Tessendorff lod Den almindelige Tyske Arbejderforening lukke. Nu var enigheden uomgængelig nødvendig. Efter at de socialdemokratiske rigsdagsmænd havde forhandlet om sagen, fandt der d. 15 december 1874 et massemøde sted i Berlin, hvor talerne af begge partigrupper blev hilst med stormende jubel af arbejderne.

Tre uger senere flød også i Hamborg de to strømme i arbejderbevægelsen sammen til éen. D. 1 januar 1875 var den trofaste York død i sin fejreste mandsalder, udslidt af arbejde og kampe. Lassalleanere og eisenacherne fulgte ham til graven med et stateligt tog på fem tusind mand og tyve faner. Da en gammel ven af York ved Holstensporten trådte ind i rækkerne og spurgte en fanebærer, hvilken afdeling den smukke fane tilhørte, svarede fanebæreren, en ung, stærk arbejder: »Det er jo ligegyldigt. Vi er allesammen éet parti.«

I februar måned samme år trådte et udvalg af mænd fra begge partigrupper sammen i Gotha for at forhandle om sammensmeltningen. Det var fra lassalleanernes side Hasenclever, Hasselmann, Hartmann, brødrene Kappels og Reinders, fra eisenachernes Liebknecht, Motteler, Vahlteich, Geib, Eduard Bernstein, en ung bankassistent fra Berlin, Wilhelm Bock fra Gotha, som havde gjort sig fortjent af skomagernes faglige organisation, og Ignaz Auer, som var blevet partisekretær efter Yorks død. Bebel sad endnu i fængsel.

Programudkastet var en overenskomst mellem de to fraktioners hidtil værende programmer. Ingen af dem behøvede at slå noget af på deres egentlige grundsætninger, som i det væsentlige dækkede hinanden. Det lykkedes lassalleanerne at få alle deres slagord ind i det ny program: det fulde arbejdsudbytte, den jernhårde lønningslov, produktionsforeninger med statstilskud og udtrykket om de andre partier som »én reaktionær masse« overfor socialdemokratiet. Straks den første sætning i programmet om arbejdet som kilde til al rigdom og kultur, osv. - var fælleseje for begge fraktioner. Arbejdsmidlernes overgang til samfundsejendom, lønarbejdets afskaffelse, klassekampen som det eneste middel til proletariatets befrielse, kom til klart udtryk. Ikke mindre klart betonedes nødvendigheden af først og fremmest at virke indenfor de nationale rammer, men dog med tilslutning til den internationale arbejderbevægelse. Produktionsforeninger med statstilskud blev betegnede som overgangsmidler fra det kapitalistiske til det socialistiske samfund.

Marx underkastede dette programudkast en meget skarp kritik i et brev, som han sendte fra London i maj måned samme år. Kritikken er læseværdig for sine principielle synspunkters skyld, men den gik ud fra forkerte forudsætninger. Marx vidste ikke, at programmet var en afspejling af begge fraktioners anskuelser; han troede, at man havde »sjakret med principperne«, gensidig slået af og lempet sig efter hinanden, og at det nye samlingsparti derved var blevet demoraliseret. Han overvurderede eisenacherne og undervurderede lassalleanerne. Men forøvrigt tillagde han i det hele taget ikke programmer en så afgørende betydning. Han sagde ganske åbent: ethvert skridt i praktisk bevægelse er vigtigere end et dusin programmer. Men han, der ellers altid var vant til at bedømme arbejderbevægelsen efter dens store træk, så denne gang alt for meget tingene under mikroskop og søgte bagved de små ubehjælpsomheder og unøjagtigheder i udtrykket at finde fordægtige hensigter fra lassalleanernes side, som der i virkeligheden slet ikke var. Det lader sig ikke nægte, at hans gamle uvilje mod Lassalle har øvet indflydelse på den dom, han udtaler i dette brev.

Det fik den virkning, at enkelte sætninger i programmet blev klarere og skarpere affattet, men det forandrede intet i selve sagens væsen. Et bevis på, at programudkastet svarede til de anskuelser, der rådede i begge fraktioner, var den næsten enstemmige tilslutning, som det overalt fandt hos de klassebevidste arbejdere. Selve sammensmeltningen fuldbyrdedes på kongressen i Gotha d. 22 til d. 27 maj 1875. Forhandlingerne gik hurtigt og uden vanskeligheder. Liebknecht og Hasselmann viste sig ganske enige i programspørgsmålet. Om udtrykket »én reaktionær masse« blev afstemt ved navneopråb; det vedtoges med overvældende flertal.

Heller ikke organisationsspørgsmålet voldte særligt hovedbrud. »Den almindelige Tyske Arbejderforening« var d. 16 marts endeligt blevet opløst i Prøjsen, og det samme gjaldt de fleste af lasalleanernes fagforeninger. Den på kongressen vedtagne organisation blev ligeledes snart opløst af Tessendorff, og dermed trådte det formelle spørgsmål af sig selv i baggrunden. Takket være forfølgelserne kunne partiet ikke længere tillade sig den luksus at holde en fast organisation. Det kastede simpelthen sine skanser op overalt, hvor fjenden rykkede frem, og samfølelsen i proletariatet sørgede for, at disse skanser altid blev besat med modstandsdygtigt mandskab. Styrelsens sæde blev forlagt til Hamborg, der - som Bebel sagde - var hovedstaden i det socialistiske Tyskland. Den bestod af tre lassalleanere og to eisenachere: Hasenclever og Hasselmann som formænd, Auer og Derossi som sekretærer og Geib som kasserer. Den ny organisation blev døbt: Tysklands socialistiske Arbejderparti. Fagforeningerne på begge sider blev ligeledes sammensmeltede.

Enighedskongressen i Gotha sluttede ved midnatstid d. 27 maj til alle deltagernes tilfredshed. Der var nøjagtigt forløbet tolv år, siden Lassalle havde stiftet Den almindelige Tyske Arbejderforening. I disse Gothaer-dage lyste hans ry med en glans som aldrig før. Trods det berettigede i den kritik, Marx havde rettet mod Gotha-programmet, viste det sig klart, at Lassalle rigtigt havde erkendt den vej, ad hvilken der i Tyskland måtte udvikle sig et mægtigt og uovervindeligt arbejderparti, som i tidens løb kunne gennemføre den sociale revolution.

På samme tid, som enigheden besegledes i socialdemokratiet, begyndte der i de borgerlige partiers »reaktionære masse« at foregå en opløsning. Efter milliardrusen fulgte frygtelige tømmermænd; den store svindel i halvfjerdsernes begyndelse var endt med et uhyre krak, og storindustriens ledende mænd opløftede et skrig om beskyttelsestold, der gik til marv og ben. De store grundbesiddere stemte i med. Som følge af industriens opsving og bybefolkningens hurtige formerelse var der trang til flere næringsmidler, end landet kunne frembringe; korn og andre landbrugsprodukter kunne ikke længere udføres, men måtte indføres, og navnlig fra Nordamerika oversvømmedes det tyske marked med kød og korn. Følgelig sank priserne på disse varer og dermed de prøjsiske junkeres grundrenter. I en sådan nød havde disse ædle patrioter gerne forrådt gud, konge og fædreland, endsige da deres tidligere grundsætninger som frihandelsmænd. Det betrængte landbrug måtte beskyttes - ligesom den betrængte storindustri - og befolkningens masse skulle betale gildet.

Råbene på beskyttelsestold fandt et villigt øre hos regeringen. Bismarck selv var både godsejer og storfabrikant, og hans hjerte var allerede af den grund rummeligt nok til at føle med begge parter. Dertil kom, at milliarderne var gået op i røg, men militarismen var blevet tilbage og krævede år for år større ofre. Der måtte udfindes nye skattekilder, og vejen dertil gik gennem forhøjet told og statens overtagelse af store bedrifter som jernbanerne og tobaksfabrikationen. Bismarck opdagede, at han i grunden var »socialist« - så langt som det var i junkerstatens interesse.

Alligevel havde denne masseudplyndring af befolkningen ikke været mulig, hvis det godtroende kreatur ikke selv havde rakt halsen frem for slagtekniven. Bønderne lod sig let skræmme af det amerikanske konkurrencespøgelse, og det var heller ikke vanskeligt at vække håndværkernes hjemve efter den gamle lavstids kødgryder. I småborgerlige kredse følte man sig på hæderlighedens vegne forarget og forbitret over den storkapitalistiske svindel, og forbitrelsen fandt udslag i den dumme anti-semitisme, hadet til jøderne, der under svindelperioden havde spillet en stor rolle, men som i og for sig ikke var værre end de »kristne« børsulve. Anti-semitismen fandt en mængde flinke penne i det såkaldte intelligens-proletariat. For Bismarck var denne reaktionære bevægelse kun et middel til at smøre småborgerne om munden.

Den del af bourgeoisiet, som var forblevet tro mod frihandelens grundsætninger, kunne have skabt sig en fast position ved at støtte sig til det socialistiske proletariat, som rejste en urokkelig modstand mod udplyndringspolitiken. Men frihandlerne følte sig tværtimod i deres nedarvede forblændelse som »æresposter« i kampen mod socialdemokratiet og rasede næsten endnu værre mod arbejdernes »førere« end den reaktionære presse. De påstod, at det skyldtes arbejdernes dovenskab og uduelighed, når den tyske industri på verdensudstillingen i Filadelfia fik påtrykt brændemærket: »billig og slet«, og denne dovenskab skulle være en følge af den socialdemokratiske agitation! De frisindedes fører Eugen Richter plaprede Bismarck efter munden og jævnede vejen for hans voldspolitik. I efteråret 1875 erklærede Bismarck i rigsdagen, at rigets husholdning måtte næsten udelukkende bestrides ved hjælp af indirekte skatter. Samtidig afslørede han grundtrækkene i sin fremtidige arbejderpolitik: på den ene side en ny Undtagelseslov mod socialdemokratiet, på den anden side visse statsalmisser, som skulle gøre arbejderne til fabrikanternes og godsejernes lakajer.

Socialdemokratiet indså stillingens vanskelighed. Det havde kun overstået sine indre kampe for at optage en så meget heftigere kamp udadtil. Det så sig på alle sider kun omgivet af fjender. Det så stormen trække op og rustede sig til at ride den af.

Der var efter sammensmeltningen kommet frisk fart i agitationen. De gamle kræfter arbejdede endrægtigt sammen, og nye trådte frem: cigararbejder Molkenbuhr i Ottensee, typograf Oldenburg i Rendsburg, sømand Schwartz i Lübeck, handelsmedhjælper Max Kayser i Berlin, cigararbejder Geyer i Grossenhain, hattemager Heine i Halberstadt, typograf Richard Fischer i Augsburg og flere. Også fra klartseende mænd i andre samfundsklasser fik partiet ny tilvækst: retsembedsmanden Viereck i Berlin, lærer Sabor i Frankfurt am Main, digteren Albert Dulk i Stuttgart og den forhenværende officer Georg von Vollmar, som snart trådte frem i partiets forreste rækker. Født i München d. 7 marts 1850, af en gammel adelsslægt, opdragen af benediktinermunke i Augsburg, blev Vollmar i 1856 fændrik i et rytterregiment og deltog i krigen med Østrig i 1866. Året efter rejste han til Rom, og glødende katolik, som han dengang var, lod han sig som frivillig optage i den pavelige hær. Senere trådte han i postvæsenets tjeneste. I 1870 deltog han som postembedsmand i krigen med Frankrig. Ved en overgang over Loire-floden i nærheden af Blois blev han hårdt såret af en geværkugle, hvorved han faldt og brækkede begge sine ben. Han måtte i flere år underkaste sig lægebehandling og tilbragte denne tid med omfattende og grundige studier, gennem hvilke han blev overbevist socialist. I 1877 overtog han redaktionen af det socialdemokratiske »Dresdener Volkszeitung«, senere bosatte han sig i München.

Det bismarckske regimente sørgede for, at partiet ikke manglede agitationsstof. I marts 1876 lod Tessendorff det socialistiske arbejderparti forbyde - men et sådant forbud var ikke længere i stand til at hæmme partiets udvikling, tværtimod, det gav den vinger. Kongressen samme år fremviste et glædeligt opsving i bevægelsen. En mængde nye partiblade var opstået, småskrifter og lignende spredtes i tusindtallige mængder som frøkorn ud over Tyskland. Et nyt centralorgan for det samlede parti oprettedes i Leipzig under titlen »Vorwärts« og under redaktion af Liebknecht og Hasenclever. I januar 1877 fandt de nye rigsdagsvalg sted. Der var opstillet kandidater i 175 valgkredse, og de fik henimod en halv million stemmer: ni procent af det samlede stemmeantal, for Berlins vedkommende alene 40 procent. I forhold til denne udbredelse tilkom der partiet 36 mandater, men det måtte nøjes med 12. Alligevel havde det kun grund til at være tilfreds med resultatet, som var nået på trods af en sammenrotning mellem alle mulige borgerlige elementer. I selve rigsdagen blev arbejderpartiets repræsentanter modtagne med det giftigste had.

Det tyske socialdemokrati ansås allerede nu som den mægtigste fortrop i den internationale arbejderbevægelse, og proletarer i de forskelligste lande sendte broderlige hilsner til dets kongresser. På forslag af Vollmar besluttede Gotha-kongressen i 1877 at deltage i en verdenskongres, der af Bakunin og hans tilhængere var blevet sammenkaldt i Gent i september samme år. På denne verdenskongres mødtes 30 udsendinge fra europæiske arbejderpartier; Liebknecht repræsenterede det tyske socialdemokrati. Den anarkistiske retning blev efter en heftig diskussion overstemt med 16 mod 13 stemmer. Det sejrende flertal afsluttede en solidarisk overenskomst og udstedte et opråb, der i det gamle Internationales ånd fremhævede nødvendigheden af den politiske kamp som et mægtigt agitations- og organisationsmiddel.

Medens den faglige bevægelse stod i stampe, voksede da også arbejdernes politiske hær ustandseligt. »Det er ikke længere bataljoner, det er regimenter, brigader, divisioner, hele armékorps«, skrev et borgerligt blad med tragikomisk forfærdelse, da Berlins arbejdere fulgte en af deres organisatorer, August Heinsch, til graven. Politiet havde forbudt at medføre faner i sørgetoget; arbejderne samlede sig da i tusindvis på gaderne med røde nelliker i knaphullet, og på vejen til kirkegården flagedes der fra tage og huse i arbejderkvartererne med sorte faner. På lignende vis fejredes en af partiets redaktører, som var død af svindsot i varetægtsfængsel. En armé, der på den måde forstod at hædre sine faldne, var ikke til at spøge med: så meget begreb Bismarck og hans ligesindede.

I teoretisk henseende var det tyske socialdemokrati imidlertid ikke så velrustet som i praktisk. For en så mægtig folkebevægelse var det ikke tilstrækkeligt at pege henimod de socialistiske endemål, det gjaldt også om at kunne gribe kritiserende og oplysende ind i døgnets politiske og sociale spørgsmål uden at forflade socialismens grundsætninger. I den retning var man endnu for tilbøjelig til at affærdige alle vanskeligheder med slagord i stedet for at gå ind på en grundigere behandling af dem. Faren for overfladiskhed og misforståelser var ubestrideligt til stede og førte til oprettelsen af to videnskabelige tidsskrifter, »Die neue Gesellchafft« (Det ny Samfund) og »Die Zukunft« (Fremtiden). Partiet fik på denne tid en livlig tilgang fra akademiske kredse, hvor man var misfornøjet med de liberales ynkelige falden-til-føje.

Den betydeligste af socialismens borgerlige tilhængere var privatdocenten Eugen Dühring. Han holdt under stor tilstrømning forelæsninger over de forskelligste fag og havde samtidig i en række skrifter fremsat et eget filosofisk-socialistiske system, i hvilket han påstod at være nået til en mængde endegyldige sandheder. Sine filosofiske og socialistiske forgængere behandlede han gennemgående med overlegen ringeagt; navnlig udgød han sin vrede i fulde skåler over Marx og Lassalle. Alligevel vandt Dühring en vis indflydelse på mange socialdemokrater og det ingenlunde de ringeste, og unægteligt besad han også fremtrædende evner. I modsætning til katedersocialisterne forkastede han enhver socialisme, der ikke gjorde det fuldstændigt af med lønsystemet; han forsvarede fabrikslovgivning og navnlig fagforeninger, men kun som midler til det sociale mål, og han bekendte sig til en politisk radikalisme, hvis forbilleder var Byron og Shelley, Marat, Babeuf og Kommunens mænd. De mest åndeligt interesserede indenfor socialdemokratiet, hvem Lassalles skrifter ikke mere tilfredsstillede, og som endnu ikke havde tilegnet sig »Kapitalen«, følte sig stærkt tiltrukne af Dührings lære.

Hans personlighed var heller ikke uden storhed. Som søn af en prøjsisk embedsmand (født i Berlin d. 12 januar 1833), tidlig forældreløs og henvist til sig selv, var han, kort efter at han havde fået ansættelse som retsembedsmand, blevet fuldstændig blind. Under så trange og triste livsforhold havde han kæmpet sig frem til en fri og vid verdensanskuelse og holdt fast ved den trods den hårdeste kamp for tilværelsen. Så energisk og dristig hans tænkning end var, forblev den imidlertid svævende i ret luftige regioner; han havde ganske vist ikke glemt den gammel-prøjsiske krog af verden, som han engang havde set med sine egne øjne, men hans svaghed var, at han ikke kendte det moderne borgerlige samfund; han gik ligesom de store utopister ud fra den borgerligt-revolutionære oplysningslitteratur, men derfor havnede han også i utopien med sit udkast til en fremtidskommune. Han talte foragteligt om »madstræbet« i de økonomiske klassekampe og var navnlig forbitret over de prøjsiske universitetsprofessorers lavtliggende madstræb. I sit klammeri med disse sammenklumpede repræsentanter for den officielle videnskab forvildede han sig efterhånden ud i et uhyggeligt storhedsvanvid; han bildte sig til sidst ind, at han var banebryder på alle mulige områder, uden at han trængte til bunds i et eneste.

Under disse omstændigheder så det betænkeligt nok ud med den voksende indflydelse, som Dühring vandt i den revolutionære arbejderbevægelse. Ganske vist var socialdemokratiet for stort, til at han kunne bruge det som skammel for sit storhedsvanvid, men han kunne dog have anrettet en skæbnesvanger forvirring i det nyligt forenede parti. Denne fare afværgede Fr. Engels gennem en række artikler, som han (i 1877) skrev i »Vorwärts«, og som senere udkom i bogform under titlen »Hr. Eugen Dührings omvæltning af videnskaben«. Fr. Engels belyste det dühring'ske system fra de forskelligste sider og opløste det i en sønderlemmende kritik ud fra historiske og social-økonomiske synspunkter. Tonen i denne kritik var meget skarp mod Dühring personlig, men ikke skarpere, end han selv havde anslået den overfor Marx og Lassalle.

Samtidig med at artiklerne fremkom i »Vorwärts«, lykkedes det professorerne ved universitetet, hvem Dühring ved sin uafhængige tænkning længe havde været en torn i øjet, at berøve ham retten til at holde forelæsninger. Hans socialdemokratiske tilhængere tog tappert parti for ham og optændte en levende bevægelse blandt studenterne - den sidste i Tyskland, der havde et idealt sving. Men Dühring gjorde sig selv umulig, idet han nu åbent optrådte som sektstifter og i denne egenskab tillagde sig ufejlbarlig autoritet. Det var i arbejdernes øjne for tåbeligt, og fra dette øjeblik af var det for bestandigt forbi med Dührings indflydelse på det tyske socialdemokrati. Den polemik, som Fr. Engels førte imod ham, gav derimod stødet til en klarere forståelse hos arbejderne af samfundsudviklingens love og blev udgangspunktet for en omfangsrig litteratur. I sin mesterlige form har skriftet mod Dühring endnu den dag i dag bevaret sin livskraft.

På samme tid som Dühring holdt sine opsigtsvækkende forelæsninger, gjordes der fra modsat side forsøg på at lokke arbejderne med »kristelig-sociale« fløjtetoner. Den kristelige socialisme i det nittende århundrede er af dobbelt art. På den ene side er den et udtryk for den oprindelige arbejderkommunisme, der i sin første begyndelse påberåber sig oldkristendommen. På den anden side udspringer den i de besiddende klasser og er særlig et forsøg fra godsejeradlens side på at bevare de gamle patriarkalske forhold. Den behøver derfor ikke at være bevidst humbug, men kan godt være dikteret af en velmenende religiøsitet. Den kan under disse omstændigheder stille sig skarpt fordømmende overfor den kapitalistiske udbytning, men den tåler ikke, at der røres ved de egentlig konservative grundsætninger - navnlig den hellige godsejerret.

I det katolske Rhinland og Sydtyskland havde kirken flest betingelser for at fastholde arbejderne, så meget mere som Bismarck var den fælles fjende. Men storindustrien satte dybere kløft mellem kapitalister og arbejdere, end religionen var i stand til at udfylde. De katolske arbejdsgivere viste sig ikke et hår bedre end de liberale, og de enkelte præster, som gjorde forsøg på at tage arbejdernes parti, blev slået for munden af profitbegærlige fabrikanter og måtte pænt krybe til korset. I det protestantiske Nordtyskland opstod derimod - under påvirkning af den tidligere nævnte agrarsocialist Rudolf Meyer - nogle tilløb til kristelig socialisme.

Den brandenburgske landsbypræst Rudolf Todt udgav i året 1877 et omfangsrigt skrift om den tyske socialisme og det kristelige samfund. R. Todt var en ubetinget ærlig mand, et godt hoved og en flittig arbejder; hans bog var en respektabel ydelse, navnlig når man tog i betragtning, at den var skrevet af en afsides levende landsbypræst. Den vidnede om fuld forståelse af den socialdemokratiske samfundsopfattelse og adskilte sig derved fordelagtigt fra de smålige kneb, hvormed denne sædvanligvis blev angrebet af liberale pennefuskere. Todt erklærede, at socialdemokratiets økonomiske og til en vis grad også politiske formål var i overensstemmelse med kristendommen; han fordømte kun ateismen - som jo iøvrigt ikke stod på partiets program, der erklærede religionen for privatsag. En forening og et ugeskrift, som Todt stiftede, fik ingen praktisk betydning.

En personlighed af helt anden art var hofpræsten Stöcker, som i 1878 åbnede sin kristelig-sociale agitation. En grovskåren natur, i besiddelse af djærv slagfærdighed, hårdhudethed og uforstyrreligt godt humør - noget i slægt med den norske Lars Oftedal og den danske Vilh. Bech - havde Stöcker mange gode betingelser som agitator, men han havde ingen dybere forståelse af økonomiske klassekampe, hans program var et miskmask af agrarsocialistiske, socialdemokratiske, katolsk-sociale og småborgerlige læresætninger.

Med bistand af nogle udstødte elementer fra socialdemokratiet fik hofpræsten sammenkaldt en folkeforsamling i den såkaldte »Iskælder« i Berlin. Der mødte et par tusind arbejdere, og det kom til et livligt ordskifte mellem Stöcker og Johann Most. Diskussionen fortsattes på en række følgende, larmende møder, og det var vand på Stöckers mølle at have fundet en modstander som Most, der i sin brushovede ivrighed gik langt videre, end klogt var for partiet. Stöcker gav sig mine af en ridder, der heltemodigt var trængt ind i løvens hule. Da Most havde anvendt det ganske intetsigende citat: »Gør eders regning op med himlen, timen er slået«, betegnede Stöcker det som en opfordring til snigmord. Den gamle åndssløve kejser følte sig meget opbygget ved den virksomhed, hans hofpræst udfoldede, men den socialdemokratiske partiledelse gjorde nu en ende på forestillingen, og dermed gik luften ud af den kristelig-sociale svindelblære. Stöcker beholdt ikke andre tilhængere end en flok sammenløbne pjalteproletarer, som snusede efter de kødgryder, der ikke fandtes i socialdemokratiet. Det var et selskab, der lugtede mistænkeligt af svovl - og i dette svovlede selskab ulmede da også den lunte, som Bismarck netop i øjeblikket havde brug for til antændelse af sit sprængstof mod socialdemokratiet.

D. 11 maj 1878 affyrede blikkenslagersvenden Hødel på Unter den Linden i Berlin nogle revolverskud i samme øjeblik, som kejser Wilhelm kørte forbi i en åben vogn. Den forklaring, som han bagefter gav, at han kun havde haft til hensigt at henlede kejserens opmærksomhed på folkets elendighed, var sikkert usandfærdig, men at han havde villet dræbe kejseren, var lige så utroligt. Hans revolver hørte til den slags våben, der skyder om hjørner; den havde et skævt løb, og en hofbøssemager afgav som sagkyndig den erklæring, at den på ni skridts afstand skød en fod for højt og lige så meget til siden.

Hødel selv var alt andet end en politisk fanatiker. Kun tyve år gammel var han allerede et menneskeligt vrag. Født udenfor ægteskab med nedarvet syfilis, opvokset i hjemløshed, allerede i barnealderen straffet med rotting for lommetyveri og som vagabond sat ind på en forbedringsanstalt, dernæst anbragt i blikkenslagerlære som værgeløs genstand for udbytning, var han i hele sin levetid blevet puffet og stødt som et samfundets udskud. Han stod ikke mere til at redde, da han i Leipzig forsøgte at slutte sig til den socialdemokratiske bevægelse. Hans pjalteproletariske vaner gjorde ham umulig blandt de bevidste arbejdere, og han blev udstødt af partiet. Senere havde han dels optrådt som »anarkist«, dels slået mønt hos de national-liberale som lokkespion med såkaldte »afsløringer« fra socialdemokratiet, og endelig havde han sluttet sig til Stöckers mistænkelige tilhæng i Berlin, hvor han iøvrigt påny søgte at nærme sig socialdemokratiet, men utvetydigt blev vist døren.

Han var således en ganske forkommen fyr, der kun søgte at hage sig fast snart ved det ene snart ved det andet parti for at sikre sig en så magelig tilværelse som muligt, og dertil sigtede også hans revolverskyderi på Unter den Linden. Han håbede derved at kunne gøre sig interessant og slå mønt; da han blev arresteret, havde han ikke en pfennig i lommen. Det blev ham en dyr spas, men lige til han besteg skafottet, nægtede han, at han havde skudt på kejseren, og hvis han virkelig havde gjort det, ville han sikkert i sin forfængelighed have sørget for at tage denne »berømmelse« med sig i graven.

Men selv om man gik ud fra, at Hödel ville have myrdet kejseren, så var ophavsmanden til dette idiotiske attentat i hvert fald kun en sølle utilregnelig åndssvag, som hverken burde være sendt til skafottet eller tugthuset, men kun til en sindssygeanstalt. Det var et af de uskadeligste attentater, der nogensinde havde fundet sted. Men den patriotiske hurrapøbel og dito presse gjorde et stort nummer ud af begivenheden og af kejserens »vidunderlige« redning, og den gamle mand lod sig forsnakke, at han virkelig var undsluppen en stor fare. De illustrerede blade forevigede attentatet i herlige træsnit.

Bismarck tog sagen mere praktisk. Så snart han fik den første meddelelse om Hödels revolverskud, telegraferede han omgående fra Friedrichsruh. Undtagelseslov mod socialdemokratiet! Og et par dage efter blev et makværk af et lovudkast forelagt rigsdagen. Det fandt dog kun tilslutning hos de to konservative grupper; hovedtalsmanden for det var Moltke, som ville have »den guddommelige verdensorden« beskyttet mod socialisternes »deling af goderne« og lignende tåbeligheder. Men de national-liberale ville ikke gå med til at give politiet vilkårlig magt over hundredtusinder af tyske medborgere; det katolske centrum, som selv var ramt af Undtagelseslove, kunne ikke gå med til sådanne mod andre partier, og Fremskridtspartiets fører Eugen Richter tog ligeledes, om end mere valent, afstand fra forslaget. Den socialdemokratiske gruppe erklærede det for »uforeneligt med sin værdighed« at deltage i debatten, selvom den naturligvis ville stemme mod et så »uhørt angreb på folkefriheden«; regeringens forsøg på at vælte skylden for en vanvittigshandling over på et parti, som fordømte mord i enhver form, stemplede sig selv i alle rettænkende menneskers øjne. Forslaget blev forkastet med 251 stemmer mod 57. Samme dag sluttedes rigsdagssamlingen.

Men ni dage efter, d. 2 juni, modnedes den sæd, som regeringen havde udsået. Et nyt attentat fandt sted. Ophavsmanden var denne gang et havareret individ af de besiddende klasser, en doktor Karl Nobiling, søn af en godsforpagter. Han skød fra et hus på Unter den Linden med en haglbøsse på den forbikørende kejser, som blev hårdt såret. Før Nobiling kunne pågribes, havde han skudt sig en kugle gennem hovedet, og den første sikre meddelelse om ham, som derefter kom til offentlighedens kundskab, var meddelelsen om hans død, der fulgte d. 10 september. Om hvad han i mellemtiden har udtalt angående sin handling og sine bevæggrunde, derom har regeringen iagttaget omhyggelig tavshed - et afgørende bevis på at den ikke har kunnet opdage det fjerneste spor af en forbindelse mellem Nobiling og socialdemokratiet.

Efter hvad der ellers er blevet bekendt om Nobiling, synes dette lige så forfængelige som uduelige menneske nærmest at have tilhørt de national-liberale socialisthadere. Ifølge en meddelelse fra undersøgelsesdommeren erklærede han, at han ville skyde kejseren, fordi denne til folkets skade lod sig lede af andre, og fordi kronprinsen ville regere mere selvstændigt. Den samme dommer betegnede Nobiling som endnu dummere end Hödel. Han havde ikke kunnet opnå nogen stilling, der tilfredsstillede ham, og da han ikke så anden udvej end at dø, ville han gøre det på en opsigtsvækkende måde. Han havde da fulgt Hödels eksempel, men for ikke at blive ligeså latterlig, var han gået grundigere og mere ondartet til værks.

Mod dette snigmord på en olding, der forlængst var uskadelig, oprørtes vide kredse af befolkningen. Den socialdemokratiske presse behandlede da heller ikke det andet attentat i de spottende ord, hvormed den ganske naturligt havde behandlet det første; den indså fuldt vel, hvor alvorlig situationen var. For Bismarck var der nu den gunstigst mulige lejlighed til at udføre den påtænkte skurkestreg. Om aftenen samme dag, som Nobiling havde affyret sine skud, udsendtes der et officiøst telegram om, at gerningsmanden - der lå med en kugle i hovedet - havde erklæret, at han hyldede socialistiske anskuelser, at han gentagne gange havde overværet socialistiske møder i Berlin, og at han allerede i otte dage havde gået omkring med den hensigt at skyde kejseren. Denne sikkert falske meddelelse virkede som en gnist i en krudttønde. Den optændte i »borgerlige« kredse et sandt delirium af raseri mod socialdemokratiet.

De national-liberale erklærede sig nu rede til at bevillige den forlangte Undtagelseslov. Men Bismarck ville ikke lade dem slippe for så godt køb. Han ville benytte lejligheden til at knuse al modstand. Han opløste rigsdagen og udskrev nye valg, og for fuldstændig at lamme de opskræmte bedsteborgere indførte han sit berygtede hvide rædselsregimente: anklager og husundersøgelser, arrestationer, opløsninger af møder og beslaglæggelser af aviser brød med en hidtil uhørt voldsomhed løs over det socialdemokratiske parti. Både den politiske og den faglige kongres blev forbudt, og politiet forhindrede afholdelsen af enhver arbejderforsamling dels ved at lægge tryk på lokalernes ejere, dels ved at skride ind under de mest intetsigende påskud. Hånd i hånd med den politiske gik den økonomiske forfølgelse fra storfabrikanterne - og storsvindlerne - som erklærede, at de ikke mere ville antage socialdemokratiske arbejdere.

Det værste udslag af slavesjælenes patriotiske vanvid var dog de utallige majestætsfornærmelsesprocesser. Det modbydeligste angiveri rasede som en pest gennem alle samfundsklasser - undtagen det oplyste proletariat. I München angav den berømte maler Piloty en af sine bekendte, en halvfjerdsårig læge, for en ytring i en privat samtale om den sindssyge konge af Bajern. Smitten trængte ind i familierne; manden var ikke sikker for sin hustru, faderen ikke for sin søn. De foragteligste individer gjorde sig en forretning af lokkespioneri. En kone i Brandenburg blev dømt til halvandet års fængsel, fordi hun ved efterretningen om Nobilings attentat havde sagt: »Kejseren er i det mindste ikke fattig, han kan lade sig pleje.« I løbet af en eneste måned idømtes der over 500 års fængsel for majestætsfornærmelser!

Bismarck opnåede ved valgene det ene af sine formål: han knækkede rygraden på de liberale partier i rigsdagen. Men han opnåede ikke det andet: at knuse socialdemokratiet. Aldrig havde partiet udkæmpet en valgkamp under vanskeligere omstændigheder. Alle lovlige våben var slået det ud af hænderne. Politiet havde med ubegrænset vilkårlighed forhindret valgagitationen på enhver tænkelig måde. Det var, som »Vorwärts« skrev, ingen ærlig kamp: fjenden var pansret og rustet fra isse til fod, socialdemokratiet værgeløst, bundet på hænder og fødder. Arbejdernes holdning var imidlertid lige så besindig som energisk. Bismarck forfulgte allerede dengang den plan, som han senere med kynisk gemenhed vedkendte sig: at rive socialdemokratiet til blods for at få det til at slå igen, så han bagefter så meget grundigere kunne udrydde det. Men arbejderne mødte de brutale forsøg på ophidselse med koldblodig foragt og satte al deres kraft ind på valgkampen. Det samlede stemmetal gik ganske vist ned, men i Berlin, hvor den hvide rædsel var mest hvidglødende, gik det betydeligt op. Over Breslau vajede den røde fane for første gang. Ialt kom partiet ind med ni mandater; et par udenværker var faldne, men hovedstyrken var usvækket.

Forslaget til den ny socialistlov gik ud på at give politiet myndighed til at forbyde foreninger og forbindelser af enhver art, også understøttelseskasser, samt tryksager, som tjente »socialdemokratiske, socialistiske eller kommunistiske bestræbelser, rettede mod undergravelse af den bestående stats- og samfundsordning.« Forsamlinger skulle ligeledes kunne forbydes eller opløses efter politiets skøn. Indsamlinger af bidrag i socialdemokratiske øjemed skulle være forbudt. Den lille belejringstilstand skulle kunne indføres på steder, hvor der var »fare for den offentlige sikkerhed,« osv.. Loven skulle gælde for hele riget. Bismarck havde endda ønsket at forbyde alle socialdemokrater såvel valgret som valgbarhed til rigsdagen samt at kunne true alle socialdemokratisk sindede statsfunktionærer med afsked uden pension.

Rigsdagens forhandlinger om loven varede i seks uger. De konservative grupper slugte forslaget med hud og hår. Det katolske centrum, der først havde betænkeligheder, lod sig berolige ved forsikringen om, at loven kun var rettet mod socialisterne og ikke mod borgerlige oppositionspartier. De national-liberale krympede sig mest. Deres fører betegnede forslaget som en »juridisk og politisk uhyrlighed,« men da det kom til stykket, nøjedes de dog med at foreslå nogle mere eller mindre uvæsentlige »forbedringer«, bl.a. at loven kun skulle gælde i to og et halvt år. Den socialdemokratiske gruppe, som hensynsløst var blevet udelukket fra det udvalg, der behandlede loven, kæmpede tappert i rigsdagssalen om hver enkelt paragraf. Dens talere fremhævede, at attentaterne ikke stod i den fjerneste forbindelse med den socialdemokratiske agitation, og henviste til, at det revolutionære proletariat langtfra havde ført et så oprørsk sprog mod alle jordiske og himmelske autoriteter, som borgerstanden selv havde gjort i sin revolutionære periode. De forudsagde, at forslaget ville vise sig lige så virkningsløst, som det var uretfærdigt, og Bracke sagde: Vi blæser loven et stykke !

D. 19 oktober 1878 blev Undtagelsesloven vedtaget med 221 mod 149 stemmer. Samtidig var en reform af toldtariffen blevet erklæret for nødvendig. Man bandt munden på proletariatet i samme øjeblik, som signalet til den store masseudplyndring blev givet. Det var nok så snildt udtænkt, men der kom en streg i regningen. Den tyske arbejderklasse var berøvet sine borgerlige rettigheder, men ikke sin hårdnakkethed og sit heltemod.

Den moderne arbejderbevægelse er fri for al borgerlig romantik. Ingen frugt falder uden besvær i skødet på det kæmpende proletariat; skridt for skridt må det tilkæmpe sig alt, det ringeste som det største, og først efter mangen vildfarelse finder det den sti, der fører til målet.

Undtagelsesloven havde stillet det tyske socialdemokrati overfor en helt ny opgave. Prøvende og famlende måtte det søge nye veje og fandt ikke altid straks den rette. Dog kun et årstid varede den forvirring, hvormed den anden store periode i partiets liv begyndte.

D. 21 oktober 1878 blev Undtagelsesloven offentliggjort i den officielle rigstidende, og i samme øjeblik begyndte massenedsablingen af socialdemokratiske blade, skrifter og foreninger. Lægen Leopold Jacobys digtsamling »Bliv lys!« var det første offer for loven. Af partiets 47 politiske blade reddede kun 2 livet ved at forandre navn og anslå en yderst forsigtig tone. I løbet af otte måneder blev 217 politiske og faglige foreninger, 5 hjælpekasser, 127 blade og tidsskrifter og 278 andre skrifter, derunder næsten hele partiets videnskabelige litteratur, forbudt. Politiets fremgangsmåde overtraf de værste forventninger. Forkæmperne for den hellige ejendomsret gav et opbyggeligt eksempel på ejendomsødelæggelse.

Overfor disse voldsomme indhug gjorde der sig ganske naturligt straks en vis rådvildhed og modløshed gældende i partiet. Ikke alle førerne var den ny og vanskelige stilling voksne, og den vrimmel af lokkespioner, de overalt havde i hælene, nødte desuden til forsigtighed. Men Bismarck sørgede selv for, at sammenholdet hurtigt genoprettedes i rækkerne, idet han søgte at føre et sidste afgørende stød imod socialdemokratiet. Kort før kejseren, helbredt for sine sår, vendte tilbage fra Potsdam til Berlin, lod Bismarck nemlig - i henhold til Undtagelsesloven - den lille belejringstilstand erklære i byen. Allerede dagen efter blev 67 partimedlemmer med Auer og Fritzsche i spidsen udviste. Mange af dem var familiefædre og sad i en lille bedrift. I et flyveskrift, der straks forbødes, men dog spredtes i tusinder af eksemplarer, opfordrede de udviste deres partifæller til ro og besindighed og bad kun om, at man ville tænke på deres hustruer og børn. Belejringstilstanden blev i regeringspressen forsvaret med, at kejserens »dyrebare hoved« måtte beskyttes!

Det var en af Bismarcks dummeste voldshandlinger. Thi den havde kun til følge, at partiets medlemmer efter den forbigående slappelse nu i massevis vendte tilbage på deres pladser i rækkerne. Indsamlingerne til fordel for de udviste og deres familier knyttede de første tråde til en ny organisation, og selve de udviste, ja endnu mere deres nødlidende hustruer og børn, blev så virksomme agitatorer, som proletariatet ingensinde før havde haft.

Ved samme lejlighed sørgede Bismarck for, at den socialdemokratiske journalist Karl Hirsch, der levede i Paris, blev udvist derfra. Når det gjaldt om sådanne småtjenester, rakte »arvefjenderne« ved Spree og Seinen gerne hinanden hånden. Hirsch rejste til Bryssel og udgav ugebladet »Lanternen«. Og omtrent samtidig (ved nytår 1879) begyndte Johann Most, som var udvist fra Berlin og rejst til London, her at udgive bladet »Frihed«. Således havde det tyske socialdemokrati med et slag fået to udenlandske organer, der ligesom var voksede vildt i den af reaktionen gødede jord. Begge blade forfægtede partiets interesser og blev smuglede ind i Tyskland, eftersporede af det politiske politi, som tog postvæsenet i sin tjeneste. Da Hirsch blev udvist fra Belgien, gik han til London og førte »Lanternen« videre. Han afholdt sig fra enhver kritik af partiets ledelse, men det samme var ikke tilfældet med Most, der altid havde været et uroligt hoved og ofte havde gjort partiet knuder. Forfulgt og pint af politi og domstole, som Most i en række år var blevet, lod hans forbitrede og ophidsede sindsstemning sig meget vel forklare, men hans handlemåde sig ikke i samme grad forsvare. Han havde startet bladet »Frihed« ganske på egen hånd og søgte nu derigennem stærkere og stærkere at tilskynde partiet til en revolutionær taktik, medens de ledende partikredse i Tyskland tværtimod ved klog tilbageholdenhed bestræbte sig for at afvæbne det unaturlige had, der var hidset op imod socialdemokratiet.

Most talte om at danne et »nyt parti«, og hans angreb på de socialdemokratiske rigsdagsmænd blev voldsommere og voldsommere. Under disse omstændigheder føltes nødvendigheden af et officielt partiorgan, og det besluttedes at stifte et sådant i Zürich, hvor de svejtsiske arbejdere havde deres eget trykkeri og betingelserne i det hele taget var gunstigst. Bladet udkom fra september 1879; det hed ligesom det gamle partiorgan »Der Sozialdemokrat« og betegnede sig som »Internationalt organ for det tysktalende socialdemokrati«.

En af bladets første og pinligste opgaver blev at rømme ud indenfor selve partiet. Dels havde der indsneget sig adskilligt ukrudt, dels var der mange gode gamle partifæller, der tabte modet overfor politiets trusler og forfølgelser, kastede våbnene fra sig af frygt for deres egen og deres families eksistens og blev forrædere mod deres sag. »Socialdemokraten« anså det for nødvendigt at offentliggøre navnene på de frafaldne, og disse »proskriptionslister« blev modtagne med skadefryd af modstanderne, skønt de kun vidnede om, at partiet var fast bestemt på at holde disciplin i rækkerne. Og hvert frafald opvejedes tifoldigt af begejstret offervillighed og troskab. Mere betænkelig var den indflydelse, som Most havde vundet i det første forvirringens år, særlig i Berlin, hvor belejringstilstand og udvisninger vedvarede. »Socialdemokraten« måtte stille sig skarpt imod Most, når han anbefalede sin såkaldte »revolutionære« taktik, frarådede deltagelse i valgene og forherligede hødels og Nobilings attentater.

Bladet opfyldte sit hverv med klogskab og takt og trængte dybere og dybere ind i det tyske proletariat. Trods husundersøgelser og forfølgelser af alle politiets sporhunde kom det derhen, hvor det skulle. I begyndelsen kunne det nok ske, at en sending »socialdemokrater« eller andre forbudte skrifter blev opsnappede ved grænsen, men det varede ikke længe, før »den røde feltpost« arbejdede med en nøjagtighed og punktlighed, der kunne bringe det officielle postvæsen til at blegne af misundelse. Arbejderne blev efterhånden så sikre i den muntre følelse af deres ubetvingelige kraft, at de legede med deres forfølgere som katten med musen. I februar 1880 lod en partifælle fra Zürich, som om han ville vise politimesteren i Mülhausen, hvordan »Socialdemokraten« blev ekspederet. Han pudsede den nidkære samfundsfrelser med hans kobbel af spioner til den belgiske grænse, mens en stor sending forbudte skrifter gik over den svejtsiske; de judaspenge, som han fik for sin villighed, indbetalte han til »socialdemokratens kasse, som kvitterede under kontoen »modtaget fra firmaet Snude og Langøre i Tyskland«.

En månedstid efter blev en stor varepakke beslaglagt af toldvæsenet i Lindau; den kom fra en landsby i Vorarlberg i Svejts og var adresseret til en lille by i Franken; den angaves at indeholde papiraffald, men viste sig at bestå af en sending »socialdemokrater«. Stolte af deres fangst skjulte toldmændene den i deres kælder; næste morgen var den forsvunden, og aviserne kom i de rette hænder. I Magdeburg blev der på samme tid spillet politiet et lystigt puds. En patriotisk boghandler havde med autoriteternes billigelse udgivet et skrift i rødt omslag med den lokkende titel: »Socialdemokraternes sejr eller Tyskland som republik«. Skriftet begyndte med nogle radikale fraser, men gik derefter over til at lægge socialdemokratiet for had og lovprise det bestående. Straks udkom der et andet skrift i nøjagtig samme udstyrelse, med samme titel og samme indledning, men derefter med et indhold, som spottede over Undtagelsesloven. Henved 25,000 eksemplarer af dette skrift blev udbredt under ivrig medvirken af det intetanende politi, der først to måneder efter opdagede, hvordan det var blevet taget ved næsen.

Men trods alle den slags lystige uglspilstreger var jo situationen alvorlig nok. Politiet hævnede sig for sine moralske nederlag ved hensynsløs anvendelse af sine materielle magtmidler. Og i foråret 1880 fremsatte Bismarck i rigsdagen forslag om at forlænge Undtagelsesloven med fem år. Han kunne ikke regere uden belejringstilstand. Men som den italienske statsmand Cavour har sagt: med belejringstilstand kan enhver æsel regere. De national-liberale var rede til at bevillige forlængelsen, dog kun på halvfjerde år, hvad regeringen gik ind på. Under forhandlingerne blev socialdemokratiet fra modstandernes side slået sammen med den russiske nihilisme, som dengang stod i sin blomst. Bebel tilbageviste denne sammenligning, idet han gjorde gældende, at en voldsom revolution i Tyskland ville være umulig alene af tekniske grunde, nemlig som følge af militarismens udvikling. Hasselmann, der talte ved lovens tredje behandling, sluttede imidlertid sit foredrag med den perfide vending, at han beklagede, flere af hans partifæller havde taget afstand fra de russiske nihilister; han for sit vedkommende mente, at tiden ikke længere var til at snakke i rigsdagen, men at »handlingernes tid« var kommet. Forslaget om lovens forlængelse blev derefter vedtaget med stort flertal.

Hasselmann havde ikke kunnet vælge et ubelejligere øjeblik til at fremkomme med sin erklæring. Hvis hans politiske blik ikke havde været forvirret af hans personlige mistænksomhed og intrigelyst, ville han også have set, hvor fjernt de tyske arbejdere var fra den »handlingens propaganda«, som han forkyndte. Det viste sig ved nogle udfyldningsvalg, der netop fandt sted på den tid, og hvorved bl.a. Hamborgs anden kreds blev erobret af socialdemokratiet - den første nyerobring under Undtagelsesloven. Hasselmanns revolutionsmageri fandt da heller ingen genklang hos arbejderne. Hans få tilhængere smeltede sammen til intet, og han selv blev kun et viljeløst redskab for tyske politispioner og fandt det til sidst rådeligst at tage flugten, først til England, så til Amerika.

Med Most havde partiet gjort et sidste forsøg på at komme til forståelse, men det var glippet. Han fortsatte sin mistænkeliggørende og ophidsende virksomhed i London, men den prellede fuldstændig af på de tyske arbejderes politiske bevidsthed.

I dagene fra d. 20 til d. 23 august 1880 afholdtes den første hemmelige partikongres under Undtagelsesloven. Den fandt sted på svejtsisk grund. Deltagerne mødtes i Wintherthur i kanton Zürich og begav sig derfra ad forskellige veje til det gamle ubeboede slot Wyden, som ligger i nærheden af Ossingen, afsides fra hovedlandevejen. Kongresdeltagerne blev indlogerede i det gamle slotskapel, hvor de sov på lejer af halm. En svejtsisk partifælle og hans hustru sørgede med et ambulant køkken for deres legemlige fornødenheder. Stedets og tidens hemmelighed var blevet så godt bevaret, at de fire dages forhandlinger foregik ganske uforstyrret.

Kongressen foretog en forandring i den sætning i Gotha-programmet, hvor det hed, at partiet tilstræbte sine mål med alle lovlige midler. Ordet »lovlige« blev strøget, så at der blot kom til at stå »alle midler«: det var en simpel følge af Undtagelsesloven, hvorefter de gamle midler, som man stadig anvendte, jo ikke mere var lovlige. Kongressen udtalte sin sympati for de russiske nihilisters befrielseskamp, selv om den taktik, de fulgte, ikke egnede sig for tyske forhold. Hasselmann og Most blev udstødt af partiet. Hæren havde holdt mønstring og var atter rede til at marchere; fanerne vajede forude.

Et par måneder efter blev belejringstilstanden ligeledes indført i Hamborg, og en mængde udvisninger fandt sted, som kostede partiet mange gode gamle stridsmænd. Men der kom ingen slinger i rækkerne, og på rigsdagen talte Auer og Bebel med en stolt værdighed, som selv modstandernes presse måtte anerkende: ingen indrømmelse, men heller ingen barnagtig trussel, ingen anråbelse af medlidenheden, men heller ingen teatergebærder. Det var netop i de dage, da de russiske terrorister havde henrettet zar Alexander II., og der stod et hyl af forfærdelse fra den tyske bedsteborgerverden. Socialdemokratiets talere på rigsdagen forsmåede enhver letkøbt rystelse over den grusomme straf, som zar Alexander havde nedkaldt over sit hoved; de ville ikke under tyske forhold følge de russiske nihilisters fremgangsmåde, men de forsvarede deres gode ret, som den endnu ikke var blevet forsvaret i noget parlament i verden. Auer sluttede: »Gør hvad de vil, vi er fattede på alt«, og Bebel: »Deres våben vil splintres i denne kamp som glas mod granit.«

I den samme rigsdagssamling fremsatte Bismarck det første forslag til de »sociale reformer«, hvormed han troede at kunne tage brødet ud af munden på socialdemokratiet. Det var et forslag til ulykkesforsikring for arbejdere ved oprettelse af en rigsbank. I motiverne til forslaget var der fuldt op af arbejdervenlige talemåder, af »socialistiske momenter« og kristendom og humanitet. Bismarck, der nylig havde ofret hundreder af arbejderfamilier for sine herskesyge luner, undså sig ikke for, ved behandlingen af forslaget i rigsdagen at udgyde hykleriske tårer over de nødlidende arbejdere. Han opnåede kun at frastøde bourgeoisiet ved sin »socialisme« uden at vinde en eneste arbejder. Liebknecht traf sømmet på hovedet, når han talte om den »uoverstigelige kløft«, der gabede mellem socialdemokratiet og ophavsmanden til Undtagelsesloven.

Bismarck havde da også mere tillid til den rå magt end til sine folkevenlige kunster, og han havde i den ny politiminister von Puttkamer fundet et redskab, hvis villighed svarede nøjagtigt til hans forstokkede stupiditet. Belejringstilstanden var nu også blevet erklæret i Leipzig, og udvisningerne fulgte slag i slag. Valgkampen i eftersommeren 1881 var hårdere end nogensinde. Enhver, der uddelte socialdemokratiske flyveblade eller blot stemmesedler, blev arresteret; i de sidste uger før valgene foretoges der ikke mindre end 600 sådanne arrestationer. Alligevel blev der afgivet over 300,000 socialdemokratiske stemmer. Undtagelsesloven havde med andre ord været et slag i luften. Berliner-korrespondenten til »Times« berettede om den store bestyrtelse, der herskede »i de højere og højeste regioner«. Fr. Engels derimod skrev fra London: »Så beundringsværdigt har endnu aldrig noget proletariat handlet.« Partiet kom ind i rigsdagen med 12 mand.

Der kunne ikke længere være nogen tvivl om rigtigheden af den fulgte taktik; de såkaldte »social-revolutionære« havde ganske udspillet deres rolle. Most var efter sin udstødelse af partiet sunket dybere og dybere. Han erklærede sig for anarkist, men var i virkeligheden ganske forvirret i sine anskuelser, og hans blad »Frihed« i London skummede blot af vildt raseri. Det prøjsiske politi havde klarere blik for situationen end han; det forstod, hvad han med sine blodtørstige pralerier kunne bruges til og skyndte sig at spinde ham ind i et net af lokkespioner. I »Frihedens« ekspedition sad politispionen Neumann som Mosts betroede forretningsfører, og to andre politispioner korresponderede til bladet fra Altona. De bagtalte på den mest skamløse måde de socialdemokratiske rigsdagsmænd som tyve og bedragere og udkastede et frygteligt skræmmebillede af den anarkistiske bevægelse i Tyskland. Efter drabet på den russiske zar skrev de f.eks.: »Måtte den dag ikke være fjern, da en lignende begivenhed befrier os for alle tyranner! Vi beklager kun, at de andre skurke ikke samtidig har fået udbetalt deres fortjente løn.« Sådanne udtalelser var yderst velkomne for politiministeren von Puttkamer, der med passende harme og velbehag citerede dem i rigsdagen som bevis på, hvad socialdemokratiet førte til. De to korresponderende politispioner røbede senere selv for offentligheden, hvordan det hang sammen med deres nette virksomhed.

I Frankfurt holdt politimester Rumpf ligeledes en spion, som spillede under dække med nogle godtroende anarkister, der var hvervede af en udsending fra Most. Spionen deltog i de »anarkistiske« møder, som i virkeligheden var yderst uskadelige, og bragte allehånde »vigtige« meddelelser derfra til Rumpf. Da politimesteren fandt øjeblikket belejligt, trak han nettet sammen; henved halvtreds personer blev arresterede, deriblandt - for et syns skyld - spionen selv. Arrestanterne blev bragt til Berlin; de fleste af dem måtte desværre løslades, da der ikke faldt mindste skygge af en strafbar handling på dem; de tiloversblevne 15 tiltaltes for højforræderi, og processen blev i månedsvis udnyttet til fordel for Undtagelsesloven. Anklagen faldt plat til jorden, men ni af de anklagede blev alligevel dømt tilsammen til 19 års tugthus, en dom, der også i borgerlige kredse vakte pinlig opsigt. Rumpfs kompromitterende forhold til lokkespionen kom under processen for dagen, og Puttkamer måtte i rigsdagen erklære den »udmærkede embedsmand« for hævet over enhver mistanke.

Så megen sympati der end blandt arbejderne var med de domfældte, så var denne retssag dog et klart bevis på, hvad den »socialrevolutionære« taktik førte til. Most selv var imidlertid ved de engelske domstole blevet dømt til 16 måneders tvangsarbejde for sine udtalelser om drabet på zaren. »Friheden« kunne ikke længere holde sig i London og søgte derefter tilflugt i Svejts; omkostningerne blev betalt af en snedker, der efter oplysninger fra selve politiet i Zürich stod i berliner-politiets sold, og som førte en kasse dynamit med sig, på samme måde som en handelsrejsende medfører sin prøvekasse.

Den første periode under Undtagelsesloven var forbi. Magthavernes voldshandlinger var strandede på socialdemokratiets sejrrige modstand. Regeringen slog nu ind på en anden og »mildere« fremgangsmåde; den ville prøve på at tæmme arbejderne ved hjælp af sukkergodt, da det ikke hjalp med pisk. I november 1881 åbnedes den ny rigsdag med en trontale, som var iklædt form af et kejserligt budskab. Heri hed det, at det ikke var tilstrækkeligt at undertrykke de socialdemokratiske udskejelser, men at der også måtte sørges for arbejdernes positive vel. Forskellige sociale reformer stilledes i udsigt; midlerne skulle skaffes gennem tobaksmonopol og brændevinsskat.

Socialdemokraterne besvarede Bismarcks plumpe manøvre med et forslag om at ophæve alle Undtagelseslove. Vollmar holdt ved denne lejlighed sin mesterlige jomfrutale i rigsdagen - om tobaksmonopolet - og Grillenberger, føreren for de nürnbergske arbejdere, rettede med sin djærve, firskårne kraft et forsvarligt hug mod regeringens afskyelige spionvæsen. De socialdemokratiske rigsdagsmænd blev nemlig overalt, hvor de gik og stod, ved nat som ved dag, ja helt ind i rigsdagsværelserne, forfulgt af de såkaldte »tyvegroschenfyre«, der udspejdede hvert af deres skridt. Da ministrene erklærede, at de ikke kendte noget til disse spioner, lovede Grillenberger, at han - hvis uvæsenet ikke holdt op - ville lægge en af dem levende til eftersyn på husets bord, og han havde med sine kraftige næver været mand for at gøre det.

Partiets indre styrke var siden de sidste valg uafbrudt vokset. Hertil bidrog i væsentlig grad partiorganet »Socialdemokraten« i Zürich, hvis redaktion fra efteråret 1880 var overtaget af Eduard Bernstein, der ledede den med klart og skarpt blik og med fast og sikker hånd. I bladets ekspedition viste Julius Motteler sig som »den røde feltpostmester« i besiddelse af et glimrende organisationstalent. Hvad der endnu aldrig nogensinde før var lykkedes, det foregik her med uovertræffelig lethed og sikkerhed: et forbudt emigrantblad, hvis udbredelse var truet med strenge straffe, og hvis vej var besat med alt det politi, der står til en stor stats rådighed, dette blad blev hver uge punktlig uddelt i mange tusinder eksemplarer lige til de mest afsidesliggende steder i denne store stat.

Dette var ganske vist kun muligt som følge af de moderne produktionsforhold og transportmidler. Fablerne om, at »Socialdemokraten« førtes over den tyske grænse indstoppet i svejtseroste, græskar, søsterkager, gibsfigurer og sukkertoppe - var kun fabler. Denne gammeldags fremgangsmåde havde ikke forslået, hvor det drejede sig om en så stor mængde aviser. Og den var også ganske overflødig. Indsmuglingen var overhovedet ikke det vanskeligste. Langt vigtigere var videreudbredelsen og fordelingen på de enkelte steder til abonnenter og læsere. Dertil udkrævedes en hel hær af energiske, behændige, ubetinget pålidelige partifæller, og denne hær af pligttro soldater var fremgået og skolet af selve den moderne storindustri og besjælet af arbejderklassens solidaritet; uden den kunne »Socialdemokraten« ikke have løst sin opgave. Hver enkelt af disse tapre soldater viste et offermod og en troskab mod deres overbevisning, der lyste så meget mere pletfrit, som der ikke engang var personlig ærgerrighed med i spillet. Disse navnløse soldater vidste, at »ingen sang og ingen saga« ville forkynde, hvor bravt de havde gjort deres pligt i deres klassefællers tjeneste.

At sprænge denne hær var - trods de krampagtigste anstrengelser - umuligt for det tyske riges politi. I Berlin alene var antallet af politiske politifunktionærer i løbet af tre år blevet tidoblet, deri ikke medregnet den utallige vrimmel af lokkespioner, som for en lumpen styver forsvarede tronen og alteret og den hellige ejendom. En af disse spioner ved navn Schmidt, en forløben svindler, blev i november 1882 afsløret i Zürich, hvor han i nogen tid havde drevet sit falske spil mellem arbejderne; han anbefalede bl.a. attentater med forgiftede nåle og oprettelsen af et attentatfond. Ved hans afsløring fandt man de fortrolige breve, som forskellige højere politiembedsmænd havde tilskrevet ham, og hvoraf det fremgik, hvorledes lokkespioneriet var sat i system. »Socialdemokraten« kunne snart møde med et helt »forbryderalbum«, som gav et uhyggeligt billede af fordærvelsen i det tyske politi.

Hvor tåbelige var ikke disse forsøg på at sprænge sammenholdet i arbejderklassen! Det kunne overhovedet ikke sprænges, med mindre man ville ophæve selve den moderne civilisation, den kapitalistiske produktionsmåde, som samler, skoler og organiserer arbejderne. Takket være den er der tusind veje, ad hvilke de kan komme til forståelse uden at behøve hemmelige foreninger. Enhver fælles arbejdsdag i den moderne industris store værksteder, enhver form for selskabelig sammenkomst, enhver søndagsudflugt i mark og skov, enhver spadseretur efter fyraften, spottede alle politiets anstrengelser for at komme arbejdernes organisation til livs.

Efter den ny vending i sin politik var Bismarck ganske vist nødt til at indrømme arbejderne noget større spillerum, end de havde haft i de første år under Undtagelsesloven. De måtte jo have lov til at tale for at kunne takke ham for hans »velgerninger« - og de takkede ham i virkeligheden også, ikke just som han ventede, men ganske som han fortjente. Trods den »mildere praksis« hørte dog forfølgelserne mod socialdemokratiet ikke et øjeblik op; belejringstilstanden blev regelmæssigt fornyet i de byer, hvor den var indført, og processerne for højforræderi, majestætsfornærmelse og lignende blev på dagsordenen. Imidlertid føltes der i partiet trang til, på en ny kongres at tage klar stilling overfor den delvis forandrede situation og samtidig forberede de næste rigsdagsvalg. På et møde i Zürich blev tid og sted for kongressen fastsat, og »Socialdemokraten« opfordrede i januar 1883 til valg af delegerede samme forår. Trods disse forberedelser lykkedes det ikke det tyske politi at få opsporet, hvor kongressen skulle afholdes. Under kommando af politiråd Krüger holdt en kæde af politispioner den svejtsiske grænse besat fra Lindau til Basel. Da så tyske blade fortalte, at kongressen fandt sted i norden, kilede Krüer til London - hvor han erfarede, at den havde været samlet i København og allerede var sluttet.

Det københavnske politi havde været lige så uvidende. Kongressen holdt uforstyrret sine møder fra d. 29 marts til d. 2 april i forsamlingsbygningen i Rømersgade, som tæller det blandt sine stolteste minder, at den har givet husly for det tyske socialdemokratis mest udmærkede mænd og fremragende ledere i et øjeblik, da det gjaldt at træffe vigtige bestemmelser for partiets fremtid. Hvem der som ung i det danske socialdemokrati ved denne lejlighed så disse mænd for første gang, følte uvilkårligt et pust af verdenshistorie slå sig i møde. Når Liebknecht rejste sig med sin mægtige grå manke, var det som revolutionsåret 1848 i egen ærefrygtindgydende person, og ansigt til ansigt med ham stod på dirigentpladsen Bebel, der med sit ravnsorte hår mindede en dansk påfaldende om Georg Brandes i sit udseende og ved sin tales ild; højt op i forsamlingen ragede Vollmar, rank og imponerende, skønt han bevægede sin statelige officersskikkelse af sted på krykker, og langs bordene i Rømersgades sal dukkede en række andre kendte navne på det tyske partis dygtigste mænd frem som levende ansigter: Grillenberger og Hasenclever, Auer, Frohme, Dietz, Max Kayser, Wilh. Bios, Bruno Geiser osv. Alle disse mænd, det var den mægtige Bismarcks uforfærdede og kloge modstandere, og bag dem - det vidste man og følte man - stod der en hær, som stadigt voksede, uimodståeligt voksede Bismarcks over hovedet. Det rige, som i hine forårsdage 1883 var repræsenteret i Rømersgades forsamlingsbygning, var et mægtigere rige end Bismarcks. Men i øjeblikket var det ham, der holdt sine modstanderes hær indesluttet. Og kongressen var hærførernes rådslagning om taktik, udveje, forsvar ..derfor havde den, trods forhandlingernes undertiden ivrige og lidenskabelige karakter, et så stærkt præg af dyb og rolig mandsalvor.

De tyske delegerede, omkring 60 i tallet, havde fornuftigvis ikke indskrevet sig på de københavnske hoteller under deres virkelige navne, og politiet fik først nys om deres tilstedeværelse på kongressens næstsidste dag. Politidirektør Crone blev nu yderst befippet - han søgte straks audiens hos kongen - og tidligt næste morgen, som var en søndag, sendte han sine betjente rundt til hotellerne for at konstatere de »farlige« fremmedes identitet. Han anmodede derefter Liebknecht om en samtale og meddelte ham, at kongressen ikke måtte fortsættes. Liebknecht kunne svare, at forbuddet var overflødigt: kongressen havde nemlig lige forinden afholdt sit sidste møde. Crone, som åbenbart følte et uhyre ansvar hvilende på sine skuldre, anmodede derefter de tyske socialdemokrater om venligst at forlade byen, hvilket de allerede af sig selv var i færd med. Det tyske politi, som havde blameret sig endnu ynkeligere end det danske, kølnede sit afmægtige raseri ved ganske ulovligt at anholde flere af de hjemvendende kongresdeltagere, deriblandt nogle rigsdagsmænd, i Kiel og Neumünster; anholdelsen varede dog kun et par timer.

Partiets samlede stilling havde på kongressen i København vist sig i høj grad tilfredsstillende. Ledelsen godkendtes. Overfor den bismarckske socialreform erklærede kongressen, at efter de herskende klassers hidtidige holdning kunne den hverken tro på deres ærlige hensigter eller deres evner, men kun betragte socialreformen som et politisk middel til at lede arbejderne bort fra den rette vej. Det var imidlertid partiets pligt ved alle forslag, som angik folkets økonomiske stilling, ligegyldigt af hvilke motiver de udsprang, energisk at varetage arbejderklassens interesser, men uden et øjeblik at slå af på de samlede socialistiske fordringer. - Det var proletariatets svar på kejserens budskab.

En sørgelig pligt var blevet opfyldt i København ved kongressens hyldest af den mands minde, som i fire årtier havde befrugtet arbejderbevægelsen i to verdensdele med sine mægtige tanker. Karl Marx var død d. 14 marts 1883. I de sidste ti år af sit liv havde han haft tunge lidelser at kæmpe med; hans hustru og hans ældste datter var gået forud for ham i graven; alvorsfuldt og gribende endte dette store menneskeliv. Men det slukkedes ikke i håbløs nat; det opløstes i en bedre tids morgenrøde. Karl Marx kunne i sit livs hældning trøste sig ved den tyske arbejderklasses fremadskridende erobringer.

Han var død midt i sin rastløse virksomhed, siddende ved skrivebordet i sit arbejdsværelse. Hans svigersøn, den franske læge og socialist Paul Lafargue, har beskrevet, hvordan dette værksted - i Nord-London, Maitland Park Road - så ud. Gennem et bredt vindue, hvorfra det fulde dagslys faldt lige ind over skrivebordet, var der en vid udsigt til parken. Værelset var fra gulv til loft fyldt med tætpakkede boghylder, og overalt lå der bunker af tidsskrifter, bøger og manuskripter. Det var et billede af kaotisk uorden, hvori kun det øvede øje kunne finde sig til rette. Et blik på bøgerne og papirerne viste, hvor mangesidige den mands interesser var, der her levede og virkede. Ved siden af national-økonomiske skrifter, officielle meddelelser fra de forskellige regeringer, deriblandt stabler af »blåbøger«, hvis spalter blev omhyggeligt gennemarbejdede, så man de vigtigste tyske, franske og engelske værker om forskellige grene af naturvidenskab, geologi, kemi, fysiologi og agronomi samt talrige matematiske værker, som Marx nærede en særlig forkærlighed for. Dertil kom digterværker fra alle litteraturer; de græske tragikere ved siden af Shakespeare, Dante, Cervantes, Balzac, Robert Burns, russerne Puschkin, Gogol og Tschedrin. Marx læste dem alle i originalsproget. Ikke tilfreds med sit fuldkomne herredømme over de tre europæiske hovedsprog havde han desforuden tilegnet sig det ene sprog efter det andet; i sit 50de år lagde han sig efter russisk og lærte det med sit udviklede sprogtalent på forbavsende kort tid.

Den jernhårde flid, hvormed han i sin ungdom havde kastet sig ind i livskampen, besjælede ham lige til hans død. Om morgenen mellem klokken 08 og 09 sad han ved sit arbejdsbord, hvis lampe brændte til sent på natten. Kun vanskeligt rev han sig løs fra sine bøger. Men havde han endelig gjort det, var han den elskværdigste selskabsmand, man kunne finde. Den bidende sarkasme, der kom til orde, hvor han i sine skrifter kritiserede og angreb kapitalismen, opløste sig da i en befriende munterhed, og i en kreds, hvor han følte sig vel til mode, kunne han le af fuldt hjerte. Medens hans børn var små, var han deres utrættelige legekammerat, og han anslog aldrig den faderlige myndigheds strenge tone overfor dem. De kaldte ham »mohr« med et øgenavn, som han havde fået på grund af sin brunlige ansigtsfarve og sit ibentræsorte hår og skæg. »Fa'er Marx« var derimod det navn, han i 1840erne gik under blandt medlemmerne af Kommunistforbundet.

Marx elskede at spille skak. Han tog ofte et parti med den gamle frøken Helene Demuth, som havde tjent hos hans hustrus forældre og derfra var fulgt med til det marx'ske hus. Hun var blevet som et medlem af familien, en anden moder for børnene, en veninde for fru Jenny Marx og hendes mand; hun var dem gennem alle omskiftelser ubrødeligt hengiven. Hendes kærlighed til familien Marx, siger Lafargue, var blind; alt, hvad de foretog sig, var godt og kunne kun være godt; den, der kritiserede en af dem, fik med hende at bestille. Hun tog alle husets omgangsvenner under sin moderlige beskyttelse; hun havde så at sige adopteret hele familien Marx. - Af de tre døtre, Marx havde i sit ægteskab, var den ældste (gift med franskmanden Jean Longuet) som sagt død før han. Den næstældste var Paul Lafargues hustru; den yngste, Eleanor, blev senere ved et ulykkeligt samliv med lægen Edw. Aveling drevet til selvmord. Marx efterlod ingen sønner.

Hans arv overtog Fr. Engels, som endnu i tolv år utrætteligt virkede og skabte for det internationale proletariat. Efter de manuskripter, som Marx havde efterladt sig, udgav Fr. Engels andet og tredje bind af »Kapitalen«, der fremstillede kontorets og handelens mekanisme, ligesom første bind havde fremstillet fabrikkens. Disse to bind kunne dog i følge hele deres indhold ikke gribe så dybt og umiddelbart ind i arbejderbevægelsen som det første; den fylde af nye synspunkter, der her fremsattes, lod sig kun tilegne af teoretisk uddannede læsere. Mere almenforståeligt var det skrift, som Fr. Engels i tilslutning til den amerikanske forsker Morgans undersøgelser og til forstudier af Marx, dog i det væsentlige som selvstændigt arbejde, udgav om »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse«. Det udfyldte et stort hul i den opfattelse af verdenshistorien, som var fremsat i Det kommunistiske Manifest; det kastede nyt lys over menneskehedens urtidstilstande og gav den videnskabelige socialisme et sikrere grundlag. Men størstedelen af det rige og frugtbare arbejde, som Friedrich Engels udførte i de sidste ti år af sit liv, kom dog rent praktisk proletariatets klassekamp til gode. I utallige afhandlinger, artikler, breve og foredrag rådede og vejledede han arbejderpartierne i alle lande; han betragtede denne yderst byrdefulde virksomhed som en uafviselig pligt, der i hvert nyt tilfælde straks måtte opfyldes. Havde han hidtil; så længe han levede, stået noget i skygge af Marx, så fik han nu, i sin alderdoms frodige eftersommer, oprejsning i så rigt et mål, at han selv - med den store tænkers ægte beskedenhed - fandt det overdrevent. Hans skrift mod Dühring havde midt i den kamptummel, som fyldte de første år under Undtagelsesloven, langsomt begyndt at virke i enkelte fremskredne hjerner. Han udgav nu, samtidig med kongressen i København, et populært uddrag af dets vigtigste kapitler under navnet »Socialismens udvikling fra utopi til videnskab«. Det blev trykt i et stort oplag og begærligt slugt af masserne; efterhånden oversattes det i alle de lande, hvor der fandtes en arbejderbevægelse. Der var efter valgene i 1881 trang til at skærpe de gamle våben og smede nye. Flere unge videnskabsmænd følte sig tiltrukne af socialdemokratiet og udgav fortjenstfulde arbejder om det tyske proletariats livsvilkår. De talentfuldeste af dem stod under påvirkning af Marx og Engels og erklærede åbent deres tilslutning til den videnskabelige kommunisme. Således navnlig Max Schippel, en født chemnitzer, der straks i sit første værk gav en værdifuld studie af den moderne elendighed og den moderne overbefolkning; han lærte snart at beherske den materialistiske historieopfattelse og blev en af socialdemokratiets dygtigste og virksomste skribenter.

Som redaktør af »Socialdemokraten« viste Eduard Bernstein sig i besiddelse af en fortrinlig evne til at klarlægge sociale spørgsmål. Bernstein stammede fra en fattig jødisk familie i Berlin; hans fader var lokomotivfører på Anhalter banen, hans onkel den politiske leder af »Volkszeitung«; han voksede op i livlige og vækkende omgivelser, hvor interesser af den forskelligste art - politiske, religiøse, sociale - krydsede hinanden. Hans forældres økonomiske forhold tillod ham ikke at gå gymnasiet helt igennem; han fik ansættelse i en bankforretning, hvor han var i tolv år. I 1872, to og tyve år gammel, sluttede Bernstein sig efter adskillig famlen til socialdemokratiet og blev med det samme praktisk agitator, en af de ivrigste blandt de daværende eisenachere i Berlin. Han delte den teoretiske uklarhed, som herskede i denne gruppe, og kom i nært forhold til Dühring og Höchberg, udgiveren af »Zukunft«; først da han i vinteren 1878-79 læste Fr. Engels' stridsskrift mod Dühring, blev han klar over den videnskabelige socialisme. I efteråret 1880 stiftede han på en rejse til London personligt bekendtskab med Marx og Engels; da han kom tilbage til Zürich, overtog han redaktionen af »Socialdemokraten«, som han derefter ledede i 10 år.

Bernstein forstod at bevare bladet som organ for det samlede parti og samtidig at give det en bestemt, fast og klar retning, som svarede til alle taktiske krav uden at slå af på grundsætningerne. Fra sin agitatoriske virksomhed var Bernstein nøje fortrolig med de betingelser, hvorunder proletariatets klassekamp foregår; men grundig og eftertænksomt overvejende, som han var af naturen, endog med et let anstrøg af tvivl, der snarere indrømmede modstanderne for megen end for liden ret, elskede han ikke kampen for kampens egen skyld og var al tid beredt til en frugtbar diskussion. Gennem sin ledelse af »Socialdemokraten«, hvorved Fr. Engels var ham en god rådgiver, har Bernstein virket mindst lige så meget til at oplyse den tyske arbejderklasse i teoretisk henseende som til at skole den praktisk.

Til dette oplysningsarbejde bidrog i høj grad det videnskabelige månedsskrift »Die Neue Zeit« (Den Nye Tid), der fra januar 1883 udkom i Stuttgart. I denne by havde bogtrykkeren og boghandleren Joh. Dietz, der var blevet udvist fra Hamborg under belejringstilstanden, slået sig ned og overtaget resterne af Leipziger Andelstrykkeriet, som ved politiforfølgelserne var sunket til en tiendedel af sin oprindelige værdi. Dietz måtte også i Stuttgart kæmpe med slemme bryderier fra politiets side, men hans ny foretagende kunne dog ikke slås ihjel.

Redaktionen af »Die Neue Zeit« overtog Karl Kautsky. Han stammede fra en international kunstnerfamilie, hvori der på fædrene side var polsk og czekisk, på mødrene side italiensk og tysk blod; hans fader var en bekendt maler, hans moder havde vundet et anset navn gennem en række fortræffelige sociale romaner. Karl Kautsky var født i Prag, men gik i skole i Wien. På grund af sin czekiske afstamning måtte han døje mange plagerier af sine tyske skolekammerater og blev derved tidlig stemt til opposition; i et benediktinerkloster, hvor han fik en del af sin opdragelse, lærte han at kende og hade præstevæsenet; derefter blev han mægtigt greben af Pariserkommunens rejsning og fald. Da han midt i 1870erne blev student, havde han allerede besluttet at ofre sit liv for socialdemokratiet. Hans yndlingsfag ved universitetet var historie, men samtidig dyrkede han med iver naturvidenskaberne og studerede socialismen, mest efter franske kilder. Han fik derved en forbigående svaghed for at bygge luftslotte, og da han samtidig var overbevist darwinist, kom hans første skrift til at handle om befolkningsspørgsmålet i fremtidsstaten. Det var færdigt til at gå i trykken, netop da Hödel plaffede sine skud af. Socialistloven ramte den svage østrigske arbejderbevægelse endnu hårdere end den tyske; i det østrigske proletariat fandt Johann Most sine villigste rekrutter. Trods gentagne forsøg kunne Kautsky ikke på sit hjemlands grund finde spillerum for en virksomhed, der svarede til hans tilbøjeligheder og evner. Hans liv tog en afgørende vending, da tidsskriftudgiveren Höchberg i januar 1880 kaldte ham til Zürich som sin medarbejder. Ligesom Bernstein blev også Kautsky frigjort fra alle rester af teoretisk uklarhed ved sit studium af den mellem Dühring og Fr. Engels førte strid.

Under Kautskys redaktion blev »Die Neue Zeit« fra første færd af et udpræget organ for »marxismen«, den samlede og sluttede verdensanskuelse, som var grundlagt af Marx og Engels. Men ikke i den dogmatisk indsnævrede betydning, der mindst af alt ville have været »marxistisk«. Kautsky påstod ingenlunde, at »marxismen« var menneskehedens sidste ord; tværtimod, han holdt kun på, at »marxismen« skulle have lov at sige sit sidste ord i hans tidsskrift. Før en verdensanskuelse kan betragtes som tilbagelagt, må den i historisk henseende have udspillet sin rolle, og selv om den kun forholdsvis er sand, så står en sådan forholdsvis sandhed dog altid højt over tankeforvirringens absolutte usandhed. Kautsky har anvendt et utrætteligt arbejde og en ubønhørlig streng kritik på at skille den rene »marxisme« i sin historiske ejendommelighed ud fra den alle-mands-socialisme, der havde hobet sig op omkring den.

I Bajern skød der ligeledes på denne tid en helt frodig partipresse af blade og tidsskrifter op. Sjælen i den var Bruno Schönlank, en ung thüringer, som havde lært, hvad der kunne læres ved tyske universiteter, og desuden en god del, som ikke kunne læres dér. Han var ivrig og slagfærdig, i besiddelse af et glimrende formtalent og en rig dannelse, der førte ham frem i journalistikkens forreste rækker.

Undtagelsesloven blev i denne periode lidt lempeligere håndhævet. Bismarck håbede, at han ved hjælp af sine sociale reformalmisser skulle vinde de »vildledte arbejdere«, og at han ved hjælp af sine politispioner skulle lokke de »forbryderiske førere« på glatis. Begge dele mislykkedes. De socialdemokratiske rigsdagsmænd stemte både mod hans syge- og ulykkesforsikring, og Bismarcks forsøg på af den grund at lægge dem for had i arbejdernes øjne viste sig ynkeligt forfejlet.

Imidlertid drev lokkespionerne deres spil blandt anarkisterne. Man kunne ingenlunde skære alle tyske anarkister over én kam som frasemagere, vindbøjtler eller tåber; der var imellem dem lidenskabelige naturer, som oprigtigt mente, at den voldsomme undertrykkelse af arbejderklassen kun kunne brydes ved voldsomme midler. Den egentlige fare ved den anarkistiske bevægelse kom netop fra sådanne mænd, som f.eks. den holstenske snedker Neve, der hvilket som helst øjeblik var rede til at sætte livet ind for deres overbevisning. Deres pålidelige karakter indgød arbejderne tillid til dem, medens deres fanatiske snæversynethed gjorde dem til et let bytte for lokkespionerne. Alligevel lykkedes det ikke den anarkistiske agitation at vinde nogen nævneværdig udbredelse blandt de tyske arbejdere. Most var efter sin løsladelse fra det engelske fængsel draget til New York, hvor hans blad »Frihed« fortsattes i en endnu mere tomt buldrende tone end før. De anarkistiske kasser vedblev at være tomme, og da der også hører penge til den anarkistiske krigsførelse, så udviklede der sig nu en ny form af »socialrevolutionær« taktik: - det simple rovmord, der straks blev omhyggeligt plejet af politiets lokkespioner.

Allerede i juli 1882 blev skotøjsfabrikanten Merstallinger i Wien bedøvet med kloroform af anarkister og berøvet tusind gylden. Blandt ophavsmændene til dette foretagende var en vis Hotze, der fik lov at flygte til Amerika, uden at den østrigske regering forlangte ham udleveret. Et større opsving tog rovmordstaktikken dog først i efteråret 1883, lige efter en anarkistisk kongres, der havde været afholdt i Zürich. Blandt deltagerne i den var skomager Stellmacher fra Schlesien, som havde redigeret »Friheden«, da bladet udkom i Svejts, bogbinder Kammerer og snedker Kumics, to fødte østrigere, men desuden lokkespionen Schröder-Brennwald og mekanikeren Kaufmann, ligeledes lokkespion for det tyske politi.

I hurtig rækkefølge skete nu d. 22 oktober rovmordet på apoteker Lienhard og en skildvagt i Strassburg, d. 29 oktober en dynamiteksplosion i politibygningen i Frankfurt, d. 21 november rovmordsforsøget på bankier Heilbronner i Stuttgart, endelig d. 15 december nedskydningen af politiembedsmanden Hlubeck i Wien, d. 10 januar 1884 rovmordet på vekselagent Eisert og hans to sønner og d. 25 januar nedskydningen af politimanden Blösch.

Iværksættelsen af disse forbrydelser er ikke blevet klart oplyst. Den temmelig uskadelige eksplosion i politibygningen i Frankfurt har mulig været en privatfornøjelse for den nidkære politimester Rumpf. Men i de fleste tilfælde var Kumics, Kammerer og Stellmacher bevisligt deltagere. Under retssagen mod Stellmacher i Wien afsløredes et ejendommeligt træk i den anarkistiske taktik. Stellmacher havde skrevet til politiinspektøren i Mülhausen og til den østrigske gesandt i Bern for at tilbyde sig som lokkespion. Det var dog ikke hans mening virkelig at optræde i denne egenskab, men han havde aftalt med sine kammerater at slå penge på den måde. Stellmacher bevarede en trodsig holdning, lige til han stod ved foden af galgen, og han døde i den faste tro på sin sag, men hvad var der vel blevet af denne sag, når den således løb ud i gemen forbrydelse og lumpent spioneri! Efter Stellmachers henrettelse blev der i Svejts opslået blodtørstige plakater, som opfordrede til at hævne ham. Den mand, der slog dem op, var en blikkenslager Weiss fra Dresden. Da han kom for retten, viste det sig, at også han var en tysk lokkespion. Hans afsløring foranledigede, at politimesteren i Mülhausen fik et dødeligt slagtilfælde: - Den arme patriot havde haft alt for grusomt uheld med sig i sin kamp for samfundets helligste goder. På samme tid lykkedes det de tyske socialdemokrater i Zürich at afsløre den tyske lokkespion Friedemann, som ved anarkistiske sammenkomster plejede at deklamere om, at kejseren burde hænges.

En anden række anarkistiske »handlinger« udgik i efteråret 1883 fra Elberfeld-Barmen. Lederen af dem var typografen August Reinsdorf, som stammede fra en forstad til Leipzig, og som allerede i 1877 var blevet udstødt af socialdemokratiet på grund af sine anarkistiske fiksfakserier. Han var ingen politispion, som han i lang tid blev anset for, og han gav sig heller ikke således som Kammerer og Stellmacher af med almindelige forbrydelser. Han havde samlet en fem-seks tilhængere, ganske unge mennesker, som han tilskyndede til dynamitattentater. Der blev gjort tre forsøg på sådanne, uden at dog noget menneske kom til skade; ved det vigtigste forsøg eksploderede dynamitten ikke engang. Reinsdorf der lå på hospitalet, lidende af en fremskreden lungesvindsot, havde sendt sadelmager Rupich og typograf Küchler til Rüdesheim, for at de d. 27 september skulle sprænge kejseren og hele hans fyrstelige følge i luften ved afsløringen af Germania-monumentet på Niederwald.

Efter Reinsdorfs egen påstand under den påfølgende retssag blev omkostningerne ved dette forehavende dækket af politiets fond; det lykkedes dog ikke at få denne påstand bekræftet, fordi et vidne, der havde bidraget 40 mark, nægtede enhver oplysning om, hvor han havde fået pengene fra. Attentatet var iværksat på en så barnagtig måde, at det ikke efterlod de allermindste spor. Hvorledes det alligevel blev »opdaget«, og hvorfor der ikke straks blev ringet gevalt med den store alarmklokke, som tilfældet plejede at være ved såkaldte »socialistiske attentater« - det blev ikke opklaret under retsforhandlingerne. Hensigten var rimeligvis at have en trumf i baghånden under valgene, hvis rigsdagen skulle vægre sig ved at forlænge Undtagelsesloven og derfor måtte opløses.

Bismarck forudså nemlig en vis modstand fra den liberale opposition, som hidtil havde drevet en yderst svag politik, men som netop nu havde sluttet sig sammen til et nyt »frisindet parti«, kaldet »kronprinsepartiet«, fordi det støttede sig til den »liberale« kronprins Friedrich. Det var et kapitalistisk bourgeoisparti, men det havde skrevet »lighed for loven« på sit program; bourgeoisiet led nemlig i stadig højere grad under hele den forsumpning af det offentlige liv, som Undtagelsesloven medførte, og ville hellere end gerne have den ophævet. Men Bismarck krævede den uden videre forlænget på to år. Som støtte for denne fordring henviste regeringen naturligvis til de anarkistiske forbrydelser, som ingen andre end den selv var skyld i. Bebel sagde: »Anarkisterne er kun blevet mulige ved Undtagelsesloven, og fædrene til denne lov er tillige fædre til anarkisteriet.« I samme ånd talte Hasenclever, Grillenberger og Liebknecht; det var dem let at påvise, hvad enhver kyndig, iagttager vidste, at socialdemokratiet netop var den eneste dæmning mod en faretruende overhåndtagen af de forbrydelser, der gik under anarkismens navn.

Den 88årige kejser, som var en marionet i Bismarcks hænder erklærede imidlertid, at han ville betragte forslagets forkastelse som et slag mod hans egen person, og man forudså en fornyelse af det hvide rædselsregimente, som Bismarck havde indført ved de første attentatvalg. Overfor disse trusler formåede kronprinspartiet ikke at holde stand. Socialistlovens forlængelse blev vedtaget med 189 mod 157 stemmer.

Ved valgene straks efter (i oktober-november 1884) spillede Bismarck endnu en trumf ud mod de liberale: det var kolonialpolitiken, som han tidligere havde været en modstander af, men som han nu lod udmale med de herligste farver. Lokkede af håbet om guld og grønne skove løb kapitalisterne over, og kronprinspartiet led et frygteligt krak. Liberalismen havde kun banet vej for et konservativt og katolsk flertal i rigsdagen. Bourgeoisiet kunne have styrtet den despotiske junker, som allerede havde løbet panden imod proletariatets hårdnakkede modstand og slet ikke stod så fast på benene; - men i stedet lod bourgeoisiet ham sætte foden på dets egen nakke. Det var den gamle historie, der siden martsdagene i 1848 så ofte havde gentaget sig - og atter og atter skulle gentage sig - på tysk jordbund.

For socialdemokratiet blev valgene en endnu større triumf end forventet. Partiet erobrede 24 pladser i rigsdagen med et stemmetal af langt over en halv million eller henved 10 procent af alle afgivne stemmer. I spidsen gik også denne gang de tre steder, hvor der var belejringstilstand: Berlins fjerde kreds (Singer), Hamborgs første og anden (Bebel og Dietz), Altona (Frohme) og Leipzig landkreds (Viereck). Ved omvalgene erobredes for første gang bl.a. Braunschweigs første kreds, Frankfurt am Main, Gotha, Hannover, Magdeburg og Münchens anden kreds, hvor Vollmar valgtes. I partiets valgopråb var den såkaldte statssocialisme, der blev drevet af regeringen og de konservative, blevet betegnet som den reneste svindel.

Om det så var de gamle katolske højborge Køln og München, så vaklede de ved proletariatets stormløb. Størst opsigt vakte socialdemokratiets fremgang i Bajern, hvor der fra nu af dannede sig en særlig fløj af partiet. Bajern var et udpræget bondeland. Storindustri fandtes der kun i München og nærmeste omegn, endda side om side med et endnu blomstrende gammeldags håndværk; dertil kom nogen bjergværksdrift, og hist og her voksede nogle savværker, cementstøberier, hammerværker og papirmøller langsomt op. Alt det øvrige var landbrug, hovedsagelig middelstore og små bedrifter, og på denne bondebefolkning havde den katolske gejstlighed fra gammel tid af den overvejende indflydelse. Det var en konservativ, kraftig, men af naturen jævn og demokratisk anlagt befolkning.

Katolicismen syntes her at skulle hindre socialdemokratiets fremgang. Æren for den overraskende vending, der foregik ved valgene 1884, tilkom først og fremmest Vollmar. Selv en ægte søn af det gamle Bajern havde han, som vi har set, allerede et bevæget livsløb bag sig, da alvorlige videnskabelige studier førte ham først til demokrati og derfra følgerigtigt til socialisme. Tunge oplevelser havde givet hans heftige natur en modvægt af praktisk erfaring. Hans anlæg og smag havde måske snarere henvist ham til en kunstners end til en politikers kald, men da han valgte dette sidste, så medbragte han dertil en skarp sans for kendsgerninger, der hurtigt fandt sig til rette på de forskelligste områder, og en plastisk fremstillingsform, der med sikkerhed forstod at fremhæve det afgørende punkt i en enhver given situation. Han havde en god del af den bajerske kamplyst, der ikke går til side for nogen modstander, en god del af det bajerske gemyt, der holder sig fjernt fra al indædt forbitrelse, og endelig ikke mindst en god del af det bajerske flegma, som er fri for al urolig forfængelighed. Larmen af det offentlige liv fik aldrig bugt med hans kærlighed til sin mennesketomme hjemegn; allerhelst levede han ved bredderne af den sørgmodig skønne Walchensø, i en bjerg- og skovensomhed, som en moderne storstadsboer ikke ville kunne udholde i længden.

Så snart hans genoprettede helbred tillod ham det, havde Vollmar ofret sig for den socialdemokratiske agitation. Ved Undtagelseslovens udstedelse afsonede han en lang fængselsstraf i Zwickau, hvor han forfattede et skrift om den enkeltstående socialistiske stat. Han redigerede »Socialdemokraten« i dens første år, men han fandt sig langt bedre til rette i rigsdagens praktiske kampe. I sit egentlige farvand kom han dog først, da han i 1883 var vendt tilbage til München for at overtage ledelsen af den bajerske agitation. Han var straks på det rene med, at en taktik, der var anlagt på det storindustrielle proletariat, kun ville have ringe held med sig i München og slet intet i det øvrige Gammel-Bajern. Uden at fornægte nogen af partiets grundsætninger afpassede han derfor sin fremgangsmåde efter de bajerske forhold. Han forblev fuldkommen tro mod det socialdemokratiske program, når han lod religionen som sådan være udenfor partikampen og netop derfor skarpt kunne angribe katolikkernes maskepi mellem politik og religion. Han påkaldte de naturlige demokratiske følelser hos den bajerske befolkning og viste, hvorledes de stred mod det reaktionære præsteregimente. Han spekulerede hverken i småborgerlige fordomme eller i særinteresser: de 10.000 münchener arbejdere, som han allerede kunne mønstre efter eet årstids virksomhed, var en kernetrup, der godt kunne måle sig med arbejderbataillonerne i Berlin, Hamborg og Leipzig. Og på landet slog den socialdemokratiske agitation efterhånden lige så fast rod, fordi de ni tiendedele af de bajerske bønder driver deres jord uden medhjælp og altså kun adskiller sig fra byproletarerne derved, at de selv ejer deres arbejdsmidler. Selv i det tyndtbefolkede Over-Bajern, hvor konservative skikke og vaner fra ældgammel tid er nedarvede, fik socialdemokratiet i løbet af ti år en af sine sikreste landkredse, medens den katolske indflydelse stadig tog af.

Modstanderne havde håbet, at der skulle foregå et omslag indenfor socialdemokratiet, at i det mindste en del af partiet skulle forvandle sig til et »tamt husdyr«, der tog til takke med socialreformens tynde mælk. Det var et forfængeligt håb. Ganske vist opstod der efter valgene i 1884 meningsforskelle om taktiske spørgsmål, således som der ofte senere er opstået og atter vil opstå, men det vidnede kun om, at socialdemokratiet er en levende organisme, der vokser med sine voksende opgaver. Det lykkedes lige så lidt regeringen at indpode moderationens fordærvelige svamp i partiet som at give det skylden for de såkaldte anarkistiske forbrydelser.

I december 1884 faldt dommen over ophavsmændene til Niederwald-attentatet, uden at det blev opklaret, hvordan det hang sammen med denne mysteriøse begivenhed. Tre af de otte anklagede blev frifundne, to dømt til mange års tugthusstraf, tre til døden. Den ene af dem blev benådet, de to andre, Küchler og Reinsdorf, besteg skafottet. Küchler var sønderbrudt; Reinsdorf havde forsmået at ansøge om benådning; han henlevede sine sidste dage i sorgløs ligegladhed, med en sjofel vise på læberne; lige før hans hoved faldt for øksen, råbte han: Ned med barbariet!

Allerede forinden var den berygtede politimester Rumpf i Frankfurt faldet som offer for sin menneskejagt. Han blev i januar 1885 dræbt med et dolkestød. I dette attentat var der ingen lokkespion meddelagtig, og politiet opdagede derfor aldrig gerningsmændene. Det kunne kun opdrive nogle svage indicier mod skomagersvenden Lieske, hvorved ganske vist den mistanke bestyrkedes, at Lieske kunne have vidst noget om mordet, medens det ingenlunde bevistes, at det var ham, der havde begået det. Edsvorneretten erklærede ham alligevel skyldig, og Lieske blev henrettet. Han døde som en mand, og hans forbandelse drev hans anklager, statsadvokaten Frehse, i galehuset.

Den socialdemokratiske gruppe var efter valgene i 1884 for første gang blevet stærk nok til at optræde selvstændigt på rigsdagen. Den bekæmpede naturligvis uforsonligt regeringens vanvittige beskyttelsestold, dette »røvertog mod det arbejdende folk«, som Auer sagde, og den fremsatte i modsætning til den bismarckske socialreform et forslag til arbejderbeskyttelse, der stod på højde med moderne kultur: 10 timers arbejdsdag, forbud mod børnearbejde, indførelse af virksomt fabrikstilsyn, enighedskamre og voldgiftsretter, osv.

Regeringspartiet opløftede først et hyl over, at socialdemokratiet med dette forslag havde forladt sine »revolutionære utopier« for at slå sig på praktiske fordringer - men disse praktiske fordringer blev naturligvis i samme åndedræt afviste som »revolutionære utopier«.

Midt i firserne tog den faglige bevægelse et nyt opsving, uden at regeringen lagde den synderlige hindringer i vejen. Næsten i alle fag opstod der organisationer, og der udbrød talrige strejker. Også blandt de kvindelige arbejdere, som hidtil kun havde gjort spredte tilløb til sammenslutning, udviklede der sig nu en livlig bevægelse, der endog straks fik et lille praktisk resultat. Da regeringen ville lægge told på sytråd, rejste syerskerne i Berlin nemlig en så heftig modstand, at rigsdagen besluttede at undersøge forholdene i linnedsynings- og konfektionsfaget.

Skønt denne undersøgelse i og for sig var ganske utilstrækkelig, kom der dog atter nu - ligesom ved en tidligere lejlighed - de gyseligste tilstande for dagen. Der oprulledes et broget prøvekort over de mest forskelligartede produktionsmåder og udbytningsformer, som i tidernes løb havde afløst hverandre i den økonomiske udvikling: håndværk og husindustri fandtes ved siden af købmandskapital og udsvedningsvæsen, små kæmmerforretninger ved siden af stormagasiner, kvistkamre og kældere ved siden af værksteder og fabrikslokaler, men fælles for det altsammen var, at den kvindelige arbejdskraft blev udpint til sidste blodsdråbe. Den officielle beretning indrømmede temmelig utilsløret, at de kvindelige arbejdere, som ikke fik hjælp af deres familie, kun havde valget imellem at dø af sult eller at prostituere sig. Men dette rædselsbillede fik ingen indflydelse på den såkaldte socialreform; Bismarck havde nok at gøre med at hjælpe de »nødlidende« godsejere og storfabrikanter.

Imidlertid var Undtagelsesloven atter udløbet, og Bismarck krævede den påny forlænget. Thi meningen med den var jo i virkeligheden ikke at forhindre »revolutionære udskejelser«, som det hed, men at knægte arbejderne. Men for at opnå forlængelsen måtte regeringen køre op med de sædvanlige beskyldninger. Det kneb denne gang med at finde nogen, der kunne bruges. Bismarck tog anledning af en udtalelse, som Bebel havde brugt om russiske tilstande, til at beskylde det tyske socialdemokrati for at præke mord. Da han kom med en hentydning til, at Marx havde »udklækket mordere« for at sende dem ud imod ham - den store Bismarck - erklærede Marx' døtre offentligt, at Bismarck altid kun havde været en oplivende figur i deres faders øjne; Marx havde allerhøjst betragtet ham som en ufrivillig hjælpers hjælper ved den sociale revolution; at Bismarck kunne hengive sig til den fra rædselsromaner hentede forestilling, at en mand som Marx gav sig af med at »udklække mordere,« beviste kun, at Marx havde haft ret, når han anså ham for en med al sin snuhed dog højst indskrænket prøjsisk junker, der var ganske ude af stand til at forslå en stor historisk bevægelse. D. 31 marts 1886 blev Undtagelsesloven atter forlænget i 2 år.

Under debatten trak Singer et nyt eksemplar af lokkespionernes race frem i dagslyset: det var en betjent ved navn Ihring, som under navn af mekaniker Mahlow havde sneget sig ind i en berlinsk arbejderforening for at virke i sit kald med grove majestætsfornærmelser, uddeling af anarkistiske skrifter og ophidselse til dynamitattentater. Alle de skønne udflugter, hvormed politiminister Puttkamer havde snakket sig fra de foregående lokkespionerier, hjalp denne gang ikke noget: Ihring-Mahlow var en i politietaten officielt ansat funktionær, som havde handlet efter sine foresattes ordre, men imod loven ved at snige sig ind i en forening for at spionere under falsk navn. Retssagen godtgjorde det, men spionen blev dekoreret med ærestegnet.

Det var lige så lidt lykkedes Bismarck at forgifte arbejderbevægelsen som at slå den ned med rå magt. Han opgav nu igen den »mildere praksis« og forsøgte påny med voldsomme midler. Der blev udstedt en lov mod strejker, som straks blev hensynsløst gennemført; i Berlin blev bl.a. Murernes Fagforening opløst og dens ledere udviste. Andre opløsninger og udvisninger fulgte slag i slag. Nu blev også Bebel, Auer, Frohme, Viereck og Vollmar dømt til hver ni måneders fængsel for at have deltaget i en forbudt forbindelse - det vil sige kongressen i København. Denne dom gav stødet til en lang række lignende. Politiet foér frem med uhørt brutalitet. I september 1886 blev en partifælle ved navn Schumann udvist fra Leipzig; da en flok venner fulgte ham på vej med et rødt tørklæde båret på en stok, styrtede fire civilklædte politibetjente ind i flokken for at bemægtige sig denne forbryderiske fane. Da man ikke vidste, hvem de var, blev et par af dem slået til jorden uden dog at lide nogen skade på deres kostbare helbred. Schumann og hans venner blev nu anklagede for oprør, og 11 af dem blev dømte til mellem 10 og 12 års tugthus; Schumann døde nogle måneder efter i tugthuset, en anden af de dømte blev vanvittig. Disse og mange lignende eksempler på »retshåndhævelse« (bl.a. ved årelangt varetægtsfængsel) brændte sig for bestandigt ind i de tyske arbejderes hukommelse.

Kejseren gik nu på gravens rand, og det gjaldt for Bismarck om, at når kronprinsen kom til roret, at have et føjeligt flertal i rigsdagen. Dertil måtte militarismen gøre tjeneste; Bismarck forlangte militærbevillingerne forlænget på syv år, og da den borgerlige opposition gjorde modstand, opløste han rigsdagen og udskrev nye valg til fastelavnsmandag 1887. Disse valg blev i virkeligheden en ren fastelavnsfarce. For at jage skræk i borgerskabet lod Bismarck nemlig udsprede de frygteligste rygter om, at Frankrig af al kraft rustede sig til krig, og at krigserklæringen kunne ventes hvert øjeblik; for at give disse rygter eftertryk blev landeværn og reservemandskab indkaldt midt under valgkampen. Resultatet var, at Bismarck fik det militære flertal, han ville have. De konservative grupper - godsejerne - sluttede sig sammen med de national-liberale - storfabrikanterne - til et såkaldt kartel, én regeringsklump.

Under valgkampen var belejringstilstanden blevet erklæret i Offentbach og Stettin. I den sidstnævnte by var en vælgerforsamling af arbejdere blevet opløst uden ringeste grund; derefter havde forklædte politispioner anstiftet tumult i forsamlingssalen, og et »rask« bajonetangreb havde så til sidst »reddet« den pommerske hovedstad med det resultat, at flere arbejdere blev mere eller mindre hårdt sårede og en dræbt. Bagefter regnede det med udvisningsordrer. Følgen af disse brutaliteter var imidlertid blot en rivende fremgang i de socialdemokratiske stemmer; der var en tilvækst af over 200,000 siden sidste valg. Partiet skulle ifølge denne stemmestyrke have haft 40 pladser i rigsdagen, men fik kun 11 mod de tidligere 25. Bismarck havde nu igen i tre år frie hænder. Han fik både militærbevillinger, brændevinsskat og sukkerskat. Brændevinsskatten alene betød 40 millioner mark om året i foræring til de godsejerlige brændevinsbrændere - og Bismarck var selv brændevinsbrænder i stor stil på sine pommerske godser.

I september samme år udgik der opfordring til afholdelsen af en ny socialdemokratisk partidag. Tid og sted blev ikke offentliggjort for at udelukke det grasserende lokkespioneri. Det lykkedes heller ikke denne gang politiet at opsnuse, hvor partidagen skulle afholdes. Den fandt sted fra d. 2 til d. 6 oktober på svejtsisk grund, på bryggeriet Schönwegen ved Bruggen, nærved St. Gallen, hvorefter den fik navn. Spørgsmålet om anarkismen var et af de vigtigste forhandlingspunkter. Anarkisterne havde overalt udspillet deres rolle. Ligesom i Tyskland og Svejts var de også i Østrig, Frankrig, Belgien og England blevet ført bag lyset af samvittighedsløse lokkespioner. I 1887 blev den tidligere nævnte ærlige og uegennyttige anarkist, snedker Neve, på den mest nederdrægtige måde udleveret til det tyske politi af spionerne Trautner, Peukert og Ross og for lukkede døre dømt af rigsretten til 15 års tugthus.

Kun i De Forenede Stater havde anarkismen udviklet sig til en vis magt, men det var sket derved, at den tilegnede sig ledelsen af en mægtig opbrusende bevægelse for 8-timersdagen, rigtignok med den virkning, at bevægelsen for lange tider forspildtes. De voldshandlinger, der prækedes af den anarkistiske presse, gav de amerikanske kapitalister lejlighed til at begå en afskyelig skurkestreg. Bombekastningen på høtorvet i Chicago og den foragtelige justitskomedie, som endte med, at 7 anarkister blev dømte til døden og een til mangeårigt tugthus. Disse mænd var lige så uskyldige i bombeattentatet som de tyske socialdemokrater i Nobilings haglskud på kejser Wilhelm, men de kunne takke deres egen falske taktik for, at den amerikanske arbejderbevægelse blev slået ned af en storm af had og raseri, som den tyske arbejderbevægelse ved sin rigtige taktik havde afværget.

Partidagen i St. Gallen vedtog en resolution mod anarkismen, som ubetinget fordømte den anarkistiske krigsførelse. I folkenes historie hed det, er voldshandlinger oftere til fordel for reaktionen end for revolutionen; de fører ikke til målet, hvor enkeltmand anvender dem, men er snarere skadelige og forkastelige, fordi de sårer mængdens retsfølelse. Men samtidig tog partidagen udtrykkelig afstand fra den bedsteborgerlige forfærdelse over den slags handlinger, som under visse forhold var forståelige, men som blot blev udnyttede i reaktionens tjeneste mod arbejderne. Da de syv anarkister, der var dømte i Chicago, en måned senere skulle henrettes, sendte Bebel, Grillenberger, Singer og Liebknecht i de tyske arbejderes navn et telegram til guvernøren for staten Illinois, hvori de bad om skånsel i menneskelighedens navn. To af de dødsdømte - Fielden og Schwabb - blev som bekendt benådede med livsvarigt tugthus, en - maskinarbejder Ling - begik selvmord før henrettelsen, men fire - nemlig redaktør Spies, typograf Engel, bogtrykkerne Parsons og Fischer - døde i galgen som besluttede og modige mænd: senere er deres uskyldighed også officielt blevet anerkendt.

Samtidig med at partidagen i St. Gallen tog afstand fra den anarkistiske fremgangsmåde, tog den også afstand fra snæversindet i de engelske fagforeninger. Og endelig vedtog den at gå med til en international arbejderkongres, der skulle afholdes i efteråret 1888 for at rådslå om en almindelig bevægelse i alle lande til fordel for en international beskyttelseslovgivning for arbejdere. Ved denne beslutning blev der brudt en ny bane for det moderne proletariats fælles klassekamp.

Da kartel-rigsdagen om efteråret trådte sammen, havde Bismarck flettet en tredobbelt pisk til at lægge over ryggen på de godtroende vælgere, der lod sig tage ved næsen af fastelavnsvalgene: brødtolden skulle forhøjes, rigsdagsperioden skulle udstrækkes fra tre til fem år, og endelig skulle Socialistloven forlænges på fem år med kannibalske skærpelser. Straffen for at udbrede forbudte skrifter skulle forhøjes til et års fængsel, og såkaldte »professionelle« agitatorer i socialdemokratiets tjeneste skulle først puttes to år i fængsel og derefter kunne udvises af landet. Det var en bestemmelse, der tillod regeringen ved hjælp af domstolene at skille sig af med en hvilken som helst ubekvem socialdemokrat. Bismarck søgte med andre ord ved hjælp af den russiske knut at opnå, hvad han ikke havde kunnet opnå ved den prøjsiske politiknippel. Han havde erfaret, at det ikke kunne nytte noget at udvise socialdemokrater fra de enkelte byer, hvor der var belejringstilstand, thi derved blev agitationen blot forplantet til egne, som hidtil ikke havde været berørt af den. Bismarck og Puttkamer indså, at dette var den rene selvmordspolitik; - man måtte hellere se at få jaget alle socialdemokrater ud af landet! Og fremfor alt måtte man se at få sat en stopper for »Socialdemokraten«, der stadig hver uge blev punktlig uddelt i over ti tusind eksemplarer. »Den vældigste af alle rovfugle erklærer sig ude af stand til at føre kampen med den lille rødkælk, hvis uforfærdede sang ærgrer ham«, skrev det truede blad.

Socialdemokratiet svarede på udvisningsloven med en omfattende afsløring af det rådne lokkespionvæsen, hvormed systemet Bismarck-Puttkamer ikke alene forpestede Tyskland, men hele Europa. Samme år som den brave Neve var faldet i politiets hænder, kunne »Socialdemokraten« trække ikke mindre end tolv politiagenter frem ved ørerne: i London forfatteren Sachs og den mislykkede sanger Reuss, i Paris forfatteren Oberwinder, der i sin tid havde hørt til Lassalles første tilhængere og senere havde deltaget i den østrigske arbejderbevægelse, samt forfatteren Trautner og sproglæreren Nonne, i Zürich snedker Schrøder og værtshusholder Heinrich, i Genf støber Haupt, i Magdeburg forfatteren Sctvwennhagen, i Altona farver Wichmann, i Hamborg snedker Neumann, i Leipzig boghandler Nebel. Samtidig havde forbundsrådet i Bern udvist den forhenværende badenske generalstabsofficer von Ehrenberg af Svejts; han havde i årevis forgæves bestræbt sig for at indvikle det socialdemokratiske parti i høj- og landsforræderiske foretagender.

De afsløringer af spionvæsenet, som Bebel og Singer fremkom med i rigsdagen, gjorde udvisningsloven umulig. Puttkamer rasede over at se sit falske spil således blottet. Han indrømmede, at folk som Schrøder og Haupt ganske vist ikke var gentlemen, men uden sådanne samfundsstøtter var det nu engang umuligt at bevare sikkerheden i en kulturstat! De ærlige folk, der havde revet masken af lokkespionerne, skældte Puttkamer ud for »en bande slyngler«. Følgen af denne debat var, at udvisningsbestemmelserne faldt til jorden, medens den uforandrede Undtagelseslov for fjerde og sidste gang blev forlænget - indtil d. 30 september 1890.

Kort efter døde kejser Wilhelm, over 90 år gammel, og hans efterfølger besteg tronen som en dødssyg mand. Skønt ikke noget geni, næppe engang noget talent, var kejser Friedrich dog til en vis grad besjælet af unoderne ånd. I sit kroningsmanifest erklærede han sig som en fredens mand; ubekymret om berømmelige bedrifter ville han være tilfreds, hvis efterverdenen kunne sige om hans regering, at den havde været til velgerning for folket, til nytte for landet, til velsignelse for riget. Ganske vist kunne dette manifest fortolkes på mange forskellige måder, men der gik dog trods alt et pust af en ny tid igennem det, og det vidste Bismarck, der i lange tider havde stødt på en sej, omend afmægtig modstand hos kronprins Friederich og den engelskfødte kronprinsesse. Bismarck hadede det ny kejserpar og hidsede hele sin patriotiske pøbel op imod det på den nederdrægtigste måde. Den kristelig-konservative professor Geffcken sagde om ham: hvornår har man vel sporet et eneste ædelmodigt træk i dette menneskes liv?

Kejser Friedrich yndede ikke Undtagelsesloven, men en så meget mere djævelsk fornøjelse fandt Bismarck i at fortsætte sine plagerier mod arbejderklassen, som om den gamle Wilhelm endnu levede. Ja, den eneste »udenrigspolitiske« handling under kejser Friedrich var »Socialdemokratens« fordrivelse fra Svejts. Ved trusler og overtalelser fra den tyske gesandt i Bern lod Forbundsrådet sig i april 1888 bevæge til at udvise Edv. Bernstein og bladets ekspeditionspersonale, Motteler, Schlüter og Tauscher fra Svejts. Som påskud angaves »Socialdemokratens« skrivemåde, hvorved det hed sig, at gæstevenskabet var blevet misbrugt og det gode forhold mellem Svejts og en venligsindet magt bragt i fare. Den sande grund var »Socialdemokratens« afsløringer af lokkespioneriet. Udvisningerne var Puttkamers hævn. Svejts fornedrede sig til at gøre rakkertjeneste for det bismarckske politi.

Det føltes af alle rettænkende svejtsiske borgere som en dyb beskæmmelse. Talrige tilkendegivelser af sympati ledsagede de udviste, og en kreds af borgere i Svejts ydede midler til, at »Socialdemokraten« kunne fortsættes i uforandret ånd og tone. Men for at undgå ethvert skin af ydre afhængighed blev dog bladet fra oktober 1888 udgivet i London. Det forandrede intet i sit væsen; det forblev nøjagtigt det samme, som det al tid havde været. Udvisningerne var et slag i luften - og de var Puttkamers sidste »resultat« som politiminister: et par måneder efter fik han sin afsked af kejseren. Bismarck var forsigtig nok til ikke at gøre fælles sag med sin trofaste hjælpers hjælper; han nøjedes med at trøste ham ved et afskedsfestmåltid. En uge efter befriede kejserens død ham for alle bekymringer.

Socialdemokratiet havde i de 99 dage, kejser Friedrich regerede, iagttaget en mandig og værdig holdning. I det eftermæle, som Auer skrev i »Berliner Volssblatt«, anerkendte han den afdøde kejsers gode vilje, men gjorde samtidig udtrykkeligt opmærksom på, hvor begrænset et spillerum denne gode vilje under alle omstændigheder ville have haft. Om »englænderinden«, som værgeløst var prisgiven Bismarcks hylende hundekobbel, sagde Auer med jævne ord: »Den til døden trofaste og opofrende kvinde er altid et ophøjet syn, hvad enten vi møder det i slottet eller i hytten.« Proletariatet viste således, at det ikke blot var de herskende klasser overlegent i sin klare og kraftige politik, men også i den gentlemanmæssige takt og ægte menneskelige følelse, som disse klasser hidtil havde bildt sig ind at have eneret på.

Bismarcks hushovmesterskab trådte ind i en ny fase, da han ikke længere havde at gøre med en halvfems-, men en trediveårig kejser. Han var dårlig sjælekender nok til ved kejser Wilhelm II.'s tronbestigelse at tro på en fornyelse af de gamle »wilhelmske« dage. Og i begyndelsen nærede den unge kejser også en dyb ærbødighed for Bismarck. Han var, da riget blev grundlagt, en dreng på elleve år; han var nitten år, da Undtagelsesloven blev udstedt, og han var modnet til mand på en tid, da der fra alle officielle sider var blevet blæst i basuner for det såkaldte »sociale kongedømme«; han havde således levet og åndet i en luftkreds, hvorfra alle kætterske tanker syntes at være udelukket. Men der var dog også visse tegn i modsat retning. Gehejmeråd Hinzpeter, der havde opdraget kejseren, betegnede ham som en ejendommelig stærk personlighed, hos hvem en stivsindet energi let forenede sig med en egensindig idealisme, der var fuldt og fast overtydet om Hohenzollernes guddommelige mission. Skønt kejseren ved nytår 1890 bad til himlen om, at han endnu i mange år måtte beholde Bismarck som sin prøvede rådgiver, begyndte det dog snart at knage i alle fuger af den bismarckske despotisme. Intet fornuftigt menneske troede mere på den udskregne »socialreform«; dag for dag viste det sig med større tydelighed, at socialdemokratiets politik havde gravet grunden bort under Bismarcks fødder.

Omtrent samtidig med tronskiftet var der indtrådt en ny blomstring i den tyske industri. Tiderne vare gunstigere end nogensinde før. Gennem hele den europæiske arbejderverden strømmede der i hundredåret for den Franske Revolution et mægtigt pust af ny og frisk handlekraft. To omstændigheder bidrog især til at gøre året mindeværdigt. Den ene var Internationales genopstandelse på videre grundlag end før. Siden partidagen i St. Gallen havde den tyske partiledelse forhandlet med de engelske fagforeninger og de franske possibilister om indkaldelsen af en almindelig international arbejderkongres. Resultatet blev ikke ganske det tilsigtede, for så vidt som det ikke lykkedes at samle de socialdemokratiske partier i alle lande til en fælles kongres, men bestræbelserne bar alligevel god frugt. På Bastilledagen d. 14 juli 1889 trådte der to Internationale kongresser sammen i Paris, af hvilke den betydeligste var den, som de tyske socialdemokrater først havde givet stødet til, og som de franske marxister og blanquister havde forberedt. Det vedtoges, at der hvert år skulle afholdes en international demonstration for 8-timersdagen som det nødvendige grundlag for en arbejderbeskyttelseslovgivning; endvidere, at det var arbejdernes pligt at optage de kvindelige arbejdere i deres rækker, og at der uden hensyn til køn og nationalitet overalt skulle kræves lige løn for lige arbejde.

Den anden foreteelse, som gav året 1889 sit særpræg, var en almindelig strejkebevægelse, der pløjede dybere ned, end socialdemokratiet hidtil var nået, og vakte mægtige lag af proletariatet til klassebevidsthed. Den fik sine stærkeste udslag gennem dokstrejken i England og bjergarbejderstrejken i Tyskland. Midt i maj strejkede 90,000 bjergmænd i Rhinland-Westfalen, 13,000 i Saardistriktet, 10,000 i Sachsen og henved 19,000 i Schlesien. Efter tilskyndelse fra katolsk side sendte de westfalske bjergmænd deres førere Schrøder, Bunte og Siegel til Berlin for at anmode kejseren om bistand. Kejseren lovede at lade rette vedkommende undersøge deres fordringer, men han måtte nægte dem sin velvilje, hvis der blandede sig socialdemokratiske bestræbelser ind i bevægelsen; i så fald ville han skride ind med hensynsløs strenghed, thi enhver socialdemokrat var i hans øjne ensbetydende med en fjende af kejser og fædreland.

Denne kejserdeputation fra bjergmændene var i og for sig et misgreb, der måtte forspilde kæmpestrejken og da også gjorde det. Men den havde dog den moralske virkning, at der midt i de herskende klassers mætte selvtilfredshed, ja helt ind i rigsdagens dumpe luft trængte et skæbnesvangert pust af den mægtige bevægelse, som bølgede gennem det europæiske proletariat. Imidlertid stod de nye valg for døren. Partiet anvendte denne gang i udstrakt målestok et nyt våben i kampen: det var boycotting, hvorved man sikrede sig forsamlingslokaler og andre agitationsmidler. Boycotting er ligesom strejke et tveægget sværd, og i flere tilfælde sårede det arbejderne selv, fordi det blev misbrugt. Men i det store og hele blev der kun gjort berettiget anvendelse af det for at skaffe arbejderne lige lys og luft med de andre folkeklasser og for at bryde det tryk, hvorved myndigheder og arbejdsgivere ville spærre proletariatet ude fra den politiske kampplads.

Den gamle spekulation i socialistforskrækkelse ville denne gang ikke mere lykkes for Bismarck. Selve kejseren var ikke forblevet uberørt af den historiske udvikling, som var foregået siden hans tronbestigelse. Trods al sin afsky for socialdemokratiet følte han sig ikke sikker på, at et system, der forenede bourgeoisiets lyst til raffineret udbytning med junkernes lyst til brutal undertrykkelse - at det var rigtigt egnet til at stive et moderne monarki af. Han hældede til den anskuelse, der trængte mere og mere igennem hos de klogeste hoveder i de herskende klasser, at det i selve disse klassers interesse var påtrængende nødvendigt at ophæve Undtagelsesloven og at sørge for en videre udvikling af arbejderbeskyttelseslovgivningen. Den omstændighed, at han selv, hvor han gik og stod, var omgiven af en sværm af spioner - hvilket han erfarede af en socialdemokratisk rigsdagstale - skal også have vakt kejserens personlige uvilje mod Undtagelsesloven.

Men Bismarck, som var forblændet af sit storhedsvanvid, klamrede sig stadig fast til de kødgryder, hvoraf han så længe havde ernæret sig. Før rigsdagen sluttede, indbragte han et forslag, hvorefter Undtagelsesloven ikke mere skulle forlænges på visse år, men for evigt, kun under visse »formildende« omstændigheder. Behandlingen af dette forslag formede sig til en fuldkommen farce. Regeringsflertallet var villigt til at stemme for en evig Undtagelseslov, kun stillede de national-liberale den betingelse, at politiets ret til udvisning af socialdemokrater skulle stryges. Med denne »formildelse« blev loven vedtaget ved anden behandling, men ved tredje behandling stemte de konservative imod den således »formildede« lov. Den faldt d. 25 januar 1890 med 169 mod 98 stemmer, og skæbnens ironi ville, at den ikke mere skulle genopstå. Født i en løgn, kvaltes Undtagelsesloven i en løgn; det ville også have været en alt for skøn død for en sådan vanskabning at være blevet ærligt aflivet af sit ophav.

Hverken de konservative eller de national-liberale - og allermindst Bismarck - havde dog haft til hensigt at lade Undtagelsesloven falde. Der var endnu otte måneder at løbe på, og i den tid kunne der laves meget sammen. Men foreløbig måtte Bismarck føje sig efter kejseren, som ville have udstedt to kundgørelser inden valgene: den ene gik ud på, at beskyttelseslovgivningen for arbejdere skulle udvides, den anden forordnede indkaldt en international konference om arbejderbeskyttelse. Disse kundgørelser vakte stor opsigt og forstærkede strømningen til gunst for socialdemokratiet, som man med rette tilskrev den moralske hovedandel i deres fremkomst. Valgkomiteen sagde: »Modstandernes handlinger er vore virksomste våben.« Enhver arbejder vidste, hvad det gjaldt; i alvorlig tavshed marcherede bataljonerne op, besluttede på en hård kamp og håbende på en stor sejr.

Udfaldet af valgene overtraf dog langt deres dristigste forventninger. Henved halvanden million stemmer, omtrent 20 procent af alle afgivne, faldt på de socialdemokratiske kandidater. Partiet skulle efter denne stemmestyrke have behersket 78 valgkredse, men måtte nøjes med 35. Blandt de nyvalgte rigsdagsmænd kom flere fra »borgerlige« virksomheder, således forfatterne Schippel og Wurm, advokat Stadthagen og lærer Kunert, flertallet dog fra arbejderklassen, som cigarmagerne Bruhns og Førster, snedkerne Joest og Hickel, blikkenslager Metzger, typograf A. Schmidt, litograf W. Schmidt og skomager Seifert. På denne valgdag - d. 20 februar 1890 - gled jorden bort under Bismarcks hushovmesteri; på denne dag, da det kneblede og bandlyste socialdemokrati opbød en større hærstyrke end noget af de »samfundsbevarende« partier, blev staven brudt over hans system. I nødens time flåede han selv alle bedrageriske pjalter af sin nøgne egoisme; uden værdighed skiltes han fra magten, som han havde håndhævet uden samvittighed. Og han sank ikke i graven, før gengældelsen imod ham var fuldbragt: larmende og lyvende, buldrende og pralende i afmægtigt raseri blev han bytte for en grusommere hævn, end selv hans værste modstandere havde kunnet udpønse.

Undtagelsesloven overlevede sin fader et halvt år, men gav i denne tid kun i ny og næ et svagt livstegn fra sig. Med d. 20 februar 1890 begyndte der i virkeligheden en ny periode i det tyske riges - som i det tyske socialdemokratis - historie.

En opgørelse af, hvad Undtagelsesloven har kostet arbejderklassen, lader sig kun tilnærmelsesvis foretage. Ifølge et statistisk overslag var 1300 trykte skrifter og 332 arbejderorganisationer blevet forbudte. 900 udvisninger havde fundet sted fra de byer, hvor der var belejringstilstand; deraf havde de 500 ramt familieforsørgere. Summen af idømte fængselsstraffe beløb sig til 1000 år, fordelt på 1500 personer. Disse tal når dog sikkert langtfra virkeligheden, og de giver i hvert fald en ganske utilstrækkelig forestilling om den ødelæggelse af menneskeliv og menneskelykke, som loven havde forvoldt, om den talløse mængde martyrer, der ved politiets eller arbejdsgiveres ondskabsfuldhed var fordrevne fra deres fattige hjem, jagne i forvisningens elendighed, kastede i en tidlig grav.

Men ingen af de tapre og trofaste, som Undtagelsesloven havde mejet bort med sin le, havde lidt forgæves; var de end døde i ubemærkethed, så opstod der dog af deres ben hævnere i tusindtal. Ved Undtagelseslovens udstedelse mønstrede partiet ikke en halv million valgstemmer; der var kommet en million nye til. Fagforeningernes medlemstal var vokset fra 50,000 til 120,000, antallet af partiets politiske organer fra 42 til 60 og af de faglige fra 14 til 41. Dog gevinsten lader sig lige så lidt som tabet fastslå i tal. Partiet var i den tolvårige kamp ikke blot blevet større og stærkere, men havde også gennemgået en rig indre udvikling; det havde ikke blot kæmpet og slået, men også arbejdet og lært; det havde ikke alene givet bevis på kraft, men også på ånd. Det var resultater, der ikke kunne vurderes højt nok, og det samme gjaldt den følelse af uovervindelighed, der gennemtrængte partiet, efter at det tolv år igennem sejrrigt havde bestået krigen mod alle de magtmidler, der stod til en moderne storstats rådighed. Selve proletariatet var helten i denne kamp - deri lå dens ejendommelige storhed og højhed.

Det skulle ganske vist hedde sig, at de herskende klasser »frivilligt« havde trukket Undtagelsesloven tilbage. Det var for så vidt rigtigt, som de »frivilligt« havde erkendt deres nederlag. Det kan være klogt af en general at trække sine tropper tilbage, inden de bliver oprevne i en håbløs kamp, men man plejer i hvert fald ikke at fejre en sådan general som sejrherre. Lige så tåbeligt var det spottende spørgsmål, hvorfor socialdemokratiet så kraftigt havde bekæmpet Undtagelsesloven, når den dog havde været partiet til så stor nytte. Det var jo ikke socialdemokratiet, der fra først af med vold og magt havde sat tingene på spidsen. Man kender anekdoten fra slaget ved Fontenay, hvor en engelsk officer tilråber en fransk officer: »Lad deres folk skyde!« Og får til svar af franskmanden: »Vi skyder aldrig først!« således svarer også socialdemokratiet på modstandernes udfordringer - ikke af galanteri, men af taktisk klogskab. Først når modstanderne går til yderligheder, udnytter proletariatet situationen med størst fordel for sig selv.

Det var draget i kampen som en yngling med tidligt udvoksede lemmer og med mange sværmeriske tanker i hovedet; da det vendte hjem, var det en muskelstærk og vejrbidt mand, viljefast, moden, klar, de højeste opgaver voksen.

Ved afvæbningen kom det til nogle indre rivninger i partiet, der i og for sig ikke var af synderlig betydning, men som særlig af den storborgerlige presse blev pustet op til et stort spektakelnummer. Det hed sig, at det var en strid mellem »de gamle« og »de unge«, og som så ofte i sådanne tilfælde blev navnene hængende, skønt de var lidet træffende. Det drejede sig om en vis utilfredshed i enkelte store byer, som Dresden, Magdeburg og navnlig Berlin, hvor man ikke rigtigt kunne forsone sig med, at krigen var forbi, og derfor ikke ville nedlægge de vante våben. Man frygtede for, at partiet skulle blive moderat, nu da det var så stærkt repræsenteret i rigsdagen, og en ubestemt mistillid til rigsdagsgruppen gjorde sig gældende.

Stemningen kom til udbrud i spørgsmålet om 1. maj-festen. På talrige faglige og politiske arbejderforsamlinger var det blevet besluttet at fejre 1. majdagen med indstilling af arbejdet. I store kredse af det tyske proletariat ville man dog ikke vide af en sådan almindelig arbejdshvile; tiderne var ikke længere så gode, og man frygtede for konflikter dels med arbejdsgiverne, dels med politiet. Inden rigsdagsgruppen havde taget stilling til sagen, fremkom der imidlertid fra en kreds af berlinske partifæller et opråb om i alle industribyer at lade arbejdet hvile d. 1. maj. Rigsdagsgruppen besvarede dette egenmægtige skridt med en beslutning om at fraråde arbejdshvile på de steder, hvor den ikke kunne opnås uden konflikt. Men denne parole kom allerede for sent. Navnlig i Hamborg forsøgte arbejderne at gennemføre almindelig arbejdshvile, men led svære tab i kampen. Uenigheden efterlod adskillig misstemning.

I Dresden, Magdeburg og Berlin havde unge skribenter opkastet sig til ordførere for den »radikale« bevægelse. Fr. Engels talte for så vidt med rette om en »revolte af litterater og studenter«; takket være disse ungdommelige ledere blev striden om nogle enkelte bestemte spørgsmål nemlig pustet op til en principiel kamp mellem de gamle og de unge. Enkelte af dem, som Paul Ernst og Paul Kampffmeyer, havde både evner og kundskaber; men uerfarne som de var i praktisk politik, hængte de sig fast i en alt for ensidig og bogstavelig opfattelse af Det kommunistiske Manifest. Andre som Hans Müller og Bruno Wille gik helt grassat; Müller fantaserede om en frygtelig klassekamp indenfor partiet mellem småborgere og proletarer; Bruno Wille optrådte som frimenighedsstifter med en filosoferen ud i det blå.

Bebel optog på de »gamles« vegne kampen med disse »unge«. Sandsynligvis havde det været taktisk rigtigere, når han havde taget dem mere fra den humoristiske end fra den højtidelige side og i stedet for at kalde deres angreb »slyngelagtige« havde nøjedes med at kalde dem drengeagtige, men man kunne på den anden side ikke fortænke ham, der gennem en årrække havde båret kampens hede og besvær på en af partiets mest fremskudte pladser, i at han gav råt for usødet. Arbejderne fortænkte ham ikke i det. På store forsamlinger i Dresden og Magdeburg og navnlig på et kæmpemøde i Berlin erklærede de sig med overvældende flertal for Bebel og imod Müller og Wille, for de »gamle« og imod de »unge«, til svarlig skuffelse for bourgeoisipressen, som i stedet for, at den jo burde have glædet sig over de »gamle«s formentlige omvendelse til »småborgerlig moderation«, tværtimod havde vist en rørende interesse for de »unges« såkaldte »revolutionære« tirader.

De vigtigste opgaver, der efter Undtagelseslovens fald forelå for partiet, bestod i at skabe en ny organisation og et nyt program. Det skete på partidagene i Halle og Erfurt. Partidagen i Halle fandt sted fra d. 12 til d. 18 oktober 1890. Den forløb stateligt og glimrende. Der var mødt 400 delegerede, og hilsener overbragtes fra de østrigske, svejtsiske, engelske, franske, belgiske, hollandske, danske, svenske og polske arbejderpartier. Det fastsloges, at partiorganisationen for fremtiden skulle have sit midtpunkt på den årlige partidag, og i stedet for »Socialdemokraten«, som efter sit berømmelige felttog var ophørt at udkomme, trådte det tidligere »Berliner Volksblatt« under navnet »Vorwärts« (Fremad).

Oppositionen havde på partidagen i Halle sin ordfører i bogtrykker Werner, som optrådte meget ubehændigt og fortabte sig i småtskårent snak. Hans beskyldninger opløste sig til intet, da de blev undersøgte af det nedsatte udvalg, og Werner lovede at forholde sig roligt, efter at partidagen havde talt. Der var derefter fred indtil midt i sommeren 1891. Da vaktes oppositionen i Berlin og Magdeburg til live påny ved en tale, som Vollmar d. 1 juni havde holdt i München. Vollmar var efter sin resultatrige virksomhed i Bajern blevet lidt mindre skarpt udpræget i sine anskuelser; han tog ingenlunde ordet for at opgive partiets endelige mål, men han mente, at hovedkraften burde midtsamles på nogle enkelte praktiske punkter såsom udvikling af arbejderbeskyttelseslovgivningen, betryggelse af foreningsfriheden, ophævelse af told på levnedsmidler. Han mente, at man skulle møde ond vilje med knyttet næve, men god vilje med åben hånd. Skade kun, at der var så forbandet lidt god vilje at mærke hos de herskende klasser, også efter Bismarcks fald! Den internationale arbejderbeskyttelseskonference, som kejseren havde sammenkaldt i Berlin, var endt som en skydebanemiddag. Det bedste eksempel på dens betydningsløshed var den danske delegerede Tietgens berømte opfordring til ikke at hvile, så længe der var en tåre at aftørre på arbejdernes kinder. Tietgen var næppe kommen hjem, før han hensynsløst nedslog en strejke af fyrbøderne i Det Forenede Dampskibsselskab, som dog kun forlangte 2 kr. i dagløn. Det var et af de praktiske resultater af konferencens arbejdervenlighed, og i selve Tyskland gav denne sig bl.a. tilkende ved nye trusler mod foreningsretten. Dertil kom, at Bismarcks efterfølger holdt lige så fast ved tolden på levnedsmidler som Bismarck selv. Intet under, at Vollmars tale i vide partikredse blev opfattet som et betænkeligt tegn på moderation.

Men endnu betænkeligere var den måde, hvorpå oppositionen i Berlin gik frem i modsat retning. Efter at den på flere offentlige møder havde haft heftige sammenstød navnlig med Bebel, udgav den et af tapetserer Wildberger forfattet flyveskrift, hvori den angreb partiets rigsdagsvirksomhed, men da dette standpunkt ikke lod sig forsvare, gik den mere og mere over til hadefulde mistænkeliggørelser af partiledelsen. Det var naturligvis lækkerbidskener for den storborgerlige presse, som pustede antydningerne op til de mest ærekrænkende beskyldninger, og overfor dette skandalefelttog måtte partiledelsen af rent nødværge optage kampen med oppositionen på den følgende partidag i Erfurt under parolen: bevis eller tilbagekald! Hvis i ikke kan det første og ikke vil det andet, så træd ud af partiet!

Partidagen i Erfurt afholdtes den ude til d. 20 oktober 1891. Den var besøgt af 250 delegerede, hvoraf knapt tolv tilhørte oppositionen. Forhandlingerne om taktikken varede flere dage. Med Vollmar, som ikke havde haft til hensigt at trumfe sine personlige anskuelser igennem på trods af partiets almindelige politik, opnåedes fuldstændig forståelse. Ikke således med den berlinske og magdeburgske opposition. Hver af dens ordførere forfægtede sit standpunkt, men ingen af dem gjorde noget dybere indtryk med sin fremstilling. Et udvalg nedsattes for at prøve deres anklager; det indstillede Wildberger og Werner til udelukkelse af partiet, hvilket vedtoges af partidagen med alle stemmer mod elleve. Oppositionen forsøgte derefter at organisere sig som et parti af »Uafhængige«, men forsøget løb ud i sandet. Et mindretal opløste sig i anarkistiske smågrupper; flertallet fandt sig atter til rette i partiet. Dette var også tilfældet med Paul Ernst og Paul Kampfmeyer, medens Hans Müller og Bruno Wille, så godt de kunne, måtte bære deres bitre skæbne som miskendte genier.

Den glædelige side ved partidagen i Erfurt var fastsættelsen af et nyt partiprogram. Nødvendigheden af at revidere Gotha-programmet havde vist sig mere og mere levende, jo mere partiet under Undtagelsesloven var blevet klart over sit historiske væsen og sine historiske formål. Allerede i St. Gallen havde Bauer, Bebel og Liebknecht fået til opgave at forberede et nyt partiprogram. I de hede kampår var denne opgave endnu ikke blevet løst, men så meget ivrigere blev spørgsmålet drøftet nu, da partiet efter Undtagelseslovens fald atter havde fået nogenlunde frit spillerum.

Nogen principiel meningsforskel viste der sig ikke at være, heller ikke for så vidt som oppositionen deltog i forhandlingerne. Arbejdet blev væsentlig af redaktionel natur. Det gjaldt om at sammenfatte den tankeverden, til hvis højde partiet havde arbejdet sig op, i en så klar og knap form som muligt: på den ene side at aflede socialdemokratiets historiske opgave, endemålet for proletariatets klassekamp, af det moderne borgerlige samfunds historiske udvikling - på den anden side at afmærke partiets praktiske fremgangsmåde på dette samfunds grund. En sådan tvedeling svarede til den taktik, som proletariatet må følge: det er nødt til at kæmpe under visse praktisk givne forhold og udnytte dem så godt som muligt, men under sin krydsen sig frem på klassekampenes farefulde hav ledes det af socialismen som sit sikre kompas.

Det programudkast, som partidagen i Erfurt enstemmig vedtog, var forfattet af Kautsky. Men hver sætning i dette program havde partiet arbejdet, kæmpet og levet sig til gennem de årtier, som var forløbne, siden Lassalle udsendte sin åbne svarskrivelse.

Under Wilhelm II.'s kejserdømme er det tyske socialdemokrati trådt ind i et afsnit af sin historie, som særtegnes ved kejserens bestandig skarpere personlige angreb på partiet - og ved den stigende kraft, hvormed det har slået disse angreb tilbage. Den sidste halve snes års tyske politik frembyder - fra en vis side set - billedet af en tvekamp mellem kejseren og socialdemokratiet. I virkeligheden svarer dette billede naturligvis langtfra til, hvad der er foregået og stadig foregår. Kampen er blevet pånødt socialdemokratiet af en monark, som i sin lidenskabelige og lunefulde herskesyge misforstod sin afhængige stilling, og som derfor blot har beredt sig selv en række af ydmygelser. Wilhelm II. har skadet kejserdømmet mere, end han har skadet socialdemokratiet, for hvem monarkens person altid har været forholdsvis underordnet i kampen mod den kapitalisme, der står bag ham.

Kejser Wilhelm nærede, som vi har set, straks fra sin tronbestigelse en vis interesse for arbejderspørgsmålet. Han tænkte sig muligheden af, ved »arbejdervenlige« foranstaltninger indenfor kapitalismens ramme at kunne drage arbejderne bort fra socialdemokratiet, at skabe en rigstro, gudfrygtig og nøjsom arbejderstand; han drømte sig som en moderne »arbejderkejser« med foden på socialismens nakke. Men havde der været den svageste rest af tro på et »socialt kejserdømme« tilbage hos Tysklands arbejdere, så havde Bismarck drevet den grundigt ud. Arbejderne betakkede sig utvetydigt for de påtænkte kejserlige reformalmisser, og kejserens arbejdervenlighed forvandlede sig til en stigende harme mod det socialdemokrati, der i hans øjne kun udsåede utilfredshedens, gudløshedens og oprørets onde frø i »hans« folk.

De sociale modsætninger afslørede sig dog netop i de første år af kejser Wilhelms regering så skærende som nogensinde før. I februar 1892 blev arbejdsløsheden i Berlin »afhjulpet« ved politiindhug på de nødlidende. I eftersommeren samme år rasede koleraen i Hamborgs fattigkvarterer. Medens de rige flygtede fra byen, blev tusinder af stavnsbundne proletarer bortmejede af den rædselsfulde pest, og da den omsider var fordrevet, fulgte nød og hungertyfus i dens fodspor som følge af forretningsstilstand og arbejdsløshed. Det var, som om afgrunden et øjeblik havde åbnet sig - den skæbnesvangre afgrund af umenneskelighed og uhumskhed, på hvilken det kapitalistiske samfund opfører sine pragtbygninger.

For at der ingen tvivl skulle være om partiets stilling til den kejserlige arbejderpolitik, blev der på kongressen i november 1892 i Concordiasalen i Berlin vedtaget en af Vollmar og Liebknecht stillet resolution imod statssocialismen. Socialdemokratiet, hed det, har intet tilfælles med den såkaldte statssocialisme, der blot går ud på at sætte staten i stedet for de private kapitalister og give den magt til at pålægge det arbejdende folk et dobbelt åg, nemlig både økonomisk udbytning og politisk umyndighed. Statssocialismen er kun et system af halve forholdsregler, som er lavet sammen af frygt for socialdemokratiet. Den søger ved hjælp af små indrømmelser og alle slags kvaksalverier at drage arbejderne bort fra socialdemokratiet og derved lamme det. Socialdemokratiet tager gerne imod sådanne forbedringer, som kan hæve arbejderklassens stilling under det nuværende økonomiske system, men det betragter kun sådanne foranstaltninger som små afdrag, der ikke kan få nogen indflydelse på dets stræben mod den socialistiske nydannelse af stat og samfund. Og resolutionen sluttede klart og skarpt med de ord: socialdemokratiet er efter sit væsen revolutionært, statssocialismen er konservativ. Socialdemokrati og statssocialisme er uforsonlige modsætninger.

Wilhelm II. havde fået samme svar, som hans bedstefader i sin tid fik på sit kejserlige budskab. Det kunne ikke misforstås. På kongressens sidste møde oplæste Singer et brev, hvori »flere anarkister« truede med, at hvis »Vorwärts« ikke holdt op med at skælde anarkisterne ud, så ville Liebknecht blive skudt og redaktionskontoret sprængt i luften. Singer sønderrev brevet, der naturligvis kun var munterhed værd. Kongressen gav iøvrigt stødet til påbegyndelsen af en livligere landagitation.

Det ny år - 1893 - oprandt, ligesom det gamle var endt, med arbejdsløshed og hungersnød. Bebels omtale i rigsdagen af disse samfundstilstande gav anledning til en stor debat om den socialistiske stat. Den varede i flere dage og fulgtes med levende opmærksomhed. Talere af alle partier havde ordet. Bebels hovedtale formede sig til en glimrende kritik af et tåbeligt skrift, som den frisindede fører Richter havde udgivet, og hvori han søgte at bevise »fremtidsstatens« umulighed, bl.a. ved det spørgsmål, hvem der skulle pudse rigskanslerens støvler. Bebel erklærede, at han for sit vedkommende al tid havde pudset sine støvler selv, men for resten var der da maskiner til støvlepudsning som til alt muligt andet, så på det punkt behøvede den socialistiske stat ikke at strande. Der var flere af den art oplivende enkeltheder i debatten. Hvad statens overtagelse af produktionen angik, henviste Bebel til, at folk som Krupp og Stumm havde gjort den forholdsvis let ved at samle de store industribedrifter på enkelte hænder, og godsejerne - bemærkede han under almindelig munterhed - var jo så forgældede, at de uden tvivl ville være glade til ved at blive eksproprierede.

Storfabrikanten Stumm og de frisindedes fører Richter trak det korteste strå i denne debat, som fulgtes med levende opmærksomhed. Bismarck erklærede brutalt: man kan hverken tale socialdemokratiet ihjel eller reformere det ihjel, man vil en dag blive nødt til at skyde det ihjel!

Imidlertid fik Bismarcks efterfølger, rigskansler Caprivi, i første omgang sin ny militærlov - som kejseren havde erklæret for en nødvendighed - forkastet, og i maj blev rigsdagen opløst. Under valgkampen i juni holdt kejseren ved en tropperevy i Berlin en af sine allerede ikke længer usædvanlige taler. Han udtrykte sin skuffelse over, at rigsdagen ikke ville makke ret, han advarede det tyske folk mod at lade sig lede af »ukaldede«, og han truede forblommet med at ville sætte sin vilje igennem trods folkerepræsentationen. Svaret faldt lige så klart og bestemt som før. Socialdemokratiet fik 1 million 800,000 stemmer og satte 44 mand ind i rigsdagen. Berlin erobredes på en kreds nær; alle de store tyske byer tonede rødt flag. Kort efter valgtes der fem socialdemokrater ind i den bajerske landdag, og senere følgende landdagsvalg i Sachsen, Württemberg og Gotha viste lignende resultater.

En påfaldende fremtoning ved rigsdagsvalgene i 1893 var anti-semiternes fremgang. Den anti-semitiske bevægelse, der som tidligere omtalt var rejst af hofpræsten Stöcker, havde væsentlig sit tilhold i enfoldige småborgerkredse, hvor man med sit indskrænkede syn på de sociale forhold havde bidt sig fast i hadet til jøderne som dem, der særlig repræsenterede den store kapitalisme. Det var en tåbelig misforståelse, eftersom kapitalismen hverken er afhængig af jødedom eller kristendom, og der var noget højst usmageligt i det hele forsøg på at benytte religionen samtidig som ophidsende middel og som skilt for sine egne små reaktionære interesser. Men bevægelsen, hvis leder var den yderst frastødende vindbøjtel rektor Ahlwardt, havde som sagt vundet en ikke ringe udbredelse; dens blomstring var dog kun af rent forbigående art; efter at Ahlwardt havde kompromitteret sig ved forskellige skandaler, visnede den efterhånden hen og tjente blot til at gøde jordbunden for socialdemokratiet.

Caprivis regering, som særlig var udtryk for storindustriens interesser, blev altså fra den ene side angrebet af småborgerne under feltråbet »Ned med jøderne!« Fra den anden side blev den angrebet af agrarerne, det vil sige de østelbiske godsejere og storbønder i det »betrængte landbrugs« navn. Den nye rigsdag havde en noget mere agrarisk farve end den foregående, men svarede dog langtfra til, hvad det såkaldte »Landmandsforbund« krævede. Militærloven blev vedtaget, men med så ringe flertal, at kejseren følte sig opfordret til ved rekrutternes edsaflæggelse i november samme år at holde en formaningstale til de unge mænd, i hvilken han indprentede dem, at de var kaldede til at beskytte ham ikke blot mod ydre, men også mod indre fjender. »I har kun én vilje - min! Kun én lov - min!« Ved en tidligere lejlighed havde han indskærpet, at denne ene vilje og ene lov i givet tilfælde kunne medføre, at soldaterne måtte skyde deres egne forældre og brødre ned.

Socialdemokraterne havde med styrke bekæmpet den ny militærlov, men de støttede Caprivi ved afslutningen af hans handelstraktater - således traktaten med Rusland - hvorved tolden på indført korn blev nedsat, mod at til gengæld tyske industrivarer fik toldnedsættelse i udlandet. Den tyske industri havde taget et mægtigt opsving siden Filadelfia-udstillingen; den bar ikke længere brændemærket »billig og slet«, som socialdemokratiet havde fået skammen for, tværtimod var stemplet Made i Germany (lavet i Tyskland) blevet trylleordet på det engelske marked - uden at dog derfor socialdemokratiet nu fik mindste part af æren. Det måtte nøjes med sin gode bevidsthed. Dets inderste livsinteresser faldt jo i virkeligheden nøje sammen med de gunstigst mulige vilkår for den tyske industri.

Imidlertid blev agrarerne mere og mere påtrængende i deres klager og ublu i deres krav. Junkerne i den prøjsiske landdag søgte af al magt at spænde ben for den russisk-tyske handelstraktat. Da den endeligt var vedtaget, blev der på de agrariske foreningers generalforsamling i Berlin protesteret stærkt imod den, medens talrige foreninger af industridrivende og handlende udtalte deres tilslutning. Midt under de voldsomme angreb, som Caprivis regering var genstand for fra agrarisk og antisemitisk side, udgav en professor Quidde et opsigtsvækkende skrift kaldet »Caligula, studier over romersk Cæsarvanvid.« Hentydningerne til kejser Wilhelm var yderst gennemsigtige. Tilsyneladende gav skriftet et historisk billede af den vanvittige romerske kejser - men alle de træk, der stærkest blev fremhævet hos ham: hans herskesyge, pragtlyst, ødselhed, hans militære manøvrer, hans forfængelige dilettanteri på alle mulige områder, henledede uvilkårlig tanken på den tyske kejsers person. Og kort efter udbrød der ved kejserhoffet en stor skandale, som nok kunne genkalde fordærvelsen i det gamle Rom: hoffets damer og herrer blev en tid lang overdængede med navnløse breve af den sjofleste art, uden at det var muligt at udfinde brevskriveren. Mistanken samlede sig om hofceremonimester von Kotze, der blev arresteret, men atter løsladt som uskyldig; derefter om fru von Kotze og endelig om en så højtstående person, at sagen døde hen af sig selv.

Der var dog en enkelt nærliggende sammenligning, som professor Quidde ikke havde draget i sit skrift om Caligula, det var sammenligningen mellem den romerske kejsers afmægtige kristenforfølgelse og den tyske kejsers lige så afmægtige had til det socialdemokrati, der kæmpede for en ny og højere kultur. Socialdemokraternes uophørlige fremgang ved rigsdagsvalgene og i den sidste tid tillige ved en række landdagsvalg og kommunale valg omkring i Tyskland havde i kredse, der stod kejseren nær, affødt planer om en ny Undtagelseslov. Sjælen i disse planer var utvivlsomt den mægtige storfabrikant friherre von Stumm, kaldet »kong Stumm«, på grund af det selvherskersystem, han havde indført på sine godser og værker. Jo mere »utaknemlige« arbejderne havde vist sig for de nådegaver, kejseren ville betænke dem med, jo mere havde Stumm og konsorter fundet villigt øre hos majestæten for deres ophidselser mod socialdemokratiet. Et nyt »anarkistisk« attentat gav disse planer vind i sejlene. Det var mordet på den franske præsident Carnot i juni 1894.

Et par måneder efter denne begivenhed holdt kejseren ved en paradediner i Kønigsberg en stor tale, hvori han bebrejdede de junkerlige godsejere, at de havde ladet sig forlyde med opposition imod ham. En sådan optræden af prøjsiske adelsmænd mod deres retmæssige herre og konge var »en uting«; de forlorne sønner behøvede dog blot at vende tilbage for at få tilgivelse. Nej, hvad det gjaldt om, det var en alvorlig kamp mod de bestræbelser, der var rettede »mod grundlaget for stat og samfund«, en kamp »for religion, moral og orden« mod omstyrtningspartierne! Det varede virkelig heller ikke mange uger, før en deputation af de forlorne junkersønner indfandt sig hos kejseren for at beklage deres standsfællers »udskejelser« og tilsige ham støtte for en »skarp lovgivning« i den forønskede retning.

Under forberedelserne til lovforslaget i det prøjsiske statsministerium viste det sig, at Caprivi ikke var stemt for skarpe forholdsregler, hvorimod finansminister Miquel den forhenværende republikaner, kommunist og ateist - arbejdede ivrigt for dem. I slutningen af oktober tog eller fik Caprivi pludselig sin afsked. Den såkaldte »liberale« æra - hvis liberalisme dog væsentlig havde indskrænket sig til frihandelsvenlighed - var endt. Den gamle fyrst Hohenlohe blev rigskansler og von Køller indenrigsminister. De var begge kendte som udpræget reaktionære, Hohenlohe som statholder i Elsass-Lothringen, Køller som politidirektør i Frankfurt.

Midt under dette optrækkende uvejr holdt det tyske socialdemokrati sin årskongres i Frankfurt (d. 21 til d. 27 oktober). Det var særlig agrarspørgsmålet, der - med dr. Bruno Schønlank og Vollmar som hovedtalere - lagde beslag på forhandlingerne. Vollmar kritiserede skarpt den måde, hvorpå landagitationen hidtil var drevet; den vidnede om ukendskab til landboforhold og til bøndernes liv og tænkemåde. Man gik ud fra de industrielle forhold og betegnede uden videre stordrift som det eneste rette også i landbruget, så at man ikke havde andet at byde bønderne end udsigten til uundgåelig undergang. På grundlag af sin praktiske virksomhed som landagitator påviste Vollmar, at partiets stilling til agrarspørgsmålet var uholdbar, og at man i lige så høj grad måtte have sin opmærksomhed henvendt på land- som på bybefolkningen: dels ved allerede nu at beskytte bønder og landarbejdere mod den kapitalistiske udbytning og dels ved samtidig at bane vej for højere økonomiske driftsformer. Et agrarudvalg blev nedsat. Et andet hovedspørgsmål på kongressen var partiets stilling til de store kapitalistiske sammenslutninger: ringe, trusts, karteller og lignende, som repræsenterede en højere udviklet driftsform, men også påkrævede en så meget stærkere organisation fra arbejdernes side. Endelig førtes der en meget levende diskussion om, hvorvidt Vollmars ledelse af det bajerske socialdemokrati var for mådeholden og reformvenlig og derved stridende mod partiets revolutionære grundsætninger. Vollmars forsvar for sin taktik fandt imidlertid en så stærk tilslutning hos de sydtyske repræsentanter, at kongressen ikke fandt det rådeligt at indskrænke partiets handlefrihed indenfor de enkelte landsdele.

I december åbnedes rigsdagen med en trontale, hvori kejseren bebudede nye straffebestemmelser mod sådanne personer, som ved deres »fordærvelige fremfærd« ville forstyrre statsmagten i opfyldelsen af dens pligter, eller som fremsatte hånende ytringer mod religion, moral, familie og ejendomsret. Ved det leve for kejseren, som rigsdagens formand derefter udbragte, blev socialdemokraterne siddende. På den ny rigsdagsbygning, der samtidig blev indviet, havde kejseren forbudt indskriften »For det tyske folk«. Nogle dage efter forlangte statsadvokaten rigsdagens samtykke til retsforfølgelse mod socialdemokraterne for majestætsfornærmelse. Rigsdagen forkastede dog denne anmodning og hævdede medlemmernes ukrænkelighed, men den besluttede samtidig, at formanden skulle have myndighed til for fremtiden at forebygge slige optrin (dvs. ikke kejserens tale, men socialdemokraternes bliven siddende). Under debatten om dette spørgsmål benyttede Liebknecht lejligheden til at udtale håbet om, at socialdemokratiet ville besejre anarkismen både fra neden og fra oven.

Den tyske kolonialpolitik var i samme måned under behandling i rigsdagen og blev skarpt bekæmpet af socialdemokraterne under henvisning til sådanne »kulturfrugter« som mishandlingerne i Camerun, hvor guvernør Leist havde ladet negerkvinder piske på den råeste måde. Året sluttede med et par begivenheder, der hver på sin måde gød ny olie på agitationens ild. Ved rævemølleskoven i Bajern fandt der en blodig kamp sted. Landsbyens bønder ville forsvare deres gamle hævdvundne skovret; godsejerne tilkaldte gensdarmeriet, som dræbte og sårede flere af bønderne. I Berlin havde de store bryggerier afskediget de bødkere, som deltog i majfesten. Arbejderne boycottede bryggerne, der til sidst måtte give efter og genantage de afskedigede bødkere. Ved to udfyldningsvalg til rigsdagen i slutningen af året havde socialdemokratiet sejret, således at de 44 repræsentanter var blevet til 46.

I januar 1895 kom den ny »omstyrtningslov« til første behandling i rigsdagen. Auer mindede om den tid, da finansminister Miquel selv hørte til de allerrødeste »samfundsomstyrtere«, og da bourgeoisiet befæstede sin politiske magt ved en højst uærbødig revolution mod det prøjsiske kongedømme. Mangemillionæren Stumm foér rasende op imod socialdemokratiet: loven er for mild, sagde han. Socialdemokratiet kan kun undertrykkes med magt. Socialister og anarkister skulle slet ingen valgret have, og alle socialdemokratiske agitatorer skulle udvises! Bebel måtte da påny minde om den intime samvirken mellem politiet og de såkaldte anarkister. Han fremdrog nogle friske eksempler på lokkespioneri, hvorved von Køller havde spillet en kompromitterende rolle. »Hvor tre anarkister er forsamlet« - sagde Bebel - »er der i reglen en politispion midt iblandt dem.« Medens lovforslaget behandledes i det nedsatte udvalg, rejste der sig - navnlig ved socialdemokratiets agitation - en stærkere og stærkere stemning, der fra Sydtyskland forplantede sig til alle Tysklands intelligente og frisindede kredse, mod dette ny forsøg på at lænkebinde ytringsfriheden. Berlins borgerrepræsentation vedtog at opfordre rigsdagen til at forkaste loven, og på en stor kommunal kongres i Berlin sluttede 61 tyske byer sig til denne opfordring. Den 11 maj kom forslaget til anden behandling. Bebel holdt en ypperlig tale imod det. Debatten endte med, at rigsdagen forkastede loven. Kejseren havde lidt et nyt nederlag i sin med så megen brask og bram indledede kampagne mod socialdemokratiet. Samme dag bragte budskab om, at der ved et udfyldningsvalg var sat endnu en socialdemokrat - den 47de - ind i rigsdagen.

Året forløb ikke uden et nyt og voldsomt sammenstød mellem kejser Wilhelm og socialdemokratiet. D. 2 september var det 25 årsdagen for slaget ved Sedan. De berlinske socialdemokrater forstyrrede den patriotiske festbegejstring ved at sende en telegrafisk hilsen til franske brødre som protest mod krig og fædrelandsgalskab. Franskmændene svarede i samme ånd. Kejseren betegnede i den anledning i en ny festtale sine landsmænd socialdemokraterne som »en bande mennesker, der ikke var værdige at bære navnet tyske«; mod denne »højforræderiske skare« erklærede han, at han ville kalde »sin garde« til kamp! Og i virkeligheden slap regeringen nu over hele Tyskland sit politikobbel løs mod socialdemokratiet som hævn for omstyrtningslovens forkastelse. »Vorwärts« blev beslaglagt, og i flere måneder igennem haglede det med presseforfølgelser og majestætsfornærmelsessager. Den bismarckske »hvide rædsel« syntes genopstået af graven. Da der netop i disse dage forefaldt et mord på en fabrikant i Frankfurt, undså kejseren sig ikke ved at betegne den myrdede som »et offer for den af socialdemokraterne inspirerede revolutionsbevægelse.« Kejseren havde også denne gang uheld med sig: morderen viste sig at være sindssyg.

Blandt »majestætsfornærmerne« var Liebknecht, som i sin åbningstale ved partikongressen i Breslau erklærede, at socialdemokratiet ikke lod sig slå ned ved trusler om magtanvendelse, selv om den, der ville forsøge det, havde nok så mange bajonetter til sin rådighed. Dette simple og værdige svar på de kejserlige fornærmelser kostede Liebknecht fire måneders fængsel. Og som det gik ham, gik det utallige andre. Over hele Prøjsen anstilledes der en formelig klapjagt på enhver, der i skrift eller tale vovede at ytre sin kritik af kejserens optræden. Angivelser, husundersøgelser, arrestationer og domme hørte til dagens orden. I løbet af en måned idømtes der 32 års fængsel for majestætsfornærmelser. Da regeringen ikke kunne gennemførte sin krig mod socialdemokratiet ad lovens vej, greb den til ulovlige midler. Foreningsretten tilintetgjordes. Den socialdemokratiske partibestyrelse blev erklæret for opløst, og de berlinske vælgerforeninger forbødes. De selvstændige videnskabsmænd blev kneblede. Privatdocenterne dr. Jastrow og dr. Leo Arons fik afsked på grund af deres frimodige udtalelser til gunst for socialdemokratiet. Mod andre universitetslærere som prof. Delbrück og dr. Førster anlagdes der sag. Selv den konservative statssocialist prof. Adolf Wagner hørte til de mistænkte.

Midt under reaktionens værste rasen led det konservative parti et føleligt grundskud ved, at dets leder friherre von Hammerstein kompromitteredes og flygtede. Og pludselig gik von Køller af som indenrigsminister, uden at man rigtig kunne forklare sig grunden. Ministeriet Hohenlohe syntes at vakle. Socialdemokratiet havde for sit vedkommende roligt ladet stormen gå hen over sit hoved. På kongressen i Breslau var landbospørgsmålet påny blevet indgående drøftet; Vollmar henviste til det danske landarbejderprogram som et praktisk og følgeværdigt forbillede. Kongressen havde delvis haft karakteren af en sørgehøjtid for Friedrich Engels, som et par måneder i forvejen (d. 5 august 1895) var afgået ved døden i London, 75 år gammel. Om hans utrættelige virksomhed dels som udgiver af Marx' efterladte værker, dels som selvstændig forsker, skribent og agitator, er talt i et foregående kapitel. I sine sidst skrevne linjer (i et italiensk ugeblad) havde han udtalt overbevisningen om, at det ny århundrede ville føre proletariatets hær til sejr.

Under dump misstemning i det tyske folk fejredes i januar 1896 efter kejserens forordning jubilæet for det tyske riges grundlæggelse. Folkets rettigheder var trådte under fødder, og på rigsdagens bord lå krav om uhyre bevillinger til flåden, som erklæredes nødvendige for udvidelse af kolonialpolitiken. En af repræsentanterne for denne politik, den bekendte »kulturmissionær« dr. Peters, blev af Bebel anklaget for mord, fordi han som embedsmand i Østafrika havde ladet sin sorte elskerinde hænge. Ved undersøgelsen imod ham blev der - ligesom tidligere i Leist-affæren - bragt graverende ting for dagen. Det viste sig, at forkæmperne for den tyske sædelighed og moral havde yderst let ved at aflægge deres hjemmegjorte dyder og optræde som små sultaner i den fremmede verdensdel, hvor de skulle plante civilisationens fane. Kolonipolitiken var, som Bebel sagde, vædet med blod og tårer. Kulturbestræbelserne ville være bedre anvendt hjemme i Tyskland end i Afrika.

Det godtgjordes blandt andet ved flere strejker, som fandt sted i begyndelsen af året, således en strejke af kåbesyerskerne i Berlin. Den gav anledning til, at kvindespørgsmålet kom på dagsordenen på partikongressen i Gotha d. 11 til d. 16 oktober, og at nødvendigheden af kvindernes faglige organisation blev skudt stærkt i forgrunden. Den største begivenhed indenfor den faglige bevægelse var dog havnearbejderstrejken i Hamborg, som i årets sidste måneder tildrog sig hele verdens opmærksomhed. I tolv uger kæmpede de hamborgske havnearbejdere med beundringsværdigt tålmod en standhaftig kamp for en ringe forbedring af deres usle arbejdsvilkår. Havnen lå fuld af skibe, som skulle losses og lades, og det lykkedes efterhånden rederne at få skrabet en hoben skruebrækkere sammen blandt pjalteproletarer og tvivlsomme individer, der ved denne lejlighed nød den »ære« at blive stillede under politiets særlige beskyttelse. Kejser Wilhelm udtalte sin anerkendelse og glæde over arbejdsgivernes »kraftige modstand«.

De strejkendes antal voksede til omkring 18,000 mand, bidrag kom ind fra alle lande, og i flere fremmede havne - således Århus og Esbjerg - gjorde havnearbejderne fælles sag med de strejkende ved at nægte losning af skibe fra Hamborg. Men overmagten var for stor. De halvanden million mark, der uddeltes blandt de strejkende, kom til kort overfor redernes garantifond på fem millioner. I januar måned 1897 sluttede strejken med arbejdets genoptagelse. Men selv om kampens egentlige formål ikke var nået, havde den dog indirekte haft en uhyre betydning, idet den - ligesom den store dokstrejke i London - havde draget en stor mængde hidtil uorganiserede arbejdere ind i organisationens rækker. Havnearbejdernes Forbund var under strejken vokset fra 4000 til 16,000 medlemmer, og betydningen af det internationale sammenhold var blevet i høj grad skærpet. Den engelske fagforeningsorganisator Tom Mann var kommen til Hamborg for særlig at fremhæve denne side af sagen; han blev udvist af politiet. Efter strejkens afslutning kom det til et heftigt sammenstød ved havnen mellem arbejderne og skruebrækkerne; disse sidstnævnte, som følte sig i myndighedernes varetægt, optrådte overmodigt og udfordrende; en af dem skød en revolver af, og da politiet blandede sig imellem, udviklede der sig en gadekamp, hvor ca. 250 mennesker blev sårede. Først da der var flydt blod, genoprettedes freden. De strejkende havde foruden hos socialdemokratiet fundet støtte hos de kristelig-sociale, hvis fører pastor Fr. Naumann med varme havde talt deres sag. Den kristelig sociale bevægelse i Tyskland holdt sig endnu på den tid meget nær op ad socialdemokratiet. Et stærkt stød fremad havde den fået ved Paul Gøhres opsigtsvækkende skrift »Tre måneder fabriksarbejder«. Paul Gøhre var en ung sachsisk præst, der i sommeren 1890 havde fået den idé at hænge præstekjolen bort og klæde sig som fabriksarbejder for ved selvoplevelse at studere forholdene på en stor maskinfabrik i Chemnitz. I det nævnte skrift havde han fortalt, hvad han dér så og hørte, og det bedste bevis på, hvor langt nutidens kristendom er kommet bort fra sit oprindelige forbillede, var den uhyre opmærksomhed, skriftet vakte: det blev slugt som en sensationsroman. Den tyske regering indlemmede det i sit arkiv. Paul Gøhre havde i virkeligheden også med den største samvittighedsfuldhed og sandhedskærlighed gjort rede for sine oplevelser. Efter at han under tavshedsløfte havde givet sig til kende for ejerne af maskinfabrikken - hvilket han var nødt til for overhovedet at få arbejde - var han blevet ansat i afdelingen for værktøjsmaskiner. Han havde lært arbejdernes daglige liv at kende i alle dets enkeltheder, delt deres fattigdom, set, hvorledes kvinders og børns arbejde opløste hjemmene, men også, hvorledes socialdemokratiet vakte arbejdernes åndelige interesser, skabte sammenhold, grundlagde en ny kultur, og han sluttede sit skrift med de ord: »Den, der tror, at der er nogen mulighed for at knuse socialismen og socialdemokratiet, svæver i en vildfarelse. Socialdemokratiets fordringer er berettigede og kan ikke i længden holdes nede. Det er socialismens fortsatte fremvækst og ikke dens tilintetgørelse eller hensygner, den kommende tid bærer i sit skød.«

På et lignende standpunkt havde pastor Naumann stillet sig i sine skrifter og i retningens organ »Die Hilfe« (Hjælpen): han begrundede ud fra kristendommen sin sociale opfattelse så udpræget proletarisk og så skarpt overfor kapitalismen, at de store arbejdsgivere blev højst betænkelige; friherre von Stumm søgte med vold og magt at undertrykke den kristelige socialisme, og kejseren fandt sig foranlediget til i et telegram at betegne den som »unsinn« (vås). Det prøjsiske overkirkeråd forbød sine præster at give sig af med socialpolitiske spørgsmål, ja endog at overvære socialdemokratiske forsamlinger. Bevægelsens ledere havde da kun valget imellem at opgive enten deres embeder eller politiken. En del af dem valgte det første og søgte at danne et selvstændigt politisk parti. Hertil var det religiøse udgangspunkt ikke længere tilstrækkeligt; der måtte skabes et nyt. Det kristelig-sociale parti forvandlede sig under Naumanns førerskab til et national-socialt med stærk betoning af fædrelandets interesser, det vil sige af militærudgifternes nødvendighed. Efterhånden som den nationalistiske retning fik overhånd, gjorde partiet derfor mere og mere udpræget front imod socialdemokratiet. Under havnearbejderstrejken stod man endnu last og brast, men fra 1897 af trådte modsætningen skarpt frem. Kejseren forlangte 182 millioner mark til flådens forøgelse og truede rigsdagen med et stort »kladderadatsch«, hvis den ikke bevilgede ham pengene. Medens de national-sociale med begejstring optog agitationen for flåden og det tyske kejserdømmes »verdensmagt«, blev bevillingen skarpt bekæmpet af socialdemokratiet; Vollmar tilbageviste kejserens trussel. Rigsdagen bevilgede foreløbig kun 58 millioner, men udleverede sig snart med hud og hår til militarismen.

Året var rigt på begivenheder. Da omstyrtningsloven var strandet i rigsdagen, ville regeringen prøve, om den ikke i det mindste kunne liste en lille »Undtagelseslov«, en såkaldet »anarkistlov«, igennem i Prøjsen. Et forslag i den retning blev forelagt i den prøjsiske landdag. Det gik ud på, at foreninger, der »truede statens og det offentliges sikkerhed«, skulle kunne opløses af politiet. Socialdemokratiet rejste straks en voldsom stemning imod dette ny snigløb. Rigsdagsgruppen manede i et opråb alle frisindede til kamp mod reaktionen. »Gik det efter junkerpartiets ønsker«, hed det, »så ville kasernelydighedens og kirkegårdens fred snart herske i Tyskland«. Regeringen havde håbet, at forslaget ville samle alle »borgerlige« partier, men skønt der ikke sad en eneste arbejderrepræsentant i landdagens underhus - der vælges ved tre klassevalg - var trykket af den offentlige mening så stærkt, at loven blev forkastet med 209 mod 205 stemmer; de to danske landdagsmænd stemte imod og gjorde for så vidt udslaget.

Regeringen havde afgjort ikke held med sin spekulation i anarkistforskrækkelse. Men det var netop også nylig ved en meget sensationel retssag atter til overflod kommet for dagen, hvorledes politiske »ophidselser« blev fabrikeret fra højere og højeste steder. Det var selve chefen for det hemmelige politi, socialdemokratiets gamle forfølger von Tausch, der stod for retten, arresteret for mened i en sag, som udenrigsminister Marschall havde anlagt imod ham. Marschall påstod, at Tausch ved hjælp af sine politispioner havde forfulgt og bagvasket ham, og det mentes at være kejserens yndling grev Eulenburg, der stod bagved intrigerne. Det vrimlede for retsskranken med lyssky kryb, der havde stået i det politiske politis tjeneste. Om den konservative journalist Lützow, som var en af de domfældte, hed det i dommens præmisser, at det som følge af hans forbindelse med politiet »næsten havde været umuligt for ham at bevare en hæderlig karakter«. Tausch blev frikendt. Kort efter tog Marschall »af sundhedshensyn« sin afsked.

Den socialdemokratiske partikongres, der afholdtes i Hamborg d. 3.-10 oktober 1897, havde væsentligst til opgave at forberede rigsdagsvalgene næste år. Der havde i den snart sluttede rigsdag ikke været noget egentligt flertal for de store, glubske agrarkrav: ophævelse af handelstraktaterne, told på korn, forbud mod landarbejdernes flyttefrihed og indskrænkning af den almindelige valgret.

Men de østelbiske godsejere arbejdede voldsomt på at erobre flertallet i den ny rigsdag, og de fulgtes ikke blot af en mængde godtroende bønder, som lokkedes af korntolden, men de støttedes af statskirken, officersstanden og den højere embedsstand samt af den reaktionære småborgerbevægelse, der så med forbitrelse på storindustriens og storhandelens vækst, og hvis ideal var genindførelsen af de gamle lavstilstande fra før 1848. Disse enfoldige småborgere skulle snart få bittert at føle, hvor skæbnesvangert det var at spise kirsebær med de store. Der var nemlig allerede foregået en tilnærmelse mellem de gamle fjender godsejerne og kapitalisterne. Sjælen i denne ny sammensmeltning var den prøjsiske finansminister Miquel, forhenværende kommunist, nu kejser Wilhelms fortrolige og rævesnu rådgiver. De gamle partier var i hans øjne kun »skrammel«, det gjaldt om at drage nye skel efter rent økonomiske interesser og først og fremmest samle alle »statsbevarende« partier imod socialdemokratiet. D. 5 marts 1898 udstedte Miquels tilhængere i den prøjsiske landdag et opråb i den retning; de konservative sluttede sig her sammen med de national-liberale, jernkongen friherre von Stumm gik hånd i hånd med agrarkongen grev von Kanitz. Det var de første linjer af den kommende store kamp, der allerede tegnede sig klart.

Og som en levende illustration til denne ny partideling mellem »samfundsbevarerne« og »samfundsomstyrterne« kom det på 50 års-dagen for revolutionen d. 18 marts til et stormende møde i den tyske rigsdag. Bebel holdt med al sin mægtige og glødende veltalenhed et beåndet foredrag til minde om hin store dag, der endnu længe ville give genlyd i folket. »Uden 1848«, sagde han, »ville vi ikke have oplevet et 1870, ville vi ikke have set et samlet tysk rige og ikke have kunnet rejse en tysk rigsdagsbygning.« Da han mindedes heltene af d. 18 marts, råbte højre: »Pak!« Bebel svarede, at hine revolutionskæmpere var tyske mænd; uden dem ville den tyske borgerstand ikke have brudt despotiets magt; hvad »pakket« angik, så sejlede det i højres kølvand. Med hentydning til nutidsforhold mindede Bebel om, hvorledes den daværende prøjsiske konge - Fr. Wilhelm IV. - var sindssyg og regeringsudygtig, og hvorledes historiens ironi havde maget det således, at den blodrøde republikaner fra 1848, samfundsomstyrteren Miquel, nu sad som rigets minister, statens frelser, kejserens yndling. Hans gamle meningsfælle Liebknecht, der ikke havde skiftet anskuelser, mødte netop samme dag i rigsdagen efter at have udstået sine sidste fire måneders fængsel for »majestætsfornærmelse«.

Bebels tale var den fanfare, hvormed valgkampen indledtes, en kamp mod det truende statskup, mod indskrænkning af valgret og foreningsret, mod korntold og mod de kolossale flådeudgifter, som selv det meget kristelige centrum havde stemt for. Det traf sig jo nemlig så heldigt for den tyske kolonialpolitik, at nogle tyske missionærer var blevet myrdede af kineserne; en så oprørende forbrydelse måtte hævnes - thi hos kineserne anerkendtes ingen nationalfølelse - og kejser Wilhelm havde udtrykkeligt opfordret chefen for den afsendte eskadre, prins Heinrich, til at bruge sin »pansrede næve«. Kina havde skyndte sig at afstå Kiautschou til Tyskland, og opbygget over dette resultat havde rigsdagen inden opløsningen yderligere bevilget 875 millioner mark til flådens forøgelse.

I samklang med de bestræbelser, der var trådt frem i den afsluttede rigsdag, udstedte indenrigsminister grev Posadowsky et opråb til »alle borgerlige partier« om fælles kamp mod socialdemokratiet. Dette stillede kandidater op i alle Tysklands 397 kredse. Valgene fandt sted d. 15 og d. 24 juni 1898. Men til trods for, at den »borgerlige« velsindethed skrabede bunden, løb socialdemokratiets stemmeantal op til 2 millioner 125,000 eller langt det største af alle partiers. Det skulle herefter have haft 120 repræsentanter, men fik kun 56 og blev således det tredje største parti på rigsdagen: først kom centrum, så de konservative, så socialdemokraterne. Blandt nyerobrede byer var Stuttgart, Hanau, Rudolfstadt og Lybeck. To berlinske kredse tabtes, men tre blev holdt. Münchens første kreds gik ligeledes tabt; til gengæld vandtes Weimar og Erlangen. Selv i de fjerntliggende landkredse fik socialdemokratiske kandidater store stemmetal. I Flensborg anden kreds blev anti-semiten Raab kun valgt, fordi danskerne ved omvalget afholdt sig fra at stemme. Komisk forbitrelse vakte det fra konservativ side, at socialdemokratiet blandt sine kandidater havde to godsejere.

Kejserens svar på valgene lod som sædvanligt ikke vente længe på sig. Og det var tydeligt nok at høre, hvem der denne gang talte igennem ham. Regeringen er - Stumm, havde pastor Naumann ved en tidligere lejlighed bemærket; det bekræftedes også nu af den meget talende kejser. Allerede i januar havde »Vorwärts« været i stand til at offentliggøre et »fortroligt« aktstykke fra indenrigsminister Posadowsky, som forberedte et lovforslag angående beskyttelse af arbejdsfrihed, dvs. skruebrækkeri, altså rettet mod fagforeningerne. Da spørgsmålet dengang blev fremdraget i rigsdagen, havde hr. Posadowsky været meget opbragt over »tyveriet« af dette smukke aktstykke. Nu holdt kejseren selv d. 5 september ved et galataffel i Oyenhausen en skåltale, hvori han bebudede forelæggelsen af et sådant lovforslag, som fastsatte tugthusstraf for enhver, der »søgte at forhindre tyske arbejdere i at arbejde« eller »endog« anstiftede strejker. Hensigten kunne ikke misforstås. Røsten var kejserens, men ordene var Stumms.

Det må dog siges, at denne ny kejsertale straks mødte en næsten enstemmig misbilligelse i pressen. Kun et enkelt kapitalistorgan kaldte den »en forløsende dåd«. Den liberale presse tog gennemgående afstand fra den, og fra socialdemokratisk side blev den naturligvis mødt med den stærkeste protest. Det var jo en opfordring til at slå arbejderen det sidste våben ud af hånden og stille ham fuldkommen værgeløs. Retten til arbejde var ikke engang anerkendt af staten, og nu skulle altså retten til strejke forbydes!

Den skændige forskel overfor lov og ret, der blev gjort imellem arbejderne og andre samfundsklasser, særlig officererne, trådte bl.a. grelt frem ved en militæraffære, der netop i de dage fandt sin afslutning. En løjtnant von Brusewitz havde to år i forvejen i beruset tilstand på en restauration dræbt en tekniker Siepmann, med hvem han havde haft et ganske ubetydeligt sammenstød. Brusewitz var blevet dømt til tre års fængsel, en yderst mild dom, og nu blev han - efter de to års forløb - benådet af kejseren. Det var ikke det eneste tilfælde, hvor officerer, der i drukkenskab havde gået besærkergang, fandt nåde på allerhøjeste sted; kejseren havde ligeledes udtalt sin påskønnelse overfor skildvagter, som i overdreven nidkærhed på deres post havde nedskudt fredelige borgere. Medens den militære råhed således blev omhyggeligt opelsket og på alle måder begunstiget, udstødte kejseren trusler om tugthusstraf mod tyske arbejdere, der ved sammenslutning stræbte at værne sig mod fabriksherrernes økonomiske overmagt. En så skrigende modsætning i begreberne om lov og ret for to forskellige samfundsklasser måtte nødvendigvis oprøre alle rettænkende.

Få dage efter talen i Oyenhausen fik kejser Wilhelm lejlighed til et nyt udfald mod »samfundsomvælterne«: D. 10 september blev den østrigske kejserinde Elisabeth myrdet i Genf af den italienske anarkist Luccheni, og så fuldkommen afsindig som denne udåd end var, gav den dog kejseren anledning til overfor borgmesteren i Prenzlau at udtale sig om nødvendigheden af kamp mod alle omvæltningspartier. I sit telegram til den østrigske kejser betegnede han rigtignok mordet som en »herrens prøvelse« - hvorved det altså blev gudsbespottelse at straffe morderen. Men kort efter kunne »Vorwärts« dog offentliggøre et nyt »fortroligt« aktstykke fra indenrigsminister Posadowsky, som pålagde politimyndighederne overalt, hvor der skulle opstå uroligheder, straks at lade skyde eller hugge ind med skarp klinge på folkemængden. Og på samme tid tog den tyske regering initiativet til indkaldelsen af en konference om internationale forholdsregler mod anarkisterne.

Den socialdemokratiske årskongres fandt sted d. 3 til d. 8 oktober i Stuttgart og havde denne gang en særlig demonstrativ karakter. Den åbnedes med en pragtfuld fest i den store cirkus ved den derværende Marienplatz. Mellem mængden af de røde bannere, hvormed kuplen var smykket, læstes forskellige fyndsprog som f.eks. dette: »Mod store verdensideer kæmper magten forgæves.« Forhandlingerne formede sig naturligvis for en stor del som en skarp afvisning af den kejserlige tugthustrussel. Et brændende spørgsmål på dagsordenen var partiets deltagelse eller ikke-deltagelse i de prøjsiske landdagsvalg. De berlinske partifæller havde protesteret mod partiets beslutning desangående, og Bebel havde skarpt irettesat dem for deres »mangel på disciplin«; kongressen vedtog at overlade det til de enkelte kredse, hvorvidt de ville deltage i landdagsvalgene eller ej. Men endnu mere brændende samlede interessen sig dog om en ny opdukket teoretisk eller taktisk meningsstrid af lignende art som den, Vollmar for en del år siden havde rejst.

Det var Eduard Bernstein, der nu var ophavsmanden til den. »Socialdemokratens« gamle redaktør havde under sit mangeårige ophold i England tilegnet sig et noget andet syn på samfundsudviklingen end det, som var rådende i den tyske partiledelse, og han havde fremsat sine anskuelser i nogle artikler i »Die Neue Zeit«, som havde vakt megen opsigt. Han mente, at den socialistiske stat lå langt ude i fremtiden, og at socialdemokratiet derfor hovedsagelig måtte samle sine bestræbelser om de reformer, der lod sig opnå, samt om styrkelsen af sin faglige og kooperative organisation. I denne ånd havde han tilstillet kongressen i Stuttgart en erklæring, der sluttede med de ord: »For mig er bevægelsen alt, målet intet.«

Om denne bernsteinske erklæring opstod der en yderst livlig diskussion. Medens den blev skarpt imødegået af Kautsky, Bebel og Singer, forsvaredes den af Vollmar, efter hvis mening der ikke kunne tilstøde det tyske socialdemokrati noget værre, end at den politiske magt faldt i dets hænder, forinden det havde opnået tilstrækkelig politisk og økonomisk modenhed til at bevare og udøve den. Kongressen tog ikke afgørende standpunkt i meningsstriden, som sluttedes af Singer med ordene: »Vi er, hvad vi var, og vi forbliver, hvad vi er.« Men stødet var givet til en frugtbar diskussion, som fortsattes i de følgende år, og som vi nedenfor skal komme tilbage til.

Tysklands opmærksomhed var i slutningen af 1898 optagen af forskellige uden- og indenrigspolitiske begivenheder. Kejser Wilhelm havde i oktober tiltrådt en pilgrimsrejse til det hellige land; på vejen besøgte han sin ven, den blodige sultan, i Konstantinopel, og efter denne forberedelse til andagt holdt han sit våbenraslende indtog i Jerusalem, besteg Golgatha, knælede ved Kristi grav og indviede en frelserens kirke. På Oliebjerget - fortalte han senere i en stor middagstale - lovede han himlen, at han ville være en god gartner for det tyske rigstræ, afskære de usunde grene og bekæmpe de skadelige dyr, der gnavede på roden. Han svor den »faneéd«, at han ville vandre i Kristi fodspor! Det var en himmelråbende parodi på al kristendom. Thi hvis Kristus havde talt om »usunde grene«, ville han dermed have ment herskerhovmod og voldsmagt, begærlighed og skinhellighed, og hvis han havde talt om »skadelige dyr«, ville han have sigtet til undertrykkelsens og udsugelsens bødler - men ethvert barn i kristenheden kunne sige sig selv, at når kejser Wilhelm løftede sin »pansrede næve« mod himlen, var det langt snarere ment som en trussel netop mod de arbejdere og fiskere, for hvem Kristi efterfølgelse var mere end tomt mundsvejr.

På samme tid som kejser Wilhelm stod på Oliebjerget og svor at ville vandre i Kristi fodspor, havde hans betroede embedsmand von Køller travlt med at drive hundreder af dansktalende slesvigere bort fra deres hus og hjem. Under de mest intetsigende påskud blev familieforsørgere og tjenestefolk jaget over grænsen. Den sande grund til udvisningerne var utvivlsomt den, at danskheden i Slesvig havde vist sig så livskraftig ved de sidste landdagsvalg. Den prøjsiske regering tillod ikke sine dansktalende undersåtter at udøve deres simpleste borgerlige rettigheder. I nationalitetens navn blev den svagere nationalitet brutalt slået ned i Slesvig som i Polen. Det tilkom da socialdemokratiet - her som altid - at skrive de undertryktes sag på sin fane, og partiet svigtede ikke sin opgave, men løste den med ære.

Rigsdagen åbnedes d. 6. december med en trontale, som lovede forelæggelse af den bebudede Tugthuslov mod fagforeningerne og krævede store nye militærbevillinger. Umiddelbart efter kom de slesvigske udvisninger på dagsordenen. På et stort folkemøde i Berlin talte Bebel imod det Køllerske regimente, som stod i en så skærende modstrid med, hvad kejseren i Jerusalem havde udtalt om kristendom, tålmod og menneskekærlighed, og i rigsdagen blev spørgsmålet fremdraget af Vollmar i en bidende tale. Socialisterne, sagde han, afskyr enhver voldshandling, hvad enten den begås af en anarkist eller en regering. Han betegnede von Køllers fremgangsmåde som barbarisk, men hos Tysklands nyeste venner, stortyrkerne, fandt den måske nok forståelse. I Kiel afholdtes der et protestmøde, hvor fagforeningslederen Carl Legien talte imod udvisningerne. For den stemning, der således rejstes i det tyske folk, havde Danmark al grund til at være socialdemokratiet taknemligt. Det internationale arbejderparti viste sig også ved denne lejlighed som den varmeste og virksomste forkæmper for nationernes selvbestemmelsesret.

Regeringernes internationale havde ikke samme held med sig. Den diplomatiske konference, som Tyskland havde fået sammenkaldt i Rom for at drøfte fælles foranstaltninger mod anarkisterne (der altid kunne benyttes mod socialdemokratiet) havde inden årets udgang endt sine møder. Den sluttede med, at »magterne underskrev protokollen« - det vil sige uden spor af resultat.

Således var halvhundredåret efter den tyske revolution løbet ud. Bourgeoisiet, som i 1848 var gået imod kongemagt, militarisme og statskirke, klyngede sig nu krampagtigt til disse magtmidler. Tiden havde krænget sig om til sin egen karikatur. Thi hvad var det vel andet, når kejser Wilhelm optrådte som Kristi efterfølger med Sultanen under armen, eller når den unge russiske zar Nikolaus udstedte et fredsmanifest, hvori han opfordrede til afvæbning og indbød magterne til en voldgiftskonference, samtidig med at der i hans eget land oprandt en ny æra for statskup og undertrykkelse af alle frihedsbevægelser, og samtidig med at rustningerne overalt voksede i hidtil ukendt omfang. For Tysklands vedkommende var der foreløbig bevilget 117 millioner mark årlig i 6 år til flåden, og der forelå et nyt militærforslag, om hvilket Bebel i januar 1899 med rette sagde i rigsdagen, at det var en forhånelse mod zarens manifest.

Tugthusloven, som endnu ikke var forelagt, kastede allerede sin skygge foran sig. I foråret 1899 blev der ved edsvorneretten i Dresden afsagt en uhørt barbarisk dom. Ni bygningsarbejdere i Löbtau havde efter et rejsegilde, hvor de var blevet noget berusede, yppet klammeri med nogle arbejdere på en anden bygning, fordi disse arbejdede over de vedtagne 10 timer om dagen. Der var faldet nogle knubs af, som ikke efterlod varige følger, men de ni arbejdere blev for deres »krænkelse af arbejdsfriheden« idømt følgende hårde straffe: en fik 10 års tugthus, en dømtes til fængsel i 9 år, en i 8 år, to i 7 år, to i 6 år og to i 4 år. Kun de allermest reaktionære blade dristede sig til at forsvare dette udslag af kapitalistisk retspleje, som gav det sachsiske socialdemokrati et mægtigt stød fremad.

Også den faglige bevægelse tog netop i dette år, da Tugthusloven lå i luften, et stærkt opsving. Antallet af fagforeningsmedlemmer voksede til ca. 600,000, fordelte i 55 centralforbund og talrige lokale foreninger; deraf var endnu kun de 19,000 kvinder. På et andet område - nemlig ved de kommunale valg - viste der sig ligeledes en glædelig fremgang: i hundreder af byråd og sogneråd satte socialdemokratiet sine repræsentanter ind.

Således havde stemningen overalt i riget vokset sig stærk imod det bebudede tugthusforslag, da dette i juni måned kom til første behandling i rigsdagen. Bebel betegnede det som en skændsel, og forhandlingen endte med, at forslaget nægtedes henvisning til udvalg. Dermed var loven foreløbig - endnu ikke endeligt - strandet. Kejser Wilhelm havde igen en gang løbet panden imod muren, og agrarerne undså sig ikke for at berede ham nye ærgrelser ved deres modstand mod de planlagte kanalanlæg mellem Elben og Rhinen, som var i storindustriens interesse og derfor havde en varm ven i kejseren. Rigskansleren måtte endog udsende en rundskrivelse, hvori han betegnede det som en pligt for landråder og andre statsembedsmænd at støtte kronens politik, og 22 embedsmænd, som i rigsdagen stemte imod kanalforslaget, blev uden videre afsatte. Trods denne allerhøjeste unåde fremturede godsejerne - ikke mindre end socialdemokraterne - i deres oprørske politik; deres krav blev bestandigt mere glubende. Svigtet af junkerne holdt kejseren da efter militærmanøvrerne ved Strassburg i september en tale, hvori han opfordrede gejstligheden til at udfolde energisk virksomhed for at »styrke tilliden til kronen«. Men lige meget hjalp det.

For i november 1899 blev Tugthusloven ved anden behandling forkastet af rigsdagen. Dermed var en tung og truende sten ryddet bort af arbejderbevægelsens vej. Og ikke blot for den faglige, også for den politiske bevægelse åbnede der sig friere bane, da rigskansleren kort efter selv foreslog at ophæve det bestående forbud imod forbindelse mellem politiske foreninger. Dette forbud var forlængst overtrådt både af agrarforbundet og andre reaktionære foreninger, det var kun blevet håndhævet mod socialdemokratiet, men det lod sig nu ikke længer opretholde. Kun højre stemte imod dets ophævelse.

Indenfor selve socialdemokratiet havde man i det forløbne år med iver og lidenskab drøftet den ovenfor berørte teoretiske og taktiske meningsforskel. Bernstein, som var vendt hjem fra England, havde nærmere udviklet og begrundet sine personlige anskuelser i skriftet »Socialismens forudsætninger og socialdemokratiets opgaver«. Han ville påvise, på hvilke punkter de af Marx og Engels fremsatte tanker ikke længere holdt stik, og en kritisk undersøgelse af den art var selvfølgelig altid berettiget, så meget mere som der indenfor partiet kunne være visse tilbøjeligheder til at anse de to læremestre for ufejlbarlige og urørlige. Bernsteins kritik indeholdt da også adskillige frugtbare og tankevækkende synspunkter, men i hovedsagen havde han næppe ret.

Ifølge Marx foregår den moderne samfundsudvikling jo på den måde, at samfundet efterhånden spalter sig i et mindretal af kapitalister og et flertal af proletarer, som er afhængige af disse kapitalister; til sidst bliver modsætningen så stærk, at det kommer til en katastrofe, hvorved - på den ene eller den anden måde - produktionsmidlerne går over fra kapitalisternes privatbesiddelse til samfundsejendom. Det var mod denne teori, den såkaldte katastrofeteori, at Bernstein særlig rettede sit angreb. Han betragtede det som en forkert opfattelse, at kapitalerne efterhånden midtsamlede sig på få hænder; han søgte statistisk at bevise, at der i landbruget næsten ingen tegn var til stordrift, og at der i industri og handel endog var fremgang for de små og mellemstore bedrifter; desuden mente han, at de enkelte kapitalister mere og mere afløstes af aktieselskaber, hvorved de mindre besiddende efterhånden blev medejere af produktionsmidlerne. Hvis socialismen derfor var betinget af en bestandig dybere modsætning og sluttelig sammenstyrtning indenfor det kapitalistiske samfund, troede han ikke, der var udsigt til dens snarlige gennemførelse. Socialdemokratiet måtte derfor, hvis det ville opnå noget, gå frem ad de mest nærliggende praktiske reformers vej.

Bernsteins bevisførelse var langtfra overbevisende. Tværtimod talte de fakta, han anførte, snarest for rigtigheden af den marxistiske opfattelse. Som hans modstander optrådte Karl Kautsky i sit store værk »Agrarspørgsmålet«, der videnskabeligt var langt solidere begrundet, og som i det hele taget hører til den moderne socialismes betydeligste litterære frembringelser. Kautsky stod her som i sine tidligere skrifter på den rene marxismes grund, men ingenlunde som en bogstavtroende, tværtimod som en skarpsindig og selvstændig forsker, der begrænsede, tillempede eller udvidede, hvor det var nødvendigt. Gennem en omfattende historisk fremstilling af landbrugets udvikling påviste Kautsky, at stordriften trængte sig frem her såvel som i industrien, omend under andre former. Men selv i et socialistisk samfund mente han, at et vist antal små bedrifter meget vel lod sig opretholde såvel i landbruget som i håndværket. Overhovedet betonede han stærkt - og deri fulgte han jo nøje Marx - at socialismen ikke så meget var kapitalismens modsætning som dens naturlige arvtager og fortsætter, og at den enkelte personlighed ville blive langt selvstændigere og friere udviklet i det socialistiske samfund, hvor velstand og dannelse blev almindeligere, end under de nuværende forhold. Selvfølgelig ville kappestrid og udvalg af de dygtigste vedblive at være en uundværlig betingelse for fremskridt i samfundet.

På partikongressen i Hannover d. 8 til d. 12 oktober 1899 kom det til en lang og livlig diskussion om det af Bernstein rejste spørgsmål. Bebel imødegik i et indgående foredrag den bernsteinske kritik. Statistikken godtgjorde efter hans overbevisning netop, at den tyske storindustri var i stadig udvikling, og at mellemstanden mere og mere udslettedes. De såkaldte selvstændige småmestre var i virkeligheden rene proletarer, og det samme gjaldt de små bønder, hvis gårde var prioriterede op over skorstenen. Klassekampen blev stadig skarpere; fagforeninger og andelsbevægelse forslog ikke til at udfylde det sociale svælg. I modsætning til Vollmars udtalelse på den sidste kongres hævdede Bebel, at proletariatet allerede nu var bourgeoisiet overlegent i politisk dannelse og dygtighed og derfor fuldtud modent til at overlage magten. Bernstein fandt forsvarere bl.a. i dr. Ed. David og den unge talentfulde dr. Woltmann fra Elberfeld, men han havde flertallet på kongressen imod sig. Den vedtagne resolution var dog affattet uden skarphed, nærmest som en mægling mellem de modstridende standpunkter. Da den blev meddelt Bernstein, svarede han i et brev til kongressens ordstyrer Auer: »Kære ven Auer! Med tilsætning af det ved sådanne sager nødvendige smule salt stemmer også jeg for resolutionen.« Oplæsningen af dette brev vakte en forsonende munterhed, og debatten sluttede således uden misstemning. Dertil var der i virkeligheden heller ingen grund. En alvorlig diskussion om teori og taktik kunne kun medføre større klarhed og styrke, kun gøre partiet mere livskraftigt og kampdygtigt. Modsætningen mellem Bernstein og Bebel beroede til syvende og sidst mere på forskel i temperament end i grundsætninger: Bernstein havde altid været noget af en skeptiker, en forsigtigt prøvende tvivler, medens Bebel med sit lidenskabelige naturel var en fanatisk troende, tilbøjelig til at tegne fremtiden i alt for korte linjer og profetere den socialistiske stats komme i løbet af nogle få år.

På partiets taktik kunne de »nye« anskuelser vanskeligt få nogen forstyrrende indflydelse, thi partiet fulgte jo allerede i forvejen den af Bernstein (som tidligere af Vollmar) anviste fremgangsmåde: det søgte til enhver tid at bringe det mest mulige ud af den foreliggende situation, og Bernstein ville jo (lige så lidt som Vollmar) slå af på en eneste af de ideale fordringer, selv om han så udviklingen i et noget andet perspektiv. Liebknecht udtalte egentlig det forløsende ord, da han i en artikel om »fremtidsstaten« skrev: »Hvad forstår man egentlig ved det sælsomme ord - fremtidsstat? Hvor begynder fremtiden, og hvor hører nutiden op? Jeg hører så ofte det længselsfulde spørgsmål: vil vi opleve at se vort ideal virkeliggjort? Dertil kan svares både ja og nej. Thi intet ideal går i opfyldelse. Når vi har opnået det, der i øjeblikket forekommer os at være det højeste, så viser der sig allerede noget endnu højere og fjernere for os, som vi må nå. Målene vokser bestandig. Fremtidsstaten har hverken begyndelse eller ende. Så længe til vor jord er stivnet, vil der for den fremadstræbende menneskehed ligge en fremtidsstat. Og dog vil vi opleve den. Eller rettere, vi oplever den allerede nu, den bliver til rundt omkring os. Vi er midt i den sociale revolution.«

Kloge ord, som huggede knuden over. Og Tyskland kunne endda smigre sig med at være et år forud for den øvrige verden i retning af »fremtidsstaten«, thi d. 31 december 1899 fastslog kejser Wilhelm ved et dekret, at det nittende århundrede nu var udløbet for Tysklands vedkommende, og at det tyvende begyndte næste dag. Kejseren kunne ikke nøjes med at ruinere socialdemokratiets ganske armé og anvise samfundsudviklingen, hvad vej den skulle; han måtte også løfte selve tidsregningen ud af dens hængsler. I begge henseender forløftede han sig.

Socialdemokratiet havde ved den stedfundne diskussion i offentlighedens fulde lys givet bevis på, at der var rigeligt rum for tænkefrihed og meningsudveksling i partiet, selv om de mest grundlæggende spørgsmål. Hvilken modsætning til det kejserlige embedsmandstyranni, som undertrykte enhver frimodig livsytring! I begyndelsen af året 1900 blev dr. Arons i Berlin af universitetets disciplinar-ret endeligt afsat fra sit embede som privatdocent, fordi han havde bekendt socialistiske anskuelser. End ikke som lærer i matematik og fysik tåltes der ved den officielle videnskabsanstalt en socialdemokrat. D'hrr. professorer udviste ved denne lejlighed en lige så kællingagtig fejhed som i sin tid ved Eugen Dührings afsættelse.

Og netop nu trak der den alvorligste fare op for åndsfriheden i Tyskland. I marts måned kom nemlig den såkaldte Lex Heinze til behandling i rigsdagen. Det var oprindelig et af regeringen forelagt lovforslag til en reform af prostitutionsuvæsenet (Heinze var en berygtet soutenør og drabsmand, hvis forbrydelser havde henledt opmærksomheden på de herskende uhyggelige tilstande) - men dette forslag var af det katolske centrumsparti blevet udvidet og ændret hen til, at loven også skulle beskytte ungdommen mod fordærvelige påvirkninger af den såkaldte »usædelige« kunst og litteratur. Hvis det lykkedes katolikkerne at føre deres plan igennem, ville det tyske åndsliv med andre ord - ligesom i den »Hellige Alliances« tid - blive sat under opsyn af den første den bedste politiknippel. Forslaget støttedes naturligvis af kejseren, til hvis mange ejendommeligheder det også hørte at optræde både som højeste kunstdommer og som udøvende kunstner: digter, maler, komponist og skuespiller. Han havde engang tidligere udtalt, at kunsten skulle tjene »idealismens« sag og »bekæmpe materialismen«, hvorved han bl.a. forstod, at teatret skulle være et »redskab for monarken«; han havde til den ende udkommanderet en afdanket major til at skrive militære skuespil, og han havde givet udkast til en række offentlige mindesmærker, som skulle forherlige de hohenzollernske konger. Ingen kunstnere af betydning havde dog lagt navn til disse officielle bestillinger, der kun vidnede om en uhyrlig smagløshed. Og alt, hvad der duede i tysk åndsliv og kunst, rejste sig da også til modstand mod mørkemændenes nye undertrykkelsesforsøg. Af den ældre generation var forfattere som Paul Heyse og Spielhagen, videnskabsmænd som Th. Mommsen, malere som Menzel og Böcklin de anførende i protestbevægelsen, som naturligvis fandt tilslutning hos hele den yngre litterære og kunstneriske retning med navne som Max Klinger og Gerhart Hauptmann i spidsen. Der havde i firserne udfoldet sig en ny litteratur og bildende kunst i Tyskland, påvirket fra Frankrig af Zola, fra Norden af Henrik Ibsen, fra Rusland af Tolstoy. Det var et oprør mod den flove og krybende villighed, hvormed digtere og kunstnere i halvfjerdserne havde snyltet ved pengepøblens overfyldte bord. Den ny naturalisme søgte sit stof i den rå virkelighed; den skildrede de herskende klassers forfald og fordærvelse (som Hauptmann i sine første skuespil) eller den bitre fattigdom og håbløse livskamp (som Arno Holz og Johannes Schlaf, Ernst von Wolzogen og flere); den havde også frembragt en stor lyriker som Ditlev von Liliencron. Svagheden hos de fleste moderne skribenter var, at de - trods deres skarpe blik for virkeligheden - ville forblive indenfor det »borgerlige« samfunds ramme; de forstod ikke, at der mod sociale sygdomme kun gives sociale lægemidler; de vovede ikke springet over i den socialistiske samfundsopfattelse. De fandt pjalteproletariatet på knejper og i lastens huler, men de kendte ikke det bevidste proletariats kamp og stræben. Betegnende var det, at da Hauptmann fremtrådte som døbt med revolutionens ild i dramaet »Væverne«, hvis mægtige stof havde digtet for ham, så forsikrede hans venner det forskræmte bourgeoisi, at sådan var det slet ikke ment, det var ikke noget tendensdrama, men en af ren medlidenhed udsprunget digtning. Det reddede dog ikke stykket fra flere steder at blive forbudt af politiet eller digteren fra at pådrage sig kejserens allerhøjeste unåde.

For så vidt der var naturtroskab og virkelig oprørsfølelse hos de moderne forfattere, fandt de villig påskønnelse og jordbund i de mest udviklede kredse af arbejderklassen. Der lever i proletariatet en dyb længsel efter kunst og overhovedet efter delagtiggørelse i menneskehedens højeste åndsliv; der er hos arbejderne en langt friskere og mere lydhør modtagelighed end hos det udgjorte og afstumpede bourgeoisi. Ja, selv en så fjern og tilsyneladende fjendtlig fremtoning som den ensomme, aristokratiske digterfilosof Fr. Nietzsche søgte man fra socialistisk side at drage lære af. Hans skrifter var i halvfemserne trængt stærkt igennem og havde påvirket ungdommen mægtigere end nogen anden samtidigs. Og man kune ikke simpelthen affærdige ham som »kapitalismens filosof«, som forherliger af de store millionærers »overmenneskelige« hensynsløshed. Han havde selv stemplet magthaverne med det ord: »Det betaler sig dyrt at komme til magten; - magten fordummer«. Når han hånede den demokratiske masse som en »hjord«, og når han hadede socialismen som en almindelig forfladelse og forsimpling, så var det i hvert fald ikke et reaktionært angreb i ryggen, men et angreb i fronten. Han pegede ikke tilbage, men fremad, længere ud, end demokratiet havde sat sit mål. Derved vakte han studsen, stemte til opmærksomhed og eftertanke.

Han ville være et modsigelsens tegn. Født præstesøn, fin og medfølende af naturel, opvokset i strengt religiøse og moralske anskuelser, tidlig hjemsøgt af en sygdom, han havde pådraget sig som frivillig sygeplejer under den Fransk-Tyske krig, og som gennem mange års hårde lidelser endte med vanvid - var Nietzsche i sin filosofi den voldsomste bekæmper af alt det, han følte som sjælelig og legemlig sygelighed, og den lidenskabeligste forkynder af sundhedens glade budskab. Han rasede mod den kristne himmelvendthed, der kvalte de naturlige instinkter, og mod den kristne medlidenhedsmoral, som han kaldte en »slavemoral«. Fra den tusindstemmige nød, der jamrede omkring ham, tyede han op i den rene svejtsiske bjergluft eller til Middelhavets asurblå kyster. Dér lærte han menneskene den frelsende sol og den dybe nat, lærte dem at elske deres børns land, det uopdagede, i det fjerneste hav. »Denne kærlighed være eders ny adel! Mod eders børns land byder jeg eder at styre og atter styre eders sejl!« Det gjaldt ikke blot om at forplante sig, men om at udvikle sig, vokse i vejret. Nietzsche drømte om en ny, højere, friere menneskehed. Derfor talte han foragteligt om de mange små og svage, lovpriste de enkelte store og stærke.

Hvad han overså, var, at også proletariatet havde kampens ret, og at socialismen ikke beroede på medlidenhedsmoral, men netop på selvhævdelse. Han havde ingen sans for den økonomiske klassekamp, hans syner gik som en ørneflugt eller en fjern musik hen over hovedet på de kæmpende - og dog var det ikke en luftspejling af det fremtidens land, som netop mange i socialdemokratiet drømte om? Thi selve den økonomiske kamp var jo kun midlet til frigørelse, målet var at opdrage og udvikle massen til personligheder. Men dertil krævedes en social jordbund, som gav næring, lys og luft til alle de spirer, der under de nuværende samfundsforhold trampes ned. Når Nietzsche pegede frem mod en hedensk verden, hvor menneskene - karske på sjælen - frit kunne strække deres lemmer og udfolde deres evner, og hvor de bedste også virkelig fik lov at være de bedste - så faldt hans ideal sammen med det, der foresvævede de mest fremskredne i socialdemokratiet.

Nietzsche var en fortsætter af Hegels, Goethes og Heines ånd. Og som arvtager af den samme ånd blev socialdemokratiet den anførende fortrop i kampen mod den flagermussværm, der truede den tyske åndsfrihed. Centrum havde lovet at støtte flådebevillingen, hvis det fik Lex Heinze, og hele foråret 1900 optoges af denne forbitrede rigsdagskamp, hvori Bebel og Vollmar, Heine og Stadthagen var socialdemokratiets ordførere. Overfor det reaktionære flertal måtte man gribe til obstruktionens politik, men centrum gjorde vold på forretningsordenen, og hvis ikke de national-liberale havde sluttet sig til socialdemokraterne, var forslaget rimeligvis gået uforandret igennem. Nu lykkedes det at få loven ændret til væsentlig at gælde soutenørerne, uden dog helt at slippe for politiets vilkårlige skøn over, hvad der måtte anses for »utugtige« eller på anden måde anstødelige skrifter, billeder og skuespil. Den prøjsiske censur har stadigvæk ret til at gøre sig latterlig og benytter sig i fuldt mål af denne ret.

Med flådelovens vedtagelse i juni måned sluttede rigsdagen. Marinebudgettet for 1901 var 217 millioner mark og skulle stige for hvert år til 323 millioner årlig. Under bygningen af de nye krigsskibe på værfterne i Hamborg opstod der en strejke med påfølgende lockout, og kejser Wilhelm, som ved troppernes afrejse til Kina havde indprentet dem det kristelige bud ikke at give pardon, men hugge alle fjender ned, tog deraf anledning til i en tale i Bremerhafen at udskælde de hamborgske arbejdere for »fædrelandsløse og æreløse«. På partikongressen i Mainz (d. 16 til d. 21 september) blev det derfor besluttet, at rigsdagsfraktionen skulle indbringe et forslag om, at majestætsfornærmelses-paragrafen ophævedes, og at rigskansleren skulle være ansvarlig for kejserens udladelser; partiet måtte hævde sin ret til at svare på den slags fornærmelser.

Kongressen i Mainz 1900 var en jubilæumskongres: det var 25 år siden enighedskongressen i Gotha. Men i feststemningen blandede sig en dyb vemod: Wilhelm Liebknecht var d. 7 august afgået ved døden. Hundredtusind partifæller havde fulgt revolutionens gamle soldat til jorden. Ved hans grav havde Bebel holdt den bevægede mindetale, og udsendinge fra mange europæiske lande havde bragt hilsen og tak. I sin sidste tale, holdt i Dresden, havde Liebknecht brændemærket den tyske kolonialpolitik som en rovpolitik, og kongressen vedtog i samme ånd en resolution imod denne i politik som udsprungen af bourgeoisiets profitbegærlighed og som faretruende for de europæiske arbejdere, hvis løn og livsvilkår ville blive trykket ned i konkurrencen med kinesiske kulier.

Socialdemokratiet satte fredens verdenspolitik mod militarismens, arbejdets mod udbytningens. Endnu i december samme år holdt Bebel i rigsdagen en ny stor tale mod militærbevillingerne, som efter hans beregning allerede næste år ville løbe op til 1032 millioner mark.

Medens udbyttet af tysk arbejde således blev bortødslet i en brutal og letsindig politik, uden at det arbejdende folk så andet end røgen, trak det indenfor rigets grænser op til en ny og forbitret kamp om selve det daglige brød. I januar måned 1901 bebudede den ny rigskansler grev Bülow forelæggelsen af en ny toldtarif. Om to år var nemlig de capriviske handelstraktater udløbne, og nu kunne de betrængte godsejere omsider gøre sig håb om ørenlyd for deres krav. Bülow var i langt højere grad end Caprivi - hvem de foragteligt kaldte »ridderen uden mark og strå« - en mand efter deres hjerter, og alle vidste, hvad vej vinden blæste, da han under henvisning til »landbrugets vanskelige forhold« talte om nødvendigheden af en højere korntold. For junkerne gjaldt det i virkeligheden denne gang en kamp for livet - det vil sige for livet under de samme former, på den samme store rentefod, som de var vant til. Den stigende indførsel af landbrugsprodukter særlig fra Amerika havde trykket priserne på disse ned, og landarbejdernes indvandring til industribyerne havde drevet arbejdslønnen i vejret.

Jo mere jordrenten sank, jo højere råbte junkerne på beskyttelse, og toldtariffen, som offentliggjordes i juli måned, gik da også ud på en kolossal fordyrelse på indført korn, mel, kød, flæsk, smør og ost m. m.

For regeringen kom det ikke alene an på at føje godsejerne, men lige så meget på at skaffe penge i statskassen, hvis gæld som følge af militærudgifterne var vokset til den svimlende højde af op imod tre tusind millioner. Storfabrikanterne forlangte på deres side at blive holdt skadesløse ved en forhøjet beskyttelse på industriprodukter, og toldtariffen var derfor genstand for en uendelighed af gensidige sjakrerier og underhåndsaftaler, før den fremtrådte i en form, der nogenlunde tilfredsstillede de interesserede parter - undtagen de allerumætteligste agrarer, der stadig forlangte mere og vedblivende lod forurettede. Således som tariffen endeligt forelå, var den udelukkende til fordel for den store grundbesiddelse og kapital. Ved sin fordyrelse af de nødvendigste levnedsmidler og brugsgenstande lagde den en skat på 1000 millioner mark om året på den arbejdende befolkning og deraf gik de ni tiendedele i 25,000 godsejeres og nogle tusind fabrikanters lommer.

Endda forsvarede man fra konservativ side toldtariffen som udsprungen af en »fædrelandskærlig solidaritetsfølelse«! Det var, som Singer sagde i rigsdagen, en solidaritet af samme art som røvernes, der slår sig sammen for i fællesskab at udplyndre deres offer. Bebel holdt (under samme rigsdagsforhandling i december 1901) en lige så skarp som gribende tale mod forslaget. Der var netop fornylig af lærere og læger i forening foretaget en undersøgelse af børnenes ernæringsforhold i et skoledistrikt i Sachsen. Det havde vist sig, at 15-20 procent af børnene i flere måneder ikke havde fået middagsmad, og at 60 pro cent næsten udelukkende levede af kartofler og linolie. En fattig skoledreng var død, og da læreren sammenkaldte kammeraterne og forklarede dem, at deres afdøde ven nu var i himmelen, sagde en blegkindet lille dreng med et dybt suk: »Der ville jeg også gerne være, så behøvede jeg ikke at sulte mere«. Her blev Bebel afbrudt af landjunkeren grev Arnim med det tilråb: »Faderen har måske drukket alting op!« Bebel stemplede denne ytring som en infami, der vidnede om sindets råhed hos greven. Det var i virkeligheden to verdener, der stødte sammen i disse udbrud, de to verdener, der kæmpede tidens afgørende kamp.

På den socialdemokratiske partikongres i Lybeck i september samme år havde man fortsat behandlingen af »spørgsmålet Bernstein« eller den yngre, opportunistiske retning indenfor partiet, som nu havde sit eget, uafhængige organ i det berlinske tidsskrift »Socialistische Monatshefte«.

Bebel talte ret skarpt mod Bernstein, der - støttet bl.a. af Auer, Heine og dr. David - hævdede den videnskabelige kritiks frihed og ret som en nødvendig betingelse for partiets åndelige videreudvikling. Kongressen vedtog også at anerkende nødvendigheden af en sådan selvkritik, men udtalte samtidig en let misbilligelse af den form Bernstein havde givet den. Bernstein erklærede, at han ikke kunne forandre sine anskuelser, men at han skulle tage hensyn til resolutionen. Det kom da lige så lidt nu som før til den »spaltning« indenfor partiet, som fjenderne havde glædet sig til. Bernstein valgtes det påfølgende forår - marts 1902 - til rigsdagsmand i Breslau-West efter Bruno Schoölancks død, og på partikongressen i München i september samme år udtaltes der ikke længere nogen misbilligelse af det selvstændige arbejde, som han og mange andre skribenter stadig udøver. Når et parti har nået en sådan størrelse, modenhed og styrke som det tyske socialdemokrati, er frihed i tænkning og ytring en lige så nødvendig livsbetingelse for det som enighed i handling.

Jo mere partiet nærmede sig den politiske magt, jo mere var der også grund til at fremhæve, at den socialistiske stat ikke ville kunne indføres ved en lovbestemmelse, men kun gennem den økonomiske udvikling. Revolutionen måtte, som Lassalle havde sagt, først fuldbyrde sig i samfundets indvolde. Den faglige og den kooperative bevægelse spillede derfor en mindst lige så stor rolle som den politiske. Men netop på disse områder var der også i de senere år sket store fremskridt, takket være en kernetrup af dygtige organisatorer, blandt hvilke særlig C. Legien og Adolph von Elm kan fremhæves. På fagforeningskongressen i Stuttgart i juni 1902 var ca. 700,000 organiserede arbejdere repræsenterede; agitationen mod Tugthusloven havde alene tilført foreningerne ca. 100,000 nye medlemmer, og i sammenligning med denne hær kunne hverken de gamle liberale (Hirsch-Duncker'ske) eller de nyere »kristelige« fagforeninger komme i betragtning.

Også i andelsbevægelsen var socialdemokratiet begyndt at føre an. Udgået fra Schulze-Delitzsch havde denne bevægelse fra først af en rent småborgerlig karakter; hans kreditforeninger, som skulle beskytte det »lille håndværk« mod storindustrien, tæller endnu en halv million medlemmer, men har ingen fremtid for sig. Af langt større betydning er de moderne forbrugsforeninger; hver tolvte familie i Tyskland er medlem af en sådan forening. Den største er den i Breslau, derefter følger Leipzig, Stettin, Dresden, Stuttgart osv.. De sachsiske forbrugsforeninger har dannet en fællesindkøbsforening i Hamborg, hvis årlige omsætning allerede beløber sig til henved 20 millioner mark. Flere af disse forbrugsforeninger er rene arbejderforeninger, således »Vorwärts« i Dresden, »Production« i Hamborg osv., og den modstand, som bevægelsen fra først af mødte indenfor partiet, er efterhånden overvundet; man indser, at vejen til selvstændige produktionsforetagender går igennem forbrugsforeningerne, ikke omvendt, som Lasalle mente. Indtil 1902 var alle tyske andelsforeninger samlede i et fællesforbund, men på kongressen i Kreuznach nævnte år vedtog det småborgerlige flertal at udelukke 97 forbrugsforeninger samt desuden fællesindkøbsforeningen, andelsbagerierne i Hamborg og Lybeck med flere, under påskud af at de drev socialistisk politik og ville ødelægge middelstanden. Denne udelukkelse vil ramme de tilbageblevne foreninger hårdest, thi det var arbejderne, der var kraften og sjælen i forbundet, og det er også dem, der vil føre bevægelsen videre, skabende et nyt grundlag for omsætning og produktion.

Gennem fagforeninger og andelsforetagender forberedes den økonomiske omdannelse, der skal befæste socialdemokratiets politiske sejr. Kampen mod toldudplyndringen gav partiet et mægtigt fremstød. Jo mere grådige junkerne blev i deres fordringer, jo højere flammede agitationens bål over Tyskland. Og en episode i slutningen af året 1902 gød kun ny olie på ilden. »Vorwärts« bragte en notits om det ønskelige i ophævelsen af en straffelovsparagraf om visse sædelighedsforbrydelser, idet bladet henviste til, at denne paragraf kunne ramme flere højtstående folk, således kanonfabrikanten Krupp, der havde overtrådt den under sit ophold på Capri. Andendagen efter døde Krupp pludselig, og som dødsårsag angaves apopleksi af sindsbevægelse over notitsen. Kejser Wilhelm sørgede imidlertid for, at også denne begivenhed kom socialdemokratiet til gode. Efter Krupps begravelse holdt han på banegården i Essen en tale til arbejderne, hvori han lovpriste sin afdøde ven og angreb dem, der fra deres »redaktionskontors sikre skjul« havde udslynget »forgiftede pile« imod ham. »Ingen brave og ærekære tyske arbejdere kunne have noget at gøre med ophavsmændene til denne skændselsdåd! Hvem der ikke skar dugen over mellem sig og dem, gjorde sig til deres medskyldige!« Kejseren havde atter talt i ly af sin uansvarligheds »sikre skjul« - og nogle dage efter gentog han overfor en kunstig tillavet arbejderdeputation på banegården i Breslau sine beskyldninger mod socialdemokratiets agitatorer for at »udså had« og for at have gjort sig »uværdige til at kaldes tyskere«. I stedet for at lade sig »udbytte og trælbinde« af disse forførere, skulle arbejderne vælge »jævne mænd fra værkstedet« til deres tillidsmænd - et ønske, som kejseren ved de forestående valg skulle få opfyldt i endnu fuldere mål end før.

Den kejserlige opfordring til at bryde med socialdemokratiet blev slået op i flere store fabriker (bl.a. i et maskinvæveri i Riesengebirge, hvor ugelønnen var 2-7 mark!), og i Bochum, Magdeburg, Stettin og flere steder blev arbejderne tvungne til at underskrive adresser til kejseren og endog ansøge om en ny Undtagelseslov! Den tyveårige kronprins snakkede sin fader efter munden og brugte offentligt udtrykket »elendige« om socialdemokratiet. Men alle de skønne kræfter var desværre spildte. Thi pludselig blev den retssag, der var anlagt mod »Vorwärts«, efter selve familien Krupps anmodning standset. Beskyldningen havde altså været sand. Der var ingen »ære« at redde for den afdøde kanonfabrikant hverken som privatmand eller som arbejdsgiver - thi også hans udskregne humanitet viste sig at bero på en krønike. Socialdemokratiet fik nu også i rigsdagen oprejsning for kejserens angreb. Da Vollmar ville besvare dem, havde formanden grev Ballestrem nægtet ham ordet, men dagen efter (d. 22 januar 1903) lod han uhindret Bebel holde en stor tale, som indeholdt den skarpeste og vægtigste tilbagevisning af de kejserlige fornærmelser, og som ved sine svøbeslag mod byzantinismen, fejheden og slavesindet hos de herskende klasser, gav genlyd i hele den tyske nation. Umiddelbart efter nedlagde grev Ballestrem sit mandat som rigsdagens formand. »Vorwärts« skrev om ham, at han havde »sat sin ære ind på at forhindre, at der blev afsløret frygtelige begivenheder og beredt hans kejserlige herre tunge timer.« Men hvad det var for »frygtelige begivenheder«, hvis afsløring man ville undgå, vedblev at være en gåde. Krupp-affæren tabte sig i uigennemtrængelig dunkelhed.

Så meget klarere var situationen ved toldtariffens vedtagelse, som allerede havde fundet sted en måned i forvejen. Socialdemokraterne havde i sidste øjeblik stræbt at forhindre den ved obstruktion; de udmattede modstanderne ved endeløse taler (særlig Wolfgang, Heine og Stadthagen var utrættelige), og de ville haft kraft nok til at gennemføre denne kampmåde, hvis flertalspartierne ikke havde gjort vold på forretningsordenen og gennemtvunget en afstemning, hvorved hele tariffen vedtoges under ét. De national-liberale gik sammen med centrum og de konservative; selv Richters »Frisindede Folkeparti« faldt mindretallet i ryggen. Men denne »sejr« kom reaktionen dyrt at stå.

Ved valgene d. 16 og d. 25 juni 1903 opstillede socialdemokratiet kandidater i de 396 af Tysklands 397 kredse. I hvor vidt og dybt et omfang kampen mod brødfordyrelsen havde sat det tyske folk i bevægelse, fremgik af den stærke valgdeltagelse og særlig af den uhyre tilvækst i socialdemokratiske stemmer. De gik op til over 3 millioner eller næsten 1 million mere end ved sidste valg. Det var lige så mange, som de to næststørste partier, centrum og de national-liberale, talte tilsammen, men den uretfærdige valgkredsordning, der begunstiger landet på byernes bekostning, gav kun socialdemokraterne 81 pladser i rigsdagen mod centrums 100. Imidlertid - sejren var afgørende. Tyskland bekendte kulør. Med Berlin i spidsen gik alle residensstæderne på Schwerin nær over til socialdemokratiet. Af Sachsens 23 kredse erobredes de 22. I Krupps kongerige voksede stemmetallet med ca. 140 pct. - det var svaret på kejserens taler: Arbejderne havde skåret dugen over! I Württemberg var fremgangen på 60 pct. De gamle hansestæder (Lybeck, Hamborg og Bremen) forkastede »verdenspolitikken« og valgte socialdemokrater. Over kongernes og kapitalisternes, kanonernes og kasernernes Tyskland vajede den røde fane. Selv centrums faste borg begyndte at slå revner. I et stort antal landkredse stemte bønderne socialistisk.

Sejren var vundet på trods af den sammensmeltning, som de såkaldte »borgerlige« partier - frisindede og konservative - ved omvalgene havde indgået mod socialdemokratiet. Nederlaget ramte derfor ikke blot de vildeste agrar-junkere, men i endnu højere grad de liberale, som gik til valg på det ynkelige feltråb: Kamp mod samfundsomvælterne! Alle de fire frisindede grupper led svære tab; Eugen Richter slap kun med nød og næppe igennem i sin gamle kreds; den »frisindede forenings« fører dr. Th. Barth faldt, og samme skæbne ramte Fr. Naumann, føreren for de national-sociale, hvis bedste mænd, således Paul Gøhre, forlængst var gået over til socialdemokratiet. Med andre ord: hvad der var tilbage af »borgerlig« liberalisme blev ved valgene enten knust, udvisket eller solgte sig med hud og hår til reaktionen.

Socialdemokratiets mægtige stemmetal beroede derfor ikke alene på, at det førte an i arbejdernes klassekamp, men også på dets stilling som liberalismens arvtager og afløser - som det eneste parti, der endnu repræsenterede den statsborgerlige og åndelige frihed i det tyske folk. I denne kulturkamp samlede de undertrykte nationaliteter sig om det som den fødte forsvarer af folkenes selvbestemmelsesret. I Flensborg-Åbenrå stemte danskerne på Socialdemokraten Mahlke; i Strassburg stemte franskmændene på Bebel; i prøjsisk Polen støttede socialdemokraterne de nationale kandidater og omvendt. Således drog folkeslagene frem, arm i arm, under socialismens tegn. Midt i militærvæsenets forjættede land oprandt verdensfreden.

Tja, verdensfreden - der gik ikke mange år fra dette skrifts fremstilling, til de tyske socialdemokrater stemte for krigsbevillinger og 1. Verdenskrig brød ud. Læs Rosa Luxemburgs: »Junius-brochuren« - »Socialdemokratiets Krise«.

Immanuel Kant blev født d. 22 april 1724 i Kønigsberg; hans fader var håndværker og stammede fra Skotland. Hjemmet var strengt religiøst, og Kant begyndte med at studere teologi, men vendte sig derfra til filosofien og levede en halv snes år som huslærer i fornemme familier. I 1755 udgav han et skrift, hvori han for første gang fremsatte den formodning, at planetsystemet har udviklet sig af en urtåge, som ved at svinge rundt i det uendelige rum efterhånden antog fast form. Under påvirkning af Rousseau og englænderen Hume dannede han sig sin erkendelsesfilosofi, som han udviklede 1781 i det epokegørende værk »Kritik af den rene fornuft«. Han var i 1770 blevet professor i sin fødeby og virkede der til sin død d. 12 februar 1804. Blandt hans mindre skrifter er det bekendteste »Til den evige fred«.

Schelling er født d. 27 januar 1775 i Leonberg i Würtemberg, studerede i Tübingen og Leipzig; påvirkedes stærkt af den Franske Revolution og er i sit ungdomsskrift »Bonaventuras nattevandringer« fuld af oprørskhed mod samfundsordenen; blev på foranledning af Fichte og Goethe kaldet til professor i Jena; udviklede i sine værker »Naturens filosofi« og »Verdenssjælen« en art mystisk naturopfattelse, som blev grundlæggende for den »romantiske« retning, bl.a. ved sin drøm om en længst forsvunden guldalder. Fra revolutionær blev Schelling ligesom de andre romantikere efterhånden mere og mere mystisk og reaktionær, til sidst forsvarer for statsreligionen. Han kom til Würzburg og München, hvorfra kong Frederik Vilhelm IV. i 1840 kaldte ham til Berlin. Her begyndte han under stor tilslutning at holde forelæsninger over »Åbenbaringens filosofi«, men trak sig snart tilbage fra sin universitetsvirksomhed. Han døde d. 20 august 1854 i Svejts.

Fichte er født d. 19 maj 1762 i Rammenau i Oberlausitz (Prøjsen) som søn af en fattig væver; måtte i sin barndom vogte gæs; fik sin første åndelige påvirkning i kirken. En godsejer tog sig af ham og satte ham i skole. Han kom til universitetet i Jena, derfra til Leipzig; studerede først teologi, så filosofi; opgav at søge præsteembede og blev huslærer. Sin stærkeste påvirkning fik han fra Kants erkendelsesfilosofi og fra den Franske Revolution. Han opfordrede i et skrift fyrsterne til at indføre tænkefrihed. I 1794 blev han professor i Jena og udviklede fra nu af en stedse mere selvstændig og udpræget livsopfattelse. Hans fritænkeriske meninger medførte proces og afskedigelse, hvorefter han drog til Berlin og fortsatte sine forelæsninger. Han udgav skrifterne »Om menneskets bestemmelse« og »Den lukkede handelsstat«. Da Napoleons hær oversvømmede Tyskland og besatte Berlin, holdt Fichte sine berømte »Taler til den tyske nation«; de tanker, han heri udviklede om en national folkeopdragelse, blev forbillede for Grundtvig i Danmark. I 1809 blev Fichte professor i Berlin, hvor han døde d. 27 januar 1814.

Hegel er født i stuttgart d. 27 august 1770. Studerede i Tübingen og blev her stærkt påvirket af Schelling, desuden af Rousseau og Kant. Var huslærer i Bern og Frankfurt, blev professor i Jena, senere i Berlin. Udgav i 1807 sit store værk »Åndens fremtoninger« (Phanomenologie des Geistes), hvori han udviklede sin selvstændige filosofi, som fik en mægtig indflydelse på åndslivet i Tyskland. Senere udgav han »Logikkens videnskab« og »Grundlinjer i rettens filosofi«. Under udarbejdelsen af sit sidste skrift, »Bevis for guds tilværelse«, døde han af kolera d. 14 november 1831 i Berlin.

Goethe er født d. 28 august 1749 i Frankfurt am Main af velstående og anset slægt. Levede en sorgløs barndom med tidligt vakte interesser for kunst og digtning. Forelskede sig 16 år gammel i en landlig opvartningspige - »Gretchen« - og indvikledes derved i nogle ubehageligheder, som gjorde ham opholdet i hans fødeby utåleligt. Han rejste til Leipzig og studerede jura, fortsatte senere studierne i Strassburg, dyrkede samtidig poesi og kunst, skrev vers og skuespil, udvikledes gennem bekendtskaber med tidens fremragende mænd og stadigt nye forelskelser, sværmerier eller lidenskabelige kærlighedsforhold. I 1772 kom han som doktor juris hjem til Frankfurt, men uden lyst til at leve som advokat. Han skrev fortællingen »Den unge Werthers lidelser«, som ved sin forherligelse af den »forbudne« lidenskab, ved sin sentimentalitet og ved heltens selvmord virkede på det unge Tyskland som en gnist i en krudttønde og gav stødet til den såkaldte romantiske poesi. I 1774 skrev han det stolte, frittænkende og gudsfornægtende digt »Prometheus«. Året efter blev han indbudt til hoffet i Weimar, og den unge hertug Karl August fandt så stort behag i ham, at han knyttede ham til sig for stedse, forærede ham et hus og udnævnte ham til sin gehejmeråd. Goethe benyttede denne stilling til at beskytte og befordre kunst, digtning og videnskab. For den praktiske politik interesserede han sig mindre; i det sociale liv greb han ikke ind. Han manglede sans for folket og dets frihedsstræben; han ragede ligesom alt for højt op over det i en klarere og renere luft - men fra dette sit høje synspunkt skuede han frem mod et bestandig større mål for menneskeånden og en bestandig rigere og lykkeligere udvikling for menneskeheden. Derom vidner visse partier i hans store selvbiografiske roman »Wilhelm Meister« og navnlig hans hovedværk »Faust«, hvis anden del (afsluttet i 1831) sluttes med et stort fremtidssyn. Goethe døde i Weimar d. 22 marts 1832

Ludwig Börne er født d. 22 maj 1786 i jødekvarteret i Frankfurt am Main som søn af en vekselmægler studerede først medicin i Berlin og Halle, senere statsvidenskab i Heidelberg, hvor han for første gang kom ind i friere forhold og førte et glad studenterliv. Han tog doktorgraden i filosofi, vendte derefter hjem til sin fødeby og fik et embede under politiet. Da Frankfurt efter Napoleons fald igen blev tysk rigsstad, genoprettedes imidlertid den gamle forfatning, hvorefter en jøde ikke kunne beklæde noget embede - og det skønt den jødiske menighed med store pengeofre havde tilkøbt sig fuld borgerret i byen. Börne forsvarede i et skrift sine trosfællers rettigheder, men året efter i 1818 lod han sig døbe for at opnå social ligestilling med sine landsmænd. Han udgav tidsskriftet »Vægten«, hvori han skrev skarpe kritiker og politiske artikler under stadig kamp med censur og politi. Efter en rejse til Paris som korrespondent vendte han tilbage til Heidelberg, hvor han faldt i en langvarig sygdom, der udtømte alle hans sparepenge. Hans fader forlangte, at han skulle rejse til Wien og gå i den reaktionære Metternichs tjeneste, hvilket han naturligvis med harme afviste; han arbejdede nogle år som journalist, så døde faderen, og han arvede en lille formue. Ved Julirevolutionens udbrud i 1830 blev han greben af heftig begejstring og ilede til Paris, hvorfra han skrev sine berømte »Breve«, der skildrede de franske forhold og hudflættede de tyske. Ved sin tilbagekomst i 1831 blev han af det unge Tyskland fejret med jubel. Han rejste atter til Paris, skrev en ny række breve og kom i skarp polemik med Heine. Det franske borgerkongedømme skuffede ham dybt; han blev atter farlig syg; gjorde et sidste forsøg på at forsone den tyske og den franske nationalitet gennem et tidsskrift, hvoraf der kun udkom nogle få hæfter; besvarede med stor kraft et smudsigt angreb fra den tyske reaktions side, men sank derefter sammen, udslidt og træt; hans bryst blev angrebet, og d. 12 februar 1837 døde han i Paris.

Heinrich Heine er født d. 13 december 1797 i Düsseldorf, hvor hans fader var købmand. Heinrich blev i sin barndom greben af et sværmeri for Napoleon, som han hele sit liv bevarede. Havde i sit sekstende år sin første romantiske forelskelse i en skarpretters rødhårede datter, som vakte hans sans for folkepoesien, og som ved den uhygge, der omgav hende, fik megen indflydelse på hans senere digtning. Han var først bestemt til handelen og kom på et kontor i hamborg, hvor hans onkel - en rig købmand - satte ham i stand til at åbne en forretning, der dog snart gik fallit. Til en af denne onkels døtre nærede han en heftig men ulykkelig kærlighed; han har besunget hende under mangfoldige navne. Onkelen hjalp ham nu til at studere, først i Bonn og Göttingen, derefter i Berlin, hvor han blev stærkt betagen af Hegels filosofiske forelæsninger og omgikkes tidens ypperste ånder. I 1821 udgav han sin første digtsamling, som grundlagde hans ry. Efter i nogle år at have ført et temmelig vildt liv tog han sig sammen og fortsatte sine studier i Göttingen. I 1824 udgav han »Harzrejsen«, en vittig spot over den lille bys pedanteri og spidsborgerlighed; året efter tog han den juridiske doktorgrad og lod sig døbe; han skammede sig selv over dette skridt, fritænker som han var, og foretog det - ligesom Börne - kun af praktiske hensyn. I 1827 udgav han sin berømte digtsamling »Sangenes bog«, fuld af elskovspoesier, stemninger, syner, naturbilleder, i en meget ejendommelig, stærkt personlig, sammentrængt og modsætningsrig stil. Det er romantik og spot over romantik i samme åndedrag. Julirevolutionen i Paris 1830 begejstrede ham så stærkt, at han straks rejste til Paris. Her levede lian resten af sit liv. Han skrev en række glimrende skildringer af franske sociale forhold med levende sans for den socialistiske bevægelse og hudflættede med bidende vid de tyske tilstande, bl.a. i »Atta Troll« og i »Tyskland, et vintereventyr«, hvori han skildrede et besøg i fædrelandet. Han spottede den tyske demokratisme, de »sædelige lighedsbjørne«, thi han hadede al plump middelmådighed; han var glødende revolutionær, men ligeså begejstret åndsaristokrat. Hans skrifter blev forbudt i Tyskland, og han modtog da en årlig understøttelse af den franske regering, hvorfor han blev stærkt angrebet. Han giftede sig i Paris med sin elskerinde, en fattig og smuk ung pige, der syede modepynt, men aldeles ingen forståelse havde af hans digtning. I 1845 ramtes han af en rygmarvssygdom, der efterhånden gjorde ham lam og næsten blind. I sin »Grav af Madratser« vedblev han dog at digte, bl.a. den skønne samling »Romancero«. Han døde d. 17 februar 1856.

Karl Gutzkow er født i Berlin d. 17 marts 1811 som søn af en berider i prins Vilhelms stalde. Begyndte allerede i sine sidste skoleår at skrive til bladene. Studerede teologi, filosofi og statsvidenskab. Blev voldsomt greben af den franske Julirevolution og derved vakt til politisk og social interesse. Kastede sig mod lidenskab ind i journalistikken, skrev under påvirkning af Strauss »Jesu Liv« romanen »Tvivlersken Wally«; den blev forbudt som samfundsfarlig, og Gutzkow dømt til tre måneders fængsel han blev ved denne begivenhed en af førerne for »Det unge Tyskland« og udviklede sig til en mandig skribent, en glimrende polemiker. Blandt hans senere arbejder, som er af meget forskellig natur og ulige værd, er dramaet »Uriel Acosta« i 1847 - det betydeligste i sin skildring af en jødisk fritænker i hans kamp med præsteskabet og i sin dybsindige livsfilosofi. Gutzkow skrev flere andre dramaer, lystspil, romaner og udgav et populært ugeskrift, osv.; han kom ulykkeligt af dage ved en kulosforgiftning i sin bolig i Sachsenhausen d. 16 december 1878.

David Friedrich Strauss - forfatteren af »Jesu Liv« er født d. 27 januar 1808 i Ludwigsburg i Württemberg, studerede teologi i Tübingen, hørte forelæsninger af Hegel og Schleiermacher i Berlin, blev ansat som repetent ved det teologiske seminarium i Tübingen og udgav her 1835 sit skrift »Jesu Liv«, som vakte en uhyre opsigt, bevægelse og diskussion ved at forklare evangeliernes beretning om Jesus som myter, der ubevidst var digtede efter Messias forbilledet i det gamle testamente. Der fremkom en hel litteratur af modskrifter, som Strauss besvarede med sine »Stridsskrifter« (1837). Hans optræden havde til følge, at han blev fjernet fra sit embede i Tübingen. I 1839 fik han udnævnelse til professor i dogmatik og kirkehistorie i Zürich, men dette vakte en sådan modstand, at han - før han havde tiltrådt embedet - blev afskediget med pension. I sit andet hovedværk »Den kristelige troslære fremstillet i sin historiske udvikling og i kamp med den moderne videnskab« (Tübingen 1840-41) gav han en skarp kritik af de kirkelige dogmer. Da han i 1848 stillede sig som kandidat til det tyske parlament, rasede pietisterne imod ham; han valgtes i sin fødeby til den württembergske valgdag, men viste sig mod forventning som politisk konservativ, pådrog sig et mistillidsvotum af sine vælgere og nedlagde sit mandat. Han skrev senere en række forskelligartede skrifter, udgav en folkeudgave af »Jesu Liv« (1864) og vakte endnu en gang almindelig opsigt ved sit i 1872 udgivne skrift »Den gamle og den ny tro«, en bekendelse, hvori han fuldstændig brød med kristendommen, og tog alle sine indrømmelser tilbage og byggede en verdensanskuelse op på den nyeste (materialistiske) naturvidenskab. Han døde d. 8 februar 1874 i Ludwigsburg.

Arnold Ruge er født d. 13 september 1802 i Bergen på øen Rügen; studerede filosofi i Jena og Halle 1821-24 og tog levende del i burschenschaft-bevægelsen, hvorfor han måtte bøde med seks års fængsel. Han benyttede denne tid til litterære studier, blev efter sin løsladelse 1830 privatdocent i Halle og stiftede i 1837 de »Halleske Årbøger for kunst og videnskab«, som blev datidens betydeligste kritiske organ. Da det på grund af sin liberale politiske retning skulle sættes under censur, drog han til Dresden og fortsatte her tidsskriftet under navnet »Tyske Årbøger«. Det blev imidlertid forbudt af ministeriet, og Ruge levede derefter flere år i Paris og svejs, dels som boghandler, dels som skribent. Under bevægelsen i 1848 kom han tilbage og stiftede i Berlin det demokratiske blad »Reform«; han valgtes i Breslau til rigsdagen i Frankfurt, hvor han sluttede sig til yderste venstre, men snart viste sig som en upraktisk doktrinær. Under belejringstilstanden i Berlin blev hans blad forbudt, og han måtte i 1841 forlade byen. Han tog del i Majbevægelsen i Leipzig og måtte 1850 flygte til England, hvor han sammen med Mazzini og andre dannede en europæisk frihedskomité. Senere bosatte han sig i Brighton, erklærede sig for en tilhænger af Bismarcks krigspolitik og belønnedes for sine fortjenester af Tysklands enhed med en årlig ærespension. Han døde i Brighton d. 31 december 1880.

Wilhelm Weitling var kommunismens første teoretiker i Tyskland.

Johann Jacoby er født d. 1 maj 1806 i Kønigsberg af jødisk slægt. Han studerede medicin og blev i 1830 læge i sin fødeby. Sluttede sig til den frisindede bevægelse, kæmpede for jødernes ligestilling og mod censuren og udsendte i februar 1841 sit flyveskrift »Fire Spørgsmål«, som krævede indførelsen af en forfatning. I 1848 valgtes han til medlem af nationalforsamlingen og optrådte som republikaner. Senere (1862-70) var han medlem af det prøjsiske underhus. I 1863 dømtes han til seks måneders fængsel for en tale, i hvilken han erklærede, at »militær- og junkerstaten måtte gå til grunde, for at Prøjsen kunne opstå som retsstat« samt tilrådede befolkningen skattenægtelse. I 1872 sluttede han sig til socialdemokratiet; i 1874 valgtes han som socialdemokrat til rigsdagen, men modtog ikke valget. Han døde d. 6 marts 1877 i Kønigsberg.

Ludwig Feuerbach er født d. 28 juli 1804 i Landshut. Han studerede først teologi, men skuffedes af dette studium og kastede sig over filosofien; hørte forelæsninger af Hegel i Berlin, blev ansat som docent i Erlangen, men mistede dette embede, da han i 1830 udgav skriftet »Tanker om død og udødelighed«, og fik ikke senere offentlig ansættelse. Fra 1836 trak han sig tilbage til et stille privatliv i beskedne kår i den bajerske landsby Brückberg ved Ansbach. Han fordybede sig her i studiet af naturen og overvejelser af religionen. I 1841 udgav han sit hovedværk »Kristendommens Væsen«, som vakte en uhyre opsigt og en voldsom forbitrelse i konservative og kirkelige kredse. Han blev medarbejder ved Ruge's tidsskrift »Tyske Årbøger«, hvor han var som en »Jerikos Trompet«, men iøvrigt ikke blandede sig i den praktiske politik. Der var derfor stille om hans navn i 1848; da en fransk forfatter udtalte sin forundring over, at han ikke tog del i den revolutionære bevægelse, svarede han: »Når der igen udbryder en revolution, og jeg tager del i den, så kan de til forfærdelse for deres gudfrygtige sjæl være vis på, at denne revolution bliver sejrrig, at kongedømmets og kirkevældens sidste dag er kommen. Desværre oplever jeg ikke denne revolution. Og dog tager jeg virksom del i en stor og sejrrig revolution, hvis virkninger imidlertid først vil udfolde sig efter århundreders forløb.« Han sigtede hermed til den opfattelse, som satte mennesket og naturen i stedet for en gud og et hinsides. I sine »Grundsætninger af fremtidens filosofi« påviste han værdiløsheden af enhver tænkning, som søgte virkeligheden i andet end erfaringen. I 1845 udgav han »Religionens Væsen«, i 1857 »Theogonie«. Lydighed mod naturens love - indprenter han i disse skrifter - er den sande religion. Hos mænd af folket, med hvem han stadig vedligeholdt forbindelse, fandt han ofte en langt dybere forståelse end hos de såkaldte dannede. I 1860 brød økonomiske ulykker ind over ham. En ågerkarl berøvede ham, hvad han ejede; han måtte forlade sit hjem og bosatte sig for resten af sit liv i landsbyen Rechenberg ved Nürnberg. I 1866 udgav han skriftet »Guddom, frihed og udødelighed«. Han døde d. 13 september 1872.

Georg Herwegh er født d. 31 maj 1817 i Stuttgart. Studerede først teologi i Tübingen, men blev greben af tidens frihedsideer og udsendte 1841 fra Svejts digtsamlingen »En levendes digte«, som straks blev populære over hele Tyskland. Han stiftede et tidsskrift, som blev forbudt, hvorefter han tog ophold i Paris og i 1844 udsendte et andet bind digte med svar til sine angribere. Efter at have opnået borgerret i Svejts giftede han sig med datteren af en rig jødisk bankier. Han udgav 1845 »Digte og kritiske artikler«. Efter Februarrevolutionen 1848 samlede han i Paris en trup af tyske arbejdere og foretog et væbnet indfald i Baden. Det blev slået tilbage af wüttembergske soldater, deltagerne splittedes, og Herwegh selv undkom kun med nød og næppe ved sin hustrus rådsnarhed. Erindringen om dette felttog er bevaret i et skrift, som hans søn udgav i 1896. I sine senere år levede Herwegh stille i Paris, Svejts og Baden, hvor han døde d. 7 april 1875.

Julius Frøbel er brodersøn af den berømte pædagog. Julius er født i Bajern d. 16 juli 1805, blev 1833 professor i mineralogi i Zürich og sluttede sig 1839 til den radikale bevægelse. Opgav 1844 sit embede og kastede sig ind i den frisindede agitation i Tyskland; hjalp Weitling med udgivelsen af hans kommunistiske skrifter og skrev bl.a. dramaet »Republikanerne« (1847). Blev udvist fra Prøjsen, bosatte sig i Dresden, valgtes 1848 til nationalforsamlingen og sluttede sig til yderste venstre. Deltog i opstanden i Wien i oktober samme år dømtes til døden, men benådedes, deltog 1849 i opstanden i Pfalz. Udvandrede til Nordamerika, blev fabrikant i New York og redaktør i San Francisco. Vendte 1857 tilbage til Bajern, bosatte sig i München og udgav indtil 1873 det liberale blad »Süddeutsche Post«. Blev tysk konsul i Smyrna og Algier. Døde d. 6 november 1893 i Zürich.

Moses Hess er født d. 21 januar 1812 i Bonn som søn af en velhavende købmand; gennemgik gymnasiet, var en kort tid i sin faders forretning, blev så journalist. I slutningen af 1830erne stiftede han i Paris bekendtskab med lederne af den socialistiske bevægelse og virkede senere utrætteligt for udbredelsen af dens ideer. Han var medarbejder ved »Tysk-Franske Årbøger« og ved »Vorwärts« i Paris. I 1845/46 udgav han i Elberfeld »Samfundsspejlet, organ til forsvar for de besiddelsesløse folkeklasser og til belysning af nutidens sociale tilstande«. Senere opholdt han sig i Bryssel. I 1849 deltog han i den sydtyske revolution og blev dømt til døden in contumaciam (dvs. uden at være til stede). Han tyede til Paris, hvorfra han efter Frederik Vilhelm IV's død vendte tilbage til Tyskland. Da Ferdinand lassalle begyndte sin socialdemokratiske agitation, sluttede han sig straks til ham. Han var i længere tid repræsentant for Køln i »Den almindelige Tyske Arbejderforening«. Han døde d. 6 april 1875. Blandt hans skrifter kan nævnes: »Det europæiske Triarki« (anonymt, 1841). »Om den socialistiske bevægelse i Tyskland« i Karl Grüns »Neue Anekdota« (1845). »Arbejdets Rettigheder« (1863). Han er hovedrepræsentanten for den såkaldte filosofiske socialisme. Mennesket, siger han, har hidtil anset sin egen skabning for sin skaber; det har underkastet sig sine hænders og sin hjernes frembringelser, som om det var overmenneskelige væsner eller magter. Jo mere det har udviklet sin magt, jo mere afmægtigt er det blevet, og til sidst har det bøjet sig i støvet for en eneste almægtig og allestedsnærværende gud, pengene. Fra denne trældom vil menneskene blive befriet af socialismen, dvs. den videnskab og kunst, som består i organisk samvirken af alle legemlige og åndelige kræfter. Arbejdet, som har været en forbandelse, skal atter som fri virksomhed blive en glæde og velsignelse.

Rodbertus er født d. 12 august 1805 i Greifswald; studerede jura i Göttingen og Berlin; blev 1830 referendar i Oppeln og kastede sig over nationaløkonomi. I 1834 købte han godset Jagetzow i Pomern og bosatte sig der i 1836. I 1839 skrev han »De arbejdende klassers fordringer«, hvori han opstillede det statssocialistiske system, som han fastholdt i alle sine senere skrifter. I 1847 valgtes han af ridderskabet i kredsen Usedom - Wollin til medlem af provinsial - landdagen, og i 1848 valgtes han ved almindelig afstemning til medlem af den forfatningsgivende forsamling. Han blev undervisningsminister i det ny kabinet, men nedlagde allerede efter fjorten dages forløb sit hverv, da ministeriet skuffede ham. I spørgsmålet om valgloven stod han på demokratiets side. Senere sluttede han sig til ministeriet Bismarcks politik og erklærede sig imod demokratiet. I fyrretyve år beskæftigede Rodbertus sig med samfundsvidenskab. Allerede i 1842 skrev han om normalarbejdsdagen og stiftede i Greifswald en »Forening for de arbejdende klassers vel«. Senere opfordrede Lassalle ham til samarbejde, hvilket Rodbertus afslog, da han dels ikke ville have lønprincippet afskaffet, dels ikke ønskede den sociale bevægelse blandet med den politiske. I fuldstændig tilbagetrukkenhed fulgte han verdenshistoriens begivenheder. Han hilste med begejstring det nye kejserdømme, som han troede ville føre til løsningen af det sociale spørgsmål. Men da han blev skuffet i dette håb og hans plan om at stifte et social-konservativt parti mislykkedes, søgte han at vinde føling med socialdemokratiet. D. 30 november 1871 skrev han: »For så vidt kernen i det socialdemokratiske parti er rent videnskabelig, tilhører jeg det af hele min sjæl«. Han trådte i forbindelse med Hasenclever og planlagde udgivelsen af et socialvidenskabeligt tidsskrift. Vinteren 1873/74 tilbragte han på grund af sygdom i NordItalien. Det blev mere og mere hans yndlingstanke at skaffe socialismen indpas på »højere« steder ved at træde i skranken for den med sin betydelige autoritet. »Arbejderne og Socialisterne,« skrev han d. 26 december 1873, »skulle vælge mig ind i rigsdagen ..jeg ville modtage valget«. Han forhandlede med socialdemokratiets ledende mænd om en samvirken, men stillede visse betingelser, som forhindrede et resultat. Da dette forsøg således var slået fejl, søgte han at få et embede, i hvilket han kunne virke for sine sociale planer. Imidlertid kastedes han på sygelejet, og d. 6 december 1875 døde han. Blandt hans skrifter kan nævnes: »Til erkendelse af vore statsøkonomiske tilstande« (1842). »Sociale Breve« (1850-51). »Normalarbejdsdagen« (1871). Efter hans død udgaves flere bind efterladte skrifter.

Ferdinand Freiligrath er født d. 17 juni 1810 i Detmold som søn af en borgerskolelærer, og gik i latinskolen til sit 15de år, men kom, da faderen manglede midler til at lade ham studere, i købmandslære. I 1831 fik han ansættelse i et handelshus i Amsterdam, hvor synet af havet og skibene, som drog til de fremmede verdener, inspirerede ham til hans »Tropesange«, som var påvirkede af Victor Hugo's østerlandske vers. Digtene gjorde lykke, og han forlod handelen for at vie sig poesien. I 1841 bosatte han sig i Darmstadt og blev her overrasket ved at få skænket en årlig årspenge på 300 thaler af kong Frederik Vilhelm IV. Han måtte i den anledning høre mange spottende ord af samtidens frisindede digtere (særlig Herwegh), og da han selv udviklede sig til ivrig republikaner, gav han afkald på den kongelige almisse og udgav i 1844 digtsamlingen »Min trosbekendelse«, i hvis forord han skrev: »Fast og urokkelig stiller jeg mig på deres side, som med pande og bryst stemmer sig imod reaktionen! Intet liv mere for mig uden frihed!« i digtet »Fra de schlesiske bjerge« gav han et gribende billede af den sociale nød, og af stor skønhed var digtet »På menneskehedens stamme trænger sig blomst ved blomst«. Digtsamlingen gjorde en uhyre lykke. Freiligrath blev med et slag Tysklands populæreste digter. Men regeringen harmedes, og Freiligrath måtte flygte til Bryssel, hvor han omgikkes Marx; herfra rejste han over Frankrig til Svejts, og i 1846 udgav han i Zürich en ny samling glødende frihedsdigte »Ça ira«, i hvilke han betegnede sig som »revolutionens herold og profet«. Blandt disse digte er det berømte »Nedefra«, hvor proletar - fyrbøderen truer med at sprænge statsskibet i luften. I et andet digt »Fri Presse«, lader han en bogtrykker støbe sin skrift om til kugler. Fra Zürich drog Freiligrath til London, men da Martsrevolutionen udbrød i 1818, havde han ingen ro mere, han rejste i maj til Düsseldorf, hvor han blev hilst med begejstring, og han skrev det mægtige digt »De døde til de levende«, i hvilket de faldne revolutionskæmpere bebrejder de efterlevende, at de har svigtet revolutionens sag. Han blev arresteret for at have opfordret til at omstøde den bestående statsordning og stilledes for en edsvorneret, men frikendtes under jubeldemonstrationer. Han rejste til Køln og skrev digte i »Ny Rhinsk Tidende«; bladet blev forbudt, og han skulle atter arresteres, men rejste til Holland. Her fik han imidlertid ikke lov at blive og vendte derfor tilbage til Tyskland på en rhindamper, forklædt som fyrbøder - ligesom proletaren i hans digt. Forklædningen var så skuffende, at en tysk toldembedsmand klappede ham på skulderen og sagde: »Nå, min søn, har du taget et pund kaffe med hjem til mutter?« Freiligrath boede nu et år uantastet i Køln, tog derfra til Düsseldorf, men var stadig bevogtet af politiet. Om aftenen d. 12 maj 1851 tog han afsked med sine venner, Lassalle og flere, og rejste samme nat til England. Det var yderste øjeblik; han var medanklaget i processen mod Kommunisternes Forbund. Han levede nu en række år roligt i England, hvor han lod sig naturalisere; en indsamling til fordel for ham i 1867 indbragte 60,000 thaler. I 1868 rejste han til Stuttgart, derfra til Cannstadt, hvor han døde d. 18 marts 1876. Sine ideer forblev han tro til det sidste.

Wilhelm Wolff er født d. 21 juni 1809 i Schlesien som søn af en livegen bonde. Studerede klassisk filologi ved universitetet i Breslau; deltog i burschenschaft-bevægelsen, blev arresteret 1834, slæbt fra fængsel til fængsel, til sidst bragt til fæstningen Silberberg, hvor han fandt en lidelsesfælle i forfatteren Fritz Reuter. I 1839 blev han benådet og drog tilbage til Breslau, hvor han ernærede sig som privatlærer og kæmpede mod politicensuren. Han skulle atter arresteres, men flygtede til London, rejste derfra til Bryssel, hvor han blev bekendt med Marx og Engels og trådte ind i den tyske arbejderforening. Efter Februarrevolutionen blev han udvist fra Bryssel, rejste til Paris, og derfra, da Martsrevolutionen udbrød, til Schlesien, hvor han virkede for radikale valg. Han blev medarbejder ved »Ny Rhinsk Tidende« i Køln, valgtes ind i Frankfurter rigsdagen som repræsentant for Breslau og optrådte som demokratiets hensynsløse forkæmper. Han fulgte med Nationalforsamlingen til Stuttgart, og da den der var blevet sprængt af militæret, rejste han til Baden senere til Zürich, hvor han atter levede som privatlærer. I 1851 drog han til London, derfra til Manchester, hvor han virkede som lærer indtil sin død d. 9 maj 1864.

Lola Montez er født i Skotland 1820 som datter af en irsk officer og en kreolerinde. Blev gift og rejste til Ostindien, men forlod snart sin mand og vendte tilbage til Europa, hvor hun optrådte som »spansk danserinde« i England, Tyskland og Rusland og gav anledning til talrige skandaler og dueller. Kom til München og blev den gamle kong Ludvigs elskerinde. Fordrevet i marts 1848 flakkede hun påny omkring i verden, bl.a. i Amerika, hvor hun optrådte som skuespillerinde og holdt foredrag om sit livs mærkelige begivenheder. Hun døde fattig i 1861 i New York.

Gustav von Struve republikansk agitator og skribent født 1805 i Livland studerede jura, var først gesandtskabssekretær, senere advokat i Mannheim. Studerede frenologi (dvs. læren om hjernens bygning som udtryk for menneskets evner og egenskaber) og udgav en håndbog deri. Blev som redaktør flere gange dømt til fængsel. I april 1848 foretog han sammen med Hecker et republikansk oprørsforsøg i Baden; da det mislykkedes, flygtede han til Svejts, gjorde derfra atter indfald i Baden i september samme år, dømtes for højforræderi, men slap fri ved den badensiske folkerejsning i maj 1849. Flygtede til Svejts, derfra til New York, hvor han skrev sin »Almindelig verdenshistorie« i radikal ånd. Deltog i den nordamerikanske borgerkrig som officer; vendte i 1863 tilbage til Europa; døde i Wien d. 21 august 1870.

Armand Goegg er født d. 7 april 1820 i den badenske landsby Renchen. Han studerede retsvidenskab i Freiburg, München og Heidelberg. Revolutionens malstrøm rev ham i 1848 og 1849 med ind i bevægelserne i hans hjemland Baden. Efter Gustav von Struves og Heckers nederlag organiserede han påny det badenske demokrati. I 1849 sammenkaldte han den store landsforsamling i Offenburg, som antog det af ham forfattede radikale program. Da militæret gjorde oprør og storhertugen flygtede, valgtes der en regering, i hvilken Goegg overtog finansforvaltningen. Imidlertid sendte Prøjsen tropper ind i Baden, og Goegg deltog i flere fægtninger. Med resten af frihedsarmeen trak han sig til sidst over på Svejtsisk grund. Senere foretog han store rejser i Amerika og Australien, som han beskrev i bøger og afhandlinger. Han udgav et interessant værk om opstanden i Baden. Død d. 21 juli 1897 i sin fødeby.

Moritz Rittinghausen er født d. 27 november 1814 i Hücheswagen; deltog i fyrrernes frihedsbevægelse, sluttede sig til socialismen og var i 1848 medarbejder ved »Ny Rhinsk Tidende«. Han skrev »Statindustriens organisation« (1848) og »Direkte lovgivning ved folket« (1850). I 1877/78 og 1881-84 var han socialdemokratisk rigsdagsmand for Solingen, men skilte sig i 1884, væsentligt af personlige grunde fra partiet. Han døde d. 29 december 1890.

Richard Wagner er født d. 22 maj 1813 i Leipzig, hvor hans fader var politiforvalter. Efter at hans moder var blevet enke og havde ægtet skuespilleren Ludwig Geyer, kom han til Dresden, hvor han gik i skole og skrev en frygtelig tragedie, derfra tilbage til Leipzig. I hans 16de år gjorde Beethovens symfonier et så mægtigt indtryk på ham, at han »besluttede at blive musiker,« i sin begejstring for den franske Julirevolution i 1830 ville han skrive en »politisk ouverture«. Han komponerede i denne romantiske stormperiode flere værker, bl.a. en symfoni. Han var stærkt reven med af det »unge Tysklands« frihedsbevægelse og den franske St. Simonisme; hans første opera var en forherligelse af den fri sanselighed. Som kapelmester i Riga påbegyndte han i 1838 operaen »Rienzi« med den Italienske frihedshelt som hovedperson; han flygtede fra Rusland på grund af gæld og rejste til London over Nordsøen, hvor han fik uvejrsmotiver til »Den flyvende hollænder«. Paris var rejsens mål, men han blev dybt skaffet og frastødt af den »frække modecivilisation«, som han her fandt i stedet for sand kultur, og han undfangede planen til sin opera »Tannhäuser« med dens modsætning mellem sansernes lyst og det dybe gemyt. I 1842 kom han tilbage til Tyskland og blev kapelmester i Dresden. Hans mål udformede sig nu tydeligere for ham; han ville forny sin tids kunst, genskabe musikken i lutret form, men da kunsten er et udtryk for de sociale og politiske forhold, blev han revolutionær mod det bestående samfund. Som deltager i Majopstanden i 1849 måtte han flygte fra Dresden; i Svejts skrev han »Kunsten og Revolutionen«, hvori han udviklede, at kunsten med hud og hår havde solgt sig til kapitalismen og industrien og kun kunne reddes ved en social revolution. Målet var fælles: revolutionen gav mennesket kraft og kunsten gav det skønhed. I skriftet »Fremtidens Kunstværk« udviklede han sine ideer til en stor folkelig scene, hvor alle kunstarter - digtning, musik, maleri og plastik - var sammensmeltede. Først efter mange år og mange omskiftelser fik Wagner under kong Ludvig II. af Bajerns beskyttelse lejlighed til at virkeliggøre disse planer i Bayreuth, hvor et stort teater byggedes udelukkende til opførelse af hans værker: »Lohengrin«, »Mestersangerne i Nürnberg«, »Valkyrien«, »Siegfried«, »Gudernes tusmørke«, »Tristan og Isolde«. Det er den moderne tids ypperste musikdramaer, men under deres revolutionære og hedenske forherligelse af det fri menneske skjuler der sig i virkeligheden en kristelig forsagelsesmoral, og i sit sidste drama »Parsifal« endte Wagner i den rene mystik. Han døde i Venedig d. 18 februar 1883.

Johann Philipp Becker er født 1809 i Frankenthal. Han måtte på grund af faderens fattigdom forlade skolen tidligt for at komme i børstenbinderlære. I begyndelsen af 1830erne tog han ivrig del i den revolutionære bevægelse i Tyskland, måtte derfor flygte til Svejts, hvor han fik borgerret i kanton Bern og var virksom under forfatningskampene. I 1848 udstedte han et opråb til dannelse af en tysk legion; i 1849 tog han fremragende del i den sydtyske Majrevolution og blev øverstkommanderende for folkeværnet i Baden. Efter revolutionens nederlag virkede han utrætteligt blandt de tyske flygtninge i Svejts. Han sluttede sig straks til »Internationale« og redigerede i 1866-71 bladet »Vorbote« (»Forvarslet«) i Genf. Han forblev socialdemokratiet tro til sin død i december 1886.

Friedrich Albert Lange er født d. 28 september 1828 i Wald ved Solingen. Gik på gymnasiet i Duisburg, studerede filologi og filosofi i Zürich, senere i Bonn, hvor han i 1851 tog doktorgraden og nogle år virkede som privatdocent i 1858 fik kan ansættelse som lærer ved gymnasiet i Duisburg, deltog livligt i den politiske agitation, fik som følge deraf en advarsel, som han besvarede ved at nedlægge sit embede. Han blev medredaktør af »Rhein- und Ruhr-Zeitung« og førte en heftig kamp mod ministeriet Bismarck; hans kraftige ord satte liv i oppositionen i hele Rhinlandet og Westfalen. I oktober 1864 valgtes han sammen med Bebel og Max Hirsch ind i ledelsen af det liberale partis arbejderforeninger og søgte at bringe en forsoning i stand med Lassalle's tilhængere. I 1865 udgav han skriftet »Arbejderspørgsmålet«. Samtidig arbejdede han på sit værk om »Materialismens Historie«. Hans stilling blev stadig skarpere overfor Fremskridtspartiet, som viste sig lunkent forsvaret for folkets politiske rettigheder og sociale krav, og hvis holdning overfor Bismarck han stemplede som hykleri og fejhed. Fuldstændig isoleret udvandrede han til Svejts; han blev lærer ved gymnasiet i Winterthur, medudgiver af et radikalt blad og ivrig forkæmper for demokratiet. I 1869 blev han privatdocent i filosofi i Zürich; i 1870 udgav han »Arbejderspørgsmålet« i omarbejdet form. Under krigen med Frankrig nedlagde han sine embeder i Svejts; i 1872 modtog han en stilling som professor i Marburg, hvor han virkede indtil sin død d. 21 november 1875.

Theodor York er født d. 13 maj 1830 i Breslau; lærte snedkerhåndværket, gennemvandrede Østrig og Tyskland, slog sig ned i Harburg og blev snart den anerkendte fører for don radikale fløj af de hannoveranske arbejderdannelsesforeninger. Han var med til at stifte »Den almindelige Tyske Arbejderforening« og sad i styrelsen indtil 1869. På grund af uenighed med præsidenten, Schweitzer, trådte han ud og stiftede sammen med Bracke, Bebel, Liebknecht og flere Det Socialdemokratiske Arbejderparti, hvis sekretær han blev i 1871. Samtidig ledede han snedkernes fagforening, og på kongresserne i Erfurt 1872 og Nürnberg 1873 grundlagde han en fællesorganisation af fagforeningerne. En nyresygdom medførte, at han var nødt til at nedlægge sin stilling som partisekretær. I 1874 stillede han sig som rigsdagskandidat i en sachsisk valgkreds, men uden at opnå valg. Han var med til at virke for en overenskomst mellem de to grupper af det tyske socialdemokrati uden dog at opleve den endelige sammensmeltning. Han døde d. 31 december 1874.

Jean Baptist vos Schweitzer er født i Frankfurt am Main d. 12 juli 1838. Studerede jura i Berlin og Heidelberg og nedsatte sig derefter som advokat i sin fødeby. Deltog først i den liberale nationalforeningsbevægelse, sluttede sig derefter til Lassalle. Stiftede i december 1867 bladet »Der Sozialdemokrat«, som udkom i Berlin, og blev samme år præsident for »Den almindelige Tyske Arbejderforening«, som under ham nåede højdepunktet af sin udvikling. Han gav imidlertid også anledning til, at en del medlemmer skilte sig ud og grundlagde Det Socialdemokratiske Arbejderparti på programmet i Eisenach. Af fagforeningsbevægelsen indlagde Schweitzer sig ligeledes fortjeneste. I efteråret 1867 valgtes han ind i den nordtyske rigsdag, men faldt ved nyvalgene i 1871. Samme år nedlagde han sin stilling som præsident i »Den almindelige Tyske Arbejderforening« og deltog ikke senere i bevægelsen. Han døde d. 28 juli 1875 i villa Giessbach ved Brienzer-søen.

Jakob Audorf er født d. 1 august 1835 i Hamborg; gik i fattigskolen; var derefter fem år i lære som maskinsmed og gik 1867 på vandring. I Wintherthur i Svejts var han leder af Den Tyske Arbejderforening. Derefter rejste han til Paris og London, kom tilbage til Hamborg, agiterede for den gamle Weitlingske kommunisme, men blev snart dragen ind i den lassalleske bevægelse og var med til at stifte »Den almindelige Tyske Arbejderforening«. Ved sørgefesten for Lassalle i Hamborg 1864 digtede Audorf »den tyske arbejder - Marseillaise«, som er blevet det tyske socialdemokratis slagsang. Træt af spliden indenfor arbejderpartiet drog han i 1868 til Rusland; vendte i 1875 tilbage til Hamborg og trådte ind i redaktionen af »Hamburg-Altonaer Volksblatt«; rejste atter til Rusland, vendte i 1887 påny tilbage til Hamborg og var medarbejder ved »Hamburger Echo« indtil sin død d. 20 juni 1898.

Wilhelm Bracke er født i Braunschweig d. 29 maj 1842. Fik en fortræffelig opdragelse og overtog senere faderens korn- og melforretning. Blev tidlig tiltrukken af de socialistiske ideer og trådte ind i »Den almindelige Tyske Arbejderforening«, hvis kasserer han blev. Hans glimrende evner som taler gjorde ham snart vidt bekendt. I 1869 var han med til at stifte Det Socialdemokratiske Arbejderparti på programmet i Eisenach. I 1870 blev han med samt hele partistyrelsen fængslet i Braunschweig, fordi den efter slaget ved Sedan havde protesteret mod fortsættelsen af krigen mod Frankrig. Han sad fængslet i flere måneder. I 1877 og 1878 valgtes han til rigsdagen. Under socialistloven led han meget; bl.a. blev hans forlagsboghandel forbudt. På grund af svaghed nedlagde han i 1879 sit rigsdagsmandat. Han døde d. 27 april 1880. Hans »Folkekalender« var en værdifuld forøgelse af den socialistiske litteratur. Blandt hans øvrige skrifter er »Ned med socialdemokraterne!« det mest udbredte og bekendte.

Tölcke er født d. 31 maj 1817 i Iserlohn (Westfalen). Trådte ind i den politiske kamp som ivrig tilhænger af Lassalle; valgtes d. 30 november 1865 til præsident for Den almindelige Tyske Arbejderforening. Var en udmærket organisator. Efter Schweitzers tilbagetræden var han virksom for sammensmeltningen af de to socialdemokratiske partier og gjorde det første skridt fra arbejderforeningens side. Enighedskongressen i Gotha var væsentlig hans værk. Han dømtes til en længere fængselsstraf, blev syg og måtte løslades. Efter socialistlovens ophævelse deltog han atter i bevægelsen. Han døde d. 30 november 1893.

Demmler er født d. 22 december 1804 i Güstrow; gennemgik bygningsakademiet i Berlin, trådte 1824 i mecklenborgsk statstjeneste, blev 1837 udnævnt til hofbygmester og 1841 til hofbygningsråd i Schwerin. I denne egenskab satte han igennem, at mellemmænd blev afskaffede ved offentlige byggearbejder, så fortjenesten tilfaldt arbejderne selv. På grund af sin deltagelse i 1848-bevægelsen blev han afskediget uden pension. Han vedblev at være ivrig frihedsmand, trådte sammen med Johann Jacoby over til socialdemokratiet og valgtes 1877 ind i rigsdagen af Leipzig - landkreds. Han døde d. 2 januar 1886.

Wilhelm Hasenclever er født d. 19 april 1837 i Arnsberg; gik nogle klasser af gymnasiet igennem; kom derefter i logarverlære. Vandrede i Tyskland og Norditalien; blev redaktør af »Westfalsk Folketidende«, sluttede sig til Lassalle og Den almindelige Tyske Arbejderforening, hvis præsident han blev, da Schweitzer i 1871 trak sig tilbage. I 1875 overtog han redaktionen af »Hamburg-Altonaer-Volksblatt«; i 1876/78 redigerede han »Vorwärts« sammen med Liebknecht. Han var medlem af rigsdagen i årene 1869-71 og 1874-79. I sine sidste leveår blev han sindssyg; han døde i Schöneberg d. 3 juli 1889.

Fr. Wilhelm Fritzsche var tobaksarbejder og medstifter af »Den almindelige Tyske Arbejderforening«; han var fortrinlig fagforeningsorganisator; en af de første socialdemokrater i den tyske rigsdag.

Karl Grillenberger er født d. 22 februar 1818 i Zirndorf (Bajern); gik i folkeskolen; blev smedesvend, vandrede i Tyskland, Svejts og Østrig. I 1874 blev han redaktør af »Nürnberg-Fürther-Tageblatt«; senere af »Frankische Tagespost«. Han gennemagiterede Bajern nord for Donau og erobrede i 1881 valgkredsen Nürnberg, som han repræsenterede i rigsdagen indtil sin død d. 19 oktober 1897.

Poul Grottkau er født i 1846. Han organiserede i 1870erne den faglige bevægelse blandt murerne i Tyskland, tog også del i den politiske og dømtes flere gange til længere fængselsstraffe. Ved socialistlovens udstedelse drog han til Amerika, hvor han blev redaktør af »Arbeiter Zeitung« og »Vorbote« i Chicago. Derfra til Milwaukee og San Francisco, hvor han overtog »Kalifornia Arbeiterzeitung«. Han døde i 1899.

Ignaz Auer er født d. 19 april 1846 i Dommelstadt, NordBajern; gik i folkeskolen i Birnbach og Neuburg; lærte sadelmagerhåndværket 1859-63 og berejste som svend Tyskland og Østrig; sluttede sig til socialdemokratiet; blev i 1874 udvist af Dresden, senere af Hamborg og Berlin som følge af Undtagelsesloven. Medlem af rigsdagen 1877-78, 1880-81, 1884-87 og siden 1893. Var sadelmager i München, indtil han i slutningen af 1890erne bosatte sig i Berlin, hvor han stadig boer og virker som partiets sekretær og er en af dets klogeste ledere i det stille.

Hermann Molkenbuhr er født d. 11 september 1851 i Wedel i Holsten; gik i den derværende folkeskole; lærte som cigararbejder; sluttede sig i begyndelsen af 1870erne til den socialdemokratiske bevægelse. I 1881 blev han ifølge Undtagelsesloven udvist fra Hamborg-Altona, rejste til Amerika, vendte tilbage i 1884 og bosatte sig i Kellinghausen, hvor han arbejdede ved sit fag. I 1890 blev han valgt i Glückstadt og 1898 i Hamborg til medlem af rigsdagen, hvor han senere stadig har haft sæde. Han er en af partiets virksomste landagitatorer.

Karl Frohme er født d. 4 februar 1850 i Hannover; blev maskinsmed og sluttede sig tidligt til den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Han valgtes i 1881 ind i rigsdagen for Hanau; senere genvalgt og stadig medlem af rigsdagen. Har udfoldet en omfattende og dygtig virksomhed som organisator og skribent.

Eduard Bernstein er født i Berlin d. 6 januar 1850 som søn af en lokomotivfører. Gik på gymnasium; kom derefter ind i en bank, hvor han var ansat i 12 år. Overtog i 1880 redaktionen af »Der Sozialdemokrat« i Zürich; blev i 1888 udvist af Svejts og levede derefter en række år i London. Indtager som teoretiker en fremragende plads i det moderne tyske socialdemokrati. Medlem af rigsdagen.

Max Schippel er født i Chemnitz d. 6 december 1859. Studerede sprog og statsvidenskab i Leipzig, senere i Berlin og Basel. Stiftede i 1887 det socialpolitiske ugeblad »Berliner Volkstribüne«, blev senere redaktør af Central-Ugebladet »Der Sozialdemokrat«. Er forfatter af en række skrifter og talrige brochurer i »Berliner Arbeiterbibliotek«. Siden 1890 rigsdagsmand for Chemnitz.

Karl Kautsky er født d. 16 oktober 1854 i Prag. Redaktør af månedsskriftet »Die Neue Zeit«; forfatter af en række populærvidenskabelige, socialistiske værker: »Folkeformerelsens indflydelse på samfundets fremskridt« (Wien 1880). - »Irland. Kulturhistorisk skitse«. - »Marx' økonomiske lære«. - »Thomas Morus og hans Utopia«. - Erfurterprogrammet, 1892; desuden talrige mindre afhandlinger og artikler.

Paul Singer er født d. 16 januar 1844; gennemgik realskole, blev købmand og i 1869 medejer af en fabrik for damekonfektion, som han senere er trådt ud af. Valgtes i 1884 til rigsdagsmand for Berlins fjerde kreds og er senere stadig genvalgt; er ligeledes medlem af Berlins borgerrepræsentation. Har ofret en stor del af sin betydelige formue til fordel for partiet.

Arthur Stadshagen er født i Berlin d. 23 maj 1857. Studerede jura; blev i 1884 assessor, senere sagfører ved landsretten. Valgtes i 1890 som socialdemokratisk rigsdagsrepræsentant for Niederbarnim; senere genvalgt. Er en af rigsdagsgruppens ypperste talere.

Fr. Naumann er født i 1800; studerede teologi og tog embedseksamen i 1885. Året efter ansattes han som præst i Sachsen; i 1890 trådte han i den Indre Missions tjeneste; snart efter sluttede han sig til den kristelig-sociale retning, hvis fører han blev. Han udgav forskellige skrifter, i hvilke han holdt sig nær til socialdemokratiet, men betonede den religiøse side af socialismen. Senere søgte han at skabe et national-socialt parti på kristeligt grundlag med organ i ugeskriftet »Die Hilfe«. Ved de sidste valg (i 1903) har han selv erkendt sin politiks nederlag.

Gerhart Hauptmann er født i 1862 i Salzbrunn i Schlesien; søn af en gæstgiver, sønnesøn af en væver, som deltog i hungeroprøret i fyrrerne. Har skrevet skuespillene »Før solopgang«, »Fredsfesten«, »Væverne«, »Ensomme mennesker«, »Lille Hanne« og flere.

Fr. Nietsche er født d. 15 oktober 1844 i Röcken ved Lützen. Blev i 1869 professor i Basel, men måtte på grund af sygdom opgive sit embede i 1879. Havde forinden skrevet: »Utidssvarende betragtninger« og »Menneskeligt, alt for menneskeligt«. Skrev senere under omflakken i Svejts og Italien sine hovedværker: »Morgenrøde« - »Den muntre videnskab« - »Således talte Zarathustra« - »Hinsides godt og ondt« - »Moralens oprindelse« - »Viljen til magt« - »Antikristen«, osv. Ramtes i 1889 af uhelbredeligt vanvid og var hensunken i sløvhed indtil sin død i Weimar d. 25 august 1900.

Wilhelm Pfannkuch er født d. 28. November 1841 i Casset; gik i borgerskole, blev snedkersvend, vandrede i syv år; arbejdede derefter i jernbaneværkstedet i Cassel. Har siden 1866 været virksom i partiets tjeneste og siden 1893 partisekretær. Medlem af rigsdagen.

Videre til: Erfurterprogrammet ** De Tyske Bondekrige ** Brudstykker af Central- og Vesteuropas historie efter 1500-tallet ** Marxismens ABC **

Webmaster