Det er, som om Goethe med disse ord om den døde sump, der forpester alt del hidtil vundne, har forudset kapitalismen, den sejeste, længstlevende rest af gamle samfundsformer. De ord, han lægger Faust i munden, er ganske mærkelige. Hidtil har Faust følt sig som det store undtagelsesmenneske, det ensomme geni, hvis vilje styrede hoben, uden at denne forstod sit eget vel. Nu, da han er blind og endnu mere end hidtil må stole på andre, går der ligesom et indre lys op for ham, der viser ham Altings evige sammenhæng. Han har i sin stolte selvtillid ment, at »én ånd er nok for tusind hænder,« selv hvor det største arbejde skal udføres, men nu er han ved at tilegne sig den erfaring, at der behøves mere end hænder, nemlig de arbejdendes gode vilje. Så omfattende en ånd han end er, så føler han sig dog nu ingestillet med de ringeste arbejdere, når det gælder den lykkelige fuldførelse af et stort værk. Thi den »ene ånd«, som er »nok for tusind hænder«, det er ikke den enkeltes ånd, herskerånden, men det er den almene ånd, fællesskabets ånd, menneskehedens, samfundets, solidaritetens. Et værk kan aldrig udføres på den måde, at en enkelt vilje lægger en mængde andre viljer under sig, men kun derved, at alle viljer går op i én stor fællesvilje.

Hans blik udover menneskeslægtens historie er blevet langt videre og mere omfattende end før. Han har hidtil betragtet den som frembragt af en række enestående helteskikkelser, store personligheder, der fortsatte hinandens virken og stræben. Nu opruller selve slægtens historie sig for ham, og han fatter den sammenhæng, der beror på vekselvirkningen imellem de enkelte store og de mange små, de givende og de modtagende, som atter giver tilbage. Idet han vender sig bort fra den oplyste enevælde, som vil gøre menneskene lykkelige mod deres vilje, øjner han tanken om folkets selvopdragelse og aner, at der i de millioner af løsslupne viljer usynligt, men sikkert virker en guddommelig alvor og en dybere plan, end nogen enkelt, han være sig nok så genial, formår at gennemskue. Greben af denne nye tanke, der forklarer alt og forsoner alt, ser Faust i henrykkelse gåden løst. Tilværelsens hemmelighed funden, modsætningen imellem natur og ånd ophævet; han ser i ånden et frit, kun af samfølelse bundet samfund rejse sig som sin længsels højeste mål: Jeg åbner millioner plads at bygge i virksom frihed, ej i sløvhed trygge. Nyvunden jord sin rige grøde byder til mennesker og kvæg, et frodigt liv i læ af digerne, som op sig skyder ved kækt og flittigt samarbejdes bliv. Her indenfor et paradisisk land: lad bølgen rase kun imod dets strand - hver gang den gennem dæmningen vil snige, skal den for ilsom fællesmodstand vige.--- På friheds jord et folk som virker frit - at dog et sådant syn engang blev mit! Da turde jeg til øjeblikket siger: O, dvæl endnu, du skønne stund ! - Med de ord dør Faust - i lyksalig forudfølelse af, at den sæd, han har udsået, skal modnes efter ham, og dens høst komme menneskene til gode. Således gik det med Goethe selv. Hans digtning var vel gået hen over folkets hoveder og havde kun i forholdsvis ringe grad grebet ind i samtiden men efterhånden som den gennemtrængte sindene, bidrog den mægtigt til at skabe en ny bevidsthed - bevidstheden om, at mennesket ikke havde overnaturlige magter, men kun sit eget »helligt glødende hjerte« at stole på i kampen mod tyranni og død. Goethe formede en slægt af mennesker i sit billede. 

Julirevolutionen i Paris 1830 fandt en mægtig genklang i Belgien, Italien og Polen; den vakte også nyt liv i Tyskland. Da den polske hær var blevet sprængt efter en heltemodig kamp mod det russiske zardømme, blev flygtningenes sørgetog gennem Tyskland til et sandt triumftog. Borgerstanden følte instinktmæssigt, at Polens kamp mod den russiske overdespot også var ført mod de tyske underdespoter, og hos den opvoksende lille junker Bismarck blev spiren nedlagt til det rasende polakhad, som et halvt århundrede senere gav sig udslag i hans brutale politik.

Men det tyske bourgeoisi var endnu ikke modent for en national bevægelse, så lidt som proletariatet for en social. I Aachen ødelagde arbejderne, drevne af den frygteligste nød, nogle maskiner og fabrikker; i Berlin demonstrerede skræddersvendene udenfor kongens vinduer og blev drevne fra hverandre med den flade klinge. I nogle nordtyske småstater blev der ryddet lidt op i det værste despoti. I Göttingen tvang studenterne og bønderne nogle reformer igennem, i Leipzig og Dresden demonstreredes der med lignende resultat. I Sydtyskland, hvor en frisindet presseforening var blevet opløst, sluttede de radikale elementer en sammensværgelse med det formål at iværksætte en »tysk revolution«, som skulle finde sted d. 3 marts 1833 i selve Frankfurt, hvor forbundsdagen havde sæde. Foretagendet var imidlertid dårligt forberedt og måtte trods al dumdristighed mislykkes. På den fastsatte dag blev hovedvagten og konstabelvagten i Frankfurt overrumplet af 60 sammensvorne; der var sårede og døde på begge sider, men befolkningen i Frankfurt tog ikke del i oprørsforsøget, som for reaktionen kun blev en velkommen anledning til de smudsigste voldshandlinger: undertrykkelse af al ytrings- og foreningsfrihed.

I Hessen blev et bondeoprør kvalt i blod. Føreren for de liberale i dette hertugdømme var rektor Weidig, som i 1834 fandt en begejstret tilhænger i den unge naturvidenskabelige student Georg Büchner, et mærkeligt frit og klart tænkende hoved, som indså, at enhver politisk revolution måtte hvile på et materielt grundlag, en trang hos folkets masse. I et hemmeligt flyveskrift opfordrede han bønderne til at storme godsejernes borge, ligesom de franske bønder havde gjort i 1789, men skriftet faldt ved forræderi regeringen i hænde, og nettet trak sig sammen om oprørernes hoveder. G. Büchner flygtede i sidste øjeblik og døde et par år efter i Zürich; Weidig derimod blev grebet, fængslet og underkastet en så grusom tortur, at han foretrak selv at give sig døden. Han skar sine pulsårer over med glasskår. Hans død fravristede folket et skrig af afmægtig harme, og hans skæbne gjorde dybt indtryk på en elleveårig dreng, for hvis fremtid den blev bestemmende: Det var Wilhelm Liebknecht.

Ved tredivernes midte lå kirkegårdens ro atter over Tyskland - dog kun tilsyneladende. Smådespoterne med Metternich i spidsen vare overbeviste om, at hvis de blot kunne spærre de franske revolutionsideer ude, så var der fred og ingen fare, men de tog sig ikke i agt for den social-økonomiske udvikling, der medførte en langt dyberegående omvæltning end de overfladiske idebevægelser. Produktionsformerne var nu engang ikke længere de samme som før; jordbunden var beredt for den moderne industri; næringsfriheden gennembrød mere og mere de gamle lavsskranker; kapitalismen trængte sig frem. Den tyske toldforening, som trådte i kraft 1834, afskaffede de indenrigske toldgrænser og fremskyndede mægtigt den industrielle udvikling. Året efter anlagdes den første tyske jernbane. Metternich selv skabte i Østrig et omfangsrigt jernbanenet. Han troede, at jernbanerne var mindre farlige for hans konservative system end de liberale skribenters frihedsfraser. På samme tid som han spærrede skribenterne inde, lod han lokomotiverne bruse gennem Østrig og begreb ikke, at enhver nagle i skinnerne var et søm til reaktionens ligkiste. Jernbaneskinnerne var, som en samtidig digter sang, de blanke trolovelsesringe, der knyttede nation til nation. De udløste den tyske jordbunds rigdomme på kul og jern. Maskinfabrikker skød rask i vejret, storindustrien begyndte at tage opsving, selvom håndværket endnu stadig var det fremherskende og netop nu oplevede sin sidste blomstring.

Som altid gik de naturvidenskabelige fremskridt hånd i hånd med de økonomiske. Liebig var en genial banebryder for den moderne kemi; Alexander Humbolt samlede i Berlin en kreds af fremragende naturforskere. Det polytekniske studium tog luven fra de historiske videnskaber. Også på det litterære og politiske område begyndte isen nu at smelte. Julirevolutionens hede pust havde åndet på de døde masser. Platen brændemærkede i jernhårde rytmer Polens bødler, den russiske despotisme og dens hjælpershjælpere. Børne og Heine åbnede et heftigt korstog mod selve den tyske despotisme. De var begge ilede til Paris og havde med lidenskabelig deltagelse oplevet den sidste begejstring i julidagene og den første skuffelse derefter. Børne spottede snart det konstitutionelle monarki som et misfoster med to rygge, der var bestemt til at få prygl på begge sider. Han var vokset op i ghettoen - det usle jødekvarter - i Frankfurt am Main, den »fri« stad, hvis største søn, Goethe, allerede var glemt, som om han aldrig havde levet, i den grad var hans ånd forsvundet dér. I Frankfurt sad forbundsdagen som et håndgribeligt billede på tidens politiske elendighed, side om side med gammelt skrammel af middelalderlig herlighed; her var århundredets mægtigste finansdynasti, Rothschilderne, udgået fra den smudsigste jødegade i verden; her trivedes pengepugeri og åger i stor stil sammen med snæverhjertet undertrykkelse og indskrumpet spidsborgerlighed. Alle disse stejle modsætninger havde i en så tidlig alder præget sig i Børnes bløde gemyt, at hans skarpe forstand endnu i hans modne år ikke formåede at besejre dem. Han elskede Tyskland, han elskede friheden, og han lagde blodige strimer over ryggen på dem, der foragtede den, men han var ikke overlegen nok til at blive dens redningsmand, han, der hånede Goethe som en træl på vers og Hegel som en træl på prosa. Hans dagbog fra maj 1830 viser, hvor mismodig og selvopgivende han dengang følte sig. Aldrig havde han kunnet løfte sine øjne fra det blad papir, han skrev på, uden at se den blege frygt for enhver stor lidenskab, for idealer, ja blot for ungdom, trone på herskersæderne side om side med dyrisk selvopholdelsesdrift og dyrisk svælgen i nydelse…..et sørgeflor hang over verden. Det forekom ham, at livets værdier i Tyskland blev udprægede under jorden, i midnatsstilhed, som af falskmøntnere. De, der arbejdede, de nød ikke, og de, der nød, de, som oppe i dagslyset satte de værdier i omløb, der var frembragte nede i mørket under angst og bæven, de arbejdede ikke. Ved efterretningen om Julirevolutionens udbrud foryngedes han som ved et mirakel og ilede til Paris. Da han på Frankrigs grænse så den trefarvede fane, bankede hans hjerte, så han var ved at besvime. Den røde stribe af fanen flagrede ind over tysk jord; - blodets farve, sagde han, var også den eneste, der blev Tyskland til del af Frankrigs frihed.

En langt rigere natur end Børne var Heine, søn af det værkflittige Nederrhinland, den sødeste sangmund, som Tyskland havde kendt siden Goethes unge dage, og en kundskabsrig discipel af Hegel. Da han på Helgoland fik budskab om den store juliuge i Paris, var han lutter glæde og sang, lutter sværd og flamme. Han havde sunget romantikkens svanesang og i sine »Rejsebilleder« forherliget Napoleon som revolutionens søn på bekostning af det prøjsiske rå junkerdømme og præstevælde. Efter at have skildret sit besøg på valpladsen ved Marengo skriver han: »Det bliver en smuk dag, udbrød min rejsefælle. - Ja, det bliver en smuk dag, gentog mit hjerte i stille ro og skælvede af vemod og glæde. Ja, det bliver en smuk dag, og frihedssolen vil gøre jorden lykkelig. Der vil blomstre en ny slægt op, avlet i frie favntag, ikke i tvangslejet under de gejstlige tolderes opsyn, og med den frie fødsel vil menneskene også få frie tanker og frie følelser, om hvilke vi fødte trælle ingen anelse har.« Da han modtog avispakken med de »glødende hede« nyheder fra Paris, følte han det som »solstråler, indviklede i trykpapir«, og de opflammede - skriver han - »min sjæl til den vildeste brand. Det var mig, som kunne jeg antænde det hele verdenshav lige til nordpolen ved gløden af den begejstring og vikle glæde, som luede i mig.« Han fortæller også, hvorledes en fisker, der roede ham, meddelte ham nyheden med de ord: »De fattige folk har vundet sejr«, og det troede Heine i øjeblikkets overstrømmende henrykkelse selv. Men det var jo så langt fra tilfældet, at det tværtimod var de rige - bourgeoisiet - som havde befæstet deres magt ved proletariatets hjælp for bagefter kun så meget hårdere at sætte foden på dets nakke. Det indså Heine snart, da han kom til Paris. Han greb med genial forståelse det inderste væsen i den franske socialisme. Og han fortolkede for franskmændene hemmelighederne ved den tyske filosofi og forudsagde, hvad endnu ingen anede, at det var de tyske håndværkssvende og arbejdere, som var denne filosofis arvinger.

Børne og Heine kæmpede i udlandet; under den tyske censur var deres fri og kække tale umulig. Men ved årtiets midte brød der også i selve Tyskland - samtidig med det økonomiske opsving - allehånde kilder frem under litteraturens isskorpe. I det samme år, som så den første tyske jernbane, viste der sig en hel række betydningsfulde litterære fremtoninger: bl.a. Immermanns »Epigoner«, som skildrede klassekampen mellem godsejeradel og borgerlig industri, Freiligraths første digte, som i brændende farvepragt oprullede verdenshandelens område, Gutzkows roman »Tvivlersken Wally« og »Jesu Liv« af Strauss.

Og kun fra dette sidstnævnte lærde værk af den schwabiske teolog, som syntes at ligge samtiden fjernest, udgik der en revolutionær virkning. Den gruppe af digtere, som kaldtes »Det unge Tyskland«, blev i sine skrifter stående på halvvejen uden social forståelse. Det var liberalismen, der gjorde sine første famlende forsøg på at gå alene. Gutzkows roman om »Tvivlersken Wally«, som var blevet til under påvirkning af »Jesu Liv«, vakte ganske vist forargelse og kaldte forbundsdagens bandstråle ned over det unge Tysklands hoveder, men det var i virkeligheden en inderlig svag og uskadelig bog.

David Strauss havde ligeså lidt som Immermann og Gutzkow nogen revolutionær åre. Han var magister og teolog i Schwaben (Sydtyskland), nok så meget spidsborger som småborger, en forsigtig natur, som efterhånden lærte at forstå den voksende kapitalismes voksende trang til profit, men som altid bekæmpede revolutionen i dens borgerlige former og altid hånede den i dens proletariske former. Han var halvt digter og halvt filosof, men ikke rigtig nogen af delene; først var han påvirket af Schellings mystiske naturfilosofi, så forvildede han sig ind i magnetismens og somnambulismens labyrint, indtil han endelig i Hegels tænkning fandt en metode til at forsone hoved og hjerte. Ved hjælp af denne metode skrev han sin kritik af den evangeliske beretning om Jesus og skrev den i et så dunkelt sprog som muligt, for at kun den officielle videnskab skulle kunne forstå den.

Alligevel blev hans bog en epokegørende dåd. Hegel havde på grundlag af den ældre tyske religionsfilosofi oplaget gud i historien og historien i gud; nu kom Strauss og omstyrtede med sin bibelkritik denne stolte åndsbygning, idet han beviste, at Jesus kun havde været et menneske. Men hvorledes kunne »Jesu liv« da få social betydning? Strauss selv har aldrig kunnet besvare dette spørgsmål, og den pinlige gåde formørkede hans liv. Men spørgsmålet er ingenlunde uløseligt. Idet Strauss nemlig underkastede evangelierne en så grundig kritik, at det blev umuligt mere at tro på deres historiske sandhed, og idet han forklarede dem som sagn og myter, der var opståede på en vis tid under visse forhold - så rettede han hermed et afgørende stød mod troen på den guddommelige verdensorden; han satte den menneskelige bevidsthed i stedet for ideen om en gud, som styrede og indrettede verden på det bedste. Han førte derved et dræbende slag mod kongerne og junkerne, mod hele den romantiske reaktion, som forherligede middelalderen, og som derfor efterhånden var gledet over i katolicisme.

Dermed var kampen åbnet mellem filosofi og romantik. Den ny retning samlede sig om tidsskriftet »Halleske Årbøger«, som fra 1838 af udkom i Halle med Arnold Ruge som ledende redaktør.

Han var en gammel burschenschafler, der havde måttet bøde med seks års fængsel for »ophidsende« agitation. Han havde mange gode journalistegenskaber: filosofisk dannelse, flid, ivrighed, kamplyst; han forstod at bruge pennen som den grovfil, der skulle til, men bag alle de »æsler«, »okser« og »hestehoveder« , som han trakterede sine modstandere med, stak der dog mere af en buldrende og rethaverisk bedsteborger end af en virkelig revolutionær. Med sine Halleske Årbøger ville han lede frisk strøm ind i den forsumpede litteraturkritik og atter bringe videnskaben i nært forhold til livet. På en hververrejse trommede han rundt omkring ved de tyske universiteter en blandet og broget flok af unge mennesker sammen om sin fane. Efterhånden blev de Halleske Årbøger dreven over i politisk opposition. Ruge ville nu i politiken ligesom i litteraturen og poesien jage romantikken til døde, men den »upraktiske gamle dame«, som han kaldte den, stod tidligere op end han; den reaktionære romantik besteg tronen i skikkelse af kong Frederik Vilhelm IV., og det blev de Halleske Årbøger, der kom til at undgælde med livet.

Flertallet af de gamle »burschenschaftere« sluttede efterhånden fred med de herskende magter. Men imidlertid foregik der en modsat udvikling blandt de mange tyskere, som reaktionen havde drevet udenfor landets grænser. I det neutrale Svejts traf de tyske flygtninge sammen med italienske og polske lidelsesfæller, og i Frankrig kom de den socialistiske bevægelse på nært hold. Det var en prøve på, hvor meget virkeligt frisind der skjulte sig under deres liberale kraftpatriotisme, og det lå i sagens natur, at håndværkssvendene bestod denne prøve bedre end studenterne, hvoraf kun enkelte drev det videre end til en mere eller mindre udvandet radikalisme.

Paris var hovedstaden for den europæiske revolution, og herfra løb de tråde ud, som forbandt de tyske flygtninge. De stiftede her i 1834 deres første hemmelige organisation, »De landflygtiges Forbund«, hvis program var: Tysklands befrielse og genfødelse, oprettelse af social og politisk lighed, frihed, borgerdyd og folkeenhed. Blandt forbundets ledere var to forhenværende privatdocenter: Wilhelm Schuster fra Göttingen og Jacob Venedey fra Heidelberg, som da han skulle slæbes i tysk fængsel var blevet befriet i den lille by Frankenthal af den unge Johan Philipp Becker. Hovedmassen af forbundets medlemmer var nogle hundrede håndværkssvende, ikke blot af dem, der havde bosat sig i Paris, men også af dem, der var på vandring og i løbet af kortere eller længere tid vendte tilbage til Tyskland. Det var gennem disse vandrende svende, at forbundet vedligeholdt forbindelsen med sine hemmelige afdelinger i flere større tyske byer som Hannover, Bremen, Berlin, Leipzig, München, Frankfurt og Mainz. Forbundet befandt sig dog i håbløs hensygnen, da politiet i 1840 fik det opsporet.

Indenfor selve forbundet var der allerede længe i forvejen sket et brud. Jacob Venedey havde med alle sine radikale slagord ingen sans for betydningen af den ny klassekamp mellem bourgeoisi og proletariat, hvorimod Schuster meget klart forstod, at politisk frihed var værdiløs, hvis ikke samtidig kapitalismen blev besejret. »Rigdommen er alle forrettigheders forret,« skrev han. »Lad revolutionens økse fælde denne fjende, da vil trone, fødselsadel og kræmmerhovmod styrte sammen med den ligesom en mur med sit fundament. Lad den blive stående, og alt det øvrige vil atter løfte sig på dens skuldre, indtil en ny lynstråle sprænger den ny bygning.« Under Schusters anførsel skilte de virksomste medlemmer sig ud af forbundet, hvis frimureriske organisation de erklærede for unyttigt hemmelighedskræmmeri, og stiftede i 1836 »De Retfærdiges Forbund«, som overvejende bestod af håndværkere og var demokratisk organiseret. Blandt dets medlemmer var Karl Schapper, der var fordreven fra Svejts og levede i Paris som typograf, skomageren Heinrich Bauer fra Franken og skrædderen Wilhelm Weitling fra Magdeburg. »De Retfærdige« søgte støtte hos det franske »Årstidernes Selskab« - der i sin tid var stiftet af Babeuf - men de følte trang til et mere tidssvarende program. I 1838 forfattede Weitling sit skrift »Menneskeheden som den er og som den skulle være«, - en kommunistisk trosbekendelse. Forbundets medlemmer pålagde sig de største savn og ofre for at få trykt dette skrift på en hemmelig presse og uddelt det i to tusind eksemplarer blandt de tyske håndværkere. Weitling stiftede også et kommunistisk indrettet spisehus for de tyske skræddersvende i Paris, som disse havde stor nytte af.

Imidlertid blev »De Retfærdiges Forbund« indviklet i et mislykket forsøg på revolution, som »Årstidernes Selskab« foretog i 1839. Karl Schapper og Heinrich Bauer måtte efter en længere arrestation forlade Frankrig. Weitling søgte at samle de sprængte tilhængere af forbundet og rejste i 1841 til Svejts for at fortsætte sin kommunistiske agitation. Jordbunden var forberedt. Den italienske revolutionære Mazzini havde her stiftet »Det Unge Europa«, som i folkenes navn erklærede kongernes gamle Europa krig. Dets program var rigtignok kun i al almindelighed »frihed, lighed og humanitet« uden socialistiske formål, men det var henvist til stadig at søge sine tilhængere blandt de tyske håndværkssvende, og det stod i forbindelse med »De landflygtiges Forbund« i Paris. De tyske regeringer holdt ængsteligt øje med denne sammensværgelse, der trivedes i ly af den svejtsiske foreningsfrihed; Østrig og Prøjsen sendte lokkespioner ind i landet; en af dem, den prøjsiske student Lessing, blev myrdet i Zürich, uden at ophavsmændene nogensinde blev pågrebne. Den tyske forbundsdag forbød studenterne at besøge svejtsiske universiteter og håndværkssvendene at vandre til Svejts, og endelig gav selve det Svejtsiske Forbundsråd efter for trykket fra Tyskland, og opløste de tyske håndværkerforeninger og fordrev de tyske revolutionære. I sin brutale undertrykkelse af ytringsfriheden gav republikken ikke monarkierne noget efter.

Men skønt der altså var nok af frugtbar forbitrelse i sindene, stødte Weitling dog ved sin ankomst til Svejts på store vanskeligheder. Resterne af det »Unge Europas« tyske tilhængere ville ikke have noget med kommunismen at skaffe. Weitling vandt vel en og anden iblandt dem - således August Becker - men i den såkaldte Arbejderdannelsesforening i Genf lykkedes det ham ikke at få indflydelse; der blev endog udelukket fem medlemmer som var mistænkt for kommunisme. Men jo mere ængstelige og indædt forbitrede de »frisindede« viste sig, jo mere frisk og muntert tumlede Weitling sig i striden.

Han mente, den var nødvendig for at se, om den unge kommunisme var sit store mål voksen, og for at vænne de alt for diplomatiske og forsigtige sjæle til larmen af den ny lære ligesom en skipper til bølgernes brusen.

Hemmelig bistand synes Weitling derimod at have fundet hos nogle rigmænd i Waadtland, som Buonarroti under sin landflygtighed i Svejts havde vundet for kommunismen. Men sin virksomste tilhænger fik han i garveren Simon Schmidt fra Schwaben, der viste sig at være et fortrinligt organisationstalent. Sammen med ham stiftede han påny »De Retfærdiges Forbund«, en hemmelig forening, der først bredte sig i det franske, derefter også i det tyske Svejts. Ved optagelsen forpligtede medlemmerne sig til følgende bekendelse: »Vi arbejdere er endelig trætte af arbejde for dovenkroppene, at lide savn, mens andre svælger i overflod; vi vil ikke mere lade os pålægge trykkende byrder af egoisterne, vi vil ikke mere respektere love, som holder de talrigste og nyttigste menneskeklasser i fornedrelse, nød, foragt og uvidenhed for at give et fåtal midler i hænde til at gøre sig til herrer over disse arbejdende masser, vi vil være fri, og vi vil have, at alle mennesker på jordkloden skal leve ligeså fri som vi, at den ene ikke skal begunstiges og forurettes mere end den anden, men at alle skal dele de samlede byrder, besværligheder, glæder og nydelser, det vil sige leve i fællesskab.« Forbundets medlemmer sagde du til hverandre og kaldte hverandre brødre; de forpligtede sig til at afvise al bagtalelse, selv om den var sand, ved at beskæmme den, der løb med sladder, til at være mådeholdne i alle nydelser, til at studere og diskutere alle sociale spørgsmål, udbrede forbundets lære, yde et lille månedligt bidrag, osv..

Hemmeligt skulle forbundet kun være for at muliggøre dets virksomhed i lande, hvor der - som i Frankrig og Tyskland - ikke var foreningsfrihed. Ellers var Weitling en erklæret tilhænger af den offentlige propaganda såvel som af alle arbejderes broderskab. I det hemmelige forbund ville han samle de klareste og virksomste kommunister som i et midtpunkt, hvorfra forskellige bestræbelser kunne udgå. Et livfuldt foreningsliv var i hans øjne den sande forskole for borgeren og politikeren i staten; han kaldte foreningen for et nøjagtigt billede af samfundet i det små. Forfølgelser fra magthaverne skulle medlemmerne undgå ved kun at træffes i små grupper i deres boliger, på værksteder og værtshuse. »Ingen menneskelig magt« - sagde han - »er i stand til at hindre udbredelsen af det gode og sande; man kan ikke forbyde folk at tale sammen under arbejdet, ved bordet, i deres sovekammer og på deres spadsereture.« Han virkede også gennem pressen. Allerede i september 1841 begyndte han at udgive et månedsskrift, »Den tyske ungdoms Nødråb«, med mottoet: »Mod den enkeltes interesse, forsåvidt den skader alles interesse, og for alles interesse, uden at udelukke en eneste«. Fra januar 1842 udkom dette organ under navnet »Den unge Generation«, og i december samme år udgav Weitling sit hovedskrift »Garantierne for harmoni og frihed«. Det er navnlig på dette værk, at Weitlings ry beror som den tyske kommunismes første teoretiker.

Wilhelm Weitling var født 1808 i Magdeburg udenfor ægteskab og voksede op i den bitreste fattigdom og nød. Han lærte skrædderhåndværket og vandrede fra 1828 til 1835 i Tyskland. Fra denne periode véd man næppe med sikkerhed noget om hans liv. Han skal have taget del i de sachsiske tumulter i 1830, og i Wien skal han have stukket en ærkehertug ud hos en ung pige og være fordreven fra byen af sin uheldige, fornemme medbejler. Den afgørende vending i hans liv indtrådte, da han midt i 1830erne kom til Paris, hvor han med nogle afbrydelser opholdt sig til 1841. Hans opvakte og livlige ånd indsugede begærligt den franske socialismes læresætninger, på samme tid som han i »De Retfærdiges Forbund« tog lidenskabelig del i den arbejdende klasses revolutionære kamp. Han forsøgte at smede hine læresætninger til våben i denne kamp. Derved blev han mellemledet mellem den utopiske og den proletariske socialisme.

Han indtog jo selv i social henseende en mellemstilling. Han var ganske vist proletar, men dog håndværkssvend. Han tilhørte det småborgerlige lag, som uden redning begyndte at synke ned i proletariatet, men netop derfor endnu ikke havde nogen klar proletarisk klassebevidsthed. Som medlem af en undertrykt klasse indså Weitling meget godt, hvor skuffende de forventninger var, som utopisterne - Saint-Simon og Fourier - nærede til konger og millionærer, men med sin småborgerlige oprindelse og tænkemåde forstod han alligevel ikke proletariatets historiske betydning, selv om han godt indså, at arbejderklassen aldrig blev befriet, dersom den ikke befriede sig selv. I sin kritik af det borgerlige samfund som i sit udkast til en kommunistisk ordning er han iøvrigt stærkest påvirket af Fourier. Grundtankerne i hans hovedværk »Garantierne for harmoni og frihed« er følgende:

»Oprindeligt var menneskene lykkelige, fri og nød fuldtud deres naturlige rettigheder. Enhver kunne tilfredsstille sine ønsker, idet naturen ydede til alle, uden at arbejde var nødvendigt. Fra jagtlivet og nomadelivet gik menneskeheden over til agerdyrkning. Da opstod ejendommen, som i begyndelsen ikke var skadelig, da enhver kunne øse ligeligt af naturen og tage så megen jord, han trængte til. Men den private ejendom er blevet en forbandelse for menneskeheden den dag, da den blev særret for nogle enkelte. Mit og dit er de fattiges fordærv. Man mangfoldiggør opfindelser af enhver slags, man har fundet midler til at tilfredsstille de mest raffinerede ydelser - men den fattige, som er nedbøjet af arbejde og lidelse, nyder intet. For ham er der hverken velvære eller hvile eller frihed, stadig på grund af dit og mit.

Man har opfundet maskiner, som hundredfold fordobler de menneskelige kræfter, men arbejderne er mere udtærede og elendige end før. Ejendommen er et korset, som menneskeheden tog på som barn. Nu, da den er vokset, er dette jernkorset blevet til et blodigt bælte, som sårer den smerteligt. Dette ubekvemme klædningsstykke må aflægges; alle må have deres plads ved livets gæstebud. Ondet beror på den arvelige ejendom. Lige som insektets larver borer sig ind i frugten, således borer kapitalisternes efterkommere sig ind i de produktive kræfter, som de fortærer. Efter at ejendommen har skabt herrer og slaver, har den også skabt dovenkroppe, arvingerne.

En anden følge af ejendommen er krigen, den forfærdelige krig, denne kilde til undertrykkelse, til så megen ødelæggelse, så megen trældom og så mange lidelser - krigen, som slynglerne og dumrianerne anstrenger sig for at forsvare. Det var dens skyld, at ejendommen frembragte slaveriet, thi sejrherrerne ville ikke bearbejde de erobrede jorder.

Fra da af blev der to slags mennesker, arbejderne og lediggængerne. Nu er der fire slags mennesker: De, der udfører et nyttigt arbejde, De, der udfører et unyttigt arbejde, De, der slet ikke arbejder, og De, der udfører et skadeligt arbejde. Med andre ord: De hæderlige folk, abekattene, snylterne og slynglerne.

Pengene har maskeret varernes virkelige værdi, begunstiget arbejdernes udbytning og hjulpet til at oprette et lige så slemt slaveri som det gamle. Man stifter selskaber til dyrenes beskyttelse; hvis jeg var medlem af et sådant selskab, så ville jeg pege på proletaren og sige: betragt dette stakkels dyr med sit afmagrede legeme, sine hule øjne, sine udtærede kinder; han er blevet skrækkelig mishandlet af sin herre, han har måttet arbejde 14 timer om dagen og det uden at modtage det ringeste tegn på erkendtlighed; se her, hvad man giver ham at spise: med dét har han måttet bo i et hul og opdrage sine børn: han har kun gamle pjalter til at varme dem og sine gamle forældre med. Hvad ville præsidenten for selskabet til dyrenes beskyttelse svare til det? Og disse af arbejde nedbrudte oldinge, som ikke kan arbejde mere, hvad vil i gøre ved dem? Skal de slås ihjel? I vender jer om af rædsel, og i fordømmer dem til at dø af sult med jeres forhånende luksus for øje. I forbyder dem endog at tigge. Tag jer i agt !

Pengene er et røverredskab. Hvorfor lyver journalisten, hvorfor bedrager købmanden, hvorfor forsvarer advokaten en uretfærdig sag, hvorfor kives alle mennesker, hvorfor er alle varer forfalskede osv. osv.? For pengenes skyld. Man laver undertrykkelseslove for at hindre sandhedens udbredelse i stedet for at helbrede ondet. Verdenshistorien er en lang historie om røverier, som de svage har været ofrene for…«

»Jeg ville holde mere af et fædreland« - fortsætter Weitling - »som ernærede alle sine indbyggere og ikke gav lediggængerne og de skadelige mennesker alt. De styrende klasser og folkets store masse er mere fremmede for hinanden end kosakken og franskmanden. Vore interesser er stik modsatte, og derfor vil vi snart tænke på at forsvare noget andet end eders ejendom og vor fattigdom. Den bedste måde at gøre det af med grænsestridighederne på er at afskaffe alle grænser. I denne verdensnation ville der af sig selv danne sig et verdenssprog, som ville forene alle de fuldkommenheder og skønheder, der er spredte i de nuværende sprog. En ting, som ligeledes bør afskaffes, er de små købmænds snylteklasse. Med tiendedelen af dens personale ville man kunne organisere vareomsætningen til stor fordel for samfundet.«

I et vel organiseret samfund er der kun én fast lov, fremskridtets. Kommunismens mål er at sammensmelte de personlige interesser i en fælles interesse, som varetages af de største genier; det gælder om at bringe evner og fornødenheder i overensstemmelse efter de naturlige love. I et velorganiseret samfund bør udbyttet være fælles; i fremtidens samfund vil man ikke mere have at gøre med juristernes og teologernes videnskab, men man vil udvikle de nyttige og behagelige videnskaber, for at menneskeheden kan vokse i magt og lykke.

Den sociale omdannelse bør foregå ved et diktatur. I fremtidens stat vil de høje embeder ikke blive besatte ved valg, men efter de garantier for dygtighed, som kandidaten yder. »Et fuldkomment samfund kender ingen regering, men kun en forvaltning, ingen love, men kun pligter, ingen straffe, men kun lægemidler. Der gives ligeså lidt ydre tegn på ære som på foragt; der skal ikke befales og ikke adlydes, men kun ordnes, reguleres og fuldkommengøres. Forbrydelser er en rest af menneskelige sygdomme og svagheder, som naturen har lagt os i vejen for at anspore vore legemlige og åndelige evner og derved gøre til et drivhjul i fremskridtets tjeneste.«

Weitling tænker sig sit kommunistiske samfund eller familieforbund ledet af et åndsaristokrati. I spidsen står trioen eller tremandsrådet, som består af de største filosofer, der tillige er de fornemste genier i lægekunst, fysik og mekanik. Derefter kommer centralmesterkompagniet, som vælger trioen og forvalter de vigtigste embeder i det store familieforbund. Det næste led er mesterkompagnierne, som forvalter distrikter og kredse. Ved siden af mesterkompagnierne står akademierne, der sørger for de behagelige og skønne arbejder, så længe disse endnu ikke er blevet almindelige. Sideordnede med disse grene af forvaltningen er sundhedskommissionerne, der ledes af et sundhedsråd ligesom akademierne af det akademiske råd.

Produktionen ordnes således, at alle grundstykker, bygninger, maskiner, arbejdsredskaber og i det hele alt, som ikke har øjeblikkelig brugsværdi for den enkelte, bliver fælles værdi. I overensstemmelse med samfundets fornødenheder grundlægger den kommunistiske stat alle tænkelige værksteder, organiserer jordenes dyrkning, beregner alle forbrugsfornødenheder samt hvor mange timer hvert arbejdsdygtigt individ bør deltage i produktionen af det nødvendige og nyttige. Da de direkte producenter bør yde tilstrækkeligt til embedsmændenes, lærernes og lægernes osv.. Såvel som til de gamles og svages behov, bør arbejdstiden følgelig fastsættes derefter. Arbejderen vælger de timer af dagen, han vil ofre på sit arbejde, og er den øvrige tid fuldstændig fri. Weitling anslår den nødvendige arbejdsdag til seks timer, men det forstår sig, at efterhånden som nye opfindelser gør arbejdet simplere og lettere, vil arbejdstiden blive formindsket, og overgangen fra en virksomhed til en anden vil i betragtning af den store arbejdsdeling være meget let. Enhver arbejder vil få, hvad der til enhver tid er nødvendigt til hans forbrug, men han må selv vælge de varer, han vil forbruge, og i frihedens interesse skal forbrugsmåden bestemmes af hver enkelt efter hans egen tilbøjelighed.

For tilvirkning af luksusgenstande må der indrettes supplementstimer eller forretningstimer. Luksusgenstande skal vurderes af forvaltningen; en guldkæde skal f.eks. være halvtreds arbejdstimer værd, en flaske champagne fire timer, et musikorkester på tyve mand fire og tyve arbejdstimer pr. time osv.. Priserne skal formindskes under hensyn til de industrielle fremskridt.

Hvert individ modtager en handelsbog (commerzbuch), som skal indeholde hans portræt og hans signalement, en angivelse af de sygdomme, han har gennemgået, af hans forskellige bopæle, af hans forandringer af virksomhed og arbejdsgrupper, endvidere meddelelser om hans forretningstimer; denne bog skal tjene til altid at kunne godtgøre, hvem han er, og skal samtidig være sin ejermands portemonnæ. I alle magasiner, restaurationer og overhovedet alle vegne er der nemlig en stor forretningsbog, som er inddelt i små trykte rubrikker, der repræsenterer arbejdstimerne; når køber og sælger er enige om målet, stempler de ved handelen gensidig de trykte rubrikker i deres respektive bøger, så mange som repræsenterer den købte tings pris. Stemplet angiver de forbrugte arbejdstimer. Forretningsbøgerne byttes hvert år efter at være erkendt rigtige. Den gensidige kontrol vil forhindre bedragerier og falsknerier, og hvem ville desuden gøre sig til tyv og falskner i et kommunistisk samfund, hvor man mod så lidet arbejde vil kunne føre en så smuk tilværelse. Arbejdstimerne vil ligeledes tjene til rejser, som vil blive langt lettere end nu til dags. Matroser, konduktører og andre arbejdere, som efter hverandre må udføre deres arbejde i længere tid end det daglige mål, vil få deres tilsvarende hviletid.

Man vil sørge for ligevægt mellem arbejderne af de forskellige fag ved at lede børnenes opdragelse henimod de mindst søgte fag og gøre disse så lempelige som muligt. Fra deres sjette år indlemmes børnene i elevarméen, som ved sin organisation er et billede af de voksnes samfund. Børnene skal udføre et arbejde efter deres eget valg, uden at det nogensinde må være af den natur, at det hæmmer deres åndelige og legemlige udvikling. Børnenes handelstimer kan kun byttes mod åndelige og kunstneriske nydelser og aldrig mod sanselige tilfredsstillelser. De mest udmærkede elever af begge køn skal danne et øverste kompagni, som er bestemt til at gennemgå universitetet. De elever, som ikke har fået adgang til det øverste kompagni, skal også kunne besøge universiteterne, men de bliver ikke således som de første fri for forpligtelser til fysisk arbejde.

Ikke slet så frit som på andre områder står Weitling overfor kvindespørgsmålet. Han tror på mandens naturlige overlegenhed, og så længe naturen ikke gør et vidunder, så længe det kvindelige køn ikke overgår det mandlige i nyttige videnskaber, opfindelser og talenter, så længe skal kvinden ikke beklæde noget ledende embede i det ny samfund. Men dette er også den sidste skygge af småborgerlighed i Weitlings anskuelser om ægteskab og kærlighed. Ellers kritiserer han lige så bittert som træffende det borgerlige ægteskab. »Kærligheden er nøddekernen, ægteskabet er skallen. Pengesystemet er den orm, der æder sig ind i kernen og fordærver den. De fleste mennesker gnaver på den hårde og bitre skal. Dér har i definitionen af vore nuværende ægteskaber.« Weitling forlanger et frivilligt samliv uden tvang fra nogensomhelst side. Hvis kærlighed og venskab ikke er tilstrækkelige til at knytte båndet - »så løs det dog for himlens skyld op og bered ikke hinanden et dobbelt og tredobbelt helvede!« Og han slutter med de betagende ord: »Aftør dine tårer, stakkels, ulykkelige, foragtede og mishandlede kvinde! Tænk på, hvor mange svage, der endnu lider på jorden. Engang vil befrielsens gyldne morgengry også bryde frem for dig og kysse trældommens hede, bitre tårer bort fra dine fugtige øjenvipper. Se da din tyran stolt i øjnene, thi du behøver ham ikke mere, og loven beskytter ham ikke mere; da finder også du - stakkels, bedragne, forførte skøge - igen en brav mand, som træder den store hobs fordom under fødder; lev og elsk da i eders ungdoms blomst, i livsglade ynglinge og piger! Lad da den glød, som nu imod naturen presses inde i eders bryst, og som piner eders hjerte og lammer eders kraft, frit strømme ud, før den tager en retning, som er skadelig for samfundets harmoni og for eders egen sundhed. Elsk da, alle i, som er i stand til at elske!«

Weitling spotter religionen, forsåvidt den benyttes af præsterne i magthavernes tjeneste til at trøste de lidende klasser for denne tilværelses kvaler ved at foregøgle dem et hinsides. Menneskeheden, siger han, ligner en stor hær, som marcherer i brændende sol ad en støvet vej; til højre og venstre for vejen er der skyggefulde stier, men de rige siger: »Stands ikke, bliv ved at marchere, bliv kun ved at lide; hinsides bjerget er der en herlig stad« - og mængden lader sig narre. Dog har Weitling også lært meget af franskmanden Lamennais (»En troendes ord«) og forstår rigtigt nok den oprindelige kristendom som en revolutionær bevægelse af de undertrykte. Overfor Jesus viser han en sympati, som snart efter skulle træde meget stærkere for dagen.

I sin økonomiske kritik angriber han handelen langt voldsommere end fabriksvæsenet. Han ved vel, at det er fabriksindustrien, som er årsag til den værste forarmelse af masserne, men handelen er i hans øjne det mangeartede uhyre, der udsuger samfundets marv. Han retter (ligesom Fourier) sine mest bidende forhånelser mod sjakreriet med penge og varer. Som tysker og født prøjser har han også mangt et kraftigt ord at sige om sjakreriet med titler og ordener, og hvad han skrev om det militære rakkerhåndværk, er endnu så frisk, som om det var skrevet den dag i dag.

Weitlings hovedskrift vakte ved sin fremkomst en overordentlig opsigt - og med rette. Selvom han ikke stod på samme åndelige højde som de franske utopister, så omstyrtede han dog den skranke, der skilte dem fra arbejderklassen, og han var deres værdige lærling i sin begejstring, i sin fantasi og sit skarpsind. Han er langt forud for de liberale, som netop nu begyndte kampen for den tyske borgerstands politiske frigørelse.

Ingen var villigere til at anerkende dette end de enkelte tyske samtidige, der måske med rette kunne have set ned på Weitling. Da den store religionsfilosof Ludwig Feuerbach fik Weitlings skrift af en håndværker, udbrød han: »Hvor overrasket blev jeg ikke over denne skræddersvends tænkemåde og ånd! I sandhed, han er en profet for sin stand. Hvor blev jeg ikke også slået af den alvor, den holdning, den trang til dannelse, som jeg traf hos denne håndværkssvend! Han vejer op imod størstedelen af vore studenter!« Friedrich Engels kaldte Weitling for den eneste tyske socialist, der virkelig havde udrettet noget, og Karl Marx skrev: »Hvor kunne bourgeoisiet - dets filosofer og skriftlærde iberegnet - opvise et værk om den politiske frigørelse, der kunne måle sig med Weitlings bog om Garantierne for frihed og harmoni? Når man sammenligner den tyske litteraturs nøgterne, forknytte middelmådighed med denne storslagne og brillante debut af den tyske arbejder; når man sammenligner disse proletariatets kæmpemæssige børnesko med bourgeoisiets udtrådte politiske puslingesko, så må man forudsige den tyske askepot en kæmpevækst.« Og under det levende indtryk af Weitlings skrift tilføjede Marx, at det tyske proletariat var det europæiske proletariats teoretiker, ligesom det engelske var dets nationaløkonom og det franske dets politiker.

Medens den tyske kommunisme således begyndte at blive myndig i Svejts, vandt den romantiske reaktion endnu engang sejr i selve Tyskland - men ganske vist en sejr, som den snart skulle betale med sin undergang. Foreløbig tilbageslog den imidlertid - med godsejeradelen i ryggen - det første stormløb (et meget spagfærdigt stormløb!) af den borgerlige opposition. Da Frederik Vilhelm IV. havde besteget tronen, udkom der under titlen »Fire spørgsmål, besvaret af en østprøjser«, et skrift, hvori kongen mindedes om sit givne forfatningsløfte og stænderne opfordredes til at kræve som ret, hvad de hidtil havde udbedt sig som en nåde. Som forfatter til dette skrift navngav Johann Jacoby, en læge i Kønigsberg, sig overfor kongen. Og kongen modtog udfordringen, som han skrydende sagde - det vil sige, han lod Jacoby tiltale ved domstolene, hvor han i første instans blev dømt til halvtredje års fæstningsarrest, men i anden instans - til kongens grænseløse raseri - frifunden. Det forbudte skrift gik hemmeligt fra hånd til hånd blandt den borgerlige befolkning, men der blev kun gjort nogle få forskræmte tilløb til at efterligne forfatterens tapre frimodighed.

I 1841 befalede kongen, at de »Halleske Årbøger« skulle underkaste sig prøjsisk censur, hvis de ikke ville forbydes i Prøjsen. Arnold Ruge flyttede derfor til Dresden og fortsatte her sit tidsskrift under navnet »Tyske Årbøger« og med en så meget skarpere tendens. De to skribenter, der fik størst indflydelse på tidsskriftet, var Bruno Bauer og Ludwig Feuerbach. De gennemførte kampen med romantikken, og de fuldbragte samtidig opløsningen af den klassiske filosofi. Efterhånden som borgerstanden havde udviklet sine materielle kræfter, var denne filosofi blevet et overflødigt blad papir. Jo flere fabriksskorstene der rejste sig, jo hurtigere sank de filosofiske luftkasteller sammen. Bauer og Feuerbach gav dem det sidste stød, uden at dog nogen af disse tænkere derfor følte sig hjemme i det borgerlige samfund.

Strauss havde forklaret evangelierne om Jesu liv som fromme myter, der var skabt ubevidst af den kristne menighed. Bruno Bauer tilintetgjorde denne sidste rest af teologi ved at påvise, at evangelierne var skrevne af bestemte forfattere og med bestemte formål. Feuerbach satte kronen på værket i sin geniale forklaring af religionens væsen. I stedet for Hegels lære om ideen i naturen, som kun var et andet udtryk for gud, satte han den simple og store opfattelse, at det er mennesket selv, der har undfanget ideen og skabt gud. Dermed banedes overgangen fra idealisme til materialisme.

Feuerbach var sydtysker ligesom Strauss, men i langt højere grad end denne et glødende lidenskabeligt temperament, en kampnatur som skabt for det praktiske livs hede tummel. Hans store dåd er skriftet om kristendommens væsen, ved hvis fremkomst i 1841 der faldt som skel fra alle sunde øjne i den tyske nation. Bogen havde en befriende virkning, om hvilken Fr. Engels har sagt, at man måtte have oplevet den for at kunne forestille sig den. Feuerbach genindsatte det virkelige menneske i sin ret. Mennesket er vokset op af naturens jordbund, som er uafhængig af al filosofi, og udenfor mennesket og naturen gives der intet; de himmelske væsener, som den religiøse fantasi har skabt, er kun afspejlinger af selve det menneskelige væsen. Mennesket har skabt gud i sit billede. Thi mennesket er det højeste væsen, som mennesket kan tænke sig, og troen på en gud er da kun troen på mennesket selv som naturens grundvæsen. At gud er kærlighed, betyder i virkeligheden, at mennesket anser kærlighed til næsten for at være guddommelig, det vil sige for at være den højeste lov i naturen. Alt hvad mennesket ikke kan, men gerne ville, har det udtrykt i forestillingen om gud, men til denne forestilling svarer altså intet virkeligt udenfor menneskets bevidsthed. Læren om gud er læren om mennesket; læren om guds egenskaber er læren om lovene for det menneskelige sjæleliv.

Denne tankegang udviklede Feuerbach i et sprog, der sprudlede som selve livets kilde ovenpå den raslen af tørre blade, som den hegelske filosofis tåge havde slæbt med sig. Af den herskende pietisme blev han betragtet som en farlig mand og udelukket fra universiteternes lærestole. Hans venner søgte i 1842 at få ham ansat som professor i Heidelberg, men han vægrede sig heftigt ved at gå på nogen som helst akkord. »At ville gøre mig til professor og tilmed på den almindelige måde, som ethvert fæ kan blive det,« skriver han i et brev til en ven, »er at stille mig lige med de dumrianer, der for tiden figurerer; det er at krænke, at latterliggøre mig. Mit hoved hører ikke hjemme på lærestolen. Det hører hjemme - ja kan du gætte hvor? - på skafottet, thi det er så afgørende og skarpt som en skarpretters sværd, og jeg har selv kun lyst og mod til handlinger, hvor det gælder at sætte hovedet på spil…. At handle det vil sige at halshugge, med den beslutning, hvis det gøres nødigt, selv at ville lade sig halshugge derfor.«

Så fri og dristig Feuerbachs tænkning var og så ædel den stolthed, hvormed han bar sin overbevisnings martyrium, havde dog hans filosofi sin begrænsning. Han nåede ikke til en klar forståelse af den kendsgerning, at mennesket ikke blot lever i naturen, men også i samfundet, og at materialismen altså ikke blot er naturvidenskab, men også samfundsvidenskab. Udlandets store verden forblev ham fremmed, og selv sit tyske hjemlands lille verden lukkede han sig ude fra. I sin kærlighed til naturen levede han i sin ensomme landsby som i en frivillig landflygtighed. Han sålidt som Bruno Bauer forstod kapitalismens egentlige væsen. De kendte kun kapitalen i dens råeste og smudsigste, middelalderlige form som jødisk ågren og sjakren. De mente, at den hang sammen med det egoistiske i jødernes religion, og at de kunne komme den til livs ad filosofisk vej. De forstod ikke dens økonomiske årsager og kunne derfor ikke bekæmpe dem.

Til den filosofiske gæring svarede en ligeså stærk uro i tidens poesi, som befrugtedes af de revolutionære tanker. En ny slægt af digtere fremstod; stormklokker lød i deres sange, og det klirrede som af våben i deres rim. Formens adel kom atter til sin ret, og i dens klare krystal syntes følelsen så meget mægtigere og spotten så meget vittigere. Friedrich von Sallet, en af de mandigste karakterer blandt denne tids mange poeter, skrev det berømte digt »Enten- Eller«, hvoraf et par strofer i Aarestrups danske oversættelse lyder således:

En mere øjeblikkelig betydning fik den unge Georg Herweghs digtsamling »En levendes digte«, der i sommeren 1841 udkom i Zürich. Herwegh var kun 24 år. Han havde under aftjeningen af sin militærtjeneste haft en strid med en officer og var som følge deraf flygtet over på svejtsisk jordbund, hvor han havde stiftet bekendtskab med andre landflygtige og revolutionære. I »En levendes Digte« virkede særlig det energiske »opråb« som et tændende lyn:

Ruge løftede i sit tidsskrift den unge digter jublende på skjold. Og vist er det, at den kæmpende tids nød og uro intetsteds klang i så brusende akkorder som i disse digte, selv om der var nok så megen uklarhed og selvmodsigelse i dem. Et glædesskrig gik igennem Tyskland, og på sin rejse for at hverve medarbejdere til et politisk tidsskrift drog digteren som en triumfator gennem Køln og Düsseldorf til Jena og Weimar, over Leipzig og Dresden til Berlin og Kønigsberg. Det var en berusende, men kortvarig drøm. Den endte med ægte tyske tømmermænd.

I Dresden mødtes Herwegh med Ruge, og de rejste sammen til Berlin. Her begik Herwegh den ubesindighed at lade sig modtage af kongen. På vers var det ikke faldet ham så vanskeligt at revse de kongelige svagheder, men stedet ansigt til ansigt med majestæten gik pippet desværre fra ham. De bevingede ord fra audiensen: »Jeg sætter pris på en oprigtig opposition« - »jeg ønsker dem af hjertet en Damaskusdag« - og »vi vil være ærlige fjender« - disse ord tilhører kongen, men om digteren melder historien intet andet, end at han tav stille. Men ikke nok dermed. Da Herwegh nogle dage efter opholdt sig i Kønigsberg, hvor han blev fejret med festmåltid, fik han at vide, at det prøjsiske politi havde forbudt hans tidsskrift, som endnu ikke var udkommet. Han rettede i den anledning et brev til kongen, og da dette brev blev offentliggjort, udstedtes der øjeblikkelig en udvisningsordre imod ham. Han var rejst ud som en triumfator - nu blev han ledsaget til grænsen af gendarmer, og den samme presse, der havde fejret ham med jubelråb, fulgte ham til dørs under hån og spot. Særlig Heine var hård imod ham. Det gav Herwegh et knæk for livet at se det folk, som han drømte at gå i spidsen for med flyvende fane, afsløre sig som en sværm af skadefro lakajsjæle, men den Damaskusdag, som kongen havde ønsket ham, oplevede han ikke. Han forblev sine ideer tro.

Sammen med Herwegh faldt de »Tyske Årbøger«. I første nummer af årgangen 1843 skrev Ruge en selvkritik af liberalismen. Den var intet parti, sagde han, men kun en blå dunst af en ufrugtbar lære; den vidste ikke, hvad den selv ville. I dens sted gjaldt det at sætte et demokrati med praktiske opgaver: en folkeundervisning, der trængte til bunds, folkeligt selvstyre, offentlig retspleje. Det var mere, end de tyske despoter ville lade sig byde. De »Tyske Årbøger« blev forbudt, først i Sachsen og Prøjsen, så af forbundsdagen. I deres sted trådte nu »Rhinsk Tidende«, der udkom i Køln, en kort tid frem som frisindets førende organ og samlingspunkt for tidens radikale skribenter. Det var en statelig skare. I Berlin havde bladet medarbejdere blandt filosofer af den ny-hegelske skole som Bruno Bauer og Max Stimer; af indfødte rhinlændere skrev Heinrich Bürger, Georg Jung, Moses Hess og Karl Marx i bladet.

Karl Marx var dets yngste medarbejder og viste sig snart som dets mest fremragende kraft. Den, der i vore dage slår op i bladets støvede arkiv, kan endnu let kende hans artikler på tankebygningens i bredde og dybde, på stilens vægt og glans, på de stejle modsætninger, gennem hvilke han drager sine slutninger, og på den skarpsindighed, hvormed han overalt trænger ind i de tyske tilstandes forvirring, indtil han støder på fast grund. I efteråret 1842 overtog Marx redaktionen og bestred den vinteren igennem, indtil kort før bladet gik ind.

I sine første artikler viser han sig endnu ganske som tilhænger af Hegel, - ganske vist som en radikal tilhænger, - der af al magt stræber fra skyerne ned mod jordens virkelighed, men dog som en hegelianer, der drager sine slutninger ud fra rent ideelle forudsætninger. Imidlertid varede det ikke længe, før han - som han selv siger - kom ned på den »jævne jord«, med andre ord, før han i det hårde sammenstød med de økonomiske kendsgerninger indså, hvor utilstrækkelig den idealistiske opfattelse af samfund og stat var. Der førtes i den rhinske provinsiallanddag nogle lange forhandlinger om en lov angående skovtyverier, hvorunder man bl.a. henførte opsamling af affaldsbrænde i skovene. Sådan opsamling havde fra gammel tid været en sædvaneret for den fattige befolkning, men den opkommende storborgerklasse bestræbte sig ivrigt for at udrydde de sidste spor af fællesejendom i jord og grund. Og så grusomt gik man til værks mod de fattige folkemasser, at af 200,000 strafferetssager, som i året 1836 førtes i den prøjsiske stat, drejede de 150,000 eller tre fjerdedele sig om skovtyverier, derunder forseelser mod retten til jagt, græsning osv.

Ved at følge og kritisere forhandlingerne om denne lov blev Marx opmærksom på den dybe modsætning imellem bourgeoisi og proletariat. Han stillede sig ubetinget på de besiddelsesløses side i hævdelsen af sædvaneretten overfor den ved love fastslåede privatejendom. De fattiges instinktmæssige retsfølelse var så meget mere naturlig, som selve deres tilværelse hidtil blot havde været en vane for det borgerlige samfund uden at have fundet en tilsvarende retsbekræftelse i statsordningen. Marx kom derved ind på proletariatets betydning i det borgerlige samfund. Hvis staten skulle være almen, så måtte den være enig, ikke splittet. Hvorfor strandede forsøgene på at samle de almene interesser? Svaret lå nær og blev også givet: Friheden strander på den elendighed, som endnu forhindrer en meget stor del af samfundet i at udfolde sine kræfter frit.

Samtidig med at Marx udviklede disse anskuelser, optog bladet korrespondancer fra Wilhelm Weitlings venner August Becker og Sebastian Seiler i Svejts og aftrykte bl.a. fra Weitlings tidsskrift en beskrivelse af det berlinske fabriksproletariats elendighed. Og dertil kom et svagt ekko af den franske socialisme. Disse ting tilsammen gav anledning til, at »Rhinsk Tidende« blev mistænkeliggjort for at drive kommunistisk propaganda. Marx erklærede ærligt, at han endnu ikke havde dannet sig nogen selvstændig dom om den franske socialisme, men han indrømmede, at dens ideer var »farlige«, thi »sådanne ideer, som overbeviser vor fornuft og erobrer vor samvittighed, det er lænker, som man ikke kan løsrive sig fra uden at sønderrive sit hjerte, det er dæmoner, som mennesket kun kan besejre ved at underkaste sig dem.«

Det kom snart til alvorlig konflikt. Bønderne ved Mosel led hungersnød, og de kapitalistiske grundejere formente dem den gamle fællesret til skov og vildt. »Rhinsk Tidende« talte bøndernes sag og foretog en grundig undersøgelse af deres forhold. Bladet påviste, at regeringen med vold havde undertrykt de nødlidendes klager eller slået dem hen med talemåder om at ville se at finde på midler til at »lette overgangen« for befolkningen, hvortil »Rhinsk Tidende« bemærkede, at der vel mentes undergangen. Regeringen svarede på denne skarpe kritik med at forbyde bladet at udkomme mere. I forbuddet hed det, at »Rhinsk Tidende« havde fulgt en forkastelig retning, at bladet gik ud på at angribe grundlaget for statens forfatning, at omstyrte kongedømmet, mistænkeliggøre regeringen, ophidse enkelte stænder mod andre og vække misfornøjelse med de bestående lovlige tilstande. Marx trådte ud af redaktionen for muligvis at redde bladet, men det hjalp ikke, d. 31 marts 1843 gik »Rhinsk Tidende« ind.

»Liberalismens flitterstads er faldet, den modbydeligste despotisme står i al sin nøgenhed for hele verdens øjne,« skrev Marx til Ruge. Der var for Tysklands frisindede skribenter ikke andet at gøre end at ty til udlandet. Ruge havde allerede fattet den plan at stifte et tysk-fransk tidsskrift, hvortil han havde en driftskapital af 6000 thaler, og da han fandt jordbunden gunstig i Paris, flyttede han og Marx dertil og udsendte efter nogle måneders forløb de to første hæfter af »Tysk-Franske Årbøger« - som tillige blev de sidste.

Grunden var den dybe uoverensstemmelse mellem Ruge og Marx, der nødvendigvis snart måtte træde for dagen. Ruge var inderst inde en spidsborgerlig natur, som kun ved omstændighedernes magt var dreven ud i den yderste opposition. Marx var en revolutionær tænker, der aldrig blev stående på halvvejen. Han følte sig tilpas i den franske hovedstad som et stærkt skib, der endelig er kommet i høj sø og lader sig løfte af bølgerne, medens Ruge ængstelig søgte at bjærge sin lille nøddeskal ind på bredden igen. De kommunistiske arbejderkredse, som tiltrak Marx, frastødte Ruge; han gyste tilbage for dem og begyndte allerede at se på de »prøjsiske rakkerknægte« med mere velvillige øjne. Det måtte komme til et brud, og der måtte skabes et nyt samlingspunkt for de virkelig tænkende og uafhængige hoveder. Et sådant samlingspunkt fastslås da også i de artikler af Karl Marx og Friedrich Engels, som er de betydningsfuldeste bidrag i de to eneste udkomne hæfter af »Tysk-Franske Årbøger« (der tillige indeholdt digte af Heine og Herwegh, artikler af Jacoby, Moses Hess og flere).

Den ny retning, siger Marx, vil ikke gå ud fra forudfattede forestillinger og læresætninger. Den vil søge at finde den ny verden gennem kritik af den gamle. Hidtil har filosofferne haft opløsningen på alle gåder liggende i deres pult, og den dumme verden behøvede kun at spærre munden op, for at videnskabens stegte duer skulle flyve ind i den. Men filosofien er blevet draget ind i virkelighedens kampe. I stedet for at være en kritik af himlen er den blevet en kritik af jorden, i stedet for en kritik af religionen er den blevet en kritik af retten, og kritikken af teologien er blevet kritik af politiken. »Det er ikke vor sag at konstruere fremtiden og sætte et mål for alle tider, men desto sikrere er det vor opgave at underkaste alt bestående en hensynsløs kritik, hensynsløs i den forstand, at kritikken ikke frygter for sine resultater og ligeså lidt for konflikt med forhåndenværende magter.«

Men kritikkens våben kan ganske vist ikke erstatte våbnenes kritik. Den materielle magt må styrtes med materiel magt, men teorien bliver også til materiel magt i det øjeblik, da den griber masserne. For at gribe dem må den imidlertid svare til en trang hos dem, og spørgsmålet er da: Hos hvilken del af folket er der stærkest trang til at bryde med den bestående samfundsorden. Svaret lyder: Hos proletariatet. Ligesom filosofien finder sine materielle våben hos proletariatet, således finder proletariatet sine åndelige våben i filosofien, og så snart tankens lyn er slået ned i denne naive folkejordbund, så vil tyskernes menneskelige frigørelse finde sted. »Hovedet for denne frigørelse er filosofien, hjertet er proletariatet. Filosofien kan ikke virkeliggøres uden proletariatets ophævelse; proletariatet kan ikke ophæves uden filosofiens virkeliggørelse. Når alle indre betingelser er opfyldte, vil den tyske opstandelsens dag blive forkyndt af den galliske hanes galen.«

Man ser, hvorledes Marx drager den hegelske filosofi ned på jorden, stiller den på benene i stedet for på hovedet. Hegel havde sat staten over samfundet; Marx mener, at samfundet står over staten, fordi det ifølge hele udviklingen er det nødvendige grundlag for staten, ikke omvendt. Først i den moderne verden er modsætningen imellem samfund og stat blevet så skærpet, at den må ophæves ved den bevidste organisation af de sociale kræfter, som opløser modsætningen imellem samfundsanarki og statstvang i en højere enhed, der frigør mennesket, idet den gør ham til herre over sine livskilder. I disse artikler af Marx ligger spirerne til den materialistiske historieopfattelse, som han og Fr. Engels senere udviklede.

Var det den Franske Revolution, der lærte Marx at forstå tidens kampe og krav, så var det den engelske industri, der førte Friedrich Engels til det samme syn på samfundsudviklingen. Han så, hvorledes den fra mennesket røvede ejendom i sin tøjlesløse bevægelse kastede menneskene ud i elendighed, fornedrelse, trældom og umenneskelighed, men han så tillige, hvorledes den ved sin opløsning af alle særinteresser banede vej for det store omsving, for menneskehedens forsoning med naturen og med sig selv. I sine »Omrids til en kritik af nationaløkonomien« påviste Fr. Engels, hvorledes begreberne handel, værdi, pris, grundrente, kapital, arbejde og konkurrence, således som de forklaredes af nationaløkonomerne, kun var omskrivninger for den private ejendomsret, og han førte disse begreber tilbage til deres rent menneskelige grundlag.

Han gik skarpt i rette med den befolkningslov, som Malthus havde opstillet, »denne infame, nederdrægtige lære, denne afskyelige bespottelse af naturen og menneskeheden.« Det var latterligt at tale om overbefolkning, så længe kun en tredjedel af jorden var dyrket, og selv denne tredjedel kunne ved forbedrede dyrkningsmåder producere mere end det seksdobbelte. Fr. Engels henviste til de mægtige fremskridt, som agerdyrkningen kunne takke kemien - endog kun et par enkelte kemikere - for. I sin anden artikel behandlede han Carlyles skrift »Før og Nu«, som vi kender fra Englands historie. Han kritiserede Carlyles religiøse opfattelse og hans overmenneskedyrkelse og sluttede iøvrigt med løftet om at give en mere indgående skildring af fabrikssystemet i England. Da tidsskriftet gik ind, fremkom denne skildring senere som selvstændigt værk.

K. Marx og Fr. Engels var gennem deres bidrag til »Tysk-Franske Årbøger« kommet i livlig brevveksling, og i september 1844 kom Fr. Engels nogle dage til Paris for at besøge Marx. Året efter udkom i Frankfurt den første frugt af deres samarbejde, skriftet »Den hellige familie« eller kritik af den kritiske kritik, imod Bruno Bauer og konsorter, af Friedrich Engels og Karl Marx«. Dette skrift, som går ud på at opløse idealismen i den tyske filosofi, er det første vidnesbyrd om fastheden og sikkerheden i det nyvundne standpunkt. Dets formål er, som forfatterne siger i deres forord, at forklare publikum, hvad det er for indbildninger, den spekulative filosofi hviler på. »Den sande menneskelighed« - hedder det - »har ingen værre fjende i Tyskland end den spekulative idealisme, som i stedet for det virkelige enkelte menneske sætter »selvbevidstheden« og »ånden« og lærer med evangelisterne, at det er ånden, der gør levende, og at kødet er til ingen nytte. Denne kødløse ånd bilder sig kun ind, at den har ånd.« Klart og skarpt godtgøres det i skriftet, hvorledes den idealistiske opfattelse af historien og samfundsudviklingen har spillet bankerot overfor virkeligheden. Marx påviser, at den Franske Revolution af 1789 ikke skyldtes én ide, men en meget håndgribelig interesse, nemlig borgerstandens økonomiske interesse af at erobre den politiske magt, og Fr. Engels fremstiller den klassekamp, der i England rasede mellem grundbesiddelse, kapital og arbejde.

Bruno Bauer havde talt affejende om naturens og industriens betydning for den menneskelige åndsudvikling. Hvorledes kan man bilde sig ind - svarer Marx - at man forstår det allermindste af den historiske virkelighed, så længe man udelukker naturvidenskaben og industrien af historien? Hvorledes kan man forstå en given tidsalder uden at forstå dens industri, det vil sige den produktionsmåde, som ligger til grund for selve dens liv? Det er hulheden i den »åndelige« opfattelse af historien, at den kun kender de »store« begivenheder, men ikke deres årsager. Ligesom den skiller tænkningen fra sanserne, sjælen fra legemet, sig selv fra verden, således skiller den historien fra naturvidenskaben og industrien, den søger ikke oprindelsen til alt, hvad der sker, i den groft materielle produktion på jorden, men derimod i den tågede skydannelse på himlen.

Således vokser spirerne til den materialistiske historieopfattelse op af de dybe furer, som Marx og Engels med deres kritiske plov drager gennem idealismens filosofi. De anerkender den genialitet, hvormed Feuenbach har sat selve mennesket i stedet for det gamle kram af utydelige begreber, men det er ikke nok at blive stående ved mennesket i al almindelighed, man må gå videre og se på nutidens menneske, og idet de to forfattere undersøger den franske og engelske socialisme, når de til at bestemme arbejderklassens historiske udvikling og selvvirksomme bevægelse. Idealismen skaber intet med sin »kritiske kritik«, arbejderen skaber alt, ja endog i så høj grad, at han ved sin egen tænkning beskæmmer idealismen; de engelske og franske arbejdere vidner derom. Det franske proletariat havde fundet sin mest fremragende repræsentant i Proudhon, og et betydeligt afsnit af »Den hellige familie« drejer sig om denne proletar-socialist, hvis glimrende kritik af privatejendommen anerkendes. Men Marx bliver ikke, som Proudhon, stående ved kritikken, han drager videregående slutninger. Privatejendommen er i selve sin egenskab af privatejendom eller rigdom nødt til at opretholde sin modsætning, proletariatet, for at opretholde sig selv. Proletariatet er omvendt nødt til, for at ophæve sig selv, samtidig at ophæve privatejendommen, som gør det til proletariat. De to modsætninger betinger hinanden, og proletariatets historiske opgave er dermed givet: Det må, for at befri sig selv, afskaffe privatejendommen og dermed befri samfundet for den umenneskelighed, som privatejendommen medfører. Marx henviser til, at en stor del af det engelske og franske proletariat allerede er blevet sig denne opgave bevidst og stadig arbejder på at udvikle den til større klarhed.

»Den hellige familie«, der ved sin fremkomst kun vakte ringe opmærksomhed, er på en måde udgangspunktet for den moderne videnskabelige socialisme. Med dette skrift begyndte det fælles livsværk, som i næsten fyrretyve år forenede Marx og Engels, og som har udøvet en mægtig indflydelse på udviklingen ikke blot af det tyske, men af det internationale socialdemokrati. Det venskab, der sammenknyttede de to mænd, lignede intet andet i historien. Det var ganske frit for de rivninger og misstemninger, der næsten uundgåeligt må opstå imellem karakterer, som hver især er skarpt udpræget i sin art, under de tusind omskiftelser i en kamp, der var lige så rig på nederlag som på sejre. Det er nu og vil måske altid være umuligt at skelne, hvad der skyldes den ene, og hvad der skyldes den anden af det fælles værk. Fr. Engels har, efter at Marx var død, ofte tilskrevet vennen den største andel, men hans mening er ikke uhildet. Medens han i vennens levetid alt for let blev overset i samtidens dom, blev han senere vurderet højere, end han selv syntes var rigtigt. Han sagde med rette, at han uden Marx ikke ville have ydet, hvad han ydede, men dertil må føjes, at Marx heller ikke uden Fr. Engels ville være blevet, hvad han blev. Det træder tydeligt frem, når man følger deres udvikling fra begyndelsen af.

Karl Marx blev født d. 5 maj 1818 i Trier som søn af advokaten, senere justitsråd Marx, der i 1824 sammen med sin familie gik over fra jødedommen til kristendommen. Faderens stamtræ skal indtil op i det sekstende århundrede opvise lutter rabinere (jødiske præster); sikrere er det, at hans moder nedstammede fra hollandske jøder. Begge forældre var højtdannede, og fra sin tidligste ungdom stod Marx derfor uberørt af det særlige jødespørgsmål, der spillede en rolle selv for mænd som Heine og Lassalle eller Børne og Jacoby.

Blandt familiens nærmeste omgangsvenner var regeringsråden Ludvig von Westphalen, som ikke hørte til den sædvanlige prøjsiske embedsmandstype. Hans fader havde i Syvårskrigen slået fem franske marskaller i fem forskellige feltslag, men var dog vedblevet at være så borgerlig, at han aldrig havde båret en uniform og nægtet at modtage titlen af generaladjudant. Men han havde ganske vist ladet sig fornedre til at »ophøje i adelsstanden« for at kunne ægte en ung pige, der var lige så fattig som han selv, men datter af en skotsk baronfamilie. Ludvig von Westphalen var yngste søn af dette ægteskab, en frittænkende embedsmand, i hvis hus Karl Marx fandt et andet hjem. Medens hans fader førte ham ind i fransk åndsliv og læste Racine og Voltaire for ham, førte Westphalen ham ind i tysk dannelse og vakte hans sans for Homer og Shakespeare, som vedblev at være hans yndlingsdigtere, så længe han levede. Westphalens børn blev Karl Marx' barndomskammerater, og i Jenny von Westphalen, der var født 1814 i Salzwedel og altså nogle år ældre end han, fandt han sin livsledsagerinde, en så højsindet og tapper kammerat, som en revolutionær stridsmand sjældent har fundet magen til. Allerede da Marx i 1835 rejste til universitetet, var de knyttet til hinanden, og i 1843, efter at »Rhinsk Tidende« var blevet undertrykt, fandt brylluppet sted i Kreuznach. Senere har Jenny Marx ikke blot delt sin mands arbejde, kamp og skæbne, men taget del deri med den inderligste forståelse og den mest glødende lidenskab; selv en svoren modstander af »den værste ateist og kommunist« bevidner, at dette ægteskab var sluttet i himlen.

Karl Marx begyndte sin løbebane under de gunstigste vilkår. Den rige begavelse, som han tidligt viste, behøvede ikke at fortæres i kampen med ydre hindringer, men kunne udvikle sig harmonisk i de sociale omgivelser, hvori han voksede op. Når proletariatets dødsfjender har karikeret ham som en iskold og indædt forbitret demagog, der havde skedevand i årerne i stedet for blod, så er der ingen anden sandhed i denne legende, end at Marx ikke blev revolutionær af opbrusende lidenskab, men af dyb indsigt i forholdene. Men netop dette er et bevis på den lykkelige ligevægt i hans udvikling. Den unge Marx var et frisk, kraftigt, fuldblods menneske, der med alle porer tørstede efter livets fylde. Hans første litterære arbejder var digte. Han har aldrig offentliggjort et vers, men selv hvor han behandler de tørreste emner, vidner den mærkelige plastik i hans fremstilling om, at der stak et stykke af en ægte digter i ham. Han har sat sine dybe præg i Heines og Freiligraths revolutionære digtning, og hvor han fælder æstetiske domme, udmærker disse sig ved fin sans og følelse. Mindst lod han sig bestikke af plump tendens. Det var efter hans mening lige så umuligt at behandle læresætninger i poesi som i musik.

Sytten år gammel afgik Karl Marx til universitetet, først i Bonn, så i Berlin, hvor han efter sin faders ønske studerede retsvidenskab, men samtidig historie og filosofi, som han selv foretrak. Spekulativ anlagt, som han af naturen var, måtte han blive omspunden af den hegelske læres trylleri; ingen af dens utallige lærlinge er trængt så dybt ind i den som han. Hvad der fængslede ham så mægtigt ved den, var den ejendommelige måde, hvorpå den opstillede modsætninger, hvis revolutionære skarphed blev tilslørede af begrebernes skyggespil. Marx søgte at klargøre sig disse begreber ved at styrte sig ind i vældige historiske studier. Han havde en umættelig kundskabstørst og en aldrig hvilende selvkritik. Hans venner klager allerede i hans tidlige ungdom over den nattevågen, som bidrog så meget til at undergrave hans jernhelbred. Men han anvendte ikke denne utrættelige flid på videnskabeligt pindehuggeri, selvom han ofte i ungdommeligt overmod havde en naiv glæde af blot at rasle med sine skarpe og tunge våben uden at gøre brug af dem.

Ruge skriver i et brev til Feuerbach træffende om den unge Marx. »Han læser meget; han arbejder med ualmindelig kraftanspændelse og har et kritisk talent, som undertiden udarter til overmod, men han gør intet færdigt, han bryder alle vegne af og styrter sig bestandig påny i et uendeligt hav af bøger. Ifølge sine lærde anlæg tilhører han ganske den tyske verden, og ifølge sin revolutionære tænkemåde er han udelukket fra den.« Dette billede er ikke forskønnet, men heller ikke fortegnet. Marx forenede i sin hjerne alle den tyske videnskabs højlærde bestræbelser - for at gøre det af med dem for bestandigt. Han førte livet ind i videnskaben, og videnskaben ind i livet. Det var det eneste fremskridt, som den tyske dannelse endnu kunne gøre og nødvendigvis måtte gøre, hvis den ikke ville blive til en tom vejrmølle. Den videnskab, som Marx på grund af sin revolutionære tænkemåde lukkede sig ude fra, den lukkede sig også ude fra sin egen fortid og sin fremtid og gav sig lydigt i magthavernes sold.

I året 1841 fuldendte Marx sine studier og erhvervede doktorgraden med en afhandling om Epikurs filosofi. Hans hensigt var at slå sig ned som docent i filosofi ved universitetet i Bonn, men den prøjsiske regering gjorde en brat ende på filosofiens frihed; efter den skændige medfart, som hans ven Bruno Bauer fik, opgav Marx at søge embede ved de prøjsiske højskoler. Reaktionen drev selv denne fødte stridsmand ud i kampen. Og hvorledes denne kamp nu førte ham videre og videre på erkendelsens bane, hvorledes den rev det ene slør af forudfattede ideer efter det andet fra hans øjne og kastede ham stadig dybere i det virkelige livs bølgebrænding, det lader sig med voksende tydelighed læse ud af hans første skrifter. Det var ikke i journalistisk letsindighed, han udkastede den tanke, at samfundets økonomiske bygning er bestemmende for dets åndsliv; det var selve kampens nødvendige følger, som trængte ham ind på de materielle interessers område, der under hans hidtidige studier som ægte hegelianer havde ligget ham fjernt. Han søgte og fandt den virkelige jordbund, hvorpå det menneskelige samfundsliv bevæger sig.

Det mesterskab, hvormed Marx håndterede den tyske filosofis metode, skaffede ham et hurtigt og sikkert overblik på de materielle interessers grund. Der er et mægtigt fremskridt fra foråret 1842, da han endnu fra isse til fodsål væbnet med lutter ideelle forestillinger trådte ind i den praktiske kamp, og til efteråret 1844, da han i klar forståelse af den sociale sammenhæng ikke blot var kommen forud for den borgerlige nationaløkonomi, men også for den mest fremskredne engelske og franske socialisme. Ganske vist har han endnu ikke fuldstændig skiftet ham fra idealisme til materialisme, og han ser endnu de økonomiske kendsgerninger i filosofisk klædebon. F.eks. når han med vidunderligt skarpblik forudsiger, at i Tyskland er ikke den politiske, men kun den menneskelige frigørelse mulig - hvormed han mener, at borgerstanden intet vil bringe det til, men proletariatet til så meget desto mere, hvilket er bekræftet af de forløbne 60 års historie. Det var et filosofisk uddannet blik, hvormed Marx så det borgerlige samfund ind i hjerte og nyrer. Han så, at det måtte dø under fødslen af et højere udviklet samfund, hvis lemmer allerede rørte sig utydeligt i dets skød, men han hentede sine beviser fra det filosofiske rustkammer, ikke fra det økonomiske.

Netop i denne henseende udfyldte Friedrich Engels på den mest afgørende måde, hvad Marx endnu savnede. Fr. Engels var ligesom Marx en oprindelig og selvstændig tænker, der havde gjort sine evner smidige og stærke i den klassiske filosofi. Han havde ikke gennemgået en så strengt filosofisk uddannelse som Marx, men med sin lyse og klare ånd havde han sikkert opfattet, hvad der var udødeligt i Hegels livsværk. Fra sin tidlige ungdom stod han midt i det praktiske livs virksomhed, og dette fortrin bødede rigeligt på hullerne i hans filosofiske rustning.

Friedrich Engels blev født d. 28 november 1820 i Barmen som søn af en fabrikant. Firmaet Ermen og Engels har vundet et berømmeligt navn i den rhinske industris historie, fordi det bekæmpede de gængse bedragerier ved varernes mål og vægt. Familien Engels hørte til de rigeste i byen Barmen; det gjaldt således for Friedrich Engels som for Karl Marx, at det ikke var personlig nød, men høj intelligens, der drev ham ind på den revolutionære bane. Han brød derved fuldstændig med tænkemåden i sin højkonservative, rettroende familie og fik tidlig uvilje mod embedsløbebanen, som han fra først af havde til hensigt at betræde. Efter at have gennemgået Barmens realskole, hvis anskuelsesundervisning i fysik og kemi ydede ham et fortræffeligt grundlag for hans naturvidenskabelige uddannelse, besøgte han gymnasiet i Elberfeld og bestemte sig et år før afgangseksamen til at gå købmandsvejen. Han gennemgik sine læreår først i Barmen, derefter i et Bremer Handelshus og tjente så et år som etårig frivillig ved garde-artilleriet i Berlin. Det rhinske bourgeoisi drev ellers et vidtforgrenet bestikkelsessystem for at unddrage sine sønner fra den forhadte militærtjeneste, men det vidner om den praktiske sans, hvormed Fr. Engels altid opfattede det virkelige liv selv i dets mindre tillokkende fremtoninger, at han under sit kaserneophold fik en aldrig senere udslukt interesse for militærvidenskaber.

Imidlertid forsømte han ikke sine filosofiske studier. Han blev mægtigt greben af Feuerbachs »Kristendommens væsen«, han omgikkes venskabeligt med Bruno Bauer og korresponderede lejlighedsvis til Rhinsk Tidende. På dette blads redaktion traf han for første gang sammen med Marx, da han i slutningen af november 1842 kom igennem Køln på vejen til Manchester, hvor han skulle tiltræde en stilling i en fabrik, som hans fader var medejer af. Dette første møde mellem Marx og Engels var imidlertid meget køligt, fordi Marx var imod den kreds, som Engels havde omgåedes i Berlin.

I Manchester levede Fr. Engels fra december 1842 til september 1844. Her gennemgik han sin højskole: midt i storindustrien, som opløser det borgerlige samfund for at danne grundlaget for det socialistiske. Han studerede såvel den umenneskelige som den menneskelige side af denne verdenshistoriske proces, og hans filosofiske dannelse satte ham i stand til at forstå den indre sammenhæng imellem dem, som den engelske socialisme og det engelske proletariat endnu ikke formåede at erkende. Fr. Engels var medarbejder ved chartisternes organ »Nordstjernen« såvel som ved Robert Owens »Den ny moralske verden«. I de daværende ledere af »De Retfærdiges Forbund«, Bauer, Moll og Schapper, lærte han de første revolutionære proletarer at kende, og aldrig glemte han det imponerende indtryk, som disse tre virkelige mænd gjorde på ham, der netop ville være en mand. Medens Karl Marx gennem sine indtrængende studier af den Franske Revolution kom til den erkendelse, at det ikke var staten, der opretholdt det borgerlige samfund, men derimod det borgerlige samfund, der opretholdt staten, så lærte Fr. Engels af den engelske industri, at de økonomiske kendsgerninger, der hidtil ikke havde spillet nogen rolle eller kun en foragtet rolle i historieskrivningen, at de i det mindste i den moderne verden var en afgørende historisk magt, at de dannede grundlaget for nutidens klassemodsætninger, og at disse klassemodsætninger i alt fald i de lande, hvor storindustrien var fuldt udviklet, altså navnlig i England, atter dannede grundlaget for den politiske partidannelse, for partikampene og dermed for hele den politiske historie.

Ad forskellige veje var Marx og Engels nået til det samme mål. Hos Marx var de filosofiske synspunkter endnu de overvejende, hos Fr. Engels var de økonomiske synspunkter allerede trådte i forgrunden. Marx har en gang kaldt de »omrids til en kritik af nationaløkonomien«, som Engels offentliggjorde i »Tysk-Franske Årbøger, for en genial skitse og dermed truffet hovedet på sømmet. Det unge brushoved, som Fr. Engels dengang var, ramte med sikkert blik de uhelbredelige svagheder i den borgerlige nationaløkonomi og lagde fingeren på de sår, hvoraf den måtte forbløde sig. Fr. Engels har givet det første udkast til de økonomiske grundlag for den videnskabelige socialisme, og denne fortjeneste forringes ikke ved hans egen bemærkning om, at det, som han havde fundet, ville Marx vel også have fundet af sig selv. Thi overfor historiens dom kommer det an på, hvad der er sket, ikke på, hvad der kunne være sket.

Ikke så sagligt indtrængende, men næsten endnu mere betegnende for hans personlige væsen, var den kritik, som Engels gav af Carlyle. Ligesom hos Marx var også hos Engels den skarpe kritiske forstand parret med en ægte digterisk følelse - derom vidner hans mange fortræffelige oversættelser af engelske arbejder- og folkesange. Carlyle imponerede ham, men han lod sig ikke fange af den hemmelighedsfulde profets besnærende trolddom. Engels forstod denne originale ånd i hans ensomme dybde, men han så også de grænser, som Carlyle ikke kunne komme ud over.

Da Marx og Engels i efteråret 1844 for anden gang mødtes i Paris, var deres fuldstændige overensstemmelse på alle teoretiske områder forudgiven. Herpå beroede først og fremmest deres våbenbroderskab, som ganske vist blev holdt lige så fast sammen ved den omstændighed, at de som mennesker stod ikke mindre højt end som tankens og kampens mænd. Deres følelse for de lidende og undertrykte var ikke mindre dyb, fordi de kun førte kampen mod undertrykkerne med de skarpeste forstandsvåben, thi de vidste fuldt vel, at der i hårde klassekampe intet udrettes med den tynde og ufrugtbare stemning, som bedsteborgeren kalder for sin menneskelige medlidenhed og sin moralske harme. Der var intet spor af sentimentalitet hos nogen af dem, men de var heller ikke mørke fanatikere eller pedantiske alvorsmænd; deres mandige og derfor beskedne selvbevidsthed forsmåede alle den slags fagter og fraser, hvormed de »ædleste og bedste«, de fremtrædende førere for de borgerlige klasser, holder så meget af at pynte sig. De kunne være ubarmhjertige i deres sags tjeneste, skånselsløse overfor modstandere, fordi de måtte være det, men ellers var intet menneskeligt dem fremmed. De var milde, hjælpsomme og overbærende, kraftige og muntre naturer, fulde af uopslidelig livslyst; de kunne le af hjertensgrund, og de elskede barneverdenens klare latter; hos biblens Kristus satte de mest pris på hans kærlighed til børn.

Efter det første møde, ved hvilket de var kommet til forståelse, skiltes de foreløbig. Fr. Engels rejste til Barmen for at skrive sit værk om de engelske arbejderes stilling. Karl Marx blev i Paris. Fædrelandet var allerede dengang lukket for ham; overpræsidiet i Koblenz havde på grund af hans skrifter udstedt en arrestbefaling imod ham til grænsepolitiet. Men snart kunne han heller ikke længere blive i Paris. Den prøjsiske regering sørgede med anerkendelsesværdig iver for, at dens farligste modstander ikke lod sit sværd rustne; den fordrev ham fra Frankrig, som den havde fordrevet ham fra Tyskland. Det ydre påskud hertil var nogle artikler, som Marx havde skrevet i et lille blad, hvormed de tyske flygtninge i Paris forsøgte at fortsætte krigen mod de hjemlige undertrykkere.

Dette lille blad hed »Vorwärts« og udkom fra begyndelsen af 1844 i Paris. Det blev udgivet af en forhenværende skuespiller og for en jødisk forretningsmands penge, men de tyske flygtninge havde intet andet organ, og både Heine, Herwegh, Bakunin, Moses Hess og Arnold Ruge skrev i bladet, som trods alle forbud blev smuglet over grænsen og fandt en stigende udbredelse i Tyskland. Følgen var, at regeringen i Berlin anråbte kongedømmet i Paris om en lille villighed, og i januar 1845 blev medarbejderne ved »Vorwärts«, en halv snes tyske skribenter, af det franske ministerium udviste fra Paris. Da bladet imidlertid standsedes af udgiveren selv, blev udvisningsordren taget tilbage, men Marx, hvem den tyske regering særlig havde haft i kikkerten, ville ikke indlade sig på noget kompromis med politiet, han rejste til Bryssel, og imod ham blev udvisningsordren opretholdt. I Bryssel levede Marx i tre år, for størstedelen under samarbejde med Engels. Det var den anden halvdel af deres lære- og vandreår.

Da Marx blev udvist fra Frankrig, var det allerede længst forbi med Weitlings agitation i Svejts. I begyndelsen havde den haft livlig fremgang. Det hemmelige forbund strakte sig over kantonerne Genf, Waadt, Neuenburg, Zürich, Aargau og Bern. Kærnen i det var tyske håndværkssvende, hvis kundskabstørst, begejstring og offervillighed var beundringsværdig, men også i de borgerlige klasser vandt Weitlings lære tilhængere, således et par bekendte politikere, nogle læger, osv.. Hans nærmeste medarbejdere var - foruden August Becker og Simon Schmidt - bundtmagersvenden Niels Petersen fra København og den forhenværende tingskriver Sebastian Seiler fra Schlesien. I sine tidsskrifter var Weitling den samtidige liberale opposition ubetinget overlegen, men den såkaldte ungtyske bevægelse stillede sig alligevel fjendtlig overfor ham, bygget som den var på filosofiske begreber. Weitling, hvis kommunisme bundede i den økonomiske klassemodsætning, savnede al forståelse af det spekulative spindelvæv og kaldte de tyske filosofer for tågede vrøvlehoveder. Selvom bevidsthederne blev revolterede, indså han, at der ikke ville ske den mindste forandring i de økonomiske tilstande, som arbejderne led under.

De svejtsiske myndigheder begyndte imidlertid at skride ind mod Weitlings skrifter, og han måtte gentagne gange skifte tryksted. Hans personlige stilling var trods al hans tilhængeres offervillighed meget pinlig. Men jo mere modgang og nød han led, jo mere følte han sig som profet. Samtidig viste der sig imidlertid en skæbnesvanger mangel på klarhed i hans revolutionære agitation.

For hurtigst muligt at gøre det af med det bestående samfund faldt han på allehånde besynderlige ideer. Han ville straks indføre »kvindefællesskab«, han ville oprette et tyveforbund til at føre guerillakrig mod de besiddende klasser, og han ville stifte en hemmelig sammensværgelse, som pludselig skulle bryde løs. Hans nærmeste medarbejdere frarådede ham med god grund disse eventyrlige planer, men følgen var kun, at hans selvfølelse bulnede ud til forfængelighed og hans friske kamplyst til rethaveri og trættesyge. Han begyndte at føle sig som det miskendte geni. Jo mere uklart det stillede sig for ham, hvorledes revolutionen i det gamle samfund skulle gennemføres, jo mere voksede han sig fast i den forestilling, at han var en »anden messias« - en ny Jesus. Ud af disse stemninger skrev han i foråret 1843 »De fattige synderes Evangelium«.

I dette skrift ville han ved mængder af bibelsprog bevise, at alle demokratiske ideer udspringer fra kristendommen. Religionen må benyttes til at befri menneskeheden. Kristus er frihedens profet og kærlighedens apostel. I sin bevisførelse for kommunismen står dette skrift langt tilbage for »Garantierne«, men det giver et slående billede af Weitlings personlighed og måske den ejendommeligste prøve på hans talent. Han benægter ikke resultaterne af bibelkritiken; han siger blot, at det ikke er hans opgave at påvise modsigelser i evangelierne, men at godtgøre sandheden af kristendommens grundsætninger. I evangeliernes Jesus spejler han sig selv. Jesus lærer afskaffelse af ejendom, afskaffelse af penge, afskaffelse af straf; Jesus fornægter familien; Jesus drager rundt i landet med synderinder, osv. Weitling indser nok, at kommunismen i det oprindelige kristne samfund kun er »fællesskab i goder«, men han mener, at fælles forbrug forudsætter fælles arbejde.

Bogen er et skriftemål, i hvilket Weitling har blandet sine egne erfaringer, sine glæder og lidelser, med Jesu ord og gerninger. Til dem, der vil indvende, at af biblen lader der sig uddrage alt, hvad man ønsker, svarer Weitling: »Javel, i herrer, det har i selv bevist; i har uddraget et tyranniets, undertrykkelsens og skuffelsens evangelium af biblen, jeg ville gøre den til et evangelium om frihed, lighed og fællesskab, om kundskab, håb og kærlighed, hvis den ikke var det i forvejen. Når i tog fejl, så skete det af personlig interesse; hvis jeg tager fejl, så sker det af kærlighed til menneskeheden.« Det gjaldt for Weitling mere om at forsvare sig selv end Jesus; han var den anden messias, der lod den første føre sin sag, idet han dog betragter sig som den mest fremskredne, thi Jesus var begrænset af sin tid, man kunne ikke forlange, at han »dengang fuldstændig skulle have forstået nutidens kommunisme.«

Evangeliet skulle udkomme i Zürich, men meddelelsen om dets indhold vakte nogle præsters mistænksomhed, de angav Weitling for gudsbespottelse, og statsadvokaten skred ind, lod ham arrestere natten mellem d. 8 og d. 9 juni 1843 og beslaglagde manuskriptet til bogen, hvoraf nogle ark allerede var trykt. Regeringen nedsatte en kommission til at undersøge »alle kommunistiske anslag i Svejts«, og Weitling blev tiltalt ikke blot for gudsbespottelse, men for den endnu værre forbrydelse: angreb på ejendomsretten. Han forsvarede sig med mandig værdighed, skønt han, ligesom senere i fængslet, viste tegn på sygelig ophidselse; han fornægtede ikke en tøddel af sine grundsætninger. Dommen lød på seks måneders fængsel, der ved overretten blev forhøjet til ti måneders, dog fraregnet de fire måneders varetægtsarrest.

Weitling sad da henved eet år i fængsel i Zürich; han blev gentagne gange disciplinært straffet, skal endog være blevet legemligt revset. Under fangenskabet skrev han sine »Fængselspoesier«. Efter sin løsladelse ville han sammen med sin tilhænger Andreas Dietsch drage til Amerika for at grundlægge en kommunistisk koloni, men regeringen i Zürich påtog sig den rakkertjeneste at udlevere ham til det prøjsiske politi. Under heftig modstrid blev Weitling ført over grænsen til Tyskland og med forskellige fængselsophold undervejs slæbt til sin fødeby Magdeburg for at aftjene sin militære værnepligt, som han var flygtet fra. Han blev dog snart kasseret, men den prøjsiske regering lod ham nu trods hans hjemstavnsret føre til Hamborg, hvor han fik syv thaler i tærepenge til at drage ud i den vide verden med. Heine har fortalt, hvorledes han traf ham i Hoffmann & Campes boghandel. Weitling rejste nu til London, hvor Owens organ hilste ham som »den modige og talentfulde fører for de tyske kommunister«, og hvor han blev fejret på et stort møde af engelske, tyske og franske arbejdere.

Hans tilhængere i Svejts kæmpede endnu en stund tappert videre. Weitlings sidste skrift udkom i Bern under den noget forandrede titel: »En fattig synders evangelium«, og hans foregående skrifter blev trykt i nye oplag. Men der manglede førere til at tage arven op efter ham. Bevægelsen kom under ledelse af folk som den religiøst forvirrede »profet« Albrecht og den holstenske humbugsdoktor Kuhlmann. Under disse omstændigheder fik den ungtyske agitation stærkere vind i sejlene. I spidsen for den stod en af Weitlings tidligere tilhængere, Wilhelm Marr, en ung kommis fra Hamborg, som nu bekæmpede kommunismen, og hvem det efterhånden lykkedes at drage flere arbejderforeninger over på sin side. Imidlertid var to af Weitlings venner i februar 1845 blevet medlemmer af rådet i kanton Waadt, hvor de forsøgte at organisere retten til arbejde. Herover opstod der fra konservativ side et hyl af forbitrelse, og enden på det blev, at både den radikale ungtyske og den kommunistiske agitation blev undertrykt. Såvel Marr som August Becker blev udvist. Becker førte senere et vidt omtumlet liv og døde først 1871 som journalist i Cincinnati.

Den egentlige grund til, at håndværkssvende - kommunismen i Svejts led skibbrud, var industriens mangelfulde udvikling, som dels forhindrede tilgang af rekrutter, dels klarhed over mål og midler. Forgæves havde dog Weitling og hans tilhængere ikke kæmpet. Den brand, de ville puste op, blev rigtignok kvalt, men gløderne ulmede under asken, og det var ved hjælp af dem, at Ferdinand Lassalle tyve år senere tændte det tyske socialdemokratis arneild.

I selve Tyskland var »De Retfærdiges Forbund« ganske vist også vidt forgrenet, men her kunne det naturligvis langtfra udfolde en sådan virksomhed som i Svejts. Men medens politiet skarpt holdt øje med alle »sammensværgelser«, arbejdede selve den økonomiske udvikling på at skabe et masseproletariat og dermed lægge betingelserne til rette for kommunismen. Den omvæltning i produktion og samfærdsel, som var begyndt med den tyske toldforening og med anlæggelsen af jernbaner, tog et stadig videre og dybere omfang. Storindustrien og storhandelen begyndte at skabe moderne storstæder, at oprive håndværket og kaste et lille mindretal i rigdommens og den selvtilfredse morals magelige skød og det store flertal i elendighedens og forbrydelsens afgrund. På landet gik de gamle lensgodser over til kapitalistisk drift med brændevinsbrænderi og roedyrkning; de små besiddere blev fordrevne fra deres ejendomme, og der opstod et hjælpeløst proletariat, som krøb sammen i usle hytter og levede af kartofler, salt og brændevin, og som, hver gang kartoffelhøsten slog fejl, hærgedes af den frygteligste hungertyfus.

I byerne fulgte fattigdommen med sine ledsagere nøje i storindustriens fodspor. I de første ni år af Frederik Vilhelm IV's regering steg antallet af dampmaskiner i fabrikkerne i Berlin fra 29 til 193; i samme tidsrum steg antallet af prostituerede til 10,000, af forbrydere til 12,000, af vagabonder til 12,000, af tiggere til 4000, osv., medens antallet af de borgere, som kunne yde enhver sit, kun ansloges til 20,000. Det fordum selvstændige håndværk blev til en kastebold mellem maskinerne på den ene side og handelsmagasinerne på den anden. Storindustriens arbejdere var prisgivne fabrikssystemets despoti. Kvinders og børns arbejde tog overhånd, hjemmene opløstes, skolerne forsømtes. En grufuld bolignød herskede i Berlin, Køln og Breslau. Fattiglæger i denne sidstnævnte by siger, at arbejdernes boliger mere lignede svinestier end menneskelige opholdssteder. Blodmangel og kirtelsygdomme var nødens tro følgesvende.

Under konkurrencen med den engelske bomuldsindustri blev særlig de tyske hjemmearbejdere trykket ned i den frygteligste elendighed. Den engelske maskinspinder kunne levere fem hundrede gange så meget i samme tid som den tyske håndspinder. I Bielefeld bukkede tusinder af spindere ligefrem under af sult. I de bøhmiske fabriksdistrikter omkring Leitmeritz og Prag stormede arbejderne i deres nød og fortvivlelse løs på fabrikkerne og sønderslog maskinerne; derefter drog de i store skarer med koner og børn ind til Prag for at anmode ærkehertugen om hjælp. Men bedsteborgerne i Prag blev forfærdede ved synet af denne masse forsultne proletarer, og alt hvad der var af politi og militær i byen blev kommanderet ud imod dem. Uden foranledning fra arbejdernes side blev der fyret på den værgeløse mængde, som splittedes og flygtede; på tilbagevejen blev atter en del maskiner ødelagte. Mange af arbejderne tog deres tilflugt til Riesengebirge, hvor der kort efter udbrød hungertyfus. Tusinder omkom.

Det mest gribende billede af husindustriens undergang frembyder dog de schlesiske spindere og vævere. De udpintes på den ene side af godsejerne, på den anden side af kapitalisterne, som fortrængte de små købmænd. En schlesisk linnedvæver, der boede under eget tag og ejede et par tønder land, kunne ved sit eget, sin hustrus og sine børns opslidende arbejde højst fortjene 60 thaler (dvs. 162 kroner) om året. Deraf gik henved en tredjedel til skatter og afgifter; med en daglig fortjeneste af fire silbergroschen (36 øre) måtte udgifterne til brød, kartofler, salt, brænde, lys, sæbe, stivelse, beklædning og andre fornødenheder bestrides. Og dette gjaldt endda kun for de bedrestillede. De vævere, som ikke havde deres egen hytte, henslæbte - som en samtidig forfatter skriver - deres tilværelse i »rum, sammenlignet med hvilke en godsejers kreaturstald måtte kaldes et palads.« Da et fortvivlet hungerskrig fra de schlesiske bjerge endelig gav genlyd over Tyskland, flød der ganske vist mange milde gaver ind, men det var kun som en dråbe i ørkenen.

Det ny masseproletariat manglede alle lovlige midler til selvforsvar. Hvor arbejderne prøvede på at strejke for at højne deres levevilkår, slog politiets knippel straks ned. Proletariatets fuldstændige retsløshed var lov og ret i den kristne stat. Og nogen klar klassebevidsthed kunne der endnu ikke vågne hos selve dette unge proletariat. Bedøvet af sin pludselige dybe forarmelse var det ikke i stand til at indse, at dets nød var kunstigt frembragt i de herskende klassers interesse og kun kunne ophæves i kamp med denne interesse. Det søgte at glemme sin sørgelige skæbne ved hjælp af fuselen. Kartoffelsnapsen var blevet billig under det ny system. Brændevinspesten rasede gennem proletariatets rækker.

Men selv i sin dybeste nedværdigelse finder den svage dog altid et våben mod sin plageånd. Omkring midten af fyrrerne bebuder voldsomme tumulter den kommende revolution. Det var hungeroprør, der flammede op uden plan og mål, udslag af vild fortvivlelse, der ikke kunne føre til andet og ikke førte til andet end fordærv for ophavsmændene og deltagerne. Thi den kristne stat havde to gange tre afgørende grunde at sætte imod råbet om brød: for det første infanteri, kavalleri og artilleri, for det andet fæstningsarbejde, tugthus og rottingslag. Som det gik i Bøhmen, gik det over hele Tyskland, men disse alle vegne frembrydende tumulter vidnede dog om, at proletarerne begyndte at blive sig deres ret til en menneskeværdig tilværelse bevidst.

Den største hungeropstand fandt sted i begyndelsen af juni 1844 i de schlesiske væverlandsbyer Peterswaldau og Langenbielau ved foden af Eulengebirge. I Peterswaldau havde navnlig de to fabrikanter brødrene Zwanziger gjort sig forhadte. Da de fattige vævere klagede over, at den sulteløn, de bød dem, ikke engang længere forslog til at købe kartofler for, skal en af disse herrer have svaret: Så må væverne spise græs, det er der nok af ! Selv bar de deres rigdom pralende til skue som hån mod deres udpinte ofre. De fattige væveres jammer og ville trods fandt udtryk i en vise, som er hjerteskærende i al sin simpelhed. Vers har føjet sig til vers som af sig selv, indtil visen pludselig afbrødes, ligesom vævernes kamp blev slået ned af militærets geværsalver. Der er over tyve vers i sangen; et par af dem lyder således:

Væverne i landsbyen Peterswaldau sang flere gange visen udenfor Zwanzigernes hus. En af dem blev grebet, og trukket ind i huset, gennempryglet og overgivet til politiet. Da brød bevægelsen løs om eftermiddagen d. 4 juni. En skare vævere samlede sig og drog op foran deres plageånders prægtige landsted; de fordrede højere løn og en skænk. Under hån og spot blev fordringen afvist. Væverne stormede nu huset og ødelagde alt dets kostbare indbo. Zwanzigerne flygtede i dødsangst. Dagen efter drog væverne, hvis antal nu var vokset til tre tusind, til Langenbielau, hvor særlig brødrene Dierig, som havde to store forretninger, havde gjort sig forhadt. Her fandt ligeledes nogle tumulter sted, men da den ene af brødrene Dierig lovede enhver væver, som ville beskytte hans ejendom, en skænk på fem groschen (45 øre), indtrådte der ved udsigten til denne ringe almisse straks ro blandt mængden.

Imidlertid rykkede det tilkaldte militær frem. Væverne begyndte at forklare soldaterne situationen, og den kommanderende major, som indså det farlige heri, lod derfor tropperne trække sig tilbage til en fordelagtigere stilling. Men nu, da militæret var der, trak det ud med betalingen af den lovede skænk. Væverne blev utålmodige og nærmede sig mere og mere soldaterne. Majoren lod da affyre tre salver på den værgeløse mængde. Virkningen var frygtelig. Elleve døde og fire og tyve dødeligt sårede lå på pladsen. Blod og hjernemasse sprøjtede omkring; jammerskrig lød. Væverne, som først stod stivnede af rædsel, blev nu drevne til fortvivlet modstand. Med økser, knipler og sten trængte de ind på soldaterne og drev dem ud af landsbyen. Derefter ødelagde de brødrene Dierigs hus.

Men det var en stakket sejr. Næste dags morgen rykkede der tre kompagnier fodfolk og et batteri på fire kanoner ind i Langenbielau; senere kom der også rytteri. Al modstand var håbløs. En del af de oprørske vævere flygtede ud i bjergene og skovene, hvor der blev anstillet en hidsig og grusom jagt på dem. Otte og tredive af dem blev stillet for retten og dømt til hårde straffe, som steg indtil ti års strafarbejde og fire og tyve rottingslag. Men vævernes nød blev ikke lindret - tværtimod forværret. Og kongen befalede de schlesiske blade at fortie tilstanden i væverdistrikterne. Et billede af oprøret er i vore dage givet i dramaet »Væverne« af den schlesisk fødte digter Gerhart Hauptmann, hvis bedstefader selv sad bag væverstolen i en af de fattige landsbyhytter.

I dette hungeroprør var der ikke den svageste antydning af kommunistiske bestræbelser. Det var fra anden side, at socialismen trængte ind i Tyskland. I Berlins litterære kredse interesserede man sig i 1830erne for Saint-Simons lære, og det unge Tyskland havde bl.a. »Kødets Frigørelse« på sin spiseseddel. Men denne æstetiske koketteren med socialismen var kun spilfægteri og pikant tidsfordriv. Der fandtes dog én tysk socialist, som kunne stå ved siden af de franske og engelske utopister i dyb medfølelse med proletariatet, i kritisk forståelse af den kapitalistiske produktions love og i uegennyttig offervillighed. Han hed Ludwig Gall (født d. 28 december 1790 i Aldenboven ved Julich, død d. 31 januar 1863 i Trier) og var en underordnet rhinsk embedsmand, først i fransk, derefter i prøjsisk tjeneste. Han var opfinder og havde forskellige planer, bl.a. til at lære landboerne nytten af fællesdrift, men de mislykkedes alle, og hans forsøg på at udbrede Saint-Simons, Fouriers og Owens ideer gennem et tidsskrift, »Menneskevenlige Blade«, slog ligeledes fejl. Hans virksomhed for socialismen var en lang kæde af skuffelser. Han trøstede sig med, at sandheden dog til sidst ville sejre.

Ludwig Galls navn fortjener en berømmelig plads i den tyske socialismes historie. Hvad han har ydet, var al ære værd for en tysker i 1820erne og 1830erne, tilmed for en prøjsisk kreds- og regeringssekretær. Men det bedste i hans få skrifter er dog kun en kraftig genklang af den engelske og franske utopisme, blandt hvis bærere han personligt opsøgte Fourier og Owen. Navnlig fra Fourier stammer, hvad Gall skriver om nøden midt i overfloden, om den nødvendige forening af kapital, arbejde og talent, om hvorledes udbyttet svinder, når arbejdet udstykkes, og vokser, når arbejdet gøres fælles. Men udover Fourier og Owen nåede Ludwig Gall ikke, og navnlig viste han aldrig forståelse af arbejderklassens selvstændige bevægelse.

I året 1842 udkom Lorenz Steins bog om den franske socialismes og kommunismes historie, som - ganske vist med mange misforståelser - fremstillede klassekampen mellem bourgeoisi og proletariat. Den var for de dannede et æble på kundskabens træ, omend surt og umodent. Den lærte navnlig det unge tyske bourgeoisi at blive sig sin stilling bevidst. Lorenz Stein overvurderede virkningen af sin bog, når han mente, den havde givet stødet til den socialistiske bevægelse i Tyskland. Socialismen var allerede tilstede i uklare former, og i sin håndgribelige skikkelse voksede den ikke ud af en bog, men ud af en økonomisk kendsgerning: Folkemassernes tiltagende forarmelse.

Fra kongedømmets og godsejernes side blev der gjort nogle naragtige forsøg på »kristelig socialisme« i form af arbejdshuse, fattiganstalter og cellefængsler. Grundbetragtningen var, at de fattige »aldeles ingen ret havde« til understøttelse, og at der kun skulle ydes dem »det allernødvendigste« af hensyn til »farerne for samfundets sikkerhed og de sædelige tilstande«. Som litterære forkæmpere for en kristelig socialisme optrådte V. A. Huber og Hermann Wagener, men uden hos proletariatet at finde den fornødne »tro« på det »sociale kongedømme«, som de forkyndte. Bourgeoisiet søgte også på sin vis at afhjælpe arbejdernes nød ved forskellige velgørenhedsforanstaltninger, som dog mest gik ud på at befæste dets eget herredømme. Den såkaldte »Centralforening for de arbejdende klassers vel«, som blev stiftet, da hungeroprøret i Schlesien havde jaget storborgerne skræk i blodet, gik i sin moder igen af frygt for, at arbejderne skulle benytte den til fremme af deres egne interesser!

En tredje form for datidens socialisme var den såkaldte »filosofiske socialisme«, hvis talsmænd særlig var Moses Hess og Karl Grün, og hvis organer var forskellige tidsskrifter (»Samfundsspejlet« og flere), som fortsatte, hvor »Rhinsk Tidende« havde måttet høre op. Bevægelsen havde sine lyse sider, navnlig i den uforbeholdne afsløring af proletariatets lidelser. I deres tilslutning til Feuerbachs filosofi og Proudhons anarkisme stod Moses Hess og Karl Grün tilsyneladende på højden af den tyske og franske åndsudvikling. Men i virkeligheden forholdt det sig omvendt. Den tyske industri var langt forud for alle forsøg på at løse sociale spørgsmål ad filosofisk vej.

Hess og Grün forstod ikke, at socialismen var udtryk for en økonomisk klassekamp, de opfattede den som en spekulation over menneskets væsen. Deres socialisme løb ud i tågede forestillinger, som Fr. Engels på det skarpeste kritiserede. De miskendte således ganske det historiske fremskridt, som bestod i, at den borgerlige liberalisme fortrængte den junkerlige reaktion. De spottede de liberale bestræbelser og erklærede, at folket intet havde at vente af disse, men derimod alt at frygte. De kom derved i virkeligheden til at virke reaktionært i stedet for revolutionært. Den filosofiske socialisme forsvandt da også fuldstændig efter Martsrevolutionen. Men Moses Hess ofrede iøvrigt et langt livs arbejde for proletariatets frigørelse og kæmpede endnu som olding i det tyske socialdemokratis rækker, der fulgte så helt andre veje, end han i sine yngre år havde anvist.

En langt mere dristig og original ånd var den berlinske skolelærer Kaspar Schmidt, som under navneskjulet Max Stirner udgav bogen »Den eneste og hans ejendom«. Man gør ikke uret mod Marx og Engels ved at nævne Max Stirners navn i samme åndedræt som deres. Han søgte ligesom de at virkeliggøre Feuerbachs filosofi - at drage mennesket fra skyerne ned på jorden. Det lykkes ham - og det lykkes ham dog ikke. Men er nogen bog skreven med sin forfatters hjerteblod, så er det »Den eneste og hans ejendom«.

Kaspar Schmidt var sønnesøn af en herskabstjener og søn af en fløjtemager, som døde af svindsot. Han blev lærer ved en realskole, men mistede denne stilling, da han i 1845 udgav sin bog. Senere kæmpede han med den bitreste nød. Han døde i Berlin i 1856 og er først i vore dage blevet draget frem af sin forglemthed. Der luer i hans bog en mægtig revolutionær flamme. Han spotter sin samtids liberale bevægelse, fordi den hænger i skøderne på de gamle begreber: stat, folk, religion, menneskehed, ret, moral osv. Alle disse begreber er efter hans overbevisning lutter »spøgelser«, der kun eksisterer i menneskets indbildning. Selve det, man kalder »ånd«, er kun et spøgelse: »Har du nogensinde set en ånd? »Jeg ikke, men min bedstemoder.« Sådan er det også gået mig: Selv har jeg ingen set, men min bedstemoder faldt altid over dem, og i tillid til vore bedstemødres ærlighed tror vi på eksistensen af ånder.«

Den, der ikke længere tror på ånder, behøver kun konsekvent at fortsætte med sin vantro for at indse, at der overhovedet intet særligt væsen stikker bagved tingene, intet spøgelse eller - hvad der naivt nok også sprogligt betyder det samme - ingen »ånd«. Det eneste, som er virkeligt i verden, det er dig selv. Mit eget jeg er »den eneste«, og verden er »min ejendom«. Deraf bogens titel.

I råber på frihed, i dårer, siger han. Tag magten, så kommer friheden af sig selv! Den, der har magten, står over loven. Men i er jo »lovlydige« folk! I skræmmes af de andre, fordi i ved deres side ser rettens spøgelse, der kæmper sammen med dem. I tør ikke angribe dette spøgelse. Nej, i lusker omkring for at vinde spøgelset for jer, for at det kan kæmpe på jeres side. I bejler til spøgelsets gunst. En anden ville ganske simpelt spørge: Vil jeg, hvad modstanderen vil? Nej! Lad så tusinde djævle eller guder kæmpe for ham, jeg går dog imod ham!

Han hævder kampens ret for proletariatet og påkalder dets oprørsfølelse. Først når den såkaldte »pøbel« griber til, ophører den at være pøbel. Kun angsten for at gribe til og angsten for den følgende straf gør den til pøbel. Hvorfor er jeres ejendom sikker? spørger han de besiddende. Og han svarer: Fordi vi ikke tager den! Fordi vi beskytter den. Og hvad giver i os i stedet for? Spark og ringeagt; politi og en katekismus med den hovedsætning: Du skal respektere, hvad der ikke er dit, hvad der tilhører andre! Du skal respektere de andre og navnlig de store! Først når menneskene kommer så vidt, at de taber respekten for ejendommen, så vil enhver få ejendom, ligesom alle slaver bliver frie mennesker, så snart de ikke mere agter herren for herre.

»De fattige bliver først frie og ejere, når de rejser sig og går frem. Giv så meget, i vil, de vil altid have mere; thi de vil intet ringere, end at der til sidst ingen gaver mere gives dem. Man vil spørge: men hvad vil der ske, når de besiddelsesløse tager mod til sig? Af hvad art skal udligningen blive? Man kunne lige så godt forlange, at jeg skulle stille et barns horoskop. Hvad en slave vil gøre, når han bryder sine lænker, det må man ganske simpelt - afvente.«

Han mistror kommunismen, som han frygter blot vil trykke den enkelte ned i ny afhængighed af staten. I det sted tænker han sig en forening - eller flere foreninger - af egoister, som man frit kan træde ind i og ud af efter behag. Men disse foreninger er en modsigelse, thi det er forudsætningen for enhver forening, at de enkelte medlemmer ofrer så meget af deres personlige formål, som de fælles formål byder. I en forening hører jeg netop op at være den eneste.

Men sagen var den, at denne eneste, som Stirner forestillede sig, ikke var mennesket, men et bestemt menneske, den mest fremskredne mennesketype, som han, den forsultne skolelærer, kendte i sin samtids Berlin: nemlig den ny bourgeois med sin ejendom, kapitalen, som ikke mere ville lade sig lumpe af den gamle politistat, men som var blevet stærk nok til i uindskrænket konkurrence at være sig selv og nyde sin magt. Stirner var ganske vist for klog og for revolutionær til ikke at føle, hvilken skærende modsætning der var imellem dette menneskemisfoster og hans idealmenneske, og derfra udspringer de lynglimt af fortvivlet humor, som findes i hans bog, men han kunne alligevel ikke se ud over den bestemte mennesketype. Ideernes historie afspejler altid kun virkelighedens historie. I England og Frankrig havde proletariatet allerede begyndt sin klassekamp, da kapitalismen i Tyskland først begyndte sin kamp for fri konkurrence. Marx og Engels blev påvirket af hin, Stirner blev påvirket af denne. Men idet han ville klæde sit ideale menneske i kød og blod, stødte han det mod sin vilje ud i det tomme intet. Fra Fichtes jeg til Stirners jeg havde den idealistiske filosofi fuldendt sit kredsløb. Slangen bed sig selv i halen, men nu havde den heller ikke mere at bide i.

Det eneste, Stirner opnåede i sin samtid, var at blive tagen til indtægt af frihandelens »radikale« apostle, for hvem det gjaldt om at omstyrte alle bolværker for den kapitalistiske konkurrencekamp. De tilegnede sig fra den engelske manchesterskole de slagord, de havde brug for, og lagde dem tilrette for deres øjemed, som kun bestod i at erhverve den størst mulige profit. De tyske professorer forholdt sig ængstelige til den ny videnskab, som truede med at rive dem midt ind i tidens kampe, og der fandtes i fyrrerne kun en eneste tysk lærd, som stod på højde med sin tids nationaløkonomi og til en vis grad forstod at udvikle den videre. Det er Karl Rodbertus. Han havde tilegnet sig tidens juridiske og filosofiske dannelse, havde rejst i England og Frankrig, drevet historiske og økonomiske studier og endelig som trediveårig mand erhvervet sig et riddergods i Forpommern, hvor han stille og ubekymret kunne dyrke sine interesser.

Han søgte at drage socialistiske slutninger af den engelske nationaløkonomi. Allerede i 1839 skrev han en afhandling om de arbejdende klassers fordringer, som for sin tid var enestående i Tyskland, skønt den intet indeholdt, som ikke var sagt lige så godt eller bedre i England og Frankrig. Det eneste punkt, hvorpå Rodbertus indtog en særstilling, var i sin statssocialisme, som ikke betegnede et fremskridt, men tværtimod et mægtigt tilbageskridt i sammenligning med Owens og franskmændenes utopier. Grundtanken i hans teori var, at overproduktion ville sige underforbrug: der blev ikke produceret for meget, men der blev forbrugt for lidt af de arbejdende klasser, det er årsagen til de stadig tilbagevendende kriser med deres hærgende arbejdsløshed. Idealet ville være, at ikke blot jord og grund, men alle produktionsmidler var fælles ejendom, men dette ideal lå uhyre langt ude i fremtiden. Menneskene måtte endnu vandre fem hundrede år »gennem ørkenen«, før de nåede »det forjættede land, hvor grund- og kapitalejendom var ophævet«. For at lette dem denne ørkenvandring (hvis nødvendighed han ikke nærmere forklarer) skulle staten sørge for, at arbejdslønnen steg i samme forhold som grundrenten og kapitalprofitten. Han giver dog kun temmelig vage antydninger af, hvordan dette skulle foregå, bl.a. ved at foreslå indførelsen af »arbejdspenge« og en normalarbejdsdag.

Som alle utopister nærede Rodbertus mistillid til proletariatets selvstændige klassekamp. Jo mere den tyske industri udviklede sig og modsætningen skærpedes mellem bourgeoisi og proletariat, jo mere bestyrkedes han derfor i den overbevisning, at det gjaldt om at befæste grundejendommen, som trængtes af kapitalen fra den ene side og af arbejdet fra den anden, for at opretholde ligevægten i klassestaten. Han, som var trådt mandigt i skranken for de arbejdende klassers fordringer, blev en forkæmper for grundrenten, skønt han udtrykkeligt erklærede, at det sociale spørgsmål var en kæmpe i sammenligning med renteprincippet. Han handlede ikke af junker-egoisme, thi han var i al sin tænken og færd en gentleman, og han blev »dybt bevæget«, da en forsamling af socialdemokratiske arbejdere engang sendte ham en venlig hilsen. Men man lever ikke ustraffet i fyrretyve år som pommersk godsejer. Rodbertus kendte af praktisk erfaring kun det mest uudviklede landproletariat.

Den tyske socialisme i fyrrerne kom ikke mindst kraftigt til orde i poesien. Proletariatets nødskrig genlød i tidens digte. I sine sange om fattigmand rettede Karl Beck lidenskabelige anklager mod huset Rothschild og truede slavernes behersker med de frie mænds dom. Meissner så et blegt kuld af børn, hvor højovnene dampede og svinghjulene snurrede; han vrededes på Kristus, der havde lovet de små børn himmeriges rige. Dybere end disse følte Nicolaus Lenau de brustne håb, de forgæves kvaler, den stumme segnen og død i den grå dæmring, og med større sikkerhed følte han i sit prægtige digt »Albigenserne«, at han stod på tærsklen til en ny tid.

Helt andre toner anslog Heinrich Heine. Han omgikkes daglig med Marx, så længe denne levede i Paris, og netop i den periode, i året 1844, skrev han sit udødelige digt »Tyskland, et vintereventyr«, ind i hvilket den gryende socialisme kastede sit første skær. Tre verdensanskuelser krydsedes i Heines ånd og gav hans poesi det vidunderlige spil af farver og former, som trods alle skærende modsætninger dog klang harmonisk sammen. Han glemte aldrig helt romantikkens blå blomst, og han overvandt aldrig helt sin gru for kommunismen. Men »Vintereventyret« er den frieste sang, han har digtet, tilintetgørende i sit vid, sanddru i sin følelse; det er syngende flammer, som fortærer en hensmuldrende verden for at lade en ny verdens Fugl Føniks opstige af asken. Heine er efter sit lange ophold i Paris blevet greben af længsel efter at gense Tyskland. Han længes efter den tyske tobaksrøg, efter hofråder og natvægtere, grovbrød og grovhed og blonde præstedøtre. På en trist novemberdag, hvor blæsten river løvet af træerne, kommer han til den tyske grænse og bliver sælsomt til mode ved at høre sit hjemlands sprog:

Heines digte fra denne tid viser, hvor stærkt Marx har påvirket ham. De overvejede ofte hvert ord i et lille digt på få linjer og filede utrætteligt, indtil alt var fuldkomment. Men Heine har også øvet en dyb indflydelse på Marx og Engels. I deres artikler fra den sidste halvdel af fyrrerne findes der få, som ikke indeholder et eller andet citat af Heine. De forstod digteren i hans storhed og derfor også i hans svagheder. Marx dømte meget overbærende om skyggesiderne hos Heine, fordi han mente, at digtere er nogle sære fyre, der må have lov at følge deres eget hoved, og den samme opfattelse har proletariatet den dag i dag i modsætning både til småborgere og storborgere.

En lignende flugt som Heine forsøgte Georg Herwegh at hæve sig til, men hans strengespil var og blev brustent. Så meget mægtigere klang den socialistiske poesis lyre nu i Freiligraths hænder. I sin »Trosbekendelse« brød han med den romantiske reaktion, og fordreven fra fædrelandet svarede han med de glødende Ça ira-sange, hvoriblandt det berømte digt »Nede fra«, som i sin stempelfaste rytme gengiver kongeskibets fart på Rhinen med proletaren nede i fyrrummet - et billede på den truende revolution i samfundets skød:

Samme dag blev borgervæbningen dannet og forsynet med våben fra tøjhuset. Om aftenen var Berlin illumineret. D. 21 marts red kongen ud i byen og talte til folket. Han erklærede, at han følte sig kaldet til at »redde den tyske frihed og enhed,« og da han kom til hovedvagten, hvor den ny borgervæbning trådte i gevær, udtalte han sin dybtfølte tak for, hvad der var skel. Men midt i den jubel, der hilste disse ord, råbte en arbejder: »Tro ham ikke!« Denne festforstyrrer blev straks grebet og sat ind i vagten. De gode borgere svømmede i et hav af henrykkelse. De havde opnået, hvad der for dem stod som det højeste: Den kongelige prøjsiske revolution!

D. 22 marts blev de faldne højtideligt begravede. Der var 183 døde - med dem, der senere bukkede under for deres sår, blev det ialt 230 - og de tilhørte så godt som udelukkende arbejderstanden. Kisterne fulgtes til kirkegården af en uoverskuelig menneskemængde. I spidsen for toget gik borgervæbningen og sortklædte jomfruer med sørgekranse på hvide puder. Kirkegården Friedrichshain, hvor begravelsen fandt sted, var i de første måneder et valfartssted for den berlinske befolkning. Men snart glemte de »gode borgere«, at martsheltene havde ofret livet for deres skyld. Proletariatet havde i højmodig begejstring sønderbrudt et skændigt åg og i sit blod afvasket årtiers skændsel på én eneste dag. Det havde gjort rent bord for bourgeoisiet - den klasse, som ifølge den historiske udvikling stod for tur til at overtage herredømmet. Men bourgeoisiet forrådte proletariatets martshelte. Det lod i sin onde samvittighed den kirkegård vokse vildt, hvor de var stedet til hvile. Rusten gnavede på korsenes bogstaver og datoer, og græsset bølgede over de sammensunkne gravhøje. Kun arbejderne holdt de faldnes minde i ære. De lægger endnu hver d. 18 marts friske kranse på gravene i Friedrichshain.

Men knapt var begejstringsrusen fra den blodige martsnat dunstet bort, før de berlinske bedsteborgere krævede »afslutning på revolutionen« og fred og ro for enhver pris. Borgerstanden sad inde med de kommunale embeder og benyttede dem til at lægge beslag på alle de geværer, der udleveredes til borgervæbningen. Som betingelse for at indtræde i denne satte de bl.a. selvstændigt erhverv og udelukkede derved proletariatet. Allerede dagen efter sejren blev sejrherrerne således narrede for kampens pris. Den ny borgervæbning optrådte straks som et ordenspoliti til beskyttelse af den hellige ejendom. Det havde i virkeligheden vist sig i martsugen som så ofte i revolutionstider, at de simple forbrydelser og navnlig forbrydelserne mod ejendomsretten var taget af, og endnu en måned efter d. 18 marts erklærede politidirektøren, at arbejdernes holdning fortjente offentlig anerkendelse. Alligevel larmede borgervæbningen op om den truede ejendom. En patrouillefører, som var blevet ked af dette tåbelige spektakel, afgav en nat den melding: »Alt er roligt i byen, undtagen borgervæbningen!«

Det varede heller ikke længe, før der blev indgivet en adresse til Kongen fra 14,000 lovlydige borgere, som underdanigst bad om, at tropperne måtte blive kaldt tilbage. Størstedelen af underskriverne var kræmmersjæle, der levede af at sælge varer til soldaterne, og som gav »friheden« en god dag, når de bare ikke mistede deres afsætning. Allerede d. 30 marts rykkede en militærstyrke ind i Berlin - hvilket var et dårligt varsel for bourgeoisiet, hvis førere samtidig blev kaldede til at danne et »liberalt« ministerium.

En virkning af revolutionen var Slesvig-Holstens opstand og midlertidige løsrivelse fra Danmark. Kongen af Prøjsen havde jo stillet sig »i spidsen for den tyske nation«, og da slesvig-holstenerne påkaldte hans hjælp, greb han gerne lejligheden til at støtte dem i deres »frihedskamp«, som var yderst populær i Tyskland. Den prøjsiske garde, der ved revolutionen var blevet ydmyget og fordrevet fra Berlin, fik på denne måde militær oprejsning, og desuden slap man i hovedstaden af med en hel del urolige elementer, der som frivillige strømmede til Slesvig-Holsten for at slås med danskerne. Det var altså ingenlunde af frihedskærlighed, at den prøjsiske regering støttede slesvig-holstenernes kamp. Førend tropperne gik over grænsen, skrev den prøjsiske gesandt von Wildenbruch i en hemmelig note af d. 8 april til det danske kabinet, at det ikke måtte opfatte krigen altfor alvorligt; den prøjsiske regering havde blot påbegyndt felttoget for at forhindre den revolutionære bevægelse i Tyskland fra en skæbnesvanger indblanding i konflikten.

Medens modrevolutionen fra oven således allerede var igang, trådte det såkaldte »Forparlament« sammen i Frankfurt. Det var valgt af stænderforsamlingerne og borgerrepræsentationerne i det Tyske Forbund, det vil sige det egentlige folk var udelukket, og forsamlingens flertal bestod af liberale bangebukser, der betragtede det som deres vigtigste opgave at »holde igen« på revolutionen, for at den ikke skulle gå for vidt. For første gang optrådte på den politiske skueplads det ulyksalige element, som har givet den tyske forfatningsbevægelse i 1848 et halvkomisk halvsørgeligt anstrøg - de prøjsiske professorer. Der gaves enkelte dygtige folk iblandt dem, men de fleste skulle hellere været blevet på deres katedre i stedet for at spilde tiden med deres tåbelige og utålelige snak på et tidspunkt, da der fremfor alt krævedes handling, hvis de vundne fremskridt skulle bevares. Det folkelige mundheld om professorerne, at de var »jo lærdere, jo dummere«, traf sømmet på hovedet.

Da den 500 mand stærke forsamling holdt sit indtog i Paulskirken i Frankfurt, modtoges den med jubel af den blomstersmykkede by, men skuffelserne lod ikke længe vente på sig. Et mindretal af sydtyske småborger - repræsentanter foreslog med Gustav von Struve og Friedrich Hecker som ordførere at oprette en tysk forbundsrepublik efter svejtsisk og nordamerikansk forbillede; indtil dette var sket, skulle forsamlingen blive siddende for at varetage det tyske folks interesser. Men flertallet holdt på at bevare monarkiet og at lade indkalde en grundlovgivende forsamling, hvortil de enkelte stater i det Tyske Forbund skulle sende deres repræsentanter. Struve og Hecker forsøgte nu en republikansk rejsning i Baden; samtidig gik Herwegh over Rhinen med den friskare af tyske arbejdere, han havde samlet i Paris. Det hele var et ganske halsløst foretagende, undfanget af romantiske sværmere. Efter en kortvarig kamp blev republikanerne splittet og slået ned af württenbergske og bajerske tropper. Struve og Hecker flygtede til Svejts, Herwegh tilbage over Rhinen.

Imidlertid foregik valgene til de to grundlovgivende forsamlinger: den almindelige tyske i Frankfurt og den særlige prøjsiske i Berlin. Her gik valgbevægelsens bølger højt. Landdagen havde ganske vist måttet indrømme almindelig stemmeret, men valgene skulle være indirekte, dvs. med valgmænd som mellemled, og mod denne bestemmelse rejste der sig en stærk modstand. Store folkemøder afholdtes for at kræve direkte valg, og det besluttedes at foranstalte en kæmpemæssig demonstration skærtorsdag d. 20 april. Men borgerskabet, som allerede havde glemt sin egen optræden fire uger i forvejen, kom herover i stor forskrækkelse og råbte op om »omvæltning«. Navnlig frygtede man for en vis gruppe af arbejdere, de såkaldte Rehbergere. Det var de fattigste proletarer, som kommunen havde set sig nødt til at beskæftige ved offentligt arbejde på Rehbergen udenfor Berlin. En af datidens »demokratiske« skribenter giver følgende rædselsbillede af dem: »Disse vilde skikkelser, halv hest, halv alligator, med de af sol og brændevin brunede ansigter og med det buskede skæg, klædte i pjaltede frakker, sjældnere i bluser, med en gul stråhat, hvori der sidder en rød hanefjer, på hovedet, med lange støvler og en ærefrygtindgydende knippel i hånden, var i en rum tid en skræk for reaktionen og de svage sjæle.«

Der blev truffet store anstalter til at møde det truende oprør. Hele borgervæbningen stod under våben; alle offentlige bygninger og pladser var besat, som om der ventedes et fjendtligt angreb. Det var så meget mere overflødigt, som demonstrationen mislykkedes af sig selv. De demokratiske førere var indbyrdes uenige, arbejderne var umodne og rådvilde. Der mødte nogle tusind mennesker på Alexanderplads, men borgervæbningen fik ingen anledning til at kølne sit heltemod på det ubevæbnede folk. En borger råbte til arbejderne: »Nå, i hunde, vil i se, i går hjem og bestiller noget!« Revolutionen var vendt om til reaktion.

Under disse omstændigheder åbnede den prøjsiske nationalforsamling sine møder, bevogtet med mistro af hovedmassen af Berlins befolkning. Det strømmede ind med reaktionære andragender; den første tid gik hen med ganske ørkesløse debatter, og folkets utålmodighed voksede. Da venstre indbragte et forslag om, at forsamlingen i anerkendelse af revolutionen skulle erklære, at de, som kæmpede d. 18 og d. 19 marts, havde gjort sig fortjent af fædrelandet, blev den to dages forhandling fulgt med levende ophidselse af tilhørerne. Og da forsamlingen forkastede forslaget med 196 mod 177 stemmer, blev medlemmer af højre og ministeriet, da de forlod forsamlingen, omringede af truende folkeskarer. Harmen voksede, da man opdagede, at regeringen lod Tøjhuset bevogte af militær, fordi den frygtede for et angreb af folket. D. 14 juni steg tumulterne i byen; råb om arbejde og brød blandede sig med kravet om, at militæret skulle trækkes tilbage. En mængde mennesker stimlede sammen udenfor Tøjhuset, hvis indre var besat af soldater. Et kompagni af borgervæbningen følte sig kaldet til at opretholde ordenen og trængte med bajonetter ind på folkemassen, et andet kompagni søgte at lægge sig imellem, og imidlertid steg ophidselsen. Den bekendte barrikadehelt, maskinarbejder Siegrist, stod op på en kanon og talte til folket. Stemningen var for at storme Tøjhuset og forsyne sig med våben. Borgervæbningen traf modforholdsregler og besatte portene; der sloges generalmarch; pludselig faldt der er skud, og store sten blev slynget mod borgervæbningsmændene, som svarede med en salve, der dræbte to arbejdere og sårede to andre dødeligt. Nu gik forbitrelsen over til vildt raseri; man dyppede lommetørklæder i blodet og bar dem omkring på stænger; ligene blev kørt gennem gaderne, og enkelte steder begyndte man at bygge barrikader. Det var imidlertid blevet mørkt, og folkemængden, der bar flammende fakler, trængte nu under en ubeskrivelig forvirring ind i tøjhuset; det lykkedes at få den lille militærstyrke til at fortrække med det gode, og man forsynede sig ivrigt med våben. Men nu rykkede borgervæbningen frem påny i forening med en ny bataljon soldater, og det »selvbevæbnede« folk blev med magt tvunget til at aflevere bøsserne igen.

Den mislykkede Tøjhusstorm blev af reaktionen udnyttet til at trække endnu mere militær sammen i Berlin under påskud af, at borgervæbningen havde vist sig ude af stand til at opretholde ordenen. Julirevolutionen i Paris, hvor proletariatets oprør mod den borgerlige regering druknedes i strømme af blod, syntes at opfylde alle det europæiske bourgeoisis hemmelige hjertensønsker. Under det ny »handlingens ministerium« steg den gammelprøjsiske embedsmands-, politi- og militærstat atter op af graven. Officererne brændte af begærlighed efter at gå løs på den »pøbel«, der havde ydmyget dem så dybt natten mellem d. 18 og d. 19 marts. Men først da militæret benyttede en ganske intetsigende anledning til at anrette et formeligt blodbad på selve borgervæbningen, fik den berlinske befolkning øjnene op for det farlige i situationen.

Den tyske nationalforsamling i Frankfurt viste sig lige så ynkeligt afhængig af den prøjsiske krone som forsamlingen i Berlin. Kong Frederik Vilhelm IV. var som sagt gået ind på at støtte den slesvig-holstenske opstand mod Danmark, men felttoget var ført meget mat, og da Rusland begyndte at lægge sig imellem, gik den prøjsiske regering ind på våbenstilstanden i Malmø, hvorved hertugdømmerne gaves til pris. Nationalforsamlingen i Frankfurt forkastede våbenstilstanden, men få dage efter krøb den til korset og vedtog den.

Dette blev af folket opfattet som forræderi mod revolutionens sag; barrikaderne rejstes atter i Frankfurt, men en overvældende våbenmagt gjorde det hurtigt af såvel med denne opstand som med den ny rejsning, der af Struve iværksattes i Baden. Nationalforsamlingen var nu ganske afhængig af bajonetterne og dens forhandlinger fuldkommen betydningsløse.

Den prøjsiske forsamling viste sig lige så lidt revolutionen værdig. Det skæbnesvangreste blandt dens mange misgreb var, at den ikke forstod sin historiske opgave overfor bønderne. At den ikke havde andet tilovers for det industrielle proletariat end billige talemåder og tilfældige lapperier, var endda ikke så mærkeligt, eftersom den repræsenterede bourgeoisiet. Men at den ikke befriede bønderne fra det gamle godsejerlige åg, - det kom dem dyrt til at stå. Hvad hjalp det, at den strøg ordene »af guds nåde« i kongens titel, og at den afskaffede adel, ordener og rang, når den på den anden side vakte bøndernes nag og mistænksomhed i stedet for at sikre sig dem som forbundsfæller! Den permitterede sine tropper, samtidig med at den udfordrede fjenden, og gravede derved sin egen grav.

Kronen forberedte det statskup, som skulle gøre det af med revolutionen. En stærkere og stærkere militærmagt blev trukket sammen om Berlin. Allerhelst ville man have foranstaltet en mindre efterligning af det parisiske Juni-blodbad på proletariatet. Da der i oktober måned opstod nogle uroligheder blandt de arbejdsløse, som førte til et sammenstød med borgervæbningen, søgte reaktionen at hidse arbejderne til oprør. Planen slog imidlertid klik, fordi arbejderne godt indså, hvem der i øjeblikket ville være bedst tjent med en sådan styrkeprøve. Men da reaktionen havde sejret i Wien - hvorfra også det første revolutionære jubelbudskab var kommet - lagde den prøjsiske krone ikke længere skjul på sine hensigter. Den overdrog dannelsen af et nyt ministerium til greven af Brandenburg, som i sin treenighed af junker, officer og ætling af kongehuset betød statskup i den brutaleste form. Johann Jacoby foreslog, at nationalforsamlingen skulle erklære kronen krig ved at konstituere sig som selvstændig magt, men dertil var flertallet for ængsteligt. Man nøjedes med at sende en deputation til kongen for at gøre ham forestillinger om »landets tilstand«. Blandt deputationens medlemmer var Jacoby og Rodbertus. Men da de endelig fik foretræde hos kongen, vendte han dem ryggen med en gebærde, som er populær blandt gadedrenge, men som hidtil ikke var anvendt i en forhandling mellem krone og folkerepræsentation. Jacoby spurgte, om kongen ville høre, hvad deputationen havde at forebringe, og da han fik det korte svar: »Nej!« - var det, han råbte de bekendte ord: »Det er kongernes ulykke, at de aldrig vil høre sandheden!«

Imidlertid blev grev Brandenburg enig med nationalforsamlingens højre om at flytte forsamlingens sæde bort fra Berlin, for at den kunne forhandle uforstyrret af »pøbeloptøjerne«, som det hed. Da forsamlingens flertal ikke ville bøje sig for den kongelige befaling, rykkede general Wrangel ind i Berlin med en stor troppestyrke. Borgervæbningen blev opløst og byen erklæret i belejringstilstand. Da nationalforsamlingen - iøvrigt under ynkelig rådvildhed - fortsatte sine møder, besatte en afdeling soldater salen og nødte medlemmerne til at fortrække. De samledes igen i Brandenburg, men nu, da regeringen havde set, at de ikke havde befolkningen i ryggen, opløste den uden videre nationalforsamlingen og udstedte selv en forfatning, som skulle revideres af en ny rigsdag.

Af angst for arbejderklassen havde bourgeoisiet underkastet sig den kongelige og junkerlige reaktion. For at få bagbundet proletariatet lod kapitalisterne sig selv bagbinde. Men en trøst havde de i det mindste: de var dog altid kommen et stykke fremad. De var en klasse i opgang, selvom der igen var blevet lagt en hæmsko på dem. Anderledes med de tyske småborgere. For dem betød revolutionen et afgørende nederlag, fra hvilket de aldrig mere skulle rejse sig. I England og Frankrig havde de kraftigste bestanddele af småborgerstanden sluttet sig sammen med proletariatet imod bourgeoisiet. Det var just ikke til fordel for proletariatet, hvis udvikling som klasse derved blev forsinket, men det var til nytte for småborgerne, som af dette forbund sugede revolutionær styrke. Den tyske småborger derimod forstod ikke, at forbundet med proletariatet var en livsbetingelse for ham, og hans indskrænkethed på dette punkt har i høj grad befordret den tyske arbejderklasses udvikling og er en væsentlig grund til, at den i politisk henseende er så langt forud for den franske og engelske. Men for småborgerne selv blev denne mangel på forståelse skæbnesvanger. De små håndværksmestre troede, at; de kunne benytte revolutionen til at genoprette den gamle lavsordning.

De demonstrerede mod næringsfriheden hvis væsen de ikke forstod, fordi de ikke kunne se ud over deres egen næse. At ophæve lavene - påstod de - ville være det samme som at opløse familie, hjem, stat og samfund. De var også bange for den almindelige valgret, fordi de frygtede, at mestrene kunne blive overstemte af deres egne svende. I juli måned afholdt de en »almindelig tysk håndværkerkongres« i Frankfurt, hvis beslutninger var rettede både mod storkapitalismen og proletariatet - altså netop mod de stærkeste kræfter i den ny tid. Svendene, der samtidig afholdt kongres, formåede lige så lidt som mestrene at frigøre sig fra den reaktionære vedhængen ved det middelalderlige lavsvæsen.

De tyske småborgeres mangel på forståelse af udviklingen hævnede sig på en sørgelig måde i den skæbne, der ramte deres bedste talsmand, litteraten og boghandleren Robert Blum. Han var et proletarbarn fra Køln, een kernekarl med et bravt hjerte. Som leder for det demokratiske parti i Sachsen blev han medlem af Forparlamentet i Frankfurt, men da dette svigtede sin opgave og revolutionen kun kunne reddes ved en ny revolution, forsømte han at tage afgørende parti. Han søgte senere at redde det forspildte, da han som medlem af Nationalforsamlingen tog del i gadekampene i Wien i oktober 1848, men da reaktionen havde slået opstanden ned, blev han stillet for en standret og skudt. Hans minde lever - ganske vist ikke hos den småborgerlige klasse, som han ofrede sit liv, men hos proletariatet, som han ikke ville kæmpe for, skønt han ved sin fødsel tilhørte det.

Arbejderne for deres vedkommende havde kun støttet den borgerlige revolution for at skaffe sig selv albuerum i kampen med kapitalen. Jo mere bourgeoisiet forrådte revolutionens sag, jo villigere det strøg flaget for kronen og junkerne, des skarpere udpræget blev proletariatets klassebevidsthed, des mere revolutionært følte det sig. Midtpunkterne for den proletariske bevægelse i 1848 var naturligvis de store byer, navnlig Berlin og Køln. I Berlin blev der en måned efter revolutionen dannet en »centralkomité for arbejdere« under ledelse af typograf Born og guldsmed Bisky. Ved siden af disse to fremtrådte studenten Gustaf Adolf Schöffel, en sværmerisk yngling på 19 år, søn af en frisindet schlesisk godsejer. Den unge Schöffel var blevet bortvist fra universitetet i Heidelberg for udbredelse af »oprørske« skrifter, og universitetet i Berlin havde nægtet at indskrive ham. Han levede og åndede nu helt for at opagitere proletariatet og udgav bladet »Folkevennen«, hvori han med hensynsløs heftighed erklærede kamp mellem kapital og arbejde. Ved sin sympatetiske personlighed vandt han talrige tilhængere blandt arbejderne. Det var navnlig ham, der søgte at bringe den store demonstration for direkte valgret i stand; han blev som følge af dette »oprørsforsøg« dømt til seks måneders fængselsstraf.

Wilhelm Weitling var også kommet til Berlin efter revolutionen og udgav et ugeskrift »Urvælgeren«, men det gik ind efter et par måneders forløb. Arbejderne var kommet ud over den tågede kommunisme, som han repræsenterede; han fandt ingen jordbund for sine anskuelser. Udvist fra Berlin drog han til Hamborg og Altona, hvor han søgte at danne afdelinger af sit amerikanske »Befrielsesforbund«; da politiet også fordrev ham herfra, rejste han tilbage til Nordamerika. Han døde i New York d. 25 januar 1871.

»Centralkomitéen for Arbejdere« udfoldede imidlertid en ivrig agitation. I august måned sammenkaldtes der en arbejderkongres i Berlin, hvor et »Arbejderbroderskab« for hele Tyskland stiftedes. Det fandt en ret betydelig udbredelse og bidrog meget til at vække og skærpe arbejdernes klassebevidsthed. Typograf Born viste sig at være småborgernes ordførere langt overlegen i social-økonomisk forståelse, og broderskabets organ, bladet »Folket«, blev dygtigt redigeret af guldsmed Bisky. Året 1848 var rigt på lønkampe og strejker, og bourgeoisiet bekæmpede arbejdernes faglige organisation endnu heftigere end deres politiske. Skønt der efter revolutionen var sikret ubegrænset foreningsfrihed, blev den ene fagforening efter den anden undertrykt af politi og domstole.

»Kommunisternes Forbund« var med revolutionens udbrud blevet overflødigt, for så vidt som arbejderklassen nu besad mulighed og midler til offentlig agitation. Marx og Engels rådede da forbundets tyske medlemmer til at vende tilbage til Tyskland for at virke som surdej i den revolutionære bevægelse. Selv rejste de sammen med en snævrere kreds af venner til Køln, hvor man fra demokratisk og delvis kommunistisk side forberedte et stort blad. D. 1 juni 1848 udkom her første nummer af »Ny Rhinsk Tidende« med Karl Marx som ledende redaktør. (Neue Rheinische Zeitung - Organ der Demokratie). Bladet kaldte sig »Organ for Demokratiet«, men det lagde ikke skjul på, at det var proletariatets organ. Endnu i juni måned afslørede det sit sande hjertelag i en artikel fuld af flammende lidenskab om proletariatets revolution i Paris. Bladets »demokratiske« aktionærer trak sig som følge deraf tilbage, men så meget fastere hold fik det i masserne. »Ny Rhinsk Tidende« smigrede lige så lidt nationen som dens despoter. Den piskede ubarmhjertigt til blods, hvad den betragtede som bedsteborgeri og slavesind hos tyskerne, men den værnede om enhver revolutionær gnist, der kunne pustes op til en rensende flamme.

Om bladets redaktion har Fr. Engels sagt, at den simpelthen bestod i det diktatur, som Marx udøvede; hans klare blik og hans sikre holdning har gjort »Ny Rhinsk Tidende« til det berømteste tyske blad i revolutionsåret. Marx har kun i dette ene år af sit liv været leder af et stort dagblad med temmelig uindskrænket pressefrihed, og han har derved fået lejlighed til at vise sig som den første tyske journalist i stor stil. Med vidunderligt skarpsind forstår han at fremhæve, hvad der var bestemt til at danne »et stykke verdenshistorie« i den »forvirrede masse af tilsyneladende tilfældige, usammenhængende og indbyrdes uforenelige kendsgerninger,« som kom for dagen i revolutionsåret. Fordi Marx bedømmer revolutionen som en historisk proces, der fuldbyrder sig efter historiske love, derfor har de artikler, som han i en storm af ophidselse kastede på papiret, endnu den dag i dag en ulige større historisk værdi end den officielle historieskrivning, som det borgerlige samfunds betitlede og dekorerede videnskabsmænd har flikket sammen angående den tyske revolution.

Bladet viste en lige så klar og skarp opfattelse af de nationale kampe i Europa som af de indre tyske partikampe. Det bedømte dem ikke efter indholdsløse slagord som frihed, lighed, broderskab, retfærdighed; det afgørende synspunkt var stadig det kulturtrin, som de enkelte folk havde nået, og den stilling, de som følge deraf indtog i tidens revolutionære kampe. Italien for italienerne, Polen for polakkerne, Ungarn for ungarerne, det var løsnet; derfor brændemærkedes den østrigske og prøjsiske regering, som undertrykte opstandene i Italien og Polen med blodig magt. Bladet forsvarede også Tysklands historiske ret i kampen med Danmark om Slesvig-Holsten. Tysklands ret overfor Danmark - hed det - var civilisationens ret overfor barbariet, fremskridtets overfor stilstanden. Denne ret gjaldt mere end gamle overenskomster, fordi den var selve den historiske udviklings ret. Danskerne var et folk, der både i kommerciel, industriel, politisk og litterær henseende stod i ubegrænset afhængighed af Tyskland. Skandinavismen var den form, under hvilken danskerne havde påkaldt nordmænds og svenskeres hjælp mod tyskerne. »Skandinavismen« - hed det i en artikel af Marx - »består i begejstring for den brutale, smudsige, sørøveriske, gammel-nordiske nationalitet, for hin dybe inderlighed, som ikke kan finde udtryk for sine overspændte tanker og følelser i ord, men vel i gerninger, nemlig i råhed mod fruentimmer, permanent drukkenskab og bersærkerraseri afvekslende med tåregydende sentimentalitet.« Vi anfører disse ord fordi det er interessant for danske læsere at se Carl Ploug bedømt af Karl Marx.

Blandt sine medarbejdere, som alle var mænd af høj dannelse, havde Marx så fremragende kræfter som Fr. Engels, Wilhelm Wolff, den unge Schlöffel, digteren Freilirath og den geniale satiriker Georg Weerth. I bladets spalter omtales ofte en yngling, som tog fremragende del i de revolutionære kampe i Rhinlandet, og som senere skulle tage en langt mere fremragende del i proletariatets befrielseskamp. Det var Ferdinand Lassalle. Han var dengang kun 20 år gammel og havde allerede erhvervet sig et ry, der klang som et kampråb.

Ferdinand Lassalle fødtes d. 11 april 1825 i Breslau som søn af en jødisk silkehandler. Han måtte i sin opvækst lide uendelig meget mere end Marx under »det tusindårige familieonde, den gammel-ægyptisk usunde tro,« som han kaldte »en plage, der var slæbt med fra Nildalen.« I de samme ungdomsår, da Marx kunne bevæge sig i de åndeligt højest uviklede kredse af det daværende borgerlige samfund, færdedes Lassalle under Leipziger Messen på torvet mellem en sjakrende sværm af russiske og polske jøder, der - selvom man betragtede dem uden fordomme - dog nu engang ikke kunne regnes til blomsten af menneskeheden. Ganske vist havde Lassalles fader arbejdet sig ud af det groveste. Han var en velhavende mand, på hvis borgerlige agtværdighed, der intet var at udsætte, og i synagogen sluttede han sig til reformjøderne. Men reformjøderne var nu engang også jøder, og så snart blodet kom lidt i kog, viste den borgerlige dannelse, som Lassalles familie havde erhvervet, sig kun at være en tynd fernis. De huslige scener, som den femtenårige dreng skildrer i sin dagbog, er intet mindre end tiltalende. Han noterer med umiskendeligt velbehag de heftige udbrud af gammeltestamentligt raseri, hvormed han på en ganske ringe foranledning har forbandet sin søster; dernæst afvejer han med forretningsmæssig ro hendes åndelige og legemlige fortrin for at beregne, hvor stor en medgift hendes friere kan gøre fordring på; han sjakrer i stort som i småt og bogfører omhyggeligt enhver groschen, som han erhverver fra sine pårørende og skolekammerater; selv hans sprog viser sig stærkt jødisk farvet.

Hans jødiske religion er endnu ganske uforfalsket. Selv om han ringeagter det jødiske ceremoniel, tror han på Jehovah, og han skyer ikke skafottet, hvis han atter kan gøre jøderne til et agtet og anset folk. Han skriver: »O, når jeg hengiver mig til mine barnlige drømme, så er det stadig min yndlingsidé at kæmpe i spidsen for jøderne, med våben i hånd, for deres selvstændighed.« Men det var også kun »barnlige drømme«, der i virkeligheden gav sig udslag i et slags junkerligt sløseri og overmod, som gjorde opholdet på latinskolen i Breslau utåleligt for den indbildske og næsvise dreng. Hans forældre ville gerne have haft, at han skulle studere, men han overvandt deres modstand og kom i foråret 1840, femten år gammel ind på handelsskolen i Leipzig.

Så ubetænksom beslutningen end var, så glædelige blev følgerne. De rester af den jødiske sjakrer, som klæbede ved Lassalle, blev slebet af ved omgangen med de kristne sjakrere, som i handelsskolen blev oplærte efter alle kunstens regler. Da Lassalle efter et års forløb simpelthen blev borte fra skolen, skrev direktøren i skoleregistret: »Var hverken agtet af lærere eller af elever,« og dette vidnesbyrd var fra den barske skolemesters synspunkt vel fortjent. Da Lassalle blev indviet i hemmeligheden ved at lave penge, fik han øjnene op for, at han var på veje til fordærvelse; han gyste tilbage for at nedsætte sig »i det triste Breslau og sælge kaliko til polske kræmmerjøder,« og allerede d. 3 august skrev han i sin dagbog: »Jeg tror fast, at tilfældet eller snarere forsynet vil rive mig ud af kontoret og kaste mig ind på en skueplads, hvor jeg kan virke.«

Idet Lassalle vendte sig bort fra profitmageriet, vendte han sig også fra jødedommen. De blodige forfølgelser, som jøderne i Damaskus dengang var genstand for, frarev ham vel kraftige udbrud af harme, men mere over de undertryktes fejhed end over undertrykkernes grusomhed. Den barnlige makkabæer, der ville føre det udvalgte folk til sejr, forvandlede sig til den moderne revolutionær, der kun betragtede de undertrykte jøder som undertrykte mennesker og jødernes befrielse som menneskenes befrielse fra jødedommen. Den flittige syslen med Goethe, Schiller og Lessing, med Voltaire og Byron, Børne og Heine, åbnede den unge Lassalles øjne for den moderne kulturs åndelige skatte.

Til forskel fra Marx og fra Engels udviklede Lassalle sig af personlig trang til revolutionær. Han stræbte ikke således som de straks fra begyndelsen af at »forstå tidens kampe og ønsker«; så snart hans selvbevidsthed vågnede, stod det også klart for ham, hvad han havde at gøre og lade. Han søgte ikke i tingene efter deres formål, men han stillede tingene i sit formåls tjeneste. Han flygtede fra konkurrence og varepriser ud i den almindelige frihedside, medens Marx og Engels gav den almindelige frihedside til pris, fordi de ved at studere konkurrencen og varepriserne forstod, hvor tåget den var.

På sin sekstenårige fødselsdag var den unge Lassalle klar over sin fremtid - sin fremtid som en agitator, en taler, en skribent, der ville kæmpe for menneskehedens helligste interesser, om han så selv skulle gå til grunde derved. I maj 1841 stillede han faderen sit ultimatum. Han ville kaste sig over studiet af historien. Han ville hverken studere medicin eller jura, fordi lægen og advokaten drev handel med deres viden. Den gamle Lassalle bøjede sig for sønnens bestemte vilje, og i efteråret 1841 begyndte Ferdinand Lassalle sin ny løbebane. Med kæmpeflid indhentede han, hvad han havde forsømt. Han erhvervede sig snart modenhed nok til universitetet og kastede sig nu i Breslau og Berlin fremfor alt over studiet af den antikke tid og af den hegelske filosofi.

I fuld belysning træder han først frem igen i et brev fra 1845, hvori Heinrich Heine anbefaler ham til forfatteren Varnhagen von Ense. Det hedder her: »Hr. Lassalle, som bringer dem dette brev, er en ung mand af den mest udmærkede begavelse, med den grundigste lærdom, den mest omfattende viden, den største skarpsindighed, som jeg nogensinde har truffet på. Med den rigeste fremstillingsevne forbinder han en viljens energi og en rådsnarhed, som virkelig sætter mig i forbavselse…..Hr. Lassalle er nu engang en så udpræget søn af den ny tid, som ikke vil vide noget af den forsagelse og beskedenhed, hvormed vi i vor tid mere eller mindre hyklerisk har ævlet og vrøvlet os igennem. Denne ny slægt vil nyde og gøre sig gældende i den synlige verden; vi gamle bøjede os ydmygt for det usynlige, vi greb efter skyggekys og blå blomsterdufte, vi forsagede og flæbede og var dog måske lykkeligere end disse hårde gladiatorer, som så stolt går kampdøden i møde.« Så flygtigt henkastede som disse linjer synes, så tydeligt tegner de ikke blot Lassalle, men også Heine selv, og i de sidste ord er der en genial forudanelse, som på mærkelig vis skulle gå i opfyldelse.

Ligeså umoden Lassalle havde været i sit femtende år, ligeså moden stod han nu i sit tyvende. Men selv om sårene fra barndommen var lægte, var dog arrene endnu tilbage, og ofte fik Lassalle at føle - især mod uroligt vejr - hvorledes det jog og smertede i dem. En vis indre usikkerhed hos ham gav sig udslag i hans forfængelighed og hans modtagelighed for smiger. Trods al sin høje dannelse og den reflektion, der gennemtrængte alt, hvad han foretog sig, var han vedblevet at være en naiv natur. Der var meget af barnet hos ham, både af barnlig åbenhjertighed og af barnlig egenkærlighed. Der var lidt lapseri i den måde, hvorpå han talte om sine ville instinkter, sin frygtelige vrede, sin grænseløse lidenskabelighed, sin grusomme og medynksløse hårdhed, og der var også lidt lapseri i den Don Juan rolle, som han mere spillede end oplevede. Men med al ydre glimrelyst var der inderst inde noget antikt, mandigt og stålsat i hans karakter. Han satte venskab højere end kærlighed, og han var et mønster på en ven, tro som guld, opofrende og ordholdende, altid rede til at hjælpe og råde og til at give med fulde hænder. Den, der havde hans ord, kunne bygge derpå som på en klippe.

Han var rejst til Paris for at gøre biblioteksstudier til et værk, han ville skrive om den græske filosof Herakleitos, kaldet den dunkle. Han havde, som ovenfor set, i høj grad indtaget Heine, der i sine breve hyppig kalder ham sin »kæreste våbenbroder«; rimeligvis har han da også truffet Marx, der jo omgikkes fortroligt med Heine, men de to mænd er på dette tidspunkt (1845) næppe trådt hinanden nærmere. Marx var just i færd med at underkaste den hegelske filosofi en sønderlemmende kritik for at finde vej ud af den til den virkelige verden, medens Lassalle tværtimod troede, at han i den hegelske filosofi havde nået den højeste viden, som skulle blive ham til den højeste magt i det virkelige liv. Sandsynligt er det også, at Lassalle under sit pariser-ophold er blevet påvirket af den franske socialisme, særlig den Louis Blanc'ske retning.

Efter sin tilbagekomst til Berlin var det, at Lassalle mødte den skønne, kloge og ulykkelige kvinde, der kom til at spille en så mægtig rolle i næsten 10 år af hans liv. Det var den 39-årige grevinde Hatzfeldt, som af sin hovedrige, godsejerlige ægtefælle havde været genstand for den råeste mishandling: uoplyst af hvilke grunde havde han spærret hende inde, unddraget hende al støtte og tilsyn, da hun var syg, taget hendes børn fra hende og berøvet hende hele hendes formue. Grevindens fornemme brødre havde fuldstændig ladet hende i stikken, og hun stod nu ganske hjælpeløs. Da gjorde Lassalle hendes bekendtskab og antog sig straks med flammende iver hendes sag. Hvorvidt der har udviklet sig noget intimere forhold imellem ham og den næsten tyve år ældre grevinde, er et spørgsmål, der kun kan interessere gamle sladrekællinger af begge køn; hans bevæggrunde til at optræde som hendes beskytter var uden al tvivl rene og uegennyttige. Han så i grevinde Hatzfeld en værgeløs kvinde, der var forfulgt af sine nærmeste, forrådt af sin stand. Og idet han - en ung jøde uden magt og indflydelse - rejste sig mod den frække nidding, som både krone, adel og justits var vegen tilbage for, iværksatte han et oprør på egen hånd. Selvom der har spillet nogen romantisk ridderlighed ind i hans revolutionære kamplyst, så har han selv afværget denne bebrejdelse med de ord, at ungdommen altid har været og vil være uegennyttens, begejstringens og offervillighedens alder.

»Hvor alle menneskerettigheder krænkes, hvor selv blodets stemme tier og det hjælpeløse menneske forlades af sine fødte beskyttere, dér rejser sig med rette menneskets første og sidste slægtning, mennesket« - siger han i en forsvarstale for retten vedrørende den hatzfeldtske sag. »Jeg så i dette anliggende en levendegørelse af almindelige standpunkter og grundsætninger. Jeg sagde til mig selv, at grevinden var et offer for sin stand; jeg sagde til mig selv, at man kun i en fyrstes og millionærs overmodige stilling uden sky vovede og turde vove sådanne ugerninger, en sådan krænkelse af samfundet i dets sædelige grundvold. - Jeg besluttede at sætte sandheden mod det falske skin, retten mod rangen, åndens magt mod pengenes magt ….jeg sagde til mig selv, at sandhedens dag nu endelig også måtte oprinde for et enkelt menneskes skæbne og lidelser, der ligesom i mindre målestok afspejlede de almindelige lidelser, al den elendighed og undertrykkelse, som nu stunder mod sin grav.«

Lassalle holdt denne tale for edsvorneretten i Køln, hvor han i august 1848 stod anklaget for at have forledt to unge mænd til at stjæle et skrin, som formentlig indeholdt et dokument, der tilhørte grevinde Hatzfeldt. Hans forsvar forvandlede sig til en anklage mod samfundet, hvis uret han så personliggjort i grevindens ulykke. Beskyldningen imod ham for »tyveri« af skrinet var naturligvis meningsløs, men i sin kamp mod greven veg Lassalle i virkeligheden ikke tilbage for midler, der gik ud over målet, netop når kampen - som han selv fremhævede - drejede sig om almindelige grundsætninger. Han førte denne kamp med den yderste hensynsløshed og lidenskab, gennem et utal af retssager for ikke mindre end 36 domstole og i et tidsrum af 9 år. Han havde kastet sig over retsvidenskab for personlig at kunne føre alle sagerne og opnået en sådan kyndighed i juraens krogveje, at han kunne tage det op med de drevneste advokater. Han ville ikke opgive kampen, før greven havde lidt fuldstændigt nederlag. Og som han ville, så skete det. I 1854 gik grev Hatzfeldt ind på et ydmygende forlig, hvorved der sikredes grevinden en fyrstelig formue. Ved en skæbnens ironi gik en stor del af denne formue, som det havde kostet så uhyre anstrengelser at vinde, tabt under handelskrisen i 1857. Lassalle, som under den lange proces havde delt sin indtægt med grevinden, fik ved forliget tilstået sig en årpenge på 4000 thaler (12,000 kr.), som satte ham i stand til at føre en økonomisk uafhængig tilværelse.

Men under sin kamp for grevinde Hatzfeldt glemte Lassalle ikke, at hans liv tilhørte revolutionen. Næppe var han ved edsvorneretten i Køln blevet frikendt for den latterlige tyveribeskyldning, før han med fuld kraft styrtede sig ind i den revolutionære bevægelse. I Düsseldorf, hvor den var temmelig stærk, hørte han til dens ledere. Marx har utvivlsomt i året 1848 øvet stor indflydelse på Lassalle. Ganske vist blev Lassalle aldrig en lærling af Marx i den forstand, at han ubeset svor på mesterens ord, og ikke engang i den forstand, at Marx har givet hans åndelige udvikling en ny retning. Til at komme under en sådan påvirkning var Lassalle allerede for afsluttet og færdig. Der gaves en bestemt grænse, ud over hvilken en forståelse mellem Lassalle og Marx var umulig, men denne grænse beroede ikke så meget på forskel i grundsætninger som på den personlige ulighed mellem de to mænd. Hvor Marx ad tænkningens vej sluttede sig til et klart og rent revolutionært resultat, dér greb Lassalle det med praktisk instinkt og virkekraft. Det kommunistiske manifest kar gjort det dybeste indtryk på ham og bidraget mest til at befæste, klare og udvide hans revolutionære anskuelser.

Da i november 1848 den prøjsiske regering brød forfatningen og lod Nationalforsamlingen opløse, var Lassalle den, der ivrigst opfordrede til bevæbnet modstand. Han blev anklaget for oprørsforsøg og kastet i fængsel; hele hans borgerlige eksistens stod på spil. Efter et halvt års varetægtsarrest blev han stillet for edsvorneretten, og han holdt nu en tale for sine dommere, om hvilken Georg Brandes i sin bog om Lassalle med rette siger, at den er »et af de beundringsværdigste vidnesbyrd, der i historien foreligger om mandsmod og veltalenhed hos en yngling. Vidste man det ikke, ville intet menneske tro, at denne tale var holdt af en ung mand på 23 år. Her er Lassalle skøn. Her står han besjælet og indenfra belyst af den ædleste, reneste patos, der kan fylde et menneskebryst, uden at man et eneste øjeblik tvivler på følelsens ægthed eller dybde. Her fører han ordets klinge med en kraft og en kunst, en elegance og en vælde, der overhovedet ikke lader sig overgå, og det uden nogensinde at paradere med sin færdighed. Her står han første gang lys og smuk på sit væsens højde. Denne tale har hele den første ungdoms friske farveskær uden nogensinde at være ungdommeligt blomstrende eller yppig.«

Lassalle springer i sin forsvarstale midt ind i fjendens lejr. Han erklærer sig ganske vist åbent for revolutionær, for afgjort tilhænger af den sociale demokratiske republik, men overfor den offentlige anklager vil han ikke stille sig på dette standpunkt, han vil træde over på anklagerens eget, på »det forfatningstro standpunkt«, og føre sit forsvar ud derfra. Men hvorledes har regeringen selv varetaget retten? Den har myrdet den. Regeringen har ladet retten falde som »en lam krykke« og sat magten i dens sted, og Lassalle drager deraf den slutning, at »i folkenes liv er retsstandpunktet et dårligt standpunkt, thi loven er kun samfundets udtryk og skrevne vilje, men aldrig samfundets herre. Så snart samfundets vilje og fornødenhed har forandret sig, så hører den gamle lovbog hjemme i historiens museum og i dens sted træder det ny billede, det ny aftryk af nutiden.« Regeringen har ved sin modrevolution selv tilintetgjort sin ret: »Nu tilhører retten mig og mine!« siger Lassalle. »Nu er det os, der har lagt beslag på den. Revolutionen er ud fra selve rettens standpunkt blevet en juridisk nødvendighed.« Hvis derfor domstolene åbent vil vedkende sig, at de er revolutionære, så vil han anerkende dem og stå dem til regnskab, men han vil ikke uden modsigelse tåle, at man under en skinhellig form af ret øver den mest skærende vold, og at man under selve lovens skalkeskjul stempler loven som forbrydelse og forbrydelsen som lov.

Edsvorneretten frikendte Lassalle, men politidomstolen, som stod i regeringens sold, idømte ham seks måneders fængsel. Da han atter kom på fri fod, var den tyske revolution slukket. Dens sidste opblussen var en kamp for den rigsforfatning, som parlamentet i Frankfurt vedtog i marts 1849. De fleste tyske småstater gik under trykket af den stærke folkebevægelse ind på at anerkende denne forfatning, men Østrig og Prøjsen satte sig imod; kong Frederik Vilhelm IV. sagde: »Mod demokrater hjælper kun soldater,« og da den prøjsiske rigsdag antog forfatningen, lod han den påny opløse med våbenmagt og udstedte en ny valglov, den, som endnu er gældende i Prøjsen, med inddeling af vælgerne i tre klasser. Forsamlingen i Frankfurt gjorde endnu et svagt forsøg på at holde stand mod den almindelige opløsning. Men i stedet for at organisere den revolutionære bevægelse, spildte den tiden med højtravende opråb og beslutninger. Da der udbrød opstand i Baden, flygtede de sidste rester af forsamlingen til Stuttgart, hvor den blev sprængt af de würtembergske tropper og således døde en halvvejs anstændig død.

Bajern, Sachsen og Hannover havde sluttet sig til den prøjsiske reaktion. Den sachsiske konge nægtede hårdnakket at anerkende rigsforfatningen, og d. 3 maj 1849 kom det i Dresden til et blodigt sammenstød mellem borgervæbningen og militæret. Kongen flygtede, og fra d. 5 til d. 9 maj var Dresden i fuld revolution. Store skarer af industri- og landarbejdere strømmede til fra omegnen. De udgjorde kernen af barrikadekæmperne, som havde et par dygtige og modige førere i russeren Bakunin, der havde været artilleriofficer, og typografen Born fra Berlin.

Born førte den militære overkommando, men det feje bourgeoisi svigtede proletariatet, og landet kom ikke hovedstaden til hjælp. Antallet af barrikadekæmpere beløb sig til ca. 3000 mand, men tropperne, som fik forstærkning af prøjsiske regimenter, talte over 15,000 mand. Så meget beundringsværdigere var den standhaftighed, hvormed opstanden holdt sig i fulde fire dage. Da alt håb var ude, gav Born signal til tilbagetog. Han undkom med nød og næppe og drog over Bøhmen til Pfalz, derfra til Svejts, hvor han senere blev redaktør og professor i fransk litteratur ved universitetet i Basel. Bakunin, som søgte at rejse en ny opstand i Chemnitz, faldt i regeringstroppernes hænder, kastedes i fængsel og udleveredes til Rusland, hvorfra han forvistes til de sibiriske isørkener. De sejrende samfundsfrelsere gik i det hele frem med den største grusomhed mod de overvundne. Reaktionen vakte atter dyret i mennesket, efter at revolutionen havde vakt mennesket i dyret. Mange blev langsomt pint ihjel i fængslerne, andre måtte udholde 10 års frygtelige indespærring, således kapelmesteren August Röckel, der sammen med andre navnkundige kunstnere, som Richard Wagner og bygmesteren Gottfried Semper, havde taget del i revolutionen.

Richard Wagner skrev i »Volksblätter« d. 8 april 1849 en begejstret hymne til revolutionen som menneskehedens store befrier og genføder, der lader de enkelte personligheder udfolde sig i deres fulde kraft, således som han senere forherligede det i sine musikdramaer. Artiklen fremkom anonymt, men det er i den nyeste tid godtgjort, at den skrev sig fra Wagners hånd, og de ledende ideer i hans hovedværk genkendes også tydeligt deri. Det har derfor sin interesse her at genopfriske den, så meget mere, som den ikke tidligere har været kendt på dansk.

»En overnaturlig kraft« - hedder det i artiklen - »synes at gribe vor verdensdel, at ville løfte den ud af det gamle spor og slynge den ind i en ny bane. Ja, vi erkender det, den gamle verden synker i ruiner, en ny vil opstå deraf, thi den ophøjede gudinde »revolutionen« kommer brusende på stormens vinger, det stolte hoved omstrålet af lyn, sværdet i den højre, faklen i den venstre, øjet så mørkt, så straffende, så koldt, og dog, hvilken glød af den reneste kærlighed, hvilken fylde af lykke udstråler ikke derfra mod dem, som vover med et fast blik at skue ind i dette dunkle øje! Den kommer brusende, denne menneskehedens evig foryngende moder, tilintetgørende og saliggørende farer den over jorden, og foran den suser stormen og ryster så vældigt ved alt, hvad menneskene har sammenføjet, at mægtige støvskyer formørkende fylder luften, og hvorhen dens mægtige fod træder, dér styrter i ruiner, hvad der i forfængelig vildfarelse er bygget for årtusinder, og dens flagrende klædebon bortfejer de sidste rester. Men bagved den åbner sig for os, oplyst af yndige solstråler, et hidtil uanet paradis af lykke, og hvor dens tilintetgørende fod har hvilet, fremspirer af jorden duftende blomster, og den befriede menneskeheds glade jubelsange opfylder den af kampens larm sitrende luft.

Ser jer omkring. Da ser i den ene, den mægtige fyrste, hvordan han med ængsteligt bankende hjerte hykler en rolig kold mine og for sig selv og andre søger at lyve bort, hvad han dog klart erkender som uafvendeligt. Da ser i den anden, hvis læderagtige ansigt er gennemfuret af alle laster, hvordan han ivrigt udkrammer sine små kræmmerkunster, som har indbragt ham så mange små titler og ordener, hvordan han med diplomatisk leende, hemmelighedsfuld mine ved en halv officiel meddelelse søger at berolige de ængstelige. Der ser i bag de støvede kontorpulte et af vor nuværende statsmaskines mest indtørrede, rustne hjul, hvordan det lader sin gamle afstumpede pen kradse hen over papiret og fremdeles søger at formere papir-verdensordenens gamle bunker. Som fortørrede planter ligger den levende menneskeheds hjerter mellem disse dokument- og kontrakt-bunker og hentørrer til støv i disse moderne pinselskamre.

Men hør, nu klinger lystig krigerisk musik, sværd og bajonetter blinker, tunge kanoner rasler, og tykt sammentrængt vælter sig hærens lange rækker. Den tapre helteskare er draget ud for at bestå kampen med revolutionen. Feltherren lader marschere til højre og venstre, her stiller han jægerne, der rytteriet, og han fordeler efter vise planer de lange hærrækker og det tilintetgørende artilleri; og revolutionen kommer susende usynligt gennem luften, - og de ser den ikke og venter på fjenden, og den står allerede i deres midte, - og de ser den ikke og venter på fjenden, og den har grebet dem med sin vældige stormhvirvel og opløst rækkerne, forvandlet til støv den kunstig stjålne kraft - og feltherren, han sidder der og ser på landkortet og beregner, fra hvilken side fjenden vel kan ventes, og hvor stærk den er og når den vil komme!

Men hist ser i et ængsteligt bekymret ansigt: en ærlig, flittig borger er det. Han har stræbet og virket hele sit liv, han har redelig sørget for alles vel, så langt hans kræfter strakte; ingen tåre, ingen uret hæfter ved den skærv, hans nyttige virksomhed har indbragt til hans underholdning i hans svage alderdom, til hans børns indtrædelse i det glædeløse liv. Vel føler han stormens nærmelse, vel erkender han, at ingen kraft formår at beskytte ham, dog jamrer hans hjerte, når han ser tilbage på sin kummerfulde tilværelse, hvis eneste frugt nu er viet tilintetgørelsen. Ikke tør vi fordømme ham, om han klamrer sig ængstelig til sin skat, om han i blind iver uden nytte søger at værge sig mod det indbrydende. Du ulykkelige, oplad dit øje og se derhen, hvor tusinder på tusinder er forsamlet på højene og i frydefuld spænding venter den ny sol! Betragt dem, det er dine brødre, dine søstre, det er hine fattiges skarer, hine elendige, som hidtil intet kendte af livet undtagen lidelse, som var fremmede i denne glædens verden; alle venter de revolutionen, der ængster dig, som deres forløser fra denne jammerens verden, som skaber af en ny, for alle lykkelig verden.

Se derhen, der strømmer skarer ud fra fabrikkerne; de har skabt og frembragt de herligste stoffer, - de selv og deres børn er nøgne, de fryser og hungrer, thi dem selv tilhører ikke deres arbejdes frugt, den tilhører de rige og mægtige, som kalder menneskene og jorden deres egen. Se, der kommer de fra landsbyerne og hytterne; de har bebygget jorden og omskabt den til en venlig have, og en fylde af frugter, tilstrækkelige for alle, som lever, lønnede deres møje, - og dog er de fattige og nøgne og hungrer; thi ikke dem og de andre, som lider nød, tilhører jordens velsignelse, den tilhører alene de rige og mægtige, de, som kalder menneskene og jorden deres egen. Alle disse, de hundredtusinder, millionerne, de lejrer sig på højene og ser ud i det fjerne, hvor den voksende sky forkynder den befriende revolutions nærmelse, og alle disse, hvis sønner man røver for at opdrage dem til deres fædres fangevogtere, hvis døtre vandrer gennem stædernes gader, bedækkede med skændsel, et offer for de riges og mægtiges laveste lyster, alle med de blege, sorgfurede ansigter, med lemmer, krøgede af sult og frost, alle disse, som aldrig kendte glæden, de lejrer sig på højene, og bævende i frydefuld forventning skuer de med anstrengte øjne mod den sig nærmende fremtoning og lytter i lydløs spænding til den voksende storms brusen, og til deres øre lyder revolutionens hilsen: »Jeg er det evigt foryngende, det evigt skabende liv! Hvor jeg ikke er, dér er døden! Jeg er alle lidendes drøm, trøst og håb! Jeg tilintetgør det som består, og hvor jeg vandrer, der fremvælder nyt liv af den døde sten. Jeg kommer til eder for at sønderbryde alle de lænker, som trykker eder, for at forløse eder fra dødens omfavnelse og gyde et nyt liv i eders lemmer. Alt, hvad består, må gå under, det er naturens evige lov, det er livets betingelse, og jeg, den evige forstyrrer, fuldbyrder loven og skaber det evigt unge liv.

Jeg vil forstyrre fra grunden den tingenes ordning, som i lever i; thi den er avlet af synden, dens blomst er elendighed og dens frugt forbrydelsen; men sæden er moden, og høstens engel er jeg. Jeg vil forstyrre al vildfarelse, som har magt over menneskene. Jeg vil forstyrre den enes magt over den anden, den dødes over den levende, stoffets over ånden; jeg vil sønderbryde den mægtiges, lovens og ejendommens magt.

Hans egen vilje være menneskets herre, hans egen lyst hans eneste lov, hans egen kraft hans hele ejendom; thi det hellige er alene det fri menneske, og intet er højere end han. Tilintetgjort være den løgn, som giver den ene magt over millioner, som underlægger millioner en enestes vilje, den løgn, som lærer, at den ene har kraft til at gøre de andre lykkelige. Det lige tør ikke herske over det lige, det lige har ikke højere kraft end det lige, og da i alle er lige, vil jeg forstyrre den enkeltes herredømme over den anden.

Tilintetgjort være den løgn, som giver døden magt over livet, fortiden over fremtiden. De dødes lov, det er deres egen lov, den deler deres skæbne og dør med dem, den tør ikke herske over livet. Livet er selv sin lov. Og fordi loven er for de levende, ikke for de døde, og fordi i er levende og ingen over eder, så er eders egen vilje den eneste højeste lov, og jeg vil forstyrre dødens herredømme over livet.

Tilintetgjort være den løgn, som underlægger mennesket hans eget værk, ejendommen. Menneskets højeste gode er hans skabende kraft, den er den kilde, hvorfra al lykke udspringer, og ikke i det frembragte, men i selve frembringelsen, i eders krafts anvendelse ligger eders sande, højeste nydelse. Menneskets værk, det er livløst, det levende må ikke forbinde sig med det livløse, må ikke gøre sig det underdanigt. Derfor være tilintetgjort den løgn, der indskrænker nydelsen, der hæmmer den fri kraft, der skaber ejendom udenfor mennesket og gør ham til slave af hans eget værk.

Se hen, i ulykkelige, på hine velsignede landstrækninger, som i nu gennemstrejfer som slaver og fremmede. Frie skal i vandre på dem, frie fra de levendes åg, frie fra de dødes lænker. Hvad naturen har skabt, mennesket bebygget og forvandlet til frugtbærende haver, det tilhører mennesket, som har det behov, og ingen tør komme og sige: »Mig alene tilhører alt dette, og alle de andre er kun gæster, som jeg tåler, så længe det behager mig og de skatter til mig, og som jeg forjager, så snart jeg får lyst. Mig tilhører, hvad naturen har skabt og mennesket virket og den levende behøver.« Tilintetgjort være denne løgn, kun trangen alene tilhører, hvad der kan tilfredsstille den, og naturen og eders egen kraft byder deraf i overflod. Se der, husene i byerne og alt, hvad der fryder mennesket, og hvor i som fremmede må vandre forbi; menneskets ånd og kraft har skabt det, derfor tilhører det mennesket, det levende, og ikke en og ikke en anden må komme og sige: »Mig tilhører alt, hvad mennesket har skabt med sin flid. Jeg alene har ret dertil, og de andre nyder kun, så længe det mig behager, og de skatter til mig.« Forstyrret være denne løgn med de andre, thi hvad menneskets kraft har skabt, det tilhører menneskeheden til fri og uindskrænket nydelse som alt andet, hvad der er på jorden.

Forstyrre vil jeg tingenes bestående orden, som deler den enige menneskehed i fjendtlige folkeslag, i mægtige og svage, i rethavere og retløse, i rige og fattige, thi den gør kun alle ulykkelige! Forstyrre vil jeg den tingenes orden, som gør millioner til slaver af få, og disse få til slaver af deres egen magt, deres egen rigdom.

Forstyrre vil jeg den tingenes orden, som skiller nydelsen fra arbejdet, som gør arbejdet til en byrde, som gør nydelsen til en last, som gør det ene menneske elendigt ved mangel, det andet ved overflod. Forstyrre vil jeg den tingenes orden, som fortærer menneskets kræfter i at tjene de døde, det livløse stofs herredømme, som holder den ene halvdel af menneskene i uvirksomhed eller i unyttig virksomhed, som tvinger hundredetusinder til at vie sin kraftige ungdom til ørkesløs virksomhed som soldater, embedsmænd, spekulanter og pengefabrikanter for at opretholde disse forkastelige tilstande, medens den anden halvdel ved overdreven anstrengelse af kraft og opofrelse må opholde den hele skændselsbygning. Forstyrre vil jeg selv erindringen derom, ethvert spor af denne tingenes vanvittige ordning, som er sammenføjet af magt, løgn, sorg, hykleri, nød, jammer, lidelse, tårer, bedrag og forbrydelser.

Forstyrret være alt, hvad der kuér eder og gør eder lidende! Af denne gamle verdens ruiner fremstå en ny, fuld af ny, aldrig anet lykke! Ikke had, ikke nid, ikke fjendskab være mere iblandt eder, som brødre skal i erkende eder, alle i, som lever, og frie, frie i vilje, frie i gerning, frie i nydelser, skal i erkende livets værd. Derfor op, i jordens folk, op i klagende, i fortrykte, i fattige. Op i andre, som med magtens og rigdommens forfængelige glans forgæves søger at omhylle eders hjerters trøstesløshed. Op, følger i broget blanding mit spor, thi jeg gør ingen forskel på dem, som følger mig. Kun to folkeslag gives fra nu af, de som følger mig, og de, som modstår mig. Det ene fører jeg til lykke, det andet skrider jeg søndertrampende henover, thi jeg er revolutionen, jeg er det evigt skabende liv, jeg er den eneste gud, som alle skabninger erkender, som omfatter, levendegør, lykkeliggør alt, hvad der er!«

Og se, skarerne på højene, de ligger lydløse på knæ og lytter i stum henrykkelse, og som den solbrændte jord suger regnens kølige dråber, således indsuger deres fortørrede hjerter den brusende storms lyd, og et nyt liv sprudler gennem deres årer. Nærmere og nærmere ruller stormen og på dens vinger revolutionen, og de til livet genopvaktes hjerter åbner sig, og sejrrig fylder revolutionen deres hjerner, deres ben, deres kød, og fylder dem ganske og aldeles. I guddommelig henrykkelse springer de op fra jorden, ikke de fattige, de hungrende, af elendighed bøjede er de mere, stolt hæver sig deres skikkelse, begejstring stråler af deres forædlede åsyn, en lysende glans strømmer fra deres øjne, og med det himmelrystende udråb: Jeg er et menneske! Styrter sig millionerne, den levende revolution, gud, som er blevet menneske, ned i dalene og på sletterne og forkynder lykkens ny evangelium for den hele verden.«

***

Som i Sachsen gærede det også i Schlesien, men et forsøg på at bygge barrikader i Breslau blev hurtigt slået ned. I Rhinlandene kom det derimod til voldsomme sammenstød; på opfordring af bourgeoisiet i Køln rejste arbejderne i Elberfeld, Düsseldorf og Solingen sig til barrikadekamp for forfatningen, men næppe faldt det første skud, før det samme bourgeoisi blev bange for sin hellige ejendom og her som andetsteds forrådte proletariatet til tropperne. Nu fik statskuppets helte også mod til at udvise Marx fra Prøjsen og indlede en politiforfølgelse mod »Ny Rhinsk Tidende«, som førte til, at bladet gik ind d. 19 maj 1849. I sit afskedsnummer, trykt med rødt, advarede bladet arbejderne i Køln fra enhver kamp mod den militære overmagt. Med knusende ord brændemærkedes fejheden i den forøvede voldsdåd, og Freiligrath sang bladets svanesang.

Karl Marx rejste til Paris. Wilhelm Wolff gik til forsamlingen i Frankfurt, som han forgæves søgte at opmande til en energisk holdning. Fr. Engels greb bøssen og gik med som deltager i den store folkerejsning i Baden og Pfalz. Her kæmpede småborgere og arbejdere side om side, men de kommunistiske proletarer viste sig som de tapreste soldater. Det badiske folkeværn anførtes af den trofaste demokrat Johann Philipp Becker, hvis organisationskunst og taktik var beundringsværdig. Men overfor de troppemasser, der under prinsen af Prøjsens anførsel væltedes mod oprørerne, formåede disse naturligvis ikke længe at holde stand. Kampen førtes med heltemod. I den afgørende træfning ved Waghäusel faldt den unge Schlöffel i spidsen for sin bataljon. Det besværlige tilbagetog fra Heidelberg gennem bjergene til Karlsruhe og Rastatt dækkede Becker med sit uøvede folkeværn så dygtigt, at selv de prøjsiske officerer ydede ham deres anerkendelse. Under murene ved Rastatt befandt sig endnu 13,000 mand som sidste rest af den badisk-pfalziske revolutionshær. I to dage forsvarede de sig tappert mod den seks gange stærkere fjende. De, som ikke dræbtes eller toges til fange, flygtede over på svejtsisk grund.

Modrevolutionen havde sejret, men laurbær havde den ikke høstet. Værgeløse fanger var blevet myrdede for fode, og ved de krigsretter, der nedsattes efter sejren, dømtes 28 revolutionære til døden og 68 andre til 10-årigt tugthus. I Rastatts fugtige kassematter pintes utallige ofre langsomt ihjel af sult, mishandling og tyfus. Det var prinsen af Prøjsen, den senere kejser Wilhelm I., der så fejt var flygtet for revolutionen i Berlin, som nu viste sit heltemod overfor de besejrede. Han mindedes længe under navnet »Kardætske-Prinsen« blandt den sydtyske befolkning.

Det hvide rædselsherredømme hvilede nu atter over Tyskland. Ligesom før 1848 måtte enhver revolutionær agitation foregå i det skjulte; kun udefra kunne den drives offentligt. Navnlig i Svejts havde der samlet sig tusinder af tyske flygtninge, som håbede og arbejdede på en genopvækkelse af revolutionen i deres fædreland. Men de reaktionære magter tvang Svejts til at opgive sin asylret netop i det øjeblik, da den skulle vise sig virksomst. Størstedelen af de 10,000 tyske flygtninge blev tvungne til at udvandre til Amerika, og et forsøg på at samle de spredte tyske arbejderforeninger i Genf, Bern, Zürich osv. blev slået ned. Sjælen i dette forsøg var Wilhelm Liebknecht, som stod i spidsen for arbejderforeningen i Genf.

Wilhelm Liebknecht var dengang 24 år. Han var født d. 29 marts 1826 i Giessingen og nedstammede fra en gammel hessisk embedsmandsfamilie, som kunne føre sin oprindelse tilbage til Luther. Af det tyske embedsmandsvæsen havde Wilhelm Liebknecht kun lidt; desto mere havde han arvet af reformatorens djærve og urokkelige bondenatur. Han gennemgik hurtigt og med stor udmærkelse latinskolen, men erkendte snart, da han kom til universitetet, at han hverken egnede sig til tysk embedsmand eller videnskabsmand. I året 1847 stod han i begreb med at udvandre til Amerika, da et tilfældigt møde med en svejtsisk lærer bestemte ham til at drage til det republikanske Svejts og afvente udladningen af de tordensvangre skyer, som dengang hang over Europa. Februarrevolutionens uvejr drog ham til Paris i 1848, og kun en alvorlig sygdom forhindrede ham fra at deltage i Herweghs friskaretog. Han rejste så tilbage til Svejts og deltog i Struves republikanske september-oprør i Baden. Han toges til fange og sad i badiske fængsler, indtil Majrevolutionen befriede ham. Så trådte han som kanonér ind i folkeværnet, der anførtes af Johann Philipp Becker, og blev efter nederlaget kastet i Rastatts kasematter. Da han atter var kommet på fri fod, tog han del i kampen for rigsforfatningen. Som flygtning i Svejts bestræbte han sig for at samle de tyske arbejderforeninger til en kraftig organisation på socialistisk program. Han havde allerede som latinskoleelev slugt Saint-Simons skrifter, og revolutionens praktiske erfaringer modnede snart hans forståelse af klassekampene i det borgerlige samfund.

Han havde til de nævnte foreninger udstedt et offentligt opråb, som indbød dem til en kongres i Murten d. 20 februar 1850. Men da sendemændene fra 16 foreninger på den fastsatte dag indfandt sig til kongressen, blev de arresterede af de svejtsiske myndigheder under den latterlige beskyldning, at de påtænkte et bevæbnet indfald i Baden. Der indledtes en vidtløftig undersøgelse, som endte med, at ca. 300 tyske arbejdere blev udviste af Svejts og deres navne meddelte til de tyske regeringer. Dermed ødelagdes den eneste organisation blandt de tyske flygtninge, som kunne have fået nogen varig betydning.

Imidlertid var Karl Marx blevet nødt til at forlade Frankrig og var rejst til London, hvor landflygtighedens tungeste sorger ventede ham. De forstyrrede dog ikke denne mægtige ånds ligevægt. Han påbegyndte straks - bistået af Fr. Engels, der fra Svejts ligeledes var kommen til London - en kritisk undersøgelse af den revolution, han fornylig havde gennemlevet, og søgte ud fra sociale årsager at forklare, hvorfor den var strandet. Samtidig med deres litterære virksomhed genoptog vennerne den praktiske agitation. De organiserede påny »Kommunisternes Forbund«, hvis gamle medlemmer næsten alle havde fundet hverandre igen i London. Blandt nye tilkomne kræfter var Liebknecht, den forhenværende officer Willich, som havde været en af førerne i den badiske opstand, og Konrad Schramm, hvem Marx kaldte for partiets hedspore.

Fra centralbestyrelsen i London lykkedes det at knytte forbindelser rundt om i Tyskland, men snart opstod der en spaltning indenfor forbundet. Blandt de yngre medlemmer var nemlig den indbildning levende, at nu, da den første revolution var løbet ud i sandet, gjaldt det blot om at lave en ny. Marx og Engels advarede indtrængende mod denne falske tro og rådede arbejderne til nøje at tage den økonomiske verdensudvikling i betragtning og indrette sig efter dens love. Efter krisen i 1847 var fulgt en opgangsperiode, som endnu ikke havde nået sit højdepunkt; under disse omstændigheder ville en revolution være umulig; det gjaldt for proletariatet om at holde sit krudt tørt, at organisere sig fagligt og politisk så stærkt som muligt og lade kapitalismen løbe linen ud. Men denne kloge tale ville de utålmodige revolutionsmagere ikke lytte til. Deres førere var Karl Schapper og August Willich, der som gammel soldat, brav, men overilet, uden økonomisk og filosofisk forståelse, havde let ved at gribe til sværdet. Med rette bebrejdede Marx dem og deres såkaldte »revolutionære« tilhængere, at de misbrugte ordene revolution og proletariat; de smigrede folket med fraser i stedet for at regne med de virkelige forhold. Det tyske proletariat var alt for uudviklet til at gøre revolution, og ethvert forsøg derpå ville kun tjene til at befæste bourgeoisiets magt; men selve udviklingen var revolutionær og ville i løbet af en vis årrække, måske et halvt hundrede år, gøre arbejderne modne til politisk herredømme.

På centralbestyrelsens møde d. 15 september 1850 kom modsætningen til åbent udbrud. Marx og hans gruppe havde flertal, og da en forsoning var umulig, vedtog de at udelukke Willich og Schapper med deres tilhængere samt at forlægge centralbestyrelsens sæde til Køln, som var midtpunktet for den tyske agitation. Uenigheden var så skarp, at det kom til en duel på pistoler mellem Willich og Schramm. »Kommunisternes Forbund« var altså nu spaltet i to fraktioner. Willich og Schapper fortsatte deres barnagtigt revolutionære agitation; de betegnede sig selv som »handlingens mænd« i modsætning til »litteraterne« Marx og Engels. Til de prøjsiske officerer sendte Willich et hemmeligt opråb om at gøre revolution; det blev naturligvis straks offentliggjort i den reaktionære presse. Der stiftedes afdelinger i Paris og Bryssel, men efterhånden trængte lokkespioner ind i forbundet for at fiske i rørt vande, og de forskellige regeringer skred ind imod »sammensværgelserne« og lod medlemmerne dømme til fængselsstraffe. I begyndelsen af 1853 var Willichs parti opløst.

Men det samme var allerede inden den tid tilfældet med den anden afdeling af forbundet, som havde fået centralbestyrelse i Køln, men lededes af Marx i London. For at skabe forbindelser rundt om i Tyskland var der fra Køln udsendt fire betroede mænd i forskellige retninger. En af disse udsendinge, skræddersvenden Nothjung, blev d. 10 maj 1851 tilfældigvis arresteret i Leipzig på grund af manglende papirer. Politiet fandt hos ham Det kommunistiske Manifest, love for Kommunisternes Forbund samt en del breve og adresser. Disse og flere andre spor førte til opdagelsen af centralbestyrelsens sæde, og nu påfulgte den berømte kommunistproces i Køln, hvorunder 11 medlemmer af forbundet blev arresterede og anklagede for højforræderi. Det var de tre læger Daniels, Jacoby og Klein, dr. jur. Becker (den såkaldte »røde Becker«, senere overborgmester i Køln og medlem af herrehuset), skræddersvendene Nothjung og Lessner, cigarmager Röser, handelsmedhjælperne Ehrhard og Reiff, kemikeren Otto og forfatteren Heinrich Bürgers. Den tolvte anklagede, digteren Ferd. Freiligrath, var i tide flygtet til London.

De anklagede sad halvandet år i varetægtsarrest, før retsforhandlingerne begyndte. Trods regeringens fortvivlede anstrengelser var det ikke lykkedes at præstere andet bevismateriale end vitterlige falsknerier. Hele processen var i virkeligheden én stor svindel. Frikendelsen syntes givet. Men da de edsvorne stod overfor valget imellem at begå justitsmord på nogle kommunister eller at brændemærke den prøjsiske stat - så valgte de justitsmordet og udtalte deres »skyldig!« over syv af de anklagede. Röser, Bürgers og Nothjung blev dømt til seks års fængsel, Reiff, Otto og Becker til fem, Lessner til tre år.

Derefter opløstes også de rester af Kommunisternes Forbund, som endnu bestod i London, og få måneder efter gik som sagt Willich og Schappers parti samme vej. Willich drog til Amerika, hvor han udmærkede sig som general i Borgerkrigen i 1860erne. Det såkaldte »Arbejderbroderskab«, som tidligere er omtalt, førte endnu en lille tid en hensygnende tilværelse; så døde også det. Dermed endte den første periode i den tyske arbejderbevægelses historie. I 1854 vedtog den tyske forbundsdag en beslutning, som forpligtede de forbundne regeringer til i »den fælles sikkerheds interesse« at opløse og forbyde alle arbejderforeninger, som havde politiske, socialistiske eller kommunistiske formål. Hovedmanden for denne Undtagelseslov var den prøjsiske forbundsrepræsentant von Bismarck.

Efter at arbejderklassen var kneblet, småborgerne skræmt i et musehul og bourgeoisiet havde givet afkald på den politiske magt, var banen atter så temmelig åben for den junkerlige reaktion i Prøjsen. Pressefriheden blev påny indskrænket, censuren genindført under en anden form, dommernes uafhængighed truet og foreningsfriheden kvalt. Enhver underordnet politimand kunne efter forgodtbefindende opløse enhver forsamling. I rigsdagens herrehus fik de østelbiske junkere det fødte flertal. Ganske vist lod den middelalderlige godsejerret over bønderne sig ikke længere opretholde. Men junkerne vidste at tage sig betalt for afløsningen af de gamle forpligtelser. De greb dybt ned i folkets lommer for at sikre sig en kapital i baghånden, inden den røde hane måske påny galede over herregårdene.

Bourgeoisiet led dog ikke alt for hårdt under det reaktionære herredømme i halvtredserne. Det forstod at slå mønt af den politiske skændsel. Når udvandringen voksede som følge af regeringens ondskabsfulde forfølgelser af arbejderne, så voksede den oversøiske dampskibsfart i samme omfang. Og på mange andre måder tog kapitalen oprejsning. I året 1851 var f.eks. halvdelen af den prøjsiske officersstand i kapitalistiske ågerkarlekløer.

Til syvende og sidst fandt bourgeoisiet sig gerne i det politiske tryk, når blot proletariatet var kneblet og forretningerne gik godt. Og de gik endog særdeles godt. I Sydtyskland tog bomuldsindustrien et mægtigt opsving. I Sachsen udviklede metal- og tøjindustrien sig. I Prøjsen kastede man sig stærkt over bjergværksdrift. Kul og jern blev tidens løsen. I 10 år steg kulproduktionen i Sachsen til det dobbelte, ved Rhinen og i Westfalen til det tredobbelte. Værdien af råjern steg efter samme målestok. Et net af jernbaner udspændtes over Tyskland. Storhandelen satte sine svindelblomster i Berlin. Rige købmænd stillede ved deres pralende levevis adel og embedsstand i skygge og samlede diplomater og ministre om deres middagsbord.

Håndværkerstanden truedes af den opblomstrende storindustri. Den velmenende småborger Schulze-Delitzsch søgte at hjælpe sin klasse ved at udfolde en ivrig agitation for oprettelsen af produktionsforeninger, som skulle yde kredit, forskud og råstoffer. Hans ideal var ved hjælp af sådanne produktionsforeninger at udjævne »mammonismen og pauperismen« - den alt for store rigdom og den alt for store fattigdom - som han kaldte de »usalige udvækster på industrien«, og i hvilke han så »to lige store fjender af sand kultur«; dette ideal var et tågebillede, men det bidrog stærkt til at befordre sammenslutningstanken, først for småborgerne, men dernæst også for proletariatet. For så vidt gjorde Schulze-Delitzsch alligevel nogen nytte. Rodbertus sagde træffende om ham, at han ikke ville finde den skat, som han gravede efter i vinbjerget, men at han dog ved at grave gjorde vinbjerget mere frugtbart. Kapitalisterne så i begyndelsen skævt til Schulzes bestræbelser, som truede med at forhindre dem i at opsluge det lille håndværk med hud og hår, men de kom snart under vejr med, at manden kunne bruges; de sluttede forbund med ham og udråbte ham som en frelser for arbejderstanden. Småborgerne lod sig i deres enfoldighed atter tage på slæbetov af bourgeoisiet.

Samtidig med det økonomiske og politiske omslag i halvtredserne foregik der en tilsvarende litterær og filosofisk udvikling. Al marv var som suget ud af den tyske digtning, der forfaldt til en blødsøden lyrik. På romanens område skildrede Gustav Freytag i »Debet og Kredit« det tyske bourgeoisi i sin opkomst, endnu småborgerligt forkrøblet og fuldt af nedarvede fordomme. Romanens helt har ikke sin lige i kedsommelighed, men han føler sig overfor de bankerotte junkere i kraft af sin borgerlige soliditet: dyden består for ham i at være mæt og moralen i at være betalingsdygtig. Tidens litterære kritik besørgedes af Julian Schmidt, som henviste forfatterne til at skildre forretningsdygtigheden hos det tyske folk. Han bekæmpede romantikken med kræmmeragtig nøgternhed, og han fremstillede de klassiske digtere Lessing, Goethe og Schiller og de klassiske filosofer Kant, Fichte og Hegel, som om de egentlig var af samme kød og blod som de borgerlige pengepugere og altså i grunden havde været nogle store kødhoveder.

På det filosofiske område trådte Schopenhauer ind i sin berømmelses glans. En hel menneskealder igennem, så længe der endnu var kraft og mod hos den tyske borgerstand, havde hans skrifter henligget utrykte hos forlæggeren; nu, da han var en olding, udkom hans hovedværk. Hvilken lykke for den tyske bedsteborger! Han fandt i Schopenhauers åndfulde filosofi en påvisning af, at al hans fejhed og begærlighed, alle hans egennyttige og misundelige instinkter, var kernen i den menneskelige visdom. Det hjalp ham så rart ud over alle anfægtelser af anger og skam. Intet under, at den borgerlige presse gik som trommeslager foran Schopenhauers triumftog gennem Tyskland.

Den tyske idealismes udødelige sjæl var forlængst gået over i den historiske materialisme, som Marx og Engels havde grundlagt. Men de dødelige rester af den gamle filosofi havde forvandlet sig til en snurrig skifting, som også kaldte sig for materialisme. Den travede i hælene på naturvidenskaben, der som altid blomstrede samtidig med industrien, og den svarede til bedsteborgernes groveste behov. Det befordrede deres fordøjelse, når f.eks. Karl Vogt forklarede dem, at »tankerne afsondres af hjernen ligesom urinen af nyrerne«, eller når Ludwig Büchner udviklede, at »kraft og stof« var uadskillelige - skønt han dog samtidig betegnede kraften som noget i og for sig uhåndgribeligt, der var modsat stoffet.

Feuerbach indså, hvor utilstrækkelig denne materialisme var. Han betragtede den ganske vist som grundlaget for den bygning, der rummer menneskets væsen og viden, men ikke som bygningen selv. Han anede, hvor indgangen til denne bygning skulle søges, når han f.eks. udtalte det berømte ordspil »der mensch ist, was er isst« (mennesket er, hvad det spiser), hvormed han mener, at en menneskeværdig tilværelse for masserne er forudbetingelsen for al menneskelig dannelse og moral. Men den ædle tænker nåede ikke frem til forståelse af den historiske materialisme, fordi han aldrig lærte at kende den indre mekanik i det moderne borgerlige samfund. Han sygnede hen i sørgmodig ensomhed.

Den socialistiske agitation manglede i 1850erne ethvert spillerum i Tyskland. Hos arbejderklassen fandt den ingen sangbund, og dens ledende kræfter var spredte til alle verdenshjørner og måtte næsten alle kæmpe den bitreste kamp for livets ophold.

Marx blev medarbejder ved det amerikanske blad »New York Tribune«, hvori han skildrede den tyske revolutions og modrevolutions historie. Medens han i denne virksomhed fandt det materielle grundlag for tilværelsen, trådte Fr. Engels atter ind i sin faders forretning i Manchester. Trods adskillelsen fortsatte de dog deres fælles arbejde. De gjorde studier og høstede lærdom på de forskelligste videnskabelige områder. De udnyttede den nødtvungne pause i kampen for deres store sag lige så grundigt som selve kampen.

Alligevel var det tunge tider, og en efterklang af dem skælver i de ord, som Fr. Engels en menneskealder senere udtalte, da fru Marx blev begravet: »Jenny Marx lærte alle landflygtighedens rædsler at kende. Det tryk af savn og mangel, under hvilket hun så sine to drenge og en lille datter synke i graven, kunne hun endda have båret. Men at både regeringen og den borgerlige opposition, den såkaldte liberale såvel som den demokratiske, rottede sig sammen imod hendes mand, at de overøste ham med de elendigste og nederdrægtigste bagvaskelser, at den samlede presse lukkede sig for ham og afskar ham ethvert forsvar, så at han stod værgeløs overfor modstandere, som både han og hun foragtede, det ramte hende dybt. Og det varede meget længe.« I disse mørke år udførte Marx det væsentligste forarbejde til sit videnskabelige hovedværk.

I Tyskland levede kommunismen i enkelte arbejderes tavse trods og i Ferdinand Lassalles glødende forhåbninger. Efter at have ført grevinde Hatzfeldts sag til sejr havde han i 1857 bosat sig i Berlin for at fortsætte sin litterære virksomhed i den prøjsiske hovedstad. Grevinde Hatzfeldt fulgte ham dertil for at blive hans stadige ledsagerinde. Det var utvivlsomt ikke til hans held, for så vidt som hun - trods al sin hengivenhed for ham - næppe kunne have den rette forståelse af hans mission. Men skønt hun snarere opmuntrede de svage end de stærke instinkter hos ham, glemte han dog intet øjeblik sine store mål. Bestandig på springet til at gribe ind i den revolutionære udvikling, så snart den genoptoges, skrev han i denne ventetid sit videnskabelige hovedværk, om hvilket han turde sige, at det var et »kæmpeværk af menneskelig flid«. Han forfulgte heri det samme revolutionære formål som Marx, men ad veje, der lige så tydeligt viste, hvad der adskilte, som hvad der forbandt de to mænd. De var begge revolutionære, men Lassalle udarbejdede sig et kolossalt stof af viden som det mægtigste middel til at revolutionere samfundet udefra, medens Marx ved hjælp af erfaringsmæssige fagkundskaber trængte ind i tingenes grund for at gøre sig til et redskab for de revolutionære drivkræfter, der omvælter det borgerlige samfund. Hvis man forestillede sig den utænkelige mulighed, at Marx blev glemt, så man end ikke mere huskede hans navn, så ville dog hans hovedværk blive stående i århundreder som det mest virkelighedstro billede af den storindustrielle tidsalder; Lassalles skrifter vil derimod kun leve som vidnesbyrd om, hvad et genialt menneske har tænkt og udrettet i en verdenshistorisk bevægelse, men ikke som monumentale værker, hvori en ny tids gennembrud har fundet sit klassiske udtryk. Lassalle fremhæver også i sine videnskabelige arbejder gerne sin personlige opfattelse, medens Marx selv i den politiske agitation lader sin egen person træde så fuldstændigt tilbage, at man årtier igennem kunne udsprede og tro på de vanvittigste løgne om ham.

Lassalle var idealist i sin livsanskuelse. Han vedblev at være hegelianer i den forstand, at han troede på ideen som drivkraft i verdenshistorien. Han opfattede ikke proletariatets klassekamp i dens nøgenhed, men oversatte den først i idealistiske tankeformer, idet han søgte at forsvare den filosofisk og retsvidenskabeligt. Derved adskiller han sig fra den historiske materialisme, som bevidst og fuldstændigt sønderbrød disse former for tænkning. Men den samme idealisme, som var Lassalles svaghed, var også hans styrke. Thi den gav ham den klippefaste tillid til ideens magt, som lod ham udrette så vældige ting. Selvom han ikke har erkendt lovene for bevægelse og udvikling i det moderne samfund så skarpt og dybt som Marx og Engels, så kan hans historiske betydning ikke måles efter dette. Enhver historisk skikkelse kommer kun til sin ret i sine historiske omgivelser. Og her rager Lassalle mægtigt op. Trods sin idealistiske verdensanskuelse trængte han ind til kernepunktet i den videnskabelige kommunisme, takket være hans store åndsevner, hans revolutionære instinkter, hans redelige og utrættelige stræben efter sandhed.

Den første frugt af det videnskabelige arbejde, som Marx udførte i 1850erne, var det lille skrift »Til kritik af Nationaløkonomien«, som var det første udkast til »Kapitalen«. I forordet til dette skrift kastede han et blik tilbage på gangen i sine studier. Han udviklede, hvorledes hans studier af Hegels retsfilosofi havde ført ham til den erkendelse, at retsforhold og statsformer hverken kunne forstås ud fra sig selv eller fra deri almindelige menneskelige åndsudvikling, men at de tværtimod bundede i de materielle livsforhold, som Hegel havde sammenfattet under navn af det borgerlige samfund; skelettet i dette samfund var den økonomiske ordning. Og nu fulgte den berømte fremstilling af den materialistiske historieopfattelse, som gengives her, fordi den er grundlæggende for socialdemokratiet:- »I den samfundsmæssige produktion til livets ophold indgår menneskene visse nødvendige forhold, som er uafhængige af deres vilje, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin i de materielle produktionskræfter. Disse samlede produktionsforhold danner det økonomiske bindingsværk i samfundet, det virkelige grundlag, hvorpå en juridisk og politisk overbygning rejser sig, og som svarer til bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Det materielle livs produktionsforhold betinger i det hele taget den sociale, politiske og åndelige livsproces. Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres tilværelse, men det er omvendt deres sociale tilværelse, der bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i udviklingen kommer samfundets materielle produktionskræfter i modstrid med de tilstedeværende produktionsforhold eller, som det med et juridisk udtryk hedder, med ejendomsforholdene. Disse forhold bliver derved til hæmmende bånd i stedet for til udviklingsformer for de produktive kræfter. Der indtræder da en social revolution. Med forandringen i det økonomiske grundlag omvæltes hele den uhyre overbygning langsommere eller hurtigere….en samfundsformation går aldrig under, før der i dens skød er udklækket nye og højere produktionsbetingelser. I store omrids kan man betegne de asiatiske, antikke, middelalderlige og moderne borgerlige produktionsmåder som fremskridt efter fremskridt i den økonomiske samfundsdannelse. De borgerlige produktionsforhold er den sidste form for den indbyrdes modstrid mellem frembringelse og forbrug. Thi de produktive kræfter, som udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, skaber samtidig de materielle betingelser for løsningen af denne modstrid. Med denne samfundsform slutter derfor det menneskelige samfunds forhistorie.«

Selve skriftet er, som titlen lyder, en kritik af den borgerlige (dvs. kapitalistiske) nationaløkonomi. Rigdommen i det kapitalistiske samfund, siger Marx, fremtræder som en uhyre samling af varer. Han undersøger derfor, hvad en vare er, og bestemmer den som en genstand, der har en vis brugsværdi og derfor en vis bytteværdi. Da den ene vare kan byttes med den anden, så må der for alle varer være en vis fælles værdi, og denne fælles værdi er det menneskelige arbejde. Målestokken for dette arbejde er arbejdstiden, det vil sige den socialt nødvendige arbejdstid, som enhver vare udkræver for at fremstilles. Denne værdi, der som sagt er fælles for alle varer, kan følgelig udtrykkes ved hjælp af en enkelt vare, og denne ene vare er penge. I pengene er varernes bytteværdi krystalliseret.

Marx udvikler pengenes rolle i det borgerlige samfund, og hans skarpsindighed i denne undersøgelse minder om hin damphammer, om hvilken han et sted siger, at den som i leg knuser en granitblok til støv, og dog er den ikke mindre i stand til at slå et søm ind i blødt træ med en række lette slag. Han ville nu videre vise, hvorledes pengene forvandler sig til kapital, men ydre omstændigheder, særlig en langvarig sygdom, forhindrede ham i otte år fra at fortsætte det i 1859 udkomne skrift.

Imidlertid havde Lassalle (i 1857) udgivet sit store værk om den græske tænker Herakleitos - den dunkles filosofi. Det var det mesterstykke, hvormed han - som Hegels elev - satte kronen på sine læreår. Der er kun bevaret nogle få brudstykker af den gamle græske filosof, om hvem det hed, at han ville forvise al stilstand og ro fra verden. Hegel havde henvist til Herakleitos som den, der først havde erkendt, at verden er en evig bevægelse, en bestandig tilblivelse, der fremgår af modsætningen mellem det, som er, og det, som ikke er. På dette punkt optog Lassalle sin undersøgelse, som han gennemførte med en uhyre lærdom og en beundringsværdig skarpsindighed.

Han viser overordentlig smukt, hvorledes filosofien hos Herakleitos bliver til praktisk moral i form af kærlighed til ry og hæder. Thi at opnå berømmelse, således som de bedste tragter efter, det er at leve, når man er død; det er at være, når man ikke længere er; det er menneskets sande uendelighed. Dommen over død mand dør aldrig. Men denne kærlighed til ry, til et berømmeligt eftermæle, falder hos Herakleitos sammen med hans moralske grundprincip, som er hengivelsen for det almene, hvorved han forslår den enkeltes bevidst frivillige underkastelse under den almindelige verdenslov. I denne opofrelse for det almene ser også Lassalle »al morals evige grundbegreb«, men det almene betyder for ham noget andet end for Herakleitos. Det er en simpel følge af den historiske udvikling. Det almene var for Lassalle ikke den almindelige verdensidé, heller ikke den absolutte statsidé, men »arbejderstandens idé«. Han tog ikke arbejderklassen i forsvar, fordi den er den talrigste, men - som han så ofte har udviklet - fordi den under de historiske betingelser i den moderne klassestat er en personliggørelse af opofrelsen for det almene; thi den er ikke blot den eneste af alle klasser, som er i stand til en sådan opofrelse, men dens særlige interesser er ensbetydende med de almene interesser. Således er i kort begreb den lære, som Lassalle uddrager af Herakleitos den dunkles filosofi; når man heri har villet finde en selvmodsigelse, en indre spaltning mellem »åndsaristokraten« og »socialdemokraten« Lassalle, så beror det på en misforståelse. Der er ingen sådan selvmodsigelse til stede i Lassalles filosofiske udvikling, og i denne »tankernes verden« spiller det kun en rent udvortes og intetsigende rolle, at Lassalle som taler optrådte i elegant dragt og lakstøvler for en forsamling af sodede fabriksarbejdere. Det »åndsaristokratiske« og det »socialdemokratiske« forligedes fortræffeligt hos ham, og han hånede selv med blodig spot det liberale bourgeoisis mangel på forståelse af, hvad politik inderst inde er.

Under sit arbejde med Herakleitos følte Lassalle tit og mange gange - som han skriver i et brev til Marx - hvorledes pennen blev lam i hans hånd, fordi han pintes ved at sidde dér og udvikle teorier »efter at der var flydt så meget blod og så mange ugerninger skreg om hævn«. I sin lidenskabelige trang til at handle sukkede han ved tanken om, hvorledes folk trods alle teorier dog roligt levede videre, som om de bedste værker aldrig var skrevne, de største tanker aldrig tænkt. For ligesom at berolige sig selv syslede han derfor med et særstudium, der stod i en vis forbindelse med hans aktuelle interesser uden dog helt at beslaglægge hans kraft. Han studerede reformationstidens store gennembrud, og resultatet blev - en historisk tragedie på vers: »Franz von Sickingen«.

Lassalle var ikke digter og bildte sig det heller ikke ind. Men han valgte dramaets form som den, hvori hans revolutionære emne ville gribe læserne stærkest. I sin opfattelse af reformationstiden lader han sig lede af sin idealistiske anskuelse, idet han betragter de historiske sammenstød som indre tankekonflikter. Han tillægger Franz von Sickingens kamp mod småfyrsterne og præstevælden en revolutionær betydning, som den i virkeligheden ikke havde. Men det er Ulrich von Huttens skikkelse, der i dramaet sysselsætter ham mest. Hutten var først og fremmest humanist. Han var næstefter Luther den skribent i reformationstiden, hvis røst fandt genklang i alle klasser, men forud for Luther havde han sin frimenneskelige begejstring, ubunden af religiøse læresætninger. Med en glødende og stormende veltalenhed hudflættede han fyrster og præster. Han bliver for Lassalle til en national helt, og det er særlig gennem hans replikker i dramaet, man hører Lassalles egne følelser, stemninger, forhåbninger bryde sig luft. Hutten ønsker sig tusinde tunger for at kunne tale til landet. Hellere vil han flakke fra landsby til landsby som et jaget stykke vildt, end han vil fortie og svigte sandheden. Det er ikke noget at rose ham for, thi han er således skabt, at den fælles, almindelige nød går ham langt mere til hjerte end andre. Men derfor drives han også frem som af en forbandelse. Romeren Curtius sprang i afgrunden for at sone gudernes vrede mod sit folk. Således må de bedste springe i tidens åbne gab.

Dramaet vil indprente den grundsætning, at revolutionære formål kun kan nås ved revolutionære midler. Lassalle mener ikke dermed, at disse midler nødvendigvis må være voldsomme; han spotter ofte over de folk, der, så snart de hører ordet revolution, øjeblikkelig se svungne høtyve blinke i luften. Men på den anden side skal man heller ikke vige tilbage for voldsomme midler, hvor de er nødvendige for revolutionens formål. Der forekommer i dramaet et replikskifte mellem en luthersk præst og Hutten. Præsten taler om, at den rene lære besmittes ved jordisk magt, at det blodige sværd berøver kærlighedslæren dens hellighed - men Hutten svarer:

Og han lovpriser sværdet med de begejstrede ord, at et sværd, som svinges for frihed, det er ordet, som er legemliggjort, det er gud, som er blevet til virkelighed. Magten, siger Hutten et andet sted, er himlens højeste gode, når man anvender den til et stort formål. Man opnår ikke sin ret ved snuhed og diplomatisk forsigtighed, men kun ved at sætte magt bag retten. Det åbne spil er det stærkeste. »forklædning gælder ikke på historiens valplads, hvor man i trængslen kun kender dig på din rustning og dit mærke. Indhyl dig derfor altid fra isse til fodsål dristigt i dit eget banners farve, da erfarer du, hvad du formår.« Det var den lære, Lassalle med sit sørgespil ville give bourgeoisiet; men det forstod den ikke. Det blev arbejderstanden, der virkeliggjorde den.

Af den samme trang til praktisk handling, som dikterede Lassalle hans tragedie, udsprang også hans store værk »De erhvervede rettigheders system«. Det lyder ganske vist mærkeligt, at dette uhyre lærde, retsfilosofiske arbejde skyldes en rent praktisk politisk interesse. Men det er alligevel tilfældet, og det forringer aldeles ikke Lassalles ære. Han ville med videnskabens hjælp smede sig de våben, som skulle svinges i den forestående kamp. I sit sørgespil havde han opkastet det spørgsmål, hvorvidt revolutionære tanker må give sig udslag i revolutionære handlinger. I sin retsfilosofi spurgte han: hvorledes forvandler det revolutionære princip sig efter sejren til gældende ret? Hvorledes lader en gammel retstilstand sig omsætte i en ny ? - Lassalle ville, som han selv siger, i dette værk opbygge et videnskabeligt retssystem som en fast borg for revolution og socialisme.

Hvad er retten? Hegels filosofi gik ud på, at der fra evighed af bestod en uforanderlig og almengyldig ret. Lassalle frigør sig fra denne opfattelse, idet han lægger vægten på den historiske udvikling og de skiftende retsformer. Men iøvrigt følger han den spekulative fremgangsmåde, som Hegel havde anvist. Han er idealist i sit syn på retsudviklingen. Han betragter folkebevidstheden, den offentlige mening, almenånden, som den eneste kilde til ret. Overfor denne fælles retsbevidsthed gælder ikke den enkeltes vilje. Intet enkelt menneske kan stille sig på et særligt retsstandpunkt, som gælder til alle tider, thi retten afhænger til enhver tid af den fælles folkeånd. Ingen tid står under en anden tids herredømme eller er forpligtet til at lade det, den betragter som uret, virke som ret. Når derfor gamle rettigheder, f.eks. livegenskab, hoveri eller lignende, ophæves ved en ny retstilstand, så strider det mod selve rettens grundsætning at yde erstatning til dem, der var interesserede i opretholdelsen af disse gamle rettigheder, som nu betyder uret.

Mod denne lære rettede Rodbertus den indvending: jamen hvorledes erfarer man, om folkebevidstheden forkaster en bestemt ret eller kun en bestemt form for denne ret? Ved stemmeflerhed, sagde han, kan man jo ikke afgøre forskellen. Lassalle indrømmer, at man ganske vist ikke ved afstemning kan fastslå, hvad samtidens bevidsthed vil. Men han mener alligevel, at spørgsmålet »ganske simpelt« lader sig løse. »Det, som de ved hjælp af fornuft, logik og videnskab kan overbevise dem selv og tiden om - det vil tiden!« I denne sætning har man den hele Lassalle med hans »vilde energi«, hans sammentrængte lidenskab, hans urokkelige tillid til ideens uimodståelige kraft, men også med al den svaghed, som hang nøje sammen med hans styrke.

Tiden lader sig jo ikke overbevise ved hjælp af fornuft, logik og videnskab, førend de opgaver, den har at løse, er modne til at løses i kraft af selve den sociale udvikling. Tiden bliver sig ikke den ny ret bevidst, før denne ret er fuldbåren i samfundets skød: ellers ville ikke så mange banebrydende ånder være blevet korsfæstede og brændte, fordi de viste tiden, hvad den ville. Lassalle skulle snart for sit eget personlige vedkommende erfare, at hans mening ikke holdt stik. Han så, at tidens levende drivkræfter arbejdede på proletariatets frigørelse, men al den fornuft, logik og videnskab, hvormed han godtgjorde denne utvivlsomme kendsgerning, overbeviste ikke tiden om dens egen vilje, således at der opstod en ny retsbevidsthed.

I andet bind af sit værk, som ved lærdommens fylde og tankernes skarpsindighed næsten er endnu mere forbavsende end det første, søgte Lassalle at komme selve privatejendommen til livs og navnlig at fremstille den moderne arveret som en stor misforståelse, beroende på en falsk fortolkning af den gammel-romerske og gammel-germanske arveret. Heri tager Lassalle fejl, men selv bortset fra denne fejltagelse lykkes det ham ikke at bevise, hvad han vil. Thi hvad enten den moderne arveret har den ene eller den anden oprindelse, så står den der i sin nøgne virkelighed, uadskilleligt forbunden med privatejendommen. Ved denne tingenes logik kan retsfilosofien ikke rokke.

De forhåbninger, som Lassalle havde gjort sig om sin bogs praktiske virkninger, gik ikke i opfyldelse. Hvis bourgeoisiet havde haft mod til for alvor at binde an med junkerne, så havde ganske vist ingen »politikus« kunnet undvære bogen. Men den prøjsiske lovgivning fandt sig i en menneskealder roligt i de godsejerlige »erstatningskrav«, som Lassalle i de stærkeste udtryk havde brændemærket for deres mangel på skamfølelse og pligtfølelse. Og den tyske videnskab var ikke længer de ideer voksen, som Lassalle havde sat under diskussion. Han opdrog sig ikke sine arvinger blandt professorerne, men blandt arbejderne.

Medens han endnu skrev på sit retsfilosofiske værk, trængte bruset af europæiske folkebevægelser ind i hans arbejdsværelse. Det var efterdønningerne af den store handelskrise i 1857. I Italien rejste folket sig mod det østrigske fremmedherredømme, og da det samtidig gærede i det franske proletariat, søgte Napoleon III. at skaffe sig en populær krig ved at angribe Østrig. Følgen var en stærk opblussen af den tyske nationalfølelse og en hidsig råben på krig mod Frankrig. Situationen blev først belyst i et skrift af Fr. Engels, men endnu klarere i det flyveskrift, som Lassalle i 1859 udgav om Den italienske Krig og Prøjsens opgave. Han hævdede nødvendigheden af Tysklands og Italiens enhed, men han bekæmpede tanken om en tysk-fransk folkekrig, som ville være den frygteligste fare for den europæiske kultur og dermed for alle nationale og revolutionære interesser. Hvis nationalhadet mellem de to folk - siger han - påny vækkes som en blodtørstig tiger af sin hule, vil det betyde, at civilisationens fremskridt i Europa skrues en menneskealder tilbage, og at erobringsraseriets barbari skrives på folkenes fane i stedet for social udvikling. Hans forudsigelser er til punkt og prikke slået til. Og når han - ligesom Marx havde gjort - forlangte, at Prøjsen skulle befri Slesvig-Holsten fra det danske fremmedherredømme, så gik ganske vist også det i opfyldelse, men hvad Lassalle ønskede, var vel at mærke en krig i folkefrihedens, ikke i reaktionens interesse.

I januar 1861 døde den sindssyge Frederik Wilhelm IV., og hans broder besteg tronen som kong Wilhelm I.. Junkerne følte, at deres tid var kommet. Allerede som regent havde Wilhelm søgt at gennemføre den ny hærordning, hvis formål (som Lassalle sagde) var at skabe et umådeligt magtmiddel for absolutisme og junkerdømme. Bourgeoisiet var blevet betænkeligt, men havde trods sit flertal i kamret ført en yderst ynkelig opposition. De mest frisindede rigsdagsmænd dannede nu et parti, som de kaldte »Det tyske Fremskridtsparti«, og hvis program var lige så beskedent som dets navn. Om virkelig demokratiske fordringer, først og fremmest almindelig valgret, var der ikke tale; selv arbejdernes beskedneste krav blev oversete med tør uforskammethed. Kongen blev alligevel så forskrækket, at han udnævnte et reaktionært ministerium. Ved de ny valg fik Fremskridtspartiet flertal, og den ny hærordning forkastedes. Kongen kaldte nu den prøjsiske gesandt i Paris, Bismarck, til Berlin som ledende minister.

Bismarck stammede fra en forarmet pommersk junkerslægt, som førte sit stamtræ tilbage til en købmand, der i det 14ne århundrede havde sammenskrabet sig en hoben uretfærdigt mammon. Familien havde senere mistet størstedelen af sine erhvervede godser, så at den unge Bismarck med nød og næppe kunne leve standsmæssigt som landadelsmand. Han havde i revolutionsårene været den mest junkerlige af alle junkere, han havde med en sund maves kraftige appetit kæmpet for bevarelsen af de godsejerlige rettigheder, og han havde afskyet den tyske enhed, som bourgeoisiet var begærligt efter. Kongen var blevet opmærksom på ham og havde sendt ham som prøjsisk repræsentant til forbundsdagen i Frankfurt. I denne rige sjakrerby fik den fattige junker øjnene op for, at der dog var noget vist tiltalende ved den kapitalisme, som han med adeligt hovmod havde set ned på. Han blev ven med huset Rothschild, hvis berlinske repræsentant, Bleichrøder, tog sig af hans pengesager. Men som junker vedblev han at føle sig; bourgeoisiets krav på politisk magt var ham i hans inderste sjæl forhadt. Han lærte aldrig at forstå den historiske udvikling af liberalisme og socialisme. Trods sin forretningssans var han blind for drivkræfterne i folkelivet.

Af den lille junker blev der efterhånden en stor diplomat. Som prøjsisk gesandt i Paris studerede Bismarck den snu samvittighedsløslied hos det russiske diplomati og drev politik på egen hånd. Han følte sig kaldet til at overlage ledelsen af den prøjsiske regering, og han erklærede, at hans første opgave ville være med eller mod landdagen at gennemføre den ny hærordning. Da så kongen kaldte ham, jublede junkerne, og Fremskridtspartiet råbte: Statskup! - Bismarck var dog for klog til straks at støde bourgeoisiet for hovedet. Han lovede, at han skulle løse det tyske spørgsmål med »blod og jern«, hvis blot man ville bevilge ham omkostningerne ved den ny hærordning. Men for Fremskridtspartiet var der nu ikke andet at gøre end at tage kampen op, og i denne situation fandt det en uventet - og ufortjent - bistand.

Lassalle havde med voksende utålmodighed iagttaget den liberale ynk. »Den, der i vore dage lever i Berlin og ikke dør af liberalisme, han vil aldrig dø af ærgrelse,« skrev han til Marx; han brændemærkede det liberale pressekomplot, som dækkede over en rådden retspleje, og han omgikkes en stund med den plan at stifte et stort demokratisk blad i Berlin sammen med Marx og Engels. Efter udgivelsen af sit retsfilosofiske hovedværk foretog han i sommeren 1861 en rejse til Svejts og Italien og besøgte bl.a. Garibaldi på øen Caprera. Da han i begyndelsen af 1862 kom tilbage til Berlin, fandt han stillingen væsentlig forandret. Fremskridtspartiet havde vundet sin første valgsejr, men der var ikke synderlig rygrad i dets holdning overfor det truende forfatningsbrud. Lassalle ventede sig ikke meget af denne opposition. »I vort kammer hvilken jammer!« skrev han i et brev.

Imidlertid omgikkes han venskabeligt mange af partiets ledende mænd. Den rundelige årsindtægt, der var sikret ham efter sejren i den hatzfeldtske sag, tillod ham at føre et selskabeligt hus. Han boede i et af Berlins fornemste kvarterer nærved Thiergarten, og i hans pragtfuldt udstyrede lejlighed samledes en kreds af tidens kendteste personligheder, fremragende mænd og indtagende kvinder. Lassalle hørte jo ingenlunde til de mørke fanatikere, bag hvis bistre alvorsminer der i reglen kun skjuler sig åndelig indskrænkethed. Sikkert nok var der »jern og blod« i hans overbevisning som i hans temperament, men i sit væsen var han en selskabsmand af henrivende elskværdighed, altid oplagt til lyslig spøg og endog til overmodig kådhed. Når man bebrejdede ham hans kostbare tilbøjeligheder, svarede han: Hvorfor skulle vi lade Wilhelm den Retfærdige (kongen) drikke al den gode vin? Nogen forfængelighed var der jo nok med i spillet, men de selskabelige omgivelser, i hvilke han færdedes og var en så munter og åndfuld vært, påvirkede ham i virkeligheden lige så lidt, som grevinde Hatzfeldt gjorde det. Hun optrådte som en statelig værtinde ved hans selskaber, om hvis overdådighed der iøvrigt gik ganske vilde og usandfærdige rygter.

Derimod påvirkedes Lassalle i denne periode af sin ven Lothar Bucher, som senere svigtede sine socialistiske anskuelser og blev en af Bismarcks håndgangne mænd. Bucher havde gennemgået den samme juridiske og filosofiske dannelse som Lassalle, men han havde under sit ophold i London, hvorhen han måtte flygte efter Martsrevolutionen, tilegnet sig en nok så grundig opfattelse af den storkapitalistiske udvikling. Han gik ud fra kendsgerninger, hvor Lassalle sluttede fra ideer. Ved sine iagttagelser af det engelske bourgeoisi og det engelske proletariat var Bucher kommet til den erkendelse, at den rigtigste mening findes på de to yderste trin af samfundsstigen: Blandt de økonomisk uafhængige gentlemen, som kun lever for deres dannelse, og blandt arbejderne, hvis åndelige kraft frigøres, jo mere mekanisk deres arbejde bliver. Denne sammenstilling af gentlemen og arbejdere blev ledemotivet i hele Lassalles agitation.

Men trods sin idealisme så Lassalle alligevel skarpere, dybere og videre frem end både Bucher og Rodbertus, når han mente, at tingene i sig selv var modne nok til at få det kraftige stød af menneskehånd, som skulle bringe dem til at rulle. Han var ingen sværmer, men han var et geni, der med sikkert blik fattede tingenes inderste kerne. En hel mand er altid noget andet end de tusind enkeltheder, hvoraf han er sammensat, og selvom han tager fejl i nok så mange enkeltheder, så kan han dog i det store og hele have retten på sin side.

Så begyndte da Lassalle sin praktiske politik, og det felttog, han førte fra foråret 1862 til foråret 1863, er ikke blot det betydningsfuldeste og følgerigeste af alle hans felttog, men om man så må sige det kunstnerisk mest fuldendte og det menneskeligt mest overlegne: et sandt mesterstykke af revolutionær krigskunst, som byggede sig op i planmæssig stigning. Det begyndte med et lystigt husar-chok, så fulgte et stormløb af tvingende beviser, der trængte frem i sluttet række, og endelig var det, som om med en jernhammer den port blev sprængt, gennem hvilken det klassebevidste proletariat skulle holde sit sejrrige indtog i den tyske historie.

Ligesom Marx og Engels, da de i 1848 udgav Det kommunistiske Manifest, således søgte også Lassalle i 1862 tilknytning til den yderste fløj af den borgerlige bevægelse. Trods alle de bitre erfaringer, han havde gjort om liberalismen, holdt han fast ved den opfattelse, at det ikke gjaldt om at angribe og svække den borgerlige klasse, men om at styrke den og drive den frem, så længe der var det mindste håb om, at den ville opfylde bourgeoisiets historiske kald og gøre rent bord med absolutismens og godsejerdømmets reaktion. Forsøget måtte gøres. Efter at have udgivet sit sønderknusende vittige stridsskrift mod den tidligere omtalte litteraturhistoriker Julian Schmidt, skred Lassalle til værket med et foredrag om forfatningsvæsen, som han holdt i fire liberale kredsforeninger.

Det var Fremskridtspartiets valgparole at redde forfatningen. Lassalle undersøger nu, hvad en forfatning er. Ligesom ethvert legeme har sin konstitution, således har ethvert land sin forfatning. I ethvert land består der nemlig visse faktiske magtforhold, og disse faktiske magtforhold er altid et lands virkelige forfatning. Hvis man tænkte sig - siger han - at Prøjsen ved en uhyre ildebrand mistede alle sine skrevne love, så at der altså måtte udstedes nye, tror man så, at der kunne udstedes hvilke som helst love efter vilkårligt forgodtbefindende? Nej, thi magtforholdene ville bestå uforandret, selv om lovene var gået til grunde. En konge, hvem hæren og kanonerne adlyder, en adel, som har indflydelse på konge og hof, den store industri og den store handel, bank og børs, den almindelige bevidsthed indenfor visse grænser og i nødsfald selve folkemassen - alt delte er stykker af forfatningen. Sådanne praktiske forfatninger har der altid bestået og vil der altid bestå. Hvad der er ejendommeligt for den nyere tid, er ikke de virkelige forfatninger, men de forfatninger, som er skrevne på et blad papir.

Når misforholdet mellem den skrevne og den virkelige forfatning bliver for stort, indtræder der en revolution, som udsletter den gamle skrift og sætter en ny i stedet. Det var tilfældet ved Martsrevolutionen i 1848. Men bourgeoisiet forsømte lejligheden til at fastslå den virkelige forfatning; det lod sig afvæbne og tog til takke med den skrevne liberale forfatning, som kronen sagtens kunne indrømme, når den faktisk beholdt magten i sin hånd. Det var en skæbnesvanger forsømmelse. Thi hvad nytter det, når man har et æbletræ i sin have, at skrive på en seddel: dette er et figentræ? Derfor bliver træet ikke til et figentræ. Det vedbliver at være, hvad det er, og det vil næste år som hidtil bære æbler og ikke figen.

Lassalle sammenfatter sin anskuelse i de ord: »Forfatningsspørgsmål er oprindeligt ikke spørgsmål om ret, men om magt; et lands virkelige forfatning består kun i de håndgribelige magtforhold, som er tilstede i landet; skrevne forfatninger er kun af værdi og varighed, når de nøje svarer til de virkelige magtforhold i samfundet.« Hvad der gælder om hæren som det vigtigste magtmiddel - tilføjede han - gælder naturligvis også om dommerne og andre embedsmænd. Hans tilhørere kunne ikke være i tvivl om, hvad meningen var med den ny hærordning. Han sluttede med at sige: »Fyrstendømmet, mine herrer, har praktiske tjenere; det samme måtte man ønske dem i stedet for folk med smukke talemåder.«

Simpelt og klart havde Lassalle her fastslået den uimodsigelige politiske sandhed, at magt altid går før ret, og at det derfor gælder om at sætte tilstrækkelig magt bag retten for at kunne overvinde urettens magt. Men denne kloge lære gik hen over hovedet på Fremskridtspartiets menige, selvom førerne vel nok forstod, hvor Lassalle ville hen. D. 12 april 1862 holdt han i forstaden Oranienburgs Håndværkerforening et andet foredrag for maskinarbejderne i dette distrikt. Havde han før advaret borgerstanden mod at gøre de gamle dumheder om igen, så sagde han nu til arbejderne: Glem ikke, at i har jeres særlige interesser at varetage i den almindelige borgerlige opposition. Dette foredrag er det berømte »Arbejderprogram«, hvori Lassalle behandler »den særlige sammenhæng mellem den nuværende historieperiode og arbejderstandens idé.«

Han giver først en historisk oversigt, som væsentlig hviler på Det kommunistiske Manifest, men dog er selvstændigt gennemtænkt. Han viser, hvorledes industriens udvikling og den dermed følgende kapitaldannelse opløste det middelalderlige samfund, som hvilede på grundbesiddelsen. Revolutionen var allerede tilstede i samfundets indre, før den brød ud i Frankrig. »Dette er overhovedet tilfældet ved alle revolutioner, mine herrer! Man kan aldrig lave revolution; man kan altid kun give en revolution, som allerede er indtrådt i et samfunds faktiske forhold, den ydre retslige anerkendelse og konsekvente gennemførelse. At ville lave revolution er en tåbelighed af umodne mennesker, som ikke har nogen anelse om historiens love. Men netop derfor er det lige så umodent og lige så barnagtigt at ville tilbagetrænge en revolution, som allerede er fuldbyrdet i samfundets indvolde, at modsætte sig dens retslige anerkendelse og gøre samfundet eller de enkelte, som forretter jordemodertjeneste ved revolutionen, den bebrejdelse, at de er revolutionære. Har revolutionen først gennemtrængt samfundet i dets virkelige forhold, så må den, hvor meget man end stritter imod, også bryde igennem og gå over i lovgivningen.« Spindemaskinen, som sprængte den middelalderlige lavsordning og forberedte den fri konkurrence, var allerede den levende revolution.

Bourgeoisiet har gjort kapitalen til det ledende princip i alle sociale indretninger, men også denne historiske periode er i virkeligheden udløbet, selv om det ikke ser sådan ud. Thi ved Februarrevolutionen i Paris 1848 fastsloges arbejdernes politiske og sociale ligestilling med bourgeoisiet. Den fjerde stand, som i 1789 endnu var skjult i tredje stands folder, vil nu gøre sit princip til det herskende i samfundet og gennemtrænge alle dets indretninger dermed. Og ganske i overensstemmelse med Det kommunistiske Manifest udvikler Lassalle, at her ved fjerde stands herredømme finder straks den ejendommelighed sted, at den fjerde stand er den sidste og yderste, den arveløse stand i samfundet, som ikke kan opstille betingelser, der udelukker andre, hverken retslige eller faktiske betingelser. Arbejdere er vi alle, såfremt vi kun har viljen til på en eller anden måde at gøre os nyttige for det menneskelige samfund. Denne fjerde stand, i hvis hjerte ingen spirer findes til en ny forrettighed, er derfor ensbetydende med den hele menneskeslægt. Dens sag er derfor i virkeligheden den hele menneskeheds sag, dens frihed er selve menneskehedens frihed, dens herredømme er alles herredømme.

»Den, der altså« - fortsætter Lassalle - »i den betydning, jeg her har udviklet for dem, påkalder arbejderstandens idé som det herskende princip i samfundet, han udstøder ikke et råb, som skiller samfundsklasserne; han udstøder snarere et råb om forsoning, et råb om udjævning af alle sociale modsætninger, et råb om enighed, som alle de skal istemme, der ikke vil, at en enkelt privilegeret stand skal undertrykke folket, et kærlighedens råb, som, da det for første gang bryder frem fra folkets bryst, altid skal vedblive at være det sande råb og i følge sit indhold selv da være kærlighedens råb, når det lyder som folkets kampråb.«

Idet Lassalle betragter arbejderstandens princip som det ledende for samfundet, opstiller han som det formelle middel til dets gennemførelse den almindelige og direkte valgret. Det er det eneste middel, som i længden af sig selv retter de misgreb, hvortil dets fejlagtige brug i øjeblikket kan føre. Det er en lanse, som selv læger de sår, den slår. I tidens løb bliver den almindelige og direkte valgret det nøjagtigste billede af den vælgende befolkning.

»Måske«, siger han, »kan tanken om at ville gøre de laveste samfundsklassers princip til det herskende princip i stat og samfund synes at være meget farligt og umoralsk, at være en sådan, som truer med at udsætte moralitet og dannelse for at gå under i et »moderne barbari«. Og det ville slet ikke være mærkeligt, om denne tanke gjorde sig gældende, thi også den offentlige mening, mine herrer, modtager nu til dags sit præg af kapitalen og det store bourgeoisi. Denne frygt er alligevel kun en fordom, og det lader sig tværtimod bevise, at den nævnte tanke repræsenterer det største fremskridt og den største moralske triumf, som verdenshistorien hidtil har kendt.« Når de besiddende klasser modsætter sig arbejderstandens princip, er det nemlig kun, fordi de ledes af deres personlige interesse og ønsker at beholde deres begunstigede stilling. De kommer derved i en fjendtlig stilling til folkets udvikling, til fremskridtet i videnskab, kultur og dannelse, til alle historiens frigørelseskampe og sejre. Hensynet til egen fordel medfører en fuldkommen ringeagt for alle ideelle bestræbelser. De højere stænder har kun en medlidende latter tilovers, hver gang ordet »idé« udtales.

En sådan modsætning mellem de personlige interesser og nationens kulturudvikling er ikke til stede hos underklassen. Arbejdernes instinkt siger dem, at så længe enhver af dem kun tænker på sig selv, kan de ikke håbe på nogen gennemgribende forbedring af deres stilling. For arbejderne som klasse falder den personlige interesse sammen med hele folkets udvikling, med ideens sejr, med kulturens fremskridt, med selve historiens livsprincip, som ikke er andet end frihedens udvikling. Deres sag er hele menneskehedens sag.

»De er således i den lykkelige stilling, mine herrer« - udbryder Lassalle - »at de ikke er uimodtagelige for ideen, men tværtimod på grund af deres personlige interesser kaldet til at kæmpe for den. De er i den lykkelige stilling, at det, som bestemmer deres sande personlige interesse, falder sammen med det historiske fremskridt, med den moralske udviklings befrugtende livsprincip. De kan derfor med personlig lidenskab give dem hen i kampen for fremskridtet og være vis på, at jo mere glødende denne lidenskab er, des fuldkomnere vil de blive i moralsk henseende. Dette er grundene til, at den fjerde stands herredømme i staten må føre til en i historien hidtil ukendt blomstringsperiode for moral, kultur og videnskab.

Men der er en grund til, som på det nøjeste hænger sammen med alle de anstillede betragtninger og danner slutningen på dem. Den fjerde stand har ikke alene et andet politisk princip end bourgeoisiet, nemlig den almindelige direkte valgret, men den har også en anden, helt forskellig opfattelse af statens moralske formål. Bourgeoisiets moralske idé er den, at der kun må sikres den enkelte det, som han har frembragt ved sin egen kraft. Hvis vi nu alle var lige stærke, lige kloge, lige dannede og lige rige, ville denne idé kunne anses for tilstrækkelig og moralsk. Men da dette ikke er tilfældet og ikke kan blive tilfældet, er denne tanke ikke tilstrækkelig og fører derfor i sine konsekvenser til den største umoralitet. Den vil nemlig føre til, at den stærkere, klogere og den rige udbytter den fattige og så at sige putter ham i sin lomme.

Arbejderstandens moralske idé er derimod den, at de personlige kræfters uhindrede og frie virken ikke er tilstrækkelig til at garantere hver enkelts frihed, men at der hertil må føjes interessernes solidaritet i et ordnet samfunds fællesskab. Bourgeoisiet opfatter statens moralske opgaver således, som om de udelukkende bestod i at beskytte den enkeltes personlige frihed og hans ejendom. Dette er en natvægteride, mine herrer, og det er en natvægteridé, fordi bourgeoisiet kun kan tænke sig staten som en natvægter, hvis hele funktion består i at forhindre røveri og indbrud. Desværre er det ikke alene de liberale, som knæsætter den idé. Selv hos mange foregivne demokrater findes den, hvad der er en følge af deres mangelfulde tænkeevne. Skulle bourgeoisiet konsekvent udtale sit sidste ord, måtte det tilstå, at efter dets opfattelse ville staten være aldeles overflødig, hvis der ikke fandtes tyve og røvere.

Ganske anderledes opfatter den fjerde stand statens formål, og opfatter den netop således som den er i virkeligheden. Historien er en kamp mod naturen, en kamp mod elendigheden, uvidenheden, fattigdommen, hjælpeløsheden og al den slags ufrihed, i hvilken vi befandt os, da menneskeslægten optrådte i historiens begyndelse. Den fremadskridende sejr over denne hjælpeløshed - det er den frihedsudvikling, historien viser os. I denne kamp ville vi aldrig have gjort et eneste skridt fremad, hvis vi havde ført den hver for sig eller fremdeles ville føre den således. Det er staten, som har den opgave at fuldbyrde denne frihedsudvikling, denne menneskeslægtens udvikling til frihed.

Staten er alle de enkelte individer samlet i et moralsk hele, en enhed, som forøger de i den sammensluttede menneskers kræfter millioner gange. Statens formål er altså ikke blot at beskytte den enkeltes personlige frihed og ejendom, nej, statens formål er tværtimod ved forening af alles samlede kræfter at sætte den enkelte i stand til at nå sådanne formål og sådan menneskelig tilværelse, som han aldrig kunne nå alene ved egne kræfter. Alt i alt skal staten altså bidrage til, at alle kan opnå den sum af dannelse, magt og frihed, der umulig ville kunne nås af hver enkelt for sig. Statens formål er altså at føre det menneskelige væsen fremad mod forædling og udvikling, hvad der vil sige det samme som, at staten bør arbejde for, at det øjemed, den menneskelige tilværelse har, nemlig at nå op til det kulturstandpunkt, som menneskeheden evner at nå, i virkeligheden bliver nået. Midlet dertil er menneskeslægtens opdragelse og udvikling i retning af frihed.

Arbejderstanden har allerede på grund af den hjælpeløse stilling, hvori dens enkelte medlemmer befinder sig, det dybe instinkt, at statens bestemmelse netop må være at hjælpe den enkelte ved at forene alle, så at han derved kan nå en sådan udvikling, som han ikke evner at nå ved egen kraft. En stat, der beherskes af arbejderstandens idé, vil altså ikke blive dreven ubevidst eller uvillig til sin opgave i kraft af forholdenes tryk, men den vil med den højeste klarhed og med fuld bevidsthed gøre denne statens moralske natur til sin opgave. Den vil med fri vilje og fuldkommen konsekvens fuldføre det, der hidtil kun stykke for stykke kummerligt er fravristet fremskridtets modstandere. Den vil på den måde netop hidføre et åndeligt opsving, udvikle en tilstand af lykke, dannelse, velvære og frihed, som står uden sidestykke i verdenshistorien og for hvilken selv de højest berømmede tilstande i tidligere tider må blegne som skyggebilleder.«

Det er dette, som Lassalle kalder arbejderstandens idé, dens opfattelse af statens formål. Den er lige så forskellig fra bourgeoisiets opfattelse af statens formål som arbejderstandens krav om almindelig valgret, det politiske middel, er forskellig fra bourgeoisiets begrænsning af valgretten efter skatteevne. Deraf følger da, at alle de, som hører til arbejderstanden, har den pligt at indtage en helt ny holdning. Og hør nu, med hvilken veltalenhed Lassalle påkalder sine tilhøreres selvfølelse, iver og begejstring, med hvilke glødende ord han opildner dem til kampen for den sag, som er deres historiske kald: »Intet er mere egnet til at give en stand et værdigt og moralsk præg end den bevidsthed, at den er bestemt til at være den herskende stand, at den er kaldet til at ophøje sin stands princip til hele tidsalderens princip, sin idé til hele samfundets idé. Denne verdenshistoriske bestemmelse må lægge beslag på alle deres tanker. De undertryktes fejl, de tankeløses adspredelser, de ligegyldiges letsindighed er ikke passende for dem! De er den klippe, hvorpå nutidens kirke skal bygges!

Denne tankes høje moralske alvor må helt og holdent sysselsætte deres ånd, opfylde deres sjæl, og deres hele liv skal bære præget heraf. Det er denne tankes moralske alvor, som ingensinde må forlade dem, men foresvæve dem på værkstedet under deres arbejde, i deres fritimer, på deres spadsereture og ved deres sammenkomster. Selv når de lægger dem til hvile på deres hårde leje, må denne tanke fylde deres sjæl, indtil de synker i drømmegudens armé. Jo mere de fordyber dem i denne tankes moralske alvor, desto mere udelt kan de lade dens varme gennemstrømme dem og desto mere - derom kan de være overbevist - fremskynde den tid, indenfor hvilken vor nuværende historieperiode vil have at fuldføre sine opgaver, desto hurtigere vil de nå opgavens løsning.

Hvis der blandt dem, mine herrer, som i dag er mine tilhørere, blot er to eller tre, hos hvem det måtte være lykkedes mig at antænde denne moralske tankes ild, ville jeg allerede betragte det som en stor vinding, og for mit foredrag ville det være mig belønning nok. Fremfor alt må deres sjæle ikke blive grebne af modløshed og tvivl, som man let kan gribes af, når tanken ikke i tilstrækkelig grad har klaret sig de historiske tildragelser. Fra videnskabens høje bjergspidser ser man den ny dags morgenrøde, førend man ser den nede i det daglige livs vrimmel.

Har de set en solopgang fra et højt bjerg? En purpurrand farver horisonten rød og blodig, forkyndende det nye lys. Tåge og skyer arbejder sig op, knytter sig sammen og kaster sig imod morgenrøden, og for et øjeblik skjules solens stråler - men ingen magt på jorden formår at hindre dens langsomme og majestætiske opstigning, og en time senere står den synlig for hele verden, lysende og varmende på himmelbuen. Hvad en time er i enhver dags naturskuespil, det er et eller to årtier i det langt mere imponerende skuespil: en verdenshistorisk solopgang.«

I Lassalles arbejderprogram afspejler Det kommunistiske Manifest sig i de samtidige tyske tilstande. Selve Manifestet måtte endnu for hovedmassen af det tyske proletariat være som en bog med syv segl. Arbejderstanden var ikke moden nok til at forstå dets tankegang; det havde allerhøjst kastet et dæmrende lys på den vej, der skulle vandres. Lassalles arbejderprogram viste ganske vist kun de første stationer på denne vej, men oplyste dem til gengæld med fuld klarhed.

Lassalles idealisme viser sig i arbejderprogrammet kun som en ganske tynd hud, gennem hvilken man overalt ser livets røde blod risle. Han udforsker de økonomiske årsager til den historiske udvikling, og »arbejderstandens idé« forklares i virkeligheden som proletariatets klassekamp. Deri stemmer han ganske overens med Det kommunistiske Manifest. Når han ikke tilføjer, at arbejderklassens erobring af den politiske magt vil medføre statens overgang til det socialistiske samfund, så er grunden simpelthen den, at det først og fremmest kom an på at vække proletariatets klassebevidsthed. Han betoner udtrykkeligt, at staten først vil kunne opfylde sin kulturbestemmelse under proletariatets politiske herredømme.

Lassalles foredrag synes ikke straks at have haft nogen stor virkning. Valgkampen slugte al interesse. Maskinarbejderne, til hvem han talte, hørte til Fremskridtspartiets mest trofaste tilhængere, og foredraget gik jo ingenlunde ud på at løsrive dem fra partiet. Regeringen havde et skarpere blik for betydningen af Lassalles udtalelser end både bourgeoisiet og proletariatet. Den lod foredraget beslaglægge, så snart det udkom i trykken, og lod foranstalte en lige så overflødig som ulovlig husundersøgelse i Lassalles bolig.

Imidlertid vandt Fremskridtspartiet sin store valgsejr, og Lassalle måtte afvente, om den borgerlige opposition ville vise sig i stand til at løse sin opgave. Han tænkte atter på at trække sig tilbage til videnskaben og skrive et nationaløkonomisk værk. At han endnu ikke havde vakt alvorligt anstød i borgerlige kredse, fremgik af, at han af det »Filosofiske Selskab« blev indbudt til at holde festtalen på Fichtes 100-årsdag. Men bruddet stod lige for døren.

I juli 1862 rejste Lassalle til London og søgte at vinde Marx for sine planer. Men de kunne ikke komme overens, og deres brevveksling døde derefter hen. Hvad Marx indvendte mod Lassalle, har han senere sammenfattet i de ord, at Lassalle i for høj grad lod sig beherske af de øjeblikkelige tidsforhold. Det var for ringe en ting, når Lassalle opstillede kravet om statshjælp til produktionsforeninger - i modsætning til selvhjælp - som midtpunkt i sin agitation. Den almindelige valgrets velsignelser troede Marx heller ikke ubetinget på; man havde set, at den kunne misbruges (som af Louis Napoleon i Frankrig). Lassalle søgte ikke grundlaget for sin agitation i den virkelige klassebevægelse - mente Marx - men ville foreskrive arbejderstanden en recept, som den skulle følge. Vægten af disse indvendinger har Lassalle næppe underkendt. Men når de alligevel ikke overbeviste ham, så kom det netop af den virkning, som de »øjeblikkelige tidsforhold« udøvede på ham. Spørgsmålet var da, hvem der vurderede disse forhold rigtigst, Marx eller Lassalle. Og dette spørgsmål beroede atter på, hvordan det prøjsiske bourgeoisi ville udfægte sin kamp med konge- og junkerdømme.

Da Lassalle i efteråret 1862 vendte tilbage til Berlin, var forfatningskampen i Prøjsen på sit højeste. Bismarck havde sendt rigsdagen hjem og erklæret, at da tingene ikke kunne blive enige om finansloven, måtte regeringen afholde de til statens opretholdelse nødvendige udgifter, derunder også udgifterne til den ny hærordning. Den borgerlige opposition, folkets flertal, råbte om statskup og forfatningens krænkelse, men Bismarck havde stillet spørgsmålet i sin rette form: som et reelt magtspørgsmål.

Midt under forvirringen holdt Lassalle i november 1862 sit foredrag »Hvad nu?« i Berlin. Han kunne påberåbe sig, at begivenhederne havde givet ham ret i den teori, han tidligere havde fremsat, nemlig at strid om forfatningen var strid om magten. Det gjaldt da nu om også at finde de rette midler til at sikre folkets sejr. Skattenægtelse var upraktisk, da regeringen rådede over arméen til at slå en opstand ned. Det eneste virksomme middel for folkets repræsentanter var at nedlægge deres mandater og derved ødelægge den skinforfatning, som regeringen var interesseret i at opretholde. Regeringen havde da intet andet end bajonetterne tilbage, men de egner sig som bekendt ikke til at sidde på. En strejke af rigsdagsmændene - med bourgeoisiet og arbejderne i ryggen - ville i den grad svække statens kredit, at regeringen måtte krybe til korset. »Derfor ingen ævlen om forsoning, intet nyt forlig med den gamle absolutisme, men tommelfingeren på dens øje og knæet på dens bryst!«

Fremskridtspartiet var for fejt til at følge Lassalles råd. Man beskyldte ham for at slå på den samme streng som Bismarck, når han forlangte, at magt skulle gå for ret. Den liberale presse var lumpen nok til at nægte Lassalle at svare. Han udgav da sin protest som et flyveskrift under titlen »Magt og Ret«, idet han forklarede, at fordi magt under de faktiske forhold gik frem for ret, derfor havde han selvfølgelig ikke sagt, at den burde gøre det, tværtimod burde naturligvis ret gå frem for magt. Men kun det gamle demokrati havde ret til at tale om ret, fordi det aldrig var gået på forlig med magten.

Bourgeoisiet ville imidlertid ikke føre forfatningsstriden videre, end det stemmede med dets materielle klasseinteresser. Af frygt for proletariatet veg det atter tilbage for den afgørende kamp med kongedømmet og godsejerne. Og dermed opgav det i virkeligheden kampen for sit politiske herredømme. I den forløbne menneskealder har det ladet sig nøje med at sørge for pengeposernes tarv og med at tilsnige eller tiltvinge sig en og anden bid af den politiske magt hos junkerne. Når det endelig er lykkedes en storborger at sno sig ind i ministeriet, så har han set sin fornemste opgave i at være kongedømmets og godsejerstatens underdanigste tjener.

For Lassalle var Fremskridtspartiets fejghed sikkert ingen skuffelse. Men derfor var det en lige så rigtig politik af ham at gå hånd i hånd med bourgeoisiet så længe som muligt. En selvstændig politik fra arbejderklassens side var først nødvendig i det øjeblik, da bourgeoisiet viste sig ude af stand til at løse sin historiske opgave: at holde afregning med absolutismen og godsejerregimentet, men tværtimod slog sig sammen med disse reaktionære magter om at holde arbejderne nede. I samme øjeblik som det tyske bourgeoisi spillede politisk bankerot og trådte folkets ret under fødder, tog proletariatet folkets ret op og meldte sig med sine fordringer på politisk herredømme.

Under de hurtige fremskridt, som den tyske industri havde gjort siden Martsrevolutionen, var der gået store forandringer for sig i de arbejdende klasser.

Håndværket var ganske vist stadig mere udbredt end fabriksdriften, og landbruget var i størstedelen af Tyskland endnu det overvejende. Men terningerne var en gang for alle kastede, og ingen magt i verden kunne længer standse storindustriens raske udvikling. Dynger af menneskeofre betegnede dens vej. Spindemaskinen og den mekaniske væv drev tusinder af håndspindere og håndvævere i sultedøden. Håndværket sitrede i sine fuger og følte med dump angst, at dets time var slået. De af Schulze-Delitzsch oprettede forskuds- og kreditforeninger formåede i det store og hele kun at forlænge dødskampen for det lille håndværk, men ikke at frelse det fra undergang.

Hvad fabriksproletariatet angik, så blev dets lidelser mere og mere utålelige. Den rædselsfulde tilværelse, hvortil vi har set det engelske proletariat prisgivet under storindustriens første opblomstring, havde sit nøjagtige sidestykke i de rhinske industriegne i 1860erne. Kvinde- og børnearbejde tiltog i uhyre omfang. Ministeriet Bismarck skyndte sig at rydde alle de sten af vejen, der kunne hæmme den kapitalistiske udbytning. Og det tyske proletariat var endda i endnu højere grad end det engelske bundet på hænder og fødder af politiske tvangslove og rester af middelalderlig ordning. I Rhinegnene gav sulten og fortvivlelsen sig af og til udslag i krampetrækninger, under hvilke arbejderne ødelagde maskinerne eller slog ruderne ind hos deres plageånder.

I det østlige Tyskland havde det hvide rædselsregimente kvalt alle revolutionære overleveringer. Kun i enkelte store handels- og industribyer brændte der nogle klare flammer. I Hamborg holdt maskinarbejderen Jacob Audorf under den hårdeste kamp for tilværelsen fast ved den gamle fane med ubrødelig troskab og opdrog sine sønner i samme ånd. Ligesom Audorf i sin tid var blevet omvendt til kommunismen af Wilhelm Weitling, således var der endnu i Leipzig en del arbejdere og håndværkssvende, for hvem Weitlings skrifter var evangeliet: tobaksarbejderen Fr. Wilh. Fritzsche, skomageren Julius Vahlteich og andre. Men det var dog forholdsvis få. Blandt mængden af arbejdere herskede der i Hamborg og Leipzig den samme uklarhed som andetsteds. Hverken erindringerne om Martsrevolutionen eller (endnu mindre) den gamle weitlingske kommunisme egnede sig under de helt forandrede forhold til samlingssignal for proletariatet. Der måtte andre drivkræfter til at kaste arbejderne ind i den politiske bevægelse, og disse drivkræfter udgik fra bourgeoisiet.

Det er altid bourgeoisiet, der lokker arbejderne ind i den politiske kamp, hvori det til sidst må bukke under for dem. Uden arbejdernes hjælp kan kapitalisterne ikke få bugt med junkerdømmet; det er proletariatet, der skal rage kastanierne ud af ilden for dem, men bagefter vrider de sig ved at betale prisen.

Den Liberale Nationalforening havde rundt om i Tyskland stiftet såkaldte »Arbejderdannelsesforeninger«, som benyttedes til at holde arbejderne i formynderskab. Den »dannelse«, der blev tappet af i disse foreninger, var i reglen det tyndeste øl af verden, og navnlig vogtede man sig for alt, hvad der smagte af politisk og social humle. Men der var nogle enkelte videnskabsmænd, som ikke forstod klassemodsætningen imellem bourgeoisi og proletariat, og som mente det ærligt med arbejdernes dannelse. Det var dygtige naturforskere som Theodor Müller i Frankfurt, Ludvig Büchner i Darmstadt og Rossmässler i Leipzig, der samtidig var demokratiske politikere, men dog så lidt naivt på samfundsforholdene. Rossmässler sagde f.eks. til arbejderne: gennem dannelsesforeningerne får i et dybt indblik i naturen, derved kan i allesammen blive opfindere og have jeres rigelige udkomme! Der var kun en af disse mænd, som forenede grundig naturkundskab med grundig samfundskundskab: det var Friedrich Albert Lange.

Han stammede fra en westfalsk bondefamilie. Hans fader havde med sej energi arbejdet sig op fra avlskarl og vognmandskusk til præst og professor i teologi. Han holdt af og til forelæsninger ved universitetet i Zürich, og i Svejts fik Albert Lange sine afgørende ungdomsindtryk. Da han senere studerede i rhinbyerne Køln, Bonn og Duisburg, iagttog han med frit og uhildet blik det tyske liv. Han var en åben og ærlig natur, en elskværdig menneskekender, en født opdrager, fuld af ansporende åndskraft, dertil en mester i alskens idræt, en lærd, men intet mindre end et stuemenneske, lige så mangesidig i kundskaber som i praktiske evner, kort sagt, en harmonisk udviklet type på en mand, kaldet til at løse enhver opgave, som livet måtte stille ham.

Og han løste dem mandigt og tappert. Han nedlagde sit embede som gymnasiallærer i Duisburg, da skolekollegiet af politiske grunde ville give ham en »eftertrykkelig tilrettevisning«, og han brød lige så hensynsløst med bourgeoisiet, da han så, at det satte sine materielle fordele højt over kampen for folkets ret. Han veg ikke tilbage for at træde i skranken for arbejdernes sag på et tidspunkt, da en sådan ærlighed endnu medførte tunge og pinlige ofre for et medlem af den borgerlige klasse. Men alligevel manglede der ham noget. Hans harmoniske væsen var ikke i besiddelse af den hårde ensidighed, som gør udslaget i tider, hvor det kun gælder høg over høg. I sin »Materialismens Historie« fører han ikke udviklingen frem til den historiske materialisme, men går tilbage til Kant. Og i hans samfundsopfattelse er der ligesom i hans filosofi noget tvedelt, noget tvivlende. Han har tidligere end nogen anden tysk lærd forstået, hvad Lassalle, Marx og Engels betød; han har ofte bedømt deres livsværk fint og træffende, men så har han igen misforstået det på en besynderlig måde. Albert Lange var ganske fri for bourgeoisiets egennyttige fordomme, men den idealistiske opdragelse i et evangelisk præstehjem havde til en vis grad indsnævret hans tænkning. Han ville mægle mellem modsætningerne på et historisk vendepunkt, som krævede ja eller nej - derfor hjemfaldt han til den hurtige forglemmelse, som er mæglernes lod.

For arbejderne frembød dannelsesforeningerne den første tumleplads, på hvilken de kunne famle sig frem til forståelse af deres egne interesser. Deres klassebevidsthed vågnede langsomt, men uimodståeligt, og i sin dunkle trang var den sig den rette vej vel bevidst. De tog imod det, der passede dem, og når noget ikke passede dem, blev de mistænksomme mod de ædle givere. Fremskridtspartiet var overfor arbejderne stillet på samme måde som en høne, der har udruget en andeflok. Ænderne går altid ud i vandet, selv om hønen kun vil have dem til at trippe på bredden.

Det viste sig, da nogle tyske arbejdere i 1862 blev sendte til verdensudstillingen i London på en del velhavende »arbejdervenners« bekostning. Meningen var, at de skulle søge teknisk uddannelse, men de lærte mere, end deres »velgørere« syntes om. Da de kom hjem, begyndte de at agitere for at få indkaldt en almindelig tysk arbejderkongres. En lignende bevægelse udgik samtidig fra Leipzig, hvor der året i forvejen var stiftet en arbejderdannelsesforening. Det var ved denne lejlighed, at den unge drejer August Bebel for første gang overværede et folkemøde.

August Bebel er et prøjsisk soldaterbarn. Hans fader, en polak fra Ostrowo, kom som prøjsisk soldat til Mainz, ægtede her som underofficer en pige fra Wetzlar og blev med et rhinsk regiment forsat til Køln, hvor August Bebel fødtes d. 22 februar 1840, og hvor hans fader et par år efter døde. Moderen giftede sig derefter med sin svoger, som var fangevogter, og da også han døde tidligt, rejste hun tilbage til sin fødeby Wetzlar. I denne lille bys fattigskole fik Bebel sin første undervisning. Da moderen i hans tolvte år døde, tog vajsenhuset sig af hans opdragelse. Fjorten år gammel kom han i lære hos en drejermester. Opvakt af ånd og livfuld af temperament, som han var, søgte han at uddanne sig videre, men dertil var enhver mulighed spærret i den triste ravnekrog, bortset fra, at de 20 groschen i ugeløn, foruden kost og logi hos mester, ikke tillod ham store spring.

Fra februar 1858 til marts 1860 vandrede August Bebel som håndværkssvend gennem Sydtyskland samt en del af Østrig og Svejts. Han arbejdede længere tid i Freiburg, Regensburg og Salzburg, hvor han lærte de katolske svendeforeninger at kende. Han følte sig endnu med liv og sjæl som patriot. Da krigen i 1859 udbrød under hans ophold i Salzburg, meldte han sig som frivillig til et korps af tyrolerjægere, men blev afvist, fordi han ikke var indfødt tyroler. Da derefter Prøjsen begyndte at ruste sig, skyndte han sig hjem for at melde sig som frivillig dér, men den hurtige fredsslutning kom også nu i vejen. Og da han næste år mødte som værnepligtig, blev han på grund af »almindelig legemssvaghed« erklæret for stedse udygtig til al krigstjeneste. Det var da for bestandig ude med hans militære planer, og han rejste nu til Leipzig, hvor han fik arbejde.

I den derværende arbejderdannelsesforening udvikledes hans evner hurtigt. Men med de indtryk, han fra barnsben havde modtaget, holdt han sig foreløbig borte fra den agitation, som Fritzsche og Vahlteich drev imod det borgerlige fremskridtsparti, og med sin umættelige kundskabstørst søgte han først og fremmest at lære noget. Modsætningen indenfor foreningen kom snart til åbent udbrud; Fritzche og Valteich blev slået med stort flertal og stiftede nu foreningen »Vorwärts«, hvis formål var at drive politisk agitation, navnlig at nøde Fremskridtspartiet til at sætte den almindelige valgret på sit program, samt at indkalde en almindelig arbejderkongres. Med denne opgave nedsattes der på et stort møde et udvalg, blandt hvis medlemmer også Bebel var. Han trådte dog snart ud, da tanken stødte på ligegyldighed hos arbejderne, og han ofrede nu al sin kraft på dannelsesforeningen, som han gjorde til et mønster i sin art.

Imidlertid sendte udvalget en deputation til Berlin for at forhandle med Fremskridtspartiets førere. Da disse afviste kravet om almindelig valgret, måtte arbejderne se sig om efter en anden udvej, og de fik da det råd at gå til Lassalle, som netop på den tid var ved at bryde fuldstændigt med Fremskridtspartiet. De fandt hos ham, hvad de ikke havde fundet hos de andre: en dyb sympati med arbejderklassen og en lige så dyb forståelse af dens historiske opgaver, og han fandt hos dem en åben modtagelighed og et mandigt sindelag, som var rede til og i stand til at handle. De kom i et nu overens, og det aftaltes, at Lassalle i et åbent brev til udvalget skulle fremsætte sine anskuelser om arbejderbevægelsen. Således opstod den berømte »åbne svarskrivelse«, der udkom midt i marts 1863.

Med den uimodsigeligste klarhed fastlås det her, at arbejderstanden må konstituere sig som selvstændigt politisk parti og gøre den almindelige, lige og direkte valgret til sit løsen og banner. Thi det er den eneste vej, ad hvilken den kan komme kræftskaden i de bestående samfundsforhold til livs. Arbejderne lider under den »jernhårde lov«, som bestemmer deres løn, det vil sige: arbejdslønnen kan hverken hæve sig eller synke under et vist gennemsnitligt lavmål, som lige er tilstrækkeligt til at friste livet og forplante slægten. Thi hvis den hæver sig over dette lavmål, vil arbejderbefolkningen formere sig, »og det alt for rigelige tilbud af hænder vil atter trykke lønnen ned. Og hvis den synker, vil udvandring og elendighed formindske antallet af arbejdere, og manglen på arbejdskraft vil da påny drive lønnen i vejret.

Denne lov har de liberale nationaløkonomer selv fastslået, og dens virkning - siger Lassalle - viser sig deri, at hele produktionens overskud tilfalder arbejdsgiverne, medens arbejderne kun får det nødvendigste til livets ophold. Ganske vist har nutidens arbejdere det bedre end indianere og menneskeædere, men deres fornødenheder er også større, thi fornødenhederne retter sig efter kulturens udvikling. En australneger føler ikke noget savn, fordi han ikke kan købe sæbe eller gå med en ordentlig frakke, og før bogtrykkerkunsten var opfundet, savnede arbejderen ikke en bog at læse i. Når han nu savner disse ting, så betyder det, at han er blevet stående på det laveste trin af de almindelige livsfornødenheder.

Hvorledes nu hæve arbejderne op over dette lavmål? Dertil er, som Lassalle udvikler, Schulze-Delitzschs forbrugsforeninger ikke tilstrækkelige. Der må oprettes produktionsforeninger af arbejdere, ikke indenfor håndværkets rammer, thi håndværket er dødsdømt i kampen mod storindustrien, men på selve storindustriens grund. Men hvordan skal arbejderne med deres tomme lommer være i stand til at drive produktion i stor stil? Dertil må staten hjælpe dem. Staten yder tilskud til jernbaneanlæg, som fortrinsvis kommer de velstillede samfundsklasser til gode - skulle staten så ikke kunne skride ind til fordel for de nødlidende, for det uhyre flertal i samfundet! Hvad er staten? En statistik over indkomstskatten i Prøjsen viser, at 96 1/4 procent af befolkningen lever fra hånden i munden. Staten består altså væsentlig af de nødlidende klasser, den er de fattiges store forbund. Og hvorfor skulle dette store forbund af arbejdere ikke virke befordrende og befrugtende tilbage på deres mindre forbund? Men det eneste middel til at opnå statens bistand er den almindelige og direkte valgret, gennem hvilken arbejderne kommer til at bestemme lovgivningen. Skrivelsen slutter derfor med at opfordre arbejderne til at organisere sig i en almindelig tysk arbejderforening. Hvis den almindelige valgret af befolkningens store masse opfattes som et mavespørgsmål, er der ingen magt, der kan modsætte sig den!

Den »åbne svarskrivelse« var signalet til det tyske proletariats befrielseskamp. Der kan rettes indvendinger mod enkelte af Lassalles påstande. Den »jernhårde lønningslov« er med rette blevet bestridt af Marx. Den gjaldt kun i kapitalismens første periode; senere er den under forholdenes magt, særlig ved arbejdernes organiserede modstand, blevet til en elastisk lønningslov. Og hvad produktionsforeninger med statshjælp angår, så tænkte Lassalle sig dem kun som et praktisk overgangsmiddel til det endelige mål. Hvis han skrev ophævelsen af grund- og kapitalejendom på sin fane, ville »mobben« - det vil sige massen af hans liberale modstandere - let kunne ophidse arbejderne imod ham. I sine breve til Rodbertus siger han udtrykkeligt, at hvis denne kan anvise ham et andet og bedre middel, så vil han gerne lade sig belære, men indtil da er han overbevist om, at produktionsforeninger med statshjælp er den lille finger, der med udviklingens konsekvens fører til målet. I denne overbevisning skuffede han sig selv, idet han overså, at produktionsforeningerne ville falde ind under de almindelige love for vareproduktion.

Men svaghederne ved den »åbne svarskrivelse« betød kun lidt i sammenligning med dens styrke. Lassalle udkastede krigsplanen for den tyske arbejderhær; han gav den opstilling i den tætsluttede, brede og dybe slagorden, som skulle til for at marchere og kæmpe på det moderne borgerlige samfunds jævne jordbund. De teoretiske fejltagelser smuldrede efterhånden som støv under fremmarschen af de bataljoner, som den store fører havde organiseret.

Det var langtfra nogen overdrivelse, når Lassalle sammenlignede den »åbne svarskrivelse« med de »sætninger« som Luther slog op på kirkeporten i Wittenberg. Sætningerne tændte som en gnist i et krudtfad; - svarskrivelsen var som en fakkel, der viste vej og mål. Luther blev overrasket ved virkningerne af sin handling, Lassalle vidste med fuldkommen klarhed, hvad han gjorde. Han håbede ved sit opråb at have bragt arbejderne til forståelse af deres økonomiske stilling og at have befæstet dem mod alle løgne, indbildninger og skuffelser.

Bourgeoisiet forstod straks, hvad der stod på spil. Fremskridtspartiet tøvede ikke et øjeblik med at gøre klar til kamp over hele linjen mod Lassalle. En parforcejagt begyndte, hvis lige Tyskland endnu ikke havde set. Den borgerlige presse udspyede hver dag gennem sine »hundrede kloaker« de gemeneste bagtalelser af Lassalle og forvanskninger af hans meninger, og i arbejderdannelsesforeningerne blev den ny lære fremstillet i den mest afskrækkende skikkelse. Imidlertid havde Leipziger-komiteen antaget Lassalles forslag og indbudt ham til et stort møde, på hvilket han i et glimrende foredrag slog angrebene på svarskrivelsen tilbage. Med 1300 stemmer mod 7 vedtoges det at danne den ny forening.

Men tre dage efter sammenkaldte Fremskridtspartiets førere et stort arbejdermøde i Berlin, hvor det lykkedes at ophidse stemningen mod Lassalle. En taler kom bl.a. med nogle forblommede antydninger om, at Lassalle stod i forbindelse med et rovmord, der fornylig var begået på en dame for 23 thalers skyld! Til det altsammen råbte mængden hurra. Mindre held havde Fremskridtspartiet med sig på en stor arbejderdag, som en månedstid efter fandt sted i Frankfurt am Main. Både Lassalle og Schulze-Delitzsch var indbudte. Schulze afslog indbydelsen, men Lassalle tog imod den, skønt alle hans venner frarådede ham det. Han ville have oprejsning for arbejderkomedien i Berlin. Han ville ryste sin gamle revolutionære manke og sætte alt ind på at sejre. Og han sejrede med glans. Han hudflættede sine modstandere med bidende hån som de »lønskrivere«, de var, og da man ville afbryde ham, blev spektakelmagerne tysset ud af forsamlingen. Han sagde til sine tilhørere: »i tyske arbejdere er mærkværdige folk! Overfor franske og engelske arbejdere må man drøfte, hvordan man kan afhjælpe deres sørgelige stilling, men jer må man først overbevise om, at i er i en sørgelig stilling. Så længe i bare har en bid dårlig pølse og et glas øl, så mærker i det slet ikke og véd slet ikke af, at i mangler noget. Men det kommer altsammen af jeres fordømte mangel på fornødenheder.« Og Lassalle udviklede nu, at mangel på fornødenheder var en dyd for den indiske søjlehelgen og for den kristne munk, men ikke for historikeren og nationaløkonomen, der betragtede et folks voksende fornødenheder som drivfjedren i dets udvikling og kultur.

I fire timer havde Lassalle talt og under stadig stigende bifald. Hans modstandere mærkede nu, at der var fare på færde, og fik lavet en skandale, som nødte ham til at bryde af. Men to dage efter fik han lejlighed til at slutte sit foredrag på et nyt møde, hvor han særlig udviklede den politiske side af sagen. Når bourgeoisiet beskyldte ham for at tjene reaktionen, så var det en bevidst løgn. Det var ikke reaktion, som det liberale bourgeoisi frygtede af ham, nej, det frygtede for, at der af arbejderbevægelsen skulle udvikle sig den alleralvorligste modsætning til reaktionen. »Giv mig 500,000 tyske arbejdere, som træder ind i min forening« - udbrød han - »og det er ude med vor reaktion!« Han rev forsamlingen med sig, og to dage efter vandt han en lige så stor sejr i Mainz.

Nu tog Lassalle til Leipzig, hvor »Den almindelige Tyske Arbejderforening« blev stiftet d. 23 maj 1863. Som foreningens formål angaves i statutternes første paragraf erobringen af den almindelige valgret for derigennem at varetage arbejdernes sociale interesser og ophæve klassemodsætningerne i samfundet.

Som foreningens præsident fik Lassalle en næsten enerådig myndighed. Men skulle arbejdernes masse i ordnede skarer kastes ind på den politiske valplads, så kunne det - som forholdene var - ikke ske på anden måde end ved diktatorisk ledelse af en mand med overlegent blik for, hvad der tjente proletariatets interesser. Lassalle gav selv arbejderne kraft til forholdsvis hurtigt at sønderbryde denne første organisationsform og smede sig en ny. Ingen har mere veltalende end Lassalle forstået at vække den styrke, der slumrer i proletariatet, til at disciplinere sig selv.

Efter at foreningen var grundlagt, udfoldede Lassalle i Berlin og Vahlteich i Leipzig en levende virksomhed for dens udbredelse. I begyndelsen med meget ringe held. Arbejdernes umodenhed og det højtryk, hvormed arbejdsgiverne holdt dem borte fra Lassalles agitation, forhindrede tilgang til foreningen. Selv rettede Lassalle sin hovedbestræbelse på at vinde så mange bekendte og dannede mænd som muligt, og det kan ikke nægtes, at han i nogen grad overvurderede betydningen af den slags rekrutter. Imidlertid fandt han dog ad denne vej en mand, som efter hans pludselige død kunne forsætte hans værk, måske med større held, end han selv ville have været i stand til. Det var en advokat i Frankfurt am Main, Jean Baptist von Schweitzer, en ung mand, næppe 25 år gammel.

Schweitzer stammede fra en gammel patricierslægt i Frankfurt. Han var vokset op under påvirkning af Schopenhauers filosofi, men havde allerede i året 1861 udgivet en omfangsrig studie over »Tidsånden og kristendommen«, hvori han frigjorde sig fra Schopenhauers uvirksomme pessimisme og vendte sig til studiet af den historiske udvikling, som han ganske vist endnu ikke opfattede i socialistisk ånd, men dog ud fra en idealistisk-revolutionær betragtning. Som en ynglings værk er bogen i sin art betydelig; trods uklarhed og en vis fraseagtighed er den rig på træffende bemærkninger, der vidner om forfatterens skarpsind og kundskaber. Samtidig havde Schweitzer sluttet sig til den liberale nationalforening, hvis hulhed han dog snart blev klar over. Han blev beskyldt for at have tilegnet sig nogle penge ved en skyttefest i Frankfurt, hvor han redigerede festavisen; denne beskyldning synes ganske grundløs, derimod fik hans rygte et værre knæk, da han kort efter i Mannheim dømtes til to ugers fængsel for at have forledet en ung mand til en usædelig handling. Det storborgerlige selskab lukkede sine døre for ham, dog vistnok mere på grund af hans demokratiske anskuelser, end fordi han havde gjort sig skyldig i kønslige forvildelser, som det samme selskab ellers er villigt nok til at dække med kærlighedens kåbe, når synderen hører til de velsindede. Imidlertid tog også arbejderne i Frankfurt forargelse og bød ingenlunde Schweitzer velkommen, da han sluttede sig til Lassalle.

Men Lassalle tøvede ikke et øjeblik med at tage parti for Schweitzer og mod arbejderne. Han tog ganske vist åbent afstand fra »Schweitzers beklagelige og for ham uforståelige tilbøjelighed«, og han indrømmede, at det var en »unaturlig forvildelse«, men han mente, at den ikke havde noget at gøre med en mands politiske overbevisning og hæderlighed. Den græske oldtid havde ikke taget ringeste anstød af drengekærlighed, og de store græske tænkere vidste dog nok, hvad sædelighed var. I arbejdernes modstand mod at anerkende Schweitzer som partifælle så han et bevis på, hvor dybt tyskeren endnu stak i filisterens nathue, og hvor lidt han var i stand til at skille det politiske fra det private. Lassalle modtog uden betænkning tilegnelsen af Schweitzers roman »Luzinde eller kapital og arbejde«, som iøvrigt var en formløs blanding af eventyrlig romantik og socialpolitiske undersøgelser. Det bedste i den var nogle satiriske skildringer af livet i den liberale nationalforening.

I juni måned 1863 udstedte Lassalle en slags dagsbefaling »Til Arbejderne«, hvori han meddelte dem sin afrejse til badene i Svejts. Hans helbred, som i mange år havde været vaklende, var under agitationens hårde arbejde og kampe blevet dybt rystet, og han trængte til en grundig styrkelse. Han tænkte dog ikke på at lægge hænderne i skødet under sin ferierejse. Han medtog de foredrag, som Schulze-Delitzsch havde holdt for Berlins arbejdere og senere udgivet som en arbejderkatekismus, og han påbegyndte udarbejdelsen af den modkritik, der senere udkom under titlen »Hr. Bastiat-Schulze von Delitzsch eller Kapital og Arbejde«, hans økonomiske hovedværk, det teoretiske grundlag for hans agitation.

Under Lassalles ophold i Svejts bestræbte Fremskridtspartiet sig for at knytte sine arbejderforeninger fastere sammen i et forbund, som bl.a. Bebel var med til at danne. Det viste sig, at størstedelen af de tyske arbejderforeninger endnu svømmede i det liberale partis kølvand. Lassalles forening havde næppe samlet tusind medlemmer. »Hvornår vil dette sløve folk dog afryste sin søvnighed!« skrev han i et brev. Men modgangen anspændte ham kun til at lægge sig dobbelt så stærkt i selen, og den tyske politik tog netop nu en vending, der kom ham til hjælp.

Forfatningsstriden var forsumpet; Fremskridtspartiet havde vist sin fuldkomne afmagt. Men til gengæld var det nationale spørgsmål kommet på dagsordenen, og Bismarck fandt det nu for sit vedkommende klogt at bejle til folkestemningen ved at optage den almindelige valgret på sit program. Lassalle benyttede denne lejlighed til - i efteråret 1863 - at foretage sin taktiske svingning. Af Fremskridtspartiet var der intet mere at vente; det havde atter og atter forsmået ham som forbundsfælle. Hvorfor da ikke tilskynde Bismarck til at udlevere det våben, som proletariatet behøvede til sin klassekamp? Bismarck var på sin side interesseret i arbejdernes støtte, og arbejderne kunne altså med held benytte sig af striden mellem de herskende klasser. Mod denne taktik lod der sig fra et revolutionært synspunkt intet indvende. Men måske nok mod den måde, hvorpå Lassalle personligt anvendte den. Han stod renest og skønnest, hvor han dristigt hyllede sig i sit eget banners farver. Men han blev fra efteråret 1863 greben af en stigende utålmodighed; han kunne ikke tvinge sin »glødende sjæl« til at regne med udviklingens langsomhed, og han optrådte derfor ikke al tid med den rolige overlegenhed, som hans taktik krævede. Dertil kom den nervøse ophidselse og legemlige udmattelse, som kampen medførte. Hans fejl trådte stærkere, hans fortrin svagere frem. Slutningen af hans agitation besad ikke den oprindelige friskhed og kraft som begyndelsen.

I slutningen af september holdt han i Barmen, Solingen og Düsseldorf sit hærskue over de rhinske arbejdere. I en stor tale, som han under et ophold i Ostende havde udkastet på ensomme vandringer ved stranden, indprentede han arbejderne, at bourgeoisiet stillede sig lige så fjendtligt overfor dem som reaktionen, og at de derfor var interesserede i, at de to partier indbyrdes ødelagde hinanden. Hvad enten arbejderne ved egen kraft kunne erobre den almindelige valgret, eller Bismarck indførte den ved et statskup, så skulle de ikke bekymre sig om det bourgeoisi, der havde fornægtet deri.

Lassalle blev ikke skuffet i de forhåbninger, han havde sat til de rhinske arbejdere. De modtog deres gamle kampfælle fra revolutionsårene med jublende begejstring. Hans rejse fra by til by formede sig som et triumftog, og de forsøg, som liberale fabrikanter og deres hjælpers hjælpere gjorde på at forstyrre mødet i Barmen ved tumulter, mislykkedes fuldstændig. I Solingen var tusinder af arbejdere strømmet sammen for at høre ham; den uhyre sal var kvælende fuld af mennesker. Da der også her optrådte nogle fredsforstyrrere, blev enkelte arbejdere imidlertid så ophidsede, at de sårede dem med knivstik. Nu indfandt byens borgmester sig med tolv bevæbnede politibetjente og opløste forsamlingen. Lassalle ilede da - omringet af gendarmer og en tusindtallig mængde, som råbte hurra for ham - til telegrafkontoret og sendte et telegram til Bismarck, hvori han anmodede denne om at yde ham oprejsning i lovens navn overfor borgmesteren.

Det var et slemt misgreb af Lassalle. Man anklager ikke fanden hos hans egen bedstemoder. Naturligvis gav Bismarck heller ikke Lassalle den forlangte oprejsning. Men Fremskridtspartiet kunne hoverende henvise til telegrammet som bevis på, at Lassalle havde forskrevet sig til Bismarck. Følgerne viste sig da også snart. D. 7 oktober kom Lassalle tilbage til Berlin og så nu med rette sin vigtigste opgave i at erobre denne by. Han begyndte stormen på Berlin med at rette et opråb til Berlins arbejdere. Han mindede dem om deres store døde fra marts 1848; han advarede dem mod det ansvar, de ville pådrage sig overfor deres brødre, overfor historien, ved længere at tøve. De vigtigste midtpunkter i Tyskland var erobrede; Rhinlandet marcherede med stormskridt i spidsen; med Berlin ville bevægelsen blive uimodståelig!

Opråbet var meget dygtigt affattet, men havde så godt som ingen virkning. Det berlinske proletariat, som under industriens feberagtige opsving blev forøget ved stærk tilstrømning udefra, befandt sig i en forvirret gæringstilstand; det havde lige så lidt begreb om politik som manden i månen, og det manglede næsten al organisation. Maskinarbejderne var de toneangivende, og da de gik med Fremskridtspartiet, gik hovedmassen af arbejderne samme vej. I Berlins borgerlige befolkning havde Lassalle vundet nogle enkelte tilhængere, bl.a. et par læger. Også Liebknecht, som var kommet hjem fra sin landflygtighed i England og førte den samme kamp for tilværelsen på de berlinske som på de londonske brosten, sluttede sig på denne tid til Lassalle, hvis taktik han dog betragtede med en vis mistro.

Fremskridtspartiet var fast besluttet på en gang for alle at gøre det af med socialismen i Berlin, og dertil forsmåede det ikke politiets hjælp. Først forstyrrede man nogle medlemsmøder, som Lassalle afholdt, og da han derefter indbød til et stort offentligt møde, trængte en bande politimænd ind i salen, så snart han viste sig på talerstolen, drev forsamlingen fra hinanden og anholdt ham som sigtet for i sit opråb til arbejderne at have forsøgt højforræderi. Efter tre dages arrest blev han løsladt mod kaution, men han indså, at hans storm på Berlin var mislykket. Han opgav agitationen i den prøjsiske hovedstad.

Under den politiske konflikt i den følgende vinter 1863-64 - da krigen med Danmark udbrød - fandt der personlige forhandlinger sted mellem Lassalle og Bismarck. Hvad man véd om disse forhandlinger, stammer på den ene side fra grevinde Hatzfeld, på den anden side fra Bismarck, og beretningerne stemmer ikke overens. Om det er Bismarck, der først har henvendt sig til Lassalle, som grevinde Hatzfeldt påstår, eller om Bismarck har ret i, at det var Lassalle, der indledte forhandlingerne, er forholdsvis underordnet, og hvor ofte de to mænd har talt sammen, lader sig heller ikke fastslå. Grevinde Hatzfeldt har vistnok uret, når hun påstår, at det kom til et brud, fordi Bismarck ikke straks ville udstede almindelig valgret; derimod er det utvivlsomt rigtigt, når hun siger, at samtalerne drejede sig om politiske forretninger, medens Bismarck har villet give det udseende af, at han kun har passiaret gemytligt med Lassalle som med en underholdende nabo-godsejer på landet.

Han sagde derom i 1878: »Vort forhold kunne slet ikke have karakteren af en politisk forhandling. Hvad kunne Lassalle vel have tilbudt eller givet mig? I alle politiske forhandlinger er det den skjulte forudsætning, at »jeg giver for at få noget igen,« selvom man ikke siger det med rene ord. Men overfor Lassalle måtte man sige til sig selv: hvad kan du arme djævel give? Han havde intet, som han kunne have givet mig som minister. Hvad han havde, var noget, der tiltrak mig overordentligt som privatmand: han var et af de åndrigste og elskværdigste mennesker, som jeg nogensinde har truffet på, en mand, som var ærgerrig i stor stil, slet ikke republikaner; han havde et meget udpræget nationalt og monarkisk sindelag; den idé, som han tilstræbte, var det tyske kejserdømme, og deri havde vi et berøringspunkt. Om det tyske kejserdømme skulle sluttes med dynastiet Hohenzollern eller med dynastiet Lassalle, det var han måske ikke ganske sikker på, men monarkisk sindet var han helt igennem.«

Disse udtalelser viser, at når man stiller person mod person ved disse samtaler, så er det Bismarck, der har været den arme djævel, og hans forsøg på at spise kirsebær med socialismen er, som Lassalle skal have forudsagt, også endt med, at han fik stenene i hovedet. Han bildte sig ind at kunne løse arbejderspørgsmålet ved nogle almisser i form af statstilskud til de af Lassalle foreslåede produktionsforeninger, som - efter Bismarcks mening - skulle gøre arbejderne til lydige lakajer. Lassalle forfærdedes over denne forvrængning af hans tanke og protesterede energisk mod videre forsøg i den retning. Hvad det for ham gjaldt om i hans forhandlinger med Bismarck, var udelukkende den almindelige valgret - det våben, hvormed han stolede på at kunne fælde både reaktionen og det liberale bourgeoisi.

Han forudså rigtigt, at Bismarck før eller senere måtte gribe til dette middel for at rive nationen med sig, men han tog fejl, når han troede, at han ved sin personlige veltalenhed kunne drive Bismarck hurtigere til handling. De tog begge fejl af hinanden: Bismarck, fordi han betragtede Lassalle fra et fiffigt studeprangerstandpunkt - og Lassalle, fordi han så på Bismarck ud fra en stor og vidtskuende idealisme, og fordi han hos sin modpart forudsatte synspunkter, der var lige så fremmede for Bismarck som Hegels filosofi for en haleneger. Det var en forkert vej, Lassalle slog ind på i sine forhandlinger med Bismarck; han overvurderede sin personlige styrke og undervurderede den kraft, som den moderne klassekamp besidder i sig selv. Ganske vist beholdt han fuldkommen fri hånd overfor reaktionen og kunne med rette sige, at det var ham, der legede med den, og ikke den, der legede med ham. Men hans forsøg på med list at trænge ind i en fæstning, der endnu ikke lod sig erobre med magt, har dog forledt ham til mangt et tvetydigt ord.

At den prøjsiske stat ikke lod sig overliste, det havde Lassalle allerede fået at mærke af det raseri, hvormed myndighederne faldt over ham og hans agitation. Bismarck beskyttede ham ikke mod forfølgelserne og kunne også vanskeligt have gjort det, selv om han havde villet. Den måde, hvorpå Lassalle førte kampen mod justits og politi, tjener ham til den højeste ære. Den står den dag i dag som et lysende forbillede på en mand, der til det yderste forsvarer sin ret mod urettens magt og stadig påny påkalder landets offentlige retsbevidsthed. Domstolene stod på højde med politiet. Dommerne var statens lydige redskaber; selv de bedste af dem dømte ud fra deres klassefordomme. Den første og betydningsfuldeste proces, der anlagdes mod Lassalle, drejede sig om »Arbejderprogrammet«, som beskyldtes for at ophidse de besiddelsesløse til had og foragt mod de besiddende klasser. De taler, hvormed Lassalle under denne sag forsvarede sig, var ikke blot mesterstykker af juridisk veltalenhed, men også virkningsfulde våben i hans agitation. Sin forsvarstale i første instans kaldte han »videnskaben og arbejderne«, idet han henviste til et forbund mellem disse to kulturmagter - de eneste store, sunde og friske i tiden - som det mål, han ville vie hele sit liv. Talen står på højde med »Arbejderprogrammet«, til hvis forsvar den blev holdt, kort før Lassalle udgav sin åbne svarskrivelse: den giver billedet af en kriger, hvis blanke våben blinker i solskinnet, før støvet på valpladsen hvirvler op om det.

Da sagen blev appelleret, holdt Lassalle sin næste store forsvarstale, som handler om de indirekte skatter og arbejderklassens stilling. Den beviser så grundigt og uimodsigeligt, som det hverken er gjort før eller senere, at de indirekte skatter er det middel, hvorved skattebyrden væltes fra de besiddende over på de besiddelsesløse klasser. I hele den prøjsiske stat med sine 17 millioner indbyggere er der, siger Lassalle, kun 44,000 mennesker, som har over 1000 thaler om året og kun 11,400, som har over 2000 thaler om året. Det er formuefordelingen i samfundet - mon hans dommere har tænkt rigtigt over det ? - Altså den samme latterligt lille håndfuld mennesker fylder i alle byer alle teatrene, koncertsalene, selskaberne, ballerne, foreningerne, restaurationerne og fremkalder ved deres allestedsnærværelse skinnet af at være en ganske umådelig mængde; de tænker kun på sig selv, taler kun om sig selv, de tror, de er hele verden, og da de råder over alle aviser og alle redskaber til fabrikation af den offentlige mening, så får de virkelig bildt andre ind, at de - disse 11,400 eller 44,000 mennesker - er verden. Og under denne ubetydelige håndfuld mennesker, som er de eneste, der er i bevægelse, taler, skriver, deklamerer, kender deres egne interesser og kæmper for dem, og som i den grad indbilder sig at være alt, at de endog bilder sig ind, at det er dem, der bringer skatterne til veje - under denne håndfuld mennesker vrider sig i stum, usigelig kval, i vrimlende mængde det fattige folk, de 17 millioner, som frembringer alt, hvad der forskønner livet, som opretholder staten, der er betingelse for al orden, som kæmper for denne stat, betaler deres skatter - og som dog ingen har, der tænker på dem og er talsmand for dem.

Lassalle anråber om retfærdighed for dette folk og advarer sine dommere mod at kneble munden på de få, som griber ordet til dets forsvar. Han vender sig mod det tåbelige misbrug af ordet revolution. Han er overbevist om, at revolutionen vil komme. Den vil enten indtræde i fuld lovlighed og med alle fredens velsignelser, når man er klog nok til i tide at beslutte sig til dens indførelse - eller den vil bryde ind under voldsomme krampetrækninger, med vildt flagrende lokker og jernsandaler under sålerne. »På den ene eller den anden måde vil den i hvert fald komme, og når jeg lukker mig ude fra dagens larm og fordyber mig i historien, så hører jeg dens trin.«

Dommen, der i første instans lød på fire måneders fængsel, blev forandret til en bøde på 100 thaler samt »Arbejderprogrammets« tilintetgørelse, men den offentlige anklager hævnede sig ved at anlægge en injurieproces mod Lassalle, som således alligevel fik én måneds fængsel. Dernæst fulgte tiltalen for højforræderi i anledning af opråbet til Berlins arbejdere. Den offentlige anklager krævede Lassalle idømt tre års tugthus, dog også denne gang frikendtes han, men ligesom under den første sag gav hans forsvarstale anledning til nye anklager. Den tredje store proces opstod af Lassalles tale under hærskuet ved Rhinen. Han dømtes her i første instans til ét års fængsel, som ved appellen nedsattes til det halve. Det var endda her en liberal domstol, der dømte ham. Overfor Lassalle dannede de virkelig én »reaktionær masse«, de konservative og de liberale jurister. Men de sidste seks måneder forhindrede døden ham fra at afsone.

Midt under denne kamp med juristeri og politichikaner, husundersøgelser og arrestationer, forbud og beslaglæggelser, fik Lassalle dog tid til at fuldføre sit stridsskrift »Bastiat-Schulze von Delitzsch eller Kapital og Arbejde«, der udkom i januar 1864, og i hvilket han sagde sit sidste ord som arbejderagitator. Her sønderrev han alle de slør, hvormed den liberale samfundsøkonomi - Manchesterskolen - søgte at tilhylle og forskønne kapitalismen som en naturlig og evig tilstand for menneskeheden; han gendrev de hule fraser om selvhjælpen, der gjorde det enkelte fritstillede menneske til sin egen lykkes smed, om kapitalen som en frugt af sparsommelighed, om kapitalistens udbytte som løn for åndeligt arbejde, osv.. Han påviste, at kapitalismen var en historisk samfundstilstand, han viste, hvorledes den var opstået, og hvorledes den nødvendigvis opløste sig. Den døde kapital havde forvandlet den levende arbejder til et redskab i stedet for selv at tjene som redskab for samfundsproduktionen. Kapitalismen var blevet til et hasardspil, hvor arbejderklassens ryg var det grønne bord, på hvilket spekulanterne kæmpede om gevinst og tab. Det var en ejendommelighed for kapitalismen, at den ophævede den enkeltes økonomiske selvansvarlighed, som socialismen ville genoprette ved fornuftigt hensyn til de fælles interesser.

Ideerne var ikke nye - for så vidt som socialismen jo er lige så gammel som kapitalismen. Lassalle har heller aldrig udgivet sig for en banebrydende socialistisk teoretiker; han har ikke engang som socialistisk agitator påstået, at det var nye tanker, han udsåede i masserne. Tværtimod! Han fremhævede atter og atter i sin agitation, at han ikke sagde andet til arbejderne, end hvad videnskaben forlængst havde fastslået. Tyngdepunktet i hans virksomhed beror på, at han har grebet det historiske øjeblik, da det tyske proletariat måtte vækkes til politisk klassekamp, og at han har forstået at organisere denne kamp.

Lassalles agitation er ikke tænkelig uden det åndelige forarbejde, som skyldtes Marx. Det har han selv været den første til at erkende. »Du har været min læremester i sådanne ting«, skrev han engang til Marx, hvis »Kritik af Nationaløkonomien« han desuden ikke blot anfører, men betegner som mesterlig, betydningsfuld, epokegørende. I sammenligning med denne overstrømmende ros tager det sig yderst uvenligt ud, når Marx i sin fortale til første bind af »Kapitalen« siger, at Lassalle har lånt alle sine teorier fra ham uden kildeangivelse, og at han ikke har noget at gøre med den måde, hvorpå Lassalle har udnyttet dem i agitationsøjemed. I virkeligheden var Lassalle langt fra at ville smykke sig med fjer, som han havde lånt fra Marx. Han lagde altid stor vægt på et samarbejde med Marx og foreslog ham jo selv at være med til at rejse agitationen i Tyskland. Men da Marx forkastede den agitationsform, som Lassalle foreslog, var stillingen vanskelig for Lassalle. Han kunne ikke fornægte, hvad han skyldte Marx, men han kunne heller ikke udtrykkeligt beråbe sig på ham uden at risikere en modsigelse fra hans side. For så vidt var det ganske vist »agitationsøjemed«, der lå til grund for hans fremgangsmåde, og disse øjemed respekterede Marx ikke blot, medens Lassalle levede, men også udover hans død. At have genopvækket den tyske arbejderbevægelse efter en femtenårig slummer, det er - som Marx ved en senere lejlighed sagde - Lassalles udødelige fortjeneste.

Det var imidlertid en stor skuffelse for Lassalle, at denne opvågning ikke foregik hurtigere. »Den almindelige Tyske Arbejderforening« samlede i løbet af et årstid 5000 medlemmer, men det var ikke den hær, han havde drømt om at stampe op af jorden. Han forudså ikke, hvor besværligt det var at sætte massen i bevægelse. Trods sin dybe sympati for arbejderklassen var han fremmed for dens indre liv, dens kamp med nød og elendighed, med alt det hverdags og små, og for hvad dermed hænger sammen, de forgæves tilløb og de uundgåelige tilbagefald. Han havde ikke en så skarp forståelse som Marx og Engels af den halvhed, ynkelighed og svaghed, der måtte klæbe ved proletariatets første forsøg på selvstændig rejsning.

Alligevel undervurderede han virkningerne af sin agitation. Dens gnister var faldne i fugtigt træ, og han anså dem for udslukte, fordi de ikke straks slog op i klare flammer. Men det var med urette. De tanker, han havde kastet ud i masserne, virkede langt ud over øjeblikket, dagen og året. Hovedsagen var lykkedes ham: han havde skabt det faste skelet til en mægtig arbejderhær. En kernetrup som »Den almindelige Tyske Arbejderforening« lod sig ikke mere skubbe til side og blev heller ingensinde trods storm og trængsler mere sat ud af spillet. Albert Lange sagde med rette om den, at den var »en virksom planteskole for ledende begavelser i arbejderstanden«, og at dens indflydelse rakte langt videre end dens medlemsantal. Blandt de rhinske arbejdere havde Schulze allerede ikke mere nogen tilhængere af betydning.

Den indre udvikling i foreningen svarede imidlertid heller ikke til Lassalles forventninger. Han ville også her høste, efter at han næppe havde sået. Han var utålmodig over de »rivninger, småligheder og intriger«, som trivedes frodigt i det unge foreningsliv. Han forbitredes også ved den opposition, der begyndte at rejse sig mod hans diktatur, skønt den i det mindste delvis netop var et tegn på indre kraft i foreningen. Der var noget stort i Lassalles tanke, når han ville forene autoritet og frihed i proletariatets klassekamp og betragtede dette som et forbillede på den kommende samfundsorden. Og utvivlsomt var hans personlige diktatur nyttigt og nødvendigt, så længe det kom an på at bringe orden i den forvirring, som Fremskridtspartiet havde anrettet blandt arbejderne, og at vække en stærk klassebevidsthed hos proletariatet. Men så snart dette mål var nået, blev det personlige diktatur i stedet for en løftestang til en hæmsko og måtte ophæves. En klasse, som efter historiske love er i opgang, og som er blevet sig sin revolutionære vilje bevidst, den forener autoritet og frihed i sig selv og behøver ikke at lægge sin vilje som en hammer i enkeltmands hånd. Den sande berettigelse af et personligt diktatur består i at gøre sig selv overflødig, og den modstand, der tidlig rejste sig mod Lassalle fra fremskredne arbejderes side, vidnede om, at der var selvstændig drivkraft i bevægelsen. Men før diktaturet kunne gøre sig selv overflødigt, måtte der endnu hengå adskillige år, og opløsningsprocessen førte mere end én gang til heftige rystelser.

D. 8 maj 1864 tiltrådte Lassalle den sommerrejse, fra hvilken han ikke skulle vende levende tilbage. Han behøvede denne gang ingen undskyldende erklæring for at ryste berlinerstøvet af sine fødder. Vinterens uhyre anstrengelser havde fuldstændig undergravet hans sundhed. Allerede i februar havde han skrevet til foreningens tillidsmænd: »Jeg er dødtræt, og så stærk jeg end er af naturen, så er jeg dog angrebet til min inderste marv. Min ophidselse er så stor, at jeg ikke mere kan sove om natten. Jeg vælter mig til klokken fem på mit leje og står op med hovedpine og dybt udmattet. Jeg er overarbejdet, overanstrengt, overtræt i den frygteligste grad.« Lassalles dage var i virkeligheden talte; en halslidelse, som allerede under hans agitationstaler i foråret havde voldt ham hårde smerter, gav ham efter lægens erklæring kun kort tid tilbage at leve i.

Alligevel ville han ikke give fortabt, så længe der blot endnu lyste en stribe af håb i synsranden. Han gjorde stadig regning på at kunne fravriste regeringen den almindelige valgret, og denne tanke beherskede alt, hvad han tænkte og sagde i de sidste måneder af sit liv. Det var en lygtemand, han jagede efter, og den ledte ham derfor længere og længere bort fra den rette vej, skønt aldrig så langt, at han ikke i hvilket som helst øjeblik frit kunne være vendt tilbage. Hans udtalelser fra denne tid bærer i alt for høj grad spor af åndelig og legemlig slappelse, men aldrig svigtede dog Lassalle sig selv, og ikke i et eneste åndedræt blev han sin sag utro. I sine grundsætninger forblev han den samme, så besynderlige spring han end undertiden gjorde i sin taktik.

I maj måned holdt han et nyt hærskue over sine tropper. Det begyndte i Leipzig og strakte sig ligesom sidst navnlig over rhinegnene for at slutte ved foreningens stiftelsesfest, som d. 22 maj 1864 fejredes i Ronsdorf. Overalt blev han modtagen med jublende tilråb af arbejdermasserne og svælgede i en triumf, som nok kunne holde ham skadesløs for lange tiders lidelser. I dybe, fulde drag indsugede han lykkens solskin, som så snart skulle følges af evig nat. Ombølget af arbejderskarernes uhyre begejstring forekom han sig selv som en Faust, der ved enden af sin løbebane beder øjeblikket dvæle, fordi det er så skønt. Han havde det indtryk, at således måtte det have set ud, når en ny religion blev stiftet. Hvem vil vel gå i rette med disse en døendes ord?

At anelsen om døden foresvævede ham, derpå tyder hans udtalelse til arbejderne i Düsseldorf: »Næste år vil i komme til at betrække denne sal med sort.« Hans tale i Ronsdorf gælder almindeligvis for den svageste af alle hans agitationstaler. Med god grund er det navnlig blevet bebrejdet ham, at han førte biskoppen af Mainz i marken som en paradehest mod det liberale bourgeoisi, idet han påberåbte sig, at bispen havde anerkendt den jernhårde lønningslov - skønt den højærværdige mand rigtignok samtidig havde besvoret ejendommens guddommelige oprindelse. Overfor de rhinske arbejdere måtte Lassalle hellere have trukket fårepelsen af denne hellige ulv i stedet for at spille ham ud som en tvivlsom autoritet mod kapitalismen.

Først i slutningen af sit Ronsdorfer-foredrag hævede Lassalle sig til den fordums højde af sin veltalenhed. Dødens vinger omsusede ham, da han under stærk bevægelse i forsamlingen udbrød: »Jeg har, som i kan tænke, ikke grebet dette banner uden klar bevidsthed om, at jeg personligt kan gå til grunde derved. De følelser, der gennemtrænger mig ved tanken om, at jeg for min egen person kan blive ryddet af vejen, formår jeg ikke at sammenfatte bedre end med den romerske digters ord: exoriare aliquis nostris ex ossibus ultor - gid der af mine knokler må opstå en hævner! Gid denne vældige og nationale kulturbevægelse ikke må gå til grunde med min person, men at den ildebrand, jeg har antændt, må æde videre og videre om sig, så længe en eneste af eder endnu ånder!«

Efter et ophold i Ems, hvor Lassalle søgte helbredelse for sin halslidelse, og hvor han udkæmpede en polemik med den konservative nationaløkonom Wagener, rejste han tilbage til Düsseldorf for at forsvare sig mod den anklage, der var blevet rejst mod ham for hans tale til de rhinske arbejdere året i forvejen. Han opholdt sig derefter et par uger i Frankfurt og i Pfalz, hvor han planlagde udgivelsen af et organ for Arbejderforeningen. Redaktionen af dette blad overdrog han til Schweitzer samt en forhenværende bajersk officer von Hofstetten, som besad lidt formue, en godmodig og elskværdig, men noget fantastisk anlagt mand, der ganske gik i Schweitzers ledebånd. Det ny blad skulle efter bestemmelsen udkomme i Berlin.

Midt i juli rejste Lassalle så til Rigi Koldbad i Svejts for at gennemgå en kur, under hvilken han dog stadig, men mere og mere febrilsk, beskæftigede sig med foreningens anliggender. I løbet af en måned - fra slutningen af juli til slutningen af august - udspillede sig her det drama, som førte til hans død. D. 25 juli fik han besøg af en ung dame, frøken Helene von Dønniges, med hvem han den foregående vinter i Berlin havde indledt en øm og sværmerisk forståelse. Hun var datter af en bajersk minister, opdragen i fornemhed og forkælelse, tidligt udviklet, yppig skøn med gyldenrødt hår, livfuld, behagelysten og herskesyg, en feteret dronning i den berlinske selskabsverden. Lassalle havde ved mødet med hende følt, at de var »hinandens skæbne«, og straks tænkt på at ægte hende. Helene var imidlertid forlovet eller så godt som forlovet med en ung wallachisk bojar, fyrst Yanko af Rackowitza, hvem hendes forældre ønskede hun skulle ægte.

Hendes forhold til Lassalle havde da hidtil været ganske hemmeligt, men da hun nu selv opsøgte ham på Rigi, unddrog han sig ganske naturligt ikke hendes imødekommen - syg og opreven, som han tilmed var. I den første henrykkelse tænkte han på straks at bortføre hende til Frankrig; de blev imidlertid enige om, at han dog skulle anmode hendes forældre om hendes hånd. Helene rejste da til Genf for at forberede forældrene; Lassalle fulgte efter og tog ophold på et hotel. Men som enhver anden end de elskende selv kunne have forudset, vakte Helenes meddelelse om sin forlovelse med Lassalle - den udskregne, forkætrede, forhadte Lassalle! - et sandt uvejr af raseri hos forældrene. Faderen truede med at forstøde og forbande hende, hvis hun ægtede denne oprører mod al lov og orden. Helene ilede da hen på hotellet til Lassalle og stillede ham valget imellem enten at bortføre hende hemmeligt i mørke eller spidsborgerligt at føre hende tilbage til hendes forældres hus. Lassalle angrede senere bittert, at han valgte den »borgerlige anstændighedskomedie« i stedet for den romantiske flugt; hans selvtillid spillede ham atter et puds; han stolede på, at han ved sin blotte personligheds magt skulle være i stand til at besejre faderens modstand.

Først da Helene var blevet indespærret, og han så sig afskåren fra enhver forbindelse med hende, fortvivlede han over, at han havde båret sig så »tåbeligt« ad. Faderen tvang den unge pige til at underskrive en erklæring, hvori hun gav afkald på enhver forbindelse med Lassalle. Denne erklæring bragte Lassalle ganske ud af sig selv. Han forsøgte nu alle mulige, selv de mest overspændte, midler for at befri Helene fra det fangenskab, hvori faderen holdt hende. Han rejste til München for at overtale den bajerske udenrigsminister til at påvirke hr. von Dønniges, og han fik sin gamle, trofaste veninde, grevinde Hatzfeldt, til at gøre skridt hos biskoppen af Mainz for at få en vielse i stand. Det kan ikke nægtes, at han kompromitterede sig alvorligt i disse bestræbelser for at afværge et nederlag, der var ham utåleligt, og selv i betragtning af den lidenskabelige og sygelige ophidselse, hvori han i disse dage befandt sig, lader mange af de skriftlige og mundtlige ytringer, der undslap ham, sig ikke undskylde.

Endnu troede han imidlertid, at Helene selv ville beskyttes mod sin families mishandlinger. Men hvad enten hun nu var blevet skuffet og brudt ved Lassalles svaghed i hint afgørende øjeblik, eller hendes følelser for ham ikke har haft den dybde og styrke, som hun selv og han troede, eller hun er blevet kuet og udmattet af den fædrene tvang - nok er det, at hun til sidst i overværelse af Lassalles venner, som havde søgt at ordne sagen, erklærede, at hun betragtede ethvert videre forhold til ham som forbi og ikke ønskede mere at tale med ham. Hun var atter villig til at gifte sig med sin forhenværende forlovede, fyrst Yanko, som i den anledning kaldtes til Genf. For Lassalle var der da nu ikke længere nogen tvivl. Alt var forbi. Hans selvfølelse havde lidt et uopretteligt knæk. Han havde kun udtryk af den dybeste foragt tilovers for Helene, og han sendte hendes brudgom et brev, hvori han ikke lagde skjul på denne foragt. Samtidig udfordrede han hendes fader til en duel. Hr. von Dønniges rejste imidlertid straks bort, men fyrst Yanko besvarede, som forudset, Lassalles fornærmelige brev med en udfordring. Til våben valgtes pistoler.

Duellen fandt sted d. 27 august om morgenen ved omnibus holdepladsen i Carouge på grænsen mellem Svejts og Frankrig. Lassalle viste ikke den mindste uro. Afstanden var femten skridt. Den ene af Lassalles sekundanter, oberst Rüstow, gav kommandoen. Fyrst Yanko skød først; umiddelbart efter svarede Lassalle. I samme øjeblik trådte han tilbage og vaklede. Fyrst Yankos kugle havde ramt ham i underlivet; den var trængt ind fra venstre og gået ud af højre side. Efter at en forbinding var anlagt, blev den sårede forsigtigt kørt tilbage til Genf. Han gik uden støtte op ad trappen på hotellet, hvor grevinde Hatzfeldt afventede udfaldet af duellen. Tredjedagen efter - d. 31 august 1864 - udåndede han.

Det var tilsyneladende en meningsløs, en uværdig afslutning på så stolt en ørneflugt. Lassalle havde kunnet dø en skønnere død. Og dog har han sikkert hilst døden som en befrier og forløser. Den erklæring, der - efter aftale mellem sekundanterne - fandtes på hans bryst, og som lød på, at han selv havde gjort ende på sit liv, var for så vidt sand, som han med rolig bevidsthed var gået døden i møde. Han hang ikke ved livet for livets skyld. Han gyste tilbage for den sløvende alderdom, som han allerede så nærme sig med fyrretyveårsalderen, på hvis tærskel han stod. Den nærmeste fremtid lå usikker og uklar for ham. De, der mener, at han nogensinde var trukket i Bismarcksk livrée, de taler som den blinde om farverne. Så vidt han overhovedet havde bestemte planer for fremtiden, så fremgår de af de ytringer, som han i de sidste uger af sit liv henvendte til Johann Philipp Becker. Efter denne gamle frihedskæmpers beretning erklærede Lassalle, at hans kraft var udtømt, og at han måtte nedlægge våbnene. Han havde troet, at han i løbet af et år kunne have bragt den socialistiske bevægelse til gennembrud i Tyskland, men han indså, at det krævede årtier, og dertil strakte hans kræfter ikke, navnlig ville han ikke kunne udholde de forestående fængselsstraffe. Disse ord bærer sandhedens stempel. Efter Beckers råd ville Lassalle ved et toårigt ophold i Genf have erhvervet sig svejtsisk borgerret. Men en ørn med knækkede vinger ville han da ganske vist have været, og han tænkte vel stort nok om sig selv til at foretrække en hurtig død for en langsom hensygnen.

Den russiske godsejers revolverkugle dræbte kun, hvad der var dødeligt af tænkeren og stridsmanden Lassalle. Således som forholdene var, og som Lassalle nu engang var, havde han i virkeligheden fuldført sin historiske mission. Hans glødende sjæl havde udåndet, og resten var kun alt for menneskelig lidenskab. Så fejlagtigt det end var, når hans tilhængere troede, at han var falden for arbejdernes sag, så lå der dog i denne tro en dybere mening. Marx havde ret, når han trøstende skrev til grevinde Hatzfeldt om Lassalle: »Han døde ung - i triumf - som skilles.«

Den skæbnesvangre stjerne, som havde rådet over Lassalles sidste dage, hvilede også over hans testamente. At de enkelte venner, hvem han havde efterladt ret betydelige summer, ikke viste sig hans tillid værdige, betød endda ikke så meget. Uheldigere var hans valg af den mand - Bernhard Becker - hvem han havde udpeget til sin efterfølger som præsident for Den almindelige Tyske Arbejderforening.

Lassalles lig var efter vidtløftige forhandlinger med hans moder, søster og svoger - en modbydelig børsjobber - blevet udleveret til grevinde Hatzfeldt, mod at hun bekostede begravelsen og sørgede for, at den foregik efter jødisk ritus. Grevinden lod liget balsamere og ville føre kisten med sig gennem alle foreningens store afdelinger - »menigheder« - for overalt at foranstalte sørgehøjtideligheder. Det lykkedes hende dog kun i Mainz at gennemføre dette forsæt. Da kisten på en rhindamper kom til Køln, blev den beslaglagt af politiet på forlangende af Lassalles familie og bragt til Breslau, hvor den i usømmelig huj og hast blev jordfæstet på den jødiske kirkegård. Svogeren glædede sig over, at dermed var den store kamp lykkelig og vel ude af verden. Men det var en mægtig fejltagelse.

»Den almindelige Tyske Arbejderforening« viste, hvor dybe rødder den havde slået i arbejderklassen. I alle »menighederne« blev der afholdt gribende sørgefester for den elskede fører. Dyrkelsen af Lassalles person gik undertiden for vidt, men det var i betragtning af forholdene let forklarligt. Ved dødsfesten i Hamborg lød for første gang den unge Jacob Audorfs »Arbejder-Marseillaise«, hvis jævne, prunkløse vers senere er istemt af utallige arbejderforsamlinger:

I de borgerlige arbejderforeninger begyndte den ny tids ånd at trænge ind ved valg af socialdemokrater til styrelsesmedlemmer, og samtidig dannede der sig stadig nye »menigheder« rundt om i Tyskland. Men medens Lassalles lære således bredte sig mere og mere i proletariatet, viste det sig også, i hvor høj grad partiets organisation og taktik var skåren til efter hans person, og at denne person ikke kunne erstattes af nogen anden - mindst af den mand, han selv havde udpeget til sin efterfølger. Bernhard Becker ragede hverken ved talent eller dannelse op over den beskedneste middelmådighed. Men Lassalle havde ikke haft mange at vælge imellem. Med Liebknecht stod han på en spændt fod, og Schweitzer var for ilde anskrevet hos arbejderne, til at han turde tænke på ham. Det viste sig imidlertid snart, hvor uheldigt valget af Becker havde været. De første år efter Lassalles død var en tid fuld af kiv og splid indenfor den unge tyske arbejderbevægelse. Som den, der havde slået Lassalle nærmest og stadig støttede foreningen med rigelige pengemidler, holdt grevinde Hatzfeldt på, at agitationen skulle fortsættes nøje i det spor, Lassalle havde anvist. I hendes sorg over den afdøde ven og hendes hengivenhed for hans minde lå der en lidenskabelig storhed, som rent menneskelig set var gribende, men som i politisk henseende var en dårlig rådgiver. I Bernhard Becker mente grevinden at have fundet et villigt redskab for sine planer, der i virkeligheden ville have forvandlet det arbejderparti, Lassalle havde grundlagt, til en fanatisk religiøs sekt.

Men enigheden mellem Becker og grevinden varede kun kort. Hans overdrevne ærbødighed for hende slog om til et lige så overdrevent had, da spottegloserne regnede ned over den ulyksalige »skørtepræsident«, som iøvrigt viste sig mere og mere rådløs. Endnu skarpere brød dog modsætningerne frem i det ny foreningsorgan »Der Sozialdemokrat«, som nu begyndte at udkomme i Berlin under Schweitzers redaktion. Schweitzer var partiets klareste politiske hoved. Han havde forbavsende hurtigt fundet sig til rette i de socialistiske teorier og havde et udmærket greb på at fremstille et samfundsspørgsmål i en letfattelig form for arbejderne eller at anvende en given situation i agitatorisk øjemed. Han havde fået løfte fra Marx og Engels om bidrag til bladet, og Liebknecht var indtrådt i redaktionen.

Disse to - Schweitzer og Liebknecht - var imidlertid alt for forskellige, til at et samarbejde imellem dem kunne holde ret længe. Liebknecht, revolutionsmanden fra 1848, der havde kæmpet med våben i hånd, var en lidenskabelig agitator, for hvis øjne det store mål bestandigt flammede, medens den ti år yngre Schweitzer var en organisator og politiker, der med prøvende blik målte de hindringer, som stillede sig i vejen for arbejderklassens fremmarch. Han var Lassalles lærling, medens Liebknecht helst ville støde Lassalles værk omkuld og sætte »Internationale« i stedet for »Den almindelige Tyske Arbejderforening«.

»Internationale« var lige blevet stiftet - på mødet i St. Martins hall i London d. 28 september 1864. Programmet var formuleret af Marx, som også var sjælen i forbundet, så længe det bestod. »Internationale« var et agitationsselskab, en moralsk magt, som oplyste, opmuntrede, styrkede arbejderne i den kamp, de i alle lande havde at føre mod kapitalismen. Det var slet ikke det vidtforgrenede, hemmelige, med mægtige midler virkende forbund, som politi og magthavere ville give det udseende af for at skræmme borgerskabet. Internationales pengemidler var altid yderst ringe, men dets åndelige indflydelse så meget større. Dets arbejde bar tusindfoldig frugt, og dets fortjenester af proletariatets frigørelse er uforgængelige. Det gælder i første række om dets indflydelse på Tyskland.

Schweitzer stillede sig ingenlunde fjendtligt til Internationale, hvis program han optrykte i de første numre af »Der Sozialdemokrat«, men han betonede, at de enkelte lande måtte indrette deres politik efter de forhåndenværende forhold. Mod denne opfattelse var der i og for sig ikke noget at indvende, men da Schweitzer nærmere udviklede sin politik, trådte uenigheden mellem ham og Marx meget snart for dagen. Det var de berømte artikler om ministeriet Bismarck, der gav anledningen. Schweitzer undersøgte i disse artikler, hvorledes spørgsmålet om Tysklands enhed kunne løses, og han svarede, at det kun kunne løses enten ved prøjsiske bajonetter eller ved tyske proletarnæver. I det første tilfælde ville resultatet blive, at Tyskland med hud og hår gik op i et militært Storprøjsen - og det var den løsning, Bismarck stræbte hen til - i det andet tilfælde måtte formålet være at oprette en tysk folkestat i moderne ånd.

Udviklingen har givet Schweitzer fuldkommen ret i dette klare blik på forholdene. Men der var i artiklerne visse sætninger, som - navnlig løsrevne fra deres sammenhæng - kunne tydes som en forherligelse af Bismarcks prøjsiske politik. Denne tilsyneladende tvetydighed foranledigede Marx og Engels, der levede på afstand fra de tyske tilstande, til offentligt at frasige sig videre medarbejderskab ved bladet. Samtidig trådte Liebknecht ud af redaktionen. De liberale jublede over denne spaltning i socialdemokratiet og betegnede den som et bevis på, at Schweitzer var i ledtog med regeringen. Han selv søgte så vidt muligt at glide hen over disse »personlige mellemværender«, men Bernhard Becker gjorde ham den bjørnetjeneste at holde en tale for arbejderne i Hamborg, som struttede af fornærmelser mod Marx, Engels, grevinde Hatzfeldt og Liebknecht. Derover kom det til heftige optrin i den berlinske afdeling af foreningen. Liebknecht forsvarede ridderligt grevinde Hatzfeldt, og afdelingen vedtog på hans forslag at udstøde Becker af foreningen »som løgner, bagvasker og uhelbredelig idiot«. Under disse omstændigheder var stillingen yderst vanskelig for Schweitzer; men hans taktik, som stadig gik ud på - i Lassalles fodspor - at drive Bismarck til at give almindelig valgret, viste sig i længden at være den rette.

Foreningen bestod ikke blot uden skade den storm, som bruddet med Marx og Engels forårsagede, men fik stadig større udbredelse i Tyskland. Fra de schlesiske væverdistrikter kom der livlig tilstrømning, og i Berlin rev arbejderne sig mere og mere løs fra det borgerlige Fremskridtsparti. Og skønt Schweitzer stadig var personligt ilde lidt af arbejderne, sluttede hovedmassen af foreningens medlemmer sig til hans taktik, fordi de ikke kunne miskende den dygtighed, hvormed han forfægtede proletariatets interesser, ikke mindst under strejker. Beskyldningerne for »koketteri med reaktionen« skræmmede dem ikke, dertil havde det liberale bourgeoisis troløshed i for høj grad vakt deres væmmelse og afsky.

Og desuden: Så snart de liberale gjorde den svageste mine til at ville forsvare forenings- og forsamlingsretten, så opfordrede »Der Sozialdemokrat« ivrigt arbejderne til at støtte dem - med det resultat, at de liberale blev bange, og at regeringen faldt over arbejderne og deres organ! Således gik det i sommeren 1865. Fremskridtspartiet ville efter rigsdagssamlingens slutning holde en fest i Køln. Den blev forbudt af politiet, og »Der Sozialdemokrat« opfordrede nu arbejderne til at støtte de liberale. Bernhard Becker sammenkaldte store protestmøder overalt i Tyskland. Det førte til, at afdelingerne i Berlin og Magdeburg blev opløste, og at Becker blev udvist af Prøjsen; det samme var Liebknecht blevet kort i forvejen. De liberale flygtede fra valpladsen, medens »Der Sozialdemokrat« blev beslaglagt gang på gang og Schweitzer idømtes seksten måneders fængsel og ét års ærestab.

Det var da ikke med urette, når Schweitzer påberåbte sig det ord af Lassalle, at de liberale og de reaktionære overfor ham var »et fælles reaktionært parti«, hvilket gik over til det bekendte slagord om »én reaktionær masse« i modsætning til socialdemokratiet. Lassalle havde anvendt ordet i en bestemt situation, ikke som en politisk grundsætning. Det har derfor undertiden givet anledning til misforståelser - omend mere i teori end i praksis, thi de liberale har som regel, når det kom til stykket, vist sig lige så forbitret fjendtlige mod arbejderbevægelsen som de reaktionære.

Schweitzer havde i det første år opnået betydelige resultater med sin taktik. Fra Hamborg trængte agitationen ind i Slesvig-Holsten, fra Dresden og Leipzig ud i Erzgebirge. I Braunschweig udviklede der sig en håbefuld lille menighed under omhyggelig pleje af Wilhelm Bracke, en ung købmand, som glødende af den reneste idealisme for de fattiges og undertryktes sag forenede sværmerisk begejstring med praktisk handlekraft.

Imidlertid var det lassalleske diktatur i Bernhard Beckers hænder udartet til et modbydeligt vrængbillede. De få fornuftige bestemmelser, han traf, havde Schweitzer foreskrevet ham; så snart han skulle handle på egen hånd, gjorde han næsten altid ulykker. Ikke blot gjorde han uenigheden mellem Schweitzer og Marx bitrere, end den i sig selv var, men han gjorde foreningen latterlig ved at give sig titel af »præsident for menneskeheden« og lignende. Der måtte skabes en anden organisationsform, hvorved foreningens virksomhed ikke blev lammet på grund af præsidentens tilfældige uduelighed. Herom var Schweitzer enig med flere af de dygtigste medlemmer, som Audorf, Bracke, Tritzsche, York og andre, og på en generalforsamling i Frankfurt blev Karl Wilhelm Tølcke valgt til præsident i stedet for Becker fra nytår 1866 at regne.

Tølcke var en dygtig og energisk mand af helt andet tømmer end sin forgænger; ivrig lassalleaner, men dog ikke uimodtagelig for Schweitzers videre syn på sagerne. Der var nok at tage fat i for at gøre foreningen til en politisk magt. Hele kassebeholdningen var ved Tølckes tiltræden - 6 thaler. Meget var forsømt, og tiden begyndte at blive kostbar, thi på den politiske horisont var tunge uvejrsskyer trukket sammen, og førend revolutionen fra neden kunne befæstes, brød revolutionen fra oven løs som en skypumpe.

Ikke så snart var Slesvig-Holsten ved freden i Wien 1864 kommet i Prøjsens og Østrigs fælles besiddelse, før de to magter kom op at nappes om byttet. Men Bismarck havde bedre trumfer på hånden end hans lige så reaktionære medbejler ved Donau. Østrig havde allerede forspildt sin stilling som fremherskende magt i det Tyske Forbund ved at lade sig tage på slæbetov af Prøjsen i den slesvig-holstenske krig. De »nationale« hensyn havde jo for begge parter kun været et påskud for erobringspolitiken. Men det blev nu Prøjsen, der høstede alle fordelene.

At gøre Slesvig-Holsten til en ny selvstændig småstat i det Tyske Forbund ville i virkeligheden stride mod alle Tysklands økonomiske interesser. Foreløbig lod Bismarck, som om han begunstigede denne plan, men samtidig forberedte han af al magt den afgørende styrkeprøve med Østrig. Flertallet af de tyske mellem- og småstater stod på Østrigs side af frygt for et prøjsisk militærdespoti, og i selve Prøjsen var folkets flertal imod Bismarcks egenmægtige junker-regimente. Men i denne situation forstod Bismarck at manøvrere med en overordentlig snildhed. Efter at han havde sikret sig Napoleon III.s velvillige neutralitet og Italiens bistand, opkastede han sig til forkæmper for Tysklands enhed ved at foreslå indkaldelsen af en nationalforsamling i Frankfurt, som skulle udgå af den almindelige valgret og gennemføre en reform af det Tyske Forbund i overensstemmelse med staternes ønsker!

Det var et skaktræk, hvorved han på én gang søgte at gøre regeringerne matte i deres modstand og at vinde folket; det var samtidig et dobbeltspil mellem bourgeoisi og proletariat. Bourgeoisiet var interesseret i Tysklands enhed med de deraf følgende økonomiske reformer, næringsfrihed, fælles mønt-, mål- og vægtsystem, beskyttelse af den tyske handel i udlandet, tyske konsulater osv., hvorved den kapitalistiske udvikling fik friere løb. Og proletariatet mente Bismarck uden fare at kunne lokke med den almindelige valgret, fordi han regnede med masserne af det østprøjsiske landarbejder-proletariat, i hvis uvidenheds mørke der endnu ikke dæmrede det mindste skær af politisk begribelse. Ved ikke at give rigsdagsmændene diæter håbede han at kunne svække valgrettens virkninger, og underhånden søgte han på anden måde at besværge det røde spøgelse: i oktober 1865 fik Marx gennem Bismarcks lakaj Lothar Bucher tilbud om at blive medarbejder ved den officielle statstidende - hvilket tilbud naturligvis blev besvaret efter fortjeneste. Schweitzer blev løsladt af fængslet, og grevinde Hatzfeldt genoptog sin ivrige agitation for at gøre Den almindelige Tyske Arbejderforening til et redskab for Bismarck, hvis reform af det Tyske Forbund hun fremstillede som opfyldelsen af Lassalles nationale program. Pengene flød rigeligt gennem hendes hænder, hvad enten de nu kom fra Bismarck eller fra hendes private kasse.

Således så revolutionen fra oven ud. Den havde stærke våben i hænde overfor småstaternes og særinteressernes forvirring. Hvis den skulle slås ned, kunne det kun ske ved revolutionen fra neden. Men den var under de givne forhold en umulighed. Arbejderklassen kunne endnu ikke, og bourgeoisiet ville ikke mere. Fremskridtspartiet opløste sig i den ynkeligste rådvildhed; Det Tyske Folkeparti fortabte sig i uklare forestillinger om et forbund af frie folkestater. Gennem dette kaos af modstridende interesser og meninger måtte det unge arbejderparti bane sig sin vej.

»Der Sozialdemokrat« så i virkeligheden fuldkommen klart på situationen. »Vi vil hverken et Storprøjsen eller et Storøstrig,« skrev bladet, »men et frit og enigt Tyskland, frit og enigt ved nationens vilje.« Bismarck havde kun grebet til den almindelige valgret som en nødvendighed, men arbejderne skulle selvfølgelig benytte sig af det tilbudte våben, ikke således som magthaverne ville, men som de selv ville. »Vi vælger! Vi vælger ikke, fordi Bismarck har indkaldt denne nationalforsamling, men vi vælger, til trods for at han har indkaldt den. Vi vælger, fordi vi forkaster den afmægtige politik, som består i at se uvirksomt til, fordi vi vil tage del i alt, hvad der sker i offentlige anliggender, og fordi kun vi - Arbejderpartiet - er i stand til at forhindre, at den feje bourgeoisi-liberalisme påny forråder folkets sag.« Bladet anbefalede den kraftigst mulige agitation for den almindelige valgret for at drive Bismarck frem ad den vej, han mod sin vilje havde betrådt.

Regeringen havde muligvis nok haft sine bagtanker, da den løslod Schweitzer af fængslet. Men betalte ikke prisen - lige så lidt som Marx havde indladt sig på Bismarcks tilbud. Ikke med en linje billigede han den prøjsiske voldspolitik. Den politik, han anbefalede arbejderklassen, var nøjagtigt den samme, som Lassalle, hvis han havde levet, ville have anbefalet den. Og denne politik sejrede også på foreningens generalforsamling. Men da rullede allerede jernterningerne om det tyske folks skæbne.

I løbet af nogle få uger var sagernes stilling fuldstændig forandret. Den prøjsiske hær havde slået såvel den østrigske krigsmagt som mellemstaternes tropper, der i det afgørende øjeblik havde forenet sig med den. I det blodige slag ved Königsgraatz, hvor der faldt 13,000 østrigere og 9,000 prøjsere, fastsloges magtstillingen i Tyskland. De besejrede regeringer viste deres patriotisme ved at søge tilflugt i Napoleon IIIs armé. Frankrig standsede de prøjsiske våbens sejrstog og stillede forslag om fredsbetingelserne. Revolutionen fra oven måtte blive stående på halvvejen ved en fremmed despots magtbud.

Østrig gav afkald på enhver indblanding i de tyske anliggender. Staterne nord for Main dannede en forbundsstat, men rigtignok således, at det prøjsiske monarki, som nu var blevet forstærket ved indlemmelsen af Slesvig-Holsten, Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt, stod med trykkende magt over en mængde små vasaller. Staterne syd for Main derimod, Bajern, Württemberg, Baden, svævede i luften; de kunne enten optræde som selvstændige magter eller indgå en »national forbindelse« med det Nordtyske Forbund. Denne tilstand kunne umuligt holde i længden, dertil stred den for stærkt imod kapitalismens interesser, og Bismarck forstod at indrette sin politik derefter. Han var midt i udførelsen af det program, som han et par år i forvejen skal have udviklet for en russisk statsmand: »Jeg vil købe nogle, skræmme andre, slå atter andre og til sidst vinde dem allesammen for mig ved at føre dem imod Frankrig.«

Bourgeoisiet bøjede sig for Bismarcks politik. Fremskridtspartiet smeltede som dug for solen og gik over i det national-liberale parti, som uden videre vrøvl gav afkald på det politiske herredømme, når blot bourgeoisiet fik sine materielle interesser tilfredsstillet. En så ynkelig politik var proletariatet ikke i stand til at drive. De store mål, der lyste for det, forandredes ikke ved omvæltningen i de tyske tilstande, men kampen fremad mod disse mål var blevet vanskeligere, fordi Prøjsens sejr var en sejr for reaktionen. Spørgsmålet var da, om proletariatets kamp skulle tages op på grundlag af den ny tilstand, eller om man skulle bekæmpe denne tilstand. Og dette spørgsmål kastede en årelang uenighed ind i den tyske arbejderklasse.

Den almindelige Tyske Arbejderforening bestemte sig for at kæmpe på det ny prøjsiske grundlag. »Der Sozialdemokrat« overskuede med fuldkommen klarhed den situation, der forelå, da krudtrøgen var fordampet. Selvfølgelig kunne de tyske arbejdere aldrig blive redskaber for en herskesyg junker, men Prøjsen havde nu engang skabt en kerne af national kraft, omkring hvilken nationen kunne samle sig. Berlin måtte blive midtpunktet i den tyske enhedsstat. Men i modsætning til dette program vedtog de sachsiske arbejdere - på en landsforsamling i Chemnitz - under ledelse bl.a. af Liebknecht og Bebel at føre en uforsonlig kamp mod den prøjsiske overmagt.

Omtrent på samme tid afholdt internationale sin første kongres i Genf, hvor dog kun nogle få tyske delegerede var tilstede. Kongressens vigtigste beslutninger gik ud på en beskyttelseslovgivning - bl.a. en 8-timers arbejdsdag - og nødvendigheden af at danne stærke fagforeninger. Men det skulle kun være midler til at nå det store mål: menneskehedens befrielse, som Internationale pegede frem imod, medens en ny tidsalder af »jern og blod« truede Europa.

Trods alt sit held kunne Bismarck ikke trække den trumf tilbage, som han havde spillet ud før krigen ved løftet om almindelig valgret. Han havde brug for en dråbe demokratisk olie til at salve sig med for at stå som fuldbyrder af nationens vilje. I februar 1867 blev de første valg til den forfatningsgivende rigsdag udskrevne. Arbejderpartiet tog levende del i valgkampen. Grevinde Hatzfeld intrigerede ivrigt for et program, som hun påstod var i Lassalles ånd, men som i virkeligheden var ganske bismarcksk. Men hovedmassen af arbejderne fulgte den taktik, som Schweitzer tilrådede. Deltagelsen var meget livlig, navnlig i de rhinske industriegne og i det nordvestlige Tyskland. I Elberfeld-Barmen kæmpede Schweitzer med Bismarck og en liberal, men kom ikke på omvalg. Partiet mønstrede 40,000 stemmer, men erobrede ikke eet eneste mandat. Derimod fik det Sachsiske Folkeparti valgt to mand, Bebel og Schraps.

Efter dette udfald af valgene følte Den almindelige Tyske Arbejderforening endnu mere end før nødvendigheden af at styrke sin organisation, og på en generalforsamling i Braunschweig blev nu Schweitzer valgt til præsident med diktatorisk myndighed. Der blev gjort rent bord med grevinde Hatzfeldt, som stiftede en særlig sekt under såkaldet »lassallesk« fane, hvormed hun i et par år drev et pinligt og forargeligt spil. Generalforsamlingen vedtog iøvrigt et rent og klart socialistisk program - samfundets overtagelse af produktionen - medens der på Internationales anden kongres i Lausanne kort tid efter var stor uenighed mellem deltagerne om privat eller fælles ejendomsret til jord og grund.

Imidlertid havde den forfatningsgivende rigsdag sluttet sit arbejde, som ganske var faldet ud efter Bismarcks ønsker. Den almindelige valgret var dog blevet stående, selvom Bismarck havde fået gennemført, at rigsdagsmændene ikke skulle have diæter. Men arbejderne sagde: »Vi vil ikke lade vore talsmænd sulte« og tog med frisk mod fat på de nye valg til den Nordtyske Rigsdag, som skulle sidde i tre år. Det lykkedes denne gang at få Schweitzer valgt i Elberfeld-Barmen og Reincke i en anden Rhinkreds; men den sidstnævnte blev kort efter, på grund af sin tvetydige optræden i rigsdagen, udstødt af partiet. Det Sachsiske Folkeparti havde holdt sine to pladser fra sidst og desuden fået valgt Liebknecht og lægen Gøtz. Af disse fire var kun Liebknecht erklæret socialist; Bebel befandt sig endnu i overgangsstadiet mellem borgerlig radikalisme og socialdemokrati, og de to andre var almindelige demokrater, der snart udviklede sig til forbitrede modstandere af Arbejderpartiet. Dette havde altså kun to mænd til sit forsvar på rigsdagen: Schweitzer og Liebknecht - og mellem dem blussede den gamle strid om taktikken straks op.

Liebknecht betragtede det Nordtyske Forbund som et reaktionært værk af vold og uret, der under alle omstændigheder måtte bekæmpes. Han ville derfor ikke tage del i det praktiske lovgivningsarbejde på rigsdagen, men kun bruge den som en agitationstribune, hvorfra han kunne udslynge sin protest mod den ny tingenes orden. For Schweitzer derimod stod det som Arbejderpartiets opgave under de nu engang givne forhold at føre en så praktisk politik som muligt. Han indbragte et forslag til en lov om arbejderbeskyttelse efter engelsk mønster, men Liebknecht nægtede at støtte det og beskyldte Schweitzer for at ville spille arbejderbevægelsen over i Bismarcks hænder. Denne ugrundede beskyldning var det første led i en kæde af mistænkeliggørelser, der førte til partiets spaltning.

Året 1867 sætter skel i arbejderbevægelsens historie: ikke blot fordi de første tyske socialdemokrater da rykker ind på rigsdagen, men også fordi Karl Marx i dette år udgiver første bind af sit hovedværk »Kapitalen«, hvormed han fuldender sin kritik af den borgerlige samfundsøkonomi. Idet han skildrede de former, hvorunder kapital frembringes, nåede han den højde, hvorfra det hele område af moderne samfundsforhold lå udbredt klart og overskueligt ligesom et landskab for bjergbestigerens blik.

I det første afsnit af sit ny værk sammenfattede Marx endnu engang hvad han i sit tidligere omtalte skrift fra 1859 havde sagt om vare og penge. Men rigtignok i en langt rigere fremstillingsform, i en verdensomfattende ramme og i et billede fuldt af hårfine afskygninger. Ikke meget i verdenslitteraturen lader sig i litterært mesterskab sammenligne med disse kapitler. Deres meget udskregne dunkelhed gælder kun for den læser, som ikke er skolet i tænkningens kunst. Den kilde til erkendelse, som ved en smule alvorlig umage her åbner sig for enhver sund menneskeforstand, er i virkeligheden så klar og ren, at man kan tælle sandkornene på dens bund.

Efter at have bestemt forholdet mellem vare og penge går Marx over til at undersøge, hvorledes penge forvandler sig til kapital. Vareomsætningen foregår jo på den måde, at en vare af en vis værdi udveksles med en anden vare af samme værdi; til at bestemme værdien anvender man penge, som altså både er et byttemiddel og en vare. Ved omsætningen alene skabes imidlertid ingen ny værdi. Hvis Povl ved list eller snildhed sælger Per en vare, som er 40 kr. værd, for 50 kr., så tjener Povl ganske vist 10 kr., men da Per taber dem, bliver samfundet ikke rigere ved denne handel; der skabes ikke nogen ny værdi; der dannes ikke nogen ny kapital. Hvorledes kan da pengebesidderen ved at købe og sælge varer til deres værdi få mere værdi ud, end han har sat ind? Jo, han kan det, fordi han på markedet finder en vare af en så ejendommelig beskaffenhed, at selve dens forbrug er en kilde til ny værdi. Denne vare er - arbejdskraften. Den menneskelige arbejdskraft. Arbejderens kraft.

Dermed løste Marx den gåde, som den liberale samfundsøkonomi var strandet på, og som den småborgerlige socialisme forgæves havde pint sig med; han fastslog forskellen mellem arbejdslønnen og arbejdsudbyttet, idet han påviste, at arbejderen kun får en del af sit arbejdsudbytte i form af løn, medens resten går i hans arbejdsherres lomme.

Sammenhængen er ganske simpel. Arbejderen må, for at kunne leve, sælge sin arbejdskraft. Det er den eneste vare, han ejer. Hvorledes bestemmes nu værdien af denne vare? Den retter sig ligesom ved andre varer efter den arbejdstid, der kræves til at frembringe den - det vil altså sige til at vedligeholde og forny arbejderens egen livskraft. Med andre ord: arbejdskraftens værdi svarer til værdien af arbejderens livsfornødenheder, føde, klæder osv., samt midler til at forplante slægten, for at arbejdskræfterne stadig kan erstattes, efterhånden som de slides op.

For at frembringe disse livsfornødenheder behøves imidlertid ikke en hel arbejdsdag. Marx antager, at fem til seks timers arbejde er nok. Hvis altså arbejderen arbejdede for sig selv, ville han skaffe sig alt, hvad han behøvede, i en halv dag, og resten af tiden kunne han tage sig fri eller skaffe sig mere fortjeneste. Men skønt nutidens arbejder er »fri« i modsætning til oldtidens slave og middelalderens livegne, har han dog ikke samtidig med friheden erhvervet ejendom. Han er altså nødsaget til at give sig i tjeneste hos dem, der besidder jorden og produktionsmidlerne. Disse fordrer nu, at han skal arbejde den fulde dag på 12 timer eller mere. I seks timer frembringer han sine livsfornødenheder; det er det, Marx kalder »nødvendigt arbejde«; i de andre 6 timer frembringer han merværdien til fordel for dem, der beskæftiger ham. Kapitalisten betaler kun med en sum, der repræsenterer 6 arbejdstimer. Han erhverver på den måde alt, hvad han kan lade frembringe i den fulde arbejdsdag. Han bytter 6 timers udbytte mod 12 timers arbejde og stikker den overskydende værdi i sin egen lomme. Derved opstår kapitalen.

Når arbejdsdagen består af 6 timers nødvendigt og 6 timers overtalligt arbejde, så leverer den fri arbejder hver uge kapitalisten 6 gange 6 eller 36 timers overarbejde; det er altså det samme, som om han arbejder først tre dage for sig selv og så tre dage for kapitalisten. Det sker kun ikke i den form; thi det synes mindre, når arbejderen i hvert minut arbejder 30 sekunder for sig selv og 30 for kapitalisten. Under hoverisystemet var overarbejdet nøje skilt fra det nødvendige arbejde, men under lønarbejdet er dette ikke mere tilfældet.

Kapitalisten har forskellige midler til at forøge sin gevinst. Det første består i at forøge sine arbejderes antal. Så mange arbejdere han har, så mange gange indkasserer han produktet af de 6 timers overskydende arbejde. Hvis han kun havde een arbejder og ved ham hævede den halve del af dagens udbytte, ville han kun få så meget, at han kunne leve som en simpel arbejder. Har han to, vil han kunne forbruge, hvad der svarer til to arbejderes forbrug og således videre. Det andet middel er at forlænge arbejdsdagen. Jo længere arbejderen arbejder ud over den nødvendige tid, der svarer til hans løn, des større er den fordel, han tjener til herren. Marx viser ved meget udførlige eksempler, tagne fra industriens historie og den industrielle lovgivning i England, at kapitalen og maskinen nødvendigvis må arbejde på at forlænge arbejdsdagen, og at der for at standse dem på denne vej behøvedes statens indblanding og love, der efterhånden begrænsede arbejdstimerne.

Det tredje middel består i at formindske varigheden af det »nødvendige arbejde«. Hvis arbejderen i 3 timer kunne frembringe, hvad han behøver til at leve af, ville omkostningerne ved hans arbejdskraft formindskes med det halve. Kapitalisten ville da få den fulde værdi af 12 timers arbejdsdagen mod at give den pengesum, delsvarer til tre arbejdstimer, det vil sige det halve af den tidligere løn. Men hvorledes fremkommer denne formindskelse? Ved at gøre det arbejde mere produktivt, som frembringer arbejderens forbrugsgenstande. Da arbejdstimerne betales med samme pris, ligegyldigt hvad de frembringer, så vil, hvis man i en time frembringer to gange flere genstande, hver genstand kun koste halvt så meget, og arbejderen vil kun have halvt så store udgifter for at leve; han vil altså kunne sælge sin arbejdskraft for en løn, der er formindsket til det halve.

Kort sagt, al merværdi, ligegyldigt i hvilken form den end krystalliserer sig: som rente, forpagtningsafgift, profit, aktieudbytte, er intet andet end ubetalt arbejde. Det moderne samfund lever på bekostning af, hvad arbejderne beskæres for i udbyttet af deres arbejde.

Men hvorledes har der fra først af ophobet sig kapital? Den borgerlige samfundsøkonomi giver en lignende forklaring, som teologien giver af syndefaldet: Adam bed i æblet, og således kom synden ind i verden. I en grå fortid, hedder det, fandtes der på den ene side en skare flittige mennesker, på den anden side en flok dovenkroppe; og deraf kommer det så, at nogle dyngede rigdomme op, medens de andre til slut ikke havde andet at sælge end deres egne legemer. Fra dette syndefald skal fattigdommen skrive sig; det skal have skylden for, at den store mængde trods alt arbejde ikke har andet at sælge end sig selv, medens andre stadig vokser i rigdom, skønt de forlængst er hørt op med at arbejde. Men virkeligheden har oprindelig været en ganske anden; i den har erobringer, undertrykkelser, mord, kort sagt voldshandlinger spillet hovedrollen.

Arbejdernes adskillelse fra produktionsmidlerne, det vil sige ophøret af deres ejendomsret til disse, danner forberedelsen til den kapitalistiske produktionsmåde. Det er kapitaldannelsens første begyndelse. Det gik imidlertid ikke straks så hurtigt for sig; en hel række begivenheder måtte gå forud, og derom kan det moderne borgerlige samfunds historie fortælle. Udgangspunktet for udviklingen er arbejdernes slaveri, og det, som senere sker, er kun en forandring af dette slaveris form. Selvom vi kan træffe den kapitalistiske produktion hist og her allerede i det 14de og 15de århundrede, så begynder den dog egentlig først i det 16de århundrede, da livegenskabet var forsvundet. Mest indgribende er de tider, i hvilke store skarer af mennesker pludselig og med magt blev taget fra deres eksistens- og produktionsmidler og kastede ud på markedet som proletarer, der var »frie« som fuglene i luften. Hovedbegivenheden er, at man berøvede arbejderen jorden. Derved skabtes et proletariat, som kunne anvendes i industrien.

Det må være tilstrækkeligt med disse antydninger af den geniale udvikling, Marx giver af kapitalens oprindelse. Under Englands historie er desuden - på samme grundlag - givet en fremstilling af den moderne kapitalismes gennembrud.

Adskillelsen mellem arbejdere og arbejdsmidler, hvorved på den ene side samfundets produktions- og livsmidler forvandles til kapital, og på den anden side den store mængde bliver lønslaver under navnet »frie« arbejdere - det er resultatet af den sidste historiske udvikling. Dersom det er sandt - siger Marx - hvad en fransk forfatter har sagt, at pengene kommer halvt blodplettede til verden, så sveder kapitalen blod ud af alle porer fra isse til fod. Man påstår, at kapitalen af naturen er ængstelig og flyer al kamp og strid. Det er sandt, men ikke den fulde sandhed. Kapitalen er ganske vist tilbageholdende, når profitten tager af, men den bliver brutal, så snart profitten tager til. For 10 pct. sikker gevinst kan man finde den alle vegne; for 20 pct. bliver den livlig; for 50 pct. vover den alt; for 100 pct. træder den alle menneskelige love under fødder, og for 300 pct. eksisterer der ikke den forbrydelse, uden at den tør risikere den, selv med fare for galgen.

Til slutning viser Marx imidlertid, hvorledes kapitalismen ophæver sig selv. Idet den lille industri mere og mere må give plads for storindustrien, midtsamler produktionsmidlerne sig efterhånden på et forholdsvis lille antal besidderes hænder. Når denne omdannelsesproces er fuldført til en vis grad, antager ejendomsplyndringen en anden form, idet de store kapitalister udplyndrer de mindre. Samtidig vokser arbejdermassernes nød og afhængighed, men også disse arbejdermasser forener sig, organiserer sig og kæmper for at gøre modstand og fremkalde en omvæltning.

Nu er tiden kommen, da de kapitalistiske forrettigheder bliver hindringer for den produktion, de selv har udviklet. Produktionsmidlernes midtsamling i de store bedrifter og arbejdets samfundsmæssige karakter lader sig ikke længere forene med den kapitalistiske privatbesiddelse. Dens sidste time er slået. Ejendomsranerne bliver selv berøvet deres ejendom, som går over til samfundet, til alle dem, der arbejder. Men denne omdannelse vil foregå langt lettere og hurtigere, end da kapitalisterne berøvede arbejderne deres ejendom, thi nu drejer det sig kun om at fratage nogle få jernkonger, bomuldsbaroner, jordtyranner og andre for folkemasserne ødelæggende junkere deres uretmæssige ejendom.

Det er naturligvis umuligt på nogle få sider at give en forestilling, der nogenlunde svarer til den rigdom af tanker og kendsgerninger, som »Kapitalens« første bind indeholder. Hvad der i en så sammentrængt form mere eller mindre synes ubevist påstand, det bygger sig i selve bogen op sten på sten, upoleret, uafpudset, fast sammenføjet ved logikkens kraft, urokkeligt ved kendsgerningernes vægt. Og i den fylde af åndelige skatte, der med næsten ødsel hånd er strøet ud over værket, bærer det geniets ægteste stempel: læseren har stadig den fornemmelse, at mesteren selv er større end sit værk.

Idet Marx kritiserede den borgerlige samfundsøkonomi, fuldendte han den på samme tid. Han byggede på den grund, som Adam Smith og Ricardo havde lagt, han førte undersøgelsen af den kapitalistiske produktionsmåde videre på det punkt, hvor hine selvstændige tænkere havde afbrudt den eller rettere havde været nødt til at afbryde den, fordi selve kapitalismens love endnu ikke var så vidt udviklede, at man kunne se til bunds i dem.

Den officielle samfundsvidenskab søgte først at tie »Kapitalen« ihjel, dernæst at frakende den videnskabelig værdi. Hvad arbejderklassen angik, så måtte den først opdrages gennem selve den økonomiske udvikling, før det værk, som Marx havde rakt den, kunne gå over i dens kød og blod. Kapitalismen var endnu kun mangelfuldt udviklet i Tyskland, selvom arbejderne allerede led under de onder, den førte med sig. Der var stadig så mange levninger af den gammeldags produktionsmåde tilbage, at arbejderne vanskeligt kunne se den sammenhæng i de moderne tilstande, som Marx afslørede. Når Johann Philipp Becker kaldte »Kapitalen« for arbejderklassens bibel, var det alligevel - historisk set - en træffende sammenligning. I begyndelsen undrede man sig mere over den, end man læste den, man beundrede den mere, end man forstod den, og den blev udlagt med rettroende iver mere end med kritisk indsigt. Modstandernes beskyldning for fanatisk dogmetro var dengang mere berettiget end nu, da storindustriens fremskridt dag for dag viser, hvor rigtigt Marx har forstået den engelske storindustris væsen på den tid, da han skrev sin bog.

Et historisk værk, som skildrer en bestemt periode af menneskehedens udvikling, kan ikke være en ufejlbarlig visdomsbrønd for alle tider, og ingen var fjernere fra at påstå dette end Marx selv. I de forløbne henved 30-40 år har kapitalismen udvist mange fremtoninger, som han ikke kendte eller forudså netop i den form, og kriserne i industrien vender ikke så regelmæssigt tilbage hvert tiende år, som han skildrede det. Men enhver afvigelse fra reglen har kun bekræftet rigtigheden af hans syn på den retning, kapitalismen i det store og hele ville følge. Mod påstanden om den voksende elendighed har man indvendt, at arbejderklassen er længst fremskreden på de steder, hvor den kapitalistiske produktionsmåde er mest udviklet. Men Marx viser jo netop også, hvorledes storindustrien med sin sultepisk optugter en hær af arbejdere til dødsfjender af kapitalismen. Det er ikke storindustrien, der af sig selv giver arbejderne del i sine velsignelser, nej, arbejderne må kæmpe på livet løs med kapitalisterne om hver fodsbred jord af det forjættede land - om hver øre mer af arbejdets udbytte.

Der gik en tid lang, før »Kapitalens« første bind blev det tyske proletariats åndelige ejendom, men tilegnelsen begyndte dog straks. I »Der Sozialdemokrat« anmeldte Schweitzer bogen i en lang række indgående artikler. Den første tyske arbejder, som fuldtud viste sin forståelse af det mægtige værk, var Josef Dietzgen, en logarver, som dengang levede i St. Petersborg. Han sendte en kritik af bogen til »Demokratisk Ugeblad«, som under Liebknechts redaktion var organ for det Sachsiske Folkeparti. Af denne kritik havde Marx sin største glæde; i de tegn på forståelse, som hans kæmpeværk fandt i selve arbejderklassen, så han sin bedste løn. Dietzgen udgav senere et skrift, hvori han selvstændigt forklarede det menneskelige åndsarbejde ud fra en materialistisk opfattelse; Marx plejede at kalde ham »vor filosof«.

Men vi må nu, da vi har dvælet et øjeblik ved »Kapitalen«, genoptage tråden i den historiske fremstilling. Året 1866 havde medført en voldsom krise i den europæiske industri. Store engelske huse gik fallit, spekulationen lammedes, talrige fabriker måtte indstille deres produktion. Følgelig sank arbejdslønnen, arbejdsløsheden voksede, og mislykket høst drev samtidig priserne på levnedsmidler i vejret. Under disse forhold fik arbejderbevægelsen vind i sejlene, idet proletariatet af ren selvopholdelsesdrift rejste sig imod de umenneskelige samfundstilstande. Forskellige fagforeninger var allerede dannede rundt omkring, og talrige strejker udbrød som yderste nødværge i kampen for livet. Cigararbejderne og bogtrykkerne i Berlin forsvarede sig med held mod søndagsarbejde og en nedværdigende fabriksordning, og for første gang blev sløret løftet lidt for de grufulde hemmeligheder i den berlinske konfektionsindustri, hvis blomstring viste sig at bero på tusinder og atter tusinder af unge arbejderskers legemlige og åndelige ødelæggelse. Visse kapitalister undså sig end ikke ved det afskyeligste bedrageri. De udleverede til deres arbejdersker fugtig uld, som ved forarbejdelsen tørrede ind og derved svandt i vægt; ved afleveringen af de færdige varer blev dette svind så benyttet som påskud til at trække fra i lønnen. Den noble fremgangsmåde blev afsløret ved en retssag, som vakte almindelig opmærksomhed og forfærdelse. Møder indkaldtes for at drøfte forholdene i konfektionsindustrien, men da arbejderskerne selv tog del i disse møder, skred politiet ind og opløste dem.

»Der Sozialdemokrat« forsvarede atter foreningsretten med yderste energi og ubekymret om alle beslaglæggelser. Men Schweitzer indså samtidig nødvendigheden af at få de spredte strejker bedre organiseret, at få knyttet den faglige bevægelse til den almindelige arbejderbevægelse. På generalforsamlingen i Hamborg 1868 stillede han derfor sammen med Fritzsche - der var blevet valgt til rigsdagen i Reinckes sted - forslag om at indkalde en fagforeningskongres.

Forslaget blev forkastet, men generalforsamlingen havde intet imod, at Schweitzer og Fritzsche indkaldte kongressen på egen hånd. Den fandt da sted i Berlin en månedstid efter. Der var 142,000 arbejdere repræsenterede, og der stiftedes 10 fagforeninger - af skomagere, skræddere, murere, bagere, metalarbejdere, træarbejdere, fabriksarbejdere, bogbindere og sadelmagere, bjergarbejdere, tekstilarbejdere - som skulle samvirke i et fagforeningsforbund med en overbestyrelse på tre mand. Schweitzer, Fritzsche og fabriksarbejder Klein.

Omtrent på samme tid havde de gamle tyske arbejderforeninger, som nu stod under Bebels ledelse, holdt foreningsdag i Nürnberg og dér vedtaget at slutte sig til Internationales program samt ligeledes at danne samvirkende fagforeninger. Det var et stort fremskridt, omend ikke så afgørende som det syntes. Blandt flertallet var der nemlig mange borgerlig-liberale medlemmer, som mente, at de nok kunne stemme for det Internationale program, men som ikke ville have stemt for et nationalt arbejderprogram i samme ånd. Endelig havde selve Internationale holdt sin tredje kongres i Bryssel og dér vedtaget nødvendigheden af politisk kamp og strejker samt af fællesejendom til jord og grund - det sidste dog mod et stærkt mindretal af de franske afsendinge.

»Demokratisk Ugeblad« kunne da sammenfatte stillingen med de ord: »I Hamborg, Nürnberg og Bryssel er de samme bestræbelser, de samme mål: arbejdets befrielse fra kapitalens lænker, afskaffelse af klasseherredømme og lønslaveri, oprettelse af en på frihed og ligeberettigelse grundet stat«. Det så jo nok så strålende ud, men under den tilsyneladende enighed lurede stadig de gamle skarpe modsætninger. Fagforeningsbevægelsen gav anledning til fornyet splid. Liebknecht og Bebel forlangte, at der skulle indkaldes en fælles generalforsamling for at få sammensmeltet de fagforeninger, som Schweitzer havde organiseret, og dem, der var oprettede i følge Nürnberger-beslutningen. Men det ville Schweitzer ikke indlade sig på. Hvis »de herrer Bebel og Liebknecht« ville virke for enighed i den faglige bevægelse, sagde han, så kunne de træde ind i fagforeningsforbundet og gøre sig gældende dér. Han kaldte Nürnberger-programmet for et »uklart visvas« og blev til gengæld atter og atter stemplet af Liebknecht som en »forræder mod socialismens og demokratiets sag.«

Den spaltning, der således var indtrådt i den faglige som i den politiske bevægelse, var en følge af de givne forhold. Den kunne ikke lukkes ad kunstig vej. Såret måtte bløde ud, før det grundigt kunne læges indvendigt fra.

Da Schweitzer som følge af politiets indskriden mod »Den almindelige Tyske Arbejderforening« forlagde foreningens hovedsæde fra Leipzig til Berlin, blev også dette bebrejdet ham som en »skurkestreg«, hvorved han ville udlevere arbejderbevægelsen til Bismarck. Kort efter begyndte han udsoningen af en tre måneders fængselsstraf, under hvilken ledelsen af »Der Sozialdemokrat« overtoges af Wilhelm Hasselmann. Det var en ung student i kemi, som Schweitzer kort forinden havde knyttet til bladets redaktion. Født i Bremen i 1844, tidlig forældreløs og henvist til rige slægtninges velgørenhed, havde Hasselmann fra barnsben af smagt al den bitterhed, som slige forhold plejer at medføre. Fra disse sørgelige erfaringer stammede det indesluttede og mistroiske væsen, han bar til skue. Med sit had til kapitalismen og sit opvakte hoved fandt han sig snart til rette på det socialpolitiske område. Han var en dygtig journalist, der førte en kraftig, omend ikke særlig smidig pen.

I begyndelsen af 1869 fandt der et par suppleringsvalg sted, der vidnede om partiets voksende styrke. I Duisburg slog Hasenclever både den konservative og den national-liberale modkandidat. I Celle fik York et betydeligt stemmeantal. Schweitzer begyndte nu også at sætte en agitation i gang i Sydtyskland, hvorved han kom på tværs af Bebel og Liebknecht, som netop arbejdede ivrigt på at reorganisere de sydtyske arbejderforeninger i Internationales ånd. De vendte sig derfor med heftig forbitrelse mod Schweitzer, og Liebknecht erklærede sig villig til at bevise, at det var Bismarck, der stod bagved Schweitzers agitation, som kun gik ud på at splitte partiet. Schweitzer modtog udfordringen i den form, at Liebknecht og Bebel fik indbydelse til at møde på Den almindelige Tyske Arbejderforenings generalforsamling for at begrunde deres anklager.

Som sagt så gjort. På generalforsamlingens første dag stod Liebknecht og Bebel frem og forebragte anklagerne, der gik ud på, at Schweitzer havde begået forræderi i rigsdagen ved at anerkende det Nordtyske Forbund, at han havde kaldt Nürnberger-programmet for »visvas«, osv.. Schweitzer indlod sig ikke på en ny besvarelse af disse kendte anklager, men forlangte et tillidsvotum af foreningen som tegn på deres betydningsløshed. Han fik også dette tillidsvotum, men en del af de delegerede afholdt sig fra at stemme, og blandt dem var mænd som Bracke, Geib og York, der vel ingenlunde mistænkte Schweitzer, men som var misfornøjede med hans diktatur, der da også ved samme lejlighed blev indskrænket.

Og Schweitzer var selv skyld i, at denne misfornøjelse voksede, trods den dygtighed, hvormed han førte den politiske kampagne på rigsdagen og organiserede den faglige bevægelse. Han ville være uindskrænket diktator. Og for at genopnå dette mål begik han et slags statskup, idet han på egen hånd sluttede forbund med grevinde Hatzfeldts forening, der på dette tidspunkt led af uhelbredelig svindsot. Den skulle gå op i en højere enhed med Den almindelige Tyske Arbejderforening og derved styrke Schweitzers stilling. Striden udbrød nu igen, - endnu bitrere end før; det regnede fra begge sider med beskyldninger og mistænkeliggørelser. En gruppe af mænd fra alle arbejderlejre med Bebel og Liebknecht i spidsen udstedte derfor et opråb til »Tyske socialdemokrater«, som indkaldtes til en »almindelig tysk socialdemokratisk arbejderkongres« i Eisenach d. 7.-9. august 1869.