»Den Almindelige tyske Arbejderforening« var opstået i maj 1863 (Allgemeine Deutsche Arbeiterverein - ADAV), og byggede på Ferdinand Lassalles idè om arbejderproduktionsfællesskaber. I august 1869 stiftedes i Eisenach »Det Socialdemokratiske Arbejderparti« (Sozialdemokratische Arbeiterpartei) (SDAP), der oprindeligt havde et program efter de retningslinier, som var vedtaget i den 1. Internationale (1864 m.v.). I byen Gotha i maj 1875 forenedes ovennævnte to bevægelser, og dannede »Tysklands socialistiske arbejderparti« (SDAP). Det nye socialistiske arbejderparti voksede hurtigt, og i 1877 fik partiet 9,1 pct. af stemmerne ved det tyske rigsdagsvalg. Men junkerne og i borgerskabet var nu i alarmtilstand, og i 1878 fik Bismarck vedtaget «Loven om socialdemokratiets samfundsskadelige virksomhed»; »Gesetz gegen die gemeingefährlichen Bestrebungen der Sozialdemokratie« - kaldet Socialistloven -, der blev suppleret af flere love/forordninger, der forbød socialdemokraterne at danne foreninger, afholde møder, udsende aviser og pjecer. De tyske socialister måtte så trykke deres aviser i udlandet, og smugle dem ind i Tyskland. En stor del ledere og agitatorer blev udvist af Tyskland, og ca. 1.500 socialister kom i fængsel i perioden 1878-1890. 3-400 organisationer blev opløst. Adolf Hitler (1932-45) gentog senere svineriet. Socialisterne kunne således ikke indkalde til kongres. I 1890 forlængede den tyske rigsdag ikke socialistlovene, og dermed trådte de ud af kraft. Men de statslige myndigheder fortsatte dog via cirkulærer og dekreter, at chikanere og forfølge den socialistiske bevægelse. »Tysklands socialistiske arbejderparti« fik ved rigsdagsvalget i 1890 19,7 pct. af stemmerne - 1.427.298 stemmer. På kongressen i Erfurt i 1891 tog partiet nyt navn til »Tysklands Socialdemokratiske Parti« (SPD). Karl Kautsky kunne ikke godkende Bernsteins revisionistiske anskuelser, og påviste i en række artikler, at Karl Marx i alt væsentlighed havde haft ret, at udviklingen netop er gået i den retning, som Marx med profetisk blik så komme.  Rosa Luxemburg rettede i 1914 en kritik mod partiets udvikling i Junius-brochuren. Iøvrigt blev »Kommunistische Partei Partei« (KPD) forbudt af den vesttyske forfatningsdomstol i 1956. KPD var et alternativ til Det Tyske Socialdemokrati, der søgte samarbejde med de borgerlige partier. Efter at den vesttyske regering tillod dannelsen af et nyt kommunistisk parti opstod så i 1968 »Deutsche Kommunistische Partei«, DKP. Men så blev Berufsverbot vedtaget i Vesttyskland i januar 1972 ved en forordning.

Det program som det tyske socialdemokrati vedtog på partidagen i Erfurt (d. 14.-20. oktober 1891) falder i to dele, en almindelig, teoretisk del, som behandler socialdemokratiets grundlag og slutmål, og en praktisk del, som indeholder de krav socialdemokratiet som praktisk arbejdende parti stiller til det nuværende samfund og den nuværende stat, for at kunne nå sit endelige mål.

Vi beskæftiger os her kun med den første, den almindelige del. Denne falder igen i tre underafdelinger: 1. En karakteristik af det nuværende samfund og dets udviklingsgang. Deraf sluttes: 2. Socialdemokratiets endelige mål og 3. De midler som kan og må føre til programmets virkeliggørelse.

Lad os nu se på den første underafdeling. Den består af fire afsnit, som lyder: «Det borgerlige samfunds økonomiske udvikling fører med naturnødvendighed til smådriftens undergang, hvis grundlag er arbejderens ejendomsret til produktionsmidlerne. Udviklingen adskiller arbejderen fra hans produktionsmidler og forvandler ham til en ejendomsløs proletar, idet besiddelsen af produktionsmidlerne bliver et monopol for et forholdsvis lille antal af kapitalister og store grundejere.

Samtidig med denne monopolisering af produktionsmidlerne fortrænges den oprevne smådrift, værktøjet udvikles til maskiner og det menneskelige arbejdes produktivitet vokser kæmpemæssig. Men alle fordele ved denne omdannelse monopoliseres af kapitalisterne og de store grundbesiddere. For proletariatet og den synkende middelstand - småborgere og bønder - betyder denne omdannelse en tiltagende usikkerhed i deres eksistens, mere elendighed, undertrykkelse, afhængighed, fornedrelse og udbytning.

Antallet af proletarer bliver stadig større, de overflødige arbejderes armé stadig mere kæmpemæssig, modsætningen mellem udbyttere og udbytterne stadig skarpere, klassekampen mellem bourgeoisi og proletariat stadig bittere, og denne klassekamp adskiller det moderne samfund i to fjendtlige lejre og er det fælles kendetegn for alle industrilande.

Kløften mellem de besiddende og de besiddelsesløse bliver yderligere udvidet ved de kriser som kommer af den kapitalistiske produktionsmådes væsen. Kriserne bliver stadig mere omfattende og ødelæggende, og medfører den almindelige usikkerhed til samfundets normaltilstand og leverer beviset for, at produktionskræfterne er vokset over hovedet på det nuværende samfund og er beviset for, at privatejendomsretten til produktionsmidlerne er blevet uforenelige med deres hensigtssvarende anvendelse og fulde udvikling.»

Allerede i første sætning af vort program støder vi på et bemærkelsesværdig ord: «økonomisk udvikling». Dette ord fører os straks til kernepunktet i den socialdemokratiske tankeverden.

Mange mener, at de siger noget meget dybsindig, når de overfor os erklærer: «Der findes intet nyt under solen. Som det er i dag, således har det altid været og vil det vedblive med at være. Intet er mere urigtig og tåbeligt end denne påstand. Den moderne videnskab viser os, at der aldrig forekommer stilstand, men at der i samfundet som i naturen kan spores en stadig udvikling (bevægelse).

Vi véd i vore dage, at oprindeligt levede mennesket på dyrenes måde og alene ved at indsamle det som naturen gav frivilligt fra sig. Men så opfandt mennesket det ene våben efter det andet, det ene værktøj efter det andet, det ene mere fuldkomment end det andet. Mennesket blev fisker, jæger, kvægdrivende nomade, og til slut fastboende agerdyrker og håndværker. Udviklingen er gået stadig hurtigere, indtil den i dag, i dampens og elektricitetens tidsalder, der har taget en sådan fart, at vi kan følge den med vore egne øjne, uden at trække sammenligninger med den grå oldtid. Og alligevel findes der folk, som med en overlegen mine vil belære os om, at der ikke findes noget nyt under solen!

Den måde menneskene skaffer sig levnedsmidler på og fremstiller (producerer) de goder som er nødvendige for at leve, er afhængig af beskaffenheden af deres værktøj, af de midler som står til deres rådighed ved fremstillingen af livsgoderne. Fremstillingsmåden er afhængig af produktionsmidlerne. Nu har menneskene aldrig produceret enkeltvis, men altid i større eller mindre samfund, hvis form til enhver tid afhænger af den herskende produktionsmåde.

Udviklingen af produktionen modsvares derfor af en samfundsmæssig udvikling. Samfundets former og forholdet mellem dets medlemmer hænger atter på det tætteste sammen med de ejendomsformer som de anerkender og opretholder. Hånd i hånd med udviklingen af produktionen går derfor også en udvikling af ejendomsforholdene.

Et eksempel vil gøre dette klart. Lad os tage forholdene i landbruget.

En almindeligt landbrugsdrift omfatter to økonomiske faktorer: husdyr, (kvægavl) og agerbrug. For kvægavlens vedkommende herskede i Tyskland lige ind i det attende århundrede og hersker på flere steder forsat fællesdriften. Dette betinger fælles ejendomsret til jord og græsgange. Det ville være tåbelig, om hver bonde afskilte og omhegnede sit eget stykke græsgang og holdt én egen hyrde til et par stykker kvæg. Derfor hænger bønderne, hvor fællesdriften har holdt sig, sejt fast ved fælles græsgang og fælles hyrde.

Anderledes er det med agerbruget, hvis dette drives med enkle redskaber uden maskiner. En fælles bearbejdelse af alt agerland i en landsby under disse omstændigheder er hverken nødvendig eller hensigtsmæssig for produktionen. De almindelige redskaber i småbruget betinger, at den enkelte alene eller i forening med nogen få (f.eks. hans familie) udnytter et lille stykke jord for sig selv. Og dyrkningen af jorden vil under disse omstændigheder bliver omhyggeligere og give mere udbytte, jo friere brugeren kan råde over sit jordstykke, og jo sikrere han er på at beholde jordens afkastning og fordelene ved de forbedringer han indfører. Agerdriften måtte i begyndelsen starte som smådrift. Og smådriften forudsætter igen privat ejendomsret til produktionsmidlerne, dersom den skal udfolde sig helt.

Derfor ser vi f.eks. hos de gamle tyskere, at den fælles ejendom til jord og arealer som herskede hos dem sålænge dyredrift (og jagt) var den vigtigste levevej, forsvinder lidt efter lidt, og erstattes af privatejendom til jord og arealer, efterhånden som det mindre agerbrug træder i forgrunden. Da kostalden og fårestalden blev indført i stedet for fælles græsgange, var det helt slut med fællesejendommen i landbrugsbeskæftigelsen.

Under indflydelse af denne økonomiske udvikling, som er en følge af fremskridtene i landbrugsbeskæftigelsen, skete det, at bonden gik over fra at være kommunist, til at bliver en fanatisk tilhænger af den private ejendomsret.

Hvad der gælder for småbønderne, gælder også for håndværkerne. Håndværket medførte ikke noget broderlig samvirke mellem et større antal arbejdere. Enhver håndværker producerede i sit eget værksted - enten helt alene eller sammen med een eller to medhjælpere, svende, som tilhørte hans familie og husholdning. Håndværkerens værksted var en helt selvstændig virksomhed ligesom det mindre landbrug. Derfor måtte også håndværkeren ligesom de små landbrug have privat ejendomsret til produktionsmidlerne og produkterne for at kunne udfolde hele deres produktionsevne og arbejdskraft. I småhåndværket er produktet afhængig af arbejderens personlighed, af hans dygtighed, flid og udholdenhed. Han tilvender sig det derfor som sin personlige ejendom. Men han kan ikke helt udfolde sin personlighed i produktionen, hvis han ikke er personlig selvstændig og kan skalte og valte frit med produktionsmidlerne, dvs. uden at disse er hans private ejendom.

Dette har socialdemokratiet erkendt, og siger det udtrykkelig i sit program med de ord, at «den private ejendomsret til produktionsmidlerne danner grundlaget for smådriften.» Men socialdemokratiet siger samtidig, at «det borgerlige samfunds økonomiske udvikling med naturnødvendighed fører til smådriftens undergang.«

Lad os forfølge denne udvikling. 

Udgangspunktet for det borgerlige samfund er små landbrug og håndværk.

Bondefamilien tilfredsstillede oprindelig alle deres behov selv. Den fremstillede alle nærings- og nydelsesmidler, alle redskaber, alle klæder til familiens medlemmer, og den byggede selv sit hus o.s.v.. Den producerede så meget som den trængte, men heller ikke mere. Ved fremskridt i landbrugsmåden nåede den imidlertid omsider derhen, at den afledte et overskud af produkter, som den ikke selv umiddelbart trængte til. Ved dette overskud blev bondefamilien i stand til at tilbytte sig andre produkter, som den ikke selv klarede at fremstille med fordel, men som den satte pris på, f.eks. et smykke, et våben eller et værktøj. Ved dette bytte blev landbrugets afkastning til varer.

En vare er et produkt som ikke er bestemt til at anvendes eller forbruges indenfor den husholdning hvori det er fremstillet, men som er bestemt til at bortbyttes til et andet produkt fra en anden virksomhed. Det korn som bonden avler til eget brug, er ingen vare, derimod er det korn som er avlet med salg for øje en vare. At sælge er intet andet end at en bestemt vare bortbyttes mod en anden, som er kærkommen for enhver, og som på denne måde bliver til penge eller guld.

Som følge af den økonomiske udvikling bliver bonden som vi ser, vareproducent, håndværkeren i den selvstændige smådrift er fra begyndelsen vareproducent. Og det er ikke kun et overskud af produkter han sælger. For hans vedkommende er fremstillingen af produktion til salg det væsentligste.

Varebytningen forudsætter imidlertid to ting: for det første at ikke alle bedrifter producerer det samme, men at der indenfor samfundet er indtrådt en arbejdsdeling, og for det andet at de som bytter varerne, kan råde frit over dem som sin private ejendom.

Jo mere den økonomiske udvikling medfører arbejdets opdeling i specielle fag og efterhånden som privatejendommen vokser i omfang og betydning, træder i almindelighed produktionen til eget forbrug tilbage og fortrænges af vareproduktionen.

Arbejdsdelingen fører sluttelig derhen at også køb og salg bliver et særskilt erhverv, som en speciel klasse mennesker, købmændene, tager fat på. Disse tilvender sig en vinding ved at købe billig og sælge dyrt. Dermed er dog ikke sagt at de kan bestemme varepriserne vilkårlig. Prisen på en vare afhænger i sidste instans af dens bytteværdi. En vares værdi bestemmes derimod af den arbejdsmængde som i almindelighed kræves til varens fremstilling. Prisen på en vare er næsten aldrig den samme som værdien, den bliver ikke kun bestemt af produktionsforholdene men også af markedsforholdene, fremfor alt af udbud og efterspørgsel; den bestemmes af i hvilken mængde varerne bringes til markedet og i hvilken mængde de bliver efterspurgt. Men også prisen er underkastet visse love. Den er forskellig til de forskellige tider og på de forskellige steder. Vil altså en købmand opnå gevinst, så kan han i reglen kun opnå den ved at købe varer på en tid og på et sted hvor den er billig, og sælge den på en tid og et sted hvor den er dyr.

Når bonden eller håndværkeren køber varer, gør han det fordi han behøver til dem til sig selv eller til sin familie, som produktions- eller levnedsmidler. Handelsmanden derimod køber varer, ikke for at forbruge dem selv, men for at forvalte dem sådan at de skaffer ham profit. Varer og penge, som anvendes i denne hensigt, er - kapital.

Man kan ikke afgøre om en vare eller en pengesum er kapital eller ej - i og for sig.

Det kommer an på deres anvendelse. Den tobak en handelsmand køber for at sælge den med gevinst, er for ham kapital. Den tobak han køber for at ryge selv, er for ham ingen kapital.

Den oprindelige form for kapitalen er købmandskapitalen. Næsten ligeså gammel er ågerkapitalen, hvis gevinst består af renter som kapitalisten beregner sig ved udlån af varer eller penge.

Kapitalen dannes på et vist trin af vareproduktionen og naturligvis på grundlag af privatejendommen, som jo danner grundlaget for hele vareproduktionen, Men under indflydelse af kapitalen får privatejendommen en helt ny karakter, eller rettere sagt den får to former. Ved siden af den småborgerlige, som afpasser sig efter smådriften, viser den nu også et kapitalistisk ansigt. Forsvarerne af den nuværende privatejendom henviser kun til dens småborgerlige side. Og dog må man være blind for i vor tid ikke at kunne bliver opmærksom på privatejendommens kapitalistiske side.

På det trin af den økonomiske udvikling som vi nu behandler, hvor kapitalen er kun købmands- og ågerkapital, er kun få træk i det kapitalistiske ansigt synlige, men også de er bemærkelsesværdige.

Bondens eller håndværkerens indkomster afhænger under smådriften i første række af hans og familiemedlemmernes personer, hans flid, hans dygtighed o.s.v.. Mængden af købmandens profit derimod bliver større jo flere penge han har til at købe varer for, jo flere varer han har at sælge. Hvis jeg sælger 10000 pund tobak, bliver min profit under ellers lige vilkår hundrede gange større end om jeg kun kan sælge 100 pund. Det samme gælder om ågerkarle. Kapitalistens indtægter - som kapitalist - bestemmes altså i første linje af størrelsen af hans kapital.

Den enkeltes arbejdskraft og dygtighed er begrænset, således også mængden af de produkter en arbejder under bestemte forhold kan fremstille. Den kan ikke overskride i væsentlig grad et vist gennemsnit. Penge derimod kan ophobes i det uendelige. Og jo flere penge en mand har, desto flere penge yngler de, hvis de bruges som kapital. Dermed er muligheden tilstede for at erhverve umådelige rigdomme.

Men privatejendommen skaber også en anden mulighed. Privatejendommen til produktionsmidlerne betyder for den enkelte retslig anledning til at erhverve disse, men den betyder også muligheden for at miste dem og synke ned i fuldstændig fattigdom. Men ågerkapitalen forudsætter trange vilkår. Den som har det han behøver, vil ikke stifte gæld. Idet ågerkapitalen udnytter den trængendes nødstilstand, bliver den et middel til at øge fattigdommen.

Erhverv uden arbejde - umådelige rigdomme på enkelte - absolut fattigdom blandt andre - disse træk kendetegner privatejendommens kapitalistiske ansigt. Men disse træk er endnu tilsløret, sålænge købmands- og ågerkapitalen er ved begyndelsen af sin udvikling. Navnlig det værste træk, fattigdommen, træder kun svagt frem, ejendomsløsheden danner undtagelserne, den er ikke de store folkemassers lod.

Thi ligesom med andre udbyttere, som dukker op ved siden af købmænd og ågerkarle, f.eks. i middelalderen de store feudalherrer - som vi i denne forbindelse dog ikke skal komme videre ind på - er også købmændene og ågerkarlene på dette trin af udviklingen interesseret i smådriftens beståen og trivsel på landet og i byen. Endnu gælder ordsproget: Har bonden penge, har hele verden penge. Handelen ødelægger ikke smådriften, men den fremmer den under visse omstændigheder. Ågerkarlen udsuger sin skyldner, men har ingen interesse af hans undergang. Tabet af produktionsmidlerne, fattigdommen, fremtræder ikke under disse omstændigheder som et regelmæssig socialt fænomen, men som enkeltstående ulykker, fremkaldt ved usædvanlige uheld eller ualmindelig uduelighed. Fattigdommen opfattes da enten som en af Gud sendt prøvelse eller som en straf for dovenskab, letsindighed o.s.v.. Denne opfattelse er endnu i vor tid stærkt udbredt i småborgerlige kredse, og dog er ejendomsløsheden blevet et almindeligt fænomen af ganske anden art end den var før.

 3. Den kapitalistiske produktionsmåde.

Håndværket i Europa gennemløb i middelalderen en uafbrudt udvikling; arbejdsdelingen i samfundet fortsatte stadig - således spaltede f.eks. væverihåndteringen sig i uldvæveri, linnedvæveri og olmerdukvæveri (dvs. dyne- og pudestof) og forskellige håndteringer som er beslægtet med vævningen, f.eks. overskæring, blev eget erhverv. Der opnåedes større færdigheder og arbejdsmetoder, og værktøjet blev stadig forbedret. Samtidig udviklede handelen sig, særligt på grund af samfærdselsmidlernes forbedring, i første række skibsbygningens udvikling.

For fire hundrede år siden var det en blomstringstid for håndværket og da var det også en begivenhedsrig tid for handelen. Søvejen til Indien, dette eventyrlige land med umådelige skatte, blev fundet, og Amerika blev opdaget med deres uudtømmelige guld- og sølvlejer. En strøm af rigdomme væltede ind over Europa, rigdomme som europæiske eventyrere havde hugget til sig ved handel, bedrag og rov i de nyopdagede land. Løvens part af disse rigdomme tilfaldt handelsherrerne, som var i stand til at udruste skibe og udruste dem med en stor, kraftig besætning, som var ligeså forvoven som de var skruppelløse.

Men ved disse tider opstod også den moderne stat, den centraliserede embedsmands- og militærstat, foreløbig som det enevældige monarki. Denne stat voksede op sammen med de opadstræbende kapitalistklassers interesser, som støttede staten i gensidighed. Den moderne stat, den udviklede vareproduktions stat, henter ikke sin kraft fra personlige tjenester men af deres pengeindkomster. Monarkerne havde derfor al grund til at beskytte og begunstige dem som bragte penge til landet, købmændene og kapitalisterne. Som tak for denne beskyttelse lånte kapitalisterne penge til monarken og staten, gjorde dem til deres skyldnere, bragte dem i afhængighedsforhold til sig og kunne så meget stærkere tvinge statsmagten til at tjene de kapitalistiske interesser ved udvidelse og befæstning af færdselsvejene, ved erhvervelse af oversøiske kolonier, ved krige mod konkurrerende handelsstater o.s.v..

Vor økonomiske børne-ABC lærer os at oprindelsen til kapitalen ligger i sparsommeligheden. Vi har imidlertid allerede lært at kende ganske andre kilder til kapitalen. De kapitalistiske nationers største rigdomme stammede fra deres kolonialpolitik, dvs. fra deres plyndring af fremmede lande; de stammede fra sørøveri, fra smugling, fra slavehandel og handelskrige. Disse nationers historie leverede helt ind i vort århundrede nok af eksempler på sådanne måder at «spare» sammen kapital på. Og statsunderstøttelsen viste sig som et virksomt middel til fremme af denne «sparsommelighed».

Opdagelserne af de nye handelsveje bragte imidlertid ikke kun store rigdomme til købmændene, de udvidede også hurtig afsætningsmarkedet for de europæiske søfartsnationers industri, navnlig Englands, som svang sig op til havets behersker. Håndværket var ikke i stand til at tilfredsstille markedets stærkt voksende behov. Masseafsætning krævet masseproduktion; det store marked trængte til en produktion, som rettede sig ganske efter dets behov, dvs., som var ganske afhængig af købmændene.

Købmændene havde af interesse for sig selv iværksat den masseproduktion som passede til det udvidede marked. De sad også inde med de nødvendige pengemidler til at købe i tilstrækkelige mængder af alt det, som var nødvendig for produktionen, råstoffer, værktøj, værksteder, arbejdskraft - men hvor skulle den sidste tages fra. Slaver, som man kunne købe, fandtes der ingen af i Europa. Og en arbejder, der selv ejer sine produktionsmidler, sælger ikke sin arbejdskraft. Han foretrækker at arbejde for sig selv og sin familie, sådan at hele produktet af hans arbejde bliver hans eller hans families. Han sælger sit arbejdsprodukt, ikke sin arbejdskraft. Her må bemærkes at man skal vogte sig for udtrykket: salg af arbejde. Arbejdet, virksomheden, kan man ikke sælge. Ordet arbejde bliver imidlertid ikke kun benyttet for at betegne en virksomhed, men også som betegnelsen for resultatet af virksomheden, arbejdsproduktet, og som betegnelse for den kraft, hvis udtryk arbejdsvirksomheden er, arbejdskraften. Anvendelsen af ordet arbejde i denne sammenhæng gør det muligt for andre økonomer, der vil holde arbejdere og småborgere i uklarhed om deres stilling, til at sammenblande de forskellige ting.

Men tilbage til købmanden som vi forlod medens han søgte efter arbejdere. Med indehaverne af småbedrifterne kommer han ingen vegne. Købmanden må opsøge arbejdere som ikke selv ejer produktionsmidler, som intet andet ejer end deres arbejdskraft, sådan at de er nødt til at sælge denne for at kunne leve. Som vi har set, har udviklingen af vareproduktionen og privatejendommen allerede frembragt sådanne ejendomsløse. Men der var i begyndelsen få af dem og for det meste sådanne som ikke tilhørte nogen familie eller bedrift, og de var enten uarbejdsdygtige, krøblinger, syge, oldinge eller arbejdssky, lazaroner og drukkenbolte.

Men en gunstig udvikling sørgede for at netop på den tid, da der blandt købmændene meldte sig et stærkt behov efter ejendomsløse arbejdere, at en masse arbejdere blev gjort ejendomsløse og kastet på gaden, hvor de rige handelsherrer kun behøvede at samle dem op.

Også dette var en følge af vareproduktionens udvikling. Udvidelsen af markedet for byernes industri virkede tilbage på landbrugsbeskæftigelsen. I byerne voksede efterspørgslen efter levnedsmidler og råstoffer, tømmer, uld, linned, farvestoffer, o.s.v.. Også landbefolkningens produktion blev derfor stadig mere vareproduktion, produktion for salg.

Bonden fik penge i hånden. Men det var hans ulykke. Thi da vågnede havesygen hos hans udbytter, grundbesidderen og fyrsten. Så længe overskuddet af produktionen væsentlig bestod i naturalier, havde de ikke taget mere fra ham, end de kunne fortære. Men penge kan man derimod til stadighed inddrage, og jo flere - desto bedre. Jo mere markedet udvidet sig for bonden, jo flere penge han fik for sine varer, desto mere blev han flået af godsejeren og fyrsten, desto højere steg afgifterne og skatterne. Snart var magthaverne ikke tilfredse med overskuddet, som bondens arbejde bragte ud over det nødvendige til livets ophold, og så pressede de ham også på livsfornødenhederne. Intet under at bønderne blev fortvivlede, at mange af dem forlod hus og hjem og søgte tilflugt i byerne.

Dertil kom en anden omstændighed. Samtidig med at markedet fremkaldte en industriel masseproduktion i byerne, blev der i landsbyen behov for en agrarisk masseproduktion. Det købmændene forsøgte i byerne, forsøgte godsejeren på landet. Godsejerne, som indtil da i regel havde været nærmest en bedrestillet bonde, søgte nu at udvide sin bedrift. Arbejdskraft manglede han ikke; thi han havde forstået at gøre bønderne tjenestepligttige. Ofte trængte han slet ikke til ny arbejdskraft. Således krævede produktionen af uld- og trævirksomhed, kreatur- og skovdriften, langt færre arbejdere end agerbruget. Der hvor godsejerne gik over fra agerbrug til kreaturdrift og skovbrug, gjorde de store mængder af landarbejderne overflødige. Men det som godsejeren fra nu af trængte under disse omstændigheder, var mere jord end han hidtidig selv havde rådet over. Det kunne han kun skaffe sig på bekostning af de omkringboende bønder. Disse måtte godsejeren derfor drive væk fra jorden, såfremt han ville udvide sit landbrug. Det kostede ham kun en smule overvindelse at tage dette skridt. Jordrøveriet fra bønderne foregik i stor målestok indtil for hundrede år siden. Medens købmændene berigede sig ved at udplyndre kolonierne, beriget adelen og fyrsterne sig ved at flå deres egne undersåtter. Og feudalherrerne undså sig lige så lidt som kapitalisterne for at anvende bedrageriske og voldelige midler, røveri og mordbrand, når det var nødvendig for at opnå hensigten. Historien lærer os altså nogle ganske underlige manerer at spare på.

Hvad skulle de så tage sig til disse ejendomsløse masser af folk fra landet, som dels var flygtet på grund af skatterne og afgifterne, og dels ved vold og magt var drevet bort fra hus og hjem ? På egen hånd kunne de intet producere, eftersom de manglede produktionsmidlerne, som de var drevet bort fra. De kunne ikke bringe nogen produkter til markedet; så var der ingen anden udvej for dem end at bringe sig selv til markedet. De måtte sælge - for længere eller kortere tid - deres egen arbejdskraft, som var den eneste værdi de havde tilbage. Den ene blev daglejer i landsbyen - måske hos den samme herre som havde drevet ham væk fra gård og grund. En anden lod sig hverve til soldat, for at hjælpe den herre, som havde udplyndret ham selv, til at plyndre andre. Atter andre sank til bunds, blev forbrydere og betlere. Men mange, og vistnok ikke de dårligste gik til industrien og søgte arbejde dér. Håndværkerne forsøgte at værge sig mod oversvømmelsen af den nye arbejdskraft og nye konkurrenter ved at indhegne deres fag. Dette drev igen store masser af udelukkede arbejdere i armene på de købmænd som søgte efter lønarbejdere til deres industrielle bedrifter.

Sådan skabtes grundlaget for den kapitalistiske industri, den kapitalistiske produktionsmåde - ved en ekspropriation (tilegnelse), en revolution, den blodigste og grusomste verdenshistorien kender. Men ganske vist, var det en revolution som de rige og mægtige iværksatte mod de svage og fattige; og derfor bliver denne revolutions tidsalder forherliget som humanismens og den åndelige frigørelses tidsalder; af dem der i dag meget højlydt harmes over socialdemokratiets revolutionære hensigter.

Dette at de store arbejdermasser blev adskilt fra deres produktionsmidler og forvandlet til ejendomsløse, til proletarer, det var en nødvendig forudsætning for den kapitalistiske masseproduktion. Den økonomiske udvikling krævede det. Men som altid, så undlod de opadstræbende klasser sig heller ikke denne gang med at se rolig på udviklingens egen gang; de greb til vold for at varetage deres interesser og fremskyndede udviklingen. Og det var voldsmagten i sin brutaleste, mest grusomme form som blev jordemoder til det kapitalistiske samfunds fødsels.

I det ydre adskilte den nye produktionsmåde sig foreløbig kun lidt fra den gamle. Dens oprindelige form var, at kapitalisten udleverede råstofferne til sine arbejdere, som forarbejdede dem hjemme i deres huse, for derefter at aflevere produktet til kapitalisten. Alligevel, også i denne form, som stod håndværksbedriften nær, fremkaldte den kapitalistiske produktion en stor forskel mellem den selvstændige håndværker og den husindustrielle lønarbejder. Vi skal imidlertid senere komme tilbage til de forandringer i arbejdernes stilling, som den nye produktionsmåde bragte med sig.

Kapitalistens næste skridt var, at han ikke længere lod arbejderne udføre arbejdet hjemme. Han samlede dem i værksteder, hvor de bedre kunne drives og holdes øje med. Først da skabtes grundlaget for den egentlige industrielle kapitalistiske stordrift, men samtidig også grundlaget for den omvæltning i driftsmåden som sidenhen er gået hurtigt for sig.

Ved at samle mange sammen i et værksted blev det mulig at foretage arbejdsdelingen indenfor virksomheden. Under smådriften havde arbejdsdelingen ført til at antallet af fag blev forøget, at arterne af genstande, som den enkelte forarbejdede, blev stadigt færre. Men hver enkelt arbejder fremstillede dog et hele. Arbejdsdelingen i bagerierne f.eks. førte til, at hver enkelt bager ikke fremstillede alle slags brød. Den ene bagte kun hvedebrød, en anden kun rugbrød. Men hver af dem fremstillede et helt brød. Anderledes blev arbejdsdelingen indenfor fabrikkerne. Den blev ordnet sådan, at forskellige arbejdere udførte hver deres del af det arbejde som var nødvendig for at fremstille et produkt. Den enkeltes arbejde bestod i at udføre bestemte håndgreb, som han måtte gentage uophørlig. En storbedrift, hvor der bliver produceret på denne måde, er en manufaktur. Den enkelte arbejders produktivitet, ydelsesevne, blev derved øget i høj grad. Men en anden virkning viste sig endda tydeligere. Var arbejdsdelingen i en produktionsgren så langt fremskreden at fremstillingen af produktet var blevet inddelt i meget enkle håndgreb, sådan at arbejderne var sunket ned til at bliver en maskine, da var skridtet lagt til at erstatte arbejderen med en virkelig maskine.

Dette skridt blev da også taget. Det blev lettet ved naturvidenskabelige opdagelser, fremfor alt ved opdagelsen af dampens bevægende kraft, hvorved der for første gang blev fremstillet en drivkraft, som var ganske uafhængig af elementernes luner og som var mennesket underdanig.

Indførelsen af maskinerne i industrien betød en bedriftmæssig revolution. Ved maskinerne nåede den kapitalistiske stordrift sin højeste og mest fuldkomne form, fabrikken. I maskinerne fik den kapitalistiske produktion sit mægtigste våben, som legende let overvandt enhver modstand og gjorde den økonomiske udvikling til kapitalens mægtige triumftog.

I 70erne af det attende århundrede opfandtes de første praktiske maskiner til væveindustrien i England. I denne tid blev også dampmaskinen opfundet. Fra da af erobrede maskinerne den ene industri efter den anden, det ene land efter det andet. Indtil i 80erne i forrige århundrede var den kapitalistiske fabriksindustri udenfor England ubetydelig; i 50erne tog den et kraftig opsving i Frankrig, i 60erne og navnlig 70erne erobret den De Forenede Stater, Tyskland og Østrig. I de sidste årtier har den sat sig fast endog i det barbariske Rusland, i Østindien og Australien. Den begynder også at brede sig i Østasien, Sydafrika og Sydamerika. Hvad betyder de mest storslåede verdensriger i de forrige århundreder mod dette kæmperige som den kapitalistiske industri har underlagt sig.

I 1837 var der i Preussen 423 dampmaskiner i industrien med tilsammen 7500 hestekræfter. I 1901 var tallet alene af faststående dampmaskiner 70832. Af damphestekræfter i industrien og landbruget har Preussen over 4 millioner.

Det arbejde som alle verdens dampmaskiner ydede for ca. 10 år siden, beregnede man til, hvad 200 millioner heste eller 1000 millioner mand kunne præstere.

På grund af dampmaskinen er hele produktionsmåde fortsat i en stadig udvikling. Den ene opfindelse, den ene opdagelse trækker en anden efter sig. På den ene side erobrer maskinerne hver dag nye felter, som før var forbeholdt menneskelig arbejdskraft. På den anden side bliver de industrigrene, som er underlagt fabrikssystemet, gamle maskiner hver dag erstattet med nye, mere ydelsesrige; ja det hænder ofte at nye opfindelser med ét slag fremskaber helt nye industrigrene og dømmer gamle til døden.

Allerede for ca. 30 år siden leverede en arbejder ved en spindemaskine hundrede gange så meget arbejde som en håndspinder. Ifølge undersøgelsen som blev foretaget i 1898 af det amerikanske arbejdskontor (Departement of Labor i Washington), steg maskinernes produktivitet over det menneskelige arbejde i spinderierne endog til det 163-dobbelte. Maskinerne fremstillede allerede dengang i løbet af 19 timer og 7 minutter lige så meget garn (100 pund) som en håndspinderske i 3117 timer og 30 minutter.

Hvorledes kan da den håndværksmæssige smådrift komme nogen veje?

Også på sit laveste trin i den kapitalistiske udbyttede husindustri, er den kapitalistiske driftsmåde håndværksdriften overlegen. Vi vil helt se bort fra, at den førstnævnte indskrænker den enkelte arbejders virksomhed til et speciale og derved øger hans ydelsesevne. Meget vigtigere er den fordel som kapitalisten i egenskab af købmand har fremfor håndværkeren. Han køber sine råstoffer og forskellige produktionsmidler i store partier, han har bedre oversigt over markedet end håndværkeren, kan bedre passe dét tidspunkt, da der kan købes billigt og sælges dyrt, og han kan også afvente det rette tidspunkt. Allerede derved er kapitalistens overlegenhed overfor håndværkeren så stor, at denne ikke engang kan konkurrere med husindustrien på alle felter, hvor der er spørgsmål om masseproduktion, produktion til handelsformål. Selv i de industrier, hvor håndarbejdet endnu i vor tid, som foregår i arbejderens hjem, er det fremherskende, ophører arbejderens selvstændighed, så snart hans arbejde bliver eksportindustri. At et håndværk omdannes til eksportindustri, betyder, at håndværket ødelægges og går over til at bliver en kapitalistisk udbyttet husindustri. Så man forstår, hvor velberegnet de er - disse «socialreformer» - som vil redde det truede håndværk ved at udvide afsætningsområdet.

Altså allerede fra den kapitalistiske produktions begyndelse, medens den endnu er ganske enkel, viser den sig håndværket overlegen på alle masseproduktionens områder. Maskinerne gør denne overlegenhed fuldstændig knusende.

Håndværket kan alene hævde sig i de brancher hvor det ikke drejer sig om masseproduktion men enkeltproduktion, hvor markedet endnu er stærkt begrænset.

Maskinerne har imidlertid ikke alene forårsaget omvæltninger i industrien, men også i samfærdselsmidlerne. Dampskibe og jernbaner nedsætter transportomkostningerne stadigt mere og mere, og forbinder hurtigt de fjerneste og mest utilgængelige steder med industricentrerne og udvider dag for dag byernes afsætningsområde. Først derved bliver det helt mulig at udnytte maskinerne i industriens tjeneste. Den kæmpemæssige stigning i produktionen, som fremkaldes ved maskinernes indførelse, kræver en tilsvarende stigning i afsætningen.

I samme forhold som maskinerne indføres og forbedres og markedet for den enkelte industri udvides, i samme forhold indskrænkes det felt håndværket får at råde over. Talen om den gode jordbund for håndværket har forlængst tabt sin betydning. Tallet af de arbejdsgrene og steder, hvor håndværket endnu kan friste tilværelsen, er allerede temmelig indskrænket og aftager i fremtiden. Fabrikkerne har overherredømmet og håndværkets dage er talte.

Og hvad der gælder håndværket, gælder også, omend ikke i samme målestok, det landlige småbrug. Hvor småbruget ligesom stordriften er anlagt væsentlig på vareproduktion, produktion til salg, ikke til eget forbrug, dér har stordriften, selvom den ikke kaster direkte mere af sig, dog i en henseende det samme fortrin fremfor småbruget som kapitalisten overalt har fremfor håndværkeren: bedre oversigt over og evne til at udnytte markedet. Den kapitalstærke godsejer eller hans forpagter kan imidlertid også gøre ejendommen mere frugtbar end småbrugeren kan, han kan anskaffe og benytte bedre materiel og værktøj, bedre avls- og landbrugsdyr, bedre gødning, bedre såkorn, osv.

Storbrugets tekniske og kommercielle overlegenhed i Europa blev dog i de sidste to årtier formindsket en del ved den oversøiske konkurrence, som ramte stordriften hårdere end småbrugene, bl.a. fordi konkurrencen udtrykte sig skarpest for kornavlens vedkommende, der hvor stordriftens overlegenhed overfor småbruget træder stærkest frem. I stordriften, dominerer kornavlen og denne led mest under konkurrencen fra den amerikanske rovdrift. Desuden led stordriften mest under den udenlandske konkurrence, fordi den producerer mere til markedet, medens småbrugerne endnu for en stor del forbruger deres produkter selv. Småbrugerne er altså mindre afhængige af markedet end godsejerne.

Men disse gunstige omstændigheder for småbruget er antagelig forbigående. Den udenlandske konkurrence bliver ikke stående ved kornavlen, den breder sig også til kvægavlen. Og bondens produktion til eget behov bliver stadig indskrænket og fortrængt af vareproduktionen - af produktionen til salg. Særlig bidrager jernbanetrafikkens udvikling og beskatningsvæsenet til at fremme vareproduktionen i landbruget. Ved jernbanerne knyttes bønderne til verdensmarkedet, og skatterne tvinger dem til at søge ud på markedet, thi bonden kan ikke betale skatterne uden at have solgt en tilsvarende mængde af sine produkter. Jo højere skatterne stiger, desto mere er bonden henvist til markedet, desto mere bliver hans produktion, vareproduktion, desto stærkere udsættes han for konkurrence fra storbedriften. For ingen klasse af befolkningen er de stigende skatter så ødelæggende som for småbønderne. Militarismen er i vor tid den vigtigste årsag til skattestigningen. Men de samme folk, nemlig godsejerne, som vil fremstille sig selv som til at være bondens bedste venner, er de ivrigste tilhængere af militarismen. For godsejerne byder militarismen kun fordele: den behøver nødvendige masseleverancer af fødevarer til mennesker og heste, masseleverancer, som kun godsejeren har lettest ved at påtage sig. Og godsejernes sønner får i militærvæsenet en mængde godt betalte officersstillinger. For småbonden fratager militærvæsenet hans bedste arbejdskraft, den voksne søn. Til gengæld pålægger militæret ham en trykkende skattebyrde og driver ham ud på markedet, hvor konkurrencen fra hjemlandets storbrug og udlandets rovdrift trænger ham tilside.

Den herskende klasse ser i bondebefolkningen og i militæret de eneste sikre støtter for det bestående. De ser imidlertid ikke, at den ene af disse støtter hviler på den anden, og at den ene knuses under vægten af den anden.

Siden den kapitalistiske produktionsmåde opstod var indtil for tyve år siden tilbagegangen blandt de små selvstændige bondebrug meget mærkbar. Bonden blev proletariseret, enten ved at hans ejendom blev opsuget af storbruget eller hvor et sådant ikke var i nærheden, ved at gården blev delt og solgt i stykvis. Denne udvikling varer tildels endnu, men i mange landsdele er den imidlertid ophørt; væsentligt som en følge af den ovennævnte oversøiske konkurrence, og tildels også på grund af den tiltagende udvandring af landarbejdere til byerne. Statistikken viser følgende tal:

Men overalt mærker vi en tilbagegang for det selvstændige, af kapitalen uafhængige jordbrug. Forpagtningssystemet og gældsstiftelsen tiltager. I det tyske rige voksede landbrugets gæld i løbet af 10 år, fra 1886-1895, med ca. 23,000 millioner mark. Og tallet af landbrug som bortforpagtedes voksede fra 1882-1895 fra 2,322,899 til 2,607,210, altså med 284,311.

Endelig kan der påvises en tilbagegang i folketallet i landbruget. I det tyske rige talte landbefolkningen i 1882: 18,704,038; i 1895 kun 17,815,187, altså omtrent 1 million færre.

Endnu mere påtagelig end i landbrugsbeskæftigelsen er smådriftens tilbagegang i industrien.

Den tyske industristatistik viser følgende tal:

Samtidig voksede befolkningen med ca. 14,5 pct.

Tallet af arbejdere i de industrielle småbedrifter var i 1882 endnu adskilligt over halvparten (59 pct.) af det samlede antal industriarbejdere (4335,822 af 7,340,789), i 1895 kun 46,5 pct. (4,770,669 af 10,269,269). Tallet af arbejdere i storbedrifter derimod fordoblede sig i samme tidsrum (fra 1,613,247 til 3,044,267).

I betragtning af den tyske industris ungdom er dette ganske overraskende tal, thi smådriftens undergang er i regel en langvarig proces.

Et eksempel vil vise dette. Allerede i 80erne af forrige århundrede øvede i Tyskland maskinvævningen en så stærk konkurrence med håndvævningen at elendigheden blandt håndvæverne blev et ordsprog og fremkaldte en hungerrevolte. Trods det, var der endnu i 1882 af 491,796 vævere 285,444, altså mere end halvparten, beskæftiget i småbedrifter på 1-5 personer. Alligevel faldt det dengang ingen ind at tro, at håndvævningen havde en fremtid - dens undergang ansås naturnødvendig. I England er den sidste håndvæver udsultet allerede for længe siden. Også i Tyskland er deres dage talte. Tallet af vævere i småbedrifter sank i årene 1882-1895 fra 285,444 til 156,244. At der endnu fandtes så mange håndvævere, beviser ikke småbedrifternes konkurrencedygtighed men håndvævernes dygtighed til at sulte.

Smådriftens fuldstændige udryddelse er ikke første, men næste akt i det sørgespil som betegner smådriftens undergang. Den første virkning af den kapitalistiske produktions konkurrence er at håndværkeren - og hvad der gælder denne, gælder også i det væsentlige for bondens vedkommende - efterhånden taber alt, hvad han eller hans forgængere har samlet sammen ved deres flid. Småmanden forarmes; og til at forhale udarmningen kræves der mere flid. Arbejdstiden udstrækkes til den sene nattetime, hustru og børn trækkes med ind i det erhvervsmæssige arbejde, og i stedet for den voksne og kostbare svend træder de billige lærlinge, hvis tal vokser uforholdsmæssig. Og medens arbejdstiden forlænges og arbejdstempoet udvikles til det feberagtige, uden hvilepauser, bliver ernæringen dårligere og udgifterne til bolig og klæder må til stadighed indskrænkes.

Der findes ikke en elendigere og mere jammerlig eksistens end den småbønderne og småhåndværkerne frister i kampen mod den overmægtige kapital.

Ikke med urette siges det i vor tid, at lønarbejderne har det bedre end småbønderne og de små håndværksmestre. Dermed vil man bevise at arbejderne ingen grund har til at være utilfredse. Den pil som rettes mod socialdemokratiet, rammer imidlertid ikke dette, men privatejendomsretten. Når forholdet er, at de besiddelsesløse arbejdere har det bedre end de besiddende arbejdere i smådriften, - hvilken betydning har så ejendomsretten for disse? Den er ophørt med at gavne dem og begyndt at skade dem. Når f.eks. hjemmevæveren fortsætter skønt han kunne tjene mere i fabrikken, er det kun fordi han endnu ejer noget, et lille hus og et stykke jord, som han måtte prisgive, hvis han opgav sin bedrift. For den fattige mand er besiddelsen af produktionsmidlerne gået over fra at være et værn mod elendigheden til at bliver et bånd, som holder ham lænket til elendigheden; og virkningen af privatejendommen har for ham vendt sig til sin modsætning. Det som endnu for hundrede år siden bragte bonden og håndværkeren velsignelse, er dem nu til forbandelse.

Men, vil man indvende, med den dybere elendighed køber dog småhåndværkeren og bonden en højere selvstændighed og frihed end den som den ejendomsløse lønarbejder nyder. Også det er urigtig. Hvor smådriften kommer i berøring med kapitalen, synker den kun altfor hurtig ned i afhængighed af denne. Håndværkeren bliver hjemmeindustriarbejder og udbyttet af kapitalisten; hans hjem bliver til en filial af fabrikken; eller han bliver agent for kapitalisten, en forsælger af fabriksvarer, som ved siden deraf udfører reparationsarbejde. I det ene som i det andet tilfælde bliver han fuldstændig afhængig af kapitalisten. Og bonden, som ikke kan stå sig i konkurrencen som bonde eller segner under byrden af renter og skatter, tyer enten også til husindustri i tjeneste hos en kapitalist eller han bliver daglejer hos godsejeren. Han kan også bliver omvandrende løsarbejder eller gå til fabrikken eller minerne og overlade arbejdet på ejendommen til hustru og børn. Hvad bliver der så af hans uafhængighed og frihed? Hans ejendom er det eneste som adskiller ham fra proletaren, men netop denne ejendom hindrer ham i at søge efter de bedste arbejdssteder, det lænker ham fast og gør ham mere afhængig end den ejendomsløse lønarbejder. Privatejendommen til produktionsmidlerne forværrer altså ikke alene småmandens elendighed men gør ham også mere afhængig. Ejendomsrettens virkninger har også i denne henseende udviklet sig til sin modsætning; fra et bolværk for friheden er den blevet et middel til undertrykkelse.

Men, siger man, privatejendommen sikrer dog håndværkeren og bonden ejendomsretten til frugterne af deres arbejde. Nu, det er en dårlig trøst, når værdien af disse produkter falder så meget at den ikke kan strække til for at tilfredsstille producentens og hans families behov. Men selv denne dårlige trøst er ikke rigtig. Den gælder for det første ikke den store hær som har måttet ty til husindustrien og daglejerarbejdet for at ernære sig. Den gælder heller ikke for det store flertal af småhåndværkere og bønder som ikke er trådt direkte i tjeneste hos den overmægtige kapital, men er så tilsyneladende lykkelige, at de har bevaret deres fulde selvstændighed. Den gælder ikke for dem som er forgældet. Lånekapitalisten, som har lagt en hypotek på jordejendommen, ejer større ret til produktet af bondens arbejde end denne selv. Først må långiveren tilfredsstilles; kun det som da bliver tilovers, tilhører bonden; om denne rest er tilstrækkelig til bonden og hans familie, bekymrer kapitalisten sig ikke om. Bonden og håndværkeren arbejder ligeså meget for kapitalisten som lønarbejderen. Den forskel, som privatejendommen skaber mellem den besiddende og den ejendomsløse arbejder, er kun den, at den sidstes løn i almindelighed retter sig efter hans vanemæssige behov, medens der ikke eksisterer nogen sådan minimumsgrænse for den besiddende arbejders indtægter. For hans vedkommende kan det under visse omstændigheder forekomme, at der absolut intet bliver tilovers når renterne er betalt, at han har arbejdet ganske forgæves - takket være privatejendommen!

Hvis der endnu på afsidesliggende steder skulle findes bønder og håndværkere, som ikke har gæld, så sørger dog statsgælden for at de bliver rentepligttige til kapitalen. Når bønder og håndværkere betaler bankrenter, betaler de dog kun for den kapital som de selv har lånt. I skatter, som går til forrentning af statsgælden, betaler de derimod for en kapital som staten har lånt, der derved beriger sig på bøndernes og håndværkernes bekostning til fordel for deres konkurrenter og udbyttere: leverandører, byggespekulanter, industriherrer og godsejere. Militarisme og statsgæld, det er de mest effektive midler hvormed den nuværende stat trækker selv den mest afsidesliggende landsby ind under den kapitalistiske udbytning og fremskynder småbrugets og håndværkets undergang.

Hvad bliver så slutresultatet af denne kamp mod den overmægtige kapital? Hvad kan bonden og håndværkeren vente som løn for deres «sparsommelighed» og deres «flid», dvs. for at han med hustru og børn har ladet sig udbytte, og åndelig og legemligt ødelægge? Lønnen er bankerot, den fuldstændige ejendomsberøvelse (ekspropriation som det kaldes med et fint udtryk) og adskillelsen fra produktionsmidlerne og faldet ned i proletariatet.

Dette er det uundgåelige resultat af den økonomiske udvikling i det nuværende samfund, ligeså uundgåeligt som døden. Og som denne kommer som en forløser efter en kvalfuld sygdom, og således vil også bankerotten for småmanden under de nuværende forhold kun altfor ofte modtages som en forløsning, en forløsning fra en ejendom, som er blevet en trykkende byrde på ham. Opretholdelsen af smådriften fører til en sådan fattigdom og elendighed at man kan spørge sig selv, om man overhovedet havde ret til at udsætte smådriftens undergang, om den virkelig kunne udsættes. Ville det være mere ønskelig om småbønderne sank ned på samme niveau som håndvæverne i Erzgebirge i stedet for at bliver lønarbejdere i stordriften?

Derom kan det alene blive tale ved et forsøg på at opretholde smådriften; thi at bringe håndværket og det mindre jordbrug ind på den grønne gren igen, så at udøverne kan få en tilstrækkelig andel af den moderne kultur, er umuligt i dampens og elektricitetens tidsalder.

Den selvstændige, af kapitalen uafhængige smådrift, som er fuldstændig herre over sine produktionsmidler og produkter - dette erhverv, som hele samfundslivet hvilte på i middelalderen, ja helt til det 17. århundrede, forsvinder uophørlig ind til fordel for den fremadskridende kapitalisme, som erobrer den ene næringsgren efter den anden. Den smådrift som endnu findes eller som under visse omstændigheder opstår, hvor kapitalen hersker, er intet andet end en ny form af proletariat og aldeles ikke dets højeste form. Den bliver den sidste tilflugt for hine ulykkelige ejendomsløse, som ikke kan finde udkomme i storindustrien og som er for stolte til at tigge, og for ærlige til at stjæle.

Vi har allerede i forrige kapitel set at den kapitalistiske vareproduktion forudsætter en adskillelse mellem arbejderen og arbejdsmidlerne. I den kapitalistiske stordrift finder vi på den ene side kapitalisten, som ejer produktionsmidlerne, men som ikke tager del i produktionen; og på den anden side lønarbejderne, som intet andet ejer end sin arbejdskraft, og som de lever af at sælge, og som ved sit arbejde fremstiller stordriftens produkter.

For at frembringe den for kapitalen nødvendige mængde arbejdere, krævedes til en begyndelse, som vi har set, voldelige påtryk. I vor tid er det ikke længere nødvendigt. Stordriftens overlegenhed overfor smådriften er nu for tiden tilstrækkelig til - uden at privatejendommens love krænkes, men snarere på grundlag af disse - år ud og år ind, eksproprierer og sætte så mange bønder og håndværkere på gaden, at deres tal, sammen med de allerede «frigjorte» proletarers efterkommere, mere end rigeligt dækker kapitalistens behov for friskt menneskekød.

At proletariatets masse vokser uophørlig og hurtigt er en så iøjnefaldendende kendsgerning, at end ikke de vover at benægte den, som forsøger at få os til at tro at samfundet i dag står på det samme grundlag som for hundrede år siden eller mere, og som viser os smådriftens fremtid i rosenrødt lys.

Ligesom den kapitalistiske stordrift er blevet den herskende driftsform i produktionslivet, således står lønarbejderen - navnlig den industrielle lønarbejder - højere end den øvrige arbejderklasse i samfundslivet. For fire hundrede år siden indtog endnu bønderne den herskende driftsform og for hundrede år siden håndværkerne denne stilling.

Proletariatet er allerede i vor tid den stærkeste klasse i kulturstaterne; deres anliggender og synsmåder er dét som stadigt mere bestemmer den øvrige arbejderklasses liv og tanker. Og dette betyder en fuldstændig omvæltning i den store masses livsforhold og tænkemåde. Proletariatets vilkår, særlig industriproletariatets (og landbruget bliver også industri under den kapitalistiske produktionsmåde), er ganske forskellig fra de tidligere arbejderstænders vilkår.

Når bonden og håndværkeren er selvstændig ejer af produktionsmidlerne, ejer han også det hele produkt af sit arbejde. Produktet af proletarens arbejde tilhører derimod ikke denne, men kapitalisten, som køber hans arbejdskraft og som ejer de nødvendige produktionsmidler. Ganske vist får proletaren betaling hos kapitalisten, men den løn proletaren stikker i lommen, dækker aldeles ikke værdien af produktet.

Når den industrielle kapitalist køber varen arbejdskraft, så gør han det naturligvis alene i den hensigt at udnytte arbejdskraften til sin fordel. Vi har set at en bestemt mængde arbejde frembringer en bestemt mænge værdier. Jo mere arbejderen skaber desto større vil - under ellers lige vilkår - den værdi være som han har fremstillet. Hvis den industrielle kapitalist lod den lønarbejder, som han beskæftiger arbejde så længe, at den værdi han fremstillede var akkurat lige så stor som værdien af lønnen, da ville arbejdskøberen ikke få nogen gevinst. Men så gerne arbejdsherren vil være en velgører for den nødlidende menneskehed - så skriger kapitalen efter profit og kapitalisten er ikke døv for dette skrig. Jo længere arbejdstiden bliver udover hvad der er nødvendig for at arbejderen skal kunne fremstille produkter til en værdi som svarer til lønnen, desto højere bliver værdien af produkterne end værdien af lønnen, desto større bliver merværdien, som overskuddet kaldes, desto mere udbyttes arbejderen. Grænsen for denne udbytning trækkes dér, hvor den udbyttede er i stand til at gøre modstand mod udbytteren.

For proletariatet betyder altså privatejendomsretten til produktionsmidlerne allerede fra begyndelsen af noget andet end for håndværkeren og bonden. Var den for disse oprindelig et middel til at sikre dem den fulde rådighed over deres produkter, så har den for proletaren aldrig været andet end et middel, hvormed han er blevet udbyttet, fratage den merværdi han har skabt. Proletaren sværmer derfor ikke for ejendomsretten. Derved adskiller han sig imidlertid ikke alene fra bonden og håndværkeren, men også fra håndværkssvenden i den førkapitalistiske tid.

Håndværkssvenden danner overgangen fra den selvstændige håndværker til proletaren, ligesom de værksteder de fleste svende blev beskæftiget i, dannede overgangen fra stordrift til smådrift. Men alligevel - hvor forskellig var de ikke fra proletaren!

De tilhørte mesterens familie og havde selv udsigt til at bliver mester. Proletaren derimod er fordømt til evig og altid at være proletar. I disse to momenter er grunden til forskellen mellem håndværkssvenden og proletaren sammenfattet.

Da svenden tilhørte mesterens familie, spiste han ved hans bord og sov i hans hus. Boligspørgsmålet og madspørgsmålet eksisterede ikke for ham. Hans pengeløn var kun en del af, hvad han fik hos mesteren for sin arbejdskraft. Lønnen tjente ikke så meget til at tilfredsstille de nødvendigste behov - de blev jo tilfredsstillet ved livet hos mesteren - som brugt til at købe bekvemmeligheder, og ellers gav lønnen anledning til at opspare, til at samle midler som svenden trængte til, for senere at nedsætte sig som mester.

Svenden arbejdede sammen med mesteren. Var arbejdstiden uforholdsmæssig lang, gik det ikke kun ud over svendene, men også ud over mesteren selv. Mesterens interesse af en lang arbejdstid var derfor ikke så stærk. Hvis mesteren på den anden side forsøgte at gøre arbejdet mest mulig behageligt, så kom det også hans svende tilgode.

De produktionsmidler småmesteren benyttede, var så billige, at det ikke kostede svenden store anstrengelser for selv at bliver mester. Enhver svend havde derfor en mesterstilling i udsigt, han følte sig allerede som fremtidig mester, og da opsparingen skulle skaffe ham midler til at bliver mester, var han en ligeså afgjort tilhænger af ejendomsretten som den selvstændige håndværker.

Man må være opmærksom på, at vi her har de håndværksforhold som eksisterede i den førkapitalistiske tid.

Lad os nu sammenligne disse forhold med proletariatets vilkår.

I de kapitalistiske virksomheder er lønarbejderen og kapitalisten ikke beskæftiget sammen. Selvom industrikapitalisten i løbet af den økonomiske udvikling har adskilt sig fra den egentlige købmand, således at handelens og industriens kapitalister er blevet to forskellige klasser, så vedblev dog også industrikapitalisten i grunden at være en købmand. Hans virksomhed som kapitalist - for så vidt han overhovedet er beskæftiget i sin virksomhed - foregår som handelsmandens på markedet. Det er hans opgave at købe de nødvendige råstoffer og den nødvendige arbejdskraft så hensigtsmæssigt og billig som muligt, og sælge de varer, som fremstilles i bedriften, så dyrt som mulig. I selve produktionen har han intet andet at gøre, end at sørge for at arbejderen yder mest muligt arbejde for den lavest mulige løn, at presse mest mulig merværdi ud af dem. Overfor sine arbejdere er han ikke medarbejder, men en som driver på dem og udbytter dem. Og jo længere de arbejder - desto bedre for ham. Han bliver ikke træt af at arbejdstiden forlænges, han skades ikke, selvom arbejdsmetoden ødelægger helbredet.

Kapitalisten er derfor meget mere hensynsløs overfor arbejdernes liv og helbred end håndværksmesteren var. Forlængelse af arbejdstiden, sløjfning af fridage, indførelse af natarbejde, ophold i fugtige, ophedede og usunde rum o.s.v.. o.s.v.., det er de «forbedringer» den kapitalistiske driftsmåde medfører for arbejderne.

Ved indførelsen af maskiner steg de farer som arbejdernes sundhed og liv er udsat for. Arbejderne lænkes til et uhyre som slår omkring sig med kæmpemæssige kræfter og rasende fart. Kun ved den mest spændte og trættende opmærksomhed kan arbejderen ved en sådan maskine undgå at bliver grebet og revet istykker. Sikkerhedsforanstaltninger koster penge; kapitalisten indfører dem derfor ikke, hvis han ikke tvinges til det. Sparsommelighed er jo kapitalistens fornemste dyd, og den byder ham at spare mest mulig på rummet, og stuve flest mulige maskiner ind i værkstedet. Hvad angår det ham, om arbejdernes liv og lemmer derved udsættes for fare ? Arbejderne er billige, de store og rummelige arbejdslokaler derimod dyre.

Håndværkerens værktøj kostede ikke meget. De undergik heller ikke så ofte de store forandringer, at de måtte ombyttes med nye. Anderledes med maskinerne. De koster penge, mange penge. Bliver de umoderne før tiden eller bliver de ikke tilbørlig udnyttet, bringer de kapitalisterne tab i stedet for vinding. Maskinerne slides under brugen, men også når de stå stille. På den anden side har videnskabens indtrængen i produktionslivet, som maskinen er en følge af, også ført til, at der uafbrudt bliver gjort nye opfindelser, snart af større, snart af mindre rækkevidde, og derved bliver snart den ene, snart den anden maskine, ja hele fabriksanlæg konkurrenceudygtig, værdiløse, før de er helt udnyttet. På grund af denne tekniske udvikling står enhver maskine i fare for at bliver ubrugelig, før den er udslidt. Det er grund nok for kapitalisten til at udnytte maskinen mest mulig fra det øjeblik den er anskaffet. Det betyder, at maskindriften er en særlig spore for kapitalisten til at udvide arbejdstiden og indføre kontinuerlig drift, hvor det er muligt, altså gøre det ødelæggende natarbejde til en fast regel.

Da maskinteknikken begyndte at udvikle sig, påstod enkelte idealister at guldalderen var kommet. Maskinerne ville overtage en del af arbejderens slid og gøre ham til en fri mand. Men i kapitalistens hånd er maskinen blevet det mægtigste middel til at øge proletarens arbejdsbyrde og gøre hans trællekår desto mere utålelige.

Som med arbejdstiden således også med hensyn til lønnen er lønarbejderen i det kapitalistiske erhvervsliv dårligere stillet end fortidens håndværkssvende. Proletaren sidder ikke til bords med kapitalisten og bor ikke i hans hus. Om han lever i de elendigste kvarterer, og om han må spise det afskyeligste affald, ja om han lider sult, - det tager kapitalistens velvære ingen skade af det. I gamle dage udelukkede begreberne hunger og løn hinanden. Den selvstændige arbejder var ikke hjemfalden til sult, før han blev arbejdsløs. Den som havde arbejde, havde også mad. Den kapitalistiske produktionsmåde har æren af, at have forsonet modsætningerne hunger og løn og gjort sulteløn til en fast regel, ja til en støtte for samfundet.

 2. Arbejdslønnen.

Arbejdslønnen kan ikke stige så højt at den gør det umulig for kapitalisten at fortsætte forretningen og leve af den. Thi under sådanne omstændigheder ville det være fordelagtigere for kapitalisten at opgive hele forretningen. Arbejderens løn kan altså aldrig stige så højt, at den kommer på højde med værdien af de produkter han fremstiller. Arbejderen må stadig give fra sig et overskud, en merværdi, thi alene forventningen om dette overskud er dét, som foranlediger kapitalisten til at købe arbejdskraft. I det kapitalistiske samfund kan arbejdslønnen altså aldrig stige så højt, at udbytningen af arbejderne ophører.

Overskuddet, merværdien, er imidlertid større end man i regel antager. Den består ikke kun af fabrikantens profit men også af hvor meget som man regner til produktions- og salgsomkostningerne: grundrente (husleje) forrentning af anlægskapitalen, rabat til købmanden som tager imod varer fra industrien, skatter o.s.v.. Alt dette tages af overskuddet, af den produktionsværdi som ligger over arbejderens løn. Dette overskud må altså være ganske betydeligt, dersom et foretagende skal «forrente» sig. Arbejderens løn kan derfor ikke stige tilnærmelsesvis så højt, at den dækker den værdi han har fremstillet ved sit arbejde. Det kapitalistiske lønsystem betyder under alle omstændigheder en udbytning af lønarbejderen. Det er umuligt at afskaffe udbytningen, så længe dette system består. Selv de højestlønnede arbejdere må udbyttes i en stor målestok.

Men lønnen når næppe nogensinde den højde som den kunne nå. Tværtimod nærmer den sig ofte lavmålet. Og lavmålet når den, hvor den ikke strækker til for at dække selv de nødtørftigste krav til livet. Når arbejderen ikke alene kun sulter, men segner af underernæring, da kan han overhovedet ikke arbejder.

Mellem disse to grænser varierer lønnen op og ned. Den synker dybere jo mindre arbejderens tilvante livsbehov er, og jo større tilbudet af arbejdskraft er på markedet og jo mindre modstandskraft arbejderen har.

I almindelighed må naturligvis lønnen være så høj, at den opretholder arbejderens arbejdskraft, eller rettere sagt, den må være så høj at den kan sikre kapitalisten den nødvendige mængde arbejdskraft. Den må altså være så høj, at den sætter arbejderen istand til ikke kun at holde sig selv arbejdsdygtig, men også til at opdrage arbejdsdygtige børn.

Nu viser den økonomiske udvikling den for kapitalisten behagelige tendens (tilbøjelighed) at den nedsætter arbejderens eksistensomkostninger, hvorved den også sænker lønnen.

I gamle dage var dygtighed og styrke uundværlig for arbejderen. Håndværkerens læretid var meget lang og udgifterne ved hans uddannelse derfor temmelig betydelige. Den fortsatte arbejdsdeling og maskinteknikkens udvikling gør dygtighed og styrke stadig mere overflødig i produktionen. Maskindriften gør det mulig at sætte ufaglærte, billige arbejdere i de faglærtes sted, den gør det også mulig at erstatte mændene med kvinder, ja endog med børn. Allerede i manufakturen trådte denne tilbøjelighed frem for dagen; men først med indførelsen af maskiner i produktionen begyndte masseudbytningen af kvinder og småbørn, udbytningen af de mest værgeløse blandt alle værgeløse, som blev prisgivet den mest oprørende og hensynsløse mishandling. Her lærer vi at kende en ny smuk egenskab ved maskinen, når den er i hænderne på kapitalisten.

Lønarbejderen, som ikke hørte til arbejdsherrens familie, måtte oprindelig få så stor en løn, at han kunne bekoste ikke kun sit eget underhold, men også familiens, hvis han skulle være i stand at forplante sig og reproducere sin arbejdskraft. Uden at arbejderen efterlod sig «arvinger», ville kapitalistens arvinger ikke få proletarer, som de kunne udbytte fremover. Men når hustruen og fra den tidligste alder, også arbejderens børn er i stand til at sørge for sig selv, da kan den mandlige arbejders løn sættes omtrent ned til hvad han må have for selv at leve, uden at det derfor er nogen fare for at arbejdskraften skal slippe op.

Desuden byder kvinder og børn den fordel, at de er mindre modstandsdygtige end mændene. Og ved at kvinder og børn trækkes ind i de lønarbejdernes rækker, bliver også tilbudet af arbejdskraft på arbejdsmarkedet forøget kolossalt.

Kvinde- og børnearbejdet sænker ikke kun arbejderens livsomkostninger, det formindsker også hans modstandskraft og forøger tilbuddet af arbejdskraft: på grund af alle disse omstændigheder bidrager det til at trykke arbejderens løn ned.

I det kapitalistiske samfund betyder det kvindelige industriarbejde også den fuldstændige ødelæggelse af arbejderens familieliv, uden at erstatte dette med en højere familieform. Den kapitalistiske produktionsmåde opløser i de fleste tilfælde ikke arbejderens enkelthusholdning, men den berøver den alle dens lyse sider og lader kun skyggesiderne bliver tilbage. Kvindens industrielle arbejde betyder ikke i vor tid, at hun bliver fritaget for husarbejdet, men øger kun hendes byrde med en ny. Man kan imidlertid ikke tjene to herrer. Arbejderens husholdning forsømmes, når hustruen må være med at skaffe indtægterne; hvad det nuværende samfund sætter i stedet for enkelthusholdninger og enkeltfamilier, det er elendige surrogater, folkekøkkener og fattigskoler, hvor affaldet af de riges legemlige og åndelige næring kastes til underklassen.

Man beskylder socialdemokratiet for at ville afskaffe familielivet. Nuvel, vi véd at enhver ny produktionsmåde også kræver nye former for husholdningsvæsenet. Vi anser ikke den nuværende form for familielivet som den sidste, vi venter at en ny samfundsform også vil udvikle en ny familieform. Men en sådan opfattelse er dog noget ganske andet, end at ville opløse ethvert familiebånd. De som afskaffer familielivet - ikke kun vil men virkelig gør det midt for vore øjne, det er ikke socialdemokratiet, men kapitalisterne. Før i tiden var der mange slaveholdere som rev hustruen fra manden, forældrene fra de arbejdsdygtige børn; men kapitalisterne overgår dog slaveholderne i afskyelig fremfærd: de river pattebarnet fra moderen og tvinger denne til at betro det i fremmede hænder. Og det samfund, hvor sådant forekommer i, hundreder og tusinder af tilfælde hver dag, dét samfund, hvis «spidser» har oprettet «velgørende« anstalter, som skal gøre det lettere for moderen at skille sig fra sit barn - dette samfund har den frejdighed at beskylde os for at ville opløse familien, fordi vi er af den opfattelse, at husholdningsarbejdet i fremtiden som hidtil udvikler sig til at bliver et særskilt fagarbejde, og at dermed husholdningsvæsenet og familielivet bliver omdannet.

Samtidig med at vi beskyldes for at ville ophæve familien, beskyldes vi også for at ville indføre kvindefællesskab. Den sidste beskyldning er lige så løgnagtig som den første. Vi hævder tværtimod, at netop det modsatte af ethvert kvindefællesskab, enhver tvang og utugt, nemlig den ideale kærlighed vil bliver grundlaget for alle ægteskabelige forbindelser i det socialistiske samfund, og at først i dette samfund kan kærligheden komme til sin fulde ret. Hvad ser vi derimod i dag ? Kvindens mangel på modstandskraft er så stor, at de kapitalistiske næringsdrivende vover at byde hende en løn, som ikke er til at leve af, så hun må skaffe sig en biindtægt ved prostitution. Forøgelsen af det industrielle kvindearbejde viser overalt en tendens til at trække efter sig en forøgelse i prostitution. I stater, hvor der er megen gudsfrygt og fromhed, findes der mange «blomstrende» industribrancher, hvis arbejdersker er så dårligt betalt, at de måtte sulte ihjel, hvis de ikke blev prostituerede. Og de næringsdrivende erklærer, at industriens konkurrencedygtighed og «trivsel» netop beror på disse lave lønninger. Højere løn ville ødelægge den.

Prostitutionen er lige så gammel som modsætningen og kontrasten mellem rig og fattig. Men før i tiden var de prostituerede en mellemting mellem tiggere og skurke, de var en luksus som samfundet tillod sig og kunne miste, uden at dette på nogen måde udsatte det for nogen fare. I vor tid derimod er ikke kun pjalteproletariatets kvinder, men også de arbejdende kvinder nødt til at sælge deres legeme. Salget er ikke længere alene en luksusforretning, men det er blevet et grundlag for industriens udvikling. Under den kapitalistiske produktionsmåde er prostitutionen blevet en støtte for samfundet. Det som forsvarerne af det nuværende samfund beskylder os for, dét driver de selv, nemlig kvindefællesskab. Dog kun for så vidt det angår proletariatets kvinder. Og så dybe rødder har dette kvindefællesskab slået i det nuværende samfund, at dets repræsentanter i almindelighed erklærer, at prostitutionen er en nødvendighed. De kan ikke forstå, at afskaffelsen af proletariatet også betyder afskaffelse af prostitutionen. De kan overhovedet ikke forestille sig et samfund uden kvindefællesskab.

Kvindefællesskabet er en slags udbytning af proletariatet. Det er ikke socialisme men en modsætning til denne.

 5. Den industrielle reservearme.

Indførelsen af kvinde- og børnearbejdet i industrien er, som vi har set, et af de mægtigste midler for kapitalisten til at trykke lønnen ned.

Men af og til virker et andet middel lige så stærkt: tilførselen af arbejdere fra tilbageliggende distrikter, hvor befolkningen har små behov, men dog ikke har fået deres arbejdskraft svækket ved fabriksarbejde. Stordriftens udvikling, og da særlig maskinteknikkens, skaber ikke kun en mulighed for at kunne anvende disse ufaglærte arbejdere i stedet for de faglærte, den skaber også mulighed for at fremskaffe denne arbejdskraft hurtig og billigt. Hånd i hånd med udviklingen af produktionen går udviklingen af samfærdselsmidlerne; masseproduktionen kræver massetransport, ikke kun af varer - men også af personer. Dampskibe og jernbaner, disse lovpriste bærere af kulturen, bringer ikke kun geværer, brændevin og syfilis til barbarerne, de bringer også barbarerne til os, og med dem barbariet. Tilgangen af landarbejdere til byerne bliver stadig større. Og fra stadig mere afsidesliggende egne kommer de nøjsomme, medgørlige skarer. Polakkere, svenskere og italienere kommer som løntrykkere til Tyskland; tyskere, belgiere og italienere rejser til Frankrig; slaver, tyskere, italienere, irlændere og svenskere til England og De Forenede Stater; kinesere til Amerika og Australien, måske i en ikke altfor fjern fremtid også til Europa. På tyske skibe erstattes allerede de hvide arbejdere af kinesere og negre.

Disse fremmede arbejdere er tildels eksproprierede, småbønder og småborgere som den kapitalistiske produktionsmåde har jaget fra gård og jord. Man betragter disse skarer, og man spørger sig selv om det er socialdemokratiet som har gjort dem fædrelandsløse, om det er socialdemokratiet som opelsker fædrelandsløsheden.

Ved eksproprieringen af småbønder og småborgere, og ved importering af arbejdermasser fra fjerne lande, ved udvikling af kvinde- og børnearbejde, ved forkortelse af læretiden, som bliver kun en opøvelsestid, lykkes det for kapitalisterne i en uhyre grad at forøge antallet af de arbejdskræfter, som står til deres rådighed. Og hånd i hånd med dette går den stadige forøgelse af det menneskelige arbejdes produktivitet, som følge af maskinernes uafbrudte forbedring. Og ikke nok med det. Den kapitalistiske udbytning fremkalder desuden en stigende udnyttelse af den enkeltes arbejdskraft, dels ved at udvide arbejdstiden, dels - særlig der hvor vor lovgivningen er slap eller organisationerne svage - gennem større anstrengelser i arbejdet.

Og samtidig bidrager maskinerne til at gøre arbejderne overflødige. Enhver maskine sparer arbejdskraft - hvis den ikke det gør var det formålsløst at indføre den. I enhver industrigren er overgangen fra håndarbejde til maskinarbejde forbundet med de største lidelser for de berørte, det være sig håndværkere eller manufakturarbejdere, som bliver gjort overflødige og kastet på gaden. Disse virkninger af maskinen var dét som arbejderne først fik at føle. De talrige arbejderuroligheder i de første tiår af forrige århundrede vidner om, hvilken sum af lidelser overgangen til maskindrift bragte arbejderne, hvilken fortvivlelse og forbitrelse den skabte. Indførelsen af maskindriften såvel som enhver forbedring af maskinerne er altid skadelig for enkelte arbejdstagere; ganske vist kan andre arbejdstagere under visse omstændigheder - f.eks. de som er beskæftiget i maskinfabrikationen - have fordel af nye opfindelser. Men vi antager ikke, at bevidstheden om dette, er nogen trøst for de sultende.

Skal antallet af de arbejdere som har beskæftigelse i et land, ikke aftage under indflydelsen af maskinteknikkens fortsatte udvikling, må markedet udvides forholdsvis lige så meget som arbejdernes produktionsevne vokser. Men da den økonomiske udvikling samtidig forhøjer arbejdernes arbejdsydelse og hurtigt forøger mængden af den disponible arbejdskraft - og det endog meget hurtigere end befolkningstallet vokser - så må, dersom der ikke skal indtræde arbejdsløshed, markedet udvides endnu meget hurtigere, end hvad der modsvarer forøgelsen af arbejdernes produktionsevne.

En så rask udvidelse af markedet har næppe nogensinde fundet sted under den kapitalistiske storindustris herredømme, og sikkert aldrig i et omend kun nogenlunde nævneværdigt tidsrum på et større område af den kapitalistiske industri. Arbejdsløsheden er altså en fast begivenhed under den kapitalistiske storindustri og uløselig forbundet med denne. Selv i de mest florissante tider, når markedet pludselig undergår en betydelig udvidelse og forretningerne går flottest, selv da er industrien ikke i stand til at sætte alle arbejdsløse i arbejde: i de dårlige tider, under forretningskriserne vokser deres tal uhyre. Sammen med de overflødige arbejdere fra smådriften udgør de en hel armé - den industrielle reservearmé, som Marx har kaldt den, en armé af arbejdskræfter, som stadig står til rådighed for kapitalen og hvorfra den altid kan tage reserver, når den industrielle konkurrence begynder at bliver hidsig.

For kapitalisten er reservearméen af uvurderlig betydning. Den er for ham det virksommeste middel til at holde de arbejdendes armé i tømme og gøre dem føjelige. Efter at den enes overarbejde har fremkaldt arbejdsløshed for en anden, bliver den sidstes arbejdsløshed et middel til at opretholde eller endog forøge den førstes overarbejde. Og endda siger man, at ikke alt er viseligt indrettet i denne verden!

Selvom den industrielle reservearmé vokser og varierer som følge af udsving i næringslivet, så viser den dog i almindelighed en tendens til at bevæge sig i opadstigende retning. De tekniske omvæltninger foregår nemlig stadig hurtigere, og omfatter stadigt større områder; men udvidelserne af markederne støder derimod efterhånden på større og større forhindringer. Vi skal komme tilbage til dette i en anden forbindelse. Her er det nok at vi har peget på det.

Hvad betyder så arbejdsløsheden? Den betyder ikke kun nød og elendighed for dem som rammes af den, ikke kun en forøget udbytning og undertrykkelse af dem som arbejder, den betyder også en usikkerhed i hele arbejderklassens tilværelse.

De ulemper som de gamle udbytningsmetoder end indebar for den udbyttede, så bød de ham dog en fordel: sikkerhed for hans eksistens. Slavens og den livegnes underhold var sikret, i det mindste så længe som herrens egen eksistens var sikret. Alene herrens fallit kunne berøve slaven eller den livegne det han trængte til for at leve.

Hvilken nød og elendighed der end kunne ramme befolkningen fra tid til anden under de tidligere produktionsmåder, så var det dog ikke en følge af selve produktionen, men af at der bragtes forstyrrelse i produktionen ved misvækst, pest, oversvømmelser, krig o.s.v..

I vore dage er ikke udbytterens og den udbyttedes ve og vel afhængig af hinanden. Arbejderen kan hver dag bliver kastet på gaden med hustru og børn og prisgivet sultedøden, uden at dette ændrer det mindste i vilkårene for udbytteren, som han har gjort rig.

Arbejdsløshedens elendighed er i vor tid kun undtagelsesvis en følge af forstyrrelser i produktionen ved ydre uafvendelige påvirkninger, men den er langt mere en naturnødvendig følge af produktionens udvikling. Forstyrrelser af produktionen skaber ofte i vore dage øget efterspørgsel efter arbejdskraft i stedet for at formindske efterspørgselen; vi husker således hvilke følger krigen i 1870 havde på forretningslivet i Tyskland og Frankrig i de nærmest påfølgende år.

Under smådriften var arbejderens indtægter større jo flittigere han arbejdede. Dovenskab derimod ruinerede ham, gjorde ham arbejdsløs. I dag bliver arbejdsløsheden så meget større jo mere og jo længere arbejderen arbejder. Arbejderen fremkalder sin arbejdsløshed ved sit eget arbejde. Som så mange andre grundlæggende sandheder fra smådriftens tidsalder, er også den, at arbejderens flid skabte hans egen lykke, blevet forandret til det modsatte under den kapitalistiske stordrift. En anden grundsandhed fra hine tider, er at enhver som arbejder også fik sit udkomme, og det er ligeledes blevet til en løgn, men benyttes dog af mange filistre overfor arbejderne.

Lige så lidt som ejendom, er besiddelsen af arbejdskraft i vor tid ikke noget sikkert værn mod nød og elendighed. Ligesom fallittens spøgelse altid forfølger småbonden og småhåndværkeren, således forfølges arbejderen af arbejdsløshedens spøgelse.

Af alle det moderne produktionslivs onder er denne usikkerhed det skrækkeligste, men også den mest uhyrlige, dét der ophidser gemytterne stærkest og giver enhver konservativ tilbøjelighed det mest effektive grundskud. Denne evige usikkerhed i arbejderens egen stilling undergraver hans tro på det beståendes sikkerhed og hans interesse af at opretholde det. Og den som under det bestående holdes i stadig frygt, mister frygten for det nye.

Overarbejde, arbejdsløshed og familiens opløsning, det er hvad den kapitalistiske produktionsmåde bringer proletariatet, og samtidig sørger den for, at de proletariske livsvilkår udvides til stadig bredere kredse og bliver den synlige tilstand for den store masse af befolkningen.

Ikke alene ved den stadige udvidelse af storindustrien bevirker den kapitalistiske produktionsmåde at den proletariske tilstand bliver mere og mere den tilstand befolkningen overhovedet befinder sig i. Den bevirker det også derved, at vilkårene for lønarbejderne i industrien bliver bestemmende for de vilkår lønarbejderne i andre næringsgrene må leve under. Også deres livs- og arbejdsvilkår bliver omdannet via storindustrien; de fordele som disse arbejdere har fremfor arbejderne i industrien, forvandler sig under indflydelse af denne til lige så mange ulemper. Hvor f.eks. håndværksarbejderen endnu bor og spiser hos mesteren, der fremkommer en anledning til at lade ham bo og spise dårligere end dem som lønarbejderne har, der fører deres egen husholdning. Den lange læretid var før et middel til at forhindre, at håndværket blev oversvømmet af arbejdskraft; i vor tid er lærlingevæsenet det virksommeste middel til at oversvømme håndværket med billig arbejdskraft og gøre de voksne arbejdere brødløse.

Her som på andre områder er under den kapitalistiske produktionsmåde blevet til det vanvid og til en plage, som under smådriften var fornuftig og heldig.

Håndværksmestrenes bestræbelser på at holde liv i det gamle laugsvæsen tager i grunden sigte på at skaffe dem nye midler til at udbytte arbejderne ved en genoplivelse af de gamle former. De ville bjærge sig mod at synke ned i sumpen, og ved at underlægge en del proletarer. Og da er de herrer håndværksmestre chokerede, når proletariatet ikke kan begejstres over dette middel til at forhale smådriftens uundgåelige undergang.

Den samme udvikling som foregår i håndværket, foregår også i handelsbeskæftigelsen. Også på handelens område begynder stordriften at fortrænge smådriften. Antallet af småkøbmænd behøver derfor ikke at aftager. Mellemhandelen er den sidste tilflugt for det betrængte småborgerskab. Den tyske statistik viser følgende tal for hvert tusind arbejdere:

Man ser at der i handel- og restaurationsvirksomhed er beskæftiget forholdsvis flere end i småbedrifterne og end tilfældet er i industrien - relativt. Absolut voksede tallet af småbedrifter i handelen og restaurationsvæsenet hurtigt. Deres personale voksede i årene 1882-95 fra 1,013,981 til 1,509,453. At indskrænke handelen, f.eks. ved at begrænse mellemmænd, betyder intet andet end at rive gulvet helt væk under fødderne af de fra hus til hus gående handelsfolk, skubbe dem ind i pjalteproletariatet og gøre dem til tiggere, vagabonder og tugthuskandidater; - dét er dog en ejendommelig socialreform.

Virkningerne af stordriftens udvikling udtrykker sig i handelsverden ikke ved en formindskning af tallet af småbedrifter, men ved at disse bliver dårligere og dårligere. Den selvstændige småhandlers tilværelse bliver stadig mere usikker og proletarmæssig. Og ved siden deraf vokser antallet på dem, som tager ansættelse i storbedrifterne og som ikke har nogen udsigt til at bliver selvstændige. Børnearbejdet tiltager, kvindearbejdet ligeså, og med dette prostitutionen; og også i handelsvirksomheden tiltager overarbejde, arbejdsløshed og lønpres. Den underordnede handelsstands stilling nærmer sig mere og mere industriproletariatets. Den adskiller sig fra industriarbejderne alene derved, at den må bevare udseendet af en højere levestandard, men den skal bringe de samme ofre, som er ukendte for det industrielle proletariat.

Og endnu en proletarklasse er begyndt at udvikle sig: de uddannedes proletariat. At være uddannet er under den nuværende produktionsmåde blevet et særskilt fag. Forrådet af kundskaber har steget umådelig og vokser dag for dag. Det kapitalistiske samfund og den kapitalistiske stat frembringer flere og flere videnskabsmænd og kunstnere, som kan lede forretningerne og tøjle naturkræfterne, hvadenten det nu er for at fremme eller for at ødelægge produktionen, eller til luksuriøs anvendelse af den voksende overflod. Ikke kun bonden, håndværkeren eller endog proletaren, heller ikke købmanden, fabrikanten, bankieren, børsspekulanten eller den store grundejer, har tid til at ofre sig for kunst og videnskab. Dertil er de altfor optaget med deres forretninger og fornøjelser. I det nuværende samfund, er det ikke som i de tidligere samfundsformer, udbytterne selv der dyrker kunsten og videnskaben. Det overlader de til en særskilt klasse som de betaler for dét. Dannelse bliver en vare.

Indtil for få årtier siden var den en sjælden vare. Skoleundervisningen var mangelfuld og studering var forbundet med betydelige udgifter. Bønderne var som regel alt for fattige til at de kunne sende deres sønner til de højere skoler. Håndværket og handelen havde gyldne tider; den som var dér, blev dér; og kun særlig begavelse eller særlige omstændigheder foranledigede købmandens eller håndværkerens søn til at slå ind på kunst og videnskab. Medens efterspørgselen efter embedsmænd, ingeniører, læger og kunstnere o.s.v. steg, rekrutteres stillingerne omtrent helt fra disse kredse.

Varen dannelse stod derfor endnu højt i pris. Den skaffede i alt fald dem som anvendte dem praktisk, advokater, embedsmænd, læger o.s.v.. et rummeligt udkomme som regel, og anseelse og berømmelse. Kunstneren, digteren, filosoffen var kongernes kammerater. Ligesom det fødte aristokrati følte også åndens aristokrati sig overlegent overfor pengenes aristokrati. Dets højeste ønske var at få udbredt deres åndelige værdier. Derfor kunne de dannede være og var også ofte idealister. De stod over de andre klasser, i deres materielle stræben og modsætninger. Høj viden betyder magt, lykke og dannet optræden, og hvad lå nærmere end at trække den slutning, at man ved at udbrede oplysning kunne gøre alle mennesker lykkelige og dannede, samt overvinde klassemodsætningerne og bringe fattigdom og simpelthed ud af verden.

Siden har udviklingen af det højere skolevæsen - og her tales der kun om den højere dannelse - gjort vældige fremskridt. Tallet af læreanstalter er øget umådelig. I endnu stærkere grad er antallet af elever vokset. Smådriften i handel og industri har ikke længere nogen gylden tid. Småborgeren véd ikke længere noget andet middel til at forhindre deres børn i at synke ned i proletariatet, end at lade dem studere, hvis han på en eller anden måde kan skaffe de nødvendige penge til det. Og han må være forberedt på at sørge ikke kun for deres sønner, men også for sine døtre. Den tiltagende arbejdsdeling forvandler nemlig, som vi allerede har påpeget, hurtigt husholdningsarbejdet til et specielt fag, reducerer husholdningsarbejdet, så et ægteskab, hvor hustruen ikke er andet end en husholderske, bliver mere og mere en luksus. Og samtidig forarmes, som vi har set, småborgerskabet, så det i stadig større og større grad taber evnen til at tillade sig nogen luksus. Tallet på de ugifte bliver stadig større, ligesom tallet på de familier, hvor hustruen og datteren må ud på arbejde. Derfor tiltager kvindearbejdet ikke kun indenfor industrien og handelen, men også i den offentlige administration, i postvæsenet, telegrafvæsenet, i jernbanerne, i kunst og videnskab. Fordomme og personlige interesser kan krænkes nok så meget af det, men den kvindelige arbejdskraft trænger sig alligevel mere og mere ind på de forskellige områder af åndsarbejdet. Ikke forfængelighed, ikke fordringsfuldhed, ikke overmod, men den økonomiske udviklings tryk er det, som driver kvinderne til at arbejde på disse som på andre områder for den menneskelige virksomhed. Hvis mændene i enkelte grene af åndsarbejdet, som endnu er laugsmæssig organiseret, kan udelukke kvindernes konkurrence, så trænger de så meget talrigere ind i de grene, hvor der ikke findes sådanne skranker, f.eks. digtning, malerkunst og musik.

En følge af hele denne udvikling er at tallet af de «dannede» er vokset uhyre i forhold til tidligere.

Men de heldige følger er udeblevet, som idealisterne forventede af oplysningens udbredelse. Så længe dannelsen er en vare, betyder udbredelsen af oplysning en forøgelse af denne vare og dermed en nedsættelse af prisen på den, altså en forværring af stillingen for de dannede. Arbejdsmarkedet for åndens arbejdere er i vore dage lige så overfyldt som for håndens. Også åndsarbejderne har allerede sin reservearmé, arbejdsløsheden er en lige så stadig gæst indenfor deres rækker som hos industriarbejderne. De åndsarbejdere som ønsker at nå frem til et embede, må ofte vente henimod en halv menneskealder, før de får en dårlig aflønnet, underordnet stilling. For de øvrige veksler overarbejde med arbejdsløshed lige meget som for kropsarbejderne, og ligesom disse trues de stadigt af nedgang i indtægterne.

Det er iøjenfaldende at åndsarbejdernes stilling i samfundet bliver dårligere; og talte man før om åndsaristokratiet, taler man nu om det akademiske proletariat; og snart vil dette proletariat adskille sig fra de øvrige lønarbejdere kun i en henseende, ved sin påtrængenhed, fordringsfuldhed. Flertallet af dem indbilder sig endnu at være noget bedre end almindelige proletarer, de regner sig endnu til borgerskabet, til bourgeoisiet, men på samme måde som tjeneren regner sig til herskabet. (I Tyskland betyder ordet «borger» ikke kun en mand som tilhører en bestemt klasse, den besiddende klasse i byerne, men enhver som er medlem af staten, altså statsborger. Franskmændene har to betegnelser. Den første gruppe betegnes ved ordet «bourgeois», den anden ved «citoyen». Da ordet bourgeois er mere betegnende end ordet «borger», er det også optaget i det tyske sprog. Det samme er mere og mere blevet tilfældet i Norge. o. a.). De er ophørt med at være bourgeoisiets åndelige førere og er blevet dets slagsbror. Kryberiet og stræberiet breder sig blandt dem; ikke udviklingen, men den økonomiske udnyttelse af åndsevnerne er nu deres vigtigste opgave, og prostitueringen af deres ego det fornemste middel til at komme frem. Ligesom den lille erhvervsdrivende småborger, lader også de sig forblænde af enkeltes glimrende held i livets lotteri. De overser de talløse nittere, som de står overfor, og sælger ud af legeme og sjæl for den blotte udsigt til at få et af de store lod. At sælge sin overbevisning og at gifte sig af pengehensyn står for de fleste akademikere som to lige selvfølgelige og uundværlige midler til at «gøre deres lykke». Det har den kapitalistiske produktionsmåde frembragt af idealister, forskere, tænkere og drømmere!

Men udbudet vokser så stærkt, at der bliver lidt at tjene på uddannelsen, selvom man er villig til at give sin personlighed med i købet. Det er ikke længere muligt at forhindre de dannedes masse fra at synke ned i proletariatet.

Om denne udvikling vil føre til at de dannede i massevis og ikke kun enkeltvis som hidtil, vil slutte sig til det kæmpende proletariat, er endnu uvist. Et er imidlertid sikkert: med proletariseringen af den akademiske stand er den sidste udvej lukket for proletarerne til enkeltvis at slippe bort fra proletariatet og stige op til en højere klasse.

Muligheden for lønarbejderen til at bliver kapitalist, er på forhånd udelukket, - i alt fald i reglen. En gevinst i Hamburgerlotteriet eller en rig onkel i Amerika kommer ikke i betragtning for fornuftige mennesker, når talen er om arbejderklassens stilling. Men under gunstige omstændigheder kan det jo nu og da lykkes en heldigstillet arbejder ved hårde savn, at spare så meget sammen, at han kan starte en lille håndværksdrift eller høkerbutik, eller han kan lade en af sine sønner studere og bliver noget «bedre». Det ville imidlertid være latterlig, at henvise arbejderne til sådanne muligheder for at forbedre deres eller deres børns stilling. Stort set kan en arbejder nemlig være glad, hvis han overhovedet kan klare at spare noget op, og hvis han i gode tider kan lægge så meget tilside, at han ikke står helt blottet ved en kommende arbejdsløshed. Men i vore dage er en fortrøstning hos arbejderne til denne udvej mere latterlig end nogensinde. Den økonomiske udvikling har nemlig ikke kun gjort det vanskeligere for arbejderen at opspare, men den har gjort det helt umulig at lægge så meget til side, at han derved kan hæve sig selv eller sine børn ud af den proletariske tilværelse. At gå over til selvstændig smådrift betyder for ham kun at styrte sig fra den ene elendighed ud i den anden, for i regel snart igen at vende tilbage til den gamle elendighed og betale for den erfaring, at smådrift er uholdbar, - med tabet af sine sparepenge.

Endnu vanskeligere end at gå over til selvstændig smådrift, ja næsten håbløst er i vore dage proletarens forsøg på at lade sin søn studere. Men antager vi, at et sådant forsøg lykkes, hvad skal så proletarsønnen gøre som ikke nyder nogen protektion, men som ikke kan vente på at udnytte sine kundskaber, hvad kan den højere dannelse hjælpe ham, nu da tusinder jurister må vente i årevis, før de kommer ind i statens tjeneste, nu da teknikere, kemikere, handelsgymnasiaster løber rundt i hundredetal uden arbejde ?

Hvorhen proletaren i vor tid end vender sig til, så støder han overalt på proletarmæssige livs- og arbejdsbetingelser. Proletariatets kår trænger mere og mere igennem i hele samfundet; og allerede i vor tid er massen af befolkningen i alle kulturlande sunket ned på proletariatets niveau. Enhver udsigt for den enkelte proletar er forsvundet til på egen hånd eller ved egen kraft, at kunne arbejde sig ud og op af sumpen, som den nuværende produktionsmåde støder ham ned i. Han kan ikke hæve sig på anden måde, end ved at hele hæve hele den klasse som han tilhører.

Vi har set hvordan massen af befolkningen i lande med kapitalistisk produktionsmåde stadig mere og mere bliver proletarer, og bliver arbejdere der adskilles fra produktionsmidlerne, så de ikke kan producere noget på egen hånd, og derfor er tvunget til - hvis de ikke skal sulte ihjel - at sælge det eneste de ejer: deres arbejdskraft. Flertallet af bønder og småborgere tilhører i virkeligheden allerede proletariatet. Det som adskiller dem fra dét, er deres ejendom, som nu kun er et tyndt forhæng, som der ikke mere er egnet til at skjule deres udbytning og afhængighed - end til at hindre den. Et forhæng, som ethvert lille vindpust løfter og blæser væk. På den anden side ser vi en lille flok af besiddende kapitalister og store grundejere, som de vigtigste produktionsmidler tilhører, og hvor hele befolkningens vigtigste rigdomskilder alene tilhører dem, og som dette eneherredømme forener med muligheden for og magten til at udbytte de besiddelsesløse, og gøre dem afhængige af sig.

Medens flertallet af befolkningen stadigt synker dybere ned i nød og elendighed, er det denne lille skare af kapitalister og store grundejere, som sammen med deres snyltegæster tilskraber sig alle de uhyrlige fordele, som er frugten af nutidens kultur, fremfor alt en frugt af naturvidenskabens udvikling og praktiske anvendelse.

Lad os se lidt på denne lille skare af udvalgte. Lad os se på den rolle de spiller i produktionslivet, og de følgevirkninger som dette har for samfundet.

Vi har allerede lært de 3 arter at kende, som kapitalen kan deles i: handelskapitalen, ågerkapitalen og den industrielle kapital. Den sidstnævnte art af kapital er den nyeste, og vistnok ikke så mange århundrede gammel som de to andre arter af kapital er tusindårige i alder. Men den yngste broder er vokset hurtigere, meget hurtigere end de ældre. Den er blevet en kæmpe, som har undertvunget de andre og taget dem i sin tjeneste. For smådriften i dens fuldkomne (klassiske) form, er handelen ingen ubetinget nødvendighed. Bonden som håndværkeren kan, for så vidt de må købe produktionsmidler, købe dem direkte af producenten. Og de kan sælge deres produkter direkte til forbrugeren. På dette trin af den økonomiske udvikling tjener handelen fortrinsvis luksus. Og den er ikke uundværlig for produktionens udvikling i det store og hele, eller for samfundets beståen. Den kapitalistiske produktion derimod, er, som vi har set, på forhånd henvist til handelen, ligesom handelen til gengæld på et vist trin af sin udvikling behøver den kapitalistiske produktion.

Jo mere denne trænger igennem, jo mere den kapitalistiske produktion bliver den herskende, desto mere nødvendig bliver handelens udvikling for hele næringslivet. Handelen tjener i vor tid ikke kun overfloden, luksus eller hele produktionen, men befolkningens ernæring i et kapitalistisk land, afhænger i vor tid af, at handelen foregår uforstyrret. Dette er en af de årsager som vil gøre en verdenskrig meget mere ødelæggende end før i tiden. Krig forårsager en standsning af handelen, og i vor tid betyder det også en standsning af produktionen, af hele næringslivet. Det betyder en økonomisk ruin, som udstrækker sig længere og den er ikke mindre uhyggelig end ødelæggelserne på krigsskuepladsen.

Lige så vigtig som udviklingen af handelen er udviklingen af lånevirksomheden for den kapitalistiske produktionsmåde. Under smådriften var ågerkarlen et snyltedyr, som udnyttede andres nødstilstand eller letsindighed til at tappe blodet af dem. De penge som han udlånte til en anden, tjente i regel - og reglen var, at enhver producent selv ejede de nødvendige produktionsmidler - kun som udgifter i uproduktive øjemed. Hvis f.eks. en adelsmand lånte penge, så var det for at ødsle dem bort. Hvis en bonde lånte, så var det for at betale procesomkostninger eller andre nødvendige pengeudgifter. Udlånet af penge mod renter var derfor umoralsk og blev i almindelighed fordømt.

Ganske anderledes under den kapitalistiske produktionsmåde. Nu er penge et middel til at starte en kapitalistisk bedrift, købe og udbytte arbejdskræfter. Når en spekulant i vore dage låner penge for at starte en ny virksomhed, eller for at udvide sin forretning, så betyder det ikke - forudsat naturligvis, at forretningen er solid - at hans indtægter formindskes på grund af forrentningen af de lånte penge. Pengene tjener ham tværtimod sådan, at han kan udbytte arbejdskræfterne, altså til at han kan forhøje sine indtægter, mere end renterne beløber sig til. Derved forandres ågervæsenets oprindelige karakter. Dets rolle som middel til at udnytte nødstilstand og letsindighed, træder stadig mere tilbage overfor den rolle at «befrugte» den kapitalistiske produktion, dvs. at gøre det muligt, at dens udvikling foregår endnu hurtigere end det er muligt alene ved pugning af kapital i pengeskabene hos de industrielle kapitalister. Foragten for ågerkarlen ophører; denne bliver fejlfri og får et nyt velklingende navn: kreditgiver.

Samtidig er hovedretningen for den rentebærende kapitals bevægelse blevet en anden. De pengesummer som ågerkapitalisten har samlet sammen i sit pengeskab, flød tidligere fra disse reservoirer gennem tusinder kanaler til de kapitalløse. I vor tid er ågerkapitalens pengeskabe - kreditinstitutterne - meget mere blevet reservoirer hvortil pengene gennem tusinder kanaler flyder fra de kapitalløse. Fra disse reservoirer overføres de til kapitalisterne. Kreditten er i vor tid som førhen, et middel til at gøre de kapitalløse - de besiddende som de besiddelsesløse - rentepligttige til kapitalen. Men den er også blevet et mægtig middel til at forvandle de værdier til kapital, som befinder sig i hænderne på de forskellige klasser af kapitalløse, ligefra de uhyre rigdomme som adelen og den katolske kirke råder over, til daglønnerens og tjenestepigens fattige spareskillinger. Dvs. den er blevet et middel til at udbytte den ene og til spaltning af den anden af disse klasser. Man priser de moderne kreditindretninger, sparekasser o.s.v.. fordi de gør lønarbejderens, håndværkerens og bondens spareskillinger til kapital og disse mennesker til «kapitalister», men denne sammenhobning af de kapitalløses penge har ingen anden hensigt, end at stille nye kapitaler til kapitalisternes rådighed og derved begunstige udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde. Og hvad det betyder for lønarbejderen, bonden og håndværkeren, dét har vi set.

Når de moderne kreditindretninger mere og mere sørger for at de forskellige klasser af kapitalløses ejendom bliver til kapital, der stilles til rådighed for kapitalistklassen, så sørger de for på den anden side for, at kapitalistklassens kapitaler bliver bedre udnyttet end hidtil. Bankene bliver reservoirer for de enkelte kapitalisters pengesummer, som disse i øjeblikket ikke har anledning til at anvende i deres bedrift, og de gør disse summer, som ellers ville være «død» kapital, tilgængelig for andre kapitalister som behøver dem. De gør det også mulig at opgøre varerne i penge før de er solgt, og formindsker derved omsætningstiden, altså også mængden af den kapital som til enhver tid er nødvendig for driften af en bestemt forretning.

Ved alt dette bliver mængden og virkningen af den kapital som står til kapitalistklassens rådighed umådelig forøget. Derfor er kreditten i vore dage blevet en kraftig løftestang for den kapitalistiske produktion. Ved siden af maskinteknikkens udvikling og akkumulering af den industrielle reservearmé, er kreditten en af hovedårsagerne til den hurtige fart hvormed den moderne produktion foregår, og som sætter industrien i stand til at skyde hurtig til vejrs ved selv det svageste påtryk.

Men kreditten er endnu mere ømtålelig overfor enhver forstyrrelse end handelen. Enhver rystelse forplanter sig til hele næringslivet.

Mange økonomer har anset kreditten for at være et middel for dem som ejer lidt eller intet, til at bliver kapitalister. Men som allerede selve ordet siger, beror kreditten på kreditgiverens tillid til låntageren. Jo mere denne ejer desto større er sikkerheden, desto større er den kredit han nyder. Kreditten er altså kun et middel til at skaffe kapitalisten mere kapital end han havde før, og til at øge kapitalisternes overmagt og skærpe de sociale modsætninger i stedet for at udjævne dem.

Kreditvæsenet er følgelig ikke kun et middel til at fremskynde udviklingen af den kapitalistiske produktion og gøre den i stand til at udnytte enhver gunstig konjunktur. Den er også et middel til at påskynde smådriftens undergang. Den er endelig også et middel til at gøre hele samfundsmaskineriet mere indviklet og ømfindtlig overfor forstyrrelser, sprede en følelse af usikkerhed også indenfor kapitalisternes lejr og gøre den grund de står på mere gyngende.

 2. Arbejdsdeling og konkurrence.

Medens den økonomiske udvikling på den ene side fører til at handel og kredit bringes i nærmere forbindelse med industrien, bevirker den på den anden side, at de forskellige funktioner (opgaver) som kapitalisterne møder i det økonomiske liv, at der opstår specielle, selvstændige foretagender og indretninger, som en følge af den tiltagende arbejdsdeling. Før i tiden skulle købmanden ikke kun købe og sælge varerne. Han måtte også samle dem og opmagasinere dem, og ofte bringe dem til meget fjerntliggende markeder. Han måtte sortere varerne og gøre dem tilgængelige for den enkelte køber. I vor tid har vi ikke kun arbejdsdeling mellem detail- og engroshandel. Vi har vores egne store forretninger for transportvæsen og for oplagring af varer (lagerhuse, elevatorer). På de store centralmarkeder, børserne, er køb og salg blevet i så høj grad - en specialvirksomhed, og så løsrevet fra den øvrige handelsvirksomhed, at man ikke alene køber og sælger varer der som endnu er langt borte, ja som endnu ikke engang er fremstillet; man køber endog varer, som man ikke vil tage i besiddelse, og sælger varer, som man ikke ejer.

I gamle dage kunne man ikke forestille sig en kapitalist uden et stort pengeskab, hvori han samlede de penge han tog ind, og hvor han kunne tage de penge han skulle bruge til sine udbetalinger. I vor tid er kapitalisternes kassevæsen i de mere fremskredne lande, særlig England og Amerika, overladt til særskilte forretninger, banker. Man betaler ikke længere ind til kapitalisten, men til hans bank, og får der, ikke hos kapitalisten selv, hvad man har tilgode. På den måde opstår det forhold at nogen få centralforretninger besørger kassevæsenet for hele kapitalistklassen i et land.

Men om kapitalistens forskellige funktioner på denne måde falder i forskellige, selvstændige virksomheder, så bliver de derved naturligvis kun i det ydre, rent juridisk, uafhængig af hinanden. Økonomisk bliver de som før knyttet sammen på det tætteste. Den ene af disse foretagenders funktioner kan ikke foregå regelmæssig, dersom nogen af de andre forretninger, som den står i forbindelse med, bliver forstyrret i deres funktioner. 

Jo mere handel, kredit og industri kommer i gensidig afhængighedsforhold til hinanden, jo mere kapitalistklassens forskellige bestillinger tilfalder forskellige foretagender, desto mere afhængig bliver den ene kapitalist af den anden. Det kapitalistiske næringsliv i et land, og i visse henseender allerede hele verdensmarked, bliver stadig mere og mere een eneste kæmpemæssig organisme, hvis enkelte dele står i den tætteste forbindelse med hinanden. Kommer massen af befolkningen mere og mere i afhængighedsforhold til kapitalisterne, så kommer også disse stadig i mere afhængighedsforhold til hinanden.

Det økonomiske maskineri i den moderne produktionsmåde bliver en stadig mere indviklet og ømfindtlig mekanisme, så at dens uforstyrrede fremgang mere og mere afhænger af, at alle dens utallige hjul griber nøjagtig ind i hinanden og opfylder sin opgave. Aldrig før har nogen produktionsmåde trængt til en planmæssig regulering som den nuværende. Men privatejendomsretten gør det umulig at få plan og orden i tingene. Medens de enkelte bedrifter bliver stadigt mere økonomisk afhængig af hinanden, vedbliver de at være uafhængige af hinanden retsligt, juridisk. Driftsmidlerne i den enkelte bedrift er privatejendom, som ejeren kan skalte og valte med efter forgodtbefindende.

Jo mere stordriften udvikler sig, jo større den enkelte bedrift bliver, desto mere bliver den forretningsmæssige virksomhed indenfor en bedrift ordnet i de mindste detaljer, efter en bestemt, nøje overvejet plan. Men de enkelte bedrifters forbindelse med hinanden overlades forsat til den frie konkurrences blinde drivkraft. Under en uhyre ødsling af kræfter og værdier og gennem stadig stærkere rystelser, holder frikonkurrencen forretningsmaskineriet i gang, ikke på den måde at den sætter hver enkelt på sin rette plads, men ved at knuse enhver som stiller sig i vejen.

Dette kalder man «udvælgelsen af de bedste i kampen for tilværelsen». Men i virkeligheden udrangeres under frikonkurrencen ikke så meget de udygtige, som de der er kommet på en gal plads, og de som enten ikke har dygtighed nok eller - og det er hovedsagen - ikke kapital nok til at klare sig. Frikonkurrencen nøjes i vore dage imidlertid ikke kun med at knuse dem, som ikke er «kampen for tilværelsen» voksen. Enhver sådan udrangering af en som er underlegen, betyder ruin eller svækkelse for en masse andre personer, som står i økonomisk forbindelse med den fallerede bedrift - lønarbejdere, kreditorer, leverandører o.s.v.. Mange benytter endnu ordsproget: enhver er sin lykkes smed. Det stammer fra smådriftens tidsalder, da den enkelte arbejders skæbne bestemtes af hans personlige egenskaber - og kun hans egen og hans families skæbne. I vor tid bliver det enkelte samfundsmedlems skæbne mindre og mindre afhængig af den enkeltes personlighed, men derimod stadig mere afhængig af tusinder omstændigheder, som man ingen indflydelse har på. Konkurrencen i vor tid forårsager ikke længere nogen udvælgelse af de bedste. 

Hvor tager kapitalistklassen så deres indkomster fra? Handelskapital og ågerkapital fik oprindelig sin gevinst og rente ved at tage en del af den ejendom, som tilhørte de personer af forskellige klasser, som var henvist til at tage imod deres tjeneste. Den industrielle kapital henter sin profit ved at udbytte de besiddelsesløse lønarbejdere. Men jo mere den kapitalistiske produktionsmåde udvikler sig, desto mere hæver den industrielle kapital sig over de øvrige arter af kapital, og desto mere tager den disse i sin tjeneste, hvad den imidlertid kun kan gøre ved at overlade dem en del af den merværdi som den har presset ud af proletariatet. På grund af denne udvikling bliver den merværdi som suges ud fra proletariatet, i større og større udstrækning den eneste kilde som den hele kapitalistklasse øser sine indtægter fra. Ligesom håndværket og småbruget i landbrugsbeskæftigelsen taber i økonomisk betydning og øver mindre og mindre indflydelse på det nuværende samfundsvæsen, således er det også med de gamle former for handels- og ågerkapitalen, som hentede sine gevinster ved udbytning af de kapitalløse klasser. Der findes allerede stater uden håndværk og små jordbrug - se England f.eks.. Men ikke en eneste af de moderne stater kan tænkes uden en storindustri. Den som vil forstå de nuværende former for kapital, må tage sit udgangspunkt i den industrielle kapital: den merværdi som den kapitalistiske industri skaber, er den væsentligste kilde, hvorfra al kapitalistisk vinding strømmer.

Vi har allerede i forrige kapitel lært at kende merværdien, som det industrielle proletariat skaber, og som den industrielle kapitalist tilegner sig. Vi har også set på hvilken måde mængden af den merværdi den enkelte arbejder skaber, stadig stiger i forhold til størrelsen af hans løn: ved forøgelse af arbejdsydelsen, ved indførelse af arbejdsbesparende maskiner, billigere arbejdskraft o.s.v.. Samtidig vokser også med udviklingen af den kapitalistiske industri antallet af udbyttede proletarer: således stiger mere og mere massen af den merværdi som tilflyder kapitalistklassen.

Men desværre bliver «livets ublandede glæde ingen dødelig til del». Også kapitalistklassen må «dele», skønt han oprigtig hader denne deling. Den merværdi han har snappet til sig, må han dele med grundejeren og staten. Og den andel disse trækker af med, vokser år for år.

Når vi taler om de klasser som mere og mere bliver eneejere og udbyttere, som monopoliserer produktionsmidlerne, da må vi adskille kapitalister og grundejere. Thi jord og grunde er et egenartet produktionsmiddel. Det er det mest uundværlige af alle; uden dét er der ingen menneskelig virksomhed, selv søfareren og luftskipperen behøver en afgangs- og landingsplads.

Under småbrugets tidsalder i Europa, i middelalderen, ejede hver bonde sin gård alene. Vand, skov og agermark var fællesejendom og massen af udyrket jord var så stor, at man kunne tillade hvem som helst at tage jorden i besiddelse og udnytte de jordstykker, som han var i stand til at opdyrke. Så kom udviklingen af vareproduktionen med de følger, som vi allerede har lært at kende. Jordens produkter blev varer, som fik en værdi. Derved blev igen jorden en vare med værdi. De enkelte landsbyer og bondesammenslutninger søgte nu at slå en ring om deres medlemmer og begynde at betragte den jord og grund som de ejede i fællesskab og som de tildels også udnyttede i fællesskab (f.eks. skov og græsgange), og de begyndte at betragte dem, ikke længere som uafhændelig fællesejendom, men som en slags fælles privatejendom, som alene tilhørte medlemmerne og deres efterkommere, og som fremtidige indflyttere var udelukket fra. De ville monopolisere jorden for sig selv.

Men der var også en anden som fik lyst til landbyernes fællesejendom, nemlig jorddrotten, som havde været landsbyen lensherre; skulle den jord, som var blevet så værdifuld, nu bliver privatejendom, så skulle det bliver hans ejendom. I de fleste landsbyer og navnlig der, hvor stordriften udviklede sig, lykkedes det jorddrotten at bemægtige sig bøndernes fællesejendom. Nu fulgte bondeudplyndringen, bøndernes fordrivelse fra gårdene. Al jord, også den som ikke blev benyttet i landbrugsbeskæftigelsen, gik over til at bliver privatejendom, grundbesiddelse blev en forrettighed for nogen enkelte.

Ved den økonomiske udvikling og navnlig ved dannelsen af de store godser er således jord og grunde blevet til et monopol, længe før de dyrkbare arealer var taget i brug i sin helhed, længe før man endnu kunne tale om nogen overbefolkning.

Når altså jord og grunde indtager en særstilling blandt produktionsmidlerne ved det, at de ikke kan formeres efter forgodtbefindende, så er det ikke fordi al jord er lagt under dyrkning, men fordi - i det mindste i alle kulturlande - at de allerede er taget fuldstændigt i besiddelse af et fåtal. Derved opstår et monopol af en ganske særegen art. Lige overfor den besiddelsesløse klasse har ganske vidst kapitalistklassen monopol på produktionsmidlerne, men indenfor kapitalistklassen findes der intet monopol for dens enkelte medlemmer på bestemte produktionsmidler, i alt fald intet varig monopol. Hvis der dannes en kapitalistring til monopolisering af en bestemt, særlig vigtig opfindelse, f.eks. en ny maskine, så kan der stadig findes andre kapitalister som enten køber den samme maskine eller ved en ny opfindelse eftergør eller overtrumfer den gamle maskine. Alt dette er umulig i grundejendomsforholdet. Grundejeren har ikke kun monopol overfor den besiddelsesløse klasse, men også overfor kapitalistklassen.

Grundbesiddelsens egenartethed er på det skarpeste udviklet i England, hvor et lille antal af familier har rådighed over hele landets grundværdier og holder fast på dem, - de sælger ikke en tomme. Den som behøver til jord, får den kun til leje mod en bestemt afgift, grundrenten (strengt taget er forpagtningsafgift og grundrente ikke det samme. I forpagtningen stikker i regel også et stykke kapitalrente. I denne forbindelse kan vi dog sammenstille forpagtningsafgift og grundrente). En kapitalist som vil bygge en fabrik eller et beboelseshus, starte en minedrift eller et landbrug, kan i England som regel ikke få lov til at købe den nødvendige grund, men må leje den.

I Tyskland er kapitalisterne i stor udstrækning også grundejere: Fabrikanten ejer den jord fabrikken står på, mineselskabet det mineværk det driver. Ligesådan driver også godsejeren på det europæiske fastland selv sine ejendomme i stedet for at bortforpagte dem. Når den næringsdrivende selv ejer den jord hans bedrift står på, behøver han naturligvis ikke at dele merværdien med nogen. Det ændrer imidlertid ikke væsentlig ved sagen. Thi han er kun blevet grundejer ved at han har betalt den tidligere ejer af grundstykket en kapital, hvis renter svarer til grundrenten. Han betaler altså grundrente i ethvert tilfælde. Og i den ene som i den anden form formindsker den hans profit.

Grundejerens stilling som monopolist styrkes efterhånden som efterspørgselen efter grunde bliver større, jo mere kapitalistklassen behøver til grundejendomme, jo mere den kapitalistiske produktionsmåde udvikler sig. I samme forhold vokser også grundrenten dvs. den samlede grundrente som må betales i det kapitalistiske samfund. Renten for hvert enkelt grundstykke behøver aldeles ikke at vokse. Under ellers lige forhold kaster et grundstykke mere rente af sig, jo frugtbare det er, og jo gunstigere det ligger til, f.eks. i nærheden af markedet. Lovene for selve renten, skal vi ikke her komme ind på.

Erobring af nye landstrækninger kan altså trykke renten ned på den grund hvis værdi allerede er presset op til toppunktet. Men desto hurtigere vil renten for den nyerhvervede grund vokse. På denne måde kan også forbedring af kommunikationsmidlerne sænke renten for den grund, som ligger i nærheden af markedet, til fordel for længere bortliggende landstrækninger. Begge dele er sket i de sidste to årtier. Den amerikanske grundrente er steget og det på bekostning af den vesteuropæiske, for så vidt denne udvikling ikke er blevet modvirket ved told på landbrugsartikler. Dog gælder dette alene den grund som udnyttes til jordbrug. I byerne er grundrenten steget overalt meget hurtigt. Den kapitalistiske produktionsmåde behøver og trænger nemlig massen af befolkningen mere og mere sammen i byerne. Ulykkeligvis går dette mere ud over de ubemidledes åndelige og legemlige sundhed, end over kapitalisternes profit. I boligspørgsmålet lærer vi således her at kende en ny kilde til lidelser for proletariatet. At komme nærmere ind på denne sag, er det ikke her stedet til. 

Beskærer grundejeren i større og større udstrækning kapitalistens andel i merværdien direkte eller indirekte ved fordyrelse af arbejderens subsistensmidler - så er staten ikke mindre virksom i så henseende. Den moderne stat er samtidig med kapitalistklassen, og ved hjælp af den blevet stor, ligesom den til gengæld har været det kraftigste middel til at bringe kapitalistklassen i vejret. Begge har gensidig hjulpet hinanden. Kapitalistklassen kan ikke undvære staten. Den behøver dens beskyttelse indadtil som udadtil.

Jo mere den kapitalistiske produktionsmåde udvikler sig, desto skarpere bliver de modsætninger og selvmodsigelser som den fremkalder. Desto mere indviklet bliver også forretningslivet, og desto større den enes afhængighed af den anden bliver, desto større bliver behovet for en autoritet som står over befolkningen og sørger for at enhver opfylder de pligter som er pålagt ham i det økonomiske liv. Et så ømfindtlig maskineri som det moderne produktionsliv tåler mindre end nogen af de tidligere produktionsmåder, at afgørelser af modsætninger og stridigheder sker ved selvtægt fra de interesserede parters side. Den statsbeskyttede ret træder i selvtægtens sted.

Den kapitalistiske udbytning er aldeles ikke udtryk for nogen bestemt ret. Det er tværtimod dens behov som har skabt den nuværende ret og sat den ved magten. Retten forårsager ikke udbytning, den sørger kun for at den som andre fænomener i det økonomiske liv, må foregå så glat som muligt. Er konkurrencen at betragte som drivkraften i det moderne produktionsliv, så kan vi betragte retten som den olie som medfører, at gnidningsmodstanden i det økonomiske liv bliver mindst muligt mærkbar. Jo mere gnidningsmodstanden vokser, jo skarpere modsætningen på den ene side bliver mellem udbyttere og udbyttede, mellem de besiddende og de besiddelsesløse, jo større særlig pjalteproletariatet bliver - jo mere på den anden side bliver den enkelte kapitalist afhængig af hurtig medvirken fra talrige andre kapitalister, til at hans forretning skal gå uforstyrret hen, desto stærkere bliver behovet for en hensigtsmæssig ret, desto mere bliver dens organer - domstole og politi - taget i brug, desto større bliver behovet for en stærk statsmagt, som kan give retten virkningskraft.

For kapitalisterne gælder det imidlertid ikke kun at kunne producere, købe og sælge uforstyrret indenfor deres eget land. Udenrigshandelen spiller også en stor rolle, og jo mere fremherskende denne bliver, desto mere synes sikringen og udvidelsen af udenlandske markeder at bliver for nationen. Men på verdensmarkedet møder kapitalisterne fra den ene nation konkurrenter fra andre nationer. For at kunne holde disse stangen påkalder de staten, som ved sin krigsmagt skal varetage deres rettigheder, eller endnu bedre, jage de fremmede konkurrenter væk. Ligesom staterne og monarkerne bliver mere og mere afhængig af kapitalistklassen, således tjener krigsmagten ikke længere kun monarkens personlige hensigter, men også kapitalistklassens interesser. Krigene går mere og mere over fra at være dynastiske til at bliver handelskrige og sluttelig til nationale krige, som i sidste linje også må tilskrives de økonomiske modsætninger mellem de enkelte landes kapitalistklasser.

Den kapitalistiske klasse behøver altså ikke kun en hær af embedsmænd til at proppe i stillingerne i politiet og retsvæsenet (desuden selvfølgelig til forvaltning af finanserne), men den behøver også en stærk krigshær. Begge hære vokser stadigt i de kapitalistiske stater, og i den senere tid vokser endog krigshæren hurtigere end embedsmandshæren.

Før videnskaben var begyndt at anvendes i den industrielle teknik, forandredes også krigsteknikken meget langsomt. Men så snart maskindriften havde taget overhånd i industrien og denne begyndte at gennemgå en stadig udvikling, da ophørte også krigsmaskinernes uforanderlighed. Hver dag bragtes nye opfindelser og opdagelser, som når de såvidt var prøvet og indført med store omkostninger, blev fortrængt af andre revolutionerende nyopfindelser. Og stadig mere omfangsrig, kompliceret og kostbar blev krigsmaskinerne. Samtidig muliggjorde transportmidlernes udvikling stadig større sammenhobning af hærmasser på krigsskuepladsen. Som følge heraf blev arméerne større og større.

På grund af dette er statsudgifterne til krigsvæsenet (hertil må også regnes det meste af statsgælden) i de sidste tyve år vokset til en vanvittig højde i alle europæiske storstater.

Staten bliver stadig mere kostbar, og dens byrder stadig mere trykkende. Kapitalisterne søger naturligvis overalt, hvor de bestemmer over lovgivningen, at vælte flest og mest muligt af disse byrder over på de andre samfundsklasser. Men fra disse bliver der mindre og mindre at fratage, og derfor må, trods udbytternes mange kneb, deres merværdi blive stadig mere og mere beskåret ved beskatningen.

Samtidig med den udvikling vi ovenfor har beskrevet, viser den kapital som kapitalistklassen «engagerer» i de forskellige foretagender, en tendens til at vokse hurtigere end udbytningen af arbejderklassen, og hurtigere end den merværdi som skabes ved udbytningen.

Vi skal ikke her komme nærmere ind på årsagerne til dette fænomen, hvis forståelse forudsætter betydelige økonomiske kundskaber. Et eksempel vil muligvis anskueliggøre forholdet.

Lad os tage et særlig iøjenspringende tilfælde. Lad os sammenligne en håndspinder for hundrede år siden, som blev udbyttet af en kapitalist som hjemmearbejder, med en maskinspinder i vore dage. Hvilken kapital er ikke nødvendig for at kunne gøre det muligt for den sidste at arbejde; og hvor ringe derimod den som kapitalisten i håndspinderiet anvendte: han udbetalte spinderen hans løn og overlod ham den uld eller linned som skulle spindes. Med hensyn til lønnen, har forholdet ikke ændret sig meget, men maskinspinderen bruger måske hundrede gange så meget råmateriel som håndspinderen. Og hvilke vældige lokaler, dampmaskiner, spindemaskiner o.s.v.. er ikke nødvendige, dersom maskinspinderiet skal bliver muligt.

Endnu en omstændighed kommer i betragtning. For hundrede år siden havde en kapitalist som beskæftigede en spinder, andre udgifter til sin bedrift end dem, som gik til arbejdsløn og råstoffer. En fast kapital gaves der næppe, spinderokken var for intet at regne. Hans kapital vendte hurtig tilbage, lad os sige i løbet af et fjerdingår; han behøvede altså kun at indsætte en fjerdedel af den kapital han brugte i årets løb i forretningen. I vore dage er den kapital som må lægges ud i maskiner og bygninger for et maskinspinderi, umådelig meget større. Selvom cirkulationstiden for de penge som lægges ud til arbejdsløn og råstoffer, er den samme som for hundrede år siden, så er cirkulationstiden for den øvrige kapital, som før i tiden knapt eksisterede, meget lang.

En række omstændigheder virker i modsat retning; således f.eks. kreditvæsenet, men navnlig nedgangen i produkternes værdi som er en nødvendig følge af arbejdets tiltagende produktivitet. Men disse faktorer er på ingen måde i stand til helt at standse den udvikling vi omtaler her. Denne foregår i alle industrigrene, langsommere i den ene, hurtigere i en anden, og den bevirker at størrelsen af den kapitalsum som må anvendes på forskud pr. arbejder, vokser hurtigt og betydeligt.

Lad os antage at denne kapital for hundrede år siden beløb sig til 100 kroner og at den i dag er vokset til 1000 kroner; lad os videre antage at udbytningen af arbejderen har femdoblet sig; hvis den merværdi han fremstillede for hundrede år siden, beløb sig til 50 kroner, så bliver den i dag for den samme arbejdsløn 250 kroner. Mængden af merværdi er altså i dette tilfælde steget i og for sig (absolut) ganske umådelig; men i forhold til mængden af den kapital som kapitalisten årligt bruger, er merværdien sunket. For hundrede år siden beløb den sig til 50 pct., i vor tid 25 pct. af denne kapital.

Dette er naturligvis kun et eksempel; men den tendens, som det illustrerer, eksisterer virkelig.

Den samlede mængde af den merværdi som årligt fremstilles i de kapitalistiske lande, vokser stadigt og hurtig; men endnu hurtigere vokser totalsummen af den kapital som kapitalistklassen har anlagt i de forskellige kapitalistiske foretagender. Tager man desuden i betragtning at statsskatter og grundrente, som vi har set, stadig tager mere og mere væk fra merværdien, så vil man forstå, at mængden af den merværdi som i årets løb gennemsnitlig falder på en bestemt kapitalsum, stadig synker, trods det at udbytningen af arbejderne tiltager.

Profitten, dvs. den del af merværdien som bliver tilbage for kapitalisten, viser altså en tendens til at synke i forhold til den indsatte kapital, eller med andre ord, i løbet af den kapitalistiske udvikling vil i almindelighed den profit, en bestemt kapitalsum kaster af sig, blive stadig mindre. Naturligvis gælder dette kun for gennemsnittet i et længere tidsrum. Et tegn på dette er rentefodens stadige sænkning.

Medens udbytningen af arbejderne altså har en tendens til at stige, så viser kapitalisternes andel i profitten en tendens til at synke. Dette er en af de forunderligste selvmodsigelser i den på selvmodsigelser så rige kapitalistiske produktionsmåde.

Af denne sænkning har man sluttet, at den kapitalistiske udbytning engang ville tage livet af sig selv. Kapitalen ville til slut afkaste en så lille profit, at kapitalisten sultende ville søge beskæftigelse. Men sådan ville det kun gå, dersom profitraten stadig sank, uden at totalmængden af kapital voksede. Sådan går det imidlertid ikke for sig. Totalmængden af kapital i de kapitalistiske nationer vokser hurtigere end profitraten aftager. Kapitalens vækst er en af forudsætningerne for profitratens sænkning, og når rentefoden falder fra 5 til 4 og fra 4 til 3, så vil indtægterne ikke derved bliver mindre for de kapitalister, hvis kapital imens er steget fra én til to eller fire millioner.

Profitratens og rentefodens sænkning betyder aldeles ikke en nedgang i kapitalistklassens indtægter; thi mængden af merværdi, som tilflyder dem vokser stadig; profitratens og rentefodens sænkning formindsker indtægterne, men kun for de kapitalister som ikke er i stand til at forøge deres kapital i tilsvarende grad. Under den kapitalistiske udviklings løb hæves stadig grænsen for, hvor den kapital begynder, som tillader sin ejer at leve «standsmæssig». Stadig større bliver de formuer, som er det minimum man behøver for at kunne leve af andres arbejde uden at arbejde selv. Det som for halvtreds år siden var en betydelig formue, er nu for tiden en bagatel.

Profittens og rentefodens sænkning betyder ikke kapitalistklassens undergang, men dens indsnævring, dens nedgang i antal. Hvert år bliver småkapitalister udskilt fra den og udsat for den samme dødskamp som håndværkerne, småhandlerne og småbønderne må gennemgå; en dødskamp som kan vare i længere eller kortere tid, men som sluttelig ender med at de selv eller deres børn styrter ned i proletariatet. Alt imens de forsøger at forhindre denne skæbne, fremskynder de i regel kun deres ruin.

Man forbavses over de mange enfoldige mennesker, som overlader deres penge til en hvilken som helst svindler, når han kun lover dem rigtig høje renter. Disse folk er dog i regel ikke så dumme som det ser ud til; det svindelmæssige foretagende er det sidste halmstrå som de klamrer sig til, for at få en tilstrækkelig rente af deres penge. Det er mindre havesygen end frygten for at komme til at lide nød, som forblinder dem.

Ved siden af konkurrencekampen mellem håndværk og kapitalistisk storindustri raser også kampen mellem de større og mindre kapitalistiske bedrifter. Hvert øjeblik bliver der gjort nye opfindelser, og nye opdagelser, hvis anvendelse forhøjer arbejdets produktivitet betydelig. Ethvert af disse fremskridt formindsker værdien af de tidligere maskiner og nødvendiggør nyanskaffelser, også ofte udvidelser af bedriften. Den som ikke har den nødvendige kapital til dette, bliver før eller senere konkurrenceudygtig og går til grunde eller bliver tvunget til at vende sig med sin kapital til en industribranche, hvor de mindre bedrifter endnu ikke er konkurrenceudygtige. Således fremskynder konkurrencen indenfor storindustrien en overbelægning indenfor småindustrien og bevirker på denne måde at håndværket ruineres, også i de industrigrene hvor smådriften endnu på en måde er levedygtig.

Bedrifterne i storindustrien bliver stadig større og mere omfangsrige. Fra storbedrifter, hvor arbejderne tælles i hundreder, bliver de kæmpebedrifter, som beskæftiger tusinder af arbejdere (spinderier, bryggerier, sukkerfabrikker, jernværker o.s.v..). Småbedrifterne forsvinder efterhånden: fra et vist punkt fører den industrielle udvikling til en stadig formindskelse af antallet af bedrifter i den kapitalistiske storindustri i stedet for en forøgelse.

Men ikke nok med det. Den økonomiske udvikling medfører også at de kapitalistiske bedrifter samles mere og mere på én hånd - enten de nu ejes af en enkelt kapitalist, eller af en kapitalistsammenslutning, som imidlertid er en juridisk person, økonomisk set.

De veje som fører dertil er mangfoldige. Den ene bliver dannet af kapitalisternes bestræbelser på at udelukke konkurrencen. Vi har ovenfor lært at kende konkurrencen som drivkraften i det moderne produktionsliv. Den er drivkraften i vareproduktionen og varehandelen overhovedet. Men så nødvendig konkurrencen end er for vareproduktionens samfund, så stærkt er ønsket dog hos hver vareejer efter at se deres varer på markedet - uden konkurrence. Er han eneindehaver af en efterspurgt vare, og hvis han har monopol på den, kan han hæve prisen på den højt over varens værdi, og da er de som har behov for varen, fuldstændig afhængig af ham. Når flere sælgere møder op med samme vare på samme marked, kan de skabe et kunstigt monopol ved at forene sig, sådan at de tilsammen bliver een eneste sælger. En sådan sammenslutning, en kartel«ring», trust, syndikat o.s.v.. er naturligvis desto lettere at få i stand, jo mindre antallet er af de konkurrenter hvis interesser skal bringes ind under een hat.

I samme udstrækning som den kapitalistiske produktionsmåde udvider markedet og forøger tallet af konkurrenter, vanskeliggør den dannelsen af monopol i handel og industri. Men indenfor enhver kapitalistisk virksomhedsbranche kommer - som før omtalt - før eller senere det tidspunkt, da produktionens videre udvikling fører til en formindskelse af antallet af bedrifter som den omfatter. Fra da af modnes den mere og mere for kartelvæsenet. Tidspunktet for modningen kan i et bestemt land fremskyndes ved at det indenlandske marked beskyttes mod udenlandsk konkurrence med toldmure. Tallet af konkurrenter på dette marked bliver derved formindsket, og de indenlandske producenter har da lettere ved at slutte sig sammen, danne monopoler, og takket være «beskyttelsen af det nationale arbejde» kan de så meget lettere flå de nationale forbrugere.

I de sidste 20 år er som bekendt antallet af de karteller, gennem hvilke priserne på bestemte varer bliver «reguleret», vokset stærkt, navnlig i lande med beskyttelsestold - De Forenede Stater, Tyskland og Frankrig. Hvor der danner sig karteller, der bliver de forskellige bedrifter som bindes sammen i virkeligheden kun een bedrift under een ledelse. Meget ofte bliver de også formelt underlagt en ensartet ledelse. Det er særligt de vigtigste, for produktionens udvikling mest uundværlige varer, kul og jern, som kartellerne i første række underlægger sig. De fleste karteller udøver imidlertid deres magt langt udover de industrigrene, som de har monopoliseret. De gør hele produktionslivet afhængig af nogen få monopolister.

Samtidig med bestræbelserne på at samle de forskellige bedrifter indenfor en bestemt industri på een hånd, opstår også bestræbelser på at samle de forskellige industrigrenes forskellige bedrifter som leverer råmateriale eller maskiner til hinanden.

Mange jernbaneselskaber ejer selv kulgruber og lokomotivfabrikker, og sukkerfabrikkerne søger selv at aflevere deres sukkerroer. Kartoffelproducenten opretter sit eget brændevinsbrænderi o.s.v..

Endnu skal vi nævne en tredje vej som fører til sammenslutning af de forskellige foretagender. Det er den hårdeste af dem alle.

Vi har set, at kapitalisterne i det moderne produktionsliv må udføre højt vigtige funktioner. Så overflødig disse end måtte være under en anden organisation af produktionen, under vareproduktionens herredømme, og under privatejendomsretten til produktionsmidlerne, er masseproduktionen alene mulig som kapitalistisk produktion. Dersom produktionen skal kunne foregå og hvis produkterne skal nå frem til forbrugerne, er det nødvendig at kapitalisterne griber ind med deres kapital og anvender denne hensigtsmæssig. Selvom kapitalisten intet producerer, selvom han ikke skaber nogen værdier, så spiller han dog en vigtig rolle i det økonomiske liv.

Men jo større en kapitalistisk bedrift bliver, desto nødvendigere bliver det for kapitalisten at overlade en del af arbejdet, enten til andre kapitalistiske virksomheder, som vi før har fremstillet det, eller til egne funktionærer som han ansætter, for at de kan udføre hans funktioner. Om disse funktioner besørges af en lønarbejder eller en kapitalist, kommer naturligvis ud på det samme i forretningslivet. De bliver ikke værdiskabende selvom kapitalisten overlader dem til andre. Kapitalisten må altså betale dem ved at tage af merværdien, for så vidt de ikke skaber værdier selv. Vi lærer her at kende et nyt afbræk i merværdien, hvorved profitten formindskes. Kapitalisten indregner naturligvis udgifterne til sine bestyrelsesmedlemmer, direktører, ledere, osv. herunder arbejdsløn

Hvis en forretnings vækst tvinger vedkommende kapitalist til at ansætte funktionærer, så kan han gøre dette i større udstrækning jo mere merværdien vokser. Jo større merværdien bliver, desto flere funktioner kan kapitalisten overlade til tjenestemænd, indtil han endelig har fritaget sig selv for alt arbejde, så han kun har den ene bekymring tilbage, hvordan han skal gøre den del af profitten som han ikke forbruger, mest mulig rentabel.

Antallet af de bedrifter, hvor det er kommet så vidt, tiltager år for år. Det fremgår tydeligt af den tiltagende mængde af aktieselskaber, hvor kapitalistens person er blevet ganske ligegyldig, hvor alene hans kapital har nogen betydning. I England blev der i 1845 dannet 57 aktieselskaber, i 1861 344, i 1888 2.550 og i 1896 4.735. I 1888 var der i 11.001 aktieselskaber indbetalt en aktiekapital på over 12.000 millioner shilling. I 1896 21.223 med en kapital på 23.000 millioner shilling.

Man har anset aktievæsenet som et middel til at gøre stordriftens fordele tilgængelig for «småfolket». Men ligesom kreditten er også aktievæsenet, jo kun er en særlig form for kredit, og meget mere et middel til at stille småfolkets formuer til disposition for de store kapitalister.

Er kapitalistens person blevet undværlig i en bedrift, da kan bedriften drives af enhver, som ejer den nødvendige kapital, enten han forstår sig noget på denne forretning eller ej. Derved opstår for kapitalisterne muligheden for i sin hånd at samle forskellige bedrifter, som slet ikke står i nogen forbindelse med hinanden. Allerlettest får storkapitalisten aktieselskaberne under deres herredømme. Han behøver kun at eje en større brøkdel af aktierne, som købes lige så let som de sælges - for at kunne gøre foretagendet afhængig af sig, så det tjener hans interesser.

Endelig er det vigtigt at bemærke, at i almindelighed vokser de store kapitaler hurtigere end de små, thi jo større kapitalen er, desto større vil (under ellers lige vilkår) profitten bliver, altså indtægterne som den kaster af sig. Desto mindre bliver den del af profitten, forholdsvis, som kapitalisten behøver til sit personlige forbrug. Desto større den del, som han som ny kapital kan føje til den gamle (akkumulere). En kapitalist hvis forretning årlig kaster af sig 10.000 kroner, må efter kapitalistiske begreber leve temmelig beskedent. Han må være glad hvis det lykkes ham at lægge tilside 2.000 kroner - 1/5 af profitten. Den kapitalist hvis kapital er så stor, at han trækker 100.000 kroner i indtægter af den, kan, selvom han anvendte 5 gange så meget til sin familie som den førstnævnte kapitalist, dog forøge sin kapital med 3/5 af profitten. Og er den kapital en kapitalist ejer, så stor, at den årlig kaster af sig en million, da vil han have problemer med at bruge 1/10, hvis han er et normalt menneske. Og trods dette store forbrug vil han med lethed kunne lægge 9/10 af profitten til side.

Medens småkapitalisterne stadig må kæmpe hårdere for deres eksistens, vokser de store formuer stadig hurtigere og når indenfor kort tid kæmpemæssige dimensioner.

Lad os nu sammenfatte alt dette: Stordriftens udvikling, de store formuers raske vækst, nedgangen i antallet af bedrifter, den tiltagende sammenhobning af flere bedrifter på en hånd, alt gør det klart, at den kapitalistiske produktionsmådes tendens går i retning af at samle produktionsmidlerne, som er blevet et monopol for kapitalistklassen, på færre og færre hænder. Udviklingen går mod det punkt, at alle en nations produktionsmidler, ja hele verdens, bliver en enkelt persons eller et aktieselskabs privatejendom, som der kan disponeres over vilkårligt; hele det økonomiske liv bliver en eneste uhyre forretning, hvor alt tilhører og tjener en enkelts, en eneste herres interesser. I det kapitalistiske samfund fører privatejendomsretten til produktionsmidlerne derhen, at alle bliver ejendomsløse undtagen een enkelt. Den fører altså til sin egen ophævelse. Den gør alle til ejendomsløse til slaver. Udviklingen af den kapitalistiske vareproduktion fører dermed til fjernelse af sit eget grundlag. Den kapitalistiske udbytning bliver fornuftstridig, dersom udbytteren ikke finder andre købere til deres varer end dem han selv udbytter. Er lønarbejderne de eneste forbrugere, da er de produkter ikke salgbare, hvor merværdien er repræsenteret. Merværdien bliver - værdiløs.

I virkeligheden ville en sådan tilstand være lige uhyrlig som den er umulig. Det vil og kan aldrig komme så langt. Blev tilstandene tilnærmelsesvis sådan, måtte nemlig lidelserne, modsætningerne og selvmodsigelserne i samfundet nå en sådan højde, at de blev utålelige. Samfundet ville revne i sine sammenføjninger, hvis ikke udviklingen på forhånd tager en anden retning. Men selvom disse tilstande ikke kan bliver til absolut virkelighed; så styrer vi dog hurtigt mod dem, hurtigere end de fleste tror. Thi medens på den ene side de kapitalistiske bedrifter samles på færre og færre hænder, vokser på den anden side de øjensynlig selvstændige forretningers afhængighed af hinanden på grund af udviklingen, af arbejdets deling. Dette gensidige afhængighedsforhold bliver imidlertid mere og mere et ensidig afhængighedsforhold, hvor småkapitalisterne er afhængig af de store. Ligesom de såkaldte selvstændige arbejdere i hjemmeindustrien i virkeligheden kun er lønarbejdere for kapitalisten, således er allerede mange såkaldte selvstændige kapitalister afhængige af andre kapitalister, såkaldte selvstændige kapitalistiske bedrifter er i virkeligheden kun filialer af et kapitalistisk kæmpeforetagende. Og denne småkapitalisternes afhængighed af storkapitalen tiltager, og kan stige hurtigere end sammenlægningen af de forskellige bedrifter på enkeltmandshænder. Det økonomiske liv i de kapitalistiske lande bliver allerede i vor tid behersket af nogen få kæmpekapitalister i sidste instans.

Men massen af befolkningen bliver mere og mere afhængig af et mindretal, som stadig aftager i størrelse, men vokser i magt og rigdom.

Men denne afhængighed medfører lige så lidt for kapitalisterne som for proletarer, håndværkere, småhandlere og bønder, nogen forøgelse af deres sikkerhed. Tværtimod, for dem gælder som for alle andre: efterhånden som de bliver mere og mere afhængige, ja så bliver også deres stilling usikker. Naturligvis gælder dette i særlig grad småkapitalisterne. Men absolut sikkerhed tilbydes i vore dage selv ikke den største kapital.

Vi har allerede før berørt en del årsager til den tiltagende usikkerhed for de kapitalistiske foretagender: hele erhvervslivets ømfindtlighed for alle slags forstyrrelser udefra. Men idet den kapitalistiske produktionsmåde skærper modsætningerne mellem de forskellige klasser og nationer og gør deres kampmidler stadig voldsommere, hurtiggør den anledningerne til sådanne forstyrrelser og forøger de ødelæggelser som de anretter. Arbejdets voksende produktivitet øger ikke kun den merværdi som tilfalder kapitalisten, den øger også mængden af de varer som bringes på markedet og som kapitalisten må få afsat. Med udbytningen skærpes konkurrencen, og alle kapitalisters bitre kamp mod alle kapitalister. Og hånd i hånd med denne udvikling går de tekniske omvæltninger, og der gøres uophørlig nye opfindelser og opdagelser, som gør gamle maskiner værdiløse og overflødiggør ikke kun enkelte arbejdere eller enkelte maskiner, men ofte hele fabrikker, ja hele industrigrene.

Ingen kapitalist kan stole på fremtiden, og ingen ved med bestemthed om han vil kunne efterlade noget til sine børn, som han har erhvervet.

Kapitalistklassen selv spalter sig stadig mere i to dele: en del, som vokser i antal, som er blevet ganske overflødige i det økonomiske liv, og som ikke har andet at bestille end at bortødsle den voksende masse af merværdi, der tilflyder den, for så vidt denne merværdi ikke benyttes til at samle nye kapitaler. Betænker man så hvad vi i forrige kapitel har sagt om de dannedes stilling i det nuværende samfund, så vil man ikke undre sig, når man ser at det overvejende antal af de rige lediggængere kaster pengene bort på åndløse og rå fornøjelser. Den anden klasse af kapitalister, de som endnu ikke er blevet overflødige i deres bedrifter, tager stadig af i antal, men deres arbejde, ansvar og bekymringer vokser. Medens den ene klasse af kapitalister fordærves i et tomt dagdriveri, så ødelægges den anden i den aldrig hvilende konkurrencekamp.

For dem begge vokser imidlertid usikkerheden. Således tillader den nuværende produktionsmåde altså ikke udbytterne sikkerhed, selvom de har tilranet sig alle fordele, og har den fulde nydelse af disse.

Så stor som usikkerheden end er for alle klasser under almindelige forhold, så vokser den dog voldsomt ved kriserne, som vareproduktionen fra tid til anden fremkalder med naturnødvendighed, når den har nået en bestemt højde.

De store moderne krige som ryster verdensmarkedet, skriver sig fra overproduktionen, som igen er en følge af den planløshed som er uundgåelig forbundet med vareproduktionen.

En overproduktion i den forstand at man producerer mere end man forbruger, kan indtræde under enhver produktionsform. Men den kan selvfølgelig ikke anrette nogen skade, når producenten producerer til deres eget behov. Hvis f.eks. en bondefamilie avler mere korn end den behøver og lægger den tilside til det dårlige år.

Anderledes er det under vareproduktionen. Denne forudsætter (i sin udviklede form) at ingen producerer for sig selv, alle for andre. Enhver må købe det han behøver. Men den samlede produktion er aldeles ikke ordnet planmæssig, da det er overladt til hver enkelt producent, at overveje hvor stort behovet er efter de varer som han producerer. På den anden side kan under vareproduktionen ingen købe eller udveksle varer, før den er solgt - bortset fra dem som producerer penge og ædle metaller. Dette er de to omstændigheder som fremkalder krisen.

Lad os tage et illustrerende eksempel. På et marked mødes en som ejer penge - f.eks. en guldgraver - han har 20 kroner, en vinhandler med et fad vin, en linnedvæver med et stykke linned og en møller med en sæk mel. Enhver af disse varer har en værdi af 20 kroner - et andet forhold ville kun gøre eksemplet mere indviklet, uden at have nogen betydning for bevisførelsen. Disse fire vareejere er de eneste på markedet. Lad os nu antage at enhver af dem har beregnet de andres behov rigtig: vinhandleren sælger sin vin til guldgraveren og køber for de 20 kroner han får for vinen, linnedtøjet af linnedvæveren. Denne bruger endelig pengene til at købe en sæk mel. Alle går tilfredse hjem fra markedet.

Om eet år kommer de sammen igen. Hver enkelt af dem gør regning på samme afsætning som forrige gang. Manden med pengene foragter ikke vinhandlerens vin og køber vinen. Men vinhandleren behøver ulykkeligvis ikke linnedtøjet, og måske behøver han pengene til at betale en gæld og foretrækker derfor at gå i en gammel skorte i stedet for at købe linnedtøj. Vinhandleren beholder sine 20 kr. i lommen og går hjem. Linnedvæveren venter nu forgæves på en køber, og fordi linnedvæveren venter, venter også mølleren. Ganske vist sulter væverens familie, og ganske vist behøver han melsækken, men det linnedtøj han har produceret, er der ingen efterspørgsel efter, og fordi linnedtøjet var overflødig er nu også melet blevet overflødiggjort. Væveren og mølleren har ingen penge, og de kan ikke købe det de behøver, og det de har produceret er nu overproduceret. Ligesådan også de varer, som er produceret til deres forbrug, f.eks. et bord hos snedkeren, for at føre eksemplet videre.

De væsentlige fænomener under en økonomisk krise er allerede givet i disse eksempler. I det virkelige liv indtræder naturligvis ikke krisen på en så enkel måde. Ved vareproduktionens begyndelse producerer den enkelte bedrift jo endnu mere eller mindre til eget forbrug. Vareproduktionen udgør i den enkelte familie kun en del af dens samlede produktion. Linnedvæveren og mølleren ejer et stykke land og nogen kreaturer og kan med sindsro vente en tid, indtil de får solgt deres varer. De kan til nød også leve uden at finde en køber.

Ved begyndelsen af vareproduktionen er markedet endnu lille og let gennemsigtigt, og produktion og forbrug, hele samfundslivet, bevæger sig år ud og år ind i samme spor. I fortidens små samfund kendte den ene sine naboer, deres behov og købedygtighed ganske godt. Det økonomiske liv beholdt stadig den samme karakter. Antallet af producenter, deres arbejdsproduktivitet, mængden af deres produkter, antallet af forbrugere, forbrugernes behov og de pengesummer de råder over - alle disse forhold ændrede sig meget langsomt, og enhver forandring blev straks bemærket og taget hensyn til.

Anderledes udviklet forholdene sig ved varehandelens opkomst. Under indflydelse af denne trådte produktionen til eget forbrug mere og mere tilbage. De enkelte vareproducenter og endnu mere varehandlerne blev i større og større udstrækning henvist til udelukkende at sælge deres varer, og var desuden nødt til at få solgt dem hurtigst muligt. En forsinkelse af salget kunne nu bliver mere og mere skæbnesvanger for varens ejer. Den kan under visse omstændigheder føre til hans ruin. Men samtidig stiger også mulighederne for en standsning af handelen.

Ved varehandelen bringes de forskellige markeder i forbindelse med hinanden, selvom afstandene er lange. Det samlede marked bliver derved stærkt udvidet, men også mere uoverskueligt. Denne udvikling fremskyndes ved at en eller flere formidlere trænger sig ind mellem producenten og forbrugeren, som handelen jo fører med sig. Samtidig bliver varerne mere bevægelige ved handelen og transportvæsenets udvikling. Et ganske lille påtryk er nok til at store varemængder strømmer sammen på et punkt.

Vurderingen af behovet og de forhåndenværende varemængder bliver stadig mere usikker. Statistikkens udvikling ophæver ikke denne usikkerhed. Den muliggør kun en vurdering, som på en vis højde af vareproduktionen var helt umulig uden statistik. Det økonomiske liv bliver stadig mere og mere afhængig af den forretningsmæssige spekulation, og denne bliver igen mere og mere risikabel.

Købmanden er fra begyndelsen af spekulant. Spekulationen er ikke først opfundet på børserne, men den er en nødvendig funktion for kapitalisten. Idet købmanden spekulerer, dvs. vurderer behovet, når han køber sine varer der, hvor de er billige, dvs. hvor der er overflod af dem, og sælger dem der hvor de er kostbare, dvs. hvor der hvor findes få af dem, bidrager han lidt til at bringe orden i de indbyrdes afhængige privatbedrifters planløse produktion. Men han kan også tage fejl i sine spekulationer. Så meget lettere som han ikke har lang tid til at betænke sig i, - han er ikke den eneste købmand i verden. Hundrede og tusinder af konkurrenter lurer ligesom ham på at udnytte enhver gunstig lejlighed. Den som først opdager den, har de største fordele. Derfor gælder det om at være hurtig, ikke tænke for længe, ikke spørge rundt, men turde: den som tør og vover - han vinder! Men han kan også tabe. Er der på et eller andet sted stærk efterspørgsel efter en vare, strømmer den snart derhen i massevis, indtil varemængden omsider bliver så stor, at den ikke kan fordøjes af markedet. Da synker priserne, købmanden må sælge billig, måske med tab, eller han må søge et andet og bedre marked for hans varer. Hans tab i dette spil kan bliver så stort, at det ruiner ham.

Under den højt udviklede vareproduktion er der altid på de forskellige markeder enten for få eller for mange varer. Den borgerlige økonomi anser dette for en særdeles klog og beundringsværdig indretning. Vi vil have det anderledes; men under enhver omstændighed er forholdet uundgåelig, når vareproduktionen har nået en vis højde. Denne kloge indretning kan under visse omstændigheder føre til, at et marked overbelastes så stærkt, at købmændenes tab bliver særligt store. Mange af dem klarer ikke deres forpligtelser - de går fallit. Der har vi handelskrisen i dens tydeligste form.

Udviklingen af kommunikationsvæsenet på den ene side og kreditvæsenet på den anden letter de pludselige vareoversvømmelser, og bidrager til at kriserne indtræffer og forøger deres ødelæggende virkninger.

Sålænge smådriften var den fremherskende produktionsform, måtte handelskrisernes omfang og dybde være begrænset. Det var ikke muligt at mængden af de produkter som var fremstillet for det samlede marked, kunne svulme op med nogen særlig hurtighed. Produktionen under den håndværksmæssige smådrift er ikke i stand til at udvides hurtig. Den kan ikke forøges ved øgning af arbejderantallet, da den under almindelige omstændigheder beskæftiger alle arbejdsdygtige folk i de samfundslag, som er uddannet til den. Den kan kun udvides ved at den enkeltes arbejdsydelse vokser - ved søndagsarbejde, forlængelse af arbejdstiden o.s.v.. Men hertil havde de selvstændige håndværkere og bønder i de gode gamle tider, da de endnu ikke konkurrerede med storindustrien, forbandet lidt lyst til. Selvom der blev udført overarbejde, hjalp det dog kun lidt, eftersom arbejdets produktivitet var lille.

Dette ændrede sig ved den kapitalistiske storindustris opkomst. Denne udvikler ikke alene til en hidtil uanet ydelsesevne alle de hjælpemidler som sætter handelen i stand til at oversvømme markedet med varer, og den ikke alene udvider markedet til et verdensmarked som omfatter hele jordkloden, den ikke alene øger antallet af mellemled mellem producent og konsument, den sætter også produktionen i stand til at føje sig efter ethvert påtryk fra handelen og udvide sig pludseligt.

Allerede den omstændighed at arbejderne nu er fuldstændigt underkastet kapitalisten, sådan at denne kan forlænge arbejdstiden, afskaffe deres søndagsfrihed og nattero, sætter kapitalisten i stand til at udvide produktionen hurtigere end det før har været muligt. En times merarbejde betyder i dag, på grund af arbejdets store produktivitet, en ganske anden udvidelse af produktionen end i håndværkets tider. Kapitalisterne er samtidig også i stand til at udvide deres bedrifter hurtig. Kapitalen er en meget elastisk størrelse, særlig på grund af kreditvæsenet. Det vigtigste er imidlertid, at der til stadighed står en industriel reservearme af arbejdere til rådighed for kapitalen. Kapitalisten er i stand til, som man ser, at udvide sin bedrift når som helst, ansætte nye arbejdere, øge produktionen hurtigt og udnytte enhver gunstig konjunktur.

Vi har i begyndelsen af dette kapitel forklaret, at under storindustrien træder den industrielle kapital mere og mere i forgrunden, behersker mere og mere hele det kapitalistiske erhvervsliv. Men indenfor selve den kapitalistiske industri bliver igen specielle industrigrene ledende, således navnlig tekstil- og jernindustrien. Får en af disse industrier et stærkt fremstød, f.eks. ved åbning af et nyt marked i Kina eller ved pludselige jernbaneforlængelser f.eks. i Amerika, så udvikles ikke kun denne industri hurtigt, men influerer øjeblikkeligt på hele det økonomiske liv. Kapitalisterne udvider deres bedrifter, anlægger nye og forøger forbruget af råmaterialer og maskiner, nye arbejdere bliver beskæftiget, grundrenten, profitten og lønningerne vokser samtidig. Efterspørgselen efter de forskellige varer stiger, de forskellige industrier begynder at komme med i det økonomiske opsving, som til slut bliver almindeligt. Ethvert foretagende synes at måtte blomstre, tilliden bliver blind, kreditten ubegrænset. Den som nu har nogen penge, forsøger at anbringe dem fordelagtigst muligt. Alle som får del i den voksende rente og profit, søger at omdanne noget af dette til kapital. Glæden er almindelig.

Imens er produktionen vokset kæmpemæssigt, markedets væsentligste behov er tilfredsstillet, men der produceres endnu hurtigere. Den ene ved jo ikke af den anden, og selvom den ene eller anden kapitalist i et nøgternt øjeblik bliver betænkelig, så drives han frem, fordi det er om at udnytte konjunkturerne og ikke bliver liggende tilbage i konkurrencen. Den som ligger sidst i konkurrencen bliver bidt af hundene. Salget af de merproducerede varer går stadig langsommere, handelshusenes lagre fyldes, svindelen fortsættes. Så skal et af handelshusene betale de varer, som de købte af fabrikanten for måneder siden. Varerne er endnu ikke solgt, firmaet ejer varerne, men har ikke penge. Det kan ikke opfylde deres forpligtelser, og firmaet er fallit. Fabrikanten skal imidlertid også ud med penge, men heller ikke han kan betale, og så er han også færdig. Den ene fallit trækker den anden med sig. Der bliver almindelig panik. I stedet for blind tillid gribes menneskene af blind skræk - krakket er der !

Hele det økonomiske liv er rystet i sine grundvolde. Alle forretninger der ikke har faste rødder styrter sammen. Ødelæggelsen rammer ikke kun svindelforetagender, men også alle dem som havde vanskelighed med at holde sig oven vande i de almindelige tider. I krisetider foregår ekspropriation af bønder, håndværkere og småkapitalister hurtigere end ellers. Men også mange store kapitalister falder. Og ingen er sikker mod at bliver revet med i det almindelige sammenbrud. De af storkapitalisterne som bliver stående, får et rigt bytte. I krisetider foregår ikke kun ekspropriationen af «småfolket», men også akkumulationen af bedrifter på få hænder og udvidelse af de store formuer lettere end ellers.

Men ingen ved om han bliver stående, om han overlever krisen. Og så længe den pågår, og indtil forretningslivet igen er kommet i sit gamle spor, er alle rædsler ved den moderne produktionsmåde drevet til højdepunktet. Usikkerheden, nøden, prostitutionen og forbrydelserne tiltager. Tusinder sulter eller fryser ihjel, fordi de har fremstillet for mange næringsmidler, for mange klæder og for mange boliger. Da er det, at det nu træder tydeligt frem, at de moderne produktionskræfter mere og mere bliver uforenelige med vareproduktionen, at privatejendomsretten til produktionsmidlerne bliver mere og mere en forbandelse. Først og fremmest for de besiddelsesløse, men til slut også for dem som ejer noget.

Enkelte økonomer venter dog af kartellerne, at de skal afskaffe kriserne. Intet er mere fejlagtig.

En regulering af produktionen ved karteller forudsætter først og fremmest at de omfatter alle vigtige produktionsgrene og udvikles på internationalt grundlag, og at de strækker sig over alle lande hvor der foregår kapitalistisk produktion. Indtil nu findes der intet internationalt kartel i nogen industrigren, som er bestemmende for hele det økonomiske liv. Det er vanskelig at danne og ligeså vanskelig at holde de internationale karteller sammen. Marx har allerede for mere end 50 år siden bemærket, at ikke kun konkurrencen skaber monopolet, men at også monopolet fremkalder konkurrencen. Jo større den profit bliver, som en række bedrifter opnår ved at slutte sig sammen i et kartel, desto større er faren for at en udenforstående mægtig kapitalist forsøger at berøve dem denne profit ved at starte et konkurrerende foretagende.

Kartellet og trusten bliver selv genstand for og årsag til kommercielle spekulationer. De er den højeste form for aktievæsenet. Var svindelperioden fra 1871-73 en periode for dannelse af aktieselskaber, så var svindelperioden fra 1886-1900 en periode for dannelse af truster og karteller, navnlig i De Forenede Stater. At forhindre overproduktion kan kartellerne i regel ikke magte. Deres hovedopgave overfor overproduktionen består ikke i at forhindre denne, men i at vælte dens følger over på arbejderne og forbrugerne. De skal hjælpe storkapitalisterne gennem kriserne, indskrænke produktionen midlertidig, afskedige arbejdere etc., uden at profitten lider under det.

Lad os imidlertid forudsætte det usandsynlige, at det lykkes i en overskuelig fremtid at organisere verdensindustrien i karteller, som er internationalt og stramt disciplineret. Hvad ville så følgen bliver? Konkurrencen mellem kapitalisterne indenfor samme industrigren var dermed i bedste fald ophævet kun til den ene side. Det ville føre for langt at undersøge hvilke følger den anden side af konkurrencen, som blev tilbage, måtte føre med sig. Et punkt er dog iøjnefaldende: jo mere konkurrencen mellem kapitalisterne indenfor samme industri forsvinder, desto skarpere bliver modsætningen mellem dem og kapitalisterne i andre industrigrene, som er nødt til at købe deres varer. Ophører kampen mellem de enkelte producenter indenfor samme industrigren, så bliver kampen så meget hårdere mellem producenten og forbrugeren - dette ord benyttet i dets videste betydning. I denne forstand er imidlertid enhver producent også forbruger. Bomuldsspinderen f.eks. er forbruger af bomuld, maskiner, kul, olie o.s.v., ganske bortset fra hans personlige forbrug. Den hele kapitalistklasse kan ikke længere deles i individer, men i grupper, der bekæmper hinanden på det bitreste.

I vor tid lægger hver enkelt kapitalist an på at producere så meget som mulig, at bringe så mange varer som mulig på markedet; for jo flere varer desto mere profit - under ellers lige omstændigheder. Alene markedets begrænsning, og naturligvis også kapitalens, sætter skranker for produktionen. Derimod får vi ikke, dersom trustvæsenet bliver almindelig, nogen regulering af produktionen, som enkelte foregøgler os; vi oplever kun at hvert enkelt kartel bestræber sig på at producere så lidt som mulig. Thi jo mindre mængden af varer bliver, desto højere bliver priserne. Den gamle praksis i handelslivet, med at ødelægge en del varer, når markedet er overfyldt for at opnå en profitabel pris for resten, vil da bliver almindelig. At samfundet ikke kan bestå på denne måde er klart. Lægger ethvert kartel an på underproduktion, så må på den anden side ethvert af dem bestræbe sig på at tvinge de karteller, hvis varer det behøver, til overproduktion. Midlerne til det er mange. Det enkleste middel er at indskrænke sit forbrug - endda mere end de andre karteller indskrænker produktionen. Et andet middel er at man får videnskaben til at levere et surrogat, som erstatter de varer der produceres for lidt af. Et tredje består i at vedkommende forbrugere selv giver sig til at producere det de behøver.

Lad os antage at kobberminerne danner kartel, indskrænker produktionen og driver prisen i vejret. Hvad bliver følgen ? En del af de bedrifter som bruger kobber i sin produktion, vil indstille driften til der kommer bedre tider; en del vil søge at anvende andre metaller i stedet for kobber; andre igen vil selv underlægge sig en kobbermine, og gøre sig uafhængig af kobbertrusten. Resultatet bliver trustens sprængning og bankerot, altså en krise.

Lykkes dette ikke vil trustens underproduktion fremkalde en kunstig indskrænkning af produktionen, altså atter en krise, i de industrigrene, som forbruger trustens produkter som råmateriel etc..

Kartellerne afskaffer altså ikke kriserne. Hvis de i så henseende har nogen betydning, så måtte det være at de giver kriserne en ny form, men ikke nogen bedre. Fallitterne vil ikke ophøre, forskellen vil kun være, at de bliver mere omfangsrige, at de ikke kun rammer enkelte kapitalister, men hele kapitalistgrupper. Kartellerne kan ikke forebygge kriserne, derimod fremkalde de kriser, som bliver mere ødelæggende end alt hvad vi før har set.

Først når alle karteller er smeltet sammen til en eneste, i hvis hånd er forenet alle kapitalistiske nationers samtlige produktionsmidler, først da bliver privatejendomsretten til produktionsmidlerne i virkeligheden ophævet, og først da kan karteldannelsen muliggøre krisernes afskaffelse. Derimod er kriserne uundgåelig på en vis højde af den økonomiske udvikling, sålænge privatejendomsretten til produktionsmidlerne består. Det lader sig ikke gøre at afskaffe skyggesiderne ved privatejendomsretten alene og lade selve ejendomsretten bestå.

Ved siden af de periodiske kriser og ved siden af den forbigående overproduktion og deraf følgende spild af kræfter, udvikler sig også stadig stærkere den stedsevarende (kronisk) overproduktion og det stedsevarende spild af kræfter.

Vi har set, at den tekniske udvikling foregår uden afbrydelse; det område den foregår på, bliver stadig mere udvidet; år for år bliver nye industrigrene, nye lande og områder erobret af den kapitalistiske storproduktion. Arbejdets produktivitet stiger derfor uophørlig og hurtigere og hurtigere hele tiden. Samtidig foregår ophobningen af nye kapitaler uafbrudt. Jo mere den enkelte arbejder udbyttes og tallet af udbyttede arbejdere vokser (ikke kun i et land, men i alle udbyttede kapitalistiske lande) desto mere vokser også mængden af merværdien, desto større bliver de rigdomme, som kapitalistklassen hvert år kan lægge til side for at forvandle dem om i kapital. Den kapitalistiske produktion kan derfor ikke bliver stående ved et bestemt omfang; dens stadige udvidelse og den stadige udvidelse af markedet er en livsbetingelse for den; stilstand betyder døden for den. Medens et lands jordbrug og håndværk i gamle dage år ud og år ind frembragte omtrent det samme, og produktionen kun tog til i forhold til folkemængdens vækst, betinges den kapitalistiske produktionsform af, at produktionen stiger uafbrudt. Alt som hæmmer den, betyder en sygdom for samfundet, som bliver så meget mere smertefuld og utålelig jo længere den pågår. Ved siden af de periodiske påtryk til udvidelse af produktionen, som forårsages af periodiske udvidelser af samfundet, finder vi en stedsevarende trang til udvidelse af produktionen, som udgår af selve produktionsforholdene, og som i stedet for at skyldes udvidelser af markedet tværtimod nødvendiggør en udvidelse af dette.

Men i de sidste tre årtier har det desværre ikke villet køre særligt glat med denne udvidelse

Vistnok er det et uhyre område den kapitalistiske produktion kan udvide sit marked på; den springer over alle lokale og nationale skranker, den søger at gøre hele jordkloden til sit marked. Men den har gjort jordkloden meget lille. Endnu for hundrede år siden var det foruden det vestlige Europa kun nogen kystlande og øer i fremmede verdensdele som udgjorde markedet for den kapitalistiske industri, som da hovedsagelig blev drevet i England. Så stor var alligevel kapitalisternes handlekraft og havesyge, så kæmpemæssige de midler der stod til deres rådighed, at med tiden er omtrent alle lande i verden blevet oversvømmet af varer fra den kapitalistiske industri, ikke kun den engelske, men også den fælleseuropæiske og nordamerikanske, sådan at der nu næsten ikke er andre markeder tilbage at åbne end sådanne, hvor der ikke er andet at få end feber og - pryl.

Ganske vist muliggør den forbavsende udvikling af transportvæsenet år for år en stadig bedre udbytning af ethvert marked, men netop hos de folk, som ikke er ganske vilde, og som har en vis kultur og har fået udviklet visse kulturbehov, antager markedet mere og mere et andet udseende. Indførelsen af varer fra den kapitalistiske storindustri dræber overalt den hjemlige smådrift og gør håndværkere og bønder til proletarer. Dette fremkalder i alle den kapitalistiske industris afsætningsmarkeder to vigtige forandringer. Det formindsker befolkningens købeevne og modvirker således udvidelsen af salget på vedkommende marked. Men ved at der således opstår et proletariat, skabes der på vedkommende marked - og dette er det vigtigste - et grundlag for indføring af den kapitalistiske produktionsmåde. Den europæiske storindustri graver således sin egen grav. På et vist punkt betyder enhver udvidelse af markedet at nye konkurrenter opstår for industrien. Storindustrien og i De Forenede Stater, som ikke er stort mere end en menneskealder gammel, gør sig ikke alene uafhængig af den europæiske, men går så vidt som til at lægge beslag på hele Amerika for sig; den endnu yngre russiske industri begynder at forsyne hele det uhyre område som Rusland behersker i Europa og Asien; Ostindien, Kina, Japan og Australien udvikler sig til industrilande som før eller senere vil klare sig selv i industriel henseende; kort sagt, det øjeblik synes at nærme sig, da den europæiske industri ikke alene ophører med at kunne udvide sig, men da den vil begynde at måtte indskrænkes. Men det betyder ikke andet end bankerot for hele det kapitalistiske samfund.

I den senere tid er udvidelsen af markedet allerede foregået alt for langsomt i forhold til den kapitalistiske produktions behov; den støder stadig på flere og flere forhindringer, det bliver mere og mere umulig for den at udfolde sine produktionskræfter. De økonomiske opgangstider bliver stadig kortere, nedgangstiderne stadig længere, særlig i de gamle industrilande, f.eks. England og Frankrig. En del lande hvor den kapitalistiske produktionsmåde først sent er trængt igennem, f.eks. Tyskland og Amerika, klarer endnu at gennemleve længere velstandsperioder. Men ved siden af disse findes der også nykapitalistiske lande, f.eks. Rusland og Østrig, som allerede har meget korte opgangstider og lange krisetider.

Som følge af dette vokser mængden af de produktionsmidler som ikke udnyttes, ligeså mængden af de rigdomme som tabes og mængden af de arbejdskræfter som må bliver liggende brak. Til disse må ikke kun regnes de arbejdsløses skarer men også hine talløse snyltedyr på samfundslegemet, som fordi de ikke kan være produktive, forsøger at friste en elendig tilværelse ved de mest forskelligartede, i regel helt overflødige men ofte meget opslidende virksomhed, som f.eks. mellemhandlere, restauratører, agenter o.s.v.; dertil kommer den uhyre masse af pjalteproletarer i de forskellige afskygninger, de højerestående og laverestående løsgængere, forbrydere, de prostituerede med alfonserne og andre eksistenser som hænger ved dem; dertil kommer videre den store masse af soldater. Arméernes stadige vækst i de sidste tyve år ville næppe have været mulig uden overproduktionen, som tillader industrien at give afkald på så mange arbejdskræfter.

Det kapitalistiske samfund begynder at kvæles i sin egen overflod; det bliver mindre og mindre i stand til at udholde udfoldelsen af de produktionskræfter som det har skabt. Flere og flere produktionskræfter må ligge brak, flere og flere produkter ødsles bort til ingen nytte, hvis samfundets ramme ikke skal sprænges.

Den kapitalistiske produktionsmåde, erstatningen af smådriften med den kapitalistiske stordrift, hvis produktionsmidler samles som privatejendom på nogen få hænder, denne produktionsmåde var midlet til at forøge i det uendelige den yderst begrænsede produktionskraft, som arbejdet var forlenet med i håndværkets og småbrugets tidsalder. At udføre dette var kapitalistklassens verdenshistoriske opgave. Den har fuldbragt løsningen af denne opgave, ganske vist ved at bringe frygtelige lidelser ud over de folkemasser, som den har eksproprieret og udbyttet, men den har dog udført sit hverv. Historisk set var kapitalistklassen ligeså nødvendig, som begge de grundlag den har udviklet sig på: vareproduktion og privatejendomsretten til produktionsmidlerne og produkterne.

Men selvom kapitalistklassen og dens grundlag var historisk nødvendig, så er de det ikke nu længere. Kapitalistklassens funktioner overlades mere og mere til lønnede folk, det store flertal af kapitalister har nu kun den opgave, at fortære hvad andre har fremstillet; kapitalisten er blevet ligeså overflødig som feudalherren var det for hundrede år siden.

Ja, mere end overflødig. Ligesom feudaladelen i det attende århundrede er kapitalistklassen i dag en hindring for den videre udvikling. Privatejendomsretten til produktionsmidlerne er forlængst ophørt at sikre den enkelte producent ejendomsretten til produkterne. Det styrer i vor tid hurtigt i retning af at denne ejendomsret og denne frihed ophæves for hele befolkningen i de kapitalistiske nationer; og fra at være et grundlag for samfundet, bliver ejendomsretten mere og mere et middel til at undergrave alle samfundets grundpiller. Og fra at være et middel til at anspore samfundet til den hurtigst mulige udvikling af produktionskræfterne, er den forvandlet til et middel, som tvinger samfundet til mere og mere at ødsle med og braklægge produktionskræfterne.

Således forvandles privatejendomsretten til produktionsmidlerne til det modsatte af sit oprindelige væsen, ikke kun for smådriftens producenter, men for det hele samfund. Fra at være drivkraften for den sociale udvikling, er den blevet en årsag til social forsumpning og social bankerot.

I dag spørges der ikke, om man fremover vil opretholde privatejendomsretten til produktionsmidlerne eller ej. Dens undergang er uafvendelig. Spørgsmålet er nu: Skal privatejendomsretten få lov til at trække samfundet med sig i afgrunden, eller skal samfundet kaste af sig den knugende byrde for at fortsætte frigjort og med nye kræfter på den vej som udviklingens love har foreskrevet det?

Det 5. afsnit i Erfurter-programmet lyder: Privatejendomsretten til produktionsmidlerne, som før var et middel til at sikre producenten ejendomsretten til hans produkter, er i dag blevet et middel til at ekspropriere bønder, håndværkere og småkøbmænd og sætte dem som ikke arbejder - kapitalister og de store grundejere - i besiddelse af arbejdernes produkter. Alene omdannelsen af den kapitalistiske privatejendomsret til produktionsmidlerne - jord og grund, miner og bjergværk, råstoffer med værktøj, maskiner, transportmidler - til samfundsmæssig ejendom og omdannelse af vareproduktionen til en socialistisk, for og ved det hele samfund dreven produktion, kan bevirke at stordriften og den stadig voksende afkastningsevne hos det samfundsmæssige arbejde kan udvikles harmonisk fra at være en kilde til elendighed og undertrykkelse for den hidtil udbyttede klasse til at bliver en kilde til den højeste velstand.

Allerede af det som før er forklaret, vil det være let at forstå dette afsnit.

Produktionskræfterne som har udviklet sig i det kapitalistiske samfunds skød, er blevet uforenelige med den ejendomsordning som de beror på. At ville opretholde denne ejendomsordning betyder det samme som at umuliggøre ethvert videre socialt fremskridt Det betyder at man dømmer samfundet til stilstand og opløsning, og til opløsning i lerende live, til en opløsning som er ledsaget af de mest smertefulde krampetrækninger.

Enhver udvikling af produktivkræfterne øger modsætningen mellem disse og den bestående ejendomsordning. Alle forsøg på at ophæve denne modsætning eller kun at mildne den uden at angribe ejendomsretten har vist sig forgæves og vil altid vise sig at være forgæves.

I et århundrede har tænkere og politikere fra den besiddende klasse anstrengt sig for ved sociale reformer at forebygge den truende omstyrtning af privatejendomsretten til produktionsmidlerne. De har villet forebygge revolutionen ved reformer som er indgreb i det økonomiske erhvervsliv og som tager sigte på at ophæve eller i det mindste mildne en eller anden virkning af privatejendomsretten uden at denne bliver angrebet. I et århundrede er de forskelligste midler, som har taget sigte på dette, blevet lovprist og prøvet. Det er næppe mulig at udpønse noget nyt på dette område. Alle de mange «allernyeste» forslag fra vore samfundskvaksalvere som skulle helbrede de gamle sygdomme smerteløst, billig og i løbet af kort tid, viser sig at være gamle opfindelser, som kun er blevet opvarmet og som allerede er blevet forsøgt andre steder og til andre tider og vist sig at være uden virkning.

Man må ikke misforstå os. Vi erklærer, at de sociale reformer er virkningsløse for så vidt de har til opgave at afskaffe modsætningsforholdet mellem produktivkræfterne og den bestående ejendomsordning og samtidig opretholde den sidste. Men vi vil ikke dermed have sagt at den sociale revolution, ophævelsen af ejendomsretten til produktionsmidlerne, gør sig af sig selv, at den uafvendelige, naturnødvendige fødsel af revolutionen skulle kunne foregå uden menneskelig indgriben eller at alle sociale reformer er ubrugelige, sådan at det for dem som lider under følgerne af modsætningsforholdet mellem produktionskræfterne og ejendomsordningen, ikke var andet at gøre, end at lægge hænderne i skødet og vente rolig til forholdet var afskaffet.

Når man taler om den sociale udviklings uafvendelighed og naturnødvendighed, så forudsætter man naturligvis at menneskene er mennesker og ikke døde dukker; mennesker med bestemte behov og lidenskaber, med visse legemlige og åndelige kræfter, som de vil forsøge at udnytte til bedste. Uvirksomhed og selvopgivelse overfor det tilsyneladende uafvendelige er ikke det samme, som at lade udviklingen fortsætte sit løb, det er at lade den stå stille.

Når vi anser ophævelsen af ejendomsretten til produktionsmidlerne for uundgåelig, så mener vi ikke dermed at revolutionen en skønne dag vil flyve som en stegt due i munden på de udbyttede, uden nogen viljesytring fra deres side. Vi anser sammenbruddet af det nuværende samfund for uafvendelig, fordi vi ved at den økonomiske udvikling med naturnødvendighed fremkalder tilstande som tvinger de udbyttede til at angribe ejendomsretten; at de udbyttedes tal og kræfter vokser, mens tallet og kræfterne formindskes hos udbytterne, som holder på det bestående; at udviklingen endelig fører med sig utålelige tilstande for massen af befolkningen, som til slut kun har valget mellem passiv elendighed eller en energisk omstyrtelse af de bestående ejendomsforhold.

En sådan omstyrtning kan antage de forskelligste former alt efter de forhold som den fremkommer under. Den behøver aldeles ikke at være forbundet med voldshandlinger eller blodsudgydelser. Der har allerede indtruffet tilfælde i historien, hvor den herskende klasse, på grund af fejhed eller klogskab, har givet godvillig slip på deres forrettigheder for at undgå tvangsforanstaltninger. En revolution behøver heller ikke at bliver gennemført med eet slag. Revolutioner forberedes gennem årelange sociale og politiske kampe og fremkommer under en stadig forskydning af magten mellem de forskellige klasser og partier, ofte afbrudt af langvarige tilbageslag (reaktionsperioder.)

Men hvor forskelligartet end formerne for en revolution kan være, umærkelig og uden handlekraftig optræden fra deres side, som trykkes mest af de herskende tilstande, er dog aldrig nogen social revolution foregået.

Når vi videre anser de sociale reformer, som gør holdt foran privatejendomsretten, når vi anser disse utilstrækkelige til at ophæve modsætningsforholdet som den økonomiske udvikling fremkalder, så vil vi dermed på ingen måde have sagt, at det er umulig for de udbyttede at kæmpe indenfor rammen af de bestående ejendomsforhold mod de lidelser som de er udsat for, at de skal finde sig tålmodig i alle mishandlinger og alle former for den udbytning, som den kapitalistiske produktionsmåde medfører, at det skulle være ligegyldig for dem på hvilken måde udbytningen foregik, sålænge den overhovedet består. Vi vil med dette kun have sagt, at de udbyttede skal ikke overvurdere de sociale reformer, de skal ikke tro at reformer kan tjene til at omdanne de bestående forhold, så de bliver tilfredsstillende, og de skal se nøje på de sociale reformer som bliver budt dem, og som de arbejder for. 9/10 af reformforslagene er ikke kun unyttige men direkte skadelige for de udbyttede. Værst er de forslag som tager sigte på at ophæve det sidste århundredes økonomiske udvikling for derved at redde de truede ejendomsforhold. De arbejdere som kæmper for sådanne reformer, spilder deres kræfter i en vanvittig bestræbelse på at gøre en død levende.

Den økonomiske udvikling kan påvirkes på mangfoldige måder; man kan forhale den eller påskynde den, man kan afsvække eller forstærke dens virkninger, gøre den smerteløs eller smertefuld, alt efter den indsigt og magt man har. Men en ting kan man ikke: standse den eller drive den tilbage. Erfaringen lærer os at de midler som skulle hæmme udviklingen, er virkningsløse eller endog forøger de lidelser som de skulle afskaffe, medens de midler som er i stand til at bøde på et eller andet misforhold, samtidig også fremskynder den økonomiske udvikling.

Når f.eks. håndværkerne vil genindføre laugsvæsenet, for derved at hæve håndværket, så er dette ganske virkningsløst og må være det, fordi laugsvæsenet står i modsætningsforhold til de moderne produktionskræfters behov, til storindustrien. Denne måtte først besejres, hele den nyere tids tekniske udvikling måtte gøres ugjort, dersom laugsvæsenet skulle trives. Men det er plat umulig. Laugsvæsenet har derfor i vor tid kun den opgave at stille håndværkernes kræfter, penge og politiske indflydelse til rådighed for reaktionære partier, som vil bruge dem, - ikke til nytte - men til skade for «småfolket», f.eks. til fordyrelse af levnedsmidlerne, til forhøjelse af skatterne, militærudgifterne o. l.

De midler som håndværkerne under visse omstændigheder kan benytte med fordel, er kun sådanne som gør det mulig for dem at udvide deres bedrifter, at gå over til masseproduktion og bliver småkapitalister. Sådanne midler, f.eks. de forskellige arter af samvirke, anskaffelse af billige motorer o.s.v.. kan vistnok hjælpe de mest formuende blandt håndværkerne, men kun fordi det er blevet muligt for dem at forlade smådriften. De mindre bemidlede, de som ikke kan anskaffe sig motorer, som ikke kan få kredit o.s.v.., går da så meget hurtigere til grunde. Disse midler kan altså hjælpe de enkelte håndværkere, men redder ikke selve håndværket, fremskynder snarere dets undergang.

Også lønarbejderne ville til en begyndelse standse den kapitalistiske storindustris udvikling. De ødelage de nye maskiner, og modsatte sig indførelse af kvindelig arbejde o.s.v.. Men de lærte før håndværkerne, at indse hvor tåbelig en sådan kamp var. De har opfundet andre og mere virkningsfulde midler til at afværge så vidt det er mulig, de skadelige virkninger af den kapitalistiske udbytning. Ved sin økonomiske organisation (fagforeningerne) og ved sin politiske virksomhed, som gensidig udfylder hinanden, har arbejderne i de forskellige stater opnået større eller mindre resultater. Alle disse resultater, enten de består i lønforhøjelser, forkortelse af arbejdstiden, forbud mod at udbytte unge kvinder, gennemførelse af sanitære reformer, betyder et nyt fremstød for den økonomiske udvikling, idet de f.eks. tvinger kapitalisten til at erstatte de fordyrede arbejdskræfter med maskiner, eller ved at de forårsager merudgifter, som føles tunge for småkapitalisterne end for de store, og derved vanskeliggør konkurrencekampen for småkapitalisterne.

Så berettiget, ja nødvendig det altså end er, når den enkelte håndværker f.eks. ved indførelse af en motor søger at forbedre sin stilling, eller når arbejderne danner organisationer som skaffer dem kortere arbejdstid, højere løn og andre vindinger, så ville det dog være forkert at tro, at sådanne reformer skulle kunne forhale den sociale revolution. Og ligeså forkert ville det være at antage at man ikke skulle kunne erkende visse reformers gavnlighed uden at medgive, at det er mulig at opretholde samfundet på dets nuværende grundlag. Man kan tværtimod kæmpe for disse reformer også fra et revolutionært standpunkt, fordi de fremskynder tingenes udvikling og fordi de, så langt fra at ophæve de selvmorderiske tendenser hos den kapitalistiske produktionsmåde, som vi har skildret i det foregående kapitel, tværtimod styrker disse.

Proletariseringen af folkemasserne, ophobningen af kapitaler på få hænder, som behersker hele det økonomiske liv i de kapitalistiske nationer, kriserne, den usikre tilværelse, alle disse utålelige og oprørende virkninger af den kapitalistiske produktionsmåde bliver stærkere og stærkere, på trods af alle reformer på det bestående ejendomsforholds grundlag, selvom disse er nok så vidtgående. Der findes intet parti, selvom det holder krampagtig på det bestående, som ikke har en følelse af dette. Vistnok praler de alle af deres reformforslag og fremstiller dem som brugbare til at forebygge det store sammenbrud, men ingen af dem har længere nogen sikker tro på denne vidundermedicin.

Det nytter ikke - hvordan man så drejer og vender det ! Det retslige grundlag for den nuværende produktionsmåde, privatejendomsretten til produktionsmidlerne, bliver mere og mere uforenelig med produktionsmidlernes natur. Privatejendommens undergang er nu kun et tidsspørgsmål. Den kommer sikkert, selv om ingen nu kan sige, hvornår og på hvilken måde den vil komme.

Spørgsmålet er i virkeligheden ikke længere om og hvordan privatejendomsforholdene til produktionsmidlerne skal bevares, men om, hvad der skal eller rettere må træde i stedet. Det drejer sig nemlig ikke her om noget vilkårlig opfundet, men om noget naturnødvendig uundgåelig. Det er lige lidt overladt til os at afgøre, hvilken ejendomsform der skal træde i stedet for det bestående, som det er overladt til os at bestemme, om vi skal beholde den gamle eller kaste den overbord.

Den samme udvikling som fremtvinger spørgsmålet: hvad skal vi sætte i stedet for privatejendomsretten til produktionsmidlerne ? giver også betingelserne for at kunne besvare spørgsmålet. I det gamles skød slumrer allerede de nye ejendomsforhold. For at lære dette at kende, må vi ikke lade os lede af personlige tilbøjeligheder og ønsker, men se på de foreliggende kendsgerninger, som er de samme for alle.

Den som kender de moderne produktionsbetingelser, ved også hvilke ejendomsformer de kræver, så snart de bestående er blevet umulige. Vi må derfor bede vore læsere om at holde sig for øje også i det følgende, som handler om fremtiden, hvad vi har sagt om den bestående produktionsmåde i nutid og fremtid.

Privatejendomsretten til produktionsmidlerne bunder, som vi har set, i smådriften. Enkeltmandsproduktion nødvendiggjorde også enkeltmandsejendom. Stordriften derimod betyder fælles, samfundsmæssig produktion. I stordriften arbejder ikke hver enkelt arbejder for sig, men en større mængde, et helt samfund af arbejdere virker sammen, for at fremstille et hele. Den moderne storindustris produktionsmidler er også vældige. Det er derfor ganske umulig at hver enkelt arbejder skulle kunne eje produktionsmidlerne selv. Stordriften på teknikkens nuværende højder tillader altså kun to ejendomsformer: enten den enkeltes privatejendomsret til de produktionsmidler som arbejderne bruger i fællesskab; dette betyder den nuværende kapitalistiske produktionsmåde, med dens følger af elendighed og udbytning for arbejderne på den ene side, og overvældende rigdom blandt kapitalisterne på den anden side. Foruden dette gives der kun et alternativ: arbejdernes fællesejendomsret til de i fællesskab benyttede produktionsmidler; det betyder den kooperative produktionsmåde, det betyder at udbytningen af arbejderne ophører, arbejderne bliver herrer over deres egne produktionsmidler og nu får arbejderne det overskud (den merværdi) som før tilfaldt kapitalisten.

Denne overbevisning om fællesskab i ejendomsforholdet næres ikke kun af socialdemokratiet. Den deles også af anarkisterne og af de liberale. De sidste vil dog kun gå de veje som fører til berigelse for dem selv. At henvise arbejderne til at oprette storbedrifter for deres spareskillinger, er det samme som at narre dem i stedet for at vejlede eller hjælpe dem.

Dette spørgsmål skal vi imidlertid komme nærmere ind på i næste kapitel; her skal vi behandle den gensidige, foreningsmæssige ejendomsform.

Det mest nemme ville være om man erklærede, at hver enkelt kapitalistisk bedrift skulle overgå til at bliver kooperativ. Bedriftens arbejdere skulle samtidig være dens ejere. Forøvrigt bliver alt ved det gamle, vareproduktionen fortsætter. Hver enkelt bedrift er fuldstændig uafhængig af de andre og producerer for salg.

For at indrette en sådan produktionsmåde, kræves der i alt fald ikke megen fantasi. Den er så lig den nuværende som vel mulig. Den er idealet for anarkister og for de liberale. De to partier adskiller sig kun i valget af veje. De første vil at arbejderne skal sætte sig i besiddelse af de forskellige bedrifter ved hjælp af en revolution, de sidste tilråder den ovenfornævnte vej, sparevejen.

Lad os nu se hvad der ville komme ud af sådanne løsninger af spørgsmålet.

De går ud på at gøre arbejderen til forretningsdrivende - ikke til kapitalist, thi der findes ikke kapitalister længere, efter at arbejderne er kommet i besiddelse af produktionsmidlerne. Ved denne driftsmåde befries altså arbejderne for de ulemper som udbytningen af dem førte med sig; men de farer som truer vor tids selvstændige forretningsdrivende, bliver tilbage: Konkurrencen, overproduktionen, kriserne og fallitterne er på ingen måde bragt ud af verden. De bedst stillede foretagender vil som før fortrænge de mindre velstillede fra markedet og til slut ødelægge dem. Selvom de enkelte foretagender i en industrigren danner kartel, så vil dette ingen indflydelse have på udviklingen. Det er i så henseende nok at henvise til det, vi har redegjort for i forrige kapitel.

Ligesom de kapitalistiske foretagender i vore dage går til grunde, således ville også de her omtalte forretninger spille fallit. Deres arbejdere ville derved tabe ejendomsretten til deres produktionsmidler og ville igen bliver proletarer, som var nødt til at sælge deres arbejdskraft for at kunne leve. Arbejderne i de mere heldige sammenslutninger ville så finde det fordelagtigere at ansætte lønarbejdere, i stedet for at arbejde selv, de ville bliver udbyttere - kapitalister, og enden på visen blev, at vi fik de gamle tider tilbage, den gamle kapitalistiske produktionsmåde.

Vareproduktionen og privatejendomsretten til produktionsmidlerne hænger på det tætteste sammen med hinanden. Vareproduktionen forudsætter privatejendomsret og kuldkaster alle forsøg på at afskaffe den.

Under vareproduktionen antager stordriften nødvendigvis en kapitalistisk form. Sammenslutningsformen kan under den kun optræde spredt og ufuldkomment, kan aldrig bliver den herskende.

Hvis man altså vil gøre alvor af at sætte den fælles ejendomsret til produktionsmidlerne i stedet for den kapitalistiske, må man gå et skridt videre end de liberale og anarkisterne. Man må ophæve vareproduktionen.

At ophæve vareproduktionen vil sige det samme som at producere til eget behov i stedet for med sigte på salg. Produktionen til eget forbrug kan igen antage to former: Den enkeltes produktion for at tilfredsstille personlige behov, og samfundets eller sammenslutningers produktion for egne eller henholdsvis medlemmernes behov.

Den førstnævnte form for produktion har aldrig været den almindelige. Så langt vi kan følge menneskenes spor tilbage, har de levet i sammenslutninger. For at kunne tilfredsstille alle behov, har den enkelte altid været nødt til at samarbejde med andre. Den enkeltes afsondrede produktion har altid spillet en underordnet rolle. I vor tid er den ikke værd at nævnes.

Den sammenslutningsmæssige produktion var den herskende form for produktionen, før vareproduktionen havde udviklet sig. Den er så gammel som selve produktionen. Hvis man ville antage, at en bestemt produktionsform er mest i overensstemmelse med den menneskelige natur, så måtte man betegne denne art af produktion som den naturligste. Den er vistnok lige så mange titusinde år gammel, som vareproduktionen kan se tilbage på tusinder af år. Med arten af produktionsmidler og produktionsmåder forandredes de producerende sammenslutningers væsen, omfang og magt; men om disse sammenslutninger var en horde eller en slægt, så havde de dog visse fælles grundtræk. Den enkelte dækkede alle deres behov (eller i alt fald alle væsentlige) ved frugterne af deres egen produktion. Produktionsmidlerne var sammenslutningens fællesejendom. Medlemmerne arbejdede som frie ligemænd efter gammel skik eller efter en plan som de selv havde bestemt, og under en forvaltning som var afhængig og ansvarlig overfor dem. Produkterne af det fælles arbejde tilhørte sammenslutningen, som dels brugte dem til at dække fælles behov, dels fordelte dem efter gammel sædvane eller efter en af sammenslutningen fastsat målestok mellem de enkelte personer eller grupper, som sammenslutningen bestod af.

En sådan sammenslutnings velstand var afhængig af naturlige og personlige forhold. Jo mere frugtbart det område var som den opholdt sig på, jo flittigere, kraftigere og mere opfindsomme dens medlemmer var, desto større og tryggere var den almene velstand. Pest, oversvømmelser, fjendtlige overfald etc. kunne skade eller endog tilintetgøre sammenslutningen, men der var én ting som ikke berørte den: svingningerne på markedet. Enten vidste disse mennesker ikke af noget marked eller også kun et for overflødige genstande.

En sådan fællesproduktion til eget forbrug er intet andet end en kommunistisk, eller, som vi i vor tid kalder det, en socialistisk produktion. Alene ved en sådan produktionsmåde kan vareproduktionen afskaffes. Den er den eneste mulige form for produktion, når vareproduktionen er blevet umulig.

Men dette betyder ikke at det nu gælder om at blæse liv i noget som er dødt, og genindføre de gamle former for fællesejendom og fællesproduktion. Disse former modsvarede bestemte produktionsmidler; de var uforenelige med højere udviklede produktionsmidler. Derfor forsvinder de overalt i løbet af den økonomiske udvikling og erstattes af vareproduktionen. Og der, hvor de modvirker dennes indtrængen, danner de en hindring for produktionskræfternes udfoldelse. Det ville kun være reaktionært og frugtesløst at ville forsøge at afskaffe vareproduktionen ved at holde liv i eller udvikle resterne af den gamle kommunisme, som endnu har holdt sig i enkelte afsidesliggende landdistrikter.

Den socialistiske produktion, som er blevet nødvendig fordi vareproduktionens bankerot snart vil være uundgåelig, vil og må få enkelte grundtræk tilfælles med de ældre former for kommunistisk produktion, for så vidt som den i lighed med disse tager sigte på produktion til eget behov. Men ligesådan opviser også den kapitalistiske produktion visse grundtræk, som den har tilfælles med den håndværksmæssige produktion, fordi de begge producerer varer. Trods dette betegner den kapitalistiske produktion et fremskridt sammenlignet med den håndværksmæssige produktion og er ganske forskellig fra denne. På samme måde vil den form for fællesproduktion som nu er nødvendig, bliver helt forskellig fra de tidligere former.

Den socialistiske produktionsmåde vil ikke udspringe af de oprindelige former for kommunisme, men af den kapitalistiske produktion, som selv udvikler de elementer som dens arvtager skal dannes af. Den selv føder, som vi skal se i næste kapitel, de mennesker som den nye produktionsmåde frembringer. Den føder også de organisationer som, så snart de nye mennesker har bemægtiget sig dem, vil danne grundlaget for den nye produktionsmåde.

Hvad den socialistiske produktionsmåde forudsætter, er at de enkelte kapitalistiske foretagender omdannes til fællesforetagender. Dette forberedes ved at kapitalisterne personlig bliver mere og mere overflødige i den forretningsmæssige drift. Men på den anden side kræver den socialistiske produktionsmåde en sammenslutning af alle de bedrifter som er nødvendige for væsentlige behov i et samfund, til een eneste stor sammenslutning. Vi så i foregående kapitel hvordan den økonomiske udvikling allerede har forberedt dette ved akkumulationen af kapitalistiske foretagender i hænderne på nogen få.

Men hvor stor må nu en sådan selvhjulpen sammenslutning være? Ligesom selve det socialistiske samfund ikke er noget kunstig hjernefoster, men er et nødvendig produkt af udviklingen, således bliver også størrelsen af de forskellige sammenslutninger til enhver tid bestemt af, hvilket trin den økonomiske udvikling befinder sig på. Jo længere den skrider frem, jo mere udviklet arbejdsdelingen og transportmidlerne bliver, desto større må også sammenslutningerne være.

Det er nu mere end hundrede år siden at en velmenende engelskmand ved navn John Bellers fremsatte et forslag i parlamentet om at fjerne den elendighed som skyldtes den kapitalistiske produktionsmåde, hvor ung den end var. Han foreslog at der skulle dannes sammenslutninger, som producerede alt det de selv trængte til, industrielle som landbrugsprodukter. Hver enkelt sammenslutning trængte efter hans beregninger ikke til mere end 2 á 300 arbejdere. Endnu var håndværket den mest fremherskende produktionsform; ved siden deraf den kapitalistiske manufaktur. Den kapitalistiske fabrik med maskiner var det endnu ikke tale om.

Et århundrede senere blev den samme tanke, betydelig uddybet, genoptaget af socialistiske tænkere. Men allerede nu var tilløbene til fabrikssystemet blevet mærkbare, og her og der gik håndværket sin undergang i møde, det hele sociale liv var nået på et højere trin. De selvhjulpne sammenslutninger, som socialisterne i begyndelsen af det nittende århundrede mente var nødvendige til udryddelse af den kapitalistiske produktionsmådes skadelige følger, var ti gange større end de Bellers foreslog. (Se Fourier).

Men så storslagne samfundsforholdene end var på Fouriers tid sammenlignet med da Bellers levede, de syntes dog enkle en menneskealder senere. På deres ustandselige sejrstog forandrede maskinerne hele samfundslivet totalt. De gjorde de kapitalistiske foretagender stadig mere omfangsrige, så enkelte af dem snart omfattet hele stater med sin virksomhed. De bragte også de forskellige foretagender i et land i et større afhængighedsforhold til hinanden, sådan at de økonomisk kom til at udgøre en enhed. De fremtvang en udvikling som mere og mere gik i retning af at forene de kapitalistiske nationers økonomiske liv i een eneste bedrift.

Arbejdsdelingen udvikles stadig; de enkelte bedrifter lægger sig mere og mere efter at fremstille visse specialiteter for det størst mulige marked; de enkelte bedrifter bliver stadig større og større; og mange af dem beskæftiger tusinder af arbejdere. Derfor må også en sammenslutning som skal dække sine egne behov og omfatte alle de bedrifter som trænges til dette, antage et ganske andet omfang end de socialistiske kolonier ved begyndelsen af det forrige århundrede. Af de samfundsmæssige organisationer som findes i dag, er det kun een som er stor nok til at være rammen omkring et socialistisk samfund, det er den moderne stat.

Ja, så vældig er den udbredelse produkterne fra enkelte bedrifter allerede har fået, og så intim er den økonomiske forbindelse mellem forskellige lande, at det kan være grund til at betvivle at staten vil være en tilstrækkelig stor ramme til at omspænde de socialistiske sammenslutninger.

Imidlertid må følgende tages i betragtning. Den udvikling af de internationale samfærdselsmidler som foregår i vor tid, betinges mindre af de bestående produktionsforhold end af udbytningsforholdene. Jo mere udbredt den kapitalistiske produktion er i et land og jo større derfor udbytningen af den arbejdende klasse, desto større er i regel det overskud af produkter som ikke kan bliver opbrugt i vedkommende land og derfor må udføres. Når befolkningen i et land ikke har penge til selv at købe de produkter som den fremstiller, så søger vedkommende lands kapitalister at få udført disse varer, enten de er uundværlige for befolkningen eller ej. De leder efter købere, ikke efter forbrugere. Derfor har vi ofte set det afskyelige fænomen, at Irland har haft en særlig stor udførsel i tider, da landet har været hjemsøgt af hungersnød; under den sidste hungersnød i Rusland kunne de russiske kapitalister alene ved et udførselsforbud hindres fra at eksportere korn.

Ophører udbytningen og træder produktionen for eget forbrug i stedet for produktionen for salg, da vil udførselen og ligeså indførselen af produkter fra det ene land til det andet bliver betydelig formindsket.

Trafikken mellem de enkelte stater vil dog ikke helt ophøre. På den ene side er arbejdsdelingen så langt fremskredet og det afsætningsområde enkelte kæmpebedrifter behøver til deres produkter, så udvidet; på den anden side har udviklingen af de moderne staters transportmidler fremelsket så mange behov som kun kan tilfredsstilles ved indførsel fra andre lande - f.eks. behovet i Europa for kaffe - at det synes umulig at kunne indrette de socialistiske samfund, selv inden rammen af en hel stat, så fuldkomment at de kan tilfredsstille alle sine behov ved deres egne produkter. En vis form for varebytte mellem de forskellige samfund vil derfor bliver nødvendig, i alt fald i begyndelsen.

Dette vil dog ikke true deres økonomiske selvstændighed og sikkerhed, når de selv producerer alt som er nødvendig og kun bytter mellem sig det de har i overflod, omtrent som bondefamilierne ved begyndelsen af vareproduktionen.

Men foreløbig behøver et socialistisk samfund ikke at antage større omfang end en moderne stat for at producere det nødvendige.

Dette omfang er imidlertid på ingen måde uforanderlig. Den moderne stat er i grunden, som vi før har bemærket, intet andet end et produkt af og et middel for den kapitalistiske produktionsmåde. Den vokser i forhold til kapitalismens behov, ikke kun i kraft, men også i størrelse. Det hjemlige marked er for kapitalistklassen i alle lande det sikreste, det de lettest kan lægge beslag på og udbytte grundigt. Efterhånden som den kapitalistiske produktionsmåde udvikler sig, vokser derfor også trangen hos kapitalistklassen i hver enkelt stat til at udvide dens grænser. For så vidt har de statsmænd ikke uret som hævder, at de moderne krige ikke udspringer af dynastiske men af nationale bestræbelser: kun må man med dette udtryk forstå kapitalistklassens bestræbelser. Intet skader livsinteresserne for kapitalistklassen i et land mere end det, at det område de behersker, indsnævres. De fem milliarder i krigserstatning har det franske borgerskab forlængst tilgivet Tyskland. Anneksionen af Elsass-Lothringen kan det aldrig komme sig efter.

Alle moderne stater føler trang til at udvide sig. Lettest falder dette for de moderne stater, som i virkeligheden allerede råder over hele Amerika, og England, som på grund af sin overmagt på søen formår at udvide sit herredømme i de oversøiske kolonier. Heller ikke for Rusland har det før nu været forbundet med større vanskeligheder at udvide grænserne. Nu støder det dog overalt på jævnbyrdige naboer, specielt i Østasien, hvor Japan og England søger at hindre Ruslands videre fremtrængen.

Vanskeligst er stillingen for staterne på det europæiske fastland, som i lige høj grad som de andre stater føler trang til udvidelser; de ligger fastkilet ind i hinanden, så den ene ikke kan udvide sig uden at ødelægge naboen. Disse staters kolonialpolitik vil hjælpe udvidelsestrangen af deres kapitalistiske produktion, for tilstrækkeligt at løse deres egne behov. Dette er en af de vigtigste årsager til militarismen, denne Europas omdannelse til en krigslejr, som truer med at trykke vor verdensdel i knæ. Der er to veje som kan føre ud af denne utålelige tilstand og som kan gøre det muligt, at det økonomiske livs udvidelsestrang bliver tilfredsstillet: en verdenskrig, som ødelægger en del af de nuværende europæiske stater, eller en forening af staterne til et statsforbund, som kunne forberedes ved en toldoverenskomst. Det sidste ville måske allerede have været opnået, hvis ikke Tyskland havde gjort Frankrig til en uforsonlig fjende ved at tilrive sig to provinser. Takket være dette diplomatiske mesterstykke, er militarismen vokset til et vældig bjerg, som vil tynge på alle Europas stater, til revolutionen eller bankerotten ryster det af i en eller flere stater.

Men nok om det: ét er sikkert, at enhver moderne stat stræber efter at udvide sig i forhold til den økonomiske udvikling. På den måde sørger udviklingen altså selv for at de kommende socialistiske samfund overalt vil få tilstrækkelig omfang.

Her skal bemærkes at den økonomiske udvikling ingenlunde vil komme til at stå stille under de socialistiske samfundstilstande. Samfundenes fremgang vil bevirke, at det område stadig må vokse som et socialistisk samfund behøver for at trives. Det er vor faste overbevisning at de enkelte socialistiske nationer til slut vil smelte sammen til et eneste fællesskab, at den hele menneskeslægt vil udgøre et eneste samfund. Imidlertid taler vi her kun om udgangspunktet, ikke om det senere forløb for den socialistiske samfundsforms udvikling.

Den moderne stat er imidlertid ikke alene den eneste nuværende samfundsmæssige organisation som er stor nok til at kunne danne rammen for en socialistisk sammenslutning, den er også det eneste naturlige grundlag for en sådan sammenslutning. For at vi kan forklare dette nærmere, er vi nødt til at gøre en lille afvigelse. 

De enkelte samfund har altid haft økonomiske opgaver at opfylde. Dette er selvindlysende med hensyn til de kommunistiske samfund i tidernes morgen. Da smådriftens enkeltmandsproduktion udviklede privatejendomsretten og vareproduktionen, blev der stående igen en række samfundsmæssige funktioner, hvis varetagelse enten oversteg de enkelte bedrifters kræfter eller som var for vigtige til at man kunne overlade dem til enkeltpersoners forgodtbefindende. Ved siden af omsorgen for den opvoksende slægt, for de fattige, de gamle og syge- skolevæsenet, fattigvæsenet og sygeplejen, var det særlig reguleringen og udviklingen af transportvæsenet, møntvæsenet, sikringen af de vigtigste dele af grundlaget for produktionen som blev overladt til samfundets drift. I middelalderen var det særlig fællesarealerne og de forskellige by- og landkommuner, såvel som de kirkelige organisationer som fyldte disse opgaver.

Den middelalderske stat bekymret sig overmåde lidt for anliggender af denne art.

Dette blev anderledes da staten udviklet sig til en moderne stat, en embeds- og militærstat, et redskab for kapitalistklassen, som ved siden af adelen trådte ind i rækken af de besiddende klasser, for at slås med den om herredømmet, dele med den eller trænge den fuldstændig ud af dens herskende stilling. Som enhver stat er også den moderne stat et redskab for den klasse som har magten. Men den kunne ikke opfylde sin opgave eller tilfredsstille kapitalistklassens behov uden at den opløste eller gjorde sig afhængig af de gamle sociale organisationer, som var støttepunkterne for det førkapitalistiske samfund. Dermed blev det også nødvendig at den overtog en række af deres funktioner.

Men også der, hvor staten lod de middelalderske organisationer bestå, gik de i forfald og de viste sig snart ikke i stand til at opfylde deres opgaver. Disse opgaver blev betydeligere efterhånden som den kapitalistiske produktionsmåde udviklede sig; de voksede endda de enkelte organisationer indenfor staten over hovedet, således at denne til slut blev nødt til at overtage også sådanne funktioner, som den ellers ikke havde særlig lyst til. Dette gælder bl.a. skolevæsenet og fattigplejen.

Det var en tid, da kapitalistklassen i sin store selvfølelse troede at den helt kunne undvære økonomisk virksomhed fra statens side. Den skulle ikke gøre andet end varetage kapitalistklassens interesser i og udenfor landet, holde proletariatet og den udenlandske konkurrence i tømme og overlade hele det økonomiske liv til kapitalistklassen. Den havde sine gode grunde til at ønske dette. Hvor stor kapitalistklassens magt end var, så havde dog statsmyndighederne ikke altid vist sig så tjenestevillig, som kapitalisterne forlangte; statsmagten blev ofte erobret af andre grupper indenfor den besiddende klasse, fremfor alt af den jordejende adel; og selv der hvor statsmagten havde vist sig velvillig overfor kapitalistklassen, var embedsmændene, som absolut ingenting forstod af forretningslivet, ofte højst ubehagelige venner, lige så klodset som hin bjørn som skulle jage fluen væk fra sin ven, eneboerens pande, og kom til at slå hjerneskallen ind på ham.

Da den socialistiske arbejderbevægelse begyndte at udvikle sig, gjorde kapitalistklassen stærkt gældende, at den så med uvilje på statslig indgriben i forretningslivet, først i England, hvor ideen fik navnet Manchesterskolen, en betegnelse som også benyttes i andre lande. Manchesterskolens lære var det første åndelige våben som kapitalistklassen brugte mod den socialistiske arbejderbevægelse i England som i Tyskland. Intet under at der da ofte opstod den mening blandt de socialistiske arbejdere, at begrebet Manchestermand og kapitalist eller kapitalistven på den ene side og statens indgriben i det økonomiske liv og socialisme på den anden side var ensbetydende. Det var heller ikke rart, at de troede at de ved at besejre Manchesterpartiet, også besejrede kapitalismen. Manchesterskolen har imidlertid aldrig været andet end blot og bart en lære, en teori, som kapitalistklassen spillede ud mod arbejderne og af og til også mod regeringerne, når det passede dem. Dog har de overalt passet sig vel for, at gennemføre den i deres konsekvenser. I vore dage har Manchesterteorien allerede mistet enhver indflydelse på kapitalistklassen.

Denne har ikke kun tabt sin selvfølelse, som var en nødvendig forudsætning for Manchesterteorien, men den har også lært at indse, at den økonomiske udvikling har gjort det uomgængelig nødvendigt, at staten påtager sig visse økonomiske opgaver.

Og disse opgaver vokser fra tid til tid. Ikke alene vokser de opgaver som staten har overtaget fra de ovennævnte organisationer - vi kan pege på de moderne kanalbygninger og reguleringer af elve og floder - der er desuden også blevet pålagt den funktioner, som de sociale organisationer i middelalderen ikke havde nogen anelse om, og som har drevet staten til at gribe stærkt ind i det økonomiske liv. Medens statsmændene i gamle dage fortrinsvis måtte være diplomater og jurister, så må vor tids statsmænd helst være nationaløkonomer. I de politiske diskussioner i vor tid er ikke privilegier og kontrakter afgørende, ikke dokumenter og procedure, men de økonomiske faktorer. Man kan kun tænke på en del af det, som nu for tiden falder indenfor politikkens område: bankpolitik, kolonialpolitik, toldpolitik, jernbanepolitik, socialpolitik, som arbejderbeskyttelse og arbejderforsikring, fattigvæsen o.s.v..

Men ikke nok med det. Den økonomiske udvikling tvinger også staten til at overtage flere og flere bedrifter, dels af selvopholdelsesdrift, dels af hensyn til statens funktionærer og for at øge statens indtægter.

I middelalderen var det herredømmet over jordværdierne, som gav indehaverne af statsmyndigheden den største del af deres magt. Statsejendommene blev i det 16., 17. og 18. århundrede ofte øget ved at staten inddrog kirke- og bondegods. På den anden side har pengemangel tvunget fyrsterne til at sælge krongods til kapitalisterne. Men i de fleste lande har endnu anseelige rester af krongodserne holdt sig som statsdomæne og offentlig minedrift. Militarismens udvikling føjede hertil arsenaler og skibsværfter, og med udviklingen af transportvæsenet fulgte postvæsenet, jernbanerne og telegrafvæsenet og endelig fremtvang den tiltagende pengenød statsmonopoler af forskellig art.

Ved begyndelsen af den kapitalistiske produktionsmåde, da fyrsternes pengetrang var stor og deres indkomster små, greb de allerede dengang til den udvej, at forbeholde sig produktionen af forskellige slags varer og skaffe sig profit ved statsmonopol. Men statens embedsmænd viste sig at være dårlig skikket til at lede bedrifter for vareproduktion på en profitabel måde. Udviklingen af skattevæsenet førte til opdagelse af rige pengekilder. Dertil kom Manchesterteoriens gennembrud. Den greb også de borgerlige statsmænd. Det var en synd at tage fra kapitalisterne får at skaffe sig profit. Derfor gik statsmonopolerne tilbage, lige til for nogen år siden.

Først i de sidste par tiår er monopoltanken igen begyndt at gøre sig gældende. Staternes pengetrang er vokset hurtigt, idet massen af befolkningen bliver fattigere, så skatteskruen ikke længere virker tilfredsstillende. På den anden side har udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde selv ført til at gøre kapitalistens person mere og mere overflødig; den har selv frembragt en hær af privatfunktionærer, som har overtaget og udfylder kapitalistens funktioner, den har selv ført til en sådan organisation af de fleste kapitalistiske storbedrifter, at de uden videre kan gå over i upersonlig ejendom.

Der er altså nu bedre betingelser tilstede for en profitabel monopoldrift end i det attende og langt op i det nittende århundrede. Når man tager dette forhold i betragtning og ser staternes stigende pengenød, er det ikke underlig at monopoltanken igen er kommet op, og at den mange steder er slået igennem. Vi har allerede tobaks-, brændevin-, salt- og tændstiksmonopol, og jeg mangler ikke på forslag om yderligere.

Mens således som statens økonomiske opgaver og økonomiske magt udvides mere og mere, bliver som vi har set, det økonomiske liv stadig mere indviklet og ømfindtlig og de enkelte økonomiske foretagender stadig mere afhængige af hinanden. Dermed bliver de også mere og mere afhængige af den største kapitalistiske bedrift: staten. Den tiltagende ømfindtlighed gør uorden og forstyrrelser stadig farligere, og for at bliver beskyttet mod disse farer påråber kapitalistklassen staten om hjælp. Således påhviler det staten i større og større udstrækning allerede i det nuværende samfund at gribe regulerende ind i det økonomiske liv, og stadig kraftigere bliver de hjælpemidler som står til dens rådighed. Statens økonomiske almagt, som Manchestermændene betragtet som en socialistiske utopi, udvikler sig midt for øjnene på dem som en nødvendig følge af den kapitalistiske produktionsmåde.

Den moderne stats økonomiske virksomhed er det naturlige udgangspunkt for den udvikling som fører til det socialistiske samfund.

Dermed er det dog på ingen måde sagt at enhver statsovertagelse af en økonomisk funktion eller økonomisk bedrift er et skridt mod det socialistiske samfund, eller at dette samfund vil kunne opstå ved en almindelig statsovertagelse af det samlede erhvervsliv, uden at samfundet behøver at antage en anden karakter end statens.

Den såkaldte statssocialisme beror på en misforståelse af statens væsen. Som enhver stat er også den moderne stat et redskab til beskyttelse af den herskende klasses fællesinteresser. Dette forhold ændres ikke fordi om staten overtager en del funktioner, som det ikke kun er i den herskende klasses interesse, men i det hele samfunds interesse at den påtager sig. Den varetager nemlig aldrig disse opgaver på en sådan måde at det kommer overklassen til skade eller truer dens stilling.

Når den nuværende stat overtager visse funktioner og bedrifter, så gør den ikke dette for at indskrænke den kapitalistiske udbytning, men for at beskytte og befæste den kapitalistiske produktionsmåde, eller for selv at få del i udbytningen, hvorved den øger sine indtægter og formindsker de skatter som kapitalistklassen må betale for at staten skal kunne opretholdes. Og som udbytter er staten de private kapitalister overlegen, fordi den har ikke kun økonomiske, men også politiske magtmidler til sin rådighed overfor de udbyttede.

Lige så lidt som staten hidtil har overtaget så mange bedrifter, at det har skadet overklassens interesser, lige så lidt vil den gøre det herefter. Sålænge altså den besiddende klasse er den herskende, vil statsovertagelse af bedrifter aldrig gå så vidt at den private kapital i sin almindelighed skades ved det, at kapitalens magt og dens anledning til at udbytte bliver mindsket.

Ud fra denne erkendelse er det at socialdemokratiet har sat sig som mål: Arbejderklassen skal erobre den politiske magt for at den ved hjælp af denne skal omdanne staten til et stort socialistisk samfund, som selv kan tilfredsstille alle deres væsentligste behov.

Man beskylder os for at vi ikke har noget bestemt mål, og at vi kun forstår at kritisere, men ikke ved hvad der skal sættes i stedet for det bestående. Vi mener imidlertid, at intet andet parti har et så bestemt og klart mål som socialdemokratiet. Ja, har de andre partier overhovedet noget mål? De holder alle på det bestående, skønt de indser at det er uholdbart og utåleligt; deres programmer indeholder intet andet end småreformer, som de håber og lover skal gøre forholdene tålelige.

Socialdemokratiet derimod bygger ikke på forhåbninger og løfter, men på den økonomiske udviklings uundgåelige konsekvenser. Den som erkender udviklingen, må også anerkende vort mål. Den som mener at vort mål er uopnåelig, må påvise at vor teori om den økonomiske udvikling er falsk, han må påvise at der ikke findes noget fremskridt fra smådrift til stordrift, at der i dag produceres som for hundrede og to hundrede år siden, at det altid har været som det er nu. Den som kunne påvise dette, han kunne også have ret til at antage, at det altid ville vedblive at være som det er nu. Den derimod som ikke er mere blind, end at han kan se, at de sociale tilstande altid har forandret sig, han kan fornuftigvis heller ikke tro at de nuværende tilstande vil vare evig. Kan imidlertid noget andet parti end socialdemokratiet vise ham hvad der vil og må træde i stedet ?

Alle andre partier lever kun i nutiden, fra hånd til mund. Socialdemokratiet er det eneste som har et påtagelig mål i fremtiden og som indretter deres handlinger i nutiden med sigte på det store mål! De andre partier vil og kan ikke se dette mål; thi socialdemokratiet kan ikke nå det uden først at besejre dem. Og fordi de selv hverken kan eller vil se, fordi de standhaftig stirrer ud i det blå, påstår de kækt at heller ikke vi har noget mål, men at vi kun vil ødelægge.

Det er ikke vor opgave at imødegå alle de indvendinger, misforståelser og forvanskninger som vore modstandere benytter for at bekæmpe os. At kæmpe mod ondskaben og dumheden er forgæves. Vi kunne skrive vore fingre ømme og ville alligevel ikke bliver færdige.

Kun en indvending skal her omtales, fordi foranledningen til den skriver sig fra socialdemokratiets egne rækker. Den er så vigtig, at vi bør behandle den indgående. Når denne indvending er imødegået, vil socialdemokratiets standpunkt og mål træde desto klarere frem.

Vore modstandere påstår, at det socialistiske samfund først er gennemførlig, når planerne for det ligger udarbejdet for den hele verden, når de er prøvet og blevet anerkendt som nyttige og gennemførlige. Intet fornuftig menneske vil påbegynde opførelsen af et hus, før der foreligger planer som er godkendt af de sagkyndige. I alt fald ville han ikke nedrive det hus han havde, før han havde planerne færdige til det nye hus. Vi skal altså rykke ud med «fremtidsstaten», som man ynder at kalde det socialistiske samfund. Hvis vi ikke kan gøre det, er det dermed bevist, at vi selv ikke véd hvad vi vil, og at ingen kan have tillid til vore sager.

Dette klinger i virkeligheden meget indlysende, så indlysende at ikke kun vore modstandere, men også mange socialister hævder nødvendigheden af en sådan plan. Man måtte også anse den uundværlig for et nyt samfund, så længe man ikke kendte lovene for den sociale udvikling, så længe man troede, at samfundsformerne kan bestemmes efter forgodtbefindende, akkurat som hus. Man hører endnu i vore dage ofte benyttet udtrykket «samfundsbygning».

Det er ikke længe siden man overhovedet begyndte at tænke over samfundets udvikling. Før i tiden gik den økonomiske udvikling så langsomt for sig at man knapt mærkede den. I århundreder, ja årtusinder blev menneskene stående på samme kulturtrin. Bøndernes redskaber i de lande, som er blevet liggende tilbage i udviklingen, f.eks. Rusland, er endnu i vor tid ikke meget forskellig fra de redskaber, som er benyttet for årtusinder siden.

For de enkelte individer i gamle dage, var derfor produktionsmåden noget uforanderlig: de samme arbejdsmetoder gik i arv fra far til søn og sønnesøn. Det bestående samfund ansås for at være uforanderlig, fastsat af Gud, og den som rørte ved det, var en synder og forbryder. Hvor store end de forandringer var, som fremkaldtes ved krige og klassekampe i samfundet, så berørte de dog øjensynlig kun samfundets overflade. Ganske vist fremkaldtes disse kampe og virkninger ved ændringer i grundlaget for samfundet, men disse ændringer var umærkelige for den enkelte tilskuer, som levede midt i disse begivenheder.

Endnu i vore dage er historieskrivningen i det væsentligste intet andet end en mer eller mindre troværdig sammenstilling af meddelelser fra sådanne tilskuere. Også historien bliver derfor svævende på overfladen, og skønt de, som har anledning til at overskue fortiden tydeligt, kan efterspore en social udvikling, mærker man dog intet til det hos vore historieskrivere.

Det var først den kapitalistiske produktionsmåde der bragte den sociale udvikling op i et hurtig tempo, sådan at menneskene blev opmærksom på den og kan tænke over den. Men naturligvis søgte de først på overfladen efter årsagen til denne udvikling, før de gik ned i dybden. De som imidlertid er blevet på overfladen, de ser kun de drivkræfter, som umiddelbart bestemmer samfundets udvikling, og det er ikke de vekslende produktionsbetingelser, men de vekslende ideer hos menneskene.

Da den kapitalistiske produktionsmåde opstod, fremkaldte den hos de mennesker som var afhængige af den, kapitalister, proletarer etc., nye behov, som var helt forskellige fra behovene hos de mennesker, som var økonomisk knyttet til levningerne af den gamle feudale produktionsmåde. Disse forskellige behov modsvaredes også af forskellige ideer om hvad der var ret og uret, nødvendigt og unødvendigt, nyttigt og skadeligt. Jo mere den kapitalistiske produktionsmåde er vokset, og jo stærkere de klasser blev, som havde andel i den, desto klarere og mere selvstændig blev de ideer, som modsvarede denne produktionsmåde, desto mere udbredte og indflydelsesrige blev de indenfor staten, desto mere bestemmende for det politiske og sociale liv, indtil endelig de nyopståede klasser rev til sig magten i staten og samfundet.

Hvad altså de tænkere, som ville undersøge årsagerne til den sociale udvikling, mente var den vigtigste drivkraft for udviklingen, det var menneskenes ideer. De erkendte allerede til en vis grad, at disse ideer skyldtes materielle behov, men det var endnu skjult for dem, at disse behov ændrede sig og at disse ændringer skyldtes ændringer i produktionsforholdene. De antog at menneskenes behov - «menneskenaturen» var uforanderlig. I deres øjne gives der derfor kun eet «naturlig» og «retfærdig» samfund, fordi kun eet eneste samfund kan passe til menneskenes sande natur. Alle andre samfundsformer var vildfarelser, som kun havde været muligt, fordi menneskene ikke tidligere vidste, hvad som passede dem bedst, fordi deres forstand var formørket - eller, som enkelte mente, på grund af menneskenes naturlige dumhed, hvis det da ikke skyldtes som andre påstod, præsternes og fyrsternes bevidste fordummelse af menneskene.

Fra dette standpunkt betragtet er samfundets udvikling en følge af fornuftens og ideernes udvikling. Jo forstandigere menneskene er, og jo klogere de er til at finde på samfundsformer som passer til menneskenaturen, desto bedre og mere retfærdig bliver samfundet.

Det var opfattelsen hos de borgerlige, de liberale tænkere. Også de første socialister i begyndelsen af forrige århundrede stod naturligvis under indflydelse af denne opfattelse. Ligesom de liberale troede også de, at forholdene i det borgerlige samfund og den borgerlige stat skyldtes de blotte ideer hos tænkerne i det forrige århundrede, socialøkonomerne og oplysningen. Men de så, at det nye borgerlige samfund slet ikke var så fuldkomment, som filosofferne i det 18. århundrede havde ventet at det skulle bliver. Det nye samfund var altså ikke det rigtige samfund; på et eller andet punkt måtte altså disse tænkere have taget fejl: det gjaldt at finde disse fejl, og finde på en ny samfundsform, som passede bedre til menneskenaturen end den gamle. Det gjaldt imidlertid også at udarbejde omhyggelige planer for den nye samfundsbygning, - på samme måde som Quesnay og Adam Smith, Montesquieu og Rousseau havde gjort for at der ikke igen skulle komme uventede begivenheder, som lavede en streg i regningen for dem. Dette syntes dem så meget mere nødvendig, som socialisterne i begyndelsen af forrige århundrede ikke stod - som filosofferne i det 18. - overfor et samfund, som var tæt på sin undergang. De kunne ikke forestille sig det nye samfund som noget uundgåelig, men kun som noget eftertragteligt. De måtte derfor vise frem for menneskene deres samfundsideal som noget håndgribeligt, for rigtig at kunne få menneskenes tænder til at løbe i vand, og for at ingen skulle tvivle på muligheden af et nyt samfund og dets fordele.

Vore modstandere er ikke kommet forbi dette standpunkt i opfattelsen af samfundet. Den eneste art af socialisme som de kan begribe, er derfor de utopiske socialisters, som stod på samme grundlag som de selv står på. Vore modstandere betragter det socialistiske samfund som en kapitalistisk forretning, et aktieselskab, som skal «startes», og de nægter at tegne aktier før grundlæggerne Bebel, Singer & Co. har fremlagt et prospekt, som viser at det nye foretagende er gennemførligt og rentabelt.

Denne opfattelse kunne i begyndelsen af det 19. århundrede endnu have sin berettigelse. I vor tid behøver det socialistiske samfund ikke længere disse herrers kredit for at bliver til virkelighed.

Det kapitalistiske samfund har udspillet sin rolle.

Dets opløsning er nu kun et tidsspørgsmål; den ustandselige økonomiske udvikling fører med naturnødvendighed til den kapitalistiske produktionsmådes bankerot. Dannelsen af en ny samfundsform i stedet for den bestående, er ikke længere kun noget eftertragteligt, det er blevet noget uundgåeligt.

Og stadig talrigere og mægtigere bliver de skarer af ejendomsløse arbejdere for hvem den bestående produktionsmåde er blevet uudholdelig, som intet har at tabe men alt at vinde ved at den omstyrtes, og som må fremtvinge én ny samfundsform som modsvarer deres interesser, hvis de ikke helt skal gå til grunde - og med dem det hele samfund, hvor de udgør det vigtigste element.

Dette er intet fantasifoster. Alt sammen er bevist af socialdemokratiets tænkere på grundlag af åbenbare kendsgerninger ved den nuværende produktionsmåde. Disse kendsgerninger taler et mere beviskraftigt og indtrængende sprog end de mest geniale og omhyggelig udarbejdede planer for en fremtidsstat. Sådanne planer kan i bedste fald godtgøre, at det socialistiske samfund ikke er umuligt, men de kan aldrig omforme hele det sociale liv, og der vil altid forekomme huller, hvor modstanderen kan trænge igennem. Det derimod som er påvist at være uundgåeligt, er ikke alene bevist at være muligt, det er bevist at være det eneste mulige. Dersom det socialistiske samfund var umuligt, da var enhver videre økonomisk udvikling udelukket. Det nuværende samfund måtte da forfalde på samme måde som det romerske verdensrige for snart 2000 år siden, for til slut at ende i barbariet.

Når stillingen er sådan, da er det absolut unødvendig at ty til et lokkende billed for derved at bevæge vore modstandere til at bevilge os kredit. De som ikke af den nuværende produktionsmådes påtagelige kendsgerninger kan indse det socialistiske samfunds nødvendighed, de vil også være blinde for herlighederne ved en tilstand som endnu ikke er indført, en tilstand som de hverken kan gribe i eller begribe.

At lave planer for «fremtidsstaten» er imidlertid i vor tid ikke kun udsigtsløst, det er heller ikke forenelig med videnskabens nuværende standpunkt. I løbet af det nittende århundrede er ikke alene en stor økonomisk omvæltning gået for sig, og der har også foregået en revolution i bevidstheden. Forståelsen af årsagerne til de sociale fremskridt er vokset umådeligt. Allerede i 40erne af det nittende århundrede påviste Marx og Engels, og siden dengang har ethvert fremskridt i samfundsvidenskaben bekræftet, at i sidste instans bestemtes ikke menneskehedens historie af menneskenes ideer, men af den økonomiske udvikling, som skrider uimodståelig frem efter bestemte love, uden hensyn til menneskenes luner og ønsker. Vi har i foregående kapitel set hvordan udviklingen foregår, hvordan den skaber nye produktionsformer, som fremtvinger nye samfundsformer; hvordan den fremkalder nye behov, som tvinger menneskene til at tænke over de sociale tilstande og finde midler til at afpasse samfundet efter de nye produktionsbetingelser. Af sig selv går denne tilpasning nemlig ikke for sig; det kræver medvirkning af tænkende menneskehoveder, af ideer. Uden tænkning, uden ideer gives der intet fremskridt. Men ideerne er kun medhjælpere under den sociale udvikling; det er ikke fra dem de første påtryk udgår, som man troede før i tiden og som mange endnu tror; de første påtryk er at tilskrive forandringer i de økonomiske forhold.

Det er heller ikke tænkerne og filosofferne som bestemmer retningen for de sociale fremskridt; retningen bestemmes af den økonomiske udvikling. Tænkerne kan konstatere retningen, men de kan ikke foreskrive den.

Men også erkendelsen af retningen for de sociale fremskridt har sine grænser. Thi det økonomiske liv i det menneskelige samfund er umådelig indviklet, og selv for den skarpeste tænker er det umulig at udforske alle dets sider så indgående, at måle alle dets kræfter så nøje at han kan forudse med sikkerhed, hvilke samfundsformer der vil fremstå af disse samvirkende kræfter.

En ny samfundsform opstår ikke på den måde at enkelte særlig kloge hoveder udkaster en plan, som de lidt efter lidt får andre til at godkende og som de realiserer i ro og mag, så snart de har fået magt til det.

Et nyt samfund har altid været frugten af lange kampe. De udbyttede klasser har kæmpet mod dem som udbyttet; de opadstræbende, revolutionære klasser mod de synkende, reaktionære. I disse kampe allierer de forskellige klasser sig med hinanden på forskellig måde, for at bekæmpe andre klasser, som står dem imod. Også indenfor de enkelte klasser findes der forskellige retninger, alt efter de enkelte menneskers intelligens, temperament og livsstilling. Den enkelte klasses magt har altid været aftagende og tiltagende; den har vokset og aftaget i forhold til vedkommende klasses indsigt i de virkelige tilstande, i forhold til dens organisationers beslutsomhed og størrelse, i forhold til vedkommende klasses betydning i det økonomiske liv.

Under disse klassekampe er efterhånden de gamle, uhensigtsmæssige samfundsformer blevet afskaffet og erstattet af nye. Ikke altid var det nye som man satte i stedet for det gamle, det absolut rigtige; det forudsætter jo at de revolutionære klasser måtte have været enerådende og i besiddelse af den højeste sociale indsigt. Hvor og så længe dette ikke var tilfældet, måtte der bliver begået fejl; ofte viste det nye sig at være lige så uholdbart som det gamle og overvundne. Men jo stærkere den økonomiske udvikling trængte på, desto mere indlysende blev det hvad den forlangte, og desto større kraft fik de revolutionære klasser til at gennemføre det nødvendige. De faktorer indenfor de revolutionære klasser som ikke passede til den økonomiske udvikling, forfaldt og gik over i glemselen; og de faktorer derimod, som var nødvendige, slog fast rod og ikke lod sig udrydde af dem som holdt på det gamle.

På denne måde er nye samfundstilstande hidtil opstået; de såkaldte revolutionære tider adskiller sig fra andre perioder kun i det at nydannelserne da gik meget hurtigere og voldsommere for sig end ellers.

Man ser altså at samfundsformer kommer istand på en anden måde end bygninger. Det kræves ikke at man skal have færdige planer på forhånd, når man gennemfører kravet om et nyt samfund. At designe og fremlægge «positive forslag» til et nyt samfund i dag, er omtrent ligeså nyttig og dybsindig som at beskrive den næste krig.

Udviklingens gang er på ingen måde afhængig af de enkelte personligheder. Enhver som virker i samfundet, øver mere eller mindre indflydelse. Enkelte personer som ved sin begavelse eller sociale stilling rager op over andre, kan gennem årtier øve indflydelse på tingenes gang i hele stater; nogen ved at gøre forståelsen af den sociale sammenhæng tilgængelig for massen, eller ved at organisere de revolutionære klasser, samle deres kraft og give den en hensigtsmæssig anvendelse; andre ved at hindre fremskridtene, idet de gør sig gældende i modsat retning. De første bidrager til at fremskynde udviklingen, til at formindske de ofre og lidelser som den bringer med sig; de andre bidrager til at hæmme udviklingen og til at gøre ofrene og lidelserne større. Men hvad ingen kan, hverken den mægtige monark eller den skarpsindigste tænker, det er at bestemme retningen for udviklingen efter sin vilje, eller nøjagtigt forudsige de former den vil antage.

Det er derfor kun latterlig at forlange af os, at vi skal give et billed af den fremtidsstat som vi kæmper for. Så latterlig er dette krav, som endnu aldrig er blevet stillet til noget parti før, at det ville være unyttig at ofre så mange ord på det, hvis ikke vore modstandere brugte det som en stående indvending.

Det er endnu aldrig hændt i verdenshistorien at et revolutionært parti kunne forudse, og endnu mindre vilkårlig bestemme hvilke former det nye samfund ville få, som de tilstræbte. For fremskridtes sag var allerede meget vundet, hvis det lykkes at fastslå de tendenser som hidførte det nye samfund, sådan at de revolutionære klassers virksomhed kunne bliver bevist, ikke kun instinktiv. Mere kan man heller ikke forlange af socialdemokratiet.

Imidlertid har der aldrig eksisteret noget parti som har gennemtænkt så dybt og så nøje forstået sin tids sociale tendenser som socialdemokratiet.

Det er ikke socialdemokratiets fortjeneste men dets lykke. Og det skyldes den omstændighed at socialdemokratiet står på skuldrene af den borgerlige socialvidenskab, som foretog de første undersøgelser af den samfundsmæssige sammenhæng, og som det må tilskrives, at de revolutionære klasser som omstyrtet den feudale produktionsmåde, havde en meget klarere bevidsthed om deres sociale opgave, end nogen tidligere revolutionær klasse. De socialdemokratiske tænkere har imidlertid bragt den samfundsøkonomiske forskning langt videre, og de er trængt langt dybere ind i spørgsmålene end nogen af de borgerlige økonomer før dem. «Kapitalen» af Karl Marx er blevet et midtpunkt i den moderne økonomiske videnskab, og lige højt som denne står over Quesnays, Adam Smiths og Ricardos værker, lige højt står socialdemokratiets indsigt og målbevidsthed over de revolutionære klassers indsigt og målbevidsthed ved slutningen af det attende og begyndelsen af det nittende århundrede. Når socialdemokratiet vægrer sig for at fremlægge en plan for fremtidsstaten for det ærede publikum, så har de borgerlige skribenter ingen grund til deraf at slutte deraf, at vi ikke ved hvad vi vil. Socialdemokraterne ser klarere ind i fremtiden end banebryderne for det nuværende samfund var istand til.

Vi har sagt at en tænker nok kan konstatere tendenserne for sin tids økonomiske udvikling, men at det er umulig at kunne forudse de former udviklingen vil antage. Et blik på de bestående forhold er nok til at overbevise os om rigtigheden af denne sætning. Tendenserne hos den kapitalistiske produktionsmåde er de samme i alle lande; og dog, hvor forskellig er ikke de sociale former i de forskellige land, hvor ganske anderledes er de ikke i England end i Frankrig, i Frankrig end i Tyskland, og hvor helt forskellige er de endelig ikke i Amerika ? De historiske tendenser hos den arbejderbevægelse som den kapitalistiske produktionsmåde har fremskabt, er overalt de samme, men formerne, som bevægelsen antager, er forskellig i de forskellige lande.

Tendenserne i den kapitalistiske produktionsmåde i nu dag velbekendte. Og dog kan ingen sige, hvilke former den vil antage om 10, 20 eller 30 år, hvis den da varer så længe. Men af os forlanger man en fremstilling af samfundsformer, som endog kommer efter den nuværende produktionsmåde.

Når vi tilbageviser kravet om en plan for «fremtidstaten», så er ikke dermed sagt, at vi anser enhver diskussion om det socialistiske samfund for unyttig eller endnu mindre skadelig. Det ville være at kaste barnet ud med badevandet. Unyttig og skadeligt er det først, hvis man fremlægger positive forslag til organisation af det socialistiske samfund, forslag om bestemte udformninger af sociale forhold kan alene fremsættes på områder, som man i øjeblikket overskuer og behersker fuldstændig. Positive forslag kan altså socialdemokratiet kun fremsætte i spørgsmål som angår det nuværende samfund, ikke det kommende. Forslag ud over dette kan ikke begrundes med kendsgerninger, kun med tænkte forudsætninger. De er altså fantasterier, drømme, som i bedste fald bliver virkningsløse.

Denne bekæmpelse af drømmerier må ikke forveksles med forsøgene på at udforske hvilken retning tendenserne for den økonomiske udvikling vil tage, når den er kommet over fra det kapitalistiske til et socialistisk grundlag. Her er der ikke tale om at lave «opskrifter for fremtidens folkekøkken», men om en videnskabelig bearbejdelse af resultater, som undersøgelsen af bestemte kendsgerninger har bragt for en dag. Forskning af denne art er aldeles ikke unyttig, thi jo klarere vi ser ind i fremtiden, desto mere planmæssig kan vi føre vor kamp i nutiden. Socialdemokratiets betydeligste tænkere har frembragt sådanne undersøgelser. I Marx' og Engels' værker findes der talrige resultater af undersøgelser, som de har foretaget. Bebel har givet os resultaterne af sin forskning på dette område i bogen: «Kvinden og socialismen».

Lignende arbejder har vel enhver tænkende socialist foretaget i sit stille sind; thi enhver ide som stiler mod et stort mål, skaber en trang til at komme til klarhed over de omstændigheder, under hvilke den skal bliver til virkelighed. Alt efter de forskellige menneskers økonomiske indsigt, deres livsstilling, temperament, fantasi og kendskab til andre ikke-kapitalistiske, særlig kommunistiske, samfundsformer har der da dannet sig de mest forskelligartede anskuelser. Disse meningsforskelligheder forstyrrer imidlertid ikke i mindste måde socialdemokratiets enhed og enighed. Det kommer ikke an på at målet tager sig ud på samme måde i alles øjne, når kun alles øjne er rettet i samme retning, og den er den rigtige.

Her kunne vi godt afslutte dette kapitel, thi de forskellige anskuelser indenfor socialdemokratiet om «fremtidsstaten» har intet med det spørgsmål at gøre hvad socialdemokratiet vil. Hvad vi vil, er omdannelsen af staten til et i økonomisk henseende solidarisk samfund, og derom hersker der ingen meningsforskelle indenfor socialdemokratiet. Hvordan dette samfund vil udvikle sig og hvilke tendenser det vil skabe, det er det overflødig at tænke over; hvad der kommer ud af sådanne spekulationer, er en privatsag for den enkelte, ikke nogen partisag, da det nemlig ingen indflydelse øver på partiets virksomhed.

Imidlertid er der udbredt så mange forvirrede meninger om den måde socialdemokratiet agter at indrette sin «fremtidsstat» på, at det kunne se ud som om vi ville undvige, dersom vi ikke strejfet ind på dem. Vi skal derfor nævne en del eksempler på hvordan den økonomiske udvikling kan tænkes at ville arte sig i et socialistisk samfund. 

En af de mest udbredte fordomme mod socialdemokratiet er at det vil afskaffe familien. Vi var inde på dette allerede i andet kapitel og kan derfor nu fatte os i korthed.

Nogen lovmæssig ophævelse eller voldelig opløsning af ægteskabet tænker ingen i partiet på. Det er kun ved den frækkeste forfalskning man kan tillægge os sådanne hensigter, og det er kun dumrianer som indbilder sig, at en familieform kan skabes eller afskaffes ved dekreter.

Den socialistiske produktions væsen strider aldeles ikke imod den nuværende familieform. Hvad der fører til familiens opløsning, er ikke den socialistiske produktion men den økonomiske udvikling. Vi har allerede set i andet kapitel, hvordan familien opløses i vore dage. Hvordan mand, hustru og børn bliver revet fra hinanden, hvordan prostitution er blevet et massefænomen.

Det socialistiske samfund hæmmer ikke den økonomiske udvikling, men vil tværtimod give den nye fremstød. Denne udvikling vil derfor fortsætte, det ene arbejde i husholdningen vil som før omdannes til industriel virksomhed, og fra at være arbejdersker i enkelthusholdninger vil kvinderne gå over til at bliver arbejdersker i storbedrifter. Men dette vil ikke betyde kvindernes overgang fra husslaveri til lønslaveri; hun vil ikke bliver drevet fra hjemmets beskyttende skranker ud i et værgeløst liv i proletariatet. Ved sit arbejde i den socialistiske storbedrift vil kvinden bliver stillet økonomisk lige med manden, og opnå de samme rettigheder i samfundet. Hun vil bliver frigjort (emancipert) ikke kun fra det huslige slaveri, men også fra slaveriet under kapitalismen. Da kan hun i lighed med manden råder frit over sig selv, kan hun derfor også gøre en ende på prostitutionen, den lovlige som den ulovlige, og kan for første gang i verdenshistorien ophøje ægteskabsbrevet til noget som er en virkelighed og ikke kun en bogstavsbestemmelse.

Dette er ikke kun en utopi men en videnskabelig fastslået kendsgerning. Den som vil modbevise den, må påvise at forudsætningerne ikke eksisterer. Da det hidtil ikke er lykkedes, bliver der ikke andet at gøre for de damer og herrer, som ikke vil erkende udviklingens gang, end at de optræder med moralsk forargelse, og ved hjælp af løgne og forfalskninger sætte deres sædelighed i det gunstigst mulige lys. Dermed vil de dog ikke stoppe den uafvendelige udvikling et eneste minut.

Det står fast at det ikke er socialdemokratiet eller den socialistiske produktionsmåde som forårsager opløsningen af den overleverede familieform, men at opløsningen skyldes den økonomiske udvikling som i årtier har foregået midt for øjnene på os. Det socialistiske samfund kan ikke standse denne udvikling, men det vil forebygge alle de uheldige følger af udviklingen som er naturnødvendige i det kapitalistiske samfund.

Dette er sandheden. Socialdemokratiet tilstræber ikke ægteskabets og familiens opløsning.

Vore modstandere, som ved bedre hvad vi vil, end vi selv, og de er i stand til at skildre »fremtidsstaten» i detaljer, - disse vore modstandere som endvidere har fundet ud af, at socialdemokratiet ikke vil kunne overtage magten på anden måde end ved at ekspropriere håndværkerne og bønderne, konfiskere (tage fra dem uden erstatning) alt det de ejer, ikke kun gården og grunden, men også de uundværlige løsøregenstande og sparekasseindskud. Ved siden af vor hårdhændte iturivning af alle familiebånd er dette en af de bedste trumfer, som modstanderne har at spille ud mod os.

Dertil er at bemærke at et socialistisk samfunds væsen på ingen måde betinger nogen sådan konfiskation.

Det socialdemokratiske parti udtaler intet om konfiskation. Ikke af frygt for at støde nogen, men ret og slet fordi det ikke er mulig at udtale noget bestemt på en sådan måde. Hvad der kan erklæres med bestemthed er kun, at tendensen i den økonomiske udvikling gør det nødvendig at de store bedrifter går over til samfundsmæssig ejendom og bliver drevet af samfundet. På hvilken måde denne overgang skal gå for sig, ved ekspropriation eller konfiskation, om den skal foregå fredelig eller voldsomt, det er spørgsmål som intet menneske kan svare på. Det nytter heller ikke at henvise til fortiden. Overgangen kan foregå på de forskelligste måder, akkurat som feudalherredømmets afskaffelse foregik på forskellig måde i de forskellige lande. Overgangsformen afhænger af den tilstand som hersker i overgangstiden, af den kraft og indsigt vedkommende klasser er i besiddelse af o.s.v.. - altsammen forhold, som ikke kan beregnes i forvejen. I den økonomiske udvikling spiller det uventede en stor rolle.

Det er en selvfølge, at socialdemokratiet ønsker at den uundgåelige ekspropriation af storbedrifterne må foregå så smertefrit som mulig, fredeligt og med alles samtykke. Men den historiske udvikling bliver lige lidt bestemt af vore ønsker som af vore modstanderes.

Det kan i alt fald ikke siges, at gennemførelsen af det socialdemokratiske program under enhver omstændighed kræver, at den ejendom som det bliver nødvendig at overtage, må konfiskeres.

Derimod kan det påstås med bestemthed, at den økonomiske udvikling kun nødvendiggør at en del af den bestående ejendom eksproprieres. Hvad den kræver er, at produktionsmidlerne bliver fællesejendom; privatejendomsretten til ting for personlig forbrug berøres ikke af dette. Dette gælder ikke kun levnedsmidler, møbler o.s.v.. Lad os her nævne det vi sagde i forrige kapitel om sparekasserne. De enkelte små spareindskud er for ubetydelige til at der kan drives noget kapitalistisk foretagende med dem. Først ved at slå dem sammen, kan de bliver i stand til at gøre tjeneste som kapital. I den udstrækning de kapitalistiske foretagender går over til samfundsmæssig eje, vil der bliver mindre og mindre anledning til at gøre sparekasseindskuddene rentebærende. De vil ophøre med at være kapital og bliver kun en forbrugsfond. Men det er dog noget ganske andet end konfiskation af sparepengene.

En sådan konfiskation er imidlertid ikke alene økonomisk unødvendig, den er også af politiske grunde ganske usandsynlig. De små sparekasseindskud kommer nemlig for en stor del fra de udbyttede klasser, fra dem som skal gennemføre socialismen. Man måtte anse disse klasser for absolut utilregnelige, dersom man troede, at de ville begynde med at berøve sig selv deres spareskillinger, når de skulle overtage produktionsmidlerne.

Ved overgangen til socialistisk produktion er det ikke alene unødvendig at ekspropriere konsumstionsmidlerne, det kræves heller ikke, at alle produktionsmidler bliver eksproprieret.

Det er stordriften som gør det socialistiske samfund påkrævet. Her som ved gruppeakkord er det umulig at bestemme den enkeltes andel i det færdige produkt, og derfor er det nødvendig at også ejendomsretten til produktionsmidlerne er fælles. Men ligesom privatejendomsretten til produktionsmidlerne står i modstrid med det samvirkende arbejde i stordriften, således er den fælles eller samfundsmæssige ejendomsret til produktionsmidlerne stridende mod smådriftssystemet.

Smådriften kræver som vi har set, privatejendomsret til produktionsmidlerne. At ophæve denne ret ville være så meget mere hensigtsløst som jo socialismens tendens går i retning af at sætte arbejderne i besiddelse af de nødvendige produktionsmidler.

Overgangen til det socialistiske samfund kræver derfor på ingen måde, at småhåndværkere og småbønder eksproprieres. Socialismen vil ikke alene bringe disse stænder noget tab, den vil snarere skaffe dem enkelte fordele. I det socialistiske samfund vil nemlig vareproduktionen successivt gå over til produktion for direkte forbrug, og deraf følger at de forskellige pengeydelser til samfundet løbende vil erstattes af naturalieydelser. Og dette betyder naturligvis en uhyre lettelse for bønderne. De ønsker en sådan ordning, men den er umulig under vareproduktionens herredømme. Alene det socialistiske samfund kan gøre den mulig og derved fjerne en af hovedårsagerne til bondestandens ruin.

Det er, som vi har set, i virkeligheden kapitalisterne som eksproprierer håndværkerne og bønderne. Det socialistiske samfund vil gøre en ende på denne ekspropriation.

Socialismen vil ganske vist ikke standse den økonomiske udvikling. Tværtimod, i det socialistiske samfund som i det nuværende vil stordriften udvikle sig og opsuge de små bedrifter. Men også her gælder hvad der gælder om familien og ægteskabet. Retningen for udviklingen bliver den samme, men socialismen ophæver alle dens uheldige og rædselsfulde virkninger, idet den lader fordelene ved udviklingen komme alle tilgode.

Når en håndværker eller bonde i vor tid går over til at arbejde i stordriften, betyder det at han bliver ejendomsløs. I det socialistiske samfund derimod vil en bonde eller håndværker, som tager arbejde i en af samfundets storbedrifter, bliver delagtig i stordriftens fordele; hans stilling forbedres betydelig; ved overgangen fra smådriften til stordriften forvandles han ikke længere fra at være besiddende til at bliver proletar, men kommer tværtimod til at eje mere end før.

Smådriften er uhjælpelig hjemfalden til undergang. Men alene socialdemokratiet vil gøre det mulig for bønderne og håndværkerne at gå over til at bliver arbejdere i stordriften uden at synke ned i proletariatet.

Den økonomiske udvikling vil ikke længere fremkaldes af den konkurrence som ødelægger småbedrifterne og eksproprierer deres ejere, den vil skyldes den tiltrækningskraft som de højere udviklede bedrifter og driftsformer øver.

En sådan udvikling er ikke alene fri for ulemper, den går også meget hurtigere for sig end den som fremkaldes af konkurrence. I vor tid, da indførelsen af nye driftsformer ikke kan foregå uden at ejerne af de gammeldags bedrifter eksproprieres, uden savn og lidelser for store arbejdermasser, som bliver gjort overflødige, i en sådan tid møder ethvert økonomisk fremskridt hårdnakket modstand. Vi har set hvor sejt producenterne endnu ofte holder fast ved de overlevede produktionsformer, hvor fortvivlet de klamrer sig til dem, sålænge der endnu er et pust af kraft i dem. Aldrig har nogen produktionsmåde været så revolutionerende som den nuværende, aldrig har nogen produktionsmåde i løbet af eet århundrede forårsaget så store omvæltninger på alle områder for den menneskelige virksomhed, og dog, hvor mange ruiner af forældede og overlevede produktionsformer har alligevel ikke holdt sig.

Så snart man ikke længere behøver at være ængstelig for at synke ned i proletariatet, og hvis man opgiver en selvstændig bedrift, så snart kan alle være med og nyttiggøre sig fordelene ved den samfundsmæssige stordrift, og det vil kun bliver dumrianer som forsøger at opretholde de forældede driftsformer.

Hvad der ikke har lykkedes for den kapitalistiske storindustri i løbet af et århundrede, vil den socialistiske stordrift formå indenfor et kort tidsrum: absorberingen af den gammeldags smådrift.

Hvor landbrugsbeskæftigelsen endnu ikke er blevet vareproduktion, men fortrinsvis er produktion for eget forbrug, vil småbruget muligvis fortsætte en tid, også i det socialistiske samfund, men til slut vil man også i disse kredse lære at forstå fordelene ved den samfundsmæssige stordrift.

Overgangen fra smådrift til stordrift i landbruget vil bliver lettet og fremskyndet ved at modsætningen mellem land og by fjernes og ved at industrien søger ud på landet. Vi må imidlertid også her nøjes med antydninger, da en mere indgående fremstilling ville føre for vidt.

Vi skal endnu behandle et enkelt punkt m. h. t. «fremtidsstaten», som synes at være et af de vigtigste af alle. Det første spørgsmål, som de tvivlende plejer at rette til socialisterne er i regel: »Hvordan vil I besørge fordelingen af samfundsrigdommene ? Skal alle have lige meget?»

Fordelingen! Det stikker filisteren i hjertet. Dele-teorien er det han forestiller sig som socialisme.

Det er ikke længe siden, at selv de mest dannede mennesker antog, at kommunisterne ville dele alle de rigdomme, som fandtes i et land mellem folket.

At denne anskuelse har kunnet holde sig trods alle protester fra socialdemokratiets side, det skyldes vel næppe alene ond vilje hos vore modstandere, men måske mere deres mangel på evne til at forstå de forhold, som er skabt ved storindustriens udvikling. Deres åndelige synskreds strækker sig ofte endnu ikke udover de synsmåder, som modsvarer smådriften. Og ud fra smådriftens standpunkt er delingen den eneste mulige form for socialisme. Delingen ligger i virkeligheden småborgere og bønder meget nær. Siden vareproduktionen opstod, er det hændt utallige gange, at så snart en del familier - købmænd og grundejere - har ophobet store rigdomme, og håndværkere og bønder er kommet i nød og afhængighed, at disse har søgt at redde sig ved at fordrive de rige og dele deres ejendomme mellem sig. Under Den Franske Revolution, som lagde stærk vægt på privatejendomsretten, delte dog håndværkere og bønder f. eks. kirkegodsene. Delingen, det er smådriftens socialisme, de «konservative», samfundsbevarende stænders socialisme, ikke den socialisme som storindustriens proletariat hylder.

Det har taget lang tid, men det er dog til slut lykkedes at få folk til at forstå, at socialdemokratiet ikke vil dele, men tværtimod hellere søge at samle de produktionsmidler på samfundets hænder, som nu er delt mellem mange ejere.

Men dermed er spørgsmålet om delingen ikke bragt ud af verden. Når produktionsmidlerne tilhører samfundet, så må naturligvis også samfundet forvalte de produkter, som fremstilles ved hjælp af disse produktionsmidler. På hvilken måde vil det så dele produkterne mellem sine medlemmer? Efter lighedsprincippet, eller i forhold til den enkeltes ydelser? Og vil i sidste tilfælde hvert arbejde bliver lønnet i samme forhold efter som det er behagelig eller ubehagelig, tungt eller let, om det det kræver kundskaber eller ikke?

Besvarelsen af disse spørgsmål synes mange at være kernepunktet i socialismen. Ikke kun vore modstandere rider ivrig på det, men de første socialister har også viet spørgsmålet om fordelingen af produkterne den største opmærksomhed. Fra Fourier til Weitling og fra denne til Belamy har vi en række forsøg på at løse spørgsmålet. Der er ofte lagt for dagen en beundringsværdig skarpsindighed. Der er ingen mangler på «positive forslag», og mange af dem er ligeså enkle som praktiske.

Spørgsmålet har dog på kort sigt, ikke den betydning, som det så ofte er blevet tillagt.

Man plejede tidligere at betragte spørgsmålet om fordelingen af produkterne som noget som var ganske uafhængig af produktion. Og da misforholdene ved den kapitalistiske produktionsmåde kom stærkest frem ved den ejendommelige måde for produkternes fordeling, var det ganske naturlig, at de udbyttede og deres venner anså den «uretfærdige» fordeling af produkterne for at være roden til alt ondt.

Selvfølgelig mente de, som det var almindeligt i de dage, at fordelingen var en følge af de herskende ideer og retsanskuelser. For at få afskaffet den uretfærdige fordeling gjaldt det altså om at udpønse en bedre og mere retfærdig, og overbevise verden om dens fordele. Den retfærdige fordeling kunne ikke være andet end det modsatte af den bestående. I vor tid hersker den groveste ulighed. Princippet for fordelingen måtte derfor være ligheden. I vor tid er lediggængere rige, arbejderne lider nød. Derfor råbte man: Enhver skal lønnes efter deres ydelser (eller som det senere hed: Enhver skal have det fulde udbytte af sit arbejde). Men mod den ene som mod den anden formel rejste der sig betænkeligheder, og så opstod der en tredje: Enhver efter deres behov.

Siden er socialisterne kommet til erkendelse af, at fordelingen af produkterne i et samfund ikke bestemmes af de retsanskuelser og retsformler, som hersker i samfundet, men af den herskende produktionsmåde. Grundejerens, kapitalistens og lønarbejderens andel i fællesproduktet i det nuværende samfund bliver bestemt af den rolle som grundejendommene, kapitalen og arbejdskraften spiller i den nuværende produktionsmåde. I et socialistisk samfund vil ganske vist ikke fordelingen af produkterne foregå efter blindt virkende love uden medvirkning af de interesserede. Ligesom produktionen og lønudbetalingen i et industrielt foretagende i vore dage er ordnet velovervejet og planmæssig, således må dette også bliver tilfældet i et socialistisk samfund, som ikke er andet end en eneste kæmpemæssig industriel bedrift. Reglerne for fordelingen må fastsættes af de interesserede selv, men reglerne kan ikke fastsættes efter egen godkendelse. De må bestemmes under hensyntagen til de faktiske forhold, som hersker i samfundet og fremfor alt under hensyntagen til produktionsforholdene.

Således vil f.eks. arbejdets produktivitet øve stor indflydelse på fordelingsmåden af produkterne. Man kan tænke sig, at videnskabens udnyttelse i industrien med tiden vil bringe arbejdets produktivitet på et så højt trin, og at mennesket får alt det de behøver i overflod. Da vil formelen: «enhver efter deres behov» kunne gennemføres uden vanskelighed, ganske af sig selv. Derimod ville selv den dybeste overbevisning om rigtigheden af denne formel ikke kunne bevirke dens gennemførelse, hvis arbejdets produktivitet vedblev at være så ringe, at man ikke kunne fremstille det, man trængte til uden et overmål af arbejdsydelse.

Formelen: «Enhver skal have det fulde udbytte af sit arbejde» vil under alle omstændigheder strande på produktionens love. Thi dersom denne formel skulle have en mening, da forudsætter den, at det samlede produkt af det samfundsmæssige arbejde fordeles mellem medlemmerne i det socialistiske samfund. Denne betragtningsmåde bevæger sig i en tankekreds, som bestemmes af privatejendomsretten. At fordele alle produkter år efter år, ville betyde det samme som at genindføre privatejendomsretten til produktionsmidlerne.

Den socialistiske produktions væsen fører nødvendigvis med sig, at kun en brøkdel af de forhåndenværende produkter bliver afsat til fordeling. Alle de produkter, som er bestemt til at udvikle og udvide produktionen, kan selvfølgelig ikke uddeles. Lige så lidt de produkter, som må tilfalde det fælles forbrug, dvs. oprettelse og udvidelse af opdragelsesanstalter, sygehuse, rekreations- og fornøjelsesanstalter og lignende.

Antallet og området for sådanne institutioner vokser allerede i det nuværende samfund. Også på disse områder fortrænges smådriften af stordriften. I et socialistisk samfund vil denne udvikling selvfølgelig ikke bliver hæmmet, men tværtimod befordret.

Antallet af de produkter, som går over til privat forbrug, til privatejendom, vil i et socialistisk samfund bliver ringere i forhold til mængden af fællesprodukter end i det nuværende samfund, hvor omtrent alle produkter er varer, privatejendom.

Men heller ikke over den brøkdel, som i et socialistisk samfund skal fordeles, vil der kunne bestemmes efter godkendelse. Også ved denne fordeling vil hensynet til produktionens udvikling bliver det bestemmende. Og da produktionen gennemgår en stadig forandring og udvikling, vil allerede af denne grund formen og principperne for fordelingen af produkterne i et socialistisk samfund blive underkastet mangfoldige ændringer.

Det er en ganske utopisk tanke, når man mener, at det gælder om at fastsætte et særlig system for fordelingen, som da skal være det bestemmende for evige tider. Heller ikke på dette område vil det socialistiske samfund lave noget gitter, men knytte det nye til det som forefindes. Fordelingen af værdierne i et socialistisk samfund vil muligvis i en overskuelig fremtid kun foregå i former, som er en videre udvikling af de nu bestående lønformer. Disse må tages som udgangspunkt. Og ligesom formerne for arbejdslønnen ikke kun veksler fra tid til anden, men også er forskellige i de forskellige arbejdsgrene og på de forskellige steder, således er det aldeles ikke udelukket, at der i et socialistisk samfund vil forekomme de mest forskelligartede former for fordelingens af produkterne, alt efter de forskellige historiske overleveringer og de sædvaner, som er gældende indenfor befolkningen. Man må ikke forestille sig et socialistisk samfund som noget stivt eller ensformig, men tværtimod som noget, som befinder sig i en stadig udvikling. Det vil få en rigdom på former på grund af den tiltagende arbejdsdeling og på grund af den betydningsfulde rolle, kunst og videnskab kommer til at spille i samfundet.

Ved siden af «delingen» er det «ligheden» som volder vore modstandere mest hovedbrud. «Socialdemokraterne vil», siger de, «at enhver skal have lige stor andel i det som produceres. Den dovne skal altså have lige meget som den flittige; det lette og behagelige arbejde skal betales lige godt som det tunge og ubehagelige; den enkleste håndtering skal indbringe lige meget som kunstnerisk produktion o.s.v.. Under disse omstændigheder vil naturligvis enhver arbejde så lidt som mulig, ingen vil påtage sig det tunge og ubehagelige arbejde, og følgen vil bliver at samfundet forfalder i det rene barbari. Dette viser socialismens umulighed.»

Efter det som tidligere er sagt, behøver vi ikke at bruge mange ord for at vise hvor tåbelige disse påstande er. Vi er ikke så langsynede som vore modstandere og kan derfor ikke sige med den samme bestemthed, om «fremtidsstaten» vil dekretere den fuldstændige lighed for alle indtægter. Skulle imidlertid engang en sådan bestemmelse bliver besluttet i et socialistisk samfund, og skulle denne bestemmelse virkelig forårsage de frygtelige følger som vore modstandere ser så klart, da ville det naturlige udvej være at man kastede overbord, ikke den socialistiske produktion - men lighedsprincippet.

Vore modstandere har ikke ret til at tale om at socialismen er ugennemførlig på grund af de lige store indtægter, uden at det først lykkes dem at påvise, 1) at denne lighed under enhver omstændighed er uforenelig med produktionens fremgang. Denne påvisning har de hidtil ikke leveret og vil de aldrig kunne levere, fordi den enkeltes deltagelse i produktionen ikke kun afhænger af lønnen men af de forskellige faktorer: pligtfølelse, ærgerrighed, vane, lyst til at arbejde o.s.v. Om disse faktorer kan vi ikke danne os andet end formodninger, men disse kommer ikke vore modstandere tilgode. Vore modstandere må desuden også påvise 2) at ligheden i indtægter er en nødvendig følge af det socialistiske samfund, således at et sådant samfund er utænkelig uden denne lighed. Heller ikke denne påvisning er mulig; thi allerede et blik på de forskellige former for kommunistisk produktion som hidtil har forekommet, viser hvor mange vidt forskellige former for fordelingen af produkterne der er forenelig med fælles ejendomsret til produktionsmidlerne. Alle former for den nuværende lønbetaling - fast løn, timebetaling, stykbetaling, præmie for ydelser som kommer over et vist minimum - alle disse lønningsformer er - naturligvis tilsvarende omdannet - forenelig med det socialistiske samfunds væsen.

Dette hindrer dog ikke at også lighedens princip for indtægternes og de materielle livsbetingelsers vedkommende vil spille en rolle i det socialistiske samfund, dog ikke som mål for et voldeligt lighedsmageri, men som målet for naturlig udvikling, som en tendens.

Under den kapitalistiske produktionsmåde hersker såvel tendensen til at forøge som til at formindske forskellen i indtægter, tendensen til at øge som til formindske uligheden.

Idet den opløser middelklassen og opsamler større og større kapitaler, udvider den på en iøjnefaldende måde kløften mellem massen af befolkningen og mindretallet. Mindretallet rager stadig højere og højere op over massen. Men samtidig har den kapitalistiske produktionsmåde en tendens til at udjævne uligheden i indtægter for den store masse af befolkningen. Den ikke alene kaster bønder og småborgere ned i proletariatet, den ophæver også stadig mere og mere uligheden indenfor proletariatet. Maskinerne bevirker mere og mere at den forskel ophæves, som skyldes en længere eller kortere læretid, større eller mindre tilbud af arbejdskraft, den strammere eller løsere organisation under håndværkets herredømme. I vor tid er forskellen i lønninger for de forskellige arbejderlag stadig vekslende og udjævnes mere og mere. Samtidig begynder også, som vi har set, åndsarbejdernes indtægter at nærme sig stadig mere og mere proletariatets: den udjævning som vore modstandere med større og større indignation stempler som socialdemokratiets mål, foregår midt for øjnene på dem i det nuværende samfund.

I det socialistiske samfund vil det naturligvis bliver slut med alle de tendenser til forøgelse af uligheden, som skyldes privatejendomsretten til produktionsmidlerne. Derimod vil tendensen til at udjævne forskellen i indtægterne komme så meget stærkere til udtryk. Men også her gælder igen, hvad vi har kunnet udtale ovenfor, da vi behandlede opløsningen af den gamle familieform og om smådriftens undergang: den økonomiske udviklings tendens bliver i visse henseender den samme i det socialistiske som i det kapitalistiske samfund, men den vil ytre sig på en anden måde. I vor tid går udjævningen af indtægterne for massen af befolkningens vedkommende for sig på den måde at de højere indtægter trykkes ned til samme niveau som de lavere. I det socialistiske samfund vil udjævningen ganske naturlig foregå sådan at de lavere indtægter forhøjes og bringes på samme niveau som de højere.

Vore modstandere søger at skræmme småborgerne ved at fremholde, at en udjævning af indtægterne vil forværre deres stilling, idet den velhavende klasses samlede indtægter ikke er tilstrækkelig til at hæve de dårligst stillede klasser på højde med gennemsnitsindtægterne for arbejderklassen. For at opnå «ligheden» måtte altså de bedrestillede arbejdere og småborgerne afstå en del af deres indtægter. Socialismen ville bringe dem tab i stedet for vinding.

Denne påstand er rigtig for så vidt som pjalteproletariatet i vor tid er så talrigt og dets nød så stor, at man næppe vil kunne hæve det op på højde med de bedre stillede arbejdere, og dog kun ved at fordele de riges indtægter. Om dette også er en grund til at opretholde det nuværende herlige samfund, er et andet spørgsmål. Vi skulle tro at selv kun en forbedring af nødstilstanden måtte betyde et fremskridt.

Men som vi ved, drejer spørgsmålet sig ikke om at «dele», men om en ændring af produktionsmåden. Overgangen fra kapitalistisk til socialistisk produktion må imidlertid ganske ubetinget bevirke en hurtig forøgelse af den masse af produkter som årligt fremstilles. Vi skal ikke glemme, at den kapitalistiske vareproduktion er blevet en hindring for den økonomiske udvikling, en hindring for den fulde udfoldelse af det moderne samfunds produktionskræfter. Den er ikke alene ude af stand til at opsuge smådriften i den udstrækning som den tekniske udvikling gør det mulig, ja nødvendig, den er heller ikke i stand til at beskæftige alle de arbejdskræfter som er tilstede. Den ødsler med dem, idet den trykker en stadig voksende masse ned i de arbejdsløses rækker eller gør dem til unyttige mellemhandlere. For ikke at tale om den store masse som optages af de stående hære og fjernes fra produktionen.

Et socialistisk samfund vil kunne finde produktivt arbejde for alle disse produktionskræfter. Det vil betydeligt forøge tallet af dem som er beskæftiget i produktionen, måske fordoble det, og i samme forhold vil mængden af produkter vokse.

Ved overgangen til socialistisk produktion vil også, som vi før har fremholdt, småbedrifterne opsuges hurtigere og erstattes i større og større udstrækning af storbedrifter, hvorved igen arbejdets produktivitet i sin almindelighed vil stige betydelig. Det vil bliver mulig ikke alene at forhøje arbejdernes indtægter men også at forkorte arbejdstiden.

Efter dette er det ganske tåbeligt at påstå at socialismen vil betyde fattigdommens lighed for alle. Denne lighed er ikke socialismens tendens men den nuværende produktionsmådes. Overgangen til socialismen må nødvendigvis fremkalde en forøgelse af velstanden for alle arbejdende klasser, også for bønder og småborgere. Alt efter omstændighederne og de økonomiske forhold vil forøgelsen bliver større eller mindre, men i ethvert fald vil den bliver mærkbar. Og ethvert videre økonomisk fremskridt vil da bevirke en forøgelse, ikke som i vor tid, en mindskning af den almindelige velstand.

Denne forandring af retningen for indtægtsudviklingen synes os langt vigtigere end den absolutte forøgelse af indtægterne. Det tænkende menneske lever nemlig mere i fremtiden end i nutiden; det som truer ham eller forjættes ham, interesserer ham mere end øjeblikkets nydelse.

Vi lærer her at kende et nyt fortrin som det socialistiske samfund har fremfor det kapitalistiske. Det byder ikke alene en højere velstand men også eksistenssikkerhed, en sikkerhed som selv de største formuer ikke kan give i det nuværende samfund. Dersom forøgelsen af velstanden kun kommer dem tilgode, som hidtil har været udbyttet, så er denne sikkerhed for livets underhold en betydningsfuld vinding også for de nuværende udbyttere, for dem hvis velvære ikke behøver og ikke mere er i stand til at øges. Usikkerheden plager de rige som de fattige og den er måske endda mere pinefuld end selve nøden; usikkerheden er et spøgelse som ikke engang skåner paladserne.

Alle forskere som har stiftet bekendtskab med kommunistiske samfund, f.eks. indiske eller russiske landsbykommuner (før de bliver ødelagt ved statsindgriben, vareproduktion, pengehusholdning og deraf følgende åger) er blevet slået af den følelse af ro og tryghed som var ejendommelig for alle indbyggere. Fuldstændig uafhængig af svingningerne på varemarkedet, og i fuld besiddelse af produktionsmidlerne kan de ordne arbejdet efter deres behov, og de véd på forhånd hvor stort udbytte de kan forvente sig.

Og dog kunne man ikke tilbyde fuldstændig sikkerhed i disse kommunistiske samfund. Deres herredømme over naturkræfterne var meget indskrænket, selve samfundet var lille. Tab på grund af kvægsyge, misvækst, oversvømmelser o. l. forekom ikke sjælden og ramte da hele samfundet. Hvor meget sikrere er ikke et socialistisk samfund som er på størrelse af en moderne stat og som råder over videnskabens magtmidler.

At et socialistisk samfund byder deres medlemmer velstand og sikkerhed, har selv mange af vore modstandere måttet indrømme. Men, indvender de, disse fordele er købt for dyrt, thi de bliver betalt med fuldstændig tab af friheden. Fuglen i buret er sikker på at få nok mad hver dag; den er sikret mod sult, uvejr og fjender. Men den savner friheden og er derfor en beklagelsesværdig skabning, som længes ud til verdens farer og nød, ud i kampen for tilværelsen.

Socialismen, påstår de, afskaffer den økonomiske frihed, arbejdets frihed. Den indfører en despotisme, som er langt værre end den uindskrænkede politiske absolutisme, idet denne kun rammer den ene side af menneskelivet, medens socialismen omfatter det hele.

Så stor er frygten for kommunismens tyranni, at der også findes revolutionære som er grebet af den, nemlig anarkisterne. Disse fordømmer kommunismen ligeså meget som vareproduktionen og mener at kunne undgå ulemperne ved dem begge ved at - beholde dem begge. De vil have en kommunisme med vareproduktion. Teoretisk er dette absurd, i praksis vil det føre til den liberale «selvhjælp», som vi har omtalt i en anden forbindelse.

Det er rigtig at den socialistiske produktion ville være uforenelig med arbejdets absolutte frihed, dvs. arbejderens frihed til at arbejde hvor, hvornår og hvorledes han ønsker. Men denne arbejderens, frihed er uforenelig med ethvert planmæssig samarbejde mellem flere, i hvilken form dette end foregår, på et kapitalistisk eller kooperativt grundlag. Arbejdets frihed er alene muligt i smådriften, og selv der kun til en vis grad. Bonden er afhængig af vejret, håndværkeren af markedsforholdene o.s.v.. Men, som sagt, smådriften byder arbejderen en vis frihed, og denne frihed er hans ideal, det mest revolutionære ideal småborgeren er istand til at forestille sig.

Dette ideal var endnu for hundrede år siden, omkring Den Franske Revolution, begrundet i de økonomiske forhold. I vor tid har det tabt alt indhold og kan kun spøge i hovederne på de mennesker som ikke ser hvilke omvæltninger der sidenhen har fundet sted. Smådriftens undergang fører naturnødvendig med sig, at arbejdets frihed afskaffes. Det er ikke socialdemokratiet som afskaffer den, men storindustriens uophørlige udbredelse. Netop de som taler mest om nødvendigheden af at værne om arbejdets frihed, kapitalisterne, netop de er dem som bidrager mest til at denne frihed afskaffes.

Ikke alene for fabriksarbejdet ophører arbejdets frihed, men i ethvert arbejde, hvor den enkelte kun er en del af et stort hele. Friheden eksisterer ikke for dem som arbejder i manufakturen eller i hjemmeindustrien, og heller ikke for de åndsarbejdere som er beskæftiget i anstalter og som ikke arbejder på egen hånd. Hospitalslægen som skolelæreren, jernbanefunktionæren som journalisten o.s.v. ingen af dem nyder arbejdets frihed, men er bundet af bestemte regler, de må arbejde på bestemte steder og til bestemte tider o.s.v.. Og da stordriften fortrænger smådriften på åndsarbejdets som på kropsarbejdets områder, bliver der mindre og mindre frihed også for åndsarbejdet i det nuværende samfund.

Alligevel har også arbejderen i storindustrien en vis frihed. Dersom han ikke kan lide et arbejde, kan han forlade det og søge beskæftigelse andetsteds. I det socialistiske samfund er alle produktionsmidler samlet på en hånd, der er altså kun en eneste «arbejdsgiver», som man ikke kan forlade.

I denne henseende har nutidens lønarbejdere et stykke frihed som arbejderne i det socialistiske samfund må give afkald på, men man kan dog ikke kalde dette arbejdets frihed. Om han går nok så hyppig fra den ene fabrik til den anden, arbejdets frihed vil han ikke opnå i nogen af dem, overalt er den enkeltes arbejde bestemt og reguleret på det tætteste. Det er en teknisk nødvendighed.

Den frihed som arbejderen taber ved indførelsen af den socialistiske produktion, er altså ikke arbejdets frihed men friheden til selv at vælge arbejdsherre. Denne frihed er i vor tid aldeles ikke uden betydning; den er et værn, som de mangler, der er henvist til at arbejde i en monopolvirksomhed. Men også denne frihed bliver mere og mere indskrænket på grund af den økonomiske udvikling; den voksende arbejdsløshed bevirker at tallet af ledige pladser er meget mindre end tallet af dem som søger plads. Den arbejdsløse må i regelen være glad, dersom han overhovedet får beskæftigelse. Og den tiltagende samling af produktionsmidlerne på få hænder virker i den retning, at til slut støder arbejderen på den samme «arbejdsgiver» i alle bedrifter, eller i alt fald de samme arbejdsvilkår.

Det vore modstandere skriger ud som det kultur- og frihedsfjendtlige socialdemokratis onde hensigt, er en naturnødvendig følge af den økonomiske udvikling i det nuværende samfund. Dette gælder her som på så mange andre områder.

Det er ikke socialdemokratiet, men den økonomiske udvikling som forårsager at friheden i valget af arbejdsplads afskaffes, ligesom friheden under arbejdet. Socialdemokratiet vil ganske vist ikke og kan heller ikke hæmme denne i udvikling; men som på andre områder vil socialdemokratiet også her lede udviklingen i et for arbejderne gunstig spor. I stedet for arbejderens afhængighed af en kapitalist, hvis interesser er modstridende med hans egne, vil socialdemokratiet have indført arbejderens afhængighed af et samfund som han selv er medlem af, et samfund af ligeberettigede individer, som har fælles interesser.

En sådan afhængighed kan måske synes utålelig for liberale advokater og litterater. Den er det derimod ikke for moderne proletarer, hvad et blik på fagbevægelsen overbeviser os om. Fagforeningerne giver os et billede af «tyranniet i den socialistiske tvangsstat», som vore modstandere vrøvler om. Fagforeningerne søger at regulere på det tætteste den enkeltes arbejdsvilkår, men det har endnu ikke faldet et eneste fagforeningsmedlem ind, at dette skulle være en fortrædigelse eller krænkelse af friheden. Det er ikke arbejderne men deres udbyttere som fra tid til anden har fundet det påkrævet at forsvare «arbejdets frihed» mod det såkaldte «fagforeningstyranni». Arme frihed, som i vor tid ikke har nogen anden forsvarer end slaveholderne!

I det socialistiske samfund vil ikke alene arbejdets ufrihed ophøre at føles trykkende, den vil komme til at danne grundlaget for den højeste frihed som menneskeheden hidtil har nydt.

Dette lyder som en modsigelse, men modsigelsen er kun tilsyneladende.

Indtil vi fik storindustrien, krævede arbejdet med at fremstille det nødvendige til livsopholdet, erhvervsarbejdet, den fulde ydeevne af dem som deltog i det. Det krævet anspændelse af alle legems- og åndskræfter. Dette gælder ikke kun jægere og fiskere, det gælder også bønder, håndværkere og købmænd, det næringsdrivende menneske gik omtrent helt op i sit erhverv. Det var arbejdet som hærdede hans muskler og nerver og gjorde hans hjerne videbegærlig og opfindsom. Men jo mere arbejdsdelingen udviklede sig, desto mere ensidig udviklet blev mennesket. Ånd og krop ophørte med at engagere sig på alle områder og ophørte med at udvikle alle sine evner. En harmonisk, alsidig udvikling af de legemlige og åndelige kræfter, en dyberegående indtrængen i spørgsmålet om sammenhængen i samfundet og naturen, en filosofisk tænkning, dvs. at søge de højeste sandheder for deres egen skyld - alt dette er i det nuværende samfund kun muligt for dem som er fritaget for det erhvervsmæssige arbejde. Før maskinernes tidsalder var det alene muligt ved at vælte det erhvervsmæssige arbejde over på andre, ved udbytning.

Den mest idealistiske og filosofisk anlagte slægt vor historie endda kender, en slægt af tænkere og kunstnere som dyrket videnskab og kunst for deres egen skyld, er det athenske aristokrati, som levede af deres grundbesiddelser og holdt slaver.

Arbejdet - ikke kun slavearbejdet, men også det frie arbejde - gjaldt blandt dem som noget fornedrende og det med rette. Det var ingen overdrivelse når Sokrates sagde: «Købmænd og håndværkere mangler dannelse allerede af den grund at de ikke har nogen fritid; fritiden er uundværlig for opdragelsen. De lærer kun hvad der er nødvendig for deres erhverv, kundskaben har i og for sig ingen tillokkelse for dem. Således beskæftiger de sig kun med regnekunsten af hensyn til handelen, ikke for at bliver fortrolig med tallenes natur. De har ikke kræfter til at stræbe efter noget højere. Selvom smedene, tømmermændene og skomagerne er flinke i deres fag, er de fleste af dem dog slavesjæle, og de ved ikke hvad der er godt, fint og retfærdigt.»

Siden den tid har den økonomiske udvikling ført os videre, og arbejdsdelingen har nået en utrolig højde, og den overhåndtagende vareproduktion har drevet udbytterne og de dannede ind i kredsen af dem som driver erhvervsmæssig arbejde. I lighed med håndværkere og bønder går i vor tid også de rige helt op i deres erhverv. De samles ikke i akademierne, men på børsen og markedet; de spekulationer de er beskæftiget med angår ikke begreber som sandhed og ret, men uld og brændevin, russiske lån og portugisiske kuponer. Deres åndsevner udnyttes helt i disse spekulationer. Efter endt »arbejde« har de ikke kræfter og interesse for andet end de mest åndløse fornøjelser.

Og for de dannede er, som før nævnt, dannelsen blevet en vare. Heller ikke de har tid eller lyst til uegennyttig søgen efter sandheden, til stræben mod idealerne. Enhver begraver sig i sit speciale og anser ethvert minut for tabt som han anvender til at lære noget, som han ikke kan opgøre i penge. Derfor er det, at man sløjfer græsk og latin i skolerne.

Også hos videnskabsmænd og kunstnere tabes sansen for helheden, interessen for den alsidige, harmoniske udvikling. Overalt er kun ensidigt fagstudium. Videnskab og kunst synker ned til at bliver håndværk. Også om dem gælder det, hvad Sokrates udtalte om det håndværksmæssige arbejde. Den filosofiske tænkning er i færd med at uddø, dvs. indenfor de her omtalte klasser.

Imens er imidlertid opstået et nyt slags arbejde, arbejdet ved maskinerne, og en ny klasse, proletariatet.

Maskinen berøver arbejdet ethvert åndelig indhold. Arbejderen ved maskinen behøver ikke at tænke, han har kun at lystre maskinen viljeløst. Den foreskriver ham hvad han har at gøre, han er et tilhæng til maskinen.

Hvad der gælder for arbejdet ved maskinen, gælder også, omend i mindre grad, arbejdet i manufakturen og hjemmeindustrien. Opdelingen af arbejdet i håndværket i en række specialarbejder, som ved et eller flere enkle håndgreb, fremskaber kun en del af det hele produkt, og danner som bekendt indledningen til maskindriften.

Den første følgevirkning på proletaren af det ensformige og åndløse arbejde, er den tilsyneladende afstumpning af åndsevnerne.

Men den næste følgevirkning er at han oprøres over, at der kræves så uforholdsmæssig meget arbejde af ham. For ham er det at arbejde ikke ensbetydende med at leve. Først når arbejdet slutter, begynder livet for ham. For den arbejder, som arbejde og liv er ensbetydende for, kan arbejdets frihed betyde et frit liv. Den arbejder derimod som kun lever, når han ikke arbejder, kan kun opnå et frit liv ved at befries fra arbejdet. De sidstnævnte arbejderes bestræbelser kan naturligvis ikke gå ud på at undgå ethvert arbejde. Arbejdet er jo betingelsen for livet. Men deres bestræbelser må naturnødvendig tage sigte på at indskrænke det arbejde de har at yde, så meget at de får tid til at leve.

Dette er en af de vigtigste årsager til kampen for at forkorte arbejdstiden for det moderne proletariat, en kamp som bønder og håndværkere af alle brancher står forståelsesløs overfor. Det er ikke en kamp om en lille økonomisk fordel, om en formindskning af de arbejdsløses tal. Disse hensyn spiller ind, men i grunden er det en kamp om livet.

Dette at arbejdet berøves ethvert åndelig indhold har en følgevirkning: proletarens åndsevner bliver ikke, som hos andre, udtømt i erhvervslivet. Under dagens arbejde ligger de uudnyttet. Desto stærkere er trangen hos proletaren til at beskæftige åndsevnerne udenfor arbejdstiden, når denne ikke er så lang, at den forhindrer det. Et af de mest påfaldende fænomener i det nuværende samfund er proletariatets kundskabstørst.

Mens alle andre klasser søger at slå deres fritid ihjel på en så åndsfattig måde som muligt, stræber proletariatet med en sand begærlighed efter kundskaber. Kun de som har haft anledning til at virke blandt proletarer, kan forstå hvor stærk den er, denne trang til kundskaber og oplysning. Men også de som lever fjernt fra proletariatet, kan ane det, dersom de sammenligner de aviser, tidsskrifter og brochurer som læses af arbejderne, med den litteratur som er mest udbredt i andre samfundslag.

Og denne trang til kundskaber er fuldstændig uegennyttig. Kundskaberne kan ikke hjælpe maskinarbejderen til at forøge sin indtægt. Dersom han søger sandheden, søger han den for dens egen skyld, - ikke for at opnå materielle fordele. Derfor indskrænker han sig heller ikke til et enkelt lille område; hans opmærksomhed er rettet mod det hele; han vil forstå det hele samfund, den hele verden. De vanskeligste problemer lokker ham mest, og han kaster sig med forkærlighed over filosofiske og metafysiske spørgsmål, og det kan ofte være vanskeligt nok, at få ham ned igen fra skyerne og ned på jorden.

Ikke besiddelsen af kundskaber men bestræbelserne for at opnå dem, er det som skaber filosoffen. Det er hos de uvidende, foragtede proletarer at der genopstår den filosofiske ånd, som kendetegner de glimrende tænkere indenfor det athenske aristokrati. Men en fri udfoldelse af denne ånd er ikke mulig i det nuværende samfund. Arbejderne får en mangelfuld undervisning, og de har ingen anledning til et systematisk studium, og de er henvist til det planløse selvstudiums tilfældigheder og forhindringer, og fremfor alt: de mangler den nødvendige fritid. Videnskab og kunst bliver for dem et forjættet land, som de skuer i det fjerne, som de kæmper for at erobre, men som de ikke kan nå frem til.

Først ved socialismens sejr åbner sig for proletariatet alle kundskabens kilder; først ved socialismens sejr bliver det mulig at indskrænke arbejdstiden i erhvervslivet så meget at arbejderen får den nødvendige fritid til at tilegne sig omfattende kundskaber. Den kapitalistiske produktionsmåde fremkalder proletariatets tørst efter kundskaber, alene den socialistiske produktionsmåde kan stille denne tørst.

Ikke arbejdsfrihed men befrielse fra arbejde, sådan som den ved maskinteknikken i et socialistisk samfund kan blive mulig i stor udstrækning, vil bringe menneskeheden livets frihed, friheden til at dyrke videnskab og kunst, friheden til de ædleste nydelser.

Den lykkelig harmoniske dannelse, som hidtil kun er forekommet en gang i verdenshistorien og dengang som en forrettighed for et lille fåtal af udvalgte aristokrater, vil bliver et fælleseje for alle civilisationens folkeslag. Hvad de første brugte slaverne til, vil fremtidsmenneskene få udført ved maskiner. De vil i fuldt mål nyde godt af frigørelsen fra det erhvervsmæssige arbejde, uden at tage med på købet den nedværdigende indflydelse som slaveholdet øvede på Athens aristokrater og som til slut fordærvede dem. Og ligesom kunstens og videnskabens moderne hjælpemidler er langt overlegen sammenlignet med dem som var kendt for to årtusinder siden; ligesom den nuværende kulturverden rager højt over det lille Grækenland, således vil også det socialistiske samfund bliver det mest fuldkomne som historien hidtil har kendt, uovertruffet i sædelig storhed og materiel virksomhed.

Lykkelig de som er beskåret at sætte deres kræfter ind i kampen for virkeliggørelsen af dette herlige ideal.

Det sidste afsnit af den almindelige del af Erfurter-programmet er sålydende:

Den sociale omdannelse betyder frigørelse ikke alene for proletariatet men for hele menneskeslægten, som lider under de nuværende tilstande. Den kan imidlertid kun blive arbejderklassens værk, fordi alle andre klasser, trods deres indbyrdes interessetvister, står på privatejendomsrettens grund og har det mål tilfælles, at opretholde det nuværende samfund.

Arbejderklassens kamp mod den kapitalistiske udbytning må nødvendigvis være en politisk kamp. Arbejderklassen kan ikke føre sine økonomiske kampe og udvikle deres økonomiske organisationer uden politiske rettigheder. Den kan ikke fremkalde produktionsmidlernes overgang til fælleseje, uden at være kommet i besiddelse af den politiske magt

At gøre denne arbejderklassens kamp bevidst og samlet og påvise dens naturnødvendige mål - det er socialdemokratiets opgave.

Arbejderklassens interesser er de samme i alle lande med kapitalistisk produktionsmåde. Med verdensamkvemmets udvidelse og ved produktion for verdensmarkedet bliver arbejdernes stilling i et land mere og mere afhængig af arbejdernes stilling i andre lande. Arbejderklassens frigørelse er altså et værk som arbejderne i alle kulturlande er lige meget interesseret i. I erkendelse af dette føler og erklærer det tyske socialdemokrati sig solidarisk med de klassebevidste arbejdere i de øvrige lande.

Tysklands socialdemokratiske parti kæmper altså ikke for nye klasseprivilegier og forrettigheder, men for afskaffelse af klasseherredømmet og klasserne selv, og for lige rettigheder og lige pligter for alle uden hensyn til køn og fødsel. Ud fra denne anskuelse bekæmper partiet i det nuværende samfund ikke alene udbytning og undertrykkelse af lønarbejderne, men enhver art af udbytning og undertykkelse, hvadenten den er rettet mod en klasse, et parti, et køn eller en race.

Indledningsordene i det første af disse afsnit behøver knapt nogen forklaring. Vi har allerede påvist indgående at overgangen fra kapitalistisk til socialistisk produktion ikke kun kommer de ejendomsløse og udbyttede tilgode, men gavner den hele samfundsmæssige udvikling og derfor også i en vis forstand de besiddende og udbytterne. Også de lider under de modsætninger som fremkaldes af den moderne produktionsmåde. Den ene demoraliseres i lediggang, en anden slider sig op i en hvileløs jagt efter profit, og over dem alle hænger fallittens Damoklessværd, faren for at synke ned i proletariatet.

Erfaringen lærer os imidlertid at den store masse af udbyttere og besiddende ikke alene nærer tvivl og mistro til socialismen, men endog er forbitrede modstandere af den.

Skulle dette kun skyldes mangel på kundskaber og forståelse? Nej! Antisocialisternes førere er netop sådanne mænd, hvis uddannelse og sociale stilling skulle forudsættes at dygtiggøre dem til at forstå sammenhængen i samfundet og retningen for den økonomiske udvikling.

Og så skrigende er tilstandene i det nuværende samfund, at ingen som vil bliver taget alvorlig i politik eller videnskab, vover at benægte rigtigheden af den socialistiske kritik. Tværtimod, de lyseste hoveder inden alle ikke-socialistiske partier, indrømmer at kritikken har en «berettiget kerne», ja mange af dem mener endog at socialismens sejr er uundgåelig - men kun betingelsesvis; de mener alene at den er uundgåelig dersom ikke samfundet pludselig slår over i et nyt spor og forbedrer sig, hvilket dog let kan ske ved at deres partipolitiske ønsker går i opfyldelse.

Ved dette logiske sidespring undgår disse antisocialister, som har forstået den socialistiske kritik, at tage konsekvensen af kritikken.

Det er ikke vanskelig at finde grunden til dette. Selvom enkelte af de besiddende klassers interesser taler imod privatejendomsretten til produktionsmidlerne, så kræver andre, mere nærliggende og letfattelige interesser hos overklassen at privatejendomsretten opretholdes.

Dette gælder naturligvis først og fremmest om de rige. Umiddelbart kan disse ikke vinde noget ved at privatejendomsretten til produktionsmidlerne afskaffes. Ganske vist kan privatejendomsrettens afskaffelse have gavnlige sociale følger, som også kommer de rige tilgode, men de er nok så fjerntliggende. Derimod er den skade og ulempe som de rige påføres, på forhånd indlysende. Magt og anseelse må de opgive, mange af dem måske også nydelser og overflod, alt efter de omstændigheder, hvorunder den sociale revolution foregår.

Anderledes stiller det sig for de lavere lag af de besiddende klasser, håndværkere, bønder o.s.v.. De har ingen magt eller anseelse at tabe, og med hensyn til velstand kan de kun vinde den ved indførelsen og udviklingen af den socialistiske produktionsmåde. Men for at kunne forstå dette må de hæve sig op over horisonten af den klasse de tilhører. Fra den indskrænkede småborgers eller småbondes standpunkt er den kapitalistiske produktionsmåde ubegribelig, og endnu mere ubegribelig for dem er den moderne socialisme. Hvad de derimod let forstår, er nødvendigheden af privatejendomsretten til produktionsmidlerne, dersom de skal kunne drive sit erhverv.

Sålænge håndværkeren føler sig som håndværker, bonden som bonde og høkeren føler sig som høker, så længe må de også holde fast ved privatejendomsretten til produktionsmidlerne, uanset hvor dårligt de klarer sig.

Vi har i et tidligere kapitel set, hvordan privatejendomsretten til produktionsmidlerne lænker småborgerne og småbønder til de gammeldags bedrifter, selvom disse ikke på langt sigt er i stand til at skaffe indehaverne et tilstrækkelig udkomme, og selvom de ville forbedre deres kår ved at gå over til lønarbejde. Således er privatejendomsretten den magt som lænker alle de besiddende klasser til den nuværende produktionsmåde, også de, som samtidig hører med blandt de udbyttede, ja selv de, hvis ejendomsret er en latterlig karikatur af begrebet «ejendom,»

Socialismen kan alene forstås af de småborgere og bønder, som nærer tvivl om at deres klasse kan bestå, som ikke længere anser det udelukket, at den driftsform kan ophøre som deres eksistens hviler på. Men den uvidenhed og det snæversyn som er en følge af deres livsvilkår, gør det vanskelig for dem at forstå det håbløse i deres klassestilling. Deres fortvivlede jagt efter midler til at komme ud af elendigheden, har hidtil for det meste bevirket, at de er blevet et let bytte for de demagoger som ikke sparer på gyldne løfter.

I de højere lag af de besiddende klasser er der større kundskaber og en bredere horisont. Her træffer man også ofte på en rest af den gamle idealisme som går igen fra de tider, da det opadstræbende borgerskab udkæmpet deres revolutionære kampe. Men ve den bourgeois som lader sig forlede til at vise sympati for socialismen og deltage i socialdemokratiets arbejde. Han stilles snart overfor det valg enten at opgive sine ideer eller også at rive alle de bånd af sig, som binder ham til samfundet. Kun få har mod og selvstændighed nok til at trænge frem til skillevejen, og kun de allerfærreste har, når de er kommet dertil, kræfter til at bryde helt med deres klasse. Af disse - de allerfærreste - bliver de fleste snart trætte: de indser deres «ungdomsvildfarelser» og bliver «fornuftige».

De borgerlige idealister er de eneste indenfor det højere bourgeoisi som overhovedet har mulighed for at bliver socialister. Men for flertallet af disse idealister, som har fået en dybere indsigt i samfundsforholdene og de økonomiske problemer, bliver denne indsigt kun en årsag til at de i frygt og bæven giver sig til at søge efter en såkaldt «fredelig» løsning af det »sociale spørgsmål» - en løsning som forsoner deres socialistiske samvittighed med bourgeoisiets klasseinteresser, hvilket er ligeså umuligt som våd ild eller brændende vand.

Kun de af de borgerlige idealister, som ikke kun har skaffet sig den nødvendige teoretiske indsigt, kan udvikle sig til virkelige socialister, men som også har brudt med bourgeoisiet i det mindste i deres tankeliv, og som også har mod og kræfter til at bryde med det i det rent ydre, er i stand til at udvikle sig til ægte socialister.

Fra de besiddende klasser har altså ikke socialismens sag meget at vente. Enkelte overklassemennesker kan bliver vundet for socialismen, men kun sådanne som efter deres overbevisning ikke længere tilhører den klasse, som de ifølge deres økonomiske stilling skulle tilhøre. Disse vil altid være et lille mindretal, undtagen i de revolutionære tider, når vægtskålen synes at ville synke til den socialistiske side. Da er muligheden for at de besiddende klassers rækker bliver udtyndet ved en vild faneflugt.

 2. Tyende og tjenerstanden.

Det går ikke an at betragte alle lag af de ejendomsløse som veludviklede rekrutteringsfelter for socialdemokratiet.

Vi har allerede erkendt at fattigdommen er ligeså gammel som vareproduktionen. Dog optrådte den tidligere - i regel kun som enkeltstående fænomener. I middelalderen f.eks. var det kun et lille fåtal som ikke havde de nødvendige produktionsmidler til deres bedrift. For de fleste af de ejendomsløse lykkedes det let at bliver optaget i de velstående familier som tyende; for størstedelen var dette unge folk, som havde håb om engang at kunne sætte fod under eget bord. I alle tilfælder arbejdede de sammen med husfaderen eller hustruen og nød sammen med dem frugterne af deres arbejde. Som medlemmer af velstående familier var de ikke proletarer; de følte sig solidariske med familien, delte godt og ondt med den. Sådan er det forsat på mange afsidesliggende steder, hvor de patriarkalske forhold har holdt sig. Hvor tyendet endnu tilhører familien, finder socialismen ingen jordbund.

Ved siden af tyendestanden opstod lakaj- og tjenerstanden. En del af de ejendomsløse tog ansættelse i hjemmene hos de største udbyttere, og i middelalderen og i begyndelsen af den nyere tid navnlig hos adelen og fyrsterne, og hos den højere gejstlighed og købmandsstand. De der ikke blev lakajer, tog ansættelse som krigsknægte. Fællesskabet i arbejde og nydelse, det patriarkalske forhold, er ikke tilstede her. Derfor mangler også solidariteten mellem herre og tjener. I hus med stort tjenerskab bliver dette inddelt i rangsklasser. Den enkelte kan gøre sig håb om forfremmelse, øgede indtægter, magt og anseelse. Dette avancement afhænger imidlertid af herrens luner. Jo bedre man forstår at indrette sig efter og underkaste sig disse luner og jo bedre man kan stikke ud de andre tjenere, desto bedre udsigter har man. Af den grund føler tjeneren sig solidarisk med sin herre, men ser i alle medtjenere en hemmelig fjende. Også på anden måde danner der sig en solidaritet mellem herre og tjener. Jo større indtægter, magt og anseelse herren har, desto mere falder der af til tjenerne. Navnlig gælder dette for den egentlige luksusbetjening, som ikke har andet at gøre, end at «repræsentere» dvs. vise hvilken overflod af penge herren har, og hjælpe ham med at gøre ende på dem, ved at tjene ham «tro» i alle hans dårskaber og laster. Tjeneren føler sig derfor solidarisk med udbytteren og i modsætningsforhold til de udbyttede og undertrykte. Ja han optræder indimellem mere hensynsløst end herren selv. Denne vil nemlig, hvis han er fornuftig, ikke slagte den høne som lægger guldæggene; han vil ikke kun sørge for sig selv men også for sine efterkommere. For tjenere eksisterer dette hensyn ikke.

Intet under at folk hader lakajen, hvis kryberi opad og brutalitet nedad er blevet et ordsprog. Med begrebet lakajsjæl forstår man inkarnationen af alt det som er ynkeligt.

Naturligvis er det ikke kun blandt de nederste lag af de ejendomsløse, at tjenerforholdet øver en sådan indflydelse på karakteren, men også indenfor de højere lag, f.eks. hos den udarmede adelsmand, som forsøger at gøre karriere som mere højtstående tjenestemand og da helst som hoffunktionær ved de fyrstelige hoffer.

Vi skal imidlertid her holde os til den lavere tjenerstand. Hvad det her gælder, er at påvise hvorfor tjenerstanden, skønt den tilhører de ejendomsløse, ikke er modtagelig for socialismen. Den danner meget mere et bolværk for den bestående samfundsorden.

Den tiltagende udbytning, den stigende mængde af merværdi som hvert år fremstilles, og den deraf følgende tiltagen i luksus, begunstiger i høj grad tjenerstandens forøgelse. Men til held for samfundets udvikling er dens krigerske afart, landsknægtevæsenet, gået tilbage efter indførelsen af almindelig værnepligt. Den egentlige tjenerstands forøgelse hæmmes også af stærke faktorer, som modvirker den tiltagende luksus. De store husholdninger opløses, arbejdet specialiseres og overlades til fagfolk: frisører, kelnere, droskekusker o.s.v.. Disse erhverv, som er udgået fra tjenerstanden, er endnu behæftet med ejendommeligheder som røber ophavet, men i almindelighed begynder de dog at give indpas for industriarbejdernes egenskaber og synsmåder.

 3. Pjalteproletariatet.

Hvor talrig end tjener- og lakajstanden til sine tider har været, så har den i regelen dog ikke formåede at give beskæftigelse til alle ejendomsløse. De arbejdsudygtige blandt de ejendomsløse kunne selvsagt ikke optages i standen. Dertil kom fra begyndelsen af den nyere tid en sådan mængde af arbejdssøgende - særlig bønder, som var flygtet fra gårdene - at en stor masse af arbejdsdygtige kom i samme situation som de arbejdsudygtige. Der blev intet andet tilbage for dem end at tigge, stjæle eller gå over i prostitutionen. De blev stillet foran valget - enten at sulte ihjel eller at bryde med alle herskende begreber om skam, ære og værdighed. De kunne kun fortsætte med at leve ved at sætte hensynet til de nærmeste personlige behov højere, end til deres gode navn og rygte. Det er klart at sådanne forhold måtte i høj grad virke demoraliserende og korrumperende.

Denne korruption blev og bliver forsat forøget ved at disse arbejdsløse fattige er højst overflødige for samfundet. Det må virke ødelæggende på en klasse at den ikke udfører nogen nyttig funktion i samfundet; det gælder om de laveste - som om de højere klasser.

Og tiggerne kan ikke engang indbilde sig at de er nødvendige; de har ingen erindring om en tid, da deres klasse gjorde samfundet tjenester; de kan ikke, ved at slå på deres magt, tiltvinge sig «ret» til at snylte på samfundet som parasitter.

De er kun tålt. At vise sagtmodighed er derfor tiggerens første pligt, og beskedenhed er den fattiges fornemste dyd. Ligesom lakajen er også denne art af proletarer krybende overfor de mægtige; de udgør ingen opposition mod det nuværende samfund. Tværtimod. De er henvist til de smuler som falder fra de riges bord, og hvordan skulle de da kunne ønske at de rige skulle forsvinde ? De selv bliver ikke udbyttet; men jo mere arbejderne udbyttes, jo større de riges indtægter er, desto mere gavmild kan disse være, desto flere smuler kan de fattige gøre regning på. De deltager i udbytningen ligesom lakajen, og hvad grund har de så til at bekæmpe den? Ved begyndelsen af reformationen i Tyskland, da den katolske kirke var yderst forhadt af alle klasser, var det disse pjalteproletarer som blev hængende trofast ved den, fordi de fik større almisser af kirken end af de udplyndrede bønder og småtskårne byfolk.

Denne art af proletariat - pjalteproletariatet - har aldrig optrådt af egen drift mod udbytningen. Noget bolværk for samfundet er de dog, ikke. Fejt og samvittighedsløst som det er, lader det straks sine hjælpere i stikken, hvis de taber deres rigdom og magt. De har aldrig gået i spidsen i en revolutionær bevægelse, men så snart der opstår uroligheder, er de straks på pletten for at fiske i rørte vande. Det har sommetider bidraget til at give en faldefærdig klasse nådestødet.

Den kapitalistiske produktionsmåde har forøget pjalteproletariatet meget stærkt, og særlig i storbyerne udgør det en betydelig del af befolkningen.

I karakter og synsmåder har pjalteproletariatet adskillig lighed med den del af småbonde og småborgerstanden, som er sunket lavest og som kun håber at kunne holde sig oven vande ved almisser, som bliver kastet til dem fra de højere klasser. 

Det var de sidstnævnte samfundslag den begyndende kapitalistiske produktion og da særlig storindustrien med forkærlighed hentede deres arbejdskraft fra. Den krævede ikke så mange faglærte arbejdere; hvad den trængte var tålmodige, føjelige arbejdere, som viljeløst underkastede sig arbejdsreglementet i en moderne fabrik. En sådan bedrift kan ikke gå, uden at dens mange enkelte dele fungerer punktlig. Og da det var fra de lag i arbejderklassen som står pjalteproletariatet nær, ja i stor udstrækning fra det egentlige pjalteproletariat, den opblomstrende storindustri hentede størsteparten af sine arbejdere, blev den behandling disse samfundselementer lod sig byde, bestemmende for den måde kapitalisterne overhovedet behandlede deres arbejdere på. Selve arbejdet, som borgerlige økonomer og moralister skildrer med så megen forkærlighed, blev for proletaren en årsag til yderligere fornedrelse i stedet for til højnelse. Arbejdernes mangel på modstandskraft gjorde det mulig for kapitalisterne at udstrække arbejdstiden til det yderste. De stærke bevæggrunde storindustrien havde for at gøre dette, har vi set allerede i kapitel II.. Hvis ikke kapitalen er nødt til det, indrømmer den ikke arbejdere tid, hverken til at leve eller til at udvikle sig. Bliver der tilovers en kort pause mellem arbejde og søvn, strækker den ikke til for mere end de flygtigste nydelser, til en alkoholrus eller en erotisk forbindelse. Samarbejdet mellem kvinder og mænd, mellem voksne og børn, som for glade og frie mennesker kan virke adspredende og forædlende, blev i fabrikkerne en kilde til at forpeste proletariatets liv og forværre elendigheden.

Intet under at det arbejdende proletariat i storindustriens første tid næsten ikke adskilte sig fra pjalteproletariatet. Hvor dybt det sank i forbrydelser, drikfældighed, råskab og smuds - legemlig som åndelig - erfarer man bedst gennem de klassiske skildringer som Friedrich Engels har givet af den engelske arbejderklasses stilling i de første tiår af det nittende århundrede.

Begrebet proletar er for mange ensbetydende med den yderste forkommenhed. Der findes endnu folk som opfatter ordet sådan, deriblandt mange som tror om sig selv, at de er meget moderne. Og dog, allerede på den tid, da det arbejdende proletariat havde mange egenskaber tilfælles med pjalteproletariatet i det ydre, var der en dyb kløft mellem dem.

Pjalteproletariatet er i alt væsentlig vedblevet med at være det samme, overalt og til alle tider hvor det har optrådt som et massefænomen. Pjalteproletariatet i vore dages Berlin og London adskiller sig ikke meget fra pjalteproletariatet i det gamle Rom. Det moderne arbejdende proletariat derimod er et helt egenartet samfundselement, som aldrig før er forekommet.

Mellem pjalteproletariatet og det arbejdende proletariat i storindustrien er der fremfor alt den fundamentale forskel, at medens det første er en snylter på samfundslegemet, er det andet en grundstamme, som samfundet henter sin livskraft fra. Den arbejdende proletar er ejendomsløs, men han tigger ikke om almisser. Han opretholdes ikke af samfundet, det er tværtimod ham som opretholder samfundet. Ved begyndelsen af den kapitalistiske produktion følte den arbejdende proletar nok sig som en fattig trængende; i kapitalisten som udbyttet ham, så han en velgører, som gav ham arbejde og brød. Dette »patriarkalske» forhold er naturligvis meget behagelig for kapitalisten. Det forudsætter at arbejderen ikke alene lader sig udbytte, men også viser lydighed og taknemmelighed.

Den kapitalistiske produktion kan imidlertid ikke forsætte på lang sigt, før det patriarkalske tilstande ved dens begyndelse går pokker i vold. Hvor underkuet og afstumpet arbejderne end kan være, så vil de dog før eller senere bliver opmærksom på, at det er dem som giver kapitalisten brød, og ikke omvendt.

Medens de vedbliver at være fattige, bliver kapitalisten stadig rigere og rigere. Og når de beder fabrikanten, denne angivelige patriark, om mere brød, giver han dem sten.

De arbejdende proletarer adskiller sig fra pjalteproletariatet ved at de ikke lever af kapitalisternes merværdi; ethvert personlig forhold mellem dem og udbytterne er forsvundet. De bor selv i elendige lejekaserner og bygger paladser til deres udbyttere. De sulter, efter at de har skaffet rigmanden et livlig måltid. De træller og slider for at udbytteren skal få penge til at slå tiden ihjel med.

Dette er et ganske andet modsætningsforhold end det som hersket mellem den rige og «småkårsmanden» i den førkapitalistiske tid. I den tid var misundelsen den mest fremherskende følelse hos fattigmanden overfor den rige, som han så op til som et ideal. Han ville gerne være i hans sted, selv være udbytter. Det faldt ham ikke ind at ville afskaffe udbytningen. Den arbejdende proletar misunder ikke den rige, han ønsker sig ikke i hans sted; han hader og foragter ham; han hader ham som sin udbytter og foragter ham som en drone.

Til en begyndelse hader han kun de kapitalister, som han direkte har med at gøre, men snart forstår han, at de allesammen optræder ligesådan mod ham, og hans had, som til en begyndelse var personligt, udvikler sig til et bevidst fjendskab mod hele kapitalistklassen.

Dette fjendskab mod udbytterklassen er en af de egenskaber som først kendetegner det arbejdende proletariat. Klassehadet er aldeles ikke nogen frugt af den socialistiske propaganda - det gjorde sig gældende længe før den begyndte. Men blandt tjenestefolk og svendene hos småhåndværkerne er et sådant intenst had umuligt. På grund af det personlige forhold mellem disse folk og deres «herrer» ville et sådant had umuliggøre ethvert frugtbringende arbejde.

Også i disse erhverv forekommer der ganske vist hyppige konflikter; men som regel bliver parterne forsonet. Under den storkapitalistiske produktionsmåde kan der herske det bitreste fjendskab mellem arbejderen og udbytteren, uden at dette forstyrrer produktionen.

Dette had ytrer sig til en begyndelse ængstelig og spredt. Tager det sin tid, før proletaren mærker at det ikke er ædelmodighed som får fabrikanten til at beskæftige ham, så varer det endda længere, før han får mod til at træde åbent op i konflikt med «herren».

Pjalteproletaren er fej og nøjsom, fordi han føler sig overflødig og mangler ethvert rygstød.

Til en begyndelse lægger også det arbejdende proletariat de samme karakteregenskaber for dagen, for så vidt det rekrutteres fra pjalteproletariatet eller de kredse som står dette nær. Det krymper sig ganske vist under mishandlingerne, men det protesterer ikke. Det knytter næven i lommen. Hos de særlig handlekraftige og lidenskabelige naturer får raseriet luft i hemmelige forbrydelser.

I kredse af lønarbejdere som der her er tale om, udvikles selvfølelsen og modstandskraften først på det punkt, hvor de er kommet til forståelse af fællesinteresserne. Med solidaritetsfølelsens opvågnen begynder proletariatets moralske genfødelse, det arbejdende proletariats rejsning fra pjalteproletariatets sump.

Arbejdsbetingelserne i den kapitalistiske produktion henviser proletarerne til det faste sammenhold, og den enkelte må underordne sig i fællesskabet. Mens arbejderne i det gamle håndværk hver enkelt fremstillet et helt produkt, er den kapitalistiske industri bygget på samvirke, kooperation. Der formår den enkelte arbejder intet uden at samarbejde med kammeraterne. Griber de arbejdet an i fællesskab og planmæssig, fordobles og mangedobles den enkeltes ydeevne. På den måde lærer de af selve arbejdet sammenholdets magt, det udvikler hos dem en frivillig disciplin, som er betingelsen for en kooperativ, socialistisk produktion og som også er forudbetingelsen for en heldig kamp mod udbytningen i den kapitalistiske produktion. Denne produktion opdrager altså selv proletariatet til at styrte kapitalismen og til at arbejde i et socialistisk samfund.

Måske endda mægtigere end kooperationen virker ligheden i arbejdsvilkår til at vække solidaritetsfølelsen hos proletariatet. I en fabrik findes der så godt som ingen rangstige blandt arbejderne, intet hierarki. De højere stillinger er som regel uopnåelige for proletaren, desuden er de så få, at de ikke kan komme i betragtning for massen af arbejdere. Det er kun nogen enkelte som kan korrumperes ved sådanne ønskestillinger. Det store flertal arbejder på lige vilkår og den enkelte har ingen udsigt til at kunne forbedre vilkårene for sig alene; han må gå sammen med de andre. Vistnok forsøger fabrikanterne at så tvedragt mellem arbejderne ved at favorisere den enkelte og skabe kunstig ulighed. Men den moderne storindustri virker så stærkt udjævnende at den slags nødmidler - stykarbejde, præmier o. 1. - ikke formår at svække arbejdernes forståelse og interesse for solidariteten. Jo længere den kapitalistiske produktion har varet, desto kraftigere vil den proletariske solidaritet have udviklet sig, desto mere er den blevet dets mest udprægede kendemærke.

Vi behøver kun at henvise til det vi ovenfor har sagt om tjenerstanden, for at enhver vil kunne forstå hvor højest forskellig det arbejdende proletariat på dette punkt er fra denne. Også den underordnede handelstand står i denne henseende tilbage for proletariatet i den kapitalistiske produktion, ligeså fagarbejderne i håndværket.

Håndværkssvendenes solidaritet stopper ved et punkt som proletarens solidaritet er kommet forbi. Den enes som den andens solidaritet indskrænker sig ikke til arbejderne indenfor samme virksomhed; ligesom proletarerne er også håndværkssvendene lidt efter lidt kommet til erkendelse af, at arbejderne overalt støder på den samme modstander, at de overalt har fælles interesser. På en tid, da borgerskabet endnu ikke kunne se ud over bygrænserne, stiftede håndværkssvendene organisationer som omfattede faget indenfor hele nationen. Proletariatet er i vor tid fuldstændig internationalt i deres følelser og handlinger; midt under de bitreste nationalitetskampe og de ivrigste krigsoprustninger har proletariatet organiseret sig internationalt.

Begyndelser til internationale organisationer finder vi allerede blandt håndværkssvendene; de viste sig i stand til at nedbryde de nationale skranker. Men der var en skranke de ikke formåede at hæve sig over: faget. De tyske kobbersmede og hattemagere kunne gøre regning på en gæstfri modtagelse hos deres respektive kolleger i Sverige eller i Schweiz; derimod var de som fremmede overfor skrædderne og skomagerne i sit eget land, ja i deres egen fødeby. Skillet mellem fagene var meget skarpt. Der var et lige stort modsætningsforhold mellem svendene i de forskellige fag som mellem svendene og mestrene indenfor samme fag. I håndværkets blomstringstid forekom det, at svendeforeningerne i de forskellige fag lå i heftige kampe med hinanden.

Den kapitalistiske produktion derimod blander de forskellige erhverv ind mellem hinanden. I et kapitalistisk foretagende arbejder i regel de forskellige fagarbejdere ved siden af hinanden og fremstiller produkterne ved samarbejde. På den anden side har den kapitalistiske produktion en tendens til helt at ophæve begrebet fag. Maskinerne forkorter arbejdernes læretid til at bliver kun en opøvningstid på nogen uger eller nogen dage. De gør det muligt for den enkelte arbejder at gå over fra den ene håndtering til den anden uden synderlig store vanskeligheder. Ofte tvinger de ham også til det, idet de gør ham overflødig i hans fag, så han kastes på gaden og bliver nødt til at se sig om efter andet arbejde. Friheden i valget af arbejde, som borgerne er så ræd skal tabes i «fremtidsstaten», har allerede nu tabt enhver betydning for arbejderne.

Under disse omstændigheder falder det dem let for at overskride de skranker, hvor håndværkssvendene gør holdt. Solidaritetsfølelsen hos det moderne proletariat er ikke alene internationalt, men udstrækker sig også til hele arbejderklassen.

Allerede i oldtiden og middelalderen fandtes der forskellige former for lønarbejde. Heller ikke kampene mellem lønarbejdere og deres udbyttere er noget nyt. Men det er først under den kapitalistiske storindustri, at vi ser der opstår en ensartet klasse af lønarbejdere, som er sig deres fællesinteresser bevidst og som ikke alene underordner deres personlige interesser, men også deres lokale og - for så vidt de eksisterer - faglige særinteresser under den hele klasses fællesinteresser. Det var først i det nittende århundrede, at lønarbejdernes kampe mod udbytningen begyndte at antage karakteren af klassekampe. Og det er først derigennem at kampene kan få et videre og højere mål, og først derved bliver arbejderbevægelsen en revolutionær bevægelse.

Begrebet arbejderklasse bliver stadig større og større. I første række gælder det som her er anført, de arbejdende proletarer i storindustrien. Men ligesom den industrielle kapital bliver mere og mere bestemmende for den samlede kapital, ja for alle forretningsmæssige foretagender indenfor de kapitalistiske nationers virkeområde, således bliver også de tanker og følelser som gør sig gældende hos proletariatet i storindustrien, stadig mere og mere bestemmende for tankerne og følelserne hos lønarbejderne overhovedet. Bevidstheden om de fælles interesser vågner også hos arbejderne i de kapitalistiske håndværk og det desto hurtigere jo mere håndværket nærmer sig manufakturen eller den kapitalistisk udbyttede hjemmeindustri. Dette vil også gælde lager- og transportarbejdere.

Også landbrugsarbejderne bliver i stor udstrækning klar over interessefællesskabet med de øvrige lønarbejdere, såsnart den kapitalistiske produktion opløser de gamle patriarkalske bedrifter i landbrugsbeskæftigelsen og gør disse til industri, som producerer ved hjælp af lønproletarer, ikke ved tyender, som tilhører familien og husholdningen. Ja, til slut begynder også solidaritetsfølelsen at gribe de dårligst stillede blandt de selvstændige håndværkere, under visse omstændigheder endog bønderne. På denne måde bliver de arbejdende klasser mere og mere een eneste samlet arbejderklasse, besjælet af ånden i industriproletariatet, som stadig vokser i tal og økonomisk betydning.

Således udvikles det foragtede, mishandlede og forkomne proletariat til en verdenshistorisk magt, som de gamle magthavere begynder at skælve for: der opstår en ny klasse med en ny moral og en ny filosofi, en klasse, som hver dag vokser i tal, handledygtighed, økonomisk overlegenhed, selvfølelse og indsigt.

Proletariatets højnelse fra dets fornedrelsestilstand er en uafvendelig, naturnødvendig proces. Men den foregår hverken fredelig eller jævnt. Den kapitalistiske produktionsmåde har, som vi har set i kapitel II, en tendens til at ville trykke den arbejdende befolkning stadig dybere og dybere ned. Proletariatets moralske genfødelse er alene mulig ved en modstand mod disse tendenser og de som har dem, kapitalisterne. Det gælder at de modtendenser som udvikles hos proletariatet på grund af arbejdsvilkårene, styrkes i fornøden grad. Den kapitalistiske produktionsmådes nedtrykkende tendenser er imidlertid forskellig til de forskellige tider, i de forskellige lande og forskellige industrigrene. De afhænger af stillingen på markedet, af hvor stærk konkurrencen er mellem de forskellige forretninger, af maskinteknikkens udvikling i de forskellige industrigrene, o.s.v.. De modvirkende faktorer, som udvikles indenfor de forskellige lag af proletariatet, er også afhængig af en masse omstændigheder, af klassens vaner og behov, af den dygtighed og kraft som arbejdet i vedkommende industrigren kræver, af kvinde- og børnearbejdets om sig griben, af den industrielle reservearmés størrelse, af arbejdernes indsigt, og endelig er de afhængig af, om arbejdet splitter og afsondrer arbejderne eller om det samler og forener dem.

Enhver af disse omstændigheder er højest forskellig for de forskellige industrigrene og arbejderlag. De veksler også stadig, eftersom den tekniske og økonomiske revolution foregår uafbrudt. Daglig bliver nye landbrugsområder og erhvervsgrene underlagt kapitalens udbytning og proletarisering, daglig skabes der nye erhvervsgrene, uafbrudt bliver det bestående omstyrtet. Ligesom ved begyndelsen af den kapitalistiske produktion ser vi også i vore dage at det ene lag af befolkningen efter det andet styrter ned i proletariatet, forsvinder i pjalteproletariatet, som igen løftes op af det ene lag efter det andet. Indenfor selve det arbejdende proletariat kan man mærke en stadig op- og nedgang, det ene lag bevæger sig i stigende, ét andet i synkende retning.

Men til held for det menneskelige samfunds udvikling indtræder før eller senere indenfor alle proletarlag den kraft, da de opadløftende tendenser tager overhånd, og hvis disse tendenser først er blevet så virksomme i et proletarlag at de har vakt selvfølelsen, klassefølelsen og klassesolidariteten, bevidstheden om den magt som det faste sammenhold giver, så snart de har opdraget disse proletarlag til selvagtelse og bevidsthed om økonomisk overlegenhed, så snart de engang har vakt forståelsen af at arbejderklassen går en bedre fremtid i møde, så snart et proletarlag har hævet sig så højt, er det yderst vanskeligt atter at kunne trykke dem ned i den grå masse af forkomne individer, som nok kan hade, men ikke slutte sig sammen til anstrengende kampe, som fortvivlet søger at lade være at tænke på fremtiden, og som lidelserne og trængslerne ikke virker oprørende på, men tværtimod driver til fej underkastelse. Det er næsten umuligt helt at udrydde klassebevidstheden i et proletarlag, når den engang har slået rod. Selvom de nedtrykkende tendenser i den kapitalistiske produktionsmåde gør sig nok så stærkt gældende og måske formår at skade det økonomisk, så vil det dog ikke lykkes moralsk - bortset fra de tilfælde, hvor trykket ikke kun virker skadeligt, men fuldstændig knusende, som det ofte forekommer i hjemmeindustrien. I alle andre tilfælde vil trykket kun have til følge, at der fremkaldes et modtryk; det vækker ikke så megen ængstelse som forbitrelse; proletaren synker ikke ned til at bliver en pjalt, han ophøjes til martyr.

 7. Filantropien og beskyttelseslovgivningen.

Dersom ethvert enkelt proletarlag måtte stole på sin egen kraft, ville højnelsesprocessen for de fleste af dem begynde meget senere og bliver mere langvarig og smertefuld end tilfældet er nu. Al begyndelse er tung. Og uden hjælp af andre ville mange proletarlag, som nu indtager en agtet stilling, slet ikke kunne overvinde de vanskeligheder, der til en begyndelse melder sig, når proletariatet skal rejse sig af den sump den kapitalistiske udvikling har kastet det ned i. Disse proletarlag får hjælp fra de befolkningslag i samfundet som står over dem, fra det højere lag af det arbejdende proletariat såvel som fra de besiddende klasser.

Den sidste hjælp har navnlig ved begyndelsen af den kapitalistiske storindustri ikke været uden betydning.

I middelalderen var fattigdommen så lidt udbredt at den offentlige (særlig den kirkelige) og private godgørenhed var tilstrækkelig til at holde den stangen. Fattigdommen var dengang ikke noget vanskelig problem at løse: for så vidt den gav anledning til eftertanke, blev det højst til opbyggelige betragtninger. Den gik for at være et pædagogisk hjælpemiddel for den kære gud; ramte den et syndefuldt menneske, blev den betragtet som et tugtens ris; ramte den derimod et fromt menneske, opfattede man den som en prøvelse, sendt af gud for at vedkommende så meget stærkere skulle vise sin tro. For de rige var fattigdommen et felt for opdragelse i de dyder, og lige så uundværlig for sjælens frelse som turneringspladsen for kroppens udvikling.

Men da vareproduktionen fortrængte den gammel-feudale landbrugsnæring, så bønderne måtte flygte til byerne, hvor der opstod «overbefolkning», arbejdsløshed og massefattigdom, da henlede disse hidtil ukendte og ligeså frygtelige fænomener alle tænkende og følende menneskers opmærksomhed på sig. Overfor massefattigdommen strakte velgørenheden ikke til, og reformationen stoppede den vigtigste kilde til almisselovgivningen: den katolske kirkes fattigpleje. At sørge for alle de fattige syntes mere og mere at bliver en opgave, som samfundet ikke magtede; der opstod et nyt socialt problem: fattigdommens afskaffelse. De forskelligste løsninger blev bragt i forslag. Enkelte ville have, at man simpelthen skulle udrydde fattigdommen ved at man skaffede de fattige af vejen (hængte dem eller udviste dem), andre udkastet skarpsindige planer til et kommunistisk samfund. De sidste fik stærk tilslutning hos de mere dannede, medens de som havde magten, elskede den førstnævnte metode bedst. Men proletarerne voksede i antal, efterhånden som man halshugget dem.

Samtidig antog fattigdommen en ny karakter. Den kapitalistiske produktionsmåde var opstået og blev mere og mere den fremherskende. Dermed var problemet om fattigdommens afskaffelse bragt ud af verden for bourgeoisiets tænkere. Den kapitalistiske produktion grundlagdes jo på proletariatet; at afskaffe dette, var det samme som at gøre tilstanden umulig for den kapitalistiske produktion. Massefattigdommen er grundlaget for kapitalisternes masserigdom; den der forsøgte at udrydde massefattigdommen, forgreb sig på rigdommen. Den som i vor tid vil afhjælpe arbejdernes ejendomsløshed, undergraver ejendomsretten, og han er farlig samfundsomstyrter.

Ganske vist næres der i borgerlige kredse nu som før medlidenhed og frygt for fattigdommen; de frygter den, fordi den er farlig for hele samfundet, den er skyld i mange sygdomme og forbrydelser. Og mangen varmtfølende, tænkende bourgeois spekulerer på, om der er noget at gøre for proletariatet. Men for den store masse af disse borgere, som ikke kan eller tør bryde med sin klasse, kan problemet ikke længere være: proletariatets afskaffelse. Det er blevet: proletarernes ophøjnelse. Proletarerne skal være arbejdsdygtige og tilfredse - men de må ikke ophøre med at være føjelige, beskedne proletarer. Ud over denne grænse kommer den borgerlige filantropi (menneskekærlighed) ikke.

Indenfor denne grænse kan naturligvis filantropien virke på de forskelligste måder. De fleste er enten nytteløse eller allerhøjst i stand til at skaffe enkeltpersoner en forbigående hjælp. Men da storindustrien ved begyndelsen af forrige århundrede holdt sit indtog i England og med den alle de rædsler, den var istand til at fremkalde, da nåede dog de mest indsigtsfulde blandt filantroper frem til forståelse af, at det var kun et middel til at forhindre industriarbejdernes fuldstændige ødelæggelse: arbejderbeskyttelse ved lov, i det mindste for de mest værgeløse, for børn og kvinderne.

Storindustriens kapitalister var endnu ikke som de er nu, de bestemmende indenfor den besiddende klasse. Forskellige politiske og økonomiske interesser hos de ikke-kapitalistiske stænder indenfor den besiddende klasse - grundejere og småborgere - var bedst tjent med at industrikapitalisternes magt over arbejderne blev indskrænket; desuden erkendte man, at uden en sådan indskrænkning ville landets arbejderklasse gå tilgrunde, en mulighed, som måtte overbevise enhver indsigtsfuld og fremsynet overklassemand om nødvendigheden af arbejderbeskyttelse; endelig må nævnes særinteresserne hos enkelte fabrikanter, som havde råd til at tåle indskrænkningerne og afpasse produktionen efter dem, mens de af deres konkurrenter, som såvidt kunne holde sig oven vande alene ved den grundigste udplyndring af arbejderne, blev drevet til ruin ved arbejderbeskyttelsen. Men trods alt dette, og skønt arbejderne selv meget stærkt krævede beskyttelseslove, kostede det dog hårde kampe at få de første forsigtige love og senere at få udviklet disse.

Imidlertid, så ubetydelige disse foranstaltninger end var, så virkede de dog til at proletariatet vågnene op af sløvheden og begyndte at anstrenge sig for at forbedre deres sociale stilling. Ja, endnu før der var vundet nogen egentlig sejr, gjorde kampen om reformene sin nytte ved at den lærte arbejderne, at proletariatet var et vigtig element i samfundet og at det i grunden havde stor magt. Allerede disse kampe ruskede op blandt dem, indgav dem selvfølelse og selvagtelse, udryddede håbløsheden og gav dem et højt mål for deres bestræbelser.

Et andet middel til at hæve arbejderklassen, som også er blevet støttet af de borgerlige, er folkeskolen. En nærmere behandling af dette spørgsmål falder dog udenfor rammen af dette arbejde. Skolen er et af de vigtigste midler, og man skal ikke undervurdere dens betydning, men til at hæve proletariatet som klasse har den dog været mindre virkningsfuld end en effektiv beskyttelseslovgivning.

Jo mere den kapitalistiske produktionsmåde udvikler sig, jo mere storindustrien fortrænger andre produktionsformer eller forandrer deres væsen, desto mere nødvendig bliver en skærpelse af beskyttelseslovene, og videre må de udvides til at omfatte ikke alene alle grene af storindustrien, men også håndværket, hjemmeindustrien og landbruget. Samtidig vokser industrikapitalisternes indflydelse imidlertid i samfundet, og de ikke-kapitalistiske stænder indenfor den besiddende klasse, småborgerne og grundejerne, smittes af kapitalistiske anskuelser, og borgerskabets politikere går over fra at være kapitalisternes fremsynede rådgivere, til at bliver deres altid kampberedte medkæmpere.

De ødelæggelser den kapitalistiske produktion anretter blandt deres arbejdere, er så forfærdelige, at kun de grådigste og mest skamløse kapitalister og kapitalistvenner vover at modsætte sig en nødtørftig beskyttelseslovgivning. For en mere radikal lovgivning derimod, f.eks. lovfæstet ottetimersdag, som i vor tid ville betyde det samme som 10-timersdagen for industrien i 40erne, er der dog yderst få venner i de borgerlige kredse. Den borgerlige filantropi bliver mere og mere modfalden. Den overlader det mere og mere til arbejderne selv at føre kampen for effektive beskyttelseslove. Nutidens kampe for en forkortelse af arbejdstiden har en ganske anden karakter end kampene for 10-timersdagen i England for 70 -80 år siden. For så vidt borgerlige politikere i vor tid erklærer sig at være tilhængere af en normalarbejdsdag, gør de det ikke af menneskekærlighed, men fordi de bliver tvunget til det af arbejderne, af deres vælgere. Kampen om beskyttelseslovene bliver mere og mere en klassekamp mellem proletariatet og bourgeoisiet. På fastlandet, hvor kampen om disse love begyndte meget senere end i England, antog de allerede fra begyndelsen denne karakter. Proletariatet kan ikke længere vente nogen støtte af de besiddende klasser i kampen om bedre kår i samfundet. Det er helt henvist til sin egen kraft, og da først og fremmest til kraften hos de mange arbejderlag, som har beholdt eller genvundet deres kampdygtighed og kampglæde.

Kampene mellem lønarbejderne og deres udbyttere er ikke af ny dato. De forekommer indenfor håndværket allerede i slutningen af middelalderen, da håndværket begyndte at komme ind under indflydelsen af vareproduktionen og verdenshandelen og antage en kapitalistisk karakter. I det 15. århundrede forsøgte mange håndværksmestre at øge antallet af deres svende så meget, at de kunne leve af deres arbejde uden selv at bestille noget, eller de forsøgte i det mindste at rive løvens part til sig af arbejdsudbyttet. Bestræbelserne på at forlænge arbejdsdagen og indskrænke antallet af fridage gjorde sig gældende. Samtidig forsøgte de herrer mestre, at afsondre sig fra svendene: disse skulle f.eks. nøjes med en dårligere kost o.s.v.. Samlivet med familien blev indskrænket. Endelig begyndte det at bliver mere og mere vanskeligt for de svende som ikke var sønner eller svigersønner af mestre, at få starte egen forretning, og for mange blev det gjort helt umulig. Således blev svendestanden mere og mere en egen stand, den ophørte med at være en mellemstation mellem lærlingeårene og mesterskabet.

Da håndværksmestrene begyndte at optræde som kapitalister, kom det som en naturlig følge, at forholdet mellem dem og deres arbejdere tilspidsede sig mere og mere, som tilfældet senere blev mellem de kapitalistiske udbyttere og lønarbejderne. Men datidens håndværkssvende kan dog ikke sammenlignes med de tålmodige, undertrykte proletarer fra storindustriens begyndelse. Trodsige og kamplystne som de var, indskrænkede de sig til alene at afparere de slag som blev rettet mod dem, men sommetider slog de dog også igen. Byerne var små og antallet af svende i hvert fag derfor også forholdsvis lille i de enkelte byer. De var desuden så meget lettere at organisere, fordi hvert enkelt fag som regel holdt til i samme gade. Arbejdet adskilte ganske vist den ene svend fra den anden - der arbejdede i almindelighed kun een eller to hos hver mester. Men arbejdet fyldte ikke hele deres liv. Tallet af fridage var legio, det kammeratlige samvær spillede for den enkelte en lige stor rolle som arbejdet, og samværet knyttede svendene til hinanden. Værtshusene blev midtpunktet for deres organisationer og udgangspunkter for de slag de leverede mod mestrene. At udstødes fra kammeratskabskredsen var for en håndværkssvend ensbetydende med at udstødes fra samfundet. Svendeorganisationerne i et fag omfattede derfor samtlige svende i faget. Begrebet »industriel reservearmé« var så godt som ukendt, og det var af forskellige grunde umuligt at beskæftige andet end fagarbejdere i de forskellige erhverv. Intet under at svendenes stilling overfor mestrene var forholdsvis meget gunstig. De våben som benyttedes, var strejke og boykot, og de blev hyppigt taget i brug. De laugssværmere som drømmer om det middelalderske håndværk og som mener, at man ved at gå tilbage til dét kunne stifte fred mellem arbejderne og deres udbyttere, disse sværmere ville bliver forfærdet, hvis der i forhold til industriens udvikling opstod ligeså mange og ligeså hårdnakkede kampe i vor tid, som under håndværket i det 15. og 16. århundrede.

Det var først den moderne statsmagt som formåede at lære svendene at holde sig i skindet. Undertrykkelse og forfølgelse var en af de første vennetjenester bourgeoisiet viste arbejderne og det er stadigvæk blevet ved med at være en af dets hovedopgaver. Det begyndte med lovfæstet maksimalløn og forbud mod arbejderorganisationer. Det lykkedes imidlertid ikke for staten helt at underkue svendene. De vidste ligegodt som deres modstandere, hvor værgeløse de var uden en organisation. Overalt forsøgte de derfor af alle kræfter at bevare deres organisationer. Hvor de offentlige organisationer blev udryddet, dannede de hemmelige. Man risikerede frygtelige straffe og mishandlinger ved at stå som medlem af disse organisationer, men svendene tog risikoen. De lidelser og savn, som Bismarcks undtagelseslov bragte det tyske proletariat, var hårde nok, men dog den rene barneleg mod det som arbejderne i mange lande måtte tåle i det attende og indtil midten af det nittende århundrede. Og dog overvandt de alle forfølgelser.

Flertallet af arbejderne i den opblomstrende kapitalistiske manufaktur havde ikke den samme modstandskraft som svendene i håndværket. I manufakturen er, som vi før har omtalt, er de forskellige håndteringer som er nødvendige for fremstillingen af et produkt, fordelt på flere hænder. Den enkeltes arbejde består i forholdsvis enkle håndgreb. Arbejderens læretid bliver derved forkortet og kvinde- og børnearbejdet begynder at trænge ind. Videre opstår der under manufakturen store arbejdermasser i de industrielle byer. Den ene arbejder kender ikke den anden personligt, sådan som forholdet var i middelalderens småbyer. De store byers udvikling skader ganske vist også håndværkssvendene, men dog ikke så stærkt; thi samtidig med at svendene voksede i antal, bliver der også flere og flere mestre og uenigheden mellem dem tiltager. I de kapitalistiske bedrifter derimod var en masse arbejdere beskæftiget hos et fåtal af arbejdsherrer, som havde let til at komme til forståelse med hinanden.

Dertil kom at laugsvæsenet hindrede manufakturens udvikling i de gamle byer. Manufakturbedrifterne måtte derfor søge ud på landet, hvor det var lettere at passe på arbejderne, og hvor det var umulig for arbejderne at få beskæftigelse udenfor manufakturen.

Endelig må nævnes, at arbejdernes tid til kammeratlig samvær, dette vigtigste af alle goder, blev stærkt indskrænket, navnlig ved at der sløjfedes en mængde helligdage.

Ganske vist samlede manufakturen større arbejdermasser ved arbejdet og tvang dem til samarbejde, kooperation. Men de gavnlige følger af dette, arbejdernes sammenhold, blev tildels ophævet, ikke alene ved at arbejderne rekrutteres fra de forskelligste befolkningslag, men desuden også ved at de forskellige håndteringer blev aflønnet forskelligt. Vi finder en række rangsklasser blandt arbejderne, ligesom indenfor tjenerskabet i en flot husholdning,

Arbejderne i manufakturen har dog en stor fordel: selvom deres læretid er meget kortere end læretiden i håndværket, så afhænger deres arbejde af dog en fingerfærdighed og en dygtighed som kun kan erhverves ved lang øvelse. De er derfor ikke lette at erstatte. Og hvor stort end antallet er af arbejdsløse og arbejdssøgende proletarer på dette trin af udviklingen, så er til gengæld tallet af øvede manufakturarbejdere lille. Den industrielle reservearmé har endnu lille betydning for arbejderne i manufakturperioden.

Først med maskinerne ændres dette forhold, de gør det mulig også at beskæftige de mindre dygtige og kaster proletariatets kvinder og børn i massevis ud på arbejdsmarkedet. Vi har allerede set hvilken virkning dette havde på arbejdernes modstandskraft.

Efter at maskinerne var indført i produktionen, antager hele den industrielle udvikling et meget hurtigere tempo i kapitalistisk retning. Men det er ikke på alle områder indenfor den kapitalistiske drift, at der opstår fabrikker som producerer ved hjælp af maskiner. Manufakturen har på mange områder holdt sig til vore dage. Der findes endog industrigrene, hvor den håndværksmæssige produktion har overlevet den kapitalistiske driftsmåde, f.eks. trævareindustrien, for så vidt den ikke er beregnet på masseproduktion. Men i regel vil et håndværk, hvis det holder sig under kapitalistisk udbytning, udarte sig til hjemmeindustri i stedet for at gå over til stordrift.

Også i den del af den kapitalistiske storindustri, hvor maskinerne er trængt helt igennem, holder der sig en del industrigrene som ikke kan undvære faglærte arbejdere, arbejdere med en vis færdighed. Storindustrien skaber selv en række nye arbejdsgrene, eller udvider allerede bestående, som ikke kan undvære en speciel dygtighed eller særlige kundskaber, og som ikke behøver at frygte konkurrence fra kvinder og børn eller ufaglærte arbejdere. Dette gjaldt f.eks. og gælder endnu i den største del af jernindustrien.

Det arbejdende proletariat deler sig derfor i to store lag: et højerestående, af forskellige forhold begunstiget lag, bestående af faglærte eller kvalificerede arbejdere. Nedenfor dette lag støder vi på den store og stadig voksende masse af arbejdere, hvis erhverv ikke kræver nogen særlig dygtighed, anlæg eller forkundskaber. Hvor skikket, kundskabsrig eller dygtig disse arbejdere end måtte være, kommer de alligevel under rubrikken for ikke-faglærte, ikke-kvalificerede arbejdere, som er lette at erstatte, og som man ikke skylder noget hensyn og hvis modstandskraft er lille.

Det er de bedrestillede, kvalificere arbejdere som må gå i spidsen i kampen for at hæve arbejderklassen. De udgør proletariatets mest stridbare elementer, det er dem som er bedst i stand til at gøre modstand mod kapitalmagten. Og de har vist deres kampdygtighed i talrige sammenstød.

Deres stilling opviser mange ligheder med håndværkssvendenes i gamle dage; deres organisationsformer og kampmetoder er også præget af det overleverede. Arbejdernes nye kamporganisationer, fagforeningerne, er ofte direkte fortsættelser af de gamle svendeforeninger.

Det oprindelige slægtskab mellem fagforeningerne og de laugsmæssige svendeforeninger kommer til syne i fagforeningernes modstandslyst og modstandskraft. Undertiden kommer der også frem en laugsånd, en tendens til kastemæssig isolering, en stræben efter kun at varetage fagets interesser uden hensyn til den øvrige arbejderklasse. Sommetider kan dette føre så vidt, at foreninger af faglærte arbejdere ikke alene ophører med deres solidaritetsforpligtelser overfor den øvrige arbejderklasse, men endog søger at opnå direkte fordele på bekostning af andre arbejderlag - f.eks. ved indskrænkning af antallet af lærlinge som kan uddannes i vedkommende fag. Derved formindsker de tilbudet af arbejdskræfter i deres eget fag, men alene på bekostning af arbejderne i andre arbejdsgrene, som ikke har magt til at gennemføre sådanne indskrænkninger, og som derfor kommer til at lide under et så meget stærkere tilbud af arbejdskraft.

I en del lande er det kun enkelte fag, hvis udøvere betragter sig selv som «aristokratiske», og adskiller sig fra «pøbelen», og som dermed klatrer højere op på skuldrene af de andre. I Tyskland f.eks. gjaldt dette indtil for kort tid siden for typografernes vedkommende. I England derimod har de faglærte arbejdere i sin helhed udskilt sig fra de ikke-faglærte. Disse bedrestillede arbejdere var indtil fornylig - og er til tider stadig - en stor adskilt masse af lønarbejderaristokrati i proletariatet.

Der hvor fagbevægelsen fører en ensidig kasteånd og en aristokratisk isolering af de bedrestillede arbejdere, der er den ikke alene ude af stand til at hæve proletariatet som klasse, men den kan også hæmme og forsinke arbejderklassens fremmarch. Her misbruges den som et langt mere effektivt middel i brutalitet og tankeløs undertrykkelse, som den konventionelle politiske visdom og statsmagten elsker. Deres kamp er rettet mod organisationerne i arbejderklassen, og modvirker foranstaltninger som kan sammensvejse den kvalificerede arbejdskraft med de ufaglærte til en samlet modstand mod undertrykkelse.

Det er derfor i vore dage kun de mest ubegavede og uvidende politikere som mener, at proletariatet kan holdes nede ved den slags forholdsregler. Proletariatets farligste fjender er dem der ikke optræder som dets modstandere, men som dets venner, og som ved hjælp af en fagbevægelse af den slags vi ovenfor har beskrevet, søger at splitte proletariatet og forvandle de mest kampdygtige elementer fra at være dets fortrop til at bliver de mest værgeløses undertrykkere. Disse falske venner af arbejderklassen driver også sit uvæsen i Tyskland, hidtil dog mest ved universiteterne. Men de forsøger også at øve direkte indflydelse på arbejderne. Til alt held er de herskende partier for bornerte, da de tyske arbejdere for oplyste og den økonomiske udvikling for langt fremskreden til at disse herrer kan formå at anrette nogen varig skade.

Hvor meget end en arbejderstand, som er begunstiget af forholdene, søger at afsondre sig fra og hæve sig over proletariatets masse, i længden kan de dog ikke unddrage sig virkningerne af den økonomiske udvikling, som tvinger dem til at forene sig med den øvrige arbejderklasse. Alt efter vedkommende stands indsigt, alt efter det trin i den økonomiske udvikling faget står på og den rolle det spiller på hjemlandets marked og verdensmarkedet, kan det vare kortere eller længere før de aristokratiske tilbøjeligheder forsvinder. Men forsvinde vil de for alles vedkommende.

Intet fag er beskyttet mod engang at bliver revet overende ved en teknisk revolution, som erstatter de faglærte arbejdere med ikke-faglærte og udsætter manden for konkurrence fra kvinder og børn. På trods af alle lærlingeskalaer o.s.v. stiger tallet af arbejdsløse i alle fag, hvor store forudsætninger de end kræver af deres udøvere. Tallet vokser også på de arbejdere som, fordi de ikke tjener nok, må stå udenfor organisationen og kan bliver brugt mod dé organiserede arbejdere. De bedst organiserede arbejdere med de mest velfyldte kasser må mere og mere erkende, at modstanden mod kapitalismens nedtrykkende virkninger, endsige at overvinde dem, er en opgave som en isoleret faggruppe ikke magter. De må erkende at jo svagere det samlede proletariat er, desto svagere er de selv, og omvendt. De bliver nødt til at indse at det er dårlig politik at ville stige tilvejrs på skuldrene af folk, som er sunket ned i en sump, og som synker dybere jo mere man trykker på dem.

På denne måde når den ene »aristokratiske» arbejdergruppe efter den anden frem til forståelse af at deres kampe mod udbytningen ikke kan betragtes som isolerede kampe, hvor det kun drejer sig om særinteresser, men som dele af den store klassekamp, som det samlede proletariat fører. De når frem til forståelse af at de øvrige proletargruppers kampe aldeles ikke er uden betydning for dem selv, men at også disse kampe gælder deres egne sager, og at de derfor har pligt på sig til at deltage i kampene efter evne og på bedste måde. De når frem til forståelse af, at hvor det er muligt, må de også varetage de proletargruppers interesser, som ikke kan beskytte sig ved egne kræfter, og som endnu står udenfor arbejderbevægelsens ramme. 

Det ene lag af ikke-faglærte arbejdere løftes op efter det andet. Allerede synet af de store kampe som de faglærte fører, rusker op inden de lavere arbejderlag og virker opmuntrende på dem. Til slut kommer de med i rækken af det kæmpende proletariat.

De direkte økonomiske resultater af de kampe som de ikke-faglærte arbejdere fører, er i regel små. Deres historie er «en lang række af nederlag, afbrudt af enkelte få sejre» (F. Engels). Men ligesom kæmpen Antaios i det græske sagn henter proletarerne ny kraft også af nederlagene. Hvordan end udgangen af en kamp bliver, så vil dog selve kampen hæve arbejderne moralsk. Under kampen vil alle de egenskaber fremtræde og gøre sig gældende, som vi ovenfor har betegnet som karakteristiske for proletariatet og som befordrer dets moralske og sociale genfødelse, selvom kampen ikke bringer nogen økonomisk vinding, ja selvom den har en forværring tilfølge af de økonomiske vilkår.

På denne måde danner de faglærte og de ikke-faglærte tilsammen det lag af arbejdere som udgør en bevægelse - arbejderbevægelsen. Det er den del af proletariatet som kæmper for klassens fællesinteresser - dets ecclesia militans (kæmpende kirke). Dette lag vokser lige så meget ved tilgang fra arbejdets »aristokrater» - disse selvgode egoister - som ved tilgang fra »pøbelen», dette laveste lag af lønproletariatet, som endnu lever i håbløshed og magtesløshed. Vi har set, at det arbejdende proletariat er i stadig vækst; vi véd endvidere, at det bliver mere og mere toneangivende for de øvrige arbejdende klasser, mere og mere bestemmende for deres livsforhold, deres følelser og tænkning. Hvor hurtigt proletariatet end vokser, dets kæmpende del vokser endda hurtigere.

Og dette kæmpende proletariat er det allervigtigste og mest modtagelige rekrutteringsfelt for socialdemokratiet. Socialdemokratiet er i det væsentlige ikke andet end den målbevidste del af det kæmpende proletariat; dette har en tendens til at bliver mere og mere ensbetydende med socialdemokratiet; i Tyskland og Østrig er de to i virkeligheden blevet ét. 

Ligesom proletariatet danner deres modstandsorganisationer med de gamle svendeorganisationer som forbillede, således er også dets oprindelige kampmidler de samme som svendenes overalt hvor det optræder som en sluttet masse. Det er boykot og særlig strejke.

Proletariatet kan dog ikke nøjes med disse kampmidler. Jo mere de enkelte lag som det består af, slutter sig sammen til een klasse, desto mere må dets kamp få en politisk karakter. Thi, som det blev sagt allerede i det kommunistiske manifest, enhver klassekamp er en politisk kamp.

Allerede de rent faglige kampe tvinger arbejderne til at stille politiske krav. Vi har set hvordan den moderne stat betragter det som en af deres hovedopgaver, at gøre det umulig for arbejderne at organisere sig. De hemmelige organisationer kan ikke bliver andet end tarvelige surrogater for de offentlige, og dette bliver mere og tilfældet jo større de masser er som skal omfattes af en organisation. Jo mere proletariatet udvikler sig, desto mere har det brug for foreningsretten.

Men denne ret er ikke nok til at proletariatet kan bliver i stand til at udbygge deres organisationer fuldstændig og udnytte dem på en hensigtsmæssig måde. Vi har tidligere peget på, hvor let det var for håndværkssvendene at komme sammen. I de enkelte byer arbejdede der så forholdsvis få i hvert fag, dertil kom at de som regel var så sammentrængt i en gade, at de stadig stod i personlig forbindelse med hinanden. Et eneste værtshus kunne i almindelighed rumme alle håndværkssvende i en by. Hver by for sig dannede mere eller mindre et økonomisk hele. Kommunikationerne var dårlige, trafikken fra by til by lille. De enkelte vandrende håndværkssvende var under disse omstændigheder tilstrækkelig til at opretholde forbindelsen med svendeorganisationerne i de enkelte byer.

I vore dages industricentrer arbejder tusinder af arbejdere, hvoraf den enkelte kun står i personlig forhold til nogen få arbejdskammerater, ikke til den store masse af dem. For at kunne bringe disse masser i forbindelse med hinanden, og vække deres bevidsthed om de fælles interesser og vinde dem for organisationen, er det nødvendig at man har forsamlings- og pressefrihed. Håndværkssvendene trængte ikke til nogen presse. I de små forhold som de levede under, klarede de sig med mundtlige forbindelser. Men at få de uhyre masser af nutidens lønarbejdere ind i organisationen og få dem til at optræde i kontakt med hinanden, er omtrent umulig uden en presse.

Dette gælder mere og mere, efterhånden som de moderne kommunikationsmidler udvikler sig. Disse er et mægtig våben for kapitalisterne i deres kamp mod arbejderne. De gør det f.eks. mulig for dem at sende store arbejdermasser til fjerntliggende steder og med kort varsel. Kommer de i konflikt med deres arbejdere, kan de let skaffe sig andre, dersom arbejderne ikke står i forbindelse med hinanden. Kommunikationsmidlernes udvikling gør det derfor nødvendigt, at de enkelte lokale organisationer sluttes sammen så de omfatter det hele land, ja til slut alle industrilande. For disse nationale og internationale organisationer er pressen endnu mere uundværlig end for de lokale organisationer.

Derfor ser vi også, at et af de første krav arbejderne stiller, når de begynder at røre på sig, er kravet om organisations-, forsamlings- og pressefrihed. Disse rettigheder er af den allerstørste betydning for arbejderklassen; de hører med til deres livsinteresser, som de ikke kan undvære. De betyder lys og luft for proletariatet, og de som forsøger at forholde eller berøve arbejderne disse rettigheder, eller fraråder arbejderne at tilkæmpe sig dem, de tilhører arbejderklassens værste fjender, hvad enten de kalder sig anarkister eller kristelig-sociale eller noget andet.

Der er mange som stiller den politiske kamp op som en modsætning til den økonomiske, og mener at arbejderne må vælge enten den ene eller den anden. Men i virkeligheden kan de to ikke skilles fra hinanden. Den økonomiske kamp behøver de ovenfor nævnte rettigheder, som imidlertid ikke falder ned fra himmelen: der må en energisk politisk virksomhed til for at opnå dem. Desuden er selve den politiske kamp til syvende og sidst en økonomisk kamp, ofte lige direkte som de faglige, f.eks. i toldspørgsmål, arbejderbeskyttelse og lignende tilfælder. Den politiske kamp er kun en særskilt, mere omfattende og indgribende form for den økonomiske kamp.

Ikke alene de love, som direkte angår arbejderne, men også de andre love berører i mere eller mindre grad deres interesser. Som enhver anden klasse må derfor også arbejderklassen søge at få politisk magt, stræbe efter at tage statsmagten i sin tjeneste.

Dertil gives der i den moderne stat to veje: for det første den personlige indflydelse på statsoverhovedet. Dette var (og er) den eneste mulighed for at kunne indvirke på statsforvaltningen i stater med absolutistisk regeringsform. Denne regeringsform passer for de klasser, som har personlig omgang med statsoverhovedet og adgang til at vinde hans gunst eller gøre ham afhængig af sig. Disse klasser, hofadelen, den højere gejstlighed, arméens og bureaukratiets spidser, de store finansmænd, o.s.v., er derfor ganske naturlig tilhængere af absolutismen.

Alle andre klasser i en moderne stat kan alene gennem et parlament vinde indflydelse på statsforvaltningen, et parlament, som har beskatnings- og bevillingsmyndighed. Retten til at nægte bevilling er det grundlag som retten til at give love og styrte ministerier har udviklet sig fra, en ret som er tilstået alle parlamenter som virkelig fortjener denne betegnelse og som er noget mere end et figenblad for absolutismen.

Vi kan her se bort fra den direkte lovgivning ved folket. Den kan ikke gøre parlamenterne overflødige, i det højeste kan den virke korrigerende i de enkelte tilfælder. At besørge hele lovgivningen for en stat ved folkeafstemning er absolut umulig. Sålænge den moderne stat består, vil tyngdepunktet for den politisk virksomhed altid ligge i parlamentet.

Den sidste konsekvens af parlamentarismen er den parlamentariske republik; om denne afskaffer eller beholder kongedømmet som en dekoration, som f.eks. i England, er temmelig ligegyldigt. I virkeligheden er regeringen i alle parlamentarisk styrede land fuldstændig afhængig af parlamentet. Det har i sin hånd pengesækken, dvs. den moderne stats sjæl. Og en konge uden penge er i vor tid værre faren - end en konge uden land.

Alle de klasser som ikke har nogen anledning til at øve personlig indflydelse på statsoverhovedet, søger på den ene side at øge parlamentets magt og på den anden side at øge sin egen magt indenfor parlamentet. Parlamentets magt afhænger af kraften og pågåenheden hos de klasser som står bag det, og en klasses magt i parlamentet afhænger i første række af valgordningen.

Det er ikke hver mands sag at deltage i det parlamentariske liv. Det forudsætter en vis øvelse, som alene kan erhverves ved en længere offentlig virksomhed. Det forudsætter også en videre synskreds og evnen til at forstå spørgsmål af almindelig national og international betydning. Bondebefolkningen og en stor del af småborgerne mangler disse betingelser for at kunne deltage i det parlamentariske liv. Vi har set, at erhvervsarbejdet lægger helt beslag på disse mennesker. Arbejdet isolerer dem, adskiller den ene fra den anden og indsnævrer deres interessekreds. Selv spørgsmål af den mest almene betydning bedømmer de efter personlige eller højst lokale øjebliksbehov. Deres livsforhold ikke alene forhindrer den enkelte i at udvikle sig til parlamentarisk politiker, forholdene hindrer også disse klasser i at danne konsoliderede partier. De udgør en usammenhængende masse, som beherskes af øjebliksstemningen; de er ikke alene ude af stand til at sende repræsentanter for deres egen klasse til parlamentet, de formår heller ikke at øve nogen skarp kontrol over de mænd som de vælger. En håndværker eller en virkelig bonde er i et af de store landes parlament et særsyn. Vil bønderne og småborgerne være repræsenteret i parlamentet, må de ikke vælge en af deres egne, men en advokat, en professor, en stor godsejer eller hvad det nu kan bliver. Det er klart at sådanne repræsentanter ikke er virkelige repræsentanter for bonde- og håndværkerinteresserne, selvom de har de bedste hensigter. Og meget ofte har de slet ikke ærlige hensigter. Når de engang er valgt, kan de gøre hvad de vil; vælgerne har ingen anledning til at bestemme over deres optræden. De kan i det højeste forkaste forræderen ved næste valg for at erstatte ham med - en ny forræder.

Intet under at bønder og småborgerne i de store stater taler ondt om parlamentarismen. Ganske anderledes med bourgeoisiet. Det har alle materielle og åndelige midler til deres rådighed, såvel for at kunne deltage med kraft i valgkampene som til at varetage deres interesser under kampene i selve parlamentet. Det råder ikke alene over tilstrækkelige pengemidler, og de finder også indenfor deres midte mange veluddannede mænd som er vant til at bestyre store økonomiske organisationer, mænd som har gjort lovkyndighed, ja talekunst til deres fag: advokater og professorer. Ingen anden klasse har endnu været så heldigt stillet; og bourgeoisiet har derfor behersket parlamenterne; parlamentarismen har vist sig at være det mest velegnede middel til at sikre dets herredømme i staten og udnytte i overklassens interesse mod de lavere klassers indflydelse.

Den radikale småborger, som hader kapitalen af et oprigtig hjerte, er derfor tilbøjelig til at betragte parlamentarismen som en af hovedårsagerne til at underklasserne holdes i afhængighed. Han vil ikke vide noget af den og er overbevist om, at man alene ved at afskaffe parlamentarismen kan knuse bourgeoisiet. Den ene forlanger at parlamentarismen skal erstattes af direkte folkeafstemning, andre går endda videre; idet de erkender at politik og parlamentarisme er uadskillelige i en moderne stat, fordømmer de enhver politisk virksomhed. Dette kan høres meget revolutionært ud, men er i virkeligheden intet andet end underklassernes politiske falliterklæring.

Proletariatet står i en gunstigere stilling til parlamentarismen end bønder og småborgere. Vi har allerede set, hvordan den moderne produktionsmåde fremkalder videbegærlighed hos proletaren og udvikler hans forståelse af almene spørgsmål. Allerede derved bliver han som politiker bonden og småborgeren overlegen. Han er bedre i stand til at forstå partiprincipper, han er tilbøjelig til en principfast politik, upåvirkelig af øjebliksstemninger, personlige eller lokale interesser. De forhold han lever under, tvinger ham til at forene sig med den store masse af kammerater og optræde i kontakt med dem. Forholdene opdrager ham til en streng disciplin, med lige stærke krav til hans tillidsmænd som til ham selv. Og arbejdet indenfor organisationerne er en fortræffelig skole i parlamentarisme; det opøver til parlamentariske former, uddanner talere, lovkyndige og organisatorer.

Proletariatet er derfor i stand til at danne et eget parti som er uafhængig af de andre klasser, hvad der endnu ikke er lykkes for hverken bønder eller småborgere. Proletariatet kan også kontrollere deres repræsentanter, og i større og større udstrækning finder det folk indenfor deres egne rækker, som er i stand til at repræsentere det i parlamentet på en heldig måde.

Hvor proletariatet optræder som selvbevidst klasse i kampene om og i parlamentet, begynder da også parlamentarismen at tabe sin oprindelige karakter. Den ophører med at være et blot og bart magtmiddel for bourgeoisiet. Netop disse kampe viser sig at være det bedste middel til at vække de endnu indifferente arbejdermasser og indgyde dem selvtillid og forhåbningsfuldhed; de viser sig at være det mægtigste middel til at sammensvejse de forskellige proletarlag til en stadig fastere og mere ensartet arbejderklasse, og endelig er de også det bedste middel som står til proletariatets rådighed til at kunne påvirke statsmagterne og tvinge dem til at gøre indrømmelser. Kort sagt, disse kampe er en vigtig løftestang for proletariatet til at hæve sig op af sin økonomiske, sociale og moralske fornedrelse. Ved siden af forsamlingsretten og trykkefriheden er derfor den almindelige stemmeret en livsbetingelse for proletariatet.

 10. Arbejderpartiet.

Disse livsbetingelser er ikke tilstede i alle lande og intet sted har arbejderklassen opnået disse rettigheder i deres fulde udstrækning; næsten overalt søger overklassen at fratage arbejderne de rettigheder de allerede har vundet. Der kræves lange, opofrende kampe for at arbejderklassen kan opnå de nødvendige politiske rettigheder.

Til en begyndelse bliver proletariatets opgaver i de politiske kampe lettet en del ved den indbyrdes kamp mellem de besiddende klasser. De industrielle kapitalister, købmændene og godsejerne, kommer ofte i skarpe konflikter med hinanden. Enhver af dem søger under disse kampe at skaffe sig forbundsfæller, som de forsøger at trække til sig ved små indrømmelser. Ofte bliver forbundsfællen snydt for deres andel i byttet; men ofte har også et politisk parti set sig nødt til at indrømme lavere samfundsklasser en betydelig politisk rettighed, for at disse samfundsklasser skulle kunne bliver i stand til at yde partiet tjenester.

De herskende partier har tit nok appelleret til proletariatet, dom de har selv kaldte det frem på den politiske arena. Sålænge proletariatet endnu ikke havde fået sin egen politik, blev det betragtet og optrådte i virkeligheden også kun som «stemmekvæg».

Imidlertid er proletariatets og bourgeoisiets interesser af så modsat natur, at de to klassers politiske bestræbelser ikke kunne forenes i længden. I alle lande må den kapitalistiske produktionsmåde før eller senere føre til at arbejderklassen river sig løs fra de borgerlige partier og danner deres eget parti, arbejderpartiet.

Når proletariatet i et land kan komme så langt at det tager det afgørende skridt at overskære navlestrengen som knytter proletariatet politisk til det borgerlige samfund, hvis skød det er udgået fra, og dette tidspunkt afhænger i første række af vedkommende lands økonomiske udvikling, som jo bestemmer proletariatets størrelse, kraft og beslutsomhed. Men der gives også en række andre faktorer, som er af betydning for, hvor sent eller hurtig det vil gå, før et lands arbejderklasse når frem til politisk selvstændighed.

Det er særlig to som må nævnes: arbejderklassens indsigt i de politiske og økonomiske forhold og de borgerlige partiers forhold til hinanden. Begge faktorer har i Tyskland hidtil virket meget gunstig for arbejdernes politiske løsrivelse fra bourgeoisiet, meget gunstigere end i nogen anden industriel storstat; derfor er det at arbejderbevægelsen i Tyskland er langt forud for bevægelserne i andre lande med hensyn til selvstændighed overfor de borgerlige partier.

Men hvor forskellig end tidspunkterne kan være, i hvilke arbejderbevægelsen i de enkelte lande fortættes til selvstændige arbejderpartier, så vil dog den økonomiske udvikling i alle lande med naturnødvendighed føre til et sådant resultat.

Ethvert politisk parti må selvfølgelig have som mål at vinde det politiske herredømme. Det må stræbe efter at tage statsmagten i sin tjeneste og udnytte den til fordel for den klasse, som det repræsenterer; det må stræbe efter at bliver det herskende parti i staten. I og med at arbejderklassen organiserer sig som selvstændig parti, har den naturnødvendig stillet sig dette mål, og ligeså naturnødvendig fører den økonomiske udvikling med sig, at målet vil nåes. Også her, som ved arbejderklassens løsrivelse fra de borgerlige partier, afhænger tidspunktet for den begivenhed ikke alene af hvilket trin landets økonomiske udvikling har nået, også en række andre forhold af national og international natur virker medbestemmende. Også måden den fuldbyrdes på, kan bliver meget forskellig. Men hvad der ikke kan være tvivlsomt for nogen, som har iagttaget det moderne samfunds økonomiske og politiske udvikling, det er naturnødvendigheden af proletariatets endelige sejr. Medens det stadigt voksede i størrelse, i moralsk og politisk kraft og bliver mere og mere økonomisk uundværlig, mens klassekampen opdrager det til solidaritet og disciplin og udvider dets synskreds, mens dets organisationer stadig vokser i omfang og handledygtighed, mens det mere og mere bliver den vigtigste og til slut den eneste arbejdende klasse indenfor den kapitalistiske produktionsmådes område, den klasse, hvis virksomhed hele samfundet er afhængig af, mens alt dette foregår, skrumper de proletarfjendtlige klasser talmæssig mere og mere ind, de taber i moralsk og politisk kraft og bliver ikke alene overflødige, men tildels ligefrem hindrende for udviklingen af produktionen, som under deres ledelse forfalder i større og større forvirring og fremkalder stadig mere utålelige tilstande.

Når man holder sig dette for øje, kan man ikke tvivle på, hvem der til slut vil sejre. De besiddende klasser har allerede længe følt angsten for undergangen. De vil ikke vedkende sig angsten, de forsøger at lyve sig fra den og juble den væk; de gør sig selv blinde for ikke at se den afgrund de iler mod, og de mærker ikke, at de ved denne selvforblindelse kun fremskynder undergangen og øger dens uhygge.

Proletariatet som den nederste af de udbyttede klasser - pjalteproletariatet bliver ikke udbyttet; det tilhører selv snyltedyrene - kan imidlertid ikke benytte den magt det erobrer, på samme måde som de andre klasser. Det kan ikke vælte udbytningens tunge byrder over på andre skuldre og gøre sig selv til en udbyttende klasse. Det må benytte magten til at gøre en ende på enhver udbytning. Grundårsagen til udbytningen er privatejendomsretten til produktionsmidlerne. Proletariatet kan alene ophæve den første ved at afskaffe den sidste. Medens proletariatets ejendomsløshed gør det muligt at få det med på ejendomsrettens afskaffelse, så tvinger udbytningen proletariatet til at fuldbyrde denne afskaffelse og erstatte den kapitalistiske produktion med den kooperative.

Vi har set at den kooperative produktion ikke kan bliver den almindelige produktionsform, så længe vareproduktionen foregår. For at den kooperative produktion helt skal kunne erstatte den kapitalistiske, er det uomgængelig nødvendigt, at produktionen for markedet erstattes med produktionen for samfundet og at produktionen foregår under samfundets kontrol. Den socialistiske produktion er altså en naturnødvendig følge af proletariatets sejr. Dersom det ikke benyttede sin magt i staten til at bemægtige sig produktionsmidlerne og erstatte den kapitalistiske vareproduktion med socialistisk produktion, så ville kendsgerningernes logik til slut alligevel fremtvinge den socialistiske produktion, efter at man havde ødslet med produktionskraft til ingen nytte. Den socialistiske produktion vil og må komme. Dens sejr er uafvendelig, så snart proletariatet er blevet overmægtigt. Proletariatet må passe på at udnytte sine sejre til at afskaffe udbytningen, og dette mål kan ikke nåes uden ved den socialistiske produktion. De store økonomiske foretagender, karteller og statsbedrifter peger på denne løsning, udviklingen selv vil lede proletariatet i socialistisk retning. Hvis det skulle ske, at et lands proletariat, som havde sejret, ville slå ind på andre retninger, så ville udviklingen tvinge det over på de socialistiske baner.

Det er imidlertid ingen grund til at tro, at proletariatet vil vise en sådan vankelmodighed, når det engang er kommet til magten. Da måtte proletariatet bliver stående på barnets standpunkt m. h. t. klogskab og kundskaber, mens det i økonomisk, politisk og moralsk henseende var modnet til en mand, som havde kraft og dygtighed nok til at overvinde en stærk modstander. Et sådant misforhold i udviklingen er imidlertid lidt sandsynlig, netop for proletariatets vedkommende. Vi har tidligere påpeget, hvordan proletariatet er i stand til at forstå problemer og idealer, som ligger højt over de dagligdags øjebliksinteresser, en evne som man forgæves ville søge efter hos de arbejdende klasser før i tiden. Samtidig foregår også den økonomiske udvikling i det nuværende samfund så hurtig og giver sig udslag i så iøjnespringende massefænomener, at den også vil kunne erkendes af en ulærd, så snart han er blevet gjort opmærksom på den. Og en sådan påvisning mangler der ikke på; thi forståelsen af den økonomiske udviklingsgang er efterhånden blevet både omfattende og dybtgående.

Alle omstændigheder bidrager til at gøre proletariatet modtagelig for den socialistiske lære. Socialismen er ikke noget ulykkesbudskab for proletariatet, men tværtimod et nyt evangelium. De herskende klasser kan ikke anerkende socialismen uden at begå moralsk selvmord. Proletariatet derimod henter fra socialismen nyt liv, ny kraft, begejstring og nyt håb. Og en sådan lære skulle det i længden kunne stå ligegyldigt eller endog fjendtlig overfor?

Et selvstændig arbejderparti må med naturnødvendighed før eller senere antage socialistiske tendenser, det må bliver et socialdemokrati.

Hovedrekrutteringsfeltet ser vi nøje afgrænset for os: det er de kæmpende, politisk bevidste lag af det industrielle proletariat, som udgør de bærende kræfter i den socialistiske bevægelse. Men jo mere indflydelse proletariatet får på de nærmest beslægtede samfundslag, jo stærkere det påvirker deres følelser og tanker, i desto større udstrækning vil også disse bliver trukket med i den socialistiske bevægelse.

Proletariatets klassekamp har til naturlig mål den socialistiske produktion; den kan ikke slutte, før dette mål er nået. Ligeså vist som proletariatet til slut må bliver den herskende klasse i staten, ligeså sikkert er socialismens sejr.

 11. Arbejderbevægelsen og socialismen.

Socialisterne indså ikke fra begyndelsen af den rolle, det kæmpende proletariat er kaldet til at spille i den socialistiske bevægelse. De kunne selvfølgelig ikke se det, så længe der ikke fandtes noget kæmpende proletariat, men socialismen er ældre end proletariatets klassekamp. Den skriver sig tilbage fra den tid hvor proletariatet begyndte at optræde som massefænomen. Men proletariatet eksisterede længe uden at ytre noget selvstændig liv. Den første og dengang eneste årsag til socialisme var den medlidenhed, som filantroperne i de højere klasser følte for fattigfolket. Socialisterne var de modigste og mest vidtskuende af disse menneskevenner, det var dem som tydeligst indså at privatejendomsretten til produktionsmidlerne var årsagen til, at der opstod et proletariat, og de veg ikke tilbage for at tage konsekvenserne af deres erkendelse. Socialismen var det mest dybtskuende og storslagne udtryk for den borgerlige filantropi. Der fandtes dengang ingen klasseinteresser som opfordrede socialisterne til kamp for deres idealer; de kunne alene appellere til begejstringen og medfølelsen hos de højere klassers idealister; de søgte at vinde disse ved lokkende skildringer af et socialistisk samfund og ved at male mørke billeder af den herskende elendighed. Ikke ved kamp, men ved overtalelser skulle de rige og mægtige bevæges til at udlevere midler til lindring af nøden og til rejsningen af et idealsamfund. Denne periodes socialister har som bekendt ventet forgæves på de millionærer og fyrster som i sin højmodighed skulle frigøre menneskeheden.

I de første årtier af det 19. århundrede begyndte proletariatet at vise tegn til selvstændig liv. Allerede i 1830erne opstod der i Frankrig og navnlig i England en kraftig arbejderbevægelse.

Men socialisterne stod forståelsesløse overfor den. De forstod ikke, at det kunne blive mulig for det fattige, uvidende og rå proletariat nogensinde, at det skulle nå op til den moralske højde og sociale magt som er nødvendig for gennemførelsen af det socialistiske program. Men det var ikke kun mistro de følte til arbejderbevægelsen. Denne var ubehagelig for dem allerede af den grund, at den truede med at berøve dem et virkningsfuldt argument. De borgerlige socialister kunne alene håbe på at påvirke bourgeosiet, når det lykkedes dem at påvise, at det var umulig for proletariatet at rejse sig ved egen kraft. Dertil kom en anden årsag. Klassekampen forargede naturligvis bourgeoisiet. I borgerskabets øjne blev proletariatet ikke længere en beklagelsesværdig nødlidende, som måtte hjælpes, men et forvorpent pak, som måtte slås ned og holdes nede. Hovedårsagen til socialismen i de borgerlige kredse, medlidenheden med de fattige, begyndte at forsvinde. Det opskræmte bourgeoisi så ikke længere et ufarlig legetøj i den socialistiske lære, men et højst farlig våben, som var udleveret i hænderne på masserne og som derved kunne komme til at anrette ubodelig skade. I det hele taget, jo stærkere arbejderbevægelsen blev, desto vanskeligere blev det at drive socialistisk propaganda indenfor de herskende klasser, desto mere fjendtlig optrådte disse overfor socialismen.

Så længe socialisterne var af den mening at midlerne til socialismens gennemførelse alene kunne komme fra de højere klasser, måtte de stå ikke kun mistroisk overfor arbejderbevægelsen, men ofte også afgjort fjendtlig; de måtte tro, at intet kunne skade socialismen mere end klassekampen.

De borgerlige socialisters afvisende holdning overfor arbejderbevægelsen øvede naturligvis indflydelse på dennes stilling til socialismen. Når de kæmpende proletarer ikke alene måtte savne støtte hos socialisterne, men ind imellem også blev bekæmpet af dem, når deres lære anbefalte tålmodighed i stedet for at begejstre, så vagtes ganske naturlig deres mistro og uvilje mod socialismen indenfor proletariatet. Dette blev begunstiget ved den uvidenhed som også herskede blandt de kæmpende proletarer i arbejderbevægelsens første tid. Deres synskreds var for snæver til at de kunne fatte socialismens endemål, og de manglede endnu en klar bevidsthed om deres klasses samfundsmæssige stilling og opgaver; de følte kun et uklart klasseinstinkt, som gjorde at de så med mistro på alt som kom fra bourgeoisiet, altså også på datidens socialisme som på den borgerlige filantropi overhovedet.

I mange arbejderkredse, særlig i England, slog mistroen til socialismen dybe rødder. Ved siden af andre årsager kan det tilskrives denne mistro, at England lige til for nogen årtier siden, var så godt som utilgængelig for de socialistiske bestræbelser, skønt den moderne socialisme indtager en ganske anden holdning til arbejderbevægelsen end den socialisme de borgerlige utopister hylder.

Men hvor dyb end kløften tidligere var mellem det kæmpende proletariat og socialismen, så falder dog socialismen så nær sammen med de mere vidtskuende proletarers synspunkter, at selv dér, hvor massen optrådte fjendtligt overfor socialismen, gik dog de bedste hoveder indenfor arbejderklassen over til den, for så vidt de havde anledning til at sætte sig ind i dens lære. Og de gav socialismen en ny udformning. De havde ikke, som de borgerlige socialister, hensyn at tage til bourgeoisiet, som de tværtimod hadede og bekæmpede på det bitreste; de borgerlige utopisters fredelige socialisme, som ville opnå menneskehedens frigørelse ved en indgriben fra de bedste elementer indenfor de højere klasser, forvandlede sig hos arbejderne til en brutal, revolutionær socialisme, hvis gennemførelse skulle besørges af proletarnæver.

Men heller ikke denne oprindelige arbejdersocialisme havde nogen forståelse af arbejderbevægelsen; også den stod i et fjendtlig forhold til klassekampen - i det mindste overfor dens højeste form, den politiske. Ganske vist af andre grunde end de borgerlige utopisters. Videnskabelig erkendelse kunne arbejdersocialisten ikke tilegne sig. Proletaren kan i bedste fald tilegne sig en del af den viden som de borgerlige lærde skaffer tilveje, men han mangler - så længe han er proletar - betingelserne for at kunne føre videnskaben over det mål som de borgerlige tænkere har nået. Derfor måtte den oprindelige arbejdersocialisme være beheftet med mange af utopismens væsentligste kendetegn: den havde ingen anelse om den økonomiske udvikling, som skaber de materielle elementer for den socialistiske produktion og gennem klassekampen opdrager og modner den klasse som er kaldet til at bemægtige sig disse elementer og frembringe et nyt samfund af dem. Ligesom de borgerlige utopister troede også disse proletarer, at et samfund var en bygning, som kunne opføres efter bestemte planer, når man kun havde den nødvendige plads og de nødvendige midler. De ligeså handlekraftige og modige som naive proletariske utopister mente, at de nok havde kræfter til at rejse den nye bygning; det gjaldt kun at skaffe tilveje pladsen og materialerne. De ventede naturligvis ikke at nogen millionær eller fyrste ville stille disse ting til deres rådighed; de skulle erhverves ved revolution. Den gamle bygning skulle rives ned og opfinderen eller den lille gruppe opfindere af den nye byggeplan skulle udstyres med diktatorisk magt til at opføre den nye samfundsbygning.

I en sådan tankegang var der ingen plads i klassekampen. De proletariske utopister syntes, at den elendighed de levede i, var så bitter at de utålmodig ønskede at afskaffe den. Selvom de havde holdt det for sandsynlig, at klassekampen ville hæve proletariatet og muliggøre samfundets videreudvikling, så syntes de dog at denne procedure var altfor omstændelig. Men de troede slet ikke på denne omdannelse. De befandt sig ved arbejderbevægelsens begyndelse, og det lag af proletarer som deltog i den var ikke mange, og blandt disse få kæmpende proletarer fandtes der kun nogen få enkelte, som havde deres opmærksomhed henvendt på mere end varetagelsen af deres øjeblikkelige interesser. Det syntes håbløst at kunne opdrage den store masse af befolkningen til socialistisk tænkning. Det eneste som denne masse kunne præstere, var et udbrud af fortvivlelse, hvorunder de rev ned det bestående og derved banede vejen for socialisterne. Jo dårligere massen havde det, desto nærmere, troede så de første arbejdersocialister, måtte det tidspunkt komme, da deres stilling blev så utålelig, at de sprængte den samfundsbygning som trykkede dem så hårdt. En kamp om almindelig dannelse af arbejderklassen var efter disse socialisters mening ikke kun håbløs, men ligefrem skadelig, fordi den mindste forbedring som opnåedes, gjorde de bestående samfundsforhold mere tålelige, hvorved man igen udsatte det tidspunkt, da det bestående måtte kunne rives ned og elendigheden afskaffes. Enhver form for klassekamp, som ikke tog sigte på en øjeblikkelig og fuldstændig omstyrtelse af det bestående, anså disse socialister for intet mindre end et forræderi mod menneskeheden.

Det er mere end et halvt århundrede siden at denne tankegang, som vel fik sit genialeste udtryk gennem Weitling, dukkede op indenfor arbejderklassen. Den er endnu ikke død. Den forekommer i ethvert proletarlag som er i færd med at træde ind i rækken af det kæmpende proletariat; den gør sig gældende i ethvert land, hvis proletariat begynder at vågne til forståelse af sin uværdige og utålelige stilling og smittes af socialistiske tendenser, uden at det endnu har nogen klar indsigt i de sociale forhold og uden at det tiltror sig selv kræfter til en langvarig klassekamp. Og da der stadigvæk dukker nye proletarlag op fra sumpen, og da der stadigvæk er nye lande, der går over til den kapitalistiske produktionsmåde og proletariseres, kan denne de utopistiske arbejdersocialisters tankegang også stadigvæk opstå påny. Den er en børnesygdom, som truer enhver ung proletar socialistisk bevægelse, som endnu ikke er nået ud over utopismen.

Man betegner i vore dage denne art af socialisme som anarkisme, men den behøver på ingen måde at være det. Da den ikke udspringer af klar indsigt, men af en instinktiv oprørslyst mod det bestående, er den forenelig med de forskelligste teoretiske standpunkter. Men man ser dog i den senere tid, at de første proletarers rå og brutale socialisme gerne forener sig med de forfinede småborgeres sentimentale, milde og fredsommelige anarkisme. Trods en dybtgående forskel, har de nemlig eet tilfælles: uviljen, ja hadet til en vedholdende klassekamp, særlig til dens højeste form, den politiske kamp.

Lige så lidt som den borgerlige socialisme formåede den proletar-utopiske at overvinde modsætningen mellem socialisme og arbejderbevægelse. Ganske vist bliver de proletariske utopister tvunget af forholdene til at deltage i klassekampen fra tid til anden, men på grund af deres teoretiske holdningsløshed ender deres deltagelse ikke med en forening af socialisme og arbejderbevægelse, den første fortrænges tværtimod af den sidste. Hvor den anarkistiske bevægelse (ordet betyder her de proletariske utopister!), udvikles til en massebevægelse, til virkelig klassekamp, er det en almindelig fænomen, at den før eller senere ender i ensidig fagforeningssværmeri.

Skal den socialistiske bevægelse og arbejderbevægelsen kunne forenes med hinanden og smelte sammen til en ensartet bevægelse, må socialismen løftes op over den utopistiske tankemåde. Denne verdenshistoriske dåd blev udført af Marx og Engels, som skabte det videnskabelige grundlag for den nye, moderne socialisme, eller som man i vor tid siger: for socialdemokratiet, i det «kommunistiske manifest» af 1847. De satte med dette manifest rygrad i socialismen, og forvandlede den fra en skøn drøm, til et alvorlig kampobjekt, og de påviste at den er en naturnødvendig følge af den økonomiske udvikling. De gav proletariatet en klar bevidsthed om dets historiske opgaver og satte det i stand til at marchere frem mod det store mål så hurtig og med så små ofre som mulig. Socialisterne har nu ikke længere til opgave at konstruere det nye samfund, de skal påvise dets elementer i det bestående samfund. De foregøgler ikke længere proletariatet en frigørelse fra oven. Deres opgave er nu at understøtte proletariatet i dets klassekamp ved at uddybe de økonomiske og politiske arbejderorganisationers indsigt, for at proletariatet så meget hurtigere og lettere skal modnes til at frigøre sig selv. Socialdemokratiets opgave er at gøre proletariatets klassekamp mest mulig målbevidst og virkningsfuld.

En nærmere redegørelse for tankegangen i Marx' og Engels' lære er ikke nødvendig, da nemlig hele den foreliggende bog hviler på denne lære, og ikke er andet end en fremstilling og udvikling af den.

Proletariatets klassekamp får ved denne lære en ny karakter. Så længe klassekampen ikke har den socialistiske produktion som bevidst mål, så længe det kæmpende proletariats bestræbelser ikke peger ud over rammen af den bestående produktionsordning, bevæger klassekampen sig tilsyneladende i en cirkel uden at komme af pletten, og proletariatets anstrengelser for at frigøre sig synes at opføre sig som et Sisyfusarbejde. De nedadtrykkende tendenser i den kapitalistiske produktionsmåde bliver ikke ophævet af klassekampen, i bedste fald kun undertrykt en del. Uafbrudt foregår proletariseringen af samfundets middelklasser, uophørlig bliver enkelte medlemmer og hele lag af de arbejdende klasser trængt ned i pjalteproletariatet, stadig er de fordele som de bedrestillede arbejdere har tilkæmpet sig, truet af kapitalisternes profithunger. Enhver forkortelse af arbejdstiden, enten den er opnået ved faglig eller politisk kamp, foranlediger indførelse af arbejdsbesparende maskiner og et hurtigere tempo i arbejdet; enhver styrkelse af arbejderorganisationerne bliver besvaret med en forbedring af kapitalistorganisationerne o.s.v.. Og samtidig vokser arbejdsløsheden, kriserne tiltager i omfang og dybde, tilværelsen bliver mere og mere pinefuldt usikker. Den hævning af arbejderklassen som klassekampen bevirker, er mindre økonomisk end moralsk. Proletariatets økonomiske vilkår forbedres kun lidt i det store og hele taget ved klassekampen og dens øjeblikkelige resultater - om overhovedet noget. Men proletarernes selvagtelse stiger og den respekt de indgyder de andre samfundsklasser; de begynder at føle sig jævnbyrdige med de bedrestillede og sammenligne deres kår med deres; de begynder at stille større fordringer, til boliger og klæder, til undervisning og deres børns opdragelse o.s.v., de kræver delagtighed i alle naturens goder. Og de bliver mere og mere ømfindtlige for enhver tilsidesættelse og undertrykkelse.

Proletariatets moralske højnelse er ensbetydende med at dets «begærlighed» vågner og stadig vokser. Dersom dets økonomiske vilkår forbedres, vokser begærligheden så meget hurtigere.

Disse forbedringer, som mange frygter og andre håber vil gøre arbejderne tilfredse, modsvarer dog ikke de krav fra arbejderne som er en naturlig følge af deres moralske højnelse. Resultatet af klassekampen må derfor bliver en tiltagende misfornøjelse indenfor proletariatet. En misfornøjelse som naturligvis er mest mærkbar der, hvor den økonomiske forbedring af proletariatets kår er blevet liggende længst tilbage i forhold til dets moralske højnelse. Klassekampen bliver til slut ganske meningsløs og frugtesløs, dersom den ikke peger ud over den bestående produktionsmåde.

Først den socialistiske produktion kan gøre en ende på misforholdet mellem arbejdernes behov og midlerne til at tilfredsstille dem, idet den ophæver udbytningen og klasseforskellen: den fjerner dermed den mægtige årsag til misfornøjelse og utilfredshed hos arbejderne som ligger i udbytternes luksuriøse liv. Er først denne årsag ryddet af vejen, da kommer det af sig selv, at arbejdernes krav indskrænkes til det, som kan tilfredsstilles ved de forhåndenværende midler. Vi har tidligere påvist, i hvor høj grad den socialistiske produktion fordeler disse midler.

Den nagende misfornøjelse, «begærligheden», er ukendt i kommunistiske samfund. Klassemodsætningen og udbytningen afleder med naturnødvendighed misfornøjelsen overalt, hvor de udbyttede føler at de er udbytterne moralsk jævnbyrdige eller endog overlegne. Når en udbyttet klasse først er kommet så langt, da vil dens «begærlighed» ikke bliver tilfredsstillet, før den har afskaffet udbytningen.

Så længe proletariatets klassekamp stod i modsætningsforhold til socialismen, så længe den ikke tog sigte på andet end at bedre arbejderklassens vilkår ved indrømmelser indenfor rammen af det nuværende samfund, så længe var det umuligt at den kunne nå sit mål. Helt anderledes blev det efter at den socialistiske bevægelse smeltede sammen med arbejderbevægelsen; nu har den et mål, som den påtagelig nærmer sig, nu får alle udslag af kampen betydning, også de som ikke medfører umiddelbare praktiske resultater, når de kun befordrer proletariatets selvbevidsthed og anseelse, dets kammeratlige sammenhold og disciplin. Nu bliver også mangt et tilsyneladende tabt slag en sejr, og nu betyder også enhver strejke, ethvert nedstemt lovforslag, som skulle tjene proletariatets interesser, et skridt fremad mod målet for kampen om en menneskeværdig tilværelse. Fra nu af viser det sig at enhver økonomisk og politisk forholdsregel, som træffes med henblik på proletariatet, må virke til gunst for det, hvadenten den har fjendtlige eller venskabelige tendenser, når den blot bidrager til at ruske op i det og højne det moralsk. Fra nu af ligner det kæmpende proletariat ikke længere en armé, som ikke kommer af flækken, og som med store ofre kun kan bevare den position den engang har erobret; nu bliver det mere og mere klart for selv det svageste øje, at proletariatet er en uimodståelig erobrer, hvis sejr intet kan hindre. 

Skal den socialistiske bevægelse og arbejderbevægelsen kunne forenes med hinanden og smelte sammen til en ensartet bevægelse, må socialismen løftes op over den utopistiske tankemåde. Denne verdenshistoriske dåd blev udført af Marx og Engels, som skabte det videnskabelige grundlag for den nye, moderne socialisme, eller som man i vor tid siger: for socialdemokratiet, i det «kommunistiske manifest» af 1847. De gav med manifestet rygrad i socialismen, og forvandlede den fra en skøn drøm, til et alvorlig kampobjekt, og de påviste at socialismen er en naturnødvendig følge af den økonomiske udvikling. De gav proletariatet en klar bevidsthed om dets historiske opgaver og satte det i stand til at marchere frem mod det store mål, så hurtig og med så små ofre som mulig. Socialisterne har nu ikke længere til opgave at konstruere det nye samfund, de skal påvise dets elementer i det bestående samfund. De foregøgler ikke længere proletariatet en frigørelse fra oven. Deres opgave er nu at understøtte proletariatet i dets klassekamp ved at uddybe de økonomiske og politiske arbejderorganisationers indsigt, for at proletariatet så meget hurtigere og lettere skal modnes til at frigøre sig selv. Socialdemokratiets opgave er at gøre proletariatets klassekamp mest mulig målbevidst og virkningsfuld.

En nærmere redegørelse for tankegangen i Marx' og Engels' lære er ikke nødvendig, da nemlig hele den foreliggende bog hviler på denne lære, og ikke er andet end en fremstilling og udvikling af den.

Proletariatets klassekamp får ved denne lære en ny karakter. Så længe klassekampen ikke har den socialistiske produktion som bevidst mål, så længe det kæmpende proletariats bestræbelser ikke peger ud over rammen af den bestående produktionsordning, bevæger klassekampen sig tilsyneladende i en cirkel uden at komme af pletten, og proletariatets anstrengelser for at frigøre sig synes at opføre sig som et Sisyfusarbejde. De nedadtrykkende tendenser i den kapitalistiske produktionsmåde bliver ikke ophævet af klassekampen, i bedste fald kun undertrykt en del. Uafbrudt foregår proletariseringen af samfundets middelklasser, uophørlig bliver enkelte medlemmer og hele lag af de arbejdende klasser trængt ned i pjalteproletariatet, stadig er de fordele som de bedrestillede arbejdere har tilkæmpet sig, truet af kapitalisternes profithunger. Enhver forkortelse af arbejdstiden, enten den er opnået ved faglig eller politisk kamp, foranlediger indførelse af arbejdsbesparende maskiner og et hurtigere tempo i arbejdet; enhver styrkelse af arbejderorganisationerne bliver besvaret med en forbedring af kapitalistorganisationerne o.s.v.. Og samtidig vokser arbejdsløsheden, kriserne tiltager i omfang og dybde, tilværelsen bliver mere og mere pinefuldt usikker. Den hævning af arbejderklassen som klassekampen bevirker, er mindre økonomisk end moralsk. Proletariatets økonomiske vilkår forbedres kun lidt i det store og hele taget ved klassekampen og dens øjeblikkelige resultater - om overhovedet noget. Men proletarernes selvagtelse stiger og den respekt de indgyder de andre samfundsklasser; de begynder at føle sig jævnbyrdige med de bedrestillede og sammenligne deres kår med deres; de begynder at stille større fordringer, til boliger og klæder, til undervisning og deres børns opdragelse o.s.v., de kræver delagtighed i alle naturens goder. Og de bliver mere og mere ømfindtlige for enhver tilsidesættelse og undertrykkelse.

Proletariatets moralske højnelse er ensbetydende med at dets «begærlighed» vågner og stadig vokser. Dersom dets økonomiske vilkår forbedres, vokser begærligheden så meget hurtigere.

Disse forbedringer, som mange frygter og andre håber vil gøre arbejderne tilfredse, modsvarer dog ikke de krav fra arbejderne som er en naturlig følge af deres moralske højnelse. Resultatet af klassekampen må derfor bliver en tiltagende misfornøjelse indenfor proletariatet. En misfornøjelse som naturligvis er mest mærkbar der, hvor den økonomiske forbedring af proletariatets kår er blevet liggende længst tilbage i forhold til dets moralske højnelse. Klassekampen bliver til slut ganske meningsløs og frugtesløs, dersom den ikke peger ud over den bestående produktionsmåde.

Først den socialistiske produktion kan gøre en ende på misforholdet mellem arbejdernes behov og midlerne til at tilfredsstille dem, idet den ophæver udbytningen og klasseforskellen: den fjerner dermed den mægtige årsag til misfornøjelse og utilfredshed hos arbejderne som ligger i udbytternes luksuriøse liv. Er først denne årsag ryddet af vejen, da kommer det af sig selv, at arbejdernes krav indskrænkes til det, som kan tilfredsstilles ved de forhåndenværende midler. Vi har tidligere påvist, i hvor høj grad den socialistiske produktion fordeler disse midler.

Den nagende misfornøjelse, «begærligheden», er ukendt i kommunistiske samfund. Klassemodsætningen og udbytningen afleder med naturnødvendighed misfornøjelsen overalt, hvor de udbyttede føler at de er udbytterne moralsk jævnbyrdige eller endog overlegne. Når en udbyttet klasse først er kommet så langt, da vil dens «begærlighed» ikke bliver tilfredsstillet, før den har afskaffet udbytningen.

Så længe proletariatets klassekamp stod i modsætningsforhold til socialismen, så længe den ikke tog sigte på andet end at bedre arbejderklassens vilkår ved indrømmelser indenfor rammen af det nuværende samfund, så længe var det umuligt at den kunne nå sit mål. Helt anderledes blev det efter at den socialistiske bevægelse smeltede sammen med arbejderbevægelsen; nu har den et mål, som den påtagelig nærmer sig, nu får alle udslag af kampen betydning, også de som ikke medfører umiddelbare praktiske resultater, når de kun befordrer proletariatets selvbevidsthed og anseelse, dets kammeratlige sammenhold og disciplin. Nu bliver også mangt et tilsyneladende tabt slag en sejr, og nu betyder også enhver strejke, ethvert nedstemt lovforslag, som skulle tjene proletariatets interesser, et skridt fremad mod målet for kampen om en menneskeværdig tilværelse. Fra nu af viser det sig at enhver økonomisk og politisk forholdsregel, som træffes med henblik på proletariatet, må virke til gunst for det, hvadenten den har fjendtlige eller venskabelige tendenser, når den blot bidrager til at ruske op i det og højne det moralsk. Fra nu af ligner det kæmpende proletariat ikke længere en armé, som ikke kommer af flækken, og som med store ofre kun kan bevare den position den engang har erobret; nu bliver det mere og mere klart for selv det svageste øje, at proletariatet er en uimodståelig erobrer, hvis sejr intet kan hindre. 

Den nye socialisme, som Marx og Engels lagde grunden til, har fået sin udbredelse fra Tyskland. Dens grundlæggere var begge tyskere, og deres første elever var tyskere, og deres skrifter udkom på det tyske sprog. Allerede dette forklarer, skønt det aldeles ikke var den eneste årsag, at sammensmeltningen af arbejderbevægelsen med socialismen først fandt sted i Tyskland, og at det var i Tyskland socialdemokratiet tidligst slog rod.

Men socialdemokratiets udbredelse har ikke indskrænket sig til de tysktalende lande. Den moderne socialisme var på forhånd klar over den internationale karakter, som den moderne arbejderbevægelse overalt antager, og den forsøgte derfor allerede fra begyndelsen af, at give sin propaganda et internationalt grundlag.

Det internationale samkvem er naturnødvendig knyttet til den kapitalistiske produktionsmåde. Dens udvikling fra den oprindelige, enkle vareproduktion hænger på det tætteste sammen med udviklingen af verdenshandelen. Denne er imidlertid ikke mulig uden et fredelig samkvem mellem de enkelte lande indbyrdes; for at kunne udfoldes kræves det, at de forskellige lande beskytter fremmede købmænd mod deres egne. Købmanden bliver også i høj grad hævet op på den sociale rangsstige ved verdenshandelens udvikling. Hans tankemåder begynder at øve stærk indflydelse på hele samfunds tankesmåder. Og købmanden har altid været et bevægelig element: ubi bene, ibi patria, jeg har det godt, hvor jeg kan tjene penge, og dér er mit fædreland.

Dette forklarer, at samtidig med at verdenshandelen og den kapitalistiske produktion vinder udbredelse, udvikler der sig indenfor det borgerlige samfund en verdensborgerlig tendens, ønsket om en evig fred mellem nationerne og folkenes forbrødring.

Men den kapitalistiske produktionsmåde kan opvise de sælsomste modsætninger; ligesom den på en og samme tid har en tendens til at øge ligheden og uligheden, til at trykke proletariatet ned i den dybeste elendighed og til at hæve det op til at bliver en herskende klasse, samtidig som den har en tendens til at frigøre individet og til at underkue det, ligesådan virker den på landenes indbyrdes forhold. Den bidrager ikke kun til folkenes forbrødring, den tilspidser også de nationale modsætninger. Omsætningen og det økonomiske samkvem behøver fred, men konkurrencen afføder krig. Ligesom der i ethvert land hersker evig krigstilstand mellem de enkelte kapitalister og de forskellige klasser indbyrdes, således er der også krigstilstand mellem de forskellige nationers kapitalister og kapitalistklasser. Enhver nation søger at udvide markedet for sine produkter og fortrænge de andre nationer. Jo mere udviklet verdenshandelen er, desto mere nødvendig er freden, men desto vildere er også konkurrencen og desto større er faren for et fjendtlig sammenstød mellem nationerne. Jo livligere det internationale samkvem er, desto stærkere lyder kravet om national afsondring. Jo stærkere fredstrangen er, desto større krigsfaren: denne tilsyneladende forrykte selvmodsigelse svarer til den kapitalistiske produktionsmådes karakter. Den ligger allerede skjult i den enkle vareproduktion, men først under den kapitalistiske produktion udfolder den sig til det kæmpemæssige og utålelige. At denne produktionsmåde fremelsker de krigerske tendenser på samme måde som den gør freden uundværlig, det er kun én af de selvmodsigelser som kapitalismen må gå tilgrunde i.

I modsætning til de øvrige klasser i det nuværende samfund påvirkes proletariatets holdning ikke af disse selvmodsigelser. Efterhånden som proletariatet udvikler sig og vokser op til at bliver en selvstændig klasse, desto mere tydelig bliver det, at af de to modstridende tendenser hos den kapitalistiske produktionsmåde er det kun den ene som indvirker på proletariatet, den anden bliver mere og mere virkningsløs overfor det. Den moderne produktionsmåde har, som vi har set, både en tendens til at slutte producenterne sammen i store forbund til fælles virksomhed og til at fremkalde alles (producenternes) kamp mod alle. Indenfor proletariatet ophører imidlertid disse tendenser at virke. I stedet for modsætningen mellem monopol og konkurrence, der driver sammen og splitter bourgeoisiet, finder vi hos proletariatet mere og mere kun den første tendens, som gør sig gældende i retning af at styrke og udvide den proletariske solidaritet. En naturlig følge af denne «ensidighed» er det, at alene tendensen til en inderlig, international sammenslutning gør sig mere og mere tydeligt gældende indenfor proletariatet i de forskellige kulturlande, mens tendensen til national afsondring og national kamp taber sin kraft indenfor dets rækker.

Ved at gøre arbejderen besiddelsesløs har den kapitalistiske produktionsmåde frigjort ham for ethvert stavnsbånd. Han har ikke noget trygt hjem og derfor heller ingen fast hjemstavn. Ligesom købmanden antager også arbejderen den grundsætning: ubi bene, ibi patria, hvor jeg finder de bedste arbejdsvilkår, dér er mit fædreland. Allerede håndværkssvendene foretog vandringer i fremmede lande, og følgen var de antydninger til international forbindelse, som vi før har omtalt. Men hvad betyder disse vandringer sammenlignet med det moderne rejseliv, som udviklingen af nutidens kommunikationsmidler muliggør! Og håndværkssvenden, han vandrede med tanken på at vende tilbage til hjemmet igen, medens den moderne proletar rejser ud med hustru og børn, for at slå sig ned der, hvor han kan opnå de bedste arbejdsbetingelser. Han er ingen turist, han er en nomade.

Ligesom proletaren søger også købmanden, i det mindste den købmand som deltager i verdenshandelen, at frigøre sig fra sin hjemstavn og slå sig ned, hvor han tror han kan fremme deres forretningsinteresser bedst. Men han taber dermed ikke forbindelsen med sit fædreland. Hans stilling og anseelse i udlandet, de muligheder han har for at gøre forretninger i udlandet og konkurrere med de fremmede kolleger, afhænger nemlig for en stor del af, hvilken betydning og magt den stat har, som han tilhører og som beskytter ham. Købmanden i udlandet vedbliver altså med at være nationalsindet; og som regel er disse herrer ligefrem chauvinister; de mærker umiddelbart hvilken betydning fædrelandets storhed har for deres pengepung.

Anderledes med proletaren. Han er ikke i sit hjemland blevet vant til at staten beskytter hans interesser; han behøver som regel heller ikke fædrelandets beskyttelse i udlandet, i det mindste ikke i et kulturland. Tværtimod, når han søger ud til et fremmed land, så søger han som regel til et, hvor lovene og statsforvaltningen er gunstigere end i hans hjemland. Og hans nye kammerater har aldeles ingen interesse af at berøve ham nogen del af lovenes beskyttelse i det forhold, hvor han hårdest behøver det, nemlig i forholdet til udbytteren. Deres egne interesser opfordrer dem tværtimod til at sørge for, at hans modstandskraft overfor udbytteren vokser.

Den moderne proletar bliver altså løsrevet fra sin hjemstavn på en ganske anden måde end fortidens håndværkssvend og købmanden. Han bliver fuldt ud en verdensborger, hele verden bliver hans hjem og fædreland.

For arbejderne i de lande, hvor forholdene er gunstigst og hvor indvandringen derfor er større end udvandringen, medfører dette verdensborgerskab mange ulemper, tildels ligefrem farer. Det kan nemlig ikke nægtes, at disse mere højtstående arbejdere hæmmes i deres klassekamp ved konkurrencen fra de mere nøjsomme og mindre modstandskraftige indvandrere.

Under visse omstændigheder kan denne konkurrence, ligesom konkurrencen mellem de forskellige landes kapitalister, medføre en tilspidsning af de nationale modsætninger, og den kan fremkalde nationalhad hos de indfødte arbejdere mod de fremmede. Men den nationalitetskamp, som er et varig fænomen indenfor bourgeoisiets kredse, kan kun bliver af forbigående art indenfor proletariatet.

Thi før eller senere må det komme til den erkendelse - om ikke på anden vej, så gennem bitre erfaringer - at indvandring af billig arbejdskraft fra tilbageliggende til mere fremskredne lande, er et fænomen som er ligeså naturlig og uundgåelig som indførelsen af maskiner og kvindernes indtrængen i industrien, og at det er ligeså umuligt at standse indvandringen, som det har været umulig at hindre de to sidstnævnte fænomener .

De dårlige arbejdsforhold i et land virker også skadelig på den måde, at de er et påskud, iblandt også en virkelig grund til at kapitalisterne i et andet land med bedre arbejdsvilkår, vil modsætte sig arbejdernes krav på forbedringer.

På den ene som på den anden måde kommer arbejderne til klarhed om, at resultaterne af deres egen klassekamp er afhængig af de fremskridt arbejderne i andre lande gør. Selvom de en tid føler uvilje mod de udenlandske arbejdere, vil de til slut dog forstå, at der er kun et middel til at hindre den hæmmende indflydelse af uligheden: nemlig at afskaffe den, nemlig at hæve de udenlandske arbejderes niveau. De tyske arbejdere har al grund til at ønske og, såvidt det er muligt, at bidrage sit til at de slaviske og italienske arbejdere får højere løn og kortere arbejdstid; den samme interesse har de engelske arbejdere overfor de tyske, de amerikanske overfor de europæiske.

Dette at proletariatets klassekamp i det ene land står i nøje afhængighedsforhold til klassekampen i andre lande, fører med naturnødvendighed til en international sammenslutning af de kæmpende proletarlag.

Resterne af den selvgodhed og det nationalhad, som proletariatet har arvet efter bourgeoisiet, forsvinder lidt efter lidt; og proletariatet bliver mere og mere frigjort for nationale fordomme; arbejderne i det ene land vil bedre og bedre forstå, at de udenlandske arbejdere er deres kampfæller og kammerater, hvilket sprog de end taler.

Mest inderlig må naturligvis den internationale solidaritet bliver mellem de proletarlag, som har sat sig de samme mål og kæmper for dem med de samme midler. Hvor uundværlig denne solidaritet er, har forfatterne af det kommunistiske manifest allerede indset på forhånd. De henvendte sig til proletarer i alle lande og endte med opråbet: «Foren eder!» og den organisation, i hvis navn Manifestet blev udsendt i, var international, det var «Kommunisternes Forbund».

Da de revolutionære bevægelser i 1848 og 1849 blev knust, gik også dette forbund tilgrunde; men ved arbejderbevægelsens genopvågnen omkring 1860, opstod det påny i Internationalen, hvis sjæl var Karl Marx. Den havde til opgave ikke kun at vække den internationale solidaritetsfølelse hos alle landes arbejdere, men også at give dem et fælles mål og føre dem ind på en fælles vej til målet. Den første opgave har den løst, der anden kun delvist. »Internationalen» skulle fremskynde foreningen af den kæmpende arbejderklasse og den moderne socialisme i alle land. Den erklærede, at de arbejdende klassers frigørelse måtte bliver deres eget værk. Mod denne grundsætning rejste der sig indenfor «Internationalen» en opposition, som blev stærkere efterhånden som det blev indlysende, at dens konsekvens var socialdemokratiet. Tilhængerne af den borgerlige, småborgerlige og primitiv-proletariske utopisme brød ud af «Internationalen», da de forstod, hvor den førte hen. Pariserkommunens jord i 1871 og socialistforfølgelserne gjorde efterfølgende helt slut på den.

Men den internationale solidaritetsfølelse som den havde skabt, lod sig ikke udrydde.

Tankerne i det kommunistiske manifest trængte stadig dybere ind blandt alle landes proletarer. Overalt var klassekampens sammensmeltning med den moderne socialisme allerede fuldbragt eller på god vej. Den internationale bevidsthed var så mægtig at der kun skulle fremkomme en ydre anledning for at tanken kunne tage form.

Det skete som bekendt på 100-årsdagen for stormen på Bastillen, ved den Internationale Kongres i Paris 1889. Kongressen i Bryssel 1891 bekræftet påny proletariatets internationalitet, som desuden får sit udtryk hvert år i fejringen af 1 maj. Det er ikke ensomme tænkere og sværmere som samledes på socialdemokratiets internationale kongresser, sådan som tilfældet er med bourgeoisiets fredskongresser, men repræsentanter for millioner af arbejdende kvinder og mænd. Enhver majdemonstration viser, at det er folket som marcherer frem i international solidaritet, som protesterer mod krigen og som erklærer at de såkaldte nationale modsætninger ikke angår folkene, men kun deres udbyttere.

En sådan international sammenslutning, en sådan udjævning af kløften mellem nationerne har verden aldrig set før.

Fra sin oprindelse af er socialdemokratiet i hele sit væsen et internationalt parti. Men samtidig har det en tendens til mere og mere at bliver et nationalt parti, dvs. et folkeparti i den forstand at det kommer til at repræsentere, ikke kun de industrielle lønarbejdere, men alle arbejdende og udbyttede stænder, altså det store flertal, som man i almindelighed kalder «folket». Vi har allerede set, at det industrielle proletariat har en tendens til at bliver den eneste arbejdende klasse. Vi har også allerede påvist, at de andre arbejdende klasser bliver mere og mere lig proletariatet med hensyn til arbejdsforhold og livsvilkår; og endelig ved vi, at proletariatet er det eneste element blandt de arbejdende klasser, som stadig vokser i kraft, intelligens og målbevidsthed, og som resterne af de øvrige arbejdende klasser grupperer sig om. Dets følelser og tanker bliver mere og mere bestemmende for «småfolket» i det hele taget.

Efterhånden som lønarbejderne overtager ledelsen, bliver arbejderpartiet til et folkeparti. Faktisk er det sådan, at så snart den selvstændige arbejder i smådriften indser, at han selv eller i alt fald hans børn er redningsløst fordømt til at synke ned i proletariatet, at hans eneste redning er proletariatets frigørelse - fra det øjeblik må han betragte socialdemokratiet som den naturligste repræsentant for sine interesser.

Socialdemokratiet repræsenterer «småfolkets» interesser - ikke kun i fremtiden men også i det nuværende samfund. Proletariatet, som er det underste af de udbyttede samfundslag, kan ikke frigøre sig for undertrykkelse og udbytning uden at afskaffe enhver undertrykkelse og udbytning. Det er derfor en uforsonlig fjende af udbytningen, uanset hvilken form den optræder i; det er alle udbyttedes og undertryktes redningsmand.

Vi har ovenfor talt om «Internationalen». Det er betegnende at foranledningen til dens grundlæggelse var en proletarisk protest mod zarismens undertrykkelse af Polen, og at den første resolution som blev vedtaget efter dens konstituering, var en lykønskningsskrivelse til præsident Lincoln i anledning af slaveriets afskaffelse. Betegnende er det også at «Internationalen» var den første organisation i England, som optrådte mod den engelske overklasses mishandling af irlænderne. Hverken den irske eller den polske bevægelse, lige så lidt som slavernes frigørelse, havde direkte noget med lønarbejdernes klasseinteresser at gøre.

Lignende eksempler kan nævnes i mængdevis fra enhver socialistisk arbejderbevægelse.

Det er ganske vist så, at socialdemokratiet bygger på den økonomiske udvikling og at den socialistiske produktion forudsætter, at smådriften fortrænges i størst mulig udstrækning af stordriften. Altså skulle socialdemokratiet have interesse af smådriftens, småhåndværkets og småbøndernes undergang; det har interesse af at fremskynde deres ruin, altså kan det ikke varetage deres interesser.

Hertil er at svare: Socialdemokratiet laver ikke den økonomiske udvikling; smådriftens ødelæggelse ved stordriften besørges med al grundighed af kapitalistklassen uden socialdemokratiets bistand. Socialdemokratiet forsøger vistnok ikke at modsætte sig denne udvikling, men at hæmme den økonomiske udvikling, ville heller ikke være ensbetydende med at varetage småbøndernes og småborgernes virkelige interesser. Alle forsøg i den retning ville nemlig være forgæves; de kunne kun skade, om de overhovedet gjorde nogen virkning. At foregøgle bønderne og håndværkerne reformer, som skulle kunne skabe en ny guldalder for dem, dét er ikke at varetage deres interesser, men tværtimod at vække illusioner hos dem som ikke kan virkeliggøres, men kun føre dem på vildspor.

Om nu imidlertid smådriftens undergang er uundgåelig så er det ikke derfor nødvendig at den skal fuldbyrdes under alle de uhyggelige fænomener som den i regel nu er forbundet med. Vi har set at smådriftens undergang kun er sidste akt i et langt drama, i hvis foregående akter intet andet udspilles end den selvstændige småproducents langsomme og kvalfulde udarming. Men det ligger så langt fra i socialdemokratiets interesse, at småborgerne og småbønderne forarmes - at snarere det modsatte er tilfældet. For jo mere udarmet de kredse er som socialdemokratiet rekrutteres fra, desto vanskeligere er det at hæve rekrutterne så højt at de er i stand til og villige til at træde ind i rækken sammen med det kæmpende proletariat. Jo mere fordringsløs bonden og håndværkeren er, jo mere vant han er til en urimelig lang arbejdsdag, desto mindre modstandsdygtig viser han sig, når han er sunket ned i proletariatet, desto villigere lader han sig udbytte, desto mere skader han ved sin konkurrence de mere højtstående arbejdere. De samme faktorer som fremkalder arbejdernes internationale solidaritet, er tildels også årsag til proletariatets solidaritet med de klasser, som de rekrutteres fra, en solidaritet vel at mærke, som hidtil i regel kun er blevet vist fra den ene af parterne, fra proletariatet. 

Naturligvis, dersom småbønderne og småborgerne forsøger at holde sig oven vande på bekostning af proletariatet, f.eks. ved en uforholdsmæssig udbytning af lærlingene eller ved at de hindrer deres arbejdere i at organisere sig, da vil de altid støde på en energisk modstand fra proletariatet og socialdemokratiet. Derimod stiller socialdemokratiet sig i brechen for en række foranstaltninger, som uden at skade proletariatet, skaffer småbønder og småborgere betragtelige forbedringer og lettelser.

Dette fremgår tydelig af de krav, som socialdemokratiet stiller til den nuværende stat. Disse krav er opsummeret i anden del af Erfurter-programmet.

At komme nærmere ind på disse programposter ligger udenfor planen for dette arbejde, som kun befatter sig med socialdemokratiets grundsætninger og ikke med de praktiske konsekvenser af disse grundsætninger. Det såkaldte «Arbejderprogram» angår os i denne forbindelse kun for så vidt som det kan tjene til at belyse vore principper. Ud fra dette standpunkt vil vi, idet vi nu afslutter dette vort arbejde, knytte en del bemærkninger til programmets anden del.

Det vil straks falde i øjnene, at af socialdemokratiets reformsager er det kun en del, som kan siges at være rene arbejdskrav, dvs. sådanne fordringer som fremsættes udelukkende af hensyn til lønarbejderne. De fleste af kravene falder indenfor et interesseområde som proletariatet har fælles med andre lag af den arbejdende befolkning.

Mange af disse krav fremsættes også af det borgerlige demokrati; de øvrige kan forfægtes alene af socialdemokratiet som det eneste antikapitalistiske parti, og om de borgerlig-demokratiske reformer gælder det, at de har den ivrigste forsvarer i socialdemokratiet. Det søger at lette småfolkets livsvilkår og alle byrderne for de dårligst stillede ved afskaffelse af indirekte skatter og indførelse af progressiv skat på de store indtægter, ved afskaffelse af de stående hære, ved begrænsning og indskrænkning af statsgælden o.s.v.. Det søger at hæve småfolket åndelig, idet det ikke alene kræver en fri folkeundervisning, som tilfredsstiller den moderne kulturs krav, men også skolebespisning og frit skolemateriel. Det er det eneste parti som kræver sygeplejen over i beskatningen, fri retshjælp o.s.v..

Alene de reformer, som går i samme retning som disse krav, er i stand til at forbedre vilkårene for smådriftens selvstændige arbejdere, så langt det overhovedet er muligt i det nuværende samfund. At hjælpe bonden og håndværkerne som producenter og samtidig beholde deres gammeldags driftsmåde, strider mod den økonomiske udviklingsgang og er derfor umulig. Ligeså umulig er det at hæve alle eller en nævneværdig del af dem op til kapitalister. Massen af disse «småfolk» kan alene hjælpes som konsumenter. Men netop de partier, som tilsyneladende giver sig af med at ville varetage bøndernes og håndværkernes tarv, lægger de tungeste byrder på dem som forbrugere.

Forbedringer af småborgernes og småbøndernes stilling som forbrugere både modsvarer og fremskynder den økonomiske udvikling. Thi jo bedre deres stilling bliver som forbrugere, jo højere deres livsstandard ligger, deres fysiske og åndelige kraft, deres indsigt, desto tidligere vil de indstille kampen mod storbedriften i form af sultekonkurrence, desto snarere vil de gå over til proletariatet. Ikke til det tålmodige, kraftløse og nøjsomme proletariat, men til det kæmpende, fordringsfulde og målbevidste proletariat. De vil træde ind i rækken af de klassebevidste arbejdere og derved fremskynde deres sejr.

Sejren vil ikke, som mange tror, fremkaldes ved forkommenhed, og lige så lidt af småbøndernes og småborgernes, som af proletariatets forkommenhed. Socialdemokratiet bekæmper derfor med fuld grund ludfattigdommen på alle områder. At socialdemokratiet vokser i styrke kommer altså ikke kun lønarbejderne tilgode, men alle som lever af deres arbejde og ikke af at udbytte.

Småborgerskabet og bondestanden har aldrig været i stand til på egen hånd at hævde deres interesser lige overfor de andre klasser i den moderne stat. Og de formår det i vore dage mindre end nogensinde. For at kunne varetage deres interesser må de alliere sig med en eller flere andre klasser. Privatejendommen indgiver dem et instinkt, som driver dem i armene på de borgerlige partier, dvs. at de allierer sig med en gruppe af de højerestående besiddende klasser. Selv de borgerlige partier søger at få sådanne alliancer i stand, tildels af rent partipolitiske grunde, idet de betragter småfolket som «stemmekvæg», men tildels også efter mere dybtgående overvejelser. De ved nemlig meget godt, at småbøndernes og småborgernes privatejendom er den stærkeste støtte for privatejendommen overhovedet, dermed også for den udbytning de driver. De ønsker at opretholde bonde- og småborgerstanden, og de lover dem det også, men i virkeligheden gør de alt hvad der står i deres magt for at udvide stordriftens herredømme og kvæle bondens og håndværkerens produktion.

Helt anderledes er forholdet mellem disse arbejdere og socialdemokratiet. Det kan ganske vist ikke bidrage til at holde liv i smådriften, men faktisk har den dog intet at frygte af det. Det er kapitalisterne, ikke proletariatet, som ekspropriere håndværkerne og bønderne. Proletariatets sejr derimod vil gøre en ende på ekspropriation. Og som konsumenter har smådriftens arbejdere fælles interesser med proletariatet. De har derfor al grund til alliere sig med dette, det vil sige, at varetage deres interesser ved at slutte sig til socialdemokratiet.

Man kan vistnok ikke vente at denne erkendelse vil komme synderlig hurtigt. Men småborgernes og bøndernes faneflugt fra de borgerlige partier er dog allerede begyndt. Det er en ganske egenartet faneflugt, idet det nemlig er de dygtigste, de mest kamplystne som flygter først, ikke for at komme væk fra kamptummelen, men for at ombytte den trøstesløse kamp for en ynkværdig tilværelse med en kæmpemæssig, verdensomspændende kamp for indførelsen af et nyt samfund, hvor alle bliver delagtige i kulturens goder. De kommer med i en kamp for hele menneskehedens befrielse fra et samfundssystem som truer med at kvæle dem.

Jo mere utålelig den nuværende produktionsmåde bliver, jo mere indlysende det bliver at den går sin bankerot imøde, og jo mere de herskende partier viser sig ude af stand til at bøde på de sociale misforhold, jo mere holdningsløse og principløse disse partier bliver, idet de successivt skrumper ind til at bliver kliker af personlig interesserede politikere, i desto større skarer vil folk fra de ikke-proletariske klasser strømme til socialdemokratiet og hånd i hånd med det uimodståelig fremstormende proletariat bære dets fane frem til sejr og triumf.

Den økonomiske udvikling i det borgerlige samfund fører uvægerlig til undergang for de små virksomheder, dens grundlag privatejendommen, frembringer gennem arbejdet sine produktionsmidler. Det adskiller arbejderen fra hans produktionsmidler og forvandler ham til en besiddelsesløse proletar, mens produktionsmidlerne samles som et monopol af et relativt lille antal kapitalister og godsejere.

Hånd i hånd med denne monopolisering af produktionsmidlerne er fortrængningen af disse adsplittede små virksomheder med kolossale store virksomheder, udviklingen af værktøjet til maskiner, en gigantisk vækst i produktiviteten af den menneskelige arbejdskraft. Men alle fordelene ved denne omdannelse er monopoliseret af kapitalisterne og de store jordbesiddere. For proletariatet og den synkende middelklassen - småborgerskabet og landmænd - medfører det en stigning i usikkerheden omkring deres eksistens, af elendighed, af påtryk, slaveri, ydmygelse og udnyttelse.

Stadig større bliver antallet af proletarer, stadig mere massive hære af overskydende arbejdskraft, stadig mere skarpe modsætningen mellem udbytter og udbyttede, og stadig mere bitter klassekamp mellem bourgeoisi og proletariat, der opdeler det moderne samfund i to fjendtlige lejre, og udgør det fælles kendetegn for alle industrialiserede lande.

Kløften mellem de velstillede og de fattige er yderligere udvidet ved den kapitalistiske produktions grundlæggende kriser og væsen, der bliver mere omfattende og ødelæggende, og hvor den generelle normaltilstand i samfundet er vokset over hovedet til usikkerhed, - i og med -, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne er blevet uforenelige med deres formål, anvendelse og fulde udvikling.

Den private ejendomsret til produktionsmidlerne, som tidligere var midlet til at sikre producentens ejerskab af sit produkt, er blevet et middel til at ekspropriere landmænd, håndværkere og små købmænd, og for at bringe de ikke-arbejdende - kapitalisterne, de store jordbesiddere - i besiddelse af arbejdstagernes produkter. Kun omdannelsen af den kapitalistiske private ejendomsret til produktionsmidlerne - grunde og jord, miner og bjergværk, råvarer, værktøj, maskiner, transportmidler - under offentlig ejerskab og omlægning af vareproduktionen til socialistisk produktion, for og under fællesdrift kan det medføre storproduktion og en stadigt voksende produktivitet af det fælles arbejde, til forandring af de hidtidigt udbyttede klasser, fra en kilde til elendighed og undertrykkelse til en kilde til den største velfærd og i enhver henseende, harmonisk fuldkommenhed.

Denne sociale omdannelse betyder frigørelse ikke blot af proletariatet, men af hele den menneskelige race, som lider under de nuværende betingelser. Men det kan kun være arbejderklassens værk, fordi alle andre klasser, uanset interessekonflikter mellem dem, tilslutter sig den private ejendomsret til produktionsmidlerne og har som fælles mål at bevare dette grundlag for dagens samfund.

Kampen for arbejderklassen mod den kapitalistiske udnyttelse er nødvendigvis en politisk kamp. Uden politiske rettigheder, kan arbejderklassen ikke udøve økonomisk kampe og udvikle sine økonomiske organisationer. Det kan ikke medføre overgang til produktionsmidlerne i fællesskabets besiddelse, uden først at have opnået den politiske magt.

Det er en opgave for det socialdemokratiske parti at forme arbejderklassens kamp til en bevidst, konsekvent og samlet kamp, og gøre opmærksom på nødvendigheden af vejene til vores mål.

Arbejderklassen i alle lande med en kapitalistisk produktionsmåde har de samme interesser. Med udvidelsen af verdens handel og produktion til verdensmarkedet, bliver situationen for arbejderne i ethvert land stadig mere afhængige af situationen for arbejderne i de andre lande Befrielsen af arbejderklassen er således et værk, hvor arbejderne i alle civiliserede lande er lige involveret. I anerkendelse af dette, føler og erklærer det socialdemokratiske parti i Tyskland sig forenet med de klassebevidste arbejdere i alle andre lande.

Det tyske socialdemokratiske parti kæmper altså ikke for nye klasseprivilegier og forrettigheder, men for afskaffelse af klasseherredømmet og selve klasserne, for lige rettigheder og lige pligter for alle uden skelnen mellem køn, race og afstamning. Fra disse synspunkter og grundlag kæmper vi i dagens samfund ikke blot udbytning og undertrykkelse af lønarbejdere, men enhver form for udbytning og undertrykkelse, er det rettet mod en klasse, et parti, en køn eller race.
Den tyske socialdemokratiske parti kræver, først og fremmest:

1.. Universal, lige og direkte valgret med hemmelig afstemning til alle valg, for alle borgere i riget, der er fyldt tyve år, uden skelnen til køn. Proportional valgsystem, og indtil dette er indført, juridisk omfordeling af valgdistrikterne efter hver folketælling. To-årige valgperioder. Afholdelse af valg på en offentlig hviledag. Skadesløsholdelse til de valgte repræsentanter. Afskaffelse af enhver begrænsning af politiske rettigheder, medmindre der er tale om umyndiggørelse.

2. Direkte lovgivning ved folket som mennesker gennem rettigheder af forslaget og afvisning. Folkets selvbestemmelse og selvstyre i riget, stat, provins, og kommune. Folkevalgte myndigheder, der er retfærdige og ansvarlige. Årlige skattebevillinger.

3. Uddannelse af alle til at bære våben. Folkehær i stedet for den stående hær. Beslutning om krig og fred tages af folkerepræsentationen. Bilæggelse af alle internationale tvister ved voldgift.

4. Afskaffelse af alle love der diskriminerer kvinder ringere i forhold til mænd med hensyn til offentlig eller privat ret.

5. Erklæring om, at religion er en privat sag. Afskaffelse af alle udgifter fra offentlige kasser til kirkelige og religiøse formål. Kirkelige og religiøse samfund skal betragtes som private foreninger, der regulerer deres anliggender helt selvstændigt.

6.. Verdsliggørelse af skolerne. Obligatorisk deltagelse i de offentlige folkeskoler. Gratis undervisning og undervisningsmateriale, samt gratis måltider i de offentlige folkeskoler og på de videregående uddannelsesinstitutioner, for de drenge og piger der skønnes at være kvalificeret til videregående uddannelse i kraft af deres evner.

7. Ingen udgifter til retsplejen og juridisk bistand. Dommere skal vælges af folket. Appelmulighed i straffesager. Erstatning til enkeltpersoner der uskyldigt er anklaget, fængslet eller dømt. Afskaffelse af dødsstraf.

8. Gratis lægehjælp, herunder jordemoder og medicin. Gratis begravelse.

9.. Gradvist stigende indkomst- og formueskat til afholdelsen af alle offentlige udgifter, i det omfang, de skal betales af beskatning. Arveafgift, som differentieres efter størrelsen af arv og graden af slægtskab. Afskaffelse af alle indirekte skatter, told og andre økonomisk-politiske foranstaltninger, som tilsidesætter samfundets offentlige samfundets interesser, i forhold til et privilegeret mindretal.

Til beskyttelse af de arbejdende klasser, kræver det tyske socialdemokratiske parti, først og fremmest:

1. En effektiv national og international arbejdsmarkedslovgivning på følgende grundlag:

(A) Fastsættelse af en normal arbejdsdag der ikke må overstige otte timer.

(B) Forbud mod beskæftigelse af børn under fjorten år.

(C) Forbud mod natarbejde, undtagen i de industrier, der kræver natarbejde af tekniske grunde eller af hensyn til den offentlige velfærd.

(D) En uafbrudt sammenhængende hviletid på mindst 36 timer hver uge for alle arbejdstagere.

(E) forbud mod trucksystemet.

2. Tilsyn med alle industrielle virksomheder, undersøgelse og regulering af relationerne på arbejdsmarkedet i byer og på landet ved en arbejdsformidling for riget, for distrikterne og arbejdskamre. Streng industriel hygiejne.

3. Retlig ligestilling af landarbejdere og tjenestefolk med industriarbejdere, afskaffelse af folkeordningen.

4. Sikring af retten til foreningsfrihed.

5. Overtagelse af den fælles arbejderforsikring, med autoritativ forsikring med betydelig indragelse og deltagelse af arbejdere i forvaltningen.

webmaster