For Fred, Demokrati og Socialisme.

Tiden - Udvalgte artikler

September 1950

Formosa i brændpunktet

Af Leif Gundel

Med præsident Trumans »historiske« erklæring af 27. juni er Formosa eller Taiwan, som øen hedder på kinesisk, rykket frem i brændpunktet af den aktuelle verdenspolitik. Formosa, der er noget mindre end Danmark, men har 6,7 millioner indbyggere, hvoraf langt den største del er kinesere, har dermed fået en betydning for spørgsmålet om krig eller fred, som overskygger selv Koreas.

I denne erklæring bekendtgjorde Truman, at han foruden den væbnede intervention i den koreanske borgerkrig også havde »beordret den 7. flåde til at forhindre ethvert angreb på Formosa«, og han fortsatte: »Beslutningen om Formosas fremtidige status må afvente sikkerhedens genoprettelse i Stillehavet, en fredsordning med Japan eller overvejelse fra de Forenede Nationer side«.

(I øvrigt vedtog den amerikanske kongres d. 28. september 1949 en bevilling på 75 millioner dollars til våbenhjælp for året indtil juni 1950 til brug for »Kinas område i almindelighed«. I Trumans budskab til kongressen den 1. juni i år krævede han endnu 75 millioner dollars til at »fortsætte og udvide« programmet om at yde hjælp til de ikke-kommunistiske styrker i Kina. Endelig har kongressen den 25. maj i år vedtaget at yde endnu 94 millioner dollars som Marshall-»hjælp« til »Kina«, dvs. Formosa, foruden 6 millioner dollars »til uddannelse af kinesiske studenter i USA«.)

Mens erklæringens øvrige indhold vedrørende Korea påberåbte sig de Forenede Nationer og foregreb Sikkerhedsrådets »ordre« til USA og andre FN-medlemmer om at skride til væbnet intervention mod det koreanske folk med fire timer, indeholdt afsnittet om Formosa ikke et eneste forsøg på »retfærdiggørelse« under henvisning til FN eller til nogen international aftale eller traktat. Det var en absolut ensidig handling fra den amerikanske regerings side, og meget tyder på, at beslutningen om at gribe ind på Formosa er blevet truffet af Washington på egen hånd, endog uden konsultation med den britiske regering.

Kan der findes nogen som helst berettigelse for denne erklæring, og hvilken betydning har den?

At Formosa er en kinesisk ø er en ubestridelig historisk kendsgerning. Udover en lidet talstærk, malaysisk urbefolkning, der ernærer sig i bjergene ved primitivt landbrug, er øen beboet af kinesere, og indtil øen blev erobret af japanerne i 1859, udgjorde den en administrativ del af det kinesiske rige, som aldrig har opgivet sit krav på dette område.

Dette blev da også erkendt af de allierede i Den anden Verdenskrig. Allerede i Kairo-erklæringen den 1. december 1943, efter mødet mellem præsident Roosevelt, premierminister Churchill og Chiang Kai-shek, blev det fastslået som et af deres krigsmål, at »... alle de områder, som Japan har stjålet fra kineserne, såsom Mansjuriet, Formosa og Fisker-øerne, skal gives tilbage til republikken Kina«.

Dette blev yderligere bekræftet i Potsdam-erklæringen den 26. juli 1945, hvor præsident Truman, premierminister Attlee og generalissimus Stalin erklærede: »Kairo-erklæringens bestemmelser skal gennemføres og den japanske suverænitet begrænses til øerne Honshu, Hokkaido, Kyushu, Shikoku og sådanne mindre øer, som vi vil træffe bestemmelse om«.

Det var de betingelser, hvorpå Japan overgav sig. De blev accepteret af den japanske regering, da den kapitulerede, og blev tiltrådt af alle de Forenede Nationer. Der var ikke tale om at »afvente sikkerhedens genoprettelse i Stillehavet« eller en »fredsordning med Japan«. Straks efter kapitulationen blev Formosa besat af kinesiske tropper og er lige siden blevet administreret af den kinesiske regering, uden at det på noget tidspunkt er faldet nogen ind at bestride Kinas soleklare ret hertil.

Det skete heller ikke, da den kinesiske borgerkrig var afsluttet på fastlandet, og Chiang Kai-sheks sidste styrker var fordrevet til Formosa. Endnu den 5. januar i år (1950) erklærede præsident Truman på en pressekonference: »De Forenede Stater har ingen røveriske planer med henblik på Formosa eller noget andet kinesisk område ... De har heller ikke nogen som helst hensigt om at anvende deres væbnede styrker til at indblande sig i den nuværende situation«. Også dette var klart og tydeligt: Formosa er kinesisk, og hvad der sker med Formosa, må blive kinesernes egen sag. Selv om der findes både guld, sølv, kobber, kul, olie, svovl og fosfor på denne rige ø, kommer det i hvert fald ikke de Forenede Stater ved.

Men dette fuldtud korrekte standpunkt blev ikke opretholdt i praksis. Skønt USA allerede havde bortødslet seks milliarder dollars i et forgæves forsøg på at bevare Chiang Kai-shek ved magten på det kinesiske fastland, gik amerikansk »hjælp« i form af dollars og militærmateriale, især bombefly, og ledsaget af et stedse stigende antal amerikanske »rådgivere«, fremdeles i en ubrudt strøm til Formosa, således at Chiang Kai-shek kunne fortsætte og udvide sine militært set fuldkommen meningsløse terrorbombardementer af de store kinesiske byer på fastlandet. Amerikanske fly og amerikanske bomber har allerede krævet tusinder af ofre blandt den kinesiske civilbefolkning takket være denne forbryderiske politik, der også har kostet handelsskibsfarten, ikke mindst den engelske, på Kina betydelige tab.

Først den 27. juni kastede præsident Truman altså masken og gik over til åbenlys intervention i den kinesiske borgerkrig. Formentlig i et forsøg pa at »berolige« den offentlige mening med hensyn til følgerne heraf tilføjede han dog: »Som en naturlig følge af denne aktion opfordrer jeg den kinesiske regering på Formosa til at indstille alle luft- og søoperationer mod fastlandet. Den 7. flåde vil sørge for, at dette bliver gjort«.

Det varede kun ti dage, før masken blev kastet igen. Så meddelte Chiang Kai-shek, at hans krigsskibe påny havde fået instruks om at borde og kapre alle kinesiske fartøjer, og at »luftrekognosceringen« over fastlandet ville blive genoptaget. Allerede dagen efter blev et britisk skib standset og ransaget af Chiangs flådefartøjer, og der foreligger intet om, at der i den anledning er blevet skredet ind overfor Chiang fra amerikansk side, ligesom ingen har hørt noget om, at den 7. amerikanske flåde har så meget som forsøgt at lægge sig imellem i dette og senere tilfælde.

Det er soleklart, at alt dette er en oplagt provokation overfor den kinesiske folkerepublik, der omgående afgav et kraftigt og utvetydigt svar på den amerikanske præsidents udfordring. I en tale den 29. juni til landsudvalget for folkets politiske rådgivende konference (Kinas provisoriske parlament) udtalte Kinas præsident, Mao Tse-tung, bl. a.: »Det kinesiske folk har allerede hævdet det synspunkt, at alle verdens forskellige landes anliggender bør bestyres af folkene i de respektive lande, og at Asiens anliggender bør bestyres af Asiens folk selv og ikke af de Forenede Stater. Amerikansk aggression i Asien opvækker kun det asiatiske folk til omfattende og beslutsom modstand.

Truman erklærede den 5. januar i år, at Amerika ville afholde sig fra indblanding i Taiwan. Nu beviser han selv, at hans udtalelse var løgn helt igennem... USAs åbenlyse afsløring af sit sande imperialistiske ansigt er gavnlig for Kinas og Asiens folk...

Hele Kinas og verdens folk! Foren jer og træf passende forberedelser til at knuse enhver provokation fra den amerikanske imperialismes side!«

Samme dag udsendte den kinesiske premier- og udenrigsminister Chou En-lai en officiel erklæring, hvori det bl. a. hedder: »På den kinesiske folkerepubliks centralregerings vegne erklærer jeg, at uden hensyn til de forhindringer, som amerikanske imperialister vil prøve at lægge i vejen, er det en blivende kendsgerning, at Taiwan er en del af Kina.

Dette er ikke blot en historisk kendsgerning, men er også blevet bekræftet i Kairo- og Potsdam-erklæringen og ved hele situationen efter Japans overgivelse. Alle mennesker her i landet vil visseligt kæmpe til det yderste uden at rokkes for at befri Taiwan fra de amerikanske aggressorers greb. Det kinesiske folk, som bragte nederlag til den japanske imperialisme og til Chiang Kai-shek, den amerikanske imperialismes lejesvend, vil uden ringeste tvivl sejrrigt fordrive de amerikanske aggressorer og generobre Taiwan og alle andre områder, som tilhører Kina«.

Dette klare standpunkt blev påny bekræftet af Chou En-lai i et telegram den 6. juli til FNs generalsekretær Trygve Lie. Heri betegner den kinesiske premierminister den amerikanske aktion som »en åben aggressionshandling, der helt igennem krænker de Forenede Nationers pagts principper, som forbyder ethvert medlem at anvende magt mod nogen anden stats territorielle integritet eller politiske uafhængighed«, og det hedder videre: »Ved at bevare tavshed med hensyn til denne åbne aggression fra den amerikanske regerings side har Sikkerhedsrådet og de Forenede Nationers generalsekretær opgivet deres funktioner og pligter med hensyn til opretholdelsen af verdensfreden og derved blevet føjelige redskaber for den amerikanske regerings politik.

Jeg erklærer nu i Den kinesiske Folkerepubliks centrale folkeregerings navn: Trods alle militære obstruktionsskridt, som tages af den amerikanske regering, er det kinesiske folk uigenkaldeligt besluttet på under alle omstændigheder at befri Taiwan«.

Disse erklæringer lader ingen tvivl tilbage om, hvad der vil blive følgen, dersom præsident Truman til sin tid gør alvor af sin beslutning om at ville forhindre Formosas befrielse med våbenmagt. Og foreløbig er der ingen tegn til, at de amerikanske krigsmagere agter at opgive deres planer. Tværtimod aflagde general Mac Arthur i de sidste dage af juli et besøg hos Chiang Kai-shek på Formosa »i sin egenskab af chef for de amerikanske besættelsesstyrker i Japan og leder af FN-politiaktionen i Korea«, som det hed i de amerikanske pressemeddelelser, der tilføjede, at det under besøget blev besluttet at stille amerikanske flåde-, luft- og landstyrker til rådighed for forsvaret af Formosa mod Kina.

Der har ganske vist været en del forlydender fremme om, at Mac Arthur, der utvivlsomt repræsenterer den mest krigsaktivistiske fløj indenfor den øverste amerikanske ledelse, havde handlet egenmægtigt under besøget på Formosa, men selvom der nok skal være noget om snakken, erklærede præsident Truman sig på en pressekonference kort efter Mac Arthurs tilbagekomst til Japan for »fuldstændig enig« i de dispositioner, han havde truffet.

Noget lignende skete efter Mac Arthurs opsigtsvækkende budskab til de amerikanske veteraner fra udenlandske krige (en utilsløret fascistisk organisation), og som var beregnet til offentliggørelse den 28. august. Heri fremhævede Mac Arthur Formosas strategiskmilitære værdi som amerikansk base og krævede, at den »af hensyn til opretholdelsen af de Forenede Staters sikkerhed og beskyttelsen af andre stillehavsnationer« ikke måtte få lov til at falde i »uvenlige« hænder, at USA med andre ord skulle beholde Formosa og ikke give den tilbage til Kina.

Denne overordentlig åbenhjertige erklæring var naturligvis højst ubehagelig for Truman og Acheson, hvis officielle politik »blot« går ud på at »neutralisere« Formosa, så længe krigen i Korea står på. Truman gav ordre til, at Mac Arthurs erklæring skulle trækkes tilbage, men da var den allerede blevet offentliggjort af enkelte blade, så skaden var sket. Truman sendte derfor Mac Arthur et brev, holdt i en særdeles venskabelig tone, hvori han sendte ham en kopi af den amerikanske FN-delegerede Warren Austins erklæring i Sikkerhedsrådet den 25. august og »forklarede« ham, at når han havde

læst den, kunne han nok selv forstå, hvorfor han, Truman, havde standset Mac Arthurs erklæring. Og det var unægtelig ikke svært at forstå, for Austins udtalelse gik ud på, at »de Forenede Staters aktion var en upartisk neutraliserende aktion, der havde adresse både til styrkerne på Formosa og til dem på fastlandet... Som præsident Truman højtidelig har erklæret, har vi ingen bagtanker med hensyn til Formosa, og vor aktion var ikke inspireret af noget ønske om at erhverve en særlig stilling for de Forenede Stater«.

Men trods denne tilsyneladende voldsomme »uoverensstemmelse« blev Mac Arthur ikke afskediget, men tværtimod rost af Truman. De faktiske begivenheder på Formosa beviser da også, at det er Mac Arthurs og ikke Trumans »officielle« politik, der bliver gennemført. Sinhua, det nye kinesiske nyhedsbureau, oplyser således, at der allerede for flere måneder siden kom en amerikansk militærmission under ledelse af Charles M. Cooke til Formosa for at hjælpe kuomintang-banditterne med deres militære forberedelser. Efter at krigen i Korea brød ud, udnævnte Mac Arthur åbenlyst sin vicestabschef, generalmajor A. P. Fox, til chef for det militære forbindelseskontor på Formosa. Den 16. august blev dette kontor omorganiseret til »Den fjernøstlige kommandos inspektionsgruppe« på Formosa med brigadegeneral B. S. Conklin som chef. Og trods den amerikanske marinekommandos påstand den 25. august om, at »ingen skibe har besøgt Formosa i den sidste tid«, oplyser Sinhua, at 11 amerikanske krydsere, destroyere, tank- og transportskibe har anløbet havnene Kilung og Kaohsiung siden den 5. august. Og den 21. august ankom den 25,000 tons store krydser Worcester og et andet amerikansk krigsskib på 25,000 tons til Kilung.

Den 4. august udtalte en repræsentant for Kuomintang, at amerikanske jetjagere var ankommet til den amerikanske luftbase på Formosa for at »forsvare øen«. Tre dage senere installerede chefen for den 13. amerikanske luftstyrke, general Turner, sig officielt i kuomintang luftstyrkernes stabskvarter.

Hele denne udvikling har naturligvis kun forhøjet den uro og ængstelse, der navnlig har gjort sig gældende i den engelske offentlighed. Således betegnede det konservative Observer i en artikel allerede den 6. august den »faktiske koordinering« af Chiang Kai-sheks styrker med Mac Arthurs, genoptagelsen af luftbombardementerne over det kinesiske fastland, og genindførelsen af søblokaden som handlinger, der ikke lod sig forlige med den »neutralisering af Formosa«, som præsident Truman »proklamerede som den amerikanske politiks mål« kun 6 uger tidligere. Bladet indrømmer, at de af Mac Arthur trufne foranstaltninger udgør »en overordentlig provokation« mod Kina, og at det »er vanskeligt at forholde et land retten til at sende sine væbnede stridskræfter til et sted, hvorfra det bliver bombarderet, og at gennemtvinge bombardementernes indstilling«.

Observer kommer til den slutning, at Mac Arthurs foranstaltninger har bragt Amerika i en situation, som »vanskeligt kan adskilles fra en aktiv intervention i den kinesiske borgerkrig på Chiang Kai-sheks side«.

Denne usædvanligt skarpe og åbenhjertige kritik af Amerikas Formosa-politik i det konservative blad skal nok i første række tages som et udtryk for de interesser, der næres af den del af de britiske imperialister, som i mange år har levet højt på at handle med Kina, og som nu frygter, at dette vældige marked helt skal lukkes for dem. Men om det netop er disse interesser, den britiske regering føler sig kaldet til at repræsentere, er et andet spørgsmål. Ganske vist har et hårdnakket rygte villet vide, at selveste premierminister Attlee straks efter offentliggørelsen af præsident Trumans erklæring den 27. juni sendte ham en personlig og energisk protest, men dette er aldrig blevet bekræftet, og det er navnlig ikke blevet bekræftet gennem det officielle standpunkt, som England har indtaget i Sikkerhedsrådet til spørgsmålet om Kinas repræsentation i FN.

Trumans erklæring om Korea og Formosa har bl. a. også forklaret årsagen til Amerikas hårdnakkede modstand mod at tillade den kinesiske folkeregering at indtage sin retmæssige plads i Sikkerhedsrådet som et af de fem permanente medlemmer ved siden af Sovjetunionen, USA, England og Frankrig, og som den eneste lovlige og faktiske repræsentant for Kinas 475 millioner indbyggere, i stedet for Chiang Kai-sheks repræsentant, der kun repræsenterer resterne af Kuomintang-kliken og allerhøjst kan siges at repræsentere Formosas 6,7 millioner indbyggere. Det var nødvendigt at forhindre, at Kinas sande stemme blev hørt i det store internationale forum, som Sikkerhedsrådet trods alt udgør. For havde Kina været til stede, således at Sikkerhedsrådet var blevet lovlig sammensat i henhold til FN-pagten, så var der ikke blevet noget af den såkaldte FN-støtte til den amerikanske aggression mod Korea, og så ville også hele spørgsmålet om den amerikanske intervention i Formosa være blevet rullet op for FN.

Dette skulle USA ikke have noget af, og dets vasaller har troligt fulgt det. Da den sovjetiske viceudenrigsminister Jakob Malik den 1. august indtog sin plads som formand for Sikkerhedsrådet, stillede han straks forslag om at udelukke Chiang Kai-sheks repræsentant, T. G. Tsiang. Forslaget blev forkastet med 8 stemmer mod 3. Blandt de 8, der stemte imod, var både England og Norge, skønt begge disse lande har anerkendt den kinesiske folkeregering og officielt afbrudt enhver forbindelse med »regeringen« på Formosa.

Men dermed har disse lande i virkeligheden solidariseret sig med det nye Kinas fjender, og skridtet over til fuld godkendelse af den amerikanske intervention i Formosa og derfra til direkte deltagelse heri er ikke langt. Allerede i dag foregår der fra amerikansk side en faretruende sammenblanding af »FN aktionen« i Korea og den ensidige amerikanske aktion mod Kina. Det drejer sig ikke blot om formaliteter, som at Mac Arthur besøger Formosa »i sin egenskab af leder af FN-politiaktionen i Korea«, men om realiteter, som at den amerikanske chef for de flådestyrker (amerikanske, britiske, australske og hollandske), der er engageret i den koreanske krig, viceadmiral Struble, samtidig er chef for den 7. amerikanske flåde, der er blevet beordret til at »beskytte« Formosa. Det hører med til spillets regler, at viceadmiral Struble når som helst kan beordre et af de andre landes krigsskibe til Formosa.

I mellemtiden er den kinesiske klage over den amerikanske intervention på Formosa blevet forelagt for Sikkerhedsrådet i en sådan form, at den ikke er til at komme udenom. USA har derfor foretaget en ny kovending. Allerede i den førnævnte udtalelse af 25. august erklærede Austin, efter at have påstået, at Formosas legale status »ikke kan fastsættes, før der tages en international aktion for at bestemme dens fremtid«, at »de Forenede Stater gerne ville have, at de Forenede Nationer skulle overveje Formosas sag«, skønt ordningen af de tidligere fjendelandes og fjendtligt besatte territoriers forhold udtrykkeligt er undtaget fra de Forenede Nationers jurisdiktion.

Skridt for skridt er den halve verden - i FNs og demokratiets sørgeligt misbrugte navn - blevet tvunget til at deltage mere eller mindre aktivt i Amerikas krig mod Korea. Hvis det får lov til at gå på samme måde med den planlagte krig mod Kina, vil det kræve en uhyre indsats af alle fredens kræfter at afværge en tredje verdenskrig. Men så vidt behøver det ikke at komme, dersom alle folk i tide tvinger deres regeringer til at tage klar afstand fra den amerikanske aktion mod Kina, til på forhånd at erklære, at her må grænsen være for deres deltagelse i det amerikanske krigsvanvid.

For et land som Danmark burde dette være let. Vi har ikke og kan ikke have andre interesser end at leve i fred med det store Kina. Hedtoft-regeringen har da også højtideligt erklæret, at dette netop er dens politik. Den 25. maj i år udtalte udenrigsminister Gustav Rasmussen i Folketinget: »Den danske regering vil med glæde hilse en løsning af spørgsmålet om Kinas repræsentation i de Forenede Nationer, således at organisationen bliver i stand til at arbejde. Regeringen er af den opfattelse, at centralregeringen i Peking med rette kan gøre krav på at repræsentere Kina i de Forenede Nationer. Regeringen vil derfor også stemme for og virke for en sådan løsning indenfor de organer, i hvilke Danmark er repræsenteret«.

Endnu dagen før det amerikanske overfald på Korea bekræftede den nye danske gesandt i Peking, minister Alex Mørch, da han overrakte den kinesiske præsident Mao Tse-tung sine akkreditiver: »Hans majestæt såvel som Danmarks regering og folk lægger særlig vægt på at bevare det gode og venskabelige forhold, der så lykkeligt består mellem Danmark og Kina«.

Og endnu nogle dage efter overfaldet bekræftede regeringsbladet Social-Demokraten, at regeringen »klart gik ind for den kinesiske folkeregering«, og hævdede, at den »også i det kinesiske spørgsmål handler ud fra sine egne synspunkter«.

Siden har der været tavshed om denne sag i regeringsbladets spalter. Men handlinger tæller også mere end ord, og der er blevet handlet fra dansk side i denne sag. For Norges stemme i Sikkerhedsrådet er også Danmarks stemme. Norge er indvalgt i Sikkerhedsrådet som repræsentant for den nordeuropæiske gruppe af medlemsstater i FN, og det er almindelig kendt, at den danske, norske og svenske udenrigsminister jævnligt mødes for at tilrettelægge deres fælles politik i FN.

Den stadige tavshed i regeringsbladet kan derfor kun bestyrke troen på, at når Norge stemte imod Chiang Kai-shek-repræsentantens udelukkelse af Sikkerhedsrådet, så var dette også et udtryk for Danmarks politik. En yderligere bestyrkelse heraf finder vi i en ledende artikel i Berlingske Tidende den 21. august, hvori det hedder:

»At udlevere Formosa til et Kina, der i den grad som Maos i øjeblikket stiller sig på linje med Rusland, er lige så umuligt som at åbne Sikkerhedsrådet for et Kina, der ligesom Rusland stempler Sydkorea og USA som angriberne«.

Gennem tiderne er Berlingske Tidende blevet opfattet som halvofficielt organ for den til enhver tid siddende udenrigsminister. Er det også rigtigt i dag?

Spørgsmålet er af afgørende betydning. For hvis det er rigtigt, så gør dette lands regering sig til medskyldig i den uhyrlige amerikanske krigsprovokation på Formosa.

Men hvis det ikke er rigtigt, lad så verdensoffentligheden få det at høre på en måde, som ikke kan misforstås. Det vil måske være det største bidrag til bevarelse af verdensfreden, som det officielle Danmark overhovedet kan yde i den foreliggende situation.

Rumæniens vej mod socialismen

Poul V. Nielsen

Det gamle Rumænien - vestmagternes koloni under Jerngardens diktatur

På alle sider er den rumænske stat omgivet af slaviske folkeslag. Rumænerne selv er imidlertid ikke af slavisk æt. Landet omkring Donaus nedre løb koloniseredes i de første århundreder e. kr. af romere, som dels udryddede og dels undertvang den oprindelige befolkning, de såkaldte dacere. Rumæniens sprog blev derefter latin, og den dag idag udgør Rumænien en romansk sprog-enklave midt i det slavisk talende hjørne af Europa. Den nærmeste slægtning til nutidens rumænske sprog er italiensk.

Rumænien er ingen ren nationalstat. Af landets 16 millioner indbyggere (1948) er kun ca. 72 % rumænere. Nationen indbefatter en ungarsk befolkning på omkring 1,5 million, knap 1 million tyskere, 1/2 million ukrainere samt nationaliteter af mindre størrelsesorden ved de øvrige grænser. Det er klart, at det rumænske sprog i tidens løb har optaget en mængde fremmedord i sig, først og fremmest slaviske.

I middelalderen kom de rumænske fyrstedømmer under tyrkerherredømmet. De tyrkiske »spahier« delte magten med de rumænske storgodsejere, bojarerne, hvorved den rumænske befolkning blev genstand for en dobbelt økonomisk udsugning, der nedsænkede landet i en trøstesløs tilstand af nød og uvidenhed.

Det 19. århundredes bølge af borgerlige, nationale revolutioner, som dannede forudsætningen for den politiske og økonomiske udvikling i Vesteuropa, gik udenom Rumænien. Landet befandt sig indtil den folkedemokratiske republiks indførelse på et kolonialt, halvfeudalt trin. Da Rumænien i slutningen af forrige århundrede opnåede sin nationale selvstændighed, skete dette ikke gennem en folkelig rejsning, men som et resultat af Tyrkiets nederlag i krigen med Rusland. Dette betød imidlertid ikke frihed for de rumænske bønder, nogen dyberegående jordreform lykkedes det aldrig at få gennemført.

Det industrielle gennembrud i Europa i midten af forrige århundrede satte også spor i Rumænien. En omfattende investering af udenlandsk kapital bragte en rumænsk industri på benene. Dermed dukkede en ny politisk faktor op: Arbejderklassen, byproletariatet, der her ligesom i andre europæiske lande begyndte en bitter kamp for friheden. På trods af blodig terror forøgede arbejderbevægelsen sin styrke. Det ene revolutionære blad efter det andet blev forbudt og inddraget, men afløstes straks af nye publikationer.

I slutningen af forrige århundrede erobrede det liberale borgerskab regeringsmagten, dog ikke gennem et opgør mod, men gennem et kompromis med den reaktionære feudalisme. Arbejderne og bønderne høstede ingen fordel af dette formelle magtskifte. Frygten for arbejderbevægelsen og bøndernes revolutionære masser bevirkede, at det rumænske borgerskab gjorde fælles sag med godsejerne. Bortset fra ubetydelige reformer, der ikke havde andet formål end at gyde olie på bølgerne og skabe forvirring, forblev situationen den samme for den arbejdende befolkning. I 1888 og igen i 1907 udbrød omfattende bondeuroligheder, som det dog lykkedes regeringen at slå ned ved hjælp af den mest uhæmmede magtanvendelse.

Under Balkan-krigen 1912-13 indtog Rumænien først en afventende holdning, men angreb så i 1913 Bulgarien og erobrede det sydlige Dobrudja og Silistria. Da den første verdenskrig udbrød, forholdt Rumænien sig atter neutral i første omgang. Tronen og det konservative parti var tyskvenlige, de liberale under Ion Bratianu’s førerskab var ententevenlige. Bratianu gennemtrumfede i 1916 Rumæniens indtræden i krigen på ententens side. Rumænien blev slået af tyskerne og måtte i foråret 1918 slutte fred, og en konservativ regeringsovertagelse fulgte. Ved centralmagternes begyndende sammenbrud kom Bratianu påny til magten, og krigen blev genoptaget. Trianon-freden i 1920 tildelte Rumænien Transsylvanien, Bukovina og en del af Banatet. Rumænien sluttede en mod Sovjetunionen rettet alliance med Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien (»Den lille Entente«).

Formelt har Rumænien siden 1866, da en forfatning vedtoges, været et demokrati, men den rumænske »parlamentarisme« var aldrig andet end en skueret, og dette forandredes absolut ikke til det bedre i tiden mellem de to verdenskrige. Styret prægedes af bundløs korruption, et brutalt diktatur udøvedes over arbejderklassen og bøndernes brede masser. Fagforeninger eksisterede kun som illegale eller - i bedste fald - nominelle organisationer. En gennemført forfalskning af alle valg til parlamentet og kommunalrådene hører også med i billedet. Regeringerne skiftede hyppigt, men kræfterne bag disse begivenheder var oftest hoffet, hærens generaler og de fremmede olieselskabers direktioner. Strømme af udenlandsk kapital flød efter den første verdenskrig ind i Rumænien, først og fremmest til udnyttelse af de rige olieforekomster.

I årene før og under den første verdenskrig voksede den rumænske arbejderbevægelse i styrke og forbedrede sine organisationer. Den 13. december 1918 demonstrerede store arbejdermasser på pladsen foran Nationalteatret i Bukarest og krævede brød og frihed. Politi og hærstyrker blev sat ind mod demonstranterne, og over 100 arbejdere dræbtes. Som en rasende protest mod levevilkårene og den grusomme politiske undertrykkelse udbrød i 1920 en vældig generalstrejke. Den mislykkedes kun på grund af visse socialdemokratiske lederes opportunisme og kapitulatoriske holdning overfor magthaverne. I 1921 dannedes Rumæniens kommunistiske Parti. To år senere blev partiet forbudt, dets kontorer lukket, de kommunistiske blade inddraget og de fleste af de aktive medlemmer arresteret og fængslet. Fra 1923 til 23. august 1944 førte det kommunistiske parti en underjordisk kamp, der kostede store ofre. Mange af de kvinder og mænd, som idag leder den rumænske folkerepublik, udstod frygtelige lidelser i det berygtede Doftana-fængsels fangehuller. Men partiet lod sig ikke kue, bestandig opildnede det masserne til kamp mod undertrykkerne, bestandig var kommunisterne den ledende kraft i det rumænske folks befrielseskamp. Ofte opstod i disse år spontane strejker og protestbevægelser. Mange arbejdere blev dræbt ved Lupeni i 1929 og i jernbaneværkstederne i Grivita i 1933, da Iuliu Maniu og hans nationale bondeparti var ved magten.

Efter München-forræderiet og Hitlers anneksion af Tjekkoslovakiet gik den rumænske regering ind på en økonomisk overenskomst med Tyskland. Hitler havde altid haft sine glubske øjne på Rumæniens hvedemarker og oliekilder. Rumænien var et led i de planer, der gik ud på at mætte nazistyrets såkaldte »Drang nach Osten«. Militært havde Rumænien endvidere betydning som en glimrende indfaldsport til Ukraine. Den 6. september 1940 blev Ion Antonescu diktator i Rumænien. Antonescu var fører for den berygtede, voldsomt antisemitiske fascist-organisation »Jerngarden«, der nød udstrakt økonomisk støtte fra den tyske stortrust I. G. Farbenindustrie. Antonescu gennemførte i 1941, at Rumænien tilsluttede sig Hitler-Tysklands krig mod Sovjetunionen.

Befrielsen - Kampen om den politiske magt - Jordreformen

Allerede den 6. september 1941 udsendte Rumæniens kommunistiske Parti et opråb til det rumænske folk, hvori det erklæredes, at »væbnet kamp er en pligt for enhver rumænsk patriot, som elsker friheden og det rumænske folks selvstændighed«. Det kommunistiske parti gik forrest i modstandskampen og bidrog med sine opråb og tryksager til at holde modstandsånden flammende. Partiets centralkomité foreslog oprettelse af en Patriotisk Front, og dets appeller om sammenslutning af alle patriotiske kræfter vandt genlyd hos de progressive elementer i arbejderklassen, blandt bønderne og de intellektuelle. Den 1. maj 1944 afsluttedes en overenskomst mellem det kommunistiske parti og socialdemokratiet om fælles kampfront mod fascismen. Under det kommunistiske partis faste og modige ledelse forberedte de patriotiske kræfter Rumæniens tilbagetrækning fra Hitler-krigen, afventende øjeblikket, da det afgørende slag kunne sættes ind.

Øjeblikket kom, da sovjetarméen - efter gennembruddet i Moldau - den 21. august 1944 stødte frem til den rumænske grænse og indledte en offensiv mod den hær på 612.000 mand, som Hitler holdt i Rumænien. Kong Mihai indså, at Hitler havde tabt sin krig. Presset af masserne og det kommunistiske parti, men ligeså meget dikteret af ønsket om at redde monarkiet og den rumænske kapitalisme, samt for at hindre modstandsbevægelsen i at få for stor indflydelse, gav kong Mihai natten til den 23. august den rumænske hær ordre til at indstille alle militære operationer mod den røde armé. Antonescu og hans nærmeste medarbejdere blev arresteret. Den næste dag vendte den rumænske hær sine våben mod Hitlers tropper. Tyskerne reagerede øjeblikkeligt mod den rumænske aktion. I tre døgn bombarderede tyske fly næsten uophørligt den rumænske hovedstad, som blev alvorligt tilredt. Tyske tropper

rykkede frem mod Bukarest. Men det var altsammen forgæves. Inden en uge var gået, var hele området syd for Karpaterne renset for tyske tropper, og da Rumænien den 12. september underskrev våbenstilstandsoverenskomsten i Moskva, kæmpede den rumænske hær allerede side om side med sovjethæren hinsides de rumænske grænser.

Samtidig med disse begivenheder var der blevet dannet en ny regering under general Constantin Sanatescu, men regeringens egentlige ledere var de gamle førere for bondepartiet og de liberale Iuliu Maniu og Constantin Bratianu. Disse fik det maget således, at den demokratiske nationalfronts eneste repræsentation i regeringen blev en minister uden portefølje som repræsentant for kommunister og socialdemokrater. Sanatescus regering faldt dog allerede i november, hovedsagelig fordi Maniu og Bratianu saboterede våbenstilstanden, nægtede at binde sig fuldstændigt til krigen mod Tyskland og modsatte sig udrensningen. Efter pres nedefra omdannedes regeringen således, at der optoges flere repræsentanter for kommunisterne og socialdemokraterne. Men spændingen fortsatte, og i december dannede general Nicolae Radescu ny regering.

Regeringen Radescu afslørede imidlertid hurtigt, at den aldeles ikke havde til hensigt at imødekomme de forventninger, som det rumænske folk nærede om en politik, der radikalt gjorde op med de kræfter, der havde ført nationen ind i ulykken, ind i fascisme og aggressionskrig. Frontual National Démocratie (FND), den demokratiske nationalfront, bestående af kommunister, socialdemokrater og Petru Groza’s småbondeparti »Plovmandsfronten«, opstillede følgende program og mobiliserede masserne i by og på land for at gennemføre det: Effektiv krigsførelse mod Tyskland, gennemgribende demokratisering, kamp mod den hjemlige reaktion, økonomisk genopbygning, jordreform, udrensning af statsapparatet og afstraffelse af krigsforbryderne. Harmen i befolkningen over Radescu-regeringens sabotage af disse berettigede og moderate krav voksede. Der skete sammenstød mellem befolkningen og politiet. Den 2. februar 1945 kom det til den bevægede arbejderdemonstration i Bukarest, hvorunder regeringens krigsminister sendte tropper mod demonstranterne. Hærafdelinger blev trukket tilbage fra fronten, i Transylvanien anstiftedes pogromer på den ungarske og jødiske befolkning. Landet befandt sig på randen af borgerkrig. Kommunisterne og plovmandsfronten appellerede til masserne om at fjerne de fascistiske embedsmænd i den lokale administration og vælge andre i deres sted. Samtidig gik småbønder og landarbejdere i gang med at udstykke godsejernes jord. For at få Radescu-regeringen fjernet indledtes en demonstrationskampagne, som kulminerede i en 24-timers demonstration foran paladset. Den tvang Radescu til at vige. Regeringen trådte tilbage den 27. februar. Den 6. marts dannede Petru Groza fra plovmandsfronten en regering med repræsentanter fra alle den demokratiske nationalfronts partier (kommunister, socialdemokrater, plovmandsfronten, det nationale folkeparti, venstrefløjen af det nationale bondeparti) samt Tatarescu’s liberale parti.

Dermed havde de demokratiske kræfter i Rumænien vundet den politiske magt. Der var opgaver nok for regeringen at tage fat på. Først og fremmest var en jordreform påtrængende.

Det rumænske landbrugsareal ejedes af en mægtig godsejerstand. 4 % af alle brug var på over 100 ha og udgjorde 27,7 % af jorden, medens 74,9 % af brugene var under 5 ha og udgjorde 28 % af arealet. 50 % var under 3 ha. 80 % af befolkningen var beskæftiget i landbruget eller i tilknytning til det.

I henhold til jordreformen af 20. marts 1945 fordeltes 1.440.000 ha land til 726.000 fattige og jordløse bønder. Der blev fastsat en maksimumsstørrelse på 50 ha for landbrug.

Af andre opgaver, som den første regering Groza gennemførte, må nævnes en revision af valgloven, som bl. a. fjernede tokammersystemet og for første gang i Rumæniens historie gav stemmeret til kvinderne. En delvis udrensning af fascistiske elementer indenfor administrationen foretoges. Personalet fornyedes med aktive demokratiske elementer fra arbejderklassen.

Det var et tilbagestående og krigshærget land, regeringen Groza havde overtaget. Arbejderklassen var kun ringe udviklet. I årene 1930-44 oversteg antallet af faglærte og ufaglærte arbejdere ikke 350.000, og så sent som i 1943 var en dagløn svarende til et par kroner den almindelige for rumænske fabriksarbejdere, daglejere og håndværkere. Hertil kom så krigstidens ødelæggelser og byrder. Kvægbestanden var alvorligt reduceret, det dyrkede areal var indskrænket, og transportmidler, havne, jernbaner og broer var i vid udstrækning ødelagt. Industriproduktionen var faldet til cirka det halve. De udenlandske selskaber, som havde koncession på fem sjettedele af Rumæniens oliekilder, drev en åbenlys produktionssabotage i denne for den rumænske økonomi så livsvigtige industri. Regeringen så sig nødsaget til at gribe ind, og indledte en undersøgelse af de enkelte selskabers forhold. Også på andre områder greb regeringen ind for at få sat fart i tingene. I første omgang koncentrerede man sig om en genopbygning af transportvæsenet.

Længe skulle regeringen Groza imidlertid ikke få ro til gennemførelse af sit fremskridtsvenlige arbejde. Tatarescu og hans borgerlige fæller, som rådede over finansministeriet og ministeriet for industri, havde gentagne gange forsøgt at så splittelse i arbejderfronten ved hjælp af de højresocialdemokratiske elementer i regeringen og parlamentet og de kulakelementer, som fandtes i plovmandsfronten. Tatarescu søgte at lægge skylden for alle landets økonomiske vanskeligheder på kommunisterne. I den uhyre vanskelige periode efter tørkesomrene 1945-46 søgte han i høj grad at udnytte situationen og foreslog at optage et amerikansk lån på 600 millioner dollars. Kommunisterne ønskede imidlertid ikke at sælge landets uafhængighed og afviste provokationen, som dog hurtigt efterfulgtes af nye angrebsforsøg. De reaktionære kræfter havde efterhånden fået samlet stumperne af deres vaklende magt sammen og gik til modoffensiv - inspireret og støttet af udenlandske imperialistiske magter, som så deres kapitalinteresser i Rumænien truet. Sovjetunionen havde på Potsdam-konferencen foreslået, at den rumænske regering skulle anerkendes, og Sovjetunionen optog i august diplomatisk forbindelse med Rumænien, men England og USA erklærede, at de ikke kunne anse kabinettet Groza for »repræsentativt og demokratisk«. Dette blev signalet til en voldsom politisk kamp, hvori kongemagten, Manius bondeparti og Bratianus liberale parti forenede sig med højresocialdemokrater, som var imod samarbejde mellem arbejderpartierne. Kong Mihai nægtede et par måneder at udøve sine funktioner, men regeringen fortsatte dog sin virksomhed. Den 4. december aflagde premierminister Groza og udenrigsminister Tatarescu besøg i Sovjetunionen. Efter forhandlinger med vestmagterne på udenrigsministermødet i Moskva opfordrede sovjetregeringen Groza til at tilbyde oppositionen plads i regeringen, der derefter snarest muligt burde udskrive frie valg. De reaktionære partier fik hver een minister uden portefølje.

Yderligere demokratisering - Reaktionens modoffensiv - Republikkens indførelse

Det første valg i Rumænien siden 1937 afholdtes den 19. november 1946. I april var partierne i den regerende venstreblok blevet enige om opstilling af en fælles valgblok. Valget blev en strålende sejr for regeringspartierne, som opnåede 70 % af stemmerne. FND fik 348 mandater, oppositionen 66.

Valgsejren var ikke alene en godkendelse af den hidtil førte politik, men også en opfordring til at gå videre ad samme vej, til yderligere demokratisering af samfundslivet og til at forberede overgangen til en socialistisk økonomi. En af de vigtigste omdannelser i den nye regering under Grozas ledelse var den kommunistiske generalsekretær Gheorghe Gheorghiu-Dej’s overtagelse af posten som minister for handel og industri. Under hans ledelse gennemførtes en række omfattende økonomiske foranstaltninger, som gik ud på at skabe orden i pengevæsenet og forøge produktionen. Pengeombytning fandt sted den 15. august, hvorved spekulanternes muligheder blev stærkt beskåret, medens den jævne mands købekraft væsentligt forøgedes. Den rumænske nationalbank overtoges af staten. Maksimalpriser indførtes. Der åbnedes statsejede butikker i alle brancher, som skulle konkurrere med de private virksomheder og forsøge at trykke priserne nedad. Til varetagelse af praktisk planlægning, produktion, fremskaffelse af materialer etc. oprettedes ved lov af 10. juni 1947 såkaldte industrikontorer for hver enkelt produktionsgren, hvorved den samlede ledelse centraliseredes, medens den praktiske administration decentraliseredes. Alle disse foranstaltninger drev priserne ned, øgede produktionen og hævede reallønnen. Ved en radikal nedskæring af det offentliges administrationsudgifter samtidig med en skærpet skatteudskrivningspolitik overfor den velhavende del af befolkningen, som praktiserede skattestrejke, lykkedes det den kommunistiske finansminister Vasile Luca i november 1947 at få balance på budgettet, noget hidtil uset i Rumænien.

Samtidig med disse foranstaltningers gennemførelse tiltog bourgeoisiets desperation. De midler, som reaktionen tog i brug for at komme det nye demokrati til livs, afspejles i Maniu-processen, som fandt sted i Bukarest fra 29. oktober til 11. november 1947.

Gennem hele sin politiske virksomhed havde Maniu været et redskab for den hjemlige kapitalismes og den internationale imperialismes fællesinteresser mod det rumænske folk. Bortset fra perioden 1928-33, da han selv sad ved magten, spillede han bestandig sine kort bag kulisserne. Dr. Manius og det nationale bondepartis navn er uløseligt knyttet til det store kup, da kong Carol og hans elskerinde, madame Lupescu, blev genindsat på den rumænske kongetrone. Maniu stod bag fascistlederne Cordreanu og Horia Siina, og det var ham, der trak i trådene, da Antonescu oprettede sit diktatur. Under hele krigen var han Antonescus nærmeste rådgiver. Efter krigen gav han rollen som »demokratisk« opposition, og som han i sin tid havde solgt landets olie, tændstikmonopol etc. til den internationale monopolkapital, konspirerede han nu med resterne af fascismen og vestmagterne for at styrte regeringen med magt. Maniu ledede en vidtforgrenet underjordisk virksomhed og gjorde flere forsøg på at fremkalde udenlandsk indblanding. I et interview ved en amerikansk journalist opfordrede han åbenlyst til væbnet intervention mod Groza-regeringen. Flere fremtrædende bondepolitikere blev sendt ud af landet med det formål at danne en emigrant-regering, der skulle arbejde på at fremkalde en krig mod Rumænien og Sovjetunionen. Maniu og hans fæller drev endvidere en livlig spionagevirksomhed for de engelske og amerikanske legationer i Rumænien. Den 13. juli arresteredes Maniu sammen med ledende medlemmer af hans parti, da de forsøgte en illegal flugt ud af landet. Maniu dømtes til livsvarigt fængsel, medens de øvrige anklagede slap med mellem 25 og 1 års strafarbejde. Manius parti blev opløst og dets repræsentanter i nationalforsamlingen frataget deres mandater.

Maniu-processen fik til følge, at udenrigsminister Tatarescu modtog et mistillidsvotum i parlamentet og måtte gå af. Han afløstes af kommunisten Ana Pauker, som straks gennemførte en udrensning af fascistiske elementer i udenrigstjenesten.

Den 30. december fulgte kong Mihais abdikation. Samme dag udråbtes republikken, og der valgtes et midlertidigt præsidium med professor Parhon som formand.

Den 21.- 23. februar 1948 afholdtes en kongres af de to arbejderpartier, hvor den længe påtænkte organisatoriske sammenslutning vedtoges. Det Rumænske Arbejderparti, som enhedsorganisationen blev kaldt, er ifølge § 3 i sit program et marxistisk-leninistisk parti.

Valgene til den nye nationalforsamling blev fastsat til den 28. marts, og i forbindelse med valgkampen offentliggjordes forslag til en ny forfatning for den rumænske folkerepublik.

Ved valget opnåede regeringsblokken 92,3 % af de afgivne stemmer, og den 4. april fik den nye regering Groza enstemmigt forfatningen vedtaget i nationalforsamlingen.

Nationaliseringen - Planøkonomiens overlegenhed

»I Den Rumænske Folkerepublik udspringer al magt af folket og tilhører folket«, hedder det i den nye forfatnings artikel 3. I følgende paragraffer bestemmes det, at »produktionsmidlerne enten ejes af 1) staten som hele folkets ejendom, eller 2) af kooperative organisationer, eller 3) af private personer«. Jordens rigdomme af en hvilken som helst art, miner, skove, vandkraftkilder, jernbaner og landeveje, vandløb, post- og telegrafvæsen, telefon og radio tilhører staten som folkets fællesejendom. Såfremt almenvellet kraver det, kan de industrielle produktionsmidler, banker og forsikringsselskaber i privat eje overtages af staten.

Med disse bestemmelser i landets grundlov var der skabt basis for ekspropriering af kapitalismens vigtigste udbytningskilder. Nationaliseringsloven kom den 11. juni og skabte den hidtil mest gennemgribende revolution i landets økonomiske liv. »De forskellige former for sabotage, som kapitalisterne praktiserer - deres ødelæggelse af maskinerne, deres svindlerier med statskreditterne, indskrænkningen eller standsningen af produktionen, tilbageholdelse af råstoffer, overførelse af store kapitalmængder til udlandet - er kapitalisternes måde at føre klassekampen på, det er den måde, hvorpå de søger at skade folkestyret«, hedder det i kommentarerne til nationaliseringsloven. Der anføres nogle eksempler til belysning af disse uholdbare forhold. Efter den 23. august 1944 ophørte kapitalisterne fuldstændig med at investere kapital i deres egne virksomheder. Ikke alene undlod de at forsyne dem med nyt og bedre maskineri, men de lod ikke engang de beskadigede installationer reparere. Kreditterne fra nationalbanken ødsledes bort til aktionærer og direktioner. Olieselskaberne »Astra Romana« (en aflægger af den britiske Shell-trust), »Steaua Romana« og »Romana Americana« (Standard Oil’s datterselskab) nægtede at bore efter olie. Under forskellige påskud fyldte de virksomme oliekilder op og ødelagde eller bortfjernede materiale, ledninger og lignende. Før krigen kunne Rumænien årlig præstere en olieproduktion på omkring 6 1/4 million tons, men i de første år efter krigen kom man kun op på 50-60 % af denne mængde. På Filderman-Bacau fabrikkerne fandt myndighederne hundreder af tons ubearbejdede huder, som havde været gemt hen i mere end 2 år, og på »Herdan Møllerne« var store mellagre opmaganiseret så længe, at de var totalt ødelagt… og sådan var det overalt, hvor kapitalisterne rådede.

Nationaliseringsloven bragte en ende på disse selvmorderiske tilstande for Rumæniens økonomi. Ved denne lov nationaliseredes alle naturrigdomme og nøgleindustrier: metalindustrien, den kemiske og elektriske industri, petroleumsindustrien, maskinindustrien, mineindustri og transportvirksomheder. Desuden banker og forsikringsselskaber.

Nationaliseringens gunstige følger var åbenbare allerede dagen efter lovens vedtagelse. Arbejderne overtog fabrikkerne i højtidelig bevidsthed om stundens vidtrækkende betydning. Produktionskræfterne var vristet ud af hænderne på de rovgridske udbyttere - enorme muligheder for fremgang og velstand åbnede sig for det arbejdende folk. Holdningen overfor arbejdet ændrede sig radikalt - fra at være en forbandelse blev det en kilde til glæde. Kappestridsbevægelser opstod blandt arbejderne, det frivillige arbejde voksede i omfang, opfindsomheden blomstrede, arbejdets kvalitet forbedredes. En ny, en sundere, en socialistisk ånd groede frem blandt arbejderne.

Allerede i den del af året 1948, der lå efter nationaliseringen, overgik resultaterne i en række fundamentale industrier - som f. eks. produktionen af jern, stål og naturgas - tallene fra 1938. Men kampen for landets industrialisering kom først ind i organiserede former efter overgangen til planøkonomi. I juli oprettedes en statslig plankommission, som udarbejdede Rumæniens første 1-årsplan, for året 1949.

Planen forudså en produktionsforøgelse på 40 %, og det blev mere end opfyldt. Udbyttet i en række vigtige metalindustrier blev bragt op på rundt regnet 150 % af præstationerne det foregående år. I produktionen af forbrugsvarer var fremgangen endnu større. Varerne begyndte at strømme ud til folket. En mængde nye virksomheder blev opført. I løbet af 1949 steg gennemsnitslønnen for industriarbejdere med 30 %. Statsplanen for 1950 forudser et vældigt opsving i sværindustrien, fremfor alt i dennes centrale del: maskinbygningsindustrien. Produktionen af værktøjsmaskiner skal forøges med 853 %! Resultaterne fra den forløbne del af 1950 viser, at målene - hvor fantastiske de end kan synes ud fra en vestlig vurdering - ikke er sat for højt. Planen opfyldtes i første halvår af 1950 med 104 %. Antallet af arbejdere i 1950 er 55 % større end i 1948, og den gennemsnitlige løn ligger 40 % over niveauet i 1948, men højnelsen af levestandarden er endnu mere udpræget takket være en række foranstaltninger af social karakter. »Rumænien, som tidligere indtog en halvkolonial stilling under de franske, engelske, amerikanske og tyske imperialister, har fordoblet sin industrielle produktion i de to år, landet har arbejdet efter et planøkonomisk system. I slutningen af første kvartal 1950 var den samlede industriproduktion 60 % over tallene fra 1938« (Ana Pauker).

II

Rumænsk NEP-tid - Begyndende kollektivisering - Kooperationen

»Indenfor landbruget har småproduktionen endnu overtaget, idet den talmæssigt stærkeste kapitalistklasse, storbønderne, råder over betydelige økonomiske positioner....« skriver generalsekretæren i Det rumænske Arbejderparti, G. Gheorghiu-Dej, i en meget oplysende artikel i bladet »För Varaktig Fred, för Folkdemokrati« nr. 14, 1950. Han fortsætter: »De styrtede kapitalister og godsejere opretholder stadig kontakten med udenlandske kapitalister. Småkapitalisterne ejer endnu produktionsmidler, og indenfor handelen findes endnu en stor privat sektor. Under overgangsperioden forsøger kapitalen at udnytte det område, hvor de socialistiske elementer endnu er svage«. G.-D. sammenligner derefter klassekampen i Rumænien under den nuværende etape med NEP-perioden under den socialistiske opbygning i Sovjetunionen: »For 30 år siden understregede Lenin den nye økonomiske politiks internationale betydning, idet han erklærede, at den i princippet ikke alene har gyldighed for Rusland, men for alle lande…Ligesom i andre folkedemokratiske lande skærpes også i Rumænien klassekampen i takt med de angloamerikanske imperialisters aggressive intriger. Klassemodstandernes fjendtlige aktioner er intimt forbundet med skærpelsen af modsætningerne mellem socialismen og kapitalismen på den internationale arena. I deres forbitrelse over, at de ikke længere kan udplyndre vort land og ikke længere kan skalte og valte dér, understøtter de amerikanske og engelske imperialister af al magt forsøgene på at genoprette kapitalismen ... De anglo-amerikanske imperialister organiserer systematisk spionage- og sabotagegrupper. Klassekampen antager de skarpeste former, hvorunder fjenden ikke viger tilbage for mord på partimedlemmer og andre demokratiske personer … Ved det arbejdende folks hjælp er der blevet afsløret et antal kontrarevolutionære sammensværgelser, og staten har slået hårdt ned på dem…Indenfor handelen raser kampen mellem den \oksende statshandel og den kooperative, socialistiske sektor på den ene side - og privatsektoren på den anden side ... På landet skærpes klassekampen på grund af indskrænkningen af storbøndernes rolle og oprettelsen af de første kollektivbrug ...«

De første rumænske kollektivbrug oprettedes den 24. juli 1949. Støttet og ledet af Det rumænske Arbejderparti dannede nogle hundrede små og middelstore bønder de første 5 kollektive landbrug. Deres eksempel fik tusinder af andre bondefamilier til at gøre ligeså, og i løbet af det sidste årstid er antallet af kollektivbrug vokset i stadigt stigende tempo, således at man pr. 1. august i år var oppe på 729. Forbundet mellem arbejderklassen og den arbejdende bondebefolkning styrkes i høj grad under denne proces, idet byernes arbejdere udfolder store anstrengelser for at hjælpe bønderne. Metalarbejdere og mekanikere hjælper dem med at reparere maskinerne, arbejderne på forskellige virksomheder sender traktorer og mejetærskere, arbejderne i tekstil- og skotøjsfabrikker har ved deres indsats sikret bønderne en højnelse af deres leveniveau. De gode resultater skyldes dog i første række den hjælp, som ydes kollektivbrugene af partiet og regeringen. Regeringen er kommet kollektivbrugene til hjælp, har givet dem jord, bygninger og redskaber samt ydet dem kreditter til lav rente. Statsbrugene leverer udsøgt såsæd og racekvæg, maskin- og traktorstationerne hjælper ved at udføre arbejde, som de nye kollektivbønder ikke selv er i stand til at udføre, deriblandt dybdepløjning. Statens hjælp omfatter også fritagelse for skat i 2 år efter brugenes oprettelse, nedsættelse af afleveringspligten og andet.

Forskellen mellem kulturerne på de små individuelle brug og på de kollektive brug er åbenbar, idet høsten på disse sidste viser sig at være omkring 50 % større pr. ha end høsten på de individuelle brug. Det er disse resultater, der får tusinder af nye bønder til at slutte op om den nye arbejdsform. Oprettelsen af nye brug giver altid anledning til begejstrede festligheder, hvori ikke blot brugets egne medlemmer deltager, men også andre bønder i de pågældende landsbyer og fra omegnen. Der er også grund nok til at feste, thi det er i virkeligheden et nyt liv, der begynder for disse bønder. Ikke alene betyder kollektivformen et betydeligt skub fremad hvad angår materielle goder, men det betyder også en væsentlig højnelse af deres kulturelle niveau. Det kollektive arbejde i forbindelse med

mekaniseringen giver dem mere fritid end de nogensinde har kendt, og der er sørget for gode muligheder for at udnytte tiden på en kundskabsbringende måde. På de fleste kollektivbrug oprettes kulturhuse. Bønder, der endnu ikke har lært læse- og skrivekunsten på grund af den uvidenhed, hvori de blev holdt under bourgeoisiets og godsejernes regime, følger kursus for analfabeter. I studiekredse og gennem biblioteker får bønderne i kollektivbrugene for første gang kendskab til landbrugsvidenskabens moderne metoder.

Statsgårdene i Den rumænske Folkerepublik omfatter et areal på ca. 800.000 ha, dvs. ca. 5,5 % af landets samlede landbrugsjord. Disse gårde spiller en overordentlig vigtig rolle ved den socialistiske omdannelse af landbruget. De har til opgave at tjene som mønstergårde, der kan lære de arbejdende bønder de mest fremskredne landbrugsmetoder.

Men til trods for at kollektiviseringsbevægelsen altså har vundet god fremgang siden de første brugs oprettelse for godt et år siden, er kollektivbrugene dog stadig kun småøer i det store hav af private bondehusholdninger, og kampen med kulakkerne er langtfra slut endnu. I sin ovenfor citerede artikel skriver Gheorghiu-Dej videre: »Kulakelementer, som ser deres muligheder for at udplyndre det arbejdende folk indskrænket, griber til terroristiske handlinger, sabotage af leverancerne samt forsøg på at kompromittere de kooperative organisationer, særlig de nyoprettede kollektivbrug.

I disse kriminelle konspirationer understøttes storbønderne, særlig i Transsylvanien, af reaktionære elementer blandt det katolske præsteskab og forskellige religiøse sekter, bag hvilket skalkeskjul fascistiske legionærelementer og angloamerikanske spioner dølger deres virksomhed...«

I den kooperative bevægelse i Rumænien har dybtgående forandringer fundet sted i løbet af det sidste år. De dygtigste arbejdere og arbejdende bønder er i stort tal blevet valgt ind i kooperativernes direktionsråd. Mere end 30.000 kulakker og spekulanter er blevet fjernet. Denne forandring i ledelsen har fremkaldt en vækst i antallet af medlemmer og i kapitalen. For tiden tæller kooperationen mere end 5 millioner medlemmer, altså næsten en trediedel af landets befolkning. Talrige producentsammenslutninger blev knyttet til kooperativerne i 1949, mejerier, gartnerier, frugtplantager, svine- og hønsefarme osv. Statsplanen for 1950 har pålagt kooperativerne og statsforretningerne betydelige opgaver. Udvekslingen mellem by og land skal udvides mere og mere ved at styrke nettet af kooperativer og stadig øge antallet af bønder i sammenslutningerne.

Sociale opgaver

Også i det gamle Rumænien eksisterede arbejdslove, der skulle beskytte arbejderne. Der fandtes bl. a. en lov, der proklamerede 8-timers arbejdsdagen. I praksis var det imidlertid sådan, at man på fabrikkerne arbejdede 14, 16 og endda 18 timer om dagen uden nogen form for overarbejdsbetaling. Også tidligere havde arbejderne ret til sygepenge, men det blev på papiret. En arbejder, der blev syg, måtte holde ud og arbejde, til han faldt om. Når en kvinde blev gravid, blev hun kastet ud fra sin arbejdsplads og fik hverken orlov eller barselshjælp. For landarbejderne var forholdene særlig grelle. Det hændte ofte, at kvinderne fødte på marken uden nogen som helst hjælp. Det gamle Rumænien var mellem de lande i Europa, der havde den største dødelighed. Gennemsnitslevealderen i de egne, hvor udbytningen var hårdest, overskred ikke 22 år. Børnedødeligheden lå på 18-20 %. Tuberkulosen tog hvert år 30-35.000 mennesker.

Den 28. maj 1950 vedtog den rumænske nationalforsamling en Lov om Arbejde, der beskæftiger sig med alle problemer på det sociale område. Den deputerede G. Apostol, formand for de rumænske samvirkende fagforbund, der forelagde lovforslaget, udtalte ved den lejlighed bl. a.: »Lov om Arbejde likviderer den borgerligfeudale lovgivning, stadfæster arbejderklassens økonomiske og politiske erobringer og sikrer en regelbunden juridisk ordning af det socialistiske arbejde i dette land. Den sikrer udnyttelsen af de i vor republiks grundlov fastsatte rettigheder, og den bidrager til den socialistiske organisation af arbejdet, til forøgelsen af arbejds-produktiviteten, til en styrkelse af arbejdsdisciplinen, som er uundværlig for den planmæssige udnyttelse af arbejdskraften, idet den samtidig sikrer en højnelse af det arbejdende folks materielle velstand og kulturelle niveau ... Den nye arbejdslov er ikke en fortsættelse af den tidligere lovgivning, men noget nyt og kvalitativt forskelligt, en lovgivning af socialistisk type«.

Arbejdsloven begrænser den normale arbejdstid til 8 timer. Princippet lige løn for lige arbejde stadfæstes. Arbejdsloven fastslår det socialistiske princip om fordeling efter produktionens størrelse og kvalitet med arbejdsnormer som basis for aflønning. Det er principper, der havde været praktiseret i lang tid, men som nu fik lovens stempel. Loven bestemmer, at overarbejde er forbudt i Den rumænske Folkerepublik, og at der efter 6 dages arbejde garanteres lønarbejderen mindst 24 timers hvile. Loven indeholder detaillerede bestemmelser til beskyttelse af ungarbejdere under 18 år. Der sikres arbejderne videreuddannelse på kurser og højskoler med bibeholdelse af deres løn. For kvinder forbyder loven deres anvendelse til hårdt eller sundhedsfarligt arbejde og garanterer dem 55 dages barselferie før og 45 dage efter deres nedkomst samt pauser til diegivning indenfor arbejdstiden.

Arbejdsloven garanterer en stærk udvikling af socialforsikringen uden nogen ydelse fra lønarbejdernes side og stiller et stort net af hvilehjem til deres disposition. Den fulde udnyttelse af disse rettigheder er sikret ved den kendsgerning, at ledelsen af socialforsikringen er lagt i hænderne på fagforeningerne. Socialforsikringen, den socialiserede del af lønnen, befrier de arbejdende for al frygt for fremtiden. Der sikres enhver arbejder erstatning og hjælp i tilfælde af sygdom, dødsfald, alderdom eller invaliditet. Alle arbejdende og deres familie er sikret gratis lægehjælp, medicin og hospitalsophold, uden at de skal betale noget kontingent. Samtidig sikrer arbejdsloven alle arbejdere ferie, de fleste helt gratis, resten til stærkt nedsatte priser. 300.000 arbejdere har således i sommer tilbragt deres ferie ved badesteder og sanatorier, hvor tidligere kun de rige kunne tillade sig at komme.

Mod de sociale sygdomme har sundhedsmyndighederne indledet et beslutsomt felttog. Store anstrengelser er gjort for at bekæmpe malariaen, en sygdom, der tidligere var en forbandelse for mange egne af landet, og mod hvilken der intet blev udrettet. Sumpe bliver udtørret, og 400.000 mennesker har modtaget præventiv eller helbredende behandling. Også mod tuberkulosen er der erklæret krig. Omfattende røntgenundersøgelser foregår, og næsten 2 millioner mennesker er blevet vaccineret. Statsplanen for 1950 regner med opførelsen af 13 nye sanatorier. Alle rumænske hospitaler blev inddraget under statsforvaltning ved nationaliseringsloven, og siden er talrige nye blevet opført. Endvidere er man i gang med at skabe et net af børnehaver og vuggestuer, institutioner, som var ganske ukendte i det gamle Rumænien.

Titusinder af arbejdere er blevet evakueret fra usunde lejligheder i byernes forstæder. De fik velindrettede boliger i nærheden af deres arbejdspladser. Nationaliseringen af huse, der tilhørte det udbyttende bourgeoisi, skaffede bedre forhold til mange arbejdere, men boligproblemet løses selvfølgelig ikke blot ved en fordeling af de eksisterende lejligheder, hvorfor der da også i statsplanen er afsat store summer til opførelse af nye boligkvarterer.

Det glædelige resultat af den almindelige højnelse af leveniveauet og de omfattende sociale og sundhedsmæssige foranstaltninger har været, at dødeligheden daler og fødselstallet stiger. I 1949 faldt børnedødeligheden til 13 %, det laveste tal i Rumæniens historie. Den normale befolkningsforøgelse er ligeledes nået op på rekordtal.

Kulturfronten

I oplysningsmæssig henseende overtog Den rumænske Folkerepublik en tung arv fra fortiden. Folketællingen i 1943 viste, at 43 % af landets befolkning var analfabeter, og at 27 % knapt kunne skrive deres eget navn. Det nye styre tog energisk fat på at bringe en afslutning på dette skammelige forhold. Allerede i januar 1948 var det lykkedes at bringe den ikke læse- og skrivekyndige del af befolkningen ned på 23 %. Den 3. august 1948 gennemførtes en radikal undervisningsreform, der dekreterede tvungen og gratis undervisning i grundskolerne. Den højere og højeste undervisning blev knyttet til forskellige grene af industrien og landbruget ved oprettelsen af mellemskoler og specialinstitutter. I året 1949 lærte 405.000 personer at læse og skrive. Antallet af grundskoler er bragt op fra 11.000 (1938) til 19.000. De højere undervisningsanstalter frekventeredes i 1949 af 44.000 studerende mod 24.000 i 1938. Takket være de 50.000 stipendier, der er ydet studenter i mellemundervisningen, og 25.000 stipendier til studenter ved universiteter og øvrige højere læreanstalter, og takket være skattelettelserne til forældrene har et stort antal arbejder- og småbondesønner kunnet indtræde i landets bedste undervisning. En vigtig foranstaltning er også oprettelsen af specialskoler på to år for stødarbejdere. Disse arbejdere får her en grundig uddannelse, der gør det muligt for dem derefter at deltage i undervisning ved de højere læreanstalter. Ligeledes er der blevet skabt særlige fakulteter for stødarbejdere, der kan blive teknikere efter to års studier. I hele undervisningsperioden sikrer staten de studerende ved disse institutter gratis underhold foruden deres hidtidige løn.

Udformningen af en ny kultur, socialistisk i indhold og national i formen - uddannelsen af en ny intelligens, som er folket og socialismens sag hengiven, foregår under udfoldelse af en skarp klassekamp på den ideologiske og kulturelle front. På Det rumænske Arbejderpartis kongres i februar 1948 udtalt Gheorghiu-Dej, at »folkefjendtlig indflydelse let finder et skalkeskjul i de ideologiske, litterære, kunstneriske og videnskabelige sfærer. Derfor må der føres en aktiv kamp på den ideologiske front mod imperialistisk indflydelse, mod dyrkelsen af den fordærvede kapitalistiske kultur ...«

I løbet af det rumænske folkedemokratis få leveår er tusinder af arbejdere blevet uddannet og har indtaget de borgerlige intellektuelles pladser. Hundreder af studenter, som indtil fornylig var arbejdere og bønder, studerer nu på universiteterne og partiskolerne. Efter reorganiseringen af alle universitetsfag på en videnskabelig basis indbefatter læseplanen nu undervisning i marxismen-leninismen. Der er sket en gennemgribende forandring, ikke alene i studiernes art, men også i studenternes klassemæssige sammensætning.

Kampen for at fordrive klassefjenden fra litteratur og kunst kan endnu ikke siges at være kronet med ubetinget sejr. Endnu findes der ikke i tilstrækkeligt omfang socialistisk bevidste kadrer mellem kunst- og litteraturkritikerne, men det kommunistiske parti og dets presse gør et målbevidst arbejde for at skabe ideologisk klarhed. Der arrangeres udstillinger, konferencer og diskussioner, besøg på fabrikker, i mineområderne, på kollektivgodserne, for at bringe kunstnerne i kontakt med det arbejdende folk. Samtidig skabes de bedst mulige forudsætninger for, at kulturarbejderne kan skabe i økonomisk tryghed. I januar 1949 oprettedes f. eks. et litterært fond, der yder forfatterne lån og hjælp i den tid, de arbejder på deres bøger. Det stiller midler til deres rådighed, så de kan foretage rejser, sikrer dem ferie og yder gratis medicinsk hjælp. Det litterære fond sørger endvidere for forfatternes familier i tilfælde af sygdom, invaliditet eller svigtende arbejdsevne. Denne omsorg for forfatternes kår har betydet et nyt opsving i den rumænske litteratur. Nye talenter, udgået af det arbejdende folk, dukker ustandseligt op. I 1949 udsendtes 2354 bøger på de forskellige forlag i Den rumænske Folkerepublik med et samlet oplag på 40.815.000 eksemplarer. I år vil disse tal blive langt overfløjet.

Af nye foranstaltninger, som sættes i gang på arbejderpartiets initiativ for at højne det kulturelle niveau, kan nævnes interessante foreteelser som rullende biografer, der i høsttiden kører rundt til de mest afsidesliggende departementer og viser dokumentarfilm for bønderne, og de transportable biblioteker. I specielt indrettede lastbiler har Det rumænske Arbejderpartis forlag organiseret rullende boglader, der besøger landsbyerne for at udbrede bøger og brochurer. En ny radiostation indviedes i foråret i Bukarest, og radiokomitéens formand oplyste ved den lejlighed, at antallet af radiomodtagere er vokset med 230 % i Rumænien. Det rumænske folk har begyndt en hastig erobring af kulturens goder.

Donau-Sortehavskanalen - Femårsplanen

Det ville undre enhver rumæner, der er stolt af sit folk og dets præstationer, om man udarbejdede en artikel om det nye Rumænien uden at omtale arbejdet på Donau-Sortehavskanalen - dette dristige - man er ved at sige heroiske - projekt, der er som et symbol på det frie menneskes storhed. At det rumænske folk har vovet at kaste sig ud i denne vældige opgave, illustrerer bedre end mange ord, hvilken lykkelig forandring, der er sket med det i de få år, folkedemokratiet har bestået.

Dobrudja har altid været det længst tilbagestående og fattigste område i Rumænien. De ugunstige naturforhold er den væsentligste årsag hertil. Landet består hovedsagelig af sump og ørken. Vegetationen er fattig, mest høje ukrudtsplanter. Hist og her dyrkes lidt dværgagtig majs, hvis blade er gule af støv. Størstedelen af arealet dækkes af sivfyldte moser. Det stillestående, slimede og ildelugtende vand udgør en frodig udklækningsbund for myg og malaria. Langt er der mellem bebyggelserne. Husene er almindeligvis opført af ler og siv. Befolkningen har altid levet i den yderste armod. - Så langt tilbage som for 100 år siden blev der talt om at anlægge en kanal fra Donau til Sortehavet, men kapitalisterne og godsejerne rystede på hovederne og erklærede, at det var en vanvittig tanke. Men den opgave, som kapitalisterne ikke evnede at løse i løbet af deres lange herskertid, så det nye rumænske demokrati sig i stand til at påbegynde allerede efter 2 års forløb. Arbejdet på udgravningen af Donau-Sortehavskanalen begyndte i sommeren 1949. »Kanalen skal være hele folkets værk« er det motto, hvorunder arbejdet foregår. Frivillige brigader leverer de største arbejdsstyrker. Arbejdet foregår under den største begejstring. Som udstyr til bygningen af kanalen er der fra Sovjetunionen modtaget gravkøer, bulldozers, muddermaskiner, betonmaskiner osv. Donau-Sortehavskanalen skal tjene to vigtige formål. Den vil skabe en forbedret transportforbindelse mellem folkedemokratierne og Sovjetunionen. Skibe med stor tonnage vil kunne besejle kanalen helt op til Jernporten. Samtidig med kanalen får Den rumænske Folkerepublik en søhavn, Midia, der er langt større end Constantza. For Dobrudja vil kanalen betyde en helt ny tilværelse. Afvandingen vil indvinde mere end 100.000 ha land for landbruget. Golde eller lidet ydende jorder vil blive frugtbare og give rig høst. Om ganske få år vil der langs kanalen strække sig 7.000 ha frugt- og vinplantager. En del af sumpene vil blive udtørret, en anden del vil blive omdannet til søer. Egne, hvor sumpfeberen hærgede, vil blive beboelige. Mennesket vil omskabe naturen. Socialismen skaber liv, hvor kapitalismen magtesløst gav op overfor sygdom og død. Livet vil blomstre i det forpinte Dobrudja.

På baggrund af denne indsats vil det ikke forbavse at høre om et andet gigantisk projekt, som Den rumænske Folkerepublik er i færd med at forberede. Inspireret af planøkonomiens glimrende resultater i Rumænien og med de succesrige femårsplaner i Sovjetunionen som forbillede er den rumænske planlægningskommission ved at udarbejde Rumæniens første femårsplan, som skal træde i kraft den 1. januar 1951. Femårsplanen første mål er landets industrialisering. Planen forudser en fordobling af den industrielle produktion i forhold til året 1950. Nye industricentrer vil blive skabt, og nye storstilede virksomheder skal opføres. Planen forudser en kraftig udvikling af mineindustrien, betydelig udvidelse af kraftstationerne, udvikling af jern- og stålindustrien, navnlig maskinproduktionen. Udbyttet af olie vil blive mere end fordoblet sammenlignet med 1950, og udbyttet af kul og jernmalm vil ligeledes blive næsten fordoblet. Planen forudsætter tillige en betydelig udvidelse af den lette industri.

Femårsplanens gennemførelse vil gøre det muligt i så udstrakt grad at forsyne landbruget med maskiner, at den fuldstændige mekanisering af landbruget skulle blive en realitet. Dette vil skabe basis for, at det store skred i kollektiviseringen kommer i gang. Man er i Rumænien så optimistisk at regne med, at flertallet af bønderne ved femårsplanens slutning vil have sluttet sig sammen i kollektivbrug. Og givet er det, at disse forventninger ikke bygger på sand! »Industriens hurtige udvikling er nøglen til den socialistiske omskabelse af vort landbrug«, har Ana Pauker sagt.

Det rumænske Arbejderparti - Partiudrensningen

Under krigen var Rumæniens kommunistiske parti den eneste politiske faktor i landet, som opfordrede folket til kamp mod fascismen. Partiet organiserede denne kamp, og kampen udviklede og hærdede partiets ledende kadrer. Partiet udvidede og styrkede sin indflydelse i arbejderklassen. Siden Rumæniens befrielse har tusinder af arbejdere tilsluttet sig partiet. Imidlertid begyndte, samtidig med at sunde revolutionære elementer meldte sig ind, også karrieremagere og opportunister at trænge ind i partiets rækker. Partiet blev til en vis grad inficeret med småborgerlige, fjendtlige elementer, som søgte at maskere sig og underminere partiet indefra. Partimedlemmernes manglende agtpågivenhed og utilstrækkelige politiske niveau førte til, at mange partiorganisationer accepterede nye medlemmer uden alvorlig prøvelse. En tid praktiseredes faktisk masseoptagelser i partiet. I slutningen af 1947 havde partiet 750.000 medlemmer, af hvilke kun 40 % var arbejdere, resten var små og middelstore bønder, intellektuelle og småborgerlige elementer fra byerne. Det kommunistiske partis sammenslutning med det socialdemokratiske parti i februar 1948 spillede en stor, positiv rolle, men samtidig førte sammenslutningen til yderligere forringelse af partiets sammensætning. Det socialdemokratiske parti var et typisk småborgerligt parti og havde en usund social sammensætning. Resultatet var, at elementer, som var fremmede for og i mange tilfælde ligefrem fjendtlige mod arbejderklassen, trængte ind i partiet. Alt dette gav sig udtryk i, at partiet anvendte fejlagtige arbejdsmetoder, undertrykte kritik og selvkritik, blev bureaukratisk og isolerede sig fra masserne.

I betragtning af de store opgaver, som det rumænske demokrati - med arbejderpartiet som den ledende kraft i proletariatets diktatur - stod overfor (analfabetismens likvidering, kollektiviseringen af landbruget, femårsplanen) blev det påtrængende nødvendigt at rense og styrke partiets rækker. I maj 1950 gennemførtes en omfattende medlemskontrol, hvilket resulterede i ekskluderingen af 192.000 medlemmer eller ca. 20 % af hele medlemstallet. Kontrollen medførte en forbedring af partiets sociale sammensætning. I øjeblikket er omkring 64 % af medlemmerne aktive arbejdere.

I tilslutning til partiudrensningen afskedigedes mange partifunktionærer og medarbejdere i de statslige organer, som ikke opfyldte de opgaver, der var blevet dem betroet. De erstattedes med unge, hæderlige kammerater. Kontrollen bidrog i væsentlig grad til at styrke partiets anseelse blandt masserne. Adskillige steder tiltog tilstrømningen af arbejdende bønder til kollektivbrugene som følge af kontrollen. Men der findes endnu elementer i partiet, som ikke opfylder de krav, der stilles til et partimedlem, indrømmer partiets hovedledelse. Derfor agter man at fortsætte kontrollen og regulere partiets tilvækst på en sådan måde, at det proletariske elements overvægt sikres. For fremtiden skal de personer, som optages i partiet, gennemgå en vis tid som medlemskandidater. Arbejderne skal udgøre mindst 60 % af de nye medlemmer.

Udenrigspolitik - Fredsbevægelsen

Rumæniens udenrigspolitik er baseret på venskab med Sovjetunionen. Gang på gang har sovjetregeringen modereret de krav, den havde på Rumænien i henhold til våbenstilstandsoverenskomsten. Under hensyntagen til de to på hinanden følgende misvækstsomre i Rumænien indgik Sovjetunionen på en udsættelse af de rumænske erstatningsleverancer og sendte endog hjælp til Rumænien i form af korn. En række sovjetisk-rumænske handelsaftaler skaffede Rumænien råmaterialer til industrien pa meget fordelagtige betingelser. Den 7. juni 1948 imødekom sovjetregeringen en rumænsk anmodning om 50 % reduktion af Rumæniens krigsskadeserstatninger. Det rumænske folk havde således klare beviser for, at Sovjetunionen ikke alene var Rumæniens befrier, men også dets bedste ven.

Sovjetunionen var den første stormagt, som optog diplomatisk forbindelse med Rumænien og anerkendte den demokratiske regering. Den 4. februar 1948 afsluttedes mellem Rumænien og Sovjetunionen en venskabs-, bistands- og samarbejdspagt i Moskva, hvis vigtigste formål er at »tage alle forholdsregler, som står i de to nationers magt for at fjerne truslen om en ny aggression fra Tysklands side, eller fra nationer, som er allieret med Tyskland«. Lignende traktater afsluttedes med Bulgarien og Tjekkoslovakiet.

Den rumænske Folkerepubliks nationalitetspolitik er fundamentalt forskellig fra det gamle Rumæniens chauvinistiske raceforfølgelsespolitik. Nationalitetsloven garanterer alle borgeres absolutte lighed for loven, uanset deres nationalitet, race, sprog eller religion. Den stempler enhver propaganda, der prædiker had eller foragt mod nogen race eller nationalitet, som en forbrydelse, der straffes med fængsel og bøder. Den ældgamle modsætning, der eksisterede mellem rumænere og ungarer i Transsylvanien, er nu fuldstændig fjernet. Under sit besøg i Bukarest i november 1947 erklærede den ungarske premierminister: »Vi er overbevist om, at fredstraktaten, som er bindende for os alle, definitivt har lost det transsylvanske spørgsmål. Det demokratiske Ungarn kender og tolererer ingen slags chauvinistiske bevægelser, som tilstræber en ændring af fredstraktatens bestemmelser. Tvistighederne mellem Rumænien og Ungarn er definitivt bragt til afslutning, så meget mere som ungarerne i Transsylvanien har alle muligheder for at udvikle deres nationale kultur ...«

Den rumænske regering har utvetydigt fordømt Rumæniens imperialistiske anneksion af Syd-Dobrudja i 1913. Således er alle stridsspørgsmål mellem Rumænien og Bulgarien fjernet.

»Det rumænske folk, arbejderklassen, den progressive intelligens, de arbejdende bønder, har ingen dybere interesse end fredens bevarelse. Det rumænske folk ønsker freden for at fjerne krigens frygtelige følger, for at genopbygge landets økonomi og nyde frugterne af den sociale, materielle og kulturelle fremgang« (udenrigsminister Ana Pauker).

For at forsvare det rumænske folks vitale interesser og frihed har Den rumænske Folkerepublik uden tøven indtaget sin plads indenfor den verdensomspændende fredsfront. Det rumænske Arbejderparti stillede sig i spidsen for fredskampagnen og mobiliserede over 150.000 propagandister for at forklare masserne nødvendigheden af en bevægelse for fredens forsvar. Spørgsmålet om fredskampens organisering diskuteredes på et stort antal møder i partiet, i ungdomsforbundet, i fagforeningerne, i kvindefronten og andre masseorganisationer. Indsamlingen af underskrifter på Stockholm-appellen begyndte i Rumænien i april måned. Store plakater med appellens ordlyd opsloges overalt på gaderne. I teatre og biografer oplæstes appellen før forestillingen. Hele pressen, indbefattet fabriks- og vægaviser, offentliggjorde appellen på fremtrædende plads. I kirkerne oplæste mange præster appellen sammen med den ortodokse patriark Justinian’s opfordring til at skrive under.

Fornylig kunne den rumænske fredskomité meddele, at arbejdet for Stockholm-appellen var afsluttet efter at godt 10 millioner mennesker havde givet deres underskrift. Det bør erindres, at Rumæniens indbyggertal er ca. 16 millioner.

Men også på anden måde bringer det rumænske folk sit bidrag til fredens sag. En socialistisk kappestrid til ære for fredskongressen, der afholdtes i september, er indledt i bevidstheden om, at styrkelsen af fædrelandet er et væsentligt bidrag til fredens bevarelse. Under indsamlingen af underskrifter på Stockholm-appellen blev især eet slagord populært i det rumænske folk: »Lad os bekræfte vor underskrift for freden med nye produktionsresultater!«

Med dette ord er hele ånden i det rumænske folkedemokrati givet: Den ubrydelige vilje til fred, den begejstrede fremmarch mod et nyt liv. Under dette motto fejrede det rumænske folk den 23. august seksårsdagen for sin befrielse. Med udgangen af dette år lyder startskudet til Rumæniens første femårsplan. Rumænien er på vej mod en bedre tilværelse, mod socialismen.

Det belgiske folk i kamp mod krigsforberedelse og fascisme

Kjeld Østerling

Den belgiske arbejderklasses energiske aktion mod Leopold III’s genindsættelse er andet og mere end kampen mod en forhadt og foragtet konge. Den er kampen mod Leopold-tilhængernes halv- og helfascistiske bander. Kampen mod højresocialdemokraternes og de borgerlige radikales forsøg på at splitte og sinke bevægelsen. Kamp for lønforhøjelse, forbedring af de sociale ydelser, nedsættelse af arbejdstiden, bekæmpelse af arbejdsløsheden, modstand mod oprustningen og de voldsomme militærskatter. Men også mere end alt dette.

Den er kampen mod kernen i alle disse ting: den imperialistiske udplyndrings- og krigspolitik. Leopold III er et redskab for denne politik. Krigsforberedelserne og den faldende levestandard er en følge af den. Derfor blev ikke blot kongens, men alle hans hovedstøttepillers berettigelse til magten sat under debat. Derfor blev det ikke blot et nederlag for kongen og hans umiddelbare bagmænd, men en rystelse af hele Atlantpolitiken og en afsløring af de amerikaniserede partier. Blottet for al reklame om egen styrke, stillet i den konkrete kamp, viste imperialismen påny sin svækkelse og folket sin styrke. Vel er de øjeblikkelige resultater af bevægelsen begrænsede, men de endelige vil være umådelige. Thi hinsides Atlantpagtens pigtråd begynder det nye samfund. Og vejen dertil er vist - for det belgiske folk, som for alle andre folk i den amerikanske imperialismes greb.

Belgien i den amerikanske imperialismes greb

Belgiens ledende kredse har tilsluttet sig Marshallpolitiken og Atlantpagten. Belgien er medlem af den såkaldte Vestunion, Atlantpagtens forløber og lillebroder. Landet deltager i Benelux-blokken (BElgien-NEderland-LUXembourg), der har samme slægtskabsforhold til Marshallplanen og Forenede Europa-bevægelsen, som Vestunionen på det militære plan til Atlantpagten. Denne faste tilknytning til den imperialistiske politik har de kun alt for kendte følger. En kraftig og kraftigt stigende arbejdsløshed. I oktober 1946 var ca. 37.000 uden arbejde, i begyndelsen af 1950 passerede antallet de 300.000 eller ca. hver sjette af alle belgiske lønmodtagere.

Prisstigninger og vareforringelser har bragt reallønnen 20-25 % under førkrigsniveauet.

Belgiens militære udgifter ifølge Atlantpagtens forpligtelser beløb sig inden Korea-krigens udbrud og den nye forcering af rustningerne til 16-18 milliarder belgiske francs for året 1950. Efter at de nye ordrer er indløbet fra Washington, er der god udsigt til, at dette beløb vil blive fordoblet.

Det belgiske bourgeoisi søger naturligvis at dække sig ind ved at vælte byrderne over på den jævne befolkning. Arbejdsløsheds- og andre understøttelser og sociale ydelser skæres ned. Skatterne stiger. Husleje og priser går i vejret osv., osv.

Der er ingen udsigt til varig bedring ad bourgeoisiets vej. Marshall Politiken betinger en faldende udenrigshandel, begunstigelse af den tyske konkurrent, boykot af folkedemokratiernes og Sovjetunionens stabile og krisefri markeder, frit spil for den amerikanske konkurrent både i hjemlandet og i Belgisk Congo. Stadigt flere miner og fabrikker vil lukke. Får Marshallfolkene magt som agt, vil Belgien også blive tilsluttet Schumann-planen og landets omfattende kul- og metalindustri udleveret til Ruhrmagnaternes unåde. Atlantpagt-Politiken betinger en stadigt større oprustning, stadigt større skatter og byrder væltet over på befolkningen, foruden perspektivet om en altødelæggende krig.

De belgiske arbejdere har reageret med en stadig mere beslutsom lønkamp, der adskillige steder har udviklet sig til omfattende strejker. Fra en i juni 1950 offentliggjort oversigt over strejkebevægelsen i Belgien skal nævnes: »Fra 8. maj strejker 4.700 værftsarbejdere i Antwerpen. Fra 30. maj over 100.000 tekstilarbejdere. Over 1.000 arbejdere i legetøjsindustrien. Desuden strejker i en lang række enkelte fabriker, gruber, værker m.v.« (Drapeau Rouge, 14. juni 1950).

Hovedparolen er lønforbedring, arbejdstidsnedsættelse, skattelettelse og forbedring af de sociale ydelser (aldersrente fra det fyldte 60. år, forøgelse af invaliderenten m.v.).

Foruden disse strejker med økonomiske mål har de belgiske arbejdere ført en lang række strejker, bl. a. de såkaldte »advarselsstrejker« med demokratiske mål, med paroler rettet mod kongens tilbagevenden og fascisternes overgreb.

Særlig bemærkelsesværdig var havnearbejdernes strejke i Antwerpen i slutningen af april i år. Strejken blev ført med stor kraft og omfattede en væsentlig del af byen. Først efter kraftige undertrykkelsesforanstaltninger blev den slået ned. Ved denne strejke fremsatte man foruden de økonomiske paroler også parolen om at modsætte sig udlosning af de amerikanske våben. Efter denne strejke måtte udlosningen foregå i andre havne.

Det er på denne baggrund af skærpet krise, som følge af den imperialistiske krigs- og udplyndringspolitik, og på baggrund af den skærpede klassekamp, at »kongekrisen« må ses.

Kongedømmet og kirken - redskaber for imperialismen

Hvilken opgave har man tildelt Leopold?

At oprette en stærk magt, der om fornødent med vold kan gennemføre de amerikanske imperialisters og det belgiske storbourgeoisis stadigt mere upopulære politik.

Hvilke forudsætninger møder Leopold med for at kunne løse opgaven?

Han har givet en lang række prøver på sine autoritære tilbøjeligheder. I mellemkrigsperioden vakte han opmærksomhed ved at proklamere Belgiens »neutralitet«, dvs. svække den traditionelle forbindelse med England-Frankrig og tilpasse sig den nazistiske angriber. I maj 1940 overgav Leopold som øverstkommanderende hæren, før alle muligheder for modstand var udtømt og uden at advare de øverstbefalende for de engelske og franske hære, der kæmpede sammen med den belgiske. Efter kapitulationen søgte han at danne en tysk-venlig samarbejdsregering. Det mislykkedes. Senere besøgte Leopold Hitler i Berchtesgaden og stod i jævn kontakt med den nazistiske top. Til gengæld afviste han at samarbejde med modstandsbevægelsen og ønskede ikke engang at støtte den med sin moralske autoritet. Efter landgangen i Normandiet flyttede han til Tyskland (officielt: »bortført«), »Befriedes« af amerikanerne i Østrig i 1945. En folkeprotest forhindrede hans tilbagevenden til tronen indtil videre. Leopold er således reaktionen en sikker mand.

Ganske vist taler mangt og meget i hans handlinger under krigen ikke direkte til hans fordel blandt befolkningen. Men reaktionen mener at kunne udnytte den traditionelle og gennem lange år indarbejdede loyalitet overfor kongedømmet (som man nu søger at overføre til Leopolds søn, Baudouin) og kombinere den med den katolske befolknings hengivenhed overfor den »fromme konge«, støttet af en håndfast og uhæderlig propaganda fra alteret og i skriftestolen.

Hele denne forgyldning af diktaturet har været så tillokkende for den amerikanske imperialisme og det belgiske storbourgeoisi, at man til trods for Leopolds personlige svagheder og hans forskellige fejlberegninger har besluttet sig til at satse på ham. Udfaldet af folkeafstemningen i marts og det efterfølgende valg i juni i år viste, at beregningerne ikke var uden grundlag. (Ved folkeafstemningen den 12. marts 1950 stemte ca. 58 % af vælgerne for Leopolds tilbagekomst. Ved valget den 4. juni 1950 fik det kristeligt-sociale parti, som støtter Leopold, en begrænset, men tilstrækkelig fremgang. Derved erobrede partiet det flertal i parlamentets begge kamre, der var betingelsen for en formelt korrekt tilbagekaldelse af kongen).

To slags taktik for de amerikanske partier

Også i Belgien er de »gamle partier« trådt i den amerikanske imperialismes tjeneste. Disse partier, det kristeligt-sociale, de liberale og socialdemokraterne, er af deres ledere stillet i amerikaniseringens tjeneste. De tilslutter sig Atlantpagten og Marshall-politiken, men i deres forhold til den amerikanske agent, Leopold III, har de under folkemassernes tryk afsløret en række indre modsigelser.

Det kristeligt-sociale parti er Leopolds massestøtte blandt bourgeoisiet, bønderne, småborgerskabet og visse dele af arbejderklassen (Leopold-politikerne har deres basis i det velstående bourgeoisi og de dele af befolkningen, det udøver sin mest direkte indflydelse på.

Nemlig bønderne og småborgerskabet i Flandern og i mindre grad og i adskillige egne overhovedet ikke blandt bønderne og småborgerskabet i Valonien. De støttes endvidere af et begrænset antal arbejdere, der er under de katolske organisationers indflydelse.) Det støtter Leopolds tilbagevenden til tronen, men dets ledere viste sig under de langvarige forhandlinger inden tilbagekaldelsen og især i dagene, hvor de belgiske arbejdere begyndte marchen mod Bruxelles for at jage kongen og hans ministre på porten, at bestå af forskellige, indbyrdes stridende grupper. Der var Leopold-for-enhver-pris-tilhængere, der var tilhængere af Leopold, hvis det kunne lade sig gøre, og politikere, der hellere ønskede at bevare kongedømmets og kirkens indflydelse usvækket som redskaber for den amerikanske politik end Leopolds ydre placering i statsapparatet. De liberale viste en lignende splittelse. Ved afstemningen under de forskellige parlamentariske manøvrer mødte den liberale gruppe med standpunkter som: For tilbagekaldelse af kongen, mod tilbagekaldelse, for tilbagekaldelse alligevel, men abdikation senere.

USAs håndgangne mænd i de højresocialdemokratiske partilederes kreds blev endog af begivenhederne tvunget til at indtage en fremskudt plads i oppositionen mod Leopold.

Alt dette afspejler modsigelserne indenfor den amerikanske og engelske monopolkapital og dens tilsvarende belgiske forbindelser. To slags taktik for bourgeoisiet står overfor hverandre og strides om det øjeblikkelige overtag.

På den ene side - en taktik, der sætter den klare kurs mod fascismen.

På den anden side - en taktik, der forudsætter, at krigsforberedelserne og udplyndringen af de arbejdende - indtil videre - kan forløbe uden anvendelse (uden dominerende anvendelse) af fascistiske metoder og under det traditionelle borgerlige demokratis former.

Leopold er den første taktiks repræsentant. Voldelig undertrykkelse af den demokratiske bevægelse, og især det kommunistiske parti, overfald og mord på dens repræsentanter er nogle af denne taktiks metoder.

»National forsoning« og »samling af alle gode kræfter« om kompromiskongen Baudouin er den anden taktiks paroler. Splittelse af den demokratiske bevægelse, isolering af dens fortrop, først og fremmest ved hjælp af de højresocialdemokratiske kapitalistagenter i arbejderklassen, boykot, forfølgelser, hetz, fængslinger af dens repræsentanter er nogle af den anden taktiks metoder.

Men begge tjener de den amerikanske imperialismes formål, den mest folkefjendske politik i folkenes historie. Derfor vil den anden taktik uvægerligt nærme sig, for til sidst at glide over i den første, hvis ikke det lykkes folkene at slå imperialismen tilbage forinden. Begivenhederne i Belgien taler et tydeligt sprog. Det er den »nationale forsonings« regering, der beskytter og opmuntrer de folk, som i står bag mordet på Julien Lahaut, det belgiske kommunistiske partis formand. (Den »nationale forsonings« regering er den nye katolske regering (Pholien), der blev dannet efter kompromisset den 1. august, hvor Leopold trådte tilbage til fordel for sin søn Baudouin, samtidigt med at vedbliver at udøve sine kongelige rettigheder indtil sønnens myndighed, blev proklameret som den »nationale forsoning«s regering. Den er sammensat af udpræget reaktionære. Ved dens dannelse blev der forøvet et bombeattentat mod det kommunistiske partis hovedsæde. Flere overfald på partifunktionærer har fundet sted. Højdepunktet i denne terror har hidtil været mordet på Lahaut.)

Fascismen vokser sig stærk under og i ly af den hykleriske højresocialdemokratiske og borgerligt-liberale »kamp« mod diktatoraspiranterne. Erfaringerne fra mellemkrigstidens Tyskland bekræftes. Men vi lever ikke i mellemkrigstiden. Krigen kan hindres og fascismen kan knuses.

For imperialismen er spørgsmålet om fascisme eller traditionelt borgerligt demokrati et spørgsmål om formålstjenlighed, og om denne eller hin ledende gruppe skal til fadet. For folket er det et spørgsmål om liv eller død, bogstaveligt liv eller død. Det er en nærsynet revolutionær, der ikke kan se forskel på at blive sat i koncentrationslejr eller at få den vanlige skarnspand af ukvemsord og fortrædelighed i hovedet efter kendt og approberet »demokratisk« mønster.

Højresocialdemokraternes revolution i teori og praksis

Da kampen mod kongefascismen i Belgien nåede sit foreløbige højdepunkt i de sidste dage af juli og den første august, kunne man i dertil indrettede aviser læse overskrifter som »Belgiens socialdemokrater truer med borgerkrig«, »Anti-Leopoldstrejkerne er begyndelsen til en revolution, siger de belgiske socialdemokraters leder, Spaak« osv., osv. I det hele taget har socialdemokraterne gjort et stort væsen af deres »revolutionære« indstilling til Leopold.

Formålet med de højresocialdemokratiske lederes vilde fagter og tordnende taler er et dobbelt.

På den ene side er det en afledningsmanøvre for at bevare herredømmet over masserne. En manøvre afpasset efter deres stigende forbitrelse mod fascistkongen. En manøvre beregnet på at få dem til at tænke på noget andet end hverdagens plager og bekymringer. En manøvre, som skal udnyttes og blev udnyttet som valgtaktisk kraftnummer (Ved valget den 4. juni fik socialdemokraterne en betydelig fremgang takket være deres skinopposition mod Leopold, mens kommunisterne gik tilbage.).

På den anden side er det et afpresningsmiddel vendt mod konkurrenterne om magten i det katolske parti. Et forsøg på at presse reaktionen, at vise den og herrerne i Washington sin uundværlighed, sin overlegenhed over den fascistiske fremgangsmåde.

For at opfylde dette dobbelte formål må højresocialdemokraternes agitation koncentrere sig om krigens person, fortrinsvis hans holdning ved kapitulationen og under besættelsen, tilsat pikante og sentimentale enkeltheder om hans familieforhold. Skytset må ikke - og bliver ikke - rettet mod kongedømmet som sådan. Ellers afskærer man sig fra at kunne udstede parolen efter Leopolds eventuelle nederlag om »samling om tronen«, »national forsoning« etc., således som man også ganske rigtigt gjorde. Endvidere må den højresocialdemokratiske agitation på ingen måde afsløre forbindelsen mellem Leopolds tilbagekomst og den amerikanske politik, tværtimod understreger man sin tilslutning til de »frie nationers selvforsvar« (Atlantpagten), »det storstilede initiativ« (Marshall-planen) osv. Endelig må man søge at holde dagskravene, kravene om højere løn, kortere arbejdstid osv. i en særlig bås og ikke bringe dem i forbindelse med kampen mod Leopold.

I praksis går den højresocialdemokratiske taktik ud på at begrænse kampen mod Leopold til parlamentets snævre rammer. Den 8. juni, dvs. på et tidspunkt, hvor det var klart, at den fornødne parlamentariske basis for kongens tilbagekaldelse var til stede, erklærede den socialdemokratiske parlamentsgruppe, at den »på parlamentarisk grund vil opretholde sin hårdnakkede modstand«. En krigerisk erklæring om kapitulation.

Den bevægelse i masserne, som alligevel opstår, søger den højresocialdemokratiske praksis at splitte ved kommunisthetz og organisatoriske foranstaltninger. Da der dannedes aktionskomitéer mod Leopold, holdt man kommunisterne ude så længe som muligt. Den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse udsendte den 26. juli i år (efter at Leopold var trådt tilbage, efter at strejkebevægelsen mod ham allerede var i fuld gang, efter at parolen om generalstrejke allerede var rejst) strejkevarsel, men i skilte provinser. Man ville, som man sagde, »oparbejde generalstrejken lidt efter lidt« - i det håb, at de første ville være trætte, før de sidste var begyndt.

Det er højresocialdemokratisk praksis at standse og sinke bevægelsen. For eksempel nægtede man de minearbejdere understøttelse, som kæmpede mod lukningen af deres mine. Havnearbejderstrejken i Antwerpen blev lyst i band og blokeret.

Hvor man anser sig tilstrækkelig stærk og situationen tilstrækkelig truende, består den højresocialdemokratiske praksis i direkte undertrykkelse. Havnearbejderstrejken i Antwerpen blev knust på den mest brutale måde, og det var byens socialdemokratiske borgmester og provinsens socialdemokratiske guvernør, der lagde hånd til værket.

Og ellers - som vi kender det så godt - lover man stort - og holder skidt.

Denne fine mekanisme kom imidlertid i ulave. De socialdemokratiske medlemsmasser tog ledernes skinopposition alvorligt. De var ikke i stand til at holde de økonomiske krav ude fra de forfatningsmæssige. De var ikke i stand til at se det »demokratiske« i at holde sine aktioner isolerede fra kommunistiske arbejderes aktioner med hovedformål, der på mange punkter var de samme som deres egne.

Allerede efter folkeafstemningen i marts kom den højresocialdemokratiske taktik i vanskeligheder. Leopold havde fået et knebent flertal, men et stort nej af arbejderne. Det nødvendige og mulige i folkelige aktioner udenfor parlamentets på forhånd tabte forum blev indlysende. En række advarselsstrejker begyndte. Den 24. marts anslog man, at ca. 300.000 arbejdere og funktionærer deltog i aktioner mod kongens tilbagevenden. Det kan nævnes, at den højresocialdemokratiske leder Renard nogle dage efter folkeafstemningen erklærede: »Arbejderklassen vil ikke benytte sig af strejkevåbnet, medmindre kongen forsøger at vende ulovligt tilbage«;

tre dage efter måtte han i Liège, et af centrerne i modstanden mod Leopold, holde den mest yderligtgående tale mod kongens tilbagevenden.

Efter Antwerpenstrejkens nederlag, efter valgsejren og under de langtrukne og for befolkningen svært gennemskuelige parlamentariske manøvrer, der fulgte, mente de højresocialdemokratiske ledere et øjeblik, at tiden var inde til at kapitulere helt.

Samtidigt med at man fortsat proklamerede »modstand til det yderste«, udtrykte den socialdemokratiske ordfører Busset sig således: »Regentskabets ophævelse er uundgåelig og Leopold III’s tilbagevenden er som følge heraf udenfor enhver tvivl.«

Melodien er kendt: Det er muligvis en dårlig lov, men lov er lov, og lov skal holdes.

Kongens provokatoriske tilbagekaldelse og hans hjemkomst i slutningen af juli udløste imidlertid den voldsomste bevægelse i masserne. Strejkerne udviklede sig til generalstrejke. Aktionsenheden mellem socialdemokrater og kommunister blev mange steder en kendsgerning. Marchen mod Bruxelles forberedtes. Gendarmerne blev slået tilbage. Militærets afdelinger fraterniserede med de strejkende. Enkelte barrikader viste sig. Time for time antog begivenhederne en mere revolutionær karakter.

Højresocialdemokraterne havde med alle midler sinket bevægelsens udvikling. Men generalstrejken var en kendsgerning. Man slog om. Stillede sig i spidsen for bevægelsen. For bedre at forråde den. Da storbourgeoisiet allerede frygtede demonstranternes erobring af hovedstaden, da den amerikanske ambassade beredte sig på belejring, afsluttede socialdemokraternes ledere sammen med de liberales og det katolske partis førere deres kompromis.

Det faldt i de højresocialdemokratiske lederes lod at berolige masserne. Fagforeningsfunktionærerne blev sendt ud for at afblæse marchen mod Bruxelles. »Vi har jo allerede vundet sejren« forklarede de. På et tidspunkt, hvor det var klart for de indviede, at Leopold ikke engang behøvede at forlade landet, forsikrede en af disse indviede, højresocialdemokraten van Acker de demonstrerende i Bruxelles: »Leopold er rejst i morgen. Han er allerede ved at pakke sine kufferter. Flyvemaskinen venter.« (Tale fra Folkets Hus, 1. august).

Og i Liège forsikrede højresocialdemokraten Renard arbejderne: »De 40 timer - dem vil vi få. Forøgelsen af minimumslønningerne - det er sikret og understøttelserne vil blive forhøjet. Efter at arbejderklassen har vist sine kræfter, vil regeringen ikke vove at handle mod dens vilje.« (Tale i Liège, 1. august).

Arbejderne havde krævet indkaldelse af en landsomfattende arbejdskonference. Man lovede at indkalde lønkommissionen. Den mødtes den 7. august og skiltes - uden resultater.

Fra alle gadehjørner brølede højresocialdemokratiske agitatorer deres »sejr, fuldstændig sejr« - imens lod man gendarmerne arrestere og maltraktere de kommunistiske talere, deriblandt partiets generalsekretær. Dette var indledningen til »national forsoning« og »de gode kræfters samling om tronen«.

Bør det tilføjes, at den socialdemokratiske parlamentsordfører Busset fandt det nødvendigt at undskylde sig overfor reaktionen med: »Vi blev drevet ud i en aktion ... Vi har ikke til hensigt at gøre aktioner til en vanlig metode.« (Tale i parlamentet i anledning af loven om overførelsen af kongens beføjelser til prins Baudouin).

Eller er omridsene af disse usselrygge og politiske falskmøntere allerede tydelige nok?

USA intervenerer

Billedet er ikke fuldstændigt uden en omtale af USAs indgriben. Leopolds tilbagevenden var et træk i Atlantpolitiken. Folkets aktion mod Leopold var et slag mod denne politik. Atlantpolitikens amerikanske ledere gjorde derfor deres for at bibringe aktionen et nederlag.

Den 5. august skrev det franske »le Monde«, kendt for sine gode imperialistiske forbindelser: »Belgiens økonomiske og militære potentiel må ikke lammes alt for længe af indre krampetrækninger. I den vestlige verdens hovedstæder, og i ganske særlig grad i Washington betragter man med interesse den vending, begivenhederne har taget og ønsker en heldig løsning så hurtigt, dette er muligt.«

Den 3. juli skrev »Le Peuple«, det belgiske socialdemokratis hovedorgan, med en embedsmand ved »et atlantlands ambassade« som kilde: »Det amerikanske udenrigsministerium har meddelt sin ambassade den uro, de indre forhold i Belgien volder det.

Han (embedsmanden) udtaler, at det i den kommende uge kan blive muligt, såfremt situationen i Belgien forværres, at Atlantpagtens medlemmer vil træffe aftale om at overveje de skridt, der kan foretages overfor den belgiske regering.«

Sagen løstes dog mere enkelt. Ganske vist kunne man ikke som i Nicaragua eller Guatemala lade sine marinetropper ordne sagen, men man sendte sine kontaktfolk til såvel Leopolds åbne tilhængere som til hans »modstandere« blandt de socialdemokratiske og liberale ledere. Overfor Leopold og hans tilhængere betonede man nødvendigheden af at finde et kompromis, eventuelt på Leopolds personlige bekostning, før begivenhederne havde udviklet sig for langt. Hos de socialdemokratiske og liberale ledere henstillede man at ordne en hurtig afblæsning af oppositionen og overgang til den »nationale forsoning«s politik. Som ønsket af USAs udenrigsministerium, så gjort af de amerikanske partier i Belgien.

Kommunisternes indsats

Kommunisterne indtog og indtager en fremtrædende plads i det belgiske folks kamp for fred, bedre kår og demokrati. Det er kommunisternes fortjeneste, at masserne mobiliseredes og forenedes til kamp i det omfang, som tilfældet var, at den parlamentariske spændetrøje, som de højresocialdemokratiske ledere ville lægge kampen i, blev sprængt, og at aktionsenhed etableredes talrige steder. Det er kommunisternes fortjeneste, at sammenhængen mellem kampen for de økonomiske krav og kampen mod kongens tilbagevenden blev påvist. De påviste sammenhængen mellem kampen mod krigens forberedelse og kongens tilbagevenden, sammenhængen mellem kampen mod fascismen og den imperialistiske politik. Det var kommunisterne, ledelserne som de menige aktivister, der først og fremmest gav bevægelsen dens store kampkraft, dens organisation, den vilje til at overvinde alle hindringer, der fejede gendarmerne til side og truede med at gøre hæren magtesløs.

I massekampens ild høstede det kommunistiske parti en række værdifulde lærer og adskillige af partiets svagheder blev afdækket. Blandt de vigtigste må nævnes:

En undervurdering af krigsfaren, kampen for freden er ikke overalt i partiet centrum for dets virksomhed, et utilfredsstillende tempo i indsamlingen af underskrifter på Stockholmapellen (Se Centralkomitémøde maj 1950 refereret i »For varaktig fred«, nr. 21, 1950, og Drapeau Rouge, 15. maj 1950). Dette forøger højresocialdemokraternes manøvremuligheder. De kan ikke forhindre en stigende aktionsenhed om dagskravene og mod kongens tilbagevenden, men splitter bevægelsen på de udenrigspolitiske problemer, indstillingen til oprustnings- og krigspolitikken osv.

Nødvendigheden af at fremstille den imperialistiske politik og kampen mod den som helhed. Afgørende sejre i kampen for demokrati, bedre kår og fred kan kun vindes gennem sejrrig kamp mod den amerikanske imperialismes politik og dens støttepiller, Atlantpagten og Marshallpolitiken. De økonomiske krav er uløseligt forbundet med de politiske. Skatterne kan kun lettes varigt på oprustningens bekostning. Lønningerne kan kun stige alment, arbejdsløsheden kan kun bekæmpes effektivt i kamp mod den udenrigshandel, den udvikling af industrien, den kredit- og rentepolitik osv., som dikteres af Marshallpolitiken. Kampen for demokratiet er uløseligt forbundet med kampen mod imperialismen. Fascismen kan kun jages på porten, når de imperialistiske kræfter, som den understøttes af og tjener, fordrives.

(Der er ført dokumentarisk bevis for, at de belgiske fascister, ligesom nazisterne, bliver finansieret af belgiske og udenlandske monopolkapitalister. - I Drapeau Rouge, 7. august 1950, skriver partisekretær Jean Terfve: »Vi har ikke tilstrækkeligt klart fastslået forbindelsen mellem kampen mod kongen, bevægelsen for dagskravenes opfyldelse og kampen for forsvaret af freden ... Vi har ikke med tilstrækkelig klarhed vist, at det, man bør bekæmpe i Leopold III, mindre er personen end den forberedelse af krigen og den politik, han repræsenterer. En politik, der er lod og del af imperialismen. Vi har ikke understreget tilstrækkeligt, at det vil være umuligt at opfylde arbejdernes dagskrav, så længe regeringen vedbliver at klynge sig til de amerikanske imperialisters skørter, og at det ikke vil være muligt at føre en social fremskridtspolitik netop på det tidspunkt, hvor man efter ordre fra Washington bereder sig på at øde milliarder væk på landets oprustning ... Vi har ikke med tilstrækkelig klarhed vist, at det, som bourgeoisiet har søgt at nå ved Leopold lirs tilbagevenden til tronen, mere har været at befæste kongedømmet end at rehabilitere en mand af yderst tvivlsom værd. - Det belgiske bourgeoisi og dets amerikanske bagmænd kender sine mål. Når det organiserer den »nationale enhed« omkring prins Baudouin, er det et forsøg på at dække den sociale bagstræbspolitik og de krigsforberedelser, det har sat igang, med kongedømmets prestige og moralske autoritet.«)

Den bestandige og tvingende nødvendighed af at kæmpe for arbejderklassens enhed. »En god enhedspolitik bør forbinde en ånd af broderlig forståelse overfor de socialistiske arbejdere med fasthed i afsløringen og fordømmelsen af de højresocialdemokratiske ledere« (Belgiens kommunistiske Parti. Udvidet forretningsudvalgsmøde. 2. august 1950. Udtalelsen. Offentliggjort i Drapeau Rouge, 4. august 1950, og Communisme, nr. 4, august 1950). »Den stilling, som partiet tager, er alt for ofte negativ, indskrænker sig alt for meget til en gold kritik, og sætter os uden for bevægelsen. Den berøver os således muligheden for at knytte de levende og broderlige forbindelser med den samlede arbejderhær, som kun kan udvikle sig gennem kampe ført i fællesskab. Tilmed hjælper den ikke de socialistiske arbejdere tilstrækkeligt med, gennem egne erfaringer, at klargøre sig vore parolers rigtighed og, på samme tid, klargøre sig det forræderi, visse af deres ledere begår« (Belgiens kommunistiske Parti. Centralkomitémøde, 10.-11. juni 1950. Udtalelsen. Offentliggjort i Drapeau Roge, 13. juni 1950, og Communisme, nr. 3, juli 1950).

Partiets forbindelser med masserne har været utilstrækkelige. Partiorganisationernes arbejde på fabrikkerne har været utilfredsstillende og mange steder svagt. Arbejdet i de faglige og andre folkelige organisationer, og hvor folket ellers færdes og samles, har været forsømt mange steder og undertiden ligefrem undgået og ringeagtet. Man har i sine paroler, udtalelser, blade, pjecer osv. ikke udtrykt sig tilstrækkeligt enkelt, fatteligt og klart.

Sekterismen har kunnet trives adskillige steder i partiet.

Det indre partiarbejdes kvalitet og omfang har, trods fremskridt, været for ringe.

Partiets aktivister har været utilstrækkeligt skolede.

Der har været ført en for »frygtsom kadrepolitik«, som »har bremset unge og proletariske elementers fremrykning«.

Men resultaterne?

Krigen forberedes mere feberagtigt end nogensinde - også i Belgien. Arbejdernes dagskrav er ikke opfyldt. Leopold er fortsat konge, omend ikke af navn. Fascisterne raser.

Alligevel er resultaterne af den folkelige bevægelse store, trods disse negative sider.

Arbejderne har fået øget tiltro til egen styrke. Der er gjort et vigtigt skridt frem mod arbejderklassens enhed, den nødvendige betingelse for en sejrrig kamp for freden. Enheden har vist sine fordele og sin styrke på overbevisende måde, i fælles kamp. Sammenhængen mellem arbejdernes økonomiske og demokratiske krav og disses forbindelse med kampen for freden, kampen mod den amerikanske imperialisme er klarere for flere end før. Højresocialdemokraternes væsen og taktik er blevet yderligere afsløret for nye dele af befolkningen. Kommunisternes indflydelse er vokset. Kommunisterne har høstet stor erfaring, fået blikket rettet mod adskillige svagheder og er ved at afhjælpe disse.

For os er resultatet, foruden den svækkelse, imperialismen har lidt på sin belgiske sektor, en yderligere bekræftelse af rigtigheden af den vej, vi har valgt.

Kampen for bedre kår, kampen for demokrati, kampen for den nationale uafhængighed, kampen for freden, det er ikke kønne, ydre paroler, der pynter på en valgplakat - det er selve den revolutionære kamp.

November 1950

Vort handelsforhold til England

Mogens Korst

Kommunistisk Parti har i folketinget fremsat et forslag til beslutning om ophævelse af englandsaftalen. Det kræves i dette forslag, at der ikke sendes dansk smør og bacon til England til lavere priser end andre lande betaler, og at der skaffes garantier imod prisforhøjelser på de engelske eksportvarer til Danmark.

Baggrunden for det kommunistiske forslag er den fortvivlede udvikling i Danmarks økonomi, som englandsaftalen og Englands valutanedskæring i fjor bærer en væsentlig del af ansvaret for, og som har bragt os i den latterlige situation, at forsendelserne af vor vigtigste eksportvare til vort vigtigste eksportmarked - smørret til England - i øjeblikket foregår på fuld kraft, uden at nogen aner det mindste om, hvilke priser vi vil opnå herfor.

Handelsforholdet til England har i årtier været Danmarks ømmeste punkt. Den overdrevent stærke tilknytning til eet enkelt marked gjorde os på een gang svage overfor Englands vilje, når handelsbetingelserne skulle lægges tilrette, og følsomme overfor rystelser i Englands økonomi. Det er vist ikke for meget sagt, at England i handelsforhandlingerne altid har behandlet os som en koloni, men at vi på den anden side aldrig har haft de rettigheder og fordele, som tilkom medlemslandene i det engelske imperium. Og i dag står Danmark så i en situation, som er ret enestående for et land, der producerer store mængder stærkt efterspurgte og værdsatte fødevarer: Vi har en kæmpemæssig valutagæld, et stort underskud på vor udenrigshandel, udsigt til en ny kroneforringelse og til nye, drabelige nedskæringer af befolkningens levefod, som allerede nu er betydeligt lavere end før krigen.

5 års Englandshandel

Et kort rids af englandshandelens historie er nødvendigt for at vise, hvordan Danmark selv har bragt sig i denne situation.

Efter befrielsen stod Danmark frit i sin handelspolitik. Vor landbrugsproduktion var vel ikke stor i sammenligning med, hvad den havde været før, idet besætningerne var reduceret og fodringsmulighederne små - men verden over var der en kolossal efterspørgsel efter lige netop de varer, Danmark kunne levere. I oktober 1945 afsluttedes så efterkrigstidens første englandsaftale. Den gav kun meget lave priser i betragtning af, hvad vor stilling som levnedsmiddelleverandør på det tidspunkt gjorde muligt. Men værre var det dog med den nye aftale i sommeren 1946, som bandt en betydelig del af vor landbrugseksport til England. I oktober 1947 udløb aftalerne for smør og bacon, og der kunne ikke opnås enighed om nye. Danmark gjorde så det eneste fornuftige - og det samme, som man burde have gjort, da smørprisaftalen udløb den 1. oktober i år. Vi standsede eksporten til England af vore varer. Det hjalp, forsåvidt som englænderne i februar det følgende år gav os visse prismæssige indrømmelser, men Danmark havde igen ikke mod til at udnytte situationen. Vi bandt en endnu større del af vor landbrugseksport til England, og »glemte« at sikre os imod prisstigninger på de varer, England skulle levere. I mellemtiden var der afsluttet en treårig ægaftale, som netop her pr. 1. oktober 1950 er blevet afløst af en ny aftale, hvori det tilsyneladende er lykkedes Danmark at få væsentlig bedre priser.

I september 1948 blev 90 pct. af vor baconeksport bundet til England fire år frem i tiden til priser, der kun kunne ændres med 7,5 procent op eller ned hvert år. Året efter blev en tilsvarende, men endnu mere langvarig, smøraftale afsluttet. Den gjaldt frem til 30. september 1955, binder 75 pct. af vor smøreksport til England, startede med en prisnedsættelse på næsten en krone pr. kilogram og tillader kun et prisudsving på 7,5 procent om året. Danmark »glemte« igen at sikre sig imod prisstigninger på de varer, vi skal købe i England.

Englandsforhandlingernes sidste stadium er det, at der er ført forhandlinger både om smørprisen og baconprisen i det kommende år. I begge tilfælde har de danske forhandlere krævet den prisforhøjelse på 7,5 pct. (39 øre for smør og 31 øre for bacon), som aftalerne hjemler ret til, men englænderne har pure afvist dette krav. Den hidtidige smørprisaftale udløb d. 30. september, og vi eksporterer siden da smør til England uden at ane, hvad vi får for det. Baconprisaftalen udløber til nytår, og englænderne vil sandsynligvis følge deres sædvanlige forhandlingsteknik, at trække forhandlingerne så længe ud som muligt for derved at søge at presse Danmark op i en krog.

De værste skavanker ved englandsaftalerne kan altså herefter sammenfattes i disse to punkter, der i det følgende nærmere skal uddybes: a) Vi sælger vore produkter til England til lavere priser, end vi kan få for samme varer i andre lande. Samtidig binder vi os til at levere England størsteparten af vor fødevareeksport, således at udnyttelsen af gode salgsmuligheder andre steder i verden på forhånd forpurres. b) Vi sikrer os ved forhandlingerne ikke, at englænderne nøjes med tilsvarende lave priser for de varer, de leverer os. Følgen heraf er bl. a. de forfærdende prisstigninger for vore importvarer, der er fulgt efter valutanedskæringen.

Englandshandelens virkninger.

Lad os sige, at Danmark havde stået fast på sin ret og i England lige siden befrielsen havde opnået de samme priser for vore produkter, som andre lande end England måtte betale. Vi havde i så fald haft en merfortjeneste, der år for år ville beløbe sig til følgende: 1946: 70 mill. kr. - 1947: 125 mill. kr. - 1948: 86 mill. kr. - 1949: 232 mill. kr. - jan.-aug. 1950: 394 mill. kr. - tilsammen ca.: 900 mill. kr.

Disse penge, der i virkeligheden betegner vort tab ved at sælge til underpriser til England, beløber sig altså til omkring 900 mill. kr., fordelt med ca. 650 mill. kr. på smørret, ca. 200 mill. kr. på æggene og ca. 50 mill. kr. på bacon. Nedgangen i beløbene fra 1947 til 1948 skyldes den forbedring af englandspriserne for smør og bacon, der som overfor nævnt opnåedes efter leveringsstandsningen i oktober 1947 - februar 1948; og den stærke vækst i 1949 og særlig i de første otte måneder af 1950 skyldes det forhold, at englandspriserne er sat skarpt ned for smør og æg samtidig med, at den almindelige prisstigningsbølge efter valutanedskæringen har forhøjet priserne for disse varer på vore andre markeder.

For udviklingen i priserne på de enkelte varer er billedet følgende: I førkrigsårene betalte »tredielandene« (dvs. andre udenlandske købere end hovedaftageren England) gennemgående 2 pct. højere pris end englandsprisen for dansk smør. Umiddelbart efter befrielsen var forholdet det samme, men derefter sprang forskellen stærkt i vejret for senere atter at gå ned, indtil forholdene lige før krone-nedskæringen i september i fjor havde trukket sig så meget i lave, at tredielandsprisen »kun« lå 15 pet. højere end den pris, vi opnåede for vort smør i England. Så skete der på een gang et skred nedad i englandsprisen og en forhøjelse af tredielandsprisen. I januar-august 1950 lå den sidste følgelig 60 pct. højere end den pris, England betalte for vort smør.

I tredielandsprisen for æg lå i førkrigstiden gennemgående 7 pct. højere end englandsprisen. Straks efter befrielsen var forskellen kun een procent: lige før valutanedskæringen sidste efterår var forskellen 11 pct. og i de første otte måneder af 1950 har tredielandsprisen ligget 42 pct. over. hvad vi opnåede for vore æg i England.

Urimeligheden i vort handelsforhold til England træder således nu stærkere frem end nogensinde.

Men samtidig med, at vi i England fik mindre for vore varer, både målt i kroner og øre og målt i forhold til tredielandspriserne, så steg priserne for de engelske eksportvarer til os over al forstand. Det klareste billede af udviklingen får vi måske, hvis vi betragter bytteforholdet mellem vor vigtigste eksportvare til England, smørret, og vor vigtigste importvare fra England, kullene. Altså: Hvor mange kilogram engelske kul kan vi købe med eet kilo dansk smør?

Danmarks officielle handelsstatistik giver følgende svar: 1939: 96 kg kul - 1947: 81 kg kul - 1. halvår 1948: 68 kg kul - 2. halvår 1948: 70 kg kul - 1. halvår 1949: 75 kg kul - 2. halvår 1949: 73 kg kul - 1. halvår 1950: 67 kg kul - nu: ca. 60 kg kul

Vi kan nu købe en trediedel mindre engelske kul for vort smør, end vi kunne før krigen. Måler vi i stedet med andre vigtige engelske eksportvarer som uld eller bomuld, er forholdet endnu mere grelt, fordi disse varer i langt højere grad end kullene har deltaget i den prisstigning, der blev en følge af valutanedskæringerne i september i fjor. Først nu i de seneste måneder, da oprustningsefterspørgslen har forvandlet truslen om overproduktion af kul til akut kulmangel, er kulprisen for alvor begyndt at stige.

Parallellen til 1930erne.

Man har sammenlignet forholdene i dag med udviklingen i begyndelsen af 1930erne, da en valutakrise ramte Danmark igennem vort handelsforhold til England. I begge tilfælde er der tale om en »prisklemme« for Danmarks udenrigshandel, idet der sker en uheldig og modsat rettet udvikling i vore eksportvarepriser og vore importvarepriser. I begge tilfælde ligger skylden til dels hos en engelsk valutanedskæring, som fordyrer vor import af landbrugsråstoffer (foderkager for dollars) i forhold til landbrugets forædlede eksportvarer, hvis priser er fastsat i de nedskårne engelske pund sterling. Alligevel er sammenligningen ikke holdbar.

Krisen i begyndelsen af 1930erne var en prisfaldskrise (vore eksportvarepriser faldt fra 1929 til 1932 med 44 pct., mens vore importvarer kun gik 19 pct. ned) og en landbrugskrise. Vanskelighederne i dag skyldes i første række prisstigninger for vore importvarer (der fra 1948 til september 1950 er fordyret med 18 pct., mens vore eksportvarer er faldet 5 pct. i værdi), mens vi ikke har, og heller ikke har udsigt til, nogen landbrugskrise.

Begge disse punkter er afgørende, og endda ikke til ubetinget fordel for situationen i dag fremfor situationen i begyndelsen af 1930erne. Det er afgørende, at importvarepriserne er så stærkt stigende - for det vil (især med de rummelige frilister) betyde, at vor valutasituation belastes ekstra hårdt, fordi importørerne søger at købe ind, inden yderligere fordyrelser toner frem. Det er også afgørende, at vi ikke har nogen landbrugskrise, eller udsigt til en sådan. Det er nemlig landbrugets folk, der fører englandsforhandlingerne. Og disse mænd har naturligvis ikke nu den stærke personlige interesse i at rette det urimelige handelsforhold op, som de ville have, hvis der var tale om krisetilstand i det danske landbrug. Landbruget har tre år i træk haft usædvanlig stor høst, det opnår toppriser for eksporten af sekundaprodukter til visse lande (især slagteriaffald til Vesttyskland), og også eksportindtægterne for hovedprodukterne har indtil nu været i uafbrudt stigning, selv om stigningen ganske vist har været mindre end stigningen i eksportmængden: Fra januar-august 1949 til samme periode i år steg indtægten af smøreksporten til England med 6,2 pct., målt i kroner og øre (men ganske vist med 25 pct. i mængde). Landbrugets forrentningsprocent, som fordobledes i løbet af et år, vil for 1949-50 formodentlig igen vise stigning. Landbrugets øjeblikkelige livsinteresser står kort sagt ikke på spil i englandsforhandlingerne, selv om landbrugets forhandlere nok har en betydelig økonomisk interesse i at opnå højere priser.

Der er endnu en afgørende forskel på situationen nu og situationen i begyndelsen af 1930erne - og det er en forskel, som tæller til Danmarks fordel: England er denne gang ivrig efter at købe så mange danske landbrugsprodukter som bare muligt (ganske vist til lave priser), mens det engelske marked i 1930erne blev delvist spærret for os.

Englands interesse i de danske leverancer.

England er fuldstændig afhængigt af fødevareimport. Nogle tal vil bevise dette.

Den engelske mælkeproduktion var i 1949 8,3 milliarder liter, kun 4,3 milliarder liter højere end den danske. Imidlertid gik 88 pct. af den engelske mælkeproduktion til detailsalg af mælk og fløde, og der var derefter i 1949 kun omkring 1 milliard liter mælk tilbage til fremstilling af mejeriprodukter, dvs. kun halvt så meget som i 1939. England kunne derfor i 1949 kun fremstille 3 pct. af det smør, der skulle til for at dække den engelske befolknings rationer. Resten måtte importeres, først og fremmest fra New Zealand, Australien og Danmark. England fremstillede i 1949 selv 13,5 pct. af sit forbrug af ost og 37 pct. af sit forbrug af svinekød og bacon. Som man ser: På alle de her nævnte vareområder er englænderne stærkt afhængige af en stor og jævnt flydende import.

Imidlertid har England også bestandigt forstået at skaffe sig denne nødvendige import til lave priser. Den engelske regering har en dobbelt interesse heri. For det første er der hensynet til valutasituationen. Og for det andet - og det vejer godt til i disse oprustningstider - er der hensynet til statskassen, idet den engelske regering yder tilskud til nedbringelse af priserne på alle de vigtigste levnedsmidler, der sælges til de engelske forbrugere. Når den engelske regering køber billigt ind i udlandet, behøver den ikke at yde så store tilskud til forbrugerpriserne - og så bliver der mere til andre statsformål, dvs. først og fremmest til oprustningen. Det er dette synspunkt, Danmark er blevet stillet overfor i de sidste handelsforhandlinger med England. Det er altså i virkeligheden meningen, at vi gennem underpriser på vore eksportvarer skal bøde til den engelske oprustning…at det virkelig er store beløb, den engelske regering således har i tankerne, når den forhandler med Danmark om levnedsmiddelpriser, fremgår alene af det samlede tal for levnedsmiddeltilskuddenes størrelse i året 1950-51: 410 millioner pund sterling, dvs. 8 milliarder danske kroner.

Måske er Danmark den af Englands levnedsmiddelleverandør, der kraftigst har fået at føle, at den engelske regering har andre ting at bruge pengene til end til den forøgelse af fødevaretilskuddene, som en prisforhøjelse for de danske eksportprodukter vil medføre.

Endnu i 1948 betalte England 13 pct. mere for det danske end for det kanadiske bacon. I januar kvartal 1949 var prisforskellen allerede sunket til 9 pct., og for året 1949 som helhed var vor baconpris i England 5 pct. lavere end den kanadiske. I januar kvartal 1950 var det endnu værre fat: Vi lå nu prismæssigt 20 pct. under det kanadiske bacon! For æggenes vedkommende er det gået på akkurat samme måde; mens vi før fik en i forhold til andre leverandører meget ordentlig ægpris i England, opnåede vi i januar kvartal at få 17 pct. lavere pris for danske æg, end Irland fik for sine leverancer, og næsten 30 pct. mindre, end der samtidig blev betalt for kanadiske æg.

Udviklingen for vor hovedeksportvare, smørret, har fulgt ganske samme linje. I januar kvartal i fjor fik vi på det engelske marked en merpris på 33 pct. i forhold til New Zealands smør. I januar kvartal i år var prisfordelen på vor side sunket til 4 pct. Dansk smør har været ene om denne nedgang. Det australske smør betales nu som før med omtrent samme pris som det new zealandske på det engelske marked, og andre betydende leverandører af smør end Danmark, New Zealand og Australien har England ikke.

Denne udvikling skyldes udelukkende Danmarks svage holdning, ikke at England nu har mindre brug for vore produkter end før. Tværtimod er vigtigheden af store og stabile danske leverancer blevet større for England, samtidig med at vore priser forholdsmæssigt er skåret ned. Danmark dækkede i januar kvartal sidste år 11,7 pct. af Englands forbrug af udenlandsk smør, i samme tidsrum i år 16,3 pct. Vi leverede i januar kvartal 1949 47 pct. af Englands import af æg, men i januar i år var denne andel steget til 64,5 pct. Vi kan altså ikke undværes på det engelske marked; der skulle således være grundlag for en fast dansk holdning og energiske priskrav. Holland har nægtet at finde sig i den engelske underbetaling, det har standset sin eksport af mejeriprodukter til England og har demonstreret på samme måde overfor de høje engelske kulpriser. Irland sender smør til Vesttyskland i stedet for til England, fordi prisspørgsmålet ikke kan ordnes på en måde, der passer irlænderne. Argentina har standset sin kødeksport til England, fordi dette ikke ville betale 6 pct. mere for kødet.

Kun Danmark, hvis varer er uundværlige på det engelske marked, bøjer sig fromt for prisdiktaterne, og sender endda millioner af kilo smør til England uden at ane, hvad der vil blive betalt for det!

Planerne for udvidelse af Englands landbrugsproduktion.

Danske produkter er i dag uundværlige på det engelske levnedsmiddelmarked. Det er derfor nu vi må sætte ind, hvis der skal sikres tålelige handelsforhold - hvem ved, hvordan det hele ser ud om nogle år?

England har store planer til udvidelse af sit eget landbrug. Midt i oktober vedtog de engelske konservative på deres kongres en resolution, hvori man udtalte en fordømmelse af, at importerede varer skabte vanskeligheder for engelsk fiskeri og landbrug. Til beskyttelse af landmændene krævede man, at den britiske regering skulle nægte at ga med til toldnedsættelser for landbrugsvarer på marshallstaternes store toldkonference i den engelske by Torquay. Det er 1930ernes engelske toldpolitik, vendt imod Danmark og til fordel for imperielandene, der her genoplives. Den engelske regering arbejder selv på samme linje.

Man vil i år anvende 60 mill. kr. til landbrugsforskningsarbejde i England; der skal bl. a. oprettes 13 forsøgsbrug. Man venter på grundlag af et udvidelsesprogram, som blev indledt for tre år siden i 1952-53 en landbrugsproduktion på 50 pct. over førkrigsniveauet. Man har flere år ind i fremtiden garanteret engelske landmænd opmuntrende mindstepriser på deres vigtigste produkter, bl. a. følgende for produktionsåret 1953-54: Mælk 38 øre pr. liter, svinekød 4,26 kr. pr. kg, æg 4,08 kr. pr. kilo. Til sammenligning kan anføres, at den danske landmand opnår 32 øre for mælk, 3,96 kr. for kiloet af svin og 3,15 kr. pr. kilo æg (årsgennemsnit 1949).

Den engelske regering mener naturligvis på een gang at varetage både valutahensyn og strategiske hensyn, når den søger at fremme Englands egen landbrugsproduktion. Man kan ganske vist indvende, at England har prøvet noget tilsvarende under begge de to verdenskrige, men uden noget iøjnefaldende, blivende resultat. Alligevel vil Englands bestræbelser for at forøge sin egen landbrugsproduktion, suppleret med en genoplivelse af 1930ernes favorisering af imperielandenes levnedsmiddeleksport til England (Kanadas bacon og New Zealands-Australiens smør), senere hen kunne påføre den danske landbrugseksport til England uanede trængsler - hvis ikke vi nu, mens vi endnu ikke kan undværes pa det britiske marked, sørger for at styrke vor stilling.

Hvad kan vi gøre?

Det kommunistiske forslag til beslutning af Folketinget peger på, hvor Danmark først og fremmest må sætte ind: Vi må betragte Englandsaftalen med dens urimelige underpriser og leveringstilsagn som ophævet, fordi England ved at skære sterling (og dermed betalingen for vore landbrugsvarer) ned har brudt aftalens forudsætninger. Vi må dernæst sikre os, at England ikke får vore landbrugsprodukter til lavere priser, end andre lande betaler, og vi må sørge for at opnå beskyttelse mod vilkårlige engelske prisforhøjelser for de varer, vi på vor side skal importere.

Men desuden er der et par problemer af nærmest forhandlingsteknisk karakter:

Vi må holde op med at splitte forhandlingerne ud og afgøre aftalerne for smør, bacon, æg og de engelske eksportvarer til Danmark hver for sig. Først og fremmest hænger jo de forskellige sider af vort handelsforhold til England nøje sammen. Og dernæst vil vi selvsagt stå langt stærkere ved en samlet forhandling om alle problemerne. England kan måske, som tilstandene er nu, undvære enkelte af vore varer, hvis ikke der kan opnås enighed. Men hvis hele handelsforholdet behandles under eet, kommer det til at dreje sig om en samlet fødevareleverance, som England ikke på nogen måde kan klare sig foruden, og som vi derfor må kunne opnå bedre priser for, end hvis vi forhandler om smør for sig, bacon for sig og æg for sig.

Spørgsmålene om vor import fra England og vor eksport til England kan ikke længere behandles løsrevet fra hinanden. Hidtil har landbrugets folk kunnet skalte og valte over den danske landbrugseksport til England, og de har ikke i mindste måde interesseret sig for det samfundsmæssige synspunkt, samtidig at opnå så gode vilkår som muligt for vor import fra England. Følgerne heraf: De ustandselige prisstigninger for de engelske eksportvarer kender vi alle. Først når det samfundsmæssige synspunkt vinder indpas i englandsforhandlingerne, og når vor stilling styrkes ved, at forhandlingerne om hele samhandelsproblemet samles under eet, vil \i omsider kunne opnå tålelige vilkår i det økonomiske forhold overfor det land, der i mange år har været både vor største og dårligst betalende kunde og vor største og dyreste leverandør.

Det borgerlige skindemokrati i indisk skikkelse

af T. Jersjov

Den højtidelige udråbelse af den »suveræne demokratiske republik« Indien fandt sted i Delhi den 26. januar 1950. Indiens regerende klasser sparede hverken på penge eller ulejlighed for at give festlighederne et præg af »folkejubel«.

Når den engelske og indiske borgerlige presse gør så meget væsen ud af Indiens forfatning, så har de et ganske bestemt formål. Indiens regerende klasser og de engelske imperialister, som står bagved dem, vil dermed skjule denne forfatnings folkefjendske karakter. De er urolige over den folkelige bevægelses vækst og regner med, at de ved denne manøvre kan narre det indiske folk. Men hvad viser Indiens forfatning så i virkeligheden?

Det er en kendt sag, at de borgerlige forfatninger hovedsagelig hviler på de kapitalistiske principer og dens grundpiller: på privatejendomsretten til jorden, skovene, fabrikkerne og alle de andre produktionsmidler; på det ene menneskes udbytning af det andet og på tilstedeværelsen af udbyttere og udbyttede; på den ene side det besiddelsesløse arbejdende flertal og på den anden side det ikke-arbejdende, bemidlede mindretal, der lever i luksus, osv. På et sådant grundlag hviler også Indiens forfatning. I artikel 31 slås det fast, at »ingen ejendom, løsøre eller fast ejendom, indbefatter aktier i handels eller industriforetagender eller i selskaber, der driver sådanne foretagender ... kan overtages eller erhverves til offentlige formål… medmindre loven sikrer erstatning for sådan ejendom.«

Privatejendomsretten til produktionsmidlerne er således forankret i forfatningen. Under de nuværende forhold betyder det et forsøg på at gøre den indiske produktions koloniale karakter til en varig foreteelse. I øjeblikket beløber de udenlandske, hovedsagelig engelske, kapitalanbringelser i Indien sig til 8-9 milliarder rupier. De engelske monopoler kontrollerer alle landets vigtigste erhverv. Juteindustrien, minedriften og theindustrien er næsten udelukkende behersket at engelsk kapital. Nøglepositionerne i Indiens erhverv tilhører de engelske monopolsammenslutninger Andrew Yule & Co., der kontrollerer 78 selskaber, Gillanders Arbuthnot (70 selskaber), Octavius Steel (57 selskaber), McLeod og nogle andre.

Det indiske bourgeoisi, der for at føre masserne bag lyset demagogisk erklærede, at industrien skulle nationaliseres, har nu ladet denne plan falde og kræver ikke engang proforma, at hovedparten af aktierne skal forblive på de indiske kapitalisters hænder. Intet indskrænker den udenlandske kapitalinvestering i industrien, ikke engang i nøgleindustrierne. Men USA-monopolerne får forrettigheder: de har ret til at veksle gevinsten til dollars. I året 1948 beløb de nye udenlandske kapitalinvesteringer sig til 31 millioner rupier, i 1949 nåede de 169 millioner. Bygningen af alle de anlæg, der finansieres af den indiske regering, er i virkeligheden overgivet til udenlandske firmaer. Da forfatningen garanterer den udenlandske ejendoms og den udenlandske kapitals urørlighed, befæster den også de udenlandske imperialisters herskende stilling.

De engelske og amerikanske monopoler tilriver sig kontrollen over industrigrene af militær betydning samtidig med, at de hæmmer Indiens industrialisering. For England vedbliver det at være landbrugs- og råstof-reservoir foruden et afsætningsmarked, for USA er det ved at blive et marked.

Indien er hovedsagelig et landbrugsland. Forrige år var ikke engang 1 % af befolkningen beskæftiget i industrivirksomheder. Henved 87 % af Indiens befolkning lever i landsbyer. Den årlige indskrænkning af det dyrkede areal, det dalende høstudbytte, den stigende levnedsmiddelmangel, massehungersnøden, det stadigt stigende antal jordløse bønder - alt det vidner om det indiske landbrugs ødelæggelse. Ifølge de officielle tal er bondens gennemsnitlige årsindtægt 30 rupier (førkrigsrupier), mens han behøver 120 rupier for blot at kunne holde sig på sultegrænsen. Landbrugsspørgsmålet i Indien kunne let løses ved at opløse de feudale bånd, ved at ændre den indiske landsbys sociale struktur og ved at overdrage jorden til de arbejdende bønder. Men forfatningen forbyder, at man uden erstatning inddrager godsejernes jord, og den sikrer i loven de nuværende landbrugsforhold og dermed altså den indiske landbefolknings ulykkelige stilling.

Den indiske forfatning forhindrer på ingen måde de udenlandske monopolherrer og det indiske storbourgeoisi eller de feudale godsejere i at udbytte de arbejdende masser. Men den indskrænker de arbejdendes ret til at kæmpe mod udbytningen. Artikel 23 i forfatningen giver myndighederne ret til »at pålægge tvangsarbejde for offentlige formål«, dvs. at indsætte strejkebrydere ved en hvilken som helst strejke.

Der er end ikke tale om pressefrihed i forfatningen. Ganske vist nævnes i artikel 19 talefrihed, forsamlings- og foreningsfrihed. Men i samme artikel ophæves alle disse friheder ved en klausul, hvorefter udøvelsen af disse friheder »ikke må støde an mod gældende love«, dvs. støde an mod de af de engelske kolonisatorer indførte drakoniske love, som er rettet mod pressefriheden og mod folkets andre demokratiske friheder og rettigheder. Intet i disse love forhindrer, at man skyder mødedeltagere ned, anvender tåregas mod demonstranter og forbyder partier eller organisationer efter forgodtbefindende.

Artikel 21 i forfatningen lover borgerne sikkerhed mod arrestationer uden retskendelse. Men allerede i den følgende artikel åbnes mulighed for »undersøgelsesarrest« på ubestemt tid, og myndighederne fritages for pligten til at give nogen som helst begrundelse for arrestationerne, når blot de er af den opfattelse, at dette »strider imod offentlighedens interesser«. Som bekendt har titusinder af fremskridtsvenlige forkæmpere for folkets interesser og rettigheder, for Indiens frihed, i årevis vansmægtet i landets fængsler uden dom eller retslig undersøgelse, og uden at man har angivet nogen grund til arrestationen.

Men ifølge forfatningen kan selv disse »friheder«, der er stækket ved alle mulige klausuler, til enhver tid og for hvor lang tid det skal være, ophæves ved undtagelsestilstand.

*

Alle borgerlige forfatninger er jo i bund og grund forfatninger for de herskende klasser og de herskende nationer. Således også med Indiens forfatning. Formelt er Indien blevet en forbundsstat med 28 enkeltstater. Men det er ikke noget frivilligt forbund. Staterne har ikke ret til frit at forlade forbundet. Alle vigtige spørgsmål angående statsmagten afgøres af centralregeringen. »Under undtagelsesforhold« (artikel 352) har denne også ret til at tage hele forvaltningen for en hvilken som helst stat i sine hænder (artikel 356).

Staternes administrative struktur er forskellig. 10 stater, Adshmir, Bhopal, Coorg, Delhi, Tripura og andre - har overhovedet ikke egne valgte organer, og de styres af en repræsentant for centralregeringen. 9 stater er fyrstedømmer, hvor man har sikret fyrsterne eller Radshpramukhaerne deres monarkistiske rettigheder. Hertil hører: Hyderabad, Kashmir (Kashmirs indlemmelse i Indien, før der har fundet en folkeafstemning sted i Kashmir, støder på indvendinger fra Pakistan. Denne konflikt er forelagt FN), Madhja Bharat, Maissur, Patiala og forbundet af fyrstedømmer i Øst-Pandjab, Radsjastan’ Saurasjtra, Trawankur-Kotsjin, Vindhja Pradesj. Kun i de 9 stater i den såkaldte A-gruppe (Assam, Vest-Bengalen, Bihar, Bombay, Madhja Pradesj, Madras, Orissa, Øst-Pandjab og Forenede Provinser) er der egne lovgivende organer, der er opbygget efter samme princip som centralorganerne.

Indiens nye forfatning bibeholder den administrative deling af landet, som blev indført af de engelske undertrykkere. Delingen har intet tilfælles med de nationale og politiske grænser og forhindrer nationens konsolidering. Således er det bengalske folk, som i forvejen uden videre er blevet delt mellem Indien og Pakistan, i selve Indien opdelt i fire stater: Vest-Bengalen, Bihar, Orissa og Assam; Marathi-folket er delt mellem Bombay, Madhja Pradesj og Hyderabad; Andhra-folket under Madras og Hyderabad. Den indiske journalist, dr. Sundaram, påviser, at nationalkongressens vægring ved at revidere landets administrative inddeling skyldes de regerende klasser, der for at fremme deres egne interesser sætter sig imod en opdeling af provinserne efter sproglige grænser. Forfatningen anerkender ikke sprogenes ligeberettigelse og påtvinger hele landet Hindi, skønt det er et sprog, der er fremmed for mere end 220.000.000 af befolkningen. Selv i parlamentet kan medlemmerne kun med formandens tilladelse holde taler på deres modersmål. Ifølge forfatningen gøres engelsk, landets undertrykkeres sprog, foruden Hindi til Indiens officielle sprog i de næste 15 år skønt kun 1 % af befolkningen taler engelsk.

Den kunstige ophidselse af religiøse stridigheder mellem hinduer og muhamedanere er stadig et af den imperialistiske politiks vigtigste våben i Indien og Pakistan. Ved at provokere og puste til denne strid lykkedes det i 1947 den engelske regering at bevare sit overherredømme over landet og at dele det i to dominions i stedet for at give det virkelig frihed. Ved at opægge fjendskabet mellem Indien og Pakistan har de engelske imperialister standset handelen mellem de to dominions - til stor fordel for de engelske monopoler, der er interesserede i at få kontrol over markedet i Pakistan. Men den indiske juteindustri, der er berøvet råmaterialerne fra Pakistan, befinder sig i en meget vanskelig situation. Amerikanske truster har draget fordel af Indiens og Pakistans »handelskrig« og har erobret mere end en trediedel af verdens jutemarked. Uden importen fra Pakistan er Indien tvunget til at udvide sine køb af amerikansk hvede, ja selv af bomuld. Pakistan importerer på sin side kul helt fra Sydafrika i stedet for Indien. Fjendskabet mellem Indien og Pakistan, der er til fordel for imperialisterne og deres agenter i begge dominions, bringer bitre lidelser til det arbejdende folk i begge lande og fører til øget arbejdsløshed og større fattigdom. De indiske reaktionære klassers chauvinisme, der gavner imperialisterne, finder også udtryk i forfatningen. Skønt den officielt erklærer alle religioner for ligeberettigede, giver forfatningen hindureligionen forrang. Således pålægger artikel 25 myndighederne at træffe foranstaltninger til en reform af de hinduistiske religiøse institutioner til gavn for »alle klasser og dele af hinduerne«. En tilføjelse til artikel 31 giver ret til konfiskation af muhamedanske flygtninges ejendom.

Den nye forfatning proklamerer »kasternes ligestilling«. Dette er en positiv udvikling. Men denne erklæring er kun formel, thi under påskud af at hjælpe »tilbagestående« dele af befolkningen har forfatningen sørget for, at pladser i de lovgivende forsamlinger for en periode af ti år skal »reserveres« medlemmer af de såkaldte »urørlige«s kaste. Dermed legaliseres i virkeligheden delingen af folket i »højere« og »lavere« kaster.

*

Ifølge forfatningen sidder præsidenten inde med den øverste lovgivende magt i Indien, og han er desuden leder af den udøvende magt og af parlamentet, der består af to kamre - folkekammeret og staternes råd. I de 9 stater, hvor der ifølge forfatningen er lovgivningsmyndighed, er der lovgivende forsamlinger, og i hovedstaterne Bihar, Vest-Bengalen, Bombay, Madras, Øst-Panjab og Forenede Provinser, desuden lovgivende råd.

Oprettelsen af lovgivende organer, der vælges på en bredere basis end hidtil, er utvivlsomt et fremskridt. Imidlertid er den måde, hvorpå hovedparten af disse organer dannes, langtfra demokratisk. Kun folkekammeret og staternes lovgivende forsamlinger vælges direkte. De lovgivende råd er sammensat på følgende måde: en sjettedel af medlemmerne udpeges af guvernøren, en tredjedel udgøres af repræsentanter for byrådene, en sjettedel vælges af personer, der har højere uddannelse, og resten vælges af den lovgivende forsamling. En del af medlemmerne i staternes råd udpeges af præsidenten, en anden del vælges ved et valg i to trin. Præsidentvalgene foregår ligeledes i to trin, og valgmændene er her medlemmer af folkekammeret, staternes råd og de forskellige staters lovgivende forsamlinger. Folkekammeret og staternes lovgivende forsamlinger vælges for en periode på fem år, men de kan inden periodens udløb opløses af præsidenten, respektive den pågældende stats guvernør.

Da parlamentets og de enkelte staters kamre ikke er ligeberettigede, og da førstekamrene er sammensat på udemokratisk måde, bliver de centraler for reaktionen og hindringer for fremskridtet. Et lovforslag, der er blevet nedstemt af førstekammeret, kan ikke genoptages, før præsidenten efter seks måneders forløb beslutter (hvis han gør det) at indkalde begge kamre til et fællesmøde, hvor spørgsmålet afgøres ved flertal.

Også på lovgivningens område har præsidenten afgørende magt. Han kan nægte at underskrive en lov, selvom den er vedtaget af begge kamre, og sende den tilbage til fornyet overvejelse (artikel 111). Udenfor parlamentssamlinger udsteder han forordninger, der har gyldighed som lov. Endvidere har præsidenten ret til at erklære undtagelsestilstand, og han kan på den måde sætte forfatningen ud af kraft og annullere borgernes rettigheder (artikel 359). Præsidenten har uindskrænket udøvende myndighed. Han udpeger premierministeren og ministeriets medlemmer, staternes guvernører og alle medlemmer af Indiens højesteret såvel som de enkelte staters højesteretter. I virkeligheden er præsidenten ikke ansvarlig overfor folkekammeret.

Staternes lovgivende organer har endnu ringere rettigheder end parlamentet, thi guvernøren, der er udpeget af præsidenten og kun ansvarlig overfor ham, kan nægte at underskrive lovforslag og kan »henlægge lovforslaget til overvejelse hos præsidenten« (artikel 200). Mange love kan slet ikke forelægges de lovgivende myndigheder uden præsidentens billigelse (artikel 207).

Således ser det indiske eksemplar af det borgerlige skindemokrati ud i virkeligheden.

Endnu en ting ved den nye indiske forfatning viser klart dens sande natur: Indien er udråbt til en »suveræn demokratisk republik«, men som det allerede er blevet påpeget, har man bibeholdt monarkistisk styre på mere end en tredjedel af republikkens område, i fyrstedømmerne. Der findes ikke i historien nogen parallel til denne form for en republik, hvor man kan finde adskillige kongedømmer. Dertil kan føjes en ligeså paradoksal omstændighed: Ved en særbeslutning af den grundlovgivende forsamling den 17. maj 1949 skal den indiske republik som en helhed vedblive at være medlem af det britiske imperium og…og anerkende den engelske konge »som overhoved for Commonwealth of Nations«. Borgerlige politikere i Indien forsøger af al magt at overbevise folket om, at medlemskab i det engelske »Commonwealth« ikke medfører udenrigspolitiske forpligtelser for Indien. Men ifølge sit medlemsskab i »Commonwealth« er den indiske regering forpligtet til stadigvæk at rådføre sig med London om udenrigspolitiske spørgsmål, at deltage i imperiets konferencer og at påtage sig en række forpligtelser, som er stik imod det indiske folks interesser.

Endelig er det værd at bemærke, at det indiske regeringsapparat og de væbnede styrkers ledelse er gennemsyret med englændere og engelske agenter.

*

De indiske reaktionære og deres imperialistiske partnere har taget grundigt fejl, når de tror, at den nye forfatning skulle kunne føre det indiske folk bag lyset og narre den offentlige mening i andre dele af verden. Indiens kommunistiske parti har energisk afsløret forfatningens folkefjendtlige karakter. Alle fremskridtsvenlige masseorganisationer i Indien har erklæret sig som modstandere af den. Folket boykottede de officielle festligheder i anledning af »republikkens udråbelse«. I Delhi, Bombay, Calcutta, Madras, Cuttack, Benares og andre byer holdes der massemøder og demonstrationer som protest mod denne farce. Det indiske folk fortsætter sin kamp for sandt demokrati, for fuldstændig national uafhængighed, for fred, frihed og sociale fremskridt.

Juni 1951

Grünbaum

skriver blandt andet i uddrag om krigsøkonomien…..hvad vil det sige at bringe et lands økonomi på krigsfod? Det betyder at give industrien en ensidig, krigsbestemt retning, til det yderste at udvikle produktionen af de varer, der er nødvendige til krigen, og ikke til den brede befolknings forbrug; og samtidig til det yderste at indskrænke salget af almindelige forbrugsvarer og produktionen af disse, og derved nedskære befolkningens forbrug og stille landet overfor en økonomisk krise.

Krigsøkonomien overudvikler den tunge industri, skibsfarten og andre grene af erhvervslivet voldsomt i forhold til den mere og mere indskrænkede civile basis. For at holde profitterne oppe og den stadig mere truende krise stangen, må oprustningstempoet stadig sættes endnu mere feberagtigt i vejret, og for at begrunde dette overfor befolkningen griber kapitalisterne til stadig mere aggressiv optræden på det udenrigspolitiske område.

Umiddelbart efter kapitulationen blev konjunkturerne holdt oppe af selve genopbygningen af den civile produktion efter krigen. Men allerede 1947-48 var man kommet så langt hermed, som der var basis for under kapitalismens indsnævrede købekrafts- og afsætningsforhold. Fra juli 1948 til juli 1949 faldt industriproduktionen i USA efter den officielle statistik med 13 %. Krisetendenserne i 1947 og 1948 gav stødet til Truman-doktrinen, Marshallplanen og Atlantpagten. Den voldsomme oprustning i hele den kapitalistiske verden, som blev resultatet heraf, udsatte krisen, men allerede i sommeren 1950 opstod der igen diskussion om nye krisetegn i Amerikas økonomi. Kapitalisterne tøvede ikke med at gå det næste skridt til den åbne, selv om endnu begrænsede krig, i Korea. I den sidste tid har der igen vist sig nye tegn til et begyndende omslag. Det amerikanske Moody’s råvareindeks er faldet fra 528,8 den 26. marts til 491,2 den 24. maj. Børserne er gentagne gange den sidste tid rystet af store kursfald ved de mindste udsigter til fred i Korea. Det er baggrunden for, at monopolkapitalisterne nu ikke viger tilbage for at udløse verdenskrigen - hvis de får lov til det. Det ligger i den internationale arbejderklasses og fredsbevægelsens hånd at forhindre dette.

Den kapitalistiske verden balancerer på en knivskarp æg mellem krig og krise, og jo længere denne udvikling fortsætter, jo voldsommere bliver det resulterende ragnarok. Også af hensyn til den nationale økonomi bør alle kræfter sættes ind for at standse dette vanvid, før det er for sent.

Dette gælder i særlig grad for Danmark, der spræller afmægtig i den amerikansk-engelske krigsøkonomis net, og som derfor allerede i dag befinder sig midt i en udenrigshandels- og valutakrise og i tilfælde af en ny kapitalistisk verdenskrise vil se sit eksportmarked bryde sammen som et korthus, fordi det bygger på noget som forlængst har mistet al realitet, nemlig et langtidsmarked i England på 75-90 % af Danmarks landbrugseksport, til trods for at England under den sidste krig mistede de sidste rester af de oversøiske koloniprofitter, som i det lange løb alene kunne betale for en sådan overskudsimport. Dette vil ikke mindst det danske landbrug få at føle, hvis ikke kursen lægges om i tide.

Danmark som Vestunionens spisekammer

Hitler nærede i sin tid visse planer om at oprette et Neuropa, hvor Danmark skulle opfylde rollen som spisekammer. Dette lykkedes ham ikke. Men medens han holdt Danmark besat, indpassede han landet i sin krigspolitik ud fra samme hensyn. Vi leverede fødevarer til den tyske krigsøkonomi, som vi i vidt omfang selv betalte. Handelsflåden var han af gode grunde i vidt omfang forhindret i at udnytte, men skibsværfterne blev sat i arbejde og ligeledes en del af industrien og endelig fik storentreprenører og andre fuldt op at gøre med befæstningsarbejder af forskellig art herhjemme. Disse leverancer blev i vidt omfang ydet gratis samtidig med, at de kapitalistiske kredse herhjemme dog gennem store profiter blev gjort interesseret i denne udplyndringspolitik til fordel for den nazistiske krigsmaskine. Den brede befolkning kom til at betale dobbelt. Tyskerne krigsøkonomiske metoder for at opnå dette var en kronesænkning overfor tyske mark uden sammenhæng med det virkelige værdiforhold imellem dem; det tjente tyskerne og de danske eksportører og tyskerleverandører på, medens arbejderne og ligestillede fik deres købekraft undermineret; desuden lønstop i forbindelse med prisernes fortsatte himmelflugt; endelig de noksom bekendte tyskerkonti i Nationalbanken, som vi aldrig har fået erstatning for….og amerikanerne gennemtvang kronenedskæringen i kraft af deres Marshallplan, som de brugte til at påtvinge Danmark liberaliseringen, som i vidt omfang har blotlagt landet for en færdigvareimport, som vi aldeles ikke har valuta til….og samtidig statsindgreb og statstvang på den ene side og »liberalisme« på den anden side. Begge fremgangsmåder anvendes i det forhold, der efter omstændighederne er det bedste til at fremme storkapitalens interesse.

Der er jo nemlig her nok tale om frihed - men kun for kapitalen, herunder også frihed til at anvende tvang, når dette er i storkapitalens interesse. Tag bare et område som arbejdsmarkedet. Selv de største »liberalister« nærer ingen betænkeligheder ved at gribe ind overfor arbejdsmarkedet, jfr. »legal« forfalskning af afstemningsresultater for at holde lønnen nede, forfuskning af pristallet, lige til direkte og åbne indgreb overfor lønfastsættelsen. Og efterhånden som oprustningen skærpes, vil disse indgreb brede sig også overfor andre grupper end arbejdere og tjenestemænd, f. eks. små kapitalister overalt, i særdeleshed kapitalisterne indenfor de mere civilt prægede industrier, småhandlende, håndværkere osv…..

»Kanoner for smør«

Krigsøkonomiens centrale formål er at frigøre arbejdskraft og materialer fra fredsproduktionen for at overføre dem til krigsproduktionen. Dette opnås ved at skabe krise og arbejdsløshed i fredsproduktionen gennem svigtende afsætning og høje omkostninger og ved omvendt at skabe store fortjenester i krigsproduktionen.

Midlerne hertil er nedskæring af den arbejdende befolknings købekraft gennem høje priser og skatter i forbindelse med lønindgreb på den ene side og på den anden side at fordyre fredsproduktionen gennem høje råvarepriser og gennem kreditindskrænkning og høj rente.

Skatterne tager jo direkte penge ud af lommen på folk, for at staten i stedet for kan udbetale dem til rustningsfabrikanterne for leverancer af våben, bygning af depoter osv. Folk får ikke råd til at leje lejligheder og købe tøj og sko; til gengæld kan militæret bygge flyvepladser, depoter og bunkers og købe uniformer og støvler til soldaterne. Dette og intet andet er hensigten med oktober- og påskeforligenes nye tyngende skatter. Skatterne er et direkte middel i krigspolitikken, tjener intet andet formål end krigens og bør bekæmpes som alt andet krigsutøj.

Prisstigninger og inflation er krigsøkonomiens vigtigste middel til forbrugsnedskæring. Det er ikke rigtigt, at formålet med forligene har været at standse inflationen. Tværtimod bruger krigsøkonomien - og dvs. forligene - ganske bevidst prisstigninger. Man kan ikke forøge militærudgifterne fra ca. 60 mill. kr. om året før krigen til mellem 600 og 1.000 mill. om året nu foruden andre 1500 millioner ud af landet uden at skabe inflation. Og det er også kun ved hjælp af inflation, at man i det tempo, man agter, kan flytte arbejdskraft og materialer over til krigsproduktionen; det er gennem prisstigningerne, at den militære efterspørgsel konkurrerer den civile produktion ud, kort sagt gennem inflation.

Den førte politik viser da også tydeligt, at atlantpolitikerne ganske bevidst har gået prisstigningernes vej: de har med den socialdemokratiske Krag i spidsen i de sidste to år forringet prisloven og vareforsyningsloven til ukendelighed, ophævet begrænsningen af den absolutte avance og siden 1948 ophævet 200 ud af ca. 250 prisordninger med store avanceforhøjelser til følge; de har gennemført kronesænkningen, der med et slag væltede en bølge af prisstigninger ind over landet; nok så mange og nok så stærke prisstigninger har aldrig vakt nogen bekymring i de kredse, før lønregulering kom på tale. Det er ikke prisstigningerne, men alene den forsinkede og beskårne dyrtidsregulering man har bekæmpet; de har i deres forskellige »forlig« direkte været medvirkende til adskillige prisstigninger: de nye indirekte skatter, fordyrelse af jernbane- og posttakster, af sporvejskørsel, af gas og andre takster og af sukkerprisen (ligesom tidligere af smør-, kød- og flæske-prisen), og de forhandler nu om fordyrelse af huslejen og af fodtøj osv., osv……Derfor har vi også set Hedtoft forråde dyrtidsreguleringen ved sit forslag om en næsten altomfattende indirekte skat udenom pristallet, og set at denne linje nu er påbegyndt ved påskeforligets bestemmelse om, at den forhøjede indirekte skat på omsætningen af øl og spiritus skal holdes udenfor pristallet, en bestemmelse der har kastet porten på vid gab for at holde en hvilken som helst, skat eller prisstigning uden for dyrtidsreguleringen, og derfor vil vi i den kommende tid se, at militaristerne vil sætte deres hovedstød ind på dette felt, mod dyrtidsreguleringen. Endelig har man gennem bevidst fordyrelse af varer som cement og gennem kreditpolitikken og den højere rentefod hidført en drastisk nedgang i det civile byggeri for at skaffe arbejdskraft og materialer til militærbyggeriet. Kriseforligene er direkte krigsforanstaltninger, nødvendige led i krigspolitikken. Man kan ikke føre krig uden materielle, våben og udrustning, uden rustningsproduktion, uden krigsøkonomi. Kampen mod krigsøkonomien og mod de nedskæringer, denne gennemfører, er et led i kampen for freden. Det er krigsøkonomien, der er skyld i, at befolkningens gennemsnitlige kalorieforbrug endnu i 1949 lå 7-8 % lavere end før krigen og på nøjagtig …etc.

Villy Fuglsang skriver i juni 1951...:

I Treptow i udkanten af Berlin står et 35 meter højt mindesmærke i et anlæg, der rummer ligene af 7000 faldne sovjetsoldater. En 17 meter høj statue af en soldat støtter sig med venstre hånd til et sværd, mens den højre fod hviler på et søndret hagekors. Det er symbol på de kræfter og de ofre, det kostede at redde verden fra nazismens barbari.

På den højre arm bærer soldaten en lille pige. Bag dette ligger en virkelig begivenhed. Da den røde armé i 1945 kæmpede sig frem gennem Berlins ruiner, fandt en sovjetsoldat sådan en lille pige ved siden af hendes døde moder. Han gav barnet noget mad ved et feltkøkken og ville så gå igen. Men pigen ville ikke lade ham gå. Hun fulgte ham som en hund. Da førte han hende med til en kommandopost, hvor man ved at undersøge pigens, forhold fandt ud af, at både fader og moder var døde. Derpå sendte soldaten den lille pige hjem til sine forældre i Rusland, der tog sig af hende.

Nu står hun her på rødarmistens arm som symbol på, at sovjetfolket ikke hader det tyske folk, men kun ønsker at hjælpe det til at opbygge en ny tilværelse.

Centralkomitéen for Danmarks kommunistiske Parti. D. 12. november 1950:

Sig nej til nedskæringslovene Kæmp for fred og bedre kår

Atlantpolitikken er vort lands ulykke! Den har berøvet Danmark dets selvstændighed, så ordrer fra USA sætter vore hævdvundne demokratiske rettigheder ud af kraft, forbyder selvstændig dansk indsats for freden og drager landet med ind i USAs militære eventyr.

Danmark militariseres og får foreskrevet forøgelse af hæren og forlængelse af tjenestetiden. Milliardbeløb smides ud til oprustning. Englandshandel og Marshallplanen ruinerer landet og forhindrer den nødvendige handel med Østeuropa! Derved er bunden slået ud af statens økonomi og landet ført ud i en ødelæggende valutakrise med udsigter til stigende arbejdsløshed.

Dette sker på et tidspunkt, hvor USA-ledernes »kolde krig« er blevet til åben aggression mod Østens folk og har sat freden i umiddelbar fare - også for Danmark.

Allerede nu hviler krigspolitikken tungt på småkårsfolks skuldre. De plyndres af skatter til oprustningsgalskaben. De plyndres gennem hårdhændet forbrugsnedskæring til opvejelse af den forrykte Englandshandels valutaunderskud. De plyndres af de hjemlige spekulanter og monopolherrer, som beriger sig på folkets fattigdom.

Sådan er følgerne blevet af en politik, som man lovede ville føre til fred og velstand for folket. Skuffelse og harme ulmer i de brede lag. Utålmodigheden med krigspolitikken, prisstigningerne, skatteflåningen kommer stedse stærkere til udtryk.

Disse rørelser i folket er baggrunden for den ustabilitet i det politiske liv, som sidst gav sig udtryk i, at regeringen Hedtoft valgte at trække sig tilbage.

Regeringen Eriksen-Kraft viderefører den atlantiske krigspolitik, som blev indledet af regeringen Hedtoft. Dens program er brutal nedskæring for det arbejdende folk. Dens åbent reaktionære sammensætning er et signal til det arbejdende folk om nu at gå til modstand.

*

Den planlagte brandskatning er ikke nødvendig. Produktionen i Danmark er større end nogen sinde. Mulighederne er tilstede for en politik, der skaber fremskridt og velstand for folket.

Derfor er det tidens uomgængelige krav: Enhed i det arbejdende folk! Enhed frem for alt i arbejderklassen!

Enhed om folkets krav til Danmarks politik:

Ingen nye direkte eller indirekte skatter på den jævne befolkning.

Øjeblikkeligt prisstop. Effektiv pris- og avancekontrol. Indskriden mod spekulation i vareknaphed og dyrtid.

Afvisning af alle forsøg på at forringe pristalsreguleringen og på yderligere at forvanske pristalsberegningen.

Omgående lønforhøjelser til arbejdere, tjenestemænd og funktionærer som erstatning for de hidtidige prisstigninger. Kvartårlige lønreguleringer.

Ingen huslejeforhøjelse. Bygning af boliger i stedet for kaserner og bunkers.

Igangsættelse af arbejde til bekæmpelse af arbejdsløsheden. Ingen indskrænkning af offentlige arbejder.

Ophævelse af den nugældende Englandsaftale, som er hovedårsagen til valutamanglen. Udenrigshandel på ligeberettigelsens grund med lande såvel i øst som vest.

Ingen forlængelse af den militære tjenestetid.

Standsning af oprustningsgalskaben.

Disse krav kan gennemføres. Forudsætningen er, at der med støtte i det arbejdende folk føres en politik, der bryder Danmark ud af Atlantpagt og Marshallplan og gengiver landet dets selvstændighed og handlefrihed.

*

Verden over styrkes folkenes kamp for freden. Sovjetunionen har fremlagt forslag, som viser vejen til en fredelig ordning, og som gør det stadig vanskeligere overfor folkene at retfærdiggøre den amerikanske krigspolitik.

Det danske folk kan gøre sit til at hindre en ny krigs katastrofe ved at tage sin plads side om side med den folkebevægelse i alle lande, som med stadig øget kraft kræver fred og samarbejde mellem nationerne, og som vender sig mod enhver aggression, mod oprustning og krigspropaganda. Udvikler denne bevægelse sit sammenhold og sin styrke, vil freden besejre krigen.

Står Danmarks arbejdende befolkning enig fast på sin ret, og vender den sig beslutsomt imod den politik, som kun bærer fattigdom, national uselvstændighed og krig i sit skød, kan den gennemtvinge, at der i vort land dannes en demokratisk regering, som på fredspolitikkens grund opfylder folkets fælles krav.

Marts 1951

Asiens og Afrikas Folk kæmper for fred

Stemmer fra verdensfredskonferencen i Warszawa

Ceylon - Pietet Keunemann:

»Vort folk elsker freden og hader krigen,« udtalte ordføreren for Ceylons delegation på fredskongressen i Warszawa, Pietet Keunemann, formand for Ceylons samvirkende fagforbund. »Vi kan med stolthed erklære, at der ikke i vor historie findes eksempler på, at vort folk har ført aggressionskrige. Vor delegation ønsker at opfordre kongressen at vie kolonikrigene i Asien ganske særlig opmærksomhed. Er opgaven i Europa at hindre, at imperialisterne slipper krigen løs, så er opgaven i Asien at standse kolonikrigene og ikke give dem mulighed for at udvikle sig til en verdenskrig.«

Korea - Pak Den Ai:

Det koreanske folk har bedt vor delegation om at overbringe den anden Verdensfredskongres dets inderligste og hjerteligste hilsener.

Det koreanske folk har altid været et dybt fredselskende folk, et folk hengivent til fredeligt skabende arbejde. Vi koreanere er stolte over, at vort folk i dag står i fredens mægtige lejr, og vi, dets udsendinge, ser her i Warszawa, denne verdenskendte by, styrken i den store idé, som forener alle folk i kampen for freden.

Vort folk blev i mange år knuget til jorden under fremmed åg, men folkets tillid til sin egen styrke levede altid. Det vidste, at dagen ville komme, hvor disse lænker skulle falde til jorden, og hvor det atter skulle blive frit.

Dagen kom og friheden gryede over Koreas martrede jord.

I de fem korte år, efter at Sovjetunionen havde bragt Korea friheden, forandredes vort land til ukendelighed. Vore arbejderes, bønders og intellektuelles opofrende arbejde fik det til at skifte udseende, og det var mere virksomt end nogensinde.

Mens japanerne herskede, var det forbudt koreanerne at udgive aviser og bøger på deres modersmål. Efter 40 års slaveri genvandt det koreanske folk retten til at tale og skrive sit sprog.

Ja, det var store ting, det koreanske folk gennemførte under ledelsen af dets folkeregering med dets elskede leder Kim II Sung i spidsen. Og fordi det var ifærd med at bygge et nyt liv op med egne hænder, ifærd med at skabe en demokratisk stat, havde folket den allerstørste interesse i at sikre en varig fred.

På samme tid så vi med ængstelige og sorgfyldte hjerter på vore brødres liv i Sydkorea. Sydkorea var i de amerikanske ekspansionisters hænder, og det regime, de havde indsat dér, var uforfalsket fascistisk.

Dette regime var mere frygteligt og mere umenneskeligt end de japanske imperialisters havde været. Folket i Sydkorea var berøvet alle demokratiske rettigheder. Alle demokratiske politiske partier og alle folkelige organisationer var drevet i illegalitet. Over 150.000 af vore brødre og søstre var blevet dræbt af de amerikanske, okkupanters Syngman Rhee-lakajer, og omkring 500.000 led i fængslerne. Koreanerne blev jaget og dræbt, blot fordi de krævede de amerikanske troppers tilbagetrækning og talte for Koreas enhed. Det var udelukkende gennem terror og vold, at Syngman Rhee marionet-regeringen holdt sig ved magten.

Amerikanerne beslaglagde så at sige alle større industrielle virksomheder og plyndrede hensynsløst landet. De gjorde Sydkorea til el dumping-marked for deres usælgelige varer og kaldte det for »økonomisk hjælp«. Industrien i Sydkorea befandt sig på tærskelen til fuldstændigt sammenbrud. Det koreanske arbejdende folks lod blev stadige nedskæringer, arbejdsløshed og sult og nød.

Amerikanerne tilegnede sig de kulturskatte, som tilhørte vort folk. I fuldt dagslys tømte amerikanske officerer og generaler kongefamiliens museum i Seoul. Hundredtusinder af gamle malerier, skulpturer og uvurderlige kunstgenstande, som var skabt, af Koreas største kunstnere, kunsthåndværkere og juvelerer, forsvandt i de amerikanske kufferter.

De var i færd med at gøre Sydkorea til deres koloni, til deres strategiske forpost i Det fjerne Østen.

Efter ordre fra Washington udførte Syngman Rhee-kliken mægtige militære anlægsarbejder og oprettede en hær på over 100.000 mand, ikke medregnet politiet og de særlige terroristformation og andre enheder af type som Hitlers SS,

Hærens, politiets og terrorist-formationernes træning lededes amerikanske militærrådgivere med general Roberts i spidsen.

Men selv det var dem ikke nok. USAs regering tilskyndede og ophidsede igennem sine officielle repræsentanter i Korea Syngman Rhee til at begynde broderkrig i Korea.

Den koreanske demokratiske Folkerepubliks regering, for hvem Syngman Rhee-klikens aggressive planer længe havde stået klart, gjorde hvad der stod i dens magt, for at undgå borgerkrig.

Den støttede af al magt programmet for Koreas fredelige forening, som var blevet fremsat af den Forenede Demokratiske Fædrelandsfront i juni 1949, og som havde flertallet af det koreanske folk bag sig.

I begyndelsen af juni 1950 udsendte den Forenede Demokratiske Fædrelandsfront i sin bestræbelse for at undgå udbruddet af en borgerkrig, igen en appel til fredelig forening af landet. På linie med denne appel foreslog den Koreanske Demokratiske Folkerepubliks øverste folkeforsamling, at landet skulle sammensluttes fredeligt ved sammensmeltningen af den Koreanske Demokratiske Folkerepubliks øverste folkeforsamling og Sydkoreas »Nationalforsamling«.

Kort tid i forvejen var der blevet afholdt valg til den såkaldte »Nationalforsamling« i Sydkorea. Syngman Rhee-kliken havde brugt enhver form for polititerror for at forfalske folkeviljens udtryk, den havde gjort alt for at slippe af med »utilforladelige« kandidater og vælgere. Men resultaterne selv af disse forfalskede valg viste, at de amerikanske lakajer ikke havde befolkningens støtte.

Syngman Rhee-kliken befandt sig i mindretal. Denne valgfiasko og den kendsgerning, at flertallet i Sydkoreas befolkning følte sympati med programmet for landets fredelige forening, fik Syngman Rhee-kliken til at forstærke forberedelserne til angreb på Nordkorea. Og om morgenen tidlig den 25. juni 1950 sattes angrebet igang.

I et forsøg på at retfærdiggøre sin aggression imod det koreanske folk har den amerikanske regering stablet myten om »et uprovokeret nordkoreansk angreb« på Sydkorea på benene.

Den fremstilling, at det var nordkoreanerne som angreb den 25. juni 1950 blev af USAs repræsentanter dikteret de Forenede Nationers Korea-kommission, og på basis af kommissionens rapport vedtog flertallet i Sikkerhedsrådet sin ulovlige resolution. Og for at løgnen ikke skulle blive afsløret og sandheden blive slået fast, gav det pro-amerikanske flertal i rådet ikke repræsentanterne for den Koreanske Demokratiske Folkerepublik lov til at deltage i forhandlingerne om Korea-spørgsmålet.

Det koreanske folk, hvis hele adfærd i de fem år siden dets befrielse havde bevist dets urokkelige ønske om fred, dets ønske om at leve og bygge op i fred, blev erklæret for »aggressor«.

Men kendsgerning og dokumenter viser ubestrideligt, at det var de amerikanske krigsmagere og deres Syngman Rhee-regering, som begyndte krigen i Korea.

Da folkehæren befriede Seoul, faldt en række dokumenter fra Syngmann Rhee-regeringens hemmelige arkiver i dens hænder. Et af dem var et brev, som Syngman Rhee den 30. september 1949 havde sendt til dr. Robert Oliver. I dette brev kan man sort på hvidt læse: »Jeg er fast overbevist om, at det psykologiske øjeblik for at gå angrebsvis til værks er kommet. Vi vil kaste Kim II Sungs mænd tilbage til bjergområderne og sulte dem ud. Vor forsvarslinie må så oprettes langs Tumenkiang og Yalukiang.«

De Forenede Stater lovede Syngman Rhee fuld militær støtte i hans erobringskampagne imod nord.

I følge vidnesbyrdet afgivet af den tidligere indenrigsminister i Syngman Rhee-regeringen, Kim I Sek, som blev taget til fange af folkehæren, forsikrede general Mac Arthurs politiske rådgiver Sebald i januar 1950 Syngman Rhee om, at den amerikanske flåde og de amerikanske luftstyrker med basis i Japan ville give de sydkoreanske tropper aktiv støtte, når krigen imod nord begyndte. Operationsplanen imod Nordkorea blev indtegnet på et strategisk kort, som senere faldt i folkehærens hænder. Først i juni besøgte USAs forsvarsminister Johnson den øverste generalstabschef, general Bradley og udenrigsministeriets rådgiver John Foster Dulles det fjerne Østen og konfererede hemmeligt med general Mac Arthur. Dulles foretog en særlig rejse til Sydkorea og inspicerede personligt området ved den 38. breddegrad. I et afskedsbrev til Syngman Rhee den 20. juni skrev han: »Det er mig fuldt bevidst, hvilken afgørende rolle Deres land kan komme til at spille i det drama, som er ved at begynde.« Dramaet, Dulles hentydede til, begyndte fem dage senere - den 25. juni.

Folkehæren tildelte Syngman Rhee-styrkerne, som gjorde invasion i Nordkorea, et knusende slag. Derpå kom amerikanerne Syngman Rhee-tropperne til hjælp. USA gav sig ud i åben og væbnet intervention i Korea og stillede de Forenede Nationer over for et »fait accompli«. Sikkerhedsrådet vedtog sin resolution, efter at Truman havde givet ordre til afsendelsen af amerikanske styrker til Korea.

Hensigten med interventionen var at undertrykke de asiatiske folks nationale frihedsbevægelser og at gøre Korea til en strategisk operationsbasis for krig imod Kina og Sovjetunionen.

USAs væbnede intervention opfyldte koreanerne af et retfærdigt had imod de amerikanske overfaldsmænd. Folket samledes omkring den Demokratiske Folkerepubliks regering og dets leder Kim II Sung og rejste sig som een mand for at kæmpe imod overfaldsmændene.

(Pak Den Ai beretter om krigens gang og de amerikanske styrkers ufattelige ødelæggelser og grusomheder og fortsætter:)

Ved besættelsen af de områder, som folkehæren havde befriet, fortsatte de amerikanske interventer og Syngman Rhees tropper med at udslette alle patrioter, og det med den yderste vildskab. Hvis nogen demokratisk organisations medlemslister falder i deres hænder, bliver hver eneste medlem dømt til døden. Ord kan ikke beskrive de gerninger, som interventionstropperne begår. De har tabt al lighed med menneskelige væsener.

Men folket i de sydkoreanske områder, som igen er faldet i interventerne og Syngman Rhee-klikens klør, kæmper imod at blive slaver igen. De tager op i bjergene, hvor de slutter sig til partisanerne. Hver dag vokser partisanstyrkerne. Og det samme finder sted i de områder af Nordkorea, som overfaldsmændene er kommet til.

Kort før jeg forlod Korea, kom 2.700 unge mænd og kvinder fra byen Andon i syd til det sted, hvor folkehæren nu har sit hovedkvarter. De havde tilbagelagt næsten 1.000 km over bjerge og kløfter skjult for fjenden, og de var sluppet igennem linierne. De var kommet for at bede Kim II Sung om våben for at bekæmpe de amerikanske interventer og deres lejesvende. Det var de heroiske sønner og døtre af et heroisk folk.

Vi ved, at der findes to slags Amerika: Wall Streets Amerika, som har sendt den amerikanske ungdom ud for at dø for pengesækkenes interesser, - og de mødres Amerika, hvis sønner har givet deres liv, de amerikanske mødre som skrev til Truman og sagde: Giv os vore sønner tilbage! Der er krigsmagernes Amerika, som vi alle hader, og Amerikas almindelige, hæderlige folk, som sammen med millioner af hæderlige og almindelige mennesker i hele verden siger: Hænderne væk fra Korea!

Til trods for sin bitre prøvelse, for sine frygtelige tab og ofre, er det koreanske folk overbevist om sin retfærdige sags sejr.

Det er overbevist om sejren, fordi sandheden og retten er på dets side, fordi alle fredselskende folk, alle fredens tilhængere er på dets side.

Det er overbevist om sejren, fordi de bedste sønner af dets store nabo, det store kinesiske folk, har dannet enheder af frivillige og er kommet det til hjælp for at besegle venskabet og broderskabet mellem vore to folk i kampen imod en aggressor, som efter at have erobret Korea blot tørster efter at fortsætte med erobringen af Kina, og som allerede nu udgyder kinesiske civiles blod.

Lad det koreanske folks stemme fra denne talerstol på den anden verdensfredskongres lyde ud over hele verden. Lad alle høre, at det koreanske folk, forenet om dets elskede leder Kim II Sung, vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at forsvare hver tomme af sin jord mod interventionstropperne og deres håndlangere Syngman Rhee-forræderne.

Det koreanske folk vil ikke lade sig slavebinde.

Det koreanske folk vil vinde sin enhed, sin frihed og sin uafhængighed.

Det koreanske folk er fuldt overbevist om, at krigsmagernes planer vil falde til jorden. Det vil ikke lykkes dem at gøre interventionen i Korea til en ny verdenskrig.

Verdens fredslejr vil ikke tillade, at imperialisterne bringer deres, blodtørstige forehavender til udførelse.

Alverdens jævne mænds og kvinders brændende ønske om at sikre freden og sikkerheden for alle nationer er garantien derfor.

Freden vil sejre over krigen!

Leve den anden Verdensfredskongres!

Længe leve freden på hele jordkloden!

Vietnam - Tran-Thanh:

I Vietnams permanente fredskomités navn beder jeg Dem om tilladelse til at give en skildring af fredsbevægelsen i vort land.

Vietnams folk fører sin kamp for den almene fred under følgende to former: for det første forstærker det kampen imod de franske koloniundertrykkere og de amerikanske interventer; for det andet understøtter det af alle kræfter den samlede fredsbevægelse.

I min tale skal jeg holde mig til denne rækkefølge: De franske koloniundertrykkere og de amerikanske interventer krænker freden i Vietnam.

De franske koloniundertrykkeres forbrydelser: Den 23. september 1945 slap de franske koloniundertrykkere understøttet af britiske tropper erobringskrigen løs i provinsen Nam-Bo (Sydvietnam). Den 19. december 1946 var hele Vietnams territorium inddraget i den krig, som nu varer på femte år.

De franske koloniundertrykkere begår de umenneskeligste grusomheder i Vietnam. I området Binh Trithien (Sydvietnam) har de sønderlemmet, vietnamesiske fanger og stillet de sønderhugne lig offentligt til skue. De kaster små drenge i ilden og tvinger mødrene til med egne hænder at kaste deres spædbørn i vandet.

Hele sidste år har de foretaget røveriske overfald, under hvilke de stak ild på boligerne i landsbyerne i forskellige distrikter af den Røde Flods delta og i området Bac Bo (Nordvietnam) samtidig dræbte de indbyggerne. Af og til omringede de pludseligt landsbyerne og greb de unge mennesker, som de enten begravede levende eller skød ned i grupper. Kvinderne blev dyrisk voldtaget, og ingen tog hensyn til, om det var nonner eller mindreårige. Franskmændene bombarderer endvidere skånselsløst byer, landsbyer, kirker, sygehuse og skoler.

For at bringe Vietnams folk til sultedøden har de franske koloniundertrykkere formeret specialafdelinger, som med de forskelligste midler ødelægger sæden.

I politisk henseende skyer de intet middel for at splitte det vietnamesiske folk. Bao Dais marionetregering or deres værk. De har taget de reaktionære munke og kaudaisterne (en religiøs sekt med væbnede afdelinger) i deres tjeneste. De stiller en hær af forrædere på benene, og de forsøger at gøre røverkrigen til borgerkrig i håbet om derigennem at forvirre verdensoffentligheden med hensyn til vor kamps virkelige karakter.

Gennem de sidste fem år har de amerikanske imperialister ydet de franske koloniundertrykkere forbryderisk hjælp til angrebskrigen mod Vietnam ved våbenleverancer. Den amerikanske hjælp forøges dag for dag. I dag står USA-imperialisternes aggressionsplaner ganske klart. Deres strategi har følgende mål: at splitte det

vietnamesiske folk, yde de franske koloniundertrykkere hjælp for at befæste Bao Dai-marionetregeringens stilling, sende såkaldte rådgivere til Vietnam og benytte sig af de vietnamesiske forrædere, af hvilke de mest ondartede sidder i den nuværende marionetregering.

Samtidig griber USA-imperialisteme også til andre forholdsregler: de spreder fordærvede medikamenter i de endnu ikke befriede områder, viser moralsk mindreværdige film, trykker plakater, flyveblade og reaktionære aviser og smugler spioner ind i de befriede områder for at undergrave vor modstandsbevægelse.

Siden begyndelsen af dette år er de mest forskelligartede amerikanske delegationer kommet til Vietnam, såvel som amerikanske krigsretter, fly, piloter og krigsmateriel.

USA-imperialisterne giver deres ordrer til de franske koloniundertrykkere ved de militære operationers begyndelse og bagefter følger de disse operationer fra fly. I virkeligheden leder USA-imperialisterne krigen i Vietnam, som de ønsker at omdanne til en opmarch-basis for en aggression imod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande.

*

Vietnam har taget aktivt del i den anden verdenskrig. Det har kæmpet side om side med alverdens folk imod de japanske fascister og vristet sin nationale uafhængighed ud af japanernes klør. De franske koloniundertrykkere forsøger at generobre Vietnam gennem den os påtvungne krig. USA-imperialisterne, som hjælper dem deri, og som blander sig i Vietnams indre anliggender, ønsker at gøre landet til et støttepunkt for aggression imod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande, til et opmarchområde for aggression i Sydøstasien.

Vietnams folk ved, at det må rejse sig til kamp imod landrøverne, og at det derigennem både forsvarer sin egen uafhængighed og freden og demokratiet i hele verden. Nu hvor det vietnamesiske folk står i sin nationale frihedskamps femte år, er det gået over til en generel modoffensiv. I den allerseneste tid har kampen endda nået et højdepunkt i det besatte område. Vietnams regulære hær er gået fra krigsførelse med knipler og jagtgeværer til kamphandlinger støttet af svært artilleri, fra skærmydsler ved erobringen af fjendtlige vagtposter til befrielsen af store byer, og den er i færd med at gennemføre stort anlagte operationer.

Foranlediget af den anden Verdensfredskongres kæmper Vietnams folk med dobbelt energi, for det ved, at Vietnams frihed og uafhængighed styrker fredens lejr.

Centralkomitéen for Lien-Viet (det vietnamesiske nationalforbund) og centralkomitéen for Vietminh-ligaen (ligaen for Vietnams uafhængighed) opfordrede i maj 1950 det vietnamesiske folk til at slutte sig til verdensfredsbevægelsen. I juni 1950 blev Vietnams permanente fredskomité oprettet med den prøvede frihedskæmper Ton Duk Thang som formand. Siden da har komitéen opfordret Vietnams folkemasser til at støtte Stockholm-appellen. De store folkelige organisationer som Vietnams almene arbejdersammenslutning, bøndernes kampforbund for fredens bevarelse, Vietnams ungdomsforbund, det demokratiske parti, Vietnams socialistiske parti og det indokinesiske selskab for marxistiske studier oplyser folket om den af imperialisterne fremmanede krigstrussel og påviser Stockholm-appellens vældige betydning.

I de dele af landet, hvor krigshandlingerne gør indsamlingen af underskrifter på Stockholm-appellen blandt enkeltpersoner umulig, foranstaltes der tilkendegivelser og konferencer, hvor Vietnams folk giver udtryk for, at det giver fredsbevægelsen sin støtte.

Under de herskende forhold når ikke alle rapporter frem til os. De opgivelser, som er indløbet til udgangen af oktober, viser imidlertid, at 3.350.775 af Vietnams indbyggere har underskrevet Stockholm-appellen. Vi havde besluttet os til at indkalde en landsfredskongres til 1. september 1950, men krigshandlingerne gjorde det imidlertid nødvendigt for os at udskyde kongressen til slutningen af året. Det vil give os lejlighed til at gøre de bredeste folkemasser bekendt med den anden Verdensfredskongres’ beslutninger. I dette øjeblik hilser hele det vietnamesiske folk den anden Verdensfredskongres, som dagbladene vier særnumre. Så snart vi har det nye resultat af underskriftindsamlingen ihænde, skal vi ufortøvet meddele Dem det.

Sluttelig vil jeg gerne give udtryk for tilliden til, at den af Sovjetunionen ledede demokratiske fredslejr vil sejre, og erklære, at vi støtter kongressen, hvis beslutninger vi imødeser med allerstørste interesse.

Ned med imperialismen! Ned med krigsmagerne! Leve freden!

Leve den anden Verdensfredskongres!

Indonesien - Tjoa Sik Ien:

Kære venner! Vi hilser jer på de indonesiske fredstilhængeres vegne og på hele det indonesiske folks vegne, som med allerstørste opmærksomhed følger kampen for freden og demokratiet.

Vi ønsker at sige den hjerteligste tak til Polens og Tjekkoslovakiets folkeregeringer, som har gjort det muligt for os at holde vor fredskongres her i Warszawa. Vi er begejstret over den glimrende måde, hvorpå det polske folk har organiseret denne kongres.

Vi giver vor varmeste støtte til de af kongressen trufne beslutninger, såvel som til fredstilhængernes andre resolutioner, som f. eks. Stockholm-appellen og beslutningerne vedtaget på det permanente forretningsudvalgsmøde i Prag, og vi hilser den fasthed, hvormed det permanente forretningsudvalg kræver uindskrænket og faktisk uafhængighed for kolonilandene og de afhængige lande, som Indonesien.

Også i Indonesien arbejder vi uafbrudt med at organisere fredsbevægelsen. I sidste halvdel af oktober 1950 fandt den indonesiske fredskonference sted i Djokjarta, hvor der blev opstillet og vedtaget et folkeprogram til kamp for freden og uafhængigheden ...

Indonesiens folk ønsker fred og frihed, frihed for enhver form for undertrykkelse og udbytning, og derfor træder det beslutsomt op imod enhver krigsfare. Indonesiens folk ved, at Indonesien kunne få meget stor strategisk betydning i en ny verdenskrig. Om vort folk vil det eller ikke, ville Indonesien blive revet med i tilfælde af en ny krig.

Hvad kompromiset mellem Holland og Indonesien angår, som nåedes i 1949 efter »rundbordskonferencen«, så kan der derom blot siges, at det betyder en fortsættelse af den hollandske kolonipolitik, som har følgende resultater i Indonesien:

Indonesien har fortsat det samme økonomiske og finansielle system som før krigen. Udenlandsk kapital trænger fortsat ind i Indonesien i form af lån fra de udenlandske imperialister, især fra USA. Jordskatterne er steget 200 %. Nye skatter indføres. Alt dette betyder en tung byrde for hver enkelt indonesier. Landet hærges af inflation og feudalsystemet er stadig det fremherskende i landbruget.

Jeg skal forelægge kongressen følgende forslag til drøftelse:

at kræve indkaldelse af en fredskonference mellem de fem stormagter: USA, England, Frankrig, Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina.

at kræve gennemførelsen af beslutningerne fra det permanente forretningsudvalgs møde i Prag vedrørende forbud imod aggression og mod udenlandsk indblanding i andre landes anliggender.

Vi kræver de hollandske tropper bort fra Indonesien og tilbagetrækningen af alle udenlandske tropper fra Korea, Vietnam og Malajhalvøen.

Enhver nation må tilsikres selvbestemmelsesret. Overenskomster, søm har tilintetgørelsen eller indskrænkningen af friheden og den nationale, selvbestemmelsesret til mål, må ophæves, som f. eks. overenskomsten, der blev indgået ved »rundbordskonferencen« og blev undertegnet af Hatta-regeringen og den hollandske regering i 1949.

De økonomiske forbindelser mellem landene må udbygges og forbedres med hensyntagen til gensidig respekt før de nationale og sociale friheder.

Der må skabes en fredsøkonomi i hele verden, og dertil skal alle forhåndenværende menneskelige ressourcer og alle naturskatte opbydes for at sikre den størst mulige velfærd for alle nationer.

Den indonesiske fredskomité foreslår og kræver, at Indonesiens regering skal udnytte alle midler for at forhindre en krig, og at den ikke tager del i nogen form for aggressive pagter og træder op imod ethvert forsøg - åbent eller fordækt - fra krigsmagernes side på at forstyrre freden.

Afrika - Gaabriel d’Arboussier:

Hr. præsident, mine herrer!

Delegationen for fransk Ækvatorialafrika bestående af 20 medlemmer overbringer den anden Verdensfredskongres den begejstrede hilsen fra de folkeslag, som den repræsenterer.

Problemet om krig eller fred er det allervigtigste, som ligger foran Afrikas folk. For os er det det afgørende problem. Den politiske befrielse, den kulturelle opblomstring og den sociale og økonomiske udvikling, som vi så stærkt stræber efter, kan i virkeligheden kun nås under fredens betingelser. Og vi forstår fuldtud, at den kamp, som vi fører for bevarelsen af verdensfreden, smelter sammen med vor kamp for befrielsen fra kolonislaveriet.

For os kolonifolk er problemet krig eller fred altid aktuelt, for vi er erobringskrigens ofre, ofrene for de uretfærdige krige, som allerede igennem mange år har bøjet os under koloniudbytningens åg, tilintetgør vore kulturelle rigdomme og skænder vore skikke og vor civilisation, hindrer os i at udfolde vore evner og berøver os vore elementære friheder.

Vi har som ofrene for disse imperialistiske røverkrige, dette barbari og denne uophørlige fornedrelse al grund til at hade krigen og med alle kræfter og med indsatsen af alle vore evner at kæmpe imod den.

Den sidste krig bragte en forstærket koloniundertrykkelse, en forstærkelse af det økonomiske, sociale og politiske slaveri.

I Afrika har krigen kun været til nytte for handelshusene. Folket derimod led, så længe den varede, det var ofret for uretfærdighed, indskrænkninger af enhver art og forstærket udbytning, for forholdsregler, som gav sig udtryk på de mest ydmygende måder.

Derfor kan Afrikas folk ikke stå udeltagende overfor problemet om krig eller fred. Vi kolonifolk kæmper om muligt endnu mere imod krigen end alle andre folk.

Vi vil ikke tjene som værktøj i den krig, som imperialisterne forbereder for at kunne bevare deres forrettigheder. Vi kan komme overens om det fælles mål - fredens sikring. Vi kan komme overens med dem, som i vore lande såvel som i »moderlandene« (som vi er afhængige af) er besluttede på at redde freden, selvom de ikke deler vort standpunkt eller vor indstilling med hensyn til koloniproblemet.

Vi, Afrikas folk, har, ligesom alle andre afhængige folk, alt for ofte tjent som skillemønt. Vore rigdomme var alt for ofte genstand for de imperialistiske staters misundelse og egennyttige begær, til at vi ikke med det kraftigste eftertryk og med hævet røst skulle forkynde, at vejen til freden i vore lande mere end i alle andre fører over vejen til friheden.

Anerkendelsen af vor ubrydelige ret til den frie virkeliggørelse uf alt det, som vi stræber efter i det politiske, økonomiske og sociale liv, anerkendelse af vor stræben efter en fri og demokratisk ordning af vore anliggender og fjernelsen af kilden til internationale konflikter betyder at forstørre mulighederne for bevarelsen af verdensfreden.

Derfor fastholder vi i de afhængige afrikanske folks navn blandt andet, at aggressionen skal defineres, og det i overensstemmelse med den definition som i 1933 blev vedtaget i Folkenes Forbund på grundlag af Sovjetunionens forslag. I denne definition ser vi den bedste garanti for, at vore befrielseskrige ikke bliver tromlet ned eller skadet af vore undertrykkere og deres gendarmer, og for at den ukrænkelige selvbestemmelsesret vil blive sikret os.

De afhængige folk, som kæmper for deres befrielse, er i virkeligheden til stadighed udsat for en uretfærdig aggression fra de stater, der som eneste retfærdiggørelse anfører deres materielle magt og den hårtrukne påstand om, at de handler i »civilisationens navn. Krigsanstifternes forbryderiske planer anviser igen Ækvatorialafrika rollen som råstofleverandør, som et af marine- og luftstøttepunkter oversået strategisk opmarchområde og som altid - rollen som leverandør af soldater der skal kastes frem foran kanoner, tanks og bomber. At de imperialistiske krigsanstiftere forbereder en krig, er ikke en hemmelighed for nogen: Såvel presse- som radioudtalelser og udtalelserne fra talrige konferencer, ligesom selve vore nuværende magthaveres virksomhed, virker henimod at påtvinge os en ny krig.

I stedet for de for altid tabte markeder i Asien og Østeuropa, hvis folk afkastede udbytningens åg, vil imperialisterne erobre nye markeder. Vi er allerede vidne til, hvorledes de fortsætter deres kolonikrig imod vort broderfolk i Vietnam, i hvilken afrikanske soldater skammeligt bliver udnyttet imod deres vilje, mens det franske ekspeditionskorps gentager de for den forhadte Hitler-fascisme så karakteristiske forbrydelser og skændselsgerninger. Hundrede af millioner francs bliver tappet ud af folkene til fortsættelsen af denne beskidte krig.

Krigsforberedelsernes kurs, som de franske imperialister følger, har sænket købekraften stærkt hos vor sultende befolkning, der som altid lever i elendige hytter. En sådan politik kan ikke føre Afrikas folk frem til en snarlig befrielse. Tværtimod er den i fuldstændig modstrid med vore interesser. Der findes hos os kun een læge for hver 50.000 mennesker. Af 2 millioner børn i den skolepligtige alder går kun 101.680 i skole, dvs. ét af hver tyve. I den over 10 år løbende plan er kun 10 % afsat til sociale behov, mens der er forudset 56 % til militære formål.

Vi har af det håndgribelige eksempel på forandringer, som har fundet sted i det gæstfrie Warszawa, lært, at et land, hvis husholdning indrettes med hensyntagen til dets borgeres vigtigste behov, kan nå meget. Warszawa, som var ødelagt til 90 %, er genopstået af ruinerne, mens vort land efter 100 års koloniherredømme kun kender sundhedsfarlige hytter og har en i overvejende grad analfabetiskbefolkning.

Igennem 3 år har man truet med at inddrage vore rettigheder og friheder. Anti-kolonialbevægelsen i Afrika og fagforeningerne er vidne til hvordan der bliver grebet til stadig mere brutale forholdsregler for at tilintetgøre dem. Tæt ved 4000 frihedskæmpere hensmægter i fængslerne, deriblandt vor ven Dudu-Gueye, generalsekretæren for organisationen af fredstilhængere i Senegal, redaktøren for vort tidsskrift »Reveil« og viceformanden for det Afrikansk-demokratiske Forbund. Deres, »utilgivelige« forbrydelse består udelukkende i, at de højt og tydeligt har udtalt det, som hele det sorte Afrika tænker på, som alle verdens folk tænker på: Fred, frihed og fremskridt.

Man kan ikke få os til at elske krigen gennem disse fængslinger, tværtimod vækker de til endnu større had mod krigen, for når imperialisterne under krigsforberedelsen hindrer os i normal udøvelse af vore friheder, så forstår vi meget vel, hvad der venter os i en krig. .

Derfor driver imperialisternes planer overalt Afrikas folk til voksende modstand. Vore fagforeninger og vor bevægelse mod koloniherredømme - det Afrikansk-demokratiske Forbund, hvis virksomhed udstrækker sig over hele fransk Ækvatorialafrika - bidrager til at afsløre krigens kræfter og sætte bom for dem. Vi har stiftet en fredskomité af bønder, arbejdere, intellektuelle, kvinder og unge, som forener alle politiske retninger og som har sat sig til opgave at vise de brede masser i vort land krigsfaren i dens fulde omfang. Denne komité har organiseret underskriftindsamlingen for Stockholm-appellen. I en til 95 % analfabetisk befolkning er der indsamlet 450.000 underskrifter. Det viser, at Ækvatorialafrika nu ikke mere er isoleret fra den fremskridtsvenlige befolkning i andre lande.

På forskellige fagforenings- og politiske kongresser, har man bestræbt sig for at finde frem til de virksomst mulige former for kampen for freden.

Sluttelig ønsker vor delegation at meddele, at den godkender og understøtte forslagene, stillet af forskellige af de tilstedeværende, nemlig:

Forbud mod atomvåben og andre masseudslettelsesvåben.

Definition af aggressionen i overensstemmelse med Folkeforbundsvedtagelsen af 1933.

Brændemærkning af aggressionen, hvor den finder sted, fordømmelse af den militære indblanding i folkenes indre anliggender, idet disse har ret til at bestemme over deres egen skæbne.

Fredelig ordning af Korea-spørgsmålet i overensstemmelse med FN-proceduren.

Genoptagelse af det frie handelssamkvem mellem alle verdens lande.

Iværksættelse af en plan for økonomisk hjælp fra de Forenede Nationer til de økonomisk svage lande på betingelser, som muliggør kolonifolkenes frie udvikling.

Vi anmoder kongressen om at vedtage disse forslag, som befordrer genoprettelsen af fred mellem menneskene, mellem nationerne og mellem folkene. Fransk Ækvatorialafrika bekræfter sin kærlighed til freden og til friheden og forsikrer Dem om, at det er fast besluttet på at gøre alt for den hellige sag, som forener os her såvel som alle ærlige mennesker i verden i menneskelivets opretholdelses navn.

Det sorte Afrika råber: Leve freden!

Algier - Abder-Haman Budsjama:

Vort algierske folk, som har store og humane traditioner bag sig, understøtter af al kraft fredstilhængernes bestræbelser, hvis mål er at forhindre den grufulde katastrofe, som påny truer verden. Vort folk er fuldt og helt enigt med Prag-beslutningeme.

Men det er ikke blot derfor, at freden har betydning for os. Det algierske folk anser øjeblikket for at være kommet til at skaffe koloniundertrykkelsen ud af verden. Der kan ikke herske sand fred i verden samtidig med forholdene under koloniundertrykkelsen. Koloniundertrykkelsen bærer uophørligt kimen til en ny krig i sig.

Kolonifolkene, som standhaftigt kæmper for deres nationale befrielse, kan i dag ikke nøjes med rent platoniske erklæringer.

Vort folk har i mere end 120 år stønnet under en grufuld og forfærdelig undertrykkelses åg. Algier var ofret for et overfald, hvis mål utvetydigt var at udplyndre det økonomisk og. slavebinde dets befolkning Det med ild og sværd underkuede algierske folk blev tvunget til at bøje sig for undertrykkerne. Men det vil aldrig affinde sig med denne skæbne.

Koloniundertrykkerne bestræber sig af al kraft for at udslette det algierske folks nationale særegenhed. Vi er i dag vidne til den oprørende kendsgerning, at det arabiske sprog, dette levende, rige sprog, af koloniundertrykkerne bliver betragtet som et fremmed sprog i vort eget land.

Millioner af algiererne, som er berøvet deres jord, undertrykt og underernæret, fører i dag en ubeskrivelig elendig tilværelse. Det er sådan, at man kan se grupper af pjaltede algierer i gaderne, som strejfer om i søgen efter husly, efter noget arbejde eller efter noget spiseligt i skarndyngerne sammen med hundene. I byerne ser man hårrejsende scener: forladte, halvnøgne børn ligger på de kolde brosten eller foran de tilgitrede kældervinduer. Udlændingen, som for første gang kommer til vort land, møder et billede, som vi selv er vant til: han ser hjælpeløse kvinder, som med halvt ihjelsultede børn på knæene strækker hænderne frem efter almisser.

Og foruden de mange savn og lidelser må algiererne udholde kolonimagthavernes sadistiske ringeagt, dette foster af racefordomme.

Koloniundertrykkerne, som betragter vort land som et potentielt krigsområde, har forvandlet det til en sand hærlejr, til et militært støttepunkt. Der ligger et utal af lagre med V-2 bomber, giftgasgranater og alt muligt krigsudstyr. Der bliver bygget flyvepladser og strategiske landeveje. Man forbereder overflytningen af industrianlæg til vort land osv. Imod hele befolkningens vilje er vort land under den hykleriske og løgnagtige betegnelse »De tre franske departementer« blevet trukket ind i Atlantpagten.

Undertrykkelsen er blevet endnu mere skærpet i vort land som følge af krigsforberedelserne.

Vort folk ønsker ikke at have sine undertrykkere og dem, som hindrer det i at udøve sin selvbestemmelsesret, til forbundsfæller og ønsker heller aldrig at indgå et forbund med dem.

Vort folk har forstået Stockholm-appellen i hele dens rækkevidde. Alle lag af det algierske folk har hilst den med begejstring. Folket er sig bevidst, hvilken enorm betydning det har, at der er blevet indsamlet hundreder af millioner underskrifter på Stockholm-appellen. Hos os er der indtil nu blevet indsamlet 350.000 underskrifter.

Vor fredsbevægelse har imidlertid endnu ikke fået det masseomfang og den flugt, som vort folk har mulighed for at give den.

Algiererne taber ikke modet. De er besluttet på igennem deres, kamp at fremkalde alle folkekræfternes forening. De ved, at daglig kamp på fædrelandets jord og enhed bringer befrielsestimen nærmere. Ansigt til ansigt med den rå terror - dette forvarsel om krigen, som allerede er blevet sluppet løs i nogle lande - rejser algiererne sig stadig mere enigt til kamp for befrielsen af deres sønner fra fangehullerne, før deres rettigheder og for at koloniundertrykkerne, som ophidser til krig, bliver tvunget til at give afkald på deres forbryderiske planer.

I mange måneder har vore arbejdere med forbilledlig enighed afslået at laste eller losse skibe med våben til krigen i Vietnam og til den terroristiske kamp mod den nationale frihedsbevægelse i Algier. Vore bønder forjog agenterne, som ville købe bøndernes sønner efter vægt for at sende dem ud i den forbryderiske krig i Indokina, Hos os er der ikke mere nogen, der tror på undertrykkernes løgnagtige løfter. Ingen af os lader os mere føre bag lyset. Ingen af vort folks sønner vil mere kæmpe mod noget som helst folk for dets bødlers, de franske kolonistaters, interesser eller for alle dem, som yder koloniundertrykkerne hjælp.

Prag-erklæringen har mødt udbredt og levende genklang i vort land. Denne erklæring, som er forfattet af repræsentanterne for alle partier og alle demokratiske landsorganisationer, blev godkendt af det enige algierske folk i talrige forsamlinger og på talrige møder. Algiererne ved, at de har tro forbundsfæller i hele verden og at folkeslagene i Sovjetunionen er blandt de allermest trofaste.

Algiererne ønsker at være sikre på en handledygtig støtte i deres kamp mod koloniregimet. Vi ønsker at forelægge den anden Verdensfredskongres en resolution, på hvis grundlag fredstilhængerne skal påtage sig følgende forpligtelser:

Med alle til rådighed stående kræfter at støtte folkene i kolonilandene i deres kamp for den nationale uafhængighed, i deres kamp mod terror, mod udnyttelsen af deres børn, deres ejendom, deres land til fordel for eventuelle krige, som ville kunne føres mod deres vilje.

I en appel til FN at kræve følgende:

at FN fuldtud respekterer de principper, der er nedlagt i Atlant-Charteret;

at de koloniale og afhængige lande, som Algier også hører til, får deres nationale frihed og uafhængighed;

at der gives mulighed for under international kontrol at gennemføre frie valg til Nationalforsamlingen, hvis opgave det bliver at give landet en forfatning og danne en demokratisk regering;

At gennemføre en indsamling af underskrifter til støtte for disse krav og til værn for freden.

Ved Verdensfredsrådet at udnævne en permanent komité for kampen mod den koloniale undertrykkelse.

Sammen med alle folk i verden råber algiererne: »Folkene må selv bestemme over deres egen skæbne!« »Ned med racevanviddet!« »Ned med den koloniale undertrykkelse!« »Panikspredende og massetilintetgørende våben skal forbydes!« »Krigsudgifternes tunge byrder skal indskrænkes!«

Vort folk tilslutter sig helt og holdent og betingelsesløst disse retfærdige krav og anser det for sin pligt at forkynde dette højtideligt overfor kongressen (Stormende bifald).

September 1951

Tre chok for krigsmagerne

Christian Hermann Jensen

Uddrag....I den forløbne sommer har fredens kræfter kunnet notere tre betydelige sejre på det politiske område. Kommunevalgene og provinsrådsvalgene i Italien den 27. maj, 3. juni og 10. juni, valgene til den franske nationalforsamling den 171 juni og det finske rigsdagsvalg den 2. juli blev et slag mod USA-imperialismens aggressive planer og et føleligt nederlag for imperialismens følgesvende, lakajerne og krigsophidserne i Italien, Frankrig og Finland.

Kommentarerne i atlantpressen, såvel i det amerikanske »moderland« som i de lokale aflæggere, og de forbitrede udtalelser fra atlantpolitikerne efter valgene savner ikke noget i tydelighed. New York Times skrev efter de to første valgdage i Italien, at »kommunisterne noterer en fremgang, som gør indtryk, både procentvis og i stemmetal«, og bladet fortsatte: »Det antal stemmer, som den kommunistisk-socialistiske blok har opnået, viser bl. a., at et stort antal italienere, til trods for de 1.300.000.000 dollars, som USA har givet ud på Italien igennem Marshallplanen, stadig ser vejen til en hævning af deres alt for lave leveniveau i de yderste venstrepartiers programmer.«

Det amerikanske Daily News trykte følgende utvetydige linier om det franske valg: »Det ser godt nok ud til, at de virkelige tabere er en vis Henry Truman og en vis Eisenhower,.. som i millioner af franskmænds øjne... har til hensigt at gøre Frankrig til en vældig slagmark i tilfælde af en krig mod Sovjetunionen. Dette resultat viser slående det meningsløse i at forsøge at købe sig allierede, og i at ville gyde nyt liv i gamle og krigstrætte lande.« ………

I Frankrig vedtoges i al hast en valglov, hvis hovedtræk var, at en valgliste eller et listeforbund, som opnåede over 50 % af stemmerne, fik samtlige mandater til nationalforsamlingen i valgområdet. Denne valglov fremskyndedes så meget, som det var muligt, da den franske atlant-udenrigsminister Robert Schuman den 29. marts havde forespurgt den amerikanske udenrigsminister Acheson om, hvilket tidspunkt for de franske valg der ville passe. Dean Acheson anså en søndag i juni for passende. Den franske forfatning fastsatte imidlertid valgene til oktober. Man brød derfor dels forfatningen, dels skyndte sig at gennemføre en ny valglov. Den blev udarbejdet af den højresocialdemokratiske generalsekretær Guy Mollet i samarbejde med den gaullistiske politiker Giacobbi. Resultatet af disse kombineret »teknisk-administrative« foranstaltninger var, at det kommunistiske parti med 97 deputerede (inklusive de oversøiske departementer 103) så sig frastjålet mere end 70 mandater. Listeforbundsplanerne, som forudså en total udslettelse af det kommunistiske partis parlamentariske repræsentation, led skibbrud, men virkede dog i 38 valgkredse og departementer. Nogle eksempler vil vise valgsvindelen: Gaullisterne med ca. 1 million færre stemmer opnår det største antal mandater 106 (for Frankrig uden oversøiske områder), socialdemokraterne opnår 94 mandater, omtrent samme tal som det kommunistiske parti på ca. halvdelen af stemmerne, osv. I 27 valgkredse og departementer var det kommunistiske parti det førende parti i stemmer, men kun i 14 fik det flest mandater. Mens hver kommunistisk kandidat behøvede 52.000 stemmer for at blive valgt, kunne en højresocialdemokrat nøjes med 29.000, en katolsk folkerepublikaner med 28.000 og en kandidat på den reaktionære, radikal-socialistiske Daladier-Herriot-liste med 26.000. Højresocialdemokraten, forhenværende politi- og krigsminister Jules Moch blev valgt på 12.940 stemmer i departementet Herault, mens den kommunistiske kandidat med 69.369 stemmer ikke blev valgt. Og i departementet Nord 2. valgkreds valgtes 5 socialdemokrater på 21.466 stemmer hver og 4 folkerepublikanere på 21.105 hver, mens den kommunistiske liste med 106.086 stemmer ikke opnåede nogen valgt. Disse eksempler må være tilstrækkelige for at vise det borgerligt-kapitalistiske »demokrati«s valgsvindel i virksomhed.

Er disse »lovligt vedtagne« svindelvalglove den mest iøjnefaldende »teknisk-administrative« foranstaltning, så findes der imidlertid også andre.

Allerede i april 1951 kunne det franske nationalinstitut for statistik meddele, at mere end 400.000 vælgere var slettet af valglisterne grundet på »mangelfuld« registrering. Ialt talte valglisterne ved valget den 17. juni over en halv million færre vælgere end ved foregående valg. Efter valget viste en undersøgelse, at der i det store arbejderkvarter Belleville-kvarteret i Paris 18. arrondissement var slettet ca. 20 % af vælgerne! Det viste sig endvidere, at der i en række tilfælde kun var opført 2-3 af hver 1000 unge mænd i alderen fra 21 til 25 år! Åbenbare forholdsregler rettet imod arbejderklassen og imod den ungdom, som måtte formodes at være imod den forlængede militærtjeneste og krigspolitikken. Dertil kommer slettelsen af de mange, som for deltagelse i strejker eller for handlinger i fredskampens tjeneste er blevet idømt fængselsstraffe eller bøder over en bestemt grænse. Denne sidste regel medførte, at Frankrigs store forfatter Louis Aragon ikke kunne stemme, mens nazi-kollaboratøren og antisemisten Celine takket være benådning var stemmeberettiget! Hundredtusinder af stemmer blev på denne måde frastjålet den kommunistiske samlingsliste for fred og demokrati.

I Italien var listesvindelen ligeså udbredt, og det gik så vidt, at præster, munke og nonner plus politiagenter cirkulerede fra valglokale til valglokale og afgav stemme hvert sted! I Paris kunne man se patienterne fra et katolsk asyl for åndssvage og sindslidende ankomme til et valglokale under nonne-eskorte. De har sandsynligvis alle stemt på generalen.

II.

En ganske særlig rolle tilkom det borgerlig-kapitalistiske »demokratis« politistyrker. Deres aktivitet - enten med højresocialdemokratisk bifald som i Italien eller direkte ledet af højresocialdemokratiske ministre som Jules Moch og senere Eugene Thomas i Frankrig - var ikke begrænset til dagene før valget og selve valgdagen. I hele tidsrummet fra april 1948 til juni 1951 i Italien og fra, april 1947 til juni 1951 i Frankrig har de været benyttet til at forsøge at knægte disse landes arbejdende befolkning og alle dem, som aktivt tog og tager del i kampen for freden. Alle former for terror, indtil mord, er blevet taget i. anvendelse.

En oversigt over denne terrors »resultater« i Italien tager sig sådan ud: 62 arbejdere myrdet, deraf 48 kommunistiske. 3.126 arbejdere såret, deraf 2,637 kommunister. 92.169 personer arresteret, deraf 73.780 kommunister. 19.316 personer idømt straffe af forskellig størrelse, deraf 15.429 kommunister. Ialt er der blevet idømt 8.441 års fængsel, deraf 7.598 år til kommunister. Da valget fandt sted, sad 1.105 arbejdere fængslet. Den italienske indenrigsminister Scelba, hvis hænder er røde af italienske arbejderes blod, har direkte samarbejdet med forbrydere som de sicilianske storgodsejeres lejesvend, den fascistiske banditleder Guliano, således som det er blevet afsløret ved retssagen i Viterbe.

I Frankrig kan de ovenfor nævnte politiministre Jules Moch og Eugene Thomas »prale med« at være badet i den arbejdende befolkning, som Scelba er det i Italien. Deres bevæbnede korps har kostet 8 arbejdere livet, utallige er blevet såret af kugler eller tåregasbomber, af geværkolbeslag eller knipler. Husundersøgelser er under alle store strejker blevet foretaget vilkårligt og hensynsløst, og tallet af arbejdere, som er blevet slæbt for den borgerlige stats klassedomstol, går op i tusinder. Alene efter minearbejderstrejken i 1948 idømtes over 1000 års fængsel. Budgettet for politistyrkerne steg fra 29 milliarder francs (580 millioner kroner) i 1947 til 79 milliarder francs (1.580 millioner kroner) for året 1950.

Under valgene i Italien og Frankrig anvendtes politistyrkerne til at hindre de kommunistiske partiers og deres forbundsfællers valgkamp. Valgmateriale blev beslaglagt, plakatopklæbere blev arresteret. Og i Paris kunne man se patruljerende politifolk i udrykningsvogne ledet af civile inspektører deltage i nedrivningskampagnen rettet imod den demokratiske samlingslistes valgplakater,

I forsøget på at knægte arbejderklassen og alle folkets fredskræfter, på at »styrke baglandet« og kue fredsviljen spares hverken, terror ellen penge!

III.

I denne koncentrerede aktion mod alle fredens kræfter uanset partifarve eller persons anseelse indtog og indtager de højresocialdemokratiske ledere den centrale rolle som rakkerknægte og lakajer for den amerikanske imperialisme, såvel som for de enkelte landes reaktion, i forsøget på at gøre baglandet »sikkert« for angrebet mod Sovjetunionen, fredens og socialismens bastion. Hvert nyt skridt mod den fuldstændige fascisering af de koloniserede vesteuropæiske lande har disse ledere holdt trit med.

For retten i Rom erklærede deri nu afdøde højresocialdemokratiske »teoretiker« og praktiker Leon Blum om sin rolle i den franske folkefront i 1936: »I dette øjeblik anså man mig i bourgeoisiet og ganske særligt i arbejdsgiverkredse for redningsmanden, man ventede på mig og håbede på mig som redningsmand.«

Disse forhåbninger har de højresocialdemokratiske ledere forsøgt ikke at gøre til skamme. De er blevet imperialismens vigtigste støtte, selvom deres mulighed for at gøre denne støtte effektiv skrumper ind dag for dag. Valgenes bitre lære og, højresocialdemokraternes hastigt skridende basis i den fagligt organiserede arbejderklasse har lært dem det i de her omhandlede lande. I denne situation har de kastet al skam overbord og i raseri over at se de arbejdende masser vende sig fra dem, forsøger de at kue dem. Deres ansvar i den åbenlyse, fascistiske terror er nævnt ovenfor, deres ansvar for valgsvindelen ligeledes, men også deres politiske virke for at knægte arbejderne for at sikre imperialismens bagland skal kort omtales.

Skræmt af den hastigt voksende enhed i arbejderklassen, som efter krigen krævede ledere, som klart gik ind for en sikring af den vundne fred og frihed og en genoprettelse af arbejderklassens levefod under stadig styrkelse og udbygning af demokratiet, og opildnet af imperialismens agenter og deres dollars splittede disse ledere i Italien, Frankrig og Finland den fagligt organiserede arbejderbevægelse nationalt og internationalt i håb om at tvinge splittelsen ud i de brede arbejdermasser. Planerne slog fejl. Det forsvindende mindretal, som det lykkedes at besnakke med demagogiske fraser et øjeblik, vender tilbage i de store slagkraftige samvirkende fagforbund i Italien og Frankrig. Og hvor det som i Finland lykkedes at holde fast på en mere betydende del endnu for en stund, måtte man skride til eksklusion af de fem største fagforbund med næsten 100.600 medlemmer for at betrygge sin »lederstilling«. Stillet, overfor enhedens styrke drog de højresocialdemokratiske faglige ledere ikke konsekvensen og fulgte arbejderne. Tværtimod! I stedet, omdannede de de medlemsfattige »faglige centraler« til centre for skruebrækkere og provokatører,……

December 1951

Det danske folks vej.

Centralkomitéen for Danmarks kommunistiske Parti besluttede på sit møde 22.-23. september 1951 at fremlægge en programudtalelse til drøftelse i den danske befolkning. Det er dette, der sker med udsendelsen af pjecen »Det danske folks veje. Vi opfordrer til, at man overalt i det arbejdende danske folk sætter »Det danske folks veje« til debat.

Kommunisternes påvisning af, hvordan det danske folk magter at bryde sig baner ud af udføret og sikre sig ed lykkelig fremtid, er en sag, der angår alle.

På baggrund af disse drøftelser vil Danmarks kommunistiske Parti på sin kommende kongres tage sin programudtalelse op til endelig bekræftelse.

København i oktober 1951. - Forretningsudvalget for Danmarks kommunistiske Parti.

Tiden er kommet, hvor Danmark må slå ind på nye baner. Det kan ikke blive ved, som det går.

Efter år med økonomiske kriser og arbejdsløshed fulgte fremmed-herredømmets trængselstid. Og nu kriges landet af frygt for krig, frygt for nød og frygt for Danmarks skæbne under en udvikling, der går tvært mod alt det, som folket ønsker og håber.

Men der findes en vej frem for Danmark og det danske folk.

Danmark har før gennemlevet tunge tider. Også før har selvrådige magthavere pantsat landet eller ført det til nederlag, bankerot og opløsning. Men altid er nye kræfter brudt frem. De har samlet folket, så det med forenet styrke påny bar landet frem.

Derfor går der gennem det danske folks historie en ubrudt linje af vilje til fred og fremgang, til folkestyre og selvstændighed. Den vilje er blevet det danske folks ypperste kendemærke, og den lever med usvækket styrke i dag.

Endnu står frihedskampen under besættelsen klart i erindringen. Da folket sluttede sine rækker i enig front og fejede de falske ledere til side, brød det Scavenius-politikens underkastelse og nedværdigelse. Det danske folk tog sin plads i folkenes fælles frihedskamp, og befrielsen åbnede veje for fremgang og nye tider.

Dengang var alle muligheder tilstede. I folket herskede der som ingensinde enighed og vilje til at gøre op med det gamle. Men folkets vilje blev ikke fulgt. Nok talte de gamle politikere kønne ord om en »ny politik«, der skulle opfylde folkets krav, men i virkeligheden drejede de alt ind i den gamle skure. De bærer ansvaret for, at vi i stedet for fred, frihed og sociale fremskridt har fået de forhold, som råder nu. Deres politik har spillet fallit.

Men folket var på rette vej. Og skal Danmark ud af uføret, må folket nu stå fast på, at dets interesser bliver respekteret. Den herskende politiske klikes magt må brydes. Der må skabes en helt anden ordning.

Det danske folk ejer styrke til at gennemtvinge de ændringer, der skal til.

I vor tid er det arbejderklassen, der er rygraden i nationen og i folkets kamp. I sin rejsning har den trodset reaktion og rigmænd og værnet det danske folks dyreste værdier. Den skabte sig slagkraftige organisationer, som var af uimodståelig styrke, når de sattes ind i kampen for småkårsfolks sag. I afgørende stunder - som under besættelsen - har den vist sig som den kraft, der samlede folket og gik forrest i dets kamp mod indre og ydre fjender. Det er den opgave, der nu påny tilfalder den danske arbejderklasse.

Siden arbejderklassen rejste sig som selvstændig kraft, har dens mål været socialismen, et samfund hvor ingen lever højt på andres arbejde. Folket var forlængst blevet vundet, for socialismen, om ikke de socialdemokratiske ledere havde sveget i kampen og vanæret socialismens navn. Men deres politiske fallit betyder ikke socialismens fallit. Derom vidner udviklingen dér, hvor socialismen er bragt til sejr og har skabt samfund med varig fremgang og folkelykke.

Flere og flere indser, at der må afgørende samfundsændringer til i Danmark. Men hvad skal der til, og hvordan skal det gøres?

Dette program viser, hvordan virkelig varetagelse af folkets interesser må føre til socialistisk omformning af samfundet.

Højfinansens magt har ført Danmark i ulykke

Det er ikke folket, der har magten i Danmark i dag. Den virkelige magt ligger hos en lille kreds af pengemænd, industriherrer og jorddrotter, som gennem deres kapitalistiske monopoler ejer bankerne, storindustrien, storhandelen og godserne og i kraft af deres herredømme over kreditten kontrollerer landbrug, fiskeri, handel og håndværk. Sådanne monopoler er for eksempel de store bankkoncerner, margarinetrusten, storrederne, olieselskaberne, cementtrusten osv. Gennem monopolerne behersker en snes personer to tredjedele af al aktiekapital i Danmark.

»Penge regerer alt« er højfinansens slagord, og sådan er det i vore dages Danmark. Gennem deres økonomiske magt har finansherrerne direkte og indirekte sikret sig indflydelse på statsapparatet og på villige politikere, så regering og statsadministration udfører deres vilje.

Profit er deres hensigt og mål. Den opnår de kun på det arbejdende folks bekostning. Derfor retter deres politik sig mod folkets interesser.

Gennem mange år formåede kapitalisterne i Danmark tildels at tilsløre disse forhold og at udbrede den tro, at der uden en samfundsomvæltning kunne skabes varig fremgang for det danske folk.

I begyndelsen af århundredet var kapitalismen i sin forholdsvis fredelige udviklingsperiode. Dansk kapitalisme var i kraft af særlige forhold gunstigt stillet.

Det var da England endnu blomstrede som kolonimagt. Da var det engelske marked i stand til at aftage og betale kvalitetspriser for danske landbrugsprodukter. Derigennem opnåede også dansk kapitalisme andel i de ekstraprofitter, som den engelske højfinans pressede ud af kolonifolkenes slavearbejde.

Det var da engelsk og tysk magtpolitik holdt hinanden i ligevægt i Danmark. Da skaffede dansk kapitalisme sig særlige fordele ved at optræde som »neutral« og deltog derfor ikke i kaprustningen.

Under disse omstændigheder lykkedes det for den danske arbejderklasse gennem seje kampe, men dog lettere, end i mange andre lande, at tiltvinge sig visse økonomiske og sociale indrømmelser.

Men nu er alt dette forbi. Kapitalismen er i nedgang og forfald.

Det er derfor ikke forbigående ulemper, men en dybtgående krise, den har bragt over det danske samfund.

Det engelske imperium blomstrer ikke mere, men synker ned i stadig dybere afhængighed af USA. Tværtimod, at overlade lidt af sin profit til danske kapitalister, plyndrer engelsk monopol kapital Danmark på det brutaleste gennem de samhandelsvilkår, der er fastlagt ved Englandsaftalen. Mens hovedmængden af dansk landbrugseksport sælges til England til fastlagte lave priser, har England frie hænder til at skrue priserne på sine vareleverancen til Danmark i vejret og til at misligholde sine leveringsforpligtelser.

Dansk kapitalisme optræder ikke mere »neutralt«. Dansk monopolkapital, som selv er afhængig af den kapitalistiske verdens kæmpetruster, har økonomisk og politisk udleveret vort land til Englands og fremfor alt til USAs imperialisme.

Hertil har Marshallplanen tjent. Dens gyldne løfter om »hjælp til økonomisk fremgang« har vist sig kun at dække over den hensigt: at spænde Danmark ind i USAs krigsøkonomi. Kronenedskæring råvareknaphed for fredsindustrien, valutamangel, åbenlys indblanding og kontrol med dansk erhvervsliv og amerikansk diktat om stadig indskrænkning af Danmarks handel med Østeuropa er Marskal-»hjælpens« sande væsen. På alt dette beriger de amerikanske kapitalister sig, så de rigeligt har taget sig betalt for »hjælpen«.

Mens Marshallhjælpen betød prisgivelse af Danmarks økonomiske selvstændighed, betød Atlantpagten, at man satte vor politiske og nationale selvstændighed over styr. Danmark er til fulde blevet inddraget i det kapitalistiske oprustningsvanvid, der er ved at forvandle landet til en befæstet fattiggård.

Det danske folk udbyttes nu dobbelt, både af den engelsk-amerikanske monopolkapital og samtidig af den hjemlige kapitalistklasse, der udnytter krigsøkonomi og inflation til at skrue sine profiter højere og højere op.

Folkets arbejdsindsats og produktionen er større end nogensinde før. Betingelserne er altså tilstede for at bedre folkets kår. Når de alligevel forringes, skyldes det, at regering og rigsdag gennemfører monopolkapitalens politik.

Bedraget mod det danske folk

Hvordan har det kunnet gå til, at en sådan politik har kunnet påtvinges det danske folk? Det er først og fremmest sket gennem et kæmpemæssigt bedrag.

De der har pengene, har magten over pressen og den almindelige propaganda. De har brugt den til at holde folk i ukendskab til den faktiske udvikling herhjemme og i verden omkring os. Altid fremstilles storkapitalens politik som uegennyttige handlinger, og systematisk og løgnagtigt har man benægtet, at følgen ville blive alt det, vi nu står midt i. Samtidig udmales den socialistiske verden som en ulykke for folket og en trussel mod Danmark, uanset at den socialistiske opbygnings kendsgerninger hver dag bevidner det modsatte. Mere og mere ensrettet efterplapres den amerikanske krigspropaganda. Det officielle USAs afstumpede livsformer efterabes og udbredes gennem presse og litteratur, film og radio. Dansk, kulturliv trænges tilbage og bydes stadig ringere kår i et forsøg på at knække det danske folks selvrespekt.

De herskende politikere, der påstod at varetage befolkningens interesser, har tværtimod tjent pengemændene og de fremmede med at vildlede folket og bringe det i tvivl om dets egen styrke. De satte alt ind på at spalte folkesamlingen efter befrielsen. De strøede om sig med tomme løfter, udkæmpede indbyrdes politiske skinfægtninger, mens de i virkeligheden enedes om i alle afgørende anliggender at gøre Rigsdagen til et rent og skært ekspeditionskontor for fremmede ordrer. Således har de udhulet demokratiet indefra og gjort folkets frihedsrettigheder illusoriske. Politistatsmetoder tages i anvendelse, mens bureaukrati dg korruption breder sig i det opsvulmede politi- og justitsapparat.

Bedraget mod det danske folk havde ikke kunnet gennemføres uden de højresocialdemokratiske ledere. De har sat hele deres indflydelse ind på at skabe splid og så modløshed i arbejderklassen, på at svække og desorganisere dens og dermed folkets kamp.

Skridt for skridt har de udviklet sig til at spille denne rolle, således at de i dag intet som helst har til fælles med de ideer, som dansk arbejderbevægelse blev bygget på, og som har båret den frem. Forlængst har de sveget socialismen og indrettet sig på lune pladser i dét kapitalistiske samfund. Derved sank de ned til at føre borgerlig-liberal reformpolitik.

Men endnu dybere er deres fald blevet. I dag står de i forbund med de kapitalistiske højrepartier om at gennemføre den mest folkefjendtlige og reaktionære politik, Danmark har kendt i mands minde. De modtager militaristernes hyldest for deres uundværlige støtte til den oprustningspolitik, som de i sin tid slog sig op på at bekæmpe. De er aktive forkæmpere for at bevare det kapitalistiske samfundssystem.

Også internationalt har de forbundet sig med arbejderklassens værste fjender. De priser USA, de brutaleste og mest hensynsløse monopolherrers land, og hylder dets »lederskab i verden«. De er de mest emsige indpiskere for den amerikanske krigspolitik, som de følger og lovsynger, ligegyldigt hvor skæbnesvanger den er for arbejderklassen og den danske nation.

Deres teorier om, at »den nationale suverænitet er et forældet begreb«, skal tjene til at dække over deres svig mod nationens interesser. Som de i Hitlers storhedstid indrettede sig på en tilværelse under hans overherredømme, går de nu underdanigt USA til hånde.

De grunder deres indflydelse på den magt, de har indenfor bureaukratiet i arbejderorganisationerne. De søger at kvæle demokratiet i dem og at få dem bastet og bundet ad lovgivningens vej. De har derved været i stand til at misbruge arbejdernes trofasthed mod organisationer, som er bygget op gennem generationers møjsommelige slid, i deres folkefjendtlige politiks tjeneste.

Der består nu en afgrund mellem de højresocialdemokratiske ledere og de menige arbejdere, som følger socialdemokratiet i et ærligt håb om, at lederne dog engang vil gå til kamp for arbejderklassens og folkets sag.

For at holde liv i dette håb fremsætter lederne jævnligt velklingende programmer og manifester. Med ord søger de at vinde arbejdernes tillid, i handling viderefører de storkapitalens politik.

Det var på denne måde de i 1945, dengang alt var at vinde, bragte arbejderklassens fremmarch til standsning. I ord proklamerede de: »Tre skridt til venstre!« I handling hjalp de Knud Kristensen til magten.

Deres talemåder om »demokratisk socialisme« har kun skullet tjene til at dække over en politik, der hverken er demokratisk eller socialistisk. De har i eet og alt værnet monopolernes interesser, mens de til stadighed hindrer arbejderne i at værne deres. Når arbejderne rejser deres krav, er deres eneste svar: strømme af skændig løgn og hadefuld hetz mod Sovjetunionen og ethvert land, der bygger socialismen.

Socialismens sejre

Alle kapitalismens støtter og forkæmpere frygter sandheden om udviklingen i socialismens lande. Thi den leverer beviset for, at arbejderklassen i sin kamp for socialismen har styret mod det rette mål. Socialismen har i praksis vist sig som et samfundssystem, der er kapitalismen overlegent, og som vil afløse den i historien.

I Sovjetunionen er det socialistiske samfund, som arbejderne gennem generationer har drømt om og kæmpet for, blevet til virkelighed. Alle produktionsmidler, alle samfundsrigdomme er blevet folkets fælles ejendom og menneskers udbytning af mennesker er dermed ophævet. Produktionen tilrettelægges planmæssigt efter folkets behov. Derfor har retten til arbejde kunnet virkeliggøres. Arbejdsløshed kendes ikke, levefoden hæves i hastigt tempo, og kulturen bringes til blomstrende udvikling. Folket lever uden frygt for fremtiden og deltager aktivt i samfundets ledelse.

I krigens hårde prøvelse viste Sovjetunionen, hvordan et socialistisk samfund i kraft af folkets hengivenhed bliver en uovervindelig magt. Efter krigen har sovjetfolket ved at sætte sin fulde kraft ind på fredelig opbygning ikke blot forlængst været i stand til at overvinde krigens forfærdende ødelæggelser, men er gået i gang med nye gigantiske anlægsarbejder, som vil frugtbargøre landet og øge dets rigdom.

Gennem den fremgang, der er skabt for folket, gennem det fredelige samliv, der er skabt mellem nationerne, viser Sovjetunionen vejen frem for de undertrykte masser i de kapitalistiske lande og kolonierne.

Siden krigen har folkene i det meste af Østeuropa taget magten og er gået i gang med at opbygge socialismen. Derved er lande, hvor folket indtil for få år siden levede i elendighed og fascistisk undertrykkelse, blevet forvandlet til fri folkesamfund i rivende udvikling.

I det fjerne Østen har Kina revet sig ud af den undertrykkelse og tilbageståenhed, som godsejere, spekulanter og fremmede finansherrer gennem århundreder har holdt det nede i, og bygger sig nu en fri fremtid.

Overfor denne udvikling står kapitalismens lande med kriser, nedgang og altomspændende forberedelser til krig.

Socialismens sejre beviser, at det ikke behøver at være sådan. Det er den sandhed, som kapitalismens politiske ledere frygter, men som de i længden ikke vil magte at dølge for folkene.

Kampen for freden

Den frygteligste fare, der truer vort land og vort folk, er en ny verdenskrig. Mere end noget andet er det delte, der kalder folket til at tage Danmarks skæbne i sine egne hænder.

Det er kapitalismen, der har ført til vor tids verdenskrige. Dét er de store monopoler, der tjener på oprustningen. Gennem krigen røver de kolonier og områder, som de udpresser for nye profitér. Krigen er for dem ikke en frygtelig ting, men en frygtelig indbringende ring.

De amerikanske monopoler, der er kapitalismens største og stærkeste, stræber efter verdensherredømmet. De fantaserer sygeligt om en atomkrig som middel til at kue alt under deres vilje. Krigen er blevet hovedformålet for deres politik.

I ledtog med dem står de kræfter verden over, som regner med at tjene på krigen, eller som i krigen ser et middel til at kue den Stadig stærkere rejsning af folkene, i kolonierne som i de kapitalistiske lande. Frem for alt tilstræber de en krig mod Sovjetunionen, fordi de frygter socialismens opsving og vil lægge dens opbygningsresultater øde.

Trods indbyrdes modsætninger og stridende magtinteresser har disse kræfter forbundet sig i en krigens lejr, der er underkastet den amerikanske magtpolitiks diktatur. Den har sprængt det allierede stormagtssamarbejde og spaltet verden. Den misbruger FN, der blev skabt til fred og samarbejde, som redskab til at organisere krig.

Den iværksætter en øredøvende krigspropaganda for at hidse folkene til fjendskab og brodermord.

Heroverfor står de lande og de kræfter i folkene, der kæmper for fred og selvstændighed. Hundreder af millioner mennesker, jævne folk, der ved, hvad de har at værne, hører sammen i fredens lejr, hvis stærkeste og ledende kraft er den socialistiske Sovjetunion. For socialistiske lande er freden en livsinteresse. Under socialismen findes der ingen, der kan tjene på krigen. Krigen er en ulykke for hver enkelt såvel som for hele samfundet. Sovjetunionen, som mere end nogen kender krigens rædsler, fører derfor en ufravigelig fredspolitik og tager initiativ på initiativ for fredens sag.

For folkene i alverdens lande er kampen for freden kampen for selve livet.

Tidens alvor maner derfor alle gode kræfter til på tværs af enhver politisk, religiøs eller anden skillelinje at finde sammen om een ting: fredens bevarelse.

En varig fred må bygge på følgende grundsætninger:

Stridsspørgsmål mellem staterne må løses gennem forhandling, ikke gennem krig. Frit indgåede forpligtelser må overholdes.

Lande med socialistiske og lande med kapitalistiske økonomiske systemer må leve side om side i fredelig kappestrid og i ligeberettiget samkvem.

Ændringer i en stats samfundssystem må ske i overensstemmelse med folkets vilje og ikke påtvinges eller forhindres gennem aggression.

Disse grundsætninger anerkendes af kommunisterne og må anerkendes af enhver, der ærligt vil freden. Disse grundsætninger anerkendes af de socialistiske lande og af ethvert land, der fører fredspolitik. Det er de magter og grupper, der gennem trusler om atomkrig og med de brutaleste krigshandlinger søger at påtvinge andre folk deres vilje, som bryder disse grundsætninger og sætter freden i fare.

Men de krigslystne magthavere kan standses. Gentagne gange har folkenes modstand tvunget dem til at stoppe op i deres forehavender. Står folkene ufravigelig fast, kan de gennemtvinge respekt for deres krav om forhandling i stedet for krig, og grundlaget vil være lagt for et samarbejde mellem staterne i overensstemmelse med ånd og bogstav i FNs pagt.

Folkene slutter deres rækker i forsvar for freden. Der har rejst sig en organiseret fredsfront verden over af en styrke, som historien aldrig har set magen til. Den omfatter allerede et flertal af verdens befolkning og er i stadig styrkelse og vækst.

Trods den uhørt skærpede krigsfare må derfor al tale om, at krigen skulle være uundgåelig, fordømmes. En sådan propaganda spredes kun for at undergrave folkenes beslutsomhed i modstanden mod krigsforberedelserne og i kampen for at hindre krigen.

Denne gang kan det forhindres, at kapitalismens oprustnings jag og krigshysteri ender i en ny krig. Freden vil blive bevaret og styrket; hvis folkene tager fredens sag i deres egne hænder og forsvarer den til det yderste.

Dette er tidens opgave fremfor alle andre.

For dansk fredspolitik ud af Atlantpagten

For det danske folk er freden en livsnødvendighed. Krigen er en umiddelbar trussel mod selve Danmarks eksistens som beboeligt område.

Dette er en følge af Danmarks indlemmelse i den aggressive Atlantpagt. Kommer det til krig, gør Atlantpagten fra første, færd Danmark til krigsdeltager og krigsskueplads.

Da Atlantpagten blev underskrevet, bedyredes det, at dens formål var at sikre freden, demokratiet og selvstændigheden. Men den har ført til, at engelske og amerikanske generaler indretter Danmark til angrebsbase mod Sovjetunionen, at vi allieres med demokratiets værste fjender fra tyske nazister til Franco, ug til at vor politiske og militære selvstændighed er sat over styr. Det er åbenlyst, at pagten blev underskrevet under falsk foregivende.

Det danske folk har aldrig fået forelagt pagten, har aldrig godkendt den og kan ikke være bundet af den.

Skal Danmark sikre sin fred, må folket først og fremmest frigøre sig fra Atlantpagten og genvinde sin selvstændighed.

Alene magter det danske folk ikke at sikre freden. Men det kan gøre sin selvstændige indsats for freden ved at holde sit eget land uden for al medvirken til krigsplaner og gå i brechen for fredens sag. Derigennem yder det også sit værdifulde bidrag til den folkenes fælles kamp, som er afgørende for fredens bevarelse. Danmark har i kraft af sin geografiske og politiske stilling særlige muligheder herfor.

Fra atlantpolitik må Danmark gå over til fredspolitik. Dansk fredspolitik vil sige:

Danmark går ind for, at der mellem de fem stormagter afsluttes en fredspagt, som står åben for alle stater.

Danmark opsiger alle pagter, som krænker dets selvstændighed, først og fremmest Marshall-aftalen og Atlantpagten

Danmark modsætter sig uretmæssig udnyttelse af FN i een magtgruppes interesse og går ind for afspænding og samarbejde.

Danmark går ind for almindelig og kontrolleret nedrustning og forbud mod atomvåben.

Danmark går ind for forbud mod krigspropaganda.

Danmark bryder med den systematiske forgiftelse af forholdet til Sovjetunionen og erstatter det med gode naboforbindelser. Tilsvarende gælder i forholdet til Kina og folkedemokratierne.

Danmark går ind for oprettelsen af et forenet, afmilitariseret og demokratisk Tyskland.

Danmark udvikler sine handelsforbindelser til alle sider på ligeberettigelsens grund.

Samling om fred og selvstændighed

Overgang fra krigspolitik til fredspolitik betyder, at de byrder, der nu hviler tungt på det danske folk, øjeblikkelig lettes.

Oprustningsvanviddet standses, så skatterne kan lettes.

Udenrigshandelen omlægges, så valutakrisen afhjælpes.

Krigsøkonomien brydes, så priserne kan bringes ned.

Nedskæringspolitikken bringes til ophør, så sociale forbedringer kan iværksættes.

Bunkersbyggeriet standses, så boligbyggeriet kan komme i gang.

Kulturens amerikanisering forhindres, så dansk kulturliv kan udfolde sig.

Krigsangstens knagende tryk over sindene vil hæves, og danskere kan leve som danske.

Det er den politik, der svarer til det danske folks interesser. Det er den politik, der opfylder de retfærdige krav, der i dag lyder fra arbejder som fra bonde, fra videnskabsmand som fra forretningsdrivende.

Den politik kan bringes til sejr, når det danske folk enigt rejser sig mod den forarmelse, som oprustningen for en fremmed sag har påført det, og når det beslutsomt afviser at stille sin ungdom og sit land til rådighed for de amerikanske krigsplaner.

Det vil ske gennem en folkesamling om fred og selvstændighed. Som det danske folk i sin tid afviste Scavenius-politikerne, må det nu afvise atlantpolitikernes undskyldninger og påskud for efter fremmed ordre at føre landet i katastrofen. Står folket enigt og fast i sin modstand mod forarmelse og krigspolitik, så vil atlantpolitikerne opleve deres 29. august.

Men der er ingen tid at spilde! Alle de, der ser, hvor krigspolitikken er ved at bære os hen, må finde hinanden i fælles modstand, mens tid er.

Kommunisterne erklærer sig derfor villige til uanset andre meningsforskelle at samarbejde med alle personer, bevægelser eller organisationer, der går ind for fredspolitik, der vil bryde den nationale selvopgivelsens politik, og som vil anvende krigsmilliarderne til folkets bedste. De vil yde støtte til enhver regering og ethvert politisk initiativ, der tager skridt i denne retning.

I bevidstheden om, at landets og folkets hele fremtid afhænger af fredens sejr, vil kommunisterne yde alt for at bringe en sådan samling i stand. De vil som altid loyalt overholde de forpligtelser, de påtager sig i et sådant samarbejde. De vil samtidig som selvstændigt parti vise vejene videre frem for Danmark og al folket for den socialistiske omformning af samfund!

Kun folkets magt sikrer varig fremgang

Overgang til fredspolitik vil være en vældig sejr for det danske folk, men dets problemer vil ikke være løst alene derved. Fattigdom; vil stadig findes, og der vil stadig være rigmænd, som vil bruge deres økonomiske magt til at udsuge folket, korrumpere det politiske liv og påny drive landet i fordærv.

Just sådan gik det i 1945. Der blev dengang ikke gjort op med de kræfter, som forrådte Danmark og modarbejdede folkets interesser. Følgen var, at spekulanter, værnemagere og samarbejdspolitikere påny trængte ind i deres gamle positioner, begyndte at splitte folket og fortsatte deres fordærvelige politik, som påny bragte landet i uføret.

Skal der skabes varig fremgang for det danske folk, må der en gennemgribende samfundsændring til. Højfinansens magt må brydes. Den virkelige magt i samfundet må lægges i folkets hænder.

Folket må aktivt varetage sine egne interesser. Det må gøre op med de politikere, som i monopolkapitalens interesse har bedraget det og ledt det i ulykke. Det må sikre sig en fornyet folkerepræsentation, en rigsdag af partier og personer, som gør dets vilje til landets lov.

Båret frem af det overvældende folkeflertals aktive støtte vil folkerepræsentationen og folkets regering træffe de foranstaltninger, som i første række vil være nødvendige for at bryde de store udbytteres magt:

Nationalisering - samfundsovertagelse - af storindustri, banker, forsikringsselskaber og erhvervslivets øvrige monopolforetagender, hvorved disse stilles i folkets tjeneste.

Udenrigshandelen stilles i folkets tjeneste gennem nationalisering.

Godsejerjorden beslaglægges og gives til dem, der dyrker den.

Demokratiet sikres gennem folkets aktive medarbejderskab på alle samfundslivets områder - i produktion, administration, folkeoplysning og presse.

Dermed vil samfundets afgørende magtcentrer være lagt i folkets hånd, og Danmarks rigdomme og muligheder vil blive udnyttet til at skabe fremgang og lykke for folket.

Disse foranstaltninger vil betyde indledningen til det danske samfunds omformning til et socialistisk samfund, hvor menneskers udbytning af mennesker er afskaffet, og hvor folkets frihed og bestemmelsesret er sikret.

Folkets enhed - folkets sejr

Tiden er forlængst moden til omskabelsen af det danske samfund. Det altovervældende folkeflertal har interesse i, at den skal ske. I længden vil den derfor ikke kunne holdes tilbage.

Ikke blot arbejderklassen, men også det arbejdende landbrug, fiskere, tjenestemænd, næringsdrivende, åndsarbejdere og flere endnu tynges i knæ under byrderne fra den herskende samfundsorden. Ungdommen byder man en udsigtsløs fremtid, de gamle en håbløs alderdom. Hele folket hader krigen og vil leve som danske.

Samlet udgør folket en umådelig kraft. Det var det, vi her i landet erfarede i modstandskampens dage. Så længe arbejderklassen var enig, og hele det arbejdende folk stod sammen, gik det fremad. Tilbageslaget kom først, da det lykkedes at spalte folket påny.

Men nu, i kampen mod krigspolitik og brutal nedskæring, styrkes sammenholdet påny i folk og i arbejderklasse. Af de fælles kampe i det daglige vokser enheden frem. Gamle fordomme svinder, når man i samdrægtighed værner sine umiddelbare interesser i kamp mod ydre og indre fjender. Af det fælles syn på dagens problemer gror ét fælles syn på fremtiden.

Således opstår den samling i folket, der giver det styrke til at forme Danmarks fremtid.

Samlingen i folket kan kun ske på grundlag af samling og enhed i arbejderklassen, der er den største og mest sammentømrede del af befolkningen. Når arbejderklassen i enighed sætter aktivt ind mod ethvert overgreb, mod enhver nedskæring, mod enhver krænkelse af folkets demokratiske rettigheder, når den udnytter sine fagforeninger og sine øvrige organisationer i kampen for sine retfærdige krav, vil resultatet ikke blot blive hårdt tiltrængte forbedringer, men arbejderklassen vil blive den politiske kraft, som i spidsen for folket baner vej for nye tider.

Folkets fjender frygter enheden, frem for alt i arbejderklassen. Både med magt og med list sætter de ind for at hindre den. Arbejderklassen må heroverfor støt fortsætte sin kamp og afvise alle forsøg på at skabe splid i rækkerne. Særlig gælder det over for højre-socialdemokraternes skændige virke, når de med giftig sladder vil skabe kunstige modsætningsforhold arbejderne imellem, eller når de spreder deres propaganda om at kapitulere for kapitalen og reaktionen. Enhed og kampkraft i arbejderklassen kan kun sikres gennem ustandseligt arbejde på at bryde de falske lederes indflydelse og gøre deres propaganda virkningsløs.

Når enheden tilvejebringes, når den bevares og styrkes, så den ikke som i 1945 går i forfald, da er grundlaget skabt for at gennemføre afgørende ændringer af det danske samfund, at omstyrte kapitalismen og betræde vejen til socialismen. En aktiv, vågen og enig arbejderklasse vil skare det store folkeflertal om sig og bære en folkeregering til magten.

Det er den vej, kommunisterne opfordrer til at gå.

Det vil være vejen til fuldbyrdelse af det danske folks historiske kamp for fred og frihed, for folkestyre og selvstændighed.

Folkets demokrati - vejen til socialismen

Folkets overtagelse af magten i samfundet betyder demokrati for folket. Gennem folkets demokrati vil Danmarks vej gå til socialismen.

Rigsdagen vil ikke som nu være et redskab for hjemlige finanskliker eller et ekspeditionskontor for fremmede ordrer. Den vil blive fornyet gennem frie valg. Rigsdagen vil blive folkesuverænitetens virkelige sæde, sådan som det danske folk har kæmpet for det mod enevælden og Estrups provisoriediktatur. Derfor vil også landstinget blive afskaffet, ungdommen få valgret, valgloven blive gjort fuldt retfærdig og folkerepræsentanternes ansvarlighed over for vælgerne blive fastslået.

De demokratiske rettigheder vil ikke som nu være begrænsede og betingede for folkets flertal. Folkets demokrati betyder anskaffelse af alle rigmandsprivilegier, der gør de demokratiske friheder til tomme ord. .

Landets lovgivende og udøvende organer vil til enhver tid være ansvarlige over for folket, og folket vil blive draget ind i aktiv deltagelse i administrationen og kontrollen inden for alle samfundslivets områder.

Arbejdernes faglige organisationer vil spille en afgørende rolle. De vil komme til, at virke med det formål, hvortil de blev opbygget: som direkte varetagere af arbejdernes interesser. Det faglige juristeri vil blive afskaffet, og fagbevægelsens frihed vil blive sikret.

Der bliver demokrati i fagbevægelsen, og alt pampervælde vil være afskaffet.

Fagforeningerne vil som repræsentanter for arbejderklassen deltage i tilrettelæggelsen af landets økonomiske politik, ved ledelsen af industrien og andre erhvervsforetagender og ved udformningen og administrationen af arbejds- og sociallovgivningen.

På samme måde vil det arbejdende folks øvrige organisationer, husmandsforeninger, fiskeriforeninger, åndsarbejdernes sammenslutninger osv. deltage i udformningen og administrationen af lovgivningen, ligesom den kooperative bevægelse med sine erfaringer vil komme til at spille en vigtig rolle for organiseringen af folkets forsyning med varer.

Sikring af demokratiets grundsætning: fra folket - for folket - ved folket! vil ske ved, at der på alle ansvarlige poster i statsapparatet vil sidde mænd og kvinder, udgået fra folket, som drager omsorg for, at lovene efterleves i den ånd, hvori de er vedtaget. Alle tilløb til bureaukrati og sabotage, til politiregimente, vil blive brudt under medvirken af folkets demokratiske kontrol.

Borgernes demokratiske rettigheder vil ikke blot blive fastslået i forfatningen. Der ydes samtidig garantier for, at de kan virkeliggøres. Trykke-, tale- og forsamlingsfriheden vil ikke være begrænset af, at et mindretal gennem ejendomsforhold behersker trykkerier og forsamlingslokaler. Således vil pengemændenes monopol på pressen blive brudt. Ejendomsretten til bladene vil blive overdraget til arbejderklassens og den øvrige befolknings demokratiske organisationer. Borgerne har frihed til at slutte sig sammen i organisationer, der på lovens grund arbejder for deres interesser.

Lighed for loven vil være sikret uden hensyn til race, nationalitet eller køn. Trosfriheden vil være sikret. Retssikkerheden vil være garanteret gennem retsvæsenets demokratisering.

Ved disse foranstaltninger sikres der folket virkelig politisk magt, som muliggør omskabelsen af samfundet.

Det kan ikke forventes, at storkapitalister og godsejere, at den forenede reaktion vil opgive deres røvede ejendomme og særrettigheder uden videre. Tværtimod må man regne med, at de vil udnytte al deres indflydelse og alle deres forbindelser til gennem underminering og sabotage, parret med åben og voldelig modstand at forhindre gennemførelsen af en demokratisk og socialistisk politik.

Derfor må det danske folk og dets folkeregering være klar til beslutsomt at slå sådan modstand ned.

Det danske folks vej til fred, fremgang og frihed kan kun sikres ved det arbejdende folks magt.

Hvad folkeregeringen vil betyde for folket

Folkets regering giver ikke tomme løfter. Den opfylder folkets krav. Den kan gøre det, fordi den bryder monopolernes magt. Den vil gøre det, fordi den står i folkets tjeneste og under folkets kontrol.

En folkeregering vil grundfæste fredspolitikkens sejr ved ufravigeligt at gå ind for fred og national selvstændighed. Den vil og kan gøre det, fordi den bygger umiddelbart på det danske folk, - og dets ærlige vilje til at leve i fred og venskab med alle andre folk, og fordi den er frigjort fra enhver form for afhængighed af de kapitalistiske kredse, som er interesseret i oprustning og krig.

Ligesom folkeregeringen vil værne om det danske folks naturlige ret til selv at bestemme over sit lands og sin egen skæbne, anerkender den samme ret for alle andre folk og ønsker herudfra at samarbejde med dem på venskabets og ligeberettigelsens grund. Dette gælder også det færøske og grønlandske folk. En folkeregering kan aldrig godkende en politik, der ofrer disse folk og deres lande til imperialistiske stormagters krigsplaner.

En folkeregering vil i medfør af sin fredspolitik standse militariseringen og nedsætte de militære udgifter til det, som er nødvendigt for at skabe et demokratisk forsvar i Danmarks egne interesser.

Allerede dette vil medføre, at den får betydelige midler i hænde til forbedring af befolkningens kår. Langt mere betyder det imidlertid, at nationaliseringen af monopolerne i industri, bankvæsen, skibsfart, storhandel m. v. stiller disses kæmpeprofitter til rådighed for staten og dermed for folket. Samtidig betyder den, at produktionen kan tilrettelægges og udvikles efter en plan, der tager sigte på at opfylde befolkningens behov.

Denne nationalisering, der gør de vigtigste produktionsmidler til samfundets, dvs. folkets ejendom, må ikke forveksles med, hvad vi hidtil har kendt i Danmark med hensyn til stats og kommunens overtagelse og drift af visse virksomheder. Disse foretagender har stadig været drevet som kapitalistiske foretagender i det kapitalistiske samfunds interesse og på særlig bureaukratisk måde. De har intet med socialisme at gøre.

Under en folkeregering vil de nationaliserede virksomheder derimod blive demokratisk forvaltede. Ledelsen vil bestå af arbejdere sammen med fagfolk og teknikere, ligesom hele driften stadig vil være underkastet de faglige organisationers medvirken og kontrol. Produktionen vil ikke længere være dikteret af kapitalisters private profitbegær, men tilrettelægges ud fra, hvad der gavner samfundet og virksomhedens arbejdere. Arbejderne, og ingen privat kapitalist, vil nyde godt af forbedringer i produktions- og arbejdsmetoder. Dette vil øge udviklingstempoet i hidtil uset grad.

Produktionsplanen vil blive tilrettelagt således, at der sker en stærk udvidelse af den danske industri. En sådan industrialisering af Danmark er en nødvendighed, når landets økonomiske muligheder skal udnyttes til stadigt at hæve levestandarden og til at udvide beskæftigelsesmulighederne, så der sikres arbejde til alle.

Nationaliseringen af banker og andre kreditinstitutioner såvel som af forsikringsvæsnet vil bryde rentekapitalens magt, stille billig kapital til rådighed for samfundsgavnlig produktion og vil i det hele taget muliggøre en effektiv samfundskontrol med den økonomiske udvikling.

Nationaliseringen af udenrigshandelen er af afgørende betydning for bedring af Danmarks økonomiske stilling. Kun herigennem vil det være muligt at tilrettelægge vor handelspolitik udelukkende ud fra hele folkets interesser, efter hvor man byder os de bedste vilkår for vor udførsel, samtidig med at landets forsyninger ikke mindst af nødvendige råstoffer sikres. De pengestærke grosserers importmonopol vil blive brudt, og importvarerne vil blive ligelig fordelt under hensyn til produktionens og forbrugernes interesser.

En jordreform vil blive gennemført. I første række vil godsejerjorden, de adelige stiftelser osv., som i sin tid er røvet fra de arbejdende bønder, blive givet tilbage til folket. Derved vil der blive skabt muligheder for gennem udstykning at oprette tusinder af nye hjem til landboungdommen, og der vil blive tillægsjord til de indeklemte husmænd. Renteåget vil blive brudt, gælden vil blive ophævet og spekulation i Danmarks jord vil blive gjort umulig. Folkeregeringens økonomiske politik vil for altid afskaffe landbrugskriser og sikre landbruget afsætning af sin produktion til rimelige priser. Alt dette i forbindelse med en alsidig udbygning af andelsbevægelsen, oprettelse af maskinstationer og øget støtte til det landbrugs-, videnskabelige forskningsarbejde vil danne grundlaget for en yderligere rivende udvikling af det danske landbrug.

Samtidig hermed Vil landarbejdernes og landarbejderungdom, mens kår forbedres, således at de i enhver henseende ligestilles med andre arbejdere.

Fiskeriet vil blive ophjulpet og udviklet i overensstemmelse med vort lands naturlige betingelser. Folkeregeringen vil yde støtte til modernisering af materiellet og til oprettelse af tekniske anlæg på andelsbasis til fangstens videre behandling. Den nye handelspolitik vil give muligheder for afsætning af fisken på det udenlandske marked.

Mellemstanden i handel, industri og håndværk vil være befriet for rentekapitalens åg og vil nyde godt af den sociale tryghed. Sparere og ejere af små formuer vil få fuld erstatning for de tab, de måtte lide ved nationaliseringen. Hvad der måtte udkræves hertil udover, hvad nationaliseringen indbringer, vil blive tilvejebragt ved en inddragelse af de store formuer.

Når samfundets økonomiske magtcentrer er under kontrol, er økonomien ikke længere underkastet blindt virkende love. Den planmæssige udvidelse af produktionen vil give rigelige forsyninger til faldende priser. Levestandarden vil stadigt kunne hæves. De typiske kapitalistiske kriser med deres såkaldte overproduktion, med deres arbejdsløshed og økonomiske katastrofer for bønderne og for tusinder af små næringsdrivende, vil ikke mere kendes. For alle dele af det arbejdende folk vil livet blive lettere og lykkeligere.

Social tryghed og kulturel blomstring

Når monopolernes profitter inddrages gennem nationalisering, når den udenlandske udplyndring stoppes gennem omlægning af udenrigshandelen, og når oprustningen standses, så vil en folkeregering råde over de nødvendige midler til virkeliggørelse af de sociale fremskridt, som arbejderbevægelsen gennem slægtled har kæmpet for. Og alligevel vil skatterne kunne nedsættes betydeligt for det.

Folkeregeringens sociale lovgivning vil gøre ende på den frygt for morgendagen, for sygdom, ulykkestilfælde, arbejdsløshed og alderdom, der nu ofte rider menneskene som en mare.

Retten til arbejde vil være lovmæssigt fastslået og vil i kraft af samfundets økonomiske grundlag være virkeliggjort.

Ved indførelse af kontingentfri folkepension vil samfundet opfylde sin skyldighed overfor de gamle og sikre dem en livsaften i tryghed og gode kår. Invalider, syge og tilskadekomne vil få fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og vil iøvrigt få sikret en menneskelig tilværelse på lige fod med andre samfundsborgere.

Familien vil være sikret. Der vil blive gennemført en tidssvarende moderskabsydelse og virkelig børnerente. Den forebyggende børneforsorg vil blive udvidet og de fornødne børneinstitutioner oprettet.

Omkostningerne til denne socialforsikring vil ikke blive pålagt arbejderne i form af kontingenter eller nye skatter, men vil blive pålignet virksomhederne, hvad enten de er statsejede eller private, og vil blive taget af de overskud, som private kapitalister nu tilegner sig i form af profit.

Der vil blive gjort op med al nedladenhed og bureaukrati i administrationen af den sociale forsorg gennem direkte deltagelse af det arbejdende folks repræsentanter.

Boligproblemet vil endelig blive løst. Huslejerne vil gennem inddragelse af renten kunne sættes betydeligt ned. Nationaliseringen af kreditten og byggematerialeindustrien vil muliggøre igangsættelsen af et omfattende byggeri af lejligheder til billige priser.

Tre ugers ferie med fuld løn vil blive minimum for alle arbejdende. Feriehjem og sanatorier for det arbejdende folk indrettes i tidligere rigmandshjem og godser.

For kvinderne vil en folkeregering betyde, at de endelig ikke alene i ord, men også i virkeligheden opnår politisk, erhvervsmæssig og lønmæssig ligestilling med manden.

En ny tilværelse vil åbne sig for ungdommen. Der vil blive gennemført en virkelig beskyttelseslovgivning for de unge. De unge arbejdere vil få kortere arbejdstid og længere ferie, og lærlingen vil få dagskole og garanti for en effektiv udnyttelse af læretiden. På alle områder får ungdommen vældigt udvidede udviklingsmuligheder for sine evner og interesser.

Idrætten og ungdommens fritidssysler vil blive fremmet gennem de nødvendige bevillinger fra stat og kommuner og gennem bygning af de fornødne idrætsanlæg, forsamlingsgårde, fritidshjem, kulturcentrer osv. Pengespekulation i idrætten vil der ikke kunne være tale om.

Alle vil få lige ret til uddannelse. Kun evner og anlæg skal være afgørende for den enkeltes muligheder. De nødvendige stipendier stilles til rådighed. Antallet af skoler og højere læreanstalter udvides, da samfundet får et overordentligt behov for specialister og sagkyndige på alle områder.

Der vil blive gjort ende på al smålighed overfor, kulturlivet og på dets afhængighed af private kapitalinteresser. Samfundet har brug for en stærk udvikling af dansk videnskab, kunst og folkeoplysning og vil stille omfattende midler til rådighed herfor. Kulturlivet bliver ikke længere et anliggende for snævre cirkler, men for hele folket.

En virkelig folkeregering vil sikre, at det danske samfund omformes, så der tages afgørende skridt fremad mod socialismen. Samfundets rigdom og menneskets livsudfoldelse vil blomstre som aldrig før. Først under sådanne samfundsforhold kan man tale om frihed, om en virkelig menneskelig tilværelse. Mennesket vil ikke længere leve i frygt, men i sikker tillid til samfundet og fremtiden. Uden skelen til muligheden af forfølgelse fra arbejdsgivere eller pengemænd kan borgerne frit drøfte, hvorledes man bedst og hurtigst gør livet lettere og mere indholdsrigt for alle. For første gang i vort lands historie vil de synspunkter og beslutninger, det arbejdende folk når frem til, ved samfundets hjælp blive gjort til virkelighed. Og folket vil fortsætte sin march - stadig fremad, mod nye og højere mål.

Kommunisterne og vejen til socialismen

Kommunisterne fremlægger dette program for at vise, at der for det danske folk findes et andet perspektiv end krigspolitikkens, nedskæringens og den nationale nedværdigelses. Der findes en vej frem, og bag hverdagens strid og kamp vinker forude et stort og opnåeligt mål: Danmarks kommunistiske Parti vier alle sine kræfter til den opgave at kalde det danske folk til kamp for freden, friheden og sine truede livsinteresser, for derigennem at nå det store mål.

Danmarks kommunistiske Parti er en organisk bestanddel af det danske folk. Det er vokset ud af vor gamle socialistiske arbejderbevægelse, født dengang højresocialdemokraterne sveg socialismens faner. Det har ingen interesser, som adskiller sig fra Danmarks og det danske folks interesser. Det samler i sine rækker de mest offervillige og bedste forkæmpere for arbejderklassens sag. Det har, selv i de sværeste stunder, trofast stået i det danske folks tjeneste.

Danmarks kommunistiske Parti bygger i hele sin virksomhed på den internationale arbejderklasses og frihedsbevægelsernes erfaringer, som disse er sammenfattet i den videnskabelige socialismes lære, udformet af Marx, Engels, Lenin og Stalin. Den marxistiske teori har historisk dokumenteret sin rigtighed som læren om arbejderklassens og socialismens sejr. Historien har også fastslået, at kampen for socialismen intetsteds kan vindes uden et parti, der arbejder på grundlag af og i overensstemmelse med den socialistiske teori.

Kommunistisk Parti er tilhænger af det sande og virkelige folkestyre. Det vil, at folkets flertal skal være bestemmende. Det tilstræber et socialistisk demokrati, hvor alle samfundsrigdomme tilhører samfundet - hele folket - og forvaltes af samfundets organer under folkets deltagelse og folkets kontrol, et samfund, hvor der økonomisk, politisk og kulturelt hersker demokrati.

Kun med støtte af folkets store flertal vil kommunisterne nå dette mål. Kommunisterne har altid været modstandere af mindretalskup, mindretalsstyre eller mindretalsdiktatur. De vil bekæmpe alle forsøg på at indføre eller opretholde noget sådant.

Dette er grundlaget for kommunisternes kamp for folkets interesser og for samfundsomvæltningen fra kapitalisme til socialisme.

Socialismens sejre i en række lande har vist, at der gives forskellige veje til socialismen. Hvert land, hvert folk må gå den vej, der følger af dets egne forhold og betingelser. Men udenom folkeflertallet og dets kampindsats gives der ingen vej til socialismen og dermed til varig fred og frihed.

For Danmark går vejen i fortsættelse af det danske folks traditionsrige kamp gennem tiderne, der først vil være fuldbyrdet i et frit og lykkeligt, socialistisk Danmark.

December 1951

Verdensfredsrådets appel til de Forende Nationer og til verdens folk

Til præsidenten for de Forenede Nationers generalforsamling, Paris

Verdensfredsrådet retter fra sit møde i Wien en appel til de Forenede Nationers generalforsamling, til den offentlige mening og til folkene i hele verden.

De sidste måneders skærpelse af den internationale situation vækker bekymringer og uro hos mænd og kvinder i alle lande. Alle ønsker forhandlinger og forståelse mellem de fem stormagter, som efter principperne i FNs pagt og efter deres magtstilling er ansvarlige for freden i verden. Derfor står Verdensfredsrådets kampagne for en Fredspagt mellem de fem stormagter i verdens øje som berettiget, i kraft af begivenhedernes udvikling og andre metoders øjeblikkelige ufrugtbarhed.

Verdensfredsrådet påkalder FN-generalforsamlingens opmærksomhed i særdeleshed på følgende punkter:

Fred og internationalt samarbejde kan ikke resultere af, at hele verden påtvinges beslutninger, tagne af en majoritet af medlemsstater, som tilmed oftest udgør en minoritet af menneskeheden. Kun gennem forhandlinger og forsoning kan man nå frem til de overenskomster, som kræves til en fredelig udvikling i verden.

Da sådanne overenskomster også bør omfatte Asien, kræver retfærdighed og realistisk opfattelse af international politik, at den Kinesiske folkerepubliks regering optages i de Forenede Nationer.

Det mislykkede forløb af de fire vice-udenrigsministres konference og aftaler som dem, Atlantrådet har truffet ved sin sjette samling i Washington og Ottawa, vanskeliggør ethvert skridt til gunst for en nedrustning, hindrer det tyske folk i selv at afgøre spørgsmålet Om genoprettelse af sin enhed og øger krigsfaren i Europa. Forhandlinger mellem stormagterne ville betydeligt hurtigere føre til oprettelse af et forenet, demokratisk og afvæbnet Tyskland. Denne løsning står samtidig i fuld samklang med de ønsker, det overvældende flertal af det tyske folk nærer, med Tysklands nabostaters interesser og med fredens interesser.

Derfor opfordrer Verdensfredsrådet FN til at gøre, sin indflydelse gældende til fordel for, af de internationale overenskomster om Tysklands demilitarisering overholdes, og at der snarest sluttes en fredstraktat som medfører tilbagetrækning af alle besættelsestropper og genoprettelse af et forenet og demilitariseret Tyskland.

Genoprettelse af freden i Asien berører hele menneskehedens interesser. Muligheden for at genoprette freden mindskes alvorligt gennem den traktat med Japan, som afsluttedes i San Francisco. Fredens genoprettelse forudsætter ikke alene, at alle nu foregående kamphandlinger, især i Korea, indstilles gennem en våbenstilstandsaftale, men også at de asiatiske folk får en sikret ret til uafhængighed og territorial integritet, uden nogen fremmed indblanding.

Bevarelsen af freden i det mellemste Østen og i Nordafrika kan ikke garanteres tilfredsstillende, hvis de nuværende aftaler og forhold, som strider mod folkenes selvbestemmelsesret, opretholdes. Man må tilkende folkene i Ægypten, Iran, Marokko og alle andre lande i det nære og mellemste Østen og i Nordafrika en reel ret til selvstændigt at pleje og afgøre sine indre anliggender, uden tryk og indblanding udefra, uden åben eller fordækt militær besættelse.

Oprustningen kan kun bringe folkene sikker ruin og direkte fare for en krig, som er skæbnesvanger for menneskeheden. Derfor må man slå ind på en vej, der fører til en samtidig og effektiv kontrolleret nedrustning.

Denne nedrustning må i særdeleshed indeholde forbud mod atomvåben og andre massetilintetgørelsesvåben, som fordømmes af den almindeligt gældende moral. Verdensfredsrådet opfordrer FNs generalforsamling til at optage det nedrustningsforslag, som i dag, den 6. november 1951, er vedtaget i Wien, til diskussion. Dette forslag kan ikke på nogen måde rokke ved ligevægten eller være til fordel eller til ulempe for den ene eller den anden stat. Gennem et effektivt kontrolsystem, sådan som dette forslag forudsætter, garanterer det alle sikkerhed under enhver etape af nedrustningen.

Vi vedlægger Verdensfredsrådets nedrustningsforslag.

Verdensfredsrådet nærer den overbevisning, at krig ikke er uundgåelig, og at dét er muligt for de forskellige politiske og samfundsmæssige systemer at leve fredeligt ved hverandres side, og at disse, forslag stemmer med hele menneskehedens interesser.

Vi beder Dem, hr. præsident, modtage forsikringerne om vor højagtelse.

November 1951

Tanker ved Sovjetunionens 34. årsdag - Nogle spredte personlige betragtninger

af Martin Nielsen

Et trediedel århundrede er et betydeligt afsnit af et menneskes liv.

Set på historiens baggrund er det anderledes. I menneskets forhistoriske tid regner vi med årmillioner, som vi endnu ikke kender alt for meget til. I den historiske tid findes der mange gange et trediedel århundrede, som enten har været stillestående, eller dog så temmelig interesseløst - set i den store udvikling - thi naturligvis har hvert tidsafsnit budt sine mennesker sejre og nederlag, glæder og sorger, forhåbninger og skuffelser.

I den moderne historiske tid har udviklingen taget fart. Mennesket er ved at blive voksen. Den ene voldsomme historiske begivenhed har afløst den anden, fremkaldt af spændingen mellem ejendomsforhold og produktionsforhold, fremkaldt af modsætningsforholdet mellem besiddende og besiddelsesløse, altså fremkaldt af klassekampen.

Den historiske udvikling bevæger sig i vor tid fremad i hurtigere og hurtigere spring. Det største og mest afgørende »spring« i historien var den store socialistiske revolution i Rusland den 7. november 1917 - og det siden da forløbne trediedel århundrede er ikke blot et betydeligt afsnit af et menneskes liv, men - det er min sikre overbevisning - det mest afgørende tidsafsnit i menneskenes udviklingshistorie.

*

Jeg hører til den årgang, der »fylder år« sammen med årsskiftet Jeg blev konfirmeret og skulle »stå på egne ben« samtidigt med den første verdenskrigs udbrud. I årene 1914-1918, hvor telegrammerne dagligt meldte om, hvordan Europas ungdom gik til grunde i hundredtusindtal under bajonetangreb, i granatild hængende i rusten pigtråd, hvordan de blev ædt op af lus og utøj i stinkende skyttegrave eller forsvandt som savnede i ingenmandsland, gennemgik jeg ikke blot al opvoksende ungdoms gærende uro, men det gærede også. af politisk uro i mit sind, uden at jeg egentlig vidste, at det var politisk uro.

Det var umuligt for mig at slå mig til tåls med, at dette masseslagteri af Europas ungdom var nødvendigt Jeg kunne og ville ikke affinde mig med, at »sådan har det altid været og sådan vil det altid blive«. Men finde en vej kunne jeg ikke, og kendskab til socialismen havde jeg ikke. Født på landet og stadigt opholdende mig dér, var mit kendskab til dansk arbejderbevægelse så godt som lig nul. Jeg begyndte at læse aviser mere grundigt og mere bevidst end tidligere. Jeg stødte på Karl Liebknechts navn, og hans protest og hans kamp mod den imperialistiske krig fik mig dunkelt til at ane, at der var andre, ja der var millioner, der tænkte som jeg om krigen, og hvad der var vigtigere, kæmpede imod den og søgte at få andre til at kæmpe imod den.

Jeg fik periferisk forbindelse med den socialdemokratiske ungdom, som var i opposition til det socialdemokratiske parti, men det tilfredsstillede mig ikke. Jeg kunne ikke se, hvor man ville hen, jeg kunne ikke se, der var noget perspektiv i den politik, der førtes dér, hvorfor jeg søgte og fik forbindelse med den revolutionære fagopposition - syndikalisterne, hvis revolutionære sprog og direkte aktion tiltalte mig, men også der savnede jeg noget, som pegede fremad mod et større mål.

*

Så kom novemberdagene i Petrograd i 1917.

Når jeg i dag tænker tilbage til den behandling, de forvirrede telegrammer om begivenhederne i Rusland fik i de par provinsaviser, jeg havde lejlighed til at kikke i, står det mig ganske klart, at arbejderklassens og socialismens bevidste modstandere ikke er nær så »dumme«, som nogle måske af og til er tilbøjelige til at gøre dem.

Selv i de mest støvede provinsredaktionskontorer og redaktørhjerner i Danmark dæmrede der noget om, at det der nu foregik i Rusland, vistnok var noget ud over det sædvanlige. Martsrevolutionen og senere den evigt talende og deklamerende Kerenskijs regering havde man ikke blot behandlet forstående, men helt igennem sympatisk. Højre- og venstreredaktørerne derude i provinsen var ikke i tvivl om - og særligt da ikke efter at Kerenskij havde erklæret, at han ville fortsætte krigen at det var »Ententen«, der stod bagved, og at Kerenskijs »demokrati« ville forlænge krigen og dermed stabilisere og forhøje de danske korn- og eksportpriser. Det var da til at tage og føle på.

Martsrevolutionen var i sin vorden, men hvad var nu det, der foregik i det store, gådefulde Rusland? Hvem var Lenin? - Hvad ville Lenin? - Hvem var bolsjevikkerne, og hvad ville de?

Og så det grimme slagord: Jord, fred og brød!

Det lød i sandhed uheldsvangert. Det havde en helt anden skarp og skærende klang end Kerenskijs deklamationer, og mine provinsredaktører forstod det og indrettede deres spalter derefter!

*

Det var ikke blot provinsredaktører i Jylland og overalt i verden - også provinsredaktørerne i hovedstæderne - der spidsede øren og følte, at der i novemberdagene i 1917 var sket noget afgørende i verdenshistorien - også arbejderklassen og måske først og fremmest dens ungdom spidsede øren og stillede de samme spørgsmål som redaktørerne, men ud fra andre forudsætninger og med et andet formål. Trods de reformistiske og social-chauvinistiske lederes totale svigten og åbne forræderi mod den internationale socialisme ved krigsudbruddet i 1914 følte Europas arbejdere, at det, der nu var sket i Rusland, ikke blot var noget, der i allerhøjeste grad vedkom dem, men at det var noget meget mere, at socialister i spidsen for en uhørt undertrykt befolkning i et stort, ja kæmpemæssigt land havde erobret magten for at bruge den og for at gennemføre socialismen!

Det var noget nyt, noget afgørende!

Det var den instinktive følelse, der gik igennem den europæiske arbejderbevægelse i 1917-18 og senere. Verden ville i dag have set anderledes ud, om ikke de reformistiske ledere i arbejderbevægelsen havde haft magt til at sinke arbejderklassens revolutionære udvikling, afspore dens politiske bevidsthed og åbent forråde de revolutioner der fulgte i krigssammenbruddets kølvand.

Hitler, Mussolini og den forfærdende anden verdenskrig havde ikke fundet plads i det Europa, som historisk set allerede dengang havde muligheder for at påbegynde den socialistiske opbygning.

På grund af dette forræderi, som de højresocialdemokratiske ledere i arbejderbevægelsen tusind gange senere har gentaget og forstørret tusindfold, blev det i stedet en langvarig og sej kamp om den vesteuropæiske arbejderbevægelses socialistiske sjæl, en kamp som de kommunistiske partier under Lenins og Stalins banner i praksis vandt under den anden verdenskrig, og som de - sammen med den socialistiske verden med Sovjetunionen i spidsen - vil føre til endelig sejr i kampen mod den planlagte tredje verdenskrig - atomkrigen!

*

Dansk arbejderbevægelse og dansk ungdom spurgte også i 1917 -18, hvad det var der foregik i Rusland, og fik kun nødtørftigt besked derom. Det er værd for vor tids kæmpende arbejderbevægelse at vide, at den flom af slam og løgne, som efter den anden verdenskrig som en stinkende kloak er vældet ud af avisernes spalter og af Bomholts radio om Sovjetunionen og socialismens lande, kun er en fortsættelse af den kloakstrøm, som fra den russiske revolutions første dag uafbrudt har flydt i den kapitalistiske - og det være sagt for vor lands vedkommende - i den socialdemokratiske presses spalter!

Tro ikke, at løgnehistorierne dengang - og senere i tyverne og i trediverne var mindre eller mere renlige end efter 1945!

Tværtimod! Og arbejdernes og frisindets muligheder for at gennemskue og afsløre løgnehistorierne var langt ringere end i dag, hvor først og fremmest historien har talt sit tydelige sprog om, hvad Sovjetunionen er, og hvor. det kommunistiske parti er stærkt, traditionsrigt og politisk indflydelsesrigt og forlængst har givet dansk arbejderbevægelse og dens ungdom adgang til - på vort eget sprog - at studere og tilegne sig socialismens klassikere og åbnet adgang for objektiv oplysning om Sovjetunionens praktiske opbygning, udvikling og gigantiske resultater.

Alt dette var anderledes dengang.

Hvad kendte dansk arbejderbevægelse til marxismen?

Hvad kendte danske arbejdere til Lenin?

Hvad kendte man i Danmark til Rusland?

*

Lad mig igen tage mit eget eksempel, fordi det vel i nogen grad dækker min generations situation i 1917 - selvom alle vel ikke har lyst til at indrømme det, og lad mig besvare det sidste spørgsmål først.

Mit kendskab til »Rusland« ved Novemberrevolutionens udbrud indskrænkede sig til, hvad Jules Verne havde »meddelt« mig i »Kejserens Kurér«

Jeg siger dette i fuld bevidsthed om, at intellektuelle bedrevidende om dansk kulturs høje stade og folkelige oplysningsprofeter, som har levet højt af at fortælle hinanden, hvor oplyst det danske folk er og altid har været - i modsætning til alle andre folk - vil påstå, at det er løgn.

Jeg var jo dog omtrent 17 år ved revolutionen i 1917. Sandt nok, min dåbsattest dokumenterer det. Og jeg har dog gennemgået den fortræffelige danske 7-årige folkeskole. Også det han sin rigtighed. Mine »degne«, som alle er døde og borte, kunne have bekræftet det - de fleste af dem uden større glæde ved erindringen derom.

Og dog er det sandt!

I hele min skoletid har jeg ikke set en verdenshistorie, end ikke udvendig, og jeg sluttede min skoletid omkring den første verdenskrigs udbrud.

På grund af særlige, men for fattigfolk på landet ret normale omstændigheder flyttede jeg gentagne gange skole, med det resultat, at jeg aldrig i geografi nåede til Rusland - forøvrigt heller ikke til Amerika - hver gang jeg kom i en ny skole havde den lige begyndt forfra med Skandinavien og Vesteuropa.

Mit kendskab til Lenin indskrænkede sig til nogle sensations-telegrammer om en »mystisk« revolutionær, som i plomberet jernbanetog var vendt tilbage til Rusland. Intet kendte jeg til Lenins kamp for at opbygge et konsekvent revolutionært marxistisk parti i det zaristiske Rusland, intet kendte jeg til 1905, intet kendte jeg til Lenins optræden indenfor den internationale socialistiske bevægelse på kongresserne i København og i Basel, intet kendte jeg til hans parole om at forvandle den imperialistiske krig til borgerkrig, intet til hans arbejde under krigen far at forberede revolutionen i Rusland og for at samle en marxistisk international bevægelse på revolutionært grundlag efter II. Internationales forsmædelige sammenbrud i augustdagene 1914. Og absolut intet kendte jeg til marxismen og det bolsjevikiske parti, som nu med Lenin i spidsen for arbejderne og bønderne i verdens største og mest udstrakte rige havde taget magten for at gennemføre socialismen.

Tag så - om man vil - den 17-årige provinsdreng som en undtagelse og et udtryk for bundløs uvidenhed, - tilbage bliver dog, at danske arbejdere og det jævne folk i Danmark i 1917, hvad dets afgørende flertal angår, stod uvidende og hjælpeløst i bedømmelsen af det, som da kom i skred i verdenshistorien.

Og det er indlysende, at det kapitalistiske samfund og dets socialdemokratiske hjælpere havde lettere spil overfor den gryende kommunistiske bevægelse i vort land og i hetzen mod Sovjetunionen, end tilfældet er i dag.

*

Det som alverdens kapitalister og deres agenter i arbejderbevægelsen håbede kun var en »episode« - og, da de forstod, det ikke var nogen episode, men en ny epoke, med alle midler søgte at kvæle i blod - det alverdens, arbejdere inderst inde følte var noget, der i allerhøjeste grad vedkom dem, selvom deres følelser var vage og ubestemte, blev under Lenins, Stalins og bolsjevikkernes ledelse efterhånden en håndfast og håndgribelig realitet.

Sovjetunionen tog form og fik indhold. Den sejrede i langvarig krig med indre og ydre fjender. Socialismen havde i praksis vist sin livskraft. Det fik og måtte få indflydelse på hele den internationale, arbejderbevægelse. De kommunistiske partier opstod og formedes efterhånden i stadig ydre og indre kamp. Lag efter lag, eller måske rettere top; efter top af spekulanter, opportunister, renegater og forrædere har den revolutionære arbejderklasse måttet skære af og fjerne, før det - på grundlag af erfaringerne fra Lenins og Stalins parti - lykkedes arbejderklassen i den kapitalistiske verden at skabe de kommunistiske partier, som så ærefuldt bestod deres ildprøve under den anden verdenskrig og som i dag ikke blot står som arbejderklassens eneste socialistiske partier, men som folkenes ledere og vejvisere i den forbitrede strid for fred, demokrati og national selvstændighed.

Kun gennem socialismens sejr i Rusland og Sovjetunionens resultater har dette været muligt.

Mange gange - også i tiden efter 1945 - må man undres over den mangel på realitetssans og den historiske nærsynethed, socialismens modstandere lægger for dagen. Selv de bedst begavede af dem, som kender historien som de kender deres egen lomme og ved, at det ene samfundssystem har afløst det andet og den ene klasse den anden som den herskende klasse, påstår, at de dog tror -- eller søger i hvert fald at få andre til at tro - at denne lovmæssighed i den historiske udvikling er sat ud af kraft af den kapitalisme, som samtidig med at den brød igennem, skabte sine egne »graverkarle« - det ejendomsløse proletariat, arbejderklassen.

Derfor klyngede de sig i Sovjetunionens første hårde år til det håb, at med Lenins død ville det blive anderledes. De forstod ikke, eller ville i hvert fald ikke forstå, at det af Lenin formede bolsjevikiske parti i sig havde optaget og forenet alle historiens og frem for alt arbejderbevægelsens erfaringer, og som fortroppen, for ikke blot Sovjetunionens folk, men for alverdens folk bevidst havde sat sig i spidsen for menneskehedens udvikling for at fuldende og fuldbyrde menneskenes tusindårige - nu historisk mulige og tvingende nødvendige - »drøm« om et samfund frit for krige og kriser, frit for undertrykkere og undertrykte, frit for nød og frit for frygt.

De havde i deres nærsynede »historiske« betragtninger »overset«, at i vor tid er det den »sidste klasse«, arbejderklassen, som under de hårdeste betingelser, gennem krige og kriser, gennem forfølgelse og undertrykkelse, gennem nederlag og sejre står tilbage som den eneste progressive klasse, som den eneste klasse der repræsenterer fremskridtet, den eneste klasse som har idealer i behold, ikke blot for sin egen, men for den samlede menneskeheds fremtid, og at denne klasse i de kommunistiske partier har skabt sig det redskab, hvormed den er i stand til at fuldende og fuldbyrde menneskehedens vej frem til det klasseløse samfund.

*

Første gang jeg personlig stiftede bekendtskab med Sovjetunionen og den socialistiske opbygning var ved indgangen til den første femårsplan.

Stalins gigantiske socialistiske fundament i jern og cement var ved at tage form. Det, der stod på dagsordenen, var intet mindre end - i det hurtigst mulige tempo - at likvidere et gennem århundreder tilbagestående og misrøgtet lands forældede produktionsformer og ud af et tilbageblevet, primitivt landbrugsland at skabe et moderne industrisamfund og et kollektiviseret og gennemmekaniseret landbrug.

At indhente og overflyve de kapitalistiske lande - det er betingelsen for socialismens sejr, sagde Stalin, gør vi ikke det, knuser kapitalisterne socialismen i vort land.

Jeg så en del af dette fundament blive lagt - socialismens fundament, det fundament for sværindustrien som Hitler godt en halv snes år senere løb sin pande til blods på og til sidst brækkede halsen på.

Jeg så et folk i ordets bogstavelige forstand spænde livremmen ind og uanset alle vanskeligheder, under Stalins og partiets ledelse, gøre alle spådomme til skamme og fuldføre værket. Jeg så, hvordan det under socialismen og gennem kollektivt arbejde er muligt på kortest mulig tid at forvandle en bondedreng, som faktisk, før han stod i fabrikshallen eller ved maskinen ved de store bygværker, ikke havde set et tandhjul løbe rundt, til en højt kvalificeret og ansvarsbevidst industriarbejder. Jeg så bonden af den type, man kender fra den klassiske russiske litteratur, bonden der drak, lod konen gøre arbejdet og i hvert fald tilbragte, vinteren rullet ind i en fåreskindskofte liggende på den lune ovn; jeg så denne bonde blive grebet af den socialistiske kappestrid, mærkede hvordan også han fornemmede den nye tid, og så ham kaste den lusede pels, rage det filtrede skæg af sig og svinge sig op på en traktor, nynnende den nye tids og det skabende socialistiske arbejdes livsbekræftende melodi.

Og 12-15 år senere traf jeg denne bondes sønner i koncentrationslejr og senere igen i den sovjetiske armés uniform i en kamp på liv og død mod den samlede menneskeheds værste fjende: Fascismen - og bondens sønner var ikke mere bønder, selvom de dyrkede deres fædrelands jord, og gjorde det godt, de havde industriarbejdernes horisont og den virkelige verdensborgers og kæmpende humanists tankegang.

Revolutionen havde skabt dem, den socialistiske opbygning havde formet dem, det forbitrede forsvar for de opnåede resultater og krigen mod de nazistiske overfaldsmænd havde hærdet dem - den ny tids socialistiske mennesker.

Jeg fulgte i trediverne med års mellemrum gennem besøg dette gigantiske socialistiske opbygnings- og menneskelige omformningsværk, og jeg så livet blive lettere; jeg så de materielle kår forbedres år for år; jeg så en udvikling så rivende, at hvis man i 1929 ville have påstået, at man i løbet af blot 10 år kunne være nået dertil, hvor man var i 1939-40, ville jeg ikke have troet det.

*

Og så havde jeg igen personlig lejlighed til at gæste Sovjetunionen i de dage, hvor den sovjetiske armé hejste den røde fane over Brandenburger Tor og plantede sejrsfanen i ruinerne af Hitlers højborg i hjertet af det rygende Berlin.

Jeg så dengang et land hærget og skændet, ødelagt og mishandlet; jeg traf et folk arret og skrammet, men ikke bøjet og kuet, tværtimod; jeg traf et folk mere fast besluttet end nogensinde på under Stalins og partiets ledelse at fortsætte, forstærke og fuldende den socialistiske udvikling i deres land.

Optimismen og troen på menneskets muligheder og socialismens praktiske skabende resultater, som jeg mødte den i Moskva i april-maj 1945, var det stærkeste indtryk, jeg modtog under den anden verdenskrig, som ellers ikke forskånede kommunister for stærke indtryk.

*

I sommeren i år - 1951 - seks år efter den anden verdenskrigs afslutning, tilbragte jeg igen nogle alt for korte uger i Sovjetunionen.

Jeg kom fra en verden, hvor krig er det mest anvendte ord.

Jeg kom til en verden, hvor fred er det mest anvendte ord.

Jeg kom fra en verden, hvor frygt er den mest udbredte følelse.

Jeg kom til en verden, hvor tryghed er en selvfølgelighed.

Jeg kom fra en verden, hvor man taler død og forbereder ødelæggelse.

Jeg kom til en verden, hvor man skaber liv og værner liv.

Jeg kom fra en verden, hvor videnskaben skaber massetilintetgørelsesvåben - og er stolt over resultaterne.

Jeg kom til en verden, hvor videnskaben gennem vandingsanlæg, skovbeplantninger og ved at vende flodernes løb skaber nye strålende livsbetingelser for millioner af ufødte mennesker - og er stolte over resultaterne.

Jeg kom fra en verden, hvor åndslivet som giftige svampe bedst trives i dunkelhed og mørke, hvor digterne besynger menneskets fundamentale ondskab og forberedelserne til en atomkrig sættes i musik.

Jeg kom til en verden, hvor åndslivet blomstrer og modnes - hvor kulturen er folkets ejendom - lig de gyldne solsikkemarker i min ungdoms så betagende Kaukasus, som jeg i denne sommer genså i endnu skønnere og frodigere skikkelse; jeg kom til en verden, hvor der som generalnævner for digterne netop udkom en roman med den for en vis tidsperiode i Danmark så kendte og betegnende strofe på titelbladet: Lys over landet - det er det, vi vil - og dens indhold svarede til dens navn.

Jeg kom til en verden, hvor digtere og komponister kappes om at synge skovenes, vandingsanlæggenes, flodernes og kraftværkernes, arbejdets, menneskets og fredens pris.

Jeg kom til en anden verden - socialismens verden - der hvor mennesket for første gang i sin tilværelse er blevet menneske, tænker, arbejder, handler og skaber både for nutidens tarv og med fremtiden for øje - ikke som egoistiske enkeltpersoner, men som en del af et kollektivt hele.

*

De fremskridt, der er sket siden 1945, skal og kan ikke beskrives her. Det er i materiel og samfundsmæssig henseende igen et spring i udviklingen - men i den socialistiske udvikling.

Sovjetunionen står på sin 34. fødselsdag - blot et trediedel århundrede efter hin 7. november - på tærskelen til det højeste menneskelige samfundstrin: Kommunismen.

Og sovjetfolket og dets strålende nye ungdom er fast besluttet på at nå dette mål og ved sig stærk nok til, sammen med den øvrige socialistiske verden og arbejderklassen og fremskridtets kræfter og fredens venner i alle lande at nå det - uden krig.

Sovjetunionen bygger rolig og støt med freden for øje.

I den verden, vi lever i, hvor krig er det mest anvendte ord, og hvor krigsforberedelserne tiltager i sindsvag fart, er sovjetfolkets urokkelige fredsvilje og praktiske opbygningsarbejde på grundlag af en klippefast overbevisning om, at krigen kan undgås, måske - både for venner og fjender - den mest overbevisende lektion i, hvilken styrke socialismen indeholder - fordi den er i overensstemmelse med historiens ubønhørlige gang, fremskyndet og kontrolleret, ledet og formet af Marx-Engels-Lenins og Stalins uovervindelige parti!

Mennesket er ved at være voksen.

Marts 1952

Burma vil ikke være angrebsbase og krigsskueplads

af Kai Molke

Løsningen af vor tids største menneskelige opgave: Kampen for freden, stiller hver dag alle ærlige tilhængere af fred overfor stadig mere konkrete opgaver. Intet tænkende væsen kan lukke øjnene for, at der træffes direkte forberedelser til krig og at der fortsat udarbejdes nye planer om aggression og krigeriske aktioner. Praktisk står opgaven derfor at hindre, at sådanne nye forbrydelser mod menneskeheden kan føres ud i livet.

Denne opgave kan løses. Det er værd at lægge mærke til, at det russiske tidsskrift »Bolsjevik«, nr. 23, i december 1951, i sine kommentarer til Sovjetunionens sidste fredskongres i en leder skrev: »Hvis den internationale politiks skæbne var blevet bestemt af folk som Truman, Acheson og af de kapitalistiske monopoler, der står bag disse, ville en ny verdenskrig allerede for længe siden have været en kendsgerning.«

Alligevel er en verdensomfattende væbnet konflikt hidtil blevet forhindret. Det er en kendsgerning. Fredens kræfter viste sig hidtil stærkere end krigsmagernes. Skal samme mål nås i fremtiden er det imidlertid nødvendigt nøje at gøre sig klart, hvad fredens tilhængere har at kæmpe mod. Truslerne mod freden opretholdes og forstærkes. Om krigsmagernes øjeblikkelige taktik skrev »Bolsjevik« i samme artikel: »Maskerende sin røveriske politik bag ord om »fred« går de amerikanske imperialister og deres hjælpere over til direkte aggressive handlinger. I mere end halvandet år er der udgydt blod i Korea... USA’s store »businessmen«, hvis vilje folk som Truman, Acheson og Ridgway fører ud i livet, ønsker ikke fred i Korea, men kræver udvidelse af aggressionen i det fjerne Østen mod Kina og andre frihedselskende folk i Asien...«

Begivenhederne i de sidste uger har klart vist berettigelsen af denne koncise sovjetiske advarsel: I Sydøstasien er en ny base for aggression ved at blive udbygget af krigsmagerne. Specielt landene ved Kinas sydvestgrænse er ved at udvikle sig til et nyt brændpunkt i det stadige opgør mellem fredens og krigens kræfter.

*

Betegnende nok er det også blevet bekræftet, at krigsmagernes omhyggelige forberedelser til at slippe en ny væbnet konflikt løs maskeres med fraser om bekymring for »freden« og landenes »sikkerhed«. Tvetydighed og hykleri er overhovedet konstant krigsmagernes nødtvungne indrømmelse til den tiltagende styrke i fredens lejr. Man indrømmer ikke sine angrebshensigter, men råber - i dette tilfælde højt om nødvendigheden af at afværge en »truende« kinesisk invasion i Bagindien. Det var ikke des mindre et faresignal, når de tre store kolonimagter USA, England og Frankrig på FN’s møde den 28. januar i fællesskab truede Kina med militære repressalier, hvis dette land intervenerede i Sydøstasien.

Intet som helst tyder naturligvis på kinesiske hensigter i denne retning, men det afsløredes da også omgående, at det netop var de Samme tre stormagter, hvis repræsentanter optrådte som »sikkerheds-prædikanter« af den truende afart, der selv var midt oppe i oplagte forberedelser til angreb mod Sydvestkina, med udgangspunkt i samme område, de hyklerisk foregav at ville »beskytte«. Masken blev omgående revet af krigsmagerne oven i købet af den delegerede fra Burma, en borgerlig og udpræget antikommunistisk repræsentant fra begivenhedernes nye brændpunkt, Sydøstasien.

Burmas repræsentant U. Mynt Thein nøjedes ikke med at fremhæve, at den kinesiske republiks holdning overfor hans land var både fredelig og korrekt. Han påpegede, at det var fra en hel anden side, aggressionen allerede havde fundet sted overfor Burma. Han erklærede rent ud: »Vi er i øjeblikket vidne til en aggression mod Burma. Kuomintang-mændene dræber vore egne mænd, udplyndrer vore ressourcer, stjæler vore levnedsmidler og voldtager vore kvinder...« - En temmelig klar tale.

Det er rigtigt, at spørgsmålet om aggression er aktuelt i Sydøstasien, men truslerne kommer ikke fra det fredselskende kinesiske folks side. Burma er allerede blevet et offer for aggression og udplyndring, og det sydlige Kina trues af nye angrebshandlinger. USA’s regenter har sat sine lejetropper, Chiang Kai-sheks landflygtige banditter, aktivt ind som krigsprovokatører ved Kinas grænser. I Asien som i Europa holdes fascismen af de vestlige »demokrater« i reserve, til det grovere arbejde med at slippe krigen løs. Både Chiang Kai-shek og de tyske nazigeneraler har træningen og ved, hvordan det gøres. Målet belyses ofte bedst af arten af forbundsfællerne.

*

For Burmas folk er tilstedeværelsen af Chiangs bander på burmesisk territorium blevet en alvorlig trussel mod freden. Da det kinesiske folk i begyndelsen af 1950 rensede landet for sine undertrykkere, trak nogle slagne Kuomintang-divisioner sig tilbage til Burma’s nordlige grænseegne. I strid med folkeretten blev banditterne ikke afvæbnede. Oprindelig regnede den reaktionære burmesiske regering måske med, at disse lejetropper kunne blive til nytte i kampen mod landets oprørske folk. Men hurtigt blev banderne til en sådan landeplage, at regeringen den 28. august 1951 i parlamentet afgav en erklæring om, at den havde givet banderne »ordre til at nedlægge våbnene. Såfremt tropperne ikke ville overgive sig ville de blive drevet ud af Burma i henhold til folkeretten«.

Regeringen i Rangoon regnede imidlertid ikke med Chiang-bandernes amerikanske bagmænd og deres krigsplaner i Bagindien. Trumans regering ønskede for ingen pris oprettelse af normale forhold ved, at Kuomintangtropperne blev fjernede fra grænseegnene syd for Kina. Uden hensyn til burmesiske protester skred amerikanerne tværtimod til hemmeligt at udbygge det nordøstlige Burma til en veritabel militær indfaldsport mod Kina.

I øjeblikket er forholdet det, at resterne af 6 Kuomintang-divisioner (deraf to regulære) under general Li Mis kommando de facto har okkuperet hele det nordøstlige Burma frem til Salwinfloden - et territorium på en 8000 kvadratkilomiles. Byerne Kentung og Monsag er centrene for besættelsestropperne. En flyveplads i området er allerede i funktion og en anden bygges ved Monsag. Over Siam og ad luftvejen tilføres der stadig området nye forsyninger af amerikanske våben fra Formosa.

*

Årsagen til at de burmesiske myndigheder ikke har været i stand til at befri provinsen for nævnte landeplage blev klart oplyst på et protestmøde, der den 18. januar i Rangoon afholdtes af de tre burmesiske oppositionspartier. Det dokumenteredes her, at der som »rådgivere« for Kuomintang-tropperne allerede virker to amerikanske generaler, 7 amerikanske oberster og 27 amerikanske majorer i spidsen for andre amerikanske instruktører. At nævnte, nye krigsarne i Asien er et rent amerikansk foretagende bekræftes ligeledes af en beretning fra Rangoon-korrespondenten for det store konservative britiske blad »Daily Mail«, der blev offentliggjort i bladet den 21. januar i år. Det hed heri: »I meddelelserne påstås det, at nye tropper udstyret med amerikanske våben trænes til et angreb på de kinesiske kommunister til slutningen af april. Tre ledere for de burmesiske oppositionspartier har i en fælles erklæring, der i går blev overrakt Burmas regering, gjort forestillinger i anledning af den voksende trussel fra de kinesiske nationalisters (Chiang Kai-shek bandernes) side og henviste til at Burma er udsat for risikoen for at blive krigsskueplads.«

Under trykket af den voksende folkelige modstandsvilje mod den planlagte militære aggression har Thakin Nus reaktionære burmesiske regering ikke længere set sig i stand til at tolerere de amerikanske manøvrer i landet. Både overfor USA’s repræsentanter og den såkaldte Formosa-regering har Burma gentagne gange forgæves krævet evakuering eller afvæbning af Li Mis tropper. Følgen blev dog blot et ualmindeligt frækt amerikansk afpresningsforsøg: Den 24. januar d. a. udstedtes der en officiel amerikansk meddelelse om, at rustnings-diktatoren Averell Harriman »foreløbig« havde indstillet de hidtidige ydelser af »teknisk og økonomisk hjælp« til Burma, fordi dette land ikke ville indgå på de betingelser, der stilledes i »Loven om gensidig sikkerhed« af 10. oktober 1951.

På en pressekonference i Rangoon den 26. januar kommenterede premierminister Thakin Nu denne amerikanske repressalie ved at beklage, at landet måtte undvære den nævnte »hjælp«, men han tilføjede, at hans regering »ikke kunne modtage nogen som helst hjælp, der under nogen form kunne hindre dens neutralitetspolitik.«

At Burma gennem sin modstand mod de vidt fremskredne amerikanske krigsplaner kun har værget sig mod en allerede delvis fuldbyrdet aggression og mod uforskyldt at blive krigsskueplads fremgår bedst af de provokerende udtalelser, Trumans lydige vasal på Formosa, Chiang Kai-shek omkring årsskiftet fremsatte i en tale.

Ifølge en Reuter-melding fra Taipeh den 28. december 1951 inspicerede Chiang denne dag sine væbnede styrker og proklamerede ved denne lejlighed, at han henstillede til dem, at »de i 1952 tilendebragte forberedelserne til et modangreb på det kinesiske fastland.«

Amerikanernes provokatoriske angrebsplaner mod Kina er i dette tilfælde rettidigt blevet draget frem i lyset. Under trykket fra befolkningens brede masser har selv Burmas afhængige og reaktionære regenter måttet sige fra, og anklagerne for aggression og indblanding i andre landes forhold er blevet placeret efter fortjeneste. Burmas repræsentant stillede tingene på plads, da han overfor de store kolonimagters hykleriske angreb på Kina erklærede: »Hvad os angår, vil vi ikke tillade, at vort land tjener som angrebsbase mod Kina. Ethvert forsøg i denne retning vil støde på vor modstand. Hvis den nuværende situation forværres, vil vi rette en appel til De forenede nationer.«

En sådan klage vil ikke blot ramme redskabet Chiang Kai-shek. Den vil i lige så høj grad rive masken af hele den aggressive amerikanske politik i Østen, der foreløbig er kulmineret i udryddelseskrigen mod det koreanske folk.

*

Den tiltagende fare for, at de vestlige krigsmagere vil søge gennemført en målbevidst krigsudvidelsespolitik i Østasien, stiller folkene på disse egne overfor et stort ansvar og særlig betydningsfulde opgaver. For at få et rigtigt billede af styrkeforholdene mellem fredens og krigens kræfter har det derfor uhyre interesse at følge udviklingen af de lokale folkelige og antiimperialistiske bevægelser, der har sat sig det mål at opnå national og social frihed og at hindre, at deres land forvandles til opmarchbaser for angribere under disses bestræbelser for at udløse og udvide krigen.

Når Burmas regering for eksempel under den sidste samling i FN har været aktivt med til at krydse aggressorernes planer, skyldes det nemlig ikke mindst den mægtige folkebevægelse, der i de sidste år er kommet til udfoldelse i denne tidligere britiske koloni. Den anti-imperialistiske stemning i folket er blevet så aktiv, at regeringen faktisk ikke mere har chancer for at holde sig ved magten, hvis den åbent gik over til at gennemføre en umaskeret antinational politik dikteret af vestmagternes ledere. Det er nemlig nedefra, fra folkets brede masser, at modstanden mod, at landet gøres til et redskab for fremmede imperialisters angrebsplaner, har vokset sig stærk og effektiv.

Under krigen viste de tidligere britiske koloniherrer sig ude af stand til at beskytte det burmesiske folk mod den japanske invasion og den dermed følgende skærpede udsugning af landet og udbytning af befolkningen. En afgørende rolle i kampen mod besættelsesmagten spilledes af nationale burmesiske kræfter, der samledes i en anti-fascistisk befrielsesfront, der også omfattede kommunisterne. Den nationale anti-japanske partisanhær (»Organisationen af folkets frivillige«) var ligeledes en aktiv militær faktor ved landets befrielse. Målet for frihedskampen var naturligvis ikke genoprettelsen af det forhadte britiske kolonistyre, men skabelsen af et frit og uafhængigt Burma. Da briterne ved krigens slutning vendte tilbage til deres gamle koloni, blev de derfor straks stillet overfor et stærkt burmesisk uafhængighedskrav. Nationale demonstrationer, strejker (generalstrejken 23. september - 4. oktober 1946) og bondeopstande understregede bevægelsens kraft.

Den britiske imperialismes klassiske bannerfører: Benjamin Disraeli har engang fremsat nogle karakteristiske bemærkninger om moderne kolonipolitiks væsen. Understregende at det ikke er den formelle tilstand, der er afgørende, erklærede han: »Kolonier holder ikke op med at være kolonier, blot fordi de bliver uafhængige ...«

Til denne sidste skanse, hvor det gjaldt videreførelsen af den koloniale udbytning trak Attlee og Co. sig målbevidst tilbage, da det blev klart, at de gamle tilstande ikke kunne opretholdes under efterkrigstidens ændrede styrkeforhold. Man foretrak i Burma som i Indien kompromisset med de borgerlige nationalister for at kunne bevare de økonomiske privilegier så ubeskårne som muligt. For at kunne fortsætte den indbringende økonomiske udsugning måtte imperiet give indrømmelser med hensyn til den formelle »selvstændighed«.

Forhandlingerne med England blev udgangspunkt for en række konflikter indenfor krigstidens »Folkelige antifascistiske befrielsesliga«. Af frygt for den hurtigt voksende arbejder- og bondebevægelse var den borgerlige nationalistfløj mest tilbøjelig til et hurtigt kompromis med England og var indadtil parat til en reaktionær blokdannelse med inddragen af de feudale godsejerelementer. De indre brydninger i ligaen førte i november 1946 til, at organisationens ledelse ekskluderede kommunisterne og andre venstreorienterende af den antifascistiske liga. .

Efter bruddet med de burmesiske arbejder- og bondemassers repræsentanter fulgte hurtigt i slutningen af 1946 højreledernes kompromis med England. Ligaens formand, general Aung San, indtrådte sammen med 5 af sine tilhængere i regeringen i Rangoon, og der blev i London optaget forhandlinger om Burmas forfatning. En overenskomst herom opnåedes den 27. januar 1947. »Valg« afholdtes under britisk besættelse, med ringe deltagelse, og under en hensynsløs terror mod landets arbejdere og bønder, den 8. april 1947.

Senere forhandlinger med England viste, at Attlees regering stod fast på bevarelsen af alle afgørende britiske koloniale privilegier. Prisen for Burmas formelle uafhængighed fastsattes i en række britisk-burmesiske »tillægsaftaler«: Ved finansaftalen af 2. maj 1947 garanteredes der britisk kapital fortsat kontrol over Burmas bank- og pengevæsen. Militæraftalen af 29. august 1947 gav en stor britisk militærmission ledelsen af landets væbnede styrker og sikrede imperiet ret til fortsat at disponere over Burmas havne og flyvepladser.

Endelig fulgte den 17. oktober 1947 en ny økonomisk aftale: Burma måtte heri gå med til over en 20 årig periode at betale 70 millioner pund til England og 30 millioner pund til Indien som »erstatning« for overtagelsen af den tidligere koloniregerings statslige ejendom og institutioner. Hertil var føjet en bestemmelse om, at private britiske selskabers ejendom kun måtte nationaliseres, hvis der kontant blev udbetalt fuld erstatning til de britiske monopoler, en ydelse, der i betragtning af landets fattigdom ville være ganske uoverkommelig for det burmesiske folk, specielt i betragtning af, at alle rigdomskilder af betydning befandt sig i fremmede udbytteres hænder.

Ved denne sidste overenskomst varetog Attlees regering først og fremmest de store britiske monopolers interesser: Burmas egentlige regenter havde i koloniperioden været »de fem store monopoler«, der med et kapitalindskud på omkring 50 millioner pund (1 milliard kroner) i årevis havde udsuget alle Burmas naturrigdomme.

Det drejede sig om følgende selskaber: Burma Oil Co. med 45.000 arbejdere, der alene i 1931/35 kunne udbetale sine aktionærer 113% af aktiekapitalen i dividende, Bombay-Burma Trading Corporation, der har lagt beslag på 2/3 af Burmas eksport af det værdifulde teaktræ, Irrawaddy Flotilla Co., der med sine 600 skibe siden 1865 havde kontrolleret al flodtransport i Burma, »Steel Brothers and Co.«, der så at sige havde monopoliseret hele Burmas og Indiens riseksport. Denne kapitalistiske polyp havde sat den rekord i løbet af 6 år at udbetale 447 % af aktiekapitalen i dividende og kapitaliseret rente. Og endelig »Burma Corporation«, der havde lagt beslag på landets uhyre rigdomme på tin, sølv, bly, zink, wolfram og kobber. Denne trusts 11.000 minearbejdere i Badwin i Nordburma førte en ren slavetilværelse. I efterkrigstiden har de britiske aktionærer betegnende nok måtte overlade en del af aktierne i denne trust til deres amerikanske konkurrenter.

Hvilket eldorado besiddelsen af Burmas mineralrigdomme var for spekulanter og børsjobbere belyses bedst af, at et firma som »Anglo-Burma Tin Corp.« Fem år efter selskabets start allerede udbetalte 130 % af aktiekapitalen i dividende. Firmaet »Mawchi Mines«, der udnyttede Sydburmas wolfram og tinforekomster, udbetalte i 1936/40 aktionærerne en dividende på 472,5 % af aktiekapitalen.

Det var truster af denne art, Attlee og Bevin ville skaffe »fuld erstatning« for deres investeringer, én gang til. De havde ellers selv skaffet sig dette slet ikke så få gange!

Lignende vanskeligheder stilledes iøvrigt Burmas regime overfor fra Nehrus storkapitalistiske regering i Indien. Da Thakin Nus »parlament« under trykket af de store bondeopstande i oktober 1948 vedtog en lov om udstykning af alle godser over 50 acrer land, mødte Nehru øjeblikkelig op med et krav om, at de indiske godsejere først skulle have en kontant erstatning på 900 millioner rupier. Da hverken staten eller de udmarvede og forgældede fæstebønder kunne betale, blev også agrarreformen i alt væsentligt på papiret.

Nej så sandelig ophører kolonier ikke med at være kolonier, blot de bliver formelt selvstændige. Det er også Burma et mønstereksempel på!

*

Den antifascistiske ligas moderate leder Aung San havde været betænkelig ved at acceptere så vidtgående britiske krav, men praktisk nok blev han og fire af hans ministre myrdet af britiske agenter den 19. juli 1947. Efterfølgeren, den »socialistiske« leder Thakin Nu, accepterede blankt alle partifællerne Attlees og Bevins krav.

En krise ved gennemførelsen af kapitulationspolitikken indtraf, da 25.000 arbejdere ved de store britiske monopoler i marts 1948 gik i strejke. Ved denne lejlighed slog marionetregeringen løs mod landets masseorganisationer: Der indledtes en terrorkampagne mod fagforeninger og bondeforbund, og det kommunistiske parti blev efter massearrestationer tvunget i illegalitet.

I de følgende måneder flammede arbejder- og bondeopstande op over hele landet, og det oprørske folk tog magten i en række områder, og der dannedes i Tounga en national folkelig regering, der i de befriede områder tog jorden fra godsejerne. Regeringens burmanske tropper gik i vidt omfang over til folket. Bevægelsens program formuleredes i sommeren 1948 af den kommunistiske leder Thakin Tan Tung på følgende måde:

»Arbejderklassens bevægelse har det mål at konfiskere den britiske kapital i Burma og at nationalisere nøgleindustrierne. Bønderne kæmper for brød og jord, den undertrykte middelstand for bedre livsbetingelser, hele folkets demokratiske front kæmper for demokratiske friheder og mod den militære undertrykkelse, for fjernelsen af det feudale aristokrati. Mod disse mål værger det burmesiske bourgeoisi og den britiske imperialisme sig. Burmas kommunistiske parti bestræber sig for at forene de forskellige strømninger i en almindelig revolutionær demokratisk bevægelse for Burmas virkelige uafhængighed. Vi vil slå den forenede front af imperialister, feudale godsejere og kapitalister og tilkæmpe os landets virkelige uafhængighed, et folkeligt demokrati og en varig fred ...«

I de befriede områder organiseredes i marts 1949 på dette grundlag »Burmas demokratiske folkefront« omfattende alle demokratiske og anti-imperialistiske lag af befolkningen.

I snart fire år har denne brede folkelige opstandsbevægelse haft magten i store områder af landets indre, skønt der under ledelse af den britiske militærmission og ved hjælp af britiske våben og indiske gurkatropper er blevet gennemført gentagne offensiver mod de befriede områder. Udstykningen af godsejerjorden i 14 distrikter har givet bevægelsen en mægtig tilslutning fra Burmas største befolkningsgruppe, fæstebønderne, der hidtil måtte udrede 50-70 % af årets høst til 6000 indiske og burmesiske godsejere, der rådede over 70 % af Burmas opdyrkede areal. Efter et midlertidigt tilbageslag i foråret 1950 har opstandsbevægelsen fra slutningen af forrige år igen haft et opsving, byggende på den store kinesiske revolutions taktiske erfaringer.

*

I de af regeringen Thakin Nu beherskede dele af Burma har der samtidig udviklet sig en voksende legal opposition. Støttende sig på fagforeningerne og en række fremskridtsvenlige burmesiske intellektuelle har fredsbevægelsen udfoldet en stærkt aktivitet og har foreløbig under halvt illegale former indsamlet 129.830 underskrifter på fredsappellen. Desuden har tre af Burmas legale demokratiske partier: »Mahabama« (»Burma for burmeserne«), arbejder- og bondepartiet og den folkedemokratiske front dannet en fælles anti-imperialistisk blok, der virker for landets fuldstændige brud med de imperialistiske kolonilandes kontrol over landet. Folkets væbnede modstandsbevægelse suppleres på denne måde med udnyttelsen af alle legale muligheder for at svække og bryde imperialisternes kvælertag mod Burmas folk.

Thakin Nus reaktionære regering lod sig først modstandsløst indrullere i den imperialistiske krigsblok, modtog britisk militærhjælp mod folket og fik et britisk lån til krigsførelsen på 6 millioner pund. Senere slog den sig på Wall Street og fik et nyt lån på 11 millioner dollars for sin »anti-kommunistiske« indsats. Mod løfter om koncessioner og andre økonomiske privilegier til de amerikanske monopoler stilledes der yderligere Thakin Nus regering andre 35 millioner dollars i udsigt som »teknisk og økonomisk hjælp« til anlæg af strategiske veje, flyvepladser og lignende.

Det burmesiske folks seje og udholdende modstand har foreløbig gennemtvunget et brud på denne farlige kurs mod at forvandle Burma til amerikansk angrebsbasis og gøre landet til krigsskueplads. Den burmesiske delegerede U Mynt Theins åbenlyse demaskering af de vestlige kolonimagters angrebsplaner i Sydøstasien er først og fremmest en sejr for det burmesiske folks brede og aktive kamp for fred og uafhængighed af imperialismen. Man har med held vundet første runde i aktiviteten for i folkets egen interesse at hindre Burmas forvandling til et britisk-amerikansk springbræt for angreb mod den store kinesiske folkerepublik.

Denne udvikling i Burma er af den største betydning, som et føleligt slag mod Wall Streets krigsudvidelsesplaner i Asien, ved et af brændpunkterne i brydningerne mellem krigens og fredens kræfter. Og denne vending er af så meget større virkning, eftersom netop Burma i de senere år, sammen med Siam - som amerikanerne er ved at omdanne til deres farligste Bagindiske krigsbase - en overgang så ud til at være et af de svageste punkter i modstanden mod de imperialistiske krigsmagere.

Men Burma er samtidig kun et led i de kæmpende folks frihedsfront i Sydøstasien: I Vietnam, Malaja og på Filippinerne er endnu stærkere folkelige kræfter i sejrrig aktivitet mod krigsmagerne og for folkenes uafhængighed og befrielse for imperialismens snyltende krigeriske åg.

Læs: Litterære anmeldelser * Danmark i historisk strejflys * Tiden 1945/49 * Tiden 1949/50 * Tiden 1950 * Tiden 1952/53

Webmaster