Tiden - Tidsskrift for Aktivt Demokrati.

Udvalgte artikler.

December 1945

Om aktivt Demokrati og Proletariatets Diktatur

af Gelius Lund:

Socialisme og Demokrati - det er for Kommunister uadskillelige Ting. Vi har som et socialistisk Parti kæmpet for Demokratiet og været med til at genvinde det. Vi vil under Demokratiet arbejde for dets Udvikling og Fuldkommengørelse i et socialistisk Samfund.

Demokratiet har imidlertid forskellige Former fra Land til Land og fra Tid til Tid. Det amerikanske, det engelske, det danske og det sovjetiske Samfund har hver sin Maner at være demokratisk på. Disse Former betragter vi ikke som lige gode, og vi slår os ikke til Tåls med f. Eks. dansk Demokrati af Årgang 1945, men ser det som et Trin i en Udvikling, der aldrig må standse, og som vi har Pligt til at drive fremad.

Når vi ikke er tilfredse med det nuværende danske Demokrati, skyldes det flere Grunde: Storkapitalens økonomiske Privilegier, dens direkte eller indirekte Indflydelse på Administrationen, Hæren, Politiet og Propagandamidlerne, den Passivitet og Rådløshed, der indpodes i Befolkningen af Storkapitalens bevidste eller ubevidste Propagandister.

I Stedet ønsker vi Storkapitalens produktive Rigdom flyttet over i Samfundets Eje, vi virker for at udbedre Statsapparatet gennem Udskiftning af antidemokratiske Elementer, og vi vil ved Valgene og mellem Valgene fremme hele Folkets politiske og faglige Aktivitet imod Storkapitalen og Demokratiets Fjender. - Det er det, vi kalder aktivt Demokrati.

Der er imidlertid endnu et Træk ved dette aktive Demokrati, ganske vist ikke noget vi behøver at arbejde for, idet det allerede findes. Arbejderklassen ligger ubetinget i Spidsen, når det gælder om at presse Udviklingen fremad. Det gjaldt i Besættelsestiden, og det gælder nu. Det er en ganske naturlig Ting; Borgere og Bønder har haft deres store Tid forhen. Nu er det Arbejderklassen, der i Kraft af sin Stilling i Produktionen, sin sociale, faglige og politiske Kompakthed og Vågenhed er kaldet til at føre an i Samfundet, og den kan gøre det, fordi dens Stræben ikke forfordeler nogen anden Befolkningsgruppe.

Under det aktive Demokrati må Folket til Stadighed være i intim Kontakt med Lovgivning og Administration, bestandig inspirere og forny; det må til enhver Tid være Hensynet til det store Folkeflertal, der kommer i første Række, således at de små, økonomiske stærke Kliker, der knytter sig til Monopolforetagenderne og Storbankerne, og som i vidt Omfang var Nazismens Bagmænd, får den beskedne Plads, deres Tal berettiger dem til.

Det aktive Demokrati bliver på den Måde en Overgangsstat på Vejen til Socialismen, idet Storkapitalen bliver trængt i Baggrunden, mens Folket selv tager Styret også i det økonomiske Liv. Det bliver en anden Overgangsstat end den, det russiske Folk skabte efter 1917, men eet vil være fælles: Demokratiet for det store, brede Folk og Arbejderklassen som Vejviser.

Slutter man sig til dette Indhold i det aktive Demokrati, bliver en Diskussion om, hvad denne Statsform rettelig bør hedde, en Strid om Ord. Fra socialdemokratisk Side hævder man, at dette aktive Demokrati er det samme som Proletariatets Diktatur. Det oprører os ikke. Det er nemlig sådan, at Marx’, Engels’, Lenins og Stalins Arbejder om Staten, derunder om Proletariatets Diktatur er grundlæggende, når Tankerne går til Fremtidens Statsudvikling. Derimod kan det nok oprøre os at se den Uvidenhed, der åbenbarer sig i den megen Tale om Proletariatets Diktatur.

Begrebet Proletariatets Diktatur.

Diskussionen om Proletariatets Diktatur kunne have holdt en Slags 50 Års Jubilæum under den nu overståede Krig. Det var i 1891, Friedrich Engels skrev de berømte Ord til sine Partifæller i det tyske Socialdemokrati:

„Den socialdemokratiske Filister har fornylig igen fået sig en gavnlig Forskrækkelse over Ordet: Proletariatets Diktatur. Nuvel, mine Herrer, vil I vide, hvordan dette Diktatur ser ud? Se på Pariserkommunen. Det var Proletariatets Diktatur."

Den Stat, Pariserkommunen i 1871 tilstræbte og for Paris’ Vedkommende virkeliggjorde, beskrev Marx overfor sine socialdemokratiske Partifæller som „en national Organisation, der virkelig skulle skabes af selve Nationen", „valgt ved almindelig Valgret", således at „Vælgerne til enhver Tid kunne tilbagekalde de valgte", en gennemført demokratisk Ordning, skabt med „Arbejdere eller anerkendte Arbejderrepræsentanter" som Forgrundsfigurer. Af Kommunerådets 84 Medlemmer var de 23 Arbejdere.

Begrebet blev skabt af Marx for snart 100 År siden. Det burde være overflødigt - men er det vel ikke - at minde om, at Ordet Proletariat i den socialistiske Litteratur er identisk med den besiddelsesløse Klasse, Arbejderklassen; Ordet har ingen Forbindelse med nedsættende Udlægninger som Pjalteproletariat eller Pøbel.

Også Ordet Diktatur anvendes her i sin ganske almene Betydning. Det drejer sig ikke om Enkeltmandsdiktatur, det drejer sig ikke om et terroristisk Diktatur, men om Statens Ledelse af Samfundet, under Forhold, hvor en bestemt Samfundsklasse er toneangivende. Proletariatets Diktatur kan som alment Begreb dække mange forskellige Former for Herredømme og har historisk gennemløbet flere Stadier.

Marx og Engels så fra første Færd Klassedelingen som det fundamentale for Statsformen. De siger f. Eks. i „Det kommunistiske Manifest" fra 1848: „Den moderne Stat er kun et Udvalg, der varetager Bourgeoisiets Fællesanliggender".

I senere Skrifter anvender de Gang på Gang Udtrykket Bourgeoisiets Diktatur, stadig i al Almindelighed, dækkende både det ærkereaktionære prøjsiske Styre under Bismarck og det mere raffinerede Styre under den franske Republik. Overalt stiller de Spørgsmålet: hvilken Klasse dirigerer Staten?

Når Marx taler om Demokratiet i det gamle Grækenland, glemmer han ikke, at det vel var et Demokrati for Slaveejerne, men tillige et Diktatur over Slaverne. Betragter han sin egen Tid, f. Eks. i de År, da vi fik Junigrundloven, lukker han ikke Øjnene for, at det herskende Bourgeoisi i Europa har myrdet Titusinder af Arbejdere for at sikre sig selv Frihederne, „Demokratiet for de Rige". De danske Arbejdere, der i 1872 oplevede Husarernes og Politiets Indhug under Fælledslaget mod et yderst moderat Arbejdermøde, havde næppe heller Trang til at definere den danske Stat som andet end et Diktatur, Det store Flertal af Bønder, som netop måtte kæmpe sig gennem Estruptiden for at sikre sig Lod i Demokratiet, var tilbøjelige til at give Arbejderne Ret. Samtidig var det danske Samfund dengang en Form for Demokrati, nemlig for de store Jordbesiddere og Byernes Borgerskab.

Det danske Klassesamfund rummede altså både Demokrati og Diktatur, et Demokrati for det besiddende Mindretal og et Diktatur over det besiddelsesløse Folkeflertal. Det samme gjaldt alle andre kapitalistiske Samfund.

Derfor benævner Marx og Engels Staten efter den herskende Klasse og benævner dens Herredømme Diktatur.

At det borgerlige Demokrati siden Marx’ og Engels’ Tid har gennemført en vis Reformlovgivning og afskaffet f. Eks. den privilegerede Valgret ændrer ikke noget ved denne Betragtning. Reformer var tidligere i Kapitalistklassens Interesse; det gjaldt om at sikre en dygtig og rolig Arbejderstab til Produktionen. Betragter man de indirekte Skatter, Fattighjælpen og dens Virkninger, Statens Indgriben mod Strejker, den effektive Udelukkelse af Folkets Børn fra ledende Stillinger i Statsapparatet etc., ser man ikke Grund til at ændre ved Marx’ og Engels’ Karakteristik af det borgerlige Demokrati som Bourgeoisiets Diktatur.

Hvordan kan Arbejderklassen så i et klassedelt Samfund komme bort fra Bourgeoisiets Diktatur? Klassedelingen lader sig jo ikke afskaffe på en Studs. Marx og Engels drog med vanlig Konsekvens den Slutning, at det kun kunne ske ved, at Arbejderklassen fortrængte Bourgeoisiet fra Magten og selv greb Statens Ror: „Arbejderrevolutionens første Skridt er at hæve Proletariatet op til herskende Klasse, at tilkæmpe sig Demokratiet". („Det kommunistiske Manifest"). - Det er dette, Marx og Engels kalder Proletariatets Diktatur.

I „Det kommunistiske Manifest" findes Udtrykket endnu ikke, men fra 1850 forekommer det Gang på Gang i Marx’ og Engels’ Skrifter.

Arbejderklassen og de øvrige Befolkningsgrupper. Man lægger Mærke til, at Marx og Engels opstiller Demokratiet som Mål for Arbejderklassens Statsarbejde, for Proletariatets Diktatur. I Konsekvens heraf findes der i deres mange Udtalelser om Proletariatets Diktatur ikke eet Ord om Forrettigheder til Arbejderne på andre Befolkningsgruppers Bekostning. Deres Udtalelser om andre Befolkningsgrupper viser deres Standpunkt; f. Eks. findes der i Marx’ „Klassekampene i Frankrig" følgende interessante Bemærkninger om Junidagene 1848 i Paris: „Bourgeoisiherredømmet måtte, befriet for alle Lænker straks slå om til Bourgeoisi-terrorisme. Efter at Proletariatet indtil videre var skaffet væk fra Skuepladsen og Bourgeoisidiktaturet officielt anerkendt, måtte Mellemlagene i det borgerlige Samfund, Småborgerskab og Bondeklasse, i samme Forhold som deres Stilling blev mere uudholdelig og deres Modsætning til Bourgeoisiet skarpere, mere og mere tilslutte sig Proletariatet."

Arbejderklassen er altså ikke sig selv nok, den får Forbundsfæller og er interesseret i at få dem: „Hele Sagen i Tyskland vil afhænge af Muligheden for at støtte den proletariske Revolution med en Slags anden Udgave af Bondekrigen" (Marx 1856).

Derfor protesterer Marx da også i „Kritik af Gotha-Programmet" mod Lassalles Frase om, at overfor Arbejderklassen udgør „alle de andre Klasser kun een reaktionær Masse". I så Fald ville det se sort ud for Demokratiet.

Den samme Stilling indtog Lenin. I sin Bog „Staten og Revolutionen" taler han i Forbindelse med Pariserkommunens Erfaringer om det gamle bureaukratisk-militære Statsmaskineri og siger så: „At sønderslå dette Maskineri, at sønderbryde det, - det er det, Folket, dets Majoritet, Arbejderne og Størstedelen af Bønderne har virkelig Interesse i, det er Forudsætningen for et frit Forbund mellem de fattige Bønder og Proletarerne, og uden et sådant Forbund er Demokratiet ikke holdbart og den socialistiske Omformning ikke mulig ....

Det sønderslåede Statsmaskineri erstattede Kommunen altså tilsyneladende ’kun’ med et mere fuldstændigt Demokrati: Afskaffelse af den stående Hær; alle ledende Folk skal uden Indskrænkning vælges og skal kunne afsættes. Det vil stadig være nødvendigt at holde Bourgeoisiet og dets Modstand nede. For Kommunen var det ganske særlig nødvendigt, og en af Grundene til dens Nederlag er, at den ikke gjorde det tilstrækkeligt beslutsomt. Men Undertrykkelsesorganet er allerede her Befolkningens Flertal og ikke Mindretallet, som det ellers altid har været Tilfældet tidligere, det være sig under Slaveriet, Livegenskabet eller Lønslaveriet."

Proletariatets Diktatur som et Demokrati.

Slutningen af det foregående Citat rører ved Kærnepunktet i Spørgsmålet om Demokrati: drejer det sig om et Demokrati for det store Folkeflertal eller om et Demokrati for et lille Mindretal? Borgerlige Politikere vil ikke indlade sig på en sådan Skillelinie. For dem er Demokrati Demokrati, uanset at det nuværende Samfund er delt i Klasser, de ønsker ikke at diskutere den herskende Klasse. Sådan ser Marxisterne ikke på det. I en Artikel ,,’Demokrati’ og Diktatur" skriver Lenin: „Det vil være at erstatte det Almindelige’, ’rene’ ’Demokrati’ med ’en Klasses Diktatur’, lamenterer Folk som Scheidemann og Kautsky.

Det er ikke sandt, svarer vi. Det vil være at erstatte Bourgeoisiets faktiske Diktatur (som tilsløres af den demokratiske borgerlige Republiks Former) med Proletariatets Diktatur. Det vil være at erstatte et Demokrati for de Rige med et Demokrati for de Fattige ... Det vil være en gigantisk, verdenshistorisk Udvidelse af Demokratiet, dets Forvandling fra Løgn til Sandhed, Menneskehedens Befrielse fra Kapitalens Lænker, Kapitalen, som forvrænger og indskrænker ethvert borgerligt Demokrati, hvor ’demokratisk’ og republikansk det end er Proletariatets Diktatur vil befri Menneskeheden fra Kapitalens Åg og fra Krige."

Og han skriver i Bogen „Den proletariske Revolution og Renegaten Kautsky":„Findes der blot eet Land i Verden, blandt de mest demokratiske borgerlige Lande, hvor den almindelige Arbejder, den almindelige Landarbejder, eller overhovedet en Halvproletar fra Landet (dvs. en Repræsentant for de undertrykte Masser, det uhyre Folkeflertal) blot tilnærmelsesvis har nydt en sådan Frihed til at afholde Møder i de bedste Bygninger, en sådan Frihed til at bruge de største Trykkerier og de bedste Papirlagre for at udtrykke sine Tanker og forfægte sine Interesser, en sådan Frihed til at betro sin egen Klasses Folk at lede Staten og indrette den, som i Sovjetrusland? I Rusland har man ganske sønderslået Embedsapparatet, så der ikke er Sten på Sten tilbage af det, man har afsat alle de gamle Dommere, sprængt det borgerlige Parlament - og givet Arbejderne og Bønderne en Repræsentation, hvor de langt lettere kan være med, hvor deres Sovjetter har afløst Embedsmændene, eller deres Sovjetter er blevet Embedsmændenes Overordnede, deres Sovjetter skal vælge Dommerne."

Man behøver blot at studere Sovjetunionens Forfatning for at se, at Sovjetunionens Befolkning virkelig har langt videre Rettigheder end Menigmand i de vestlige Demokratier - ingen Privatkapitalist kan derovre sætte Grænser for Borgernes Råderum. For øvrigt er f. Eks. det nye Demokrati i Tjekkoslovakiet inde på lignende Veje, ingen Avis i Tjekkoslovakiet må være på Privatfolks Hænder.

Man har imidlertid stadig Arbejderklassens Diktatur i Sovjetunionen. Alle Borgere har ubetinget lige Rettigheder, i enhver Henseende, men Arbejderne er førende. I sin Forfatningstale 1936 siger Stalin: „De borgerlige Forfatninger går stiltiende ud fra, .... at Statens Ledelse af Samfundet (Diktaturet) må ligge hos Bourgeoisiet, hvilket Parti der end kommer til Magten, at Forfatningen er nødvendig for at forankre den Samfundsordning, der er gunstig og fordelagtig for de besiddende Klasser.

Til Forskel fra de borgerlige Forfatninger går Forslaget til Sovjetunionens nye Forfatning ud fra, at der allerede ikke mere findes Klasser, der bekæmper hinanden i Samfundet, at Samfundet består af to Klasser, Arbejderne og Bønderne, der lever i Venskab med hinanden, at det netop er disse arbejdende Klasser, der sidder inde med Magten, at Statens Ledelse af Samfundet (Diktaturet) tilhører Arbejderklassen som Samfundets mest fremskredne Klasse, at Forfatningen er nødvendig for at forankre den Samfundsordning, der er gunstig og fordelagtig for den arbejdende Befolkning."

Proletariatets Diktatur er ikke noget evigt. Når Socialismen engang er konsolideret i de afgørende Lande og Klasseforskellen forsvundet, er der ikke længere nogen Brug for en politisk Statsmagt, kun for en Forvaltning af Produktion og sociale og videnskabelige Institutioner. Staten vil „dø bort".

Kommunisterne har ikke opfundet Diktaturet. Det har været en Realitet i alle Klassesamfund fra Oldtiden til Nutiden. Det er netop Kommunisternes Mål fuldkommen at afskaffe alt Diktatur over Mennesker.

Historiske Ejendommeligheder.

Marx og Engels opstillede det almindelige Begreb „Proletariatets Diktatur" og studerede deres Tid omhyggeligt for at se hvilke bestemte Former, en sådan Statsform kunne antage. Det eneste historiske Eksempel, de oplevede, var Pariserkommunen, „den endelig opdagede politiske Form, hvorunder Arbejdets økonomiske Befrielse kunne foregå" (Marx). Engels var senere inde på, at „vort Parti og Arbejderklassen kun kan vinde Herredømmet, når Statsformen er den demokratiske Republik" (i Kritikken af Erfurt-Programmet, 1891). Også Bolsjevikkerne mente i Århundredets Begyndelse, at den demokratiske Republik var den bedste Forberedelse til et socialistisk Styre. Men da Revolutionen kom i 1917, skabte de russiske Arbejdere en ny demokratisk Form, Sovjetterne, et Fremskridt i Forhold til den vesteuropæiske Parlamentarisme. Denne Sovjetform bar mange karakteristiske Træk, specielle for Udviklingen i Rusland, og disse Træk har ukyndige eller fjendtligt indstillede Kritikere altid hæftet sig ved.

Den første Sovjetregering var dannet af to Partier, Bolsjevikernes Parti og de Socialrevolutionære, væsentlig et Bondeparti. Overhovedet bestod der i lang Tid forskellige Partier i Sovjetrusland. Først da disse Partier gik over på Borgerkrigsgeneralernes eller fjendtlige Magters Side blev de forbudt. Et-Parti-Systemet er altså ikke noget almindeligt Træk ved Proletariatets Diktatur, det er en Ejendommelighed ved den russiske Udvikling. Intet kommunistisk Parti stræber efter et ét parti system.

Kapitalisterne, Godsejerne og Tsarens gamle Garnitur mistede midlertidigt Valgretten, men også dette skyldtes, at disse Grupper tog den væbnede Kamp mod Sovjetmagten op. Heller ikke dette behøvede efter Lenins Opfattelse at gentage sig andre Steder. Begrænsningen i Valgretten bortfaldt i 1936.

Arbejderne fik større Stemmevægt end andre Borgere ved Valgene, men det er senere afskaffet. Grunden til Indførelse af større Stemmevægt var Arbejderklassens Fåtallighed i Sammenligning med det uhyre Antal Bønder. For at sikre det socialistiske Demokrati og garantere mod en Tilbagevenden af Reaktionen måtte Arbejdernes førende Rolle sikres valgteknisk. Heller ikke dette kan være efterlignelsesværdigt i andre Lande; det skyldtes udelukkende de særlige Forhold i det gamle Rusland, Forhold som ikke findes mere.

En Forskel

En fyldestgørende Analyse af Indholdet i det aktive Demokrati og i Proletariatets Diktatur kræver en grundig Undersøgelse af de historiske Forhold, der bringer disse Styreformer frem på Scenen. Dette skal her kun antydes.

Marxismens Førstemænd gav en udtømmende Begrundelse for, at de kapitalistiske Samfund i Slutningen af det 19. og Begyndelsen af det 20. Århundrede som Regel ikke ad fredelig Vej kunne omformes til socialistiske Demokratier. Det måtte som almindelig Regel komme til et åbent Opgør med Magt mellem den gamle Herskerklasse og de fremadstræbende Kræfter. Ganske vist kunne der tænkes Undtagelser, men det kunne ikke ændre Hovedreglen.

Et sådant Magtopgør var Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917. Der var ingen anden Vej til et holdbart Demokrati, trods de harmfulde Demokrater i Vesteuropa. I Sommeren 1917 i Rusland var alt i Støbeskeen, både økonomisk, socialt, politisk, juridisk. Der var ingen faste Rammer, ingen Grundlov, og Spørgsmålet var det simple: Hvem skal give det nye Samfund Præg, hvem skal bestemme i Samfundet, hvem skal give det nye Samfund en Grundlov, Bourgeoisiet eller Arbejderklassen? Takket være Bolsjevikkernes Politik blev det Arbejderklassen. Hvor galt det kunne være gået, hvis Lenin og Bolsjevikkerne havde vaklet i deres Kurs, viser det tyske Weimar-demokrati, der netop blev ledet efter de harmfulde Kritikeres Recepter. Det endte med Nazismen, den mest terroristiske Form for Finanskapitalens Diktatur. Nazismen blev så slået takket være Proletariatets Diktatur i Sovjetunionen. Hele Verden er Lenin og Stalin Tak skyldig for deres sikre Hånd.

Revolutionen i Rusland i 1917 havde netop de anførte Konsekvenser, hvad angår det gamle Retssystem etc. I Overensstemmelse hermed definerede Lenin i 1917 Proletariatets Diktatur på følgende Måde: Proletariatets Diktatur er det af ingen Lov begrænsede, på Magt hvilende Herredømme, som Proletariatets udøver over Bourgeoisiet, et Herredømme, som nyder Sympati og Støtte hos de arbejdende og udbyttede Masser. („Staten og Revolutionen").

Når det nye Samfund er konsolideret, et nyt Retssystem og nye Institutioner opbygget og Klassestriden i Samfundet bortfaldet, må Formuleringen for Sovjetunionens Vedkommende lyde anderledes: Arbejderne og Bønderne, der lever i Venskab med hinanden, sidder inde med Magten, Statens Ledelse af Samfundet (Diktaturet) ligger hos Arbejderklassen som Samfundets mest fremskredne Klasse. Forfatningen tjener til at forankre den Samfundsordning, der er gunstig og fordelagtig for den arbejdende Befolkning (Stalins Tale om Sovjet-Unionens Forfatning 1936). For Fuldstændigheds Skyld tilføjes, at Åndsarbejdere, Tjenestemænd etc. i Sovjetunionen regnes for hørende til såvel Arbejderklassen som Bondestanden.

Denne Udvikling har imidlertid sit Udgangspunkt i det åbne Magtopgør eller i hvert Fald i en brat Forskydning af Magten fra en Side af Samfundet til en anden. Hvis der ikke finder noget åbent Opgør Sted, hvis der ikke sker en brat Forskydning af Magten, kan Statsformen blive en anden. Et Eksempel herpå havde man i Spanien under Krigen mod Fascismen. I det Område, den lovlige Regering styrede, fandt der ingen Revolution Sted, den gamle Grundlov, det gamle Parlament, de gamle Institutioner fungerede stort set videre, der skete under Republikkens kortvarige Eksistens ingen fundamental Ændring i Ejendomsretsforholdene, idet kun Foretagender, der var nødvendige til Krigens Førelse, blev nationaliseret - men det var de spanske Arbejdere og fattige Bønder, der gav Tonen an i Staten, ikke længere Spaniens Finansfyrster og Jorddrotter. Den gamle Herskerklasse var ikke borte, dens økonomiske Magt var ikke knust, men på den anden Side var den arbejdende Befolkning aktiviseret, og Hæren og Politiet demokratiseret, således at der var en vis flydende Ligevægt til Stede, som gav Demokratiets Kræfter Mulighed for stadig at forskyde Balancen til Fordel for Folket. Dermed var der åbnet Mulighed for, at den spanske Republik på en historisk ny Måde kunne have udviklet sig henimod Socialismen.

Spaniens Eksempel var noget enestående; før den sidste store Krig var en fredelig Overgang fra Kapitalisme til Socialisme som Regel ikke nogen realisabel Mulighed. Under denne Krig er der imidlertid sket så store Ændringer i Forholdet mellem Reaktion og Fremskridt, at en fredelig Overgang til Socialismen i nogle Lande nu er tænkelig. Hovedgrundene hertil er i Korthed følgende: Krigsforbundet mellem Sovjetunionen, England og USA har knust Nazismen og Fascismen, de værste Hindringer for Folkenes demokratiske Udvikling.

Monopolkapitalen er gennem sin udstrakte Støtte til og Samarbejde med Nazismen blevet så kompromitteret, at dens Indflydelse på andre Lag er i hastig Dalen.

Bekæmpelsen af Nazismen har aktiviseret Folkene og navnlig Arbejderklassen i en uhørt Grad; Socialismen er blevet populær under denne voksende Bevægelse i Folkene, navnlig fordi Sovjetunionens Indsats er det bedste praktiske Bevis på det socialistiske Demokratis Ydeevne og Stabilitet.

De forenede Nationer er med Sovjetunionens Deltagelse blevet skabt for at sikre Fred i Verden og Folkenes Ret til selv at bestemme deres Statsform.

Det, vi nu oplever over hele Verden, er, at Folkene fredeligt, men energisk vender sig imod Monopolkapitalen. Det kan gå langsommere eller hurtigere, støt eller hakkende, men Bevægelsen er synlig alle Vegne. Det er en Bevægelse i Lighed med Spaniens under Krigen mod Fascismen, selv om den kun få Steder er så vidt fremskreden. Et Udtryk herfor er Dannelsen af den internationale Fagorganisation.

Hvad Danmark angår, er Bevægelsen karakteriseret af, at den foregår på Grundlovens Grund, med Rigsdag, Love og Institutioner virkende som før - blot er disse inspireret og påvirket af den stadige Aktivitet i Folket, som må medføre Forandring og Fornyelse på Felt efter Felt. Skal Bevægelsen fortsætte og altså Demokratiet udvikles, må dette medføre Skridt henimod Socialismen.

Denne Overgangsstat på Vejen til Socialismen er således udtrykkeligt bundet til Grundlovens Rammer, selv om disse naturligvis bliver ændret, som det også er sket i Fortiden. Økonomisk set betyder dette, at det aktive Demokrati begynder sin Udvikling i et Samfund med Privatejendomsret til Produktionsmidlerne og foretager de for Samfundets Trivsel nødvendige Skridt i Overensstemmelse med hidtidig Skik og Lov. Ved et Proletariatets Diktatur giver den arbejdende Befolkning, ledet af Arbejderklassen, sig selv Mandat til at indføre Socialismen uanset hidtidig Skik og Lov, f. Eks. fordi der som i Rusland i 1917 først skulle skabes et nyt Grundlag for Samfundslivet. Heri ligger der en Forskel.

Den rører dog ikke ved Kærnen i Sagen. For i begge Tilfælde både under det aktive Demokrati og under Proletariatets Diktatur, er Indholdet følgende: et Demokrati, som udøves af det store Flertal med Arbejderklassen som den erfarne Leder.

Maj 1946

Om vores dages ”folkevenner”.

Af metalarbejder M. I. Kalinlin - præsident i USSR.

Uddrag af artiklen:……Nu, da Krigen i Europa og i det fjerne Østen er afsluttet med en fuldstændig Sejr for de Allierede, og De Forenede Nationer står over for den Opgave at grundlægge en varig Fred, er det ikke af Vejen at minde om Lenins mangeårige Kamp mod de opportunistiske Førere for de socialistiske Partier og andre „Folkevenner44 i Vesteuropa; mod Kautsky og Scheidemann i Tyskland, Renaudel og Longuet i Frankrig, MacDonald og Henderson i England, Vandervelde i Belgien - Folk, der efter Lenins Definition var Bourgeoisiets Agenter i Arbejderklassen. Med Tanke på disse opportunistiske Ledere og mærkværdige „Folkevenner44 anførte Lenin følgende rammende Karakteristik efter borgerlige, franske Blade: „Disse Vandervelder lider af noget, der ligner Muskelkrampe. Ligesom Folk, der lider af Muskelkrampe, ikke kan sige to Sætninger uden mærkelige Trækninger i Ansigtsmusklerne, kan Vandervelderne ikke optræde politisk uden ligesom Papegøjer at gentage Ordene: Internationalisme, Socialisme, Arbejdernes internationale Solidaritet, Proletariets Revolution osv. Lad dem blot aflire alle mulige sakramentale Formler, bare de gør deres til at tage Arbejderne ved Næsen og yder os, Kapitalisterne, Tjenester, når det drejer sig om at føre imperialistisk Krig og gøre Arbejderne til Trælle. Videre skrev Lenin for egen Regning følgende om dem: „Bourgeoisiet har Brug for den Slags Tjenere, som nyder Tillid hos en Del af Arbejderklassen, og som kan pynte på Bourgeoisiet med Snak om Muligheden af en reformistisk Vej, som stikker Folket Blår i Øjnene og afholder Folket fra Revolutionen ved at udmale Fordelene ved og Muligheden for en reformistisk Vej.

Alle Kautskys og vore egne Mensjevikkers og Socialrevolutionæres Skriverier er en sådan Udmaling, en Klynken af fejge Spidsborgere, som er bange for Revolutionen.

Det ville være naivt at drømme om, at alt dette tilhører Fortiden, at det er et overvundet, et tilbagelagt Stadium. Nej, desværre, Vanderveldernes, Renaudelernes, MacDonaldernes og andre Traditioner er ikke blot levende, men de er nu, i Overgangsperioden fra Krig til Fred, begyndt at virke med ny Kraft i samme Retning og mod de samme Mål.

Det tyske og det franske Socialdemokrati i Dag.

Tag f. Eks. de nuværende Førere for de tyske Socialdemokrater, Stampfer, Grzeszinski, Vogel og andre. I sin Tid var det Folk af denne Type, der gav Tonen an i alle Europas socialistiske Partier. Også nu drømmer de om at blive Ledere for den internationale socialdemokratiske Bevægelse. Det ville i Sandhed være et Syn for Guder! De tyske Kapitalister forsøger gennem de internationale Karteller og Syndikater ikke alene at redde deres Kapitel, men også at genrejse den tyske Militarisme og Røverimperialisme. Og de tyske socialdemokratiske Førere af den gamle Slags optræder som deres trofaste Lakajer med samme Formål og virker gennem de socialistiske Partier i forskellige Lande. - Den gamle Linie forsøges også gennemført af Højrefløjen inden for det franske socialistiske Parti.

De franske Socialisters Kongres, som blev holdt fornylig, frembød et Billede af dyb indre Splid. Partiets menige Medlemmer og Grundorganisationer er urolige over den voksende Sammensvejsning af de reaktionære, antidemokratiske Kræfter og vil have en Samling af alle Arbejdende til Kamp for et virkeligt Demokrati, for Tilintetgørelse af Fascismens Rester og dens økonomiske Grundlag. Det bedste Middel til at opnå dette, ses i en Samling med det kommunistiske Parti, som under den tyske Okkupation viste sig som en sand Forfægter af det franske Folks nationale Interesser, en virkelig Organisator af hele Folkets Kamp mod Okkupanterne for Fædrelandets Frihed, Uafhængighed og Blomstring. Men disse patriotiske Bestræbelser kolliderer med den reaktionære Splittelseslinie, som Leon Blums og hans Tilhængere følger. Denne Gruppe prøver med alle Midler at lægge Hindringer i Vejen for det kommunistiske Partis stadig større Indflydelse og for Samlingen af den franske Arbejderklasses Kræfter på et nyt, demokratisk Grundlag.

Den reaktionære Klike blandt franske Socialister hjælper i Virkeligheden den franske Imperialisme med at genoprette dennes tidligere Magtstilling. Alt dette bliver naturligvis udlagt som „Demokrati" og „Socialisme", og Blum og de andre Førere for Højresocialisterne optræder som ”folkevenner”, der kæmper for folkets og dets trivsel…….

Juni 1946

Udryddelsen af den tyske Nazisme

af Ib Nørlund

Den militære Sejr over det nazistiske Tyskland åbnede Vejene for en dybtgående demokratisk Udvikling i Europa og for en lykkelig Løsning af mange af de Problemer, der gennem en Årrække har hængt truende over vor Verdensdel. Men den militære Sejr kunne kun være Optakten - tilbage står at „vinde Freden“. En af Betingelserne herfor er en konsekvent demokratisk Løsning af det tyske Problem, som i sig selv er et Knudeproblem, hvor mange af den internationale Politiks vigtigste Tråde løber sammen.

Krigens antifascistiske Kampforbund skabte Grundlaget for at nå til en Løsning, og fra Konferencerne i Jalta og Potsdam udformedes Retningslinjerne for en fælles Politik, som lå lige langt fra Hævnfantasierne om Massemord og Sterilisation og fra en skødesløs Laden-stå-til. Man byggede på Stalins realistiske Erkendelse: „Hitler’e kommer og går, men det tyske Folk og den tyske Stat består", men samtidig holdt man sig klart, at det tyske Folk som sådant også bar et Medansvar for Nazismens Fremfærd. Når man, som på Jalta-Konferencen, satte sig det Mål „at hjælpe Folkene i det befriede Europa til at tilintetgøre alle Fascismens Rødder", kunne man for Tysklands vedkommende ikke have Tillid til, at Landets egne demokratiske Kræfter var stærke nok til at gennemføre dette Arbejde på en Måde, der gav Europas Folk Sikkerhed for, at de sidste Års Ofre ikke var ydet forgæves. Der krævedes derfor en Indgriben udefra til at berede Grundlaget for en demokratisk Udvikling og Opdragelse af det tyske Folk. Denne Indgriben blev fastlagt i Potsdam, og dens Hovedpunkter var: Skånselsløs Udrensning af nazistiske Elementer fra alle Tillidshverv og Magtstillinger. En dybtgående „Afrustning" og Decentralisering af Storindustrien, så alle Muligheder for en ny Oprustning var udelukket og Omformning af Landets økonomiske Grundlag ved at gøre Landbruget til Hovederhverv, hvilket kræver en omfattende Omfordeling af Jorden. På denne Måde vil det økonomiske Grundlag blive taget væk under de Samfundsklasser, der var de egentlige Bagmænd for Nazismen: Industrimagnaterne og den prøjsiske Junkerkaste, og Grundstammen i det nye Demokrati vil blive den fagorganiserede Industriarbejderklasse og en Bondestand, som for første Gang har afrystet Junkernes Åg.

Gennem de senere Måneder har der også i den danske Presse været talt om Tyskland på en Måde, der søger at forfuske Potsdam-politikens klare Problemstilling. Man har inspireret en ejendommelig Medlidenhedskampagne med Tyskland, som er blevet beskrevet som stående i den mest bundløse Elendighed „til Skade for hele Europa“, hedder det. For Folk, der er lidt nærmere inde på Problemerne, tager denne ret overstrømmende Medlidenhed på Forhånd sig lidt umotiveret ud. Det er en ikke ukendt Sag, at det f. Eks. af UNRRA.s Undersøgelser over Ernæringstilstandene i Europa fremgår, at mens den tyske Befolkning gennemsnitligt får 1550 Kalorier pr. Hoved pr. Dag, får Jugoslaverne 950 Kalorier. Men overfor den ret heftige Kampagne vil der vel være Grund til at gøre lidt nærmere Rede for denne Sag.

Den faglige Internationale har haft en Delegation i Tyskland for ved Selvsyn at danne sig et Billede af Stillingen. Den bestod af 6 Medlemmer: en Englænder, en Amerikaner, en Franskmand, en Hollænder, en Russer og en Tjekkoslovak, og afgav Rapport d. 3. Marts. Om det omhandlede Spørgsmål hedder det: „Vi har intetsteds bemærket Underernæring. De officielle Rationer ligger mellem 1550 Kalorier og som Maksimum, for Minearbejderne, 3400 Kalorier. Denne Ration står mere end Mål med andre vesteuropæiske Nationers; således fik voksne i Frankrig ikke mere end 1500 Kalorier om Dagen i 1945. Brødrationen er på 350 gram. I Dag er Tyskerne bedre klædt end nogen anden europæisk Nation. Boligspørgsmålet er naturligvis alvorligt, men dog ikke mere alvorligt end i Lande, der som Polen og det vestlige Rusland er blevet hærget af „die Wehrmacht“. En Statistik offentliggjort af den franske Militærregering i Tyskland viser endvidere, at de hårdtarbejdendes Rationer i Berlin på alle Punkter ligger væsentlig over de tilsvarende i Paris.

Det kan således ikke være ren og skær Medlidenhed, der motiverer den nye Tone, der fra visse Hold anlægges overfor Tyskland. Kampagnen må ses i en større Sammenhæng, nemlig med Relation til de Uoverensstemmelser, der har vist sig vedrørende Gennemførelsen af Potsdam-politiken.

Et af de afgørende Stridsspørgsmål har her været Fastsættelsen af Tysklands Stålproduktion. Denne er bestemmende for Sværindustriens Udvikling og for, hvor hurtigt en ny Rustningsindustri vil kunne bygges op. Produktionen må være så stor, at den kan opfylde den tilladte tyske Industris Behov, men må derudover give et vist Overskud til Eksport til Gengæld for den nødvendige Import til Landet. Dog må dette Overskud være ret beskedent, da man ellers løber stor Fare for at gøre Tyskland industrielt stærkt. Ud fra disse Overvejelser fastsatte det allierede Kontrolråd Stålproduktionen til 5.800.000 tons årligt. (Inden Oprustningen i 1932 var Produktionen 5.500.000 tons, hvoraf Tyskland selv brugte 3.500.000 tons). Mens de 3 Magter var ganske enige om at fastholde dette Tal, var man utilfreds fra engelsk Side, hvor man kunne tænke sig en Produktion på op mod 12.000.000 tons, dvs. fuldt Drøn på hele den arbejdsdygtige tyske Stålindustri. Ganske i Tråd hermed var det, at den britiske Regering afgav en Erklæring med forsigtige, men umiskendelige Forbehold, dengang de 4 Besættelsesmagters økonomiske Plan for Tyskland offentliggjordes i Slutningen af Marts.

Den Politik, der afspejler sig i disse britiske Tilkendegivelser, er visse Kredses Omsorg for ikke at svække Tysklands Sværindustri for meget. I den Forbindelse må man huske på, at den udstrakte engelske finansielle Hjælp til den tyske Sværindustris Opbygning efter den første Storkrig har knyttet mange Bånd mellem tyske og engelske Monopolkapitalister. Og netop i disse Kredse spøger Tanken om Dannelsen af en antikommunistisk „Vestblok" fra Spanien til Skandinavien og omfattende de vestlige Zoner af Tyskland, som man netop derfor ønsker at bevare stærke. Man kan altså tænke sig at gentage den Politik, som så hurtigt tillod Tyskland at komme sig efter det første Nederlag.

Set i et historisk Perspektiv vil der naturligvis komme en Fremtid, hvor Tyskland påny bliver stærkt, men det er en fundamental Livsinteresse for alle demokratiske og fredselskende Kræfter i Europa, at Demokratiet slår Rod i Tyskland og Fascisme og Herrefolkstanker udryddes af Folket førend Landet påny bliver stærkt. Dette er ikke nogen nem Proces, og der er langt igen, før den er fuldført. Derfor er det en meget farlig Politik at søge at hindre den „økonomiske Afrustning", der besluttedes i Potsdam.

Delegationen fra Faginternationalen udtalte som sin Overbevisning, at „Resultaterne af Afnazificeringen var langt fra tilfredsstillende“. Kun i den østlige Zone har man radikalt taget fat på at overskære Nazismens økonomiske Rødder, ikke mindst gennem den store Jordreform, som allerede i December havde givet Jord til 157.823 besiddelsesløse Bønder og Landarbejdere, til 64.130 Indflyttere foruden at 59.200 Småbønder havde fået øget deres Arealer. Det politiske Resultat gøres af en Korrespondent til „Manchester Guardian” op på følgende Måde: „Ved Hjælp af Jordreformen har Russerne opbygget en anseelig Klasse Tyskere, som er dem umådelig taknemmelige, og som er besluttet på, at hvad der end sker, så skal det gamle System ikke blive genoprettet”.

En sådan positiv Politik viser Vejene fremefter. Ved at overskære Nazismens Rødder vil den kunne bringes til at visne. Tilsvarende gælder det for Industrien, at tilbundsgående Foranstaltninger til Fordel for Arbejdernes Retsstilling med Tiden vil skabe et nyt antinazistisk Befolkningslag. Internationalens Delegation siger, efter en Anerkendelse af den rent demokratiske Ånd den tyske Fagbevægelse opbygges i, at Fagbevægelsen er „den Kraft i Tyskland, som man kan have mest Tillid til“.

I de vestlige Zoner er Myndighederne indtil nu veget tilbage for tilsvarende dybtgående sociale Indgreb. Afnazificeringen er da også skredet frem i så ringe Grad, at Montgomery for nylig udtalte, at 70-80 % af Befolkningen ville stemme nazistisk ved et frit Valg. (Iøvrigt et Tal „Socialdemokraten” burde have i Erindring, når den taler om Demokratiets Ødelæggelse i den østlige Zone!) Samtidig har man ikke ført Udrensningen igennem. Mange Steder sidder der stadig Nazister på vigtige officielle Poster - som det også vil være kendt fra Tilfælde i Sydslesvig. Inden for Erhvervslivet klarer mange Nazister sig igennem ved at spille på deres „Forbindelser” i monopolkapitalistiske Kredse i Vesten. Således er den tidligere Præsident for Thyssen-Koncernen, Junge, en aktiv Nazist, stadig Direktør i Firmaet, trods gentagne Proteststrejker på Thyssen fabrikkerne i den britiske Zone i Berlin.

Intet styrker de fascistiske Strømninger som at mærke Eftergivenhed og Uenighed i Modstandernes Rækker. Dette giver Håb om, at Demokratiernes Sejr kun er forbigående, og Kraft til at holde ud i Kampen for en ny Nazisme. Salig Goebbels vidste, hvad han gjorde, da han i sin sidste Tale søgte at opmuntre sine Tilhængere ved at tegne et Fremtidsbillede af en ny Verdenskrig mellem Sejrsmagterne, hvorved Nazismen påny fik sin Chance. Derfor kunne engelske Korrespondenter også meddele, at intetsteds var Churchills Tale blevet modtaget med så „livlig Interesse" som i Tyskland, og tilsvarende reaktionært indstillede Elementer indenfor især det britiske Officerskorps viger ikke tilbage for gennem Samtaler med Tyskere at nære denne Krigsstemning. En Rejsende beretter, at det i visse Egne er så vidt, at en britisk Troppeafdeling ikke kan omplaceres i østlig Retning, før Sladderkællingerne er i fuld Gang med at sprede Rygtet: „Nu går det løs!". Det siger sig selv, at en sådan Atmosfære ikke er gavnlig for at knuse alt Håb om Nazismens Tilbagevenden. Det er af afgørende Betydning, at Uenigheden på Potsdam-overenskomstens Grund bevares.

Tilsvarende gælder naturligvis for Enigheden mellem de anti-nazistiske Kræfter i det tyske Folk, især i Arbejderbevægelsen. I Forståelse af dette har Enhedsviljen også vokset sig stærk i de tyske Arbejderpartier. I de østlige Zoner, som er præget af de store sociale Omvæltninger, er der stort Flertal for Dannelse af et Enhedsparti, mens der blandt Socialdemokraterne i de vestlige Zoner er nogen Modstand mod den organisatoriske Enhed. Der er imidlertid overvældende Flertal for nært Samarbejde mellem de to Partier blandt de menige Socialdemokrater i disse Zoner. Dog fører nogle af de socialdemokratiske Ledere her med den berygtede Schumacher i Spidsen en hadsk Kampagne mod Enheden og sparer sig ikke for at udnytte Nazismens anti-kommunistiske Propaganda, hvilket selvsagt ikke fremmer Udryddelsen af Nazismen. (I den fantastiske Bagvaskelseskampagne mod Arbejderenheden i Tyskland, som kun svarer til reaktionære Interesser, gør man stort Væsen af en Afstemning i den britiske Zone, der fandt Sted d. 31. Marts, og som angiveligt skulle have givet Udtryk for en voldsom anti-kommunistisk Stemning blandt Socialdemokraterne. Sandheden er, at Afstemningen omfattede 4 Bydele og blev foretaget efter at 4 andre Bydele, omfattende 20.000 socialdemokratiske Medlemmer, allerede havde besluttet Sammenslutning af Partierne. Ved Afstemningen d. 31. Marts havde Sammenslutningstilhængerne udgivet Parole om ikke at deltage. Af de 39.000 socialdemokratiske Medlemmer, som Afstemningen omfattede, stemte kun 18.000 mod øjeblikkelig Sammenslutning, men 14.000 af disse stemte for det nærmeste Samarbejde med Kommunisterne! Så Enhedsviljen var ikke engang her så helt ringe endda. - Iøvrigt er det typisk for Situationen, at den reaktionære Avis „Tagesspiegel", som udkommer i den amerikanske Zone, og som har 3 tidligere Nazister i Redaktionen, nu også er blevet Organ for den Fløj indenfor Socialdemokratiet, som ønsker Splittelse.)

Kampen for Tilintetgørelsen af de fascistiske Rester i Tyskland berører Danmarks nationale Livsinteresser. Hvis Tyskland bliver stærkt, før Folket gennem Erkendelse af sit Medansvar for Hitlerkrigen har fundet sig en demokratisk Livsform og sagt Farvel til Drømmen om Herrefolket, står vor Selvstændighed og vort Demokrati i dødelig Fare. Af knugende Alvor er vor Interesse i, at Stormagterne står samlet på de antifascistiske Overenskomsters Grund. Det danske Folk må have Øjnene åbne for de lurende Farer og bruge al den Indflydelse, det råder over, til at støtte Udryddelsen af den tyske Nazisme.

Forretning er Forretning.

Visse store amerikanske Firmaer med Filialer i Europa har i den senere Tid udfoldet en energisk Virksomhed for at beskytte deres Ejendom i Tyskland. De forlanger, at den amerikanske Regering skal sørge for, at Ejendom, der tilhører deres tyske Datterselskaber, bliver slettet af Krigserstatningslisterne. Adskillige bemærkelsesværdige Kendsgerninger er i denne Forbindelse kommet for Dagens Lys.

Det amerikanske Internationale Telefon- og Telegraf Kompagni sagde i sin Årsberetning, at det ejer Aktierne i fem tyske Selskaber - ikke en Del, men alle Aktierne. Disse Selskabers Fabrikker fremstillede Telefon og Radiomateriel. Deres Virksomhed blev ikke afbrudt under Krigen, tværtimod blev ifølge Beretningen adskillige nye Fabrikker opført under Krigen i forskellige Dele af Tyskland, eftersom Hovedvirksomheden var truet af Tilintetgørelse ved Bombeangrebene.

Det internationale Telefon- og Telegraf Kompagni har også Fabrikker i Japan. Både her og i de med Tyskland allierede Lande som Rumænien og Bulgarien, fortsattes Produktionen under hele Krigen.

Endnu mærkeligere Kendsgerninger afsløres af »P. M.«’s Washington Korrespondent. Det er lykkedes ham at få fat i et Eksemplar af et hemmeligt Memorandum, som Vicepræsidenten i det Internationale Telefon- og Telegraf Kompagni har forelagt Statssekretæren Clayton, og hvori der rejses Krav om Beskyttelse for de amerikanske Firmaers Interesser. Det fremgår af dette Memorandum, at dette amerikanske Selskab, gennem sin tyske Filial, Lorenz A. G., finansierede Focke-Wulff Flyvemaskinefabrikkerne. 98,74 % af Aktierne i Lorenz A. G. ejedes af Amerikanere.

Amerikanske Fabrikker, med amerikansk Udstyr og bygget for amerikanske Penge, producerede altså Krigsfornødenheder for Fjenden under selve Krigen. Naturligt nok talte de amerikanske Ejere ikke alt for højt om dette Forhold, mens Krigen stod på. Men nu finder de ikke længere denne Diskretion nødvendig og præsenterer åbenlyst deres Krav. Den Tanke strejfer tilsyneladende ikke de amerikanske Fabriksejeres Hjerne,, at de Nationer, hvis Sønner faldt i Kampen mod Tyskerne og Japanerne, kan have visse Modkrav over for de Firmaer, hvis Fabrikker forsynede Hitlers Hære.

Englands Traktat med Transjordanien

af K. Serjosjin.

(Fra Sovjetfagforeningernes Tidsskrift »Ny Tid« den 15. April 1946)

Den 17. Januar i År gav den engelske Udenrigsminister Ernest Bevin i en Tale på UNOs Generalforsamling Meddelelse om den britiske Regerings Beslutning om at give Uafhængighed til Transjordanien, et arabisk Fyrstendømme, der blev til i 1921 ved Englands direkte Medvirken og udgør en Del af det britiske Mandat- område. Man kan ikke i dette Tilfælde beskylde det engelske Diplomati for Sendrægtighed. Snart efter blev der i London givet Meddelelse om påbegyndte Forhandlinger mellem England og Transjordanien, og allerede den 22. Marts blev en Traktat undertegnet.

De officielle Kommentatorer bedømmer Sagen således, at den britiske Regering ved denne Handling har afsluttet sin Mandatopgave, ydet Transjordanien fuld Uafhængighed og derved skabt alle nødvendige Forudsætninger for, at Landet kan indtræde i UNO som fuldt berettiget Medlem. Hvor sælsomt det imidlertid ved første Blik kan synes, er Oprettelsen af en ny uafhængig arabisk Stat blevet mødt med Kølighed blandt Araberne, som kæmper for deres Uafhængighed, ja den er endda blevet almindeligt fordømt af dem.

Beirut-Bladet „L’Orient“ skriver i en Analyse af Traktaten ud fra de arabiske Orientlandes Stræben efter national Suverænitet: „Den engelsk-transjordanske Traktat ... er en Hindring for alle Lande i det nære Østen, der stræber efter fuld Uafhængighed og Befrielse for den udenlandske Indflydelse og vil organisere sig uden for de imperialistiske Blokke.“

Den Slags Forskelligheder i Bedømmelsen af Traktaten er i sig selv egnede til at vække Opmærksomhed om den. Men af endnu større Interesse er den engelsk-transjordanske Traktat som en Mandatmagts Forsøg på at bestemme over et Mandatområdes Skæbne, ved en ensidig Afgørelse, uafhængigt af UNO, men i umiddelbar Sammenhæng med denne Organisations Hensigt om at behandle alle under Formynderskab stående Territorier.

Hvordan forholder det sig i Virkeligheden med den Uafhængighed, Transjordanien har fået? Er den engelsk-transjordanske Traktat virkelig et Skridt fremad på Vejen til de arabiske Landes Uafhængighed? Svar på disse Spørgsmål får man af Indholdet af Traktaten, der er beseglet med Bevins og den engelske Vice-Koloniminister Creech Jones’ Underskrifter ved Siden af den transjordanske Ministerpræsident Ibrahim Pasja Hasjims, og af de tilhørende Dokumenter.

England anerkender efter Traktaten formelt Transjordanien som en „fuldkommen uafhængig Stat", og der oprettes mellem de to Lande „evig Fred“ og „et fast Forbund, som sanktionerer Venskabet, den hjertelige Forståelse og de velvillige Forbindelser". De to Lande udveksler diplomatiske Repræsentanter. Ansvaret for Transjordaniens Forsvar og for Ordenen i Landet, noget, der tidligere hørte til Englands Forrettigheder som Mandatmagt, overgår til Landets Suveræn, Emir Abdullah. Der stilles i Udsigt, at de to Lande kan gennemføre fælles Aktioner til Opretholdelse af Fred og Sikkerhed og til kollektiv Bistand i Tilfælde af Aggression.

Men det er ikke det, der er Hovedindholdet i Traktaten. Det findes i de såkaldte tekniske Artikler, som handler om den britiske Regerings Rettigheder på det herefter angiveligt uafhængige Lands Territorium, i et særligt Bilag om de britiske Stridskræfter i Transjordanien og i de mellem Bevin og Hasjim udvekslede Noter. Belyst af disse Artikler og Noter adskiller den transjordanske „Uafhængighed" sig højst fra den „Uafhængighed", britiske Protektorater som Maskat (Oman) nyder, ved Emir Abdullahs tvivlsomme Privilegium at have en diplomatisk Repræsentant for England i Stedet for en britisk Resident.

Traktaten forudser, at engelske Sagkyndige og Rådgivere indbydes til at gøre transjordansk Statstjeneste, endvidere at den engelske Kapital får visse Begunstigelser og Privilegier, f. Eks. Bevarelse af Koncessionerne, Ret til at administrere Jernbanen og Fiskepladserne, Ret til Finanskontrol og Bibeholdelse af Palæstinas Mønt i Transjordanien. Traktatmæssigt vil den engelske Okkupation af Transjordanien ikke alene blive ved at bestå fuldtud, men hele Landet vil blive et Støttepunkt for de britiske Land-, Sø- og Luftstridskræfter.

Bilaget til Traktaten forudser Muligheden af, at engelske Tropper kan garnisoneres også andre Steder, end hvor de hidtil har befundet sig. Emiren af Transjordanien har påtaget sig Pligt til at stille alle til Troppernes Underhold og Anbringelse nødvendige Midler til Rådighed for de engelske Militærmyndigheder og forpagte de forlangte Grunde ud til dem, hvorved der også forstås „Annullering af alle Privatrettigheder til Brug af sådanne Arealer". Den britiske Armé vil få alle Transport- og Efterretningsmidler stillet til Disposition. De britiske Stridskræfter i Transjordanien får fuld Immunitet. Som Modydelse for alt dette gives der Emiren af Transjordanien Løfte om finansiel Støtte på Betingelse af, at den britiske Repræsentant i Transjordanien får Mulighed for at „forvisse sig om, at de omtalte Midler bliver anvendt til de Formål, de er bestemt til".

I en Kommentar til Traktaten har det amerikanske Agentur Overseas News bemærket, at Emir Abdullahs Stilling kun for så vidt har ændret sig, som han tidligere fik Pengehjælpen fra den engelske Regerings Fond til Udvikling af Kolonierne, mens han fremtidig vil få dem fra „Regeringsfonden til Forbedring af den internationale økonomiske Situation". Hvad Transjordaniens egen Stilling angår, kan man roligt sige, at Traktaten ikke har forbedret den en Tøddel.

Transjordanien som arabisk Fyrstendømme hører til de kunstige Territorialdannelser, som imperialistiske Kombinationer mod Folkenes Vilje frembragte i det nære Østen. Området øst for Jordan hører til Palæstina og blev sammen med Palæstina af Folkeforbundet overdraget England som Mandatområde. Men allerede i September 1922 forelagde den engelske Regering Folkeforbundsrådet en Erklæring, ifølge hvilken Transjordanien skulle have Uafhængighed og en lokal Selvforvaltning oprettes i Landet, med Emir Abdullah i Spidsen. Folkeforbundsrådet billigede den 16. December 1922 den engelske Regerings Erklæring.

Transjordanien består af Ørkener og Halvørkener med sparsom Befolkning (på 90.000 Kvadratkilometer bor der her 300.000 Mennesker, hovedsagelig Nomader), og det er et økonomisk fattigt Land. Dets Undergrund er lidet udforsket og kun svagt udnyttet. Landet er imidlertid af fremragende strategisk Betydning som Bindeled mellem de britiske Middelhavsbesiddelser og Irak med sin Beliggenhed ved den persiske Havbugt. I 1925 annekterede britiske Tropper den vigtige Havnestad Akaba ved Rødehavet, som hører til Saudi Arabien, og det ligeledes saudi-arabiske Område Maan og indlemmede det i Transjordanien. Englænderne fik således ikke alene en Havn ved Rødehavet i Nærheden af Suez-Kanalen, men forvandlede også Transjordanien til en kunstig Korridor, som skiller Saudi Arabien fra Ægypten og Levant-Landene.

Den 20. Februar 1928 undertegnede England og Transjordanien en Overenskomst, som fastsatte Englands Rettigheder i denne Stat, der jo allerede dengang var erklæret for „uafhængig". Ved denne Overenskomst sikrede England sig Kontrol over Udenrigspolitikken, Finanserne, Koncessionerne og Landets militære Styrker, den lagde Beskyttelsen af Udlændinge i Englands Hånd og gav England Ret til at erklære Krigstilstand og lade engelske Embedsmænd deltage i Forvaltningen af Fyrstendømmet. For at give Transjordanien en demokratisk Facade blev der oprettet et lovgivende Råd, som stod under Englændernes Ledelse og kun for Halvdelens Vedkommende var valgbart.

En britisk Specialist i arabiske Anliggender, John Philby, der i sin Tid personlig tog Del i Oprettelsen af Transjordanien, skrev følgende om denne „Uafhængighed":

„Den transjordanske Regerings Uafhængighed blev formelt anerkendt, men med så strenge Bestemmelser om britisk Opsyn og Kontrol ... at alt Skin af virkelig Uafhængighed kun var en effektiv Maskering. I Virkeligheden var Traktaten ikke andet end en formel Legalisering af status quo ... det lovgivende Råd havde ingen Mulighed for at handle mod Mandatmagtens Vilje".

Denne nedværdigende Traktat og den fiktive Uafhængighed vakte Harme blandt Befolkningen i Transjordanien. Stammeførerne holdt i 1928 Råd i Amman og fordømte Overenskomsten; som Modstykke fremhævede Rådet den transjordanske Nationalpagt, der blev et Program for den nationale Bevægelse. Rådet forlangte, at der skulle afsluttes Overenskomst „på Grundlag af Gensidighed i Rettigheder og Interesser og uden Beskæring af den nationale Suverænitet" og nedlagde en energisk Protest mod britiske Troppers Ophold i Landet.

Den nationale Bevægelses indre Svaghed og den udefra kunstigt opflammede Splid mellem Stammerne gav imidlertid den britiske Resident Mulighed for at holde Stillingen som Landets Herre og at undgå delikate Spørgsmål som dem, det engelske Diplomati sloges med i Lande som Ægypten og Irak, hvor Livet selv gennemtvang Dannelsen af mere eller mindre uafhængige nationale Regeringer.

Lige før den anden Verdenskrig gjorde England Transjordanien til en af sine Bastioner i det nære Østen, idet det der anlagde et stort Antal Flyvepladser, udvidede Havneanlæggene i Akaba ved Rødehavet og byggede et vidtforgrenet Vejnet. Den faktiske Herre i Landet var den britiske Officer Glubb, som fik Titel af Pas ja og trådte i Spidsen for en transjordansk Araberlegion. Efter en Meddelelse i Teheran-Bladet „Mardon" er han den faktiske Regent over Transjordanien og over Stammerne i Nordarabien og den syriske Ørken.

Den nye Traktat med England ændrer intet i Transjordaniens Stilling på disse Felter. Den lovfæster i Grunden blot Englands Bestræbelse for at ikke alene at bevare sine gamle Positioner i Transjordanien, men at udvide dem betydeligt, til Skade for Arabernes nationale Interesser. Indhyllet i smukke Fraser om Agtelse for uafhængige Folks Suverænitetsrettigheder og for Principperne i UNOs Statutter gør England et åbenlyst Forsøg på at omgå disse Statutter.

Ifølge sit Indhold er Traktaten med Transjordanien, når man betragter den ud fra UNOs Principper, et Tilbageskridt i Forhold til Englands Traktater med Irak og Ægypten, og disse Traktater vil begge Lande nu have ophævet. Traktaten med Transjordanien sætter Muligheden for en politisk Stabilisering i det nære Østen på Spil. I Noterne mellem Bevin og Hasjim gøres der et Forsøg på at forevige den britiske Anneksion af Områderne Akaba og Maan, som blev revet ud af Saudi-Arabien. Hvad der skal ske med disse Områder, er siden 1925 et åbent Spørgsmål. De arabiske Blade er af den Mening, at Ibn Saud, Kongen i Saudi-Arabien, som allerede dengang nægtede at anerkende denne Anneksion, heller ikke nu er sindet at gå med til Løsrivelsen af disse Områder.

Arabiske Kommentatorer ser en direkte Trussel mod Freden i, at Transjordanien ved at afstå strategiske Positioner til England bliver til en Bro for Koloniseringen af de arabiske Lande og åbner vide Muligheder for den engelske Ekspansion i disse Områder.

Emir Abdullahs Rejse til London havde som bekendt Formål der gik langt ud over Rammerne for Traktatens Undertegnelse. Efter Emirens Udtalelser drejede hans Forhandlinger med den engelske Regering sig også om Indlemmelse af Størstedelen af Palæstina i Transjordanien, med andre Ord en Deling af Palæstina i to Stater, og om Perspektiverne for en Sammenslutning af Syrien med Forbundet Irak-Transjordanien. Abdullah udtalte: „Den britiske Regering har billiget alle de Forslag, jeg har stillet.

Der er således ganske øjensynligt gjort et Forsøg på at afgøre de arabiske Landes Skæbne uden at tage dem med på Råd, et Forsøg på at konsolidere Englands Overherredømme og tjene de med England forbundne reaktionære Kredse ved at vende grundigt op og ned på Kortet over det nære Østen. På Baggrund af disse Projekter får Planerne om i Transjordanien at opretholde et fast Korps af 40.000 polske Landsknægte, som skal hverves blandt udtalt fascistvenlige Elementer i Anders-Armeen, en særlig Betydning. Herom føres der Forhandlinger mellem Emir Abdullah og General Anders. En Opdukken af den Slags „transjordanske Stridskræfter" ville betyde, at der opstod en yderst farlig Kilde til Komplikationer og Provokationer i hele det østlige Middelhavsområde.

Det er interessant, at den engelsk-transjordanske Traktat bliver skarpt fordømt i Pressen og i politiske Kredse i USA. Den amerikanske Senator Pepper, som ser Traktaten ud fra UNOs Principper, betegnede den som et Stykke internationalt Hykleri og som et Trick for at omgå UNOs Statuter. Pepper udtalte: „Efter min Mening er dette simpelthen en anden Metode,, hvorved et stort Land udbytter små Lande, og dette strider absolut imod de Forenede Nationers Princip og Filosofi ... Det engelske Mandat skulle forlængst have været ophævet, da det aldrig er blevet forvaltet i Mandatordningens Ånd. Uden Tvivl er UNO den retmæssige Arving til Folkeforbundet, og ethvert Folkeforbundsmandat må ophæves og overdrages til de Forenede Nationers Organisation."

Den engelsk-transjordanske Traktat er ganske afgjort ikke sådan som de undertrykte Folk, der tørster efter virkelig Uafhængighed, så utålmodigt havde ventet det af Kolonimagterne. Man kan på ingen Måde henregne den til de Afgørelser, der skaber Sikkerhed for, at Orienten virkelig kan udvikle sig ad Fredens og Sikkerhedens Vej.

Juli 1946

Det britiske Imperiums Problemer

af P. Poljak.

Pressen har i den senere Tid beskæftiget sig mere og mere med det britiske Riges økonomiske og politiske Problemer og den Krise, som Imperiet efter visse Iagttageres Mening er inde i.

Roden til denne Krise må søges i det britiske Riges Historie, der altid har været præget af to modsatte Tendenser: dels Imperiedelenes Stræben efter Uafhængighed, dels Hovedlandets regerende Kredses Anstrengelser for at befæste Rigets Enhed.

Den første Krise udspilledes allerede i Slutningen af det 18. Århundrede, da Englands Kolonirige rystedes af de amerikanske Besiddelsers Kamp for Uafhængighed. Mange mente dengang, at det engelske Imperium efter det amerikanske Koloniriges Løsrivelse ville gå tilbage. Disse Forudsigelser gik ikke i Opfyldelse - England skaffede sig Kompensation for de amerikanske Kolonier ved Udvidelser andre Steder i Verden.

Næsten halvandet Århundrede efter De Forenede Staters Frafald oplevede det britiske Rige en ny alvorlig Krise. Ganske vist havde den første Verdenskrig udvidet Englands Kolonibesiddelser, ja medført, at et nyt Imperiecentrum var skabt i det nære Østen, men alligevel var Imperiet undergået vigtige Forandringer som Følge af de indre, midtpunktflyende Kræfters Vækst.

Under Krigen var Industrien vokset stærkt i Dominions og Kolonierne. På den ene Side var det nationale Bourgeoisi derved blevet stærkt, på den anden Side var Folkemassernes nationale Frihedsbevægelse taget til. Kravet om Uafhængighed lød fra alle Kanter af det uhyre Kolonirige, særlig fra Irland, Indien og Ægypten. Irland fik efter væbnede Opstande i 1916 og 1921 Rettigheder som Dominion. Senere i 1937 erklærede Irland sig for en uafhængig Stat, men den engelske Regering har ikke hidtil anerkendt dette og anser stadigvæk Landet for et Dominion.

Efter mange Års Kamp fik Indien i 1921 Løfte om Dominion-Status, men som bekendt er dette Løfte endnu ikke opfyldt. De Reformer, som er gennemført i Indien, har kun ført til, at Smågrupper af det nationale Bourgeoisi er blevet inddraget i Arbejdet med Koloniens Administration.

Ægypten, som var Englands Protektorat, blev i 1922 efter en bitter Kamp formelt erklæret for uafhængigt. Imidlertid er dette Land faktisk stadig helt afhængigt af England.

Efter den første Verdenskrig skete der næsten ingen væsentlige Forandringer i Koloniernes Stilling; Koloniadministrationen herskede nu som før fuldstændig enerådigt.

Derimod blev England nødt til at gøre de fire store Dominions: Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika betydelige Indrømmelser. De fik Ret til Selvstyre, til at knytte diplomatiske Forbindelser og til at afslutte Traktater med andre Stater. Selvom Dominions Rettigheder nok er begrænsede, så øvede de dog allerede i Tiden efter første Verdenskrig stor Indflydelse på Englands Politik. Det kom tydeligt til Udtryk på Washington-Konferencen, hvor Dominions støttede USA’s Krav til England, således at England blev nødt til at annullere sin Traktat med Japan og begynde Bygningen af Søkrigsbaser til Dominions Forsvar mod en japansk Aggression. I hvor høj Grad Dominions Forhold til Hovedlandet var ændret efter den første Verdenskrig, kan man se af følgende Udtalelse, som André Siegfried har fremsat i sin kendte Bog »Englands Krise«: »I Dag har Ministeren for Dominions ikke større Autoritet over for sine Partnere, end Udenrigsministeren har over for sine. Han er sikkert meget mere betænksom overfor dem, end hans Kollega i Udenrigsministeriet er over for Småmagterne, som Briterne nærer stor Ringeagt for.«

I Tiden mellem de to Verdenskrige har England taget en Række betydningsfulde Skridt for at konsolidere Imperiet som Helhed, både militært, politisk og økonomisk. Særlig er der gjort meget for at udvikle Imperiets Forbindelsesveje til Lands, til Vands og i Luften. I denne Forbindelse har Mandatområderne fået særlig Betydning; det drejer sig om Palæstina, Transjordanien og Irak, som nu er forvandlet til vigtige Baser på Vejene til Indien og det fjerne Østen. Deres Betydning er især vokset, efter at Olieudvindingen i det nære Østen er sat i Vejret, idet en betydelig Del af Olien er under Englands Kontrol. Når Englands Politik i disse Egne kunne notere Succeser, skyldes det i høj Grad det engelske Løfte om at oprette en uafhængig arabisk Stat - et Løfte, der som bekendt ikke er blevet opfyldt.

På det økonomiske Område har Imperielandene indført Preferencetoldsatser, som skulle stimulere Handelen indenfor Imperiet, til Skade for andre Lande, navnlig for USA, som har en livlig Handel med Dominions. Det samme Mål tjente Sterlingblokken, som i valutamæssig Henseende skulle slutte Imperielandene sammen til et Hele.

Takket være disse Foranstaltninger lykkedes det til en vis Grad at gennemføre en økonomisk Konsolidering af Imperiet. Medens Imperielandenes Andel i Englands Import i 1929 udgjorde 29 %, var den i 1938 steget til 40 %. Takket være Preferencetoldsatserne fik Imperielandene betydeligt større Muligheder for at afsætte deres Varer på Hovedlandets Marked. Desuden voksede - omend i mindre Grad - Imperielandenes Betydning for Eksporten af engelske Varer. I 1929 aftog de 44 % af Englands Eksport, i 1939 49 %.

På Tærskelen til den anden Verdenskrig kunne man altså notere visse Resultater af Englands Forsøg på at svække de midtpunktflyende Kræfters Virkning ved at give økonomiske Indrømmelser til Imperielandene, navnlig Dominions.

I Tiden mellem de to Krige har de Konservative og Arbejderpartiet vekselvis været ved Magten. Alligevel er Imperiepolitikken blevet fortsat uforandret for på enhver Måde at konsolidere Imperiet og at undertrykke dets enkelte Bestanddeles Stræben efter Uafhængighed. De Konservatives højrefløj under Ledelse af Churchill vendte sig kategorisk mod enhver Form for Reform i Indien og mod enhver Svækkelse af Kolonistyret der; men de Konservatives Flertal under Ledelse af Baldwin anså det for nødvendigt at gøre Toppen af Indiens nationale Bourgeoisi visse Indrømmelser for at svække dets Modstand mod det engelske Herredømme. Labour-regeringens Imperiepolitik har i det væsentlige forfulgt de samme Mål og har til Tider villet virkeliggøre dem med endnu større Ihærdighed end de Konservative.

Den anden Verdenskrig har endnu stærkere tilspidset de Problemer, der rejste sig for det britiske Rige før Krigen. Selve Grundlaget for dette Imperium, Englands Herredømme over Ruterne på Verdenshavene, er nu gået tabt. Medens England efter den første Verdenskrig var nødt til at indrømme Amerika Ligestilling i Flådestyrke, er England nu kommet betydeligt bagud for Amerikanerne, hvad både Krigsflåde og Handelsflåde angår. Monopolet på Søkrigsbaser og Kul- og Oliestationer er ligeledes gået tabt, og England har under Krigen været nødsaget til at afstå en Del af sine Baser til USA.

England har mistet en betydelig Del af sine Kapitalinvesteringer i Udlandet, og Indtægterne af dem er gået stærkt ned. Hovedlandet, Imperiets Centrum, var ikke i Stand til at forsyne sine Kolonier med Varer og Kapital i samme Omfang som før Krigen, men købte tværtimod i uhyre Målestok Råstoffer og Industrivarer fra Kolonierne til Krigsformål og er som Følge heraf kommet i Gæld til sine Kolonier. F. Eks. skylder England Indien over 1 Milliard Pund Sterling, medens Gælden til Ægypten er over 1/2 milliard Pund.

Samtidig har Dominions og Kolonierne energisk udviklet deres egen Industri, både fordi Krigen krævede det, og fordi Indførslen af Industrivarer til fredelige Formål hørte op. Nu kan de fleste Dominions allerede selv producere det nødvendige Kvantum Industrivarer til almindeligt Forbrug og tildels også den maskinelle Udrustning. Industriproduktionens Niveau i Canada, Australien og Sydafrika er vokset så stærkt, at disse Lande nu optræder som Konkurrenter til Englands Industri på Imperiets Markeder.

Under Krigen er Canadas, Australiens og New Zealands økonomiske, politiske og militære Forbindelser med USA blevet styrket, samtidig med at England har overdraget USA en Række vigtige Positioner, der kontrollerer Sø-ruterne til Dominions. Tendenserne til politisk Uafhængighed og til Selvstændighed i Udenrigspolitikken er mærkbart blevet stærkere i alle Imperielandene, særlig i Canada, som i militær og politisk Henseende er kommet USA endnu nærmere end før Krigen.

En spændt Situation er opstået i Indien, hvor ledende Kredse i det nationale Bourgeoisi under Krigens mest kritiske Periode, det nationale bourgeoisi under krigens mest kritiske periode i sommeren 1942, indtog en Stilling, der ikke kan kendetegnes anderledes end som velvillig Neutralitet overfor Japan. På dette Tidspunkt vakte Englands Stædighed og Uvilje til at give Indien Indrømmelser, som kunne aktivisere dets Deltagelse i Krigen, stor Utilfredshed i USA Den amerikanske Presse øvede dengang skarp Kritik mod Englands Holdning. Når England under Krigen, da Faren var størst, nægtede at indrømme Indien Uafhængighed, er der så meget mindre Grund til at antage, at England vil gøre det nu, da Faren er overstået.

Som bekendt kom en Del af Englands Kolonier i Sydøstasien, specielt Burma og Malaya, under Krigen i Japans Besiddelse. Der er ingen Tvivl om, at Årsagen til Japans lette Sejre i disse Egne var Englands totale Uvillighed til at imødekomme den lokale Befolknings Krav. Imødekommenhed ville utvivlsomt have fremmet dens Mobilisering til Modstand mod de japanske Erobrere. For Tiden karakteriseres Englands Politik i disse Kolonier, trods de rundhåndede Løfter om Reformer, af en Bestræbelse for så hurtigt som muligt at genindføre det gamle Koloniregime. Burma har f. Eks. fået Løfte om Selvstyre, men det skal indføres gradvis, ad flere Gange, efter strenge Forskrifter, og foreløbig genindføres det System, der fandtes før Krigen.

Endnu mere kompliceret er Stillingen i Malaya, hvor man ikke alene genindfører det gamle Koloniregime, men har annekteret 9 Malajstater, som før Krigen var under engelsk Protektorat, og har gjort det under Påskud af at ville oprette et nyt malajisk Forbund.

Begivenhederne i Malaya bekræfter den Kendsgerning, at Englands Kolonipolitik nu som før er under Indflydelse af gamle Traditioner, trods alle Forsøg på at udgive denne Politik for Demokratiets sidste Ord.

Med Krigens Afslutning blev Kolonifolkenes Stræben efter Uafhængighed kraftigt forstærket også i det nære Østen og i Afrika, hvor det britiske Imperium har særlig vigtige strategiske Nøglestillinger. Dette skaber nye Vanskeligheder for Englands Politik.

Traktaten med Transjordanien, som formelt giver dette Land Uafhængighed, vidner om Englands meget energiske Forsøg på at konsolidere sin hidtidige Stilling i det nære Østen ved at omgå De Forenede Nationers Statut og forbigå de nye Krav, der fremsættes under den nationale Frihedsbevægelses Udvikling.

Et eksempel på de besværligheder England for tiden støder på under Forsøget på at manøvrere, som de nye Forhold byder, er Tildragelserne i Syrien og Libanon.

Under Forsøget på at underminere Frankrigs Position i det nære Østen og derved konsolidere sin egen Stilling har England under Krigen støttet disse Landes Bestræbelser for Uafhængighed. Men i engelske Kredse begynder der allerede nu at ytre sig alvorlige Bekymringer over de mulige Følger af dette Skridt. »Economist« skriver f. Eks.: »Den Uafhængighed, som General Spears skaffede Syrien og Libanon, er et tveægget Sværd og betyder i det lange Løb Uafhængighed til Folkemasser, som eventuelt... vil vende sig mod Vesten.«

Det er en kendt Sag, at den Situation, der er opstået i Ægypten, er meget skarp. Det er ikke nogen let Opgave for England at løse det ægyptiske Problem under de nuværende Forhold. Således skriver det engelske Arbejderpartis Ugeblad »Tribune«: Det er ikke let at tilfredsstille noget af de to Hovedkrav, Ægypten fremsætter: fuldstændig Evakuering af de britiske Tropper og Sammenslutning af Ægypten og Sudan; Storbritannien må gøre sine Forbehold angående hvert enkelt af disse Spørgsmål.

Dengang Ægyptens Repræsentant, Zaglul Pasha, for 22 År siden stillede Labour-regeringens Chef, MacDonald overfor de samme Krav, svarede denne: »Sikken en Imperialist, De dog er!« og alt blev ved det gamle. Det, som gik for 22 År siden, behøver imidlertid ikke at gå nu.

Aggressorernes Nederlag har fjernet den Fare, der hang over det britiske Imperium, og har ført til, at England kunne konsolidere sin Stilling i det nære Østen og i Afrika, i Kraft af at Tysklands og især Italiens Indflydelse helt er blevet likvideret, men også fordi Frankrigs Position er svækket. Trods Klageråb i en vis Del af den engelske Presse har England fået dét ud af Krigen, at dets Imperiebesiddelser er blevet »afrundede« -. I Østatlanten og i Middelhavet er England nu det eneste land, der besidder en stor Krigsflåde. Kontrollen over Søvejene på hele den østlige halvkugle, rundt om Afrika og især i Middelhavet, er for første Gang siden Trafalgarslaget et rent engelsk Monopol.

Vi ser altså, at skønt de midtpunktflyende Kræfter gør sig stærkere gældende i det britiske Imperium, har Anti-Hitler-Koalitionens Sejr skabt en Række Omstændigheder, som konsoliderer Stillingen for Imperiets væsentlige Del på den østlige Halvkugle. Det fjerner imidlertid ikke de engelske herskende Kredses Uro for Imperiets Fremtid.

Meget karakteristisk i denne Henseende er en Artikel, som Sir Arthur Longmore, tidligere Leder af Akademiet for Imperiets Forsvar, har skrevet til Londonbladet »Sunday Times« med Overskriften »Det britiske Imperiums Enhed«. I denne Artikel udtales der Frygt for, at England i Tilfælde af en ny Krig skulle komme i samme Situation som Kanaløerne, der ligger mellem England og Frankrig og under Krigen blev besat af Tyskerne. Longmore skriver: »Det vil være væsentligt for ethvert nyt System til Skabelse af en mere snæver Enhed indenfor The British Commonwealth, at Udenrigspolitikken bliver fælles, og at vor Talsmand, når han taler med de Store i Øst og Vest, kan gøre det med et enigt Imperium bag sig ...

Imperiekonferencerne er få og sjældne. Det er øjensynligt nu nødvendigt at sammenkalde en Konference af de britiske Nationer for at revidere vore gensidige Forbindelser.«

Forfatteren foreslår at oprette et permanent Råd for det britiske Imperium til øjeblikkelig Løsning af Problemer, der angår alle Landene indenfor The British Commonwealth.

Kampen for at konsolidere Imperiet støder på alvorlige Hindringer i Imperielandene, især i Canada, Australien og New Zealand, som åbenbarer en stærkere og stærkere Stræben efter politisk og økonomisk Uafhængighed. Denne Stræben får en meget betydelig Støtte fra USA’s Side. Under Krigen forsøgte indflydelsesrige amerikanske Kredse flere Gange at rejse Spørgsmålet om fælles Formynderskab over Englands Kolonier i Asien og endog om fælles Administration af alle Kolonier i Verden. Det lykkedes England at afværge disse forsøg.

Det må bemærkes, at England selv forsøgte at finde en Udvej i en anden Retning, nemlig gennem Forslaget om at oprette et uhyre, engelsk-fransk Imperium med fælles Regering og Parlament, fælles Flåde osv. Dette Forslag, som Churchill officielt stillede på det franske Kabinets Møde i de kritiske Dage i Juni 1940, blev afvist med et ringe Stemmeflertal. Formodentlig spillede de daværende amerikanske Repræsentanter i Frankrig en Rolle ved Sagens Afgørelse.

Nu har England fået USA’s Tilsagn om et yderst tiltrængt Lån mod at afskaffe Imperiets Preferencetoldsatser og Sterlingblokken - Foranstaltninger, som har stimuleret Handelen indenfor Imperiet til Skade for amerikanske Interesser. Det er karakteristisk, at USA’s Krav, især om Likvidering af Sterlingblokken, får en vis Støtte fra Dominions, især fra Canada, som endda mere energisk end Amerika har insisteret på dette. England vil uvægerlig møde nye Besværligheder under sine Handelsforbindelser med Dominions og Kolonierne som Følge af den forøgede Konkurrence fra USA, som utvivlsomt stærkere og stærkere vil trænge ind i alle Imperielande, efter at de hidtidige Hindringer er fjernet. I England ytrer der sig navnlig i konservative Kredse stærk Utilfredshed med Lånebetingelserne, som underminerer hele det System, der har opmuntret Handelen indenfor Imperiet.

Under Forhandlingerne om Lånet er England gået ind på at yde USA Indrømmelser. Men Forslaget om at yde Lånet mødte betydelig Opposition i den amerikanske Kongres, hvor Spørgsmålets Behandling åbenbart blev trukket i Langdrag. Visse interesserede amerikanske Kredse udtalte sig mod at støtte det britiske Imperium, idet de gik ud fra, at selv om England under Krigen var »yderste Forsvarslinje« for de dengang militært svage Forenede Stater, så er stillingen nu en anden. USA råder nu over en vældig Sø- og Luftflåde, en meget stor Landhær og endelig over en ny Våbenart, Atombomben. Eftersom det britiske Imperium i sin Tid havde stor Betydning for USA’s Forsvar, var USA interesseret i at yde England Hjælp. Nu er denne Nødvendighed faldet bort. Og hvis Amerikanerne under Krigen flere Gange rejste Spørgsmålet om at deltage i Administrationen af Englands Kolonier, så er der naturligvis nu Mulighed for at tale mere håndfast om dette Tema. USA’s Presse bruger i Polemikken om dette Forhold det Argument, at det britiske Imperium jo ikke uden Amerikas Støtte vil kunne modstå den ventede Krise, men vil gå i Opløsning. Det amerikanske blaf "Chicago Daily Tribune" tegner et Billede af, hvad der efter dettes Mening vil ske, »hvis det britiske Rige lider Skibbrud«: »England vil så ikke længere kunne underholde sine Lorder og Millionærer. Lorderne vil blive nødt til at arbejde, og Millionærerne vil opdage, at deres Rigdomme ..., som bygger på Monopoler og Karteller, vil gå op i Røg. Ikke desto mindre vil det britiske Folk som Helhed blive langt sundere og lykkeligere.«

Der vil næppe kunne findes mange Mennesker, mener Bladet, som vil beklage et Sammenbrud af det britiske Imperium, og mindst af alt vil de kunne findes i De forenede Stater.«

Denne kritiske Bemærkning i et reaktionært amerikansk Blad om det engelske Aristokrati, som suger uhyre Profitter ud af Kolonierne, er naturligvis dikteret af alt andet end uegennyttige Interesser hos amerikanske Forretningsfolk.

Visse indflydelsesrige amerikanske Politikere har ihærdigt fremsat Tanken om at give Englands Kolonier Uafhængighed. Den tidligere Vicepræsident Henry Wallace skriver f. Eks. i sin Brochure »Vore Opgaver i Stillehavet«: »Det er til vor Fordel at se en ordnet Overgangsproces, hvorved det Frie Asien øges, og det undertrykte Asien stadig mindskes.«

Ledende politiske Kredse i England forstår, at Krigsafslutningen har medført en Forandring i USA’s Stilling til det britiske Imperium og forsøger at træffe Modforanstaltninger for at befæste Imperiet. I de sidste få Måneder er der allerede fremsat 3 Projekter 1 denne Retning. Det første af dem tilsigter at oprette den såkaldte Vestblok, bestående af England, Frankrig, Belgien og Holland. Uden at gå ind på andre Sider af dette Projekt vil vi bemærke, at de anførte Magter tilsammen besidder over 9/10 af alle Kolonier i Verden; denne Blok vil således for de gamle Kolonimagter være en Slags Forsikringsselskab til Forebyggelse af Faren for en Nyopdeling af Kolonierne. Det er ikke vanskeligt at gætte, at dette Projekt er rettet mod amerikanske Aspirationer i Retning af Koloniadministration.

Et andet projekt som er fremsat af England er oprettelsen af en Verdensføderation af alle Magter, med fælles Regering, fælles Hær osv. Det er egentlig ikke andet end en Variant af Vestblokken, og Projektets Mål er at garantere Kolonimagterne, især England, deres Besiddelsers Urørlighed. Formålet er tilstrækkelig gennemsigtigt til at vække ringe Sympati i amerikanske Kredse.

Så er der et tredje Projekt: Churchills Forslag om at oprette en engelsk-amerikansk Militæralliance. Når engelske Konservative har Brug for at maskere en eller anden vigtig Foranstaltning, tyr de næsten altid til anti-sovjettiske Aktioner. Sådan er det også denne Gang: den bydende Nødvendighed af at tegne en Forsikring for det britiske Imperiums Udelelighed og Forsøget på at få USA med i Forsikringen kamufleres med en rasende, anti-sovjettisk Agitation.

Englands Ønske om ikke alene at bevare, hvad det besad før Krigen, men også at udvide sin Indflydelse, møder øjensynlig ingen Sympati i USA Den amerikanske Presse udtaler således Utilfredshed over Englands Bestræbelser for at bevare Monopolet over Handelsruterne til Søs og i Luften på den østlige Halvkugle. Den amerikanske Presses kritiske Holdning overfor Englands Politik med Hensyn til Mandatterritorierne er også meget karakteristisk. Disse Mandatterritorier skal efter De Forenede Nationers Statut overgives til et Formynderskab. Selv om England i Spørgsmålet om Palæstina har gjort en Undtagelse og taget U. S, A. med på Råd ved Problemets Løsning, har England dog handlet på egen Hånd, når det drejede sig om andre Mandatområder, f. Eks. Transjordaniens Skæbne. Englands Forsøg på ad alle mulige Veje at bevare sine Mandatterritorier og omgå De Forenede Nationers Statut finder ikke Billigelse i amerikanske Kredse.

Den Konference, som Englands og Dominions Premierministre afholdt i Slutningen af April i London, havde til Formål at koordinere de vigtigste Imperiedeles Politik og Handlinger i den nuværende komplicerede Situation.

Efter Pressemeddelelser at dømme er engelske regerende Kredse alvorligt bekymret over den Krise, det britiske Imperium oplever; de er bange for, at det denne Gang ikke vil gå så let at komme uskadt fra det.

Det britiske Regimes indre Modsætninger ytrer sig nu med særlig Skarphed. Hvilke Forsøg der end gøres på at forlige dem, vil de lade høre fra sig, såvel indenfor Imperiet som i Englands Relationer med Omverdenen.

August 1946

Molotovs Erklæring om Byrnes’ Udkast til en Traktat om Tysklands Afvæbning og Demilitarisering

Om den amerikanske Plan afgav Sovjetunionens Udenrigsminister, V. M. Molotov, følgende Erklæring på Konferencen i Juni-Juli 1946: Sovjetregeringen har med overordentlig Opmærksomhed studeret den af Hr. Byrnes forelagte Plan til en Firemagtstraktat om Afvæbningen og Demilitariseringen af Tyskland. Sovjetregeringen bekræfter endnu en Gang, at Tysklands Afvæbning og langvarige Demilitarisering er en ubetinget Nødvendighed. Sovjetregeringen mener, at Tyskland bør forblive i afvæbnet og demilitariseret Tilstand ikke i 25 År, som Planen forudser, men i mindst 40 År. Erfaringen har vist, at det korte Tidsrum, hvori Tyskland var begrænset i sin Oprustning efter den første Verdenskrig, var komplet utilstrækkeligt til at forhindre Tysklands Genfødelse som en Angrebsmagt, der var en Fare for Folkene i Europa og i hele Verden. Det er klart, at de fredselskende Folk er interesseret i, at Tyskland forbliver afvæbnet i så langt et Tidsrum som overhovedet muligt.

Det foreslåede Traktatudkast motiveres med Fredens og Sikkerhedens Interesser i hele Verden. I Indledningen til Traktaten tales der om Bestræbelserne for at give Folkene i Europa og hele Verden Mulighed for fuldt og helt at hellige sig fredelige Sysler. Men et nærmere Bekendtskab med Planen viser, at de Foranstaltninger, der indeholdes i den, er alt for utilstrækkelige til at garantere Sikkerheden og til at hindre Aggression fra Tysklands Side i Fremtiden. Det pågældende Dokument indskrænker sig til at opregne militære og militærøkonomiske Foranstaltninger, og samtidig er disse Foranstaltninger endog mindre fuldstændigt fremlagt i Planen, end Tilfældet var i Udtalelsen fra Berlinkonferencen mellem de 3 Magters Ledere, hvor der desuden påpeges andre ikke mindre vigtige Betingelser for at garantere Sikkerheden og en stabil Fred. Af denne Grund er Sovjetregeringen kommet til den Slutning, at hvis Firemagtstraktaten kun skal indskrænke sig til det, der heri er sagt angående Tysklands Afvæbning, så kan en sådan Traktat ikke tjene som en pålidelig Garanti for Europas og hele Verdens Sikkerhed. Tværtimod kan Utilstrækkeligheden af de i Planen foreslåede Foranstaltninger i sig rumme Faren for, at Tyskland genopstår som en Aggressionsmagt.

Tilbage står Spørgsmålet: Hvorledes skal Traktaten mellem de fire Magter formes, for at den kan tjene til at forhindre en ny Aggression fra Tysklands Side og dermed virkelig kan hjælpe til at sikre en stabil Fred og Sikkerhed for Folkene? For at kunne besvare dette Spørgsmål må man vende sig til de allierede Magters fælles Erklæringer, der blev vedtaget af dem allerede under Krigen med Tyskland.

Som det vil være alle bekendt, er der i de fælles Beslutninger, der er truffet af USA’s, Sovjetunionens og Storbritanniens Regeringer på Krim-konferencen, og som senere blev videre udviklet på Berlinkonferencen, hvor Frankrig sluttede sig til dem, peget på de vigtigste Opgaver for at sikre Europa og hele Verden mod Faren for. at en ny tysk Aggression skal kunne opstå. Vi har ikke nogen Grund til at trække disse Beslutninger tilbage. De bør tjene som Basis for vore videre Skridt for at sikre Freden.

Først og fremmest må det understreges, at i disse Beslutninger tales der om Nødvendigheden af at gennemføre en »fuldstændig Afvæbning og Demilitarisering af Tyskland og Tilintetgørelse af al tysk Industri, der kan udnyttes til militær Produktion eller Kontrol med den« (Berlinkonferencen). Følgelig blev Beslutningen om Tysklands fuldstændige Afvæbning og Demilitarisering truffet af vore Lande, længe før det Traktatudkast, som vi nu behandler, så Dagens Lys. Dengang anerkendtes yderligere Nødvendigheden af at gennemføre en industriel Afvæbning af Tyskland, hvorunder Likvideringen af Tysklands krigsøkonomiske Potential og Oprettelse af passende allieret Kontrol over den tyske Industri til Stadighed af de Allierede er blevet betragtet som den vigtigste Opgave for at garantere Folkenes Sikkerhed i Fremtiden. I det forelagte Udkast derimod er disse Opgaver stillet i beskåret og fuldstændig utilstrækkelig Form.

Når man dernæst stiller Spørgsmålet: hvorledes står Sagerne i denne Henseende for nærværende? så synes Situationen fuldstændig utilfredsstillende. Sovjetregeringen har allerede foreslået i alle Tysklands Okkupationszoner at gennemføre en Undersøgelse af, hvorledes Afvæbningen af de tyske væbnede Styrker og Tilintetgørelsen af alle andre militære og halvmilitære Organisationer og Foretagender faktisk er ført ud i Livet. Dette er hidtil ikke sket. Men vi står fortsat fast på Gennemførelsen af denne Undersøgelse for at fjerne alle Misforståelser på dette Område.

Hvad angår Spørgsmålet om Likvidering af Tysklands Krigsøkonomi, så har vi her en ganske uholdbar Situation. Her er der endnu ikke noget som helst at kontrollere, eftersom der hidtil ikke er vedtaget nogen som helst Plan for Likvidering af Tysklands Krigsøkonomi, og udover enkelte Foranstaltninger, der er truffet uafhængigt af den almene Plan, er der intet sket på dette Område. Derfor mener Sovjetregeringen, at man ikke længere kan udsætte at opstille en Plan og udarbejde en Fremgangsmåde til Likvidering af de Grene af den tyske Industri, der har tjent som krigsøkonomisk Basis for det aggressive Tyskland ved at producere uhyre Mængder Krigsudrustning til den tyske Hær. Kun en sådan Afvæbning af Tyskland, der indbefatter både Opløsning af de tyske væbnede Styrker og allehånde militære og halvmilitære Organisationer og Likvidering af den Del af den tyske Industri, der har tjent Tysklands Oprustning, - kun en sådan Afvæbning og Demilitarisering af Tyskland kan tjene en stabil Fred og Folkenes Sikkerhed. En Traktat mellem de fire Magter, der har til Formål at tjene Freden og Sikkerheden, må først og fremmest indeholde Gennemførelsen af disse Opgaver. Det forelagte Udkast derimod giver ikke noget tilfredsstillende Svar på disse Spørgsmål.

Samtidig må vi huske på, at Sikkerhed og Forhindring af ny Aggression fra Tysklands Side ikke blot afhænger af Foranstaltninger af militær og militær-økonomisk Art. Af ikke mindre vigtig Betydning er de Beslutninger på Krim- og Berlinkonferencerne, som vedrører de politiske Opgaver i Forholdet til Tyskland. Deres Virkeliggørelse har de allierede Magter altid betragtet som absolut nødvendig for at garantere Freden og Folkenes Sikkerhed i Fremtiden.

Allerede i Krimkonferencens Beslutninger taltes der om Nødvendigheden af »at udslette det nazistiske Parti, de nazistiske Love, Organisationer og Foretagender; at fjerne enhver nazistisk og militaristisk Indflydelse fra de offentlige Institutioner, fra det tyske Folks kulturelle og økonomiske Liv«. Mere udførligt tales der herom i Berlin-konferencens Beslutninger, hvor man understreger Nødvendigheden af »at forberede sig til den endelige Rekonstruktion af det tyske politiske Liv på demokratisk Basis«.

I det forelagte Traktatudkast undgår man Spørgsmålet om Likvidering af den tyske Fascismes Rester og om det tyske politiske Livs Genopbygning på demokratisk Grundlag, og det kan man ikke give sit Samtykke til.

Endnu i Går anerkendte vi alle, at vor vigtigste Opgave var ikke blot at »udslette det nazistiske Parti«, men også at likvidere Følgerne af Hitler-nazismens Herredømme i alle Grene af Tysklands offentlige Liv. Opfyldelsen af disse Opgaver anså vi som en nødvendig Betingelse for Omdannelsen af den tyske Stat på demokratisk Grundlag, så at Tyskland ophørte med at eksistere som en Aggressionsmagt og blev en demokratisk og fredselskende Stat, som derefter kunne overgå til et fredeligt Samarbejde i det internationale Liv.

Vi forstod alle, at Gennemførelsen af denne Ombygning ikke var nogen særlig let Opgave, at den kræver en vis Tid og aktiv Støtte fra vor Side til alle de demokratiske Kræfter i det tyske Folk, som vil tage denne Sag op. Og man må indrømme, at der i Tyskland er opstået alvorlige demokratiske Kræfter, som allerede med betydeligt Held arbejder på Tysklands demokratiske Genfødelse. Men denne demokratiske Ombygning er jo først lige begyndt; der er foreløbig kun gjort en Begyndelse; Fascismens Kræfter er endnu langt fra rykket op med Rode i Tyskland.

Det er alment bekendt, at Landbrugsreformerne, der likviderer de store Godsejere, som tidligere var Hitlerismens sikre Støtte, kun er gennemført i Sovjetzonen og ikke engang er påbegyndt i de vestlige Zoner. De monopolistiske Sammenslutninger af tyske Industridrivende, alle disse Karteller, Truster, Syndikater med videre, som den tyske Fascisme støttede sig på under Forberedelsen af Aggressionen og under Krigsførelsen, bevarer fortsat deres Indflydelse, særlig i de vestlige Zoner. Følgelig har vi ingen Grund til at svække Opmærksomheden overfor de Opgaver, der stilles os ved den fuldstændige Likvidering af Nazismen, og overfor Spørgsmålene om Tysklands Demokratisering, hvis vi ønsker at få virkelige Garantier for Sikkerheden i Fremtiden.

Hvorledes skal man efter alt dette forstå den Kendsgerning, at der i det forelagte Udkast ikke tales et Ord om disse vigtige Opgaver for at garantere Freden og Folkenes Sikkerhed? Det må være klart for os, at alle Tilhængere af en stabil Fred er interesserede i, at de nævnte Beslutninger på Krim- og Berlinkonferencerne ubetinget føres ud i Livet. Vi må herunder huske på vore fælles Beslutninger, hvori det hedder: »Den tyske Militarisme og Nazisme vil blive udryddet, og de Allierede vil i Overensstemmelse med hinanden nu og i Fremtiden træffe andre Foranstaltninger, som er nødvendige, for at Tyskland aldrig mere skal kunne true sine Naboer, og for at bevare Freden i hele Verden« (Berlinkonferencen). Det forelagte Udkast modsvarer ikke disse Mål. Det undgår og overser de vigtigste Forudsætninger for at garantere en stabil Fred og Folkenes Sikkerhed. Således svarer det forelagte Udkast ud fra Sikkerhedens Interesser ikke til Formålet, for slet ikke at tale om, at det er i Modstrid med de Allieredes tidligere fælles Beslutninger.

Til Trods for de ganske utilstrækkelige Forholdsregler, der forudses i det forelagte Udkast med Hensyn til at forebygge ny Aggression fra Tysklands Side, tales der deri om Muligheden af at indstille den allierede Okkupation af tysk Territorium. Udkastet overser således de Mål, som de Allierede forfulgte, da de indledede Okkupationen af Tyskland. Det må ikke glemmes, at de allierede og sovjetiske Troppers Ophold i Tyskland har tre Mål: For det første at sikre og føre Tysklands militære og økonomiske Afvæbning til Bunds; for det andet at sikre Samfundsordenens Demokratisering i Tyskland; og for det tredje at sikre Erstatningsleverancerne.

Foreløbig er disse Opgaver ikke opfyldt, og vi anser Okkupations-styrkernes Ophold i Tyskland og Bevarelsen af Okkupationszonerne som ubetinget nødvendig.

Det er tidligere påpeget, hvor utilfredsstillende Udkastet er med Hensyn til at sikre Tysklands fuldstændige militære og økonomiske Afvæbning, og at Udkastet desuden fuldstændig overser den Opgave at sikre Samfundsformens Demokratisering i Tyskland. Hertil må føjes, at Hr. Byrnes Udkast fuldstændig overser Nødvendigheden af at sikre Erstatningsleverancerne, hvilket Sovjetregeringen ikke under nogen Omstændigheder kan give sit Samtykke til.

Det er nødvendigt at standse lidt ved Erstatningerne fra Tyskland. Dette Spørgsmål berører særlig kraftigt de Stater, som har haft tyske Tropper på deres Territorium og har lidt uhyre Tab under tysk Okkupation. Det er indlysende, at Sovjetunionen ikke kan glemme Erstatningerne, således som det er gjort i det forelagte Udkast.

Hvad angår Totalsummen af de Erstatninger, Tyskland skulle yde Sovjetunionen, fandt Sovjetunionens og USA’s Regeringer det allerede på Krimkonferencen muligt at gå ud fra et Beløb på 10 Milliarder Dollars. På Berlinkonferencen holdt Sovjetregeringen påny fast ved, at Tysklands Erstatninger til Sovjetunionen skulle fastsættes til 10 Milliarder Dollars.

Dengang blev det på USA’s Forslag besluttet, at Sovjetunionen kunne sikre sig Erstatninger i Hovedsagen fra sine egne Okkupationszoner i Tyskland, men delvis også fra de vestlige Zoner, hvilket også blev nedfældet i Berlin-konferencens Beslutninger.

Det er indlysende, at disse Erstatninger ikke blot bør omfatte Udrustning, men også Varer af Tysklands løbende Produktion. Men Opfyldelsen af Erstatningsleverancerne støder som bekendt på stadig nye Hindringer. Til Trods for de Forpligtelser, som USA og Storbritannien og senere også Frankrig, der tilsluttede sig disse Beslutninger, har påtaget sig, opfyldes Berlinbeslutningerne om Erstatningsleverancerne ikke i de vestlige Okkupationszoner af Tyskland. Man finder stadig på nye Undskyldninger for at udskyde og umuliggøre Opfyldelsen af disse Beslutninger. For nylig offentliggjorde den amerikanske General Clay en ulovlig Erklæring, hvori han nægtede at opfylde Erstatningsleverancerne til Sovjetunionen og andre Lande endog efter de foreløbige og fuldstændig utilstrækkelige Beslutninger, som man allerede var blevet enige om i det allierede Kontrolråd.

Sovjetregeringen kan ikke under nogen Omstændigheder acceptere en sådan Holdning til vore Regeringers fælles Beslutninger om Erstatningsleverancerne. Endnu mindre kan vi gå med til det Forslag, der findes i Hr. Byrnes’ Udkast, og hvorefter Okkupationen af tysk Territorium kan indstilles uafhængigt af Opfyldelsen af Erstatningsleveracerne.

Sovjetregeringen fastholder, at Tysklands Erstatninger til et Beløb af 10 Milliarder Dollars ubetinget opfyldes, eftersom de kun i ubetydelig Grad dækker de uhyre Tab, som det tyske. Okkupation har tilføjet Sovjetunionen. Det er muligt, at USA og Storbritannien, der ikke har gennemlevet Okkupationens Lidelser, i nogen Grad undervurderer Betydningen af Erstatningerne til Sovjetunionen, men Sovjetunionens Folk, der har gennemlevet Okkupationens Lidelser, kan ikke gå med til en sådan Holdning overfor dets lovlige Krav.

For os er det indlysende, at Traktatudkastet i den Form, hvori det er forelagt os, ikke er tjenligt til at garantere Freden og Folkenes Sikkerhed. Planen må nødvendigvis underkastes en gennemgribende Omarbejdelse.

Den af mig afgivne Erklæring viser de Retningslinjer, hvorefter det efter min Mening er nødvendigt at omarbejde dette Udkast.

Om Tysklands Skæbne og om Fredstraktaten med Tyskland

V. M. Molotov.

På Udenrigsministerkonferencen i Paris i Juni-Juli 1946 afgav Udenrigsminister Molotov følgende Erklæring om Tysklands Skæbne og Fredstraktaten med dette Land: Nu er Tidspunktet inde, da vi må drøfte Spørgsmålet om Tysklands Skæbne og om Fredstraktaten med dette Land.

Sovjetregeringen har altid stået på det Standpunkt, at Følelser er en dårlig Rådgiver i sådanne Spørgsmål. Det ville være urigtigt at forveksle Hitler-Tyskland med det tyske Folk, selv om det tyske Folk ikke kan skyde Ansvaret for Tysklands Aggression og for dens tunge Følger fra sig.

Sovjetfolket har gennemlevet overordentlige Lidelser som Følge af Okkupationen, fremkaldt af de tyske Hæres Indtrængen i Sovjetunionen.

Vore Tab er store og kan ikke vurderes. Andre Folkeslag i Europa og ikke blot i Europa vil endnu længe mærke de svære Tab og Lidelser, som er fremkaldt af den Krig, Tyskland kastede Verden ud i. Derfor er det forståeligt, at Spørgsmålet om Tysklands Skæbne i Øjeblikket beskæftiger ikke blot det tyske Folk - hvilket er naturligt - men også andre Folkeslag, der stræber efter at sikre sig i Fremtiden og ikke vil tåle ny Aggression fra Tysklands Side. Herunder må man ikke glemme, at Tyskland i Kraft af den industrielle Magt, det har opnået, er et vigtigt Led i hele Verdensøkonomiens System, og på den anden Side må man huske, at denne industrielle Magt mere end een Gang har været Basis for et aggressivt Tysklands Oprustning. - Dette er Forudsætningerne for de Slutninger, der må drages.

Jeg går ud fra, at det ville være urigtigt ud fra Verdensøkonomiens og Fredens Interesser i Europa at indtage det Standpunkt at tilintetgøre Tyskland som Stat eller at gøre det til et Landbrugsland med Tilintetgørelse af dets vigtigste Industricentrer.

Et sådant Standpunkt ville føre til Underminering af Europas Økonomi, til Ødelæggelse af Verdensøkonomien og til en kronisk politisk Krise i Tyskland, hvis Følger ville skabe en Trussel for Freden og Roen.

Jeg tror endda, at hvis vi indtog et sådant Standpunkt, så ville den historiske Udvikling uundgåeligt føre os til Nødvendigheden af at frafalde dette Standpunkt som ulevedygtigt og uden Grund i Virkeligheden.

Jeg er derfor af den Mening, at Opgaven ikke består i at tilintetgøre Tyskland, men i at omskabe det til en demokratisk og fredselskende Stat, der ved Siden af sit Landbrug har sin Industri og sin Udenrigshandel, men afskåret fra de økonomiske og militære Muligheder for at genopstå som en aggressiv Kraft.

Allerede i Krigsårene erklærede de Allierede, at de ikke havde til Hensigt at tilintetgøre det tyske Folk. Selv da Hitler i sit Storhedsvanvid åbent erklærede, at han ville tilintetgøre Rusland, udtalte Sovjet-regeringens Chef, J. V. Stalin, idet han spottede over disse pralende Dumheder: »Det er umuligt at tilintetgøre Tyskland, ligesom det er umuligt at tilintetgøre Rusland. Men Hitlerstaten må og skal tilintetgøres.«

Tyskland har allerede længe indtaget en vigtig Plads i Verdensøkonomien. Tyskland vil som en Enhedsstat også i Fremtiden være en vigtig Faktor i Verdenshandelen, hvilket også er i Overensstemmelse med de andre Folkeslags Interesser. På den anden Side vil man ved at holde fast på det Standpunkt, at Tyskland skal tilintetgøres som Stat eller skal gøres til en Landbrugsstat og dens vigtigste Industricentrer tilintetgøres, forvandle Tyskland til Arnested for en farlig Revanchebevægelse. Det vil være en Støtte for den tyske Reaktion og berøve Europa Roen og en stabil Fred.

Det kan ikke nytte noget at se tilbage, man må se fremad og overveje, hvad der skal gøres, for at Tyskland kan blive en demokratisk og fredselskende Stat med et udviklet Landbrug, Industri, Udenrigshandel, men berøvet Muligheden for påny at genopstå som en Aggressivkraft. Sejren over Tyskland giver mægtige Midler i vore Hænder til at opnå dette Mål.

Det er vor Pligt at udnytte disse Midler i fuld Udstrækning.

I den sidste Tid er det blevet Mode at tale om Tysklands Opdeling i enkelte »autonome« Stater, om Dannelse af et tysk Statsforbund, om Ruhrs Udskillelse fra Tyskland. Alle sådanne Forslag har deres Udspring i netop dette Standpunkt, der går ud på Tysklands Tilintetgørelse og Omdannelse til en Agrarstat, idet det ikke er vanskeligt at forstå, at uden Ruhr kan Tyskland ikke eksistere som en selvstændig og levedygtig Stat. Men jeg har allerede sagt, at Tysklands Tilintetgørelse ikke bør indgå i vor Opgave, hvis vi sætter Fredens og Roens Interesser højt.

Naturligvis, hvis det tyske Folk som Resultat af en Folkeafstemning i hele Tyskland udtaler sig til Fordel for en Omdannelse af Tyskland til en Føderativstat, eller efter en Afstemning i de enkelte, tidligere tyske Stater for deres Løsrivelse fra Tyskland, så kan der selvfølgelig fra vor Side ikke rejses nogen Indvending herimod.

De allierede Magter, der befinder sig i Tysklands vestlige Okkupationszoner, understøtter således ikke sjældent den Tanke at ombygge Tyskland på føderativ Basis. Men eet er de allierede Magters Stilling, et andet det tyske Folks virkelige Ønske, eller i hvert Fald Befolkningens Ønske i denne eller hin Del af det tyske Territorium. Vi i Sovjetunionen anser det for urigtigt at binde det tyske Folk til den ene eller anden Løsning af dette Spørgsmål. En sådan Tvangsløsning fører alligevel ikke til noget godt, alene af den Grund, at det ikke bliver nogen varig Løsning.

Hvis vi ikke skal stå i Vejen for det tyske Folks legitime Bestræbelser efter at genopbygge deres Stat på demokratisk Grundvold, så påhviler der os den Forpligtelse ikke at tillade Tysklands Genopståen som en Aggressionskraft.

For at sikre Verden mod en mulig Aggression fra Tysklands Side er det nødvendigt at gennemføre dets fuldstændige militære og økonomiske Afrustning, hvorunder der med Hensyn til Ruhr-området må skabes en inter-allieret Kontrol af de fire Stater med den Opgave ikke at tillade Tysklands Rustningsindustri at genopstå.

Programmet for Tysklands fuldstændige militære og økonomiske Afrustning er ikke noget nyt. Herom tales der udførligt i Berlinkonferencens Beslutninger. Det er indlysende, at Ruhr som den vigtigste Basis for Tysklands Krigsindustri må være underkastet de vigtigste allierede Magters omhyggelige Kontrol, Den Kendsgerning, at der hidtil ikke er opstillet nogen Plan for Erstatningsleverancerne til Trods for Sovjetregeringens gentagne Krav om Opfyldelse af Berlinkonferencens Beslutninger på dette Punkt, og den Omstændighed, at Ruhr endnu ikke er stillet under inter-allieret Kontrol, hvilket Sovjetregeringen har krævet allerede for et År siden, er en Fare for Sikringen af den fremtidige Fred og Folkenes Sikkerhed, Vi er af den Mening, at vi ikke længere kan udskyde Afgørelsen af disse Opgaver uden Risiko for at krænke Beslutningen om at gennemføre Tysklands fuldstændige militære og økonomiske Afrustning.

Det er Sovjetregeringens Mening om Tysklands Rustningsindustri og Krigspotentiel. Disse Betragtninger kan ikke forstyrre Udviklingen af den fredelige Industri i Tyskland.

For at Udviklingen af Fredsindustrien i Tyskland også kan komme andre Folkeslag til Gode, der behøver de tyske Kul, Metaller og Produkter, må man sikre Tyskland Ret til Eksport og Import, hvorunder vi i Tilfælde af, at Tyskland får denne Ret, ikke må oprette nogen Hindringer for Forøgelsen af Produktionen af Stål, Kul og Industrivarer af fredelig Karakter i Tyskland, naturligvis indenfor bestemte Grænser og på den absolutte Betingelse, at der oprettes en inter-allieret Kontrol med den tyske, og i Særdeleshed Ruhrs Industri.

Som bekendt har Kontrolrådet i Tyskland for nylig fastsat hvilket Udviklingstrin, den tyske Industri bør nå til i de nærmeste År. Ikke desto mindre må man allerede nu anerkende, at der må ydes Tysklands Fredsindustri Mulighed for en større Udvikling, blot denne industrielle Udvikling virkelig går til at sikre det tyske Folks fredelige Behov og Udviklingen af Handelen med andre Lande. Alt dette kræver, at der oprettes en virkelig inter-allieret Kontrol over den tyske Industri og i Særdeleshed over Ruhr-områdets Industri, for hvilken Ansvaret ikke kan påhvile et enkelt af de allierede Lande.

Vedtagelsen af et sådant Program for Udviklingen af den tyske Fredsindustri, der forudser også en Udvikling af Tysklands Udenrigshandel og samtidig Oprettelse af en inter-allieret Kontrol med hele den tyske Industri, er i Overensstemmelse med Nødvendigheden af at opfylde Berlinkonferencens Beslutninger om, at Tyskland skal betragtes som een økonomisk Helhed.

Tilbage er at omtale Spørgsmålet om Fredstraktaten med Tyskland.

Vi er selvfølgelig i Princippet indforstået med, at der sluttes en Fredstraktat med Tyskland, men inden der afsluttes en sådan Traktat, må der skabes en tysk Enhedsregering, der er tilstrækkelig demokratisk til at udrydde alle Fascismens Rester i Tyskland og tilstrækkelig ansvarlig til at opfylde alle sine Forpligtelser overfor de Allierede, derunder og i Særdeleshed hvad Erstatningsleverancerne til de Allierede angår.

Det er en Selvfølge, at vi ikke går imod at skabe en central tysk Administration som Overgangsforanstaltning til Oprettelse af den fremtidige tyske Regering.

Af det sagte følger, at før man taler om Fredstraktat med Tyskland, er det nødvendigt at løse Spørgsmålet om Skabelse af en fællestysk Regering. løvrigt er der indtil nu ikke gjort det mindste Skridt til Skabelse af en central tysk Administration, skønt Sovjetregeringen rejste dette Spørgsmål allerede for et År siden på Berlinkonferencen. Men mens dette Spørgsmål dengang blev udskudt, så er det nu blevet særlig aktuelt som det første Skridt til Oprettelse af Tysklands fremtidige Regering. Men når den tyske Regering er dannet, kræves der en Række År for at få fastslået, hvad Tysklands nye Regering repræsenterer, og hvorvidt den fortjener Tillid.

Den kommende tyske Regering må være en sådan demokratisk Regering, der er i Stand til at rykke Fascismens Rester i Tyskland op med Rode, og som samtidig hermed er i Stand til at opfylde Tysklands Forpligtelser overfor de Allierede, herunder og frem for alt må den sikre Erstatningsleverancerne til de Allierede. Først når man har kunnet overbevise sig om, at den nye tyske Regering er i Stand til at klare disse Opgaver og virkelig ærligt opfylder dem i Praksis, først da kan man alvorligt begynde at tale om at slutte Fredstraktat med Tyskland. Uden dette kan Tyskland ikke gøre sig Håb om en Fredstraktat og de allierede Magter ikke sige, at de har opfyldt deres Forpligtelser overfor de Folk, der kræver en stabil Fred og Sikkerhed.

Dette er Sovjetunionens Standpunkt til Tysklands grundlæggende Spørgsmål og til Spørgsmålet om en Fredstraktat med Tyskland.

September 1946

Farlige tendenser i verdenspolitikken.

Artiklen er taget fra »Bolsjevik« - Juni 1946 - Sovjetunionens kommunistiske Partis teoretiske Tidsskrift.

For fem År siden væltede Hitlers Horder, berust af de lette Sejre i Vesteuropa, ind over Sovjetunionens Territorium. Den 22. Juni blev et Vendepunkt i den anden Verdenskrig, som Hitler-Tyskland havde anstiftet. Sovjetunionens Indtræden i Krigen forudbestemte Hitler-Imperialismes ville Planer om at oprette et Verdensherredømme.

Sovjetstaten, den mest fremskredne og demokratiske Stat i Verden, kom naturligt til at indtage en ledende Plads i Frihedskampen mod de fascistiske Slavefogeder, den blev den væsentlige Drivkraft i den antifascistiske Krig og i de frihedselskende Folks Koalition og spillede den afgørende Rolle i Nedkæmpelsen af det fascistiske Tyskland. Uden USSR ville Sejren over Tyskland have været umulig. Af Sovjetfolkets og Sovjethærenes Succes afhang alle frihedselskende Folks, hele den menneskelige Civilisations Skæbne.

Det heroiske Sovjetfolk og dets tapre Røde Hær under Kammerat Stalins Ledelse har med Ære opfyldt sin store Befrielsesmission. I en krævende Tvekamp med en ond Fjendes Hovedstyrker spærrede den Røde Hær ikke alene Vejen for den fascistiske Aggression, men knuste også Hitlers barbariske Militærmaskine og reddede Europa og hele Verden fra en Katastrofe, fra Udsigten til en Slavetilværelse under Fascismen.

Hitler-Tysklands Nedkæmpelse var den væsentlige Forudsætning for, at dets fjernøstlige Forbundsfælle, det imperialistiske Japan, led Skibbrud og så sine eventyrlige Planer om et Verdensherredømme gå samme Vej som de øvrige fascistiske Aggressorers.

I den nuværende internationale Situation, hvor Udlandets reaktionære Presse utrætteligt viderefører en sovjetfjendtlig Kampagne, der inspireres af en ny Krigs Anstiftere - i denne Situation lykkes det trods alle Reaktionæres Anstrengelser ikke at udslette de frihedselskende Folks Erindring om den historiske Rolle, Sovjetfolket og dets væbnede Styrker spiller.

Den historiske Sejr over Hitler-Tyskland og dets medskyldige har ændret Styrkeforholdet på den internationale Arena og befæstet Demokratiets Front i den internationale Målestok.

Det betyder imidlertid ikke, at Reaktionens og Fascismens Kræfter allerede er helt sønderslået og ikke frembyder nogen Fare for de frihedselskende Folks fredelige Tilværelse. Begivenhederne i det første Efterkrigsår har vist, at de Kræfter, som avlede Hitlerismen, ikke blot stadig eksisterer, men også aktiveres og påny truer Freden og den almindelige Sikkerhed.

Reaktion, Militarisme, imperialistisk Aggression og Krig er Kapitalismens uadskillelige Egenskaber i dens nuværende, imperialistiske Stadium. Kammerat Stalin har i sin Tale på Valgmødet i Byen Moskvas Stalinvalgkreds den 9. Februar 1946 fremhævet, at den anden Verdenskrig var en uundgåelig Følge af den Udvikling, som Verdens økonomiske og politiske Kræfter var undergået på Basis af den moderne monopolistiske Kapitalisme.

De frihedselskende Folks Sejr i den anden Verdenskrig betød, at Tysklands og Japans imperialistiske Røvere blev knust under deres Stræben efter Verdensherredømmet. Imidlertid eksisterer den monopolistiske Kapitalisme, og følgelig eksisterer der Kilder og Kræfter, som avler ny imperialistisk Aggression og fører til nye Konflikter og Verdenskrige. Sideløbende med de demokratiske progressive Kræfters Vækst og Befæstelse som Resultat af, at Fascismens værste Arnesteder blev knust, har de monopolistiske Grupper i Kapitalismens Hovedlande, England og USA, under den anden Verdenskrig styrket deres Positioner.

Indflydelsesrige monopolkapitalistiske Kredse i USA og England støttede Krigen mod Tyskland og Japan. De gjorde ikke dette for, at Demokratiet skulle sejre og almene nationale Opgaver blive løst, men fordi det tjente deres snævre egoistiske Klasseinteresser og Havesyge. De støttede Krigen for at undertvinge deres imperialistiske Konkurrenter og berige sig på Hærleverancer. Ved at deltage i Krigen konsoliderede disse monopolistiske Grupper i betydelig Grad deres Herredømme i det økonomiske Liv og i Statsapparatet. Krigen var en stærk Stimulans til Udvikling af den statsmonopolistiske Kapitalisme i disse Lande.

Lad os tage USA Krigsårene medførte en stærk Vækst i Produktionen, en yderligere Koncentration af Industri og Kapital, en Konsolidering af Monopolernes Magt. Da man i USA satte det økonomiske Liv på Krigsfod, medførte dette, at et uhyre Antal små og mellemstore Bedrifter blev standset, og at de store Monopolers Virkefelt blev betydeligt udvidet. Alene fra Midten af 1940 til Midten af 1942 ophørte 273.000 små og mellemstore Bedrifter i USA at eksistere. Ved Siden af dette samlede de store Monopoler en betydelig Del af Krigsindustrien i deres Hænder. Om Monopolernes øgede Styrke vidner ligeledes den enorme Vækst i deres Profitter under Krigen, deres Erobring af nye økonomiske Positioner i Kolonier og afhængige Lande osv.

Under det økonomiske Livs Militarisering forstærkedes Sammenvoksningen af USA’s (forøvrigt også Englands) store Monopoler med Statsapparatet. Ad talrige Kanaler fik Monopolkapitalen større og større Indflydelse på Regeringens indenrigske og udenrigske Politik. Det var således Tilfældet, da der skulle tages Stilling til Åbningen af den anden Front; indflydelsesrige reaktionære Kredse i England og USA, der håbede at se Sovjetunionen svækket efter Tvekampen med Hitler-Tyskland, dikterede Regeringen og Militærledelsen en Politik, der gik ud på at trække Åbningen af den anden Front i Langdrag.

Der er ikke noget mærkeligt i, at Monopolgrupper i de angelsaksiske Lande straks efter Krigsafslutningen ganske åbenlyst kom frem med deres kapitalistiske Planer. Som V. I. Lenin allerede påpegede i 1916, er det karakteristisk for Monopolkapitalismen, at den vender sig bort fra Demokratiet og fremmer politisk Reaktion: »Såvel i Indenrigspolitikken som i Udenrigspolitikken bestræber Imperialismen sig for at ødelægge Demokratiet og støtte Reaktionen.«

De reaktionære Monopolklikers Efterkrigsprogram tilsigter indadtil i det pågældende Land en Offensiv mod Arbejderklassens og Folkemassernes demokratiske Erobringer, og udadtil tilsigter disse Hasardspillere en ny imperialistisk Ekspansion, et Verdensherredømme for den angelsaksiske Imperialisme.

Om disse vitterligt imperialistiske Tendenser har man et klart Vidnesbyrd i Planer og Handlinger, som har kendetegnet reaktionære Grupper i USA allerede i det første Efterkrigsår.

Umiddelbart efter Krigens Afslutning foretog Reaktionen i USA en i Karakter og Omfang uhørt Offensiv mod Arbejderklassens Livsinteresser og demokratiske Erobringer. Det drejer sig ikke alene om Forsøget på at lade den arbejdende Befolkning bære Byrderne ved Rekonversionen, dvs. Folkehusholdningens Overførelse til Fredsforhold. Kapitalens nuværende Offensiv (Forsøget på at indføre en reaktionær Arbejdslovgivning og navnlig Case’s Lov mod Strejker og Fagforeninger osv.) har vidtgående Mål - den skal berøve Arbejderne de demokratiske Rettigheder, de gennem mange Årtier har erobret sig, lamme Arbejderbevægelsen og bane Vej for diverse udenrigspolitiske eventyr.

Reaktionære imperialistiske Grupper i USA er for Tiden ved at gennemføre en i dette Lands Historie enestående økonomisk Ekspansion, der ikke alene skal styrke den amerikanske Kapitals Positioner i dens gamle Reservater (Central- og Latinamerikas Lande), men også skal skaffe amerikansk Kapital Indpas overalt på Jorden og vinde Herredømme over hele Kontinenter.

De amerikanske Imperialister sætter sig fast i det fjerne Østen, hvor de arbejder på at gøre Japan og dets Kolonibesiddelser til et Monopolmarked, en Slags Len under den amerikanske Kapital, og hvor de bestræber sig på at gøre sig Kina og Stillehavets Centralzone underdanig. De har i væsentlig Grad udvidet deres Positioner i det Mellemste og nære Østen, i Middelhavsområdet, i Saudi Arabien, Ægypten, Syrien og Libanon, Tyrkiet og Nordafrika.

Sagen indskrænker sig ikke til, at amerikansk Kapital skaffer sig Indpas i det nære og fjerne Østen. I en Række nærøstlige Lande har Amerikanerne opført store Lufthavne og Militærbaser. Nu som før står der amerikanske Tropper på ægyptisk Territorium. I Nordafrika har amerikanske Marine- og Luftstyrker Basis i Port Lautey, i fransk Marokko, i umiddelbar Nærhed af Gibraltarstrædet. Efter det fascistiske Italiens Kapitulation baseredes store amerikanske Søstridskræfter i Palermo på Sicilien, der faktisk blev USAs Søkrigsbasis i Middelhavets centrale Del. I Kina befinder der sig betydelige Kontingenter amerikanske Tropper, Søstridskræfter og Flyverstyrker. Ved Indblanding i Kinas indre Anliggender tager amerikanske Tropper Del i den væbnede Kamp, som reaktionære Kredse i Kuomintang udfolder mod Kinas demokratiske Kræfter og Folkehære.

Amerikanske imperialistiske Kredse forsøger ligeledes at oprette et Net af Støttepunkter for en økonomisk og politisk Infiltration i Europa. Dette ses af de amerikanske Okkupationsmyndigheders Politik i Tyskland. De faktiske Herrer over det økonomiske Liv i den amerikanske Okkupationszone er for Tiden amerikanske Monopoler, der stræber efter en total Indordning af Tysklands økonomiske Liv under deres egne Interesser og Formål. I de sidste År har amerikanske Monopoler bemægtiget sig anselige økonomiske Positioner i en hel Række europæiske Lande, f. Eks. i Italien og Franco-Spanien, og deres Indflydelse bliver mere og mere mærkbar i Sverige, Norge og andre Lande ved det nordlige Atlanterhav.

Kendsgerningerne vidner om, at denne Politik har en rent imperialistisk Karakter. De Erfaringer, der er gjort under Udarbejdelsen af Fredstraktaterne med Hitler-Tysklands tidligere Vasallande, har afsløret, at amerikansk (og parallelt dermed engelsk) Kapital arbejder med en for krigssvækkede Lande yderst farlig Plan om at indordne store og små Staters økonomiske Liv under denne monopolistiske Virksomhed og at gøre den såkaldte Hjælp til disse Lande til et politisk Påvirknings- og Pressionsmiddel. Reaktionære og imperialistiske Grupper i USA, der letsindigt ser bort fra den Lære, der ligger i, at det imperialistiske Tyskland æreløst brød sammen og måtte se sine eventyrlige Planer om et Verdensherredømme vejret bort, gør sig nu til Talsmænd for eventyrlige Idéer om, at USA skal have et Hegemoni i internationale Anliggender og de angelsaksiske Lande vinde Verdensherredømmet. I USA findes der hele Grupper af Politikere og Skribenter (Senator Vandenberg, Hoover, Taft, Lippmann og andre), der med kynisk åbenhjertighed formulerer Amerikas imperialistiske Program.

»Det 20. Århundrede er Amerikas Århundrede« - det er Ledetråden for denne nye Verdensimperialismes Propagandister. Disse Repræsentanter for amerikansk Imperialisme insisterer på, at USA skal påtage sig den »moralske Ledelse« af hele Verden, uden at vige tilbage for Anvendelse af Magt og direkte Indblanding i et hvilket som helst Lands Anliggender.

Ved således at ville dirigere USA’s officielle Politik ind på den imperialistiske Vej anbefaler de reaktionære Kredse at opgive Samarbejdet med Sovjetunionen og at fortrænge dette Land fra dets berettigede Position på den internationale Arena, de praktiserer det berygtede »Atomdiplomati«, Afpresningspolitik og Forsøg på at påtvinge andre Folk og Stater deres Vilje, de træder i Skranken for Oprettelsen af en engelsk-amerikansk Blok, for en Spærring af det internationale Samarbejde og for Kaprustning. Disse imperialistiske Kredses Stræben efter Verdensherredømmet har fundet sit tydeligste Udtryk i Kampen for at bevare de gamle og erhverve nye Baser for Søstridskræfter og Luftstyrker. Siden 1940 har USA i forskellige Egne opført 432 Militærbaser, deraf 228 i de atlantiske Farvande. For Tiden forhandler Amerikanerne med England, Danmark, Portugal, Australien og andre Lande om Erhvervelsen af 40 nye Baser. Den forstærkede Jagt efter Baser, dvs. militærstrategiske Udgangspunkter, maskeres som en Stræben efter Sikkerhed, men er i Virkeligheden et Udtryk for imperialistisk Ekspansion.

Det, der ligger bagved USAs Propagandakampagne for et inter-amerikansk Militærsamarbejde og for ensartet Bevæbning af alle amerikanske Lande, er på ingen Måde en platonisk Stræben efter Sikkerhed. Man må give Uruguaybladet »Justicia« Ret, når det kalder dette Projekt for »et oplagt Forsøg fra Imperialisternes Side på at lænke de amerikanske Nationer til Wall Streets Krigsvogn og at udnytte dem som Kanonføde«; »at bekæmpe denne Plan,« skriver Bladet, »betyder at bekæmpe en ny Verdenskrigs Anstiftere og at kæmpe for fredselskende Folks Uafhængighed«.

For at vinde Indflydelse på Folkemasserne og spænde dem for en imperialistisk Aggressions Vogn fører de amerikanske Reaktionære og deres engelske Kolleger en forstærket Propaganda for en racebetonet Chauvinisme og følger således i Hitlers og Goebbels’ Fodspor. Herolderne for et angelsaksisk Verdensherredømme tror, at når det lykkedes Hitler med sin tøjlesløse chauvinistiske Propaganda at hidse Tyskerne op til at støtte hans Røverplaner, vil det også lykkes dem at præstere det samme med de angelsaksiske Landes Folk.

De amerikanske Reaktionæres Program strider mod det amerikanske Folks og mod alle fredselskende Folks Idéer; Forsøgene på at realisere deres Program frembyder en alvorlig Trussel mod Freden og den almindelige Sikkerhed.

En ikke ringere Fare for Freden frembyder de engelske Imperialisters Planer og Gerninger. Engelske imperialistiske Grupper forfølger et Program, der ikke er meget forskelligt fra Krigsanstifternes på den anden Side Oceanet. Samtidig er Londons reaktionære Grupper i deres Virksomhed påvirket af de Forandringer, der er sket i det engelske Imperiums Stilling som Resultat af den anden Verdenskrig. Det britiske Imperium er kommet ud af Krigen tynget af alvorlige Vanskeligheder af økonomisk og politisk Art. Englands økonomiske Stilling i Verden er betydeligt svækket; fra at være Kreditorland er det blevet et Debitorland. Den engelsk-amerikanske Finansaftale, efter hvilken England har måttet give Køb på særdeles vigtige Felter af sin Imperiepolitik, er det klareste Vidnesbyrd om Englands økonomiske Svækkelse og USA’s tilsvarende stærkere Position. England har til Fordel for USA opgivet Imperiets Preferencetoldsatser og Sterlingblokken, hvilke Faktorer var Fundamentet for den britiske Imperiepolitik indadtil. Om Englands svækkede Position vidner tillige Tabet af Førstepladsen til Søs, hvor USA’s Flåde nu er dobbelt så stor som den engelske. Alvorlige økonomiske Vanskeligheder i England kræver en større og større Vækst i Udenrigshandelen og gør Kampen for at øge Eksporten og udvide Markederne til en Hovedopgave. Ud over disse Vanskeligheder af økonomisk Karakter har der vist sig ikke ringe Vanskeligheder af politisk Art, fremkaldt af de midtpunktflyende Kræfters Vækst i selve det britiske Imperium og af Aktiviseringen af den nationale Befrielsesbevægelse i det mellemste og nære Østen, i Imperiets Hovedcentrer (Indien, Palæstina, Burma).

Dette forstærker imidlertid kun de engelske Imperialisters Aggressivitet, de forsøger at overvinde disse Vanskeligheder ved imperialistisk Ekspansion. Englands herskende Klasser besidder mange Års Erfaring i Koloniherredømme og har udviklet et helt System af Påvirkningsmekanik, der stadig sikrer dette Herredømme over det vidtstrakte Imperium. Den anden Verdenskrig medførte, at den engelske Imperialisme ikke alene bevarede sit Koloniimperium, men også satte sig fast på en Række andre Landes Territorium. Ved at trænge sin Forbundsfælle Frankrig til Side har den engelske Imperialisme sat sig godt til Rette i Syrien og Libanon. Engelske Tropper befinder sig også i andre Lande i det nære Østen. De har okkuperet Nordafrikas Kyst, Somaliland og Grækenland. De britiske Imperialister, der i flere Måneder har drevet væbnet Intervention mod det indonesiske Folk, er i Færd med at styrke deres Tag på denne hollandske Koloni.

Under Kampen for at forstærke og udvide Koloniimperiet lægger de engelske imperialistiske Kredse en enestående Smidighed for Dagen. De tager Hensyn til de Forskydninger, der er sket i Kolonifolkenes nationale Bevidsthed som Følge af den antifascistiske Frihedskrig og tyer nu til nye, mere maskerede Former for Ekspansion. Den mest yndede Form for Beherskelse af nye Lande er at påtvinge disse Lande snærende Traktater om »Forbund« med England og at konsolidere Englands Positioner i Kolonierne og Mandatlandene under Påskud af at give dem en fiktiv Uafhængighed. Det var Tilfældet, da Transjordanien fik »Uafhængighed«. De forenede Nationers Statut foreskriver et bestemt Styre for hidtidige Mandatterritorier, men England gik uden om denne Statut og »skænkede« Transjordanien »Uafhængighed«. Landet måtte dog samtidig underskrive en »Forbundstraktat«, der reducerer denne Uafhængighed til Nul og gør Landet til en yderst vigtig engelsk Militærbase i Ryggen på Ægypten og andre arabiske Lande. Det er tilstrækkeligt at nævne, at der i Transjordanien, hvis hele Befolkning udgør 300.000 Mennesker, nu er garnisoneret 180.000 britiske Tropper. I Indien har den nationale Frihedsbevægelse tvunget engelske Kolonikredse til Indrømmelser, men disse Kredse er dog ingenlunde til Sinds at give denne vigtige Koloni Uafhængighed. Den engelske Rigsdelegations Forslag - som iøvrigt blev forkastet af de indiske Partier - byggede på en for London særlig vigtig Forudsætning, nemlig at Indien stadig skal underordnes den britiske Imperialismes Interesser og også fremtidigt have en faktisk Stilling som Koloni.

Parolerne »Demokrati«, »Uafhængighed«, »De arabiske Folks Enhed« bringes i Anvendelse for at maskere et Forsøg på at samle en såkaldt nærøstlig Blok, vendt mod andre Stormagter. Dette Forsøg karakteriserer de britiske Reaktionæres Politik, der tilsigter at befæste og udvide deres Koloniimperium og at underkue Kolonifolkenes nationale Befrielseskamp.

Englands imperialistiske Grupper stræber efter at sikre sig en herskende Stilling i Europa. Deres Planer i Europa går ud på at støtte og opmuntre reaktionære Regimer i Stil med Franco-Spaniens eller det monarko-fascistiske Diktatur i Grækenland. I Forsøget på at samle de reaktionære Kredse omkring »Vestblokkens« Idé, i Kampen mod de demokratiske Regimer i Østeuropas Lande og mod den demokratiske Bevægelse på Kontinentet som Helhed og endelig i Forsøget på at oprette et sovjetfjendtligt Spærrebælte.

Englands imperialistiske Grupper tænker sig ikke at kunne virkeliggøre deres Planer uden at støtte sig på en engelsk-amerikansk Blok. Netop disse Grupper (Churchill og andre) er nu Propagandister for en engelsk-amerikansk Militæralliance. Skønt den engelske og amerikanske Imperialismes Idéer jævnligt tørner sammen mange Steder på Jordkloden og de engelsk-amerikanske Modsætninger har en Tendens til at blive dybere, er de engelske Anstiftere af en ny Krig ikke desto mindre beredt til for Reaktionens Skyld at lade England spille Rollen som USAs »Juniorpartner« i en engelsk-amerikansk Blok. De to Landes imperialistiske Kredse håber på, at de Modsætninger, der findes mellem dem, kan bringes ud af Verden på andres Bekostning.

Sådan er de engelske Imperialisters Program og Gerninger. Man må erindre, at dette Program realiseres ved Hjælp af Labour-regertegen, som førtes til Magten af Massernes stærke Harme over den Politik, der førtes af de Konservative, den engelske Monopolkapitals Parti. De engelske Vælgere har nu med egne Øjne set, at det forløbne År, siden de sidste Valg i England, ikke har bragt Forandringer i Udenrigspolitikken. Labour-ministrene har helt og fuldt overtaget de engelske Imperialisters traditionelle Udenrigspolitik og realiserer med Nidkærhed disses aggressive Projekter. Det var ikke tilfældigt, at Oppositionens Leder, Churchill, i sin sidste Tale i Underhuset om Udenrigspolitikken udtalte sig meget rosende om Labour-regeringens Virksomhed på det internationale Felt. Det var en Tildragelse, som kommenteredes af næsten hele den engelske Presse. Reuters Bureau udtalte således i sin Oversigt, at »Bevins Tale, hvormed han åbnede Diskussionen, fik hyppigere Bifald fra den konservative Opposition end fra Labours Bænke. Den konservative Oppositionsleder, tidligere Premierminister Winston Churchill, sagde nogle rosende Ord til Udenrigsministeren. Det var uden Tvivl en oprigtig Ros fra Churchills Side«.

Denne Omstændighed må naturligvis vække alvorlig Bekymring hos de engelske Vælgere og hos de menige Medlemmer af Labour-partiet, som med Forbavselse og Uro ser på den farlige Kurs, Labour-ministrene i denne Tid holder det engelske Statsskib på. Denne Uro fik for nylig Udtryk i nogle Taler på Labours Konference i Bournemouth og i en Resolution, som en Gruppe Delegerede forelagde om Udenrigspolitikken. I Resolutionen peges der på »det åbenbare Slægtsskab mellem den nuværende Regerings Politik og den traditionelle Magtpolitik, der forfægtes af det konservative Parti«. Resolutionen krævede »Tilbagevenden til Labours Udenrigspolitik til Støtte af Socialismen og de antiimperialistiske Kræfter i hele Verden«.

Papirmangel forhindrede, at Slutningen af ovenstående artikel medtages – se næste nummer.

Oktober 1946

Danmarks Opgaver i det internationale Samarbejde

af Ib Nørlund

Verden har nylig fuldført Krigen mod de fascistiske Stormagter. Et stadig mere intimt og velafpasset Samarbejde mellem de frihedselskende Folk knuste Hitlers og Mussolinis militære og civile Magtapparat. Dermed var en Spærrebom for Fremskridtet sprængt, men naturligvis stillede denne Sejr som ethvert andet opnået Resultat Folkene overfor nye Opgaver.

Den militære Sejr havde skabt Forudsætningerne for Virkeliggørelse af de Mål, som Folkene var gået i Krig for. »Frihed for Frygt« og »Frihed for Nød« skulle nu gennemføres. En Verden, hvor Krigens og Fascismens Kræfter holdtes nede, skulle opbygges. Sådan ønskede og håbede Folkene det, og sådan havde Churchill, Roosevelt og Stalin forpligtet sig til at handle endnu få Måneder før Sejren, på Jalta-konferencen i Februar 1945.

Men det viste sig snart, at indflydelsesrige Kræfter modsatte sig, at Krigens antifascistiske Samarbejde førtes over i et frugtbart Fredssamarbejde om at »udrydde Fascisme og Nazisme med Rode« (Jalta-Overenskomsten) og om at sikre Freden. Den larmende Reklamekampagne for Atombomben skulle psykologisk forberede Jordbunden. Stående Ansigt til Ansigt med den frigjorte Atomenergis uoverskuelige Perspektiver skulle Folkene vidskræmte erkende deres Afmagt overfor Naturens Vidundere i Almindelighed og overfor de Truster, der for Øjeblikket har Monopol på dem, i Særdeleshed. På denne Baggrund iværksatte de samme monopolkapitalistiske Kredse deres politiske Kampagne for at få Folkene til at tro, at »Øst er Øst og Vest er Vest, og de to kan aldrig mødes,« skønt Krigstidens mest strålende Erfaringer netop viste, at Folkenes Sammenhold var Vejen til Sejr for Fremskridtet. Det sande Indhold af denne Metode til at motivere Krigens Nødvendighed og Uafvendelighed er måske klarest åbenbaret af en af de kendteste amerikanske Atomforskere, Prof. Harold C. Urey, som med en Videnskabsmands forbløffende Naivitet erklærede, at eftersom Atomenergien var i Stand til at ødelægge Civilisationen, burde USA i uegennyttig Kærlighed til Menneskeheden erobre hele Verden og således forhindre Misbrug af Atombomber!

Selvom den Presse, der beherskes af de monopolistiske Nyhedsbureauer, har bestræbt sig på at hamre det Indtryk fast, at internationalt Samarbejde på antifascistisk, demokratisk Grundlag er en Umulighed, så er Kendsgerningen dog den, at der i Folkene i alle Lande lever en usvækket Vilje til at »vinde Freden« og til at udrydde Fascismen. De engelske Fagforeninger har med stigende Styrke protesteret mod de vestlige Stormagters Spanienspolitik, som på ingen Måde har været antifascistisk. Henry Wallace, der var den eneste overlevende fra Roosevelts Tid i den amerikanske Regering, har på Millioner af Amerikaneres Vegne protesteret mod Byrnes’ sovjetfjendske Blokpolitik, »som uafvendeligt vil føre til Krig«, og har kraftigt taget til Orde for internationalt Samarbejde og for at »møde Rusland på Halvvejen«. Den begejstrede Tilslutning, som Stalins nøgternt udtalte Tillid til Mulighederne for en varig Fred og for Samarbejdet mellem Folkene vakte Verden over, var et kraftigt Udtryk for Folkenes sande Håb og Vilje.

Et slående Bevis på, at det er muligt for Folkene at finde sammen i et fremadbærende Samarbejde, er den nye Arbejderinternationales Virke. »Det faglige Verdensforbund«, der med sine 70 Mili. Medlemmer er den største Internationale, der nogensinde har eksisteret, repræsenterer både de engelske, franske, russiske og i hvert Fald et Flertal af de amerikanske Arbejdere foruden mange andre Landes Fagforeninger. I alle de vigtigste Spørgsmål, som opriver den internationale Diskussion, har Internationalen opnået en fælles Indstilling. Det gælder både Spanien, Grækenland og Tyskland. Det turde være et håndgribeligt Bevis for, at det ikke er mellem Folkene, men kun mellem de herskende Kredse, at der består dybtgående Modsætninger. Samtidig siger det os, at det kan nytte at stille Folkenes Sammenhold op imod dem, der letsindigt spøger med Tanken om en ny Krig.

Naturligvis kan det ikke være det danske Folk ligegyldigt, hvilken af disse Tendenser i den internationale Politik, der vinder Overhånd. Vi fik den 9. April smerteligt at føle Følgerne af, at det ikke var lykkedes Folkene i Øst og Vest at finde sammen i et fast Samarbejde mod Krig og Fascisme, og omvendt var det Skabelsen af dette Samarbejde, der muliggjorde vor Befrielse den 5. Maj. Vi kan ikke være neutrale i Spørgsmålet om Krigspolitik eller Samarbejdspolitik. Vi kan ikke være neutrale i Spørgsmålet om Fascismens Udryddelse. Vi er selv Naboer til det Land, hvor den har sine dybeste Rødder. Som vi i Krigens Tid havde en international Forpligtelse til at yde, hvad vi formåede, således har vi også nu internationale Forpligtelser til ud fra vore Forudsætninger at gøre, hvad vi kan, for at forhindre en Gentagelse af den sidste Krigs Ulykke.

Allerede før Krigen hævdede Kommunisterne, at den internationale Udvikling ikke var os uvedkommende, men krævede en Standpunkttagen af os. Vi hævdede, at det spanske Folks Kamp var vor Kamp, og handlede derefter. Vi stemplede den Chamberlain-Politik, der splittede de fredsbevarende Kræfter, som fordømmelig, mens andre hengav sig til Münchenjublen om »Fred i vor Generation«. Dengang der forhandledes om Sovjetfagforeningernes Samarbejde med den socialdemokratisk beherskede faglige Internationale (Amsterdam-internationalen), understregede vi Betydningen af dette Samarbejde i Fredens Interesse, men de danske Repræsentanter støttede ikke Samarbejdet ved Afstemningen på Kongressen i Zürich Juli 1939 og fratog sig derved enhver Ret til at hovere, da Trådene mellem Øst og Vest afgørende brast i August samme År.

Dengang var den Munch’ske Neutralitetspolitik rådende i Landet og også i Arbejderbevægelsen. Det hævdedes officielt, at vi principielt var uden Interesse i den internationale Udvikling, hvilket i Praksis førte til hyklerisk tilsløret Eftergivenhed for de Kræfter, som truede Freden og vor Selvstændighed på Livet. Det stred mod god Tone at tale om de Farer, der truede Danmark, endsige gøre noget som helst for at styrke Båndene til de Fredens Kræfter, som i alle Lande var ved at vågne til Bevidsthed om, hvad der forestod. Tværtimod bidrog Danmark til at svække disse Kræfter. Vi nægtede at deltage i Protesten mod Tysklands Traktatbrud i 1936 ved Indmarchen i Rhinlandet. Vi frasagde os sammen med de andre »Oslo-Magter« Folkeforbundets Sanktionsforpligtelser i 1938. Vi indgik Ikke-Angrebspagt med Hitler, skønt det var åbenbart, at han udelukkende sluttede den for at få et »Argument« mod Roosevelts Fredsbestræbelser.

Selvom vi ikke havde kunnet forhindre den 9. April, så havde vi ikke behøvet at stå denne Dag uden at kunne hævde, at vi havde gjort, hvad vi kunne, for at forhindre den. Det var det skammelige Resultat af den Munch’ske Politik. Intet som helst vandt vi derved, men bragte gennem Scavenius’ konsekvente Videreførelse af Munch-politiken vor internationale Stilling så alvorligt i Fare, at kun Folkets Rejsning afværgede Katastrofen. Krigens Lære om, at hvert Folk, hvor lille det end måtte være, bærer sit internationale Ansvar, burde for altid have umuliggjort, at denne Ligegyldighed over for den internationale Politiks Problemer bliver lagt til Grund for dansk Udenrigspolitik.

Udviklingen ude i Verden angår også det danske Folk og dets Interesser. Det er disse Interesser, det er dansk Udenrigspolitiks Opgave at varetage. Det gøres ikke ved at lukke Øjnene for Problemerne, men ved at undersøge dem og tage en selvstændig dansk Stilling til dem ud fra, hvad der vil gavne det danske Folk i Nutid og Fremtid. Dette forudsætter, at Folket selv får forelagt vore udenrigspolitiske Problemers Realiteter, og at det Hemmelighedskræmmeri, der var Munch-politikens uundværlige Følgesvend, bringes til Ophør. ...

Når Danmark i den foreliggende Situation skal fastlægge en ny Udenrigspolitik, må Grundlaget være det danske Folks Interesse i, at Landet gør en aktiv Indsats for at fremme et internationalt Samarbejde på demokratisk Grundlag. Vor geografiske og politiske Stilling giver os ganske særlige Betingelser derfor. Det er intet Tilfælde, at den tidligere amerikanske Handelsminister Wallace i en Tale i Foråret sagde, at det, man havde ventet af de skandinaviske Lande, netop var, at de skulle være »en Bro mellem Øst og Vest«.

En sådan Opgave svarer fuldstændig til Danmarks egne Interesser. Gennem Udbygning af ligelige og gode Forbindelser til Øst og Vest, både på det politiske, økonomiske og kulturelle Område, skabes Betingelserne for en selvstændig dansk Udenrigspolitik, der både kan gavne det internationale Samarbejde og sikre Vilkårene for den demokratiske Genopbygning af Landet, som må komme, når Episoden Knud Kristensen er overstået.

Danske Myndigheder har da også gentagne Gange principielt erklæret Danmarks Vilje til at udbygge Forbindelserne til vore store Allierede, og De forenede Nationer er fastslået som Grundlaget for vor Udenrigspolitik. Men kan vi sige, at »Brobygningens« Politik er ført fra Deklarationernes Verden ud i Virkelighedens?

Den flydende politiske Situation herhjemme gør det vel umuligt endnu at fælde Dom i dette Spørgsmål. Men både i Regeringens Handlinger og i den uldne udenrigspolitiske Debat, som en dårlig Tradition tro føres i Krogene, findes Tendenser, som modvirker en selvstændig dansk Udenrigspolitik på dette Grundlag, eller - som det er sagt - vil gøre »Broen« til en »Bro med ensrettet Færdsel«.

Her må Opmærksomheden i høj Grad henledes på de Baner, vor Militærpolitik er kommet ind i. Praktisk talt alle Hærens og Flådens Nyanskaffelser stammer fra engelsk Side, og engelske Tropper opholder sig fortsat her i Landet med det udtrykkelige Formål at uddanne Specialister indenfor det danske Militærvæsen. Det er indlysende, at hvis det danske Forsvar ensidigt gøres afhængigt af engelsk Produktion og Sagkundskab og ensidigt knytter sine personlige Forbindelser til en af Stormagterne, så forringer det i væsentlig Grad Muligheden for at føre en selvstændig dansk Politik.

Det bliver også en stadig mere uholdbar Situation, at vi vedvarende yder een af vore Allierede den Favør at have Baser på dansk Territorium uden at tage Skridt til en Normalisering af Forholdene. De amerikanske Baser på Grønland, som traktatmæssigt oprettedes under Krigen i den fælles Kamps Interesse, må nu, så længe efter Krigen, selvsagt give dansk Udenrigspolitik en Slagside.

I vor Handelspolitik har vi ikke udnyttet Mulighederne for at styrke vor Uafhængighed. Man valgte en enstrenget Tilknytning til det engelske Marked, skønt både pris- og forsyningsmæssige Forhold måtte tale derimod. Ikke blot giver dette sig Udtryk i vore Handelsaftaler. Samtidig har den løsslupne Gældsstiftelse, som Frigivelsen af Sterlingimporten har bragt med sig, bevirket, at vi til Gengæld for Rulleskøjter, Johannesbrød og engelske Sekundavarer har bragt os i en sådan Afhængighed af England, at man derfra kan stille Krav, der fører til yderligere Salg under ugunstige Betingelser og muligvis til Indgreb i vor indre Forsyningspolitik til Skade for en demokratisk Genopbygning. At Venstreregeringen ydermere søger at lægge Byrden af sin egen forfejlede Politik over på den brede Befolkning, tilføjes blot for Fuldstændigheds Skyld. - Det er åbenbart, at vor Handelspolitik alvorligt har skadet vor Stilling udadtil.

I Spørgsmålet om Fascismens Udryddelse i Spanien nægtede Regeringen og Rigsdagsflertallet at tage nogen Form for Initiativ, endskønt det fra alle Sider erklæredes, at man var ved at strømme over af Sympati for det spanske Folk, og endskønt denne Sag, som så utvetydigt ligger i Forlængelse af Krigens Opgaver, netop ikke deler Staterne efter Linjen Øst-Vest. En sådan Holdning, som tilsidesætter Folkets antifascistiske Indstilling, skaber ingen Respekt om Selvstændigheden i vor Udenrigspolitik.

På Folkeoplysningens Område indtager Størstedelen af Pressen den besynderlige Holdning, at man nærmest triumferende bringer Meddelelser om Vanskelighederne i det internationale Samarbejde, som oftest stærkt farvet af deres Oprindelse fra Nyhedsmonopolerne i England og USA. Derimod behandles Bidrag til international Afspænding - f. Eks. Wallace’s Taler - med påfaldende Ligegyldighed og Kulde. Det er klart, at dette ikke skaber en Atmosfære, der er gunstig for en Brobygningens Politik, og selv om Flertallet af Bladene er selvstændige Forretningsforetagender, så kan man undre sig over, at politiske Kredse, der ellers ikke er bange for at benytte deres Indflydelse, ikke bruger den på dette vigtige Område.

Der er næppe nogen Tvivl om, at et overvældende Flertal af det danske Folk ønsker at udbygge gode og ligelige Forbindelser til vore Allierede i Øst og Vest, ønsker Samkvem med og Kendskab til deres Folk og ønsker at stå sammen med dem i Arbejdet for de store Mål, der besjælede dem i den fælles Krig. En hvilken som helst dansk Regering må i Kraft af hele vor Stilling bestræbe sig på at skabe gode og venskabelige Forbindelser til England og det engelske Folk, som ved Valget efter Krigen så tydeligt tilkendegav sit Ønske om at bygge et nyt Samfund op, hvor Folkets Tarv var afgørende. Men samtidig har både Krigen og Tiden derefter vist den fundamentale Betydning af, at vi får lige så gode og venskabelige Forbindelser til Sovjetunionen og dens Folk. Både Handelsforhandlingerne og Forhandlingerne om Flygtningespørgsmålet har vist, hvor værdifuldt Venskab med Sovjetunionen kan være for danske Interesser.

Imidlertid findes der også her i Landet Kredse, som arbejder på Linje med den internationale Reaktion, og som bevidst tilstræber at forhindre Ligelighedens og Brobygningens Politik. De fremstiller Sovjetunionen som det nye »tredje Rige« i Europa, søger at stemple Venskab med Sovjetunionen som Chamberlain’sk Beroligelsespolitik og vil inddrage os i Kombinationer mod vor østlige Allierede. Ved mere eller mindre raffinerede Bagvaskelser - fra Koestler til »Nationaltidende« - søger de at beskrive Sovjetunionen som et bankerot Diktaturland og vil have, at vi skal glemme, at Goebbels’ tilsvarende Bestræbelser førte til en brat Opvågnen, da han fik Kendsgerningerne om den vældige socialistiske Opbygning og Sovjetfolkenes Frimandssind at føle på sine Rygstykker. De hvisker og sladrer om en truende Aggressionsfare fra Øst og ønsker, vi skal glemme, at Sovjetunionen før som efter Krigen altid har sat sin Styrke ind på en effektiv Fredspolitik. De, der således anstrenger sig for at forgifte vort Forhold til Sovjetunionen, handler ikke i nogen fornuftig dansk Interesse.

Andre søger at dreje den udenrigspolitiske Diskussion derhen, at vi skal gøre vore Planer klare for, hvad vi vil gøre, hvis der kommer en ny Krig. Dertil er at sige, at for en nøgtern Betragtning at se synes Krigen ikke at stå for Døren, og skulle det engang komme til Krig igen, kender vi i Dag hverken Kombinationer eller Stridsspørgsmål. Derfor kan denne Måde at stille Tingene op på kun være en Afledning fra det i Dag fornødne: at se til, at vor erklærede Udenrigspolitik ikke forbliver Ord, at vi virkelig gennemfører en selvstændig, demokratisk Udenrigspolitik på det internationale Samarbejdes Grundlag, så vi yder vort til, at de store Mål, som der blev ofret så meget Blod for, bliver virkeliggjort.

M. R. P.’s Oprindelse og Politik

Af Waldeck Rochet

Denne Artikel, der er taget fra det franske Tidsskrift »Cahiers du Communisme«, giver en interessant Analyse af det store katolske Parti i Frankrig, »Mouvement Républicain Populaire«, som for mange herhjemme står i et noget uklart Lys. For rigtigt at forstå M.R.P.’s Politik, må man først gøre sig klart, at den hænger nøje sammen med Kirkens. Og hvad repræsenterer Kirken så?

I sin Omtale af Kirken erklærede Maurice Thorez på det kommunistiske Partis sidste Centralkomitémøde: »Den katolske Kirke er ideologisk og politisk Reaktionens stærkeste Magtfaktor. Vor Politik med at række Hånden til Katolikkerne er rigtig, men den har aldrig fået os til at tabe af Syne, at Vatikanet gennem Århundreder har været Reaktionens faste Borg.«

Selvom Kristendommen ved sin Begyndelse, som Engels i 1895 gjorde opmærksom på, har været en Bevægelse blandt de små og undertrykte, har den høje Gestlighed, Kirkens Fyrster, allerede for længe siden sluttet sig til de besiddende og udbyttende Klasser, til de privilegerede og mægtige.

Igennem Århundreder har Pavestolen rejst sig mod Frihed og Demokrati, og med samme Hårdnakkethed har den igennem hele det 19. Århundrede og indtil nu kæmpet mod Ligheden og Socialismen.

Under Kapitalismen er Kirken med sine finansielle Forgreninger i alle Lande blevet en international finansiel Stormagt, snævert forbundet med det finansielle Oligarki. Derfor har Vatikanets Politik da også i det sidste kvarte Århundrede i Lighed med de kapitalistiske Trusters været domineret af Anti-sovjetisme og Anti-kommunisme.

Efter at Fascismen havde fået Magten i Italien, hilser Pave Pius XI Mussolini som »Forsynets« Mand. Hitler har nydt godt af den samme Støtte. Den 24. December 1936 erklærer de tyske Biskopper, forsamlet i Fulda, i et Hyrdebrev, »at de betragter det som deres Pligt at støtte Rigskansler Hitler i hans Kamp mod Bolsjevismen«, og efter Frankrigs Nederlag i 1940 taler de samme Biskopper i et nyt Hyrdebrev om »det store Offer, den tyske Hær har bragt for Folkenes Friheds store Sag.«

I Frankrig yder Kirkens høje Dignitarer straks efter Nederlaget deres fulde Støtte til Forræderen Pétain og dennes Underkastelsespolitik over for Hitler. Og endelig, da Hitlertyskland begynder at få Vanskeligheder, ser vi Paven gøre sig store Anstrengelser for at frelse Tyskland fra det fuldstændige Sammenbrud. I de sidste Måneder før Våbenstilstanden arbejder han på at opnå en »hvid« Fred, en Kompromisfred mellem Tyskland og Angelsakserne, rettet mod Sovjetunionen. Det mislykkes, men straks forsøger han at redde, had reddes kan, af Nazismen i Tyskland, og uden at spilde Tiden, i Samarbejde med de internationale Trusters Mænd, organiserer han Mobiliseringen af de reaktionære Kræfter i de forskellige Lande og de anti-sovjetiske Kampagner, som praktisk taget er en Sabotering af Freden.

Trods visse Kamufleringsforsøg, der kan give Anledning til Misforståelser, er M.R.P.’s Politik i Virkeligheden ikke andet end Kirkens Politik behændigt tilpasset til franske Forhold og den øjeblikkelige Situation. Thi M.R.P. er som ethvert katolsk Parti snævert knyttet til Kirken. Straks ved Dannelsen af de første kristeligt-demokratiske Partier - og M.R.P. er ikke dannet uden Kirkens Samtykke - fastlagde Pavestolen Principperne for disse Partier.

I et »Motu proprio« (en Bulle) af 18. December 1903 proklamerer Pave Pius X: »I Udførelsen af sin Opgave er det kristelige Demokrati strengt forpligtet til at underkaste sig Kirkens Myndighed ved over for Biskopperne og disses Repræsentanter at udvise fuldstændig Underkastelse og Lydighed.«

Man kan være forvisset om, at M.R.P. samvittighedsfuldt arbejder efter den hellige Stols Direktiver.

Denne Underkastelse over for Kirken bliver imidlertid ikke åbent proklameret, og det er deri Behændigheden viser sig; tværtimod skjules den bevidst.

M.R.P. præsenterer sig således ikke som et kirkeligt Parti med katolsk Etikette, men som en demokratisk Bevægelse, der er åben for alle, der accepterer dets Program. løvrigt er det Program, man skilter med, tilsyneladende fremskridtsvenligt, med revolutionært Skin.

På sin første Landskongres, som fandt Sted lige efter Befrielsen, erklærer M.R.P. sig for »Revolution under Lov og Orden« og forsikrer, at det går ind 1) for Retfærdighed og Udrensning, 2) for en fjerde Republik på Grundlag af politisk Demokrati og imod en Tilbagevenden til det gamle Regime, 3)for økonomisk og socialt Demokrati ved Afskaffelse af Trusterne og Nationalisering af Nøgleindustrierne foretaget i Orden og Retfærdighed.

På det sociale Område kommer M.R.P. frem med et stort Antal Krav, der skal berøre alle Dele af den arbejdende Befolkning. I denne Sammenhæng viger det ikke tilbage for at låne fra de andre Partiers Program og endog tilegne sig de af det kommunistiske Parti formulerede Krav, idet det dog giver dem en anden Form.

Tilsyneladende er denne Fremgangsmåde i Modstrid med Kirkens klassiske reaktionære Politik; men det er også kun tilsyneladende. Thi Kirken fører sin reaktionære Politik med megen Smidighed og Behændighed. Særlig hvor det drejer sig om Frankrig, har Kirken forstået at drage Lære af Historien. For Eksempel har Pavestolen længe været klar over, at Franskmændene ikke holdt af at se Præster beskæftige sig direkte med Politik. Kardinal Rampallo udtalte: »Franskmændene nærer Afsky for Præsternes Regimente.«

Dette forklarer, hvorfor Vatikanet, der af Katolikkerne i visse Lande har krævet Dannelsen af katolske Partier under Ledelse af Biskopperne, altid har rådet de franske Katolikker til at støtte sig til Partier uden katolsk Etikette eller Fremtræden.

I »La Croix« fra 10. Januar 1910 skrev Romer-Korrespondenten, der ventede Dannelsen af et katolsk Parti i Frankrig: »Alt berettiger til at håbe, at de franske Katolikker i Løbet af Året når til Enighed om, som Tyskerne, at danne et i det ydre ikke kristeligt Centrumsparti, hvis politiske Rolle vil kunne blive betydelig.« - 35 År efter er det denne særdeles behændige Formel, der med M.R.P. bringes til Sejr.

I sit Julebudskab, gengivet i »Aube« fra 26. December 1944, definerer Paven sin Stilling således: »Hvis man tager Demokratiet i Ordets mest udstrakte Betydning, kan det antage de mest forskelligartede Former: den republikanske såvel som den monarkistiske Form.«

Imidlertid tilføjes i samme Budskab: »Massen er Demokratiets og Frihedens Fjende Nr. 1; den er altid tilbøjelig til Tyranni, Udskejelser og Vold.«

Med andre Ord, Demokratiet kan for Paven forliges med Monarki, men ikke med Massernes Bevægelse. Faktum er, at Pavedømmet formelt har tilsluttet sig, men på Bunden forbliver tro mod det Hierarki Princip, som danner Grundlaget for det katolske Dogme. Intet viser dette bedre end Pave Pius XII’s Brev til Præsidenten for »Semaines Sociales de Strasbourg« (29. Juli til 3. August 1946). Paven bekræfter heri, at »Principperne om Frihed, Lighed og Broderskab« skal forstås således, som de forstås af den naturlige Ret, den. evangeliske Ret og den kristne Tradition, der - alene - inspirerer til og fortolker disse Principper. Der er ikke Tale om »Uden for Kirken, ingen Frelse,« men om »Uden for Kirken, intet Demokrati.« Efter Tilslutningen til den republikanske Form har man på det sociale Område støttet Tilslutningen til »Reformerne af Strukturen«.

Den 16. Marts 1945 erklærer Pave Pius XII til de Delegerede for de italienske Arbejderes Kristelige Sammenslutninger: »En vis Form for Socialisering kan bringes i Anvendelse. Denne Socialisering kan iøvrigt kun ske mod rimelige Skadeserstatninger til alle interesserede.«

Også her accepterer Pavedømmet en vis Form for »Socialisering« for at dæmme op for den virkelige Socialisme. Når M.R.P. kamuflerer sin Karakter af kirkeligt Parti, når det præsenterer sig som et demokratisk og socialt Parti, handler det i Virkeligheden kun efter Direktiverne fra den hellige Stol. - Vi skal straks påvise dette ved at påpege Ligheden mellem Kirkens og M.R.P.’s Stilling til en hel Række vigtige Spørgsmål.

Bourgeoisiet havde Brug for et Parti som M.R.P.

Først er det dog rimeligt at gøre opmærksom på, at det ikke er tilfældigt, at en Bevægelse som M.R.P. har Held med sig i Dag, medens tidligere Forsøg mislykkedes. Det skyldes, at Bourgeoisiet for at redde sig havde Brug for et nyt Parti, nu da de traditionelt reaktionære Partier havde kompromitteret sig for åbent gennem Kollaborationen.

På vort Partis sidste Centralkomitémøde erklærer Maurice Thorez i sin Fremstilling af den af det franske Bourgeoisi i de sidste År førte Politik: »Det franske Bourgeoisi, der er stærkt på Grund af sin gamle Erfaring og i Besiddelse af stor Manøvringsevne, har anvendt alle sine Midler og alle sine Mænd behændigt. Lige efter Befrielsen rettede det ikke et Frontangreb mod Folkebevægelsen, men søgte at vende denne, dreje, dele og opløse den. Siden »Attentismen« - Nægtelsen af Aktion mod Forræderne og Fjenden - indtil Våbenstilstanden under den nationale Rejsning i Paris, ja, endog indtil Saboteringen af Udrensningen efter Befrielsen, har man søgt at udviske Klassekarakteren i den defaitistiske Politik og Bourgeoisiets Forræderi; man har bestræbt sig for at tilsløre den såkaldte Elites Værdiløshed, skønt alene Arbejderklassens store Masse har vidst at gøre sin Pligt. Formålet med denne reaktionære Politik var at holde hele det gamle Statsapparat på Plads, hele det gamle Mandskab, og blot for en Tid gemme de mest kompromitterede Vichy-folk væk. Det gjaldt om at vinde Tid for at redde de 200 Familier for Følgerne af deres Forræderi.«

Det er indlysende, at det franske Bourgeoisi for at realisere denne Politik har gjort store Indsatser på M.R.P. og stadig gør det. Dette Parti repræsenterer for Bourgeoisiet et værdifuldt Instrument i den Henseende, at de Kræfter, som dannede Basis for Vichy- og Pétain-politikken, får Tid til at gruppere sig bag et Antal ukompromitterede Katolikker, som var virkelige Modstandsfolk. Det er i Virkeligheden også det, der sker.

Imidlertid skulle man have ventet, at Bourgeoisiet og Kirken ville have foretrukket P.R.L., som mere direkte erklærer sig for Forsvarer af Kapitalen og Fjende af Kommunismen; men tværtimod har Trusterne og Kirken bestemt sig til at holde på M.R.P., og med det Formål at få M.R.P. frem i første Linie, tvang de ved sidste Valg i 36 Departementer P.R.L.-listerne til at trække sig tilbage for M.R.P.

Når Trusterne traf denne Afgørelse er det, fordi de ved, at de kan regne med M.R.P. Dettes sociale Demagogi afskrækker dem ingenlunde, for de ved, at den kun er bestemt til at føre Masserne bag Lyset, og at M.R.P. følger Direktiver fra Kirken, som de kan stole på.

For Sagens Skyld har man endvidere valgt at skjule og tilbageholde fra officielle Poster de indflydelsesrige Medlemmer af M.R.P., som har Tilknytning til Storkapitalen - mellem Kapitalister og Finansmænd kender man hinanden - og Trusternes Mænd ved udmærket, at de har sikre Venner inden for M.R.P., thi ganske som med Kirken er M.R.P. snævert forbundet med Finansoligarkiet. (Der opregnes her ca. et Dusin herhjemme lidet kendte M.R.P. Politikere, og der gives detaillerede Oplysninger om deres Nøglepositioner indenfor fransk Højfinans. - Red.).

Disse få Eksempler viser, at Finans-, Industri- og Forsikringskredse samt Aristokratiet har kraftige Støttepunkter i M.R.P. Det er det første, vi lægger Vægt på at understrege.

Forskellen mellem Ord og Handling

Lad os nu se, hvordan M.R.P. i Praksis anvender Kirkens Direktiver på forskellige Områder i Modstrid med de for Offentligheden bestemte Slagord:

Udrensningen. Vi har set de tyske Kardinaler lige efter Befrielsen gøre sig til Talsmænd for Tilgivelse af Nazisterne, og vi har set de franske Kardinaler i »den nationale Forsonings« Navn protestere mod Henrettelsen af Forræderne, og det i selvsamme Øjeblik som M.R.P. i sit Program indskrev Slagordet »Udrensning«.

Men når man siden Befrielsen har benådet, frikendt og afstået fra at retsforfølge Tusinder af Forrædere og Kollaboratører, når man har idømt notoriske Forrædere, som 100 Gange fortjente Dødsstraf, de mildeste Straffe, når man har beholdt Vichyfolk og notoriske Kollaboratører i Statsapparatet, skyldes det for en stor Del M.R.P.- Ministrene de Menthon og Teitgen, som siden Befrielsen uden Afbrydelse har behersket Justitsministeriet. Faktisk har disse Ministre over for Kollaboratørerne anvendt den af Kardinalerne og Biskopperne prædikede Overbærenhedspolitik i Stedet for at følge deres Program.

Forsvaret af Demokratiet. Hvad Demokratiet angår, som M.R.P. så larmende råber op om, har vi set Vatikanet udtale sig for dets Begrænsning ved at sætte det op imod Masserne.

Det er netop det, M.R.P. forsøger at gøre, når det understøtter et Forfatningsforslag, som har til Hensigt at gøre Præsidenten almægtig og svække Folkerepræsentationen ved at oprette 4 Forsamlinger og derved faktisk igen lægge Landets Administration i Hænderne på høje Embedsmænd, der er uansvarlige over for Folket og udgået af de privilegerede Klasser.

Adskillelsen af Kirke og Stat. På Undervisningens Område hilste »Observatore Romano«, Vatikanets Avis, den 21. Oktober 1945 M.R.P.’s Succes ved at udtrykke Håbet om, at dette Parti ville bandlyse disse »verdslige« Love fra den nye Forfatning. Tro over for Den hellige Stols Direktiver har M.R.P.’s Deputerede gjort alt for at opretholde Understøttelserne til de frie Skoler, og endnu i Dag anstrenger de sig for i den nye Forfatnings Tekst at indføre Principper om Undervisningsfrihed, for derefter at opnå Statens Hjælp til konfessionelle Skoler som et Middel til at få afskaffet den konfessionsløse Skole.

Nationaliseringerne. Med Hensyn til Strukturreformerne ved vi, at Paven accepterer en vis Form for Socialisering eller Nationalisering mod rimelige Erstatninger til alle interesserede, Kaptalisterne indbefattet.

M.R.P.’s Deputerede har nøje fulgt disse Direktiver under Behandlingen af Nationaliseringerne i den grundlovgivende Forsamling. De har bestræbt sig for at »torpedere« disse ved at kræve høje Erstatninger til Storaktionærerne og ved at afholde sig fra at stemme ved Afstemningen om Nationalisering af Gas og Elektricitet, til Trods for at de havde stillet 77 Ændringsforslag, der havde til formål at tage al Saft og Kraft ud af Forslaget. Denne Indstilling belyses klart af et Brev, Pave Pius XII nylig sendte til Præsidenten for »Semaines Sociales« i Strasbourg. I dette Brev tager Paven Forbehold med Hensyn til Nationaliseringerne og udtaler sig til Fordel for de korporative Sammenslutninger, som Mussolini - og M.R.P.- har vist så megen Sympati.

Forsvaret af Arbejdernes Krav. I sit Program taler M.R.P. meget om Nødvendigheden af at sikre Arbejderen den nødvendige Løn og hæve hans Levestandard. Men i Spørgsmålet om Hævelse af Lønningerne er det M.R.P. Ministrene for Økonomi- og Finansministeriet, som gennem deres Indstilling opmuntrer Arbejdsgiverne til at afslå de af C. G. T. (»De samvirkende Fagforbund«) formulerede legitime Krav.

Antikommunismen. Vi har endelig sagt, at Kirkens Politik var domineret af Antikommunisme. At danne en Barriere mod Kommunismen er M.R.P.’s vigtigste Opgave.

Hr. Terrenoire, Chefredaktør for »l’Aube«, henvendte sig til Højrevælgerne fra Orne i følgende Vendinger: »Vælgerne må se bort fra deres personlige Meninger og lægge deres Stemme på det stærkeste Parti, som har størst Chance for at danne Modvægt mod det kommunistiske Parti, thi det er alle frihedselskende Franskmænds Pligt at hindre det kommunistiske Parti at komme i Spidsen.«

Ved en omhyggelig Analyse af M.R.P.’s Politik fremgår det utvetydigt, at det er et Parti, som Trusterne benytter sig af, men som behændigt kamuflerer sine sande Hensigter ved at fremstille sig som et nyt Parti og ved at søge Tilflugt i den sociale Demagogi.

Den kommunistiske Politik over for M.R.P.

Det er vor Pligt at afsløre M.R.P.’s virkelige Mål ved at vise dets vildledende Demagogi. Derfor var det, vort Parti allerede i Maj 1945, ved anden Valgomgang under Kommunevalgene, nægtede at trække sig tilbage og indgå Listeforbund med M.R.P., skønt Leon Blum erklærede det for et republikansk Parti.

På sit Møde den 3. Maj vedtog vort politiske Bureau følgende Resolution: »Da det er magtpåliggende at forhindre enhver tvetydig Politik, har det politiske Bureau enstemmigt besluttet, at der ikke kan være Tale om Listeforbund med M.R.P., som er fjendtligt indstillet mod Lovgivningen om Kirkens Adskillelse fra Staten, og som desuden, ifølge Udtalelse af det socialistiske Partis Generalsekretær, ved første Valgomgang har nydt godt af Stemmer fra den klassiske Reaktion, dvs. Stemmer fra Vichyfolk, imod hvem de republikanske og antifascistiske Kræfter åbenlyst bør samle sig.«

Det er endvidere for at forhindre enhver tvetydig Politik, at vor Centralkomité efter den 2. Juni har udtalt sig imod Valget af et Medlem af M.R.P .til Leder af Regeringen.

Man vil måske sige, at vi alligevel endte med at acceptere at deltage i en Regering under M.R.P.’s Ledelse. Ja, det gjorde vi, men ingen vil kunne bebrejde os det.

Vi var de eneste, der ikke stemte for M.R.P. Kandidaten. Følgelig er det ikke vor Fejl, at denne blev valgt til Leder af den provisoriske Regering. Hvis Socialisterne havde accepteret vort Forslag om at fortsætte Regeringen med Forbehold af Indsættelse af nye Mænd og af visse Ændringer, var Bidault ikke blevet valgt, og vi ville sandsynligvis have fået en ny Regering med Félix Gouin som Leder.

Vi deltager i en Regering, hvis Ledelse ikke er den, vi kunne ønske, fordi vi ved ikke at deltage under Påskud af, at vort Synspunkt ikke havde sejret, enten ville have ladet Tilfældet råde eller tilladt Dannelsen af en anti-kommunistisk Koalitionsregering rettet imod Arbejderklassen.

Vi deltager i den nuværende Regering, ikke for at støtte M.R.P.’s Politik, men for i Regeringen at forsvare Folkets Interesser og for at forhindre, at man rører ved Kirkens Adskillelse fra Staten, ved Sociallovene såsom Planen om økonomisk Sikkerhed og om Understøttelse til de gamle, og ved demokratiske Foranstaltninger såsom de af den sidste grundlovgivende Forsamling vedtagne Nationaliseringer. Ydermere stillede vi som Betingelse for at deltage: Forhøjelsen af Løn og Pensioner, og det er os, der har gennemtvunget Princippet om en første Forhøjelse på 15 pCt., idet vi stadig fortsætter med at give vor Støtte til C.G.T.’s Krav.

Endelig deltager vi, fordi det er i Overensstemmelse med vort Partis Hovedlinje. Som Maurice Thorez mindede om på vort sidste Centralkomitémøde, udtaltes det på vort Partis 10. Kongres:

»Kommunisterne har ikke til Hensigt at vige uden om den nationale Enheds Krav og Pligter. Vi anser det for det bedste for vort Land, at dets Ledelse i en så lang Periode som muligt er i Hænderne på en Regering dannet på et enigt nationalt og demokratisk Grundlag, hvorved den opnår den største Autoritet og Stabilitet ved åbent at støtte sig til Folket for at virkeliggøre det nationale og sociale Fornyelsesprogram, som Folket ønsker.«

Men jeg tilføjer, at Deltagelsen i denne Regering ledet af M.R.P. på ingen Måde forbyder os at afsløre dette Partis virkelige Mål og Politik, tværtimod.

Det drejer sig visselig for os ikke om at foretage ubegrundede Angreb eller fremkomme med Injurier mod M.R.P. Det er ikke vor Vane. Derimod må vi overbevise om, bevise og påpege, at M.R.P. fører Trusternes Politik.

Vi må komme med en sådan Redegørelse, selv over for M.R.P.’s Vælgere, for blandt disse er der ikke blot uforbederlige reaktionære; der er også mange hæderlige Franskmænd, Arbejdere, Modstandsfolk og Republikanere, som tror på Oprigtigheden i M.R.P.’s demagogiske Slagord.

Vi må sige følgende til disse Arbejdere: Alt imedens vi stadig rækker Hånden til de katolske Arbejdere, må vi gøre opmærksom på den hemmelige Forståelse mellem Kirken og M.R.P. og føre en aktiv Kamp mod Kirkens Indgriben på den politiske Arena. Inden for de katolske Arbejderes egen Kreds er der mange, der mener, at Kirkens Mænd burde holde sig borte fra Politik. Ved at påvise at Biskopperne og Præsterne, som igår holdt med Vichy, i Dag støtter M.P.R., viser man Partiet som det, det virkelig er, nemlig et Instrument for Vatikanet og Bourgeoisiet.

Især må vi ved enhver Lejlighed påvise, at M.R.P.’s Handlinger ikke svarer til Ordene, at de demagogiske Slagord om »politisk Demokrati«, »økonomisk Demokrati« og »Trusternes Forsvinden« til Stadighed modsiges af den Bremsepolitik, der praktiseres af M.R.P.’s Ledere.

Kommunisterne må resolut påtage sig Forsvaret for de arbejdende Massers Krav og kæmpe for disses Opfyldelse gennem en voksende Aktivitet i Masseorganisationerne, særlig blandt Kvinder og Børn, et Område hvor M.R.P. udfolder store Anstrengelser. M.R.P. kan ikke, som vi Kommunister, kæmpe konsekvent for Folkemassernes Krav, eftersom Opfyldelsen af disse Krav ville støde mod Bourgeoisiets Interesser. Det er således fremfor alt på de daglige Handlinger, Folket kan kende sine sande Forsvarere.

Imod den reaktionære Fare må der arbejdes energisk for Virkeliggørelsen af Arbejderenheden mellem Socialister og Kommunister og for Samlingen af alle Republikanere og alle Demokrater.

Kort sagt, vi skal anvende vort Partis Politik. Der findes ingen Mirakelrecept til Overvindelse af Vanskeligheder. Sejren afhænger af vort eget Arbejde styrket af den marxistisk-leninistiske Teori.

December 1946

Australien som de små Nationers Beskytter

af Kjeld Østerling

Såvel på Fredskonferencen som nu på UNs Generalforsamling har Australiens Delegerede vidst at stille sig i Rampelyset. Utallige er de Taler, der er holdt »i de små Staters Navn« og ved Fredskonferencen var det den australske Delegation, som indleverede flest Ændringsforslag. Der er imidlertid noget ejendommeligt ved hele denne Virksomhed.

Hvorfor er det fjerne Australien så brændende interesseret i et så internt europæisk Problem som Skibsfarten på Donau? Hvorfor har Småstaten Australiens Forslag en så uhyggelig Evne til at falde sammen med de Krav, Stormagterne USA og England ønsker gennemtrumfet? Og endelig, hvordan kan det være, at Australien, der dog er regeret af en Arbejderregering, har gjort så meget for at hindre Udviklingen i de folkedemokratiske Stater, hvor Folket under Arbejderklassens Ledelse har taget Regeringen i Hænde?

Australien er regeret af en socialdemokratisk Regering. Dens Embedstid blev atter forlænget ved Valgene fornylig. Den har Magt til at gennemføre sine Beslutninger på Trods af Modstandernes, »de Liberales«, Indvendinger, men det australske Socialdemokrati hører til den Type, hvis Indflydelse nu er ved at svinde i Europa.

Et belysende Eksempel: Da nogle Parlamentsmedlemmer i 1943 foreslog, at »Personer, som altid har tjent det private Forretningslivs Interesser«, ikke burde have Sæde i Regeringen, svaredes det fra Socialdemokratiets Bestyrelse, at dette ikke kunne lade sig gøre, »da de er de eneste, hvis Ord har tilstrækkelig Vægt til at kunne hjælpe Regeringen«.

»De Liberale« ser derimod en Smule mere realistisk på Tingene. Den 10. Februar 41 - midt under Krigen - erklærede Fadden, en liberal Leder og dengang stedfortrædende Premierminister, i en offentlig Udtalelse: »Hvis de Fredsforstyrrere, som vi nu hver Dag er udsat for, virkeligt repræsenterer den australske Arbejders Gennemsnitsmening, så vil jeg sige, jo for vi lader Hitler regere dette Land, så meget desto bedre.«

Denne Udtalelse må være, hvad den være vil, men at der eksisterer halv- og også helfascistiske Strømninger (»Dobbeltkorset«) i Australien, bør man ikke være blind for. Selvom disse Personers Antal er ringe, er de Poster, de beklæder, store. Også den katolske Kirke, der i Australien som i det øvrige britiske Imperium og i USA fører en voldsom anti-sovjetisk og anti-demokratisk Propaganda, er en Hindring for en folkelig Politik.

Endelig spiller også de store Afstande, den forholdsvis unge Industri og den australske Stats Ungdom i det hele taget ind. Den australske Arbejder er endnu ikke i Stand til at lære sine Ledere, at det, han vælger dem for, skal de også gøre.

Men mest tydeligt er Billedet, hvis vi ser på Australiens økonomiske Liv. Det er et Monopolernes Paradis. Nogle Eksempler: De fem største (Broken Hiil, Collins, Imperial Chemical, British Tobacco og Colonial Sugar) ejer tilsammen næsten 2 Milliarder Kr. De kontrollerer hele Jern-, Stål- og Metalindustrien, den kemiske Industri, Tobaks- og Sukkerindustrien. Een enkelt Finansfamilie, Bailieu, kontrollerer cirka 1,25 Milliarder Kr. Alle de store Blade og Tidsskrifter er Monopolejendom.

Det er imidlertid ikke australske Penge (i Reglen), der dominerer disse Monopoler. I Broken Hiil f. Eks. er ca. 80 pCt. engelsk og amerikansk Kapital. Gummiindustrien er helt i Hænderne på Dunlop og American Goodyear. Bilproduktionen kontrolleres af General Motors og Ford, og Olieproduktionen af British Shell og American Vacuum. Det siger en Del om Australiens uegennyttige Arbejde for de små Nationers Interesser!

Januar 1947

Europas forenede Stater

En gammel Parole er blevet moderne igen, med de samme Formål som før, selv om den fremsættes af andre Personer. Det er Parolen om Dannelsen af Europas Forenede Stater, Churchills Ønskedrøm. Den var på Mode allerede før 1914 og forfægtedes dengang som nu af en broget Forsamling, der talte hårdkogte Spekulanter og Mono-polkapitalister, velmenende Reformatorer, som ikke mærkede den glatte Is, de var ude på, og dunkle Figurer i Arbejderbevægelsen som Trotskij og Bukharin.

Som Følge af den udbredte Diskussion blev Parolen også taget op på et Møde, de russiske Bolsjevikker i Udlandet afholdt ved Krigsudbruddet i 1914. I Modsætning til alle andre holdt Bolsjevikkerne Hovedet koldt, de så Parolen nærmere efter i Sømmene, og Lenin skrev sin berømte Artikel: »Om Parolen Europas Forenede Stater«, som aftrykkes på de følgende Sider.

I denne Artikel svarer Lenin kort og klart: i denne Situation, hvor Europas Forenede Stater ville blive brugt af Imperialisterne til at dominere Europa og Kolonierne for at udsuge de svagere Lande, er vi Modstandere af Parolen. Senere, når Europa er blevet socialistisk, er vi Tilhængere af Parolen. Fremsat nu ville den skade Arbejderbevægelsen og Socialismens Sag, under andre Omstændigheder vil den kunne gavne.

30 År senere er Situationen den samme: Urostiftere som Churchill vil oprette en Blok mod Sovjetunionen, de vil endda gøre Tyskland til et »stærkt« Led i Blokken og lokke Frankrig med på Limpinden. Desuden ville »Europas Forenede Stater« nu gennem England, Frankrig og Holland besidde Hovedparten af Verdens Kolonier og være et godt Redskab til fortsat Undertrykkelse. I den nuværende Situation er Parolen reaktionær og brandfarlig, og derfor må den bekæmpes.

Om "Parolen Europas forenede Stater" af Lenin

Offentliggjort 5. september 1914.

I »Socialdemokraten« Nr. 40 meddelte vi, at vort Partis Udlandssektioners Konference har besluttet at stille Parolen »Europas Forenede Stater« i Bero, indtil Sagens økonomiske Side var blevet behandlet i Pressen. På vor Konference havde Diskussionen om dette Spørgsmål antaget en ensidig politisk Karakter. Det var måske til Dels fremkaldt af, at i Centralkomiteens Manifest bliver denne Parole direkte formuleret som en politisk Parole (»den nærmeste politiske Parole....« hedder det dér), og der tales ikke blot om Europas republikanske Forenede Stater, men det betones endvidere specielt, at denne Parole er meningsløs og forløjet »uden revolutionær Omstyrtelse af det tyske, østrigske og russiske Monarki«.

Så længe man kun vurderer denne Parole politisk, er det fuldkommen forkert at polemisere mod en sådan Problemstilling - f. Eks. ud fra det Standpunkt, at den tilslører eller afsvækker Parolen om den socialistiske Revolution og lignende. Politiske Omskabelser i sand demokratisk Retning og da navnlig politiske Revolutioner kan på ingen Måde, aldrig, under ingen Omstændigheder, tilsløre eller afsvække Parolen om den socialistiske Revolution. Tværtimod, de bringer bestandig denne nærmere, udvider Grundlaget for den, inddrager nye Lag af Småborgerskabet og de halvproletariske Masser i den socialistiske Kamp. Og på den anden Side er politiske Revolutioner uundgåelige under den socialistiske Revolutions Forløb, som man ikke kan betragte som en enkelt Akt, men rettere må betragte som en Epoke med stormende politiske og økonomiske Rystelser, skarpest mulig Klassekamp, Borgerkrig, Revolutioner og Modrevolutioner.

Men mens Parolen om Europas republikanske Forenede Stater, opstillet i Sammenhæng med den revolutionære Omstyrtelse af de tre mest reaktionære Monarkier i Europa, med det russiske i Spidsen, er fuldkommen uangribelig som politisk Parole, så bliver dog tilbage det meget vigtige Spørgsmål om denne Paroles økonomiske Indhold og Betydning. Bedømt ud fra Imperialismens økonomiske Betingelser, dvs. Kapitaleksporten og Opdelingen af Verden mellem de »mest fremskredne, og »mest civiliserede« Kolonimagter, er Europas Forenede Stater under kapitalistiske Forhold enten noget umuligt eller noget reaktionært.

Kapitalen er blevet international og monopolistisk. Verden er opdelt mellem en lille Håndfuld Stormagter, dvs. Stater, som kan opvise de største Resultater i Udplyndring og Undertrykkelse af Nationerne. Europas fire Stormagter, England, Frankrig, Rusland og Tyskland, med en Befolkning på 250-300 Millioner og et Territorium på ca. 7 Millioner Kvadratkilometer, råder over Kolonier med en Befolkning på næsten en halv Milliard (494,5 Millioner) og et Territorium på 64,6 Millioner Kvadratkilometer, dvs. over næsten Halvdelen af Jordkloden (133 Millioner Kvadratkilometer uden Polarområderne). Læg så dertil de tre asiatiske Stater Kina, Tyrkiet og Persien, som nu bliver revet i Stykker af de Røvere, der fører en »Befrielseskrig«, nemlig Japan, Rusland, England og Frankrig. Disse tre asiatiske Stater, som man kan kalde Halvkolonier (i Virkeligheden er de nu til ni Tiendedele Kolonier), har en Befolkning på 360 Millioner og et samlet Areal på 14,5 Millioner Kvadratkilometer (dvs. næsten halvanden Gang så stort som hele Europas samlede Areal).

Endvidere har England, Frankrig og Tyskland investeret mindst 70 Millioner Rubler Kapital i Udlandet. Til at indkassere de »legitime« Indtægter af denne nette Sum - en Årsindtægt på over 3 Milliarder Rubler - har man de nationale Millionær-Udvalg, som kaldes Regering, der råder over Armé og Krigsflåde, og som »anbringer« »Monsieur Kapitals« kære Sønner og Brødre som Vicekonger, Konsuler, Gesandter, Embedsmænd af alle Slags, Præster og andre Blodsugere i Kolonierne og Halvkolonierne.

På denne Måde er Udsugningen af omkring en Milliard Jordbeboere organiseret af en lille Klat Stormagter i den højeste kapitalistiske Udviklings Tidsalder. Og under Kapitalismen er en hvilken som helst anden Organisation umulig. Give Afkald på Kolonier, »Indflydelsesområder«, Kapitaleksport? At tænke på det ville betyde at synke ned på Niveau med Præstemanden, som hver Søndag prædiker Kristendommens Ophøjethed for de Rige og råder dem til at give til de Fattige.... nå, ja, om ikke et Par Milliarder, så dog i det mindste et Par Hundrede Rubler om Året.

Europas Forenede Stater er under kapitalistiske Forhold ensbetydende med Overenskomster om Delingen af Kolonierne. Men under kapitalistiske Forhold er enhver anden Basis, ethvert andet Princip for Delingen end Magtens Princip, umulig. Et kapitalistisk Lands »Nationalindtægt« kan Milliardæren kun dele med en anden i et bestemt Forhold: »efter Kapitalhøjde« (og desuden med et Tillæg, for at de største Kapital kan få mere, end der kunne tilkomme den). Kapitalisme betyder Privatejendomsret til Produktionsmidlerne og Anarki i Produktionen. På en sådan Basis at prædike »retfærdig« Fordeling af Indtægten er Proudhonisme, er småborgerlig, spidsborgerlig indskrænkethed. Den kan ikke deles på anden Måde end »i Overensstemmelse med Magten«. Men Magtforholdene ændrer sig under den økonomiske Udviklings Gang. Efter 1871 voksede Tysklands Kræfter tre-fire Gange så hurtigt som Englands og Frankrigs. Japans ti Gange hurtigere end Ruslands. Når man vil prøve en kapitalistisk Stats faktiske Magt, findes der ikke og kan der ikke findes noget andet Middel end Krigen. Krigen strider ikke mod Privatejendomsrettens Grundlag, men er det direkte og uundgåelige Udviklingsresultat af dette Grundlag. Under Kapitalismen er ligelig Vækst i den økonomiske Udvikling af de enkelte Erhvervsgrene og af de enkelte Stater umulig. Under Kapitalismen findes der ingen andre Midler til Genoprettelse af den forstyrrede Ligevægt end Kriser i Industrien og Krige i Politiken.

Naturligvis er midlertidige Overenskomster mellem Kapitalisterne og mellem Magterne mulige. I denne Forstand er Europas Forenede Stater også en Mulighed, som en Overenskomst mellem de europæiske Kapitalister-om hvad? Ene og alene om med forenede Kræfter at undertrykke Socialismen i Europa, om med forenede Kræfter at forsvare de røvede Kolonier mod Japan og Amerika, hvilke sidste er blevet i højeste Grad forfordelt gennem den nuværende Opdeling af Kolonierne og i de sidste 50 År er vokset i Kraft langt hurtigere end det tilbageblevne, monarkistiske og alderdomssvækkede Europa. I Sammenligning med Amerikas Forenede Stater betyder Europa som Helhed taget økonomisk Stilstand. På den nuværende økonomiske Basis, dvs. under kapitalistiske Forhold, ville Europas Forenede Stater betyde Reaktionens Organisation til Hæmning af Amerikas hurtige Udvikling. De Tider, da Demokratiets Sag og Socialismens Sag udelukkende var knyttet til Europa, er uigenkaldeligt forbi.

Verdens Forenede Stater (men ikke Europas) er den statslige Form for Nationernes Forening og Frihed, som vi forbinder med Socialismen - så længe ikke enhver Stat, deriblandt også den demokratiske Stat, for stedse er forsvundet som Følge af Kommunismens fuldstændige Sejr. Som selvstændig Parole ville dog Parolen Verdens Forenede Stater næppe være rigtig, thi for det første er den ensbetydende med Socialismen, for det andet kunne den føre til den forkerte Opfattelse, at Socialismens Sejr i et enkelt Land var umulig, og til en forkert Opfattelse angående et sådant Lands Forhold til de øvrige.

Ujævnheden i den økonomiske og politiske Udvikling er en ubetinget Lov for Kapitalismen. Heraf følger, at Socialismens Sejr til at begynde med er mulig i nogle eller endog i et enkelt kapitalistisk Land. Efter at have eksproprieret Kapitalisterne og hos sig organiseret en socialistisk Produktion ville dette Lands sejrrige Proletariat gøre Front mod den øvrige kapitalistiske Verden, drage de andre Landes undertrykte Klasser til sig, opflamme Opstanden mod Kapitalisterne i disse Lande og i Nødsfald endog anvende Militærmagt mod de udbyttende Klasser og deres Stater. Den politiske Form for det Samfund, i hvilket Proletariatet sejrer, idet det knuser Bourgeoisiet, vil være den demokratiske Republik, som i stadig højere Grad centraliserer den pågældende Nations eller de pågældende Nationers Proletariats Kræfter i Kampen mod de Stater, som endnu ikke er gået over til Socialismen. Klassernes Afskaffelse er umulig uden den undertrykte Klasses, Proletariatets, Diktatur. Nationernes frie Forening i Socialismen er umulig uden de socialistiske Republikkers mere eller mindre langvarige, hårdnakkede Kamp mod de tilbageblevne Stater.

Ud fra disse Overvejelser, som Resultat af mangfoldige Drøftelser af Spørgsmålet på Ruslands socialdemokratiske Arbejderpartis Udlandssektioners Konference og efter denne Konference, er Centralorganets Redaktion nået til den Slutning, at Parolen Europas Forenede Stater er urigtig.

August 1947

Dollars over Europa

af Ib Nørlund

Den anden Verdenskrig var ikke blot en militær Holmgang, men en dybtgående Omvæltning af de bestående Magtforhold og af mange tilvante Forestillinger. Den der ikke vil se det i Øjnene, fatter intet af, hvad der sker i Verden i Dag, og kan kun hensynke i selvopgivende Begrædelighed. De, der kæmper for at forandre Verden, må skabe sig Klarhed over de nye Betingelser og Muligheder og handle derefter.

Folkenes Frihedskamp mod Fascismen bevirkede afgørende Forskydninger til Fordel for de folkelige demokratiske Kræfter gennem Udviklingen af deres Bevidsthed og deres Enhed. Dette er en Kendsgerning, som ikke lader sig dræbe af en Propaganda, som strider mod Folkenes dyrekøbte Erfaringer. Men det vil være en Fejltagelse at tro at der imod Folkene står en enig Kapitalisme eller Monopolkapital. Krigen medførte også betydningsfulde Forskydninger i det indbyrdes Forhold mellem de monopolistiske Magthavere og mellem de Stormagter, hvis Politik de behersker.

Den ujævne Udvikling af de forskellige Lande og Erhvervsgrene har altid været et Kendemærke for Kapitalismen. Den har været ganske særlig udpræget i Monopolkapitalismens Tidsalder. De gamle Stormagter England og Frankrig, blev indhentet eller overfløjet af »unge« Magter som USA, Tyskland eller Japan. Mens disse udviklede deres industrielle Produktion hurtigere, lagde den engelske og franske Monopolkapital Hovedvægten på at skaffe sig Indtægter ved Forrentning af deres Kapital i Kolonier eller afhængige Lande, og deres Produktionsapparat forældedes i Forhold til de nye Konkurrenter. Denne Ujævnhed i Udviklingen skærpede Krigen enormt - væsentlig til Fordel for USA, idet Tyskland og Japan som bekendt blev slået.

Et slående - og betydningsfuldt - Eksempel på Krigens direkte Indflydelse er Skibsfarten. Den amerikanske Handelsflåde, som i 1939 udgjorde 16,5 % af Verdenstonnagen, udgør i Dag 54 %. Samtidig er den britiske Handelsflådes Andel faldet fra 26 % til 15,6 %. Hvor skrigende Ujævnheden er, fremgår af, at USA i Dag råder over -2/3 af Produktionsevnen og 3/4 af Investeringsevnen i Verden udenfor Sovjetunionen. Det er indlysende, at denne Ulighed må præge USA’s Forhold til den øvrige Verden.

Monopolernes styrkede Indflydelse i USA

USA blev som bekendt ikke ødelagt under Krigen og mistede ikke flere Menneskeliv i Krigen, end der blev dræbt Folk ved »civile« Ulykkestilfælde. Derimod udvidedes Produktionsapparatet med mindst 40 %, og Produktionen var i 1943 over dobbelt så stor som i 1939. Men det er afgørende at se, hvordan denne Produktionsmobilisering blev foretaget.

Den amerikanske Regerings Ordrer på Krigsmateriel og krigsnødvendige Varer blev rettet til de store Firmaer, som så igen sluttede Kontrakter med de mindre. Det gav selvsagt overordentlig Magt til Trusterne. Mere end 70 % af alle Krigsordrerne gik til Foretagender, der beskæftigede mere end 500 Mand. Samtidig fik Trusterne Prioritet på vigtige Forsyninger og på Arbejdskraft, hvilket udnyttedes til at ruinere mange Småforetagender. Endelig oprettede Trusterne for Regeringens Regning nye Fabriker, som de senere har kunnet overtage til Spotpriser. 47 sådanne Regeringsfabriker, som havde kostet 900 Mill. Dollars, blev solgt til Monopolerne for 290 Mill. Dollars. Ford reddede sig en Tankfabrik, som havde kostet 19,4 Mill. Dollar, for 1,4 Mill.!

Dette betød, at Produktionsforøgelsen og Krigskonjunkturen medførte en overordentlig Koncentration af den økonomiske Magt. I det franske Regeringsblad »Le Monde« karakteriseres Situationen sådan: »Ifølge Beretningen fra Small War Plant Corp. eksisterede der i 1939 250 store Foretagender, hvis totale Aktiver vurderedes til 26 Milliarder Dollars. På 6 År udvidede de dette Tal med over 3 Milliarder. De regner derudover med at tilegne sig en væsentlig Del af de nye Produktionsmidler, som er skabt i Løbet af Krigen, og hvis Finansiering Regeringen har sikret. På dette Stadium vil »de 250« kontrollere for 39 Milliarder Dollars Produktionsmidler, dvs. 66,5 % af dem alle. Man vil bedre kunne vurdere denne Magtforøgelse ved at tænke på, at før Krigen var det samme Antal Milliarder fordelt mellem 75.000 Firmaer. Men Koncentrationen standser ikke der. Mellem disse »250« ejede 31 Foretagender, som kontrolleres af 5 umådelig mægtige Finansgrupper (Morgan, Mellon, Rockefeller, Dupont og Cleveland-Gruppen), 18 Milliarder Dollars, som er investeret i Produktionsmidler, dvs. mere end 30 % af dem alle«. (Henri Pierre: »Krigen har styrket »Big Business«’ Magt«, Le Monde, 20-7-1947).

Samtidig ruinerede Krigen mere end 2 Millioner små Fabrikanter og Forretningsdrivende.

De store Firmaers (Corporations) samlede Profit under Krigen var 53 Milliarder Dolk, betydelig mere end en Fordobling i Forhold til Førkrigsårene. Og man bør i den Forbindelse tænke på, at 25 % af alle amerikanske Aktier ejes af mindre end 10.000 Mennesker - dvs. 0,008 % af den amerikanske Befolkning.

Jævnsides med dette forøgedes den amerikanske Lønarbejderklasse med 17 Millioner eller 40 %, for en væsentlig Del Kvinder. 30,4 % af dem arbejder på Virksomheder med mere end 10.000 Arbejdere.

Det er indlysende, at en sådan Polarisering af Klassekræfterne må få dybtgående Ændringer til Følge, og det er også indlysende for enhver, som ønsker at forstå, at en Stat, hvis økonomiske Liv beherskes af en sådan Håndfuld Finanskapitalens Herremænd også i sin Politik vil være dirigeret af de samme Kræfter.

Den rige Mands Byrde

Skønt man kunne synes, at den lykkelige Måde, Landet slap gennem Krigen på, skulle skabe alle Betingelser for en blomstrende Efterkrigstid, er det dyb Bekymring for Fremtiden, som præger de fleste økonomiske Iagttagere i USA.

Ganske vist har de første År efter Krigen været præget af en voldsom Højkonjunktur. Industriproduktionsindexet (1939 = 100), som i Oktober 1943 nåede Højdepunktet med 249, var ved VJ-Dagen i August 1945 211. I Kraft af Omstillingen til Fredsproduktion faldt det ganske vist i den følgende Tid til 148 i Februar 1946, men det betød ikke stort for Monopolerne, som fik rundelig Erstatning af Staten for deres »Tab«. Efter Omstillingen steg Index påny til 180 i Slutningen af 1946 og endda 190 i Marts 1947 men siden er det begyndt at falde. I Maj var det 186.

I samme Periode steg Corporationernes Profiter til det fantastiske. Før Skatterne var fradraget udgjorde de i 1943 25 Milliarder Dollar. I første Kvartal af 1946 var de sunket til, hvad der ville svare til 15 Milliarder årlig i tredie Kvartal var de oppe på 22 Milliarder, i fjerde passerede de Rekordtallet fra 1943, og i første Kvartal 1947 anslås de til op mod 30 Milliarder! Altså alle Tiders amerikanske Rekord - the biggest in the world! Efter Skattefradraget bliver Forholdet endnu mere skrigende: 1943: 10 Milliarder (2 1/2 Gange Førkrigsniveauet), i 1946: 12 Milliarder - i Årets sidste Kvartal 15 Milliarder - altså 50 % over den vildeste Krigskonjunktur, og stadig stigende ind i det nye År ...

Årsagen til dette vældige »boom« var dels, at der blandt Forbrugerne var en Del »opsparet Købekraft« - man havde under Krigen lagt Penge hen til Varer, som savnedes - dels at Trusterne midt i 1946 pressede Præsidenten til at ophæve Priskontrollen i »det frie Initiativs« Navn. Men netop fordi Konjunkturerne bygger på dette skrøbelige Grundlag, er det at Angsten for Fremtiden vågner.

Hele denne Udvikling ledsages nemlig af en Indskrænkning i Massernes Købekraft. Leveniveauet er, iflg. CIO’s Index 65 % højere end i 1941. Samtidig gik Monopolerne allerede i den statsgaranterede »Omstillingsperiode« til Angreb på Lønningerne, som det er lykkedes at trykke indenfor en Række Fag. Det begyndende Fald i Produktionen har allerede medført en Vækst i Arbejdsløsheden for hvilken de virkelige Tal imidlertid er skjult bag en sindrig Statistik. Den anslås til op mod 6 Millioner. Resultatet er, at Reallønnen er faldende hvad selv Truman måtte indrømme i sin Halvårsberetning i Juli 1947. Da samtidig den »opsparede Købekraft« synes at være opbrugt, betyder det at det indre Marked i USA formindskes. Det betyder ikke, at den amerikanske Befolkning ikke har Brug for Varerne - i mange Områder er Leveniveauet overordentlig lavt - men at den ikke har Råd til at betale for dem - og det er jo det der har Interesse for Monopolerne.

Forholdet skærpes yderligere ved den amerikanske Industris ujævne Udvikling hvor Produktionen af Produktionsmidler og af de såkaldte varige Forbrugsvarer (Motorer, Støvsugere, Frigidairer osv.) er steget så voldsomt at de under ingen Omstændigheder kan aftages af det amerikanske Marked.

De store Magasiner, som er meget følsomme for Svingninger i Købekraften er allerede tidligt i 1947 begyndt at klage over, at Detailhandelen er ved at gå ned. En Række amerikanske Økonomer siger da også, at Krisen allerede er begyndt. Andre siger at Krisen vil være åbenbar i Løbet af få Måneder, og der er ingen Tvivl om, at de vil have Ret, for så vidt Udviklingen afhænger af det indre amerikanske Marked.

Det er hele denne Udvikling, der har givet den amerikanske Monopolkapitalisme dens voldsomme Trang til Ekspansion.

Monopolkapitalisme og Ekspansion

Trangen til økonomisk Ekspansion har overalt været knyttet til Kapitalismens monopolistiske Stadium og har været kendetegnende for Imperialismen (ikke mindst i dens fascistiske Tilspidsning), l Moderlandet »savner Kapitalen et Spillerum for ’rentabel’ Beskæftigelse« (Lenin). Den søger det i økonomisk tilbagestående Lande, hvor Arbejdskraft og Råstoffer er billigere, hvor mindre Investeringer kan kaste mere af sig (med højere Profitrate end i Lande, hvor Kapitalen har højere »organisk Sammensætning«), og hvor det samtidig er muligt at sikre sig monopolistiske Rettigheder. Den imperialistiske Propagandas Ammestuehistorier om, at Kolonier er nødvendige for »Adkomst til Råstoffer« eller »Leverum for Folket« er i Imperialismens Periode blottet for reelt Indhold, mens deres politiske Betydning i Forsøget på at knytte Folket til de imperialistiske Eventyr er klar. I Kolonierne og de afhængige Lande søger de imperialistiske Magter at sikre sig Eneret på Markeder, Koncessionsrettigheder og Investeringsmuligheder.

Kapitaleksporten til de koloniale og afhængige Lande bevirker ofte en Udvikling af visse af det afhængige Lands Produktivkræfter. Et vist Minimum af Samfærdselsmidler og lignende er nødvendigt. Men denne Udvikling er i så Fald ensidigt i Overensstemmelse med den imperialistiske Magts Profitinteresser - ikke med det afhængige Lands Tarv, og i mange Tilfælde foregår den koloniale Udbytning uden større Industrialisering, men ved Udbytning af de eksisterende mere tilbagestående økonomiske Former.

I den imperialistiske Ekspansion ligger altså ingen som helst Form for Velgørenhed, men en Jagt efter højere Profitmuligheder. Derfor virker det noget komisk, når mere eller mindre velmenende Mennesker »formaner« den imperialistiske Magt til at anvende sit »Overskud« af Varer og Kapital til at forhøje Massernes Leveniveau.

Herom gælder Stalins Ord: »Hvis Kapitalismen kunne tilpasse sin Produktion ikke til at opnå et Maksimum af Profit, men til en systematisk Forbedring af Folkemassernes materielle Stilling, hvis den kunne anvende Profitten ikke til Tilfredsstillelse af de snyltende Klassers Luner, ikke til Fuldkommengørelse af Udbytningsmetoderne, ikke til Kapitaludførsel, men til systematisk Hævelse af Arbejdernes og Bøndernes materielle Stilling, så ville der ikke findes nogen Kriser. Men så ville Kapitalismen ikke være Kapitalisme«. (Stalin, Beretning på SUKP(B)’s XVI Kongres).

USA’s Ekspansionspolitik

Den amerikanske Monopolismes Udvikling har været præget af, at den helt op til vor Tid væsentligst har udviklet sig på Grundlag af sit indre Marked i en Art »indre Kolonialisering«. Denne Periode har Udviklingen under Krigen sat Punktum for. Dette vidste man allerede i Roosevelts Tid, og der blev af hans Administration lagt Omridsene for en økonomisk Samarbejdspolitik i Efterkrigstiden. Også den var selvsagt formet i Overensstemmelse med USA’s Kapitalinteresser, men den havde som Forudsætning en skærpet »New Deal« Politik i USA selv, og rummede i det mindste ikke en Forskelsbehandling af Lande efter deres økonomiske System. I USA svarer den til en stor Del af Kapitalisternes umiddelbare Afsætningsinteresser.

Den Politik, der har sejret i USA, er imidlertid en anden. Det er en reaktionær og imperialistisk Politik, der svarer til Monopolgiganternes Planer om Verdensherredømmet. I Kraft af Magtforskydningen betragter de Europa som et tilbagestående Område, som de kan gøre til Genstand for en imperialistisk »Kolonialpolitik«, som i sin Målsætning må minde meget om Hitlers »Nyorden«. Den værste Hindring for Realiseringen af denne Politik var de folkelige Frihedsbevægelser, som ville opbygge de europæiske Lande efter Folkets Tarv.

Mens en økonomisk Krise ikke altid kommer den tungeste Monopolkapital på tværs - fordi den muliggør billig Overtagelse af mange ruinerede mindre Virksomheder - vil den i den nuværende Situation være en Hindring for Planerne om Verdensherredømmet. Derfor fremkalder de nuværende økonomiske Vanskeligheder så voldsom Aggressivitet og et Pres, både indadtil og udadtil.

Dette giver sig Udtryk i »Slavelovene« mod den amerikanske Fagbevægelse, i den nye amerikanske Militarisme, i den aggressive Udenrigspolitik og i den økonomiske Ekspansionspolitik, som alle er Sider af samme Sag. Arbejderorganisationerne skal svækkes for at bane Vejen for en Sikring af Profitterne gennem Lønreduktion. Militarismen tjener dels som Våben i Udenrigspolitikken, dels som Afsætning for Rustningsindustrien. De militære Bevillinger, som før Krigen var mindre end 1 Milliard (7 % af Statsbudgettet) er i Dag 18,5 Milliarder (44 % af Budgettet, som samtidig er svulmet op). Krigsfrygt i Verden er på tilsvarende Måde i deres Interesse. Gennem Oprettelse af Baser søger de deres politiske og økonomiske Indflydelse sikret. Den krigshærgede Verdens Vanskeligheder søger de at udnytte til at skabe sig en Magtstilling på alle Markeder.

Truman-Doktrinen

Det er først i det sidste År, at denne Politik er blevet forfulgt med fastere Konsekvens og båret af den Selvovervurdering, som Prætentioner på Verdensherredømmet må bygge og briste på. Banen blev gjort fri med den Indstilling af UNRRAS’s betingelsesfrie Hjælpearbejde, som den amerikanske Regering besluttede fra 1. Januar 1947, på Trods af UNRRA-Myndighedernes Protest. Denne Kendsgerning gør man vel i at mærke sig på et Tidspunkt, hvor Sentimentaliteten over Marshalls Ædelmodighed er ved at gå over alle Bredder.

Med Trumans Tale i Waco 6. Marts 1947 proklameredes den aggressive Politik. USA’s lille Præsident sagde: »Vi er den økonomiske Verdens Giganter. Om det behager os eller ej, så afhænger Opbygningen af Fremtidens økonomiske Forbindelser af os. Verden venter på og overvåger, hvad vi vil gøre Det er os, der skal tage Beslutningen«.

Og med en truende Undertone tilføjede han: »Der er en Ting, som USA tillægger endnu større Værdi end Freden. Det er Friheden. Religionsfrihed, Talefrihed og frit økonomisk Initiativ«.

»Hindringerne for Udenrigshandelen« skulle ryddes af Vejen, hed det endvidere. En engelsk Avis skrev om denne »økonomiske Frihed«: »Det er Lammene, der får Frihed til med deres Tænder at forsvare sig mod Ulvene«.

På denne Baggrund proklameres kort Tid efter Grækenland og Tyrkiet som Led i USA’s Sikkerhedszone. Under fuldstændig Tilsidesættelse af UN bevilgedes store Dollarlån til Fascisterne i Grækenland og Militærdiktaturet i Tyrkiet - i Demokratiets Navn forstås. Viceudenrigsminister Acheson erklærede uhæmmet Indblanding i andre Staters politiske Forhold: »En Regering, som er under Kontrol af Kommunister, er en Fare for USA’s Sikkerhed«.

Modstanden mod Truman-Doktrinen

Dette brutale Krav på Verdensherredømmet vakte dog vide Kredse Verden over til Modstand. Det »forener Verden imod os og spalter det amerikanske Folk,« sagde Henry Wallace. Man kendte Tonerne gennem de »demokratiske« Stafferinger, og selv de Kredse i Europa og i Arbejderbevægelsen, som ellers har gjort sig til Indpiskere af den amerikanske Politik, vovede kun svagt at forsvare den.

I USA viste en Gallup, at 56 % ønskede, at Hjælp til Grækenland skulle ske gennem UN. To Uger senere, da Sagen var blevet mere klarlagt, steg Tallet til 63 %. Tilstrømningen til Wallaces Anti-Truman-Møder var kolossal.

Men også indenfor reaktionære Kredse var Meningerne delte. Som nævnt kan kun en Del af Forretningslivet umiddelbart opnå Fordele ved den imperialistiske Ekspansionspolitik, for Grækenlands og Tyrkiets Vedkommende især Olietrusterne og Rustningsindustrien. Andre af de store Monopoler kan være stærke nok til at skubbe Byrden over på andre, men store Dele af den lille og mellemstore »business« mærker foreløbig kun Byrderne i Form af høje Skatter m. v.

Den kendte reaktionære Skribent Walter Lippmann beklagede den kluntede Måde, Truman havde bekendtgjort sin Politik på og sagde: »Hvor rige vi end er, og hvor mægtige vi end er, så er vi dog hverken rige nok til at finansiere Reaktionen hele Verden over eller stærke nok til at holde den ved Magten«. (New York Herald Tribune, 8. April 1947).

Truman-Doktrinens Praktisering i den følgende Tid, hvor Grækenland underkastede sig fuldstændig Kontrol, hvor Kommunisterne blev tvunget ud af de franske og italienske Regeringer ved Hjælp af Dollarlån, og hvor Sverige blev tvunget til at opgive sit Importforbud mod amerikanske Luksusvarer, bevirkede en yderligere moralsk Svækkelse af USA’s Position, som var alvorligere end de materielle Gevinster.

» Marshall Planen«

Det er på denne Baggrund det taktiske Spil med Fremsættelsen af Marshall-Planen skal ses. Det var noget fiksere end Hr. Trumans. Marshall fremsatte som bekendt nogle svævende Bemærkninger om, at USA på visse, ikke nærmere fastlagte Betingelser kunne tænke sig at yde Dollarlån til Europas Genopbygning. Den engelske Regering optrådte derefter som Sprechstallmeister for denne »Plan« med de den følgagtige Kredse i Europa som Ekko. Denne Agitation udviklede sig en Overgang til Hysteri, åbenbart i det Øjemed at forberede en Acceptering af enhver Betingelse, USA måtte stille. Molotov tog til Paris for at erfare, om der var Tale om en regulær økonomisk Samarbejdspolitik, men sluttede ud fra de Oplysninger, han fik, at der tværtimod var Tale om en »Kolonialpolitik«, hvor England og Frankrig optrådte som Agenter for USA, for derved at placere sig i en stærkere Stilling overfor de små europæiske Lande.

Af det tidligere anførte fremgår, at Motivet for at yde Dollarlån til den øvrige Verden aldeles ikke er nogen uegennyttig Hjælpevirksomhed, men en simpel Nødvendighed for at sikre den økonomiske Ekspansion. I 1946 var USA’s Eksport godt 16 Milliarder Dolk, medens Importen kun var ca. 8 Milliarder. Dette Overskud betyder selvfølgelig, at den øvrige Verden drænes for Dollars, så den ikke fortsat vil være i Stand til at betale USA’s Overskudsproduktion. Problemet for den amerikanske Ekspansionisme er at sikre sin Afsætning, samtidig med at den udnytter sin stærkere Stilling til at gennemtvinge økonomiske og politiske Betingelser, som giver den Mulighed for større Profit, og som fremmer de videregående Ekspansionsplaner. Men skønt det er disse Betingelser, som må være bestemmende for frie Folks Stilling til Dollarlånene, hemmeligholder USA’s Regering dem af politiske Opportunitetsgrunde.

Det mest utilslørede, der er sagt fra officiel amerikansk Side, er kommet fra tidligere Viceudenrigsminister Acheson umiddelbart inden hans Tilbagetræden den 30. Juni (som han meget betegnende begrundede med, at han kunne tjene mere som privat Forretningsmand). Han erklærede, at den »umiddelbare Hjælpeperiode« nu er forbi. Nu er Tiden kommet for »Genopbygning gennem Investering«. Han stiller altså nu Opgaven at etablere den amerikanske Kapital i Europa. Til dette har man begyndt »Forberedelsen af et Program«, hvis Hovedpunkt er: »Det er fuldstændig klart, at der ikke kan ske nogen virkelig Genrejsning af Europa uden Genrejsning af Tysklands Produktion. Den har været et grundlæggende Element i Europa siden den industrielle Revolution, og det må den vedblive at være«.

Det var karakteristisk, at denne Tale ikke offentliggjortes før efter 16-Magtskonferencen ’ Paris havde konstitueret sig, og samtidig med den amerikanske Offensiv for at sikre sig det økonomiske Overherredømme over Ruhr. Samtidig konkretiserede et Kongresudvalg det derhen, at »der må gøres Slut på Erstatningsbetalingerne«, som ville »svække Tyskland og Japan«.

»Marshall-Planen« viser sig således som et stort anlagt Forsøg på ved en Slags Bankiervirksomhed at skaffe sig økonomisk og politisk Kontrol over Europa for at sikre sig fordelagtige Muligheder for at få Kapitalen til at yngle. »Vi skal ikke ganske rette os efter de europæiske Nationers egen Vurdering - enkeltvis eller kollektivt - af deres eget Behov«. (Kongresudvalget). »Vi skal være sikre på, at vore Investeringer bliver frugtbare såvel i menneskelig som i business Forstand«. (New York Times). Denne Beherskelse af Europa tænker man sig opretholdt gennem Beherskelse af først og fremmest Ruhr-Industrien og Tyskland, som til Fordel for den amerikanske Monopolkapital udnytter det øvrige Europa, hvis Produktionsliv holdes i Tilbageståenhed og Afhængighed. Man søger Europas skæve økonomiske Struktur opretholdt og uddybet, og netop derfor følger deres Bestræbelse efter Herredømmet i Europa de samme sørgelige Spor, som Hitler trådte med sin »nye Orden« i Europa.

Europa« Perspektiver under USA-Monopolernes Herredømme

Europas Folk gik ud af Krigen med Viljen til at genrejse deres Lande. De ønskede at udvikle deres produktive Kræfter, at overvinde deres Tilbageståenhed til Gavn og Lykke for Folkene. Det var Målene for de genfødte frie Nationer. Dér, hvor Folkene havde Magt til det, tilrettelagde de derfor deres nationale Produktionsplaner, og inden for Rammerne af dem søgte de økonomisk Samarbejde til alle Sider - også med USA - på Grundlag af Ligeberettigelse og gensidig Respekt. Samtidig ønskede de Sikkerhed mod nye tyske Angreb og - gennem Erstatningsbetalingerne - mod ny tysk domineren af Kontinentets Økonomi.

De amerikanske Monopolers Politik - som den åbent er erklæret i Truman-Doktrinen, og som den viser sig gennem Marshall-Planens Røgtæppe - strider mod de europæiske Floks Interesser. De ønsker at bryde de nationale Produktionsplaner. De ønsker at holde Lande som de østeuropæiske og Danmark i agrarisk Tilbageståenhed og ønsker en skæv Udvikling af Industrien i Overensstemmelse med Trusternes Interesser. De ønsker billig Arbejdskraft og er derfor interesseret i konstant Arbejdsløshed (»industriel Reservearmé«) og faldende Leveniveau for Masserne. De ønsker - til Skade for Europa - Afbrydelse af Handelen med de Lande, som ikke vil bøje sig for deres Diktat. De ønsker Europas Opspaltning i Blokke og Indpodning af stadig Krigsfrygt.

På alle Områder strider dette mod de europæiske Folks Interesser. Hver Dag erfarer Folkene det påny. Her hjælper ingen fagre Ord. De hårde Kendsgerninger afslører det virkelige Forhold. På Punkt efter Punkt åbenbarer de nye monopolistiske Prætendenter til Verdensherredømmet sig som direkte Efterfølgere af de hedengangne. De søger deres Støtte hos de samme Kredse som »Nyordnerne« - ved økonomisk Sammenfletning med europæiske Monopolistkredse og ved direkte politisk Støtte hos Reaktionen og indirekte hos de Kredse, som råder Folkene til Eftergivenhed for Reaktionen. Men selv om de har Råd til at købe sig Spioner og Agenter, Blade og Propagandister for deres Sag, tyder alt på, at de ikke har Råd til at købe sig hele Befolkningslags Velvilje - som i Imperialismens første Blomstringstid. Deres afslørende Brutalitet vil styrke Folkenes Modstand både i Europa og Amerika.

***

Dollarpolitiske Rand-Noter

Enkel og genial Efterkrigsplan

I en Tale, som den amerikanske Understatssekretær, Dean Acheson, holdt i Cleveland kort før han trak sig tilbage fra Statens Tjeneste for at søge over i en mere indbringende Stilling inden for den private Foretagsomhed, skitserede han en amerikansk »Plan« til Verdens Genopbygning i denne vanskelige Efterkrigstid. Naturligvis var han klar over, at Amerika burde forstrække den forarmede Verden med Lån og Ydelser af forskellig Art, og med tiltalende Ærlighed ytrede han, at disse måtte fordeles med grundig politisk Omtanke og ikke strøs ud til alle og enhver. Det interessante var, at de Steder, Mr. Acheson mente, man først og fremmest burde sætte ind, var Tyskland og Japan. »To af de største Værksteder i Europa og Asien,« sagde han, »Tyskland og Japan, hvis Produktion Europa og Asien i udstrakt Grad var afhængige af før Krigen - Vi må sætte alle Kræfter ind på Genopbygningen af disse to store Værksteder, der er en så væsentlig Betingelse for den fuldstændige Genrejsning af de to Verdensdele«.

Dollar- Perspektiver

Som en Advarsel til Frankrig i Anledning af de nye Forhandlinger om Dollarlån og »Hjælp« fra Amerika, skriver Simone Téry i »l’Humanité« om Forholdene i de sydamerikanske Stater, som hun nylig har set under en Rejse gennem denne Verdensdel, ».... Jeg har set alle disse latinamerikanske Lande, hvis Befolkninger kæmper desperat for deres Uafhængighed. Disse Lande er tilsyneladende frie, men i Virkeligheden er de en Slags Halvkolonier, deres Regeringer kan kun holde sig oppe ved at støtte sig på den udenlandske Ambassadør.

Og dog, hvilken strålende Facade! Se alle disse pragtfulde Byer, disse Luksus-Forretninger og Parker, disse blændende Automobiler! Ganske vist, men alt dette tilhører kun et forsvindende Mindretal, nogle halve Snese Tusind Mennesker, Kong Dollars Tjenere. Bagved disse tynde Kulisser er der - intet. Småborgerskabet og Middelklassen er knust. Tilbage er kun et barfodet Proletariat, der arbejder for Livet, for at Staten kan betale Renterne af de lånte Dollars, for at Bankerne og Selskaberne kan betale Dividender til deres Aktionærer deroppe mod Nord.

Yankee-Kapitalisterne forhindrer de lokale Industrier i at opstå og i at udvikle sig; det er den amerikanske Industri, der skal sælge sine færdige Varer. Halvkolonierne har kun Ret til at levere Råvarer, at rode i Jorden. Arbejderbevægelserne, der ustandselig rejser sig påny, undertrykkes i Blod, Lederne arresteres eller myrdes. Og mens Folket lever i Elendighed, lovsynger Presse, Radio og Film de store Bankers ædle og generøse Fædreland«.

De bange Hænd i Wall Street

I en Artikel om den internationale Situation i det engelske »Labour Monthly« omtaler Palme Dutt en Antisovjet-Bog med Titlen »De bange Mænd i Kreml«: »Titlen afslører det, der er Sandheden om »de bange Mænd i Wall Street og Washington«. De Mangemillionærer, der regerer Amerika i Dag, er panikslagne og forvirrede. De tror, at de har hele Verdens Magtmidler og Hjælpekilder til deres Rådighed, og dog vil Verden ikke adlyde dem og gå den Vej, de ønsker. De har Arsenaler, hvis Lige Verden aldrig har set, og dog er de rædselsslagne ved Synet af et fattig Arbejder, der læser en marxistisk Pjece i et Tagkammer. Ved Hjælp af en Statistik af uhørt Fuldstændighed og Effektivitet kan de Dag for Dag registrere, hvordan Kriser i deres økonomiske System udvikler sig, og dog ved de ikke, hvad de skal gøre. De har sat Videnskabsmænd og Teknikere fra hele Verden til at konstruere de mest djævelske Maskiner og Våben til Masseødelæggelse, som menneskelig Fantasi kan forestille sig, og dog ryster de, mens det klør i deres Fingre efter at trykke på den Knap, der skal udløse disse Kræfter mod deres Fjender, fordi de ved, at det vil ende med at knuse deres egen skrøbelige Samfundsbygning for bestandig. Derfor sidder de krampagtigt fast i selvmodsigende Begær og afmægtigt Raseri mod alt, hvad der findes i Verden af Menneskelighed og Frihed. Derfor er de i Virkeligheden ikke stærke. Folkene i Verden kan og vil vise sig at være stærkere -

Vær ikke alt for tillidsfulde, i Herrer af det antikommunistiske Korstog. Tingene vil måske falde anderledes ud, end I har tænkt jer. Hitler og Mussolini prøvede det altsammen før I, og da jeres Hukommelse synes at være mangelfuld, så bed jeres Sekretærer om at fortælle jer, hvordan det gik dem«.

Amerikansk Handelspolitik i få Ord

På den internationale økonomiske Konference i Genève udtalte De forenede Staters Understatssekretær for Økonomi, William Clayton, disse utvetydige Ord: »Efter Krigens Afslutning går Tendensen i mange Lande i Retning af mere gennemført Regeringskontrol med Handelen og mere direkte Deltagelse i Handelsarrangementer fra Regeringernes Side.

Det er ikke netop det Klima, hvori vores Form for Udenrigshandel, drevet af private Forretningsmænd, kan trives og udvikle sig.

Lad mig gøre det fuldstændig klart straks fra Begyndelsen, at et af de vigtigste og første Punkter i vores Efterkrigs-Handelsprogram er at skabe Betingelser, under hvilke private amerikanske Forretningsfolk vil have de største Muligheder for at udvide deres Udenrigshandel med mindst mulig Indgriben fra Regeringernes Side..... Det er det, vi går til Genève for: at sikre en Chance for privat amerikansk Foretagsomhed og at gavne amerikansk Økonomi gennem udvidet Handel med Udlandet«.

September 1947

Taft-Hartley »Slaveloven«

USA’s Anti-Fagforeningslov, refereret efter Det faglige Verdensforbunds Informationsbulletin, Nr. 11. Juni 1947:

Den 23. Juni 1947 vedtoges den omstridte Anti-fagforeningslov af det amerikanske Senat, trods Truman’s Veto. Loven svarer i Indenrigspolitikken godt til Truman’s antidemokratiske Doktrin i Udenrigspolitikken. Loven sætter de amerikanske Fagforeninger 50 År tilbage, så alvorlige er dens reaktionære Bestemmelser.

Indskrænkninger i Strejkeretten

Lige siden Norris-La Guardia Lovens Vedtagelse i 1932 har Strejkeretten, som Amerikas Arbejderbevægelse har kæmpet for i Snese af År og betalt med en uhyre Pris i Lidelser og Blod, været anset for fast anerkendt af Domstolene, i det mindste vedrørende Strejker mod private Arbejdsgivere. Denne Lov forbød Udsættelse af en Strejke ved Retskendelse. På dette Felt skrues Udviklingen altså mindst 15 År tilbage. I det følgende anføres en Analyse af Bestemmelserne.

1.- Udsættelseskendelser indføres påny

Ganske vist havde allerede Clayton-Loven i 1914 indført som Princip, at Arbejderen repræsenterede et Menneskeliv og ikke en Vare, men indtil Norris-LaGuardia Lovens Vedtagelse havde Domstolene under Pres af Arbejdsgiverne fortolket denne Lov og al Anti-monopollovgivning således, at en Arbejdsgiver kunne få Domstolskendelse imod Strejker, så snart en smidig Fantasi kunne få Strejken til at ligne en Handling udført af en »monopolistisk« Gruppe af organiserede Arbejdere. Taft-Hartley Loven indfører påny denne Praksis i alle Tilfælde, hvor Arbejdsgiveren anmoder om det, og hvor Statsadvokaten anser, at Strejken »vil bringe Nationens Sundhed eller Sikkerhed i Fare«. Kendelserne skal gå ud på Udsættelse i 80 Dage, og hvis Fagforeningen efter Udløbet af de 80 Dage vedtager at strejke, skal Kongressen tage Sagen i sin Hånd. Det er klart, at denne Bestemmelse åbner Mulighed for at forhindre næsten enhver større Arbejdsnedlæggelse i de store Masseproduktionsindustrier.

2.- Visse Strejker og særlige Konfliktspørgsmål gøres ulovlige

Visse Typer af Strejker skal ifølge Taft-Hartley Loven retsforfølges, idet de enten erklæres for »urimelig Fremgangsmåde i Arbejdsspørgsmål« fra Fagforeningens Side, i hvilket Tilfælde National Labor Relations Board (et Regeringsorgan, herefter kaldt Arbejdsnævnet - O. A.) kan få den udsat, eller ved at Arbejdsgiveren anlægger Erstatningssag ved Statens Domstole for tilføjede Skader, eller ved begge Metoder. De således banlyste Strejker er:

Strejker om Grænsekonflikter, dvs. Strejker, der er fremkaldt af to rivaliserende Fagforeningers Krav på at repræsentere Arbejdspladsen.

Blokade, dvs. at Arbejderne i en Virksomhed nægter at behandle Gods eller gøre Tjeneste for en anden Virksomhed, hvor Arbejderne er i Strejke.

Strejker for at få Betaling for »Ventetid« eller for anden Tid, hvor der ikke udføres sædvanlig Arbejde, skønt Arbejderne er tilstede.

Strejker for at få ansat Ekstraarbejdere, som ikke udfører sædvanligt Arbejde, men hvis Tilstedeværelse Fagforeningerne anser for nødvendig af Sikkerhedsgrunde: Taft-Hartley Loven beskriver sådanne Strejker som forårsaget af Arbejdsgiverens Vægring ved at »ansætte Personer ud over det Antal han ønsker«.

3. - Strejkeretten berøves visse Arbejdere

Alle statsansatte Arbejdere og Funktionærer mister Retten til at deltage i nogen Strejke, under Trussel om øjeblikkelig Afsked og Fortabelse af alle Tjenestemandsgoder.

B. Indskrænkninger i Forhandlingsret og Overenskomster

Den kollektive Forhandlings Princip, hvorved en Fagforening, der repræsenterer Flertallet af Arbejderne i en Virksomhed, skal anerkendes af Arbejdsgiveren som lovligt autoriseret Repræsentant for Arbejderne i Virksomheden, hvorefter Arbejdsgiveren skal optage reelle Forhandlinger med Fagforeningen for at opsætte en Kollektivaftale, blev lovfæstet ved Wagner Loven i 1935. Ved denne Lov oprettedes tillige National Labor Relations Board (Arbejdsnævnet), der fik til Opgave at administrere Loven og fik Fuldmagt til at fastsætte, hvilken Fagforening der skulle anses for eneberettiget Forhandlingsrepræsentant for Virksomheden eller for en Afdeling af Virksomheden. Nævnet traf sine Afgørelser ved Undersøgelse af en Fagforenings Opgivelse af Medlemstallet i Virksomheden eller ved Afholdelse af Valg mellem rivaliserende Fagforeninger. Nævnet havde indført sin egen Retspraksis for at bestemme den rette »Forhandlingsenhed«, dvs. afgøre om alle Arbejdere i en Virksomhed skulle anses for repræsenteret ved samme Fagforening, eller om nogle Fag eller Arbejdergrupper i Virksomheden burde handle separat og være repræsenteret af en anden Fagforening. I alle sådanne Tilfælde var Arbejdernes Ønsker en afgørende Faktor, men Nævnet tog rimeligt Hensyn til Arbejdsgiverens berettigede Interesse i eventuelt at forhandle med en eller med flere Fagforeninger, alt efter Sagens Art. Nævnet var også bemyndiget til at afholde Arbejdsgivere fra at anvende, hvad Loven kaldte »urimelig Fremgangsmåde i Arbejdsspørgsmål«, dvs. Handlinger, der gjorde Indgreb i Arbejdernes frie Valg af den Fagforening, der skulle repræsentere dem. Sådanne Arbejdsgiverindgreb kunne f. Eks. være Afskedigelse eller Chikane af Arbejdere for Fagforeningsvirksomhed, Opmuntring af en Fagforening, der beherskedes af Arbejdsgiveren, eller aktiv Modvirken eller Nedrakning af en Fagforening fra Arbejdsgiverens Side.

Taft-Hartley Loven begrænser dette Princip så stærkt, at det næsten betyder en Ophævelse af Wagner Loven, der i 12 År har været betragtet som Arbejderbevægelsens Menneskerettighedserklæring. Disse Begrænsninger i Forhandlingsretten og Overenskomsterne kan grupperes i 4 Rubrikker:

Begrænsning af særlige Klausuler i Kollektivaftalerne

Forbud mod »Closed Shop«. - Closed Shop Klausulen, ifølge hvilken en Arbejdsgiver og en Fagforening aftalte, at kun Medlemmer af Fagforeningen kunne ansættes i Virksomheden, gøres ulovlig.

Begrænsning af »Union Shop«. - Union Shop Klausulen, der bestemmer, at Arbejderne skal melde sig ind i Fagforeningen efter Ansættelsen, er kun tilladt på Betingelse af, at Flertallet af Arbejderne vedtager den ved et Valg, der afholdes med dette særlige Formål. Det er indlysende, at en Arbejdsgiver kan gøre en sådan Bestemmelse illusorisk, selv om han går ind på den, idet han kan ansætte et tilstrækkeligt Antal uorganiserede Arbejdere, før der afholdes Valg.

Enkeltstaternes Love har Prioritet. Hvis Enkeltstaternes Love begrænser Fagforeningernes Ret til at søge Sikkerhedsklausuler indføjet i deres Aftaler endnu strengere, giver Taft-Hartley Loven disse Love Forrang frem for sin egne Bestemmelser.

2.- Begrænsning af Valget af Forhandlingsenhed

Splittelse af Industrifagforeningerne. Ved at afskaffe Arbejdsnævnets Initiativ til i visse Henseender at udpege den rette Forhandlingsenhed, og særlig ved vilkårligt at skille faglærte og ufaglærte Arbejdere og ved at tillade Anerkendelse af små særskilte Forhandlingsenheder repræsenterende faglige Specialiteter og Funktioner, har Taft-Hartley Loven til Formål at knuse de større Industrifagforeninger.

Forbud mod afdelingsvise Forhandlingsenheder før hele Virksomheden er organiseret. Arbejdsnævnet havde i årevis anerkendt Forhandlingsenheder i en Afdeling af en Virksomhed, selvom Fagforeningen endnu ikke havde formået at organisere hele Virksomheden. Dette banlyses af Taft-Hartley Loven.

3.- Legalisering af „urimelig Fremgangsmåde i Arbejdsspørgsmål" fra Arbejdsgiverens Side

Arbejdsgivernes Udtalelser og Handlinger rettet mod Fagforeningerne. Arbejdsnævnet havde udformet en hel Retspraksis for, hvorvidt en Arbejdsgivers Udtalelser og Handlinger mod en Fagforenings Forsøg på at organisere hans Arbejdere udgjorde en »urimelig Fremgangsmåde i Arbejdsspørgsmål«, når man tog Hensyn til hans økonomiske Fortrinsstilling frem for Arbejderne. Under Påskud af at beskytte Arbejdsgiverens »Ytringsfrihed« giver Taft-Hartley Loven specielt Arbejdsgiverne Lov til at fremsætte hvilke som helst fagforeningsfjendtlige Udtalelser til deres Arbejdere, så længe disse Udtalelser ikke er »truende eller tvingende«. Efter amerikansk Retspraksis nødsages Arbejdsnævnet til at give disse Ord en snæver Betydning, og derved får Arbejdsgiverne praktisk talt frie Hænder.

b) Arbejdsgiverne er ikke retsligt ansvarlige for overordnet Personales fagforeningsfjendtlige Handlinger. Ifølge Arbejdsnævnets hidtidige Praksis blev Opsynspersonalets eller andet Driftspersonales fagforeningsfjendtlige Handlinger naturligt lagt Arbejdsgiveren til Last og gjorde ham skyldig i »urimelig Fremgangsmåde i Arbejdsspørgsmål«, med mindre han kunne bevise, at sådanne Handlinger var i direkte Strid med hans egne Instrukser til den Art Personale. Taft-Hartley Loven vender Situationen om ved udtrykkeligt at undtage Arbejdsgiveren fra retsligt Ansvar for overordnet Personales fagforeningsfjendtlige Handlinger, undtagen i den usandsynlige Situation, hvor det kan bevises, at Arbejdsgiveren »udtrykkeligt har autoriseret dette Personale til at tale for sig i sådanne politiske Spørgsmål«. Hvor det drejer sig om store Selskaber, kan dette i Praksis komme til at betyde, at enhver, fra Selskabets Formand og nedefter, kan gøre og sige hvad som helst for at hindre Arbejderne i at gå ind i Fagforeningen, uden at Selskabet kan drages til Ansvar for det.

c) Opmuntring af Arbejdsgiverledede Fagforeninger. Taft-Hartley Loven sikrer Arbejdsgiverne Ret til at ansøge Arbejdsnævnet om at lade afholde Valg, der skal afgøre, hvem der skal være eneberettiget Forhandlingsrepræsentant for Arbejderne. Udøvelsen af denne Ret var tidligere forbeholdt Fagforeninger, der gjorde Fordring på at repræsentere Arbejderne. I Betragtning af, at den ansøgende Arbejdsgiver kan anføre, hvilke Organisationer der skal opføres på Stemmesedlen, og i Betragtning af de mange Muligheder for fagforeningsfjendtlig Virksomhed, der nu åbner sig for Arbejdsgiverne, vil dette utvivlsomt komme til at betyde Genoplivelse af det gamle Onde, den arbejdsgiverledede Fagforening.

4.- Visse Arbejdere mister helt Retten til at få Kollektivaftaler.

Formænd og overordnet Personale. Taft-Hartley Loven fritager Arbejdsgivere fra enhver Pligt til at indgå Kollektivaftaler med Formænd og overordnet Personale. Det vil i Praksis sige, at Fagforeninger for sådanne Funktionærer banlyses, thi hvis de ikke kan få Kollektivaftaler, vil de ikke have megen Brug for en Fagforening. Loven tillader som en Undtagelse Vagtpersonalet på en Virksomhed at få Kollektivaftaler på den Betingelse, at deres Forhandlingsrepræsentant skal være en Fagforening, der er uden Forbindelse med nogen af de Fagforeninger, der repræsenterer Virksomhedens Arbejdere.

Landarbejdere. Landarbejdere berøves ligeledes Ret til Kollektivaftaler.

Funktionærer i statsejede Selskaber. Funktionærer i Federal Reserve Bankerne og i rene Statsforetagender er også afskåret fra enhver Ret til Kollektivaftaler.

Medlemmer af Fagforeninger, som ikke opfylder visse Forskrifter. Taft-Hartley Loven fritager Arbejdsgivere fra enhver Forpligtelse til at træffe Kollektivaftaler med enhver Fagforening, der ikke opfylder visse strenge Krav. Denne Fritagelse har navnlig til Formål at tvinge Fagforeningerne til at underkaste sig forskellige Former for Indblanding fra Regerings- og Arbejdsgiverside i den hidtil uafhængige Ledelse af deres egne Anliggender. En Fagforening vil således føle sig nødsaget til at efterkomme disse Krav for dog at være af nogen Værdi for sine Medlemmer. Vilkårene for sådan Fritagelse anføres i næste Afsnit. Det er tydeligt, at mange af de Krav, der stilles til Fagforeningerne, vil være umulige at opfylde fuldt ud, og dette kan udmærket resultere i, at Retten til at få Kollektivaftaler bliver illusorisk for mange Arbejdere, der nu er organiseret i de større Fagforeninger.

Indgreb i Fagforeningernes Uafhængighed

Ved de nye Bestemmelser, der diskuteres under dette Afsnit, sættes den organiserede Arbejderbevægelse meget længere tilbage end ved Lovens øvrige Bestemmelser. Loven skruer faktisk Udviklingen over 50 År tilbage. Fagforeningerne har aldrig før i den amerikanske Arbejderbevægelses Historie måttet finde sig i finansielt Opsyn udefra, Begrænsninger i Valget af Tillidsmænd eller retsligt Ansvar som Organisationer for Medlemmernes Handlinger. Det følgende er en Analyse af de vigtigste Restriktioner, Loven pålægger i så Henseende:

1.- Fagforeningernes retslige Ansvar

Som allerede omtalt under A 2 ovenfor, gør Taft-Hartley Loven for første Gang Fagforeningerne ansvarlige i Sager, som Arbejdsgivere anlægger for at opnå Erstatning for visse »uautoriserede« Strejker eller Aktioner. For første Gang i Arbejdsnævnets Historie er Fagforeningerne tillige underkastet Udsættelseskendelser fra Nævnet i Tilfælde, hvor Arbejdsgivere indgiver Klage over »urimelig Fremgangsmåde« fra Fagforeningens Side; dette gælder ikke alene i Tilfælde som de nævnte »uautoriserede« Strejker og Aktioner, men også for følgende: Mangel på god Vilje under Overenskomstforhandlinger, Tvang eller Tryk over for Arbejderne under Hvervekampagner; Forsøg på at tvinge en Arbejdsgiver til at forhandle gennem en Landsdels- eller Landsorganisation af Arbejdsgivere. - Hvad denne sidste »urimelige Fremgangsmåde« angår, må det bemærkes, at Bestemmelsen meget vel kan resultere i Afskaffelse af landsomfattende Forhandlinger i de enkelte Industrier.

2.- Registrering af Fagforeningens Årsregnskab

Loven fritager Arbejdsgivere fra at forhandle om Kollektivaftaler med Fagforeninger, som ikke har ladet deres Årsregnskab registrere hos Arbejdsnævnet; desuden må Fagforeningen dokumentere, at disse registrerede Regnskaber også er blevet tilstillet hver enkelt Medlem af Fagforeningen. Det sidste Krav kan være umuligt at opfylde. Arbejdsgiveren vil formodentlig altid være i Stand til at finde et obskurt Fagforeningsmedlem, som hævder, at han ikke har fået Regnskabet. Kollektivforhandlinger kan dermed afslås, når det drejer sig om Fagforeninger, der volder en Arbejdsgiver for meget Besvær.

3.- Indgreb i Valget af Tillidsmænd

Loven fritager ligeledes Arbejdsgivere fra Kollektivforhandlinger med Fagforeninger, der ikke har ladet indregistrere beedigede Erklæringer fra alle deres Tillidsmænd, gående ud på, at de hverken er Kommunister eller støtter kommunistiske Idéer. Bortset fra denne uhørte Indblanding i Fagforeningsmedlemmernes Ret til at vælge deres egne Tillidsmænd, kan den vage Formulering af dette Krav let føre til, at Medlemmerne kun kan vælge Tillidsmænd, som er Arbejdsgiveren efterrettelige, eller at Fagforeningen ikke kan komme i Forhandling med Arbejdsgiveren, eller begge Dele.

4.- Forbud mod at Fagforeninger yder Tilskud fil politiske Formål

Taft-Hartley Loven forbyder under Trussel om svære Straffe, at Fagforeninger anvender Midler til politisk Aktivitet i Opstillingseller Valgkampagner. Dette gælder Bidrag til Kandidater, politiske Partier, politiske Arbejderorganer som CIO’s Politiske Aktionskomité, og også for Fagforeningens egne Udgifter til Flyveblade, Cirkulærer, Annoncer og Møder i Tilknytning til politiske Spørgsmål.

5.- Banlysning af Understøttelsesfonds

Loven sætter en Stopper for Fagforeningernes Understøttelsesfonds, for så vidt disse er oprettet efter 1936, med mindre disse Fonds administreres af Arbejdsgiveren og Fagforeningen i Fællesskab. Dette vil tvinge Fagforeningen til enten at stå hjælpeløs over for Ydelse af Understøttelse til Medlemmerne eller at lade sin hele finansielle Virksomhed underkaste stadigt Opsyn fra Arbejdsgiverside.

6.- Forfølgelse for „overdrevne" Indmeldelsesgebyrer.

I Tilfælde, hvor en Lønoverenskomst indeholder en Sikkerhedsklausul som f. Eks. om Union Shop, giver Taft-Hartley Loven Arbejdsnævnet Fuldmagt til, hvis en Arbejdsgiver klager, at erklære Indmeldelsesgebyret til en Fagforening for »overdrevent« og for en »urimelig Fremgangsmåde«. En sådan Klage vil drage Retsforfølgelse efter sig. Dette er ensbetydende med, at Regeringen i mange Tilfælde kan beherske Fagforeningernes Finanser.

*

Ud over de under A, B og C anførte Tilbageskridt indeholder Taft-Hartley Loven en Række Ændringer i Administrationen af Arbejdsretten. En Gallup Undersøgelse i August viste, 33 % af de adspurgte amerikanske Borgere billigede Taft-Hartley Loven, 39 % var imod den (52 % af de adspurgte Demokrater var imod, 22 % af de adspurgte Republikanere); 53 % mente, den skulle revideres, evt. ophæves.

Arbejdernes Kamp i USA

En dansk-amerikansk Sømand har sendt os nedenstående Artikel om faglige Kampe i USA, skrevet før Taft-Hartleys »Slavelov« mod Fagforeningerne satte yderligere Fart i den politiske Arbejdervækkelse i Staterne.

Findes der en samlet Kraft af de amerikanske Masser imod deres egen Imperialisme? Hvorledes foregår Samlingsprocessen, om den findes?

Gennem Årtier har Arbejderkampene derovre været mere bitre og blodige end i noget andet Land undtagen Zarismens Rusland. Haymarket, Molly McGuire, Homestead, Pullman, Ludlow, Memorialdagens Massakre, Vestens Minearbejderfederationens Kampe, den store Stålstrejke, Automobilarbejdernes »sit down« Strejker, alle disse er kun Navne på få af Arbejdernes Kampe imod Arbejdsgivere og Regeringer. Kampen for otte Timers Arbejdsdagen, som begyndte i Amerika først, blev senere een af Hovedparolerne med hvilken Arbejderne vandt Socialismen i Rusland. Og dog, med denne pragtfulde Kampbaggrund i Fagforeningsbevægelsen, er den amerikanske Arbejderklasse den mindst socialistiske blandt Verdens Industrilande.

De rent politiske Kampe har i USA hidtil altid været ledet af det frisindede borgerskab imod Undertrykkelse af den ene eller den anden Art, såsom Borgerkrigen, der medførte Slaveriets Ophævelse, eller Kampagnen for Kvindens Stemmeret. Det sås tydeligt i det sidste Valg af Repræsentanter til Kongressen. Medens kun 37 % af Vælgerne stemte, var der en Bølge af Strejker over hele Landet. Idag tæller Fagforeningerne ca. 16 Millioner Medlemmer tilsammen imod 3,5 Millioner i 1933, men noget samlet eller talmæssig betydeligt Arbejderparti findes der ikke.

Monopolkapitalen har under denne Krig ædt sig stærkere end nogensinde før, for Eksempel blev omkring 30.000 småkapitalistiske Foretagender i Kalifornien overtaget af Trusterne. Selv under den frisindede Præsident Roosevelt gik denne Proces sin rivende Udvikling, og da han døde og Krigen var ved at være Slut, blev selve det Demokratiske Parti overtaget med Hud og Hår. USA er idag det reneste Eksempel på et Industriland, hvor Monopolkapitalen er identisk med Statsmagten.

Med ganske få politiske Talsmænd, uden en egen Presse af Betydning, uden andre Våben end Fagforeningerne, står Amerikas Arbejdere idag og slår igen mod Regering og Arbejdsgivere så godt de kan. Det frisindede Borgerskab er tvivlrådigt, og selve Fagforeningerne er splittede i to Hovedlejre. Men alt imedens findes der blandt det menige Folk mange Tusinder ærlige Marxister, som arbejder utrætteligt for at få Samling i Masserne og få dem sat i Bevægelse. Presset fra neden i Fagforeningerne er begyndt at trykke på Fagforeningsbureaukraterne og Opportunisterne ...

Sømandsfagenes Kamp er et typisk Billede af denne Proces. I Maj 1946 samlede 7 maritime Fag sig i en ny Kamporganisation som blev kaldt »Comittee for Maritime Unity«, forkortet til CMU. Den største af de tilsluttede Fagforeninger var National Maritime Union, NMU, med 90.000 Medlemmer. Havne- og Pakhusarbejderne på Stillehavskysten var den næststørste med ca. 60.000 Medlemmer. Kokke og Hovmestre, Søfyrbødere, Telegrafister, Flodsømændene på Stillehavskysten, samt en Afdeling af Maskinmestrene udgjorde Resten. Alle med Undtagelse af Søfyrbøderne var allerede Medlemmer af den store Fællesorganisation CIO. Fyrbødernes Fagforening er uafhængigt af både CIO og den anden store Sammenslutning, AFL. En Strejke blev varslet til 15. Juni. Dette var kort efter den fejlslagne Jernbanestrejke, der blev brat standset af Trumans Trussel om at tvinge alle de strejkende ind i Hæren. Jernbanearbejderne gav entusiastiske Løfter om Hjælp på enhver Måde, og derefter ankom Verdensfagforbundets (WFTU) Tilsagn om international Støtte. Blandt Arbejderne selv var Begejstringen stor, man var sig sin Rolle bevidst som Forkæmper for hele den amerikanske Arbejderklasse.

Men nogle havde Skrupler, for en uhyre Svaghed eksisterede. Det var Splittelsen i Arbejderbevægelsen. CMU indeholdt jo kun Halvdelen af den amerikanske Sømandsstand, de som allerede een Gang var forbundne gennem CIO -- den anden Halvdel stod i »Seafarers International Union« og var tilsluttede Rivalorganisationen AFL. Formanden for SIU (Seafarers Intern. Union), som for Resten er norskfødt og hedder Harry Lundeberg, agiterede over for sine Medlemmer med, at den bebudede Strejke var politisk, var kommunistisk, var sat igang udelukkende for at støtte Sovjetunionens Verdenspolitik osv. Selvfølgelig skreg Dagspressen hans Ord ud over hele Landet og hyldede ham som et Forbillede på en »patriotisk« Arbejderleder, men til Slut måtte Lundeberg give op af Frygt for sine egne Medlemmer. SIU udtalte offentligt, at man ville respektere Strejkevagterne.

Oprindeligt havde Lederne i CMU vel håbet på at få Rivalen i Klemme ved denne Strejke, og derved afsløre hans virkelige Rolle for hans egne Medlemmer. Det er en Kendsgerning i USA siden 1936, at Arbejderne altid respekterer en Strejkevagt, lige meget hvad der strejkes for, det er en Slags Æressag. Ligeledes ville Strejken komme til at have stor Virkning på de uorganiserede Søfolk i »Isthmian Steamship Lines«, hvor CIO og AFL konkurrerede hårdt om nye Medlemmer. Den sanseløse Konkurrencepolitik river selv de reneste Arbejderledere med sig og forårsager Forkludring af Taktik, man skjuler Konkurrencemotiverne med flotte Ord og Påskud, men Striden om Magten raser og tærer på Klassens samlede Slagkraft...

I Landets Hovedstad, Washington, D.C., forhandlede de to Formænd for CMU Dag og Nat med Skibsrederne og Regeringen, mens Kampstemningen steg og steg blandt Arbejderne, særligt på Vestkysten, hvor CMU havde Hovedkvarter i San Francisco. Hver Dag i Ugevis kørte Højtalerbiler langs Havnen, agiterende for Strejken, Lynmøder afholdtes i Middagsstunden, hvortil Tusinder af Arbejdere flokkedes i Overalls og med deres Madpakker, 12-15.000 Mennesker fyldte San Franciscos største Forsamlingsbygning ved et enkelt Kampmøde. Overalt hørtes Udtryk for Sympati med de tapre Søfolk, også fra Mellemklassefolk.

Men i Washington skete andre Ting. På Foranledning af NMU-Formanden, Joseph Curran, blev Philip Murray kaldt til Hjælp ved Forhandlingerne. Murray, der som bekendt er Formand for CIO, brugte al sin politiske Indflydelse for en fredelig Ordning, gik endog til selve Præsident Truman. Og Regeringen var mere end villig til at afværge en Konflikt på dette Tidspunkt, endnu var Arbejderbevægelsen for stærk til, at man kunne udfordre den til åben Kamp. For Skibsrederne var Lønspørgsmålet en Bisag, idet Skibsfarten derovre jo får Tilskud fra Regeringen, netop fordi Handelsflåden betragtes som en Reserveafdeling af Krigsmarinen. Der var andre Ting på Spil for Monopolisterne. Det gjaldt om at forhindre en yderligere Samling af Arbejdskræfterne, og det var om at gøre at isolere visse fremskredne Fagforeninger såsom Havnearbejdernes. Det endelige Forslag, som da pludseligt blev påduttet Arbejderne af deres egne Ledere, var tilsyneladende en uhyre Sejr. Månedlige Hyreforhøjelser på 17,5 Dollars og opefter, en 48 Timers Arbejdsuge til søs og 40 Timer i Havn for nogle af Fagene. Endnu en Gang kørte Højtalerne deres triumferende Runde og fortalte Arbejderne om deres store Sejr.

Men den store Sejr viste sig snart at være illusorisk. Pludselig fjernede Kongressen al Priskontrol. Havnearbejderne i San Francisco kunne iagttage store Pramladninger med Løg, der blev kastet i Bugten, medens deres Koner ikke kunne opdrive et Pund Løg i nordkaliforniske Byer, og da de endeligt viste sig igen, var det til dobbelt Pris. Smør steg fra 40 cent pr. Pund til en Dollar osv. Her havde altså Monopolisterne opnået det, de ønskede, men det var ikke nok for dem. Knap var Underskrifterne tørre på de nye Kontrakter, før Lundeberg offentliggjorde, at hans SIU havde opnået en identisk Kontrakt, men med 5 Dollars mere i Hyretillæg. I Rivalgruppen CMU havde man fremført et principielt Krav om samtidige Udløbsdatoer af de nye Kontrakter, men netop på dette Punkt ville Monopolisterne ikke på nogen Måde give efter. SIU derimod havde den organisatoriske Fordel, at den var »industrielt« opbygget, dvs. at den indbefattede alle de menige Søfag i sine Rammer. Nu opstod der desuden en ny »Samlingskomité« af AFL Fagforeninger såsom Havnearbejderne på Østkysten, Lastbilchaufførerne m. m., med SIU som sin Kærne. Dette var åbenlyst et Modtræk af AFL imod CMU og Moderorganisationen CIO.

Regeringens Snigløb imod dem begyndte som en ren teknisk Taktik gennem United States Coast Guard, dvs. Kystvagten. Denne er en Gren af Sømilitæret, fungerer under Marineministeriet og kontrollerer blandt andet en Sømands Kvalifikationer samt Gyldigheden af hans Sejladspapirer. Sammen med Marinens Efterretningsvæsen, der er uhyre grundigt og uhyre arbejderfjendtligt, blev Kystvagten en Trussel imod enhver Fagforeningsmand. Det varede heller ikke længe, før Lovforslag bebudedes på Kongressen, som havde til virkelig Hensigt at militarisere Handelsflådens Besætninger, men selvfølgelig ikke ophæve den private Ejendomsret til Skibene - og nu kunne selv en Levebrødsbureaukrat i en Fagforening, AFL eller CIO, begynde at se sin personlige Eksistens truet.

Hen på Efteråret var det Dæksofficerernes og Lodsernes Tur til at strejke, de hørte til AFL og blev stærkt støttet af SIU. Men så kom der den Beskyldning imod dem fra nogle af Lederne i CMU, der hidtil havde respekteret Strejkevagterne, at Strejken blev brugt til at favorisere SIU i dennes Organisationskampagne på føromtalte »Isthmian Line«. Det ene førte det andet med sig, en skønne Dag i San Francisco blev Havnearbejderne af deres egne Ledere opfordret til at bryde Strejkevagten - hvilket selvfølgelig ingen gjorde. I Protest nedlagde Formanden for Søfyrbøderne fra CMU sin Stilling og trak sin Fagforening tilbage til den tidligere Uafhængighed. Og ved de store ugentlige Møder i NMU’s Afdelinger rejste de menige Medlemmer deres Krav om Enighed endnu stærkere end før.

Indenfor CMU’s Rammer var Opløsningen begyndt. Pludseligt nedlagde NMU-Formanden, Joseph Curran, sin Post som Formand, og stak en Føler ud for at få et Møde med Rivalen Harry Lundeberg. Søfyrbødernes Formand arrangerede dette, men Samtalen var ret almindelig og kun oplivet af Lundebergs hysteriske Udfald imod »Kommunisterne«. Den 6. Januar 1947 måtte Joseph Curran så til at stå til Regnskab overfor Bestyrelsen i NMU for sin bratte og udisciplinerede Handling. Bestyrelsesmødet varede 5 Dage, hvert eneste Ord, der blev talt, var stenograferet og gentrykt i Fagforeningens fine Månedsskrift »The Pilot«. Den samlede Beretning om Mødet fylder 74 tættrykte Sider, gengiver enhver større eller mindre betydningsfuld Afstemning blandt de 30 Bestyrelsesmedlemmer. Efter megen og hed Diskussion blev endelig Curran bemyndiget til at modtage en Indbydelse fra Rivalorganisationerne til et Møde af alle Søforbundenes Repræsentanter. Mødet har fundet Sted på dette Tidspunkt, dets Hensigt var at drøfte Bekæmpelse af Regeringsprogrammet. Samlingen af Søfagene er begyndt, og når i den nærmeste Fremtid de arbejdende Medlemmer også kan finde sammen, varsler det ilde for visse »Ledere« af den nuværende Tilstand.

En hård indre Kamp vil finde Sted, for medens SIU for Eksempel hidtil har udelukket Negerracen fra Medlemskab, er NMU et Monster af indre Demokrati. Men Retningslinjen er lagt, de arbejdende Medlemmer har langt om længe brudt deres usynlige Lænker og sat sig i Bevægelse fremefter.

For få Måneder siden stod Medlemmerne af AFL og CIO sammen Skulder ved Skulder i en Generalstrejke, som også vandt sit givne Mål fuldtud. Dette var i Oakland, Kalifornien. Her afslørede man og trodsede selve Formanden for hele Kaliforniens AFL, en reaktionær og forræderisk »Leder« som i Årevis har trukket Arbejderne omkring ved Næsen.

Når man roser en Leder som Philip Murray, er man sikkert ikke klar over Mandens Rolle indenfor sin egen Fagforenings Rammer. Det er den samme Philip Murray, der i 1923 gennemtrumfede Udstødelsen af en kommunistisk Delegeret i Stålarbejdernes Fagforening. Hans »demokratiske« CIO kom ved sin Kongres fornylig med en Resolution mod »Kommunistpartiets eller andre politiske Partiers Forsøg på at blande sig i CIO’s Affærer...« Altså er hans heltemodige Forsvar for »Demokratiet« ikke udelukkende heltemodigt.

Men de amerikanske Arbejdere kæmper videre. Det sidste Ord er ikke sagt endnu!

April 1948

De taler om et nyt München.

Kai Moltke

Mon ikke Stemningsmageriet omkring den tjekkiske Krise har gjort vore hjemlige Modstandere en Smule for overmodige og derfor også lidt ubetænksomme? Formålet med de sidste Ugers Postyr er jo klart nok: Efter at den hellige Alliance af Borgerlige og Socialdemokrater først har sagt Ja til Marshallplanen, skal der nu piskes en Stemning op for den fortsatte March hen mod den fuldstændige Tilslutning til Vestblokken: økonomisk - og militært, hvis Kampagnen lykkes!

Når jeg taler om Ubetænksomhed, sigter jeg hermed til visse Lignelser, der er draget frem i Kampens Hede: Der er for Eksempel blevet talt om et nyt München. Var det nu helt klogt, netop fra den Side?

München var Optakten til den sidste Krig. Er det Krig, man forbereder? München var endvidere en Sammensmelten af alle den europæiske Reaktions Kræfter, der sikrede at Hitlers Hære kunne marchere over Tjekkoslovakiets Grænser og tilintetgøre et Demokrati - med de store Vestmagters Billigelse, og med en Chamberlains og en Daladiers Underskrift på, at Vejen lå fri. I dag er der ingen fremmede Tropper, der er rykket ind nogen Steder - bortset fra Grækenland, og det var vist ikke det, man ville henlede Opmærksomheden på. Derfor halter Lignelsen en Smule, selvom Viljen er redebon.

Men man har glemt en Ting til: München, det var i sin Tid herhjemme noget, man var glad for - i netop de samme Kredse, der nu lader Trommerne gå. Det kan vel være nok at nævne et Par af Hovedaktørerne i Dagens Korstog.

For det første var det »Politiken«, der i disse Dage har engageret sig særlig stærkt i Spørgsmålet om tjekkisk Demokrati og Selvstændighed. Hilste dette Blad ikke netop Budskabet fra München med en Helsides Overskrift på Forsiden, hvor man forkyndte: »Det lykkeligste Budskab gennem 20 bevægede År«? Denne Gang bruger man samme Plads til at fortælle, at Prags Arbejdermilits havde beskudt en fredelig Studenter Demonstration. Bladet kan trøste sig med, at begge Dele var lige urigtigt. Det har ikke skiftet Standpunkt i sit Forhold til historiske Sandheder!

En anden fremragende Rolle er blevet spillet af Landets Statsminister Hans Hedtoft. Hvordan var hans Stilling til München? Han stod såmænd netop i de Dage i Foreningen for borgerlig Konfirmation, populariserede Münchenpolitikerne for Ungdommen og docerede: »I har alle læst i Avisen og ved, at Verden har været på Nippet til en Krig. Den engelske Statsmand, Chamberlain, der gjorde en Indsats for at redde Verden fra Krigen, har dette Valgsprog: Har du ikke Held med dig første Gang, så prøv og prøv igen’.« (»Socialdemokraten« 3. Oktober 1938). Og Hr. Hedtoft prøver stadigvæk - i München-Politikernes Spor desværre.

Måske skulle man for en Fuldstændigheds Skyld endnu nævne Christmas Møller, da nu også han har meldt sig som Hedtofts Våbendrager i Felttoget mod Kommunisterne. Hvordan virkede München-Alliancen mellem Chamberlain og Hitler på ham i Demokratiets Skæbnedage? Den 9. Oktober 1938 præsiderede han sammen med Ole Bjørn Kraft ved et Landsrådsmøde hos de Konservative, der udsendte følgende bevingede Ord i Anledning af den nye Tid: »Efter et Par Menneskealdres Demokratisering står Danmark nu, ligesom andre Lande, overfor et Opgør, der vil skille Glimmer fra Guld og kun tage selve Folkestyret for, hvad det er værd. ..«

Ovenstående er kun nogle spredte Udpluk, der viser, hvordan den hellige Alliances Mænd reagerede på Budskabet om Firemagts-pagten. Tale er Sølv - men Tavshed er undertiden Guld. Der er Folk, der ville gøre klogere i at være lidt forsigtigere med at råbe op - netop om München.

Men hvad var det iøvrigt, der bragte hele denne lidet berømmelige Ravage i de danske Politikeres Rækker? Var det ikke en stiv Kuling fra Vest, der kun havde meget lidt at gøre med Kærlighed til Demokratiets Fremtid? Og er det ikke en lignende stiv Kuling fra samme Retning, der igen er Udgangspunktet for Sammenrotningen mod Kommunisterne og for en ensidig og forvrænget Fremstilling af nye skelsættende historiske Begivenheder?

*

Men for at klare Begreberne er der måske netop Grund til at fordybe sig lidt i, hvad Münchenpolitikken i Grunden var, og se på, hvilke ulykkelige Kræfter der førte frem til München. Måske er her stadig noget at lære af. Måske er Faren for et nyt München under nye Former virkelig ved at blive aktuel?

Hvad var Drivkræfterne bag München? Det er intet Under, at man særlig beskæftigede sig med dette Spørgsmål blandt Tjekkere. De blev jo Sonofret. Tjekkoslovakiets Præsident, Dr. Benesj, lagde for sit Vedkommende Kortene på Bordet med Hensyn til sine Erfaringer, da han i det tjekkiske Nationalråd i London den 31. Februar 1944 erklærede: »Jeg har altid været klar over, at München og alle deraf følgende europæiske Ulykker kun kunne finde Sted på Grund af Vesteuropas Fjendtlighed overfor Sovjet-Unionen. Det stod klart for mig, at hvis vi ville vinde den anden europæiske Krig, måtte denne Indstilling fjernes. Hitlers Angreb mod Sovjet-Unionen fandt Sted under den Antagelse, at Modsætningen mellem Russerne og Resten af Verden var af en sådan Art, at det - hvad der end hændte - ville lykkes Tyskland at sikre sig en eller anden Fredsordning i Vesteuropa, der ville give det frie Hænder overfor Sovjet.«

Hvorfor nærede Vesteuropa Had til og Frygt for Sovjet-Unionen, hvad der ikke blot førte frem til München og den anden Verdenskrigs usigelige Rædsler, men idag også truer med, at Kampen for Freden bliver et Nederlag. Svaret herpå blev for nylig givet af en af Veteranerne i Kampen mod Fascismen, Lederen for Italiens Socialdemokrater, Pietro Nenni, da denne på sit Partis Kongres erklærede: »Det er fordi Sovjet-Unionen er et Udtryk for og Leder af et nyt socialt System, og ikke fordi det er et Land med disse eller hine Grænser«!

Münchenpolitikken udsprang af en Idé - hos de britiske Konservative og hos den europæiske Borgerlighed og Antisocialisme: Tanken om, at tysk Militarisme og Reaktion kunne anvendes til at knuse og ødelægge Unionen af socialistiske Sovjet-Republikker. Det var ikke en Idé af demokratisk, endsige folkelig Oprindelse. Det var den bevidste Tanke om Erobringskrig, Ødelæggelse og Nyopdeling af Verden mellem de imperialistiske Giganter, Monopolkapitalismen havde skabt. Det var det, der var Formålet. Ikke Frihed, Demokrati eller Folkestyre.

Det var denne djævelske Idé, der slap en Hitler og den tyske Værnemagt løs på Menneskeheden og på de frie Nationer under den anden Verdenskrig. Uden de vesteuropæiske Bagmænd havde en Hitler og en Goebbels kun været magtesløse, skrålende og forvrængede Karikaturer i Historien - men aldrig Herskere.

Tanken om et München dæmrede allerede hos en Winston Churchill, da han efter sidste Krig syslede med sine Planer om at knuse den russiske Revolution med militær Magt og i sin »Våbenstilstandsdrøm« skrev:

»At lægge Hånd på Rusland er -skønt uden Tvivl fysisk muligt -- moralsk set for stor en Opgave for Sejrherrerne alene. Hvis vi skal gennemføre dette kan det kun være med Tyskernes Hjælp... Dette vil blive Tysklands Chance. Det vil sætte et stort, stolt og trofast Folk i Stand til at undgå Ydmygelse i Nederlaget. Næsten umærkeligt vil det glide fra blodig Strid over i et snævert Samarbejde med os andre. Intet er muligt i Europa uden Tyskland, hvorimod alt vil blive let i Samvirke med det...«

I Midten af Trediverne var Idéen om et München allerede klart formuleret af Cliveden-Kredsen i England. Idéen om den næste Krig var allerede modnet. Der stod kun tilbage at give denne en Retning. Roosevelts gamle Ven, USA’s Berliner-Ambassadør, Professor Dodd, noterede den 6. Maj 1935 i sin Dagbog at han havde modtaget et Brev fra en af Cliveden-Kredsens førende Medlemmer, Lord Lothian. Om Brevets Indhold fortæller Dodd: »Han troede, at Nationernes Forbund slet og ret ville blive begrænset til at blive en anti-nazistisk Sammenslutning, der ville give Tyskland yderligere Anledning til at følge sin egen Kurs i Magtpolitikken. Han lod tydeligt forstå, at han sympatiserede med en Koalition af Demokratierne med den Hensigt at hindre ethvert tysk Skaktræk til dette Formål og i Stedet lede Tysklands Interesse mod Øst. At dette kan føre til en Krig mellem Rusland og Tyskland, foruroliger ham ikke nævneværdigt. I Hovedsagen synes han at mene, at dette ville være en god Løsning på de Vanskeligheder, der er påtvunget Tyskland gennem Versaillestraktaten.«

Idéen om et München var allerede ved at blive et Stykke praktisk Politik, da Englands nye nazivenlige Berlinerambassadør, Neville Henderson, den 23. Juni 1937 overfor Professor Dodd docerede: »Tyskland må beherske Donau- og Balkanområdet, hvilket betyder, at det behersker Europa. England og Imperiet skal sammen med det forenede Stater beherske Havene. England og Tyskland må træde i nær Forbindelse med hinanden og beherske Verden. Frankrig er i Tilbagegang og er ingen Støtte værd. Franco skal beherske Spanien.«

Englands Udenrigsminister, Lord Halifax, havde allerede kortlagt Hitlers Ekspansion og tilbagelagt et nyt Stykke Vej henimod München, da han forhandlede med Føreren i Obersalzberg den 19. November 1937. I Protokollen fra dette Møde hed det: »Han - Lord Halifax - og andre Medlemmer af den britiske Regering var ikke alene klare over, at Føreren havde udført store Ting indenfor Tysklands Grænser, men ved at ødelægge Kommunismen i Landet havde han spærret Vejen til Vesteuropa. Derfor kunne Tyskland med Rette betragtes som Vestens Bastion overfor Bolschevismen.«.

Herudfra gik Halifax videre og erklærede efter en Omtale af Rustningerne og Nationernes Forbund: »Briterne er Realister og er måske mere end nogen andre overbeviste om, at Versailles-Diktatets Fejl må rettes... Alle andre Spørgsmål kan karakteriseres som Forandringer i den europæiske Orden, Forandringer, der sandsynligvis før eller senere vil finde Sted. Til disse Spørgsmål hører Danzig, Østrig og Tjekkoslovakiet. England er kun interesseret i, at disse Forandringer skal gennemføres gennem en fredelig Udvikling, så at man kan undgå Metoder, der kan fremkalde yderligere Spænding, der er lidet ønskelig både for Føreren og de øvrige Lande.«

Se, det var Münchenpolitikken, som dens virkelige Ansigt var. Det var Opmuntringen til de fascistiske Krigsbrandstiftere om blot at bryde indgåede Overenskomster, blot at stille nye Krav, blot at bringe nye Områder under »Stortysklands« og det nazistiske Voldsherredømmes Kontrol. Her var ingen Tanke om, at det betød Udryddelse af Frihed, Folkestyre og Demokrati. Der var kun én Tanke, at Socialismen som Bevægelse og Samfundssystem skulle udryddes. Og her betragtede de vestlige Stormagter Fascismen som et såre velegnet Våben. Derfor fik Fascismen Lov til at vokse sig stærk i Europa.

*

Er München-Politiken da et tilbagelagt Stadium i europæisk Politik? Både Ja og Nej. Styrkeforholdet er lykkeligvis blevet et andet siden det ulyksalige Efterår 1938. Det er ikke længere så let at drive det samme Spil med Europas frie Folk, som det var dengang. Men dermed er ikke sagt, at der ikke indholdsmæssigt i vesteuropæisk Politik findes mange af de samme Elementer, der udgjorde Hovedingredienserne i Linjen fra München.

Er den uforsonlige og hadefulde Indstilling overfor Sovjetunionen forsvundet hos det borgerlige Vesteuropas herskende Lag? Det var jo denne Indstilling, Dr. Benesj karakteriserede som den Kilde, i hvilken München-Politiken og alle deraf følgende Ulykker havde sit Udspring. Nej tilsyneladende har man intet lært og intet glemt. Usaglig Hetz og sande Baccanaler af Bagtalelse og bevidst Forvrængning er stadig det officielle Vesteuropas fremherskende Form for dets »russiske Politik«. På dette Område har også Pressens Ensretning fejret Triumfer, som må kunne få en Dr. Gøbbels til at vride sig i sin Grav af gusten Misundelse. Alle Bestræbelser har kun det ene Mål, at Rusland ikke skal blive forstået.

Af Ruslandshadet opstår lige så logisk den principløse Sammenrotning af alle antisocialistiske Kræfter, der var så inderlig karakteristisk for München-Eksperimenterne. Det højkapitalistiske USA har blot efter Krigen tilrevet sig en Hitlers Førerrolle i det store antikommunistiske »Korstog«.

I Kampen mod Sovjet-Unionens mægtige omskabende socialistiske Inspiration, i Forsøgene på at fremkalde en ny Pogromstemning mod den kommunistiske Bevægelse i Europas Lande er alle Kræfter gode nok. Alt er acceptabelt. Derfor vansires den påståede »demokratiske« vesteuropæiske Unions Ansigt allerede fra Starten af sådanne hæslige Udvækster som Francos blodbestænkte fascistiske Diktatur, en Salazars portugisiske Forhånelser af alt Demokrati og Grækenlands Quislinger! Derfor også de krampagtige Forsøg på - mod bedre Viden - at fremstille den aggressive imperialistiske Gigant USA - med dens Pengemagtens Fåmandsvælde, med Racehadet, Negerlynchningerne og Kætterprocesserne mod anderledestænkende - som Samlingsmærket og Blomsten i »det sande Demokrati«.

Var ikke netop en lignende principløs Sump den Jordbund, af hvilken München-Sammensværgelsen voksede og satte sin giftige Sæd?

Og Spillet for at genoplive de besejrede reaktionære og aggressive Kræfter i Tyskland og Italien? Er ikke også det i fuld Gang igen? Fylkes ikke alt, hvad der i Tyskland blev tilbage af Hitlers økonomiske og politiske - og militære Hird idag med flyvende Faner om Angelsaksernes Militærregeringer i Håbet om »den forløsende Krig mod Russerne«?

Ensidige Brud på indgåede Traktater og Bortlodningen af fremmede Territorier, som var så typisk i Münchenårene er igen den lokkende Præmie, hvormed man søger at stable Reaktionen på Benene i Tyskland og Italien - bortset fra Marshallplanens mere materielle Saltvandsindsprøjtninger, der ydes de besejrede på de krigshærgede Landes Bekostning? Fremelskes Italiens bigotte katolske Reaktion og Nyfascisme ikke allerede med gyldne Løfter, hvis Indførelse gøres afhængige af, at det lykkes at slå den socialistiske Folkeblok til Jorden. Triest er allerede under Hammeren. Slår det ikke til, hvorfor så ikke love et nyt Abessinien et eller andet Sted på Jordkloden?

Favoriseres ikke også de gamle tyske Krav om Grænserevision? Polens nye Grænse ligger pludselig ikke fast længere for Vestmagterne. I den amerikanske Zone fylkes de süddetertyske Flygtninge allerede på Møder og i Organisationer, der rejser de samme Krav som Henlein i Sommeren 1938. De har endogså opnået at få opstillet en Række »Erstatningskrav« til den tjekkiske Republik, hvis samlede Sum allerede overstiger Sovjet-Unionens samlede Erstatningskrav på det tyske Rige. Sådan rettes det besejrede Tysklands fremtidige Appetit igen mod Øst - samme Vej, som man gennem Firemagtspagten i München søgte at dirigere Hitlers Udvidelsesplaner i 1938! Skulle Kravene overfor Polen og Tjekkoslovakiet vise sig utilstrækkelige, kan man jo altid vinke lokkende med det rige Ukraine.

Jo, nogle af de dyrebare Elementer fra den gamle Münchenlinje er så sandelig stadig aktuelle - i vesteuropæisk Politik.

Den bevidste Udviskning af Grænsen mellem det borgerlige Demokrati, Reaktionen og det åbne fascistiske Diktatur var en anden af de Milepæle, der markerede Vejen til München. Forsvaret af Kapitalismen blev den europæiske Generalnævner, der lagde Vejen åben for et kynisk Forræderi mod alt virkeligt Folkestyre og erstattede dette med et bevidst Bedrageri overfor Folkene.

I Kampen mod Kommunismen og den fremadskridende socialistiske Omskabning af Europa er det forlokkende Slagord om det rene og ubesmittede »Demokrati af den vestlige Type« stadig det store Samlingsmærke. Kommunismen og Sovjetunionen brændemærkes som de Mørkets Kræfter, der alene truer det, man kalder Folkestyre og Demokrati - når man mener de gamle og overlevede kapitalistiske Produktions- og Ejendomsforhold.

Men hvordan ser det ud med de samme kompromisløse »demokratiske« Korsfareres »Uforsonlighed« overfor det reaktionære og fascistiske Diktaturs Tilhængere? Er ikke en af deres Hovedbestræbelser netop i Øjeblikket at gøre Resterne af den europæiske Fascisme så stuerene, at de som i Münchenperioden igen kan anvendes som passende Allierede i »Forsvaret af Europas Kultur«?

En de Gaulle har allerede uden Betænkeligheder ombyttet Klerikalismens fromme Munkekutte og den borgerlige »demokratiske« Diplomatfrakke med Diktatorens prangende Føreruniform. Og ser man ikke til Gengæld den belærende Farce, at franske Socialdemokrater, der foregav at de ikke ville ofre deres demokratiske Renhed gennem et Samarbejde med Frankrigs kommunistiske Arbejderklasse, nu hygger sig i skønneste Endrægtighed med gaullistiske Ministerkolleger.

I Italien er Fronten mod Arbejdernes og Bøndernes Folkeblok på samme Måde udbygget som et sammenhængende Miskmask, der strækker sig fra en Saragats Højresocialister over Vatikanets katolske Reaktion til Uomu Qualunques Gammel- og Nyfascister. Og hvor går i dag Grænsen mellem Grækenlands »Liberale« og Monarkisternes åbenlyse Quislinge-Fascisme?

Det er derhen de højttonende Korstogsfanfarer mod Kommunismen fører! Til Genoplivning af Fascismens Kræfter, men ikke til Folkestyre og Demokrati. Det skulle de ærlige Demokrater gøre sig klar over, der i Frygten for Socialismens Omskabning af Verden lader sig bruge som Udhængspynt for den europæiske Reaktions bedrageriske Mørkelægningsvirksomhed. Der findes intet tilbage til Mellemkrigstidens skuffende Illusioner, men Farerne fra en ny Fascisme, for et borgerligt Diktatur i Vesteuropa, de står stadig på Dagsordenen.

Men Styrkeforholdet er alligevel et andet: Fremskridtets og Socialismens Kræfter har vokset sig stærkere: Kapitalismens og det borgerlige Diktaturs Kræfter er blevet svagere. Derfor står Europa endnu langt fra München. Gennem Standhaftighed, Fasthed og Samling af alle Fremskridtets Kræfter er det stadig muligt at slå Reaktionens Stormløb tilbage - så at der aldrig kan realiseres noget: Tilbage til München!

Juli 1948

Noter til situationen.

Da rigsdagen i oktober trådte sammen til den ordinære samling, var handelen med England blevet indstillet på dansk foranledning. Regeringens motiv hertil var indlysende klart. Det var et led i bestræbelserne på at sikre storlandbruget toppriser. Derved blev det ikke alene en aktion mod England, men også og i nok så høj grad mod det danske folk, fordi det også angik hjemmemarkedets priser.

Trods dette alt andet end ædle motiv betød aktionen, at landets økonomiske forhold bedredes mærkbart i årets sidste kvartal. Ved at sælge vor landbrugsproduktion til lande, der ville betale bedre priser end englænderne, forvandledes udenrigshandelens underskud til overskud.

Kommunisternes påvisning af, at Danmark ikke hverken økonomisk eller politisk var henvist til at bøje sig for Englands ødelæggende og ydmygende krav, var kraftigt blevet understreget af kendsgerninger.

Venstreregeringens aktion havde således skabt udgangspunkt for en friere og mere uafhængig økonomisk og politisk optræden fra vort lands side.

Hedtoft-regeringen havde derfor muligheder for på alle områder at føre en politik, der brød med venstreregeringens reaktionære linje. Men den gjorde det ikke. Den havde intet ønske om økonomisk og politisk at fjerne Danmark fra den reaktionære vestblok, hvor USA-imperialismen fører det store ord, selv om den tidligt og sent vender sig mod vestens imperialisme.

Selv om dens chef, Hedtoft, gang på gang forsikrer, at Danmark ikke skal med i nogen stormagtsblok, så er alle hans bestræbelser gået ud på at knytte Danmarks økonomi stærkere og stærkere til vestmagtsblokken. Der ligger adskillige beviser for, at dette arbejde ikke indskrænker sig til økonomien, men også strækker sig til politiske og militære områder.

*

I hvert fald åbnede den socialdemokratiske regering uden nogen handelsoverenskomst påny leverancerne af landbrugsprodukter til England med det formål at vise Danmarks underdanighed overfor England og vise os værdige til at få del i Marshallhjælpen. Resultatet blev naturligvis en ny handelsoverenskomst, der var ugunstig og ødelæggende for Danmark. Hvilke overensstemmelser eller aftaler, der er tilvejebragt på det politiske og militære område foreligger der intet officielt om.

I praksis kan det derimod spores. Hetzen mod Sovjetunionen, folkedemokratierne og kommunisterne er på linje med vestmagternes og svarer til det reaktionære USA’s ønsker. Behandlingen af modstandsbevægelsens befalingsmænd med afskedigelse af general Johansen, køb af materiel til forsvaret og alle foranstaltninger til forsvarsordning er led i en koordination under vestmagternes interesser.

Også hjemmeværnets ordning, ikke alene dets opbygning, men også måden, hvorpå den blev gennemført, er udtryk herfor.

Gennem 3 år har alle partier udover det kommunistiske modsat sig en lovfæstelse af hjemmeværnet, ja endog at yde hjemmeværnsforeningerne de nødvendige tilskud til driften. Årsagen var så ligetil. Hjemmeværnet var såvel i hjemmeværnsforeningerne som i de former, hvorunder man forestillede sig en lovfæstelse, en folkelig forsvarsbevægelse. Det, reaktionen i Danmark ønskede, og det reaktionen i England og USA ønskede, var at sætte det folkelige ud af spillet og bringe folket ind under det reaktionært prægede officers-korps indflydelse.

Først i foråret mente reaktionen, at tiden var inde. Socialdemokratiet mente dog, at hjemmeværnsproblemet bedst lod sig ordne i forbindelse med en midlertidig forsvarsordning.

Torsdag den 20. maj hævdede forsvarsministeren, at det kunne vente til efteråret med hjemmeværnets lovfæstelse. Tirsdag den 25. maj havde han ændret stilling. Da hastede det. Der måtte, hævdede ministeren, ikke i udlandet kunne herske tvivl om vor vilje til at forsvare os. Selv om ministeren ikke har været til at formå til at udtale sig om, hvem det var, han ville gøre indtryk på, er der ingen tvivl om, at det er England og USA, det drejer sig om. Altså prisen for englandshandel, dollarlån og Marshallhjælp.

*

Fast og beslutsomt har den socialdemokratiske regering arbejdet på at bringe Danmark ind i Marshall-landenes sammenslutning. Den har gjort det under påstanden om, at landet ikke kan klare sig uden dollarlån, selv om den vidste, hvorledes det gik England, da det for et par år siden modtog et milliardlån i USA. I de fire måneder, hvor vi solgte vort lands produktion til stater, der både kunne betale mere og levere flere varer end England, bedredes vor betalingsbalance. Det vil sige, det viste sig, at Danmark har muligheder for at klare sig uden lån på ødelæggende betingelser.

Erfaringerne fra England, Frankrig og andre lande angående dollarlån var afskrækkende. Det havde medført indskrænkning af produktionen med deraf følgende arbejdsløshed og givet USA’s monopolkapitalister større økonomisk indflydelse i de pågældende lande. Diskussionerne om Marshallplanen havde afsløret, at det ikke drejede sig om en humanitær foranstaltning, men tværtimod om at fremme USA’s reaktionære udenrigspolitiske bestræbelser, der sigter på at erobre verdensherredømmet.

Det er derfor berettiget at sammenligne Marshallplanen med Hitlers bestræbelser på at sikre sig andre staters medvirken i den tyske finanskapitals kamp for at vinde verdensherredømmet.

Selv om dette ligger klart i dag, så gik samtlige partier fra Socialdemokratiet til Retsforbundet ind for Marshallhjælpen, og Kommunisterne var ene om at stemme imod, som de var det angående Ikke-Angrebspagten i 1939.

Det er betegnende, at der i såvel Venstre som blandt de Konservative var stor betænkelighed (som forøvrigt også i 1939), og at der har været tilbøjelighed til at sprede tåge omkring Marshallplanen. Oplysninger om dens virkninger og åbne diskussioner om den har ikke foreligget.

Det skulle for enhver pris tilsløres, at landets frihed og nationale uafhængighed blev solgt for nogle dollar.

Snart vil det imidlertid gå op for det danske folk, at den samling, der begyndte så lovende med en håndfast optræden overfor England, endte med et ydmygt og ødelæggende knæfald for USA. Godkendelsen af Marshall-planen er et af de mørkeste kapitler i Danmarks historie.

Med imperialisterne eller med Arbejderklassen?

af Arpad Szakasits, formand for Ungarns Socialdemokrati indtil Arbejderpartiernes Sammenslutning.

Vore erfaringer under den lange kontrarevolutionære periode mellem de to verdenskrige og under de fascistiske regimer har lært os at analysere og kritisere II Internationales politik. Vi er kommet til den slutning, at II Internationales midler og metoder aldrig kan føre til socialismen, eftersom disse metoder er ganske ude af stand til at ødelægge kapitalismen og forpurre imperialismens spil.

Vi er kommet til den slutning, at imod den internationale kapitalismes og pavestolens politik må sættes de organiserede arbejderes samlede styrke, der er det eneste middel til at kæmpe for og nå frem til socialismen.

Uheldigvis måtte vi sande, at det engelske, franske, belgiske etc. socialdemokrati ikke magtede at drage den samme konklusion. Men efterhånden som den internationale situation afspejlede den stadige skærpelse af klassekampen, blev det umuligt at opretholde neutralitet, at styre en mellemkurs. Vesteuropas socialdemokratiske partier, med det engelske arbejderparti i spidsen, stiler ikke efter at knuse kapitalismen, men efter at konsolidere den som den er. Denne politik fører til et åbenlyst og skammeligt forræderi mod arbejderklassen. Leon Blum, Ramadier og andre har handlet som forrædere mod arbejderbevægelsen på grund af deres mellemvejspolitik.

Men der er også andre konsekvenser. Det skyldes Mr. Bevin, at engelsk politik og det engelske arbejderparti blev et bekvemt redskab for den internationale kapitalisme, som baseres på Amerika.

Kun en gal mand eller en skurk kan hævde, at kapitalismen er så skikkelig, at den frivilligt giver magten fra sig, og enhver, der bygger sin politik på sådanne idéer, handler nødvendigvis som forræder mod den klasse, han burde lede.

Grunden til, at det ungarske socialdemokrati har brudt med Socinform er den, at vi ikke ønsker at yde moralsk støtte til en organisation, der misbruger navnet »socialist«. De folk bruger ikke deres magt til at frigøre arbejderklassen, men til at tjene og støtte imperialismen, som uvægerligt leder til fascisme.

August 1948

Noter til situationen.

Det er ikke nogen let opgave for de socialdemokratiske ledere at føre den fra besættelsestiden så berygtede samarbejdspolitiske linje igennem. Gang på gang tvinger de folkelige kræfter de konsekvente ledere væk fra den planlagte vej. Endnu står i frisk erindring, hvorledes Dansk Arbejdsmands Forbunds kongres i september 1947 ved sine krav umuliggjorde en videreførelse af forhandlingerne mellem de fire samarbejdspartier og fremtvang valg.

Vinterens og sommerens politiske begivenheder har i høj grad været præget af folkets modstand overfor den politik, som samarbejdsgruppens reaktionære kræfter uden mådehold kræver.

Den forhøjede rente til gamle og invalider var en sådan hensyntagen til folket. Venstre og konservative er ved enhver lejlighed gået strengt i rette med den socialdemokratiske rigsdagsgruppe og regering, fordi de ved denne forhøjelse er veget bort fra den af Thorkil Kristensen anlagte konsolideringslinje til trods for, at socialdemokratiets ledere har erklæret sig indforstået med den. Nogen ægte forargelse har der dog ikke været tale om. De to partiers ledende folk ved så udmærket, at de socialdemokratiske ledere ikke vil kunne klare deres del af den fælles opgave inden for samarbejdspolitikken, hvis de ikke kan møde med sådanne indrømmelser.

Således også angående de fire partiers bestræbelser på at få Danmark ind i Vestunionen. Mens Ole Bjørn Kraft og Harald Petersen ofte og uden hæmninger taler og agiterer for landets tilslutning til Vestblokken, så er det farligt for de socialdemokratiske ledere at synge rent ud. Det danske folk har som folket i andre lande fået nok af krig og besættelse, det er mere end betænkeligt ved at troppe op bag det England og USA, der slår på krigstromme. Trods bagvaskelse af Sovjetunionen og folkedemokratierne samt hetzen mod kommunisterne ser det med stigende skepsis på Vestunionen.

Derfor fandt statsminister Hans Hedtoft det den 6. februar klogest at indskrænke sig til at sige: »Vi ønsker overhovedet ikke at placere vort land i nogen blok. Vi skal holde fast ved frit at sige vor mening i øst og vest. Efter min mening kan det ikke være dansk eller nordisk interesse at udvide de åbenbare modsætninger mellem øst og vest.«

Her var tydelig hensyntagen til folkets ønsker om fredens bevarelse og opretholdelse af den samarbejdets ånd, som var det grundlag, hvorpå U.N. blev skabt. Men til de aktivistiske kredses ønsker svarede disse udtalelser ikke. Dette statsministerielle svinkeærinde kunne imidlertid kun tolereres, såfremt det blev suppleret med andre for marshallisterne positive udtalelser, og de kom omgående.

Allerede den 9. februar udtaler Hedtoft til Politiken: »Jeg kan ikke forestille mig, at noget nordisk land på forhånd vil stille sig afvisende til Bevin-tankerne.«

Statsministeren skal nok vare sig for at gå ind for Vestunionen. Han indskrænker sig til at antyde, at han ikke på forhånd vil afvise tanken om en vestunion. Heri ligger faktisk, at en afvisning omend efter drøftelser er det sandsynlige. Altså - stadig holdende sig nær op ad folkets indstilling i ord, men alligevel en indrømmelse til reaktionen.

*

Antikommunismen følte sig ikke stærk nok til at få det danske folk til at slutte op bag vestblokkens krigspolitik overfor det demokratiske Østeuropa. Først efter februar-marts begivenhederne i Tjekkoslovakiet fandt de socialdemokratiske førere tiden inde. Finansminister H. C. Hansen gik i Fredericia åbent ind for Danmarks tilslutning til vestmagtsblokken. Denne magtfølelse - om den kan kaldes sådan - holdt sig helt hen mod slutningen af maj måned.

Stærkest kom det til udtryk i den socialdemokratiske ordfører, Holger Eriksens tale i den storpolitiske debat ved tillægsbevillingslovens tredje behandling, hvor han i såvel tonefald som ordvalg overgik de konservative, da han gav udtryk for, at en kommende angriber ikke skulle komme til at foretage en spadseretur gennem landet.

*

Den krigslidenskab, som her kom til udtryk, og som intet har til fælles med folkets tanker om friheden og landets uafhængighed, var for meget for den danske offentlighed. Den anede nemlig ikke alene krig, men også chauvinistisk militarisme, som det danske folk hader af et godt hjerte. Overalt mærkedes en reaktion.

De socialdemokratiske ledere, som i forårstiden hæmningsløst var gået ind for aktiv deltagelse i vestblokken, stemte tonen stærkt ned.

Forsvarsministeren, der ellers har talt om, at der ikke i udlandet må herske tvivl om vor vilje til forsvar, udtalte den 6. juli i Fredericia, at landet højest kan opbyde et demonstrationsforsvar.

Det er imidlertid ikke alene talerne, der er blevet dæmpet ned under hensyn til folkets kritik. Også de foranstaltninger, som regeringen arbejder med, præges deraf.

I marts måned bebudede forsvarsministeren, at et forslag til midlertidig forsvarsordning skulle foreligge først på sommeren, så forsvarskommissionen kunne gøre det til genstand for behandling inden efteråret.

Forslaget var færdig udarbejdet fra værnechefernes side i juni måned, men ministeren sendte det tilbage igen, for som det hed at få indført mindre ændringer deri. I slutningen af juli er det ikke færdigt, og det forlyder ydermere, at der vil gå endnu en måned, før forsvarskommissionen får det tilstillet.

Det er folkets uvilje mod militarismens sabelraslen og umådeholdne pengeforbrug, der her har gjort sig gældende. Spørgsmålet er nu, hvor længe folkets modstand hindrer Rasmus Hansen og hans fæller i den socialdemokratiske ledelse i at bøje sig for de folkefjendtlige kræfters krav.

Hjemmeværnsordningens tilblivelse viser, at der ikke i regeringen er megen »standhaftighed«, når det gælder folkets sag.

Torsdag den 20. maj spurgte forsvarsministeren, om forsvarskommissionen ville tiltræde hans forslag om, at hjemmeværnets lovfæstelse først skulle ske i forbindelse med gennemførelse af en midlertidig forsvarsordning. Tirsdag den 25. maj meddelte de radikales og kommunisternes repræsentanter, at de kunne tiltræde ministerens og regeringspartiets forslag. Men ministeren meddelte kort og godt, at en udsættelse på visse steder kunne give anledning til misforståelse, hvorfor han ville fremsætte forslaget om hjemmeværnsordningen, så det kunne blive færdigbehandlet samtidig med godkendelse af Marshallplanen. Det er såre betegnende, at det ikke var muligt at få svar på, hvem det var, der skulle tilfredsstilles, men tidspunktet for behandlingen siger jo alligevel en del.

*

I lønspørgsmålet står det ikke stort anderledes til. De socialdemokratiske ledere benyttede deres indflydelse i fagbevægelsen til at gennemtrumfe 4 øres politikken i forårets overenskomstsituation. De socialdemokratiske trusler om en ny venstreregering sikrede forslagenes godkendelse, men har ikke været i stand til at hindre arbejderne i at give deres utilfredshed til kende med lønningernes utilstrækkelighed.

For at dæmme op mod denne opposition har regeringen ved manipulationer med priser og pristal skabt mulighed for en portion dyrtidstillæg til en række arbejdergrupper. Det er ikke her nødvendigt at kommentere forhøjelsen af margarineprisen. Det er gjort andetsteds.

Det, der har betydning her, er, at den regering, som under og efter krigen har ladet, som om pristallet var et værk, som regering og rigsdag ikke havde haft og ikke kunne have nogen indflydelse på, hvilket dog ikke forhindrede Stauningregeringen i at foreslå og få gennemført, at prisstigningerne, som følge af de forhøjede forbrugsafgifter af Marts 1940 ikke mere medtoges i pristallet, nu pludselig, hvor utilfredsheden blandt arbejdere og tjenestemænd stiger faretruende, griber ind og gennemtvinger en margarineprisforhøjelse for at dæmme op mod kritikken af pristal og lønpolitik.

Bortset fra, at det er en indrømmelse til arbejderne, og at det er folkets indsats, der igen har virket på regeringens politik, så er det aldeles utilstrækkeligt, og kravene fra tjenestemænd og arbejdere vil rejse sig med stigende styrke i den kommende tid.

*

På det skattepolitiske område er regeringen også på flugt fra sine skattepolitiske synspunkter for at bevare sin indflydelse. Da DKPs forretningsudvalg formulerede de skattepolitiske krav, som lever klart og stærkt blandt arbejderne, enten de tilhører det kommunistiske eller socialdemokratiske parti, vendte statsministeren sig omgående derimod med påstanden om, at kravenes indfrielse ville betyde en nedgang på 400 millioner i det offentliges indtægter, hvilket ville have indskrænkninger i den sociale forsorg til følge. Finansministeren gik ligeledes hårdt mod skatte-protestkampagnen, stemplede den som vanvid og slog den i hartkorn med den reaktionære skatteborgerbevægelse. Snart kom han på mere positive tanker og lovede, at regeringen til efteråret enten med eller uden skattekommissionens tilslutning ville fremsætte forslag om afskaffelse af retten til at fradrage betalt skat ved indtægtsopgørelse og forhøjelse af de almindelige fradragsbeløb. Ind imellem kom bemærkninger om, at socialdemokratiet altid har kæmpet for at lette kårene - også skatterne - for de mindrebemidlede. Når det ikke hidtil er lykkedes, skyldes det de politiske styrkeforhold på Rigsdagen.

De vidt forskellige udtalelser fra de socialdemokratiske ledere om skatteprotesterne er det bedste bevis for, at deres stilling til beskatningen ikke svarer til den jævne mands krav. De har derfor heller ikke på det skattepolitiske område haft noget besvær ved at optræde på linje med deres makkere indenfor de andre partier.

Er der i de senere år i kommunerne konstateret nogen reel forskel på socialdemokraternes og de borgerlige gruppers stilling til den direkte og indirekte kommunale beskatning? Nej. Gives der undtagelser, er det blot de undtagelser, der bekræfter regelen. Parolen har været: Betal din skat med glæde!

Socialdemokratiet har også været indforstået med den skattepolitiske linje, Thorkild Kristensen har anlagt. Det kan ikke forbavse nogen. I 1939 og 1940 gennemførte Stauning-regeringen stærke forhøjelser af statsskatten for den jævne mand. Mens den for de laveste indtægter steg med over 200 procent, var stigningen for mellemindkomsterne på omkring 100 procent og for de højeste indtægtsgrupper på omkring 50 procent.

Da var der ikke nogen lyst til at skåne de mindrebemidlede. Det var tværtimod dem, der skulle betale krigsomkostningerne. Derfor gennemførtes der også tøjskat og andre folkefjendtlige afgifter.

De socialdemokratiske ledere har ikke haft skrupler ved at pålægge arbejderindtægterne øgede skattebyrder, det være sig direkte eller indirekte.

Så sent som i samlingen 1947/48 mødte finansministeren op med en række forlængelser og forhøjelser af indirekte skatter, som hovedsagelig hviler på den jævne del af befolkningen. Ikke mindre end to gange mødte han frem med et forslag om at belægge almindelige arbejderindtægter med en ekstraskat på 10 procent. At der så i samme samling foresloges og gennemførtes et nedslag i indtægten for alders- og invaliderentemodtagere og skattefrihed for formuer op til 20.000 kr.s størrelse ændrer ikke noget i den almindelige skattepolitik. Det var kun en af indrømmelserne, der blev givet for at muliggøre den fortsatte skatteplyndring af den jævne befolkning.

Til yderligere belysning af de socialdemokratiske lederes skattepolitik tjener deres stilling til de kommunistiske ændringsforslag, der for det første gik ud på, at alle indtægter af samme størrelse som aldersrentemodtagernes skulle have samme nedslag som alders- og invaliderentemodtagerne, for det andet at skatten for ansatte indkomster indtil 2000 kr. skulle nedsættes med 20 procent, og ansatte indkomster mellem 2000 og 4000 kr. skulle nedsættes med 10 procent, og for det tredje at de til ekstraskatten ansatte indkomster under 10.000 kr. skulle fritages for denne skat.

Koldt og kynisk stemplede regeringen disse rimelige og nødvendige forslag som parade- eller overbudsforslag og stemte dem ned med smil på læben. Nu søger de at sprede glemsel over dette sørgelige kapitel og taler om, at der ikke var politisk mulighed for at få noget i den retning gennemført.

Det er ikke rigtigt. Det radikale partis ordfører talte for en forhøjelse af de skattefri fradrag, ja, han stillede endog i udvalget spørgsmål om, hvorledes det ville indvirke på skatteprovenuet. Og når han frafaldt at føre sagen videre frem, var det fordi socialdemokraterne havde stillet sig stejlt afvisende.

De socialdemokratiske ledere havde troet, at de med megen kommunisthetz og fornyelse af parolen: betal din skat med glæde, kunne videreføre den kendte folkefjendtlige skattepolitik. Men her som på andre områder reagerer folket stærkt.

*

Højrefløjen i samarbejdsgruppen stiller som under besættelsen sine krav til de socialdemokratiske ledere. Som de dengang søgte at benytte besættelsen som mørklægning for deres lands- og folkeødelæggende politik, således benytter de i dag Vestblokkens krigspropaganda som dække. Besættelsen var ikke i stand til at forblinde det danske folk så lidt som noget andet. Sommerens politiske begivenheder viser, at vestblokpropagandaen er endda ringere.

Rigsdagen kan godkende Marshallplan og lovfæste en militaristisk hjemmeværnsordning, den kan lægge øgede byrder på folket, men den har hidtil ikke kunnet forvanske befolkningens klare og sunde nationale, sociale og demokratiske indstilling. Midt i marshallistisk propaganda og krigsforberedelse står den urokket og varsler om en ny og bedre 29. august. Med manøvrer og list vil regeringen og de øvrige samarbejdsfolk forsøge at tilsidesætte denne.

Berlin og det tyske Spørgsmål

Af Ib Nørlund

Som for at skaffe sig revanche for den styrkelse af fredens kræfter, som offentliggørelsen af den amerikansk-sovjetiske noteveksling betød i maj måned, har de imperialistiske kredse i juni skruet krigsophidselsen op til nye højder i forbindelse med stillingen i Berlin. Da det tyske spørgsmål samtidig er det centrale problem for Europas fred, kan der være anledning til at se nærmere på baggrunden for konflikten om Tysklands fremtid.

Aftalerne fra Jalta og Potsdam

Den fællesallierede politik, der var forudset for det besejrede Tyskland, blev fastlagt på konferencerne i Jalta på Krim (februar 1945) og i Potsdam (juli-august 1945).

I Jalta-konferencens resolution hedder det: »Det er vor ufravigelige hensigt at tilintetgøre tysk militarisme og nazisme og sørge for, at Tyskland aldrig mere bliver i stand til at forstyrre verdensfreden. Vi er besluttet på at afvæbne og opløse alle tyske, væbnede styrker; for bestandig at afskaffe den tyske generalstab, som gentagende har formået at genopvække tysk militarisme; at fjerne eller tilintetgøre al tysk militærudrustning; at eliminere eller kontrollere al tysk industri, der kunne blive brugt til krigsproduktion; at stille alle krigsforbrydere for retten til hurtig retsforfølgning og kræve krigsskadeerstatning in natura for de ødelæggelser, tyskerne har forårsaget; at udrydde nazipartiet, nazilovene, -organisationerne, og -institutionerne; at fjerne nazistisk og militaristisk indflydelse fra offentlige kontorer og fra det tyske folks kulturelle og økonomiske liv; og efter fælles overenskomst at tage sådanne yderligere forholdsregler i Tyskland, som må være nødvendige for at sikre verdens fred og sikkerhed i fremtiden.

Det er ikke vor hensigt at tilintetgøre det tyske folk, men først når nazisme og militarisme er blevet udryddet, vil der blive håb om et anstændigt liv for tyskere og en plads for dem i folkenes samfund.«

I Potsdam-beslutningerne hedder det: »Formålet med denne overenskomst er at gennemføre Krim-erklæringen angående Tyskland. Den tyske militarisme og nazisme vil nu blive udslettet, og de allierede vil nu og i fremtiden i fællesskab overveje, hvilke andre forholdsregler der er nødvendige for at sikre, at Tyskland aldrig igen vil kunne true sine nabolande eller verdensfreden.«

Potsdam-erklæringen, der er et meget omfattende dokument, fastsætter iøvrigt nøje enkeltheder for gennemførelsen af denne politik, som kan sammenfattes som demokratisering og afmilitarisering af Tyskland. Et afsnit omhandler de politiske principper, et andet de økonomiske, som i den sidste tid har fået særlig aktualitet. Det hedder herom bl. a.: »Den tyske økonomi skal så snart som muligt decentraliseres for at eliminere den nuværende overordentlige økonomiske magtkoncentration, der navnlig ytrer sig i karteller, syndikater, truster og andre monopolordninger« (Artikel 12).

»Under besættelsen skal Tyskland behandles som een økonomisk enhed« (Artikel 14).

Endvidere opstilles der nøje regler for Tysklands forpligtelser til at betale skadeserstatninger først og fremmest til Sovjetunionen som den af de allierede magter, som tyskerne havde påført de største ødelæggelser.

Om det overordentlig vigtige spørgsmål vedrørende administrationen af Ruhr-området udtaler Potsdam-erklæringen sig ikke udtrykkeligt, selvom det turde være en naturlig følge af beslutningerne om, at de fire magter i fællesskab skulle opretholde kontrollen med Tysklands demokratisering og afmilitarisering, at dette især skulle gælde det højtindustrialiserede område, som altid har været det vigtigste arsenal for tysk aggression. Spørgsmålet blev da også drøftet på Potsdam-konferencen. Fra russisk side foresloges øjeblikkelig oprettelse af en firemagts-kontrol over Ruhr. Truman og Bevin modsatte sig ikke dette, men Bevin bad om udsættelse, fordi han, der var blevet udenrigsminister midt under konferencen, ikke havde kunnet sætte sig ind i de forudgående diskussioner. Han sagde dog udtrykkeligt: »Jeg er enig i, at Ruhr skal underkastes Kontrolrådets administration, når vi får enkelthederne diskuteret nærmere.«

Da Kontrolrådet består af de fire magters militærguvenører, er det klart, at også Bevin i 1945 principielt anerkendte firemagts-kontrollen med Ruhr.

Firemagts-møderne i Moskva og London

Blækket var imidlertid næppe tørt på Potsdam-overenskomsten, før de vestlige magter slog ind på atomdiplomatiets politik, hvilket også gav sig udtryk i, at man en efter en brød sine forpligtelser til at gennemføre en demokratisk omformning i Tyskland. Det tyske spørgsmål blev da taget op til drøftelse mellem de fire udenrigsministre. Det skete især på konferencen i Moskva (marts-april 1947) og London (december 1947). Et af hovedspørgsmålene på Moskva-mødet var gennemførelsen af Tysklands økonomiske enhed. Molotov fremlagde et forslag, som anbefalede: »Straks at etablere de centrale tyske administrative departementer, som var forudsat af Potsdam-konferencen, således departementer for industri, finans, transport, kommunikationsvæsen, udenrigshandel og landbrug, som skal sikre den forenede ledelse af de vigtigste økonomiske forholdsregler omfattende hele Tyskland, og forberede en tysk regerings administrationsapparat...

At gennemføre forholdsregler på landsomfattende grundlag for at give det finansielle system og pengeomløbet i Tyskland et sundt grundlag.«

De andre udenrigsministre vovede ikke i deres erklæringer udtrykkeligt at tilbagevise disse Sovjet-forslag, men de ville dog ikke gå med til at vedtage dem, først og fremmest på grundlag af den amerikanske modstand mod oprettelse af fælles-tyske organer.

Også Ruhr-spørgsmålet blev drøftet, og Bevin hævdede nu i en ret arrogant tone, at siden Ruhr-området var en del af den britiske zone, var kontrollen over det et rent zonespørgsmål.

På London-konferencen var hovedspørgsmålene et russisk forslag om øjeblikkelig at tage fat på forberedelserne af fredstraktaten med Tyskland, samt spørgsmålet om Tysklands økonomiske enhed. Marshall modsatte sig som anfører for vestmagternes udenrigsministre enhver realitetsdrøftelse af russiske forslag og vendte sig især mod Sovjetunionens krav om skadeserstatninger. Den 15. december erklærede han, at han »betragtede det som formålsløst at videreføre diskussionen«. Inden mødet blev hævet, erklærede Molotov: »Når de tre andre delegationer kommer og siger os, at de er blevet enige om dette eller hint, og at Sovjetregeringen blot har at blive enig med dem, for ellers kan udenrigsministerrådets arbejde ikke fortsætte, så falder ansvaret for konsekvenserne af sådanne utilladelige handlinger udelukkende på de delegationer, som griber til sådanne fremgangsmåder. Det må forstås af alle rette vedkommende, at man ikke kan tale til Sovjetunionens regering som til Grækenlands nuværende regering. Her er sådanne manerer ikke passende. Med Sovjetregeringen kan man nå til at afgøre spørgsmål, hvis man ser bort fra forsøg på at påtvinge en bestemt beslutning. Kun ad overenskomstens vej er det muligt at finde den rigtige vej til at afgøre de spørgsmål, der står for os.«

Begge de to firemagts-møder var præget af USAs voksende beslutsomhed på ikke at ville nå til nogen overenskomst. Moskva-mødets åbning faldt sammen med proklameringen af Trumandoktrinen, og inden London-mødet var Marshall-planen blevet hovedpunktet i USAs europæiske politik. Umiddelbart før mødet havde man offentliggjort den såkaldte Harriman-rapport, som angav formålene med Marshall-planen, og hvori det om Tyskland hed: »Nu må vi tage fat i vest med de midler, der står til vor rådighed«.

Eftersom Marshall-planen er blevet udformet, er det i stigende grad blevet klart, at den som afgørende forudsætning har oprettelsen af en reaktionær, kapitalistisk vesttysk stat.

Hvem der havde inspireret den nye amerikanske politik i Europa, kastedes der et bemærkelsesværdigt lys over i et brev fra den tidligere tyske rigskansler Brüning, der i de sidste 10 år har opholdt sig i Amerika, og som i sin tid var med til at berede vejen for nazismen. Brevet er stilet til dr. Pünder, som af USAs besættelsesmagt er indsat som Oberdirektor i administrationen af den engelsk-amerikanske bizone, og er dateret juni 1947: »Først efter samtale med vore (dvs. Tysklands!) bedste generalstabsofficerer kom de folk, der spiller en rolle her (dvs. i USA) til fuld erkendelse af den militære situation i Europa. Jeg kan ikke mere meddele Dem enkeltheder derom, men jeg kan sige, at jeg har det indtryk, at de opfattelser, som der blev givet udtryk for under disse forhandlinger, helt og fuldt blev anerkendt. Et af de første resultater var den militære og økonomiske hjælp til Tyrkiet og Grækenland.«

Betydningen af Tysklands enhed

I drøftelserne om Tysklands fremtid er spørgsmålet om landets enhed som nævnt kommet i forgrunden. Det er nødvendigt at gøre sig klart, hvad en endelig opspaltning af Tyskland vil betyde. I europæisk politik vil det betyde vor verdensdels opspaltning. Farerne derved skulle ikke være vanskelige at forstå i et land med Danmarks geografiske stilling. Men også for Tyskland selv vil det være ødelæggende. På den ene side er opspaltningen af en nation et historisk tilbageskridt. Og engang før i Tysklands historie har det været en repræsentant for reaktionen, Bismarck, som tilvejebragte nationens enhed og derved skabte de reaktionære kræfter en stærkere position. En opspaltning af Tyskland betyder påny at give reaktionen det våben i hænde, som kampen for den nationale enhed repræsenterer. Den betyder, at man bereder jordbunden for en ny Bismarck eller en ny Hitler. Det var med historisk klarsyn, at Stalin i 1942, endnu mens nazismens tropper hærgede dybt inde i Sovjetunionen, kunne erklære: »Det er ikke vor opgave at tilintetgøre Tyskland, thi det er umuligt at tilintetgøre Tyskland, ligesom det er umuligt at tilintetgøre Rusland. Men tilintetgøre Hitler-staten, - det kan man, og det skal man.«

På den anden side søger de reaktionære i vestmagterne og i Tyskland selv gennem spaltningen at dække sig mod de demokratiske kræfter, som også er ved at vågne i det tyske folk. Man vil påny give magten til junkerne og monopolerne, man vil påny gøre Ruhr til et krigsarsenal. Man vil i Vesttyskland gentage den politik, som efter den forrige krig blev ført over for hele Tyskland. Alle kender resultatet.

Hvor stor tillid man fra den anden side har til de voksende demokratiske kræfter i Tyskland, fremgår af en udtalelse af oberst Tulpanov, leder af den sovjetiske militæradministrations informationstjeneste i Berlin:

»Man kan med fuld overbevisning sige, at der for hele Tyskland findes en mulighed for at komme frem ad denne vej (folkedemokratiets vej). Vi må tage den kendsgerning i betragtning, at for øjeblikket udvikler vestzonerne og østzonen sig på forskellig måde, både i økonomisk, politisk og ideologisk henseende. Men i morgendagens forenede Tyskland vil de progressive elementer og de progressive økonomiske former, som allerede udvikler sig i østzonen, have en stor indflydelse på hele Tyskland.«

Både for den europæiske freds skyld og for den demokratiske udviklings skyld er Tysklands enhed af afgørende betydning.

Vestunionens London-konference marts-maj 1948

USA søgte videreførelsen af sin politik styrket gennem aftaler med England, Frankrig og Beneluxlandene. Disse opnåedes på den langvarige og hemmelige konference i London i foråret. Det var åbenbart, at USAs bestræbelser på at genrejse et stærkt reaktionært Vesttyskland skabte adskillig frygt selv blandt deres mest amerikaniserede venner.

Offentliggørelsen af konferencens beslutninger skete på ejendommelig måde. Først kom et kort og intetsigende kommuniké den 2. juni, så en længere redegørelse den 7. juni, som yderligere blev fulgt af en såkaldt »kommentar til belysning af London-konferencen« fra USAs udenrigsministerium. Konferencens resultat fremtræder ikke som beslutninger, hvorved de ikke behøver ratifikation af parlamenterne. Formuleringerne er vage og ofte præget af det åbenlyse hykleri, som er blevet en specialitet for det anglo-amerikanske diplomati. Plukket for alle prangende fjer bliver der imidlertid følgende politiske kendsgerninger tilbage:

Konferencen anbefaler fuldbyrdelse af Tysklands spaltning gennem oprettelse af en vesttysk stat. Den forhindrer afslutningen af en fredstraktat med Tyskland og forlænger derved besættelsen i det uvisse. »Vestmagternes vitale forrettigheder vil blive sikret ved en okkupationsstatut« hedder det i den amerikanske kommentar. Oprettelsen af den nye stat strider mod alle, selv de »vestlige« demokratiske principper. De grundlovgivende forsamlinger udpeges af militærguvenørerne og ministerpræsidenterne i de vesttyske »lande«. »De vestlige tyskere kommer til at antage de allieredes planer i den form, som de er blevet dem meddelt«, erklærede den amerikanske general Clay til Pariserbladet »Libération«. Den nye stat vil komme til at bestå af autonome delstater med en svag og betydningsløs central sammenføjning. (Molotovs forslag om, at tyskerne selv ved en folkeafstemning skulle afgøre, om de ønskede en enhedsstat eller en samling af delstater, har man naturligvis ikke taget hensyn til). Endelig blev den nye stat økonomisk underordnet de engelsk-amerikanske monopoler; særlig gælder dette Ruhr-området. Ganske vist oprettedes der en international (dvs. »vestlig«) administration for Ruhr, men for det første har USA og England sikret sig fast flertal i denne, for det andet har den kun myndighed til at overvåge fordelingerne af Ruhrs kul og stål, ikke produktionen, som vedvarende ligger under de store monopolers faste kontrol. Videre skal administrationens beslutninger »være i overensstemmelse med Marshallplanen« og det fastslås udtrykkeligt, at der skal gennemføres »foranstaltninger, som kan sikre og beskytte de kul-, koks- og stålvirksomheder i Ruhr, hvori der findes fremmede interesser«. 1/3 af pengene i Ruhr mineindustri er på fremmede hænder.

Den amerikanske kommentar hævder, at ordningen »ikke udelukker deltagelse fra resten af Tyskland«, hvis det underordner sig de samme vilkår. Denne form for anerkendelse af Tysklands enhed kan ikke virke synderlig overraskende. Ingen nærer mistanke om, at monopolerne skulle have tilbøjelighed til at modsætte sig en udvidelse af deres indflydelsessfærer.

Dette var de vigtigste skridt på spaltningspolitikens vej, som vestmagterne indrømmede at de ville foretage. Det er åbenbart, at USAs mange henvisninger til, at Marshall-hjælpen pludselig kunne blive indstillet, har bragt politiske resultater overfor de vesteuropæiske stater.

De østeuropæiske landes konference i Warszawa

Svaret på London-konferencens beslutninger kom fra et møde i Warszawa den 24. juni mellem udenrigsministrene fra Sovjetunionen, Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Polen, Rumænien og Ungarn. Konferencen fordømte bruddet på Potsdam-overenskomsterne om, at politikken overfor Tyskland skulle udformes af de fire store i fællesskab og om Tysklands skadeserstatninger, som man i London helt så bort fra. Warszawa-mødet fastslog som de vigtigste og mest påtrængende spørgsmål:

Vedtagelse af forholdsregler ved overenskomst mellem Storbritannien, Sovjetunionen, Frankrig og USA, som garanterer fuldførelse af Tysklands afmilitarisering.

Oprettelse af en firemagts-kontrol for en bestemt periode over Ruhrs sværindustri med den hensigt at udvikle Ruhrs fredsindustrier og forhindre genopbygning af Tysklands krigspotentiel.

Gennem overenskomst mellem Storbritanniens, Sovjetunionens, Frankrigs og USAs regeringer skal dannes en provisorisk demokratisk og fredelig fællestysk regering bestående af repræsentanter for tyske demokratiske partier og organisationer med det formål at skabe en garanti mod gentagelse af tysk aggression.

Afslutning af en fredstraktat med Tyskland i overensstemmelse med Potsdam-beslutningerne og tilbagetrækning af alle magternes besættelsesstyrker inden eet år efter fredstraktatens afslutning.

Fastsættelse af forholdsregler til at sikre Tysklands overholdelse af sine skadeserstatningsforpligtelser over for de lande, som led under den tyske aggression.

Kort sagt går Warszawa-konferencens beslutninger altså ud på at gennemføre en ordning af Tysklands fremtid på grundlag af overenskomster mellem de fire magter og på basis af de fælles beslutninger fra Potsdam. Ny er den udtrykkelige bestemmelse om tilbagetrækning af tropperne kort efter fredstraktatens afslutning. Denne tanke er for første gang nævnt i Stalins brevveksling med Wallace i maj. Den står i udpræget modsætning til vestmagternes forslag om okkupationsstatut og til den opfattelse af Sovjetunionens politik, som man almindeligvis søger at indarbejde, hvilket utvivlsomt er årsagen til, at man har været så forsigtig med at bringe den til offentlighedens kundskab.

I beslutningerne fra konferencen i London og Warszawa er de to linier i den fremtidige politik over for Tyskland trukket op. Den ene er USAs linie, som mere eller mindre modstræbende er påtvunget vestmagterne. Den er fæstnet til det tålmodige papir i vage og uoprigtige formuleringer, i praksis er den ulige tydeligere. Den anden linie, Warszawa-konferencens linie, er erklæret med ubestridelig klarhed og er en følgerigtig konsekvens af den politik, der engang var alle de allieredes. Den er således også i overensstemmelse med de håb, folkene har sat og stadig sætter til en demokratisk fred i Europa. Gennem alle episoder i den nuværende tilspidsning af krisen omkring Tyskland er det nødvendigt at holde sig klart, at det er mellem disse to linier, striden står.

Valutareformen

Skulle nogen have tvivlet om, hvad der lå bag de vage formuleringer i London, fik de hurtigt syn for sagn. Den 18. juni proklamerede de vestlige besættelsesmagter gennemførelsen af en separat valutareform og pengeombytning i deres zoner. Denne beslutning havde man ikke offentliggjort. Ved udpakningen af de nye pengesedler viste de sig imidlertid at være dateret »Washington 16. 11. i 1947«, altså endnu før Marshall sprængte firemagts-forhandlingerne. Dette skridt betød fuldbyrdelse af Tysklands økonomiske i spaltning. Handelen mellem zonerne i vest og øst måtte fremtidig foregå som mellem fremmede lande. Gamle og vel indarbejdede økonomiske bånd var brudt.

En valutareform var utvivlsomt nødvendig for at skaffe finansielt sunde forhold i Tyskland. Pengeomløbet var ca. 60 milliarder mark mod normalt 4-5 milliarder. Derfor blev spørgsmålet tidligt genstand for forhandlinger mellem udenrigsministrene. Fra Potsdam var fremgangsmåden for gennemførelsen af en sådan reform udtrykkeligt fastlagt: »Under besættelsen skal Tyskland behandles som een økonomisk enhed. I dette øjemed skal der anlægges en fælles politik på følgende områder: ... (E) Valuta- og bankvæsen.« ...

Molotovs forslag på Moskva-mødet omfattede som nævnt en landsomfattende valutareform. I London i december 1947 foreslog Bevin selv, at der under en centraltysk administration og med Kontrolrådets godkendelse skulle gennemføres en valutareform. Molotov tilsluttede sig forslaget, men Marshall gik imod, hvorpå Bevin også gik imod, og Molotov spurgte: »Hvis Sovjetdelegationen nu også tilslutter sig det nye britiske forslag, vil den britiske delegation så også tage afstand fra det?«

I foråret 1948 forhandlede man gentagne gange i Kontrolrådet i Berlin om valutareformen. Enkelthederne i disse forhandlinger er ikke kendt, men Marskal Sokolovskij har uimodsagt kunnet erklære, at »firemagts-overensstemmelse allerede var blevet nået om de grundlæggende principper for en fælles tysk valutareform«. Endnu dagen før vestmagternes separate valutareform blev proklameret, erklærede Sokolovskij, at »den sovjetiske militæradministration i Tyskland er parat til at understøtte enhver forholdsregel, som kan lede til gennemførelsen af en fælles tysk valutareform på grundlag af firemagts-overenskomst, som jeg givetvis betragter som mulig«. Men den separate valutareform var en bestanddel af vestmagternes spaltningspolitik.

En pengereform er imidlertid ikke blot et pengespørgsmål, men også et spørgsmål om forholdet mellem klasserne. Nedskæring af pengenes værdi betyder nedskæring for ejerne af kontante pengemidler, men sanering for ejere af kapitalværdier. Hvis der ikke samtidig træffes andre foranstaltninger, falder byrderne ved en sådan sanering med hele sin vægt på det arbejdende folk indbefattet mellemstanden. Det havde det tyske folk fået tilstrækkelig erfaring for i 1923, da inflationen blev afløst af den skrappeste kapitalistiske deflationspolitik. I efterkrigstidens Tyskland har det været klart, at valutareformen måtte komme før eller senere. De rige i vestzonen har i årevis arbejdet på at anbringe deres penge i faste værdier, i produktionsmidler, i jord, i kunstværker, i varelagre. Det samme har ikke været muligt i østzonen, da sovjetmyndighederne hurtigt foretog en afspærring af alle bankkonti. Derved blev for det første 37 milliarder mark unddraget pengeomløbet, og samtidig tvang denne foranstaltning både rige og fattige til at søge produktivt arbejde. I den moderne kapitalismes store foretagender spiller kontante pengemidler endvidere en underordnet rolle i forhold til kreditter. Så meget mere betyder en pengereform uden indgreb i ejendomsforholdene ruin for den menige mand. Dette gjaldt imidlertid ikke på samme måde i østzonen, hvor de store virksomheder, omfattende 37 pct. af produktionen, er blevet nationaliseret, og der på dette grundlag er gennemført en temmelig effektiv pris- og lønkontrol.

Samtidig betyder valutareformen under de forhold, som råder i vestzonerne, ideelle betingelser for en yderligere infiltration fra dollarmonopolernes side i den vesttyske økonomi. USA er eneafgørende m.h.t. udstedelsen af de nye penge. Ingen tyske myndigheder har nogen kontrol med dem. Vestmagterne har til eget forbrug tilbageholdt en stor del af de nye penge og derved skaffet sig en let berigelsesmulighed. Den pludselige knaphed på kontante midler skabte ydermere gunstige betingelser for de pengestærke udenlandske monopoler til opkøb af tyske kapitalværdier. »Daily Telegraph« taler endog om, at det vil være nødvendigt at yde statslån til Vesttyskland, for at overvinde knapheden og tilføjer meget nydeligt: »Mange tyskere har mistanke om, at dette vil åbne døren for et fremmed greb om deres økonomi.«

Samtidig er det fastsat, at i vestzonernes samhandel med udlandet og med østzonen er kun dollaren gyldig.

Den vestlige valutareform tvang selvsagt østzonen til også at gennemføre en pengeombytning. Der viste sig karakteristiske forskelle i de to reformers praktiske gennemførelse, fordi deres hensigter var forskellige. I begge zoner ombyttedes pengene i forholdet 10 gamle mark for 1 ny. I vestzonerne var herfra kun undtaget 40 mark i løbet af en måned for almindelige mennesker, samt visse store ikke nærmere bestemte tilskud til fabriksejere og lignende. Valuta-reformen i østzonen var af en anden karakter. Dels kunne enhver omveksle 70 mark i forholdet 1:1. Arbejdere og funktionærer sikredes endvidere en ugeløn i ny valuta til samme nominelle beløb som den gamle; samtidig omveksledes opsparede beløb under 100 mark i forholdet 1:1, under 1000 mark i forholdet 5:1, og forsikringer i forholdet 3:1. I vestzonerne indførtes der lønstop, medens prisstoppet ophævedes, og der var fri afskedigelsesret. I østzonen blev der truffet skrappe bestemmelser om fastholdelse af løn og priser. Nationaliserede virksomheder kunne ombytte deres penge i forholdet 1:1. Andre foretagender kunne få deres ugentlige omsætning samt lønningsbeløb ombyttet i forholdet 1:1, og kunne iøvrigt træde i forhandlinger med myndighederne om opretholdelse af beskæftigelsen. Bønderne i vestzonerne, som pludselig kun rådede over 40 mark til anskaffelser osv. blev nærmest drevet ud i sortbørshandelen. I Østzonen, hvor den store del af bønderne sidder på de udstykkede jorder, rådede de over større pengebeløb, og samtidig gennemførtes en 80 % nedskæring af deres statslån. Videre indeholdt dekretet i østzonen bestemmelser om, at beløb over 5000 mark kun kunne omveksles, når det var konstateret, at pengene hidrørte fra lovlige kilder, således at man derved fik fornyet kontrollen med skjulte naziformuer og sortbørsmillionærer. Endelig kan nævnes, at i østzonen fik generaler og officerer i besættelsesmagten ombyttet kun 14 dages løn, underofficerer og menige en måneds løn.

På denne baggrund var det berettiget, når marskal Sokolovskij i sin ordre om valutareformen erklærede: »I modsætning til den separate valutareform i de vestlige besættelseszoner, som gennemførtes i de udenlandske og tyske monopolers interesse, vil valutareformen i sovjetzonen gå ud fra det arbejdende folks interesser, fra principperne om social retfærdighed og fra nødvendigheden af at genoprette og udvikle Tysklands frie økonomi så hurtigt som muligt.... Hovedbyrden af de tab, som er en uundgåelig følge af en valutareform, må bæres af de personer, som har beriget sig under krigen ved profitmageri og ulovlige sortbørsoperationer. Valutareformen skal skabe bedre muligheder for den videre udvikling af industri og landbrug, i første række ved at styrke de nøgleindustrier, som tilhører folket, og de landbrug, som tilhører de arbejdende bønder, såvel som ved udnyttelse af privat initiativ til udvikling af fredsøkonomien.«

Resultatet af den vestlige valutareform blev, som det måtte blive, en voldsom nedskæring for den brede befolkning, som yderligere skærpedes ved masseafskedigelser fra fabrikkerne. Selv de vesttyske politikere, som i tykt og tyndt har fulgt vestmagternes politik, måtte protestere for overhovedet at bevare nogen tillid i den tyske befolkning. Således erklærede den bayerske finansminister: »Man tager de fattiges sidste skilling og lader de rige beholde deres formue«.

Vestmagternes aktion nødvendiggør afspærring

Da vestmagterne ved valutareformen gjorde de sedler, der hidtil havde været gangbare i hele Tyskland, værdiløse i vestzonerne, var det en selvfølge, at myndighederne i østzonen måtte gennemføre drastiske afspærringsforanstaltninger for at sikre det økonomiske liv der. Hele karakteren af pengeombytningen i vestzonen skærpede nødvendigheden deraf.

Som svar på den amerikanske general Clays meddelelse om valutareformen skrev marskal Sokolovskij i et brev af d. 20.6.: »De gav mig meddelelse om den af Dem fattede beslutning om at gennemføre den separate valutareform i Vesttyskland, næsten samtidig med dens praktiske gennemførelse. Det stiller uimodsigeligt de sovjetiske besættelsesmyndigheder i en vanskelig situation og tvinger mig til at gribe til påtrængende og nødvendige forholdsregler for at beskytte den tyske befolknings interesser og økonomien i den sovjetiske besættelseszone i Tyskland.«

Han tilføjede som svar på Clays erklæring om, at valutareformen endnu ikke skulle omfatte den amerikanske sektor i Berlin: »Samtidig tager jeg med tilfredshed Deres erklæring til efterretning, at den for de vestlige zoner berammede separate valutareform ikke bliver gennemført i den amerikanske sektor af Berlin. Jeg anser dette for selvindlysende, da der i Berlin kun kan være een valuta i omløb.«

I et opråb til det tyske folk den 19.7.1948 erklærede Sokolovskij videre, at vestzonernes valuta ikke ville blive tilladt i østzonen og i Stor-Berlins område, »som falder inden for den sovjetiske besættelseszone og økonomisk er en del deraf«, og der gennemførtes samtidig en pengeombytning med en midlertidig østvaluta ved opklæbning af kuponer på de gamle sedler. Opråbet »lægger det fulde ansvar for konsekvenserne på vestmagtregeringerne« og erklærer sluttelig: »For at beskytte befolkningens interesse i den sovjetiske besættelseszone i Tyskland og i Stor-Berlin, og for at forhindre sammenbrud for det økonomiske liv som følge af de vestlige magters separate aktioner, vil den sovjetiske militæradministration i Tyskland træffe andre nødvendige forholdsregler hidrørende fra den situation, som er skabt.«

Den sovjetiske militærregerings blad »Tägliche Rundschau« gav i en artikel den 20. 7. udtryk for ønsket om en gnidningsfri løsning af Berlins vanskeligheder: »De, som har iscenesat den separate valutareform i vest, står nu for den opgave at ordne de heraf følgende valutavanskeligheder for Berlin. Vi er overbevist om, at det ikke er vanskeligt at løse disse vanskeligheder, hvis alle dermed forbundne spørgsmål bliver behandlet i åbne og ærlige forhandlinger mellem amerikanere, englændere, franskmænd og den sovjetiske militærforvaltning i Tyskland, således at denne befries for nødvendigheden af at gribe til uundgåelige, hårde forholdsregler for at sikre den økonomiske orden og pengeomløbet i Berlin og i den sovjetiske besættelseszone.«

General Clay tog imidlertid ikke mod den udstrakte hånd. Efter pres fra de tyske monopoler, som stadig rådede over store værdier i Berlins vestsektorer, nægtede han at anerkende den nye østvaluta i vest-Berlin. Dermed var situationen alvorligt skærpet. Vestmagterne kunne ikke undgå at vide, at dette måtte blive resultatet af deres handlinger. Det havde ej heller manglet på advarsler. Ansvaret for den opståede situation faldt derfor i fuldt mål på de vestlige magter.

Men dette forsøg på at skabe opløsning i østzonens økonomiske liv var dømt til nederlag. Vestmagterne rådede ikke over de kræfter, der var nødvendige for at gennemtvinge deres politik. Kun letsindige formodninger om, at Sovjetunionen ville lade sig skræmme, kunne give dem håb derom. Men Sovjetunionen lod sig ikke skræmme; den handlede i fuld konsekvens af sine erklæringer. I løbet af nogle uger blev resultatet, at vestvalutaen gradvis fortrængtes i Berlins vestsektorer. I slutningen af juli måtte man her udbetale 75 % af lønningerne i østvaluta. Med begivenhedernes videre udvikling truede nederlaget med at tage endnu større omfang, idet konsekvensen blev, at vestsektorernes økonomiske bånd til østzonen blev knyttet stærkere end nogensinde.

Berlins stilling

Ligesom valutaspørgsmålet kun er en del af det tyske spørgsmål, således måtte den åbne økonomiske aggression, som den separate valutareform betød, skærpe modsætningerne om hele det tyske spørgsmål. Fra vestmagternes side valgte man at bekæmpe sovjetmyndighedernes modforanstaltninger ved særlig at gøre spørgsmålet om de vestlige magters forbliven i Berlin til et kritisk spørgsmål. »Kun en krig kan drive os ud af Berlin«, sagde Clay, og alle store og små propagandatrommer blev sat ind for at skabe en krigsatmosfære, spændt til det yderste. Vestens propaganda angreb på den ene side Sovjetunionen for en grusom udsultningspolitik og forsikrede på den anden side, at der var rigelige lagre i vestsektorerne, og at den såkaldte luftbro var i stand til at overvinde alle vanskeligheder.

Den amerikanske tese, som fremstillet i en note af d. 6. juli, var: »USAs ret til at deltage i besættelsen af Berlin er opnået som resultat af Tysklands nederlag og betingelsesløse kapitulation ... Aftalerne herom omfatter også retten til fri adgang til Berlin.«

Sovjetmyndighederne vendte sig fra første færd mod denne metode til at rive særspørgsmålet om Berlin ud af det samlede tyske spørgsmål. »Tägliche Rundschau« skrev den 29. 6.: »Hvad spørgsmålet om de vestlige besættelsesmyndigheders forbliven i Berlin angår, så står det ikke i den ringeste sammenhæng med Valutakrisen i Berlin. Men på den anden side er det klart, at det i sammenhæng med de skridt, som de vestlige besættelsesmyndigheder har taget til at likvidere mekanismen med firemagtskontrollen i Tyskland, næppe vil være nødvendigt eller hensigtsmæssigt for dem selv, hverken i politisk eller i økonomisk henseende at forblive i Berlin.«

I et svar på en henvendelse fra general Robertson erklærede Sokolovskij d. 29.6., »at de sovjetiske transportorganisationer ville træffe alle foranstaltninger, som afhang af dem, for at overvinde vanskelighederne (m.h.t. Berlins forsyninger)«. Samtidig besvarede han vestpropagandaen om luftbroen med at erklære: »Jeg vurderer fuldt ud de foranstaltninger, som, ifølge pressen, så energisk gøres for tiden af de britiske og amerikanske myndigheder for at opretholde forbindelserne med vestzonerne ad luftvejen, idet jeg dog håber, at reglerne om sikkerhed i luften fuldt ud vil blive overholdt.«

Endelig udtalte han sin glæde over meddelelserne om, at levnedsmiddelforrådene i Berlin var tilstrækkelige for flere uger, efter hvilket tidsrum han håbede, at det måtte være muligt på anden måde at råde bod på situationen.

Den 3. 7. henvendte vestmagternes generaler sig til Sokolovskij med en fornyet protest. Han svarede:

»Deltagerne i den separate London-aftale, som tilsyneladende har afgjort spørgsmålet om fuldbyrdelse af Tysklands spaltning, burde have overvejet følgerne af denne beslutning, burde også have overvejet spørgsmålet om Berlin.«

Sovjetunionen tilbageviste i en note af d. 14. 7. påstanden om vestmagternes ret til at blive i Berlin, når firemagtsadministrationen var sprængt: »Det er bekendt, at de nævnte overenskomster om spørgsmålet Berlin og også om Wien kun var dele af overenskomsterne om Tyskland og Østrig, hvis gennemførelse Sovjetregeringen vedvarende tilstræber.«

Den 5. 6. 1945 havde de fire magters øverstkommanderende undertegnet en overenskomst om hele Tyskland. Zonegrænserne var blevet fastlagt i Jalta, og som led i gennemførelsen af firemagtsadministrationen af hele Tyskland indbød Sovjetunionen de andre magter til at deltage i Berlins besættelse. På tilsvarende måde kunne Sovjetunionen ud fra forhandlingerne i Potsdam forvente at blive indbudt til at deltage i kontrollen af Ruhr, som lå i den engelske zone. Dette skete imidlertid ikke.

Sovjetunionen frakender altså med argumenter, som vanskeligt lader sig tilbagevise, vestmagterne nogen som helst ret til under disse omstændigheder at opretholde besættelseszonen i Berlin, endsige til at modsætte sig foranstaltninger til forsvar af sovjetzonens økonomi mod desorganisering. (»Tägliche Rundschau« skrev ironisk den 20. juni: »Overenskomsten om firemagtsadministrationen af Berlin indeholder ikke i eet eneste af sine punkter en henvisning til, at Berlin må benyttes af de vestlige besættelsesmagter til at forstyrre økonomien og pengeomløbet i sovjetzonen«). Berlin opfattes som en del af sovjetzonen i samme forstand, som Ruhr er en del af vestzonen. Men vigtigt er det at bemærke, at trods alt krigshysteri trækker Sovjetunionen endnu på dette tidspunkt ikke den konsekvens at kræve rømning, men henviser endnu engang til en ordning på firemagtsbasis.

Vestmagtpropagandaen så med hensigt bort herfra. Krigsophidselsen piskedes op til nye højder, nu kompletteret med en medlidenhedspropaganda over for den tyske befolkning, som angiveligt måtte lide under russernes grumhed. USA noten d. 6. juli hævdede, at vestmagternes omsorg for forsyningen af Berlin »udelukkende var af humanitær karakter«. Man kunne herudfra tro, at de ville have glædet sig over Sovjetunionens svar d. 14. juli: »Hvis det er nødvendigt, vil sovjetregeringen intet have imod af sine egne midler at sikre forsyninger til hele Stor-Berlin«.

Og endnu mere burde de have glædet sig over de praktiske foranstaltninger, som sovjetmyndighederne traf for at opfylde dette løfte, da 100.000 tons korn og andre levnedsmidler blev sendt til Berlin. Men de glædede sig aldeles ikke og beviste derved deres propagandas hykleriske karakter. De så meget vel, at det, der var ved at ske, var, at Sovjetunionen over for deres krigstrusler med fredelige midler var i færd med at bringe hele deres politik til at strande. I realiteten knyttedes de naturlige bånd mellem vestsektorerne og østzonen nærmere, og de skrigende generalers ophold i Berlin blev mere og mere åbenlyst overflødigt, for så vidt de vedvarende afviste at opfylde deres forpligtelser i henhold til firemagtsoverenskomsten.

USA og England slog derfor i deres politik mere og mere ind på bestræbelser for at vanskeliggøre sovjetmyndighedernes organisering af Berlins økonomi. I stort og i småt udnyttede de hertil de tyske politikere, som satte vestmagtpolitiken over hensynet til befolkningen. Først midt i juli måned anerkendte Berlins magistrat således østvalutaen som eneste gangbare mønt. Tre ugers vægring derimod havde medført store vanskeligheder for befolkningen. Samtidig forbød USA-myndighederne den frie fagbevægelse i deres zone, da over 2/3 af arbejderne havde valgt folk, der stod på det Socialistiske Enhedspartis linie. En hel række lignende foranstaltninger bidrager til at skærpe modsætningerne i den berlinske befolkning, hvad kan få dybtgående betydning for den videre udvikling.

Firemagtsforhandlinger

Svækkelsen af vestmagternes stilling i Tyskland var så alvorlig, at det var nødvendigt for dem at tiltræde et tilbagetog. Med dags varsel blev krigsophidselsen indstillet, Truman erklærede, at der var »glimrende udsigter til fredens bevarelse«, og Marshall henstillede til pressen at tale lidt mindre om krig.

I USA-noten af d. 6. 7. havde man erklæret sig villig til firemagtsforhandlinger om Berlin-spørgsmålet, idet det dog betragtedes som en »nødvendig forudsætning«, at sovjetmyndighedernes økonomiske forsvarsforanstaltninger blev afblæst. Sovjetunionen, som allerede på Warszawa-mødet var gået ind for firemagtsforhandlinger om Tyskland, bekræftede sin beredvillighed, men bemærkede til USA, at de kun talte om forhandlinger om Berlin, men »omgav sig med tavshed vedrørende Tysklands-spørgsmålet som helhed«. Forholdene i Berlin kunne imidlertid kun reguleres i forbindelse med en genoptagelse af firemagtspolitiken over for hele Tyskland. Det kan ikke overraske, at Sovjetunionen endvidere afslog at opgive de økonomiske forsvarsforanstaltninger som forudsætning for optagelse af uforpligtende forhandlinger.

Under indtryk af Sovjetunionens urokkede holdning blev det åbenbart, at de vesteuropæiske regeringer frygtede for konsekvenserne af general Clays krigspolitik. Særlig gav dette sig udtryk i den franske regerings holdning på Vestunionens møde i Haag 20.-21. juli. Den 23. 7. kunne det engelske bureau Reuter meddele, at vestmagterne »havde tilrådet at udvide området for forhandlingerne udover Berlin-spørgsmålet og vil næppe stille det som en betingelse, at de normale forbindelseslinier med Berlin blev genoprettet«. Kort sagt, at man ville acceptere Sovjetunionens forudsætninger. Dette var en sensationel vending, selvom den »vestlige« propaganda gjorde sit bedste for at tilsløre det. Ifølge »Berlingske Tidende« d. 18. 7. var det vestlige diplomatis kyniske bevæggrund, at »folkene i Vesteuropa ikke var modne til krig«.

Tilbageslaget for krigspolitiken i Berlin er et af de betydeligste resultater af fredskræfternes styrke. Folkenes fredsvilje og Sovjetunionens faste holdning skabte endnu engang »glimrende udsigter til fredens bevarelse«.

Det ville være naivt herudfra at regne med, at freden dermed var sikret. Krigskræfterne har tabt et slag, men forbereder sig åbenlyst på et nyt. Kredse i USA synes ikke at ville efterkomme henstillingerne fra Haag-mødet, og den nye Marshall-konference i Paris er eet tegn blandt mange på, at man vedvarende anstrenger sig for at gøre »folkene modne til krig«, økonomisk, politisk og militært.

Fredens kræfter bør søge inspiration i det udtryk for styrke, som vendingen i Berlin-krisen vidner om. Men anstrengelserne bør ikke svækkes. Situationen i Europa er stadig alvorlig. (Afsluttet 28. 7. 1948).

August 1948

Mit Forhold til Finland

Af Martin Andersen Nexø.

Finlands kommunistiske Parti har i August bestået i 30 År, og Redaktionen af dets Jubilæumsskrift har bedt det finske Folks trofaste Talsmand Martin Andersen Nexø skrive et Tilbageblik.

Måske er Finland særlig egnet til at sætte elementære Følelser i Bevægelse. Allerede som Barn mindes jeg at have haft en egen Plads for dette Land og dets Folk i mit Følelsesliv. Hvad der bevægede mit Barnehjerte dengang og rørte det dybt, var et Folks fortvivlede Landflygtighed; jeg forestillede mig det finske siddende grædende på en Strand som hindrede det i at komme hjem til sit Land. Omtrent som det jødiske Folk i Sangen: Ved Babylons Floder med Gråd vi sad!

Siden forstod jeg jo lidt bedre: Det finske Folk var hjemme - på en Måde; men fik ikke Lov at indrette sig. En fremmed optrådte som Magt dér! Jeg var Elev på Askov Folkehøjskole sammen med flere finske Magistre, der ville hjem til Finland og oprette Folkehøjskoler efter dansk Mønster. Af dem lærte jeg, at det finske Folk var Fange i sit eget Hjem og sukkede efter Frihed og Selvstændighed. Det kunne nok gøre ondt i Hjertet på et ungt Menneske at se et Folk med én Mund kræve Friheden, intet andet, og kæmpe en håbløs Kamp mod tyrannisk Overmagt. Jeg forstod - og mine finske Venner bestyrkede mig i denne Opfattelse - at kunne det finske Folk blot ryste det zaristiske Åg af sig, så var det det frieste og enigste Folk på Jorden. Endnu sad der dybe Ar efter Nederlaget 1864 i det danske Folk og bidrog til Forståelsen af det finske Folks Skæbne; og på Askov pillede Lærerne kraftigt ved disse Ar; det er næppe for meget sagt, at man levede højt på »det sønderjyske Spørgsmål«. »Det tabte Land i Syd« og »vore Brødre sønden Å« var omkvæd der gik igen og igen og - bevidst eller ubevidst - fortrængte vigtige indre Spørgsmål.

Jeg har i dag det imod denne Kredsen om og Dvælen ved gamle nationale Skader, den næsten sadistiske Prikken i gamle tilgroede Sår for at få dem til igen at bløde, at det spærrer for de store livsvigtige Spørgsmål, som Tiden kræver løst. Det nationale kan i akutte Perioder være af livsvigtig Betydning; og ud fra dette bruges det i de jævne Perioder til at bedøve Folkene, sløve dem i Forholdet til deres vitale Interesser. Det var så dejlig enkelt at få jævne Mennesker til at slutte fra det lille tapre Hyrdefolk med Tell og Rutli, omgivet af lutter store Røvere, til det lille Danmark og det lille Finland - der behøvedes ingen Tænkning til det! At der også fandtes Røvere - og store Røvere - inden for de egne Grænser, var der ingen Grund til at gøre opmærksom på; det ville passe dårligt indenfor denne uskyldige Tankegang!

Efterhånden modnes man jo og sætter Spørgsmålstegn ved den summariske Opfattelse af uskyldige små og røveriske store; og det hænder man får en Mistanke om, at de største Røvere måske skal søges indenfor de egne Grænser. Under den første Verdenskrig kom jeg i større Omfang til at anvende de ny Synspunkter på Finland. Under mine Ophold i Tyskland mens Krigen stod på, forstod jeg af mange Tegn, at der var et intimt Sammenspil, ikke mellem de to Folk men mellem det finske og det tyske Folks Overklasse. Omgangen mellem de to Landes Studenter vidnede om det, og bag dem og deres reaktionære Korps anedes uhyggelige Magtfaktorer, der holdt Folkets Tårer vedlige, ja græd med det - og samtidig spillede under Dække med »Arvefjenden« og bad ham tilføje deres Folk nye Sår. Af og til fremkom der Meddelelser gennem Telegrambureauerne, som lod skimte et Sammenspil af den uhyggeligste Art; ikke mindst var dette Tilfældet under Kerenski-Perioden. Indbyrdeskrigen i Finland rev Dækket helt af Forholdene. Tilkaldelsen af tyske Tropper og deres væsentlige Andel i Nedkæmpelsen af de røde, mens de hvide storpralende tilskrev sig hele Sejren; Salget af de mange Tusind røde Fanger til Tyskerne for Anbringelse i den tyske Fronts forreste Skyttegrave (hvad lykkeligvis Frontens Sammenbrud satte en Stopper for) alt dette skinhelligt serveret som Dyder af Tapperhed og Frihedstrang, rystede mig forfærdeligt og satte dybe Spor i mit Gemyt. Jeg kom til at elske det mishandlede finske Folk og hade dets hjemlige Herrer. Det undrede mig ikke længer, at de værste af dem havde tjent Zaren trofast.

Så kom mine Besøg i Karelen og Sovjetunionen. Og dér gik det for Alvor op for mig, at Fædrelandet er for de fattige, Småfolket, dem der ved Slid og Møje og nøjsom Lykke er knyttet til deres Land. De andre fører Fædrelandet i Munden, bruger det som Middel til at hidse Folket op og knægte det. På Gennemrejsen gennem Finland hørte jeg bestandig, at Finland var Kulturens Forpost mod det østlige Barbari og »Systerbæck« Nordens Grænse. Det var underligt efter disse Talemåder og den stærke Splittelse for ikke at sige Tvedragt i den finske Nation at komme til Sovjetunionen og opleve det skønne kulturelle Samarbejde dér, hvori hele Folket endrægtigt tog Del. Her var der ikke Plads for noget Had til Nabofolkene, ingen Hævnplaner eller Revanchetanker, ingen gamle Regnskaber at gøre op; Frihed og Fred til at passe sin Gerning, det var hvad man ønskede for sig selv og også undte andre. I den Forbindelse måtte jeg mindes en Muldyrdriver jeg engang traf på mine Vandringer i den spanske Sierra. Hans Muldyr hade et stort åbent Sår på det ene Lår, og jeg tilbød at være ham behjælpelig med at rense og pleje det, så det kunne læges. Men han lo mig ud. »Det må slet ikke læges,« sagde han, »for det er meget bedre end en Pisk! Når jeg prikker i det med Spidsen af Kæppen her, så lægger Dyret sig straks i Selen og går storartet på.«

Derfor elsker Reaktionen i alle Lande de nationale Sår - og fremkalder dem hvis de mangler. De er så storartede at piske Folket frem med; man behøver blot at sige for Eksempel »Systerbæck«. Mere skal der ikke til, så går det godmodige, skikkelige, tossegode Folk i Tøjet. Ja mon det fremdeles gør?

Det var så velgørende, at der slet ikke fandtes noget af dette i Sovjetunionen. Ikke engang i det første Halvår af 1945 mens jeg opholdt mig i Moskva, mærkede jeg noget af et Had til det tyske Folk, der dog havde ladet sig bruge til så grumme Ødelæggelser i Sovjetlandet, som Verden vel nogensinde har været ude for. Man forstod derovre at skelne skarpt mellem Ophavsmændene og de blinde Redskaber, og hævdede det i Menneskenes Historie nye, at det gælder om at gøre de brede Lag - ikke endnu mere blinde men seende! Og alt eftersom dette Synspunkt breder sig udad i andre Lande, vil det blive bestandig sværere at piske Folkene op til Had mod hinanden.

Rejste man mellem de to Krige gennem Finland med Ærende i Sovjetunionen, var det let at se, hvem der var »Rysshatere« og hvem ikke. De jævne Funktionærer i Toget, Stæderskerne f. Eks. fik Lys i Øjnene, når jeg fortalte hvor jeg skulle hen. Tolderne og Fremmedpolitiet derimod var meget uvenlige, rev Passet fra én, smed med Tingene i éns Kuffert, gav sig til at granske i éns Breve, opførte sig kort sagt som ægte Arvtagere efter Zarismens Håndlangere. Jeg havde Forbindelse med enkelte finske Forfattere, fik også nu og da Besøg af landflygtige Finner: Frihedskæmpere som havde prøvet Tugthusene til Tak for deres menneskelige Indstilling. En enkelt af dem havde fået Næsen sprængt, da man i Fængslet ville tvangsfodre ham under en Sultestrejke.

Det ene med det andet gjorde, at jeg tog Spørgsmålet om det herskende Finlands Stilling til Frisind og Menneskelighed op både i den svenske og den hjemlige Presse. Men det gik grundigt op for mig, at jeg havde stukket Hånden i en Hvepserede og det af inter-skandinavisk, måske endda verdensomfattende Art. Slog det herskende Finland bestandig på det skandinaviske Broderskab, så så de andre skandinaviske Landes herskende Kredse tydelig nok i Finland en Forpost mod Øst, vel endda et Brohoved. Og dette Brohoved havde jeg angrebet; jeg hade pillet ved Udfaldsporten!

Det viste sig klart under Vinterkrigen, hvor lidt de Følelser der sattes i Bevægelse havde med det finske Folks egentlige Vé og Vel at gøre. Mens den borgerlig frisindede offentlige Mening herhjemme velvilligt havde lukket Øjnene hvad angik det styrende Finlands Maskepi med Nazityskland, fortav man nu helt Sovjetunionens forsøg i 1938 på at komme til en fredelig Forståelse med Finland. Og man skreg hysterisk op om den store bolsjevistiske Røvers lumske Overfald på det lille, blåøjet uskyldige, men tapre finske Folk. I Løbet af få Uger lykkedes det den borgerlige og medborgerlige (socialdemokratiske) Presse at piske Størstedelen af den danske Nation op til et Hysteri, en Finlandskuller, af hidtil ukendte Dimensioner. Da jeg havde forsøgt at udrede de virkelige Forhold i Finlands nyeste politiske Historie, blev jeg som naturligt var Syndebukken; man så i mig den største Fare for, at Forfalskningen af Virkeligheden ikke skulle lykkes til Fuldkommenhed. Skældsord og Trusler af den ondeste Art regnede ned over mig pr. Brev og Telefon, på Københavns Gader spyttede man på mig, rundt i Provinsen brændte man mine Bøger - brugte dem til at varme op under Storvasken, som nogle Lærerfamilier hoverende skrev til mig.

Når min Kone kom i Brugsforeningen, gav de dér forsamlede Bønder sig til at tale om, at der var visse Folk på Egnen som burde skydes.

Alle disse Erfaringer har øget min Kærlighed til det jævne, misbrugte, tildels forblindede Folk - ikke mindst til det finske; og det har skærpet min Afsky for de Kræfter, der koldt lader et Folk forbløde for at mele deres egen Kage, ja helst ser, at det selv besørger sin Forkrøbling, selv stikker sine Øjne ud. Intet er tristere end at se noget vantrives, der kunne og burde strutte af Sundhed; og jeg har i mit Forhold til Finland udelukkende haft Folkets Vel for Øje. Jeg har måttet tage mine hårde Prygl for dette, og har ikke noget imod, nu da det finske Folk befinder sig på Skillevejen, også at modtage en venlig Tanke!

August og September 1948

Udenlandske Kapitalinteresser i dansk Erhvervsliv

af Isi Grünbaum

Storkapitalen er anonym, hvor den kan slippe af med det. Det fremgår sjældent af Aktieselskabernes tilgængelige Regnskaber eller andre officielle Kilder, hvem der i sidste Ende ejer Selskabets Aktier og dermed også bestemmer dets Politik. Det er utvivlsomt, at betydelige Dele af Kapitalen i vore store og monopoliserede Virksomheder allerede før Krigen lå på udenlandske Hænder, og ligeledes at den amerikansk-engelske Monopolkapital efter den sidste Krig har øget sit Fodfæste herhjemme. For Eksempel kom det til Offentlighedens Kundskab, at Amerikanerne erhvervede de 4 K’er. Og den internationale engelsk-hollandske Unilever-Trusts Operationer herhjemme har også været fremme til offentlig Debat. Men det er kun Undtagelserne, der kommer frem på Overfladen, Penge- og Kapitaltransaktionerne foregår i Almindelighed anonymt.

Med Afslutningen af Marshall-Overenskomsten mellem den danske og amerikanske Regering er Porten åbnet på vid Gab for yderligere amerikansk Kapitalinfiltration. Offentligheden har en nærliggende Interesse i, at den fremmede Kapitalinfiltration foreligger fuldt offentligt belyst, ikke alene af akademisk Interesse for om den udbyttes af fremmed eller af hjemlig Storkapital, men fordi det i den moderne Statsmonopolismes Tidsalder er sådan, at alle betydelige økonomiske Mellemværender nu om Stunder automatisk er Mellemværender mellem Staterne og ikke bare mellem Borgerne og derved danner umiddelbar Basis for direkte Pression af såvel udenrigspolitisk som indenrigspolitisk Natur fra Kreditorstaten overfor Debitorstaten. De angelsaksiske Kapitalplaceringer i dansk Erhvervsliv skaber en umiddelbart Fare for amerikansk-engelsk Pression og Tab af dansk Selvstændighed, rent bortset fra at de automatisk - som Tilfældet var med Margarineindustrien - inkorporerer dansk Erhvervsliv i de internationale Monopoler til Skade for de danske Forbrugere og det danske Erhvervsliv.

Det bør derfor være en umiddelbar dansk Statsopgave at skabe Muligheder for nøje at følge, hvilke Aktier der ligger på fremmede Hænder og hvilke Aftaler og andre Former for Afhængighed af Udlandet der foreligger for dansk Erhvervsliv, og at offentliggøre regelmæssige Rapporter herom, så Offentligheden kan holdes underrettet.

Det lader sig altså desværre endnu ikke gøre direkte at opgøre, hvilke Aktieposter der ligger på udenlandske Hænder. Men det er ikke ensbetydende med, at man er helt udelukket fra at danne sig et Skøn over Spørgsmålets Omfang. I Greens Danske Fonds og Aktier er offentliggjort Navnene på Bestyrelsesmedlemmer og Direktion i danske Selskaber. Ved at tage sit Udgangspunkt i Selskaber, som det er hævet over enhver Tvivl repræsenterer udenlandske Interesser, og følge de Personer, der sidder i disse fremmede Selskaber som Repræsentanter for udenlandske Kapitalinteresser, og se hvilke andre Selskaber de også sidder i, kan man med ikke ringe Sikkerhed sige en hel Del også om disses Tilknytning til udenlandske Interesser. Når danske Industrier som f. Eks. Gødnings-Industrien, Gummi-Industrien, Kulhandelen osv. i vid Udstrækning ledes af Personer, der er vokset op i og stadig leder de store amerikanske og engelske Olieselskaber, ja så har man en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at Hovedindflydelsen i disse »danske« Erhvervsinteresser i Virkeligheden ligger på udenlandske Hænder.

I en Række andre Tilfælde kan det være sværere at sige noget om, hvorvidt en Tilknytning til sådanne Personer er af tilfældig Natur (f. Eks. af Familiegrunde eller lignende) eller er Udtryk for fremmed Indflydelse, men selv i så Fald kommer man dog ikke uden om, at det drejer sig om Personer, der er i den Grad inde med fremmede Kapitaler, at deres Dispositioner også på disse Områder - hvis Spørgsmålet bliver aktuelt - ikke kan undgå at influeres af deres stærke Tilknytning til Udlandet.

Iøvrigt vil det af det følgende fremgå, hvor stærkt Grundlag der i det enkelte Tilfælde er for at drage Slutninger af Personforbindelserne. Materialet er iøvrigt hentet i første Række fra Green 1945/46, suppleret med 1946/47 og med Kraks blå Bog. (Tallene i Parantes efter Aktieselskabernes Navne angiver Aktiekapitalen i Millioner Kroner).

Olieselskaberne

Af Selskaber, der driver Produktionsvirksomhed og Handel med Petroleum, Benzin, Smøreolie og lignende findes der følgende med over 1 Million Kr. i Aktiekapital: Caltex Oil, tidligere Texas Oil (1,25). Både dets Formand og Næstformand er hjemmehørende i New York. - Danish American Gulf Oil, der indtil 1946 hed »Alfred Olsen og Co.« (4,0). Det er som bekendt dettes amerikanske Moderselskab, der har Monopol på den danske Undergrund. Næstformanden i dette Selskab er HRS. Leif Gamborg. - Dansk Shell, der er Datterselskab af Royal Dutch Shell, (8,0) hed før Krigen »Dansk-Engelsk Benzin og Petroleums Co.«. - Det Danske Petroleums Aktieselskab (20,4) er den danske Aflægger af det amerikanske Rockefeller Selskab Standard Oil. - Det Forenede Olie Kompagni A/S (12,0) er en Aflægger af det engelske Anglo-Iranian Oil Co. Dette Selskabs to danske Direktører og fornemste Funktionærer er Percy Ipsen og K. V. Tersling, to Personer som vi træffer i en Række »danske« Selskaber udenfor Oliebranchen. Selskabets Formand er Hrs. Jacob E. Gelting, og også Grosserer Emil Hertz sidder i dette engelske Selskabs Ledelse. - KKKK-Olie (1,5) er en Gren af dette tidligere tyske Selskab, som nu er blevet amerikansk. - Rhenania Olieselskabet (1,0) er et andet tidligere tysk Selskab, det er under Administration men er ikke solgt endnu. - Vacuum Oil (2,0) er amerikansk. Næstformanden i dette Selskab er Direktør Adler Svanholm fra en Række Selskaber indenfor Kulbranchen. Direktør Svanholm har fået hele sin Uddannelse i Vacuum Oil, er vokset op indenfor dette og gik direkte fra det over i Direktørstolen i Det Danske Kul Kompagni, samtidig med at han stadig er Næstformand i Vacuum Oil. Direktør Dugdale er ligeledes vokset op i dette Selskab, han sidder samtidig i Ledelsen af Kulselskabet Hans Pedersen og Co. Bevarelsen af Forbindelsen med Olieselskabet og den dobbelte Tilknytning til Kulhandelen synes at udelukke, at der er tale om en Tilfældighed.

Den samlede amerikansk-engelske Kapitalindflydelse beløber sig alene for Olieselskaberne til over 49 Mill. Kr. i Aktiekapital. På dette Område er Udlandet enerådende, også for hvad der sker indenfor vore egne Grænser.

Gødningsfabrikker

I Branchen Gødningsfabrikker og Handel med Gødning indeholdt Green for 1944/45 ialt 4 Virksomheder: Blåkilde Mølles Fabrikker, Dansk Svovlsyre og Superphosfat-Fabrik, Fredericia Svovlsyre- og Superfosfat Fabrik og Svovlsyre og Superfosfat-Fabrikken Limfjorden med Direktør Percy Ipsen fra Det Forenede Olie Kompagni som Bestyrelsesformand for dem alle fire og med Grosserer Hertz ligeledes fra Det Forenede Olie Kompagni også i Bestyrelsen for dem alle fire. Samhørsforholdet med Det Forenede Olie Kompagni er tydeligt. Den samlede Aktiekapital i de 4 Selskaber var 20 Mill. Kr.

I Green for 1946/47 er de fire Selskaber skrumpet ind til to, idet Dansk Svovlsyre nu også formelt har opslugt såvel Limfjorden som Fredericia Svovl. Percy Ipsen er Formand for de to Selskaber, og de har begge Hertz i Ledelsen (i disse Virksomheder sidder desuden Direktør P. Wonsild). Hele Aktiekapitalen i Blåkilde Mølle ejes af Dansk Svovlsyre og Superfosfat.

Dansk Fabrikation og Handel med Gødning er altså idag til 100 pCt. fortrustet - og fortrustet under udenlandsk Ledelse. Trusten omfatter desuden Aktieselskabet for kemisk Industri og Dansk Dammam Asfalt, hvis Aktier ejes af Svovlsyrefabrikken.

Kemisk Industri

Vi træffer også den internationale Oliekapital i den danske kemiske Industri. Af Folk fra Det Forenede Olie Kompagni genfindes dette Selskabs Formand HRS. Gelting som Formand for A/S Kemidroga (0,5), Percy Ipsen som Formand for A/S for kemisk Industri (1,82) og Wonsild fra Gødningsfabrikkerne er Administrator for Persil Kompagni (1,5). HRS. Leif Gamborg, der som foran nævnt er Næstformand i Gulf Oil, sidder i en Række kemiske Virksomheders Ledelse, oftest sammen med Repræsentanter for svensk og anden fremmed Kapital. Han er således Formand for A/S Barnängens kemiske Fabrikker, i hvis Ledelse der også sidder en Svensker, Næstformand for Dansk Æggehvide Industri, Formand for A/S Dr. A. Wander (0,5), i hvis Ledelse der samtidig sidder en Mand fra Schweiz, og for A/S Cheminova (0,3). Oliekapitalen er forøvrigt langtfra den eneste udenlandske Kapital på dette Område, vi finder både svensk, norsk, hollandsk og anden fremmed Kapital i denne Branche. Følgende Firmaer har Bestyrelsesmedlemmer bosiddende i Sverige: A/S Autogenilt (0,4), Barnängen (0,3) og Dansk Ilt og Brintfabrik (0,75). Af andre Selskaber, hvor Bestyrelseslisten tyder på fremmed Indflydelse, kan nævnes: Ciba Farver (0,2), hvor Formanden er hjemmehørende i Schweiz, Aktieselskaberne Ferrosan (1,0) og Kemovit (0,45), der begge har ORS. Park fra Citroën og Michelin Gummi i Bestyrelsen. Kemovit har desuden også Direktør Sommerfeldt fra det hollandske Philips Radio. I A/S Pepsodent (0,275) sidder Hollænderen Groeneveld fra Unilever i Bestyrelsen, ganske sikkert ikke bare for sine blå Øjnes Skyld, A/S Reckitt og Colman (0,2) har to Englændere fra London i Bestyrelsen, A/S Siko (0,171) har en Nordmand til Formand.

Kort og godt, den kemiske Industri er for en meget væsentlig Del på udenlandske Hænder eller under udenlandsk Indflydelse.

Vejmaterialer

Der kan være visse tekniske Grunde til, at Oliekapitalen er interesseret i Gødningsindustrien og den kemiske Industri. Det samme gælder i et vist Omfang Vejmaterialer, Gummi og Kul.

I Gruppen Asfalt, Tjære og Tagpap har Green kun to Selskaber med over 1 Million Kr. i Aktiekapital. Det største er Dansk Dammam Asfalt, hvor Direktør Percy Ipsen fra Forenede Olie er Formand og hvor hans Fæller fra dette Selskab og fra Gødningsfabrikkerne: Grosserer E. Hertz og Dir. Wonsild også sidder i Bestyrelsen. Det andet er Colas Vejmateriale (1,2); i Green for 1944/45 finder vi Dir. Hans Hansen fra Dansk Shell i Bestyrelsen for Colas Vejmateriale. I Green for 1945/46 er Hans Hansen ikke mere i Colas Vejmateriale, men i Stedet for ham finder vi nu Direktør V. A. J. Jørgensen, der er administrerende Direktør i Dansk Shell, der således synes at have en fast Plads i Colas Ledelse. Denne Slutning underbygges yderligere deraf, at et tredje Styrelsesmedlem, ORS. Hans Madsen, er med i Ledelsen af de amerikanske Filmsudlejningsselskaber her i Landet RKO og Gloria-Film.

De to største og udslaggivende Firmaer i denne Branche er tydeligt undergivet Indflydelse fra den internationale Oliekapital. Forøvrigt kan det i denne Forbindelse nævnes, at Hrs. Gamborg fra Gulf Oil er Direktør for M.B.C. Emulsion Co. (0,5), der også driver Virksomhed med Vejmaterialer og lignende.

Gummi

I Green findes fire Virksomheder indenfor denne Branche med en Aktiekapital på over 1 Million Kr. Heraf er de to rene Datterselskaber af udenlandske Selskaber, nemlig Dunlop Rubber (1,5), der har Hrs. Gelting og Direktør Tersling, begge fra Det Forenede Olie Kompagni, som henholdsvis Formand og Næstformand, foruden en Mand i London i Bestyrelsen. Det andet rent udenlandske Gummiselskab er Tretorn (1,0), der har to Svenskere i Bestyrelsen. Af Selskaber under 1 Million i Aktiekapital, der synes at ligge helt på udenlandske Hænder, findes der Michelin Gummi (0,5) med ORS. Park som Formand, og Pirelli Gummiringe (0,2) med en Italiener fra Milano i Bestyrelsen. A/S Britgoods, det tidligere Goodrich Rubber, (0,24) ligger formentlig på engelske Hænder. A/S Goodyear Tire & Rubber Co. (0,1) er en ren Aflægger af udenlandsk Kapital; ORS. Falbe-Hansen er Næstformand i dette Selskab. - Kaytex Gummi Co. (0,22) har som Næstformand ORS. Th. Mikkelsen fra Metro-Goldwyn-Mayer og er formentlig bakket op fra amerikansk Kapital. Det samme synes at gælde United States Rubber Co. (0,1), der har ORS. Tiemroth (bl. a. fra Electrical Fono Film) som Næstformand, medens Formanden er bosat i New York.

De to store Virksomheder, der ikke er rent udenlandske, er Dansk Galoche- og Gummifabrik (2,0) og Schiønning og Arvé (2,5).

Dansk Galoche- og Gummifabrik havde indtil 1945 Percy Ipsen fra Forenede Olie som Formand, samtidig med at HRS. Fritz Bülow fra Ø.K. sad i Bestyrelsen. Derefter blev Bülow Bestyrelsesformand.

I Schiønning og Arvé er Direktør Chr. Evers administrende Direktør. Han sad indtil 1945 ligeledes i Bestyrelsen for Forenede Olie, men gled så ud. - Indtil 1945 tyder således alt klart på, at de to største Gummivirksomheder var et Fællesanliggende mellem den engelske Oliekapital og Ø.K. I denne Forbindelse må man huske på, at Ø.K. selv har meget stærke Forbindelser til London. Om det, der er sket, så er, at de engelske Interesser i de to Gummiselskaber er udløst, eller blot at Ø.K. nu alene varetager de engelske Interesser, kan man ikke læse af Personskiftet, men det sidste er det sandsynligste.

I hvert Fald kan man slå fast, at Kapitalforholdene ligger sådan indenfor den »danske« Gummiproduktion, at man med Sikkerhed kan sige, at en meget væsentlig Part af den ligger på udenlandske Hænder, og at kun en offentlig Undersøgelse og Redegørelse kan slå fast, om den i Virkeligheden ikke er helt i Hænderne på den internationale Monopolkapital.

Kulhandelen

Hele Kulhandelen er i det store og hele monopoliseret imellem tre store Grupper: den ene omkring Det danske Kul Kompagni, den anden omkring de fire K’er og den tredje omkring De Forenede Kulimportører.

Af disse tre Grupper er de fire K’er efter den sidste Krig blevet helt overtaget af Amerikanerne, og kun en nærmere offentlig Undersøgelse og Redegørelse kan bevise, at Gruppen omkring Det Danske Kul Kompagni ikke står under Kontrol fra det amerikanske Vacuum Oil Co. I hvert Fald er Kulkompagniets administrende Direktør Adler Svanholm vokset op i og hentet over i Kulkompagniets Direktørstol fra Vacuum Oil, og han er stadig Næstformand i dette internationale Olieselskabs danske Filial.

Mere i Enkeltheder ser Billedet således ud: Green indeholder følgende private Erhvervsselskaber i denne Branche med Aktiekapital på 1. Million Kr. og derover:

Christiansholms Fabrikker (2,0). Bestyrelsesformand er Emil Hertz fra Forenede Olie.

Det Danske Kulkompagni (8,25). Administrerende Direktør er Th. Adler Svanholm fra Vacuum Oil.

(De Forenede Kulimportører - 2,0).

K.K.K.K.-Kul (med Albert Jensens Kulhandel) (7,0). Dette Selskab er nu helt overtaget af Amerikanerne.

Københavns Brændsels Kompagni (1,0). Under Administration.

(Carl Nordstrand A/S - 1,25).

Montana (2,5). Dette store Selskabs Formand er en van der Worm med Bopæl i Rotterdam og dets Næstformand er ORS. Falbe-Hansen, der er Næstformand i Fords danske Filial. Dansk Kapital er det vist i hvert Fald ikke, der har Indflydelsen i dette Selskab.

(Århus Kul-Kompagni - 2,0 - Hører til Gruppen omkring De Forenede Kulimportører).

Kampmann, Møller og Herskind (1,0) har Direktør Adler Svanholm fra Vacuum Oil som Bestyrelsesformand.

(Villemoes Kulforretning - 1,0).

(Nordjydsk Kul-Kompagni - 1,0 - Hører til De Forenede Kulimportørers Gruppe).

(Kaas Briketter - 1,0 - Forenede Kulimportører).

Af Selskaber under 1 Million Kr. i Aktiekapital kan det nævnes, at Adler Svanholm fra Vacuum Oil sidder i Ledelsen af Fåborg Kul Kompagni (0,25), Grenå Kul Kompagni (0,2), Kolding Kul Kompagni (0,5) og Lolland Falsters Kulkompagni (0,3). A/S Hans Pedersen og Co. (0,5) har Direktør Dugdale fra Vacuum Oil som Næstformand. Uden Interesse er det ikke, at Administrator for de to Kulforretninger under Administration i henhold til lovene om tysk-japansk Ejendom: K.O.K.S. (0,5) og Prima Kul (0,5) er HRS. Bernt Hjejle, der iøvrigt er Bestyrelsesformand for American Tobacco.

Udenlandsk Monopolkapital og her i første Række Amerikanerne synes godt igang med at bemægtige sig Kontrollen med den danske Kulhandel, der er af så stor Betydning for hele Befolkningen.

I det forrige afsnit blev især den internationale Oliekapitals indflydelse i dansk Erhvervsliv undersøgt, og det viste sig, at der er en yderst nærliggende Fare for, at ikke alene selve Handelen og Fordelingen af Petroleum, Benzin, Olie og lignende, men også så vigtige Erhvervsområder som Gødningsfabrikkerne, den kemiske Industri, Vejmaterialer, Gummiproduktionen og Kulhandelen er ved at komme i Hænderne på den internationale og først og fremmest den amerikanske Olie- og Monopolkapital. Oliekapitalens Indflydelse er ikke begrænset til disse Områder, den mærkes f. Eks. også indenfor dansk Skibsfart. I den følgende Gennemgang af nogle forskellige Erhvervsgrene vil vi igen støde på den. Også andre Grene af den internationale Monopolkapital end Oliekapitalen træffer vi på i det danske Erhvervsliv, f. Eks. de store amerikanske Automobilinteresser, Unilever-Trusten, det internationale Tændstiksmonopol m. v.

Automobilbranchen

Denne Erhvervsgren domineres som bekendt af Datterselskaber af de to amerikanske Jættefirmaer Ford (12,0) og General Motors (14,0). Formanden for det første Datterselskab bor i London og for det andet i Amerika. Næstformanden i Dansk Ford er ORS. v/Falbe-Hansen, som man samtidig træffer som Bestyrelsesformand for Falcks Redningskorps forskellige Selskaber. I Betragtning af at Ford og Falck begge er »noget med Automobiler«, kan dette næppe være et Sammentræf, men man må indtil en offentlig Undersøgelse og Dokumentation viser andet have Lov til at gå ud fra, at Falcks Redningskorps i Virkeligheden hører til den amerikanske Ford-kapitals Interessedomæne. Simonsen og Weel (0,2) hører efter Bestyrelsens Sammensætning til samme Kapitalgruppe.

Af andre Selskaber, i hvis Ledelse vi træffer ORS. Falbe-Hansen, kan nævnes Dansk Aluminiums Industri, Montana Kul og Ota Havremøller, hvor også andre Forhold end ORS. Falbe-Hansens Tilstedeværelse i Ledelsen overbevisende tyder på Tilstedeværelsen af udenlandsk Kapital og Indflydelse. Montana Kul er omtalt i den forrige Artikel. De to andre Selskaber vender vi tilbage til.

ORS. Falbe-Hansens Tilknytning til den udenlandske Kapital viser sig også deri, at han er Bestyrelsesmedlem i Goodyear Gummi. Automobilforhandler-Firmaet Diana (0,4) er et Fordselskab med Falbe-Hansen som Bestyrelsesformand.

Forskelligt kunne tyde på, at British Motors (1,0), stiftet 1930, og Britmo (1,0), stiftet 1946, har Forbindelse til engelsk Kapital. Af Bestyrelseslisternes Sammensætning fremgår det, at der her er Tale om noget i Retning af en Koncerndannelse omkring følgende Selskaber: Finansierings-Aktieselskabet Cadwell (1,0), Engelsk-Dansk Biscuits Fabrik (1,0), Smith, Mygind og Hüttemeyer (2,0), Maskinfabrikken K. W. Bruun (0,5), Svendborgsund Yacht og Bådværft(l,0), British Motors og Britmo.

Unilevers Indflydelse

Om den engelsk-hollandske Unilever Trusts Manipulationer med den danske Margarineindustri har der været skrevet så meget i Pressen i den senere Tid, at hele denne Historie ikke igen skal trevles op her. Kun skal denne internationale Kapitals Indflydelse herhjemme belyses ud fra Personforbindelsernes Synspunkt.

Fortrustningen af den danske Margarineindustri under Unilevers Indflydelse er som bekendt sket ved Dannelse af det nye Fællesforetagende Margarine-Compagniet M. C. - Margarine-Centralen - (1,0), der er stiftet af Otto Monsted (7,0), Solo (1,0), Korsør Margarinefabrik (1,8) og Alfa (2,5) i Samarbejde med Ø.K.s Margarinefabrik Ålborg Margarine (0,75).

Foruden disse Virksomheder indeholder Green følgende Margarinefabrikker: Den danske Margarinefabrik i Slagelse (0,4), Monol (0,1), der er Datterselskab af Mønsted, Falster Margarine (0,175) og Bornholms Margarinefabrik (0,2), der er Datterselskaber af Alfa samt Dana (0,25) og Bien (0,3).

Udenfor Margarine-Centralens Indflydelsesområde er der af de i Green indeholdte Aktieselskaber således kun tre Virksomheder med sammenlagt 950.000 Kr. i Aktiekapital, overfor en samlet Aktiekapital i Margarine-Centralens Virksomheder på over 14 Millioner Kr. Allerede heraf fremgår det, at den nye Trustdannelse faktisk er bestemmende på dette vigtige Forsyningsområde.

Efter hvad der er kommet offentligt frem ejes følgende Virksomheder direkte af Unilever: Korsør (1,8) og Solo (1,0) Margarinefabrikker, Levers Sæbefabrikker (2,3), Pepsodent (0,275), Palma Fabrikkerne (1,2) med sine 80 Detailudsalg, samt Maypole Smør og Æg engros (0,2), Konservesfabrikken Urta (0,25) og Emballagefabrikken Pakko-Tryk (0,5).

Men Unilevers Indflydelse rækker langt videre end dette. Det må antages, at Unilever herudover direkte ejer Aktieposter i andre Virksomheder, og desuden har den på Grundlag af sin mægtige internationale Kapital og Magtposition kunnet tvinge sin Indflydelse igennem ved Personforbindelser og direkte Aftaler. Fornylig forøgede den hollandske Gren af Unilever sin Aktiekapital fra 75 til 300 Mill. Gylden (5-600 Millioner Kr.).

Margarineindustrien er nu faktisk fortrustet under Unilevers Indflydelse. Det samme er ved at ske med Engroshandelen i Smør og Æg.

Af Bestyrelseslisterne fremgår det, at Maypole (dvs. Unilever) og Irma-Fabrikkerne (med sine mange Detailudsalg) er i meget intim Forbindelse med hinanden, idet HRS. Holten-Bechtolsheim og Direktør Jes Jacobsen går igen i Bestyrelsen både for Maypole og for Irma-Fabrikkerne (1,8). Endvidere har Irma næsten identiske Ledelser med følgende Virksomheder indenfor Engroshandelen med Smør og Æg og lignende. Danmarks Æg-Eksport (0,6, Dansk Tør-Æg (0,162), Odense Ægforretning (2,19), Robinson, Andersen og Co. (2,0), Poul Rützou og Co. (1,0) og Frumentaria (0,78), hvortil altså kommer de direkte Filialer af Unilever: Palma og Maypole. Tilsammen udgør disse Firmaer, der er underkastet Unilever-Trustens Ledelse, over Halvdelen af den samlede Aktiekapital i Engroshandelen med Smør og Æg. Skandinavisk Emballage A/S (0,675) er tilknyttet denne Gruppe gennem sin Bestyrelsesformand Dir. P. Halsted fra Irma m. v.

For Detailhandelen gælder det, at Presset fra Unilever viser sig dels ved, at Trusten er Leverandør af en Række af de Varer, Detaillisten handler med (Margarine, Smør, Æg, Sæbe m.v.), og dels ved direkte Konkurrence i Detailhandelen (Irma- og Palma-Udsalgene).

For det nye Margarine-Compagni gælder det, at det i den Grad er under Unilevers og dermed under den engelsk-hollandske Monopolkapitals faste Hånd, at det har sin særlige Interesse at følge de ledende i M.-C. også udenfor det egentlige Unilever Område (hvis det da er udenfor!). Af Interesse er det således, at de to Topfigurer i M.-C.: Formanden HRS. Th. Knudtzon og den administrerende Direktør Erik Reinhard begge sidder i Bestyrelsen i såvel Magasin du Nord (8,0) og Wessel og Vetts Fabrikker (4,0) som i det store Cigarfirma Hirschsprung og Sønner (2,4), og endda således at Formandspladsen så at sige går på Omgang. Formand i Magasin er således Reinhard, i Wessel og Vetts Fabrikker HRS. Knudtzon og i Hirschsprung Dir. Schibler fra Magasin. Det er åbenbart, at Margarinekapitalen, Magasin og Hirschsprung, det er eet. Om der så også er Tale om direkte Placeringer af engelsk-hollandsk Kapital (såvel Forbindelserne som Branchernes Natur kunne tyde på det), vil kun en tilbundsgående offentlig Undersøgelse og Dokumentation kunne vise; det er i og for sig heller ikke det ene afgørende.

For mange vil det vel også give Anledning til Eftertanke, at Margarinetrustens Førstemand HRS. Knudtzon er Næstformand i Industri-Syndikatet (5,0), navnlig da det yderligere viser sig, at Syndikatets Formand er Percy Ipsen fra Forenede Olie. Tilknytningen til den engelske Højfinans kan dårligt pointeres tydeligere. Ganske vist kan man måske her gå ud fra, at alle Aktier ligger på danske Hænder, men alligevel må det Forhold, at de to Førstemænd i vor største nationale Våbenfabrik er Personer, der er så ensidigt tilknyttet - og i Realiteten afhængig af - den engelske Højfinans, forekomme betænkeligt.

Tændstikker

Vor Tændstikindustri er helt i Hænderne på det svenske Tændstikmonopol. Green indeholder tre Firmaer: Gosch (3,0), Hellerup og Glødefri (0,6) samt Handels- og Finansieringsselskabet Hafnia (3,0). Det sidstnævnte er et rent Datterselskab af Svenska Tändsticks Aktiebolaget og ejes helt af dette. Den administrerende Direktør er Alfred Jørgensen, der samtidig er Bestyrelsesformand for Hellerup og i Bestyrelsen for Gosch. For det sidste Selskabs Vedkommende sidder der desuden ikke mindre end to Svenskere i Bestyrelsen.

Cigaretter og Cigarer

Det næststørste Selskab i denne Branche er det amerikanske American Tobacco (6,0) med Hrs. Bernt Hjejle som Bestyrelsesformand. Louis Dobbelmann (0,2) er formentlig et Datterselskab af det hollandske Selskab af samme Navn, hvad der også støttes deraf, at der sidder en Mand fra Rotterdam i Bestyrelsen. Hirschsprung (2,4) har som foran nævnt Schibler fra Magasin som Bestyrelsesformand og Knudtzon og Reinhardt fra Margarinetrusten i Bestyrelsen, hvad der i alle Tilfælde viser Afhængighed af den engelsk-hollandske Kapital og formentlig også hænger sammen med fremmed Kapital i Selskabet. International Planters Corporation (0,45) har en amerikansk Statsborger til Formand og er uden Tvivl et rent amerikansk Datterselskab. Firmaet O. Juul-Nissens Efterfølger (0,24) har en stockholmsk Bankdirektør til Bestyrelsesformand og en stockholmsk Bankkasserer til Næstformand, hvad der vel kun kan betyde een Ting.

For disse Selskabers Vedkommende er der overvejende Sandsynlighed for direkte fremmed Kapitalplacering.

For et Par andre store Selskaber er der Personforbindelse til den internationale Kapital, uden at man på Forhånd kan sige noget afgørende, om der også er Kapitalforbindelse eller Aftaler. For P. Wulff (1,65) er det formentlig alene Familiegrunde, der gør at Ingeniør Heinrich Wulff fra Forenede Olie er Bestyrelsesformand. I C. W. Obel (6,5), det største Firma i Branchen, træffer vi HRS. Bülow fra Ø.K. i Bestyrelsen og Chr. Oliver fra Finansieringsselskabet Cadwell (jfr. foran om British Motors og Britmo) som Direktør. Ø.K. synes i ikke få Tilfælde at optræde som en Slags Bankier eller Bestyrer for engelske Kapitalinteresser (som Tilfældet f. Eks. synes at være indenfor Gummibranchen og Margarine).

Alt i alt er det i hvert Fald uomtvisteligt, at den internationale Tobakskapital (amerikansk-engelsk-hollandsk) har godt Fodfæste i denne Branche, og en Undersøgelse synes påkrævet.

Symaskiner.

Denne Branche ligger på udenlandske Hænder, idet Husquarna (0,6) er et svensk Datterselskab (med en af det svenske Selskabs Direktører i Bestyrelsen) og Singer (1,0) repræsenterer det udenlandske Hovedselskab med Emil Hertz fra Forenede Olie som Bestyrelsesformand.

Elektriske Artikler

Denne Produktionsgren udviser stærk Infiltration fra den udenlandske Kapital.

Af tidligere tyske Interesser på dette Område kan nævnes A.E.G. (0,25), der blev sat under Administration - men dernæst solgt til K. B. Enrum, der var administrerende Direktør under Tyskerne. Hvilke Kapitalinteresser, han nu repræsenterer, har man jo Lov til at gætte på. Magneto (0,6), Osram (0,75) og Siemens (0,9) er ifølge sidste Udgave af Green stadig under Administration som tysk Ejendom.

Datterselskaber af svensk Kapital er: Asea (0,35), en Filial af Almänna Svenska Elektriska Aktiebolaget. Det har to Svenskere i Bestyrelsen. Både Bestyrelsesformanden Chr. Overgård og Direktøren Einar Secher sidder desuden i Bestyrelsen for Assens Elektricitetsværk (0,9), der således må opfattes som et svensk Foretagende. A/S L. M. Ericsson (0,175) er en Filial af det svenske »Telefonaktiebolaget L. M. Ericsson«. Næstformanden er Svensker. Formanden er HRS. Carl Ballhausen. Esab (0,4) har en Svensker (fra Asea) til Bestyrelsesformand. Telefon Fabrik Automatic A/S (2,5) har en Svensker i Bestyrelsen og desuden Carl Ballhausen fra L. M. Ericsson.

Af udenlandske Selskaber på dette Område kan videre nævnes det amerikanske Standard Electric (1,0), der har to Folk fra Centralen i Oslo i Bestyrelsen. Desuden den hollandske Kapitalinteresse Philips Radio (1,75). Dette Selskab synes Midtpunktet i en Forbindelse mellem flere Selskaber. Direktøren i Philips Radio er N. B. Sommerfeldt, der har fået sin Uddannelse ved Moderselskabet i Holland. Han sidder tillige i Bestyrelsen for Louis Pedersen og Co. (1,0), der desuden har Heinrich Wulff fra Forenede Olie i Bestyrelsen (den flere Gange påtrufne Sammensmeltning af engelske og hollandske Kapitalinteresser). Vi træffer videre Dir. Sommerfeldt som Bestyrelsesformand for Axel Schou (0,75). Desuden er der Personforbindelser fra Philips Radio til det amerikanske Standard Electric og det svenske Telefon Fabrik Automatic samt til Thomas B. Thrige (0,6). I hvilket Omfang alle disse Forbindelser dækker over direkte Kapitalplaceringer fra den internationale Elektricitetskapital er umuligt for en udenforstående nøjagtigt at læse ud af Navnene, men givet er det for det første, at de direkte udenlandske Placeringer er aldeles vægtige i denne Branche som Helhed, og for det andet at den er gennemsyret med indbyrdes Forbindelser, og dermed direkte Kontrol fra den internationale Monopolkapital.

Gas- og Elektricitetsværker og lignende.

A/S Gasaccumulator (0,8) har Direktør Dalén fra Stockholm i Bestyrelsen. Dalén sidder også i Ledelsen for de to kemiske Virksomheder Autogenilt og Dansk Ilt- og Brintfabrik (se i første Artikel under kemisk Industri), og alt tyder på fælles svensk Kapitalinteresse. Assens Elektricitetsværk (0,9) er nævnt foran. Foruden de to Danske fra Asea sidder der en Svensker i dette Elektricitetsselskabs Bestyrelse. Det Danske Gascompagni, Odense, (4,3) er et direkte engelsk Foretagende med Bestyrelsen fuld af Englændere. Næstformanden er LBS. Ernst Petersen, som vi også træffer i Unilever-Forbindelserne som Bestyrelsesmedlem i Irma og en Række Irma-Forbindelser i Smør- og Æg-Handelen. Bestyrelsen i Dansk Flaskegas Co. (0,2) består af Dir. L. Tholstrup fra Vacuum Oil og dennes Familie.

Film

For denne Branches Vedkommende var det allerede kendt på Forhånd, at Importen og Udlejningen er koncentreret i Hænderne på den internationale Filmkapital, hvad der også finder sit Udtryk f. Eks. deri, at HRS. Gamborg fra Gulf Oil er Formand for de danske Filmudlejeres Forening. En Gennemgang af Green synes imidlertid at levere et meget stærkt Sandsynlighedsbevis for, at også de såkaldte danske Produktionsselskaber er Aflæggere af den internationale Kapital.

Af egentlige Filmsoptagelsesselskaber indeholder Green kun Globe Film (0,11), Palladium (0,5) (der også omfatter en Biograf) og Nordisk Film (2,0) (med Paladsteatret), idet de andre er forholdsvis små og derfor ikke er med. Allerede en første Gennemgang af Bestyrelseslisterne vækker Opmærksomhed, idet Palladium som Bestyrelsesmedlem har ORS. Hvid-Møller, der ellers sidder i amerikanske Selskaber (f. Eks. International Planters), og Nordisk Film har en Mand fra Stockholm med i Bestyrelsen. Yderligere viser det sig ved en nærmere Gennemgang, at ORS. P. Olufsen, som sidder i Palladiums Bestyrelse, samtidig sidder i Ledelsen af Universal Films Udlejningsselskab her i København. Om Palladiums Afhængighed af den internationale Filmkapital kan der således næppe herske Tvivl.

For Nordisk Films Vedkommende er der for det første Manden fra Stockholm (Dir. C. A. Dymling), der tyder på Afhængighed af en Central for Norden i Stockholm. Formodningen bestyrkes yderligere, når man ser lidt på Selskabets Formand Dir. Carl Bauder og Bestyrelsesmedlemmet Holger Brøndum, idet de begge samtidig sidder i De Danske Oliemøller og Sæbefabrikker, og der i denne Virksomheds Bestyrelse samtidig sidder en Højesteretsadvokat Eckbo fra Oslo. Der synes næppe at kunne herske Tvivl om, at disse Selskaber hører sammen som Aflægger af en international Kapitalgruppe. Endelig forsvinder enhver Tvivl, når man ser af Green, at Carl Bauder er Direktør for Paladsteatret (0,825), hvis Formand er ORS. Thorvald Mikkelsen, der desuden er Bestyrelsesformand i Metro-Goldwyn-Mayers danske Afdeling.

Filmsgruppen i Green indeholder endvidere tre Selskaber, der har med Filmindustriens tekniske Udstyr at gøre: Electrical Fono-Film (1,0), der har med Apparater til Talefilm at gøre, Nordisk Kinoteknik (0,2), der leverer Materiale til Filmindustrien og til Biografer, samt Western Electric Co. (0,1), der leverer Toneapparater til Talefilm m. v. De er alle tre direkte Aflæggere af den internationale Film-Kapital. Dette fremgår direkte for Electrical Fonos og Western Electrics Vedkommende af, at de har en Række Englændere og Amerikanere i Ledelsen. For Nordisk Kinotekniks Vedkommende fremgår det deraf, at der i Bestyrelsen sidder ORS. Hans Madsen, som vi i Forvejen har lært at kende f. Eks. fra Colas Vejmaterialer (dvs. Royal Dutch Shell). Ganske tydelig bliver Sammenhængen med den internationale filmkapital derved, at Hans Madsen samtidig sidder i Ledelsen af Udlejningsselskaberne RKO Radio Film og Gloria Film.

Oliemøller og Sæbefabrikker

Af Virksomheder, som er optaget i Green og direkte synes at være Udtryk for fremmed Kapitalplacering, kan nævnes: Colgate Palmolive Peet (1,0), hvor Formanden er bosat i London, Danske Oliemøller og Sæbefabrikker (3,0), der er omtalt nærmere i Forbindelse med Nordisk Film i den forrige Artikel, og Levers Sæbefabrikker (2,3), der ejes af Unilever og har Hr. Groeneveld fra Margarinekartellet i Bestyrelsen.

Branchen præges iøvrigt af Aarhus Oliemølle og Virksomhederne omkring Schous Fabriker. Der er meget intim Forbindelse imellem disse to Firmaer, idet HRS. David er Formand for Aarhus Olie og i Ledelsen for alle Schou-Selskaberne.

For Aarhus Olies (10,0) Vedkommende kan man ved en nærmere Gennemgang ikke undgå at få et meget stærkt Indtryk af, at det er engelsk Kapital, der står bag. Herfor taler først og fremmest, at man finder HRS. David som Bestyrelsesformand for Dansk Ostindisk Plantage Selskab (6,2), hvis Aktiekapital i 1926 blev overdraget til et engelsk Konsortium. Plantageselskabet driver Olie-palme-Drift, altså netop Råstof til Aarhus Olie. Meget taler for, at dette engelske Konsortium (Unilever gennem den engelske Afdeling Lever Brothers?) også er Aarhus Olie’s engelske Bagmand. Der kan også peges på, at HRS. David ligeledes genfindes i Ledelsen af et så internationalt præget Selskab som norsk Hydros danske Salgsafdeling. - Det vil også huskes, at Pressen for nogle Måneder siden beskæftigede sig med den tidligere administrerende Direktør for Aarhus Olie Th. Juncker i Anledning af Rygter om, at han skulle have en ledende Stilling i den engelske Planteolieproduktion i Afrika. Det blev dengang dementeret, at han skulle have en engelsk Statsstilling, men derimod ikke, - hvad der også var fremme i Pressen - at han på Grundlag af Kapitalforbindelser med et Selskab under Lever Brothers (den engelske Afdeling af Unilever) skulle have en privat Stilling under dette Selskab. Denne Forbindelse med Unilever, som ikke kunne være af ny Dato, må være opstået i Forbindelse med Direktør Junckers Stilling i Aarhus Olie. - Alt i alt kan der kun herske ringe Tvivl om Aarhus Olies Tilknytning til den internationale Monopolkapital på dette Område.

For Schous Virksomheder må man vel antage, at Aktierne - i hvert Fald Aktiemajoriteten - ligger på danske Hænder, men i Betragtning af den stærke Tilknytning til Aarhus Olie og Dansk Ostindisk Plantage Selskab og den engelske Kapital bagved disse kan man med Rette betragte denne Kæmpekoncern, som Schou er i sig selv, som et faktisk Led i denne internationale Monopoldannelse.

For denne Branche indeholder Green en Række Selskaber, der kapitalmæssigt kan opgøres således: De tre udenlandske Filialer 6,3 Mill. - Aarhus Olie og H. C. Møllers Sæbefabrik 10,6 Mill. - Tre Schou Virksomheder 5,75 Mill. - Andre Selskaber 2,77 Mill. Kr.

Herefter synes Monopoliseringen under fremmed Førerskab i denne Branche ingenlunde mindre fremskreden end f. Eks. i Margarineindustrien, snarere mere.

Handelskompagnier, Stormagasiner og Varehuse

I Gruppen Handelskompagnier indeholder Green følgende Filialer af udenlandske Kapitalinteresser: Hafnia (3,0), se forrige Artikel under Tændstikker; The Insulite Co. of Finland (10.000 Pund = 0,2 Mill Kr.), hvis Direktør er ors. Th. Mikkelsen bl.a. fra Metro-Goldwyn-Meyer; Irma-Fabrikkerne (1,8), se under Unilever; Albert Jensen (2,0), eet af de fire K’ers Selskaber; samt Skandinavisk Luterna (0,35) med to Englændere i Bestyrelsen.

For følgende Virksomheder tyder Personforbindelserne på Afhængighed af Udlandet: I Iversen og Larsen (0,8) er ORS. Falbe-Hansen fra Ford og en Række andre udenlandske Interesser Næstformand. I Plums Handelsselskab (0,35) er HRS. Gelting fra Forenede Olie Bestyrelsesformand.

Af Stormagasinerne er Magasin omtalt i forrige Artikel i Afsnittet om Unilever. Af Varehuse og Kædeforretninger ejes Palma-Butikkerne af Unilever, og Irma-Butikkerne er et Led i Kartelliseringen omkring Unilever; endelig står Schou-Udsalgene i intimt Samarbejde med engelske Kapitalinteresser omkring Aarhus Olie og Dansk Ostindisk Plantage Selskab. Endelig kan det nævnes, at de tre Varehuse: Vefa i København (0,25), Borgporten i Ålborg (0,3) og Alpas i Århus (0,2) alle tre har Alfred Leopold, der er bosat i Sverige, som Bestyrelsesformand. Intet Under, at den danske Handelsstand efterhånden føler sig noget truet af Monopoliseringen under den internationale Finanskapitals Ledelse.

Jern og Metal

I denne Branche er det i Betragtning af de mange Virksomheder og meget store Kapitaler relativt få Personforbindelser, man finder til den udenlandske Kapital. Om det så skyldes, at Kapitalinfiltreringen er mindre, eller den ikke i samme Omfang giver sig Udslag i Personforbindelser, kan kun en nærmere Undersøgelse af Aktieejet vise. Måske hænger det også sammen med, at denne Industri ved direkte Aftaler i temmelig høj Grad er bundet til den internationale Kartellisering på dette Område, så direkte Besættelse af Ledelsesposter ikke er så nødvendige.

For Skotøjsmaskiner og Landbrugsmaskiner er der dog en tydelig Overvægt for den fremmede Kapital, også alene betragtet ud fra Personforbindelsernes Synspunkt.

United Shoe Machinery (1,6), den største Virksomhed på dette Område, er således et direkte Datterselskab af det amerikanske Selskab med samme Navn i Boston. (To af de ledende i denne Filial går iøvrigt igen i A/S Boston Blacking - »Bosco«). A/S Rich. Müller (0,5) har gennem sin Formand Ernst Müller Personforbindelse til DDPA (det amerikanske Standard Oil). Der er Grund til at sætte et Spørgsmålstegn ved The Dania Shoe Machinery Ltd. (0,5) ikke alene som Følge af det engelske Navn - gennemført lige til Ltd. - men også fordi hele Ledelsen ser ud til at være udskiftet efter Krigen og erstattet med lutter Sagførere.

For Landbrugsmaskinernes Vedkommende ligger Importen i høj Grad i Hænderne på udenlandske Filialer o. 1. Det fremgår også deraf, at Formanden for Landbrugsmaskinimportørernes Brancheforening er HRS. Carstensen fra DDPA. De største Virksomheder på dette Område er International Harvester (1,55), der er en amerikansk Filial med den lige nævnte HRS. Carstensen som Bestyrelsesformand, samt A/S Massey-Harris (0,4), der delvis ejes af det kanadiske Moderselskab af samme Navn.

Der er også en Del Forbindelser til det andet store internationale Olieselskab - det engelske Forenede Olie. Percy Ipsen er således Formand for Nordisk Køleteknik (1,5), Direktør Tersling Næstformand for Petersen og Wraae (0,2), Emil C. Hertz Formand for De Forenede Jernstøberier (2,5) og i Bestyrelsen for Ulrichs Metalstøberi (0,25). For De Forenede Jernstøberiers Vedkommende tyder Bestyrelsens Sammensætning på Fællesskab mellem F. L. Smidth, B & W og engelsk Kapital; Heinrich Wulff er Formand og Percy Ipsen i Bestyrelsen for Gentas Maskinfabrik (0,5) og Heinrich Wulff er Formand for Lauritz Henriksens Metalvarefabrik (0,2). Helt tilfældigt kan en sådan Rigdom af Forbindelser til den engelske Oliekapital ikke være. Ganske vist vil nogle af Percy Ipsens Forbindelser kunne være opstået i Forbindelse med hans Formandspost i Industrisyndikatet. Således er Forholdet f. Eks. det, at det er Syndikatet, der ejer alle Aktierne i Gentas Maskinfabrik, men hvorledes så det kan forklare, at også Heinrich Wulff, som intet har med Syndikatet at gøre men derimod med Forenede Olie og andre fremmede Kapitalinteresser, er Formand for dette Selskab, er et tankevækkende Problem. Selskaberne omkring den engelske Oliekapitals Mænd her i Landet - og først og fremmest Percy Ipsen - trænger absolut til en grundig offentlig Undersøgelse.

Iøvrigt kan vedrørende Jern- og Metal-Gruppen noteres følgende: A/S van Bertels Patent, Maskinfabrik (0,25) er en hollandsk Filial; Electrolux (1,0) har en Svensker til Næstformand; Nordisk Brown Boveri (0,25) har to Folk fra Sveits i Ledelsen; Smith, Mygind og Hüttemeyer (2,0) er omtalt under Automobilgruppen; Dansk Aluminium Industri (1,5) har ORS. Falbe-Hansen fra Ford til Formand og en Mand fra Oslo i Bestyrelsen; A/S Den elektriske Stålrørsfabrik (0,3) har ORS. Hans Madsen fra Colas Vejmaterialer (dvs. Royal Dutch Shell), fra RKO Film og andre fremmede Interesser som Bestyrelsesformand; Burmeister & Wain har ifølge Green en Del af sine Aktier liggende på engelsk Hånd; F. L. Bie (1,2) har sin Formand og Næstformand bosat i Oslo; A/S Brødrene Edstrand (0,4) har sin Formand - af samme Navn som Selskabet - bosat i Malmø; A/S Søren Høegh (0,2) har en Oslo-Advokat i Ledelsen; A/S Joseph Levin (1,0) har den administrerende Direktør i det amerikanske Caltex Oil siddende i Bestyrelsen; Wilh. Sonesen og Co. (0,5) har sin Formand bosat i Malmø; og endelig kan det nævnes, at de to Firmaer i Guld- og Sølvbranchen Just-Andersen (0,2) og Georg Jensen (1,2) begge har en Svensker i Ledelsen.

I ganske enkelte Tilfælde kan en sådan Personforbindelse til Udlandet være tilfældig, men det vil kun være Undtagelsen. Som Helhed vil de dække over en reel Tilknytning til udenlandsk Kapital. I hvert Fald må det være indlysende, at en tilbundsgående Undersøgelse fra det offentliges Side over, hvor selve Aktierne ligger, og hvilke andre Former for Afhængighed, Aftaler m. v. der kan være, er nødvendig også for denne Branche.

Molerværker

Moler er et vigtigt Råmateriale i Krigsproduktionen, foruden at det har mange vigtige Anvendelser som Isoleringsmateriale, i Bygningsindustrien m. v.

Den danske Moler Udvinding synes til noget nær 100 pCt. at ligge på den udenlandske Finanskapitals Hænder.

Green indeholder følgende Virksomheder: Dansk Moler Industri (1,5), hvis Næstformand er LRS. Borre fra Paramount og RKO Filmselskaberne, og som desuden har ORS. Olufsen fra Universal Film i Bestyrelsen; Fur Moler (0,25), der som Formand har ors. Stakemann, som ofte repræsenterer engelske Interesser; Nordisk Moler Industri (0,3) er overtaget af Knabstrup Teglværk (0,3), der har hele to Bestyrelsesmedlemmer fælles med det af fremmed Kapital dirigerede Skandinavisk Moler Industri (0,6). Dette sidste Selskab har en Mand i Sverige som Formand og desuden en Mand i England med i Bestyrelsen, dertil de to Folk fra Knabstrup Teglværk og endelig en Vekselerer.

I det foregående er behandlet sådanne Brancher, hvor man med så stor Sikkerhed som overhovedet kan opnås, når selve Oplysningerne om Aktiebesiddelsen forholdes Offentligheden, kan sige, at Forbindelsen til den internationale Storkapital er et væsentligt og i de allerfleste Tilfælde et dominerende Træk for vedkommende Branche som Helhed. Men herudover er der mange Områder, hvor sådanne Forbindelser absolut ikke er uvigtige. Der skal nævnes en Række Eksempler:

I Kaffe- og Kaffesurrogat-Gruppen oplyser Green, at Brasiliansk Kaffekompagni (0,3) har Direktør Tersling fra det engelske Forenede Olie som Formand, og at Nordisk Kaffe Kompagni (0,5) har hrs. Gelting - Formanden i Forenede Olie - som Bestyrelsesformand. Desuden er to Bestyrelsesmedlemmer bosat i Sverige.

I Konserves-Branchen er der næppe Tvivl om, at det næststørste Firma i Branchen, De forenede Conservesfabrikker (1,25), er under fremmed Indflydelse. Formanden for Selskabet er HRS. Gamborg fra Gulf Oil og fra utallige andre udenlandske Interesser; og desuden kan man pege på, at Selskabet i 1940 sluttede sig sammen med KKKK-Konserves (0,25), eet af de fire K’ers Selskaber, hvor de tyske og amerikanske Interesser som bekendt allerede fra før Krigen var uløseligt sammenknyttet. I denne Branche findes desuden Unilever Selskabet Urta (0,25).

Endvidere kan nævnes: A/S Nordisk Frøkontor (0,25), Stallknecht og Meyer (0,5) og Koma Løg (0,375) indenfor Frøhandelen; Bata (1,0) i Skotøjsbranchen; Narva-Flachs (1,836) i Manufakturbranchen (foruden at man bemærker sig, at Silkehuset (0,675) har ORS. Olufsen fra Universal Film m. v. som Formand).

Vor største Virksomhed indenfor Møllerier og Grynfabriker er Ota (2,5). Denne Virksomhed har ORS. Falbe-Hansen fra Ford som Formand og en Mand fra Rotterdam i Bestyrelsen.

Af Slagteriaktieselskaberne har Krogh, Brøcher og Holst (0,3) Gamborg fra Gulf Oil og en Mand i Stockholm i Bestyrelsen; og Koopmann (0,9) har to Englændere i Bestyrelsen.

Københavns Gardinfabrik (0,5) ejes af engelske Interesser; Vinfirmaet Continental Bodega (0,4) ligger på engelske Hænder og endelig synes de to store Firmaer i Handelen med fotografiske Artikler: Ilford-Selo (0,3) og Kodak (0,6) begge at ligge på udenlandske Hænder.

Sluttelig skal det som et yderligere Eksempel på den stærke Sammenvoksen mellem danske og internationale Kapitalinteresser nævnes, at følgende Repræsentanter for den internationale Oliekapital træffes i vore Rederiaktieselskabers Ledelser (idet kun Selskaber på 0,5 Mill. eller derover er medtaget): DS Myren (4,0) har Chr. Holm og Ahlefeldt-Laurvig fra DDPA og Emil Hertz fra Forenede Olie i Bestyrelsen; DS Progress (7,25) har Gamborg fra Gulf Oil; DS af 1912 (6,0) Jacob Raun fra Vacuum Oil; DS Orion (2,4) Tersling fra Forenede Olie; DS Orient (5,0) Prokurist Holger Jensen fra Gulf Oil og DS Vendila (3,0) HRS. Gelting fra Forenede Olie i Bestyrelsen. Af Interesse til Belysning af Spørgsmålet er det endvidere, at en væsentlig Del af Aktiekapitalen i Ø.K.s og A. P. Møllers Plantageselskaber ligger på fremmede Hænder.

Så omfattende og vigtige Områder som Forsikring, hvor man på Forhånd kan være sikker på aldeles vægtige Forbindelser til den internationale Forsikringskapital, og Banker, Bankiers og Finansieringsselskaber o. 1. er overhovedet ikke medtaget i nærværende Undersøgelse.

Denne Gennemgang er iøvrigt, som allerede tidligere nævnt, alene baseret på, hvad man kan læse ud af Navnene i Bestyrelseslisterne, men man har ikke haft Adgang til at studere selve Spørgsmålene om, hvor Aktierne ligger, og hvilke direkte Aftaler, der måtte knytte dansk Erhvervsliv til den internationale Monopolkapital. Det skal atter betones, at selv om der i enkelte Tilfælde kan være uvedkommende Grunde til en sådan direkte Personforbindelse mellem et dansk Selskab og udenlandske Interesser, så vil det kun være Undtagelsen. Som et Skøn over vort nationale Erhvervslivs Afhængighed af Udlandet er det Billede, som denne Gennemgang giver, derfor ikke for drastisk, men tager tværtimod for lidt med, idet det jo er givet, at der må være en hel Del direkte og indirekte Kapitalplaceringer og Aftaler og andre Forbindelser, som ikke ledsages af Personforbindelser.

I Lys heraf og i Betragtning af den overhåndtagende Fare for en voksende Monopolisering af vort Erhvervsliv under den internationale Højfinans Ledelse, som følger heraf, må Befolkningen have et berettiget Krav på, at det Offentlige drager Omsorg, dels for at der foretages de nødvendige Ændringer i Aktieselskabslovgivningen til Sikring af, at det til enhver Tid fremgår utvetydigt for hvert enkelt Selskab hvilke Aktier, der ligger på fremmede Hænder, og hvilke andre Kapitalforbindelser og enhver anden Form for Forbindelse til den internationale Kapital, der eksisterer, samt at disse Oplysninger regelmæssigt kommer til Publikums Kundskab; og dels for at der nu - eventuelt som Led i den Undersøgelse, der skal foretages i Anledning af det nye Margarinekartel - foretages en tilbundsgående Undersøgelse pr. Dato af alle Forhold, der vedrører dansk Erhvervslivs Tilknytning til den udenlandske Monopolkapital, således at både Personforbindelser, Kapitalplaceringer og Aftaler af enhver Art drages ind under Undersøgelsen. Hvis man skal gøre sig noget Håb om at få de rigtige Oplysninger frem, vil det sikkert bl. a. blive nødvendigt at udstyre en eventuel Undersøgelseskommission med enhver Bemyndigelse til at foretage Afhøringer under Vidneansvar og kræve sig forelagt enhver Dokumentation, herunder Virksomhedens Regnskabsbøger m. v.

September 1948

Om antisemitismen af Friedrich Engels

af Leif Gundel

Antisemitismen er jo ikke nogen ny foreteelse, tværtimod. De eksempler, vi kender på den fra vor tid, er kun en fortsættelse, en genopblussen af tidligere tiders barbari, en tilbagevenden til middelalderlige tilstande. Som et samfundsonde af betydeligt format har den plaget Europa gennem århundreder, og det ville derfor også være rimeligt at vente, at problemet var blevet taget op til behandling af den videnskabelige socialismes grundlæggere, Marx og Engels. Men selvom der rundt om i deres værker forekommer adskillige bemærkninger om jødespørgsmålet, har ingen af dem gjort det til genstand for særskilte afhandlinger. Årsagen hertil er formentlig, at jødeforfølgelserne netop på Marx’ og Engels’ tid var i aftagende de fleste steder. I kapitalismens opgangsperiode indtog det borgerlige frisind i almindelighed også et progressivt standpunkt i dette spørgsmål, og det var ikke som i vore dage blevet til en sag af udslaggivende betydning i kampen mod reaktionen.

Den eneste samlede fremstilling af marxismens vurdering af antisemitismens rolle på det daværende stade findes i et brev fra Fr. Engels til en ukendt korrespondent, skrevet i London den 19. april 1890 og offentliggjort i Wienerbladet Arbeiterzeitung den 9. maj samme år. Selvom den karakteristik, Engels giver af problemet i dette brev, må anses for forældet i visse henseender, fortjener den dog at kendes i dag som et nyttigt udgangspunkt for en teoretisk drøftelse af problemet i moderne belysning, og jeg skal derfor gengive et fyldigt uddrag af brevet (her oversat fra engelsk).

... Antisemitismen, skriver Engels, er kendetegnet på en tilbagestående civilisation og findes derfor kun i Prøjsen og Østrig eller i Rusland. Hvis et forsøg på antisemitisme blev gjort i England eller Amerika, ville det simpelthen blive latterliggjort, og i Paris fremkalder hr. Drumont (en fransk journalist, der i 1886 udgav en antisemitisk bog.), når alt kommer til alt, kun en lille virkningsløs døgnsensation med sine skriverier - der uden sammenligning er de tyske antisemitters overlegne i intelligens. Hvortil kommer, at han nu, da han optræder som kandidat til byrådet, bliver nødt til at erklære, at han er lige så meget imod kristen som imod jødisk kapital!

Knap 60 år efter, at disse linjer blev skrevet, må vi jo desværre fastslå, at antisemitismen så langt fra at blive latterliggjort i England og Amerika tværtimod har slået dybe rødder i begge disse lande og i England endog kan glæde sig over at have en så fremtrædende proselyt som den socialdemokratiske udenrigsminister Ernest Bevin. Derimod må vi stadig give Engels ret i, at antisemitismen er kendetegnet på en tilbagestående civilisation. Men mens denne i hans dage fandtes i de i kapitalistisk henseende svagt udviklede lande som Prøjsen og Rusland, mens der altså var tale om en civilisation, der haltede bagud for udviklingen i de mere fremskredne lande, må vi idag karakterisere civilisationen i lande som England og Amerika som »tilbagestående« i den forstand, at den er i opløsning, i forfald, og derved skaber ny grobund for antisemitismen.

Om den sociale baggrund for antisemitismen skriver Engels: ... I Prøjsen er det landadelen - junkerne, der med en indtægt på 10.000 mark bruger 20.000 og derfor falder i hænderne på ågerkarlene - der fremelsker antisemitisme, og både i Prøjsen og Østrig er det småborgeren, håndværkeren og den lille butiksindehaver, der udgør koret og skråler op i samklang med dem, når de går fallit på grund af storkapitalismens konkurrence....

Dette billede holder, som almindelig bekendt, ikke længere stik. Det er ganske vist nu som dengang småborgeren, håndværkeren og den lille butiksindehaver, der lettest lader sig gejle op til antisemitiske udskejelser, men det er ikke længere junkerne, der er antisemitismens farligste ophavsmænd. Det er idag kapitalisterne, der - som Lenin skrev i sin pjece om jødepogromerne - »vækker fjendskab mod jøderne for at aflede arbejdernes opmærksomhed fra de arbejdende massers egentlige fjende, kapitalen.«

Og at kapitalen så langt fra er overvejende jødisk, vidste allerede Engels. Han skrev: ... I hele Nordamerika, hvor der findes millionærer, hvis rigdomme næppe kan udtrykkes i vore ynkelige mark, gylden eller francs, er der ikke en eneste jøde blandt disse millionærer, og Rothschilderne er rene betlere sammenlignet med disse amerikanere. Og selv her i England er Rothschild en mand af beskedne midler sammenlignet f. eks. med hertugen af Westminster. Selv hos os ved Rhinen, hvor vi med franskmændenes hjælp jog adelen ud af landet for 95 år siden og skabte en moderne industri for os selv - hvor findes jøderne?

Man vil sige, at dette er skrevet i 1890, og at jøderne i mellemtiden kan være trængt op på den kapitalistiske rangstige i større målestok end dengang, men intet tyder på, at dette er tilfældet. Således påviste John Golian i 1943 i en artikel i Labour Monthly, at der ikke findes en eneste jøde blandt direktørerne for Bank of England, og at kun tre af de 150 direktører for de fem store banker i England er jøder. Børskomitéen i London har 30 medlemmer, hvoraf kun een er jøde, og der er i det hele taget kun få jødiske firmaer af nogen betydning i England. De otte storkapitalister, der kontrollerer sværindustrien i Skotland, er allesammen ikke-jøder. Den engelske millionærpresse er heller ikke på jødiske hænder. Den eneste bladgruppe, der har en jødisk formand, nemlig lord Southwood, er Odhams Press, hvortil bl. a. det socialdemokratiske regeringsblad Daily Herald hører.

Engels fortsætter: ... Antisemitisme er derfor intet andet end de middelalderlige, smuldrende samfundslags reaktion mod det moderne samfund, der i hovedsagen består af lønarbejdere og kapitalister; under en maske af tilsyneladende socialisme tjener den derfor kun reaktionære formål; den er en variant af den feudale socialisme, og det kan vi ikke have noget at gøre med. Hvis den er mulig i et land, er det et tegn på, at der endnu ikke er kapital nok i dette land. Kapital og lønarbejde er idag uadskillelige. Jo stærkere kapitalen er, desto stærkere er også lønarbejderklassen, og jo nærmere er derfor enden på det kapitalistiske herredømme....

Heraf må man drage den slutning, at Engels mente, at antisemitismen ville forsvinde, efterhånden som kapitalen tog til i styrke. Hvorfor skulle den da dukke op igen i det højtudviklede kapitalistiske samfund, Tyskland? Og hvorfor ser vi nu dens spirer både i England og i monopolkapitalismens højborg, Amerika? Fordi Engels’ analyse i virkeligheden stadig holder stik: Antisemitismen er kendetegnet på kapitalismens svaghed. På Engels’ tid var antisemitismen fremherskende i de lande, hvor kapitalismen endnu kun var svagt udviklet, var i sin vorden; i vore dage er fascismen og dens følgesvend, antisemitismen, kendetegnet på den hendøende kapitalisme. Jødehadet er det hæsligste udslag af det kapitalistiske samfundslegemes dødskamp.

Det skal bruges til - som Hitler udtrykte det i en samtale med dr. Rauschning - »at vende op og ned på hele verdens idéer og forestillinger«, bl.a. ved at give jøderne skylden for alle kapitalens forsyndelser. Allerede i 1890 advarede Engels mod dette propagandatrick: ...Antisemitismen forfalsker hele situationen. Den kender ikke engang de jøder, den hyler ned. Ellers ville den vide, at her i England, og i Amerika, takket være de østeuropæiske antisemitter, og i Tyrkiet, takket være den spanske inkvisition, findes der i tusindvis af jødiske proletarer, og at disse jødiske arbejdere i virkeligheden er de værst udbyttede og mest jammerlige af dem alle. Her i England har vi haft tre strejker af jødiske arbejdere i løbet af det sidste år, og så ventes det, at vi skal drive antisemitismen som en kamp mod kapitalen?

Det var som bekendt netop dette demagogiske fif, Hitler benyttede sig af, og med et forfærdende held. På trods af kendsgerningerne er det godt på vej til at lykkes også i England, hvor dog enhver ved selvsyn kan overbevise sig om, at de store jødiske centrer i Øst-London, Manchester og Leeds er udprægede fattigkvarterer, hvis titusinder af jødiske arbejdere først i de senere år har opnået tålelige vilkår gennem stærke fagforeninger og utallige arbejdskampe mod såvel jødiske som »ariske« kapitalister især i konfektions- og møbelindustrien.

Friedrich Engels slutter sit brev med en smuk hyldest til jøderne:... Bortset fra dette skylder vi jøderne alt for meget. For ikke at tale om Heine og Borne, så var Marx af det reneste jødiske blod; Lassalle var en jøde. Mange af vore bedste folk er jøder. Min ven Victor Adler, der nu må betale i fængslet i Wien for sin hengivenhed for proletariatets sag; Eduard Bernstein, redaktøren af London-bladet Sozial-Demokrat; Paul Singer, en af vore bedste mænd i den tyske rigsdag - folk, hvis venskab jeg er stolt af, er alle jøder! Er jeg ikke selv blevet gjort til jøde af tidsskriftet Gartenlaube? Og i sandhed, hvis jeg skulle vælge, så hellere jøde end »Herr von.......1«

November 1948

Omkring partidiskussionen op til Danmarks kommunistiske Partis 16. kongres af Svend Nielsen.

I det kommunistiske manifest skrev Karl Marx og Friedrich Engels for 100 år siden: »Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad, teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater.«

Disse ord har stadig deres fulde gyldighed. I dag som for 100 år siden er det kun kommunisterne, der besidder den teori, der giver dem indsigt i den proletariske bevægelses betingelser og forløb, og herved gør dem til den førende kraft i udviklingen.

Denne teori er læren om den videnskabelige socialisme, således som den blev udformet af Marx og Engels og senere videreudviklet af Lenin. I de hårdeste kampe har den bestået sin prøve. Udrustet med denne teori har den kommunistiske bevægelse tilføjet alle sine modstandere en række betydningsfulde nederlag og forvandlet den socialistiske idé til en materiel magt af verdensbetydning.

Hemmeligheden ved den kommunistiske teoris sejrsgang er, at den lægger menneskehedens fremtidsskæbne i dens egne hænder. Fra junglens vildnis og de tilsyneladende tilfældigheders overdrev har den ført menneskene frem til bevidsthed om, at de selv er den lykkens smed, der skal gribe ind i den samfundsmæssige udviklingsproces og skabe en verden, befriet for udbytning, undertrykkelse, kriser og krige.

Den kommunistiske teori, Marx’ og Lenins lære, er den sprudlende kilde, hvoraf den revolutionære socialistiske bevægelse har hentet kraft og styrke såvel under de sejrrige fremstød, som når nederlagets bitre erfaringer skulle gøres op. Arbejderbevægelsens historie er i første række historien om den række af slag, der er udkæmpet for at værne teorien og videreudvikle den videnskabelige socialismes lære i overensstemmelse med dens grundsynspunkter. I denne ideologiske kamp har den russiske marxistiske arbejderbevægelse under Lenins og Stalins førerskab indlagt sig uvurderlige fortjenester.

For enhver marxist er studiet af Sovjetunionens kommunistiske Partis (Bolsjevikkernes) Historie simpelthen en nødvendighed, thi kun den, der gennem et grundigt studium har sat sig ind i bolsjevikkernes utrættelige kamp for at værne marxismens lære, har tilegnet sig forudsætninger for at forstå, hvor afgørende nødvendigt det er, at et revolutionært parti uafladelig er på vagt mod alle afvigelser.

Hvis Lenin i årene omkring århundredskiftet, da det russiske marxistiske arbejderparti blev skabt, havde undladt at føre en beslutsom kamp mod narodnikerne, økonomisterne, mensjevikkerne (Ruslands reformister) og andre ville Ruslands arbejderklasse ikke have været istand til at gennemføre en sejrrig socialistisk revolution.

Det er nødvendigt for enhver socialist at forstå dette. Af bevægelsens rigtige kurs afhænger dens sejr eller nederlag.

Under meningsbrydningerne i den internationale arbejderbevægelse har marxismens forfalskere i skikkelse af forsumpede socialdemokratisk-reformistiske ledere utallige gange forsøgt at gøre bolsjevikkernes kamp med Lenin og Stalin i spidsen til noget »specielt russisk«. Når vore dages højresocialdemokrater af Hedtoft, Gerhardsen, Blum og Bevin typen boltrer sig i øst-vest propagandaen og bekriger Sovjetunionen, så er det en naturlig konsekvens af deres forfædres (Kautsky, Hilferding, Bernstein, MacDonald, Martof m. fl.) forbitrede kamp mod de marxistiske kræfter i den internationale arbejderbevægelse, der førte arbejdermasserne frem ad den socialistiske udviklings baner.

Lenins uafladelige kamp for at værne marxismen og videreudvikle den er absolut ikke noget »specielt russisk«, men et spørgsmål af uvurderlig betydning for hele den internationale arbejderklasse.

»Leninismen er marxismen i imperialismens og den proletariske revolutions epoke«, siger Stalin i pjecen »Om leninismens grundlag«. Denne kortfattede definition angiver leninismens internationale karakter.

Leninismen må ses i organisk sammenhæng med marxismen. Man kan ikke være marxist uden at anerkende Lenins lære.

Når de højresocialdemokratiske ledere på linje med imperialisterne angriber Sovjetunionens kommunistiske Parti, fordi det støttende sig til sine rige erfaringer indtager en førende rolle i den internationale marxistisk-leninistiske arbejderbevægelse, så viser det kun, hvor de er havnet.

Ad forfædrenes reformistiske stier er de marcheret videre og har nu slået lejr blandt imperialisterne.

Og herfra bekriger de efter bedste kapitalistiske mønster den internationale socialistiske arbejderbevægelses ret til samarbejde og udveksling af erfaringer.

Nærer nogen socialist tvivl om den betydning, det har haft for den internationale arbejderklasse, at Lenin og Stalin har forsvaret marxismen mod alle angribere, så betragt de socialdemokratiske lederes marchrute.

Fra marxismens forfalskere af typen Bernstein, Kautsky osv. over Noske og Leipart til besættelsestidens samarbejdsfolk og videre til lejrpladsen blandt de engelsk-amerikanske imperialister går en ubrudt linje.

Denne linje siger mere end mange ord, hvorledes det ville have gået hele den internationale arbejderklasse, hvis ikke de russiske bolsjevikker havde holdt den videnskabelige socialismes fane højt.

Uden Lenins utrættelige kamp for et marxistisk arbejderparti i det gamle zaristiske Rusland ville så betydningsfulde begivenheder som oktoberrevolutionen, sejren over nazismen, oprettelse af de nye folkedemokratier og skabelsen af stærke kommunistiske partier i den kapitalistiske verden, have været utænkelig i vor tid.

Mon alle socialister har gjort sig dette klart?

Da Lenin ideologisk gjorde op med opportunister i den russiske arbejderbevægelse og videreførte kampen på den internationale arena, lagde han grundstenen til partiet af den nye type (i modsætning til de socialdemokratiske reformistiske partier) og tilvejebragte herved forudsætningerne for en sejrrig fremmarch for den internationale arbejderklasse.

Det er selvsagt indlysende, at alle socialismens og fremskridtets fjender hader og fordømmer den leninistisk-marxistiske lære og mobiliserer ideologer af alle afskygninger for at gøre op med den. Og som bærer af det kapitalistiske samfunds ideologi i arbejderbevægelsen spiller de socialdemokratiske ledere fortsat en betydningsfuld rolle i en række lande.

For de kommunistiske partier er det derfor lige så nødvendigt idag, som det har været tidligere, at værne om bevægelsens teoretiske grundlag og overvinde alle indre svagheder for med så meget større styrke at kunne gøre op med alle falske profeter i arbejderbevægelsen og føre udviklingen fremad.

Derfor er den ideologisk-politiske forberedelse af den kongres, det kommunistiske parti afholder i maj måned 1949, så ubetinget det vigtigste. Kongressen vil nemlig, som Aksel Larsen udtalte på centralkomitémødet den 18. september, »blive ganske utilfredsstillende, hvis den nøjes med at glæde sig over det udførte arbejde, at notere fremskridt, resultater og evt. tilbagegang. Den skal være i stand til at analysere situationen og udviklingen, til kritisk at gennemgå og vurdere partiets indsats i tiden, der gik, og derpå træffe sine politiske og organisatoriske beslutninger. Men forarbejdet hertil skal være gjort i partidiskussionen forud for kongressen - af hele partiet, af alle dets organisationer og medlemmer med centralkomitéen i spidsen.«

I denne kritiske og selvkritiske gennemgang af partiets virksomhed må den marxistisk-leninistiske teori udgøre grundlaget for vore vurderinger. Kendte værker og publikationer som f. eks. »Sovjetunionens kommunistiske Parti (Bolsjevikkernes) Historie«, »Leninismens problemer«, Sjdanovs tale: »Den internationale situation« og deklaration fra det kommunistiske informationsbureau’s stiftende møde i Warszawa må betragtes som nogle af partidiskussionens »håndbøger«.

Kun hvis partiet formår at gennemføre diskussionen således, at vor praksis efterprøves på grundlag af teorien, vil vi opnå den fornødne politisk-ideologiske styrkelse.

Partidiskussionen skal være hele partiets skole, hvor vi under meningsbrydningerne om de erfaringer vi må drage af den virksomhed, vi har bag os, har front mod fremtiden.

I denne »skole« er det uhyre vigtigt, at partiets ledende kræfter forstår, at også de skal dygtiggøres og lære dels gennem en grundig forberedelse til deltagelse i diskussionen og dels ved at lytte til de synspunkter, der fremsættes af medlemmerne.

I det kommunistiske parti er der brug for folk med udsyn, der hærdet af den politiske kamp og med en stærk marxistisk-leninistisk bevidsthed er i stand til at orientere sig og selvstændig tage stilling til problemerne.

Under partidiskussionen skal hele partiets kadrestab yderligere styrkes og nye ledende kræfter udvikles og drages med ind i arbejdet.

Det opnår vi imidlertid kun, hvis vi formår under vore diskussioner at forbinde teori og praksis på den rette måde under gennemgangen af vore partimæssige svagheder og fejl. I modsat fald vil diskussionen få tilfældighedernes præg uden nogen fast linje.

I afsnittet om partiet i »Leninismens problemer« siger Stalin: »Partiet som en viljens enhed er uforenelig med eksistensen af fraktioner. Erobringen og hævdelsen af proletariatets diktatur er umulig uden et parti, som er stærkt ved sin sluttethed og jernhårde disciplin. Men en jernhård disciplin i partiet er utænkelig uden viljens enhed, uden fuldstændig og ubetinget enhed i alle partimedlemmers handlinger. Det betyder naturligvis ikke, at man herved udelukker muligheden for en meningskamp indenfor partiet. Tværtimod, den jernhårde disciplin udelukker ikke, men forudsætter kritik og meningskamp i partiet. Endnu mindre betyder det, at disciplinen skal være slavisk. Tværtimod, den jernhårde disciplin udelukker ikke, men forudsætter bevidst og frivillig indordning, thi kun en bevidst disciplin kan blive en virkelig jernhård disciplin. Men efter at meningskampen er afsluttet, kritikken udtømt og en beslutning fattet, udgør alle partimedlemmers enhed i vilje og enhed i handling den uomgængelige betingelse, uden hvilken hverken et ensartet parti eller en jernhård disciplin i partiet er tænkelig.«

Disse ord gør vi vel i at have i erindring under vore diskussioner. Gennem den meningskamp, som partidiskussionen er, tilstræber vi at nå frem til et endnu stærkere parti, hvor medlemmernes enhed i vilje og handling udgør den uovervindelige kraft, der fast og beslutsomt viderefører kampen mod klassefjenden.

Dermed være ikke sagt, at kun de partimedlemmer, der er bevandret i teorien, kan deltage i diskussionen. Tværtimod, partiet har brug for, at alle medlemmer tilkendegiver deres mening. Det er en uomgængelig nødvendighed for, at partiets politik virkelig kan blive efterprøvet.

Det partimedlem, der hver eneste dag kæmper for partiets politik blandt arbejdermasserne, det være sig i fabrikkerne, blandt landarbejderne eller kvinderne, har nu engang de bedste forudsætninger for at afgøre, om partiets paroler i denne eller hin situation har været i overensstemmelse med de forventninger, arbejderne må have til et revolutionært parti, og om den førte politik har givet partiets medlemmer muligheder for under den skiftende udvikling at mobilisere det arbejdende folk til kamp.

Men ledetråden i diskussionen må nødvendigvis være den marxistisk-leninistiske teori.

Det vil f. eks være ganske utilfredsstillende, hvis vi blot på grundlag af vore egne erfaringer søger at finde ud af, om vor stilling til socialdemokratiet har været rigtig eller forkert. Dette spørgsmål kan kun belyses på den rigtige måde, når det ses i forbindelse med reformismens historiske rolle og de højresocialdemokratiske lederes praktiske virksomhed både her i landet og i international målestok.

Det samme må siges om et andet af partidiskussionens hovedspørgsmål, nemlig Sovjetunionens rolle og kommunisternes stilling til socialismens land. Kun hvis vi behandler dette spørgsmål i den kæmpende socialismes histories belysning, kan vi nå frem til et sikkert ståsted.

Ingen af partidiskussionens spørgsmål må behandles abstrakt, det vil i denne forbindelse sige, fjernet fra partiets virksomhed og stillingtagen til problemerne, thi i så fald opnår vi ikke at få gjort op med vore egne fejl og svagheder.

I sin tale på centralkomitémødet siger Aksel Larsen: »Under løsning af sine praktiske kampopgaver må partiet til stadighed føre kampen på den ideologiske front, såvel mod reformismen og opportunismen i arbejderbevægelsen i almindelighed som mod alle tendenser til opportunisme og reformisme i partiet selv, der er en del af arbejderbevægelsen.«

Hermed er den partimæssige retning for diskussionen angivet. Opportunistiske og reformistiske tendenser i partiet selv må overvindes og udryddes, det er betingelsen for, at partiet som en viljens og handlingens enhed kan gøre op med socialdemokratismen i arbejderbevægelsen og virkningsfuldt bekæmpe den reaktionære borgerlig-socialdemokratiske ideologi.

Om virkningerne af opportunistiske strømninger og elementer i partiet, siger Stalin bl. a. følgende i »Leninismens problemer«: »Partiet styrkes ved at rense sig for opportunistiske elementer. Kilden til fraktionsvæsenet i partiet er dets opportunistiske elementer. Proletariatet er ingen afsondret klasse. Den får uafbrudt tilløb fra bønderne, småborgerskabet, intelligensen, som bliver proletariseret gennem kapitalismens udvikling. Samtidig foregår der en opløsningsproces i proletariatets top, hovedsagelig blandt de faglige ledere og parlamentarikerne, som bliver underholdt af bourgeoisiet gennem den koloniale ekstraprofit. »Dette lag af arbejdere, som er blevet borgerlige«, siger Lenin, »eller »arbejderaristokratiet«, er i sit levesæt, efter lønnens størrelse, i sin hele verdensanskuelse fuldkommen småborgerligt, det er II. Internationales hovedstøtte og i vore dage den sociale (ikke militære) hovedstøtte for bourgeoisiet. Thi de er bourgeoisiets sande agenter i arbejderbevægelsen, kapitalistklassens arbejderforvaltere, sande formidlere af reformismen og chauvinismen.«

Alle disse småborgerlige grupper trænger på den ene eller den anden måde ind i partiet og vil indpode det en vankelmodighedens og opportunismens ånd, en opløsningens og usikkerhedens ånd. Det er dem, som hovedsagelig er kilden til fraktionsvæsen og forfald, kilden til desorganisation og sprængning af partiet inde fra. At kæmpe mod imperialismen med sådanne »forbundsfæller« i ryggen betyder at komme i en stilling, hvor man bliver beskudt fra to sider - forfra og i ryggen. Derfor er den skånselsløse kamp mod sådanne elementer, deres forjagelse fra partiet, forudsætningen for en resultatrig kamp mod imperialismen.«

De principielle betragtninger i ovennævnte citat er stadig lige aktuelle, men må naturligvis anvendes under hensyntagen til den konkrete situation, vi partimæssigt befinder os i.

Vi har ingen bevidst opportunistisk fraktionsdannelse i partiet, som vi skal have gjort op med under partidiskussionen, men vore partimæssige svagheder viser, at »kilden« til fraktionsdannelser eksisterer i partiet, og det er den vi gennem en kammeratlig kritik og selvkritik skal have lukket.

Om de svagheder af opportunistisk karakter, som vor politik har været befængt med, hedder det bl.a. i udtalelsen fra centralkomitémødet den 24. november 1947: »Partiet har således ikke tilstrækkeligt målbevidst formået at gennemføre sin egen selvstændige politik og at gøre masserne klar over den afgørende forskel på socialdemokratiets og kommunisternes politiske mål og virksomhed, ligesom det ikke med fornøden fasthed har sat ind mod antikommunismens organisatorer og de socialdemokratiske ledere, som har sluttet sig til dem. Ej heller er det tydeligt og systematisk blevet påvist, at disse kræfters uafladelige bagvaskelse af kommunisterne, af de nye demokratier i Europa og af Sovjetunionen er anslag mod freden, mod demokratiet og mod socialismen.«

Af dette citat fremgår det, at partiets øverste ledelse har været opmærksom på endog meget skæbnesvangre svagheder i partiets politik, og følgen heraf har kunnet spores i en fastere optræden såvel overfor sovjethetz, højresocialdemokratier og krigsmagere, som på det indenrigspolitiske område. For sidstnævntes vedkommende er dette bl.a. kommet til udtryk under overenskomstsituationen 1947-48.

Men den tilbundsgående analysering af partiets virksomhed og opgøret med alle afvigelser bliver det nu hele partiets opgave at gennemføre under forberedelserne til kongressen.

Det gælder imidlertid ikke om blot at få klarlagt partiets svagheder i almindelighed, men også at få behandlet de afvigelser, der har gjort sig gældende på stedet - i det lokalpolitiske arbejde.

Hvad svaghederne af sidstnævnte angår, så er disse kommet til udtryk i en række tilfælde i vort kommunalpolitiske arbejde og ligeledes adskillige steder på det faglige område, hvor partiets ledende folk er veget tilbage for at sætte sig i spidsen for arbejderne og tage kampen op mod den borgerlig-socialdemokratiske nedskæringspolitik.

Men - og det kan ikke understreges kraftigt nok - hele vor diskussion må føres i den rigtige kommunistiske ånd, befriet for småkævl og personlige chikanerier. Det er styrkelsen af vort parti og intet andet, det gælder. Gennem en kammeratlig kritik og selvkritik vil vi lære af vore fejl og svagheder, for med så meget større styrke at kunne løse fremtidens opgaver.

November 1948

Nationalisme og internationalisme af Ib Nørlund.

I et samfund, hvor de få lever af at udbytte de mange, er det et spørgsmål om liv eller død for den herskende klasse, at den får splittet og lammet de undertrykte massers kampkraft. Samler de sig til handling og forståelse af deres fælles interesser, så er klasseherredømmets dage talte.

Det er derfor et grundlæggende træk i kapitalismens politiske teknik at søge at sætte forskellige dele af det arbejdende folk op mod hinanden. Enhver kender eksempler derpå. Man søger at spalte arbejderklassens socialistiske kampkraft. Man søger at skabe fjendskab mellem arbejderne og det arbejdende landbrug. Man fortæller »flipproletarerne«, at de er finere end andre, osv.

Men kapitalismen er et verdenssystem. Dens fjende er ikke blot det arbejdende folk i et enkelt eller nogle få lande, men i alle. Derfor søger den også at sætte folk af een nation op mod folk af en anden, eller een »race« op mod en anden.

Arbejderklassen er i kraft af sit direkte modsætningsforhold til den herskende klasse den ledende kraft i kampen for et nyt samfundssystem, for socialismen. Dens mest umiddelbare kamperfaringer lærer den solidaritetens lov. Denne har ikke blot gyldighed indenfor en arbejdsplads eller indenfor en stat, men også i international målestok. Det var derfor intet tilfælde, at det manifest, der lagde grunden for den socialistiske arbejderbevægelse, sluttede med de fængende ord: Proletarer i alle lande, foren jer! Marx og Engels understregede netop, at noget af det nye, kommunisterne bragte, var, at de »i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremtræder uafhængigt af nationalitet« (Manifestet). Denne opfattelse - den proletariske internationalisme - er således en del af selve grundlaget for socialismen.

I vor periode, hvor kriser og krige skyller hen over verden, er betydningen og nødvendigheden af arbejderklassens internationale sammenhold blevet mere indlysende end nogensinde. I den store kamp for fred, demokrati og socialisme betyder en sejr på eet frontafsnit en styrkelse af hele den demokratiske lejr; og omvendt er enhver sejr betinget af kampen på alle frontafsnit.

Oktoberrevolutionens internationale betydning.

Den største erobring, som den internationale arbejderbevægelse har vundet i kampen for socialismen, er så ganske åbenlyst Oktoberrevolutionens sejr i Rusland i 1917, hvor 1/6 af jorden blev revet ud af det imperialistiske verdenssystem. Enhver ved, at siden da har kapitalister og godsejere ikke haft magten i dette store land, at sådanne klasser ikke længere findes i Sovjetunionen. Vel prøver den herskende klasses ideologer at tilsløre denne kendsgerning, men det frådende had, der forener reaktionære af alle nationaliteter og afskygninger mod Sovjetunionen, er et tilstrækkeligt bevis for, at de så udmærket vel ved, hvor de har lidt deres sværeste nederlag.

En forudsætning for Oktoberrevolutionens sejr var, at den russiske arbejderklasse forstod kampens internationale karakter. De kæmpede ikke alene for deres eget folks fremtid, men de opfyldte samtidig deres forpligtelser overfor arbejderne i alle lande. De stod overfor det svageste led i imperialismens kæde. De brød det; men de havde ikke været i stand til at bevare sejrens resultater, hvis ikke røret og solidaritetsbevægelsen blandt arbejderne i alle lande havde forhindret imperialisterne i at føre deres militære overfald på den unge socialistiske stat igennem med tilstrækkelig styrke. Netop fordi bolsjevikkerne erkendte kampens internationale karakter, tabte de ikke modet, selv da det så sortest ud, men kæmpede videre til sejren i tillid til den internationale arbejderklasses samlede kræfter.

Denne internationalistiske lære har Sovjetunionens arbejdere og bønder aldrig glemt. Bestandig har Bolsjevikkernes Parti handlet under ansvar overfor sine forpligtelser overfor arbejderne i alle lande. Gang på gang har Stalin givet udtryk herfor i sine taler. Således erklærede han i januar 1934 på den 17. partikongres: »Sovjetunionens arbejderklasses styrke består ikke alene deri, at den har et kampprøvet leninistisk parti. Dens styrke består heller ikke alene i, at den støttes af de arbejdende bønders millioner. Dens styrke består også i, at verdensproletariatet støtter og hjælper den. Sovjetunionens arbejderklasse er en del af verdensproletariatet, nemlig dets fortrop, og vor republik er et barn af verdensproletariatet. Så meget er sikkert: Hvis Sovjetunionens arbejderklasse ikke var blevet støttet af arbejderklassen i de kapitalistiske lande, ville den ikke have beholdt magten i sine hænder, den havde ikke skabt betingelserne for den socialistiske opbygning og følgelig ikke nået de resultater, som den nu har nået. Sovjetunionens arbejderklasses internationale forbindelse med arbejderklassen i de kapitalistiske lande, det broderlige forbund mellem arbejderne i Sovjetunionen og i alle andre lande - det er hovedhjørnestenen i Sovjetrepublikkens magt og styrke. Arbejderne i Vesteuropa kalder Sovjetunionens arbejderklasse for deres stødbrigade. Det er godt. Det betyder, at verdensproletariatet også i fremtiden er parat til at støtte Sovjetunionens arbejderklasse, så langt kræfterne og mulighederne rækker. Men det pålægger os alvorlige pligter. Det betyder, at vi ved vort arbejde må gøre os fortjent til dette hædersnavn: alverdens proletarers stødbrigade. Det forpligter os til at arbejde bedre og til at kæmpe for socialismens endelige sejr i vort land og for socialismens sejr i alle lande.

Heraf kan vi drage den slutning: lige til det sidste at forblive tro mod den proletariske internationalismes sag, mod det broderlige forbund af proletarer i alle lande.«

Ti år senere stod det broderlige forbund af arbejdende i alle lande overfor afslutningen af en ny vældig kraftprøve med reaktionens kræfter. Sovjetunionens arbejdere og bønder skyede ingen ofre for til fulde at opfylde deres forpligtelser overfor det arbejdende folk i alle lande.

Den anden verdenskrigs forløb var et afgørende bevis for de grundlæggende ændringer i kampens betingelser, som socialismens sejr i Sovjetunionen har bevirket. Uden Sovjetunionen havde Europas arbejderklasse og alle demokratiske kræfter måttet vandre en dyster skæbne imøde. Først og fremmest Sovjetunionens indsats bevirkede, at den sorteste reaktions desperate stormløb forvandledes til et nederlag, der alvorligt svækkede hele det imperialistiske system.

En betingelse for at sejre i en kamp er, at man kender sine egne kræfter. Det gælder også den internationale arbejderbevægelse. Derfor er det nødvendigt at gøre sig klart, hvori de ændringer i kampens betingelser består, som Oktoberrevolutionens sejr har bevirket.

Forvandlede Marx og Engels socialismen fra utopi til videnskab, så førte Lenin og Stalin den fra teori til virkelighed. Marxismens teorier blev nu prøvet og videreudviklet i den praktiske kamp for socialismen. Sovjetunionens resultater er det håndgribelige bevis på, at socialismen ikke er en drøm. Alle de »sagkyndige« samfundsspidsers profetier om, at arbejderne og bønderne ikke magtede at lede samfundet, blev gjort til skamme. Verdenskrisen 1929-33 talte sit sprog om, hvem der bedst formåede at lede samfundet. Således blev Sovjetunionens opbygningsresultater ikke blot en sejr for sovjetfolket, men for socialismen i det hele taget.

Efter den første verdenskrig talte man om, at der var flere veje til socialismen. Særlig fremhævede man det tyske socialdemokratis vej, der angivelig skulle føre til en »fredelig indvoksen i socialismen«. Det blev andre ting, man voksede ind i - og det gik ikke særlig fredeligt for sig. De faktiske resultater af det opbygningsarbejde, der samtidig foregik i Sovjetunionen, leverede beviset for, at man kun når til socialismen ad een vej, nemlig ved at handle på marxismens og leninismens grund. Historien fældede sin dom i striden mellem reformisme og marxisme. Reformismen førte til, at man blev reaktionens ofre. Marxismen førte til, at man blev reaktionens banemænd. Den afklaring, som denne afgørelse har bragt med sig - og som giver sig tydeligt udslag i europæisk arbejderbevægelse idag - har været til uvurderlig gavn.

Dengang socialismen endnu væsentligst var et teoretisk diskussionsemne, var der overhovedet allehånde mennesker, der betegnede sig som »socialister«, ja som »marxister«, uden at have en dråbe socialisme eller marxisme i blodet. Derved udvandede de marxismen, spredte en forvirring, der svækkede arbejderbevægelsens kampkraft i en grad, som i afgørende situationer blev skæbnesvanger. II. Internationales sammenbrud ved den første verdenskrigs udbrud var et tydeligt udtryk herfor. Siden Oktoberrevolutionens sejr er et sådant dobbeltspil udelukket. Nu kan man ikke agere teoretisk marxist og socialist uden at tage stilling til problemerne i praksis. Man kan ikke både anerkende marxismen og fordømme Sovjetunionen. SU’s kommunistiske Parti har gennem sine faktiske resultater i sin politik på marxismens og leninismens grund forhindret videreførelsen af den ideologiske udvanding af den internationale arbejderbevægelse. Marxismen har derved fået et greb i masserne som aldrig før og er blevet absolut dominerende i europæisk arbejderbevægelse.

Endelig betyder eksistensen af en socialistisk stormagt en formindskelse af reaktionens muligheder. Allerede i 1927 kunne Stalin sige: »Det kan ikke benægtes, at allerede den ene, simple kendsgerning, at den »bolsjevikiske stat« består, lægger bånd på reaktionens mørke magter og letter de undertrykte klasser kampen for deres befrielse. Dette er egentlig forklaringen på det dyriske had, som udbytterne i alle lande nærer mod bolsjevikkerne.«

Siden da er SU’s magt vokset uhyre, og den er blevet en endnu større hindring for reaktionens og imperialisternes planer. Alene i kraft af sin eksistens forhindrede SU, at de nye demokratier i Øst- og Mellemeuropa blev udsat for interventionskrige af samme art, som SU havde måttet igennem i sine første år. Kun i Grækenland fik imperialisterne lejlighed til at demonstrere, at deres vilje til brutalitet mod folket ikke er blevet mindre siden dengang.

Alle de amerikaniserede politikanters rasende trusler mod SU for tiden hidrører fra, at man tænderskærende må erkende, at intet større internationalt problem idag kan løses udenom SU. I sin beslutsomme kamp for freden bruger SU sin indflydelse til at yde hele den fremskridtsvenlige menneskehed uvurderlig støtte.

Det er således indlysende, at forståelse af Oktoberrevolutionens internationale betydning er en ubetinget nødvendighed for, at den internationale arbejderbevægelse rigtigt kan vurdere sine kræfter og på det grundlag lægge sin politik rigtigt an.

Den socialistiske løsning af det nationale spørgsmål.

Tilsvarende vigtigt finder kapitalismens herskende klasse det at bekæmpe forståelsen af SU’s rolle. Antisovjetpropagandaen er blevet et hovedformål for deres forsøg på ideologisk at stive kapitalismen af. Formen for denne propaganda er en hensynsløs bagvaskelse, som i særlig grad appellerer til nationalistiske fordomme: Dunkel »russerfrygt«, angst for »den mongolske fare«, teorier om den slaviske »races« mindreværdighed i forhold til den »vestlige« (som alt efter konkjunkturerne udlægges som germansk eller angelsaksisk) - for at nævne nogle af de mest forgrovede former, som anvendes i den vulgæreste propaganda.

For at vinde indpas i arbejderbevægelsen og svække dens kampkraft må borgerlig-nationalistisk ideologi dog også antage mere raffinerede former.

Enhver, der har arbejdet med praktisk organisering af arbejderbevægelsen, har mødt påstanden: »Ja, partiets linje er rigtig - alle andre steder end lige her hos os, for her er folk af en ganske særlig art, osv.« Det er også bekendt, at denne påstand som regel skal tjene som »teoretisk« undskyldning og begrundelse for svagheder i arbejdet. Naturligvis er der forskelle på fra by til by, fra gruppe til gruppe, og naturligvis må man tage hensyn til dem i tilrettelæggelsen af arbejdet, men hvis man tager dette som anledning til at svække den kamp, der er fælles fra by til by og fra gruppe til gruppe, så betyder det i virkeligheden ganske simpelt, at man svigter. Hvis man tror, at erfaringerne fra den ene by ikke har noget at lære den anden, så betyder det en indrømmelse til den fælles fjende. Ligesom en sådan »provinsialisme« betyder en svækkelse af den fælles kamp for hele landet, således betyder de tilsvarende nationalistiske fordomme - blot i langt alvorligere grad - en svækkelse af den verdensomspændende kamp mod den fælles fjende. Almindelige udtryk for sådanne nationalistiske fordomme er påstande som: Socialismen i SU er et »ganske særligt« russisk fænomen. SUKP’s erfaringer er noget som kun har gyldighed for Rusland. Vi, som er så uendelig meget mere civiliserede og fremskredne, har intet at lære der, osv.

Denne anvendelse af den borgerlige nationalisme som ideologisk våben for at svække arbejderklassens kamp, betyder imidlertid ingenlunde, at bourgeoisiet nærer nogen omsorg for nationen. Tværtimod. Med suveræn principløshed går denne nationalisme i vor tid hånd i hånd med omfattende økonomiske, politiske og militære bestræbelser på at tilintetgøre svagere nationers selvstændighed, mens den socialistiske arbejderbevægelse er rygraden i kampen for nationens fremtid. Når reaktionen frækt søger at tilsløre sin unationale politik ved at spille på nationalistiske fordomme, skyldes det, at »i det nationale spørgsmål er resterne af kapitalismen i menneskenes bevidsthed mere sejlivede end på noget andet område« (Stalin).

Ligesom Oktoberrevolutionen leverede det håndgribelige bevis på det socialistiske samfundssystems overlegenhed, beviste den også, at det nationale spørgsmål i vor tid ikke længere løses ad nationalismens vej, men ad socialismens og internationalismens vej.

»Tidligere var det skik og brug« - skrev Stalin i 1927 - »at tro, at den eneste metode til befrielse af undertrykte folkeslag var den borgerlige nationalismes metode, den metode, at nationerne falder fra hinanden, isoleres fra hinanden, den metode, som gik ud på at forstærke det nationale fjendskab mellem de arbejdende masser i de forskellige nationer. Nu må denne legende anses for gendrevet. Et af de vigtigste resultater af Oktoberrevolutionen er den kendsgerning, at den har tilføjet denne legende dødsstødet, idet den i praksis har bevist muligheden og formålstjenligheden af den proletariske, internationale metode til befrielse af undertrykte folkeslag som den eneste rigtige metode, og idet den i gerning har vist muligheden og formålstjenligheden af det broderlige forbund mellem de mest forskellige folkeslags arbejdere og bønder på frivillighedens og internationalismens grundlag.«

Ved udbygningen af venskabet mellem folkene indenfor SU kom Oktoberrevolutionens sejr til at betyde en styrkelse af de nationale frihedsbevægelser overalt på jorden, i første omgang især i de koloniale og halvkoloniale lande, men efterhånden også i de gamle nationalstater alt som også de sank ned i kolonial afhængighed.

Dermed tilintetgjordes også den velkendte borgerlige teori om, at internationalisme betød en fornægtelse af nation og nationalitet, og Jaurès' ord: »Lidt internationalisme fjerner fra fædrelandet, megen internationalisme fører tilbage dertil igen« fandt en strålende bekræftelse. Det bevistes, at der ikke var nogen modsætning mellem arbejderklassens nationale og internationale interesser. For tiden søger reaktionen med stor iver at genoplive sin bankerotte teori i den form, at venskab og solidaritet med SU strider mod det arbejdende folks interesser i andre lande. Men i de demokratiske kræfters kamp for freden, for socialismen og for den nationale selvstændighed leveres hver dag nye beviser for, at SU’s interesser nøje falder sammen med folkenes interesser, at SU er den stærkeste kraft i kampen for alt det, hvoraf folkenes skæbne fremfor alt afhænger. Og når solidariteten mellem SU og de kapitalistiske landes arbejdere giver sig sådanne udtryk som Frankrigs kommunistiske Partis - de franske arbejderes partis - erklæring om, at »aldrig vil det franske folk deltage i nogen krig mod SU«, viser krigsophidsernes bestyrtelse, at deres planer har fået et stød i hjertekulen.

Revolutionen er ingen eksportvare.

-Den socialistiske løsning af det nationale spørgsmål i SU har samtidig givet et grundskud til den forfladigede »internationalisme«, som særlig i arbejderbevægelsens barndom havde en del udbredelse. Den betød en fornægtelse af nationens og den nationale kamps betydning. I vor tid giver den sig ofte udtryk i »teorier« om, at SU vil »indføre« socialismen for os i andre lande. Sådanne opfattelser har intet med marxisme eller internationalisme at gøre. Dertil kommer, at de opfordrer til passivitet i kampen, foruden at de ganske åbenbart spiller den reaktionære propaganda i hænde. De er derfor både urigtige og skadelige. Stalin har i sin samtale med den amerikanske bladkonge Roy Howard i 1936 overordentlig klart defineret marxismens-leninismens syn på denne vrangforestilling:

Howard: Har SU opgivet sine planer og hensigter om at gennemføre verdensrevolutionen?

Stalin: Sådanne planer og hensigter har vi aldrig haft.

Howard: Det synes mig, mr. Stalin, at der i verden gennem længere tid har dannet sig et ganske andet indtryk.

Stalin: Det skyldes en misforståelse.

Howard: En tragisk misforståelse?

Stalin: Nej, en komisk. Eller snarere: en tragikomisk. Ser De, vi marxister er af den opfattelse, at der også i andre lande vil foregå en revolution. Men den vil først foregå, når de revolutionære i disse lande anser det for muligt eller nødvendigt. Eksport af revolutionen -- det er vrøvl. Ethvert land gennemfører selv sin revolution, når det vil, men hvis det ikke vil, så vil der ikke komme nogen revolution. Vort land ville f. eks. gennemføre revolutionen og gennemførte den. Og nu bygger vi det nye klasseløse samfund. Men at hævde, at vi vil gennemføre revolutionen i andre lande ved at blande os i deres indre liv, betyder at hævde noget, som ikke er tilfældet, og som vi aldrig har gjort os til talsmænd for.

Også i efterkrigstiden har SU i modsætning til de imperialistiske stater holdt sig nøje til princippet om ikke-indblanding i andre staters indre anliggender. Hvad SU kan gøre og gør, er, at den gennem sit eksempel og sin indflydelse »lægger et bånd på reaktionens mørke magter« og derigennem skaber betingelser for, at folkene lettere tager deres skæbne i deres egne hænder.

Bedømmelsen af vort eget arbejde.

Når vi op til kongressen skal bedømme vort eget arbejde, må vor marxistisk-leninistiske teori være vor ledetråd. Det ovenfor anførte skulle derfor være en hjælp til vurdering af en meget vigtig side af vor virksomhed.

Kan vi være tilfreds med vor indsats i den demokratiske lejrs fælles kamp? Det kan vi ikke. Det må erkendes, at kampagnen mod SU og folkedemokratierne har haft en virkning, som truer med at svække den folkelige modstand mod Marshall-partiernes nationale selvopgivelsespolitik, som fører os ud i en udenrigspolitisk og militær eventyrpolitik, der kan få alvorlige konsekvenser.

Jeg tror, at vor centrale fejl består i, at vi ikke tilstrækkelig klart har set og draget konsekvenserne af, at antisovjetkampagnen ikke blot er en kampagne mod SU, men lige så fuldt en kampagne mod det danske folk for at hindre det i aktivt at gå ud i kampen for bedre levevilkår, for fred og selvstændighed. Med andre ord: Vi har ikke tilstrækkelig erkendt det skæbnefællesskab, der binder vor arbejderbevægelse til den internationale arbejderbevægelse og det danske folk til hele den demokratiske lejr. Vi har ikke i tilstrækkelig grad handlet i internationalismens ånd.

Denne indstilling har ført til en undervurdering af den indflydelse, som i første række SU’s kamp har for det danske folks umiddelbare interesser. Vi har ikke lagt tilstrækkelig vægt på at skabe afklaring herom i hele partiet. Derfor har for mange stået for svagt overfor modstandernes nederdrægtige forvrængninger af SU’s politik og hensigter. For mange har søgt at klare sig ved at skyde problemerne fra sig, uden at se hvorledes modstanderne udnyttede dette i deres folkefjendtlige og unationale politiks interesse. Dette har især haft følgende konsekvenser:

Antisovjetkampagnen har kunnet bruges imod kravet om bedre levevilkår. Alle husker, hvordan hetzen mod SU og Tjekkoslovakiet blev brugt til at køre overenskomstsituationens elendige forhandlingsresultat igennem. Nu skal den åbenbart også bruges til at køre de fantastiske militærudgifter igennem og derigennem bl.a. tjene som motivering for skatteplyndringen. Den er også brugt til at motivere underkastelse under Englands skrappe handelsbetingelser - en forringelse i landets økonomiske stilling, som også væltes over på de fattige.

Antisovjetkampagnen har kunnet bruges til at undergrave vor selvstændighed. Den har tjent som motivering for underkastelsen under Marshallplanen og for den gradvise indlemmelse i USA’s militære og politiske bloksystem. Den har tjent til at hindre forståelsen af, at Danmarks selvstændighed er betinget af sammenholdet i den demokratiske lejr.

Anti-sovjetkampagnen har kunnet bruges til undergravelse af freden. Med den har man villet motivere, at Danmark i FN ikke har støttet SU’s fredsbestræbelser. Man har pustet et krigshysteri op, der skal tjene som ideologisk forberedelse til at efterkomme nye krav fra USA, hvorved freden på vore kanter kan komme i fare. De mest krigsgale hetzers taler allerede om, at Danmark burde deltage i en angrebskrig mod SU.

Det er således en forudsætning for at føre kampen for det danske folks sag, at vi slår antisovjetkampagnen tilbage. Her er ingen vej udenom. Det forudsætter dels målbevidst arbejde med i partiet at sprede kendskab til sandheden om SU’s politik og afklaring med henhold til dens rolle, og dels klarhed over hvad formålet med og udnyttelsen af antisovjetkampagnen består i.

Og anti-sovjetkampagnen kan slås tilbage, så sandt som folkets vilje til fred, selvstændighed og bedre levevilkår er stærkere end et forløjet propagandaapparats nok så hysteriske brølen.

December 1948

Hvor langt er vestblokpolitikken kommet?

af Ib Nørlund.

Et ikke ringe antal journalister og ræsonnører i ind- og udland føler sig i denne tid kaldet til at udtale sig om, hvordan og hvornår Danmark skal rangeres ind i det militære vestbloksystem. Man forebringer beretninger og rygter om, hvilke planer det engelske og amerikanske udenrigsministerium omgås med, og den danske regering betror under tavsheds løfte enkelte udvalgte, hvad dens hensigter er. Mindst interesse i hele dette glade spil har det åbenbart at vide, hvad det danske folk mener -- dog er det det, der skal lægge krop til de ulykker, man evt. påfører landet. På denne baggrund har det interesse at søge at trænge ind bag de mange ord for at gøre sig klart, hvor vi for øjeblikket står. Denne undersøgelse foretages i fortsættelse af en artikel »Ad vestblokkens farlige veje« i »Tiden« nr. 4.

Krigspolitikken tager overhånd i vestmagterne. Det indeværende år har bragt en utvivlsom skærpelse af den internationale situation. Dette har været en følge af, at de afgørende kapitalistiske magter -- i første række USA - søger at overvinde deres indre modsætninger gennem en politik, der åbenlyst tager sigte på oprustning og krig. (En kort dokumentation findes i artiklen »I offensiv for freden«, »Tiden« nr. 6).

Den 27. oktober gav Stalin et interview til »Pravda«, som i den hjemlige presse blev gjort til genstand for de mest kunstige spekulationer: Var det for at vildlede omverdenen? Var det for at berolige hjemmefronten? osv. De spekulative hoveder på de udenrigspolitiske redaktioner har endnu ikke kunnet få øjnene op for, at det netop er på denne måde Sovjetunionens ledere overfor offentligheden fremlægger den nøgterne vurdering af situationen, som de i kraft af deres marxistiske analyse er kommet til, og som de lægger til grund for deres politik, der erfaringsmæssigt har vist sig konsekvent og resultatrig. Det er på denne baggrund man må bedømme Stalins udtalelser.

Efter begivenhederne i FN og omkring Berlin-spørgsmålet karakteriserede han vestmagternes politik med ordene: »Den politik, de nuværende ledere i USA og Storbritannien fører, er en aggressionspolitik, en politik til udløsning af en ny krig.«

Stalin og andre talsmænd for Sovjetunionen har tidligere påpeget, hvordan fremtrædende personer i England og Amerika har optrådt som krigsophidsere. Men det er første gang, man har set sig nødsøget til at drage den konklusion, at krigspolitikken har taget overhånd blandt de ledende kredse i vestmagterne.

Fredens kræfter er stærkere end krigens. Betyder dette, at marxisterne betragter krigen som uundgåelig? Ingenlunde. »Man må huske, at der ligger en stor afstand mellem imperialisternes ønske om at udløse en ny krig og så muligheden for at iscenesætte en krig«, sagde Sjdanov allerede i 1947 på de 9 kommunistiske partiers møde. »Den tid er forbi, hvor folkene var blinde redskaber for den ene eller den anden herskende klike,« sagde Molotov i sin tale den 6. november i år. Og på spørgsmålet: »Hvad vil alt dette føre til?« svarede Stalin i sit interview: »Det kan kun ende med skændsel og fiasko for anstifterne af en ny krig. Churchill, hovedanstifteren af en ny krig, har allerede opnået, at han har mistet sin nations tillid og de demokratiske kræfters tillid verden over. Den samme skæbne venter alle andre krigsanstiftere. Folkene mindes alt for levende den nylige krigs rædsler, og de samfundskræfter, som forfægter freden, er alt for store til, at Churchills elever i aggression kan overvinde dem og dreje dem over på en ny krigs side.«

Denne faste tillid til fredskræfternes styrke forudsætter selvfølgelig, at de ikke blot er stærke i deres ønske om fred, men også i deres kamp for freden. For at føre denne kamp er det nødvendigt

at kende fjenden, at være klar over, hvordan der arbejdes for krigen.

Forvirringen i imperialisternes lejr

Der kræves ikke særlig fremragende evner til at optræde som krigsophidser. Fra talerstolene er det ikke vanskeligt at rasle med atombomberne og udmale sig vældige sejre. Der er jo også en del gentlemen, der beskæftiges i dette erhverv. Churchills tale i Llan-dudno, hvor han uden omsvøb krævede en »præventiv« atombombekrig, er velvilligst bragt til offentlighedens kundskab. Den uhyggelige figur i amerikansk fagbevægelses korrumperede top, AF of L’s præsident William Green, erklærede i oktober på et møde i Chicago: »Hvis USSR ikke forstår, at USA, i Berlin-spørgsmålet og i de andre spørgsmål, hvor vi er uenige med dem, kun insisterer på hvert lands ret til at råde over sig selv, så er atomkrigen uundgåelig.«

Und willst Du nicht mein Bruder sein, dann hau’ ich Dir den Schädel ein, hed det i sin tid på tysk.

De ærkereaktionære engelske torier i the Imperial Policy Committee giver i oktobernummeret af deres blad Review of World Affairs udtryk for en regulær fredsfrygt, som er ganske oplysende: »Hvis der skal være kamp, hvis der viser sig ikke at være nogen anden vej frem, så vil 1950 være langt mindre farlig for Vest end 1954. Hvis det kommer til kamp, og den begynder så tidligt som 1950, har vi god grund til at tro, at den vil vise sig at vare ca. 3 år. Hvis den var kommet i 1947 eller 1948, ville det sandsynligvis have været meget mindre. Hvis den kommer i 1954, kan den vise sig at blive en særdeles lang affære - eller noget endnu værre.«

Så forholdsvis let ordner man altså sagerne på papiret. Ganske anderledes er de bekymringer, som nager dem, der arbejder med den praktiske, politiske eller militære forberedelse af krigen. Kun alt for tydeligt mærker de utilstrækkeligheden af krigskræfterne i forhold til den modstand, der møder dem overalt på kloden - fra franske arbejderes ubøjelige strejkefront til de kinesiske folkehæres fejende fremmarch for at bringe freden til deres land.

Rådvildheden fører til, at der blandt krigsanstifterne danner sig forskellige indbyrdes stridende skoler. Man strides om, hvor man skal sætte ind; man strides om, hvordan man skal gøre det.

De amerikanske krigsanstiftere er i vildrede med, om de skal betragte Kina eller Vesteuropa som det vigtigste operationsområde.

For Europas vedkommende findes der tilsyneladende to skoler. Den ene er indstillet på i krigstilfælde øjeblikkeligt at trække sig tilbage til »sikre« baser i Franco-Spanien og England, hvorfra de så vil foretage en sejrrig atombombeoffensiv; men denne skole frygter med rette, at der i mellemtiden i Frankrig, Italien og andre vesteuropæiske lande kan være sket sådanne sociale og politiske ændringer, at det vil være en særdeles vanskelig ting at komme igen - bortset fra at et sådant perspektiv ikke engang kan virke tillokkende på USA’s ydmygeste tjenere i Vesteuropa. Den anden skole er indstillet på oprettelsen af en stærk militær linje fra Stettin til Trieste; men dette støder bl.a. på den vanskelighed, at det vil kræve enorme rustninger og udgifter, som tilmed risikerer at gå tabt, hvis der skal kæmpes med det »upålidelige« Vesteuropa i ryggen.

Denne splid i imperialisternes lejr er en af årsagerne til den åbenbare vaklen og de selvmodsigelser, der viser sig i den »vestlige« politik. I den forhåndenværende situation er fællesnævneren for de stridende retninger en politik, der går ud på at underkaste sig de lande, der kan tjene som opmarchområde i en krig mod Sovjetunionen - fra det fjerne Østen over middelhavslandene til Vesteuropa. Med våben, med dollars og med politisk pres søger de at knægte den folkelige modstand, som imidlertid er stadig voksende.

Men samtidig lader denne instabilitet stadig muligheder åbne for både en desperat krigshandling og for andre pludselige kovendinger. Disses karakter vil først og fremmest blive bestemt af, hvor stærkt den folkelige modstand sætter ind, hvor sluttet den demokratiske lejr optræder.

Vestblokpolitikken

Det er på denne baggrund vestblokpolitikken må ses. Den er det vigtigste våben i de amerikanske krigsanstifteres bestræbelser på at berede Vesteuropa til krigen. Men samtidig skaber rådvildheden usikkerhed i dens prakterisering. Og bag kulisserne foregår en indbyrdes strid mellem de forskellige deltagere, som søges dulmet ved indsprøjtning af kommunistskræk i store doser.

Der er tidligere gjort rede for, at der er uoverensstemmelser mellem Englands og USA’s hensigter med vestblokken (se »Tiden« nr. 4). USA vil gøre den til en lydigt redskab for sin politik, hvortil det også hører at svække den britiske konkurrent, så USA kan få hovedindflydelse på imperielandenes markeder. (»Vi skal puffe Storbritannien ind i en vesteuropæisk enhed«, sagde Dewey, mens han endnu følte sig på magtens tinde). På samme måde ønsker USA at overtage de franske, belgiske og hollandske kolonier og tilstræber en genrejsning af et reaktionært Vesttyskland med Ruhr som arsenal. England ønsker derimod ikke en sådan vestblok, at herredømmet over imperiet svækkes og frygter også, at et dollarbehersket Vesttyskland skal blive en overlegen konkurrent. Det ønsker en vesteuropæisk alliance under sit eget førerskab, så den også i givet fald kan bruges som modvægt mod den overmægtige konkurrence fra den anden side Atlanten. Men disse motiver er ingenlunde skjult for dollarmændene - der er stærke nok til at »puffe« England skridt for skridt.

USA forlanger, at den »vesteuropæiske union«, der dannedes i foråret ved Bruxelles-pagten (England, Frankrig og Benelux), betingelsesløst stiller sig til disposition for dets planer. Det har endnu ikke givet unionen de lovede militære garantier, hvilket skulle ske gennem en såkaldt »atlanterhavspagt«, som til en begyndelse skulle omfatte de nævnte 5 lande samt USA og Canada. Unionens kontinentalmagter har vist stigende uro. De frygter at blive ladt i stikken ved den amerikanske »tilbagetrækningsstrategi« i tilfælde af, at USA provokerer krigen. Det vakte ligefrem ophidselse i det reaktionære Frankrig, da USA demonstrerede sin mistillid til den franske hærs militære værdi ved at insistere på, at det skulle være en englænder - Montgomery - som blev øverstkommanderende for unionens militære styrker.

Ventetiden havde derfor gjort dem møre, da USA’s generalstab i september tilkendegav dem, at »de militære samtaler mellem Bruxelles-pagtens underskrivere har endnu ikke leveret bevis for hverken effektiviteten af samarbejdet mellem disse underskrivere i tilfælde af konflikt eller for deres virkelige vilje til at gøre front mod et evt. første stød. USA ønsker også, at Vesteuropas lande forelægger en nøjagtig samarbejdsplan, før man undersøger muligheden af våbenleverancer såvel som af et samarbejde mellem USA og disse nationer om de amerikanske strategiske principper.«

Få dage efter indkaldtes unionens forsvarsråd, som i løbet af et par dage fuldførte en plan, som i USA vakte i hvert fald midlertidig tilfredshed. Nu kom »atlantblokken« på dagsordenen. Prisen var omfattende oprustningsprogrammer i unionens lande, så de dels beredte sig til at dø for USA, dels plyndrede skatteyderne til fordel for USA’s rustningsindustri.

Atlantblokken og Skandinavien

Atlantblokken tænkes imidlertid udvidet til et mere omfattende militært system. Både Spanien, Italien (!) og Grækenland (!) har været nævnt som deltagere, og det er også i denne forbindelse, at man har været så venlig at foruddiskontere bl. a. Danmarks stilling.

Det er åbenlyst, at både USA og England er interesseret i at få Skandinavien som opmarchområde og kanonføde, men de nævnte indre modsætninger komplicerer sagen. I de nordiske lande, specielt Danmark, har England betydelig indflydelse. Disse positioner søger England at udnytte i sit spil mod USA. Det ønsker, at Skandinaviens indlemmelse i vestblokken skal ske under former, der styrker dets stilling indenfor blokken. Overfor Danmark søger man i denne situation at udvide sin indflydelse ikke blot gennem den økonomiske politik, men også i forbindelse med forhandlingerne om Sydslesvig og brigaden.

Men også i de nordiske lande vokser USA’s indflydelse på Englands bekostning. Hovedvåbnet er naturligvis Marshallplanen. Et andet typisk eksempel er de henholdende svar på danske og norske anmodninger om våbenkøb i USA i sommer. Her søger man åbenlyst at gentage taktikken, som er anvendt overfor Vestunionens lande.

Andre komplikationer for krigsforberedelserne i Norden har Sveriges stilling ført med sig. Vestmagterne er selvsagt særlig interesserede i at sikre sig en så fremskudt position, men denne position bevirker omvendt en noget større svensk forsigtighed. Endnu på det svenske socialdemokratis kongres kunne udenrigsminister Undén erklære: »Vi stiller os afvisende ikke blot overfor en tilslutning til en vestblok eller en østblok, men også overfor et mere indirekte engagement med nogen stormagt med henblik på at slutte op ved dens side i en fremtidig konflikt.« (»Soc.-Dem.« 12/5 1948).

I den således definerede politik ligger også en koncession til befolkningens åbenlyse uvilje mod blokpolitik og krigseventyr. Det var bemærkelsesværdigt ved de svenske valg i september, at de partier, som åbent krævede indlemmelse i vestblokken, ikke fik væsentlig samlet fremgang på trods af den vildeste propagandakampagne. Men alt dette betyder dog ingenlunde, at den svenske regering gør en indsats på fredskræfternes side. Underkastelsen under Marshallplanen og Sveriges stilling i FN er utvetydige tegn på, at også den har underordnet sig de imperialistiske kræfter i Vesten. De svenske planer om en »nordisk blok« står derfor ikke i nogen principiel modsætning til vestblokplanerne, men er kun en anden taktisk form for gennemførelsen af krigsforberedelserne i Norden. Selvom man fra vestmagternes side - dels som led i det politiske spil, dels p. gr. af en undervurdering af fredskræfternes styrke - kræver øjeblikkelig tilslutning til vestblokken, kan den nordiske blokdannelse i kraft af sin tilsyneladende uskyldighed godt vise sig som den farligste form for krigsforberedelserne i Norden.

Norge har i stigende tempo orienteret sig vestover. Man har afvist svenske forslag om en »nordisk neutralitetsblok« og fordret endnu mere definitiv forskrivning til vestmagterne. Forskellige norske stemmer har yderligere »afskrevet« Danmark som umuligt at forsvare. Om det nordiske samarbejde udtaler den norske udenrigsminister nu (30/10), at »man må prøve, om det ikke kan være muligt at vinde over det, som skiller«, mens regeringsbladet »Arbejderbladet« (10/11) udtaler sig betydeligt varmere om atlantblokken: »De skandinaviske lande må se med sympati og forståelse på oprettelsen af en Nordatlanterhavspagt... De skandinaviske lande bør søge kontakt med den bevægelse, der nu er i gang...«

Fra engelsk side er det flere gange tilkendegivet, at man gerne så et nordisk forsvarsforbund oprettet, som så - ligesom Benelux - som helhed kunne indlemmes i vestblokken. Også USA har kunnet se fordelene ved på denne måde at »kidnappe« Sverige, men det synes dog som om særlig England har set sin interesse i at kunne sikre sig en nordisk bloks støtte også i forholdet til USA. Den svenske plan om et »neutralitetsforbund« (som så senere ved hjælp af Marshallplanen eller lignende med en eller anden »vestdemokratisk« begrundelse kunne tilsluttes vestblokken) har dog hidtil også været England en for langsom procedure. »Politiken« kunne 5/6 1948 meddele, at Bevin havde opfordret Sverige til »ikke at lede Nordens politik ind på et blindt spor« og udtalt frygt for, at forhandlingerne mellem de nordiske lande skulle »resultere i et goldt kompromis, der sætter en bom mellem Skandinavien og udviklingen i det øvrige Europa«.

Efter pressemeddelelser at dømme har USA lagt mere vægt på tilslutning til atlantblokken fremfor på omvejen ad en nordisk blok. Tilsyneladende er man inde på tanken om at tvinge Sverige ved først at inkorporere Danmark og Norge. »Berlingske Tidende« nævner 6/6 1948 som amerikanske betingelser for »militær hjælp«: »1) at vi udtrykker bestemt vilje til at modsætte os ethvert angreb, hvorfra det end måtte komme, 2) at de mindre lande, deriblandt de skandinaviske, under visse former koordinerer forsvarsbestræbelserne, og 3) at man efter en koordinering i alle tilfælde i princippet slutter op om vestmagternes idealer og det såkaldte atlantiske fællesskab.«

Sagt uden diplomatiske falbelader kan dette kun betyde: 1) vilje til oprustning, 2) amerikansk organisering af Vesteuropas militærvæsen herunder også af en nordisk militærblok, 3) indordning under atlantblokken. For Danmarks vedkommende betyder dette tillige, at USA plukker Grønland som en moden frugt.

Iflg. »Soc.-Dem.« 10/11 1948 er der tegn på, at England igen har givet køb overfor USA’s taktik, idet regeringsbladet »Dayly Herold« om atlantblokkens udvidelse har skrevet: »Åbenbare muligheder er de skandinaviske lande samt Portugal, Italien, Spanien og Eire. Norge, Danmark og Island vil, skulle jeg mene, næsten afgjort blive indbudt. Sverige, som synes tøvende, vil sandsynligvis ikke blive spurgt, og blive overladt til at få det bedste ud af den politik, som landet synes at have valgt.«

Naturligvis ligger der heri også et moment af nervekrig mod Sverige.

Endelig bør det nævnes, at Benelux-regeringerne og tildels den franske har været kølige overfor at få Skandinavien med, idet de gennem denne spredning har set en øget fare for at blive ladt i stikken som »efterladte forposter«, hvilket dog næppe vil røre dollarimperialisternes hjerter.

Vestblokpolitikken i Danmark.

Ole Bjørn Kraft kunne fornylig i Folketinget erklære om atlant-blokplanerne: »Antagelig umiddelbart efter nytår, om ikke før, vil vi blive stillet overfor at skulle tage afgørende beslutninger om, hvorledes vor holdning vil være overfor dem.« Det må formodes, at han taler ud fra sin viden som medlem af det udenrigspolitiske nævn. Samtidig kunne Knud Kristensen tale om, »at der er enkelte politikere, der under tavshedsløfte har fået noget at vide om, hvad der er gjort, og hvad der er foretaget«. På denne baggrund vil man altså tage en beslutning, der er skæbnesvanger for landets fremtid. Folket har man ikke spurgt og ikke underrettet, og man agter åbenbart heller ikke at gøre det. Det har man kun søgt at bedøve med forrygende »vestlig« fordrejelse af problemerne.

Der kan ikke være tvivl om, at regeringen og de gamle partier nu er villige til at gå så langt i retning af underkastelse under vestblokken, som det er dem muligt. Den hovedkulds acceptering af »Bevin-tankerne« i foråret (jfr. »Tiden« nr. 4), den ændrede holdning i FN, den absolutte nægtelse af afstandtagen fra socialdemokraten prof. Husfeldts tale om at »falde i flanken« og fra alle andre inden- og udenlandske formodninger om Danmarks villighed til at underkaste sig vestblokken, den faktiske tilpasning af forsvarspolitikken, den faktiske acceptering af den amerikanske og engelske infiltration i statsadministration og erhvervsliv er altsammen udtryk derfor. Men der rejser sig en del vanskeligheder for dem i at kunne følge deres lyster.

De engelsk-amerikanske modsætninger har skabt en forståelig usikkerhed i de tro tjeneres rækker. En del spørgsmål har af denne grund måttet holdes svævende.

Sveriges stilling har hidtil umuliggjort den påtænkte manøvre med at lade indlemmelsen i vestblokken ske via en nordisk blok og har samtidig stillet Danmark i en meget prekær situation indenfor de amerikanske militære planer, nemlig som umiddelbart frontområde i den mest udsatte og uholdbare position. Hedtoft har på denne baggrund søgt at vinde sig laurbær som »mægler« mellem Norge og Sverige, hvilket altså ved et tilfælde, der ser ud som en tanke, er faldet nøje i tråd med den hidtidige engelske politik. Det opnåede er, at der foretages uforbindende »undersøgelser af mulighederne for nordisk forsvarssamarbejde«. Hedtoft proklamerer jævnligt, at »den første opgave« er at få det nordiske militærsamarbejde og markerer derved, at det også for ham kun er et skridt på vejen - »station nr. 1«, som det socialdemokratiske Århus-blad siger.

Endelig er det en afgørende vanskelighed, at befolkningen ingenlunde er indstillet på hverken militarisering, indrangering i vestblokken eller åbent fjendskab til Sovjetunionen og de østeuropæiske demokratier. Dette gør sig især gældende for regeringspartiets vedkommende. Forhandlingerne må derfor foregå i dølgsmål, vestblokpolitikken kan ikke proklameres rent ud, man må indstille sig på til sin tid ved en eller anden propagandistisk chokvirkning at få folket til at affinde sig med den.

Denne situation tvinger især statsministeren til det ejendommeligste »diplomatiske« tungetaleri. Dette gav han forskellige prøver på i folketingsdebatten d. 2.-5. november 1948.

På et spørgsmål af Knud Kristensen, som lød: »... det, vi ønsker at vide, er, om regeringen i sin udenrigspolitik vil orientere sig mod vest, og hvilken indflydelse de forhandlinger, der nu bl.a. skal føres mellem de tre nordiske lande, vil få.« svarede statsministeren således med flg. »programerklæring«: »Nu kan en videbegærlig venstremand i dette ting i dette øjeblik om udenrigspolitiske spørgsmål godt stille spørgsmål til både en statsminister og en udenrigsminister, som det er meget svært at besvare, fordi spørgsmålet i sig selv er uklart formuleret. Det ærede medlem formulerede sit spørgsmål meget uklart. Hvad vil det sige at spørge os om,, hvordan regeringens stilling er i retning af en nærmere vestlig orientering, umiddelbart efter, at jeg for anden gang i dette ting har sagt, at regeringen betragter vort land som værende forenet med Norden, med Vesteuropa og alle andre frie nationer i økonomisk og kulturel henseende, hvad vore politiske idealer angår, at vi ikke anerkender åndelig neutralitet overfor demokratiets fjender og vil tage kampen op med åndelige våben mod demokratiets modstandere, men at vi naturligvis ikke vil anerkende den betragtning, at vort land ikke fredeligt skulle kunne samarbejde med stater, der bygger på en anden ideologi? Hvad vil det sige at spørge os således, efter at jeg har sagt, at vi deltager i det europæiske genopbygningsarbejde, som det har fundet udtryk gennem Marshallplanen, efter at jeg har sagt, at vi ikke vil indlade os i noget militært engagement, der kan gøre vort land til deltager i en angrebskrig, efter at jeg har erklæret, at vi vil forsvare os, hvis vi bliver angrebet, efter at jeg tydeligt har sagt, at vi betragter det som det første fornødne at søge at få et positivt resultat ud af de undersøgelser, der nu foregår for at få et nærmere skandinavisk samarbejde på det militære område, efter at jeg har erklæret, at vi ønsker, at et sådant samarbejde skal foregå indenfor De Forenede Nationers rammer?«

Det vil bemærkes, at der i disse klingende ord ikke ligger den ringeste afstandtagen fra underkastelse under vestblokken. Når selv prof. Husfeldt kan erklære, at hans »stød i flanken« ikke betyder angrebskrig, kan passagen herom ikke indeholde noget forbehold, og bemærkningen om FN er afpasset efter USA’s plan for vestblokken i overensstemmelse med den såkaldte Vandenberg-resolution. Ordvalgets forskruethed må derfor væsentligt skyldes hensyntagen til, at den offentlige mening ikke er »moden« til en åben vestblokerklæring. Havde det været regeringens vilje at holde landet udenfor vestblokken, havde det ikke været vanskeligt at finde ord derfor.

Det er således ikke uden grund, at »Nationaltidende« (3/11), der uden hæmninger går ind for den mest desperate vestblokpolitik, kommenterede Hedtofts diplomatiske taskenspilleri med ordene:

»Statsministeren leverede i går i rigsdagen de rigtige præmisser for en sådan udenrigspolitik.

Men han undlod at drage konklusionen.« Og dog bevæger han sig ...

Kampen for fred og selvstændighed

Det er af afgørende betydning for det danske folks fremtid, at modstanden mod vestblokpolitikken skærpes.

Danmarks indlemmelse i vestblokken vil betyde et skridt frem for de amerikanske krigsanstifters planer og vil dermed være et slag mod freden.

Danmarks indlemmelse i vestblokken vil betyde et afgørende slag mod vor selvstændighed. Udadtil vil USA kunne bestemme med hvilke lande vi kan opretholde venskabsforbindelse, indadtil vil de have magt til at blande sig i alle politiske, økonomiske og sociale afgørelser. - Ingen af delene vil være i det danske folks interesse.

Danmarks indlemmelse i vestblokken vil betyde en tvungen militarisering af uanet omfang med alle de deraf følgende konsekvenser.

Kampen for fred og selvstændighed kræver derfor kamp mod vestblokpolitikken, både når den åbent proklameres, og når den søges skjult bag talen om en nordisk blok.

De, der tror, at denne kamp er udsigtsløs, tager fejl. Der ligger mange stene på blokmagernes vej. Beslutsom modstand kan spærre den, for også på vore kanter er fredens kræfter stærkest.

Læs: Litterære anmeldelser * Danmark i historisk strejflys * Tiden 1949/50 * Tiden 1950 * Tiden 1950/51 * Tiden 1952/53

Webmaster