Lidt om smede- og maskinarbejdernes historie

Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund (D.S.M.F) blev stiftet d. 20. august 1888, netop i en periode med en overmodig kapitalistklasse, hvor arbejdernes var uden retsbeskyttelse og tilhørte en forsvarløs 5. stand. Men den første fagforening for smede- og maskinarbejdere var dog allerede dannet i 1873 som sektion af Internationale

I 1913 havde Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund 25 års jubilæum, og ved den lejlighed så man tilbage på de forløbne 25 år, men foretog også et tilbageblik ind i den tidligere periode før den kapitalistiske udvikling og den dermed følgende klassebevidste arbejderstands tekniske revolutionering af produktionsmidlerne og samfundet. Forbundets ældste medlem var Horsens-Petersen, der var medlem nr. 1. Horsens-Petersen døde d. 27 april 1933, 95 år gammel, og var den første, der opnåede at være forbundsmedlem i 50 år.

Udover den festlighed, der skabtes ved den rige deltagelse fra forbundets medlemmer i 1913, fik jubilæet også sit særlige præg ved at en række repræsentanter for udenlandske broderorganisationer var tilstede. For Tyskland var mødt formanden for det Tyske Metalarbejderforbund og daværende sekretær for det Internationale Metalarbejderforbund, Alex. Schlicke, fra Stuttgart, Formanden for det Berlinske Metalarbejderforbund, Adolph Cohen, og formanden for de Sachsiske Metalarbejdere, Magnus Haach. Fra Sverige var mødt formanden, K. W. Holmstrøm, samt rejsefuldmægtiget for Sydsverige, Flodin, og fra Norge hovedkasserer Aamodt, sekretær Melgaard og pladsekspeditør Heggem fra Bergen. Endvidere var indbudt De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg, Socialdemokratens Kontrolkomité samt en repræsentant for hver af forbundene og de enkeltstående foreninger indenfor De Samvirkende Fagforbund. Forbundets tidligere formænd, Vald. Olsen, F. Hurop og H. P. Hansen, var alle tilstede; Hurop var rejst den lange vej fra Amerika for at overvære festen.

Til belysning af tiden er programmet for det danske socialdemokrati d. 13. februar 1913 således: Arbejdet er kilden til al værdi, og arbejdets udbytte bør derfor tilfalde dem, som arbejder. I det nuværende samfund bliver den private ejendomsret til produktionsmidlerne (jord, grund, fabriker, maskiner, råstoffer, samfærdselsmidler osv.) I stigende grad midlet, hvorved kapitalistklassen, et mindretal af samfundets medlemmer, tilvender sig udbyttet af menneskehedens arbejde. Overklassens herredømme over produktionsmidlerne medfører politisk ufrihed, social ulighed, splid mellem nationerne og skaber elendighed for samfundets produktive medlemmer. Voksende masser af befolkningen forvandles til besiddelsesløse lønarbejdere, og de tekniske hjælpemidlers mægtige udvikling, der burde komme alle samfundets medlemmer til gode, bringer i stigende grad det store flertal, ikke blot de egentlige lønarbejdere, men også den øvrige arbejdende befolkning ind under kapitalens magt og udbytning. Denne samfundstilstand - kapitalismen - umuliggør en retfærdig fordeling af samfundsarbejdets udbytte, fremkalder planløs produktion, hvorved uhyre værdier går til grunde, skaber kriser og arbejdsløshed, splitter samfundet i stadig heftigere interessekrige og spalter det sluttelig i to modsatte lejre i en bestandig mere omfattende og bevidst indbyrdes klassekamp. Socialdemokratiet kræver derfor produktionsmidlernes overgang til samfundsejendom - socialismen. Ud fra denne grundopfattelse er det socialdemokratiets mål at samle hele arbejderklassen i et klassebevidst, socialistisk arbejderparti, at erobre magten i samfundet, at afskaffe det kapitalistiske privateje til produktionsmidlerne, at omdanne det til socialistisk fælleseje og at organisere det arbejdende folk til at overtage og drive produktionen i det socialistiske samfund. Som midler hertil tjener arbejdernes organisation på de økonomiske og politiske områder, udbredelse af oplysning og særlig af kundskab om det kapitalistiske samfunds tilstand og udvikling, erhvervelse og udnyttelse af alle borgerrettigheder og ethvert andet middel, der er i overensstemmelse med den foran fremsatte grundopfattelse. Gennemførelsen af det socialistiske fælleseje og den socialistiske produktion vil betyde tilintetgørelsen af alle former af udbytning, undertrykkelse og social ulighed. Den vil med alles samarbejde i den materielle og åndelige produktion medføre en hidtil ukendt rigdom både på det materielle og på kulturlivets områder. Men arbejdernes frigørelse må være arbejderklassens eget værk. Arbejdernes stilling og den voksende klassekamp er i alle lande med kapitalistisk produktion væsentlig den samme, og ved denne produktionsmådes internationale karakter bliver arbejdernes interesser overalt de samme og fælles. I erkendelse heraf føler socialdemokratiet i Danmark sig som en del af og erklærer sig solidarisk med den klassebevidste internationale arbejderklasse, hvis verdenshistoriske opgave er alle menneskers fuldkomne frigørelse uden hensyn til køn, race eller nationalitet…..

Men lad os forinden kaste et blik tilbage på laugstidens håndværkere. De københavnske bagersvende blev organiseret i 1403 i en skrå, men disse svendebroderskabet har intet tilfælles med de senere fagforeninger. Svendebroderskabet oprettes med mesterlaugenes samtykke, og står under mesterlaugenes tilsyn og har som disse understøttelse og selskabelighed til formål. Svenden var normalt stillet som tyende og lønnedes overvejende med kost og logis. Men med tidens fremadskriden skete det så, at svenden kunne nedsætte sig som mester i samme købstad, hvor han havde lært sit fag, eller han kunne snøre sin ransel og gå på vandring, fra by til by og fra land til land, uden nogetsteds at søge varigt arbejde. Den enkelte bys snævert afsluttede mesterkreds kom fra nu af til at stå overfor en bestandig skiftende, altid urolig svendebestand, og blev den enkelte svend misfornøjet med madmoderens kost, var det nu fristende let for ham at tage sit gode tøj og gå; og der hvor han på sin vej traf fagfæller, forsømte han naturligvis ikke at henlede deres opmærksomhed på det dårlige madsted. Således kunne man gennem jævne overgange nå til en blokade, som blev højst ubehagelig for den mester, der ramtes. På tilsvarende måde lod det sig også gøre at lægge ruten udenom en by, hvor arbejdsvilkårene var særlig dårlige. Gennem vandrelivet udvikledes også svendenes organisation for at sikre de tilrejsende husly og samtidig bringe orden i arbejdstilbudet og oprettelsen af faglige svendeherberger. Således fik man tillige samlingssteder og dermed grundlaget for et livligere indbyrdes samkvem, og dette blev snart behersket af ganske bestemte, halvt ceremonielle former, og kun den, der var nøje fortrolig med disse mysterier, blev fundet værdig til at blive optaget i den eksklusive og korrekte svendekreds.

Svendekredse for håndværkere indførtes fra Tyskland, og i det 16. og 17. århundrede var der en udbredt forbindelse mellem danske og tyske håndværkerkredse, som fortsattes, indtil vandringerne i det 19. århundredes sidste halvdel langtsom stoppede. Ikke blot var det normalt de tyske byer, der var målet for danske håndværkeres udenlandsrejser; men omvendt indvandrede også tyske håndværkssvende i stort tal til Danmark, og mange af dem blev her i længere tid eller slog sig ned for stedse. Men laugsophævelsen i 1613 havde skabt urolige svendeforhold, og under Kristian IV (1577-1648) var der en livlig indvandring sydfra, da man forsøgte at skabe en dansk fabriksindustri. Det skyldes Trediveårskrigens (1618-1648) ødelæggelser i Tysklandene. Selvfølgelig var der blandt indvandrerne mange urolige elementer, og yderligere synes den midlertidige ophævelse af laugene i 1613-21 at have svækket disciplinen blandt svendene. Efter 1620 foreligger der flere forskellige vidnesbyrd om, at datidens arbejdere nu stærkere end hidtidigt, hævdede deres stilling overfor mestrene, og i 1622 klager snedkermestrene over at svendene kræver mere i løn. To år efter forbydes det vantberedersvendene at rende rundt mellem de forskellige mestres værksteder og snakke med svendene dér om de forskellige krav til arbejdsvilkår og løn. Men snedkermestrene kom også med et forslag til en ny laugsskrå, der fastlagde at ugelønnen fremtidig måtte fastsættes af øvrigheden, og Forordningen af d. 10. december 1621 om »Håndværksdrenges og svendes læreår« nævner i sin første paragraf, at mestrene har ret til påny at »forfatte visse vilkår«. De nye laugslove skulle give bestemte regler om læreårene og ikke mindst fastsætte »hvad straf læredrenge och svenne skulle vere undergifne, som icke udtiener, sig mod deris mestere modvilligen anstiller, fra dennem mod deris vilge och embedis vilkor forløber, eller och sig udi andre mader icke troligen och erligen anstiller, som det sig bør«. En lang række laugsskråer fik således i 1620erne nye regler, og herbergerne blev tydeligvis tilholdssteder for svendeorganisationerne, der blev knyttet sammen gennem medlemmernes vandringer. En smedeskrå fra 1629 fortæller, at dersom en svend understår sig at gøre andre mestres svende »afspændige« (dvs. genstridige), så skal han bøde derfor efter alle mestrenes befalinger. Men svendeorganisationerne frigjorde sig også mere og mere fra mesterlaugenes autoritet, sådan at der under den enevældige dansk-norske kong Kristian V. fremkom en Forordning af d. 23. dec. 1681 og d. 6. maj 1682, med forbud mod »handwerkerwohnheiten«, og som påbød, »at svendene for fremtiden ingen kro eller sammenkomst måtte have«. Men de danske mestre have hårdt brug for den fremmede arbejdskraft, og måtte rette sig efter svendeorganisationernes ønsker. Men i svendeorganisationerne i de tyske byer mente man, at ingen »ærlig« svend burde arbejde i Danmark, og de danske håndværkssvende blev på deres rejser ikke længere anerkendt som jævnbyrdige svende. Ole Rømer, der var politimester i 1705 fortæller, at tre ældre snedkermestre i Ålborg har bekvemmet sig til at foretage den besværlige og dyre rejse til København for her at lade sig »behøvle«, da de ellers ingen svende eller lærlinge kunne få. Svendeorganisationerne fra især Tyskland havde imidlertidig vokset sig stærke nok til at iværksætte en overordentlig effektiv blokade. De tyske svendeforeninger havde gentagne hårdnakkede kampe med mesterlaugene. At tyske forbilleder har øvet en bestemmende indflydelse på danske forhold, påvises ved at de første arbejdsnedlæggelser fandt sted netop i fag, hvor de tyske svende spillede en særlig fremtrædende rolle herhjemme. Navnlig gælder dette de to store byggefag, hvor der var en hel del tyske svende allerede før 1700 og noget ind i 1700-tallet. Københavns brand i 1728 medførte et omfattende genrejsningsarbejde og magthaverne måtte for enhver pris lokke fremmed arbejdskraft til København, og derfor fik tilflytterne og indvandrene væsentlige lempelser i de strenge laugsvilkår. Disse indrømmelser stred imidlertid mod god håndværksskik, og tilstrømningen af fremmede håndværkere frembragte voldsomme brydninger mellem svendeorganisationerne og fuskere, sådan at man i 1730 nedsatte en kommission til at pådømme urolighederne blandt de københavnske håndværkere. Under 1730ernes uroligheder i byggefagene gik en enkelt murermesters svende under smædenavnet »lohnverderber«, fordi de underbød deres kammerater. Men vanskelighederne voksede i Kristian VIs første regeringsår ved opførelsen af Christiansborg Slot da store skarer af bygningshåndværkere strømmede til byggearbejdspladsen. I særdeleshed var murerne tilbøjelige til at blive væk fra arbejdet p.g.a. vejrlig, og da een murmester i 1733 tillod sig korporlig revselse af en svend, nedlagde samtlige ved slottet beskæftigede murere arbejdet i 4 dage. Den påfølgende retssag førte til, at mesteren fik en bøde for sin hidsighed, men svendene fik også en mindre bøde, »fordi de var med til at forsinke byggeriet«. Men også stenhuggerne var aktive, og skrev til Tyskland, for at forhindre yderligere tilgang til faget, og derfor udstedte regeringen under d. 24. april 1734 et reglement for samtlige bygningshåndværkere, som også indeholder det første virkelig lovformelige strejkeforbud. Det fastsloges nemlig, at svende der rottede sig sammen og holdt sig tilbage fra at arbejde, »indtil de i en eller anden deres formentlig prætention eller besværing kunne blive føjede«, skulle straffes ikke blot med fængsel, rasphus og arbejde i fæstningen, men endog efter omstændighederne på livet. De strenge bestemmelser kom dog ikke til at virke efter hensigten. Også i de følgende år var der evindelige vanskeligheder med arbejderne på slotsbygningen, særlig de tyske stenhuggere, der i 1740 endog ganske ustraffet satte deres vilje igennem ved strejke. Uroen i arbejdsforholdene ophørte heller ikke, som man måske kunne have ventet, da Christiansborg omsider stod færdigt. Skomagerstrejken i 1748 udbrød som protest mod et forsøg på at berøve svendene deres ret til et ugentligt søndagsmåltid. I 1749 fandt myndighederne det tværtimod nødvendigt at forsøge en ny indgriben, og som motiv herfor anførte man, at svende »nogle gange endrægteligen have forladt mesternes arbejde i et helt amt, uden at hovedmændene have været at udfinde, så at de i hobetal have spadseret og ikke villet gå i deres mesteres arbejde igen, førend de i visse måder ere blevne føjede i deres påstand, så at mesterne højlig ere blevne fornærmede, publikum imidlertid har lidt ophold i sit behøvende arbejdes forfærdigelse, hvorpå er set eksempel på murer- og tømmersvendenes sammenrottelse, siden af skomagersvendenes og endelig tilsidst af smedesvendenes formastelig foretagne opstand. Hvilke nye omfattende konflikter i byggefagene der her hentydes til, er ikke ganske klart; med de to sidstnævnte »opstande« tænkes derimod på ret nylig stedfundne begivenheder, nemlig skomagerstrejken i 1748 - en konflikt af interesse i flere henseender, blandt andet derved, at svendene fik økonomisk støtte fra udlandet - og grovsmedestrejken i 1749. Under indtrykket af disse arbejdskampe i en række vigtige fag udstedtes nu plakaten af d. 24. nov. 1749, hvorved straffebestemmelserne fra 1734 udstraktes til at gælde for samtlige laug. Kom det alligevel til arbejdsnedlæggelse, så skulle politimesteren straks lade ikke blot de strejkende, men endog alle, »som i sådan deres forhold dem opmuntre eller selskab giøre«, arrestere, »hvortil ham på anfordring af sø- og landmilitairetaten forderligst hielp og undsætning skal uden mindste vegring meddeles«. Det synes som disse bestemmelser har været for kraftige, til at man rigtig har kunnet bekvemme sig til at anvende dem, og også de viste sig i det mindste i det lange løb - temmelig virkningsløse; muligt er det, endog, at de ikke engang har været, almindelig kendt af håndværkssvendene, i hvert fald hævdede tømrerne i 1794 at være ganske uvidende om dem. Allerede i 1752 forsøgte de stadig uregerlige stenhuggere en blokade, og i 1760erne kom det til uro og arbejdsnedlæggelser i flere forskellige fag. I 1775 strejkede de tyske skomagere, og i 1778 var der »rebellion« blandt tømrersvendene; i 1781 iværksatte snedkerne, der både før og efter dette år jævnlig blokerede enkelte mestre, en ret omfattende arbejdsnedlæggelse som protest mod et kgl. reskript, hvorved fagets forhold - navnlig arbejdsanvisningen ordnedes på en for dem højst tilfredsstillende, måde, og det lykkedes dem også at få ophævet bestemmelsen. Men sandsynligvis har og de store begivenheder i Frankrig med revolutionen i 1789 bidraget til gunstige resultater i de urolige arbejderkredse. Strejkebevægelsen nåede sit højdepunkt i den store tømrerstrejke i 1794. Anledningen var et temmelig ubetydeligt mellemværende mellem en mester og et par svende, altså en lønkonflikt, og så ville de to svende have lov til at rejse bort i utide, men fik det ikke, og så gik de i strejke. De to svende blev derefter, men næppe var dette rygtedes, førend 3-400 tømrersvende forlod arbejdet d. 30. juli, og samlede sig på Tømmerkroen i Adelgade, hvor de også i de følgende dage holdt til. Efter at man i en uge forgæves havde prøvet at få dem til at vende tilbage til arbejdet, førte man de ca. 200 svende i arresten i Kastellet, og ca. 125 af dem - overvejende tyskere - dømtes til at arbejde i jern på fæstningen. Men magthaverne ændrede beslutning og over hals og hoved indskibede man dem i kanonbåde, der straks satte kursen mod tyske havne. Men omkring d. 8. august hørte folk om disse begivenheder, og strejkebevægelsen spredte sig stærkt og omspændte i løbet af de følgende dage en række af de vigtigste fag, murere, smede, snedkere, bagere, skomagere og skræddere, og overalt stillede arbejderne de samme betingelser for at genoptage arbejdet, nemlig at det skulle tillades de landsforviste tømrersvende at komme tilbage. Dette tilløb til generalstrejke skabte bekymring hos magistrat og regering, fordi der andre steder samtidigt i Europa var uro og gæring blandt arbejderne, og de samtidige forhold i Frankrig kunne nok skræmme magthaverne. For at få ordenen genoprettet, viste myndighederne sig derfor hurtigt villige til forhandling, og d. 11. august nedsattes en kommission, der skulle modtage håndværkssvendenes klager og give forslag til lovændringer. Allerede dagen efter gav denne et tilsagn - der også senere opfyldtes - om, at de af de udviste, der havde deres hjem her i landet, skulle få lov at vende tilbage. Ved disse løfter opnåede man at berolige stemningen, og allerede d. 12. august sluttede storstrejken. Dens resultat var alt i alt en sejr for svendene. Til deres gavn blev også - i hvert fald i første omgang - kampens vigtigste følge, nedsættelsen af den store Laugskommision, hvis arbejde blev væsentlig bestemmende for håndværkernes retsstilling i første halvdel af det 19. århundrede. Tømrerstrejken i 1794 er baggrunden for Forordningen af d. 21. marts 1800 Men den organiserede og kollektive arbejdsnedlæggelse gik ikke i glemmebogen hos byggefagene. Således mildnedes endnu i det 18. århundrede modsætningen mellem mestre og svende kendeligt derigennem, at disse sidste i mange fag stadig havde betydelige chancer for efterhånden at nå til selvstændig virksomhed; ringest udsigter i den henseende gav tømrer og murerfagene, hvor det gennemsnitlige antal svende pr. mester tidlig lå forholdsvis højt og tilmed steg gennem hele århundredet; det hænger delvis sammen hermed, at disse fags svende ikke havde bolig i mesterens hus; disse forhold i forening forklarer tilstrækkeligt, at netop byggefagene er århundredets urocentre; det drejede sig her om mere end brydningen mellem to aldersklasser. Ejendommeligt for det 18. århundredes arbejdsforhold er det endvidere, at mens mestrene var fast bosiddende, satte folk med kone og børn, var svendene oftest, ugifte, evigt, på farten, altid rede til opbrud med ganske kort varsel. Hvilket uvurderligt aktiv dette var i konflikttilfælde, har Holberg i en af sine epistler på en både rammende og morsom måde påvist. Han omtaler her, at en nylig afsluttet urolighed blandt håndværkssvendene i København fik samme udfald, som den plejer at have, - nemlig at mestrene må give dem. Det faldt mestrene for brystet, at tale om desertion, og arbejdskraftens frie bevægelighed var mestrene ikke tilfredse med, og man bebrejdigede disse håndværkere uden fædreland og som uden ulejlighed eller mindste tab kunne flytte fra ét sted til ét andet, og som uden bekostning kunne gøre udenlandske rejser, og som med tomme hænder rejste hele verden gennem, med så få skillinger.

Forordningen af d. 31.marts 1800 forsøgte bl.a. at lette adgangen til at blive mester og retten til kontraktfrihed. Det fastsloges i den første paragraf, der tillige gav udførlige regler, efter hvilke kontrakter mellem mestre og svende, der kunne oprettes på rådstuen under øvrighedens medvirkning og officielt registreres - men bestemmelser, der imidlertid så godt som slet ikke blev benyttet af parterne. Når disse overenskomster om arbejdsvilkårene aftaltes, skulle efter lovgivernes tanke svendene stå fuldstændig ligeså frit som mestrene; og forordningen bestemte, at arbejdsanvisning og lediggang skulle til gensidig underretning indenfor hvert laugs oldermand og oldgesel, der førte lister over ledige arbejdspladser og ledige svende. En imødekommenhed overfor svendene var det fremdeles, at loven fastslog 14 dages opsigelsesfrist for begge parter, hvor ingen skriftlig kontrakt forelå. Københavns murer- og tømrermestre opnåede dog 1812, at ingen opsigelse i deres fag fremtidig måtte finde sted med kortere varsel end 8 uger. Til værn for de frie arbejdsaftalers princip satte forordningen strenge straffe for ethvert tvangsforsøg overfor den enkelte, hvadenten det var mestre eller svende, der stod bagved, men dog blev der unægtelig taget hårdest på svendene. Det hed i Forordningens § 2: »Skulle det, imod formodning, befindes, at noget laugsmestere indgik forening om, ikke at ville tage en eller anden svend i deres tjeneste, da skal ikke alene sådan en forening være ugyldig, men enhver, der har taget deel i denne ulovlige handling, skal bøde 50 rdl. til stadens fattiges hovedkasse; hvorimod svenden, dersom han er uskyldig, og han intet arbejde kan finde, skal have ret til at blive frimester. Skulle svendene driste sig til at overlægge og indgå en lige lovstridig aftale imellem dem, ikke at ville arbejde hos hin eller denne mester, da skal ophavsmændene til sammenrottelsen dømmes til at arbejde 1 eller 2 år i forbedringshuset, efter sagens beskaffenhed, og et sådan laugs svende ikke mere tillades at have herberge eller forsamlingsstue«. Hermed forbødes enhver form for blokade. Endvidere forbødes det i lovens § 7 svendene at underkaste sig »nogen tvang af udlændiske laugsfordomme«, thi på dansk grund skulle alene dansk lov råde. Som følge heraf skulle alle skikke og ceremonier, der bære præg af de ældre tiders rå og vilde sæder øjeblikkelig afskaffes. Ved denne og flere lignende bestemmelser fortsattes kampen, for at komme svendeorganisationernes indflydelse til livs. Spørgsmålet om stridigheder mellem mestre og svende blev særdeles udførligt behandlet i § 11. Sådanne trætter skulle normalt afgøres ved Politiretten, og i almindelighed fastsloges det, at svendene skulle behandles »med godhed og anstændighed« af deres mestre, men til gengæld vise dem »som deres husbonder, tilbørlig agtelse og lydighed«. Der sattes straffe for mestre, som anvendte skældsord mod svendene eller pryglede dem, og for svende, der fornærmede eller slog mesteren, eller som blot viste sig modvillige og trodsige. Udeblev nogen svend uden lovligt forfald fra sit arbejde, fik han en daglig bøde af 48 skilling. Derefter fortsætte i stk. 9: »Dersom flere eller alle svende, efter overlæg, forlade værkstedet og mesterens arbejde, da bør de, hver for sig, udrede førnævnte bøder dobbelt, og hovedmanden desforuden hensættes i fængsel på vand og brød i 4 dage«. »Skulle noget laugs svende vedtage at forlade arbejdet, da bør ophavsmanden til sådan sammenrottelse dømmes til at arbejde i rasphuset i 2 år, og et sådant laugs svende ikke mere tillades at have herberge eller forsamlingsstue«. »Dersom deres forvovenhed skulle gå såvidt, at de forsøgte at forlede andre lauges svende til at følge deres eksempel, og tage del i opsætsigheden og mod lovene, da bør de, som den offentlige roligheds forstyrrer, straffes med fæstningsarbeide i jern, i 6 år, og derefter forvises landet. Så bør og de andre lauges svende, som have taget del i sådan stempling, anses og dømmes efter de, under nr. 10 foreskrevne regler«. Oldgesellerne forpligtedes under strafansvar til at anmelde strejkeplaner til politiet. Ved folketællingen i 1801 udgjorde således daglejere, tjenestefolk og almisselemmer tilsammen henved en sjettedel af Københavns befolkning. Efter krigsudbruddet i 1807 indtrådte en voldsom prisstigning, og svendeuroligerne steg med krav om mere i løn, men myndighederne hjalp mesterne, ved at forlænge svendenes opsigelsesfrister. Der var mangel på arbejdskraft, og indvandring sydfra aftog, og i 1808 måtte laugssvende ikke forlade København uden en særlig tilladelse. Ved plakat af d. 6. april 1813 underkastes murer og tømmerfaget faste lønninger, og dermed var aftalefrihed og kontraktfrihed ophørt. Men det viste sig hurtigt, at det var umuligt at få svendene til at arbejde på disse betingelser, og flere steder forlod svendene arbejdspladsen, og det uanset truslerne om skærpede straffe i Forordningen af 1800. Kancelliet låste uoverenstemmelserne, men måtte derefter år efter år lave om på taksterne, men de blev ikke overholdt, og d. 28. oktober 1826 kom en ny kancelliplakat, hvor man overlod det til parterne selv ved indbyrdes forening at fastsætte daglønnen. Hermed afsluttedes forsøget på at gennemføre arbejdslønnens fastsættelse ved lov, men om der en virkelig fri forhandling mellem svende og mestre blev der dog ikke tale. Det blev i realiteten mestrene, der ensidigt fastsatte lønnen. Men fredsslutningen medførte fornyet tilbagegang over hele linien, og omkring 1820 befandt den danske industri sig på bunden af en bølgedal ; i provinsbyerne fandtes så godt som ingen egentlige fabrikker, og selv i hovedstaden var de større virksomheder snart talte; eksempelvis kan anføres, at den københavnske jernindustri i 1823 indskrænkede sig til 5 støberier med 39 arbejdere. Først fra 1820ernes slutning indtrådte med pengevæsenets forbedring nogen fremgang; hvor langsomt det gik, viser et træk som det, at der endnu 1839 i hele landet ikke fandtes mere end 23 fabriksdampmaskiner. Samtidig eksisterede der dog i København og i Nordsjælland mindst et halvt hundrede fabrikker med hver over 25 arbejdere.

Forordningen af d. 10. dec. 1828 stillede de rejsende og udenlandske håndværkssvende under skarpt polititilsyn, selvom den i sin indledning væsentlig sigtede mod vagabonder. Enevælden ønskede stramme tøjler overfor håndværkssvendene, under henvisning til den offentlige ro og orden. Men Napoleonskrigene medførte at bevægelsesfriheden blev begrænset for de vandrende håndværkere. En håndværkssvend fra udlandet skulle nu ved grænsen godtgøre, at han var udlært og havde 10 rdl. på sig, og så modtog han en vandrebog, som skulle forsynes med politiøvrighedernes påtegning og med attester fra de mestre, for hvem han kom til at arbejde for. Overtrædere straffes med øjeblikkelig udvisning. Og med visse lempelser skulle samme bestemmelser også gælde for de danskfødte håndværkssvende. Men Julirevolutionen i Frankring i 1830 satte ny uro i håndværkerne, og adel og kongemagt var bange for rejsende agitatorer. Frankfurteroprøret i 1833 og bevægelserne i Rhinlandet medførte at svendeorganisationerne i Tyskland blev forfulgt, og at deres foreninger måtte begrænse sig til understøttelsesformål. I England agiterede Robert Owen mod arbejdsgiverne. Den utopiske socialisme vandt frem i mange lande, men de herskende klasser skulle nok bekæmpe socialismen og friheden. Men i 1835 nåede tvangspolitikken sit højdepunkt, da den tyske forbundsforsamling (Frankfurterforsamlingen) ved årets begyndelse besluttede, at det skulle forbydes forbundsstaternes håndværkssvende at besøge eller opholde sig i sådanne lande eller steder, hvor associationer og forsamlinger af håndværkere tåltes. Dette forbud indførte Frederik VI. ikke blot i Holsten og Lauenburg, men ved en kancelliplakat af d. 23. oktober 1835 også i det egentlige Danmark. Denne kraftige indskrænkning af den personlige frihed vakte dog modstand. I østifternes stænderforsamling indgav en af foregangsmændene i datidens industri, Mekanikus Gamet, forslag til et andragende om plakatens ophævelse, og en tremandskomité nedsattes til at undersøge sagen. Den modtog en af talrige københavnske håndværkssvende underskreven petition, hvori anordningen skarpt karakteriseredes som udtryk for »en krænkende og ufortjent mistillid til den danske håndværksstand«, og petitionen var forfattet af Orla Lehmann. Men selvom det således ligger nær at formode, at de borgerligt liberale kredse i det hele stod bag henvendelsen, så fandt denne dog indenfor laugssvendenes egne rækker så stor tilslutning, idet der blandt de 1036 underskrivere, kom 288 fra snedkerfaget og 185 fra skrædderfaget. For skræddersvendenes vedkommende hænger dette sikkert sammen med, at de særligt ofte rejste til England, hvad der nu forhindredes. Men kancelliplakaten af d. 23. oktober 1835 kom til at gælde til 1862. Men nu blev de gamle svendebroderskaber efterhånden omdannet til syge- og begravelseskasser, da en arbejdsnedlæggelse var en ret farlig sag. Flere af de mænd, der fra 1830ernes slutning tog aktiv del i oppositionen mod enevælden, havde tilknytning til håndværket. Således var J. P. Grime, kendt som »Kjøbenhavnsposten«s redaktør fra 1839, oprindelig drejersvend og havde uddannet sig også i politisk henseende gennem rejser i Tyskland og Italien; finérskærer (senere bankdirektør) H. P. Frederiksen, der i 1840erne optrådte som ivrig liberal og i øvrigt særlig udmærkede sig ved sin uforsonlighed over for laugsvæsenet, havde som ung snedkersvend opholdt sig i Paris og her haft nogen berøring med republikanske kredse. Begyndt som håndværkssvend var også en mand af væsentlig anden type og langt større betydning, bondeføreren J. A. Hansen, hvis aldrig helt forglemte udgangspunkt var et beskedent skomagerværksted i Rudkøbing. Men egentlige repræsentanter for håndværket eller for svendene blev dog ingen af disse tre. Det var kun et beskedent mindretal af håndværkerne der var med i liberalismens foreninger. Men de større københavnske mestre trådte i forbindelse med den nye klasse af industridrivende og med de frisindede akademikere, og både ved Industriforeningens og ved Håndværkerforeningens stiftelse henholdsvis i 1838 og i 1840 spillede disse kredse en hovedrolle. Samtidig mærkes dog også hos svendene en voksende selvhævdelse, bl.a. i 1841 ved kronprinsens bryllup der fejredes med et håndværkertog, hvori svendene stillede krav om at blive repræsenteret lige med mestrene i deputationen. I 1846 indgav en række københavnske oldgeseller på 3166 underskriveres vegne til stænderforsamlingen i Roskilde et andragende om udvidet frihed for svendene til at arbejde for egen regning i deres fag. Men det fik de ikke lov til. Men industriens vækst medførte, at i årene fra 1840 opstår der strid om laugenes eksistensberettigelse. Næringsfrihedens forkæmpere ville have endnu flere fordele, og ønskede at det private initiativ kunne udfoldede sig uden statens formynderskab og uden organisationstvang, selvom fabriksarbejderne var underkuede og udsatte for omgående afskedigelse, så de turde slet ikke tænke på nogen art af fagmæssig sammenslutning. I 1847 menes landets industri som helhed at have beskæftiget omtrent 1.1000 arbejdere, og hovedstaden 4080 industriarbejdere mod 9206 svende og lærlinge i håndværksfagene. De ufaglærte industriarbejderne blev lønnet meget dårligt, og da de tilmed i langt højere grad end håndværkssvendene var udsat for at blive arbejdsløse, var deres stilling væsentlig ringere end selv de gifte svendes. I 1852 udstraktes Forordningen af 1800, som jo fra starten af kun angik København, til også at gælde provinskøbstæderne, dog med de efterhånden foretagne ændringer, hvad der betød, at det fortrinsvis blev straffeparagrafferne, der for fremtiden lod sig anvende i provinsen.

Men i efteråret 1847 stiftede Håndværkerdannelsesforeningen, hvis oprindelige formål svarede til navnet, og medlemstallet voksede i 1848 til ca. 900. Overfor det mægtige national-liberale parti indtog foreningen tidligt en kritisk holdning, omtrent svarende til den, Grüne gav udtryk i sit blad »Kjøbenhavnsposten«. Så snart Kristian VIII's død havde gjort forfatningsspørgsmålet brændende, gjorde den nye organisation sig bemærket ved at tage initiativet til en adresse, som udtalte ønsket om en fuldstændig udvidet valgret og valgbarhed, til de hidtil ikke repræsenterede folkeklasser. Dette forslag lå milevidt fra det forslag, der var fremkommet af J. F. Schouw i hans og H. N. Clausens pjece »Ved Tronskiftet«, der foreløbig var de national-liberales program. Samtidig trådte man i opposition også til ejderpolitiken og de dermed forbundne nationale stemninger. »Kjøbenhavnsposten« anfører således med bifald, at en i Håndværkerdannelsesforeningen udbragt skål for tyskerne hilstes med et nifoldigt hurra, og de stod i forbindelse med Grime, Goldschmidt og Rasmus Sørensen, der på Kasinomøde d. 11. marts og på det første møde i Hippodromen tog til orde mod tanken om Sønderjyllands forening med kongeriget og advarede mod at »inddrage folkene i forældede nationalitetsstridigheder«. Begge steder gik dog stemningen blandt tilhørerne disse talere imod, og Håndværkerdannelsesforeningen så hvor alvorligt udviklingen skred frem med den grundlovgivende rigsforsamlings kongevalgte medlemmer, og da militærfanfarerne gjaldede i byerne og på landet nåede den nationale stemningsbølge dybt ned i de brede lag, og håndværkssvendene ikke var nogen undtagelse i så henseende, idet de forskellige københavnske svendelaug stillede betydelige beløb til krigsministeriets disposition.

Februarrevolutionen i Paris i 1848 bredte og nye ideer til håndværkerne, og prisstigninger p.g.a. krigen forværrede arbejderbefolkningens levevilkår, og der opstod arbejdsløshed, ikke mindst i byggefagene. For at komme dette onde til livs vendte da de danske svende sig mod deres tyske kolleger, og i sommeren 1848 foranstaltedes en formelig jagt på de ulykkelige tyskere. Hobe af håndværkere trængte ind i værkstederne og tvang mestrene til at udjage deres tyske arbejdere. Specielt forstod de arbejdsløse snedkersvende at sætte sagen i system, og de fordelte sig i flokke på en halv snes stykker, og drog rundt fra værksted til værksted og tvang de tyske svende til at gå frivilligt eller mestrene til at afskedige dem. På lignende måde gik det i andre fag. Trods det tumultuariske i svendenes bestræbelser fandt de øvrighedens støtte, og mere end 1.000 tyske svende måtte forlade København. I 1848 udgav Frederik Dreier (1827-1853) en mindre pjece med titlen «Folkenes Fremtid».

1848 var revolutionernes år i Europa. Typograferne i Berlin strejkede i april, og derfra bredte strejkebevægelsen sig til adskillige andre tyske byer, og herunder også nordtyske byer. På initiativ fra Heidelberg stiftedes et typografforbund, og overalt rejstes ensartede faglige krav, og i efteråret 1848 udbrød adskillige strejker, der dog gennemgående fuldstændig mislykkedes, således b. a. i Berlin og Hamburg, men i Leipzig gjorde mestrene godvilligt visse indrømmelser. De liberale ideer og håndværkerne krævede forandringer, og typograferne var ikke lavsmæssigt organiserede, og derfor heller ikke undergivne Forordningen af 1800. I november 1848 indkaldte 37 typografer med den nyligt hjemvendte William Dau fra Tyskland til et almindeligt møde i faget. Forhandlingen her fik til resultat, at 212 typografer d. 28. november stillede deres arbejdsgivere over for 10 omhyggeligt formulerede krav, bl.a. om 12 timers arbejdsdag, med to timers middag, om et bestemt forhold mellem lærlingenes og pressernes antal og - tydeligst - den på dansk grund for første gang rejste fordring om nedsættelse af en voldgiftsret, der tænktes sammensat af to principaler, tre sættere og tre trykkere. En sådan sammensat domstol havde typograferne i Leipzig nemlig også forlangt. Men man stille også krav om en forbedring af lønvilkårene, forhøjet betaling for søndags- og natarbejde og erstatning for uforskyldt korrektur. Typografernes fællesoptræden blev imidlertidig på en meget bestemt måde afvist af arbejdsgiverne i en skrivelse d. 11. december. Men nu viste det sig, at 196 typografer allerede havde opsagt deres pladser, og et par advarende artikler i »Flyveposten« formåede ikke at hindre strejkens udbrud d. 23. december 1848. Men typograferne havde ikke forberedt kampen, og de havde ikke nogen strejkefond, og et forsøg på at skaffe penge ved lån fra »De forenede Hjælpekasser« forpurredes af arbejdsgiverne, og i januar 1849 måtte typograferne erkende deres nederlag. Flertallet af dem fik dog hurtigt atter beskæftigelse; men deres leder, William Dau, blev af arbejdsgiverne udpeget til syndebuk, og han blev afvist overalt, hvor han søgte arbejde. Så han rejste til Amerika, og nu gik der en snes år, før typograferne igen lod høre fra sig.

Borgerlige uroligheder medførte prisstigninger i 1849 og krigsårenes mangeartede uro nødvendiggjorde, at arbejderne fik en del indrømmelser og lønstigninger, hvoraf ganske vist mange senere atter toges tilbage. En del af maskinarbejderne skal være blevet enige med deres arbejdsgivere om en nedsættelse af arbejdstiden fra 11 til 10 timer, imod at yde et lige så stort arbejdsprodukt som tidligere. Men arbejdsstandsning kom det til blandt skibstømrerne og murerne. Skibstømrerstrejken i 1850 skete ved at arbejdslederne før arbejdstidens slutning sammenkaldte tømrerne til at »sjove«, som det kaldtes, ved optagning af både, transport af svært tømmer og lignede, og dette arbejde trak ofte ud indtil ét kvarter efter fyraften. På et kvartalsmøde i svendelavet i »Den store Lade«, vedtog skibstømrerne at man ikke ville finde sig, at arbejdslederne udstrakte den aftalte arbejdstid. Men nogle skibstømrersvende hjalp alligevel arbejdsgiverne efter den aftalte arbejdstid, og så strejkede de andre skibstømrer, da de ikke ville arbejde sammen med sådanne dårlige arbejdskammerater. I henhold til Forordningen af 1800 greb politiet ind og arresterede tre af førerne, men arbejdsstandsningen fortsatte i 3 dage med sejr for svendene. Også den påfølgende retsforhandling fik et for dem gunstigt udfald. Anklagen støttede sig navnlig på, at tømmermændene havde undladt at give den ellers sædvanlige skriftlige opsigelse. Her overfor gjorde imidlertid deres ordfører opmærksom på, at arbejdsforholdet i almindelighed blot blev indgået på den måde, at arbejderne daglig meldte sig på værfterne, som så uden videre formaliteter udtog de folk, der i øjeblikket var brug for. Da arbejdsgiverne på forespørgsel måtte bekræfte denne fremstilling, kom dommeren til det resultat, at der her således kun var tale om løst arbejde, som ikke kunde falde ind under Forordningen af 1800; han frikendte derfor de anklagede. Fra da af ophørte brugen af skriftlig opsigelse. Murerstrejken i 1851 skete på baggrund ad at murerne fik for lidt i løn. Der var sket det at regeringen i 1826 officielt havde ophørt med at fastsætte fagets løntakster, og murermestrene fastholdt sig i en menneskealder til den dagløn, der var fastsat i 1822, idet de dog i 1845 gik ind på en mindre lønforhøjelse til murerne. Men prisstigninger slog bunden ud af murernes løn og levefod, og da de ikke kunne komme igennem med forhandling, varslede de opsigelser med 14 dages varsel, og d. 18. januar 1851 nedlagde de arbejdet. Også dengang boede man i herberg. Men da murersvendene var laugshåndværkere, var de dermed underlagt Forordningen af 1800, og nu kunne de forvente alvorlige straffe for sammenrottelse og arbejdsstandsning. Men i henhold til Junigrundloven af d. 5 juni 1849 måtte borgerne godt etablere foreninger i lovligt øjemed, men d. 5. februar arresterede politiet 3 murersvende og fagets oldgeseller. Strejken varede 4 uger, og en domstol hævede lønnen med 1/2 mark i månederne fra februar til november, og noget senere på året opnåede tømmersvende samme lønforhøjelse. Men i 1860 nedsatte mestrene officiel og ensidigt lønnen.

»Håndværkerdannelsesforeningen« fra 1847 sygnede hen i begyndelsen af 1850erne. Og i november 1850 blev der stiftet en »Oldgeselforening«, og fra denne udgik en indbydelse til dannelsen af en arbejderforening i 1851 hvor også tøjmager L.V. Lunde og A.C. Klamer var indbydere. Denne »Foreningen for Arbejderklassen Vel«, fik hurtigt stor tilslutning, og L.V. Lunde blev formand, og der udkom et »Organ for arbejderklassen«, og der blev senere dannet en indkøbsforening. Frederik Dreier var også med i »Foreningen for Arbejderklassen Vel«. I 1853 blev foreningen sammensluttet med »Håndværkerdannelsesforeningen«, og C. V. Rimestad blev formand, og foreningen fik navnet »Arbejderforeningen af 1853«, og der udkom et »Nyt blad for Arbejderklasssen«. Men både huslejerne og priserne steg i 1854-55, og man kom ikke rigtig nogen vegne, og en strejke blandt skibstømrerne i København i 1857, brød sammen efter ca. 10 dage, og resultatet blev at lønnen blev lavere; strejkelederne fik ikke noget arbejde, da se blev sortlistet, og nogle måtte udvandre. Det var nemlig stadig sådan, at lønnen fastsattes ensidigt af arbejdgiverne, og den sociale forståelse manglede mestrene fuldstændigt, ligesom de var ligeglade med at dyrtiden forringe lønningernes købekraft. Og kommunen vendte det døve øre til, og med 5 rigsdalere om ugen, kunne man ikke forsørge en familie. I 1857 opstod der debat om laugenes bevarelse, og flere underskriftindsamlinger kom igang, og i november ville oldermænd og oldgeseller lave et folkeoptog. Men alene ideen skabte stor uro i regeringskredsene, som fik forhindret dette folkeoptog. Mange ville beholde laugene, for at udelukke fuskere og fabriksslidere. Men Industriforeningen fik Frederik VII til at stadfæste Næringsloven d. 29 december 1857, og nu ophævedes ikke alene fortidens lavsvæsen helt og holdent, brat og radikalt, medens man i andre lande havde sørget for en vis jævn overgang, lod man i Danmark »det fulde frihedsprincip« træde i kraft efter blot 4 års forløb. Loven trådte i kraft d. 1. april 1858, dog sådan, at en del væsentlige bestemmelsers ikrafttræden udskødes til d. 1. januar 1862, bl.a. på denne dato bortfald lavene; eller man ophævede laugstvangen, men man forbød ikke foreningerne. I september 1860 lykkedes det C.V. Rimestad ved et kup i den stillestående »Arbejderforening af 1853«, at få skabt en ny forening: »Arbejderforeningen af 1860«, og den fik hurtigt 3.000 medlemmer. Men foreningen sammede både mestre og svende, og dens hovedformål var folkeoplysning, og den skulle præge arbejderklassen med borgerlige værdinormer. C.V. Rimestad kastede sig ind i kampen for Ejderprogrammet, og i november 1863 da Frederik VII. var død, fik foreningen 900 nye medlemmer, der krævede handling i den nationale sag, og arbejderne sluttede op til handling, som under den første slesvigske krig (1848-51), og det var med stor skuffelse at foreningen mødte nederlaget. I 1863 tog foreningen initiativ til oprettelsen af et »Aktieselskab for oprettelsen af billige pantelånerkontorer i København«, og det siger lidt om tidens tilstande, og C.V. Rimestad gjorde ikke meget for at forbedre arbejderklassens økonomiske vilkår, med undtagelse af nogle ganske få gange, hvor han berørte det i nogle taler. Fattigdommen var udbredt. Arbejderne ønskede nye sundere boliger, lavere huslejer og værn mod huslejestigninger, samt fødevarer til billig pris. Men det blev ikke rigtigt til noget betydningsfuldt i det borgerlige Danmark, selvom der opstod flere »selvhjælpforeninger« og »forbrugsforeninger« rundt omkring i det ganske land. C.V. Rimestad stemte for den reviderede grundlov af 1866, og i slutningen af 1860erne var det for tydeligt, at C.V. Rimestad kun ville gøre arbejderne til gode national-liberale, og at han samtidig ville holde socialismen ude fra Danmark. Mange medlemmer faldt fra, og dog skal det bemærkes, at socialdemokrater som V. Z. Richter, Heinemann, P. Knudsen og A.C.Meyer fik deres første dannelse gennem »Arbejderforeningen af 1860«. Selvfølgelig kunne de borgerlige afholde adskillige hyldesttaler til det arbejdende folk; men bedre økonomiske vilkår fik arbejderne ikke. Men krigen i 1864 havde skabt bolignød, og i 1865 ville murersvende have genindført priskuranten fra 1855, men de fik afslag og gik i strejke, og førte tavler over de mestre og svende, der arbejde under priskuranten fra 1855. Mestrene truede med at tilbageholde pengene (tidepengene) til svendenes laug, men murerne fik støtte fra andre, og daglønnen blev hævet. Nu strejkede tømrerne i juli, da de ville have løn efter priskuranten af 1852. Huslejerne og priserne var jo steget, og tømrerne fik en mindre lønforhøjelse. Nu gik væverne i gang med at strejke, og ligeledes smedene på Hvidemølles Jernbaneværksteder i Randers, men de måtte se deres pladser besat af andre. I januar 1866 nedlagde porcelænsmalerne arbejdet hos Bing & Grøndahl, kurvemagerne strejkede i 1866-67, og i sommeren 1870 strejkede 90 arbejdere på havneanlægget i Esbjerg. Læs videre her.

Ved slutningen af det 1700-tallet var tilstanden på næringsvæsenets område altså den, at adgangen til næring gik gennem lavet; dvs. der var først visse drenge- og svendeår at udstå, svendeprøve at aflægge, mesterstykke at forfærdige, mange omkostninger at erlægge - stundom (i de såkaldte »sluttede lav«) måtte endelig et lavsmedlem først dø. Men slap man omsider ind og blev lavsmester, var man også i betydeligt omfang sikret. I Danmark vedblev lavsordningen ikke alene for håndværkets, men også for handelens vedkommende at bestå lige op til 1862. Næringslovens ikrafttræden i 1862 og udviklingen i Europa medførte at håndværket blev overhalet af fabriksindustrien, og håndværkerne måtte dermed nøjes med at levere halvfabrika til fabriksindustrien, hvis de ville overleve. Importen af varer medvirkede til at øge konkurrencen, og Næringsloven gav lettelser, så det blev nemmere at få næringsbrev som mester, men også dette skærpede konkurrencen, thi det man nu manglede var kapital, til et værksted, der med maskiner kunne følge med i den hastige industriudvikling. Og dog slap visse fag nogenlunde igennem 25 års udvikling 1855-1870, men mange fag gik voldsomt tilbage i antallet af beskæftige, bl.a. skræddere, vævere, bogtrykkere og kurvemagere. Lauge forsatte dog efter 1862, men dog sådan, at de fleste svendelaug fungerede som sygekasser og begravelsesforeninger. I perioden 1864-1871 blev der grundlagt 374 nye små virksomheder og fabrikker i Danmark, og 231 industrivirksomheder udvidedes. Men allerede i 1870 var klagerne i Danmark over Næringsloven blevet så stærke, at regeringen fandt sig foranlediget til at nedsætte den såkaldte »købstadskommission«, og især i slutningen af 1880erne, blev misfornøjelsen stærkere og stærke mod næringsloven i håndværkerkredse og i købstædernes handelsstande.

***

Men lad os nu se på arbejderklassens stilling under den industrielle revolution. Det viste sig nemlig særligt tydeligt, at den for kapitalen typiske lidenskabelige jagt efter værdi ville føre til vækst i mængden af elendighed, undertrykkelse, trældom, degeneration, udbytning, såfremt kapitalen ikke blev mødt af arbejderklassens organiserede kraft, thi arbejderklassens sociale og økonomiske stilling under den industrielle revolution var forfærdelig, og det var virkeligt nødvendigt at finde til samling og organisere sig som klasse med et klasseparti. Indførelsen af maskiner blev nemlig ledsaget af en systematisk lønreduktion for millioner af arbejdere. Maskinerne formindskede efterspørgslen og trykkede prisen på kvalificeret manuelt arbejdskraft, og overalt opstod der lønreduktion og bedrageriske aflønningsmetoder, dvs. at man fik sin løn udbetalt i varer, f.eks. levnedsmidler, tobak og selv fabriksvarer, kattunstykker, osv., som arbejderen var tvunget til at købe i fabriksboden til betydelige overpriser. En anden måde til at beskære lønnen på var de påtvungne lønfradrag (bøder) for forsømmelser i arbejdet (ofte ganske opdigtede) og for enhver anden »forseelse«. Foruden disse bøder var der i hjemmeindustrien tillige lønfradrag for anvendelse af arbejdsgiverens materialer, maskiner og værktøj. I de lande, hvor industriproletariatet opstod samtidig med, at livegenskabet fortsat bestod, var udbytningen stærk, f.eks. fabrikanternes manipulationer med arbejdslønnen for de russiske arbejdere og for de bønder, der arbejdede som sæsonarbejdere, og var beskæftiget i forarbejdnings- og mineindustrien. Fra arbejderens løn blev der trukket for husleje, sygedage og for de lys, der i løbet af arbejdsdagen var brændt ned. Arbejdslønnen blev undertiden udbetalt i mønter af forringet værdi. Entreprenørerne benyttede sig af den uhyre fattigdom hos de til jordarbejder hvervede afgiftspligtige bønder, som ofte i stedet for at blive betalt med penge fik udstedt kvitteringer, hvorved de mistede op til 20 % af lønnen, eller de blev betalt med varer, hvis værdi fastsattes langt højere end markedsprisen, for eksempel støvler til det dobbelte og fåreskindspelse endda op til det tredobbelte osv.. Alt i alt rakte lønnen for de mest forskellige grupper i arbejderklassen ingen steder til at sikre et elementært eksistensminimum. Baron Bigo de Morogues påviste i begyndelsen af 1830erne, at en fransk arbejderfamilie havde et eksistensminimum på 860 francs om året, som skulle fordeles på fødevarer 570 francs, husleje 130, beklædning 140 og øvrige udgifter 20 francs. Men i virkeligheden tjente en gennemsnitsarbejderfamilie, kun 760 francs, faderen 450, moderen 150 og børnene 160 francs. Natarbejde var ikke noget usædvanligt, og gradvist blev også søndagsarbejde almindeligt. Arbejdsdagens længde blev tillige ens for mænd, kvinder og børn, og ferie var noget ganske utænkeligt. Længden og den vedvarende overvågning af arbejdstiden, den monotone arbejdsrytme og den af arbejdsgiverne, deres forvaltere og opsynsmænd indførte kasernedisciplin forvandlede fabrikken til en tvangsarbejdsanstalt for arbejderne. Indførelsen af maskiner påvirkede også arbejdsdagens længde i hjemmeindustrien, hvor arbejderne som følge af deres isolation blev udsat for en endnu mere skamløs udbytning end i manufakturen eller fabrikken. Arbejdsdagens forlængelse gik hånd i hånd med arbejdets tiltagende intensivering. Forbedringen af maskinerne, deres hurtigere driftsgang og betjeningen af et stadig større antal maskiner var alle metoder til at sætte arbejdstiden i vejret eller at kræve mere arbejde i en given tid. Udbytningsintensiteten i den engelske bomuldsindustri viser i 1823, at en ung væver på 15-20 år, der kunne arbejde ved to dampdrevne mekaniserede vævestole, fremstillede 7 stykker stof af 24 yards bredde om ugen og i 1826 12-15 stykker; i 1833 kunne en sådan en væver, med en 12-års pige som hjælperske, ved at betjene fire vævestole fremstille 18-20 stykker stof. Ifølge en række forskere steg i perioden fra 1819-21 til 1829-31 den gennemsnitlige arbejdsproduktivitet for en vævestol til næsten det tredobbelte, og arbejdsproduktiviteten for en spinder blev næsten fordoblet. Følgerne af arbejdsintensiveringen blev så meget mere mærkbare for arbejderne, eftersom arbejdsforholdene på virksomhederne tillige var blevet usædvanlig hårde: arbejdslokaler propfyldt med mennesker; en luft fyldt med usunde uddunstninger (især på kattun virksomhederne, farverierne og lignende steder) og bomulds- eller metalstøv; trykkende hedt om sommeren og koldt om vinteren; maskinernes uophørlige larm; snavsede klæder, gennemvædet af maskinolie, og arbejderne fik ikke udleveret specielt arbejdstøj. Sådan var den almindelige situation på virksomhederne, undergravende og ødelæggende for arbejderens helbred. Om de sydfranske jernværkers arbejdere har en samtidig i 1830erne skrevet: »Arbejdsheste, som i øvrigt kun arbejder seks timer om dagen, bliver bedre behandlet end disse mennesker, som er totalt udmattede efter 12 timers arbejde, hvortil kommer temperaturens indflydelse, som - i det mindste på en smelters arbejdsplads - ofte når op på 40 og 45 grader.« Arbejdsmiljøbeskyttelse fandtes overhovedet ikke, og arbejdsulykker hørte til dagens orden. Det drejede sig for det meste om kvæstelser på hænder og arme. Arbejderne kunne intet høre på grund af maskinernes larm, de var dødtrætte af mange timers monotont arbejde, og deres hænder og arme kom ofte i klemme i transmissionsmekanismerne. I minerne skete der ofte sammenstyrtninger som følge af utilstrækkelige afstivninger, ligesom der ofte opstod brand, forårsaget af minegasansamlinger, fordi der ikke var iværksat rettidige foranstaltninger herimod; metalarbejdere fik meget tit forbrændinge, mistede synet, osv.. Først da den industrielle revolution udelukkede det store flertal af arbejderne fra andel i besiddelsen af produktionsmidlerne, påviste den nye industris herrer sig i stand til ved maskinernes hjælp i en uhyggelig grad at reducere lønnen. Af gammel vane søgte arbejderne i England hjælp hos parlamentet, som imidlertid svigtede dem. Snart bragte tilmed indtrykkene fra den Franske Revolution i 1789 de ledende politikere til at se med dybeste bekymring på enhver art af arbejdersammenslutninger; og da forholdsregler mod foreningerne i enkelte fag ikke hindrede bevægelsens fremgang, gennemførte den yngre Pitts regering i 1799-1800 almindelige forbud mod fagorganisation. Disse love formåede dog ikke at udrydde fagforeningerne i England; men de gjorde dem retsløse, prisgav dem for arbejdsgivernes vilkårlighed, tvang dem ind i en underjordisk og utryg tilværelse. Særlig af de faglærte håndværkeres fagforeninger holdt adskillige tappert stand, indtil det omsider i 1824 lykkedes en lille gruppe af behændige radikale politikere, med hovedkvarter i Francis Piaces skrædderværksted i London, at smugle en lov om forbudets ophævelse gennem parlamentet. Arbejdsgivernes flittige beretninger om de fordærvelige følger vakte dog hurtigt lovgivernes anger, og allerede i 1825 indskrænkedes friheden påny. Hovedsagen var dog, at også den nye lov udtrykkelig anerkendte retten til at danne foreninger med det formål at regulere lønnen eller arbejdstiden. Gennem den foregående menneskealders økonomiske og politiske udvikling var klassemodsætningen i det engelske samfund på alle mulige måder skærpet og tilspidset, og da nu et kvart århundredes tryk pludselig lettedes, vaktes hos arbejderklassen mægtige og fantastiske forhåbninger; nye fagforeninger myldrede frem som paddehatte. Netop i slutningen af 1825 ramtes imidlertid industrien af en alvorlig krise, og de følgende år bragte ikke blot langvarig arbejdsløshed, men også gentagne lønreduktioner, som fagforeningerne hverken med det gode eller med det onde formåede at hindre. At revolutionære stemninger Da man ikke kunde komme nogen vegne med arbejdsgiverne, vendte man sig i forbitrelse mod stat og samfund. Overfor de politiske formål, som nu sattes på dagsordenen, slog de hidtidige spredte foreninger ikke længere til; de samlede sig derfor, først til faglige landsforbund, siden til kolossale sammenslutninger, der tilsigtede intet mindre end at omspænde hele den engelske arbejderstand. Disse bestræbelser, som styrkedes også ved misfornøjelsen med den ufuldstændige valgreform i 1832, nåede højdepunktet i 1834 med den såkaldte »Grand National Consolidated Traades Union«, hvis egentlige skaber og virksomste agitator var den berømte socialist Robert Owen. Denne organisation, der ganske vist kun krævede et meget ringe kontingent, svulmede i løbet af få uger op til det uhørt høje medlemstal af mindst en halv million. Dens program var egentlig iværksættelsen af en generalstrejke, der skulle bringe arbejderne i besiddelse af produktionsmidlerne; i stedet beslaglagdes dog dens kræfter fra første færd af en række spredte arbejdskampe. Da disse ikke alle på een gang kunde føres til sejr, vågnede skuffelsen, og tilmed åbnede nu arbejdsgivere og domstolene en energisk modoffensiv. Følgen blev foreningens sammenbrud endnu samme år, som den var stiftet. Tilbage blev foruden en stærk åndelig påvirkning af Owens ideer mest kun spredte håndværkerfagforeninger. I den følgende årrække søgte den fortsatte uro blandt arbejderne afløb ad andre kanaler, først den rent politiske chartisme, hvis kæmpemæssige demonstrationer i årene 1839-42 forblev virkningsløse, dernæst forbrugskooperationen; Rochdalevævernes beskedne begyndelse i 1844 blev her kimen til en mægtig bevægelse, hvis betydning skulde række langt ud over landets grænser. Men nye yngre kræfter tog fat på at få lønnen så højt op og arbejdstiden så langt ned som efter forholdene muligt. Maskinarbejdernes talstærke og veldisciplinerede forbund i England, »Amalgamated Society of Engineers«, oprettedes i 1850 og tjente til forbillede for mange senere sammenslutninger. I begyndelsen af 1860erne dannede en snæver kreds af forretningsførere for de største forbund en slags uofficielt generalråd for hele fagbevægelsen, der nu for første gang helt kom under arbejdernes egen ledelse. De nye stærke forbund vakte nemlig i høj grad ængstelse og vrede hos arbejdsgiverne; og da disse hverken ved kontraktligt at forpligte deres arbejdere til at blive udenfor eller ved omfattende lockouter direkte kunne komme foreningerne til livs, forsøgte de den indirekte vej gennem et nyt attentat på deres retsstilling. En krudteksplosion i en strejkebryders hus i Sheffield gav dem i efteråret 1866 en kærkommen anledning. Det var ingenlunde første gang, sliberfagforeningerne i denne by gjorde sig skyldig i alvorlig terror, og murerne i Manchester havde tilsvarende handlinger på samvittigheden. Men så kom valgreformen af 1867 som gav byarbejderne valgret. Men først i 1871 anerkendte regeringen fagforeningerne, men indførte samtidig en lovgivning der vendte sig mod blokader og strejkevagter. En parlamentsundersøgelse i 1833 afslørede f.eks. i Derbyshire i England et stort antal krøblinge, som var blevet lemlæstet på fabrikkerne. For det meste drejede det sig om arbejdere, der havde mistet en hånd eller arm. I perioden 1801-36 omkom i én af de engelske kulminer mindst 185 arbejdere (ud af 15.000) som følge af arbejdsulykker. I Loire-bækkenet omkom der hvert år indtil 1816 omkring 100 minearbejdere. Den omfattende anvendelse af kvinde- og børnearbejde, som steg i takt med udviklingen af den mekaniserede industri, gav kapitalisterne endnu flere muligheder for at forstærke udbytningen. »Forskel i køn og alder,« skrev Karl Marx og F. Engels, »har ikke mere social gyldighed for arbejderklassen. Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som efter alder og køn kræver forskellige omkostninger.« Dette princip bestemte kapitalens indstilling til kvinders og børns arbejde. Kvinder blev dårligere betalt end mænd, under det påskud, at deres arbejde var mindre produktivt, skønt de ofte udførte nøjagtig det samme arbejde. Kvindearbejde blev systematisk anvendt ikke kun i tekstilbranchen, men også i mange andre industrigrene. Tilsvarende anvendtes overalt i større eller mindre omfang børns arbejde, der blev betalt endnu dårligere. Arbejdsforholdene for kvinder, unge og børn var ualmindelig hårde. I England kendes flere tilfælde, hvor kvinder, der slæbte kurve med kul ud af minerne, fortsatte med at arbejde selv under graviditet og genoptog arbejdet få dage efter fødslen. Talrige eksempler på ubarmhjertig udbytning af børnearbejde blev afsløret af parlamentskommissionen i begyndelsen af 1830erne. Nogle virksomheder indstillede i gennemsnit hvert år produktionen i to måneder, og mange arbejdere udførte hårdt arbejde ved bl.a. havnearbejde, jord- og vejarbejde. Beskæftigelsesgraden for disse arbejdere var altid yderst ustabil og deres arbejdsløn meget svingende. Arbejdsløsheden bidrog væsentligt til en almen forstærkning af arbejderklassens udbytning. De daglige livsbetingelser for langt de fleste arbejdere var dengang utrolig hårde. Mange måtte tage ind til fabrikken fra de omkringliggende landsbyer, da selv en elendig bolig i byen lå udenfor den fattige arbejders økonomiske formåen. En del arbejdere var tvunget til hele ugen at bo i fabriksbarakker - dårligt opvarmede rum med små vinduer og sparsomt møblement. Håbløs fattigdom tvang arbejderfamilierne til at slå sig ned i fugtige kældre, uopvarmede loftskamre rundt om i svinske slumkvarterer, totalt uegnede som menneskeboliger. Englands industribyer, bl.a. Manchester, var præget af den mest forfærdende elendighed, med faldefærdige kvalmende overbefolkede slumkvarterer, arnesteder for frygtelige epidemier og forfærdende dødelighed. Arbejdernes boligforhold i andre lande var på ingen måde bedre. Tranghed og pladsmangel, pjalter i stedet for klæder, sengen skiftet ud med sække indeholdende høvlspåner eller halm, ofte var der overhovedet ingen møbler, snavsede og uhumske arbejderkvarterer - sådan var billedet af byproletarernes hverdagsliv i den industrielle revolutions tidlige periode. Ligeså elendige var landarbejdernes levevilkår, som af samtidige ofte ligestilledes med livet i en svinesti. »Jeg har i hele mit liv aldrig set lignende menneskelig elendighed,« skrev den engelske radikale publicist William Cobbett om landarbejdernes liv i et af Englands grevskaber. »Arbejdernes verden var en verden af sygdom«. I takt med fabrikssystemets udbredelse forkortedes arbejdernes levealder. Sheffields metalslibere, der arbejdede med tørre slibestene, døde almindeligvis i en alder af 28-32 år, minearbejderne i 34-års alderen, Manchesters vejarbejdere blev højst 40 år, gennemsnitslevealderen for væverne i Mulhouse var 22 år osv.. Medicinske afhandlinger og rapporter giver et dystert billede af erhvervssygdommes og andre sygdommes udbredelse blandt arbejderne (tuberkulose, astma, øjensygdomme, engelsk syge og rygradsskævhed); de beretter om epidemier, kolera og andre, som ramte enorme områder og bortrev tusindvis af mennesker, hvis organisme på grund af afsavn ikke kunne modstå infektionerne. Dødeligheden var især høj blandt de engelske byers proletariske befolkning. Det skal tilføjes, at arbejderklassen i sin opkomstperiode var fuldstændig retsløs i social og politisk henseende. Der eksisterede overhovedet ingen arbejdslovgivning, som i nogen grad kunne have dæmpet arbejdsgivernes griskhed og beskyttet arbejderne mod deres vilkårlighed. Tværtimod blev der til stadighed udstedt love, som var rettet mod arbejderne og som juridisk forankrede kapitalens almagt. Disse love forbød arbejderne at aktionere i fællesskab og organisere sig til forsvar for deres umiddelbare interesser, bl.a. Le Chapeliers lov af 1791 i Frankrig; det engelske parlaments love fra 1799-1800, der forbød arbejdersammenslutninger; Napoleons Code pénal af 1810, som truede strejkende med fængsel fra tre måneder til et år, og lederne af og initiativtagerne til strejker med fængsel fra to til fem år; den i livegenskabets Rusland udstedte lov af 1845, hvori det siges, at »i tilfælde af ulydighed blandt arbejderne på en fabrik eller en virksomhed overfor dennes ejer eller direktør, en ulydighed udvist af en gruppe eller af en folkemængde, skal der overfor de skyldige tages sådanne straffe i anvendelse, som foreskrevet for opstande mod de af regeringen indsatte magtorganer«, dvs. fængsel fra tre uger til tre måneder for strejkens »initiativtagere« og fra syv dage til tre uger for andre. Den borgerlige lovgivning bragte ofte arbejderen i en ydmygende og retsløs stilling i forhold til arbejdsgiveren. Ifølge den engelske lov om »herre og træl«, der gik tilbage til det 14. århundrede og flere gange ændret i det 18. og i begyndelsen af det 19. århundrede, blev en arbejder, der forlod sin arbejdsplads i utide, straffet med fængsel, mens en arbejdsgiver, der havde sagt arbejderen op før tjenestetidens udløb, kun blev idømt en bøde. Artikel 1781 i Napoleons Code civil af 1804 fastlægger arbejdsgiverens forrettigheder i forhold til arbejderen, hvad angår lønspørgsmål: »Arbejdsgiverens ord skal stå til troende, hvad angår hans påstand om lønnens størrelse, om det foregående års aflønning og om indeværende års vederlag.« Tilløb til fagforeningsdannelse i Frankrig først i 1830erne kvaltes således af en lov af 1834, og Napoleon III. tålte i begyndelsen af sin regering kun de såkaldte «Sociétés de Secours Mutuels«, der officielt blot var sygekasser, men faktisk alligevel ofte forfulgte videre formål. Selv efter at kejseren i 1864 havde lempede på reglerne, vedblev fransk fagorganisation at føre en temmelig skjult tilværelse. Efter det franske eksempel besluttede Belgien i 1866 at bringe de alligevel uundgåelige strejker på lovlighedens grund. I 1867 bøjede Østrig sig for den almindelige udvikling. Samtidig foregik den socialistiske bevægelse, bl.a. gennem »International Working Men's Association«, som almindeligvis kaldes »1. Internationale«. Mødet mellem engelske og franske arbejdere på verdensudstillingen i London i 1862 blæste nyt liv i den gamle forestilling om en forening af alle landes proletarer, og i 1864 lykkedes det at gennemføre tanken i praksis, og stiftelsesmødet holdtes i London. I Italien var hemmelighedsfulde sammensværgelser i Mazzinis ånd, og franskmændene var tilhængere af Proudhons og Blanqui ideer. Andre var tilhængere af anarkistføren Bakunin. »Allgemeine Deutsche Arbeiterverbrüderung« var før og efter revolutionsåret 1848 den største tyske arbejderorganisation, men også Bund der Kommunisten (Forbundet af kommunister), som var grundlagt i 1847 i London var aktivt indtil 1852 i Tyskland. Allerede i 1848-50 havde de tyske typografer og cigararbejdere, forsøgt at danne et landsforbund, men det lykkedes først for cigarmagerarbejderne i december 1865. Leipzig-typograferne havde i 1862 dannet en borgerlig dannelsesforening, i lighed med C.V. Rimestads danske forening. I visse tyske stater, navnlig Sachen og Baden tillodes faglige arbejdersammenslutninger allerede i 1861-62, altså tidligere end i Frankrig. I maj 1863 dannedes det første livlige arbejderbevægelse i Leipzig-Sachen: »Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein«, med Ferdiand Lassalle som formand, og de forskellige arbejderforeninger i tysklandene mødte i juni 1863 i Frankfurt am Main, og havde kongresser de næste par år. Men de tyske foreninger var alt for nationale og tilsluttede sig ikke »Internationale«, idet også en række af de tyske arbejderforeninger var tilknyttet det borgerlige Fremskridtsparti. Skrædderne, bagerne og guldarbejderne blev organiseret i 1867 og 1868, og der var hyppigt strejker i større byer i Tyskland. Men på arbejderforeningernes fælleskongres i Nürnberg i 1868 blev August Bebel leder af disse arbejderforeninger, og kunne opnå tilslutning til »Internationale«. Sozialdemokratische Arbeiterpartei (SDAP)«, blev grundlagt i Eisenach i1869 af August Bebel og Wilhelm Liebknecht, men der var strid mellem de borgerlige arbejderforeninger og den socialistisk orienterede fagbevægelse, men ved et politisk forlig i Gotha i 1875 samlede de stridende kræfter i Tyskland, og kort før 1878 blev der i Tyskland grundlagt de første rigtige fagforeninger for arbejdere, som Otto von Bismarck forsøgte at standse i 1890erne. I 1890 blev »Generalkommission der Gewerkschaften Deutschlands« grundlagt, og i 1891 dannedes »Deutsche Metallarbeiter-Verband«.

I kapitalismens gryende tidsalder fik ikke mange af smedefagets udøvere, - svendene -, mulighed for at blive mestre i forhold til tidligere under laugstiden, hvor mange svende opnåede den af dem alle så attråede stilling som mester, som selvstændig håndværker. Svendestillingen var en overgangsstilling dengang, men ikke det endelige mål. Naturligvis nåede ikke alle at blive laugsmestre. På vejen led en del skibbrud, men reglen var, at der ingen gamle svende var; de gamle var mestre. At dette kunne lade sig gøre, skyldtes den omstændighed, at selvom der krævedes ikke så få betingelser opfyldte, før svenden blev mester, stilledes der ikke dengang i tilsvarende målestok som nu til dags betingelsen: kapital. Tallene på mestre og tallene på svende var ikke i fortiden så forskellige som nu. Der uddannedes ikke som i 1913 én tusind smedesvende årlig mere i Danmark, end der direkte var brug for. Og antallet af svende hos hver mester var i alt fald på visse tider begrænset: „Måe ingen mester på smede handverch hollde mehre endt fire suenne och ij (2) drennge, huo her emoedt giør, bøde så möget som suennene giffues i løenn", står der i Roskilde Smedelaugs artikler fra 1623, og der tilføjes, at hvis en mester får påtrængende og meget arbejde, som han ikke kan besørge, så skal han henvende sig hos sine laugsbrødre om hjælp til dets udførelse. Ingen fabriksdrift krævede et stort hold svende, og den ene laugsmester undede ikke den anden for meget arbejde.

Man bliver under disse omstændigheder, hvor svend hyppigt blev mester, nødt til at omtale såvel mestrenes som svendenes forhold, når man vil undersøge de menneskers forhold i fortiden, som svarer til nutidens svende, som jo i det store og hele er og bliver svende fra læretidens udløb til graven! Den sociale niveauforskel, der nu findes mellem arbejder og arbejdsgiver, har sikkert været langt mindre i laugstiden, netop som konsekvens af, at svenden en dag blev mester. Men heraf følger ikke, at svendene har haft det som blommen i et æg. Ingen vil heller nu til dags påstå, at karlen hos en gårdejer har det bedre end byarbejderen, selv om det er givet, at der er en meget større afstand socialt set mellem byarbejderen og hans arbejsgiver end mellem gårdmanden og hans karl. Men selv det mest patriarkalske forhold har naturligvis ikke hindret svendene i ikke at være misfornøjede med deres kår. Disse har sikkert været meget forskellige ned gennem laugstiden, alt efter som de økonomiske forhold var, og også efter som mester var, selv om denne var bundet til at give samme løn som alle hans laugsbrødre: „Ingen mester vdi smedie laugidt må giffue deritz svenne til løenn en mehre endt en andenn vnder xx marchs bøder, och schulle alle embedtzbrødernne, når theritz quartall moede holldes, forehnnes och sette, huadt deritz suenne till støcheverch, vge, fjerdinghaars eller halffaars løenn medt billighedt, effterszom hanndt er goedt for sit haanndtverck, och szom haandt kanndt arbiede till, bøer adt haffue, så adt suenne saa vel som mesterne på begge siider kunne vedt bliffue." Altså en hel løntarif ! Dens formål har tydelig nok været det samme som de ovenfor nævnte bestemmelsers, nemlig at ligestille de forskellige mestre i lauget, at hindre den éne smedemester i at opnå fordele ved en privat lønpolitik, hvad enten denne gik i en retning, man nu til dags ville karakterisere som smudskonkurrence, eller i den stik modsatte retning. Ved det sidste, - for høje lønninger,- ville den enkelte mester kunne tvinge hele lønniveauet op og måske få den bedste arbejdskraft, og det er dette, mestrene særlig har frygtet. Det ser man af, at bestemmelsen siger, at de ikke må betale mere end aftalt, der står intet om, at de ikke må betale mindre - men dette følger vel af lønfastsættelsen overhovedet. Som man ser, var der allerede på den tid i 1623 både akkord, uge, fjerdingårs og halvårsløn. Foruden denne løn i penge fik de løn in natura. Den har næppe været af allerbedste slags, eller smedesvendene har været nogen kræsenmadser - ellers havde det næppe været nødvendigt i den samme laugsartikel at fastsætte bødestraf eller subsidiært to dage og nætter „vdi kiellderenn til vandt og brødt" for den svend eller dreng, der „foragther sin hoszbonndes eller høstrues øell och madt, som vstraffeligt er".

Det arbejde, svendene skulle foretage for deres løn, har jo på langt nær været så forceret og intensivt som nutidens arbejders, der er blevet lagt mindre beslag på deres kræfter og energi, men til gengæld var deres arbejdstid også langt længere end nutidens: „Smedesvendene skal være på deres mesters verksted om morgenen klokken slår 4re og gjøre deres dagsverk som det sig bør efter mesterens sigelse…" hedder det i Frederik d. V's laugsartikler for Smedelauget i Kiøbenhavn af 1752! Fridage har smede som andre håndværksfolk ikke haft så få af, og lidt efter lidt har de vist tilkæmpet sig flere og flere frimandage og derigennem bødet på den lange arbejdstid; de, der var antaget på længere tid, har haft lov til flere fridage end de ugeantagne.

En smedesvend var ikke stavnsbundet til sin mester og kunne rejse, når han blot overholdt de rigtige terminer og ikke forlod et akkordarbejde, før det var endt. Men det har dog sikkert ikke hændt så sjældent, at han overtrådte disse regler, ellers havde paragrafferne 17 og 18 i Frederik d. V's artikler f.eks. ikke været påkrævede. Paragraf 17 lyder: „Tiener nogen svend for arbeyd i stykviis at giøre, skal han det begyndte arbeyde forfærdige eller derfor gandske ingen betaling nyde, og desforuden betale de materialier, som han kan have forbrugt." Det var en bestemmelse, som vore organiserede smede nu til dags vist ville sætte pris på! Paragraf 18: „På det og at mesterne kan beholde tilbørlig myndighed, over deres svenne, saavidt deres haandverker vedkommer, da skal udi hver oldermands huus henge et sort bret eller tavle, hvor de svennes navne skal antegnes, som enten sig modtvillige imod deres mester forholde, eller sig af tienesten begiver førend de foraccorderede terminer, som de skal tiene udi, ere forbi, eller og om nogen giør nogen gield og ikke betaler, og måe sådanne svenne deres navne ey udslettes, førend de de vedkommende vedbørligen tilfreds stille." Kampen om „sorte bret" er jo ikke smedeforbundet fremmed - om det har haft stor betydning med brædtet i laugstiden, er vel tvivlsomt; så stærkt har forbindelsen mellem landets og landenes mesterlaug vist ikke været, at svenden ikke har kunnet rejse fra den ved brædtet iværksatte boykot af ham.

Der skal en vis kultur og oplysning til, før man bliver utilfreds med den lod, der er en beskåret her i livet. Der har ned gennem laugstiden fra tid til anden været røre og uro blandt smedesvendene for at forbedre deres forhold, men i det store og hele har de ikke været utilfredse nok i alt fald ikke set med nutidens øjne. Selv så sent som i 1780 stiller grovsmedesvendene kun følgende fordringer om forbedring af deres forhold: 1) opsigelsesfristen nedsættes og gøres gensidig, og 2) arbejdstiden nedsættes til tiden fra kl. 5 morgen til kl. 7 aften, medens den var fra kl. 4 morgen til 8 aften! Det kan ikke kaldes urimeligt ! Et klartskuende menneske som Holberg har ment, at svendene kunne opnå mere, end de stillede fordring om, for de er de eneste i samfundet, som ikke kan tvinges, og at det var en lykke, at de ikke stillede deres fordringer højere, end de gjorde. Med andre ord . De var ikke utilfredse nok! Det er Holbergs 261. brev, der omhandler disse forhold, det er skrevet, menes der, i 1737-38, og er vist ikke foranlediget ved forhold i smedefaget. Men dets betragtninger er holdt ganske i almindelighed og har derfor også interesse for smede: „Min herre forlanger at vide, hvad udfald den uroelighed fik, som håndverkssvennene havde opvakt i Kiøbenhavn. Den fik samme udfald, som den plejer at have, nemlig at mestrene må give dem carte blanche, og lade dem foreskrive sig, hvilke conditioner dem lyster. Det er en lykke, at håndverkskarle ey stemme deres prætentioner end højere; thi de er de eeneste lemmer udi et societet, som ikke kan tvinges. Andre undersåtter ere bundne til et vist sted, som de ikke uden vanskelighed kand forlade; men haandverkskarle have ingen bestandig boepæl, intet vist hjem, eller fæderne land: de boe, som tartarer, udi telte, og uden ulejlighed eller mindste tab kand flytte fra et sted til et andet. Hvorudover, når de true med desertion, må man troe, at det er deres alvor, og må deres mestere da give sig på discretion, med mindre de ville see deres arbejde og næring at ligge! Thi hvor en haandverkskarl begiver sig hen, der er hans fæderne land, og, når han om aftenen kommer til et fremmed land og rige, haver han om morgenen strax tieneste igjen. De er således, fast de eeneste mennesker, som uden bekostning kand giøre udenlandske reiser, og med tomme hænder kand flakke verden igiennem, naar de aleene have så mange skillinger, så de kand betale i et par kroer på vejen. Efterdi dette er nu af sådan beskaffenhed, så er intet middel til at holde disse folk udi ave, og bevæge dem til at blive på et vist sted, uden ved en almindelig convention imellem alle stæders og landes øvrigheder, så at et vist tilfælles reglement måtte giøres, hvorved haandverkskarles vilkår i alle lande gjordes lige. Naar det skeede, ville de tage i betænkning uden vigtig aarsag at flytte fra et sted til et andet: thi naar sådan karl vidste, at han ikke kunne erholde meer løn og fleere frie dage udi Frankrig end udi Tyskland, lod han sig nok holde paa stedet; men såsom sådant er vanskeligt at tilvejebringe, vil denne ulejlighed stedse vare. Jeg forbliver osv."

Med levende interesse ville Holberg sikkert have set nutidens internationale arbejsgiver-overenskomster og forstået, at når arbejdsgiverne er til „gentjeneste parat", vil svendenes krav kunne standses, medmindre de gør ligeså. Men selv i nutiden viser det sig jo vanskeligt sådant at tilvejebringe i tilstrækkelig fuldkommen målestok. En god afveksling i svendenes vist ikke altid lige behagelige liv og en udmærket såvel almen som faglig uddannelse dannede vandrerlivet. Nye lande, nye skikke og ny faglig kundskab lærte svendene derigennem. Til tider har det vist været obligatorisk for svendene at vandre, før de blev mestre, og har vel derfor ofte været følt som en byrde. Men det var ikke den eneste byrde, der skulle bæres for fra svend at blive mester. På tider, hvor laugene var stærke, og hverken regeringsmagten eller selve de økonomiske forhold greb ind og regulerede forholdene, gjorde laugene, hvad de kunne, for ikke at få for mange ny mestre, for at monopolisere erhvervet for dem, der netop udøvede det. Udgifterne ved at blive mester kunne gøres store, mesterstykkerne, som hele laugstiden igennem forlangtes udført, før optagelse i lauget fandt sted, gøres sværere, og den „mestersvendetid", der fordredes gennemgået, besværliggøres. Men naturligvis måtte og blev reglerne lempede for dem, mestrene gerne ville have ind i lauget, nemlig den kære familie. Mestersøn i lauget og den, som ægter mesters enke eller datter, slipper for mestersvendetiden forhold, der lige op til nutiden har analogier i visse landes eksklusive fagforeningers optagelsesbetingelser.

Det kan være af interesse her at anføre nogle af de forlangte mesterstykker. I Roskilde Smedelaugs Skrå, given af Roskilde øvrighed i 1491 og stadfæstet af kong Hans i december 1492, fastsættes mesterstykkerne for en grovsmed (bolsmed) til en bindøxe, en spade og en hestesko, for klejnsmeden en slethage, et par bondesporer og et låseblad og for kedelsmeden en kedel på en halv tønde. Flyver vi omtrent 300 år frem i tiden og ind til København, får vi i § 3 i de før nævnte Frederik d. V's laugsartikler følgende besked:  „Ingen svend maae til mester antages, før han sit mesterstykke gjort haver, som efterfølger: Grovsmede: En breedbiel efter sin treangelmål 13 tommer med staal for, og en hesteskoe, begge slags som kan kiendes for dygtig. - Grovtygsmede: en breedbiel ligesom grovsmedene, og en rendebore, således færdiggiort, at den strax kan bruges. - Kleinsmede: Et låseblik efter et af lauget givne mål; ligeledes foreset tes stykmesteren af lauget, hvad han skal giøre i nøglen, søm nødvendig bliver med 3 retskiver. Fremdeles forfærdiges låsen indvendig med 3 rigler, hvoraf de 2de oplukkes fra begge sider med nøglen. På den ene af samme rigler, bliver angrebene ansatte af heeltjern, på den anden bliver begge angrebene påsveist. Den 3die rigel, så kaldet den løbende falde, eller en rigel at oplukke fra begge sider, og et falderør smedet af heelt jern, samt røret derpå 3 tomme høy, enten sveiset eller igiennemlokket; forderstulen til riglerne smedes af et heelt stykke jern med en carnis eller gesims oven på. Hinderstudelen eller bagkrampen smedes af et heelt stykke, således at alle 3 rigler gåer igiennem, samt falderøret der under. Til mesterstykket giøres 2 nøgler, og forfærdiges samme mesterstykke, enten hos oldermanden eller en anden mester, som stykmesteren bliver anviist, og når indgerigtet er forfærdiget, skal det opviises hos oldermanden, og siden hele låsen giøres færdig i 4 a 6 uger i det længste, og skal stykmesteren betale ugentlig til den mester, hvor han sit stykke forfærdiger, for logemente 2 mark. Den til skuemester bliver udnævnt, skal have flittig opsyn med stykmesteren, at han sit mesterstykke selv forfærdiger, til den ende skal han have nøglen til det værelse, hvor mesterstykket giøres, og derfor være tilstæde om morgenen for at oplukke, og om aftenen for at tillukke: det skal ey heller tillades stykmesteren selv at udtage sig hielp, hvem eller hvilke han vil, men hannem skal af lauget udnævnes 2de svenne, som kan gå ham til hånde. - Leesmede, som intet andet lært haver, skal smede: En høelee, og en segel til at skiere korn med, begge med stål for, efter deres vegt og mål.- Bøssemagere: En kugelbøsse med en halv rund lås og snelier under og med garnedur forskåren, eller et par pistoler ligeledes med halve runde jerngarnedurer forskåren, såvel bøssen som pistolerne skal giøres nette og smukke, så at det kan passere for et dygtig mesterstykke. Når låsene og garnedurerne dertil er afsmedte, samt forsvarlige smedte piber,, såvel til bøssen som pistolerne sig haver anskaffet, så skal det i amtet vorde opviist og stemplet, og siden færdiggiøres, enten hos sig selv, om han dertil leylighed haver, eller hos oldermanden eller anden amtsmester, hvorfor han betaler ugentlig 8 mark for kost og kammer, og skal mesterstykket det seneste i 6 måneder være forfærdiget. - Sporemagere: et par stænger med et mundstykke. - Nagelsmede: Tre stykker 15 tomme søm, 3 stk. 12 tomme, 3 stk. 7 Tomme, 10 stk. Portesøm med krusede hoveder, lige lange og tippen lige oven i hovedet; 50 stk. småe krushovede søm. - Knivsmede: En stockmesser, item en bielmesser, som skoemagerne bruger, rund som en halv måne, begge med stål forlagt." - Men havde endelig svenden udiørt sit mesterstykke og opfyldt alle de andre stillede betingelser, overskredet de formelle og reelle hindringer, der skulle overskrides, så var han også dermed nået ind i mesterlaugets forjættede land.

Dette må ikke forstås således, at der til alle tider flød mælk og honning for mestrene - ofte har mestrene vist haft nokså kneben en levefod; herom vidner alle de talrige klager, laugene ned gennem tiderne har udstødt. Men han var sin egen herre, de væsentlige love, han havde at lyde, var laugets love, han hørte til en begunstiget stand, såvidt som smedearbejde var forbeholdt ham og hans laugskolleger, han følte sig ikke som mangen nutidens arbejdsgiver regeret af uhyret kapital, han havde den nydelse at kunne blive dydig forarget over de fuskere og bønhaser, der greb ind i hans monopol, og han havde endelig et - om end til tider kun ringe - fuldkommen sikkert levebrød. Det metalarbejde, som var i en by, var monopoliseret for lauget, og laugskollegialiteten og direkte regler i laugsskråer og laugsskikke hindrede den ene fra at tage en for stor del af dette arbejde for sig alene. Paragraf 4 i Frederik d. V's københavnske laugsartikler for smedene skal her anføres for at vise monopolets art: „Underståer sig nogen, som ikke er i lauget, enten et eller andet slags nyt gjort jernarbeyde, som til ovenskrevne håndverker kan henhøre, til nogen på torvene, uden eller inden for deres boder (isenkræmmere alleene undtagen), udi deres stuer eller kieldere, eller på andre steder her i staden at fallholde, eller nogen kan betræffes med sligt at omløbe, måe det oldermanden i bemeldte smedelaug i rettens middels nærværelse stande frie for, når påkræves, på hvad sted og hvor det kan findes eller angives, dennem alt sligt at fratage uden nogen modsigelse, og hensættes på en ræt til magistratens videre påkiendelse. I lige måde måe og ingen lade giøre noget nyt smedearbeyde hos uberettigede personer, ikke heller lade reparere uhre hos fuskere eller personer uden for lauger. Antræffes nogen, uberettiget sig slig arbeyde at antage, da skal samme som arbeydet giør, betale første gang 4 rdlr. og så fremdeles efter disse laugsartiklers indhold, og desforuden fuskeren eller bønhaseren at have sit verktøy og nyt arbeyde, om noget forefindes, forbrudt, alt sammen til lige deling imellem silkehusets og laugets fattige." Altså bunden såvel håndværks- som handelsnæring. Livet har mange gange sprængt lovens monopol, der har til forskellige tider været ikke få fuskere og bønhaser, og til sidst ophørte monopolet, for i et rimeligvis kort spand af tid i alt fald i modsætning til laugstiden at efterfølges af den fri konkurrence.

Laugenes indretning, deres organisationsform, deres selvstændighed og selvstyre har varieret gennem laugsperioden. De havde deres oprindelse fra middelalderens gilder, religiøse foreninger, der i begyndelsen ikke har været delt efter erhverv, disse foreninger har vist haft eneindflydelse på deres egne love, men eftersom foreningerne gik over til at blive erhvervskorporationer og tilmed tvungne korporationer med monopol, måtte naturlig byernes øvrighed - det var kun i byerne, de fandtes - gribe ind og give lovene, skråerne. For størstedelen, har det dog vel nok været laugets vilje, der er blevet lov for det, men da laugene, sikre på deres monopoler, blev samfundets øvrige borgere ubehagelige, fordi de forlangte ublu priser for deres produkter, og byernes råd ikke kunne eller ville stække dem, greb statsmagten ind og gav sine laugsartikler. (På et givet tidspunkt, under Kristian IV, blev laugene endda ophævede). Det menes, at laugene dog for en del har tilsidesat artiklernes regler og i det stille fulgt deres gamle sædvaner. Således holdt f.eks. svendesammenkomsterne sig, skønt statsmagten havde gjort sit til at slå dem ned. Disse sammenkomster med deres ledere var en form for svendeorganisationer, der havde udviklet sig efter mesterorganisationerne og varetog svendenes specielle interesser, dog vist stadig under mestrenes tilsyn. Mesterlaugene lededes af de fjerdingårlige generalforsamlinger af alle medlemmer, men mellem disse forsamlinger af formanden, oldermanden og hans to stollbrødre, alle tre valgte af medlemmerne. Det har nok været sådan, at den udøvende magt lå hos oldermand og stollbrødre, den lovgivende hos fjerdingårsmøderne. Til hjælp ved arbejdets udførelse havde oldermanden som en slags sekretær den laugsbroder, der sidst var trådt ind i lauget. Han skulle tilsige til møder, begravelser og lignende, passe på laugets inventar m. m. og iøvrigt være oldermanden til tjeneste. Svendene mødtes alle „de fire mandage" og rådslog om laugets nytte og forbedring. De mødtes på kroen. I spidsen for sig havde de en krofader, en bisidder og en skaffer, beskikkede af mestrene. Da det senere blev forbudt svendene at holde kro, hvad de vist dog blev ved med, blev det samtidig bestemt, at fattigbøssen, som havde været i krofaders værge, herefter skulle bero hos oldermanden.

Laugenes hovedformål var jo at virke som monopolkorporation og at værge monopolet overfor det øvrige samfund. Men for at kunne gøre dette, måtte der være indvendig styrke, og det var derfor en vigtig opgave for laugene at holde justits indadtil, at passe på, at laugsbrødrene optrådte, som de burde sig imellem, at stifte fred mellem mester og svend osv.. Laugs-kollegialiteten har næppe altid været lige let at overholde, men solidariteten mellem alle fæstnedes, når de vendte sig udadtil og jagede fuskere og bønhaser ud af byen og gjorde sig en glad dag derpå! Ved siden af disse formål havde laugene - vel også en vej til at styrke sammenholdet - optaget mange af de spørgsmål, som lovgiverne i den sidste fjerdedel af forrige århundrede har tumlet med og søgt løst gennem mer og mindre vellykket social lovgivning: sygeforsikring, begravelsesforsikring, enkeforsørgelse, arbejdsanvisning. Enkeforsørgelsen gjaldt, da svendene jo hyppigst var ugift, mesterenkerne og kunne indskrænkes til en enkelt bestemmelse, nemlig at enken fik ret til at fortsætte sin mands priviligerede næring: § 10 i artiklerne af 1752: „Når nogen mester ved døden afgåer, skal det lians efterladte husfrue være uformeent haandverket med svende og drenge at fortsætte, så længe hun sidder ugift og sig ærligen forholder." Samme artiklers § 19 og 20 behandler syge- og begravelseshjælpen: § 19: „På det de svenne, som med sygdom blive beladne, og ikke selv have middel til at underholde sig i deres sygdom, desbedre kan blive hjulpne til deres helbred igien, eller og om de døe, de da kan blive til jorden matieeriig bestedet, da skal enhver mester indeholde af sin svends fortjeneste 4 skl. ugentlig, og lægge dem i deres langs fattiges bøsse, som skal ståe i oldermandens huus, hvortil han skal have en nøgel, og tvende af de ældste svenne hver sin. Og skal deraf tages så meget som i forskrevne tilfælde kan behøves, men dersom de kommer til førlighed igen, da skal de det efterhånden, som de noget fortiene, igien i bøssen indlegge, mens om de ved døden afgåe, da deres begravelse, om de gandske ingen formue eye, af samme tidepenge betales." § 20: „Når nogen mester, hans hustrue, børn, svend, dreng eller pige ved døden afgåer, da skal oldermanden lade af lauget tilsige så mange, som behøves efter ordentlig omgang at bære liget til jorden …". Nogen forsikring for bestemte summer har der således ikke været tale om, snarere en hjælpekasse. For dem, der ikke gik hen og døde straks, blev det jo endda kun en forskudskasse.

Arbejdsanvisningen har ikke været et så indviklet problem som i nutiden, „arbejdsløshed på stedet" har ikke været noget hyppigt fænomen, så anvisning navnlig kom til at gælde den tilvandrede, men også dem, der i rette tid havde opsagt sin plads. Var det ikke gjort i rette tid, måtte ingen anden mester tage imod vedkommende svend, der havde forladt tjenesten i utide, før han havde rettet for sig. Det kommunale anvisningskontor for faget var dets kro, og skafferen var arbejdsanviser, for så vidt han for den tilvandrede svend søgte arbejde, idet han i en bestemt orden gik rundt mellem mestrene, for at ikke den ene mester skulle have fordel fremfor den anden. Til anvisningen var knyttet rejseunderstøttelser. På kroen og ved at gå rundt på værkstederne fik den vandrende sin skænk, så han kunne gå videre, hvis han ikke fik arbejde. Meget af skænken bestod vistnok i øl!

Laugenes oprindelse fra de gamle gilder og senere den livlige forbindelse med Tyskland med dets „håndværksskik" gennem de tilrejsende tyske svende har bevirket, at formaliteter og ceremonier har spillet en stor rolle i laugene. Brud på disse regler er blevet straffet med bøder. Dette har for en del været nødvendigt for at overholde den indre orden i lauget, i de tidligere skråer var der nøjagtig anvisning på, hvordan man havde at opføre sig under møderne (og de dermed følgende drikkelag). Der sørges for, at man ikke møder med våben, at oldermanden ikke forstyrres i sin tale, at man skilles pænt ad, når der er „banket op", at man ikke lader vandet i eller udenfor laugshuset eller på hinanden osv.. Bøderne for overtrædelser var i sin tid øl, øl og atter øl. Møderne og drikkegilderne har derfor vist været meget fornøjelige, og der søgtes af regeringerne sat stopper for drikkerierne ved møderne, men vist ikke med noget særlig gunstigt resultat. Men ved siden af disse rent elementære anstændighedsregler var der en mængde ceremonier, som skulle overholdes. Lange remser skulle den rejsende svend kende, bestemte spørgsmål blev stillet ham, bestemte svar skulle han give. Særlig vigtigt har ceremoniellet naturligvis været ved den højtideligste lejlighed, der fandtes, optagelse i mesterlauget. Smedene har dér haft det gamle „sømbid", snedkerne „behøvlingen" osv.. Selv en så jævn ting som arbejdsanvisningen krævede sin fine form. Den sluttede med, at arbejdsanviseren anbefalede og indførte svenden hos mesteren på følgende måde: „Altså med gunst, mester, her vil jeg anbefale ham en fremmed kleinsmed; han give ham hvedebrød, sorte file, og han lade ham helst længe sove hos jomfru kokkepigen, så vil mesteren have en god svend i ham." Ovenstående har kun været spredte bemærkninger til belysning af forholdene i laugsperioden og ikke på nogen måde noget forsøg på en historisk fremstilling af smedenes stilling i denne tid. (Se herom i bl.a. Nyrop: fra Roskilde Smedelaugs lade, 1886, og R. Berg: Smedelauget i Kjøbenhavn, 1912). Derfor vil det heller ikke være nødvendigt at give en historisk fremstilling af, hvorledes den økonomiske udvikling omsider sprængte laugene, hvorledes disses monopols værdi aftog ved frimesterinstitutionen, ved hvilken det blev tilladt folk udenfor lauget at producere og forhandle, hvad der før havde været monopol, når frimesteren blot ikke holdt svend eller dreng. Ejheller behøver det at omtales, hvorledes samtidig nationaløkonomiens teori skiftede farve og docerede fjernelse af enhver skranke for enhvers ret til fri og uhindret udøvelse af enhver næring, eller hvorledes statsmagten langsomt gav efter for livets krav og økonomiens teori, og næringsfriheden blev indført - laugene ophævet.

Med kapitalismen frie konkurrence og næringsfriheden fulgte økonomisk anarki. Den stadig i forhold til mestrenes antal voksende flok af arbejdere, „lønslaver", stod uden den sociale støtte, laugsindretningen havde ydet dem, hver enkelt måtte sørge for sig selv. Kapitalismens tro følgesvend den industrielle reservearmé og den arbejdsløshed, denne led under, og den lønnedsættende tendens, den medførte, gjorde endelig en gang arbejderne til gavns utilfredse nu da flertallet af dem ikke mere havde mesterhåbet for øje. Og med utilfredsheden fulgte ønskerne om forbedring af forholdene, og så kom tankerne op om, hvorledes disse forbedringer skulle gennemføres. Først hos de bedst begavede, senere hos flere, og så var tiden moden til skabelsen af fagforeningen. Det er ikke hensigten her at give nogen detailleret eller lang beskrivelse af den tid, som ligger forud for stiftelsen af Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund, skriver J.A. Hansen i 1913. Forbundets 2 første formænd, Ferdinand Hurop og Valdemar Olsen fortæller her om bevægelsen i 1880erne, som var den periode, hvori de særlig deltog, og hørte til de førende i bevægelsen. Det er en bekendt sag, at den danske arbejderbevægelse skriver sin historie tilbage til 1871, og det er ligeledes bekendt, at den første begyndelse bestod i oprettelsen af den danske afdeling af „Internationale". Den første del af bevægelsen formede sig i høj grad teoretisk, thi nogen evne til at foretage aktion overfor det klassesamfund, man ville til livs, fandtes ikke, og desuden var man endnu for nær på laugstiden. I denne forbindelse er det vist ikke uden interesse at erindre sig, at arbejderbevægelsen i begyndelsen af 1870erne falder umiddelbart efter den tysk-franske krig med den deraf følgende „milliardbevægelse" i 1872. Denne kolossale økonomiske aftapning af Frankrig førte til vilde spekulationer, som satte deres spor i underklasserne i form af mere eller mindre planløse strejker. Bevægelsen herhjemme var naturligvis kun svag, både fordi den var i sin begyndelse, og fordi industrien for Danmarks vedkommende endnu kun var lidet udviklet. Men også tabet og kampene om Slesvig og Holsten mod Prøjsen og Østrig, var i klar erindring. 1873 er det år, hvor Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening dannes. Som man ser, havde afdeling 1. dengang det samme navn, som den d. 26. februar 1908 atter antog, og det var F. Hurop, som i 1883 lod „fagforeningen" antage navn af „forbund" for derved at markere, at man ønskede at gøre den til et landsforbund, hvilket dog dengang tildels, mislykkedes. De personer, som da stod i spidsen for smedene, var J. C. Hansen, kaldet Jernbane-Hansen, Adam Petersen, viceformand, Lauritz Pflug og Emil Petersen, kasserer. Bevægelsen var politisk og man averterede foreningens møder i arbejderbladet „Socialisten", og man betragtede fagforeningen som hørende til Det Socialistiske Arbejderparti. Bevægelsen i disse første år virker dog ingenlunde på nogen særlig revolutionær måde. Samtidig med den gryende socialdemokratiske arbejderbevægelse eksisterede den såkaldte rimestadske bevægelse, som var national-liberal, og Grovsmedeforeningen af 1873 var stiftet omtrent samtidig med foreningen af de såkaldte „fri smede". Grovsmedene lededes af en kollega ved navn Richter, der vistnok var en både dygtig og velmenende mand, men dels havde hans bevægelse en gal retning, og dels lå det vel i selve sagens natur, at det var „de fri smede", der havde fremtiden for sig af med sejren.

Men fagforeningen var blevet dannet i 1873 omkring ved toppunktet af en konjunkturperiode, og det varede ikke længe, før kriserne og en almindelig depression meldte sig, og dette måtte naturligvis også få virkninger for fagforeningen, som sikkert i de dårlige år, der nu kom, i væsentlig grad holdtes oppe af „Social-Demokraten", hvori fagforeningen var andelshaver, og i hvis kontrahentforsamling den havde sine 3 repræsentanter. Man anskaffede sig en fane, og man mødte ved grundlovsfesterne, deltog i politiske arbejderkongresser, men strejkerne er kun få. Beretningerne omtaler en strejke i kedelsmedien på Mogensens Fabrik på Christianshavn på et lønspørgsmål i 1876. Denne strejke førte til almindelig kamp med indforskrevne tyske skruebrækkere m. m. .Bidrog smedenes deltagelse i den politiske bevægelse på den ene side til i disse trange år at holde fagforeningen oppe, så blev det heller ikke uden virkning for dem, da de politiske førere, Pio og Geleff, i 1877 rejste bort til Amerika. Dette virkede i høj grad lammende. I sidstnævnte år stod Smedenes Fagforening endog en tid udenfor partiet. De mænd, som i disse år særlig bar bevægelsen oppe, var, foruden de foran nævnte: H. Petersen (Horsens-Petersen), E. Olsen, senere symaskinefabrikant i Helsingør, brødrene Henze (nu fabrikanter) og A. C. Meyer, den nuværende folketingsmand, der dengang som 19-årig ung mand var fagforeningens protokolfører. - Det er et gammelt ord, at enhver tid skaber sine mænd, og dette er kun naturligt. - Efter en række dårlige år nåede man påny i 1879 ind i en opgangsperiode. Europa gik dengang over til „protektionismen", som skabte en omend kun kortvarig og kunstig opgang, hvilket hænger sammen med rige kornhøste i Amerika, hvorfra man truer med at oversvømme Europa med fødemidler. Samtidig begyndte sukkerfabrikationen herhjemme at tage noget opsving, hvilket en overgang gav en efter datidens forhold rigelig arbejdsmængde til vor ikke særlig omfattende industri. Af nye mænd kom nu F. Hurop og Valdemar Olsen til, og sammen med de „gamle trofaste", Brock, Adam Petersen og Horsens-Petersen, tog de fat på en ny æra for de organiserede smede- og maskinarbejdere. Det gik ret livligt til med møder og agitation, og snart havde man vundet sådanne forbundsfæller som Andreas Jensen, Grøndahl, Martin Sørensen, mangeårig formand for de københavnske klejnsmede, og N. P. Nielsen.

A. C Meyer kom i mekanisk lære hos symaskinefabrikant Konerding på Gl. Holm, og da han blev svend blev han medlem af Smede- og Maskinarbejdernes fagforening af 1873 i Købmagergade 52, 2 sal, sidebygningen, og mødte smed Pflug og smed Adam Petersen. A. C Meyer kom med i fagforeningsbestyrelsen, og besøgte Louis Pio i hans hjem, Aagade 66, hvor Meyer fik mulighed for at låne bøger. Meyer blev brugt som foredragholder, og kom også i en frisindet kvindeforening og holdt foredrag i Tømmerkroen, Adelgade 29, over gården, om den franske revolution, men som Meyer siger, ulykkeligvis var min væsentlige kilde »Thriers revolutionshistorie«, denne Thrier som af Holger Drachmann var betegnet som den lille diktator, som skrev de Stores historie, en vexelmægler, forligsprokurator med bourgeoisiets frelserglorie« Efter Pio´s og Geleff´s rejse til Amerika, forberedte Estrup styret sine provisionslove, og arbejdsgiverne ventede at blive enebestemmende om lønvilkår og arbejdstid. D. 12 februar 1878 i salonen »Aftenstjernen« i Lille Regnegade vedtoges oprettelsen af Socialdemokratisk Forbund, og A. C Meyer valgtes som forretningsfører. Men Social-Demokraten kørte på pumperne og redaktør var Saxo W. Wiegell, og både politidirektør Crone og politiinspektør Hertz troede nok, at de havde slået socialismen til jorden i Danmark. Men socialismen var ikke sådan at slå ned, heller ikke selvom Tyskland styredes med Bismarks jernhårde anti-socialistiske love. Og Social-Demokraten blev et arbejderblad, der i ganske særlig grad blev besøgt af fattigfolk, som ønsker råd og hjælp. Det fik A. C Meyer hurtigt at mærke, da han var indtrådt i redaktionen på Nørregade 5. De fattige, der bad om understøttelse, blev henvist til A. C Meyer, og efterhånden blev han en slags fattiginspektør, og den private velgørenhed oprandt i småpenge fra medarbejdernes egne lommer. I Frejlif Olsens „Danske Socialister" (1892) skrives bl.a.: A. C. Meyer er alle de skikkelige, humane ideers ven og beskytter. Fredssag og kvindesag, skolebørns bespisning og godgørenhed fanger ham ind til et stort, agtværdigt slid. Navnlig godgørenheden. Kom dagen før en stor helligdag op på „Social-Demokraten"s kontor. Nede i portgangen vrimler det af mænd og koner, de sidder på trappegangen, de står op ad væggene, de presser sig sammen i en tæt, ynkværdig klynge på 2. sal foran kontordørene. Det er et mindre hyggeligt syn. Man ser på disse mennesker, og man fornemmer med gru, at der i denne by findes en fattigdommens trøstesløse elendighed og usseldom som ingen alderdomslov vil formå at jage ud af de stinkende smågaders baggårde. Se disse gubber, tandløse, mimrende, med det tynde hår og det uredte skæg hængende i tjavser ned over ansigtet, se dem, krumryggede, med udslukt glød i de rødrandede, rindende øjne, se dem slæbe sig tungt, hostende og hivende, op ad trapperne - og de vil på én gang føle medynk og afsky! Eller se koner, der dækkes af snavs og pjalter og som snakkende halvhøjt med sig selv tridser vaklende, holdende sig fast ved gelænderet, op ad trapperne for at få hjælp af - A. C. Meyer. Thi det spørgsmål, som er på alles læber, er det samme: er A. C. Meyer hjemme? Kan jeg ikke komme til at tale med A. C. Meyer? Og så åbner den unge socialist døren. Hans lidende, tungsindige ansigt viser sig, hans store øjne ser bedrøvet ud i flokken, og tyve, tredive hænder strækkes bedende ud mod ham. Selvfølgelig går de fleste uhjulpne bort. Når en del har fået, må resten gå. Men ikke et eneste af de ulykkelige mennesker, der går skuffet bort, nærer tvivl om, at når A. C. Meyer ikke har hjulpet, så er grunden alene den, at han har ikke kunnet.

Konjunkturerne er stadig vekslende. I 1883 begynder en byggeperiode i København, men i 1884 var man dog atter inde i en depressionsperiode, og i årene omkring 1884-85 gav en række aktieselskaber intet udbytte, og toldindtægterne og Københavns indtægtsskat viste tilbagegang efter en forudgående betydelig stigning. Det er ganske utvivlsomt, at disse konjunkturforhold har haft en ret afgørende indflydelse på den bekendte første store lønkamp i smede- og maskinfaget, hvilken fandt sted i 1885. Men der er ganske vist også andre faktorer, som der må lægges mærke til. Fra begyndelsen af 1870erne, måske nærmest som en indirekte virkning af arbejdernes organisationsbestræbelser, gjordes der forsøg på at lave en arbejdsgiverorganisation i faget, og en del jernstøbere stiftede den i sin tid bekendte „Forening af jernstøberiejere for København og Omegn". Foreningen var nærmest selskabelig, og selvom man naturligvis nok til tider talte om arbejdernes nederdrægtighed og tidernes ugunst, så blev det dog ingensinde denne organisation, der kom til at spille en rolle overfor fagforeningen, og det til trods for, at den blev opfordret dertil ved en konflikt hos firmaet Borch & Henriksen i København. Tidlig på året 1884 syntes fagforeningen at have været virksom hos det nævnte firma. F. Hurop mødte på arbejdernes vegne og krævede gennemført en overenskomst, gående ud på en minimalløn på 27 øre pr. time, søndagsarbejde betalt med l 1/4 times løn pr. time til kl. 4, efter kl. 4 til kl. 9 aften samt på søgnedage fra kl. 6 til 9 aften med 1 1/2 times løn pr. time, natarbejde fra 9 aften til 6 morgen med 2 timers løn, timelønnen garanteret ved akkord, fabriksporten åben til kl. 6,10 morgen, udearbejde betalt med 3 øre ekstra pr. time, osv.. De her nævnte fordringer gennemførtes efter en kort strejke, men det varede ikke længe, før der opstod ulemper ved, at en del af skruebrækkerne på fabrikken blandedes med medlemmer af fagforeningen, og d. 9. juli 1884 sendte F. Hurop en fornyet skrivelse til firmaet, hvori han anmodede om en forhandling, samtidig med at han nærmere antydede, at man ved at få foretaget enkelte afskedigelser var villig til at søge en ordning. Firmaet gik nu til Jernstøberiejerforeningen, som i den anledning d. 18. juli samme år holdt et møde på Skydebanen, men man kunne ikke enes om at stille sig på siden af firmaet, og d'hrr. Borch & Henriksen måtte derefter indgå på fagforeningens krav, som sandelig ikke heller kunne siges at være „opskruede". På den anden side bidrog affæren vistnok i ikke ringe grad til, at der allerede i januar året efter oprettedes en forening af fabrikanter i jernindustrien i København med følgende herrer i bestyrelsen: Peter Hansen. (Løwener & Co.), Th. Hüttemeier (formand), Peter Lindegård (Riedel. & Lindegård), Poul Marstrand (Smit & Marstrand), J. Chr. Mygind (Smith & Mygind). I denne fabrikantforening indtrådte som medlemmer samtlige jernfabrikantfirmaer af betydning, og det blev altså denne kamporganisation, der påtog sig den opgave at modsætte sig svendenes krav om en minimalløn på 27 øre. Smedene på Eickhoffs fabrik anmodede i juni 1885 om en timeløn på 27 øre. Drejerne hos Eickhoff d. 17. juni nedlægger arbejdet på den almindelige fordring om 27 øre som mindsteløn. D. 27. juni nedlagdes arbejdet derefter på Burmeister & Wain's centrifugefabrik på krav om en priskurant for alt gangbart arbejde. Dette var ouverturen til lockouten, som etableredes d. 14. juli. I denne deltog næsten alt, hvad der fandtes af betydning. Fabrikantforeningen svarede med lock-out. 24 fabrikker kastede 800 smede- og maskinarbejdere, 200 formere og arbejdsmænd, på gaden. Kun eet større firma erklærede ikke lockout, nemlig firmaet Rudolph H. Kofoed & Co. i Meinungsgade. Politimagten støttede fabrikanterne. Jernbanetog med hvervede svenskere og provinsianere blev standsede tæt udenfor København, og skruebrækkerne førtes i lukkede drosker til fabrikkerne, hvor de indlogeredes og bevogtedes dag og nat. Socialdemokratiet nedsatte en komité, som forhandlede med venstres bestyrelse i Chr. Bergs hjem, i en stuelejlighed ved Frederiksholms-Kanal. Bønderne, der på dette tidspunkt førte deres mest forbitrede krig imod adelens, gejstlighedens og embedsstandens provisorieregimente, forstod, at de burde støtte byarbejderne. Komitéen forklarede venstremændene, at fabriksejerne nægtede at forhandle med fagforeningen. Da rejste Berg sig og sagde: »Det drejer sig altså først og fremmest om arbejdernes foreningsret?« »Ja!« »Det fremgår også af alle sagens dokumenter,« vedblev Berg. »Nuvel, så støtter venstre arbejderne i denne kamp for deres grundlovsmæssige ret!« Venstrepressen tog derefter afgjort parti for de udelukkede og opfordrede landboerne til at støtte dem. Lock-out'en blev et led i provisorieårenes forfatningskamp. Der indkom fra husmænd, gårdmænd og landarbejdere betydelige bidrag både i penge, i fødevarer og klæder. Mange landboere indbød smedenes børn, stundom hele familier, til ophold på landet. Social-Demokraten bragte daglig spaltelange bidragslister, og arbejderne jublede, da de første 100,000 kr. var nået. Provisoristerne var inderlig forbitrede. Højrebladet i Næstved bragte et avertissement om, at 30 strejkende maskinarbejderes hustruer - unge og smukke - under strejken kunde blive anbragt hos forskellige ungkarle og enkemænd i Sydsjælland. »billet mrkt. nr. 138 tilsendes Næstved Avis's kontor«. Denne og lignende råheder vakte ikke blot indignation i arbejderverdenen, men også i landbefolkningen. De forskellige, velmenende mænd, der forsøgte at mægle, først Tietgen og senere grosserer Jens Lund og redaktør Riegels, fejedes til side, og fabrikanterne holdt ud, til svendene var nødt til at bøje sig. D. 17. oktober forelagde F. Hurop på et møde for samtlige udelukkede og strejkende en overenskomst til godkendelse. Den gik ud på følgende: 1) Arbejderne har ret til at være i hvilken forening, de har lyst til. 2) Forhøjet betaling for over, nat og søndagsarbejde. 3) 3 øre mere i timen for udearbejde. 4) Når en mand, der står i fællesakkord forlader fabrikken, udbetales hans andel i det mulige overskud til de ved akkordens fuldførelse og opgørelse tilbageværende deltagere. - F. Hurop anbefalede overenskomsten og manede til sammenhold. Overenskomsten vedtoges også enstemmig. Der var jo intet andet at gøre. Og dermed var denne smedenes første store kamp til ende, men med et faktisk nederlag for svendene. Fabrikanterne havde imidlertid på deres side lært, at det var en dyr historie at bekæmpe arbejdernes retfærdige krav. Ville man her gå i detailler, ville manges øjne dugges ved læsningen af, hvad de enkelte af vore fagfæller udsatte sig for ved at holde kammeratskabets fane højt. Arbejdsgiverne var desværre, som i andre tilfælde, hvor de har følt at have magten, ubønhørlige, og mangen dygtig fagfælle, som havde stået i arbejde, der, efter datidens forhold, regnedes for godt, og som ved personlig selvstændighed formåede at leve en nogenlunde hæderlig tilværelse under de tiders usselige forhold, blev i økonomisk henseende trådt i støvet på en sådan måde, at adskillige aldrig formåede at rejse sig mere. De faldt som soldater på ærens mark, og vi andre har lært af de sår, hvoraf de forblødte.

Nu kom der atter en periode, som var slem for fagforeningen. Mange havde naturligvis tabt modet. Dels var tiderne ikke gode, og dels skulle der selvfølgelig tid til, forinden arbejderne rejste sig påny, og arbejdsgiverne forsøgte ikke alene at forfølge sejren ved trods overenskomsten at genere dem, der tonede rent flag som fagforeningsmedlemmer, men højre som politisk parti, naturligvis støttet af arbejdsgiverne, oprettede „Arbejdernes Værn" og ofrede betydeligt både „moralsk" og pekuniært for ved hjælp af den i sin tid så bekendte skruebrækkerforening - „85-Foreningen" - at foretage snigløb og splitte smedenes virkelige organisation. Det er interessant i denne forbindelse at nævne, at Orlogsværftet, som nu, da dette skrives, i længere tid har været blokeret af vore organisationer, dengang gennem sine mestre og funktionærer var særlig virksomt til med støtte af regeringen at foretrække enhver smed- og maskinarbejder, som blot ville erklære ikke at være medlem af nogen fagforening, ja, Orlogsværftet var dengang ikke fri for at være højres private pensionsanstalt for skruebrækkeriet og fagets dårligste elementer i det hele taget. Heldigvis er tiderne forandrede. Selv statens arbejdere har, efterhånden som fagforeningerne voksede i magt og anseelse, bl.a. vundet den fordel, at embedsmændene ikke vover at forbyde nogen at organisere sig.

Valdemar Olsen fortæller om „Da smedeforbundet blev dannet". Tidernes morgen - arbejderbevægelsens første dage - samlede alle fagforeninger sig i „Internationale", som „sektioner" af denne verdensorganisation, hvis lokale ledere i Danmark var Pio, Brix og Geleff. - hvadenten det var skræddere eller smede, murearbejdsmænd eller billedskærere, hvadenten fagforeningen stiftedes i København eller i provinsbyerne, alle blev de led i "Internationale", og Louis Pio var alle fagforeningers overhoved. Organisationen trivedes fortrinlig under dette enevælde. Der var takt og disciplin. „Stormesteren", Louis Pio, inspicerede, organiserede og opildnede sine tropper, og det med en sådan fynd at magthavere frygtede for, at deres gode liv snart skulle have ende. Og da Pio så rejste! -klask, der lå det hele. I provinserne var der næppe én af de talrige opdukkende organisationer, der overlevede katastrofen, i København var der vel enkelte, som i de følgende år reorganiserede sig og derved reddede sig ud af den almindelige syndflod og blev grundstammen til den senere bevægelse. Smedenes „sektion", Smede og Maskinarbejdernes Fagforening af 1873, som var dens officielle navn, efter at Internationale var opløst - faldt fuldstændig sammen under katastrofen og lå død på valen fra 1878 til 1881. Men tre behjertede parti- og fagfæller: mekanikeren Brock og klejnsmedene Adam Petersen og H. Petersen (Horsens-Petersen), gemte trolig den faldne kæmpes efterladenskaber, fane, bøger, penge osv. til bedre tider, og da modet atter vendte tilbage hos arbejderbefolkningen, indkaldte disse tre mænd påny smedene til stævne i november 1881, hvor fagforeningen genrejstes af en snes begejstrede, særlig yngre fagfæller, som allerede var grebne af den gryende organisationens ånd.

Men medens halvfjerdsernes organisationer rejste sig - og faldt, som de spinkle korthuse, de var, gik: det anderledes langsomt - men også betydeligt solidere med firsernes organisationer. Man holdt møder i dusinvis, man forkyndte organisationens evangelium i timevis, ved skrifter og flyveblade, ved personlig påvirken, ved strejker hist og her, ved selskabelige sammenkomster, kort sagt ved alle mulige - også ofte ved umulige midler søgte man at nå sit mål: at samle smedene og maskinarbejderne i København. Og lidt efter, lidt lykkedes det. Vi snes stykker fra hin novemberaften i 1881 i den lille sal i Rømersgade, vi blev efterhånden 100, 200 osv. op til 12-1400 i 1885, da den „store" smedelockout udbrød. I denne periode er der et navn, der overskygger alle andre, og det er Ferdinand Hurop. Det var en kolossal virksomhed, denne mand udfoldede i 3-året 1882-1885. Tusinder af agitationsmøder afholdt han, og hundreder af flyveskrifter udgav han i denne periode. Men F. Hurop var forud for sin tid, han havde ikke stunder at vente. Og når vi andre undertiden forsøgte at holde lidt igen og bebrejdede ham, at han havde for mange jern i ilden, vendte han sig harmfuldt til os og sagde, at vel hed det i et godt gammelt ordsprog, at den, der havde for mange jern i ilden, brændte nogle, men at der dog var et andet ordsprog, hvis sandhed vi alle kendte af erfaring, at man skulle smede, medens jernet var varmt. Og så smedede han da fort. - Vi fik således „Fagtidende for smede- og maskinarbejdere i Danmark" i 1884, med udmærkede medarbejdere, bl.a. den senere konseilspræsident, forsvars- og finansminister Neergård. Men „fagtidende" var nu alligevel et af de jern, som F. Hurop brændte, fordi han havde for mange i ilden. Bladet, der skulle udkomme som 14-dagesblad, kom stadig for sent, ofte med måneders mellemrum, og ophørte fuldstændigt i marts 1885. Og bedre gik det ikke med den landsorganisation, som Hurop absolut ville danne os allerede i 1883. Også her var han betydeligt foran sin tid. „Fagforeningen af 1873" fik han omdannet til „Smede- og Maskinarbejdernes Forbund i Danmark", men det blev ved forandringen af navnet. Ganske vist fik Hurop dannet foreninger af smede- og maskinarbejdere i Århus, Odense, Nyborg, Helsingør og Nykøbing Mors, men nogen organisk sammenhæng, mellem disse og moderforeningen i København korn ikke i stand, og adskillige af de nævnte foreninger gik atter i hundene, således at vi alligevel stod på bar bund i de pågældende byer, da tiden endelig blev moden til forbundets dannelse. Men dette siges selvfølgelig ikke til forklejnelse af Hurop. Hans kolossale energi og virkelyst dikterede ham at drive udviklingen hurtigere frem, end tiden tillod, og så kom reaktionen ganske af sig selv. Og ligeledes med lockouten i 1885. Hurop har utvivlsomt sat alt ind på at få en storkonflikt med de bryske fabrikanter, som ved enhver lejlighed optrådte så hovent og overlegent overfor den frembydende fagforeningsbevægelse. Og den energi, hvormed han førte smedene gennem denne, efter datidens forhold betydelige storkamp, er beundringsværdig. Men ligeså sikkert er det, at lockouten blev Hurop en skuffelse, ja, som de senere begivenheder viser, en dyb skuffelse, som førte til, at han lagde tøjlerne i andre hænder. Hurop havde ikke tid til at vente, og ventes skulle der, efter den åreladning, som smedene fik ved lockouten i 1885. Hurop holdt dog ud som formand i ca. 2 år efter lockoutens slutning, men det var ham åbenbart en plage at stå som formand for en forening, der intet magtede, og som i den tid kun havde det ene formål: at redde, hvad reddes kunne, og at vente, til tiden havde lægt lockouts-året, men d. 9. oktober 1887 kunne han ikke længere, han måtte gå af som formand, han måtte ud til ny virksomhed, der mere tilfredsstillede hans energi end den hidtidige rørstilling, og derved blev det ikke ham, men en hel anden stab af fagfæller, der kom til at starte og opagitere „Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund", hvis 25 års jubilæum vi nu fejrer. Som sagt, der var ikke store opgaver. Men én var der dog. Nemlig at danne en landsorganisation for smedene og maskinarbejderne, og derigennem påbegynde arbejdet for at få vore provinsielle kolleger organiserede. Opgaven var ingenlunde let, bl.a. fordi den var mislykket for Hurop få år i forvejen. Til gengæld havde adskillige andre fag allerede dannet sådanne landsorganisationer, således f.eks. snedkerne, så vi ikke stod uden forbillede. I eftersommeren 1888 skulle der i København afholdes en skandinavisk fagforeningskongres, og alt tydede på, at samtlige smedeorganisationer i Danmark - der var 6 ialt - ville sende delegerede hertil. Her var altså en lejlighed. Den måtte benyttes. D. 19. juni 1888 fremsatte jeg på et bestyrelsesmøde i fagforeningen et forslag om at indkalde til et delegeretmøde umiddelbart efter kongressen, for om muligt at få dannet en centralisation af smede- og maskinarbejderorganisationer over hele landet. - Forslaget vedtoges enstemmig, og d. 20. august 1888 afholdtes da dette delegeretmøde, hvorpå forbundet blev dannet. Tilstede på delegeretmødet var repræsentanter for de to foreninger i København, Smede- og Maskinarbejdernes Forbund og Kleinsmedeforeningen, der var dannet i 1887, og endvidere repræsentanter for foreningerne i Helsingør, Ålborg, Århus og Randers. På dagsordenen stod: sammenslutning af de alt bestående fagforeninger i smede- og maskinarbejderfaget, til et så vidt muligt hele landet omfattende forbund, oprettelsen af et agitationsfond, udgivelse af et fagblad og oprettelsen af en rejse og understøttelseskasse. Man besluttede at sammenslutte de bestående foreninger til „Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund", og de første love, der var udarbejdede af bestyrelsen for den københavnske fagforening, vedtoges. Endvidere oprettedes et administrations og agitationsfond, der fremkom ved, at afdelingerne indbetalte 10 øre pr. medlem, i indskud, og 10 øre pr. medlem i månedlig kontingent. Endelig vedtoges at udgive fagbladet, som hverken hvad format eller udstyrelse angår har undergået nogen forandring i de 25 år, og som således holder jubilæum sammen med forbundet. Dannelsen af en rejse- og understøttelseskasse udsattes derimod, „indtil forbundet havde vist sig levedygtigt", som det hed. Som man ser, alt meget beskedent. I et lille afsides værelse i Rømersgades forsamlingsbygning samledes en halv snes repræsentanter for de 6 bestående foreninger i faget, som tilsammen udgjorde ca. 700-800 medlemmer, og vedtog sammenslutning i et forbund, hvis beskedne tilværelse var baseret på et månedligt kontingent af 10 øre pr. medlem, for hvilket bidrag medlemmerne oven i købet skulle have fagbladet gratis. Ja, under så beskedne forhold blev „Smedeforbundet"" til for 25 år siden.

Ferdinand Hurop fortæller „ Minder fra forbundets barndom": Det var en vinteraften i begyndelsen af 1880erne, jeg hastede så hurtig, benene og det glatte føre tillod mig, mod arbejdernes gamle borg i Rømersgade. Der skulle netop den aften være møde for smede- og maskinarbejderne i stuen over gården. Jeg havde været lidt længe om aftensmaden, „Social-Demokraten" og påklædningen. Det var årsagen til hastværket, for som jeg tænkte „kommer du for sent, vil du komme til at stå op indenfor døren i det stuvende fulde lokale". Efter dagens slid følte jeg en naturlig trang til at sidde ned og nyde det åndelige måltid, der ventede mig. Jeg blev dobbelt skuffet, først fordi der var rigelig plads for de 12-15 mennesker, der var mødt op, og dernæst fordi det gik op for mig, at resten af „Vulkans sønner" syntes at være helt uvidende om, at der eksisterede en fagforening netop for dem. De lod, som jeg, tiden gå ubenyttet hen. Men de, der var mødt, var ivrige nok. Jeg traf den aften for første gang Valdemar Olsen, Horsens-Petersen, Brock, Hvistendahl, Adam Petersen, N. P. Nielsen og nogle få andre af den første gamle garde fra fagforeningens andet historiske afsnit. Jeg tilligemed nogle få andre sendrægtige meldte os ind, og diskussionen begyndte. Den drejede sig ikke så meget om arbejdsgiverne, som om arbejderne. Disse syntes nemlig besjælede af alt andet end af „ånden fra 1848". Det var ikke det truende „fortvivlelsens selvhjælp"s ultimatum. Fortvivlelsen var der - men selvhjælpen - det var den, der manglede. „Hva' ka' de' nytte!" var det evige uforanderlige feltråb, der aldrig blev varieret. Men vi, der samledes, var rede til at forandre feltråbet, selvom vi ikke var rede til at drage i felten. Vi begyndte at lægge planer for et felttog. Det var begyndelsen, og det var få af os, som svigtede møderne fremtidig. Vor slagplan var foreløbig ikke rettet mod mestrene, men mere mod svendene, særlig fordi vor hele beholdning i sølv magelig kunne rummes i en kaffekop. Det var svendene, vi var efter. En anmodning til en smedesvend, dengang, om at træde ind i organisationen, måtte fremsættes højtideligt, varsomt og i form af en ansøgning. Mange troede at bevise fagforeningen både en ære og en tjeneste ved at træde ind i rækkerne. Først senere forstod man, at æren tilkom organisationen, og det „ærefulde" burde ombyttes med ordet „pligt". Imidlertid havde vi besluttet et massemøde i Rømersgade 22, festsalen. Opråbet om at møde var udstedt i form af et lille flyveskrift, med en redegørelse af, „Hvad vi ville", og „Hvorfor vi ville noget". Det hele meget forsigtigt affattet og spækket med lidt statistik over, hvad vi havde og hvad vi burde have, samt at mestrene også var vel tjente med ordnede lønforhold, osv. kort sagt, vi blæste forsigtigt signal til samling. Jeg blev valgt til at indlede debatten, men fik i sidste øjeblik lampefeber. Efterhånden som smedene troppede op i salen, steg min vånde, og jeg havde en fornemmelse, der nærmest kan lignes ved uorden i maven. Jeg forsøgte at få Valdemar Olsen, Horsens-Petersen, Brock, N. P. Nielsen, i det hele taget en af vore talere til at foretage det første oratoriske angreb. Men nej! De led alle af den samme beklemmelse som jeg. Alt andet end frejdig måtte jeg dog på tribunen. Men det gik, uden at køre istå, og da først sluserne var åbne, så flød veltalenheden fra alle dem, som før foretrak tavsheden. Mødet var ikke fuldt hus, men der var adskillige hundreder. Det bedste var dog de mange indmeldelser, så at Horsens-Petersen svedte af anstrengelse over at føre dem til protokols. „Godt begyndt - er halvt fuldendt", siger man. Men selvom det ikke passede bogstaveligt, så var mødet dog epokegørende. Efter den tid gik det slag i slag med møder, indmeldelser, henvendelser, forhandlinger, fagtidende osv., osv. Vi havde mange jern i ilden, og mere end „en ende blev brændt af". Vi levede en slags syndikalistisk tilværelse, en guerillakrig. Små raske strejker om alt muligt mellem himmel og jord, således en lille strejke hos Eickhoff, der drejede sig om, „hvorvidt en kollega var eller burde være kæreste med en anden kollegas hustru". Den anklagede blev pure frifunden og strejken kasseret. Nåede vi en overenskomst den ene dag, blev den undertiden brudt den næste, enten af arbejdsgiveren eller af arbejderne. Misfornøjet med et eller andet smed man værktøjet og gik til fagforeningen, der forresten på det tidspunkt havde søgt navneforandring og kaldte sig forbund. Man strejkede først og meldte sig ind i forbundet senere. Men et var nået, og det var, at man betragtede forbundet som en god „sagfører", selv om de tabte „sager" just ikke vidnede om nogen synderlig indflydelse på retten - til at leve. Der var uro og røre nok. Men galskaben kom, som sædvanlig også før systemet. Systemet kom dog, men i et mere trægt tempo, end vi ønskede. Vi havde agitatorer på alle større værksteder, vi havde „søndag formiddags forbundsmissionærer". Vi sendte repræsentanter, undertiden i flok og følge, til Århus, Helsingør og Malmø for at få organisation og for at få forbundsfæller. Vi var klar over, at store resultater fordrede store organisationer, og vi gik på mod dette mål med fuld kraft, og kævledes blot indbyrdes, mens vi trak vejret, for et nyt tag. Sjælden var en periode mere fri for indbyrdes kævl end dengang, fordi vi alle var optaget af tanken om udvidelse. I vor fagtidende skrev cand. mag. N. Neergård (den senere minister) om den engelske arbejderorganisation og cand. polyt. Petersen om metallurgi. I det senere saligt hensovede dagblad skrev modstanderne om det „almægtige forbund" (det var os, der mentes), skønt det med almagten var „så som så". Vi underhandlede med mestre og med mesterforeningen og nu og da med en fabrikant. Vi fik nu flere overenskomster, og en enkelt af disse gjaldt endog hele beslagsmedefaget. Vi lod høre fra os næsten hver eneste dag i „Social-Demokraten". Vi voksede dag for dag, og væksten affødte Fabrikantforeningen i Jernindustrien. Så kom lockouten i 1885. Det var den første store kamp, og den delte Danmark i to lejre. Den ene for og den anden mod os. Modstandernes opfattelse kan sammentrænges i Villars Lunns udtalelse ved et vælgermøde i Holbæk. Den lød således: „Med de røveriske socialister i København mener jeg de strejkende smede- og maskinarbejdere i København." „Røveriet" bestod i forlangendet om 27 øre pr. time som minimalløn. Den slags „røverier" begik dog modstanderne daglig, blot i langt større stil. De ville beholde eneretten, det var alt. Forskellen var blot, at overklassen trak en linie gennem samfundet. På den ene side af linien var røveri fra 27 øre og ubegrænset opefter en umådelig stor fortjenstfuld gerning, der endog kunne ende med titel af „råd", ja muligt i gehejmeetatsråd. Den kunne naturligvis ikke fås for 27 øre i timen, men muligvis for 27 kroner, dog helst mere. På den anden side af linien var fordringen om 27 øre pr. time det mest deciderede røveri, socialisme, anarkisme, revolution, lovløshed, vold, krænkelse af friheden, og blot guderne kan erindre alle de blodige spøgelser, som de spagfærdige 27 øre fremtryllede i den desperate reaktionære lejr. Men, som sagt, lockouten kom. Vi havde omkring 3000 - tre tusinde - kroner i kassen og 1300 mand på gaden. Men der var ingen gråd i geledderne af den grund. Vi organiserede hovedkvarteret i Rømersgade for det praktiske arbejde. Det åndelige hovedkvarter var i Brolæggerstræde 11 under ledelse af Wiinblad og Knudsen. Et eklatant bevis for nødvendigheden af en stærk arbejderpresse var netop den tids kamp. Ubarmhjertigt hamrede „Social-Demokraten" løs på modstandernes mosbegroede teorier og forstod samtidig med stor snildhed at bringe alle modstanderne af Estrup over på vor side. Uden „Social-Demokraten" havde kampen været aldeles håbløs, den ville ikke varet 18 timer, langt mindre 18 uger. Men i Rømersgade sad vi heller ikke med hænderne i skødet. Vi skrev, og vi telegraferede. Budskaber fløj til Paris, London, Omaha, Chicago, San Francisco, New Zealand, Berlin, Wien, Hamborg, Stockholm, Kristiania, kort sagt til alle byer i og udenfor Danmarks grænser, til alle foreninger af borgere, bønder og arbejdere, når blot vi troede, de havde en gnist af interesse for os og vor sag. Vi sendte agitatorer til Stockholm, Gøteborg, Malmø, Hamborg og Kiel. Vi oprettede vagtstationer, „detectivbureau", kontroller, havde små diplomatiske korps, som gav rapport om stemningen hos fabrikanterne. Vi havde reportere blandt mandskabet på skibene, der løb på København. Vi sendte skruebrækkerne, som fabrikanterne importerede, tilbage, så fabrikanterne til sidst lod skruebrækkerne landsætte på kysten og pr. lukket landauer ad strandvejen og kongevejen køre til fabrikkerne, hvor der oprettedes „hoteller", og hvor disse datidens „hædersmænd" interneredes. Virksomheden på hovedkvarteret i Rømersgade var kolossal. Ikke én af de 1300 var ledige. Alle havde en eller anden funktion. Arbejdets deling var fuldendt, og det var meget sjældent, at nogen negligerede sit hverv. Vi havde som forud bemærket en rasende højrepresse, der overdængede os med alt, der syntes den passende, for at ruinere os. Vi havde også dynamitmænd, der jævnlig mødte hos ledelsen med forslag om bomber og planer om angreb på politi osv.. De blev dog øjeblikkelig anviste til at gemme ideerne i deres egne små hjerner. Kampen kostede 224,000 kroner. Så godt som alt frivillige bidrag fra øvrige fagorganisationer i ind og udland og fra vore venner i Danmark og overalt i den civiliserede verden, specielt fra Amerika. Vi korresponderede på alle sprog. Vi sendte familier og børn på landet og de unge svende til udlandet. Vore sangere gav koncerter i provinserne, og der var ikke et møde, som var perfekt, uden at også smedenes sag stod på dagsordenen. Vi holdt møde hver eneste dag, hvor barometerstanden drøftedes. Hvergang en ny anledning til underhandling forelå, blev resultatet forelagt. Afstemningerne var altid hemmelige. Vi vågede over, at intet personligt tryk blev øvet på den enkeltes opfattelse. Etatsråd Tietgen, grosserer Lund og redaktør Riegels søgte at mægle. Men alle forsøg strandede på de hemmelige politiske kræfter, der stod bag og trak i snorene. Vi gik ud af kampen slemt medtagne, med nogle små fordele og foreningsretten bevaret. Grundprincippet, minimallønnen, blev først nået 14 år senere. Jeg arbejdede dengang i en „camp" i Cascade bjergene ved Pacific kysten, da en dreng bragte mig et telegram med budskabet om sejr. Jeg satte telegrammet i glas og ramme. Det blev husets kæreste billede. Det brændte for resten senere, sammen med alt andet, vi ejede. Det er ikke os gamle, der har æren af det nu store, stolte forbund. Men det var os, der brød den hårde, golde jord, hvor sæden blev sået. Det var os, der drænede og kultiverede jorden, hvor i unge høster udbyttet. Glem ikke det! Vi gjorde, hvad vi kunne, selv om det ikke var nok. Men lær af os, at det er sammenhold, der bryder alle skranker. Når store mål skal nås, så fylk eder om fanen. Lad de små spørgsmål ligge til senere tider. Selvom de sover hen i forglemmelsens evige søvn, er ingen skade sket. „Kundskab er magt", det er sandt. Men sammenhold og kæmpestærke organisationer, det er den eneste magt, verden bøjer sig for. Derfor er sammenholdet midlet, målet og vejen fremover. Fæst blikket på det store mål, og lad drøvtyggerne nyde deres måltid i ro; de var, er og bliver altid halen i udviklingen.

H. P. Hansen fortæller „Erindringer fra min formandstid": Jeg har ganske vist fået skyld for, at jeg kunne være kort for hovedet og klar i mine udbrud, men det var i mine unge dage, da jeg som smedenes formand foér landet rundt og berøvede de stakkels jernfabrikanter herredømmet i deres egne værksteder, ligesom som vore forfædre, de gamle vikinger, røvede gods fra angelsachserne og slaver fra frankerne. Nu er jeg snart gammel (af år, men ikke af sind), jeg er blevet mere omstændelig, når jeg skal forklare noget, og mere omgængelig ! Det tror jeg da. Det ville være morsomt, om jeg turde begynde mine erindringer med 1885, - året for den første smede lockout, da jeg som en ung, sjællandsk bondesmed foér rundt på egnen Roskilde-Holbæk-Ringsted og indsamlede penge og brød til de udelukkede. Jeg tror aldrig, jeg har følt så mange gærende kræfter i mig som i hin minderige sommer; især husker jeg en søndag eftermiddag i juli måned, da jeg på Lejre station afleverede et læs brød, jeg, for indsamlede penge, havde købt i Assers Mølle. Da troede jeg, at verden mindst måtte revne på min befaling; men den holdt. Og da jeg i vinteren 1885-86 arbejdede i København og så de fra de københavnske maskinfabrikker udsmidte arbejdere vandre rundt som små flokke forsultne, forjagede og forskræmte ulve, da forstod jeg de onde magters styrke uden at være klar over de midler, der skulle til for at hæmme den.

Sagnet fortæller, at da kong Skjold kom sejlende til Danmark, sendt af Odin, var landet i en sådan nødstilstand, at „de gode græd og de onde lo", og verset slutter således: „Hvor ingen hegner, kun torne gro." Jeg forstod, at der også nu måtte plantes et hegn, indenfor hvilket de forsultne og forjagede kunne søge ly mod kapitalismens ubarmhjertigt piskende storme, og at hegnet skulle plantes af stiklinger fra solidaritetens og det gode kammeratskabs stride og tornede rødtjørnetræ. Men der gik nogle år, før jeg kom rigtig igang med arbejdet. Der var mange vanskeligheder at overvinde, først den, at jeg var ung og fra landet, jeg måtte akklimatiseres og anerkendes, og navnlig det sidste holdt hårdt. Her må jeg med tak mindes vor gamle kollega „Horsens-Petersen", en af veteranerne indenfor smedene, da han ved en bestemt lejlighed slog fast, at jeg var gammel nok til at blive hørt, så hjalp det, fra da af var banen fri, og d. 12. marts 1891 findes mit navn for første gang i hovedbestyrelsens forhandlingsprotokol, idet kassereren for Grovsmedenes Fagforening, H. P. Hansen, foreslås til sekretær på den tilstundende kongres i Odense. Det er siden sagt mig, at F. Hurop lejlighedsvis på den kongres, overfor et par af mine venner, udpegede mig som en af fremtidens mænd indenfor smedenes organisation. Skønt det er meget imod mine ønsker, kan det ikke undgås, at jeg her og fremdeles kommer til at skrive en del om mig selv. I Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbunds æreskrans gør jeg en omgang tjeneste som bindegarn, andre får afgive skøn over min værdi pr. nøgle, jeg selv har nok i bevidstheden om, at de syv år, jeg tjente i den gård, hører ikke alene til de hårdeste, men også til de rigeste i mit liv. Jeg gik op i den gerning, mine kammerater havde betroet mig, således at der intet eksisterede udenfor. Dette beder jeg om må blive taget i betragtning som undskyldning for min ofte hensynsløse fremfærd mod kammerater, der mente mig det godt, og som mente det lige så godt med deres arbejde for forbundet, som jeg med mit. Dertil kommer i denne forbindelse, hvor jeg jo må og skal skrive om mig selv, at jeg aldrig førhen spillede med sordin på hjertestrengene, og den dæmpethed, som sordinen lægger over strengene, har jeg heller ikke siden skattet. Jeg elsker fuldt orkester i alle ting, snart sagt både i godt og ondt, men først og sidst; jeg hader lunkenhed og angsten for at vise sig selv, sådan som man er. Efter denne, det indrømmer jeg, noget vel lange indledning kommer jeg så til mine erindringer fra min formandstid.

Når jeg nu mindes det blik, min hustru sendte mig, da jeg, før jeg d. 14. marts 1892 gik til hovedbestyrelsesmøde, sagde: Når jeg kommer hjem, er jeg formand for forbundet, kommer jeg til at tænke på - Sven Dufva. Der står i Runebergs sang: „Sergenten målte ham dog kun med hånligt blik, idet han brummede: „du, du soldat"!" Min kone anså mig for lige så lidt skikket til at være formand, som gamle Dufva anså sin søn for umulig som soldat. Og de tog dog begge fejl, heldigvis. Ligesom Svens kræfter først udfoldede sig i kampen for Finland, således gjorde arbejdet for mine standsfæller mig til det, jeg siden blev. Derfor står jeg til mine dages ende i taknemmelighedsgæld til mine kammerater, Danmarks smede. For nu begynder der et arbejde, der tog hver en gnist af evner i mig i brug. Og der var nok at tage fat på; først skulle der skaffes penge, penge og atter penge. I Hillerød strejkede nogle og tyve mand hos fabrikant P. Nielsen, værkstedet var fuldt af det værste ros af skruebrækkere, men Chr. Rasmussen, Helsingør, og jeg gik modig på dem, søndag d. 3. april holdt vi møde i Hillerød, hele banden var mødt, det blev et livligt møde, men noget resultat fik vi ikke ud af det. En af mine første regeringshandlinger bestod forøvrigt i at smide Odense-afdelingen ud af forbundet. De ville ikke betale deres strejkegæld, de gavtyve, og jeg ville have orden i sagerne; i nogle år derefter var odensianerne og jeg ikke gode venner. Jeg erindrer, at jeg gennem sommeren 1892 førte en kamp indenfor hovedbestyrelsen for at få iværksat en agitationsrejse over hele landet; jeg havde jo tid dertil, i juli måned var jeg nemlig blevet afskediget fra Statsbaneværkstedet i København; på det tidspunkt var der kun tre (3) organiserede smede derinde, nemlig: Poulsen, Soye og mig (jeg regner jo ikke „73 Foreningens" konservative stab mellem de organiserede smede), men hovedbestyrelsen holdt godt fast på låget af den tomme pengekasse.

I begyndelsen af november har jeg imidlertid fået Århus afdeling til at anmode hovedbestyrelsen om, at få en agitationsrejse i stand til de jydske byer, mod at afdelingerne i Jylland betaler halvdelen af udgifterne. Hovedbestyrelsen svarer, at dersom afdelingerne kan stille sikkerhed for halvdelen af udgifterne, og hovedbestyrelsen kan skaffe en „præsentabel" mand til at foretage rejsen, skal de jydske afdelingers ønske blive efterkommet. Dette med en præsentabel mand kan jeg ikke lade være at dvæle et øjeblik ved. D. 14. marts havde hovedbestyrelsen enstemmig valgt mig til formand, og den havde sikkert heller ikke senere fortrudt valget; men jeg havde gået arbejdsløs fra midt i juli og var endnu i november uden arbejde, jeg havde kone og barn at forsørge, vi, min kone og jeg, havde to år forinden giftet os på ingenting, og jeg var, sandheden i ære, mildest talt ikke præsentabel - i det eneste sæt tøj, jeg ejede. Hvordan jeg kom over den side af sagen, har jeg forlængst glemt. Hvad jeg derimod ikke har glemt, er et par episoder fra turen. Den skulle jo gøres for meget små penge; nu indtraf det uheld, at jeg i Korsør blev standset et par dage af isen i Storebælt. Korsør var overfyldt af rejsende, og vi blev alle flåede efter noder af hotelværter og gæstgivere der i byen. Det var en slem streg i mit udgiftsbudget, altså nu måtte der spares. I Vejle indtog jeg min middagsmad i en port, middagen bestod af et 4 øres franskbrød og for 2 øre puddersukker. Brødet og sukkeret var købt hos en bager ved den ene side af porten og hos en urtekræmmer ved den anden side, og derpå havde jeg skjult mig, mens „middagen" fortæredes, men da tarmene var fyldte, var jeg påny den, i alt fald i egen tro, uovervindelige agitator, parat til at forkynde smedene sammenholdets evangelium. I Nykøbing på Mors havde vi en lille, tapper afdeling på 8 mand, Fischer var formand, af andre af de otte husker jeg endnu: Svendsen, Hans Andersen og Chr. Jensen. Min ankomst skulle jo fejres, og den blev fejret - i et sådant utal af boller punch, at det var med en dundrende hovedpine, jeg den næste morgen meget tidlig spadserede bag efter isbåden til Glyngøre. Noget fremstød for sagen var min nærværelse i Nykøbing ved den lejlighed næppe, men for mig selv havde det den følge, at jeg aldrig mere, der eller andet steds, tillod kollegerne at holde punchefest mig til ære, derfor fik jeg også ord for at være „umulig i godt selskab". De første år i 1890erne var en drøj tid, medlemsantallet var ringe, penge manglede vi altid, i 1893 måtte hovedbestyrelsen låne 100 kr. for at kunne afholde kongres, og for at få disse 100 kr. til låns, måtte jeg gå tiggergang hos flere af de københavnske afdelinger. Kedelsmedeforeningen holdt i anledning af „dette lånebegær", som en taler udtrykte sig, generalforsamling på „Solitudevej", og jeg var tilstede. Resultatet blev efter flere timers debat, at lånet ikke kunne bevilges. Så fik vi det hos klejnsmedene, der her, som ofte før, var hovedbestyrelsens trøst i pengenøden. I april måtte vi endog låne 300 kr. hos afdelingen i Helsingør for overhovedet at kunne udbetale den lovhjemlede understøttelse til de rejsende smede- og maskinarbejdere, tænk hvilken forskel på for 20 år siden og nu! Men vi masede på dengang, vi var ufortrødne, troens og begejstringens ild brændte i vort blod, der var - det være sagt uden noget henblik på nutiden - ikke tid til surmuleri eller kritik, man gik simpelthen ud fra, at alt var gjort i den bedste hensigt. Arbejdet var drøjt og resultaterne små, men vi var næsten glade alene for at være med til at bære de ofre, sagen krævede. Som bevis på med hvilken årvågen anerkendelse hovedbestyrelsen fulgte de særlig arbejdsomme og offervillige kammeraters færd ude i afdelingerne, synes jeg det fortjener at anføres her, at den sendte repræsentanter til klejnsmed Mohrs begravelse i Holbæk d. 12. maj 1894 og til klejnsmed P. Petersens begravelse i Odense, og så længe jeg var formand, besøgte jeg altid senere deres enker, når jeg kom til byerne, og med hovedbestyrelsens stiltiende billigelse faldt der hvergang en lille understøttelse af til børnene. Og det endskønt det var sløjt med pengemidlerne, hele sommeren 1894 - der var en særlig slem arbejdsløs periode - kørte vi med en understøttelse af 50 øre pr. dag.

Hvordan jeg erfarede, at jeg allerede da var en kendt mand, kan jeg ikke lade være at meddele her. N. P. Nielsen og jeg var d. 30. august 1894 i Slagelse for at bilægge en konflikt hos fabrikant Rasmussen. Jeg erindrer ikke, hvorledes vi ordnede den konflikt, men det står ganske tydeligt for mig, hvordan vi nær var kommen ind i en anden. Vi skulle bo på et gæstgiveri om natten, og da vi sent på aftenen kom derhen, sad der et selskab og spillede kort - i de tider spillede arbejderne altid kort i deres fritid -, vi stod lidt og så på spillet, og da der naturligvis, som altid hos kortspillere, udbrød uenighed om, hvorvidt makkeren havde brugt det rette kort, appellerede en af spillerne til N. P. Nielsen. Vor nu afdøde trofaste ven Peter „Peter i luften" kunne undertiden give nogle rammende svar, og det gjorde han da også ved den lejlighed. Peters svar opfordrede ikke just til at spørge påny, og da der atter blev meningsforskel mellem spillerne, indbødes jeg til at afgøre trætten. Men min kendelse blev så unådig optaget, at en af spillerne harmfuld rejste sig og udbrød; „Jeg troede ikke, smedene lønnede H. P. Hansen for at rejse rundt og gøre nar af arbejderne!" Så kunne Peter og jeg forstå, det var på tide, vi gik i seng. Tilfældet belærte mig om altid, hvor jeg færdedes, at være forsigtig i min tale og i min optræden, thi selv om jeg ingen kendte på det sted, hvor jeg opholdt mig, kunne der altid være folk, som vidste, hvem jeg var. Den tilrettevisning, jeg modtog i Slagelse ved den ovenfor omtalte lejlighed, har jeg aldrig glemt og altid siden haft megen gavn af.

Fristelsen er stor; her tænker jeg på den fristelse, der for mig ligger i at fremdrage episoder fra den store og med så rige resultater foretagne agitationsrejse, som jeg i vinteren 1894-95 foretog over hele landet, og i hvilken jeg holdt møder i 44 byer, men pladsen tillader det ikke; vi nærmer os jo nu sommeren 1895, der bragte lockouten i Århus, og den bliver vel nok behandlet af andre. Fra den sommer i Århus mindes jeg endnu med henrykkelse mange gode kammerater, megen begejstring over den vågnende klassefølelse hos smede- og maskinarbejderne der, men jeg mindes også, hvorledes lederne af arbejderpartiet i Århus aldeles ikke satte pris på, at forretningsudvalget for „De Samvirkende Fagforeninger" i København ville blande sig i afgørelserne. Nå, „schwamm darüber", nu er det jo overstået. Der var ellers mange kapitler at skrive om den kamp. Blandt de mange, også muntre, tildragelser fra lockouten i Århus er der en, jeg vil redde fra forglemmelsen, fordi den i sin naive komik er så betegnende for den målestok, et lille fåtal af arbejderne anlagde for deres værdi. En ung smed, hjemmehørende i landsbyen Øhm på Sjælland, protesterede ved et møde mod en tilstundende fredsslutning, der ikke gav ham nok i timeløn, med den bemærkning, „at han kunne vel lige så godt fortjene 25 øre i timen som konerne hos Otto Mønsted"! Betragtningen var naturligvis rigtig nok, men den vakte vild jubel i forsamlingen og foranledigede, at han senere ofte måtte „holde lyset", når kammeraterne var i godt humør.

Jeg husker ikke nu mere årstallet, da vi stiftede afdelingen i Lemvig, men jeg husker den første strejke der, den begyndte i juli måned 1896 og den skal også med. Der var nemlig i sin tid en maskinfabrik, Simonsen & Christensen i Lemvig, som beskæftigede ca. en snes mand. Smedene havde flere gange anmodet Simonsen om nogle mindre forandringer i deres løn- og arbejdsforhold, og han havde holdt dem hen med snak. Til sidst tabte de tålmodigheden og meddelte ham, at da de ikke kunne blive enige med ham, så måtte de sende bud efter H. P. Hansen. Simonsen svarede, at „jeg skulle være velkommen". Den gode Simonsen, som nu har en fabrik i Holstebro, glædede sig åbenbart meget til mit komme. Han fortalte i byen, at når jeg nu kom, skulle han tage vel imod mig, byde mig ned på hotellet og give en bajer. Når jeg havde drukket den, ville han høfligt lette på hatten og sige, at så havde vi ikke mere at forhandle om. Uheldigvis for hr. Simonsen havde han ikke kunnet lade være at omtale sit snedige påfund og på forhånd at glæde sig selv og andre dermed, og derved var det kommet arbejderne for øre. Altså: jeg kom til Lemvig, og alt forløb - til at begynde med - ganske efter det af hr. Simonsen lagte program. Vi drak en bajer sammen, og hr. Simonsen bød i hjertelige ord farvel og lykke på rejsen. Og så rejste jeg, men ikke længere end fra hotellet og op til maskinfabrikken foran banegården det var omtrent midt på eftermiddagen, og da hr. Simonsen ca. 1/2 time efter kom op til sin fabrik, var der dødstille i værkstederne, hans arbejdere stod ude på landevejen i flok om mig. Vi havde holdt generalforsamling og erklæret strejke på „Lemvig Jernstøberi og Maskinfabrik". Et godt halvt år efter var fabrikken fallit og Simonsen rejst fra det hele. Der blev aldrig mere maskinfabrik i Lemvig indtil denne dag. Hr. Simonsen havde været altfor høflig og altfor snedig.

Årene 1896-97-98 var meget gunstige arbejdsår for vort fag, og lockouten i 1897 gjorde kun en kort afbrydelse heri. Uge efter uge fremviser vore forhandlingsprotokoller en næsten daglig fortsat række af hovedbestyrelsesmøder, i hvilke tilladelser gaves til at fremsætte krav til arbejdskøberne. Vort medlemsantal mere end fordobledes, og vore kasser svulmede af penge, nu kom lønnen for de forudgående års trælsomme og tålmodige stræb. Men sliddet i disse år var for mig så legemligt ødelæggende, at jeg næsten ingen enkeltheder erindrer. Min hjerne arbejdede under et sådant højtryk af anspændelse, at jeg knap var til at være ved siden af. Jeg havde i sommeren 1898 en følelse af, at dersom alle mine gode venner og trofaste arbejdsfæller i hovedbestyrelsen, dem, som jeg gennem en række af år havde delt ondt og godt med, en aftenstund rejste sig fra det grønne arbejdsbord og som med een mund sagde: Nu skal vi sige dig noget, H. P. Vi holder meget af dig, og vi anerkender din iver og din heldige hånd til at lægge planer og føre dem igennem, men du må opføre dig, så vi kan være i stue sammen med dig - så ville de have ret. Derfor besluttede jeg at gå min vej, før andre sagde til mig, at det var det bedste, jeg kunne gøre. Den beslutning, jeg da tog, har jeg aldrig fortrudt, og forbundet har med I. A. Hansen som min afløser ingen grund haft dertil. Idet jeg hermed slutter mine stærkt sammentrængte erindringer fra min formandstid, benytter jeg lejligheden til at sige de kammerater, både i og udenfor hovedbestyrelsen, som ikke blot bar dagens byrder sammen med mig, men som også bar over med mig, når jeg behandlede dem ubarmhjertigt, hensynløst, trods deres både gode evner og gode volje til at forstå mig og til at følge mig, en hjertelig tak for godt kammeratskab.

****

Selvom der var dannet en organisation, var der vanskeligheder i 1889. Smede- og Maskinarbejderforbundet manglede penge og autoritet, men den næste og mindst lige så store vanskelighed var den at få medlemmerne til at forstå, at organisation betyder orden i tingene, og at man uden en målbevidst og veltilrettelagt optræden kun arbejder sine modstandere spillet i hænde. På den anden side krævedes der heller ikke så meget af forbundet og fagforeningerne i det hele taget som nu, og i virkeligheden skete der kun det, at arbejderne tabte slaget der, hvor de ikke forstod med den nødvendige begrænsning og omtanke at støtte sig til de endnu meget svage organisationer. Man strejkede uden at det var aftalt med afdelingerne. Man var endnu ikke kommet dertil at kunne slutte egentlige overenskomster med arbejdsgiverne. Arbejdsgiverne vægrede sig ofte ved at sætte deres navn under på de forslag til aftaler og afgørelser, som fagforeningerne fra tid til anden fremlagde. Arbejdsgiverne betragtede det som ydmygende for dem, og deres udtalelser gik næsten altid på: „De kan vel tro os på vort æresord", men disse æresord var undertiden meget upålidelige. Det var i juni måned 1889, at en kollega ved navn Jørgen Jensen, som arbejdede hos firmaet I . Rudolph Koefoed & Co. i Meinungsgade, fremsatte tanken om oprettelse af værkstedsklubber, og det skulle ikke vare længe, før dette udmærkede led i organisationen bredte sig stærkt hjælpende til at frembringe og bevare godt kammeratskab mellem de enkelte værksteders arbejdere. At dette system også engang imellem kunne sætte sine vilde skud, er vi ikke blinde for, men forholdet formede sig ofte i de tider på fabrikkerne som en hel „lille belejringstilstand", hvor det gjaldt om at føre de skarpeste våben i marken for at værne sig mod de enkelte arbejdsgiveres vedholdende overgreb og chikanerier. D. 16. og d. 17. juni 1889 afholdt forbundet sin første kongres i Rømersgade 22, København. Ved denne kongres var følgende delegerede fremmødte: for „forbundet" i København: F. Hurop og H. Petersen, for Klejnsmedesvendeforeningen Martin Sørensen, fra Helsingør afdeling Th. Simonsen og Chr. Rasmussen, fra Århus afdeling Elias Petersen og Chr. Jensen, fra Ålborg afdeling Harald Petersen, fra Randers afdeling F. Christensen, og fra Odense afdeling Søren Nielsen, og dertil samtlige 5 medlemmer af hovedbestyrelsen. Man beskæftigede sig på denne „kongres" ganske naturligt særlig med agitationen. Odense ses således at have stillet forslag om en „kraftig agitation". På den anden side lagde man også vægt på „lokal agitation", hvilket vist nærmest ligger deri, at forbundet ikke havde agitatorer til rådighed til at sende ud, og fordi man manglede penge. Det vedtoges istedet, at hovedbestyrelsen ståelig redegørelse over forbundets denne agitation. Diskussionen om fagblad interesse ved, at redaktøren i bladet for april en skarp artikel i anledning af, at der er udkommet et førstenummer af et nyt blad, „Arbejderen", som være organ for de „social-revolutionære". Man stempler dette som „en gasballon, der vil springe, højere til vejrs", og bladet var, påstodes der, i virkeligheden også kun organ for en 3-4 mand med Gerson Trier i spidsen. Kongressens vigtigste opgave var iøvrigt vedtagelse af de første forbundslove. På kongressen opstod der iøvrigt en lille strid om, hvorvidt forbundet skulle repræsenteres ved den forestående kongres i Paris. Randers afdeling hentede sig en misbilligelse fra kongressen, fordi den offentlig havde taget stilling til spørgsmålet istedet for at rette henstilling til kongressen. Forresten enedes man om ikke at deltage i denne kongres, fordi det var rygtedes herop, at de franske socialdemokrater, der var delte i marxister og possibilister, var indbyrdes uenige, og man fandt med rette, at det ingen nytte var til at sende en delegeret til en kongres, „der kun tegnede til at blive en strid mellem franskmændene indbyrdes". Kongressen i Paris blev afholdt i juli måned, og den besluttede indførelse af maj-demonstrationen for normal-arbejdsdagen. Den delegerede for Århus, Elias Petersen, spurgte kongressen, hvorledes man ville stille sig til tanken om oprettelsen af produktionsværksteder. Herom vedtog man på forslag af F. Hurop følgende:„Kongressen stiller sig sympatetisk overfor ethvert skridt, der bidrager til arbejdernes frigørelse for kapitalens tryk, men tror at burde anbefale stor varsomhed med hensyn til oprettelse af produktionsværksteder i vort fag, hvor betingelserne for en livlig vareomsætning vanskelig tilvejebringes." Endvidere vedtoges det på forslag af Hurop at pålægge hovedbestyrelsen at søge grundige oplysninger hos de faglige organisationer, til hvis virksomhed der er knyttet understøttelse af rejsende medlemmer, og at forelægge en plan til en „rejsekasse" til førstkommende kongres. Til hovedbestyrelse valgtes: N. P. Nielsen, Jul. Christensen, Sofus Olsen, Martin Sørensen, Vald. Olsen (formand).

I slutningen af august måned opstod der en strid på „Scandia" i Randers. Firmaet forkortede arbejdstiden med 1/2 time uden at lægge på lønnen, og hermed var arbejderne misfornøjede. Forretningsføreren tilkaldtes, og han og Samuelsen forhandlede nu med direktionen og opnåede en efter datidens forhold ret gunstig overenskomst om timelønnens garanti i akkord, nærmere regler for akkordens opgørelse, og i anledning af forkortelsen skulle arbejderne fremtidig have 10 1/4 times løn for 10 timers arbejde. Dertil opnåedes direktørens tilsagn om en lønforhøjelse for daglønsarbejderne fra fredag d. 6. september. Dette resultat opnåedes altså uden strejke, og det ser ud, som arbejderne var jævnt tilfredse med de opnåede forbedringer. Senere opstod der imidlertid strid om, hvorvidt denne overenskomst gjaldt for andre end fagforeningens medlemmer. Hovedbestyrelsen hævdede, at den gjaldt for alle, medens medlemmerne på „Scandia" var misfornøjede med, at direktionen ikke holdt de trufne aftaler og de givne løfter. Det kom hen på efteråret til en arbejdsstandsning, og på hovedbestyrelsesmødet d. 25. februar 1890 meddeler formanden, at direktøren på „Scandia" havde tilbudt at tage alle de strejkende i arbejde med undtagelse af 2 mand, og da der ikke var stor sandsynlighed for at vinde strejken, vedtog man at tilråde de strejkende at modtage tilbudet. Forholdene på „Scandia" affødte megen bitterhed mellem Randers afdeling og forretningsføreren. Der førtes en lang polemik i fagbladet, hvilket var medvirkende til, at Valdemar Olsen i juni 1890 trak sig tilbage som formand. I oktober var der opstået strejke på fabrikken „Phønix" i Odense, hvor lønforholdene altid havde været meget slette. I december nedlagdes der fogedforbud mod strejkens offentliggørelse i fagbladet. Den kunne altså ikke omtales offentlig, og 4 skruebrækkere beordredes til at anlægge sag imod Valdemar Olsen. Om de egentlige forhold ved denne konflikts afslutning indeholdes der intet i protokollen, udover at hovedbestyrelsen på sit møde d. 2. februar vedtog at fortsætte strejken, „samt at gøre alt for at skaffe penge", og på mødet d. 15. april at forespørge hos afdelingen i Odense, „om den ikke fandt det formålstjenligt at hæve strejken hos fabrikant Svendsen, indehaveren af „Phønix", og i modsat fald da af hvilke grunde". Vi ved kun, at strejken tabtes, og at afdelingen udtrådte af forbundet, hvori den først atter trådte ind i 1893.

Forinden vi forlader vor omtale af begivenhederne i 1889, vil vi et øjeblik se på, hvorledes forholdene dengang var iøvrigt. Arbejdsgivernes organisation var vel tildels kun endnu i sin vorden, men man bekæmpede os, organiserede eller uorganiserede, med den største fanatisme, og fabrikant Svendsen på „Phønix" - han er nu forlængst død og borte - var en af dem, som med størst fanatisme bekæmpede os. Hans virksomhed var relativt lille, hørte ikke just til de banebrydende, og dette hænger vel sammen med, at han var en af dem, der stærkest benyttede arbejdsgivernes organisation til at slå vore krav ned. Det skal indrømmes, at Svendsen senere hen forandrede sig i retning af det jævne og omgængelige. Han blev medlem af arbejdsrådet, og var jo bl.a. på de senere år en af dem, som kendte noget til organisationernes historie, og som efterhånden havde kastet sin gamle fanatisme bort. Kampene omkring 1889 førtes imidlertid under alle omstændigheder under de strengeste vilkår, idet arbejdsgiverne som svar på vor lønbevægelse og på ethvert krav søgte at ramme de enkelte af vore kolleger på det mest følelige. For nu at skifte sol og vind lige mellem provinserne og København skal vi samtidig skænke en af de typiske repræsentanter for de københavnske fabrikanter fra den tid, nemlig fabrikant Hüttemeier, en kort omtale. Af en artikel i fagbladet for juli måned 1889 citerer vi følgende: „Vi kender ham alle, fabrikanten fra Nansensgade. Ham, som i sin tid som svend var den første til at forlange en ordentlig betaling for sit arbejde, og som nu, som fabrikant, er den første til at udsuge sine arbejdere til sidste blodsdråbe, ham, som i sin tid var den første til at forlange medbestemmelsesret for arbejderen, og som nu står i spidsen for en organisation, hvis formål er, ved hjælp af sult at undertrykke arbejderne. Jo, han er godt kendt af arbejderne, borgerrepræsentanten, medlem af komiteen til opførelse af kirker, hvori han vil lade prædike: „Elsk din næste!", ridder af Dannebrog p. p. Th. Hüttemeier. Men sørgelig kendt. Hvilken sum af lidelser og savn har ikke denne mand i sit blinde fanatiske had til arbejderne nedkaldt over disses hoveder; ingen statistik vil kunne beskrive, hvor megen sult denne samfundsstøtte har på sin samvittighed, hvor mange tårer han har fremkaldt hos sine ofres uskyldige familier. Det er, som om han fryder sig ved sine medmenneskers ulykke. Som formand for alle de lockout-foreninger, her findes, opfanatiserer han sine kolleger, storborgerne, til at jage deres arbejdere på gaden. Før troede vi dog, at det kun var smedene, som hans ondskab skulle gå ud over, men den sidste tid har lært os, at hans lyst til at gøre ulykker ikke er tilfredsstillet med, hvad han har gjort os, men at han har udvidet sin noble „virksomhed" til alle andre fag. Mon denne mands mentale tilstand er tilfredsstillende? Han vil ødelægge fagforeningerne, ødelægge arbejderpartiet, og så udvider og udvider han bestandig kløften mellem den besiddende og den besiddelsesløse, og det oven i købet med så brutale midler som sult og nød. Er den mand da så blottet for al sund tænkekraft, at han ikke kan indse, at slig fremgangsmåde kun gør arbejdernes uvilje mod det bestående, uretfærdige samfund endnu større og kun hjælper til at fremskynde det tidspunkt, da bægeret flyder over, og arbejderne tager revanche for al den lidte uret. Hr. Hüttemeier er bleven ridder; han er altså blevet belønnet for sin virksomhed fra vore modstanderes side, - mon ikke vi engang skulle få lejlighed til at vise ham vor erkendtlighed?" Om Hüttemeier er der iøvrigt det at sige, at han fra Fabrikantforeningens stiftelse i 1885 og op til 1888 var dennes formand. Hüttemeier var bekendt som en fanatisk højremand, og der opstod i sin tid konflikter i fabrikantforeningens bestyrelse - hvor de jo ikke alle var fanatiske modstandere af arbejderne - om et bidrag af 40 kr. til den bekendte Skruebrækkerforening af 1885. Bidraget blev ikke ydet af Fabrikantforeningen, indenfor hvilken der foregik en lille paladsrevolution, hvor man uden videre satte Hüttemeier ud af spillet som formand og valgte fabrikant E. P. Bonnesen af firmaet Bonnesen & Danstrup istedet, men Bonnesens formandsskab blev dog ikke af lang varighed. Allerede i februar 1890 valgtes nemlig Bjørn Steffensen til formand, og med ham var det, ligesom der en tid blæste en mindre  skarp vind. Det tør vel heller ikke benægtes, at når der kun opnåedes lidt i retning af forbedring, så var skylden ikke mindst arbejdernes egen. Endnu i 1890 bestod Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund kun af ca. 1100 medlemmer.

Året 1890 er i mange henseender et interessant år. Den i december det foregående år udbrudte konflikt på „Scandia" satte i de første måneder sindene stærkt i bevægelse. Konflikten opstod, derved, at 4 mand havde nægtet at udføre et bestemt arbejde i akkord til en af fabrikken reduceret pris og derfor fik deres afsked. Forretningsføreren, som tilkaldtes, frarådede strejken, navnlig da direktøren, med hvem der tidligere var indgået overenskomst, befandt sig på rejse i udlandet. Til dette råd ville medlemmerne dog intet høre. De nedlagde arbejdet, hvorefter hovedbestyrelsen fik den opgave så vidt muligt at klare skærene og se at skaffe de nødvendige penge. Det viste sig imidlertid snart, at med den ringe indflydelse, fagforeningen endnu havde, var man ikke i stand til at tvinge firmaet til at genantage de en gang afskedigede folk. Efter direktørens hjemkomst blev der i København forhandlet mellem, ham og forbundets hovedbestyrelse, som kunne få hele sagen klaret med undtagelse af de 4 mænds genantagelse, og på dette punkt „stod arbejderne stadig fast" - stod og tabte slaget. Men det værste var, at skønt de strejkede uden hovedbestyrelsens sanktion, og skønt de mod hovedbestyrelsens anbefaling nægtede at gå i arbejde på en rimelig aftale om, at den året forud sluttede overenskomst skulle overholdes, så gav man sig til udelukkende at skyde skylden for den tabte strejke på hovedbestyrelsen, specielt på forretningsføreren, imod hvem de to randers-kolleger, Ch. Møller og V. Engelund, ganske uberettiget rettede de stærkeste bebrejdelser. Sagen var kun den, at arbejderne ved den etablerede arbejdsstandsning ikke havde været istand til at gennemtvinge det, som de ønskede.

Også „Phønix"-strejken i Odense tabtes først på året i 1890, og d. 14. juli afløste F. Hurop Vald. Olsen som forretningsfører for forbundet. Det er let forklarligt, at Vald. Olsen ønskede at fratræde, sådan som situationen på det tidspunkt havde formet sig. Stillingen, som forbundets forretningsfører var for det første lidet attråværdig. Den var ganske vist „lønnet", men kun med først 10, senere 20 kr. om måneden, og samtidig krævedes der et arbejde, som måtte anses for næsten overmenneskeligt for en mand, der skulle passe sit værkstedsarbejde for at kunne leve. Når dertil kom vanskeligheden ved at skaffe penge til de mange strejker samt medlemmernes mangel på forståelse af nødvendigheden af at rette sig efter lovene og den valgte ledelse, så er det forståeligt, at Vald. Olsen lod det komme til personskifte. Dette skete dog med fuld honnør, og de opståede divergenser forhindrede ikke, at Vald. Olsen fortsat personlig arbejdede af al kraft for organisationens fremme. Men året 1890 er i adskillige andre henseender interessant. Det er det første år, hvor arbejderne demonstrerer d. 1. maj efter vedtagelse herom på partikongressen året forud. I København førte dette til forskellige småskærmydsler, bl.a. hos firmaet Burmeister & Wain. Der var udgået parole fra „De Samvirkende Fagforeninger" og „Socialdemokratisk Forbund" om at fejre dagen ved demonstration, og der var også almindelig stemning for at følge parolen, bl.a. på Burmeister & Wains skibsværft på Refshaleøen. Helt fri for vaklen i geledderne var man dog ikke. På dette tidspunkt eksisterede der nemlig en pensionskasse, i hvilken adskillige af de ældre arbejdere havde betydelige konti, som firmaet før ikke var veget tilbage for at inddrage. Men kneb det således med enigheden blandt arbejderne til at begynde med, så lykkedes det direktionen - ganske vist mod dens vilje - at tilvejebringe det manglende. Der sloges plakater op i værkstederne, hvorpå direktionen kort og godt meddelte, at enhver, som ikke mødte på arbejdet torsdag d. 1. maj, var afskediget. Det hjalp. Da arbejderne så disse plakater, sagde de til hinanden indbyrdes: er vi straffanger, eller har vi lov til at betragte os som frie arbejdere? - og der kom ikke en mand på arbejde d. 1. maj. Selv funktionærerne, der jo også for størstedelen var udgåede fra arbejdernes kreds, følte sig interesserede og hjalp til med at holde mulige svage sjæle borte fra arbejdspladsen. Dagen derpå havde vi store bededag, og spændingen var stor, med hensyn til hvad der ville ske, når arbejderne den påfølgende lørdag morgen d. 3. maj efter sædvane meldte sig til arbejde. Der skete nu det, da arbejdsfartøjerne, som bringer arbejderne fra Toldboden og til Refshaleøen, lagde til ved Bådehavnen, at gamle mester Kornerup trådte frem på bolværket og holdt en lille tale af omtrent følgende indhold: „Ja, folkens, jeg har fået den opgave af direktionen at meddele dem, at samtlige arbejdere i henhold til de skete opslag på fabrikken er afskedigede, og nu kan de henvende dem i værkstederne og på de pladser, hvor de er vante til at få ugelønnen udbetalt. De vil da med det samme få deres tilgodehavende. Samtidig skal jeg imidlertid meddele dem, at de allesammen er antagne fra på mandag morgen". Resten af Kornerups tale druknede i kraftige hurraråb fra arbejdernes side, hvorpå man steg i land. Men hurtig som lynet opstod spørgsmålet: men hvad så med vor pensionsret? Ville firmaet stryge den, hvad det jo altså havde gjort i visse tilfælde, selvom det mest var, hvor der var tale om enkeltmandsafskedigelser? Der sendtes straks en deputation til kontoret med forespørgsel til direktør Hans Burmeister, der imidlertid afgav den beroligende meddelelse, at der ikke ville blive rørt ved pensionsretten. Enhver ville beholde sine „gamle rettigheder". Naturligvis var der stor jubel blandt arbejderne over det nederlag, direktionen havde hentet sig, og det kunne med rette siges, at arbejderne var uden skyld i det skete; men der var vakt en stærk instinktmæssig følelse af, at maj-demonstrationen, således som den formede sig til en verdensdemonstration, havde udsigt til at blive en mægtig løftestang i spørgsmålet om arbejdstidens forkortelse, hvortil der højligen trængtes. Denne tro på majdemonstrationen og det håb, der var til dens virkninger, er ikke blevne beskæmmede. Den har været og er et middel til stadig at holde dette arbejdernes hovedkrav frem i første linie. Men der skulle gå adskillige år hen, forinden arbejdsgiverne erkendte arbejdernes ret til at demonstrere. Ved overenskomsten indenfor jernindustrien af oktober 1910 sattes der imidlertid en bestemmelse ind, hvorefter den 1. maj er fridag, hvor arbejderne ønsker det. Nu strides vi ikke mere om denne side af sagen.

Kongressen i København 1897.

 

At udvinde jern af malm har alt været kendt tusinder af år før år 0, men selvfølgelig foregik det under meget primitive former, og det udvundne materiale gjordes i alt væsentlig kun brugbart ved at smede det ud til det, som det skulle bruges til. Også i Danmark er der af jordbunden udvunden malm og derigennem jern, - men det hører fortiden til. Særligt er det i Jylland i hedeegnene, at dette er foregået, selvom der foreligger beviser for, at det også har været tilfældet på andre kanter af landet. Jernahl eller myremalm er det stof, hvoraf jern er udsmeltet i Danmark, og det er særligt forekommet i egne, hvor jordbunden manglede kalk. Brændselsmaterialet, man anvendte til udsmeltningen, var trækul.

Det var således god skik i kong Kristian d. III.s tid (regeringstid fra 1536 til 1559), at bønderne i Jylland afgav »jernkloder« (råjern) som skatter. Kristian d. 4. mageskiftede en gård i Gladsaxe ved København med en anden gård, fordi der i landgilde fra den tilbyttede gård bl.a. blev svaret jern. I året 1601 udstedte Kristian d. IV. kongelig beskikkelse til Poul Smelter, at han »i den ny smeltemølle, som vi ved vort slot Kronborg have ladet bygge, - med flid og uden forsømmelse skulle smelte og forarbejde den jern-erts og malm, som nu der sammesteds udi lenet er funden.« I året 1758 skriver apoteker V. Steuben af Århus til herr cancelliråd Hofman:» Og jeg blev i næstafvigte år beordret til at efterse og undersøge de øde heder og kom på samme tour til Vrads sogn, og i Vrads by, hvor vi holdt os lidet op, blev jeg ved et bondehus et stort stykke jernerts vaer, som kunne ongefær veje en 10 lispund, det så ud som en slakke på den ene side, men på den anden jevnt og compact. Vi spurgte bønderne, hvor den var kommet fra, blev os af dem fortalt, at der på deres mark henimod en sø lå en stor mængde sådanne slakke, hvor dette stykke var kommet fra. Deres gamle havde fortalt dem, at der i forrige tider skal have været en smelteovn, og de endnu kan se stedet, hvor den havde stået.« D. 15. februar 1684 udstedtes et åbent kongeligt brev, hvori står at læse, at »til den gemene mands nytte og tjeneste er anlagt, en smelte og hammermølle ved Helsingør« og her har man sikkert det første støberi, der her i landet anlagdes til fabrikation af nyttegenstande. Det næste støberi, der anlagdes her i landet, startedes efter kongelig bevilling af 1769 af en englænder ved navn Potter. Dette er Københavns ældste støberi. Det anlagdes på Christianshavn og var i familien Mogensens eje fra 1829, til støberiet nedlagdes i 1926. I 1779 - 10 år efter anlæggelsen, tillodes det Potter at indføre toldfri 400 skippund råjern, mod at han igen skulle udføre lige så stor en vægt af forarbejdet jern. Omkring år 1800 var Potters Jernstøberi endnu det eneste, der fandtes i København. Det er iøvrigt en kendsgerning, at støberivirksomheden her i landet først tog fart efter Danmarks adskillelse fra Norge, hvilket skete i 1814. Før den tid sendtes der meget støbegods fra Norge til Danmark. Det andet støberi, der anlagdes i København, sattes i drift af Thomas Weiss i 1805. Det lukkedes omkring 1870. Det havde ligeledes sin beliggenhed på Christianshavn. I 1811 anlagde Henrik Meldahl sit støberi i København på Vesterbro, og i 1828 anlægger Mathias Anker Heegård et støberi på Nørrebro. I 1829 grundlagdes Peter Frederik LUndes` støberi i København på Farimagsvejen udenfor Nørreport. Rawerts »Industrielle Forhold« skriver herom: »Foruden at være en stor virksomhed, der fabrikerede almindeligt arbejde, såsom kakkelovne, vinduer, comfurer, agerdyrknings og husgerådsartikler blev firmaet medbejler sammen med støberiet på Frederiksværk om leveringen af »projektiler til det kongelige artillerikorps«, og det kom med i leverencen og medvirkede til, at priserne nedsattes. Da nogle generaler i 1845 inspicerede de holstenske tropper, udtalte de deres store tilfredshed med det leverede.« Allerede i 1783 havde en smed ved navn Gamst købt et gammelt klokkestøberi ved Vestervold og drev her en ret udstrakt virksomhed, men først i 1846 tilførtes der fabrikken et jernstøberi. Det var på den tid en af Københavns største maskinfabrikker. I 1847 beskæftigedes der 42 smede og 21 formere på fabrikken. Senere overgik virksomheden til firmaet Hellerung, der nedlagde denne i året 1906. På fabrikkens grund er nu opført et stort moderne hotel »Grundtvigs Hus« med facade mod Studiestræde.

Det første jernstøberi i Jylland skal være grundlagt i Horsens i året 1831 af Carl Frederik Weiss. På Fyn skal det ældste jernstøberi være Allerups i Odense, idet Mathias Peter Allerup, efter at have arbejdet som modelsnedker hos jernstøber Meldahl i København, d. 11. juni 1836 erholdt bevilling til at drive støberi i Odense. I den derefter følgende tid danner man sig en mening om udviklingen i støberibranchen, når man hører, at der i femåret 1832-1836 blev udstedt 7 bevillinger på at drive støberi, 4 i København og 3 i provinserne. I tiden 1837-1841 udstedtes der 23 bevillinger, 6 i København og 17 i provinserne. Fra 1842 til 1846 gaves 37 bevillinger, 5 i København og 32 i provinserne. Det er i disse 15 år, at den danske støberivirksomhed er i sin første og store opblomstring. I 1840 var der i købstæder 23 støberier med 54 arbejdere og på landet 6 støberier med 36 arbejdere. I 1845 var der i købstæder 50 støberier med 134 arbejdere og på landet 22 støberier med 64 arbejdere. Omkring år 1750 anlagde en franskmand Peyrembert et værk til forfærdigelse af smedede kanoner. Værket anlagdes i Frederiksværk, og fabrikationsmåden skulle være efter spansk mønster. Det gik imidlertid ikke, og 2 år efter overdroges værket til etatsråd Just Fabritius og cancelliråd Clasen. Disse indrettede straks et metalstøberi for kanoner, og året efter leveredes de første kanoner. I 1764 købte Frederik V. værket og grundede et jernstøberi. 4 år efter solgte majestæten det til ovennævnte Clasen, der havde været hans bestyrer. Værket var med tilhørende bøndergods vurderet til 324,875 rigsdaler, men solgtes for 100,000 rigsdalere. Clasen døde i 1792, og værket overgik til eje af en landgreve Carl af Hessen. I 1804 blev det den danske kronprins' eje. Det har stedse i fortiden været benyttet i militære øjemed og været forlenet med store forrettigheder og som følge deraf en hård konkurrent til de private bedrifter. I 1847 købtes det af Anker Heegård og var i dennes besiddelse indtil 1932, da det overgik til de forenede jernstøberier. I 1843 åbnede en tysk født mand, Hans Heinrich Baumgarten, et maskinværksted i København, og i 1846 indgik han kompagniskab med polyteknikeren Carl Christian Burmeister, og dermed var spiren lagt til det verdenskendte og i Norden det største skibsbyggeri og maskinfabrik, aktieselskabet Burmeister & Wain. I 1851 påbegyndte firmaet sit første skibsbyggeri på lejet plads på Christianshavn. Tid efter anden indkøbtes de omliggende ejendomme og grunde. Nye værksteder indrettedes, derunder et jernstøberi. I 1865 indtrådte Wain i firmaet, efter at Baumgarten i 1861 havde trukket sig tilbage. Firmaet antog derefter navnet Burmeister & Wain, og 1872 overgik det til at være aktieselskab. Aktieselskabets støberi var i mange år til huse i en af fabrikkens ældste bygninger. I 1901 erhvervedes et areal på 24,000 kvadratalen, og på dette opførtes et stort moderne støberi. Senere opførtes et stålværk, det første i Danmark. I 1922 flyttedes støberierne til Sydhavnen.

Man vil af ovenstående se, at med den udvikling, der på få år kom i støberivirksomheden her i landet, skal der absolut have været en tid, hvor den fornødne uddannede arbejdskraft ikke fandtes. Det er da også en kendsgerning, at de første danske formere i temmelig udstrakt grad rekrutteredes fra andre fag, indtil faget var kommet i gænge og det fornødne antal lærlinge tilstede, og det skal her være slagtere og bagere, der særlig har afgivet et stort kontingent til de danske formere. I 1847 foretog staten en undersøgelse af, hvor mange jernstøberier og arbejdere på disse, der fandtes her i landet. Der var 39 støberier med 839 arbejdere. Men da formerfaget er yngre her i landet, er de gamle laugstider med dertil hørende skikke og privilegier ukendte blandt formerne.

Laugene stammer fra middelalderen og dannedes væsentligst for at hæve købstæderne og gøre borgerstanden stærk overfor herremændene og adelstanden. Enhver, der ville drive en borgerlig næring, for hvilken der var oprettet laug, måtte indskrive sig i dette efter først at have opfyldt de betingelser, der var foreskrevet i laugsartiklerne. Først og fremmest bestod det i, at den pågældende måtte godtgøre at have uddannet sig i faget, først som dreng, senere som svend og aflagt de foreskrevne prøver, der kvalificerede ham til det trin, han befandt sig på, hvilket altså ville sige mester eller svend. Laugene var en slags beskyttelse for fagets udøvere og navnlig vågedes der over, at der ikke indenfor de forskellige brancher uddannedes flere end behovet krævede. De stramme laugsregler kunne imidlertid ikke forenes med de nyere tiders frihedsbevægelse og ved næringsloven af 1857 bestemtes det, at al laugstvang skulle være ophævet i Danmark fra 1862, således at enhver frit kunne etablere sig, blot han betalte sit borgerskab. Alt dette kender formerfaget intet til, men mærkværdigt er det jo ikke, da som sagt faget først opstod her i landet i begyndelsen af 1800-tallet. Foreningsliv mellem formerne kan imidlertid føres tilbage til d. 30. november 1822, idet der på denne dag stiftedes en forening i København, der fik navnet: »Jern- og Metalstøberforeningen«. Den stiftedes som sygekasse, men var også for en del af selskabelig art. Efter at have eksisteret i en årrække gik den itu, men oprettedes igen. Således påstår nogle, medens andre forklarer, at dens 50-årige beståen er fejret d. 30. november 1872 på etablissementet »Lille Ravnsborg« på Nørrebro i København. Men formerfaget blev til en begyndelse rekrutteret fra andre fag. En former Bøttcher, der oprindelig var snedker, udførte og forærede foreningen en lade. Den var mahognifineret og var udstyret med 3 låse. På et skilt fandtes foreningens stiftelsesdato indgraveret. Denne lade er sporløst forsvundet. Forbundets daværende formand og dets hovedkasserer har gennemstøvet samtlige museer og andre tænkelige steder for at finde den, men alt forgæves. Om det i året 1849 er en større revision foreningens virksomhed har gennemgået, eller om den virkelig har ligget stille en tid, er som sagt ikke konstateret, men fra 1849 optræder foreningen som syge- og begravelseskasse. Der anskaffes en fane samt to store Dannebrogsflag og videre to marchalstave, der benyttedes ved begravelser. Fanen og de to flag benyttedes første gang, da tropperne efter krigen 1848-49-50 vendte hjem. De københavnske formere var dengang sammen med andre foreninger og korporationer ude at modtage sejrherrerne, der vendte hjem fra brodermord og alt hvad dertil hører.

Såvel formere som støbemestre - de sidstnævnte kaldtes iøvrigt formænd dengang - kunne være medlemmer af Jern- og Metalstøberforeningen, og den er ophævet så sent som i 1892. Den har altså haft en ret lang tilværelse, men i dens senere tid var der ingen af mestrene, der var medlemmer af den. De nu om dage så godt kendte patentbrædder af jern, med en part på hver side, skal første gang være anvendt her i landet i begyndelsen af 1850erne hos en jernstøber Lind i København. Efter krisen i 1858 bød man i København formerne en betaling af 8 skilling i timen. Som et udslag for trang til samvirke og pleje foreningsliv kan nævnes foreningen med det noget mærkværdige navn »Fugtigheden«. Denne blev stiftet d.1. oktober 1859 af arbejdere hos firmaet Ludvigsen & Hermann i København med et medlemsantal af 7, hvoraf de 6 var formere og 1 var maler. I tidens løb gled det dog over til, at kun formere, der arbejdede på den nævnte fabrik, var medlemmer. En gammel former, Valdemar Jørgensen, har nedskrevet foreningens historie og det fremgår deraf, at den egentlig er startet som en slags spareforening, hvor de indskudte midler brugtes til fornøjelser. Ganske træffende betegnes året 1864 som »et trivielt år«, fordi de gemytligste medlemmer var i krigen. Imidlertid gik foreningen over til at være en spare- og låneforening på mere alvorlig baggrund, uden at fornøjelser derfor helt ophørte. Hvert år, noget før jul, fordeltes den opsparede kapital blandt medlemmerne i forhold til deres indsats, og i mellemtiden kunne medlemmerne stifte lån i kassen. Året 1875 er mellem de bemærkelsesværdige i foreningens historie, idet den indførte den for kasserere skarnagtige institution, som hedder »revision«. Det viste sig nemlig, da kassen skulle deles ved juletid, at der i stedet for ca. 300 kr. fandtes 3 øre i den. Kassereren havde selv haft brug for hele beløbet. År 1901 var det sidste år, foreningen var i virksomhed. I 1867 anskaffede foreningen sig et lille banner, hvis spyd, betegnende nok, har form af et glas. Dette banner afleveredes i 1912 til Københavns afdeling, i hvis arkiv det stadig opbevares som en kuriositet. I 1867 stiftedes i København en ny forening. Den kaldte sig »Formerforeningen«. Dens opgave var i alt væsentligt det samme som Jern- og Metalstøberforeningens og den dannedes af en del formere, der var slettet for restance i den gamle forening, samt af en del andre, der aldrig havde stået i nogen forening. Den eksisterede til ind i året 1872, på hvilket tidspunkt den sluttede sig sammen med Jern- og Metalstøberforeningen.

Allerede i 1840erne viste de første antydninger af socialismen sig i Danmark, men før den tid kendtes meget vel strejker, således ikke mindst den flere gange beskrevne tømrerstrejke i København, der kan kaldes den første bevidste klassebevægelse blandt danske arbejdere. Imidlertid er det jo først i begyndelsen af 1870erne, at man mærker livstegn i fagbevægelsen i Danmark. Efter at Louis Pio havde gjort sit første banebrydende arbejde og sat sig i forbindelse med socialisterne i Genf, dannedes i oktober 1871 den danske afdeling af »Internationale« under navnet »Den internationale Arbejderforening for Danmark«. Sidst i september 1871 udbrød der strejke på Burmeister & Wains maskinværksted i København. Fire kvartermænd havde pryglet en arbejdsmand og dem forlangte arbejderne afskedigede og samtidig krævede de lønforhøjelse. De fleste af formerne deltog i konflikten, men medens de fleste fag, og særligt arbejdsmændene, optog arbejdet igen efter kort tids forløb, udholdt formerne med stor sejhed kampen i længere tid og forvoldte firmaet store tab. Strejken løb dog ud i sandet og tabtes, men når man betænker, at der på det tidspunkt ingen organisation fandtes, tjener det formerne til ære, at de var de sidste, der gav sig. »Internationale« blev ved en højesteretsdom ophævet i 1873, og man tog derefter fat på dannelsen af »frie fagforeninger«. Året 1873 er altså det år, hvor den første danske fagforening for formere så lyset og den dannedes i København. Den af mange danske formere kendte støbemester, Peter Møller, der fra 1875 var leder af Schmidt & Marstrands støberi på Vesterfælledvej i København, indtil han i 1890erne fulgte med over til aktieselskabet »Titan«, da hans første firma optoges heri, var foreningens formand i det første år efter dannelsen. Selve Louis Pio var tilstede ved foreningens stiftelse og i foreningens første regnskabsbog ses de tre første numre optaget af æresmedlemmerne Pio, Brix og Geleff. Formand nr. 2 blev Jens Rasmussen og til kasserer valgtes Peder Nielsen, der i en lille menneskealder virkede som sådan for formerne i København. Det, som egentlig gør denne forening mærkbar, er strejken i 1876. Den etableredes for at få akkorden afskaffet og timeløn indført i stedet. Der stilledes krav om, at denne skulle være i skala af 40, 45 og 50 øre. Hos firmaet Mogensen og hos firmaet Andersen (sidstnævnte populært kaldet »pindehuggeren«) indgik man på kravet om timelønnens indførelse og disse blev således uberørte af strejken. Hos firmaerne Anker Heegård og Ludvigsen & Hermann ville formerne imidlertid ikke have akkorden afskaffet og de deltog derfor ikke i strejken. - Iøvrigt var det ikke alle formerne fra de øvrige støberier, der nedlagde arbejdet, idet de erklærede sig tilfredse med den løn, der blev budt dem. De kaldtes derefter for »16 marksmændene«. Strejken tabtes af mangel på midler til understøttelse og havde heller ikke fornøden sympati hos de øvrige fag. Således fortælles, at da de strejkende foretog en udflugt og på denne marcherede gennem Vendersgade, bombarderede murerarbejdsmændene dem fra en derværende nybygning med murbrokker. Strejken, eller i alle tilfælde året 1876 medførte imidlertid afskaffelse af et system, der dreves af formerne. De optrådte nemlig som en art arbejdsgivere overfor lærlingene. Dette forhold blev ophævet, hvad der naturligvis også bidrog til strejkens uheldige forløb var, at der importeredes en masse tyske skruebrækkere.

Der udgik på den tid et satirisk ugeblad, der hed »Folkets Nisse«. I dette benævnedes Danmark altid som hr. Sørensen«. I dets nummer for d. 12. august 1876 ser man på et billede »Hr. Sørensen« ligge henslængt i sin lænestol, medens en tysk former træder ind ad døren til ham og retter følgende forespørgsel: »Tør jeg spørge, hr. Sørensen, om jeg kan få arbejde. Er det sandt, at de danske formere vil have afskaffet det fornuftige akkordarbejde?« Hr. Sørensen: »Ja, værs'go', træd kun indenfor. Socialisterne er kosmopoliter, sålænge deres egne interesser ikke er truede.« En anden begivenhed knytter sig også til strejken i 1876. En af datidens få kendte partikvinder, den svenskfødte baronesse Lillienkrantz, lånte gennem partiets centralstyrelse Formernes Fagforening 100 kr., men man må have glemt at tilbagebetale dem. Frk. Lillienkrantz ejede intet og søgte derfor ad rettens vej at få sine penge tilbage. Originalen til den dom, der faldt i sagen, findes i den Københavnske afdelings arkiv og har nedenstående ordlyd: »Dom afsagt i Københavns Gældskommission i sagen nr. 3369/1878. I. Lillienkrantz contra det socialdemokratiske arbejderpartis centralbestyrelse ved dens forretningsfører C. Lamp. År 1870 d. 16. januar. - I nærværende sag, hvorunder citantinden Lillienkrantz søger de indstævnede, det socialdemokratiske arbejderpartis centralbestyrelse ved dens forretningsfører C. Lamp, til efter løfte at betale 80 kr., som Formernes Fagforening skylder citantinden til rest på et kontant lån, oprindelig stort 100 kr. tilligemed 5 pct. rente fra klagens dato, d. 8. august 1878, og sagens omkostninger skadeløst, have de indstævnte erkendt, at de skyldte citantinden det påstævnede beløb, og da nu den af dem til støtte for deres påstand om frifindelse i sagen som for tidligt anlagt anførte grund, nemlig at de ikke havde forpligtet sig til at betale, forinden en ustævnet trediemand havde afgjort sit mellemværende med dem, hvilket endnu ikke er sket, ikke har nogen hjemmel i den af dem fremlagde udskrift af centralbestyrelsens forhandlingsprotokol, hvorimod denne meget mere viser, at de indstævnede havde påtaget dem en ubetinget forpligtelse til at betale den ovenomhandlede fordring, vil der være at give dom efter citantindens påstand, således at sagens omkostninger bestemmes til 6 kr. 78 øre. Thi kendes for ret: de indstævnede, det socialdemokratiske arbejderpartis centralbestyrelse ved dens forretningsfører C. Lamp, bør til citantinden Lillienkrantz betale de påstævnede 80 kr. med renter deraf 5 pct. årlig fra d. 8. august 1878 til betaling sker og sagens omkostninger med 6 kr. 78 øre. At efterkomme inden 15 dage efter doms lovlige forkyndelse under adfærd efter loven. Dette til bekræftelse under gældskommissionens segl og dommerens hånd.« - Pengene blev derefter betalt i 3 rater, og kvittering derfor findes ligeledes i afdelingens arkiv. Den sidste rest betaltes d. 30. oktober 1882. Hvad der imidlertid er det mærkværdige ved denne tilbagebetaling er, at fagforeningen, der havde lånt pengene, var ophørt at virke i den tid, tilbagebetalingen fandt sted. Det var en nydannet forening, Formernes Hjælpeforening, der præsterede betalingen. Også i Århus havde formerne begyndt at røre på sig, og i oktober 1875 dannedes der en fagforening. Det syntes til en begyndelse at gå ganske godt, men efter nogen tids virksomhed sygnede den hen. Man nåede dog så vidt, at man fik anskaffet sig en rød fane, og den opbevares endnu af Århus afdeling som et fortidens trofæ. Arbejdsgiverne havde imidlertid også øjnene åbne for sammenslutningens betydning. I december 1871 stiftedes »Foreningen af Jernstøberiejere i København og omegn«. Den kom imidlertid aldrig til at spille nogen rolle i kampen mod fagforeningerne. Som det gik den første fagforening i Århus, således også den i København. Efter strejken i 1876 sygnede den hen og forsvandt. På denne måde gik det iøvrigt med langt de fleste af de i begyndelsen af 1870erne stiftede fagforeninger. Ret stille kom fagbevægelsen dog ikke til at ligge, idet der, omtrent samtidig med at fagforeningen opløstes, dannedes en »Formernes Hjælpeforening«, hvis opgave var at yde understøttelse under arbejdsløshed. Kun ganske få fag har sikkert på den tid haft øjnene åbne for denne del af en virksomhed. Indtil 1883, da formerne i København atter dannede fagforening, varetog til en vis grad denne hjælpeforening de faglige interesser. Ved foreningens møder og sammenkomster diskuteredes og drøftedes ganske naturligt de faglige forhold, og rundt på støberierne var man på den måde å jour med, hvad der rørte sig. Det er iøvrigt denne forening, der har købt de aktier som Formernes Fagforening i København ejer i Forsamlingsbygningen i Rømersgade. Ved genrejsningen af fagforeningen i 1883 overdroges disse aktier til fagforeningen. Der ligger heri et ganske godt bevis for, at den var mere end hjælpeforening. Under den store lockout 1885 delte medlemmerne kassen imellem sig og ophævede foreningen. Den stiftedes dog igen d. 1. oktober 1889 og virker den dag i dag. Den udbetalte til at begynde med 1 kr. pr. dag i 91 dage om året. De nuværende love byder i de 2 første medlemsår 150 øre pr. dag i 91 dage om året i tilfælde af arbejdsløshed og i de derefter følgende år 225 øre i det samme dageantal. Kontingentet er 100 øre pr. uge, og der har naturligvis været tider, hvor ekstrabidrag har været nødvendigt, men i fuld forståelse af foreningens betydning har medlemmerne altid betalt dette uden at knurre. Med henblik på foreningens filantropiske virksomhed har den gratis lokale i den københavnske afdelings kontor. Siden d. 1. oktober 1889 og til d. 1. oktober 1938 har den nuværende hjælpeforening udbetalt 477.621,65 kr. i understøttelse til sine arbejdsløse medlemmer.

Årene glider derefter indtil 1883, men så kommer der atter liv i de københavnske formere. Årsagen hertil er naturligvis, at arbejdsgiverne nu har trådt dem så meget over tæerne, at de må bide fra sig. Søndag d. 23. september var der trommet sammen til et formermøde i kafé »Solituden« på Nørrebro, men der mødte kun 14 mand. Ikke desto mindre blev foreningen dog dannet. Forhandlingsprotokollen fra den tid indeholder for dette møde følgende:» Det første møde fandt sted d. 23. september mellem formerne fra Koefods og Schmith og Marstrands støberier. - Peter Nielsen takkede de tilstedeværende på indbydernes vegne og omtalte derefter principalernes sidste genistreg, hvorefter ingen former, som havde forladt sit arbejde uden sin principals samtykke, i fremtiden ville kunne få arbejde. Taleren påviste, hvorvidt dette kunne føre, hvis ikke vi hurtig tog forholdsregler derimod. Sluttelig anbefalede han dannelsen af en fagforening.- A. Jensen anbefalede at stifte foreningen endnu samme dag, hvilket vedtoges, ligesom et forslag af samme, om at nedsætte et udvalg på tre medlemmer til i samtlige tilstedeværendes navn at udstede et opråb til de øvrige formere i København samt at træffe foranstaltninger til et nyt møde, som burde afholdes snarest mulig, også vedtoges. Valgte blev S. Jensen, E. Frederiksen og Peter Nielsen, efter at en indsamling til at bestride de nødvendige udgifter med var foretaget, hævedes mødet.«

Det ovennævnte opråb udsendtes, og allerede 6 dage efter afholdtes et nyt møde, hvor ca. 200 formere var tilstede. Alle talere, på nær en ved navn Kruse, talte for tilslutning til den nydannede forening, og omtrent alle de tilstedeværende indmeldte sig. Kontingentet ansattes til 1 kr. pr. uge i de første 4 uger og derefter 50 øre om ugen. Til formand valgtes Anthon Larsen. Larsen forlod nogle år senere faget og slog sig på restauratørvirksomhed. Den øvrige restyrelse blev Peter Nielsen, kasserer, Chr. Schmidt, P. Bruun, A. Jensen, E. Frederiksen og Camillus Smidt. Ca. 1 måned efter stiftelsen førte foreningen sin første kamp, idet formerne hos Riedel & Lindegård havde nedlagt arbejdet, fordi de ikke ville arbejde under en støbemester F. Rasmussen. På et møde d. 2. november blev formerne bebrejdede, at de ikke havde henvendt sig til foreningen, før de nedlagde arbejdet. Støbemesteren deltog i mødet og erklærede de fleste af anklagerne mod ham for at være løgn. Trods alt dette godkendtes strejken. Jernstøberiforeningen tilbød imidlertid forhandling, og ved hjælp af 3 delegerede fra hver side bragtes bagen ud af verden. - på hvad måde ses ikke af protokollen. Eksempelvis kan nævnes, at lønningerne pr. time i 1883 hos firmaet Mogensen på Christianshavn var 29, 32 og 35 øre. I Århus var den 27 øre.

Omtrent samtidig genfødtes Formernes Fagforening i Århus, idet dennes genoprettelse skete d. 1. december 1883 med et medlemsantal af ca. 40. foreningens formand blev Hans Larsen af Nakskov, der i mange år var medlem af forbundets hovedbestyrelse. »Formernes Sang« kan ligeledes henføres under dette år. Gennem tiderne har den fået tilnavnet »Formernes Honnørmarch« og synges ved alle stiftelsesfester og andre lejligheder, hvor formerne fester. Sangen blev i 1883 skrevet af forfatteren af Socialisternes March, »Snart dages det brødre«, U. P. Overby. Han boede dengang i Meinungsgade, lige overfor Kofoeds Jernstøberi og kom af og til ind på støberiet, og ved en sådan lejlighed fik formerne ham til at skrive fagsangen.

I marts 1884 var i den Københavnske fagforening indvarslet til et møde i anledning af den måde, hvorpå direktør Halberstadt og støbemester Franck optrådte i Rudolf Koefods fabrik. Begge d'hrr. var indbudte til mødet, men medens mesteren mødte frem og søgte at forsvare sig efter bedste evne, havde direktøren valgt at sende en af selskabets aktionærer, en grosserer Holm. Først og fremmest drejede det sig om Halberstadts uforskammede måde at være på. At han ikke turde give møde, var der intet underligt i, thi først havde han udskældt formerne for labaner og gadedrenge, og dernæst bestyrelsen for slyngler, der levede på arbejdernes bekostning. Bemeldte grosserer Holm må have været i besiddelse af gode overtalelsesevner, thi mødet resulterede kun i vedtagelse af en misbilligelse af direktørens optræden. Det havde det næppe gjort, hvis »jøden« (der var direktørens almindelige navn) selv havde været tilstede. På generalforsamlingen d. 17. april 1884 vedtog de københavnske formere at lade deres rejsekasse smelte sammen med fagforeningen. Dette vedtoges væsentligst for at gøre regnskabsvæsenet mere enkelt. Lidt senere på året opstod tanken om samarbejde med formerne i provinserne og eventuelt få dannet afdelinger eller filialer. På generalforsamlingen d. 1. oktober 1884 blev love for sådanne diskuterede. Et i forvejen nedsat udvalg havde udarbejdet forslag, og dette vedtoges. Nogen egentlig praktisk betydning fik det dog aldrig. I 1885 etableredes samarbejde med fagforeningen i Århus, men det holdt ikke længe, en del af formerne på Helsingør skibsværft stod i lang tid som medlemmer af foreningen i København. På to møder, nemlig d. 22. november og d. 3. december, blev et forslag om understøttelse til de arbejdsløse behandlet. Det endte med vedtagelse af indsamling af frivillige bidrag, og kun de, der havde betalt mindst 13 ugers kontingent, kunne komme i betragtning. Ligeledes vedtog man at afholde en maskerade, hvis overskud ligeledes skulle anvendes til fordel for de arbejdsløse. Årsagen til disse foranstaltninger var, at de ledige i de dårlige tider, som det var, hjemsøgte fabrikkerne for meget og derved gav ufrivillig oplysning om arbejdsløshedens størrelse overfor mestre og fabrikanter.

D. 22. november 1884 valgtes Johannes Jørgensen til formand i Københavns fagforening. Året 1885 er et mærkbart år på grund af den store konflikt i jernindustrien i København. Der skete dog også andre ting. Formerne i Ålborg dannede således fagforening d. 10. august med et medlemstal af 13. Formand blev C. A. Ibsen. D. 7 januar vedtog foreningen i København at yde 100 kr. til en stolemagerstrejke, og på forskud af forventet overskud på en maskerade 100 kr. til egne arbejdsløse. På samme møde androg Støberiarbejdsmændenes Forbund for København fagforeningen om en alliance. Formerne skulle forpligte sig til ikke at arbejde sammen med uøvede støberiarbejdsmænd eller skruebrækkere. Man vedtog at støtte arbejdsmændene efter bedste evne, uden dog at ville gå med til strejke, og det var naturligt. D. 4. februar ydedes atter 100 kr. til stolemagerstrejken. På samme møde gaves der tilslutning tilsammen med de øvrige fagforeninger at søge et svendehjem oprettet i København. I referat over mødet d. 5. maj står meget morsomt at læse: »Endskønt medlemmerne var i dårligt humør over, at »den provisoriske« var udstedt om dagen, vedtog man dog at deltage i den socialdemokratiske grundlovsfest med musik. Der ankedes over, at formerlærlingene ikke, som smedelærlingene, lærer at tegne.« D. 27. maj vedtoges det, at tilrejsende formere, der ikke er organiserede, kun skal have halv rejsehjælp udbetalt. Et medlem, nr. 186 C. E. Nielsen fra Burmeister & Wains støberi, ekskluderedes på grund af ukollegial optræden, og det vedtoges at anskaffe »sort tavle« til opnotering af Nielsen og ligesindede. Men nu er det igen galt med den før omtalte Halberstadt, og det vedtoges, at arbejdet skal standses hos H. Rudolf Koefod & Co., den første gang formerne atter fornærmes. Videre ses det af samme møde, at foreningen har medlemmer i Nakskov. D. 11. juni andrager 5 medlemmer, der mener sig uberettiget afskediget fra Krogh & Petersens støberi, om understøttelse, men bestyrelsen og forsamlingen er enige om, at skylden er deres egen, og deres andragende blev derfor forkastet. D. 10. juli havde formerne i henhold til beslutningen på mødet d. 27. maj nedlagt arbejdet hos R. Koefod, og en generalforsamling sanktionerede deres handlemåde. Halberstadt havde telefoneret ud over hele København herom for at hindre formerne i at få arbejde andre steder, og det vedtoges i den anledning, at der ikke i byens andre støberier måtte udføres arbejde til pågældende firma. De strejkende skulle understøttes med 10 kr. pr. uge, når de ikke havde været medlem i et år, de øvrige med 15 kr. pr. uge. Kontingentet forhøjedes fra 35 til 85 øre pr. uge. Jernstøberiforeningen protesterede imidlertid mod vedtagelsen om, at Koefod ikke kunne få støbt andre steder, og vedtagelsen ændredes derfor derhen, at hvis direktør Halberstadts forbud mod, at de strejkende ikke måtte tages i arbejde andre steder, blev hævet, da ville formerne også udføre hans arbejde på de andre støberier. Dette krav bøjede Jernstøberiforeningen sig for. Der skete imidlertid også noget indenfor arbejdsgivernes lejr. Smede- og Maskinarbejderforbundet havde ført en kamp med firmaet Borch & Henriksen og sluttelig vundet sejr. Jernstøberiforeningen havde ikke støttet firmaet, og direktør Hauberg skriver derom i sit værk: »De første 19 år indenfor foreningen af fabrikanter i jernindustrien i København«: »Således endte denne konflikt med et ydmygende nederlag for fabrikanterne osv.«, men det gav anledning til udsendelse af en rundskrivelse til samtlige i København og på Frederiksberg boende jernstøbere og maskinfabrikanter om at indmelde sig i en fabrikantforening, som man agtede at stifte, og d. 15. januar 1885 stiftedes den med 21 firmaer som medlemmer og med fabrikant Th. Hüttemeier som formand. Direktør Hauberg skriver derefter: »Og hermed var da foreningen af fabrikanter i jernindustrien i København dannet, denne forening, der skulle gennemgå så mange kampe og udholde så mange angreb fra fagforeningernes side, og i dem ingensinde svigte de kollegiale forpligtelser, som medlemmerne havde påtaget sig lige overfor hverandre.« Allerede samme års sommer aflagde den prøve som lockoutsdiktator. Firmaet J. G. A. Eickhoffs maskinarbejdere stillede krav om en minimalløn af 27 øre i timen, men kravet nægtedes. En nedsat voldgiftsret bragte ikke sagen til afslutning, og d. 8. juli nedlagdes arbejdet. Fabrikantforeningen trådte da sammen og vedtog lockout overfor alle Smede- og Maskinarbejderforbundets medlemmer, såfremt arbejdet ikke blev genoptaget d. 13. juli hos Eickhoffs. Det gjorde det ikke, og lockouten iværksattes da d. 14. juli.

Formernes Fagforening afholdt møde d. 17 juli og vedtog der at støtte smedene af al kraft, - men de fik andet at tænke på. D. 6. august afholdtes nyt møde. Det meddeltes her, at en stor del smede ville optage arbejdet den næste dag, og i den anledning var der stort røre mellem formerne. Det vedtoges dog at blive i arbejde og søge situationen ført derhen, at arbejdsgiverne enten afskedigede eller lockoutede formerne, men den gik bare ikke. Arbejdsgiverne var klogere og formertemperament er nu en gang formertemperament, og da der d. 11. august atter holdtes møde, havde formerne fra 5 støberier selv sluttet virksomheden. De blev dette bebrejdet af bestyrelsen, men det hjalp naturligvis ikke noget. Flere fulgte efter, og d. 21. august havde ialt 142 mand nedlagt arbejdet foruden dem, der strejkede fra Koefods støberi, hvilken strejke stedse var løbende. De gifte medlemmer understøttedes med 8 kr. om ugen, de ugifte med 6 kr. De fleste af støbemestrene arbejdede af fuld kraft. Bestyrelsen for fagforeningen holdt møde med dem d. 24. august og ville have dem til at indmelde sig i fagforeningen, men det skind blev der ingen bukser af. Firmaet Koefod, hos hvem strejken var, samt aktieselskabet Burmeister & Wain deltog ikke i lockouten. Burmeister & Wain var ikke medlem af Fabrikantforeningen, og Koefod meldte sig ud. I den anledning vedtoges det på et møde d. 30. august, at bestyrelsen skulle se at få bilagt konflikten hos firmaet Koefod. Midlerne begyndte at blive små og 20 mand mindre at understøtte var jo af betydning. Samtidig vedtoges en understøttelse af 15 kr. til hvert medlem, der ville rejse. Denne lockout gav anledning til dannelsen af den berygtede skruebrækkerforening »Arbejdernes Værn«. Striden varede i over 4 måneder, og ingen af parterne spandt silke ved denne affære, men de københavnske jernfabrikanter havde vist sig som de første til at vise, hvad en lockout var for noget, og denne førerstilling har de under deres skiftende ledelser hævdet til dato. Arbejdet blev genoptaget d. 20. november efter overenskomst med Smedeforbundet. Formerne gik først i arbejde noget senere, men mange gik i flere måneder ledige, før de atter kom i arbejde. Jernstøberiet »Godthåb«s indehaver og jernstøber Andersen (»pindehuggeren«) var ikke medlemmer af Fabrikantforeningen, og hos dem var arbejdet ikke nedlagt. Einer Holm, hvis jernstøberi lå på Tagensvej, var medlem, men fik af særlige grunde lov at fortsætte driften af sin virksomhed under konflikten. Efter direktør Haubergs før omtalte skrift stillede det sig med antallet af arbejdere før, under og efter lockouten således: Smede- og maskinarbejdere d 11. juli 612 mand - d. 15. novbr. 308 - d. 20. novbr. 446 - Formere d. 11. juli 193 mand - d. 15. novbr. 25 - d. 20. novbr.111. Skal man efter disse tal opgøre frafaldet under kampen, så bliver det for smede- og maskinarbejderne 50 pct., medens det for formernes vedkommende kun udgør 13 pct. Regnestykket er imidlertid næppe rigtigt for noget af fagene. Smedene havde mange uorganiserede, som blev i arbejde. De faldt således ikke fra under kampen, og en del formere blev iøvrigt også i arbejde, da kammeraterne lagde ned. Et par små morsomme historier fra konflikten i 1885 skal ikke udelades. Mod slutningen af striden søgte arbejdsgiverne at skaffe sig skruebrækkere fra udlandet, mest fra Sverige. På en eller anden måde var det sivet ud, at på en bestemt dag ville der med dampskib fra Malmø ankomme en sending svenske formere til brug for fabrikant Hüttemeiers støberi i Nansensgade. En del af de strejkende formere havde indfundet sig i Havnegade for at se på udskibningen. Mellem disse var en, der gik under navnet »Nordmand-Olsen«, skønt han nok egentlig var tysker. Efter datidens begreber var han altid meget fin i klædedragten. Politiet var mødt mandstærkt op, da båden lagde til. Da de svenske formere, 8 i tallet, gik fra borde, let kendelige på molskindsbenklæderne og på trunselen, der stak op af lommen på flere af dem, gik Olsen rask forbi politiet og hen til dem, idet han spurgte: er det de svenske formere til Hüttemeiers fabrik. Jo - det var det da. Nå - godt - vil de så følge med her. De puttedes derefter ind i to drosker, og afsted gik det til Tømrerkroen i Adelgade. Her gjordes de bekendt med, hvem de var sammen med (bestyrelsen havde her afventet deres komme) og om de virkelige forhold. Efter at være forsynet med rejsepenge forsvandt de den næste dag tilbage til Sverige. Et oplivende moment i al traurigheden - og fabrikantforeningens formand, hr. Hüttemeier, gik glip af den steg.

Hos firmaet Dahl & Lund havde man også fået fat på 8 á 10 svenske skruebrækkere. En svensk former Ågesen, der havde været i længere tid i København, men som ikke var kendt af den pågældende støbemester, gik med fagforeningens vidende til fabrikken og spurgte om arbejde. Han blev også antaget, og et par dage efter, da det havde været lønningsdag, foreslog han en ekstra snaps, og da den havde gjort sin virkning, fortalte han »kammeraterne«, at han var »vældig ked af den, han her var kommen på«. Sluttelig enedes de om at ophøre med arbejdet, og i samlet trop marcherede der til »Solituden«, hvor de strejkende formere hver dag samledes. Her aflagde Ågesen på egne og »kammerater«s vegne angerfuld beretning over deres brødefulde gerning. De fik hurtig forsamlingens tilgivelse samt nogle flere snapse på betingelse af, at de straks skulle rejse hjem til Sverige, hvorfra de var kommet. Som sagt, så gjort. Under fornøden eskorte marcherede der til Malmøbåden, og da denne godt og vel var ved at lægge fra land, sprang Ågesen i land igen og tog plads blandt de tilstedeværende strejkende, medens damperen gled bort med skruebrækkerne. Man så dem aldrig mere. Et udvalg havde haft foreningens love til revision, og på en generalforsamling, der afholdtes i december måned, blev de behandlede og vedtaget.

I begyndelsen af 1886 foretoges der nogle afskedigelser i Ålborg, og dette gav straks anledning til vaklen i den omtrent nystiftede forening, men det holdt alligevel sammen. D. 22. februar nedlagde formerne arbejdet hos Frichs Efterfølger i Århus. Fagforeningens bestyrelse havde henvendt sig til fabrikkens indehaver med klage over støbemesterens inhumane optræden, men den blev afvist. Man havde ikke med fagforeningen at skaffe: formerne kunne selv klage. D. 21. februar afholdtes møde og man enedes her om, at fagforeningen skulle anerkendes. Det kunne d'hrr. fabrikanter ikke indlade sig på, mesteren ville man ikke skille sig ved og kunne formerne ikke finde sig heri, så kunde de gå, og det gjorde de så. Foreningen plejede dengang samarbejde med fagforeningen i København og efter en forhandling mellem den københavnske forenings formand og mesteren, blev arbejdet genoptaget d. 10. marts. Men umiddelbart derefter afskedigedes en mand og da man mente dette stod i forbindelse med den nys afsluttede strejke, blev arbejdet igen nedlagt, men kun af 5 mand. 4 blev i arbejdet og det var væsentligst deres skyld, at strejken tabtes. Arbejdsgiverne modarbejdede fagforeningsbestræbelserne alt det de kunne, men efterhånden som de rette folk kom i spidsen for arbejdernes organisationer, gik deres forsøg krebsegang, medens fagforeningerne voksede. I august måned afholdtes den første Skandinaviske Arbejderkongres i Gøteborg og denne gav stødet til, at De Samvirkende Fagforeninger dannedes. Længe havde der været brug for en centralisation af fagforeningerne indenfor de forskellige byer, og nu gjorde man begyndelsen i København. Fællesledelsen kom til at bestå af 7 mand og af disse skulde de to vælges af Socialdemokratisk Forbund. Derved markeredes arbejderbevægelsens enhed. Strejker kunne derefter ikke iværksættes uden samtykke af fællesudvalget eller gennem beslutninger, der var taget på fællesmøder af de tilsluttede foreningers bestyrelser. Den frivillige form for understøttelse af strejker bibeholdtes, men samtidig med at fællesledelsen havde indflydelse på, om en strejke kunne iværksættes, fulgte ganske naturligt en moralsk forpligtelse til at sørge for understøttelse af de konflikter, der godkendtes. I løbet af få år havde langt de fleste provinsbyer fulgt eksemplet og dannet fællesorganisationer. Fagforeningen i København modtog om sommeren en anmodning om at støtte en formerstrejke i Bergen i Norge. Midlerne var små, men det vedtoges dog at sende 50 kr. ad frivillighedens vej kunne det ikke hjælpe at tænke på at opnå noget, da egen arbejdsløshed optog alt, hvad der ad den vej kunde skrabes sammen. Om efteråret var vedtagelse sket om oprettelsen af Arbejdernes Fællesbageri. Et sådant var tidligere oprettet i Horsens og virkede heldigt. Foreningen tegnede for 100 kr. aktier. Den store arbejdsløshed fortsatte ind i året 1887. D. 13. januar afholdt den københavnske forening møde og vedtog at købe spisebilletter for de penge, der var indkommet ved de frivillige bidrag, da beløbet ikke var stort nok til en pengeuddeling.

***

Borgbjerg talte i Folketinget om skattelovgivningen d. 10. marts 1902:.…..samfundet er altså fattigt, sagde den højtærede finansminister. Dog have vi råd til at lette samfundets fælleskasse for henved 2 mill. kr. til skattelettelser for de besiddende i samfundet, for dem, der have over 3 kr. daglig, hvilket skulle være den normale indtægt efter den højtærede finansministers forklaring. Vi stå altså overfor en situation, hvor man fra venstreregeringens side ikke vil give husmanden toldfrit salt til hans fedtebrød uden at kræve erstatning derfor, men hvor man ikke tager i betænkning at give godsejeren en skattelettelse på 4-5000 kr. Årlig uden at kræve erstatning. Vi stå i en situation, hvor man fra regeringens og flertallets side nægter at forhøje en arbejders løn fra 2 1/2 til 3 kr. om dagen, thi, siger den højtærede finansminister, med en sådan forhøjelse ville disse arbejdere komme over det gennemsnit, der egentlig passer sig for arbejderklassen, - men samtidig tager man ikke i betænkning at give en godsejer en daglig forhøjelse af hans indtægter på 20-30 kr. .Når disse skattelove gå igennem, vil en godsejer med 500 tdr. hartkorn, en så betydelig årlig indtægt som 100000 kr.. Jo få en skattelettelse på 6750 kr. Det er nemt at regne ud. Han får nemlig, når vi opgøre differencen mellem den ny ejendomsskyld og de gamle hartkornsskatter til amt og stat, en skattelettelse af 20 kr. pr. td. hartkorn, det er altså en skattelettelse på 10000 kr.. Til gengæld skal han svare formueskat af 1 1/2 mill. kr., det er 750 kr., - det er jo en ussel, lav formueskat, der er sat, næsten ingenting, 0,5 promille. Endvidere skal han af sin indtægt, 100000 kr., svare en indtægtsskat af 2,5 pct., dvs. 2500 kr.. Det bliver altså ialt en ny skat af 3250 kr., og drage vi den fra skattelettelsen, 10000 kr., bliver der altså tilbage 6750 kr. årlig, som vi give en sådan godsejer. Fordeler man denne skattelettelse på 300 arbejdsdage - hvis man kan tale om arbejdsdage i en godsejers liv - vil det blive 22 1/2 kr. om dagen, en sådan godsejer tjener gennem disse love. Der sidder ved min side en nødlidende agrar, der siger, at han trænger til den skattelettelse. Jeg kan dog ikke tro, at en godsejer, der efter det eksempel, jeg opstillede, har en årsindtægt af 100000 kr., skulle være så trængende til dem. Jeg tænker, at når den dag kommer, da disse love endelig vedtages, vil der gå en mægtig bevægelse gennem hele Danmark, idet husmænd og landarbejdere ville sige: nu må tiden være kommen, da de betrængte landmænd kunne give os lidt mere dagløn. Hvad om den godsejer, der får en daglig merindtægt af 22 1/2 kr., nøjedes med at beholde de 2 1/2 kr.. Han kunne dog drikke et ekstra glas champagne for det, - og de 20 kr. blev så fordelte til 40 af hans husmænd, så at de fik 50 øre mere om dagen hver! Det ville være ganske rimeligt, og jeg tænker ikke, at landarbejdere og husmænd på sådanne godser ville være længe om at regne det ud. Jeg ved nok, at hvis der dannes fagforeninger på landet, vil der fra godsejernes, proprietærernes og de større landmænds side blive rejst den samme modstand mod fagforeningerne på landet, som der er blevet rejst i byerne, så ved jeg nok, ... at en eller anden af landets største godsejere vil kaste sine husmænd ud, når de kræve 10 øre mere om dagen, men så vil det gentage sig, som skete for 2-3 år siden, da en fattig husmand måtte forlade godset og kørte ned ad alléen på den lille fjælevogn, hvorpå hans fattige ejendele lå. Han satte sig bag på og spillede på sin harmonika, og det, han spillede, var socialistmarchen. De kunne tro, mine herrer, at der vil blive spillet på harmonika, når disse skattelove blive gennemførte, og det bliver socialistmarchen, der bliver spillet. Harmonikaerne med socialistmarchen ville komme til at gå omkring i alle Danmarks kommuner. Den dag, da disse skattelove træde i kraft, kunne jeg ønske, at der blev holdt 1000 landarbejder- og husmandsmøder, et i hver kommune, og at man der havde mænd, som toge sig for nøjagtigt at undersøge, hvad proprietær Studenstrup og godsejer Gyldenstjært og alle disse mænd rundt omkring havde fået i daglig merindtægt ved hjælp af skattelovene, og som så sagde til landarbejderne og husmændene: Kræv nu eders part deraf!

Borgbjerg talte i Folketinget d. 10. nov. 1906 og sagde: For os socialdemokrater er frihandel selvfølgelig intet universalmiddel, ikke en gang et lægemiddel. Protektionismen står for os som et kvaksalveri, men frihandelen er, som det ærede medlem fra Københavns 11te valgkreds (Sigvald Olsen) sagde forleden, ikke noget lægemiddel. Det skildrede allerede Karl Marx i sin bekendte tale i Bryssel om frihandel og protektionisme i 1847, og det står stadig fast. Ikke desto mindre anbefalede han arbejderne at støtte frihandelen; han advarede blot imod at gå op i et specielt frihandelsparti, men han anbefalede dem at danne deres eget selvstændige parti, der støtter frihandelen, men også kræver den store sociale reform, som ligger i et meget højere plan end kampen imellem frihandel og protektionisme indenfor det bestående samfund. Frihandel er efter min mening udviklingens normale forløb. Derfor holde vi på den og tilstræbe den i så høj grad som muligt. Under denne udviklingens normale forløb ville så kræfterne frit kunne udfolde sig, hele den økonomiske landbrugsindustrielle og byindustrielle udvikling skride stadig stærkere frem. Og jeg tror, at alle tegn i vore dage pege på, at denne udvikling gå i retning af socialismen. Tænk den nuværende samfundsudvikling fortsat. Tag en af linierne i den økonomiske udvikling: den stadig voksende storindustri; tag en anden udviklingslinie, den demokratiske udviklingslinie med den stadig voksende almindelige valgret og demokratisering; og tag endelig den tredje udviklingslinie: arbejdernes organisation. Drag disse linjer ud i fremtiden, og de ville ikke fjernt derude se et brændpunkt, hvor disse linjer møde hinanden, og de ville der træffe det begyndende socialdemokratiske samfund. Der vil overproduktionen, denne meningsløshed forsvinde. Der vil ikke kapitalen have overmagten eller være enerådende, ikke være »herren«, som det ærede medlem selv har sagt; men den vil være træl. Der vil kapitalen og produktionsmidlerne bøje sig for folket, anvendes som folkets tjenere og trælle i det menneskelige livs tjeneste. Hvad socialismen vil, er netop folkets økonomiske selvstyre. Vorherre vil ikke bevare det ærede medlem derfor, og det var sørgeligt, om vorherre ville bevare det danske folk derfor. Thi der er lægemidlet; det er den vej, vi skulle ud, og det er også den vej, vi komme ud. Hvis de ærede medlemmer af højre ville gøre alvor af den nationale tanke, virkelig ville gennemtænke denne nationale tanke, som de nu misbruge i protektionismens tjeneste, hvis de ville fordybe sig i den, ville de se, at den nationale idé, konsekvent gennemført fører til socialismen. Og hvis de herrer venstremænd ville konsekvent gennemtænke den demokratiske tanke, ville de se, at den demokratiske idé, konsekvent gennemført, fører til socialismen.

Th. Stauning talte i Folketinget d. 9. dec. 1911:… vi socialdemokrater er aldeles ikke af den opfattelse, at det bedste ville være et samfund uden lovgivning, vi kræve love så for den ene og så for den anden gruppe arbejdere, fordi vi har den tro, at vi under de nuværende samfundsforhold stå os ved i så vid udstrækning som muligt at lovfæste retsregler og beskyttelsesforanstaltninger for dem, der naturligt er de svageste i det bestående samfund. Jeg tror, at tyendet, som den svageste part under lovløse tilstande, ville komme til at lide i endnu højere grad, end det hidtil har måttet lide, under husbondens udnyttelse af den individuelle frihed. Foreløbig ville der næppe under en tilstand, hvor vi ingen lovgivning havde på dette område, blive ret megen individuel frihed for tjenestefolkene. Jeg foretrækker derfor under de nu bestående forhold en lovbestemt frihed fremfor den så meget udskregne individets frihed, vel at mærke, når den i praksis kun gælder den ene part, husbonden og ikke karlen eller pigen. Det lyder meget rask, når det ærede medlem siger: bort med denne undtagelseslov. Men det, der gør en lov til en undtagelseslov, er dens indhold og tendens. En tyendelov kan godt være en lov, der netop ligestiller tyendet med andre. Jeg erkender, at den nugældende lov i høj grad er en klasselov, der skaber en undtagelsesstilling. Jeg tror, at det vil lykkes her at skabe en lov, der netop højner tyendets stilling og ophæver det klasselovspræg, som vi kende så godt fra den nugældende lov af 1854. Når det ærede medlem og hans meningsfæller taler om undtagelseslove, vil jeg blot minde dem om, at der er andre undtagelsesforhold, som de ikke søge at udrydde. Hele arbejderklassens stilling er i høj grad en undtagelsesstilling, socialt og politisk. Den priviligerede valgret, der eksisterer til amtsråd og landstinget for et lille mindretal, er i høj grad en undtagelseslov, ganske vist behagelig for dem, der er så heldige at have denne privilegerede valgret, men ubehagelig for underklassen. Jeg synes derfor, at man skulle gribe ondet ved roden og først rydde det væk, der efter sit indhold må betegnes som et undtagelsesforhold, og som sætter et klassepræg på den ene eller den anden del af befolkningen. Det ville være mere værdifuldt end det ærede medlems stilling her. Jeg foretrækker en tyendelov, fordi de befolkningslag, som denne lov vedrører, ellers er i højeste grad retsløst stillede overfor de måske få - det er dog ligegyldigt, om det er få eller mange - der er hensynsløse nok til at udnytte den svagere part, og ud fra den samme betragtning have vi tilstræbt den bedst mulige lovgivning for industri, handel, håndværk og søfart. Under kapitalismen må der lovgives om arbejderforholdene for at give underklasserne et retsgrundlag, som de ellers ville savne overfor de stærkere. Gårdmanden må for mig beholde sin personlige frihed, så længe denne personlige frihed ikke træder tyendets interesser så nær, at det kan beklage sig. Den personlige frihed bør dog ikke omfatte retten til at give karle og piger, der skulle gøre arbejde for en, slette opholdsrum og sovesteder, thi da går det ud over tyendet som arbejder og som menneske, og da har man ikke lov til at hævde den personlige frihed i dens fulde konsekvens.

Ved slutningen af 1931 styrtedes venstre-regeringen, der i flere år havde faret hårdt frem imod de små i samfundet. Det lykkedes dog venstre-regeringen forinden at få vedtaget forslaget om »Tugthusloven«, som hedder: »Lov om værn for erhvervs- og arbejdsfriheden«. Loven blev vedtaget af Landstinget ved 3die behandling d. 20. marts 1929 overensstemmende med vedtagelsen i Folketinget. Tugthuslovens § 1. Kollektive aftaler, som på uberettiget måde begrænser den enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde, kan ikke tillægges retsvirkning ved domstolene. - § 2. Ved bedømmelsen af, om en kollektiv aftale har den i § 1 angivne karakter eller ej, kan domstolene, når begæring derom fremsættes, tilkalde særlige sagkyndige. De tilkaldte er pligtige at møde og vil have at afgive en erklæring i sagen. De i lov om rettens pleje angående syns- og skønsmænd givne regler vil, med de lempelser, der følger af forholdets natur, være at anvende på de i henhold til nærværende lov tilkaldte sagkyndige. - § 3. Enhver art af økonomisk eller personlig forfølgelse - derunder boykotning -, som tilsigter på uberettiget måde at begrænse den enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde eller hans (hendes) ret til at være medlem af eller stå udenfor en organisation, er ulovlig og pådrager foruden erstatning for den skade, nævnte forfølgelse har tilføjet vedkommende, bøder af indtil 100.000 kr. eller simpelt fængsel. Sagerne er genstand for såvel offentlig som privat påtale. - § 4. De i lov nr. 536 af 4. oktober 1919 om den faste voldgiftsret omhandlede kollektive aftaler berøres ikke af nærværende lov.- § 5. Nærværende lov finder iøvrigt anvendelse på enhver kollektiv aftale, om hvis retsgyldighed der rejses spørgsmål ved domstolene efter nærværende lovs ikrafttræden. -

Det er sjældent, at en lov har vakt en sådan uvilje. Ikke alene i arbejdernes kreds, men også i andre befolkningslag så man her et velovervejet forsøg på at ramme arbejdernes organisationer økonomisk. Loven kunne anvendes overfor andre arbejdere, og lå som en trussel over de faglige organisationer, og jurister erklærede loven for uklar. Det lykkedes først at få loven ophævet i vinteren 1937, efter at flertallet i Landstinget var ændret. 

webmaster